Lisbeth Baggesen, 34 år, skal være præst i Vrensted og Thise
Kilde: Nordjyske juli 2005
Selv om Lisbeth Baggesen erkender, at hun var en lidt stille og eftertænksom pige i sin ungdom, var der ikke mange, som havde regnet med, at hun ville søge præstegerningen.
Det havde hun heller ikke selv – umiddelbart. Men sådan blev det, og søndag 7. august indsættes hun i sit embede, det andet af slagsen, Vrensted Kirke.
Lisbeth Baggesen, der er datter af bedemand Thorvald Baggesen, boede i sin barndom i Em, gik på efterskole og gymnasium i Hjørring og endte siden på højskole i Ry. Her fik hun smag for journalistik og kristendom, men valgte hverken det ene eller andet.
I stedet rejste hun et par år, og fik så arbejde på et fritidscenter i Skalborg, hvor hun lærte de unge noget om teater.
– Jeg lavede mange barne- og ungdomsforestillinger, og var meget glad for de par år, siger Lisbeth Baggesen, som dog ville noget mere.
– Jeg gav mig selv valget mellem at læse noget med teater eller teologi, og valgte teologien ud fra, at gjorde jeg det ikke – ja, så ville jeg siden fortryde det, siger hun.
Det var således ikke med tanke for en senere præstegerning, at hun begyndte studiet.
Det er jo et langt studium -7år – og jeg besluttede at tage tingene henad vejen, siger hun.
Der er ingen tradition for at læse teologi i hendes familie, og forældrene og hendes barndomshjem var ikke meget mere kristne, end folk er flest.
– Mine forældre var da en gagerede i menighedsrådsarbejde, men det var egentlig aldrig noget vi sådan snakkede om, siger hun. For Lisbeth Baggesen er religion noget, der bliver ekstra nærværende, når et menneske presses, når det sker voldsomme begivenheder for et menneske.
– Og det sker for alle. Ingen kommer gennem et liv uden at blive rystet i sin grundvold, siger hun.
Lisbeth Baggesen tror heller ikke, at der er stor forskel på at være menneske anno 2005 i forhold til for 50 år si den
“Jeg er jo en datter af fodfolket, og jeg vil gerne forkynde således at det kan bruges til noget i hverdagen.”
– Dengang havde man lige overstået en verdenskrig, og der var andre forhold, som gjorde tingene usikre ligesom den aktuelle terror giver stof til eftertanke, siger hun.
Men hun betegner danskerne som “salmebogskristne” af den simple grund, at flere har et forhold til de danske samler end til evangelierne, og det gør jo ikke noget med de smukke salmer, vi har i Danmark, siger hun.
Og det med salmerne er noget, der interesserer hende.
Lisbeth Baggesen har nemlig sunget i kor og har modtaget sangundervisning i mange år, hvorfor de to menigheder kan se frem til en præst, der synger igennem af både fuld hals og sjæl.
Som præst vil Lisbeth Baggesen være til daglig brug. Hun vil være tilgængelig for sin menighed, både i hverdagen og til højtiderne, og hun vil komme med en “livsnær forkyndelse” fra prædikestolen – og i hverdagen.
– Jeg er jo en datter af fodfolket, og jeg vil gerne for kynde således at det kan bruges til noget i hverdagen.
Og mine prædikener bliver ikke længere end 10-12 minutter – det er min erfaring, at de fleste står af, hvis en prædiken er længere, siger hun.
Præstegården i Vrensted er ved at blive renoveret i øjeblikket, men Lisbeth Baggesen forventer at flytte ind i løbet af et par uger.
Herefter har hun 300 kvm og en stor have til rådighed – og det glæder hun sig til.
Juli 2005
År 2008 – Præst opgiver sine sogne.
Lisbeth Baggesen stopper som sognepræst ved Vrensted og Thise kirker efter tre år. Hun er glad for arbejdet, men er rent menneskeligt aldrig faldet til i Vrensted Præstegård
Lisbeth Baggesen kan ikke holde ud at bo i Vrensted og stopper derfor som sognepræst i Vrensted og Thise sogne. – Hun har ikke lagt skjul på at hun har følt sig meget ensom. Hun trives godt som præst, men hun trives ikke menneskeligt, forklarer provst Lars-Erich Stephansen. Lisbeth Baggesen har ansøgt om at fraflytte sin tjenestebolig, Vrensted Præstegård, og beholde jobbet, men menighedsrådene har ikke ønsket at give hende dispensation.
Bopælspligt – Embedet var slået op med bopælspligt, så det vidste hun da hun søgte stillingen, og hun forventede selvfølgelig at falde til, men sådan gik det ikke, konstaterer Lars-Erich Stephansen. Lisbeth Baggesen har sagt op og fratræder med udgangen af oktober. Hun skulle have holdt afskedsgudstjenester i Vrensted og Thise kirker i går, men de blev aflyst i sidste øjeblik, og Lars-Erich Stephansen overtog de to gudstjenester. – Efter at hun har besluttet sig for at stoppe er det blevet for belastende for hende at prædike, og det er også derfor at hun har frabedt sig afskedsgudstjenester. Så hun er ude af tjeneste – formelt sygemeldt, oplyser provsten.
Det er sædvanligt at et præsteembede står ledigt i et stykke tid, når en præst stopper, så der kan gå et stykke tid, før Vrensted og Thise sogne får en ny præst, fortæller Lars-Erich Stephansen.
Formanden for Vrensted Menighedsråd, Jens Juhl, vil ikke udtale sig ret meget om sagen. – Lisbeth trives ikke i Vrensted og har haft en del fravær, bekræfter han. – Det er kedeligt for alle parter, men der kunne ikke findes en løsning. Bopælspligten har været drøftet i begge menighedsråd, men det har ikke vundet gehør. Vi har den holdning, at når vi har præstegården, skal præsten også bo der, siger Jens Juhl.
At præstens afsked falder sammen med valget til menighedsrådet, giver ikke problemer. Der er fredsvalg i Vrensted og det betyder, at det kommende menighedsråd allerede er dannet. To medlemmer er blevet skiftet ud, mens resten fortsætter, heriblandt Jens Juhl. – Vi forventer at stillingen besættes hurtigst muligt og det er hvad vi vil arbejde på. Men det er noget biskoppen styrer. Der sker ændringer i pastoraterne for tiden og det kan vi godt risikere at komme ind under, siger Jens Juhl.
Den afgående sognepræst skulle have holdt afskedsgudstjenester i går i både Vrensted og Thise kirker, men valgte i stedet at tage en utraditionel afsked med sine sognebørn gennem ugeaviserne. –
Indlæg i lokale ugeaviser –
Kære Vrensted og Thise sogne. Jeg vil hermed gerne takke af som sognepræst ved Vrensted og Thise kirker. Hjerteligt tak for 3 velsignede år. Tak for den tillid, varme og venlighed, I viste mig fra den første dag. Tak for de mange gode stunder, vi har delt – både de glade og lyse, men også de mørke og triste. Det har været en fornøjelse og en ære at være jeres præst, og det er med stort vemod, jeg forlader stillingen. Det er trist, at vi ikke fandt en løsning på området omkring bopælspligten. Jeg vil imidlertid altid se tilbage med glæde og taknemmelighed på min tid i Vrensted og Thise. Der er ingen steder, jeg hellere ville være præst.
oktober 2008
Kvindelig præst kunne ikke være i fred
Sognepræst Lisbeth Baggesen følte sig generet af enlige mænd i præstegården i Vrensted. Derfor sagde hun op.
Andre menneskers mangel på respekt for privatlivet er hovedårsagen til, at Lisbeth Baggesen ikke kunne fortsætte med at bo i præstegården i Vrensted.
Kort tid efter at Lisbeth Baggesen for tre år siden flyttede ind i præstegården i Vrensted, var der indbrud i præstegården. En mand brækkede et vindue op, kravlede ind og gemte sig ovenpå, mens Lisbeth Baggesen var hjemme. Hun led ingen overlast ved indbruddet og der skete ikke så meget andet, end at hun kom til at føle sig utryg. Det er derfor sognepræsten i Vrensted og Thise sogne som omtalt i gårsdagens avis har sagt sin stilling op og flytter fra Vrensted. – Når nu der er skrevet om det, synes jeg menigheden skal have hele sandheden, siger Lisbeth Baggesen. – Det er ikke Vrensted, jeg ikke kan holde ud. Det er præstegården, fastslår hun. Indbruddet blev meldt til politiet, der også fandt ud af hvem manden var. Men Lisbeth Baggesen ønskede ikke at der blev rejst tiltale, da manden var en kirkegænger. – Sket var sket og han fik besked på at holde sig væk, hvilket han har gjort, fortæller hun. Men siden har der været et par andre enlige mænd, der har opsøgt hende i præstegården og ikke helt forstået, hvor hendes grænser gik. – Præstegården ligger lidt afsides, og da jeg kom hjem fra sommerferie i august var to af vinduerne ødelagt, fordi nogen havde forsøgt at komme ind. Det var derfor jeg fik behov for at komme på fysisk afstand nu. Jeg begyndte at gå og tænke, hvad bliver det næste? Jeg har forsøgt at komme videre, men det har undergravet glæden ved at være her. Alle ved jo hvor præsten bor – og at hun bor alene, fortæller Lisbeth Baggesen. Hun søgte menighedsrådene om dispensation fra bopælspligten til at flytte fra præstegården, men menighedsrådene sagde nej, og derfor sagde hun sin stilling op. – Jeg flytter til Hjørring hvor mine nære venner og min familie bor. Det var også dét, jeg søgte om, og jeg har været så glad for det hele herude, så jeg havde jo håbet at jeg fik lov. Samarbejdet med menighedsrådene og personalet har været godt og jeg holder så meget af menigheden, siger hun. Lisbeth Baggesen har ikke fortalt vidt og bredt om sine ubehagelige oplevelser i Vrensted Præstegård. – Præstens arbejde er i sin natur ensomt. Vi skal værne om de mennesker vi kommer i berøring med, så vi kan ikke tale til højre og venstre om de problemer vi har. Jeg har holdt lidt lav profil, for jeg vil ikke hænge nogen ud. Så snart jeg siger noget, begynder folk jo at gætte på hvem det er, og i nogle af tilfældene er det ikke engang sikkert at de selv ved at de har krydset min grænse, påpeger hun. – Jeg går ikke og er direkte bange, men et hjem skal være et sted, hvor man er tryg og glad. I stedet blev det en meget stressende faktor at bo her. Man ved aldrig hvem der ringer på døren. Lisbeth Baggesen har fået et vikariat i Vester Hassing, men skal lige sunde sig lidt, inden hun begynder at arbejde igen.
Ane Maries Hus (anno 1914) er et bevaringsværdigt hus i landsbyen Vrensted, tæt på Løkken og Børglum Kloster.
“Ny og gammel landsbykultur i Ane Maries Hus”
Støtteforeningen Ane Maries Hus samlede i corona-vinteren 2020/21 penge ind lokalt – nok til at købe huset af Hjørring Kommune. Vi vil renovere huset, formidle landsbykulturarv og samtidig skabe nye rammer for fællesskabet og ny landsbykultur, og således bygge bro mellem fortid og nutid.
Hvad er idéen?
Det overordnede formål er at skabe grobund for samvær og fællesskab på tværs af generationer i det unikke og bevaringsværdige Ane Maries Hus (anno 1914) og den tilhørende “Ane Maries Have” på ca. 3200 kvm. Huset og haven ligger centralt i landsbyen. Det har en særlig historie og det betyder meget for lokale og folk med tilknytning til området, at huset bevares for eftertiden. Vi ønsker at formidle landsbykulturarven og skabe rammer for ny landsbykultur. Ane Maries Hus vil blive et fredfyldt åndehul med plads til kreativitet og kunsthåndværk. Her mærkes historien og fællesskabet i en landsby.
Hvor skal idéen realiseres?
Projektet realiseres i og omkring Ane Maries Hus og Ane Maries Have på Sct. Thøgersvej 10 i Vrensted. Projektet er således helt bundet af selve huset og stedet. Overfor huset ligger den gamle landsbykirke fra 1100-tallet, landsbyens gadekær og den tidligere skole, som nu er omdannet til Byens Hus – et forsamlings- og idrætshus med plads til større arrangementer og idræt. Ane Maries Hus fokuserer på landsbykulturarv, kunsthåndværk og kreative sysler, og komplementerer således fint Byens Hus. I Ane Maries Hus vil vi også tilbyde overnatningsmulighed, som mange brugere af Byens Hus savner.
Hvad omfatter projektet?
Vi har opdelt projektet i faser mhp. at være realistiske i forhold til praktisk gennemførelse. I denne første fase ønsker vi at
– energirenovere huset, bl.a. med ny og energivenlig varmeforsyning og isolering
– at istandsætte de bevaringsværdige elementer i huset, bl.a. døre, vinduer, vægpaneler, det originale loft og gulv, som skal slibes og behandles.
– at indrette en permanent lejebolig, som skal sikre en løbende indtægt til drift af huset
– at indrette rummet til formidling af landsbykulturarven, “Ane Maries Stue”, et lille køkken, gamle møbler, udstilling af artefakter og en særlig afdeling til formidling af historien om sagfører Anders Olesen, som byggede huset og var en stor mæcen i Vendsyssel i begyndelsen af 1900-tallet. A. Olesen stiftede bl.a. Nørresundby Bank, byggede Vodskov Kirke og opkøbte store arealer i Hammer Bakker.
– Endelig anlægges terrasser udenfor huset mod syd, den ene til offentligt brug og den anden tilhørende lejeboligen.
Forventet gennemførelse: 2022.
Hvem står bag projektet?
Støtteforeningen Ane Maries Hus ApS med +100 medlemmer har en bestyrelse på 7. Støtteforeningen har stiftet anpartsselskabet Ane Maries Hus ApS, som formelt ejer huset. Formålet er at begrænse risici og lave en klar opdeling mellem det frivillige og kreative på den ene side og stram styring af økonomi og kontakt til myndighederne på den anden. Derudover er der grupper af frivillige, som er aktive, bl.a. holder vi jævnligt “arbejdslørdage”: en havegruppe, en håndværkergruppe, en Knud Holst gruppe og en “Ane Maries Stue”-gruppe. Grupperne er åbne og man bidrager med det man kan og vil.
Hvordan involveres lokalsamfundet?
Byen har i forvejen en kunsthåndværkerforening og lokalhistorisk forening, som fra starten af projektet for ca. 4 år siden, har støttet projektet. Lokalsamfundet er i forløbet blevet involveret med afholdelse af informationsmøder og workshops i de ovenfor nævnte arbejdsgrupper. Vi holder lokalsamfundet informeret om projektets fremdrift i Facebookgruppen Ane Maries Hus og på hjemmesiden www.anemarieshus.dk informerer vi om det samlede projekt. Corona har gjort det svært at mødes i større forsamlinger, men alligevel lykkedes det os at indsamle 450.000 kr. til køb af huset i vinteren 2020/21.
Hvem gavner projekter og hvordan?
Målgruppen for projektet er såvel de lokale beboere i og omkring Vrensted/Løkken som besøgende udefra. Vi ser også Ane Maries Hus som en “lille attraktion” indenfor kulturturisme. Målgruppen er både unge og ældre – med fokus på et rodfast børneliv og en aktiv seniortilværelse. Ensomme borgere +50 vil kunne møde andre og være en naturlig del af fællesskabet. Andre brugere er (lokale) foreninger, iværksættere, kunsthåndværkere, forfattere, og generelt kunst-, arkitektur- og kulturarvsinteresserede. Ane Maries Hus kan tilbyde helt særlige rammer for små arrangementer, kurser, foredrag mv.
Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?
Ane Maries Have vil være åbent for offentligheden året rundt. Den offentlige del af huset vil være åbent i dagtimerne og ved arrangementer. Det vil være muligt for lokale og besøgende at forsamles i “Ane Maries Stue” og at benytte det kreative værksted på 1. sal i huset til sysler, kunsthåndværk, osv. Foreninger, klubber, skoler, iværksættere mv. vil kunne booke lokalerne til tema-baserede arrangementer i rammer, der emmer af landsbykultur, historie, fred og ro. Lokalsamfundet vil allerede fra foråret 2022 kunne gøre brug af Ane Maries Have, som vi er kommet langt med.
dec. 2021 Mette Roussis – formand for Ane Maries Hus ApS
Arkitekt Jørgen Ussing, Løkken, skriver følgende om Ane Maries Hus:
Professionelle ildsjæle kan man godt kalde den gruppe af dedikerede mennesker, der gennem flere år dygtigt, grundigt og vedholdende har arbejdet for at bevare Ane Maries Hus i Vrensted. Og der er rigtig god grund til at gøre en indsats for at netop dette hus fortsat skal lyse op i den store landsby Vrensted, som et yppigt eksempel på god arkitektur på landet. Det var sagfører Anders Olesen, der lod københavnerarkitekten Volmer Johannes Mørk-Hansen tegne huset, som et minde over sagførerens moder. Huset blev bygget i 1914 – en tid med uroligheder i Europa, men også en tid hvor bygningskunsten i Danmark er præget af gedigne materialer, smukke detaljer og godt håndværk. Alt dette genfinder vi i Ane Maries Hus, der er sjældent velproportioneret og sagtens kunne være en inspirationskilde og forløber for den landsforening til ”Bedre Byggeskik”, der året efter i 1915 blev dannet med det formål at fremme kvalitet og skønhed i det byggede miljø her til lands. Der er tale om en særdeles smuk bygning fyldt med tidstypiske detaljer, beliggende midt i landsbyen med skolen og kirken som nærmeste naboer. Det er ikke så tit vi støder på disse perler i landsbyerne, og når vi gør, er de oftest maltrakterede med eternittage, voldsomme udhæng og gabende sprosseløse termoruder. Her har vi en velbevaret, om end lidt slidt bygning, men husets sjæl er intakt, nisserne på loftet bor der endnu og de og alle os andre dødelige har fortjent, at dette smukke hus genfinder fordums glans og herlighed og får nyt liv med nye, mere offentlige funktioner – til glæde for kulturarven og mange mennesker.
januar 2022:
Jørgen Ussing Arkitekt MAA MDD / ekstern lektor i Arkitektur og Design, Aalborg Universitet
Det gamle indgangsparti til Ane Maries Hus
Her det ene af de to udhuse som skal indrettes til værksted
Den originale tegning til Ane Maries Hus anno 1914
Her fortæller formand Christian Østergaard om Ane Maries Hus
Her det ene af de to små udhuse som skal indrettes til værksteder
Det fine gamle loft skal nu fritlægges igen
De gamle møbler kommer igen til ære og værdighed
Skrevet af Mette Hyldgaard Roussis, jan. 2022 i.f.b.m. ansøgning om fondsmidler hos Realdania fonden
Denne artikel handler om de mange facetter og polariteter der opstår, når børn i alle aldre bevæger sig ud i det komplekse liv. Livet må leves forlæns og forstås baglæns og artiklen rummer en række fortællinger om de kampe børnene må igennem i modningsprocessen og om gode råd til voksne, der har ansvar for børns udvikling og dannelse. Metaforen ”Børnelivets klaviatur” skal forstås som de nødvendige tangenter børnene skal ”spille på”, hvis de skal udvikle deres motiver i bredde og i dybde. Alles liv har mørke og lyse toner og det er samspillet mellem medgang og modgang, der er livets motor. Artiklen vil kritisk behandle de tendenser i tiden, hvor præstationsræset er ved at kvæle børnene, og hvor teknologien og livsformerne accelereres og stresser børnene hen mod en afstumpet, krænkende og rå tone. Voksne skal turde være voksne også i forhold til at indvirke på børns sprog, omgangstone og livsstil under hensyntagen til andre.
Der må frit kopieres fra artiklen ved opgivelse af kilde.
Niels Jægerum
Galten 2019
INDHOLD:
Et barn har 100 sprog
De langsomme glæder
”Den lige vej” eller slingrevalsen?
Buer og pile
Belæring bliver nemt til beskæring
Tilbage til skolen for livet
Et barn har 100 sprog
”Et barn har 100 sprog
men frarøves de 99
fordi kulturen og systemet
tvinger børn til at
tænke uden krop og
handle uden hoved
fordi virkeligheden og fantasien
videnskaben og fantasteriet
det indre og det ydre
gøres til hinandens modsætninger”
Malaguzzi
Børn er indrettet med forandringens linse og lægger mærke til de overgange og de processer, hvorigennem noget ændres fra en tilstand til en anden. De zoomer ind på fænomenerne, når gråvejr bliver til sol, når kulde bliver til varme, når sne bliver til vand, træ bliver til aske og liv bliver til død. Det er den sanselige selvbevidsthed der er den indlysende grundsandhed i et godt børneliv. Det er gennem vores 5 sanser, at vi møder verden, kategoriserer vores oplevelser og får appetit på livets klaviatur. Det er med tilbageholdt åndedræt, at vi fornemmer forårssolen efter mørkets tid, at vi ser varmedampen fra jordens kolde nætter, at vi opdager de små gule hyacinter titte frem fra jorden, og at vi lægger mærke til de små tings store gryende betydning på forsiden af årstidsskiftet.
Barndommen er vores livs morgen, og denne bør børnene have i fred og ikke gives ansvar for noget, de ikke kan tage ansvar for. Der skal en nidding til for at tage de langsomme glæder og naturens sceneskift fra børnene i den takt, de er klar til at møde det i deres univers. Det gælder om at kunne se tingene i børnehøjde og nyde livets facetter, som var det første gang man kyssede solen og månen. Vi mærker selv suset fra de magiske dimensioner, når vi står på en kulsort mark en klar aften og kigger op mod millioner af stjerner. Vi svæver som Den lille Prins ud mod fantasiens uendelige mørke med lysende tankespind i livsmodets raketmotor.
Der er en stigende tendens til, at vi skubber børnene ud af barndommen og gør dem til voksne børn alt for tidligt. Et mundheld siger, at ”tidlig moden er tidlig rådden”, og vi kender alle nogle barnestjerner, som siger at deres barndom blev taget fra dem. Præstationskulturen tvinger børn til at yde det ypperste af alt det, der kan måles og vejes. Vi spørger hele tiden om, hvor dygtige de er til det ene og det andet. Vi tænker mere på, hvad de kan blive, end hvem de er, og hvilket menneske de indeholder. Børn, der presses ud af barndommen, kan let få et hult voksenliv. Dette forhold har jeg skrevet en sang om:
♫Hvorfor nu presse vor barndom helt væk
putte den ned i en kæmpesæk?
Hvorfor blive voksne i rasende fart
se på resultater en hurtig start
Hvorfor presse hvorfor stresse
børn fra vid og sans?
Hvad vil vi monstro med det her til lands?
♫
♫Hvorfor nu måle og veje på alt
sætte tal på barnet hvad der er galt
finde det der mangler rette det ind
sige til den skæve:
Tag og forsvind!
Hvorfor presse hvorfor stresse
børn fra vid og sans?
Hvad vil vi monstro med det her til lands? ♫
♫Lad dog de børn være lidt mere i fred
skub ej til floden den flyder afsted
tænk på det store i det små
så vil de lære at finde på
Hvorfor haste hvorfor haste med at vokse op?
Giv barnet en tid
til rødder og top! ♫
Vi måler børns præstationer som aldrig før, selvom vi ved, at det usynlige er det vigtigste. At måle er at antage en vis størrelse og undersøge andre størrelser i forhold til samme. Heraf ser man, at det man måler, smelter sammen med målestokken. Klaviaturet bliver alt for smalt og ensidigt, hvis vi kun fokuserer på det målbare i livet. En dannelsesrejse hvor vi møder de 100 sprog må begynde med sansernes pædagogik og selvforvaltningens pædagogik, hvor børns erkendelse, fantasi og lyst til at lære er i centrum.
De langsomme glæder
Forestil dig at vi skulle følge en skildpadde i dens langsomme færden hen over en plæne eller en strand. Den ville standse op og kigge nysgerrigt på alt der var grønt og dvæle ved fænomenet, indtil den fandt ud af om det kunne spises. Forestil dig så at det tog lang tid før dens synkebevægelser kom i gang og før den langsomt åbnede sine kæber. Forestil dig også hvor umuligt det ville være at få den til at skynde sig. En skildpadde vil altid skyde en fantastisk skildpaddefart ligesom et barn vil bevæge sig i sit eget tempo, i barndommens tempo i overensstemmelse med kroppens musik og rytme. Vi kan ikke forcere barnets egen indre flod. Dont push the river it flows by itself!
Accellerationen i vores samfund angriber alle livets områder og spreder sig også til vores forståelse af, hvad et barn skal udsættes for. Vores teknologi accellererer, vores livsstil accellerer og vores behov sættes under et stigende pres. Børn sættes på program og udsættes konstant for stimuli og oplevelser i alt fra legeland til shoppingcentrenes børneområder. Når børnene endelig kunne trække sig tilbage til den kreative kedsomhed placeres der en ipad i hænderne på dem, og så er de overladt til den tingsliggjorte relation og den flimrende barnepige.
Vi må lære at tage tiden tilbage og bruge den langsomme tid igen. Da mine egne bedsteforældre sad i mørkningstimen og kom med smålyde og sukkede i takt med dagligstueklokkens monotone tikken, tænkte jeg som barn, at det var en slags mystik og musik, som pegede mod noget, jeg ikke selv forstod. Jeg vidste kun at denne stille time var betydningsfuld for dem, og at det var noget, jeg skulle lære. Senere forstod jeg, at de to gamle sad der i deres hvilestole ligesom køer, der ligger og tygger drøv. Bedstemor og bedstefar tyggede drøv på livets hændelser, og der var mange ting, som lå gemt i deres bagage af et langt levet liv.
Børn har brug for at møde langsomheden, og for at der standses op og fordøjes hændelser. Vi kan som mennesker ikke holde til, at der fyldes på hele tiden. Det enorme støjniveau i institutionen og i skolen presser barnet ud på yderste revle og ofte kan vi ikke forstå, at de udviser forvirrethed og rastløs ubalance i situationer, hvor vi ellers kunne hygge os. Børn der omgås turbulens og maskiner udvikler selv en maskinel personlighed og kan let miste empatiske evner for andre. Vi har vidst det i mange år, at det postmoderne barn, der oplæres i skanning som en tilegnelsesstrategi, bliver selvcentreret og individualistisk i sin indstilling til andre.
Børn har i vor tid brug for en række udfordringer, hvor de oplever, at der er noget, som er større end den enkelte. En konsekvens af det høje tempo og tingsliggørelsen af barndommen kan nemt være udviklingen af en narcissistisk karakter, som er skadet på relationskompetencerne og ikke kan se ud over sin egen næsetip.
Engang kunne man gå helt ned i fart
sætte sig ved åen og vente i timer på en ål
Engang var man så klog at være midt i tiden
lytte til guldsmede, nymfer, bobler og fuglesang
Engang kunne man kaste en gren i den langsomme strøm
følge den på vej hen til et sted hvor den drev i land
Engang var man så lille at man skabte de største erindringer
om at ingen kan skubbe til bække der flyder af sig selv
”Engang” kommer sejlende igen når man ældes og ved
at livets øjeblikke er som understrømme fra sit eget gamle hjerte
Engang opdager man at livets dessert er når man ser
at ens barnebarn følger efter den drømmende pind
”Den lige vej” eller slingrevalsen?
Vi kender alle fortællingen om Den lille Rødhætte, som skulle gå den lige vej over til sin bedstemor, der lå og var syg. Moderen advarede Rødhætte om at tage afstikkere fra den aftalte vej og sendte hende afsted. Vi ved også, at Rødhætte ikke kunne stå for fristelsen og begav sig ind i skoven på den forbudte sti, hvor hun mødte den farlige ulv. Livslæren er, at det vi forbyder vores børn allermest at opsøge, det vil de få en vældig god idé til netop at undersøge nærmere. I børns og unges liv ligger der en tænding på det forbudte og de udvikler to liv: det som forældrene kender og det andet. Ganske vist er der nogle forældre, som tror, at de kender alt til barnets liv, og der er også mødre, som antager, at de er veninder med deres døtre og derfor indvies i alt. Sådan forholder det sig ganske givet ikke. Det er blot en forestilling hos voksne. Børn og unge går ikke en lige tryg vej igennem livet men færdes på de små stier i forskellige aldre og i denne skole for livet er det, at de lærer sig selv at kende.
I eksistentiel forstand leves livet ikke på midten men ude på ekstremerne, hvor underlaget kan skride under dem. Her i disse situationer må de redde sig selv og slikke sårene efter en god dag. Børn, der pakkes ind i vat gennem barndommen og skærmes for modstand og smerte, vil udvikle en sårbar karakter og få svært ved at klare sig siden hen. Det ses også, at børn, der er vokset op under en tryghedsparaply, som ung kaster sig ud i voldsomme farlige eksperimenter og indhenter den forsømte risikofyldte levevis. Det farligste er ikke, at børn prøver at se, hvad de tør og har modet til men i at børn, der curles kan finde på i ungdommen at kaste sig ud i dumdristige og livsfarlige eksperimenter. Den, der vover mister fodfæste for en stund. Den der intet vover mister sig selv! Livet er ikke for krystere, og vi må derfor indstille os på at børnene balancerer på kanter, sten, grøfter, broer, moler osv. Børn kan sagtens slå sig og komme galt afsted, forstuve en hånd, slå hul på et knæ og knække en tand; men alle disse ar og små men fra et levet liv, vil sætte sig i sjælen som en perlerække af modets føljeton.
Børn trænger til voksne, som tør være voksne og som tør lade børnene afprøve sig selv ude på de små stier uden overvågning. Der er stor forskel på at holde øje med børn og så konstant at tjekke, hvad de laver. Det er ikke alt i et puderum eller i en hule, der kommer voksne ved. Der er en tid til at være voksen, en tid til at være barn og en fælles tid til at være sammen. Når børn leger, skaber de deres eget univers og danner en magi omkring deres roller og deres gøren. Alt det, de ser, alt det de suger til sig fra medier eller hører om, skal de have siet i legens masker og oversat til en verden, de selv forstår sig på.
Slingrevalsen er et symbol på den dannelsesrejse som må gennemleves af enhver, der skal udvikles som et helt menneske og lære sig selv at kende i bredden og dybden. De unge, der er så heldige at komme på en efterskole, væk fra de vanlige omgivelser, vil afsøge de nye udfordringer, de nye venskaber, de nye fristelser, de nye følelser, de nye steder, de nye situationer, de nye kærester osv. Slingrevalsen kan fortsætte ind i voksenlivet hvor de tager på en dannelsesrejse med veninden eller kæresten. Det er på afstand af det kendte og i mødet med det fremmede, at vi oplever egen identitet og inspireres til nye veje vi selv kan gå. Løsrivelse fra det kendte går forud for frigørelsen og forløsningen i det gode børne- og ungdomsliv.
Til mine forældre
Jeg blev ikke det I ventede.
Jeg blev alt det I havde frygtet.
Jeg voksede op næret ved jeres afsavn.
I opdrog med skjulte tårer
til at leve jeres liv
forsætte det.
Skal jeg sige sådan levede I
I gjorde ret.
altså er det rigtigt at leve sådan
eller skal jeg fortælle jer
at min verden ikke er jeres
at min glæde min sorg min smerte ikke er jeres.
Vil I tro min tak til jer på min tak til livet
eller vil I blot sige:
Han fik alt
han tog alt
men han giver os intet tilbage
uden sorg og skuffelse.
Jeg tror I har ret, når I siger det.
Jeg tror jeg har ret når jeg går til mit eget land.
Jeg går langsomt.
Jeg går tøvende.
Jeg går tungt
men jeg tror jeg skal gå.
Gustaf Munch-Petersen
Buer og pile
Hvis man vil vide, hvem man er, og hvor man er på vej til, må man også vide, hvor man kommer fra. Opdragelsen og dannelsen hænger sammen ligesom en mønt har to sider. Der er altid tale om en dobbelthed af læring og medlæring i alle relationer med personer i ens omgivelser. Vi har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at vi holder noget af dets skæbne i vores hænder, og vi, der har arbejdet med børn og unge, ved vi hvor stor betydning det har haft, hvordan vi har set dem eller ikke set dem. Vi taler om en Rosenthal-effekt, hvis vi møder et barn med et bestemt perspektiv fx et mangelsyn eller et ressourcesyn. Perspektivet kan blive en slags drejebog for barnets fremtidige selvopfattelse. En bue som børn eller unge har som base kan væres så stram, at de ikke får sig selv med i dannelsesprocessen; men strengen kan også være så slap, at der slet ikke er noget at sætte af fra.
Børn trænger til voksne, der tør være voksne, men ikke til voksne som ikke giver plads til at barnet og heller ikke til voksne, som glimrer ved deres fravær af holdninger. Alle de erfaringer vi gør os fra fødsel og fremad i relation til personer, ting og miljø spreder sig som frø i os. Men der er jo frø, som falder i gold jord og frø som falder i frugtbar jord og vokser med tiden til sunde planter. Båden buen og pilen kan jo have noget over sig, der gør at kommunikationen brister og samværet bliver til is, som det kan tage mange år at tø op. Der er ingen færdig opskrift på, hvordan et barn dannes; men vi ved, at erfaringer aldrig er noget du gør i et tomrum. Du øser fra dine nærmeste omgivelser gennem livet, og genspejler de holdninger der serveres fra voksenbuen.
Børn har undertiden mange buer, de sætter af fra og pædagoger og lærere spiller også en væsentlig rolle i opdragelsen og dannelsen. Skolen bør danne sådanne rammer for børns liv og virke, at de udvikler deres erkendelse, deres fantasi og lyst til at lære således, at de får baggrund for at tage stilling og handle. Det er ikke nok at børnene møde en snæver bue med en sandhed for enden af tunnellen. Børn har ret til at tro og tænke, hvad de vil og til at lære om, hvordan andre børn i verden har det og børn har ret til at lege fremfor at være tvunget til at arbejde på de voksnes betingelser. Vi skal lære at leve sammen og være sammen med det særlige perspektiv, at alle er mennesker og har ret til dannelse og uddannelse uanset forskellighed.
Uanset hvilken farve du har
Uanset om du er sort, hvid eller gul
Eller har en helt anden farve
Uanset om du er kvinde eller mand
Uanset om du er barn eller voksen
eller om du lever i livets efterår
Uanset om du er født med alle sanser
Uanset om du er syg eller rask
Eller om du mangler en del af din krop
Uanset hvor du kommer fra
Uanset hvor du er på vej hen
Eller blot er midt imellem
Så er vi alle mennesker
Jeg tror den største udfordring i vores tid er mangfoldigheden og nogle kulturelle tilbøjeligheder til at påberåbe sig sandheden. Vi skal huske på at en fundamentalist er en, der tror han ved, fordi han ikke ved, at han tror. Vi har alle en snert af en overbevisning, som ikke kan diskuteres og selvom de andre ender med at få ret, giver man sig ikke så let.
I dannelsesprocesser handler det om at kunne rumme den forskellighed, uanset hvor man kommer fra, og hvor man er på vej hen. Uden tolerance og indlevelsesevne i andres livsvilkår får vi den værste side af egocentriciteten frem og nationalismens spøgelse vil kræve eksklusion af de anderledes mennesker. Værdier er sociale konstruktioner og historisk funderede på samme måde som vores tro, vores kongehus og styreform. Hvis børn skal have baggrund for at tage stilling og handle er det vigtigt, at de vokser op i mulighedernes land i mulighedernes skole.
Der findes fortrinlige forældre, som forstår at sætte børn ind i vores nuancerede kulturforskelle både her i landet og i udlandet. Der findes fremragende formidlingspædagoger og narrative lærer, der tør lade børnene og eleverne eksperimentere. Det er mikset mellem relation og konstruktion, der er vigtig. Jeg antager at mennesket er en indfældet individualitet. Vi er unikke individer født ind i et fællesskab. Det kan godt være vi ikke kan overføre et budskab i et 1:1 forhold men vi kan sagtens og med megen beviselig effekt indvirke på hinanden under bestemte betingelser. Det, vi går rundt med, er ikke en skole men billeder af skolen. Ingen af os har nogensinde haft et fag men vi har haft lærerpersonligheder, som vakte eller slukkede vores lyst til at lære mere.
Mentale modeller kan dog ændres. Tankegangen, tankeformen, paradigmerne ændrer sig over tid. Kultur er konstruktion af meninger, der guider vores handlinger og bestemmer hvordan vi gør erfaringer. Skolens projekt er både binding til betydninger og frisættelse af disse. Vi lærer både at se og at se, de briller vi ser med. Al dannelse, uddannelse og opdragelse til mangfoldighed er en udfordring til de buer, børnene har som afsæt for deres liv og uliv. Det sværeste er at forstå, at vi ikke ejer vores børn, at vi kun har dem til låns og derefter må sende dem ud i verden på en dannelsesrejse. At finde sig selv handler om binding, løsrivelse, forførelse, frigørelse og forløsning.
Og en kvinde, som trykkede sit barn ind til sig, sagde: Tal til os om børn. Og han sagde:
Jeres børn er ikke jeres børn,
De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv.
De kommer ved jer, men ikke af jer,
Og selv om de er hos jer, tilhører de jer ikke.
Jeres kærlighed kan I give dem, men ikke jeres tanker;
Thi de har deres egne tanker,
Deres legemer kan I yde husly, men ikke deres sjæle;
Thi deres sjæle dvæler i huset af i morgen, som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme,
I kan stræbe efter at blive som de; men søg ikke at danne dem i jert eget billede.
Thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.
I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile.
På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke,
at hans pile må bevæge sig hastigt og langt.
Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd;
Thi ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage.
Kahli Gibrahn fra Profeten Lindhart og Ringhof 1987
Belæring bliver let til beskæring
Futurekids er oplærte fremtidsbørn med teknologivaner og et betalt hestehoved foran deres små jævnaldrende i kampen om fremtidens arbejdspladser. Futurekids er børn, der, helt ned til 3 års
alderen, går til computer. Konceptet er adfærdskontrol og derfor gennemsyret af belønningssystemer for at få børnene til at præstere det maksimale.
Mange forældre sender deres børn i Futurekids-skoler, fordi de er bange for, at deres børn sakker agterud eller senere rammes af arbejdsløshed, hvis de ikke magter den moderne teknologi. I det følgende vil jeg forsøge at argumentere for, at denne form for tidlig strukturering kan handle om belæring og beskæring af barndommen. Der er mange eksempler på dette:
En mor til et barn i en Futurekids-skole fortalte mig begejstret:
„Jeg synes, det er en god idé med sådan en computerskole for små børn, selvom det er noget dyrt. Vi har valgt det, fordi vi synes, det er spændende at se, om vores barn kan lære at bruge en computer så tidligt som i 3 årsalderen. Og det kan han sagtens. Det er helt fantastisk at se, hvordan han bare kan bruge musen og lave animation. Man tror det er løgn. Vi kan ikke selv
undervise ham, så derfor er det godt, at der findes eksperter på området. Det giver os en tryghed, når vi tænker på hans fremtid. I den forrige lektion sad han og malede en haj på computeren og lagde forskellige farver på den. Børn synes jo det er enormt spændende at sidde og trykke på knapperne, og så er det da langt bedre, at de lærer det rigtigt under kontrol.
Vi har også selv købt nogle programmer, så han kan lege videre, når han kommer hjem. Han har sådan et program med havets dyr, som han farvelægger og forstørrer på skærmen. Det kan han sidde og nusse med i lang tid, hvorefter han printer det ud og klistrer det op på væggen. Der findes også et tilsvarende program om planeter.
På computerskolen får børnene synlige belønninger, når de løser en opgave, og engang fik han også en gave med hjem.
Han lærer at bruge computeren som et legetøj; men ikke på den måde, at han leger selv. Han instrueres af en voksen og har et emne at arbejde med.
Det er smart ikk’?
Jeg synes, at forældre kraftigt skal overveje det hensigtsmæssige i, at vores børn sidder og manipulerer med farver og figurer på en computer, så de kan blive konkurrencedygtige voksne.
Jeg synes, man kraftigt skal overveje, om der er substans i de programmer, der findes på markedet. Jeg er overbevist om, at børn, der struktureres meget tidligt, går glip af en lang række uudnyttede muligheder i deres børneliv. Den danske pædagogiske tradition går ud på at fremme barnets alsidige udvikling i en vekselvirkning med fællesskabets muligheder, og ikke at låse dem
fast i en stiv adfærdslabyrint, hvor legen styres på de voksnes præmisser. En god barndom skal ikke bare udfyldes med elektronisk farvelægning og billedmanipulation, men rumme et kraftigt kritisk modbillede til den omsiggribende belærende belønningsfokusering.
En god leg belønner sig selv, fordi den er uberegnelig og menneskelig. Konklusionen må være, at børn skal undervises og lære om viden for at de kan finde vej i informationerne og indtage en kritisk holdning til kilder og kanaler. Viden kan ikke automatisk og uproblematisk overføres fra maskiner til børn; men opstår i konfronterende dialoger med omgivelserne. Informationer, der ikke fordøjes i legen og den nødvendige eftertanke, kan sætte sig til stress i vores børn og kan lamme dem i passiv afmagt.
En ung medieforsker sagde i sit foredrag om børn og medier:
„Futurekids er ikke indrettet til at sidde og snakke pædagogsnak med voksne i en social rundkreds, de sidder nemlig i deres egen selvkonstruerede verden. Børn i vor tid er ikke skabt til det kollektive, men til det individuelle liv. Glem den rundkreds, hvor børnene efter tur fortæller, hvad de har oplevet. Børn med fingeren i vejret gider ikke vente på, at det bliver deres tur.”
Hvis børnene trækkes i en egoistisk og individorienteret retning, vil den slumrende og spontane humanitet blive undertrykt, og hvor
ender vi så? Du kan ikke lære dig selv at kende uden at indgå i én eller anden social sammenhæng. Børn skal lære at vente og lære at lytte aktivt til andre og til den forskellighed, der er i en gruppe. Jeg frygter, at vi kan risikere at synke til rå afstumpethed ved at satse på den individorienterede dannelse af personligheden. Hvis vi skal bevare fællesskabet og udvikle fællesskabets muligheder, må vi oplære vores børn i demokratiske processer, og her bliver den gode gamle RUNDKREDS meget central. Hvis børnene ikke lærer at lytte til og forstå andres synspunkter, hvordan skal de da tolerante kunne medvirke til kompromisløsninger i et voksenliv?
Børn må flaskes op med socialt betonede oplevelser og konstruktive konflikter for at blive samfundsorienterede og bevidste om egne muligheder i et samspil med fællesskabet. Børn skal møde levende forskellige mennesker således, at de opdager, at verden kan tage sig helt anderledes ud, når de skifter perspektivet og lever sig ind i de andres opfattelser. Det er de primære sociale erfaringer, ansigt til ansigt, krop mod krop, øre mod øre, øjne mod øjne, hjerte mod hjerte, der kan udvikle humaniteten ikke de sekundære pseudoerfaringer. Det kan godt være, at computeren er fascinerende, men den er ikke nuanceret sanselig, og det er den sanselige selvbevidsthed, der er den indlysende grundsandhed i menneskelivet. Det er det, vi skal satse voldsomt på i en svær balancegang med den moderne teknologi, som på nogle punkter anmassende forsøger at stjæle barndommen.
Uden overleveringen, sanseligheden og de kropslige spor, får de ikke noget, de kan se den brogede verden med. Værdier kræver et ståsted, og det er det, vi skal give dem i en god sanselig barndom.
Børnene skal møde det nye med noget i bagagen. De skal have noget at stå imod med og sætte af fra, for at de kan sortere dagens input. Det, de skal bruge i denne filtrering, hedder kulturelle nærværsoplevelser i et lyshav af stærke barndomsblitz sammen med voksne, der har noget på hjerte.
Børn kan aldrig få virkeligheden ind under huden i ren form; men tager den ind gennem de erfaringsbaserede strukturer af følelsesmæssig og tankemæssig karakter, som kommer dem i møde ved omgang med andre mennesker. Men også medierne spiller i vor tid en afgørende rolle i dannelsen af barnets bevidsthed. Fortolkninger og forståelsesformer er ikke i første omgang noget, du selv skaber, det er noget, der bliver overført til dig. Senere kan du med det afsæt skabe dine egne meninger og helheder på den videre rejse frem mod voksenlivets fortsatte vækstmuligheder. Sættes proppen i for tidligt, stækker vi barnet.
et barn der kritiseres lærer at fordømme
et barn der hånes lærer foragt
et barn der svigtes lærer mistillid
et barn der undertrykkes lærer had
et barn med fodlænke lærer at kæmpe
et barn der overvåges lærer at snyde
et barn der opmuntres lærer tillid til sig selv
et barn der respekteres lærer at forstå
et barn der har venner lærer venlighed
et barn der oplever fairplay lærer retfærdighed
et barn der værdsættes lærer at anerkende
et barn der hjælpes lærer hjælpekunst
et barn der er elsket og får knus lærer at føle kærlighed i verden
Alice Miller
Tilbage til skolen for livet
Børn skal have et kvalificeret afsæt for at forstå den kultur, de er en del af, og dette afsæt får de gennem en alsidig personlig udvikling. Den, der vil lave noget om, må vide, hvordan noget ser ud, ellers handler man i blinde. Det er her den flygtige information bliver farlig for vores børn, hvis de blot overlades til i selvreference at skanne en overflade uden kritisk ballast. Børn skal indføres i en kultur og dens forudsætninger, for at de bevidst kan tage stilling til den og føre det bedste af den videre. En retning for fremtiden må starte med, at den voksne generation træder frem og viser, hvad det er for en ramme, der betinger den pågældende livsform, de er indfældet i. Det ville være alt for bevidstløst at overlade identitetsarbejdet til børnene som selvskabende individer i tilfældige samspil med nettets frie markedskræfter. Vi må alle lære, at overtage virkeligheden, ved at begive os ud i den, for at kunne lave den om på et demokratisk grundlag. Børn må gives en klar oplevelse af, at kunne gribe ind i virkeligheden ved at omgås den konkret og handlingsorienteret i et tæt samspil med andre.
Det er dette centrale forhold i dannelsen Jørn Lund formulerer i Sidste udkald :
„Kontinuitet er ikke det samme som stilstand. Kontinuitet indebærer, at man møder det nye med noget i bagagen. Det er ikke kun et spørgsmål om kontinuitet, men også om forståelse. Hvis man opfatter det som værdifuldt, at unge mennesker lærer at forstå den verden, de fødes ind i, og erkender, at verden ser ud, som den gør, fordi man står et bestemt sted og betragter den, så må man også finde det af betydning at medgive de unge en indsigt i kultur, historie, sprog – ved siden af alt det andet, som også skal til: det naturvidenskabelige, det musiske, det praktiske.“
Dannelse som sidste udkald handler om at børn erkender, hvad det er for en verden, de er kastet ind i. Hvis vi antager at mennesket er en social konstruktion af forskellige holdninger og paradigmer, må dannelsen gå ud på at kunne iagttage de mønstre man er fanget af og indført i, så man selv kan tage stilling til, om man vil overtage dem eller man kritisk vil forholde sig til dem. Jeg tror, at børn fødes med et anlæg for humanitet, som vi skal udvikle igennem den dannelsesproces, vi igangsætter med opdragelsen og den helhedsorienterede småbørnspædagogik. Hvis børnene trækkes i en egoistisk og individorienteret retning, vil den slumrende og spontane humanitet blive undertrykt, og hvor ender vi så? Du kan ikke lære dig selv at kende uden at indgå i én eller anden social sammenhæng.
„Humanitet er kendetegnet for vor art. Men denne humanitet har vi bare som anlæg. Derfor må den udvikles gennem opdragelse. Vi bringer den ikke færdig med os til verden, men i verden skal den være målet for vores bestræbelser, summen af vore øvelser, være vores værdi. For vi bekender os ikke til troen på nogen medfødt fuldkommenhed. Når den ånd som regerer os, ingen human ånd er, bliver vi plageånder for menneskene. Det i særlig grad karakteristiske for vor art er altså dannelse til humanitet. Alle store og gode mennesker, lovgivere, opfindere, filosoffer, digtere, kunstnere, hvert ædelt menneske i sin stand, har hjulpet med til det gennem opdragelsen af sine børn, ved at udføre sine pligter, gennem sit eksempel, sit arbejde, sin vejledning, og gennem de institutioner de har skabt. Humanitet er summen og udbyttet af al menneskelig stræben, så at sige vor arts kunst. Dannelse til humanitet er et værk som uophørligt må fremmes. Ellers synker vi – høj og lav – tilbage til rå dyriskhed, til brutalitet.“
JOHANN GOTTFRIED HERDER
Jeg frygter, ligesom Herder gjorde, at vi kan risikere at synke til rå afstumpethed ved at satse på den individorienterede dannelse af personligheden. Hvis vi skal bevare fællesskabet og udvikle fællesskabets muligheder, må vi oplære vore børn i demokratiske processer, og her bliver den gode gamle RUNDKREDS meget central. Hvis børnene ikke lærer at lytte til og forstå andres synspunkter, hvordan skal de da tolerante kunne medvirke til kompromisløsninger i et voksenliv? Børn må flaskes op med socialt betonede oplevelser og konstruktive konflikter for at blive samfundsorienterede og bevidste om egne muligheder i et samspil med fællesskabet.
Børn skal møde levende forskellige mennesker således, at de opdager, at verden kan tage sig helt anderledes ud, når de skifter perspektivet og lever sig ind i de andres opfattelser. Hvis vi skal tilbage til skolen for livet, må vi arbejde langt mere med de fællesskaber, som børnene indgår i og fokusere på det helt nødvendige relationsarbejde, hvor barnet indgår i noget, der er større end den enkelte. MIG-først er en tendens i tiden, hvor vi forstærker egocentriciteten. Det kræver opmærksomme voksne at få dæmpet selvreferencen og få børn til at lukke sig ud af hamsterhjulet. Vi har haft en lang kulturhistorisk periode med målstyring og testning af børn, så de kan opnå høje karakterer. Vi har i jagten på dette karakterræs oplevet en stigende kritik af præstationskulturen og perfekthedskravet.
Vi har glemt det eneste ene, glemt at være. Vi spørger hele tiden om hvad børnene har præsteret og ikke om hvem de er, og om de er ordentlige i deres relationer til andre. Etikken og filosofien om det gode liv og om ordentlighed må ind i dannelsen. Børn og unge skal have masser af teateroplevelser, kulturpåvirkninger hvor de indføres i alternative tankegange, som kunsten kan åbne til.
Børn skal på hvert klassetrin have mulighed for at komme hjemmefra på lejrskole og opleve en sansebaseret læring, hvor de rører ved de danske herregårde, de danske rundkirker og historiske monumenter, så de kan finde ud af hvor de kommer fra. Hvis børnene ikke har rødderne i orden, får de heller ikke vinger, som kan gavne fællesskabet.
Det er i et godt børneliv at der er en dialektik mellem det indre og det ydre, mellem de aktuelle og historiske samfundsforhold og den enkeltes egen unikke verden. Hvis vi ønsker børn med bredde, dybde og højde i deres motivdannelse, må de være virksomme og føres ind i meningsfyldte læreprocesser, hvor de aktivt lærer at tage stilling og handle under ansvar. Magien og fantasien må stå i et dialektisk forhold til de materielle vilkår, og det er denne vekselvirkning der må arbejdes med i skolen tilbage til livet. Dannelse er ikke bare en lige vej, men foregår med brug af fantasi og handlekraft i de situationer man udsættes for. Dannelse foregår med ført hånd i et samspil mellem voksne, der fagligt og personligt har noget på hjerte og nysgerrige eksperimenterende børn på vej ud i livet. Vi skal forstå at lytte til verdens mange stemmer og også få denne verden til at lytte til os. Hvis vi ønsker børn med jordforbindelse, livsmod og fantasi skal de omgås voksne socialt og personligt som kan, vil og tør noget, der kan udfordre dem.
“Årene der er gået” – af Tonny Bistrup, Brønderslev, er skrevet i sommeren 2021
Forord
”Hej Tonny – kunne du ikke have lyst til at skrive om dit liv, dine oplevelser og din erhvervsmæssige løbebane. Det skal i så fald indgå i et bogsæt, jeg er ved at udgive.”
Min gode sangerbroder Jens Otto Madsen ringede til mig og stillede dette overraskende spørgsmål. Det skulle lige vendes nogle gange i hovedet. Det smigrede mig egentlig, og jeg indvilligede efter nogle minutter i at gå i gang med opgaven.
Beretningen er en gennemgang af mine private oplevelser og min erhvervsmæssige løbebane gennem mit 78-årige liv. Alderen begrænser unægtelig, hvad jeg erindrer, men jeg skriver efter bedste hukommelse, og hvad der findes af dokumentation. Der kan måske ind imellem være beskrevet nogle erindringer, der aldrig har fundet sted, men jeg lyver ikke bevidst.
Gennem de mange år har der selvfølgelig været nogle ubehagelige bump og episoder, som jeg springer over. Jeg har ikke til hensigt at såre eller fornærme nogen, men prøver hovedsagelig at skrive i en positiv ånd.
Jeg håber, du får fornøjelse af at læse min beretning. Der står måske noget, som du kan nikke genkendende til.
God læselyst
Begyndelsen i Jerslev
Jeg er født i Jerslev i 1943 som mine forældres første barn. Vi boede i den ene ende af et lille hus beliggende i den nuværende Kaløgade. I huset nedenfor boede Sme’Frederik og Frederikke. Lidt længere nede på sydsiden af Fanøgade lå Adventistskolen.
Min far, Thorvald Bistrup, var meget fodboldinteresseret, og i England var der en fodboldspiller, han var meget begejstret for. Han hed Tonny, så det skulle jeg også hedde.
Det navn gav mig nogle ydmygende oplevelser i skoletiden, for der var også piger, der hed Tonny, for eksempel radiohandlerens jævnaldrende datter, og så skulle man jo drilles. Udtrykket mobning var ikke opfundet endnu.
Jeg var fem år, da vi flyttede fra Jerslev, så der er ikke mange erindringer derfra.
Jeg husker dog optakten til en nytårsaften, hvor far ville lære mig at tænde og straks smide en lynkineser (et lille gult kanonslag med kort lunte). Jeg holdt lynkineseren, og far tændte med en tændstik, men jeg smed ikke noget fra mig, så lynkineseren sprang i min hånd.
Der skete ingen skade på min hånd udover, det gjorde djævelsk ondt, og jeg skreg i vilden sky.
Men nytårsaften var totalt ødelagt, for min mor, Gudrun, snakkede overhovedet ikke til min far resten af dagen.
En vinter med frost og sne havde eleverne i Adventistskolen lavet en glidebane på fortovet. De morede sig vældigt, men jeg måtte ikke være med.
Jeg har måske lidt af min mors temperament, for medens eleverne var til undervisning, strøede jeg sand på glidebanen og viste mig klogelig ikke ved skolen i nogle dage.
Begge mine hold bedsteforældre boede også i Jerslev, og de var flinke til at passe mig, når mine forældre skulle noget.
Min fars forældre Emma og Aksel Pedersen boede i Voldgade, der hvor der nu er busholdeplads.
Mine bedsteforældre boede i den nordlige del af huset, og de delte udendørs lokum med familien Hansen, der boede i den anden ende.
Bedstemor Emma, en stor og mægtig dame, var kogekone på Jerslev Kro. Hun kunne lave mad, som brødrene Price ikke kunne konkurrere med, hvad angår forbrug af smør og fløde.Det var altid en stor fornøjelse, når hun samlede familien til spisning. Med undtagelse af Bedstefar Aksel og min far, lignede begge fars brødre og senere jeg selv og mange af mine fætre og kusiner Bedstemor Emma, så det har nok ligget i generne.
Bedstefar Aksel arbejdede ”ved vejen” med at asfaltere vejene i Jerslev. Det foregik alt sammen manuelt og var hårdt og slidsomt.
I juletiden var han reservepost, og det var almindeligt dengang at byde posten på kaffe og mange steder også en snaps i juletiden. Jeg har ofte set en humørfyldt bedstefar komme hjem på lidt usikre ben, og så blev Bedste Emma sur, og hun kunne råbe højt. Det så nu ikke ud til at påvirke Bedstefar Aksel nær så meget som brændevinen.
Når der var bal på Jerslev Kro, var det Bedstefar Aksel der stillede borde og stole an, og han passede også garderoben. Dengang røg de fleste mennesker tobak, så når ballet var slut, tømte bedstefar askebægrene og tog asken med hjem, så han kunne dyppe sin skråtobak der i, inden skråen kom i munden.
Efter besættelsen begyndte mange at bruge tyggegummi, og så måtte Bedstefar Aksel til at si tobakken, inden han dyppede skråen, for han var ikke meget for at bruge andre folks brugte tyggegummi.
Min mors forældre boede i et lille husmandssted med to køer og lidt landbrug. Der var mødding og udendørs lokum med iturevet avispapir til at tørre med. Når spanden var fyldt op, tømte Bedstefar Søren den i møddingen, og spanden kom på plads igen. Jeg tror, det var vældig smart med det hul i døren med form som et hjerte.
Ejendommen er der stadigvæk, men uden landbrug. Den ligger i Borgergade mellem præstegården og Adventistkirken.
Jeg har flere gange overnattet hos dem med en tonstung dyne i en seng, der stod op ad en ydermur. Om vinteren var der klar is på den indvendige side af muren. Der var ikke isoleret med noget som helst, så der skulle fyres godt op om vinteren.Bedste Marie var en lille gesvindt dame, der stod meget tidligt op for at fyre op i det store støbejernskomfur og kakkelovnen i dagligstuen. Så når Bedstefar Søren stod op nogle timer senere, havde bedstemor taget sin insulin i låret med en meget lang kanyle. Der var frisklavet kaffe og morgenmad til bedstefar, som kunne nyde varmen fra komfur og kakkelovn og ofte friskbagt brød.
Bedstefar Søren stammede fra et område, der hed Krattet, og mange kaldte ham Krat Søren. Han var en temperamentsfuld mand. Jeg har hørt ham skændes med en landmand, der var meget missionsk, og selvom bedstefar gik i kirke hver søndag, så kunne han på kort tid overøse den stakkels landmand med alle de bandeord, der var på mode.
Jeg tror min mor og jeg, samt de fleste af mors 11 søskende har arvet temperamentet fra Bedstefar Søren.
Når de passede mig, og vi havde spist frokost, lagde Bedstefar sig på divanen, der stod ved vinduet ud til vejen, og jeg lå ved siden af ham. Det blev ikke til så meget søvn, for hver gang, der hørtes skridt eller andre lyde ude på vejen, løftede Bedstefar overkroppen for at se, hvem der kom forbi. Nogle gange kunne han kende folk på skridtlyden.
I 1947 fik min far arbejde på A/S Peder Nielsen ”Pedershaab” i Brønderslev. Sammen med andre cyklede han hver dag 10 km frem og tilbage til arbejdet.
Det kunne være hårdt om vinteren især hjemturen efter en travl arbejdsdag på Den Gamle Fabrik, som virksomheden blev kaldt i folkemunde.
Barndommen i Valby
I 1948 flyttede vi til Brønderslev på Danevej 4, hvor vi boede i stueetagen, og på førstesalen med kvist boede ejeren af ejendommen, fru Sørensen, med sin voksne datter Gerda.
Senere blev ejendommen købt af Christian og Rosa Madsen fra Sæby, og de ville bo i stueetagen, så vi måtte flytte ovenpå.
Ejendommen havde kun et lille toilet nede i stueetagen, og det delte alle husets beboere. Når vi skulle på toilettet, måtte vi kravle ned ad en stejl ”hønsestige”, som gik fra soveværelset og ned i bryggerset. Det var især træls om natten.
Som ny tilflytter til byen var det spændende for en 5-årig dreng, der talte vendelbomål, at skulle møde sine fremtidige legekammerater. De var lige så spændte på at møde ham bondedrengen, og det første møde med fem seks børne forløb således: ”Hvad hedder du?” Efter nogen betænkningstid svarede jeg forsagt: ”A hjær Tonny.”
Det grinede de meget af, og jeg kunne have krøbet i et musehul.
Jeg fik hurtigt lært at tale som de nye legekammerater, jeg havde fået.
Jeg ved ikke, hvorfor den bydel, vi var flyttet til, blev kaldt Valby, som dækkede Danevej, noget af Solvej og noget af Parkvej, der dengang hed Vester Alle. Området med Sveavej, Parallelvej og resten af Solvej blev kaldt Gammel Valby.
På lune sommeraftener kom de voksne ud på gaden og snakkede i klynger, medens børnene legede. Var vejret rigtig godt, kunne man være så heldig at blive sendt ned i byen efter en stabel ispinde, lavet på Brønderslev mejeri og gik under navnet Gobi. Jeg tror en ispind kostede 25 øre. Isen var gul, for der var brugt rigtige æggeblommer og piskefløde. Gobiis kunne også fås som enliters dessertis. Ingen andre mærker is kunne hamle op med den fra Brønderslev.
Marken
Det var dengang børn hadede at være indendørs, men meget hellere ville være ude at lege. Der var omkring ti jævnaldrende børn, som havde deres legeplads på marken.
På billedet poserer de fleste af Valbys drenge, og bag dem ses noget af volden til det nye banelegeme. Nederste række fra venstre: Tonny Bistrup, Herbert Sanderhof, Mogens Christensen, Leif Sørensen og Leo Falk
Jeg ved ikke, hvem marken tilhørte, men den var vores legeplads. Vi lavede fodboldmål, og der blev gravet huler så dybe, at vi næsten kunne stå oprejst. Der blev lagt tag over af pandeplader, som vi fandt i fælleden.
Pigerne lavede små æbleskiver på deres små spritkomfurer, og der var ingen løftede pegefingre fra forældre, som mente, sådanne huler kunne være farlige.
Sankthansaften var alle Valbys beboere til bål på marken. Når bålet var brændt næsten ned, legede voksne som børn to mand frem for en enke.Nogle familier kom med store stabler æbleskiver, og der var aldrig nogen til overs. Mændene fik sig en øl – altså kun 1 øl. Jeg tror nok, at børnene og kvinderne fik en sodavand.
Der blev lagt en masse kartofler ind i det nedbrændte båls gløder, og når de var godt stegte, blev den sorte skorpe fjernet med en kniv under råben
og skrigen, for kartoflerne var jo brandvarme, men aldrig fik vi så gode kartofler som denne aften.
Fælleden
Der kunne samles jernaffald, ”gammelt jern”, fra fabrikken, og det kunne vi sælge for 6 øre pr. kg til LAB-manden i Mejerigade.I tilknytning til Pedershaab Maskinfabrik var der en fælled til fabrikkens affald, som blev hældt ud i en skrænt ned til et sumpområde med en bæk, træer og en del rotter.
Børnene kunne også lege nede i sumpen med risiko for våde fødder. Der blev bygget huler i træerne, og med kapper lavet af gamle sække og træ-sværd fægtede De Tre Musketerer modigt med kardinalens onde soldater.
Der er også skudt mange ”cowboydere” og indianere både på marken og i fælleden. Det var tider.
Hvor er det synd for nutidens børn, at de ikke kan lege, som vi kunne.
Per Madsen
Pedershaab Maskinfabrik prøvestøbte mange cementrør i deres maskiner også i stor størrelse, og de blev opbevaret i fælleden i stående position.
Når vi drenge gik ind i sådan et rør og begyndte at gå, begyndte røret stille at rulle fremad.
Det gjorde Per Madsen på 10 år en dag. Vi boede i samme ejendom og var gode venner.
Per gik ind i et rør og begyndte at gå indeni det. Pludselig begyndte røret at vakle, og Per sprang ud, men desværre væltede røret til samme side, og Per fik sit hoved knust under røret.
Det var mit første møde med døden, og det var en uhyggelig oplevelse.
Johannes Sonnesen
Nu jeg er ved det triste, så nogle år senere, torsdag den 28. juli 1955, druknede Johannes Sonnesen i Friluftsbadet.
Johannes var en gæv bondedreng på 16 år, fyldt med energi og glæde. Han boede på den nærmeste bondegård, Vester Hedegaards Mark, lidt længere ude på marken mod vest, hvor han arbejdede for sin far.
Johannes kom tit og spillede fodbold med os drenge, selvom han var et par år ældre, men han nød at spille med os, og vi skulle passe på ikke at blive tacklet, for Johannes var robust.
Vi drenge blev godt nok noget chokeret, da faderen et par dage senere spurgte os drenge, om vi ikke ville komme til begravelsen.
Dengang var det ikke sædvane, at børn deltog i begravelser.
I nystrøgne hvide skjorter og med slips mødte vi fire til fem drenge på 12 – 13 år op ude på gården, hvor Johannes lå i sin kiste ude på græsplænen.
Solen skinnede, og vejret var rigtig godt denne mandag den 1. august 1955.
Faderen, moderen og Johannes’ søskende var i godt humør og glædede sig over, at Johannes nu var hos Gud.
Vi drenge kunne ikke begribe, at de var glade for, at Johannes var død. Familien var troende mennesker, og det gav dem troen på, at Johannes nu var hjemme hos Gud.
Men ikke nok med det. Nogle dage efter begravelsen opsøgte Johannes’ far igen os drenge og inviterede os hjem på gården den følgende aften. Vi havde jo været sådan nogle gode kammerater for Johannes.
Igen i hvide skjorter mødte vi drenge betuttet op på gården kl. 19. Vi fik saftevand, boller og kage, og blev opfordret til at fortælle om vores oplevelser med Johannes.
Det gik lidt trægt, men så læste Sonnesen et stykke højt fra Biblen og sluttede af med at sige: ”Tonny – vil du ikke synge en salme for os?”
Da snørede min strube sig fuldstændig sammen, og jeg sad som lamslået.
En af de andre drenge, Henning fra Hørsholm, som boede hos sine bedsteforældre i Valby, sagde: ”Hvis du begynder, skal vi andre nok synge med.”
Der var en lidt usikker begyndelse på en salme, jeg husker ikke hvilken, men det lykkedes os vist nok at få det til at lyde okay, for begge forældre og de to tilstedeværende søstre blev tydeligvis rørte. Jeg gik i klasse med den ene søster, Else.
Faderen sluttede aftenen med en bøn, og når jeg tænker tilbage, var det egentlig en smuk aften.
Forældrenes engagement
Forældrene kunne godt finde på at deltage i børnelegene. De skulle jo også ud at nyde de gode sommeraftener.
Mødrene hoppede gerne i sjippetov med pigerne, fædrene spillede fodbold med drengene, og det var ikke bare Sankthansaften, alle legede to mand frem for en enke.
Der var meget mere komsammen mellem familierne end nu om dage. Det var helt normalt, at de voksne lige bankede på hos naboen og fik en snak og en kop kaffe.
Jeg havde selv den faste vane hver uge, når Anders And var udkommet at gå ind i stuen hos familien Flyvbjerg og læse bladet. Jeg var ofte den første læser, og så måtte familien nøjes med at læse et brugt eksemplar.
Brødrene Elis og Torben Flyvbjerg havde i tilknytning til boligen et karetmagerværksted, hvor specialet var at bygge karosserier på nye biler, mest små lastbiler.
De hentede selv de nøgne bilchassisser på havnen i Aalborg, og så byggede de ladet op i træ og førerhuset i karrosseriplader.
Værkstedet var meget benyttet som samlingssted for mændene i Valby. De kunne stå i timevis og underholde hinanden med sladder og sjove historier, medens de fik en øl eller sodavand. Der blev grinet meget.
Der var så bare det problem, at der ikke blev arbejdet på bilerne, og de skulle jo være færdige til en bestemt tid. Derfor arbejdede brødrene Flyvbjerg til langt ud på aftenen ja sommetider natten. Arbejdet var ret støjende, så de kunne holde mange naboer vågne, men det gav ikke anledning til ufred.
Kvisten blev også grøn
På brødrene Flyvbjergs hus var der ind til haven en kvist, som trængte til at blive malet grøn ligesom alle vinduerne. Det lovede far at gøre, og kvisten var det sidste, og den blev malet en fredag eftermiddag, hvor min moster Karen og Onkel Holger fra Sverige skulle komme og spise til aften.
Gæsterne var kommet, og maden var færdig. Det trak ud med far, og jeg blev sendt over vejen for at hente ham. Inde i den lukkede lille have lå de to flyvbjergbrødre og trillede rundt på græsser og var ved at dø af grin. Far sad på et eller andet og vaskede sit hår og ansigt med terpentin. Grøn maling silede ned over hans hoved.
Da far var færdig med at male kvisten, ville han glide stille og roligt ned ad taget med malespanden i den ene hånd. Det gik fint, indtil han nåede tagrenden og skulle hoppe 20 cm ned på et lille tag, der var mellem værksted og bolig. Det lykkedes ikke helt, for malespanden røg op i luften, slog en kolbøtte, og al malingen røg ned i hovedet på far.
Det var en meget slukøret far, der dukkede op stadig halvgrøn i hovedet til nogen moro for gæsterne. Mor prøvede at tøjle sin vrede, der var jo gæster, men vi kom civiliseret igennem gullaschen, men far vovede til sidst at sige: ”Det havde været godt med gulerødder til.”
Mor sprang op: ”Gud – de står ude i køkkenet.”
Så fik far revanche.
Jernbaneforlægningen
I 1950’erne begyndte Statsbanerne at forlægge skinnesystemet, så togdriften ikke spærrede for trafikken i Brønderslevs midtby, men blev flyttet længere mod vest, og skinnelegemet kom op i højden.
Der skulle bygges fire broer hen over hovedgaderne i byen. En af broerne skulle bygges over Vester Alle, den nuværende Parkvej. Det tog mange år, for der skulle køres i tusindvis af kubikmeter sand på den vold, jernbaneskinnerne skulle lægges på.
Der blev anlagt et tipvognsspor på volden til at transportere sandet længere ud på volden. Fra lørdag middag til mandag morgen var der ingen på arbejde, og så kunne vi drenge køre med tipvognene, for det var ikke altid, arbejderne havde husket at tage nøglen til lokomotivet med sig.
Brobyggeriet optog os alle store som små. Der blev bygget en kæmpe ”støbeform” i træ, og der blev bundet et armeringsnet af stål. Det var et imponerende virvar, men det gav beskæftigelse til mange mænd.
Nogle år inden den nye jernbane kom, hørte vi en helt anden og fremmed lyd, og alle kom ud på gaden for at se den eller de store flyvemaskiner, der var på vej hen over Valby.I 1966 blev det nye banelegeme taget i brug, og beboerne i Valby skulle nu til at vænne sig til, at støjen fra togene var kommet lidt tættere på, men det vænnede vi os hurtigt til.
Der kom ingen flyvemaskiner, men i stedet for så vi det nye imponerende MY-lokomotiv komme majestætisk kørende i god fart i stedet for et gammeldags damplokomotiv, og derefter skulle vi vænne os til den nye og meget anderledes lyd fra jernbanen.
Skoletiden
Jeg begyndte at gå i skole den 1. april 1950 på ”Den Lille Skole” i Tygelsgade, hvor vi gik i første og anden klasse. Skolen var i to etager, og der hørte en lille fritliggende gymnastiksal til. Det var lidt mærkeligt at skulle gøre gymnastik sammen med pigerne og klæde om i samme rum, men sådan var det.Den lille skole
En dag blev der banket på døren ind til klasselokalet, og skolelægens sekretær stak hovedet ind og spurgte: ”Er Tonny en pige eller en dreng?”
”Det er en dreng”, svarede læreren.
Så blev der fniset, og i frikvarteret skortede det ikke på sjove bemærkninger fra mine klassekammerater. Åh hvor jeg forbandede den irriterende engelske fodboldspiller, jeg var opkaldt efter, og dermed skyld i drillerierne – mobning var stadig ikke opfundet.
En vinterdag var der et gevaldigt snevejr, og det endte med, at skolen lukkede og sendte alle eleverne hjem. Jeg havde Jørgen Sørensen i den time, og han fulgte alle eleverne hjem i en klynge, som gik gennem byen og efterlod eleverne en for en, efterhånden som vi kom til deres hjem.
Skolegades skole
Fra tredje klasse skulle vi gå på Skolegades Skole, som var den eneste skole i kommunen, og der var flere hundrede elever.
Jeg husker ikke så meget fra tiden på Skolegades skole.
Søndergades skole
Den 1. april 1955 var jeg med til indvielsen af den nye Søndergades skole, hvor jeg begyndte i 1. mellem.
Vi var 36 i klassen og havde Henry Allermann til klasselærer resten af skoletiden. Eleverne var en sammensat flok fra Vester Hjermitslev, Hollensted, Sulsted, Kraghede, Tolstrup og Øster Brønderslev. De udenbys elever cyklede til og fra skole i alt slags vejr. I de fem år var der ikke mange dage, de ikke nåede frem. Det var sejt.
Dengang holdt de store virksomheder i Brønderslev frokost fra kl. 12 til kl. 13, hvor de lokale medarbejdere tog hjem og spiste frokost. Det var kutyme, at hustruerne gik hjemme og passede huset og børnene, når de kom fra skole, så i de fleste hjem havde husmoderen stillet frokost an til kl. 12, når manden kom hjem.
Skolerne holdt derfor også frokost i den time, og alle de lokale elever tog hjem for at spise med familien. Når vi var færdige med at spise, lagde far sig på divanen og sov middagssøvn, og så skulle vi børn bare være stille.
De udenbys skoleelever kunne ikke tage hjem og spise frokost, så de spiste deres medbragte madpakker i det såkaldte spiselokale.
Det var spændende at skulle lære engelsk og tysk, men mine favoritter var matematik, geometri, fysik, kemi og sang, men der var ikke noget fag, jeg ikke brød mig om.
Gode lærere
Lærerne var generelt dygtige, men jeg vil ikke lægge skjul på, at min yndlingslærer var Birthe Møller Jensen, som jeg havde til engelsk. Hun var sød og en dygtig lærer, der også lærte os engelske sange.
Hvor har jeg fået mange skældud af Birthe, og jeg havde fortjent det hver gang. Jeg har en ”dårlig” vane med at komme med utidige kommentarer, og det skulle jeg mange gange ikke have gjort. Men jeg har også flere gange fået Birthe til at knække lidt sammen af grin, når jeg under en ordentlig røffel kom med en utidig kommentar, som totalt afvæbnede hende.
Det er pudsigt at tænke på, at her i de senere år har Birthe og jeg mange gange siddet ved samme bord på Nordjyllands Idrætshøjskole og sunget til Ældresang.
Knud Svante Eriksen fortjener også en kommentar på dette sted, for han er nok den dygtigste lærer, jeg nogensinde har haft inklusiv min studietid, da jeg læste til ingeniør.
Han var meget dygtig til at lære fra sig. Forstod vi ikke forklaringerne første gang, havde Svante Eriksen næsten altid en anden indgangsvinkel til emnet, så vi skulle nok få lektionerne lært.
Jeg havde Knud Svante Eriksen til mine yndlingsfag matematik, geometri, fysik og kemi. Han var en høj, rank og flot mand med en myndig personlighed, som vi havde respekt for – ikke bange for, men respekt på den måde, at vi ikke lavede løjer med ham.
Jeg møder af og til lærer Eriksen i Løvbjerg, hvor han færdes lidt forsigtigt, for hans helbred er ikke helt på toppen mere. Han kører i motoriseret kørestol fra hjemmet og ud i byen, og når vi mødes, bliver det altid til en lille sludder.
Jeg kunne lide de fleste af lærerne, men der var nogle få, som jeg mærker en voldsom uvilje imod, når jeg i dag tænker tilbage på dem, for de var ondskabsfulde.
Tolneture
Hvert år drog alle elever over anden eller tredje klasse i særtog til Tolne skov medbringende en madpakke, sodavand og for mit vedkommende fem kroner.
Vi gik i optog fra skolerne gennem byen med PM-orkesteret i spidsen de første år. Den første del af togturen gik imellem fabrikkerne Pedershaab Maskinfabrik og Peder Nielsen ”Pedershaab”, og her havde de ansatte stillet sig op ved hver sin fabrik for at vinke til børnene, der larmede utroligt meget og råbte hurra.
Fra Tolne station gik vi i optog ud til Restauranten i skoven, hvor vi blev sluppet løs klassevis. Der var tradition for, at man klassevis sammen med lærerne skulle gå op på en bestemt højtliggende bakketop og nyde udsigten.
Derefter var der frit slag, men stort set holdt man sig til klassen.
I de ældste klasser kunne man nok få lyst til at gå en lille tur sammen med en anden – gerne af det modsatte køn. Hormonerne var jo så småt begyndt at køre rundt i kroppen.
Medens børnene dansede eller hyggede sig i det fri, gik mange lærere ind på restauranten for at spise frokost. Nogle af dem blev der i lang tid, og når vi skulle hjem, kunne man nok fornemme, at nogle lærere havde fået både øl og snaps til maden.Ved siden af restauranten lå der en åben pavillon, hvor et par musikere spillede op til dans, og det kan nok være, der blev danset. Jeg er egentlig forundret over så mange drenge, der dansede.
Sidst i 1950’erne var der nogle af de ældste drenge, der havde taget øl med til madpakken, men så var det slut med udflugterne til Tolne Skov, for lærerne kunne ikke tage ansvaret for elever, der drak øl. Et eksempel på, at de få ødelægger det for de mange.
Lærertæsk
Indtil 1967 havde lærerne lov til at afstraffe eleverne korporligt. Det var ikke defineret, hvad eleverne skulle forbryde sig med. Jeg har set en del eksempler på, at elever fik en fortjent lussing af passende kraft. Lussingen var det mest anvendte afstraffelsesmiddel, men også gårdvagternes kæppe blev anvendt til slag over låret eller på enden.
Den raffinerede afstraffelse var at blive rykket i de korte hår på siden af hovedet – det gjorde ondt.
Det var måske i tidens ånd at afstraffe børn korporligt i skolen og i hjemmet, men da kun hvis barnet havde gjort noget voldsomt forkert.
Jeg oplevede i skolen nogle lærere, som efter min mening slog med kæp eller hånd eller rykkede i hårene af ren ondskab.
Jeg nævner ikke navne, men som tidligere nævnt mærker jeg en voldsom uvilje mod dem, for de var ondskabsfulde. Især én føler jeg ligefrem et had imod.
Jeg har selv fået nogle få lussinger i min skoletid, og en enkelt husker jeg specielt, for den var uretfærdig. Vi havde redskabsgymnastik, og jeg var kommet til bommen, som hænger cirka halvanden meter oppe i luften. Man skal så trække sig op med armene og ligge udstrakt på maven med armene strakt frem og benene lige tilbage. Så er det med at holde balancen.
Men min ellers gode ven Ernst sneg en hånd op og klemte mig i skridtet, der hvor det gør rigtig ondt. Jeg skreg: ”Av for helvede” og faldt ned. Gymnastiklæreren, H. C. Nielsen, var der omgående og stak mig en lussing. ”Sådan et sprog fører vi ikke her,” sagde han vredt.
Da var jeg sur på Ernst nogle dage, men ikke på H. C., han havde ikke set, hvad der var sket.
I en time havde Willi lidt svært med udtalen. Det fik læreren til at håne ham. Mobning kendte vi stadig ikke. At yderligere en elev havde det svært med lektien, fik læreren til at nægte at undervise os. Vi skulle bare sidde stille, og det gjorde han også.
Der gik nogle uger, så gik et par af pigerne til læreren og bad ham genoptage undervisningen. Så lærte vi noget igen – på den hårde måde.
Vi havde time i 4. mellem med den samme lærer, og vores klassekammerat Ove blev hørt i lektien, og det gik ikke for godt. Så blev læreren tosset og sagde, om ikke det var bedst for alle, hvis Ove gik ud af skolen. Ove svarede stille og roligt, at det havde han rent faktisk drøftet med sine forældre for nyligt.
Læreren sprang op og råbte, at Ove ikke skulle være flabet, og han for ned til Ove, som den dag sad alene ved et af de forreste borde.
Læreren var stor og muskuløs og stak Ove sådan en lussing, at han trimlede ned af stolen og lå på gulvet. Ove sagde ikke et kny, men rejste sig stille og roligt, og så kom det næste voldsomme slag, der sendte Ove i gulvet igen. Det skete tre eller fire gange, inden skiderikken gik tilbage til katederet. Klassen sad som lamslået. Ove pakkede stille og roligt sin taske og forlod klassen uden et ord.
I det følgende frikvarter kom Oves mor gående gennem skolegården med stram mine og faste skridt og styrede mod skoleinspektørens kontor. Efter lang tid gik hun igen.
Vi så aldrig Ove igen på skolen.
Det var ikke den eneste gang, den lærer gennemtævede en elev, men han slap godt fra det hver gang.
Jeg har senere tænkt på, hvorfor forældrene ikke gik sammen om at få den skiderik fjernet fra skolen.
Jeg har skrevet i forordet, at jeg hovedsagelig vil skrive i en positiv ånd. Dette afsnit om lærertæsk er vist nok det eneste negative.
Jørgen Sørensen
Vi havde Jørgen Sørensen til engelsk og sang den første tid på Søndergades skole. Det var ham, der fulgte os hjem i snevejr nogle år tidligere. Jeg fremhæver ham, fordi han senere blev kendt som sangskriver til nogle af Vendsyssels mest kendte sange.
De Gyldne Løver sang ”Hvor mågerne skriger”, som også kaldes Vendsysselsangen og ”Det tindrer af sol over hav over land” kaldet Brønderslevsangen. De er to af Jørgen Sørensens meget kendte sange.
Han har også skrevet børnesangen ”Hvis du ser en krokodille i dit badekar”.
Der er rejst en mindesten for Jørgen Sørensen på hjørnet af Bredgade og Skolegade.
Konfirmationer og efterkonfirmationer
Jeg blev konfirmeret af Pastor Sørensen den
13. oktober 1957 i Brønderslev Kirke i Bredgade.
Jeg hører til de store årgange fra besættelsestiden, så der var konfirmationer både i april og oktober.
Der var desværre influenzaepidemi på det tidspunkt, så nogle konfirmander mødte ikke op i kirken, og nogle måtte gå direkte hjem i seng efter kirken.
Vi havde fået lov at låne stueetagen til festen, for der kom mange gæster. Alle onkler, mostre og tanter var inviteret, og det blev en lystig dag med bagende solskin
Onkel Nyholm havde en lidt uheldig dag, først prøvede han at få kokkepigen til at sidde på skødet, hvilket hun kvitterede med en ordentlig lussing.
Ude i haven greb han mig i mit butterfly, og far og onkel Poul måtte hjælpe mig fri. Nyholm troede mit butterfly var med elastik rundt om halsen, men det var med særdeles holdbart stof, så han var ved at kvæle mig. Ellers kunne jeg godt lide ham.
Blå mandag blev traditionen tro forlagt til Aalborg, men jeg havde fået influenza om natten og gik glip af turen.
Der var tradition for, at konfirmanderne gik sammen om at holde efterkonfirmation for venner og klassekammerater. Det var ofte sådan, at hele klassen holdt efterkonfirmation sammen.
Festerne blev tit afholdt i restaurationen på Friluftsbadet med smørrebrød og sodavand samt kaffe og kage. Der var altid forældre til stede for at tage sig af serveringen og ikke mindst for at holde øje med, at alt gik ærbart til.
Vi mødte op i det pæne tøj, og efter maden blev der spillet op til dans af som regel en harmonikaspiller og en trommeslager.
Der blev danset meget kinddans til nogen forargelse for de voksne, der stod for det praktiske arrangement. Men i puberteten, hvor børn udvikles til voksne, pumpes hormoner ud i de unge kroppe og gør dem kønsmodne med de drifter, det indebærer. Det er naturens orden.
Nu fik forældrene travlt, for der var tit nogle drenge, der slukkede lyset ved kontakterne eller ved at skrue sikringerne ud, for kinddans danses bedst uden lys.
Så løb forældrene fortvivlede rundt for at finde lyskontakterne elle den manglende sikring. Der skulle jo nødigt ske pigerne noget.
Der blev drukket sodavand til maden, men som regel var der nogle drenge, der havde gemt øller i buskene ned ved sportspladsen, så når det blev lidt mørkt, skulle vi ud at smage på det forbudte øl. Det smagte faktisk ikke så godt, men det sagde vi ikke.
Kaj Dahl Jeppesen fra Øster Brønderslev gik i min klasse, og efter at have besøgt buskene på sportspladsen tog han en cykel og begyndte at køre race rundt om bassinet. Ganske rigtig – han væltede og røg i vandet med cyklen, men slap dog uskadt.
Mørkeleg
Hvis forældrene til en af os var ude af huset lørdag aften, begyndte gruppen eller kliken at mødes hos vedkommende.
Moderen i huset var som regel vidende om vores besøg, men sjældent faderen, som så en vigtig opgave i at værne om specielt pigerne ærbarhed.
På sådanne aftener skulle der leges mørkeleg, som gik ud på, at lyset blev slukket, og drengene satte sig på en stol eller sofa med en pige på skødet.
Parrene valgte hver et tal mellem et og ti, og der skulle helst være en dreng uden en pige på skødet, for den enlige dreng skulle sige et tal, og pigen, som havde valgt det tal, skulle sætte sig på skødet af ham. Nu var det en anden dreng, der sad alene, og så skulle han råbe tal op, til der var bid.
Sådan gik pigerne fra skød til skød. Var et par særlig glade for hinanden, snød de bare, og valgte ikke et tal. Det var på sådanne aftener, man så småt øvede sig på at kysse.
Familien Kræmmergaard
I perioden fra jeg var 12-13 år, til jeg gik ud af skolen som 17-årig, var vi en gruppe på fem til seks klassekammerater, der holdt særlig meget sammen. Vi mødtes utallige aftener hos Inga og Poul Kræmmergaard i Fynsgade. De var forældre til Henning, som jeg gik i klasse med. Inga og Poul var usædvanligt gæstfrie overfor os unge. Vi kunne snakke med dem om alt mellem himmel og jord også om det, vi ikke nævnte, når vores egne forældre var til stede.
En sommer skulle Inga og Poul og deres fem børn i sommerhus i Sæby. En del af gruppen tog imod invitationen om at komme med i et par dage. Det var lidt trangt om natten, men det gik.
Der lå en lille robåd ved sommerhuset, og Poul og de to drenge Ib og Leif roede stille rundt i vandkanten, men der var fralandsstrøm, så båden drev langsom men sikkert længere og længere fra land.
Så kom vi store skolebørn i badetøjet i en fart og svømmede ud til båden og fik den skubbet ind til land under store kraftanstrengelser. Et par af vennerne skubbede nu ikke så meget, for de havde nok at gøre med selv at svømme i land.
Vores aktion var blevet fulgt af en gruppe mennesker inde på stranden, og da vi kom helskindet i land, var der en mand, der med alvorlig mine sagde: ”Det var en flot præstation.”
Det var en ikke helt ufarlig episode, som Poul kvitterede for ved at hente øl og sodavand hos den nærliggende købmand, og så kunne vi stille og roligt lade nerverne falde til ro, medens vi nød en øl.
Poul og alle os drenge, store som små, gik en tur langs stranden, og vi endte hos købmanden, hvor Poul ville give en øl. Her mødte vi et par fædre, som havde siddet i nogen tid og drukket øl, medens deres børn spillede bold ved siden af.
Mændene skulle ind efter en omgang mere og forklarede os, at hver gang de fik en øl, fik børnene en lakridspibe, så der blev kaldt på børnene, at nu skulle de have en lakridspibe igen.
”Nej tak, nu kan vi ikke spise flere”, råbte børnene i kor. Der skulle fædrene nok også have sluttet med øllerne.
Da vi gik ud af skolen og gik i hver sin retning, opløstes gruppen og vores møder hos Inga og Poul Kræmmergaard ebbede langsomt ud, men mindet om disse to herlige mennesker har jeg stadig i mig.
Bydreng
Da jeg var 11 år, begyndte jeg så småt at blive bydreng for at tjene nogle penge. I begyndelsen var jeg afløser for andre bydrenge, som var på ferie eller var syge. Jeg var vikar som bydreng hos købmand Grøn i Valby, Fru Ottesens mejeriudsalg i Vestergade og som avisbud ved Vendsyssel Tidende.
M.S. Madsen
Mit første faste job var hos papirgrossist M. S. Madsen, som havde forretning på førstesalen i en ejendom, som lå på hjørnet af Bredgade og Nygade der, hvor der nu er manufakturhandel.
Vi var to bydrenge, som mødte umiddelbart efter skoletid og på fuld tid i sommerferien. Den anden bydreng var min kammerat Ernst Lindbøg, og det var vores opgave at pakke ordrerne, som lagerpersonalet eller vi selv havde samlet.
Kunderne var folkeskoler rundt om i Danmark, og varerne var skrivehæfter, blyanter, viskelæder, penne, blæk og andre ting, som blev brugt af skoleeleverne.
Når alle ordrerne var pakket, skulle vi køre dem på en tohjulet kærre til posthuset eller banegården – ligesom Røde i Matador.
Vi solgte også fyrværkeri til nytår, og så havde vi to bydrenge et stort dilemma efter nytår, for det fyrværkeri, der ikke var solgt, skulle vi komme i en zinkbalje og fylde den med vand, så krudtet blev gennemblødt og ubrugeligt.
Åh – alle de herlige raketter og kanonslag, som vi så gerne ville have taget med hjem, men turde ikke.
Lønnen var en krone i timen, hvilket var godt betalt. I sommerferien var der travlt, for så skulle alle skolerne have materialerne klar til skolestart i august, og så tjente vi mange penge.
Forretningen var ejet af M. S. Madsens søn, Kaj Thingstrup Madsen på ca. 47 år, altid ulasteligt klædt i habit, hvid skjorte og slips. Han boede alene i en lejlighed i umiddelbar forlængelse af lageret.
Når vi arbejdede over, og klokken blev mere end 8, gav han sodavand og kage. Var vi færdige fem minutter i otte, fik vi ingenting.
En dag i sommerferien sagde chefen til Ernst og mig: ” Jeg har to opgaver, som I kan vælge imellem. Der skal renses tagrender, og mine forældres gravsted på kirkegården skal luges og gøres pænt.”
Ernst ville gerne ordne tagrender, og jeg ville gerne køre ud på kirkegården i Bredgade.
”Godt”, sagde Kaj Thingstrup Madsen, ”Ernst – du ordner gravstedet og Tonny, du renser tagrender.”
”Jamen det var modsat, vi valgte”, protesterede vi.
”Jamen I skal ikke selv bestemme, hvad I skal lave,” var svaret.
Når jeg blev sendt i Slagteriudsalget i Bredgade efter for 15 øre leverpostej og for 50 øre pålægsrester, sagde jeg altid, at det var til Kaj Thingstrup Madsen. De skulle ikke tro, min mor købte så småligt ind.
En aften, jeg kom hjem efter overarbejde, blev jeg modtaget af en meget eksalteret mor, der fortalte, at vores læge havde besøgt hende om formiddagen og fortalt, at min arbejdsgiver var homoseksuel, så jeg måtte aldrig mere arbejde efter kl. 18.
Det kom hun nu ikke til at bestemme, for overarbejde blev aflønnet med 1,50 kr. i timen.
Min chef har aldrig opført sig upassende overfor os drenge.
Købmand Bæk
I 1957 flyttede jeg til købmand Frode Bæk, hvis butik var i Grønnegården med indgang i hjørnet af Grønnegade og Dannebrogsgade. Butikken er nu muret til og omdannet til beboelse.
Lønnen var 20 kr. om ugen, og jeg bragte varer ud til kunder over hele byen. Varerne blev transporteret på en varecykel kaldet Long John.
Gasflasker
Købmand Bæk forhandlede flaskegas af mærket Dalsø Gas, og der var små flasker med 11 kg gas og de store 30 kg gasflasker.
Jeg har mange gange kørt med to 30 kg gasflasker sammen med en kurv købmandsvarer ud til en minkavler langt ude på Jerslevvej. Der er 30 kg gas i en flaske, som også vejer 30 kg, så når Long John var læsset med 120 kg gasflasker og en fyldt købmandskurv,skulle der virkelig trædes i pedalerne og tænk, hvis der også var østenvind.
En sommerdag havde jeg levere to 30 kg gasflasker hos en hønseavler i nærheden af Tolstrupvej. Fem minutter efter jeg var kommet tilbage i butikken, ringede hønseavleren og spurgte, hvorfor han kun havde fået en flaske gas. Jeg påstod at have leveret to flasker, men aftalte at komme op til hønsene og tælle gasflasker.
Jeg havde sat de to gasflasker op ad den sydvendte mur ind til hønsehuset og havde tilsluttet den ene flaske – men nu stod der kun en.
Efter lidt pause tog hønseavleren mig med ned mellem jordbærrækkerne, og der lå den anden gasflaske med en flænge på 50 cm. Solen havde opvarmet gasflasken så meget, at trykket i flasken fik den til at eksplodere.
Da tror jeg nok, mine kinder blev meget blege. Tænk hvis gasflasken var eksploderet, mens jeg kørte med den.
Det viste sig, at gasflasken var revnet lige ved siden af svejsesømmen, som ikke var svejst godt nok.
Drikkepenge
Ugelønnen blev suppleret med de drikkepenge, jeg fik hos kunderne, og de kunne blive til lige så meget som lønnen. Det var pudsigt at konstatere, at det typisk var hos familierne med en lav indkomst, jeg altid fik drikkepenge som regel 25 øre – en gang imellem en krone.
Hos det finere borgerskab fik jeg sjældent drikkepenge. Der var to favoritkunder. Den ene var skorstensfejer Frederiksens kone, som ofte gav en femmer. Den anden var fru Højbjerg i Grønnegade, som også tit gav en femmer. Hun blev min svigermor i 1992.
Så var der også den store håndværksmester, der kom kørende i sin lastbil et kvarter før lukketid og bestilte en masse købmandsvarer, en kasse øl (50 flasker i en trækasse) og en 11 kg gasflaske. Han afregnede med købmanden og satte sig så ud i sin lastbil og kørte hjem. Jeg måtte til at bære en kasse øl op fra kælderen, finde en flaske gas i skuret ude i gården, medens vores ekspedient samlede købmandsvarerne sammen i en kurv.
Så op på varecyklen og ud i Vestergade. Jeg stillede Long John ved siden af lastbilen, satte varerne ind i køkkenet, gasflasken ud i værkstedet og ølkassen ned i kælderen, medens den sure håndværker tog sig af købmandsvarerne. Her faldt der ingen drikkepenge af.
Mon han var bange for, at lastbilen tog skade, hvis han selv tog varerne med hjem.
Julemiddag
Den 24. december var købmandsbutikken åben til kl. 16. Ved 12-tiden havde fru Bæk stillet julefrokost an inde i deres lejligheden ved siden af, og så kunne ekspedienten først gå ind og spise frokost, og bagefter gik jeg derind og spiste grønlangkål med kogt flæsk, medisterpølse, brunede kartofler og det traditionelle tilbehør. Der stod også sodavand til at skylle ned med.
Jeg har ikke hørt om andre bydrenge, der blev vartet sådan op.
Når vi var færdige med dagens arbejde, og der var ryddet op ved 17-tiden, trak Frode Bæk en flaske Kijafa op, og så ønskede han og fruen ekspedienten og mig en glædelig jul. Et glas kirsebærvin smager dejligt sødt, men glasset var ret lille, så købmanden og jeg fik hurtigt et glas mere, ja vi blev ved, til flasken var tom.
Da jeg kom hjem ved halvsekstiden, var jeg egentlig blevet noget svimmel og søvnig og lagde mig på divanen og sov. Da vi skulle spise julemiddag, kunne min mor næsten ikke vække mig. Sådan en omgang kirsebærvin kan virkelig slå en dreng på 15 år ud. Hvis mor kunne have fået fat i købmand Bæk, ville han ikke have været i stand til at sidde ned juleaften. De følgende juleaftener var jeg mere forsigtig med vinen.
Læretiden
Jeg kom i lære som maskinarbejder på Pedershaab Maskinfabrik den 1. august 1960. De første 11 uger var jeg på filekursus på Teknisk Skole i Torvegade.
Derefter var jeg et år på vinduesfabrikken i Nørregade, og resten af tiden var jeg på den gamle Pedershaab Maskinfabrik A/S.
Vi var 100 lærlinge på fabrikken, og der var lagt en turnus for hver lærling begyndende med fileskolen og derefter gennem alle afdelingerne på fabrikken og de forskellige typer arbejdspladser og maskiner, så vi kunne lære så mange forskellige ting som muligt. Jeg har lavet stålvinduer, været i en smedje, monteret gravemaskiner og vejtromler samt lært at elektrodesvejse, stå ved drejebænk og fræsere, shapere og langhøvl og meget andet håndværk. En lærling på PM blev uddannet til en meget alsidig smed og maskinarbejder.
I løbet af læretiden på fire år oplevede jeg mange pudsige episoder og lærte mange personligheder at kende. Der var legendariske Fessor, som under et bal på Hotel Brønderslev snublede og faldt under en dans til megen moro for de andre dansende. Fessor rejste sig med værdighed og sagde: ”Det er utroligt, så dårligt det orkester spiller.”
Mange mennesker på fabrikken havde øgenavne som Sindal Pedersen, Viborg Nielsen, Sæby Madsen, Musverner, Smalby Thorvald, Skære Peter, Svensker Carl og mange andre.
I nogle værksteder arbejdede man på to eller tre skift, og på aftenholdet og natholdet blev der fusket utrolig mange ting, for eksempel havelåger, udendørslamper ja hele kulfyr hjem til kælderen. De færdige varer blev læsset over hegnet i stedet for at skulle ud gennem den store port, og så kunne ”varerne” hentes senere uden, at man blev set.
Der blev drukket mange øl på aftenholdet. I drejeværkstedet kunne det nok hænde en fredag aften, at efter kl. 20, når pausen var ovre, fortsatte man med at drikke øl til fyraften ved midnatstid. Der er gået mange branderter hjem fra arbejdet fredag nat. Det kunne finde sted, fordi der kun yderst sjældent var en værkfører til stede om aftenen og natten. Når aftenværkføreren havde sat alle i gang med arbejdet, kørte han hjem for at spise aftensmad og kom kun en sjælden gang tilbage i løbet af aftenen eller natten.
Lærlingeklubben
I Brønderslev var der en lærlingeklub under den fagforening, som i dag hedder Dansk Metal. Fordelen ved at være medlem af klubben var, at man straks var understøttelsesberettiget efter endt uddannelse. Ellers var der en karenstid på et år, inden man kunne få understøttelse.
Klubben havde ca. 150 medlemmer, hvoraf de ca. 100 var fra Pedershaab Maskinfabrik A/S. Jeg var formand i hele læretiden, og Ernst Lindbøgh var kasserer.
Hver sommer havde vi en bustur til Sæby, hvor vi spiste frokost i restauranten i Sæbyskov. Vi fik smørrebrød og øl, som blev betalt af klubkassen, og så gik vi ind til havnen og rundt i byen og hyggede os.
Det var populært at leje en robåd og sejle rundt på Sæby Å. Det vil sige, hvis bådudlejeren hørte, vi var fra Brønderslev Lærlingeklub, kunne vi ikke leje en båd. Han havde dårlige erfaringer fra tidligere år med, at nogle af lærlingene gik i land et sted ude på åen og lod båden ligge der.
I mit sidste læreår havde jeg arrangeret en bustur til Tyskland for lærlingeklubben. Vi skulle på Hannover Messe og i øvrigt se nogle tyske fabrikker.
Bussen med ca. 30 lærlinge drog fra Brønderslev den 1. maj 1964 i tæt snevejr, men vejret blev bedre, da vi kom til Tyskland.
Turen varede en uge, og vi havde mange spændende besøg på messe og fabrikker.
Aftenerne blev mest brugt på forlystelse, og det var almindeligt med lidt tømmermænd om morgenen.
Lærlingeklubben samarbejdede med Danmarks Socialdemokratisk Ungdom (DSU) og HK-ungdom. Vi kaldte os Tre i Én, og det eneste formål var at holde baller.
Den 25. marts 1964, dagen før Skærtorsdag, afholdt Lærlingeklubben et bal i Tre i Een’s navn på hotel Phønix.
Danmarks meget kendte pigtrådsorkester The Danish Sharks skulle spille, og de havde den kendte sangerinde Anette Blegvad med som forsanger.
Der kom busser fra Hjørring og Thisted og andre steder fra med feststemte unge. Det blev det største bal på Phønix nogensinde med 900 deltagere. Folk stod som sild i en tønde på dansegulvet og over alt, hvor det var muligt, og pigtrådsmusikken gungrede derudaf.
Hotelværten Anderson kom flere gange hen til mig og sagde vredt: ”Det ender galt og husk, det er dit ansvar.”
Kl. 24 stod der udenfor den låste dør en flok unge mænd og ville ind. Det var vores lærlingekammerater, der havde fået fyraften fra aftenholdet.
Anderson havde pålagt mig ikke at lukke flere ind, men vores kammerater kunne vi ikke lade stå udenfor, så de kom også ind.
Da ballet var overstået ud på natten uden nogen form for ballade, kom Anderson hen til mig og sagde: ”Det gik jo godt, men du skal betale 400 kr. for fire ødelagte stole.” Så gik vi ind på kontoret og afregnede, og jeg blev budt på en øl, og så sad jeg der og hyggesnakkede med værten midt om natten og nød en velfortjent øl, medens mine kammerater ryddede vores sager op og talte penge.
Orkesteret skulle have 4.000 kr., og entreindtægten havde været så stor, at Lærlingeklubben havde en fortjeneste på 4.000 kr. denne aften.
Ungdomstiden og Tove
Allerede inden jeg var færdig med at gå i skole som 16-årig, var jeg så småt begyndt at gå til bal på hotel Brønderslev og hotel Phønix. Det blev også senere til bal på Hallund Kro og på Tylstrup Kro. Der var ingen kontrol med alderen, når man bestilte øl hos tjeneren.
Jeg gik til bal i mit konfirmationstøj, og ballerne begyndte tidligt på aftenen og sluttede ved 1-tiden eller 2-tiden og nogle gange lidt senere. På vej hjem gik vi gerne omkring en bagers bagbutik og købte smørkager eller jødekager, som vi satte os på en trappe i byen og spiste – når vejret var til det.
Ved sådan en lejlighed var det Tove, jeg fulgtes med hjem og delte kager med om natten. Vi kom sammen i ca. et halvt år, medens jeg var bydreng hos købmand Bæk.
En mandag kom Toves far ind til købmanden og bad om at få sendt en kasse øl (50 stk.) hjem.
”Jamen Højbjerg – du fik da en kasse i lørdags ”, sagde købmanden.
”Det er rigtig – men din bydreng har besøgt Tove i weekenden, så der er ikke mange tilbage”, lød svaret. Det var nu ikke mig, der havde drukket de mange øl, men kun nogle af dem.
Det kæresteforhold fik en ende i 1960, og så gik der 32 år, inden vi fandt sammen igen og blev gift.
Studietiden
Straks efter bestået svendeprøve begyndte jeg at læse til ingeniør på det nye Teknikum i Aalborg. For at kunne blive Teknikumingeniør var det et adgangskrav, at man havde en håndværksmæssig uddannelse, der støttede den type ingeniør, man ville være.
For at blive elektroingeniør skulle man være uddannet elektriker, og for mit vedkommende skulle jeg være uddannet maskinarbejder for at kunne blive maskiningeniør. En uddannelse som mekaniker ja sågar urmager eller lignende uddannelser kunne også bruges.
Vi begyndte 22 studerende i klassen. Uddannelsen foregik som klasseundervisning kombineret med selvstændige projektopgaver til løsning i fritiden. Skoletiden var fra kl. 8 til 17 og om lørdagen fra kl. 8 til 12.
Man blev registreret for tilstedeværelse i hver time. Når man havde et bestemt antal fraværstimer, skulle man redegøre for dem hos afdelingsforstanderen, og var det grelt, blev man forment undervisning resten af året, og så skulle det pågældende klassetrin gås om.
Første år sluttede med 16 eksamener, andet år 12 og tredje år var der 8 eksamener. Der blev udregnet et gennemsnit på eksamenskaraktererne, som skulle være over et minimumskrav. Lykkedes det ikke, skulle man gå året om i alle fag.
Man kunne dumpe to år, så studiet kunne maksimalt strække sig over fem år.
Jeg var glad for at studere, og havde forventet at blive undervist af de skarpeste ingeniørhjerner, men der var desværre nogle lektorer, som var meget middelmådige.
Ud over den almindelige klasseundervisning i dagtimerne med tilhørende hjemmeopgaver skulle det undervisningsstof, man havde fået forelæst i timerne, studeres grundigt, for man risikerede at blive kaldt til tavlen for at forelægge det for klassen næste dag.
En af underviserne var uddannet folkeskolelærer, og ham havde jeg til fysik og kemi. Han hed Marinus Sørensen og var i en klasse helt for sig selv. Han var en meget dygtig underviser og en finurlig person.
Når man skulle fremlægge en lektie ved tavlen, og man kløjs noget i det, så Marinus Sørensen bedrøvet på en og sagde: ”Hvis du vil virke lærd, så gør det lette svært.”
Han brugte også udtrykket: ”Vorherre luner vinden for de klippede får.” Selvom vi alle var voksne mennesker, kaldte han os for sine ”manser”, og det tog vi kun som et kompliment. Stillede man et spørgsmål som for eksempel, hvorfor en væske blev blå, når den blev blandet med syre, var svaret: ”Således ”haver” Vorherre skabt det.”
Så var der projekterne, som var store opgaver, der skulle løses i fritiden og afleveres til et bestemt tidspunkt. Der blev brugt mange nattetimer på at sidde ved tegnebræt eller skrivemaskine for at nå det hele.
Var man ubemidlet og havde forældre, der også var, kunne man søge Statens Uddannelsesstøtte. Jeg var så heldig at få maksimal støtte alle tre år.
Støtten blev udbetalt til juli og december, og der skulle søges begge gange. Det sidste semester i 1967 fik jeg til juli udbetalt 1.735 kr. som legat og 1.735 kr. som rentefrit lån. For at kunne få råd til dagen og vejen, måtte vi ty til at få et studielån i Banken.
En dag efter, vi havde fået legater, bad Marinus Sørensen mig så mindeligt om at købe en skrivemaskine, for så havde han en større chance for at kunne læse mine rapporter og projekter.
Jeg søgte rentefrit lån hos min tidligere læreplads, Pedershaab Maskinfabrik A/S, som havde en legatordning med, at tidligere lærlinge kunne låne 1.000 kr. rentefrit for hvert studieår. Jeg havde selv siddet i legatbestyrelsen sammen med adm. dir. Peder J. Nielsen, og jeg var også heldig her at låne i alt 3.000 kr. rentefrit til forfald efter aftale.
Jeg fik hver måned 150 kr. af mine forældre, og det dækkede lige huslejen. Det var mange penge for mine forældre, men de insisterede på, at hjælpe deres søn igennem studietiden, hvilket jeg er dem dybt taknemmelig for.
Det var et meget hårdt slid at nå til vejs ende, hvilket heldigvis lykkedes mig på tre år. Ud af de 22 studerende fra begyndelsen fuldførte kun 8.
Etablering i Brønderslev
I juli 1967 flyttede jeg til Brønderslev sammen med min hustru Lise og lille søn Ole på et år.
Lise var lige blevet færdiguddannet skolelærer og skulle begynde sit første job på Skolegades skole til august. Jeg havde fået ansættelse på A/S Peder Nielsen ”Pedershaab” til november på betingelse af, at jeg bestod ingeniøreksamenen.
Vores helt nye hus på 125 m2 lå i Bjarkesgade. Prisen var 125.000 kr. med en udbetaling på 25.000 kr. Vi skulle låne til udbetalingen, så jeg løb spidsrod mellem samtlige pengeinstitutter i Brønderslev, blot for at få at vide, at risikoen var for stor, så vi måtte hellere bo i en lejlighed.
Da havde Vendelbobanken i Hjørring kort forinden etableret en lille filial i en lejlighed i Rådhusgade, så der bankede jeg på og fik en meget fin behandling af Jørgen Steen, som skulle få filialen til at køre.
At låne til udbetalingen var intet problem. Han spurgte, om vi havde vaskemaskine, gardiner og andre nødvendige ting og til sidst, om vi havde studiegæld, banken kunne overtage.
Jeg gik fra Vendelbobanken med 57.000 kr. ”på lommen”, og vi flyttede ind i det nye hus med vaskemaskine, gardiner og studiegælden i en anden bank betalt.
Sammen med det rentefri lån fra Pedershaab Maskinfabrik A/S skyldte vi i alt 60.000 kr. væk fra begyndelsen af vores tilbagevenden til Brønderslev, hvilket svarer til det halve af prisen for vores nye hus.
Da jeg nogle år senere var blevet produktionschef på PN, blev jeg over tid ringet op af byens pengeinstitutter, som tilbød at hjælpe med penge, hvis det skulle være aktuelt.
Det var mig en stor glæde at kunne svare dem: ”Da jeg havde brug for jer, var jeg ikke god nok som kunde. Nu er I ikke gode nok som bank for mig.”
Jeg har stadig det pengeinstitut, som er blevet til Jyske Bank.
Den nære familie
Mine familieforhold finder jeg for private at beskrive, så det bliver en meget kort oversigt.
Mine forældre Gudrun og Thorvald Bistrup stammede begge fra Jerslev, men boede i Brønderslev fra 1948 og resten af deres liv. De døde begge på Plejehjemmet Kornumgaard, far i 2003 og mor i 2012.
Jeg har to yngre søstre. Den ældste søster Joan har boet hele sit liv i Brønderslev og er gift med Normann, og de har fire børn, som alle bor i Brønderslev kommune. Min yngste søster Lone var gift med Tom, som døde i 2011 kun 59 år gammel. Hun har to børn, hvoraf den ældste har boet i Østrig i mange år, og den yngste bor ved Viborg.
Jeg blev gift med Lise i 1965, og vi fik Ole i 1966 og Tine i 1969. Lise og jeg blev skilt, og jeg blev gift med Tove i 1992. Hun har to børn Henrik og Lene, som begge er bosat på Fyn.
Jeg er morfar og farfar til fire børnebørn og bedstefar til Toves tre børnebørn. Vores børnebørn er mellem 17 og 28 år og spredt rundt om i landet.
38 år på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik
Bygningsingeniør
Jeg tiltrådte som ingeniør på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik den 23. oktober 1967 efter veloverstået eksamen.
Min første opgave var at oprette et færdigvarelager på 2.500 m2. Jeg skulle tegne råbygningen og indretning af lageret, som skulle rumme 2.500 specialkonstruerede trådcontainere. Dem skulle jeg også opfinde.
Selve bygningen, fundamentet og de bærende spændbetonsøjler og -spær, skulle den selvstændige civilingeniør H. P. Mulvad beregne og konstruere.
Jeg havde lært husbygning på Teknikum, men havde ikke taget det særlig seriøst, for jeg skulle ikke være arkitekt, men maskiningeniør. Heldigvis havde jeg mine undervisningsbøger til faget, så det kan nok være, jeg seriøst begyndte at studere bygningskonstruktion forfra.
Da færdigvarelageret var indviet, skulle jeg gennem samme procedure igen, men nu var det et råvarelager på 1.600 m2, der skulle opføres.
Det var ikke lige den slags opgaver, jeg var ude efter, så jeg søgte en stilling i et stort finsk firma med filial i København, som søgte en leder til denne filial.
Jeg blev ringet op af firmaets administrerende direktør i Danmark, som gerne ville besøge mig privat næste dag.
Der var kraftigt snevejr med tilsneede veje, men han insisterede på at komme.
Efter at have snakket sammen en times tid, fik jeg tilbudt jobbet med betalt flytning til København, en firmabil og en månedsløn på 5.000 kr. Jeg fik på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik 2.500 kr. og ingen bil.
Jeg fik naturligvis nogle dage at betænke mig i.
Dagen efter gik jeg til min chef, teknisk direktør Svend Erik Christensen, og satte ham ind i sagen. Jeg spurgte, hvad mine fremtidsudsigter var i firmaet og fortalte, at jeg var tilbudt et andet job.
Svend Erik blev lidt rød i kinderne og ville gerne drøfte det med den administrerende direktør Rigmor Nielsen. Senere på dagen tilbød de mig jobbet som produktionschef til en løn på 5.000 kr. om måneden, men ingen bil.
Jeg åndede lettet op og glædede mig til at blive produktionschef. Det var jo ikke lige min drøm at flytte til København.
Karriereforløbet
Jeg begyndte som menig ingeniør i 1967.
I 1970 blev jeg udnævnt til produktionschef.
I 1989 blev jeg teknisk direktør.
Fra 1998 var jeg administrerende direktør.
I 2005 gik jeg på efterløn.
Ansvarsområder
Som produktionschef havde jeg ansvaret for al produktion og produktionsplanlægning.
Da jeg blev teknisk direktør, fik jeg også ansvaret for værktøjsmageriet, vedligeholdelsesafdelingen og værktøjskonstruktion.
Jeg har altid haft ”fornøjelsen” at skulle forhandle løn og arbejdsvilkår for de medarbejdere, jeg var ansvarlig for. I de første mange år foregik forhandlingerne under ledelse af adm. dir. Svend Erik Christensen, men han overlod det stille og roligt til mig efter nogle år.
Den 1. januar 1998 blev jeg administrerende direktør. Peter Hvilshøj blev direktør med ansvar for økonomi og salg, og tilsammen udgjorde vi den legale direktion. Peter var blevet ansat to år før som økonomichef og var 13 år yngre end mig. Vi havde et rigtig godt forhold til hinanden.
Som administrerende direktør har man ansvaret for alt i virksomheden. Peter Hvilshøj tog sig hovedsageligt af salg og økonomi.
Udvikling gennem årene
I mine mange år på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik var der rigtig gang i udviklingen. De to nye lagre virkede godt, der blev anskaffet et helt nyt, moderne anlæg til elektroforzinkning, der blev installeret et meget moderne pulverlakeringsanlæg.
Specialmaskiner blev indkøbt, og det var spændende, da en stor 400 tons presse blev leveret ned igennem taget, en 73 tons tung maskine og en kæmpemobilkran – det var et fantastisk syn, og maskinen blev placeret præcist, hvor den skulle stå.
Nye bygninger blev føjet til, og et stort kemisk rensningsanlæg blev installeret i kælderen under det nye elektroforzinkningsanlæg. Overfladebehandling gav meget forurenet spildevand, som vi selv skulle rense.
Der var en rivende udvikling i byggebranchen, hvor vinduesfabrikker og dørfabrikker skød op og udviklede sig hastigt. Det gjorde konkurrencen også.
Der blev efterhånden stillet store krav til vores beslag til døre og vinduer. Kvaliteten skulle være i top med hensyn til produkternes nøjagtighed og overfladebehandling – beslagene skulle have lang holdbarhed.
Kvalitetsstyringssystemet ISO 9001 blev derfor implementeret i vores processer og Det Norske Veritas certificerede det. Systemet beskriver, hvordan man sikrer ensartethed i alle produktionsprocesser, hvordan man kontrollerer kvaliteten igennem hele produktionen og ikke mindst, hvordan man håndterer afvigelser fra kvaliteten.
Det var et kæmpeprojekt at få kørt ind.
Lønforhandlinger
Som tidligere nævnt havde jeg ansvaret for at forhandle løn og arbejdsvilkår i henhold til landsoverenskomsterne indenfor vores branche. Det kunne være krævende at få medarbejdernes ønsker/krav til at mødes med virksomhedens tilbud.
Der har gennem årene været nogle overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, fordi der ikke kunne opnås enighed lokalt. Så har vi været den vej af Arbejdsretten i København, eller forhandlet løn med bistand fra Jernets Arbejdsgiverforening og 3F.
Drøftelserne under forhandlingerne kunne være lidt højrøstede, men jeg har aldrig været ude for, trods uenighed og arbejdsnedlæggelser, at der har været kold luft mellem tillidsmændene og mig, når vi har forladt forhandlingskontoret. Vi har altid kunnet tale sammen i en ordentlig tone.
Æraen er slut
I de otte år, Peter Hvilshøj og jeg udgjorde direktionen, havde virksomheden hvert år et pænt overskud, og egenkapitalen voksende støt. Vi investerede i nye bygninger og produktionsudstyr, men kun efter nøje investeringsanalyser.
Der var i gennemsnit 298 medarbejdere i perioden.
I 2004 sagde jeg min stilling op for at gå på efterløn. Jeg havde et års opsigelse, så jeg fratrådte først den 31. juli 2005.
Min afløser kunne tiltræde i marts 2005, da han havde gået ledig nogen tid. Vi blev enige om, at jeg skulle stoppe, når han følte at vide tilstrækkeligt om opgaven, så den 30. marts holdt bestyrelsen afskedsreception for mig med deltagelse af alle 300 medarbejdere og ca. 100 gæster.
Omsorg for medarbejderne
Der er flere beviser på, at Fabrikanten Peder Nielsen havde omsorg for sine medarbejdere helt fra begyndelsen.
Opvartning ved Fabrikantens fødselsdage og jul
I mange år var det skik, at på Fabrikantens fødselsdag blev medarbejderne opvartet, jeg ved ikke med hvad.
Lillejuleaften skulle de alle spise til middag sammen og fik derefter 1 sigtebrød, 1 flæskesteg og nogle hvidkål med hjem.
Overskudsdeling
I flere år fik medarbejderne til 1. maj og 1. november udbetalt 7% af fabrikkens fortjeneste det forløbne halvår.
Det var måske Danmarks første eksempel på overskudsdeling.
Pensionskasse
I 1918 oprettede Fabrikanten en pensionskasse for sine medarbejdere, så de kunne nyde en sorgfri alderdom.
Fabrikkerne skød 20.000 kr. i pensionskassen, og medlemmerne betalte et lille bidrag hvert kvartal, og de to fabrikker betalte et tilsvarende beløb – altså doblede op.
Arbejderhuse
Fabrikanten byggede over 30 huse til medarbejderne, og de kunne enten sidde til leje eller købe med en udbetaling på 2 – 300 kr., og resten af købesummen kautionerede Peder Nielsen selv for hos Kreditforeningerne.
Mange af husene ligger i Hedelundsgade og i den bydel, vi kalder Valby.
Julegaver
I alle årene på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik fik alle medarbejdere julegave. I begyndelsen af min tid fik vi 300 kr. og de sidste år 900 kr., som var det maksimale beløb, man måtte give ansatte uden at skulle beregne skat.
Tidligere ansatte, som var fratrådt til en pensionisttilværelse, fik 100 kr. hver. Var den fratrådte pensionist død, fik den efterladte julegaven.
Medens Rigmor Nielsen var administrerende direktør, kørte hun ud til hver enkelt pensionist og afleverede kuverten med de 100 kr. Når den tid nærmede sig, var der ingen pensionister, der forlod hjemmet for tænk, hvis Rigmor kom, når de ikke var hjemme.
En formiddag til det daglige postmøde for direktører og chefer sagde Rigmor Nielsen: ”De herrer skal ikke forvente at se mig resten af dagen, jeg skal ud med julegaver til pensionisterne.”
Lige over middag mødte jeg Rigmor Nielsen på gangen og sagde forundret: ”Jeg synes De sagde, vi ikke fik Dem at se resten af dagen.”
”Ja Bistrup – men nu kan jeg ikke drikke mere kaffe eller portvin hos pensionisterne.”
Efter Rigmor Nielsens død i 1978 blev julegaverne til pensionisterne sendt anbefalet med posten.
Julegaven endte med at være 300 kr.
Halfester
Hvert år blev der afholdt fest i Brønderslevhallen for samtlige medarbejdere og pensionister – alle med ægtefæller. Pensionister kunne blive hentet og bragt i taxa efter eget ønske. Aftenen indledtes med en pæn tre retters middag med vin, øl og vand.
Efter spisningen blev der spillet op til dans. I en del år var det Kandis, der spillede, og dansegulvet har propfyldt af de 250 til 400 deltagere. Efterhånden som Kandis blev mere og mere berømt og dyre, prøvede vi andre orkestre, men ingen andre formåede at spille for et fyldt dansegulv hele aftenen.
Peder Nielsen ånden
Intensionerne bag de ovennævnte goder for medarbejderne, som Fabrikanten tog initiativ til, udsprang af hans menneskesyn, og vi kaldte det ”Peder Nielsen ånden”, som hans efterkommere på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik videreførte.
Ingen af goderne eksisterer mere, fordi samfundsudviklingen har overflødiggjort nogle af dem, og andre er fjernet af hensyn til virksomhedens overlevelse i krisetider.
God arbejdsplads
Mine 38 år på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, efterlader hovedsageligt gode minder. Fabrikken har altid været omtalt i lokalsamfundet som en god arbejdsplads. Medarbejdere, der mødte til tiden og passede deres arbejde, kunne som regel føle sig trygge i jobbet.
Jeg havde i meget stor udstrækning frie hænder uden synderlig indblanding, og det passede mig rigtig godt.
Jeg er ofte blevet spurgt, om jeg aldrig havde lyst til at prøve ansættelse i andre virksomheder. ”Ok jo – men så satte jeg mig bare på en stol og ventede, til anfaldet gik over,” svarede jeg.
Brønderslevs udvikling
I mine mere end 70 år i Brønderslev har jeg kunnet følge en kolossal udvikling fra en by med masser af industri i og ved byen, og landbrug i oplandet, til nu at være en 100-årig købstad med fokus på en mangfoldighed af handel. Der findes ikke mange supermarkedskæder, som ikke er repræsenteret i Brønderslev og flere kommer til.
Produktionsvirksomheder i Brønderslev dengang
Brønderslev var i min ungdom præget af store og små produktionsvirksomheder:
Pedershaab Maskinfabrik A/S
A/S Peder Nielsen Beslagfabrik
Pedershaab Jernstøberi A/S
Valby Metalstøberi
Uggerbys Maskinfabrik
Slagteriet
Mejeriet
Tipsmark
Højbjerg lavede hægtelukkere til lastbiler
Leif Jensen lavede hægtelukkere
To cementstøberier
HCA-dress
Kansas arbejdstøj
Carstensens Klædefabrik
Presservare Pedersen lavede lydpotter
Gørtler Poulsen
Gørtleri Bregnhøj og Jensen
To teglværker
Tre sodavandsbryggerier – Bryggeriet Brønderslevhus – Svalen –
Poulsen i Nørregade
Desuden var der mange håndværksvirksomheder, som murermestre, tømrermestre, malermestre, el. installatører, VVS-installatører, blikkenslagermestre og flere.
Der var sikkert flere produktionsvirksomheder, men jeg kan ikke huske flere.
Industrien i dag
I dag er der kun få industrier i Brønderslev som:
Cubic er en stor virksomhed med stor eksport af el. tavler og lignende produkter til industrien.
bo-glas er en mellemstor virksomhed, der leverer glasløsninger til boliger og erhvervsbyggeri.
Intech International er en mellemstor virksomhed med stor eksport af maskiner og udstyr til fiskeindustrien.
Pedershaab Maskinfabrik A/S er ejet af amerikanere og hedder HawkeyePedershaab. Hovedparten af produkterne fremstilles i USA, og kun en meget lille del i Brønderslev.
A/S Peder Nielsen Beslagfabrik er kun en skygge af fordum storhed. Der er ikke meget produktion tilbage. Man køber sine produkter til videresalg og virker således som en slags grossist for en stor del af sortimentet.
Staring A/S leverer et stort udvalg af maskiner til byggeriet som blandemaskiner, pladevibratorer, pumper og meget mere. En stor del af produkterne køber firmaet til videresalg.
Serman & Tipsmark designer, udvikler og producerer specialudviklede hydrauliksystemer til et meget bredt, globalt kundesegment.
AP-facader producerer facader, vinduer og døre m.m. i aluminium og glas til både privat- og erhvervsbyggeri i hele Danmark.
PSC er specialister i produktion af højkvalitets plast dele.
Handelslivet
Da jeg var bydreng hos købmand Bæk i 1950’erne, var der mere end 30 købmænd i byen.
Der var mange små butikker som mælkeudsalg, bagere, slagtere, gartnere, blomsterhandlere, manufakturhandlere, fiskehandlere, skomagere, tobaksforretninger, skohandlere, bladhandlere og mange flere.
Nu foregår indkøbet af stort set alle slags varer i de mange supermarkeder, der er etableret i Brønderslev, og de små forretninger er forsvundet.
Der er stadig manufakturhandlere, en enkelt slagterbutik med bagerbutik integreret, Osteklokken, KonditorBager, Vinspecialisten og nogle få blomsterhandlere med flere.
Byrådet lavede byplaner, som koncentrerede handelen omkring Føtex med det resultat, at mange butikker i byens centrum står tomme.
Ny laves byplanerne derfor sådan, at forretningslivet skal koncentrere sig om den vældige nye plads, hvor banegården ligger. Det bliver spændende, hvad det ender med.
Brønderslev har så mange supermarkeder, at de kan betjene hele Vendsyssel. Der er: Føtex, Løvbjerg, Netto, Aldi, Lidl, Fakta og 2 Rema 1000.
Griseauktionen
Der var også helt specielle begivenheder i gamle dage. Hver onsdag formiddag var der griseauktion i Nørregade, der hvor BAS holder til i dag med bl.a. biograf.
Landmændene kom ind med deres grise i lastvogne, og så blev grisene solgt på ganske almindelig auktionsmaner. Der blev også holdt auktion med køer.
Jeg husker endnu grisenes skrigen, når de blev hevet ned af lastbilerne eller skulle læsses ind igen, når de var blevet solgt. De blev løftet i halen og et øre, så det er forståeligt, at de skreg.
Når auktionen var overstået, gik rigtig mange af de gæve landmænd over på Restaurant Hedelund for at indtage en velfortjent frokost.
Hvis der havde været et effektivt politi i Brønderslev, kunne de have knaldet rigtig mange bønder for at køre spritkørsel. Men man var mere tolerante dengang.
Brønderslev marked
Dengang som nu var der Store Brønderslev Marked.
I gamle dage begyndte markedet søndag eftermiddag kl. 14 eller 16 – jeg husker det ikke nøjagtigt.
Dengang var der rigtig gøgl med ”artister” og professor Tribini nogle få gange.
Mange kroer havde rejst telte, hvor man kunne købe mad og drikke. Jeg husker specielt Jerslev Kro’s telt, for her gik min Bedstefar Aksel og sørgede for ro og orden, ryddede op på bordene og samlede de tomme flasker. Jeg fandt hurtigt ud af at holde mig til ham og være behjælpelig, og det var ikke sjældent, at en beruset markedsgæst gav den flinke dreng en krone for at rydde de tomme flasker af vejen.
Jeg kunne sagtens tjene 20 til 25 kr. sådan en mandag, men de blev ikke brugt på tombola eller andet gøgl, nej der blev købt hotdogs, for det var jeg meget glad for at spise, og der var gevinst hver gang.
Om mandagen kom landmændene med deres heste, og der var mange, og så blev der holdt hestemarked.
Skolerne havde lukket om mandagen. Markedet var og er den første mandag i september.
Nu om dage strækker markedet sig over fire dage fra fredag til mandag og bærer i stor grad præg af at være et loppemarked med alskens varer.
Der er heller ikke mange heste, men det skyldes naturligvis udviklingen indenfor landbruget, som stort set ikke anvender levende hestekræfter.
Heste bliver nu udelukkende holdt som rideheste.
Livet som pensionist
Som tidligere nævn gik Tove og jeg på efterløn i 2005, og har gået hjemme siden. Vi bliver ofte spurgt, hvad vi får tiden til at gå med. Den går helt af sig selv, og vi går med, men i et meget lavere gear end for år tilbage.
Det er et stort privilegium at kunne tage på besøg hos andre pensionister på en ganske almindelig hverdag.
Pensionen går ind på kontoen hver måned, uden vi behøver at foretage os noget.
I disse Coronatider er jeg rigtig taknemmelig for det, og jeg tænker ofte på de selvstændige erhvervsdrivende og ansatte medarbejdere, der mister deres levebrød på grund af den verdensomspændende pandemi.
De skal leve af understøttelse og hjælpepakker, som langt fra giver den indkomst, de behøver for at kunne opretholde den hidtidige levestandarden.
Ulykke i Frankrig
Tove var gået på efterløn samtidig med mig, så vi besluttede at tage til Sydfrankrig på camping. Vi havde en Toyota Camry og en Hobby campingvogn.
Cirka 100 km inde i Frankrig på en motorvej eksploderede det venstre dæk på campingvognen, og jeg mistede totalt styringen.
Vi kørte ca. 90 km i timen (det er tilladt med 130 km i timen med campingvogn i Frankrig), og bilen kørte snart i den venstre side af motorvejen og snart i den højre.
Pludselig styrede bilen igennem autoværnet i højre side og ned ad en skrænt, hvor Camry’en fældede adskillige træer, indtil den ramte et, der var for tykt.
Vi kom fortumlet ud ad bilens højre dør, den venstre var blokeret. Vi holdt ca. 8 meter nede ad skrænten. Bilen stod og vippede med bagenden hængende oppe på en træstub. Der var rykket 10 meter autoværn op med stolper og det hele.
Oppe på motorvejen var der dannet en bilkø på flere hundrede meter, og et stykke længere fremme holdt en enlig campingvogn, og der gik nogle sekunders reaktionstid, før det gik op for mig, at det var vores. Det tykke smedede anhængertræk af stål var knækket. Heldigvis – ellers var campingvognen måske landet ovenpå Camry’en.
Campingvognen var totalskadet, og bilen blev repareret for 338.000 kr.
Tove og jeg slap med livet i beholdt og kun nogle trykkede ribben.
Jeg aflagde rapport til en politibetjent, før en ambulance kom med udrykning og kørte os til grundige undersøgelser på et nærliggende hospital.
Vi var sluppet med trykkede ribben, men det kneb med at gå med en kuffert.
Jeg ringede til SOS-international og rapporterede ulykken. Jeg fik en venlig behandling, og der var store anstrengelser fra SOS’ side med at få klarlagt, hvor bil og campingvogn skulle fragtes hen.
Da jeg havde takket nej til en lånebil til resten af ferien og bad om, at vi fik flybilletter fra Paris til Aalborg, for vi skulle bare hjem,
fik tonen en helt anden lyd. Nej! Vi skulle da selv sørge for hjemtransport. Vi kunne bare få vores rejsebureau til at arrangere det.
Det gled helt hen over hovedet på kvindemennesket, at man normalt ikke bruger rejsebureau til en campingferie.
Jeg ringede til min tidligere sekretær, Anette på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, og satte hende ind i situationen. 20 minutter efter ringede hun og fortalte, at der ville ligge flybilletter til os i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris næste formiddag.
På hospitalet havde en læge efter mange misforståelser endelig skaffet os en taxa og et hotelværelse. Idioten havde bestilt værelse på Hotel Eros, der lå 13 km. uden for byen på en mark, og han forklarede begejstret, at der var natklub på øverste etage. Der var spejl over sengen, og der skulle betales på forhånd. Hvad havde han forestillet sig, vi skulle foretage os med trykkede ribben og stadig i chokeret tilstand.
Næste dag, endelig hjemme i Brønderslev ved frokosttid, ringede vi til vores venner Tove og Leif og Hanna og Torben. De kom øjeblikkeligt og blev selvfølgelig meget forskrækket over at høre om vores oplevelse. Hanna insisterede på, at vi tog hjem til dem, og så fremtryllede hun noget dejligt mad, der blev ledsaget af øl og vin, og hyggen viste sit ansigt lidt efter lidt. Dagen endte på en god måde.
SOS sørgede for køretøjerne og betalte vores udgifter til hotel og hjemtransporten med tog til Paris og fly til Aalborg. De betalte en kuffert til vores sparsomme garderobe, alt var i jo campingvognen, de betalte restaurationsregningen fra om aftenen. Det løb op i nogle tusinde kroner. Det eneste SOS ikke ville betale, var 140 kr. til sandwich og øl i flyet hjem. Man forundres!
Venner
For mange år tilbage var omgangskredsen meget stor. Der blev hyppigt holdt fester, hvor intet manglede, og der blev danset til den store guldmedalje.
Nu i vores gyldne år er omgangskredsen svundet betragteligt ind, og udover familien har vi to par, som vi kalder nære venner. Vi har kendt hinanden siden 1960’erne.
Med Hanna og Torben havde vi den tradition i påsken, at vi Skærtorsdag tog på kunstudstilling sammen over hele Vendsyssel og sluttede dagen med at give mad på skift.
I vores fremskredne alder med de helbredsmæssige problemer den medfører har vi droppet udstillingerne og giver på skift frokost, der varer resten af dagen.
Bar røv til kaffe
Der er en bestemt Skærtorsdag, som står fast printet i vores hukommelser. Vi så kunstudstillingen på Dronninglund Slot, hvor der også var et formidabelt kaffebord, som vi skulle nyde.
Pludselig så vi en ung, nydelig dame i et tylsskørt gå rundt om bordet og samlede ind på sin tallerken. Man skulle bukke sig forover for at nå kagerne midt på bordet, og det gjorde denne unge dame også, og det blev tydeligt for alle øvrige gæster, at hun ikke havde trusser på, og skørtet skjulte absolut intet.Midt i rummet stod et meget langt bord fyldt med forskellige kager til fri afbenyttelse. Gæsterne gik stille og roligt rundt om bordet til hyggepianistens dæmpede musik og tog for sig af lækkerierne.
Kaffebordet fik pludselig en helt anden dimension. Som damen gik sin runde, var alles øjne rettet mod hendes bagdel, da hun passerede pianisten, slog han helt galt ned i tangenterne og stirrede målløs, og musikken forstummede for en stund.
Al køkkenpersonale kom ind for at glo på skift.
Således kan kunstinteresserede opleve store øjeblikke.
Tove og Leif er vores allernærmeste venner, som vi ser meget jævnligt til spontan kaffe eller frokost. Vi inviterer ofte til en firemands hyggeaften eller -eftermiddag. Siden 1992 har vi på skift holdt nytårsaften sammen – kun os fire.
Nytårsaften 1999 i Aalborghallen
Den mest spektakulære nytårsaften var ved millenniumskiftet 1999/2000.
Vi havde bestilt bord i Aalborghallen sammen med 1600 andre gæster, og aldrig har vi været udsat for et så velfungerende og overdådigt arrangement. Vi var sammen med ejerne fra Leifs arbejdsplads i alt 7 personer ved bordet.
Menuen var med vine ad libitum til middagen, og inden den var færdig, lå mange af naboerne og sov ind over bordene – de skulle skynde sig medens vinen var ”gratis”.
Det var organiseret til perfektion. Hvert bord kunne selv bestemme, hvornår de ville have de forskellige retter fra menuen, og alle retter var perfekte.
Lige inden, vi var færdige med middagen, kom vores meget unge tjenerpar fra Dronninglund, og satte en hel masse flasker vin til os, så vi skulle ikke købe vin resten af aftenen. Da raslede – nej! da knitrede drikkepengene ned i deres lommer.
Jeg har danset på scenen i Aalborghallen – det gjorde jeg den aften!
Logen Lux Vera
Jeg har brugt meget af min tid som pensionist i frimurerlogen Lux Vera. Jeg har været medlem siden 1977 og altid haft et embede, som kræver handling.
Jeg har været med til at udvikle logen fra at være en meget lille enhed indenfor Den Danske Frimurerorden til nu at være en større loge med alle rettigheder.
I 2010 købte logen Landboskolen i Danmarksgade for at indrette loge i den gamle bygning. Festsal, køkken og kaffesal er forpagtet ud.
Fra juli 2010 til januar 2011 blev hele den gamle bygning med lejlighed på første sal, kontor, køleskab og frysere i stueetagen og kælderen, forvandlet til en moderne frimurerloge.
Arbejdet blev primært udført af frivillige logemedlemmer, men visse installationer krævede autoriserede håndværkere.
Der brugte jeg det meste af min tid i 6 måneder med alle forefaldende opgaver. Jeg tegnede loftskonstruktionen og hjalp tømrerne med at lave et buet loft med indbygget stjernehimmel i logesalen, hvilket er den bedrift, jeg er mest tilfreds med. Stjernehimmelen brugte jeg alle juledagene i 2010 til at lave med god hjælp af Tove.
Tove hjalp også flittigt med maling af vægge, fodpaneler, lofter, vinduer og døre, og til sidst en ordentlig gang rengøring.
Nu kommer jeg kun i logen for at nyde møderne, og de unge må udføre det mere slidsomme.
Sangkoret Frejdig
Jeg har altid været glad for at synge. Det er ikke det samme som, at jeg er god til det, men måske rimelig god.
I august 2012 blev jeg medlem af Sangkoret Frejdig, som det år havde 100-års jubilæum. Sangkoret synger firestemmige sange, og jeg blev placeret i gruppen
2. tenor.
Vi synger primært på plejehjem, sygehuse og ved større sociale arrangementer som Stafet for Livet.
Der er 29 medlemmer i mandskoret, der dirigeres af en lønnet musiker.
Tove syg
Det er ikke altid, at ulykker og sygdom kun rammer naboen.
I 2013 blev Tove syg og gennemgik en tarmoperation, som afslørede, at hun havde lymfekræft af T-celletypen, som man ikke havde så megen erfaring med.
Så går man lige i sort nogen tid!
Operationen blev fulgt op af en kemokur i fire måneder.
Der kom flere komplikationer til, så Tove i perioder var indlagt isoleret.
I august 2014 fik Tove maveproblemer, og efter mange undersøgelser fik hun diagnosen Cøliaki. Cøliaki er en sygdom, som vil vare resten af livet og betyder, at gluten forårsager nedbrud af tyndtarmen indefra.
Fra september 2014 har vi levet glutenfrit, og Toves cøliaki er holdt i ave.
I oktober 2014 blev Tove igen tarmopereret, og der konstateredes igen lymfekræft.
Da gik vi for alvor i sort.
Igen flere måneder med masser af kemo.
Til sidst konkluderede Tove’s kræftlæge, at hun skulle have en stamcelletransplantation for at overleve på trods af, at hun var fem år for gammel i henhold til reglerne for, hvem der kunne få denne behandling.
I april 2015 fik Tove stamcelletransplantation med efterfølgende fire uger i isolation, fordi hendes immunforsvar var totalt slået ned af kemo.
I de fire uger var hun utrolig syg, og jeg havde flere gange mine stærke tvivl om, hvorvidt hun kom hjem igen.
Hun overlevede og begyndte at genoptræne. Først ved juletid var hun næsten som før. Tove har det godt i dag seks år efter.
Unoderne
I september 2019 kom jeg med i det lille boyband kaldet Unoderne.
Det består af 7 medlemmer: to harmonikaspillere, en klarinettist, en trommeslager, en mundharpespiller og to sangere, hvoraf jeg er den ene.
Vi øver en gang om ugen i kælderen hos trommeslageren, som har indrettet et rum til formålet med mixerpult, højttalere og diskolys.
Det er rigtig hyggeligt med de øvedage, men vi er også ude at spille for publikum i hele Vendsyssel.
Foredrag
I mit arbejde på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik blev jeg meget fascineret af grundlæggeren Peder Nielsen, som aldrig havde fået en formel uddannelse, men alligevel formåede at rejse det Pedershaabdynasti, som det blev til.
Derfor har jeg de senere år holdt 16 foredrag om mennesket Peder Nielsen og virksomheden med samme navn.
Som med så meget andet er de to næste foredrag blevet aflyst eller udskudt på grund af coronapandemien.
Jeg har også holdt foredrag om mit eget liv indtil nu.
Ferier
Jeg købte det første villatelt i 1968 og har lige siden holdt de fleste ferier som campist.
Der har været nogle charterrejser til varme lande, men i min tid på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik har jeg fløjet så meget, at jeg simpelthen ikke orker at skulle igennem omstændig security for at komme op i en flyvemaskine for at komme på ferie.
Teltet blev skiftet ud med en campingvogn, som jeg har haft fem af.
Efter ulykken i Frankrig købte vi straks en ny campingvogn, og jeg tog for en sikkerhed skyld kørekort til trailer, som giver ret til at køre med større trailere end det almindelige kørekort.
Den sidste campingvogn blev solgt i 2015, og ferierne har siden været udvidede weekendophold på kroer, hoteller og slotte.
Nyskabelser i min tid
Når jeg tænker på de opfindelser, der har set dagens lys i mine 78 år, bliver jeg slået med forundring over den kreativitet, der har været verden over.
Da jeg var bydreng, kendte man ikke plastik, varerne blev pakket ind i papir, pergamentpapir, papirposer og pap eller i et glas.
Alt – ja, alt for meget er i dag pakket ind i en form for plastik, hvilket har skadet miljøet utroligt meget, fordi menneskene ikke respekterer bortskaffelsen af plastik og miljøet. Plastik er ikke af det onde, det skal blot bruges med omtanke som så meget andet, og det bruges til meget andet end emballage.
I skoletiden fra 1950 til 1960 skrev vi med blæk, penneskaft og løse penne, og der blev sat mange blækklatter i stilehæftet. Kuglepennen var opfundet, men den måtte vi ikke bruge. Jeg husker ikke, om vi måtte bruge fyldepen. Kuglepenne får man næsten gratis i dag, og der er opfundet mange andre skriveredskaber som gelpenne, fiberpenne og tuscher med flere.
For ikke at gøre dette kapitel for langt, nævner jeg nu i syndig uorden, hvilke nyskabelser, jeg kan huske:
jetfly, førerløse busser, eldrevne biler, tog på magnetskinner og cykler med el.motor
computere, internet, SmartPhones, iPads, tablets, fjernsyn nu også med vælg selv programmer
Facebook, Instagram, Tvitter og flere sociale medier
fjernbetjening af mange slags aggregater fra en SmartPhone over internettet
robotter til industriel brug, til selvkørende støvsugere og plæneklippere og som besøgsven til enlige
rollatoren har gjort det muligt for mange millioner gangbesværede mennesker at komme ud at gå
motoriserede kørestole
HIV-medicin, kræftmedicin, og på et år er der opfundet medicin til en helt ny virussygdom, Covid19, til omgående brug i hele verden
mennesket har været på månen, og der sidder mennesker i rumstationer flere hundrede kilometer ude i rummet
Jeg ved, der er meget mere, men min hukommelse er tømt.
Rundt om i verden er der meget ufred, borgerkrig og krig. Hvorfor opfinder man ikke den fredelige verden?
Man skulle også forske i og udvikle måden, mennesker omgås med hinanden. Der hersker ofte en meget rå og fjendtlig tone i aviser og på de sociale medier. Tænk hvis alle lærte at behandle hinanden med respekt.
De kommende generationer vil opleve endnu vildere nyskabelser, som alle forhåbentlig er til fredeligt brug.
Efterskrift
Jeg har mange flere erindringer fra mit hidtidige liv, men alting har en ende.
Jeg kunne have fortalt om mine år som vicepræsident for den europæiske beslagunion ARGE eller mine år som Danmarks repræsentant i EU ved udarbejdelse af europæiske ISO-standarder for vinduer, døre og tilhørende beslag. Disse opgaver optog mig meget.
Det er meget vanskeligt at vurdere, hvad andre mennesker interesserer sig for at vide om naboen. Er mit skrift for detaljeret, eller er det for overfladisk? Det er under alle omstændigheder min historie med de private detaljer, jeg vil offentliggøre.
Jeg håber, du har haft energi til at læse det hele, og måske har genkendt noget af det og eventuelt fundet noget af det interessant.
Når du læser dette efterskrift, tager jeg det som tegn på, at du har læst det hele.
Leo Kjær Nielsen (kaldet murens Leo. Født i Manna 14-8-1936 af ugift mor. Boede i 3 år hos mine bedsteforældre Jens og Mathilde samt min oldemor Else Marie.
Da min oldemor døde i 1939, blev jer adopteret af murer Christian og Else (min biologiske mors søster) i Vrensted.
Gik i Vrensted Byskole 1943-1948 og Løkken Realskole 1948-1952
Var i 1952-1953 ”høwer” hos Arnold Trudslev.
Kom i smedelære i Stenum 1953-1957 hos Laurits Larsen
Gik på Ålborg Maskinmesterskole1956-1959.
Var marinesoldat 1959-1961 (17 mdr.)
Sejlede 1959-1961 med Mærsk Line.
Gik på Københavns Maskinmesterskole 1961-1963.
Arbejdede 1963-1966 på Enstedværket i Åbenrå.
Blev i 1966 ansat på Vendsysselværket (nu Nordjyllandsværket) og var med i hele opbygningen og senere driften
Var i årene 1970 til pensionering i 1995 overflyttet til driftskontoret og arbejde her som instruktør, sikkerhedsleder m.m.
Blev igen i 1996 hyret til div. konkrete opgaver samt til rundvisninger.
Kommer nu kun til pensionistsammenkomster.
Min slægt.
Der er nok nogle der tror, at hvis man søger tilstrækkelig langt tilbage finder man ud af, at man kommer fra ”noget fint”. Jeg tror nu nok, at det sjældent er tilfældet. Og det tror jeg også er tilfældet hos mig. Når jeg går tilbage til mine oldeforældre viser det sig, at de er ganske almindelige mennesker, i stor udstrækning med en håndværksmæssig baggrund.
Mine oldeforældre på min mors side stammer begge fra området. Her kommer min oldefar fra området mellem Manna og Gl. Hammelmose. Han nedsatte sig som Hjulmager og Karetmager på Gl. Hammelmose Mølle.
Min oldemor er født på Helledi mellem Thise og Vrensted. De er altså opvokset tæt på hinanden og kan let have mødtes ved en lokal festlig begivenhed som sommerfest på toppen af Thise Bakker.
Det andet hold oldeforældre på mors side stammer begge fra området omkring Arden i Rold Skov, mere herom senere.
Min morfar karetmager Jens Emanuel Kjær f. Pedersen, kommer fra en familie ved mosen syd for Manna. Faderen var hjulmager og karetmager og boede på Gl. Hammelmose Mølle. Flyttede senere til Thise og tog navnet Kjær da de tidligere boede på Manna Kær. Min bedstefar blev uddannet til karetmager. Familien flyttede senere til Aalborg og herefter til Manna og åbnede en karetmager/træskomager forretning i Manna, hvor jeg blev født. De flyttede til sidst til Brønderslev og ligger begravet her.
Min mormor stammer fra Arden hvor faderen var ledvogter og baneformand. Vi har en enkelt gang besøgt en onkel i ledvogterboligen ved vejovergangen med den store klokke. I husets vindue ud mod bommene stod der en papegøje i et bur. Det var i øvrigt Mathilde der en dag i min konfirmationsalder fortalte mig om hvordan min fødsel og første barndom kom til at gå. Det var jo ikke normalt at snakke åbent om problemet når en ung pige som her, af en indremissionsk familie kom ”galt afsted”.
Min farfar Jens Peter på Nørkæret kom fra en familie i Hundelev, der ligesom han var husmand og murer. Jeg husker ham tydeligt. Når vi besøgte dem på Nørkæret, sad han altid mellem kakkelovnen og døren til soveværelset og lige i nærheden var krogpiben og tobaksbordet med tobak i den ene skuffe og skrå og ”udkrasning” i den anden. Hans død står helt tydelig for mig. Da han skulle synges ud, stod han i den åbne kiste nede i gangen, og da vi skulle gå, fik jeg besked på at hente frakkerne. De hang desværre på knage bag ved kisten, så jeg måtte række hen over ham for at få frakkerne. Et syn jeg aldrig glemmer.
Min farmor, Anna Kirstine blev født på gården ”Ellisgård” som lå på Nørkæret tæt ved hendes nye hjem. Her fødte hun 8 børn samtidig med, at hun passede husmandsbruget med et par køer og nogle grise. Jeg har kendskab til to af hendes søskende, nemlig Elvine gift med smed Christensen fra Mejeribyen samt Jens Ellitsgård der også boede på Vingevej. Jeg har aldrig mødt min farmor, da hun allerede tidligt døde af koldbrand på Hjørring Sygehus. I min søgning er jeg ofte stødt på hendes navn, mest i.f.m. Ellitsgård. Tænk kun at flytte få hundrede meter fra sit fødehjem, føde 8 børn, arbejde hårdt med bruget og så dø i en al for tidlig alder. Jeg har ondt af hende.
Det ene hold oldeforældre på min fars side stammer begge fra Hundelev/Jelstrup. Her blev de også viet. De blev begge begravet i Jetsmark.
I det andet hold oldeforældre stammer faderen fra gården Eilertsgård på Nørkæret. Gården lå mellem Lindegård og Ågård. Moderen her stammer fra Klæstrup.
Så næsten hele min slægt stammer her fra Vendsyssel. Kun min mormors slægt stammer fra området omkring Hadsundbanen, hvor flere af familien senere blev ansat.
5 Bilag til oversigtsplan 1.
1. Leo Kjær Nielsen, se ” Hvem er jeg?”
2. Sonja Vestergård 1935-2020. Datter af Dagny og Mathias VestergårdVrensted.
3. Margit Kjær Nielsen 1944-2021. Datter af Kirstine og Kristian Lucassen Gøttrup. Margit har 3 børn se 5. Viet til Leo 5-10-1991.
4. Dorthe Kjær f. 22-6- 1963 i Vrensted.Dorthehar 2 børn. Andreas f. 20-12-2000. Philip f.18-6-2002.Anders Kjær Nielsen f. 24-5-1966 i Langholt.Viet til Esther Jeneba Kain i Sierra Leone d. 13-12-2008.
5. Ann Birgitta Goddiksen f. 1966 i Rødovre.Thomas Christian Goddiksen f. 1976 i Nr. Uttrup. Mette Kirstine Goddiksen f. 1971 i Nr. Uttrup.
6. Svend Nielsen f.13-12-1931, død 19-3-2009. Begravet i Vrensted
7. Erna Ulrik Nielsen f. 21-12-1932i Løkken. Viet til Svend d. 4-12-1954 i Løkken. De har 3 børn, se 8
8. Per Ulrik Nielsen f. 8-4-1955 .Per har 3 børn: Jesper f. 20-7-1978, Sisse f. 29-12-1992, Rikke 07.11.1995-27.03.2003Ole Ulrik Nielsen f. 10-9-1956 ,viet til Laila 8-9-1984. De har 2 børn. Helle f. 19-3-1982. Janni f. d. 16-4-1989.Christian Ulrik Nielsen f 23-11-1962. Christian har 2 børn. Sebastian f. d. 31-1-2002, ??Alle født i Vrensted.
9. Else Kirstine Nielsen f. Pedersen, senere Kjærf. 12-8-1903 i Hobro.Viet8-4-1929 i Thise kirke til Christian. Død 20-8-1997 i Vrensted.
10. Thomas Christian Nielsen f. 8-3-1899 Vrensted Nørkær. Død 30-10-1989 på Brønderslev Sygehus.
11. Familien Kjær , se oversigtsplan nr. 2.
12. Jens Peter Nielsen f. 14-4-1870 i Jelstrup. Viet til Anna Kirstine Thomsen/Ellitsgaard d. 9-8-1898 i Vrensted kirke. Død d. 27-4-1961 på Nørkæret.
13. Anna Kirstine Thomsen/Ellitsgaard f. 4-7-1878 på EllitsgårdVrensted Udflyttere. Død d. 16-9-1942 på Hjørring Sygehus.
14. Jens Peter og Anna Kirstine fik 8 børn : Stinne, Emma, Clara, Agnes, Christian, Richard, Viggo, Arnold og Ernst. Alle født på Nørrekæret.
15. Husmand og murer Thomas Peter Nielsenf. 18-9-1832 i Hundelev. Viet til Mette Kirstine Jensdatter d. 21-4-1865 i Jetsmark Kirke. Død d. 29-3-1920. Begravet i Jelstrup.
16. Mette Kirstine Nielsen f. Jensdatter d. 4-8-1842 i Hundelev.Viet til Thomas Peter (se 15)
17. Gaardmand Johannes Thomsen/Ellitsgaard , f. 1-8-1839 i Vrensted. Viet til Mette Marie Jensdatter d. 4-2-1868 i Vrensted Kirke. Død d. 7-12-1910 i Vrensted.
18. Mette Marie Thomsen, f.Jensdatter f 24-2-1841 i Klæstrup. Viet til Johannes (se17). Død 12-4-1922 i Vrensted.
19. FamilienEllitsgård
NB: nr. 1-6-9-10, se oversigtsplan 1.
12.Karetmager Jens Emanuel Kjær f. Pedersen f. d. 9-7-1877 i Hammelmose Mølle. Voksendåb d.15.04.1914. Død d. 21-1-1962 i Brønderslev. Viet til husmoder Mathilde Hendriksen d. 16-11-1901 i Storarden kirke.
Mathilde Hendriksen f. 23-12-1878 i Haldtostrup/ Hobro. Død d. 2-2-1953 i Brønderslev. Viet til Jens , se 12.
Jens og Mathilde fik 7 børn. Else Kirstine Kjær f. Pedersen 1903-1997. Christian Peter Kjær 1905-1987. Jens Richard Kjær 1907-1961. Thomas Kjær 1914-?. Inger Marie Kjær 1915-2003. Erik Henry Kjær 1918-1985. Karl Emil Kjær 1921-1968.
Hjulmager Jens Peder Pedersen f. 16.03.1840 i Svinget Manna Kjær. Voksendåb d. 18.04.1840 i Thise Kirke. Karetmager, Insidder, 1871 i Gl. Hammelmose Mølle,
Else Marie Thomasdatter 1847-1939 Manna Kær.
Ledvogter /baneformand Niels Christian Hendriksen 1845-1931 Arden.
Kirstine Pedersdatter 1846-1923 Arden.
Familien Hendriksen Arden.
Jens Peder og Else Marie fik 4 børn.
En mindetur gennem min barndoms gader i Vrensted.
Jeg er lige stået af Brix´s røde rutebil, som nu i en støvsky fortsætter mod Løkken. Det er sommer og grøftekanterne er fulde af liv. Jeg ser mig omkring. Lidt længere ude af Brønderslevvejen bor Chr. Slots`, som arbejder for min far. Håndlangerne siger, det er hårdt arbejde at forsyne Chresten med sten og mørtel, da ingen andre kan lægge så mange sten som ham.
I det fjerne, ud fra Kongsengene, kommer der nu noget mærkeligt kørende på en lille lav knallert. Den er så lille, at sædet og styret er sat op på et langt rør. En stor dame sidder på maskinen og med en lang frakke flagrende efter sig. Det er jordemoderen, som bor i et lille hus lidt længere ud mod Kongsengene. Et syn der altid grines af. Knallerten er en af de maskiner, der blev nedkastet med de engelske faldskærmssoldater. Gad vide om hun har fået den forærende af Vrensted nedkastningsgruppe.
På vejen tæt ved Emilie-Peter, var der en mergelgrav, som vi badede i. Det måtte vi ikke, da det kunne være farligt med det kolde vand. Måske derfor var det spændende.
Jeg vender blikket mod syd og får øje på Minister-Tewdor komme trækkende med sin ko. En ganske fredelig og hyggelig fyr. Under besættelsen hvor man havde svært ved at få tobak, tjente vi drenge en skilling ved at tørre kirsebærblade til hans pibe. Det tørrede vi på en bageplade i komfurovnen. Men det var svært at få den rette kvalitet. Var det for tørt smuldrede det, når han stoppede piben, og var det for vådt kunne han ikke få ild i det.
Jeg fortsætter op ad grusvejen op mod svinget. Til højre lå Vrensted Mølle. Jeg husker ikke at vingerne har drevet møllen. Til gengæld var der en stor petroleumsmotor med vandretliggende cylinder, som drev møllen. Motoren var anbragt i et muret maskinhus lige op ad møllens fundament. Til køling var der muret et bassin med vand, og fra motoren gik der rør hertil. Jeg har senere set en sådan maskine flere gange, og det, at de kom fra den nedlagte Maginolinie efter første verdenskrig. I selve møllens jordvold kunne vi grave et lille åbent hul forsynet med et meget hjemmelavet tag. Her kunne vi drenge i fred og ro sidde og drømme fremtidsdrømme. Mon ikke de fleste ville være lokomotivførere.
Hvem der boede i huset nord for vejen, husker jeg ikke men der blev fortalt, at de var i familie med mælkemand Ejlert og Marie (har senere fået at vide at det var Maries far)
I selve svinget på sydsiden af vejen boede Harald Nielsen, Else og Poul. Harald var lillebilvognmand. Han havde en af disse meget lave Citroenér, som man så i gl. franske kriminalfilm med Lemmy Constantine. Der fortælles, jeg kan ikke huske det, at han under besættelsen forsøgte at montere en gasgenerator bag på. Det må have set mærkeligt ud at se en så lav bil med en stor skorsten/generator stikkende op bagpå.
På samme side af vejen kommer det næste hus som bebos af Frederiksen. Han var vejformand ved et eller andet firma og til transport havde han en gl. motorcykel, som ofte stod udenfor. Den skulle vi drenge ofte hen at røre ved. Var det her i dette hus at Gilbert havde sin første cykelforretning?
I det næste hus på samme side boede Rosa og Valdemar. Han var en meget værdsat håndlanger hos min far, og jeg tror, han var der næsten hele tiden. Rosa var kasserer i den lokale fagforening, og der stod ofte kø udenfor bryggersdøren, når man skulle til kontrol og stemples. Jeg ved dårlig nok hvor mange roser denne familie skulle have. En stor buketfuld, mindst. Jeg kom der ofte, og der var altid plads til en mere, selv om huset var fuldt af både egne børn og børnebørn. En af årsagerne var også, at jeg var næsten jævnaldrende med Bernhard og Poul, og at Bernhard senere kom i murerlære hos min far og samtidig flyttede ind i drengeværelset sammen med Svend og mig. Om aftenen når vi var kommet i seng sang vi ofte en lille sang om vore hemmelige kærester. En af sangene var ” Dernede i dalen en lille hytte lå—”. Rosa var nok lidt ”missions”, og en kort overgang var min mor og mig med når der var møde i missionshuset i Løkken. En kort periode var jeg også med i søndagsskole. Men det var slet ikke noget for mig.
I huset overfor boede Wilhelm Ørum´s. Vi så ham ofte komme kørende i sin ponyvogn med ”skravler” og hvori der ofte var en levende gris. Man sagde, at han nok solgte grise til tyskerne. Og det var jo ikke velset. Efter besættelsen viste det sig, at han var medlem af Vrensted modstandsgruppe bestående af bl.a. Stevns, Knud Svenningsen, Erik Eriksen, Arnold Michaelsen m.fl. Så jeg tror mere på, at han samlede informationer til næste nedkastning ved Ingstrup Sø.
Det næste hus efter Rosa-Valdemar var Jens Ellitsgård`s. Jeg husker Mogens som læste til lærer. En søster, Nelly, udvandrede tidligere til USA hvor hun blev gift med Gene Thuesen der var Sales Manager i Knudsen Cremery Compagny. Jeg besøgte dem flere gange i Los Angeles når ” Nicholine Mærsk” var i havn der. Mere herom senere. Jens var frisk til det sidste. Jeg husker et billede i Vendsyssel Tidende, der blev taget på hans 85års fødselsdag og hvor vi så ham høste korn med sin ”hylli” (le). I forbindelse med min slægtsforskning, har det vist sig, at vi var i familie med hinanden, idet Jens Ellitsgård var min fars morbror. Se slægtsdiagram.
Lige efter Ørum boede Harald Hansen´s med sønnen Gunner. Det var et sted jeg kom ofte, da jeg syntes at alt ved landbruget dengang var spændende. Det var sjovt at se, når ”kontrollen” kontrollerede mælkeprøver inde i bryggerset med sin store skive med alle reagensglassene sat fast ude i periferien. Men det var en modbydelig lugt med den syre, der blev brugt til prøverne. Når der blev tærsket, var det sjovt at se alle de mus der efter det sidste neg i et gulv myldrede op ad væggen. Her havde hunden nok at lave. Udenfor ko huset ved ajlebeholderen, var der et lille hus til grise og kalve. Her blev der under og lige efter besættelsen tørret hjemavlet tobaksblade. Når bladene var passende, blev de rullet sammen og skåret i smalle strimler i en maskine, der var en mini rugbrødemaskine. Herefter blev tobakken tilsat en væske, sådan at tobakken kom til at dufte som ”Mac Barens” pibetobak. Vi knejter skulle naturligvis også prøve at ryge. Vi lavede en pibe af udmarvede hyldegrene som blev udhulet til både spids og hoved. Herefter husker jeg kun at vi alle herefter fik voldsomme opkastninger. En proces som alle raske drenge måtte igennem. Gunner var ikke altid god ved os drenge. På marken nord for gården gik der køer i en indhegning med ståltråd, hvori der var strøm. For at kontrollere om der var strøm på, sagde Gunner at vi blot skulle tisse på tråden, så ville vi opdage det. Ja mon ikke, Men jeg tror ikke vi lod os narre. I stedet kunne vi gøre et græsstrå vådt og lægge det på tråden. Under besættelsen lavede mor og Emma kartoffelmel af revne kartofler, som stod til bundfældning i en vaskebalje. Herefter kunne det lægges til tørre i solen. Når kornnegene var tærsket, blev halmen anbragt i et ”gulv”. Det var sjovt for os unger fra nabolaget at klatre op på ladens trækonstruktion og hoppe ned i den bløde halm. Jeg skylder lige at nævne, at det engang kostede et knæ i det ene øje, hjernerystelse og 14 dage på sygehuset.
Lige overfor mit hjem boede mælkemand Ejler og Marie med børnene Kirsten og Ninna. Det var jo piger, og dem legede vi drenge ikke så meget med. Men jeg var ofte med i marken sammen med Ejler. Han havde marken hen til Jens Ellitsgård, samt lidt jord på den anden side af Brønderslevvejen. Når der skulle tærskes korn, kom Traktor Charles med sit transportable tærskeværk, der blev trukket og drevet af en stor Fordson Major. Så var det med at holde sig på afstand, da den store rem mellem traktor og tærskeværk så farlig ud. Når Ejler var på mælketur, fik vi drenge ofte lov til at være kusk. Så kunne Ejler koncentrere sig om mælkesalget. Kirsten blev gift med Torben, som desværre døde under en ferietur. Kirsten fik senere konstateret kræft og døde af det. Ninna blev uddannet til damefrisør. I min slægtsforskning har det vist sig, at vi også var i familie med Ejler, idet hans far og min bedstefar fra familien Kjær var brødre.
Lige overfor, Vingevej 9 i dag, var mit barndomshjem. Jeg bliver nødt til at stå stille her under min vandring gennem barndommens gader. Det er helt utroligt, så mange positive tanker, der nu myldrer gennem mit hoved. Et fantastisk godt barndomshjem, som jeg kunne skrive meget mere om. Og det gør jeg så senere. Med en duft af nylagte hestepærer går jeg videre.
På marken hen mod Smed Søren, var der en oplagsplads til stilladsbrædder m.m. Da al stillads blev bygget op af træbrædder og stolper, var det vigtigt at alt var ok og klart til næste opgave. Lige inden smeden, blev der senere bygget et hus, som jeg ikke har kendskab til. Men de må have været radioamatører, da huset blev forsynet med høje antenner.
Det næste hus på vejen var smedemester Søren Nielsen med konen Ellen og datteren Kirsten. Sjovt nok var det ikke et sted jeg kom særlig meget, da jeg jo senere blev udlært til grovsmed. Ved siden af smedjen boede svendene. En af dem hed Åsholm. Han var jæger og havde derfor et jagtgevær. Under besættelsen når de tyske spærreballoner rev sig løs i en strid vestenvind og slæbte fundamentet med sig over stok og sten, blev Åsholm tilkaldt for at skyde ballonen ned. Om det lykkedes ved jeg ikke. En anden svend hed Dusinus eller Dion som boede til leje i enden af Tårnurfabrikken, over mod diget. Jeg tror ikke han var der særlig længe og flyttede fra byen. På et tidspunkt tog Søren en lærling fra Ingstrup Efterskole. Det var, så vidt jeg husker en skole for børn der havde fået en dårlig start på tilværelsen. Men han måtte desværre forlade pladsen, da der efterfølgende gik rygter om ar ”der forsvandt ting”. Senere gik der rygter om at det ”vist nok ikke var ham alligevel”. En træls skæbne for et ungt menneske der forsøgte at få en bedre start på livet. Smedjen blev senere solgt til Per Hvarregård.
Lige overfor smedjen lå Vrensted Central, som i min tid blev bestyret af ”Central Marinus”. Han var invalid, da han tilsyneladende ingen fødder havde. Han kørte i en trehjulet handicapcykel, hvor forhjulet blev trukket af kæder og pedalarme ført op således, at han kunne betjene dem fra sædet. Underbenene der næsten kun var et par klumper hang ned fra sædet og kunne ikke bruges. Han havde en hjælper eller kone som passede ham og indimellem også centralen. Når vi måtte lave ballade eks. Nytårs aften, gjorde vi det kun når hun sad ved omstillingsbordet, så vidste vi, at banen var klar. Marinus havde i øvrigt en i samme situation, nemlig ” Kræn Jensen Trehjywel” fra Bådstedhede. Vi så dem altid, når der var afslutning på idrætsugen eller der var fest i Anlægget. Ifølge min mors kogebog, hvori hun noterede alt muligt havde Marinus 30-års jubilæum i 1945.
I sidste hus på sydsiden ved siden af Centralen boede Jens Madsen. Det var et lille landbrug men Jens Madsen havde også en ”Lillebil”. Det var en stor 6-cylindret Chevrolet med plads til 6 passagerer, de to på klapsæder bagved de forreste sæder. I huset var der også Vrensted bibliotek, som jeg benyttede meget, da jeg læste meget og havde en bogreol oppe på drengeværelset. Også dette hus var et af Sagfører Olsens projekter.
Imellem Smed Søren og Knudsgård lå vandværket. Der måtte vi ikke komme ind, men når der var eftersyn, listede vi os til at se ind af døren og blev imponeret af de store beholdere og pumper, der langsomt gik op og ned og sagde DUNK-DUNK-DUNK. Jeg husker, at der blev forsøgt at lave en ny boring lige nord for vandværket. Ja, det har nok ikke lykkedes, da vandværket nu jo er flyttet. Vandværket blev senere ombygget til bolig for en familie. Det må have været et stort arbejde.
Og så står jeg pludselig midt i Vrensteds pulserende centrum. Her er der altid liv. Cyklister, mødre med barnevogne, hestevogne med læs til dyrene, glade skolebørn på vej hjem og meget mere. Uanset næsten hvor man kommer fra og næsten uanset hvor man skal hen, foregår det via Trehjørnet. Her er Kommunekontoret, her har Gilbert cykelforretning og her har Romedal bygget hus og lavet herreklip, og her har hans kone lavet isbod, som efter kort tid blev vores nye samlingssted (i stedet for bager Bedholms forgang). Jeg står her lidt i egne tanker og mindes de mange oplevelser, der knytter sig til dette sted. Men jeg vender mig mod nord og går ud i ” Mejeribyen.
Gården Knudsgård på højre hånd har jeg egentlig ikke haft noget forhold til. Min bror Svend, var en overgang hjælper her. Men mon ikke Svend og Knud Hoven var i samme alder. Min mor købte senere et stykke jord af Per Hoven til udvidelse af haven. Det gav desværre flere opgaver til mig.
I det næste gule hus på højre hånd boede min onkel Arnold og Hanny med børnene (jeg husker desværre kun Selma og Årle). Jeg mener der var to piger mere. Der kom jeg ikke særlig tit. Drenge leger jo ikke med piger (Undskyld piger men det kommer senere) og Årle var noget yngre. Arnold arbejdede for min far og sammen med onkel Ernst fra Nørkæret var de begge betroede medarbejdere på byggepladsen, når far var optaget hjemme af det administrative. De må have været gode læremestre, da Svend senere kom i lære.
Jeg står her lidt og kigger op på telefontrådene der skal hen til Marinus samt el-trådene, der kommer fra transformatortårnet i Mejeribyen. I de hårde vintre i 40-erne var der altid høje snedriver netop her, og vi blev advaret om, at det var farligt at røre trådene.
I det næste hus boede Astas Ejner sammen med sin mor og en søster. Ud af Ejners fortællinger kan jeg se, at han var karl hos Harald Hansen og senere i købmandslære i Stenum, hvor jeg også senere kom i lære. Efter sin pensionering blev Ejner en god foredragsholder og en god formidler af Vendelbomålet, som han også brugte i det daglige. Ejner kom senere til Aalborg Politi som kriminalkommissær sammen med endnu en Vrensted dreng, nemlig Svend Mejlholm fra Østre Hede. Svend bor i dag i Skalborg sammen med Inger. Vi holdt i øvrigt juleaften sammen hvert år.
I det næste hus boede Ejnar Kraghs med børnene Oda, Edel og Henning. Henning var desværre en spinkel og svagelig dreng. Man sagde at han havde haft Engelsk Syge som barn. Desværre var Henning et let offer for drillerier (mobning), da kan ikke kunne forsvare sig. Han var meget bange for grangrene og en dag blev der i et frikvarter anbragt en gren i hans skoletaske. Han skreg af rædsel, da han åbnede sin taske. Det var synd for Henning, så mobning fandtes også dengang. Henning døde desværre i en al for tidlig alder.
Næste hus på vejen var barberens, Her havde Simoni og Magda hver en salon. Inde hos Simoni lugtede det altid af hårvand og hos Magda af varm krøllemaskine. Magda blev betragtet som en fin dame, også af hende selv iflg. barberens Leo. Det var altid sjovt at se, når Simoni var ude at cykle. Han havde et stift højreben og cykelhandleren havde ændret pedalarmen så den godt kunne bruges selv med et stift ben. Jeg har i øvrigt truffet Leo senere her i Lindholm, hvor han var i gang med sin slægtshistorie. Den er senere udgivet på Jens Ottos hjemmeside. Læs den. Den er meget spændende.
Lige ved siden af boede Møbelsnedker Oluf Jensen med hustru Maren samt børnene Georg, Arne samt 2 mere som jeg ikke husker navnene på. Oluf var en meget dygtig håndværker og lavede gedigne møbler. Min datter har stadig et spisebord med stole fremstillet af Oluf og hans folk. Det var spændende at komme ind i værkstedet og se når der blev limet finer. Når den varme lim fra potten på komfuret blev smurt på fladerne og fineren blev lagt på, skulle det gå stærkt med at skrabe overflødig lim væk. En anden grund til at jeg kom der var, at Georg og jeg lavede en tre-mastet skonnert. Vi ville ud at sejle. Skibet blev laver af et stykke et-tommers planke og master og ræer blev lavet af tørrede grene fra haven. Da skibet skulle døbes, blev vi uenige om navnet. Jeg syntes det skulle hedde Ystalyfera, mens Georg mente det skulle hedde Rolf. Hvem der fik ret, husker jeg ikke. En af lærlingene var i øvrigt flokleder for en gruppe ulveunger i Løkken, og han overtalte mig til at blive spejder. Mere herom senere. Den yngre bror Arne har skrevet sine barndomserindringer i bogen ”Kærminder”. Kan anbefale at læse den.
Den sidste del af mejeribyen var egentlig ikke et sted, som vi drenge fra Midtbyen brugte, men der er alligevel nogle minder herfra, så jeg fortsætter turen.
Det næste sted jeg husker, er ”Cykelhandleren”. Skulle det være mere præcist blev han kaldt ”Christensen”. Her blev min interesse for teknik nok vakt. Det var sjovt at komme ind i det rodede, men hyggelige værksted og iagttage reparationerne. Her lærte jeg at vedligeholde vore cykler. Jeg lærte at stramme kæder, udskifte pedaler (husk links gevind på den højre), at justere nav og styr m.m. Han og Gerda flyttede senere hen på den gamle tivoliplads mellem Reinholt og Gilbert og lavede her autoværksted. Sønnen Svend og jeg blev i øvrigt kolleger, idet vi begge som maskinmestre kom til at arbejde på Elværker.
I huset og værkstedet ved siden af boede Willy Kristensen. Han blev næsten altid kaldt ”Karetmageren”. Jeg har nu aldrig set hverken vogne eller kareter der. Jeg tror heller ikke at far arbejdede sammen med ham. Men jeg husker Willy for en bestemt ting. Han begyndte at udleje transportable el-vaskemaskiner. Og det var en kærkommen gave for mig, da jeg ofte skulle hjælpe med at vugge den gamle vaskemaskine, når der var storvask. Willy havde en cykeltrailer og med den transporterede han maskinen ud til kunderne, der så kunne leje den et par dage. Senere kom jo fællesvaskeriet mellem Agnes Bak og købmanden. Jeg tror det fik en ende, da Elektrikerens Marie begyndte at sælge hårde hvidevarer fra deres butik i Mejeribyen.
De næste huse på vejen ud til mejeriet har jeg ingen kendskab til, så jeg stopper op ved Smed Christensen. Vi var på besøg der nogle gange og hvorfor vidste jeg ikke. Men det viser sig at vi ”er lidt i familie”. På et opslag af Jens Otto, kommenterede jeg vores besøg der. Denne bemærkning blev kommenteret af Konni Bentzen der skrev, at konen i huset var hendes oldemor. Hun hed Elvine, født Ellitsgård, og da min bedstemor på Nørkæret, Anne Kjerstine også var født Ellitsgård begyndte en slægtshistorie at tage form. Det har vist sig at Anne Kjerstine, Elvine Christensen og Jens Ellitsgård fra Vingevej alle er søskende. Dette kan ses på Slægtsdiagrammet for Familien Nielsen Nørkæret. En sjov detalje der gør Slægtsforskning spændende. Jeg tror ikke Smed Christensen var særlig aktiv i denne periode, vi besøgte ham. Men smedjen lugtede stadig af esse, kul og hestelort.
Så står jeg igen i et lille knudepunkt, dog noget mindre end Trehjørnet. Men aktivitet var her, ofte til ud på aftenen. Mejeriet kørte om formiddagen, Brugsen og Martin havde åbent til sidst på eftermiddagen, hvor så Forsamlingshuset så ofte startede op. Mejeriet var til stor hjælp for en beskidt smededreng som mig. Vi havde i starten ikke badeværelse hjemme, og i smedien, kun at blive vasket i en spand lunkent vand hele ugen igennem, var ikke tilstrækkeligt. Men om søndagen kunne vi få brusebad med vand fra de varme kedler.
Inde hos købmand Martin duftede det dejligt af træskosværte og nymalet kaffe. Det var dog ikke et sted vi handlede. Rygterne sagde, at Martin var Brugsens største kunde.
Forsamlingshuset har for mig spillet en stor rolle. Det var et centralt sted med de mange aktiviteter. Huset har været med til at forme mig til det jeg er i dag. Det har i min tid været et vigtigt sted i gode gamle Vrensted. Mere herom senere.
Men nu går det sydpå igen med at kigge på husene på vestsiden af vejen. Her husker jeg nogle få ting.
Brugsen havde to sønner Jørgen og Erik. Jørgen var engang ude for et uheld, så ambulancen måtte tilkaldes. Det var sjældent at se den grå bil med det gule udrykningsflag på forskærmen komme susende gennem Vrensted. Erik kom i lære på PM i Brønderslev og uddannede sig derefter til maskinmester. Jeg tror at Erik var mit forbillede, da jeg også senere blev maskinmester. Min far købte sin første bil af uddeleren. Det var en Ford 31 med nummeret P5089 og den tjente familien godt i mange år. Da Svend begyndte at tage kørekort hos Dam Nielsen i Brønderslev og lærte at køre Ford`en, var det ham der kørte folkene ud på arbejdspladsen. En førstemand i Brugsen, kaldet Søndergård, var for øvrigt, sammen med Kalle, nogle af de bedste på Vrensteds førstehold.
Herefter var der et tømrerværksted ejet af Chr. Rode. Han og far arbejdede meget sammen og var nok det værksted, far brugte mest. Også her var der en søn Morten, som senere overtog værkstedet. Da Morten og Elna blev gift, boede de kortvarigt i en lejlighed på 1. sal hos os.
Det næste hus jeg husker noget fra er vognmand Henry Nielsen. Det var altid ham der kørte med sneploven i de hårde vintre. Midt i 40erne havde han og snekasterne nok at gøre. Når Henry kom kørende med fuld fart og med gnister fra sneploven, når den kom til at røre grusvejen og derefter drønede ind i en stor snedrive, var det med at komme af vejen. Mon ikke Henry arbejdede en del for Kommunen, da han også både kørte sneskærme ud og hjem. En aktivitet vi jo ikke ser mere.
De næste huse på vejen efter sidevejen op til Kirkemarken kan jeg ikke rigtig huske noget om. Men frysehuset var en meget stor fordel for alle, der slagtede selv. Så var man næsten fri for at ryge, salte eller henkoge. Ole og Laila gjorde en stor indsats i husets forvandling til beboelse.
I det næste gule hus boede Post-Else og Poul. Jeg mener de flyttede hertil da Harald døde.
Det efterfølgende røde hus blev bygget af min bror Svend og Erna da de blev gift. Her blev min første kæreste fra min tid i Stenum vel modtaget. Det var et stort og dejligt hus, men måske lidt for farligt med små børn og de to trapper. Huset blev solgt til repræsentant Aksel Nielsen, hvorefter de byggede det nuværende hus på Anders Olesens Vej.
I det næste hus boede Helga Mikkelsen og Bjarne. Jeg mener de byggede huset da cykelhandler Gilbert Mikkelsen fra Trehjørnet døde.
Fra det næste hus på vejen, den lille røde bungalov, har jeg en lille sjov historie. De to ens huse blev bygget lige efter besættelsen, da der ved hjælp fra Marschall-hjælpen kom gang i byggeriet. Da de var ved at støbe dækket over kælderen, kom jeg derhen for at få lov til at købe en ny is type. Det var de runde AMA is med en pind stikkende ud af hver ende. Men far sagde nej. Men så protesterede de andre. Hvis ikke far hostede op med en skilling, ville de så selv betale. Jeg fik min is af far. Huset blev bygget til en enlig frøken som hed frøken Crokker. Hun kørte altid rundt med en lille hund i en flettet cykelkurv.
Ja, hvem husker ikke Maler Poul komme kørende i sin lille varebil. Utroligt at han kunne komme ud og ind med det stive ben. Jeg husker, at Poul malede vores køkken i egetræsmønster. Når han havde smurt maling på fyldningerne, blev mønstret lavet med en slags tandspartel. Det så godt ud-dengang. I mit værksted på havnen, har jeg stadig et køkkenskab, som blev malet samtidig. Dog uden egemønster.
Og så kommer jeg til Reinholt. Ham og hans biler har været en vigtig del i min barndom. Jeg mener at far for det meste brugte Reinholt til de mange transportopgaver der var, og det var mange. Han hentede grus og sten fra Klim, materialer fra Langeland i Brønderslev, flytning af stillads og blandemaskiner og meget mere. Under besættelsen var hans biler jo forsynet med gasgenerator, og jeg husker tydeligt den specielle lugt af generatorbrænde i garagen. Der var mange episoder med Reinholt, både sjove og alvorlige. Zoo i Aalborg var blevet åbnet i 1935 og vi havde en skoleudflugt dertil, hvor vi alle sad på bænke på ladet omgivet af skrawler. Pludselig kom der en gaseksplosion i generatoren og topdækslet sprang op og varm gas blæste ud og lige ud i ansigtet på Olufs Arne der fik hår og øjenbryn svedet. En af de sjove var, at Reinholt måtte have sin bil i brug for at hjælpe mig ned af en telefonpæl. Vi var ude med noget stillads på en arbejdsplads i Aasendrup. Her var også en telefonmontør i gang med noget arbejde i masterne. Hertil brugte man jo specielle sko med en gribeklo omkring masten. I middagspausen kravlede jeg op i masten vha. disse sko. Men jeg kunne ikke komme ned igen, så jeg råbte om hjælp. En stige var ikke lang nok, så Reinholt bakkede sin bil hen til masten og så kunne stigen nå. Jeg håber og tror på, at det skabte stor morsomhed.
Imellem Reinholt og Gilbert var der en åben mark. Jeg står lidt og kigger op mod Peter Ledet. Her er helt åben og god plads til sportspladsen tæt ved Peter Ledet. Men marken blev også brugt når det omrejsende tivoli kom til byen. Det var altid spændende og noget nyt. Der var en luftgynge, en lille karrusel, boder og en roulette. Her skulle vi altid hen at prøve lykken. Alt er jo relativt men i forhold til i dag er det jo små fornøjelser. Det var det ikke dengang.
Og så er jeg tilbage på Trehjørnet igen ved det store gule hus med Gilbert Mikkelsens cykelforretning. Her tror jeg at vi drenge var Vrensteds første, og forhåbentlig sidste, sniffere. Omme bag udhuset var der en dynge skrottede cykeldele. Dengang var der på styrene en beklædning af Celluloid, som vi brækkede af styrene. Med et brændglas eller forstørrelsesglas satte vi ild i Celluloiden, der afgav en sødlig og skarp røg som lugtede godt. Ja, det var utroligt hvad vi kunne finde på. Der er noget der siger mig, at Gilbert også solgte flødeboller, som var i en stor firkantet blikdåse. Nej det må nok have været hos købmanden. Og dog?
Med mindet om Celluloiden i næsen går jeg ned mod Stationen. På det første stykke var der ingen huse så her var der god plads til sportspladsen, der jo tidligere lå ude i Præstens Plantage. Pladsen var ikke et særligt stort aktiv for mig, da jeg ikke var god til fodbold. Nogle af os knægte havde dog en fodbold som vi ind imellem spillede med på banen. Mon ikke vi alle husker rædslen for at få en våd bold i panden, især hvis den ramte med den grove snøre. Det kunne godt give nogle skrammer. Årsagen til at jeg sjældent kom på holdet var, at jeg ikke fulgte med bolden, når jeg spillede yderwing. Så jeg holdt mig til gymnastik i forsamlingshuset. Men idrætsugen var altid spændende med de mange aktiviteter, som blev afsluttet om søndagen men bl.a. ringridning, ægge- og sækkevæddeløb. Jeg har kun deltaget en gang på en hest fra Arnold Trudslev. Jeg ramte aldrig ringen, og da vi skulle hjem, satte hesten i galop, så jeg var ved at falde af. Jeg har ikke siddet på en hest siden.
Jeg fortsætter forbi Peter Ledet og ned mod Stationen. Det var jo en helt traditionel landsbystation med ventesal, beboelse, baghus til pakker samt et større pakhus til gods. Men stationen var alligevel noget særligt, og det var pga. Stationsforstanderen Fru Christensen. Hun var en meget bestemt dame og vi skulle ikke lave uro i ventesalen. Kort før toget ankom blev den lille lem i døren åbnet, så vi kunne købe vores billetter. Den blev så stemplet i en lille stempelmaskine. Når toget ankom, tog Fru Christensen sin Stationsforstanderkasket på, og gik ud til banen for at stoppe toget. Jeg tror hun kunne gøre det kun med sin myndighed. Bagefter hende kom Christensen med sin lille tohjulede ladvogn til småpakker. Større pakker o. lign. blev aflæsset direkte fra godsvognen og lige ind i pakhuset. Når alt var klart, gav Fru Christensen signal til afgang, konduktøren fløjtede og så brugte lokomotivføreren sin dampfløjte til farvel og på gensyn. Dengang en oplevelse at se på. Oplevelsen forsvandt desværre da damplokomotivet blev afløst af en motorvogn, som jo også til sidst blev afløst af skinnebusser.
Med mindet om damp og kulstøv i næseborene går jeg op mod kirken. Til højre bor Store-Alfred som var i familie med mælkemand Ejlert. Lige overfor var en af byens aktiver, nemlig ANLÆGGET. Det var en lille lund med hæk hele vejen rundt. Her blev flere af byens aktiviteter afholdt, bl.a. Sct. Hansbål, afslutning af idrætsugen o. lign. Ofte var der også DANS PÅ ÅBEN ESTRADE. Da der jo var musik på, kostede det at komme ind og danse. Dansegulvet var derfor omkranset af et hegn lavet af sneskærme og en kontrollør stod ved indgangen og solgte billetter. På pladsen var der også en rød træbygning hvor der var tombola og salg af slik m.m. Engang vandt jeg et nummer og var spændt på, hvad jeg havde vundet. Jeg var meget skuffet, da jeg fik udleveret en buste af Kong Christian X. Hvad skulle jeg dog bruge den til? Så vidt jeg husker, brugte far den som brevpresser.
Det næste hus jeg husker noget om er et to families hus liggende lige før Vognmand Mathias. I den første halvdel boede en ældre dame og i det andet boede Harald Kragh og Stinne med børnene Doris, Ivan og ???. Ivan blev sammen med Karlo og Erik Ejersted mine bedste venner til langt op i ungdomsårene.
Men huset med Mathias, Dagny, Margit, Jytte, Sonja og Karlo blev mit andet hjem. I de første år var det mest Karlo og mig der var sammen. Vi havde mange aktiviteter her. Omme bag garagen var der et lille skur til haveredskaber. Det indrettede vi til vores lille private hule, hvor vi over en primus lavede pandekager. Til kagerne drak vi russisk te af en ægte samovar. Da vi ikke kunne få fat på teen, måtte vi indtil videre klare os med vand fra samovaren. Til dessert kunne vi vælge årets høst af frugt gemt i beskyttelsesrummet. Hen i ungdommen dannede Karlo m.fl. Arizona Boys. Et 4 mands orkester med harmonika, violin, trompet og kontrabas. Der spillede til baller rundt omkring og jeg var altid med som slæber. Og så kunne jeg jo også tage en dans når de andre spillede. Da vi blev lidt ældre, skulle der være fest i gaden, når Mathias og Dagny var ude, og vi var alene hjemme. De havde en stor radio grammofon, som kunne forsynes med op til 10 stk. plader. De aftener var der altid mange til stede. Men alkohol var jo dyrt, så vi eksperimenterede med selv at lave drinks af filtreret sprit tilsat en essens, der tog den grimme smag. Vi husker alle mælkeflaskerne fyldt med pink, lysegrønne og klare væsker, som i dag ville smage modbydeligt. Men det var hvad vi havde. Senere i ungdommen kom vi jo alle i uddannelse og fik andre venner og kærester så vi gled lidt fra hinanden. Men de gode ungdomsoplevelser her, husker vi alle. Og så blev jeg jo senere gift med Sonja, med hvem jeg har 2 børn.
Med et lille suk og mindet om lykkelige ungdomsdage går jeg videre op mod skolen, Anne Maries Hus og Kirken, men drejer af lige før diget og går ned mod Ingstrupvej. Her støder jeg direkte mod Gades skomagerværksted. Her var der en herlig duft af læderolie og træskosværte, og her blev der repareret seletøj og træsko. Men vi kom der mest, når vi var på vej ud at skøjte på søen eller oversvømmelserne, og det var for at få vore skøjter hulslebne. Et par rundslidte skøjter kunne vi jo ikke følge med de andre og så blev vi drillet. Men den ordnede Gunner.
Ved siden af boede Marius Ejersted og Stinne med børnene Erik, Inge og Per. Erik var sammen med Karlo og Ivan mine bedste kammerater og vi brugte megen tid sammen. Det var en meget stor fordel at have en kammerat med forældre der havde et badehus i Løkken, og det havde Eriks forældre. Her var vi tit nede og bade, også fra, hvad vi ikke måtte, da vi i starten, ikke kunne svømme. Nå, men så hoppede vi bare i vandet lidt længere inde og drev med bølgerne ind, hvor vi kunne bunde. Også Løkken blev et sted vi kom meget både på stranden, Strandpavillionen, Klitbakken Biografen, Realskolen m.m. Løkken har også sat sit aftryk på mit videre liv.
Jeg nærmer mig nu et andet centralt sted i Vrensted nemlig Andedammen med omgivelser som kirken og kirkegården, Tårnurfabrikken, Lægehuset og købmanden. Her er andedammen meget central i min barndom. Her prøvede vi at fiske lidt, putte vand i et henkogningsglas for at iagttage planter og liv, samle kastanjer fra det store træ, nyde ænder og svaner og skøjte her om vinteren. Her var næsten altid aktiviteter. Her slutter også det område som vi færdedes i til daglig. Videre ned i Nyhavn og ud på Båstedhedevej, kom vi kun, hvis vi havde ærinder der.
Men jeg skal snart til at afslutte min mindetur, så jeg går op mod skolen ad den lille vej mellem diget og skolens have. Her var der nogle store frugttræer som gik lidt ud over vejen. Det var en stor fornøjelse, når vi kunne overtage Gunner Hansen til at tage den vej, når vi kørte hjem med et læs korn fra deres mark ved Ingstrupvej. Så kunne vi nemlig lige nå at plukke et par frugter, når vi kørte forbi. Foran mig har jeg nu Ane Maries Hus. Herfra husker jeg kun Mine i hendes store træsko. Jeg stopper lidt ud for bager Bedholm og mindes, at vi her i deres forgang samlede vi os, når vi havde penge til slik. Hvem husker ikke da AMA is kom med deres runde is med en pind stikkende ud af begge ender. Henne ved Agnes Baks lille forretning købte jeg mit første kamera. En stor firkantet kasse til 6X9 film. Og overfor begge forretninger BYSKOLEN. Herfra har jeg en masse minder, så herom senere. Min mindetur slutter ud for Købmand Kristoffersen. Foruden de almindelige indkøb som vi foretog for vores forældre, kunne vi liste os til at få fat i lidt Karbid, som stod i en tønde ude bagved. Det brugte vi i vores cykellygter samt til bomber. Vi puttede lidt i en sodavandsflaske med patentprop, tissede lidt i flasken, lukkede proppen og smed flasken ud på marken. Når gassen havde udviklet sig sprængtes flasken med et stort brag. Sjovt men sikkert også farligt.
Mit barndomshjem.
Da jeg kom til Vrensted i 1939, var der 2 lejligheder i huset, nu Vingevej, en i stueetagen og en lille på 1. sal. Her boede i starten forskellige familier indtil denne blev ombygget til soveværelse for far og mor, værelse for Svend og mig, og senere også til Rosa-Valdemars Bernhard, da han kom i lære her. Bl.a. boede Morten Roden og Elna her, da de blev gift. Jeg kan huske at Morten ofte kom hjem med en sæk brænde på bagagebæreren til komfur og kakkelovn. Stueetagen var helt traditionel med køkken, spisestue, pæn stue, spisekammer m.m. I baghuset var der bryggers, tørverum og i starten et das. Ude bagved var der et lille skur til redskaber, høns og et rum til overskud fra byggerier. Imellem husene var der en grube til læsket kalk som mor solgte fra til dem der selv kalkede huse. Bagved var der en meget stor have, som blev udvidet da mor købte et stykke jord fra Knudsgård. Så der var nok at se til for hele familien. Hverken Svend eller jeg fik lov til at drive den af. Svend var meget sammen med far på byggepladserne og jeg hjalp mor med ALT, syntes jeg. Hvem i min alder bryder sig om at røre i blod ved slagtning, agere garnholder under optrævling af gamle strikke trøjer, vugge med vaskemaskine, køre med kødhakker, slæbe brænde m.m. Når det ind imellem blev for meget, skjulte jeg mig i Skunken hvor jeg gemte mine Ricks-mærker. Her kunne jeg i fred og ro sidde og udvælge mine byttemærker. På værelset havde jeg indbygget en reol til mine bøger. Jeg læste meget, lånte tit bøger på biblioteket, købte JAN-bøger og drengebøger om folkene på de stolte Svendborgskuder. Endvidere købte jeg Populær Mekanik, som gav mig mange gode ideer til at nørkle med på mit lille værksted på loftet. Om sommeren var der meget arbejde i haven. Det var bedre. Her hjalp jeg med bærplukning m.m. Engang gik det lidt galt. Jeg skulle plukke kirsebær oppe i træet, men uheldigvis faldt jeg ned og fik en fod ind i en kløftet gren. Her hang jeg med hovedet nedad indtil mor fik fat i en stige og hjalp mig ned. Og hver søndag var det min opgave, at skuffe og rive den store midtergang. Men vi fik naturligvis også tid til at lege med naboernes børn. Vi spillede Antonius, kugle spil, jep, kroket, samt kravlede i træerne og op på taget. Det gjorde jeg kun en gang. Jeg fik på 1. sal indrettet et lille værksted, hvor jeg rodede med alting, og det gør jeg stadig, men nu på havnen i vores værksted til bådereparation. Om vinteren gik det ofte med bordtennis, bobspil m.m.
Men det bedste var nok alligevel de mennesker, der var i huset nemlig far, mor og Svend. Jeg kunne ikke få et bedre hjem. Her var overskud til stor omsorg og kærlighed, og vi var aldrig i tvivl om det, selv om det ind imellem var tæt ved at få en røvfuld af tøjbankeren der hang på en krog i bryggerset. Jeg er aldrig blevet slået, selv om jeg nogle gange fortjente det. Svend reddede mig en gang da far bad ham gå ud og skære en gren af, så jeg kunne få et par dask med den. Det nægtede Svend. Men vi fik ikke lov til at drive den af. Vi hjalp med til rengøring af stillads, og jeg lavede bl.a. murbindere oppe på mit lille værksted. Og da vi var færdig i skolerne og ventede på at skulle videre, var Svend en periode inde på Knudsgård og jeg var Høwer hos Arnold Trudslev.
Men der var naturligvis også mange sjove oplevelser i hjemmet. Det kunne være de årlige kaffe komsammen med naboer, familier m.m. Her blev der dagen forinden åbnet for ristene fra kaminen i stuen og ind til den pæne stue. Der var en bred skydedør mellem stuerne, og var der mange gæster, blev der dækket et langt bord, som gik ind i den pæne stue, og så gik snakken omkring det veldækkede kaffebord med de traditionelle 7 slags kager. Her var der en del damer der ikke drak kaffe, så de fik varm vand med sukker og fløde. I slutningen af kaffebordet gik far rundt med en rød Aalborg til en bette sort. Her var det sjovt at lægge mærke til den gamle lærer Jensen. Når far nærmede sig ham, fik han ofte travlt med at snakke med sidemanden til den anden side. Det var far klar over så han hældte mere i koppen, indtil lærer Jensen udbrød stop Christian, jeg skulle ikke have haft så meget. Efter kaffen blev gæsterne delt. Damerne trak sig tilbage i den pæne stue til strikketøj og sodavand. Mændene delte sig til et spil whist. Det var ofte svært med 4 mand til hver gruppe, men så blev der spillet med blind makker eller med oversidning. Og så blev der serveret øl og cigarer og spillet gik ofte med høje udbrud om spillernes evner til at spille kort. De mest ivrige var i øvrigt onkel Ernst og Ole Helledie. Nogle gode aftener var det.
Andre gode minder fra hjemmet var vore søndagsture. Far havde købt sin første bil, en Ford 31 med nummeret P 5089 af uddeler Kjeldsen. Mor kom tit hen til min far ved skrivebordet, hvor han var optaget af tilbud m.m. og sagde om ikke vi skulle køre en søndagstur. Jo, sagde han, men smør lige noget mad først. Det havde mor naturligvis gjort, gode madder pakket ind i fugtige rabarberblade, og så måtte far med et suk finde nøglerne frem. Turen gik ofte ud til mosen, hvor vi ofte skulle forbi Gl. Hammelmose Mølle, hvor mine oldeforældre havde boet.
En ting som jeg ofte senere har tænkt over er, at i forbindelse med omtale af familierne og deres erhverv bliver husmoderen ofte glemt, og det er meget forkert. Bag enhver mand står en kvinde og det er rigtig. Fars forretning ville ikke kunne drives uden stor hjælp fra vores mor Else. Hun var i gang fra morgen til aften med alle mulige gøremål, således at far kunne koncentrere sig om forretningen med tegning, tilbud o. lign. Jeg kan godt forstå, at hun ind imellem tog en lur på sofaen.
Svend og jeg havde egentlig ikke nogen ting med fælles interesse. Han var 5 år ældre end mig og han kom tidligt med ud på arbejdspladserne. Og jeg er sikker på at han engang imellem var træt af at skulle være barnepige på mig og skulle have mig med til forskellige arrangementer, og jeg forstår ham udmærket. Men jeg savner ham i dag. Når jeg nu her sidder og skriver om min barndom, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad familiesammenhold betyder. Det må have været svært for min biologiske mor at komme hjem til en indremissionsk familie og fortælle, at hun var gravid. Men her stod familien sammen og gav mig en tryg opvækst. Og tak for det både til min familie og til Vrensted.
Min skoletid.
Ja uha, jeg husker ikke ret meget fra min tid i de små klasser. Men sjovt nok, så husker jeg en bestemt ting. og det var da vi skulle vaccineres. Doktor Weywath var kommet fra Løkken med sine nåle. Vi drenge forsøgte at forskrække pigerne, men da det kom til vores tur, var vi nu ikke særlig modige. En af pigerne var så bange at hun smed sig på gulvet og måtte her holdes fast for at blive vaccineret.
Men hvad vi lærte i de små klasser, husker jeg ikke. Det gik meget bedre i den store klasse. Her var fag som geografi og natur min store interesse, og det er det stadig. Det bedste var, når vi var ude i naturen og eks. fange sommerfugle, som vi med nipsnåle gjorde fast på et bræt, samlede æg fra så mange forskellige arter som muligt. Vi prak hul i æggene og pustede blommen og samlede æggene i en kasse med vat i bunden. I bække og åer tog vi vandprøver og iagttog dyrelivet her. Det var spændende, hvis vi også kunne fange haletudser for at se deres udvikling.
En vinter lokkede vi Lærer Madsen med på en skøjtetur på oversvømmelserne og Ingstrup sø. Han havde ikke gode støvler til at fastgøre skøjterne på, men anvendte galocher uden på skoene. Det gik naturligvis ikke godt og det var meget morsomt, at se ham på vaklende ben brase tværs over søen og ind i sivene på den anden side. Mon ikke det var sidste gang, det lykkedes at få ham med.
Men tiden i frikvartererne husker jeg bedre. Bag udhuset hvor der var Das og plads til tørv, var der på muren monteret ribber. Endvidere var der tre stolper, hvor imellem der var placeret bomme, der kunne hæves og sænkes. Når de skulle bruges, trak vi plinten ud af skuret og placerede den i god afstand fra bommene. Det drejede sig nu om at hoppe fra plinten og hen mod bommen, gribe fast og hænge der uden at falde ned. Den der kunne gøre det i den største afstand fra bommene havde vundet. En anden god leg var kugle spil med farvede kugler. Der blev gravet en rende i jorden og så gik spillet med at skubbe de andres kugler i hullet. Jeg tror vi tit kom ind i klassen igen med sorte pegefingre.
Vi var også på nogle skoleudflugter. Jeg husker ture med hestevogn til Thise Bakker og til Brønderslev Marked. Vi var også på tur til Zoologisk Have i Aalborg. Det foregik i Reinholts lastbil, hvor vi sad på bænke på ladet. Bilen kørte på en gasgenerator og på et tidspunkt sprang toplåget op og varm gas strømmede ud og ramte Olufs Arne i hovedet så hår og øjenbryn blev svedet. Men den bedste tur var nok turen til København hvor vi sov på Fregatten Jylland. Hvad vi så i København husker jeg ikke, men mon ikke vi så nogle af de mange seværdigheder, der imponerede en flok skoleelever helt ovre fra Jylland. Vi var med tog, og der var snakket om at tage Aalborg båden hjem. Det gik dog i vasken, så vi tog også toget hjem igen. Efter turen hørte vi at KØBENHAVN var blevet minesprængt, så vi var glade for at vi ikke var med der.
I 1948 var vi nogle stykker der fik lov til at gå på Løkken Realskole. Det kunne godt være anstrengende med sådan en cykletur i al slags vejr. Der var endda også 2 piger fra Østre Hede, som vi ventede på ved Trehjørnet, så vi sammen kunne cykle til Løkken. I de store vintre i 1940-erne blev vi flere gange fragtet frem og tilbage med hestetrukket slæde. Også skoletiden her stod heller ikke her som noget særligt. Her drejede det sig jo primært om at få lært noget. Men vi skulle være pligtopfyldende, da skoleforstanderes, E. Just Petersen var, mildest talt, meget streng og tålte ikke sløseri. Men i 4. mellem begyndte mine karakterer at falde, som tegn på at jeg var skoletræt. Jeg fik påtegningen, Leo udnytter ikke altid sine evner fuldt ud. Så jeg stoppede her efter 4. mellem. Men en god tid var det. Jeg lærte mange unge mennesker at kende, hvilket gjorde, at Løkken blev et sted jeg kom meget, både på Stranden, Klitbakken, Strandpavillionen og Lyngby Mølle. En fantastisk tid med mange oplevelser og kæresteri, både gode og dårlige minder. For nu var ungdommens usikre tid ved at melde sig. Min skoletid sluttede, da jeg var færdig med at læse til maskinmester på Aalborg og Københavns Maskinmesterskoler.
Min barndom.
Her var der altid gang i den. Jeg havde mange interesser, både alene og sammen med vennerne. Jeg tror ikke, den adskiller sig fra kammeraternes barndom. Vi kunne altid finde på noget, sikkert både godt og dårligt.
Om sommeren var det nok mest naturen, og her spillede Præstens Plantage en stor rolle. Her var vi ofte. En populær leg var, når vi dannede bander. Her drejede det sig om at bygge simple hytter, skjult så godt som muligt. Andre bander gjorde det samme. Vi skulle så finde de andres hytter og ødelægge dem. Dog ikke så meget, kun så de andre kunne se, at vi havde været der. De fandt jo altid vores hytte og gjorde her det samme. Her var der kamp om at blive optaget i den bedste bande, som i min tid mest bestod af drenge fra den sydlige del af byen.
En anden vigtig ting var, at få lavet en god rækkebøsse. Her havde Evald den bedste, som vi alle prøvede at kopiere. Det lykkedes ikke, så jeg tror, at han her havde særlige evner. Ofte blev de dog brugt til noget forkert nemlig at skyde efter isolatorer på telefonpælene. Og kunne vi forskrække den sydlige købmands høns i hønsegården bagved købmandsforretningen, gjorde vi det.
Også Ingstrup sø spillede en stor rolle. Her fiskede vi Skaller, lånte små robåde for at sejle ud i sivene for at samle æg. Da ejerne opdagede lånet, blev årerne fjernet. Ingen problem. Jeg lavede nogle nye hjemme på værkstedet. Da bådene blev låst med kæder, måtte vi dog opgive.
Jeg var glad for at cykle og cyklede derfor ofte til Thise, hvor nogle af familien boede tæt ved kirken. Her var min fætter Kaj, senere Borgmester i Aalborg også glad for at cykle, og vi ræsede tit rundt på de små skovveje i den tids Mountain Bikes, en gl. herre eller damecykel.
Også Løkken strand med badehusene, molen, minigolfbanen, biografen trak i os om sommeren, og vi var der ofte. Alt dette fortsatte op i ungdommen, hvor der nu kom noget nyt ind i det hele, nemlig også at imponere pigerne. Lykkedes det? Jeg tror at det her, som også senere hen i livet, var både glæder og sorger, nogle mere alvorlige end andre.
Om vinteren var der jo også meget at foretage sig. Tænk, da var der is og sne. En stor forandring i forhold til i dag. Her var Kirkedammen et stort samlingspunkt, når isen var tyk nok. Men Ingstrup Sø med oversvømmelserne var dog det bedste. Tænk her kunne vi tage skøjterne på ved Ingstrupvejen og så skøjte ad Kældergrøften og søen næsten til Ingstrup. Vi havde ski og kælk og brugte det lige så snart det var muligt. De hjemmelavede go-kats, som om sommeren var forsynet med barnevognshjul, blev udstyret med skøjter, og så gik det ud afvejen indtil Henry kom med saltsprederen. Indendørs aktiviteter var bordtennis og bobspil på spisebordet. De forkælede havde et luftgevær, som vi indendørs brugte til at skyde på skive. En gang kom jeg dog til at skyde Karlo i bagen. Vi fortsatte dog med at være gode venner.
Barndommens gode og mere eller mindre sorgløse tilværelse ændrede sig meget, da jeg begyndte i Realskolen i Løkken. Nu blev der pludselig alvor bag skolegangen. Det samme skete også for fritidsfornøjelserne, som nu kom til at foregå både i Vrensted og Løkken. Her blev der skabt nye interesser og nu kom der også piger ind i grupperne. Det drejede sig både om skolekammerater/veninder, men også sommerbekendtskaber fra de årlig tilbagevendende feriegæster. Vi var jo nu kommet op i konfirmationsalderen og interessen for pigerne var jo voksende. Men også udfordringerne. Hvem er ikke kørt hjem i frustration, fordi den udkårne kiggede på en anden. Til gengæld ændrede fornøjelserne sig også. Nu var det med at søge ind i en bekendtskabsgruppe, der havde nogle muligheder og havde det sjovt. Nu var det pludselig samvær i klitterne og på stranden og molen, og når vi havde råd til det en tur i biografen, og havde vi flere penge gik aftenen til Strandpavillionen, hvor vi ikke ofte spiste krabbe klør og drak øl til. Det var toppen. Var der flere penge til overs, kunne turen gå til Lyngby Mølle, der havde åbent også om natten.
Og hvor fik jeg penge fra til alt det? Jo, at samle kartofler i kartoffelferien samt at gå med aviser. Jeg havde i lang tid, syntes jeg, avisuddeling af Vendsyssel Tidende ud af Rykindvej til Vringelby. Det gav lidt til.
Min spejdertid
Den startede på en sjov måde. En dag vi var på vej ud til Præstens Plantage for at lege bander, kom vi gående af den lille markvej ved Gerhards hus, kommer vi jo lige forbi Holmens løvskov. Her så vi, at der her var opslået nogle orange telte og hvor der var nogle børn i grønne skjorter og med en lille grøn kasket med guldstriber på hovedet gå rundt og lave sjove ting. Nogle sad og snittede i træ, andre samlede brænde til bålet. Det så spændende ud.
Men så kom der en voksen med en besynderlig hat med buler og spurgte, om vi ikke ville med ind og se, hvad de lavede. Det ville vi dog ikke, da vi skulle ud i Plantagen og finde andre banders huler.
Men en dag jeg igen kom hen til Oluf Jensens værksted, så jeg manden med hatten igen. Han var lærling hos Oluf. Jeg husker ikke hvad han hed. Var det Niels? Vi faldt i snak om oplevelsen, og han spurgte, om ikke det var noget for os. Det var det for mig, men jeg husker ikke, om der var andre, der kom med.
Og sådan startede min tid hos ulveungerne hos KFUM i Løkken.
Vi havde klubhus i en privat ombygget garage ude på Hjørringvej. Her boede lederen ved sine forældre.
Og nu startede endnu en spændende del i min tilværelse. Jeg har altid været glad for at færdes i naturen, så spejderlivet var lige noget for mig. Klubaftenerne kunne ind imellem være lidt kedelige, men når der så var øvelser, var det noget helt andet. Her kom vi udenfor uanset om der var bælgmørkt. Her havde lederne den største opgave at holde de mest bange i hånden, og ofte havde de en lang hale af børn efter sig. Jeg mener ikke jeg var mørkeræd, men når jeg cyklede alene hjem om aftenen, cyklede jeg altid stærkt, når jeg kom til den lille skov ved Bagterp.
Om sommeren var vi ofte på sommerlejr rundt omkring i Vendsyssel. Så vidt jeg husker, var det dog altid på en lejr, hvor vi kunne sove indenfor. De mest modige kunne få lov til at sove i telt. På disse ture havde vi altid en såkaldt Tante til at lave mad. En lejr vi ofte benyttede var en FDF/FDP-lejr syd for Ålbæk.
Jeg tror, mit aktive spejderliv stoppede, da jeg kom i lære i Stenum.
Men senere kom der gang i den igen. Jeg var blevet gift og hvor vi boede var Hammer Gruppe. Det var en velfungerende gruppe og begge mine børn blev aktive medlemmer.
Men på et tidspunkt blev der af private årsager mangel på leder af ulveflokken. Her meldte jeg mig og med stor hjælp fra Seniorerne, de lidt ældre aktive spejdere, påtog vi os opgaven med ulveungerne.
Det blev en flerårlig opgave, men det blev en periode med stor glæde, med ugentlige møder, weekend og sommerlejre m.m. Men jeg blev desværre også, efter nogle år også nød til at stoppe.
Mit spejderliv glemmer jeg aldrig og mindes det ofte med glæde. Og i dag er jeg medlem af Sct. Georgs Gilderne i Aalborg, hvor vi ofte mødes og mindes de gode gamle spejderdage.
Forsamlingshuset.
Når jeg nævner det separat, skyldes det, at det efter min mening, har spillet en stor rolle i manges barndom og ungdom. Her tilbragte vi megen tid både som børn og unge, og her lærte man sig selv at kende bedre, både de gode og svage sider.
Jeg mener, min tid her startede med danseskolen. Her skulle vi for første gang, med fin skjorte og vandkæmmet hår, for første gang nærme sig en pige, tage hende i hånden og nervøs gøre sig klar til at danse til tonerne fra Lotte gik; Lotte gik; op og ned ad gaden osv. og det uden at træde damen over tæerne, en stor udfordring. Men det lærte mig at være mere fri overfor pigerne, og de var jo egentlig meget søde og lige så nervøse som mig selv. Senere gik det jo heldigvis over til at danse moderne. Vals lærte jeg aldrig.
En anden spændende oplevelse var, når den mobile biograf kom på besøg. Det var en helt ny oplevelse at se levende billeder. Vi var for små til at gå i biografen i Løkken. Så var der sat bænke op og filmen blev vist på et lærred hængt op på en endevæg ved scenen. Jeg husker ikke filmene, men det var i sort og hvid og var før lystspillene i farver kom frem.
En anden årlig aktivitet var Husflidsskolen med Murer Charles som lærer. Jeg husker ikke mange af emnerne, men jeg fik da lavet en vejrmølle. Ved afslutning af skolen, blev der afholdt udstilling, og her var det med at få sine ting anbragt først på bordene og få lokket sine venner hen og se, hvad man havde lavet. Husflidsskolen har efterfølgende inspireret mig til altid at have et værksted, hvor jeg kunne nørkle med alt muligt, både maskin- og træ. Jeg har stadig værktøj fra min bedstefars karetmagerværksted i Manna. De opbevares som klenodier på vores værksted i Skudehavnen.
Også dilettantforestillingerne trak folk af huse. Det var også en kærkommen adspredelse i hverdagen. Det var, i en periode ofte de samme folk der optrådte. Det var sjovt at se en bekendt stå der oppe på scenen, udklædt og med helt anderledes stemmeføring spille en rolle, når man til daglig så den pågældende som karl på den nærliggende gård. Jeg er sikker på at dilettanterne havde det lige så sjovt som os.
En stor begivenhed var foreningernes juletræ. Her var der flere og jeg var altid inviteret til Fagforeningens juletræ. Der fik vi udleveret de største slikposer. Men jeg deltog i dem alle. Det var meget stemningsfuldt, at samles om det store juletræ og med hinanden i hånden synge vore dejlige julesange. Men det sjoveste var, når nogle af de voksne legede julelege med os. Her var BRO BRO BRILLE osv meget populær. Og her var den gamle førstelærer Anton Jensen ofte med.
Men gymnastikken spillede en stor rolle for mig. Det var stemningsfyldt, når vi startede træningen med at gå rundt i salen og med høj stemme synge eks. Vi er børn af sol og sommer osv. Bagefter blev vi stillet op på rad og række og så kunne gulvgymnastikken, i god Kaptajn Jespersen stil, begynde. Til sidst blev det øvelser på måtten og spring over redskaberne. Men toppen af kransekagen var dog den årlige gymnastikopvisning i Vrå Højskole. Her var det endnu mere stemningsfuldt, når vi alle samlet vandrede ind i salen med Dannebrog i spidsen. En stor ulempe var det, når vi var færdig med vores opvisning, at skulle i bare tæer, vandre hen over en snedækket gårdsplads til omklædningen, på den anden side. Men det gik stærkt. Vi skulle jo hurtigt tilbage og se de andre hold.
Men den største opdragelse/opdagelse af sig selv var ballerne. Vi fik jo af de forskellige foreninger et medlemskort og så kunne vi komme med på Ballerne. Det var de første gange en stor udfordring. Her drejede det sig om at komme i kontakt med den, på det tidspunkt, den udkårne og gøre hende opmærksom på, at man var interesseret i at danse og evt. senere at følge hende hjem. Men i starten manglede modet som det også gjorde ved mange andre nybegyndere. Vi samledes lige indenfor døren henne ved kakkelovnen eller døren til den lille sal. Her stod vi så og trykkede og turde ikke bevæge os ud af flokken. Tænk hvis vi gjorde noget forkert. Men her lagde vi mærke til hvordan det gik til. Når musikken skulle til at spille, bevægede de modige sig op langs væggen med ribberne og ventede. Hvis der blev spillet en melodi man kunne danse til, var det med at fange blikket på den udkårne der sad sammen med de andre piger på bænke på den modsatte side. Lykkedes det, måtte man tage mod til sig og bevæge sig hen over gulvet, hvor alle kunne se en. Hvis man på vej derover opdagede at den udkårne slog blikket ned, var det med i en fart at fange blikket af en anden og vise, at man ville danse. Samtidig skulle man med et overlegent blik gøre den udkårne opmærksom på, at jeg naturligvis ikke ville danse med hende. Og så drejede det sig om ikke at træde damen over tæerne, at følge musikken og evt. konversere sjovt og spændende. Den kombination lykkedes sjældent. Næste udfordring kom hvis melodi nr. 2 ikke kunne danses til, så var det med at finde en undskyldning for at stoppe og føre damen på plads. Den sidste udfordring jeg kan komme i tanke om er, når der blev lagt op til kinddans hen på aftenen, måske når der var overdans. Tænk på hvordan to varme og svedige kinder mod hinanden føltes, sikkert ikke rart, men dengang rigtig skønt.
Selv om man ofte måtte gå hjem alene, frustreret og jaloux, var oplevelserne dengang i Vrensted forsamlingshus med til at forme os unge, og jeg tænker tit tilbage på den tid med stor glæde.
Erindringer fra besættelsen.
Jeg var kun 4 år da den startede, så helt fra starten husker jeg intet. Men der er alligevel mange oplevelser herfra.
Når vi var i skole, kunne vi være heldige at komme til at snakke med en tysk ordonnans, der boede hos bager Bedholm. Han var glad for børn, for når han kom hjem fra en tur og så, at der var elever i skolegården, kørte han herind og så kunne vi få en snak og beundre hans motorcykel.
En anden oplevelse var når de tyske spærreballoner, der var anbragt langs kysterne for at forhindre de engelske flyvere til at flyve ind og bombe, rev sig løs og med deres fundament drev østpå og kunne derved ødelægge både hegn, huse og telefonledninger. Hvad gjorde man. Jo smed Åsholm, som havde et jagtgevær blev tilkaldt for at skyde dem ned. Om det lykkedes ved jeg ikke.
En anden episode var, da der blev fundet en mystisk genstand i græsset på Trehjørnet. Erik Eriksen blev tilkaldt og det viste sig ikke at være en bombe, men en del fra en cykel sikkert fra Gilberts skraldespand.
En stor og skræmmende oplevelse var, da vi legede ude i Præstens Plantage fandt nogle grønne containere i en grøft dækket af grangrene. Vi var klar over, at dem skulle vi holde os fra, selv om vi ikke vidste, hvad det var. Men vi havde alle hørt, at der ved Ingstrup Sø blev nedkastet våben, så vi skulle ikke røre noget. Sjovt nok så så vi efter besættelsen de samme slags containere liggende i den store beplantning, der var mellem Præstens have og Bådstedhedevej.
En anden oplevelse var at se hvordan der blev lavet spærringer for at forhindre evt. Engelsk invasion. Vi var ofte ude at se arbejdet mellem Ingstrupvej og Plantagen. Spærringen bestod først af Spanske Ryttere, derefter en pigtrådsspærring med 3 rækker hegnspæle, hvor der overalt var omviklet pigtråd. Det var umuligt, selv for os knægte at komme igennem. Til sidst var der en gravet kanal, hvor siderne var forsynet med Faskiner lavet af grangrene. Jeg har kun en enkelt gang besøgt arbejdet, når de gravede. Der var anbragt skure ved arbejdspladsen til ophold og spisning. Den største fornøjelse for os drenge var at brænde Pigtrådsspærringer af. Græsset mellem pigtrådene blev jo tørt, og så var det med at finde en dag, hvor vinden var langs med spærringen. Vi satte så ild til græsset så ilden kunne løbe langs spærringen og afbrænde græsset. Vi måtte ikke gå med tændstikker, så her var Chresten i Vestergård en god hjælper, idet vi lånte tændstikker af ham. Mon ikke vi glemte at aflevere dem igen. Så kunne vi nemlig grave et lille hul i skrænten op til banen og stege kartofler her. Vi kom ofte hjem sort om munden, men selvlavede kartofler smagte godt, selv om det meste var forkullet.
Vi kunne også være heldige at finde tomme patronhylstre, men med fænghætten intakt. Vi satte så hylstret på en lang jernstang og holdt det hen over et tændt stearinlys indtil fænghætten sprang. Her var et kloakrør under vejen ved Knudsgård velegnet. Det var sjovt, men sikkert også lidt farligt.
Ellers oplevede jeg kun, at vi skulle overholde de gældende regler om mørklægning, beskyttelsesrum, udgangsforbud m.m.
Da frihedsbudskabet kom, skulle der flages. Vi havde ingen flagstang, men da frihedsbudskabet kom, sagde far, at det skulle fejres med et flag, om så han skulle ødelægge en tagsten. Flaget kom dog op igennem et tagvindue.
Besættelsen har for mig ikke givet de store traumer, men det kan ikke undgås, at de mange personlige tragedier der fulgte, påvirker mig stadig. Specielt de situationer hvor Folkedomstolen tog over og straffede mennesker, der f.eks. af ulykkelig kærlighed var sammen med tyskerne. Den behandling de piger gennemgik, var måske forståeligt dengang, men uværdigt. Ligeledes var der også mange der af økonomiske grunde tog arbejde for tyskerne. Dem blev der også set ned på. Håber eftertiden har vist forståelse for disse mennesker.
Det er i dag 5. maj. En tilfældighed eller hvad, men da jeg i forgårs sad og læste i bind 2 faldt jeg over Poul Stevns fortælling om begivenheder under besættelsen, og i aftes så vi tv2s udsendelse om besættelsen. Minderne om den tid berører mig stadig. Og UHA, nu hører jeg pludselig afprøvning af sirenerne. Endnu en påmindelse om den onde tid.
Jeg håber i øvrigt at mange endnu huskede at tænde lys i vinduerne i aftes.
Min fars murerforretning.
Når jeg kigger tilbage i min slægtshistorie, er det sjovt at lægge mærke til at familiernes erhverv ofte fortsætter i flere generationer. Min fars far og bedstefar var alle husmænd og murere. Kun ved min far og Svend, var murerfaget alene.
Så vidt jeg kan se startede far sin murerforretning i slutning af 1920-erne, vel næsten samtidig med Charles Andersen. Hvordan de delte arbejdet mellem sig ved jeg ikke, men mon ikke det også drejede sig om pris og personer.
Far havde så vidt muligt de samme folk år efter år. Her husker jeg Chr. Sloth, Arnold, Ernst, Ludvig Haslund fra Manna samt Svend og Bernhard som lærlinge. Håndlangere var Valdemar og Emil. Men antallet svingede meget afhængig af arbejdets omfang. Så blev der skaffet folk andre steder fra end Vrensted. Arbejdsstyrken kunne svinge fra ca. 5-6 og op til 20-25 i den første tid efter besættelsen.
Jeg husker ikke meget byggeri i Vrensted, men jeg mener der også i Vrensted by blev bygget huse af min far Jeg husker de to røde huse lige overfor barber Simoni, måse fordi de den dag, der blev støbt over kælderen, havde Bedholm fået de runde AMA-is hjem, og dem ville jeg gerne smage. Far ville ikke give mig penge, men så sagde folkene at så ville de give. Så måtte murer-Christian op med læderet.
Men da Marschall-hjælpen kom i gang efter besættelsen, kom der gang i byggeriet. Her havde far meget arbejde på landbrugsbygninger, både i Vrensted og omegn. Også i Mosen blev der udstykket fra de store gårde, og her byggede far en del statshusmandsbrug. Da vi senere fik bil, skulle vi på søndagsturene altid hen forbi nogle af dem, og mor sagde altid, at dem har vi bygget. Murer Christian sagde ingenting. Han var en mand af få ord. Men han måtte have været stolt. Ja og på turen hjemad, skulle vi altid forbi en bestemt mark lige ved Vildmosekroen, for at få muldvarpeskud med hjem til planterne.
Men det største byggeprojekt jeg husker, er byggeriet af et antal ens enfamiliehuse i Hirtshals. Også dette var lige efter besættelsen. Men på det tidspunkt var der mangel på byggematerialer, så sammen med en tømrer fra Manna købte de en nedlagt tysk forlægning og flygtningelejr i Snevre. Bygningerne var opført af tyskerne som en forlægning for adskillige lytteposter placeret omkring Hirtshals. Bygningerne var opført af sten og med tagpap for at ligne en nærliggende gård. Bygningerne rummede indkvartering, garager, lager, værksted samt et vagthus med soverum, kantine samt vagtstuen ud mod indkørslen. Her spiste vi frokost. I den nordlige ende af lejren var der en bunkers med et rundt hul i toppen. Her var der nok anbragt en luftværnskanon. Bunkeren var opført som andre bunkere på vestkysten, nemlig meget solidt. Så – hvordan fik man den nedrevet. En af ideerne var, at forsyne det runde hul i toppen med en solid jernplade, fylde bunkeren med vand og så få søværnets minører til at sprænge den med en dybvandsbombe. Mon ikke dette forslag blev forkastet.
Det var jo meningen at bruge de nedrevne og brugbare materialer til byggeriet i Hirtshals. Så i 1948 begyndte nedrivningen. Der blev ansat flere folk og hver morgen startede et par biler fra Manna og fra Vrensted med kurs mod Snevre. Lastbilen fra Manna havde et lille hus på ladet til folkene. Fra Vrensted var det Reinholt og vores Ford 31 med Svend ved rattet, selv om han endnu ikke var 18.
Og så begyndte nedrivningen. Tagpap blev skovlet af tagbrædderne, hvorefter al trækonstruktion kom ned. Først herefter kom murværket. Her var der meget arbejde med at gøre stenene rene, stable dem og køre dem til Hirtshals. Et stort arbejde var det at fjerne al tagpappet. Så blev jeg spurgt om jeg ikke kunne samle nogle af mine kammerater til at afbrænde tagpappet. Så i en periode, var vi en flok knægte med til Snevre for at brænde pap. En dag blæste det op fra vest og så fløj det brændende pap over vejen og ind på den nærliggende mark hvor det var meget svært at indsamle. Mon ikke vi alle var sorte og trætte da vi kom hjem.
Jeg husker ikke noget fra byggepladsen i Hirtshals og var der sjældent på besøg, da jeg nu var startet på realskolen i Løkken. Men et par gange var min mor og mig på en lille ferie i Hirtshals, hvor vi lejede et værelse i fyrmesterboligen. Hver gang vi er på køretur deroppe, kører jeg altid op til fyret for at se vinduet.
Det er desværre ikke lykkedes mig senere at finde ud af hvor disse boliger blev bygget.
Se vedlagte En Flygtningelejr i Snevre.
Jeg har senere ofte tænkt på at far ofte var hjemme og arbejdede ved skrivebordet, men det er jo helt klart nu, at have folk i arbejde krævede jo jævnlig snak med Sparekassen i Løkken til betaling af regninger og udbetaling af lønninger. Der skulle jo også jævnligt laves tegninger, udregnes materialeforbrug og afgives tilbud. Der skulle også udskrives regninger, der skulle ud til kunderne. Her havde mor en vigtig opgave, da mange ikke ville være bekendt ikke at kunne betale regningen, når nu murer Christians Else kom med. Senere blev det administrative for meget og meget blev overladt til revisor og byggekonstruktør. Det var godt for far, så kunne han få mere tid til at komme med ud på byggepladsen og svinge murskeen Selv om Svend, Arnold og Ernst selv godt kunne finde ud af det. Men en god håndværkersnak, en skrå i munden og en frokostøl gjorde nu godt.
Svend overtog senere forretningen og drev den videre i samme ånd som vores far. Også her var far ofte med på byggepladsen for at svinge murskeen. Det blev med til han var over 70.
Både far og Svend kan være stolte af det byggeri de igennem de mange år har opført, og jeg er sikker på at de fleste står her endnu.
En flygtningelejr i Snevre.
Nogle gange i sommeren 1948-49 og 50 stod jeg og kiggede ud af det øverste vindue i Fyrmesterboligen ved Hirtshals Fyr. Men hvad lavede jeg dog der? Det kræver vist nok en nærmere forklaring.
Efter besættelsen skulle der gang i hjulene igen, og her var Marschall-hjælpen en god hjælp til at få byggeriet på fode igen.
Min far, Murer Christian gik sammen med tømrermester Emil Carlsen fra Manna om at bygge ialt 14 boliger i Hirtshals. Der var her enorm mangel på boliger og folk boede de utroligste steder
De købte derfor i efteråret 1948 en nedlagt tysk forlægning, senere flygtningelejr for ca. 100 tyske flygtninge, og som var opført i Snevre ved Bjergby.
Lejren bestod af ialt 15 forskellige huse opført af mursten. Af de nedrevne bygninger ville de bygge ialt 15 boliger i Hirtshals.
Lejren lå i vejkrydset Gammeljord, Bjergvej, og Pindherrevej og blev opført i 1941og var opført af mursten, der af hensyn til sløring overfor Engelske bombemaskiner skulle have udseende af en typisk dansk gård.
På billedet ses lejren som små hvide klatter og gården til højre herfor.
På højdedragene i det kuperede område opførtes udsigtstårne. Vest for gården var der 3 trætårne på 15 meter og der var 2 på 25
meter, dels ved Engbjerg og dels ved gården Gammeljords Høj. Der var yderligere et ståltårn på ca. 50 meter ved Hellehøj.
Det formodes derfor, at kasernen havde funktion i forbindelse med flyovervågning.
I bygningerne var bl.a. officersmesse og kantine for de menige soldater.
Efter besættelsen blev der i en periode indkvarteret flygtninge i bygningerne, der blev bevogtet af CBU. De ca. 100 flygtninge blev omkring 1946 overført til den noget større Skalleruplejr.
Da besættelsen var på sit højeste, var der ca. 1600 tyske soldater i Hirtshals. Det krævede en del for at kunne indkvartere dette antal i den lille by som Hirtshals var på dette tidspunkt. Derfor blev der opført en mængde træbarakker rundt omkring i byen.
Efter besættelsen stod de tomme og det var af disse genbrugsmaterialer fra barakkerne og fra flygtningelejren far og Emil Carlsen opførte de 15 huse.
Nedrivningen startede i foråret 1948. Jeg husker lejren som et stort antal huse placeret indenfor et hegn. Ved indkørslen var der en vagtstue med soverum til 6 soldater der sov i hængekøjer af stålrammer med trådnet med fjedre. 3 af disse blev i øvrigt monteret i Svend og mit værelse da Bernhard kom i lære. I den anden ende af lejren var der en bunker med et rundt hul i toppen. Jeg tror at der her havde været en antiluftskytskanon til forsvar for bombeflyene. Den skulle også fjernes, men det var ikke så nemt, da man dengang ikke havde så effektive redskaber som i dag. Et af de mere kreative forslag var at fylde bunkeren med vand og så lade Søværnets minører sprænge den med en dybvandsbombe. Jeg husker ikke løsningen på problemet.
I starten blev alle transporteret til Snevre hver dag. Fra Manna kom der en lastbil med et lille hus placeret på ladet. Fra Vrensted kom vognmand Reinholt med sin lastbil og hvis nødvendigt kom Svend i vores Fort 31 selv om han ikke i starten havde kørekort. Da byggeriet i Hirtshals blev nogle af folkene indkvarteret i de tomme træbarakker og hvor de kun var hjemme i weekenden.
Nedrivningen startede med at fjerne tagpappet på tagene. Det blev skovlet løs med skarpe skovle og skubbet ned på jorden. Herfra skulle det hurtig fjernes, men da det jo var uproduktivt arbejde, blev jeg spurgt om jeg ikke kunne samle nogle kammerater til at samle og afbrænde dette tagpap. Det kunne jeg og i nogle dage tog vi med til Snevre for at samle og afbrænde tagpap. Det gik udmærket indtil der en dag pludselig blev en kraftig vestenvind der blæste meget af det brændende tagpap over vejen og ind på de tilstødende marker. Her fik vi travlt med at indsamle brændende stykker tagpap. Mon ikke vi om aftenen kom hjem, sorte overalt og med brændemærker på hænderne.
Vagthuset med soverum, kantine, køkken, toilet samt vagtrummet ud mod indkørslen blev i øvrigt brugt af mig til ophold, når jeg var med deroppe.
Efter nedrivningen af tager, fortsatte man med den øvrige del af bygningerne. Jeg husker ikke tømrerarbejdet, men jeg husker murerarbejdet. Når stenene var løsnet, blev der gjort sten rene i stor stil. Der var her mange i gang med at banke og skrabe mørtel af stenene. Når de var rene, blev de samlet i 8 sten der lige kunne løftes op i en lastbil og transporteres til Hirtshals.
Mon ikke nedrivningen varede ca. 2 år inden alt var fjernet.
I Hirtshals blev der opført ialt 15 huse. Ved et besøg på Fyret for nyligt blev det fortalt at alle husene må være godt lavet, da de alle står der i dag, dog er nogle ombygget til mere moderne huse.
Men hvorfor stod jeg der ved Fyret og kiggede ud. Jo flere gange var min mor Else og mig på ferie i Hirtshals for at se byggeriet. Da boede i altid i Fyrmesterboligen, og vores værelse vendte ned mod havnen.
Ved et besøg på Fyret for nylig var jeg så heldig at blive vist op på disse værelser hvor vi boede dengang. Meget er ændret og udsigten til Havnen or dækket af høje træer og huse. Men det var en stor oplevelse at se det igen.
Det har i øvrigt altid været en oplevelse at være med ude på de forskellige byggepladser, men Snevre og Hirtshals har altid været noget særligt.
Ved tidligere omtalte besøg for nylig kørte vi rundt i området og op på Bjerget hvor der i dag er et populært udsigtspunkt med parkering. Gården var stadig tydeligt at se, men på området med flygtningelejren sås i dag rapsmarker.
Et tydeligt tegn på at de dårlige tider med besættelse og flygtninge nu er erstattet af smuk natur.
En stor og rørende oplevelse.
Her ses nærbillede af lejren med flygtningelejren øverst og gården Gammeljorden nederst. Denne ligger der stadig.
Min læretid.
Jeg var meget interesseret i at komme i lære på Pedershåb Maskinfabrik i Brønderslev. Nogle af mine kammerater gik der, men der var ingen plads, så mens jeg arbejdede ved landbruget, søgte vi efter lærepladser i det sorte fag. En dag kom far og spurgte om smedefaget var noget. Jeg var træt af landbruget, da det jo ikke var det jeg ville være, så jeg sagde ja.
Det blev aftalt at jeg skulle starte 1. marts 1953. Vi havde købt/fået et brugt karlekammerskab og på dagen blev det læsset bag på den gamle Ford. Jeg kan ikke huske, hvad jeg fik med af tøj, men kender jeg min mor ret, var skabet fyldt op. Læretiden var med fuld kost og logi og lønnen var første år 85 kr. Men så var der også god mad for Annina lavede god mad. Men kammeret, ja uha, det var ikke godt. Det var indrettet oven på smedjen, var med jernvinduer og var total u isoleret og uden varme. På gulvet var der linoleum direkte på de rå loftbrædder. Væggen ud til loftet, hvor der var lager for reservedele, var kun forskallingsbrædder med tapet. Om vinteren brugte vi en alm. primus til opvarmning. Ja det gav os lidt varme. Men Laurits var ikke glad for at vi brugte for meget petroleum, så enten købte vi selv eller også fik vi listet noget på sedlen for anvendte materialer.
Varmt vand var der ikke noget af. I baghuset var der et vaskerum med gruekedel, som vi evt. kunne tænde op i og få varmt vand.
Men vi havde en løsning. Når vi efter arbejdstid skulle vaskes varmede vi en tyk aksel i essen til den var rødglødende og hvorefter vi afkølede den i en spand vand, og så havde vi en spand lunkent vand fyldt med glødeskaller. Spanden var anbragt i smedjen lige indenfor porten, som var noget utæt forneden. Ja det var ikke rart, men vi vænnede os til det. Og så var det rart at komme hjem til Vrensted i weekenden og blive godt vasket.
Gad vide hvad pigerne tænkte, når vi var sammen med dem på sportspladsen eller i forsamlingshuset.
Men at lære smedefaget hos Laurits Larsen var en udfordring og derved fantastisk godt. Jeg kan ikke rose Laurits nok for hans måde at være mester på. I stor udstrækning lod han os udføre arbejdet uden den store indblanding. Men var vi i tvivl om noget, kunne vi med en vis respekt godt spørge.
Foruden mig var der en ældre lærling og et par svende efter behov.
Men vi lærte at huske tingene, når vi blev sendt ud på et stykke arbejde evt. til en maskine, der var gået i stykker og trængte til en hurtig reparation. Havde vi ikke husket sagerne, måtte vi op på cyklen igen og tilbage til smedjen efter det vi manglede. Dengang kunne vi jo ikke bare ringe hjem og få det bragt ud.
Her hos Laurits lærte vi håndværket. Det var vigtigt, både i forhold til kunderne, Laurits og sig selv altid at gøre tingene så godt som muligt.
Arbejdet var meget varieret. Foruden det almindelige smedearbejde i smedjen med reparation af landbrugsmaskiner, lavede vi eks. vis reparation af møllerne, som mange landbrug stadig havde på taget, indlægge centralvarme, ud tælle plage ude på marken, sko heste, belægge træhjul med ringe, bygge gummivogne og meget mere. En utrolig varieret arbejdsplads.
Og Laurits udviste os stor tillid. Den største han viste mig var en dag, jeg skulle hjælpe ham ved ambolten. Her tog han en lille kort mejsel i den bare hånd og så skulle jeg slå på den med en forhammer. Havde jeg ramt forkert, havde jeg knust hånden, men han beholdt den.
I Stenum var der på det tidspunkt flere lærlinge, bl.a. tømrer, købmand, smed, mejerist m.fl. Om vinteren gik vi på teknisk skole i Brønderslev, på aftenskole om vinteren, og transporten var cykler. En meget træls tur, når der var is og sne på vejene. Var der en god film i biografen, og havde vi råd til det, så vi en film efter skolen. Det var ofte sent, inden vi kom hjem og vi måtte ikke glemme, at Laurits var der kl. 7 og bankede os op med sin stok, som han bankede på loftet i smedjen. For mit vedkommende blev det noget lettere, da jeg fik en knallert.
Men vi var opfindsomme for at spare på kræfterne, når vi skulle hjem. Her var Brix Rutebiler os til stor hjælp. Det passede nemlig så godt, at rutebilen langsomt passerede svinget ved børnehjemmet, når vi var der også. Når rutebilen passerede os, cyklede vi hurtigt bagefter og smed en hjemmelavet krog op på bagagebæreren og med en lang snor, havde vi nu let transport til Stenum, hvor vi bare slap snoren, der nu med krog faldt ned på vejen. Jeg husker ikke, at det nogensinde gik galt.
I det sidste år af læretiden, var der mulighed for at erstatte aftenskolen i Brønderslev med aftenskole på Aalborg Maskinmesterskole. Jeg vidste, at jeg ikke skulle være smed, så jeg fik lov af Laurits til at starte her. Det var en utrolig god behandling jeg her fik, af både Laurits og Annine. Jeg fik tidligere fri og Annine lavede tidlig aftensmad, så jeg kunne nå et tog, så jeg kunne være i Aalborg lidt efter kl. 6, hvor undervisningen startede. Den sluttede kl. 9, og så var det bare med at komme hjemad og i seng.
Min læretid sluttede i marts 1957 og så startede et nyt kapitel i mit liv.
Jeg er både Laurits og Annine meget stor tak skyldig for den store hjælp de her gav mig.
Min uddannelse.
I den sidste del af læretiden, var det muligt at starte på en aftenskole for videreuddannelse. Her valgte jeg Aalborg Maskinmesterskole. Her startede jeg i efteråret 1956.
Undervisningen startede på skolen kl. 18,00 så jeg måtte tidlig afsted fra Stenum, køre til Brønderslev og tage toget til Aalborg. Her ankom toget lidt over 18 så jeg fik lov til at møde senere.
Jeg fik lov til at stoppe tidligere, så jeg kunne nå toget i Brønderslev til tiden.
På skolen var der undervisning til kl. 21,00 og så var det med at komme til Stenum i en fart. Jeg var hjemme og i seng ved 23 tiden.
Undervisningen var både skriftlig og mundtlig. Noget af læsestoffet kunne jeg nå i toget, hvis jeg da ikke var for træt, men de skriftlige opgaver måtte laves hjemme i weekenden, og det kunne ofte være svært da kammerater, fester m.m. også skulle passes. Nu var jeg jo i slutningen af teenage årene, så kammerater, veninder i både Løkken og Vrensted var jo meget vigtigt.
Undervisningen på skolen var meget interessant og lærerigt. Foruden de rent maskintekniske fag som foregik både i klasselokalet og i laboratorierne, var der undervisning i matematik, geometri, maskintegning, sprog, sundhedslære m.m. Endvidere var der besøg på virksomheden med relation til maskinmesteruddannelsen.
Da min læretid var slut, fik jeg arbejde på PM i Brønderslev og flyttede hertil. Men undervisningen fortsatte i Aalborg til skoleårets afslutning.
Men nu startede igen et nyt kapitel i min tilværelse, for da jeg nu havde bestået 1. del., skulle jeg starte på 2. del. Og da de undervisningstimer jeg havde haft mindre på aftenskolen, blev nu lagt oveni den ordinære tid. Det betød, at jeg nu skulle på dagskole med ekstra timer, og for at undgå transporttid flyttede jeg til Aalborg.
Her blev undervisningen mere krævende, da vi nu med en bestået 2. del fik certifikat, så vi kunne påmønstre et større skib som vagtgående mester. Fra nu af var der ikke megen tid til fis og ballade. Men jeg havde nu fået Vespa scooter, så der var nu kortere transporttid mellem skole, værelse, cafeteria, Vrensted og Løkken.
Jeg bestod 2. del i ??? og blev indkaldt til Marinen i ??? Her blev det 17 måneder og så en del af uddannelsen, idet tiden her også indgik i den samlede registrerede sejltid.
Og igen startede et nyt kapitel i mit liv, nemlig sejltiden.
Min sejltid.
Ja den startede meget tidlig. Efter de store snemængder der kom i årene 1942 og 43, kom der om foråret en mængde smeltevand strømmende ned ad vejen oppe fra Trehjørnet og som samlede sig i lavningen mellem Centralen og Ejlert mælkemand. Jeg overtalte Svend til at hjælpe mig med at trille slagtekarret herned til. Det var et oplagt sted at starte min jordomsejling. Men, ak og ve. Karret var blevet rusten og begyndte at tage vand ind, og efter kort tid stod jeg igen på mudderet i marken. Hvordan vi fik karret hjem igen og rengjort husker jeg ikke, men det skulle være pænt da det også blev brugt til fars badekar.
De samme oversvømmelser gjorde også at Ingstrup Sø blev større. I grøfterne ud til Kældergråben lå der nogle små robåde, som blev brugt af jægere, og det var jo oplagt at låne dem, når vi skulle ud i sivene på den anden side af søen for at samle æg. Bådene var også forsynet med årer, så det var let for os at kaste los og ro ud i søen. Selv om vi lagde båden tilbage igen samme sted blev det opdaget og årerne blev fjernet. Det var dog ingen problem, da jeg blot lavede nogle andre hjemme på mit værksted. Herefter blev bådene låst med kæder til nærmeste hegnspæl, og selv om vi snakkede om, at vi kunne grave hegnspælen op, blev det dog opgivet. Så også denne måde at starte jordomsejlingen på måtte opgives.
De næste mange år gik med kun turistsejladser, men da jeg blev indkaldt til Marinen i 1959 kom jeg igang igen.
Efter rekruttiden kom jeg om bord på en af de gamle tyske motortorpedobåde, som vi havde overtaget efter besættelsen. Da jeg nu havde certifikat som maskinmester, blev jeg udnævnt til befalingsmand og skulle derved være inde i 17 måneder.
Jeg blev dog ikke befalingsmand over mine kolleger, men over et maskineri bestående af 3 Mercedes Benz dieselmaskiner med ialt 60 cylindre og en samlet ydelse på 9000 HK. Og så kunne det gå stærkt. Under alm. træningssejlads, hvor vi eks. skød efter Hundestedfærgen med øvelsestorpedoer var farten ca. 37 knob, men max. fart var ca. 45 knob, og så varede en tur fra Holmen og til Frederikshavn kun få timer.
Tiden i marinen var lang men spændende og jeg fik mange gode kammerater, som holdt sammen i nogle år herefter.
En af de sidste dage i Marinen var vi et par stykker, der tog hen på A.P. Møllers forhyringskontor på Nordhavn og spurgte om de måske ved lejlighed kunne bruge sådan et par fyre som os. Han kiggede lidt på os og sagde, at det kunne det da godt være, men vi skulle nu først af med uniformen og så kunne vi tage hjem til Aalborg og få lavet en sundhedsattest ved Søfartslægen og så sende den til ham.
Jeg tog hjem med den formodning om, at der nok ikke skete noget og nu skulle Løkken opleves igen for fuldt tryk. Men det viste sig hurtigt at blive helt anderledes.
Et par dage efter blev jeg ringet op fra kontoret om, at jeg allerede dagen efter skulle møde op i Kastrup Lufthavn. Her var der en billet til mig om at flyve til New York, hvor jeg skulle påmønstre Nicholine Mærsk der lå der i Pier 8.
Det var en glad og spændt Leo der mødte op der om aftenen. Men så fik jeg at vide, at jeg skulle tilbage igen og indlogere mig på et hotel og tage ud til den Amerikanske Ambassade og hente et dokument. Det var et Alien Seamen Landing Permit og herefter sværge Cross my heart, at overholde alle regler i f.m. ind- og udrejse i USA. Og så kunne jeg godt tage ud i Lufthavnen igen.
Her gik jeg om bord på et fly til New York, men med mellemlandinger i Gander i Scotland og på New Foundland inden det landede i New York.
Her påmønstrede jeg så Nicholine Mærsk, der gik i rutefart til Bangkok via Østkysten, Panamakanalen, Vestkysten, Filipinerne og til Bangkok. Tilbageturen gik via Cambodia, Vietnam, evt. Filipinerne igen, Hongkong, Taiwan, Japan, tilbage til Vestkysten og gennem Panamakanalen og Østkysten til New York. En sådan tur varede ca. 5 md. og jeg tog turen 5 gange uden ferie.
De næste 2 år var en stor oplevelse for mig, jeg tænker tit tilbage på den tid. Der var naturligvis også arbejdet om bord med skiftevagterne under sejlads og arbejde med at efterse og vedligeholde maskinen under havneophold.
Men det var altid spændende at tage på opdagelse inde i de sikre lande. Her var vi næsten altid nogle stykker sammen, men jeg tog afsted alene for at opleve lokalbefolkningen. Efter et overfald i Bangkok stoppede det dog.
Under en tur fra San Fransisco og til Manila havde vi et slemt motoruheld, og vi måtte have hjælp til at gå til Japan for et længere værftsophold. Reparationen tog ialt 3 mdr. I denne tid kunne vi sove om bord, men toiletbesøg skulle foregå i land. De fleste af os skaffede os derfor privat indkvartering med fuld Service, i land. Disse 3 mdr. var igen en stor oplevelse, da vi blev vist rundt i nærområdet af værtinden. Her så jeg bl.a. Kyoto, Tokyo, Fusijama m.m. Mange af fridagene tog vi ud til en ferieø, hvor der kun var Japanere. Når vi ankom til øen, kom vi i bad, blev klædt på i den traditionelle japanske mandlige klædedragt, og så gik vi ellers i byen.
Efterfølgende gik vi tilbage i fast rutefart igen.
Em anden stor oplevelse var at møde folk fra Vrensted i Los Andeles. Far havde en kusine Nelly Ellitsgård, der tidligt udvandrede til Los Angeles hvor hun blev gift med en dansk-amerikaner, Gene, der arbejdede på en dansk ejet fabrik med mange danskere ansat. Her var jeg på besøg hver gang, vi var i Los Andeles bl.a. var jeg der 2 gange i juledagene, hvor vi gik omkring et dansk pyntet juletræ og sang vore gode danske julesange. Da græd Nelly lidt, men sagde at det var de bedste juleaftener, hun havde haft i mange år.
Men en dag jeg kom hjem til skibet efter et besøg der, blev jeg bedt om at komme ind i messen. Her var der en fra Løkken som godt ville snakke med mig. Vi fandt dog hurtig ud af at vi begge var fra Vrensted og at han kom fra Helledie i Vrensted. Han arbejdede på en dansk fabrik med danske ansatte og ledere. Jeg er i dag ikke i tvivl om, at jeg her traf Jens Christian Søndergård Jensen som også har skrevet i Goe Gamle Vrensted om sin barndom og opvækst.
Men sejltiden var alligevel ikke slut. Siden 1985 har jeg sammen med sønnen og gode venner renoveret og sejlet det gode skib LIVø i alle de Nordiske, Tyske og Hollandske farvande. Vi har stadig skibet, men sejler ikke mere.
I ca. 2003 blev jeg engageret i renoveringer i en 3-mastet skonnert LOA og her har jeg haft den store glæde at sejle med på bl.a. Tall Ship.
Men nu er jeg PENSIONIST på alle fronter.
Et utroligt godt sejlerliv er nu slut.
Og nu kan det genopleves i dette skrift.
Afslutning.
Nogle gange når vi har været på køretur, har vi ofte været igennem ”Mit Område”. Turen er så gået igennem Vildmosen, hvor vi har set eks. Statshusmandsbrug, mit fødehjem, gennem Thise hvor der siges, at min ukendte far var yngste mand, videre enten over Kongsengene elle Bådstedhede og til Vrensted, hvor vi så er kørt gennem Barndommens Gader.
Her er det tydeligt at se, at byen har forandret sig. Der er nu bygget huse på de tidligere åbne marker og aktive gårde i byen er nu såkaldte Lystejendomme, og der er nu lavet Byens Hus i den nye skole.
Alt dette er heldigvis et udtryk for, at der fortsat sker en udvikling, og ikke afvikling af landsbymiljøet. Og jeg er sikker på at det gode miljø, der dengang var i min barndom stadig findes og er til stor glæde og gavn, som det har været for mig og som har præget mit liv lige siden.
Som jeg husker det …. i spredt fægtning fra en tidsepoke.
Af Inger Marie Nielsen født i 1957 og opvokset på en gård på Øster Hede i Vrensted på Kongsengene vejen og lige øst for Den Østre Købmand.
Tidligere sekretariats- og personalechef ved Brønderslev kommune
Indledning
Mandag den 3. juli 1967 lidt før kl. 8 satte jeg mig på trappestenen ved Kommunekontoret i Vrensted – iført citrongul spinlon kjole og hvide sling- back sandaler.
Vrensted-Thise Kommunekontor i Vrensted
Jeg ventede på, at en fremtidig kollega med nøgle skulle komme og lukke mig ind.
Jeg havde fået elevplads ved Vrensted-Thise kommune og skulle nu begynde mit arbejdsliv.
Elev på Kommunekontoret i Vrensted
Torsdag den 20. december 2013 omkring kl. 20 forlod jeg Brønderslev Rådhus på den røde løber mellem tændte fakler for at blive kørt hjem fra min sidste arbejdsdag – i veteranbil ført af chauffør i smoking og med champagne på bagsædet.
Brønderslev Rådhus
Forude ventede min pensionisttilværelse, som jeg nyder i fulde drag. Tænk, at udviklingen i den mellemliggende tid har gjort det muligt at forlade arbejdslivet som 64-årig og derefter bare ”sætte sin egen dagsorden”.
I samme periode skete der en stor udvikling i den offentlige service, og sær-lig 2 forhold var med til at gøre udvíklingen mulig, nemlig kommunesam-menlægningerne den 1. april 1970 og den 1. januar 2007.
Endvidere fik hele den offentlige sektor en lønreform den 1. april 1998.
Ved sammenlægningen i 1970 blev Vrensted-Thise kommune delt. Vrensted sogn blev en del af Løkken-Vrå kommune, og Thise sogn blev en del af Brønderslev kommune. Personalet i Vrensted-Thise kommune blev også delt, og jeg fulgte med til Brønderslev kommune. I min tid i Brønderslev kommune arbejdede jeg i byrådssekretariatet/borgmester-kontoret og på personaleområdet.
Fra barnsben i Vrensted kendte jeg Brønderslev som den by, vi tog rutebilen til for at købe tøj og sko – og julegaver. Det var en helt særlig følelse, når rutebilen kørte ind ad Tolstrupvej, og vi kunne se julestjernen med lys over kørebanen nedenfor børnehjemmet. Når vores ærinder var overstået, og inden vi skulle med bussen hjem igen, købte vi for 50 øre leverpostej i Slagteriudsalget og en pose lakridsafskæring hos S. A. Ger-mann.
Senere kom jeg til at gå på Søndergades Skole, hvor jeg ”gik i realen” i en klasse med elever fra både oplandet og Brønderslev by. Det var min bedste skoletid, og én af grundene til at jeg valgte at flytte med til Brønderslev kommune ved kommunesammenlægningen i 1970.
Kommunesammenlægning 1970
Selve forarbejdet til sammenlægningen i 1970 var jeg ikke en del af, så det jeg husker bedst, var da kommunaldirektøren fra Brønderslev – Erik Kroer – kom på besøg på kommunekontoret i Vrensted for at tage stilling til hvilke møbler og andet inventar, der kunne være brugbart i Brønderslev.
Det var hård vinter, vinduerne på Kommunekontoret var piv-utætte, så vi 4 piger var klædt på efter forholdene. Da kommunaldirektør Kroer og kæmneren i Vrensted – Arne Bak Andersen – efter gennemgangen blev alene, spurgte Kroer, om det var almindeligt, at personalet gik i hjemme-sko!
Den 1. april 1970 var der himmelbetændt rendfog, så mange startede deres karriere i storkommunen med at komme for sent.
Min chef startede sin karriere med at revne sine bukser, så han måtte en tur til skrædderen. Det var dog ikke til hinder for, at han senere blev kommunaldirektør.
Selv startede jeg med at få et kulturchok. Mine nye kolleger fra Brønderslev sagde ”De” til hinanden – og var på efternavn. Mennesker, der havde arbejdet sammen i noget, der dengang for mig var en menneskealder.
Os, der kom udefra, var dus og på fornavn.
Tiden arbejdede nok for den mere uformelle form, for det varede ikke længe, før de fleste var dus, dog ikke med kommunaldirektør Kroer. Men vi var dus med borgmesteren, som var P. N. Jensen. Vi tiltalte ham ”Jensen” i starten, men med tiden blev det ”P.N.”.
De første måneder var det også udelukket for vi piger at gå på arbejde i lange bukser, men da buksedragten kom på mode, blev også den barriere nedbrudt.
De 2 kommunesammenlægninger har haft forskelligt indhold. I daglig tale bliver begge kaldt ”kommunesammenlægning”, men var i realiteten meget mere. Begge var en reform på inddeling af Danmark, hvor kommunerne blev meget større og mere bæredygtige til de fremtidige opgaver. I 2007 fik vi også en stor opgavereform, hvor opgaver blev flyttet mellem de 3 offentlige instanser, og en udligningsreform, der skulle gøre de økonomi-ske muligheder mere lige mellem kommunerne.
Hvis man spørger på Rådhuset i dag, tror jeg stadig man mener, at udligningsreformen aldrig rigtig er slået igennem. Der er stadig stor forskel på kommunernes økonomiske formåen.
Budgetbehandling og dens kvaler
Brønderslev kommune har gennem årene været en kommune med en befolkning med lave indkomster. Hvis serviceniveauet skal følge bare nogenlunde trit med andre kommuner, kræver det en høj udskrivnings-procent. Så længe jeg kan huske, har vi ligget lavt på udskrivningsgrundlag og højt i udskrivningsprocent.
Tilskud fra staten har derfor altid haft stor betydning for budgetlægningen. Forenklet sagt bliver statens tilskud hvert år fastsat efter en drøftelse mellem Finansministeriet og Kommunernes Landsforening.
Nu var det imidlertid sådan, at vi først fik et foreløbigt overblik over størrelsen af statstilskud hen over sommeren. Vi lavede det administrative forarbejde til næste års budget i det sene forår, og der var som regel et gabende hul mellem skatteindtægter og serviceudgifter, når forrige års regnskab var blevet fremskrevet til nye priser. Derfor var tiden, indtil vi kendte størrelsen af statstilskuddet, altid tiden for tungsind for ledelsen i Brønderslev kommune. Det gælder jo om at bekymre sig i tide!
Var hullet særlig stort, blev en delegation sendt til Finansministeriet for at klage vores nød. Så var vi måske heldige at få del i puljen til ”særligt vanskeligt stillede kommuner”. Jeg husker, at én af embedsmændene i Finansministeriet blev omtalt som noget påholdende. Man fik det råd at tælle sine fingre efter et håndtryk med ham.
Vi fik altid budgettet til at balancere, og vi var som regel i den situation, at budgettet på trods af besværlighederne blev vedtaget i bred politisk enighed. Dejligt for vi ansatte. Det gør det hele meget lettere at arbejde med end budgetter, der er stemt igennem med et snævert flertal.
Jeg mindes, at specielt Jens Arne Hedegaard fra V og Arne M. Jensen fra A var gode til at få de politiske ender til at nå sammen.
Men forud for vedtagelsen skulle der jo selvfølgelig være debat i Byrådssalen, ofte med megen hændervriden og brug af gloser fra især dyreriget. ”Ulven” blev ofte nævnt. Den har siddet ude ved Kroen, lige ved hoveddøren, eller sågar bidt os i haserne. Hvis det ikke var ”ulven”, stirrede vi som regel ”lige ned i afgrunden” eller ”skar helt ind til benet”.
I forbindelse med oliekrisen i 1973 var der et byrådsmedlem, der foreslog, at der blev lukket for det varme vand på Rådhusets toiletter. Nu var der slet ikke lagt varmt vand ind – eller varme for den sags skyld – på toiletterne i den oprindelige del af Rådhuset, så det forslag havde ingen gang på jord. Ja, der var så koldt på toiletterne, at én af mine kolleger i anden sammenhæng sagde, at hun ”var nødt til at brække strålen af”. Først i 1983 blev den nye del af Rådhuset taget i brug, og nu var der ikke mindre end 26 toiletter med både varme og varmt vand.
Budgetbehandlingen foregik og foregår for åbne døre. Det gør langt størstedelen af indholdet af Byrådets møder. Møderne var sjældent et tilløbsstykke. Kun når der var forslag om at nedlægge eller forringe serviceniveauet i et bestemt område, kunne det trække folk af huse.
Sjove episoder fra byrådsmøder
Udover den formelle funktion, kunne byrådsmøderne også udvikle sig underholdende.
Førhen blev der meget varmt i byrådssalen. En aften var der et byrådsmedlem, der mente, at der var blevet en ”liderlig hede”. Vi fik straks åbnet et par vinduer, men efter mødet bemærkede P.N., at stemningen da var blevet ”helt frivol”.
I mine øjne var P.N. Jensen en dygtig og meget vidende borgmester, som jeg var meget glad for, men han var almindeligvis en alvorlig mand. Han holdt strengt på, at byrådsmøderne blev afviklet på en sober og værdig måde uden tant og fjas.
Det faldt derfor ikke i god jord, da byrådsmedlem Jeppe Bisgaard – også kendt som Tæppe-Jeppe – forsøgte sig med et festligt indslag til et byrådsmøde. Møderne blev dengang holdt i den noget mindre byrådssal, som vi havde, indtil der blev bygget til Rådhuset i 1983. Møbleringen var tunge træstole og et stort træbord med grøn linoleum på bordpladen. Før mødets begyndelse var der delt en tillægsdagsorden rundt – det var afslutningen på den åbne del af mødet. Almindeligvis opstår der lidt uro mellem den åbne og den lukkede del af mødet. Skæbnen ville, at Jeppe havde glemt tillægsdagsordenen, og da han troede at den åbne del af mødet var slut, kunne han nu fremføre sit nummer, og tog en lille spilledåse frem. Med det store byrådsbord som resonansbund, spillede han ”Internationale”. Det gik ikke upåtalt hen.
Som sekretær til et byrådsmøde lænede jeg mig nok også en gang lidt op ad en løftet pegefinger. Der skulle behandles en ansøgning om at etablere en Burger-Bar i Jerslev. ”Burger” var et nyt ord, som i de fleste indlæg blev til ”Børge”, og der var stemning både for og imod en ”Børge-Bar” i Jerslev. Det lød sjovt, og byrådsmedlem og arkitekt Leif Hellsten havde spottet, at jeg havde kvaler med at holde masken, og han gjorde sit til, at det skulle gå helt galt. Heldigvis holdt jeg mig.
Der har altid været stor forskel mellem byrådsmedlemmernes lyst til at ”få” ordet. Man ”tager” ikke ordet i byrådssalen. Det ”får” man af borgmeste-ren.
En meget ivrig debattør var byrådsmedlem og gårdejer Ole Lysgaard Jensen fra Serritslev. Han fik som regel ordet mange gange i løbet af et byrådsmøde. En aften, hvor det var blevet sent, blev det byrådsmedlem og optometrist Tage Buus for meget. Uden at have ”fået” ordet, sagde han derfor med klar røst: ”Bind den mand til stolen”.
Tage Buus var med sine indlæg i stand til at begejstre de fleste. Han talte ikke så ofte, men når han talte, havde han noget på sinde, og det måtte ud. Én af mine kolleger sagde engang, at ”først tog Buus ordet, så tog ordet Buus”.
Valg og afstemninger
Jeg var en del af forberedelse og afvikling af alle valg og afstemninger fra 1970 til min afgang i 2013. Der var altid en særlig stemning, både under selve valghandlingen, men specielt under optælling og opgørelse.
Valgene starter jo i realiteten allerede ved opstillingen. Her handler det om at få en god placering på listen. Jeg husker en helt speciel situation. P. Juhl Olesen, der i flere perioder var opstillet for Venstre som en sikker kandidat med gode stemmetal, havde tilsyneladende lagt sig ud med det etablerede Venstre. På opstillingsmødet blev han i hvert fald placeret sidst på listen. Dét faldt vælgerne for brystet, og P. Juhl Olesen fik et kanonvalg, hvor han overhalede flere af de kandidater, der var opstillet over ham på listen. P. Juhl Olesen var i øvrigt en festlig mand, der påstod, at han havde haft større fornøjelse af sin letsindighed end af sin standhaftighed.
Som vælger skal man skal ikke undervurdere opstillingsmøderne. Det er i reglen her det fastslås, hvem der bliver partiets borgmesterkandidat. Selvom Brønderslev altid har været den største by i kommunen, og man derfor kunne forvente, at borgmesteren skulle komme herfra, er det kun tilfældet med 2 borgmestre, nemlig Peder Ivar Nielsen og Jens Arne Hedegaard. P. N. Jensen og hans hustru Gudrun bosatte sig dog hurtigt i Brønderslev by, efter at han var blevet borgmester.
Når valget skulle gøres op, kom der gang i regnemaskinerne. Vi tastede løs, det bedste vi havde lært. Derfor var det brandirriterende, at P.N. Jensen kiggede os over skulderen og kom frem til resultatet før os. Som tidligere brugsuddeler var han vant til at lægge talkolonner sammen. Heldigvis måtte han melde pas, når vi begyndte af bruge den d’Hontske-metode – det hedder den måde, som valget opgøres på. Senere overtog elek-tronikken arbejdet, men det mindskede ikke spændingen.
Enkelte gange har resultatet været så tæt, at vi har måttet i gang med en ekstra omtælling af stemmesedlerne.
I Brønderslev kommune har det altid været kutyme, at politikerne hjælper til med optællingen. Egne stemmetal er ikke overraskende mest inte-ressante, men det var udelukket, at et medlem kom til at tælle egne stemmer.
Sæby, Dronninglund og Brønderslev kommuner dannede tidligere valgkreds med hjemsted i Sæby. Ved folketingsvalg og afstemninger skulle vi derfor dagen efter afstemningen til Sæby for at gøre valget endeligt op, den såkaldte fintælling. Det var altid et kapløb på tid, for vi ville alle 3 kommuner være først færdige med arbejdet.
Til den efterfølgende spisning var der altid lidt godmodigt drilleri mellem de 3 borgmestre. En gang havde der før valget været en tvist mellem ejeren af Dronninglund Slot på den ene side og borgmesteren og kommunaldirek-tøren fra Dronninglund på den anden side. Ejeren ville derfor ikke have de 2 herrer nærmere end til porten ind til Slottet. Det år fik vi serveret en særlig Sæby-vin. Det fik borgmesteren fra Dronninglund til i sin tale at være benovet over, at Sæby havde egen rødvin. I Dronninglund kunne de imid-lertid servere Port-vin. Det var værre med Brønderslev, –vi havde kun et vandtårn!
Efter valget var der en tidsfrist for at kunne klage. Vi fik en klage fra en borger, da Lene Hansen ikke opnåede genvalg som borgmester i 2002. Lene Hansen fik enormt mange personlige stemmer, og liste A fik dermed et godt valg, men da støttepartiet gik tilbage, var der ikke flertal i byrådet, til at Lene Hansen kunne fortsætte som borgmester. Det fik vi en klage over. Det kan være svært for den menige vælger at forstå spillereglerne.
Jeg var en anden gang ved at komme galt afsted i forbindelse med fristen for valgklager. Vores byråd havde godkendt valget for Brønderslev Byråd, og jeg gav derfor pedellen besked på, at han godt kunne få stemme-sedlerne makuleret. Imidlertid ringede en kollega fra amtet et par dage senere, at de gerne ville have amts-stemmesedlerne for 2 partier sendt ud på Amtsgården, for der skulle gennemføres en fornyet optælling. Heldigvis havde pedellen ikke nået at få ryddet op. Jeg har aldrig hverken før eller siden været så glad for, at en kollega ikke havde gjort det, som jeg havde bedt om.
Valgfeber
Vi kendte også et andet fænomen på Rådhuset, nemlig valgfeber. Valgfeberen begyndte når periodens sidste budget skulle vedtages. Det var ikke godt at skulle lægge ryg til upopulære beslutninger, som skulle føres ud i livet umiddelbart før kommunalvalget. Så det var almindeligt kendt, at upopulære beslutninger skulle træffes midt i byrådsperioden. Når valgdagen nærmede sig, kunne vi opleve, at debatten blev en smule mere ophedet, og politikernes lyst til at markere sig på forskellig vis blev forøget.
Royalt besøg – og andre
Dronningen har været på besøg i Brønderslev 2 gange i min ansættelsestid, sidste gang var Prinsgemalen også med. Der er altid et stort sikkerheds-opbud forbundet med royalt besøg. Rådhuset bliver undersøgt både oppe og nede, områder bliver spærret af og døre låst. Rullemarie kommer på besøg. Ved besøget i forbindelse med Idrætshøjskolens indvielse skulle velkomsten af majestæten foregå i dét, der dengang var var Rådhusets forhal. Her var alle byrådsmedlemmer og andre af byens honoratiores linet op for at hilse på Majestæten. Gudrun Jensen skulle overrække buketten til Dronningen. Forinden fik Gudrun af politiets repræsentant besked på, at hun skulle ryste buketten grundigt, så vi kunne være sikre på, at der ikke var noget farligt indeni. Både Gudrun og buketten overlevede heldigvis. Mens dronningen var i forhallen, stod jeg pænt i baggrunden – med en skruetrækker gemt i ærmet. Toilettet var nemlig afsikret og låst, og i det tilfælde at Majestæten skulle få brug for bemeldte lokalitet, skulle jeg lukke op med skruetrækkeren. Da Dronningen og Prinsgemalen var på besøg anden gang i anledning af 90-års købstadsjubilæum, havde jeg ingenting i ærmet, men fik et kongeligt håndtryk.
Vi havde også andre – men knap så fornemme besøg. Vi havde tæt kontakt til Kommunernes Landsforening, hvor Peder Ivar Nielsen en overgang sad i bestyrelsen. Også andre kontakter til kolleger både i Danmark og i udlandet betød, at vi fik besøg, og skulle fortælle om Brønderslev Kommune. Vi var også ofte på Den kommunale Højskole i Grenå for at holde oplæg. Det var altid spændende. Som regel var det sådan, at borgmesteren indledte, derefter kom kommunaldirektøren og så kom turen til mig. Som sidst på podiet har jeg tit måttet rette i mit indlæg, fordi forgængerne havde forgrebet sig på min del.
Engang havde vi besøg af en delegation fra Skotland. Peder Ivar ville vise dem et af Rådhusets kunstværker – en bundløs sparebøsse, udført af Niels Helledie. Den stod i gangen ind til byrådssalen, og Peder Ivar yndede at sammenligne den med kommunekassen. Da han den dag løftede spare-bøssen, lå der nogle mønter samt en knap på bordet under den. Peder Iver tog knappen, kiggede på den og sagde: ”Det kan jeg ikke forstå. Vi har da, så vidt jeg ved, ikke haft besøg af skotter før”.
En tid før Peder Ivars 60-års fødselsdag havde vi besøg af Brønderslev-drengen Jørgen Sørensen. Jørgen Sørensen og borgmesterens sekretær sad og stak hovederne sammen, og det undrede Peder Ivar sig efter-følgende over. Mysteriet blev opklaret, da Peder Ivar holdt reception på Landboskolen i anledning af 60-årsdagen, for Jørgen Sørensen havde haft en praktisk ting, som han skulle have afklaret med sekretæren. Ved fødselsdagen fremførte Jørgen Sørensen nemlig en Brønderslev sang, som han havde skrevet og tilegnet Peder Ivar.
Glimt fra personaleområdet
En kommune er ofte kommunens største arbejdsplads, og således også Brønderslev kommune. Hvis man laver det tankeeksperiment, at alle ansatte også er bosat i kommunen, vil ca. hver 10. borger være ens kollega.
Da vi i 1998 skulle overgå til individuel fastsættelse af lønnen, skulle vi igennem alle personalemapper, og alle medarbejderes lønforhold skulle individuelt forhandles med tillidsrepræsentanter eller de faglige organi-sationer. Det var et stort, men spændende arbejde. Flere organisationer var skeptiske. Men både forarbejdet til overgangen og selve forhand-lingerne gjorde, at vi fik et tæt og tillidsfuldt samarbejde med langt de fleste. Vi var på begge sider af bordet enige om, at vi havde en fælles opgave, som skulle løses til flest muliges tilfredshed.
Uanset opgaven nød jeg samarbejdet med mine kolleger, tillidsrepræsen-tanterne og de faglige organisationer. Altid er jeg blevet mødt med en vilje til at ville løse den opgave, vi sad med.
Undertiden kunne en uenighed, dog ikke løses lokalt, og så måtte vi mødes i København med hovedorganisationerne, for vores vedkommende var det Kommunernes Landsforenings Lønafdeling. Her blev sagerne forligt. Jeg nåede heldigvis aldrig at komme hverken i retten, arbejdsretten eller faglig voldgift.
Engang en samarbejdspartner fra KL gjorde mig opmærksom på en fejl, kom jeg til at sige, at det nok var én af de paragraffer, der var røget af i Limfjorden. Det morede KL-folkene sig meget over.
Tilbage i 70’erne var der som regel politikere med ved forhandlingerne, som nok kunne blive langtrukne. Det rakte P.N. Jensens tålmodighed ikke til, og en gang da vi langt om længe fik referatet skrevet under, kiggede han på sit armbåndsur og bemærkede: ”Ja, det er da onsdag endnu”.
Udviklingen gjorde, at det i de seneste år oftest var den enkelte leder og en repræsentant fra personalekontoret, der gennemførte forhandlingerne med tillidsrepræsentanterne.
En gang var vi dog flere ledere til stede ved en forhandling med Akade-mikernes tillidsrepræsentanter. Forinden havde jeg lavet forarbejde til forhandlingerne, og forarbejdet indeholdt ledelsens udspil og ledelsens smertegrænse. Begge eksempler var afstemt, inden vi gik til forhandlingen. Jeg havde en formodning om, at vi nok fik et resultat lidt over midten. Men én af lederne havde nok ikke været helt nærværende, da vi afstemte, for da jeg havde fremlagt udspillet for tillidsrepræsentanterne, udbrød han, at det da ikke var de tal, han sad med. Hvad værre var, han kom i samme åndedrag til at afsløre en del af smertegrænsetallene. Det blev en effektiv forhandling, som endte næsten før den var begyndt. Det er ikke nemt at tage pengene af bordet, når de først er lagt frem!
Gammel Brønderslev kommunes personalepolitik hvilede på Løgstrups etiske fordring fra 1956: ”Med vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden dens skikkelse. Hvilken vidde og farve den andens verden får for ham selv, er jeg med til at bestemme ved min holdning til ham. Jeg er med til at gøre den vid eller snæver, lys eller mørk, mangfoldig eller kedelig – og ikke mindst er jeg med til at gøre den truende eller tryg. Ikke ved teorier eller anskuelser, men ved min blotte holdning.”
Den tænker jeg stadig meget over.
Fagre nye verden
Da jeg kom i lære i 1967, var den teknologiske tidsalder så småt ved at vise sit ansigt. F.eks. indberettede vi på papir alle kommunens til- og fraflytninger til Jyske Kommuners Hulkort- og EDB-central, hvor en række såkaldte hulledamer, så overførte oplysningerne til hulkort, som en maskine derefter kunne bearbejde. Vi var dog ikke helt trygge ved maskinernes arbejde, for vi efterregnede skatten for indkomster over en vis grænse.
Det var også på den tid, vi fik personnumre.
Brønderslev kommune havde egen hullestue. I 1976 fik vi det første tekstbehandlingsanlæg. Når det udskrev, larmede det værre end et tærskeværk, så vi forsøgte at skærme af, så det var muligt at føre en telefonsamtale.
Senere har jeg været med til et utal af møder om IT: Farligheden ved strå-ling fra maskinerne; om det var klogt at kable Rådhuset, det kostede immervæk omkring 200.000 kr.; var det nu også klogt at lade de ansatte få adgang til internettet. Vi havde ikke fantasi til at forestille os, at det skulle blive muligt at søge alle de oplysninger, der er nødvendige i sagsbe-handlingen, på nettet. Ja, da vi skulle passere årtusindskiftet gik hele Danmark næsten i panik. IT-branchen havde kronede dage, for vi skulle jo sikre os imod, at vore mange IT-systemer skulle bryde sammen, når årstallet skiftede fra 1999 til 2000. Selve nytårsaften før og efter kl. 00.00 var Rådhuset bemandet for at holde øje med udviklingen, men 1. januar 2000 var situationen uforandret. Ja, det gælder virkelig om at bekymre sig i tide, og diskussioner jeg har deltaget i, kan i bagklogskabens ulideligt klare lys være helt absurde.uH
Kommunalreform 2007.
Omkring årtusindskiftet begyndte vi så småt at høre tale om en ny kommunesammenlægning. Den blev en realitet den 1. januar 2007, hvor Dronninglund og Brønderslev kommuner blev til én: Brønderslev-Dronninglund kommune.
Forud var der som bekendt gået en række forhandlinger om andre konstellationer for begge kommuners vedkommende. Jeg tror, det gælder i begge kommuner, at man til sidst følte sig lidt forsmået, og at det endte sådan lidt som ordsproget – Får man ikke den man elsker, må man elske den, man får.
Heldigvis kendte vi mange kolleger fra Dronninglund kommune fra andre gode samarbejder.
Det var en befrielse, da beslutningen var taget, for så kunne vi gå i gang med at forberede sammenlægningen. Det var et stort arbejde at få to etablerede serviceniveauer og kulturer til at smelte sammen. Det var nødvendigt med stor medarbejderinddragelse. Vi skulle samtidig opret-holde hidtidigt serviceniveau, så borgerne ikke mærkede noget. Som en kollega fra en anden kommune sagde: Det er som at skifte hjul på bilen, samtidig med at den kører.
Mange arbejdsgrupper var nedsat for at komme rundt i alle hjørner af organisationen, og fysisk og organisatorisk var vi på plads til tiden. Det synes jeg godt, vi kan være stolte af.
At skabe samme kultur tager mange år. I Brønderslev var vi vel ikke engang færdige med at snakke om tiden før sammenlægningen i 1970!
Den nye kommune udmærkede sig på mange måder. Lad mig blot nævne, at vi havde dobbelt-navn, 2 motorveje, 2 sygehuse, 2 gymnasier og 2 store markeder. To komponenter er ændret – navnet og antallet af sygehuse.
Afslutning
Jeg tænker tilbage på mit arbejdsliv med stor glæde og taknemmelighed. Mange af mine tidligere kolleger kalder jeg også mine venner, og når jeg færdes i Brønderslev, er vi rigtig mange, der hilser på hinanden og slår en sludder af – mest om de gode gamle dage.
Jeg er jo nu i den situation, at bakspejlet viser mere end forruden. Det er godt at se noget positivt begge veje.
Lad den tidligere omtalte Brønderslev-sang være afslutning på mit indlæg, som jeg har forsøgt at skære over den humoristiske vinkel:
Som er skrevet af Jørgen Sørensen, Gl. Brønderslev dreng:
Min ynglingssang har altid været ”Jeg elsker den brogede verden”, og på trods af nød og strid, som vi synger, har min brogede verden været fyldt af mange spændende udfordringer og gode oplevelser.
Jeg er født i Mygdal, som er en lille by nord for Hjørring. Min far var smed, og vi havde 3-4 folk på kost og logi, og min mor havde ung pige, så der var liv i huset. Jeg var den yngste af 5 børn, og den mest forkælede, siger mine søskende i hvert fald.
Mit barndomshjem Mygdal smedje
Men der var nu kærlighed nok til os alle, og til mange, mange andre, som havde brug for hjælp af mine forældre. De var også meget engagerede i skole, kirke og foreningsarbejde. Mange spændende personer overnattede hos os efter foredrag i forsamlingshuset. Det var et rigtigt Grundtvigsk hjem med hygge og med sang hver søndag morgen, også for medhjælperne, som var en del af familien.
Vi havde det bedst tænkelige hjem. Vi blev opdraget til at bestille noget, men fik bestemt også tid til leg og mange sportsaktiviteter. Så jeg kan se tilbage på en lykkelig barndom og ungdom. Og trods hårdt arbejde og stor aktivitet til de var langt over 70, blev mine forældre 97 og 98 år.
Jeg fik ikke, som mine søskende, en uddannelse, for jeg blev som ret ung kæreste med Niels fra Rykind i Vrensted, og så skulle jeg jo lære landhusholdning. Jeg var på 3 gårde rundt om i Jylland og hos en skoleinspektør i Silkeborg. Jeg var der ind imellem på ungdomsskole og højskole, en oplevelse, jeg kunne ønske alle unge fik.
I 1958 flyttede man jo ikke sammen uden at være gift, og da Niels var 5 år ældre end mig, ville han gerne i gang med sit eget landbrug, så jeg var knap 21 år, da vi holdt bryllup i Mygdal kirke, og fest med 125 gæster i smedjen. Den blev gjort godt rent inden brylluppet og flot pyntet.
2. etape: Landmandsliv – fra 21 til 43 år.
Vi havde først 2 dejlige år på Grindstedgård i Brønderslev. Gården købte vi af kommunen, da der var taget jord fra til at bygge Psykiatrisk sygehus. Men mine svigerforældre blev nervøse for, at vi skulle blive for glade for at bo der, så vi flyttede til Niels‘ fødehjem i 1960, da havde vi fået vores første søn om sommeren, og syv år senere havde vi 2 piger og en dreng mere. Alle sunde og friske unger, det var bare lykke.
Min og Niels`s gård “Rykind” i Vrensted
Det var travle år med sådan en flok børn, og med 3 medhjælpere på kost, men jeg havde søde unge piger til hjælp, de år børnene var små. Alle de dejlige unge medhjælpere var som en del af familien. Det gjaldt også de udenlandske medhjælpere og udvekslingsstudenter. Vi kunne, ligesom i mit hjem, samles søndag morgen til mad og sang.
Vi havde også mange udenlandske og danske besøg af foreninger, som gerne ville se vores gode køer og dejlige gård. De fineste var nok dem fra Øverste Sovjet, og de fleste var de 500 fra Græsmarkssektionen. Det var dengang, det var normalt, at man også så stuehuset, når man var på udflugt, så det skulle helst skinne overalt. Jeg har oplevet, hvor skørt det end lyder, at gæster også gik i kælderen og hørte dem sige, at der var godt nok mange krukker marmelade. Alt blev set godt efter ude som inde, men vi nød at vise vores dejlige gård frem.
Vores ferier havde næsten kun noget med kvæg at gøre, men det gav store oplevelser. Vi var til ungskuer og dyrskuer med vores bedste køer og med børn og medhjælpere. Så boede vi i telte, og var 10-12 personer til at spise i teltet – sjove dage. Vi boede også i telt, de år vi var til Nordisk økonomisk kvægavlskongres – der kunne vi ha` børn med – festlige ture.
Niels og jeg havde mange herlige ture til Europa-og Verdenskongresser. Det var om sortbroget kvæg. Der var i alle landene lavet spændende programmer for vi damer og fællesudflugter og middage. Den mest spændende tur var til USA, der havde jeg ikke været før.
På hjemmefronten var vi meget optaget af skole – og fritidsliv. Når man har 4 børn og gerne vil ha`, der er gode aktiviteter for dem, må man jo også gøre sit. Hvis man vil nyde, må man også yde. Vi ledede gymnastik i mange år, og jeg var formand for svømmeklubben i Løkken i 10 år, for 4-H klubben i Vrensted lige så længe. Alle 4 børn var gymnaster, konkurrencesvømmere og var også 4-H’er, og så havde de heste. Så derfor kom der tit en masse andre børn, som de red sammen med.
Jeg har altid selv gået meget til gymnastik, og jeg har haft store oplevelser til mange Landsstævner og til Gymnastrader med tusindvis af mennesker. Imellem alle disse oplevelser havde vi et rigt landmandsliv. Vi havde travlt for at nå alt det, vi gerne ville, men det var før, vi kendte til det moderne ord stress, vi kunne ha `drøntravlt, uden at være stressede.
Niels og Karen var diabetikere og skulle ha` en meget sund kost, og det fik vi så alle gavn af. Vi havde en kæmpe urtehave og et godt drivhus. Mens børnene var små, hjalp jeg ikke så meget til ude, men i høsten pressede jeg halm, og de sidste mange år passede jeg kalvene, og jeg har altid ført regnskab, for at være med i den del også. Vi havde 100 køer + opdræt. Nu i 2021 er det en lille besætning, men det var det ikke for 40 år siden.
Den 20. marts 1980 brændte vores gård. Alle dyr blev, på grund af stor hjælp, reddet, og ilden blev stoppet i en mellembygning, så stuehuset blev reddet. Det var tæt på, men mange hjælpsomme mennesker havde da hjulpet med at bære uerstattelige ting ud gennem haven til drivhuset, jeg dirigerede bare. Det var en glød fra et halmfyr, der havde antændt en fejlplaceret halmballe.
Den aften troede vi, at det var det værste, der var overgået os. Vi kunne ikke sove hjemme, alt var sodet til, og alt så håbløst ud. Men ingen havde taget skade, og vi fattede mod og byggede gården op trods økonomisk vanskelige tider. Vi havde mange arbejdsår endnu, regnede vi med, og en 13 årig søn, som allerede var helt sikker på, at han ville være landmand. Det var en stor festdag, da vi kunne hente alle vores køer hjem fra stalde rundt om hos hjælpsomme naboer, og vi nød de nye praktiske stalde.
Men glæden blev kort. Kun et halvt år efter døde Niels ved en ulykke ved vores gastætte silo. Han blev kvalt af giftgas, mens han var ved at måle foderbeholdningen på samme måde, som han havde gjort i de 13 år, vi havde haft siloen.
Niels var 47 år. Det var svært at forstå, at sådan en livsglad far og mand ikke var hos os mere. En time efter et hyggeligt morgenbord med en foderkontrol var ens verden total forandret, og man tror, at man aldrig kan blive glad igen.
MEN når man har 4 dejlige børn, så skal livet gå videre. Dengang kendte vi ikke til psykologhjælp, men vi havde en stærk og varm familie – og vennekreds omkring os, det var guld værd. En væsentlig ting mere, som jeg tror hjalp os godt, var ÅBENHED. Vi snakkede meget om ulykken og konsekvenserne.
Min svigerfar havde en stor tiltro til mig, han var sikker på, at jeg kunne køre Rykind videre, men det vidste jeg straks, at jeg ikke kunne, for vi havde lige bygget op efter branden, så det var økonomisk helt umuligt.
Min ældste søn Kristian var 20 år og slet ikke interesseret i landbrug. Han var i gang med beridderuddannelse. Torkil var kun 13 år, så det ville være mange år med dyr arbejdskraft, før han kunne overtage gården. Så vi måtte vinke farvel til vores dejlige hjem. Mine søde svigerforældre har aldrig sagt et beklagende ord, selv om jeg ikke prøvede at køre slægtsgården videre.
3. etape: Uddannelse og Nordjyllands Idrætshøjskole
Jeg var fyldt 43 år, da vi flyttede fra Rykind. Vi købte en ejendom ved Poulstrup, så kunne børnene ha´ deres elskede heste med, og jeg tror nu heller ikke, at vi på det tidspunkt kunne trives i en by. Karen startede sin uddannelse til husholdningsøkonom i Sorø. Else i gymnasiet i Brønderslev og Torkil i 8. klasse i Poulstrup. De to sidste og jeg, hjalp hinanden godt med at passe stald, hus, have og lektier.
Jeg havde kun mine 7 års skolegang, så jeg tog 8.,9. og 10. klasse på et 2 årigt kursus i Hjørring. Jeg måtte i gang med at lære matematik og fysik, som var helt nyt for mig, det var lettere med dansk og andre sprog. Det var hårdt, men arbejde er den bedste medicin, der fås.
Så skulle jeg til at vælge uddannelse, og det valg faldt på økonoma, og jeg var heldig, at jeg fik dispensation for 2½ år. Jeg tror, det var på grund af mange års storhusholdning, diætkost og meget foreningsarbejde – også 10 år i Husholdningsudvalget i Brønderslev Landboforening. Det betød, at jeg kunne blive færdig på 2½ år i stedet for 5 år – herligt.
Jeg er uddannet på Sygehus syd, og var 2x 5 måneder på skole i Holstebro. En kæmpe forandring fra en tilværelse som bondekone. I skoletiden svævede molekyler, mikroorganismer og atomer i hovedet på mig – også om natten, men det var spændende, og jeg havde det godt med alle de søde klassekammerater, jeg aldersmæssigt kunne være mor til.
Heldet fulgte mig igen, for mens jeg var i Holstebro, søgte Nordjyllands Idrætshøjskole en økonoma, og jeg fik stillingen, selv om der var 4 måneder til, jeg fik min eksamen. Det var før den første mursten var lagt til skolen, så jeg var med til mange byggemøder. Utroligt spændende at være med helt fra start. Med min baggrund var det et lykketræf, at den skole startede, lige da jeg var klar til et nyt liv.
Når et kæmpe hus skal planlægges og fyldes, skal der tages et væld af beslutninger. Det gjaldt indkøb af alle møbler, gardiner og køkkengrej. Der skulle også ansættes medhjælpere, laves leveregler og arbejdsplaner. Vi skulle være 7 i køkkenet, og jeg skulle ha´ lavet et godt opskriftssystem.
Nordjyllands Idrætshøjskole
Der skulle rigtig mange ting ind i et totalt tomt køkken. Først gjaldt det alle gryder, ovne og maskiner. Jeg var med repræsentanter rundt og se den slags i andre storkøkkener. Det eneste fejlindkøb, jeg kan huske, er møblerne i spisesalen, dem købte vi for stærke, så de holder endnu, og de er alt for tunge.
De sidste måneder før starten i sept. 86, blev der flere og flere medarbejdere ansat, og alle gik frisk til arbejdet. Vi begyndte at holde medarbejdermøder, og alt det, som vi købte ind, skulle pakkes ud og sættes i de mange tomme rum. Der var f. eks. mange andre end mine 6 køkkenpiger, der hjalp, da de store sendinger kom med 400 kopper, 400 glas og mange hold tallerkener og bestik og meget, meget mere.
Hele skolen skulle også rengøres, og der erfarede vi, at vi havde overset en træls arkitektfejl. Der var kun et eneste sted i det store byggeri, hvor man kunne sætte en gulvspand ind under en hane, og det var i et lille rum ved køkkenet – det var lidt træls for pedellerne. Hurtigt udbedret.
De sidste dage før elevstart, skulle vi i min afdeling ha´ madvarer til huset. Der skulle fyldes op med mel, gryn, sukker, krydderier og 1000 andre ting. Vi har utrolig mange ting i vore køkkener. Fryserum og kølerum skulle fyldes, der skulle ikke mangle noget.
Vi var spændte, men parate, da vi modtog det første elevhold til sept. 86. Det hele gik rigtig godt, og vi fik vandet hældt fra, uden kartoflerne røg ud af den store vippegryde, det var der mange, der var spændt på.
Vi medarbejdere ville gerne gøre byen opmærksom på, at der nu kom en højskole til byen- et kultursted. Så vi var en flok, som kørte rundt i byen, og ved supermarkeder og på torve stod vi på ladet af vores lille lastbil. Så spillede Dagny guitar, og vi sang fra højskolesangbogen. Vi havde det rigtig sjovt, men måske tænkte andre, at vi var lidt tossede.
Vi kom godt i gang, og så fik vi travlt med at forberede Indvielsen. Dronningen skulle komme d.19.okt., og da skulle alt klappe. Vi havde 800 til kaffe i hallen, men dronningen og de vigtigste personer serverede jeg kaffe for i opholdsstuen, så da havde jeg sølvfade med hjemmefra. Den kringle jeg bagte den dag, har siden heddet Dronningekringlen. Om aftenen var vi 200 til middag og fest i hallen. Næste dag havde vi åbent hus og folk strømmede til. De gik så tæt, at de vist ikke kunne se noget.
Folk fandt højskolen. De første år strømmede folk til skolen. Der kom ministre, kunstnere, foredragsholdere, udlændinge, sportsfolk, bankfolk og så bønder i tusindvis, som holdt deres møder hos os, hvilket passede mig godt, som tidligere landmandskone.
Alle mulige foreninger kom, foruden vores skolebestyrelse, støttekreds, elevforening og allervigtigst en masse dejlige elever. Hvor var vi heldige, at så mange fandt os.
Hverdagen blev aldrig triviel, for der var altid spændende udfordringer. Til mange møder anede vi ikke, om der kom 40 eller 150 personer, så det var vigtigt, at ha’ lager af kage i fryseren. Til de store møder og fester vidste vi derimod, om der kom 300 eller 600, der skulle bespises. Eleverne hjalp aldrig til ved de arrangementer, vi havde med gæster udefra. Dertil havde jeg mange søde unge skolepiger til hjælp.
Eleverne havde selv fest en gang om måneden, og det var kun til disse fester, de måtte drikke spiritus, det var forbudt i hverdagen. Vi havde 125 elever fra midt i aug. til midt i juni, og så glædede vi os til at få 6 uger med kursister – det var altid dejligt med den forandring, men til aug. glædede vi os heldigvis til at få elever igen. Sådan havde vi i køkkenet det i hvert fald.
Med den baggrund jeg havde med fra barn, skoleophold og foreningsliv nød jeg meget livet på NIH. Når der var tid og muligheder, deltog jeg i foredrag og ældresang m.m., og vi holdt også hyggelige sammenkomster for alle ansatte, for at bygge bro mellem forstandere, lærerne, pedeller, kontorfolk og vi køkkenfolk.
Hvert år, når eleverne var sendt hjem, fik vi – fastansatte piger i køkkenet – 2-3 dage fri, og så kørte vi afsted i vores lille bus. Mest til andre højskoler, for at se og få gode ideer med hjem. Jeg havde en rigtig god stab i mange år, og 6 af os mødes stadig et par gange om året.
Så var der pludselig gået næsten 18 travle, men dejlige år, som jeg ser tilbage på med stor glæde. Vi havde på det tidspunkt holdt afskedsreceptioner for tre forstandere – nu blev der holdt en dejlig, hyggelig reception for mig.
4. Etape: En pensionists muligheder.
Jeg stoppede på NIH dagen efter, jeg fyldte 65 år i 2003, og jeg var glad for arbejdet lige til det sidste, men har ikke savnet det en eneste gang siden. Alle mine børn og børnebørn har altid boet langt væk desværre, så det har altid været planlagte besøg hos dem. Ingen uventede besøg eller udkald til barnepigejob. Nu har jeg heldigvis også 2 dejlige oldebørn.
Med mit første oldebarn, oktober 2017
Jeg har haft den glæde, at se en hel del ude i verden, også i min alenetid. Jeg fulgte mine 2 yngste til USA og Hawaii, da de skulle på jordomrejse sammen, og har rejst med veninder og ikke mindst med mine dejlige søskende her i pensionisttiden. Vi har altid haft et stærkt sammenhold, og nu var vi 10, som tog på udenlandsture hvert andet år.
Jeg havde nu Poul med, han var min mands bedste højskolekammerat, og han boede i Løkken i sin pensionisttid. Vi mødtes, når vi havde tid i weekender og i foreningsliv, som var fælles interesse. Vi tog også mange rejser sammen bl.a. til New Zealand, Bali og Thailand. Nu er Poul død.
Selv om jeg har boet alene i 40 år, har jeg ikke været ensom, som der bliver skrevet så meget om. Der er så utrolig mange muligheder for os pensionister, og jeg har altid været slem til at rode mig ind i meget. Jeg er opflasket med at være foreningsmenneske, så i pensionisttiden har jeg mere tid til at være aktiv. Frivilligt arbejde gir´ så meget tilbage. Ja hvad var Danmark uden frivilligt arbejde !!!
Jeg var i Ældrerådet i 12 år, og har været i Ældre Sagens bestyrelse fra 2003, og synes stadig, at det er spændende at være med til at lave gode arrangementer for vi ”gamle”. Jeg var i 2007 med til at starte ”Kamillus” – en støttekreds for Hospice. Vi er p.t. 17 personer, som sidder hos syge og døende, når plejepersonale eller pårørende sender bud. Vores motto er, at ” ingen skal dø alene”. Jeg har været formand for den forening i 6 år nu og synes, det er en vigtig opgave.
Da jeg stoppede på NIH, fik jeg også tid til at spille golf 2 gange om ugen – året rundt – dejligt med god motion, frisk luft og herligt samvær/klubliv. Jeg startede også straks et stavganghold op for Ældre Sagen, så nu har vi i 18 år travet hver onsdag formiddag fra kl.10 til 11 – kun fri i juleugen.
Vi har altid sunget meget i mit barndomshjem og videre i min tilværelse, så når jeg har gæster, er de tvangsindlagt til sang. Jeg har gået til sangkor i de 35 år, jeg nu har boet i Brønderslev. Jeg har været medlem af Inner Wheel, siden jeg stoppede med at arbejde. Vi har et månedligt møde, litteraturklub, ugentlig gåtur, også udvalgsmøder. Jeg går hver vinter til 19 foredrag i FOF på Vrå højskole, og selvfølgelig til Ældresang ved Else Højgård på NIH. Når man bor I Brønderslev, er der utallige muligheder for aktiviteter af alle mulige slags – en dejlig by.
Vi skal være glade for hver eneste dag, hvor vi har det godt, og hvor vi får lov til at opleve alle de dejlige ting, vi kan vælge. Vi skal selv gøre noget for at gribe dem.
Jeg synes selv, jeg har haft et meget begivenhedsrigt liv – med stød på vejen – men jeg har altid for mine børns og egen skyld, prøvet at få det bedste ud af de muligheder, der var til stede. Mine børn har ikke givet mig problemer, det er jo ingen selvfølge, men de har klaret sig godt, og vi har det alle rigtig godt – spredt rundt i vores dejlige land.
Vrensted-Historier.dk er historier som jeg har indsamlet og nedskrevet over en del år, alt for at bevare fortidenomVrensted Sogn og dets beboere for eftertiden og vores efterkommere.
Det er historier over en tidsperiode på ca. 100 til 150 år. Der er udgivet 10 bind som alle nu kan købes i Boghandler og på Nettet.
Som har skrevet Vendsyssel sangen og Brønderslev Sangen
Her et foredrag som han holdt på et tidspunkt ca. 1983.
En journalist stillede engang gårdejer Larsen-Ledet dette spørgsmål:
“Er der ikke noget om, at vendelboerne er temmelig stolte af deres herkomst?”
Hvortil Larsen-Ledet svarede: “Nej, stolt tror a intj, wi ar, – – men wi ar da sæfe’li taknæmla!’
Netop i denne velbegrundede taknemlighed kan læseren finde forklaringen på, at disse erindringer skrives. Forfatteren er med sine “kun” 54 år klar over, at det sker i utide, men har ønsket, så hurtigt som muligt, at fastholde nogle indtryk og hændelser fra den barndomsperiode, som allerede nu forekommer ham at være en fjern fortid.
Det er blevet fortalt mig af mine i enhver henseende pålidelige forældre, at jeg kom til verden i Skolegade 4 i Brønderslev. Jeg tør derfor med sikkerhed gå ud fra, at det forholder sig således og må ofte undre mig over, at end ikke en beskeden mindeplade henleder den forbipasserendes opmærksomhed på denne skelsættende begivenhed. Det skal dog indrømmes, at min tilknytning til stedet er forholdsvis begrænset, sikkert fordi familien kort tid efter min ankomst flyttede til Gravensgade 25 A, som skulle blive en væsentlig del af min barndoms paradis.
Her var der en have med umådelige mængder af saftige gule blommer og stikkelsbærbuske. Her vrimlede det med stier og krogveje, som frembød endeløse muligheder for fantasien. Her lå der et snedkerværksted, hvor snedkermester Sønderlev havde til huse, og hvor man kunne sidde i timevis og se på arbejdet med træ og gamle limpotter. Men frem for alt, var der i et nærliggende hønsehus en sand velsignelse af rotter. Jagten på disse var spændende hinsides al beskrivelse, ikke mindst da de til sidst blev så mange, at alle bekæmpelsesmidler måtte tages i anvendelse for at udrydde dem. På den modsatte side af gaden – dér, hvor byens brugsforening nu er placeret – lå dengang “Jysk Klokkestøberi”, en nabo, som den ældre generation formentlig har omfattet med behersket hengivenhed. En stadig sky af sod og snavs omgav denne virksomhed, hvis skorsten med jævne mellemrum udsendte en luftart, som næppe har været fremmende for sundhedstilstanden hos kvarterets beboere. Men tillokkend var det, i respektfuld afstand, at iagttage, hvorledes det flydende metal blev hældt i støbeformene. Her var ikke noget at tage fejl af. Dette var farligt!
På hjørnet af Gravensgade og Frederiksgade, i et hus, som desværre nu er forsvundet, boede den navnkundige overbetjent M.V. Mortensen. Jeg har tidligere i anden forbindelse fortalt mine begejstrede læseree, hvorledes jeg i dette hjem grundlagde min personlige formue ved på overbetjentens gentagne opfordring, at synge “Dejlig er den Himmel blå”. Denne dåd indbragte hver gang 10 øre, hvilket på den tid var et anseligt honorar for en 6-7 årig dreng.
Men også overbetjentens to yngste sønner, Kaj og Tage Mortensen – dengang i begyndelsen af tyverne – bidrog i betydeligt omfang til min økonomiske velstand, idet de ved flere lejligheder bad mig afgøre hvem af dem der havde “den fineste cykel”. Opgaven var penibel, fordi jeg gerne fortsat ville opretholde et venskabeligt forhold til dem begge, men da kaj M. tilbød mig 5 øre for at udtale mig til hans fordel, mente jeg nok, at hans cykel, alt taget i betragtning, var den fineste. Nu erklærede Tage M. imidlertid, at han agtede at betale 10 øre, hvis jeg ville erkende, at jeg havde taget fejl. Efter endnu engang at have kastet et ransagende blik på de to cykler måtte jeg da også indrømme, at jeg måske havde varet for hastig i min bedømmelse, og at Tages cykel – omend forskellen forekom mig uendelig lille – dog nok var den fineste.
Til læserens orientering skal jeg tilføje, at Tage Mortensen senere blev lærer i Brønderslev, medens Kaj Mortensen efter en periode som politibetjent på Læsø blev kriminalassistent i Frederikshavn. Mange vil uden tvivl med glæde tænke tilbage på hans uforglemmelige barndomsberetning “Lirekassen”, som kunne læses i Vendsyssel Tidende for: 30 år siden.
Hos Tage Mortensen blev jeg senere indviet i violinspillets ædle men vanskelige kunst. Denne fremragende pædagog afholdt hvert år i sine private stuer en elevkoncert, som de stolte forældre uden undtagelse overværede for endnu engang at forvisse sig om deres børns usædvanlige talent. I hvilken udstrækning disse i deres nuværende virke får mulighed for at udnytte deres violinistiske færdigheder, skal jeg ikke kunne sige, men til oplysning for direktionen i Handelsbanken skal jeg gøre opmærksom på, at ingen ringere end Brønderslevafdelingens agtværdige hovedkasserer, hr. Ove Jensen, var blandt Tage Mortensens flittigste elever. Det er ikke for meget sagt, at disse aftener hører til den tids lykkeligste og mest betydningsfulde stunder. For en dreng i datidens musikfattige Vendsyssel var det en oplevelse af grundlæggende værdi at få lov til at deltage i fremførelsen af bl.a. Mozarts “Eine kleine Nachtmusik”. Dette udødelige værk har vel ofte fået en mere perfekt fortolkning, men er næppe nogensinde blevet spillet med større begejstring og inderlighed end i Gravensgade 21.
Denne beretning om mine tidligste drengeår ville være højest ufuldkommen, hvis jeg undlod at omtale Erik Johnsen, søn af købmand J. Johnsen, hvis forretning lå 1 Bredgade, ved siden af hotel “Phønix”. Når han og jeg allerede før skolealderen lærte hinanden at kende, skyldes det nok, at hans mor var datter af overbetjent Mortensen. Det skulle blive et bekendtskab med vidtrækkende konsekvenser, og det skal straks siges, at en udtømmende redegørelse for vore fælles oplevelser ville kræve, at Vendsyssel Tidende stillede sin samlede spalteplads til rådighed.
Vor betydeligste bedrift – herom kan ikke diskuteres – var oprettelsen af “Brønderslev Drenge-Opdagelsespoliti”, et kriminalpreventivt foretagende, hvis effektivitet og forbløffende resultater især beroede på en gennemført elitær bemandingsprocedure. Som følge heraf omfattede korpset kun to personer, nemlig chefen (E.J.) og souchefen (undertegnede).
Korpsets hovedopgave bestod i en omfattende registrering af alle mistænkeligt udseende personer og nødvendiggjorde daglange aktioner – oftest på cykel – i byen og dens nærmeste omegn. For ikke at miste orienteringen i særligt uvejsomme eller skovrige områder, f.eks. tennisplantagen i Nørregade, afmærkede vi omhyggeligt den tilbagelagte rute. Det vil føre for vidt at gå i detaljer. Her skal det blot i al beskedenhed konstateres, at kriminaliteten på egnen inden længe dalede til et minimum.
Ved siden af denne samfundsnyttige virksomhed blev der dog også tid til andre aktiviteter, ikke mindst i forbindelse med det dengang nyligt indviede friluftsbad. Her bestræbte vi os af alle kræfter på hurtigst muligt at erhverve den svømme færdighed, som var en uomgængelig betingelse for at få lov til at benytte bassinets højt eftertragtede dybeste trediedel. Det var et stort øjeblik, ja en højtidsstund, da vi, efter aflagt prøve, modtog denne tilladelse af friluftsbadets daværende svømmelærer, den senere så kendte radiomedarbejder Christian Kryger. Denne triumf og lignende glædelige begivenheder blev markeret med indkøb af to smørkager – Vendsyssels bedste – som kunne fås for 5 øre pr. stk. hos bager Christensen i Nygade.
Efter indgående overvejelser skal jeg, omend med nogen betænkelighed, tilføje følgende bemærkninger, der imidlertid bedes betragtet som strengt fortrolige:
Fra et halvtag, som dækkede manufakturhandler Carl Lauritzens cykelskur i Mejlstedgade, kunne man, med rimelig chance for at ramme sit mål, beskyde sagesløse forbipasserende i nakken ved hjælp af elastik og papirkugler. Læseren er utvivlsomt på det rene med, at vi aldrig ville indlade os på en så oprørende skændselshandling. Når jeg alligevel har en erindring herom, er jeg da også tilbøjelig til at mene, at der må være tale om en særlig livagtig drøm, som jeg af hensyn til professor Johnsen aldrig hidtil har omtalt for nogen. Hvem ved, om det kunne have vanskeliggjort eller forhalet hans udnævnelse til æresdoktor ved Åbo universitet? Thi det er han i dag, og heraf vil den tænksomme læser kunne se, at det stadig er muligt at nå ærens højeste tinder, når man allerede i sin tidligste barndom forstår at vælge de rigtige venner.
Mit første møde med Brønderslev Kommuneskole står temmelig klart 1 min erindring. Endnu ser jeg for mig, hvorledes de nye 1.klasser stod opmarcheret i rækker og geled, medens frøken Frøkjær, stående på øverste trappetrin, mønstrede tropperne med et hærførerblik, der dog ikke formåede at skjule, at hun inderst inde var et meget venligt menneske. Min klasselærer blev i øvrigt Birthe Kjær, gift med senere indenrigsminister Ejnar Kjær (ministeriet Knud Kristensen). Hun var en dame, der lagde megen vægt på elevernes personlige hygiejne, understregede gang på gang, at det ikke var nogen skam at gå i lappet trøje, men at sæbe og vand var så let tilgængelige goder, at ingen behøvede at møde i skolen med snavsede hænder. At vi ikke gjorde det, forvissede hun sig omhyggeligt om ved timens begyndelse. Respekt for orden og akkuratesse med skriftlige arbejder lærte vi på et tidligt tidspunkt. Når Birthe Kjær havde instrueret klassen om at placere en overskrift på diktathæftets 3. linie, var det ikke tilrådeligt at anbringe den på 2. eller 4. I øvrigt omfattede hun sine elever med stor omsorg og interesse, hvilket jeg personligt erfarede mange år efter, at vore veje skiltes.
I tillid til at læseren ikke vil fortælle det til alle og enhver, skal jeg røbe, at jeg ret snart oplevede noget, der næppe kan forklares som andet end mit livs første forelskelse. Blandt klassens piger var der især en, som forekom mig at være uden fejl, og som jeg derfor måtte anse for den ideelle livsledsagerske netop for mig. Det blev hun ikke, bl.a. fordi hun valgte at skænke sin gunst til skolens ældre drenge. Da jeg således måtte erkende, at hendes smag og dømmekraft ikke svarede til hendes skønhed, at hun med andre ord ikke var mig værdig, genvandt jeg forholdsvis hurtigt min sjælelige balance. Dog vil jeg aldrig glemme hin sorgens dag, da hun faldt og brækkede sit ene ben, hvilket medførte, at den dengang purunge lærer, Henry Allermann, i de følgende uger måtte bære hende på armen ind og ud af skolegården. Jeg betragtede ham med en blanding af beundring og misundelse.
O, at være en lærer! (Frit efter Frank Jæger).
Som 11-årig, ved overgangen til mellemskolen, mødte jeg for første gang Alfred Larsen, der nu overtog hvervet som klasselærer. Selv om vi alle hurtigt lærte at sætte pris på denne gennemkultiverede og altid venlige mand, er det først i de senere år, jeg til fulde begriber rækkevidden af hans undervisning. Hos ham stiftede vi bekendtskab med digterværker, som undgåeligt måtte gøre et stærkt indtryk i en alder, hvor fantasien og sindets modtagelighed er størst. Med sin gennemgang af Oehlenschlägers “Aladdin” beredte han os en oplevelse, som end ikke den mest farvestrålende fjernsynsversion vil kunne fordunkle. Aldeles tabt for omverdenen lyttede vi til Bjørnsons fortællinger, Holbergs komedier og Hos trups syngespil. Sprogets skønhed og udtryksmuligheder gik for alvor op for os i realklassen, da vi blev konfronteret med indledningen til “Haakon Jarl”. Havde vi ikke tidligere fornemmet bogstavrimenes betydning, gjorde vi det nu:
En herlig gammel helt er Haakon Jari. Han knejser som en knudret eg blandt alt det andet småkrat!
Så betaget af dette kraftfulde sprog var vi, at vi lærte lange passager at tragedien udenad for at kunne anvende dem ved passende lejlighed. I tilfælde af eventuelle fremtidige forelskelser i piger med brækkede ben ville en linie som denne jo være særdeles velegnet:
Siig, hvad tykkes dig om sædet på Jarl Haakons kæmpearm?
Lige så levende som litteraturundervisningen var timerne i historie. Stadsskoleinspektør Johannes Sørensen, som var en usædvanligt vidende fagmand, fortalte rigets historie så livfuldt, at alle dens skikkelser, fra Harald Blåtand til Stauning, fremstod lyslevende for os.
Til skoletidens højdepunkter hørte naturligvis skolekomedierne, især når Victor Røn optrådte i sin glansrolle som hovedpersonen i “Jeppe på Bjerget”. Ligeledes julekoncerterne i kirken, hvor skolens kor sang under ledelse af Jens Mølgaard, glemte hvilke vers der skulle udelades i “Den yndigste Rose” og måtte undgælde ved at se dirigenten vende sig imod menigheden med ordene: “Der er jo altid nogen, der står og sover!”
Den årlige skoleudflugt gik i hine tider ikke til London eller Paris men til Tolne skov og bakker. Her kunne man – foruden at nyde naturens yndigheder, samværet med kammeraterne og den med bragte madpakke – drikke sig fra sans og samling i “Godt Humør”, en rød sukkervandssaft, som kunne købes i skovens kiosk for 15 øre pr. flaske. Flertallet medbragte til dette formål i alt 1 krone, der, hvis man var afholdsmand, dog også kunne anvendes til køb af 10 ispinde, 20 flødeboller eller kæmpemæssige poser med bolsjer og lakrids.
Morgensang hørte dengang til dagens orden hos de fleste af skolens lærere, og visse sange og salmer er for bestandigt knyttet til erindringen om disse. F.eks.: Jens Jensen: Alt, hvad som fuglevinger fik. Befal du dine veje. Alfred Larsen: Ind under jul. Lad det klinge sødt i sky. Henry Allermann: Som hønen klukker mindelig. Jens Mølgaard: Havet omkring Danmark. Som dybest brønd.
Henimod skoletidens afslutning kom Willy Kløve ind i byens skolebillede. Foruden sine indlysende pædagogiske og administrative evner besad han endnu en færdighed, som var hans alene: Siddende ved katederet kunne han ubesværet løfte dette en halv alen fra gulvet. Det var derfor ganske naturligt, at han blev Brønderslevs første skoledirektør, og det er han heldigvis endnu.
Al ovenstående kunne man måske få det indtryk, at min barndoms skole var perfekt og alle dens lærere fuldkomne. Havde disse da slet ingen fejl?
Det var et godt spørgsmål (som man kunne forvente det af Vendsyssel Tidendes læsere).
Svaret lyder i al sin enkelhed således:
Jo!
Slemme fejl?
Absolut nej! Så ville de ikke være blevet ansat i Brønderslev. Hvorom alting er, mindes vi dem med glæde og er dem især dybt taknemlige, fordi de ikke i demokratiets hellige navn, anvendte vor kostbare tid til endeløse drøftelser af undervisningens mål og midler, til ensidig fordybelse i såkaldt samfundsrelevante problemer eller til selvoptaget kredsen omkring vor egen interessante pubertetsbetingede identitetskrise. I stedet vendte de vor opmærksomhed mod andre, nok så væsentlige og livsbekræftende sider af tilværelsen.
Som Thøger Larsen udtrykte det:
De gjorde det højere til loftet og videre til væggene.
Fundamentet var lagt. Vejen var banet til gymnasiet, hvilket skulle medføre 3 spændende og i mange henseender forunderlige år i Hjørring. Men herom en anden gang. Måske.
Den, der efter mange års forløb genser sin barndoms by, vil ofte – trods iøjnefaldende fremskridt og smukke nybygninger – vare tilbøjelig til med Blicher at udbryde:
Ak, hvor forandret!
Med vemod må han konstatere, at mange af de kendte skikkelser er borte og med forargelse, at gadebilledet nogle steder er udret til det ukendelige.
For Brønderslevs vedkommende gælder dette sidste især området omkring Nygade. Her, som i de fleste andre bycentrer, er der liv og travlhed om dagen men øde og mennesketomt om aftenen.
I den seneste tid synes man i nogle byer at have indset det uheldige i denne udvikling og vil for fremtiden søge at undgå den skarpe adskillelse af forretnings- og beboelseskvarterer.
Tanken er ganske sikkert rigtig og vil forhåbentlig også vinde gehør i Brønderslev.
Thi bedre by findes ikke!
En svimlende men ikke utiltalende tanke melder sig: “Æresborger i Brønderslev Købstad”.
Hej Jeppe, jeg er ved at lave en bog om Brønderslevs, virksomheder, forretninger, institutioner og de personer der har haft deres virke i byen, kunne du ikke tænke dig at være med? Svaret kom omgående, Jo det vil jeg gerne. Der skulle ikke megen betænkningstid til, men så kom alle problemerne.
Hvad af alt det du har beskæftiget dig med, siden du for 57 år siden kom til Brønderslev, har interesse for en lidt bredere kreds af læsere. Svaret må blafre i vesten vinden, min far lærte mig: ”når du har sagt JA, må du også efterleve det JA”, så nu kommer der en levneds beskrivelse, som hvis du som læser, ikke er interesseret i at læse den, kan du som en løsning rykke de sider ud af bogen!!!
Barndom og opvækst
Det hele startede for 80 år siden, jeg blev født 1941, i Nibe, de stolte forældre var Mor Magna, oprindelig fra Tornby ved Hjørring, Far Jens, oprindelig fra Haverslev i Han Herred, når jeg skriver stolte forældre, skyldes det, at jeg var barn nr. 4, og de tre første havde været piger, så nu kom der endelig en dreng.
3 år senere blev jeg, ret sjældent for datiden, skilsmissebarn, idet min Mor og Far valgte at gå fra hinanden, far overtog hele børneflokken og i 1946 blev min far ansat på Aalborg Eternit fabrik, vi flyttede først til Frydendal i Aalborg, og efterfølgende til Visse for til sidst, i 1950, at flytte til Frejasgade 29, i Vejgaard.
I 1947 startede jeg i Nøvling Skole, der dengang bestod af 2 klasser, første klasse for de tre første årgange og anden klasse for de 4 næste årgange, så måtte det også være på tide at komme ud af skolen og foretage sig noget fornuftigt, de lidt klogere børn kom på Elisabeth Brøndsteds privatskole i Aalborg, der kunne man så tage Mellemskole- og Realeksamen. Jeg husker de tre år i Nøvling skole som ret gode år, selv om griflerne peb på skiffertavlerne og blækket klattede på diktaterne, var der alligevel fredeligt og roligt, og når førstelærer Jensen og lærerinde frk. Jensen dikterede ro i klassen, så blev der ro.
I 1950 flyttede vi som nævnt til Vejgaard, dengang Nørre Tranders Sogn, og jeg startede min skolegang på Vejgaard Vestre skole, og det var noget af en start, efter første skoledag kom jeg hjem med et blåt øje og havde endvidere opnået at få min første lussing, af lærer Conradsen.
Det blå øje var vel meget naturligt, efter datidens normer, der kom en ny dreng i klassen, helt ude fra bøhlandet af, hvor stærk var mon han, en anden dreng fra klassen blev udpeget til at finde ud af det og efter lidt provokationer fra den drengs side, skulle det jo ende med et slagsmål og et efterfølgende blåt øje til en af os, og det blev i det tilfælde mig.
Lussingen fra lærer Conradsen, var efter mine begreber, fuldstændigt ude i hampen, jeg havde, som jeg skulle, meldt min ankomst hos skoleinspektør J.E. Jensen, på hans kontor, en flink og rar mand, der bød mig velkommen til Vejgaard Vestre Skole. Efter de indledende øvelser pegede han ud af vinduet og fortale, at jeg skulle melde mig hos Malthilde Madsen i 4.A, det var lige over for inspektørens kontor i en parallel bygning, der gik under navnet ”den gamle Skole”. Glad og frejdig begav jeg mig af sted for at finde frk. Madsen og 4 A, jeg valgte naturligvis den nemmeste og mest direkte vej. På stien mellem de to skoler, mødte jeg så bemeldte lærer Conradsen, frygtet af alle, viste det sig. Jeg hilste naturligvis høfligt, det havde jeg lært hjemme fra, men jeg blev mødt med ordene ”hvad laver den lille dreng her” den sti her er kun for lærerne!! Jeg forklarede, at jeg lige var begyndt på skolen, og at jeg ikke kendte noget til hvilke stier eleverne ikke måtte betræder. Svaret kom omgående, ”skal den lille dreng svare igen” og så kom kødhammeren, uden at jeg nåede at flytte hovedet, og slam, det sad alle 5 fingre på min venstre kind, så det var noget af en debut på Vejgaard Vestre Skole, der sikkert var som skoler var den gang. Lærere der aldrig havde behov for at slå for at få ro, og lærere der høvlede løs på eleverne med både lussinger og spanskrør.
På Vejgaard Vestre skole kunne man den gang ikke gå længere end til og med 8. klasse, men da jeg nåede så langt, havde man på landsplan fundet ud af, at det måske kunne være en god ide´ at lave et 9.klassesforløb. Til at etablere et sådant forsøg udvalgte man Vejgaard Vestre skole og en skole på Lolland. Jeg tilmeldte mig det pågældende forsøg og startede i Danmarks første 9.klasse, den 1. april 1955. Forinden var der lavet en aftale mellem skolen og eleverne, der i korthed gik ud på, at hvis en elev fik en læreplads, kunne man forlade forsøget og hvis en elev fik 3 advarsler fra skolen, kunne de opsige samarbejdet. Da jeg den 3. maj, naturligvis uberettiget, fik advarsel nummer 2, vurderede jeg, at det måske var på tide at finde en lærerplads, det lykkedes og d. 15. Maj, 1955, startede jeg som Kolonial lærling hos købmand Robert Nielsen Herluf, Trolles gade i Aalborg Vest. Efter udstået læretid var der intet arbejde at få i Nordjylland så det blev København, Jeg skulle helst begynde mit nye job d. 1.Maj 1959 og måtte derfor bede min læremester om lov til at rejse, 14 dage før min læretid sluttede, hvilket for ham var OK.
april 1959 gik turen, med det gode skib Jens Bang fra Aalborg til København, 18 år gammel og med mod på livet og spændt på hvad der ventede en ung nordjyde i Kongens København. Mit første job var hos en købmand på Utterslev Torv, det varede 45 dage, så blev jeg sagt op, det viste sig, at købmanden havde ansat en anden kommis, men han kunne først tiltræde 15 Juni, så min opgave var at ”fylde hullet ud” det havde man bare glemt at fortælle mig, heldigvis var der masser af arbejde at få, så dagen efter jeg fratrådte hos købmanden på Utterslev Torv, begyndte jeg et nyt job i Koloniallageret Billigst, Nordre Frihavnsgade, på Østerbro, hvilket i øvrigt var et rent drømmejob, gode løn og arbejdsforhold Den første måned, efter jeg flyttede til København boede jeg hos min faster Ingrid i Livjægergade 16 på Østerbro, hvilket var meget rart, for at falde godt til. Senere lejede jeg et værelse i Herlev og til sidst et værelse i I.O.Olsensgade på Østerbro.
Efterhånden nærmede sig tiden hvor jeg skulle på session, det skete naturligvis i København, der mente de, at jeg vil egne mig til at være luftværns artillerist og at Aalborg ville være et godt sted at sende mig hen, de anede ikke at jeg oprindeligt kom fra Aalborg, så den ide´ var jeg helt med på, det havde nok heller ikke hjulpet hvis jeg havde protesteret. Så den 1. juli 1960 startede min 16 måneders ”karriere” hos Jydske luftværns regiment på Hvorup Kaserne i Nørresundby.
Efter endt soldater tjeneste gik turen igen til København, oprindeligt havde jeg aftalt, at jeg skulle tilbage til Kolonial lageret Billigst, såfremt der var et job ledigt, desværre var situationen den, at både mine tre kolleger fra før soldater tiden og ham der havde afløst mig, alle stadigvæk var ansat og ikke havde planer om ændre på det, så jeg søgte i stedet et job hos købmand Foldberg Petersen, på hjørnet af Livjægergade og Holsteinsgade, hvilket viste sig at være en god disposition, da en af de kunder der kom (mere og mere) i butikken, var min senere forlovede og kone gennem mange år, Litten.
Jeg boede på det tidspunkt på KFUMs pensionat, Valdemarsgade på Vesterbro, en af de øvrige der boede der, var en ung mand fra Aalborg, Per Sørensen, han var ansat i Stormgades Tæppelager, og vi fandt hurtigt sammen i vores fritid, da vi jo begge kom fra Nordjylland, Per nævnede ved flere lejligheder, at jeg skulle se at komme væk fra ”rosin piller branchen” som kolonialbranchen dengang ofte blev betegnet, nej tæppe branchen var der mere gang i !!. Vi jokede med det i en lang periode, men pludselig en dag til morgenkaffen fortalte Per, at de nu manglede en mand i Stormgades Tæppelager, så jeg kunne begynde med det samme, om eftermiddagen den samme dag var der en episode i butikken hvor jeg var ansat, hvor en lærling var ubehøvlet over for en kunde, da jeg, på nordjysk, forklarede den unge mand, at sådan opførte man sig ikke over for vores kunder, blandede købmanden sig og tog parti for lærlingen, det endte med at jeg bad købmanden om at regne ud hvor meget jeg havde til gode i løn for den pågældende måned og at jeg ikke kom mere, samme aften meddelte jeg Per, at jeg kunne starte i Stormgades Tæppe lager næste morgen, det var det, og næste morgen var jeg tæppemand. Ændringen til tæppemand skete januar 1963 og jeg fortrød det ikke et øjeblik, lønnen var bedre end i kolonialbranchen og jobbet lang mere varieret. I efteråret 1963 meddelte Per, at han ville starte en tæppeforretning i Aalborg og den skulle hedde Tæppe Experten, han havde lejet et lokale i Bredgade i Aalborg og ville starte hurtigst muligt, jeg tilbød ham straks at ville bruge en uge af min ferie for at få ham godt i gang, og godt i gang det kom han, forretningen eksisterer endnu, under navnet Garant Tæpper og ligger på toppen af Skalborg bakke, den drives i dag af Pers datter og svigersøn .
Drømmen om at blive selvstændig Tæppehandler
Hver gang jeg var i Nordjylland, besøgte jeg Per, og blev efterhånden lun på selv at starte en Tæppeforretning, men det skulle naturligvis ikke være i Aalborg.
Ved et besøg hos min søster og svoger, der på det tidspunkt boede i Brønderslev, fik jeg den ide´, at det måske skulle være i Brønderslev jeg skulle starte, så jeg bad min svoger om at holde øje med hvornår der blev et lokale ledigt i byen. En dag ringede han og fortalte, at nu var der et lokale ledigt i Algade 31, et tidligere sælgerkontor for automobilforhandler Johs. Andersen, der var flyttet ned i Østergade. Jeg tog kontakt til ejerne af lokalet og vi blev hurtigt enige om, at jeg godt kunne leje lokalet, så 1. august 1964 var vi klar til at åbne Brønderslev Tæppelager, man kunne næsten kalde det verdens mindste Tæppe forretning, forretningens samlede gulvareal var 28 m2. Jeg husker i dag stadigvæk vores første kunde der var købmand og boede i Tollestrup mellem Tårs og Jerslev.
Jeg var i starten ene om at passe butikken, tage ud til kunderne, vise prøver, måle op og give tilbud og i visse tilfælde selv lægge tæppet på, det betød en arbejdstid på 70-80 timer om ugen, men det betød intet, som 23årig har man uanede kræfter. Jeg fik dog hurtigt hjælp fra en tidligere klassekammerat fra Vejgaard Vestre Skole der var startet som freelance tæppemontør i Aalborg.
Vi havde virkeligt travlt, dengang var tæppehandel lidt anderledes end den er i dag, hvor man har tæpper i brede baner, det var først lige begyndt i 1964, så vi syede tæpper sammen fra ruller der var 70, 90 og 100 cm. brede, det var på det tidspunkt både Sisal, Kokos, Axminster og vendetæpper og op til Julen 1964, var der dage hvor vi solgte tæpper om dagen, lagde dem på om aftenen og syede dem sammen om natten. Til det formål havde jeg lejet en tidligere kostald hos Ahlmann Larsen på Fasanvej, uden varme indlagt, så varmen skulle vi arbejde os til, den var nok ikke gået i dag.
Vi fik ret hurtigt brug for mere plads og da Opel forhandler Johs Andersen byggede nyt bilhus i Østergade, kunne vi mangedoble vores plads og flytte ind på hjørnet at Algade og Torvegade, det nuværende Cafe RendezVous. Johs. Andersen havde stadigvæk sin brugtbils afdeling i Torvegade og da de flyttede hele deres bilsalg ned i Østergade blev også de lokaler ledige, det medførte, at jeg kontaktede Fru Andersen der ejede hele bygningen, med 2 lejligheder på 1. sal og 2. lejligheder på 2. sal, vi forhandlede frem og tilbage og blev til sidst enige om en pris på kr.345.000,00, hvilket var prisniveauet for en ejendom af den type i en provinsby som Brønderslev, underligt at tænke på. Vi kunne så fejre Brønderslev Tæppelager 10 års Jubilæum med en forretning der på det tidspunkt var på 400 m2. Lokalerne i Algade/Torvegade blev efterhånden for u handy og jeg stod over for det valg, at enten skulle jeg renovere hele bygningen eller flytte tæppeforretningen til nye lokaler, evt. bygge en helt ny forretning på en af de industrigrunde kommunen havde til salg, mit første valg var en grund der var placeret i Østergade, hvor det nuværende Labtech er, jeg kontaktede kommunen og vi blev hurtigt enige, da der var faste m2 priser på industrigrunde i det område, jeg var glad og tilfreds indtil vi løb ind i et problem, jeg var på det tidspunkt medlem af Brønderslev Byråd, og ifølge tilsynsloven skulle en kommune, hvis man solgte jord til et byrådsmedlem, sende det i offentlig udbud, jeg var dog ret rolig idet grunden havde ligget der længe uden at nogen havde været interesseret. Efter en omtale af sagen i aviserne, viste det sig at der var andre der havde interesse i at købe grunden, jeg bød naturligvis også selv, men ikke nok, så min drøm om en tæppeforretning i Østergade smuldrede, men der var andre grunde til salg i kommunen, jeg fik øje på en grund, beliggende med facade ud mod hovedvejen med indkørsel fra hovedvejen, der opstod problem nr. 2 , det viste sig at Amtet krævede den indkørsel nedlagt, så adgangen til forretningen skulle ske af Østergade og Industrivej, egentligt ikke noget problem for kunder fra Brønderslev By, men lidt besværligt for de impulskunder, vi havde regnet med ved placeringen ved hovedvejen ville give. Resultatet blev, at vi byggede en dejlig lækker tæppe forretning på stedet, indrettet så alt var tænkt på, og vi fik en rigtig god start, men så indtrådte katastrofen, byggeriet gik fuldstændigt i stå, fra den ene dag den anden, regeringen gennemførte en af flere kartoffelkure, der standsede alt aktivitet i byggebranchen, det var naturligvis en katastrofe for bl.a. tæppe branchen, hvor den normale cyklus var, at vi kunne følge en linie, hvor ejerne af det nye hus fik nye tæpper, de havde ofte solgt et mindre hus hvor den nye ejer skulle have nye tæpper, de var så flyttet fra en lejlighed hvor de nye lejere skulle have nye tæpper, men hvis nybyggeriet stort set stopper, kommer den kædereaktion ikke. Efteråret 1980 måtte jeg kaste håndklædet i ringen og indgive en betalingsstandsning, anmodning der førte til en senere konkurs, jeg valgte at arbejde for boet for at følge med hvad der skete, og da jeg så hvordan alt blev prisfastsat til langt langt under normal indkøbspris, efter rådgivning fra en tæpprhandler fra en anden by, som boet havde bedt om at medvirke, og som i øvrigt selv havde et bud med til det afsluttende skifteretsmøde. Jeg havde i mellemtiden sikret mig, ved et familiemedlems hjælp, så meget kapital så jeg selv kunne deltage i budrunden, der endte med at jeg overtog både inventar og varelager, til en særdeles fornuftig pris.
Der var kun to der deltog i auktionen, og det var jo begrænset hvor højt den pågældende tæppehandler kunne byde, da han jo selv havde fastsat værdien over for boet. Summa summarum, jeg stod nu med alt inventaret og resterne af varelageret og bygningen var solgt så jeg havde en måned til at finde en løsning.
Løsningen blev at jeg lejede de lokaler på hjørnet af Bredgade og Skolegade hvor tidligere Herremagasin Agerbæk havde haft forretning, der indrettede jeg Brønderslev Tæppelager, alt det inventar jeg ikke kunne bruge i de nye lokaler, solgte jeg til en nyåbnet tæppeforretning i Norge. Udover et mobilt tæpperense anlæg som vi selv beholdt, for nu skulle der renses tæpper, det passede fint med at tæpperne ofte blev renset i weekenderne, da vores kunder var banker og institutioner, og samtidigt var tæppeforretningen i Bredgade lukket i weekenderne. I sommeren 1982 skete der noget nyt og spændende i mit liv, der gjorde at jeg helt forlod Tæppe branchen efter små 20 år.
Min tilknytning til Brønderslev handelstands forening
Jeg startede som tidligere nævnt, i en alder af 23 år, tæppeforretning i Algade 31, og mente også at jeg nok burde være medlem af byens Handelsstands forening, jeg kontaktede Materialist Willy K. Madsen, der var medlem af bestyrelsen og han lovede at sørge for at jeg blev medlem og efter nogen tid modtog jeg en indbydelse til den årlige generalforsamling, der det år blev afholdt på Hotel Phønix og hele Korsbæk var til stede. Der var den lokale sherif Bengtson, Simon tolder, senere en meget god ven, Postmesteren, Stationsforstanderen, 2-3 direktører fra Pedershåb maskinfabrik og PN, direktøren fra Brønderslev Jernhandel, Simon Krog, Ford, div. Bankdirektører, Henning Jensen Nye Danske, den første jeg lærte at kende godt i Brønderslev, repræsentanter fra kommunen, og naturligvis var detailhandelen stærkt repræsenteret med både Jacob og Johannes sko, Willy K, Jens Stagsted, Høy Hansen, Hans Agerbæk, Tage Buus, m.fl., man gik pænt rundt, gav høfligt hånd og præsenterede sig, jeg har senere tænk over hvad tanker de forskellige gjorde sig, når sådan en hvalp på kun 24 år tillod sig at deltage i så fornem en forsamling. Dagsordenen var den samme som i de sidste 50 År, ultrakort beretning fra formanden, der var jo heller ikke sket meget i foreningen det sidste år, udover at man havde startet et Julelotteri og haft en vis succes med det, hurtigt overstået valg, alt var på forhånd klappet af ingenting til eventuelt og så over til aftenens højdepunkt, den kogte Torsk med tilbehør, og den kogte Torsk var fantastisk god. Da spisningen var overstået, fordelte de fleste sig i de mindre lokaler alt efter rang og tilhørsforhold, tilbage sad en flok yngre, 10-12 stk. forretningsfolk, der hurtigt blev enige om, at der skulle mere liv i den her forening, der skulle gang i udviklingen, ellers ville det bare ende med afvikling i stedet for.
Til generalforsamlingen året efter kom der endnu flere yngre forretningsfolk, og der var blandt dem enighed om, at nu skulle Brønderslev ud af tornerose søvnen og gøres kendt, som en god handelsby, på forslag fra salen blev der nedsat et initiativ udvalg med følgende medlemmer: Jørgen Johansen, Tage Buus, Harding Busk, Thorkild Høy Hansen og Jeppe Bisgaard. Opgaven var at få liv i byens gader, så det blev rart at komme til byen på alle tider af året, fra det store opland, men opgaven bestod også i at få kunderne til at blive i byen og handle, i deres egen by.
Initiativudvalget begyndte hurtigt sit arbejde, med bl.a. nogle inspirerende møder hos Jørgen Johansens forældre der boede i den gamle Tagmarken skole ude i Vildmosen. Ret hurtigt blev der enighed om, at vi ville lave en aktivitets uge allerede det første år, 1968, udvalget boblede med den ene gode ide efter den anden, og det første man var enige om var, at navnet skulle være ”Hjerte ugen” forklaringen på det var egentligt ret enkelt, for år tilbage havde daværende postmester fået den geniale ide, at på det stempel alle posthuse dengang stemplede brevene med, når et brev blev afleveret til videre forsendelse på posthuset, stod der normalt kun bynavn og indleverings dato, teksten på det stempel blev ændret til ”Vendsyssels Hjerte-Brønderslev er det” ikke særligt mundret efter nutidens grammatik, vi ændrede det så til ”Brønderslev, Vendsyssels hjerte” hvilket grammatisk var mere tidssvarende. Det var så i øvrigt den eneste gang vi brugte navnet Hjerte ugen, der skete det, at vi fik en henvendelse fra Hjerteforeningen, der planlagde en Lands dækkende Hjerteuge, de mente at det var et lidt uheldigt at have to så forskellige aktiviteter med samme navn, vi slog omgående op i banen, og de efterfølgende år kaldte vi vores aktivitets uge for ”Brønderslev ugen”, men stadigvæk med hjertet som symbol, der skete så yderligere det pudsige, at min kone, Litten, fødte vores søn Lars, midt i hjerteugen, det medførte så en artikel i Aalborg Stiftstidende med teksten ` Hjertebarn født i Brønderslev`, det er så i øvrigt den Lars, der i dag er handelschef i Brønderslev og fører de traditioner videre, der blev startet for 53 år siden, fordi nogle yngre forretningsdrivende var klar over, at synlighed er alt afgørende i kampen om kunderne.
Aktiviteterne var utallige gennem de 12 år jeg og en hel flok af initiativrige og arbejdsomme forretningsfolk, arbejdede for at skabe liv i Brønderslev, først i initiativudvalget og senere i Bestyrelsen for Handelstands- Foreningen, det vil blive alt for omfattende her, at redegøre for de mange tiltag og aktiviteter, men der er naturligvis altid noget der står særligt klart i erindringen, som f.eks. dengang under den første aktivitets uge Hjerteugen i 1968, hvor vi havde lavet en aftale med Direktør Per Henrik Nielsen fra Pedershaab Maskinfabrik om, at de sponserede en flyvetur for 2 deltagere henover byen, samtidigt med, at vi havde 100 gavekort der skulle kastes ud fra flyveren, når den fløj hen over banegårds pladsen, alt var klappet og klart, vi havde afholdt en konkurrence om hvem der skulle have de to ledige pladser i flyet, men to dage før den fredag, hvor det hele skulle løbe af stabelen, blev jeg ringet op af Per Henrik, der kunne fortælle at den store pressedækning havde betydet, at luftfartsmyndighederne gjorde opmærksom på, at det ikke var tilladt at kaste ting ud fra en flyvemaskine. Der stod vi så med skæget i postkassen, alle havde læst om det i aviserne, dengang var der fire lokalredaktioner i Brønderslev og annoncerne der omhandlede arrangementet med flyveturen og alle gavekortene var bragt i samme aviser og i Oplandsavisen. Vi lod os naturligvis ikke slå ud af det, og et kvikt hoved i udvalget nævnte den gamle brandstige, der stod i en bygning ved siden af skolegades skole, den skulle køres ned på banegårdspladsen, så skulle der findes en modig person til at stå i toppen af brandstigen og når flyveren fløj over banegårdspladsen, skulle han kaste gavekortene ud over de mange fremmødte, alt klappede Kommunen sagde ja til at vi kunne låne den gamle brandstige, vi havde selv en modig mand, Harding Busk, så da flyveren kom hen over banegårdspladsen et par gange, kastede Harding alle de rare gavekort fra byens forretninger ned til de fremmødte.
Da den gamle banegård blev revet ned, og inden Spar Nord byggede deres nuværende bank bygning, var der på trekants grunden mellem Algade, Vestergade og Ny Banegårdsgade en stor, mørk og ubebygget grund, den gav den del af byen et lidt trist udseende og bedre blev det ikke, da efteråret kom og vi nærmede os Jul. Vi diskutere om vi kunne gøre noget og pludselig kom Tage Buus i tanke om, at uden for Slagelse var der et udflugtsområde, Eventyr skoven, som en privat mand havde indrettet med små huse og et stisystem, så publikum gik fra hus til hus, trykkede på en knap og en skuespiller læste eventyrer af bl.a. HC Andersen. Alle var straks fyr og flamme, pludselig var det muligt at få lys og hygge på den mørke plet i byen. En delegation, Tage Buus og jeg blev sendt af sted, vi mødtes med ejeren på stedet, alt var lukket ned, men det lykkedes os at leje et antal huse, båndoptagere, med bånd, div. nisser og andre figurer, det hele blev afhentet af en vognmand og kørt til Brønderslev, vi købte 500 stk. mindre grantræer hos en lokal skov ejer (til rimelige penge) kommunen hjalp os med at lave et midlertidigt sti system. Elværket trak nogle kabler, så vi kunne få strøm, både til båndoptagere og lys, udvalget knoklede en hel forlænget weekend, med hjælp fra bl.a. el-installatør Arne Eriksen og pludselig havde byen en eventyrhave, med lys, eventyr figurer, eventyrfortællinger og den sidste uge før jul, suppleret med en æbleskivebod. Ganske vist havde den en begrænset levetid, men hyggeligt og flot var det.
På det tidspunkt var lukkeloven noget anderledes end i dag. Forretningerne måtte op til Jul holde åbent den sidste søndag før Jul fra kl.16 til kl. 2o. Efterhånden da flere og flere fik bil, opstod der den trend at flere og flere kom kørende med hele familien, og kørte til den større handelsby Aalborg. Det kunne vi i initiativudvalget naturligvis ikke bare se på, uden at forsøge at gøre noget. Vi lagde en plan, hvis vi nu kunne holde folk hjemme i Brønderslev til kl.16 når forretningerne åbnede, så var der en chance for at de blev her, vi planlagde et Juleshow både for Børn og Voksne, med landskendte kunstnere, masser af gaver til børnene sjove konkurrencer hvor der godt måtte grines lidt af deltagerne, på en godmodig måde. Juleshowene var en stor succes, hele Brønderslev Hallen var fyldt til sidste plads inkl. ekstra stole, alle hyggede sig, vi startede kl.14 og sluttede præcist kl. 15.45, så kunne alle nå ned i byen når forretningerne åbnede kl.16. En af de sjovere episoder under et af Juleshowene var dengang, der blev afholdt en konkurrence mellem 5 af de voksne deltagere i Juleshowet, der var forskellige muntre indslag, sidste konkurrence var at konferencier udstyrede hver deltager med en sæk og meddelte, at uden for hallen holdt der 5 stk. taxa (det var dengang !!!) De fem deltagere skulle tage hver sin taxa og se hvem der kunne komme først tilbage med en levende høne, der var ingen begrænsninger for hvor de måtte køre hen. Imens fortsatte Juleshowet en større gave uddeling, der jo altid var meget populær. Deltagerne var ret hurtigt tilbage og hver af dem skulle så tage hønen op op af sækken og fortælle, hvordan de var kommet i besiddelse af den. En af deltagerne var Carsten Normann, ansat hos Hennings Møbler i Algade, da turen kom til ham åbnede han sækken og ud kom den flotteste store Plymorock høne og pludselig lyder det, nærmest råbende nede fra 3 række ”jamen ved gud-det er jo vores Plymoroch høne ”, og ganske rigtigt, Plymorock hønens ejere var gode venner med Carsten, derfor var han kørt op til dem for at låne hønen, men vennerne var ikke hjemme, de var til juleshow i hallen, nå pyt tænkte Karsten, de er nok ude at besøge noget familie og kommer sikkert først hjem til aften, jeg låner hønen og kan sagtens nå at få leveret den tilbage, inde vennerne kommer hjem.
Den sidste aktivitet jeg vil nævne her er, at vi i 3 år lavede en vandrertur hvor vi mødtes nede på banegårdspladsen kl.18 med madpakker m.m., så gik vi i samlet flok, med musik i spidsen, ud til Grinsted Plantage alle hyggede sig med den medbragte mad, der var forskellige former for underholdning, et år var den kendte bakkesangerinde Cleo på besøg, når det begyndte at blive mørkt sluttede arrangementet og alle gik hjem, der var jo både skole og arbejdsdag næste morgen.
Brundergildet.
Først i 70erne var der 2 andre årlige aktiviteter i Brønderslev, Fagenes fest der blev arrangeret af Fællesorganisationen, og Børnedyrskuet arrangeret af Landboforeningen, begge arrangementer døjede med mindre og mindre tilslutning, derfor opstod ideén om at lave fælles arrangement, hvor alle tre foreningen, Arbejdernes fællesorganisation, Landboforeningen og Handelsstands Foreningen kunne gå sammen om at afholde en fest og så lave noget hvor både Land og By kunne se sig selv i. Der blev nedsat nogle udvalg og det hele resulterede i oprettelsen af Brundergildet, der i mange år var den årligt tilbagevendende byfest der blev afholdt i Hedelund, indtil tiden også løb fra den. Brundergildet er også årsagen til at vi i dag har den runde pavillon og at der kom fokus på de muligheder der var i Hedelund. Med hensyn til den runde pavillon, blev den på det tidspunkt brugt til at opbevaring af kommunens gartner maskiner, og når politiet holdt deres årlige auktion af hittegodscykler, den var rådden i bunden flere steder, så man kunne se direkte ud i det fri. Da Brundergildet en aften mødtes i Hedelund for at diskutere placeringen af telte m.m., kiggede vi også ind af de beskidte vinduer i pavillonen, og sammenstemmende kom der fra flere af os, den her skal vi bruge som centrum for Brundergildet. Der har sikkert siddet en eller anden embedsmand og rystet på hovedet, for kommunen ville, på det tidspunkt, ikke ofre en krone på det gamle bras. Vi fik tilladelse, til at låne den og straks opstod den ide´ at lave en cabaret med lokale amatør kunstnere, det arbejde tilbød bibliotekar Schardelmann at tage sig af, ved klaveret sad Bent Wisborg og en af skuespillerne var Poul Andersen, der gjorde det fantastisk som dame. Den gamle pavillon blev ”shinet” op, gulvene blev skrubbet med savsmuld nogle gange, spindelsvæv fjernet fra vægge og loft og pludselig havde vi en pavillon, der så helt tåleligt ud, de tre aftener kabaretten kørte var alt udsolgt, der kom frisk savsmuld på gulvet efter hver forestilling, publikum startede med at spise revelsben, med tilbehør fra Slagter Stiller, der var lavet et sanghæfte, så aftenen var også krydret med fællessang.
Brundergildet blev en øjenåbner for de mange muligheder den gamle træ pavillon og Hedelund indeholdt, det var årsagen til at kommunen ofrede lidt penge på at få skiftet de rådne brædder ud, efterhånden blev den gamle pavillon mødested for mange forskellige aktiviteter i Rhododendron Parken, som blev etableret, ved hjælp af en stor indsats fra aktive borgere, og den udformning ”den runde” har dag ,med gode toiletforhold m.m. skyldes igen en stor indsats fra borgere i byen, gennem foreningen Pavillonens Venner og gode tilskud fra div. fonde.
Opstart af FDF-kreds i Brønderslev
Kort tid efter at jeg var flyttet til Brønderslev, blev jeg kontaktet af Simon Sørensen i daglig tale kaldet Simon Tolder, Simon var leder af det lokale toldkontor, deraf navnet, Simon var primus motor i et projekt hvis opgave det var at få startet en FDF-kreds i Brønderslev, hvor han fik mit navn opsnuset fra fandt jeg aldrig ud af, Simon havde fundet ud af at jeg havde været FDFer fra jeg var en lille dreng, først i Aalborg 1.kreds, senere var jeg med til at starte Aalborg 9. Kreds i Vejgaard og da jeg som 18.årig flyttede til København, blev jeg medlem af K.25, Brønshøj hvad jeg var indtil jeg 5 år senere flyttede til Brønderslev, alt dette havde Simon fået opsnuset og han havde så udset mig, til at være den første kredsleder i Brønderslev-FDF. Jeg takkede pænt nej, Jeg havde lige startet min tæppeforretning og den slugte næsten alt min tid, men lovede dog Simon at jeg godt ville deltage i en gruppe, hvis opgave det var at etablere kredsen. Simon var hurtigt på tangenterne og kort tid efter meddelte han mig, at han nu havde en gruppe klar, der gerne ville arbejde for at etablere en FDF-kreds i Brønderslev, det var, udover Simon selv, Knud Brønden, Mogens Friis Larsen, Mogens og jeg kendte hinanden fra Aalborg 9 kreds, Knud Jacob Slotsager, Gunnar Bruun Jacobsen og mig selv. Gruppen fik ret hurtigt det hele på plads og fik startet en FDF-kreds og man valgte, da man endnu ikke havde fundet en kredsleder, at arbejdsgruppen kørte videre indtil det problem, blev løst, indtil da måtte gruppen fordele opgaverne imellem sig. Min opgave blev, allerede det første år, i 1966, at lave en sommerlejr, vi valgte Nordsjælland hvor jeg havde mulighed for at trække på nogle af mine kontakter fra K. 25tiden, hvilket også lykkedes, vi havde en fantastisk tur til Sjælland og den dag i dag, kan jeg møde granvoksne mænd, dengang var FDF kun for drenge, der beretter om oplevelserne på turen til Nordsjælland. Efterhånden som jeg fik mere og mere at lave i min forretning blev tiden til FDF arbejdet også mindre, det sidste jeg deltog i, var købet og etableringen af ”Godset ” i Hallund, senere fik jeg berøring med FDF igen, men da var det som byrådsmedlem og medlem af kulturudvalget i forbindelse med bygningen af de to FDF og Spejderhuse på Døvlingevej.
Formand BI 1978/1979
Årsagen til at jeg blev formand for BI var lidt speciel, BI havde afholdt 2 på hinanden følgende generalforsamlinger uden at kunne få valgt en formand. Jeg fik så en henvendelse fra formanden for Håndboldafdelingen, Ulrik Sørensen, om jeg ikke kunne hjælpe dem et år, sagen var nemlig at Uffe Sørensen, den senere mangeårige formand godt ville være formand, men han var lige tiltrådt som skoleinspektør for den Nye Hedegårdsskole, og derfor ikke følte at han kunne påtage sig opgaven før året efter. Jeg havde selv meget at se til som byrådsmedlem m.m., men indvilgede i, efter en samtale med Uffe Sørensen, at påtage mig opgaven for 1 år. Det blev et meget spændende år, det kneb gevaldigt med økonomien, ikke mindst i kraft af økonomien omkring det forholdsvis nye BI center på Agdrupvej, jeg havde og har den personlige opfattelse, at idrætsledere, dengang som nu, skal bruge alt for meget af deres tid, til at tænke økonomi. På vores første bestyrelsesmøde snakkede vi om, at det var rimeligt, at kommunen overtog BI-centret så bestyrelsen ikke skulle bruge al sin tid på at snakke økonomi. Der blev indledt forhandlinger med økonomiudvalget, helt aktuelt stod vi og manglede ca. 125.000,00 til afdrag på lån m.m. Forhandlingerne gik faktisk rigtigt godt, kommunen skulle overtage, driften af BI centret, og vi skulle bare koncentrere os om at dyrke sport. Aftalen skulle afsluttes ved et fællesmøde mellem det samlede økonomiudvalg og den samlede BI bestyrelse, stemningen var god, vi fik kaffe med blødt brød og alt var godt, indtil Borgmesteren tilføjede at kommunen godt ville overtage centret, men jo ikke kunne garantere at BI kunne være alene om at bruge det. Det var en helt ny drejning, som ikke var aftalt på forhånd. Jeg kan huske, at jeg faktisk blev en smule vred, den gode stemning var i hvert fald ødelagt, jeg bad om at få mødet sat på pause og bestyrelsen trak sig herefter tilbage for at drøfte den nye situation, her fremlagde jeg de muligheder jeg så, vi kunne afvise kommunen og så stå tilbage med svære økonomiske problemer, men stadigvæk være ejere af centret eller vi kunne sige ja til kommunen og så risikere, at skulle dele BI centret med en anden klub, vi havde et par helt unge i bestyrelsen, det eneste navn jeg kan huske var Bruno Sørensen. Pludselig sagde en af de unge. Vi kan lave en indsamling, gå fra dør til dør for at samle de 125.000kr ind vi mangler, det lød som et lidt fantasifuld projekt, kan vi det spurgte jeg ? og kiggede rundt i kredsen af bestyrelsesmedlemmer og alle nikkede ja, så var det afgjort, vi gik tilbage til det undrende økonomiudvalg, og mit svar var jo enkelt, såfremt i fastholder at BI ikke kan garanteres, at vi stadigvæk er eneste bruger af centret, vil vi gerne takke nej tak til aftalen og selv starte en indsamling for at skaffe de nødvendige penge. Mødet var slut, økonomiudvalget ønskede klubben held og lykke med Indsamlingen, der blev sat i gang, men først afsluttet efter min formandsperiode, men de nødvendige midler blev indsamlet så BI i dag står som ejer af centret, det i kraft af nogle helt unge bestyrelsesmedlemmer, der var klar til at yde en indsats for deres klub.
Politisk indsats og karriere
Allerede fra barnsben blev min politiske interesse vakt, som opvokset i et typisk arbejderhjem og med en far der var glødende Socialdemokrat og med en stor del af familien, der var venstrefolk, overværede jeg mange spændende debatter, og jeg mente naturligvis, at min far havde ret i hans argumentation, så vejen til at få en politisk overbevisning var ikke så lang og jeg husker hvor glad og stolt jeg var da jeg fyldte 18 år og første gang kunne stemme. Da jeg kom i lære som 14årig var det første jeg gjorde også at melde mig ind i HK og HKs ungdomsgruppe, hvor en af opgaverne var at kontakte andre unge lærlinge og fortælle dem vigtigheden af, at være organiseret og solidarisk kæmpe for at alle kunne få det bedre, men der var naturligvis også tid til fest og ballade. Efter først en tur til København, soldat i Aalborg og en ny tur til København, endte jeg i Brønderslev som 23 årig, der var ikke så meget tid til politik, men der var sket det i Brønderslev byråd at Borgmester Anton Tolstrup var død og der derfor skulle vælges en ny borgmester, Anton Tolstrup var valgt på en såkaldt Upolitisk borgerliste og første suppleanten som nu skulle i byrådet var formanden for Brønderslev Handelsstandsforening, Willy K. Madsen, der var flere der bejlede til den ledige borgmester post, men det artede sig sådan at Willy K. Madsen endte med at blive byens nye borgmester. Det var noget med ”At hvis ikke du vil stemme på mig, skal jeg nok sørge for at du i hvert fald ikke bliver borgmester”. Der var simpelthen udbrudt krig i den borgerlige lejr. Willy K. Madsen var efter min, og andres opfattelse, en ganske god borgmester så da der skulle være nyt byrådsvalg i 1970, efter at kommunesammenlægningen var vedtaget i folketinget, var vi, blandt de fleste handlende i byen, enige i, at vi måtte kæmpe for at Willy K. Madsen kunne fortsætte som borgmester, det medførte også, at jeg blev spurgt og sagde ja til, at lade mig opstille på den såkaldte upolitiske borgerliste, men jeg lagde nu ikke skjul på at jeg stemte normalt på Socialdemokratiet. Willy K. Madsen blev ikke borgmester i Brønderslev, Venstre og Socialdemokratiet pegede i stedet på P.N. Jensen fra Venstre, det blev samtidigt enden på den upolitiske borgerliste i Brønderslev. Jeg havde faktisk lidt dårlig samvittighed over at have ladet mig opstille på en anden liste, end der hvor jeg følte jeg politisk hørte hjemme, og 3 måneder efter valget meldte jeg mig hos Socialdemokratiets Partiforening i Brønderslev, hvor jeg har været medlem lige siden.
Ved byrådsvalget i 1974 var jeg igen opstillet, og blev valgt, denne gang for Socialdemokratiet. Det samme skete 4 år senere og jeg kunne derfor starte på min 2 periode i 1978. I mellemtiden var jeg også blevet kredsformand for Socialdemokratiet i Sæby kredsen og i marts 1981 kredsens folketingskandidat. Det var en utrolig spændende tid og jeg kunne mærke at det politiske arbejde virkelig greb mig. I 1981 så jeg så, i et stillingsopslag, at AOF søgte ny Amtssekretær i Nordjyllands Amt, det var lige jobbet for mig, tænk at komme til at arbejde med politik hver dag, og så ovenikøbet så jeg kunne leve af det, jeg strikkede en ansøgning sammen og glæden var naturligvis stor, da jeg sammen med 5 andre blev indkaldt til en samtale med Amtsbestyrelsen og en repræsentant fra AOFs landsledelse. Jeg fik besked om at de ville bestemme sig samme dag og at den pågældende de valgte ville blive ringet op. Da der ikke var sket noget om aftenen kl.20, sagde jeg til Litten at det blev der ikke noget ud af, men pludselig kl.22 ringede telefonen, vi vil gerne tilbyde dig jobbet, men der er tre betingelser og du skal sige ja til alle tre, 1. du skal nedlægge dit folketings kandidatur, 2. du skal udtræde af Brønderslev Byråd 1. August og 3. du skal afvikle din tæppeforretning, så du er klar til at begynde dit nye job den 1. August, og endvidere skal du give os et svar inden i morgenkl.12.
Jeg tror ikke jeg sov meget den nat, lige foran mig lå mit ønskejob, men hvis jeg sagde ja, måtte jeg sige farvel til 2. aktiviteter jeg også brændte for, mit byrådsarbejde og det at jeg kort forinden var blevet valgt til folketingskandidat for Sæby Kredsen og nu skulle jeg give det fra mig, uden overhovedet, at prøve en valgkamp. Vedrørende tæppeforretningen havde Vagn Åge Haaning, der dengang drev Køkken bussen i Brønderslev faktisk kort tid forinden spurgt, om jeg var interesseret i at sælge, så ville han gerne høre fra mig. Næste morgen kl. 9 ringede jeg til AOF og meddelte at jeg gerne ville sige Ja tak til jobbet som amtssekretær for Nordjyllands Amt. Det næste jeg foretog mig, var at ringe til Vagn Åge Haaning for at høre, om han stadigvæk var interesseret i at overtage tæppeforretningen i Bredgade, han svarede ja og vi aftalte at han skulle komme næste dag kl.10, sammen med sin revisor, sammen gennemgik vi varelageret, og fandt frem til en samlet pris for inventar og varelager. Vagn Åge og hans revisor forlod så forretningen og vi aftalte at de kom tilbage kl.13, hvilket de også gjorde. Præcist kl. 13 kom de tilbage og meddelte, at da vi var enige om prisen, kunne jeg godt pakke mine personlige ting, bogholderi med debitorer sammen, så ville de komme tilbage med en check på det aftalte beløb og ville så få nøglerne udleveret. Jeg sad tilbage med en underlig fornemmelse, men også en glæde over, at jeg inden for så kort tid, både havde fået nyt job og solgt tæppeforretningen, og nu kunne jeg ovenikøbet afholde lidt ferie, inden jeg skulle starte i mit nye job.
Min opgaver som amtssekretær for Arbejdernes Oplysnings Forbund (AOF) var bredt funderet, jeg skulle servicere AOF-afdelingerne over hele amtet, lave lokale kursusaktiviteter under FIU-systemet for fagbevægelsen og endeligt skulle jeg medvirke i valgkampe for Socialdemokratiet i forbindelse med f.eks. folketingsvalg samt endvidere bistå med Socialdemokratiets tillidsmand uddannelse. Jeg vil ikke ligge skjul på at jeg var kommet på den rette hylde og tiden i AOF står for mig som noget der virkeligt udviklede mig, jeg traf fantastisk mange spændende mennesker og når din arbejdsplads rækker, fra Skagen til Hobro og Hadsund til Års, var der virkelig kul på, ikke noget der hed 37 timer om ugen, men det havde jeg jo heller ikke været vant til som tæppehandler, endvidere var der tilknyttet en fuldtids sekretær stilling til jobbet, den søgte min kone Litten og fik, vi indrettede kontor først i vores hus på Brahmsvej og senere i Vestergade under Viadukten, hvor der tidligere var slagterforretning samt grønthandler, det betød så også at Litten havde opgaver f.eks. i forbindelse med afvikling af Voksenpædagogiske grundkurser eller tillidsmandskurser for Socialdemokratiet, der ofte foregik i weekenden, så på den måde var vi sammen om at løse opgaverne.
TV 2 Nord
Som amtssekretær er der mange forskelligt rettede opgaver, hvor du repræsenterer arbejderbevægelsen i dit område, en af dem var som medlem af Amts programrådet for Nordjylland Amt, hvor jeg efter et par år blev formand, samtidigt boblede lokalradioerne frem på landkortet og som AOF sekretær havde jeg også opgaver i den forbindelse, LO havde også interesse for det område og havde ansat en mediesekretær, Niels Peter Arskov, senere DR korrespondent i Peking, hans opgave var, at rådgive i forbindelse med etablering af nye lokalradioer. På et tidspunkt i efteråret 1987 kontaktede Niels Peter Arskov mig og vi aftalte at mødes den efterfølgende torsdag i Aalborg. Her kunne Niels Peter fortælle, at om fredagen ville der i folketinget blive fremsendt et Lovforslag om etablering af et antal lokal-tv stationer under TV2 og i forslaget var Østjylland og Nordjyllands amter lagt sammen til et område, der kun skulle have en Lokal-TV station. Jeg kunne hurtigt se, at et Lokal-TV der skulle dække fra Skagen i Nord og til Skanderborg i Syd ikke kunne være særligt lokalt, derfor var hans opfordring til mig, at jeg skulle se af at få fingeren ud, og komme i gang med at gøre de Nordjyske politikere opmærksomme på, at det kunne vi ikke acceptere i Nordjylland. Vi skulle rejse en folkestemning, så alle kunne se og høre, at vi i Nordjylland ville have vores egen lokal-TV station. Vi var som sagt klar over at det skulle gå stærkt med at lave en plan, og da TV syd havde kørt som et forsøg i et par år (med bl.a. goddaw jeg hedder Lars Larsen), var det vigtigt at komme til Sønderjylland for at lære lidt af dem. Fredag ringede jeg, i min egenskab af amtsprogramrådsformand til Amtsborgmester Søren Madsen og forklarede ham situationen, han var helt enig i at det var med at komme ud af starthullerne og vi aftalte et møde allerede lørdag formiddag ude på Amtsgården, på Sørens foranledning deltog også kulturudvalgsformand i amtet Hanne Thygesen og som praktisk medhjælp Vibeke Gamst der også var sekretær for amtsprogram rådet. Inden mødet på amtsgården havde jeg kontaktet lederen at TV syd, Helge Lorentzen og aftalt et par tider hvor han ville være til stede, og hvor vi var velkomne til at komme og få nogle input om, hvordan de havde taklet opgaven på TV syd. Den første tid var om mandagen kl.11 og på vores møde på amtsgården blev det aftalt at Hanne Thygesen, Vibeke Gamst og jeg skulle køre til Haderslev mandag morgen for at mødes med Helge Lorentzen på TV Syd.
På mødet redegjorde Helge Lorentzen for hvad der var vigtigt i forbindelse med at skabe den folkelige opbakning for et sådant projekt, det var vigtigt at få opbakning fra både arbejdstager og arbejdsgivere, og landbruget, sportsorganisationer, kirkelige organisationer, lytteforeninger, spejdere, simpelthen fra alle dele af samfundet. Vel hjemme i Aalborg igen begyndte så den egentlige planlægning, vi ville afholde et stormøde på amtsgården med repræsentanter fra alle dele af samfundet, herunder de politikere der var valgt til folketinget fra Nordjylland, fra alle partier, det var vigtigt at hele opgaven med at få en af de nye TV-stationer til Nordjylland, ikke skulle have et partipolitisk præg, det skulle være for alle Nordjyder uanset politisk tilhørsforhold. Det store arbejde med at sende de mange invitationer ud til amtets mange organisationer klarede Vibeke Gamst til bravour, så allerede 14 dage efter vores besøg på TV Syd, kunne vi indkalde til stormøde på amtsgården, med det formål at få præsenteret projektet og få nedsat en arbejdsgruppe som hele Nordjylland kunne spejle sig i. For at nå så langt var det vigtigt på forhånd, at få vedtaget et sæt spilleregler, så der ikke var en enkelt gruppe, der kunne tryne alle andre, derfor var der på forhånd lavet forslag til nogle vedtægter og valggrupper, som så efterfølgende fik lejlighed til at udpege medlemmer til den 7 mands arbejdsgruppe. Der var mødt 140 deltagere frem til mødet og ikke alle var i godt humør, heller ikke da mødet sluttede, på den anden side af midnat, nogle mente at jeg som mødets initiativtager, dirigent og den der havde udarbejdet forslag til vedtægter, havde haft alt for stor indflydelse på det færdige resultat, det kunne jeg til dels godt give dem ret i, men for mig drejede det sig om at være hurtige til at få udarbejdet den ansøgning, der skulle af sted til kulturminister Clausen, så Nordjylland kunne være blandt de første der fik tildelt de 25 millioner der blev givet som opstart til hver ny godkendt TV station.
I Aalborg stiftstidende stod der også næste dag d.26. september 1986
NORDJYLLAND ER FØRST MED REGIONALT TV2
Der blev på mødet valgt en syv mands arbejdsgruppe bestående af John Mørk DIF, Bent Brown Pedersen Arbejdernes Fællesorganisation Hjørring, Arne Arildsen Heltids Bibliotekerne, Skørping, Martin Rytter Landbo foreningerne, Gunderup, Kaj Normann Handelsstandsforeningerne, Brønderslev, Kr. Skaarup FOF, Aalborg og Jeppe Bisgaard AOF-Brønderslev og som sekretær for gruppen, Vibeke Gamst, amtet. Arbejdsgruppens opgave var at finpudse vedtægterne og gøre klar, så man kunne få afsendt en ansøgning, der først skulle til amtsrådet og derefter videre til kulturministeren. En anden opgave var at få oprettet en støtteforening og et repræsentantskab det fik deres medlemmer fordelt fra hele amtet. På trods af de knubbede ord fra stormødet på Amtsgården, arbejdede udvalget fortrinligt sammen, alle var opsat på at nå et resultat, vi vidste at det var en kamp mod uret og vi kunne se at i flere andre amter gik der fuldstændigt kage i den, i 1987 blev ansøgningen sendt og d. 1. april 1989 var TV Nord klar til at gå i luften, helt præcist et år efter startede TV 2 Østjylland så vi havde ved fælles hjælp været klar et helt år foran kollegerne fra TV Øst. Ved udpegning af medlemmer til bestyrelse, repræsentantskab og støtteforening havde arbejdsgruppen gjort sig selv overflødig og som det var aftalt nedlagde den sig selv, kun 2 medlemmer af arbejdsgruppen valgte at fortsætte i den nye bestyrelse for TV 2 Nord. For mit eget vedkommende var jeg blevet tilbudt et job i AOFs hovedkontor i København, som projektleder for en nystartet afdeling i AOF, AOF erhverv, Det lød og var, meget spændende og da vores børn alle var fløjet fra reden, den yngste, Charlotte, var lige startet på et USA ophold, valgte vi, at sige ja til at flytte til hovedstaden, jeg kendte mit job og min kone Litten søgte, efter vores ankomst til København, et ledigt job som sekretær i LO og kunne tiltræde en måned senere.
Millex
Det blev til 4 dejlige år i København, hvor jeg beskæftigede mig med helt andre opgaver end i min AOF-tid som amtssekretær i Nordjylland, nu var fokus rettet mod bestyrelses- og lederuddannelse både for private virksomheder og fagforeningernes hovedbestyrelser.
Da der var gået 4 år i København, pegede pilen atter mod Nordjylland, jeg
fik en henvendelse fra min søster Åse og hendes mand Svend Erik, der var noget de gerne ville tale med os om, vi startede turen til Nordjylland den følgende weekend og var naturligvis noget spændte på hvad det mon drejede sig om. De havde for år tilbage startet Lampevirksomheden NORDLUX, den havde de solgt et par år tidligere og havde nu fået idéen til en ny virksomhed, det skulle naturligvis ikke være noget med lamper, Svend Erik var stadigvæk tilknyttet NORDLUX med den opgave at tegne og udvikle nye lamper, men Svend Erik havde fået øje på de mange muligheder der lå i at udvikle artikler til folks private hjem, på det tidspunkt blev folk huse ikke større, men man fik flere og flere ting at holde styr på, og kommunikationen mellem familiemedlemmer blev også vigtigere og vigtigere. De ville starte en ny virksomhed, ansætte mig som direktør for virksomheden med mulighed for senere medejerskab. Jeg var på det tidspunkt 49 år og skulle jeg prøve et jobskifte endnu engang, skulle det være nu, så mit ja kom hurtigt. Fordelingen af opgaverne skulle være den at Svend Erik produktudviklede, fandt virksomheder, der kunne producere og pakke artiklerne, og når de stod klar på vores lager, var det min opgave at sælge dem, og i øvrigt have ansvaret for virksomhedens drift, det er naturligvis en forenklet udgave, vi drøftede på forhånd potentialet i alle nye produkter, og når vi var enige blev næste fase startet, men jeg kan ikke erindre at der på noget tidspunkt har været nogen uoverensstemmelse hvad det angår. Vi havde hver især vores klart defineret ansvarsområde. Det blev til 15 gode år med Millex A/S først 3 år på Troensevej i Aalborg Øst, derefter 12 år på Maltvej i Brønderslev, hvor vi drev virksomhed 2 forskellige steder. Vores kunder var Bilka, Føtex, Bauhaus, Silvan, Trælasthandel kæder, Aldi, COOP, Netto, Boghandel kæderne, INCA, Bog og Ide, Bøger & Papir. m.fl. Vi eksporterede endvidere vore artikler til hele Skandinavien og flere andre lande i Europa, og det er blevet til mere end 50 messebesøg, både i USA og Tyskland, som udstiller eller på indkøb. En af vores helt store artikler var vores Memoplan tavle, en whiteboardmagnet og skrivetavle, når man købte en Memoplan tavle fulgte alt tilbehøret med, skruer til ophængning, magneter, whiteboardpen, og magnetisk penne holder og magnetisk tavlevisker. Da vi startede i 1991, kendte alle Whiteboard tavlen fra undervisningslokaler m.m., men ikke fra private boliger, det fik vi lavet om på i Millex, og vi solgte mange tusinde tavler i de 15 år jeg var tilknyttet virksomheden. Da det var 12 år siden vi startede Millex A/S og Svend Erik var blevet 68 år og jeg nærmede mig 63 år kom tiden, hvor vi skulle bestemme hvordan fremtiden for Millex skulle se ud, vi lavede en aftale så jeg overtog virksomheden, idet der skulle findes en samarbejdspartner der kunne drive Millex A/S videre, det fandt vi i Artic Import i Nørresundby, de ville gerne købe virksomheden med varelager og den bygning vi drev virksomhed fra på Maltvej, Brønderslev. I virksomheden frem til 1. januar 2006, på det tidspunkt ville jeg være tæt på 65 år og nærme mig pensionsalderen. Det med pensionist tilværelsen kom nu ikke til at vare så længe, men mere herom senere, men først en lille pudsig ting, den der skulle afløse mig som direktør for Millex A/S hed Bo Andersen. Det viste sig at være ”lille” Bo fra en gruppe der hed Familien Andersen, de var fra Hobro og huserede på de Danske Landeveje år tilbage, de optrådte til et Brundergilde, hvor jeg var konferencier og Bo havde kun en rolle, han skulle synge” jeg har set en rigtig negermand” , på det tidspunkt var en rigtig landeplage, nu skulle han overtage mit job.
Radio Veronica.
Som jeg tidligere har nævnt var jeg i min amtssekretær tid for AOF involveret i etablering af lokalradioer i Nordjylland, dog ikke i Brønderslev, der havde aktive folk selv klaret opgaven, da jeg vendte tilbage til Brønderslev efter mit Københavner trip, var der udbrudt en veritabel radiokrig i Brønderslev, nogle udbrydere fra radio Veronica havde startet deres egen radio, Brønderslev Nærradio, på en anden frekvens end den Radio Veronica sendte på, og da lokalradioerne blev finansieret ved salg af reklamer til byens forretningsdrivende, opstod der hurtig en krig, der var ødelæggende for begge radioer. Jeg fik en anmodning om at hjælpe til for at få den knude løst, men det var en svær opgave, men man mente vel at jeg, via min AOF-fortid havde visse præferencer, så jeg blev valgt som formand for Radio Veronica. Det første, der skulle ske, var at få de to lejre til at begynde at tale sammen, det var svært, men efterhånden kunne flere og flere se, at det var den eneste vej fremad, samtidigt rykkede Radio Veronica ind i de nuværende lokaler i det der kaldes stjernekrydset, så der var nu plads til de frivillige medarbejdere fra begge radioer, øvelsen lykkedes og til sidst var der enighed om at stifte Brønderslev Medie produktion, som paraply for de fire sendetilladelser, Radio Veronica, Brønderslev Nærradio, Byens Bedste Radio og Hele Byens Radio, sådan er det stadigvæk i dag, her små 30 år senere, en periode hvor der på landsplan er lukket rigtigt mange lokalradioer.
Tiden efter Millex A/S, BFC og Power People.
Det med pensionering som 65årig lykkedes ikke rigtigt, 4 dage før min afskeds reception fra Millex, ringede min daværende svigersøn, Stig, om jeg ikke kunne komme til et lille møde i Brønderslev Floorball Club, de havde noget de gerne ville drøfte med mig, jeg sagde naturligvis ja, det kunne der vel næppe ske noget ved. Ved mødet sad der 3 personer med stenansigt, årsagen var følgende: klubben havde afholdt en stort Power People. Man manglede en formand.
Min formands periode førte også noget andet godt med sig, på et tidspunkt i 2009 kom en af spiller fra vores Elitehold, Kim Olesen og spurgte mig, om jeg ikke lige ville hjælpe ham med at se nogle papirer igennem, Kim var ansat i et Vikar Bureau, Power People i Nørresundby og var nu blevet tilbudt at blive medejer, men han var lidt i tvivl om det var fornuftigt, derfor bad han om min assistanse, da han mente at jeg, via min høje alder havde noget mere erfaring. Jeg gennemgik div. papirer sammen med Kim og min konklusion var at den konstruktion, skulle han ikke indgå i, men måske var der en anden løsning, så jeg kontaktede min egen revisor, der kom til den samme konklusion. Forslaget til Kim var, at han skulle tilbyde at købe alle sunde aktiviteter ud af Power People og samtidigt overtage forpligtelsen, i forhold til de ansatte vikarer. Kim udarbejdede en forretningsplan og pludselig kom spørgsmålet til mig, kunne du ikke tænke dig at være med? Jeg har erfaringen fra salg af vikarer, men mangler erfaring med drift af en virksomhed, der kan du så til gengæld bidrage. Jeg tænkte kort over det, og svarede så Ja. Aftalen blev så, at vi skulle lave et anpartsselskab med 50% indskud fra hver, jeg ejede i forvejen ejendommen Gravensgade 11 i Brønderslev, der var der ledige kontorfaciliteter så vi kunne flytte Power People fra Nørresundby til Brønderslev. Det viste sig efterfølgende, at den tidligere ejer af Power People, gerne ville være med i den nye konstruktion, hvad hverken Kim eller jeg havde noget imod, så vi lavede et selskab med 33 1/3% ejerskab til hver. Det viste sig desværre at være en dårlig idé. Det var sikkert det gamle ord om 3 hjul til en gig. Allerede efter 4 mdr. skiltes vore veje, og Kim og jeg havde igen hver sin halvpart i Power People ApS. Det gode samarbejde fortsatte indtil Kim følte sig klar til at overtage Power People i 2017.
Virksomheden var i mellemtiden flyttet til Frederikshavn hvor Kim bor, vi havde udvidet med en afdeling i Rødovre og en afdeling i Aalborg, der skal dække området syd for Limfjorden (Aalborg og Himmerland) og en afdeling med kontor i Frederikshavn der skal dække området nord for fjorden, det oprindelige Power People ApS er så administrationsselskab for alle afdelinger, og i dag består Power People yderligere af en afdeling i Aarhus og en afdeling i Kalundborg. De syv år i Power People var igen noget helt andet, det var salg, men ikke af varer som tidligere, her var det mere salg af en god ide`. Som brug af vikarer f.eks. i spidsbelastnings perioder er der mange mindre virksomheder som kan undgå lønadministration ved at bruge vikarer og da Power People altid betalte overenskomstmæssig løn, feriepenge, pensionsordning m.v. var der heller ikke nogen risiko for virksomhederne ved at bruge vikarsystemet. For første gang i de år jeg har drevet virksomhed, var jeg også fri for den sædvanlige revisorbemærkning til det årlige revisionsmøde. Dit varelager er for stort.
Turen til Kilimanjaro i Afrika
Jeg har i mange år haft en drøm om at ville bestige det ikoniske bjerg midt i Afrika, Kilimanjaro, der med sin hvide kalot af sne har befundet sig på den plet i ½ til ¾ millioner år. Kilimanjaro er verdens højeste enkeltstående bjerg, en gammel slukket vulkan, der af visse dele af den indfødte befolkning, stadigvæk tiltænkes overnaturlige kræfter. Bjerget blev første gang besteget af to Østrigske bjergbestigere i 1889, bjerget er 5895 meter højt og udmærker sig ved, at man kan gå op af bjerget, du skal ikke i gang med at hænge i karabinhager ud over en bjergvæg.
Når en nu afdød gammel ven og jeg mødtes over en flaske eller to talte vi tit om, at vi skulle en tur på Kilimanjaro, ved hans begravelse juni 2017 kom jeg pludselig til at tænke på alt det vi går og drømmer om og aldrig får noget gjort ved, herunder turen til Kilimanjaro, som nu for min vens vedkommende var overstået, (så vidt jeg ved). Jeg besluttede mig for at nu skulle det være, og fra bilen ringede jeg til Jesper Thomsen der havde fortalt mig at han arrangerede ture til Kilimanjaro. Hej Jesper, skal du til Kilimanjaro til januar? (2018) ja svarede han.
Kan jeg stå på toppen og fejre min 77års fødselsdag, den 28. januar? ja svarede han, så har du hermed min tilmelding. Så var det på plads. Vi aftalte, at vi skulle lave et træningsprogram, så jeg kom i så god form, som det var muligt for en mand i min alder. Kort tid efter ringede han og fortalte mig, at han havde fundet en træningsmakker til mig, han hed Kurt og var en hvalp på 74 år, det passede mig fint og vi begyndte et træningsforløb i henholdsvis Hammer Bakker og i Kridtgraven i Nørresundby, den ene uge 8 – 10 kilometer i Hammer Bakker, næste uge de mange trapper i kridtgraven, der fra starten var den hårdeste del af programmet, sådant fortsatte vi frem til november, hvor vi var mandag i Hammer Bakker og onsdag i Kridtgraven, ca. 14 før afrejsen d.20 januar 2018 stoppede vi træningen for at restituere inden vi skulle på Kilimanjaro. Et andet vigtigt punkt, inden vi skulle afsted var, indkøb/ leje af grej til turen, det vigtigste er et par ordentlige støvler, en god sovepose, der kunne holde kulden ude noget ordentlig tøj, ikke for varmt og ikke for koldt, alt det hjalp Jesper os med, og det er muligt at andre kunne gøre turen lidt billigere med den hjælp vi fik af Jesper, både inden ture, under turen, på bjerget og under hjemturen var super.
På vej op ad bjerget til toppen
Desværre blev min makker Kurt syg den sidste nat hvor vi stiger 1000 meter og måtte følges ned af en af vores portere, da vi var nået til 5200 meter højde, meget ærgerligt for Kurt, der naturligvis havde glædet sig lige så meget som vi andre til at nå toppen. Kurt har gerne villet prøve senere, men på grund af Covid19 pandemien, har der ikke været arrangeret ture til Kilimanjaro det sidste halvandet år. Om selve turen op af bjerget er der næsten kun at sige, hårdt arbejde, det gør ondt, men når du står på toppen, snappende efter ilten, er alt glemt og du får en dejlig fornemmelse i kroppen. Så hvis du har lyst, tag turen, men du behøves ikke at vente til du bliver 77 år!!!!
Du kan endvidere se meget mere om turen på TV 2 Nord, søg på ”Jeppe på bjerget” og du vil finde den 40 min. udsendelse TV Nord lavede om turen.
”Er dej i lod, Marius?” ”Jow, jow, så godt å wal en’da.”
Af: Arne Søndergaard – en Vrensted dreng, der flyttede til Løkken
Kilde: Løkken Ladeplads (Lokalhistorisk)
Ovenstående lille ordveksling var en meget almindelig vits da jeg begyndte min håndværkertid i Løkken. Et godt bud på årstallet er 1960 hvor jeg fik arbejde som snedker hos Carl Johannes Christensen, som var nystartet tømrermester i Løkken.
Jeg husker ikke hvor lang tid jeg var der i første omgang, for jeg tog på højskole et halvt år. Jeg nåede at være med til et halvt års restaureringsarbejde på Løkken Kirke inden højskoleopholdet. Da jeg nærmede mig afslutningen af opholdet på højskolen i Rønshoved, skrev jeg et brev til min gamle mester for at høre, om der var arbejde til en møbelsnedker igen. Der gik kun nogle dage, før jeg fik brev fra ham. Forstanderen på højskolen hed Hans Haarder, han havde sin egen specielle måde at uddele posten på. Han havde gennem årene lært sig at kaste brevene præcist, så de ramte modtageren, næsten.
Hr. kirkesnedker Arne Søndergaard Jensen fik også brev hjemmefra, og det var med særlig spænding, jeg åbnede brevet, men heldigvis var det godt nyt til mig. Den fine titel kunne jeg ikke holde for mig selv, så den har jeg hørt mange gange siden.
I 1962 blev Annelisa og jeg gift i Vrensted Kirke, og en uge efter rejste vi til Canada, hvor vi skulle være i godt et år. Beskrivelsen af den tid kan læses i min erindringsbog “Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”. Bogen kan stadig købes på Lokalarkivet i Løkken eller på museet. Jeg kom meget i folks private hjem, hvor der blev lavet forbedringer og reparationer. Det var alt muligt forskelligt såsom nye vinduer og gulvarbejde m.m. Jeg har lovet at finde eksempler på nogle af de personer eller hændelser, som jeg stadig husker, og som fortæller lidt om håndværkerliv i Løkken. I denne artikel vil jeg beskrive nogle af de oplevelser, jeg havde.
Løkken Herregårdsmejeri, som lå i Nørregade, skulle have nyt vindue og dør til udsalget. Jeg gik i gang med opgaven straks fra morgenstunden, og det vakte opsigt, når vi på den måde afspærrede fortovet. Alle ville jo gerne kommentere på det, vi var i gang med, men på et tidspunkt, da jeg havde besvaret det mest stillede Spørgsmål 600 gange, så valgte jeg en ny strategl. “Naa, de ska nok ha ny dør?” “Nej, det ska de entj, vi hår båer vendt vrangen uk på dej gammel. Nåå, ka det osse la sæ joer?” Jeg ved ikke, om der var nogen, der troede på den historie, men så fik de da noget at tænke over. Der var især en del pensionerede håndværkere, arbejdsmænd og fiskere, anført af Postkarl, der havde deres rute i byen for at følge med i, hvad der foregik.
Overskriften til denne artikel fortæller lidt om en kendt løkkenborger, Marius Ulrik, som havde haft fast arbejde hos tømrermester Peter Damgaard. Marius var også medlem af menighedsrådet og var som sådan kirkeværge for Løkken Kirke. Efter han blev pensioneret, kom han dagligt i præstegården som personlig ven af familien Dørup Jensen.
Engang skulle der sættes en ny dør i ud mod den sydvendte veranda, og Marius var klar til at følge arbejdet med en kop kaffe og sin cigaret indenfor rækkevidde. På et tidspunkt kom pastor Dørup hastende igennem stuen., og han stoppede op for at kommentere arbejdet og sagde: ”Det må egentlig være rart at være håndværker, for så kan man hver dag se resultatet af sit arbejde, sådan er det jo slet ikke med en præsts arbejde” ”Nej”, siger Marinus, ”det goer lige ej å det jæen øer Å uk å det åent.”, Jeg husker ikke, hvad Dørup sagde til den udmelding, men mon ikke han også syntes, det var en morsom replik.
Det skete ikke så sjældent, at vi skulle arbejde hos byens handlende, som havde det princip, at de støttede hinanden. Jeg var med, da Ingrid Ørum, kaldet Frøken Ørum, skulle have nyt køkken. Frøken Ørum fulgte med i det hele, også da vi skulle sætte nyt loft op. På et tidspunkt kom hun efter, at hun gerne ville lægge et brev op, inden den sidste plade blev monteret, så vi ventede med den, til hun var klar. Noget efter kom hun med en klar flaske, som hun ville lægge dokumentet i. Jeg blev inspireret til at skrive et lille vers, som også skulle med i flasken. Da alt var klar, blev flasken forseglet med rigtig gammel dags rød lak som blev smeltet over et lys. Inden flasken blev lagt op, gik frøken Ørum over til “Henning Marinus”, købmand Henning Christensen, og købte en flaske vin og en pakke kransekagestykker. Pladen blev derefter sømmet på, og jeg tror da, at den ligger der endnu. Lang tid efter var jeg igen henne hos hende, og da gav hun mig kopier af dokumenterne, og dem vil jeg gengive i deres fulde ordlyd.
Flaskepost den 23. januar 1977. (7-tallet er overskrevet, så der skal måske stå 1978) Dette køkken nyindrettet i matrikelnummer 76 d, Vrenstedvej 6. Efter 1. november Turistforeningens ejendom Malermester Henrik Nielsen, tømrermester Carl Johannes Christensen, installatør Lewis Sloth og murermester Kaj Andersen. Mestersvend Arne Jensen med sin glade sang og fløjten. Mestersvend Henning Skadelund med sin gode latter. Mestersvend Willy Helledie med sin besindighed. Det blev et arbejdsvenligt rum. Ingrid Ørum betalte hele herligheden Det lille vers, jeg fandt på, er her gengivet, som Ingrid Ørum havde skrevet det.
Vi fire svende her fra Løkken
Vi gjorde vort bedste med dit køkken.
Et ønske har vi dog igen,
Når du får brug for håndværksmænd.
At du kan bruge os igen.
Arbejde hos private
En væsentlig del af arbejdet hos private var og begrundet i, at mange lejede ud til badegæster.
Det var ingen selvfølge, at der var penge til nye vinduer, hvis fiskeriet eller vejrforholdene havde svigtet. Efter en god sæson på havet var der noget at stå imod med, hvis alt andet skulle svigte. Det var specielt at komme hos private flere gange, så jeg følte det næsten, som jer var en del af familien. Hvis jeg var ny, ville folk jo gerne vide, hvem jeg var, hvor jeg kom fra og hvem jeg var gift med. En sjov ting, som jeg oplevede, var, at nogle af de arbejdere eller fiskere jeg lærte at kende, havde været høwere, hyrdedrenge, på gårde i Vrensted. Nogen af dem havde gået i skole hos min farfar i Vrensted. Jeg fik mange røverhistorier fra den gang. En af dem gik på, at når de havde sang, så gik lærer Jensen frem og tilbage og spillede violin. Børnene sang med for fuld hals. Når de sang den norske nationalsang og nåede til og den saganat, som sænker drømme på vor jord” så sang alle drengene “Å dej satans kat, som stjæller mjælken frå vor mor”. Lærer Jensen sagde ikke noget, men når han gjorde, så blev der afregnet hurtigt.
Arbejdet i private hjem kunne også give anledning af en noget fri omgangstone. Et af de steder, hvor jeg kom rigtig meget, kunne jeg godt sige til konen i huset: “Er der noget i vejen med kaffemaskinen?” “Nej, hvorfor siger du det?” “Jo, vi plejer da altid at kunne høre, når du starter med at lave kaffe.” Det var meget tydeligt, at i de hjem, hvor der ikke var så meget at gøre godt med, var vi altid sikre på, at der ikke manglede noget til formiddagskaffen. Jeg husker tydeligt en kone, som spurgte: “Hvornår drikker i formiddagskaffe?” Jeg svarede hende, at det jo ikke var nogen selvfølge, at hun skulle give os kaffe. “Jo, Børge seer, at det ka nok betåel sæ”. Hendes søn var blikkenslager og var vant til at arbejde i private hjem. Når vi var så mange, som arbejdede på den måde, så var der også kunder, som havde bestemte ønsker om, hvem de helst så. Der var visse undtagelser, men det forstod mester at fordele. Vi var et par stykker, der altid sang eller fløjtede meget på arbejdet, så der opstod et mindre problem, da kunden erklærede at “a vil entj ha jej, der piber hiele tijn”. Hvad gør man så? C.J. spurgte mig, om jeg kunne have det i tankerne, og jeg lovede, at jeg nok skulle prøve at undgå det. Da jeg skulle lave nyt loft i køkkenet, bad jeg konen om at flytte et spejl, der hang på væggen. ”Det er vist også det klogest, ellers smadrer du jo nok spejlet”, sagde hun. “Nej”, sagde jeg, “jeg er mere bange for, at du bliver så forskrækket over at se dig selv, at du smadrer spejlet.” Så så hun på mig, og så sagde hun: “A tent sku nok, det var i døwl, haj hae sent her uk”. Så var tonen slået an, og det gik uden problemer lige til, at jeg glemte mit løfte om piberiet. Uden at tænke over det, så begyndte jeg at fløjte, og i det øjeblik, det skete, blev døren revet op til malkerummet, og så råbte hun: “Glemmer du, så husker jeg”.
Jeg tror, døren blev siddende på trods af den hårde medfart, men der opstod ikke yderligere problemer den dag. Jeg husker ikke årstallet, men jeg fandt ud af, at trods den lidt skrappe fremtoning, så var der også et varmt hjerte, der bankede. På min 60-års fødselsdag ringede hun kl. 7 om morgenen og ønskede mig tillykke. Kort og resolut, samtale. “Ka do høer, hvem det er?” Ja, det ku’ jeg, en hilsen som varmede, og som jeg stadig husker. Ovenstående er mit billede af de håndværksaktiviteter, der var i et lille bysamfund som Løkken. Der var ingen store stilladser eller byggekraner, som man ser i de større byer. Enkelte personer står lidt tydeligere frem på grund af deres særpræg, men der er nok blevet længere mellem de personer, som husker dem, jeg har omtalt her.
Dette er beskrivelsen af en handelsmand, der som 30-årig fik sit liv radikalt forandret. Han mødte Jesus på vej hjem fra et værtshus i Brønderslev. Fra en opvækst i trange kår på Stenum Hede blev Hans Thomsen en velkendt kreaturhandler og gårdejer. Det kristne liv gennemsyrede han hverdagsliv, og han blev et stort eksempel for mange mennesker.
Børnene valgte at gå i Hans Thomsens fodspor og leve livet som kristne. Mange af hans børnebørn og oldebørn er i dag aktive i kirker rundt om i Danmark
Min bedstefar mødte Jesus på vej hjem fra værtshuset og blev en radikal kristen
Maren og Hans Thomsen
Skrevet af Simon Jacobsen i begyndelsen af 00’erne
Da min bedstefar var 30 år, blev hans liv radikalt forandret. Han mødte Jesus på vej hjem fra et værtshus i Brønderslev. Denne oplevelse forvandlede ikke blot hans liv, men hans børn og de generationer, der er fulgt efter ham. Alle har fået en arv, som er meget mere værd end al verdens rigdom.
GENERATIONSVELSIGNELSEN
Det er en stor velsignelse at vokse op i en kristen familie. Bibelen taler også om en generations- velsignelse. Man kan sige, at Guds velsignelse har fulgt vor familie helt tilbage fra min oldemor. De mange bønner, som er bedt for familien gennem generationerne, er årsag til, at de fleste familiemedlemmer i Thomsen-familien er kristne.
TRANGE KÅR PÅ STENUM HEDE
Min bedstefar Hans Pedersen Thomsen blev født den 20. november 1881 i et husmandssted på Stenum Hede. Han var den tredje ud af en søskendeflok på 9. Der var trange kår i hjemmet på grund af, at min oldefar var syg. Bedstefar var ude at ’tjene’ på forskellige gårde, og efter at han havde arbejdet på Østergård i tre år, kom han hjem for at hjælpe oldefar og oldemor.
For at tjene til livets ophold arbejdede bedstefar derforuden som daglejer. Han gravede grøfter for en dagløn på kun 2 kroner.
Min oldemor lærte bedstefar at slagte, og han kørte ud med hestevogn og solgte kød. Fjedervognen blev gjort ren. Der blev lagt et lagen oven på halmen, hvorpå kødet lå, og det blev ligeledes dækket med et lagen.
Da han ikke var særlig glad for den form for salg, begyndte han nu at handle med smågrise og kørte til Aalborg med hestevogn. På et tidspunkt købte han også en kalv og fandt ud af, at der var flere penge at tjene som handelsmand end ved at grave grøfter.
Bedstefar blev gift med Maren Eriksen. De købte fødehjemmet på Stenum Hede. Kort tid efter, da bedstefar var 26 år, døde min oldefar i 1907.
HANDELSMANDEN
Det blev efterhånden sådan, at bedstefar solgte husmændenes og gårdejernes dyr til slagteriet i Brønderslev. Ofte kom han hjem med nogle kalve- eller kviehaler til familiens aftensmad.
Senere begyndte bedstefar at rejse til Aalborg Marked / Aalborg Kvægtorv hver uge. Han cyklede til Brønderslev og tog toget til Aalborg. Men det viste sig at være en dårlig ide.
Min bedstefar begyndte at spille kort med de andre handelsmænd i toget. Tit endte det med, at de tog på værtshus i Brønderslev, når arbejdsdagen var forbi, og han kom ofte fuld hjem. Det blev nogle hårde og vanskelige år for min bedstemor, der nu havde 3 børn og ventede det fjerde. Min oldemor boede også hos bedstefar og bedstemor.
Det var ikke blot dyr, bedstefar handlede med. Han solgte flere gange det hus, familien boede i. Bedstemor måtte pakke og flytte ret ofte, så ind imellem blev al flyttegodset slet ikke pakket ud.
MØDET MED JESUS
Min oldemor og min bedstefars søster, Anna, samt fru Rasmussen, som bedstefar kaldte ’den gudfrygtige kvinde’, bad meget for ham.
En dag, da han var på vej hjem fra værtshuset i Brønderslev, standsede Gud ham ved Tolstrup Kirke og sagde højt og tydeligt: ”Din søster beder for dig. Det er nu eller aldrig.”
Bedstefar fortalte, at han godt vidste, hvilken søster det var, der bad for ham. Det var søster Anna, der var bestyrer på Metodistkirkens børnehjem i Frederikshavn.
Da bedstefarkom hjem, bøjede han knæ og gav sit liv til Jesus. Bedstemor gav også sit liv til Jesus kort tid efter.
Det blev en sådan radikal omvendelse, at han aldrig siden smagte hverken spiritus, vin, øl eller kaffe. Det var også slut med tobak og skrå. Jeg husker, at bedstefar altid drak kogt vand med sukker. Og betalte nogle af sine børnebørn for ikke at drikke kaffe, før de fyldte 21.
Bedstefar fortalte mig, at det var om natten, han bøjede knæ ved sengen og gav sit liv til Jesus. Næste nat vækkede bedstemor ham; hun bad ham om hjælp, da Gud nu kaldte på hende. Han sagde, at hun skulle stå op og bøje knæ, for sådan havde han gjort. Det var jo ikke nogen stor hjælp, tilføjede han med et smil, men mere kendte han jo ikke selv til.
Alle, der kendte Hans Thomsen, så, hvordan han havde ændret sin livsstil, og spurgte ham: ”Hans, er du blevet hellig.” Bedstefar fik på den måde mulighed for at fortælle alle om sin frelse og mødet med Gud ved Tolstrup Kirke.
ET ANDERLEDES LIV
Bedstefar begyndte at gå til møder, og en af de første prædikanter, han hørte, var Skovgård Pedersen. Han læste også gerne Skovgård Pedersens bøger.
Min bedstefar kom også i kontakt med den kendte grosserer Blom fra København, som udgav bladet Kirkeklokken, som bedstefar abonnerede på i en menneskealder.
Bedstefar bestilte mange eksemplarer af Kirkeklokkens julenummer, som han cyklede hen med til udvalgte personer.
Der blev også holdt møder hos bedstefar og bedstemor, og mange kendte prædikanter og missionærer har talt Guds ord i deres hjem.
Til tider blev der også holdt børnemøder hos bedstefar og bedstemor. De indbød, gerne igennem min kusine Karen, en hel flok børn fra skolen i Vrensted. Det var på et af disse børnemøder, at Ole, som jeg skriver om i et andet kapitel, hørte om Jesus.
Bedstefar og bedstemor blev døbt af prædikanten J. Santon i Vesterhavet.
CYKLEDE ELLER BLEV KØRT TIL MØDE
Ofte cyklede bedstefar til møde i Løkken. Da han fik bil, kørte moster Agnes ham til sommermøde i klitterne ved Løkken.
Bedstefar var en person med markante meninger, også når det drejede sig om åndelige ting. Om sommeren havde han altid sin stråhat på, akkurat som skagensmalerne.
Bedstefar kom overalt, hvor Guds ord blev forkyndt, da han havde en dyb længsel efter at kende Jesus mere.
En af hans mest anvendte bibeltekster var Johannes Evangeliet, kapitel 17:21: ”At de alle må være ét.”
Moster Agnes kørte også ham og bedstemor til de årlige møder på Nyborg Strand med Poul Madsen. Bedstefar kom også til ’Hvide Marker-møderne’ i Kompagnihuset i Aalborg og lyttede til Poul Madsen og hans hustru Thyra.
Han kunne ikke synge, men gjorde det alligevel af karsken bælg. Naturligvis for at udtrykke glæde over sangens indhold – og til stor morskab for os børnebørn, mens de, der kørte ham til møde, sad og klemte tæerne sammen i skoene.
Bedstefar havde bil i mange år, men der var altid nogen, der skulle køre for ham, for han kunne ikke se, når det blev mørkt, og kørte aldrig selv. Det er underligt at tænke på, at han aldrig så stjernerne på grund af, at han var natteblind.
DET KRISTNE LIV MIDT I HVERDAGEN
Bedstefar levede virkelig det kristne liv ud i hverdagen. Alt for mange er blot ’kristne’ to timer hver søndag formiddag. Han var en reel og bundærlig handelsmand, som havde en stor kundekreds af landmænd, lige fra husmænd til den store proprietær.
Han var en hædersmand, én man kunne regne med. Det er blevet fortalt, at han var den første kreaturhandler, der handlede i kommission. Det betød, at landmanden bad bedstefar om at sælge sine dyr for den bedste pris, og så fik han et beløb for at have dyrene i kommission
Han var frimodig og fortalte gerne om sit møde med Jesus, og hvad det betød for ham i hans hverdag. Når han rejste med toget til Aalborg, fortalte han sine medrejsende om sin tro og det evige liv. Bedstefar fortalte, hvorledes han ligefrem holdt ’bedemøde’ i toget på vej fra Aalborg til Brønderslev.
ALLE FIK KRIGSRÅBET
På Kvægtorvet i Aalborg var der en restaurant, hvor handelsmændene købte et måltid mad eller fik sig en tår over tørsten. Bedstefar var fast gæst. Hver måned kom nogle piger fra Frelsens Hær og solgte Krigsråbet.
De kom altid hen til bordet, hvor bedstefar sad. Bedstefar ønskede ikke blot selv at få Krigsråbet, men han så en mulighed for at give de andre handelsmænd et ord med på vejen. Han rejste sig op og slog på glasset for at få opmærksomhed: ”Nu kommer Frelsens Hær pigerne rundt til jer alle med et blad, og hvis I ikke betaler, så betaler jeg.”
Der var en respekt om min bedstefar, så alle tog imod bladet. Selv de mest ugudelige handelsmænd hostede op med penge. De ville ikke være bekendt, at bedstefar skulle betale for dem.
En dag på vej hjem fra markedet i Aalborg, sad han i sin hvide kittel og læste i Krigsråbet. En medrejsende i toget spurgte, om han tilhørte Frelsens Hær. Bedstefar svarede: ”Det kan alle købe for 25 øre.”
Lidt efter tænkte han, at det var et kort svar, så han tilføjede: ”Men jeg ved, at Jesu Kristi Guds søns blod renser for al synd.”
Det gør jeg også, svarede hans medrejsende.
Disse bemærkninger åbnede op for en lang samtale om åndelige ting.
Da toget nåede Brønderslev, gav bedstefar sin samtalepartner hånden og sagde: ”Farvel, jeg er kreaturhandler Hans Thomsen!”
Den medrejsende svarede: ”Jeg er præst i en forstad til København!”
STÆRK TRO PÅ AT GUD HELBREDER
Troen på Gud som læge havde bedstefar gennem alle årene.
Min mor har fortalt mig, hvorledes hun oplevede bedstefars stærke tro på bøn og Guds indgreb.
Hun plejede at være ude i fælleden for at malke køer sammen med min morbror Chresten. En aften væltede en ko hende pludselig bagover og trådte hende i mellemgulvet. Morbror Chresten kørte hende hjem. Bedstemor ville ikke tilkalde lægen, før bedstefar kom hjem. Da han kom hjem, gik han ind til mor og sagde:
”Min pige, skal vi ringe til lægen, eller skal vi bede til Jesus!” Mor sagde, at de skulle bede til Jesus.
Næste morgen var hun oppe og malke igen.
Jeg husker min bedstefar sige på hans gamle dage, da han boede alene i huset på Stationsvej i Vrensted: ”Han kom og plagede mig i nat, men så stod jeg op og lukkede vinduet op og sagde:
”Vil du så kom ud, satan, i Jesu navn.”
Derefter lukkede han vinduet og sov videre.
Bedstefar kendte Gud og kraften i Jesu navn. Der var ingen tvivl hos bedstefar om, hvor plager og sygdom kom fra. Han vidste, at Jesus havde besejret djævelen, og han måtte forlade ham i Jesu navn.
I mange år kørte bedstefar sammen med morbror Simon til marked i Aalborg.
En dag han gik over gaden, blev han påkørt af en scooter. En betjent kom og spurgte bedstefar: ”Har De drukket?”
Ja, svarede han lunt, men det er 50 år siden.
Rent rutinemæssigt blev han kørt på skadestuen. Da han skulle forlade sygehuset, sagde en sygeplejerske til ham: ”Når De kommer hjem, må De hellere gå til Deres læge.
”Min læge, det er overlægen i Himlen, men hvis du synes, kan jeg godt gå hen og hilse på doktor Sørensen i Vrensted,” svarede min bedstefar.
Det var det eneste lægebesøg, bedstefar havde i sit liv. Han kunne læse sin Bibel uden briller, til han døde, 97 år gammel.
BEDSTEFAR HAVDE ET GUDS ORD TIL MANGE
Der kom mange og besøgte ham, ikke blot venner og familie, men også handelsmænd og gårdejere. Selv om mange af datidens verdensbegivenheder blev drøftet, var det centrale emne altid troen på Gud. Bedstefar havde altid et Guds ord til den besøgende.
Bibelen lå inden for hans rækkevidde, og han kendte skriften ud og ind. Ofte besøgte bedstefar også mennesker rundt om i landsdelen. Det kunne være nogle af hans tidligere kunder, husmænd, gårdejere, proprietærer og Om et besøg på herregården Knivholt ved Frederikshavn forlyder det: Godsejeren bød bedstefar til bords sammen med nogle andre. Der var sodavand på bordet til bedstefar, mens de andre fik øl. Da bedstefar havde en bemærkning til det, sagde godsejeren: ”Jeg ved godt, du er en kristen og ikke drikker øl.” Hvortil bedstefar straks sagde: ”Det kan du også blive.”
Senere besøgte godsejeren bedstefar, og jeg er sikker på, at han delte Guds ord med ham og bad for ham.
Bedstefar var til hjælp og opmuntring for mange mennesker. Hvert år før jul købte han en stak af bladet Kirkeklokkens julenummer, som han cyklede rundt og gav en række mennesker. På den måde fik mange nogle gode beretninger, om hvad det betyder at leve et kristent liv. Min kusine Karen og moster kørte også bedstefar forskellige steder hen, så han kunne aflevere bladet.
FØRSTE JULEDAG VAR HELE FAMILIEN SAMLET
Så længe jeg kan huske, var hele familien samlet på Stationsvej hjemme hos bedstefar og bedstemor første juledag. Det var virkelig en festdag, hvor vi mødte hele familien. Mens min bedstemor levede, havde hun pyntet juletræ for børnebørnene. Bedstemor havde ofte strikket sokker til os børn, og bedstefar delte 100 kr. sedler ud til både store og små.
Der var en meget stor spisestue, og hele familien var samlet om et festligt julebord med gåsesteg og is. Når vi var bænket ved bordet, blev der delt sangbøger ud: ’Trosstrid og Strengeleg’ med Santos 77 evangeliske sange. Efter flere sange læste bedstefar juleevangeliet, holdt en prædiken, bad til slut og velsignede familien.
PÅ BESØG HOS BEDSTEFAR
Jeg besøgte bedstefar regelmæssigt gennem alle årene, da han boede i Vrensted og senere på plejehjemmet i Vrå.
Da bedstemor levede, fyrede de i kakkelovn. Jeg husker, at bedstefar ofte sad med fødderne på lågen. Han nød varmen og sad tilbagelænet i stolen, som vippede på to ben. Det skete, at han råbte til bedstemor: ”Maden brænder på ude i køkkenet.” Bedstemor måtte så konstatere, at det ikke var middagsmaden, der lugtede brændt, men bedstefars sokker stod næsten i lys lue. Ved hvert besøg stillede bedstefar mig altid 3 spørgsmål. Hvordan går det i Hjørring? Hvordan har du det med Jesus? Er der vækkelse i Hjørring?
Han var meget interesseret i, hvorledes jeg og min familie havde det. Men det, som virkelig lå ham på hjerte, var, hvorledes vi havde det med Jesus. Bedstefar ville være sikker på, at hans familie kom i Himlen. Han bad for hele familien hver dag. Ofte løftede han hånden og citerede et bibelvers om, at Jesu blod renser fra al synd. Når vi havde talt sammen, og jeg havde besvaret de tre obligatoriske spørgsmål, tog bedstefar sin bibel og læste et stykke af Guds ord og bad for mig og familien. Derefter sluttede vi altid besøget med at synge: ”Befal du dine veje.” Hvorefter bedstefar sagde: ”Tak, fordi du kom, og hvis du vil have en sodavand, kan du tage én ude i køkkenet.”
Sidste gang, jeg besøgte ham, var den 12. december 1978, aftenen før han døde. Min mor sad og holdt ham i hånden, da han stille og roligt drog det sidste åndedrag og rejste hjem til bedstemor i Himlen i en alder af 97 år.
Han var mæt af dage efter et langt og virksomt liv og ønskede nu at møde sin kære frelser Jesus.
SLÆGTEN FØRER TROEN VIDERE
Bedstefar kom til møder i forskellige kirker og menigheder. Han gjorde meget ud af, at han aldrig havde tilhørt noget parti, hvormed han nok mente, at han aldrig havde meldt sig ind i en frikirke.
I en periode var han dog tilknyttet Frimissionen (Missionsforbundet) i Stenum, men ellers var han medlem af Folkekirken indtil sin død. Han kunne godt lide, når sognepræsten kom på besøg; så fik de en god snak om tingene.
Bedstefar var et fantastisk eksempel, og de fleste i familien er frelst. Hans søskende og familie var tilknyttet forskellige kirker og menigheder i Vendsyssel. Min mor og hendes søskende er også fulgt i bedstefars fodspor og har valgt at leve livet som kristne. Mange af hans børnebørn og oldebørn er i dag aktive i kirker rundt om i Danmark.
Vrensted har overtaget Brønderslevs tidligere præst primo 2021 og præstegården er igen blevet beboet, efter at den har stået tom i lang tid, mens Løkken Stor pastorat har søgt efter en præst med bopæl i Vrensted Præstegård.
Løkken Stor pastorat har nu 2 præster: Kennet Berg (kirkebogsfører) og Gitte Lykke Andersen, som skal betjene de 7 kirker i pastoratet nemlig: Løkken, Furreby, Vrensted, Børglum, Vittrup, Rubjerg og Lyngby Kirker
Her fortæller Gitte Lykke Andersen om hvordan hun blev præst:
Løkken Stor pastorats nye præst ville oprindeligt arbejde i reklamebranchen, men valgte så i stedet for at læse teologi, og det har hun bestemt ikke fortrudt, selv om familien troede, at det rablede for hende. I 2021 er hun tiltrådt som sognepræst i Løkken Stor pastorat med bopæl i Vrensted Præstegård.
Sådan fortæller Gitte Lykke Andersen i 2004
Hverken min mand eller jeg kommer fra specielt religiøse familier, fortæller Gitte Lykke Andersen, der 8. august 2004 bliver indsat i sit embede som ny sognepræst i Brønderslev og Serritslev. – Oprindeligt ville jeg da også arbejde i reklamebranchen. Jeg havde taget et syv måneders kursus som computer grafiker, men det var vanskeligt at få en læreplads. – Jeg var nødt til at tage et kontorjob, da min søgning var resultatløs. De mente flere steder, at jeg havde for lidt computererfaring. Men efter halvandet år var der tæt på at være bid. Jeg blev kaldt til samtale hos et reklamebureau. – Det virkede som et rigtig godt bureau og jeg ville rigtig gerne have jobbet. Men der var to andre kandidater til jobbet. To unge fyre. Så da jeg ikke havde hørt noget ti dage efter samtale, tog jeg selv kontakt til reklamebureauet, men de bad mig afvente deres beslutning.
Imidlertid havde jeg ikke tænkt mig at vente. – Jeg troede, at min chance for at få jobbet var forspildt, så besluttede jeg mig for at være præst i stedet. Hvorfor det ved jeg ikke, men det besluttede jeg mig for. Få dage senere tilbød reklamebureauet mig alligevel stillingen. Men jeg sagde nej tak. Jeg havde allerede søgt ind på teologistudiet på kvote to. – Min familie og mine venner troede, at det rablede for mig. Nu havde jeg søgt en stilling i reklamebranchen i halvandet år, og når jeg så fik tilbudt et job, så sagde jeg nej uden at vide, om jeg overhovedet ville blive optaget på teologistudiet. Jeg blev imidlertid optaget, og har ikke fortrudt min beslutning. – Jeg havde allerede dengang fået mit første barn, og reklamebureauet ville have mig til at love, at jeg ikke fik børn de første fire år, ligesom de krævede, at jeg kunne klare overarbejde fra tid til anden. På den måde passer præstehvervet mig langt bedre. Her har jeg mulighed for at planlægge arbejdstiderne selv, så jeg får mere tid til mine børn, og jeg kan også tage dem med på arbejde.
Det betyder store ændringer fors familien, at jeg er blevet sognepræst i Brønderslev. Børnene må flytte skole og min mand har måttet sige hans to job op. – Claus har endnu ikke fundet nyt arbejde, men han flytter også først til Brønderslev 1.august. – Min familie har hele tiden vidst, at vi skulle flytte, den dag jeg blev færdiguddannet. – Men jeg vægtede min families ønsker højt, da jeg søgte stillingen i Brønderslev. Det var vigtigt for mig at komme til en by, hvor mine børn kunne cykle til skole, fodbold, ridning m.v.
En fjerdedel af mit job skal foregå på Psykiatrisk Sygehus. – Jeg skal have kontortid en dag om ugen på sygehuset, men jeg skal ikke lave papirarbejde. Jeg er der, hvis der er nogen, der har brug for at tale med mig. Det er vigtigt for mig, at alle føler sig som en del af fællesskabet – det menneskelige fællesskab. – Jeg vil gå ind i det her arbejde med åbenhed og imødekommenhed overfor alle typer mennesker, unge, gamle og socialt udstødte. Jeg har arbejder som telefonvagt hos Sct. Nicolai Tjenesten. – Her talte jeg om natten med mange ensomme mennesker, som ikke havde nogen at tale med om deres dagligdag og problemer. Det viste mig, hvor vigtig det er, at alle har nogen, der lytter til dem og tager dem seriøst. -Derfor kunne jeg godt finde på selv at opsøge bumserne i byen, når de sidder på en bænk og drikker. Dem vil jeg gerne tale med. Jeg er god til at tale med folk og til at få en dialog igang. Jeg glæder mig til at starte i sit nye job. – Jeg ser enormt meget frem til at lære folk at kende i byen. Jeg har forstået, at det er en meget travl kirke, hvor der altid er gang i alle mulige aktiviteter. Jeg håber blot, at folk kan lide mig, for som præst har man ofte meget på hjertet, men det er svært at komme af med, hvis der ikke er nogen, der gider at høre på dig.
Den 24.05.2021 skriver Gitte Lykke denne kommentar til artiklen:
Hold nu op, det er længe siden, jeg har læst den artikel Jeg husker, jeg var irriteret, fordi jeg ikke havde fået lov at læse den igennem, før den kom i avisen. F.eks. kunne jeg aldrig drømme om at bruge ordet “Bums” om et (socialt) udsat menneske !! – hvilket, jeg skrev til journalisten efterfølgende. Det var heller ikke reklamebureauet, der gjorde mig til præst eller en “fiks idé”, jeg lige fik, at ville være præst – det var et pludseligt kald fra Gud ud af det blå, et kald der var så stærkt i mig, at jeg bare måtte søge ind på teologi. Nå … men pudsigt at læse den igen, meget er sket siden dengang
Hvor stor betydning havde teglværkerne for Vester Brønderslev og Brønderslev?
Hvor mange mand var der beskæftiget på disse teglværker og hvor rige blev teglværkspatronerne?
———————————————
Gennem årene har der eksisteret flere teglværker i Brønderslev, men de to største og vigtigste var Østre og Vestre Teglværker. Østre teglværk lå ved Ålborgvej, omtrent for enden af Bryggerivej
Østre Teglværk ved Hovedvejen
og herunder Vestre Teglværk luftfoto fra 1954
x
og Vestre teglværk lå på Fælledvej, det der nu hedder Fasanvej.
.
Østre teglværk blev oprettet i 1883 af Gerhard Poulsen på det sted, hvor Nibstrup teglværk havde ligget. Gerhard Poulsen flyttede i 1899 teglværket op til Hovedvejen, hvor nu teglværksvej og Bryggerivej krydser Aalborgvej. Her var i forvejen en del mindre forretninger og virksomheder: Kro, købmandshandel, jernstøberi, uldspinderi, stamperi, rebslageri, bageri, smedeværksted, vognfabrik etc.
Hvad er et “stamperi”?
.
Vestre Teglværk blev oprettet af Morten Dam i 1903 på det sted, hvor Døvling Teglværk havde ligget. Morten Dam solgte i 1907 til Jens Christensen, der angiveligt gik af i 1919, da værket blev lagt sammen med Østre Teglværk i et interessantselskab.
I/S Brønderslev Teglværk opstod i 1919 på initiativ af bl.a. direktør F.C. Winther og arkitekt Otto Færch og som en fusion mellem Østre og Vestre Teglværk. C. Wehrmann indtrådte hurtigt efter, som medejer og var værkernes administrerende direktør til 1939, hvor Augustinus Pedersen overtog. Trods sammenslutningen kaldte man stadig værkerne henholdsvis Østre og Vestre Teglværk. Omkring 1967 lukkede Vestre Teglværk, mens Østre holdt stand til midten af 197. En epoke var forbi.
Teglværkerne har haft stor betydning for Brønderslev, ikke blot økonomisk og som arbejdsplads for mange mennesker, men også for selve byens udseende. Tænk på Algade for 30-40 år siden, gule sten de fleste steder – ikke mindst det gamle posthus. Østre teglværk lavede især gule sten, Vestres var røde. Det er nærliggende at tænke sig at Brønderslev teglværk leverede sten til det nye rådhus, der stod færdigt i 1920, men det er ikke verificeret.
• Gerda Christensen, hvis far var kusk på Vestre teglværk, fortæller, at den nuværende Fasanvej i hendes barndom ikke blev kaldt andet en ”Den røde vej” – netop fordi den var belagt med knuste røde tegl fra Vestre Teglværk og det grisede! Så når børnene skulle til eksamen og have fine sko på, fulgte mor efter med dem i hånden, mens børnene gik op til Vestergade i deres træsko. Først her kom skoene på, og mor gik hjem med træskoene.
Fasanvej, som i min barndom hed Fælledvej, var asfalteret da jeg boede der fra ca 1953-1959.
Mursten:
Ler er finkornet. Det består af partikler med en diameter på helt ned til 0,002 mm. Når ler optager vand, svulmer det op og bliver til noget klistret stads, som næsten ikke kan fjernes fra ens fodtøj.
Rødler – gi´r røde mursten
Blåler – gi´r gule mursten
Ler bruges til bl.a. teglsten, mursten, vaser og krukker, keramik, ansigtsbehandling og til forbedring af markens jordstruktur (bonitetsforøgelse), som membran i kunstige søer og hvad ved jeg. Læs gerne selv videre, der findes en masse spændende litteratur om ler og tegl på nettet.
Allerede på Vitruvius´ tid (ca 75 år før Kristus til 25 år før Kristus) dukkede de første brændte mursten op. Vitruvius var arkitekt, militæringeniør og sikkert meget andet.
At lave mursten kræver et godt håndelag og en masse rutine.
De ”bagte sten” – som de tidligste teglsten blev kaldt – blev som hersker- og magtsymbol benyttet .
Med afsæt i naturens egne materialer – ler, ild, luft og vand – producerer de danske teglværker hver dag mursten, tagsten og klinker til byggerier over hele verden. De danske mørtelværker binder det hele sammen med mørtler, som også baserer sig på naturens egne råstoffer.
Vestre Teglværk
Teglværksarbejdere og bumser som søgte ly for natten
I bogen om Vester Brønderslevs historie fra 1942 skriver Carl Klitgård kort om byens teglværker. Han nævner Nibstrup teglværk og Døvling teglværk, men han nævner også et teglværk, der har ligget vest for Kornumgård.
Ove S. Johansen :
Tak Anne-Marie, i gamle dage var der rigtigt mange teglværker i Danmark, dog flest på eller ved Als og på Fyn. I Vendsyssel var det lidt tyndt mht. teglværker – kan det have haft betydning for at egnen udviklingsmæssigt har stået lidt i stampe ift. de andre landsdele – blot en strøtanke. Hvis du har present info om de øvrige teglværker skal vi så ikke knytte dem til opslaget? Mursten og ler har været lig med GULD i fordums tid, tænker jeg.
kunne Nibestrup teglværk ikke være Øster teglværk Nibstrup gård havde jord op til Øster Teglværk og Vester teglværk lå i et område der på gamle kort er benævnt Døvling og deraf også navnet Døvlingvej.
Lotte Lybech Rasmussen skriver:
“Slottet” på Fasanvej, hvor vi (familien Jepsen) boede fra vinteren 1965/66 til ca 1972, hvor huset blev købt af familen Sølvkjær. Det var Vestre Teglværks gamle direktørbolig (mener jeg), og vi børn kunne gå ud af en dør i baghavens rækværk og lege på teglværkets område, hvor man f.eks kunne falde i askedyngen🙄 eller vandhullet, der lå der hvor Ravnevej nr. 7 nu har have – dejlige minder med børnene i den ende af Fasanvej – Irene og Louise Fisker, Hanne og Rikke, Aksel, Jørgen Frandsen og Arne Frandsen.
Afskrift af René Bejlegaard Ovesen’s opslag om teglværksbørsterne. Jeg synes denne historie bør gemmes, så vores efterkommere kan se, hvordan livet var, dengang i 1939 og årene derefter.
Jeg har selv mødt sådanne/disse “børster” når de var på vej til og fra vestre Teglværk, ved Fælledvej, ganske vist først fra midten af 1950’erne. Nogen kom tilmed slæbende med trillebører og skærslibercykler etc.
Håber det er O.K at jeg lige skrev artiklen af.
Der er ikke mange, som har vaskeægte fotografier af vaskeægte “børster” – fotografering var ikke netop hverdagskost i de dage og på de kanter, hvor børsterne færdedes, og der var da heller ikke sådant at ta’ motivet af, så ægtheden forblev ægte.
Men i Hjørring har værkstedsleder Leif Jensen et sådant fotografi – der fortæller en masse historie om livet på kanten af tilværelsen.
Det skyldes Købmand Georg Thomsen, der havde forretning på hjørnet af Aalborgvej og Teglværksvej i Brønderslev og således var nabo til Brønderslev østre Teglværk, hvor “børsterne” holdt til. Over ringovnen, på “etagen” her, var der varmt og tørt og godt at være, her kunne der kokkereres og her kunne man mødes, når man havde handlet hos købmanden.
Det, de drak
Dette billede viser en sådan sammenkomst – dog noget atypisk derved, at der drikkes vin af flasker. Det var købmandens betaling for at måtte tage billedet. Ellers blev der drukket øl – gerne øl og sprit i en blanding, som hed WORM, og som Leif Jensen har brygget adskillige gange til teglværkets gæster.
Han kom på teglværket, fordi hans bedstefar var teglværksarbejder her – han ses yderst til venstre med skovlen, med hvilken han fyrede i ovnene ovenfra, samt med en krog, med hvilken han løftede ringene af fyrhullerne. Man kender det fra de gamle brændefyrede komfurer. Der er distance mellem teglbrænder Chr. Jensen, Teglværksvej, som bærer vest- og urkæde, og loftets børster.
Reddede arbejder
Disse er fra venstre Den Store Ugle – der kunne være en noget voldsom krabat – og Magnus Dykker, der hed sådan, fordi han engang hoppede i vandet, for at reddeen arbejder, der var faldet i ved et slusebyggeri, han havde i øvrigt engang været formand. Der er, stort smilende, Jens Jacob, som havde en cykel, og ved grødfadet ses Den bette Ugle, som fulgtes med den Store Ugle. De var begge fra Tverstedegnen. Endelig er der Knøsen, bærende på et ølanker. Et sådant kunne børsterne hente gratis ovre på bryggeriet Brønderslevhus.
Hvem var børsterne?
Men på bordet ses dog ikke opknappede øller – lige til en omgang til alle.
Børsterne var en blanding af landevejens farende svende og arbejdsfolk på dagleje på de større gårde. I sådanne tilfælde uden sprit, lige som etiketten bød ikke at tigge i teglværkets nære omgivelser. De sidder i et hjørne, hvor opholdsrummests forskellige muligheder understreges af stegepanden, der hænger i vinduet. Der var gode kogemuligheder over ilden fra de store teglværksovne og der var i øvrigt også en gryde blandt det ellers spartanske inventar. På en hylde – bag teglbrænder Chr. Jensen – ses en avispakke. Formentlig Jens Jacobs jordiske gods, måske en jakke og et par bukser.
Og apropos jordisk gods Den Store Ugle var barfodet.
Brændte ihjel
I sjakket savnes Skole-Valde – hans far havde været skolemester, selv læste han også, dog, tilværelsen gik skævt. Han bar briller og var præget af “bedre dage”, men ved en ulykke brændte han ihjel på et teglværk.
Leif Jensen husker tydeligt sin barndoms oplevelser med børsterne, der var skikkelige mennesker i et samfund uden socialt sikkerhedsnet – men også med fysiskeog menneskelige muligheder for de frie fugle, dr ikke kunne og ville indordne sig det reglementerede samfund. Teglværksovnenes varme var en af de muligheder, der bød sig – når ilden slukkedes hen på vinteren, kunne myndighederne godt lade arrestdøren åbne for en spjældtur i den koldeste tid underforegivende af et uopklaret cykeltyveri. Her på Brønderslev østre teglværk blev der dækket op Juleaften med god mad, betingelsen var dog at børsterne denne aften havde rene negle.
Ivrig amatørfotograf
Alle de afbildede er døde nu, fotografen også. Købmand Georg Thomsen, der var en ivrig amatørfotograf, flyttede til Løkken. Hans billede fra teglværkets fyringsloft rummer en helt særlig atmosfære og er da også blevet mangfoldighjort på forskellig måde, dels gennem affotografering til familiens glæde, dels som maleri. Leif Jensen undrer på, om det skulle hænge et maleri gjort efter dette fotografipå teglværket i Sindal.
Han kunne nemlig genkende disse gamle børster her fra “de go’e gamle dage”, da der panoreredes hen over et maleri på Sindal Teglværk som afslutning på en TV-udsendelse om teglværker.
Tilføjelse.
Er der nogen der ved, om man dengang blandede leret med et eller andet, inden det blev formet og brændt i ringovnen? Hvordan bærer man sig ad idag?
Ønskefonden blev deres livsværk: Må flere ønsker bliver opfyldt!
Kilde: Familiejournalen april 2021 – af Johan Isbrand
En gribende tv-film inspirerede Erik Buus til at stifte Ønskefonden, som nu hedder Make-A-Wish Danmark. Han og hustruen Birgitte knoklede og satte selv penge til, for at alvorligt syge børn kunne få deres største ønsker opfyldt. Og deres fornemste mål er fortsat at udbrede kendskabet til fonden og dens arbejde.
Det var et rent tilfælde, at Erik Buus i sit daværende hjem i Vrensted, Vendsyssel, i januar 1999 satte sig til at se en dramadokumentarisk amerikansk film, som ikke blot skulle vende op og ned på hans eget og hans kone, Birgittes, liv, men tillige indirekte kom til at påvirke tusindvis af danske familiers tilværelse.
– Hovedpersonen var en ung amerikansk pige, der led af en aggressiv form for knoglekræft. En dag havde hendes far en gæst med hjem: En yngre kvinde, der kom fra en organisation, som opfyldte ønsker for dødeligt syge børn og unge, husker Erik, som nu er 76 år.
Pigens største ønske var at se Det Hvide Hus og om muligt møde USA’s præsident. Og tv-filmen mundede ud i en rørende finale, hvor den døende teenagepige sad i Det Ovale Værelse og dermed havde fået sit ønske delvist opfyldt. Pludselig gik døren op, og ind trådte selveste Bill Clinton, som i de år bestred landets øverste post.
– Jeg var helt paf. Og jeg gik straks på nettet for at undersøge, om der virkelig fandtes en velgørende organisation af den art. Det gjorde der tilsyneladende under navnet Make-A-Wish Foundation, og jeg fik dem til at sende mig noget materiale, siger Erik.
Snart dumpede en pakke med en betragtelig bunke dokumenter ned i ægteparret Buus’ postkasse.
– Da jeg havde tygget mig gennem en del af stakken, var jeg ikke i tvivl om, at det var alle tiders idé at starte noget tilsvarende for alvorligt syge danske børn. Og heldigt nok havde Birgitte og jeg på det tidspunkt al tid i verden til det frivillige arbejde, som opgaven krævede, idet vi for nylig var gået på efterløn, fortæller Erik.
Økonomisk nedtur
Om baggrunden for deres daværende situation fortæller kvinden i hans liv:
– Jeg havde min egen Matas-butik i Hjørring i en årrække. På et tidspunkt tog jeg Erik, som oprindelig var uddannet elektriker, i lære, og i flere år stod vi i butikken sammen. Vores økonomi kunne dog ikke hænge sammen, så Erik måtte tage andre jobs. Hans arbejde var af den omfarende slags, og til sidst boede han mere på hotel end hjemme. Det hele kunne dog ikke forhindre, at vi måtte lukke butikken, erklære os konkurs og gennemleve en gældssanering.
Da parret på det tidspunkt havde lagt deres pureste ungdom bag sig, var det ikke nemt at finde nyt arbejde, og efterlønnen endte med at blive løsningen.
– Og så gik jeg i gang med at søge efter andre, der var interesserede i min idé. Vi fandt en revisor og en advokat, og vi fik udarbejdet nogle vedtægter. Derudover havde vi kontakt til et reklamebureau, der rådede os til at finde på et dansk navn. Navnet blev Ønskefonden, og det var helt o.k. med den amerikanske fond, som i det hele taget gav os fuldstændig frie hænder. Vi kunne endda i stort omfang trække på deres erfaring og ekspertise, fortæller Erik.
Og ikke nok med det: Allerede i den helt tidlige fase inviterede amerikanerne Erik til at besøge deres hovedsæde i Phoenix, Arizona, så han kunne se, hvordan de arbejdede.
– Her mødte jeg en fantastisk hjælpsomhed. Blandt andet havde jeg møde med direktøren for Make-A-Wish Foundation America, og ved den lejlighed var det mig, der fik et ønske opfyldt: Jeg havde bestemt, at Ønskefonden skulle have en garantikapital på 250.000 kroner. Da jeg gik derfra, havde direktøren lovet mig, at når vi selv havde samlet de første 125.000 kroner ind, ville hun forære os resten. To år senere havde vi nået målet. Og så kunne vi ellers påbegynde arbejdet med at opfylde ønsker.
Barske historier
Erik og Birgitte har to børn, Helge og Susanne, der nu er 50 og 47 år, og som har beriget dem med i alt seks børnebørn. Men i årene med Ønskefonden var det i høj grad de syge børn og deres familier, der lagde beslag på parrets tid. Birgitte fortæller:
– Det har givet os fantastiske oplevelser, men mange af dem har i sagens natur været hårde. Jeg husker mødet med en 17-årig dreng, der havde kræft. Han ønskede sig en knallert, fordi den gav ham mulighed for at komme lidt ud uden andres hjælp. Knallerten fik han, men desværre havde han ikke fornøjelse af den længe. Hans familie sad hårdt i det økonomisk, og på et tidspunkt kontaktede de os og spurgte, om de skulle aflevere knallerten nu, hvor sønnen ikke længere var i live, eller om hans lillebror kunne få den. Vi svarede dem naturligvis, at køretøjet var deres.
– I øvrigt rådede vi altid vores mange frivillige til at afslutte deres kontakt med familierne, når det enkelte barns ønske var opfyldt. Huskereglen havde til formål at forhindre, at de engagerede mennesker blev helt vanvittige af at følge de barske skæbner på tæt hold. Der var stor og tiltrængt glæde i luften, når vi opfyldte børnenes ønsker, men lykkelige udgange var der ikke mange af.
Enkelte glade undtagelser var der dog:
– En pige fra Hirtshals med leukæmi ønskede sig en hest. Vi skaffede hende en hest fra Norge, da det er vigtigt, at dyrets højde og temperament passer til rytteren, som på det tidspunkt var syv år. Pigen lever endnu, har det godt og er i gang med at læse til dyrlæge, fortæller Birgitte.
Indledningsvis havde man altid en tilbundsgående snak med barnets familie.
– Det var vigtigt for os, at det var barnets ønske og ikke forældrenes, vi opfyldte. Og vi har rent faktisk oplevet enkelte forældre, der ikke var specielt lydhøre over for deres børn og i stedet kørte på med deres egen dagsorden, fortæller Erik.
Den nærmeste familie blev i øvrigt altid så vidt muligt tilgodeset, når det for eksempel gjaldt en rejse til Hawaii eller andre drømmesteder, hvor det syge barns oplevelser sammen med sin familie i virkeligheden var det allervigtigste.
Gavmilde sponsorer
– De første to år, hvor jeg kørte land og rige rundt og præsenterede min idé for Gud og hvermand, betalte Birgitte og jeg alle udgifter ud af egen lomme. Men da først fonden kom i sving med sine aktiviteter, meldte sponsorer og donatorer sig på banen i stor stil. Og mange var interesseret i at hjælpe, fortæller Erik.
Og eksemplerne er talrige:
– En overgang sejlede vi gratis med Molslinjen. At vi flyttede til Ebeltoft, hvor vi bor nu, var selvfølgelig også på grund af byens placering midt i Danmark. Landets daværende forsvarschef gav os i øvrigt lov til at overnatte gratis på samtlige kaserner inklusive de nedlagte. Danske Bank gav os kontorlokaler på særdeles fordelagtige, næsten omkostningsfri betingelser. Og i en periode på fem år nåede jeg at køre i 10 forskellige, spritnye sponsorbiler fra Skoda, siger Erik.
Fonden hedder nu Make-A-Wish Danmark og er en dansk filial af den amerikanske organisation. Erik er blevet folkepensionist og blev for 10 år siden udnævnt til æresmedlem af organisationen samt kontingentfri på livstid.
– Og så er jeg selvsagt fortsat frivillig og kan blive bedt om at hjælpe med at opfylde et ønske her i området, hvis det bliver aktuelt. Fonden har rundet de 2.000 opfyldte ønsker, og jeg håber, det bliver til mange, mange flere. Jeg brænder jo stadig for mit hjertebarn, siger Erik Buus.
Et ønske opfyldes
Nordjyske 05-03-2003
Sofie fra Torrild har fået en hundehvalp, Camilla fra Fredensborg en hest. Dennis fra Randers har fået en elektrisk bil og Martin fra Hurup Thy en specialbygget tandem. Lars fra Odense har mødt fodboldlandsholdet, og ialt har næsten 100 børn og unge fra hele landet fået deres højeste ønske opfyldt siden Ønskefonden blev dannet i 1999. Andre 100 børn og unge står på venteliste til at få et ønske opfyldt, og folkene bag Ønskefonden, håber at det lykkes for hver og én. Men det er sket, at et barn er dødt lige før et ønske skulle opfyldes. – Det er træls, men det er en del af arbejdet. Det er livet på godt og ondt, konstaterer Erik Buus, initiativtager til og formand for Ønskefonden. Tårerne løber Erik Buus bruger stort set al sin tid på Ønskefonden, og det samme gør hans kone, Birgitte, der ikke i samme grad lægger låg på sine følelser. – Jeg kan klare det, når vi er ude hos børnene, men når vi ude i bilen igen, går der ikke fem minutter før tårerne løber. Sådan er det for os alle, selv efter så mange børn. Men heldigvis er man stærk så længe man er midt i det, fortæller hun. – Vi er nødt til at sige til vores folk, at når et ønske er opfyldt, skal de afslutte forbindelsen med familien, ellers bliver de tossede i hovedet. De kan ikke holde til det, hvis de skal gå og bekymre sig om hvert enkelt barn. Det er svært, men man er nødt til at trække gardinet ned. Man skal se det som et stykke arbejde, selv om det er frivilligt, fastslår Erik Buus. Birgitte og Erik Buus har selv to børn og tre børnebørn, som alle er sunde og raske. De er imponerede af de syge børn og unge, de kommer i kontakt med. – Mange af de her børn tager deres sygdom med ophøjet ro. Hvad vi ikke kunne lære af de børn… Vi har opfordret tv til at lave en udsendelse om dem, men tv-stationerne vil åbenbart kun fortælle om kræftsyge børn.
Bagsiden af medaljen
Oplevelserne med Ønskefonden er berigende for de frivillige, men medaljen har en bagside. – Nogle kræver bare ind, og tager det som en selvfølge, at de kan få hvad de peger på. Deres ønsker er helt urimelige og det viser sig som regel, at det mere er forældrenes end børnenes ønske. Det er ikke meningen, og hvis vi får en fornemmelse af, at vi bliver udnyttet, stopper vi, fortæller Erik Buus. Ellers er der i princippet ingen regler for, hvad børnene må ønske sig. – Der er ingen økonomisk grænse. Det er kun børnenes fantasi der sætter grænsen. Som udgangspunkt. For vi kan være nødt til at sætte en grænse. Men det afgørende er, at det er barnets og ikke forældrenes ønske, der opfyldes. Dyre ønsker bruger vi dog lidt tid på at skaffe sponsorer til, så vi kan få dem ned i pris. Vi kan jo opfylde fem ønsker for andre børn, der venter, for det det koster, hvis et barn skal i Disneyland med sin familie, påpeger Erik Buus. Når Ønskefonden får en henvendelse fra pårørende til et sygt barn, beder de om en lægeerklæring og tre ønsker. Ét af de hyppigste ønsker er en computer. – Det kan man godt undre sig over, når man ved at kommunerne er forpligtet til at give et barn en computer, hvis det er nødvendigt for at barnet kan følge med i skolen, siger Erik Buus. Skraber penge indErik Buus er langt fra med til opfyldelsen af alle ønskerne. Derimod kører han landet tyndt i Ønskefondens røde sponsorbil for at oplyse om Ønskefonden og skrabe penge ind, så endnu flere ønsker kan opfyldes. Listen over bidragydere vokser stille og roligt, og tæller både fonde, loger, virksomheder, fagforeninger og private, fra 2.b. på Brønderslev Gymnasium 2002 til Rollo & King. Hidtil største bidragyder er standup’eren og Jeopardy-værten Lasse Rimmer, der vandt en kvart mio. kr. i “Hvem vil være millionær” og donerede pengene til Ønskefonden. Et andet, måske stort beløb er på vej til Ønskefonden fra Vejle. – Tre Odd Fellow loger på Vejlekanten har henvendt sig for at høre om de måtte arrangere en gallakoncert til fordel for Ønskefonden. En tidligere velgørenhedskoncert i Vejle indbragte en anden organisation 150.000 kr., fortæller Erik Buus. Koncerten finder sted 13. april i Musikteatret i Vejle og har Jesper Lundgaard, Kim Sjögren, Swing Sisters m.fl. på plakaten. Nemmere og nemmere – Det bliver nemmere og nemmere at finde sponsorer i takt med at vi bliver mere kendte. Og folk kan se at vi bruger minimum 85 procent på ønskerne. Vi har ingen udgifter til kontorhold, fordi jeg lægger mit eget hus og min egen computer til, forklarer Erik Buus. Hans indsats for Ønskefonden indbragte ham Veritasfondens pris for ekstraordinær humanitær indsats i 2001. Ikke desto mindre oplever han af og til, at folk i lokalområdet ser lidt skævt til ham. – Mange tror vi får en god løn, men det hele er frivilligt, forsikrer han. Erik og Birgitte Buus lever af overgangsydelse.
Historien om Løkken Sparekasses kollaps i 2008 og garantformanden Kristian Andersens foredrag om hele forløbet
Historien om en ildsjæl i forbindelse med Løkken Sparekasse´s kollaps i 2008.
Indhold:
1) Hvem er Kristian Andersen
2) Hele forløbet gennem avisartikler fra Nordjyske
3) Domsudskrift der gik Garant Løkken imod
4) Kristian Andersens foredrag om hans oplevelser igennem det lange forløb
5) Nordjyske Avisomtale omkring retssag mod Direktion, Bestyrelse og Revisionsfirmaer
GARANTERNES MAND,
den tidligere Vrensted dreng, Kristian Andersen.
Kristian Andersen, tidligere IT-konsulent, Projekt- og Personaleleder.
Hans lange og besværlige kamp for at redde sin egen, familiens samt de tidligere garanters penge, der var indskudt som garantikapital på garant-konti i Løkken Sparekasse, (den forhenværende sparekasse som gik konkurs i 2009 – og som gennem en menneskealder havde en filial i Vrensted).
Hele sagen startede under finanskrisen i efteråret 2008 da Løkken Sparekasse kom i kæmpe problemer, med tab på store udlån til udenbys ejendomsspekulanter uden lokal tilknytning, som havde overtalt Sparekassen til at låne dem penge.
Det gik ud over mange loyale småsparere i Sparekassens lokalområde, penge som de havde lagt til side for at forsøde tilværelsen med.
Et langt forløb som slutter den 28.02.2020
Løkken Sparekasse
kom i økonomisk uføre, da de begyndte at bevæge sig uden om deres kerneområde Løkken og omegnsbyerne. De etablerede filialer i Aalborg og København og så begyndte de på et tidspunkt at udlåne store beløb til nye kunder, med store ejendomsporteføljer, et område hvor de ikke havde stor viden og ekspertise omkring og tilstrækkeligt uddannede ansatte. Herunder direktion og bestyrelse, hvori der kun sad lokale mennesker uden den store indsigt og proffessionalisme.
Retsmøder Løkken Sparekasse
Nedenstående artikler Kilde: Nordjyske
august/ september 2019.
Sparekassedirektør brød ud i tårer på bestyrelsesmøde
Erstatningssag: Husadvokat fortalte om afgørende bestyrelsesmøde i Løkken Sparekasse
FØRST I FEBRUAR 2009 BLEV LØKKEN SPAREKASSES BESTYRELSE USIKKER PÅ BANKENS STORE UDLÅNSKUNDER
VIBORG: Løkken Sparekasses direktør Poul Blicher Johnsen reagerede meget voldsomt på et krisemøde i Løkken Sparekasses bestyrelse om aftenen 10. februar 2009, da han og bestyrelsen blev konfronteret med store tab på sparekassens udlån.
Det kom frem mandag, da Løkken Sparekasses daværende husadvokat Erik Bo Sørensen blev afhørt som vidne under Finansiel Stabilitets erstatningssag mod den kuldsejlede sparekasses ledelse og revision.
På det ekstraordinære bestyrelsesmøde præsenterede advokaten og sparekassens revision bestyrelsesmedlemmerne for resultatet af en gennemgang af bankens største udlån.
Konklusionen lød på yderligere nedskrivninger på 127 millioner kroner og et underskud i 2008 på 207 millioner kroner.
– Der bredte sig en dødlignende tavshed, forklarede Erik Bo Sørensen.
Så tog Knud Rødbro, der var menigt bestyrelsesmedlem, ordet og beskyldte ifølge Erik Bo Sørensen i voldsomme vendinger Poul Blicher Johnsen for at have ført bestyrelsen bag lyset.
Efter et stykke tid med tavshed omkring bestyrelsens mødebord tog Poul Blicher Johnsen ordet.
– Han sagde, at den eneste følelse, jeg har, er skam. Og så begyndte han at græde, husker Erik Bo Sørensen.
Poul Johnsen forsvarede sig ifølge husadvokaten ikke mod Rødbros angreb.
– Bestyrelsesmedlemmerne så rådvilde på hinanden, og ingen sagde noget. Det endte med, at jeg foreslog, at mødet blev suspenderet, forklarede Erik Bo Sørensen.
Var blevet bange for risikoen
Det var bestyrelsen selv, der 11 dage tidligere på et andet ekstraordinært bestyrelsesmøde havde bedt advokaten om at gennemgå sparekassens 20 største udlån.
– Lokalsamfundet var blevet utrygt ved avisskriverier i JP og NORDJYSKE om udviklingen på ejendomsmarkedet, og bestyrelsen ville vide, om sparekassen havde problemer på dette område.
Da Erik Bo Sørensen så listen over Løkken Sparekasses største udlån, som han skulle gennemgå, blev han paf.
– Profilen var helt i modstrid med den sparekasse, jeg troede, jeg kendte, forklarede han.
Erik Bo Sørensen havde i efteråret 2008 udarbejdet en rapport om kvaliteten af sparekassens juridiske arbejde, når den skulle sørge for sine sikkerheder i forbindelse med udlån.
Rapporten var ikke positiv læsning.
Erik Bo Sørensen nåede nemlig frem til, at der var mange mangler, når det handlede om at sikre sparekassens krav for eksempel i forbindelse med konkurser blandt kunderne.
Han var gået ud fra, at hans rapport var gået videre til bestyrelsens medlemmer.
– Men nu kom det frem, at flere bestyrelsesmedlemmer aldrig havde set den.
Spar Nord advarede Løkken Sparekasse
RETSSAG: Flere af sparekassens storkunder var ”ikke kreditværdige”
VIBORG: Spar Nord Bank var i efteråret 2008 blevet så usikker på den økonomiske situation i Løkken Sparekasse, at to medlemmer af bankens topledelse – administrerende direktør Lasse Nyby og direktør Lars Møller – tog det helt usædvanlige skridt at invitere sig selv til et møde i Løkken for at kigge i sparekassens udlånsbog.
– Sparekassen var vokset meget kraftigt på få år, forklarede Lars Møller, da han onsdag blev afhørt som vidne under Finansiel Stabilitets erstatningssag.
Det var ikke kollegial omsorg, der havde fremkaldt Spar Nords interesse. Spar Nord havde ydet udlandslån til kunder i Løkken Sparekasse for i alt over 200 millioner kroner, som Løkken Sparekasse garanterede for.
Derfor var Spar Nords sikkerhed afhængig af sparekassens økonomiske sundhedstilstand.
Da de to Spar Nord-direktører 16. oktober kørte sydpå fra et møde med sparekassedirektør Poul Blicher Johnsen og erhvervskundechef Thomas Bjørn Mortensen, var det med en vis uro i maven.
De havde fået gennemgået sparekassens 15 største udlån, der samlet udgjorde over halvdelen af sparekassens totale udlån.
– Vi identificerede kunder, som var involveret i ejendomskarrusellen, og nogle af dem havde tidligere påført pengeinstitutter tab. Mange af dem var ikke kreditværdige ud fra normal bankpraksis, og om nogle af dem sagde vi, at hvis de kom ind i vores lokaler, så skulle sprinkleranlægget gå i gang, forklarede Lars Møller.
Han og Lasse Nyby mente, at de problematiske udlån ville betyde et ekstra kapitalkrav på op imod 100 millioner kroner for sparekassen.
Sendte et brev til Johnsen
Selvom det ikke var aftalt på mødet, så besluttede de to Spar Nord-direktører at sende et brev med deres konklusioner til Poul Blicher Johnsen.
– Det, syntes vi, var fair, sagde Lars Møller.
Da Løkken Sparekasse i februar 2009 blev kastet ud i en dødskamp, forsøgte sparekassen at finde fusionspartnere blandt andre pengeinstitutter.
Lasse Nyby afviste, at Spar Nord var blevet kontaktet i den forbindelse.
– Og var vi blevet det, så havde vi med det samme sagt nej, sagde han.
Spar Nord overtog i 2008 nogle af den krakkede Roskilde Banks kunder og filialer, men Løkken Sparekasse indbød altså ikke til en gentagelse.
Finansinspektør: Sparekasse var ikke seriøs
Inspektør efter undersøgelse i Løkken Sparekasse: – Det var bizart
VIBORG: Egentlig skulle de kun have brugt en enkelt arbejdsuge i juni 2008 i Løkken, men tre ansatte fra Finanstilsynet endte med at tilbringe to arbejdsuger på inspektion hos Løkken Sparekasse. Årsag: Sparekassen havde svært ved at finde det materiale, som tilsynet udbad sig under inspektionen.
– Vi måtte sidde og vente på, at det blev fundet frem. Nogle gange vendte Thomas Bjørn Mortensen (sparekassens erhvervskundechef, red.) slet ikke tilbage til mødelokalet. Det var lidt bizart, sagde den ansvarlige finansinspektør, Karin Kjærgaard, da hun torsdag blev afhørt som vidne under Finansiel Stabilitets erstatningssag.
Problemerne med at skaffe materiale fra sparekassen var ifølge Karin Kjærgaard så store, at hun og hendes to medarbejdere i en vis udstrækning måtte tage hjem med uforrettet sag.
– Der var megen kommunikation efterfølgende med sparekassen om de oplysninger, som vi fortsat manglede, før vi kunne komme med vores konklusioner. Det var helt usædvanligt, forklarede hun.
Sparekassen fik 20 påbud
Da tilsynet omsider kunne sende en rapport om sine iagttagelser under inspek- tionen til sparekassens ledelse, indeholdt den 20 påbud, altså tilfælde hvor sparekassen blev bedt om at rette ind efter lovgivningen.
Flere påbud var gengan- gere fra tidligere inspek- tioner af sparekassen.
– Der var en følelse af, at Poul Blicher Johnsen (sparekassens direktør, red.) og Thomas Bjørn Mortensen talte uden om engagementerne (udlånene, red.). Det var ikke altid seriøst, og situationen blev ikke taget alvorligt, sagde Karin Kjærgaard, der i dag er pensionist.
Allerede i foråret 2008 – og altså før besøget i Løkken – havde tilsynet skrevet ud til en række danske pengeinstitutter med mange lån til ejendomsbrancher på udlånsbøgerne.
Løkken Sparekasse var blandt dem, der modtog tilsynets brev.
– Derfor havde vi fokus på denne type af udlån under inspektionen, men i flere tilfælde var de regnskaber, som sparekassen lå inde med, meget gamle, og der manglede for eksempel kundeoplysninger på låneindstillingerne, forklarede hun.
Finanstilsynets uro blev ikke mindre, da Roskilde Bank og ebh bank krakkede hen over sommeren og efteråret 2008 – i begge tilfælde efter store tab på ejendomsbranchen.
Hos Finanstilsynet bredte der sig en usikkerhed om, hvorvidt Løkken Sparekasse havde kapital nok til at dække tabsrisikoen på sine udlån.
Sparekassens ledelse blev kaldt til møde hos Finanstilsynet 27. oktober. Det var ikke en normal procedure, men der var heller ikke noget normalt ved situationen.
– Vores kraftige budskab var, at sparekassen nu skulle finde sig en fusionspartner, fortalte Flemming Nytoft Rasmussen, på det tidspunkt vicedirektør i Finanstilsynet med ansvar for pengeinstitutter, da han onsdag afgav forklaring under erstatningssagen.
Mødet begyndte med en klage fra Poul Blicher Johnsen, der følte, at sparekassen blev udsat for en meget uretfærdig behandling.
– Det hele var meget bedre, da …. (navn på ansat i Finanstilsynet udeladt, red.) var ansvarlig for tilsynet med sparekassen, lød det fra sparekassedirektøren.
Oprydder i chok: – Ingen værdier
Løkken Sparekasse: Ole Bjerg forsøgte at skaffe penge hjem efter sparekassens ejendomseventyr
EJENDOMMENE VAR BELÅNT PÅ KONJUNKTUREN OG IKKE UD FRA INDTÆGTSBUDGETTER, SAGDE OLE BJERG
VIBORG: Ingen værdier, ingen lejeindtægter, ingen indtægtsstrømme og ingen dokumentation.
Det var det billede, der mødte Ole Bjerg, da han i marts 2009 som ansat i Finansiel Stabilitet blev sat i spidsen for afviklingen af konkursramte Løkken Sparekasses problemfyldte udlån til en lang række udenbys ejendomsspekulanter.
– Der manglede dokumentation om de belånte ejendomme, og der var ikke taget sikkerhed i dem, forklarede den tidligere Nordea-direktør, da han som vidne blev afhørt under Finansiel Stabilitets erstatningssag.
Og økonomisk set var der ingen indtægter fra de ejendomme rundt om i Danmark, som Løkken Sparekasse havde finansieret.
– Der var ikke en eneste ejendom, hvor lejer havde betalt depositum, og der var ingen lejeindtægter fra dem. De var belånt på konjunkturen og ikke ud fra indtægtsbudgetter, sagde han.
Som direktør i afviklingsbanken Løkken Sparbank, et datterselskab af Finansiel Stabilitet, som havde overtaget Løkken Sparekasses aktiviteter, koncentrerede Ole Bjerg sig om at få afviklet de 30 største udlån med en samlet værdi på 1,1 milliarder kroner, som ingen andre banker ville røre ved.
Disse problemudlån var alle givet til kunder inden for ejendomsbranchen.
Derfor var arbejdet med at få afviklet problemlånene i realiteten et forsøg på at maksimere værdien af de ejendomme, som Løkken Sparekasse havde belånt.
Mange mærkelige oplevelser
Ole Bjerg havde mange mærkelige oplevelser, når han kørte rundt i landet for at besigtige de ejendomme, som Løkken Sparekasse havde engageret sig i.
I Lyngby ved København havde Løkken Sparekasse finansieret en kundes køb for 60 millioner kroner af et tidligere gymnasium.
– Ejendommen stod tom og var købt i forventning om, at kommunen ville udarbejde en lokalplan, men det var aldrig sket, og der var ingen rentabilitetsberegninger udarbejdet, sagde han.
Ejendommen endte med at blive solgt for 11 millioner kroner til kommunen.
Ved Ølsted havde Løkken Sparekasse hjulpet en kunde med at købe et grundareal, hvor betonproducenten HTH’s tidligere hovedsæde lå forladt hen.
– Ingen køber meldte sig, og der kom ingen indtægter fra grunden, forklarede Ole Bjerg.
Pris fordoblet på en enkelt dag
På Frederikssundsvej i København havde Løkken Sparekasse finansieret en kundes køb af en grund med et gammelt værksted på.
– Der var ingen indtægter fra ejendommen, der røg på tvangsauktion, sagde han. Også i København- i Landskronagade – havde den krakkede sparekasse finansieret en ejendom, som blev købt for 14,5 millioner kroner og selvsamme dag solgt videre for 26 millioner kroner.
– Vi undrede os over den store værdistigning, men vi så fremad, og så det som vores opgave at få afviklet sparekassens udlån så godt som muligt, forklarede Ole Bjerg.
Han stoppede i Finansiel Stabilitet i juni 2010 for at genoptage pensionisttilværelsen.
Topembedsmand: Ville presse Løkken Sparekasse til fusion
Erstatningssag: Sparekassen havde ikke styr på kreditgivningen
VIBORG: Da Løkken Sparekasses ledelse 27. oktober 2008 troppede op hos Finanstilsynet i Århusgade i København, var der tale om en helt usædvanlig begivenhed på en dyster baggrund.
– DET VAR PÅ TIDE AT DISKUTERE SPAREKASSENS FREMTID, SAGDE FLEMMING NYTOFT RASMUSSEN.
– Vi var usikre på, hvad der foregik i Løkken Sparekasse. Der var behov for at stramme op, og vi var ikke sikre på, at vi altid fik korrekte oplysninger, forklarede Flemming Nytoft Rasmussen, da han afgav forklaring under Finansiel Stabilitets erstatningssag.
Flemming Nytoft Rasmussen var i 2008 vicedirektør i Finanstilsynet og ansvarlig for tilsynet med danske pengeinstitutter.
– Meldingen til mig fra holdet, der havde været på inspektion i sparekassen, var, at sparekassen var vokset voldsomt og mere end sektoren generelt, og at den ikke havde tilstrækkeligt styr på kreditgivningen, forklarede han.
Ejendomskrise udløste møde
Det var først og fremmest krisen på ejendomsmarkedet, der fik tilsynet til at indkalde Løkken Sparekasse til møde.
– Det var bestemt ikke sædvanligt at holde sådan et møde, men det var også usædvanlige tider med en krise på ejendomsmarkedet, hvor risikoen bare steg og steg, sagde Flemming Nytoft Rasmussen.
Hovedbudskabet fra tilsynet til sparekassen var, at den skulle finde sig en fusionspartner.
– Situationen havde udviklet sig sådan, at det var på tide at diskutere sparekassens fremtid. Vi havde ikke nogen juridisk magt til at kræve en fusion, men vi ville gerne have, at sparekassen tænkete i de baner, forklarede han.
Direktør tog det roligt
Løkken Sparekasses direktør Poul Blicher Johnsen var ifølge et mødereferat, som tilsynet udarbejdede, helt tryg ved situationen.
Sparekassen ville ikke gå ned, og han forventede ikke større tab på ejendomsområdet.
Hvis det blev nødvendigt, så mente Johnsen, at fusionspartnerne nærmest stod i kø ved sparekassens dør.
Han så blandt andre Sparekassen Hvetbo som en mulig fusionspartner, og sparekassen havde fået at vide, at den altid var velkommen hos Spar Nord.
Sidstnævnte har administrerende direktør Lasse Nyby fra Spar Nord afvist under retssagen
Advokat i Løkken Sparekasse-sag smider bombe: Mistanke om urent trav ved ejendomshandel
Advokat Karoly Nemeth mistænker Finansiel Stabilitet for urent trav ved ejendomshandel – Nemeth er advokat for Løkken Sparekasses tidligere formand Poul Sørensen
Ejendomshandel: Advokat for Løkken Sparekasses tidligere formand sår tvivl om, hvorvidt alt gik korrekt for sig, da Finansiel Stabilitet solgte ejendom
SANKT ANNÆ PLADS 13 HUSER BÅDE KØBER OG SÆLGER AF FREDERIKSBERG-EJENDOMMEN.
VIBORG: Flere adressesammenfald og en ejendomshandel i 2012 trækker nu spor til Finansiel Stabilitets erstatningssag mod den tidligere ledelse og revision i konkursramte Løkken Sparekasse.
Lars Løcke
EJENDOMMEN I SMALLEGADE 20 B, SOM FINANSIEL STABILITET SOLGTE I 2012 FOR 24,2 MILLIONER KRONER.
Her sår advokat Karoly Nemeth, der repræsenterer sparekassens tidligere formand Poul Sørensen, nu tvivl om den rolle, som Finansiel Stabilitet og selskabets daværende formand, Henning Kruse Petersen, spillede, da Finansiel Stabilitet for nogle år siden solgte ejendommen Smallegade 20 B på Frederiksberg.
– Jeg må sætte spørgsmålstegn ved, om den er gået rigtigt for sig, siger advokaten om handlen.
Finansiel Stabilitet blev ejer af Frederiksberg-ejendommen, da Løkken Sparekasse i marts 2009 gik konkurs, og selskabet overtog sparekassens aktiviteter.
Ejendommen var tidligere ejet af en af sparekassens mange storkunder inden for ejendomsbranchen.
Sparekassen havde ydet ham en kredit på omkring 50 millioner kroner til ombygning af Frederiksberg-ejendommen som den havde pant i.
Da kunden gik konkurs, blev Finansiel Stabilitet som arvtager efter Løkken Sparekasse ejer af ejendommen i Smallegade.
Flere sammenfald i adresser
I januar 2012 solgte Finansiel Stabilitet bygningen i Smallegade for 24,2 millioner kroner.
Køber var selskabet CC Properties IV ApS, som er ejet af Pfa Pension.
CC Properties IV er registreret med adresse hos selskabet Capital Investment A/S, der har til huse på Sankt Annæ Plads 13, 2. th. i det indre Købehavn.
Bogstavelig talt lige overfor – på Sankt Annæ Plads 13, 2. tv. – har Finansiel Stabilitet til huse.
Og Sankt Annæ Plads 13 huser også et eksklusivt kontorfællesskab, hvorfra en række tidligere topchefer fra dansk erhvervsliv driver deres private aktiviteter.
Blandt kontorfællesskabets lejere er – i hvert fald frem til 2016 – Henning Kruse Petersen.
Den kendte erhvervsmand var indtil august 2012 en magtfuld bestyrelsesformand for Finansiel Stabilitet, altså sælgeren af Frederiksberg-ejendommen.
– Det er påfaldende
– Det er påfaldende med de sammenfald i adresser, og at bestyrelsesformanden i Finansiel Stabilitet selv har sin kontoradresse samme sted som køber, mener Karoly Nemeth.
Salget af Smallegade 20 B udløste ifølge Finansiel Stabilitets erstatningskrav under erstatningssagen et tab på godt 31 millioner kroner.
– Man må spørge sig selv, om realisationen (salget af ejendommen, red.) er sket efter armslængdeprincippet og dermed til markedsprisen, siger han.
Karoly Nemeth har bedt advokat Lotte Eskesen, der repræsenterer Finansiel Stabilitet under erstatningssagen, om en redegørelse.
Den har hun lovet at komme med.
– Ejendommen i Smallegade blev vurderet til 28 millioner kroner af Colliers (et ejendomsmæglerfirma, red.) i 2010 og altså solgt for 24,1 millioner kroner i 2012, siger Lotte Eskesen.
Karoly Nemeth overvejer nu at indkalde Henning Kruse Petersen til at afgive forklaring under erstatningssagen.
Nordjyske: 05.11.2019
Løkken Sparekasse-sagen: Finansiel Stabilitet afslutter sin procedure
VIBORG: Advokat Lotte Eskesen havde undtagelsesvis et par venlige ord til de sagsøgte, da hun på vegne af Finansiel Stabilitet afsluttede sin procedure under erstatningssagen mod den tidligere ledelse og revision i Løkken Sparekasse.
Lars Løcke
– Det må have været svært for de sagsøgte at sidde og høre på alt det, vi har dynget op under sagen, sagde hun.
Men så var det også slut med venlighederne over for de sagsøgte fra Finansiel Stabilitets side.
– Det er tankevækkende, at alle de eksterne instanser som Finanstilsynet, advokater og skønsmænd, der har kigget ind i sparekssen før og efter konkursen, alle har bekræftet det billede, som sagen har tegnet af rod og uforsvarlighed, mente advokaten.
Lotte Eskesen refererede her til Finansiel Stabilitets opsummering under proceduren af elendighederne i Løkken Sparekasse.
Som et skrækeksempel på den fraværende styring af sparekassens kreditter fremhævede advokat Søren Stæhr udlånet til Jyske Ejendomme ejet af Jan Sørensen.
De syns- og skønsmænd, der som sagkyndige har udarbejdet en omfattende rapport om revisionens arbejde i Løkken Sparekasse, når frem til, at Jan Sørensen ved udgangen af 2006 skyldte den nordjyske sparekasse tæt på i alt 286 millioner kroner. Tallet udgør 60 procent af sparekassens kapitalgrundlag.
Klar overtrædelse af loven
286 millioner kroner i samlet gæld er langt mere, end sparekassen selv og dens revision når frem til, at Jan Sørensen og Jyske Ejendomme skyldte.
Er tallet på 286 millioner kroner korrekt, er der tale om en klar overtrædelse af den finansielle lovgivning. Den forbød nemlig et pengeinstitut at have et udlån til en enkelt kunder, der overstiger 25 procent af kapitalgrundlaget (basiskapitalen).
– Der er tale om en betydelig lovovertrædelse, der skyldes, at man ikke har lagt de lån, som Jan Sørensen reelt stod bag, sammen, mente advokaten.
Et af de lån, der i sidste instans stod Jan Sørensen på, uden at sparekassen havde opdaget det, var en – i øvrigt ustyrlig – byggekredit til KS Smallegade 20B, som i første omgang lånte 36 millioner kroner til renovering af en ejendom beliggende på denne adresse.
Gælden – der i øvrigt på et tidspunkt blev omlagt til tjekkiske kroner – voksede hurtigt til 66 millioner kroner.
Det skibbrudne ejendomsprojekt endte med at koste sparekassen et tab på 31 millioner kroner.
Jan Sørensen ejede 33 procent i KS Smallegade 20B, hvor han var direktør og kautionerede for kommanditselskabets gæld.
– Den i øvrigt uforsvarligt bevilgede byggekredit skulle derfor været lagt til Jan Sørensens gæld, men det skete ikke, sagde Søren Stæhr.
Sagsøgtes procedurer i gang
Onsdag begynder advokat Arvid Andersen, der repræsenterer tidligere sparekassedirektør Poul Blicher Johnsen, sin procedure.
Finansiel Stabilitet kræver en samlet erstatning på 275 millioner kroner af sparekassens tidligere formand og næstformand – Poul Sørensen og Leo Christoffersen – Poul Blicher Johnsen, statsautoriseret revisor Morten Ovesen og revisor Mango Nielsen samt firmaerne BDO og Mango Nielsen.
Nordjyske 05.11.2019:
Afslutning: Proceduren er begyndt i Løkken Sparekasse-sagen
VIBORG: – Billedet er blevet bekræftet. Sparekassens risikoprofil blev afgørende ændret i 2005, og det forholdt ledelsen sig overhovedet ikke til.
SNART VED TIDLIGERE BESTYRELSESFORMAND I LØKKEN SPAREKASSE POUL SØRENSEN, HVORDAN LANDSRETTEN VURDERER HANS ANSVAR.
Sådan lød det fra advokat Lotte Eskesen, da hun mandag tog hul på Finansiel Stabilitets procedure under erstatningssagen mod den tidligere ledelse og revision i Løkken Sparekasse.
Ikke overraskende mente Lotte Eskesen det bevist, at den konkursramte sparekasses ledelse har handlet uforsvarligt og erstatningspådragende ved fra 2005 at låne ud i stor stil til en række udenbys kunder fra den meget spekulative del af ejendomsbranchen på et uforsvarligt grundlag.
– Mange af disse kunder var kommet til sparekassen anbefalet af Henrik Fischer (en af bankens allerstørste udlånskunder, red.). Udlånene var baseret på, at kunderne skulle opnå en hurtig gevinst ved et hurtigt videresalg af ejendomme. Sparekassen interesserede sig ikke for rentabilitetsberegninger eller budgetterede lejeindtægter på den enkelte ejendom og tillagde det ikke nogen betydning, om kunderne selv kom med penge. Den finansierede gladeligt 100 procent af købsprisen for dem, fortsatte hun.
Samtidig var ledelsens beslutningsgrundlag ifølge Lotte Eskesen elendigt og nærmest ikke eksisterende, når selv store udlån blev bevilget.
– Og når sparekassen skulle vurdere sine sikkerheder, så brugte man nogle handelsværdier, der fremstår helt udokumenterede, sagde hun.
Kunder stod på lerfødder
Lotte Eskesen afviste, at det var finanskrisen, der fældede Løkken Sparekasse.
– Ejendomsinvestorer kunne godt klare sig gennem finanskrisen, hvis der var positive indtægter fra ejendommene, sagde hun.
Men sådan var Løkken Sparekasses kunder ikke.
– Vi har set flere eksempler under denne sag på, at en ejendom er blevet købt og solgt i løbet af en enkelt dag med en prisstigning på et tocifret millionbeløb, hvor sparekassen har finansieret både køber og sælger. Fortæl mig lige, hvordan en ejendom kan blive et tocifret millionbeløb mere værd i løbet af en enkelt dag, sagde advokaten.
I andre af Finansiel Stabilitets erstatningssager har danske domstole tildelt ledelserne i de krakkede pengeinstitutter et bredt rum for at foretage forkerte forretningsmæssige skøn, uden at det har ført til erstatningsansvar – også selv om de har ført til store tab.
– Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke efterfølgende kan tage stilling til ledelsens skøn. Det skal blot konkret påvises, at et udlån er bevilget på et uforsvarligt grundlag, og at der er en årsagssammenhæng mellem det og så det efterfølgende tab på udlånet, mente Lotte Eskesen
Rapport belaster revisionen
Lotte Eskesens kollega på sagsøgerside, advokat Søren Stæhr, fremhævede, at sagen mod Løkken Sparekasses ledelse og revision på et enkelt punkt afviger markant i forhold til de andre erstatningssager, som Finansiel Stabilitet har anlagt.
To syns- og skønsmænd har udarbejdet en 550 sider lang rapport om den indsats, som Løkken Sparekasses revision – BDO – har gjort i Løkken Sparekasse.
– I de andre sager er revisionen blevet frikendt på grund af manglende ekspertudtalelser, men her har vi en rapport, der indeholder en sønderlemmende kritik af revisionens arbejde, mente han.
Syns- og skønmændene når i deres rapport frem til, at sparekassens revisorer i flere tilfælde ikke har udført deres arbejde i overensstemmelse med god revisorskik.
Mere konkret mener syns- og skønsmændene – to statsautoriserede revisorer – blandt andet, at revisorerne i Løkken Sparekasse har forsømt at vurdere værdien af sparekassens store udlån og båndene mellem sparekassens storkunder korrekt.
Og de har ladet sig nøje med forældet og utilstrækkeligt regnskabsmateriale fra Løkken Sparekasses store udlånskunder og ikke gjort noget, selvom sparekassens ledelse ikke overholdt de vedtagne forretningsgange.
Hvorfor gør disse fejl ifølge Finansiel Stabilitet revisionen erstatningspligtig for sparekassens tab, selv om det er ledelsen, der har bevilget de tabsgivende udlån?
– Hvis bestyrelsen havde fået korrekte informationer fra revisionen, havde den været tvunget til at gribe ind. Eller Finanstilsynet kunne have fået kendskab til forholdene på grund af revisionens indberetningspligt, mente Søren Stæhr.
herunder Nordjyske Lars Løcke d. 06.11.2019
Løkken Sparekasse-sagen: Finansiel Stabilitet afslutter sin procedure
Trøstens ord til de sagsøgte fra Finansiel Stabilitet: – Det må have været svært at høre på
VIBORG: Advokat Lotte Eskesen havde undtagelsesvis et par venlige ord til de sagsøgte, da hun på vegne af Finansiel Stabilitet afsluttede sin procedure under erstatningssagen mod den tidligere ledelse og revision i Løkken Sparekasse.
Lars Løcke 05.11.2019
– Det må have været svært for de sagsøgte at sidde og høre på alt det, vi har dynget op under sagen, sagde hun.
Men så var det også slut med venlighederne over for de sagsøgte fra Finansiel Stabilitets side.
– Det er tankevækkende, at alle de eksterne instanser som Finanstilsynet, advokater og skønsmænd, der har kigget ind i sparekssen før og efter konkursen, alle har bekræftet det billede, som sagen har tegnet af rod og uforsvarlighed, mente advokaten.
Lotte Eskesen refererede her til Finansiel Stabilitets opsummering under proceduren af elendighederne i Løkken Sparekasse.
Som et skrækeksempel på den fraværende styring af sparekassens kreditter fremhævede advokat Søren Stæhr udlånet til Jyske Ejendomme ejet af Jan Sørensen.
De syns- og skønsmænd, der som sagkyndige har udarbejdet en omfattende rapport om revisionens arbejde i Løkken Sparekasse, når frem til, at Jan Sørensen ved udgangen af 2006 skyldte den nordjyske sparekasse tæt på i alt 286 millioner kroner. Tallet udgør 60 procent af sparekassens kapitalgrundlag.
Klar overtrædelse af loven
286 millioner kroner i samlet gæld er langt mere, end sparekassen selv og dens revision når frem til, at Jan Sørensen og Jyske Ejendomme skyldte.
Er tallet på 286 millioner kroner korrekt, er der tale om en klar overtrædelse af den finansielle lovgivning. Den forbød nemlig et pengeinstitut at have et udlån til en enkelt kunder, der overstiger 25 procent af kapitalgrundlaget (basiskapitalen).
– Der er tale om en betydelig lovovertrædelse, der skyldes, at man ikke har lagt de lån, som Jan Sørensen reelt stod bag, sammen, mente advokaten.
Et af de lån, der i sidste instans stod Jan Sørensen på, uden at sparekassen havde opdaget det, var en – i øvrigt ustyrlig – byggekredit til KS Smallegade 20B, som i første omgang lånte 36 millioner kroner til renovering af en ejendom beliggende på denne adresse.
Gælden – der i øvrigt på et tidspunkt blev omlagt til tjekkiske kroner – voksede hurtigt til 66 millioner kroner.
Det skibbrudne ejendomsprojekt endte med at koste sparekassen et tab på 31 millioner kroner.
Jan Sørensen ejede 33 procent i KS Smallegade 20B, hvor han var direktør og kautionerede for kommanditselskabets gæld.
– Den i øvrigt uforsvarligt bevilgede byggekredit skulle derfor været lagt til Jan Sørensens gæld, men det skete ikke, sagde Søren Stæhr.
Sagsøgtes procedurer i gang
Onsdag begynder advokat Arvid Andersen, der repræsenterer tidligere sparekassedirektør Poul Blicher Johnsen, sin procedure.
Finansiel Stabilitet kræver en samlet erstatning på 275 millioner kroner af sparekassens tidligere formand og næstformand – Poul Sørensen og Leo Christoffersen – Poul Blicher Johnsen, statsautoriseret revisor Morten Ovesen og revisor Mango Nielsen samt firmaerne BDO og Mango Nielsen.
07.11.2019 Nordjyske:
Advokat: Ikke noget at komme efter
Løkken Sparekasse-sag: Johnsens advokat i skarp kritik af sagsøger
VIBORG: Direktør Poul Blicher Johnsen varetog efter bedste overbevisning den krakkede Løkken Sparekasses økonomiske interesser, og Finansiel Stabilitet har ikke bevist, at sparekassens ledelse bevilgede lån på et uforsvarligt og dermed erstatningsudløsende grundlag.
Lars Løcke
– Sparekassens udlån blev bevilget på et oplyst grundlag, sagde Johnsens advokat, Arvid Andersen, da han onsdag begyndte sin procedure under erstatningssagen.
Finansiel Stabilitet mener, at sparekassen lånte store millionbeløb ud til storkunder fra ejendomsbranchen på et beslutningsgrundlag, hvor der manglede basale økonomiske og forretningsmæssige oplysninger. Finansiel Stabilitet har fremlagt låneindstillinger, som efter Finansiel Stabilitets opfattesle er så indholdsløse, at de beviser, at bevillinger skete på et meget løst grundlag.
Arvid Andersen afviste, at der var noget at komme efter og rettede i stedet en skarp kritik mod Finansiel Stabilitet.
– Det materiale, som er blevet fremlagt her under sagen, er påfaldende tilfældigt og ufuldstændigt, sagde han og henviste til, at både Poul Blicher Johnsen og revisionen under sagen har forklaret, at der til hver lånebevilling var udarbejdet kundemapper, der detaljeret beskrev enkelte låneansøgere, mapper, som Finansiel Stabilitet afviser findes.
Når det var sagt, så mente Arvid Andersen også, at hele beslutningsgrundlaget for en lånebevilling ikke nødvendigvis behøver at foreligge i skriftlig form. Der kunne også komme mundtlige oplysninger.
– Og vi ved, at både Johnsen og erhvervskundechefen på bestyrelsesmøderne er kommet med mundtlige bemærkninger til de enkelte låneindstillinger, og de hører også med til bevillingsgrundlaget, mener Arvid Andersen, der i øvrigt henviste til, at der ikke er nogen branchenorm for, hvad en forsvarlig bevilling er.
Ramt af bagklogskab
Ligesom under ebh bank-sagen så mener de sagsøgtes advokater, at Finansiel Stabilitet bebrejder deres klienter, at de ikke så finanskrisens komme.
– Men det var der ingen, der gjorde, mente Poul Blicher Johnsens advokat.
Han henviste til, at en ekspert under en anden af Finansiel Stabilitets erstatningssager har forklaret, at finanskrisens negative tal var så ekstreme, at de blev beskrever som en hændelse, der skete hvert tusinde år, og som ikke var lagt ind i nogen stresstest.
– Man skal vurdere ledelsens handlinger i lyset af det billede, der tegnede sig for dem på et givet tidspunkt over årene. Og her kan vi af bestyrelsesreferaterne se, at direktionen og bestyrelsen løbende har forholdt sig til udviklingen i økonomien, og var der problemer hos en kunde, så gjorde man det nødvendige, lød det fra Arvid Andersen.
Der var i øvrigt ikke støtte i retspraksis til at gøre hans klient erstatningspligtig som direktør.
– Poul Blicher Johnsen har handlet efter sin bedste overbevisng om, hvad der var i Løkken Sparekassens økonomiske interesse. Skal han være erstatningspligtig, så skal han bevidst have handlet mod denne interesse, og det er vist vanskeligt at påstå.
Løkken Sparekasse-sagen holder nu pause frem til mandag, hvor Arvid Andersen fortsætter sin procedure.
Sagen slutter inden jul, og der falder dom i 2020.
Hej alle skriver Christian Andersen 06.11.2019:
Journalist Lars Løcke fra Nordjyske var til stede under de tre seneste retsmøder i Vestre Landsret, så jeg vil kun komme med et par enkelte bemærkninger til de seneste oplevelser i Vestre Landsret.
Ifølge tidsplanen for møderne i Landsretten skulle de to skønsmænd have været afhørt den 25., 29. og 30 oktober vedrørende den meget omfattende syns- og skønsrapport, de havde udarbejdet i forbindelse med retssagen. Men pludselig fik jeg, af Lars Løcke, at vide, at man havde droppet disse, efter min mening, meget vigtige afhøringer. Det har ikke været muligt for os at finde ud af, hvad årsagen til det har været.
Men det bevirkede så, at vi fik nogle flere ‘fridage’, og det var jo ikke så skidt endda.
Det påvirkede tilsyneladende ikke ‘Finansiel Stabilitets advokat Lotte Eskesen og hendes kollegaer, idet de gang på gang, i deres procedure, henviste til den meget kritiske rapport fra skønsmændene. Rapporten kritiserede primært revisionens arbejde, men der var også mange kritiske bemærkninger til sparekassens ledelse.
Det har for mig også været nogle lidt mærkværdige dage, for når man sidder og lytter til de forskellige advokaters procedurer, må man nogle gange knibe sig selv i armen og gøre sig selv opmærksom på, at det rent faktisk er den samme virksomhed og den samme person, de taler om.
For selvom jeg i denne sag er meget subjektiv, ville det for mig være fuldstændig umuligt at forsvare en person, der har medvirket til at gøre så mange mennesker ulykkelige.
Men det rører tilsyneladende ikke den pågældende advokat. Det virker faktisk som om, han er fuldstændig overbevist om, at han har ret i alle hans påstande, som for manges vedkommende er fuldstændig absurde, når man ved, hvad der reelt er foregået i Løkken Sparekasse.
Proceduren vedrørende Poul Johnsen fortsætter
og afsluttes på mandag og fortsætter torsdag med Poul
Sørensens og Leo Christoffersens procedure. Derefter er det revisionens tur og så nærmer vi heldigvis afslutningen.
Rigtig god weekend til jer alle
Kristian
09.11.2019 Kilde: Nordjyske
Mangler vigtigt materiale i sagen?
LØKKEN SPAREKASSE: De sagsøgte påstår, at vigtigt materiale er forsvundet
VIBORG: Har sagsøgeren Finansiel Stabilitet undladt at fremlægge materiale, der støtter de sagsøgtes sag, eller er der tale om et desperat trick fra de sagsøgtes side?
Lars Løcke
Svaret på det spørgsmål spiller en vigtig rolle under erstatningssagen mod ledelse og revision i Løkken Sparekasse, der nu nærmer sig sin afslutning ved Vestre Landsret.
Finansiel Stabilitet mener, at mange af sparekassens store udlån blev bevilget på et uforsvarligt beslutningsgrundlag, fordi der manglede helt elementære oplysninger om udlånskunder.
Her har Finansiel Stabilitet under retssagen fremlagt meget kortfattede og summariske låneindstillinger som et bevis for sin opfattelse.
Forsvar: Der er mere materiale
De sagsøgte på deres side afviser, at retten har fået forelagt det fulde billede.
Der er nemlig mere dybtgående materiale om de enkelte lånebevillinger, som Finansiel Stabilitet har forlagt eller undladt at fremlægge, siger de.
Både tidligere sparekassedirektør Poul Blicher Johnsen og sparekassens revision har under sagen forklaret, at de handlede på baggrund af lånemateriale, der var lang mere omfattende end det, som er fremlagt under erstatningssagen.
Hvis de sagsøgte kan overbevise retten om eksistensen af dette materiale, så vil meget være vundet for de sagsøgte.
Så vil det nemlig svække den kritik, som Finansiel Stabilitet – for revisorernes vedkommende støttet af syns- og skønsmændenes rapport – har rettet mod dem, nemlig at de ikke sørgede for et oplyst beslutningsgrundlag under de enkelte lånebevillinger og for revisionens vedkommende ikke passede deres kontrolopgaver ordentligt.
Kun egne forklaringer
Udfordringen for de sagsøgte er, at det kun er deres egne forklaringer, der understøtter, at der var et omfattende materiale til rådighed.
De eksterne syns- og skønsmænd har ikke fundet referencer til dette materiale i revisorernes egne arbejdspapirer i forbindelse med sparekassens årsrappor for 2007.
Og ingen af de vidner, der har været afhørt under sagen, har bekræftet eksistensen af dette materiale.
Nordjyske 15.11.2019:
Advokat: – Et skandaløst forløb
Løkken Sparekasse-sag: Advokat for den tidligere bestyrelsesformand mener, at erstatningssagen har sejlet hos både domstolene og Finansiel Stabilitet
VIBORG: Helt som forventet blev der skudt med skarpt, da advokat Karoly Nemeth på vegne af Løkken Sparekasses tidligere formand Poul Sørensen torsdag – som den første uden mikrofon – begyndte sin procedure under Finansiel Stabilitets – FS – erstatningssag.
– Erstatningskravet blev rejst i 2010, og nu står vi her ni år senere. Det er helt urimeligt og en krænkelse af de sagsøgtes menneskerettigheder, mente advokaten.
Nemeth gav både FS og Vestre Landsret skylden for forsinkelsen.
– Sagsøger har ikke fremmet sagen, men den har også sejlet hos domstolen uden retsledelse.
Karoly Nemeth undrede sig over, hvorfor erstatningskravet blandt bestyrelsens medlemmer alene er rejst mod bestyrelsens formand og næstformand.
– De taler ikke på vegne af den øvrige bestyrelse, og formandskabet var ikke et officielt organ med nogen speciel beslutningskompetence, sagde han.
FS har ikke bevist, at Løkken Sparekasses formand har bevilget lån på et uforsvarligt grundlag og dermed er erstatningspligtig for tab på disse lån, lød det ikke overraskende fra Nemeth.
– Poul Sørensen og bestyrelsen har taget stilling på baggrund af de låneindstillinger, de fik forelagt, og de har ikke haft grund til at tro, at de var fejlbehæftede eller utilstrækkelige.
Der lød ingen advarsler
Det var ifølge Nemeth en helt normal fremgangsmåde i bestyrelser i pengeinstitutter at beslutte sig på baggrund af de låneindstillinger, man fik forelagt.
– Det har Finans Danmark (bankernes brancheorganisation, red.) udtalt, da de blev spurgt om det i forbindelse med Roskilde Bank-sagen. Bestyrelsen skal ikke give sig til at lave kreditorganisationens arbejde. Bestyrelsen havde et tillidsfuldt samarbejde med direktionen og revisionen, som ikke kom med advarsler, sagde han.
Karoly Nemeth mente, at Løkken Sparekasses tab på udlån lå inden for det fejlskøn, som et pengeinstituts ledelse kan udøve uden at blive erstatningspligtig.
– Vores domstole siger, at man skal være forsigtig med at tilsidesætte det skøn, som ledelsen har udøvet ved bevilling af et lån, selv om det endte med at udløse et tab.
Under sine afsluttende bemærkninger argumentede Karoly Nemeth for, at erstatningskravet mod både Poul Sørensen og bestyrelsens næstformand Leo Christoffersen skulle lempes (nedsættes), hvis de mod hans forventning skulle blive kendt erstatningspligtige.
Advokaten oplyste i den forbindelse, at Poul Sørensen, der er 78 år, har en formue på omkring seks millioner kroner. For Leo Christoffersens vedkommende er tallet på 2,1 millioner kroner.
15.11.2019 mail fra Kristian Andersen:
Kære alle
Dette er ikke et referat men en status på min situation i Vestre Landsret.
Mit temperament har i den seneste tid haft det meget svært i Vestre Landsret. Så jeg overvejer lige nu, om jeg vil deltage i flere retsmøder i sagen.
Jeg er lige ved at komme til at råbe op, når jeg hører de forskellige advokater ‘forherlige’ direktørens, formandens og næstformandens (og for den sags skyld også den øvrige bestyrelsesmedlemmers) fuldstændig fejlfrie indsats i deres tid i Løkken Sparekasse.
De påstår, at alle har overholdt alle regler og interne aftaler og har arbejdet 100 % i sparekassens interesse.
Og da Poul Sørensen, i en pause, kom hen til Kirsten og mig for at fortælle, at han jo, lige som os, havde tabt mange penge på hans garantikapital, måtte jeg for en god ordens skyld fortælle ham, at der jo var den store forskel på vores og hans situation, at han, i modsætning til os, havde haft rig mulighed for at gøre noget for, at det ikke var sket.
Så hvis det var hans GPS, der havde vist ham hen til os, burde han skynde sig at købe en ny
Efter at have oplevet en sådan sag har jeg en meget bedre forståelse for, at vores ældste datter valgte at blive anklager i stedet for forsvarer.
Tak for jeres mange positive tilbagemeldinger på mine referater og rigtig god vind til jer alle.
Mange hilsner
Kristian
15.11.2019
Hej Kesse
Forstår dine frustrationer. Men fortsæt, gør historien færdig. Du har rygstød til at klare det.
Det er en sag som vil gå over i HISTORIEN. Men ikke for noget godt.
God weekend til jer
Med venlig hilsen
Jens Otto
15.11.2019
Kære Kristian.
Mange tak for din mail. Det er godt, du holder os orienteret om sagens gang. Jeg var også noget overrasket over forsvarets procedure efter referatet i Nordjyske. På den anden side har jeg oplevet før, at nogen er blevet hævet til skyerne for noget, som efter min mening var for ringe, og vi skal jo ikke tage disse procedurer særlig alvorligt. Det er jo bare en form for tranedans, hvor advokaterne verbalt skal tage sig ud og enten fortælle det gode eller det dårlige – og kun den ene side. Anklageren er sikkert lige så ensidig som forsvareren. Men det undrede mig noget, at jeg ikke har set noget om, at to tredjedele af lånene blev bevilget uden om bestyrelsen. Nu ved du jo særlig meget om sagen, formentlig lige så meget som advokaterne, så du vil naturligt nok dømme forsvaret hårdt. Det er sikkert berettiget, men sådan er det. Jeg synes du skal unde dig selv at deltage i resten af møderne. Du har sikkert det værste tilbage, når (og hvis) Johnsen bliver frikendt!!!
De bedste hilsener
Peter. (Ussing Olsen, Løkken)
05.12.2019
Kilde: Lars Løcke, Nordjyske
VIBORG: – Der var 13 danske banker, men kun en i Tyskland og slet ingen i Sverige og Norge, der gik ned i kølvandet på finanskrisen. Så den globale finanskrise kan ikke bruges som en undskyldning.
Lars Løcke
Sådan lød det fra advokat Lotte Eskesen, da hun torsdag indledte Finansiel Stabilitets sidste indlæg – replikken – under erstatningssagen mod formandskabet og revisionen i Løkken Sparekasse.
Det var ikke noget tilfælde, at Finansiel Stabilitets advokat brugte en stor del af sit krudt på finanskrisen. Advokaterne for de sagsøgte har nemlig argumenteret for, at det var den, der kom som en tyv om natten og ødelagde Løkken Sparekasses forretning.
– Ledelsen udviste ikke den tilstrækkelige samvittighedsfuldhed, og det er den forsømmelse, der har udløst sparekassens tab og ikke finanskrisen, mente hun.
Også ansvarlig før finanskrisen
Lotte Eskesens medadvokat Rune Grinderslev afviste de sagsøgtes opfattelse af retspraksis på området.
Den går ud på, at ledelserne i krakkede pengeinstitutter kun kan gøres erstatningsansvarlige for tab på udlån, der er bevilget efter finanskrisens udbrud i september 2008, hvor alle burde kende til den høje risiko for tab.
– Højesteret har også dekreteret erstatningspligt i forbindelse med lån bevilget før finanskrisen, sagde han.
Lotte Eskesen sluttede Finansiel Stabilitets replik af med at henvise til, hvad kreditdirektør Lars Møller fra Spar Nord sagde, da han blev afhørt som vidne under erstatningssagen.
– Hvis Løkken Sparekasses ejendomskunder var kommet ind i Spar Nord, så ville sprinkleranlægget gå i gang.
På torsdag og fredag afsluttes erstatningssagen med de sagsøgtes duplikker.
13.12.2019
Kilde Nordjyske: Lars Løcke
Afslutningen er nær
Løkken Sparekasse: Er det bestyrelsen eller finanskrisen, der er skyldig?
VIBORG: Er alt materiale lagt frem, og hvor megen betydning bør retten lægge på en syn- og skønsrapport?
Lars Løcke:
Vestre Landsrets svar på de spørgsmål ser ud til at være afgørende for, hvordan retten vil afgøre Finansiel Stabilitets – FS’s – erstatningssag mod formandskab, direktør og revision i den krakkede Løkken Sparekasse.
Torsdag var tiden kommet til revisionsfirmaet BDO’s duplik.
Advokat Søren Halling-Overgaard mente, at det var blevet bevist under sagen, at der forelå et langt mere omfattende materiale, når der blev taget stilling til udlån, end det, som FS har fremlagt under sagen.
– Mange vidner har forklaret, at der forelå et omfattende materiale som beslutningsgrundlag, så det kan retten lægge til grund, mente han.
Køber retten det synspunkt, så bliver en del af FS’s juridiske skyts vådt. Erstatningskravet på 275 millioner bygger nemlig i høj grad på, at de sagsøgte har besluttet og vurderet lånebevillinger på et helt utilstrækkeligt beslutningsgrundlag.
Søren Halling-Overgaard gentog også BDO’s stærke afvisning af den rapport, som to syns- og skønsmænd har udabejdet om revisionens arbejde i sparekassen.
– Syns- og skønsmændene har misforstået deres opgave, og derfor har vi krævet rapporten ud af sagen.
Rapporten indeholder en sønderlemmende kritik af revisionens arbejde.
Torsdag morgen var det håbet, at Finansiel Stabilitets erstatningssag mod formandskab, direktør og revision i Løkken Sparekassen kunne slutte samme dag. Men som dagen skred frem, viste det sig, at sidste retsdag først bliver i dag fredag.
den 18.12.2019
Datoen er sat for dom i Løkken-sag
LØKKEN: Vestre Landsret har sat dato på dommen i Finansiel Stabilitets erstatningssag mod nøglepersoner fra den krakkede Løkken Sparekasse. Domsafsigelsen sker 28. februar 2020 klokken 10.00.
Under erstatningssagen retter Finansiel Stabilitet et krav på i alt 275 millioner kroner mod sparekassens tidligere formand og næstformand, direktøren og revisionen.
De sagsøgte bebrejdes, at de ikke sørgede for at sikre en forsvarlig ramme om sparekassens udlånsaktivitet, og at en række store udlån blev bevilget på et uforsvarligt grundlag. Revisionen gøres ansvarlig for, at den forsømte sin kontrolopgave.
Løkken Sparekasse brød sammen i marts 2009 og overdraget til Finansiel Stabilitet.
Erstatningskravet blev rejst i 2010.
I Finansiel Stabilitets parallelle erstatningssag mod ledelse og revision i den krakkede ebh bank falder der dom 31. januar 2020.
28.02.2020 Dom afsagt i Løkken Sparekasse sagen – Alle blev frifundet
De gjorde krav på 275 millioner, men får ikke en krone
LØKKEN: På under en måned er det blevet til to nederlag for Finansiel Stabilitet, der populært kaldes statens skraldespandsselskab for krakkede banker.
Først frikendte Vestre Landsret topfolkene i Ebh Bank, og fredag blev både tidligere ledelse, bestyrelse og revision i Løkken Sparekasse så frikendt.
– Vi er overraskede over frikendelsen. Nu vil vi nærlæse dommen og sammen med vores bestyrelse og advokater tage stilling til, om vi skal anke, siger Henrik Bjerre-Nielsen, direktør for Finansiel Stabilitet.
Med dommen skal Finansiel Stabilitet betale 34 millioner kroner for sagens omkostninger.
Vundet fire, tabt tre
– Der er altid forbundet en procesrisiko med at føre retsager. Vi har overtaget 12 banker og sparekasser i forbindelse med finanskrisen.
– Hver gang har vi fået lavet en advokatredegørelse, og hvis den har anbefalet, at vi skulle køre en erstatningssag mod ledelse og eventuelt revision, har vi gjort det.
– Det har vi gjort i syv sager. Hvis man gør det op i de syv sager med den brede pensel, har vi vundet fire og tabt tre.
I er blevet kritiseret for at spilde millioner på at føre alt for omfattende retssager mod ledelser i en stribe krakkede banker. Nu skal I betale yderligere 34 millioner kroner. Hvad tænker du om det?
– Det er bestemt ikke sådan, at vi har tabt alle vores sager. Hvis man gør regnestykket op, er der nogenlunde balance mellem, hvad vi har fået tilkendt i erstatning, og hvad vi har måttet bruge af penge på det her – inklusiv det som vi har skullet betale til de sagsøgte.
– Og vi regner da med, og håber på, at det ser bedre ud, når alle dommene er endelige.
– Men det er vigtigt at være opmærksom på, at vi fører ikke sagerne ud fra et forretningsmæssig vurdering.
– Vi fører dem, fordi vi vurderer, at det er af samfundsmæssig værdi at stille ledelserne i en bank, som vi har måttet overtage, til ansvar erstatningsmæssigt, hvis vi vurderer, at der er tilstrækkelig grundlag for det, siger Henrik Bjerre-Nielsen.
Du sagde i forbindelse med Ebh-bank sagen, at havde I haft dommen i sagen om Capinordic Bank fra start, havde I nok gjort nogle ting anderledes. Gælder det samme i denne sag?
– Ja, det må man sige. Løkken Sparekassen måtte vi overtage i begyndelsen af 2009, og Ebh var i slutningen af 2008, så de minder jo på flere punkter om hinanden tidsmæssigt.
– Mange af bevillingerne i Ebh er foretaget før finanskrisen. Det er der også tale om her.
– Men vi har så vurderet, at der var et endnu mere uforsvarligt beslutningsgrundlag i Løkken Sparekasse i de her udlånsbevillinger, og det har landsretten så altså ikke accepteret, siger Henrik Bjerre-Nielsen.
Finansiel Stabilitet har nu fire uger til at beslutte, om man vil anke sagen til
Tidligere garant-formand: – Jeg er dybt chokeret
Reaktion: Kristian Andersen mener, at dommen er en hån mod sparekassens garanter
LØKKEN: – Jeg er dybt chokeret, frustreret og vred over, at man i Danmark kan slippe godt fra at handle så uforsvarligt, som man har gjort i Løkken Sparekasse.
Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra den tidligere formand for de tidligere garanter i Løkken Sparekasse Kristian Andersen på Vestre Landsrets totale frikendelse af de sagsøgte i Finansiel Stabilitets erstatningssag mod den krakkede sparekasses direktør, formandskab og revision.
– Jeg synes, at den manglende domfældelse også er en hån mod de mange garanter, der uden skyld har mistet hele eller store dele af deres opsparing, fortsætter han.
Uhørt mængde svigt
Hvis domstolene ikke er i stand til at dømme i en så oplagt sag som denne, så er der brug for at få gået lovgivningen efter i sømmene, mener Kristian Andersen.
Han mener ikke, at dommen afspejler, hvad han som tilhører under erstatningssagen hørte.
– Der har været en uhørt mængde svigt i det arbejde, som alle de involverede har udført i Løkken Sparekasse, siger den tidligere garantformand.
De tidligere garanter i Løkken Sparekasse har tidligere måttet opgive at få erstatning for deres tabte garantkapital på i alt 173 millioner
Mysteriet om de forsvundne kundemapper
LØKKEN SPAREKASSE: Landsretten har ladet al tvivl komme de sagsøgte til gode i erstatningssagen
LØKKEN: Det er sat på spidsen, men de sagsøgte nøglepersoner fra Løkken Sparekassen kan i stor udstrækning takke en række forsvundne kundemapper for, at de alle er blevet pure frifundet for Finansiel Stabilitets erstatningskrav på 275 millioner kroner.
Det har nemlig været et stort stridspunkt mellem sagsøger og sagsøgte, om Finansiel Stabilitet har fremlagt alt det materiale, som lå til grund for de lånebevillinger, som Finansiel Stabilitet kritiserer.
De sagsøgte har uden undtagelse påstået, at der i forbindelse med hver enkelt lånebevilling fandtes kundemapper, som indeholdt væsentlige oplysninger om kunderne, og som var en vigtig del af beslutningsgrundlaget.
Disse kundemapper er ikke blevet fremlagt under erstatningssagen.
Det skyldes ifølge Finansiel Stabilitet, at kundemapperne ikke findes.
Kunne Finansiel Stabilitet overbevise retten om dette, så var sagsøger kommet et godt stykke vej mod at bevise, at lånene var bevilget på et uforsvarligt grundlag og derfor burde udløse erstatningspligt.
Kommer de sagsøgte til gode
Modsat ville de sagsøgte stå stærkt, hvis de kunne vinde sagens dommere for deres synspunkt.
Det er sagsøger – Finansiel Stabilitet – der skal løfte bevisbyrden for, at de sagsøgte har bevilget udlånene på et uforsvarligt grundlag.
Derfor har retten ladet tvivlen om eksistensen af kundemapperne komme de sagsøgte til gode.
Eller formuleret i rettens forsigtige sprog: Man har ikke villet tilsidesætte de sagsøgtes forklaringer om, at Finansiel Stabilitet ikke har fremlagt alt relevant materiale.
Derfor bliver de sagsøgte over en bred bank frikendt over for Finanstilsynets påstand om, at de har bevilget de kritiserede udlån på et utilstrækkeligt og dermed uforsvarligt grundlag. Og de sagsøgte går også fri for Finansiel Stabilitets påstand om, at de generelt har organiseret sparekassen på en uforsvarlig måde.
Også på andre punkter har retten valgt at lade tvivlen komme de sagsøgte til gode.
Vestre Landsret har nemlig valgt at tro på sparekassedirektør Poul Blicher Johnsens og næstformand Leo Christoffersens forklaring om, at bestyrelsen på sine møder mundtligt fik en række supplerende oplysninger i forbindelse med de enkelte låneindstillinger, som gjorde beslutningsgrundlaget endnu stærkere.
Retten kritiserer, at Løkken Sparekasse ingen kreditafdeling havde. Det forøger risikoen for, at der manglede kontrol med lånebevillingerne.
Men dette er ikke nok til at kende de sagsøgte erstatningsansvarlige, for det må afgøres ud fra en konkret vurdering af de enkelte udlån.
Retten kritiserer også Poul Sørensen
– Poul er glad og lettet
AFGØRELSE: Dommen er ikke uventet, mener advokaten for den tidligere bestyrelsesformand
LØKKEN: – Ingen sager ligner totalt hinanden, men frifindelsen af min klient og de andre sagsøgte ligger i forlængelse af dommen i ebh bank-sagen og den retspraksis, som efterhånden har nedfældet sig, siger advokat Karoly Nemeth, som repræsenterer den tidligere bestyrelsesformand Poul Sørensen fra Løkken Sparekasse under erstatningssagen.
Advokaten mener, at retten har foretaget en grundig gennemgang af sparekassens organisation og de 43 udlån, som Finansiel Stabilitet har baseret sit erstatningskrav på.
– Og den har så konkluderet, at Finansiel Stabilitet ikke har løftet bevisbyrden over for de sagsøgte.
Karoly Nemeth fortæller, at hans klient naturligvis er glad og lettet over dagens dom.
– Der er løftet mange års tung byrde af hans skuldre, og derfor er han selvfølgelig glad. Sagen har været en stor personlig belastning, siger advokaten, der under sagen har harceleret over den lange sagsbehandlingstid.
Poul Sørensen har ikke afgivet forklaring under erstatningssagen.
Heller ikke advokat Noaman Azzouzi, der repræsenterer tidligere næstformand Leo Christoffersen, er overrasket over fredagens dom.- Vi havd troet og håbet på, at det ville gå sådan her.
– Jeg tror ikke, man kan forstå, hvor hårdt det egentlig er at leve med sådan en sag i 10 år. Så min klient er selvfølgelig glad og lettet, siger Noaman Azzouzi.
Materialet hentet/modtaget
oktober / november 2019. og februar 2020 hvor sagen er afsluttet medmindre at sagen ankes.
Se Landsrettens afsluttende dom nedenfor
D O M
afsagt den 25. april 2017 af Vestre Landsrets 14. afdeling (dommerneLisbeth Parbo, Lars Christensen og Henrik Præstgaard (kst.)) i ankesag
V.L. B–0465–16
Foreningen Garantloekken
(ADVOKATERNE MARTIN CHRISTIAN KRUHL OG LASSE MØLLER, AARHUS)
MOD
Finansiel Stabilitet
(ADVOKATERNE LOTTE ESKESEN OG CLAUS RICHTER WEIGELT, AARHUS)
Retten i Aarhus har den 11. marts 2016 afsagt dom i 1. instans (sag nr.BS 1308/2013). Dommen angår spørgsmålet, om sagen kan behandlessom gruppesøgsmål.
Påstande mv.
For landsretten har appellanten, Foreningen Garantloekken, nedlagtpåstand om, at sagen fremmes ved byretten som et gruppesøgsmål,hvor Foreningen Garantloekken udpeges som grupperepræsentant, ogat sagen hjemvises til byretten.
Indstævnte, Finansiel Stabilitet, har påstået dommen stadfæstet.
Foreningen Garantloekken har ikke fri proces under denne sag.
Det er for landsretten oplyst, at ingen af parterne er momsregistreret i
relation til udgifter vedrørende denne sag.
Supplerende sagsfremstilling
Ifølge en udskrift fra Erhvervsstyrelsen blev det registreret i Det Centrale
Virksomhedsre– 2 –
gister (CVR) den 19. juli 2010, at en række bestyrelsesmedlemmer den
maj 2010 var udtrådt af bestyrelsen i Løkken Sparekasse, CVR-nr.
Der er enighed mellem parterne om, at der herefter ikke
længere var nogen bestyrelse eller ledelse i Løkken Spa-rekasse.
Procedure
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten
og har procederet i overensstemmelse hermed.
Foreningen Garantloekken har vedrørende krav omfattet af
foreningens principale på-stand supplerende anført, at ved vurderingen
af, om et gruppesøgsmål skønnes at være den bedste måde at behandle
kravene på, har byretten fejlagtigt foretaget en materiel prøvelse af
påstanden. Det skal ikke ske på dette indledende stadie. Spørgsmålet,
om betingelsen i retsplejelovens § 254 b, stk. 1, nr. 5, er opfyldt, skal
afgøres ud fra en vurdering af, om andre procesformer er bedre egnede
til behandling af kravene, og i dette tilfælde er et gruppesøgsmål den
eneste realistiske procesform.
I forhold til de subsidiære påstande har Foreningen Garantloekken
supplerende anført, at både spørgsmål om ugyldighed og erstatning kan
behandles under samme gruppesøgsmål. Det er retten, der fastlægger
rammen for gruppesøgsmålet, jf. retsplejelovens § 254 e, stk. 4.
Foreningen har allerede under sagen for byretten fremsat en række
forslag til rammer. Foreningen ser helst, at der fastlægges en ramme,
der gør det muligt for alle foreningens medlemmer at deltage i
gruppesøgsmålet, men hvis retten måtte nå frem til, at kravet om
ensartethed i retsplejelovens § 254 b, stk. 1, nr. 1, fører til, at der ikke
kan fastlægges en ramme omfattende alle medlemmer, accepterer
foreningen en tilskåret ramme efter rettens nærmere bestemmelse. I
forhold til de fremsatte forslag for byretten kunne en endnu mere
tilskåret ramme eksempelvis fastlægges til følgende:
De deltagende gruppemedlemmers krav støttes på, at Løkken
Sparekasse i forbindelse med en salgskampagne i november 2006 gav
de garanter, der tegnede garantikapital fra november 2006 til og med
januar 2007 på bag-grund af materialet i salgskampagnen, forkerte og
vildledende oplysninger om risikoen ved garantikapital i sparekassen, og
at de deltagende gruppe-medlemmer derfor har krav på tilbagebetaling
grundet ugyldighed.
Finansiel Stabilitet har supplerende anført, at Foreningen
Garantloekkens principale på– 3 –
stand hviler på et helt andet faktisk og retligt grundlag end de
subsidiære påstande. I for-hold til foreningens principale påstand havde
foreningen det åbenlyse alternativ at inddrage Finansiel Stabilitet under
gruppesøgsmålet mod Løkken Sparekasse ved Retten i Hjørring.
Foreningen blev udtrykkeligt gjort bekendt med, at Finansiel Stabilitet
ikke anså sig for forpligtet af en dom mod Løkken Sparekasse, og
foreningen blev udtrykkeligt opfordret til at inddrage Finansiel Stabilitet i
gruppesøgsmålet, hvilket foreningen også havde fået fri proces til. På
trods af dette valgte foreningen at undlade at inddrage Finansiel
Stabilitet og fik i stedet afsagt udeblivelsesdom over Løkken Sparekasse.
Der var således et væsentligt mere hensigtsmæssigt alternativ til
nærværende sag, og det bør på den baggrund ikke tilla-des foreningen
at anlægge et nyt gruppesøgsmål til behandling af den principale
påstand.
I forhold til foreningens subsidiære påstande har Finansiel Stabilitet
supplerende anført, at disse påstande reelt dækker over en række
forskellige søgsmål. Det er retten, der fastlæg-ger rammen for et
gruppesøgsmål, men det er ikke rettens opgave at bygge en sagsøgers
sag. Fastlæggelsen af rammen må derfor ske på baggrund af en
sagsøgers påstande og for-slag til ramme, og rettens vurdering af, om
kravene må anses for ensartede, jf. retsplejelo-vens § 254 b, stk. 1, nr.
Heller ikke det forslag til en yderligere indsnævret ramme, der er
fremkommet under hovedforhandlingen for landsretten, er i
overensstemmelse med for-eningens påstande og anbringender. Hertil
kommer, at kravet om ensartethed heller ikke er opfyldt for de krav, der
måtte være omfattet af denne indsnævrede ramme.
Retsgrundlaget
Retsplejelovens kapitel 23 a om gruppesøgsmål blev indsat ved lov nr.
181 af 28. februar 2007 om ændring af retsplejeloven og forskellige
andre love (Gruppesøgsmål m.v.). Af kapitlet fremgår bl.a. følgende:
”§254 a. Ensartede krav, som fremsættes på vegne af flere personer,
kan be-handles under et gruppesøgsmål efter reglerne i dette kapitel.
…
254 b. Gruppesøgsmål kan anlægges, når
1) der foreligger ensartede krav som nævnt i § 254 a,
…
5) gruppesøgsmål skønnes at være den bedste måde at behandle
kravene på,
… og
7) der kan udpeges en grupperepræsentant, jf. § 254 c. – 4 –
254 c. Gruppesøgsmål føres af en grupperepræsentant på gruppens
vegne. Grupperepræsentanten udpeges af retten. Som
grupperepræsentant kan, jf. dog stk. 2, udpeges
1) et medlem af gruppen,
2) en forening, privat institution eller anden sammenslutning, når
søgsmålet falder inden for rammerne af sammenslutningens formål,
eller
…
Stk. 3. Grupperepræsentanten skal være i stand til at varetage
gruppemed-lemmernes interesser under sagen.
…
254 e. Retten udpeger en grupperepræsentant, hvis betingelserne i §§
254 b og 254 c er opfyldt.
Stk. 2. Retten kan i forbindelse med udpegningen af
grupperepræsentanten eller efter udløbet af fristen for at tilmelde sig
henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet, jf. stk. 6 og 8, bestemme, at
grupperepræsentanten skal stille sikkerhed for de sagsomkostninger,
grupperepræsentanten kan blive pålagt at betale til modparten.
Sikkerhedens art og størrelse fastsættes af ret-ten. Stilles sikkerheden
ikke, og udpeges der ikke en anden grupperepræsen-tant, afvises
sagen.
…
Stk. 4. Retten fastlægger rammen for gruppesøgsmålet. Retten kan
senere ændre rammen, hvis det er påkrævet.
… ”
Lovforslaget, der lå til grund for vedtagelsen af kapitlet om
gruppesøgsmål, blev udarbej-det på baggrund af Retsplejerådets
betænkning nr. 1468/2005. Af betænkningens kapitel 5 om
gruppesøgsmål fremgår bl.a. følgende:
”1.1. Overordnet afgrænsning af Retsplejerådets overvejelser
…
Retsplejerådet har på disse to punkter (forholdet til andre regler henholdsvis
alternativer til gruppesøgsmål) baseret sine overvejelser om
grup-pesøgsmål på følgende grundantagelser:
Formålet med at indføre regler om gruppesøgsmål i dansk ret vil
navnlig være at forbedre mulighederne for ved domstolene at håndhæve
eksisterende materielle regler i en række situationer, hvor en
håndhævelse af disse materielle regler gennem anvendelse af de gældende
processuelle regler i praksis ikke vil komme på tale, fordi omkostningerne
ved et individuelt sagsanlæg ikke står mål med det økonomiske
udbytte, som den enkelte vil kunne få i tilfælde af medhold i
sagsanlægget. Det ligger uden for Retsplejerådets opgaver at overveje
ændringer af materielle regler, herunder gældende erstatningsregler, og
Retsplejerådets overvejelser om gruppesøgsmål tager således udgangspunkt
i de eksisterende materielle regler.
… – 5 –
De almindelige regler om bevisbyrde, beviskrav og bevisførelse bør
også gælde for gruppesøgsmål.
…
5.1. Er der mange tilfælde af ensartede krav?
…
Retsplejerådet har i forlængelse heraf opstillet nedenstående katalog
over forskellige eksempler på et større antal ensartede krav. Formålet
med listen er navnlig at vise bredden i rådets overvejelser om
gruppesøgsmål, der går væsentligt ud over de forbrugersager, som ofte
nævnes først, når talen fal-der på gruppesøgsmål. Listen er dog alene til
illustration og skal ikke anses for udtømmende. …
Forbrugersager, dvs. krav fra en gruppe af ikke-erhvervsdrivende, der
har indgået aftaler med en eller flere erhvervsdrivende, og som rejser
krav i anledning af aftalen. Der kan være tale om betalingskrav (erstatning
og/eller tilbagebetaling af vederlag), andre fuldbyrdelsespåstande
(levering, omlevering eller afhjælpning) eller anerkendelsespåstande
(om aftalens eller aftalevilkårs gyldighed eller ugyldighed eller
om parternes forpligtelser). …
…
Børssager, dvs. krav fra en gruppe af investorer (professionelle og/eller
private) i anledning af prospektansvar eller ansvar i øvrigt for
oplysninger, der har påvirket investeringsbeslutninger med tab til føl-ge.
…
5.3. Er der mange tilfælde af ensartede krav, som i dag opgives,
men som kan forventes gennemført, hvis der indføres regler om
gruppe-søgsmål?
…
Retsplejerådet finder det imidlertid sandsynligt, at indførelse af regler
om gruppesøgsmål i det mindste vil føre til, at der for krav, som for den
enkelte sagsøger er af mindre økonomisk værdi (men som samlet kan
ud-gøre et betydeligt beløb), i en række tilfælde anlægges retssager om
ensar-tede krav, som i dag opgives.
Retsplejerådet skal i den forbindelse pege på, at spørgsmålet om
proces-økonomi normalt vil have afgørende betydning for den, der
overvejer at anlægge en retssag. Personer, der er berørt af en retstvist,
vil derfor helt generelt kunne have interesse i, at ensartede krav kan
behandles og afgøres på én gang. Fælles behandling af ensartede krav
vil således normalt være billigere, end behandling af kravene i en række
forskellige retssager. Dette indebærer i praksis, at visse krav alene vil
blive forfulgt, hvis kravene kan behandles sammen med andre ensartede
krav. Det vil særligt være tilfæl-det, hvis kravet er individuelt
uprocesbart, dvs. at udgifterne ved gennem-førelsen af et individuelt
søgsmål om kravet beløbsmæssigt overstiger sel– 6 –
ve kravet, således at en person, der anlægger retssag om et sådant krav
og får medhold, vil have sat penge til på retssagen.
…
Hvor den enkelte potentielle sagsøgers krav er af mindre økonomisk
værdi, vil et kollektivt præget søgsmål ofte være den eneste mulighed
for at forfølge et krav for domstolene. Adgangen til at sammenlægge
krav (kumulation) efter retsplejelovens regler vil – nærmest uanset den
nærmere tilrettelæggelse heraf – efter Retsplejerådets opfattelse
imidlertid ikke altid være nok til, at mindre individuelt uprocesbare krav
bliver rejst for dom-stolene. Gældende regler om kumulation vil nok give
en teoretisk mulig-hed for samlet behandling af mange individuelt
uprocesbare krav, men vil efter Retsplejerådets opfattelse i praksis ikke
sjældent kunne vise sig util-strækkelige.
Samfundsudviklingen, der i en periode har bevæget sig mod mere masseproduktion
og standardiserede løsninger, kan føre til mange ensartede
men isoleret set ubetydelige krav fra flere forbrugere mod samme næringsdrivende.
Det vil eksempelvis kunne være bank- og
forsikringstjene-ster, telefoni- og elektroniske kommunikationstjenester,
strømlevering, transporttjenester mv., jf. herved også afsnit 5.1 ovenfor.
…
Sådanne krav af mindre økonomisk værdi vil efter Retsplejerådets
opfattelse næppe kunne forventes forfulgt under de nuværende
processuel-le regler, selv om de retligt kan være velfunderede. Principielt
må det be-tragtes som uheldigt, hvis et krav, som er retligt godt
forankret, ikke kan forfølges for domstolene. Det kan føre til, at formålet
med de materielle regler – for eksempel forbrugerbeskyttelse – ikke nås.
Det er Retsplejerådets opfattelse, at civilprocessen må tilpasses udviklingen
i samfundet og dermed søgsmålsbehovet for typiske massekrav i
bl.a. forbrugersager. Adgangen til domstolene er en
retssikkerhedsgaranti for den enkelte, og adgangen må derfor som
udgangspunkt også sikres for in-dividuelt uprocesbare krav, så længe
det er muligt at tilrettelægge en ef-fektiv og forsvarlig behandling af
kravene. Er det muligt, vil regler om gruppesøgsmål efter
Retsplejerådets opfattelse sikre en reel adgang til domstolene for flere,
og søgsmålsformen vil dermed bidrage til en mere ef-fektiv
håndhævelse af den materielle lovgivning.
…
5.4.3. Risiko for gennemtvingelse af uberettigede krav?
Set fra den anden side, dvs. fra personer eller virksomheder, der må forventes
typisk at blive mødt med krav, opstår betænkelighederne ved
grup-pesøgsmål i forhold til uberettigede krav. Efter Retsplejerådets
opfattelse kan der ikke rettes (berettigede) indvendinger mod den
effektivisering, der ligger i en kollektiv gennemførelse af krav, der hver
især efter gældende materielle retsregler er berettiget på det
individuelle plan. Det bemærkes herved, at Retsplejerådet ikke stiller
forslag om ændring af de materielle retsregler, og at der altså ikke
foreslås indført mulighed for standardiserede (gennemsnitlige)
erstatninger eller lignende.
…
Udformningen af regler om gruppesøgsmål – 7 –
…
Retsplejerådet finder, at gruppesøgsmål som udgangspunkt bør behandles
efter samme processuelle regler som individuelle søgsmål, og at der
så-ledes kun bør fastsættes særlige processuelle regler om
behandlingen af gruppesøgsmål på de punkter, hvor der efter
gruppesøgsmålets karakter er et klart behov herfor. …
6.1. Grundlæggende betingelser
Ensartede krav
…
Det bør således efter rådets opfattelse overlades til rettens skøn, om de
fremsatte krav er tilstrækkeligt ensartede til, at gruppesøgsmål vil være
en hensigtsmæssig procesform. Af betydning vil navnlig være, om
kravene udspringer af samme faktiske omstændigheder og om de har
samme retlige grundlag.
…Gruppesøgsmålets subsidiære karakter
…Ved vurderingen af, om gruppesøgsmål må antages at være den
bedste måde at behandle kravene på, skal gruppesøgsmålet
sammenlignes
med realistiske alternativer i den konkrete situation.
…6.2. Grupperepræsentanten
…Foreninger mv.
…Retsplejerådet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at begrænse muligheden
for at udpege foreninger mv. som grupperepræsentanter til visse
ty-per af krav eller for at stille andre krav til foreningens alder,
medlemstal, repræsentativitet, økonomi mv. end dem, der indirekte
følger af de gene-relle krav til grupperepræsentanter, jf. nedenfor.
…Der gælder ingen almindelige kapitalkrav til foreninger, og man kan sagtens
forestille sig, at en forening vil være ude af stand til at betale
sagsom-kostninger til modparten, hvis sagen tabes, uden at der er tale
om omgåelse af retsplejelovens regler om sagsomkostninger.
Retsplejerådet foreslår imidlertid, at grupperepræsentanten skal kunne
pålægges at stille sikkerhed for sagsomkostninger, jf. nedenfor, og i lyset
heraf ser Retsplejerådet ikke grund til at afskære foreninger med ingen
eller lille formue fra at udpeges som grupperepræsentant.
Frem for at stille krav til selve foreningens kapitalisering mv. – som ville
være indgribende over for foreningen også i andre relationer – finder
Rets-plejerådet det således mere hensigtsmæssigt og fuldt tilstrækkeligt
at give mulighed for at stille krav om sikkerhedsstillelse specielt i forhold
til sags-omkostningerne i gruppesøgsmålet, som er det, der reelt er
behov for. Selv om foreningen ikke selv råder over formue af betydning,
kan det således – 8 –
tænkes, at den ved støtte fra forskellig side vil kunne stille en krævet
sik-kerhed. Eksempelvis kan medlemmer af gruppen tænkes at være
mere til-bøjelige til at bidrage til en sikkerhedsstillelse for
sagsomkostninger for et gruppesøgsmål, som specifikt angår deres krav,
frem for mere generelt at skyde penge ind i foreningen, hvor indskuddet
ville kunne komme til at hæfte for foreningens samlede forpligtelser.
…Sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger
Det er en forudsætning for at kunne udpeges til grupperepræsentant, at
den pågældende råder over tilstrækkelige økonomiske midler til at
kunne gen-nemføre retssagen på betryggende vis, jf. ovenfor. Heri
ligger, at den på-gældende skal være i stand til løbende at betale de
udgifter, der for den på-gældende er forbundet med at føre retssagen
frem til en afgørelse. Der-imod indgår muligheden for ved sagens
afslutning at blive pålagt at betale sagsomkostninger til modparten ikke i
denne vurdering.
Retsplejerådet foreslår på denne baggrund en selvstændig regel om, at
retten kan bestemme, at grupperepræsentanten skal stille sikkerhed for
de sagsomkostninger, grupperepræsentanten kan blive pålagt at betale
til modparten.
Gruppesøgsmål er mere komplicerede og mere ressourcekrævende
end individuelle søgsmål, og omkostningerne ved et gruppesøgsmål kan
efter omstændighederne være meget store. Sammenholdt med, at de
perso-ner, på hvis vegne der fremsættes krav, kun i begrænset omfang
hæfter for sagsomkostningerne, jf. herom afsnit 6.4 nedenfor, er det
efter Retspleje-rådets opfattelse nødvendigt i gruppesøgsmål at give
mulighed for at stille krav om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger,
selv om denne mulighed ikke findes ved individuelle søgsmål.
…”
I de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 41 af 10. oktober 2006
er bl.a. anført følgende:
”3.1. Generelt om gruppesøgsmål
…
Som anført af Retsplejerådet bør det så vidt muligt sikres, at der er reel
mulighed for at gennemføre berettigede krav ved domstolene, også når
kra-vene enkeltvis er så små, at de er individuelt »uprocesbare«, og de
foreslåe-de regler om gruppesøgsmål vil som nævnt bidrage hertil.
Hovedformålet med de foreslåede regler om gruppesøgsmål er således
at bidrage til, at be-rettigede krav – f.eks. om erstatning – opfyldes,
hvilket klart falder inden for den civile retsplejes funktion. …
…Med hensyn til risikoen for »misbrug« af muligheden for at anlægge
gruppesøgsmål lægger Justitsministeriet vægt på, at der foreslås en
række betingelser for anlæg af et gruppesøgsmål, herunder at retten
skal godkende, – 9 –
at sagen er egnet som gruppesøgsmål, og kontrolmekanismer i øvrigt
bl.a. vedrørende rettens godkendelse af grupperepræsentanten og
rettens proces-ledelse. Justitsministeriet er enig med Retsplejerådet i, at
risikoen for, at uberettigede krav bliver gennemtvunget, derved i
væsentlig grad imødegås.
Retsplejerådets forslag er udformet ud fra en samlet afvejning af en
række relevante hensyn, der må indgå i vurderingen af, om der i dansk
ret bør ind-føres regler om gruppesøgsmål, og Justitsministeriet finder,
at der med Retsplejerådets forslag er udformet en model, der både
indebærer en styrket behandling af ensartede krav og samtidig i meget
vidt omfang imødegår den misbrugsrisiko, der kunne være.
Justitsministeriet er således enig i Retsplejerådets generelle synspunkter
og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
…3.3. Grundlæggende betingelser for gruppesøgsmål
3.3.1. Den helt grundlæggende betingelse for overhovedet at tillade
gruppe-søgsmål er efter Retsplejerådets forslag, at der foreligger
ensartede krav, som fremsættes på vegne af flere personer. Spørgsmålet
om fremsættelse af ensartede krav mod flere personer omtales særskilt
nedenfor.
Retsplejerådet har ikke fundet grundlag for i selve lovteksten at angive
nærmere kriterier for, hvad der forstås ved ensartede krav. Det bør
således efter rådets opfattelse overlades til rettens skøn, om de
fremsatte krav er til-strækkeligt ensartede til, at gruppesøgsmål vil være
en hensigtsmæssig pro-cesform. Af betydning vil navnlig være, om
kravene udspringer af samme faktiske omstændigheder, og om de har
samme retlige grundlag. Efter Rets-plejerådets forslag skal retten
fastlægge rammen for gruppesøgsmålet og dermed, hvilke krav der er
omfattet heraf.
…Hvis der foreligger sådanne individuelle forhold angående krav, der tilkommer
flere personer, at kravene ikke kan siges at være »ensartede«,
kan reglerne om gruppesøgsmål ikke anvendes på kravene i deres
helhed. I nog-le tilfælde vil det imidlertid være muligt at udskille
ensartede spørgsmål vedrørende kravene og anlægge et gruppesøgsmål
herom. Under et sådant gruppesøgsmål vil en anerkendelsespåstand
vedrørende de udskilte spørgs-mål være udtryk for »kravene« i sagen,
og betingelsen om, at der skal være tale om ensartede krav, vil derfor
være opfyldt. Som eksempler på ensartede spørgsmål, som eventuelt
kan behandles under et gruppesøgsmål i form af et
anerkendelsessøgsmål, kan nævnes spørgsmål om gyldigheden af et
kon-traktvilkår i forbindelse med krav om tilbagebetaling af erlagt
vederlag og spørgsmål om ansvarsgrundlag i forbindelse med krav om
erstatning.
I sådanne tilfælde, hvor ensartede spørgsmål er udskilt til særskilt
behand-ling under et gruppesøgsmål, kan der i tilfælde, hvor gruppen
får medhold, være behov for efterfølgende at afklare, hvilket beløb det
enkelte gruppe-medlem skal have udbetalt i erstatning mv. Hvis
grundlaget for udmålingen af erstatning mv. ikke er ensartet, vil dette
ikke kunne ske efter de foreslåe-de regler om gruppesøgsmål, og det vil
derfor i sådanne tilfælde kunne være nødvendigt for de
gruppemedlemmer, der ikke opnår en forligsmæssig løs– 10 –
ning, efterfølgende at anlægge individuelle søgsmål om udmålingen af
er-statning mv.
…3.4. Grupperepræsentanten
3.4.1. Det hører til gruppesøgsmålets grundlæggende vilkår, at de
personer, på hvis vegne der fremsættes krav, ikke selv deltager som
parter i retssagen i sædvanlig forstand, men derimod repræsenteres af
grupperepræsentanten.
…3.4.6. Det bør være en forudsætning for at kunne udpeges til
grupperepræ-sentant, at den pågældende råder over tilstrækkelige
økonomiske midler til at kunne gennemføre retssagen på betryggende
vis, jf. ovenfor i pkt 3.4.5. Heri ligger, at den pågældende skal være i
stand til løbende at betale de ud-gifter, der for den pågældende er
forbundet med at føre retssagen frem til en afgørelse. Derimod indgår
muligheden for ved sagens afslutning at blive på-lagt at betale
sagsomkostninger til modparten ikke i denne vurdering.
Retsplejerådet foreslår på denne baggrund en selvstændig regel om, at
retten kan bestemme, at grupperepræsentanten skal stille sikkerhed for
de sagsom-kostninger, grupperepræsentanten kan blive pålagt at betale
til modparten.
Gruppesøgsmål vil ofte være mere ressourcekrævende end individuelle
søgsmål, og omkostningerne ved et gruppesøgsmål kan efter
omstændighe-derne være meget store. Sammenholdt med, at de
personer, på hvis vegne der fremsættes krav, kun i begrænset omfang
bør hæfte for sagsomkostnin-gerne, jf. herom pkt. 3.6 nedenfor, er det
efter Retsplejerådets opfattelse nødvendigt i gruppesøgsmål at give
mulighed for at stille krav om sikker-hedsstillelse for sagsomkostninger,
selv om denne mulighed ikke findes ved individuelle søgsmål.
…3.8. Individuelle spørgsmål. Undergrupper
3.8.1. Retsplejerådet finder, at reglerne om gruppesøgsmål bør
udformes så-ledes, at der ikke bliver tale om en egentlig behandling af
individuelle spørgsmål under gruppesøgsmålet. Dette er ikke til hinder
for, at der under et gruppesøgsmål kan nedlægges forskellige påstande
for forskellige grup-pemedlemmer, f.eks. med hensyn til størrelsen af en
tilbagebetaling eller er-statning eller med hensyn til, om der påstås
ophævelse eller afhjælpning, når blot der foreligger et ensartet grundlag
for en stillingtagen til de forskellige påstande.
Eksempelvis vil der ikke være noget til hinder for, at en tilbagebetaling
el-ler erstatning udmåles forskelligt for forskellige gruppemedlemmer afhængigt
af, i hvilken periode de pågældende har været berørt af en
påstået retskrænkelse, eller afhængig af størrelsen og arten af deres
forbrug af f.eks. et teleabonnement eller en aftale om levering af gas,
varme eller elektricitet.
Derimod kan betingelsen om, at der skal være tale om ensartede krav,
ef-ter omstændighederne være til hinder for, at der under et
gruppesøgsmål nedlægges påstand om individuel udmåling af erstatning
på grundlag af de enkelte gruppemedlemmers individuelle, subjektive
forhold. I givet fald må gruppesøgsmålet afgrænses således, at sådanne
individuelle spørgsmål ikke – 11 –
skal afgøres under gruppesøgsmålet. Dette kan opnås ved f.eks. at
begrænse gruppesøgsmålet til en anerkendelsespåstand om
ansvarsgrundlaget.
3.8.2. Retsplejerådet har overvejet, om der bør være mulighed for at
opdele et gruppesøgsmål i undergrupper, således at der udpeges
særskilte (un-der)grupperepræsentanter for hver af undergrupperne.
Rådet finder imidler-tid ikke grundlag herfor.
Hvis der både foreligger retlige og/eller faktiske spørgsmål, der er fælles
for hele gruppen, og retlige og/eller faktiske spørgsmål, der angår
bestemte delmængder af gruppen, bør man efter Retsplejerådets
opfattelse anvende retsplejelovens regler om sammenlægning og
adskillelse af krav.
Afhængigt af, hvad der er mest hensigtsmæssigt ud fra sagens konkrete
omstændigheder, kan retten således vælge fra starten at afgrænse
gruppe-søgsmålet på en sådan måde, at det kun omfatter ensartede
krav. I eksemplet med flere undergrupper er dette ensbetydende med,
at der i givet fald må an-lægges flere gruppesøgsmål, som i relation til
reglerne om gruppesøgsmål behandles hver for sig (dvs. med hver sin
grupperepræsentant, uden at der dog er noget forbud mod, at samme
person samtidig kan være grupperepræ-sentant i flere gruppesøgsmål),
men flere gruppesøgsmål vil kunne behand-les samlet efter de
almindelige regler om samlet behandling efter retspleje-lovens §§ 250
og 254.
Alternativt kan retten, hvis det forekommer mest hensigtsmæssigt, godkende
et gruppesøgsmål med en afgrænsning, der indebærer, at visse
fakti-ske og/eller retlige spørgsmål kun vedrører en vis del af
gruppemedlemmer-ne. Retten kan herefter ved anvendelse af
retsplejelovens § 253 om adskil-lelse af krav opnå en hensigtsmæssig
opdeling af sagens forhandling og af-gørelse. Der vil imidlertid være tale
om ét gruppesøgsmål med én gruppere-præsentant.
…3.8.3. Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets synspunkter og forslag,
og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
…”
I bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser er bl.a. anført
følgende:
”Til § 254 a
…Den grundlæggende betingelse er, at der er tale om ensartede krav,
som tilkommer flere personer, jf. stk. 1. Kravene kan være både krav om
at få tilkendt noget (fuldbyrdelsessøgsmål) og krav om at få fastslået en
retsstil-ling (anerkendelsessøgsmål), herunder krav om, at de
pågældende personer ikke er forpligtet i forhold til sagsøgte vedrørende
et nærmere angivet for-hold (negativt anerkendelsessøgsmål). Kravene
behøver ikke at være identi-ske. Det er tilstrækkeligt, at de i faktisk og
retlig henseende er ensartede. Som eksempler på tilfælde, hvor denne
betingelse ofte kan være opfyldt, kan nævnes krav fra deltagerne i en
pakkerejse i anledning af påståede mangler f.eks. ved indkvarteringen,
udflugter, faciliteter mv. eller krav fra – 12 –
investorer i anledning af påståede mangler ved det prospekt, der lå til
grund for deres investering.
…Hvis der foreligger sådanne individuelle forhold angående krav, der tilkommer
flere personer, at kravene ikke kan siges at være »ensartede«,
kan reglerne om gruppesøgsmål ikke anvendes på kravene i deres
helhed. I nog-le tilfælde vil det imidlertid være muligt at udskille
ensartede spørgsmål vedrørende kravene og anlægge et gruppesøgsmål
herom. Under et sådant gruppesøgsmål vil en anerkendelsespåstand
vedrørende de udskilte spørgs-mål være udtryk for »kravene« i sagen,
og betingelsen om, at der skal være tale om ensartede krav, vil derfor
være opfyldt. Som eksempler på ensartede spørgsmål, som eventuelt
kan behandles under et gruppesøgsmål i form af et
anerkendelsessøgsmål, kan nævnes spørgsmål om gyldigheden af et
kon-traktvilkår i forbindelse med krav om tilbagebetaling af erlagt
vederlag og spørgsmål om ansvarsgrundlag i forbindelse med krav om
erstatning.
…Til § 254 b
Den foreslåede bestemmelse opregner de betingelser, der skal være
opfyldt, for at et gruppesøgsmål kan anlægges.
Efter stk. 1, nr. 1, skal der for det første foreligge ensartede krav som
nævnt i § 254 a, jf. nærmere bemærkningerne til denne bestemmelse.
…Desuden er der som noget helt centralt den betingelse, at
gruppesøgsmålet skønnes at være den bedste måde at behandle
kravene på, jf. nr. 5. Dette in-debærer, at gruppesøgsmål er subsidiært i
forhold til andre muligheder for at behandle kravene på.
Ved vurderingen af, om gruppesøgsmål må antages at være den bedste
måde at behandle kravene på, skal gruppesøgsmålet sammenlignes med
rea-listiske alternativer i den konkrete situation, og vurderingen skal
derfor fore-tages på grundlag af en samlet afvejning af den enkelte sags
konkrete om-stændigheder. Hvis kravene kan behandles lige så godt
eller bedre under in-dividuelle søgsmål, der eventuelt behandles samlet
efter reglerne i retspleje-lovens § 250 eller § 254, kan der ikke
anlægges gruppesøgsmål om kravene. Ved denne vurdering indgår
også, om sagskomplekset har en sådan karak-ter, at fælles spørgsmål
må forventes at kunne afklares under en prøvesag, ligesom der kan
tages hensyn til, om den foreslåede grupperepræsentant, som måske
har særlige forudsætninger for at bidrage til en hensigtsmæssig
koordinering mv., eventuelt vil kunne medvirke på anden måde end som
grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, f.eks. som biintervenient eller
som mandatar for en eller flere parter i et individuelt søgsmål.
…”
I et svar til Folketingets Retsudvalg vedrørende kommentarer til et
høringssvar fra Advo-katrådet – besvarelse af spørgsmål nr. 6 af 31.
oktober 2016 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om
ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Gruppe– 13 –
søgsmål m.v.) – har Justitsministeriet bl.a. anført følgende:
”Advokatrådet anfører, at det bør afklares, hvad der ligger i betingelsen
om, at der skal være tale om ”ensartede krav” for, at der kan anlægges
et gruppe-søgsmål.
Som anført i pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger vil det
be-ro på rettens vurdering af den enkelte sag, om der er tale om
ensartede krav. Kravene behøver ikke at være identiske, idet det er
tilstrækkeligt, at de i fak-tisk og retlig henseende er ensartede. Efter
Justitsministeriets opfattelse vil retten næppe i praksis have særlige
problemer med at tage stilling til, om kravene i en konkret sag er
tilstrækkeligt ensartede til, at de med fordel kan behandles samlet i et
gruppesøgsmål.
Hvis der ikke er tale om ensartede krav, kan reglerne om gruppesøgsmål
ik-ke anvendes. I nogle tilfælde vil det imidlertid være muligt at udskille
ensar-tede spørgsmål vedrørende kravene og anlægge et
gruppesøgsmål herom. Som eksempler på sådanne ensartede retlige
spørgsmål, som eventuelt kan behandles under et gruppesøgsmål i form
af et anerkendelsessøgsmål, kan nævnes spørgsmål om gyldigheden af
et kontraktvilkår i forbindelse med krav om tilbagebetaling af erlagt
vederlag og spørgsmål om ansvarsgrundlag i forbindelse med krav om
erstatning. For så vidt angår den individuelle er-statningsudmåling mv.
vil der derimod som regel ikke være tale om
ensartede krav, der kan behandles i et gruppesøgsmål.
Advokatrådet finder endvidere, at det bør afklares, hvad der ligger i
betin-gelsen om, at gruppesøgsmålet skal skønnes at være den bedste
måde at be-handle kravene på.
Denne betingelse indebærer, at gruppesøgsmålet er subsidiært i forhold
til andre muligheder for at behandle kravene. Efter Justitsministeriets
opfattel-se bør det være retten, der i den enkelte sag skal sammenligne
et gruppe-søgsmål med realistiske alternativer i den konkrete situation
og på grundlag heraf vurderer, om gruppesøgsmålet må anses for at
være den bedste måde at behandle kravene på. Som anført i pkt. 3.3.2 i
lovforslagets almindelige bemærkninger kan der f.eks. ikke anlægges
gruppesøgsmål om kravene, hvis de efter rettens opfattelse kan
behandles lige så godt eller bedre ved in-dividuelle søgsmål, der
eventuelt kan behandles samlet efter retsplejelovens regler om
kumulation (sammenlægning af krav). Ved denne vurdering kan det
indgå, om sagskomplekset har en sådan karakter, at fælles spørgsmål
forventes at kunne blive afklaret under en prøvesag. Der kan også tages
hen-syn til, om den foreslåede grupperepræsentant, som måske har
særlige for-udsætninger for at bidrage til en hensigtsmæssig
koordinering mv., i givet fald vil kunne medvirke i sagen på en anden
måde end som grupperepræsen-tant i et gruppesøgsmål, f.eks. som
biintervenient eller som mandatar for en eller flere parter i et individuelt
søgsmål.
…” – 14 –
Landsrettens begrundelse og resultat
Krav omfattet af Foreningen Garantloekkens principale påstand
Den principale påstand, som Foreningen Garantloekken ønsker
behandlet under gruppe-søgsmålet, angår spørgsmålet, om Finansiel
Stabilitet (tidligere under navnene Løkken Sparebank A/S, EBH Bank A/S
og FS Finans A/S) skal pålægges at dække de krav, som Løkken
Sparekasse er dømt til at betale ved dom af 30. december 2011 fra
Retten i Hjør-ring.
Foreningen Garantloekken udtog stævning mod Løkken Sparekasse den
november 2010 som et gruppesøgsmål ved Retten i Hjørring. Forud
for dette havde advokat Jørgen Holst på vegne af Finansiel Stabilitet og
Løkken Sparebank A/S ved brev af 9. november 2009 tilkendegivet over
for foreningens advokat, at Finansiel Stabilitet og Løkken Sparebank A/S
ikke ville anse sig for forpligtet til at honorere krav omfattet af en dom
over Løkken Sparekasse. Advokat Jørgen Holst opfordrede på den
baggrund foreningen til også at rette søgsmålet mod Løkken Sparebank
A/S, hvis foreningen ønskede en afgørelse, der var rets-kraftig over for
banken. Ved brev af 18. november 2010 til garantforeningens advokat
gen-tog Finansiel Stabilitet tilkendegivelsen om, at man ikke anså sig for
forpligtet af en dom i sagen mod Løkken Sparekasse, uden at der var
udtaget stævning mod Løkken Sparebank A/S.
Civilstyrelsen meddelte den 25. marts 2011 Foreningen Garantloekken
fri proces til at ned-lægge påstand om, at Løkken Sparebank A/S skulle
anerkende at dække de krav, som for-eningen havde nedlagt påstand
om over for Løkken Sparekasse. Ved brev af 8. april 2011 til Finansiel
Stabilitet meddelte foreningens advokat, at foreningen nu havde fået fri
proces til at adcitere EBH Bank A/S i den verserende sag mod Løkken
Sparekasse. I et brev af 9. august 2011 til Retten i Hjørring – som
foreningens advokat modtog i kopi – gjorde advo-kat Jørgen Holst
opmærksom på, at LS Løkken (tidligere Løkken Sparekasse) var uden
aktiver og uden ledelse, og at byretten ifølge retsbog af 22. juni 2011
forventede, at der ville blive afsagt udeblivelsesdom. Advokat Jørgen
Holst tilkendegav samtidig, at det fort-sat var opfattelsen, at en
retskraftig afgørelse i forhold til FS Finans A/S måtte forudsætte, at FS
Finans A/S blev omfattet af søgsmålet. Advokat Jørgen Holst foreslog på
den bag-grund, at Retten i Hjørring skulle opfordre Foreningen
Garantloekken til at adcitere FS Finans A/S under det verserende
gruppesøgsmål, således at kravene mod Løkken Spare– 15 –
kasse – og spørgsmålet om FS Finans A/S’ hæftelse for disse – kunne
prøves materielt, og således at der blev truffet afgørelse med retskraft
for såvel Løkken Sparekasse som FS Fi-nans A/S. Foreningen
Garantloekken afstod imidlertid fra at adcitere FS Finans A/S i det
verserende gruppesøgsmål, der således blev afsluttet med en
udeblivelsesdom over Løkken Sparekasse.
En prøvelse af Foreningen Garantlokkens principale påstand under
denne sag burde mest hensigtsmæssigt være sket ved at inddrage FS
Finans A/S under gruppesøgsmålet ved Ret-ten i Hjørring i stedet for at
afvente en udeblivelsesdom. Som ovenfor anført blev forenin-gen
udtrykkeligt opfordret til en sådan adcitation, som foreningen også
havde fri proces til.
På denne baggrund tiltræder landsretten, at et nyt gruppesøgsmål ikke
kan anses for den bedste måde at behandle de krav, der støttes på
Foreningen Garantloekkens principale på-stand, og at der derfor ikke
kan anlægges et nyt gruppesøgsmål om disse krav, jf. retspleje-lovens §
254 b, stk. 1, nr. 5.
Krav omfattet af Foreningen Garantloekkens subsidiære påstande
Som anført af byretten hviler de krav, der er omfattet af Foreningen
Garantloekkens subsi-diære påstande, på forskellige retlige grundlag i
form af ugyldighed, erstatningsansvar og manglende udbetaling af
opsagt garantikapital.
Efter retsplejelovens § 254 e, stk. 4, er det retten, der fastlægger
rammen for et gruppe-søgsmål. Ved rettens vurdering af, om der
foreligger ensartede krav som nævnt i § 254 a, må retten tage
udgangspunkt i de nedlagte påstande og forslag til ramme og således
vurde-re, om der foreligger et ensartet grundlag for en stillingtagen til
påstanden/påstandene. Som anført i forarbejderne til retsplejelovens §
254 a må retten dog samtidig lade det indgå i vurderingen, om det er
muligt at udskille ensartede spørgsmål fra de nedlagte påstande og
tillade et begrænset gruppesøgsmål herom.
Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at de krav,
der er omfattet af Foreningen Garantloekkens påstande og forskellige
forslag til ramme for gruppesøgsmålet, ikke har den fornødne
ensartethed til at kunne behandles under et gruppesøgsmål. Dette
gælder også for de krav, der er omfattet af det forslag til en indsnævret
ramme, der er fremkommet for landsretten. En bedømmelse af disse
krav vil fortsat nødvendiggøre, at der – 16 –
tages individuelt stilling til blandt andet, hvad der for den enkelte garant
var bestemmende for beslutningen om at tegne garantikapital, og
hvilken rådgivning den pågældende modtog fra sparekassen i
forbindelse hermed.
Ud fra de foreliggende oplysninger om de krav, der er omfattet af
foreningens subsidiære påstande, er der ikke tilstrækkeligt grundlag for,
at retten på egen hånd kan udskille ensar-tede spørgsmål fra en eller
flere af påstandene og således tillade et begrænset gruppesøgs-mål
herom.
Landsretten tiltræder herefter, at betingelsen i retsplejelovens § 254 b,
stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt for de krav, der er omfattet af foreningens
subsidiære påstande.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal
Foreningen Garantloekken betale sagsomkostninger for landsretten til
Finansiel Stabilitet med i alt 500.000 kr. Belø-bet angår udgifter til
advokatbistand inkl. moms. Landsretten har ved fastsættelsen af
beløbet på den ene side lagt vægt på sagens økonomiske værdi, men på
den anden side også lagt vægt på, at sagen for landsretten har haft et
begrænset omfang og herunder alene omfattet spørgsmålet, om sagen
kan fremmes som et gruppesøgsmål ved byretten.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Byrettens dom stadfæstes.
Foreningen Garantloekken skal betale sagens omkostninger for landsretten til Finansiel Stabilitet med 500.000 kr.
Sagsomkostningerne skal betales inden 14 dage og forrentes efterrentelovens § 8 a.
Lisbeth Parbo Lars Christensen Henrik Præstgaard (kst.) – 17 –
Udskriften udstedes uden betaling.
Udskriftens rigtighed bekræftes.
Vestre Landsret,
Viborg den 25. april 2017
Marianne Rindom
Retssekretær
Kilde: Løkken Folkeblad 08.09.2019
Garantloekken-formand holder foredrag
LØKKEN: Onsdag 25. september kl. 14 holder Ældre Sagen Løkken-Vrå møde på Ældrecenter Havgården, Brændingen 8 i Løkken. Den tidligere formand for foreningen Garantloekken Kristian Andersen kommer og fortæller om sine mange oplevelser i forbindelse med Løkken Sparekasses kollaps i 2009 – herunder også om garanternes forsøg på at få erstatning for deres tabte garantikapital.
Kristian Andersen var formand og konsulent for Garantloekken fra 2009 til 2016/2017 og skrev – sammen med Peter Ussing, Hans Fink og Egon Kjøller – bogen ”Overmod”. Bogen beskriver de forskellige aspekter om Løkken Sparekasses kollaps og blev udgivet 7. oktober 2018.
Kristian Andersen har siden januar 2019 fulgt Finansiel Stabilitets store retssag mod ledelsen og revisionen i Løkken Sparekasse i Vestre Landsret. Det er foreløbig blevet til 35 retsdage. Sagen genoptages 30. september og forventes afsluttet inden jul. Kristian Andersen vil også give mødedeltagerne et indblik i, hvad der er foregået i Vestre Landsret i de første 35 dage af retssagen.
– Jeg vil fortælle noget om tiden fra sommeren 2008 og frem til, at det var endeligt afgjort at Løkken Sparekasses tid som selvstændigt pengeinstitut var forbi. Jeg løfter også sløret for, hvordan garanterne reagerede, da det gik op for dem, at Løkken Sparekasse var kollapset, og at de havde mistet hele eller store dele af deres opsparing. Jeg vil i den forbindelse også fortælle deltagerne noget om de mange genvordigheder foreningen Garantloekken og garanterne løb ind i efter, at sparekassen var kollapset, lover Kristian Andersen.
Kristian Andersens foredrag på Havgaarden i Løkken, september 2019
Indledning
Goddag og tak fordi I er kommet for at høre mig fortælle om mine oplevelser i forbindelse med Løkken Sparekasses kollaps.
Kristian Andersen jeg er 74 år
Min kone Kirsten og jeg bor i dag 17 km nord for Aarhus og vi har sommerhus i Rubjerg og badehus på stranden i Løkken
Vi kommer begge fra Vrensted.
Vi har begge gået i Løkken Realskole
Mere end 40 år i dansk erhvervsliv – de fleste år som chef og leder primært hos LEC – Landbrugets EDB-Center i Risskov.
I mine unge dage arbejdede jeg i administrationen på slagterierne i Brønderslev og i Vrå.
Vores familie har været kunder i Løkken Sparekasse gennem mindst 4 generationer og Kirsten og jeg og Kirstens forældre mistede tilsammen ca. 780.000 kr.
Jeg var fra 2009 til 2015 formand for foreningen Garantloekken, som var en forening af 1.326 tidligere garanter i Løkken Sparekasse. Fra 2015 til 2016 var jeg konsulent for foreningens bestyrelse.
De efterfølgende ca. 2 år brugte jeg sammen med tre andre på at få skrevet en bog om det, der af mange betegnes som Danmarks relativt største krak i pengeinstitutsektoren – nemlig Løkken Sparekasses kollaps.
Hvorfor bruge så meget tid på at skrive en bog?
Vi har haft to hovedformål med at skrive bogen:
For det første at få de svigt der var i sparekassens ledelse skrevet ned for alle involverede og til eftertiden.
For det andet at få sendt et budskab til omverdenen om, at alle skal være meget opmærksomme på, hvordan man gebærder sig, når man bevæger sig ind i ”pengeverdenen”.
Det gælder både de ansvarlige i pengeinstitutterne og i andre virksomheder og dem der anbringer deres værdier i disse.
Bogen er, så vidt jeg ved, den eneste bog der både dokumenterer og beskriver årsagerne til at det gik så galt for et pengeinstitut, og hvor svært det har været for dem, det gik ud over.
Så også af den årsag har det været vigtigt for os at få skrevet bogen.
Og da der, efter den viden jeg har, er rigtig mange ligheder i det, der er foregået i de mange kollapsede pengeinstitutter, er der helt sikkert også mange andre end kunderne og garanterne i Løkken Sparekasse, der kan have udbytte af at læse bogen.
Der er også, efter min opfattelse, mange andre, der kan få et par ting med på vejen, så de ikke begår de samme fejltrin med deres penge, som vi andre har begået.
I 2019 har jeg indtil nu tilbragt 35 dage som tilhører til Finansiel Stabilitets stor retssag mod ledelsen og revisionen i Løkken Sparekasse.
Retssagen starter igen den 30. september og forventes afsluttet inden jul. Dommen afsiges så nok engang i første halvdel af 2020.
Det jeg vil fortælle jer om idag er noget om tiden fra sommeren 2008 og frem til at det var endeligt afgjort at Løkken Sparekasses tid som selvstændigt pengeinstitut var forbi.
Dernæst vil jeg fortælle noget om hvordan garanterne reagerede, da det gik op for dem at Løkken Sparekasse var kollapset og at de havde mistet hele eller store dele af deres opsparing.
Jeg vil i den forbindelse også fortælle jer noget om de mange genvordigheder foreningen Garantloekken og garanterne løb ind i efter at sparekassen var kollapset.
Jeg vil derefter give jer mit bud på, hvorfor det gik så galt i Løkken Sparekasse, og hvad jeg tror, vi som garanter måske kunne have gjort for, at det ikke var gået så galt for os.
Herunder vil jeg også sige lidt om medarbejdernes, revisionens og Finanstilsynets rolle i sparekassens kollaps.
Jeg vil her også give jer et indtryk af hvordan jeg har oplevet de 35 dage i Vestre Landsret.
Hvis tiden tillader det, vil jeg til sidst fortælle jer noget om de mange juridiske problemer vi også oplevede igennem hele forløbet.
Det kan være lidt vanskeligt af få godt 10 års, til tider voldsomme oplevelser, kogt ned til en fortælling på ca. 2 timer, men jeg har gjort det så godt, jeg kan.
Jeg håber, at I vil stille nogle spørgsmål undervejs så jeg kan få en fornemmelse af, hvad det er, I gerne vil høre noget om.
Jeg vil i den forbindelse gøre jer opmærksomme på at bogen er på 268 sider og at det har taget 2 år at skrive den. Til sammenligning har jeg skrevet knap 50 sider – dog med store bogstaver – og brugt omkring 3 dage for at skrive det ned som jeg vil fortælle jer i dag.
Så det siger sig selv at det der står i bogen er meget mere detaljeret end det jeg fortæller jer i dag, men modsat så fortæller jeg også i dag en del som ikke står i bogen.
Når det hele er slut bliver, alle de mange dokumenter jeg, gennem årene, har samlet sammen afleveret til Lokalhistorisk Arkiv i Løkken.
Men jeg kan lige så godt sige det med det samme – det jeg vil fortælle om er ikke en godnathistorie for små børn – det er efter min mening en rigtig sørgelig og uskøn historie, som de fleste gerne havde været foruden.
Men jeg tror også at historien vil være spændende for rigtig mange.
Tiden med angst og uro fra sommeren 2008
Avisskriverier efter offentliggørelsen af sparekassens dårlige halvårsregnskab
Rygter
Meget information fra sparekassen om hvor godt det gik, og at der ikke var grund til uro, både i medier, på hjemmesiden og fra sparekassens medarbejdere.
Mange var selvfølgelig meget usikre, men troede som sædvanligt på sparekassen og på den information de fik fra dem.
Det var jo en god gammel solid sparekasse fra 1871 som ikke tidligere havde været i større problemer
En del garanter valgte dog at trække deres penge ud, og andre sagde deres garantikapital op med de tre måneders opsigelsesvarsel, man havde fået at vide, at der var.
Man troede så, at den hellige grav var velforvaret,
for man var nu sikker på at få sine penge ud, når de tre måneder var gået, men den 4. november meddelte sparekassen at garantikapitalen var blevet fastlåst.
Det skete dog sammen med ca. 50 andre garantsparekasser, og det blev selvfølgelig kraftigt understreget af sparekassen og dens medarbejdere samtidig med at informationen om at sparekassen var godt polstret og meget solid fortsatte.
En ting som snød rigtig mange var, at man ikke havde behøvet at vente tre måneder, for mod et gebyr på 1 % kunne man have fået sine penge udbetalt med det samme.
Det havde sparekassen bare ’glemt’ at fortælle garanterne.
Der blev i denne periode trukket ca. 54 mio. kr. ud
Rygterne og avisskriverierne fortsatte hen over efteråret og uroen hos garanterne forstærkedes mærkbart, alt imens at sparekassen fortsatte med at sende en masse vildledende information ud til kunderne og garanterne.
Mange af dem der havde opsagt deres garantikapital stod pludselig med et dobbelt problem, for mange af de garanter, der havde opsagt garantikapitalen havde i tillid til sparekassens forsikringer om at stoppet for udbetaling var midlertidigt, havde lavet aftaler med håndværkere, tandlæger og andre.
Det problem klarede sparekassen på den måde, at man tilbød dem et lån med op til samme beløb og samme rente, som var gældende for garantikapitalen.
Men nogle få måneder senere fandt de ca. 50 garanter ud af, at de nu ikke bare havde mistet deres garantikapital – nu stod de også med et stort lån oveni.
Februar 2009
For at sikre garanterne fælles information om, hvad der foregik omkring sparekassen startede en ung mand ved navn Søren Møller i februar 2009 et netværk på internettet.
Jeg sluttede mig med det samme til netværket, og da Søren på det tidspunkt boede i Canada, delte vi arbejdet op på den måde, at han klarede kommunikationen via mails, og jeg tog mig af pressen og telefonopringningerne fra garanterne og andre.
Ca. 1700 personer tilsluttede sig i første omgang til netværket.
Marts
marts 2009 var det på grund af store økonomiske problemer slut med Løkken Sparekasses tid som selvstændigt pengeinstitut, og man indgik derfor en midlertidig overdragelsesaftale med Finansiel Stabilitet, der var en virksomhed der var etableret til at overtage kollapsede pengeinstitutter.
I daglig tale kalder man virksomheden for Statens Skraldespandsselskab.
Søren og jeg var klar over, at hvis vi skulle gøre noget alvorligt ved situationen, var vi nødt til at lave en juridisk enhed der på forskellig vis kunne varetage garanternes interesser.
Så den 12. marts 2009 stiftede vi derfor foreningen Garantloekken, hvis bestyrelse kom til at bestå af 5 garanter.
(Per Brix, Mogens Christensen, Hans Tordal Mortensen, Søren og mig)
Foreningens formål var:
At formidle information om hvad der foregik omkring sparekassen
At stå til rådighed med støtte og hjælp til de garanter der havde behov for det, i det omfang foreningens bestyrelse kunne magte det
At etablere en forening der kunne være juridisk enhed for en eventuelt kommende retssag
Det var et meget stort stykke administrativt arbejde at få tilmeldt og registreret alle interesserede i foreningen og få indbetalt kontingent osv.
Alt skulle i sagens natur ske elektronisk, og der var rigtig mange ældre garanter, der havde meget svært ved at håndtere dette.
marts 2009 – repræsentantskabsmøde – endelig aftale med Finansiel Stabilitet
Samme dag kom der en rapport fra Finanstilsynet indeholdende stærk kritik af sparekassens manglende overholdelse af lov om finansiel virksomhed – herunder bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomhed.
God skik bekendtgørelsen indeholder en udmøntning af samfundets krav til, hvordan finansielle virksomheder skal opføre føre sig i forskellige sammenhænge.
Vi blev meget glade for denne rapport, for den gav garanterne ret i stort set alt hvad, de havde oplevet i forbindelse med deres køb af garantikapital i Løkken Sparekasse.
Det viste sig desværre senere, at hverken Pengeinstitutankenævnet eller domstolene ville tage hensyn til rapporten i deres afgørelser af garanternes klager og i de 5 individuelle retssager der blev rejst ved domstolene.
Garanternes reaktioner da det var endeligt afgjort at Løkken Sparekasses tid som pengeinstitut var endegyldigt forbi
Hvordan reagerer man, når man pludselig står og har mistet hele eller store dele af sin opsparing fordi ens pengeinstitut er kollapset.
Det er der sikkert en hel del af jer, der har oplevet og derfor ved hvordan det er, men jeg tror, alle kan forestille sig, hvordan man selv ville reagere i en sådan situation.
Det jeg oplevede igennem de mange telefonsamtaler jeg gennem tiden har haft i forbindelse med Løkken Sparekasses kollaps er, at det er utroligt forskelligt hvordan man reagerer i en sådan situation.
Nogle blev utroligt kede af det og græd meget, andre blev ufatteligt vrede og råbte og spyttede efter sparekassens medarbejdere, når de mødte dem på gaden eller i byens butikker.
Andre igen blev fuldstændig apatiske og lukkede sig inde i sig selv.
Mange af garanterne forsøgte at hente trøst hos familie, naboer og venner, men de fik som regel bare et hånligt svar som: ”Nå er du også med på den vogn, hvordan kunne du dog være så dum”
Så der har ikke været megen trøst at hente ad den vej, og det har derfor været en stor trøst for mange, at man har kunnet stå sammen – først i et netværk og senere i en forening – hvor man kunne snakke med nogle ligestillede om det, der rørte sig og at der var nogen der gjorde hvad de kunne for at de kunne få deres penge tilbage.
Jeg ved fra utallige samtaler med rigtig mange garanter, at der er mange triste skæbner bag de tab, der er lidt.
Der er enlige mødre med to/tre børn der mistede det forholdsvis beskedne beløb der skulle have forsødet deres tilværelse med en ekstra lille julegave eller et besøg i en forlystelsespark.
Eller personen der havde sparet 250.000 kr. op til at hans kræftsyge datter kunne tage til Kina for at få behandling for sin sygdom.
Herudover er der en del der fik problemer i parholdet, fordi det var den ene af parterne, der havde truffet beslutningen om at foretage de uheldige dispositioner med parrets penge.
Men når der så er gået en del tid, tænker mange:
”Godt vi bor i Danmark, her er der heldigvis mange virksomheder, institutioner og politikere, der helt sikkert er parate til at hjælpe os. Det er godt at vi ikke bor i en eller anden ”bananrepublik”.
Jeg er ked af at måtte sige, at sådan er det bestemt ikke. Der var så godt som ingen, der havde lyst eller vilje til at hjælpe os – hverken virksomheder, institutioner eller politikere.
Jeg skal dog huske at nævne en enkelt person nemlig den meget unge politiker fra partiet Venstre – Karsten Lauritzen. Karsten forsøgte virkelig ved flere lejligheder at hjælpe os.
DET ER VIGTIGT AT FORSØGE AT VÆRE PÅ FORKANT MED UDVIKLINGEN I SIT PENGEINSTITUT, FOR NÅR DET FØRST ER GÅET GALT, ER DER IKKE MEGEN HJÆLP AT HENTE HOS ”DET DANSKE SYSTEM”
Der er absolut ingen, der står med åbne arme og er klar til at støtte og hjælpe dig.
FORÅRET 2009
Da Finansiel Stabilitet overtog Løkken Sparekasse blev der etableret et datterselskab med navnet Løkken Sparebank. (Dette datterselskab skiftede navn flere gange undervejs – først blev det til EBH Bank, senere til FS Finans for til sidst at blive indlemmet som en del af Finansiel Stabilitet)
Så hvis jeg undervejs kommer til at bruge forskellige navne er det den samme virksomhed, det drejer sig om.
Sparekassen blev samtidigt opdelt tre dele:
Grøn del – gode kunder – godt 30 medarbejdere
Denne del skulle sælges til et andet pengeinstitut, som senere viste sig at blive Nordjyske Bank.
Rød del – dårlige kunder – knap 20 medarbejdere
Denne del skulle forblive i Løkken Sparebank for løbende at blive afviklet.
FS Løkken – Garantikapitalen og den tidligere bestyrelse blev placeret i en forening der kom til at hedde FS Løkken.
Foreningens formål var at fordele et eventuelt overskud til garanterne fra afviklingen af Løkken Sparekasse.
Det blev ikke nogen stor opgave, idet det jo viste sig, at det hele endte med et drønende stort underskud på ca. 1 mia. kr.
Det blev, i sagens natur, derfor Løkken Sparebank foreningen Garantloekken kom til at samarbejde med i de kommende år – hvis man da kan tale om et samarbejde i den forbindelse.
Løkken Sparebank havde meget svært ved at finde ud af, hvem og hvordan man skulle informere, støtte og hjælpe garanterne.
Vi tog derfor over de næste 4 måneder flere kontakter til både den administrerende direktør for Løkken Sparebank og til bankens formand for at få en afklaring af hvem, hvordan og hvornår man havde tænkt sig at informere den enkelte garant om Løkken Sparekasses situation.
Vi havde nemlig fået rigtig mange henvendelser fra Garantloekkens medlemmer om, at de blev afvist af deres tidligere rådgivere både i Nordjyske Bank og af Løkken Sparebank, når de kontaktede dem for at få noget at vide om situationen omkring deres garantikapital.
Der er for mig ingen tvivl om at rigtig mange garanter, af den årsag, valgte at skifte pengeinstitut og det er måske også en af årsagerne til at Nordjyske Bank i dag er helt lukket ned i Løkken.
På grund af den manglende direkte information til garanterne, kunne vi konstatere, at der rent faktisk var garanter, der, efter flere måneders forløb, ikke var klar over, at Løkken Sparekasse var kollapset, og at de derfor havde mistet deres garantikapital.
Løkken Sparekasses kunder kom fra mere end 250 forskellige postnumre.
Sommeren 2009
Fra Løkken Sparebank fik vi endelig at vide, at de ikke ville informere garanterne direkte, men at man fortsat kun ville informere via pressemeddelelser, og at de for øvrigt mente, at det var foreningen LS Løkken, der havde ansvaret for at hjælpe og informere garanterne.
Det var en fuldstændig tåbelig ting at sige, for den tidligere bestyrelse havde jo hverken økonomi eller administrative ressourcer til noget sådant.
Det var først efter, at jeg havde haft foretræde i Folketingets Erhvervsudvalg – ca. et år senere, at vi i en mail fra daværende Økonomiminister Brian Mikkelsen fik at vide, at det var Løkken Sparebank, der havde ansvaret for at hjælpe og informere garanterne.
Så Løkken Sparebank havde heller ikke i denne sammenhæng forstået deres rolle.
Naturligvis til stor frustration for os og for garanterne.
Efteråret 2009
Flere garanter fortalte os, at de fra medarbejderne i Nordjyske Bank, havde hørt, at der sikkert snart ville ske et eller andet med deres tilgang til deres garantikapital.
(den havde hidtil været tilgængelig i deres netbank i Nordjyske Bank)
Jeg kontaktede derfor Nordjyske Bank for at få en forklaring. Her fik jeg at vide, at garantikapitalen ville forsvinde fra Nordjyske Banks netbank ved en konvertering den 22. november, og man henviste mig i den forbindelse til Løkken Sparebank.
Jeg kontaktede derefter Løkken Sparebank for at få at vide, hvad de havde gang i og fik at vide, at de ville flytte garanternes data over på en CD den 20. november, og at dataene ville blive opbevaret på vegne af foreningen LS Løkken.
Man skrev også, at man forventede at LS Løkken ville informere den enkelte garant om sagen.
Den 18. november (8 måneder efter sparekassens kollaps) kom der så endelig noget direkte information til den enkelte garant i form af et brev.
Der var så mange uklare og uhensigtsmæssige ting i brevet, at det affødte flere spørgsmål, end det gav svar.
Der var også ting i brevet, som senere viste sig at være så forkerte at det affødte store ulemper både for garanterne og flere af de involverede parter.
Den endelige udredning af disse mange uklarheder stod på fra den 19. november 2009 til den 15. april 2010.
Altså ca. 5 måneder.
Lang tid efter kunne vi konstatere, at der tilsyneladende aldrig var blevet lavet en CD, men at dataene i stedet var blevet overflyttet til Skandinavisk Datacenter.
Hertil kommer, at vi i forbindelse med at skrive vores bog i juni 2017 tog kontakt til Skandinavisk Data Center for at spørge til, hvordan det stod til med disse data.
Her kunne man blot konstatere at de ifølge lovgivningen havde slettet alle data vedrørende Løkken Sparekasses garanter.
Det kunne jo være blevet lidt af en katastrofe, for de skulle måske have været brugt i en senere retssag.
Et meget stort ressourcespild fra alle sider på grund af, at man hos Løkken Sparebank ikke rigtig vidste, hvad man havde med at gøre.
Pengeinstitutankenævnet
I slutningen af 2008 og begyndelsen af 2009 startede utilfredse garanter med at sende en klage til Pengeinstitutankenævnet.
Når Pengeinstitutankenævnet har modtaget en klage, sender de den videre til pengeinstituttet til udtalelse.
Løkken Sparekasse, Finansiel Stabilitet og Pengeinstitutankenævnet havde meget svært ved at finde
ud af, hvordan man skulle behandle disse klager, og det tog derfor 1 år, inden man fik de første afgørelser på sager fra Løkken Sparekasse, hvilket selvfølgelig var meget utilfredsstillende for dem, der havde klaget.
Det skulle dog senere vise sig at blive endnu værre – der var faktisk klager hvor der gik op til 2½ år før man fik en afgørelse på sin sag. Og der var endda nogle der aldrig fik deres sag afgjort fordi de på et tidspunkt var nødt til at vælge, om man ville med i det kommende gruppesøgsmål, eller om man ville beholde sin klage i Pengeinstitutankenævnet.
Nogle få garanter fik medhold i deres klage, men de fleste fik ikke medhold.
Det er generelt meget svært at få medhold i Pengeinstitutankenævnet, hvilket bl.a. skyldes, at man stort set ikke bruger omvendt bevisbyrde, og at man heller ikke tager hensyn til udefra kommende rapporter som i vores tilfælde endda var udarbejdet af Finanstilsynet.
Omvendt bevisbyrde er eksempelvis, når et pengeinstitut skal bevise at de har ydet en fyldestgørende rådgivning.
Normalt er det kunden der skal bevise at han ikke har modtaget en fyldestgørende rådgivning. – Og hvordan skal man kunne gøre det???????????
Garanterne fra Løkken Sparekasse indsendte 128 af 5.621 mulige klager til Pengeinstitutankenævnet og kun 24 fik medhold og det var primært de mindreårige.
En meget stor del af de klager hvor garanterne ikke fik medhold var afgjort med stemmerne 3/2 idet Forbrugerrådets 2 medlemmer af ankenævnet stemte for, at garanterne skulle have erstatning for deres tabte penge.
Vi brugte i den periode også en masse tid på at få udredt betingelserne for de garantikapitallån, der var blevet lavet i slutningen af 2008.
Lånene var, sammen med de gode kunder, blevet overført til Nordjyske Bank, men da garanterne ikke kunne finde ud af de nye betingelser for lånene, herunder den meget store rente, tog vi på deres vegne fat i Nordjyske Bank for at få en forklaring.
Efter et par rykkere fik vi endelig et svar, hvori det fremgik, at man, på grund af garanternes store utilfredshed med Nordjyske Banks håndtering af lånene, havde lavet en aftale med Løkken Sparebank om at flytte lånene tilbage til dem.
Så måtte vi igen i gang med Løkken Sparebank for at få en afklaring. De kunne heller ikke finde ud af, hvordan disse lån skulle håndteres.
Så det tog igen ca. 5 måneder, inden den sag kom nogenlunde på plads.
Foråret/sommeren 2010
I midten af april måned 2010 blev vi bekendt med, at Pengeinstitutankenævnets behandling af garanternes klager helt tilbage fra januar var gået i stå.
I ankenævnets vedtægter fremgår det, at pengeinstitutterne har 5 uger til at svare tilbage til ankenævnet på de klager, de får tilsendt.
Fra ankenævnet fik vi at vide, at årsagen til at sagerne ikke var blevet behandlet skyldtes manglende svar fra Løkken Sparebank.
Vi bad derfor Løkken Sparebank om en forklaring og bad samtidig ankenævnet om at efterleve deres egne vedtægter om den ovennævnte 5 ugers regel.
Omkring en måned senere fik vi så endelig en forklaring. Forklaringen kom fra Løkken Sparebanks advokat, som kunne fortælle, at de var blevet udelukket fra at få adgang til garanternes data af Skandinavisk Datacenter.
Og nu er vi så tilbage ved den famøse CD, som i virkeligheden nok aldrig har eksisteret. For havde den det, burde man jo ikke have besvær med at finde garanternes data.
Vi var efterhånden ved at være der, hvor vi betragtede Løkken Sparebank som en stor rodebutik, hvor alt hvad der vedrørte garanterne bare sejlede rundt.
Selvfølgelig til stor frustration for os i foreningen og dermed også for garanterne.
Samtidig med det, måtte vi også have fat i nakken på Løkken Sparebanks advokat, fordi hans sprogbrug i de svar, han gav til de berørte garanter gjorde dem meget ulykkelige og kede af det.
2011
Efter mere end et par hårde år med foreningen Garantloekkens mange frustrationer på det administrative område flyttedes fokus fra 2011 mere og mere over på det juridiske område, som jeg vil fortælle om til sidst – hvis tiden tillader det.
Ellers kan vi eventuelt tage det en anden dag for det er, efter min opfattelse, bestemt lige så spændende som det andet jeg fortæller om.
Hvorfor gik det så galt for Løkken Sparekasse?
For at I kan forstå sammenhængen i tingene vil jeg starte med at fortælle jer lidt om hvordan Løkken Sparekasses organisation så ud, og hvorfor den ikke fungerede, som den burde.
Løkken Sparekasses organisation
Som de fleste andre garantsparekasser var Løkken Sparekasse organiseret på følgende måde:
Løkken Sparekasses ledelse bestod af et repræsentantskab, en bestyrelse og en direktør. Repræsentantskabet var valgt af garanterne, og bestyrelsen og revisionen var valgt af repræsentantskabet.
Direktøren var ansat af bestyrelsen.
Baggrunden for denne måde at organisere sig på er, at man som garant selv er med til at vælge den øverste ledelse i sparekassen og dermed også i højere grad burde kunne stole på, at de penge, man på forskellig vis betror sparekassen, bliver forvaltet af de bedst egnede.
Som hjælp til at holde et overordnet øje med den måde sparekassen arbejdede på, var Finanstilsynet og to revisionsselskaber tilknyttet.
Finanstilsynet er en offentlig virksomhed, som dengang hørte under Erhvervs- og Vækstministeriet.
Som det desværre viste sig med Løkken Sparekasse, er det dog ikke nok, at opbygningen af en ledelse er demokratisk. Det kræver også, at de personer, der lader sig vælge til de forskellige poster, tager opgaven alvorligt og forstår det ansvar, de er blevet tildelt.
Erfaringen fra Løkken Sparekasse blev, at dette specielt gælder, når man vedtager større ændringer i de strategier, man arbejder efter.
Repræsentantskabet
Repræsentantskabet er en sparekasses øverste myndighed.
Som medlemmer til repræsentantskabet valgte garanterne i de fleste tilfælde nogle personer, man kendte personligt eller nogle af dem, der var mest fremtrædende i lokalsamfundet eller i nogle få tilfælde nogle, man kun kendte gennem medierne.
Der var valg til repræsentantskabet hvert 4. år. Stemmeprocenten var meget lav, der var et enkelt år hvor stemmeprocenten var på 45 %, men den normale stemmeprocent lå, så vidt jeg har fået oplyst, meget lavere.
I Løkken Sparekasse var der, i modsætning til de fleste andre sparekasser, det lidt specielle, at man også kunne vælge sparekassens egne medarbejdere til repræsentantskabet.
I 2005 var der 4 medarbejdere i repræsentantskabet
Repræsentantskabet var ikke organiseret med f.eks. en formand og en næstformand.
Det betød blandt andet, at der ikke var en løbende kontakt mellem repræsentantskabet og bestyrelsen og at bestyrelsen derfor ikke fik nogen form for sparring fra repræsentantskabet.
Den væsentligste begivenhed for repræsentantskabet var det årlige repræsentantskabsmøde, hvor repræsentantskabet fik en orientering om hvor godt det gik og hvor man skulle godkende regnskabet og vælge medlemmer til bestyrelsen samt vælge revisionen.
Det kunne i særlige tilfælde forekomme at man afholdt et ekstraordinært repræsentantskabsmøde.
Det skete, hvis der f.eks. skulle ske en hurtig ændring i vedtægterne.
I Løkken Sparekasses vedtægter stod der om repræsentantskabet, at det bestod af mellem 24 og 36 medlemmer, og at det var repræsentantskabet selv, der fastsatte antallet af repræsentantskabsmedlemmer.
I vedtægterne stod der herudover, hvem der kunne vælges til repræsentantskabet, hvor tit der var valg, og hvordan valget foregik.
Repræsentantskabet fungerede langt fra som sparekassens øverste myndighed. Man kan stille spørgsmålstegn ved, om den måde vedtægterne beskriver, at repræsentantskabet skal arbejde på, er god nok.
Et aktivt og velinformeret repræsentantskab burde dog som minimum have været i stand til at vælge en kompetent bestyrelse.
Det gjorde repræsentantskabet i Løkken Sparekasse ikke, og det mener jeg, man med rimelighed kan bebrejde dem i forbindelse med sparekassens kollaps.
Alt andet lige må det være en overkommelig opgave at sætte sig ind i og være enig i nye vedtægter eller godkende et regnskab, der er fremlagt af direktionen og bestyrelsen og godkendt af to revisionsselskaber, der vel og mærke også vælges af repræsentantskabet.
Bestyrelsen
Løkken Sparekasses bestyrelse bestod af gode solide folk som primært kom fra lokalsamfundet.
De fleste af dem var temmelig stolte og beærede over at være valgt ind i sparekassens bestyrelse.
Det var jo også forbundet med en vis prestige at være medlem af sparekassens bestyrelse.
Man kan så gætte på, om det var en af de væsentligste årsager til at man ikke var mere kritisk over for Poul Johnsens måde at styre og lede sparekassen på.
Valg af nye bestyrelsesmedlemmer
Valg af bestyrelsesmedlemmer i Løkken Sparekasse foregik på en, for mig at se, temmelig speciel måde.
Selvom det var repræsentantskabet, der skulle vælge bestyrelsen, fremgår det tydeligt af bestyrelsesmødereferaterne fra februar 2004 til marts 2008, at både direktøren og bestyrelsesmedlemmerne var særdeles aktive med at finde kandidater til ledige poster i bestyrelsen.
Bestyrelsesmødereferaterne viser, at proceduren var, at bestyrelsen drøftede, hvem der skulle vælges ind på det kommende repræsentantskabsmøde.
Forskellige kandidater blev foreslået, og direktøren fik efterfølgende til opgave at se nærmere på deres kvalifikationer, hvorefter bestyrelsen foretog en indstilling og bad efterfølgende et medlem af repræsentantskabet om at foreslå vedkommende på det kommende repræsentantskabsmøde.
Ved enkelte lejligheder var der dog også opstillet kandidater fra repræsentantskabets side.
Ved læsning af referaterne fra bestyrelsesmøderne og andet materiale fra sparekassen, kan man dog konstatere, at det i den nævnte periode altid var de kandidater, som ledelsen foreslog, der blev valgt.
Bestyrelsen var således stort set selvsupplerende, og den valgte procedure har uden tvivl givet direktøren en betydelig indflydelse på, hvem der kom i bestyrelsen. Repræsentantskabet havde i princippet ladet sig koble ud af bestyrelsesvalgene.
Man kan så gisne om, hvorfor de gjorde det. Nogle medlemmer af repræsentantskabet påstår, at det, på grund af repræsentantskabets sammensætning (6-8 siddende bestyrelsesmedlemmer og 4 medarbejdere), var let at skabe et flertal for den af direktøren og bestyrelsen foreslåede kandidat?
Efter min mening var denne måde at vælge nye bestyrelsesmedlemmer på både forkert og til skade for Løkken Sparekasse. For reelt var det jo ikke repræsentantskabet der valgte de nye medlemmer af bestyrelsen, det var jo den siddende bestyrelse og direktøren.
Nye friske bestyrelsesmedlemmer ville efter min mening kunne have sikret, at man var bedre rustet til at håndtere den nye strategi, der var blevet vedtaget i januar 2005. Det var jo her hele nedturen startede.
Bestyrelsens største svigt
Bestyrelsen svigtede helt klart deres væsentligste rolle, nemlig at kontrollere direktøren og give ham det modspil, der er så vigtigt for en virksomheds eksistens.
Man svigtede også på den måde, at man ikke reagerede på, at direktøren ikke overholdt de forskellige skriftlige aftaler, der var indgået mellem bestyrelsen og direktøren, og at man ikke sørgede for, at der blev reageret på de mange advarsler, påbud og henstillinger der blev givet af Finanstilsynet.
Som bekendt vedtog bestyrelsen i 2005 en ny strategi, som betød, at de mange penge sparekassen, gennem mange år havde sparet op, skulle ud og arbejde og dermed give sparekassen mulighed for at tjene nogle flere penge.
Det var for så vidt en god ide, men sparekassen var desværre ikke i stand til at håndtere de udfordringer der fulgte med en sådan beslutning.
En så betydeligt mere aggressiv strategi krævede meget mere af ledelsen og af hele organisationen end man havde været vant til. Men det eneste man tilsyneladende gjorde i Løkken Sparekasse i den anledning var at udnævne nogle af de eksisterende medarbejdere til chefer.
Ellers tullede man bare videre på samme måde som man altid havde gjort, og som det viste sig, var det slet ikke godt nok til at håndtere den meget anderledes situation, som man havde begivet sig ud i.
Direktøren
Der er for mig ingen tvivl om, at Løkken Sparekasses direktør havde en meget stor magt over både bestyrelsen, repræsentantskabet og medarbejderne.
Som han selv, ved flere lejligheder, har udtrykt det, havde han både repræsentantskabet og bestyrelsen i sin hule hånd.
Ved sin måde at være på havde han formået at tiltage sig den fulde styring over både sparekassens bestyrelse og dens repræsentantskab.
Han tålte ikke at blive modsagt, og dem der prøvede at komme med kritiske spørgsmål eller kommentarer blev i mange tilfælde nedgjort i andres påhør.
Det gjaldt både for medlemmer af repræsentantskabet, bestyrelsesmedlemmer og medarbejdere.
F.eks. udnævnte Poul Johnsen sig selv til kreditchef, hvilket nok var en af hans største brølere, mest fordi han, efter min vurdering, slet ikke magtede den opgave.
Og selvom Finanstilsynet flere gange meget kraftigt opfordrede sparekassen til at ansætte en kreditchef, reagerede sparekassen så sent på disse opfordringer, at en ansat kreditchef ikke kom til at arbejde i sparekassen.
Det er meget klart fremgået i Vestre Landsret, at Poul Johnsen ikke kunne huske ret meget om de meget store udlån, han som kreditchef burde have kigget meget kritisk på.
Ledelsen generelt
Direktøren var ganske enkelt for egenrådig, bestyrelsen for passiv og repræsentantskabet uden reel indflydelse.
Der var ingen, der stillede kritiske spørgsmål eller sagde direktøren imod. Det fremgår blandt andet af de undersøgelser, der er blevet lavet efter sparekassens kollaps.
For eksempel fremgår det af en uvildig advokatrapport, at direktøren heller ikke havde overholdt den skriftlige aftale mellem ham og bestyrelsen (§70-instruksen), hvilket tilsyneladende heller ikke har givet anledning til bemærkninger fra bestyrelsesmedlemmerne.
Derudover skriver advokaterne, at direktøren ikke formåede at få organisationen gearet til den nye strategi.
Oveni dette sendte direktøren en masse vildledende information ud til omverdenen, langt forud for sparekassens kollaps.
Regnskaberne var ikke retvisende, og det var dermed ikke muligt, for læserne af regnskabet, at gennemskue sparekassens reelle økonomiske situation.
Inkompetence og vildledende oplysninger udgjorde ikke den fulde sandhed. Flere medlemmer af repræsentantskabet har fortalt, at direktøren flere gange har reageret aggressivt over for medlemmer af repræsentantskabet, hvis der blev stillet kritiske spørgsmål.
Baseret på disse historier får man indtryk af, at direktøren manglede respekt for både bestyrelsen og repræsentantskabet.
Min vurdering er, at direktøren, efter at den nye strategi blev vedtaget i 2005, manglede de fornødne kompetencer, både hvad angår de faglige kvalifikationer og de menneskelige egenskaber, til at stå i spidsen for den daglige ledelse af Løkken Sparekasse.
Når man læser den uvildige advokatrapport, får man samtidig indtryk af, at bestyrelsen ikke forstod at udføre deres vigtigste opgave nemlig at kontrollere direktøren. Her tænker jeg specielt på deres ansvar i forbindelse med bevilling af store lån, hvor direktøren åbenlyst og gennem mange år, misbrugte de skriftligt indgåede aftaler mellem ham selv og bestyrelsen.
Både direktøren, bestyrelsen og revisionen valgte tilsyneladende at overhørte de mange advarsler og påbud, som de fik både på møder og i skriftlige rapporter fra Finanstilsynet.
Man må derfor konstatere, at bestyrelsesmedlemmerne tilsyneladende ikke vidste eller forstod, hvilket ansvar og arbejdsopgaver de påtog sig, da de lod sig vælge til bestyrelsen.
Det er enhver ledelses opgave at afstikke rammer og tildele ansvar og kompetence for det arbejde, der skal udføres i den virksomhed, de er ledelse for.
Men det er mindst lige så vigtigt, at man som ledelse følger op på, om rammerne, det tildelte ansvar og kompetencekravene bliver efterlevet. Dette er en løbende proces for enhver ledelse, og det er også ledelsens ansvar at sørge for, at tingene bliver justeret, hvis der viser sig behov for det.
Det er, efter min mening, en misforståelse, hvis en ledelse forlader sig på, at tingene bare foregår som aftalt, og ledelsen dermed forudsætter, at alt går, som man forventer.
Meget kunne have været anderledes, hvis ledelsen i Løkken Sparekasse havde efterlevet ordsproget: ”Tillid er godt, men kontrol er bedre.” En virksomhed bliver utrolig meget præget af de personer, man sætter til at lede den. Det synes jeg desværre, at ledelsen i Løkken Sparekasse er et rigtig godt eksempel på.
Ledelsens vigtigste opgave er uden diskussion at udevise rettidig omhu over for den opgave, de har påtaget sig.
Jeg synes, den tidligere ledelse i Løkken Sparekasse også er et rigtigt godt eksempel på en ledelse, der ikke har efterlevet dette kendte udtryk.
Set i bagklogskabens lys kan man vist godt tillade sig at konstatere, at de tre ledelseshierarkier i Løkken Sparekasse ikke fungerede efter hensigten – hverken hver for sig, i forskellige alliancer eller som en samlet ledelse.
I Løkken Sparekasse var det i praksis direktøren og ikke repræsentantskabet der var sparekassens øverste myndighed.
Revisionen
Der er også fejl at påpege hos revisionen, som også var valgt af repræsentantskabet. Revisionen forvaltede ikke deres opgave godt nok. Det fremgår flere steder i den uvildige advokatrapport, at revisionen overtrådte god revisionsskik i forbindelse med årsregnskabet for både 2006 og 2007. Herudover kritiserer advokaterne også revisorernes ekstraordinære revisionsmæssige gennemgang af engagementer i december 2008.
Den ekstraordinære gennemgang var direkte bestilt af sparekassens bestyrelse, hvilket efter advokaternes mening burde have krævet ekstra opmærksomhed fra revisorernes side.
Advokaterne fandt det blandt andet kritisabelt, at revisionen stillede sig tilfredse med kun at gennemgå de af sparekassen udvalgte engagementer og ikke selv foretog en opgørelse over, hvilke engagementer der burde omfattes af en sådan undersøgelse. Hvis det havde været tilfældet, ville revisionen have fået flere svage engagementer med.
Om ansvarsfordelingen i Løkken Sparekasses kollaps står der i advokatrapporten følgende:
”Direktør Poul Blicher Johnsen, bestyrelsen og revisionen har alle et medansvar for Sparekassens sammenbrud. Gennem deres handlinger og undladelser har de pådraget sig et erstatningsansvar over for det tab, som Sparekassen har lidt som følge deraf.”
Som det tydeligt fremgår af det, advokaterne skriver om sparekassens ledelse og revision, er der ingen tvivl om deres mening om hvem, der havde ansvaret for Løkken Sparekasses kollaps.
Finanstilsynet
Der har gennem tiden også været rejst kritik af Finanstilsynets rolle i kollapsede pengeinstitutter.
Hvis Finanstilsynet ikke har gjort deres arbejde godt nok, skal de naturligvis stå til ansvar for det, men at påstå at Finanstilsynet er ansvarlig for et pengeinstituts kollaps, synes jeg er skudt over målet.
Det er og bliver ledelsens opgave og ansvar at styre og lede det pengeinstitut, hvis velbefindende, de er valgt eller ansat til at varetage.
Når man, i de forskellige rapporter og redegørelser, der er lavet i forbindelse med Løkken Sparekasses kollaps, ser de mange advarsler, påbud mv. ledelsen har fået af Finanstilsynet, er det helt tydeligt, at det er ledelsen og revisionen, der har svigtet og ikke Finanstilsynet.
Hvad kunne jeg og de andre garanter have gjort bedre som garanter i sparekassen?
Jeg har naturligvis tænkt meget over, hvad jeg kunne have gjort for, at jeg og mange andre ikke var kommet i den meget ulykkelige situation som vi kom i.
Og hvis jeg kunne gøre det hele om, ville jeg have været meget mere opmærksom og aktiv på flere forskellige områder.
Ikke have været så godtroende over for de oplysninger, jeg på forskellig vis fik fra sparekassen.
Have været meget mere aktiv ved valget af medlemmer til repræsentantskabet
Og jeg burde måske selv have stillet op.
Have været opmærksom på det, der kom frem i medierne om sparekassen og lyttet noget mere til de rygter, der begyndte at opstå.
Have stillet direkte spørgsmål til medlemmer af bestyrelsen og til repræsentantskabet.
Have sat mig bedre ind i hvordan sparekassens organisation fungerede.
Have været mere opmærksom på tallene i sparekassens regnskab og stillet spørgsmål til udviklingen – specielt til sparekassens store udlån.
Forsøgt at sikre at de mange kompetencer der var hos medlemmerne af repræsentantskaber blev brugt til gavn for sparekassens daglige drift f. eks. i forbindelse med strategiskift og lignende.
Medarbejderne
Der er for mig ingen tvivl om at der mellem sparekassens medarbejdere og kunderne har været et særdeles godt forhold. Kunderne stolede fuldt ud på det medarbejderne fortalte dem og fulgte det som medarbejderne anbefalede dem at gøre.
Det var nok også derfor at mange garanter reagerede så voldsomt, da det gik op for dem at den tillid de havde haft til sparekassen og dens medarbejdere i rigtig mange tilfælde var skyld i, at de havde mistet en masse penge.
Det har været diskuteret meget hvor meget medarbejderne vidste om sparekassens økonomiske situation.
Det er min personlige opfattelse at flere af medarbejderne har vidst mere end de har villet indrømme – i hvert fald i den sidste halvdel af 2008.
Jeg har aldrig oplevet en virksomhed hvor medarbejderne ikke har anet noget som helst om de større ting, der foregik i deres virksomhed.
I Løkken Sparekasse var der fra 2007 3 medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, som deltog i bestyrelsesarbejdet på lige fod med de øvrige bestyrelsesmedlemmer.
De har derfor haft mulighed for at sætte sig ind i hele proceduren omkring de store udlån, og de er også blevet orienteret om de mange kritiske bemærkninger der kom frem efter Finanstilsynets inspektioner.
I mødereferater fra sparekassens morgenmøder fra sidste halvdel af 2008 fremgår det, at Poul Johnsen holdt ugentlige møder med alle medarbejderne og i de referater fremgår det tydeligt at der var problemer med økonomien i sparekassen og at medarbejderne blev meget kraftigt opfordret til at tie med det overfor kunderne og til at holde fast i garantikapitalen og meget gerne sælge mere.
Så efter min overbevisning er det andre forhold, der har gjort, at man ikke har villet vedgå, at man som medarbejder vidste, at der var noget galt.
Finansiel Stabilitets sag mod ledelsen og revisionen i Vestre Landsret.
For at I kan få et indtryk af, hvordan tingene foregår i så stor en landsretssag, vil jeg starte med at sætte rammerne for sagen.
I retslokalet er der:
9 advokater
3 fra sagsøgeren (Finansiel Stabilitet)
6 som forsvarere for de tiltalte
1 til Poul Johnsen
2 til revisor Morten Ovesen
1 til revisor Mango Nielsen
2 til Poul Sørensen og Leo Christoffersen
2 bisiddere fra revisionsselskabet BDO
4 dommere
4 tiltalte
Direktør Poul Johnsen
Formand Poul Sørensen
Næstformand Leo Christoffersen
Revisor Morten Ovesen
Revisor Mango Nielsen var ikke til stede på grund af alvorlig sydom.
Poul Sørensen og Leo Christoffersen deltog kun en del af retsmøderne, hvilket var lidt usædvanligt.
Herudover var journalist Lars Løcke fra Nordjyske der en del dage
Og så var der mig og engang imellem min kone Kirsten og nogle få gange også andre tilhørere.
I en sådan retssag er der tre typer vidner:
De tiltalte (Poul Johnsen, Poul Sørensen, Leo Christoffersen og Morten Ovesen).
De tiltalte har pligt til at møde i retten og til at svare på de spørgsmål der bliver stillet og det er strafbart at lyve for retten. Man har dog altid ret til at sige hvis der er noget man ikke kan huske.
De indkaldte vidner (medarbejdere, Løkken Sparekasses advokat, medarbejdere fra Finanstilsynet m.fl.)
Har samme pligter og rettigheder som de tiltalte.
De procestilvarslede (Bestyrelsesmedlemmerne Verner Jensen, Tommy K. Jensen, Tom Hertel og Knud Rødbro)
Tom Hertel er endnu ikke afhørt og Knud Rødbro kan ikke komme på grund af sygdom).
En procestilvarslet er en person der er indkaldt som vidne fordi han kan risikere at blive stævnet hvis den ’gruppe’ han tilhører – i dette tilfælde formanden og næstformanden – bliver dømt.
En procestilvarslet person har pligt til at møde i retten, men har ikke pligt til at udtale sig i retten.
Rent fysisk bliver et vidne placeret midt i retssalen med ansigtet vendt mod dommerne og således at der er mulighed for øjenkontakt mellem vidnet og den advokat der afhører vidnet.
HVORDAN HAR JEG SÅ OPLEVET DE 35 DAGE I VESTRE LANDSRET I VIBORG?
Landsretssalen er indrettet på den måde at dommerpanelet sidder foran i salen og sidder lidt højere en alle de øvrige i retssalen.
Ned langs den ene side sidder sagsøgerens (Finansiel Stabilitets) 3 advokater.
Ned langs den anden side og et stykke hen ad den bageste del af salen sidder de sagsøgte og deres advokater. Dog sidder revisor
Morten Ovesen og de to bisiddere forrest i det område der er tiltænkt journalister og tilhørere.
Alle advokaterne og dommerne har hver sin store skærm, hvorpå man kan se alle de dokumenter, der bliver fremlagt i sagen. Da de fleste af de tiltalte sidder tæt på deres advokat, kan de også følge med i hvad der kommer frem på skærmen.
Til vidnerne i vidneskranken er der også en skærm, således at vidnerne kan se de dokumenter som advokaterne henviser til.
Det er som tidligere nævnt en meget stor sag (25.000 siders dokumentation) så de første 20 dage gik med at forelægge sagen.
Det foregår på den måde at sagsøgerens advokat læser alle sagens dokumenter op for alle de tilstedeværende i retssalen og så kan sagsøgtes advokater komme med nogle få kommentarer undervejs.
Det skal for en god ordens skyld lige nævnes at advokaterne havde fået alle dokumenterne tilsendt elektronisk inden sagen startede.
Retsformanden var dog så venlig, at han ind imellem aftalte med advokaterne at en del af de dokumenter der ellers skulle oplæses blev givet som hjemmearbejde. Så kunne man efterfølgende komme med kommentarer hvis man havde nogen.
Efter en temmelig lang og kedelig og måske også en lidt overflødig start kom vi så til afhøringerne af vidnerne.
Der var fra starten fastlagt en nøje tidsplan for alle afhøringerne, men da mange af vidnerne ikke kunne huske ret meget af det de havde oplevet i deres tid i Løkken Sparekasse gik der ret hurtigt kludder i planlægningen.
For at undgå alt for meget spildtid, var man nødt til flere gange at flytte rundt på tidspunkterne for vidnerne, så det blev faktisk noget af et kludetæppe at få det hele til at gå op i en højere enhed.
På den måde fik man også flyttet rundt på den nøje planlagte rækkefølge.
Afhøringerne
For mig var afhøringerne af direktøren, formandsskabet, bestyrelsesmedlemmerne og medarbejderne i Løkken Sparekasse en temmelig pinlig affære.
Jeg var næsten flov over at kende nogle af dem.
Jeg vil ikke kommentere afhøringen af de enkelte vidner i detaljer, men da I sikkert kender mange af dem, vil jeg kort nævne deres navne og deres funktion i sparekassen.
For ledelsen og revisionen vil jeg dog give et par enkelte kommentarer til hvordan jeg oplevede dem i Vestre Landsret.
Afhøringen af Poul Johnsen startede den 27. februar og varede i 5 dage
Poul Johnsen kunne ikke huske særlig meget om de enkelte store sager.
Han blev også ind imellem både aggressiv og ubehøvlet når advokaterne efter hans mening kom lidt for tæt på hans uvidenhed om sagerne.
Umiddelbart efter at Poul Johnsen var blevet afhørt skulle Poul Sørensen og Leo Christoffersen have været afhørt, men Poul Sørensen havde, af for mig ukendte årsager, meldt fra, så Leo Christoffersen var alene om at blive afhørt på formandsskabets vegne.
Leo Christoffersen kunne heller ikke huske ret meget af det han havde været involveret i vedrørende de store udlån i sparekassen og han blev også vrissen når advokaterne gik tæt på.
Bestyrelsesmedlem Verner Jensen og
bestyrelsesmedlem Tommy Krogh Jensen
Det var nok det mest pinlige øjeblik for mig da Verner og Tommy satte sig i vidneskranken og erklærede at de ikke ville sige noget som helst.
Bestyrelsesmedlem Knud Rødbro
Knud Rødbro kunne ikke afhøres på grund af sygdom, hvilket man havde fået lægeerklæring på.
Revisor Morten Ovesen
Ligesom de øvrige afhørte, var det også begrænset hvad Morten Ovesen kunne huske fra sit arbejde med Løkken Sparekasses store udlån, og han blev ligesom de to andre hovedtiltalte aggressiv når advokaterne gik til ham
Revisor Mango Nielsen
Mango Nielsen er, på grund af meget alvorlig sygdom ikke blevet afhørt. I stedet bliver der udarbejdet en skriftlig erklæring fra ham.
Revisor Morten Mejlvang
Som kollega til Morten Ovesen var det meget begrænset hvad han kunne huske fra arbejdet med sparekassen
Andre afhørte medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer
Medarbejder, tillidsmand og bestyrelsesmedlem Birgitte Gaarden
Medarbejder Allan Nielsen
Investeringschef Jens Lyngbøl
Erhvervskundechef Thomas Bjørn Mortensen
Bestyrelsesmedlem Mogens Gjerløv
Her var der endelig et bestyrelsesmedlem der turde tage bladet for munden. Mogens fortalte klart og tydeligt hvad han havde oplevet som bestyrelsesmedlem i Løkken Sparekasse, og han lagde bestemt ikke fingrene imellem når han fremførte sin stærke kritik af det han havde oplevet.
Medarbejder og bestyrelsesmedlem Kristian Larsen
Erhvervskundechef (nyudnævnte) Jette Thrane
Her var der så også en medarbejder, der turde tage bladet fra munden og turde sige hvad hun mente om det der var foregået i erhvervsafdelingen i Løkken Sparekasse.
Et dejligt forfriskende pust i en for mig utrolig pinlig oplevelse.
Medarbejder Heidi Thomsen
Regnskabschef Birgitte Nielsen
Landsbrugskundechef Hans Jørgen Christoffersen
Andre afhørte
Direktør og bestyrelsesmedlem i Løkken Sparebank Niels Olesen
Revisor Lars Roed Søndergaard, Finansiel Stabiliet.
Generelt kan jeg sige, at det er utroligt, at der ikke var flere af vidnerne fra Løkken Sparekasse, der kunne huske særlig meget fra deres tid i sparekassen.
Min kone Kirsten og jeg har efterfølgende prøvet at huske, hvad vi oplevede af større ting på vores arbejdspladser for en 10 – 15 år siden.
Og det var faktisk rigtig meget, og vi er bestemt ikke noget særligt på det område.
Kirsten var ansat i Vrensted Thise Kommune i 60’erne og jeg var i samme periode ansat på slagteriet i Brønderslev, og vi kunne faktisk huske temmelig mange ting også fra den tid.
Så det er derfor uforståeligt for os at dem der har været tæt på begivenhederne i Løkken Sparekasse ikke kunne huske særlig meget af de større ting de havde været involveret i i Løkken Sparekasse.
Til efteråret skal afhøres følgende personer:
Direktør Ole Bjerg Løkken Sparebank
Advokat Erik Bo Sørensen
5 – 8 personer fra Finanstilsynet
2 statsautoriserede revisorer – syns- og skønsrapporten
Direktør Lasse Nyby Spar Nord
Direktør Lars Møller Spar Nord.
Den 4. november starter advokaternes procedurer, som varer til og med den 29. november.
Derefter er der så forskellige svar og modsvar på det der er kommet frem under proceduren – det der i fagsproget hedder replik og duplik.
Det var Kristians Andersens indlæg på mødet på Havgaarden i Løkken, sept. 2019.
Kilde: Nordjyske 06.10.2019
Oprydder i chok: – Ingen værdier
Løkken Sparekasse: Ole Bjerg forsøgte at skaffe penge hjem efter sparekassens ejendomseventyr
EJENDOMMENE VAR BELÅNT PÅ KONJUNKTUREN OG IKKE UD FRA INDTÆGTSBUDGETTER, SAGDE OLE BJERG
VIBORG: Ingen værdier, ingen lejeindtægter, ingen indtægtsstrømme og ingen dokumentation.
Det var det billede, der mødte Ole Bjerg, da han i marts 2009 som ansat i Finansiel Stabilitet blev sat i spidsen for afviklingen af konkursramte Løkken Sparekasses problemfyldte udlån til en lang række udenbys ejendomsspekulanter.
– Der manglede dokumentation om de belånte ejendomme, og der var ikke taget sikkerhed i dem, forklarede den tidligere Nordea-direktør, da han som vidne blev afhørt under Finansiel Stabilitets erstatningssag.
Og økonomisk set var der ingen indtægter fra de ejendomme rundt om i Danmark, som Løkken Sparekasse havde finansieret.
– Der var ikke en eneste ejendom, hvor lejer havde betalt depositum, og der var ingen lejeindtægter fra dem. De var belånt på konjunkturen og ikke ud fra indtægtsbudgetter, sagde han.
Som direktør i afviklingsbanken Løkken Sparbank, et datterselskab af Finansiel Stabilitet, som havde overtaget Løkken Sparekasses aktiviteter, koncentrerede Ole Bjerg sig om at få afviklet de 30 største udlån med en samlet værdi på 1,1 milliarder kroner, som ingen andre banker ville røre ved.
Disse problemudlån var alle givet til kunder inden for ejendomsbranchen.
Derfor var arbejdet med at få afviklet problemlånene i realiteten et forsøg på at maksimere værdien af de ejendomme, som Løkken Sparekasse havde belånt.
Mange mærkelige oplevelser
Ole Bjerg havde mange mærkelige oplevelser, når han kørte rundt i landet for at besigtige de ejendomme, som Løkken Sparekasse havde engageret sig i.
I Lyngby ved København havde Løkken Sparekasse finansieret en kundes køb for 60 millioner kroner af et tidligere gymnasium.
– Ejendommen stod tom og var købt i forventning om, at kommunen ville udarbejde en lokalplan, men det var aldrig sket, og der var ingen rentabilitetsberegninger udarbejdet, sagde han.
Ejendommen endte med at blive solgt for 11 millioner kroner til kommunen.
Ved Ølsted havde Løkken Sparekasse hjulpet en kunde med at købe et grundareal, hvor betonproducenten HTH’s tidligere hovedsæde lå forladt hen.
– Ingen køber meldte sig, og der kom ingen indtægter fra grunden, forklarede Ole Bjerg.
Pris fordoblet på en enkelt dag
På Frederikssundsvej i København havde Løkken Sparekasse finansieret en kundes køb af en grund med et gammelt værksted på.
– Der var ingen indtægter fra ejendommen, der røg på tvangsauktion, sagde han. Også i København- i Landskronagade – havde den krakkede sparekasse finansieret en ejendom, som blev købt for 14,5 millioner kroner og selvsamme dag solgt videre for 26 millioner kroner.
– Vi undrede os over den store værdistigning, men vi så fremad, og så det som vores opgave at få afviklet sparekassens udlån så godt som muligt, forklarede Ole Bjerg.
Han stoppede i Finansiel Stabilitet i juni 2010 for at genoptage pensionisttilværelsen.K
Kilde: Nordjyske 08.10.2019
Topembedsmand: Ville presse Løkken Sparekasse til fusion
Erstatningssag: Sparekassen havde ikke styr på kreditgivningen
VIBORG: Da Løkken Sparekasses ledelse 27. oktober 2008 troppede op hos Finanstilsynet i Århusgade i København, var der tale om en helt usædvanlig begivenhed på en dyster baggrund.
– DET VAR PÅ TIDE AT DISKUTERE SPAREKASSENS FREMTID, SAGDE FLEMMING NYTOFT RASMUSSEN
– Vi var usikre på, hvad der foregik i Løkken Sparekasse. Der var behov for at stramme op, og vi var ikke sikre på, at vi altid fik korrekte oplysninger, forklarede Flemming Nytoft Rasmussen, da han afgav forklaring under Finansiel Stabilitets erstatningssag.
Flemming Nytoft Rasmussen var i 2008 vicedirektør i Finanstilsynet og ansvarlig for tilsynet med danske pengeinstitutter.
– Meldingen til mig fra holdet, der havde været på inspektion i sparekassen, var, at sparekassen var vokset voldsomt og mere end sektoren generelt, og at den ikke havde tilstrækkeligt styr på kreditgivningen, forklarede han.
Ejendomskrise udløste møde
Det var først og fremmest krisen på ejendomsmarkedet, der fik tilsynet til at indkalde Løkken Sparekasse til møde.
– Det var bestemt ikke sædvanligt at holde sådan et møde, men det var også usædvanlige tider med en krise på ejendomsmarkedet, hvor risikoen bare steg og steg, sagde Flemming Nytoft Rasmussen.
Hovedbudskabet fra tilsynet til sparekassen var, at den skulle finde sig en fusionspartner.
– Situationen havde udviklet sig sådan, at det var på tide at diskutere sparekassens fremtid. Vi havde ikke nogen juridisk magt til at kræve en fusion, men vi ville gerne have, at sparekassen tænkete i de baner, forklarede han.
Direktør tog det roligt
Løkken Sparekasses direktør Poul Blicher Johnsen var ifølge et mødereferat, som tilsynet udarbejdede, helt tryg ved situationen.
Sparekassen ville ikke gå ned, og han forventede ikke større tab på ejendomsområdet.
Hvis det blev nødvendigt, så mente Johnsen, at fusionspartnerne nærmest stod i kø ved sparekassens dør.
Han så blandt andre Sparekassen Hvetbo som en mulig fusionspartner, og sparekassen havde fået at vide, at den altid var velkommen hos Spar Nord.
Sidstnævnte har administrerende direktør Lasse Nyby fra Spar Nord afvist under retssagen.
18.12.2019
Datoen er sat for dom i Løkken-sag
LØKKEN: Vestre Landsret har sat dato på dommen i Finansiel Stabilitets erstatningssag mod nøglepersoner fra den krakkede Løkken Sparekasse. Domsafsigelsen sker 28. februar 2020 klokken 10.00.
Under erstatningssagen retter Finansiel Stabilitet et krav på i alt 275 millioner kroner mod sparekassens tidligere formand og næstformand, direktøren og revisionen.
De sagsøgte bebrejdes, at de ikke sørgede for at sikre en forsvarlig ramme om sparekassens udlånsaktivitet, og at en række store udlån blev bevilget på et uforsvarligt grundlag. Revisionen gøres ansvarlig for, at den forsømte sin kontrolopgave.
Løkken Sparekasse brød sammen i marts 2009 og overdraget til Finansiel Stabilitet.
Erstatningskravet blev rejst i 2010.
18.12.2019
I Finansiel Stabilitets parallelle erstatningssag mod
ledelse og revision i den krakkede ebh bank falder der dom 31. januar 2020.
Den 28.02.2020 – Dom afsagt. De sagsøgte bestyrelsesmedlemmer formand og næstformand, direktør og revision blev frifundet.
Tidligere garant-formand: – Jeg er dybt chokeret
Reaktion: Kristian Andersen mener, at dommen er en hån mod sparekassens garanter
LØKKEN: – Jeg er dybt chokeret, frustreret og vred over, at man i Danmark kan slippe godt fra at handle så uforsvarligt, som man har gjort i Løkken Sparekasse.
Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra den tidligere formand for de tidligere garanter i Løkken Sparekasse Kristian Andersen på Vestre Landsrets totale frikendelse af de sagsøgte i Finansiel Stabilitets erstatningssag mod den krakkede sparekasses direktør, formandskab og revision.
– Jeg synes, at den manglende domfældelse også er en hån mod de mange garanter, der uden skyld har mistet hele eller store dele af deres opsparing, fortsætter han.
Uhørt mængde svigt
Hvis domstolene ikke er i stand til at dømme i en så oplagt sag som denne, så er der brug for at få gået lovgivningen efter i sømmene, mener Kristian Andersen.
Han mener ikke, at dommen afspejler, hvad han som tilhører under erstatningssagen hørte.
– Der har været en uhørt mængde svigt i det arbejde, som alle de involverede har udført i Løkken Sparekasse, siger den tidligere garantformand.
De tidligere garanter i Løkken Sparekasse har tidligere måttet opgive at få erstatning for deres tabte garantkapital på i alt 173 millioner kroner.
Mysteriet om de forsvundne kundemapper
LØKKEN SPAREKASSE: Landsretten har ladet al tvivl komme de sagsøgte til gode i erstatningssagen
LØKKEN: Det er sat på spidsen, men de sagsøgte nøglepersoner fra Løkken Sparekassen kan i stor udstrækning takke en række forsvundne kundemapper for, at de alle er blevet pure frifundet for Finansiel Stabilitets erstatningskrav på 275 millioner kroner.
Det har nemlig været et stort stridspunkt mellem sagsøger og sagsøgte, om Finansiel Stabilitet har fremlagt alt det materiale, som lå til grund for de lånebevillinger, som Finansiel Stabilitet kritiserer.
De sagsøgte har uden undtagelse påstået, at der i forbindelse med hver enkelt lånebevilling fandtes kundemapper, som indeholdt væsentlige oplysninger om kunderne, og som var en vigtig del af beslutningsgrundlaget.
Disse kundemapper er ikke blevet fremlagt under erstatningssagen.
Det skyldes ifølge Finansiel Stabilitet, at kundemapperne ikke findes.
Kunne Finansiel Stabilitet overbevise retten om dette, så var sagsøger kommet et godt stykke vej mod at bevise, at lånene var bevilget på et uforsvarligt grundlag og derfor burde udløse erstatningspligt.
Kommer de sagsøgte til gode
Modsat ville de sagsøgte stå stærkt, hvis de kunne vinde sagens dommere for deres synspunkt.
Det er sagsøger – Finansiel Stabilitet – der skal løfte bevisbyrden for, at de sagsøgte har bevilget udlånene på et uforsvarligt grundlag.
Derfor har retten ladet tvivlen om eksistensen af kundemapperne komme de sagsøgte til gode.
Eller formuleret i rettens forsigtige sprog: Man har ikke villet tilsidesætte de sagsøgtes forklaringer om, at Finansiel Stabilitet ikke har fremlagt alt relevant materiale.
Derfor bliver de sagsøgte over en bred bank frikendt over for Finanstilsynets påstand om, at de har bevilget de kritiserede udlån på et utilstrækkeligt og dermed uforsvarligt grundlag. Og de sagsøgte går også fri for Finansiel Stabilitets påstand om, at de generelt har organiseret sparekassen på en uforsvarlig måde.
Også på andre punkter har retten valgt at lade tvivlen komme de sagsøgte til gode.
Vestre Landsret har nemlig valgt at tro på sparekassedirektør Poul Blicher Johnsens og næstformand Leo Christoffersens forklaring om, at bestyrelsen på sine møder mundtligt fik en række supplerende oplysninger i forbindelse med de enkelte låneindstillinger, som gjorde beslutningsgrundlaget endnu stærkere.
Retten kritiserer, at Løkken Sparekasse ingen kreditafdeling havde. Det forøger risikoen for, at der manglede kontrol med lånebevillingerne.
Men dette er ikke nok til at kende de sagsøgte erstatningsansvarlige, for det må afgøres ud fra en konkret vurdering af de enkelte udlån.
Retten kritiserer også Poul Sørensen.
– Poul er glad og lettet
AFGØRELSE: Dommen er ikke uventet, mener advokaten for den tidligere bestyrelsesformand
LØKKEN: – Ingen sager ligner totalt hinanden, men frifindelsen af min klient og de andre sagsøgte ligger i forlængelse af dommen i ebh bank-sagen og den retspraksis, som efterhånden har nedfældet sig, siger advokat Karoly Nemeth, som repræsenterer den tidligere bestyrelsesformand Poul Sørensen fra Løkken Sparekasse under erstatningssagen.
Advokaten mener, at retten har foretaget en grundig gennemgang af sparekassens organisation og de 43 udlån, som Finansiel Stabilitet har baseret sit erstatningskrav på.
– Og den har så konkluderet, at Finansiel Stabilitet ikke har løftet bevisbyrden over for de sagsøgte.
Karoly Nemeth fortæller, at hans klient naturligvis er glad og lettet over dagens dom.
– Der er løftet mange års tung byrde af hans skuldre, og derfor er han selvfølgelig glad. Sagen har været en stor personlig belastning, siger advokaten, der under sagen har harceleret over den lange sagsbehandlingstid.
Poul Sørensen har ikke afgivet forklaring under erstatningssagen.
Heller ikke advokat Noaman Azzouzi, der repræsenterer tidligere næstformand Leo Christoffersen, er overrasket over fredagens dom.
– Vi havde troet og håbet på, at det ville gå sådan her.
– Jeg tror ikke, man kan forstå, hvor hårdt det egentlig er at leve med sådan en sag i 10 år. Så min klient er selvfølgelig glad og lettet, siger Noaman Azzouzi.
Materialet er samlet af Jens Otto Madsen og sluttet den 01.03.2020
26-03.2020
Finansiel Stabilitet anker frifindelse af sparekasse-direktør
ANKE: Kræver 50 millioner kroner i erstatning ved Højesteret
LØKKEN: Finansiel Stabilitet har besluttet at anke dele af Vestre Landsrets dom fra 28. februar i år i erstatningssagen vedrørende den krakkede Løkken Sparekasse, for så vidt angår sparekassens tidligere direktør Poul Blicher Johnsen.
Lars Løcke
Med landsrettens dom blev alle de sagsøgte frikendt.
”Finansiel Stabilitet og virksomhedens eksterne advokater vurderer, at landsrettens dom rejser principielle spørgsmål i relation til udstrækningen af en direktørs ansvar for utilstrækkelig kreditopfølgning og fejl og mangler i kreditorganisationen samt om den bevismæssige betydning af de manglende kundemapper i sparekassen” skriver Finansiel Stabilitet i en pressemeddelelse.
Efter rådgivning fra de eksterne advokater finder Finansiel Stabilitet, at der er størst sandsynlighed for, at Højesteret vil nå til et andet resultat end landsretten for så vidt angår tre engagementer (udlån).
Disse tre engagementer er Dansk Jord ApS, Gl. Kongevej 33 og H. J. Henriksens Vej 12.
Kravet mod Poul Blicher Johnsen ved Højesteret er på 50 millioner kroner.
Anken betyder, at Vestre Landsrets frikendelse af sparekassens formand, næstformand og revision er endelig.
Vedhæftet er mine personlige (og måske også lidt farvede) notater fra Kirstens og mine oplevelser i København og ikke mindst oplevelserne i Højesteret.
Som det fremgår af notatet , var det en meget stor oplevelse for os, og for dem der måtte have interesse i det, har vi også vedhæftet nogle få billeder fra Højesteret.
I er naturligvis meget velkomne til at kontakte os med kommentarer og spørgsmål.
Mange hilsner
Kristian
Retssagen mod Poul Johnsen i Højesteret.
24. maj 2022
Kære alle
Så er en, for Kirsten og mig, meget spændende uge i København slut.
Kirsten og jeg havde nogle dejlige og meget interessante dage i den store by. Vi fik også bekræftet, at alting i København kører i et meget højt gear. Bilerne og de tusindvis af cyklister kører utrolig hurtigt, og de mange fodgængere nærmere løber end går.
Men vi kommer ikke uden om, at København er en meget flot og spændende by at besøge. Ikke mindst når man ser på de mange flotte historiske bygninger og de meget store renoveringsprojekter,man, de senere år, har gennemført.
De tre dage i Højesteret var også rigtig spændende. Sagen i Højesteret foregik fra tirsdag den 17. maj til og med torsdag den 19. maj. Den daglige sagsbehandling forgik fra kl. 9.00 til kl. 14.00 med en 10 minutters formiddagspause fra kl. 10.30 til kl. 10.40 og en halv times middagspause fra kl. 12.00 til kl. 12.30.
Det var, for os, en meget speciel oplevelse at se lokalerne i Højesteret og i det hele taget at opleve hele atmosfæren i Højesteret. Det hele foregår meget anderledes, end det gør i en byret og en landsret. Det er på en eller anden måde mere ’højtideligt’ og måske også temmelig gammeldags.
I Højesteret er der 2 retssale, retssal 1 og retssal 2. Vi var i retssal 2, som, efter min vurdering, ikke adskiller sig så meget fra en retssal i en byret eller en landsret.
Kirsten og jeg fik med lidt charme og list overtalt retsbetjenten til at vise os retssal 1. Da han lukkede døren op til dette utroligt smukke og specielle lokale, er jeg sikker på, at vi begge stod med hagen hængende nede på brystet. Det var en meget speciel og på en måde også en meget højtidelig oplevelse.
I Højesteret er der også mange mindre lokaler, som advokaterneog andre kan benytte til deres forberedelse og andre ting. Vi så naturligvis ikke dem alle, men det vi så var, at de alle var meget smukt møbleret.
Alt i alt en meget stor oplevelse for to bonderøve fra Vrensted.
I Højesteret bliver man som tilhører henvist til et lokale lige inden for hoveddøren, hvor man skal blive, indtil retsbetjenten kommer og kalder på en. Derefter bliver man ledt ud på en gang, hvor også de pågældende advokater bliver bedt om at komme ud på, naturligvis pænt klædt på i deres kapper. Derefter går vi alle i procession ind i retslokalet, selvfølgelig med advokaterne forrest. Her sidder de fem dommere pænt og venter på os også iklædtderes til sagen hørende kapper.
I retslokalet var der nu, ud over de fem dommere, følgende personer:
Finansiel Stabilitets to advokater med møderet for Højesteret og to unge advokater, alle fra advokatfirmaet Gorissen Federspiel.
En direktør fra Finansiel Stabilitet
Poul Johnsens advokat
Poul Johnsen var kun til stede i Højesteret de sidste 1½ dag.
Kirsten og mig.
Så er vi alle behørigt placeret på vores respektive pladser, og retsformanden kigger venligt på os, siger godmorgen og beder Finansiel Stabilitets ledende advokat om at starte sit indlæg.
Finansiel Stabilitets ledende advokat, Lotte Eskesen, indledte sit indlæg med at fortælle lidt om Løkken Sparekasse, herunder at det var en mindre lokal sparekasse med en stærk forankring i lokalsamfundet. Hun fortalte også, at Løkken Sparekasse havde været en særdeles solid sparekasse indtil 2005, hvor man havde vedtaget en ny strategi, som havde medført en markant ændring i sparekassens markedsområde. Sparekassens kollaps i 2009 rystedehele Løkken og omegn og de mange andre kunder, som sparekassen havde fået i den øvrige del af Danmark, og der var rigtig mange garanter, der havde mistet hele eller store dele af deres opsparing.
Hun fortalte også i sit indledende indlæg, at der var skrevet en bog om garanternes problemer i forbindelse med deres store tab på deres garantikapital og at en af forfatterne, Kristian Andersen, lige nu var til stede i Højesteret. Hun hæftede sig ved, at bogen hed ”OVERMOD”, og at hun syntes at dette navn passede perfekt tildet, der var foregået i Løkken Sparekasse.
Kirsten og jeg blev naturligvis meget glade og berørte over, at arbejdet med bogens tilblivelse blev nævnt i Højesteret. I dette skrivende øjeblik føler jeg stor trang til, endnu engang, at takke mange gange for det meget store og flotte stykke arbejde, alle de involverede har lagt i at gøre det muligt, at få bogen udgivet, for bogen ser ud til at have gjort indtryk på nogen, som vi måske ikke havde regnet med, da vi satte os sammen for at skrive bogen.
Finansiel Stabilitet havde stævnet Poul Johnsen for 50 millioner kroner, en stævning der vedrørte tre konkrete lånesager.
Finansiel Stabilitets advokaters påstand gik i det hele på, at de pågældende lån var blevet givet på et alt for løst og udokumenteret grundlag, og at det var Poul Johnsen der som direktør og selvudnævnt kreditchef havde ansvaret for, at disse lån overhovedet var blevet bevilget, når grundlaget for dem var så dårligt.
Advokaterne forsøgte af al magt at overbevise dommerne om, at Poul Johnsen burde have vidst, at disse lån var givet på et alt for svagt grundlag, ikke mindst fordi han jo også var Løkken Sparekasses kreditchef, hvilket også Finanstilsynet havde kritiseret sparekassen for.
Advokaterne mente heller ikke, at man som direktør og kreditchef kunne overse, at der var en række mangler i dokumentationen i de bevilgede lån, og at lånene i nogle tilfælde var blevet udbetalt uden at være bevilget i overensstemmelse med reglerne i sparekassens egne regler for kreditgivning.
En anden meget væsentlig kritik som blev fremført at Finansiel Stabilitets advokater var den manglende løbende kontrol af og tilsyn med de store lån.
Sparekassen havde forskellige lister og anden dokumentation forforløbet i deres långivninger, og det undrede derfor Finansiel Stabilitets advokater, at Poul Johnsen, med hans ansvar for en løbende kontrol med de bevilgede lån, kunne overse de mange fejl og mangler der var i forbindelse med de store og risikofyldte lån.
Lotte Eskesen havde også svært ved at forstå, at Poul Johnsen kunne finde på at bevilge lån på mange millioner kroner, når han havde en aftale med bestyrelsen om, at han kun havde mandat til at bevilge lån på maximalt 5 millioner kroner.
Hun henviste i den forbindelse også til advokat Erik Bo Sørensens og Jette Tranes vidneudsagn i Vestre Landsret, hvor de i den store oprydning efter Thomas Bjørn Mortensen havde konstateret et syndigt rod i papirerne vedrørende de meget store udlån.
Vestre Landsret valgte at frifinde alle de tiltalte i Finansiel Stabilitets sag mod ledelsen og direktionen i Løkken Sparekasse, bl.a. fordi der manglede kundemapper med dokumentation for bl.a. sikkerhederne i de lån, sagen vedrørte. Her kunne Lotte Eskesen nu fortælle, at Finansiel Stabilitet havde ’støvsuget’ alt, hvad der var af dokumentation og andre ting, da Finansiel Stabilitet overtog Løkken Sparekasse. Man havde, i første omgang, ikke kunnet finde de påståede kundemapper, der, ifølge Løkken Sparekasse, skulle indeholde de dokumenter, der burde have været i de kundemapper, der vedrørte de lån sagen drejede sig om. Efter endnu en gennemgang af materialet fra overtagelsen af Løkken Sparekasse havde man fundet ud af, at årsagen til at man ikke havde kunnet finde de pågældende kundemapper var, at de ikke havde været i de påståede kundemapper, men i stedet lå rundt omkring i nogle charteks. Så vidt jeg husker, nævnte hun, at det drejede sig om ca. 300 siders dokumentation.
Men som Lotte Eskesen sagde, så bekræftede indholdet i disse charteks blot påstanden om, at man i sparekassen havde bevilget nogle meget store lån uden den fornødne sikkerhed og dokumentation.
Man havde, i den forbindelse, også haft kontakt med dem, der havde været involveret i de pågældende projekter, og at denne kontakt blot havde bekræftet det, man jo godt vidste i forvejen.
Kirsten og jeg bemærkede at alle Højesterets dommere var meget opmærksomme og aktive under Lotte Eskesens indlæg.
Finansiel Stabilitets anden advokat Søren Stæhr gennemgik herefter Poul Johnsens ansvar og forpligtelser som direktør og kreditchef. Da Løkken Sparekasse ikke havde nogen selvstændig kreditfunktion, var det, i sagens natur, Poul Johnsen, der havde detdirekte ansvar for erhvervskundechef Thomas Bjørn Mortensens gøren og laden i forbindelse med de store lån til Løkken Sparekasses erhvervskunder. Med en sådan organisation var det jo ikke muligt af holde ansvar og kontrol adskilt. Så Søren Stæhr mente derfor, at Poul Johnsen havde det fulde ansvar både for sine egene handlinger og for tilsynet med långivningen i sparekassen.
Sammenfattende sagde Søren Stæhr, at hvis sparekassens kreditpolitik var blevet overholdt, var mange af de store lån aldrig blevet bevilget, at Poul Johnsen slet ikke havde levet op til sit ansvar som kreditchef og direktør, at hverken Poul Johnsen eller Thomas Bjørn Mortensen havde følt, at de havde ansvar for de store lån, at hverken Finanstilsynet, revisionen eller aktiv eftersynet havde ansvar for de store lån. Det var og blev direktørens fulde ansvar.
Poul Johnsens forsvarer Arvid Andersen indledte sin procedure med at fortælle, at Poul Johnsen nu var kommet til stede i Højesteret, og at det var hans 74 års fødselsdag, som han havde valgt at fejre i Højesteret.
Arvid Andersen var naturligvis langt fra enig i noget som helst af det Finansiel Stabilitets advokater havde fremført. Efter hans opfattelse var det Finanstilsynets, revisionens og Thomas Bjørn Mortensens skyld, at sparekassen havde bevilget og ikke efterfølgende havde kontrolleret sikkerheden og dokumentationen i forbindelse med de meget store og tvivlsomme lån. Det var også hans opfattelse, at Thomas Bjørn Mortensen havde skjult flere ting for Poul Johnsen i forbindelse bevillingen af de tvivlsomme lån,hvilket bevirkede, at det ikke havde været muligt for ham at foretage et tilsyn og/eller en kontrol af det, der foregik omkring Thomas Bjørn Mortensen.
Han brugte også en del tid på at tale om hvilke krav, man kunne stille til kreditopfølgningsprocessen i forhold til Poul Johnsens kontrakt. Han var i den forbindelse også inde over forskellige forhold om, hvordan man skulle vurdere en lånesag. Det kunne, efter hans mening, f.eks. dreje sig om økonomiske forhold, om evnen til at drive en virksomhed, ny kunde/kendt kunde, betydelig kunde (her nævnte han Henrik Fischer Christensen), og et forretningsmæssigt skøn.
Arvid Andersen gjorde også rigtig meget ud af Finanstilsynets karaktergivning af sparekassens udlån. Jeg forstår ikke helt grundlaget for denne karaktergivning, og jeg skal derfor undlade at kommentere på den. Det jeg kan konstatere, er blot at der blev brugt rigtig meget tid på det.
Arvid Andersen forsøgte i sit indlæg også at give Finanskrisen en stor del af skylden for sparekassens kollaps og mente derfor ikke,at sparekassen selv havde nogen skyld i sparekassens kollaps.
Han henviste gang på gang til sagen vedrørende Capinordic Bank. Det gik aldrig op for mig hvad disse mange henvisninger gik ud på, men det har helt sikkert, efter Arvid Andersens opfattelse, haft betydning for Arvid Andersens forsvar for Højesterets bedømmelse af de fejl, der var begået i Løkken Sparekasse.
Arvid Andersen henviste også til Højesterets dom i sagen vedrørende direktøren for EBH Bank, Finn Strier Poulsen og han havde også vanskeligt ved at forstå at Finansiel Stabilitet ikke havde bragt Vestre Landsrets frifindelse af bestyrelsen i Løkken Sparekasse for Højesteret.
Det har jeg også svært ved at forstå, men jeg kender ikke Finansiel Stabilitets begrundelse for dette, men med mit flerårige kendskab til Finansiel Stabilitets ledende advokat, er jeg sikker på, at der er en god begrundelse for det.
Arvid Andersen henviste i sit indlæg til en del andre, for mig ukendte, pengeinstitutsager, men det fremgik ikke, om det også var sager, hvor direktøren også var kreditchef. Det var, efter min viden, Finn Strier Poulsen ikke i EBH Bank. Det er, efter den viden jeg har, ret usædvanligt at et pengeinstitut med så store udlån ikke har en særskilt kreditchef. Det var i hvert fald det, som Finanstilsynet flere gange havde påpeget som en nødvendighed for Løkken Sparekasse.
Arvid Andersen brugte også i sin argumentation Thomas Bjørn Mortensens forklaring i Vestre Landsret om, hvordan han gennemgik en låneansøgning for bestyrelsen. Advokaten forsøgte i den forbindelse at flytte en del af ansvaret for de tvivlsomme lån over på bestyrelsen.
Arvid Andersen gjorde i hele hans procedure meget ud af, at Thomas Bjørn Mortensen, som leder af erhvervsafdelingen, havde begået graverende fejl i strid med sine beføjelser og Løkken Sparekasses retningslinjer.
Han afviste også rygterne om, at der, i nogle af lånesagerne, havde været tale om vennetjenester.
Til sidst fortalte Arvid Andersen om Poul Johnsens økonomiske situation og bad i den forbindelse Højesteret om at mildne en eventuel dom, hvis Højesteret skulle beslutte at dømme Poul Johnsen for det, der var foregået i sparekassen.
Som tidligere nævnt havde Finansiel Stabilitet stævnet Poul Johnsen for 50 millioner kroner, men vi fik, i løbet af sagen, også oplyst, at der var løbet mere end 40 millioner kroner på i renter.
Under dette, for mig, lidt kedelige indlæg kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at hvis det hele var foregået så regelret og rigtigt som Arvid Andersen forsøgte at overbevise Højesteret om, så burde den lille, gode og solide Løkken Sparekasse aldrig været kollapset på den måde, som den gjorde.
Efter at Arvid Andersen havde afsluttet sin procedure, var der mulighed for, at advokaterne kunne komme med en replik inden sagen blev lukket.
Lotte Eskesen sagde, at revisionen på nogle punkter ikke havde levet op til reglen om god revisionsskik, at Thomas Bjørn Mortensens politisag var blevet afvist, og at det ikke havde været noget problem for Poul Johnsen at opdage, hvad der foregik i sparekassen.
Kirsten og jeg mener ikke, at Arvid Andersen havde noget at sige som sin replik
En lille sidebemærkning om Poul Johnsens advokat Arvid Andersen. Kirsten og jeg er åbenbart, på en eller anden måde, kommet til at fornærme ham, siden vi sidst så hinanden i Vestre Landsret. I Højesteret ville han ikke hilse på os, og han gik direkte forbi os uden at værdige os et blik.
Sådan kan det gå, men det kan vi heldigvis godt leve med.
Dommen i sagen afsiges den 2. juni kl. 12.00.
Der er for Kirsten og mig ingen som helst tvivl om, at Poul Johnsen burde dømmes for sine fejl og forsømmelser i sin tid som direktør og kreditchef i Løkken Sparekasse.
Men med de mange års erfaring vi har fra retssystemet, tror vi dog heller ikke på, at der sker domfældelse i denne sag. Så vi har for længst tilsluttet os den gruppe, der siger, at jura ikke altid er lig med sund fornuft.
Tak for jeres interesse for at følge sagerne omkring Løkken Sparekasses kollaps.
Mange hilsner og god sommer til alle
Kristian
02.06.2022
Historien om et sammenbrud
Så blev der efter en årelang retssag sat punktum i sagen omkring Løkken Sparekasse, som kolapsede i 2008.
Alle omkring sparekassen blev frifundet, senest sparekassens sidste direktør Poul Blicher Johnsen.
Alle de af Sparekassens kunder som ejede garantbeviser led store tab, idet garantbeviserne over en nat blev værdiløse.
En lang kamp blev kæmpet af foreningen Garant Løkken Sparekasse, med formanden Kristian Andersen i spidsen, men forgæves.
Var ventet
Hos Kristian Andersen, der er tidligere formand for garanterne i Løkken Sparekasse, der mistede i alt 173 millioner kroner ved konkursen, er reaktionen irritation kombineret med resignation.
– Frifindelsen af Poul Blicher Johnsen kommer ikke som en overraskelse, men det ændrer ikke på min grundlæggende skuffelse og irritation i sagen, siger han.
Kristian Andersen er både skuffet og resigneret efter Højesterets dom.
Den tidligere garantformand mener, at der er brug for ændringer af lovgivningen, hvis samfundet i fremtiden skal undgå lignende sager.
– Sådan som landsretterne og Højesteret har vurderet denne og andre sager, så må jeg konkludere, at der nærmest ingen juridiske grænser er for, hvor lemfældigt en ledelse i et pengeinstitut kan udøve sin ledelse, uden at det får nogen økonomiske konsekvenser for ledelsen, mener han.
Kristian Andersen mener, at den eneste måde at undgå gentagelser på er gennem ændringer af lovgivningen.
– Der må gennemføres opstramninger i ledelsesansvaret, som sikrer samfundet, kunderne og garanter eller aktionærer mod gentagelser, når samfundet næste gang blive ramt af en finansiel boble.
Af journalist Poul Christoffersen opvokset på Bådstedhede, Vrensted
Som barn på Bådstedhede tilbage i 1950’erne og 1960’erne hørte jeg ofte udtrykket “heden” om min barndomsegn. Ordene forbandt jeg dog ikke med, at jeg boede på en egn med fremtrædende sparsom vækst – eller at kragerne fik sand i øjnene, når de fløj ud over “heden”. Det sidste blev dog somme tider sagt for sjov.
Jorden ved mit barndomshjem havde en rimelig god kvalitet, og kun når vestenvinden susede vildt over landskabet, fløj der sand/jord gennem vores læhegn fra nærliggende lette jordarealer. Men for at bremse jord- og sandfygning endnu mere, blev der i min barndom plantet flere læhegn eller gamle blev fornyet.
Poul Christoffersens barndomshjem på Bådstedhede
Så der var altså alligevel lidt om snakken om sandet. Og meget mere førhen. Det vidner beretninger fra fortiden om. Således skrev daværende sognepræst i en præsteindberetning fra 1690 om Bådstedhede, og kaldte området: “En liden sandbakke, hvor sognemænd brugte jorden til at grave efter tørv.”
Det var sikkert en overdrivelse kun at anvende det udtryk om “heden”, for dele af jorden under overfladen var og er gammel søbund, og de mest attraktive arealer var da også delt op i små markstrimler som en del af landsbyfællesskabet for gårdene i Vrensted. Og det var typisk engarealer beliggende tæt på Ingstrup Sø; arealer som formentlig opstod efter forsøg på at dræne den store sø.
Alligevel kom der ikke vedvarende beboelse på “heden” umiddelbart efter udflytningen af gårde fra Vrensted by i starten af 1800-tallet. I 1810 var 21 ud af 57 gårde ifølge en optælling flyttet ud af byen og ingen af gårdmændene genopførte deres gårdbygninger på Bådstedhede. Tilsyneladende var der ingen interesse blandt ejerne, i de fleste tilfælde godsejere, at udflytning skete den vej. Jorden var bedre i nordre og østre udflytter.
Udflytningen af gårde fra landets landsbyerne var et led i en række landboreformer, der havde til formål at gøre landbrugsdriften mere produktiv. Et af midlerne hertil var at bryde det gamle landsbyfællesskab op. Det var først og fremmest et driftsfællesskab, hvor gårdmændene sammen fandt ud af, hvornår der skulle sås, høstes osv. på deres marker. Markerne var for det meste opdelt i smalle jordstrimler, og en gårdmand havde oftest tre-fire jordstrimler at dyrke spredt omkring landsbyen. Lovgiverne mente således at en samling af marker omkring den gård, de hørte til, ville give gårdmændene større motivation og på længere sigt medvirke til at de kan klare sig som selvstændige bønder i stedet for at være fæstebønder. Det var nemlig også intensionen, at fæstevæsenet skulle afskaffes.
Bådstedhede passede ikke ind i puslespillet med samling og udflytning af en del af gårdene.
Det første historiske matrikelkort (1813) for Vrensted giver nogle ledetråde om hvorfor. To store gårde Holmen og Sundsted – også kaldet enestegårde – havde allerede samlet en stor del af deres jorde som en lagkage omkring gårdene, og til Sundsted hørte på det tidspunkt også store arealer på Bådstedhede. Desuden hørte flere store matrikler på “heden” til gårde, der lå til godset Nibstrup i den periode – og ikke under Børglum Kloster. De fleste gårde i sognet var i store dele af 1700- og 1800-tallet arvefæstegårde under Børglum Kloster. Kun den vestligste del af Bådstedhede var ifølge matrikelkortet opdelt i små jordstrimler med matrikelnumre tilhørende gårde i Vrensted by. Det var primært eng- og kærstrimler. På matrikelkortet var der kun Holmen og Sundsted markeret med bygninger i den del af sognet.
Kernen af den senere bebyggelse med ca. 30 gårde og huse på Bådstedhede kom til at ligge et par kilometer sydøst for landsbyen med Holmens marker liggende mellem “hede” og by.
1845 blev første gang en folketælling i Vrensted sogn registrerede beboelse på Bådstedhede. Det var med 6 gårde og huse, men ingen af dem sætter varige spor, der kan føres frem til nuværende adresser på Bådstedhedevej. To af omtalte gårdmænd matcher med navne skrevet på matrikelkort med jordstrimler vest for præstegården, så måske var der i første omgang blot var tale om en vestlig udbygning af byen. I de næste folketællinger bliver beboerne da også registreret som hørende til Vrensted by.
Og alligevel. Ifølge en landbrugsoptælling foretaget i 1861 har der været 21 ejendomme på Bådstedhede på det tidspunkt. Dog med megen sparsomt dyrehold med to til seks dyr og små med dyrkede lodder på 1-2 tdr. land. Peter Ussing, Løkken skrev i Vendsyssel Årbog årgang 2007 om optællingen, og konklusionen var, at beboerne på Bådstedhede var fattigere end sammenlignelige områder i nabosognet Ingstrup – Grønhøj og Klitten.
Omkring det tidspunkt er der også pionerer, som for alvor tager fat på at forandre “heden”. Og den udvikling fremmes af behovet for kapital hos nogle af de bønder i sognet, som er blevet selvejere. De udstykkede dele af deres ejendomme, der lå længst væk.
1861 er året hvor Jens Christian Hansen, født i Thise sogn, købte 11 tdr. land fra Rasmus Bonnerup og Chr. Kronborg. der blev betegnet som hedejord. Han opdyrkede jorden og købte yderligere 3 tdr. land engjord, og dermed skabte han grundlaget for opbygningen af slægtsgården Langbækgård ved Bådstedhedevej 213. Rørbækgård på Præstens Eng blev bygget i 1873 ved grænsen til Thise sogn og i 1877 kom fire gårde mere til af forskellig størrelse. Herunder Søengen i det fjerneste hjørne af sognet.
Udstykningen på Bådstedhede til knap 30 gårde og huse, når alle hjørner tages med, tog for alvor fart i de første 20 år efter århundredeskiftet. Mit barndomhjem Bådstedhedevej 176 med 4,8 tdr. land blev bygget i 1920 som et statshusmandsbrug. Jorden havde tidligere tilhørt Sundstedgård. Nummer to udstykning fra samme jordlodden tilhørende Sundsted var til et noget større statshusmandsbrug, og den udstykning afsluttede udbygningen af “heden”. Det skete i 1947.
Gennem de sidste hundrede år har det flade landskab mellem Ingstrup Sø i vest og bakkerne omkring Holmen, Sundsted og Libakken i øst ændret karakter. Adskillige steder fik de nye jordbrugere plantet læhegn langs deres opdyrkede arealer for at dæmpe eller hindre jordfygning.
Som omtalt før var store dele af Bådstedhede i fortiden søbund. Hvor udstrakt Ingstrup Sø har været for flere hundrede år siden er der delte meninger om, men før de første seriøse forsøg på tørlægning af søen i begyndelsen af 1800-tallet var Ingstrup Sø den næststørste sø i Vendsyssel kun overgået af Gårdbogård Sø.
Tørlægningen af den engang så mægtige sø mellem Vrensted og Ingstrup blev fuldendt i 1950’erne. Jeg husker stadig synet af gravkøer i horisonten, der gnavede i jorden og efterlod en vandkanal midt gennem det vidtstrakte flade landskab mellem gårdene i gl. Ingstrup og gårdene langs Bådstedhedevej. Nye engarealer opstod på begge sider af kanaler, men det engang så rige fugleliv forsvandt sammen med udtørringen af Ingstrup Sø. Noget naturelskere fortsat beklager. Også fordi Gårdbogård Sø led samme skæbne, og dermed blev Vendsyssel en søfattig landsdel.
En cykeltur i sommeren 2020 gennem Bådstedhede viste at de fysiske ændringer i naturen fortsatte efter jeg flyttede væk i anden halvdel af 1960’erne. Dengang kunne cyklende på “heden” se langt de fleste gårde og huse fra landevejen. Sådan er det langtfra længere. På flere dele af strækningen spærrer velvoksne og brede læhegn langs vejen for indkig. Samtidig har opkøb og samling af jordarealer siden 1960’erne forandret den måde jorden dyrkes på. Flere af gårdene fra dengang er helt forsvundet. Andre steder har nye ejere været i gang med renoveringer eller moderniseringer.
Gamle bygninger til Langbækgård er for længst revet ned og på pladsen, hvor hovedbygningen stod, ligger i dag et nyere pænt parcelhus.
Også bygningerne til Rørbæk er væk, men rester fra det, der var en Bådstedhedes ældste gårde lå fortsat og gav indtryk af, at gården fik lov til at falde sammen som en gammel ruin.
Bådstedhede 2020 med masser af beplantning
Artiklen er blandt andet skrevet på grundlag af research på nettet i digitale tingbøger, realregister for ejendomme, skøde- og pantebrevsprotokoller, folketællinger og optegnelser på gamle matrikelkort.
Cykelhandler Gilbert Mikkelsen var en initiativrig mand og opførte og flyttede med tiden til ny forretning med værksted på 3 forskellige adresser i Vrensted, hvad nedenstående billeder og tekst viser.
Herover billede fra deres bolig.
Herover Gilbert Mikkelsens første værksted på Vingevej og billede fra deres bolig
Indebrand i 1927:
Herover Gilbert Mikkelsens 2. cykelforretning 1929 og 1934, som han opførte på Vingevej inden han senere flyttede til Trehjørnet
Herover den markante ejendom på Trehjørnet blev opført af cykelhandler Gilbert Mikkelsen som tidligere drev forretning med cykelværksted på Vingevej. Han blev desværre ikke så gammel og hans enke Helga Mikkelsen solgte ejendommen. hvorfra der også har være drevet slagterforretning fra det nordligste vindue og gartnerforretning fra det sydligste vindue. Der har også været brødudsalg og sparekasse filial. Senest overtog Løkken Sprekasse hele underetagen. I dag drives der en tøjforretning på stedet.
Helga Mikkelssn byggede hus længere mod nord og drev der en systue i mange år. Helga var mor til to piger og to drenge. Helga Mikkelsen boede senere i sit hus, sammen med Produkthandler Dusinus Christensen som kom fra Ingstrup.
Peter Gilbert Mikkelsen, som er barnebarn og søn af Helgas søn Finn, skriver:
I 1941 solgte min farfar, Cyklehandler Gilbert Mikkelsen i Vrensted, denne Dürkopp damecykel. For cirka 30 år siden fandt min onkel (Bjarne Mikkelsen) cyklen i et skur/på et loft og fik den retur til familien. Min far (Finn Gilbert Mikkelsen) fik den og har senest brugt den som sommerhus cykel i Løkken, indtil for cirka 20 år siden, hvor jeg fik den overdraget. Siden har den været gemt væk på loftet.
Denne vinter har vi, så sat den i stand. Vi har malet cyklen og isat nye reservedele.
I Cyklehandler Gilbert Mikkelsens gamle kassebog fra 1941, står der at cyklen er solgt den 7. juni til Anne Christensen. Nu synes jeg, at det kunne være sjovt om nogen i denne gruppe kender til Anne, så historien om den gamle damecykel kan fuldendes.
På højdedragene i det kuperede område opførtes udsigtstårne. Vest for gården var der 3 trætårne på 15 meter og der var 2 på 25
Senere begyndte bedstefar at rejse til Aalborg Marked / Aalborg Kvægtorv hver uge. Han cyklede til Brønderslev og tog toget til Aalborg. Men det viste sig at være en dårlig ide.
Bedstefar havde bil i mange år, men der var altid nogen, der skulle køre for ham, for han kunne ikke se, når det blev mørkt, og kørte aldrig selv. Det er underligt at tænke på, at han aldrig så stjernerne på grund af, at han var natteblind.
og Vestre teglværk lå på Fælledvej, det der nu hedder Fasanvej.
