Lisbeth Baggesen, 34 år, skal være præst i Vrensted og Thise

Kilde: Nordjyske juli 2005

Selv om Lisbeth Baggesen erkender, at hun var en lidt stille og eftertænksom pige i sin ungdom, var der ikke mange, som havde regnet med, at hun ville søge præstegerningen.

Det havde hun heller ikke selv – umiddelbart. Men sådan blev det, og søndag 7. august indsættes hun i sit embede, det andet af slagsen, Vrensted Kirke.

Lisbeth Baggesen, der er datter af bedemand Thorvald Baggesen, boede i sin barndom i Em, gik på efterskole og gymnasium i Hjørring og endte siden på højskole i Ry. Her fik hun smag for journalistik og kristendom, men valgte hverken det ene eller andet.

I stedet rejste hun et par år, og fik så arbejde på et fritidscenter i Skalborg, hvor hun lærte de unge noget om teater.

– Jeg lavede mange barne- og ungdomsforestillinger, og var meget glad for de par år, siger Lisbeth Baggesen, som dog ville noget mere.

– Jeg gav mig selv valget mellem at læse noget med teater eller teologi, og valgte teologien ud fra, at gjorde jeg det ikke – ja, så ville jeg siden fortryde det, siger hun.

Det var således ikke med tanke for en senere præstegerning, at hun begyndte studiet.

Det er jo et langt studium -7år – og jeg besluttede at tage tingene henad vejen, siger hun.

Der er ingen tradition for at læse teologi i hendes familie, og forældrene og hendes barndomshjem var ikke meget mere kristne, end folk er flest.

– Mine forældre var da en gagerede i menighedsrådsarbejde, men det var egentlig aldrig noget vi sådan snakkede om, siger hun. For Lisbeth Baggesen er religion noget, der bliver ekstra nærværende, når et menneske presses, når det sker voldsomme begivenheder for et menneske.

– Og det sker for alle. Ingen kommer gennem et liv uden at blive rystet i sin grundvold, siger hun.

Lisbeth Baggesen tror heller ikke, at der er stor forskel på at være menneske anno 2005 i forhold til for 50 år si den

“Jeg er jo en datter af fodfolket, og jeg vil gerne forkynde således at det kan bruges til noget i hverdagen.”

– Dengang havde man lige overstået en verdenskrig, og der var andre forhold, som gjorde tingene usikre ligesom den aktuelle terror giver stof til eftertanke, siger hun.

Men hun betegner danskerne som “salmebogskristne” af den simple grund, at flere har et forhold til de danske samler end til evangelierne, og det gør jo ikke noget med de smukke salmer, vi har i Danmark, siger hun.

Og det med salmerne er noget, der interesserer hende.

Lisbeth Baggesen har nemlig sunget i kor og har modtaget sangundervisning i mange år, hvorfor de to menigheder kan se frem til en præst, der synger igennem af både fuld hals og sjæl.

Som præst vil Lisbeth Baggesen være til daglig brug. Hun vil være tilgængelig for sin menighed, både i hverdagen og til højtiderne, og hun vil komme med en “livsnær forkyndelse” fra prædikestolen – og i hverdagen.

– Jeg er jo en datter af fodfolket, og jeg vil gerne for kynde således at det kan bruges til noget i hverdagen.

Og mine prædikener bliver ikke længere end 10-12 minutter – det er min erfaring, at de fleste står af, hvis en prædiken er længere, siger hun.

Præstegården i Vrensted er ved at blive renoveret i øjeblikket, men Lisbeth Baggesen forventer at flytte ind i løbet af et par uger.

Herefter har hun 300 kvm og en stor have til rådighed – og det glæder hun sig til.

Juli 2005

År 2008 – Præst opgiver sine sogne.

Lisbeth Baggesen stopper som sognepræst ved Vrensted og Thise kirker efter tre år. Hun er glad for arbejdet, men er rent menneskeligt aldrig faldet til i Vrensted Præstegård

Lisbeth Baggesen kan ikke holde ud at bo i Vrensted og stopper derfor som sognepræst i Vrensted og Thise sogne. – Hun har ikke lagt skjul på at hun har følt sig meget ensom. Hun trives godt som præst, men hun trives ikke menneskeligt, forklarer provst Lars-Erich Stephansen. Lisbeth Baggesen har ansøgt om at fraflytte sin tjenestebolig, Vrensted Præstegård, og beholde jobbet, men menighedsrådene har ikke ønsket at give hende dispensation.

Bopælspligt – Embedet var slået op med bopælspligt, så det vidste hun da hun søgte stillingen, og hun forventede selvfølgelig at falde til, men sådan gik det ikke, konstaterer Lars-Erich Stephansen. Lisbeth Baggesen har sagt op og fratræder med udgangen af oktober. Hun skulle have holdt afskedsgudstjenester i Vrensted og Thise kirker i går, men de blev aflyst i sidste øjeblik, og Lars-Erich Stephansen overtog de to gudstjenester. – Efter at hun har besluttet sig for at stoppe er det blevet for belastende for hende at prædike, og det er også derfor at hun har frabedt sig afskedsgudstjenester. Så hun er ude af tjeneste – formelt sygemeldt, oplyser provsten.

Det er sædvanligt at et præsteembede står ledigt i et stykke tid, når en præst stopper, så der kan gå et stykke tid, før Vrensted og Thise sogne får en ny præst, fortæller Lars-Erich Stephansen.

Formanden for Vrensted Menighedsråd, Jens Juhl, vil ikke udtale sig ret meget om sagen. – Lisbeth trives ikke i Vrensted og har haft en del fravær, bekræfter han. – Det er kedeligt for alle parter, men der kunne ikke findes en løsning. Bopælspligten har været drøftet i begge menighedsråd, men det har ikke vundet gehør. Vi har den holdning, at når vi har præstegården, skal præsten også bo der, siger Jens Juhl.

At præstens afsked falder sammen med valget til menighedsrådet, giver ikke problemer. Der er fredsvalg i Vrensted og det betyder, at det kommende menighedsråd allerede er dannet. To medlemmer er blevet skiftet ud, mens resten fortsætter, heriblandt Jens Juhl. – Vi forventer at stillingen besættes hurtigst muligt og det er hvad vi vil arbejde på. Men det er noget biskoppen styrer. Der sker ændringer i pastoraterne for tiden og det kan vi godt risikere at komme ind under, siger Jens Juhl.

Den afgående sognepræst skulle have holdt afskedsgudstjenester i går i både Vrensted og Thise kirker, men valgte i stedet at tage en utraditionel afsked med sine sognebørn gennem ugeaviserne. –

Indlæg i lokale ugeaviser –

Kære Vrensted og Thise sogne. Jeg vil hermed gerne takke af som sognepræst ved Vrensted og Thise kirker. Hjerteligt tak for 3 velsignede år. Tak for den tillid, varme og venlighed, I viste mig fra den første dag. Tak for de mange gode stunder, vi har delt – både de glade og lyse, men også de mørke og triste. Det har været en fornøjelse og en ære at være jeres præst, og det er med stort vemod, jeg forlader stillingen. Det er trist, at vi ikke fandt en løsning på området omkring bopælspligten. Jeg vil imidlertid altid se tilbage med glæde og taknemmelighed på min tid i Vrensted og Thise. Der er ingen steder, jeg hellere ville være præst.

oktober 2008

Kvindelig præst kunne ikke være i fred

Sognepræst Lisbeth Baggesen følte sig generet af enlige mænd i præstegården i Vrensted. Derfor sagde hun op.

Andre menneskers mangel på respekt for privatlivet er hovedårsagen til, at Lisbeth Baggesen ikke kunne fortsætte med at bo i præstegården i Vrensted.

Kort tid efter at Lisbeth Baggesen for tre år siden flyttede ind i præstegården i Vrensted, var der indbrud i præstegården. En mand brækkede et vindue op, kravlede ind og gemte sig ovenpå, mens Lisbeth Baggesen var hjemme. Hun led ingen overlast ved indbruddet og der skete ikke så meget andet, end at hun kom til at føle sig utryg. Det er derfor sognepræsten i Vrensted og Thise sogne som omtalt i gårsdagens avis har sagt sin stilling op og flytter fra Vrensted. – Når nu der er skrevet om det, synes jeg menigheden skal have hele sandheden, siger Lisbeth Baggesen. – Det er ikke Vrensted, jeg ikke kan holde ud. Det er præstegården, fastslår hun. Indbruddet blev meldt til politiet, der også fandt ud af hvem manden var. Men Lisbeth Baggesen ønskede ikke at der blev rejst tiltale, da manden var en kirkegænger. – Sket var sket og han fik besked på at holde sig væk, hvilket han har gjort, fortæller hun. Men siden har der været et par andre enlige mænd, der har opsøgt hende i præstegården og ikke helt forstået, hvor hendes grænser gik. – Præstegården ligger lidt afsides, og da jeg kom hjem fra sommerferie i august var to af vinduerne ødelagt, fordi nogen havde forsøgt at komme ind. Det var derfor jeg fik behov for at komme på fysisk afstand nu. Jeg begyndte at gå og tænke, hvad bliver det næste? Jeg har forsøgt at komme videre, men det har undergravet glæden ved at være her. Alle ved jo hvor præsten bor – og at hun bor alene, fortæller Lisbeth Baggesen. Hun søgte menighedsrådene om dispensation fra bopælspligten til at flytte fra præstegården, men menighedsrådene sagde nej, og derfor sagde hun sin stilling op. – Jeg flytter til Hjørring hvor mine nære venner og min familie bor. Det var også dét, jeg søgte om, og jeg har været så glad for det hele herude, så jeg havde jo håbet at jeg fik lov. Samarbejdet med menighedsrådene og personalet har været godt og jeg holder så meget af menigheden, siger hun. Lisbeth Baggesen har ikke fortalt vidt og bredt om sine ubehagelige oplevelser i Vrensted Præstegård. – Præstens arbejde er i sin natur ensomt. Vi skal værne om de mennesker vi kommer i berøring med, så vi kan ikke tale til højre og venstre om de problemer vi har. Jeg har holdt lidt lav profil, for jeg vil ikke hænge nogen ud. Så snart jeg siger noget, begynder folk jo at gætte på hvem det er, og i nogle af tilfældene er det ikke engang sikkert at de selv ved at de har krydset min grænse, påpeger hun. – Jeg går ikke og er direkte bange, men et hjem skal være et sted, hvor man er tryg og glad. I stedet blev det en meget stressende faktor at bo her. Man ved aldrig hvem der ringer på døren. Lisbeth Baggesen har fået et vikariat i Vester Hassing, men skal lige sunde sig lidt, inden hun begynder at arbejde igen.

Oktober 2008

Povl Stevns skrev ny salme til indvielsen:

Viggo Kragh’s sang:

Forfatter Knud Holst har skrevet følgende sang til Vrensted.

Vrensted Præst gennem 40 år, fra 1953 til
1993– Otto Mikkelsen, takker af.

Avisomtale i 1993

sognepræst Otto Mikkelsen, var ansat ved Vrensted og Thise Kirker og bosiddende i Vrensted Præstegård.
Otto Mikkelsen er født og opvokset i en præstegård i Virring øst for Randers. I 1942 blev han student fra Randers Statsskole, og derefter begyndte han at læse teologi ved Københavns Universitet. Anden
Verdenskrig betød imidlertid et afbræk i studierne, og efter krigen blev Otto Mikkelsen indkaldt som soldat.
I sommeren 1946 var han lærer på Kerteminde Højskole, og september 1946 genoptog han teologi-studiet. Det var også det år, han blev forlovet med sin hustru, Aase Quistgaard. 1949 blev Otto Mikkelsen lærer ved Bording Friskole, hvor Aage Quistgaard var lærer. På det tidspunkt blev Otto Mikkelsen involveret i ungdomsarbejde.
I 1950 overtog Otto Mikkelsen præsteembedet ved Grundtvigskirken, og her virkede han fra 1950 til 1953.
Vrensted blev familien Mikkelsens hjemsted fra 1953, hvor han blev sognepræst i Vrensted og Thise.

-Umiddelbart kan springet fra København til Vendsyssel virke stort, men jeg var jo vokset op på landet, siger Otto Mikkelsen. Vrensted og Thise er gode sogne med fint samarbejde med menighedsrådene, og det er selvfølgelig også en årsag til, at vi er blevet så længe.
Foruden engagementet i gymnastik- og ungdomsforeningerne har Otto Mikkelsen været medlem af skolekommission og desuden har han
været med i foreningen Skole og Samfund. I ti år har Otto Mikkelsen været medlem af Amtsprogramrådet, som er en parallel til Radiorådet, men i stedet har funktion over Regionalradioen. Ligeledes i ti år var Otto Mikkelsen medlem i bestyrelsen for Præsteforeningen.
I valgperioden fra 1977 til 1981 var Otto Mikkelsen med i kommunalbestyrelsen Løkken-Vrå kommune, men blev ikke genvalgt ved sidste kommunalbestyrelsesvalg.
Han var præst i Vrensted i 40 år. Otto Mikkelsen var en meget positiv og livsglad person. Hans virke i de to menigheder og kirker har været til stor glæde for de personer som
mødte ham der. Han fandt altid fornyelse i sine bibelske tekster, som han formåede at give videre til de menigheder han betjente.
Otto Mikkelsen var meget engageret i Ungdomsarbejde. Han gjorde en stor indsats inden for Vendsyssels Gymnastik- og Ungdomsforeninger og var dens formand i ca. 20 år.
Han var i en årrække medlem af hovedbestyrelsen for Den Danske
Præsteforening ligesom han på lokalt plan i 2 perioder var medlem af Løkken-Vraa Kommunalbestyrelse for Venstre, og medlem af Skolekommissionen og Skolenævnet.
Otto Mikkelsen havde evnen til altid at finde en positiv løsning på problemerne og altid så han et lyspunkt forude.

Gunnar Gade, søn af tidligere graver og ringer Chr. Gade overdrager herved skulpturen af munken “Sct. Thøger” han har skåret og snittet til Vrensted kirke, tidligere kaldt Sct. Thøgers kirke

Efter at Otto Mikkelsen og hustruen Aase Q. Mikkelsen flyttede fra præstegården i Vrensted bosatte de sig i Hjørring.

Otto og Aase Mikkelsen ligger begravet på Vrensted Kirkegård

Vrensteds Præst gennem 22 år fra 1930 til 1952,
provst Aage Stevns

Avisomtale fra 1930:

Provst Aage Stevns, Vrensted, er død på Centralsygehuset i Hjørring efter lang tids svagelighed,49 år.
Med provst Stevns er en ualmindelig hjælpsom og forstående kirkens mand gået bort. Han blev mødt med tillid af såvel menigheden som præsterne i Børglum-Hvetbo herred, og hans udtalte pædagogiske evner fik stor betydning for skolen. I øvrigt var han en præst med mange interesser. I sin fritid holdt han af at færdes i naturen – i jagtsæsonen sammen med sin hund.
Aage Stevns var Vendelbo af fødsel. Faderen var forstander for højskolen i Kvissel, og sønnen blev student fra Høng i 1922 og fik teologisk
embedseksamen i 1929. Året efter blev han kaldet til sognepræst for Vrensted–Thise menighed. I 1948 afløste han provst Krøgholt som provst.
Aage Stevns har været formand for skolekommissionen i Vrensted i et par år, sekretær for Den Grundtvigske Studenterkreds og medlem af Dansk Jagtforenings hovedbestyrelse. Han har udgivet en sangbog for jægere.
Provst Stevns efterlader hustru og seks børn, hvoraf tre er ukonfirmerede.

Inger og Åge Stevns ligger på Vrensted Kirkegård vest for indgangen til kirken

Vrensteds præst gennem 20 år, fra 1908 -1929,  pastor Julianus Plesner, takker af.

Avisomtale i 1929:

Pastor Plesner, Vrensted, fylder på Tirsdag 70 år. Han tiltrådte ved Vrensted og Thise Kirker i 1908. Men Tiden har taget så nænsomt på den smukke, stoute Præsteskikkelse, så den forhåbentlig endnu gemmer mange rige Arbejdsår til ham.
Pastor Plesner er runden af en gammel Præsteslægt, der tæller mange betydelige Mænd og endnu er livskraftig. Her skal ikke skrives hans Personalia, men bare nævnes, at de sidste 20 år af hans Virke faldt i Vrensted-Thise.
Det er med Vemod, vi ser ham drage bort -Aldersgrænsen sætter jo Skel; men om ham tør det vistnok siges, at han ikke efterlader sig en eneste Uven, og han er dog en Personlighed, der tør fremsætte og hævde en Mening, men gør det på en Måde, så man forstår, at for ham er det Sandhed og Overbevisning, ikke Overlevering, og at Sagen altid kommer i Første Række.
For ham er Hjemmet det centrale, men de „nærmeste Krav omfatter tillige Hjemstavnen og Landet. Når Vrensted nu har Ry for at være en af Egnens smukkeste Landsbyer med Plantning og Anlæg, så er han også her en af Foregangsmændene. Hans Gerning er øvet i Stilhed og Tro, derfor var den ikke altid så iøjnefaldende, men des bedre vil de kommende Tider bekræfte, at Pastor Plesner var Vrensted-Thise Menigheder en god Mand, og Mindet vil leve og lyse. i På 70 års Dagen – den sidste Fødselsdag han fejrer som Præst – vil mange gode Ønsker og Tanker samles om Pastor Plesner og hans Hustru i Håb om, at der endnu må forundes ham mange Leveår og Kraft til at fortsætte Arbejdet, der udadtil vil forme sig på en lidt anden Vis, men indadtil vil vedblive at være en kilde til Glæde og Berigelse.

En hilsen den 12.07.1929 til præsten ved Vrensted Kirke provst Aage Stevns

Afskrift efter brev

Taarbæk, Klampenborg, den 12.07.1929

Kære kollega
Stor tak for Deres ulejlighed i sin tid med fremskaffelse af  billeder af Vrensted – krucifixet,
sender jeg Dem hermed et billede af alterbordet i Taarbæk kirke, efter billede De måske kan danne Dem et lille begreb om, hvad vi har fået ud af det.
Jeg håber ved lejlighed at få taget et større billede af krucifixet, og så skal jeg nok tænke på Dem.
Som De ser er der kun figuren vi har benyttet. Krucifixet  er 60 cm højt og der er overgået
2 kg sølv til det. Vi er Dem meget taknemlig for deres store imødekommenhed og hjælp og vi synes, vi har fået noget unikt ud af det.
Med venlig hilsen
Deres hengivne
sign. Præsten ved Taarbæk kirke.

Vrensted Menighedråd skriver følgende om genåbningen af Vrensted Kirke og indvielsen af det helt nye orgel den 10.11.2019.

Kilde: Wræn’niken jan. 2020.

Genåbning af Sct. Thøgers kirke i Vrensted og indvielse af det nye akustiske orgel søndag den 10/11 2019.

Sammen med den lille Furreby kirke er Vrensted kirke, Løkken storpastorats eneste tilbageværende intakte middelalderkirke dateret tilbage til Valdemarernes tid i 11-1200 tallet. Dette gør at vedligeholdet og renoveringen af kirken kræver stor omtanke og indsigt. Senest er kirken gennemgående renoveret for 100 år siden, i årene omkring 1920, hvor sagfører Anders Olesen, Vrensteds datidige velgører forestod en meget omfattende ombygning af kirken, som stod i en ret faldefærdig tilstand. Her blev også middelalderinventaret renoveret: Prædikestol, krucifix og altertavle. Sidstnævnte blev forynget med de meget smukke billedfelter, malet af Niels Larsen Stevns, som et af hans hovedværker, sammen med frescoen over udgangsdøren.
I 1939 fik kirken et nybygget orgel, som har tjent kirken tro, indtil det i de senere år er blevet umuligt at stemme op. Orglet blev vurderet og kasseret i 2004 af kirkeministeriets orgelkonsulent, Jens Chr. Hansen, utæt og udslidt. Vi søgte herefter med assistance af Peter Lindhardt Toft ”en prisbevidst, fremtidssikret kvalitetsløsning på et orgel, der klangligt og arkitektonisk er kirkerummet værdigt”. Valget stod mellem nogle få akustiske orgler, hvor dette, bygget af orgelbygger Anders Havgaard Rasmussen, Bramming, bedst opfyldte både de spillemæssige og de arkitektoniske krav, vi stillede. Processen gik i gang. Godkendelse og financiering kom i hus. Herefter kunne Anders starte orgelbyggeriet på sit værksted. Orglet er tegnet og konstrueret således at orglets klang spredes jævnt over kirkerummet, og organisten får optimale lydmæssige forhold.
Samtidig med at der er mulighed for opstilling af kirkens kor omkring orglet. Orglet er veludbygget med 14 stemmer og en fyldig vokalklang, som er optimal for både gudstjenestebrug og koncertopførsel. Samtidig er det lykkedes at skabe et orgel, som arkitektonisk løfter kirkerummet med sin smukke englelignede form.

I forbindelse med orgelbyggeriet var det nødvendigt at ombygge tårnrummet, hvilket indebar sænkning af gulvet og udgravning af teknikkanal etc. Dette skete under Nationalmuseets overvågning. Denne del blev styret fra Arkitektfirmaet Brøgger, og udført af lokale håndværkere med hjælp og koordinering fra vores meget dygtige og opmærksomme graver, Henry Kragh.
Renoveringen af tårnrummet viste, hvor flot og stilren vores kirke kan tage sig ud. Og ved næste Provstesyn blev det vedtaget at fortsætte renoveringen kirken igennem! Der blev via Arkitektfirmaet Bundgaard, Hjørring indhentet tilbud på kalkning af kirkerummet, maling af stolestader og knæfald, samt konservatorrensning af altertavle og fresco, oppudsning af messingkroner og stager, og udskiftning af hynder på bænke og knæfald. Kalkningen har voldt store vanskeligheder, dels grundet større oppudsningsproblemer på det gamle murværk, dels vanskeligheder med dækningen på den meget sodsværtede kalk.
Efter udskiftning af murerfirmaet er det efter 8 kalkninger lykkedes at få et glimrende resultat med en smuk varm hvid farve på hvælvene.
Altertavle og fresco står begge klare og lysende i rummet. Nye hynder på bænke og knæfald frisker op og er samtidig i deres fasthed befordrende for orglets klang. Og de nye messingstager i stolene er smukke og samtidig beskyttende mod stearin, sod og vildfarne flammer i nærheden af kirkegængerens tøj og hår.

Farvesætningen i kirken er i hænderne på konservator Kurt Nedergård blevet meget smagfuld i sin afdæmpethed og binder de eksisterende farver fint sammen med de nye toner på orgel og stole.
Fra kirkens side har vi været begunstiget af at graver samt menighedsrådsformand Jens Juhl har været gennemgående i alle byggeårene. Begge har ydet en meget stor indsats for at holde sammen på det store projekt. Projektet har givet en del indskrænkning i kirkens anvendelighed, men der er udvist meget smidighed fra kirkens betjening, således at det meste af kirkegangen har kunnet gennemføres nogenlunde som vanligt.

Indvielsesdagen forløb med fest og højtidelighed fra biskoppens indvielsesgudstjeneste om formiddagen, festfrokost i byens hus med mange flotte anerkendende taler, sange, hvoraf en skrevet til dagen af Poul Stevns. Orglet blev demonstreret ved en flot koncert ved domorganist Bo Grønbech, Helsingør, som kom ud i alle de spillemæssige facetter, som orglet magter, også som underlag for Grønbechs til lejligheden skrevne kyrier, som Rubjerg Knude koret lagde stemmer til.
Tak for den store tålmodighed fra håndværkere, menighed og fra personale! Og tak for det flotte fremmøde til alle tre afdelinger af indvielsesdagen, hvor der ikke var ledige sæder at finde!

Vrensted Menighedsråd

Læs også:

• Om Vrensted Kirke “ Sct.  Thøger “ med billeder

Vrensted Kirke fik nyt orgel i 1939. Det er i  2019 er blevet udskiftet med et helt nyt og flot til kirkerummet designet velspillende orgel.

1)

 Nedenfor et indlæg af Povl Stevns om orglet fra 1939 og efterfølgende Nordjyskes artikel om det nye orgel som ibrugtages i nov. 2019 samt programmet for selve indvielsen den 10.11.2019

Vrensted Kirke fik i 1939 et nyt orgel med 8 stemmer, fordelt på 1 manual og pedal og med 600 piber. Det blev bygget af det kendte orgelbyggerfirma i Aarhus, A.C. Zacahariasen og Søn og indviet 31.05.1939

Her små avisartikler fra Vendsyssels Tidende fra den 10.12.1938

og fra den 20.01.1939

Fhv. gårdejer Povl Stevns, Serritslev tidligere Stenum og søn af Vrensteds tidligere præst, provst Aage Stevns, har sendt mig følgende fine historie.

Povl skriver i februar 2017 om sit besøg i Vrensted Kirke:

​Når man på sådan en kølig vinterdag kikker indenfor i ”Sct. Thøger” finder man tårnrummet afspærret og et midlertidigt orgel anbragt i skibets nordvestlige hjørne til erstatning for det hedengangne orgel fra 1939, der nu er fjernet fra pladsen i tårnrummet og spredt for alle vinde. Den plads, hvorpå det i mine drengeår blev placeret, efter at være skænket kirken af ”ukendte” givere, som en meget kærkommen gave til afløsning af det harmonium, der, så vidt jeg husker, var placeret i kirken. – Jeg husker endnu svagt, hvordan orgelbyggeren en dag kom til mit hjem med en træplade for at vise far, hvorledes, man havde tænkt sig, træsorten skulle fremstå. – Jeg mindes de kommende års besøg af orgelstemmeren, Bruno, der gerne ville have os til at hjælpe under arbejdet med at holde de forskellige tangenter nede, mens han gik rundt og ordnede de forskellige orgelpiber, så de atter kom i den rette stemning. – Alt dette er for længst fortid. Meget vand er løbet i stranden siden da, men tankerne går jo det til trods jævnligt tilbage til den tid. – Når man så ind imellem dykker ned i arkiveret materiale fra de år og støder på noget, der måske også kan have andres interesse, er det jo nærliggende at finde det frem og præsentere det. Ud fra det synspunkt har jeg i dag valgt at viderebringe lidt stof vedrørende orglets indvielse den 31. maj 1939.

Som indledning dette referat fra ”Vendsyssel Tidende” den 2. juni 1939:

​”Indvielse af Kirkens nye Orgel blev en smuk og stemningsfuld Højtid. I Kirken, der var smukt pyntet, samledes ved 20-Tiden så mange Mennesker, som der på nogen Måde var Plads til. Højtideligheden begyndte med Salmen ”Giv mig Gud en Salmetunge” som Fællessang, og Pastor Stevns talte derefter smukt om Kirken og Menighedens Lovsang og bragte på Menighedens Vegne en Tak til de anonyme Givere for den smukke og storstilede Gave.
​Organist Allesch, Aalborg, spillede derefter Joh. Seb. Bachs Præludium og Fuga i C-Dur, en krævende Musik, der stillede betydelige Fordringer både til Udøver og Orgelet.
​De sammensluttede Kor fra Aalborg under Domkantor Støvring Nielsens Ledelse sang forskellige Salmer med middelalderlige Melodier. Den fint afstemte Korsang var af betydelig Virkning.
​Fru Ellen Astrup og Kantor Ancher Pedersen, Aalborg, sang solo.
​Musiklærer Kjeldsen og Organist Allesch afspillede Kompositioner af Stradello og Jærnfeldt for Violin og Orgel.
​Den smukke Højtidelighed skuttede med ”Aleneste Gud i Himmerig” som Fællessalme.
​Efter Festen i Kirken var Menighedsrådet Vært ved en lille Festlighed i Forsamlingshuset. Her talte Pastor Stevns og takkede især Orgelbygger Zakariasen, Aarhus, for det smukke og veludførte Arbejde, som Firmaet havde udført ved Bygningen af Orgelet. Desuden talte Domkantor Støvring Nielsen, Lærer Jensen, Organist Allesch og Kirkens Graver, Skomager Niels Chr. Gade.”

​​​——————–
NB:: Træpiberne var udført af Oregon Pine. – Orgelfacaden af Oregon Pine.
​​​———————
Tale holdt i Vrensted Kirke ved Indvielsen af Kirkens nye Orgel 1939 d.31. Maj.

​”Vi beder dig, Gud Fader i Himlen, at du vil give os en god og festlig Time!
​Velsign til Velsignelse!

​Lovsynger Herren min Mund og mit Indre!
​Sjungende, Hjerte, tag Ånden i Favn!
​Tonerne spille, som Stjernerne tindre,
​trindt om Jehovas højhellige Navn.

​Sjæl! kom i Hu, at Guds Pris du forkynder
​tidlig og sent, for han evig er god,
​han, som forlader i Skok dine Synder,
​råder på al din Elendighed Bod!

​Lovsynger Herren, hans Værker i Klynge,
​Verdener alle! thi Riget er hans!
​Glæd dig, min Sjæl! til, for evigt at synge
​Skaberens Pris, hvor han troner i Glans!

Det er Støvets og Dødens Lov, at vi Mennesker, som er bundne til Støvet i dette skønne og tunge Menneskeliv, ældes og arres, som Årene går. Livet trækker den ene Streg efter den anden i vore Ansigter, – skriver her Årenes tal, – taler om Gråd og om Smil.
​Vore Ansigter skifter og ældes.
​Noget andet med Kirkerummets Ansigt.
​Også det skifter fra Slægtled til Slægtled, men det ældes aldrig.
Slægt efter Slægt har Tid efter anden skrevet sin Tro, sit Smil og sin Gråd her i vor gamle, skønne Kirke. Snart føjede man et nyt Træk ind, – snart ændrede man et gammelt. Med et Smil fortæller Kirkerummet selv sin Historie. Fortæller om Døbefonden, der i sin Tid stod dernede ved Indgangsdøren, som et Billede på, at her var Indgangen til Menigheden, – Døbefonden, som senere blev skubbet op i en Krog, men som nu står således, at den fanger Hvermands Øje. – Bjælkestumperne, der højt oppe fortæller om, at Kirken i sin Tid havde romansk Bjælkeloft, indtil man til Guds Ære indbyggede disse smukke Hvælvinger. – En overskåren Bjælke derhenne under Lampetten fortæller, at her stod engang Kirkens dejlige gamle, romanske Krucifiks, stod rigtigt, således at Kristus løftede sine Hænder velsignende mod Menigheden, hver Gang den var samlet i Kirkehuset. – Ja, sådan kunne vi blive ved og blive ved at nævne og påvise nye eller ændrede Træk i Kirkerummets Ansigt. Overalt ser vi Slægternes Spor. Kirkerummets Ansigt ældedes vel, men det forblev dog lige ungt, lige smukt.
​Og nu denne lyse, dejlige Sommeraften er vi samlet her til Fest og Højtid for at føje et nyt, smukt Træk ind i vort gamle Kirkerums unge og smukke Ansigt.
​Et stort nyt, smukt Orgel betyder ikke, at nu behøver vi ikke at synge så meget mere.
​Et stort nyt Orgel betyder, at vor Lovsang til Gud fra nu af skal bæres af bredere Vinger, – af stærkere Vinger.
​Gud velsigne Menigheden til, at disse brede Vinger får meget at bære!
​Vi siger her i Menighedens Forsamling Hjertens Tak til de Mennesker, der har givet os denne store og smukke Gave. – Vi er i Aften mange, der gerne ville have trykket deres Hænder med en inderlig Tak.
​Vi ønsker Guds Fred med dem, – hvem de er og hvor de er!
​Vi ønsker og lyser i Jesu Navn: Guds Fred med os alle!
​​​​​​Amen. Aage Stevns.
​​​————————

​

I anledning af orglets indvielse d. 31. maj 1939 skrev pastor Stevns følgende digt:

​​Når Menighedssangen mod Himlen svinger
​​fra os, der må bygge i Mørke og Slud,​
​​skal Orglet den bære på bredere Vinger
​​til højere, friere Flugt imod Gud.

​​Og Lovsangens Toner fra Jorderigs Våde
​​skal binde Gud Herren uvisnelig Krans
​​af Tro og af Tak for usigelig Nåde,
​​for Æren, der altid og ene er HANS.

​​På Lovsangens bredere, stærkere Vinger
​​vor Tillid og Tro skal for Gud bæres frem,
​​til Døden har talt, og Guds Engel os bringer
​​til Himlen, og Gud smiler: Velkommen hjem!

​​​​​1939 31/5. Aage Stevns.

​​​————————–

​​​​​ Serritslev i februar 2017. Povl Stevns.

2)

​​I stedet for det gamle og udtjente orgel blev der i marts 2013 af Provstiudvalget bevilget lån til køb af nyt orgel til Vrensted Kirke

Løkken Folkeblad 30.12.2016:

• Noget af det, som det nye menighedsråd i Vrensted skal i gang med er, at få installeret et nyt orgel i Vrensted kirke. Det nye orgel forventes at kunne tages i brug i efteråret 2017, fortæller Jens Juhl i forbindelse med konstitueringen efter valget i efteråret

Det forventes at det nye orgel vil være klar til indvielse i 2017/18.

Februar 2017: Jens Otto Madsen

 – Nu lysner det for Vrensted Kirke  –  sept. 2019

Kilde: Nordjyske 15.09.2019

Kirkeorgel på vej i 10 år – Omkringsiggribende:

Egentlig skulle Vrensted Kirke “kun” have et nyt orgel. Det blev en totalrenovering.

Det har krævet godt 10 års arbejde for Vrensted Menighedsråd at få nyt kirkeorgel og en nyrenoveret Vrensted Kirke på plads fortæller formand Jens Juhl og Byggesagkyndig Jørgen Schierup.

VRENSTED:

Det havde haft det skidt i adskillige år – det gamle orgel, der havde stået i Vrensted Kirke siden 1939 og trofast pustet sig gennem tusinder og atter tusinder af salmer.

– Og nu kan det altså ikke mere. Det spiller falsk og nogle af de gamle piber duer slet ikke mere, havde adskillige organister og andre musikere fortalt menighedsrådet, som for 10 år siden tog kritikken alvorligt og begyndte at tænke tanker. Et nyt kirkeorgel er en stor og dyr sag, som kræver både penge, god tid og stillingtagen til både det ene og det andet.

I 2014 var finansieringen på godt 2,2 mio. kroner til selve orgelet plus godt et par millioner til selve arbejdet i kirken og løn til orgelbyggeren på plads og dermed kunne udskiftningen af det falske orgel tage sin begyndelse. De første par år foregik i orgelbygger Anders Rasmussens værksted i Bramming. Her blev der tegnet skitser og diskuteret lyd med menighedsrådet, før byggeriet gik i gang.

– De ville gerne have en dyb, varm klang, som kræver en kirke med en god akustik – og det har kirken i Vrensted, siger Anders Rasmussen, som nu er tæt på at afslutte fem års arbejde.

800 piber og en stærk graver

Det nye orgel er både større og højere end det gamle, og derfor skulle gulvet i tårnrummet, hvor orgelet skal stå, graves op og sænkes, så der blev plads til de højeste piber på over fem meter. Og det gør man ikke uden videre i en kirke fra 1200-tallet.

– Vi havde besøg af Nationalmuseet, som siede jorden, da der blev gravet op … men de fandt nu kun nogle glasskår og et par søm, fortæller formanden for menighedsrådet, Jens Juhl.

Da det nye orgelfundament var støbt, begyndte opsætningen af de godt 800 orgelpiber – en ad gangen med en omhyggelighed, som er meget langt fra noget, der ligner akkordarbejde. Et spritnyt kirkeorgel er en lang proces, som kræver omhyggelig og stor tålmodighed.

– Det er vidunderligt at være orgelbygger. Man får lov til at lave et ordentligt stykke arbejde helt fra bunden, slår Anders Rasmussen fast.

Piberne skal sættes op og tages ned flere gange, også de helt store, og her har kirkens graver, Henry Kragh, været en stor hjælp.

– Han er en stor og stærk mand, og han har hjulpet meget, når der skulle løftes, siger Anders Rasmussen.

– Neej, hvor bliver det flot

Vrensted Menighedsråd havde ikke selv pengene til det nye orgel, men måtte via provstiet ud på lånemarkedet. Derfor har provstiet fulgt med i processen, og da der i 2018 var inspektionsbesøg ville begejstringen næsten ingen ende tage.

– Da de så, hvor fint det nye orgel bliver, blev det besluttet, at resten af kirken også skulle have en ordentlig tur … sådan for at passe til det nye, fine orgel, siger Jens Juhl.

Frisk og nyrenoveret kirke

Den beslutning tog menighedsrådet i Vrensted imod med udstrakte arme for kirken var ikke for alvor kigget efter i krogene siden 1917.

Beslutningen kom dog også til at betyde, at kirken skulle lukkes for menigheden i længere tid end planlag – for efter 102 år gemte der sig en del overraskelser, da håndværkerne tog fat.

Især de gamle, kalkede indervægge i selve kirken tog tid, for gammel kalk fjerner man ikke bare og kalker over igen.

– Det skulle undersøges, om der gemte sig gamle kalkmalerier under de øverste lag kalk, så vi havde konsulenter fra Nationalmuseet til at overvåge processen, fortæller menighedsrådets byggesagkyndige, Jørgen Schierup.

Kalkmalerier var der nu ingen af, kun et sortkalket område bag altertavlen, som man undrede sig noget over.

– Konklusionen blev, at det nok har været kalket sort i forbindelse med et kongeligt dødsfald en gang for meget længe siden, siger han.

Da den gamle kalk var fjernet og murværket havde fået lidt tiltrængt opmærksomhed, kunne der kalkes igen, ligesom kirkebænkene er nymalede i farver, der matcher altertavlen fra 1917. Som også er frisket op af en konservator og nu igen fremstår frisk og klar efter 102 års falmen.

Den samlede regning for orgel og renovering ender på godt 6,5 mio. kr. , som menighedsrådet har finansieret dels via fordelagtige lån og af egen kasse.

Et kirkeorgel er pengene værd

Selv i en kirke må der gerne drilles lidt, og derfor blev Jens Juhl og Jørgen Schierup spurgt, hvorfor et godt og moderne digitalt orgel med gode højttalere til en samlet pris på under 10.000 ikke kunne klare opgaven med at spille kirken op?

– Jaha, det kan man måske godt tænke – men Vrensted Kirke er en vaskeægte 800 år gammel middelalderkirke, og sådan en skal altså have et rigtigt orgel. Det mente både Nationalmuseet, provstiet og vi … det er jo et stykke dansk kulturarv, som vi både skal værne om og holde liv i, siger Jens Juhl, som samtidig slår fast, at det nye orgel skal bruges flittigt både under gudstjenester og til kirkekoncerter.

Og nu varer det kun et lille øjeblik, før Vrensted igen slår dørene op for menigheden. Søndag 10. november  2019 indvies både orgel og kirke med gudstjeneste, fællesspisning og egentlig koncert.

– Vi har engageret en af landets dygtigste orgelspiller, Bo Grønbeck, der er domorganist i Helsingør, til en koncert søndag eftermiddag, siger Jens Juhl, som glæder sig til både indvielsen og til at kunne afslutte 10 års arbejde i Vrensted Kirke.

Her et lille hæfte med nedenstående tekst og sange lavet til Kirkens åbningsgudstjeneste og festmiddag i Byens Hus.

I kirken til højmessen prædikede stiftets Biskop, Henning Toft Bro

Genåbning af Sct. Thøgers kirke i Vrensted og indvielse af det nye akustiske orgel den 10.11.2019.

Sammen med den lille Furreby kirke er Vrensted kirke storpastoratets eneste tilbageværende intakte middelalderkirke, dateret tilbage til Valdemarernes tid i 11-1200tallet.

 Dette gør at vedligeholdet og renoveringen af kirken kræver stor omtanke og indsigt. Senest er kirken gennemgående renoveret for 100 år siden i årene omkring 1920, hvor sagfører Anders Olesen, Vrensteds datidige velgører forestod en meget omfattende ombygning af kirken, som stod i en ret faldefærdig tilstand. Her blev også middelalderinventaret renoveret: Prædikestol, krucifix og altertavle. Sidstnævnte blev forynget med de meget smukke billedfelter, malet af Niels Larsen Stevns, som et af hans hovedværker, sammen med frescoen over udgangsdøren. I 1939 fik kirken via en anonym donation et nybygget orgel (Zakariassen, Arhus), som har tjent kirken tro indtil det i de senere år er blevet umuligt at stemme op, og derfor også helt uegnet til sammenspil.

Orglet blev vurderet og kasseret i 2004 af kirkeministeriets orgelkonsulent, Jens Chr. Hansen, utæt og udslidt. Vi søgte herefter med assistance af Peter Lindhardt Toft “en prisbevidst, fremtidssikret kvalitetsløsning på et orgel, der klangligt og arkitektonisk er kirkerummet værdigt”. Der var ikke egnede brugte orgler at finde i Danmark, hvorfor valget stod mellem nogle få akustiske orgler, hvor dette orgel, bygget af orgelbygger Anders Havgaard Rasmussen, Bramming, bedst opfyldte både de spillemæssige og de arkitektoniske krav, vi stillede. Processen gik i gang. Godkendelse og financiering kom i hus. Herefter kunne Anders starte orgelbyggeriet på sit værksted, og orglet kunne stilles op med spillebordet under tårnbuen. Orglet er tegnet og konstrueret således at orglets klang spredes jævnt over kirkerummet, og organisten får optimale lydmæssige forhold. Samtidig med at der er mulighed for opstilling af koret omkring orglet. Orglet er veludbygget med 14 stemmer og en fyldig vokalklang, som er optimal for både gudstjenestebrug og koncertopførsel. Samtidig er det lykkedes at skabe et orgel, som arkitektonisk løfter kirkerummet med sin smukke englelignede form.

I forbindelse med orgelbyggeriet var det nødvendigt at ombygge tårnrummet, hvilket indebar sænkning af gulvet og udgravning af teknikkanal etc. Dette skete under Nationalmuseets overvågning. Der var imidlertid ingen skeletter i skabet dvs. ingen middelalderfund i underlaget, kalkmalerier etc., og ombygningen gik glat med de forsinkelser, som tilsynene fra Nationalmuseets side indebar. Denne del blev styret fra Arkitektfirmaet Brøgger, og udført af lokale håndværkere med hjælp og koordinering fra vores meget dygtige og opmærksomme graver, Henry Kragh.

Renoveringen af tårnrummet viste hvor flot og stilren vores kirke kan tage sig ud. Og ved næste Provstesyn blev det vedtaget at fortsætte renoveringen kirken igennem. Der blev via Arkitektfirmaet Bundgaard, Hjørring indhentet tilbud på kalkning af kirkerummet, maling af stolestader og knæfald, samt konservatorrensning af altertavle og fresco, oppudsning af messingkroner og stager, og udskiftning af hynder på bænke og knæfald.

Kalkningen har voldt store vanskeligheder, dels grundet større oppudsningsproblemer på det gamle murværk, dels vanskeligheder med dækningen på den meget sodsværtede kalk.

Efter udskiftning af murerfirmaet er det efter 8 kalkninger lykkedes at få et glimrende resultat med en smuk varm hvid farve på hvælvene.

Altertavle og fresco står begge klare og lysende i rummet. Nye hynder på bænke og knæfald frisker op og er samtidig i deres fasthed befordrende for orglets klang. Og de nye messingstager i stolene er smukke og samtidig beskyttende mod stearin, sod og vildfarne flammer i nærheden af kirkegængerens tøj og hår.

Farvesætningen i kirken er i hænderne på konservator Kurt Nedergård blevet meget smagfuld i sin afdæmpethed og binder de eksisterende farver fint sammen med de nye toner på orgel og stole.

Fra kirkens side har vi været begunstiget af at graver samt menighedsrådsformand Jens Juh 1 har været gennemgående i alle byggeårene. Begge har ydet en meget stor indsats for at holde sammen på det store projekt.

Projektet har givet en del indskrænkning i kirkens anvendelighed, men der er udvist meget smidighed fra kirkens betjening, således at det meste af kirkegangen har kunnet gennemføres nogenlunde som vanligt.

Tak for den store tålmodighed fra håndværkere, menighed og fra personale! Vrensted Menighedsråd

Ved genindvielsen af kirken havde Povl Stevns, Serritslev skrevet en ny sang som blev afsunget for første gang.

Ved genindvielsen af Sct. Thøgers kirke blev der sunget i Byens Hus følgende sange:

Gud alene æren.

Ved frokosten i Byens Hus blev der budt velkommen af menighedsrådets formand Jens Juhl, der blev talt af fhv. gdr. Povl Stevns, der har skrevet en sang til lejligheden, Jens Juhl, og pastor Lise Nedergaard, provst for Hjørring Søndre Provsti Thomas Reinholdt Rasmussen og organist Anne Lindhardt, der alle ønskede menigheden i Vrensted til lykke med det flotte resultat.

Dagen sluttede med at “Rubjerg Knude Koret” sang og domorganist ved Helsingør Domkirke, Bo Grønbeck gav en flot koncert på det nye orgel.

• Vrensted Kirke, sognepræster m.m.

november 2019 – jens otto madsen

Niels Christian Gade – Skomager – og Ringer og Graver ved Vrensted Kirke

 Kilde: BT 24.12.1955

Julen boede på Kirkeloftet

Vrensteds gamle Klokker stak Spøgelset i Maven med glødende Jern

Jeg har våget mange Nætter i Kirken – Glædelig Jul til alle fra en lille Vesterhavskirke

Han er en gammel Mand, elskelig at se på. Med venlige Øjne bag de store Briller og fin, glat Hud i Panden, hvor man kan se de blå årer som hos et lille Barn.

I næsten tredive år har Niels Christian Gade været Klokker og Graver ved Vrensted Kirke.

Et Embede, der er gået i Arv i Familien, så både Faderen og den ene Bror har haft det.

Egentlig havde det aldrig været i min Idé, at jeg vilde til Kirken, siger den 75-årige, da vi sidder ved Kaffen i hans og Anines Hus ved Vejen. Jeg ville til Søs, og da jeg var en bette Knøs, stod jeg tit oppe i Kirketårnet og kikkede paa Bådene ude på Havet. Jeg syntes, det så ud, som om de fløj. Og jeg drømte om at se hele Jorden om Bord paa sådan en. Men jeg måtte ikke for min Far, I stedet kom jeg i Skomagerlære inde i Aalborg. Og efter jeg havde ligget inde i 19 Måneder som Dragon i Randers, kom jeg til Landbruget og kom til at tjene et Sted, hvor Mor her arbejdede i Nabogården. Så var det sket, og vi blev gift i 1906.

– Og det var også sket med Udlængslen?

• Det troede jeg. Men en skønne Dag kom en Onkel af min Kone hjem fra Staterne. »Tag dog med derover«, sagde han. »Det er ikke noget for dig at sidde herhjemme og kikker. Min Kone og vores to Drenge kunne bo hos hendes Forældre, og så drog jeg af. Jeg var væk i fire år, og det var så Meningen, at hun skulle komme efter. Men da det kom til Stykket, ville hun ikke alligevel så det i stedet var mig, der måtte komme tilbage. Men jeg husker lige så tydeligt, at da jeg gik i Land i Esbjerg, tænkte jeg: »Havde det endda bare været New Yorke. Jeg har altid længtes tilbage. Nu bor flere af vores 14. Børn derovre. Men det blev altså min Lod at skulle være ved Kirken. Og dejligere Kirke end vores findes nok heller ikke i Landet. Så hyggelig og køn, Da jeg var Dreng, kan jeg huske, at hele Kirkegården lå hen som en stor, grøn Eng. Ingen passede Gravene, og min Far slog det hele med Le og solgte Græsset som Halm. Da jeg var lille, var jeg bange for Kirkegården, for Svendene hjemme paa Skomagerværkstedet morede sig altid med at fortælle Spøgelseshistorier.
• – Men nu er De ikke bange mere?

• Jeg siger altid, at man skal nok snarere være bange for de levende. De døde gør os ikke noget ondt, desuden kender de mig allesammen.
• Men der var engang en Mand i Sognet, Hans Holme hed han. Han vilde kyse mig ud af Kirken.

En Aften sent, da jeg gik og arbejdede med Fyret, hørte jeg en underlig puslende Lyd henne ved Døren. En mærkelig Fremtoning dukkede op i Mørket. En Skikkelse svøbt i et Lagen og med en stor Filthat paa Hovedet. Først gav det et sæt i mig, men så blev jeg klar over, hvem det var. Der lå en Jernstang ved Siden af Fyret, den puttede jeg ind i Ilden, så den blev helt hvidglodende. Og saa gik jeg frem mod Spøgelset. »Er du et Menneske, så sig – er du en Djævel, saa vig, sagde jeg og stak Jernet op i Næsen paa ham.

Han blev så bange, at han døjede med at snakke. Er du tosset, stammede han, – Næh, det er du, svarede jeg, for du har ikke noget at gøre herinde. Inden han gik, lovede han, at han ville komme igen en anden Gang. Men næste Gang er det måske nok mig, der bliver mest forskrækket, for nu har han ligget i Jorden i mange år!

Ellers tænker jeg aldrig over noget, når jeg går heroppe ved Kirken. Under Krigen, da vi fyrede med Tørv, var jeg nødt til at sidde i Kirken hele Natten før Søndag og de store Helligdage. Der skulle fyres i Ovnen hveranden Time. En gang faldt jeg i Søvn heroppe en Nat i Julen, og da jeg vågnede, skinnede Månen lige ind paa en Lysekrone. Jeg kunde ikke begribe, hvor jeg var, og måtte nappe mig selv i Armen, før jeg blev rigtig vågen. Men bange var jeg ikke.

Kongen slog mig

– De må have været i Sognet under mange Præster?

– Syv, tror jeg, det kan blive til – og jeg har set tre Konger. Christian den Niende, Frederik den Ottende og den gamle Konge. Han slog mig endda …

Slog han Dem? – Det var jo nærmest for Sjov. Det var ved en stor Manøvre ved Vejle, og jeg lå i en Bunke Halm og hvilede ud sammen med tre Kammerater. Pludselig var der en, der svirpede mig med en Ridepisk på Skulderen. »Hvad er det for en Pjalt«, råbte jeg og vendte mig om. Der stod en lang Rækel og grinede af os fire små Karle. Det var den unge Prins Christian – og jeg skal love for, at vi kom paa Benene i en Fart.
– Gjorde det ondt, Kammerat? spurgte Prinsen.

– Tværtimod, det var en Ære, svarede jeg, og saa fik jeg en god Cigar. Jo, det var en herlig Gut.

Præsterne har også været gode – hver paa sin Måde. Dengang jeg var Dreng, havde vi en Sognepræst, der tit kom en halv Time for sent til Gudstjenesten. Der var ingen Kakkelovn i Kirken, så Menigheden stod altid ude i Solen og ventede på ham. Når han så kom, tog han gerne et Stykke Papir op af Lommen, spyttede i det, rakte det til mig og sagde: »Kast det over Diget, Dreng!« En Dag blev jeg så galhovedet over det, at jeg gik hjem og aldrig satte mine Ben i Kirken mere, mens han var der. Men ellers kan jeg ikke ret godt ha’ en Søndag, hvor jeg ikke kommer i Kirken. Der mangler noget, synes jeg. Jeg husker for Resten også, at vi engang havde en Pastor Pommerenche, der blev så gal, når Bønderne arbejdede om Søndagen. Når han stod paa Prædikestolen, kunne han pludselig afbryde sig selv: »Nej, vent nu lidt. Der kommer et Hølæs!« Og så tav han bomstille, indtil det var kørt forbi.

Jeg læste Gøngehøvdingen

– De må have ringet med Kirkens Klokker til mange forskellige Begivenheder.

– I gamle Dage blev Kirkeklokkerne brugt ved både Ildebrand og Sygdom.

I Dag er man kun pligtig at bruge dem ved Mobilisering. Men da den gamle Konge døde, ringede vi hver Dag i fire Timer, lige til han blev begravet. Det var strengt at stå deroppe saa længe. Jeg gør heller ingen Hemmelighed af, at jeg stod og læste »Gøngehøvdingen«, mens jeg ringede. I vores Nabosogn har de for Resten stadig Skikken med at ringe med Klokkerne før en Begravelse, når Graven er gravet færdig.

Somme Tider får man sine egne Tanker, når man står og ringer, og de kommer ned på Kirkegården med en, man har kendt. Men man lærer Døden at kende. Jeg er ikke bange for at dø. Jeg kender også det sted, hvor jeg engang skal ligge – og det er oven i Købet den grimmeste Plet på hele Kirkegården.

– Jeg har ikke ført noget stort Liv og måske heller ikke drevet det vidt. Mor og jeg har ikke kunnet give vores Børn andet end Glæden ved at arbejde. De er alle blevet pæne og hæderlige, og det er vores største Lykke,

Inde i Byerne er der så mange unge, der hverken tror paa Gud eller det evige Liv. Men der er nu så meget Barn i mig, at jeg tror på, der er et Liv til. Det ka’ godt være, I synes, jeg er en gammel Nar, men A tror nu, at når Folk lever det bedste, de kan her, og gør Ret og Skel, så er der også een, der hjælper. Af og til så føler jeg, at nu må jeg være lidt ene, så går jeg op i Kirken og sætter mig ganske stille.

Jeg tør ikke ligesom Missionsfolkene sige, at jeg er frelst. Det har vi ingen Ret til at tro. Den eneste Måde, vi kan komme i Kontakt med Gud paa, er gennem Biblen.

– Vil I med i Tårnet? spørger Niels Gade. Både han og hans Kone Anine skal op og ordne det sidste ved Kirken inden Julegudstjenesten. Alle Grave dækkes med Gran, fra Præstens Plantage kommer et stort Juletræ, der bliver sat op i Kirken, og i alle Stolestader bliver der tændt levende Lys.

De to gamle går stille omkring og pusler i Kirken, hvor de selv er blevet gift for snart 50 år siden, og hvor alle deres 14 Børn er blevet holdt over Dåben.

Lidt efter følger vi med ham op i Tårnet — først ad en Vindeltrappe, hvis Stentrin er små og hulede, siden ad en stejl Hønsestige.

Så står vi helt oppe paa Loftet, hvor Klokkerne kaster sære, forvredne Skygger i alle Kroge. Skodderne bliver slet fra Tårnets Glugger, og vi kan se langt bort over Børglum-Bispens Kloster, ud mod Vesterhavets urolige Bølger og til de mange små Lys i Løkken.

– Jeg ringer Solen ned hver Aften Klokken fire, siger Niels Gade og bringer Klokken i sving. Men hænder det, at Tårnuret slår, mens jeg er på Vej op, så ringer jeg slet ikke. For mange ude på Gårdene stiller Urene efter mig, og så vil jeg ikke snyde dem. Selv om det så kun bliver med et halvt Minut.

Nu runger Klokkerne fra den gamle Vesterhavskirke. Som store, kredsende Fugle daler Tonerne ned over den lille Landsby. Snart vil de komme i Flokke fra hvert Hus og hver Gård paa Vej mod Kirke.

Og pludselig er Julen der. Varm, enfoldig, gammeldags. Vi står ganske stille og lader den overvælde os,

Hos gamle Niels i Tårnet, stående i Mørket og Kulden med Udsigt til de Steder, hvor gæstfrie Mennesker åbnede Dørene for os, og døve af Klokkernes Larm, fandt vi den rigtige Julestemning,

Vores Jagt paa Julen sluttede i Vrensted Kirketårn – vi fandt den, og vi giver den glad videre til alle andre med en rigtig

GLÆDELIG JUL

• Christian Gade – skomager i Vrensted

Bådstedhedevej 35:

Vrensted Præstegård og dens historie

Ved den gamle Præstegård havde der tidligere været drevet landbrug, men i 1918 flyttedes avlsbygningerne hen på den nyopførte gård “Kirkemarken” opført af sagfører Olesen. En del af jorden skoven og noget eng lå ude ved Thøgerslund.

Vrensted Præstegård og dens historie

Bådstedhedevej 35

Den gamle Præstegård som blev revet ned i 1928

Ved den gamle Præstegård havde der tidligere været drevet landbrug, men i 1918 flyttedes avlsbygningerne hen på den nyopførte gård “Kirkemarken” opført af sagfører Olesen. En del af jorden, skoven og noget eng lå ude ved Thøgerslund.

Vrensted Præstegaard – I 1928 påbegyndes opførelsen af en helt ny Præstegaard

Afskrift fra avisartikel fra 1928:

Vrensted gamle Præstegaard maa i disse Dage falde for Aldersgrænsen.

Da den skulde overgaa i Sognets Eje, viste det sig, at Bekostningen ved Istandsættelse beløb sig til over 10,000 Kr.

Menighedsraadet vedtog da at bygge en ny Præstebolig med Tilskud af Staten. Den skulde allerede have været opført sidste Sommer, men paa Grund af forskellige forhold trak Tiden ud. Men nu i Sommer bliver den til Virkelighed, eftersom Haandværkere nu har faaet Arbejdet overdraget.

Da Præsteboligen jo er et sted, hvor Slægterne gennem Aarhundreder har søgt til i Glæde som i Sorg, kan det maaske have Interesse for Sognebeboerne at høre lidt om denne Bolig, som tillige er en af Sognets allerældste, ja maaske den ældste.

I en Beretning fra 1690 hedder det: Præstegaarden ligger vester i Vrensted By, hvorudi Præsten er boende, og nyder frie for Skyld og Landegilde saalænge som Gud og Kongen behager, samme Gaard er i Grunden Sand og er i Gaardsrummet i Længden 25 og i Bredden 17 Favne.

Præstegaarden nedbrændte i 1756. I 1796 lader Pastor Segelcke den brandforsikre og en Brandpolice foreligger med følgende udførlige Beskrivelse af Gaarden:

1)Raalingen staaende Østerst i Gaarden, viser Sønder og Nør med Enderne. Et Loft høj, bygget af Fuure Tømmer. Bindingsværk og Tjælegavle paa begge Ender. 9 Fag paa Raalingens vestre Side fra Nørre Ende er rødmalet Fjælebeklædning, takseret til 960 Rigsdaler. Paa Vestre side af Raalingen er en udbygget Kvist af samme Bygning og Materialier med Fjælg Gavl, takseret til 120 Rigsdaler.

2) Et Hus i Nordre Side af Gaarden vender i Øster og Vester, 24 Alen 1 Kvarter 2 Tommer lang, 8 Al. 1 Kvir. 4 Tm. bred. I vestre Ende 3 Fag til Studereværelse, deri en Jern-Bilæggerovn med muret Fod anbragt ved en fra Grunden opført forsvarlig Skorsten. Fjæle Loft og Murstensgulv.

Sidstnævnte Hus indeholdt den kendte, dygtige Pastor Segelckes Studerekammer. Det var det eneste Værelse i Huset med Murstengulv, alle de andre havde Fjælegulve. Huset, der nu anvendes som Konfirmandhus, er det eneste, der er tibage at Præstegaarden fra 1796, og det vil blive bevaret.

1858 opfører Pastor Michelsen Grundmur om hele Stuehuset, hæver Lofterne, sætter ny Vinduer ind og lægger nye Gulve, bygger endvidere 4 Fag til Kvisten. Udgiften beløb sig til 1200 Rigsdaler.

1884 bygger Pastor Pommerenche Forpagterbolig og Magasinet ved østre Ende af Laden. 1898 ombygger han Stuehusets sønder Ende, hvori der var Folkestue, Køkken og Bryggers, som Pastor Michelsen ikke havde grundforbedret.

Den første Vrenstedpræst, der er nævnt, er Laurits Jensen, men hans Data kender man ikke, ligesaa lidt som for hans Efterfølgeres Vedkommende. Efter ham blev hans Søn Jens Lauritsen Præst. Derefter nævnes en Præst ved Navn Kristen. Hans Efternavn kendes ikke. I 1655 ved man, at Melchior Evertsen (Mejer) var Præst. Det er ham, Epitafiet i nordre Side at Kirken minder om. Det siges ogsaa om ham, at han en Høstdag gik op i Marken for at se til Høstfolkene og i Spøg sagde til Folken, at han skulde vise, at han svarede til Navnet (Mejer). Han tog derpaa en Le, men efter at have hugget et Par Skaar, faldt han død om.

Efter Melchiorsen kom Pastor Ole Jensen Krogh. Siden virkede Aksel Rosenkrands Segelche, som er død her den 21. Maj 1826, 74 Aar gammel, og ligger begravet paa Kirkegaarden, hvilket et par sjældne Gravsten viser. Hans Svigersøn, Ole Sørensen, var Præst her fra 1827 til 1834. Hans Christian Ingerslev fra 1834 til 1852. Frederik Nikolaj Severin Mikkelsen fra 1852 til 1861. Pastor Pedersen fra 1861 til 1862, da han døde og blev begravet her. Provst Hans Jørgen Hansen var Præst fra 1862 til 1873. Pastor Len fra 1873 til 1883. A. F. Pommerenche fra 1883 til 1900. R. Ant. Dahl fra 1900 til 1908. Samme Aar overtoges Embedet at den nuværende Præst, Julius Plesner, som bliver den sidste Beboer af den gamle Præstegaard.

For en Del Aar siden købte Sagfører A. Olesen, Nørresundby, Præstegaardsjorden, hvorpaa han opførte Gaarden ”Kirkemarken” i gammel Landsby stil.

I stedet opførtes den nuværende præstegård  i 1928 samme sted (se nedenfor), tegnet af den kendte Københavner arkitekt Ulrik A. Plesner. 

Ulrik A. Plesner blev født i Vedersø præstegård hvor faderen var præst.

Ulrik Plesner var bror til pastor Julianus H. Plesner, der var præst i Vrensted 1908-1929.

Vrensted Præstegaard.

Avisartikel fra 07.10.1928

”Den nye Præstegaards Aflevering fandt sted i Torsdags ved en lille Festlighed i Overværelse af Præsten og Familie, Arkitekt, Ingeniør, Haandværkere og Menighedsraadene. Man besaa den nye Bygning ud- og indvendig og fandt den baade stilfuld og hyggelig. Selvfølgelig er den udstyret med alle Nutidens Bekvemmeligheder, elektrisk Belysning, Varme og Vandanlæg m.m. Det er, som alle Enkeltheder føjer sig sammen til en harmonisk Helhed baade paa det arkitektoniske og praktiske Omraade og gør sin Mester, Arkitekt Ulrik Plesner, Skagen, stor Ære.

Der var jo fra Begyndelsen delte Meninger om, hvorvidt den nye Præstegaard skulde bygges i SydNord eller øst-Vest; det sidste sejrede. Og naar man i Torsdags saa Efteraarssolens rolige Skær lyse ind i alle Stuerne, hvor Præsten og hans Familie til dagligt skal færdes, saa forstod man, at man havde truffet det heldige Valg. Fra Altanen er der en storslaaet Udsigt ud over Engene og Kærene – randet mod Syd af Thise Bakker, fra hvis Top Kirkens hvide Mure lyser som et dragende Midtpunkt, og mod Vest randet af de graa kuplede Klitter. Naar Stil, Hygge og Rummelighed er forenet paa en praktisk Maade som her, og Omgivelserne tillige danner saa smuk en Ramme, saa er det baade forstaaeligt og tilgiveligt, at to af Præstens Embedsbrødre ved et Besøg forleden fristedes til at udbryde: Lad os skynde os herfra, ellers risikerer vi at blive misundelige!

Det er meget smukt og solidt Arbejde, Bygningsentreprenørerne – Murermester Ingvardsen og Tømrermester Mørck, Løkken, – her har udført, og de fik da ogsaa ved Festen stor Paaskønnelse og udelt Anerkendeles derfor.

Indvielsen fejredes med en lille, smuk Fest i den nye Præstegaard, ved hvilken Arkitekt Plesner, Sogneraadsformand Pilgaard, Pastor Plesner, Forfatteren Jens Madsen Møller og Murermester Ingvardsen, Løkken, talte”.

Arkitekt Ulrik Plesner kom meget i kunstnergruppen i Skagen og har i den grad været med til at give Skagen det udseende, byen har. Ikke mindre end 32 væsentlige “fingeraftryk” satte han på Skagen, heriblandt Klitgården, Skagen Museum, Udvidelse af Brøndums Hotel m.fl. En stor del af Plesners virke kom til at foregå i Skagen.

Præstegården i Vrensted som gennem mange år har været bolig for Vrensted-Thises præst og familie, har desuden også lagt lokaler til konfirmand-undervisningen i den med præsteboligen sammenbyggede konfirmandstue. Desuden har konfirmandstuen og de private stuer ofte været benyttet når præsteparret inviterede menigheden i forbindelse med menighedsmøder med foredrag, sangaftener m.m. gennem alle årene.

Præstegården i Vrensted var indtil 2007 (kommunalreformen) bolig for Præsten, hvorefter Thise blev skilt fra.

I skrivende stund, oktober 2019, er der nogen usikkerhed omkring Præstegårdens fremtid, idet Vrensted Kirke nu er sammen med 4 andre kirker i området og nu hører ind under det nydannede Løkken Stor Pastorat og et reduceret antal præster skal betjene alle fire kirker. Samtidig arbejdes der p.t. med at danne et menighedsråd for alle fire kirker, med repræsentanter forhåbentlig fra alle fire sogne.

Præstegården i Vrensted som blev opført i 1928 og som den ser ud i 2019 og istedet opførtes den nuværende præstegård  i 1928 samme sted (se nedenfor), tegnet af den kendte Københavner arkitekt Ulrik A. Plesner.            Ulrik A. Plesner blev født i Vedersø præstegård hvor faderen var præst.

Ulrik Plesner var bror til pastor Julianus H. Plesner,  der var præst i Vrensted  1908-1929.

Arkitekt Ulrik Plesner kom meget i kunstnergruppen i Skagen og har i den grad været med til at give Skagen det udseende, byen har. Ikke mindre end 32 væsentlige “fingeraftryk” satte han på Skagen, heriblandt Klitgården, Skagen Museum, Udvidelse af Brøndums Hotel m.fl. En stor del af Plesners virke kom til at foregå i Skagen.

Præstegården i Vrensted som gennem mange år har været bolig for Vrensted-Thises præst og familie, har desuden også lagt lokaler til konfirmand-undervisningen i den med præsteboligen sammenbyggede konfirmandstue. Desuden har konfirmandstuen og de private stuer ofte været benyttet når præsteparret inviterede menigheden i forbindelse med menighedsmøder med foredrag, sangaftener m.m. gennem alle årene.

Præstegården i Vrensted var indtil 2007 (kommunalreformen) bolig for Præsten, hvorefter Thise blev skilt fra.

I skrivende stund, oktober 2019, er der nogen usikkerhed omkring Præstegårdens fremtid, idet Vrensted Kirke nu er sammen med 4 andre kirker i området og nu hører ind under det  nydannede Løkken Stor Pastorat og et reduceret antal præster skal betjene alle fire kirker. Samtidig arbejdes der p.t. med at danne et menighedsråd for alle fire kirker,  med repræsentanter forhåbentlig fra alle fire sogne.

Præstegården i Vrensted som blev opført i 1928 og som den ser ud i 2019

• Kirken m.fl. historier

oktober 2019 jens otto madsen