Indledningsvis vil jeg ønske dig en god “bagjul” og et godt nytår.
Det er utroligt hvad, man kan finde på Internettet, og vejene fra et univers til et andet er vidtfavnende og ofte særdeles informative.
Således da jeg forleden søgte informationer, relateret til min barndoms juleferier i Ingstrup.
Ad uransagelige veje kom jeg ind på Vrensted-historier.dk og faldt over dansk-amerikaneren Niels Chr. Søndergaard Jensens beretning om hans barndom i Vrensted og Ingstrup.
Et stykke inde i beretningen vedr. hans plejeforældre, Elna og Kresten nævner ham et jævnligt samvær med beboerne på nabogården, hvis indehaver, Erik Søndergaard var hans morbror.
Her studsede jeg så. Så måtte jeg jo være beslægtet med ham, idet Erik Søndergaard var min morfar.
Selv om jeg er noget yngre (f. 1946) kan jeg desuden nikke genkende til noget af beretningen vedr. arbejdet på plejeforældrenes gård, idet der, i det mindste i starten af min “erindringsperiode” som en bette knejt, foregik noget lignende på mine bedsteforældres gård, “Søndergård”.
Jeg husker Helmer, der havde overtaget Niels Chr.s plejeforældes gård, og som ofte kom i mine bedsteforældres gård, der i 1955 efter min morfars død blev overtaget af min onkel, Ejnar. Jeg var af og til med min onkel på besøg hos Helmer, hvilket jeg ikke var helt tryg ved, idet han havde en udendørs tøjret ged, der var noget stangelysten.
Selv er jeg født og opvokset i Aalborg, og har nu boet i København (Frederiksberg) siden 1969, men tilbragte stort set alle barndommens ferier hos mine bedsteforældre og onkel Ejnar.
Min onkel havde aldrig stiftet familie og afhændede gården og købte et hus i Ingstrup by. Han døde i 1994.
Jeg besøgte Søndergård for nogle år siden, hvilket var en lidt kedelig oplevelse, idet dele af længerne var revet ned, og der var pottemagerværksted i de tilbageværende.
Vedhæftet et billede af Søndergård,
affotograferet efter datidens luftfoto, der jo var obligatorisk.
Desuden et luftfoto fra 1954 af Søndergård mod nord og Helmers gård mod syd.
Endvidere luftfoto af Søndergård nu.
Blot til orientering.
Stor hilsen
Henning Nør.
________________________________
Den 10-01-2022 kl. 14:20 skrev jens otto madsen:
Kære Henning Nør
Tak for din hilsen med din historie om dine oplevelser i Ingstrup i dine sommerferier. Er også selv en årgang 1946. Ja på Internettet kan man komme langt omkring. Min hjemmeside Vrensted-Historier.dk blev starten på mit skriveri. Eller det begyndte med at jeg skrev min egen levnedsbeskrivelse. Nyder at skrive, så da den var skrevet, begyndte jeg at samle og skrive Vrensted Historier. Dem satte jeg først på Slægter fra Vendsyssel, her fik jeg en god ven, der gav mig lov. Senere lavede jeg min egen hjemmeside, hvorpå alle historier er lagt ind og det forsætter jeg med. Men har fået trykt 8 bøger a 6oo sider med mine historier og solgte dem på forhånd. Ialt fik jeg trykt 138 sæt ialt 1100 bøger der er solgt til hele DK og ligger nu på biblioteket.
Efterfølgende har jeg fornylig udgivet 5 bøger med Historier fra Brønderslev de er solgt i 600 sæt. Historier skrevet af mange og materiale indsamlet sammen med 2 andre personer. Er lige blevet færdig. Har siddet ved computer i næsten 2 år heraf 3 mdr. i kørestol med en stivgjort fod. Tiden er fløjet afsted. Nu er jeg træt 😊.
Jeg videresender din mail til min ven, hun laver Ingstrup Historie, måske kender du hende, Gerda Jensen, Vraa. Hun er bare så dygtig.
Din mail var gået i mit spamfilter, derfor den sene reaktion.
Med venlig hilsen
Jens Otto
____________________________
Hej Gerda – Ingstrups Historie
Måske kan du bruge denne lille historie.
Med venlig hilsen -Jens Otto
_______________________________
Hej Jens Otto
Tusind tak for din information om Henning Nør. Jeg tror jeg har hans forældre i min base.
Harry Christensen Havgaard Nør f 1907 i Salling og Erna Elvira Søndergaard født i søndergaard Ingstrup 1912.
Tror du det er i orden jeg skriver til ham.
Med venlig hilsen – Gerda
________________________________
Januar 2022
Hej Jens Otto
Mange tak for din mail.
Og det er rart at høre fra en “soulmate”, idet jeg også er bidt af skriveri. Jeg begyndte for mange år siden at interessere mig for slægtsforskning, men bortset fra mine forældre, bedsteforældre og lidt mine oldeforældre blev jeg ikke klogere på mine forfædre. Kun navne og årstal.
Jeg besluttede så, at mine efterkommere skal vide hvad jeg var for en starut, og begyndte at skrive mine erindringer.
Indtil nu 310 sider “illustrerede erindringer”. Og jeg er ikke færdig endnu. Der dukker af og til noget op, der lige skal tilføjes.
Mine ophold i Ingstrup hos mine bedsteforældre og i Vester Hjermitslev, hvor to af mine onkler havde hver sin gård, har selvfølgelig deres eget kapitel.
For nogle år siden blev jeg kontaktet af et Aalborg-forlag, der var i gang med at skrive en bog om Nordjysk pigtrådsmusik, som jeg var en del af i 60´erne, og opfordrede mig til at skrive om min tid med den slags. Det blev så til et fire siders indlæg deri.
Det førte efterfølgende til indlæg i nogle bøger om Aalborg og da en af forlagsfolkene var glad for København og især Frederiksberg (hvor jeg bor) blev det også til nogle bøger derfra.
Endvidere optog jeg billeder til tre bøger om København.
Da jeg i mine erindringer nåede til min tid i Københavns Politi, mente jeg, at mine oplevelser dér ville fylde for meget og skrev to
autobiografier/romaner om dem, samt en tredie om opdukkende “fortidens spøgelser” i relation til det.
Endvidere en bog om min tid som musiker, en om min kones farfar, der var cirkusdirektør og en om bryggeriet Urban.
I øjeblikket er en opfølgning/supplement til pigtrådsbogen under udfærdigelse. Mine erindringer skal ikke udgives som bog, men lagres på USB nøgler. Så kan de efterkommere m.v. der er interesseret, få en sådan. Det er billigere.
Jeg printede dog selv et eksemplar uden illustrationer og indbandt det i et lamineret omslag. En sjov og noget tidkrævende opgave. Og sjov at have i bogreolen.
Desuden beskæftiger jeg mig med min ungdoms interesse, musikken. Og jeg har gennem årene indspillet syv CD´er med guitarmusik. Kun til “musikfolket” og ikke i handelen.
Så alt i alt dejlige tidsfordriv i pensionisttilværelsen.
Så jeg kan fuldt ud tilslutte mig den gamle forslidte frase – “Jeg kan ikke forstå, at jeg har haft tid til at gå på arbejde”.
Vedhæftet en oversigt over mine boglige udfoldelser.
Stor hilsen – Henning
_____________________________
Den 19. mar. 2022 kl. 18.21 skrev Henning Nør
Hej Jens Otto.
Jeg har netop læst kriminalkommissær Ejner Pedersens beretning på din hjemmeside, og sidder tilbage med en underlig fornemmelse.
Da jeg nåede til hans tid i politiet, var det nemlig som at se i et spejl. Et deja vu.
Jeg havde nemlig lige som han gennemgået en civil uddannelse og umiddelbart efter indkaldt til militærtjeneste. Da den var overstået, fortalte en af mine barndoms- og skolevenner, at han havde søgt ind til politiet, og opfordrede mig til at gøre det samme, og da arbejdssituationen inden for mit fag ikke var særligt god, i det mindste ikke i Aalborg, sprang jeg til.
Og derefter tegnede min tilværelse sig faktisk nærmest identisk med Ejner Pedersens med skoleophold, uddannelse, skiftende tjenestesteder m.v.
Efter første skoleophold startede jeg på station 5, Vesterbro, (hvilket jeg har beskrevet i min bog “Strømer i rendestenen”) og så tilbage igen. Og skole igen, ligesom E.P. beskriver. Og ind imellem deltagelse ved demonstrationer mod USA, Verdensbanken og andre “undertrykkende herskerforetagender”. Det kunne gå hårdt til.
Jeg kom så i kriminalpolitiet, hvor jeg også røg rundt mellem forskelligartede stationer og afdelinger. Bla. Tomsgårdsvej, (hvor også E.P. var i sin tid) samt en del afdelinger på Politigården.
Mine oplevelser i røveriafdelingen på “Gården” ligger til grund for min bog “Kend dine lus på gangen”.
Men som Ejner Pedersen også skriver, var/er politiarbejdet ikke nogen dans på roser. Jeg beskriver det i “Strømer….”, således:
“Jobbet som politimand på Vesterbro har ikke megen lighed med kriminalromanernes og filmenes beskrivelse. I hvert fald ikke for den unge nystartede politimand Heine, der uden nogen kendskab til forholdene, der hersker i gulvhøjde i politiets verden, får til opgave at opretholde lov og orden blandt “ludere, lommetyve og platugler” og andre af samfundets tabere.
Gråt, trist og deprimerende, og ind imellem hæsblæsende og farefyldt. Men også at og til pirrende for smilebåndet. ….og ofte med problemer i privatlivet som sidegevinst.”
I “Kend dine lus….” således:
“Den unge politimand Heine er, efter at have trådt sine politimæssige barnesko på 70´ernes Vesterbro, overgået til kriminalpolitiet og er tjenestegørende på Politigården. Arbejdet her er anderledes og mere frit, men ofte rutinepræget, trist og deprimerende og indimellem hæsblæsende og farefyldt.
Og af og til sker det, at hverdagen løber af sporet, og alt kan ske.”
Jeg blev gennem årene en smule træt og ked at den slags og søgte en stilling i Københavns politis Tekniske Afdeling. Jeg blev kaldt op til chefen, der var relativt nytiltrådt, og i øvrigt kom fra Aalborg, hvor han kendte min far. Han fortalte, at stillingen var besat, hvilket den faktisk havde været allerede, da den rutinemæssigt blev slået op. Men hvis jeg var interesseret, ville han ansøge om at få normeret en stilling mere, som jeg så ville få.
Og det lykkedes sgu.
Arbejdet var rigtigt spændende. Men lønnen ikke så god. Dengang var mange politifolk afhængige af skifteholds- overarbejds- og weekendtillægene, hvilket også var tilfældet for mig. Teknisk afdeling var kun daghold med “grundlønnen” samt tillæg ved tilkaldevagter. Hvilket jeg aldrig kom ud for.
Da jeg efter nogen tid fik tilbudt et job inden for min oprindelige uddannelse i den grafiske branche, takkede jeg ja og forlod politiet. Der var jeg så, til jeg gik på pension for ti år siden.
Stor hilsen -Henning
PS: Det var egentlig meningen, at mine oplevelser i politiet skulle have været en del af mine erindringer, men da jeg indså, at de ville fylde for meget deri, (tilsammen 370 sider) blev de i stedet til de to bøger.
Mine oplevelser som musiker blev ligeledes trukket ud til en bog.
Tak for din mail. Hvor er det dejligt med en lang og spændende hilsen. Det er ikke så ofte, man får det. Jeg tror virkelig, at du har skrevet nogle spændende romaner. Dem må jeg have fat i og få læst. Desværre er min koncentration ikke rigtig til læsning af bøger p.t., jeg ved ikke hvorfor, for jeg har tidligere læst meget. Jeg har fået så megen frihed, efter at jeg er blevet færdig med mine 8 Vrensted bøger og 5 Brønderslev bøger og blevet noget rastløs.
Iøvrigt glæder jeg mig over, at så mange går ind på min hjemmeside, som indeholder rigtig mange historier, store som små, de samme som i bøgerne. Jeg har jo kun samlet dem, fordi jeg synes, vi skal bevare historien fra Vrensted og Brønderslev.
Sjovt du har læst Ejnar Pedersens erindringer og I har oplevet noget af det samme i Politiet.
Desværre nåede jeg ikke at få hilst personligt på ham, face to face, men havde flere telefonsamtaler med ham. Han skulle have været en fantastisk foredragsholder, som han ofte gjorde på Vendelbomål.
Jeg har en FB side, Goe’ gamle Vrensted, med næsten 1200 medlemmer. Den ligger lidt i dvale, bortset fra Vrensted nye præst, der benytter den.
Jeg offentliggør dine og mine mails, som en lille Vrensted historie. Det kan jo også give dine bøger lidt reklame.
Bedste hilsen – Jens Otto
PS jeg medsender lige historien om pigtrådsmusikken i Brønderslev fra en af Brønderslev bøgerne.
_________________________
den 20.03.2022
Hej Jens Otto
Det er OK med mig at du offentliggør vore mails. Der er jo ikke noget hemmeligt i dem. 😁
Det er lidt pudsigt med din pigtrådshistorie, idet mit band spillede flere gange i PG Klubben.
Desuden havde jeg for en måneds tid siden en længere mailkorrespondance med Jens Dalgaard-Nielsen om klubben, bands, guitarer og meget andet “faget” tilhørende.
Verden er lille.
Apropos pigtråd. Det var egentlig den, der satte mig i gang med at skrive, idet jeg i 2008 blev kontaktet af Arne Lybech, der var i færd med at skrive en bog om nordjysk pigtråd, og bad mig skrive et indlæg deri.
Det blev et godt samarbejde, der siden har resulteret i en del fælles bøger, dels om Aalborg, dels om København og Frederiksberg, hvor jeg bor, og som Arne er begejstret for. Jeg har desuden fotograferet København på kryds og tværs til hans beskrivende billedbøger herfra.
Derudover mine soloprojekter.
Jeg har netop lagt sidste hånd på yderligere en fælles pigtrådsbog, denne gang kun om aalborgensiske bands plus udenlandske bands på Aalborgs spillesteder. Forventet udgivelse medio maj.
Og så selvfølgelig mine erindringer, der indimellem får tilføjet nyt. Udgivelse….tjah.
Helledi, Erik C. Jensen, li/2. Niels Nielsen, 1. Lars Kr. Kristensen, 1. Jens P. Møller, 4i/2-
Præstegaarden, Forpagter Joh. Christensen, 6.
Ellitsgaard, Joh. Christensen, 2.
Holmen, Jens O. Hansens Enke 9. Morten Vingaard, 13Zl- Mads Helledi, 13/4. Kr. P. Kristensen I1/4. Kræn, Kristen Nielsen, 3. Niels Kristiansen, li/2- Hans P. Sørensen, 1. Anders Nielsens Enke, 4. Knud Kristensen, 1.
Tilsiggaard, Jens Jensen, 4. Niels Kr. Sørensen, Dejkmann Henriksen, D/4.
Drivsholm, Jens A. Jensen, 6i/2. Klaus — 937 Andersen, 1. Jens Kr. Pilgaard, 3i/2. Mikkel Jensen, 51/2. Laurids Thomsen, 21/4. Ole Kr. Nielsen, li/2. Just Pedersen, 23/4. Jens Kr.Kristiansen, 11/4.
Bækgaard, Ole Bækgaard, 43/4. Bent Jakobsen, 31/4.
Kærgaard, A. C. Damsgaard, 43/4. Ole Kærgaard, 43/4.
Teglgaard, Lars Kærgaard, 4. Peder Jensen, 3i/2- Jens Nielsen, 3. Jens Erik Nielsen. 2i/2. Erik Jensen, li/2. Jens Jensen. 3.
DET ER EN LANG OG FACETTERET LANDBRUGSKARRIERE, GODSEJER JOHAN KOED-JØRGENSEN (f. 1942) KAN OPREGNE, NÅR MAN KIGGER TILBAGE PÅ HANS VIRKE.
En meget dygtig og driftig landmand og forretningsmand
I 1964 kom en ung landmand fra Midtjylland til Vendsyssel. Navnet var Johan Koed-Jørgensen. Han er født på gården/godset Julianelyst nær Horsens. Efter realeksamen blev han som 15årig landvæsenselev, aftjente sin værnepligt ved livgarden og derefter rejste Johan Koed-Jørgensen til USA for at uddanne sig. Han gik på universitetet i Michigan, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var det, han ville og søgte derefter ud til det praktiske landbrug for at videreuddanne sig indenfor landbrug
Som 21-årig købte han sit første landbrug, Ny Hammelmose ved Brønderslev i Vendsyssel.
Driften af Ny Hammelmose gav mulighed for at tilkøbe endnu en nærliggende gård, Blåsiggård, i 1966.
I 1970 realiserede Johan Koed-Jørgensen det, han selv kalder et pænt millionbeløb ved at sælge de to gårde og investerede herefter i 425 ha afvandede arealer ved Øland Attrup nær Limfjorden, til dels uopdyrket og uden bygninger.
Ny Hammelmose og Blåsiggård blev solgt til godsejer Ole Højgaard, som senere solgte til Hans Toft som nu har overdraget til en søn Mads Toft.
Johan Koed-Jørgensen havde opkøbt 425 ha fugtige enge ved Limfjorden ved Øland-Attrup, som ligger syd for byens Brovst. Engene var blevet tørlagt da der i 1917 blev opført en dæmning stort set med håndkraft og trillebør. Et nyt, forstærket dige blev bygget i 1954 og sikrede dyrkningssikrede arealer i de gamle naturområder.
I 1974 blev opført hovedbygning med tilhørende avlsbygninger midt ude på den gamle fjordbund, efter at han i årene forinden havde drænet de fugtige enge. Engene havde i mange år været forsøgt opdyrket, men det blev opgivet, da jorden var for sumpet. Området blev drænet i starten af 1970erne og tilsat snittet halm, som efterhånden gjorde jorden drægtig.
Her blev han gift med, der gennem alle årene har været ham en fantastisk støtte.
Driften af de inddæmmede arealer indbragte gode resultater, og Johan Koed-Jørgensen fik skabt et helt nyt og velproportioneret bygningsanlæg, helt fra bunden, i dag kendt som Øland Attrup Gods, ”Danmarks nyeste herregårdsanlæg”.
Johan Koed-Jørgensen var som sagt en driftig landmand og forretningsmand. Han ejede Øland-Attrup indtil 1993.
Ny ejer fra 1993-2009: Henrik Fenger i et ApS og fra 2009 blev ApS igen solgt med hovedaktionærer Kirsten og Poul Jørgensen som ejer naboejendommen til Øland-Attrup, Klavsholm.
Johan Koed-Jørgensen var blandt initiativtagerne til at oprette et privathospital i Skørping. I dag er han medejer af hospitalet. Han har også grundlagt Dansk Kornlager A/S, det skete i 1982. I 1986 blev han medejer af Erhvervsparken Dania Industri K/S ved Mariager.
I 1976 købte han sit barndomshjem, godset Julianelyst, af moderen. Denne gård solgte han senere videre i 2010 til LEGO ejeren Kjeld Kirk Kristiansens datter Agnete Kirk Thinggaard og hendes mand Claus Thinggaard for 175 mio kr.
I 1993 købte Koed-Jørgensen det store gods Aakjær ved Odder på en tvangsauktion.
“DE SIDSTE ÅR PÅ GODSET for den tidligere ejer”:
De sidste år godset Aakær var I Ebba Neergaards eje, gav det stort set ingen penge. Hun havde arvet nogle ØK-aktier, men de blev mindre og mindre værd. Kreditforeningen havde pant i godset, og i 1993 gik det ikke længere. Tvangsauktionen blev berammet – første gang blev den udsat. Anden gang blev den aflyst kort før den skulle være gået igang. Godset var solgt til Johan Koed-Jørgensen. En del af købsaftalen var, at Ebba Neergaard kunne blive boende i en fløj af hovedbygningen.
Det varede dog ikke længe, før idyllen var forbi. Og hun måtte have rettens ord for, at Koed kun måtte komme ind i hendes fløj én gang om året i selskab med hendes advokat. Hun fik også rettens ord for, at hun havde hun ret til at færdes i en radius på 25 meter på godset.
Hun faldt og brækkede hoften og kom aldrig til at gå igen, men nægtede at modtage hjemmehjælp. Sten Henriksen, som hun havde stor tillid til, blev ansat til at komme og hjælpe hende.”
Siden har Koed-Jørgensen restaureret og udvidet gods og drevet det med stor dygtighed. I dag bor Koed-Jørgensen og hustruen Lisbeth, på Aakjær Gods.
Fra 1996 indtil 2002 sad han i bestyrelsen for Gisselfeld ved Haslev, efter at klostrets arveligt indsatte overdirektør, greve Erik Danneskiold-Samsøe, tilkaldte ham. Fra 1998 var han formand for bestyrelsen og blev genstand for megen medieomtale, fordi mange af godsets medarbejdere sagde op; angiveligt på grund af chikane. Hans sidste handling i bestyrelsen var at afsætte greven i forbindelse med Gisselfeld-sagen, der var en strid om kontrollen med klosteret. Efterfølgende er Koed-Jørgensen også blevet kritiseret af sin tidligere bestyrelseskollega, generalK.G.H. Hillingsø.
Provenuet fra salget af Julianelyst brugt Koed-Jørgensen til at købe Rodsteenseje i 2011 og Tammestrup i 2012.
For at sikre en profitabel landbrugsdrift gik godsejeren i gang med at ”genoprette” de mange naturområder på ejendommen, hvilket udløste en stribe konfrontationer med miljømyndighederne i det daværende Århus Amt.
Godsejer og Århus Amt gik i forhandlinger om en helhedsplan for driften af godset, hvis formål var at tilgodese såvel godsejerens indtjening som naturbeskyttelseslovens hensyn.
Koed-Jørgensen har fået hård kritik fra flere naturbeskyttelsesforeninger.
Nogle kalder ham Danmarks dygtigste landmand. Andre kalder ham en primitiv bondeknold. Meningerne om godsejer Johan Koed-Jørgensen er stærkt delte.
Jeg har stor respekt for Johan Koed-Jørgensen for det han har udrettet.
Jeg kender ham fra mit arbejdsliv som en hård forretningsmand, en person som man skulle kende godt, for ikke at få et forkert indtryk af ham.
jens otto madsen
Aakær herregård har været en af Jyllands største herregårde, lige siden Århus-bisperne i senmiddelalderen samlede deres gods i Hads Herred.
Aakær Slot var kongeligt len 1548-1660.
Ved Enevældens indførelse 1660 var Aakær en af de gårde, som Kronen gav i bytte til Joachim Gersdorff og dennes slægt.
Aakærs bygninger var i 1600-tallet nedbrudte.
I slutningen af 1600-tallet opførtes den hovedbygning, der endnu eksisterer.
Der er ansat endnu en ny præst i Løkken Storpastorat. Det er sognepræst Gitte Lykke Andersen. Hun blev indsat ved gudstjenester i Løkken, Vrensted, Vittrup og Lyngby kirker søndag den 31. januar 2021, og er nu flyttet ind i Vrensted præstegård.
Her fortæller den nye præst, hvem hun er:
Jeg er opvokset i Århus, men har siden 2004 været bosiddende i Brønderslev, hvor jeg har haft embede i Brønderslev Serritslev pastorat – de første 8 år tilknyttet Psykiatrisk sygehus og Kirkens Korshær, de seneste 8 år været kirkebogsførende sognepræst og Teamleder. Udover de almindelige pastorale opgaver, har jeg været formand for menighedsplejen samt indsamlingsleder og kommunekoordinator for Folkekirkens Nødhjælp.
– Jeg er 51 år gammel. Er mor til David på snart 29 år og Maria på 24 år, mormor til Liv på 4 år. I min fritid er jeg glad for at løbe, cykle, lange gåture og startede som aktiv dykker i sommeren 2020. En god bog under tæppet med en kop te, madlavning og kreative sysler gør mig også glad.
– Mine børn er flyttet hjemmefra for længe siden, og jeg har simpelthen lyst til at prøve noget nyt, hvorfor jeg søgte nyt embede i efteråret.
– Lykke er naturligvis individuelt for hver enkelt. For mig er det blandt meget andet lykke, nu at blive en del af de nye lokalsamfund, jeg skal virke i som præst og som menneske.
Valget faldt på Løkken Storpastorat, fordi jeg nyder de store vidder og havet og fordi, jeg er et sted i mit liv, hvor jeg kan se mig selv indgå i mindre lokalsamfund, som nu også bliver mine menigheder.
– Vrensted og præstegården her bliver min base, og det glæder jeg mig meget til. Området er mig ikke ubekendt, fordi det var en del af mit gamle pastorat, før kommunerne blev sammenlagt tilbage i 2007, siger hun.
– Som præst glæder jeg mig til at indgå i det daglige samarbejde med kirkernes ansatte, med min kollega Kenneth Berg i Løkken og det nye menighedsråd. Jeg glæder mig til at finde ud af, hvad jeg kan bidrage med af gudstjenester og andre kirkelige aktiviteter.
– Jeg er ikke vokset op i en kirkelig familie, men den glæde og tryghed troen giver mig, er overvældende. Den åbner livet op på en helt særlig måde. Det er fællesskabet både i og udenfor de smukke kirkerum og kirkebygninger, jeg glæder mig til at være en del af. At se hvad mine nye medmennesker og jeg kan få ud af livet sammen i storpastoratet.
Volvo Svend 50års jubilæum som selvstændig Automekaniker i 2016
Men Volvo Svend holder stadig ved, nu mere end 50 år efter etableringen, har han og konen drevet virksomhed i Vrensted, det er uhørt i disse tider og han er stadig – “still going strong i 2022”
Med tilladelse fra Kirsten Olsen, Løkken Folkeblad
Historien om:
Automekaniker Svend Andersen, Autogaarden, Stationsvej 23, Vrensted, havde i går, 1. august, 50års forretningsjubilæum. Dette bliver markeret ved en reception på adressen fredag 5. august 2016 kl. 14.
Autogaarden har køb, salg og reparation af alle bilmærker. Dog er det hovedsagelig et specialværksted for Volvo biler, hvor kunderne kan trække på Danmarks største lager af nye og brugte reservedele, der opholder sig på Autogaarden. Grundet leveringsstop bliver visse specielle reservedele fremstilles på egen fabrik.
Men vi reparerer gerne alle mærker, og det er da også spændende at skrue på alle andre bilmærker. Så bliver man også jævnligt bekræftet i, at Volvo stadig er langt det bedste, siger Svend Andersen med et glimt i øjet.
Svend Andersen stammer fra Thise. Han blev udlært mekaniker i en ung alder. Efter militærtjenesten søgte han mekanikerarbejde fra Skagen og til Hobro, men det var helt umuligt at få et job. Derfor lejede han sig ind i en garage i Ingstrup og begyndte på den måde at reparere biler.
Beskedne forhold Så bleven næsten ny fabriksejendom på Stationsvej i Vrensted til salg, og den passede lige til den unge mekanikers behov, og dermed var grunden til Autogaarden Vrensted lagt.
Men det var under beskedne forhold. De første år havde vi ikke egen telefon, så jeg kørte hjem til mine forældre hver middag for at bestille reservedele.
Et par år efter blev vi gift, og efter lidt tilbygning indrettede vi en lille lejlighed i forbindelse med værkstedet, fortæller Svend Andersen.
Det var VW, Ford, Opel og en del andre bilmærker i starten. Si fik vi selv købt en Volvo Amazone. Den var så efterspurgt, at jeg blev nødt – til at sælge den. Så fandt jeg en anden Amazon, som der også var rift om, så efterhånden kom der flere og nyere modeller til, og efterfølgende specialiserede vi os i salg og service af Volvo biler. Senere kørte vi til Sverige med egen lastbil for at opkøbe reservedele og enkelte biler til dele.
Trods flere udvidelser på Stationsvej, blandt andet og. så en villa til beboelse, blev der brug for endnu mere – plads. Så da Vrensted Foderstof i 1993 blev nedlagt, blev – bygningen på Vrenstedvej – 461 tilkøbt. Der blev indrettet fjernlager og bygget til, så der blev plads til en større og nogle mindre produktionsmaskiner, som med de rette hjælpeværktøjer kan lave bl.a. reservedele til aldre Volvo biler, som fabrikken ikke længere fremstiller dele til.
Men som nævnt findes der andet end Volvo biler, og værkstedet rummer i dag moderne elektronisk testudstyr, så der stadig kan serviceres alle gængse bilmærker.
Livet på Autogaarden Vrensted drejer sig hovedsagelig om Volvo-biler, og selv om Trine i 43 år har haft arbejde som lærer, så har hun medvirket og stået bi og givet en fast og nødvendig hånd med, og hun har alene stået for det omfattende papirarbejde, der er i et stort firma. Og selvfølgelig har hun også sin helt egen røde Volvo Amazone, der stadig er i brug om sommeren.
Skønt omgivet af biler til dagligt, så havde jubilaren på et tidspunkt udtalt et ønske om at opleve et 24 timers Le Mans lob. I gave fik han derfor, af familien, en tur til Le Mans sammen med sin son.
Det var sjovt og spændende, og siden har vi været til utallige 24 timers løb på Le Mans og været til flere For mel i løb i blandt andet Monaco, Singapore, Malaysia og Spanien og i Belgien. Det har været virkelig store oplevelser Det næste skulle gerne blive en F1 tur med højhastighedstog i Japan fra Tokyo til Nagasaki, en tur på 410 km på en time, fortæller Svend Andersen begejstret, men tilføjer, at han iøvrigt ikke ser frem til særlig meget rejseri i en efterhånden mere og mere usikker verden.
Fortsætter arbejdet – Når man er 73 år og har et moderne hobbyrum på 700 kvadratmeter og et tilsvarende antal m2 lager med Volvo-reservedele, og der henstår en 40-50 biler, lidt motorcykler og nogle gamle knallerter, så behøver man såmænd ikke at stræbe efter så meget andet. Jeg har foreløbig planlagt at fortsatte på bil-jobbet i 12 år mere, så Volvo-entusiaster og kunder med andre bilmærker kan fortsat trygt henvende sig hos Autogaarden Vrensted for reparation, siger han.
Dette billede er fra 1980
Jens Otto Madsen jan. 2022
Januar 2022 – Autogården, Vrensted.
Ud over værksted og beboelse har Svend Andersen stadig den store lagerbygning – som tidligere husede Vrensted Andels Foderstofforretning en afd. af Vraa Andel – Her opbevares et stort reservedelslager til Volvo biler.
i
Pr. 12.06.1993 sælges ejendommen på Vrenstedvej 461 til mekaniker Svend Andersen, Stationsvej 23, Vrensted, hvorfra han driver et autoværksted og salg af brugte biler.
Svend Andersen der er specialist i Volvo biler etablerer og indretter sig i de gamle lagerlokaler under navnet Autogården, Vrensted, med et stort lager med Volvo reservedele og en mindre udstilling af brugte Volvo biler.
Her i 2022 driver Svend og Trine Andersen både Autogården v/ mekaniker Svend Andersen, på Vrenstedvej 461, og også med værksted på Stationsvej 23a og 23b i Vrensted.
Med tilladelse fra
Tekst og foto: Kirsten Olsen, Løkken Folkeblad
Folkeskolelærer Anna Katrine Andersen, Vrensted var sammen med sine kolleger i gang med forberedelserne til det nye skoleår august 2008 på Skolegades Skole i Brønderslev, da inspektøren fortalte hende, at der ved skolestart ville blive lidt opmærksomhed i anledning af, at hun havde 40 års jubilæum som lærer på skolen. Men at det ville gå så vidt, at hun senere skulle i audiens hos Dronningen, havde hun godt nok ikke forestillet sig. Da skolen startede efter ferien, var borgmesteren, chefen for Skole og Kultur samt en række nuværende og tidligere kolleger til stede ved en højtidelighed. Her fik Anna Katrine Andersen af borgmester Mikael Klitgaard overrakt Dronningens Fortjeneste medalje i sølv, som er med indgraveret navn og til evig arv og eje, som det hedder. – Så er det jo skik, at man kommer i audiens og takker for medaljen, så det var da ret overvældende, siger hun. Jeg fik et brev sammen med medaljen med telefonnummeret, hvor jeg skulle ringe og få oplyst datoer, og jeg valgte at møde den 15. december 2008.
Hyggelig, men meget højtidelig atmosfære
Og det var en ubeskrivelig oplevelse, fastslår Trine Andersen, som hun hedder til daglig både på skolen og hjemme i Vrensted.
Audienserne foregår på Christiansborg og der var en hyggelig og rar, men også meget højtidelig stemning der, siger hun, – man er lidt lille, når man går op ad den store marmortrappe til slottet.
Indenfor melder man sig, og der bliver kigget godt og grundigt på en. Jeg fandt senere ud af hvorfor. Der var rigtig mange andre der skulle i audiens, og der var the og kaffe og man hyggede sig sammen i ventetiden. Der blev ikke råbt navne op, der kom en herre hen og bukkede og sagde: “Anna Katrine Andersen, så er det Deres tur.” Det var derfor, han havde mærket sig ens udseende for at kunne kende de enkelte, når turen kom.
Så kom jeg ind i et forværelse, hvor man får lidt instrukser i, hvordan det foregår, og hvordan man bør gebærde sig sammen med Dronningen. Man afleverer blandt andet sin håndtaske, så man ikke fumler med den under audiensen. Instruksen gik i korthed ud på at neje, når man kommer ind. – Giv hånden og giv den så bare hele armen. Tiltalen er: Deres Majestæt. Det er næsten som at være i skole, nu er det bare Dronningen, der sidder bag kateteret, men De behøver ikke at snakke om skole hele tiden, fik jeg at vide.
Vidende og rar farmortype
Trine Andersen fortæller glad og begejstret om sin samtale med Dronningen: – Og mit indtryk af Dronningen er, at hun er dygtig og meget vidende, og så er hun en rar farmortype, så snakken gik snart livligt.
Jeg fortalte hende, at jeg stadig er lige så glad for mit arbejde som lærer, som jeg har været i alle årene, og at jeg underviser i sprog og kristendom. Dronningen stillede interesserede spørgsmål, og hun sendte venlige hilsner med tilbage både til mine elever og kolleger. Som overgang til et nyt emne, fortalte jeg, at da jeg i foråret sad og forberedte eksamen i kristendom, havde jeg den oplevelse, at helikopteren med Dronningen fløj lige hen over mit hjem, da hun var på vej til Børglum Kloster for at se udstillingen Kongelige Kostumer i Kongesalen. – Det var da morsomt, udbrød Dronningen, og fortalte om den store fornøjelse hun havde haft af sit besøg på Børglum Kloster. – Jeg fortalte videre om min 94årige svigermor, der med besvær forcerede trappen op til Kongesalen og hvilken oplevelse, det har været for hende at se udstillingen. Så bad Dronningen mig hilse min svigermor, så det var virkeligt så rørende og personligt, siger Trine Andersen glad.
På virkelig bølgelængde
Videre kom vi ind på gravhunde, der er en interesse, som vi her i huset har tilfælles med regentfamilien. – Vores hund kommer fra den samme kennel i Vilsted ved Løgstør, som Dronningens hund Selemine var fra. Der havde vi jo ligefrem fælles bekendte, så da kom vi da i hvert fald på bølgelængde, hvis vi ikke havde været det før, lyder det begejstret.
Trine Andersen er Volvo fan, og det er da også det mærke, som hendes mand Svend Andersen har specialiseret sig i på sit autoværksted Autogården. Et pragteksemplar af en gammel rød Volvo Amazone er Trines transportmiddel til arbejde, – i hvert fald når det er godt vejr, for den kommer ikke ud i alt slags vejr, forsikrer hun. – Jeg vidste, at Dronningens første bil, da hun blev 18 og fik bil, var netop en Volvo Amazone, så jeg fik også fortalt om denne fælles interesse. – En Volvo Amazone-jamen det er jo en kuriositet, udbrød Dronningen begejstret, før audiensen var slut. – Under forberedelsen til audiensen blev jeg orienteret om, at Dronningen ville række hånden som tegn til at af slutte. Det skete meget naturligt, så jeg takkede igen for medaljen og for audiensen, før jeg nejede endnu engang og forlod værelset, slutter Trine Andersen.
Anna Margrethe Saxil går fra lederstilling til sognepræst.
Der er atter liv i præstegården, hvor sognepræst Anna Margrethe Saxild rykkede ind 1. juni. Hun blev officielt indsat grundlovsdag 5. juni.
Hun skal være den ene af de to præster i Løkken storpastorat. Præstestillingen i Løkken er endnu ikke besat, så foreløbig er hun ene på posten
Anna Margrethe Saxild ser derfor frem til samarbejdet med sin kommende kollega om opbygningen af Løkken storpastoratet. En øvelse, som hun faktisk har prøvet før.
Anna Margrethe Saxild er uddannet teolog fra Aarhus Universitet i 1998, men hendes karriereforløb er lidt usædvanligt for en sognepræst.
Hun blev ansat som sognepræst i Næsborg i januar 1999, hvor en omlægning i 2004 førte til et lignende storpastorart som Løkken Storpastorat, hvor præster har ansvaret for flere kirker.
Men hun blev opfordret til at undervise i religion på Fjerritslev Gymnasium, hvilket hun i 2008 sagde ja tak til. Hun var særdeles glad for at kunne hjælpe de studerende med at tumle livets store spørgsmål.
Efter nogle år sagde hun i 2011 ja til en inspektørstilling ved siden af religionsundervisningen, fordi gymnasiet skulle oprette HF.
En inspektørstilling var dengang en administrativ stilling til støtte for rektor, og i dag er det en del af ledelsen.
Men at sidde på kontor fra 8.15 fik efterhånden Anna Margrethe Saxild til at savne præstegerningens frihed.
Som præst var jeg vant til at tilrettelægge min egen tid, siger Anne Margrethe Saxild.
Hvis jeg vågner klokken fem om natten og får en ide til en prædiken, kan jeg sætte mig til at skrive og møde lidt senere dagen efter.
Hun er glad for at kunne få sagt noget om dagens tekst ved gudstjeneste i kirken og gerne flette dag aktuelle emner ind.
Kirken er det, der står. Den, der får tingene til at hænge sammen, når det går for stærkt i det moderne liv.
Kirken stiller udfordrende spørgsmål om etik i en verden, der går for stærkt for mange mennesker.
Den er et fantastisk rum til at gå i clinch med eksistentielle ting. Den minder mennesker om, at de skal dø og derfor skal huske ikke at rende efter hvad som helst i livet.
Den får os til at tage stilling og tage udgangspunkt i de aktuelle spørgsmål om for eksempel flygtninge i stedet for bare at sidde i sofaen, siger Anna Margrethe Saxild.
Hun bestræber sig på, at få dagligdagen ind i sine prædikener, selv om hun indrømmer, at hun højest er til freds med 10 procent af dem.
Hun er glad for sin kirke som er en af to kirker i landet som er indviet til Sct. Thøger. Hendes mand hedder iøvrigt også Thøger og underviser på Fjerritslev Gymnasium.
Parret har fire sammenbragte børn, hvor den yngste på 14 år, skal bo i præstegården.
Hun og ægtemanden synger i Filharmonisk kor i Aalborg, musik ligger hendes hjerte nær. Musik i kirken vil hun bestemt tale for.
Det har iøvrigt slået mig, hvor god menigheden er til at synge med på salmerne. Det synes jeg er dejligt, siger Anna Margrethe Saxild.
En gudstjeneste uden gode salmer er som at række tungen ud ad vinduet.
Men allerede i 2019 forlader Anna Margrethe med familie Vrensted for at tiltræde i et nyt embede i Himmerland.
Sognepræst Anna Margrethe Saxild, Vrensted Præstegård, har pr. 1. marts 2019 fået nyt embede, og hun forlader dermed, som den ene af to præster Løkken Storpastorat.
Hun har holdt en række afskedsgudstjenester, og den sidste var i Løkken kirke.
Efter gudstjenesten var der lejlighed til at tage afsked med præsten og hun fik overrakt en blomsterbuket af menighedsrådsmedlem Ole Glarkrog, Løkken. Ole Glarkrog sagde blandt andet, at farverne var nøje udvalgt for at understrege modtagerens farverige personlighed.
I det ledige embede konstitueres tidligere sognepræst og provst i Nibe, Jens-Anders Djernes, Løkken.
Vi er kede af at skulle tage afsked med Anna Margrethe Saxild, men må naturligvis respektere hendes beslutning, lyder der fra menighedsrådene i Løkken Storpastorat.
Anna Margrethe Saxild har holdt afskedsgudstjeneste i Vittrup kirke, Lyngby sidst i Løkken kirker.
Efter gudstjenesten serverede menighedsrådene en lille forfriskning, hvor der var lejlighed til at tage afsked med præsten.
Der er naturligvis mange forskellige årsager til, at danskere vælger at vende hjem til Danmark efter en kortere eller længere årrække i Spanien. For de flestes vedkommende er det ikke på grund af mistrivsel i det spanske, og det gælder da slet ikke Karsten Erbs, den tidligere præst ved Margrethekirken i Mijas. Han øser gerne ud af sin begejstring for årene i Sydspanien og for, at han i sin tid valgte at flytte dertil sammen med sin hustru Jette, der på dette tidspunkt også havde fået efternavnet Erbs.
“I mange år havde jeg drømt om at blive dansk præst i Paris. Det blev jeg ikke, men på et tidspunkt så jeg et opslag i Præsteforeningens Blad, hvor menigheden vest for Málaga søgte en ny præst. De havde lige bygget kirke, Margrethekirken. Jeg var blevet alene et par år forinden. Ansøgningen lyste op fra papiret. Det var lige præcis det, jeg skulle. Jeg søgte stillingen og fik den. Mest fordi jeg fandt mig en ny kone i Jette. Det var nødvendigt med en kone, mente menighedsrådet. Det skal de have tak for!
Kirken blev vores fælles projekt. Vi blev gift med hinanden. Først året efter, en smuk aften i Jerez de la Frontera, blev vi forlovede. Nu har vi haft kobberbryllup, og vi er så glade for hinanden.
Vi flyttede til Spanien i august 2002. Vi havde otte vidunderlige år, hvor jeg var præst for en levende og glad menighed, og Jette arbejdede som blæksprutte i kirken. Senere som regnskabsfører. Det var så godt at være præst i Margrethekirken.”
Er der forskel på din menighed i Danmark og den i Spanien?
“Folk i Spanien gik i kirken af mange grunde. Også bare for at møde hinanden. Og det sidste er en rigtig god begrundelse. Det gør folk ikke her i de små sogne i Danmark. De møder jo hinanden hele tiden. Så her skal der være dødsfald i familien, før de synes, de kan tillade sig at gå i kirke!”
Fra præsteboligen på anden sal til vendsysselsk landskab
“Vi flyttede hjem i 2010. Jeg havde fra mit første embede som præst i Skanderborg besluttet mig for aldrig at komme til at sidde fast et sted. Jeg ville gerne hele tiden prøve nyt. Det blev til Skanderborg, Hersom i Himmerland, Sct. Mortens i Randers og så Margrethekirken på Costa del Sol.”
Var det denne beslutning, der fik dig til at forlade Spanien?
“Jeg ville gerne slutte i en dansk præstegård sammen med Jette. Så selvom jeg var 63 år gammel, søgte jeg det genopslag i Vendsyssel og fik det.”
Hvordan gik den første genintegration?
“Det var så fantastisk at flytte ind i Vrensted præstegård med en udsigt til et vendsysselsk landskab, som vi i årene siden har nydt. Vi har siddet på husets terrasse og suget det til os. De første måneder var det en åbenbaring. Det danske landskab med den store himmel. Med rådyr og harer, lærker og en ro, som vi havde savnet i de år vi boede i Fuengirola, hvor vi boede i præsteboligen på Maestra Aspiazú på anden sal. Nu sad vi midt i det danske landskab. Det var virkelig at komme hjem. Det var som om øjnene og alle de andre sanser kunne hvile sig igen.
Og på samme måde var det bare så godt at komme hjem til familien igen. At få børnebørnene på ferie i danske omgivelser med køkkenhave og hønsehold, som vi har her i præstegården. At have familie og venner hos os her i danske omgivelser. Og vi kunne være der for Jettes mor hele tiden, da hun blev syg og døde.”
Kindkys versus meningsfuld adgang Trives du i dit sogn?
“Nu har jeg ansvar for fire små sogne i et større pastorat. Og når jeg kører rundt i det og kommer hjem, er jeg helt afslappet. Der er jo ingen trafik. Slet ikke som i Spanien, hvor der var herlig megen trafik. Det kunne få pulsen op engang imellem. Nu faldt den drastisk. Det er Vendsyssel, vi er kommet til, så det er rart igen at kunne handle ind på dansk og snakke dansk med naboerne. Men der var stor forskel om søndagen.”
Hvordan det?
“I Margrethekirken var det altid en fest at gå i kirke. Knus og kram og kindkys. Nu kom jeg til kirke efter kirke, hvor der kun sad ganske få. Det var en forandring. Hvor det på Kysten var tilladt alle og enhver at interessere sig for kirken, så er folk mere bundne i små danske sogne. Det skulle nødig hedde sig, at vi pludselig skulle begynde at gå i kirke! Som nævnt, kræver det næsten et dødsfald.
Til gengæld er der en dyb og meningsfuld adgang lige ind i alle hjem, når der så endelig skal være begravelse. Så er det godt at være hjemme i den danske tradition.”
Udvikling og tilhørsforhold Hvordan har du oplevet samfundsudviklingen i de to lande?
“På otte år sker der meget i et samfund. Det gjorde der i Spanien, mens vi var der. Og i Danmark var der også sket forandringer, som vi skulle vænne os til. Især de forandringer, der foregik på landet i nullerne. Folk flyttede fra landet i stor stil. Da jeg kom til Vrensted, var der stadig konfirmander. Nu er skolen lukket. Der sker noget i et samfund, når folk bliver låst i deres huse, fordi de ikke kan sælges. I Vrensted fører det til et nyt sammenhold. Men sådan er det ikke alle steder.”
Savner du noget fra Spanien?
At have fået otte år i Spanien opfatter vi som en stor gave. Vi vil for altid være forbundet med Margrethekirken og Costa del Sol og Spanien i det hele taget. Jeg læser to aviser om dagen. Og er der noget om forholdene i Spanien, så læser jeg det næsten som det første. Vores glæde ved at opleve spanierne er uændret. Så vores ferier går næsten altid til Spanien. Jette læser stadigvæk månedsbladene. Men naturligvis er det danske samfundsforhold, vi nu interesserer os allermest for. Og dansk politik.”
Hvad tog I med i det mentale flyttelæs?
“Spanien har påvirket os på mange måder, så vi slet ikke kan lade være med at tænke Spanien med. Det gælder i sproget. Jette har læst spansk, siden vi kom hjem. Det gælder i livsholdningen, i musikken, i køkkenet, hvor olivenolien har sin fuldstændig faste plads. Og den spanske rødvin. Og vi kan slet ikke lade være med at kindkysse. Efter et år i Vendsyssel inviterede vi menighederne på en tur til Costa del Sol. Vi var 44 af sted. Det blev bare så godt. Og de oplevede hjerteligheden og livligheden i Spanien. Og jeg har fastholdt kindkyssene til alle damerne lige siden. Det anser jeg for noget af en præstation. Her i landsdelen!”
Solnedgange og slotte over Vesterhavet
“Vi elskede Spanien og måned efter måned kørte vi ind bag bjergene. Og vi elskede bjergene. Når skyerne står som slotte over Vesterhavet ved solnedgang, minder vi hinanden om, at det ligner vores elskede bjerge i Spanien.
Vi savner undertiden virkelig Spanien. Hele den livsstil, som spanierne giver plads til. Vi savner tapasbarer her i Vrensted. Vi bor fem kilometer fra Løkken. I Løkken er der i sommertiden et liv, som ligner lidt Costa del Sol. Men det bliver det aldrig. Og så er der vejret. Lyset om vinteren savner vi. Solen. Men under alle omstændigheder er det vigtigt at have alle stederne med sig, både når vi flytter til udlandet, og når vi flytter hjem igen. Og især de mennesker, som vi kommer til at holde af.”
Sognepræst Arne Holst-Larsen har opnået fortrolighed og tillid – og han har lært en masse
Sognepræst Arne Holst-Larsen tager 16. januar 2005 – næste søndag afsked med menighederne i Thise og Vrensted Sogne. Med “kun” 11,5 år i embedet bryder han med traditionerne i kirkesognet, hvor hans forgængere havde deres virke i tæt på en menneskealder.
Faktisk er jeg kun den sjette præst i Vrensted i det 20. århundrede. En enkelt var her i otte år, men ellers er de blevet i forholdsvis lang tid, konstaterer Arne Holst-Larsen. Men nu vil jeg gerne søge udfordringer, hvor jeg kan bruge andre aspekter af det at være præst. Præstefamilien flytter til Brande, hvor der er højskolevirksomhed i forbindelse med kirken. Foredrag og studiekredse bliver også en naturlig del af det nye hverv.
Arne Holst-Larsen er iøvrigt af den overbevisning, at det er sundt for både menighed og præst at skifte, så man bliver tvunget til at se på forholdene med nye øjne. – Jeg har hele tiden vidst, at hvis jeg skulle søge nyt job, skulle det være i en anden type embede.
Det at være præst i et landsogn, er en helt særlig form for job, hvor man bygger en tillid op og er en del af lokalsamfundet. Det er en livsstil.
Arne Holst-Larsen har taget del i foreningslivet i Vrensted. Han har blandt andet dyrket sport samt stået på scenen i lokale dilettantforestillinger.
I Thise har han medvirket til udgivelsen af det lokale blad Kilden. Hans hustru Marianne er lærer og har taget del i lokalsamfundet – blandt andet som medlem af forsamlingshusets bestyrelse og gymnastikleder.
Parrets tre børn Clara Johanne, 10 år, Niels Olav, 8 år, og Karen Margrethe, 5 år, har selvsagt knyttet mange venskabsbånd til byens jævnaldrende børn.
Præsten kom til Vrensted som nyuddannet. – Universitetstilværelsen er lidt af en osteklokke, og den bliver løftet i det øjeblik, man bliver ansat som præst. Så går man ind i virkeligheden – ind i de voksnes række, smiler han. – Der bliver man præsenteret for noget, der er alvor. Man skal begrave de døde, vie de unge, døbe børnene og være sjælesørger. – Og det med at være præst er ikke noget, man er. Det er noget, man konstant bliver af de forskellige mange møder, man har med mennesker. Alt jeg kan og ved som præst, har jeg lært gennem mit arbejdet i Vrensted og Thise sogn.
Visse ting bliver aldrig rutine. Heldigvis. Balancen mellem at leve med i folks liv og de skæbner man møder og samtidig være professionel i sit embede er vanskelig, men Arne Holst-Larsen oplever, at han har fundet den. – Det har jeg lært efterhånden. Og det er da lidt et mirakel, at det lykkedes.
Jeg var en fremmed fugl, da jeg kom hertil i 1993 fra Sjælland, og kendte ikke til Vendsyssel. Tilliden blev langsomt bygget op, og uanset hvor tæt man er knyttet til kirken er udtrykket “wor præst” en naturlig måde at omtale landsbypræsten på i Vrensted og Thise.
Mens præsten fortæller om sin tid i Vrensted, og opsummerer de ændringer, der er sket i verden i almindelighed og Vrensted i særdeleshed, knurrer motorsaven lystigt foran præstegården. Orkanen har væltet træer, og en vandledning er revet over og har skabt en bette sø foran huset. Og det skal der styr på nu.
Arne Holst-Larsen konstaterer, at mobiltelefoner, genteknologi og computer har taget verden med storm de seneste godt 11 år. For slet ikke at tale om lykkepillen, som en halv mio. danskere i dag er på. Og den lokale præst har stærke holdninger til udviklingen. I samme periode er religionens genkomst blevet realitet. – Viden er i konstant udvikling, vi bliver hele tiden klogere og lærer nyt. Men tro er tro – tro kan sammenlignes med tillid. Den skal ikke bevises.
Arne Holst-Larsen har bragt nye ritualer og skikke til Vrensted Kirke. – Der er to ting, som jeg ser som mit formål grundlæggende som præst. Det ene er at gøre påskedag stor, og det andet er at gøre nadveren stor. Blandt andet symboliserer han ved hjælp af lys den ufordærvede tro. Påskedag er kirken mørkelagt og opstandelsens lys bæres ind i kirken af konfirmanderne. – Det er en gammel middelalderlig skik, som vi har genindført.
I Vrensted og Thise kirke bliver der også tændt et lys for dåbsbarnet. Lyset hentes fra alteret fra opstandelsens lys. Og Allerhelgens-aften bæres opstandelsens lys ud på gravene.
Kirkekor og minikonfirmander er der også kommet, mens Arne Holst-Larsen har været i Vrensted. – Minikonfirmanderne begyndte i 98, og er en kæmpegevinst for både kirke og minikonfirmander. Kernen i undervisningen har været ritualer og fortællinger – og børnene elsker begge dele.
Afskedsgudstjenesten er 23. januar 2005. Dagen derpå kører flyttebilen op foran præstegården i Vrensted. Og så vender familien øjne og tanker mod syd.
De to sogne får ny præst 1. juli, og indtil da afløser præsten fra Ingstrup. Mens præstegården står tom, skal der bl.a. laves nyt køkken og etableres køkkenfaciliteter med konfirmandstuen.
Læge Frede Nørgaard, Vrensted får nu mere tid til kunst og klassisk musik – og til familien.
Frede Nørgaard der har været læge i 32 år, har nu besluttet at gå på pension. Han har været en del af den store lægepraksis i Vrensted og han har haft bopæl i Vrensted, hvor han og hustruen byggede nyt hus på Ingstrupvej. Han blev kraftigt advaret imod at søge praksis på landet. De advarende ord lød ”Du vil da ikke bo blandt dine patienter, du vil ikke få noget privatliv”.
Frede Nørgaard har dog ikke på noget tidspunkt fortrudt, at han fulgte sin egen indskydelse til at indgå i praksis i Vrensted. Vi har haft mange gode år i Vrensted fortæller han, og patienterne har altid respekteret, når jeg havde fri. Jeg har virkelig nydt at bo midt blandt mange af patienterne.
Frede Nørgaard er altid blevet omtalt som en vellidt og dygtig læge. Mange pårørende til patienter har fået Frede Nørgaards telefon nr., når der har været patienter, som har været meget syge. Uanset om det var dag eller nat – om han havde fri eller ikke, han kom straks, hvis han blev kaldt på, fortælles der om Frede Nørgaard.
Det vil Frede Nørgaard blive husket for, for han lever op til betegnelsen “et helt igennem fint menneske”.
Frede Nørgaard har været med til at præge det lokalsamfund, han blev en del af. I en lang periode var han medlem af Vrensted Skoles skolenævn, deraf otte år som formand. Han har været medlem af skolekommissionen og medlem af Skole og Samfunds amtsbestyrelse, og en periode medlem af hovedbestyrelsen. Han har aldrig undslået sig, når han blev bedt om at tage en tørn. Også inden for sit fag har Frede Nørgaard påtaget sig mange arbejdsopgaver af organisatorisk art. Han har været medlem af Praksisudvalget for Nordjylland, og en årrække var han praktiserende lægers repræsentant i Distriktsrådet for distriktspsykiatrien i Jammerbugten. En lang periode var han vagtchef for Lægevagten i Hjørring. Den store interesse også inden for kunstens verden har Frede Nørgaard været en foregangsmand.
Han var initiativtager til oprettelsen af et kunstbibliotek i Børglum, og han er med i kunstudvalget bag Børglumudstillingen. Kunst har den ældre læges store interesse, og han ved meget om kunst. Han har studeret kunsthistorie og bliver aldrig færdig med at lære nyt. Han holder også af klassisk musik. Er der en operaforestilling i Aalborg Hallen, er Frede Nørgaard sikker blandt publikum, og hans ferieture går til steder, hvor han kan være sikker på at opleve klassisk musik og studere stedets arkitektur.
Trods andre interesser end de fleste har Frede Nørgaard aldrig følt sig hævet over den almindelige befolkning.
Han kom til Vrensted fra Vestjylland og blev hurtigt godkendt af lokalbefolkningen, også i kraft af sit imødekommende væsen og sin lune humor. Selv om det er vemodigt at sige farvel til lægegerningen, glæder Frede Nørgaard sig til at få mere tid til hus, have og sommerhus. Der bliver tid til fordybelse i bøger og musik, tid til at lave flere skulpturer i sten, og så skal der tilbringes mere tid med børn og børnebørn.
Frede Nørgaard solgte efterfølgende sit hus i Vrensted og er nu bosiddende i Hjørring, hvor han her i år 2022 bl.a. kommer på værkstederne i Håndværkernes Hus, for bl.a. at dreje skåle lysestager m.v. på trædrejebænk.
Frede Nørgaard trådte ind i politik herom skrives:
Hjørring-læge klar til plads i regionsrådet – 2008
Frede Nørgaard klar til at overtage afdøde Ole Albæks mandat.
Når regionsrådet på tirsdag mødes, vil den 65-årige læge Frede Nørgaard fra Hjørring sidde på tilhørerpladserne. I hvert fald under første del af mødet. Meget tyder på, at Frede Nørgaard lidt senere tager plads ved mødebordet sammen med de 40 andre medlemmer af rådet. På mødet skal regionsrådet nemlig tage stilling, hvad der skal ske efter regionsrådsmedlem Ole Albæks død i sidste måned. Han var eneste repræsentant for den ikke-partipolitiske Borgerlisten Nordjylland. Første suppleanten er byrådsmedlem Jens Hedegaard Kristensen fra Frederikshavn. Han har imidlertid siden valget i fjor meldt sig ind i Socialdemokraterne, og da dette parti har et internt forbud mod dobbeltmandater, ville Jens Hedegaard Kristensen kun kunne træde ind i regionsrådet, hvis han forlod byrådet i Frederikshavn. Det er dog ikke med denne begrundelse, han nu har søgt regionsrådet om fritagelse for dette borgerlige ombud. – I Frederikshavn har jeg påtaget mig en række tunge poster, heriblandt formandsposter for Frederikshavn Forsyning og for teknisk udvalg. Det kan ikke forenes med det arbejdspres, der er lagt op til i regionsrådet, siger frederikshavneren. Han erkender, at det ikke just er dette billede, der på det seneste er blevet tegnet af arbejdet i regionsrådet, som en del medlemmer har kritiseret for at være for stort og have for lille indflydelse. – Der er måske ikke så meget politik i regionsrådet. Men af det materiale, jeg har fået, kan jeg se, at der i hvert fald er mange møder. Og mange af dem ville falde sammen med allerede planlagte møder i byrådsregi, siger Jens Hedegaard Kristensen. Han har med sin lokale partiforening drøftet, om man skulle søge dispensation fra forbuddet mod dobbeltmandater. Men det er der ikke stemning for, siger han. Regionsrådet skal formelt beslutte, om han kan få lov til at slippe for at træde ind i rådet i stedet for Ole Albæk. Er svaret ja, tilfalder mandatet i stedet næste suppleant, Frede Nørgaard. Og han siger ikke nej. – Jeg er indstillet på at træde ind, siger Frede Nørgaard. Han var som læge i Vrensted i mange år en del af baglandet for Løkken-Vrå kommunalbestyrelses stærke fællesliste, men har ikke før selv været valgt til et politisk hverv. Det er endnu ikke afklaret, om Frede Nørgaard i givet fald overtager alle Ole Albæks udvalgsposter.
Ved det efterfølgende Regionsrådsvalg i november 2009 blev der dog ikke genvalg til Frede Nørgaard.
Her er fortællingen om Helga Pallesen, som sammen med sin mand Frede Pallesen kom til Vrensted i 1959, hvor Frede Pallesen var blevet ansat som lærer ved den nye Vrensted Skole, som skulle tages i brug efter sommerferien, i august 1959.
Frede og Helga Pallesen flyttede ind i den gamle førstelærerbolig i den gamle Vrensted Byskole på Sct. Thøgersvej 1. Senere købte Helga og Frede den gamle Byskole, som var familiens hjem indtil Helga flyttede på plejehjem.
Her voksede en stor børneflok op, 6 børn fik Helga og Frede Pallesen. Helga blev alene for en del år siden, men blev boende. En datter og svigersøn havde købt den lille lærerinde lejlighed, der også var i den gamle skolebygning og brugte den først som ferielejlighed, men i mange år har de boet der hele tiden og deres tre drenge har gået på Vrensted Skole. Da Helga flyttede på plejehjem, har de så købt hele skolebygningen og er i gang med en renovering. (2022)
Helga Pallesen fylder her i januar år 2022, 95 år, frisk og rørig alderen taget i betragtning. Hun flyttede for nogle år siden på plejehjem i Århus, hvor hun har flere af sin 5 nulevende børn boende.
Her fortæller Helga Pallesen om sit liv med en opvækst i Kina:
Ifølge kinesisk astrologi er jeg født i Tigerens år. Tigeren er indbegrebet af rastløshed, eventyrlyst og trang til at udfordre livet, mener kineserne, fortæller Helga Pallesen.
Til min fødselsdag kom der følgende hilsen fra en god ven i Kina.
”Jeg håber du igen kommer til Kina og klatrer i bjerge. Jeg har lyst til at konkurrere med dig.”
Ja, sådan skrev den kinesiske ven i en fødselsdagshilsen til Helga Pallesen i Vrensted, da hun for 15 år siden fyldte 80 år.
Kort før hun blev 80 år, var hun i Kina og klatrede i bjergene sammen med sine kinesiske barndomsvenner. Hun elsker de kinesiske bjerge – og Kina og kineserne. Hun er missionærbarn, født og opvokset i Kina, hvor hendes far havde en præsteskole.
Helga Pallesen fortæller, at det er en berigelse at have to kulturer. Danskerne er meget bevidste om deres nationalitet og vi gik i dansk skole. Men vi havde meget med kinesere at gøre. De var glade for børn, fortæller hun.
Men det blev en helt anden tilværelse da familien flyttede hjem til Danmark efter krigen i 1946, på det tidspunkt var Helga 19 år gammel.
Helga fortsætter, jeg følte mig slet ikke tilpas i Danmark. Jeg følte mig forskellig fra alle andre og ville gerne ud at rejse. Derfor ville jeg læse til læge, men så sker der jo det, der sker for et ungt menneske: Man opdager, at der er andet her i livet – mandfolk blandt andet. Jeg mødte min mand, og det sagde bang tju.
Lægestudiet og familielivet ville ikke gå op i en højere enhed, så jeg droppede ud.
Far spurgte hvad jeg så skulle være, og jeg slog på må og få ned på socialrådgiver i studenterhåndbogen. Så sagde han: ”Det er du alt for naiv til”. Og det var jeg måske også, men jeg har da overlevet, konstaterer Helga.
Hun uddannede sig til socialrådgiver, manden til lærer og parret stiftede familie. – Vi fik seks børn. Nu har vi fem. Vi mistede en datter i 2004. Det var jo ikke meningen, siger Helga trist. Helga gik hjemme i 13 år og passede børnene, men har også nået at bruge uddannelsen som socialrådgiver til lidt af hvert. I 1983 tog hun endnu en uddannelse, denne gang til musikterapeut, og selv spiller hun orgel, klaver, guitar og harmonika, så musikken fylder meget i hendes liv.
Udlængslen blev først indfriet i 1982, da den sidste af ungerne var fløjet fra reden. – Jeg tog ud som frivillig for Mother Theresa i Indien i et halvt år.
Det var flot af min mand. Han sagde ikke ”din dumme kælling”. Han sagde ”Vi skal finde ud af om vi har råd”. Vi var ikke rige, men hævede 10.000 kr. fra livsforsikringen, så jeg havde til billetten, fortæller Helga. – Det gør heller ikke noget at man er væk fra hinanden en tid, hvis man har et godt ægteskab, tilføjer hun.
I Indien arbejdede hun først blandt døende i Calcutta og senere på et børnehjem i Madras. Mødet med inderne satte spor. – Jeg er et ret utålmodigt menneske, så det var utroligt nyttigt at lære, at tid slet ikke betød det samme i Indien, og at man ikke kunne lave en fast aftale.
Kina genså hun først i 1988 – 42 år efter at hun forlod landet som ung. – Vi har stadig kontakt med børnene af en af fars elever fra præsteskolen. Kineserne er meget trofaste venner, siger Helga, der heldigvis ikke har glemt at tale kinesisk, for hendes kinesiske venner taler ikke engelsk. Siden har den kinesiske familie også været på besøg i Vrensted. – Der er altså noget helt specielt ved kineserne. De er blevet forfulgt og tortureret på grund af deres tro. Det var forfærdeligt at høre, hvad de har været igennem. Men det er også gribende at høre dem sige, at det vores forældre kom med, har de kunnet leve højt på siden.
Gennem et langt liv i Vrensted fik Helga og Frede Pallesen mange venner blandt Vrensted boerne. Helga havde bl.a. et aktivt liv også som pensionist, hvor hun tog ud og underholdt med sang og harmonikaspil.
Lisbeth Baggesen, 34 år, skal være præst i Vrensted og Thise
Kilde: Nordjyske juli 2005
Selv om Lisbeth Baggesen erkender, at hun var en lidt stille og eftertænksom pige i sin ungdom, var der ikke mange, som havde regnet med, at hun ville søge præstegerningen.
Det havde hun heller ikke selv – umiddelbart. Men sådan blev det, og søndag 7. august indsættes hun i sit embede, det andet af slagsen, Vrensted Kirke.
Lisbeth Baggesen, der er datter af bedemand Thorvald Baggesen, boede i sin barndom i Em, gik på efterskole og gymnasium i Hjørring og endte siden på højskole i Ry. Her fik hun smag for journalistik og kristendom, men valgte hverken det ene eller andet.
I stedet rejste hun et par år, og fik så arbejde på et fritidscenter i Skalborg, hvor hun lærte de unge noget om teater.
– Jeg lavede mange barne- og ungdomsforestillinger, og var meget glad for de par år, siger Lisbeth Baggesen, som dog ville noget mere.
– Jeg gav mig selv valget mellem at læse noget med teater eller teologi, og valgte teologien ud fra, at gjorde jeg det ikke – ja, så ville jeg siden fortryde det, siger hun.
Det var således ikke med tanke for en senere præstegerning, at hun begyndte studiet.
Det er jo et langt studium -7år – og jeg besluttede at tage tingene henad vejen, siger hun.
Der er ingen tradition for at læse teologi i hendes familie, og forældrene og hendes barndomshjem var ikke meget mere kristne, end folk er flest.
– Mine forældre var da en gagerede i menighedsrådsarbejde, men det var egentlig aldrig noget vi sådan snakkede om, siger hun. For Lisbeth Baggesen er religion noget, der bliver ekstra nærværende, når et menneske presses, når det sker voldsomme begivenheder for et menneske.
– Og det sker for alle. Ingen kommer gennem et liv uden at blive rystet i sin grundvold, siger hun.
Lisbeth Baggesen tror heller ikke, at der er stor forskel på at være menneske anno 2005 i forhold til for 50 år si den
“Jeg er jo en datter af fodfolket, og jeg vil gerne forkynde således at det kan bruges til noget i hverdagen.”
– Dengang havde man lige overstået en verdenskrig, og der var andre forhold, som gjorde tingene usikre ligesom den aktuelle terror giver stof til eftertanke, siger hun.
Men hun betegner danskerne som “salmebogskristne” af den simple grund, at flere har et forhold til de danske samler end til evangelierne, og det gør jo ikke noget med de smukke salmer, vi har i Danmark, siger hun.
Og det med salmerne er noget, der interesserer hende.
Lisbeth Baggesen har nemlig sunget i kor og har modtaget sangundervisning i mange år, hvorfor de to menigheder kan se frem til en præst, der synger igennem af både fuld hals og sjæl.
Som præst vil Lisbeth Baggesen være til daglig brug. Hun vil være tilgængelig for sin menighed, både i hverdagen og til højtiderne, og hun vil komme med en “livsnær forkyndelse” fra prædikestolen – og i hverdagen.
– Jeg er jo en datter af fodfolket, og jeg vil gerne for kynde således at det kan bruges til noget i hverdagen.
Og mine prædikener bliver ikke længere end 10-12 minutter – det er min erfaring, at de fleste står af, hvis en prædiken er længere, siger hun.
Præstegården i Vrensted er ved at blive renoveret i øjeblikket, men Lisbeth Baggesen forventer at flytte ind i løbet af et par uger.
Herefter har hun 300 kvm og en stor have til rådighed – og det glæder hun sig til.
Juli 2005
År 2008 – Præst opgiver sine sogne.
Lisbeth Baggesen stopper som sognepræst ved Vrensted og Thise kirker efter tre år. Hun er glad for arbejdet, men er rent menneskeligt aldrig faldet til i Vrensted Præstegård
Lisbeth Baggesen kan ikke holde ud at bo i Vrensted og stopper derfor som sognepræst i Vrensted og Thise sogne. – Hun har ikke lagt skjul på at hun har følt sig meget ensom. Hun trives godt som præst, men hun trives ikke menneskeligt, forklarer provst Lars-Erich Stephansen. Lisbeth Baggesen har ansøgt om at fraflytte sin tjenestebolig, Vrensted Præstegård, og beholde jobbet, men menighedsrådene har ikke ønsket at give hende dispensation.
Bopælspligt – Embedet var slået op med bopælspligt, så det vidste hun da hun søgte stillingen, og hun forventede selvfølgelig at falde til, men sådan gik det ikke, konstaterer Lars-Erich Stephansen. Lisbeth Baggesen har sagt op og fratræder med udgangen af oktober. Hun skulle have holdt afskedsgudstjenester i Vrensted og Thise kirker i går, men de blev aflyst i sidste øjeblik, og Lars-Erich Stephansen overtog de to gudstjenester. – Efter at hun har besluttet sig for at stoppe er det blevet for belastende for hende at prædike, og det er også derfor at hun har frabedt sig afskedsgudstjenester. Så hun er ude af tjeneste – formelt sygemeldt, oplyser provsten.
Det er sædvanligt at et præsteembede står ledigt i et stykke tid, når en præst stopper, så der kan gå et stykke tid, før Vrensted og Thise sogne får en ny præst, fortæller Lars-Erich Stephansen.
Formanden for Vrensted Menighedsråd, Jens Juhl, vil ikke udtale sig ret meget om sagen. – Lisbeth trives ikke i Vrensted og har haft en del fravær, bekræfter han. – Det er kedeligt for alle parter, men der kunne ikke findes en løsning. Bopælspligten har været drøftet i begge menighedsråd, men det har ikke vundet gehør. Vi har den holdning, at når vi har præstegården, skal præsten også bo der, siger Jens Juhl.
At præstens afsked falder sammen med valget til menighedsrådet, giver ikke problemer. Der er fredsvalg i Vrensted og det betyder, at det kommende menighedsråd allerede er dannet. To medlemmer er blevet skiftet ud, mens resten fortsætter, heriblandt Jens Juhl. – Vi forventer at stillingen besættes hurtigst muligt og det er hvad vi vil arbejde på. Men det er noget biskoppen styrer. Der sker ændringer i pastoraterne for tiden og det kan vi godt risikere at komme ind under, siger Jens Juhl.
Den afgående sognepræst skulle have holdt afskedsgudstjenester i går i både Vrensted og Thise kirker, men valgte i stedet at tage en utraditionel afsked med sine sognebørn gennem ugeaviserne. –
Indlæg i lokale ugeaviser –
Kære Vrensted og Thise sogne. Jeg vil hermed gerne takke af som sognepræst ved Vrensted og Thise kirker. Hjerteligt tak for 3 velsignede år. Tak for den tillid, varme og venlighed, I viste mig fra den første dag. Tak for de mange gode stunder, vi har delt – både de glade og lyse, men også de mørke og triste. Det har været en fornøjelse og en ære at være jeres præst, og det er med stort vemod, jeg forlader stillingen. Det er trist, at vi ikke fandt en løsning på området omkring bopælspligten. Jeg vil imidlertid altid se tilbage med glæde og taknemmelighed på min tid i Vrensted og Thise. Der er ingen steder, jeg hellere ville være præst.
oktober 2008
Kvindelig præst kunne ikke være i fred
Sognepræst Lisbeth Baggesen følte sig generet af enlige mænd i præstegården i Vrensted. Derfor sagde hun op.
Andre menneskers mangel på respekt for privatlivet er hovedårsagen til, at Lisbeth Baggesen ikke kunne fortsætte med at bo i præstegården i Vrensted.
Kort tid efter at Lisbeth Baggesen for tre år siden flyttede ind i præstegården i Vrensted, var der indbrud i præstegården. En mand brækkede et vindue op, kravlede ind og gemte sig ovenpå, mens Lisbeth Baggesen var hjemme. Hun led ingen overlast ved indbruddet og der skete ikke så meget andet, end at hun kom til at føle sig utryg. Det er derfor sognepræsten i Vrensted og Thise sogne som omtalt i gårsdagens avis har sagt sin stilling op og flytter fra Vrensted. – Når nu der er skrevet om det, synes jeg menigheden skal have hele sandheden, siger Lisbeth Baggesen. – Det er ikke Vrensted, jeg ikke kan holde ud. Det er præstegården, fastslår hun. Indbruddet blev meldt til politiet, der også fandt ud af hvem manden var. Men Lisbeth Baggesen ønskede ikke at der blev rejst tiltale, da manden var en kirkegænger. – Sket var sket og han fik besked på at holde sig væk, hvilket han har gjort, fortæller hun. Men siden har der været et par andre enlige mænd, der har opsøgt hende i præstegården og ikke helt forstået, hvor hendes grænser gik. – Præstegården ligger lidt afsides, og da jeg kom hjem fra sommerferie i august var to af vinduerne ødelagt, fordi nogen havde forsøgt at komme ind. Det var derfor jeg fik behov for at komme på fysisk afstand nu. Jeg begyndte at gå og tænke, hvad bliver det næste? Jeg har forsøgt at komme videre, men det har undergravet glæden ved at være her. Alle ved jo hvor præsten bor – og at hun bor alene, fortæller Lisbeth Baggesen. Hun søgte menighedsrådene om dispensation fra bopælspligten til at flytte fra præstegården, men menighedsrådene sagde nej, og derfor sagde hun sin stilling op. – Jeg flytter til Hjørring hvor mine nære venner og min familie bor. Det var også dét, jeg søgte om, og jeg har været så glad for det hele herude, så jeg havde jo håbet at jeg fik lov. Samarbejdet med menighedsrådene og personalet har været godt og jeg holder så meget af menigheden, siger hun. Lisbeth Baggesen har ikke fortalt vidt og bredt om sine ubehagelige oplevelser i Vrensted Præstegård. – Præstens arbejde er i sin natur ensomt. Vi skal værne om de mennesker vi kommer i berøring med, så vi kan ikke tale til højre og venstre om de problemer vi har. Jeg har holdt lidt lav profil, for jeg vil ikke hænge nogen ud. Så snart jeg siger noget, begynder folk jo at gætte på hvem det er, og i nogle af tilfældene er det ikke engang sikkert at de selv ved at de har krydset min grænse, påpeger hun. – Jeg går ikke og er direkte bange, men et hjem skal være et sted, hvor man er tryg og glad. I stedet blev det en meget stressende faktor at bo her. Man ved aldrig hvem der ringer på døren. Lisbeth Baggesen har fået et vikariat i Vester Hassing, men skal lige sunde sig lidt, inden hun begynder at arbejde igen.
Ane Maries Hus (anno 1914) er et bevaringsværdigt hus i landsbyen Vrensted, tæt på Løkken og Børglum Kloster.
“Ny og gammel landsbykultur i Ane Maries Hus”
Støtteforeningen Ane Maries Hus samlede i corona-vinteren 2020/21 penge ind lokalt – nok til at købe huset af Hjørring Kommune. Vi vil renovere huset, formidle landsbykulturarv og samtidig skabe nye rammer for fællesskabet og ny landsbykultur, og således bygge bro mellem fortid og nutid.
Hvad er idéen?
Det overordnede formål er at skabe grobund for samvær og fællesskab på tværs af generationer i det unikke og bevaringsværdige Ane Maries Hus (anno 1914) og den tilhørende “Ane Maries Have” på ca. 3200 kvm. Huset og haven ligger centralt i landsbyen. Det har en særlig historie og det betyder meget for lokale og folk med tilknytning til området, at huset bevares for eftertiden. Vi ønsker at formidle landsbykulturarven og skabe rammer for ny landsbykultur. Ane Maries Hus vil blive et fredfyldt åndehul med plads til kreativitet og kunsthåndværk. Her mærkes historien og fællesskabet i en landsby.
Hvor skal idéen realiseres?
Projektet realiseres i og omkring Ane Maries Hus og Ane Maries Have på Sct. Thøgersvej 10 i Vrensted. Projektet er således helt bundet af selve huset og stedet. Overfor huset ligger den gamle landsbykirke fra 1100-tallet, landsbyens gadekær og den tidligere skole, som nu er omdannet til Byens Hus – et forsamlings- og idrætshus med plads til større arrangementer og idræt. Ane Maries Hus fokuserer på landsbykulturarv, kunsthåndværk og kreative sysler, og komplementerer således fint Byens Hus. I Ane Maries Hus vil vi også tilbyde overnatningsmulighed, som mange brugere af Byens Hus savner.
Hvad omfatter projektet?
Vi har opdelt projektet i faser mhp. at være realistiske i forhold til praktisk gennemførelse. I denne første fase ønsker vi at
– energirenovere huset, bl.a. med ny og energivenlig varmeforsyning og isolering
– at istandsætte de bevaringsværdige elementer i huset, bl.a. døre, vinduer, vægpaneler, det originale loft og gulv, som skal slibes og behandles.
– at indrette en permanent lejebolig, som skal sikre en løbende indtægt til drift af huset
– at indrette rummet til formidling af landsbykulturarven, “Ane Maries Stue”, et lille køkken, gamle møbler, udstilling af artefakter og en særlig afdeling til formidling af historien om sagfører Anders Olesen, som byggede huset og var en stor mæcen i Vendsyssel i begyndelsen af 1900-tallet. A. Olesen stiftede bl.a. Nørresundby Bank, byggede Vodskov Kirke og opkøbte store arealer i Hammer Bakker.
– Endelig anlægges terrasser udenfor huset mod syd, den ene til offentligt brug og den anden tilhørende lejeboligen.
Forventet gennemførelse: 2022.
Hvem står bag projektet?
Støtteforeningen Ane Maries Hus ApS med +100 medlemmer har en bestyrelse på 7. Støtteforeningen har stiftet anpartsselskabet Ane Maries Hus ApS, som formelt ejer huset. Formålet er at begrænse risici og lave en klar opdeling mellem det frivillige og kreative på den ene side og stram styring af økonomi og kontakt til myndighederne på den anden. Derudover er der grupper af frivillige, som er aktive, bl.a. holder vi jævnligt “arbejdslørdage”: en havegruppe, en håndværkergruppe, en Knud Holst gruppe og en “Ane Maries Stue”-gruppe. Grupperne er åbne og man bidrager med det man kan og vil.
Hvordan involveres lokalsamfundet?
Byen har i forvejen en kunsthåndværkerforening og lokalhistorisk forening, som fra starten af projektet for ca. 4 år siden, har støttet projektet. Lokalsamfundet er i forløbet blevet involveret med afholdelse af informationsmøder og workshops i de ovenfor nævnte arbejdsgrupper. Vi holder lokalsamfundet informeret om projektets fremdrift i Facebookgruppen Ane Maries Hus og på hjemmesiden www.anemarieshus.dk informerer vi om det samlede projekt. Corona har gjort det svært at mødes i større forsamlinger, men alligevel lykkedes det os at indsamle 450.000 kr. til køb af huset i vinteren 2020/21.
Hvem gavner projekter og hvordan?
Målgruppen for projektet er såvel de lokale beboere i og omkring Vrensted/Løkken som besøgende udefra. Vi ser også Ane Maries Hus som en “lille attraktion” indenfor kulturturisme. Målgruppen er både unge og ældre – med fokus på et rodfast børneliv og en aktiv seniortilværelse. Ensomme borgere +50 vil kunne møde andre og være en naturlig del af fællesskabet. Andre brugere er (lokale) foreninger, iværksættere, kunsthåndværkere, forfattere, og generelt kunst-, arkitektur- og kulturarvsinteresserede. Ane Maries Hus kan tilbyde helt særlige rammer for små arrangementer, kurser, foredrag mv.
Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?
Ane Maries Have vil være åbent for offentligheden året rundt. Den offentlige del af huset vil være åbent i dagtimerne og ved arrangementer. Det vil være muligt for lokale og besøgende at forsamles i “Ane Maries Stue” og at benytte det kreative værksted på 1. sal i huset til sysler, kunsthåndværk, osv. Foreninger, klubber, skoler, iværksættere mv. vil kunne booke lokalerne til tema-baserede arrangementer i rammer, der emmer af landsbykultur, historie, fred og ro. Lokalsamfundet vil allerede fra foråret 2022 kunne gøre brug af Ane Maries Have, som vi er kommet langt med.
dec. 2021 Mette Roussis – formand for Ane Maries Hus ApS
Arkitekt Jørgen Ussing, Løkken, skriver følgende om Ane Maries Hus:
Professionelle ildsjæle kan man godt kalde den gruppe af dedikerede mennesker, der gennem flere år dygtigt, grundigt og vedholdende har arbejdet for at bevare Ane Maries Hus i Vrensted. Og der er rigtig god grund til at gøre en indsats for at netop dette hus fortsat skal lyse op i den store landsby Vrensted, som et yppigt eksempel på god arkitektur på landet. Det var sagfører Anders Olesen, der lod københavnerarkitekten Volmer Johannes Mørk-Hansen tegne huset, som et minde over sagførerens moder. Huset blev bygget i 1914 – en tid med uroligheder i Europa, men også en tid hvor bygningskunsten i Danmark er præget af gedigne materialer, smukke detaljer og godt håndværk. Alt dette genfinder vi i Ane Maries Hus, der er sjældent velproportioneret og sagtens kunne være en inspirationskilde og forløber for den landsforening til ”Bedre Byggeskik”, der året efter i 1915 blev dannet med det formål at fremme kvalitet og skønhed i det byggede miljø her til lands. Der er tale om en særdeles smuk bygning fyldt med tidstypiske detaljer, beliggende midt i landsbyen med skolen og kirken som nærmeste naboer. Det er ikke så tit vi støder på disse perler i landsbyerne, og når vi gør, er de oftest maltrakterede med eternittage, voldsomme udhæng og gabende sprosseløse termoruder. Her har vi en velbevaret, om end lidt slidt bygning, men husets sjæl er intakt, nisserne på loftet bor der endnu og de og alle os andre dødelige har fortjent, at dette smukke hus genfinder fordums glans og herlighed og får nyt liv med nye, mere offentlige funktioner – til glæde for kulturarven og mange mennesker.
januar 2022:
Jørgen Ussing Arkitekt MAA MDD / ekstern lektor i Arkitektur og Design, Aalborg Universitet
Det gamle indgangsparti til Ane Maries Hus
Her det ene af de to udhuse som skal indrettes til værksted
Den originale tegning til Ane Maries Hus anno 1914
Her fortæller formand Christian Østergaard om Ane Maries Hus
Her det ene af de to små udhuse som skal indrettes til værksteder
Det fine gamle loft skal nu fritlægges igen
De gamle møbler kommer igen til ære og værdighed
Skrevet af Mette Hyldgaard Roussis, jan. 2022 i.f.b.m. ansøgning om fondsmidler hos Realdania fonden
Denne artikel handler om de mange facetter og polariteter der opstår, når børn i alle aldre bevæger sig ud i det komplekse liv. Livet må leves forlæns og forstås baglæns og artiklen rummer en række fortællinger om de kampe børnene må igennem i modningsprocessen og om gode råd til voksne, der har ansvar for børns udvikling og dannelse. Metaforen ”Børnelivets klaviatur” skal forstås som de nødvendige tangenter børnene skal ”spille på”, hvis de skal udvikle deres motiver i bredde og i dybde. Alles liv har mørke og lyse toner og det er samspillet mellem medgang og modgang, der er livets motor. Artiklen vil kritisk behandle de tendenser i tiden, hvor præstationsræset er ved at kvæle børnene, og hvor teknologien og livsformerne accelereres og stresser børnene hen mod en afstumpet, krænkende og rå tone. Voksne skal turde være voksne også i forhold til at indvirke på børns sprog, omgangstone og livsstil under hensyntagen til andre.
Der må frit kopieres fra artiklen ved opgivelse af kilde.
Niels Jægerum
Galten 2019
INDHOLD:
Et barn har 100 sprog
De langsomme glæder
”Den lige vej” eller slingrevalsen?
Buer og pile
Belæring bliver nemt til beskæring
Tilbage til skolen for livet
Et barn har 100 sprog
”Et barn har 100 sprog
men frarøves de 99
fordi kulturen og systemet
tvinger børn til at
tænke uden krop og
handle uden hoved
fordi virkeligheden og fantasien
videnskaben og fantasteriet
det indre og det ydre
gøres til hinandens modsætninger”
Malaguzzi
Børn er indrettet med forandringens linse og lægger mærke til de overgange og de processer, hvorigennem noget ændres fra en tilstand til en anden. De zoomer ind på fænomenerne, når gråvejr bliver til sol, når kulde bliver til varme, når sne bliver til vand, træ bliver til aske og liv bliver til død. Det er den sanselige selvbevidsthed der er den indlysende grundsandhed i et godt børneliv. Det er gennem vores 5 sanser, at vi møder verden, kategoriserer vores oplevelser og får appetit på livets klaviatur. Det er med tilbageholdt åndedræt, at vi fornemmer forårssolen efter mørkets tid, at vi ser varmedampen fra jordens kolde nætter, at vi opdager de små gule hyacinter titte frem fra jorden, og at vi lægger mærke til de små tings store gryende betydning på forsiden af årstidsskiftet.
Barndommen er vores livs morgen, og denne bør børnene have i fred og ikke gives ansvar for noget, de ikke kan tage ansvar for. Der skal en nidding til for at tage de langsomme glæder og naturens sceneskift fra børnene i den takt, de er klar til at møde det i deres univers. Det gælder om at kunne se tingene i børnehøjde og nyde livets facetter, som var det første gang man kyssede solen og månen. Vi mærker selv suset fra de magiske dimensioner, når vi står på en kulsort mark en klar aften og kigger op mod millioner af stjerner. Vi svæver som Den lille Prins ud mod fantasiens uendelige mørke med lysende tankespind i livsmodets raketmotor.
Der er en stigende tendens til, at vi skubber børnene ud af barndommen og gør dem til voksne børn alt for tidligt. Et mundheld siger, at ”tidlig moden er tidlig rådden”, og vi kender alle nogle barnestjerner, som siger at deres barndom blev taget fra dem. Præstationskulturen tvinger børn til at yde det ypperste af alt det, der kan måles og vejes. Vi spørger hele tiden om, hvor dygtige de er til det ene og det andet. Vi tænker mere på, hvad de kan blive, end hvem de er, og hvilket menneske de indeholder. Børn, der presses ud af barndommen, kan let få et hult voksenliv. Dette forhold har jeg skrevet en sang om:
♫Hvorfor nu presse vor barndom helt væk
putte den ned i en kæmpesæk?
Hvorfor blive voksne i rasende fart
se på resultater en hurtig start
Hvorfor presse hvorfor stresse
børn fra vid og sans?
Hvad vil vi monstro med det her til lands?
♫
♫Hvorfor nu måle og veje på alt
sætte tal på barnet hvad der er galt
finde det der mangler rette det ind
sige til den skæve:
Tag og forsvind!
Hvorfor presse hvorfor stresse
børn fra vid og sans?
Hvad vil vi monstro med det her til lands? ♫
♫Lad dog de børn være lidt mere i fred
skub ej til floden den flyder afsted
tænk på det store i det små
så vil de lære at finde på
Hvorfor haste hvorfor haste med at vokse op?
Giv barnet en tid
til rødder og top! ♫
Vi måler børns præstationer som aldrig før, selvom vi ved, at det usynlige er det vigtigste. At måle er at antage en vis størrelse og undersøge andre størrelser i forhold til samme. Heraf ser man, at det man måler, smelter sammen med målestokken. Klaviaturet bliver alt for smalt og ensidigt, hvis vi kun fokuserer på det målbare i livet. En dannelsesrejse hvor vi møder de 100 sprog må begynde med sansernes pædagogik og selvforvaltningens pædagogik, hvor børns erkendelse, fantasi og lyst til at lære er i centrum.
De langsomme glæder
Forestil dig at vi skulle følge en skildpadde i dens langsomme færden hen over en plæne eller en strand. Den ville standse op og kigge nysgerrigt på alt der var grønt og dvæle ved fænomenet, indtil den fandt ud af om det kunne spises. Forestil dig så at det tog lang tid før dens synkebevægelser kom i gang og før den langsomt åbnede sine kæber. Forestil dig også hvor umuligt det ville være at få den til at skynde sig. En skildpadde vil altid skyde en fantastisk skildpaddefart ligesom et barn vil bevæge sig i sit eget tempo, i barndommens tempo i overensstemmelse med kroppens musik og rytme. Vi kan ikke forcere barnets egen indre flod. Dont push the river it flows by itself!
Accellerationen i vores samfund angriber alle livets områder og spreder sig også til vores forståelse af, hvad et barn skal udsættes for. Vores teknologi accellererer, vores livsstil accellerer og vores behov sættes under et stigende pres. Børn sættes på program og udsættes konstant for stimuli og oplevelser i alt fra legeland til shoppingcentrenes børneområder. Når børnene endelig kunne trække sig tilbage til den kreative kedsomhed placeres der en ipad i hænderne på dem, og så er de overladt til den tingsliggjorte relation og den flimrende barnepige.
Vi må lære at tage tiden tilbage og bruge den langsomme tid igen. Da mine egne bedsteforældre sad i mørkningstimen og kom med smålyde og sukkede i takt med dagligstueklokkens monotone tikken, tænkte jeg som barn, at det var en slags mystik og musik, som pegede mod noget, jeg ikke selv forstod. Jeg vidste kun at denne stille time var betydningsfuld for dem, og at det var noget, jeg skulle lære. Senere forstod jeg, at de to gamle sad der i deres hvilestole ligesom køer, der ligger og tygger drøv. Bedstemor og bedstefar tyggede drøv på livets hændelser, og der var mange ting, som lå gemt i deres bagage af et langt levet liv.
Børn har brug for at møde langsomheden, og for at der standses op og fordøjes hændelser. Vi kan som mennesker ikke holde til, at der fyldes på hele tiden. Det enorme støjniveau i institutionen og i skolen presser barnet ud på yderste revle og ofte kan vi ikke forstå, at de udviser forvirrethed og rastløs ubalance i situationer, hvor vi ellers kunne hygge os. Børn der omgås turbulens og maskiner udvikler selv en maskinel personlighed og kan let miste empatiske evner for andre. Vi har vidst det i mange år, at det postmoderne barn, der oplæres i skanning som en tilegnelsesstrategi, bliver selvcentreret og individualistisk i sin indstilling til andre.
Børn har i vor tid brug for en række udfordringer, hvor de oplever, at der er noget, som er større end den enkelte. En konsekvens af det høje tempo og tingsliggørelsen af barndommen kan nemt være udviklingen af en narcissistisk karakter, som er skadet på relationskompetencerne og ikke kan se ud over sin egen næsetip.
Engang kunne man gå helt ned i fart
sætte sig ved åen og vente i timer på en ål
Engang var man så klog at være midt i tiden
lytte til guldsmede, nymfer, bobler og fuglesang
Engang kunne man kaste en gren i den langsomme strøm
følge den på vej hen til et sted hvor den drev i land
Engang var man så lille at man skabte de største erindringer
om at ingen kan skubbe til bække der flyder af sig selv
”Engang” kommer sejlende igen når man ældes og ved
at livets øjeblikke er som understrømme fra sit eget gamle hjerte
Engang opdager man at livets dessert er når man ser
at ens barnebarn følger efter den drømmende pind
”Den lige vej” eller slingrevalsen?
Vi kender alle fortællingen om Den lille Rødhætte, som skulle gå den lige vej over til sin bedstemor, der lå og var syg. Moderen advarede Rødhætte om at tage afstikkere fra den aftalte vej og sendte hende afsted. Vi ved også, at Rødhætte ikke kunne stå for fristelsen og begav sig ind i skoven på den forbudte sti, hvor hun mødte den farlige ulv. Livslæren er, at det vi forbyder vores børn allermest at opsøge, det vil de få en vældig god idé til netop at undersøge nærmere. I børns og unges liv ligger der en tænding på det forbudte og de udvikler to liv: det som forældrene kender og det andet. Ganske vist er der nogle forældre, som tror, at de kender alt til barnets liv, og der er også mødre, som antager, at de er veninder med deres døtre og derfor indvies i alt. Sådan forholder det sig ganske givet ikke. Det er blot en forestilling hos voksne. Børn og unge går ikke en lige tryg vej igennem livet men færdes på de små stier i forskellige aldre og i denne skole for livet er det, at de lærer sig selv at kende.
I eksistentiel forstand leves livet ikke på midten men ude på ekstremerne, hvor underlaget kan skride under dem. Her i disse situationer må de redde sig selv og slikke sårene efter en god dag. Børn, der pakkes ind i vat gennem barndommen og skærmes for modstand og smerte, vil udvikle en sårbar karakter og få svært ved at klare sig siden hen. Det ses også, at børn, der er vokset op under en tryghedsparaply, som ung kaster sig ud i voldsomme farlige eksperimenter og indhenter den forsømte risikofyldte levevis. Det farligste er ikke, at børn prøver at se, hvad de tør og har modet til men i at børn, der curles kan finde på i ungdommen at kaste sig ud i dumdristige og livsfarlige eksperimenter. Den, der vover mister fodfæste for en stund. Den der intet vover mister sig selv! Livet er ikke for krystere, og vi må derfor indstille os på at børnene balancerer på kanter, sten, grøfter, broer, moler osv. Børn kan sagtens slå sig og komme galt afsted, forstuve en hånd, slå hul på et knæ og knække en tand; men alle disse ar og små men fra et levet liv, vil sætte sig i sjælen som en perlerække af modets føljeton.
Børn trænger til voksne, som tør være voksne og som tør lade børnene afprøve sig selv ude på de små stier uden overvågning. Der er stor forskel på at holde øje med børn og så konstant at tjekke, hvad de laver. Det er ikke alt i et puderum eller i en hule, der kommer voksne ved. Der er en tid til at være voksen, en tid til at være barn og en fælles tid til at være sammen. Når børn leger, skaber de deres eget univers og danner en magi omkring deres roller og deres gøren. Alt det, de ser, alt det de suger til sig fra medier eller hører om, skal de have siet i legens masker og oversat til en verden, de selv forstår sig på.
Slingrevalsen er et symbol på den dannelsesrejse som må gennemleves af enhver, der skal udvikles som et helt menneske og lære sig selv at kende i bredden og dybden. De unge, der er så heldige at komme på en efterskole, væk fra de vanlige omgivelser, vil afsøge de nye udfordringer, de nye venskaber, de nye fristelser, de nye følelser, de nye steder, de nye situationer, de nye kærester osv. Slingrevalsen kan fortsætte ind i voksenlivet hvor de tager på en dannelsesrejse med veninden eller kæresten. Det er på afstand af det kendte og i mødet med det fremmede, at vi oplever egen identitet og inspireres til nye veje vi selv kan gå. Løsrivelse fra det kendte går forud for frigørelsen og forløsningen i det gode børne- og ungdomsliv.
Til mine forældre
Jeg blev ikke det I ventede.
Jeg blev alt det I havde frygtet.
Jeg voksede op næret ved jeres afsavn.
I opdrog med skjulte tårer
til at leve jeres liv
forsætte det.
Skal jeg sige sådan levede I
I gjorde ret.
altså er det rigtigt at leve sådan
eller skal jeg fortælle jer
at min verden ikke er jeres
at min glæde min sorg min smerte ikke er jeres.
Vil I tro min tak til jer på min tak til livet
eller vil I blot sige:
Han fik alt
han tog alt
men han giver os intet tilbage
uden sorg og skuffelse.
Jeg tror I har ret, når I siger det.
Jeg tror jeg har ret når jeg går til mit eget land.
Jeg går langsomt.
Jeg går tøvende.
Jeg går tungt
men jeg tror jeg skal gå.
Gustaf Munch-Petersen
Buer og pile
Hvis man vil vide, hvem man er, og hvor man er på vej til, må man også vide, hvor man kommer fra. Opdragelsen og dannelsen hænger sammen ligesom en mønt har to sider. Der er altid tale om en dobbelthed af læring og medlæring i alle relationer med personer i ens omgivelser. Vi har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at vi holder noget af dets skæbne i vores hænder, og vi, der har arbejdet med børn og unge, ved vi hvor stor betydning det har haft, hvordan vi har set dem eller ikke set dem. Vi taler om en Rosenthal-effekt, hvis vi møder et barn med et bestemt perspektiv fx et mangelsyn eller et ressourcesyn. Perspektivet kan blive en slags drejebog for barnets fremtidige selvopfattelse. En bue som børn eller unge har som base kan væres så stram, at de ikke får sig selv med i dannelsesprocessen; men strengen kan også være så slap, at der slet ikke er noget at sætte af fra.
Børn trænger til voksne, der tør være voksne, men ikke til voksne som ikke giver plads til at barnet og heller ikke til voksne, som glimrer ved deres fravær af holdninger. Alle de erfaringer vi gør os fra fødsel og fremad i relation til personer, ting og miljø spreder sig som frø i os. Men der er jo frø, som falder i gold jord og frø som falder i frugtbar jord og vokser med tiden til sunde planter. Båden buen og pilen kan jo have noget over sig, der gør at kommunikationen brister og samværet bliver til is, som det kan tage mange år at tø op. Der er ingen færdig opskrift på, hvordan et barn dannes; men vi ved, at erfaringer aldrig er noget du gør i et tomrum. Du øser fra dine nærmeste omgivelser gennem livet, og genspejler de holdninger der serveres fra voksenbuen.
Børn har undertiden mange buer, de sætter af fra og pædagoger og lærere spiller også en væsentlig rolle i opdragelsen og dannelsen. Skolen bør danne sådanne rammer for børns liv og virke, at de udvikler deres erkendelse, deres fantasi og lyst til at lære således, at de får baggrund for at tage stilling og handle. Det er ikke nok at børnene møde en snæver bue med en sandhed for enden af tunnellen. Børn har ret til at tro og tænke, hvad de vil og til at lære om, hvordan andre børn i verden har det og børn har ret til at lege fremfor at være tvunget til at arbejde på de voksnes betingelser. Vi skal lære at leve sammen og være sammen med det særlige perspektiv, at alle er mennesker og har ret til dannelse og uddannelse uanset forskellighed.
Uanset hvilken farve du har
Uanset om du er sort, hvid eller gul
Eller har en helt anden farve
Uanset om du er kvinde eller mand
Uanset om du er barn eller voksen
eller om du lever i livets efterår
Uanset om du er født med alle sanser
Uanset om du er syg eller rask
Eller om du mangler en del af din krop
Uanset hvor du kommer fra
Uanset hvor du er på vej hen
Eller blot er midt imellem
Så er vi alle mennesker
Jeg tror den største udfordring i vores tid er mangfoldigheden og nogle kulturelle tilbøjeligheder til at påberåbe sig sandheden. Vi skal huske på at en fundamentalist er en, der tror han ved, fordi han ikke ved, at han tror. Vi har alle en snert af en overbevisning, som ikke kan diskuteres og selvom de andre ender med at få ret, giver man sig ikke så let.
I dannelsesprocesser handler det om at kunne rumme den forskellighed, uanset hvor man kommer fra, og hvor man er på vej hen. Uden tolerance og indlevelsesevne i andres livsvilkår får vi den værste side af egocentriciteten frem og nationalismens spøgelse vil kræve eksklusion af de anderledes mennesker. Værdier er sociale konstruktioner og historisk funderede på samme måde som vores tro, vores kongehus og styreform. Hvis børn skal have baggrund for at tage stilling og handle er det vigtigt, at de vokser op i mulighedernes land i mulighedernes skole.
Der findes fortrinlige forældre, som forstår at sætte børn ind i vores nuancerede kulturforskelle både her i landet og i udlandet. Der findes fremragende formidlingspædagoger og narrative lærer, der tør lade børnene og eleverne eksperimentere. Det er mikset mellem relation og konstruktion, der er vigtig. Jeg antager at mennesket er en indfældet individualitet. Vi er unikke individer født ind i et fællesskab. Det kan godt være vi ikke kan overføre et budskab i et 1:1 forhold men vi kan sagtens og med megen beviselig effekt indvirke på hinanden under bestemte betingelser. Det, vi går rundt med, er ikke en skole men billeder af skolen. Ingen af os har nogensinde haft et fag men vi har haft lærerpersonligheder, som vakte eller slukkede vores lyst til at lære mere.
Mentale modeller kan dog ændres. Tankegangen, tankeformen, paradigmerne ændrer sig over tid. Kultur er konstruktion af meninger, der guider vores handlinger og bestemmer hvordan vi gør erfaringer. Skolens projekt er både binding til betydninger og frisættelse af disse. Vi lærer både at se og at se, de briller vi ser med. Al dannelse, uddannelse og opdragelse til mangfoldighed er en udfordring til de buer, børnene har som afsæt for deres liv og uliv. Det sværeste er at forstå, at vi ikke ejer vores børn, at vi kun har dem til låns og derefter må sende dem ud i verden på en dannelsesrejse. At finde sig selv handler om binding, løsrivelse, forførelse, frigørelse og forløsning.
Og en kvinde, som trykkede sit barn ind til sig, sagde: Tal til os om børn. Og han sagde:
Jeres børn er ikke jeres børn,
De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv.
De kommer ved jer, men ikke af jer,
Og selv om de er hos jer, tilhører de jer ikke.
Jeres kærlighed kan I give dem, men ikke jeres tanker;
Thi de har deres egne tanker,
Deres legemer kan I yde husly, men ikke deres sjæle;
Thi deres sjæle dvæler i huset af i morgen, som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme,
I kan stræbe efter at blive som de; men søg ikke at danne dem i jert eget billede.
Thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.
I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile.
På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke,
at hans pile må bevæge sig hastigt og langt.
Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd;
Thi ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage.
Kahli Gibrahn fra Profeten Lindhart og Ringhof 1987
Belæring bliver let til beskæring
Futurekids er oplærte fremtidsbørn med teknologivaner og et betalt hestehoved foran deres små jævnaldrende i kampen om fremtidens arbejdspladser. Futurekids er børn, der, helt ned til 3 års
alderen, går til computer. Konceptet er adfærdskontrol og derfor gennemsyret af belønningssystemer for at få børnene til at præstere det maksimale.
Mange forældre sender deres børn i Futurekids-skoler, fordi de er bange for, at deres børn sakker agterud eller senere rammes af arbejdsløshed, hvis de ikke magter den moderne teknologi. I det følgende vil jeg forsøge at argumentere for, at denne form for tidlig strukturering kan handle om belæring og beskæring af barndommen. Der er mange eksempler på dette:
En mor til et barn i en Futurekids-skole fortalte mig begejstret:
„Jeg synes, det er en god idé med sådan en computerskole for små børn, selvom det er noget dyrt. Vi har valgt det, fordi vi synes, det er spændende at se, om vores barn kan lære at bruge en computer så tidligt som i 3 årsalderen. Og det kan han sagtens. Det er helt fantastisk at se, hvordan han bare kan bruge musen og lave animation. Man tror det er løgn. Vi kan ikke selv
undervise ham, så derfor er det godt, at der findes eksperter på området. Det giver os en tryghed, når vi tænker på hans fremtid. I den forrige lektion sad han og malede en haj på computeren og lagde forskellige farver på den. Børn synes jo det er enormt spændende at sidde og trykke på knapperne, og så er det da langt bedre, at de lærer det rigtigt under kontrol.
Vi har også selv købt nogle programmer, så han kan lege videre, når han kommer hjem. Han har sådan et program med havets dyr, som han farvelægger og forstørrer på skærmen. Det kan han sidde og nusse med i lang tid, hvorefter han printer det ud og klistrer det op på væggen. Der findes også et tilsvarende program om planeter.
På computerskolen får børnene synlige belønninger, når de løser en opgave, og engang fik han også en gave med hjem.
Han lærer at bruge computeren som et legetøj; men ikke på den måde, at han leger selv. Han instrueres af en voksen og har et emne at arbejde med.
Det er smart ikk’?
Jeg synes, at forældre kraftigt skal overveje det hensigtsmæssige i, at vores børn sidder og manipulerer med farver og figurer på en computer, så de kan blive konkurrencedygtige voksne.
Jeg synes, man kraftigt skal overveje, om der er substans i de programmer, der findes på markedet. Jeg er overbevist om, at børn, der struktureres meget tidligt, går glip af en lang række uudnyttede muligheder i deres børneliv. Den danske pædagogiske tradition går ud på at fremme barnets alsidige udvikling i en vekselvirkning med fællesskabets muligheder, og ikke at låse dem
fast i en stiv adfærdslabyrint, hvor legen styres på de voksnes præmisser. En god barndom skal ikke bare udfyldes med elektronisk farvelægning og billedmanipulation, men rumme et kraftigt kritisk modbillede til den omsiggribende belærende belønningsfokusering.
En god leg belønner sig selv, fordi den er uberegnelig og menneskelig. Konklusionen må være, at børn skal undervises og lære om viden for at de kan finde vej i informationerne og indtage en kritisk holdning til kilder og kanaler. Viden kan ikke automatisk og uproblematisk overføres fra maskiner til børn; men opstår i konfronterende dialoger med omgivelserne. Informationer, der ikke fordøjes i legen og den nødvendige eftertanke, kan sætte sig til stress i vores børn og kan lamme dem i passiv afmagt.
En ung medieforsker sagde i sit foredrag om børn og medier:
„Futurekids er ikke indrettet til at sidde og snakke pædagogsnak med voksne i en social rundkreds, de sidder nemlig i deres egen selvkonstruerede verden. Børn i vor tid er ikke skabt til det kollektive, men til det individuelle liv. Glem den rundkreds, hvor børnene efter tur fortæller, hvad de har oplevet. Børn med fingeren i vejret gider ikke vente på, at det bliver deres tur.”
Hvis børnene trækkes i en egoistisk og individorienteret retning, vil den slumrende og spontane humanitet blive undertrykt, og hvor
ender vi så? Du kan ikke lære dig selv at kende uden at indgå i én eller anden social sammenhæng. Børn skal lære at vente og lære at lytte aktivt til andre og til den forskellighed, der er i en gruppe. Jeg frygter, at vi kan risikere at synke til rå afstumpethed ved at satse på den individorienterede dannelse af personligheden. Hvis vi skal bevare fællesskabet og udvikle fællesskabets muligheder, må vi oplære vores børn i demokratiske processer, og her bliver den gode gamle RUNDKREDS meget central. Hvis børnene ikke lærer at lytte til og forstå andres synspunkter, hvordan skal de da tolerante kunne medvirke til kompromisløsninger i et voksenliv?
Børn må flaskes op med socialt betonede oplevelser og konstruktive konflikter for at blive samfundsorienterede og bevidste om egne muligheder i et samspil med fællesskabet. Børn skal møde levende forskellige mennesker således, at de opdager, at verden kan tage sig helt anderledes ud, når de skifter perspektivet og lever sig ind i de andres opfattelser. Det er de primære sociale erfaringer, ansigt til ansigt, krop mod krop, øre mod øre, øjne mod øjne, hjerte mod hjerte, der kan udvikle humaniteten ikke de sekundære pseudoerfaringer. Det kan godt være, at computeren er fascinerende, men den er ikke nuanceret sanselig, og det er den sanselige selvbevidsthed, der er den indlysende grundsandhed i menneskelivet. Det er det, vi skal satse voldsomt på i en svær balancegang med den moderne teknologi, som på nogle punkter anmassende forsøger at stjæle barndommen.
Uden overleveringen, sanseligheden og de kropslige spor, får de ikke noget, de kan se den brogede verden med. Værdier kræver et ståsted, og det er det, vi skal give dem i en god sanselig barndom.
Børnene skal møde det nye med noget i bagagen. De skal have noget at stå imod med og sætte af fra, for at de kan sortere dagens input. Det, de skal bruge i denne filtrering, hedder kulturelle nærværsoplevelser i et lyshav af stærke barndomsblitz sammen med voksne, der har noget på hjerte.
Børn kan aldrig få virkeligheden ind under huden i ren form; men tager den ind gennem de erfaringsbaserede strukturer af følelsesmæssig og tankemæssig karakter, som kommer dem i møde ved omgang med andre mennesker. Men også medierne spiller i vor tid en afgørende rolle i dannelsen af barnets bevidsthed. Fortolkninger og forståelsesformer er ikke i første omgang noget, du selv skaber, det er noget, der bliver overført til dig. Senere kan du med det afsæt skabe dine egne meninger og helheder på den videre rejse frem mod voksenlivets fortsatte vækstmuligheder. Sættes proppen i for tidligt, stækker vi barnet.
et barn der kritiseres lærer at fordømme
et barn der hånes lærer foragt
et barn der svigtes lærer mistillid
et barn der undertrykkes lærer had
et barn med fodlænke lærer at kæmpe
et barn der overvåges lærer at snyde
et barn der opmuntres lærer tillid til sig selv
et barn der respekteres lærer at forstå
et barn der har venner lærer venlighed
et barn der oplever fairplay lærer retfærdighed
et barn der værdsættes lærer at anerkende
et barn der hjælpes lærer hjælpekunst
et barn der er elsket og får knus lærer at føle kærlighed i verden
Alice Miller
Tilbage til skolen for livet
Børn skal have et kvalificeret afsæt for at forstå den kultur, de er en del af, og dette afsæt får de gennem en alsidig personlig udvikling. Den, der vil lave noget om, må vide, hvordan noget ser ud, ellers handler man i blinde. Det er her den flygtige information bliver farlig for vores børn, hvis de blot overlades til i selvreference at skanne en overflade uden kritisk ballast. Børn skal indføres i en kultur og dens forudsætninger, for at de bevidst kan tage stilling til den og føre det bedste af den videre. En retning for fremtiden må starte med, at den voksne generation træder frem og viser, hvad det er for en ramme, der betinger den pågældende livsform, de er indfældet i. Det ville være alt for bevidstløst at overlade identitetsarbejdet til børnene som selvskabende individer i tilfældige samspil med nettets frie markedskræfter. Vi må alle lære, at overtage virkeligheden, ved at begive os ud i den, for at kunne lave den om på et demokratisk grundlag. Børn må gives en klar oplevelse af, at kunne gribe ind i virkeligheden ved at omgås den konkret og handlingsorienteret i et tæt samspil med andre.
Det er dette centrale forhold i dannelsen Jørn Lund formulerer i Sidste udkald :
„Kontinuitet er ikke det samme som stilstand. Kontinuitet indebærer, at man møder det nye med noget i bagagen. Det er ikke kun et spørgsmål om kontinuitet, men også om forståelse. Hvis man opfatter det som værdifuldt, at unge mennesker lærer at forstå den verden, de fødes ind i, og erkender, at verden ser ud, som den gør, fordi man står et bestemt sted og betragter den, så må man også finde det af betydning at medgive de unge en indsigt i kultur, historie, sprog – ved siden af alt det andet, som også skal til: det naturvidenskabelige, det musiske, det praktiske.“
Dannelse som sidste udkald handler om at børn erkender, hvad det er for en verden, de er kastet ind i. Hvis vi antager at mennesket er en social konstruktion af forskellige holdninger og paradigmer, må dannelsen gå ud på at kunne iagttage de mønstre man er fanget af og indført i, så man selv kan tage stilling til, om man vil overtage dem eller man kritisk vil forholde sig til dem. Jeg tror, at børn fødes med et anlæg for humanitet, som vi skal udvikle igennem den dannelsesproces, vi igangsætter med opdragelsen og den helhedsorienterede småbørnspædagogik. Hvis børnene trækkes i en egoistisk og individorienteret retning, vil den slumrende og spontane humanitet blive undertrykt, og hvor ender vi så? Du kan ikke lære dig selv at kende uden at indgå i én eller anden social sammenhæng.
„Humanitet er kendetegnet for vor art. Men denne humanitet har vi bare som anlæg. Derfor må den udvikles gennem opdragelse. Vi bringer den ikke færdig med os til verden, men i verden skal den være målet for vores bestræbelser, summen af vore øvelser, være vores værdi. For vi bekender os ikke til troen på nogen medfødt fuldkommenhed. Når den ånd som regerer os, ingen human ånd er, bliver vi plageånder for menneskene. Det i særlig grad karakteristiske for vor art er altså dannelse til humanitet. Alle store og gode mennesker, lovgivere, opfindere, filosoffer, digtere, kunstnere, hvert ædelt menneske i sin stand, har hjulpet med til det gennem opdragelsen af sine børn, ved at udføre sine pligter, gennem sit eksempel, sit arbejde, sin vejledning, og gennem de institutioner de har skabt. Humanitet er summen og udbyttet af al menneskelig stræben, så at sige vor arts kunst. Dannelse til humanitet er et værk som uophørligt må fremmes. Ellers synker vi – høj og lav – tilbage til rå dyriskhed, til brutalitet.“
JOHANN GOTTFRIED HERDER
Jeg frygter, ligesom Herder gjorde, at vi kan risikere at synke til rå afstumpethed ved at satse på den individorienterede dannelse af personligheden. Hvis vi skal bevare fællesskabet og udvikle fællesskabets muligheder, må vi oplære vore børn i demokratiske processer, og her bliver den gode gamle RUNDKREDS meget central. Hvis børnene ikke lærer at lytte til og forstå andres synspunkter, hvordan skal de da tolerante kunne medvirke til kompromisløsninger i et voksenliv? Børn må flaskes op med socialt betonede oplevelser og konstruktive konflikter for at blive samfundsorienterede og bevidste om egne muligheder i et samspil med fællesskabet.
Børn skal møde levende forskellige mennesker således, at de opdager, at verden kan tage sig helt anderledes ud, når de skifter perspektivet og lever sig ind i de andres opfattelser. Hvis vi skal tilbage til skolen for livet, må vi arbejde langt mere med de fællesskaber, som børnene indgår i og fokusere på det helt nødvendige relationsarbejde, hvor barnet indgår i noget, der er større end den enkelte. MIG-først er en tendens i tiden, hvor vi forstærker egocentriciteten. Det kræver opmærksomme voksne at få dæmpet selvreferencen og få børn til at lukke sig ud af hamsterhjulet. Vi har haft en lang kulturhistorisk periode med målstyring og testning af børn, så de kan opnå høje karakterer. Vi har i jagten på dette karakterræs oplevet en stigende kritik af præstationskulturen og perfekthedskravet.
Vi har glemt det eneste ene, glemt at være. Vi spørger hele tiden om hvad børnene har præsteret og ikke om hvem de er, og om de er ordentlige i deres relationer til andre. Etikken og filosofien om det gode liv og om ordentlighed må ind i dannelsen. Børn og unge skal have masser af teateroplevelser, kulturpåvirkninger hvor de indføres i alternative tankegange, som kunsten kan åbne til.
Børn skal på hvert klassetrin have mulighed for at komme hjemmefra på lejrskole og opleve en sansebaseret læring, hvor de rører ved de danske herregårde, de danske rundkirker og historiske monumenter, så de kan finde ud af hvor de kommer fra. Hvis børnene ikke har rødderne i orden, får de heller ikke vinger, som kan gavne fællesskabet.
Det er i et godt børneliv at der er en dialektik mellem det indre og det ydre, mellem de aktuelle og historiske samfundsforhold og den enkeltes egen unikke verden. Hvis vi ønsker børn med bredde, dybde og højde i deres motivdannelse, må de være virksomme og føres ind i meningsfyldte læreprocesser, hvor de aktivt lærer at tage stilling og handle under ansvar. Magien og fantasien må stå i et dialektisk forhold til de materielle vilkår, og det er denne vekselvirkning der må arbejdes med i skolen tilbage til livet. Dannelse er ikke bare en lige vej, men foregår med brug af fantasi og handlekraft i de situationer man udsættes for. Dannelse foregår med ført hånd i et samspil mellem voksne, der fagligt og personligt har noget på hjerte og nysgerrige eksperimenterende børn på vej ud i livet. Vi skal forstå at lytte til verdens mange stemmer og også få denne verden til at lytte til os. Hvis vi ønsker børn med jordforbindelse, livsmod og fantasi skal de omgås voksne socialt og personligt som kan, vil og tør noget, der kan udfordre dem.
“Årene der er gået” – af Tonny Bistrup, Brønderslev, er skrevet i sommeren 2021
Forord
”Hej Tonny – kunne du ikke have lyst til at skrive om dit liv, dine oplevelser og din erhvervsmæssige løbebane. Det skal i så fald indgå i et bogsæt, jeg er ved at udgive.”
Min gode sangerbroder Jens Otto Madsen ringede til mig og stillede dette overraskende spørgsmål. Det skulle lige vendes nogle gange i hovedet. Det smigrede mig egentlig, og jeg indvilligede efter nogle minutter i at gå i gang med opgaven.
Beretningen er en gennemgang af mine private oplevelser og min erhvervsmæssige løbebane gennem mit 78-årige liv. Alderen begrænser unægtelig, hvad jeg erindrer, men jeg skriver efter bedste hukommelse, og hvad der findes af dokumentation. Der kan måske ind imellem være beskrevet nogle erindringer, der aldrig har fundet sted, men jeg lyver ikke bevidst.
Gennem de mange år har der selvfølgelig været nogle ubehagelige bump og episoder, som jeg springer over. Jeg har ikke til hensigt at såre eller fornærme nogen, men prøver hovedsagelig at skrive i en positiv ånd.
Jeg håber, du får fornøjelse af at læse min beretning. Der står måske noget, som du kan nikke genkendende til.
God læselyst
Begyndelsen i Jerslev
Jeg er født i Jerslev i 1943 som mine forældres første barn. Vi boede i den ene ende af et lille hus beliggende i den nuværende Kaløgade. I huset nedenfor boede Sme’Frederik og Frederikke. Lidt længere nede på sydsiden af Fanøgade lå Adventistskolen.
Min far, Thorvald Bistrup, var meget fodboldinteresseret, og i England var der en fodboldspiller, han var meget begejstret for. Han hed Tonny, så det skulle jeg også hedde.
Det navn gav mig nogle ydmygende oplevelser i skoletiden, for der var også piger, der hed Tonny, for eksempel radiohandlerens jævnaldrende datter, og så skulle man jo drilles. Udtrykket mobning var ikke opfundet endnu.
Jeg var fem år, da vi flyttede fra Jerslev, så der er ikke mange erindringer derfra.
Jeg husker dog optakten til en nytårsaften, hvor far ville lære mig at tænde og straks smide en lynkineser (et lille gult kanonslag med kort lunte). Jeg holdt lynkineseren, og far tændte med en tændstik, men jeg smed ikke noget fra mig, så lynkineseren sprang i min hånd.
Der skete ingen skade på min hånd udover, det gjorde djævelsk ondt, og jeg skreg i vilden sky.
Men nytårsaften var totalt ødelagt, for min mor, Gudrun, snakkede overhovedet ikke til min far resten af dagen.
En vinter med frost og sne havde eleverne i Adventistskolen lavet en glidebane på fortovet. De morede sig vældigt, men jeg måtte ikke være med.
Jeg har måske lidt af min mors temperament, for medens eleverne var til undervisning, strøede jeg sand på glidebanen og viste mig klogelig ikke ved skolen i nogle dage.
Begge mine hold bedsteforældre boede også i Jerslev, og de var flinke til at passe mig, når mine forældre skulle noget.
Min fars forældre Emma og Aksel Pedersen boede i Voldgade, der hvor der nu er busholdeplads.
Mine bedsteforældre boede i den nordlige del af huset, og de delte udendørs lokum med familien Hansen, der boede i den anden ende.
Bedstemor Emma, en stor og mægtig dame, var kogekone på Jerslev Kro. Hun kunne lave mad, som brødrene Price ikke kunne konkurrere med, hvad angår forbrug af smør og fløde.Det var altid en stor fornøjelse, når hun samlede familien til spisning. Med undtagelse af Bedstefar Aksel og min far, lignede begge fars brødre og senere jeg selv og mange af mine fætre og kusiner Bedstemor Emma, så det har nok ligget i generne.
Bedstefar Aksel arbejdede ”ved vejen” med at asfaltere vejene i Jerslev. Det foregik alt sammen manuelt og var hårdt og slidsomt.
I juletiden var han reservepost, og det var almindeligt dengang at byde posten på kaffe og mange steder også en snaps i juletiden. Jeg har ofte set en humørfyldt bedstefar komme hjem på lidt usikre ben, og så blev Bedste Emma sur, og hun kunne råbe højt. Det så nu ikke ud til at påvirke Bedstefar Aksel nær så meget som brændevinen.
Når der var bal på Jerslev Kro, var det Bedstefar Aksel der stillede borde og stole an, og han passede også garderoben. Dengang røg de fleste mennesker tobak, så når ballet var slut, tømte bedstefar askebægrene og tog asken med hjem, så han kunne dyppe sin skråtobak der i, inden skråen kom i munden.
Efter besættelsen begyndte mange at bruge tyggegummi, og så måtte Bedstefar Aksel til at si tobakken, inden han dyppede skråen, for han var ikke meget for at bruge andre folks brugte tyggegummi.
Min mors forældre boede i et lille husmandssted med to køer og lidt landbrug. Der var mødding og udendørs lokum med iturevet avispapir til at tørre med. Når spanden var fyldt op, tømte Bedstefar Søren den i møddingen, og spanden kom på plads igen. Jeg tror, det var vældig smart med det hul i døren med form som et hjerte.
Ejendommen er der stadigvæk, men uden landbrug. Den ligger i Borgergade mellem præstegården og Adventistkirken.
Jeg har flere gange overnattet hos dem med en tonstung dyne i en seng, der stod op ad en ydermur. Om vinteren var der klar is på den indvendige side af muren. Der var ikke isoleret med noget som helst, så der skulle fyres godt op om vinteren.Bedste Marie var en lille gesvindt dame, der stod meget tidligt op for at fyre op i det store støbejernskomfur og kakkelovnen i dagligstuen. Så når Bedstefar Søren stod op nogle timer senere, havde bedstemor taget sin insulin i låret med en meget lang kanyle. Der var frisklavet kaffe og morgenmad til bedstefar, som kunne nyde varmen fra komfur og kakkelovn og ofte friskbagt brød.
Bedstefar Søren stammede fra et område, der hed Krattet, og mange kaldte ham Krat Søren. Han var en temperamentsfuld mand. Jeg har hørt ham skændes med en landmand, der var meget missionsk, og selvom bedstefar gik i kirke hver søndag, så kunne han på kort tid overøse den stakkels landmand med alle de bandeord, der var på mode.
Jeg tror min mor og jeg, samt de fleste af mors 11 søskende har arvet temperamentet fra Bedstefar Søren.
Når de passede mig, og vi havde spist frokost, lagde Bedstefar sig på divanen, der stod ved vinduet ud til vejen, og jeg lå ved siden af ham. Det blev ikke til så meget søvn, for hver gang, der hørtes skridt eller andre lyde ude på vejen, løftede Bedstefar overkroppen for at se, hvem der kom forbi. Nogle gange kunne han kende folk på skridtlyden.
I 1947 fik min far arbejde på A/S Peder Nielsen ”Pedershaab” i Brønderslev. Sammen med andre cyklede han hver dag 10 km frem og tilbage til arbejdet.
Det kunne være hårdt om vinteren især hjemturen efter en travl arbejdsdag på Den Gamle Fabrik, som virksomheden blev kaldt i folkemunde.
Barndommen i Valby
I 1948 flyttede vi til Brønderslev på Danevej 4, hvor vi boede i stueetagen, og på førstesalen med kvist boede ejeren af ejendommen, fru Sørensen, med sin voksne datter Gerda.
Senere blev ejendommen købt af Christian og Rosa Madsen fra Sæby, og de ville bo i stueetagen, så vi måtte flytte ovenpå.
Ejendommen havde kun et lille toilet nede i stueetagen, og det delte alle husets beboere. Når vi skulle på toilettet, måtte vi kravle ned ad en stejl ”hønsestige”, som gik fra soveværelset og ned i bryggerset. Det var især træls om natten.
Som ny tilflytter til byen var det spændende for en 5-årig dreng, der talte vendelbomål, at skulle møde sine fremtidige legekammerater. De var lige så spændte på at møde ham bondedrengen, og det første møde med fem seks børne forløb således: ”Hvad hedder du?” Efter nogen betænkningstid svarede jeg forsagt: ”A hjær Tonny.”
Det grinede de meget af, og jeg kunne have krøbet i et musehul.
Jeg fik hurtigt lært at tale som de nye legekammerater, jeg havde fået.
Jeg ved ikke, hvorfor den bydel, vi var flyttet til, blev kaldt Valby, som dækkede Danevej, noget af Solvej og noget af Parkvej, der dengang hed Vester Alle. Området med Sveavej, Parallelvej og resten af Solvej blev kaldt Gammel Valby.
På lune sommeraftener kom de voksne ud på gaden og snakkede i klynger, medens børnene legede. Var vejret rigtig godt, kunne man være så heldig at blive sendt ned i byen efter en stabel ispinde, lavet på Brønderslev mejeri og gik under navnet Gobi. Jeg tror en ispind kostede 25 øre. Isen var gul, for der var brugt rigtige æggeblommer og piskefløde. Gobiis kunne også fås som enliters dessertis. Ingen andre mærker is kunne hamle op med den fra Brønderslev.
Marken
Det var dengang børn hadede at være indendørs, men meget hellere ville være ude at lege. Der var omkring ti jævnaldrende børn, som havde deres legeplads på marken.
På billedet poserer de fleste af Valbys drenge, og bag dem ses noget af volden til det nye banelegeme. Nederste række fra venstre: Tonny Bistrup, Herbert Sanderhof, Mogens Christensen, Leif Sørensen og Leo Falk
Jeg ved ikke, hvem marken tilhørte, men den var vores legeplads. Vi lavede fodboldmål, og der blev gravet huler så dybe, at vi næsten kunne stå oprejst. Der blev lagt tag over af pandeplader, som vi fandt i fælleden.
Pigerne lavede små æbleskiver på deres små spritkomfurer, og der var ingen løftede pegefingre fra forældre, som mente, sådanne huler kunne være farlige.
Sankthansaften var alle Valbys beboere til bål på marken. Når bålet var brændt næsten ned, legede voksne som børn to mand frem for en enke.Nogle familier kom med store stabler æbleskiver, og der var aldrig nogen til overs. Mændene fik sig en øl – altså kun 1 øl. Jeg tror nok, at børnene og kvinderne fik en sodavand.
Der blev lagt en masse kartofler ind i det nedbrændte båls gløder, og når de var godt stegte, blev den sorte skorpe fjernet med en kniv under råben
og skrigen, for kartoflerne var jo brandvarme, men aldrig fik vi så gode kartofler som denne aften.
Fælleden
Der kunne samles jernaffald, ”gammelt jern”, fra fabrikken, og det kunne vi sælge for 6 øre pr. kg til LAB-manden i Mejerigade.I tilknytning til Pedershaab Maskinfabrik var der en fælled til fabrikkens affald, som blev hældt ud i en skrænt ned til et sumpområde med en bæk, træer og en del rotter.
Børnene kunne også lege nede i sumpen med risiko for våde fødder. Der blev bygget huler i træerne, og med kapper lavet af gamle sække og træ-sværd fægtede De Tre Musketerer modigt med kardinalens onde soldater.
Der er også skudt mange ”cowboydere” og indianere både på marken og i fælleden. Det var tider.
Hvor er det synd for nutidens børn, at de ikke kan lege, som vi kunne.
Per Madsen
Pedershaab Maskinfabrik prøvestøbte mange cementrør i deres maskiner også i stor størrelse, og de blev opbevaret i fælleden i stående position.
Når vi drenge gik ind i sådan et rør og begyndte at gå, begyndte røret stille at rulle fremad.
Det gjorde Per Madsen på 10 år en dag. Vi boede i samme ejendom og var gode venner.
Per gik ind i et rør og begyndte at gå indeni det. Pludselig begyndte røret at vakle, og Per sprang ud, men desværre væltede røret til samme side, og Per fik sit hoved knust under røret.
Det var mit første møde med døden, og det var en uhyggelig oplevelse.
Johannes Sonnesen
Nu jeg er ved det triste, så nogle år senere, torsdag den 28. juli 1955, druknede Johannes Sonnesen i Friluftsbadet.
Johannes var en gæv bondedreng på 16 år, fyldt med energi og glæde. Han boede på den nærmeste bondegård, Vester Hedegaards Mark, lidt længere ude på marken mod vest, hvor han arbejdede for sin far.
Johannes kom tit og spillede fodbold med os drenge, selvom han var et par år ældre, men han nød at spille med os, og vi skulle passe på ikke at blive tacklet, for Johannes var robust.
Vi drenge blev godt nok noget chokeret, da faderen et par dage senere spurgte os drenge, om vi ikke ville komme til begravelsen.
Dengang var det ikke sædvane, at børn deltog i begravelser.
I nystrøgne hvide skjorter og med slips mødte vi fire til fem drenge på 12 – 13 år op ude på gården, hvor Johannes lå i sin kiste ude på græsplænen.
Solen skinnede, og vejret var rigtig godt denne mandag den 1. august 1955.
Faderen, moderen og Johannes’ søskende var i godt humør og glædede sig over, at Johannes nu var hos Gud.
Vi drenge kunne ikke begribe, at de var glade for, at Johannes var død. Familien var troende mennesker, og det gav dem troen på, at Johannes nu var hjemme hos Gud.
Men ikke nok med det. Nogle dage efter begravelsen opsøgte Johannes’ far igen os drenge og inviterede os hjem på gården den følgende aften. Vi havde jo været sådan nogle gode kammerater for Johannes.
Igen i hvide skjorter mødte vi drenge betuttet op på gården kl. 19. Vi fik saftevand, boller og kage, og blev opfordret til at fortælle om vores oplevelser med Johannes.
Det gik lidt trægt, men så læste Sonnesen et stykke højt fra Biblen og sluttede af med at sige: ”Tonny – vil du ikke synge en salme for os?”
Da snørede min strube sig fuldstændig sammen, og jeg sad som lamslået.
En af de andre drenge, Henning fra Hørsholm, som boede hos sine bedsteforældre i Valby, sagde: ”Hvis du begynder, skal vi andre nok synge med.”
Der var en lidt usikker begyndelse på en salme, jeg husker ikke hvilken, men det lykkedes os vist nok at få det til at lyde okay, for begge forældre og de to tilstedeværende søstre blev tydeligvis rørte. Jeg gik i klasse med den ene søster, Else.
Faderen sluttede aftenen med en bøn, og når jeg tænker tilbage, var det egentlig en smuk aften.
Forældrenes engagement
Forældrene kunne godt finde på at deltage i børnelegene. De skulle jo også ud at nyde de gode sommeraftener.
Mødrene hoppede gerne i sjippetov med pigerne, fædrene spillede fodbold med drengene, og det var ikke bare Sankthansaften, alle legede to mand frem for en enke.
Der var meget mere komsammen mellem familierne end nu om dage. Det var helt normalt, at de voksne lige bankede på hos naboen og fik en snak og en kop kaffe.
Jeg havde selv den faste vane hver uge, når Anders And var udkommet at gå ind i stuen hos familien Flyvbjerg og læse bladet. Jeg var ofte den første læser, og så måtte familien nøjes med at læse et brugt eksemplar.
Brødrene Elis og Torben Flyvbjerg havde i tilknytning til boligen et karetmagerværksted, hvor specialet var at bygge karosserier på nye biler, mest små lastbiler.
De hentede selv de nøgne bilchassisser på havnen i Aalborg, og så byggede de ladet op i træ og førerhuset i karrosseriplader.
Værkstedet var meget benyttet som samlingssted for mændene i Valby. De kunne stå i timevis og underholde hinanden med sladder og sjove historier, medens de fik en øl eller sodavand. Der blev grinet meget.
Der var så bare det problem, at der ikke blev arbejdet på bilerne, og de skulle jo være færdige til en bestemt tid. Derfor arbejdede brødrene Flyvbjerg til langt ud på aftenen ja sommetider natten. Arbejdet var ret støjende, så de kunne holde mange naboer vågne, men det gav ikke anledning til ufred.
Kvisten blev også grøn
På brødrene Flyvbjergs hus var der ind til haven en kvist, som trængte til at blive malet grøn ligesom alle vinduerne. Det lovede far at gøre, og kvisten var det sidste, og den blev malet en fredag eftermiddag, hvor min moster Karen og Onkel Holger fra Sverige skulle komme og spise til aften.
Gæsterne var kommet, og maden var færdig. Det trak ud med far, og jeg blev sendt over vejen for at hente ham. Inde i den lukkede lille have lå de to flyvbjergbrødre og trillede rundt på græsser og var ved at dø af grin. Far sad på et eller andet og vaskede sit hår og ansigt med terpentin. Grøn maling silede ned over hans hoved.
Da far var færdig med at male kvisten, ville han glide stille og roligt ned ad taget med malespanden i den ene hånd. Det gik fint, indtil han nåede tagrenden og skulle hoppe 20 cm ned på et lille tag, der var mellem værksted og bolig. Det lykkedes ikke helt, for malespanden røg op i luften, slog en kolbøtte, og al malingen røg ned i hovedet på far.
Det var en meget slukøret far, der dukkede op stadig halvgrøn i hovedet til nogen moro for gæsterne. Mor prøvede at tøjle sin vrede, der var jo gæster, men vi kom civiliseret igennem gullaschen, men far vovede til sidst at sige: ”Det havde været godt med gulerødder til.”
Mor sprang op: ”Gud – de står ude i køkkenet.”
Så fik far revanche.
Jernbaneforlægningen
I 1950’erne begyndte Statsbanerne at forlægge skinnesystemet, så togdriften ikke spærrede for trafikken i Brønderslevs midtby, men blev flyttet længere mod vest, og skinnelegemet kom op i højden.
Der skulle bygges fire broer hen over hovedgaderne i byen. En af broerne skulle bygges over Vester Alle, den nuværende Parkvej. Det tog mange år, for der skulle køres i tusindvis af kubikmeter sand på den vold, jernbaneskinnerne skulle lægges på.
Der blev anlagt et tipvognsspor på volden til at transportere sandet længere ud på volden. Fra lørdag middag til mandag morgen var der ingen på arbejde, og så kunne vi drenge køre med tipvognene, for det var ikke altid, arbejderne havde husket at tage nøglen til lokomotivet med sig.
Brobyggeriet optog os alle store som små. Der blev bygget en kæmpe ”støbeform” i træ, og der blev bundet et armeringsnet af stål. Det var et imponerende virvar, men det gav beskæftigelse til mange mænd.
Nogle år inden den nye jernbane kom, hørte vi en helt anden og fremmed lyd, og alle kom ud på gaden for at se den eller de store flyvemaskiner, der var på vej hen over Valby.I 1966 blev det nye banelegeme taget i brug, og beboerne i Valby skulle nu til at vænne sig til, at støjen fra togene var kommet lidt tættere på, men det vænnede vi os hurtigt til.
Der kom ingen flyvemaskiner, men i stedet for så vi det nye imponerende MY-lokomotiv komme majestætisk kørende i god fart i stedet for et gammeldags damplokomotiv, og derefter skulle vi vænne os til den nye og meget anderledes lyd fra jernbanen.
Skoletiden
Jeg begyndte at gå i skole den 1. april 1950 på ”Den Lille Skole” i Tygelsgade, hvor vi gik i første og anden klasse. Skolen var i to etager, og der hørte en lille fritliggende gymnastiksal til. Det var lidt mærkeligt at skulle gøre gymnastik sammen med pigerne og klæde om i samme rum, men sådan var det.Den lille skole
En dag blev der banket på døren ind til klasselokalet, og skolelægens sekretær stak hovedet ind og spurgte: ”Er Tonny en pige eller en dreng?”
”Det er en dreng”, svarede læreren.
Så blev der fniset, og i frikvarteret skortede det ikke på sjove bemærkninger fra mine klassekammerater. Åh hvor jeg forbandede den irriterende engelske fodboldspiller, jeg var opkaldt efter, og dermed skyld i drillerierne – mobning var stadig ikke opfundet.
En vinterdag var der et gevaldigt snevejr, og det endte med, at skolen lukkede og sendte alle eleverne hjem. Jeg havde Jørgen Sørensen i den time, og han fulgte alle eleverne hjem i en klynge, som gik gennem byen og efterlod eleverne en for en, efterhånden som vi kom til deres hjem.
Skolegades skole
Fra tredje klasse skulle vi gå på Skolegades Skole, som var den eneste skole i kommunen, og der var flere hundrede elever.
Jeg husker ikke så meget fra tiden på Skolegades skole.
Søndergades skole
Den 1. april 1955 var jeg med til indvielsen af den nye Søndergades skole, hvor jeg begyndte i 1. mellem.
Vi var 36 i klassen og havde Henry Allermann til klasselærer resten af skoletiden. Eleverne var en sammensat flok fra Vester Hjermitslev, Hollensted, Sulsted, Kraghede, Tolstrup og Øster Brønderslev. De udenbys elever cyklede til og fra skole i alt slags vejr. I de fem år var der ikke mange dage, de ikke nåede frem. Det var sejt.
Dengang holdt de store virksomheder i Brønderslev frokost fra kl. 12 til kl. 13, hvor de lokale medarbejdere tog hjem og spiste frokost. Det var kutyme, at hustruerne gik hjemme og passede huset og børnene, når de kom fra skole, så i de fleste hjem havde husmoderen stillet frokost an til kl. 12, når manden kom hjem.
Skolerne holdt derfor også frokost i den time, og alle de lokale elever tog hjem for at spise med familien. Når vi var færdige med at spise, lagde far sig på divanen og sov middagssøvn, og så skulle vi børn bare være stille.
De udenbys skoleelever kunne ikke tage hjem og spise frokost, så de spiste deres medbragte madpakker i det såkaldte spiselokale.
Det var spændende at skulle lære engelsk og tysk, men mine favoritter var matematik, geometri, fysik, kemi og sang, men der var ikke noget fag, jeg ikke brød mig om.
Gode lærere
Lærerne var generelt dygtige, men jeg vil ikke lægge skjul på, at min yndlingslærer var Birthe Møller Jensen, som jeg havde til engelsk. Hun var sød og en dygtig lærer, der også lærte os engelske sange.
Hvor har jeg fået mange skældud af Birthe, og jeg havde fortjent det hver gang. Jeg har en ”dårlig” vane med at komme med utidige kommentarer, og det skulle jeg mange gange ikke have gjort. Men jeg har også flere gange fået Birthe til at knække lidt sammen af grin, når jeg under en ordentlig røffel kom med en utidig kommentar, som totalt afvæbnede hende.
Det er pudsigt at tænke på, at her i de senere år har Birthe og jeg mange gange siddet ved samme bord på Nordjyllands Idrætshøjskole og sunget til Ældresang.
Knud Svante Eriksen fortjener også en kommentar på dette sted, for han er nok den dygtigste lærer, jeg nogensinde har haft inklusiv min studietid, da jeg læste til ingeniør.
Han var meget dygtig til at lære fra sig. Forstod vi ikke forklaringerne første gang, havde Svante Eriksen næsten altid en anden indgangsvinkel til emnet, så vi skulle nok få lektionerne lært.
Jeg havde Knud Svante Eriksen til mine yndlingsfag matematik, geometri, fysik og kemi. Han var en høj, rank og flot mand med en myndig personlighed, som vi havde respekt for – ikke bange for, men respekt på den måde, at vi ikke lavede løjer med ham.
Jeg møder af og til lærer Eriksen i Løvbjerg, hvor han færdes lidt forsigtigt, for hans helbred er ikke helt på toppen mere. Han kører i motoriseret kørestol fra hjemmet og ud i byen, og når vi mødes, bliver det altid til en lille sludder.
Jeg kunne lide de fleste af lærerne, men der var nogle få, som jeg mærker en voldsom uvilje imod, når jeg i dag tænker tilbage på dem, for de var ondskabsfulde.
Tolneture
Hvert år drog alle elever over anden eller tredje klasse i særtog til Tolne skov medbringende en madpakke, sodavand og for mit vedkommende fem kroner.
Vi gik i optog fra skolerne gennem byen med PM-orkesteret i spidsen de første år. Den første del af togturen gik imellem fabrikkerne Pedershaab Maskinfabrik og Peder Nielsen ”Pedershaab”, og her havde de ansatte stillet sig op ved hver sin fabrik for at vinke til børnene, der larmede utroligt meget og råbte hurra.
Fra Tolne station gik vi i optog ud til Restauranten i skoven, hvor vi blev sluppet løs klassevis. Der var tradition for, at man klassevis sammen med lærerne skulle gå op på en bestemt højtliggende bakketop og nyde udsigten.
Derefter var der frit slag, men stort set holdt man sig til klassen.
I de ældste klasser kunne man nok få lyst til at gå en lille tur sammen med en anden – gerne af det modsatte køn. Hormonerne var jo så småt begyndt at køre rundt i kroppen.
Medens børnene dansede eller hyggede sig i det fri, gik mange lærere ind på restauranten for at spise frokost. Nogle af dem blev der i lang tid, og når vi skulle hjem, kunne man nok fornemme, at nogle lærere havde fået både øl og snaps til maden.Ved siden af restauranten lå der en åben pavillon, hvor et par musikere spillede op til dans, og det kan nok være, der blev danset. Jeg er egentlig forundret over så mange drenge, der dansede.
Sidst i 1950’erne var der nogle af de ældste drenge, der havde taget øl med til madpakken, men så var det slut med udflugterne til Tolne Skov, for lærerne kunne ikke tage ansvaret for elever, der drak øl. Et eksempel på, at de få ødelægger det for de mange.
Lærertæsk
Indtil 1967 havde lærerne lov til at afstraffe eleverne korporligt. Det var ikke defineret, hvad eleverne skulle forbryde sig med. Jeg har set en del eksempler på, at elever fik en fortjent lussing af passende kraft. Lussingen var det mest anvendte afstraffelsesmiddel, men også gårdvagternes kæppe blev anvendt til slag over låret eller på enden.
Den raffinerede afstraffelse var at blive rykket i de korte hår på siden af hovedet – det gjorde ondt.
Det var måske i tidens ånd at afstraffe børn korporligt i skolen og i hjemmet, men da kun hvis barnet havde gjort noget voldsomt forkert.
Jeg oplevede i skolen nogle lærere, som efter min mening slog med kæp eller hånd eller rykkede i hårene af ren ondskab.
Jeg nævner ikke navne, men som tidligere nævnt mærker jeg en voldsom uvilje mod dem, for de var ondskabsfulde. Især én føler jeg ligefrem et had imod.
Jeg har selv fået nogle få lussinger i min skoletid, og en enkelt husker jeg specielt, for den var uretfærdig. Vi havde redskabsgymnastik, og jeg var kommet til bommen, som hænger cirka halvanden meter oppe i luften. Man skal så trække sig op med armene og ligge udstrakt på maven med armene strakt frem og benene lige tilbage. Så er det med at holde balancen.
Men min ellers gode ven Ernst sneg en hånd op og klemte mig i skridtet, der hvor det gør rigtig ondt. Jeg skreg: ”Av for helvede” og faldt ned. Gymnastiklæreren, H. C. Nielsen, var der omgående og stak mig en lussing. ”Sådan et sprog fører vi ikke her,” sagde han vredt.
Da var jeg sur på Ernst nogle dage, men ikke på H. C., han havde ikke set, hvad der var sket.
I en time havde Willi lidt svært med udtalen. Det fik læreren til at håne ham. Mobning kendte vi stadig ikke. At yderligere en elev havde det svært med lektien, fik læreren til at nægte at undervise os. Vi skulle bare sidde stille, og det gjorde han også.
Der gik nogle uger, så gik et par af pigerne til læreren og bad ham genoptage undervisningen. Så lærte vi noget igen – på den hårde måde.
Vi havde time i 4. mellem med den samme lærer, og vores klassekammerat Ove blev hørt i lektien, og det gik ikke for godt. Så blev læreren tosset og sagde, om ikke det var bedst for alle, hvis Ove gik ud af skolen. Ove svarede stille og roligt, at det havde han rent faktisk drøftet med sine forældre for nyligt.
Læreren sprang op og råbte, at Ove ikke skulle være flabet, og han for ned til Ove, som den dag sad alene ved et af de forreste borde.
Læreren var stor og muskuløs og stak Ove sådan en lussing, at han trimlede ned af stolen og lå på gulvet. Ove sagde ikke et kny, men rejste sig stille og roligt, og så kom det næste voldsomme slag, der sendte Ove i gulvet igen. Det skete tre eller fire gange, inden skiderikken gik tilbage til katederet. Klassen sad som lamslået. Ove pakkede stille og roligt sin taske og forlod klassen uden et ord.
I det følgende frikvarter kom Oves mor gående gennem skolegården med stram mine og faste skridt og styrede mod skoleinspektørens kontor. Efter lang tid gik hun igen.
Vi så aldrig Ove igen på skolen.
Det var ikke den eneste gang, den lærer gennemtævede en elev, men han slap godt fra det hver gang.
Jeg har senere tænkt på, hvorfor forældrene ikke gik sammen om at få den skiderik fjernet fra skolen.
Jeg har skrevet i forordet, at jeg hovedsagelig vil skrive i en positiv ånd. Dette afsnit om lærertæsk er vist nok det eneste negative.
Jørgen Sørensen
Vi havde Jørgen Sørensen til engelsk og sang den første tid på Søndergades skole. Det var ham, der fulgte os hjem i snevejr nogle år tidligere. Jeg fremhæver ham, fordi han senere blev kendt som sangskriver til nogle af Vendsyssels mest kendte sange.
De Gyldne Løver sang ”Hvor mågerne skriger”, som også kaldes Vendsysselsangen og ”Det tindrer af sol over hav over land” kaldet Brønderslevsangen. De er to af Jørgen Sørensens meget kendte sange.
Han har også skrevet børnesangen ”Hvis du ser en krokodille i dit badekar”.
Der er rejst en mindesten for Jørgen Sørensen på hjørnet af Bredgade og Skolegade.
Konfirmationer og efterkonfirmationer
Jeg blev konfirmeret af Pastor Sørensen den
13. oktober 1957 i Brønderslev Kirke i Bredgade.
Jeg hører til de store årgange fra besættelsestiden, så der var konfirmationer både i april og oktober.
Der var desværre influenzaepidemi på det tidspunkt, så nogle konfirmander mødte ikke op i kirken, og nogle måtte gå direkte hjem i seng efter kirken.
Vi havde fået lov at låne stueetagen til festen, for der kom mange gæster. Alle onkler, mostre og tanter var inviteret, og det blev en lystig dag med bagende solskin
Onkel Nyholm havde en lidt uheldig dag, først prøvede han at få kokkepigen til at sidde på skødet, hvilket hun kvitterede med en ordentlig lussing.
Ude i haven greb han mig i mit butterfly, og far og onkel Poul måtte hjælpe mig fri. Nyholm troede mit butterfly var med elastik rundt om halsen, men det var med særdeles holdbart stof, så han var ved at kvæle mig. Ellers kunne jeg godt lide ham.
Blå mandag blev traditionen tro forlagt til Aalborg, men jeg havde fået influenza om natten og gik glip af turen.
Der var tradition for, at konfirmanderne gik sammen om at holde efterkonfirmation for venner og klassekammerater. Det var ofte sådan, at hele klassen holdt efterkonfirmation sammen.
Festerne blev tit afholdt i restaurationen på Friluftsbadet med smørrebrød og sodavand samt kaffe og kage. Der var altid forældre til stede for at tage sig af serveringen og ikke mindst for at holde øje med, at alt gik ærbart til.
Vi mødte op i det pæne tøj, og efter maden blev der spillet op til dans af som regel en harmonikaspiller og en trommeslager.
Der blev danset meget kinddans til nogen forargelse for de voksne, der stod for det praktiske arrangement. Men i puberteten, hvor børn udvikles til voksne, pumpes hormoner ud i de unge kroppe og gør dem kønsmodne med de drifter, det indebærer. Det er naturens orden.
Nu fik forældrene travlt, for der var tit nogle drenge, der slukkede lyset ved kontakterne eller ved at skrue sikringerne ud, for kinddans danses bedst uden lys.
Så løb forældrene fortvivlede rundt for at finde lyskontakterne elle den manglende sikring. Der skulle jo nødigt ske pigerne noget.
Der blev drukket sodavand til maden, men som regel var der nogle drenge, der havde gemt øller i buskene ned ved sportspladsen, så når det blev lidt mørkt, skulle vi ud at smage på det forbudte øl. Det smagte faktisk ikke så godt, men det sagde vi ikke.
Kaj Dahl Jeppesen fra Øster Brønderslev gik i min klasse, og efter at have besøgt buskene på sportspladsen tog han en cykel og begyndte at køre race rundt om bassinet. Ganske rigtig – han væltede og røg i vandet med cyklen, men slap dog uskadt.
Mørkeleg
Hvis forældrene til en af os var ude af huset lørdag aften, begyndte gruppen eller kliken at mødes hos vedkommende.
Moderen i huset var som regel vidende om vores besøg, men sjældent faderen, som så en vigtig opgave i at værne om specielt pigerne ærbarhed.
På sådanne aftener skulle der leges mørkeleg, som gik ud på, at lyset blev slukket, og drengene satte sig på en stol eller sofa med en pige på skødet.
Parrene valgte hver et tal mellem et og ti, og der skulle helst være en dreng uden en pige på skødet, for den enlige dreng skulle sige et tal, og pigen, som havde valgt det tal, skulle sætte sig på skødet af ham. Nu var det en anden dreng, der sad alene, og så skulle han råbe tal op, til der var bid.
Sådan gik pigerne fra skød til skød. Var et par særlig glade for hinanden, snød de bare, og valgte ikke et tal. Det var på sådanne aftener, man så småt øvede sig på at kysse.
Familien Kræmmergaard
I perioden fra jeg var 12-13 år, til jeg gik ud af skolen som 17-årig, var vi en gruppe på fem til seks klassekammerater, der holdt særlig meget sammen. Vi mødtes utallige aftener hos Inga og Poul Kræmmergaard i Fynsgade. De var forældre til Henning, som jeg gik i klasse med. Inga og Poul var usædvanligt gæstfrie overfor os unge. Vi kunne snakke med dem om alt mellem himmel og jord også om det, vi ikke nævnte, når vores egne forældre var til stede.
En sommer skulle Inga og Poul og deres fem børn i sommerhus i Sæby. En del af gruppen tog imod invitationen om at komme med i et par dage. Det var lidt trangt om natten, men det gik.
Der lå en lille robåd ved sommerhuset, og Poul og de to drenge Ib og Leif roede stille rundt i vandkanten, men der var fralandsstrøm, så båden drev langsom men sikkert længere og længere fra land.
Så kom vi store skolebørn i badetøjet i en fart og svømmede ud til båden og fik den skubbet ind til land under store kraftanstrengelser. Et par af vennerne skubbede nu ikke så meget, for de havde nok at gøre med selv at svømme i land.
Vores aktion var blevet fulgt af en gruppe mennesker inde på stranden, og da vi kom helskindet i land, var der en mand, der med alvorlig mine sagde: ”Det var en flot præstation.”
Det var en ikke helt ufarlig episode, som Poul kvitterede for ved at hente øl og sodavand hos den nærliggende købmand, og så kunne vi stille og roligt lade nerverne falde til ro, medens vi nød en øl.
Poul og alle os drenge, store som små, gik en tur langs stranden, og vi endte hos købmanden, hvor Poul ville give en øl. Her mødte vi et par fædre, som havde siddet i nogen tid og drukket øl, medens deres børn spillede bold ved siden af.
Mændene skulle ind efter en omgang mere og forklarede os, at hver gang de fik en øl, fik børnene en lakridspibe, så der blev kaldt på børnene, at nu skulle de have en lakridspibe igen.
”Nej tak, nu kan vi ikke spise flere”, råbte børnene i kor. Der skulle fædrene nok også have sluttet med øllerne.
Da vi gik ud af skolen og gik i hver sin retning, opløstes gruppen og vores møder hos Inga og Poul Kræmmergaard ebbede langsomt ud, men mindet om disse to herlige mennesker har jeg stadig i mig.
Bydreng
Da jeg var 11 år, begyndte jeg så småt at blive bydreng for at tjene nogle penge. I begyndelsen var jeg afløser for andre bydrenge, som var på ferie eller var syge. Jeg var vikar som bydreng hos købmand Grøn i Valby, Fru Ottesens mejeriudsalg i Vestergade og som avisbud ved Vendsyssel Tidende.
M.S. Madsen
Mit første faste job var hos papirgrossist M. S. Madsen, som havde forretning på førstesalen i en ejendom, som lå på hjørnet af Bredgade og Nygade der, hvor der nu er manufakturhandel.
Vi var to bydrenge, som mødte umiddelbart efter skoletid og på fuld tid i sommerferien. Den anden bydreng var min kammerat Ernst Lindbøg, og det var vores opgave at pakke ordrerne, som lagerpersonalet eller vi selv havde samlet.
Kunderne var folkeskoler rundt om i Danmark, og varerne var skrivehæfter, blyanter, viskelæder, penne, blæk og andre ting, som blev brugt af skoleeleverne.
Når alle ordrerne var pakket, skulle vi køre dem på en tohjulet kærre til posthuset eller banegården – ligesom Røde i Matador.
Vi solgte også fyrværkeri til nytår, og så havde vi to bydrenge et stort dilemma efter nytår, for det fyrværkeri, der ikke var solgt, skulle vi komme i en zinkbalje og fylde den med vand, så krudtet blev gennemblødt og ubrugeligt.
Åh – alle de herlige raketter og kanonslag, som vi så gerne ville have taget med hjem, men turde ikke.
Lønnen var en krone i timen, hvilket var godt betalt. I sommerferien var der travlt, for så skulle alle skolerne have materialerne klar til skolestart i august, og så tjente vi mange penge.
Forretningen var ejet af M. S. Madsens søn, Kaj Thingstrup Madsen på ca. 47 år, altid ulasteligt klædt i habit, hvid skjorte og slips. Han boede alene i en lejlighed i umiddelbar forlængelse af lageret.
Når vi arbejdede over, og klokken blev mere end 8, gav han sodavand og kage. Var vi færdige fem minutter i otte, fik vi ingenting.
En dag i sommerferien sagde chefen til Ernst og mig: ” Jeg har to opgaver, som I kan vælge imellem. Der skal renses tagrender, og mine forældres gravsted på kirkegården skal luges og gøres pænt.”
Ernst ville gerne ordne tagrender, og jeg ville gerne køre ud på kirkegården i Bredgade.
”Godt”, sagde Kaj Thingstrup Madsen, ”Ernst – du ordner gravstedet og Tonny, du renser tagrender.”
”Jamen det var modsat, vi valgte”, protesterede vi.
”Jamen I skal ikke selv bestemme, hvad I skal lave,” var svaret.
Når jeg blev sendt i Slagteriudsalget i Bredgade efter for 15 øre leverpostej og for 50 øre pålægsrester, sagde jeg altid, at det var til Kaj Thingstrup Madsen. De skulle ikke tro, min mor købte så småligt ind.
En aften, jeg kom hjem efter overarbejde, blev jeg modtaget af en meget eksalteret mor, der fortalte, at vores læge havde besøgt hende om formiddagen og fortalt, at min arbejdsgiver var homoseksuel, så jeg måtte aldrig mere arbejde efter kl. 18.
Det kom hun nu ikke til at bestemme, for overarbejde blev aflønnet med 1,50 kr. i timen.
Min chef har aldrig opført sig upassende overfor os drenge.
Købmand Bæk
I 1957 flyttede jeg til købmand Frode Bæk, hvis butik var i Grønnegården med indgang i hjørnet af Grønnegade og Dannebrogsgade. Butikken er nu muret til og omdannet til beboelse.
Lønnen var 20 kr. om ugen, og jeg bragte varer ud til kunder over hele byen. Varerne blev transporteret på en varecykel kaldet Long John.
Gasflasker
Købmand Bæk forhandlede flaskegas af mærket Dalsø Gas, og der var små flasker med 11 kg gas og de store 30 kg gasflasker.
Jeg har mange gange kørt med to 30 kg gasflasker sammen med en kurv købmandsvarer ud til en minkavler langt ude på Jerslevvej. Der er 30 kg gas i en flaske, som også vejer 30 kg, så når Long John var læsset med 120 kg gasflasker og en fyldt købmandskurv,skulle der virkelig trædes i pedalerne og tænk, hvis der også var østenvind.
En sommerdag havde jeg levere to 30 kg gasflasker hos en hønseavler i nærheden af Tolstrupvej. Fem minutter efter jeg var kommet tilbage i butikken, ringede hønseavleren og spurgte, hvorfor han kun havde fået en flaske gas. Jeg påstod at have leveret to flasker, men aftalte at komme op til hønsene og tælle gasflasker.
Jeg havde sat de to gasflasker op ad den sydvendte mur ind til hønsehuset og havde tilsluttet den ene flaske – men nu stod der kun en.
Efter lidt pause tog hønseavleren mig med ned mellem jordbærrækkerne, og der lå den anden gasflaske med en flænge på 50 cm. Solen havde opvarmet gasflasken så meget, at trykket i flasken fik den til at eksplodere.
Da tror jeg nok, mine kinder blev meget blege. Tænk hvis gasflasken var eksploderet, mens jeg kørte med den.
Det viste sig, at gasflasken var revnet lige ved siden af svejsesømmen, som ikke var svejst godt nok.
Drikkepenge
Ugelønnen blev suppleret med de drikkepenge, jeg fik hos kunderne, og de kunne blive til lige så meget som lønnen. Det var pudsigt at konstatere, at det typisk var hos familierne med en lav indkomst, jeg altid fik drikkepenge som regel 25 øre – en gang imellem en krone.
Hos det finere borgerskab fik jeg sjældent drikkepenge. Der var to favoritkunder. Den ene var skorstensfejer Frederiksens kone, som ofte gav en femmer. Den anden var fru Højbjerg i Grønnegade, som også tit gav en femmer. Hun blev min svigermor i 1992.
Så var der også den store håndværksmester, der kom kørende i sin lastbil et kvarter før lukketid og bestilte en masse købmandsvarer, en kasse øl (50 flasker i en trækasse) og en 11 kg gasflaske. Han afregnede med købmanden og satte sig så ud i sin lastbil og kørte hjem. Jeg måtte til at bære en kasse øl op fra kælderen, finde en flaske gas i skuret ude i gården, medens vores ekspedient samlede købmandsvarerne sammen i en kurv.
Så op på varecyklen og ud i Vestergade. Jeg stillede Long John ved siden af lastbilen, satte varerne ind i køkkenet, gasflasken ud i værkstedet og ølkassen ned i kælderen, medens den sure håndværker tog sig af købmandsvarerne. Her faldt der ingen drikkepenge af.
Mon han var bange for, at lastbilen tog skade, hvis han selv tog varerne med hjem.
Julemiddag
Den 24. december var købmandsbutikken åben til kl. 16. Ved 12-tiden havde fru Bæk stillet julefrokost an inde i deres lejligheden ved siden af, og så kunne ekspedienten først gå ind og spise frokost, og bagefter gik jeg derind og spiste grønlangkål med kogt flæsk, medisterpølse, brunede kartofler og det traditionelle tilbehør. Der stod også sodavand til at skylle ned med.
Jeg har ikke hørt om andre bydrenge, der blev vartet sådan op.
Når vi var færdige med dagens arbejde, og der var ryddet op ved 17-tiden, trak Frode Bæk en flaske Kijafa op, og så ønskede han og fruen ekspedienten og mig en glædelig jul. Et glas kirsebærvin smager dejligt sødt, men glasset var ret lille, så købmanden og jeg fik hurtigt et glas mere, ja vi blev ved, til flasken var tom.
Da jeg kom hjem ved halvsekstiden, var jeg egentlig blevet noget svimmel og søvnig og lagde mig på divanen og sov. Da vi skulle spise julemiddag, kunne min mor næsten ikke vække mig. Sådan en omgang kirsebærvin kan virkelig slå en dreng på 15 år ud. Hvis mor kunne have fået fat i købmand Bæk, ville han ikke have været i stand til at sidde ned juleaften. De følgende juleaftener var jeg mere forsigtig med vinen.
Læretiden
Jeg kom i lære som maskinarbejder på Pedershaab Maskinfabrik den 1. august 1960. De første 11 uger var jeg på filekursus på Teknisk Skole i Torvegade.
Derefter var jeg et år på vinduesfabrikken i Nørregade, og resten af tiden var jeg på den gamle Pedershaab Maskinfabrik A/S.
Vi var 100 lærlinge på fabrikken, og der var lagt en turnus for hver lærling begyndende med fileskolen og derefter gennem alle afdelingerne på fabrikken og de forskellige typer arbejdspladser og maskiner, så vi kunne lære så mange forskellige ting som muligt. Jeg har lavet stålvinduer, været i en smedje, monteret gravemaskiner og vejtromler samt lært at elektrodesvejse, stå ved drejebænk og fræsere, shapere og langhøvl og meget andet håndværk. En lærling på PM blev uddannet til en meget alsidig smed og maskinarbejder.
I løbet af læretiden på fire år oplevede jeg mange pudsige episoder og lærte mange personligheder at kende. Der var legendariske Fessor, som under et bal på Hotel Brønderslev snublede og faldt under en dans til megen moro for de andre dansende. Fessor rejste sig med værdighed og sagde: ”Det er utroligt, så dårligt det orkester spiller.”
Mange mennesker på fabrikken havde øgenavne som Sindal Pedersen, Viborg Nielsen, Sæby Madsen, Musverner, Smalby Thorvald, Skære Peter, Svensker Carl og mange andre.
I nogle værksteder arbejdede man på to eller tre skift, og på aftenholdet og natholdet blev der fusket utrolig mange ting, for eksempel havelåger, udendørslamper ja hele kulfyr hjem til kælderen. De færdige varer blev læsset over hegnet i stedet for at skulle ud gennem den store port, og så kunne ”varerne” hentes senere uden, at man blev set.
Der blev drukket mange øl på aftenholdet. I drejeværkstedet kunne det nok hænde en fredag aften, at efter kl. 20, når pausen var ovre, fortsatte man med at drikke øl til fyraften ved midnatstid. Der er gået mange branderter hjem fra arbejdet fredag nat. Det kunne finde sted, fordi der kun yderst sjældent var en værkfører til stede om aftenen og natten. Når aftenværkføreren havde sat alle i gang med arbejdet, kørte han hjem for at spise aftensmad og kom kun en sjælden gang tilbage i løbet af aftenen eller natten.
Lærlingeklubben
I Brønderslev var der en lærlingeklub under den fagforening, som i dag hedder Dansk Metal. Fordelen ved at være medlem af klubben var, at man straks var understøttelsesberettiget efter endt uddannelse. Ellers var der en karenstid på et år, inden man kunne få understøttelse.
Klubben havde ca. 150 medlemmer, hvoraf de ca. 100 var fra Pedershaab Maskinfabrik A/S. Jeg var formand i hele læretiden, og Ernst Lindbøgh var kasserer.
Hver sommer havde vi en bustur til Sæby, hvor vi spiste frokost i restauranten i Sæbyskov. Vi fik smørrebrød og øl, som blev betalt af klubkassen, og så gik vi ind til havnen og rundt i byen og hyggede os.
Det var populært at leje en robåd og sejle rundt på Sæby Å. Det vil sige, hvis bådudlejeren hørte, vi var fra Brønderslev Lærlingeklub, kunne vi ikke leje en båd. Han havde dårlige erfaringer fra tidligere år med, at nogle af lærlingene gik i land et sted ude på åen og lod båden ligge der.
I mit sidste læreår havde jeg arrangeret en bustur til Tyskland for lærlingeklubben. Vi skulle på Hannover Messe og i øvrigt se nogle tyske fabrikker.
Bussen med ca. 30 lærlinge drog fra Brønderslev den 1. maj 1964 i tæt snevejr, men vejret blev bedre, da vi kom til Tyskland.
Turen varede en uge, og vi havde mange spændende besøg på messe og fabrikker.
Aftenerne blev mest brugt på forlystelse, og det var almindeligt med lidt tømmermænd om morgenen.
Lærlingeklubben samarbejdede med Danmarks Socialdemokratisk Ungdom (DSU) og HK-ungdom. Vi kaldte os Tre i Én, og det eneste formål var at holde baller.
Den 25. marts 1964, dagen før Skærtorsdag, afholdt Lærlingeklubben et bal i Tre i Een’s navn på hotel Phønix.
Danmarks meget kendte pigtrådsorkester The Danish Sharks skulle spille, og de havde den kendte sangerinde Anette Blegvad med som forsanger.
Der kom busser fra Hjørring og Thisted og andre steder fra med feststemte unge. Det blev det største bal på Phønix nogensinde med 900 deltagere. Folk stod som sild i en tønde på dansegulvet og over alt, hvor det var muligt, og pigtrådsmusikken gungrede derudaf.
Hotelværten Anderson kom flere gange hen til mig og sagde vredt: ”Det ender galt og husk, det er dit ansvar.”
Kl. 24 stod der udenfor den låste dør en flok unge mænd og ville ind. Det var vores lærlingekammerater, der havde fået fyraften fra aftenholdet.
Anderson havde pålagt mig ikke at lukke flere ind, men vores kammerater kunne vi ikke lade stå udenfor, så de kom også ind.
Da ballet var overstået ud på natten uden nogen form for ballade, kom Anderson hen til mig og sagde: ”Det gik jo godt, men du skal betale 400 kr. for fire ødelagte stole.” Så gik vi ind på kontoret og afregnede, og jeg blev budt på en øl, og så sad jeg der og hyggesnakkede med værten midt om natten og nød en velfortjent øl, medens mine kammerater ryddede vores sager op og talte penge.
Orkesteret skulle have 4.000 kr., og entreindtægten havde været så stor, at Lærlingeklubben havde en fortjeneste på 4.000 kr. denne aften.
Ungdomstiden og Tove
Allerede inden jeg var færdig med at gå i skole som 16-årig, var jeg så småt begyndt at gå til bal på hotel Brønderslev og hotel Phønix. Det blev også senere til bal på Hallund Kro og på Tylstrup Kro. Der var ingen kontrol med alderen, når man bestilte øl hos tjeneren.
Jeg gik til bal i mit konfirmationstøj, og ballerne begyndte tidligt på aftenen og sluttede ved 1-tiden eller 2-tiden og nogle gange lidt senere. På vej hjem gik vi gerne omkring en bagers bagbutik og købte smørkager eller jødekager, som vi satte os på en trappe i byen og spiste – når vejret var til det.
Ved sådan en lejlighed var det Tove, jeg fulgtes med hjem og delte kager med om natten. Vi kom sammen i ca. et halvt år, medens jeg var bydreng hos købmand Bæk.
En mandag kom Toves far ind til købmanden og bad om at få sendt en kasse øl (50 stk.) hjem.
”Jamen Højbjerg – du fik da en kasse i lørdags ”, sagde købmanden.
”Det er rigtig – men din bydreng har besøgt Tove i weekenden, så der er ikke mange tilbage”, lød svaret. Det var nu ikke mig, der havde drukket de mange øl, men kun nogle af dem.
Det kæresteforhold fik en ende i 1960, og så gik der 32 år, inden vi fandt sammen igen og blev gift.
Studietiden
Straks efter bestået svendeprøve begyndte jeg at læse til ingeniør på det nye Teknikum i Aalborg. For at kunne blive Teknikumingeniør var det et adgangskrav, at man havde en håndværksmæssig uddannelse, der støttede den type ingeniør, man ville være.
For at blive elektroingeniør skulle man være uddannet elektriker, og for mit vedkommende skulle jeg være uddannet maskinarbejder for at kunne blive maskiningeniør. En uddannelse som mekaniker ja sågar urmager eller lignende uddannelser kunne også bruges.
Vi begyndte 22 studerende i klassen. Uddannelsen foregik som klasseundervisning kombineret med selvstændige projektopgaver til løsning i fritiden. Skoletiden var fra kl. 8 til 17 og om lørdagen fra kl. 8 til 12.
Man blev registreret for tilstedeværelse i hver time. Når man havde et bestemt antal fraværstimer, skulle man redegøre for dem hos afdelingsforstanderen, og var det grelt, blev man forment undervisning resten af året, og så skulle det pågældende klassetrin gås om.
Første år sluttede med 16 eksamener, andet år 12 og tredje år var der 8 eksamener. Der blev udregnet et gennemsnit på eksamenskaraktererne, som skulle være over et minimumskrav. Lykkedes det ikke, skulle man gå året om i alle fag.
Man kunne dumpe to år, så studiet kunne maksimalt strække sig over fem år.
Jeg var glad for at studere, og havde forventet at blive undervist af de skarpeste ingeniørhjerner, men der var desværre nogle lektorer, som var meget middelmådige.
Ud over den almindelige klasseundervisning i dagtimerne med tilhørende hjemmeopgaver skulle det undervisningsstof, man havde fået forelæst i timerne, studeres grundigt, for man risikerede at blive kaldt til tavlen for at forelægge det for klassen næste dag.
En af underviserne var uddannet folkeskolelærer, og ham havde jeg til fysik og kemi. Han hed Marinus Sørensen og var i en klasse helt for sig selv. Han var en meget dygtig underviser og en finurlig person.
Når man skulle fremlægge en lektie ved tavlen, og man kløjs noget i det, så Marinus Sørensen bedrøvet på en og sagde: ”Hvis du vil virke lærd, så gør det lette svært.”
Han brugte også udtrykket: ”Vorherre luner vinden for de klippede får.” Selvom vi alle var voksne mennesker, kaldte han os for sine ”manser”, og det tog vi kun som et kompliment. Stillede man et spørgsmål som for eksempel, hvorfor en væske blev blå, når den blev blandet med syre, var svaret: ”Således ”haver” Vorherre skabt det.”
Så var der projekterne, som var store opgaver, der skulle løses i fritiden og afleveres til et bestemt tidspunkt. Der blev brugt mange nattetimer på at sidde ved tegnebræt eller skrivemaskine for at nå det hele.
Var man ubemidlet og havde forældre, der også var, kunne man søge Statens Uddannelsesstøtte. Jeg var så heldig at få maksimal støtte alle tre år.
Støtten blev udbetalt til juli og december, og der skulle søges begge gange. Det sidste semester i 1967 fik jeg til juli udbetalt 1.735 kr. som legat og 1.735 kr. som rentefrit lån. For at kunne få råd til dagen og vejen, måtte vi ty til at få et studielån i Banken.
En dag efter, vi havde fået legater, bad Marinus Sørensen mig så mindeligt om at købe en skrivemaskine, for så havde han en større chance for at kunne læse mine rapporter og projekter.
Jeg søgte rentefrit lån hos min tidligere læreplads, Pedershaab Maskinfabrik A/S, som havde en legatordning med, at tidligere lærlinge kunne låne 1.000 kr. rentefrit for hvert studieår. Jeg havde selv siddet i legatbestyrelsen sammen med adm. dir. Peder J. Nielsen, og jeg var også heldig her at låne i alt 3.000 kr. rentefrit til forfald efter aftale.
Jeg fik hver måned 150 kr. af mine forældre, og det dækkede lige huslejen. Det var mange penge for mine forældre, men de insisterede på, at hjælpe deres søn igennem studietiden, hvilket jeg er dem dybt taknemmelig for.
Det var et meget hårdt slid at nå til vejs ende, hvilket heldigvis lykkedes mig på tre år. Ud af de 22 studerende fra begyndelsen fuldførte kun 8.
Etablering i Brønderslev
I juli 1967 flyttede jeg til Brønderslev sammen med min hustru Lise og lille søn Ole på et år.
Lise var lige blevet færdiguddannet skolelærer og skulle begynde sit første job på Skolegades skole til august. Jeg havde fået ansættelse på A/S Peder Nielsen ”Pedershaab” til november på betingelse af, at jeg bestod ingeniøreksamenen.
Vores helt nye hus på 125 m2 lå i Bjarkesgade. Prisen var 125.000 kr. med en udbetaling på 25.000 kr. Vi skulle låne til udbetalingen, så jeg løb spidsrod mellem samtlige pengeinstitutter i Brønderslev, blot for at få at vide, at risikoen var for stor, så vi måtte hellere bo i en lejlighed.
Da havde Vendelbobanken i Hjørring kort forinden etableret en lille filial i en lejlighed i Rådhusgade, så der bankede jeg på og fik en meget fin behandling af Jørgen Steen, som skulle få filialen til at køre.
At låne til udbetalingen var intet problem. Han spurgte, om vi havde vaskemaskine, gardiner og andre nødvendige ting og til sidst, om vi havde studiegæld, banken kunne overtage.
Jeg gik fra Vendelbobanken med 57.000 kr. ”på lommen”, og vi flyttede ind i det nye hus med vaskemaskine, gardiner og studiegælden i en anden bank betalt.
Sammen med det rentefri lån fra Pedershaab Maskinfabrik A/S skyldte vi i alt 60.000 kr. væk fra begyndelsen af vores tilbagevenden til Brønderslev, hvilket svarer til det halve af prisen for vores nye hus.
Da jeg nogle år senere var blevet produktionschef på PN, blev jeg over tid ringet op af byens pengeinstitutter, som tilbød at hjælpe med penge, hvis det skulle være aktuelt.
Det var mig en stor glæde at kunne svare dem: ”Da jeg havde brug for jer, var jeg ikke god nok som kunde. Nu er I ikke gode nok som bank for mig.”
Jeg har stadig det pengeinstitut, som er blevet til Jyske Bank.
Den nære familie
Mine familieforhold finder jeg for private at beskrive, så det bliver en meget kort oversigt.
Mine forældre Gudrun og Thorvald Bistrup stammede begge fra Jerslev, men boede i Brønderslev fra 1948 og resten af deres liv. De døde begge på Plejehjemmet Kornumgaard, far i 2003 og mor i 2012.
Jeg har to yngre søstre. Den ældste søster Joan har boet hele sit liv i Brønderslev og er gift med Normann, og de har fire børn, som alle bor i Brønderslev kommune. Min yngste søster Lone var gift med Tom, som døde i 2011 kun 59 år gammel. Hun har to børn, hvoraf den ældste har boet i Østrig i mange år, og den yngste bor ved Viborg.
Jeg blev gift med Lise i 1965, og vi fik Ole i 1966 og Tine i 1969. Lise og jeg blev skilt, og jeg blev gift med Tove i 1992. Hun har to børn Henrik og Lene, som begge er bosat på Fyn.
Jeg er morfar og farfar til fire børnebørn og bedstefar til Toves tre børnebørn. Vores børnebørn er mellem 17 og 28 år og spredt rundt om i landet.
38 år på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik
Bygningsingeniør
Jeg tiltrådte som ingeniør på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik den 23. oktober 1967 efter veloverstået eksamen.
Min første opgave var at oprette et færdigvarelager på 2.500 m2. Jeg skulle tegne råbygningen og indretning af lageret, som skulle rumme 2.500 specialkonstruerede trådcontainere. Dem skulle jeg også opfinde.
Selve bygningen, fundamentet og de bærende spændbetonsøjler og -spær, skulle den selvstændige civilingeniør H. P. Mulvad beregne og konstruere.
Jeg havde lært husbygning på Teknikum, men havde ikke taget det særlig seriøst, for jeg skulle ikke være arkitekt, men maskiningeniør. Heldigvis havde jeg mine undervisningsbøger til faget, så det kan nok være, jeg seriøst begyndte at studere bygningskonstruktion forfra.
Da færdigvarelageret var indviet, skulle jeg gennem samme procedure igen, men nu var det et råvarelager på 1.600 m2, der skulle opføres.
Det var ikke lige den slags opgaver, jeg var ude efter, så jeg søgte en stilling i et stort finsk firma med filial i København, som søgte en leder til denne filial.
Jeg blev ringet op af firmaets administrerende direktør i Danmark, som gerne ville besøge mig privat næste dag.
Der var kraftigt snevejr med tilsneede veje, men han insisterede på at komme.
Efter at have snakket sammen en times tid, fik jeg tilbudt jobbet med betalt flytning til København, en firmabil og en månedsløn på 5.000 kr. Jeg fik på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik 2.500 kr. og ingen bil.
Jeg fik naturligvis nogle dage at betænke mig i.
Dagen efter gik jeg til min chef, teknisk direktør Svend Erik Christensen, og satte ham ind i sagen. Jeg spurgte, hvad mine fremtidsudsigter var i firmaet og fortalte, at jeg var tilbudt et andet job.
Svend Erik blev lidt rød i kinderne og ville gerne drøfte det med den administrerende direktør Rigmor Nielsen. Senere på dagen tilbød de mig jobbet som produktionschef til en løn på 5.000 kr. om måneden, men ingen bil.
Jeg åndede lettet op og glædede mig til at blive produktionschef. Det var jo ikke lige min drøm at flytte til København.
Karriereforløbet
Jeg begyndte som menig ingeniør i 1967.
I 1970 blev jeg udnævnt til produktionschef.
I 1989 blev jeg teknisk direktør.
Fra 1998 var jeg administrerende direktør.
I 2005 gik jeg på efterløn.
Ansvarsområder
Som produktionschef havde jeg ansvaret for al produktion og produktionsplanlægning.
Da jeg blev teknisk direktør, fik jeg også ansvaret for værktøjsmageriet, vedligeholdelsesafdelingen og værktøjskonstruktion.
Jeg har altid haft ”fornøjelsen” at skulle forhandle løn og arbejdsvilkår for de medarbejdere, jeg var ansvarlig for. I de første mange år foregik forhandlingerne under ledelse af adm. dir. Svend Erik Christensen, men han overlod det stille og roligt til mig efter nogle år.
Den 1. januar 1998 blev jeg administrerende direktør. Peter Hvilshøj blev direktør med ansvar for økonomi og salg, og tilsammen udgjorde vi den legale direktion. Peter var blevet ansat to år før som økonomichef og var 13 år yngre end mig. Vi havde et rigtig godt forhold til hinanden.
Som administrerende direktør har man ansvaret for alt i virksomheden. Peter Hvilshøj tog sig hovedsageligt af salg og økonomi.
Udvikling gennem årene
I mine mange år på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik var der rigtig gang i udviklingen. De to nye lagre virkede godt, der blev anskaffet et helt nyt, moderne anlæg til elektroforzinkning, der blev installeret et meget moderne pulverlakeringsanlæg.
Specialmaskiner blev indkøbt, og det var spændende, da en stor 400 tons presse blev leveret ned igennem taget, en 73 tons tung maskine og en kæmpemobilkran – det var et fantastisk syn, og maskinen blev placeret præcist, hvor den skulle stå.
Nye bygninger blev føjet til, og et stort kemisk rensningsanlæg blev installeret i kælderen under det nye elektroforzinkningsanlæg. Overfladebehandling gav meget forurenet spildevand, som vi selv skulle rense.
Der var en rivende udvikling i byggebranchen, hvor vinduesfabrikker og dørfabrikker skød op og udviklede sig hastigt. Det gjorde konkurrencen også.
Der blev efterhånden stillet store krav til vores beslag til døre og vinduer. Kvaliteten skulle være i top med hensyn til produkternes nøjagtighed og overfladebehandling – beslagene skulle have lang holdbarhed.
Kvalitetsstyringssystemet ISO 9001 blev derfor implementeret i vores processer og Det Norske Veritas certificerede det. Systemet beskriver, hvordan man sikrer ensartethed i alle produktionsprocesser, hvordan man kontrollerer kvaliteten igennem hele produktionen og ikke mindst, hvordan man håndterer afvigelser fra kvaliteten.
Det var et kæmpeprojekt at få kørt ind.
Lønforhandlinger
Som tidligere nævnt havde jeg ansvaret for at forhandle løn og arbejdsvilkår i henhold til landsoverenskomsterne indenfor vores branche. Det kunne være krævende at få medarbejdernes ønsker/krav til at mødes med virksomhedens tilbud.
Der har gennem årene været nogle overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, fordi der ikke kunne opnås enighed lokalt. Så har vi været den vej af Arbejdsretten i København, eller forhandlet løn med bistand fra Jernets Arbejdsgiverforening og 3F.
Drøftelserne under forhandlingerne kunne være lidt højrøstede, men jeg har aldrig været ude for, trods uenighed og arbejdsnedlæggelser, at der har været kold luft mellem tillidsmændene og mig, når vi har forladt forhandlingskontoret. Vi har altid kunnet tale sammen i en ordentlig tone.
Æraen er slut
I de otte år, Peter Hvilshøj og jeg udgjorde direktionen, havde virksomheden hvert år et pænt overskud, og egenkapitalen voksende støt. Vi investerede i nye bygninger og produktionsudstyr, men kun efter nøje investeringsanalyser.
Der var i gennemsnit 298 medarbejdere i perioden.
I 2004 sagde jeg min stilling op for at gå på efterløn. Jeg havde et års opsigelse, så jeg fratrådte først den 31. juli 2005.
Min afløser kunne tiltræde i marts 2005, da han havde gået ledig nogen tid. Vi blev enige om, at jeg skulle stoppe, når han følte at vide tilstrækkeligt om opgaven, så den 30. marts holdt bestyrelsen afskedsreception for mig med deltagelse af alle 300 medarbejdere og ca. 100 gæster.
Omsorg for medarbejderne
Der er flere beviser på, at Fabrikanten Peder Nielsen havde omsorg for sine medarbejdere helt fra begyndelsen.
Opvartning ved Fabrikantens fødselsdage og jul
I mange år var det skik, at på Fabrikantens fødselsdag blev medarbejderne opvartet, jeg ved ikke med hvad.
Lillejuleaften skulle de alle spise til middag sammen og fik derefter 1 sigtebrød, 1 flæskesteg og nogle hvidkål med hjem.
Overskudsdeling
I flere år fik medarbejderne til 1. maj og 1. november udbetalt 7% af fabrikkens fortjeneste det forløbne halvår.
Det var måske Danmarks første eksempel på overskudsdeling.
Pensionskasse
I 1918 oprettede Fabrikanten en pensionskasse for sine medarbejdere, så de kunne nyde en sorgfri alderdom.
Fabrikkerne skød 20.000 kr. i pensionskassen, og medlemmerne betalte et lille bidrag hvert kvartal, og de to fabrikker betalte et tilsvarende beløb – altså doblede op.
Arbejderhuse
Fabrikanten byggede over 30 huse til medarbejderne, og de kunne enten sidde til leje eller købe med en udbetaling på 2 – 300 kr., og resten af købesummen kautionerede Peder Nielsen selv for hos Kreditforeningerne.
Mange af husene ligger i Hedelundsgade og i den bydel, vi kalder Valby.
Julegaver
I alle årene på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik fik alle medarbejdere julegave. I begyndelsen af min tid fik vi 300 kr. og de sidste år 900 kr., som var det maksimale beløb, man måtte give ansatte uden at skulle beregne skat.
Tidligere ansatte, som var fratrådt til en pensionisttilværelse, fik 100 kr. hver. Var den fratrådte pensionist død, fik den efterladte julegaven.
Medens Rigmor Nielsen var administrerende direktør, kørte hun ud til hver enkelt pensionist og afleverede kuverten med de 100 kr. Når den tid nærmede sig, var der ingen pensionister, der forlod hjemmet for tænk, hvis Rigmor kom, når de ikke var hjemme.
En formiddag til det daglige postmøde for direktører og chefer sagde Rigmor Nielsen: ”De herrer skal ikke forvente at se mig resten af dagen, jeg skal ud med julegaver til pensionisterne.”
Lige over middag mødte jeg Rigmor Nielsen på gangen og sagde forundret: ”Jeg synes De sagde, vi ikke fik Dem at se resten af dagen.”
”Ja Bistrup – men nu kan jeg ikke drikke mere kaffe eller portvin hos pensionisterne.”
Efter Rigmor Nielsens død i 1978 blev julegaverne til pensionisterne sendt anbefalet med posten.
Julegaven endte med at være 300 kr.
Halfester
Hvert år blev der afholdt fest i Brønderslevhallen for samtlige medarbejdere og pensionister – alle med ægtefæller. Pensionister kunne blive hentet og bragt i taxa efter eget ønske. Aftenen indledtes med en pæn tre retters middag med vin, øl og vand.
Efter spisningen blev der spillet op til dans. I en del år var det Kandis, der spillede, og dansegulvet har propfyldt af de 250 til 400 deltagere. Efterhånden som Kandis blev mere og mere berømt og dyre, prøvede vi andre orkestre, men ingen andre formåede at spille for et fyldt dansegulv hele aftenen.
Peder Nielsen ånden
Intensionerne bag de ovennævnte goder for medarbejderne, som Fabrikanten tog initiativ til, udsprang af hans menneskesyn, og vi kaldte det ”Peder Nielsen ånden”, som hans efterkommere på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik videreførte.
Ingen af goderne eksisterer mere, fordi samfundsudviklingen har overflødiggjort nogle af dem, og andre er fjernet af hensyn til virksomhedens overlevelse i krisetider.
God arbejdsplads
Mine 38 år på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, efterlader hovedsageligt gode minder. Fabrikken har altid været omtalt i lokalsamfundet som en god arbejdsplads. Medarbejdere, der mødte til tiden og passede deres arbejde, kunne som regel føle sig trygge i jobbet.
Jeg havde i meget stor udstrækning frie hænder uden synderlig indblanding, og det passede mig rigtig godt.
Jeg er ofte blevet spurgt, om jeg aldrig havde lyst til at prøve ansættelse i andre virksomheder. ”Ok jo – men så satte jeg mig bare på en stol og ventede, til anfaldet gik over,” svarede jeg.
Brønderslevs udvikling
I mine mere end 70 år i Brønderslev har jeg kunnet følge en kolossal udvikling fra en by med masser af industri i og ved byen, og landbrug i oplandet, til nu at være en 100-årig købstad med fokus på en mangfoldighed af handel. Der findes ikke mange supermarkedskæder, som ikke er repræsenteret i Brønderslev og flere kommer til.
Produktionsvirksomheder i Brønderslev dengang
Brønderslev var i min ungdom præget af store og små produktionsvirksomheder:
Pedershaab Maskinfabrik A/S
A/S Peder Nielsen Beslagfabrik
Pedershaab Jernstøberi A/S
Valby Metalstøberi
Uggerbys Maskinfabrik
Slagteriet
Mejeriet
Tipsmark
Højbjerg lavede hægtelukkere til lastbiler
Leif Jensen lavede hægtelukkere
To cementstøberier
HCA-dress
Kansas arbejdstøj
Carstensens Klædefabrik
Presservare Pedersen lavede lydpotter
Gørtler Poulsen
Gørtleri Bregnhøj og Jensen
To teglværker
Tre sodavandsbryggerier – Bryggeriet Brønderslevhus – Svalen –
Poulsen i Nørregade
Desuden var der mange håndværksvirksomheder, som murermestre, tømrermestre, malermestre, el. installatører, VVS-installatører, blikkenslagermestre og flere.
Der var sikkert flere produktionsvirksomheder, men jeg kan ikke huske flere.
Industrien i dag
I dag er der kun få industrier i Brønderslev som:
Cubic er en stor virksomhed med stor eksport af el. tavler og lignende produkter til industrien.
bo-glas er en mellemstor virksomhed, der leverer glasløsninger til boliger og erhvervsbyggeri.
Intech International er en mellemstor virksomhed med stor eksport af maskiner og udstyr til fiskeindustrien.
Pedershaab Maskinfabrik A/S er ejet af amerikanere og hedder HawkeyePedershaab. Hovedparten af produkterne fremstilles i USA, og kun en meget lille del i Brønderslev.
A/S Peder Nielsen Beslagfabrik er kun en skygge af fordum storhed. Der er ikke meget produktion tilbage. Man køber sine produkter til videresalg og virker således som en slags grossist for en stor del af sortimentet.
Staring A/S leverer et stort udvalg af maskiner til byggeriet som blandemaskiner, pladevibratorer, pumper og meget mere. En stor del af produkterne køber firmaet til videresalg.
Serman & Tipsmark designer, udvikler og producerer specialudviklede hydrauliksystemer til et meget bredt, globalt kundesegment.
AP-facader producerer facader, vinduer og døre m.m. i aluminium og glas til både privat- og erhvervsbyggeri i hele Danmark.
PSC er specialister i produktion af højkvalitets plast dele.
Handelslivet
Da jeg var bydreng hos købmand Bæk i 1950’erne, var der mere end 30 købmænd i byen.
Der var mange små butikker som mælkeudsalg, bagere, slagtere, gartnere, blomsterhandlere, manufakturhandlere, fiskehandlere, skomagere, tobaksforretninger, skohandlere, bladhandlere og mange flere.
Nu foregår indkøbet af stort set alle slags varer i de mange supermarkeder, der er etableret i Brønderslev, og de små forretninger er forsvundet.
Der er stadig manufakturhandlere, en enkelt slagterbutik med bagerbutik integreret, Osteklokken, KonditorBager, Vinspecialisten og nogle få blomsterhandlere med flere.
Byrådet lavede byplaner, som koncentrerede handelen omkring Føtex med det resultat, at mange butikker i byens centrum står tomme.
Ny laves byplanerne derfor sådan, at forretningslivet skal koncentrere sig om den vældige nye plads, hvor banegården ligger. Det bliver spændende, hvad det ender med.
Brønderslev har så mange supermarkeder, at de kan betjene hele Vendsyssel. Der er: Føtex, Løvbjerg, Netto, Aldi, Lidl, Fakta og 2 Rema 1000.
Griseauktionen
Der var også helt specielle begivenheder i gamle dage. Hver onsdag formiddag var der griseauktion i Nørregade, der hvor BAS holder til i dag med bl.a. biograf.
Landmændene kom ind med deres grise i lastvogne, og så blev grisene solgt på ganske almindelig auktionsmaner. Der blev også holdt auktion med køer.
Jeg husker endnu grisenes skrigen, når de blev hevet ned af lastbilerne eller skulle læsses ind igen, når de var blevet solgt. De blev løftet i halen og et øre, så det er forståeligt, at de skreg.
Når auktionen var overstået, gik rigtig mange af de gæve landmænd over på Restaurant Hedelund for at indtage en velfortjent frokost.
Hvis der havde været et effektivt politi i Brønderslev, kunne de have knaldet rigtig mange bønder for at køre spritkørsel. Men man var mere tolerante dengang.
Brønderslev marked
Dengang som nu var der Store Brønderslev Marked.
I gamle dage begyndte markedet søndag eftermiddag kl. 14 eller 16 – jeg husker det ikke nøjagtigt.
Dengang var der rigtig gøgl med ”artister” og professor Tribini nogle få gange.
Mange kroer havde rejst telte, hvor man kunne købe mad og drikke. Jeg husker specielt Jerslev Kro’s telt, for her gik min Bedstefar Aksel og sørgede for ro og orden, ryddede op på bordene og samlede de tomme flasker. Jeg fandt hurtigt ud af at holde mig til ham og være behjælpelig, og det var ikke sjældent, at en beruset markedsgæst gav den flinke dreng en krone for at rydde de tomme flasker af vejen.
Jeg kunne sagtens tjene 20 til 25 kr. sådan en mandag, men de blev ikke brugt på tombola eller andet gøgl, nej der blev købt hotdogs, for det var jeg meget glad for at spise, og der var gevinst hver gang.
Om mandagen kom landmændene med deres heste, og der var mange, og så blev der holdt hestemarked.
Skolerne havde lukket om mandagen. Markedet var og er den første mandag i september.
Nu om dage strækker markedet sig over fire dage fra fredag til mandag og bærer i stor grad præg af at være et loppemarked med alskens varer.
Der er heller ikke mange heste, men det skyldes naturligvis udviklingen indenfor landbruget, som stort set ikke anvender levende hestekræfter.
Heste bliver nu udelukkende holdt som rideheste.
Livet som pensionist
Som tidligere nævn gik Tove og jeg på efterløn i 2005, og har gået hjemme siden. Vi bliver ofte spurgt, hvad vi får tiden til at gå med. Den går helt af sig selv, og vi går med, men i et meget lavere gear end for år tilbage.
Det er et stort privilegium at kunne tage på besøg hos andre pensionister på en ganske almindelig hverdag.
Pensionen går ind på kontoen hver måned, uden vi behøver at foretage os noget.
I disse Coronatider er jeg rigtig taknemmelig for det, og jeg tænker ofte på de selvstændige erhvervsdrivende og ansatte medarbejdere, der mister deres levebrød på grund af den verdensomspændende pandemi.
De skal leve af understøttelse og hjælpepakker, som langt fra giver den indkomst, de behøver for at kunne opretholde den hidtidige levestandarden.
Ulykke i Frankrig
Tove var gået på efterløn samtidig med mig, så vi besluttede at tage til Sydfrankrig på camping. Vi havde en Toyota Camry og en Hobby campingvogn.
Cirka 100 km inde i Frankrig på en motorvej eksploderede det venstre dæk på campingvognen, og jeg mistede totalt styringen.
Vi kørte ca. 90 km i timen (det er tilladt med 130 km i timen med campingvogn i Frankrig), og bilen kørte snart i den venstre side af motorvejen og snart i den højre.
Pludselig styrede bilen igennem autoværnet i højre side og ned ad en skrænt, hvor Camry’en fældede adskillige træer, indtil den ramte et, der var for tykt.
Vi kom fortumlet ud ad bilens højre dør, den venstre var blokeret. Vi holdt ca. 8 meter nede ad skrænten. Bilen stod og vippede med bagenden hængende oppe på en træstub. Der var rykket 10 meter autoværn op med stolper og det hele.
Oppe på motorvejen var der dannet en bilkø på flere hundrede meter, og et stykke længere fremme holdt en enlig campingvogn, og der gik nogle sekunders reaktionstid, før det gik op for mig, at det var vores. Det tykke smedede anhængertræk af stål var knækket. Heldigvis – ellers var campingvognen måske landet ovenpå Camry’en.
Campingvognen var totalskadet, og bilen blev repareret for 338.000 kr.
Tove og jeg slap med livet i beholdt og kun nogle trykkede ribben.
Jeg aflagde rapport til en politibetjent, før en ambulance kom med udrykning og kørte os til grundige undersøgelser på et nærliggende hospital.
Vi var sluppet med trykkede ribben, men det kneb med at gå med en kuffert.
Jeg ringede til SOS-international og rapporterede ulykken. Jeg fik en venlig behandling, og der var store anstrengelser fra SOS’ side med at få klarlagt, hvor bil og campingvogn skulle fragtes hen.
Da jeg havde takket nej til en lånebil til resten af ferien og bad om, at vi fik flybilletter fra Paris til Aalborg, for vi skulle bare hjem,
fik tonen en helt anden lyd. Nej! Vi skulle da selv sørge for hjemtransport. Vi kunne bare få vores rejsebureau til at arrangere det.
Det gled helt hen over hovedet på kvindemennesket, at man normalt ikke bruger rejsebureau til en campingferie.
Jeg ringede til min tidligere sekretær, Anette på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, og satte hende ind i situationen. 20 minutter efter ringede hun og fortalte, at der ville ligge flybilletter til os i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris næste formiddag.
På hospitalet havde en læge efter mange misforståelser endelig skaffet os en taxa og et hotelværelse. Idioten havde bestilt værelse på Hotel Eros, der lå 13 km. uden for byen på en mark, og han forklarede begejstret, at der var natklub på øverste etage. Der var spejl over sengen, og der skulle betales på forhånd. Hvad havde han forestillet sig, vi skulle foretage os med trykkede ribben og stadig i chokeret tilstand.
Næste dag, endelig hjemme i Brønderslev ved frokosttid, ringede vi til vores venner Tove og Leif og Hanna og Torben. De kom øjeblikkeligt og blev selvfølgelig meget forskrækket over at høre om vores oplevelse. Hanna insisterede på, at vi tog hjem til dem, og så fremtryllede hun noget dejligt mad, der blev ledsaget af øl og vin, og hyggen viste sit ansigt lidt efter lidt. Dagen endte på en god måde.
SOS sørgede for køretøjerne og betalte vores udgifter til hotel og hjemtransporten med tog til Paris og fly til Aalborg. De betalte en kuffert til vores sparsomme garderobe, alt var i jo campingvognen, de betalte restaurationsregningen fra om aftenen. Det løb op i nogle tusinde kroner. Det eneste SOS ikke ville betale, var 140 kr. til sandwich og øl i flyet hjem. Man forundres!
Venner
For mange år tilbage var omgangskredsen meget stor. Der blev hyppigt holdt fester, hvor intet manglede, og der blev danset til den store guldmedalje.
Nu i vores gyldne år er omgangskredsen svundet betragteligt ind, og udover familien har vi to par, som vi kalder nære venner. Vi har kendt hinanden siden 1960’erne.
Med Hanna og Torben havde vi den tradition i påsken, at vi Skærtorsdag tog på kunstudstilling sammen over hele Vendsyssel og sluttede dagen med at give mad på skift.
I vores fremskredne alder med de helbredsmæssige problemer den medfører har vi droppet udstillingerne og giver på skift frokost, der varer resten af dagen.
Bar røv til kaffe
Der er en bestemt Skærtorsdag, som står fast printet i vores hukommelser. Vi så kunstudstillingen på Dronninglund Slot, hvor der også var et formidabelt kaffebord, som vi skulle nyde.
Pludselig så vi en ung, nydelig dame i et tylsskørt gå rundt om bordet og samlede ind på sin tallerken. Man skulle bukke sig forover for at nå kagerne midt på bordet, og det gjorde denne unge dame også, og det blev tydeligt for alle øvrige gæster, at hun ikke havde trusser på, og skørtet skjulte absolut intet.Midt i rummet stod et meget langt bord fyldt med forskellige kager til fri afbenyttelse. Gæsterne gik stille og roligt rundt om bordet til hyggepianistens dæmpede musik og tog for sig af lækkerierne.
Kaffebordet fik pludselig en helt anden dimension. Som damen gik sin runde, var alles øjne rettet mod hendes bagdel, da hun passerede pianisten, slog han helt galt ned i tangenterne og stirrede målløs, og musikken forstummede for en stund.
Al køkkenpersonale kom ind for at glo på skift.
Således kan kunstinteresserede opleve store øjeblikke.
Tove og Leif er vores allernærmeste venner, som vi ser meget jævnligt til spontan kaffe eller frokost. Vi inviterer ofte til en firemands hyggeaften eller -eftermiddag. Siden 1992 har vi på skift holdt nytårsaften sammen – kun os fire.
Nytårsaften 1999 i Aalborghallen
Den mest spektakulære nytårsaften var ved millenniumskiftet 1999/2000.
Vi havde bestilt bord i Aalborghallen sammen med 1600 andre gæster, og aldrig har vi været udsat for et så velfungerende og overdådigt arrangement. Vi var sammen med ejerne fra Leifs arbejdsplads i alt 7 personer ved bordet.
Menuen var med vine ad libitum til middagen, og inden den var færdig, lå mange af naboerne og sov ind over bordene – de skulle skynde sig medens vinen var ”gratis”.
Det var organiseret til perfektion. Hvert bord kunne selv bestemme, hvornår de ville have de forskellige retter fra menuen, og alle retter var perfekte.
Lige inden, vi var færdige med middagen, kom vores meget unge tjenerpar fra Dronninglund, og satte en hel masse flasker vin til os, så vi skulle ikke købe vin resten af aftenen. Da raslede – nej! da knitrede drikkepengene ned i deres lommer.
Jeg har danset på scenen i Aalborghallen – det gjorde jeg den aften!
Logen Lux Vera
Jeg har brugt meget af min tid som pensionist i frimurerlogen Lux Vera. Jeg har været medlem siden 1977 og altid haft et embede, som kræver handling.
Jeg har været med til at udvikle logen fra at være en meget lille enhed indenfor Den Danske Frimurerorden til nu at være en større loge med alle rettigheder.
I 2010 købte logen Landboskolen i Danmarksgade for at indrette loge i den gamle bygning. Festsal, køkken og kaffesal er forpagtet ud.
Fra juli 2010 til januar 2011 blev hele den gamle bygning med lejlighed på første sal, kontor, køleskab og frysere i stueetagen og kælderen, forvandlet til en moderne frimurerloge.
Arbejdet blev primært udført af frivillige logemedlemmer, men visse installationer krævede autoriserede håndværkere.
Der brugte jeg det meste af min tid i 6 måneder med alle forefaldende opgaver. Jeg tegnede loftskonstruktionen og hjalp tømrerne med at lave et buet loft med indbygget stjernehimmel i logesalen, hvilket er den bedrift, jeg er mest tilfreds med. Stjernehimmelen brugte jeg alle juledagene i 2010 til at lave med god hjælp af Tove.
Tove hjalp også flittigt med maling af vægge, fodpaneler, lofter, vinduer og døre, og til sidst en ordentlig gang rengøring.
Nu kommer jeg kun i logen for at nyde møderne, og de unge må udføre det mere slidsomme.
Sangkoret Frejdig
Jeg har altid været glad for at synge. Det er ikke det samme som, at jeg er god til det, men måske rimelig god.
I august 2012 blev jeg medlem af Sangkoret Frejdig, som det år havde 100-års jubilæum. Sangkoret synger firestemmige sange, og jeg blev placeret i gruppen
2. tenor.
Vi synger primært på plejehjem, sygehuse og ved større sociale arrangementer som Stafet for Livet.
Der er 29 medlemmer i mandskoret, der dirigeres af en lønnet musiker.
Tove syg
Det er ikke altid, at ulykker og sygdom kun rammer naboen.
I 2013 blev Tove syg og gennemgik en tarmoperation, som afslørede, at hun havde lymfekræft af T-celletypen, som man ikke havde så megen erfaring med.
Så går man lige i sort nogen tid!
Operationen blev fulgt op af en kemokur i fire måneder.
Der kom flere komplikationer til, så Tove i perioder var indlagt isoleret.
I august 2014 fik Tove maveproblemer, og efter mange undersøgelser fik hun diagnosen Cøliaki. Cøliaki er en sygdom, som vil vare resten af livet og betyder, at gluten forårsager nedbrud af tyndtarmen indefra.
Fra september 2014 har vi levet glutenfrit, og Toves cøliaki er holdt i ave.
I oktober 2014 blev Tove igen tarmopereret, og der konstateredes igen lymfekræft.
Da gik vi for alvor i sort.
Igen flere måneder med masser af kemo.
Til sidst konkluderede Tove’s kræftlæge, at hun skulle have en stamcelletransplantation for at overleve på trods af, at hun var fem år for gammel i henhold til reglerne for, hvem der kunne få denne behandling.
I april 2015 fik Tove stamcelletransplantation med efterfølgende fire uger i isolation, fordi hendes immunforsvar var totalt slået ned af kemo.
I de fire uger var hun utrolig syg, og jeg havde flere gange mine stærke tvivl om, hvorvidt hun kom hjem igen.
Hun overlevede og begyndte at genoptræne. Først ved juletid var hun næsten som før. Tove har det godt i dag seks år efter.
Unoderne
I september 2019 kom jeg med i det lille boyband kaldet Unoderne.
Det består af 7 medlemmer: to harmonikaspillere, en klarinettist, en trommeslager, en mundharpespiller og to sangere, hvoraf jeg er den ene.
Vi øver en gang om ugen i kælderen hos trommeslageren, som har indrettet et rum til formålet med mixerpult, højttalere og diskolys.
Det er rigtig hyggeligt med de øvedage, men vi er også ude at spille for publikum i hele Vendsyssel.
Foredrag
I mit arbejde på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik blev jeg meget fascineret af grundlæggeren Peder Nielsen, som aldrig havde fået en formel uddannelse, men alligevel formåede at rejse det Pedershaabdynasti, som det blev til.
Derfor har jeg de senere år holdt 16 foredrag om mennesket Peder Nielsen og virksomheden med samme navn.
Som med så meget andet er de to næste foredrag blevet aflyst eller udskudt på grund af coronapandemien.
Jeg har også holdt foredrag om mit eget liv indtil nu.
Ferier
Jeg købte det første villatelt i 1968 og har lige siden holdt de fleste ferier som campist.
Der har været nogle charterrejser til varme lande, men i min tid på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik har jeg fløjet så meget, at jeg simpelthen ikke orker at skulle igennem omstændig security for at komme op i en flyvemaskine for at komme på ferie.
Teltet blev skiftet ud med en campingvogn, som jeg har haft fem af.
Efter ulykken i Frankrig købte vi straks en ny campingvogn, og jeg tog for en sikkerhed skyld kørekort til trailer, som giver ret til at køre med større trailere end det almindelige kørekort.
Den sidste campingvogn blev solgt i 2015, og ferierne har siden været udvidede weekendophold på kroer, hoteller og slotte.
Nyskabelser i min tid
Når jeg tænker på de opfindelser, der har set dagens lys i mine 78 år, bliver jeg slået med forundring over den kreativitet, der har været verden over.
Da jeg var bydreng, kendte man ikke plastik, varerne blev pakket ind i papir, pergamentpapir, papirposer og pap eller i et glas.
Alt – ja, alt for meget er i dag pakket ind i en form for plastik, hvilket har skadet miljøet utroligt meget, fordi menneskene ikke respekterer bortskaffelsen af plastik og miljøet. Plastik er ikke af det onde, det skal blot bruges med omtanke som så meget andet, og det bruges til meget andet end emballage.
I skoletiden fra 1950 til 1960 skrev vi med blæk, penneskaft og løse penne, og der blev sat mange blækklatter i stilehæftet. Kuglepennen var opfundet, men den måtte vi ikke bruge. Jeg husker ikke, om vi måtte bruge fyldepen. Kuglepenne får man næsten gratis i dag, og der er opfundet mange andre skriveredskaber som gelpenne, fiberpenne og tuscher med flere.
For ikke at gøre dette kapitel for langt, nævner jeg nu i syndig uorden, hvilke nyskabelser, jeg kan huske:
jetfly, førerløse busser, eldrevne biler, tog på magnetskinner og cykler med el.motor
computere, internet, SmartPhones, iPads, tablets, fjernsyn nu også med vælg selv programmer
Facebook, Instagram, Tvitter og flere sociale medier
fjernbetjening af mange slags aggregater fra en SmartPhone over internettet
robotter til industriel brug, til selvkørende støvsugere og plæneklippere og som besøgsven til enlige
rollatoren har gjort det muligt for mange millioner gangbesværede mennesker at komme ud at gå
motoriserede kørestole
HIV-medicin, kræftmedicin, og på et år er der opfundet medicin til en helt ny virussygdom, Covid19, til omgående brug i hele verden
mennesket har været på månen, og der sidder mennesker i rumstationer flere hundrede kilometer ude i rummet
Jeg ved, der er meget mere, men min hukommelse er tømt.
Rundt om i verden er der meget ufred, borgerkrig og krig. Hvorfor opfinder man ikke den fredelige verden?
Man skulle også forske i og udvikle måden, mennesker omgås med hinanden. Der hersker ofte en meget rå og fjendtlig tone i aviser og på de sociale medier. Tænk hvis alle lærte at behandle hinanden med respekt.
De kommende generationer vil opleve endnu vildere nyskabelser, som alle forhåbentlig er til fredeligt brug.
Efterskrift
Jeg har mange flere erindringer fra mit hidtidige liv, men alting har en ende.
Jeg kunne have fortalt om mine år som vicepræsident for den europæiske beslagunion ARGE eller mine år som Danmarks repræsentant i EU ved udarbejdelse af europæiske ISO-standarder for vinduer, døre og tilhørende beslag. Disse opgaver optog mig meget.
Det er meget vanskeligt at vurdere, hvad andre mennesker interesserer sig for at vide om naboen. Er mit skrift for detaljeret, eller er det for overfladisk? Det er under alle omstændigheder min historie med de private detaljer, jeg vil offentliggøre.
Jeg håber, du har haft energi til at læse det hele, og måske har genkendt noget af det og eventuelt fundet noget af det interessant.
Når du læser dette efterskrift, tager jeg det som tegn på, at du har læst det hele.
Leo Kjær Nielsen (kaldet murens Leo. Født i Manna 14-8-1936 af ugift mor. Boede i 3 år hos mine bedsteforældre Jens og Mathilde samt min oldemor Else Marie.
Da min oldemor døde i 1939, blev jer adopteret af murer Christian og Else (min biologiske mors søster) i Vrensted.
Gik i Vrensted Byskole 1943-1948 og Løkken Realskole 1948-1952
Var i 1952-1953 ”høwer” hos Arnold Trudslev.
Kom i smedelære i Stenum 1953-1957 hos Laurits Larsen
Gik på Ålborg Maskinmesterskole1956-1959.
Var marinesoldat 1959-1961 (17 mdr.)
Sejlede 1959-1961 med Mærsk Line.
Gik på Københavns Maskinmesterskole 1961-1963.
Arbejdede 1963-1966 på Enstedværket i Åbenrå.
Blev i 1966 ansat på Vendsysselværket (nu Nordjyllandsværket) og var med i hele opbygningen og senere driften
Var i årene 1970 til pensionering i 1995 overflyttet til driftskontoret og arbejde her som instruktør, sikkerhedsleder m.m.
Blev igen i 1996 hyret til div. konkrete opgaver samt til rundvisninger.
Kommer nu kun til pensionistsammenkomster.
Min slægt.
Der er nok nogle der tror, at hvis man søger tilstrækkelig langt tilbage finder man ud af, at man kommer fra ”noget fint”. Jeg tror nu nok, at det sjældent er tilfældet. Og det tror jeg også er tilfældet hos mig. Når jeg går tilbage til mine oldeforældre viser det sig, at de er ganske almindelige mennesker, i stor udstrækning med en håndværksmæssig baggrund.
Mine oldeforældre på min mors side stammer begge fra området. Her kommer min oldefar fra området mellem Manna og Gl. Hammelmose. Han nedsatte sig som Hjulmager og Karetmager på Gl. Hammelmose Mølle.
Min oldemor er født på Helledi mellem Thise og Vrensted. De er altså opvokset tæt på hinanden og kan let have mødtes ved en lokal festlig begivenhed som sommerfest på toppen af Thise Bakker.
Det andet hold oldeforældre på mors side stammer begge fra området omkring Arden i Rold Skov, mere herom senere.
Min morfar karetmager Jens Emanuel Kjær f. Pedersen, kommer fra en familie ved mosen syd for Manna. Faderen var hjulmager og karetmager og boede på Gl. Hammelmose Mølle. Flyttede senere til Thise og tog navnet Kjær da de tidligere boede på Manna Kær. Min bedstefar blev uddannet til karetmager. Familien flyttede senere til Aalborg og herefter til Manna og åbnede en karetmager/træskomager forretning i Manna, hvor jeg blev født. De flyttede til sidst til Brønderslev og ligger begravet her.
Min mormor stammer fra Arden hvor faderen var ledvogter og baneformand. Vi har en enkelt gang besøgt en onkel i ledvogterboligen ved vejovergangen med den store klokke. I husets vindue ud mod bommene stod der en papegøje i et bur. Det var i øvrigt Mathilde der en dag i min konfirmationsalder fortalte mig om hvordan min fødsel og første barndom kom til at gå. Det var jo ikke normalt at snakke åbent om problemet når en ung pige som her, af en indremissionsk familie kom ”galt afsted”.
Min farfar Jens Peter på Nørkæret kom fra en familie i Hundelev, der ligesom han var husmand og murer. Jeg husker ham tydeligt. Når vi besøgte dem på Nørkæret, sad han altid mellem kakkelovnen og døren til soveværelset og lige i nærheden var krogpiben og tobaksbordet med tobak i den ene skuffe og skrå og ”udkrasning” i den anden. Hans død står helt tydelig for mig. Da han skulle synges ud, stod han i den åbne kiste nede i gangen, og da vi skulle gå, fik jeg besked på at hente frakkerne. De hang desværre på knage bag ved kisten, så jeg måtte række hen over ham for at få frakkerne. Et syn jeg aldrig glemmer.
Min farmor, Anna Kirstine blev født på gården ”Ellisgård” som lå på Nørkæret tæt ved hendes nye hjem. Her fødte hun 8 børn samtidig med, at hun passede husmandsbruget med et par køer og nogle grise. Jeg har kendskab til to af hendes søskende, nemlig Elvine gift med smed Christensen fra Mejeribyen samt Jens Ellitsgård der også boede på Vingevej. Jeg har aldrig mødt min farmor, da hun allerede tidligt døde af koldbrand på Hjørring Sygehus. I min søgning er jeg ofte stødt på hendes navn, mest i.f.m. Ellitsgård. Tænk kun at flytte få hundrede meter fra sit fødehjem, føde 8 børn, arbejde hårdt med bruget og så dø i en al for tidlig alder. Jeg har ondt af hende.
Det ene hold oldeforældre på min fars side stammer begge fra Hundelev/Jelstrup. Her blev de også viet. De blev begge begravet i Jetsmark.
I det andet hold oldeforældre stammer faderen fra gården Eilertsgård på Nørkæret. Gården lå mellem Lindegård og Ågård. Moderen her stammer fra Klæstrup.
Så næsten hele min slægt stammer her fra Vendsyssel. Kun min mormors slægt stammer fra området omkring Hadsundbanen, hvor flere af familien senere blev ansat.
5 Bilag til oversigtsplan 1.
1. Leo Kjær Nielsen, se ” Hvem er jeg?”
2. Sonja Vestergård 1935-2020. Datter af Dagny og Mathias VestergårdVrensted.
3. Margit Kjær Nielsen 1944-2021. Datter af Kirstine og Kristian Lucassen Gøttrup. Margit har 3 børn se 5. Viet til Leo 5-10-1991.
4. Dorthe Kjær f. 22-6- 1963 i Vrensted.Dorthehar 2 børn. Andreas f. 20-12-2000. Philip f.18-6-2002.Anders Kjær Nielsen f. 24-5-1966 i Langholt.Viet til Esther Jeneba Kain i Sierra Leone d. 13-12-2008.
5. Ann Birgitta Goddiksen f. 1966 i Rødovre.Thomas Christian Goddiksen f. 1976 i Nr. Uttrup. Mette Kirstine Goddiksen f. 1971 i Nr. Uttrup.
6. Svend Nielsen f.13-12-1931, død 19-3-2009. Begravet i Vrensted
7. Erna Ulrik Nielsen f. 21-12-1932i Løkken. Viet til Svend d. 4-12-1954 i Løkken. De har 3 børn, se 8
8. Per Ulrik Nielsen f. 8-4-1955 .Per har 3 børn: Jesper f. 20-7-1978, Sisse f. 29-12-1992, Rikke 07.11.1995-27.03.2003Ole Ulrik Nielsen f. 10-9-1956 ,viet til Laila 8-9-1984. De har 2 børn. Helle f. 19-3-1982. Janni f. d. 16-4-1989.Christian Ulrik Nielsen f 23-11-1962. Christian har 2 børn. Sebastian f. d. 31-1-2002, ??Alle født i Vrensted.
9. Else Kirstine Nielsen f. Pedersen, senere Kjærf. 12-8-1903 i Hobro.Viet8-4-1929 i Thise kirke til Christian. Død 20-8-1997 i Vrensted.
10. Thomas Christian Nielsen f. 8-3-1899 Vrensted Nørkær. Død 30-10-1989 på Brønderslev Sygehus.
11. Familien Kjær , se oversigtsplan nr. 2.
12. Jens Peter Nielsen f. 14-4-1870 i Jelstrup. Viet til Anna Kirstine Thomsen/Ellitsgaard d. 9-8-1898 i Vrensted kirke. Død d. 27-4-1961 på Nørkæret.
13. Anna Kirstine Thomsen/Ellitsgaard f. 4-7-1878 på EllitsgårdVrensted Udflyttere. Død d. 16-9-1942 på Hjørring Sygehus.
14. Jens Peter og Anna Kirstine fik 8 børn : Stinne, Emma, Clara, Agnes, Christian, Richard, Viggo, Arnold og Ernst. Alle født på Nørrekæret.
15. Husmand og murer Thomas Peter Nielsenf. 18-9-1832 i Hundelev. Viet til Mette Kirstine Jensdatter d. 21-4-1865 i Jetsmark Kirke. Død d. 29-3-1920. Begravet i Jelstrup.
16. Mette Kirstine Nielsen f. Jensdatter d. 4-8-1842 i Hundelev.Viet til Thomas Peter (se 15)
17. Gaardmand Johannes Thomsen/Ellitsgaard , f. 1-8-1839 i Vrensted. Viet til Mette Marie Jensdatter d. 4-2-1868 i Vrensted Kirke. Død d. 7-12-1910 i Vrensted.
18. Mette Marie Thomsen, f.Jensdatter f 24-2-1841 i Klæstrup. Viet til Johannes (se17). Død 12-4-1922 i Vrensted.
19. FamilienEllitsgård
NB: nr. 1-6-9-10, se oversigtsplan 1.
12.Karetmager Jens Emanuel Kjær f. Pedersen f. d. 9-7-1877 i Hammelmose Mølle. Voksendåb d.15.04.1914. Død d. 21-1-1962 i Brønderslev. Viet til husmoder Mathilde Hendriksen d. 16-11-1901 i Storarden kirke.
Mathilde Hendriksen f. 23-12-1878 i Haldtostrup/ Hobro. Død d. 2-2-1953 i Brønderslev. Viet til Jens , se 12.
Jens og Mathilde fik 7 børn. Else Kirstine Kjær f. Pedersen 1903-1997. Christian Peter Kjær 1905-1987. Jens Richard Kjær 1907-1961. Thomas Kjær 1914-?. Inger Marie Kjær 1915-2003. Erik Henry Kjær 1918-1985. Karl Emil Kjær 1921-1968.
Hjulmager Jens Peder Pedersen f. 16.03.1840 i Svinget Manna Kjær. Voksendåb d. 18.04.1840 i Thise Kirke. Karetmager, Insidder, 1871 i Gl. Hammelmose Mølle,
Else Marie Thomasdatter 1847-1939 Manna Kær.
Ledvogter /baneformand Niels Christian Hendriksen 1845-1931 Arden.
Kirstine Pedersdatter 1846-1923 Arden.
Familien Hendriksen Arden.
Jens Peder og Else Marie fik 4 børn.
En mindetur gennem min barndoms gader i Vrensted.
Jeg er lige stået af Brix´s røde rutebil, som nu i en støvsky fortsætter mod Løkken. Det er sommer og grøftekanterne er fulde af liv. Jeg ser mig omkring. Lidt længere ude af Brønderslevvejen bor Chr. Slots`, som arbejder for min far. Håndlangerne siger, det er hårdt arbejde at forsyne Chresten med sten og mørtel, da ingen andre kan lægge så mange sten som ham.
I det fjerne, ud fra Kongsengene, kommer der nu noget mærkeligt kørende på en lille lav knallert. Den er så lille, at sædet og styret er sat op på et langt rør. En stor dame sidder på maskinen og med en lang frakke flagrende efter sig. Det er jordemoderen, som bor i et lille hus lidt længere ud mod Kongsengene. Et syn der altid grines af. Knallerten er en af de maskiner, der blev nedkastet med de engelske faldskærmssoldater. Gad vide om hun har fået den forærende af Vrensted nedkastningsgruppe.
På vejen tæt ved Emilie-Peter, var der en mergelgrav, som vi badede i. Det måtte vi ikke, da det kunne være farligt med det kolde vand. Måske derfor var det spændende.
Jeg vender blikket mod syd og får øje på Minister-Tewdor komme trækkende med sin ko. En ganske fredelig og hyggelig fyr. Under besættelsen hvor man havde svært ved at få tobak, tjente vi drenge en skilling ved at tørre kirsebærblade til hans pibe. Det tørrede vi på en bageplade i komfurovnen. Men det var svært at få den rette kvalitet. Var det for tørt smuldrede det, når han stoppede piben, og var det for vådt kunne han ikke få ild i det.
Jeg fortsætter op ad grusvejen op mod svinget. Til højre lå Vrensted Mølle. Jeg husker ikke at vingerne har drevet møllen. Til gengæld var der en stor petroleumsmotor med vandretliggende cylinder, som drev møllen. Motoren var anbragt i et muret maskinhus lige op ad møllens fundament. Til køling var der muret et bassin med vand, og fra motoren gik der rør hertil. Jeg har senere set en sådan maskine flere gange, og det, at de kom fra den nedlagte Maginolinie efter første verdenskrig. I selve møllens jordvold kunne vi grave et lille åbent hul forsynet med et meget hjemmelavet tag. Her kunne vi drenge i fred og ro sidde og drømme fremtidsdrømme. Mon ikke de fleste ville være lokomotivførere.
Hvem der boede i huset nord for vejen, husker jeg ikke men der blev fortalt, at de var i familie med mælkemand Ejlert og Marie (har senere fået at vide at det var Maries far)
I selve svinget på sydsiden af vejen boede Harald Nielsen, Else og Poul. Harald var lillebilvognmand. Han havde en af disse meget lave Citroenér, som man så i gl. franske kriminalfilm med Lemmy Constantine. Der fortælles, jeg kan ikke huske det, at han under besættelsen forsøgte at montere en gasgenerator bag på. Det må have set mærkeligt ud at se en så lav bil med en stor skorsten/generator stikkende op bagpå.
På samme side af vejen kommer det næste hus som bebos af Frederiksen. Han var vejformand ved et eller andet firma og til transport havde han en gl. motorcykel, som ofte stod udenfor. Den skulle vi drenge ofte hen at røre ved. Var det her i dette hus at Gilbert havde sin første cykelforretning?
I det næste hus på samme side boede Rosa og Valdemar. Han var en meget værdsat håndlanger hos min far, og jeg tror, han var der næsten hele tiden. Rosa var kasserer i den lokale fagforening, og der stod ofte kø udenfor bryggersdøren, når man skulle til kontrol og stemples. Jeg ved dårlig nok hvor mange roser denne familie skulle have. En stor buketfuld, mindst. Jeg kom der ofte, og der var altid plads til en mere, selv om huset var fuldt af både egne børn og børnebørn. En af årsagerne var også, at jeg var næsten jævnaldrende med Bernhard og Poul, og at Bernhard senere kom i murerlære hos min far og samtidig flyttede ind i drengeværelset sammen med Svend og mig. Om aftenen når vi var kommet i seng sang vi ofte en lille sang om vore hemmelige kærester. En af sangene var ” Dernede i dalen en lille hytte lå—”. Rosa var nok lidt ”missions”, og en kort overgang var min mor og mig med når der var møde i missionshuset i Løkken. En kort periode var jeg også med i søndagsskole. Men det var slet ikke noget for mig.
I huset overfor boede Wilhelm Ørum´s. Vi så ham ofte komme kørende i sin ponyvogn med ”skravler” og hvori der ofte var en levende gris. Man sagde, at han nok solgte grise til tyskerne. Og det var jo ikke velset. Efter besættelsen viste det sig, at han var medlem af Vrensted modstandsgruppe bestående af bl.a. Stevns, Knud Svenningsen, Erik Eriksen, Arnold Michaelsen m.fl. Så jeg tror mere på, at han samlede informationer til næste nedkastning ved Ingstrup Sø.
Det næste hus efter Rosa-Valdemar var Jens Ellitsgård`s. Jeg husker Mogens som læste til lærer. En søster, Nelly, udvandrede tidligere til USA hvor hun blev gift med Gene Thuesen der var Sales Manager i Knudsen Cremery Compagny. Jeg besøgte dem flere gange i Los Angeles når ” Nicholine Mærsk” var i havn der. Mere herom senere. Jens var frisk til det sidste. Jeg husker et billede i Vendsyssel Tidende, der blev taget på hans 85års fødselsdag og hvor vi så ham høste korn med sin ”hylli” (le). I forbindelse med min slægtsforskning, har det vist sig, at vi var i familie med hinanden, idet Jens Ellitsgård var min fars morbror. Se slægtsdiagram.
Lige efter Ørum boede Harald Hansen´s med sønnen Gunner. Det var et sted jeg kom ofte, da jeg syntes at alt ved landbruget dengang var spændende. Det var sjovt at se, når ”kontrollen” kontrollerede mælkeprøver inde i bryggerset med sin store skive med alle reagensglassene sat fast ude i periferien. Men det var en modbydelig lugt med den syre, der blev brugt til prøverne. Når der blev tærsket, var det sjovt at se alle de mus der efter det sidste neg i et gulv myldrede op ad væggen. Her havde hunden nok at lave. Udenfor ko huset ved ajlebeholderen, var der et lille hus til grise og kalve. Her blev der under og lige efter besættelsen tørret hjemavlet tobaksblade. Når bladene var passende, blev de rullet sammen og skåret i smalle strimler i en maskine, der var en mini rugbrødemaskine. Herefter blev tobakken tilsat en væske, sådan at tobakken kom til at dufte som ”Mac Barens” pibetobak. Vi knejter skulle naturligvis også prøve at ryge. Vi lavede en pibe af udmarvede hyldegrene som blev udhulet til både spids og hoved. Herefter husker jeg kun at vi alle herefter fik voldsomme opkastninger. En proces som alle raske drenge måtte igennem. Gunner var ikke altid god ved os drenge. På marken nord for gården gik der køer i en indhegning med ståltråd, hvori der var strøm. For at kontrollere om der var strøm på, sagde Gunner at vi blot skulle tisse på tråden, så ville vi opdage det. Ja mon ikke, Men jeg tror ikke vi lod os narre. I stedet kunne vi gøre et græsstrå vådt og lægge det på tråden. Under besættelsen lavede mor og Emma kartoffelmel af revne kartofler, som stod til bundfældning i en vaskebalje. Herefter kunne det lægges til tørre i solen. Når kornnegene var tærsket, blev halmen anbragt i et ”gulv”. Det var sjovt for os unger fra nabolaget at klatre op på ladens trækonstruktion og hoppe ned i den bløde halm. Jeg skylder lige at nævne, at det engang kostede et knæ i det ene øje, hjernerystelse og 14 dage på sygehuset.
Lige overfor mit hjem boede mælkemand Ejler og Marie med børnene Kirsten og Ninna. Det var jo piger, og dem legede vi drenge ikke så meget med. Men jeg var ofte med i marken sammen med Ejler. Han havde marken hen til Jens Ellitsgård, samt lidt jord på den anden side af Brønderslevvejen. Når der skulle tærskes korn, kom Traktor Charles med sit transportable tærskeværk, der blev trukket og drevet af en stor Fordson Major. Så var det med at holde sig på afstand, da den store rem mellem traktor og tærskeværk så farlig ud. Når Ejler var på mælketur, fik vi drenge ofte lov til at være kusk. Så kunne Ejler koncentrere sig om mælkesalget. Kirsten blev gift med Torben, som desværre døde under en ferietur. Kirsten fik senere konstateret kræft og døde af det. Ninna blev uddannet til damefrisør. I min slægtsforskning har det vist sig, at vi også var i familie med Ejler, idet hans far og min bedstefar fra familien Kjær var brødre.
Lige overfor, Vingevej 9 i dag, var mit barndomshjem. Jeg bliver nødt til at stå stille her under min vandring gennem barndommens gader. Det er helt utroligt, så mange positive tanker, der nu myldrer gennem mit hoved. Et fantastisk godt barndomshjem, som jeg kunne skrive meget mere om. Og det gør jeg så senere. Med en duft af nylagte hestepærer går jeg videre.
På marken hen mod Smed Søren, var der en oplagsplads til stilladsbrædder m.m. Da al stillads blev bygget op af træbrædder og stolper, var det vigtigt at alt var ok og klart til næste opgave. Lige inden smeden, blev der senere bygget et hus, som jeg ikke har kendskab til. Men de må have været radioamatører, da huset blev forsynet med høje antenner.
Det næste hus på vejen var smedemester Søren Nielsen med konen Ellen og datteren Kirsten. Sjovt nok var det ikke et sted jeg kom særlig meget, da jeg jo senere blev udlært til grovsmed. Ved siden af smedjen boede svendene. En af dem hed Åsholm. Han var jæger og havde derfor et jagtgevær. Under besættelsen når de tyske spærreballoner rev sig løs i en strid vestenvind og slæbte fundamentet med sig over stok og sten, blev Åsholm tilkaldt for at skyde ballonen ned. Om det lykkedes ved jeg ikke. En anden svend hed Dusinus eller Dion som boede til leje i enden af Tårnurfabrikken, over mod diget. Jeg tror ikke han var der særlig længe og flyttede fra byen. På et tidspunkt tog Søren en lærling fra Ingstrup Efterskole. Det var, så vidt jeg husker en skole for børn der havde fået en dårlig start på tilværelsen. Men han måtte desværre forlade pladsen, da der efterfølgende gik rygter om ar ”der forsvandt ting”. Senere gik der rygter om at det ”vist nok ikke var ham alligevel”. En træls skæbne for et ungt menneske der forsøgte at få en bedre start på livet. Smedjen blev senere solgt til Per Hvarregård.
Lige overfor smedjen lå Vrensted Central, som i min tid blev bestyret af ”Central Marinus”. Han var invalid, da han tilsyneladende ingen fødder havde. Han kørte i en trehjulet handicapcykel, hvor forhjulet blev trukket af kæder og pedalarme ført op således, at han kunne betjene dem fra sædet. Underbenene der næsten kun var et par klumper hang ned fra sædet og kunne ikke bruges. Han havde en hjælper eller kone som passede ham og indimellem også centralen. Når vi måtte lave ballade eks. Nytårs aften, gjorde vi det kun når hun sad ved omstillingsbordet, så vidste vi, at banen var klar. Marinus havde i øvrigt en i samme situation, nemlig ” Kræn Jensen Trehjywel” fra Bådstedhede. Vi så dem altid, når der var afslutning på idrætsugen eller der var fest i Anlægget. Ifølge min mors kogebog, hvori hun noterede alt muligt havde Marinus 30-års jubilæum i 1945.
I sidste hus på sydsiden ved siden af Centralen boede Jens Madsen. Det var et lille landbrug men Jens Madsen havde også en ”Lillebil”. Det var en stor 6-cylindret Chevrolet med plads til 6 passagerer, de to på klapsæder bagved de forreste sæder. I huset var der også Vrensted bibliotek, som jeg benyttede meget, da jeg læste meget og havde en bogreol oppe på drengeværelset. Også dette hus var et af Sagfører Olsens projekter.
Imellem Smed Søren og Knudsgård lå vandværket. Der måtte vi ikke komme ind, men når der var eftersyn, listede vi os til at se ind af døren og blev imponeret af de store beholdere og pumper, der langsomt gik op og ned og sagde DUNK-DUNK-DUNK. Jeg husker, at der blev forsøgt at lave en ny boring lige nord for vandværket. Ja, det har nok ikke lykkedes, da vandværket nu jo er flyttet. Vandværket blev senere ombygget til bolig for en familie. Det må have været et stort arbejde.
Og så står jeg pludselig midt i Vrensteds pulserende centrum. Her er der altid liv. Cyklister, mødre med barnevogne, hestevogne med læs til dyrene, glade skolebørn på vej hjem og meget mere. Uanset næsten hvor man kommer fra og næsten uanset hvor man skal hen, foregår det via Trehjørnet. Her er Kommunekontoret, her har Gilbert cykelforretning og her har Romedal bygget hus og lavet herreklip, og her har hans kone lavet isbod, som efter kort tid blev vores nye samlingssted (i stedet for bager Bedholms forgang). Jeg står her lidt i egne tanker og mindes de mange oplevelser, der knytter sig til dette sted. Men jeg vender mig mod nord og går ud i ” Mejeribyen.
Gården Knudsgård på højre hånd har jeg egentlig ikke haft noget forhold til. Min bror Svend, var en overgang hjælper her. Men mon ikke Svend og Knud Hoven var i samme alder. Min mor købte senere et stykke jord af Per Hoven til udvidelse af haven. Det gav desværre flere opgaver til mig.
I det næste gule hus på højre hånd boede min onkel Arnold og Hanny med børnene (jeg husker desværre kun Selma og Årle). Jeg mener der var to piger mere. Der kom jeg ikke særlig tit. Drenge leger jo ikke med piger (Undskyld piger men det kommer senere) og Årle var noget yngre. Arnold arbejdede for min far og sammen med onkel Ernst fra Nørkæret var de begge betroede medarbejdere på byggepladsen, når far var optaget hjemme af det administrative. De må have været gode læremestre, da Svend senere kom i lære.
Jeg står her lidt og kigger op på telefontrådene der skal hen til Marinus samt el-trådene, der kommer fra transformatortårnet i Mejeribyen. I de hårde vintre i 40-erne var der altid høje snedriver netop her, og vi blev advaret om, at det var farligt at røre trådene.
I det næste hus boede Astas Ejner sammen med sin mor og en søster. Ud af Ejners fortællinger kan jeg se, at han var karl hos Harald Hansen og senere i købmandslære i Stenum, hvor jeg også senere kom i lære. Efter sin pensionering blev Ejner en god foredragsholder og en god formidler af Vendelbomålet, som han også brugte i det daglige. Ejner kom senere til Aalborg Politi som kriminalkommissær sammen med endnu en Vrensted dreng, nemlig Svend Mejlholm fra Østre Hede. Svend bor i dag i Skalborg sammen med Inger. Vi holdt i øvrigt juleaften sammen hvert år.
I det næste hus boede Ejnar Kraghs med børnene Oda, Edel og Henning. Henning var desværre en spinkel og svagelig dreng. Man sagde at han havde haft Engelsk Syge som barn. Desværre var Henning et let offer for drillerier (mobning), da kan ikke kunne forsvare sig. Han var meget bange for grangrene og en dag blev der i et frikvarter anbragt en gren i hans skoletaske. Han skreg af rædsel, da han åbnede sin taske. Det var synd for Henning, så mobning fandtes også dengang. Henning døde desværre i en al for tidlig alder.
Næste hus på vejen var barberens, Her havde Simoni og Magda hver en salon. Inde hos Simoni lugtede det altid af hårvand og hos Magda af varm krøllemaskine. Magda blev betragtet som en fin dame, også af hende selv iflg. barberens Leo. Det var altid sjovt at se, når Simoni var ude at cykle. Han havde et stift højreben og cykelhandleren havde ændret pedalarmen så den godt kunne bruges selv med et stift ben. Jeg har i øvrigt truffet Leo senere her i Lindholm, hvor han var i gang med sin slægtshistorie. Den er senere udgivet på Jens Ottos hjemmeside. Læs den. Den er meget spændende.
Lige ved siden af boede Møbelsnedker Oluf Jensen med hustru Maren samt børnene Georg, Arne samt 2 mere som jeg ikke husker navnene på. Oluf var en meget dygtig håndværker og lavede gedigne møbler. Min datter har stadig et spisebord med stole fremstillet af Oluf og hans folk. Det var spændende at komme ind i værkstedet og se når der blev limet finer. Når den varme lim fra potten på komfuret blev smurt på fladerne og fineren blev lagt på, skulle det gå stærkt med at skrabe overflødig lim væk. En anden grund til at jeg kom der var, at Georg og jeg lavede en tre-mastet skonnert. Vi ville ud at sejle. Skibet blev laver af et stykke et-tommers planke og master og ræer blev lavet af tørrede grene fra haven. Da skibet skulle døbes, blev vi uenige om navnet. Jeg syntes det skulle hedde Ystalyfera, mens Georg mente det skulle hedde Rolf. Hvem der fik ret, husker jeg ikke. En af lærlingene var i øvrigt flokleder for en gruppe ulveunger i Løkken, og han overtalte mig til at blive spejder. Mere herom senere. Den yngre bror Arne har skrevet sine barndomserindringer i bogen ”Kærminder”. Kan anbefale at læse den.
Den sidste del af mejeribyen var egentlig ikke et sted, som vi drenge fra Midtbyen brugte, men der er alligevel nogle minder herfra, så jeg fortsætter turen.
Det næste sted jeg husker, er ”Cykelhandleren”. Skulle det være mere præcist blev han kaldt ”Christensen”. Her blev min interesse for teknik nok vakt. Det var sjovt at komme ind i det rodede, men hyggelige værksted og iagttage reparationerne. Her lærte jeg at vedligeholde vore cykler. Jeg lærte at stramme kæder, udskifte pedaler (husk links gevind på den højre), at justere nav og styr m.m. Han og Gerda flyttede senere hen på den gamle tivoliplads mellem Reinholt og Gilbert og lavede her autoværksted. Sønnen Svend og jeg blev i øvrigt kolleger, idet vi begge som maskinmestre kom til at arbejde på Elværker.
I huset og værkstedet ved siden af boede Willy Kristensen. Han blev næsten altid kaldt ”Karetmageren”. Jeg har nu aldrig set hverken vogne eller kareter der. Jeg tror heller ikke at far arbejdede sammen med ham. Men jeg husker Willy for en bestemt ting. Han begyndte at udleje transportable el-vaskemaskiner. Og det var en kærkommen gave for mig, da jeg ofte skulle hjælpe med at vugge den gamle vaskemaskine, når der var storvask. Willy havde en cykeltrailer og med den transporterede han maskinen ud til kunderne, der så kunne leje den et par dage. Senere kom jo fællesvaskeriet mellem Agnes Bak og købmanden. Jeg tror det fik en ende, da Elektrikerens Marie begyndte at sælge hårde hvidevarer fra deres butik i Mejeribyen.
De næste huse på vejen ud til mejeriet har jeg ingen kendskab til, så jeg stopper op ved Smed Christensen. Vi var på besøg der nogle gange og hvorfor vidste jeg ikke. Men det viser sig at vi ”er lidt i familie”. På et opslag af Jens Otto, kommenterede jeg vores besøg der. Denne bemærkning blev kommenteret af Konni Bentzen der skrev, at konen i huset var hendes oldemor. Hun hed Elvine, født Ellitsgård, og da min bedstemor på Nørkæret, Anne Kjerstine også var født Ellitsgård begyndte en slægtshistorie at tage form. Det har vist sig at Anne Kjerstine, Elvine Christensen og Jens Ellitsgård fra Vingevej alle er søskende. Dette kan ses på Slægtsdiagrammet for Familien Nielsen Nørkæret. En sjov detalje der gør Slægtsforskning spændende. Jeg tror ikke Smed Christensen var særlig aktiv i denne periode, vi besøgte ham. Men smedjen lugtede stadig af esse, kul og hestelort.
Så står jeg igen i et lille knudepunkt, dog noget mindre end Trehjørnet. Men aktivitet var her, ofte til ud på aftenen. Mejeriet kørte om formiddagen, Brugsen og Martin havde åbent til sidst på eftermiddagen, hvor så Forsamlingshuset så ofte startede op. Mejeriet var til stor hjælp for en beskidt smededreng som mig. Vi havde i starten ikke badeværelse hjemme, og i smedien, kun at blive vasket i en spand lunkent vand hele ugen igennem, var ikke tilstrækkeligt. Men om søndagen kunne vi få brusebad med vand fra de varme kedler.
Inde hos købmand Martin duftede det dejligt af træskosværte og nymalet kaffe. Det var dog ikke et sted vi handlede. Rygterne sagde, at Martin var Brugsens største kunde.
Forsamlingshuset har for mig spillet en stor rolle. Det var et centralt sted med de mange aktiviteter. Huset har været med til at forme mig til det jeg er i dag. Det har i min tid været et vigtigt sted i gode gamle Vrensted. Mere herom senere.
Men nu går det sydpå igen med at kigge på husene på vestsiden af vejen. Her husker jeg nogle få ting.
Brugsen havde to sønner Jørgen og Erik. Jørgen var engang ude for et uheld, så ambulancen måtte tilkaldes. Det var sjældent at se den grå bil med det gule udrykningsflag på forskærmen komme susende gennem Vrensted. Erik kom i lære på PM i Brønderslev og uddannede sig derefter til maskinmester. Jeg tror at Erik var mit forbillede, da jeg også senere blev maskinmester. Min far købte sin første bil af uddeleren. Det var en Ford 31 med nummeret P5089 og den tjente familien godt i mange år. Da Svend begyndte at tage kørekort hos Dam Nielsen i Brønderslev og lærte at køre Ford`en, var det ham der kørte folkene ud på arbejdspladsen. En førstemand i Brugsen, kaldet Søndergård, var for øvrigt, sammen med Kalle, nogle af de bedste på Vrensteds førstehold.
Herefter var der et tømrerværksted ejet af Chr. Rode. Han og far arbejdede meget sammen og var nok det værksted, far brugte mest. Også her var der en søn Morten, som senere overtog værkstedet. Da Morten og Elna blev gift, boede de kortvarigt i en lejlighed på 1. sal hos os.
Det næste hus jeg husker noget fra er vognmand Henry Nielsen. Det var altid ham der kørte med sneploven i de hårde vintre. Midt i 40erne havde han og snekasterne nok at gøre. Når Henry kom kørende med fuld fart og med gnister fra sneploven, når den kom til at røre grusvejen og derefter drønede ind i en stor snedrive, var det med at komme af vejen. Mon ikke Henry arbejdede en del for Kommunen, da han også både kørte sneskærme ud og hjem. En aktivitet vi jo ikke ser mere.
De næste huse på vejen efter sidevejen op til Kirkemarken kan jeg ikke rigtig huske noget om. Men frysehuset var en meget stor fordel for alle, der slagtede selv. Så var man næsten fri for at ryge, salte eller henkoge. Ole og Laila gjorde en stor indsats i husets forvandling til beboelse.
I det næste gule hus boede Post-Else og Poul. Jeg mener de flyttede hertil da Harald døde.
Det efterfølgende røde hus blev bygget af min bror Svend og Erna da de blev gift. Her blev min første kæreste fra min tid i Stenum vel modtaget. Det var et stort og dejligt hus, men måske lidt for farligt med små børn og de to trapper. Huset blev solgt til repræsentant Aksel Nielsen, hvorefter de byggede det nuværende hus på Anders Olesens Vej.
I det næste hus boede Helga Mikkelsen og Bjarne. Jeg mener de byggede huset da cykelhandler Gilbert Mikkelsen fra Trehjørnet døde.
Fra det næste hus på vejen, den lille røde bungalov, har jeg en lille sjov historie. De to ens huse blev bygget lige efter besættelsen, da der ved hjælp fra Marschall-hjælpen kom gang i byggeriet. Da de var ved at støbe dækket over kælderen, kom jeg derhen for at få lov til at købe en ny is type. Det var de runde AMA is med en pind stikkende ud af hver ende. Men far sagde nej. Men så protesterede de andre. Hvis ikke far hostede op med en skilling, ville de så selv betale. Jeg fik min is af far. Huset blev bygget til en enlig frøken som hed frøken Crokker. Hun kørte altid rundt med en lille hund i en flettet cykelkurv.
Ja, hvem husker ikke Maler Poul komme kørende i sin lille varebil. Utroligt at han kunne komme ud og ind med det stive ben. Jeg husker, at Poul malede vores køkken i egetræsmønster. Når han havde smurt maling på fyldningerne, blev mønstret lavet med en slags tandspartel. Det så godt ud-dengang. I mit værksted på havnen, har jeg stadig et køkkenskab, som blev malet samtidig. Dog uden egemønster.
Og så kommer jeg til Reinholt. Ham og hans biler har været en vigtig del i min barndom. Jeg mener at far for det meste brugte Reinholt til de mange transportopgaver der var, og det var mange. Han hentede grus og sten fra Klim, materialer fra Langeland i Brønderslev, flytning af stillads og blandemaskiner og meget mere. Under besættelsen var hans biler jo forsynet med gasgenerator, og jeg husker tydeligt den specielle lugt af generatorbrænde i garagen. Der var mange episoder med Reinholt, både sjove og alvorlige. Zoo i Aalborg var blevet åbnet i 1935 og vi havde en skoleudflugt dertil, hvor vi alle sad på bænke på ladet omgivet af skrawler. Pludselig kom der en gaseksplosion i generatoren og topdækslet sprang op og varm gas blæste ud og lige ud i ansigtet på Olufs Arne der fik hår og øjenbryn svedet. En af de sjove var, at Reinholt måtte have sin bil i brug for at hjælpe mig ned af en telefonpæl. Vi var ude med noget stillads på en arbejdsplads i Aasendrup. Her var også en telefonmontør i gang med noget arbejde i masterne. Hertil brugte man jo specielle sko med en gribeklo omkring masten. I middagspausen kravlede jeg op i masten vha. disse sko. Men jeg kunne ikke komme ned igen, så jeg råbte om hjælp. En stige var ikke lang nok, så Reinholt bakkede sin bil hen til masten og så kunne stigen nå. Jeg håber og tror på, at det skabte stor morsomhed.
Imellem Reinholt og Gilbert var der en åben mark. Jeg står lidt og kigger op mod Peter Ledet. Her er helt åben og god plads til sportspladsen tæt ved Peter Ledet. Men marken blev også brugt når det omrejsende tivoli kom til byen. Det var altid spændende og noget nyt. Der var en luftgynge, en lille karrusel, boder og en roulette. Her skulle vi altid hen at prøve lykken. Alt er jo relativt men i forhold til i dag er det jo små fornøjelser. Det var det ikke dengang.
Og så er jeg tilbage på Trehjørnet igen ved det store gule hus med Gilbert Mikkelsens cykelforretning. Her tror jeg at vi drenge var Vrensteds første, og forhåbentlig sidste, sniffere. Omme bag udhuset var der en dynge skrottede cykeldele. Dengang var der på styrene en beklædning af Celluloid, som vi brækkede af styrene. Med et brændglas eller forstørrelsesglas satte vi ild i Celluloiden, der afgav en sødlig og skarp røg som lugtede godt. Ja, det var utroligt hvad vi kunne finde på. Der er noget der siger mig, at Gilbert også solgte flødeboller, som var i en stor firkantet blikdåse. Nej det må nok have været hos købmanden. Og dog?
Med mindet om Celluloiden i næsen går jeg ned mod Stationen. På det første stykke var der ingen huse så her var der god plads til sportspladsen, der jo tidligere lå ude i Præstens Plantage. Pladsen var ikke et særligt stort aktiv for mig, da jeg ikke var god til fodbold. Nogle af os knægte havde dog en fodbold som vi ind imellem spillede med på banen. Mon ikke vi alle husker rædslen for at få en våd bold i panden, især hvis den ramte med den grove snøre. Det kunne godt give nogle skrammer. Årsagen til at jeg sjældent kom på holdet var, at jeg ikke fulgte med bolden, når jeg spillede yderwing. Så jeg holdt mig til gymnastik i forsamlingshuset. Men idrætsugen var altid spændende med de mange aktiviteter, som blev afsluttet om søndagen men bl.a. ringridning, ægge- og sækkevæddeløb. Jeg har kun deltaget en gang på en hest fra Arnold Trudslev. Jeg ramte aldrig ringen, og da vi skulle hjem, satte hesten i galop, så jeg var ved at falde af. Jeg har ikke siddet på en hest siden.
Jeg fortsætter forbi Peter Ledet og ned mod Stationen. Det var jo en helt traditionel landsbystation med ventesal, beboelse, baghus til pakker samt et større pakhus til gods. Men stationen var alligevel noget særligt, og det var pga. Stationsforstanderen Fru Christensen. Hun var en meget bestemt dame og vi skulle ikke lave uro i ventesalen. Kort før toget ankom blev den lille lem i døren åbnet, så vi kunne købe vores billetter. Den blev så stemplet i en lille stempelmaskine. Når toget ankom, tog Fru Christensen sin Stationsforstanderkasket på, og gik ud til banen for at stoppe toget. Jeg tror hun kunne gøre det kun med sin myndighed. Bagefter hende kom Christensen med sin lille tohjulede ladvogn til småpakker. Større pakker o. lign. blev aflæsset direkte fra godsvognen og lige ind i pakhuset. Når alt var klart, gav Fru Christensen signal til afgang, konduktøren fløjtede og så brugte lokomotivføreren sin dampfløjte til farvel og på gensyn. Dengang en oplevelse at se på. Oplevelsen forsvandt desværre da damplokomotivet blev afløst af en motorvogn, som jo også til sidst blev afløst af skinnebusser.
Med mindet om damp og kulstøv i næseborene går jeg op mod kirken. Til højre bor Store-Alfred som var i familie med mælkemand Ejlert. Lige overfor var en af byens aktiver, nemlig ANLÆGGET. Det var en lille lund med hæk hele vejen rundt. Her blev flere af byens aktiviteter afholdt, bl.a. Sct. Hansbål, afslutning af idrætsugen o. lign. Ofte var der også DANS PÅ ÅBEN ESTRADE. Da der jo var musik på, kostede det at komme ind og danse. Dansegulvet var derfor omkranset af et hegn lavet af sneskærme og en kontrollør stod ved indgangen og solgte billetter. På pladsen var der også en rød træbygning hvor der var tombola og salg af slik m.m. Engang vandt jeg et nummer og var spændt på, hvad jeg havde vundet. Jeg var meget skuffet, da jeg fik udleveret en buste af Kong Christian X. Hvad skulle jeg dog bruge den til? Så vidt jeg husker, brugte far den som brevpresser.
Det næste hus jeg husker noget om er et to families hus liggende lige før Vognmand Mathias. I den første halvdel boede en ældre dame og i det andet boede Harald Kragh og Stinne med børnene Doris, Ivan og ???. Ivan blev sammen med Karlo og Erik Ejersted mine bedste venner til langt op i ungdomsårene.
Men huset med Mathias, Dagny, Margit, Jytte, Sonja og Karlo blev mit andet hjem. I de første år var det mest Karlo og mig der var sammen. Vi havde mange aktiviteter her. Omme bag garagen var der et lille skur til haveredskaber. Det indrettede vi til vores lille private hule, hvor vi over en primus lavede pandekager. Til kagerne drak vi russisk te af en ægte samovar. Da vi ikke kunne få fat på teen, måtte vi indtil videre klare os med vand fra samovaren. Til dessert kunne vi vælge årets høst af frugt gemt i beskyttelsesrummet. Hen i ungdommen dannede Karlo m.fl. Arizona Boys. Et 4 mands orkester med harmonika, violin, trompet og kontrabas. Der spillede til baller rundt omkring og jeg var altid med som slæber. Og så kunne jeg jo også tage en dans når de andre spillede. Da vi blev lidt ældre, skulle der være fest i gaden, når Mathias og Dagny var ude, og vi var alene hjemme. De havde en stor radio grammofon, som kunne forsynes med op til 10 stk. plader. De aftener var der altid mange til stede. Men alkohol var jo dyrt, så vi eksperimenterede med selv at lave drinks af filtreret sprit tilsat en essens, der tog den grimme smag. Vi husker alle mælkeflaskerne fyldt med pink, lysegrønne og klare væsker, som i dag ville smage modbydeligt. Men det var hvad vi havde. Senere i ungdommen kom vi jo alle i uddannelse og fik andre venner og kærester så vi gled lidt fra hinanden. Men de gode ungdomsoplevelser her, husker vi alle. Og så blev jeg jo senere gift med Sonja, med hvem jeg har 2 børn.
Med et lille suk og mindet om lykkelige ungdomsdage går jeg videre op mod skolen, Anne Maries Hus og Kirken, men drejer af lige før diget og går ned mod Ingstrupvej. Her støder jeg direkte mod Gades skomagerværksted. Her var der en herlig duft af læderolie og træskosværte, og her blev der repareret seletøj og træsko. Men vi kom der mest, når vi var på vej ud at skøjte på søen eller oversvømmelserne, og det var for at få vore skøjter hulslebne. Et par rundslidte skøjter kunne vi jo ikke følge med de andre og så blev vi drillet. Men den ordnede Gunner.
Ved siden af boede Marius Ejersted og Stinne med børnene Erik, Inge og Per. Erik var sammen med Karlo og Ivan mine bedste kammerater og vi brugte megen tid sammen. Det var en meget stor fordel at have en kammerat med forældre der havde et badehus i Løkken, og det havde Eriks forældre. Her var vi tit nede og bade, også fra, hvad vi ikke måtte, da vi i starten, ikke kunne svømme. Nå, men så hoppede vi bare i vandet lidt længere inde og drev med bølgerne ind, hvor vi kunne bunde. Også Løkken blev et sted vi kom meget både på stranden, Strandpavillionen, Klitbakken Biografen, Realskolen m.m. Løkken har også sat sit aftryk på mit videre liv.
Jeg nærmer mig nu et andet centralt sted i Vrensted nemlig Andedammen med omgivelser som kirken og kirkegården, Tårnurfabrikken, Lægehuset og købmanden. Her er andedammen meget central i min barndom. Her prøvede vi at fiske lidt, putte vand i et henkogningsglas for at iagttage planter og liv, samle kastanjer fra det store træ, nyde ænder og svaner og skøjte her om vinteren. Her var næsten altid aktiviteter. Her slutter også det område som vi færdedes i til daglig. Videre ned i Nyhavn og ud på Båstedhedevej, kom vi kun, hvis vi havde ærinder der.
Men jeg skal snart til at afslutte min mindetur, så jeg går op mod skolen ad den lille vej mellem diget og skolens have. Her var der nogle store frugttræer som gik lidt ud over vejen. Det var en stor fornøjelse, når vi kunne overtage Gunner Hansen til at tage den vej, når vi kørte hjem med et læs korn fra deres mark ved Ingstrupvej. Så kunne vi nemlig lige nå at plukke et par frugter, når vi kørte forbi. Foran mig har jeg nu Ane Maries Hus. Herfra husker jeg kun Mine i hendes store træsko. Jeg stopper lidt ud for bager Bedholm og mindes, at vi her i deres forgang samlede vi os, når vi havde penge til slik. Hvem husker ikke da AMA is kom med deres runde is med en pind stikkende ud af begge ender. Henne ved Agnes Baks lille forretning købte jeg mit første kamera. En stor firkantet kasse til 6X9 film. Og overfor begge forretninger BYSKOLEN. Herfra har jeg en masse minder, så herom senere. Min mindetur slutter ud for Købmand Kristoffersen. Foruden de almindelige indkøb som vi foretog for vores forældre, kunne vi liste os til at få fat i lidt Karbid, som stod i en tønde ude bagved. Det brugte vi i vores cykellygter samt til bomber. Vi puttede lidt i en sodavandsflaske med patentprop, tissede lidt i flasken, lukkede proppen og smed flasken ud på marken. Når gassen havde udviklet sig sprængtes flasken med et stort brag. Sjovt men sikkert også farligt.
Mit barndomshjem.
Da jeg kom til Vrensted i 1939, var der 2 lejligheder i huset, nu Vingevej, en i stueetagen og en lille på 1. sal. Her boede i starten forskellige familier indtil denne blev ombygget til soveværelse for far og mor, værelse for Svend og mig, og senere også til Rosa-Valdemars Bernhard, da han kom i lære her. Bl.a. boede Morten Roden og Elna her, da de blev gift. Jeg kan huske at Morten ofte kom hjem med en sæk brænde på bagagebæreren til komfur og kakkelovn. Stueetagen var helt traditionel med køkken, spisestue, pæn stue, spisekammer m.m. I baghuset var der bryggers, tørverum og i starten et das. Ude bagved var der et lille skur til redskaber, høns og et rum til overskud fra byggerier. Imellem husene var der en grube til læsket kalk som mor solgte fra til dem der selv kalkede huse. Bagved var der en meget stor have, som blev udvidet da mor købte et stykke jord fra Knudsgård. Så der var nok at se til for hele familien. Hverken Svend eller jeg fik lov til at drive den af. Svend var meget sammen med far på byggepladserne og jeg hjalp mor med ALT, syntes jeg. Hvem i min alder bryder sig om at røre i blod ved slagtning, agere garnholder under optrævling af gamle strikke trøjer, vugge med vaskemaskine, køre med kødhakker, slæbe brænde m.m. Når det ind imellem blev for meget, skjulte jeg mig i Skunken hvor jeg gemte mine Ricks-mærker. Her kunne jeg i fred og ro sidde og udvælge mine byttemærker. På værelset havde jeg indbygget en reol til mine bøger. Jeg læste meget, lånte tit bøger på biblioteket, købte JAN-bøger og drengebøger om folkene på de stolte Svendborgskuder. Endvidere købte jeg Populær Mekanik, som gav mig mange gode ideer til at nørkle med på mit lille værksted på loftet. Om sommeren var der meget arbejde i haven. Det var bedre. Her hjalp jeg med bærplukning m.m. Engang gik det lidt galt. Jeg skulle plukke kirsebær oppe i træet, men uheldigvis faldt jeg ned og fik en fod ind i en kløftet gren. Her hang jeg med hovedet nedad indtil mor fik fat i en stige og hjalp mig ned. Og hver søndag var det min opgave, at skuffe og rive den store midtergang. Men vi fik naturligvis også tid til at lege med naboernes børn. Vi spillede Antonius, kugle spil, jep, kroket, samt kravlede i træerne og op på taget. Det gjorde jeg kun en gang. Jeg fik på 1. sal indrettet et lille værksted, hvor jeg rodede med alting, og det gør jeg stadig, men nu på havnen i vores værksted til bådereparation. Om vinteren gik det ofte med bordtennis, bobspil m.m.
Men det bedste var nok alligevel de mennesker, der var i huset nemlig far, mor og Svend. Jeg kunne ikke få et bedre hjem. Her var overskud til stor omsorg og kærlighed, og vi var aldrig i tvivl om det, selv om det ind imellem var tæt ved at få en røvfuld af tøjbankeren der hang på en krog i bryggerset. Jeg er aldrig blevet slået, selv om jeg nogle gange fortjente det. Svend reddede mig en gang da far bad ham gå ud og skære en gren af, så jeg kunne få et par dask med den. Det nægtede Svend. Men vi fik ikke lov til at drive den af. Vi hjalp med til rengøring af stillads, og jeg lavede bl.a. murbindere oppe på mit lille værksted. Og da vi var færdig i skolerne og ventede på at skulle videre, var Svend en periode inde på Knudsgård og jeg var Høwer hos Arnold Trudslev.
Men der var naturligvis også mange sjove oplevelser i hjemmet. Det kunne være de årlige kaffe komsammen med naboer, familier m.m. Her blev der dagen forinden åbnet for ristene fra kaminen i stuen og ind til den pæne stue. Der var en bred skydedør mellem stuerne, og var der mange gæster, blev der dækket et langt bord, som gik ind i den pæne stue, og så gik snakken omkring det veldækkede kaffebord med de traditionelle 7 slags kager. Her var der en del damer der ikke drak kaffe, så de fik varm vand med sukker og fløde. I slutningen af kaffebordet gik far rundt med en rød Aalborg til en bette sort. Her var det sjovt at lægge mærke til den gamle lærer Jensen. Når far nærmede sig ham, fik han ofte travlt med at snakke med sidemanden til den anden side. Det var far klar over så han hældte mere i koppen, indtil lærer Jensen udbrød stop Christian, jeg skulle ikke have haft så meget. Efter kaffen blev gæsterne delt. Damerne trak sig tilbage i den pæne stue til strikketøj og sodavand. Mændene delte sig til et spil whist. Det var ofte svært med 4 mand til hver gruppe, men så blev der spillet med blind makker eller med oversidning. Og så blev der serveret øl og cigarer og spillet gik ofte med høje udbrud om spillernes evner til at spille kort. De mest ivrige var i øvrigt onkel Ernst og Ole Helledie. Nogle gode aftener var det.
Andre gode minder fra hjemmet var vore søndagsture. Far havde købt sin første bil, en Ford 31 med nummeret P 5089 af uddeler Kjeldsen. Mor kom tit hen til min far ved skrivebordet, hvor han var optaget af tilbud m.m. og sagde om ikke vi skulle køre en søndagstur. Jo, sagde han, men smør lige noget mad først. Det havde mor naturligvis gjort, gode madder pakket ind i fugtige rabarberblade, og så måtte far med et suk finde nøglerne frem. Turen gik ofte ud til mosen, hvor vi ofte skulle forbi Gl. Hammelmose Mølle, hvor mine oldeforældre havde boet.
En ting som jeg ofte senere har tænkt over er, at i forbindelse med omtale af familierne og deres erhverv bliver husmoderen ofte glemt, og det er meget forkert. Bag enhver mand står en kvinde og det er rigtig. Fars forretning ville ikke kunne drives uden stor hjælp fra vores mor Else. Hun var i gang fra morgen til aften med alle mulige gøremål, således at far kunne koncentrere sig om forretningen med tegning, tilbud o. lign. Jeg kan godt forstå, at hun ind imellem tog en lur på sofaen.
Svend og jeg havde egentlig ikke nogen ting med fælles interesse. Han var 5 år ældre end mig og han kom tidligt med ud på arbejdspladserne. Og jeg er sikker på at han engang imellem var træt af at skulle være barnepige på mig og skulle have mig med til forskellige arrangementer, og jeg forstår ham udmærket. Men jeg savner ham i dag. Når jeg nu her sidder og skriver om min barndom, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad familiesammenhold betyder. Det må have været svært for min biologiske mor at komme hjem til en indremissionsk familie og fortælle, at hun var gravid. Men her stod familien sammen og gav mig en tryg opvækst. Og tak for det både til min familie og til Vrensted.
Min skoletid.
Ja uha, jeg husker ikke ret meget fra min tid i de små klasser. Men sjovt nok, så husker jeg en bestemt ting. og det var da vi skulle vaccineres. Doktor Weywath var kommet fra Løkken med sine nåle. Vi drenge forsøgte at forskrække pigerne, men da det kom til vores tur, var vi nu ikke særlig modige. En af pigerne var så bange at hun smed sig på gulvet og måtte her holdes fast for at blive vaccineret.
Men hvad vi lærte i de små klasser, husker jeg ikke. Det gik meget bedre i den store klasse. Her var fag som geografi og natur min store interesse, og det er det stadig. Det bedste var, når vi var ude i naturen og eks. fange sommerfugle, som vi med nipsnåle gjorde fast på et bræt, samlede æg fra så mange forskellige arter som muligt. Vi prak hul i æggene og pustede blommen og samlede æggene i en kasse med vat i bunden. I bække og åer tog vi vandprøver og iagttog dyrelivet her. Det var spændende, hvis vi også kunne fange haletudser for at se deres udvikling.
En vinter lokkede vi Lærer Madsen med på en skøjtetur på oversvømmelserne og Ingstrup sø. Han havde ikke gode støvler til at fastgøre skøjterne på, men anvendte galocher uden på skoene. Det gik naturligvis ikke godt og det var meget morsomt, at se ham på vaklende ben brase tværs over søen og ind i sivene på den anden side. Mon ikke det var sidste gang, det lykkedes at få ham med.
Men tiden i frikvartererne husker jeg bedre. Bag udhuset hvor der var Das og plads til tørv, var der på muren monteret ribber. Endvidere var der tre stolper, hvor imellem der var placeret bomme, der kunne hæves og sænkes. Når de skulle bruges, trak vi plinten ud af skuret og placerede den i god afstand fra bommene. Det drejede sig nu om at hoppe fra plinten og hen mod bommen, gribe fast og hænge der uden at falde ned. Den der kunne gøre det i den største afstand fra bommene havde vundet. En anden god leg var kugle spil med farvede kugler. Der blev gravet en rende i jorden og så gik spillet med at skubbe de andres kugler i hullet. Jeg tror vi tit kom ind i klassen igen med sorte pegefingre.
Vi var også på nogle skoleudflugter. Jeg husker ture med hestevogn til Thise Bakker og til Brønderslev Marked. Vi var også på tur til Zoologisk Have i Aalborg. Det foregik i Reinholts lastbil, hvor vi sad på bænke på ladet. Bilen kørte på en gasgenerator og på et tidspunkt sprang toplåget op og varm gas strømmede ud og ramte Olufs Arne i hovedet så hår og øjenbryn blev svedet. Men den bedste tur var nok turen til København hvor vi sov på Fregatten Jylland. Hvad vi så i København husker jeg ikke, men mon ikke vi så nogle af de mange seværdigheder, der imponerede en flok skoleelever helt ovre fra Jylland. Vi var med tog, og der var snakket om at tage Aalborg båden hjem. Det gik dog i vasken, så vi tog også toget hjem igen. Efter turen hørte vi at KØBENHAVN var blevet minesprængt, så vi var glade for at vi ikke var med der.
I 1948 var vi nogle stykker der fik lov til at gå på Løkken Realskole. Det kunne godt være anstrengende med sådan en cykletur i al slags vejr. Der var endda også 2 piger fra Østre Hede, som vi ventede på ved Trehjørnet, så vi sammen kunne cykle til Løkken. I de store vintre i 1940-erne blev vi flere gange fragtet frem og tilbage med hestetrukket slæde. Også skoletiden her stod heller ikke her som noget særligt. Her drejede det sig jo primært om at få lært noget. Men vi skulle være pligtopfyldende, da skoleforstanderes, E. Just Petersen var, mildest talt, meget streng og tålte ikke sløseri. Men i 4. mellem begyndte mine karakterer at falde, som tegn på at jeg var skoletræt. Jeg fik påtegningen, Leo udnytter ikke altid sine evner fuldt ud. Så jeg stoppede her efter 4. mellem. Men en god tid var det. Jeg lærte mange unge mennesker at kende, hvilket gjorde, at Løkken blev et sted jeg kom meget, både på Stranden, Klitbakken, Strandpavillionen og Lyngby Mølle. En fantastisk tid med mange oplevelser og kæresteri, både gode og dårlige minder. For nu var ungdommens usikre tid ved at melde sig. Min skoletid sluttede, da jeg var færdig med at læse til maskinmester på Aalborg og Københavns Maskinmesterskoler.
Min barndom.
Her var der altid gang i den. Jeg havde mange interesser, både alene og sammen med vennerne. Jeg tror ikke, den adskiller sig fra kammeraternes barndom. Vi kunne altid finde på noget, sikkert både godt og dårligt.
Om sommeren var det nok mest naturen, og her spillede Præstens Plantage en stor rolle. Her var vi ofte. En populær leg var, når vi dannede bander. Her drejede det sig om at bygge simple hytter, skjult så godt som muligt. Andre bander gjorde det samme. Vi skulle så finde de andres hytter og ødelægge dem. Dog ikke så meget, kun så de andre kunne se, at vi havde været der. De fandt jo altid vores hytte og gjorde her det samme. Her var der kamp om at blive optaget i den bedste bande, som i min tid mest bestod af drenge fra den sydlige del af byen.
En anden vigtig ting var, at få lavet en god rækkebøsse. Her havde Evald den bedste, som vi alle prøvede at kopiere. Det lykkedes ikke, så jeg tror, at han her havde særlige evner. Ofte blev de dog brugt til noget forkert nemlig at skyde efter isolatorer på telefonpælene. Og kunne vi forskrække den sydlige købmands høns i hønsegården bagved købmandsforretningen, gjorde vi det.
Også Ingstrup sø spillede en stor rolle. Her fiskede vi Skaller, lånte små robåde for at sejle ud i sivene for at samle æg. Da ejerne opdagede lånet, blev årerne fjernet. Ingen problem. Jeg lavede nogle nye hjemme på værkstedet. Da bådene blev låst med kæder, måtte vi dog opgive.
Jeg var glad for at cykle og cyklede derfor ofte til Thise, hvor nogle af familien boede tæt ved kirken. Her var min fætter Kaj, senere Borgmester i Aalborg også glad for at cykle, og vi ræsede tit rundt på de små skovveje i den tids Mountain Bikes, en gl. herre eller damecykel.
Også Løkken strand med badehusene, molen, minigolfbanen, biografen trak i os om sommeren, og vi var der ofte. Alt dette fortsatte op i ungdommen, hvor der nu kom noget nyt ind i det hele, nemlig også at imponere pigerne. Lykkedes det? Jeg tror at det her, som også senere hen i livet, var både glæder og sorger, nogle mere alvorlige end andre.
Om vinteren var der jo også meget at foretage sig. Tænk, da var der is og sne. En stor forandring i forhold til i dag. Her var Kirkedammen et stort samlingspunkt, når isen var tyk nok. Men Ingstrup Sø med oversvømmelserne var dog det bedste. Tænk her kunne vi tage skøjterne på ved Ingstrupvejen og så skøjte ad Kældergrøften og søen næsten til Ingstrup. Vi havde ski og kælk og brugte det lige så snart det var muligt. De hjemmelavede go-kats, som om sommeren var forsynet med barnevognshjul, blev udstyret med skøjter, og så gik det ud afvejen indtil Henry kom med saltsprederen. Indendørs aktiviteter var bordtennis og bobspil på spisebordet. De forkælede havde et luftgevær, som vi indendørs brugte til at skyde på skive. En gang kom jeg dog til at skyde Karlo i bagen. Vi fortsatte dog med at være gode venner.
Barndommens gode og mere eller mindre sorgløse tilværelse ændrede sig meget, da jeg begyndte i Realskolen i Løkken. Nu blev der pludselig alvor bag skolegangen. Det samme skete også for fritidsfornøjelserne, som nu kom til at foregå både i Vrensted og Løkken. Her blev der skabt nye interesser og nu kom der også piger ind i grupperne. Det drejede sig både om skolekammerater/veninder, men også sommerbekendtskaber fra de årlig tilbagevendende feriegæster. Vi var jo nu kommet op i konfirmationsalderen og interessen for pigerne var jo voksende. Men også udfordringerne. Hvem er ikke kørt hjem i frustration, fordi den udkårne kiggede på en anden. Til gengæld ændrede fornøjelserne sig også. Nu var det med at søge ind i en bekendtskabsgruppe, der havde nogle muligheder og havde det sjovt. Nu var det pludselig samvær i klitterne og på stranden og molen, og når vi havde råd til det en tur i biografen, og havde vi flere penge gik aftenen til Strandpavillionen, hvor vi ikke ofte spiste krabbe klør og drak øl til. Det var toppen. Var der flere penge til overs, kunne turen gå til Lyngby Mølle, der havde åbent også om natten.
Og hvor fik jeg penge fra til alt det? Jo, at samle kartofler i kartoffelferien samt at gå med aviser. Jeg havde i lang tid, syntes jeg, avisuddeling af Vendsyssel Tidende ud af Rykindvej til Vringelby. Det gav lidt til.
Min spejdertid
Den startede på en sjov måde. En dag vi var på vej ud til Præstens Plantage for at lege bander, kom vi gående af den lille markvej ved Gerhards hus, kommer vi jo lige forbi Holmens løvskov. Her så vi, at der her var opslået nogle orange telte og hvor der var nogle børn i grønne skjorter og med en lille grøn kasket med guldstriber på hovedet gå rundt og lave sjove ting. Nogle sad og snittede i træ, andre samlede brænde til bålet. Det så spændende ud.
Men så kom der en voksen med en besynderlig hat med buler og spurgte, om vi ikke ville med ind og se, hvad de lavede. Det ville vi dog ikke, da vi skulle ud i Plantagen og finde andre banders huler.
Men en dag jeg igen kom hen til Oluf Jensens værksted, så jeg manden med hatten igen. Han var lærling hos Oluf. Jeg husker ikke hvad han hed. Var det Niels? Vi faldt i snak om oplevelsen, og han spurgte, om ikke det var noget for os. Det var det for mig, men jeg husker ikke, om der var andre, der kom med.
Og sådan startede min tid hos ulveungerne hos KFUM i Løkken.
Vi havde klubhus i en privat ombygget garage ude på Hjørringvej. Her boede lederen ved sine forældre.
Og nu startede endnu en spændende del i min tilværelse. Jeg har altid været glad for at færdes i naturen, så spejderlivet var lige noget for mig. Klubaftenerne kunne ind imellem være lidt kedelige, men når der så var øvelser, var det noget helt andet. Her kom vi udenfor uanset om der var bælgmørkt. Her havde lederne den største opgave at holde de mest bange i hånden, og ofte havde de en lang hale af børn efter sig. Jeg mener ikke jeg var mørkeræd, men når jeg cyklede alene hjem om aftenen, cyklede jeg altid stærkt, når jeg kom til den lille skov ved Bagterp.
Om sommeren var vi ofte på sommerlejr rundt omkring i Vendsyssel. Så vidt jeg husker, var det dog altid på en lejr, hvor vi kunne sove indenfor. De mest modige kunne få lov til at sove i telt. På disse ture havde vi altid en såkaldt Tante til at lave mad. En lejr vi ofte benyttede var en FDF/FDP-lejr syd for Ålbæk.
Jeg tror, mit aktive spejderliv stoppede, da jeg kom i lære i Stenum.
Men senere kom der gang i den igen. Jeg var blevet gift og hvor vi boede var Hammer Gruppe. Det var en velfungerende gruppe og begge mine børn blev aktive medlemmer.
Men på et tidspunkt blev der af private årsager mangel på leder af ulveflokken. Her meldte jeg mig og med stor hjælp fra Seniorerne, de lidt ældre aktive spejdere, påtog vi os opgaven med ulveungerne.
Det blev en flerårlig opgave, men det blev en periode med stor glæde, med ugentlige møder, weekend og sommerlejre m.m. Men jeg blev desværre også, efter nogle år også nød til at stoppe.
Mit spejderliv glemmer jeg aldrig og mindes det ofte med glæde. Og i dag er jeg medlem af Sct. Georgs Gilderne i Aalborg, hvor vi ofte mødes og mindes de gode gamle spejderdage.
Forsamlingshuset.
Når jeg nævner det separat, skyldes det, at det efter min mening, har spillet en stor rolle i manges barndom og ungdom. Her tilbragte vi megen tid både som børn og unge, og her lærte man sig selv at kende bedre, både de gode og svage sider.
Jeg mener, min tid her startede med danseskolen. Her skulle vi for første gang, med fin skjorte og vandkæmmet hår, for første gang nærme sig en pige, tage hende i hånden og nervøs gøre sig klar til at danse til tonerne fra Lotte gik; Lotte gik; op og ned ad gaden osv. og det uden at træde damen over tæerne, en stor udfordring. Men det lærte mig at være mere fri overfor pigerne, og de var jo egentlig meget søde og lige så nervøse som mig selv. Senere gik det jo heldigvis over til at danse moderne. Vals lærte jeg aldrig.
En anden spændende oplevelse var, når den mobile biograf kom på besøg. Det var en helt ny oplevelse at se levende billeder. Vi var for små til at gå i biografen i Løkken. Så var der sat bænke op og filmen blev vist på et lærred hængt op på en endevæg ved scenen. Jeg husker ikke filmene, men det var i sort og hvid og var før lystspillene i farver kom frem.
En anden årlig aktivitet var Husflidsskolen med Murer Charles som lærer. Jeg husker ikke mange af emnerne, men jeg fik da lavet en vejrmølle. Ved afslutning af skolen, blev der afholdt udstilling, og her var det med at få sine ting anbragt først på bordene og få lokket sine venner hen og se, hvad man havde lavet. Husflidsskolen har efterfølgende inspireret mig til altid at have et værksted, hvor jeg kunne nørkle med alt muligt, både maskin- og træ. Jeg har stadig værktøj fra min bedstefars karetmagerværksted i Manna. De opbevares som klenodier på vores værksted i Skudehavnen.
Også dilettantforestillingerne trak folk af huse. Det var også en kærkommen adspredelse i hverdagen. Det var, i en periode ofte de samme folk der optrådte. Det var sjovt at se en bekendt stå der oppe på scenen, udklædt og med helt anderledes stemmeføring spille en rolle, når man til daglig så den pågældende som karl på den nærliggende gård. Jeg er sikker på at dilettanterne havde det lige så sjovt som os.
En stor begivenhed var foreningernes juletræ. Her var der flere og jeg var altid inviteret til Fagforeningens juletræ. Der fik vi udleveret de største slikposer. Men jeg deltog i dem alle. Det var meget stemningsfuldt, at samles om det store juletræ og med hinanden i hånden synge vore dejlige julesange. Men det sjoveste var, når nogle af de voksne legede julelege med os. Her var BRO BRO BRILLE osv meget populær. Og her var den gamle førstelærer Anton Jensen ofte med.
Men gymnastikken spillede en stor rolle for mig. Det var stemningsfyldt, når vi startede træningen med at gå rundt i salen og med høj stemme synge eks. Vi er børn af sol og sommer osv. Bagefter blev vi stillet op på rad og række og så kunne gulvgymnastikken, i god Kaptajn Jespersen stil, begynde. Til sidst blev det øvelser på måtten og spring over redskaberne. Men toppen af kransekagen var dog den årlige gymnastikopvisning i Vrå Højskole. Her var det endnu mere stemningsfuldt, når vi alle samlet vandrede ind i salen med Dannebrog i spidsen. En stor ulempe var det, når vi var færdig med vores opvisning, at skulle i bare tæer, vandre hen over en snedækket gårdsplads til omklædningen, på den anden side. Men det gik stærkt. Vi skulle jo hurtigt tilbage og se de andre hold.
Men den største opdragelse/opdagelse af sig selv var ballerne. Vi fik jo af de forskellige foreninger et medlemskort og så kunne vi komme med på Ballerne. Det var de første gange en stor udfordring. Her drejede det sig om at komme i kontakt med den, på det tidspunkt, den udkårne og gøre hende opmærksom på, at man var interesseret i at danse og evt. senere at følge hende hjem. Men i starten manglede modet som det også gjorde ved mange andre nybegyndere. Vi samledes lige indenfor døren henne ved kakkelovnen eller døren til den lille sal. Her stod vi så og trykkede og turde ikke bevæge os ud af flokken. Tænk hvis vi gjorde noget forkert. Men her lagde vi mærke til hvordan det gik til. Når musikken skulle til at spille, bevægede de modige sig op langs væggen med ribberne og ventede. Hvis der blev spillet en melodi man kunne danse til, var det med at fange blikket på den udkårne der sad sammen med de andre piger på bænke på den modsatte side. Lykkedes det, måtte man tage mod til sig og bevæge sig hen over gulvet, hvor alle kunne se en. Hvis man på vej derover opdagede at den udkårne slog blikket ned, var det med i en fart at fange blikket af en anden og vise, at man ville danse. Samtidig skulle man med et overlegent blik gøre den udkårne opmærksom på, at jeg naturligvis ikke ville danse med hende. Og så drejede det sig om ikke at træde damen over tæerne, at følge musikken og evt. konversere sjovt og spændende. Den kombination lykkedes sjældent. Næste udfordring kom hvis melodi nr. 2 ikke kunne danses til, så var det med at finde en undskyldning for at stoppe og føre damen på plads. Den sidste udfordring jeg kan komme i tanke om er, når der blev lagt op til kinddans hen på aftenen, måske når der var overdans. Tænk på hvordan to varme og svedige kinder mod hinanden føltes, sikkert ikke rart, men dengang rigtig skønt.
Selv om man ofte måtte gå hjem alene, frustreret og jaloux, var oplevelserne dengang i Vrensted forsamlingshus med til at forme os unge, og jeg tænker tit tilbage på den tid med stor glæde.
Erindringer fra besættelsen.
Jeg var kun 4 år da den startede, så helt fra starten husker jeg intet. Men der er alligevel mange oplevelser herfra.
Når vi var i skole, kunne vi være heldige at komme til at snakke med en tysk ordonnans, der boede hos bager Bedholm. Han var glad for børn, for når han kom hjem fra en tur og så, at der var elever i skolegården, kørte han herind og så kunne vi få en snak og beundre hans motorcykel.
En anden oplevelse var når de tyske spærreballoner, der var anbragt langs kysterne for at forhindre de engelske flyvere til at flyve ind og bombe, rev sig løs og med deres fundament drev østpå og kunne derved ødelægge både hegn, huse og telefonledninger. Hvad gjorde man. Jo smed Åsholm, som havde et jagtgevær blev tilkaldt for at skyde dem ned. Om det lykkedes ved jeg ikke.
En anden episode var, da der blev fundet en mystisk genstand i græsset på Trehjørnet. Erik Eriksen blev tilkaldt og det viste sig ikke at være en bombe, men en del fra en cykel sikkert fra Gilberts skraldespand.
En stor og skræmmende oplevelse var, da vi legede ude i Præstens Plantage fandt nogle grønne containere i en grøft dækket af grangrene. Vi var klar over, at dem skulle vi holde os fra, selv om vi ikke vidste, hvad det var. Men vi havde alle hørt, at der ved Ingstrup Sø blev nedkastet våben, så vi skulle ikke røre noget. Sjovt nok så så vi efter besættelsen de samme slags containere liggende i den store beplantning, der var mellem Præstens have og Bådstedhedevej.
En anden oplevelse var at se hvordan der blev lavet spærringer for at forhindre evt. Engelsk invasion. Vi var ofte ude at se arbejdet mellem Ingstrupvej og Plantagen. Spærringen bestod først af Spanske Ryttere, derefter en pigtrådsspærring med 3 rækker hegnspæle, hvor der overalt var omviklet pigtråd. Det var umuligt, selv for os knægte at komme igennem. Til sidst var der en gravet kanal, hvor siderne var forsynet med Faskiner lavet af grangrene. Jeg har kun en enkelt gang besøgt arbejdet, når de gravede. Der var anbragt skure ved arbejdspladsen til ophold og spisning. Den største fornøjelse for os drenge var at brænde Pigtrådsspærringer af. Græsset mellem pigtrådene blev jo tørt, og så var det med at finde en dag, hvor vinden var langs med spærringen. Vi satte så ild til græsset så ilden kunne løbe langs spærringen og afbrænde græsset. Vi måtte ikke gå med tændstikker, så her var Chresten i Vestergård en god hjælper, idet vi lånte tændstikker af ham. Mon ikke vi glemte at aflevere dem igen. Så kunne vi nemlig grave et lille hul i skrænten op til banen og stege kartofler her. Vi kom ofte hjem sort om munden, men selvlavede kartofler smagte godt, selv om det meste var forkullet.
Vi kunne også være heldige at finde tomme patronhylstre, men med fænghætten intakt. Vi satte så hylstret på en lang jernstang og holdt det hen over et tændt stearinlys indtil fænghætten sprang. Her var et kloakrør under vejen ved Knudsgård velegnet. Det var sjovt, men sikkert også lidt farligt.
Ellers oplevede jeg kun, at vi skulle overholde de gældende regler om mørklægning, beskyttelsesrum, udgangsforbud m.m.
Da frihedsbudskabet kom, skulle der flages. Vi havde ingen flagstang, men da frihedsbudskabet kom, sagde far, at det skulle fejres med et flag, om så han skulle ødelægge en tagsten. Flaget kom dog op igennem et tagvindue.
Besættelsen har for mig ikke givet de store traumer, men det kan ikke undgås, at de mange personlige tragedier der fulgte, påvirker mig stadig. Specielt de situationer hvor Folkedomstolen tog over og straffede mennesker, der f.eks. af ulykkelig kærlighed var sammen med tyskerne. Den behandling de piger gennemgik, var måske forståeligt dengang, men uværdigt. Ligeledes var der også mange der af økonomiske grunde tog arbejde for tyskerne. Dem blev der også set ned på. Håber eftertiden har vist forståelse for disse mennesker.
Det er i dag 5. maj. En tilfældighed eller hvad, men da jeg i forgårs sad og læste i bind 2 faldt jeg over Poul Stevns fortælling om begivenheder under besættelsen, og i aftes så vi tv2s udsendelse om besættelsen. Minderne om den tid berører mig stadig. Og UHA, nu hører jeg pludselig afprøvning af sirenerne. Endnu en påmindelse om den onde tid.
Jeg håber i øvrigt at mange endnu huskede at tænde lys i vinduerne i aftes.
Min fars murerforretning.
Når jeg kigger tilbage i min slægtshistorie, er det sjovt at lægge mærke til at familiernes erhverv ofte fortsætter i flere generationer. Min fars far og bedstefar var alle husmænd og murere. Kun ved min far og Svend, var murerfaget alene.
Så vidt jeg kan se startede far sin murerforretning i slutning af 1920-erne, vel næsten samtidig med Charles Andersen. Hvordan de delte arbejdet mellem sig ved jeg ikke, men mon ikke det også drejede sig om pris og personer.
Far havde så vidt muligt de samme folk år efter år. Her husker jeg Chr. Sloth, Arnold, Ernst, Ludvig Haslund fra Manna samt Svend og Bernhard som lærlinge. Håndlangere var Valdemar og Emil. Men antallet svingede meget afhængig af arbejdets omfang. Så blev der skaffet folk andre steder fra end Vrensted. Arbejdsstyrken kunne svinge fra ca. 5-6 og op til 20-25 i den første tid efter besættelsen.
Jeg husker ikke meget byggeri i Vrensted, men jeg mener der også i Vrensted by blev bygget huse af min far Jeg husker de to røde huse lige overfor barber Simoni, måse fordi de den dag, der blev støbt over kælderen, havde Bedholm fået de runde AMA-is hjem, og dem ville jeg gerne smage. Far ville ikke give mig penge, men så sagde folkene at så ville de give. Så måtte murer-Christian op med læderet.
Men da Marschall-hjælpen kom i gang efter besættelsen, kom der gang i byggeriet. Her havde far meget arbejde på landbrugsbygninger, både i Vrensted og omegn. Også i Mosen blev der udstykket fra de store gårde, og her byggede far en del statshusmandsbrug. Da vi senere fik bil, skulle vi på søndagsturene altid hen forbi nogle af dem, og mor sagde altid, at dem har vi bygget. Murer Christian sagde ingenting. Han var en mand af få ord. Men han måtte have været stolt. Ja og på turen hjemad, skulle vi altid forbi en bestemt mark lige ved Vildmosekroen, for at få muldvarpeskud med hjem til planterne.
Men det største byggeprojekt jeg husker, er byggeriet af et antal ens enfamiliehuse i Hirtshals. Også dette var lige efter besættelsen. Men på det tidspunkt var der mangel på byggematerialer, så sammen med en tømrer fra Manna købte de en nedlagt tysk forlægning og flygtningelejr i Snevre. Bygningerne var opført af tyskerne som en forlægning for adskillige lytteposter placeret omkring Hirtshals. Bygningerne var opført af sten og med tagpap for at ligne en nærliggende gård. Bygningerne rummede indkvartering, garager, lager, værksted samt et vagthus med soverum, kantine samt vagtstuen ud mod indkørslen. Her spiste vi frokost. I den nordlige ende af lejren var der en bunkers med et rundt hul i toppen. Her var der nok anbragt en luftværnskanon. Bunkeren var opført som andre bunkere på vestkysten, nemlig meget solidt. Så – hvordan fik man den nedrevet. En af ideerne var, at forsyne det runde hul i toppen med en solid jernplade, fylde bunkeren med vand og så få søværnets minører til at sprænge den med en dybvandsbombe. Mon ikke dette forslag blev forkastet.
Det var jo meningen at bruge de nedrevne og brugbare materialer til byggeriet i Hirtshals. Så i 1948 begyndte nedrivningen. Der blev ansat flere folk og hver morgen startede et par biler fra Manna og fra Vrensted med kurs mod Snevre. Lastbilen fra Manna havde et lille hus på ladet til folkene. Fra Vrensted var det Reinholt og vores Ford 31 med Svend ved rattet, selv om han endnu ikke var 18.
Og så begyndte nedrivningen. Tagpap blev skovlet af tagbrædderne, hvorefter al trækonstruktion kom ned. Først herefter kom murværket. Her var der meget arbejde med at gøre stenene rene, stable dem og køre dem til Hirtshals. Et stort arbejde var det at fjerne al tagpappet. Så blev jeg spurgt om jeg ikke kunne samle nogle af mine kammerater til at afbrænde tagpappet. Så i en periode, var vi en flok knægte med til Snevre for at brænde pap. En dag blæste det op fra vest og så fløj det brændende pap over vejen og ind på den nærliggende mark hvor det var meget svært at indsamle. Mon ikke vi alle var sorte og trætte da vi kom hjem.
Jeg husker ikke noget fra byggepladsen i Hirtshals og var der sjældent på besøg, da jeg nu var startet på realskolen i Løkken. Men et par gange var min mor og mig på en lille ferie i Hirtshals, hvor vi lejede et værelse i fyrmesterboligen. Hver gang vi er på køretur deroppe, kører jeg altid op til fyret for at se vinduet.
Det er desværre ikke lykkedes mig senere at finde ud af hvor disse boliger blev bygget.
Se vedlagte En Flygtningelejr i Snevre.
Jeg har senere ofte tænkt på at far ofte var hjemme og arbejdede ved skrivebordet, men det er jo helt klart nu, at have folk i arbejde krævede jo jævnlig snak med Sparekassen i Løkken til betaling af regninger og udbetaling af lønninger. Der skulle jo også jævnligt laves tegninger, udregnes materialeforbrug og afgives tilbud. Der skulle også udskrives regninger, der skulle ud til kunderne. Her havde mor en vigtig opgave, da mange ikke ville være bekendt ikke at kunne betale regningen, når nu murer Christians Else kom med. Senere blev det administrative for meget og meget blev overladt til revisor og byggekonstruktør. Det var godt for far, så kunne han få mere tid til at komme med ud på byggepladsen og svinge murskeen Selv om Svend, Arnold og Ernst selv godt kunne finde ud af det. Men en god håndværkersnak, en skrå i munden og en frokostøl gjorde nu godt.
Svend overtog senere forretningen og drev den videre i samme ånd som vores far. Også her var far ofte med på byggepladsen for at svinge murskeen. Det blev med til han var over 70.
Både far og Svend kan være stolte af det byggeri de igennem de mange år har opført, og jeg er sikker på at de fleste står her endnu.
En flygtningelejr i Snevre.
Nogle gange i sommeren 1948-49 og 50 stod jeg og kiggede ud af det øverste vindue i Fyrmesterboligen ved Hirtshals Fyr. Men hvad lavede jeg dog der? Det kræver vist nok en nærmere forklaring.
Efter besættelsen skulle der gang i hjulene igen, og her var Marschall-hjælpen en god hjælp til at få byggeriet på fode igen.
Min far, Murer Christian gik sammen med tømrermester Emil Carlsen fra Manna om at bygge ialt 14 boliger i Hirtshals. Der var her enorm mangel på boliger og folk boede de utroligste steder
De købte derfor i efteråret 1948 en nedlagt tysk forlægning, senere flygtningelejr for ca. 100 tyske flygtninge, og som var opført i Snevre ved Bjergby.
Lejren bestod af ialt 15 forskellige huse opført af mursten. Af de nedrevne bygninger ville de bygge ialt 15 boliger i Hirtshals.
Lejren lå i vejkrydset Gammeljord, Bjergvej, og Pindherrevej og blev opført i 1941og var opført af mursten, der af hensyn til sløring overfor Engelske bombemaskiner skulle have udseende af en typisk dansk gård.
På billedet ses lejren som små hvide klatter og gården til højre herfor.
På højdedragene i det kuperede område opførtes udsigtstårne. Vest for gården var der 3 trætårne på 15 meter og der var 2 på 25
meter, dels ved Engbjerg og dels ved gården Gammeljords Høj. Der var yderligere et ståltårn på ca. 50 meter ved Hellehøj.
Det formodes derfor, at kasernen havde funktion i forbindelse med flyovervågning.
I bygningerne var bl.a. officersmesse og kantine for de menige soldater.
Efter besættelsen blev der i en periode indkvarteret flygtninge i bygningerne, der blev bevogtet af CBU. De ca. 100 flygtninge blev omkring 1946 overført til den noget større Skalleruplejr.
Da besættelsen var på sit højeste, var der ca. 1600 tyske soldater i Hirtshals. Det krævede en del for at kunne indkvartere dette antal i den lille by som Hirtshals var på dette tidspunkt. Derfor blev der opført en mængde træbarakker rundt omkring i byen.
Efter besættelsen stod de tomme og det var af disse genbrugsmaterialer fra barakkerne og fra flygtningelejren far og Emil Carlsen opførte de 15 huse.
Nedrivningen startede i foråret 1948. Jeg husker lejren som et stort antal huse placeret indenfor et hegn. Ved indkørslen var der en vagtstue med soverum til 6 soldater der sov i hængekøjer af stålrammer med trådnet med fjedre. 3 af disse blev i øvrigt monteret i Svend og mit værelse da Bernhard kom i lære. I den anden ende af lejren var der en bunker med et rundt hul i toppen. Jeg tror at der her havde været en antiluftskytskanon til forsvar for bombeflyene. Den skulle også fjernes, men det var ikke så nemt, da man dengang ikke havde så effektive redskaber som i dag. Et af de mere kreative forslag var at fylde bunkeren med vand og så lade Søværnets minører sprænge den med en dybvandsbombe. Jeg husker ikke løsningen på problemet.
I starten blev alle transporteret til Snevre hver dag. Fra Manna kom der en lastbil med et lille hus placeret på ladet. Fra Vrensted kom vognmand Reinholt med sin lastbil og hvis nødvendigt kom Svend i vores Fort 31 selv om han ikke i starten havde kørekort. Da byggeriet i Hirtshals blev nogle af folkene indkvarteret i de tomme træbarakker og hvor de kun var hjemme i weekenden.
Nedrivningen startede med at fjerne tagpappet på tagene. Det blev skovlet løs med skarpe skovle og skubbet ned på jorden. Herfra skulle det hurtig fjernes, men da det jo var uproduktivt arbejde, blev jeg spurgt om jeg ikke kunne samle nogle kammerater til at samle og afbrænde dette tagpap. Det kunne jeg og i nogle dage tog vi med til Snevre for at samle og afbrænde tagpap. Det gik udmærket indtil der en dag pludselig blev en kraftig vestenvind der blæste meget af det brændende tagpap over vejen og ind på de tilstødende marker. Her fik vi travlt med at indsamle brændende stykker tagpap. Mon ikke vi om aftenen kom hjem, sorte overalt og med brændemærker på hænderne.
Vagthuset med soverum, kantine, køkken, toilet samt vagtrummet ud mod indkørslen blev i øvrigt brugt af mig til ophold, når jeg var med deroppe.
Efter nedrivningen af tager, fortsatte man med den øvrige del af bygningerne. Jeg husker ikke tømrerarbejdet, men jeg husker murerarbejdet. Når stenene var løsnet, blev der gjort sten rene i stor stil. Der var her mange i gang med at banke og skrabe mørtel af stenene. Når de var rene, blev de samlet i 8 sten der lige kunne løftes op i en lastbil og transporteres til Hirtshals.
Mon ikke nedrivningen varede ca. 2 år inden alt var fjernet.
I Hirtshals blev der opført ialt 15 huse. Ved et besøg på Fyret for nyligt blev det fortalt at alle husene må være godt lavet, da de alle står der i dag, dog er nogle ombygget til mere moderne huse.
Men hvorfor stod jeg der ved Fyret og kiggede ud. Jo flere gange var min mor Else og mig på ferie i Hirtshals for at se byggeriet. Da boede i altid i Fyrmesterboligen, og vores værelse vendte ned mod havnen.
Ved et besøg på Fyret for nylig var jeg så heldig at blive vist op på disse værelser hvor vi boede dengang. Meget er ændret og udsigten til Havnen or dækket af høje træer og huse. Men det var en stor oplevelse at se det igen.
Det har i øvrigt altid været en oplevelse at være med ude på de forskellige byggepladser, men Snevre og Hirtshals har altid været noget særligt.
Ved tidligere omtalte besøg for nylig kørte vi rundt i området og op på Bjerget hvor der i dag er et populært udsigtspunkt med parkering. Gården var stadig tydeligt at se, men på området med flygtningelejren sås i dag rapsmarker.
Et tydeligt tegn på at de dårlige tider med besættelse og flygtninge nu er erstattet af smuk natur.
En stor og rørende oplevelse.
Her ses nærbillede af lejren med flygtningelejren øverst og gården Gammeljorden nederst. Denne ligger der stadig.
Min læretid.
Jeg var meget interesseret i at komme i lære på Pedershåb Maskinfabrik i Brønderslev. Nogle af mine kammerater gik der, men der var ingen plads, så mens jeg arbejdede ved landbruget, søgte vi efter lærepladser i det sorte fag. En dag kom far og spurgte om smedefaget var noget. Jeg var træt af landbruget, da det jo ikke var det jeg ville være, så jeg sagde ja.
Det blev aftalt at jeg skulle starte 1. marts 1953. Vi havde købt/fået et brugt karlekammerskab og på dagen blev det læsset bag på den gamle Ford. Jeg kan ikke huske, hvad jeg fik med af tøj, men kender jeg min mor ret, var skabet fyldt op. Læretiden var med fuld kost og logi og lønnen var første år 85 kr. Men så var der også god mad for Annina lavede god mad. Men kammeret, ja uha, det var ikke godt. Det var indrettet oven på smedjen, var med jernvinduer og var total u isoleret og uden varme. På gulvet var der linoleum direkte på de rå loftbrædder. Væggen ud til loftet, hvor der var lager for reservedele, var kun forskallingsbrædder med tapet. Om vinteren brugte vi en alm. primus til opvarmning. Ja det gav os lidt varme. Men Laurits var ikke glad for at vi brugte for meget petroleum, så enten købte vi selv eller også fik vi listet noget på sedlen for anvendte materialer.
Varmt vand var der ikke noget af. I baghuset var der et vaskerum med gruekedel, som vi evt. kunne tænde op i og få varmt vand.
Men vi havde en løsning. Når vi efter arbejdstid skulle vaskes varmede vi en tyk aksel i essen til den var rødglødende og hvorefter vi afkølede den i en spand vand, og så havde vi en spand lunkent vand fyldt med glødeskaller. Spanden var anbragt i smedjen lige indenfor porten, som var noget utæt forneden. Ja det var ikke rart, men vi vænnede os til det. Og så var det rart at komme hjem til Vrensted i weekenden og blive godt vasket.
Gad vide hvad pigerne tænkte, når vi var sammen med dem på sportspladsen eller i forsamlingshuset.
Men at lære smedefaget hos Laurits Larsen var en udfordring og derved fantastisk godt. Jeg kan ikke rose Laurits nok for hans måde at være mester på. I stor udstrækning lod han os udføre arbejdet uden den store indblanding. Men var vi i tvivl om noget, kunne vi med en vis respekt godt spørge.
Foruden mig var der en ældre lærling og et par svende efter behov.
Men vi lærte at huske tingene, når vi blev sendt ud på et stykke arbejde evt. til en maskine, der var gået i stykker og trængte til en hurtig reparation. Havde vi ikke husket sagerne, måtte vi op på cyklen igen og tilbage til smedjen efter det vi manglede. Dengang kunne vi jo ikke bare ringe hjem og få det bragt ud.
Her hos Laurits lærte vi håndværket. Det var vigtigt, både i forhold til kunderne, Laurits og sig selv altid at gøre tingene så godt som muligt.
Arbejdet var meget varieret. Foruden det almindelige smedearbejde i smedjen med reparation af landbrugsmaskiner, lavede vi eks. vis reparation af møllerne, som mange landbrug stadig havde på taget, indlægge centralvarme, ud tælle plage ude på marken, sko heste, belægge træhjul med ringe, bygge gummivogne og meget mere. En utrolig varieret arbejdsplads.
Og Laurits udviste os stor tillid. Den største han viste mig var en dag, jeg skulle hjælpe ham ved ambolten. Her tog han en lille kort mejsel i den bare hånd og så skulle jeg slå på den med en forhammer. Havde jeg ramt forkert, havde jeg knust hånden, men han beholdt den.
I Stenum var der på det tidspunkt flere lærlinge, bl.a. tømrer, købmand, smed, mejerist m.fl. Om vinteren gik vi på teknisk skole i Brønderslev, på aftenskole om vinteren, og transporten var cykler. En meget træls tur, når der var is og sne på vejene. Var der en god film i biografen, og havde vi råd til det, så vi en film efter skolen. Det var ofte sent, inden vi kom hjem og vi måtte ikke glemme, at Laurits var der kl. 7 og bankede os op med sin stok, som han bankede på loftet i smedjen. For mit vedkommende blev det noget lettere, da jeg fik en knallert.
Men vi var opfindsomme for at spare på kræfterne, når vi skulle hjem. Her var Brix Rutebiler os til stor hjælp. Det passede nemlig så godt, at rutebilen langsomt passerede svinget ved børnehjemmet, når vi var der også. Når rutebilen passerede os, cyklede vi hurtigt bagefter og smed en hjemmelavet krog op på bagagebæreren og med en lang snor, havde vi nu let transport til Stenum, hvor vi bare slap snoren, der nu med krog faldt ned på vejen. Jeg husker ikke, at det nogensinde gik galt.
I det sidste år af læretiden, var der mulighed for at erstatte aftenskolen i Brønderslev med aftenskole på Aalborg Maskinmesterskole. Jeg vidste, at jeg ikke skulle være smed, så jeg fik lov af Laurits til at starte her. Det var en utrolig god behandling jeg her fik, af både Laurits og Annine. Jeg fik tidligere fri og Annine lavede tidlig aftensmad, så jeg kunne nå et tog, så jeg kunne være i Aalborg lidt efter kl. 6, hvor undervisningen startede. Den sluttede kl. 9, og så var det bare med at komme hjemad og i seng.
Min læretid sluttede i marts 1957 og så startede et nyt kapitel i mit liv.
Jeg er både Laurits og Annine meget stor tak skyldig for den store hjælp de her gav mig.
Min uddannelse.
I den sidste del af læretiden, var det muligt at starte på en aftenskole for videreuddannelse. Her valgte jeg Aalborg Maskinmesterskole. Her startede jeg i efteråret 1956.
Undervisningen startede på skolen kl. 18,00 så jeg måtte tidlig afsted fra Stenum, køre til Brønderslev og tage toget til Aalborg. Her ankom toget lidt over 18 så jeg fik lov til at møde senere.
Jeg fik lov til at stoppe tidligere, så jeg kunne nå toget i Brønderslev til tiden.
På skolen var der undervisning til kl. 21,00 og så var det med at komme til Stenum i en fart. Jeg var hjemme og i seng ved 23 tiden.
Undervisningen var både skriftlig og mundtlig. Noget af læsestoffet kunne jeg nå i toget, hvis jeg da ikke var for træt, men de skriftlige opgaver måtte laves hjemme i weekenden, og det kunne ofte være svært da kammerater, fester m.m. også skulle passes. Nu var jeg jo i slutningen af teenage årene, så kammerater, veninder i både Løkken og Vrensted var jo meget vigtigt.
Undervisningen på skolen var meget interessant og lærerigt. Foruden de rent maskintekniske fag som foregik både i klasselokalet og i laboratorierne, var der undervisning i matematik, geometri, maskintegning, sprog, sundhedslære m.m. Endvidere var der besøg på virksomheden med relation til maskinmesteruddannelsen.
Da min læretid var slut, fik jeg arbejde på PM i Brønderslev og flyttede hertil. Men undervisningen fortsatte i Aalborg til skoleårets afslutning.
Men nu startede igen et nyt kapitel i min tilværelse, for da jeg nu havde bestået 1. del., skulle jeg starte på 2. del. Og da de undervisningstimer jeg havde haft mindre på aftenskolen, blev nu lagt oveni den ordinære tid. Det betød, at jeg nu skulle på dagskole med ekstra timer, og for at undgå transporttid flyttede jeg til Aalborg.
Her blev undervisningen mere krævende, da vi nu med en bestået 2. del fik certifikat, så vi kunne påmønstre et større skib som vagtgående mester. Fra nu af var der ikke megen tid til fis og ballade. Men jeg havde nu fået Vespa scooter, så der var nu kortere transporttid mellem skole, værelse, cafeteria, Vrensted og Løkken.
Jeg bestod 2. del i ??? og blev indkaldt til Marinen i ??? Her blev det 17 måneder og så en del af uddannelsen, idet tiden her også indgik i den samlede registrerede sejltid.
Og igen startede et nyt kapitel i mit liv, nemlig sejltiden.
Min sejltid.
Ja den startede meget tidlig. Efter de store snemængder der kom i årene 1942 og 43, kom der om foråret en mængde smeltevand strømmende ned ad vejen oppe fra Trehjørnet og som samlede sig i lavningen mellem Centralen og Ejlert mælkemand. Jeg overtalte Svend til at hjælpe mig med at trille slagtekarret herned til. Det var et oplagt sted at starte min jordomsejling. Men, ak og ve. Karret var blevet rusten og begyndte at tage vand ind, og efter kort tid stod jeg igen på mudderet i marken. Hvordan vi fik karret hjem igen og rengjort husker jeg ikke, men det skulle være pænt da det også blev brugt til fars badekar.
De samme oversvømmelser gjorde også at Ingstrup Sø blev større. I grøfterne ud til Kældergråben lå der nogle små robåde, som blev brugt af jægere, og det var jo oplagt at låne dem, når vi skulle ud i sivene på den anden side af søen for at samle æg. Bådene var også forsynet med årer, så det var let for os at kaste los og ro ud i søen. Selv om vi lagde båden tilbage igen samme sted blev det opdaget og årerne blev fjernet. Det var dog ingen problem, da jeg blot lavede nogle andre hjemme på mit værksted. Herefter blev bådene låst med kæder til nærmeste hegnspæl, og selv om vi snakkede om, at vi kunne grave hegnspælen op, blev det dog opgivet. Så også denne måde at starte jordomsejlingen på måtte opgives.
De næste mange år gik med kun turistsejladser, men da jeg blev indkaldt til Marinen i 1959 kom jeg igang igen.
Efter rekruttiden kom jeg om bord på en af de gamle tyske motortorpedobåde, som vi havde overtaget efter besættelsen. Da jeg nu havde certifikat som maskinmester, blev jeg udnævnt til befalingsmand og skulle derved være inde i 17 måneder.
Jeg blev dog ikke befalingsmand over mine kolleger, men over et maskineri bestående af 3 Mercedes Benz dieselmaskiner med ialt 60 cylindre og en samlet ydelse på 9000 HK. Og så kunne det gå stærkt. Under alm. træningssejlads, hvor vi eks. skød efter Hundestedfærgen med øvelsestorpedoer var farten ca. 37 knob, men max. fart var ca. 45 knob, og så varede en tur fra Holmen og til Frederikshavn kun få timer.
Tiden i marinen var lang men spændende og jeg fik mange gode kammerater, som holdt sammen i nogle år herefter.
En af de sidste dage i Marinen var vi et par stykker, der tog hen på A.P. Møllers forhyringskontor på Nordhavn og spurgte om de måske ved lejlighed kunne bruge sådan et par fyre som os. Han kiggede lidt på os og sagde, at det kunne det da godt være, men vi skulle nu først af med uniformen og så kunne vi tage hjem til Aalborg og få lavet en sundhedsattest ved Søfartslægen og så sende den til ham.
Jeg tog hjem med den formodning om, at der nok ikke skete noget og nu skulle Løkken opleves igen for fuldt tryk. Men det viste sig hurtigt at blive helt anderledes.
Et par dage efter blev jeg ringet op fra kontoret om, at jeg allerede dagen efter skulle møde op i Kastrup Lufthavn. Her var der en billet til mig om at flyve til New York, hvor jeg skulle påmønstre Nicholine Mærsk der lå der i Pier 8.
Det var en glad og spændt Leo der mødte op der om aftenen. Men så fik jeg at vide, at jeg skulle tilbage igen og indlogere mig på et hotel og tage ud til den Amerikanske Ambassade og hente et dokument. Det var et Alien Seamen Landing Permit og herefter sværge Cross my heart, at overholde alle regler i f.m. ind- og udrejse i USA. Og så kunne jeg godt tage ud i Lufthavnen igen.
Her gik jeg om bord på et fly til New York, men med mellemlandinger i Gander i Scotland og på New Foundland inden det landede i New York.
Her påmønstrede jeg så Nicholine Mærsk, der gik i rutefart til Bangkok via Østkysten, Panamakanalen, Vestkysten, Filipinerne og til Bangkok. Tilbageturen gik via Cambodia, Vietnam, evt. Filipinerne igen, Hongkong, Taiwan, Japan, tilbage til Vestkysten og gennem Panamakanalen og Østkysten til New York. En sådan tur varede ca. 5 md. og jeg tog turen 5 gange uden ferie.
De næste 2 år var en stor oplevelse for mig, jeg tænker tit tilbage på den tid. Der var naturligvis også arbejdet om bord med skiftevagterne under sejlads og arbejde med at efterse og vedligeholde maskinen under havneophold.
Men det var altid spændende at tage på opdagelse inde i de sikre lande. Her var vi næsten altid nogle stykker sammen, men jeg tog afsted alene for at opleve lokalbefolkningen. Efter et overfald i Bangkok stoppede det dog.
Under en tur fra San Fransisco og til Manila havde vi et slemt motoruheld, og vi måtte have hjælp til at gå til Japan for et længere værftsophold. Reparationen tog ialt 3 mdr. I denne tid kunne vi sove om bord, men toiletbesøg skulle foregå i land. De fleste af os skaffede os derfor privat indkvartering med fuld Service, i land. Disse 3 mdr. var igen en stor oplevelse, da vi blev vist rundt i nærområdet af værtinden. Her så jeg bl.a. Kyoto, Tokyo, Fusijama m.m. Mange af fridagene tog vi ud til en ferieø, hvor der kun var Japanere. Når vi ankom til øen, kom vi i bad, blev klædt på i den traditionelle japanske mandlige klædedragt, og så gik vi ellers i byen.
Efterfølgende gik vi tilbage i fast rutefart igen.
Em anden stor oplevelse var at møde folk fra Vrensted i Los Andeles. Far havde en kusine Nelly Ellitsgård, der tidligt udvandrede til Los Angeles hvor hun blev gift med en dansk-amerikaner, Gene, der arbejdede på en dansk ejet fabrik med mange danskere ansat. Her var jeg på besøg hver gang, vi var i Los Andeles bl.a. var jeg der 2 gange i juledagene, hvor vi gik omkring et dansk pyntet juletræ og sang vore gode danske julesange. Da græd Nelly lidt, men sagde at det var de bedste juleaftener, hun havde haft i mange år.
Men en dag jeg kom hjem til skibet efter et besøg der, blev jeg bedt om at komme ind i messen. Her var der en fra Løkken som godt ville snakke med mig. Vi fandt dog hurtig ud af at vi begge var fra Vrensted og at han kom fra Helledie i Vrensted. Han arbejdede på en dansk fabrik med danske ansatte og ledere. Jeg er i dag ikke i tvivl om, at jeg her traf Jens Christian Søndergård Jensen som også har skrevet i Goe Gamle Vrensted om sin barndom og opvækst.
Men sejltiden var alligevel ikke slut. Siden 1985 har jeg sammen med sønnen og gode venner renoveret og sejlet det gode skib LIVø i alle de Nordiske, Tyske og Hollandske farvande. Vi har stadig skibet, men sejler ikke mere.
I ca. 2003 blev jeg engageret i renoveringer i en 3-mastet skonnert LOA og her har jeg haft den store glæde at sejle med på bl.a. Tall Ship.
Men nu er jeg PENSIONIST på alle fronter.
Et utroligt godt sejlerliv er nu slut.
Og nu kan det genopleves i dette skrift.
Afslutning.
Nogle gange når vi har været på køretur, har vi ofte været igennem ”Mit Område”. Turen er så gået igennem Vildmosen, hvor vi har set eks. Statshusmandsbrug, mit fødehjem, gennem Thise hvor der siges, at min ukendte far var yngste mand, videre enten over Kongsengene elle Bådstedhede og til Vrensted, hvor vi så er kørt gennem Barndommens Gader.
Her er det tydeligt at se, at byen har forandret sig. Der er nu bygget huse på de tidligere åbne marker og aktive gårde i byen er nu såkaldte Lystejendomme, og der er nu lavet Byens Hus i den nye skole.
Alt dette er heldigvis et udtryk for, at der fortsat sker en udvikling, og ikke afvikling af landsbymiljøet. Og jeg er sikker på at det gode miljø, der dengang var i min barndom stadig findes og er til stor glæde og gavn, som det har været for mig og som har præget mit liv lige siden.
Som jeg husker det …. i spredt fægtning fra en tidsepoke.
Af Inger Marie Nielsen født i 1957 og opvokset på en gård på Øster Hede i Vrensted på Kongsengene vejen og lige øst for Den Østre Købmand.
Tidligere sekretariats- og personalechef ved Brønderslev kommune
Indledning
Mandag den 3. juli 1967 lidt før kl. 8 satte jeg mig på trappestenen ved Kommunekontoret i Vrensted – iført citrongul spinlon kjole og hvide sling- back sandaler.
Vrensted-Thise Kommunekontor i Vrensted
Jeg ventede på, at en fremtidig kollega med nøgle skulle komme og lukke mig ind.
Jeg havde fået elevplads ved Vrensted-Thise kommune og skulle nu begynde mit arbejdsliv.
Elev på Kommunekontoret i Vrensted
Torsdag den 20. december 2013 omkring kl. 20 forlod jeg Brønderslev Rådhus på den røde løber mellem tændte fakler for at blive kørt hjem fra min sidste arbejdsdag – i veteranbil ført af chauffør i smoking og med champagne på bagsædet.
Brønderslev Rådhus
Forude ventede min pensionisttilværelse, som jeg nyder i fulde drag. Tænk, at udviklingen i den mellemliggende tid har gjort det muligt at forlade arbejdslivet som 64-årig og derefter bare ”sætte sin egen dagsorden”.
I samme periode skete der en stor udvikling i den offentlige service, og sær-lig 2 forhold var med til at gøre udvíklingen mulig, nemlig kommunesam-menlægningerne den 1. april 1970 og den 1. januar 2007.
Endvidere fik hele den offentlige sektor en lønreform den 1. april 1998.
Ved sammenlægningen i 1970 blev Vrensted-Thise kommune delt. Vrensted sogn blev en del af Løkken-Vrå kommune, og Thise sogn blev en del af Brønderslev kommune. Personalet i Vrensted-Thise kommune blev også delt, og jeg fulgte med til Brønderslev kommune. I min tid i Brønderslev kommune arbejdede jeg i byrådssekretariatet/borgmester-kontoret og på personaleområdet.
Fra barnsben i Vrensted kendte jeg Brønderslev som den by, vi tog rutebilen til for at købe tøj og sko – og julegaver. Det var en helt særlig følelse, når rutebilen kørte ind ad Tolstrupvej, og vi kunne se julestjernen med lys over kørebanen nedenfor børnehjemmet. Når vores ærinder var overstået, og inden vi skulle med bussen hjem igen, købte vi for 50 øre leverpostej i Slagteriudsalget og en pose lakridsafskæring hos S. A. Ger-mann.
Senere kom jeg til at gå på Søndergades Skole, hvor jeg ”gik i realen” i en klasse med elever fra både oplandet og Brønderslev by. Det var min bedste skoletid, og én af grundene til at jeg valgte at flytte med til Brønderslev kommune ved kommunesammenlægningen i 1970.
Kommunesammenlægning 1970
Selve forarbejdet til sammenlægningen i 1970 var jeg ikke en del af, så det jeg husker bedst, var da kommunaldirektøren fra Brønderslev – Erik Kroer – kom på besøg på kommunekontoret i Vrensted for at tage stilling til hvilke møbler og andet inventar, der kunne være brugbart i Brønderslev.
Det var hård vinter, vinduerne på Kommunekontoret var piv-utætte, så vi 4 piger var klædt på efter forholdene. Da kommunaldirektør Kroer og kæmneren i Vrensted – Arne Bak Andersen – efter gennemgangen blev alene, spurgte Kroer, om det var almindeligt, at personalet gik i hjemme-sko!
Den 1. april 1970 var der himmelbetændt rendfog, så mange startede deres karriere i storkommunen med at komme for sent.
Min chef startede sin karriere med at revne sine bukser, så han måtte en tur til skrædderen. Det var dog ikke til hinder for, at han senere blev kommunaldirektør.
Selv startede jeg med at få et kulturchok. Mine nye kolleger fra Brønderslev sagde ”De” til hinanden – og var på efternavn. Mennesker, der havde arbejdet sammen i noget, der dengang for mig var en menneskealder.
Os, der kom udefra, var dus og på fornavn.
Tiden arbejdede nok for den mere uformelle form, for det varede ikke længe, før de fleste var dus, dog ikke med kommunaldirektør Kroer. Men vi var dus med borgmesteren, som var P. N. Jensen. Vi tiltalte ham ”Jensen” i starten, men med tiden blev det ”P.N.”.
De første måneder var det også udelukket for vi piger at gå på arbejde i lange bukser, men da buksedragten kom på mode, blev også den barriere nedbrudt.
De 2 kommunesammenlægninger har haft forskelligt indhold. I daglig tale bliver begge kaldt ”kommunesammenlægning”, men var i realiteten meget mere. Begge var en reform på inddeling af Danmark, hvor kommunerne blev meget større og mere bæredygtige til de fremtidige opgaver. I 2007 fik vi også en stor opgavereform, hvor opgaver blev flyttet mellem de 3 offentlige instanser, og en udligningsreform, der skulle gøre de økonomi-ske muligheder mere lige mellem kommunerne.
Hvis man spørger på Rådhuset i dag, tror jeg stadig man mener, at udligningsreformen aldrig rigtig er slået igennem. Der er stadig stor forskel på kommunernes økonomiske formåen.
Budgetbehandling og dens kvaler
Brønderslev kommune har gennem årene været en kommune med en befolkning med lave indkomster. Hvis serviceniveauet skal følge bare nogenlunde trit med andre kommuner, kræver det en høj udskrivnings-procent. Så længe jeg kan huske, har vi ligget lavt på udskrivningsgrundlag og højt i udskrivningsprocent.
Tilskud fra staten har derfor altid haft stor betydning for budgetlægningen. Forenklet sagt bliver statens tilskud hvert år fastsat efter en drøftelse mellem Finansministeriet og Kommunernes Landsforening.
Nu var det imidlertid sådan, at vi først fik et foreløbigt overblik over størrelsen af statstilskud hen over sommeren. Vi lavede det administrative forarbejde til næste års budget i det sene forår, og der var som regel et gabende hul mellem skatteindtægter og serviceudgifter, når forrige års regnskab var blevet fremskrevet til nye priser. Derfor var tiden, indtil vi kendte størrelsen af statstilskuddet, altid tiden for tungsind for ledelsen i Brønderslev kommune. Det gælder jo om at bekymre sig i tide!
Var hullet særlig stort, blev en delegation sendt til Finansministeriet for at klage vores nød. Så var vi måske heldige at få del i puljen til ”særligt vanskeligt stillede kommuner”. Jeg husker, at én af embedsmændene i Finansministeriet blev omtalt som noget påholdende. Man fik det råd at tælle sine fingre efter et håndtryk med ham.
Vi fik altid budgettet til at balancere, og vi var som regel i den situation, at budgettet på trods af besværlighederne blev vedtaget i bred politisk enighed. Dejligt for vi ansatte. Det gør det hele meget lettere at arbejde med end budgetter, der er stemt igennem med et snævert flertal.
Jeg mindes, at specielt Jens Arne Hedegaard fra V og Arne M. Jensen fra A var gode til at få de politiske ender til at nå sammen.
Men forud for vedtagelsen skulle der jo selvfølgelig være debat i Byrådssalen, ofte med megen hændervriden og brug af gloser fra især dyreriget. ”Ulven” blev ofte nævnt. Den har siddet ude ved Kroen, lige ved hoveddøren, eller sågar bidt os i haserne. Hvis det ikke var ”ulven”, stirrede vi som regel ”lige ned i afgrunden” eller ”skar helt ind til benet”.
I forbindelse med oliekrisen i 1973 var der et byrådsmedlem, der foreslog, at der blev lukket for det varme vand på Rådhusets toiletter. Nu var der slet ikke lagt varmt vand ind – eller varme for den sags skyld – på toiletterne i den oprindelige del af Rådhuset, så det forslag havde ingen gang på jord. Ja, der var så koldt på toiletterne, at én af mine kolleger i anden sammenhæng sagde, at hun ”var nødt til at brække strålen af”. Først i 1983 blev den nye del af Rådhuset taget i brug, og nu var der ikke mindre end 26 toiletter med både varme og varmt vand.
Budgetbehandlingen foregik og foregår for åbne døre. Det gør langt størstedelen af indholdet af Byrådets møder. Møderne var sjældent et tilløbsstykke. Kun når der var forslag om at nedlægge eller forringe serviceniveauet i et bestemt område, kunne det trække folk af huse.
Sjove episoder fra byrådsmøder
Udover den formelle funktion, kunne byrådsmøderne også udvikle sig underholdende.
Førhen blev der meget varmt i byrådssalen. En aften var der et byrådsmedlem, der mente, at der var blevet en ”liderlig hede”. Vi fik straks åbnet et par vinduer, men efter mødet bemærkede P.N., at stemningen da var blevet ”helt frivol”.
I mine øjne var P.N. Jensen en dygtig og meget vidende borgmester, som jeg var meget glad for, men han var almindeligvis en alvorlig mand. Han holdt strengt på, at byrådsmøderne blev afviklet på en sober og værdig måde uden tant og fjas.
Det faldt derfor ikke i god jord, da byrådsmedlem Jeppe Bisgaard – også kendt som Tæppe-Jeppe – forsøgte sig med et festligt indslag til et byrådsmøde. Møderne blev dengang holdt i den noget mindre byrådssal, som vi havde, indtil der blev bygget til Rådhuset i 1983. Møbleringen var tunge træstole og et stort træbord med grøn linoleum på bordpladen. Før mødets begyndelse var der delt en tillægsdagsorden rundt – det var afslutningen på den åbne del af mødet. Almindeligvis opstår der lidt uro mellem den åbne og den lukkede del af mødet. Skæbnen ville, at Jeppe havde glemt tillægsdagsordenen, og da han troede at den åbne del af mødet var slut, kunne han nu fremføre sit nummer, og tog en lille spilledåse frem. Med det store byrådsbord som resonansbund, spillede han ”Internationale”. Det gik ikke upåtalt hen.
Som sekretær til et byrådsmøde lænede jeg mig nok også en gang lidt op ad en løftet pegefinger. Der skulle behandles en ansøgning om at etablere en Burger-Bar i Jerslev. ”Burger” var et nyt ord, som i de fleste indlæg blev til ”Børge”, og der var stemning både for og imod en ”Børge-Bar” i Jerslev. Det lød sjovt, og byrådsmedlem og arkitekt Leif Hellsten havde spottet, at jeg havde kvaler med at holde masken, og han gjorde sit til, at det skulle gå helt galt. Heldigvis holdt jeg mig.
Der har altid været stor forskel mellem byrådsmedlemmernes lyst til at ”få” ordet. Man ”tager” ikke ordet i byrådssalen. Det ”får” man af borgmeste-ren.
En meget ivrig debattør var byrådsmedlem og gårdejer Ole Lysgaard Jensen fra Serritslev. Han fik som regel ordet mange gange i løbet af et byrådsmøde. En aften, hvor det var blevet sent, blev det byrådsmedlem og optometrist Tage Buus for meget. Uden at have ”fået” ordet, sagde han derfor med klar røst: ”Bind den mand til stolen”.
Tage Buus var med sine indlæg i stand til at begejstre de fleste. Han talte ikke så ofte, men når han talte, havde han noget på sinde, og det måtte ud. Én af mine kolleger sagde engang, at ”først tog Buus ordet, så tog ordet Buus”.
Valg og afstemninger
Jeg var en del af forberedelse og afvikling af alle valg og afstemninger fra 1970 til min afgang i 2013. Der var altid en særlig stemning, både under selve valghandlingen, men specielt under optælling og opgørelse.
Valgene starter jo i realiteten allerede ved opstillingen. Her handler det om at få en god placering på listen. Jeg husker en helt speciel situation. P. Juhl Olesen, der i flere perioder var opstillet for Venstre som en sikker kandidat med gode stemmetal, havde tilsyneladende lagt sig ud med det etablerede Venstre. På opstillingsmødet blev han i hvert fald placeret sidst på listen. Dét faldt vælgerne for brystet, og P. Juhl Olesen fik et kanonvalg, hvor han overhalede flere af de kandidater, der var opstillet over ham på listen. P. Juhl Olesen var i øvrigt en festlig mand, der påstod, at han havde haft større fornøjelse af sin letsindighed end af sin standhaftighed.
Som vælger skal man skal ikke undervurdere opstillingsmøderne. Det er i reglen her det fastslås, hvem der bliver partiets borgmesterkandidat. Selvom Brønderslev altid har været den største by i kommunen, og man derfor kunne forvente, at borgmesteren skulle komme herfra, er det kun tilfældet med 2 borgmestre, nemlig Peder Ivar Nielsen og Jens Arne Hedegaard. P. N. Jensen og hans hustru Gudrun bosatte sig dog hurtigt i Brønderslev by, efter at han var blevet borgmester.
Når valget skulle gøres op, kom der gang i regnemaskinerne. Vi tastede løs, det bedste vi havde lært. Derfor var det brandirriterende, at P.N. Jensen kiggede os over skulderen og kom frem til resultatet før os. Som tidligere brugsuddeler var han vant til at lægge talkolonner sammen. Heldigvis måtte han melde pas, når vi begyndte af bruge den d’Hontske-metode – det hedder den måde, som valget opgøres på. Senere overtog elek-tronikken arbejdet, men det mindskede ikke spændingen.
Enkelte gange har resultatet været så tæt, at vi har måttet i gang med en ekstra omtælling af stemmesedlerne.
I Brønderslev kommune har det altid været kutyme, at politikerne hjælper til med optællingen. Egne stemmetal er ikke overraskende mest inte-ressante, men det var udelukket, at et medlem kom til at tælle egne stemmer.
Sæby, Dronninglund og Brønderslev kommuner dannede tidligere valgkreds med hjemsted i Sæby. Ved folketingsvalg og afstemninger skulle vi derfor dagen efter afstemningen til Sæby for at gøre valget endeligt op, den såkaldte fintælling. Det var altid et kapløb på tid, for vi ville alle 3 kommuner være først færdige med arbejdet.
Til den efterfølgende spisning var der altid lidt godmodigt drilleri mellem de 3 borgmestre. En gang havde der før valget været en tvist mellem ejeren af Dronninglund Slot på den ene side og borgmesteren og kommunaldirek-tøren fra Dronninglund på den anden side. Ejeren ville derfor ikke have de 2 herrer nærmere end til porten ind til Slottet. Det år fik vi serveret en særlig Sæby-vin. Det fik borgmesteren fra Dronninglund til i sin tale at være benovet over, at Sæby havde egen rødvin. I Dronninglund kunne de imid-lertid servere Port-vin. Det var værre med Brønderslev, –vi havde kun et vandtårn!
Efter valget var der en tidsfrist for at kunne klage. Vi fik en klage fra en borger, da Lene Hansen ikke opnåede genvalg som borgmester i 2002. Lene Hansen fik enormt mange personlige stemmer, og liste A fik dermed et godt valg, men da støttepartiet gik tilbage, var der ikke flertal i byrådet, til at Lene Hansen kunne fortsætte som borgmester. Det fik vi en klage over. Det kan være svært for den menige vælger at forstå spillereglerne.
Jeg var en anden gang ved at komme galt afsted i forbindelse med fristen for valgklager. Vores byråd havde godkendt valget for Brønderslev Byråd, og jeg gav derfor pedellen besked på, at han godt kunne få stemme-sedlerne makuleret. Imidlertid ringede en kollega fra amtet et par dage senere, at de gerne ville have amts-stemmesedlerne for 2 partier sendt ud på Amtsgården, for der skulle gennemføres en fornyet optælling. Heldigvis havde pedellen ikke nået at få ryddet op. Jeg har aldrig hverken før eller siden været så glad for, at en kollega ikke havde gjort det, som jeg havde bedt om.
Valgfeber
Vi kendte også et andet fænomen på Rådhuset, nemlig valgfeber. Valgfeberen begyndte når periodens sidste budget skulle vedtages. Det var ikke godt at skulle lægge ryg til upopulære beslutninger, som skulle føres ud i livet umiddelbart før kommunalvalget. Så det var almindeligt kendt, at upopulære beslutninger skulle træffes midt i byrådsperioden. Når valgdagen nærmede sig, kunne vi opleve, at debatten blev en smule mere ophedet, og politikernes lyst til at markere sig på forskellig vis blev forøget.
Royalt besøg – og andre
Dronningen har været på besøg i Brønderslev 2 gange i min ansættelsestid, sidste gang var Prinsgemalen også med. Der er altid et stort sikkerheds-opbud forbundet med royalt besøg. Rådhuset bliver undersøgt både oppe og nede, områder bliver spærret af og døre låst. Rullemarie kommer på besøg. Ved besøget i forbindelse med Idrætshøjskolens indvielse skulle velkomsten af majestæten foregå i dét, der dengang var var Rådhusets forhal. Her var alle byrådsmedlemmer og andre af byens honoratiores linet op for at hilse på Majestæten. Gudrun Jensen skulle overrække buketten til Dronningen. Forinden fik Gudrun af politiets repræsentant besked på, at hun skulle ryste buketten grundigt, så vi kunne være sikre på, at der ikke var noget farligt indeni. Både Gudrun og buketten overlevede heldigvis. Mens dronningen var i forhallen, stod jeg pænt i baggrunden – med en skruetrækker gemt i ærmet. Toilettet var nemlig afsikret og låst, og i det tilfælde at Majestæten skulle få brug for bemeldte lokalitet, skulle jeg lukke op med skruetrækkeren. Da Dronningen og Prinsgemalen var på besøg anden gang i anledning af 90-års købstadsjubilæum, havde jeg ingenting i ærmet, men fik et kongeligt håndtryk.
Vi havde også andre – men knap så fornemme besøg. Vi havde tæt kontakt til Kommunernes Landsforening, hvor Peder Ivar Nielsen en overgang sad i bestyrelsen. Også andre kontakter til kolleger både i Danmark og i udlandet betød, at vi fik besøg, og skulle fortælle om Brønderslev Kommune. Vi var også ofte på Den kommunale Højskole i Grenå for at holde oplæg. Det var altid spændende. Som regel var det sådan, at borgmesteren indledte, derefter kom kommunaldirektøren og så kom turen til mig. Som sidst på podiet har jeg tit måttet rette i mit indlæg, fordi forgængerne havde forgrebet sig på min del.
Engang havde vi besøg af en delegation fra Skotland. Peder Ivar ville vise dem et af Rådhusets kunstværker – en bundløs sparebøsse, udført af Niels Helledie. Den stod i gangen ind til byrådssalen, og Peder Ivar yndede at sammenligne den med kommunekassen. Da han den dag løftede spare-bøssen, lå der nogle mønter samt en knap på bordet under den. Peder Iver tog knappen, kiggede på den og sagde: ”Det kan jeg ikke forstå. Vi har da, så vidt jeg ved, ikke haft besøg af skotter før”.
En tid før Peder Ivars 60-års fødselsdag havde vi besøg af Brønderslev-drengen Jørgen Sørensen. Jørgen Sørensen og borgmesterens sekretær sad og stak hovederne sammen, og det undrede Peder Ivar sig efter-følgende over. Mysteriet blev opklaret, da Peder Ivar holdt reception på Landboskolen i anledning af 60-årsdagen, for Jørgen Sørensen havde haft en praktisk ting, som han skulle have afklaret med sekretæren. Ved fødselsdagen fremførte Jørgen Sørensen nemlig en Brønderslev sang, som han havde skrevet og tilegnet Peder Ivar.
Glimt fra personaleområdet
En kommune er ofte kommunens største arbejdsplads, og således også Brønderslev kommune. Hvis man laver det tankeeksperiment, at alle ansatte også er bosat i kommunen, vil ca. hver 10. borger være ens kollega.
Da vi i 1998 skulle overgå til individuel fastsættelse af lønnen, skulle vi igennem alle personalemapper, og alle medarbejderes lønforhold skulle individuelt forhandles med tillidsrepræsentanter eller de faglige organi-sationer. Det var et stort, men spændende arbejde. Flere organisationer var skeptiske. Men både forarbejdet til overgangen og selve forhand-lingerne gjorde, at vi fik et tæt og tillidsfuldt samarbejde med langt de fleste. Vi var på begge sider af bordet enige om, at vi havde en fælles opgave, som skulle løses til flest muliges tilfredshed.
Uanset opgaven nød jeg samarbejdet med mine kolleger, tillidsrepræsen-tanterne og de faglige organisationer. Altid er jeg blevet mødt med en vilje til at ville løse den opgave, vi sad med.
Undertiden kunne en uenighed, dog ikke løses lokalt, og så måtte vi mødes i København med hovedorganisationerne, for vores vedkommende var det Kommunernes Landsforenings Lønafdeling. Her blev sagerne forligt. Jeg nåede heldigvis aldrig at komme hverken i retten, arbejdsretten eller faglig voldgift.
Engang en samarbejdspartner fra KL gjorde mig opmærksom på en fejl, kom jeg til at sige, at det nok var én af de paragraffer, der var røget af i Limfjorden. Det morede KL-folkene sig meget over.
Tilbage i 70’erne var der som regel politikere med ved forhandlingerne, som nok kunne blive langtrukne. Det rakte P.N. Jensens tålmodighed ikke til, og en gang da vi langt om længe fik referatet skrevet under, kiggede han på sit armbåndsur og bemærkede: ”Ja, det er da onsdag endnu”.
Udviklingen gjorde, at det i de seneste år oftest var den enkelte leder og en repræsentant fra personalekontoret, der gennemførte forhandlingerne med tillidsrepræsentanterne.
En gang var vi dog flere ledere til stede ved en forhandling med Akade-mikernes tillidsrepræsentanter. Forinden havde jeg lavet forarbejde til forhandlingerne, og forarbejdet indeholdt ledelsens udspil og ledelsens smertegrænse. Begge eksempler var afstemt, inden vi gik til forhandlingen. Jeg havde en formodning om, at vi nok fik et resultat lidt over midten. Men én af lederne havde nok ikke været helt nærværende, da vi afstemte, for da jeg havde fremlagt udspillet for tillidsrepræsentanterne, udbrød han, at det da ikke var de tal, han sad med. Hvad værre var, han kom i samme åndedrag til at afsløre en del af smertegrænsetallene. Det blev en effektiv forhandling, som endte næsten før den var begyndt. Det er ikke nemt at tage pengene af bordet, når de først er lagt frem!
Gammel Brønderslev kommunes personalepolitik hvilede på Løgstrups etiske fordring fra 1956: ”Med vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden dens skikkelse. Hvilken vidde og farve den andens verden får for ham selv, er jeg med til at bestemme ved min holdning til ham. Jeg er med til at gøre den vid eller snæver, lys eller mørk, mangfoldig eller kedelig – og ikke mindst er jeg med til at gøre den truende eller tryg. Ikke ved teorier eller anskuelser, men ved min blotte holdning.”
Den tænker jeg stadig meget over.
Fagre nye verden
Da jeg kom i lære i 1967, var den teknologiske tidsalder så småt ved at vise sit ansigt. F.eks. indberettede vi på papir alle kommunens til- og fraflytninger til Jyske Kommuners Hulkort- og EDB-central, hvor en række såkaldte hulledamer, så overførte oplysningerne til hulkort, som en maskine derefter kunne bearbejde. Vi var dog ikke helt trygge ved maskinernes arbejde, for vi efterregnede skatten for indkomster over en vis grænse.
Det var også på den tid, vi fik personnumre.
Brønderslev kommune havde egen hullestue. I 1976 fik vi det første tekstbehandlingsanlæg. Når det udskrev, larmede det værre end et tærskeværk, så vi forsøgte at skærme af, så det var muligt at føre en telefonsamtale.
Senere har jeg været med til et utal af møder om IT: Farligheden ved strå-ling fra maskinerne; om det var klogt at kable Rådhuset, det kostede immervæk omkring 200.000 kr.; var det nu også klogt at lade de ansatte få adgang til internettet. Vi havde ikke fantasi til at forestille os, at det skulle blive muligt at søge alle de oplysninger, der er nødvendige i sagsbe-handlingen, på nettet. Ja, da vi skulle passere årtusindskiftet gik hele Danmark næsten i panik. IT-branchen havde kronede dage, for vi skulle jo sikre os imod, at vore mange IT-systemer skulle bryde sammen, når årstallet skiftede fra 1999 til 2000. Selve nytårsaften før og efter kl. 00.00 var Rådhuset bemandet for at holde øje med udviklingen, men 1. januar 2000 var situationen uforandret. Ja, det gælder virkelig om at bekymre sig i tide, og diskussioner jeg har deltaget i, kan i bagklogskabens ulideligt klare lys være helt absurde.uH
Kommunalreform 2007.
Omkring årtusindskiftet begyndte vi så småt at høre tale om en ny kommunesammenlægning. Den blev en realitet den 1. januar 2007, hvor Dronninglund og Brønderslev kommuner blev til én: Brønderslev-Dronninglund kommune.
Forud var der som bekendt gået en række forhandlinger om andre konstellationer for begge kommuners vedkommende. Jeg tror, det gælder i begge kommuner, at man til sidst følte sig lidt forsmået, og at det endte sådan lidt som ordsproget – Får man ikke den man elsker, må man elske den, man får.
Heldigvis kendte vi mange kolleger fra Dronninglund kommune fra andre gode samarbejder.
Det var en befrielse, da beslutningen var taget, for så kunne vi gå i gang med at forberede sammenlægningen. Det var et stort arbejde at få to etablerede serviceniveauer og kulturer til at smelte sammen. Det var nødvendigt med stor medarbejderinddragelse. Vi skulle samtidig opret-holde hidtidigt serviceniveau, så borgerne ikke mærkede noget. Som en kollega fra en anden kommune sagde: Det er som at skifte hjul på bilen, samtidig med at den kører.
Mange arbejdsgrupper var nedsat for at komme rundt i alle hjørner af organisationen, og fysisk og organisatorisk var vi på plads til tiden. Det synes jeg godt, vi kan være stolte af.
At skabe samme kultur tager mange år. I Brønderslev var vi vel ikke engang færdige med at snakke om tiden før sammenlægningen i 1970!
Den nye kommune udmærkede sig på mange måder. Lad mig blot nævne, at vi havde dobbelt-navn, 2 motorveje, 2 sygehuse, 2 gymnasier og 2 store markeder. To komponenter er ændret – navnet og antallet af sygehuse.
Afslutning
Jeg tænker tilbage på mit arbejdsliv med stor glæde og taknemmelighed. Mange af mine tidligere kolleger kalder jeg også mine venner, og når jeg færdes i Brønderslev, er vi rigtig mange, der hilser på hinanden og slår en sludder af – mest om de gode gamle dage.
Jeg er jo nu i den situation, at bakspejlet viser mere end forruden. Det er godt at se noget positivt begge veje.
Lad den tidligere omtalte Brønderslev-sang være afslutning på mit indlæg, som jeg har forsøgt at skære over den humoristiske vinkel:
Som er skrevet af Jørgen Sørensen, Gl. Brønderslev dreng:
Min ynglingssang har altid været ”Jeg elsker den brogede verden”, og på trods af nød og strid, som vi synger, har min brogede verden været fyldt af mange spændende udfordringer og gode oplevelser.
Jeg er født i Mygdal, som er en lille by nord for Hjørring. Min far var smed, og vi havde 3-4 folk på kost og logi, og min mor havde ung pige, så der var liv i huset. Jeg var den yngste af 5 børn, og den mest forkælede, siger mine søskende i hvert fald.
Mit barndomshjem Mygdal smedje
Men der var nu kærlighed nok til os alle, og til mange, mange andre, som havde brug for hjælp af mine forældre. De var også meget engagerede i skole, kirke og foreningsarbejde. Mange spændende personer overnattede hos os efter foredrag i forsamlingshuset. Det var et rigtigt Grundtvigsk hjem med hygge og med sang hver søndag morgen, også for medhjælperne, som var en del af familien.
Vi havde det bedst tænkelige hjem. Vi blev opdraget til at bestille noget, men fik bestemt også tid til leg og mange sportsaktiviteter. Så jeg kan se tilbage på en lykkelig barndom og ungdom. Og trods hårdt arbejde og stor aktivitet til de var langt over 70, blev mine forældre 97 og 98 år.
Jeg fik ikke, som mine søskende, en uddannelse, for jeg blev som ret ung kæreste med Niels fra Rykind i Vrensted, og så skulle jeg jo lære landhusholdning. Jeg var på 3 gårde rundt om i Jylland og hos en skoleinspektør i Silkeborg. Jeg var der ind imellem på ungdomsskole og højskole, en oplevelse, jeg kunne ønske alle unge fik.
I 1958 flyttede man jo ikke sammen uden at være gift, og da Niels var 5 år ældre end mig, ville han gerne i gang med sit eget landbrug, så jeg var knap 21 år, da vi holdt bryllup i Mygdal kirke, og fest med 125 gæster i smedjen. Den blev gjort godt rent inden brylluppet og flot pyntet.
2. etape: Landmandsliv – fra 21 til 43 år.
Vi havde først 2 dejlige år på Grindstedgård i Brønderslev. Gården købte vi af kommunen, da der var taget jord fra til at bygge Psykiatrisk sygehus. Men mine svigerforældre blev nervøse for, at vi skulle blive for glade for at bo der, så vi flyttede til Niels‘ fødehjem i 1960, da havde vi fået vores første søn om sommeren, og syv år senere havde vi 2 piger og en dreng mere. Alle sunde og friske unger, det var bare lykke.
Min og Niels`s gård “Rykind” i Vrensted
Det var travle år med sådan en flok børn, og med 3 medhjælpere på kost, men jeg havde søde unge piger til hjælp, de år børnene var små. Alle de dejlige unge medhjælpere var som en del af familien. Det gjaldt også de udenlandske medhjælpere og udvekslingsstudenter. Vi kunne, ligesom i mit hjem, samles søndag morgen til mad og sang.
Vi havde også mange udenlandske og danske besøg af foreninger, som gerne ville se vores gode køer og dejlige gård. De fineste var nok dem fra Øverste Sovjet, og de fleste var de 500 fra Græsmarkssektionen. Det var dengang, det var normalt, at man også så stuehuset, når man var på udflugt, så det skulle helst skinne overalt. Jeg har oplevet, hvor skørt det end lyder, at gæster også gik i kælderen og hørte dem sige, at der var godt nok mange krukker marmelade. Alt blev set godt efter ude som inde, men vi nød at vise vores dejlige gård frem.
Vores ferier havde næsten kun noget med kvæg at gøre, men det gav store oplevelser. Vi var til ungskuer og dyrskuer med vores bedste køer og med børn og medhjælpere. Så boede vi i telte, og var 10-12 personer til at spise i teltet – sjove dage. Vi boede også i telt, de år vi var til Nordisk økonomisk kvægavlskongres – der kunne vi ha` børn med – festlige ture.
Niels og jeg havde mange herlige ture til Europa-og Verdenskongresser. Det var om sortbroget kvæg. Der var i alle landene lavet spændende programmer for vi damer og fællesudflugter og middage. Den mest spændende tur var til USA, der havde jeg ikke været før.
På hjemmefronten var vi meget optaget af skole – og fritidsliv. Når man har 4 børn og gerne vil ha`, der er gode aktiviteter for dem, må man jo også gøre sit. Hvis man vil nyde, må man også yde. Vi ledede gymnastik i mange år, og jeg var formand for svømmeklubben i Løkken i 10 år, for 4-H klubben i Vrensted lige så længe. Alle 4 børn var gymnaster, konkurrencesvømmere og var også 4-H’er, og så havde de heste. Så derfor kom der tit en masse andre børn, som de red sammen med.
Jeg har altid selv gået meget til gymnastik, og jeg har haft store oplevelser til mange Landsstævner og til Gymnastrader med tusindvis af mennesker. Imellem alle disse oplevelser havde vi et rigt landmandsliv. Vi havde travlt for at nå alt det, vi gerne ville, men det var før, vi kendte til det moderne ord stress, vi kunne ha `drøntravlt, uden at være stressede.
Niels og Karen var diabetikere og skulle ha` en meget sund kost, og det fik vi så alle gavn af. Vi havde en kæmpe urtehave og et godt drivhus. Mens børnene var små, hjalp jeg ikke så meget til ude, men i høsten pressede jeg halm, og de sidste mange år passede jeg kalvene, og jeg har altid ført regnskab, for at være med i den del også. Vi havde 100 køer + opdræt. Nu i 2021 er det en lille besætning, men det var det ikke for 40 år siden.
Den 20. marts 1980 brændte vores gård. Alle dyr blev, på grund af stor hjælp, reddet, og ilden blev stoppet i en mellembygning, så stuehuset blev reddet. Det var tæt på, men mange hjælpsomme mennesker havde da hjulpet med at bære uerstattelige ting ud gennem haven til drivhuset, jeg dirigerede bare. Det var en glød fra et halmfyr, der havde antændt en fejlplaceret halmballe.
Den aften troede vi, at det var det værste, der var overgået os. Vi kunne ikke sove hjemme, alt var sodet til, og alt så håbløst ud. Men ingen havde taget skade, og vi fattede mod og byggede gården op trods økonomisk vanskelige tider. Vi havde mange arbejdsår endnu, regnede vi med, og en 13 årig søn, som allerede var helt sikker på, at han ville være landmand. Det var en stor festdag, da vi kunne hente alle vores køer hjem fra stalde rundt om hos hjælpsomme naboer, og vi nød de nye praktiske stalde.
Men glæden blev kort. Kun et halvt år efter døde Niels ved en ulykke ved vores gastætte silo. Han blev kvalt af giftgas, mens han var ved at måle foderbeholdningen på samme måde, som han havde gjort i de 13 år, vi havde haft siloen.
Niels var 47 år. Det var svært at forstå, at sådan en livsglad far og mand ikke var hos os mere. En time efter et hyggeligt morgenbord med en foderkontrol var ens verden total forandret, og man tror, at man aldrig kan blive glad igen.
MEN når man har 4 dejlige børn, så skal livet gå videre. Dengang kendte vi ikke til psykologhjælp, men vi havde en stærk og varm familie – og vennekreds omkring os, det var guld værd. En væsentlig ting mere, som jeg tror hjalp os godt, var ÅBENHED. Vi snakkede meget om ulykken og konsekvenserne.
Min svigerfar havde en stor tiltro til mig, han var sikker på, at jeg kunne køre Rykind videre, men det vidste jeg straks, at jeg ikke kunne, for vi havde lige bygget op efter branden, så det var økonomisk helt umuligt.
Min ældste søn Kristian var 20 år og slet ikke interesseret i landbrug. Han var i gang med beridderuddannelse. Torkil var kun 13 år, så det ville være mange år med dyr arbejdskraft, før han kunne overtage gården. Så vi måtte vinke farvel til vores dejlige hjem. Mine søde svigerforældre har aldrig sagt et beklagende ord, selv om jeg ikke prøvede at køre slægtsgården videre.
3. etape: Uddannelse og Nordjyllands Idrætshøjskole
Jeg var fyldt 43 år, da vi flyttede fra Rykind. Vi købte en ejendom ved Poulstrup, så kunne børnene ha´ deres elskede heste med, og jeg tror nu heller ikke, at vi på det tidspunkt kunne trives i en by. Karen startede sin uddannelse til husholdningsøkonom i Sorø. Else i gymnasiet i Brønderslev og Torkil i 8. klasse i Poulstrup. De to sidste og jeg, hjalp hinanden godt med at passe stald, hus, have og lektier.
Jeg havde kun mine 7 års skolegang, så jeg tog 8.,9. og 10. klasse på et 2 årigt kursus i Hjørring. Jeg måtte i gang med at lære matematik og fysik, som var helt nyt for mig, det var lettere med dansk og andre sprog. Det var hårdt, men arbejde er den bedste medicin, der fås.
Så skulle jeg til at vælge uddannelse, og det valg faldt på økonoma, og jeg var heldig, at jeg fik dispensation for 2½ år. Jeg tror, det var på grund af mange års storhusholdning, diætkost og meget foreningsarbejde – også 10 år i Husholdningsudvalget i Brønderslev Landboforening. Det betød, at jeg kunne blive færdig på 2½ år i stedet for 5 år – herligt.
Jeg er uddannet på Sygehus syd, og var 2x 5 måneder på skole i Holstebro. En kæmpe forandring fra en tilværelse som bondekone. I skoletiden svævede molekyler, mikroorganismer og atomer i hovedet på mig – også om natten, men det var spændende, og jeg havde det godt med alle de søde klassekammerater, jeg aldersmæssigt kunne være mor til.
Heldet fulgte mig igen, for mens jeg var i Holstebro, søgte Nordjyllands Idrætshøjskole en økonoma, og jeg fik stillingen, selv om der var 4 måneder til, jeg fik min eksamen. Det var før den første mursten var lagt til skolen, så jeg var med til mange byggemøder. Utroligt spændende at være med helt fra start. Med min baggrund var det et lykketræf, at den skole startede, lige da jeg var klar til et nyt liv.
Når et kæmpe hus skal planlægges og fyldes, skal der tages et væld af beslutninger. Det gjaldt indkøb af alle møbler, gardiner og køkkengrej. Der skulle også ansættes medhjælpere, laves leveregler og arbejdsplaner. Vi skulle være 7 i køkkenet, og jeg skulle ha´ lavet et godt opskriftssystem.
Nordjyllands Idrætshøjskole
Der skulle rigtig mange ting ind i et totalt tomt køkken. Først gjaldt det alle gryder, ovne og maskiner. Jeg var med repræsentanter rundt og se den slags i andre storkøkkener. Det eneste fejlindkøb, jeg kan huske, er møblerne i spisesalen, dem købte vi for stærke, så de holder endnu, og de er alt for tunge.
De sidste måneder før starten i sept. 86, blev der flere og flere medarbejdere ansat, og alle gik frisk til arbejdet. Vi begyndte at holde medarbejdermøder, og alt det, som vi købte ind, skulle pakkes ud og sættes i de mange tomme rum. Der var f. eks. mange andre end mine 6 køkkenpiger, der hjalp, da de store sendinger kom med 400 kopper, 400 glas og mange hold tallerkener og bestik og meget, meget mere.
Hele skolen skulle også rengøres, og der erfarede vi, at vi havde overset en træls arkitektfejl. Der var kun et eneste sted i det store byggeri, hvor man kunne sætte en gulvspand ind under en hane, og det var i et lille rum ved køkkenet – det var lidt træls for pedellerne. Hurtigt udbedret.
De sidste dage før elevstart, skulle vi i min afdeling ha´ madvarer til huset. Der skulle fyldes op med mel, gryn, sukker, krydderier og 1000 andre ting. Vi har utrolig mange ting i vore køkkener. Fryserum og kølerum skulle fyldes, der skulle ikke mangle noget.
Vi var spændte, men parate, da vi modtog det første elevhold til sept. 86. Det hele gik rigtig godt, og vi fik vandet hældt fra, uden kartoflerne røg ud af den store vippegryde, det var der mange, der var spændt på.
Vi medarbejdere ville gerne gøre byen opmærksom på, at der nu kom en højskole til byen- et kultursted. Så vi var en flok, som kørte rundt i byen, og ved supermarkeder og på torve stod vi på ladet af vores lille lastbil. Så spillede Dagny guitar, og vi sang fra højskolesangbogen. Vi havde det rigtig sjovt, men måske tænkte andre, at vi var lidt tossede.
Vi kom godt i gang, og så fik vi travlt med at forberede Indvielsen. Dronningen skulle komme d.19.okt., og da skulle alt klappe. Vi havde 800 til kaffe i hallen, men dronningen og de vigtigste personer serverede jeg kaffe for i opholdsstuen, så da havde jeg sølvfade med hjemmefra. Den kringle jeg bagte den dag, har siden heddet Dronningekringlen. Om aftenen var vi 200 til middag og fest i hallen. Næste dag havde vi åbent hus og folk strømmede til. De gik så tæt, at de vist ikke kunne se noget.
Folk fandt højskolen. De første år strømmede folk til skolen. Der kom ministre, kunstnere, foredragsholdere, udlændinge, sportsfolk, bankfolk og så bønder i tusindvis, som holdt deres møder hos os, hvilket passede mig godt, som tidligere landmandskone.
Alle mulige foreninger kom, foruden vores skolebestyrelse, støttekreds, elevforening og allervigtigst en masse dejlige elever. Hvor var vi heldige, at så mange fandt os.
Hverdagen blev aldrig triviel, for der var altid spændende udfordringer. Til mange møder anede vi ikke, om der kom 40 eller 150 personer, så det var vigtigt, at ha’ lager af kage i fryseren. Til de store møder og fester vidste vi derimod, om der kom 300 eller 600, der skulle bespises. Eleverne hjalp aldrig til ved de arrangementer, vi havde med gæster udefra. Dertil havde jeg mange søde unge skolepiger til hjælp.
Eleverne havde selv fest en gang om måneden, og det var kun til disse fester, de måtte drikke spiritus, det var forbudt i hverdagen. Vi havde 125 elever fra midt i aug. til midt i juni, og så glædede vi os til at få 6 uger med kursister – det var altid dejligt med den forandring, men til aug. glædede vi os heldigvis til at få elever igen. Sådan havde vi i køkkenet det i hvert fald.
Med den baggrund jeg havde med fra barn, skoleophold og foreningsliv nød jeg meget livet på NIH. Når der var tid og muligheder, deltog jeg i foredrag og ældresang m.m., og vi holdt også hyggelige sammenkomster for alle ansatte, for at bygge bro mellem forstandere, lærerne, pedeller, kontorfolk og vi køkkenfolk.
Hvert år, når eleverne var sendt hjem, fik vi – fastansatte piger i køkkenet – 2-3 dage fri, og så kørte vi afsted i vores lille bus. Mest til andre højskoler, for at se og få gode ideer med hjem. Jeg havde en rigtig god stab i mange år, og 6 af os mødes stadig et par gange om året.
Så var der pludselig gået næsten 18 travle, men dejlige år, som jeg ser tilbage på med stor glæde. Vi havde på det tidspunkt holdt afskedsreceptioner for tre forstandere – nu blev der holdt en dejlig, hyggelig reception for mig.
4. Etape: En pensionists muligheder.
Jeg stoppede på NIH dagen efter, jeg fyldte 65 år i 2003, og jeg var glad for arbejdet lige til det sidste, men har ikke savnet det en eneste gang siden. Alle mine børn og børnebørn har altid boet langt væk desværre, så det har altid været planlagte besøg hos dem. Ingen uventede besøg eller udkald til barnepigejob. Nu har jeg heldigvis også 2 dejlige oldebørn.
Med mit første oldebarn, oktober 2017
Jeg har haft den glæde, at se en hel del ude i verden, også i min alenetid. Jeg fulgte mine 2 yngste til USA og Hawaii, da de skulle på jordomrejse sammen, og har rejst med veninder og ikke mindst med mine dejlige søskende her i pensionisttiden. Vi har altid haft et stærkt sammenhold, og nu var vi 10, som tog på udenlandsture hvert andet år.
Jeg havde nu Poul med, han var min mands bedste højskolekammerat, og han boede i Løkken i sin pensionisttid. Vi mødtes, når vi havde tid i weekender og i foreningsliv, som var fælles interesse. Vi tog også mange rejser sammen bl.a. til New Zealand, Bali og Thailand. Nu er Poul død.
Selv om jeg har boet alene i 40 år, har jeg ikke været ensom, som der bliver skrevet så meget om. Der er så utrolig mange muligheder for os pensionister, og jeg har altid været slem til at rode mig ind i meget. Jeg er opflasket med at være foreningsmenneske, så i pensionisttiden har jeg mere tid til at være aktiv. Frivilligt arbejde gir´ så meget tilbage. Ja hvad var Danmark uden frivilligt arbejde !!!
Jeg var i Ældrerådet i 12 år, og har været i Ældre Sagens bestyrelse fra 2003, og synes stadig, at det er spændende at være med til at lave gode arrangementer for vi ”gamle”. Jeg var i 2007 med til at starte ”Kamillus” – en støttekreds for Hospice. Vi er p.t. 17 personer, som sidder hos syge og døende, når plejepersonale eller pårørende sender bud. Vores motto er, at ” ingen skal dø alene”. Jeg har været formand for den forening i 6 år nu og synes, det er en vigtig opgave.
Da jeg stoppede på NIH, fik jeg også tid til at spille golf 2 gange om ugen – året rundt – dejligt med god motion, frisk luft og herligt samvær/klubliv. Jeg startede også straks et stavganghold op for Ældre Sagen, så nu har vi i 18 år travet hver onsdag formiddag fra kl.10 til 11 – kun fri i juleugen.
Vi har altid sunget meget i mit barndomshjem og videre i min tilværelse, så når jeg har gæster, er de tvangsindlagt til sang. Jeg har gået til sangkor i de 35 år, jeg nu har boet i Brønderslev. Jeg har været medlem af Inner Wheel, siden jeg stoppede med at arbejde. Vi har et månedligt møde, litteraturklub, ugentlig gåtur, også udvalgsmøder. Jeg går hver vinter til 19 foredrag i FOF på Vrå højskole, og selvfølgelig til Ældresang ved Else Højgård på NIH. Når man bor I Brønderslev, er der utallige muligheder for aktiviteter af alle mulige slags – en dejlig by.
Vi skal være glade for hver eneste dag, hvor vi har det godt, og hvor vi får lov til at opleve alle de dejlige ting, vi kan vælge. Vi skal selv gøre noget for at gribe dem.
Jeg synes selv, jeg har haft et meget begivenhedsrigt liv – med stød på vejen – men jeg har altid for mine børns og egen skyld, prøvet at få det bedste ud af de muligheder, der var til stede. Mine børn har ikke givet mig problemer, det er jo ingen selvfølge, men de har klaret sig godt, og vi har det alle rigtig godt – spredt rundt i vores dejlige land.
Vrensted-Historier.dk er historier som jeg har indsamlet og nedskrevet over en del år, alt for at bevare fortidenomVrensted Sogn og dets beboere for eftertiden og vores efterkommere.
Det er historier over en tidsperiode på ca. 100 til 150 år. Der er udgivet 10 bind som alle nu kan købes i Boghandler og på Nettet.
På højdedragene i det kuperede område opførtes udsigtstårne. Vest for gården var der 3 trætårne på 15 meter og der var 2 på 25
