Fastelavn – Kirsten Hyldgaard Olsen

Fastelavn

Kilde: Lokalhistoriske Arkiver Løkken-Vraa

Jeg er en årgang 1944. Jeg er født og opvokset på ejendommen Roden i Aasendrup.

Fastelavn var noget vi børn så frem til i et godt stykke tid. Vi snakkede om og planlagde, hvordan vi skulle være klædt ud, og når Brugsen havde fået fastelavnsmasker i papmaché hjem, var vi inde og udvælge en under stor omhu.

Når vi taler om udklædning var det for det meste som en gammel kone eller måske en landevejsridder eller til nød en skorstensfejer sådan som jeg husker det. Det kunne også bare være noget med at vende vrangen ud på noget gammelt voksentøj. Man måtte frem for alt være godt klædt på, for der var jo som regel koldt i februar.

Vi skulle også have forberedt en raslebøsse. Det var en blikdåse, hvor der blev lavet en sprække til pengene. Der kom et par to-ører i, for at den kunne rasle fra begyndelsen af.

Fastelavnsmandag havde vi fri fra skole, så om formiddagen klædte vi os ud og tog masken på. Så gik vi fra gård til gård og fra hus til hus. Undervejs mødte vi måske andre børn, som vi fulgtes med videre.

Vi gik til dem, vi sådan kendte, og så sang vi “Boller op, boller ned”. Det gav nogle småpenge og en hjemmebagt fastelavnsbolle. Dem havde konerne bagt, for man ventede jo besøg, og så skulle der fastelavnsboller til. Sommetider fik vi bolcher eller sukkerknalder. Det var jo ikke godt at vide, hvilken ballade det ville medføre, hvis fastelavnsnarrerne ikke fik noget! Den dag i dag strejfer tanken mig, som regel op til fastelavn, at jeg vist bør have fastelavnsboller klar.

Hos dem vi besøgte, blev der af og til holdt lidt sjov og man forsøgte, at få os til at tage masken af og man gættede på, hvem vi kunne være. Jeg husker ikke enkeltheder, og det har nok ikke været så meget, som vi i fantasien gjorde det til.

Et problem var det, at vi ikke kunne spise boller med masker på, så det var med at få bollen i hånden og så spise den, mens vi gik videre og kunne tage masken af. Nogle steder insisterede man på, at vi spiste bollen i huset, og så måtte vi jo tage masken af, og give os til kende.

Min mor og far har fortalt, at i begyndelsen de var gift, kom der et par store nabobørn på fastelavnsnar. Mor og Far var i stalden, og fik dem lokket ind i roerummet og lukkede en låge for. Så måtte de lægge masken, før de blev lukket ud igen. Der har sikkert været meget spas ud af det besøg.

Mandag formiddag gik med at gå på fastelavnsnar, og så var papmasken også godt opløst omkring næse og mund af det varme og fugtige åndedræt og af at forsøge at spise fastelavnsboller gennem den lille sprække. Ved hjemkomsten blev det økonomiske resultat gjort op.

Om eftermiddagen cyklede vi så til Vrensted Forsamlingshus for at slå katten af tønden. Jeg husker ikke så meget om det, ud over at det vist var nogenlunde som nu. Der var nok ikke så meget slik i tønden. Vi fik i hvert fald en fastelavnsbolle fra bager Bedholm, og det var jo noget andet end de hjemmebagte. En sodavand vel også, og bagefter var der sanglege og dans til harmonikamusik.

Det var hvinende koldt at cykle hjem i den sene februar eftermiddag, hvor dagene var blevet længere, men vinteren til gengæld på sit strengeste.

Musikken i min barndom fortalt af Åse Hyldgaard

Kilde:Lokalhistoriske Arkiver i Løkken-Vraa

Musikken i min barndom af Åse Hyldgaard musikterapeut f.1952 I Åsendrup

Jeg er født i 1952 på gården Roden i Åsendrup som ligger på Hulbakvej nord for Vrensted. Mine forældre var Verner og Kristine Hyldgaard Pedersen

Min storesøster hedder Kirsten og bor i Furreby. Hele vores barndom boede vi på Roden. Jeg gik i Vrensted Skole fra 1959, hvor den nye skole blev taget i brug, og derefter i Løkken Skole fra 1966 til 1969, hvor jeg fik min realeksamen og flyttede hjemmefra. Jeg blev uddannet sygeplejerske i 1981, og fra 2006 til 2011 uddannede jeg mig til musikterapeut på Aalborg Universitet. I forbindelse med studiet skulle jeg skrive en opgave, der hed Min musikalske identitet”. Følgende er et redigeret uddrag derfra, som handler om musikken i min barndom.

Musik der tilhører tid og kultur.

Mine første erindringer om musik er fra mine forældre. Fra min mor husker jeg, at hun sang “Den lille Ole med Paraplyen” , når jeg skulle sove Jeg kunne godt høre, at hun ikke sang melodien helt rigtigt, men jeg nød alligevel, at hun sad stille og sang for mig. Fra min far husker jeg, at jeg altid kunne høre, hvor han var, for han fløjtede, når han gik i stald og på mark. Engang jeg var med ham ude på engen, blev jeg så træt. Så lavede han en seng ved bækken til mig af nogle gamle sække. Der lå jeg i læ og lyttede til vandets rislen, vindens susen og lærkernes sang, der blandede sig med min fars fløjten, mens han gik rundt og reparerede hegnet, så køerne kunne komme på græs. Jeg kan ikke komme i tanker om et sted, hvor jeg har følt mig mere tryg.

Ellers var musik noget vi hørte i radioen da jeg var barn. Om tirsdagen var der børnenes kvarter, og kendingsmelodien var temaet fra “Drømmebilleder“ af H.C. Lumbye. Til mine dages ende vil det tema betyde eventyr for mig. Må de spille det for mig, når jeg bliver gammel og ikke kan huske andet! Om torsdagen var der gammeldags dansemusik med Bror Kalles Kapel. Det hørte mine forældre altid, og når de spillede “Skæve Thorvald”, dansede jeg rundt og rundt, til jeg blev helt svimmel og trimlede omkuld. Bagefter kom der torsdagskoncert; det var klassisk musik, men så blev der slukket for radioen hjemme hos os. Søndagen var det bedste. Da var der Giro 413 fra klokken tolv til to Det hørte vi altid, mens vi spiste søndagsmiddagen. En veninde af mig nævnte forleden sangen “Mit barndomshjem”, der blev sunget af nogen, der hed Lørdagspigerne. Intet kan som den sang bringe mindet om steg med brun sovs frem i mig. Et paradoks var, at når vi havde spist, skulle der skrues ned for radioen, for så skulle min far sove til middag. Så sad jeg med hovedet inde i radioen for at høre det sidste. Når min far vågnede, fortalte jeg ham hvilke sange, der var blevet spillet, mens han sov, men han havde altid hørt dem alligevel. Det kunne jeg ikke forstå. Som voksen har jeg afprøvet teknikken, og det kan faktisk godt lade sig gøre. Det er det, man kalder at “powernappe nu om dage. Det fungerer gode til Giro 413.

Danse gjorde jeg også til juletræsfest i Vrensted Forsamlingshus. Udover at danse om juletræet og synge salmer blev der leget sanglege som “Bro Bro Brille” , “Tornerose” ,”Jeg gik mig over Sø og Land” og “Så går vi rundt om en Enebærbusk “. Bagefter sanglegene var der dans, og der var et orkester, der bestod af tre personer, der spillede harmonika, trommer og banjo, tror jeg. Jeg elskede at høre dem spille. Så dansede vi alle sammen “Skomagerpolka og Fynsk Polka” og en dans som hed “ Den toppede Høne”, som man dansede til sangen “Lange nok har jeg Bondepige været”. Til den dans skulle man være tre personer, som dansede rundt i ring. Det er børnelærdom, som jeg ikke glemmer, og jeg forsøger al lære de sange videre til mine børnebørn, for jeg støder tit på unge mennesker, der ikke kender dem, og det gør mig trist. I mit nye erhverv som musikterapeut, hvor jeg laver musikaktiviteter for ældre mennesker med demens, er det guld værd at kunne dem, de giver lys i øjnene hos selv de mest glemsomme. Min far havde som regel en gammel harmonika, som han spillede på af og til. Han spillede mest tidens populære sange. Når jeg havde hørt dem tilstrækkelig mange gange i radioen, kunne jeg dem udenad og sang til. Alle vores gæster ville gerne høre det. En meget populær sang var en, der hed “Fiskerpigens Sang”. Den kunne jeg udenad, og da vi var til konfirmation hos naboen, gav alle gæsterne mig femogtyveører for at synge den. Først var jeg kostbar, det var jo sin sag at synge uden musikledsagelse, men en ung mand, der var onkel til konfirmanden, lovede at han ville synge med på sidste vers, hvor sømanden kommer hjem, ligesom de gjorde i radioen. Men han svigtede mig og sang ikke med. Det var min første skuffende erfaring med performance!

Da jeg blev lidt større fik jeg en legekammerat, som var glad for at synge. På det tidspunkt havde min storesøster fået en radiogrammofon, og alle hendes spare penge gik vist til grammofonplader. Fra den lærte vi en masse sange udenad, og legede sangerinder, når vi var hjemme hos mig. Hjemme hos min legekammerat havde de klaver. Det tiltrak mig som en magnet, og min legekammerat blev irriteret, fordi jeg kunne sidde i lang tid og spille på det. Når jeg ikke engang kunne spille! Hun gik til spilleundervisning hun vidste i hvert fald bedre. Jeg plagede min far i flere år om at få et klaver, og på et tidspunkt købte en af mine voksne fætre et brugt klaver på auktion. På en eller anden måde havnede det hos os. Da var jeg 12 år, og jeg begyndte at gå til undervisning hos en spillelærerinde, som boede i Stenum. Jeg kunne noder allerede, for en ung og entusiastisk skolelærer havde i en periode forsøgt at at lære min klasse at spille blokfløjte.

Klaverundervisningen blev en stor succes for mig jeg elskede det og øvede mig en halv time hver morgen, før jeg gik i skole, mens mine forældre var i stalden. Undervisningen sluttede da jeg var 16 år. Det var det år, jeg skulle til realeksamen, og mine forældre mente vist ikke jeg havde tid længere. Da havde jeg lært at spille sangene i Højskolesangbogen, lettere klassisk musik som Lumbye, Strauss, Mozart og Mendelssohn, men mest af alt havde jeg lært at spille såkaldt salonmusik som f.eks. “ Aftenklokkerne “, og fantasier over julesalmerne. Det er også en erfaring, som jeg har haft glæde af i mit arbejde på plejehjem. “De gamle aftenklokker “ bliver ikke sjældent efterspurgt af ældre mennesker. De bringer minder frem om en svunden tid.

Udvikling af personlig musiksmag

I mellemtiden havde jeg også fået andre interesser. I radioen havde jeg hørt Oscar Petterson spille sin Hymn to Freedom. Hos en boghandler havde jeg fundet noden og lærte mig at spille den, selvom den var helt anderledes end det musik, jeg plejede at spille. Jeg havde jo hørt den jazzede lyd i radioen og efterlignede den. En dag tog jeg noden med til min spillelærerinde. I disse racismepolitisk korrekte tider vil jeg ikke referere hendes kommentar, men hun roste mig at have lært den og syntes vist også, den ganske god. Den er i hvert fald svær. Jeg har efterprøvet den for nylig.

Den afstedkom dengang ikke nogen ændring i repertoiret fra min spillelærerindes side, det vil kræve hårdt arbejde af mig hvis jeg nogen sinde skal komme til at spille jazz på klaveret. Jeg må klare mig med det, jeg indtil videre har samlet op undervejs, men jeg lytter gerne til do type jazz, når lejligheden byder sig.

Til min konfirmation fik jeg en guitar, eller rettere jeg købte en for mine gavepenge. Jeg vaklede længe mellem en guitar og en violin, men i mellemtiden havde årstallet sneget sig op midt i tresserne, og Beatles var kommet frem. Jeg valgte guitaren. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af at spille på den, men min spillelærerinde havde åbenbart andre talenter end klaveret, så hun viste mig, hvordan jeg skulle spille akkordspil. Da jeg først fattede systemet, klarede jeg mig godt med en gribetabel og lærte at spille og synge tressernes sange We Shall Overcome og Where Have all the Flowers Gone og andre af samme type.

Omkring den tid, hvor jeg begyndte på klaverundervisning, holdt fjernsynet sit indtog hjemme hos os. Jeg ved ikke, om det var klaverundervisningen eller fjernsynet, der dengang transmitterede store operaer og koncerter, der åbnede mine ører for klassisk musik, men det var nok begge dele. Jeg blev meget glad for klassisk musik. Selvom jeg aldrig har sat mig særlig meget ind i hverken musikken eller komponisterne, så er den mit førstevalg, når jeg skal høre musik herhjemme. Set i forhold til min opvækst er det lidt besynderligt, at jeg skulle komme til at holde af klassisk musik, for det var der jo ingen i mine omgivelser, der gjorde. Og dog – på en eller anden måde fik min søster anskaffet et par grammofonplader med klassisk musik. Det var Mozarts “Eine kleine Nachtmusik”og “Måneskinssonaten”af Beethoven. Jeg må have hørt dem rigtig mange gange, for jeg kan stadig høre dem for mit indre øre, selv om jeg ikke har hørt dem i lang tid.

Ja, barndommen er en tid hvor både sind og sanser er vidtåbne for alle slags indtryk – både gode og de mindre gode – men heldigvis husker vi bedst de gode, og dette var lidt af de gode minder, jeg har om musikken i min barndom. De gav mig erfaringer, som jeg på mange måder har kunnet bruge i mit nuværende arbejde som musikterapeut for ældre mennesker med demens.

Jul i min barndom af Lilli Hansen

Kilde: Lokalhistoriske Arkiver i Løkken-Vraa

Lilli Hansen, født i Tømmerby og bosiddende i Vrensted

Lilli er født Westergaard. Arbejdede en tid hjemme, var 3 sæsoner på Rønshoved Højskole, først som elev, senere som stuepige og bager, ansat i 6 år på Vrensted Skole som bl.a. rengøringsassistent, har i 24, 5 år været sygehjælper på Brønderslev Sygehus. Gift i 1955 med Hans Hansen, bosat først på Kraghede og nu i Vrensted

Jul i min barndom

Jeg er født i Tømmerby i 1931 på Langagergaard liggende lunt neden for Hammerbakken. Vi flyttede til Nørregaard i Stenum, da jeg var 3 år. Der tråde jeg mine barnesko. Vi var nok ikke så traditionsbundne i min familie, kun julen måtte der ikke gerne røres ved. I december måned fik vi i skolen bestillings sedler på bøger, blandt andet “Ved Julelampens Skær og “Historiebogen Børnenes Julebog’. Det var meget spændende, når disse sedler kom, det smagte lidt af jul. Bøgerne skulle gemmes til læsning i juledagene.

De første juleforberedelser var gerne lægning af dej til brunkager, så den var klar til en dag det var lyst i vejret. Med mange børn i huset kunne dejen godt skrumpe ind, den smagte godt. Vi bagte i læssevis af kager og pebernødder. Jeg har ikke kendt andet slik til jul, vidste ikke at slik hørte til, men vi fik æbler hver dag. Juleøl fik vi hjem i en mælkespand på 30 liter. Den blev senere fyldt op igen til nytårsdagene. Vi fik kun sodavand til sommerudflugten. Der skulle sørges ekstra godt for dyrene til juleaften. Mor sagde, at denne specielle aften kunne dyrene tale sammen. Jeg husker, at jeg gik ud i stalden for at blive overbevist og hørte ikke en lyd. Mor sagde, at jeg ikke havde lyttet godt nok efter.

Vi skulle også sørge for, at alle markredskaber var rengjorte og inde i vognskuret, inden vinteren kom. Stod der en plov ude i marken, kunne man risikere at Jerusalems skomager satte sig på den. Jeg tænkte tit som barn, hvordan han mon så ud, og hvad man kunne komme ud for. Men stod redskaberne ude, var det i hver tilfælde noget, der blev snakket om.

Ind under jul blev der slagtet gris og ikke at forglemme fjerkræ . Vi leverede blandt andet gæs til Hjørring Sygehus, og det var mange.

Aftenen før juleaften kogte vi grønkål, og vi skurede og ferniserede køkkengulv. Først juleaftensdag lavede vi den egentlige julemad. Vi begyndte med at bage finbrød. Derefter kom gæssene i ovnen, og rødkålen blev kogt. Til dessert fik vi saftbudding med cremesovs, der var en mandel i.

Juleaften gik vi alle om juletræet og sang masser af julesalmer. Vi fik en enkelt pakke hver, ikke noget overdådigt. Derefter spillede vi for skellige spil.

Julemorgen efter malkningen fik vi kogt øl og rullepølsemad. Til frokost fik vi grønlangkål med flæsk og pølse. Hos os var julen en hjemmets fest, og det eneste vi deltog i var juletræet i forsamlingshuset. Juledagene var det rene slaraffenland, da vi kun skulle røgte dyrene. Hver dag kom der dog en del drenge fra byen. De hjalp til i stalden mod at komme med ud at ride på hestene. Vores købmand havde julepyntet et vindue, den rene magi, vil jeg kalde det. Lidt mos, et par sten med nisser og andet troldtøj. Vi stod og trykkede næserne flade på ruden. Et forunderligt syn, som jeg mindes, som var det i går. Allerede første juledag om aftenen, Sct. Stefans aften, kunne vi lave løjer i beskedent omfang. Først nytårsaften blev det store skyts kørt frem. Møgbører i nabolaget blev fjernet, og karlekammersenge blev væltet, om der lå nogen deri betød mindre. Det vildeste skyts vi havde, var knaldperler og hundeprop pistoler med propper, der ikke kunne gøre en kat fortræd. Jeg mindes, at når julen og nytår var ovre, ja, så var de første dage så triste, akkurat som nutidens børn synes i dag.

En beretning om Besættelsestiden i Vrensted af Poul Eriksen

En beretning om besættelstiden i Vrensted og

Vrensted gruppen

af Poul Eriksen

Kilde: Løkken-Vraa Lokalhistoriske

af Poul Eriksen, f. 1923 i Stenum

På opfordring af Lokalhistorisk Arkiv i Vrensted og med venlig bistand af Arnold Michaelsen, Vrensted følger hermed mine erindringer om Danmarks besættelse i 1940 – 1945 og om hvorledes jeg oplevede disse år i Vrensted.

Jeg er født i 1923 Stenum og havde mit hjem der indtil 1942, da mine forældre flyttede til Hvilshøj sydvøst for Brønderslev for at overtage min fars fødegård “Østergaard“.

Den 1. april 1937-4 dage før min konfirmation – begyndte jeg at gå på Vraa Realskole i 3. mellemskoleklasse. Da jeg aldrig havde haft sprog modtog jeg ekstraundervisning, efter skoletid indtil sommerferien, hvorefter jeg måtte følge med på lige fod med de øvrige i klassen. Sidst i marts i 1940 fik jeg min realeksamen. Den 9. april 1940 blev min familie og jeg vækket meget tidlig morgen ved lyden af mange flyvemaskiner, der drønede hen over hustagene. Det var en ret tåget morgen, og luften var fuld af den ret øredøvende larm, men på grund af tågen, kunne vi ikke se noget, før de var lige over os. De fløj meget langsomt og meget lavt – lige over trætoppene – så vi var bange for, at de fløj ind i både el- og telefonledninger. Da vi kom ud og så op imod dem, kunne vi se de hvide hagekors malet under de store vinger. Da anede det os, hvad der var ved at ske. Vore bange anelser fik vi desværre snart bekræftet via radioen og flyvebladene, der blev nedkastet fra flyvemaskinerne, og var skrevet på dårligt dansk, nærmest en blanding af norsk og dansk.

Om eftermiddagen var jeg med en kammerat ude i engene sydvest for Stenum for at så kunstgødning. Jeg skulle køre hestene, og kammeraten sad bag i vognen og strøede kunstgødningen med en gødningsskovl. Jeg husker endnu, hvor bange hestene var for de mange transportfly, der stadig drønede lavt hen over os. Allerede samme dag fik vi over radioen og i avisen besked på, at vinduerne skulle være mørkelagt ved mørkets frembrud samme aften, og der blev fundet tæpper frem til at hænge for vinduerne, Senere kunne vi købe det sorte mørklægningspapir i forretningerne. Dette blev enten sat på trærammer, der var tilpasset vinduerne eller sat på rullegardinstokke. Ligeså skulle gadebelysningen afskærmes og neddæmpes, så lamperne ikke kunne ses fra luften. Inden aften den 9. april var der tyske soldater overalt i landet. Danmark var simpelthen taget på sengen. Jeg var uden fast job, så jeg tog arbejde ved landbruget – gravede tørv og lignende. Jeg var bl.a. hos en gårdejer som daglejer til 5 kr. om dagen, og da vi skulle i gang med roeudtyndingen, spurgte han mig, hvad jeg helst ville, enten på daglejen eller på akkord. Jeg ville helst på akkord og startede kl. 6.00 om morgenen og blev ved til kl. 21.00. Men det kneb for mig at skille de – for mig at se – genstridige og sammenfiltrede roeplanter, så da ugen var forbi, og jeg skulle ind til gårdejeren for at få afregnet, spurgte han mig, hvor mange favne jeg havde tyndet ud. Det fortalte jeg ham. Så sad han lidt, og sagde ”A trouwer no heller, do må fortsæt mæ å wæer på dawløn” – og det var jeg tilfreds med. med!

Jeg blev antaget som lærling i Vrensted Brugsforening, men først fra 1. november 1940, så jeg kom til min moster og onkel i Hollensted for at hjælpe med med høst og etterårsarbejde. Jeg husker at vi ofte om aftenen kunne se, når der var luftangreb på Aalborg Lufthavn. Vi kunne tydeligt se lyskasterne sende deres klare stråler op mod himlen hvor de forsøgte at fange de engelske bombemaskiner i strålerne. Kunne tyskerne fange en maskine i et strålekryds hvor 2 lysstråler krydsede hinanden, så vi, hvorledes selvlysende sporkugler fra antiluftskytset pejlede sig ind på maskinen. Omkring flyvepladsen havde tyskerne hængt nogle kæmpe balloner op i nogle tykke stålwirer. En dag efter et stormvejr kunne vi pludselig se 8 til 10 kæmpe balloner svæve hen over himlen. Vi anede ikke, hvad det var, og nogle af dem styrede hen mod gården, og der hang en kraftig stålwire ned fra hver. Vi var virkelig bange for, at wirene skulle slæbe hen over tagene og ødelægge taget, men de styrede heldigvis lige udenom. Først senere blev vi klar over, at det var spærreballoner, som tyskene havde hængt op omkring Flyvepladsen i Aalborg, De havde revet sig løs i stormvejret. De hang der, for at de alieredes fly ikke skulle gå for lavt ind over Flyvepladsen, for så kunne tyskerne ikke pejle dem.

Udstyret med 2 nye habitter, ny overfrakke samt 2 hvide kitler og en splintemy cykel, drog jeg den 1. november 1940 til Vrensted brugsforening som lærling. Jeg var da ca. 17 år og skulle stå i lære i 4 år. Lønnen var 10 kr. om måneden + kost og logi, stigende til 15 kr. på andet år, 20 kr. tredje år og 35 kr. om måneden i det fjerde år. Det var ikke store penge i betragtning af min alder. Dengang startede de fleste læretiden lige efter konfirmationen. Da jeg begyndte, var der allerede rationeringsmærker på flere varer, bl.a. kaffe og te, og det skulle snart blive meget værre. Sukker, mel, gryn, sæbe, smør og margarine, tekstiler m.v. blev hen ad vejen rationeret med mærker. Men det allerværste var dog alle de varer, der var rationeret men ikke på mærker. Det gjaldt bl.a. tobak, øl, vin og spiritus. Her måtte vi først gennemgå kundernes gamle kontrabøger for at se, hvad de tidligere havde købt og dele ud i forhold til tidligere køb. Vi måtte simpelthen føre kartotek over, hvornår og hvad den enkelte havde fået. Det var meget vanskeligt at fordele disse varer nogenlunde retfærdigt, men folk følte sig meget heldige hvis de ind imellem kunne få blot en enkelt rulle sytråd. Ja, jeg husker sågar, at til en ting som kunstige blomster havde vi medlemmer skrevet op på lange lister. Når der så endelig kom en sending, tog vi blot efter listen, og til dem, der stod først pakkede vi en buket, som de fik næste gang de kom i butikken. Prisen var der aldrig tale om.

Ind imellem fik vi et par harmonikaer og mundharper. Her kunne vi også blot se på listen, hvem der stod først. En ting som børstevarer blev med tiden kun at få som lyngkoste og lyngskure børster. I det hele taget havde folk mange penge mellem hænderne, de kunne bare ikke købe noget, alt var jo rationeret, og mange banker og sparekasser ville simpelthen ikke modtage penge til opsparing. Det var flot, hvis de tog imod pengene rentefrit. Den tid havde ikke meget med handel at gøre, for der var maksimalpriser på næsten alt. Konkurrence og kalkulation var næsten ukendt. Desuden kunne forretningerne ikke modtage nye kunder for man havde ikke varer nok af dem, der var rationeret og ikke var på rationeringsmærke. Hvis man tog af den ration, man havde fået tildelt, ville det jo gå ud over forretningens faste kunder. Med hensyn til kalkulation husker jeg tydeligt, da jeg selv blev uddeler, hvor usikker jeg var med hensyn hertil, efterhånden som maksimalpriserne blev ophævet. Under krigen havde vi også statslager for korn. Landmændene skulle aflevere alt deres brødkom – og til maksimalpriser. De fik så udleveret foderkorn i stedet

Det giver sig selv, at med næsten alt rationeret florerede på sortbørshandelen. Alt kunne sælges på “Den sorte Børs” – ja, selv en tom snaps flaske kostede 5 kr., idet det var den første betingelse for at kunne købe en flaske snaps, at man havde tom flaske at give i bytte. Før krigen fik vi amerikansk flormel i hvide lærredssække. Disse sække var bl.a. gode til at sy kitler af. Jeg var heldig at få så mange sække af min chef, at jeg kunne få syet 2 kitler. Så havde jeg 4, men undertiden var jeg nødsaget til at cykle turen til Hvilshøj en aften midt i ugen, for at få en ren kittel. Frem og tilbage var det ca. 50 km, men det var jo ingen sag, når man var så heldig at have en god cykel. Vi i Brugsen havde gratis kørsel med rutebilen til Brønderslev, men jeg cyklede altid, for jeg kom betydelig hurtigere frem end bussen, der jo ind imellem skulle holde for at fyre i generatoren. Allerede inden besættelsen var mange nazivenlige danskere begyndt at stikke næsen frem. Søndag formiddag blev der marcheret og lært at hilse og sige “Heil” m.v. – først i smug – men efter besættelsen gik de mere åbenlyst til værks. Det udviklede sig ofte til slagsmål mellem nazister og dem, der var imod.

1942 – 1944 gik jeg på handelsskole i Løkken om aftenen. Ofte holdt tyskerne razzia ved alle ind og udfaldsveje og stillede “spanske ryttere” op, så der kun var en smal gennemgang. Her blev vi så stoppet og måtte fremvise vort legitimationskort, som alle havde fået udleveret, og som man altid skulle bære på sig. Det skete også ofte, når jeg cyklede til mit hjem sent lørdag aften efter arbejdstid (jeg var som regel først færdig til at køre ved 23-tiden), at jeg blev stoppet både i Stenum og i Brønderslev. Det var særlig slemt, når der havde været sabotage i omegnen. Jo, det legitimationskort blev flittigt benyttet. Tyskerne byggede masser af bunkers langs vestkysten, lokalt mest fra Kettrup til Furreby. De som arbejdede hermed, tjente gode penge, for når de først gik i gang med at støbe en bunker, fortsatte man døgnet igennem, til man var fædig.

Der blev gravet en kanal 6 m bred og 3-4 m dyb (tank spærring) vest om Vrensted og op mod Børglum Kloster. Til dette arbejde blev arbejdere fra hele landet tvangsudskrevet og tvangsindkvarteret på gårdene rundt om Et firma, som blev kaldt OT man kaldte det ogsås Organisation Tot (det styrede gravningerne og havde hovedkvarter hos Bager Bedholm i Vrensted. Her var der mange mennesker og lastbiler i arbejde, og det skete også, at der blev piftet både dæk og slanger. De tyske forlægninger i Løkken og Brønderslev var ofte på øvelse i Vrensted området, og de kom ofte ind i forretningen for at handle, men Brugsen ville ikke handle med dem. Det blev de undertiden sure og aggresive over. Så fik uddelenen fremstillet et emaljeret skilt, hvorpå der på tysk stod, at vi kun udleverede varer til medlemmer. Det blev sat på butiksdøren, og det hjalp.

Foreningslivet trivedes virkelig under besættelsen. Der var et fantastisk fremmøde, når f.eks. Kirkeligt Samfund eller Ungdomsforeningen holdt møde. Til ungdomsmøderne i Forsam lingshusets lille sal, der nu hedder Blondestuen, var det almindeligt med et fremmøde på op til 40 unge mennesker. Jeg husker i hvertfald, at vi sad tæt omkring bordene. Pastor Stevns var den gang formand. Vi sang metervis af fædrelandssange, og Stevns læste op som regel af en forfatter, der talte det tyske rige midt imod. Det gjorde han sandelig også selv. Når Kirkeligt Samfund holdt møder med en indbudt taler var den store sal næsten altid fyldt. Og til disse møder sang vi mange fædrelandssange. Jeg husker at en af de mest benyttede var “Det haver så nyeligen regnet “. Når den lød blev der virkelig lagt stemmet i, for vi syntes lige den passede til tiden, og den gav os fornyet mod på den daglige tilværelse. Der var stor forskel på foredragsholdeme. Alle talte om tiden og fædrelandskærligheden, nogle i vege og forsigtige vendinger, andre meget mere bramfrit. Jeg husker bla. Pastor Sundbæk, som talte meget udfordrende om hvor forhadte tyskerne var i vort land. Han forstod at opildne os, og vi beundrede ham, for det var jo virkelig farligt det han gjorde, for hvis der var en tysker eller en tyskvenlig til stede, kunne de jo knalde ham på stedet, og hvordan ville han slippe fra det? I sparetiden efter den 28. august 1943 nár Idrætsforeningen holdt bal i forsamlingshuset var det altid om søndagen fra kl. 16 til senest kl. 20 da tyskere forbød forsamlinger over 5 person efter mørkets frembrud. Der cirkulerede mange illegale blade blandt befolkningen. Dem Læste vi med stor iver og interesse. Også den forbudte danske radioudsendelse fra England havde meget stor interesse. Det var dog ikke hver dag vi fik noget ud af dem på grund af tyskernes støjsendere. Det var vores to vigtigste nyhedskilder, for vore egne aviser kunne vi slet ikke stole på når det drejede sig om situationen på de forskellige krigsfronter. De var jo censureret effektivt af tyskere, og det var fantastisk at læse i aviserne, hvorledes de mange gange næsten kunne få vendt et nederlag til sejr. Det blev der megen humor ud af blandt befolkningen, og der blev fortalt mange vittigheder desangående bl.a. denne: “Det tyske hovedkvarter meddeler: Syd for Rom lykkedes de stærke tyske formationer, støttet af flere bombemaskiner og talrige jagere og panservogne at bringe en fjentlig cykeldragon til at stå af. Efter timelange kampe var forhjulet tilintegjort, ligesom forgaflen var brækket. Der kan regnes med, at også baghjulet vil blive erobret. Styret er faldet i vore hænder mens der stadig kæmpes om stellet. Ved et overraskende flankeangreb foretaget af vore panserdivisioner og med heltemodig indsats, lykkedes det at få venstre pedal revet af. Der erobredes talrige møtriker og skruer, ligesom et kugleleje faldt i vore hænder. Samtlige stridskræfter formåede uden væsentlige tab, at nå tilbage til vore støttepunkter. Det lykkedes den fjentlige soldag at bringe sig i sikkerhed med cykelklokke og bagebærer”

Jeg vil udtrykke det således:

Uden den fanden ivoldskeveldske humor, ville det have været endnu sværere for danskerne at overleve disse fem for bandede år! Efter regeringens brud med tyskerne i 1943 kom der for alvor gang i den danske modstandsbevægelse. Sabotage mod jernbanerne og fabrikker, der producerede for tyskeme steg for hver måned. Modstanden blev mere professionelt organiseret, og England smed tonsvis af våben ammunition og sprængstoffer ned til sabotørerne.

Så vidt jeg husker, kom jeg i modstandsbevægelsen sidst i 1943 som medlem af “Vrenstedgruppen” med pastor Aage Stevns som gruppeledee,

De øvrige medlemmer var Arnold Michaelsen, Knud Svenningsen, Vilhelm Ørum, Ejnar Sørensen, Thøgerslund og min bror Erik Eriksen. Det blev dog ikke det helt store vi udrettede, da pastor Stevns måtte gå under jorden bla, fordi han husede folk, som var eftersøgt af tyskerne, Senere har jeg ofte tænkt på, at vi var meget heldige at Stevns, der havde været med toget til Hjørring blev adviseret i tide og dermed undgik at løbe lige i Gestapos klør, for præstegården var omringet af soldater.. Hvis han var blevet fanget, ved jeg ikke hvordan det var gået ham, for Gestapo veg ikke tilbage for at bruge tortur for at få folk til at fortælle. Var det sket, havde vi andre seks kun et at gøre, nemlig omgående at gå under jorden.

Vi forsøgte at få godkendt en nedkastningsplads på Sundsted mark men den blev kasseret, fordi der var for åbent og derfor let ville kunne opdages af tyskerne.

Det blev stort set kun, at vi hjalp med at flytte og fordele nedkastede våben.Jeg nævner lige et par enkelte eksempler på, hvorledes det kunne lade sig gøres. Mange kan sikkert huske de gamle trækontrolkasser, som kontrolassistenterne rejste rundt med. En sådan blev tømt og derefter fyldt med våben og ammunition, som en af os, der havde hest og vogn, hentede et aftalt sted. Kassen læssede vi så af i brugsens pakhus, hvorefter en anden af os kom og hentede den og bragte den videre. Vi i gruppen fortalte aldrig hinanden, hvad vi havde lavet eller været med til. Det var bedst for os hver især ikke at vide for meget, for hvad vi ikke vidste, kunne vi heller ikke tvinges til at fortælle. Disse her fik jeg først fortalt senere: Stevns skulle hente våben og ammunition et sted østpå og havde fået fat i en med lastvogn. Uheldigvis punkterede de på hjemvejen og måtte holde for at Lappe. Da kom der et par tyske soldater. De tilbød at hjælpe og så slet ikke efter, hvad der var på ladet. Det var desværre. blev stærkt snevejr. Lasten skulle køres til Arnold Michaelsen,

men der var for meget sne på vejen fra Østre skole. De læssede så våbnenen af ved skolen,og Stevns ringede til Amold, at der en pakke oppe ved Brønderslevvejen, som han bad Arnold hente. Han gik op for at hente den, men den viste sig at være alt for tung, han måtte hjem at rigge slæden til, hvorefter han hentede pakken, men da han så nogle unge mennesker komme imod sig foretrak han at køre en omvej. “Pakken” kom dog velbeholdent i hus.

Distriktsleder i modstandsbevægelsen i vort område var politibetjent Poul Nielsen, Hirtshals, kaldet “Polle”. Da tyskeme trak tropper tilbage fra Norge, skulle de med toget fra Hirtshals til Hjørring og derfra sydover. Det skulle dels ske med banen Hjørring- – Aabybro og derfra videre til Aalborg. Derfor skulle jernbanebroen mellem Vrensted og Ingstrup sprænges i luften “Polle” var blevet meget forsinket. Han kom cyklende østfra, men da han kom til tunnelen ved Nørre Mølle, stod der tyskere der, og da han cyklede rundt med en pistol i bætet, måtte han køre en omvej og da det samtidig stormede, forstår man forsinkelsen. Da han nåede frem ringede Stevns til Arnold. at de manglede en makker. Han mødte op, og de tre tog af sted. Men inden de nåede frem, var det for sent, og de måtte opgive forehavendet, hvilket fik Stevns til tørt at bemærke “Det er som i folk kommer og anmelder et dødfødt barn”.I 1945 kunne vi se, at det lakkede mod slutningen af krigen. Jeg havde hørt den engelske presse den 3. maj om aftenen og kunne deraf udlede, at tyskernes kapitulation var lige op over den 4. maj om aftenen cykede jeg ud til min kæreste i Østergaard med en flaske vin i lommen. Hun var alene hjemme med sin farfar, som dog snart gik i seng. Jeg var meget spændt på at høre den engelske presse – og så endelig det glade budskab, at tyskerne havde kapituleret. Så fik vi farfar hevet op af sengen igen og skålede glædestrålende for freden. Først denne aften fortalte jeg Kirsten, at jeg var medlem af modstandsbevægelsen. Den aften glemmer vi aldrig!

Næste dag – det var en lørdag – startede folk med feste – og der var da virkelig noget at feste for. Friheden til atter at tænke, tale og tro og Danmark frit igen efter 5 års besættelse skulle naturligvis fejres. Folk var helt berusede, ikke nøddvendigvis af spiritus, men af oprigtig glæde og taknemlighed. Glæden herover kan næsten ikke beskrives. Befrielsessangene blev sunget flittigt i den følgende tid! Vi lukkede forretningen til middag

Lige over middag mødtes vor gruppe i præstegården. Pastor Stevns var kommet hjem igen, og han fortalte, at vi skulle gå vagt i gaderne i Løkken for at holde ro og orden. Senere på eftermiddagen tog vi til Thøgerslund til skydeøvelse med vore halvautomatiske engelske rifler. Det var en mærkelig fornemmelse, og vi var meget spændte. da vi med vort frihedskæmperarmbind i rødt og hvidt med blåt omkring – med gevær over skulder vandrede ud på vor første vagt. Vi gik to og to. Jeg husker, min bror og jeg gik ad Vrenstedvej ind mod Badehotellet. Vi gik på det nordre fortov, og da tyskerne på det tidspunkt endnu ikke var afvæbnede, så vi, at de gik og patruljerede på det modsatte fortov med gevær over skulder. Men både de og vi var adviseret, og alt forløb roligt Den følgende dag var politiet atter på plads, og vort arbejde bestod i at bevogte tyskernes qmiltæere anlæg i Furreby og Kettrup samt afhente og arrestere værnemagere, feltmadrasser” og andre, som havde haft omgang med tyskerne. De blev sendt i ljr i Brønderslev til videre retsfor følgning, “Feltmadrasseme” blev kronraget og de fleste herefter frigivet.

Jeg husker tydeligt den dag vi overtog Furreby lejren. Her var der både tyske soldater og flygtningelejr. Efterhånden som de kom igennem lejrporten undersøgte vi hver enkelt for våben, hvor efter de kunne påbegynde den tunge rejse til bage mod det sønderbombede Tyskland. I lejren var der masser af håndvåben forskelligt husgeråd, lagner, tæpper, radioer, kikkerter og meget mere både i barakkerne og de mange bunkers, der alle var forbundet med smalle gange der var overdækket af net med vissent græs ovenpå. Vi skulle have visse pejlemærker dernede, ellers for vi let vild i de smalle gange. Jeg husker de fantastiske kikkerter, der sad på kanonerne, der stod i de yderste bunkers med udsigt ud over havet. Her kunne vi sidde på kanonerne en tidlig sommer morgen og styre både kanonen og kikkerten og se fiskerne i deres både ganske tydeligt langt ude på havet. Det viste sig meget vanskeligt at holde uvedkommende ude, for det var et stort areal at overvåge, og danskerne var sultne efter at stjæle alt muligt. for alle effekterne var jo let salgbare på “Den sorte Bars”. Også i Kettrup skulle vi holde vagt omkring de mange bunkers. Senere viste det sig, at det desværre ikke var så forfærdeligt, om nogle danskere havde beriget sig lidt, for alle tilbageværende effekter blev senere erklæret for allieret krigsbytte. Ikke engang den danske stat fik del i byttet, selv om Danmark havde betalt den største part af tyskernes efterladenskaber Her slutter min beretning, idet jeg allerede den 18. juli 1945 blev indkaldt til militærtjeneste, og det er jo en helt anden historie.

Min barndom i Vrensted og Ingstrup af Niels Chr. Søndergaard Jensen, USA

Min barndom i Vrensted og Ingstrup

Kilde: Lokalhistoriske Arkiver i Løkken-Vraa

Fortalt af Niels Chr. Søndergaard Jensen, USA i 2012

Jeg er født i 1923 og opvokset på gården Helledie i Vrensted, og i 1951 emigrerede jeg først til Canada og siden til USA.

Min barndom kan jeg huske meget af, men det største besvær er at skrive på dansk efter så mange år. Til dette har jeg fået teknisk bistand nf min niece, Kirsten, i Løkken.

Vi var seks børn i Helledie, og vores forældre var Anne Marie og Kristian Jensen. Mine søskende var Kristine, Else, Knud, Erik, Inger, og jeg var selv den yngste.

Delt mellem to hjem

Jeg har to sæt barndomserindringer fra henholdsvis Vrensted og Ingstrup. Det skyldes, at jeg tilbragte de første år af min barndomstid i Ingstrup hos Elna og Kresten Jensen Søndergaard, fordi min mor var indlagt på hospitalet i en længere periode. Min nærmeste storesøster, Inger, var også sat i pleje hos vores bedstemor på min fars side. Det var på gården Raalund i Stenhøj. Far var så alene med de fire ældste børn. Grunden til, at jeg kom til Ingstrup, var den, at Elna var min mors ungdomsveninde, og jeg var der, fra jeg var et halvt år, til jeg var omkring fire, og senere i ferieperioder.

På tur

I den periode var familien lejlighedsvis samlet i Raalund eller i Helledie, og også i Ingstrup. Turen frem og tilbage foregik med hest og landauer. Det var skik og brug at køre tur om søndagen. Så blev den fine vogn vasket pænt ren, og der var også et fint seletøj, som blev blankpudset. Det var som om, hesten også mærkede, at det var noget særligt. Når vi kørte hele vejen til Stenhøj med hest og landauer, havde vi en fodpose for hvert sæde, og den var indvendigt foret med lammeskind. Det var dejligt varmt. Når vi var fremme, kunne vi få hesten på stald på mejeriet, hvor bedstemor boede lige overfor, men vi skulle have foder med hjemmefra.

Den slags begivenheder skulle arrangeres uden for mark sæssonerne. Dyrene skulle også passes og det var vores nabo, som hjalp med det. Engang regnede det hele vejen hjem og vi frøs rigtig meget. – Vi kørte også på besøg hos min onkel Jens Jensen i Hæstrup

I pleje i Ingstrup

Mine plejeforældre, Elna og Kresten, havde børnene Helmer og Emilia, som var en halv snes år ældre end mig. De havde desuden en stor familie som også havde børn på min alder. Hver gang nogen havde fødselsdag var der altid stor komsammen, det forekommer mig, at der altid var fest.

Når Elna og Kresten skulle i byen om aftenen, havde Emilia og Helmer deres venner på besøg Elna og Emilie spillede på klaveret, og så var der fest og glade dage med sang og dans.

På nabogården boede min morbror, Erik Søndergaard. Den familie kom vi meget sammen med, og vi delte mælketur. Min mormor boede også i Ingstrup, så i mine øjne var det en skøn og god tid.

Jeg husker, at Helmer på et senere tidspunkt var indkaldt som dragon i Aalborg og Emilia og jeg besøgte ham engang. Vi gik over Limfjordsbroen og tilbage igen. Som jeg husker broen, var det en flydende bro, og det kostede i hvert fald fem øre pr. person at krydse den. Min plejefamilie havde en større gård end mit hjem, så der var mange ting at lære og opleve i en tidlig alder, og jeg var med i alt, hvad der foregik både i familie- og arbejdsforhold.

Der var ikke elektricitet eller badeværelse, men dog en telefon. De havde en stor petroleumsmotor med et meget stort svinghjul, og jeg havde fornøjelse af at kigge på, når den skulle startes. Så skulle der tærskes korn, og Helmer skulle lægge negene i tærskemaskinen.

Jeg fulgte også med hos køerne, når der skulle malkes. Det gjorde Emilia sammen med en tjenestepige og en karl. Helmer så efter hestene, og også her var jeg med Om sommeren red vi af sted, når hestene skulle ud på græs. Helmer sad på den forreste, og jeg på den bageste. Det var en gammel, trofast hest, og den gik stille og roligt frem. Jeg tror den vidste, at den skulle passe på lille mig. Den blev kun brugt til enkelte ting, som at radrense roer, og Helmer sagde, at det var den bedste hest, de havde haft.

Når hestene kom ud til kæret, blev de tøjret med hvert sit reb, og Helmer skulle flytte dem, når de havde ædt det græs, de kunne nå. Han var altså hyrdedreng, og jeg lærte en hel del af ham den gang. Der var også andre hyrdedrenge i området, og når de havde tid, kom de sammen, og de havde forskellige talenter. En kunne lave en fløjte af de sivstrå, som groede der. En anden kunne tegne, og jeg husker endda, at der var en, som havde harmonika og mundharpe, så der foregik altid noget på disse ture.

Hjemme i Vrensted

Jeg skulle jo også lære min familie i Vrensted at kende Helmer var meget flink til at tage mig på cyklen og køre til Vrensted. Det er de tidligste minder jeg har. Da jeg var fire år, kunne jeg rejse alene med toget, for Aabybro banene kørte imellmem Ingstrup og Vrensted, og der var altid en af mine søskende til at møde mig på stationen. Da jeg var den lille, blev jeg meget forkælet. For eksempel var der konkurrence mellem mine to ældste søstre om, hvem jeg skulle sove hos om natten. Jeg var meget tilfreds, for jeg var glad for dem begge to, Brødrene kom i anden række. Jeg husker engang under et besøg hjemme i Helledie, at far havde bestemt sig for, at vi børn skulle fotograferes, nu da vi alle var samlet men jeg havde ikke det rigtige tøj med mig. Det endte med, at jeg lånte noget af min søster, og da vi så alle stod foran fotografen, sagde jeg det til ham, at jeg havde min søsters bukser på og trak ud i elastikken på dem.

Historier om mine brødre

Mine ældre brødre, Erik og Knud, fortalte mig om flere hændelser i Helledie, som nok kunne få mig til at spærr øjnene op. De var engang ved at køre møg ud i marken. Far havde en daglejer til at hjælpe til, og det var ham, der kørte læsset. Erik og Knud var med for at hjælpe med aflæsningen. Da de var færdige, blev de sat op i vognen, men i samme øjeblik stak hestene i galop med de to drenge. Erik besluttede at smide sin yngre bror af straks, men var så uheldig, at hans hoved ramte en sten. Knud skreg i vilden sky, og Erik måtte springe af vognen for at komme ham til hjælp. Så var det daglejerns sag at løbe efter hestene, det bedste han kunne. En anden gang havde de lige fået hestene spændt for og hoppede op i vognen. Så løb hestene atter i fuld gallop i retning af vores nabo. Da de nåede ind i naboens gård væltede vognen helt omkring med hjulene opad, med Erik under den. Han blev indlagt på Hjørring Sygehus, men slap med en bræekket arm. De fortalte også om engang, de skulle hakke kålrabi i roerasperen. Knud skulle holde på roen mens Erik drejede håndtaget. Knud var så uheldig at få sin højre lillefinger slemt skrællet. Far måtte hurtigt få ham til doktor Weywade i Løkken for at få fingeren syet sammen. Far lovede Knud en flot skindhue, hvis han ville lade være med at græde, mens doktoren syede i fingeren. Knud var ganske tavs, men der skete det slemme, at lægen syede forkert, så neglen sad nedenunder fingeren. Lægen gjorde det om for at få neglen til at sidde rigtigt. Lillefingeren blev aldrig helt god igen, men Knud fik sin vel fortjente skindhue. Erik havde også et uheld. Engang var pigerne efter ham, og han løb gennem gården. Da han ville kigge sig tilbage, løb han ind i en slåmaskine, hvor kniven var løftet. Han skar sin hage meget slemt, så doktoren måtte sy den sammen, og han havde et ar for resten af livet. Jeg selv havde også et uheld engang på vej hjem fra skole på cykel. Det gik jo så hurtigt som muligt, og netop den dag kom Theodor, en mand fra nabolaget, cyklende. Han svingende fra den ene side af vejen til den anden. Det endte med vi ramlede sammen og hans forhjul knækkede sammen i et ottetal. Den ulykke kunne han ikke glemme, og hver gang han så mig, råbte han at jeg skulle betale for hjulet. Far måtte have en lille samtale med ham, inden den sag var glemt. En gang havde Theodor været på sygehuset Brønderslev. Da han var kommet hjem, var han henne i Vrensted Bymølle, som min far og mine brødre ejede dengang. I møllen var der en elevator med et reb, som man skulle rykke i for at få den op og ned. Theodor ville fortælle om sit ophold på sygehuset, hvor han havde holdt en masse sjov med sygeplejerskerne. Mens han for talte, kom han til at rykke i rebet til elevatoren og var uheldig at falde helt ned i kælderen. Erik måtte i stor hast ringe efter Falck, som som kørte ham på sygehuset igen. Det var for det meste Knud jeg holdt sammen med. Han havde mange spændende ting for, og när han skulle nogen steder, kunne jeg sidde på stangen af cyklen, men de fleste gange prøvede han at komme af sted uden mig. Mens jeg var lille, fik vi en hund, der fik navnet Knold. Han var min bedste ven. Han fik navnet fordi vi holdt ugebladet Hjemmet med tegneserien om Knold og Tot, som mor eller mine søstre læste højt for mig. Knold ventede oppe ved enden af vores vej, når jeg kom hjem fra skole. Han havde fødselsdag den 24. juni og fik han et stykke lagkage med flødeskum. Han levede mange år.

Hyrdedreng i Ingstrup kær.

Turene i Ingstrup kær, da jeg var lille, og samværet med hyrdedrengene var en rig lærdom for mig. Da jeg blev 14 år, blev jeg selv hyrdedreng på gården, hvor jeg havde været i pleje. Min betaling for sommeren var 100 kr. og et par træsko.

Efter min skolegang i Vrensted blev jeg hyrdedreng hos Kresten og Elna Søndergaard i Ingstrup. Det var det samme sted, som jeg var i pleje i mine første barndomsår.

Nu blev det jo lidt anderledes, for jeg skulle lære at sørge for omkring 30 køer. Det første jeg skulle lære, var om hvordan disse køer skulle kobles sammen. Kresten mente, efter to uger, at der var på tide at starte på det, så nogle dage gik med at finde reb, grimer, tøjler og kølle til at slå tøjret ned med. Når ellers alt dette var sørget for, gik det faktisk meget nemt. Der var en ko, nr. 1, som var håndkoen, hun vidste mere, end jeg gjorde. Alle køerne var egentligt koblet til den, der var således fire i hver række, og så videre til de fire bagerste.

De første dage løb køerne mere i galop, end de gik. Det var en lang tur til kæret, det tog 20 minutter. Jeg tøjrede køerne en ad gangen ved at hamre pælen i jorden med køllen.

Mange gange kunne jeg blive ude ved køerne, hvis der ikke var andre ting at foretage sig på gården. Køerne skulle jo flyttes hver time, men kl. 12 var jeg hjemme til middag i en time eller to. Der var for det meste andre opgaver, der skulle udføres, inden køerne skulle hjem helst inden kl. 5.

Der var en ting, som jeg fik meget grundigt forklaret, og det var, at jeg skulle passe på toget, når jeg skulle krydse banelinjen, der gik over vejen ned til kæret.
Når jeg havde fri hver tredje søndag gik turen gerne hjem til Helledie i Vrensted for at være sammen med forældre og søskende. Der var noget jeg ikke var stolt ved. Når jeg skulle cykle til Ingstrup sent om aftenen, var jeg altid bange for at køre forbi et lille skovområde på vejen. Jeg forestillede mig, at grenene, som hang ud over vejen, prøvede at fange mig. Det fortalte jeg til min mor i al hemmelighed. Hun foreslog, at jeg kunne vente med at køre hjem til Ingstrup tidligt næste morgen. Det gjorde jeg så og måtte derfor stå tidligt op for at nå mine pligter.

Jeg blev glad for Ingstrup og gik til fodbold og gymnastik, og jeg kan huske, at når jeg kom hjem om aftenen, havde Elna Søndergaard altid sat et eller andet på mit natbord. Det kunne være rødgrød med mælk eller kage af forskellig slags og sodavand. Hun var altid god ved mig på mange måder, og hun var meget gemytlig. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at hun var den bedste til at fløjte, jeg nogensinde har hørt, og hun kunne også synge. Senere havde jeg pladser i Vrensted og Skøttrup, og i 1944-45 var jeg på Ryslinge højskole. Derefter arbejdede jeg to-tre år på Sjælland. Mine forældre døde i 1944 og 1946, og jeg tror egentligt, at det var grunden til, at både Knud og jeg forlod Danmark. Jeg rejste til Canada og senere til USA, hvor jeg bor i dag

Dagligdagen under Besættelsen af Leo Helledie Sørensen

Kilde:Lokalhistoriske Arkiver i Løkken-Vraa , år 2000

Leo Helledie Sørensen, f. 1930 i Vrensted

I Løkken Folkeblad af 10.03.99opfordres der til at skrive om oplevelser under Danmarks besættelse

Jeg er født i i Vrensted i 1930 og levede de første 20 år af mit liv i denne dejlige landsby. Mine forældre var Magda og Simoni Helledie Sørensen damefrisør og barber/frisør i Vrensted i mere end 40 år. Jeg er født i det sidste hus på højre hånd lige før stationen, i dag Stationsvej 30.

I 1939 byggede mine forældre hus i Mejeribyen, Vrenstedvej 493.

Min far døde i 1955, og min mor flyttede til Randers i 1962, hun solgte huset til en gartner, og der har senere været brødbutik i huset. Det sjove er, at det, der skete i sidste uge, husker jeg ikke meget af, men det der skete for 60 år siden, det står tydeligt i hukommelsen. Skulle der være et par ting, der ikke er 100% korrekt, så må I tilgive mig, alt er i hvert fald skrevet i en god og positiv mening. Den 9. april 1940 var jeg med Vilhelm Gade ude med ugeblade (Familie Journalen, Skipper Skræk, Anders And m.fl.) Der var gråvejr, men ikke regn. Da vi cyklede ude i Aasendrup, kunne vi høre en masse flyvemaskiner på vej til Norge. Det var min første krigsoplevelse, men ellers skete der jo ikke de store alvorlige ting i Vrensted under besættelsen, heldigvis for det, men en del genvordigheder og oplevelser var der da, men de havde ikke alle direkte noget med krigen at gøre.

I vinteren 1941-42 var vinteren meget hård og lang, vejen fra Løkken til Brønderslev var lukket i flere dage. Peter Christensen med sneploven kunne ikke klare de store snedriver. Jeg husker vejformand Nørgaard kom og ”båjje”, min far til Snekastning i nogle dage, men min far havde stift ben og han var ikke stærk, så han måtte leje en mand til at skovle for sig. En dag sidst på vinteren kom der en mand fra Kaas i en lastbil og ville sælge tørv. Min far havde travlt med at klippe en kunde så han købte læsset ubeset. Det skulle han ikke have have gjort, for da han senere på dagen skulle ud for at smide tørvene ind, var de alle smadder våde.

Som dreng havde jeg mit andet hjem hos Marie og Alfred Helledie, min fars fætter, nede på kæret. Alfred og hans bror Valdemar Helledie havde lejet et stykke jord i Vildmosen til tørvegravning. De 2 brødre havde Peter Danielsen og bagerens Charles Bedholm til at grave, rejse og stakke tørvene.

En gang vi kom i mosen ved middagstid skulle Peter og Charles i gang med madpakken, og hvad så jeg – jo Charles satte 10 hårdkogte æg til livs, om han fik brød til skal være usagt. Til hjemtransporten havde vi høvogne med høje “skravler”, og de bløde tørv kunne virkelig stables højt , så der var en god udsigt på toppen af læsset. Jeg må også nævne de flotte heste, Alfreds de 2 brune frederiksborgere og Valdemar, som halvpart i Sundstedgård, havde 2 kulsorte heste, jo det var virkelig paradekørsel. Også bagermester Bedholm havde et par flotte heste, Peter Bedholm kørte brødtur rundt til bønderne et par dage om ugen. Bøndernes heste var for det meste de store trækdyr, jyske og belgiske heste. Mange af husmændene havde nordbagger dvs. norske fjordheste. En vinterdag var jeg med Alfred og Valdemar på en heldagstur i kane, med de 2 sorte foran, til den anden side af Vra ved hovedlandevejen, hvor de havde en bror, der boede. Der var så meget sne, at der mange steder var lavet afmærkning med pæle og halmtotter ind over markerne. Jo, der var vintre dengang. Mens vi er ved heste. Alfred Helledie solgte en hest til Brønderslev Marked i september til en pranger fra Aalborg. En dag næste forår stod vi ude i gården og var ved at spænde for, da stod den solgte hest lige pludselig foran os. Historien var den, at manden, der nu ejede hesten, var startet tidlig om morgenen fra Aalborg, han skulle til Vrensted for at køre jord til kanalbyggeriet. Manden fortalte, da han kom til Brønderslev, kunne han mærke, at der skete noget med hesten. Han lod den passe sig selv, og den løb hele vejen til Vrensted, og den standsede først, da den stod i Alfreds gård.

Kanalen, tyskerne fik gravet, var ret dyb og vandfyldt, vel ca. 8 m bred. I siderne blev der nedrammet svære pæle og bagved dem faskiner, bundter af grangrene. Den blev jo gravet for at standse vest magternes panserkøretøjer, hvis de skulle gå i land på Jyllands vestkyst. Kanalen blev gravet lidt vest for Alfred Helledies og Svenning Svenningsen ejendom, og fortsatte over til Ingstrupvej og banen, hvorefter den bøjede af og fortsatte ud til kældergrøften og videre op mod Ingstrup Station.

På marken lige ud for Alfreds køkkenvinduer, blev der lavet pigtrådsspærring, og da marken dermed blev delt, måtte vi trække langt uden om når køerne skulle på græs på den anden side. Den gang var køerne ikke i indhegning, men stod tøjret hvilket betød, at tøjrpælene skulle flyttes flere gange om dagen. Der var streng straf, hvis man klippede hul i pigtrådsspærringen, men vi fik dog vredet så meget i det, at vi kunne kravle igennem, vi kunne komme over for at flytte køerne. Alfred Helledie dyrkede under krigen tobak til eget brug-den duft mindes jeg endnu, når Alfred med sin halvlange pibe sad og bakkede efter middagsmaden og samtidig sad og lyttede til den skrattende radioudsendelse fra London De havde batteridrevet radio. Marie og Alfred havde endnu ikke elektricitet.

Da de gravede kanalen, tjente Gades Vilhelm og jeg af og til nogle få ører ved at passe pumperne, mens arbejderne sad inde i skuret og spillede Mausel eller Poker. Vi hentede også wienerbrød til dem hos bager Bedholm. Wienerbrød var i 1939 med i mit første og eneste tyveri. Stations Christensens havde det en feriedreng fra København. En dag skulle jeg følge ham til bageren, og da vi kom ind i butikken, kunne der godt gå lidt tid, inden “Søster eller fru Bedholm kom. Lige pludselig snuppede københavneren 2 stykker wienerbrød og stoppede dem inden for sin hvide skjorte. Jeg behøver vel ikke at fortælle, at skjorten var blevet noget ”fjættet”, da vi spiste kagerne oppe ved kirkegårdsdiget.

Nu kom vi lidt fra kanalen. Alfred Helledie havde en del af marken ud mod Kældergrøften, og da kanalen blev gravet, måtte vi i en lang tid køre en længere omvej, indtil der blev lavet en lille træbro over, men den turde vi kun køre med tom vogn over. De tunge korn- og roelæs måtte vi over Ingstrupvej med, hvor der blev lavet en bro af planker. Der arbejdede mange folk ved udgravningen al kanalen og opsætning af pigtrådsafspærringen. Der kom folk fra hele Vendsyssel og Aalborgegnen, men der, hvor de fleste var beskæftiget, var ved bunkers- og kanonstillingbyggeriet i Furreby og Løkken. Det kostede mange penge. Tyskerne gjorde bestillingerne. Danske skatteborgere betalte. De mange hestevogne med kuske blev tvangsinstalleret rundt på gårdene, men så vidt jeg ved, tog tyskerne ingen heste i Vrensted. Som de gjorde andre steder i landet. I Vrensted boede der under kanalbyggeriet en del folk ved bager Bedholm om det var tyskere eller værnemagere husker jeg ikke. Bedholm havde jo værelser, han af og til lejede ud for en nat til handelsrejsende m.fl, han kunne ikke nægte at have disse fine personer boende. Nogle af dem var kørende i store Mercedes. Kanalen blev dækket til efter krigen, men der blev ved med at være en stump tilbage i flere år, helt ude ved Kældergrøften, der har Vilhelm Gade og jeg fanget en del fisk.

En vinter havde Alfred Helledie lejet en mand med med et tærskeværk, som blev drevet af en petroleumsmotor. Så var der flere folk til at hjælpe, og køkkenbordet var fyldt op langs slagbænken. En af de medhjælpende folk var Minister Theodor En af dagene skulle vi have budding til dessert og Marie havde jo sat desserttallerkner på bordet men Minister Theodor så på Marie og sagde ”Do hår vel int en dyb tallerken?” Om vinteren havde vi tre muligheder for at skøjte, Ingstrup Sø, Koldkjærs Mark ved Thøgerslund, og kirkedammen. Vi begyndte med at gå på banelinien ud til Ingstrup Sø hvor vi kunne skøjte 10 km rundt om ”taget”, sivet til tagdækning. En gang Ejnar Pedersen cyklede turen rundt på isen, væltede han og brækkede benet. Hvordan han blev bjærget og hvordan ambulancen kom til søen, husker jeg ikke.

Der var en del uenighed om, hvem der havde ret til at ”bjærge”, dvs. høste taget. Jeg husker der var et skænderi med

Ingstrupfolkene, der mente, taget stod på Ingstrupsiden. Da var der en fra Bådstedhede jeg husker ikke navnet, der truede Ingstrupfolkene med et jagtgevær.

Under besættelsen fik mine forældre radio og det var jo for at kunne høre om krigens gang fra BBC i London, for det var der, man regnede med at høre sandheden. De danske aviser og radio var Censureret

I en del af krigen var vi uden gadebelysning Vrensted. I de mørke aftener kunne vi tydeligt se lyskasterne afsøge himlen over Aalborg. Rubjerg Fyr kunne vi også se, men om det var slukket under

Besættelsen, husker jeg ikke. Mine forældre havde sorte rullegardiner, og der var strenge ordrer til at rulle ned, inden man tændte lys.

Der var rationeringsmærker på mange fornødenheder, men jeg tror ikke, der var nogle, der manglede mel, det kunne vi købe i møllen, men det skulle der nok ikke snakkes højt om. Fisk manglede vi ikke, der kom en fiskemand og solgte ved dørene og Jens Ellitsgaard kom og solgte ved dørene, men det var mest sild. Når mor købte en halv gris til jul til saltning i trækarret i kælderen skulle hun passe på , at det ikke var en gris fra Løkken, for den var fodret op med en del fiskeaffald, og det betød harmonikaflæsk, og det brød vi os ikke om. I en lang periode kom der hver tirsdag en tysk soldat ind til far, for at blive barberet og klippet Han var cyklende kurer mellem Løkken og Brønderslev. En dag fortalte han, at næste tirsdag var sidste gang, han kom. Han havde fået en besked om at han skulle sendes til Østfronten. Han var en mand i halvtredserne, så det må have været sidst på krigen, for da blev både ældre mænd og store drenge sendt den vej. Mor og far talte om, om de skulle invitere den flinke mand ud i køkkenet til en kop kaffe, men turde alligevel ikke. Den sidste tirsdag havde soldaten billeder med af sin kone og børn, da græd han, og det gjorde far vist med. Men ellers gik livet i Vrensted sin stille gang. Om Vinteren var min mor med til at spille dilettant, min far spillede violin eller fløjte til. Han spillede også til folkedans sammen med murermester Charles Andersen. Om sommeren spillede nogle af byens borgere kroket i det skønne anlæg ved stationen Om sommeren var der og sommerfesten med ringridning og fodbold på sportspladsen ved Peter Ledets ejendom, og derefter var der fest og bal i anlægget, hvor der var tombola og slikbod m.m. Der blev udlagt dansegulv med orkesterforhøjning. Alle baller i Vrensted sluttede kl.1. Risikoen for at blive kørt over af en bil under besættelsen var minimal. Så vidt jeg husker, var der kun en personbil, det var lillebilvognmand Jens Madsens, han arbejdede også hver dag på mejeriet. Så mener jeg også, at møller Harald Nielsen i den periode begyndte at køre lillebil. Af de store bønder tror jeg kun, der var en, der havde bil Chr. Rendbæk, Holmen, men den blev klodset op. Dyrlægen fra Vester Hjermitslev og Large Weywardt fra Løkken havde også bil. Der er i øvrigt en historie om Weywardt. En dag kom han kørende mod Vrensted, ude i svinget ved Tilsiggaard bremsede han op, da røg det højre baghjul af bilen og løb foran, men da Weywardt var en ret kraftig mand, og han samtidig drejede til højre, skete der ikke det store uheld. Han kørte i en HGFer, Høj Gammel Ford

Af lastbiler med kakkelovn på siden var der Peter Christensen med 2 biler og Mathias Vestergaard med 2 biler. Chauffører var Henry Nielsen fra Stenum og Mathias bror, Richard Vestergaard. Så var der Brix’ rutebil der Kørte igennem byen 1 – 2 gange om dagen.

En dag vi drenge besøgte Poul Stevns,i Præstegården og hans forældre ikke var hjemme, brugte vi hele huset som legeplads. Da vi kom igennem Pastor Stevns kontor, hang der på væggen et tysk flag med hagekorset. Det så ikke ret pænt ud, og det skyldtes, sagde Poul, at min far spytter på det, hver gang han går forbi det. Det blev ekstra vådt den dag da vi 5-6 drenge havde spyttet. Stevns deltog i modstandsbevægelsen og måtte den sidste del af krigen gå under jorden”.

Til min konfirmation fik jeg nyt tøj, jakke og bukser, brunligt af noget presset filt. I konfirmationsgave fik jeg en ny, brugt cykel købt ved Gilbert Mikkelsen i Vrensted. Forhjulet var med fast gummi, og baghjulet var af træ med fjedre. Træet var beklædt med gamle dæk..

Efter at jeg blev konfirmeret i 1944, var jeg en tid hos gårdejer Richard Justesen, hvor jeg hjalp til med at tærske korn, og det foregik i hvert fald ikke i det tempo, jeg var vant til nede hos Marie og Alfred på kæret. Om aftenen, når kom hjem, var jeg så træt, at jeg måtte gå på seng, så landmand på dette niveau skulle jeg ikke være.

Derefter kom jeg i lære hos karetmager Willy Christensen. Der kom jeg den første måned sammen med Henry Jensen til at gå ude i Thøgerslund, hvor vi lavede faskiner. Den anden måned stod jeg hjemme på værkstedet og kløvede generatorbrænde med en økse. Den 3. måned kørte Henry og jeg rundt på vore cykler i Vrensted Stenum og Thise og satte glas i staldvinduer. En tid derefter, da jeg åbenbart ikke var hurtig nok til at lave smørdritler til mejeriet, blev Willy træt af mig og jeg af ham. Den 1. januar 1946 kom jeg i lære hos købmand Poul E. Christoffersen, som netop havde købt forretningen af Alfred Pedersen. Hos Poul E. var jeg i 5 år og så et enkelt år som postbud i Løkken, men har ellers været beskæftiget hele mit voksne liv inden for handelen.

Hos Poul E. Christoffersen havde vi en del arbejde med rationeringsmærkerne som vi skulle afgive igen til grossisterne, for at få varer hjem. Snaps, f.eks., var ikke på mærker, mens vi var rationeret. Tolv halv flasker havde vi at disponere over pr. måned.

Nogle kunder skulle have en flaske om måneden, andre en en gang i kvartalet. Nogle gemte vi til jul, så der var flere, der kunne få en flask. En mand kom og fik en flaske hver måned det var Christoffersen lidt ked af, for vi syntes ikke, han købte ret meget af andre varer i butikken. En dag så vi, at han stod lige uden for forretningen og solgte snapsen videre. Så blev han slettet af listen.

Det var noget af det, jeg som dreng oplevede under Besættelsen, der er sikkert nogen, der kan huske mere, men havde jeg ikke skrevet dette ned nu, så er det jo ikke sikkert, det blev skrevet.

Dagligdagen i Efterkrigstiden af Erna Kjeldgaard Thomsen

Dagligdagen i Efterkrigstiden

Kilde: Lokalhistoriske Arkiver i Løkken-Vraa

Af Erna Kjeldgaard Thomsen, Vrensted

Det er ikke så meget, jeg kan huske, om alle de problemer efterkrigstiden medførte. Det lod jeg mine forældre om. Jeg manglede ikke noget, for jeg havde ikke prøvet andet. Jeg husker tydelig frihedsaftenen, da var jeg til børnefødselsdag hos naboens. Jeg mindes også, at mor havde gemt en grøn sirupsflaske med kaffebønner i hjørneskabet i stuen, men hvornår de blev brugt, ved jeg ikke. Der blev brugt kaffeerstatning i Danmark. Deri var der mærker, som vi samlede i et hefte. Det kunne være med skuespillere, dyr og lignende. Var der ikke nogen at bytte mærker med, kunne vi sende dubletter ind og finde mærker, vi manglede. Mor ristede rug på stegepanden. Det blev malet og brugt til kaffe. Vi havde ikke selv en kaffekværn den lånte vi inde hos naboen. Lang tid efter, at vi kunne købe kaffe, blandede vi stadig en pakke erstatning med et pund kaffe. Da vi begyndte at kunne købe appelsiner, var det kun til jul, vi fik dem, og så var det én til deling til os alle fem. I stedet for risengryn blev grøden kogt på grovvalsede byggryn. Sukker var der heller ikke for meget af, men vi fik da sådan, at vi kunne sylte de bær, vi havde i haven. Vi var også i mosen for at plukke blåbær og tranebær. Glassene blev sat på en hylde i kælderen, og når syltetøjet skulle bruges, kunne der være et tykt lag mug på. Men det blev fjernet, og så kunne vi ikke smage det. Dengang var der ingen, der sagde, at det var sundhedsskadeligt, og vi er da heller aldrig blevet syge af det.

Tøj var der ikke meget at få af. Dengang kunne familien godt nøjes med et enkelt skab og en kommode. I dag skal man gerne have et helt værelse til sit tøj. Efter hver vask skulle der repareres tøj. Hvem vil i dag gå i lappede underbukser – men det var nødvendigt dengang. Efter jeg var blevet konfirmeret, hjalp jeg til der hjemme det første år. Samtidig var jeg meget ude hos min moster for at hjælpe dem, når de havde brug for det. De havde min oldemor boende, og hun kunne ikke være alene hjemme, så når familien skulle ud, var jeg der. Hun blev 101 år. En eftermiddag om ugen cyklede vi unge til madlavning på Landboskolen i Brønderslev. Højdepunktet var afslutningen med dans. Det var første gang jeg var til bal. Senere kom jeg til bal i Stenum Forsamlingshus. Det var ungdomsforeningen, der holdt dette. Hilbert spillede på harmonika, og han gik rundt imellem os, der dansede. Den store sal var ryddet, og der var bare bænke i hver side, som vi kunne sidde på. Der var meget stor klasseforskel, gårdmandssønnere var i den ene ende af salen og arbejdernes sønner i den anden. Der kunne købes kaffe og sodavand. Jeg husker ikke, om vi kunne købe øl, men jeg tror det ikke, for karlene gemte øl og snaps ude i hækken, som de gik ud og drak af. Hvis de blev meget fulde, kunne der godt blive slagsmål mellem Stenum og Vrensted. Hvis karlene fra Hjortnæs og Børglum Kloster kom, kunne vi være sikre på, at der blev slåskamp. Det var, som om de bare kom for at slås.

I 1953 fik jeg min første plads, det var ved tre aldrende søskende. Der skulle jeg lave alt forefaldende arbejde, såsom at passe hønsene, gøre æggene rene og bære dem til købmanden. En gang gik det galt. Jeg gled på isen, og så det var ikke sjovt at gå tilbage med en hel kurv æg, der var smadrede. Der var da heldigvis en avis i bunden, så det blev til den store bagedag. Der var især noget, der undrede mig. Når vi havde fået kaffe, skulle alt kaffegrumset kommes i en kasserolle, som stod på palen ved komfuret. Hver formiddag blev det kogt op, så var det den kop kaffe!

I dag tales der så meget om, at folk skal dele, men den tanke er ikke ny. For dengang var der gårde, der var gået sammen om en vaskemaskine på hjul. Når man var færdig med at vaske blev vaskemaskinen kørt til den næste gård. Frysehusene var også fælles. Efter et år flyttede jeg til Østergaard i Stenum. Der var altid liv og glade dage. Her samledes altid en masse unge, og vi sad i stuen og hørte musik. De havde en grammofon, så hvis nogen havde købt en ny plade, tog de den med. Det hændte tit, at vi fik lyst til is. Så gik vi i samlet trop hen til Gas-Anders og købte is med lyserød guf. En aften om ugen var der sykursus i Tolstrup Forsamlingshus, hvor Dagny Westergård fra Vrensted var leder, og så var der også gymnastikken. Medens jeg var på gården, kom der en syerske fra Vrensted, der hed Augusta. Hun syede kjoler og skjorter til hele familien, og blev hun ikke færdig overnattede hun.

I 1956 var jeg på Store Restrup Husmandsskole Det var en dejlig tid med en masse nye venner. En del af dem ser jeg stadig en gang om året. Når vi skulle hjem fredag aften, cyklede vi. Det tog to timer, dengang var der ikke gear på cyklerne I 1958 blev jeg gift med Willy, og vi fik plads på Kærholt i Stenum, hvor Willy var med både i stald og mark. Jeg skulle malke to gange om dagen og holde malkemaskine og malkespande rene. Dengang gav mejeriet præmie, hvis vi kunne holde mælken i første klasse et helt år. Det var også lykkedes, hvis ikke konen på gården havde hældt gammel mælk ud i spanden. Det var her, jeg så tv for første gang. Udsendelserne begyndte kl. 20 med nyhederne. Bagefter var der en eller anden underholdning, og det sluttede kl. 22. Når der ikke var udsendelser, var der et ur, der gik. Hver gang vi sad og så på uret, blev konen så irriteret, at hun sagde, det var spild af tid, men hun kunne heller ikke selv lade være med at se på det. På gården hakkede vi også roer på akkord Willy havde lavet et nyt favnemål, men han havde brugt en engelsk tommestok, og der er forskel på danske og engelske tommer. De hakkede roer blev målt op, og vi fik pengene udbetalt og tog en uge på ferie. Sikke et ramaskrig der blev, da vi kom hjem, for vi havde jo snydt dem! Det havde vi også, men det var kun for nogle få kroner. Alligevel så havde konen gået og været gal en hel uge. Det er det, man får ud af at tage sorgerne på forskud. I 1960 fik vi Kirsten, og i 1963 kom Kurt, og så er livet eller fløjet af sted.

Min barndom af Erna Kjeldgaard Thomsen, Vrensted

Min barndom

af Erna Kjeldgaard Thomsen

født i 1937 i Stenum nu bosiddende i Vrensted

Kilde: Lokalhistoriske Arkiver Løkken-Vraa

Jeg så dagens lys i marts 1937 i et forrygende snevejr, hvor jordemoderen måtte hentes i en kane, og nabokonen sank i sne til bæltestedet Det var jeg nu ligeglad med, for jeg blev født til en dejlig barndom med en søster, Else, som er fire år ældre end mig, og tre et halvt år efter kom endnu en søster Ella.

Mine forældre havde en landejendom på 23 tønder land, som de havde købt ved deres giftermål i 1932. Dengang var der kun en lade, der kunne bruges, resten var noget gammelt noget. På ejendommen havde vi to heste, køer, grise og høns samt en hund og to katte.

Mine forældre begyndte straks at tænke på at bygge nyt stuehus og kostald, men først skulle der støbes cementsten. De lavede nogle støbeforme og blandede cement, sand og vand. Det blev selvfølgelig gjort med håndkraft, så det tog sin tid, inden murerne kunne begyndte at bygge På noget af marken voksede der lyng, så det skulle og ryddes, men alt dette blev gjort, før jeg blev født.

Vi børn havde ikke faste pligter, men vi skulle hjælpe til med mange ting som at feje og strø sand på broen i kostalden. Det skulle gøres efter hver fodring. Jeg mindes aldrig, far har forladt kostalden, uden det først var gjort.

I høst skulle vi stå i stanghullet og give negene videre til far, så han kunne lage dem til rette.

De skulle lægges taglagte over hinanden med en pæn lige kant ud mod loen, så var de jo lettere an få fat på, når de om vinteren skulle tærskes. Så var det vores arbejde at lægge på brættet eller tage halm fra. Når roerne skulle tyndes ud, hakkede far dem i busk, så kravlede vi bagefter og tyndede dem ud, så der kun sad én roe tilbage. På den måde kunne far tage mange flere rækker, end hvis han først skulle dele dem. Det arbejde var jeg ikke glad for, men da jeg først blev så stor, at jeg blev betroet en hakke, var det ikke så slemt mere.

Der skulle også lægges kartofler og tages op igen. Jeg husker især et år, hvor vi havde tre koner fra nabolaget til at hjælpe med at tage op. Vi havde fået lus, og far havde været hos skolelæreren for at melde det, men den gang var det en flov sag, så vi måtte ikke fortælle det til nogen. De tre koner lå og snakkede om, hvem det kunne være, og Else og jeg kunne ikke lade være med at grine.

Vi havde altid et stort stykke med kartofler, for de blev også brugt som foder til høns og grise. Gruekedlen fra det gamle hus var blevet muret op henne i hønsehuset, så mor kogte hver anden dag en grydefuld, som blev moset med en jomfru og givet til grisene.

Hver sommer skulle der graves tørv ude i mosen, så blev der smurt en stor madpakke, og så snart dyrene var blevet malket og fodret, blev Musse og Palle spændt for vognen, og så kørte vi alle fem af sted. Det glædede vi os meget til, for mens vi var små, blev vi sat af ved vores bedsteforældre. De boede lige i kanten af mosen, og så kunne vi være der, mens mor og far gravede tørv. Det blev til mange ture i mosen, for tørvene skulle både ryngles og skrues. Først skulle de sættes op i rækker, og bagefter skulle de sættes i stakke til de var helt tørre. Så kørte far ud og hentede dem. Han kunne klare et læs om formiddagen, og mens han sov til middag, skulle vi smide dem ind i tørveskuret. Der blev løsnet en pandeplade, så de kunne komme den vej ind. Mens far kørte efter et læs mere, kunne mor og vi pige er stable dem.

Jeg husker en gang, der skulle laves kartoffelmel. Far cyklede til Hammelmose Mark til sin bror efter en maskine, som kartoflerne skulle rives på. Så kom det store slagtekar ind og blev skrubbet, og så kom der gang i maskinen. Det var en lille maskine med håndsvind, så det tog sin tid. Vi fik da karret fyldt op men da alle urenheder var vasket og skummet fra, var der kun et lille lag kartoffelmel tilbage i bunden af karret. Det blev ikke prøvet mere end den ene gang. Når der blev slagtet gris til jul, blev der lavet blodpølse. Vi skulle stå ude og røre i blodet, til det blev koldt. Det kunne nok tage nogen tid, selv om vi stod ude i frostvejr.

Vi kunne få lov til at få urinblæren, som blev pustet op og tørret.

Derefter blev den spændt ud over en blikmalerbøtte, og der blev stukket en gåsefjer igennem den. Det var en rumlepotte.

Når vi kørte med fingrene op og ned af fjeren, larmede den. Den blev brugt nytårsaften sammen med en trærulle, der havde været sytråd i. Vi skar takker hele vejen rundt i kanten og satte et stykke ståltråd igennem hullet og en snor på. Når den så blev sat mod vinduet, og vi hev i snoren, larmede den å. Det var den å, vi lavede nytårsløjer på hos naboerne Vi havde masser af tid til at lege, og hver dag legede vi med naboens børn, bla. Inga, som var to år ældre end jeg. I godt vejr spillede vi bold ude, hoppede i reb eller gik på stylter.

Om vinteren var vi heldige, at vi havde en meget god kælkebakke på vores og naboens mark. Havde der været et vådt efterår, var der en meget stor dam nedenfor bakkerne, så der kunne rigtig komme fart på kælke og ski. På gode dage kunne vi være 15-20 børn, måske flere hvis de kom fra Stenum og Tolstrup. Men der var nogle drenge fra Stenum, der kunne finde på at ødelægge isen, inden den kunne bære, og så var der krig.

Far lavede et par ski til os af to tynde brædder som blev kogt i gruekedlen og sat i spænd på stigen. Når de havde siddet der er stykke tid, ”stod” de op med snuden. Derefter blev der sat en læderrem på til at stikke fødderne ind i. Var der ikke vej til at være ude, kunne vi lege med dukker og påklædningsdukker. Det var især Mariedukkerne, som var berømte. Der var en kjole i hver pakke Mariekiks, men vi kunne jo selv tegne tøjet.

Vi legede også med nipsenåle og lerkugler og spillede forskellige spil som Ludo, Mølle og Dam og mange andre.

Om aftenen hørte vi altid radio. Der var selvfølgelig nyhederne, som mor og far skulle høre, men der var også tit god musik, og var der hørespil, så sad vi stille og lyttede.

Vi børn havde hver en cykel fra vi var seks-syv år, men den måtte vi ikke bruge til at køre i skole på, der skulle vi gå. Men den måtte bruges, når vi skulle til gymnastik og danseskole. Skete det, at vi måtte deles om en cykel, kørte den ene foran og lagde cyklen i grøften og skyndte sig og gå, så kom den anden og tog cyklen og kørte forbi. På den måde var vi hurtigere fremme, end hvis den ene skulle gå.

Så var der jo også sommerferierne. En af de første dage i ferien spændte far Musse for jumben, og så korte vi til Brønderslev Banegård og hentede Sys fra København. Hun var her i hele ferien. Det første ár var det svært for hende at vænne sig til, at alt jo var anderledes for sådan en pige på syv-otte år, selv maden, men hun holdt da ud og kom ár efter år.

Vi børn holdt hvert år en uges ferie hos mors kusine, som havde os med i Zoo og Tivoli, Vi skiftetedes til at være der og var der sammen med en kusine. Vi cyklede også tit ud til en moster, der var de ti børn, så der var altid legekammerater og badede vi i Ryå. Engang havde for aftalt med en del naboer, at vi skulle på stranden, så der blev lejet en turistbus.Der var en mand fra Stenum, der havde en. Den blev kaldt for Himmelfarten, fordi den var så høj Der blev smurt en madpakke, og vi kørte, så snart alle var færdige i stalden. Turen gik til Løkken, hvor vi var, til vi skulle hjem og fodre. Det var en stor oplevelse. Engang hver sommer var vi med Ingas bedste forældre på Børglumkloster Kirkegård, hvor de skulle ordne et gravsted, og hver gang kunne vi finde på de værste historier om hekse og trolde, der boede i Hjortnæs Skov.

Skulle vi have nyt tøj, skulle vi have det syet, men det var ikke noget problem, for der var fire hjemmesyersker i gåfstand. Det var vanskeligere at få fat i noget ordentlig stof. Engang havde mor fået fat i noget blåt stof og så valgte vi Rikke som syerske. Hun var så fin til at sy perler på, så det blev en rigtig pæn kjole med perler på bærestykket. Det værste var, at jeg blev syg og kastede op ned af min nye kjole første gang. Jeg havde den på. Det gik aldrig af, selv om den blev sendt til rensning Jeg tror nu, mor var mest ked af det, for man kunne jo ikke bare gå hen og købe en ny kjole.

Som jeg husker det var vintrene altid med en masse sne. Far var snefoged, han skulle sørge for at få samlet mandskab, der kunne rydde vejene. På vores skolevej var der en hulvej. Her lå der altid så meget sne, at den måtte smides op I flere lag.Vi kunne altid komme i skole, for at vi gik bare inde på marken.

Der kunne gå lang tid, inden vejene var åbnet, så vi måtte køre i kane. Dette gjaldt også når mælken skulle til mejeriet. Skulle vi børn med, blev vi pakket ind i tæpper og puttet ned i fodposen, der var lagt bag i kanen. Der sad vi varmt og godt. Mine forældre var medlem af Tolstrup Brugsforening i Gravensgade i Brøederslev Den blev senere til Kvickly og er nu lukket. Det var nok der, vi handlede mest. De kom med varer hver uge og fik æg med tilbage, og så blev regnskabet gjort op. Når far skulle derned kørte han med hestevogn, og hestene blev sat på stald mens han handlede i andre butikker.

Hver fredag kom en bager med to små m rugbrød. Var vi ikke hjemme, blev der lagt en krone og 18 øre på bryggersbordet, og brødene lå der, når vi kom hjem.

Der kom også en vogn med hvidtøl. Vi fik en stor flaske 10 liter, men det var ikke hver uge. Når flasken var tom, blev den stillet ud på brønddækslet, så den kunne ses fra vejen. Den var fra Bryggeriet Svalen. Flasken var anbragt i et træhylster, så den var lettere at bære.

Vi holdt meget af at komme på besøg hos min bedstemor. Min far havde elleve brødre, hvoraf en rejste til USA. Ellers boede de alle i nærheden, så til fødselsdage mødte alle op, og selskabet kunne blive på 30-40 gæster. Der blev altid serveret middag, hvor desserten bestod af svesketrifli, hovedretten husker jeg ikke. Når vi havde spist, spillede mændene kort. Der var dog en, der ikke spillede, han gik rundt og så på de andre. Når damerne var færdige med at rydde ud og vaske op, satte de sig ind i den pæne stue og strikkede og snakkede, og der blev last breve fra Amerika.

Naboerne besøgte vi tit. Naermest havde vi Inga med hendes forældre og bedsteforældre. Når vi var der, fik vi tit sigtebrød med Ramona. Det syntes vi var godt, for det fik vi aldrig hjemme. Vi var der tit søndag eftermiddag, for da var deres voksne sønner tit på besøg. De havde en rejsegrammofon med hjem, og så blev der spillet plader.

Ingas mor var kogekone og barselshjælper. Når det skete, at hun ikke kom hjem om natten, sov jeg sommetider derovre. Det var også hende, der passede os, når mor og far skulle i byen uden os. Hendes bedstemor syede kludesko af gammelt tøj for at sælge dem. Senere lavede hun de flotteste morgentøfler med kaninskind. De var nemme at sælge.

Bagved dem boede vejmanden. Han flettede sivsko om vinteren og solgte dem. Jeg kan huske, at vi plagede for at få et par, men det måtte vi ikke, for de sled for meget på de ferniserede gulve. Vi skulle bruge kludesko.

Jeg har haft en rigtig god barndom, men med en grim afslutning. Da jeg var 15 år, havde Inga, Else og jeg bestemt, at vi ville en tur i biografen i Brønderslev for at se Jul i Den Gamle Købmands gaard. Da vi cyklede hjem, sagde Inga, at hun havde så mærkeligt ondt i ryg og arme. Det var sidste gang, jeg så hende, for næste morgen kunne hun ikke stå ud af sengen. Hun havde fået børnelammelse og døde fire dage senere. Der var flere børn i Stenum, der fik det, men de kom alle over det.

Vognmand i Vrensted – Mathias Vestergaard

Vognmand i Vrensted

af Mathias Vestergaard, Sct. Thøgersvej

Jeg er ikke barn af Vendsyssel, men fra Syd Salling vest for Skive, opfødt på en almindelig bondegård sammen med otte søskende. Min far var kvægavler. Vi havde pligter på gården og skulle arbejde før vi kom i skole. Drengene hjalp til med arbejdet udenfor, medens pigerne hjalp i husholdningen. Jeg gik i skole i 7 år.

Det var mor, der stod for opdragelsen, og far gav os noget at bestille. Vi havde en god ungdom og gik på aftenskole med forskellige interessante kurser og så var der ballerne og senere kom soldatertiden. I barndommen lavede vi til nytårsaften løjer naboerne bl.a. hos en enkekone som altid blev så gal.

Min første plads blev på sognets største gård som forkarl, og betingelsen var blandt andet, jeg skulle køre bil, for at køre med de andre karle til oplysende møder. Det var i 1927. Jeg nævner det, for det var egentlig det, der gjorde, at jeg kom ind på transportens område.

Jeg mødte min kone Dagny, på en gård i Thy hvor hun var stuepige. Hun havde en bror Kristian, som var tømrer og snedker. Jeg er husmand flidsmand, jeg lavede på hans værksted vores soveværelse. Jeg blev gift med Dagny Pedersen i Vrensted i 1932, og vi fik 4 børn, 3 piger og en dreng og de har givet os børnebørn og oldebørn. Om sommeren tog vi vores egne børn med på teltture. Vi fik vores første personbil sidst i 1930erne.

Efter giftermålet kom Valdemar Jensen, købmanden fra forretningen ved Kirkedammen, han manglede en chauffør til sin lastbil. Jeg blev ansat, og var der til han solgte, og jeg videreførte vognmandsforretningen.

Det var meget dårlige tider i trediverne, men med hjælp fra gode mænd her i Vrensted, blandt andet den daværende kreaturhandler, Hans Thomsen, som var kunde hos købmanden, fik jeg anskaffet min første Lastbil. Det var dårlige tider, og hvis ikke jeg havde så god en kone som Dagny, havde jeg nok ikke klaret mig. Det varede ikke så længe, inden jeg kunne se, at der måtte mere til. Jeg talte med kreaturhandleren, og han syntes det var en god ide at få fedekalve transporteret fra eksportslagteriet i Brønderslev til Kødbyen i København Altså nu var jeg det, man dengang kaldte langtursvognmand.

Der gik nogle år, jeg kan ikke huske hvorfor, men i Løkken var der et eksportslagteri, hvis ejere var Valdemar Kjær, Brix Kjelgaard og Mortensen. De var alle tre kreaturhandlere og købe fedekalve på Aalborg marked, og så var den ugentlige tur til København fastlagt.

Der gik nogle år sidst i 30erne, hvor jeg var det man kaldte selvkørende, alt var stort set roligt. Den engelske statsminister havde aftale med Hitler om fred og ingen angreb. Men så en morgen den 9. april, det var før det rigtig var lyst, jeg skulle til Løkken og læsse kød til København. Der var en underlig uro i luften, jeg var godt klar over, det ikke var en bisværm. Valdemar Kjær var sammen med de andre kreaturhandlere i Aalborg på Eksportmarked, så sagen skulle gå sin gang, 1. slagtersvend tilbød at tage med, men vi kom ikke længere end til Rokkedrejeren lige før lufthavnen. Der var ikke andet for end at vende om.

Og hvad så, det var selv den gang mange penge, det drejede sig om. Alt blev kaos. Jeg havde en lille personbil, og slagteren ville gerne med til Aalborg, men Limfjordsbroen var spærret. Vi lejede en lille båd og roede så til Aalborg Jeg var heldig og traf ret hurtigt de 3 mænd, men fik kun skæld ud, de kunne jo ikke gøre noget. Vi tog så hjem til Vrensted. Hen på eftermiddagen kom der besked om, at Aalborghus ville afgå planmæssigt, og det var den eneste forbindelse til København den dag, og som følge blev priserne høje.

Der gik ikke mange dage, inden man kom i gang igen, og jeg fortsatte med københavnsturen en to – tre år, så sagde tyskerne stop for benzinen, Det var kun dem, der kørte for tyskerne, der kunne få benzin, og det ville jeg ikke.
Det skete nok knap efter de havde besat landet. Nu var jeg så heldig at have Nørresundby Tømmerhandel som kunde med fragt af tagpap fra København, og tyskerne havde arrangeret deres indkøb af materialer til barakbyggeri, og der skulle meget tagpap til. På den måde kunne jeg få den benzin, der var brug for.

Der gik jo ikke mange år, inden alt gik i stå. Hundestedfærgen stoppede, men så startede jeg fragtruten Vrensted – Aalborg, men der var en værre bøvl, der skulle stemples både ud og hjem. En gang var der så mange, der skulle stemples i Aalborg, og så måtte man ikke køre, og hvad så, jo man kendte jo smutvejen over mosen, og det gik godt nok, men så var der jo det med stemplet. Der var ikke andet for jeg måtte til Løkken, hvor tyskerne havde en slags hovedkontor. Her fik jeg følelsen af, hvordan det er at stå over for en, der ser gal ud og har en pistol i hånden, men jeg fik da min påskrift eller stempel.

Nu gik en tid, tyskerne havde travlt med at støbe bunkere og grave grøfter, tanks spærringer, men så en dag stoppede færgen, og vi fik generator først med træfyring, men så slap træet op, og vi fik en, der skulle fyres med svelkoks, et tysk produkt. Det havde desværre den tilbøjelighed at blive rødglødende, og så var der ingen gas.

Jeg havde koncession, så vi undgik tyskernes påtrængenhed. Nu havde jeg fået en yngre bror Richard som chauffør. Han gav mig besked pr. telefon, at der ikke var noget at gøre, han skulle hente ammunition i Viborg sammen med nogle tyskere. Jeg tror, det er det værste døgn i mit liv. Jeg tænkte på den tossede generator. Det var en lettelse, da han kom hjem, men han fortalte mig, at på tilbagevejen i Støvring om aftenen blev generatoren gloende, og tyskerne løb, men min trofaste bror ragede ilden ud. Nu var det mørkt, så de måtte alle overnatte i et skur med cementgulv. Det var sidste tur i denne omgang. Lastbilen gik på værksted, blev skilt ad og måtte ikke samles.

Efter krigen kom der en skattesag, men blev eftergivet det hele, da jeg ikke havde tjent noget hos tyskerne.

Mathias fortæller at han var med til at oprette Vognmandsforeningen, hvor han var formand i en årrække.

Thise bakker et naturskønt sted i Vendsyssel

Midt i og for foden af Thise Bakker ligger to mindre landsbyer, Thise og Manna. Naturen i Thise bakker er fantastisk og det gode foreningsliv har tilbud til indbyggere og besøgende i alle aldre.

Undervejs på ruterne kan der bl.a. opleves ”Bakketårnet” med en udsigt over Thise Bakker og for foden deraf en aktivitetsbane, ”Thise Kirke” fra 11-1200 tallet. ”Vor Frue Kilde” – en udtørret helligkilde og ”Multihuset” med bl.a. fitnesscenter, idrætshal og ungdomsklub.

I Thise Bakker finder du op til flere storslåede og betagende udsigtspunkter over den omkringliggende smukke natur.

Thise Bakker udgør et af Sydvestvendsyssels højeste punkter, højest beliggende på en bakkeø, Kirkebakken, finder du den smukke Thise Kirke. Kirkebakken byder i øvrigt på Vor Frue Kilde og sporet af den gamle hulvej, som nu hedder Digterstien. Digterstien er opkaldt efter forfatteren Jens Thise, der boede i Thise.

Thise Kirke

Romansk kvaderstenskirke fra 1100-1200 tallet.

Kirken ligger smukt og synligt på et af Sydvestvendsyssels højeste punkter på en bakkeø, Kirkebakken. Thise Kirke kan ses i mange kilometers afstand.

Kirken har muligvis afløst et gammelt hedensk offersted for guden Tyr. Navnet Thise var tidligere Thyse – Thyrs sted. Snart blev Thise kirke ret kendt. Kirken fik navnet ”Vor Frue Kirke”.

Den var i middelalderen viet til Vor Frue, som er Jomfru Maria.

Den store betydning, som Jomfru Maria har haft gennem det meste af kirkens historie, stammer ikke fra Bibelen. Snarere er den vokset ud af et behov for en kvindelig eller moderlig side af kristendommen. Hun fungerer som symbol på lydighed, renlighed og tro.

Navnet “Vor Frue Kirke” hænger også sammen med ”Vor Frue Kilde” – en naturlig kilde, der udsprang lidt vest for kirken, og som efter sigende sprang med undergørende vand. Kilden springer ikke længere og ligger ikke frit tilgængelig, men gennem en låge i kirkediget vest for tårnet fører en sti ned til stedet, og her har Historisk Samfund i 1921 rejst en sten for at markere dens udspring. Omkring kilden opstod snart et såkaldt kildemarked, der holdtes hvert år i Thise bakker helt op til ca. 1915.

Prædikestolen i Thise Kirke er antagelig skænket kirken i 1588 sammen med de to alterstager.

Kirken har gennemgået en omfattende renovering, som blev færdiggjort i 2005.

Kilde uden vand

Nordjyske juli 2014

Folk strømmede til kilde for at blive helbredt af kildevand

THISE:Mange kender Thise Bakker, men det er de færreste, der har besøgt Vor Frue Kilde, der ligger for foden af Thise Bakker, og som er blevet renoveret.

Frem til 1915 blev der holdt kildemarked ved Vor Frue Kilde.

Sagnene om Vor Frue Kilde fortæller, at mange søgte hertil, specielt sankthansaften, bare for at få en drik af vandet. Ifølge sagnene hjalp det mod den sygdom, man havde.

Slog en kræmmer ihjel

Selv raske og friske valfartede til kilden, for vandet havde – ifølge beretningerne – en forunderlig kraft til at beskytte mod alle slags onde ånde hele året igennem.

Men kilden kom i vanry, da der blev kastet et lig ned i brønden. Det fortælles, at der boede en løjtnant i Thise. Han slog en kræmmer ihjel. Men for, at ingen skulle tiltro ham denne ugerning, kastede han liget over en grå hest, og trak den op til kirken, hvor han kastede liget i kilden.

Thise Bakker er et yndet turistmål, men Vor Frue Kilde har lidt en noget skjult tilværelse. Allerede i 1921 blev der rejst en mindesten ved kilden.

Det skjulte

Thise Kirke er højt placeret på sin bakke. Den kan ses i mange kilometers afstand. Den var i middelalderen viet til Vor Frue, som er Jomfru Maria.

Det imponerende bakkedrag ved Thise har navn efter den hedenske dødsgudinde Hel. Navnet Hel betyder ”Det skjulte”. Det er navnet på både det underjordiske dødsrige og på dets herskerinde.

Stilheden

Hel er Lokes og Angerbodes barn og søster til to andre dæmoner, Fenrisulven og Midgårdsormen. Hun har selv en stor bolig, og alle ting i hendes hjem har ulykkesnavne. For eksempel hedder hendes bord Hunger og hendes kniv Sult.

Der holdes nu friluftsgudstjenester ved Vor Frue Kilde.

Der er skilt fra Thise Kirke og fra Digterstien til Vor Frue Kilde. Digterstien er i øvrigt opkaldt efter forfatteren Jens Thise, der boede i Thise.

Når man færdes her, falder man over stilheden, og tænker på, at her engang var markedsleben.

Historien om en livgivende kilde

Vest for kirketårnet finder du en låge i kirkediget, hvorfra en sti fører ned til stedet, hvor Vor Frue Kilde eftersigende sprang med undergørende vand.

Kilden springer ikke længere og ligger ikke frit tilgængelig, men Historisk Samfund rejste i 1921 en sten for at markere kildens udspring. Omkring kilden opstod dengang et såkaldt kildemarked, der holdtes hvert år i Thise bakker helt op til ca. 1915. Stenen kan dog ses endnu den dag idag..

Snup en tur op i udsigtstårnet og nyd den smukke udsigt over det bakkede landskab. I klart vejr kan man herfra se ud til Børglum Kloster og helt op til Rubjerg knude.

Rutebil til Brønderslev fra opr. Stenum og Vrensted men senere fra Løkken

Brønderslev ruten blev startet i marts 1922 af Peter Nielsen, Stenum. To år senere overgik den til Henrik Jensen, og i 1928 overtog Frederik Dietz ruten, som han drev de følgende år. Oprindeligt gik ruterne mellem Vrensted opg Brønderslev, men af en køreplan fra 1931 fremgår, at den nu er forlænget til Løkken. Der var i 1926 kun en daglig afgang på hvert af de to forløb. Det ene fra Vrensted over Stenum , det andet over Thise og Manna. Frederik Dietz fik sin tilladelse fornyet i 1932. Ruten blev dengang betjent med en 12 personers Chevrolet. Der var afgang fra Løkken på hverdage kl. 8.30 og Kl. 16.00, og fra Brønderslev Kl. 14.00 og Kl. 19.10. Turen tog en time. På søn- og helligdage var der også to afgange, nemlig kl. 8.30 og 16.30 fra Løkken og 10.30 og 21.35 fra Brønderslev. Tidspunkterne angiver tydeligt, at ruten havde betydning for folk, der ville til Brønderslev. Søndagskørslen gav ikke Brønderslevfolk mange timer på strandemn. De kunne være i Løkken kl. 11.30 og skulle tilbage 16.30. Rutebilen medbragte post. Derfor skulle også generaldirektoratet for post- og telegrafvæsenet spørges i forbindelse med tilladelserne.

Peder Brix overtager ruten

I 1934 overdrog Frederik Dietz ruten til Peder Brix., men da en af chaufførerne på ruten også søgte tilladelse, blev høringsproceduren lidt længere. Søren Jensen havde været chauffør på ruten i 7½ år og ville gerne have koncessionen. I ansøgningen erklærer han, at han vil affinde sig med den nuværende koncessionhaver med hensyn til bilen og få ham til at afgive tilladelsen. På det tidspunkt havde Dietz og Brix handlet, og Brix, der havde købt bilen for 6750 kr, søgte om tilladelse. Amtets trafikudvalg bad nu – efter gældende praksis – politiet undersøge ansøgningerne nærmere, og der foreligger i NT*s arkiv fyldige rapporter fra den stedlige landbetjent, der endog havde talt med forretningsfolk i Løkken. Hotelejer Svendsen og købmand Jens Bang sagde begge god for Søren Jensen, men oplyste, at byens forretningsfolk foretrak Peder Brix.

fremgår af politirapporterne, at Søren Jensen mente, at han havde en aftale med Dietz om at overtage ruten, men at Dietz åbenbart havde glemt den. Sognerådene i de kommuner, ruten gik igennem, skulle også udtale sig. Vrensted-Thise anbefalede Søren Jensen, mens de øvrige anbefalede Brix. I sådanne tilfælde skulle sagen afgøres af Ministeriet for offentlige Arbejder, der besluttede, at Brix skulle have tilladelsen til ruten. Det ser ud til at Brix året efter satte en 16-personers bil ind på ruten, og i 1939 en 20-personers. Året efter en 21-personers og en 25-personers REO-bil. I 1940 overdrog Peder Brix ruten til sønnen Svend, der på det tidspunkt havde været chauffør på Løkken-Aalborg ruten i 18 år, altså siden ruten blev oprettet. Det ser således ud til, at Peder Brix var ved at trække sig ud af rutebildriften, samtidigt med at han mistede tilladelsen til Aalborg ruten.

Krigstidens vanskeligheder

Korrespondancen i NtTs arkiver afspejler også krigsårenes vanskeligheder. Rutebilerne blev forsynet med gasanlæg, hvortil man i 1941 kunne få 30 hl generatorbrænde pr måned. Der kunne tildeles små mængder benzin i tilfælde af gasgeneratorens sammenbrud. I 1941 blev der ansøgt ministeriet om tilladelse til i stedet at installere et naturgasanlæg i en af Brønderslevbilerne. Naturgas var i krigsårene meget anvendt i Nordjylland som følge af gasforekomsterne ved Strandby og Frederikshavn. Forinden tilladelsen kunne gives, skulle der indhentes en erklæring fra firmaet Alph-Gas i Frederikshavn om, at det kunne forsyne bilen med gas gennem et længere tidsrum. En sådan erklæring findes ikke i korrespondancen. Bildæk blev der søgt om forgæves.

Knud Bæk overtager Brønderslev ruten

Efter krigen fortsatte rutens udvikling. Koncessionen blev hver gang forlænget. Der kom større biler og flere afgange i begge retninger. I 1966 således 5 daglige afgange hver vej, og man kørte med en 25-personers Bedford og en 41-personers Leyland. I 1967 besluttede Svend Brix, der nu havde kørt rutebil i 45 år, at afhænde ruten. Han havde 3 busser, der samlet blev vurderet til 96.000 kr, dvs de nævnte 2 stk. samt yderligere en tilsvarende Bedford.

Ruten med bilerne blev solgt til Knud Bæk, der havde kørt rutebil for Hjørring Privatbaner siden 1949, og før den tid 6 år som billetør. Overdragelsen skulle til udtalelse hos kommunerne, der alle anbefalede, og ligeså skulle Hjørring Privatbaner høres. Banerne havde ingen indvendinger og tilføjede: “Knud Bæk er en dygtig og stabil chauffør.” Da køreplanen for 1971 skulle godkendes, var der hverdage 9 afgange fra Brønderslev og 8 afgange fra Løkken. Søn- og helligdage kun 6. Køretiden var 35 minutter. Det var vistnok en vinterkøreplan. I sommertiden kørtes et par ture mere. Knud Bæk døde i 1972, og siden blev ruten drevet af Edith Bæk indtil 27. maj 1995

Edith Bæks sidste bus inden NT overtuf ruten i 1995

Brønderslev Rutebilstation ved siden af Posthuset og Stationen som nu er væltet

Holdepladsen på Torvet i Løkken ved siden af Badehotellet

Etablering af Brønderslev Kommuneskole

Etableringen af Brønderslev Kommuneskole

Den 7. januar 1889 kunne man fejre den første skoledag for byens store skole efter længere tids bestræbelser og politisk tovtrækkeri. Et jubilæumsudvalg nedsat i forbindelse med skolens 100 års jubilæum kunne datere indvielsen til lige før eller efter årsskiftet, og altså at det den 7. januar 1889 var 125 år siden, bygningerne officielt blev taget i brug til undervisning.

I 100 års-jubilæumsskriftet redegjorde lokalhistorikeren Jens Chr. Dalgaard for bestræbelserne på at skabe en stor og tidsvarende skole.

Det lokale sogneråd var domineret af landmænd, og flere af disse kunne ikke se nogen grund til at investere i en ny skole. Der fandtes små skoler spredt i og omkring byen. På Starringvej, (som fortsatte ind mod byen) i Algade og i Grindsted, var der mindre skoler, ligesom der var placeret hvad der kan betegnes som en stråtækt landsbyskole ved Vester Hammelmose.

Byen var imidlertid i perioden præget af en eskalerende udvikling hjulpet på vej af den almindelige urbaniseringsbølge og specielle byudvikling i Brønderslev med anlæggelsen af jernbanen i 1871 og begyndende industrialisering, og der blev arbejdet på at etableret en stor skole i byen.

For at dække det stigende behov for undervisning blev der oprettet flere privatskoler i byen.

Forløberen til det der senere kom til at hedde Skolegades Skole var en lille skole ved den gamle middelalderkirke på det nuværende Kirkevej. I denne var der udover to tjenesteboliger kun 2 klasselokaler – for de fleste åbenlyst for småt i forhold til behovet, så sognerådet nedsatte en skolekommission.

Skolen på Kirkevej.

Skolen blev ombygget 1838 så der også var lejligheder til

skoleholderen og en andenlærer.

I den nye Brønderslev Kommuneskole skole var der 5 klasseværelser til 251 elever fordelt på 8 klasser. Desuden indrettedes på skolen lejligheder til A3 lærere og én lærerinde.

Den ældste fløj af skolen var blevet opført i 1888, og 4 lærere blev ansat. Den var allerede ved indvielsen i 1889 projekteret for lille, så efterfølgende blev lejlighederne inddraget og dertil bygget en helt ny fløj og yderligere 4 klasseværelser. I 1903 blev en gymnastiksal opført langs Skolegade og i 1909 opførtes Krogensgade-bygningen med 9 klasselokaler foruden lokaler til håndarbejds- og sangundervisning samt skolekøkken og sløjdlokaler. I de efterfølgende år blev denne nye fløj af skolen ofte omtalt som den ny skole. Elevtilgangen voksede støt, således at der i 1914 var 750 elever fordelt på 25 klasser.

I den nye Brønderslev Kommuneskole skole var der 5 klasseværelser til 251 elever fordelt på 8 klasser. Desuden indrettedes på skolen lejligheder til 3 lærere og én lærerinde.

I 1911 opkøbte kommunen den privat realskole i Tygelsgade, og taget den i brug som forskole. På et maleri som nu hænger på Lokalhistorisk Arkiv kan man virkelig se, at skolen oprindeligt var blevet placeret i landlige omgivelser, hvilket dog hurtigt ændrede sig i takt med at byen voksede.

Forskolen i Tygelsgade kan ses stikke op bag laden i midten. Møllen til venstre blev senere flyttet ud til den vestlige del af byen.

(Udsnit af maleri som hænger på Lokalhistorisk Arkiv)

Ny Skolelov og ny skoleplan 1908.

Med skoleloven i 1903 indførtes mellemskolen, en egentlig afsluttende skole og bestemmelse om gratis undervisningsmidler for skolernes elever. Forud var der en yderligere professionalisering af underviserne med en opstramning af læreruddannelse.

I Brønderslev var der fortsat modstridende holdninger til hvordan skolevæsnet skulle indrettes. Et forslag til en ny skoleplan i 1908 med en såkaldt købstadsordning, hvori indgik mellemskoleklasser mødte stor modstand, men blev dog vedtaget i sognerådet. Den udnævnte skoleleder, førstelærer Svend Rasmussen, døde allerede 1910. Stridighederne om skolevæsnets indretning blev efterhånden trængt i baggrunden, og det medvirkede til at få ro på udviklingen af skolevæsnet, at den nye skoleinspektør blev den senere borgmester Markus Hansen.

Skolen omkring 1909 med den nye gymnastiksal ud mod Skolegade

(Lokalhistorisk Arkiv)

Markus Hansen (tv) skoleinspektør indtil sin død i 1934,

og i 1935 blev Johs. Sørensen (th) udnævnt som ny inspektør.

Siden skolen blev opført var byens indbyggertal i 1920 steget til det 3-dobbelte og skolens elevtal steget til 975. Brønderslevs status som købstad fik ikke indflydelse på skolevæsnet, da det var blevet ordnet med skoleplanen, som blev gældende fra 1909.

Der var dengang forskel på undervisningstilbuddet i købstadsskoler og skolerne ude på landet, hvor der var en syvårig skole, ofte af noget mangelfuld karakter. F.eks. Var det ikke ualmindeligt at man ikke gik i skole hver dag.

Heller ikke skolegangen i Brønderslev var uden huller i undervisningen. Således kan en elev fra begyndelsen af århundredet, senere politiassistent Marinus Bendtson, i 100 års-jubilæumsskriftet berette om, at han var udskrevet af skolen fra maj til november. Han var nemlig fraværende fordi han skulle passe får.

I Brønderslev blev der med den nye skoleplan oprettet en mellemskole med realklasse.

Mellemskolen kunne som overbygning også knyttes til det kommunale skolevæsen i byerne, selv om den egentligt var beregnet som forberedelse til gymnasiet.

Fhv. lærer og i drengeårene også selv elev på skolen, Henry Pedersen, beretter i 100-årsskriftet om sin tid i Skolegade omkring 1920. Henry gik de to første år på Pogeskolen, som forskolen i Tygelsgade blev kaldt. Bl.a. beretter han fra Skolegade om hvordan man under gårdvagtens myndige vejledning stillede op i lige rækker to og to, når man gik ind fra frikvarteret. En ordning, der øvrigt først blev afskaffet i 60-erne. Uden for hver klasseværelse stillede eleverne deres træsko i en reol, og de iførte sig hjemmesko inden de gik ind i klassen.

Krogensgadebygningen (som blev betragtet som den nye skole) blev bl.a. brugt til sløjdundervisning, og Henry Pedersen beretter om en episode, der fortæller lidt om undervisningen, og som har stået frisk i hukommelsen mange år efter: Efter at spanskrøret havde været i brug som afstraffelsesmiddel i en sløjd-time havde drengene besluttet sig for at gøre en ende på dette. I frikvarterer havde de gået ind i sløjdlokalet og savet spanskrøret ud i 36 afmålte stykker og placeret det i en pose på lærerens stol.

blev kaldt. Bl.a. beretter han fra Skolegade om hvordan man under gårdvagtens myndige vejledning stillede op i lige rækker to og to, når man gik ind fra frikvarteret. En ordning, der øvrigt først blev afskaffet i 60-erne. Uden for hver klasseværelse stillede eleverne deres træsko i en reol, og de iførte sig hjemmesko inden de gik ind i klassen.

Sygehuset i Hjørring – Historien om – Afsnit 4

reformen vil medføre en bedring. I 1960erne var det et stort problem at få besat stillingerne, men da man – som et af de første steder – indførte de såkaldte rotationsstillinger, der sikrede de ansatte en 2-årig stilling fordelt med 1/2 år indenfor 4 forskellige afdelinger, blev disse stillinger en succes, der var et år 180 ansøgere til 2 stillinger.

Der er sket en betydelig ændring i lægestabenes sammensætning på de forskellige afdelinger. Oprindelig var der én overlæge på hver afdeling, og for godt 40 år siden begyndte man så småt at dublere stillingerne. Det har vist sig at det ikke altid har fungeret helt efter hensigten. Efterhånden, navnlig i de senere år, er der ansat flere speciallæger i faste stillinger, ofte således at disse – som omtalt ovenfor – dækker subspecialer. Disse nye overlæger indgår i den formelle vagtordning, det gjorde de »gamle« ikke, men de var stort set altid til at få fat på, hvis der var problemer, som vagtholdene ikke kunne overse.

Om sygeplejen

Da amts- og bysygehuset åbnede havde man gen- nem kontrakt med Diakonissestiftelsen sikret sig, at der var diakonisser til at varetage sygeplejen. Denne ordning blev opretholdt i et halvt århundrede. Diakonisserne havde fået en uddannelse i sygepleje, ganske vist ikke en uddannelse, der svarer til nutidens, men på den tid var det den eneste mulighed for at få uddannet personale. Udover plejen skulle diakonisserne også stå for madlavningen, men 8 år senere ansattes økonoma.

Nogen egentlig sygeplejemæssig ledelse var der ikke tale om. Ser man sygehusets reglement står der bl.a. om lægens forhold:

»Han leder alle de forretninger, som vedkomme de syges behandling og disciplinen blandt dem. Han våger over, at opvartningspersonalet gør sin pligt, og han har navnlig at påse, at lægemidler, bespisning, opvartning, renlighed og hvad andet, der vedrører de syges kur og pleje, i alle henseénder er, som det bør være. Mangler i så henséende, der med grund påklages, må han straks søge afhjulpne.«

Til hjælp for diakonisserne ansattes tjenestepiger. Der var ikke nogen fast nattevagt, men efter forslag fra sygehuslægen ansattes i 1893 en pige. Desuden brugte man vågekoner (for sådanne blev betalingen ført på regningen til patienten). Der var stadig vågekoner højt op i 1960erne – nu som faste vagter, men i mod- sætning til tidligere brugte man til disse faste vagter medicinske studerende.

Disse vågekoner var et velkendt led i sygehuset, mange af dem var særdeles velegnede og forstod at sige til, hvis noget ikke forløb som det skulle, men der kunne også opstå problemer – således kan man i bestyrelsesprotokollen fra 1950erne finde, at en mand havde klaget over vågekonerne, som han mente »var en samling gamle ludere« – der var én, som han særlig fremhævede, men da klagen var anonym valgte bestyrelsen at sidde den overhørig.

Den første elev blev antaget i 1894. Uddannelsen var 1-årig, og selv om der i 1913 var fremsat forslag om at ændre til 3-årigt forløb blev dette først gen- nemført omkring 1920, og 1928 var det første år man afsluttede uddannelsen med en eksamen. Den 1-årige uddannelse kunne ikke bruges til ret meget andet end hjemmesygepleje, og de elever, der ønskede videre uddannelse måtte søge til hovedstaden.

En egentlig sygeplejemæssig ledelse fik man i 1925 – efter forslag fra sundhedsstyrelsen. Medens sygehusets overlæger deltog i bestyrelsesmøderne blev over- sygeplejersken kun tilkaldt, hvis der på dagsordenen var sager, som havde med sygeplejen at gøre – først efter krigen deltog oversygeplejersken (nu forstander- inden) i møderne.

Der er ingen tvivl om, at de første diakonisser havde meget at se til, der var ikke nogen kvalificeret hjælp, ingen kvalificeret nattevagt, men da de boede på stedet kunne de jo hurtigt træde til, hvis der skete et eller andet på ubelejlige tidspunkter. Eleverne har også tidligere haft hårde forhold, der kunne være tale om en arbejdsuge på op til 84 timer: 14 dage i nattevagt fra kl. 20 til 08 uden fridag.

Uddannelsen sorterede tidligere under forstanderinden, som også var leder af sygeplejeskolen, der oprettedes i 1957, og først i 1965 ansattes en forstander- inde ved skolen.

Eleverne udgjorde i mange år en meget væsentlig del af plejepersonalet, og de forskellige ændringer i syge- plejeuddannelsen, hvor elevernes tid i afdelingerne reduceredes, har klart vist, at der udløstes stort behov for erstatningspersonale.

Med ændringen fra 1990, hvor uddannelsen blev omlagt til studium og de studerende i praktik ikke længere skulle medregnes i afdelingernes normering, blev det helt klart, at man i mange år havde draget fordel af billig arbejdskraft. Som en pudsig ting kan det refereres, at Dansk Sygeplejeråd omkring 1930 anmodede sygehuset om at reducere antallet af elever og øge antallet af sygeplejersker, idet der uddannedes så mange elever, at der ikke var arbejde til dem bagefter.

I 1912 var en af byens honoratiores indlagt. Opvartningen var i 1. klasse, og udskrivelsen skulle fejres med maner (LHA)

De gamle sengeafsnit stammer alle fra en tid, hvor patienter næsten pr. definition var sengeliggende. Birum som skyllerum var, som det er omtalt tidligere, ikke af højeste standard, badeværelse fandtes ikke på alle afsnit, køkkenerne var små, og rimelige opholds- stuer for oppegående patienter fandtes ikke. Det har givetvis betydet, at det daglige arbejde i afdelingerne har været noget besværligt, men det må dog vedgås, at der i tidens løb er gjort mange tiltag for at forbedre forholdene.

Fra de første diakonisser, som stod for pleje, assistance ved operation, husførelse og til nutiden er der sket en betydelig udvikling indenfor sygeplejen. Der er opstået en række specialområder, der hver for sig kræ- ver supplerende uddannelse udover grunduddannelsen og helt nye opgaver er kommet til. Den moderne medicin og kirurgi, hvor der anvendes avanceret udstyr til behandling og kontrol, kræver særlige kundskaber. Et af de seneste skud på den stamme er dannelsen af et særligt palliativt team, bestående af 3 sygeplejersker og en fysioterapeut.

Det må også fremhæves, at der er kommet nye ting til – kravene om dokumentation og om bedre information og vejledning af patienter og pårørende er stigende. Men andet er forsvundet, f.eks. har indførelse af éngangsudstyr betydet, at mange besværlige rengø- rings-, steriliserings- og pakkemetoder er gledet ud, så det, man kan se på de følgende billeder, tilhører fortiden.

Diakonisserne var til rådighed hele døgnet, de boede på stedet, og de måtte op om natten, hvis der opstod problemer. I dag er der kun tale om lidt overarbejds- timer i ny og næ, og personalet i aktiv tjeneste er væsentligt større end tidligere.

Tidligere lå ledelsen af sygeplejen hos overlægen. Det gør den ikke længere, og det kan vel ikke nægtes, at der er en fortsat uenighed om, hvordan ledelsen af en afdeling bedst udformes.

Andre funktioner

De funktioner, der er omtalt ovenfor, er alle synlige, men der er andre ting, man ikke umiddelbart ser, men som er helt nødvendige for driften. Hvis de imidlertid ikke fungerer, kan alle mærke det.

Teknisk afdeling

Oprindeligt var sygehuset forsynet med kakkelovne, og det var sygehuskarlens opgave at holde disse i orden. Da man gik over til centralvarme fik man en

fyrbøder og derudover noget senere maskinmester og enkelte håndværkere. Efter 1950 er afdelingen vokset, der er en større stab af håndværkere med forskellig uddannelse. Der er igennem årene konstrueret en del forskelligt apparatur i afdelingen, fra kirurgiske instru- menter til respiratorer, laboratoriemaskiner, udstyr til røntgenafdelingen og andet(f.ex. en formalinauto- klave), men bl.a. på grund af bestemmelserne om pro- duktansvar har man opgivet denne side af arbejdet. Det er klart, at den tekniske udvikling har medført en væsentlig øgning i kontrol, vedligehold og reparation af installationer og udstyr.

Medicindepot – apoteksfilial

Som det var sædvane ved de fleste provinssygehuse fik man medicin leveret fra apotek i byen – i Hjør- ring var der to apoteker, som deltes om leverancen. På sygehuset havde man et mindre medicindepot. Der var allerede før 1939 tanker om indretning af et syge- husapotek, det var planlagt placeret i den bygning til øreafdelingen, som var bevilget, men ikke blev bygget. Der var indrettet et medicindepot i kælderen i funktio- nærfløjen, og da der på centrallaboratoriet blev ansat farmaceuter havde man samtidig en fagmand till at passe depotet. Da der blev plads i tidligere sengeafsnit efter 1989 blev der indrettet et nyt depot, og farma- ceuten var nu fuldtidsbeskæftiget her, assisteret af et par apoteksassistenter. Det havde været foreslået at oprette et selvstændigt sygehusapotek, idet dette ville

reducere medicinkontoen, men det blev ved forslaget. De lokale apoteker havde fortsat store leverancer, medens man i stigende grad også fik leveret fra sygehusapoteket i Aalborg, og det endelige resultat nu er, at depotet blev en filial af sygehusapoteket, men kun for en kort tid, idet at medicinleverance til afdelingerne pr, 1. april 2005 skal ske direkte fra sygehusapoteket i Aalborg.

Gartneri

Ganske vist blev der i tiden lige før 1. verdenskrig sagt lidt om, at det ikke kunne betale sig at holde køk- kenhave ved et sygehus, men det har nu ikke på noget tidspunkt været aktuelt – men man havde omkring år 1900 en del pil, hvorfra man solgte afskæring. Der er nu en gartnerafdeling, som skal tage sig af sygehusets haveanlæg, sørge for snerydning om vinteren mv., men derudover har man, takket være det store stykke jord, hvor der ikke blev bygget et psykiatrisk hospital til 350 patienter, et areal som skal vedligeholdes, og på den jord

er der gartneri, hvor man i en årrække i samarbejde med REVA havde revalidenter i optræning, medens man nu har en slags beskyttet værksted, som har været anvendt bl.a. til patienter fra psykiatrisk afdeling. I en periode havde man et lille udsalg, hvorfra der solgtes grøntsager til sygehuspersonalet, men denne virksomhed er for- længst ophørt.

I gartneriet dyrkes planter til udplantning i bedene og til sammenplantninger i venteværelser og opholdsstuer

Køkken

Oprindelig lå køkkenet i kælderen under hovedfløjen, men blev efter 1920 flyttet til kælderen under den nye kirurgiske afdeling. I 1965 var det nye centralkøk- ken færdigt. Man startede med gammeldags komfur, fik senere gas. Kosten var vel tidligere temmelig uinteres- sant – set med nutidens øjne – og vel også næppe i overensstemmelse med de anbefalinger, man ser i dag vedrørende kostens sammensætning. Der var tidligere mange diæter, som i dag forekommer lidt mystiske i en tid, hvor det tilstræbes at sørge for en ernæringsmæssig

korrekt kost.

Kosten i dag er moderne, den tidligere udportionering er forladt, og der er for patienterne en vis valgfrihed. Dette suppleret med, at der gennem diætister gives vejledning til patienter og pårørende om kostforhold har betydet et betydeligt fremskridt fra tidligere tiders grød- og brødbaserede kost. Det er også muligt i sær- lige tilfælde at få fremstillet speciel kost – som eksem- pel kan omtales, at der til en russisk sømand, der var bragt ind fra et skib uden for Hirtshals, blev serveret bortsch, da han led af hjemve. Køkkenet er indenfor de seneste år blevet udvidet og moderniseret.

Takket være sygehusets opbygning er der lange transportveje og forskudte etager, så en del af det arbejde, som bliver udført, kunne meget vel reduceres, hvis »geografien« havde været mere hensigtsmæssig.

Der er i de seneste år gjort forsøg på en smidiggørelse af disse funktioner, idet man har etableret en uddan- nelse indenfor servicesektoren, således at ting ikke nødvendigvis skulle være bundet til portørtjeneste eller husassistenter, men det har ikke været uden problemer.

Servicefunktioner

Omfatter i dag forskellige felter. Der er portørtjenesten, rengøringsfunktionen, postfordelingen. Nogle sygehuse har udliciteret rengøringen til private firmaer, men man har her holdt sig til at gøre rent selv.

Vaskeri

Sygehuset havde tidligere eget vaskeri. Oprindeligt var der vaskestue i en lille bygning ved siden af hovedfløjen, men mod slutningen af 1. verdenskrig byggedes en ny vaskeribygning syd for sygehuset. I de oprindelige planer for nybyggeri var der afsat plads til nyt vaskeri i samme bygning som det nye køkken, men som beskrevet blev bygningen anvendt til andet for- mål, idet man var gået i forhandling med sygehusene i Aalborg om et fælles vaskeri, som blev åbnet nogle år senere. Det var derfor nødvendigt i nogle år at få vasket på et lokalt vaskeri. Der blev i stedet indrettet en linnedcentral på sygehuset, og fra denne central forsynes afdelingerne og personalet.

Sygehusets ledelse

Da sygehuset åbnedes var der amts- og byråd valgt en bestyrelse med 3 medlemmer fra amtsrådet og 2 fra byrådet, og dertil kom det tidligere omtalte over- tilsyn ved amtmand og borgmester. Denne ordning holdt til kommunalreformen i 1970. Gennem årene har skiftende bestyrelsesformænd været meget aktive og faktisk også – mere eller mindre – deltaget i den daglige ledelse. Bestyrelsens muligheder var begræn- set af, at budgetter og regnskaber skulle godkendes i både amts- og byråd, og det samme skulle eventuelle ekstrabevillinger. Man kunne opleve, at der i amtsrå- det gik lokalpolitik i sager, således at en bevilling blev gjort betinget af, at der også faldt bevillinger til andre sygehus i amtet.

Med kommunalreformen overtog Nordjyllands amt sygehuset, den politiske ledelse overgik til amtsrådets sygehusudvalg (senere kaldet sundhedsudvalget), og dette udvalgs relationer til de enkelte sygehuse var helt anderledes fjerne end de hidtidige sygehusbesty- relser. Den kommende strukturreform, hvor det nuvæ- rende nordjyske amt med en beskeden udvidelse (Thy og måske Mors) bliver landets mindste region, vil kun medføre tilgang af et enkelt sygehus (Thisted) til de eksisterende.

Indtil 1912 havde man en deltidsansat regnskabsfører (amtsfuldmægtig). Der var ikke færre end seks forskel- lige – og en af dem begik underslæb. Men så ansatte man inspektør, og indtil 1981, altså næsten i 70 år, har der blot været tre forskellige. Stillingen er nu normeret som en direktørstilling, og i løbet af de sidste 23 år er man nået til nr. tre.

Der er forlængst indført tredelt ledelse med direktør, cheflæge og chefsygeplejerske, og den administrative sektor er – som alle andre steder – vokset betydeligt. Der var i tiden før 1970 mange planer om sygehusets fremtidige udvikling, men kommunalreformen medfør- te, at disse planer blev skudt i baggrunden. I stedet fik man Nordjyllands amts første sygehusplan, og i de følgende år er der foretaget jævnlige justeringer af planerne. Det har selvfølgelig haft forskellige konsekvenser for både sygehuset som helhed og for enkelte afdelinger, og ikke alle løsninger er blevet modtaget med lige stor begejstring, blandt andet fordi man på enkelte afdelinger har måttet imødese ændringer i patientpopulationens sammensætning og i de sygdomsbilleder, man skulle behandle, hvilket kunne medføre at der ville opstå mangler i de unge lægers uddannelser. Udover disse mere regulære planer har der også været sparerunder, som har 5betydet nedskæringer, og det er klart, at det gør ondt. Disse forskel- lige ændringer betyder hver for sig, at der forandres i såvel sygehusets som enkelte afdelingeres funktioner og man må så justere forholdene derefter, men des- værre kan det opleves, at man på et tidspunkt, hvor man har fået indarbejdet de nye betingelser og krav, må til at ændre endnu en gang.

Sygehusets placering

Gennem dette at være byens største arbejdsplads følger nogle forpligtelser. Det kan være et socialt ansvar, blandt andet gennem ansættelse af personer på særlige vilkår (omtalt i afsnittet om gartneriet eller i form af ansættelse i jobtræning), og det har medført, at sygehuset har fået tildelt den såkaldte »netværkspris«.

Sygehuset er røgfrit og deltager i »netværk af forebyggende sygehuse i Danmark«.

Og sygehuset er også et uddannelsessted. Sygepleje- studerende og vordende social- og sundhedsassisten- ter gennemgår praktisk uddannelse i afdelingerne, der er elevpladser for sekretærer og bioanalytikere. Der modtages medicinske studerende til deres tidligste kontakt med kliniken, og for lægerne er der godkendte uddannelsesstillinger.

Endelig!!!

Efter mange års tålmodig venten, efter adskillige ikke- realiserede projekter skete der noget afgørende. Dette var startskuddet til et større projekt, som skulle med- føre en total fornyelse af den medicinske blok. Pro- jektet, der er udarbejdet af arkitektfirmaet NORD, vil medføre, at en del af de gamle bygninger forsvinder, og man er derfor nødsaget til at gennemføre byggeriet i etaper – og det rummer i sig selv den mulighed, at den i forvejen lange byggeperiode kan forlænges, hvis man synes, at økonomien har det dårligt.

Da den bygning, hvori patologisk institut er beliggen- de, er blandt de huse, der skal rives ned, vil der i de seneste faser blive indrettet et nyt patoligisk institut – og så vil man, omkring 40 år efter at sygehusplanen udtalte, at der snarest burde skaffes nye lokaler til patologien, kunne flytte til noget nyt.

Billedet på forsiden kan give et indtryk af, hvordan sygehuset ad åre vil se ud.

Sygehusmuseet

I loftetagen på den kirurgiske bygning fra 1920 har en gruppe frivillige medarbejdere fra sygehuset indrettet et museum, der kan illustrere sygehusets udvikling fra 1891 og til nu.

Billedmaterialet

Fotografierne stammer fra sygehusets arkiv samt fra lokalhistorisk arkiv, Vendsyssel Historiske Museum, mærket LHA.

Litteratur

Plejehjem idag og i fremtiden – en undersøgelse af omsorgsforanstaltninger og – -institutioner for ældre mennesker – samt af det fremtidige behov for plejehjemspladser. udgivet af Hjørring Amt 1967.

Sygehuse idag og i fremtiden – en undersøgelse af det nuværende og det fremtidige sygehusbehov. Udgivet af Hjørring amt 1967.

Et Sygehus – udgivet af sygehuset i anledning af 75-års jubilæum 1966.

Anker Madsen: Hjørring Sygehus – vendelboernes hospital. Hjørring 1990.

Hans J. Møller: Hjørring sygehus 1891-1991. Hjørring 1991.

Hans J. Møller: Hjørring Amts Sygehus

Trykt som manuskript* – forkortet form: Med. hist. Årbog 2000: 137-151.

Hans J. Møller: En koppeepidemi i Vendsyssel 1824-26. Trykt som manuskript* – forkortet form: Bibl. f, Læger 2002: 37-56.

Hans J. Møller: Sygeplejeuddannelsen i Hjørring. Trykt som manuskript*.

Hans J. Møller: Skønne spildte kræfter.

Trykt som manuskript* – om ikke realiserede bygge- projekter.

*) Disse hæfter findes på Steno-museet i Århus, Medi- cinsk-Historisk Museum i København samt på sygehusets museum.

1822-1891.

Brønderslev Kro på Aalborgvej – Historien om

Lidt om Brønderslev Kro.

avisartikel Nordjyske 03.04.2007

BRØNDERSLEV KRO:

Så er kroen igen i søgelyset. En af de få gamle bygninger i Brønderslev. Det kan ligesom ikke lykkes at få bygningen renoveret, så den kan fremstå som en smuk, gammel ejendom med en vigtig del af Brønderslevs historie.

Den nuværende bygning er fra 1860, men der har været kro dér siden 1836. Kroen blev i forbindelse med anlæggelsen af landevejen fra Hjørring til Nørresundby flyttet fra området ved Vrangbæk, hvor dem havde navnet ”Bækkens Kro”,

til den nuværende plads i 1836. Det blev efterhånden en skik at samles hver onsdag fra september til jul ved Brønderslev Kro, for at drive kreaturhandel.

Der kom ofte flere gæster end der kom til de autoriserede markeder. I 1869 vedtoges det i amtsrådet, at ”de selvgjorte markeder” skulle autoriseres.

Onsdagsmarkederne blev autoriserede. Kroejeren Niels Bjørnstrup Christensen måtte opkræve stadepenge på betingelse af, at han forpligtigede sig til at ombygge kroen efter en godkendt tegning. Den nuværende kro stod færdig i 1860. Septembermarkedet -”Store Brønderslev Marked” – der ligeledes var autoriseret, blev prisgivende for kreaturhandelen i landsdelen.

Omkring kroen opstod der en ret stor aktivitet. Der var brevsamlingssted, købmand, bager, smed, uldspinderi, jernstøberi, teglværk, vognfabrik med mere.

Men da Brønderslev fik sin egen jernbanestation i 1871, stoppede udviklingen omkring kroen.

Der var jo også det med ”Gendarmslaget” ved Brønderslev Kro på en markedsdag i 1886, hvor Brønderslev blev landskendt for markedsgæsternes kamp mod gendarmerne. Samtidig afslørede de kæmpende vendelboer en del af “deres sindelag.

Hermed en lille del af Brønderslev Kros historie. Hvis det overhovedet er muligt, ønsker jeg meget, at historien må fortsætte. Kilde: C. Klitgaard.

Sygehuset i Hjørring – Historien om – Afsnit 3

fortsat fra afsnit 2

om at den nyansatte overlæge måtte være indstillet på at flytte til afdelingen i Aalborg.
Det blev imidlertid ikke aktuelt, og afdelingen fun- gerer i dag som en lungemedicinsk afdeling, blandt andet med lungecancerdiagnostik og kemobehandling i snævert samarbejde med Aalborg sygehus.
Der er foretaget forskellige ændringer i bygningen, blandt andet har der i en længere periode været loka- ler til røntgenterapi i stueetagen, hvor også tuberkulo- sestationen, som oprindeligt havde haft lokaler i byen, har været placeret.

Laboratoriet
Et ønske, som overlæge Folkmar havde haft i lang tid, blev opfyldt i 1942, da laboratoriet blev udskilt som en særlig enhed med egen ledelse (omtales senere).

Medicinsk afdeling D
Da den medicinske afdeling efterhånden var blevet temmelig stor fik man i 1961 gennemført en deling, og afdeling D. så dagens lys. I afdeling D indgik også det medicinske børneafsnit.
I1973 måtte afdelingen afgive et sengeafsnit til neuro- medicin – og da børneafsnittet blev til en selvstændig afdeling i 1980, var der kun et enkelt afsnit tilbage, og da overlæge Dragsted tog sin afsked i 1981 var det lidt uklart, hvad der skulle ske. Stillingen blev i første omgang besat med vikar, som senere blev fast ansat og afdelingen blev i 1983 sluttet sammen med den oprindelige afdeling.
I afdeling D begyndte man meget tidligt med de første forsøg på maskinel registrering via IBM-hulkort.

Neuromedicin
Der blev i 1965 ansat en neuromedicinsk overlæge. Stillingen var knyttet til medicinsk afdeling, der var ikke noget selvstændigt sengeafsnit, men han kunne belægge et begrænset antal senge og havde fået stillet i udsigt, at der senere ville være mulighed for etablering af særskilt afsnit.
Det skete imidlertid ikke, så han flyttede efter få års forløb, og det samme gjaldt for efterfølgeren. Da stil- lingen igen skulle besættes havde amtets sygehusud- valg lovet ansøgeren, at der ville komme et selvstæn- digt afsnit, og et afsnit fra afdeling D blev brugt til formålet i 1973, mens man fandt plads til lægekontorer og sekretariat i loftetagen i funktionærfløjen. Overlægestillingen blev dubleret i 1977, men nogen selvstændig reservelægestab havde man ikke, det blev først aktuelt efter 81-overenskomsten.
Sengeafsnittet rummede 22 senge, men måtte senere deles med fysiurgerne, idet det fysiurgiske afsnit var blevet lukket. Der var 7– 800 indlæggelser om året og op mod 3000 ambulante konsultationer samt tilsyn på sygehusets øvrige afdelinger.
Der var i 1993 ansat endnu en overlæge. De to ældste overlæger lod sig pensionere og den sidst ankomne fandt senere en stilling andet sted, så neuromedicinen i Hjørring er ikke længere, hvad den har været.
Til gengæld driver begge de to pensionerede overlæger speciallægepraksis i byen.
I 1995 blev medicinsk afdeling og de derfra udskilte specialer lagt sammen i en medicinsk blok.

Fysiurgi – rheumatologi
Den ældste bade- og massageafdeling er omtalt foran. Den blev som beskrevet afløst af en ny
indrettet i tidligere køkken. Denne afdeling sorterede under den medicinske overlæge, som holdt et ugent- ligt tilsyn.
I 1970 ansattes en fysiurgisk overlæge, Vera Andersen, til hvem man indrettede lokaler i kælderen ved siden af behandlingsrummene, men der var ikke tale om, at hun kunne disponere over sengepladser. Der var på den tid en kraftig diskussion om, hvilket speciale, der skulle tage sig af gigtpatienter, og det var et stort ønske hos hende at få eget sengeafsnit.
Efter at behandlingsbygningen var færdig blev der i røntgenafdelingens tidligere lokaler indrettet en sen- geafdeling med 22 pladser. Det havde været på tale, at dette afsnit skulle anvendes til neuromedicinske patienter, men i stedet overtog fysiurgisk afdeling.

Nogle år senere var en sparerunde i gang, og der bestemtes det, at lukke afsnittet, så fra 1983 måtte man dele afsnit med neuromedicinerne, og nu hører rheumatologerne til i den medicinske blok, dog med særskilt registrering af indlagte patienter.
Der var trange forhold i kælderlokalerne, og et længe næret ønske om fornyelse gik i opfyldelse, da der i 1998 stod en ny bygning klar med plads til fysio- og ergoterapi, stort varmt svømmebassin, gode trænings- lokaler og undersøgelsesstuer.
Der er nu ansat flere overlæger i rheumatologisk afde- ling og der er etableret et særligt ryg-center.
Coronarafsnit
Der blev i 1974 ansat en overlæge med sidespeciale i cardiologi og den øverste etage i den tidligere epi- demibygning blev indrettet til coronarpatienter med udstyr til monitorering mv., og der er senere foretaget modernisering af afdelingen og dens udstyr.
Dialyseafsnit
Dette afsnit, åbnet i 1996, er en filial fra nefrologisk afdeling i Aalborg og hører sådan set ikke med i den medicinske blok, men må alligevel må betragtes som en del af sygehuset.
Det er indrettet i lokaler, der oprindeligt var opera- tionsafdeling, og fra 1973-89 kirurgisk sengeafsnit. Indenfor det sidste år er der foretaget udvidelse, såle- des at også lokaler fra den tidligere barselsafdeling er inddraget.
Der blev i år 2003 udført 9.200 hæmodialyser.

Apoplexiafsnit

Efter, hvis man gik ind for en langt mere aktiv indsats end der var gældende i de almindelige rutiner, fik man udskilt et antal sengepladser til et særligt apoplexiaf- snit i år 2000
Så man står i dag med en stor medicinsk blok, omfat- tende flere specialer, og taket være udviklingen i lægestabens sammensætning med flere overlæger er flere subspecialer repræsenterede. Med i billedet hører også, at den endnu eksisterende medicinske afdeling i Brønderslev, der organisatorisk er en del af medicinsk afdeling, fungerer som genoptræningsafdeling, blandt andet for apoplexipatienter.
fter at man var blevet klar over, at der kunne opnås
bedre resultater i behandlingen af apoplexipatien-
Tallene for 2003 ser således ud:
Indlæggelser
Hjørring med 4894 Brønderslev 250 Lungemedicinsk 1200 Rheumatologisk 392 I alt 6736
Sengedage
23544 11424 6031 3275 44274
Amb. kons.
7532
4552 4600 16684
Der er etableret særligt diabetesambulatorium, optræ- ning for hjertepatienter og andre specielle funktioner, herunder også ambulant kemoterapi, ligesom man også benytter det særlige endoskopiafsnit, der er indrettet i den kirurgiske sengebygning, og det bør bemærkes, at størstedelen af sygehusets ERCP-undersøgelser udfø- res fra afd. B.

De medicinske sengeafsnit er gamle, ganske vist er der i tidligere kirurgiske afsnit fra 1920 blevet plads til de senge, man måtte nedlægge da pavillonen blev revet, og det afsnit er blevet ganske tiltalende, omend det ikke står mål med afsnittene i den kirurgiske senge- bygning. Der er i årenes løb sket mange forbedringer, der dog ikke på nogen måde har bragt forholdene op til den standard, man ønsker sig i dag. Det er derfor forståeligt, at man ser frem til den dag, da de nye medicinske sengeafsnit kan tages i brug.

Røntgenafdelingen
– diagnostik, terapi, billeddiagnostik
Sygehuset fik sit første røntgenapparat i 1906. I den første røntgenprotokol står der, at anvendes appa- ratet til sygehusets patienter skal der ikke betales særskilt, men for alle andre er der fastsat betaling, gælder det fotografering er prisen 10 kr., hvoraf de 5 er betaling til lægen, for behandling 3 kr. pr. seance, og heraf får lægen de 2.
Undersøgelsesantallet var beskedent – de første 7 år 379 ialt. I samme tidsrum fik 16 patienter røntgen- behandling. I 1929 var der 1084 undersøgelser, og 51 patienter blev strålebehandlet, mange for sygdomme, som i i dag ikke behandles på denne måde.
Det første skridt i den videre udvikling af sygehuset sker i 1930 med dannelsen af selvstændig røntgenafde- ling (iøvrigt inkluderet lysbehandling). Det var 16 år før den første radiolog blev ansat i Aalborg. Som rønt- genlæge ansættes H.C. Rask-Nielsen, først som klinik- chef og efter nogle år som overlæge. Der blev indrettet lokaler i den såkaldte forbindelsesbygning og igennem
årene er der foretaget flere om- og tilbygninger. Udover at passe den herværende røntgenafdeling skulle overlægen også fungere som konsulent for de øvrige sygehuse i amtet, det kunne være ved at beskrive tilsendte billeder eller ved besøg på sygehu- sene. Et stigende antal undersøgelser på sygehuset og et øget krav til konsulentvirksomheden bevirkede, at der i 1959 ansattes yderligere en overlæge, Thorkild Rasmussen, som fra 1962 var alene om diagnostiken, idet man da delte afdelingen i diagnostik og terapi.
Ved overlæge Rask’s pensionering i 1966 var det ikke muligt at besætte en terapeutstilling, og Rask fortsatte efter sin pensionering som deltidsansat konsulent, og fra udgangen af 1969 fik man aftale med overlæge Gunnar Knudsen fra røntgenterapien i Aalborg om fast konsulenttjeneste, en tjeneste som siden er bibeholdt af radiumstationens overlæger. Terapiapparatet anvendtes fortsat, men efterhånden som højvoltkapaciteten i Aalborg øgedes nedlagdes behandlingsfunktionen i Hjørring. Det er i denne sam- menhæng værd at bemærke, at der i de foran omtalte byggeprojekter var afsat pæne arealer til røntgente- rapi, bl. a. er der i projektet fra 62 indtegnet særlige lokaler til højvoltbehandling, og der har senere været planer om en tilbygning til TB-hospitalet, men det var dog meget skitsemæssigt.
Forholdene i afdelingen i forbindelsesbygningen var besværlige, men i 1970 begyndte indflytningen i nye lokaler i behandlingsbygningen. Siden da er der bygget en del om for at skaffe plads til nyt apparatur eller fordi ny teknik har ændret kravene til rummenes udformning. Der er indført nye undersøgelsesmetoder, først ultralyd og senere CT- og MR-scanning.
Et særligt afsnit af afdelingen er mammografiklini- ken. Thorkild Rasmussen indførte undersøgelsen og gennemførte en række forbedringer af metoden, og i samarbejde med organkirurgisk afdeling udarbjdedes teknik til markering af meget små tumorer.
I seneste regnskabsår passerede 37.000 patienter afde- lingen, og der blev udført 53.473 undersøgelser, heraf ca. 5000 MR- og CT- scanninger og ca. 4500 ultralyds- undersøgelser. I indeværende år er man i færd med at forberede opstilling af MR-scanner nr. 2.

Øreafdelingen
Denne afdeling åbnedes i 1933 med Anton Buch som hef – man kan betragte hans stilling som deltids, idet den var forbundet med fri praksisret, og han opar- bejdede da også en større speciallægepraksis i byen. Denne ansættelsesform kom senere også til at gælde for øjenlægerne, og Hjørring er formentlig det sted i landet, hvor denne ansættelsesform er opretholdt længst. Der indrettedes undersøgelses- og operations- stuer og der var sengepladser på 1. sal i vestfløjen.
Der var egentlig ikke særlig gode forhold i operations- og undersøgelsesstuer, men i behandlingsbygningen, der var indflytningsklar i 1971, fik man virkelig gode rammer. Men det skulle vente til 1989 før forholdene for sengepladserne forbedredes gennem flytning til ny sengebygning. I et halvt sengeafsnit skulle man i »harmonikafunktion« dele pladserne med gynækolo- gisk afdeling.
Som et af de første steder uden for de 3 største byer åbnedes en høreklinik i 1960 – indrettet i loftslokaler i den gamle hovedbygning, ledet af en overlæge, der var ansat med fuld praksisret som beskrevet, og samti- dig overgik øreafdelingens overlæge, der havde været ansat på samme måde, til fuldtidsstilling.
Afdelingen fik egen reservelægestab, og i 1974 blev overlægestillingen dubleret.
Da høreklinikens overlæge gik af i 1979 overtog øreaf- delingen arbejdet i hørekliniken – der blev normeret en ekstra reservelægestilling, og i 1980 blev kliniken, der tidligere sorterede under Statens hørecentral i Aarhus, overtaget af amtet.
Forholdene på hørekliniken var ubekvemme, og efter 1981 var der blevet plads i den hidtidige sygeplejesko- les barakbygninger. Nu kan disse på grund af nybyg- geri ikke anvendes længere, og en flytning bliver aktuel – plads findes i den psykiatriske pavillon, hvor sengeafdelingen nedlægges.
I 1999 gik den ene overlæge på pension, og det viste sig ikke muligt at besætte stillingen. Et par år senere valgte den tilbageblevne overlæge at overtage en speciallægepraksis, men en otologisk funktion er bibeholdt, idet afdelingen er blevet filial af øreafde-
lingen i Aalborg, men når man ser på indlæggelses- tallet for 2003, som er på 187, og sammenligner det med, at afdelingen tidligere har haft op mod 1100, er der tale om en betydelig reduktion. Der er udført 435 operationer i 2003, heri indgår indgreb på patienter fra andre afdelinger. Der har i samme tidsrum været 956 ambulante besøg – heraf 108 endags. De anførte regnskabstal ligger langt under »kontrakttallet«.

Øjenafdeling

Allerede på det gamle amtssygehus havde man foretaget øjenoperationer. Også i årene indtil 1929blev udført øjenoperationer, omend kun i beskedent omfang. Før 1937 da der kom øjenlæge til Hjørring havde der ikke været øjenlæge nord for Aalborg. Mogens Fledelius startede praksis i Hjørring og fik en aftale med sygehuset som betød, at han kunne ope- rere på operationsafdelingen og patienterne fik senge- plads, men en øjenafdeling var der ikke tale om, den blev oprettet i 1946 med Fledelius som overlæge. Der var indrettet undersøgelsesstue på loftet i den gamle hovedbygning og mange år senere blev en mindre stue på operationsafdelingen bygget om til operationsstue. Egne sengepladser fandtes ikke, øjenpatienterne fik plads i et afsnit, hvor sengene deltes i »harmonikap- rincip« med andre specialer.
Overlægestillingen var lønnet efter samme system som omtalt under øreafdelingen, og da stillingen dublere- des i 1963 fik den nyansatte samme betingelser. I 1988 blev den ene af de to halvtidsstillinger konverteret til en fuldtidsstilling, og først da den tilbageværende »halvtidsoverlæge« gik af i 89 bev den anden stilling ændret.
Efter 1989 har der vist sig problemer med at få overlægestillingerne besat, og der er nu kun én overlæge tilbage, afdelingen er nu lagt ind under øjenafdelingen i Aalborg, hvis læger udfører en stor del af det opera- tive arbejde i afdelingen.
Det er imidlertid ikke blot i afdelingen, at der er pro- blemer med at få speciallæger. Der er to øjenlægeprak- sis i byen, og den ene øjenlæge har i meget lang tid haft sin praksis til salg, men ingen købere har meldt sig, og vedkommende har nu besluttet blot at »lukke butikken«.
I år 2003 var der 64 indlæggelser, og 65 sengedage, 1186 operationer og 3549 ambulante konsultationer, heri medregnet 1074 endagspatienter.
I den nye behandlingsbygning fik afdelingen virkelig god plads med undersøgelses- og operationsstuer, lægekontorer osv.
Man har i afdelingen været på forkant med udviklingen, f.eks. var man først til at anvende kryoekstraktion ved grå stær – og med et apparatur, der var fremstillet af sygehusets tekniske afdeling til en brøkdel af den pris, som et apparat kostede. Da man startede med linse- implantater i 1978 var man blandt de første i landet. Man opnåede stor erfaring indenfor dette område og arrangerede det første skandinaviske symposium om moderne implantationsteknik og derudover blev der afholdt flere minikurser i afdelingen, hvor man med – 10 kursister gennemgik tekniken, blandt andet med forsøgsoperationer på griseøjne.

Centrallaboratorium
D et første laboratorium var – som man kendte det fra mange andre sygehuse – placeret i et par kælderlokaler, men i 1931/32 flyttedes til loftetagen over den ny medicinske bygning. Laboratoriet sorterede under medicinsk afdeling, hvor overlæge Folkmar længe havde et ønske om at det skulle kunne fungere som eet centrallaboratorium for amtets øvrige sygehuse. I 1942 lykkedes det, man ansatte en laboratoriechef, ikke en læge, men en biokemiker (det ville nemlig være den billigste model). Allerede i 1948 forlod biokemike- ren stillingen på grund af sygdom, og nu ansattes en læge, Erik Holst, som laboratoriechef – stillingen blev i 1952 opnormeret til en overlægestilling. Holst funge- rede ved siden af laborato-riestillingen som konsulent i intern medicin i Frederikshavn, som den gang var et blandet sygehus. Udover de klinisk-kemiske analyser har man i laboratoriet også foretaget bakteriologiske undersøgelser, men da Statens Seruminstitut opret- tede en filial i Aalborg ophørte man med dette. Hertil kom også blodbanken, indretning af tapperum mv.. Tapperummet er stadig at finde på loftet, men er flyt- tet til loftet over en anden fløj.
Analysearbejdet har ændret sig betydeligt fra håndar- bejde til udstrakt brug af maskiner, og den elektroni- ske tidsalder har holdt sit indtog i kommunikationen med afdelingerne, men i årene inden da fremstillede teknisk afdeling flere apparater til laboratoriet. Forholdene i loftslokalerne var trange, der kunne om sommeren blive ulidelig hedt, men man skulle helt hen til 1989 før lokaleproblemerne løstes gennem en flytning til den nye sengebygning, hvor laboratoriet indtog stueetagen.
I 1943 registreredes 43.000 undersøgelser, i 1970 nåede man 300.000, og omkring 1990 nåede man op på næsten 900.000. I 2003 var tallet steget til 1.365.000.
Ikke alle typer analyser udføres her. Visse meget spe- cielle undersøgelser sendes til andre laboratorier, og andre specialundersøgelser er efter aftale fordelt mel- lem Hjørring og Aalborg.

Anæstesiafdelingen
M edens det tidligere havde været mere eller mindre
tilfældigt, hvem der stod for bedøvelserne fik man
i 1947 anæstesisygeplejersker, der blot fik en kort sup- plerende uddannelse i hovedstaden.
I 1952 ansattes en læge, Erik Lundstrøm, som narko- selæge, og efter at han havde gennemgået et et-årigt WHO-kursus i København, udnævntes han i 1956 til overlæge og anæstesiafdelingen oprettedes, og i 1968 dubleredes overlægestillingen.
Der indrettedes en opvågningsstue i tilslutning til operationsafdelingen – denne fungerede dog ikke i døgndrift. Først i 1967 var der nye lokaler, der inde- holdt opvågningspladser og 2 isolationsstuer med cen- tral overvågning, beregnet som forsøgsopstilling til en kommende større afdeling i behandlingsbygningen, der var under opførelse, og man kunne nu indføre døgnbe- tjening samt starte på intensiv behandling.
I behandlingsbygningen var der større plads og flere isolationsstuer.
Meget er blevet ændret gennem årene. Apparatur er udskiftet, en del apparater er fremstillet af teknisk afdeling, blandt andet fremstilledes en anæstesisøjle
indeholdende udtag til luftarter, sug, elektricitet mv. – denne søjle var kørbar, fæstet til en skinne i lof- tet og modellen blev anvendt på operationsstuerne i behandlingsbygningen, men er senere taget ned. Anæstesimetoder er ændret, i en periode anvendtes en del cyclopropan, men det er ikke længere aktuelt. Ny metoder er kommet til, dels i form af nye midler, dels ny teknik, bl.a. den såkaldte epidurale bedøvelse.
Det intensive behandlingsafsnit har krævet mange arbejdstimer, både fra plejepersonale og læger og det har ikke helt kunnet undgås, at der ind imellem kunne opstå problemer i forhold til patientens stamafdeling. Et andet område, hvor anæstesiafdelingen har spillet en væsentlig rolle, er behandling af patienter med svære smerteproblemer – det være sig medikamentelt eller med morfinpumpe.
Fra årsberetningerne kan det ses, at der sker ændrin- ger, såvel i antal anæstesier som i anæstesimetoder:
Universel anæstesi Spinale Lokal/regional
1950 1074 654
1955 2803 10 220 1970 4330 128 2003 5763 831* 235 * heraf 109 epidurale
Hertil må man for året 2003 også medregne:
Opvågningspatienter Intensive patienter Patienttransportledsagelse mindre end foregående år)
224
6449 (1970: 2131) 402 (1970: 140)
51 (dette tal er
Ilttelst i opvågningsstue ca. 1960

Patologisk Institut
Gennem mange år blev vævsmikroskopi foretaget af kirurgisk afdelings 1. reservelæge, og hvis der var vanskeligheder med at tolke billedet blev mikroskopi- præparatet sendt til undersøgelse hos patolog.
I løbet af årene efter 1950 blev det mere almindeligt at sende væv til undersøgelse uden for sygehuset. Obduktioner havde man foretaget selv i begrænset omfang. De øvrige sygehuse i amtet sendte præpara- ter til undersøgelse hos forskellige patologer. I 1964 oprettedes et patologisk institut under ledelse af overlæge Erik Arffmann, som dog allerede i 1968 flyt- tede til Aalborg. Overlægestillingen blev lidt senere dubleret, og der er nu 3 overlægestillinger.
Instituttet skulle udføre vævsmikroskopi for alle syge- husene i amtet, ligesom der også var tale om obduktioner

Medens antallet af obduktioner er faldet bety- deligt på gurnd af de lovmæssige ændringer i regler for obduktion er der en stigning i mikroskopierne, hvortil kommer at et øget antal specialfarvninger af præpara- terne medfører øget arbejde for såvel laboratorie- som lægepersonale.
Lokaler fik man indrettet i tidligere funktionærværel- ser i loftetagen over tuberkulosehospitalet. Om disse lokaler hed det i Nordjyllands amts første sygehus- plan at man snarest burde sørge for nye lokaler. Det er foreløbig kun blevet til, at der er gennemført en renovering i halvfemserne, og nu er der udsigt til, at der i sidste etape af det nye byggeprogram kan komme et nyt institut, men det bliver således omkring 40 år efter, at man har udtalt »snarest«.
I instituttets første regnskabsår rekvireredes 6144
mikroskopiske undersøgelser og der udførtes 314 obduktioner. I regnskabsåret 69/70 var tallene hen- holdsvis 8701 og 435. I år 2003 er antal rekvirerede mikroskopiske undersøgelser steget til næsten det dobbelte, 17.184, medens obduktionstallet var så lavt som 52, et forhold som jo ikke er specielt for dette sygehus, men som man kun kan beklage. Siden det første år er andelen af de cytologiske undersøgelser øget fra 25% til 44%.

Psykiatrisk afdeling
Det er omtalt foran, at der allerede i 1910 havdeværet planer om at opføre en særlig pavillon til sindslidende patienter – men det blev der ikke. Heller Den psykiatriske afdeling
ikke planerne om et statshospital med 360 sengeplad- ser, opført i tilslutning til centralsygehuset, blev til noget. I stedet åbnedes i 1970 »Statshospitalet i Hjør- ring, midlertidig afdeling« i en nyopført præfabrikeret bygning, fra starten med en enkelt overlæge, Morten Dael, senere i en periode 3 overlæger. I 1976 overtog amtet de psykiatriske afdelinger. I 1990 overgik de psykiatriske afdelinger fra sundhedsudvalget til social- udvalget og sengetallet reduceredes fra de oprindelige 32 til 20 senge, og man nøjedes med én overlægestil- ling, som siden overgik til Brønderslevhospitalet. Nu er der udsigt til at

der lukkes helt af – men så får man heldigvis plads til hørekliniken, og det var vel næppe meningen fra begyndelsen.
Pædiatrisk afdeling
Der var tidligere et børneafsnit tilknyttet medi- cinsk afdeling, men der var ikke nogen pædiatrisk speciallæge knyttet til sygehuset. Det havde længe været et ønske, og i amtets sygehusplan var det da også omtalt, man havde under diskussionen af syge- husplanen været inde på tanken, men havde taget det standpunkt, at man ville vente indtil den pågældende medicinske overlæge blev pensioneret. Imidlertid kom der et pres udefra som bevirkede, at man fra 1978 fik en aftale om konsulenttjeneste med overlæge J.Christoffersen fra Aalborg og i 1980 var man klar til at åbne en børneafdeling med 21 pladser, fra starten med én overlæge, Kaj Lillquist, senere med flere over- læger. Sengeafdelingen indrettedes i tidligere medi- cinsk afsnit, hvor der senere er foretaget forskellige forbedringer, lægekontorer, ambulatorielokaler mv. fandt man plads til i den nærliggende funktionærfløj. I 2003 var der 1776 indlæggelser med 5884 sengedage samt 2785 ambulante besøg.
Det ses af de foregående beskrivelser, at der for tiden er problemer med at få speciallæger i nogle af de såkaldt »mindre« specialer, og det har været med- virkende til, at tidligere selvstændige afdelinger er blevet ændret til filialer af afdelingerne i Aalborg. Da det drejer sig om afdelinger, der var blandt de første amtskommunale specialafdelinger i landet, har det givet anledning til nogen frustration.
Der har også været problemer med at besætte alle reservelægestillingerne, det er muligt at uddannelses-

fortsættes i afsnit 4

Gravens Planteskole, Brønderslev – Historien om

Gravens Planteskole
Historien om Gravens Planteskole i Brønderslev
som i 2004 blev 125 år.

Familieforetagendet er i dag på nye hænder

Nordjyske marts 2004:

Gravens Planteskole i Brønderslev fylder i disse dage 125 år. Gartner Jens Graven grundlagde i 1879 Gravens Planteskole på arealet Bredgade/Tygelsgade og Mejerigade. Det begyndte som et køkkengartneri med produktion af kartofler, kål/kålplanter og andre grøntsager. Til gartneriet hørte også et lille beboelseshus mod Bredgade med forretning, hvorfra egne produkter blev solgt. Dengang var firmanavnet ”Jens Graven Jensens Handelsgartneri”.

I 1910 overtog sønnen Christen Graven Jensens gartneri. Chresten havde en bred gartneruddannelse, idet han foruden grøntsagsdyrkning også havde lært produktion af frugttræer og frugtbuske, læhegnsplanter og prydplanter. Inden han overtog sin fars virksomhed, havde han allerede etableret sig selvstændigt i Vrå 1895.

1912 sælges gartneriet i Bredgade, og et væsentligt større areal til produktion i Vestergade, der hvor banen i dag krydser gaden, med beboelse og butik købes. Herfra blev Gravens Handelsgartneri nu drevet med salg af frugt og grønt, blomster og binderi, grøntsagsplanter, frugttræer og -buske, haveplanter samt læ- og skovplanter. Det meste af egen produktion. Chresten Graven var i sine yngre år en dynamisk og visionær gartner, og han gjorde sit handelsgartneri kendt i store dele af Vendsyssel.

I 1934 blev produktion og salg af de træagtige planter (planteskoleplanterne) skilt fra modervirksomheden. En ejendom ”Dammen”, beliggende lidt længere ude af Vestergade blev købt til formålet af tredje generation, Jens Graven. Chresten Graven døde i 1941, og én af hans døtre, Anna Graven, fortsatte det nu noget mindre gartneri indtil det blev nedlagt i begyndelsen af 1950’erne.

Planteskolelederen, der i årene derefter J. Gravens Planteskole udvidede produktionen på lejet jord forskellige steder i Brønderslevs omegn. Det endte dog med i 1948 at et jordstykke på 10 hektar blev købt fra gården Thorsmark på Tolstrupvej.

I Jens Gravens tid udviklede planteskolen sig til at blive landskendt i branchen, og det var i hans tid, at navnet for alvor blev slået fast i lokalområdet. Det var også Jens Graven, der igangsatte eksport af egen planteproduktion især via Danplanex A/S (en eksportorganisation).

I 1963 og 1965 kom henholdsvis Ole og Niels Graven hjem i planteskolen efter flere års uddannelse i Danmark og Tyskland. Dermed var fjerde generation klar til at tage over. I 1970 blev brødrene medejere og drev planteskolen under det nuværende navn Gravens Planteskole I/S, sammen med deres far indtil 1975, og da Jens Graven gik på pension, blev Ole og Niels Graven eneejere.

1971 blev et skelsættende år. Det beskedne detailsalg i Vestergade blev nedlagt, og et nyt, moderne havecenter og bygninger til en gros ekspedition blev etableret på produktionsjorden på Tolstrupvej. Året efter blev en ejendom ved Serritslev købt med 19 hektar jord. Denne produktion er dog nu under afvikling, således at der fremover kun bliver produceret planter på jorden på Tolstrupvej.

Flere udvidelser af bygningskapaciteten er sket gennem årene. Den største i 1986 med bygning af ekspedivtionshal og kølehus. Havecentret har igennem de 32 år undergået store forandringer. For to år siden begyndte en stor renovering og udvidelse af havecentret. Et drivhus på 600 kvadratmeter blev bygget, og det udendørs område blev udvidet betydeligt. Således er det i dag et havecenter, der byder kunderne på mange ideer samt planter og tilbehør til ude- og indebrug.

Havecentret er nu udbygget sådan, at det fremstår som et udflugtsmål og inspiration for alle, der gerne vil have en grøn oplevelse. Der er hyggehjørner med bord og bænk, havepavillon, legeplads med legehus til børnene og masser af haveinspiration. – De planter, der i dag sælges fra Gravens Planteskole er kun i mindre grad af egen produktion. Udvalget er nu større end for få år siden. Det bliver hjemkøbt fra planteskoler i Danmark, Holland, Tyskland, Italien med flere. – Næsten alt er på forhånd udvalgt på messer eller direkte hos producenten. Derfor kan planteskolen stå inde for kvaliteten, siger Niels og Ole Graven.

Brønderslev og Omegns Landboforening fejrer 50 års jubilæum i 1962

1962

Jubilæumsskrift 1962

„Stavnsbåndets løsning 1788, folkehøjskolens og andelsbevægelsens indsats i vort samfund danner baggrunden for det mægtige oplysningsarbejde, der er øvet inden for dansk landbrug, og det har fastslået, at fri bonde på egen jord ikke alene er det bedste for bonden men også for hele samfundet.

Det var med dette mål for øje, landets mange landboforeninger blev oprettet. Disse foreninger har bevirket, at faglig oplysning i dag er sat i højsædet.

Da vore forfædre for 70–80 år siden grundlagde den danske andelsbevægelse var det en bedrift af rang, som mange andre lande har taget ved lære af. Det vidnede om et fællesskab og et tillidsforhold, som vi, der er arvtagere, må beundre og takke for.”

– Med disse ord indleder formanden for Brønderslev og omegns landboforening, der tirsdag den 30. januar fylder 50 år, gårdejer Chr. N. Østergård, Vrensted, jubilæumsskriftet, der er redigeret af konsulent Bjørn Christensen, Brønderslev.

På et møde i november 1911 enedes en del landboere om at indkalde til en stiftende generalforsamling på hotel Phønix den 30. januar 1912. Der blev udsendt en opfordring til landmændene, underskrevet af 24 kendte landmænd, og på de udsendte tegningslister tegnede 385 landmænd sig, og på generalforsamlingen den 30. januar 1912 blev lovene vedtaget og den første bestyrelse blev valgt.

Chr. Pedersen, Gl. Burholt, valgtes som formand, og i bestyrelsen indvalgtes Chr. Sloth, Thise, N. C. Pedersen, Stenbjerggård, G. Nyholm, Hellumlund, og P. M. Thomsen, Hvilshøj.

Dyrlæge M. R. Laursen, Brønderslev, valgtes som sekretær og kasserer.

Der er en god økonomi i foreningen. Auktionsordningen i Brønderslev kom da også til at danne forbillede for mange andre landboforeninger.

Planteavlsarbejdet fik en central plads i foreningens arbejde fra starten sammen med husdyrbrugsarbejdet.

Indtil april 1944 blev husdyrbrugsarbejdet varetaget af konsulenter under Hjørring amts landøkonomiske selskab, men i 1943 blev det vedtaget at ansætte egen konsulent, og i 1944 tiltrådte konsulent Bjørn Christensen.

Landboforeningen tog også ungdoms- og skolearbejdet op. I 1918 blev der begyndt med en enkelt kursusdag for de unge, og i 1935 blev Landboskolen bygget.

Foreningens nuværende formand, Chr. N. Østergård, Vrensted, afløste proprietær Bech, Thise Ladegård, i 1940, og i Østergårds 22årige formands periode har foreningen været inde i en rivende udvikling.

I 1947 blev den første del af landbrugsgården ved Nørregade bygget, i september 1947 blev den nye auktionshal taget i brug, og siden da er der foretaget mange udvidelser til Andelsmaskinstationen, Danske landbrugeres andels maskinindkøb, til kontorer o.s.v.

Der udvides stadig, og maskinstationen flytter nu ud i en ny hal der er under opførelse ved hovedlandevejen, for at skaffe mere plads til auktionerne.

Seks formænd i 50 år

I de 50 år har landboforeningen haft seks formænd. Chr Pedersen efterfulgte Jens Laurits Pedersen, Stubdrup, Anders L. Andersen, V. Linderup, Isak B. Isaksen, Ø. | Brønderslev, og H. Bech, Thise Ladegård, der i 1940 blev afløst af den nuværende formand, Chr. N. Østergård, der har beklædt formandsposten i 22 år og har været med i landboforeningens ledelse gennem 29 år.

Med tro på fællesskabets og sammenholdets styrke og på tillid, som det er kommet til udtryk gennem vor forenings virke i de forløbne 50 år, skal der nok vise sig en vej, også gennem kommende tiders vanskeligheder slutter Chr. N. Østergård sin indledning til festskriftet, og de resultater, den jubilerende forening har nået, er et vidnesbyrd om, hvad der kan løftes, når der løftes i flok.

Jubilerende forening blev stærkt hyldet

Direktør Harry Simonsen, Andelsbanken, til højre, gratulerer under receptionen på landbrugsskolen om formiddagen formanden for den jubilerende forening, Chr. N. Østergaard, Vrensted, der ses til venstre

350 til møde med landbrugsrådets præsident, Anders Andersen, VoldbyLandbrugsrådets præsident, gårdejer og folketingsmand Anders Andersen, Voldby, hyldede tirsdag paa hotel Phønix, Brønderslev og Omegns Landboforening i anledning af foreningens 50 års jubilæum.

Blandt de ca. 350 af foreningens medlemmer sås flere gæster bl.a. tidligere skoleforstander, konsulent Oluf Nielsen, Aarhus, der i sin tid var medstifter af Brønderslev Andels Maskinstation.

Virksom institution

Gårdejer Anders Andersen overbragte hilser og gratulation fra Foreningen af Jydske Landboforeninger og sagde, at Brønderslev og Omegns Landboforening ikke hører til dem, der bliver grå af ælde. Han karakteriserede foreningen som en meget virksom institution, og sagde, at det, den har betydet for Brønderslev-egnens landboere, ikke kan måles i penge.

Den kontakt, man inden for Foreningen af Jydske Landboforeninger har haft med denne forening, fortsatte landbrugsrådets præsident, har bevirket, at man har fået respekt for den. Den viser, at man tør have en mening og st fast ved den.

I øvrigt fortsatte Anders Andersen med at uddybe landbrugets stilling i den tid, da der, som han sagde, foregår en strukturændring i dansk landbrug.

Fællesstalde aktuelle

Det kan blive nødvendigt med en begrænsning og specialisering, hvis vi skal stabilisere markedet, sagde han bl.a. – Vi må se i øjnene, at ting, vi hidtil ikke har holdt af at tænke på, for eksempel en sammenlægning af de mindre ejendomme, kan blive nødvendig.

Man må, fortsatte han, regne med, at der i indeværende folketingssamling kommer en ny lov der vil give fri ret til eksempelvis sammenlægning af de små brug. Det er et spørgsmål, om ikke oprettelsen af fællesstalde kan blive aktuel. Hvor der før skulle en mand til at passe 25 dyr, kan den samme mand passe 100 i en fællesstald.

En anden grund til specialisering er eventuel oprettelse af supermarkeder i udlandet. Sådanne markeder kræver store ensartede leverancer af for eksempel kød. For tiden aftager England kød, som er konserveret eller frosset, for to milliarder kr. årligt. Det er et beløb, der kan give anledning til at overveje muligheden af at oprette fabrikker, som de forskellige slagterier kan sende deres produkter ind til.

Kransenedlægning

Dagen begyndte med, at bestyrelsen lagde kranse på tidligere formænds grave. Paa Brønderslev kirkegård ligger Chr. Pedersen, Gl. Burholt, J. L. Pedersen, Stubdrup. og B. Isaksen, Mosbak, paa Vraa valgmenigheds kirkegård Anders L. Andersen, V. Linderup, og på kirkegården i Thise ligger H. Bech, Thise Ladegaard, begravet.

Til en reception på landboskolen om formiddagen mødte en lang række gratulanter. Fra byrådet kom borgmester Th. Jensen og fabrikant Karl Uggerby, fra pengeinstitutterne direktørerne H. Simonsen, Andelsbanken, og L. Østergaard, Brønderslev og Omegns Sparekasse. Desuden sås købmand R. Mortensen, Hvilshøj. direktør C. Behrens, Brønderslev Andelsslagteri, konsulent S. P. Nielsen bragte en hilsen fra Brønderslev Husmandskreds, afdelingsleder Kronborg Isager, der repræsenterede Pedershaab Maskinfabrik, svinekontrolforeningens formand gårdejer Carl Lunden, Stubdrup, formanden for planteavlsudvalget, tidligere byrådsmedlem Fr. Lunden. Agdrup. ungdomsudvalgets formand forpagter Niels Østergaard. Vrensted, andelsmaskinstationens formand, gårdejer N. Klokkerholm, Krogen. og salgsleder Harald Villadsen. Landbrugernes Andels-Maskinindkøb.

Stor gave til etableringsfondet

Til festmiddagen om aftenen paa restaurant Hedelund var den store sal fyldt af et festklædt publikum. I kredsen af særligt indbudte sås landbrugsrådets præsident, folketingsmand Anders. Andersen, borgmester Th. Jensen, dommer Joh. Kardel, alle med fruer, og æresmedlemmerne, tidligere slagteridirektør L. Madsen, Brønderslev og gaardejer Chr. Jensen, Aalstrup.

Formanden, Chr. N. Østergaard, Vrensted oplyste, at der er skænket bl.a. 23.000 kr. til landmændenes etableringsfond – i større og mindre bidrag – adskillige vaser af porcelæn og sølv og et stort antal blomsterbuketter og telegrammer.

Vi er overvældede af den megen opmærksomhed og glade og lykkelige for samarbejdsvilje mellem by og land, som den er udtryk for, sagde han.

Der blev talt af bl. a. landbrugsrådets præsident, folketingsmand Anders Andersen, der fremhævede foreningens fremragende indsats for vendelbo-landmanden, borgmester Th. Jensen, proprietær K. Knudsen, Agdrup, tidligere konsulent i Brønderslev Olaf Nielsen, Aarhus, der fortalte om arbejdet for år tilbage, Brønderslev husmandskreds formand J. Sørensen, Jerslev, næstformand i Aalborg amts landboforening E. Andersen, Ajstrup,sparekassedirektør L, Østergaard, bankdirektør H. Simonsen og formanden for Arbejdernes Fællesorganisation, Chr. Kjeldsen, Brønderslev.

Den stemningsfulde fest, der begyndte med et leve for kongen og kongesangen, sluttede med ”Der er et yndigt land

Læs videre “Brønderslev og Omegns Landboforening fejrer 50 års jubilæum i 1962”

Historien om Store Brønderslev Marked

Store Brønderslev Marked er et heste- og kræmmermarked i Brønderslev i Vendsyssel

Markedet afholdes hvert år over fire dage (fredag til mandag), hvor mandagen altid er første mandag i september.

Store Brønderslev marked begyndte som kromarked ved den daværende Bækkens Kro, der var centralt placeret ved Den gamle Kongevej, ca. midtvejs mellem Hjørring og Aalborg.

Selve krobygningen eksisterer endnu som en almindelig familiebolig

Markedet startede som et kreaturmarked, der fra 1843 var henlagt til Brønderslev Kro.

Det var her markedet blev landskendt for det, der senere blev kaldt “Gendarmslaget” i 1886, hvor Estrups Gendarmer røg i slagsmål med markedsgæsterne.

Dengang var der marked hver måned i Brønderslev, men én gang om året, den første mandag i september, var der et stort marked, og det er fra den tid navnet Store Brønderslev Marked stammer.

Datidens handel var især med kreaturer og først senere blev det heste. I dag må klovbærende dyr ikke findes på pladsen.

I dag er Store Brønderslev Marked et stort heste- og kræmmermarked. Markedspladsen ligger midt i Brønderslev by på et areal på ca. 41.500 kvm., der hvert år rummer ca. 200 kræmmerboder, 600 heste, 3.000 andre dyr, øl- og spisetelte og et tivoli. Omkring 100.000 gæster besøger

Det er Markedsforeningens bestyrelse, kaldet Markedsudvalget, der står bag Store Brønderslev Marked og står for det praktiske arbejde før, under og efter markedet.

De er valgt af foreninger, klubber, spejdere m.v. der alle er aktive under markedet. Foreningerne kan med deres arbejdsindsats, i de fire dage markedet varer, samle et pænt overskud til ”klubkassen” til gavn og glæde for ungdomsarbejdet i Brønderslev.

Sygehuset i Hjørring – Historien om – Afsnit 2

Til overlæge Folkmars 50-års dag havde afdelingen
lavet et lille festskrift på vers, og citatet her illustrerer forholdene ganske godt.
»Da Pav. blev bygget gjorde Arkitektens Forslag
Lykke:
Vi stiller sengene op og omkring dem vi bygge –
Med sidste Del var der et farlig Jag
og det fortryder man den Dag i Dag.
Da blev forslaget nemlig ikke husket,
saa næppe en Seng kan derind man faa lusket!«

Centralsygehuset i Hjørring 1930
Da sygehuset blev »delt« i 1926 havde sundhedsstyrelsen været med i de forhandlinger, der havde
fundet sted, og daværende medicinaldirektør Johannes Frandsen havde fremsat tanken om, at der i hvert
amt burde være et centralsygehus, hvor fl ere specialer
kunne være til stede, en tanke, som den daværende
sygehusbestyrelse gik ind for. Det skulle imidlertid
vise sig, at den videre udbygning, både med hensyn
til lægelige specialer og bygninger var en proces, som
strakte sig over mange år. Et interview fra 1941 med
overlæge Folkmar illustrerer ret tydligt, at det kan
være svært at spå om den fremtidige udvikling.
»…der er nu ikke brug for at få flere speciallæger knyttet
til Hjørring Sygehus. De afdelinger der er, er i stand til at
give en fuldgod behandling. De, der skal have en særlig
behandling, kan sendes til hovedstadens specialklinikker
– når bilerne ellers kommer i gang igen, og togenes antal
igen forøges«.
Det næste trin kom omkring 1930, en bygning som
forbandt den ældste del af sygehuset med bygningen
fra 1915 og gav plads til medicinske senge, lokaler
til røntgenafdeling og i loftetagen værelser og rum
til laboratorie samt en funktionærfløj med værelser
til personalet, som indtil da havde været henvist til
diverse loft- og kælderlokaler.

Man kan, der hvor disse bygninger støder sammen,
konstatere, at ingen af de 3 fl øje er i niveau med de
2 andre, og efter at der i 1960 er anlagt tunnelsystem
har man elevator med 8 stoppesteder i de 3 etager. I
mellemetagen i funktionærfløjen indrettedes i 1966 et
gynækologisk sengeafsnit og da der var niveauforskel,
måtte operationspatienterne bæres op i afdelingen
indtil der en del år senere blev indrettet en speciel
elevator til dette afsnit.
Nyt tuberkulosehospital opførtes i 1936, og i 1941 blev
der bygget et ny kapel syd for sygehuset – det holdt i
ca. 40 år, da det måtte rives for at skaffe plads til en
ny sengebygning.
Der skulle gå adskillige år før der igen blev bygget, men
planer var der rigeligt af. Det første projekt, en tilbygning, som skulle give plads til øreafdeling og apotek,
blev droppet på grund af krigen – på et tidspunkt, hvor
der forelå både bevillinger og byggetilladelse. Man
gik i stedet under krigen i gang med et større projekteringsarbejde, og ved krigens slutning forelå der
et forslag til udvidelse, som ville medføre nedrivning
af en del af den ældre bygningsmængde. Forholdene
umiddelbart efter krigen var imidlertid sådanne, at en
realisering af projektet ikke var mulig, blandt andet
var der aldeles ingen udsigt til at kunne få de fornødne
tilladelser til indkøb af byggematerialer.

Man fortsatte med projektarbejde, blandt andet i
erkendelse af, at der var behov for fl ere sengepladser
og desuden var man klar over, at standarden i de eksisterende senge- og behandlingsafsnit lå meget tilbage
at ønske. Men før der kunne forventes nyt sygehusbyggeri i Hjørring havde amtsrådet vedtaget, at der først
skulle bygges funktionærboliger i Hjørring, derefter
nyt byggeri i Dronninglund og først derefter kunne
man gå videre i Hjørring.

I 1954 blev det såkaldte Nordprojekt fremlagt. Billedet
nedenfor viser en oversigtstegning af en sengebygning
og en noget lavere behandlingsbygning. Denne bygning var tænkt placeret nogenlunde der, hvor den
nuværende kedelcentral ligger. I planen var indeholdt,
at man bibeholdt størstedelen af den gamle sengemasse.

Men da der var kommet planer om opførelse af et
statsligt psykiatrisk hospital på markerne syd for sygehuset og da man fra Direktoratet for Sindssygevæsenet
ønskede, at der var nem adgang fra dette statshospital
til det somatiske sygehus, fandt man en anden løsning, nemlig at placere nybyggeri på den plads, hvor
epidemipavillonen lå – og samtidig skulle man også
i planlægningen tage hensyn til, at det kommende
statshospital skulle forsynes med varme fra sygehusets kedelcentral.

I første omgang blev det til, at der opførtes en
kedelcentral med værksteder samt en bygning, rummende nyt centralkøkken og vaskeri, idet man havde
tænkt sig at benytte vaskeriarealet til midlertidigt
medicinsk sengeafsnit som erstatning for sengene i
pavillonen, som man jo måtte rive. Nu blev det så ikke
aktuelt at nedrive pavillonen, for statshospitalet blev
bygget i Brønderslev, men kedelcentralen og køkken/
vaskeribygningen samt et tunnelsystem var påbegyndt.
Kedelcentralen blev bygget så stor, at der var plads til
den kedel, som ville være nødvendig for at forsyne det
psykiatriske hospital, men man undlod at installere
kedlen. Da naturgasnettet mange år senere ønskedes
ført til byen krævedes det, at der var et vist forbrug,
og for at sikre dette blev det vedtaget, at sygehuset
skulle overgå til gasfyring, og så måtte man udskifte
de eksisterende, slet ikke nedslidte kedler med nye.
Efter et kort åremål kom en ny politisk vedtagelse,
nemlig at sygehuset for fremtiden skulle forsynes fra
det lokale fjernvarmesystem. Så væk med de gasfyrede kedler, anskaffelse af en ny oliefyret nødkedel
samt ændring af hele varmesystemet på sygehuset.

Et nyt og større projekt så dagens lys i oktober 1962,
en oversigtstegning ses på billedet nedenfor. En del
af den gamle bygningsmasse skulle bevares, ikke til
sengeafsnit, men til andre formål. I de nye sengeafsnit
var der beregnet toilet og brusebad til hver sengestue,
hvad der ikke var tilfældet i Nordprojektet. Da man
erfarede, at det fra sundhedsstyrelsen var tilkendegivet, at der med den forventede byggekvote for de
følgende tre år højst kunne opføres for 20 mio. ved
centralsygehuset var det ret klart, at man ikke kunne
komme ret langt med den forhåndenværende plan. Og
i mellemtiden var planerne for det psykiatriske hospital ændret – mange har ment, at årsagen hertil kunne
ligge i en sammenblanding af lokal- og landspolitik
–og hospitalet blev i stedet opført uden for Brønderslev uden nogen nærkontakt med et somatisk sygehus.
Man havde dog nået at bygge kedelcentral i en størrelse, der passede til at forsyne både det somatiske og
det forventede psykiatriske sygehus.
Altså, endnu et projekt, som ikke blev til noget.

Behovet for nybyggeri var fortsat til stede, og man
endte med en behandlingsbygning, som var færdig
omkring 1970, indeholdende røntgenafdeling, undersøgelses- og operationsstuer til øre- og øjenafdeling,
ambulatorielokaler i stueetagen, central operationsProjekt fra 1940’erne – ikke opført
Nordprojektet – ikke opført
afdeling, opvågningsafsnit og intensive sengepladser
samt sterilcentral i øverste etage. Kælderen var
beregnet til nødhospital. Det betød, at der ikke skete
noget med sengeafsnittene – bortset fra, at der i den
hidtidige operationsafdeling og røntgenafdeling blev
indrettet nye sengeafsnit, hvis standard var noget
bedre end i de gamle sengeafsnit.

Men der var planer. Der var udarbejdet et skitseforslag
til fornyelse af sengeafdelingerne og en udvidelse af
behandlingsbygningen, man var kommet så langt, at
der var fremstillet en model af den største sengebygning. Da man nu var kommet frem til den tid, hvor
kommunalreformen var nært forestående, afstod man
fra at gå videre, så projektet blev som så mange andre
skrinlagt.

Hjørring sygehus 1970
Kommunalreformen medførte, at sygehuset overgik
til det nydannede Nordjyllands amt. Betegnelsen
Centralsygehus forsvandt, og selv om det var klart,
at sygehuset i Aalborg måtte være amtets »flagskib«
ønskede man at bibeholde sygehuset i Hjørring som
amtets andet hovedsygehus. Der blev udarbejdet en
samlet sygehusplan for amtet, hvori det blev omtalt,
at sengeafdelingerne i Hjørring trængte stærkt til
fornyelse (Sygehusets sengeafdelinger har til huse i
gamle og uhensigtsmæssig Bygninger). Der er derfor
behov for inden for de nærmest kommende år at iværksætte nyt byggeri til erstatning for de gamle sengebygninger. Der skønnes ikke at være behov for byggeri
til udvidelse af sygehusets sengeantal, dog uden at
det fi k nogen konsekvenser i en længere årrække – det
skal dog bemærkes, at der var udarbejdet nogle skitser til, hvordan man kunne gennemføre en fornyelse,
men de økonomiske omstændigheder gav ikke nogen
mulighed for at gå videre. Amtets sygehusplan er siden
revideret nogle gange. Der blev udarbejdet en generalplan for Aalborg sygehus og omkring 1990 tog man
fat på en generalplan for sygehuset i Hjørring. Målet
var at opnå temmelig store besparelser, og det var på
et tidligt tidspunkt klart, at det ønskede omfang ikke
var realistisk. Men der var alligevel undervejs udsigt til
væsentlige nedskæringer, og dette blev – ikke uventet
– mødt med protester fra både lokalbefolkningen og
personalet.

Først omkring 1980 begyndte der at ske noget reelt,
man gik i gang med at planlægge en ny kirurgisk sengefl øj, som udover almindelige sengeafsnit også skulle
rumme ny intensiv/opvågningsafdeling og centrallaboratorium. På grund af de forhåndenværende bygningers
placering på grunden måtte kapellet fra 1941 nedrives
og et nyt bygges – og for at få plads til det ny kapel
var det nødvendigt at rive inspektørboligen, der var
bygget i 1951. Endelig i 1989 var den nye sengebygning færdig med 9 etager. Oprindeligt var den tegnet
med 10 etager, men undervejs i byggeriet skulle der
spares, så det blev foreslået at skære to etager væk,
men efter nogen debat på amtsgården endte man med
at reducere med blot én etage.
Som noget nyt fastlagdes ingen snævre afdelingsgrænser, således at man indenfor de forskellige 36-
sengs afsnit kunne have patienter fra fl ere specialer i
en slags »harmonikaprincip«, der ikke var ukendt, idet
dette princip i mange år havde fungeret fuldt tilfredsstillende i stueetagen i den gamle vestfløj.

Hjørring/Brønderslev sygehus 1995
Sygehuset i Brønderslev havde i nogle år været
underlagt administrationen i Hjørring. Den kirurgiske afdeling i Brønderslev blev lukket, røntgenafDen kirurgiske sengebygning fra 1989
Folkemøde ved sygehuset Sengestafet på landevejen til amtsgården i Aalborg
Plads til de mange der vil møde
sengetransporten på amtsgården
delingen blev betjent af radiologer fra Hjørring og
medicinsk afdeling ændrede karakter.
Da den medicinske overlæge fl yttede fra Brønderslev
blev afdelingen lagt ind som en underafdeling af Hjørrings medicinske afdeling, man ophørte med akut
funktion i Brønderslev og benyttede afdelingen til
efterbehandling og optræning.
Det var derfor naturligt, at man skiftede navn på sygehuset – det samme var sket østpå med Frederikshavn/
Skagen sygehus.
I 1998 var den næste nybygning færdig, en bygning
med lokaler til fysio- og ergoterapi. Et godt eksempel
på, at ting tager tid. Den oprindelige bade- og massageafdeling lå i kælderen under den ældste bygning,
og om denne afdeling udtalte et embedsmandsudvalg
ved krigens slutning »at forholdene var ved at nærme
sig det uanstændige«, og 12 år senere mente den
medicinske overlæge, at man godt kunne stryge »ved
at nærme sig«. Men i 1965 kunne man indrette nyt i
kælderen under operationsafdelingen i det tidligere
køkken – det var brugbart, men absolut ikke noget at
prale af. Ergoterapi fandt man senere plads til i nogle
loftsrum og siden i kælderen.

Sygehus Vendsyssel 2002
Amtsrådet besluttede i 2002 at ændre sygehusvæsenets struktur som led i en samlet sundhedsplan.
Sygehusene i amtets nordlige del blev sammenlagt
til eet sygehus, omfattende Hjørring/Brønderslev
og Frederikshavn/Skagen. I Skagen var der så store
problemer med at besætte lægestillingerne, at man
vedtog at nedlægge egentlig sygehusfunktion der.
Som led i denne ændring blev de kirurgiske afdelinger
i Hjørring og Frederikshavn lagt i samme funktionsbærende enhed, og det samme var tilfældet for den
gynækologiske afdeling i Hjørring og den gynækologiske funktion i Frederikshavn. Dette medførte ændringer i opgavefordeling, f.eks. er den akute kirurgiske
virksomhed henlagt til Hjørring, medens Frederikshavn
i større grad skal tage sig af elektiv kirurgi – og i Frederikshavn er der en jordemoderledet fødeklinik.
Der har været afholdt arkitektkonkurrence om bygning
af nye medicinske sengeafsnit m.m. i Hjørring. Vinderprojektet har været udbudt i licitation, og man er nu
ved at være klar til at påbegynde byggeriet, som ifølge
planerne skal strække sig over nogle etaper, og som vil
betyde, at en del af de gamle bygninger vil forsvinde.

Andre byggearbejder – ombygninger
Det er vel kun i den rheumatologiske bygning fra
1998, at der ikke er foretaget ombygningsarbejder. Selv i sengebygningen fra 1989 er der foretaget
ændringer. Ser man bort fra indretningen af bade- og
massageafdelingen i de tidligere køkkenlokaler i kælderen i hovedbygingen, er alle større arbejder udført i
de seneste 50 år.
I de omtalte projekter, der ikke blev til noget, indgik
også fornyelse af sengeafdelingerne. I forbindelse
med projektet fra 1953 fandtes nogle beskrivelser af,
hvorledes forholdene var. På kirurgisk afdeling var der
kun vaskekummmer på 6 af 33 sengestuer. På et af
afsnittene var der ikke noget badeværelse, og der var
så dårlige pladsforhold at man for at få en seng kørt
ud fra en stue, ofte måtte fl ytte på de andre senge på
stuen. Det var, efter overlæge Buch’s mening, værre
på øreafdelingen:
»…som på grund af husets konstruktion måtte lide under
håbløse transportforhold, der var ikke rindende vand på
stuerne, intet badeværelse, ingen opholdsstue for oppegående patienter, og skyllerummet under al kritik for
småt, og i forbindelse med skyllerummet er afdelingens
to toiletter placeret.«
Nogen umiddelbar effekt fi k dette klagesuk ikke, for
i 1957 skrev den nye overlæge, Zwergius, nogenlunde
det samme (der var dog vaskekumme på en af stuerne):
»WC-forholdene er under al kritik, idet patienterne må
forrette deres naturlige funktioner i kun halvt afskærmede og alt andet end lydtætte rum i det stærkt trafikerede
og meget lille skyllerum. De oppegående patienter vasker
sig også i dette lidet lækre skyllerum.«
Der blev i 1960 bevilget penge til installation af håndvaske på både medicinske og kirurgiske afsnit, og i
årene herefter blev der foretaget fl ere forbedringer i
afdelingerne, men standarden var, da Nordjyllands amt
overtog sygehuset, langt fra så god som ønskelig.
Man har desuden været i den situation, at der skulle
skaffes plads til nye funktioner og derudover har det
været nødvendigt at skabe ekstra plads til de allerede
bestående, bl.a. røntgenafdelingen. Men det kneb med
pladsen i de gamle bygninger, så en del af det nye fi k
et vist midlertidigt præg, men fi k alligevel lov til at
bestå i væsentlig længere tid end man havde forestillet sig.
Det vil føre for vidt at omtale alle ombygninger,
som eksempel kan ændringer i funktionærfl øjens 1.
sal nævnes. Her blev i 1966 åbnet et gynækologisk
sengeafsnit, som blev tømt, da sengebygningen stod
færdig. Derefter indrettedes læge- og sekretærkontorer til medicinsk afdeling, der blev plads til ambulatorielokaler mv..
Når man er bundet af de eksisterende bygningsforhold
er det klart, at resultatet af arbejdet ikke bliver helt så
godt, som man kunne ønske sig, men det må erkendes,
at de opnåede resultater har vist sig brugbare.
Nogle af disse ombygninger har allerede fra starten
været betragtet som midlertidige nødløsninger. Patologisk institut blev i 1964 indrettet i en række tidligere funktionærværelser i loftetagen over tuberkulosehospitalet. I Nordjyllands amts første sygehusplan
omtales det, at der snarest burde ske en fornyelse
– det er godt 30 år senere bygget om, men instituttet
ligger fortsat på loftet. Der havde været en teoretisk
mulighed for at få nyt, da rheumatologibygningen blev
rejst, men indtil videre må en fornyelse vente til sidste
etape af det byggeri, der nu er ved at skulle starte.

Den lægelige virksomhed og specialerne
Som nævnt tidligere var sygehusets første læge
distriktslæge N.C. Heerfordt, der udover sygehusarbejdet skulle passe sin stilling som distriktslæge
ved siden af en almindelig praksis. Da han døde i 1893
gik man bort fra at koble stillingen ved sygehuset
sammen med distriktslægeembedet og stillingen som
sygehuslæge blev opslået, men den var baseret på, at
lægen udover at passe sygehuset også drev almindelig
praksis. Der var ingen yngre læger tilknyttet sygehuset før i 1899. A.W. Ewertsen blev ansat – og forblev
på sygehuset indtil 1929.
Han havde i mange år en stor praksis, hvilket gav
anledning til nogen gnidninger mellem ham og de
øvrige læger i byen, første gang i 1916, hvor man fra
lægeside mente, at Ewertsen brugte så megen tid i sin
praksis, at der ofte savnedes den fornødne lægehjælp
på sygehuset.
Anden gang i 1924-25 i en ny sag, som medførte to
ting, dels at sygehuset blev delt i medicinsk og kirurgisk afdeling, dels at Ewertsen opgav sin almindelige
praksis og holdt sig til konciliær praksis.
Fra 1926 er sygehuset delt, men tanken om et centralsygehus med fl ere specialer var fremsat af medicinaldirektør Johannes Frandsen.
Ewertsen var ikke uddannet kirurg, men tilhørte den
ret store gruppe af selvlærte sygehuslæger som var
ansat ved provinssygehusene, men han gjorde meget
for at skaffe sig ny viden og erfaring. Og det må siges,
at han faktisk foretog mange ting, som man i dag ikke
kan forestille sig udført på et mindre sygehus.
I 1896 costaresection for empyem, i 1907 thoracoplastik og i 1929 pericardiectomi – patienten overlevede.
Der var desuden øre- og øjenoperationer samt operation for hareskår for blot at nævne noget af det, der i
dag hører til på specialafdelinger.
Da sygehuset blev delt i 1926 overtog Ewertsen den
kirurgiske afdeling, og E.O. Folkmar blev ansat som
medicinsk overlæge.

Kirurgisk Afdeling
Fra afdelingens start og indtil 1965 dækkede afdelingen såvel almen kirurgi som gynækologi/obstetrik
og ortopædisk kirurgi, et mønster som var almindelig
kendt landet over – hvor man iøvrigt kunne se visse
forskelle mellem afdelinger, som nok mest skyldtes
hvilket område de pågældende overlæger var mest
interesserede i. Denne brede form holdt sig indtil
1965, da der blev ansat gynækologisk overlæge – og 3
år senere, i forbindelse med stillingsskifte, delte man
i ortopædisk kirurgi og almen kirurgi, siden benævnt
organkirurgi.
Organkirurgisk afdeling har sine arbejdsområder
indenfor gastroenterologi og urologi, har også thyreoideakirurgi og som den ene af to afdelinger i amtet
mammatumorkirurgi. At afdelingen siden 1977 har fået
denne placering skyldes bl.a. at røntgenafdelingen
ved sygehuset har været i en førerposition indenfor
mammografi , og der er i samarbejde med røntgenafdelingen udarbejdet forskellige metoder til lokalisation
af ikke-palpable tumorer. Afdelingen har været pænt
placeret i DBCG-opgørelserne og arbejder i dag med
Opholdsstue i vestfløjen – først forladt i 1989
»sentinel node«. Der er indrettet speciel stomiklinik
(på sygeplejeinitiativ). I et sengeafsnit, der var fælles
for organ- og ortopædkirurgisk afdeling, havde man
5-døgns afdeling i en periode omkring 1974, og der
var planer om at starte én-dags kirurgi, men de planer
har nok været lidt for avancerede på det tidspunkt.
Til gengæld er der i 90erne startet en ikke ubetydelig
dagkirurgisk virksomhed.
Nedlæggelsen af kirurgisk afdeling i Brønderslev har
medført ekstra tilgang, og etableringen af Sygehus
Vendsyssel med den funktionsbærende enhed i kirurgi
bestående af afdelingerne i Hjørring og Frederikshavn
har bevirket ændringer i arbejdsmønsteret, idet en
større del af den elektive kirurgi er gået østpå, mens
den akute belastning er steget. For 20 år siden udgjorde de akute indlæggelser omkring 40% af samtlige
indlæggelser, men i 2003 er andelen af akute steget
til over 70%. Et tal som betyder, at der meget nemt
kan opstå problemer med perriodisk overbelægning og
vanskeligheder med at styre indlæggelse af elektive
patienter.
I 2003 var der 3942 indlæggelser med et sengedagsantal på 19.201. Der var 6546 ambulante besøg, hvoraf 1835 var én-dags.

Gynækologisk Afdeling
I 1965 ansattes gynækologisk overlæge. Det var blot
5 år efter at byggeudvalget havde udtalt følgende:
»Byggeudvalget påregner, at specielle gynækologiske
lidelser vil blive henvist til Aalborg Amtssygehus eller
en anden centraliseret afdeling uden for Hjørring amt,
jfr. de løbende forhandlinger herom med Aalborg amtsråd og det af dette nedsatte særlig sagkyndige udvalg.
Der vil formetlig ikke blive tale om at modtage normalt
fødende kvinder til indlæggelse på Centralsygehuset,
da disses hospitalisering for tiden ikke kan anses for
at være en sygehusopgave.«
Der blev indrettet sengeafsnit i funktionærfl øjen og et
af de kirurgiske afsnit blev omdannet til barselsafsnit.
Der blev derudover indrettet undersøgelses-, føde- og
operationsstuer i den nyopførte vaskeribygning, hvor
der ellers skulle have været midlertidig medicinsk
afdeling.
Fra starten var der ikke nogen reservelægestillinger
tilknyttet gynækologisk afdeling, men der var lægefællesskab med kirurgisk afdelig indtil 1968.
Med dannelsen af Sygehus Vendsyssel er der nu en
funktionsbærende enhed med Hjørring og Frederikshavn. Det har skabt nogen uro, især i Frederikshavn,
hvor de største ændringer er sket.

Ortopædkirurgisk Afdeling
Da denne afdeling blev oprettet i 1968 var det efter
lang tids overvejelser. Der havde fl ere år forinden
været ført forhandlinger med Samfundet og Hjemmet for Vanføre, der den gang drev de ortopædiske
hospitaler i København og Aarhus, om at etablere en
afdeling i Hjørring. Når man havde denne konstruktion
i tankerne, var det måske fordi man ved at involvere
Samfundet kunne få en funktion etableret, hvor udgifterne for amtet ville være mindre, end hvis man selv
stod for etableringen. Forhandlingerne førte imidlertid
ikke til noget resultat, så afdelingen blev en amtskommunal sygehusafdeling.
Men det betød, at der skete betydelige ændringer, dels
ved at en række patienter, som tidligere var videresendt
til de ortopædiske hospitaler, nu kunne klares lokalt,
dels ved ved at der indførtes nyere behandlingsformer
indenfor fracturbehandlingen mv., og derudover kom
også en øget ambulatorievirksomhed.
Der måtte anskaffes en hel del nyt instrumentarium,
og det må medgives, at sygehusets bestyrelse var
meget lydhør overfor de fremsatte ønsker.
Ret tidligt optog afdelingen de nye arthroplastiker,
først hofte – senere knæled, ligesom man også tidligt
kom i gang med arthroskopierne. Der blev etableret
ordning med skomager og bandagist, som man fandt
lokaler til i kælderen under behandlingsbygningen.
Det var fra starten fastlagt, at organ- og ortopædkirurgisk afdeling skulle have fælles reservelægestab,
en ordning som viste sig at være ret uhensigtsmæssig
og som varede indtil den nok så berømte 81-overensSpædbørnsstue
komst for yngre læger var på plads. Den ville nemlig
medføre en så stor samlet stab, at det ville nærme sig
det uoverskuelige, og endelig, efter fl ere års forgæves
ansøgning derom, fi k man delt de to afdelinger helt.
Der er nu sket det, at den ortopædiske kirurgi er samlet
under eet for hele amtet og da man med etableringen
af Sygehus Vendsyssel, har lagt den akute funktion
i den nordlige del af amtet til Hjørring, er der sket
ændringer i afdelingens repertoire, således er arthroplastikerne, som man havde betydelig erfaring i og et
aldeles udmærket optræningsprogram til, nu er forlagt
til Frederikshavn, hvor operationerne udføres af læger
fra den ortopædkirurgiske afdeling i Aalborg.
De følgende tal kan illustrere den udvikling, der er sket
siden sygehuset blev åbnet i 1892.
Det første »fulde« år var 1893, hvor der var 417 indlæggelser, hvoraf størstedelen var difteripatienter.
I 1927, året efter delingen var der 1004 patienter, og
med et sygedagsforbrug på 31.288 sygedage var gennemsnitsliggetiden over 30 dage.
For det seneste regnskabsår, 2003, er de tre specialer slået sammen, og der var ialt 9203 indlæggelser,
42.444 sengedage og 34.553 ambulante ydelser,
hvoraf 2325 en-dags patienter. Gennemsnitsliggetid
4,6 dage.

Medicinsk Afdeling
Afdelingen startede i april 1926 og omfattede da
31 senge i de gamle bygninger samt 48 i epidemiafdelingen og 22 i tuberkulosehospitalet. Året efter afdelingen og 22 i tuberkulosehospitalet. Året efter
31 senge i de gamle bygninger samt 48 i epidemiblev pavillonen opført med 38 pladser til epidemiske
patienter, og de tidligere epidemisenge anvendtes
herefter til »almindelige« patienter. Yderligere plads
fi k man i 1931 da forbindelsesbygningen var færdig, til
gengæld forsvandt pladserne i de gamle bygninger.
Igennem årene er der sket en del ændringer i afdelingens struktur, den er blevet delt, specialområder skilt
fra og endelig er det hele lagt sammen igen – bortset
fra pædiatrien.
I det første fulde regnskabsår fi nder man følgende
tal:
sygedage liggetid
»almindelige« ptt. 711 26451 37,2
epidemiske ptt. 181 5122 28,3
tuberkuloseptt. 89 7382 82,9

Tuberkulosehospitalet
Behandlingen af tuberkulose og opsporingen gennem tuberkulosestationerne sorterede indtil 1936
under medicinsk afdeling. Og kirurgisk tuberkulose
blev behandlet på kirurgisk afdeling. Den veranda,
der fi ndes på sydsiden af den gamle hovedbygning,
er opført med det formål at patienter med kirurgisk
tuberkulose kunne komme ud i fri luft.
I 1936 ansattes Kaj Helsted som overlæge ved tuberkulosehospitalet. Efterhånden som tuberkulosehyppigheden reduceredes blev afdelingen benyttet som
lungemedicinsk afdeling.
Der var i 1975 i forbindelse med overlægeskifte tale om
at nedlægge den lungemedicinske funktion i Hjørring,
og overlægestillingen var opslået med bemærkning

Sygehuset i Hjørring – Historien om – Afsnit 1

Sygehuset i Hjørring

Afsnit 1

I sommeren 2004 fik sygehuset en forespørgsel fra Jysk medicinsk-historisk Selskab, som ønskede en oversigt over sygehusets historie beregnet til at ligge på selskabet hjemmeside, hvor man bl.a. ønskede at fortælle om de jyske sygehuse, og – hvis det fandtes – da gerne i elektronisk form.

Ved sygehusets 100-års jubilæum i 1991 blev der udgivet en bog om sygehusets historie, men siden da er der sket en del ændringer.

Da man på sygehuset forudså, at en elektronisk fremstilling af historien også kunne anvendes til andre formål, blev denne CD fremstillet.

Teksten er skrevet af fhv. overkirurg Hans J. Møller, som også har udvalgt billedmaterialet, medens det tekniske arbejde med fremstillingen er udført af sygehusets AV-afdeling.

Der har været sygehus i Hjørring i mere end 180 år. Billedet ovenfor viser situationen omkring årtusindskiftet (foto. H.H. Hunderup), men om få år vil billedet være ændret, idet man skal starte et større

projekt hvis formål blandt andet er en total fornyelse af de medicinske sengeafsnit og i en senere fase bygning af et nyt patologisk institut. Dette vil medføre, at en del af de ældre bygninger skal nedrives.

Hjørring Amts Sygehus i Nørregade – som det står i 2002

Hjørring Amts Sygehus 1822 – 1891

En kongelig forordning fra 1806 bestemte, at der i hvert amt skulle opføres 1 eller 2 nye amtssygehuse – væsentligst med henblik på behandlingen af venerisk sygdom – den såkaldte folkesyfilis, og der var til dette formål stillet 120.000 rigsdaler til rådighed.

I 1812 indrettedes i Aalborg et sygehus, der var fælles for Aalborg og Hjørring amter, og i 1816 havde amt- manden i Hjørring søgt det Kongelige Danske Cancellie om tilskud til indretning af et amtssygehus, men uden held. Først i 1822 fik man tildelt 800 rigsbankdaler i sølv, og man kunne samme år oprette amtssygehuset i Hjørring i en bygning i Nørregade, som tidligere havde været anvendt som lagerbygning og i en periode som skole.

Som sygehus har det næppe været særlig velegnet, men der var dog bademulighed, idet man af journa- lerne kan se, at patienterne fik et bad inden udskri- velsen. Huset eksisterer endnu og er i dag indrettet til spiserestaurant – i baggården finder man det grafiske værksted, som blev etableret af I. Chr. Sørensen.

Allerede 10 år senere kunne man tage et nyt sygehus i Skolegade i brug, opført til formålet. Der var her sygehusfunktion indtil 1891, da man flyttede til et nyt sygehus, fælles for amt og by.

I 1874 havde stiftsfysikus overfor amtsrådet påtalt forskellige mangler ved sygehuset – det medførte, at man anskaffede en desinfektionsovn, men andre problemer gjorde man ikke meget ved, bl.a. ses i amts- rådsprotokollen:

»En Adskillelse af Kønnene lader sig kun iværksætte ved en fuldstændig Ombygning af Sygehuset, hvorpaa Amtsraadet ikke for tiden kan indlade sig. Iøvrigt haves der tilstrækkelig Plads til Optagelse af Patienter, og i Hensénde til Forplejning, Orden og Renlighed lader Sygehusets Drift formentlig intet tilbage at ønske.«

Det har dog næppe været helt i top, for i 1883 sendte den nytiltrådte distrikts- og sygehuslæge N.C. Heerfordt en rapport til amtsrådet, hvori han peger på flere forhold – de gamle træsenge ønskes udskiftet med jernsenge, og de »efterhånden meget haarde Hø-Madrasser burde kasseres«, der ønskes supplering af den meget sparsomme instrumentsamling samt et

ekstra badekar udover det ene, der var der i forvejen, blandt andet af hensyn til jordemødrene, som på den tid skulle i såkaldte renselsesbade. Han slutter med følgende:

»Der er i det hele en saa fuldstændig Mangel paa Alt, hvad der hører til et velindrettet Sygehus’ Materiale (jeg skal blot nævne et fornyet Operationsleje, elektrisk Apparatur og m.m.) at der kunde anvendes Tusin- der af Kroner til at gøre Alt komplet«

Man var forsigtig tilbageholdende med bevillinger. Således søgte Heerfordt i 1885 om installation af telefon på sygehuset, men amtsrådet mente ikke at det var nødvendigt, og en fornyet ansøgning i 1887 var også omsonst.

I den primære udformning af sygehuset var der ikke nogen mulighed for isolation af urolige psykiatriske patienter, det kom først efter en årrække, men indtil da havde man brugt at anbringe sådanne patienter i arresten i kælderen under det gamle rådhus, som lå ret nær ved sygehuset.

Da man i 1891 flyttede til det nye Amts og Bys Syge- hus blev bygningen i Skolegade overtaget af kom- munen. Huset er senere anvendt som rektorbolig ved gymnasiet og rummmer nu lokaler for den kommunale musikskole.

Hvordan blev sygehuset brugt? Det var oprettet pri- mært med henblik på behandling af venerisk syge og tilskadekomne, men ikke epidemiske sygdomme, og en opgørelse har vist, at over 75% af patienterne havde venerisk sygdom. Der var ifølge indlæggelsesprotokollen ialt 4423 indlæggelser, svarende til et årligt gennemsnit omkring 64, ikke noget imponerende tal, men de lå længe, gennemsnitsliggetiden for veneriske patienter 70 dage, ikke veneriske 50, og ind imellem var der enkelte, der lå meget længe, blandt andet var der en kvinde, som var indlagt i 17 år.

Under en ombygning for få år siden fandt man på et loft 3855 journaler fra det gamle amtssygehus. Disse journaler er nu deponeret på Steno Museet. Selv om det ikke er alle journaler, er antallet dog så stort, at det har været muligt at få et billede af virksomheden. Udover journalerne er der håndskrevne årsberetninger fra en del af de seneste år, og her kan man bl.a. se, at der et enkelt år ved nytårstid kun var en enkelt patient tilbage på sygehuset.

Der var i årene 1824-26 en lokal koppeepidemi. I et par lokalhistoriske værker berettes, at der var mange koppepatienter indlagt på sygehuset. Der findes imidlertid kun en enkelt journal over en koppepatient, men ved at sammenholde en fortegnelse over godt 800 koppepatienter med indlæggelsesprotokollen ses det, at der har været indlagt 29 patienter med koppesygdom, og af en skrivelse fra sygehusets læge fremgår det, at 9 veneriske patienter er blevet smittet med koppesyg- dom under ophold på sygehuset. Man havde overvejet at indrette sygehuset til koppehospital – ligesom der i København var indrettet et særligt hospital i Søkvæsthuset. Der blev ansøgt om udstationering af et mindre militært detachement til et vagthold, som skulle sikre at ingen uvedkommende kunne komme igennem afspærringerne, men det blev nu ikke aktuelt.

Som nævnt var størstedelen af patienterne venerisk syge, og de lå længere tid end de såkaldt »andre syge«, og aldersfordelingen i de to grupper var for- skellig.

Blandt de veneriske patienter var knap 39% under 20 år, blandt andre ca 19%.

Det er vel mest gruppen af »andre patienter« som er interessant. Journalerne er kortfattede, men alligevel for en dels vedkommende informative. Der er blandt journalerne nogle sygehistorier, som er bemærkelses- værdige, ikke mindst fordi man må undre sig over, at patienterne har overlevet. Der er udarbejdet en samlet afskrift af alle »andre« journaler – den findes på Steno Museet og Medicinsk Historisk Museum i København. Man kan af disse journaler se, at landbruget har været en farlig arbejdsplads og at bygningen af jernbanen omkring 1870 også havde sine ulykker. At man ikke – selv ved betydelige læsioner – umiddelbart søgte hjælp kan ses af følgende:

»En 14-aarig Pige fik ved et Uheld ved et Tærskeværk sin højre Fod næsten afskaaret. Hun blev indlagt 14 Dage senere med et stort Saar foran Fodleddet, der var aabent fra indvendige malleol, der var delvist afskaa- ret, over til udvendige. Der var gangræn i huden over Saaret og infektion. Der blev foretaget amputatio cruris.«

Familiedrama er også forekommet, i dette tilfælde gik det ud over en pige på 2 måneder:

»Af sin ældre, 31/2 Aar gamle Søster er i Forgaar paa en mærkelig Maade med en Bordkniv bortskaaret hele den halve venstre Side af Næsen, saaledes at Snit- tet begyndte ved indvendige Øievinkel. Næseryggen samt Spidsen af venstre ala var borte, men Septum ikke læderet; condyler og de 2 yderste Led af højre Ringfinger bortskaarne og de 2 yderste Led af højre Pegefinger, samt nogle simple Ridser i Huden over Tommelfingeren.«

Offentlige transportordninger kendtes ikke, og vejen til sygehuset var ofte lang og besværlig, men der var ind imellem ihærdige patienter, bl.a. en kone fra Tømmerby i Thisted amt, som i 1845 ønskede at blive behandlet for en stor mammacancer. Hun spadserede

hele vejen, en tur, som ifølge journalen tog 21/2 dag. I en anden journal beskrives en køretur på 5 timer i åben hestevogn.

Den operative virksomhed har været beskeden, og først i de sidste halvdel af perioden er der anført noget om bedøvelse.

· 4 punkturer

· 49 incisioner

· 15 excisioner

· 43 sutur af sår (incl. f.eks. sutur af akillessene,

lig. patellae inf.)

· 26 hernieoperationer

· 21 repositioner

· 44 amputationer/exarticulationer

· 4 ablatio mammae

· 8 øjenoperationer (grå stær)

· 15 andre operationer (syndactyli, hareskår, tra-

cheostomi, vaginal hysterectomi)

og i 20 tilfælde er der foretaget obduktion.

Ingen af de omtalte hernieoperationer har været udført på ikke-incarcererede hernier, den første operation blev udført i 1846, men patienten døde – den før- ste med heldigt udfald fandt sted i 1858. Men i 1839 overlevede en 26-årig kvinde, som havde udviklet en fæcalfistel efter et incarcerationstilfælde. Man spaltede fistelgangene og fistlen lukkede sig spontant.

Den vaginale hysterectomi i 1845 skete som følge af en fejltolkning. Hos en venerisk patient fandt man en stor polyp i vagina, og i den tro, at det drejede sig om en uterinpolyp blev den exstirperet, men det viste sig at være en inverteret uterus. Nogen mikroskopi foreligger ikke, men da patienten døde en del år senere kunne man ved obduktion konstatere, at kun collum uteri var tilbage.

Sygehusets læge var den lokale distriktskirurg, senere distriktslægen. Der var i årenes løb 3 forskellige læger, som udover at passe sygehuset dels havde alminde- lig praksis, dels andre forretninger som påhvilede distriktslæger.

Den første var Peder Vilhelm Sünckenberg (1790-1859), som var på stedet fra 1822 til 1848. Der er et lokalt minde om ham tæt ved Sct. Cathrine kirke, et muret

samt et par celler i kælderen til urolige psykiatriske patienter. Der var ikke gas, det fik man først i 1902, ingen elektricitet før i 1912–13, men røntgenapparatet, som anskaffedes i 1906, krævede strøm, så der blev trukket ledning fra det nærliggende svineslagteri over til sygehuset. Der var tørveklosetter, som først blev afløst af vandklosetter i 1907 og vand fik man fra egen boring. Opvarmningen var med kakkelovne, centralvarme kom 12 år senere.

Det nyopførte Amts og Bys Sygehus. Den lille bygning til venstre rummer vaskehus, tørrestue, desinfektionsovn og ligstue

lysthus, som han lod opføre i sin have.

Han efterfulgtes af Jens Peter Hansen (1812-1894), som forlod byen i 1883.

Efter ham kom N.C. Heerfordt (1840-1893).

Der er i byen en Ewertsens Vej (om Ewertsen se senere) og en Heerfordts Vej. Selv om disse navne er bevaret, har Heerfordts vej ikke fået sit navn efter lægen, men efter en søn, som senere var medlem af byråd og syge- husbestyrelse og i en periode borgmester i byen. Disse læger var alene om det lægelige arbejde, men i det sidste årti brugte man, hvis der var behov for assistance til narkose eller operation, at hidkalde en af byens praktiserende læger.

Sygeplejersker i nutidig forstand fandtes ikke. Der var ansat en såkaldt »opvartningskone«, senere kaldt »økonomen«, som kunne have pigehjælp; hun skulle sørge for husførelse og patienternes pleje.

Hjørring Amts og Bys Sygehus 1891

Efter at der tidligere– uden held – havde været forhandlet mellem amts- og byråd om et fælles sygehus, kom der i slutningen af 1880erne gang i realitetsforhandlinger, som resulterede i enighed om oprettelse af det fælles sygehus, anlægs- og driftsud- gifter fordelt med 1/3 til byen, 2/3 til amtet. Der blev valgt en bestyrelse med repræsentanter fra amts- og byråd, og derudover var der et overtilsyn, der bestod af amtmand og borgmester.

I februar 1891 kunne man tage det nye Amts og Bys Sygehus på Bispensgade i brug, tegnet af arkitekt Hack Kampmann. Det rummmede 51 senge, med afsnit til epidemiske, veneriske og »almindelige« patienter

I århundredets sidste tiår byggedes sygehuse i Brøn- derslev, Dronninglund og Brovst, epidemihospital i Frederikshavn, hvor der var et kommunalt sygehus, og et lille sygehus i Saltum. I Sæby var der et sygehus, der var oprettet på lokalt privat initiativ. Det er klart, at disse etableringer har været en belastning for amtet. En ny epidemibygning åbnedes i 1894, og i 1905 kom der en tilbygning ved den vestlige gavl af sygehuset. Denne bygning rummede 34 sengepladser i 2 etager begge ude af niveau med den første bygning, så patienter måtte bæres på båre fra disse afsnit til og fra undersøgelse og operation, helt indtil 1989, da den nye kirurgiske sengebygning stod færdig.

Et tuberkulosehospital kom til i 1907, bygget med statstilskud, og i 1910 opførte man en bygning med boliger og administrationskontor.

Men det var ikke gjort med dette, der var planer om opførelse af et kapel og en pavillon til sindssyge, men det blev ved planerne. I 1913 fremsatte overlæge Ewertsen en anmodning om yderligere udvidelse, og det medførte, at der blev udarbejdet flere forslag til, hvorledes dette kunne gøres, og samtidig var der visse problemer med epidemiafdelingen, om hvilken sundhedsstyrelsen havde udtalt

Sygehuset fra syd – epidemiafdlingen i baggrunden – før 1905

»…..fremgår det, at afdelingen ofte i længere tid er belagt udover det normerede maximumantal på 24 patienter. Under disse forhold er bygningens mangler i forskellige hensénde følelige og vanskeliggør en for- svarlig drift. Af manglerne må fremhæves, at der hver- ken findes forstue, lægeværelse, observationsafdeling

eller udskrivningsbad, at der ikke er nogen særlig afdeling for modtagelse af patienter med tyfoid feber, akut børnelammelse o.lign., og at der kun er plads til én sygeplejerske. Udskylningsrummene er utilfredsstil- lende, korridoren lovlig smal, og der findes kun eet, yderst middelmådigt thekøkken for den hele afdeling, hvilket gør en gennemført isolation af patienter med forskellige sygdomme meget problematisk. Endelig kan det fremhæves at bygningen ikke er forsynet med varmt vand, og at varmetilførslen fra hovedbygningen efter sigende skal fungere på ufyldestgørende måde. Herefter mener sundhedsstyrelsen at burde anbefale, at de pågældende mangler søges fjernede snarest

ved en udvidelse og forandring af hele epidemiafde- lingens indretning og henstiller, at dette spørgsmål må søges optaget til nærmere prøvelse i forbindelse med de foreliggende planer om udvidelse af sygehuset medicinsk/kirurgiske afdeling.«

Vestfløjen blev opført 1905 – postkort

Patienttransport i den gamle sengebygning

Patienttransport 1891-1918

Forslag til sindsygepavillon 1910 – ikke opført

Det kunne man jo ikke sidde overhørig, og der blev lagt nye planer, om hvilke en københavnsk arkitekt, der blev rådspurgt, udtalte at de som helhed må anses som brugelige, men:

»Bygningens ydre er i alle måder utiltalende. Dårlig i forhold og inddeling og af banal karakter. At huset nu foreslås som et helt nyt i stedet for som tidligere at flytte og udvide det nuværende kan kun anbefales; men som tidligere gentagne gange udtalt, anser jeg den arkitekthjælp, som udvalget har, for utilstrækkelig, og jeg synes ikke, at den stillede opgave er løst således som sagen og den store udgift har krav på. Den arkitektoniske overlegenhed, som kan skabe en god og tiltalende bygning, mangler.«

Sundhedsstyrelsen har også udtalt sig om planerne for epidemiafdelingen:

»Sundhedsstyrelsen skal i sagens anledning bemærke,

at man kan være enig med fysikatet i, at den iøjnefaldende planløshed, som kendetegnes ved de gentagne udvidelser af det pågældende sygehus, er uheldig.«

Der forelå nemlig en længere udtalelse fra stiftsfysikus, hvori der er omtalt forskellige problemer, men desuden er der noget mere generelt, bl.a.:

»Den af sygehusbestyrelsen erhvervede store grund synes at være benyttet på en næsten upraktisk måde, og udkastet røber næppe mere kunsterisk sans end man almindeligvis ser på en landsbykirkegård. Dette skyldes dels at tuberkulosehospitalet er lagt på en kedelig plads og at mægtige stykker af grunden lig- ger hen som køkkenhave, tømningsplads og buskadser. Men som bekendt kan det ikke betale sig at drive køkkenhave til et provinssygehus. Værre er det dog, at der på den gamle epidemisygehusgrund ca. 20 m. fra nordskellet tænkes bygget en to-etages kirurgisk afdeling med tilhørende operationsfløj. Fra afdelingen

Fra den gamle epidemiafdeling

Sygestue i hovedfløjen – før 1914 (LHA)

har man kun udsigt til TB-hospitalets uskønne og uop- lyste bagside.

Det ville være særdeles ønskeligt, om Hjørring Amts og Bys sygehus kunne hæve sig til et tidssvarende »centraliseret« sygehus, så man én gang kunne blive færdig med den fortvivlede ombygning+tilbygning; med andre ord: At man kunne enes om et sygehus, hvor de forskellige afdelinger var adskilte, men dog tilhørte samme bygningskompleks, så at varme, lys, elektricitet og økonomi kunne samles under eet. Hvis det ikke kan gennemføres, men det skulle vise sig,

at man bliver stående ved en spredt, pavillonmæssig bebyggelse af terrænet, da vil fysikatet ærbødigst til- lade sig at forestille, at det overdroges en uddannet i sygehusbygning ansén arkitekt at udarbejde en plan over Hjørring Amts og Bys sygehus og der giver ham tilstrækkelig hjælp med alle ingeniørarbejderne«

Disse forskellige bemærkninger belyser ganske godt de problemer, som man igennem adskillige år – helt frem til nutiden – har haft med sygehusets bygningsmæs- sige udformning.

Sygestue i hovedfløjen – før 1914 (LHA)

I år 2002 blev det oplyst at den violinspillende dreng var søn af Kristian Kristensen fra Horne (død 1909) og at drengen senere »blev et eller andet ved musikken« i Odense

Billedet viser tydeligt det kneb med pladsen i pavillonen (LHA)

Sygehusbestyrelsen var øjensynlig ikke særlig begej- stret for de nævnte udtalelser, for i protokollen finder man et notat:

»Fysikatets brev finder bestyrelsen kun ringe anled- ning og stor ulyst til at indlade sig på en beskrivelse eller imødegåelse af efter den krænkende og sårende sammenligning med en landsbykirkegård – en sammen- ligning man tilbageviser som aldeles uberettiget.«

Overvejelserne endte med, at der i 1915 blev opført en ny epidemiafdeling syd for hovedfløjen og uden forbindelse med denne, medens en udvidelse af den medicinsk/kirurgiske afdeling måtte vente.

Man gik videre med at bygge en vaskerigård og kedel- hus i 1918-19, og i 1920 var en ny kirurgisk fløj med operationsafdeling og sengeafsnit færdig. I kælderen

indrettede man nyt køkken i stedet for det gamle i hovedfløjen, hvor man så kunne gå i gang med at ind- rette en bade- og massageafdeling.

Efter at der i 1926 var sket en deling af sygehuset i en kirurgisk og en medicinsk afdeling var behovet for medicinske sengepladser øget, og for at skaffe disse pladser fik man i 1927 opført en midlertidig pavillon til epidemiske patienter, og den hidtidige epidemiafdeling blev så anvendt til medicinske patienter.

Fra 1957 ophørte man med at have selvstændigt epidemisk afsnit og pladserne blev nu anvendt til almindelige medicinske patienter. Bygningen var såre upraktisk, men ganske hyggelig, gangen var smal, dørene smalle, vinduerne sad lavt og der var fra syge- stuerne fin udsigt til haveanlægget, og besøgende til epidemipatienterne kunne stå udenfor vinduerne med frit indsyn til stuerne. Patienter, som skulle til f.eks. røntgenundersøgelse måtte transporteres på båre og ud i fri luft – indtil man mange år senere fik lavet en overdækket gang fra pavillonen til det øvrige sygehus. At man måtte tage begrebet »midlertidigt« med et vist forbehold fremgår af, at man først i 1993 kunne sløjfe bygningen, som iøvrigt var blevet udvidet undervejs.