Smedegaard, Brønderslevvej 107 havde i sin tid Johanne og Peter Korsbæk som ejere, nogle skønne mennesker. Er der nogen som husker denne familie og børn?
KORSBÆK, PETER, Gaardejer, Smedegaard, Vrensted,
født i Klim 27. 6. 1898. Forældre: Bærent Korsbæk og Hustru Anna Katrine f. Gaardal. Peter Korsbæk er gift med Johanne f. Mølbæk i Klim 17. 3. 1906. Forældre: Jens Mølbæk og Hustru Karen Marie f. Pedersen.
I Ægteskabet er 5 Børn: Jens Bærent 28. 7. 1928, Nanna 20. 10. 1930, Kamma 17. 10. 1932, Erik 10. 11. 1933 og Lone 24. 4. 1951.
Peter Korsbæk købte ca. 1927 Gaarden Matr. Nr. 9a, 48p af Ole Christensen, der havde ejet den ca. 10 Aar. Arealet er 49 Tdr. Ld. og normal Besætning er 12-14 Køer og lign. Ungkreaturer, 3 Søer, ca. 30 Svin og 3 Heste.
Bygningerne er ca. 100 Aar gamle på nær Udbygningerne, som er yngre, men blevet paalagt fast Tag.
Ejdsk. 54.000 Kr., ny 80.000 Kr. Udhusene lå før 1915 syd for Stuehuset, men er flyttet hertil for mange Aar siden.
Der har tidligere været Smedie her.
Ejer da billedet blev taget var Martin Michaelsen også kaldet smed MartinSmedegaard ejes i 2018 af Raghild og Halfdan Jacobsen
Detter billede er fra 1940. Min mor Karen var pige i huset hos Korsbæks. Johanne Korsbæk var moster til min mor Karen. Her ses fire af Korsbæks fem børn f.v. Karen, Nanna, Kamma og Erik
Lisbeth JensenMin mor Elin Marie Jensen var i ung pige i huset hos Peter og Johanne Korsbæk i 1950.
Orla JensenJeg er kommet en del i Smedegården, da min bror var Karl der. Jeg har ofte hjulpet ham med at køre halm eller andet. Kender også begge børn – en dreng Erik og en pige Lone tror jeg hun hed!
Gik også i klasse med Lone, som var den yngste af Korsbæks børne- flok.
Min real-klasse fra Søndergade Skole i Brønderslev havde 50 års gensynsdag i september. Her traf jeg Lone igen. Hun har boet på Sjælland i mange år.
Hendes ældste bror på 90 bor i øvrigt i USA. Der var to søstre også ved jeg. Lone er ikke på fb, så hun ser desværre ikke med her 😊
Korsbæks havde en periode i start 60’erne en hushjælp fra institutionen i Hammer Bakker, Sonja hed hun. De fik penge for at have hende! Hun var stærk og energisk og arbejdede rigtig godt. Sonja havde en kæreste, som også kom fra Hammer Bakker, han hed Sander og var noget ældre end Sonja. Han var karl hos Niels Østergaard. De kørte tit i biografen: Kinopalæet, tror jeg det hed, i Løkken. Sander på knallert og Sonja på cykel – hun kørte hurtigst! Sander var nok lidt til en side, men havde dog hørt, at når man var i biografen med sin kæreste så skulle man sidde tæt og måtte også gerne pille lidt! De sad på “cowboyrækkerne”, det var billigst, derfor kunne hele salen overvære optrinnet, da Sonja gav Sander en lussing, så det kunne høres i hele salen!!Sander havde pillet!
havde da helt glemt Sonja, kan huske hende fra når vi var til fødselsdag med Lone.
Det var i øvrigt de bedste børnefødselsdage. Når vi havde spist kagemand , som selvfølgelig var oppe fra Bedholm, blev der lagt en masse farver midt på den hvide papirsdug, og så måtte vi lave tegninger derpå. Husker også Maren Vittrup ( Johanne’s søster ) havde to piger, der var lidt ældre end os. De styrede leg i haven. Det kunne være ‘2 mand frem for en enke’, stafet med en kartoffel på en spiseske, spark til bøtten og mange andre lege. Noget som børn i dag ikke leger. Det var tider dengang 😀
Husker også de havde nogle store kalkuner, der fulgte os, godt nok hegnet inde, når vi cyklede op og ned ad vejen 😄
Min bror Svend, Lone og jeg kørte en dag halm ind. På vej hjem med et læs sagde min bror, at han skulle hjem og klargøre kartoffelsorteringsmaskinen. “Hvad kan den?”, spurgte Lone. “Den kan sortere de hvide fra de røde”!
jo sikkert. Vi kaldte ham Sander, og jo han var der længe. Sonja røg tilbage til Hammer Bakker – hun overfaldt Johanne ( Korsbæk) en dag i køkkenet. Svend tilbød at lave en boksering😂.
Claus Krogh MadsenNej kun som gæst. Bl.a. legede jeg sommetider med hans barnebarn når hun var på ferie i Vrensted. Jeg var omkring 10 på det tidspunkt.
Ja kan også huske Sonja. Husker også engang jeg var til fødselsdag hos Lone,hun havde 2 små skildpadder,den ene,tog hun i munden.Altid hyggeligt der.
Gudrun Nielsen:
Jeg er kommet en del i Korsbæks hjem ,da min mor Karen var kusine til Korsbæks børn, jeg kan godt huske Sonja.
”Trehjørnet” i Vrensted i 1950 til sidst i 1960 erne
foto 1946-50 Trehjørnet her deler vejen sig til Stationen til Thise/Ingstrup, til Vingevej og til Brønderslev
foto 1946-50
Samlingspunktet for Vrensteds ungdom var især om aftenen, “Trehjørnet”, med slagteren på vestsiden og barber og herrefrisør Romedahl på østsiden af vejen, med deyt lyseblå ishus, som ofte blev betjent af fru Romedahl og deres 3 piger. Her solgtes is og slik.
Det var ubetinget mødestedet om sommeren.
Efter fodboldtræning og håndboldtræning og om klædning, mødtes vi ved iskiosken for at få en snak.
Her blev fremvist nye cykler, knallerter, røvskubbere (knallert med motoren på bagagebæreren), scootere, og sågar motorcykler – Nimbus, BSA og hvad de ellers hed dengang.
Det var især de store karle med plads på gårdene, der havde motorcykler. Her blev pralet og fortalt historier om ens bedrifter m.m.
Fra Trehjørnet blev der om dagen efter skoletid eller i sommerferien også af de mindre børn, skrevet bilnumre ned. Det var et stort hit på det tidspunkt, hvor jeg selv var barn i 1950 erne.
Hvem kunne samle flest. Det var numre som bl.a. var begyndende med K, P, U, Å, PN, PS osv., det var sjovt.
Når jeg husker tilbage, synes jeg, at vejret om sommeren dengang, altid var meget bedre end i dag, (lige med undtagelse af sommeren 2018), om det passer ved jeg ikke.
Men på de gode sommerdage, var der en turiststrøm fra Brønderslev til Løkken.
Jeg husker en weekend hvor Brix – rutebiler der havde ruten Løkken-Brønderslev måtte leje rutebiler af Hjørring Privatbaner for at have kapacitet nok til at fragte folk fra Brønderslev til Løkken og hjem igen.
Jeg mener, at der havde været 10-15 rutebiler efter hinanden. Det var et flot og usædvanligt syn, da de kørte gennem Vrensted uden at stoppe.
Rutebilen Løkken-Brønderslev holdt dengang normalt, når man stod ved vejen og rakte en arm ud, som tegn på at man skulle med.
Ligner næsten Sv. Brix’s rutebiler
I Vrensted var det normalt, at rutebilen holdt ved Brugsen og ved Trehjørnet ved slagteren, når man skulle til Brønderslev og ved Romedals iskiosk og Forsamlingshuset, når man skulle til Løkken, og dem der skulle med, gik så derhen.
Herunder endestationerne for Rutebilforbindelsen Løkken – Brønderslev
foto ca. 1950Kørsel af mælk fra gårdene til mejeriet. Foto fra 1960 erne Svend Erik Kristensen, Bådstedhedevej 159 på sin daglige mælketur.
Sidst i 1960 erne begynder stordriften på mange forskellige områder i Danmark. Bl.a. inden for mejeriområdet. Mælken bliver nu opbevaret i tanke på gårdene og herefter afhentet af tankbiler som transporterede mælken til mejerierne.
Herefter begynder sammenslutning af mejerier og tilsidst er så kommet de store koncerner som Arla, der har moderne -mejerier/ fabrikker- der nu afhenter mælken hos landmanden i meget store tankbiler.
De små brug med få køer bliver efterhånden nedlagt.
De små landbrug med køer eksisterer her i 2019 ikke længere, idet der i dag skal være stordrift for at det kan blive rentabelt for landmanden.
Vrensted Mejeri, ”Lykkens Prøve” har en lang historie bag sig, idet det blev etableret allerede i 1890 og blev ombygget i 1915 til et stort flot mejeri.
Det udmærkede sig med fine resultater på smør og var et meget anerkendt mejeri, som i mange år var dygtigt ledet af Mejeribestyrer Chr. Baand.
I mange år gik hovedparten af mejeriets smørproduktion til eksport til England. Smørret kom dengang i store dritler, bl.a. lavet af karetmager Villy Christensen, Vrensted. Transporten til Aalborg hvor det blev udskibet blev kørt af Vrensted vognmænd.
I 1932 er der 154 leverandører med 1350 køer og heraf 13 leverandører med mere end 20 køer.
Der var 70 leverandøer med mere end 4 køer eller mindre.
I 1963 er der 134 leverandører, der leverede 5,25 mio. kg mælk. Mejeriet har da følgende ansatte: en mejeribestyrer, 2 mejerister og 1 ufaglært.
I 1970 Vrensted andelsmejeri ”Lykkens Prøve” blev nedlagt og solgt til andet formål.
I 2018 – er der i Vrensted sogn kun to store landbrug tilbage med kvægdrift.
De to kvæggårde er:
Vestergaard med ca. 700 køer
og
Kærgaard med ca. 500 køer.
Her en lille ordveksling, som har fundet sted med to gårdejere i Vrensted der havde lige mange køer:
Den ene siger til den anden:
Hvorfor leverer du ikke så meget mælk som jeg gør ?
Hvortil den anden svarer:
Hvorfor betaler du ikke så meget i skat som jeg gør?
04.11.2018 Fortalt af Christian Larsen, Brønderslev, søn af Julle og Kesse som boede på en ejendom på Bådstedhede.
Så fjernsyn hos naboerne
Før at næsten alle fik fjernsyn ude på Bådstedhede, måtte vi unge finde alternative steder at kigge fjernsyn, for se fjernsyn, det ville vi.
Fjernsyn, radio og båndoptager fra 1960 erne
Jeg mener kun, at der var to steder i den sydlige del af Bådstedhede, hvor man havde investeret i fjernsyn, nemlig ved Stadsvold og ved de tre søskende Ertmann, Else og Agnes.
I flere år var det henne på Stadsvold, der måtte lægge fjernsyn til, og det kunne godt blive sent inden vi havde fået set nok.
Holger Stadsvolds mor beværtede os med både sodavand, kaffe og kage, så vi havde ikke så travlt med at komme hjem.
Da Holger Stadsvolds mor døde, måtte vi finde et andet sted og se fjernsyn, så det blev henne ved de tre søskende Ertmann, Else og Agnes.
De tre søskende var nu meget gæstfrie, men at drikke kaffe ved det samme bord, som en kat og lignende havde gået på, det var vi nu ikke meget for.
Vi var jo efterhånden blevet ældre, og kunne ikke få nok fjernsynskiggeri, så vi havde svært ved at sætte en tid på, hvornår vi skulle hjem i seng, men det kunne de tre søskende.
Opfordring til at vi skulle gå hjem i seng om aftenen overhørte vi, selv om vi fik den flere gange, så de måtte finde andre metoder for og få os til at tage hjem.
Og pludselig mens vi var helt opslugt af at kigge fjernsyn, gik deres sikring, så alt lys gik ud, så nu var vi selvfølgelig nødt til at gå hjem.
Selvfølgelig havde vi gennemskuet at lyset pludselig gik ud, men når vi ikke ville høre hvad der blev sagt, måtte vi tage konsekvenserne.
Fortalt af Christian Larsen, Brønderslev, søn af Julle og Kesse der boede på Bådstedhede
Vrensted Husmandsforening, kreaturer på græs i Store Vildmose.
Jeg ved ikke om der er en husmandsforening i Vrensted nu, men da jeg var dreng var der en sådan, og mine forældre var medlem af denne.
Det gav blandt andet den fordel at have ret til at få dyr på græs i Store Vildmose om sommeren.
Efter at kvierne var blevet gjort med kalv, kom en vognmand – vistnok Reinholt, og hentede kvierne og kørte dem ud til de to fenner som Vrensted Husmandsforening havde lejet ude i Vildmosen.
Her blev der talt op hvor mange dyr vognmanden havde med, inden de blev sluppet løs i fennerne.
Hele sommeren blev dyrene talt op af tilsynet hver dag, og man tjekkede at alle dyrene var raske og sunde.
Som en tradition var mine forældre, min søster og mig ude i Vildmosen hver søndag aften, for at se til vores dyr. Der var ikke tvivl om hvilke dyr der var vores, de kunne kende os, og kom løbende hen imod os.
Om efteråret når dyrene skulle hjem var der virkelig brug for os unge mennesker, for selvfølgelig var vores dyr længst ude i fennerne, og det var så vi unge der måtte ud op til flere gange og hente dyrene, og genne dem retur til fangefoldene, hvorefter de blev læsset på lastbilerne for at blive kørt hjem til de rette ejere.
I 1956 var der flere heste der brød ud af deres indhegning i Vildmosen, og man gjorde en stor indsats for at finde dem.
Dengang havde man ikke droner og lignende hjælpemidler til at søge efter heste, men desværre fandt man dem ikke, før det var for sent.
Hestene blev fundet langt inde i mosen, sunket ned i den bløde mosejord. Hestene havde gjort alt for at komme fri af den bløde mosejord, men des mere de arbejdede for at komme fri, des længere sank de ned.
Den søndag aften vi kom derud, var der kun ryggen af hestene til syne, alt andet var nede under terræn højde. Der er ingen tvivl om at dyrene har lidt meget inden de døde.
Læge P.M. Sørensen og fru Gitte – Vrensted og omegns læge
Dengang vi havde familielægen der også kom på sygebesøg
Diverse kommentarer:
fra Poul Christoffersen 25.11.2018
Læge. P.M. Sørensen, Vrensted.
Jeg var engang i min barndom på Bådstedhede skyld i, at doktor Sørensen kom på “sygebesøg”. Jeg var nok 9-10 år dengang og havde fået mit eget værelse på loftet. For at komme ned skulle jeg løfte en lem op og gå ned ad en trappe, men en aften var jeg så søvnig, at skvattede ned af trappen mens jeg med den ene hånd holdt på lemmen for at lukke efter mig. Jeg fik fingrene i klemme og rev et par af fingrene til blods i faldet. Lidt omtumlet rejste jeg mig og gik ind i stuen og fortalte jeg havde stået baghovedet. Min mor besvimede da hun så mig og fik øje på min hånd. Den var stadig bedøvet af slaget. Min far ringede efter doktor Sørensen, men inden han kom havde jeg fået skyllet hånden i koldt vand og lagt en forbinding omkring fingrene, der ikke var så slemt beskadiget som det i første omgang så ud til. Så det var mest min mor, der var “patienten”, da doktor Sørensen kom
25.11.2018 Fra Egon Olesen:
Vedr. læge P.M. Sørensen
Jeg har ikke de 3 sidste danske bogstaver paa mit Komputer tastetur, saa baer over med mig. Heller ikke dansk stave rettelse, saa jeg skriver kun efter gehoer eller hvad der ellers haengte ved fra laerer Thomsens ihaerdige forsoeg paa at banke lidt kultur og laerdom ind i hovdet paa os landmands boern. Jeg har kun gode erindringer vedroerende Laege Soerensen. I min tidligere barndom var jeg saa uheldig at kontrakte sygdommen “Rosen” som er en infektions sygdom der havde udspring fra et pille saar paa naesen. Det gjorde at mit ansigt svulmede helt op og naesen var naesten helt flad med resten af ansigtet. Laege Soerensen blev tilkaldt paa hus besoeg og ankom senere paa dagen i sin Volvo. Da han saa’ mig, blev hans oejne lige store som moelle hjul og munden sprang aaben paa vid gab. Det er jo ikke lige det ansigts udtryk man oensker at se naar laegen kommer paa syge besoeg og en’ selv er patienten. Jeg fik et ordentlig skud pencilin paa halvanden million enheder, noget som var “meget” paa davaerende tidspunkt kunne jeg forstaa paa samtalen ind imellem min mor og Laege soerensen. Det hele faldt sammen med at Danmarks Radio’s TV afdelingen var paa besoeg i omegnen for at lave en udsendelse om en praktiserende land laege. Laege Sorensen ville have at film holdet optog mig paa film som saa’ skulle vaere en del af programmet. Men det ville holdet ikke, de mente det ville skraemme de smaa boern, eftersom det var til en boerne udsendelse. Alt dette blev hoejlydt diskuteret i mit paahoer, som om jeg ikke existerede. Det var ikke de mest opmunterende naar man er den lille knaegt der syg. Jeg var allerede begyndt med frygt at taenke paa de oege navne jeg nu skulle lide under resten af min tid her paa Moder Jord. Gudsketak og lov for opfindelsen af pencilinen som havde sin rigtige virkning udfoert med Laege Soerensen’s livs lange erfaring og vejledende haand. Jeg slap for oege navnene som jeg helt sikkert villle blive paaduttet, herom hersker der ingen tvivl med den sikre tillid jeg har til mine med mennesker, det ville vaere min stoerste skraek, ikke at jeg skulle gaa rundt med et graeskar hoved resten af min tid som et andet Fankenstein uhyre.
25.11.2018 fra Birte Nørlev:
Vedr. læge P.M. Sørensen
Jeg husker fra min barndom ,at jeg tit havde halsbetændelse og fik medicin i form af sprøjter. Det var mest en gammel sygeplejerske som kom og gav det . Men doktor Sørensen kom og tilså mig engang imellem .En dag han kom ,sagde jeg , hvor er det skønt ,det er dig der kommer, hvor til han sagde, hvorfor synes du det Birte.? Fordi du er så god til at prikke, det er sygeplejersken ikke, hun står firker med det . Det gav Sørensen et stor smil på læben 😄
25.11.2018 fra jens otto madsen:
Ja min lille historie om doktor Sørensen kommer så her.
Jeg må have været 5-6 år og havde været ude at lege .
Nede bag ved vaskehuset og tørveskuret, ud mod Bådstedhedevej, der havde vi vores affaldskasse (skarnskasse) som var muret og med to låg ovenpå. Den skulle jeg selvfølgelig op på, for så at hoppe ned. Det gjorde jeg så med begge hænderne i lommen. Det resulterede i, at min højre skulder gik af led og jeg ikke kunne få arme op af lommen.
Løb skrigende ind til mor. Så blev doktor Sørensen tilkaldt.
Han var hurtigt oppe hos os, vi var jo næsten naboer. Husker jeg stod inde på mit værelse oppe i sengen. Da Sørensen så kom ind for at kigge på mig, råbte jeg til ham. “Hvis du rører mig så pisser jeg på dig”. Men, lige pludselig tog han ved min arm og med et vist tag, fik han sat skulderen på plads😊
Vi havde en dejlig og sorgløs barndom i mit hjem som var i Vrensted Byskole.
Der skete altid noget. Der var jo altid børn i skolen fra morgen kl. 7,30 til om eftermiddagen ved 3 til halvfiretiden. De blev undervist på skift af min far (Elith Madsen) og lærerinde fru Vestergaard (Johanne Vestergaard).
De store børn om formiddagen og de små børn om eftermiddagen.
Der var kakkelovn i klasseværelserne og opvarmningen foregik med tørv og briketter.
Om eftermiddagen efter skoletid kom Klavs Johanne og Frode, som boede i et lille hus nede ved kirkedammen, for at gøre skolestuerne rene.
Bordene blev stillet på højkant, det var 2 mands pulte og bænk i et, med plads til blækhus i midten og en hylde under bordpladen til fralægning af bøger m.m. – det hjalp jeg tit med – Johanne dryssede så fint savsmuld tilsat olie ud på gulvet og det blev så fejet hen over gulvet så det skinnende. Deres datter Thea hjalp også tit.
Tørveskuret var også indrettet til min fars duer, som han gik en del op i.
I denne bygning var der også lavet drenge og pigetoiletter og i enden var der vaskehus med gruekedel, hvor der kunne fyres op for at varme vand når der skulle vaskes eller koges grønkål. Senere fik vi gas gruekedel. I vaskehuset kunne far også slynge honning fra sine 4 bistader der stod nede i køkkenhaven.
Da centralvarmen og oliefyr blev installeret blev tørveskuret ombygget til 2 garager, 1 til hver lærer. Jeg husker Richard gift med fru
Westergaard,havde en lille Opel og i 1954 købte mor og far en helt ny Ford Anglia,vores første bil. Den var bare flot og grøn og den havde vi stor fornøjelse af.
Omkring skolegården var der blevet opstillet et flot ståltrådshegn malet i sølvfarve, med en lille låge lige ud for bageren og en dobbeltlåge i den østre ende, så biler kunne køre ind i skolegården.
Jeg skulle passe fortovet omkring skolen. Det skulle fejes om lørdagen. Ved skolebørnenes leg blev der skubbet sten ud på fortovet og det var dem der skulle fejes tilbage.
Jeg husker at fortovet føltes uoverkommeligt stort.
Vi havde en lille plads ved den østre ende af skolebygningen. Den skrånede lidt ned mod Bådstedhede vej. Her kunne vi drenge spille med små farvestrålende lerkugler. Vi lavede et lille hul hvor vi så kastede kuglerne, så så mange som muligt kom i hullet. Jo bedre vi blev til spillet jo flere kugler kunne vi spille med. De blev lagt i håndfladen i en lang række og helt op ad håndleddet. Vinderen var så den der havde fået flest kugler i hullet og han kunne så beholde medspillerens kugler også. Vi opbevarede kuglerne i en lille lærredspose. Det fik vi i perioder megen
01.12.2018 – jens otto madsen:
Hvordan vi varmede vores bolig op i min barndom.
I hele mine barndom, opvokset i Vrensted Byskole, var der i begge skolestuer store runde kakkelovne 2 til 2,5 m høje,som begge lærere skulle fyre op i om vinteren. Desuden var der en stor tørvekasse til brændsel, så der var nem adgang til at lægge i ovnen, når der var behov for det.
Jeg husker min far stod op kl. godt 6 for at tænde op, så der var varmt til skolebørnene kom kl. 7,30.
I vores gamle køkken havde vi brændekomfur og i den pæne stue, kaldet dagligstuen, var der en fin kamin og i spisestuen havde vi kakkelovn ligeså på kontoret hvor også radioen stod. I soveværelset og min søsters og mit fællesværelse var der ingen varme. Min lillebror Karsten må have sovet i soveværelset indtil storesøster Bente fik nyt værelse på loftet.
Om vinteren varmede vi sengene op med varmedunk, først i metaldunke men senere i flade gummidunke. Når der var hård frost var der isblomster på ruderne og de var så frosne, at vi kunne tegne med vore fingre på de kolde og tilfrosne ruder. Senere blev der lavet forsatsvinduer til isætning om vinteren for at holde kulden ude.
Vi fik senere etableret centralvarme med et koks/kul fyr. Fyret blev stillet op i et rum ned i kælderen under bryggerset og man kunne så smide koksene og kullene ned gennem en skakt ude fra, så der var et lager at tage af.
Køkkenet blev senere renoveret og vi fik gaskomfur.
Jeg husker, at vi kun kom i den pæne stue, om søndagen, selvfølgelig var det også for at være fri for at skulle tænde op i kaminen hver dag.
I hverdagen brugte vi kun køkkenet, spisestuen mod syd og min fars kontor mod nord ud mod skolegården.
Når der var streng vinter og det var der ofte i min barndom, frøs kirkedammen til med is, og der blev så kun lige holdt et lille hul fri til svanerne og ænderne. Når isen var holdbar, var kirkedammen det store samlingspunkt.
Vi fik gummistøvlerne og nogle varme strømper på og valfartede så ned til isen hvor skøjterne blev spændt på støvlerne med en skøjtenøgle og ofte også med læderremme og så gik det bare derud af.
Vi løb om kap på isen og meget mere. Vi kunne også skøjte om aftenen, jeg mindes der var et par gadelygter, så vi lige kunne se. Når det så blev tøvejr og isen begyndte at knage måtte skøjteløb indstilles.
Men vi halvstore drenge med lidt vovemod, slog isen i stykker og lavede isflager, hvorpå vi sejlede rundt. For at lave plads nok til at sejle på, slog vi isen i stykker og skubbede den ind under den tilbageværende is, indtil der blev plads nok til at sejle rundt ved hjælp af nogle store kæppe.
Det skete af og til at det blev til en omgang vandgang for nogle af vi drenge, når vi var lidt for overmodige.
Nogen gange skøjtede vi også på de lave arealer på en mark hvor der stod vand om efteråret. Det var næsten helt ude ved Thøgerslund og Præstens Plantage. Ved Gerhard og Maries hus
Gerhard og Maries hus på Bådstedhedevej
gik der en markvej, den går skråt bag huset, som vi gik ad derud og når vi skulle hjem derude fra ved aftenstid, var der altså langt op til byen eller endnu længere for dem som kom helt ude fra mejeribyen i den nordlige ende af Vrensted.
KIRKEDAMMEN
et lille menneske på glatis
en bambi med usikre ben
omgivet af skøjtende venner
der suser henover det frosne vand
de legende børn hujer og griner i flok
fanger hinanden på skift
kaster sig i hinandens arme
bremser med hælen ved kanten
til det mørke vands kolde dyb
isen hugges til flager
der bruges som tømmerflåder
sammenstød og kamp med
kæppe og stager i små og store hænder
et barn glider ud til svanerne
og reddes op af en større dreng
legene fortsætter mens
den uheldige kammerat sendes til tørring
ved kakkelovnens varmeskær
på kanten af det kolde vand
blev vi varmet op til livets passion
Vrensted kirke ligger ved siden af den gamle Vrensted Byskole, hvor jer er opvokset.
Min far var kirkesanger (degn) og kirkebogsfører.
Fredag eller lørdag ringerede præsten altid til far for at fortælle hvilke sange der skulle synges den kommende søndag. Far havde så mulighed for at øve sig på dem. Jeg husker at han ofte øvede om lørdagen således at han var klar til at synge dem i Kirken, oftest søndag formiddag.
Jeg var ofte med i kirke om søndagen, hvilket jeg husker jeg fik 25 øre for pr. gang. Jeg hjalp med at sætte salmenumre op på tavlerne inden gudstjenesten. Og slukke de levende lys efter gudstjenesten. Præsten var Otto Mikkelsen som var blevet ansat i 1953 og efterfulgte provst Aage Stevns der var død i efteråret 1952.
Kirkeklokkerne i Vrensted Kirke:
Der er to klokker. Den mindste og også den ældste er støbt af Ohlson, Lübeck, Den store klokke er skænket i 1910 af daværende kirketiendejer, sagfører Anders Olesen, Nørresundby. Han var født i Vrensted. Den er støbt af M. og E. Ohlson i Lybæk og bærer indskriften: “Nu kalder Sct. Thøgers klokke påny – På gammel og ung i Vrensted by”
Kirkeklokkerne i Vrensted Kirketårn:
De to store malmklokker opsat på store bjælker og klanghullerne bagerst. De er på alle fire sider af tårnetTrappen til 2. sal hvor klokkerne erDen stejle vindeltrappe til 1. sal
Mange gange var jeg med den gamle graver og ringer – skomager Gade – oppe i kirketårnet for at ringe solen ned. Det var flot at se ud gennem klanghullerne til de 4 verdenshjørner og sjovt at få lov til at ringe med klokkerne med de lange reb. Der skulle et vist tav til. Træk og slip.
Jeg har også mange gange hjulpet med at grave grave hvor,vi fandt skeletrester og ligeledes med til at tildække kisten efter begravelsen og lægge kranse og blomster på.
Især i mørkningen kunne det være lidt uhyggeligt at færdes på og nær ved kirkegården. Men heldigvis havde jeg max. 100 meter hjem.
I min barndom holdt vi altid jul hjemme i Vrensted Byskole.
Juletræet blev købt ved slagteren på Trehjørnet husker jeg. Det var spændende, når far fik det sat på fod og vi fik det ind. Mor hentede julepynten ned fra loftet. Alt sammen var hjemmelavet, stjerner, kræmmerhuse, hjerter m.m. . VI satte rænker af dannebrogsflag og kugler på, men de var købt. Til sidst blev lysholdere og lys hængt på træet, for dengang havde vi kun levende lys. Juletræet stod altid i vores pæne stue, kaldet dagligstuen, som kun blev brugt om søndagen og ved festlige lejligheder som julen.
Farfar og farmor kom fra Frederikshavn så længe de kunne. Bedstemor og bedstefar kom fra Brønderslev. Mors søster, moster Mie, som mange i Vrensted kom til at kende, var altid med, hun var alene. Desuden kom der også en af mors gode bekendte fra Aalborg, kaldet Tante Erna, som også var alene.
Men inden julemiddagen skulle vi jo i kirke til julegudstjeneste. Hvis vi blev mange juleaften, måtte mor blive hjemme for at gøre klar til julemiddagen. Far og jeg havde været ovre i kirken for at opsætte salmenumre. Ringer og graver, skomager Gade havde tændt levende lys på stolerækkerne og på juletræet. Kirken var dengang altid overfyldt juleaften, idet mange voksne Vrensted børn kom hjem, udenbys fra, for at holde jul sammen med deres familie og der var bestemt også mange, der kun kom den ene gang om året, alene til julegudstjenesten, som en tradition. Der var altid en en summen før gudstjenesten begyndte. Folk vinkede til hinanden eller blot nikkede hvis de genkendte nogen. Der var en god stemning og glædens forventning til jule aftens forløb. Der blev sunget de sædvanlige julesalmer og pastor Mikkelsen holdt sin juleprædiken. Han måtte også være veltilfreds over en overfyldt kirke.
Efter julegudstjenesten, som oftest var enten kl. tre eller kl. halv fem, fordi vi dengang delte præsten med Thise Kirke, skulle vi så herefter hjem til julemiddag med efterfølgende dans og sang om juletræet og efterfølgende uddeling af pakker. Det var altid spændende om man fik, hvad man ønskede sig.
Tante Erna, som drev et pensionat i Aalborg, med over 100 pensionærer dagligt, var dygtig og skrap i køkkenet, også juleaften. Selvom vores mor havde tilberedt julemiddagen, gik Mie og Erna tilhånde i køkkenet. Efter julemiddagen mente, eller rettere bestemte Erna, at alt skulle ryddes op og vaskes af, inden vi skulle gå rundt om juletræet og have pakker.
Det var næsten ikke til at holde ud at måtte vente på.
Inden gaverne blev delt ud, skulle vi så gå omkring juletræet, dengang med levende lys i. Vi sang som oftest tre til fire julesange og mor eller Mie spillede til sangene, på vores klaver, inden pakkerne skulle deles ud. Som jeg husker det, var det altid vores far, der stod for det. Det var spændende, hvad man fik. De fleste gange lige det man havde ønsket sig, men nogen gange kunne der være en pakke med indhold, der ikke faldt i så god jord. Men sådan var det bare.
Efter at gaver var pakket ud, der var papir og pap overalt, medens far fik det ryddet af vejen i en stor sæk eller kasse, fandt mor julesmåkager og julegodter frem. Så blev der ellers gjort et godt indhug i det, inden vi trætte og opstemte skulle ned på de kolde værelser og i seng. Men det havde igen været en dejlig juleaften. Nogen gange kørte gæsterne hjem juleaften, men andre gange har de overnattet og så næste morgen var der jo så gudstjeneste igen, hvor mor og vores overnattende gæster deltog. Når de så kom hjem fra gudstjenesten, skulle der gøres klar til julefrokosten med de sædvanlige sild og grønlangkål med tilbehør. Vores far havde fra sit hjem været vant til stuvede hvidkål med kanel og sukker med tilbehør, og det var bestemt heller ikke til at kimse af, så det fik vi også af og til.
De følgende dage gik med leg og vi børn så så ellers frem til juletræet i forsamlingshuset fjerde juledag.
Juletræ i forsamlingshuset:
Børnenes juletræ foregik altid 4. juledag i Forsamlingshuset. Det kunne have været borgerforeningen der stod for arrangementet. Jeg kan huske at det i nogle år var far der stod for sanglege omkring juletræet. Vi børn, Bente og jeg, var også med til at lave slikposer til alle de deltagende børn. Man skulle købe billetter til juletræsfesten. Der var pebernødder og et æble og en appelsin samt forskellig slags slik i posen – det var guf.
Vi gik omkring det kæmpestore flotte juletræ som var opstillet midt i den store sal. Kakkelovnen havde været tændt op, så der var en god varme i salen. Vi gik så omkring juletræet, som oftest med to til tre kæder, for vi var altid mange. Efter dansen omkring juletræet var der så udlevering af slikposer med alle godterne. De voksne skubbede juletræet ned i et hjørne, så der var god plads til de efterfølgende sangleje. Mens de voksne gik i den lille sal for at drikke kaffe, spillede Traktor Charles op på harmonika og Gunnar Gade spillede på banjo, og traktor Charles`s Leo kom siden til på trommer. De spillede alle de kendte melodier, bl.a. Bror Bro Brille, Så går vi rundt om en enebærbusk, Den toppede høne m.fl. Det var altid en dejlig dag for vi børn og sikkert også for de voksne, som kunne se børnene more sig skønt inde i den store sal, medens de fik snakket og drukket kaffe i den lille sal.
Der har langt tilbage i tiden været skole i Vrensted.
Det fortælles, at der allerede i 1553 var en degnebolig i Vrensted, men først med skoleloven af 1814 blev landets skolevæsen sat i system og allerede året efter, i 1815 opføres et nyt skolehus i Vrensted. Det holdt i en generation således at man atter i 1852 måtte opføre en ny skole.
Men 2. dec. 1905 opstod der en stor ildebrand der lagde både skole og nabogården Lille Knudsgaard i aske. Herefter opførtes efter datidens forhold en ganske stor skolebygning med 2 skolestuer i hver sin ende af huset. Imellem var der indrettet bolig til en lærerfamilie og en læreinde. Bygningen står stadig som da den blev opført, men er selvfølgelig løbende blevet renoveret.
Den lange bygning – Vrensted Byskole ca. 1957
Vrensted Byskole ved Kirken blev lukket i 1959 da den nye centralskole på Stationsvej stod klar.
Åsendrup Skole
I Aasendrup var der et selvstændigt ejerlav, også med egen fast skole fra omkring 1800-tallet. Nogen skolebygning var der dog næppe tale om. Der var opført en lille hytte til bopæl og ophold for skoleholderen. Skolen har antagelig været en såkaldt omgangsskole, hvor læreren gik rundt til beboerne for at undervise børnene i hjemmene. Samtidig fik læreren så kosten som en ikke uvæsentlig del af den beskedne løn.
Åsendrup Skole nedlagt 1954
Men i 1826 opførtes en ny skolebygning på en jordlod øst for gården Bagterp, og selv om det jo nok ikke er helt de samme bygninger, så står skolen der endnu, dels med beboelse, dels med skolestue, der dog nu er indrettet til andet formål.
Aasendrup skole bestod som sådan indtil 1. april 1954. Lærer C.M. Pedersen havde taget sin afsked året før, og det sidste år undervistes der ved vikar. Da overflyttedes børnene til Vrensted byskole, som derved samtidig omdannedes til 5-klasset skole, og det var dengang første klasse blev undervist i præstegårdens konfirmandstue.
Østre Skole
Østre Skole nedlagt 1959
I sognets østlige distrikt påbegyndtes en skole i 1870. Det var en såkaldt vinterskole i udflyttergården »Pyt«. I 1872 rejstes en skolebygning på Østre Fælled, der dengang lå uopdyrket hen og fuld af lerhuller. Bygningen har ikke været særlig god, for i 1893 måtte man opføre en ny skole, den som endnu eksisterer på hjørnet af Sundstedvej og Brønderslevvej.
Vrensted Østre Skole
Den 1.12. 1952 besluttede det daværende sogneråd, at der skulle være to syvklassede skoler i Vrensted-Thise kommune, i Vrensted og i Thise. Byggetilladelsen blev givet i januar 1958 med den bemærkning, at arbejdet skulle sættes i gang snarest muligt og inden 1. april. Tilladelsen blev givet på grund af den store arbejdsløshed i kommunen.
Den nye Vrensted Skole på Stationsvej
I oktober 1958 var man nået så langt, at man kunne invitere til rejsegilde. Alle elever gik sammen med lærere ind foran de nye bygninger, hvor sogneråd, arkitekt og håndværkere var samlet. Sognerådsformanden gårdejer Frants Jensen, Thise bød velkommen og rettede tak til arkitekt og håndværkere for veludført og smukt arbejde. Derefter holdtes der konkurrence blandt skolens elever om at ramme tre flasker, der var bundet til kransen. Den sidste flaske var meget gen. stridig, og der måtte en jæger med gevær til at pille den ned. Der blev holdt tale af gårdejer Kr. Rykind Eriksen, skolekommissionens formand pastor Otto Mikkelsen, førstelærer Elith Madsen, arkitekt Jens Knudsen, Brønderslev samt tømrermester Emil Carlsen, Opførelsen var beregnet til at skulle koste 470.000 kr. og med inventar ca. 600.000 kr.- med hensyn til det sidste kom skolen til at koste 510.000 kr. med inventar og udendørs anlæg.
Skolen blev taget i brug den 1. august 1959.
Den nye skole taget i brug august 1959 og den nye lærerbolig nederst til venstreVrensted Skole 1959 – 2011Diverse lokaler på skolen
Den nye skole skulle være andet end en børneskole, den var også tænkt som samlingssted for sognets beboere. Derfor blev der indrettet bibliotek og ungdomslokale, et kælderlokale, hvor der kunne etableres husflid samt baderum og toiletter i forbindelse med omklædningsrum for de unge, der også fik stillet et godt idrætsanlæg til rådighed. Skolen havde i august 1959 150 elever fordelt på 7 klasser, og der var tre lærere og tre lærerinder knyttet til skole.
Et faldende børnetal gjorde, at Vrensted Skole blev nedlagt i 2011.
Byens Hus – et medborger-og kulturhus
Skolen på Stationsvej er nu nedlagt, men en gruppe borgere i Vrensted som er ildsjæle i Vrensted, har formået Hjørring Storkommune som Vrensted hører under, til at ombygge skolen så den nu i 2018 er ombygget til et kulturhus i Vrensted som samlingssted for Vrensted boerne kaldet, ”BYENS HUS”.
Det rummer Forsamlingshus, en mulig børnehave og til de forskellige foreninger i Vrensted er der aktivitetsrum m.m. Endvidere er der lokaler til Lokalhistorisk arkiv.
tilføjet af 01.12.2018 Poul Christoffersen:
Jeg havde lærer Madsen som klasselærer i Byskolen
– i det sidste år før den nye skole var færdig. I en af de sidste timer havde vi regning, og en gang imellem fik vi en side for med regnestykker, som vi skulle lave i klassen. Når vi var færdige og tallene var rigtige, så kunne vi gå/cykle hjem. Jeg satsede altid på at blive først færdig, og som regel var jeg også det. Om sommeren kunne lærer Madsen enkelte gange tage klassen med ned i anlægget. Så spillede vi rundbold. Engang ramte jeg bolden med batten hårdt og skævt, så den fløj hen på halsen af lærer Madsen. Han sagde bare “Hov” og så spillede vi videre. Lærer Madsen var også god til at finde bøger til mig på biblioteket, som havde åbent om eftermiddagen – vistnok et par gange om ugen. Han var skyld i, at jeg i en periode blev noget af en læsehest om vinteren. Jeg har gode minder fra dengang – også i den nye skole.
Efter godt 50 års virke i Vrensted, blev det på en generalforsamling besluttet, at Vrensted Brugsforening skulle lukkes.
Den var i en lang periode den største forretning i Vrensted.
Den oprindelige ejendom med Vrensted Brugsforening, var blevet opført i 1915 og blev dengang oprindelig drevet som købmandsforretning.
I 1932 gik så nogle mennesker, fortrinsvis gårdejere, sammen om at etablere Vrensted Brugsforening, som en andelsejet forretning, som så overtog de bestående bygninger og drev forretningen videre derfra.
Ejendommen blev senere ombygget til 2 etager med lagerfaciliteter m.m.
Vrensted Brugsforening foto 1946-52
Den blev gennem mange år drevet som en almindelige kolonialforretning, men handlede desuden også med korn, foderstoffer og brændsel.
På et tidspunkt i 1970erne, blev korn og foderstofdelen solgt fra og der blev etableret en ny andelsejet Vrensted Foderstofforretning og opført nye bygninger dertil, mellem Tilsiggaard og Forsamlingshuset.
Efter at der havde været holdt de ifølge vedtægterne to nødvendige generalforsamlinger med henblik på foreningens opløsning, vedtog ca.100 deltagere i nr. 2 generalforsamling ved en afstemning i forsamlingshuset og med overbevisende flertal, at nedlægge Vrensted Brugsforening pr. 31.12.1983.
Herefter valgte generalforsamlingen et likvidationsudvalg til at forestå opløsning, og det bestod af Jens Chr. Jensen, Pilgård, som formand, samt Jens Andresen, Mogens Sørensen, Harald Nielsen og Svend Åge Andersen.
Likvidationsudvalget for afviklingen af Vrensted Brugsforening afsluttede efterfølgende sit arbejde med at sælge ejendommen til videredrift som købmandsforretning.
Det betød, at registrerede medlemmer så kunne få deres indestående i Brugsen udbetalt.
Købmandsforretningen havde dog kun en kort levetid og måtte lukke.
Herefter var der kun en dagligvarebutik tilbage i Vrensted som stadig består, som en Let Køb dagligvareforretning.
Købmand Martin Jensen, i Mejeribyen overfor Forsamlingshuset, meddeler, at han lukker den gamle velkendte købmandsbutik pr. 01.05.1983, for derefter sammen med hustruen Ellen at nyde en mere fredelig tilværelse, efter de mange år bag disken.
Det er et resultat af udviklingen – eller nedviklingen siger Martin Jensen.
Der er tilsyneladende ikke plads til så mange mindre butikker i små byer som forhen. Desværre vil mange nok sige, for det er nu engang ikke det samme at få udleveret en kurv i et supermarked, vandre rundt og fylde i, som det er at møde et venligt købmands-smil, og et «Hvad skal det være», samtidig med at kunden får at vide, at vejret måske ikke er så godt i dag, men at det nok bliver bedre i morgen.
Men talen om nærdemokrati: om at komme hinanden ved, er ikke nok. Kendsgerningen er, at det ikke kan betale sig at af stå fra tidlig morgen til sen aften i købmandsbutikken, udtalte Martin Jensen.
– Min far, Jens Jensen, kaldet Vittrup, startede butikken 1920, og drev den som blandet landhandel, med alt hvad kun kunderne i by og på land havde brug for.
Den gamle butik med træskoværksted
Jeg kom hjem som kommis i 1949, og jeg skal love for, der var omsætning. Der var langt flere kunder for en købmand dengang. Der var mange piger og karle beskæftiget rundt på gårdene, og de kom efter dagens gerning for at handle. De købte alt fra arbejdstøj til gå-i-by skjorter, og så naturligvis til daglige fornødenheder. Der var ikke noget med at tage til større byer, undtagen måske til novemberskifte.
– Du føler, du får for lidt ud af dit arbejde?
Martins købmandshandel lukket maj 1983
– Ja helt bestemt. Alt er blevet så specialiseret, og vi handler ikke mere med næsten alting, men har da altid sørget for at have et godt varelager af købmandsvarer. Men det kan ikke give nok til en dagløn, selv om jeg står til tjeneste bag disken hver dag fra morgen til aften. Nu går jeg på efterløn, og indretter butikslokalerne til en lejlighed. Butikken skal ikke sælges eller forpagtes ud. Der kan blive en god lejlighed her i stueetagen, hvorfra lillemor og jeg kan sidde og se ud på gaden, slutter Martin Jensen.
Fra stuerne kan han også se hen til naboen Brugsen.
Tilbage af dagligvarebutikker i Vrensted er der nu alene Brugsen i Mejeribyen og købmand Simonsen ved lægehuset.
Der har ligget en købmandsforretning på Bådstedhedevej lige overfor Kirkedammen i Vrensted langt tilbage i tiden.
Men opr. blev ejendommen opført i 1879 som bolig for en kapelan ved navn Alfred Hannibal Andersen, som blev ansat ved Vrensted og Thise sogne.
Han forlod dog sognet i 1883 og boligen blev så senere omdannet til købmandsforretning.
Hvornår den første købmand er startet op er mig ukendt, men forretningen er ikke forandret væsentligt i 1920.
foto ca. 1950
Den blev senere ombygget med en etage mere, her foto fra ca. 1950
Foto 1960, forretningen lukket 1964
Købmandsbutikken blev drevet af købmand Riis i en lang periode. Ved hans død solgte ægtefællen Johanne Riis forretningen og opførte ejendommen på Sct Thøgersvej 2 hvorfra hun drev en lille trikotageforretning m.m.
Hvem der overtog den Søndre købmandsforretning herefter, er jeg ikke klar over.
Poul Stevns, Serritslev har sendt følgende beskrivelse til mig den 08.01.2019:
”Søndre Købmand”.
Som et supplement til din omtale af ”Søndre Købmand” kan jeg supplere med følgende:
Hvem der overtog forretningen efter købmand Riis er mig ukendt. Det samme gælder tidspunktet for overdragelsen; blot ved jeg, at der i 30rne var en købmand Schønning, der vist nok efter salget af forretningen flyttede til Hjørring. Købmanden havde flere børn heriblandt en datter ved navn Ruth, der kom sammen med mine storesøstre. Efter Schønning overtog købmand Frederiksen forretningen, som han drev gennem en årrække, inden den løb ind i en periode med hyppige ejerskift, der efterhånden førte til lukning af forretningen.
I købmand Frederiksens tid handledes der udover kolonialvarer også med foderstoffer og brændsel. I foderstofafdelingen fandtes en eldrevet kværn, der i vindstille perioder, når gårdmøllerne måtte melde pas, blev benyttet af de omkringliggende landmænd, så de fortsat kunne lave grutning til svinene. Man kom til købmanden med en sæk korn eller to på trillebøren eller bag i fjedervognen og fik malet efter tur. I ventetiden var der så lejlighed til at udveksle erfaringer og ”gode historier” med andre ventende kolleger over en øl i bagbutikken. Det var således ikke alle, der var utilfredse med denne ventetid. Efterhånden fik flere og flere dengang indlagt kraft på gårdene, så de med den nyanskaffede elmotor som drivkraft selv kunne forestå formalingen af kornet.
Ellers var krigsårene samt flere af de følgende år efter krigen vanskelige år at drive købmandshandel i. En meget stor del af de varer, der hørte hjemme i en normal købmandshandel, fandtes dengang ikke. Ganske vist hang der stadig de gamle skilte fra tidligere år med reklamer for fernis, margarine, byens bedste kaffe osv. osv., men der var ikke dækning for noget af det, de skiltede for. Det var alt sammen ting, kunderne dengang måtte nøjes med at drømme om, – for visse varers vedkommende – endda i adskillige år.
At mange af de gængse varer ikke alene var begrænsede, men også rationerede, gjorde ikke arbejdet for købmanden lettere. Når en kunde skulle ekspederes, skulle således mel, gryn, sukker o.l. vejes af i poser , spegesilden fiskes op af tønden med en trægaffel og pakkes ind i en gammel avis, siruppen hældes på sirupsflasken osv. osv., der skulle klippes rationeringskort og samtidig skulle det hele noteres i kontrabogen, som købmanden gjorde op hver måned. – Jo, man må rigtignok sige: der er virkelig sket noget af en revolution på det felt siden da.
Købmand Schønnings og Købmand Frederiksens tid som købmænd i Vrensted er i dag for længst gået i glemmebogen hos de fleste.
Jan. 2019. Povl Stevns.
Den har været ejet af Mary og Magnus Andersen omkring 1950 og senere af Købmand Tage Christiansen som solgte i 1957 til købmand Søren Steffensen der drev den indtil 1964 hvor han lukkede den ned. De blev boende i ejendommen indtil 1971 hvor de flyttede i nybygget villa på Bådstedhedevej overfor købmand Simonsen – nu Letkøb.
De solgte ejendommen til den tidligere ringer og graver Niels Jørgensen.
foto 2018
Ejendommen benyttes i dag udelukkende til bolig.
I Vrensted var der herefter tilbage med dagligvarer, Brugsen og købmand Martin Jensen i Mejeribyen i den nordlige del af Vrensted samt købmand Simonsen ved Lægehuset.
Barber Vilhelm Romedahl f. 1919, d. 2002
og ægtefælle Kirsten Romedahl. f. 1916, d. 1989
Trehjørnet
Vrenstedvej 507
Vrensted
tv. en svend øverst Kirsten Romedahl th. Vilhelm Romedahl foto fra 1950 ern
I 1948 fik Vrensted en ny herrefrisør, Vilhelm Romedahl, som stammede fra Løkken.
Han opførte ved Trehjørnet et helt nyt rødstens hus med fuld kælder i bungalow stil og med flot sort paptag.
Hus med frisørsalon, iskiosk tv. og bagerst Store Knudsgaard, foto fra 1950 ernefoto fra 2018
Desuden blev opført en flot lyseblå iskiosk som hans kone Kirsten og senere børnene passede.
Men efter at den anden herrefrisør i Vrensted lukkede, var det her Vrensted boerne hovedsageligt blev barberet, klippet og købe ting og sager.
Iskiosken lukkede noget tidligere.
Frisørsalonen er for længst blevet lukket, det skete i 1980 erne og man skal nu udenbys for at komme til herrefrisør.
Huset står stadig pænt og knejser, sammen med de iøvrigt andre pæne ejendomme omkring Trehjørnet, som er den stor to etagers ejendom overfor, samt Lægehuset og de to doner huse som Sagfører Olesen lod opføre omkring 1914, alle i gule mursten.
I salonen blev der udvekslet nyheder og historier.
Husker, at man mange gange om lørdagen sad og ventede i flere timer på at blive klippet, fordi vi skulle være flotte til aftenens lørdagsballer i Vrensted og omegn. Romedahl lukkede ikke før alle mand var klippet og gjort i stand. Han havde en god hjælp i hustruen Kirsten, der på de travle tidspunkter gik til hånde.
Om sommeren blev Iskiosken og området ved frisørsalonen, byens samlingsted for de unge i Vrensted, gennem mange år.
Rutebilen holdt altid her, når den kom fra Brønderslev.
Løkken-Vrå kommune har købt ejendommen >>Ane Maries Hus«i Vrensted
for 330.000 kr. Kommunalbestyrelsen har hermed fulgt en indstilling fra socialudvalget om ikke alene købet, men også at ejendommen istandsættes og indrettes med pensionistboliger.
>>Ane Maries Hus er en smuk bygning at se på, men bag facaden er der ikke megen nutidig komfort at finde, og det medførte et problem for kommunen, der via et legat fik dispositionsret over huset mod at forestå det administrative og sørge for at legates bestemmelser opretholdes. Det vil bl.a. sige at sørge for at lejlighederne i huset overlades til enlige kvinder boende i Vrensted sogn. Legatværdien lyder på 600.000 kr., men da næsten alle legat-pengene er murstenspenge er – bygningens vurderingspris – måtte der hentes penge fra kommunens kasse til nødvendige udgifter. Det må man ikke sådan uden videre, viste det sig.
Kommunens revisionsudvalg stillede i hvert fald kommunal bestyrelsen spørgsmålet: Hvad agter kommunen at foretage sig med et konstateret udlæg på 238.628 kr. til Ane Maries Hus? Det spørgsmål har kommunalbestyrelsen nu besvaret med at købe huset, med henblik på at indrette det med pensionistboliger. Man håber på forståelse hos socialministeriet overfor denne måde at søge problemet løst på. For ingen kan være interesseret i at ejendommen får lov at forfalde pø om pø. Alternativet er der for at få huset restaureret og indrettet nutidigt, specielt med henblik på sanitær komfort, mener kommunalbestyrelsen.
Ane Maries Hus blev bygget i 1914, og det var sagfører A. Olesen, der førte familiens ønske om et legat, for hans og søskendes moder Ane Marie ud i livet. Legatet blev oprettet i 1929 efter sagførerens død, men legatværdien, der dengang var at betragte som meget stor, er gennem årene reduceret til det modsatte. Der er fem lejligheder i Ane Maries Hus, og de nuværende beboere får fortrinsret til beboelse i de forventede nye pensionistboliger.
Ifølge legatet, skal bl.a. legatstifternes gravsteder vedligeholdelse, og der skal efterleves visse regler om tilskud til nedbringelse af huslejen for værdig trængende beboere. Alt sammen noget som kommunen naturligvis agter at efterleve -alligevel finder man, at det eneste rigtige var at købe Ane Maries Hus, og indrette det med pensionistbolger. Også fordi kommunen ikke må tage af kommunekassen til vedligeholdelse af huse, som kommunen ikke ejer.
Jeg vil aflevere gården i god stand udtalte Solveig Skovrider Eriksen i 1981
da tragedien pludselig indtraf på “Rykind”. Gårdejer Niels Skovrider Eriksen døde ved et ulykkestilfælde ved en foderkontrol.
Niels Skovrider Eriksen
Han var sammen med konsulenten hvor de skulle måle foderbeholdningen i kornsiloen. En kontrol han havde gjort utallige gange. Han havde indåndet giftige dampe og hans liv stod ikke til at redde.
Tilbage stod ægtefællen, Solveig Skovrider Eriksen, med gården og den meget fine stambesætning og 4 børn i alderen fra 14 til 22 år.
I 1958 var Niels blevet gift med Solveig, hvor de købte “Grinstedgaard” nord for Brønderslev, som de drev i nogle år for så at overtage fødehjemmet “Rykind” i Vrensted i 1960.
De var en aktiv og udadvendt familie, der tog del i mange aktiviteter, det gælder Vrensted Ungdomsforening og ungdomsarbejde med gymnastik i Vrensted. Niels havde en lang række tillidsposter inden for det landbrugsfaglige, hvilket også betød at han skulle have dygtige medarbejdere. Rykind har altid haft ry for at uddanne dygtige landmænd med interesse for kvægbrug.
Besætningen på “Rykind” var kendt ikke blot i Vendsyssel men over det ganske land. Utallige selskaber med landmænd har været på besøg på “Rykind” i Vrensted for at se og høre om den sortbrogede stambesætning som tog flotte præmier på lokale dyrskuer samt landsskuet i Herning.
Hele familien incl. børnene, har lagt et enormt og dygtigt arbejde på gården, for de var 6. generation på “Rykind” og håbede på at 7. generation skulle føre den videre. De vidste at det forpligtede, men de forstod at leve op til forventningerne.
Nedenfor en artikel fra Søndags B.T. fra 1982, der fortæller om en stærk familie der måtte forlade gården “Rykind”, slægtsgården der endte på tvangsauktion.
Ægtefællen Solveig Skovrider Eriksen fortæller til Søndags B.T. den triste historie med overskriften
Jeg vil aflevere gården i god stand:
I 200 år har gården Rykind været i familien Skovrider Eriksens eje. Men da Niels Skovrider Eriksen omkom ved en ulykke i kornsiloen, måtte slægtsgården på tvangsauktion – med sine 170 tønder land og 250 kreaturer. Alligevel arbejder hans enke videre på Rykind fra tidlig morgen til sen aften.
Det er ikke alene far, vi mister, men også gården,« sagde Solveig Skovrider Eriksen til sin 16-årige datter, da de sad på sygehuset og ventede på lægernes endelige besked. Hun kendte svaret på forhånd: Hendes mand var død af den forgiftning, han havde været udsat for i gårdens kornsilo, og hun indså klart, at uden ham ville de ikke kunne drive den 200 år gamle slægtsgård i Vrensted videre.
Solveig Skovrider Eriksen vedgik ikke arv og gæld. Havde hun gjort det, ville hun ikke have haft en krone at leve videre for. Gårdens gæld oversteg det, den kan sælges for i dag. For et par år siden ville den have kostet mindst syv millioner i fri handel. På tvangsauktionen for nylig blev den overtaget af Dansk Landbrugs Realkreditfond, som håber at sælge den videre for fire millioner. Men Solveig Skovrider Eriksen og hendes fire børn får en ikke en øre. De skal sætte nyt bo for ulykkesforsikringen.
Indtil man finder en køber, har kreditforeningen ansat Solveig Skovrider Eriksen som bestyrer på Rykind, som i seks generationer har været i hendes mands families eje, og som hun og hendes mand havde håbet, at syvende generation skulle føre videre, for den yngste søn, som er 14 år, har alle dage ønsket at blive landmand.
Niels og jeg har brugt hele vores ungdom på at investere og bygge op, og så skal vi drives fra det hele af død og ulykke, siger Solveig Skovrider -Havde jeg i forvejen vidst, hvad vi skulle igennem i løbet af bare et år, havde jeg næppe haft kræfter til at klare det.
Byggede op efter brand
Den 20. marts sidste år brændte gårdens udlænger, fortæller hun. -Ilden opstod ved et halmfyr og bredte sig med lynets hast, så der ikke var en chance for at redde staldene. Den fine stambesætning på over hundrede køer med kalve og ungkreaturer måtte staldes op hos hjælpsomme naboer, mens der blev bygget nyt på Rykind.
Branden kostede dyrt, for man får aldrig dækket alle tab, selv om man har forsikret. En besætning tager skade af at blive flyttet rundt med, og vi var netop ved at få den godt i gang igen, da Niels’ død satte punktum for det hele.
Landbrugets situation var dårlig, efter branden overvejede vi grundigt, om vi overhovedet skulle bygge så stort op igen. Men vi var optimistiske. Vi følte os stadig unge og stærke — Niels var 46, jeg 42 år – og vi har aldrig været bange for at tage fat. Nu havde vi chancen for at få det, som vi altid havde drømt om med store nye stalde med rationel arbejdsgang. Imens vi byggede, jublede vi næsten af glæde, for arbejdet skred hurtigt frem. På kun 41 dage fik håndværkerne rejst de store bygninger, og vor besætning kunne komme i egen stald igen. Det var minsandten en glædens dag.
Forgiftet i korn siloen
Men så ramte endnu en ulykke os. Det blev høst, og Niels var så uheldig at falde ned fra en grønthøster. Han brækkede kæben og beskadigede den ene arm slemt. Det tog tid, før han blev frisk igen, og han nåede kun lige at afslutte behandlingen af armen, før han døde.
Det var den 24. februar i år. Vi havde foderkontrol om morgenen, og Niels og konsulenten skulle måle foderbeholdningen i kornsiloen. Det har Niels gjort hundreder af gange, og jeg har aldrig tænkt på, at der kunne være fare forbundet ved det. Han gik som sædvanlig seks-syv meter op ad en stige i et lukket rør i siloen, hvor man fra en luge kan måle beholdningen af foder. Og jeg er sikker på, at han blev så overrasket over, at det var svundet så meget i beholdningen, at han har stukket hovedet ekstra langt frem. Og så har han indåndet de giftige dampe. Han sank sammen på stigen, og konsulenten kom løbende og sagde, der var noget galt.
Jeg tilkaldte straks læge og ambulance. Niels hang stadig bevidstløs oppe på stigen, og det var kun med stort besvær, at lægen, som er vores gode ven, fik ham ned. »Nu er det ude med ham,« sagde jeg. Men lægen sagde, »nej, det må ikke være for sent.« Og han gav ham hjertemassage og kæmpede for at redde hans liv, men der var intet at gøre. Han var død.
Må have en uddannelse
Jeg havde mistet min mand, vores fire børn havde mistet deres far og Rykind med sine 250 kreaturer og 170 tønder land, der skal dyrkes, havde mistet sin drivkraft. Kri stian er 21 og uddannet berider, og han har aldrig villet være landmand. Karen er 20. Hun blev student i sommer, og Else er 16 og skal på gymnasiet. De har heller ikke planer om at uddanne sig inden for landbruget. Men Torkil har alle dag fulgt sin far i mark og stald, og hans højeste ønske er en dag at overtage Rykind, som hans far, bedstefar, oldefar og mange flere slægtsled for dem har drevet.
Men jeg har ikke en chance for at drive gården videre selv, selv om jeg pukler alle døgnets timer året rundt, og det ville blive alt for dyrt at drive den alene med frem med hjælp. Så stort afkast kan den slet ikke give.
Nu ser vi os om efter en lille ejendom, hvor vi kan indrette os og det vigtigste for mig er at komme igang med en uddannelse Derfor har jeg meldt mig til forberedelseskursus for voksne, hvor jeg regner med at tage 8. og 9. klasses pensum på et år. Nu mangler jeg pludselig en uddannelse, men jeg har aldrig savnet den, for Rykind har været Niels’ og min fælles arbejdsplads, siden vi over. tog den som ganske unge i 1960.
Der er nogen, der siger, at jeg er godt tosset, når jeg nu arbejder næsten i døgndrift for at klare det. Men jeg er glad for, at jeg kunne bruges som bestyrer, for så kan jeg sikre mig, at gården bliver afleveret til de nye ejere i ordentlig stand. På Rykind lader vi ikke græsset vokse vildt, heller ikke selv om den ikke længere er vores. Vi har altid sat en ære i at have det pænt omkring os og at have vel passede dyr. Selvfølgelig gør det ondt at skulle forlade det hele. men sagen er afgjort. Rykind kan blive solgt hvad dag, det skal være, og så må vi herfra.
Ane Maries Hus Vrensted skal i fremtiden gøre landsbykulturen levende for nye generationer.
Ane Maries Hus får en fremtid som oplevelses- og kommunikationscenter, så man kan komme ind og opleve arven fra landsbykulturen. Huset var tidligere børnehave.
Arkivfoto: Bente Poder
ARKIVFOTO: BENTE PODER
VRENSTED: Støtteforeningen bag et påtænkt oplevelses- og kommunikationscenter for landsbykultur har købt Ane Maries Hus af kommunen.
Støtteforeningens formand og næstformand var i 2018 Christian Østergaard og næstformand Mette Hyldgaard Roussis. (Der er senere sket ændringer i bestyrelsen)
Huset skal rumme centret, som skal beskæftige sig med landsbyernes kulturarv i hele Vendsyssel og trække gæster til fra hele landet, som vil lære om og opleve den nære fortid på en ny måde.
I projektbeskrivelsen fortæller man, at der skal skabes ”et levende hus med forskellige aktiviteter indenfor landsbykulturarv”, så man kan komme ind og opleve kulturarven fra oldeforældrenes tid på en ny måde og opdage, at kulturarven trak tråde udefra ind i et ”typisk bonde-landsbysamfund.”
Slægtsforskning, kunsthåndværk samt ildsjæle og iværksætteres betydning for landsbyudvikling bliver nogle af emnerne.
Støtteforeningen skal nu i gang med at søge fondsmidler til projektet, som forventes at koste fire millioner kroner. Huset skal energirenoveres og forventes at åbne i 2020.
– Vi har allerede fået beløb fra to fonde, men skal i løbet af 2019 i gang med at søge flere fonde. Det er en længerevarende proces som kræver vedholdenhed, siger støtteforeningens formand, Christian Østergaard.
Støtteforeningen blev stiftet 6. august i år og skal styre projektet, indtil en fond bliver oprettet.
Flere foreninger og arbejdsgrupper skal knyttes til huset. Blandt andet arbejdes der på en afdeling om digteren Knud Holst (1936-1995), som boede de sidste 14 år af sit liv i Vrensted. Flere kendte personer, deriblandt kunstnere – samt ikke mindst sagfører Anders Olesen (1854-1929), som lod huset opføre i 1914, har sat sig spor med udspring i Vrensted. Anders Olesen grundlagde Nørresundby Bank i 1897 og ejede store landområder i Hammer Bakker. Han lod Vodskov kirke opføre og ejede på et tidspunkt Vrensted Kirke.
Maleren Niels Larsen Stevns og billedhugger Bodil Dam har også sat sig kunstneriske spor i Vrensted.
Huset indrettes med en lejelejlighed, hvis indtægter forventes at dække lys og varme i huset. Ane Maries Hus skal desuden have plads til en artist-in-residence, altså en for- fatter eller kunstner, som midlertidigt kan bo og skabe sin kunst i huset.
– En gruppe studerende fra Aalborg Universitet har lavet en rapport med et bud på, hvordan vi interaktivt og digitalt kan formidle landsbykulturen. Det er vigtigt at understrege, at det ikke er et museum, siger Christian Østergaard.
Vrensteds lokalhistoriske forening har til huse i det nyindrettede Byen Hus, men ønsker ifølge Christian Østergaard at benytte Ane Maries Hus til udstillinger.
– Vi forventer, at der bliver et udbredt samarbejde mellem Byens Hus og Ane Marie Hus, fortæller Christian Østergaard.
Købsprisen er ikke offentlig, men kommunen har før solgt huse til andre projekter meget billigt under forudsætning af, at projekterne realiseres. Eksempelvis Håndværkernes Hus i Hjørring.
Borgmester Arne Boelt (S) og Hjørring byråd hilser projektet velkomment.
– Vi ser gerne, at de får projektet op at stå. Betingelsen for købet er, at de får samlet nok penge ind fra fonde, siger Arne Boelt.
Kommunen ejer huset, indtil pengene til projektet ligger klar.
Denne ejendom ligger længst ude ved Præstens Plantage og tilhørte på et tidspunkt gårdejer Ejnar Sørensen og hans familie. Fra denne ejendom kom der en del skolesøgende børn til Vrensted Byskole.
Om efteråret når dyrene skulle hjem var der virkelig brug for os unge mennesker, for selvfølgelig var vores dyr længst ude i fennerne, og det var så vi unge der måtte ud op til flere gange og hente dyrene, og genne dem retur til fangefoldene, hvorefter de blev læsset på lastbilerne for at blive kørt hjem til de rette ejere.
