Jens Otto Madsen skriver:

Igennem 50 år var der fra 1913 til 1963 togforbindelse fra Vrensted Station til de mange små stationer, der dengang

 

 

 

 

 eksisterede på strækningen fra Hjørring til Aabybro. Desuden havde vi i Vrensted rutebilforbindelsen Løkken – Brønderslev. Det gav os fin mulighed til en forbindelse både til det nordlige Vendsyssel og længere væk hvis man skulle længere. På det tidspunkt indtil til sidst i 1950erne var bilen jo ikke allemandseje. Desuden blev banen også brugt til godstransport til de små stationer, og ikke mindst Briketfabrikken i Moseby benyttede sig af banen til transport af tørv og briketter.
Neden for billeder af de forskellige slags tog som skinnebus og motor tog som kørte på strækningen.

Den 4. juli 2013 var det 100 år siden jernbanestrækningen Hjørring-Løkken-Aabybro (HLA banen) blev åbnet.

En komite arbejdede på jernbanen allerede fra 1891. “Liniebesigtigelses- og Ekspropriations- kommission”, der skulle godkende linjeføringen.

Aktieselskab, der skulle drive jernbanen på strækningen fra Hjørring til Aabybro. Længdebane – derfor til Aabybro. Hvilke sognekommuner ville give tilskud til banen? Skulle banen gå over Lønstrup? Ingstrup-V. Hjermitslev-Alstrup Kommune var uvillig til at yde tilskud.

Baneføring, stationer og finansiering skulle fastlægges. Skulle banen gå over Sdr. Saltum eller Nr. Saltum? Fladt eller bakket terræn? Økonomien? Kommunen var i forvejen gældsplaget. Holdeplads ved Hune Kro? Store ekstraomkostninger ved en vestlig linjeføring. Folkelige appeller.

På trods af tryksager til regering og Rigsdag og skrivelse til “Ministeriet for Offentlige Arbejder” gennemføres den østlige baneføring over Sdr. Saltum.

Private, velstillede borgere havde interesse i en station i Sdr. Saltum og indbetalte midler til “Komiteen til gennemførelse af Jernbanestationen ved Sdr. Saltum”.

Indvielse af bane og stationer skete den d. 4. juli 1913. 

Transport af skolebørn til Aabybro var en vigtig del af togets funktion. Sommertrafik fra Hjørring til badebyerne en anden. Forbindelse fra Pandrup til Blokhus med charabanc eller rutebil.

Stationerne fra Løkken var Vrensted, øst for Ingstrup, Vester Hjermitslev, trinbræt i Alstrup, Sdr. Saltum, trinbræt i Rendbæk, Pandrup og Kaas.

Stationen i Kaas var i en lang periode vigtig for transport af briketter, kalksandsten m.m. Tyskerne var desuden bruger af banen under 2. Verdenskrig.

Togaflysninger kunne give fri fra skole. Stationsbyerne fik et opsving – f.eks. transport af svin til slagterierne. Postleveringen blev mere regelmæssig.

Banen havde i Hjørring forbindelse med de øvrige baner – med store fordele.

I 1950érne og 1960érne begyndte man at nedlægge jernbaner. Ophøret af tørvetransport var en af årsagerne til at man med udgangen af september 1963 nedlagde banen fra Aabybro til Hjørring.

Rutebilkørsel overtog transporten.

Hvad ville der nu ske med byerne, når de nu ikke mere havde stationerne?

 

 

 

Har nogen af jer benyttet jer af toget/skinnebussen fra Vrensted station?

Anette Eriksen skriver:

Jamen den togforbindelse husker JEG SÅ GODT.
Vores kære mor var altid i sidste øjeblik og jeg har ikke tal på hvor mange gange en af vi børn blev sendt på en cykel og måtte forklare lokoføreren, at VORES mor skulle med toget, så de måtte lige vente lidt..
Rutebilerne ligeså.
Hvor har vi grinet meget af netop dette efter vi er blevet voksne.👏👏👏❤️.
Vores nu afdøde bror Poul købte faktisk det gamle pakhus og lavede om til Sommerhus i Løkken.

Claus Søndergaard skriver:

Jeg husker en tur til Løkken, hvor jeg fik lov til at stå ude ved vognstyren. Husker også den sidste dag, hvor banen var i drift. Der kom et damplokomotiv forbi. Har også flere gange hentet pakker ved toget.

Leo Hansen skriver:

Jeg husker at vi var i Tolne skov på skoleudflugt – med toget. Kan huske at da damplokomotivet kørte fra Vrensted sidste gang, da kørte det en ko ned mellem Vrensted og Ingstrup

Kirsten Nielsen skriver:

Orla Jensen det er så sandt 🤣😂😁Man skulle også passe på ikke og få klappen i hovedet, når man skulle sende eller afhente en pakke. Det foregik ved at der blev smækket en lem op , som sad i døren ind til Cicilie og når hun var i dårligt humør, kunne man godt få fingrene i klemme!

Orla Jensen skriver:

Brugte ofte toget til Sdr. Saltum hvor min moster boede. Min søster boede i Pandrup og hun og hendes mand og datter tog toget til Vrensted og gik fra stationen til mit hjem på Fælleden.

Eva Trolle Wadum skriver:

Min farmor og farfar var de første statonsforstanderpar ved Saltum station – som faktisk lå i Sdr. Saltum!
De kom til da banen åbnede i 1913 og fratrådte 42 år senere.
Både min far og min storebror er født på stationen.
På et tidspunkt blev min farmor bedt om at komme og passe sit gamle embede, da man manglede personale.
Hun var da over 70, men havde ikke glemt sit arbejde!
Farmor var der ca 3 mdr til der blev ansat et nyt stationsforstanderpar.
Og hun var naturligvis også med ved den sidste kørsel på banen i 1963.

Orla Jensen skriver:

Gudrun, hun var gift med Magnus Sørensen de havde en datter Lis, en søn Kaj og et par børn mere. En af pigerne passede centralen i Sdr. Saltum! De boede i et af de sidste huse på højre side af vejen når man kører norden ud ad byen

Orla Jensen det er kun 3 huse fra mit fødehjem.
Og derfor kender jeg selvfølgelig familien meget godt!

Magnus var ikke noget at skrive hjem om! Vi kaldte ham: “ långsomfårt” han bevægede sig meget langsomt og hans håndtryk var som at få en våd svamp i hånden😖

Orla Jensen det husker jeg godt!
Vi børn var lidt bange for ham husker jeg.
Han må have fået en sygdom siden han var blevet sådan!

Jeg kender ikke grunden. Han opkrævede “bipenge”, en slags julens glæde tror jeg det var. Snakken gik at når konerne var alene hjemme var han anderledes hurtig i bevægelserne🤣

Orla Jensen Ja, han var vist glad for damer 😁

Eva Trolle Wadum fordi man er gift med en, behøver man jo ikke at være sur på alle de andre🤣

Orla Jensen det er så sandt 🤣😂😁

Gitte Eriksen skriver

Husker som barn at vi et par gang om året var med toget fra Åbybro til Vrensted, for at besøge vores Vrensted bedster Erik P og Katrine Eriksen på Kongsengene. Det var en hård gå tur fra stationen🤗
Husker noget med 3 træer der havde navne der stod på vejen dertil, når vi kom til dem kunne vi næsten se gården.
Det blev lettere med tiden da det mere almindeligt at leje bil og helt luksus da det blev med egen bil🤗

Eva Trolle wadum skriver:
Min farfar var med til at bygge et stykke af banen, han var baneformand, som det hed.
På Egnssamlingen i Saltum kan man købe laminerede dækkeservietter med gamle billeder fra omegnen.
Jeg har bla en hvor min farfar står med et stort arbejdshold ved en reparation eller andet ca 1952-53. I forgrunden står min bror, ca 5-6 år samt en lidt ældre kusine.

Poul Christoffersen skriver:

Jeg har været med toget til dyrskue i Hjørring ligesom jeg har været med på familiebesøg i Aabybro. Mine bedsteforældre boede i Ingstrup, hvor jernbanen kørte forbi langt ude på landet. Der var lige så langt fra Instrup Station til mine bedsteforældre som fra vores hus midt på Bådstedhede til Vrensted Station. Så var det lettere at cykle hele vejen!!!

Kjeld Steffensen fortæller:

Min onkel Wagnar Jensen som boede i Hjørring var togførere på Hjørring privatbaner og han fortalte om en Gårdejer i Vrensted som altid ville betale billetten ombord på toget. Han ville altid betale med en tusindkroneseddel og den kunne min onkel ikke give tilbage på, så han rejste med gratis. Efter mange gange så bad min onkel om at få med vekselpenge til en tusindkroneseddel, det var en dag når han vidste at denne mand skulle till auktion i Hjørring. Efter den rejse betalte manden altid billetten på stationen. Jeg vil ikke sige hvem det var for det er ligegyldigt

Tove Andersen  fortæller:

Har kørt meget med toget ,min fars familie boede i Rubjerg så vi tog med toget til Gjølstrup så gik vi en laaaaaang tur til bedsteforældrene ,og den var jo også lang den anden vej .Om sommeren cyklede vi over Børglum bakke ,der kunne vi køre frihjul et godt stykke ,vi havde jo ikke andre muligheder dengang .

1987 – Vilhelm Andersen fortæller her om sit liv

Vilhelm Andersen er født i 1925 i Vrensted og havde 9 søskende.

Far og mor var fattige, og vi børn havde mange pligter, men vi klagede os ikke. Til jul blev der pyntet og fikset op.  Vi fik  hvert år den samme træ hest, som var blevet nymalet og istandsat. Ellers havde vi et hjul, som vi brugte som legetøj.  På gulvet var der strøsand. I den ene stue havde vi ler gulv. Vi fik rugbrød med flæsk og desuden lammekød og gedemælk. Mor bagte sigtebrød. I 1940-41 fik vi elektrisk lys.  Vi blev ikke vasket så tit og tøjet og skoene var heller ikke det bedste. Han fortæller at han gik i skole, til han var 14 år.

Alle fik plads på landet, når de var 9 år.  Vi legede i skoven som børn.  Om sommeren var det ikke altid, vi kom i skole, da vi skulle tjene på landet. I skolen regnede, skrev og læste vi. Lærerne hed Anton Jensen og frøken Nielsen. Vi løb hjem i middagspausen, som varede en time. Vores hjem lå på østsiden af Lille Knudsgaard

Vilhelm fortæller om sin konfirmation, at Kommunen gav konfirmationshjælp, så han kunne købe tøj. Han fortæller videre, at for pengene han fik, købte han en cykel.

Vilhelm tjente på forskellige gårde i Vrensted indtil han blev 20 år. Han syntes, det var strengt, at skulle være hjemmefra juleaften på fremmede gårde, hvor han tjente, da han var dreng. Vilhelm fortæller om, at han blev hyrdedreng med forskellige pligter. Da han blev fæstet efter konfirmationen, steg hyren år for år. Han skulle malke morgen og aften. Malkemaskinen kom først det sidste år, han tjente på landet, og de havde heste og ingen traktorer. De fik selvbinder, og det betød meget for dem. Slåmaskinen gjorde folk, der tidligere havde arbejdet med le arbejdsløse.  Al arbejde var med håndkraft. Det varede noget, inden køerne vænnede sig til de nye malkemaskiner, da de kom.

Han mødte sin kone Johanne i 1942  på gården Brusgaard, da de var 16-17 år. De tjente sammen et par år og kom så hver til sit og besøgte da hinanden en tid. Vilhelm blev gift med Johanne i marts 1946 i Thise kirke og fortæller, at de købte  og bosatte sig på Bådstedhede lige ved sogneskellet til Thise op ad Rørbækken i 1946. De fik en dreng Henning om sommeren, og i 1947 skulle Vilhelm ind som soldat.  Det var ikke noget for ham. Han fortæller om  Tysklands-opholdet i soldatertiden, og om de ødelæggelser, der her mødte ham. De fik også en pige Irene i 1959. På grund af aldersforskellen, havde de to søskende dog ikke så meget med hinanden at gøre. Børnene gik i skole indtil 7. klasse. Henning kom på Åbybro Ungdomsskole.

Vilhelm fortæller videre, at han og brødrene alle spillede fodbold i Vrensted Idrætsforening.

Fodbold ser han gerne nu på TV. Idrætsforeningen og sport har altid fyldt meget i Johanne og Vilhelms liv. De passede i en periode klubhuset og vaskede fodboldholdenes trøjer

Han blev medlem af fagforeningen i 1945. Senere kom han i bestyrelsen og fik kassererposten. Jeg var 24 år kasserer i fagforeningen SID,

som dengang kaldtes Landarbejdernes Fagforening og han fortæller om arbejdet med det. Han fortæller også lidt om “Julens glæde”. Han var også i bestyrelsen for Idrætsforeningen og “Julens Glæde”, og det blev efterhånden for meget.

Han har prøvet at være på understøttelse, når han havde sæsonpræget arbejde. Han fortæller at han også har været snefoged.

Som 29 årig blev Vilhelm endvidere også medlem af  Vrensted-Thise Sogneråd, valgt ind på socialdemokratisk liste.

Han fortæller, at hans bedstefar, boede hos dem. Han gravede tørv, og Vilhelm har også selv været med til at grave tørv. De fyrede med tørvene om vinteren. De fik vandet fra en bæk, der snoede sig om huset, indtil Vilhelm fik gravet en brønd. De fik så en pumpe ind til bryggerset.

Vilhelm fortæller om et gammelt fjernsyn, de købte i 1959, som stadig kører. Han var med til at beslutte i Sognerådet, at der blev plejehjem/ alderdomshjem i både Vrensted og Thise.

I 1959 flyttede familien til Forsamlingshuset som nyt værtspar, her var gode toiletforhold, hvad de ikke var vant til og  i 7½ år og passede de huset og stod for udlejning, af det dengang nye forsamlingshus.

De erhvervede sig en bil, men de havde ikke kørekort, så det begyndte han derfor at tage. Før da havde han en knallert. Irene sad på tanken, når han kørte, og han fik engang en  bøde for det, da politiet på et tidspunkt standsede ham.

Vilhelm fortæller om besættelsen, at der  ikke var tyskere i Vrensted da befrielsen kom i 1945.

Vilhelm var meget ved landbruget men arbejdede også som arbejdsmand gennem en del år og var bl.a. med til at grave vej gennem klitterne ved Kallehavegård i Løkken i 1946, men har også været med til at oprense vandløb, bygge kornsilo, lave det nye kloakværk i Løkken-Vrå kommune foruden at køre sneplov og grusspreder.

Det mest interessante var, da han skulle bygge kornsiloen ved Foderstoffen. Han var ved murermester Charles Andersen i 3 år og var i den forbindelse også med til at bygge Thise kirketårn om.

Vilhelm og Johanne blev pedel på Vrensted skole i 1973 indtil deres pensionering.

De havde en kortklub og fik en gammel radio, da de var på Bådstedhede. Nu ser han mest TV-avisen og sport på TV og læser avisen. Han kan lide at skifte bilmærke hele tiden, men nu er det for dyrt, at bytte til ny bil hvert andet år.

Der tales om Vrensted. Vilhelm mener, at det er pengenes skyld, at byens forretninger lukker, fordi folk har råd til at tage til en anden by og handle.

Nu passer han sit brænde og kører måske en tur. De hjælper også til med bingo en gang om ugen, og loppemarked har de også hjulpet til med. Førhen passede de idrætsforeningens klubhus, og Johanne gjorde rent på skolen. Da de var blevet 60, var de brændt ud. De passer en have nede ved en ældre dame og kan nu også lettere besøge deres børn og børnebørn, eller de får selv besøg.

Vilhelm kan bedst lide at være ude. Han fortæller om sine tre sygehusophold, hvoraf blodproppen var det værste, han har været udsat for. Nu må han tage det med ro, når han arbejder. Ellers har han kun haft dårlig ryg i mange år.

Han fortæller  lidt om gamle dage, hvor der ikke var varme om vinteren.

Uden fortid ingen fremtid

Et gammelt Churchill-citat: Et folk, der ikke kender sin fortid, har ingen fremtid.

1.generation – Simon Jacobsen

2.generation – mor – Ester Marie Thomsen
Ester Marie Thomsen blev født 4. februar 1922 på Eriksminde som datter af Hans Pedersen Thomsen og Maren Eriksen. Hun blev gift med Christian Jacobsen fra Jerslev og døde 4. september 2014.

Simon Jacobsen har skrevet en beretning om sin oldefar Ole Christian Jacobsen, han var skovfoged i Pajhede Skov. ‘Skovfoged i Pajhede’ blev publiceret i Vendsyssels Årbog 2014.

Simon Jacobsens forældre ejede hans fødehjem Mellemgaard fra 1946 til 1966 hvorefter de flyttede til Løkken. Både på Mellemgård og i Løkken satte de præg på det åndelige liv i over 60 år.

Simon Jacobsen har skrevet en beretning om livet på Mellemgård ‘Fra fæstegård til base for evangelisk og karismatisk vækkelseskristendom’, den blev publiceret i Egnssamlingen Saltum´s årsskrift 2018.

Ægteparret Jacobsens virke i Apostolsk Kirke i Løkken bliver beskrevet i Simon Jacobsens Løkken Kirkehistorie, der publiceres senere.

3.generation – mormor – Maren Eriksen
Maren Eriksen blev født 17. september 1881 på Damsiggaard som datter af Erik Eriksen og Helene Elenora Sørensen. Hun blev gift med Hans Pedersen Thomsen 15. november 1903 og døde 11. oktober 1958. De ejede Eriksminde fra 1920 til 1947.

Livet på Eriksminde da Simon Jacobsens mor voksede op og om hans bedstefar, handelsmanden Hans Thomsens liv, har Simon Jacobsen beskrevet i en beretning som findes her på webben.

4. generation – oldemor – Helene Eleonora Sørensen
Helene Eleonora Sørensen blev født den 29. oktober 1860 på Damsiggaard som datter af Albert Vilhelm Sørensen og Inger Marie Madsdatter. Hun blev gift med Erik Eriksen 21. november 1879 og døde 31. december 1947. De ejede Eriksminde fra 1883 til 1915 og Damsiggaard fra 6. oktober 1897 til 23. april 1913.

Gården Eriksminde, ægteparret Eriksens liv har Simon Jacobsen beskrevet i ‘Oldefar og tre af hans brødre overtog hver sin gård der var fæstegård under Børglum Kloster’, som publiceres senere. Eriksminde har været i familiens eje i over 125 år og er i dag på størrelse med et gods eller herregård. Simon Jacobsens kusine, Hanne Birthes, søn Ole Vingaard Olesen, der er 5. generation har udvidet gården ved tilkøb af jord og nabogårde. I dag hører der ca. 250 ha. til Eriksminde og Ole driver derudover ca. 80 ha, som han forpagter, i alt 330 ha.
Til sammenligning har Børglum Kloster 436 ha.

5.generation – tipoldefar – Albert Vilhelm Sørensen
Albert Vilhelm Sørensen blev født 9. juni 1821 i Harritslev sogn som søn af Søren Poulsen og Helene Eleonora Rafn. Han blev gift med Inger Marie Madsdatter og døde 17. november 1900. Albert Vilhelm Sørensen overtog Damsiggaard ved Auktionsskøde 7. marts 1855 og ejede Damsiggaard til 6. oktober 1897, hvor svigersønnen Erik Eriksen overtog den.

6.generation – tip-tipoldemor – Helene Eleonora Rafn
Helene Eleonora Rafn blev født 9. januar 1798 på Harritslev præstegård som datter af Otto Rafn og Albertina Abel. Hun blev gift med Søren Poulsen 27. december 1820 og døde 10. oktober 184Søren Poulsen var født 1795 som søn af Poul Michelsen. Søren Poulsen blev fæstebonde på Damsiggaard 1815 under Madam Cathrine Hastrup, herregården Lundergaard. Søren og Helene var fæstebønder under Helenes grandkusine. Madam Cathrine Hastrup solgte Damsiggaard den 11. februar 1834 til Christian Pedersen Vestergaard. Han solgte igen gården 12. juni 1840 til Søren Poulsen Bundgaard. Svigersønnen Albert Vilhelm Sørensen overtog gården 7. marts 1855. Damsiggaard var i familiens eje fra 1733 til 1775 da min tip-5-oldefar Anders Jørgensen Gleerup og hans søn Jens Gleerup ejede Lundergaard. I 1803 kom Damsiggaard igen i familien eje, da Lundergaarg igen kom familien Gleerups eje. Denne gang kanceliråd  Severin Gleerup til Vang, der var barnebarn af min tip-6-oldefar Jørgen Jensen Gleerup, Severin Gleerup bortforpagtde Lundergaard til sin svigersøn, Mads Hastrup, der i 1810 købte gården. Han døde i 1817 og enken madam Cathrine Hastrup ejede herregården indtil 1838, hvorefter hendes ældste søn, Laurits Hastrup overtog den.

7.generation – Otto Caspersen Rafn
Otto Caspersen Rafn blev født 12. februar 1769 på Volstup præstegård ved Dronninglund som søn af Carper Conrad Rafn og Helene Dorothea Andersdatter Gleerup. Otto Caspersen Rafn blev gift første gang med Albertine Abel i Hørsholm 1. november 1796. Hun blev født 1771 på Frederiksborg Slot og døde 1802. Han blev gift med hustru nr. 2, Sidsel Holm Aagaard, i 1803.

Albertine Abel var datter af kgl. fiskemester ved Frederiksborg Slot, Albert Abel og dennes hustru, Anne Marie Ebbesen. Hendes bror Frederik Joachim Abel var cand.theol. Og fik han plads som huslærer på Boller Hovedgaard ved Tårs hos Christen Schaarups enke Anne Cathrine Bering i 1803 og kort tid efter gift med hende og blev derved ejer af Boller Hovedgaard, der dengang var en anseelig gård med over 1000 tønder land til selve
hovedgården, og dertil kom 224½ td. hartkorn bønderfæstegods.

Otto Caspersen Rafn var kapellan hos sin far i Volstrup fra 19. september 1794. Den 13. maj 1796 blev han kaldet til sognepræst i Harritslev. Han døde 20.oktober 1836.

8.generation – Helene Dorothea Andersdatter Gleerup
Helene Dorothea Andersdatter Gleerup der blev født 5. marts 1737 på herregården Lundergaard. Helene Dorothea Andersdatter Gleerup blev gift i 1759 med Caspar Conrad Rafn, blev født 20. september 1727 i Volstrup præstegård ved Dronninglund som søn af Christian Hansen Rafn og Bodin Sørensdatter Lunge. Hun døde 17. marts 1802. Caspar Conrad Rafn var en højt begavet mand med fine eksaminer. Først var han hjælpepræst for sin far i Volstrup. Derefter blev han præst i Understed-Karup for til sidst at blive sognepræst i Volstrup. Caspar Conrad Rafn var en brændende præst, han skrev, at nogle af hjertet omvendte sig til Herren og at andre var vagt til at begynde, og at helligdagsarbejdet var aftagende. Caspar Conrad Rafn havde 9 børn, 2 af sønnerne  blev præster og kapellaner hos ham og 3 døtre blev gift med præster. Han blev udnævnt til provst for Børglum Herred i 1765 resignerede som sådan 1799. Caspar Conrad Rafn døde højt agtet efter 56 års præstetjeneste den 7. december 1810.

Biskop Broder Brorson, Aalborg og bror til salmedigter Brodersen, som skrev om Caspar Conrad Rafns far Christian Hansen Rafn, at han prædikede bevæget og evangelisk og han var dygtig til at undervise. I 1864 sagde biskop Brorson at Caspar Conrad Rafn gik i sin faders fodspor og biskoppen gav ham til stedse gode skudsmål (Vendsyssel Årbog 1920, s. 207-209). Litteratur om provst Rafn: Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn XV 1811 s. 32. Aalborg Skoleprogram 1840. s. 108. Universitetsmatriklen III, s. 55-61. H. EhrencronMüller, Forfatterlexikon VI, s. 389-390.
Provst Rafn udgav følgende: Landemodes-Prædiken over Matth. XXVIII, 20 (Aalborg 1768). ”Fortegnelse over præsterne udi Wolstrup, efter den forklaring, som derom haves deels af et gammelt Manuscript, deels og af en Optegnelse i bemeldte Kirke” i Jydske Efterretninger 1769,2. 445-47. Og ”Efterretninger om Oldsager udi Volstrup og Høibye (Hørbye) sogn” i Antiquariske Annaler II, 1815, s. 358-364.

9. generation – Anders Jørgensen Gleerup
Anders Jørgensen Gleerup var født 23. august 1694, som søn af Jørgen Jensen Gleerup og Else Hansdatter. Han blev gift med Johanne Marie Hessel, fra kongsgården Bjørnkjær i Biersted, den 12. maj 1733.
Den 18. april 1733 købte Anders Jørgensen Gleerup herregården Lundergaard, Jetsmark sogn, Hvetbo herred. Der var på omtrent 500 tønder land, hvoraf 100 tønder land var eng, 16 tønderland med planter og have og resten agerjord. Ved gården var et teglværk. Både hovedbygningen og de øvrige bygninger var opført i mur og bindingsværk. Der var anlagt lysthave, frugthave og køkkenhave. Foruden selve herregården hørte også husmandssteder og fæstegårde i Kås, Jetsmark, Hune, Saltum og Hjermitslev under Lundergaard. Prisen var 15.750 Rigsdaler grov kurant. Den kurante rigsdaler erstattede i begyndelsen af 1700-tallet den tidlige krone-rigsdaler, hvis sølvindhold var blevet for lavt.

Efter brylluppet flyttede Anders og Johanne ind på Lundergaard og de gik i gang med at ombygge hovedbygningens midterfløj. Herregården blev også forøget ved tilkøb af flere gårde, så Anders Jørgensen Gleerup var en virksom mand. Desværre blev han alt for tidlige svagelig, det nævnes i 1743 at han i halve år ad gangen ikke kom ud. Til trods for denne svaghed, fik godsejer Gleerup en æresbevisning i 1750, hvor han bliver udnævnt til Kancelliassessor. I en alder af 65 år døde Anders Jørgensen Gleerup den 4. september 1759, som den største lodsejer i sognet. Kort tid før sin død 29. august 1759 overdrog Anders Jørgensen Gleerup Lundergard til sin ældste søn Jens Gleerup for 32.000 Rigsdaler grov kurant. Foruden herregården medfulgte tiender og bøndergods, henholdsvis 23, 76 og 428 tønder hartkorn.
Jens Glerup var født 13. november 1735, så han var kun 23 år da han blev godsejer. Han fortsatte i faderens fodspor med at forbedre gårdens bygninger og byggede hovedbygningens sidefløje og ladegården. Alle bygningerne på Lundergaard blev under Gleerup’erne renoveret eller nybyggede med holdbart ege- og mur-bindingsværk, hugge sten som sokkel og tækket med tegl. Den anlagde smukke have var gårdens pryd. Der var god harejagt og al slags fuglevildt, især vildænder og urhøns, som fandtes i mængder, næppe et bøsseskud fra gården. Ligeledes var der overflødighed af ferskvandsfisk af forskellig slags i gårdens damme og søer. Det fortælles han ejede ti komplette jordegodser (større gårde) hvoraf den en lå på Gjøl. Han førte et selskabeligt hus og kom meget ud til egnens proprietærer og præster samt til skudehandlerne i Blokhus. Gleerup stod også ofte fadder, hvilket kan ses i herredets kirkebøger. Han blev også udnævnt til krigsråd, som var en af datidens ærestitler.
Jens Gleerup ejede Hune kirke og forærede en oblatæske som bærer denne indskrift: “Til Huune Kirche foræret af velædle Hr. Jens Gleerup til Lundergaard 1760”. Denne æske bruges endnu, når der er nadver i Hune kirke. Krigsråd Gleerup lod en af sine fæstebønder indsætte i Viborg tugthuse, fordi han en nat havde sået sin nabos mark til med ukrudtsfrø. Han blev almindeligvis kaldt broder Jig (eg), fordi han i sin tid havde stjålet et stykke egetræ. Jig beboede en halvgård, der ligger næst vest for Østergaard i Nørre Saltum. Da broder Jig efter straffetidens udløb begav sig tilbage til sit hjem, mødte han tilfældigvis på Aalborg færgebro, krigsrådet, som han straks kendte, men uden dog at være genkendt. Derpå henvendte han sig til ham om en lille rejseskilling. Gleerup spurgte, hvem han var, og hvor han skulle hen. Han svarede: “Jeg er en stakkels fattig mand, som kommer fra tugthuset. Jeg har ingen verdens ting gjort, men min husbond, som er en stor skjælm og træring. De kender ham måske, han hedder krigsråd Gleerup – har sat mig ind, Gode Herre! Han kan da give mig et par skillinger; A kan si, hans fåer hå wåt en grumme rig mand, sien han hår hat rå te såen å læ ham ukvemsord gav Gleerup den påtrængende broder nogle skillinger, hvorefter denne takkede med den tilføjelse, at sådan en god herre kunne et ønske at have til husbond i stedet for bondeplageren på Lundergaard. Der var en kendt træarbejder i Saltum, som blev kaldt Jakob Bødker. Han var tømrer, bødker, møllebygger og tillige en stor spasmager. En dag arbejdede han hos krigsråd Gleerup på Lundergaard, og kom til at tale med en vogterdreng, som fik kost og klæder på gården, men var meget pjaltet. Derover beklagede han sig til Jakob, som så fik drengen til højt at synge følgende vers: “Af dybens nød råber jeg til dig, hr. Glerup, vil du mig høre, min bare røv jeg vender til dig, du lader mig et par bukser gjøre, dertil en kjortel og en hat, o herre, jeg har ingen skjorte.” Drengen blev straks taget i forhør af krigsråden og bekendte, at Jakob havde lært ham verset. Han fik derefter en fuldstændig ny klædning, og Gleerup tog ikke Jakob spasen ilde op. Skudehandler Peder Christensen Krat og skudehandler Svend Jensen Bondrup var blandt Glerups største kreditorer. Ved et gilde hos Svend Bondrup i Blokhus, hvor man som sædvanlig spillede kort, fortælles det, at hans medspillere fik ham anbragt således, at de i et spejl kunne se hans kort. Det betød selvfølgeligt, at Jens Gleerup havde uheld
med sig i spillet. Hans kusk, som længe havde holdt udenfor med den forspændte vogn, kom tilfældigvis ind for at tale med sin husbond og opdagede bedrageriet. Kusken berettede derefter i enrum godsejer Gleerup hvad der var sket, hvorefter de tog hjem. Hans tab var den aften så stort, at han ikke kunne blive ved Lundergaard. Det gik et rygte, at det eneste han fik med sig, da han forlod gården, var en blågrå hest, som hans kreditorer gav ham. Hvorvidt fortællingen er sand eller ej, vides ikke, men 6. maj 1775 tinglæstes Jens Gleerups opbudsdeklaration, efter at han 28. april 1775 havde givet sin svoger, pastor Berg i Vrå pant i løsøre til beløb 2860 Rigsdaler, som Bergs hustru havde til gode af sin arv, samt ligeledes givet krigsråd Jens Gleerup til Rødslet pant for 1550 Rigsdaler. Jens Gleerup forlod kort tid efter egnen og tog til Viborg, og senere blev han efter at have læst til dansk jurist herredsfoged i Aars og Slet Herreder. Han boede på Toftebjerg i Vilsted sogn, og druknede 1786, idet han med hest og vogn sank igennem isen på fjorden.
I 1803 er der igen en Gleerup der ejede Lundergaard, idet Jens Gleerups fætter Severin Gleerup overtog herregården med sin svigersøn som forpagter. Svigersønnen Mads Hastrup overtog Lundergaard i 1810 og da han døde i 1817 var det enken Cathrine Hastrup der ejede herregården indtil 1838, hvorefter hendes ældste søn, Laurits Hastrup overtogden og ejede den frem til 1845.

10.generation – Else Catrine Hansdatter Andersen
Else Catrine Hansdatter blev født 24. december 1661 på Kyø Hovedgård som datter af Hans Andersen og Margrete Lauritsdatter Suur. Else Hansdatter blev gift med Jørgen Jensen Gleerup 22. maj 1683 på Waar Hovedgaard ved Farstrup. Hun døde 12. marts 1731.

Jørgen Jensen Gleerup blev født den 24. april 1653 i Vesterbølle, Ålestrup, Viborg som søn af Jens Glerup (født år 1600 i Gjørup, Ulbjerg sogn – døde år 1660 i Vesterbølle sogn). Navnet Glerup stammer fra landsbyen Glerup i Vesterbølle Sogn.

Jørgen Jensen Gleerup første Hustru døde på Sebber Kloster 1682 i barselseng sammen med barnet. Året efter giftede han sig i Aalborg med Else Hansdatter. Hun fødte ham 13 børn, af hvilke de 8 overlevede forældrene. De fik en god opdragelse og kom alle i gode livsstillinger.

I 1697 købte købmand Anders Madsen Klæstrup Sebber Kloster, han boede i Aalborg og lod herregården bestyre af Jørgen Jensen Gleerup. Hos den tidligere ejer havde Gleerup været godsforvalter og senere forpagtet godset. Da Klæstrups hustru, Agnete Verkmester, døde 1706 uden de havde fået børn, oprettede han en kontrakt med Gleerup. Ifølge kontrakten havde Gleerup ret til at købe Herregården efter Klæstrups død. Gleerup havde i tidens løb betalt Klæstrup forpagtningsafgift på i alt ca. 5000 Rigsdaler, hvilket svarede til 5/14 af købesummen for Sebber Kloster. Arvingerne skulle havde den resterende del af Købesummen, 9000 Rigsdaler. Endvidere skulde Gleerup, ligesom hidtil, have halvdelen af godsets Indtægter og betale halvdelen af udgifterne.
Allerede året efter døde Klæstrup, kun 59 år gammel, og i overensstemmelse med kontrakten gav hans arvinger i 1708 Gleerup skøde på hele Sebber Kloster gård og gods.

Som et monument over deres kompagniskab oprettede Klæstrup og Gleerup et legat, hvis renter oprindelig skulde anvendes til fattige børns undervisning på Sebber Klosters
gods i Sebber Sogn, men senere blev uddelt som julehjælp til enker og gamle sammesteds. Kapitalen, 600 Slettedaler skulle indestå i godset og forrentningen af den påhvile det som en fast hæftelse.
I årene 1713-20 forøgedes Sebber Klosters gods betydeligt, idet Gleerup erhvervede Ovtrup Kongetiende og Kirketiende til ejendom med kaldsret til Ovtrup Kirke og desuden købte han af kronen ca. 50 tønder hartkorn bøndergods i Aalborg Stift. I de 30 år, A. M. Klæstrup og J. J. Gleerup ejede Sebber Kloster, voksede gårdens fæstegodstilliggende
fra ca. 100 tønder hartkorn til det tredobbelte og tiendehartkornet fra 3 tønder til 23, medens hovedgårdstaksten forblev uforandret.

Herregården Sebber Kloster og klosterkirken som Glerup familien ejede Sebber Kloster er i dag en hovedgård ved Sebbersund. Det samlede areal udgør 650 tønder land. Hovedbygningen, der er opført i 1959-60 efter en brand. Sebber Kloster nævnes allerede i 1268, da det hørte under Viborg bispestol og var nonnekloster for Benediktiner-Ordenen. Af de oprindelige bygninger er kun kirken tilbage. Ved reformationen kom klosteret under kronen der i 1537 forlenede gård og gods til Christian Friis, og senere til fru Anne Glob, enke efter Jørgen Urne. I 1581 mageskiftede Frederik II Sebber Kloster tit Oluf Brockenhuus, hvorefter gården var i Brockenhuus’ernes eje indtil 1697, da den solgtes til Anders Klæstrup, hvis arvinger afhændede gården til Jørgen Gleerup i 1708.

Da Jørgen Jensen Gleerup døde i 1727 og EIse Hansdatter fire år senere, blev alle deres efterlevende børn i forening ejere af Sebber Kloster, men allerede i 1732 solgte de øvrige søskende deres arveparter til den yngste bror, Bagge Jørgensen Gleerup, som var født i året 1700. Året efter at han blevet eneejer, giftede han sig med Henrikke Margrethe Holst, der var født i Aalborg 1702. Han døde allerede 1750, mens hustruen overlevede ham i 42 år.

Bagge Gleerups ældste søster, Karen, var gift med Mathias Olufsen Mørch til Kyø. Da hun døde som enke i 1748, købte Gleerup dette gods. Bagge Gleerup dør i 1780, hvorefter enken Henricha Margrethe Holst i 1781 sælger gården. I 1805 solgtes gård og gods af baron Chr. Fr. Iuul-Rysensteen til Lundbæk, som afhændede det meste af fæstegodset.

Slægten Gleerup, hvis stamfader var Jørgen Jensen Gleerup, var i lang tid Vendsyssels mægtigste godsejerslægt og følgende herregårde, hovedgårde og proprietærgårde har været i slægtens eje:

Rødslet Hovedgård ved Vadum, Bjørum Hovedgård ved Vadum, Bjørnkær – gammel kongsgård ved Biersted, herregården Lundergaard i Jetsmark, Østerågård ved Hals, Vang Hovedgård ved Sulsted, Sønder Elkær Hovedgård ved Sulsted, Haven Hovedgård ved Hørby, herregården Knudseje ved Skæve, Dybvad Hovedgård, Ormholt Hovedgård ved Østervrå, herregården Hejselt ved Torslev, herregården Baggesvogn ved Sindal, Klavsholm ved Ørum, herregården Nørre Ravnstrup ved Ørum, Aastrup Hovedgård ved Hjørring, Villerup Hovedgård ved Skallerup, Eget eller Jeget ved Skærum – en af de mindste herregårde i Vendsyssel, Birkumgaard på Gjøl, Julianeholm ved Sulsted, Nørgård ved Kvissel, herregården Knivholt ved Frederikshavn, Enggården Sønderskov ved Hjørring, Julianeholm ved Sulsted.

11. generation – Margrethe Lauritsdatter Suur
Margrethe Lauritsdatter Suur blev født 4. november 1640 i Aalborg som datter af Laurits Lauritsen Suur og Else Baggesdatter.

Hendes mor døde allerede 25. november 1644, da Margrethe var 4 år. Margrethe var opkaldt efter hendes mormor, den rige borgmester Laurtits Thøgersens datter. Faderen døde 9. oktober 1649 og den forældreløse pige vokser op hos hendes moster Ingeborg, der var gift med sognepræsten ved Budolfi Kirke Jacob Hansen Brun. Kun 16 ½ år gammel 14.juni 1657 blev hun viet i Budolfi Kirke til den 35-årige fra Ribe, Hans Andersen, der var handelsmand og senere forpagter på Kyø Hovedgård. Hans Andersen var født 8. marts 1622 og døde 23. august 1671.

Kyø var allerede hovedgård omkring 1400 og på et tidspunkt en herregård med 1.000 tønder land med egen kirke. Hans Andersen var forpagter på Kyø for Ulrik Seefeld fra herregården Visborggård i tiden 1650’erne og sikkert til din død i 1671.

Hans Andersens barnebarn Karen Gleerup flyttede ind på Kyø Hovedgård 1718, da hendes mand proprietær Mathias Olufsen Mørck købte hovedgården for 15.800 rigsdaler. Efter hans død beholdt Karen Gleerup gården til hun døde i 1748. Bagge Jørgensen Gleerup, Sebber Kloster erhvervede derefter hovedgården på auktion og den blev i Gleerup slægtens eje frem til 1797.

Karen Gleerup, datter af Jørgen Jensen Gleerup, Sebber Kloster, skænkede i 1742 Store Aistrup kirke en flot dreven sølvoblatæske, som stadig bruges ved nadver i kirken.

Margrethe Lauridsdatter Suur blev forpagterske på Kyø. Hun blev gift 2. gang med husbondens fuldmægtig Rasmus Jensen 29. august 1674. Rasmus Jensen var forpagter af Waar Hovedgård i 1677, hvor de bosatte sig og der døde Margrethe 1680, kun 40 år gammel. Waar Hovedgård blev opført som et af de største herregårdanlæg i Nordjylland, med 3 fløje og i 3 etager, med tårn, voldgrav og vindebro.  Jordtilliggende var på 10.000 ha.

12.genaration – Laurits Lauritsen Suur
Laurits Lauritsen Suur blev født 1605 som søn af Laurits Jensen Suur og Johanne Laursdatter Guldsmed. Gift 1. gang 1630 med Else Baggesdatter, datter af købmand og rådmand Bagge Pedersen fra Ribe. Laurids Lauritsen Suur slægt var rådmænd og Johanne Laursdatter Guldsmed slægt var også rådmænd og borgmestre tilbage til 1511. Laurits Lauritsen Suur var købmand og blev rådmand i Aalborg 1. marts 1636, han døde i 1649 og blev begravet 9. oktober.

13.generation – Laurits Jensen Suur
Laurits Jensen Suur blev født i Aalborg 1564 som søn af Jens Suur og Anne Clementsdatter. Han blev gift med Johanne Lauridsdatter Guldsmed. Laurits Jensen Suur var købmand, rådmand og 2.borgmester i Aalborg fra 1618 – 1632, i den tid hvor Jens Bang byggede sit stenhus på Østerågade. Laurits Jensen Suur døde 1. marts 1632.

Datteren Karen blev gift med borgmester Christoffer De Hemmer.

Borgmester Laurids Jensen Suur blev optaget i Købmands- og handelsforeningen Guds Legems Laug 28. maj 1584. Medlemmerne var indflydelsesrige mænd i Ålborg. Guds Legeme Lav havde også tilnavnet Papegøjegildet, som det i daglig tale kaldtes på grund af den årlige skyden “Papegøjen af stagen”, som foregik ved hjælp af en armbrøst. Vinderen, der skød fuglen ned, blev kåret til papegøjekonge, hvilket gav visse rettigheder, men som også krævede, at denne gav lavets medlemmer fire tønder øl ‘anden dag efter pinse’. Med værdigheden fulgte i embedsperioden en sølvpapegøjekæde der skulle hænges om halsen og bæres under lavets møder. Aalborg borgmesteren Peter Ilfarsøn oprettede i 1431 lavet hvor købmændene samledes for dels at drøfte merkantile interesser, men sandelig også for at deltage i de løjer, som foregik, når der var fest. Lavsthuset var indtil 1506 bag nuværende Gravensgade, hvor blev  mageskiftet med Møntergården ved Østerå.

Ikke blot danske købmænd blev optaget i lavet, men også tyske købmænd var repræsenteret. For de tyske købmænd var lavslokalerne et samlende midtpunkt under opholdet i det fremmede. Men også mange fra middelaldersamfundets ledende kredse samledes i lavet, for både gejstlige og adelige havde interesser i skibe, ejendomme og handel, så derfor kombinerede man det behagelige med det nødvendige og lod lavet danne rammen om de forskellige handler og transaktioner. Når lavets medlemmer mødtes, har snakken gået flittigt, godt hjulpet af det stærke, tyske øl.

Aalborg fik sine købstadsprivilegier i 1342, og fra da af havde byen borgmestre og rådmænd. Fra 1438 regeredes Aalborg af 2 borgmestre ad gangen. Dette varede indtil 1794, hvorefter man nøjedes med en borgmester. Fra 1438 indtil omkring år 1600 havde Aalborg 12 rådmænd af gangen. Herefter skar man det ned til 10, for fra omkring 1682 til kun 3.

Rådhuset hvor borgmester Laurids Jensen Suur havde sit virke blev bygget på 1500-tallet. Det lå på samme grund, som det nye rådhus blev bygget på i 1762 og indtil 1912 dannede rammen om Aalborg Kommunes administration.

14. generation – Anne Marine Clementsdatter Munk
Anne Marine Clementsdatter Munk blev født år 1521 på Kappelgaard ved Åbybro, som datter af Clement Andersen Munk og Marine Sørensdatter Munk. Hun blev gift med Jens Jensen Suur født 1510 som var borgmester i Aalborg. Hun døde 1610.

15.generation – Skipper Clement Andersen Munk
Clement Andersen Munk, kaldet Skipper Clement, blev født på Vedstedgaard, Vedsted Aaby Sogn i den 13. november 1485 som søn af Anders Clementsen Munk og Anne Andersdatter Kjerulff. Han blev gift med Marina Sørensdatter. Skipper Clement, Clement Andersen Munk, var en agtet og meget velhavende mand. Han var skibsredder, storkøbmand, kaperskipper, bondeoprørsfører og viceadmiral under kong Christian 2. Clements flåde af skibe besejlede Østersøen til blandt andet Lübeck ,Riga og Tallinn. I Nordsøen til England, Nederland, Frankrig og Spanien.

I 1525 trådte Skipper CIement offentlig frem som viceadmiral i kong Frederik den Førstes tjeneste. Efter kongens ordre skulle han med fire skibe sejle nogle kommissærer over til Gotland. De skulle modtage Visborg, som Iensmanden Søren Norby ved et forlig måttet afstå til kongen. Men kommissærerne kom ikke til Gotland. Skipper Clement narrede dem ved at samle mandskab, gods og skyts fra de tre skibe over på det største skib “Peter van Hull” og sejle bort med det, inden de fornemme herrer kom ombord. Sagen var den, at Clement var tilhænger af den fordrevne, bonde venlige kong Kristian den Anden og derfor ikke undså sig for at narre hans efterfølger, den adelsvenlige Frederik den Første.

Skipper Clement drog på egen hånd i flere år på kaperi, lovligt sørøveri, rundt om i de danske farvande. Kristian den Anden sendte ham nytårsaften 1925 et brev med tak for de tjenester han med skibet “Peter van Hull” havde gjort for ham. Nogle gange var Skipper Clement uheldig, han kom for sent til et søslag, strandede ved Jyllands vestkyst og forliste ved den skotske kyst med skibet “Peter van Hull”.

I sommeren 1532 var Skipper Clement med kong Kristian den Anden på togt til Norge. To gange forhandlede han med den svenske kong Gustav Vasa, der gerne ville have den dristige skipper i sin  tjeneste, men Clement ville ikke tjene kong Kristian den Andens bitre modstander.

I 1534 udbrød Grevens Fejde, den krig hvor Skipper Clement fik berømmelse som bondehøvding. Baggrunden til denne uhyggelig krig var den uro der herskede i landet efter kong Fredrik den første døde i 1533. Der var religiøs og social uro indadtil og udadtil kunne Danmark blive inddraget i en handelskrig. Indadtil stod to kirkelige partier i skarp modsætning, nemlig det gamle katolske parti og det nye lutherske. Et opgør og en afgørelse måtte til, inden der kunne blive ro i kirken. Bønderne stod i et skarpt modsætningsforhold adelen, der havde erhvervet sig store fordele og megen magt og indflydelse på landets styrelse.

Der var også stor uenighed om det nye kongevalg mellem katolikkerne og lutheranerne. Den afdødes ældste søn Kristian, som var hertug i Holstein var ivrig lutheraner, hvorfor en del af adelen og den katolske kirke modarbejdede hans valg. De ønskede den tolvårige pris Hans til konge, i håb om, at han skulle forbliv katolik. På grund af denne uenighed blev kongevalget udsat, og rigsrådet styrede landet. Bønderne og borgerne i byerne var utilfredse med måden rigsrådet styrede landet på og ønskede at hjælpe Kristian den Anden ud af Sønderborg fængsel og gøre ham til konge igen.
I juni måned 1534 landede en hær af lübeckere på Sjælland, anført af grev Kristoffer af Oldenborg. Efter ham kaldtes krigen grevens fejde. For at vinde borgernes gunst erklærede lübeckere, at de kom for at hjælpe Kristian den Anden tilbage på tronen, til trods for han i sin tid som konge havde været deres bitre fjende. De danske borgeres ledere sluttede sig til lübeckere i håb om af få deres ven og beskytter tilbage som konge. I løbet af kort tid var Sjælland, Skåne og Fyn i grev Kristoffers magt. Adelen underkastede sig ham for at redde deres ejendomme.
Skipper Clement blev bondehøvding og på sin magts tinde havde han underlagt sig 49 jyske herreder. Af hensyn til hans ven Kristian den Anden og bøndernes kamp mod adelen trådte Skipper Clement i grev Kristoffers tjeneste efter en forhandling i Malmø. Greven ønskede at han skulle få de nordjyske bønder til at gøre oprør mod herremændene. Den 14. september 1534 ankom Skipper Clement med 2 skibe og nogle af grevens krigsfolk. På kort tid lykkedes det ham at indtage slottet Aalborghus og lensmanden og hele Vendsyssel var snart på oprørernes parti. Bønderne ødelagde og brændte mange herregårde nord for Limfjorden.

Fra Vendsyssel bredte opstanden sig til de nærliggende dele af Jylland, Hanherred, Thy, Himmerland, Salling, Viborg og Randers. På herredstingene blev der oplæst et brev fra Skipper Clement, som truede enhver med galgen, som ikke ville følge ham. Da det så ud til, at turen kom til de sydjyske adel, besluttede de sig for at forhindre bøndernes videre fremgang. På et møde i Aarhus sidst i september 1534 blev der planlagt et angreb på de nordjyske bønder.

Anført af lensmanden på Kalø, Erik Banner, drog en hær på 600 mand til hest mod Aalborg. De var sikre på en sejer over de uøvede bonder skarer ved Aalborg. Hæren slog lejr for natten den 15. oktober ved Svenstrup syd for Aalborg. De troede ikke bondehæren var nogen trussel og tænkte ikke på at besætte højdedragene nord for byen og åen. Skipper Clement var tidlig på færde næste morgen. Allerede før dag brød han op fra Aalborg med 6.000 mænd, dårligt bevæbnede, men kampivrige. De besatte højderne nord for Svenstrup før adelen var klar til kamp. Adelsmændene jernklædte ryttere ville ride hen over engdraget ved åen og angribe bønderne. Efterårsregnen havde gjort jorden blød, så hestene sank i engen. Denne situation udnyttede bønderne der rykkede ned i engen som de let løb hen over og slog løs på rytterne med deres spyd og køller. Adelen led et nederlag mod Skipper Clement.

Fra Svenstrup drog bønderne videre ned gennem Himmerland hvor de nedbrændte nogle herregårde. Da adelen hørte om nederlaget forbedrede de befæstningen af Randers. Skipper Clements folk drak sig fulde i øl de fandt i gårdene uden for Randers. I en ølrus angreb de byen med deres køller og spyd, men blev slået tilbage. Clement og hans hjælpere indså, at her kunne de intet udrette og trak sig tilbage til Aalborg by. Krigslykken var ikke længere med Skipper Clement, hans kloge rådgiver Jens Flinke døde og der blev uenighed i bondepartiet. Der kom ingen undsætning fra grev Kristoffer og Skipper Clement blev den 9. september 1536 henrettet på Viborg Landsting.

16.generation – Anders Clementsen Munk
Anders Clementsen Munk født i Vedsted 1450 som søn af Klement Andersen og Anna Pallesdatter Kirt. Gift med Anne Andersdatter Kjærulff fra storbonde- og adelsslægten Kjærulff, som datter af herredsfoged i Kær Herred Anders Kjærulff.

Anders Clementsen var selvejer og ejede Vedstedgaard ved Åbybro. Før i tiden blev gården kaldt Skipper Clements gård, ligesom gården så langt tilbage, som det har været muligt at følge den, været den største gård i Vedsted.

17. generation – Klement Andersen
Klement Andersen var søn af Anders Pedersen Due og Christence Henriksdatter Ulfstand. Gift med Anna Pallesdatter Kirt. Klement Andersen var bonde og ejer af Vedsted Gods. Vedstedgård gennem tiden har været den største gård i Vedsted og har derfor blevet benævnt som et gods. Ifølge en gammel latinsk vise solgte og skødet Klement Andersen, salig Anders Pedersens søn sit Gods i Vedsted til Vor Frue Alter i Aalborg 1453. Erik Eriksen lensmand på Aalborghus og høvedsmand i Vendsyssel, indstiftede et alter til Sankt Anna ved Vor Frue kirke i Aalborg 23. april 1426. Noget tyder på, at Skipper Clements farfar Klement Andersen skænkede sit gods i Vedsted til Den Katolske Kirke i Aalborg 1453.

18.generation – Anders Pedersen Due
Anders Pedersen Due født på Skabersjö Slott år 1365 som søn af Peter Andersen Due og N. N. Pedersdater. Han var væbner og gift med Christence Henriksdatter Ulfstand, datter af Henrik Gertsen Ulfstand ejede af borgen Glimmíngehus. Hendes halvbror Jep Henriksen Ulfstand ejede Skabersjö Slott.

Glimmingehus er Nordens bedst bevarede middelalderborg og Sveriges nationalborg. Borgen blev opført af danskeren Jens Holgersen Ulfstand, som var ridder, rigsråd, lensherre på Gotland (som dengang var dansk) og admiral i den danske flåde. Byggeriet af Glimmingehus gik i gang i 1499, og i knap 50 år blev borgen anvendt som bolig for familien Holgersen Ulfstand. Herefter lå Glimmingehus hen som kornmagasin i omkring 400 år Anders Pedersen Due var fra Skaberø Slot ved Malmø og mageskiftede med Torkil Hval hvor han overtog Vedsted Gods i 1415. Han var væbner, en titel som blev brugt i middelalderen. Oprindelig var det en udrustet kriger, som til gengæld for tjeneste, havde skattefrihed.

19.generation – Peder Andersen Due
Peder Andersen Due blev født år 1380 søn af Anders Nielsen Due og Jensdatter Galen. Gift med N.N. Pedersdatter, til Boserup, Luggude, Skaane, Sverige. Peder Andersen Due til Skaberjsö og Boserup, Lundgude herred, gav 1393 gods til Lund Domkirke for sin hustrus fader Peder Eskildsens sjæl, solgte 1401 alt sit arvegods efter Peder Laxmand til Dronning Margrethe.

Noget tyder på, at Peter Andersen Due’s bror Henrik Andersen Due ejede Skabersjö Slott efter deres fars død i 1349. Peter Andersen Due overtog slottet i 1391 og ejede det frem til 1431, hvor broderen Truid Nielsen Due overtog det.

I 1445 kom slottet ved ægteskab ind i den rige og magtfulde familie Ulfstands besiddelse da Truid Nielsen Due datter Kirsten gifter sig med Jep Henriksen Ulfstand og Skabersjö forblev i familiens eje indtil 1609.

Tage Ottesen Thott overtog Skabersjö Slott 1609 og det har været i slægten Thotts eje indtil nu. Slottet ligger omkring 12 km syd øst for Malmø. Jeg fik kontakt med den nuværende ejer og besøgte slottet i 2014.

20. generation – Anders Nielsen Due
Anders Nielsen Due var søn Niels Andersen Due og gift med N. N. Jensdatter Galen, datter af ridder Jens Nielsen Galen, Näsbyholm slot i Skåne. Anders Nielsen Due af Ingelstorp, Ingelstad Herred og Skabersjö Herred, var korsridder og ejer af Skabersjö Slott, som han ejede fra 1349 til 1389.

21.generation – Niels Andersen Due
Niels Andersen Due født år i Tubetorm, Smørum ved København 1260 som søn af Anders Nielsen Due og Cecilie Tokesdatter Saltensee af Tystofte. Gift med Eline Jensdatter Capellegord. Niels Andersen Due var ridder og ejer af Skabersjö Slott. Slottet er kendt som et befæstet sted siden 1290 og Niels Andersen Due har sikkert ejet slottet siden da og indtil sønnen overtog det i 1349.  Niels Andersen Due beseglede i 1326 det Hr. Ludvig Albertsen givne lensbrev på Almindsyssel og altså da hørte til Kong Valdemars parti, men 1328 sluttede sig til Kong Christoffer, som han atter må have forladt, da han 1332 ved Forliget i Kiel nævnes på Grev Gerts side.

22.generation – Anders Nielsen Due
Anders Nielsen Due født 1222 som søn af Niels Alexandersen. Gift med Cecilie Tokesdatter Saltensee af Tystofte. Korsridder Anders Nielsen benævnes “af Sjælland” og kaldes 1267 “Dominus” og tilholdt sig da gods, som en vis fru Estrid havde givet til Skt. Claras Kloster i Roskilde. Han beseglede 1279 til vitterlighed et til samme kloster udstedt gavebrev, men kaldes da ikke Dominus, hvad han derimod kaldes i 1285, da han var medudsteder af et vidne om Als, hvorunder hans segl endnu er bevaret. Våben: Falk med udbredte vinger. Anders staves også Andreas. Nævnes som ridder 1267-85.

Anders Nielsen af Sjælland, testamenterede ved hans død i 1279 en Gaard i Lyderup til Sorø Kloster.

23.generation – Niels Alexandersen Falster Hvide Due
Niels Alexandersen Falster Hvide Due født 1190 i Borup ved Roskilde som søn af Alexander Pedersen Hvide. Gift med Cecile Alexandersen Faster.

Han var kongelig staldmester. I følge Falsterlisten ejede han jord i Tingsted.

24.generation – Alexander Pedersen Hvide
Alexander Pedersen Hvide født 1160 i Borup ved Roskilde som søn af Ingefred Assersdatter Hvide og Peder Nielsen Øm af Borup. Gift med Margrethe.
Alexander Pedersen Hvide var korsridder. Også kaldet Grev Absalon af Sjælland. Han var hærfører ved erobringen af Camin 1185/86. Kendt fra det mislykkede danske forsøg på at tilslutte sig 3. korstog 1188-92, hvor han selv stillede med skib. Han optrådte i 1201 som sekretær for sin døende onkel biskop Absalon, og blev indsat i hans testamente som den, der skulle sørge for, at testamentets bestemmelser skulle føres ud i livet.

25.generation – Ingefred Assersdatter Hvide
Ingefred Assersdatter Hvide født 1130 i Fjenneslev som datter af Asser Skjalmsøn Rig Hvide og Inge Eriksdatter. Gift med Peder Nielsen Ørn af Borup søn af Niels Thorbensøn.

Ingefred Assersdatter Hvide var eneste kendte søster til Esbern Snarre.

26.generation – Asser Skjalmsen Rig Hvide
Asser Skjalmsen Rig Hvide født år 1075 i Fjenneslev. Søn af Toke Tryllne Palnesen. Gift med Inge Eriksdatter, en datterdatter af Knud den Hellige.
Efter Skjalm Hvides død arvede Asser Skjalmsen Rig fædrenegården. Om dette hjem kan man med rette bruge digterordet, at tit bar et enkelt hjem et helt land, sjældent har et hjem betydet så meget for et land som dette, både ved sin egen indsats og ved den betydning, som deres to sønner Esbern Snare og Absalon og deres fostersøn Valdemar den Store, fik for Danmark. De tre lagde grunden til Danmarks storhedstid i middelalderen.

Asser Rig var høvdingen, der drog i leding og var med i, hvad der rørte sig i Danmark, han virkede udadtil. Han var en af sin tids mest magtfulde mænd med tæt tilknytning til kongemagten. Fru Inge var en hjemmets kvinde; når Asser Rig var borte fra hjemmet, var det hende, der ledede arbejdet hjemme. Medens Asser Rig var i leding, skulle hun fuldende den nye kirke, der skulle afløse den gamle trækirke som Asser Skjalmsen Rig opførte i tilknytning til sin gård Fjenneslevlille i Fjenneslev ved Ringsted. Denne opgave løste hun således, at Fjenneslev kirke hører til en af Danmarks smukkeste landsbykirker, en perle blandt vore middelalderkirker.

Asser Rig og fru Inge byggede kirken, der både kunne være til Herrens ære og Hvideslægten værdig. Kirkens navnkundighed skyldes de to tårne, vidt bekendt er sagnet om, hvorledes det gik til, at kirken fik to tårne. Imedens Asser Rig og fru Inge var ved at bygge den nye kirke, blev Asser Rig kaldet i krig, og fru Inge måtte alene bygge kirken færdig. Idet han steg til hest, bøjede han sig ned og hviskede til hende: Hør du kære fru Inge, føder du mig en søn så bold, da bygger du kirken med et tårn, føder du mig en datterlil, da sætter du kun et spir! Da Asser Rig ved hjemkomsten fra den grønne brink skuede de to tårne, forstod han, at hans hustru havde skænket ham to sønner.

27.generation – Toke Tryllne Palnesen
Toke Tryllne Palnesen blev født år 1011 i Devon, England som søn af Palne Slau Tokeson og Prinsesse Gunhild Haraldsdatter. Gift med Ingeborg Palnesen, født Thorkildsdatter. Han døde år 1086.

28.generation – Gunhild Haraldsdatter
Prinsesse Gunhild Haraldsdatter blev født i Jelling år 956 som datter af kong Harald Blåtand og dronning Gyritha. Hun blev gift med Palne Slau Tokeson, jarl i Devonshire. De blev dræbt i massakren ‘Danemordet’ i England i Danemordet 13.november 1002.

From English Historical Fiction Authors. Drawing by A. Pearge.

29.generation – kong Harald Blåtand Gormsen
Konge Harald Blåtand Gormsen født i Skinnerup 918 som søn af kong Gorm Den Gamle og Dronning Thyra Dannebod. Gift med Gyrith Olavsdatter.

Harald den 1. ‘Blåtand’ var konge af Danmark fra 958. Kong Harald regerede først sammen med sin far, kong Gorm den Gamle, og efter hans død alene. På dette tidspunkt rejste hans søn, Svend den 1. ‘Tveskæg’, et oprør, der førte til kong Haralds død i vikingeborgen Jomsborg på øen Wollin i 987, som i dag er en halvø på grænsen mellem Tyskland og Polen. Harald Blåtand blev begravet i en trækirke i Roskilde han selv havde bygget i 980’erne, der hvor Roskilde Domkirke ligger i dag.

På den store Jellingsten kundgør Harald, at han har erobret hele Danmark og Norge. I løbet af få år, fra 979 til 981, opførte han en række større bygningskomplekser, der formodentlig må sættes i forbindelse med den påståede rigssamling: udbygningen af Dannevirke, broen over Ravning Enge og de store ringborge, bl.a. Trelleborg.

Endvidere tilskrives opførelsen af den ældste stavkirke i Jelling også kong Harald, sandsynligvis som gravminde over sin far Gorm den Gamle.

Kong Harald havde ligesom flere tidligere danske konge haft indflydelse i Sydnorge og gennem sin jarl, Håkon Sigurdsson fra Trøndelagen, måske i mere af landet.

I indskriften på den store Jellingsten, som også tilskrives kongen, står der, at Harald gjorde danerne kristne. Haralds egen omvendelse til kristendommen ved missionæren Poppos jernbyrd er omtalt i Widukind af Corveys Sakserkrønike; Haralds dåb dateres til ca. 965.

Tilnavnet Blåtand forekommer først i Roskildekrøniken fra ca. 1140 og må sigte til, at Harald havde en iøjnefaldende blå (eller sort) tand.

30.generation – Kong Gorm Den Gamle – Gormsen
Kong Gorm Den Gamle var født år 885 som søn af Hardeknud. Han blev gift med Dronning Thyra Den Stærke Danebod. Dannebod datter af jarl Klakharald fra Jylland. Thyra var en dejlig og forstandig kvinde, og hun var den mægtigste af alle kvinder i de nordiske lande.

Kong Gorm blev konge 934 og døde i vinteren 964. Han har muligvis ikke været konge over hele Danmark, men i hvert fald tyder det på, at han rådede over Jylland og Sønderjylland. Han blev begravet i Thyras Høj (Nordhøjen) i Jelling, senere overflyttet til kirken.

Udover at være far til Harald Blåtand havde Gorm den Gamle to børn, Knud Dane-Ast, som blev dræbt under et vikingetogt, og Gunhild, født ca. 900 og ifølge overleveringen myrdet på Harald Blåtands foranledning.

31.generation – kong Knud Hardeknud Sigurdsson
Knud den 1. Hardeknud blev født i Hord, Jylland år 814 som søn af Sigurd Orm i Auga Ragnarsson og dronning Heluna (Bleja) Ellasdotter Ragnarsson, født Prinsesse Av Northumbria I Engeland.

Knud 1. Hardeknud var konge i dele af Danmark fra omkring 917 til omkring 948, forud for sønnen Gorm den gamle som betragtes som Danmarks første officielle konge. Hardeknud betragtes som grundlæggeren af Jellingdynastiet. Den danske rige eksisterede længe før Hardeknuds tid.

32.generation – Kong Sigurd Orm i Auga Ragnarsson
Sigurd Ragnarsson født år 783 i Hord, Jylland som søn af Ragnar Lodbrok og Åslaug Sigurdsdatter. Han var gift med dronning Heluna (Bleja) Ellasdatter Ragnarsson, født  Prinsesse af Northumbria i England. Han døde år 853.

Sigurd Orm i Auga Ragnarsson var en av sønnerne til den legendariske vikinghøvding Ragnar Lodbrok og hans hustru, den ligeså legendariske Åslaug Sigurdsdatter, også kalt
for Kraka. Sigurd var bror til Ivar Beinlause, Halvdan Kvitserk, Bjørn Jernside, Eirik Vindhatt med flere. Sigurd og hans brødre var historiske skikkelser, som spillede en betydelig rolle i småkongedømmerne rundt om Nordsøen, det vil sige Norge, Sverige, Danmark, England og til dels også Irland på slutningen af 700-tallet og begyndelsen af 800-tallet.

33.generation – Åslaug Sigurdsdatter
Åslaug Sigurdsdatter med tilnavnet Kraka = Krage blev føde år 765, datter af Sigurd Fåvnesbane og valkyrien Brynhild Budasdatter. Hun var gift med Regnar Lodbrog i år 783 og fik fem sønner, Ivar Benløs, Bjørn Jernside, Hvidsærk, Ragnvald og Sigurd Orm-i-Øje.

34.generation – Brynhild Budlasdatter
Brynhild Budlasdatter blev født ca. 738 i Norge som datter af Budli Lenindisson. Hun var gift med Sigurd “Fafnisbana” Sigmundsson og fik datteren Aslaug Sigurdsdotter.

35.generation – Budli Lenindisson
Budli Leinfnisson blev født år 712 som søn af Leinfni Atti(o)psson. Hustru er ukendt, de fik syv børn Brynhild Sigmundsson (født Budlisdottir), Brynhild Vingulmork Bundlasdatter og fem andre børn. Budli døde år 762, i en alder af 50 år.

36.generation – Leinfni Allipsson
Leinfni Allipsson blev født den 2. september 692 i Buskerud, Buskerud, Norway, som søn af Hans Attip Budiasson

37.generation – Attip Budiasson
Attip Budiasson blev født år 565 i Ringerike, Buskerud, Norge. som søn af Budli Halfdansson. Han døde år 624 i Ringerike, Buskerud.

38.generation – Budli Halfdansson
Budli Halfdansson blev født år 502 som søn af Halfdan ’the old’ Hringsson og Almveigu the Old Hringsson, født Eymundatter, prinsesse af Rusland.

39.generation – Halfdan ‘den Gamle’ Hringsson
Halfdan Hringsson blev født år 450, i Ringerike, Buskerud som søn af Kong Hring Raumsson. Halfdan den Gamle skulle ifølge flere sagn være den danske kongeslægts ældste stamfader. Han er måske identisk med sagnkongen kong Dan.

40.generation – Kong Hring Raumsson
Hring Raumsson blev født år 406 i Ringerike, Buskerud som søn af Raum den Gamle konge af Alfheim Norsson. Gift med N.N. Vifilsdatter, dronning af Ringerike. Han døde år 499 i Ringerike, Buskerud.

41.generation – Raum den Gamle, konge af Alfheim Norsson
Raum den Gamle blev født ca. 370 i Alfheim, Norge, som søn af Nor Thorsson. Gift med Hildur Gudraudsdatter. Han døde ca. 450 i Alfheim, Norge i en alder af ca. 80 år.

42.generation – Nor Thorsson
Nor Thorsson blev født år 245 som søn af Thorri Snaersson. Gift med Trym Thorsson, født Jotun.

43.generation – Kong Thorri Snærsson
Thorri Snærsson blev født ca. 320 i Kvenland, Finland som søn af Snær Frostason. Thorri var konge af Finland. Han døde år 395 i Romsdal, Hedmark.

44.generation – Snær Frostason
Snær Frostason blev født år 234 i Kvenland, Finland, som søn af Frosti Jøkull Karasson, konge af Kvenland Karasson og dronning Dottir Karasson. Han døde år 293 i Raumsdal, Norge.

45.generation – Kong Frosti Jøkull Karasson
Frosti Jøkull Karasson blev ca. 240 i Finland som søn af Kari Fornjotsson. Han var konge af Kvenland. Han døde ca. 274 i Finland.

46.generation – kong Kari ’Wind’ Fornjotsson
Kong Kari ”Wind” Fornjotsson, af Kvenland blev født ca. år 189 i Kvenland og døde ca.240, hvor han blev begravet i Finland. Han var søn af Fornjot “the Ancient Giant”, konge af Kvenland og N.N. Hustru: Endill Fornjotsson.

47.generation – kong Fornjot Fornjotursson
Født ca. år 160 i Finland som søn af Fornjotur af Kvenland. Gift med Gonnor Gorrettsdottir. Fornjot Den Gamle var den første konge af Kvenland, Nordfinland. Han døde ca. år 210 i Finland.

48.generation – kong Fornjotur 1.
Født ca. år 130 i Finland. Konge af Finland, Kvenland og Gotland.

Kvenland er stedet hvor de første kongelige i Europa blev født Kvenland også kendt som Cwenland, Qwenland, Kænland eller lignende stavemåder i middelalderlige kilder, er et gammelt navn for et ikke præcist defineret område i
Fennoskandinavien og Skandinavien.

Klik på nedenstående link:

Home

 

Af Simon Jacobsen 2015/2021

Oldefar og tre af hans brødre overtog hver sin gård, der var fæstegårde under Børglum Kloster.

Min mors fødehjem, Eriksminde, var den fæstegård, som oldefar Erik Eriksen, en af de fire Eriksen-brødre, overtog af godsejer Christian Michael Rottbøll i 1883. Min morfar, handelsmanden Hans Thomsen, overtog 37 år senere gården, og Eriksminde har nu været i slægtens eje i over 130 år.

Alle gårde og huse i Vrensted, på nær et par stykker, har været fæstegårde under eller ejet af Børglum Kloster.

I begyndelsen af 1800-tallet var der ca. 50 gårde i Vrensted Sogn. Kravet om afvikling af fæstevæsenet blev rejst politisk af partiet Bondevennerne, men det lykkedes dem ikke at få kravet med i grundloven af 1849. Derimod blev der i 1850’erne gennemført en lov, der skulle tilskynde godsejerne til frivilligt at sælge deres fæstegårde. Det blev godsejer Christian Michael Rottbøll, som købte Børglum Kloster i 1835, der solgte fæstegårdene fra herregården.

Min tipoldefar Erik Eriksen var fæstegårdmand og senere selvejer af gården Eriksminde i Vester Hjermitslev; han blev gift med min tipoldemor Maren Eriksdatter fra Vrensted.

De fik fem sønner, min oldefar Erik samt Jens, Mads, Anton og Chresten.

Oldefar Erik overtog Eriksminde i 1883 af godsejer Rottbøll.

Jens overtog gården Kræmmergård i Vrensted i 1897 efter sin svigerfar Niels Andersen, der købte gården i 1868 af Rottbøll.

Mads overtog gården Rykind i Vrensted i 1891 efter sin svigerfar Christian Christensen, der også købte gården af Rottbøll i 1868.

Anton købte gården Nørgård i Vrensted i 1868 af Rottbøll og.

Chresten overtog hjemmet, Eriksminde i Vester Hjermitslev i 1925; den havde da været i familiens eje siden 1645.

Eriksminde, blev kaldt Søndertofte, inden Eriksen-slægten overtog den
Gården hed oprindelig ‘Gaarden’ og var ejet af kronen (staten). Lensmanden, der administrerede kronens ejendom i Nordjylland, boede på Aalborghus Slot. Det var en forarmet gård som blev drevet af fæstebonden Mads Pedersen fra 1662. I 1683 blev gården ryttergård til 3. Jyske Regiment, og Mads Pedersen fortsatte som fæstebonde under rytterordningen.
Ifølge ‘Matriklen 1844’, en fortegnelse over landets faste ejendomme, bestod ‘Gaarden’ af to gårde, som blev drevet sammen (den første matrikel i Danmark blev udarbejdet i 1662. Nutidens ejendomsmatrikulering hviler fortsat på matriklen af 1844.)

Den største af disse gårde, der fik navnet Toftegård, var på 105 tønder land, og den mindre gård Eriksminde var på 80 tønder land. Toftegård blev købt af Niels Larsen Møller i 1865 af C. M. Rottbøll. Denne gård kom i slægtens eje 1916, da Thomas Drivsholm, der var gift med Maren Eriksen, datter af oldefars bror, Jens Eriksen fra Kræmmergård, købte Toftegård.

Da Christian V blev konge, iværksatte han en reform af hæren. I 1670 oprettede han fem nationale rytterregimenter på hver 1000 mand. For at underholde dette rytteri blev en væsentlig del af krongodset underlagt disse regimenter.
Rytterordningen betød, at fæstebonden skulle holde en rytter klar til at ride for 3. Jyske Regiment og gå i krig. Rytteren kunne være bonden selv, en søn eller måske en karl. Han skulle være udstyret med uniform, våben og hest. Dette betød en økonomisk fordel for fæstebonden, at han så var fritaget for at betale landgilde (skatter og afgifter) og udøve hoveri. Men der var også ulemper, at f.eks. mistede en del ryttere livet i slaget ved Lund i Skåne 1676 mod svenske ryttere. Det betød, at mange blev enker, og at gårde blev fæsteledige. Derfor begyndte man da også at lade hvervede soldater afløse dem. De hvervede soldater skulle så i fredstid have deres kost og logi på ryttergårdene. Nogle steder fik de deres eget lille hus, andre steder et værelse hos fæstebonden.

I 1715 besluttede kongen at lade 3. Regiments gods i Aalborg Stift bortsælge ved offentlig Auktion. Auktionen blev berammet til den 28. maj og holdt den 4. juni i kongens nærvær. Ved auktionen over ryttergodset blev Eriksminde solgt for 583 rigsdaler til Jens Godsen, der var præst i Ingstrup. Da præsten døde i 1735, blev den overtaget af hans datter Anne Katrine Godsen, der døde i 1760 som ejer af herregården Kettrupgård i Ingstrup og forpagter af herregården Gammel Hammelmose; hun var enke efter major Johan Moritz EiIert von Statländer. Gården kom under Børglum KIoster, da Anne Katrine Godsen døde.
Det traditionelle billede af landbosamfundet i 1700-tallet omfatter på den ene side den udpinte fæstebonde, som trællede for godset i et utidssvarende dyrkningssystem. Her forelå ingen individuelle incitamenter, hvorfor han spildte tiden på uhensigtsmæssig måde med hoveri og umådeholdent druk.

På den anden side levede bonden i et landsbyfællesskab, hvor stort set alle i landsbyen havde lige vilkår, hvor det sociale sikkerhedsnet var omfattende, og hvor kollektive beslutninger gav den sociale organisation et præg af lighed. Gruppemodsætninger indenfor landsbyen fandtes tilsyneladende ikke, og bondebefolkningen blev opfattet som én stor homogen gruppe.
Dette stereotype billede er siden blevet korrigeret på mange fronter, og der hersker efterhånden enighed om, at beboerne på landet næppe på noget tidspunkt har udgjort en så ensartet gruppe, som ovenfor beskrevet. Landsbyen i 1700-tallet var gruppeinddelt efter økonomi og stand, og det var landsognet i 1800-tallet også.
For gårdmandsstanden var fæsteforholdene under omformning i sidste halvdel af 1800- tallet. Nogle blev selvejere og andre arvefæstegårdmænd. Arvefæste kan næsten sidestilles med selveje, fæstebrevsaftalen bortfaldt, og arvefæstegårdmanden fik i stedet et skøde på gården med betingelser for erhvervelsen. Arvefæste blev ikke ubetinget betragtet som et gode, da godsets støtte ville bortfalde i tilfælde af nød i krisetider.

Oldefar Erik Eriksen overtog gården Søndertofte arvefæstegårdmand
Oldefar Erik Eriksen overtog fæstegården Søndertofte (gårdens tidligere navn) af godsejer Christian Michael Rottbøll, Børglum Kloster, den 19. september 1883. Til gården hørte 80 tønder land, hvoraf de 50 tønder land var samlet ved gården.

Oldefar byggede nye bygninger i 1885 og opførte også en ny vindmølle på midterfløjen af den trelængede gård, der var stråtækket. Det var her, min mormor, Maren, der blev født i Ejersted ved Saltum 1881, voksede op og boede på Eriksminde, indtil hun blev gift i 1903. Hun var den ældste af en stor flok søskende på elleve.

Andelsmejeriet Lykkens Prøve
I Vrensted sogn blev man enige om at oprette et andelsmejeri i 1890. Dette betød, at landmændene nu kunne undgå det store arbejde med at skumme mælken og kærne smør af fløden. Tidligere blev smørret ofte solgt til Smørkræmmeren i Løkken, der så udskibede det fra Løkken til Norge. Mejeriet fik navnet Lykkens Prøve og eksporterede i mange år smør til England.

Oldefar Erik Eriksen blev også andelshaver i Lykkens Prøve, men det var ikke lykken for ham. Han meldte sig ud af mejeriet igen, hvorfor han blev anklaget for at misligholde kontrakten. Det blev en langvarig strid mellem parterne, og den endte med, at der først blev afsagt dom i Børglum Herreds Ret den 7. september 1893, hvor oldefar blev frikendt. Mejeriet påankede så sagen til Landsretten i Viborg, hvor underretsdommen blev stadfæstet den 24. december 1894.

Den forbitrede bestyrelse tog hævn over oldefar ved at indføje en ny paragraf i vedtægterne for andelsmejeriet, som blev vedtaget på næste generalforsamling. Paragraf 27 havde følgende ordlyd: ”Gårdejer Erik Eriksen kan ikke blive medlem af mejeriet Lykkes Prøve.”

Mange af landets aviser skrev om dette i 1905, da oldefar søgte at blive andelshaver i mejeriet igen. Aarhus Stiftstidende skrev den 23. januar 1905: ”Erik Eriksen og hans §. – Hvorledes bønderne hævner sig. Vi har set mange mærkelige lovparagraffer; en af de mærkeligste er fra Vrensted i Vendsyssel. Gårdejer Erik Eriksen i Vrensted var for nogle år siden medlem af mejeriet Lykkens Prøve i Vrensted. Han kom snart i strid med bestyrelsen, og der opstod en langvarig proces, som endte med, at Eriksen vandt. Under processen var han trådt ud af mejeriet, og de over processens udfald forbitrede interessenter vedtog som hævn over Eriksen og alt, hvad hans var, på en generalforsamling følgende tilføjelse til lovene: § 27 – ”Gårdejer Erik Eriksen kan ikke blive medlem af mejeriet Lykkes Prøve.”

I årenes løb er Erik Eriksen kanske blevet af et mindre stridbart temperament; muligvis kan det også have voldt ham vanskelighed at få mælken lavet til smør. I hvert tilfælde forelå der på generalforsamlingen nu forleden et andragende fra Erik Eriksen om at blive optaget i mejeriet. Og på en betingelse af, at han indbetaler 50 kr. vedtog så generalforsamlingen at slette § 27 af lovene. Og Erik Eriksen bliver atter medlem, men uden stemmeret; thi helt kan vrenstedboerne aldrig glemme processen med ham.”

Skruebrækker
Sagen om oldefars strid med andelsmejeriet kom frem i medierne seks år senere, hvor flere aviser henviste til sagen, blandt andet Vestjyllands Social Demokrat i Esbjerg, der skrev følgende den 28. august 1911:

”En skruebrækker i en dansk landsbys ban – De blev ikke mulkterede eller straffede – Det antisociale individ.

Det er nogle år siden, at Vrensted Mejeriforening afholdt generalforsamling. På den stillede formanden forslag om at tilføje en paragraf til lovene af følgende indhold: ”Gårdejer Erik Eriksen kan ingensinde blive optaget som medlem af Vrensted Mejeriforening.” Denne paragraf vedtoges enstemmigt, og foreningen opretholder den endnu.

Hvad var nu årsagen til det ekstraordinære skridt fra de organiserede landboers side? Jo, Erik Eriksen var en dårlig kollega, som ved flere lejligheder havde ladet hånt om det lille samfunds interesser, som han tilhørte. Så stødte man Eriksen uden for samfundet, brændemærkede ham for vendelboernes øjne. Der var ingen, som rørte på sig i den anledning. Bladene noterede paragraffen som et faktum, og myndighederne lod selvfølgelig Eriksens sag være hans egen private affære.

Det blev drøje år for den dårlige kammerat. Overalt, hvor man mødte ham, veg man til side for ham, og hånende bemærkninger lød ofte for hans ører. Der blev ikke idømt mulkt eller straf til nogen. De jyske bønder tog deres klassehævn uden politiets indblanding, og dog var der ikke fattige eller pur ubemidlede folk blandt dem, som lukkede Erik Eriksen ude.

Hvor ganske anderledes tager ikke pressen, politiet og myndighederne på sagen, hvor det drejer sig om arbejdere. Alle sure klasseinstinkter slippes løs mod arbejderne, som værger deres interesser og deres ære. Tusinder af jævne middelstandsfolk løfter deres hånd mod arbejdere, som ser sig forrådte og svegne, og sandheden er dog den, at størstedelen af middelstanden kan takke arbejdernes stigende sammenhold for deres eksistens. Om flertallet af de danske arbejdere havde tilhørt den foragtede og lave strejkebryderklasse, havde intet betydeligt socialt fremskridt fundet sted.

Forherligelsen af anarkiet og den rene egoisme. Rådede strejkebrydermoralen, eksisterede intet samfund, the så havde dem mest, som mest måtte gribe. Med fuld ret fordømmer professor Høffding i sin sociale skrift strejkebryderen som et antisocialistisk individ. Afdøde inspektør Kraft ved Horsens Tugthus gør i sine studier over forbrydere opmærksom på, at den professionelle forbryder ofte praler af at have været skruebrækker.

Skruebrækkerforherligelsen afslører en stor del af samfundets mægtige som blottede for den mindste gnist af samfundsfølelse over for deres arbejdende landsmænd.”

Retssag om arvefæsteskødet
Noget tyder på, at oldefar ikke var tilfreds med vilkårene i skødet, som godsejer Rottbøll fik udfærdiget. Først blev der ført retssag om selve skødet og senere om betaling af afdrag m.m.

Godsejer Rottbøll døde, inden oldefar underskrev skødet, så det var godsforvalteren, der sagsøgte oldefar ved Børglum Herreds Ret den 10. januar 1895 for at få skødet underskrevet. Oldefar ankede afgørelsen til Landsretten i Viborg, som stadfæstede dommen den 18. december 1895. Han skulle betale dagbøder på 2 kr., indtil skødet blev underskrevet.

Overretssag i Viborg den 19. september 1904
Der blev afsagt dom i Overretten i Viborg i en sag, hvorunder godsforvalter, sagfører Anders Olsen i Nørresundby havde sagsøgt oldefar, arvefæstegårdsmand Erik Eriksen i Vrensted, til betaling af 160 kr. som skyldig arvefæsteafgift til Børglum Kloster.

Ved Børglum Herreds ordinære Rets dom blev Olesens påstand taget til følge, hvorfor oldefar dømtes til at betale sagens omkostninger. Overretten frifandt derimod oldefar på grund af, at Olesen havde manglende kompetence til at indkræve den omtalte fordring, og Olesen var forpligtiget at godtgøre oldefar processens omkostninger for begge rettet med 70 kr.

Dom ved Viborg Overret på grund af 12 kr.
Den 4.august 1904 blev oldefar dømt ved Børglum Herreds Ret. Godsejer Jens Rottbøll havde sagsøgt ham for et beløb på 208 kr. og 40 øre som rest på arvefæsteafgiften for året 1903. Oldefar indankede sagen til Overretten, da han havde betalt 208 kr. i to afdrag. Sagen blev dog afvist i dom af den 8. maj 1905.

Den 15. august samme år blev der holdt en udlægsforretning på Eriksminde efter Rottbølls begærende om det resterende beløb med tillagte renter, i alt 12 kr. plus procesomkostninger 15 kr. 83 øre, befordringsomkostninger og diæter til hans sagfører 15 kr. og endelig sagførerens salær for møde under udlægsforretningen 3 kr. plus gebyr for forretningen 4 kr. og 93 øre, i alt 38 kr. og 76 øre.

Oldefar var ikke hjemme, og da oldemor erklærede, at hun ikke havde bemyndigelse til at betale beløbet, fandt fogeden følgende genstande på ejendommen: fodpose 16 kr., kørekappe 6 kr., overfrakke 6 kr., jakke 6 kr., benklæder 6 kr., to sække med uld 15 kr. og en plat de menage med glas 5 kr.

Denne udlægsforretning indankede oldefar for Overretten, idet han benægtede at skylde Rottbøll noget og nogen sinde at have gjort dette. Han ønskede at blive frifundet og udlægsforretningen ophævet.
Der blev afsagt ny dom ved Overretten i Viborg den 23. juli 1906, som gav oldefar medhold i, at der ikke burde være gjort udlæg for befordringsgodtgørelse og diæter til Rottbølls sagfører, men han fik ingen erstatning for udlægsforretningen og måtte betale det udestående beløb til Rottbøll.

Den 31. august 1908 var der en ny retssag ved Overretten i Viborg, hvor oldefar begærede en erstatning af godsejer Rottbøll på 1000 kr. for tort, tab og kreditspilde på grund af en udlægsforretning. Oldefar skyldte ifølge Rottbøll 1385 kr. og 1 øre, som blev inddrevet ved en udlægsforretning.

Overretten stadfæstede udlægsforretningen, og oldefar forpligtedes til at betale Rottbøll processens omkostninger for Overretten skadesløst, hvorhos han, der tidligere af Overretten er mulkteret for unødig trætte, idømmes en bøde af 100 kr. til justitskassen for ”at have brugt kendelige udflugter for at stille modparten ved sin ret.”

Klage over skatten
Hjørring Amtsråd behandlede oldefars klage over hans skat på sit møde den 29. – 30. maj 1896. Skatten blev nedsat med 15 taxter.

Damsiggård i Stride ved Vester Hjermitslev
Oldefar ejede også min oldemors fødehjem, Damsiggård i Stride ved Vester Hjermitslev. Han overtog denne gård den 6. oktober 1897 og drev begge gårde indtil den 24. april 1913, da han solgte Damsiggård til Niels Knudsen Nielsen for 30.500 kr.

Retssag med smeden i Vester Hjermitslev
Smed Jens Christensen i Vester Hjermitslev indstævnede oldefar for et mellemværende på 220 kr. ved Børglum Herreds Ret den 10. februar 1898, hvor han blev dømt til at betale 20 kr., men i øvrigt blev frifundet for tiltale.

Ved Overretten i Viborg blev oldefar dømt den 22. august 1898 til at betale 110 kr. med renter på 5 % fra den 5. februar 1897, indtil betaling sker.

Injuriesag ved Overretten i Viborg
Viborg Overret stadfæstede en dom over oldefar afsagt af Hvetbo Herred Politiret den 2. april 1903. Gårdejer Jørgen Poulsen havde anklaget oldefar for injurier i anledning af, at han sidste sommer, mens Poulsen assisteret af to andre var beskæftiget med et af ham i henhold til licitation overtaget arbejde ved oprensning af et vandløb, der gik hen over oldefars ejendom i Stride, kom hen mod dem og råbte: ”I tyve og røvere, hvad gør I her”, hvorefter han, da han var kommet nærmere, forbød dem at arbejde og tilføjede: ”Ved I, hvad I er, I er i forbindelse med hor, bedrageri, mord, vold og mened.”

Ved dommen blev de påklagede udtalelser mortificerede og oldefar idømt en bøde på 50 kr. til statskassen, subsidiært simpelt fængsel i 8 dage, og til at betale Poulsen 10 kr. i sagsomkostninger.

Retssag om vej- og markfred.
Oldefar sagsøgte gårdejer Laurits Olesen, Toftegård i Vrensted, ved Børglum Herreds Politiret den 15. december 1899 angående erstatning i henhold til mark- og vejfred. Olesen blev dømt til at betale 30 kr. plus renter. Sagen blev anket til Viborg Overret, som stadfæstede dommen den 28. maj 1900.

Retssag om mursten fra Gølstrup Teglværk
Interessentskabet Gølstrup Teglværk sagsøgte oldefar angående betaling af forskellige mindre partier mursten til en pris af 456 kr. og 8 øre. Ved Børglum Herreds Ret blev han døm til at betale 416 kr. 10 øre, såfremt han aflagde en nærmere betegnet ed. I modsat fald skulle han betale 453 kr. 71 øre. Overretten i Viborg dømte ham til betaling af 434 kr. 81 øre den 17. december 1901.

Selv oldefars sagfører sagsøgte ham for at få sine salærer m.v.
Viborg Overret dømte oldefar i en påanket dag den 10. december 1904. Sagen havde først været behandlet af Børglum Herreds Fogedret den 14. marts samme år. Overretssagfører J. P. Sørensen, Viborg, holdt udlægsforretning, ved hvilken der blev gjort udlæg for et Sørensen ved dom tilkendt beløb, som han havde til gode i salær og for udlæg til gebyrer m.v., i alt 34 kr. foruden renter og omkostninger, dels en ligeledes på hans bopæl den 3. maj samme år holdt en auktionsforretning, tilligemed en samme dag foretagen kontamination af udlægsforretningen af den 14. marts.

Under udlægsforretningen påstod oldefar at have betalt beløbet til overretssagfører Sørensen og fremviste to postkvitteringer af henholdsvis den 5. og 11. januar, men overretssagføreren havde nægtet at modtaget hans tilgodehavende, da det ikke blev betalt på en gang. Fordringen var desuden overgivet til en sagfører i Hjørring til inddrivelse. Oldefar havde antaget, at overretssagføreren ved tilbagesendelen af beløbene havde til hensigt at give ham en julegave.

Dommen blev stadfæstet, oldefar skulle betale beløbet og derudover betale overretssagføreren 20 kr. i procesomkostninger for Overretten. Derudover skulle oldefar betale en bøde på 40 kr. til justitskassen for unødig trætte.

Retssag om levering af kunstgødning
Viborg Overret stadfæstede en dom den 13. juli 1905, som Børglum ordinære Ret havde afsagt, hvorved oldefar blev dømt til at betale handelsfirmaet Winther & Andersen i Brønderslev, der solgte kunstgødning, restbeløbet af en veksel med oprindelig pålydende 630 kr. 3 øre med 330 kr. 3 øre tillige med procesomkostninger.

Ved Overretten blev der besluttet, at oldefar skulle betale en bøde på 40 kr. til justitskassen for unødig trætte.

Retssag om salær om bl.a. udlevering af fem køer.

Overretssag den 11. december 1912. Dette må være oldefars sidste retssag, inden han døde den 14. juli 1913.
Sagfører Chr. Bruun fra Brønderslev førte en retssag ved Børglum Herreds Ret, hvorunder han sagsøgte oldefar til at betale 325 kr. som rest for udlæg og salær for udførelse af en retssag om udlevering af fem køer m.m. og en dertil hørende kontrasag samt skønssag og vidnesag.

Under sagen protesterede oldefar mod betaling af hele det indsøgte beløb under anbringelse af, at Bruun ikke havde nogen bemyndigelse til at udføre kontrasagen, men at denne var ført for hans egen regning, hvorfor oldefar ikke mente sig forpligtiget at betale salær for denne.

Overretten i Viborg dømte imidlertid oldefar til at betale hele beløbet, da Bruun havde godtgjort sin beføjelse til at udføre kontrasagen for ham, og oldefar i øvrigt ikke havde fremsat nogen indsigelse mod det beregnede salærs størrelse. Oldefar blev også forpligtet til at betale procesomkostninger for begge retter med 60 kr.

Prøvevalg til sognerådet i Vrensted
Den 16. april 1909 havde sognerådet i Vrensted indbudt beboerne til prøvevalg. Det var første gang, der var forholdstalsvalg, og ligeledes første gang, at hele sognerådet var på omvalg.

Sognerådsformanden, Jens Chr. Pilgaard, åbnede mødet og udtalte, at det var meningen valget skulle foregå uden at foreslå nogen. Da der allerede havde været et prøvevalg i den østre del af sognet, anbefalede formanden, at der blev lavet en liste med kandidater. Lærer Jensen blev valgt til ordstyrer. Han takkede for hvervet og omtalte de rolige og gode forhold, som sognerådet var kommet til at arbejde under. Han mente, at det var et forhold, som vælgerne burde påskønne.

Oldefar havde en helt anden opfattelse og kendte ikke disse gode og rolige forhold, som læreren omtalte. Han mindede om den bitre og hidsige valgkamp ved sidste valg, der blev ført på en så ufin måde, da et mindretal af de højst beskattede i Vrensted allierede sig med thiseboer for at råde over, hvem der blev valgt ind i Vrensted. Efter oldefars mening havde sognerådsformanden handlet provisorisk, idet han bevilgede, at der blev kørt sten i vejen fra Vrensted og østpå uden at spørge de andre medlemmer. Derudover fremførte han også et par andre forhold, som efter hans mening var urimelige.

Ordstyreren omtalte oldefars angreb på sognerådet og formanden som usømmeligt og uværdigt for vælgerne. For følgerne måtte oldefar selv stå til ansvar.

Oldefar mente, at når han ikke kunne se de rolige forhold, som Jensen omtalte, måtte han vel have den samme ret til at udtale sig som ordstyreren.

Sognerådsformanden imødegik oldefars angreb og nævnte, at syv rådsmedlemmer havde opfordret ham til at få vejstykket stenbelagt, endog klagerens egen bror.

Der udveksledes endnu nogle ret skarpe replikker, inden ordstyreren kunne få ro til at gennemføre afstemningen, som gav følgende resultat: Lars Bonerig 57, Mads Østergaard 56, Jens Eriksen, Kræmmergaard, 43, Ole Kærgaard 34, Chr. Jensen, Vestergaard, 31 og endelig oldefar, der fik 26 stemmer, plus fem andre kandidater.

Klage over, at en vælger blev afvist
Da valget til sognerådet var vel overstået sidst i april, klagede oldefar over, at en vælger var blevet afvist som uberettiget til at stemme, skønt hans navn stod opført på valglisten. Ligeledes over at valgbestyrelsens tilsyn med valghandlingen i det hele taget ikke var fyldestgørende, og over, at liste C ikke var rettidigt indleveret, og at kandidaterne ikke var blevet bekendtgjort i bladene før aftenen før valget.

Hertil bemærkede sognerådet, at den pågældende vælger, efter opdagelsen, af bestyrelsen straks endnu på valgdagen havde modtaget underretning om, at han var berettiget til at stemme. I den til sognerådet indgivne klage over valget var der ikke anket over den sene bekendtgørelse.

Amtsrådet misbilligede, at bekendtgørelsen ikke havde fundet sted i rette tid, men fandt i øvrigt ikke grund til at foretage sig videre i sagen.

Dom som selvskyldnerkautionist
Oldefar havde anket en sag ved Overretten den 1. april 1909, som stadfæstede afgørelsen ved Børglum Herreds Ret. Det blev fremført, at han havde kautioneret for et lån, som landpostbud Jens Anton Nielsen fra Løkken havde optaget i Spare- og Lånekassen for Løkken og Omegn. Oldefar skulle betale 150 kr. ifølge en selvskyldnerkaution. Afgørelsen var afhængig af oldefars ed, således at han, der påstod, at hverken han selv eller nogen anden person med hans samtykke havde skrevet hans navn på det omhandlede gældsbevis, blev frifundet, såfremt han redeligt bekræftede denne påstand, mens han i modsat fald tilpligtedes at betale det indsøgte beløb.

Hjørring Amts Skytteforening
Oldefar var medlem af Hjørring Amts Skytteforening og blev den 17. maj 1909 valgt som medlem af foreningens 4. hovedkreds, som bestod af byerne Vrå, Harken, Rakkeby, Smidstrup, Stenum, Tolstrup, Brønderslev, Jerslev, Sterup, Serritslev, Thise, Vester Hjermitslev, Ingstrup, Vrensted, Tovbro og Løkken.

Oldefar døde den 14. juli 1913
Efter at oldefar Erik Eriksen døde den 14. juli 1913 på Hjørring Sygehus, overtog oldemor, Helene Eleonora Erikse,n gården, og navnet på gården ændredes til Eriksminde til minde om min oldefar Erik. Da oldemor overtog gåden, havde den en besætning på 20 køer, 16 stk. ungkvæg og kalve, en jysk sortbroget tyr, fem heste, tre plage og et føl samt fire får. Året før solgtes 45 fedesvin. Oldemor fortsatte med at betale en årlig afgift til Børglum Kloster, som oldefar havde gjort, siden han købte gården. Sønnerne Marius 22 år, Jens 20 år og Anton 14 år, der var hjemmeboende, hjalp deres mor med at drive gården, indtil hun solgte den og flyttede til Brønderslev.

Fem år hvor Eriksminde er på ‘fremmede hænder’

Oldemor Helene Eriksen havde gården i 21⁄2 år, efter at hendes mand døde, og solgte den derefter til Peder Pedersen, der købte gården den 13. januar 1916. Pedersen solgte den videre et år efter til Albrecht Albrechtsen og V. Selchau den 11. januar 1917. Godt et år senere blev den solgt til Chr. Andersen Stride den 7. marts 1918.

Morfar Hans Thomsen sikrede, at Eriksminde kom tilbage i familiens eje
Min morfar Hans Pedersen Thomsen købte Eriksminde den 1. marts 1920 af Chr. Andersen Stride. Morbror Chresten Johannes Thomsen fik skøde på Eriksminde den 4. februar 1948

I 1968 overtog min kusine Hanne Birte og hendes mand, Børge Vingaard Olesen, Eriksminde. Han udvidede landbruget ved at købe jord til; først købte han jord flere steder i klosterengene og bl.a. det lille stykke jord på Ingstrupvej, hvor Ingstrup Sø tidligere lå, det hørte til mit fødehjem, Mellemgård i Ingstrup. Derefter købte han jorden til Lindegården på Pilgårdsvej af Knud Østergård. Det sidste, han købte kort tid før sin død, var ejendommen på Kongsengene 42, hvor bygningerne senere blev solgt fra. Desværre døde Børge i en alt for tidlig alder i 1996, kun 57 år gammel. Min kusine Hanne Birte drev Eriksminde videre med hjælp af sønnen Ole indtil 2004, hvor han overtog gården. Hanne Birte er det medlem af Eriksen-familien, der har boet længst tid på Eriksminde, i 57 år, fra hendes far overtog gården i 1947 og indtil 2004.

Eriksminde er i dag på størrelse med en herregård
Eriksminde har nu været i familiens eje i over 130 år. Ole Vingaard Olesen har fortsat med at udvide gården ved tilkøb af mere jord. Nabogården Toftegård købte Ole af Jens Drivsholm, og derved blev de to gårde, Eriksminde og Toftegård, samlet igen som tilbage i tiden, da de var én gård, ryttergården Gaarden. Haugård, som Jens Haugård ejede, er også blevet tilkøbt. Krogholt i Ingstrup, som Børge havde forpagtet i en årrække, har Ole købt af fru Wolf, og ligeledes Hugo Holms ejendom på Kongsengene har Ole købt. Endelig overtog han i 2014 Ågård i Vrensted, som er på ca. 80 ha. I dag hører der ca. 340 ha til Eriksminde, og Ole driver derudover 70 ha jord, som han forpagter af flere gårde i Vrensted og omegn.

Godset Eriksminde i dag med 410 hektar.
Gennem århundreder har ejendomme i Danmark været opdelt i husmandssteder, under 15 tønder land og under én tønde hartkorn. Boelsmandssteder, under 3 tønder hartkorn, men større end de egentlige husmandsteder. Halvgårde, 3-5 tønder hartkorn, de mindste bondegårde. Helgårde, 6-11 tønder hartkorn, de største bondegårde. Proprietærgårde, 12-23 tønder hartkorn (100-200 tønder land). Herregårde, 24 tønder hartkorn eller mere.
Et gods er et større kompleks af ejendomme.

Eriksminde med sine 410 ha = 750 tønder land og en række ejendomme kan med historiske briller betegnes som et gods, hvor der årligt bliver der produceret 14.000 slagtesvin.
Til sammenligning har Børglum Kloster et jordtilliggende på 436 ha.

Oldemor Helene Eleonora Eriksens slægt går tilbage til Skipper Clement
Det en meget specielt at følge slægten tilbage i tiden, og faktisk er jeg 11. gange tipoldebarn til Skipper Clement. Slægtsbåndet går fra min mor, Esther Marie Thomsen, til mormor Maren Eriksen og videre til oldemor Helene Eleonora Sørensen – tipoldefar Albert Vilhelm Sørensen – tiptipoldemor Helene Eleonora Rafn – tip-3-oldefar, sognepræst i Harritslev Otto Rafn – tip-4-tipoldemor Helene Dorothea Andersdatter Gleerup – tip-5- oldefar godsejer Anders Jørgensen Gleerup, hovedgården Lundergard, Jetsmark – tip-6- oldemor Else Hansdatter – tip-7-oldemor Margrethe Lauridsdatter Suur – tip-8-oldefar Laurids Lauridsen Suur – tip-9-oldefar Laurids Jensen Suur – tip-10-oldemor Anne Clementsdatter – tip-11-oldefar Clement Andersen Munk (Skipper Clement), købmand i Aalborg og senere skipper og viceadmiral under kong Christian 2. Vi er endda af kongelig æt, idet Skipper Clement var 13. slægtled fra kong Gorm den Gamle.

Glimt fra livet på Eriksminde, da min mor voksede op
Der var masser for hele familien af tage fat på, da bedstefar Hans Thomsen købte Eriksminde i 1920. Nok havde oldefar bygget nye bygninger i 1885, men efter 35 år trængte de til en hjælpende hånd. Jorden var også meget udpint, så naboerne sagde til min mors ældre søstre, mine mostre Anna på 14 år, Agnes 13 år og Ella 10 år, at de ikke kunne høste mere korn, end de kunne bære hjem i deres forklæder. Nogle af båsene i kostalden var fyldt af frosne, rådne kartofler, og der var kun to eller tre tynde malkekøer og kalve. Maskiner var der heller ikke mange af.

Bedstemor havde som en lille pige på 4 år hjulpet med at slæbe mursten, da hendes forældre byggede gården op i 1885. Nu var det hende og hendes familie, der arbejdede hårdt for at forbedre både jorden og bygningerne. Der kom liv i stalden med mange gode malkekøer, ungkvæg og kalve. Bedstefar købte to spand gode heste og nogle plage. Der var også flere stier til svin, søer og grise i mange størrelser samt nogle får og kyllinger.

Der blev bygget et nyt hønsehus. Stuehuset blev renoveret med blandt andet nye døre og vinduer. Der kom en havemand fra Stenum og anlagde en prydhave med blomster og en stor græsplæne med flagstang i midten. Endvidere blev der plantet frugttræer, bærbuske og grønsagshave.

Eriksminde var min mor Esthers fødehjem, hvor hun og hendes søskende Anna, Agnes, Ella, Chresten og Simon havde de fleste af deres barndoms- og ungdomsminder fra. Mor blev født i 1922, hendes søskende blev født før de kom til Eriksminde, Anna var 14 år, Agnes 13 år, Ella 10 år, Chresten 9 år og Simon 2 år.

Bedstefar var meget hjemmefra som kreaturhandler, så bedstemor, karlene og børnene måtte arbejde i stalden og ude på marken. En del år stod morbror Chresten for landbruget, og da han blev gift, kom morbror Simon til at stå for det daglige arbejde på gården.

På Eriksminde var det bedstemor, som hjalp bedstefar med at slagte – oldemor havde jo lært ham det. Slagtningen foregik i laden, og engang kom eleverne fra skolen, som lå på modsatte side af vejen, for at se en stor tyrekalv på ca. 500 kg blev slået for panden og slagtet. Den blev hejst op i en bjælke og gjort i stand. Dagen efter blev den parteret og pakket i trækasser. Bedstefar kørte til Brønderslev med kasserne, og de blev så sendt til kvægtorvet i København. Senere blev dyrene slagtet på et lille slagteri i Brønderslev og sendt med kølevogn til København.

Der var marked i Brønderslev hver mandag, og mange gange trak min morbror Simon helt alene en ko eller to til Brønderslev. Det var en lang tur for en dreng på 10-12 år. Når han så kom derned, traf det, at bedstefar sagde til ham: ”Du må gå hen til bageren og købe en stor jødekage.” Ofte havde bedstefar så købt et dyr, som min morbror skulle trække 12 km hjem til Eriksminde.
Bedstefar var natteblind, dvs. at han aldrig har set stjernehimlen. På den tid af året, hvor det blev tidligt mørkt, spurgte bedstemor altid, hvilken vej han cyklede. Når bedstefar ikke var kommet hjem før mørkets frembrud, tog bedstemor en lampe i hånden og gik ham i møde. Bedstemor vidste jo, hvad vej han skulle komme fra. Så kom bedstefar trækkende med cyklen i den ydre side af vejen – med cyklen mellem sig og grøften, som der jo var de fleste steder dengang.

Min oldemor Thomsen, bedstefars mor, havde boet hos bedstefar og bedstemor, siden de flyttede fra bedstefars fødehjem på Stenum Hede. De sidste 17 år af sit liv var hun sengeliggende. Hun blev syg to år efter, at hun kom til Eriksminde, og gik i seng; det var sikkert den spanske syge, en influenzaepidemi. Oldemor blev rask igen, men blev i sengen, til hun døde. Hun havde en lys stue på Eriksminde ved siden af soveværelset og spisestuen. Hun fik megen god pleje af bedstemor. Hver formiddag var hun oppe og sad på en stol, mens hun blev vasket og gjort i stand. Mor og hendes søstre elskede at bringe hende en favnfuld rent tøj fra tørresnoren, så hun kunne lugte det. Hvad end der blev lavet, om det var håndarbejde, bagværk eller andet, så skulle oldemor i sengen se det.

Når der blev købt eller født et lam, en kalv et føl eller hest, men også kyllinger og ællinger, så tog min mor eller en af hendes søskende dem med ind i oldemors stue eller de fik dyret så tæt til vinduet, at hun kunne se det. En sommer var der et føl, som blev ualmindelig tamt, som blev taget med ind i oldemors stue. Det var jo nok lidt risikabelt, men det gik fint. Hun var altid en del af dagliglivet, og der var altid et familiemedlem eller en af tjenestefolkene hjemme hos hende, når familien var på en tur. Når der kom nye karle, kom de med ind for at hilse på oldemor, og der var flere af dem, som blev ved med at gå ind og tale med hende. Hun elskede børnene, og de elskede Bedste. Hun var syg de sidste to uger, inden hun døde.

Mor blev en dygtig malkepige og deltog to gange i Brønderslev og Omegns Landboforenings malkekursus i 1936 og 1939, hvor hun fik et flot malkediplom med en anbefaling som en særdeles dygtig, hurtig og forstående malker. Mors store ønske var dog ikke at malke, men at blive købmand. I skolen var hun den dygtigste elev til regning og havde stor lyst til handel, som hendes yngste bror, min morbror Simon, var optaget af. Bedstefar syntes dog, at mor skulle blive på Eriksminde og arbejde i marken og stalden, hvilket hun så gjorde, indtil hun blev gift med far, Christian Jacobsen.

Oldemor Helene Eleonora Eriksen døde i Brønderslev lige til jul 1946-47. Det var en meget hård vinter, og vejene var lukket af sne mange steder. Min morbror Chresten og morbror Simon hentede kisten med oldemor på en slæde. Flere steder måtte hesten med slæden ud over markerne for at komme til Vrensted, hvor hun blev begravet.

Bedstefar – handelsmanden Hans Thomsen
Min bedstefar Hans Pedersen Thomsen blev født den 20. november 1881 i et husmandssted på Stenum Hede. Ejendommen havde været i familiens eje siden 1846, hvor min tiptipoldefar Hans Pedersen købte den. Han solgte den til svigersønnen, min oldefar Anders Christian Thomsen i 1872. Mine oldeforældre Anders Christian Thomsen og Karen Hansdatter fik 11 børn, og bedstefar Hans Thomsen var nr. 8 ud af en søskendeflok på 11. To af hans ældre brødre hed også Hans, men var begge døde, inden bedstefar blev født, så han var Hans Pedersen Thomsen III. Der var trange kår i hjemmet på grund af, at min oldefar var syg. Bedstefar reddede dem fra at komme på fattiggården i Tømmerby.

Efter at han var ude at ’tjene’ på forskellige gårde, blandt andet 3 år på Østergård, kom han hjem for at hjælpe oldefar og oldemor. For at tjene til livets ophold for familien arbejdede bedstefar derforuden som daglejer. Et år havde han akkord på at rense et langt stykke af en stor bæk op. Den dannede kommuneskel mellem Stenum og Børglum. En del af bækken blev kaldt Klostergrøften, og den løb ud i Furreby Bæk. Når han begyndte at grave kl. 4 om morgenen, kunne han tjene 2 kr. om dagen. En dag kom han i snak med en mand fra Børglum, som spurgte, om han ville købe en slagtekalv. Bedstefar købte kalven og fik 4 kr., da han solgte den. Han fandt da ud af, at der var flere penge at tjene som handelsmand end ved at grave grøfter.

Min oldemor lærte bedstefar at slagte, og han kørte ud med hestevogn og solgte kød. Fjedervognen blev gjort ren. Der blev lagt et lagen oven på halmen, hvorpå kødet lå, og det blev dækket med endnu et lagen. Da han ikke var særlig glad for den form for salg, begyndte han nu at handle med smågrise og kørte til Aalborg med hestevogn.

Bedstefar blev gift med Maren Eriksen den 28. november 1903, og de flyttede ind på husmandsstedet, som bedstefar havde overtaget fra oldefar i 1901. Bedstefars forældre blev boende på ejendommen, der var hans fødehjem, sammen bedstefar og bedstemor. I 1907, da bedstefar var 26 år, døde oldefar kun 47 gammel. Oldefar Thomsen havde deltaget i den 2. Slesvigske Krig, der blev udkæmpet mellem på den ene side Tyskland og Østrig og på den anden Danmark fra den 1. februar til den 20. juli 1865. Krigen førte til, at Danmark mistede hertugdømmerne Holsten, Lauenborg og Slesvig helt op til Kongeåen.

Det blev efterhånden sådan, at bedstefar solgte husmændenes og gårdejernes dyr til slagteriet i Brønderslev. Ofte kom han hjem med nogle kalve- eller kviehaler til familiens aftensmad. Senere begyndte bedstefar at rejse til Aalborg Marked / Kvægtorvet hver uge. Han cyklede til Brønderslev og tog toget til Aalborg. Men det viste sig at være en dårlig ide.

Min bedstefar begyndte at spille kort med de andre handelsmænd i toget. Tit endte det med, at de tog på værtshus i Brønderslev, når arbejdsdagen var forbi, og han kom ofte fuld hjem. Det blev nogle hårde og vanskelige år for min bedstemor, der nu havde 3 børn, og ventede det fjerde. Min oldemor boede også hos bedstefar og bedstemor.

Værtshuset var sikkert Hotel Brønderslev, der lå lige over for banegården.

Det var ikke blot dyr, bedstefar handlede med. Han solgte flere gange det hus eller den ejendom, familien boede i. Bedstemor måtte pakke og flytte ret ofte, så ind imellem blev al flyttegodset slet ikke pakket ud. De flyttede ni gange de første 17 år af deres ægteskab.

Min oldemor og min bedstefars søster, Anna, samt fru Rasmussen, som bedstefar kaldte ’den gudfrygtige kvinde’, bad meget for ham. En dag i 1910, da han var på vej hjem fra værtshuset i Brønderslev, standsede Gud ham ved Tolstrup Kirke og sagde højt og tydeligt: ”Din søster beder for dig. Det er nu eller aldrig.” Bedstefar fortalte, at han godt vidste, hvilken søster det var, der bad for ham. Det var søster Anna, der var bestyrer på Metodistkirkens børnehjem i Frederikshavn.

Da bedstefar kom hjem, bøjede han knæ og gav sit liv til Jesus. Det blev en sådan radikal omvendelse, at han aldrig siden smagte hverken spiritus, vin, øl eller kaffe. Det var også slut med tobak og skrå. Jeg husker, at bedstefar altid drak kogt vand med sukker og betalte nogle af sine børnebørn for ikke at drikke kaffe, før de fyldte 21. Bedstemor gav også sit liv til Jesus kort tid efter.

Bedstefar fortalte mig, at det var om natten, han bøjede knæ ved sengen og gav sit liv til Jesus. Næste nat vækkede bedstemor ham, hun bad ham om hjælp, da Gud nu kaldte på hende. Han sagde, at hun skulle stå op og bøje knæ, for sådan havde han gjort. Det var jo ikke nogen stor hjælp, tilføjede han med et smil, men mere kendte han jo ikke selv til.

Alle, der kendte Hans Thomsen, så, hvordan han havde ændret sin livsstil, og spurgte ham: ”Hans, er du blevet hellig.” Bedstefar fik på den måde mulighed for at fortælle alle om sin frelse og mødet med Gud ved Tolstrup Kirke.

Bedstefar begyndte at gå til møder, og en af de første prædikanter, han hørte, var Skovgård Pedersen. Han læste også gerne Skovgård Pedersens bøger. Bedstefar og bedstemor blev døbt i Vesterhavet af prædikanten J. Santon 1918.

Min bedstefar kom også i kontakt med den kendte grosserer Blom fra København, som udgav bladet Kirkeklokken, som bedstefar abonnerede på i en menneskealder. Bedstefar bestilte mange eksemplarer af Kirkeklokkens julenummer, som han cyklede hen med til udvalgte personer.

Der blev også holdt møder hos bedstefar og bedstemor, og mange kendte prædikanter og missionærer har talt Guds ord i deres hjem. Til tider blev der også holdt børnemøder hos bedstefar og bedstemor. De indbød, gerne igennem min kusine Karen, en hel flok børn fra skolen i Vrensted.

Ofte cyklede bedstefar til møde i Løkken. Da han fik bil, kørte moster Agnes ham til sommermøde i klitterne ved Løkken. Om sommeren havde han altid sin stråhat på, akkurat som skagensmalerne. Bedstefar kom overalt, hvor Guds ord blev forkyndt, da han havde en dyb længsel efter at kende Jesus mere. Bedstefar var en person med markante meninger, også når det drejede sig om åndelige ting. Et af hans mest anvendte bibeltekster var Johannes Evangeliet kapitel 17:21: ”At de alle må være ét.”

Moster Agnes kørte også ham og bedstemor til de årlige møder på Nyborg Strand med Poul Madsen. Bedstefar kom også til ’Hvide Marker-møderne’ i Kompagnihuset i Aalborg og lyttede til Poul Madsen og hans hustru, Thyra. Bedstefar havde bil i mange år, men der var altid nogen, der skulle køre for ham, for han kunne ikke se, når det blev mørkt, og kørte aldrig selv. Det er underligt at tænke på, at han aldrig så stjernerne på grund af, at han var natteblind.

Han kunne ikke synge, men gjorde det alligevel af karsken bælg. Naturligvis for at udtrykke glæde over sangens indhold – og til stor morskab for os børnebørn, mens de, der kørte ham til møde, sad og klemte tæerne sammen i skoene.

Bedstefar levede virkelig det kristne liv ud i hverdagen. Alt for mange er blot ’kristne’ to timer hver søndag formiddag. Han var en reel og bundærlig handelsmand, som havde en stor kundekreds af landmænd, lige fra husmænd til den store proprietær.

Han var en hædersmand, én man kunne regne med. Det er blevet fortalt, at han var den første kreaturhandler, der handlede i kommission. Det betød, at landmanden bad bedstefar om at sælge sine dyr for den bedste pris, og så fik han et beløb for at have dyrene i kommission.

Han var frimodig og fortalte gerne om sit møde med Jesus, og hvad det betød for ham i hans hverdag. Når han rejste med toget til Aalborg, fortalte han sine medrejsende om sin tro og det evige liv. Bedstefar fortalte, hvorledes han ligefrem holdt ’bedemøde’ i toget på vej fra Aalborg til Brønderslev.

På Kvægtorvet i Aalborg var der en restaurant, hvor handelsmændene købte et måltid mad eller fik sig en tår over tørsten. Bedstefar var fast gæst. Hver måned kom nogle piger fra Frelsens Hær og solgte Krigsråbet. De kom altid hen til bordet, hvor bedstefar sad. Bedstefar ønskede ikke blot selv at få Krigsråbet, men han så en mulighed for at give de andre handelsmænd et ord med på vejen. Han rejste sig op og slog på glasset for at få opmærksomhed: ”Nu kommer Frelsens Hær-pigerne rundt til jer alle med et blad, og hvis I ikke betaler, så betaler jeg.” Der var respekt om min bedstefar, så alle tog imod bladet. Selv de mest ugudelige handelsmænd hostede op med penge. De ville ikke være bekendt, at bedstefar skulle betale for dem.

En dag på vej hjem fra markedet i Aalborg, sad han i sin hvide kittel og læste i Krigsråbet. En medrejsende i toget spurgte, om han tilhørte Frelsens Hær. Bedstefar svarede: ”Det kan alle købe for 25 øre. ”Lidt efter tænkte han, at det var et kort svar, så han tilføjede: ”Men jeg ved, at Jesu Kristi Guds søns blod renser for al synd.” Det tror jeg også, så må vi kunne tale godt sammen, svarede hans medrejsende. Disse bemærkninger åbnede op for en lang samtale om åndelige ting. Da toget nåede Brønderslev, gav bedstefar sin samtalepartner hånden og sagde: ”Farvel, jeg er kreaturhandler Hans Thomsen!” Den medrejsende svarede: ”Jeg er præst i en forstad til København!”

Troen på Gud som læge havde bedstefar gennem alle årene. Min mor har fortalt mig, hvorledes hun oplevede bedstefars stærke tro på bøn og Guds indgreb. Hun plejede at være ude i Fælleden for at malke køer sammen med min morbror Chresten. En aften væltede en ko hende pludselig bagover og trådte hende i mellemgulvet. Morbror Chresten kørte hende hjem. Bedstemor ville ikke tilkalde lægen, før bedstefar kom hjem. Da han kom hjem, gik han ind til mor og sagde: ”Min pige, skal vi ringe til lægen, eller skal vi bede til Jesus!” Mor sagde, at de skulle bede til Jesus. Næste morgen var hun oppe og malke igen.
Jeg husker min bedstefar på hans gamle dage, da han boede alene i huset på Stationsvej i Vrensted, sige: ”Han kom og plagede mig i nat, men så stod jeg op og lukkede vinduet op og sagde: ”Vil du så kom ud, Satan, i Jesu navn.” Derefter lukkede han vinduet og sov videre. Bedstefar kendte Gud og kraften i Jesu navn. Der var ingen tvivl hos bedstefar om, hvor plager og sygdom kom fra. Han vidste, at Jesus havde besejret djævelen, og han måtte forlade ham i Jesu navn.

I mange år kørte bedstefar sammen med morbror Simon til marked i Aalborg. En dag han gik over gaden, blev han påkørt af en scooter. En betjent kom og spurgte bedstefar: ”Har De drukket?” Ja, svarede han lunt, men det er 50 år siden. Rent rutinemæssigt blev han kørt på skadestuen. Da han skulle forlade sygehuset, sagde en sygeplejerske til ham: ”Når De kommer hjem, må De hellere gå til Deres læge.” ”Min læge, det er overlægen i Himlen, men hvis du synes, kan jeg godt gå hen og hilse på doktor Sørensen i Vrensted,” svarede min bedstefar. Det var det eneste lægebesøg, bedstefar havde i sit liv. Han kunne læse sin Bibel uden briller, til han døde, 97 år gammel.

Der kom mange og besøgte ham, ikke blot venner og familie, men også handelsmænd og gårdejere. Selv om mange af datidens verdensbegivenheder blev drøftet, var det centrale emne altid troen på Gud. Bedstefar havde altid et Guds ord til den besøgende. Bibelen lå inden for hans rækkevidde, og han kendte skriften ud og ind. Ofte besøgte bedstefar også mennesker rundt om i landsdelen. Det kunne være nogle af hans tidligere kunder, husmænd, gårdejere, proprietærer og godsejere.

Om et besøg på herregården Knivholt ved Frederikshavn forlyder det: Godsejeren bød bedstefar til bords sammen med nogle andre. Der var sodavand på bordet til bedstefar, mens de andre fik øl. Da bedstefar havde en bemærkning til det, sagde godsejeren: ”Jeg ved godt, du er en kristen og ikke drikker øl.” Hvo til bedstefar straks sagde: ”Det kan du også blive.” Senere besøgte godsejeren bedstefar, og jeg er sikker på, at han delte Guds ord med ham og bad for ham. Bedstefar var til hjælp og opmuntring for mange mennesker.

Så længe jeg kan huske, var hele familien samlet på Stationsvej hjemme hos bedstefar og bedstemor første juledag. Det var virkelig en festdag, hvor vi mødte hele familien. Mens min bedstemor levede, havde hun pyntet juletræ for børnebørnene. Bedstemor havde ofte strikket sokker til os børn, og bedstefar delte 100-kronesedler ud til både store og små. Der var en meget stor spisestue, og hele familien var samlet om et festligt julebord med gåsesteg og is. Når vi var bænket ved bordet, blev der delt sangbøger ud: ’Trosstrid og Strengeleg’ med Santons 77 evangeliske sange. Efter flere sange læste bedstefar juleevangeliet, holdt en prædiken, bad til slut og velsignede familien.

Jeg besøgte bedstefar regelmæssigt gennem alle årene, da han boede i Vrensted og senere på plejehjemmet i Vrå.

Da bedstemor levede, fyrede de i kakkelovn. Jeg husker, at bedstefar ofte sad med fødderne på lågen. Han nød varmen og sad tilbagelænet i stolen, som vippede på to ben. Det skete, at han råbte til bedstemor: ”Maden brænder på ude i køkkenet.” Bedstemor måtte så konstatere, at det ikke var middagsmaden, der lugtede brændt, men at bedstefars sokker stod næsten i lys lue.

Ved hvert besøg stillede bedstefar mig altid 3 spørgsmål. Hvordan går det i Hjørring? Hvordan har du det med Jesus? Er der vækkelse i Hjørring?
Han var meget interesseret i, hvorledes jeg og min familie havde det. Men det, som virkelig lå ham på hjerte, var, hvorledes vi havde det med Jesus. Bedstefar ville være sikker på, at hans familie kom i Himlen. Han bad for hele familien hver dag. Ofte løftede han hånden og citerede et bibelvers om, at Jesu blod renser fra al synd. Når vi havde talt sammen, og jeg havde besvaret de tre obligate spørgsmål, tog bedstefar sin Bibel og læste et stykke af Guds ord og bad for mig og familien. Derefter sluttede vi altid besøget med at synge: ”Befal du dine veje.” Hvorefter bedstefar sagde: ”Tak, fordi du kom, og hvis du vil have en sodavand, kan du tage én ude i køkkenet.”

Sidste gang, jeg besøgte ham, var den 12. december 1978, aftenen før han døde. Min mor sad og holdt ham i hånden, da han stille og roligt drog det sidste åndedrag og rejste hjem til bedstemor i Himlen i en alder af 97 år. Han var mæt af dage efter et langt og virksomt liv og ønskede nu at møde sin kære frelser Jesus.

Bedstefar kom til møder i forskellige kirker og menigheder. Han gjorde meget ud af, at han aldrig havde tilhørt noget parti, hvor med han nok mente, at han aldrig havde meldt sig ind i en frikirke. I en periode var han dog tilknyttet Frimissionen (Missionsforbundet) i Stenum, men ellers var han medlem af Folkekirken indtil sin død. Han kunne godt lide, når sognepræsten kom på besøg – så fik de en god snak om tingene. Bedstefar var et fantastisk eksempel, og de fleste i familien er frelst. Hans søskende og familie var tilknyttet forskellige kirker og menigheder i Vendsyssel. Min mor og hendes søskende er også fulgt i bedstefars fodspor og har valgt at leve livet som kristne. Mange af hans børnebørn og oldebørn er i dag aktive i kirker rundt om i Danmark.

Klik på nedenstående link:

Home

 

FORFATTER

Klik ind på hans hjemmeside der giver adgang til mange historier og giver en oversigt over hans forfatterskab og store produktion.

Home • Simon Jacobsen (simon-jacobsen.dk)

Med tilladelse fra Simon okt. 2022.