Gårdejer -Kresten Rykind Eriksen f. 1898 d. 1988

Han havde det ikke fra fremmede: Hans morfar, Christen Christensen Rykind (med sin søn Niels Christian) var med til at få et af de første andelsmejerier, “Lykkens Prøve” etableret på Vrenstedvej i 1890 og Hjørring Amts Andels-Svineslagteri i 1891 (efter hans død i 1889)

Kresten Rykind Eriksen var født og opvokset på slægtsgården, ”Rykind” i Vrensted. Gården hørte oprindelig under Børglum Kloster, hvorfra Kresten Rykinds morfar købte den i 1868. Ved sin overtagelse af gården blev han 5. generation, som skulle drive den videre.

 

 

 

 

 

I sin ungdom dygtig gjorde Chresten Rykind Eriksen (1898 – 1988) sig ved forskellige

 

Her viste han sin dygtighed, ikke mindst i avlsarbejdet inden for den sortbrogede danske malkerace, hvor han på dyrskuet i Hjørring og landsskuet i Herning og andre steder hjemførte den ene første præmie efter den anden. Besætningen på Rykind var kendt ikke blot i Vendsyssel, men over det ganske land, og tyrekalve fra Rykind blev efterhånden eftertragtet over hele landet. Utallige selskaber med landmænd har været på besøg på Rykind i Vrensted for at høre om den sortbrogede stambesætning.

Kresten Rykind var også meget udadvendt i hele sit liv. Med sin dygtighed og sine eminente evner, blev han snart valgt til mange tillidsposter. Han var således primus motor ved oprettelsen af Vrensted Brugsforening i 1932 og ligeledes ved opførelsen af det nye Vrensted Forsamlingshus i 1935. Senere kom han i sognerådet og blev her i perioden 1953-1958 valgt til sognerådsformand i den daværende Vrensted-Thise Kommune. Han blev også medlem af bestyrelsen og senere formand for Hjørring landøkonomiske Selskab.

Inden for landspolitik var Kresten Rykind også virksom og spillede i sin tid en vigtig rolle inden for partiet Retsforbundet, hvor han en tid var folketingskandidat. I hans sidste år kom hans politiske interesse til udtryk gennem Fremskridtspartiet, hvor han var meget aktiv, og hvor han blev udnævnt til æresmedlem.

Efter at Kresten Rykind afhændede gården til en søn, opførte han og hustruen Ellen, en ny villa på Stationsvej i Vrensted, hvor de fik et godt og langt otium.

Fra 1868 til 1983 var gården Rykind i familien Rykind Eriksens eje.

Kresten Rykind Eriksen overtog ejendommen i 1927 og solgte i 1960 gården til sønnen Niels. Efter dennes død blev den i 1983 købt tilbage til Børglum Kloster.

”Rykind” blev kendt i vide kredse ikke mindst i avlsarbejdet inden for den sortbrogede danske malkerace, hvor man på dyrskuet i Hjørring og landsskuet i Herning og andre steder hjemførte den ene første præmie efter den anden. Besætningen på Rykind var kendt ikke blot i Vendsyssel, men over det ganske land, og tyrekalve fra Rykind blev efterhånden eftertragtet over hele landet. Utallige selskaber med landmænd har været på besøg på Rykind i Vrensted for at høre om den sortbrogede.

Gården “Rykind” på Rykindvej 14, Vrensted

Gården har eksisteret helt tilbage til 1750 hvor den hed “Ryttgaarden”.  Gården skiftede navn i 1806 fra Ryttergården til Rykindgården. Børglum Kloster  solgte Rykindgården til Christensen-Rykind slægten i 1867, men før det havde slægten været fæstebønder på gården siden 2. september 1790.

Den 4. Christensen-Rykind gårdsejer valgte at lade sin dygtige datter Johanne (2.8.1858-6-5.1920) overtage slægtsgården (istedet for sin tvillingebror Christian!!) i 1890 og derved blev det til at Rykind-Eriksen overtog gården, idet hun giftede sig med den 3 år yngre Mads Eriksen den 19 Feb. 1891 i Vrensted Kirke.

Det er hendes søn Kristen Rykind Ejner Eriksen der blev født den 13 Jan. 1898 i Rykind . Han døde den 13 Jan. 1988 i Vrensted i en alder af 90 år

 Max Vittrup Jensen fortæller.

“I min slægt siges det at det startede med tip-tip-tip-oldefar, Chresten Christensen Rykind (1747-1827) der overtog fæstet på Rykind gården i 1790.

Det fæste overtog hans søn Christen Christensen Rykind (1790-1867) i 1817. Det siges at både som landmand og sognefoged gav han Rykind-navnet et godt ry i sognet og at Rykindgården blev den bedste gård i Vrensted under hans drift.

Det var imidlertid først hans søn, Chresten Christensen Rykind (1824-1899) der fik mulighed for at købe Rykind gården i 1867:

“Christian Michael Rottbøll, eier af hovedgården Børglum-kloster med underliggende gør vitterligt: at jeg i overensstemmelse med foranstående arvefæstekontrakt af 9. august 1867 har solgt, lige som jeg herved fra mig og mine arvinger, overdrager og tilskjøder Chresten Christensen Rykind den i nævnte arvefæstecontract betegnede, hidtil under Børglumkloster gods hørende fra Vrensted by udfløttede gård i Vrensted by og sogn, Børglum herred, Hjørring amt er ansat for hartkorn, i alt 5 tdr. 8 skpr. 2frk, 1 ¾ album
Bemeldte gård med alle rettigheder samt byrder og forpligtelser således som foranstående købecontract nærmere bestemmer (der foreligger 6½ maskinskrevne sider detaljer), tilhører fra nu af Chresten Christensen Rykind som hans lovlige arvefæsteejendom, og da har berigtiget den accorderede købesum 5000 rigsdaler (2.500 kontant, 2.500 i panteobligation.) rigsdaler rigsmønt, så meddeles ham herved dette arvefæsteskøde, som jeg til bekræftelse har underskrevet og forseglet i overværelse af tvende vitterligheds vidner.
Børglumkloster, den 15. oktober 1868 C. Rottbøll”

Chresten valgte at give Rykind videre til sin datter Johanne der giftet sig med Mads Eriksen, og derved stoppede 150 år med Cristensen slægten som ejere af Rykindgården. Deres søn blev døbt Kristen Rykind Eriksen og han arvede den efter Mads, men ingen af hans drenge kom til at hedde Rykind, de fik mellemnavnet Skovrider efter deres mor.

Johannes tvillingebror, Christen Christensen Rykind, blev nok lidt knotten over at han ikke fik Rykind gården, så han flyttede til Sindal en stund, men efter nogen år returnerede han og købte Søndergård og dermed blev han kendt som Christen Søndergård Christensen. En af hans sønner fik navnet Jens Vittrup Christensen (Vittrup efter hans morfar), og det er gartneren fra Vrensted, der blev stor planteskoleejer i Hjørring, men det er en anden historie

 

 

 

 

 

 

Gårdejer Jens Drivsholm f.1889 d.1987.

Gårdejer Jens Drivsholm var født på gården Drivsholm, beliggende ved Munkebrovej mellem Vrensted og Børglum Kloster.

Han begyndte tidligt i arbejdet på sit fødehjem, men allerede som 16 årig kom han på Vraa Højskole som elev der. Dengang var det ganske udsædvanligt at komme på højskole i så ung en alder. Men det højskoleophold kom til at præge ham livet igennem.

Derefter kom han ud at tjene, bl.a på en gård i Himmerland og kun 20 år gammel blev han bestyrer på sin fødegård Drivsholm, idet forældrene havde købt en gård mere i Stenvad ved Vraa.

Jens Drivsholm ville dygtiggøre sig, så det blev til flere skoleophold. Han tog ophold på Thune Landbrugsskole for at få mere viden inden for sit fag, landbruget.

Endnu et højskoleophold på Askov Højskole blev det til, inden han  i 1915 blev gift med Ane og overtog Drivsholm.

De drev sammen gården i 45 år hvor de skabte et godt hjem for dem selv og deres børn.

Jens Drivsholm var ikke alene en dygtig landmand men havde også mange gode interesser. Han havde stor glæde af de foredragsholdere der bl.a. kom til Vrensted og han var velbevandret i historie, kulturhistorie med mere. Hjemmet var desuden meget kirkeligt orienteret.

Hans dygtighed og personlighed gjorde, at det også blev kaldt på ham udefra. Han var bl.a. medlem af Vrensted-Thise sogneråd i 9 år. I 50 år sad han i bestyrelsen for Løkken Sparekasse, heraf 17 år som en meget dygtig formand.

Løkken Sparekasse havde på daværende tidspunkt en filial på mejeriet i Vrensted, hvor han en gang om ugen sad sammen med en sparekasseassistent fra Løkken, som kom cyklende til Vrensted. Her kunne man så få klaret sine sparekasse sager, måske indsætte eller hæve penge på sin sparekassebog eller underskrive lånedokumenter m.m.

Han var også i en meget lang årrække i bestyrelsen for Vraa Højskole og desuden også med i mange forskellige lokale bestyrelser.

Efter at have solgt gården til et barnebarn, byggede han hus i Vrensted og nød der et langt otium.

Som jeg husker det havde vi i Vrensted i min barndom tre murermestre

Murermester Charles Andersen,

gik i faderens fodspor og etablerede sig med egen forretning som murermester i 1935.

Utallige er de huse og gårde og institutioner, han har været mester for at opføre. Bl.a. opførte han det nye Vrensted Forsamlingshus i 1935.

Restaureringsarbejderne på omegnens kirker i Tolstrup, Stenum og Vrensted blev også hurtigt lagt i hænderne på Charles Andersen, der har sat sit præg på såvel Thise Kirke, Tolstrup Kirke og Vrensted Kirke.

Udover at virke som murermester virkede han i mere end 25 år som husflidslærer i Tolstrup, Stenum og Vrensted.

Han havde også tillidshverv. Var en årrække kasserer for Vrensted Forsamlingshus og var medlem af Svendekommissionen og i bestyrelsen for Murerforbundet 4. hovedkreds.

Fritiden brugte Charles Andersen på musikken. Han spillede i 17 år til folkedans og komponerede også. Han underholdt ofte sammen med sønnen Keld Martin.

Murermester Christian Nielsen,

var født og opvokset i Vrensted på Nørkær. Faderen var også murer. Chr. Nielsen etablerede sig som selvstændig murermester i 1927. Utallige er de arbejder som Chr. Nielsen har været med i.

Sammen med Charles Andersen havde han murerarbejdet på Vrensted Alderdomshjem og Vrensted Skole

da de blev opført. Desuden arbejder på Vrensted kirke, landbrugsejendomme og huse i Vrensted og omegn. I 1960 gik han i kompagni med sin søn Svend Nielsen og otte år senere overtog Svend Nielsen forretningen. Chr. Nielsen fortsatte med at arbejde en tid herefter. Han tog sig af småreparationer og mindre arbejder indtil han blev 80 år. Da byggeriet var på sit højeste havde han mellem 15 og 20 mand i sving.

Murermester Svend Nielsen som jf. ovenfor tog over efter sin far, fortsatte med at have mange arbejder inden for parcelhusbyggeri og landbrugsbyggeri og fortsatte med den store mandskabsstyrke. Efter en brand på gården Haugaard, opførte han der, de nye stalde og lade. Byggeboomet satte ind i 1960erne så der var nok at lave.

Han opførte bl.a. også parcelhuset her på Anders Olesens vej 8

Så også Svend Nielsen havde en stor del af nybyggeriet, ombygninger og reparationer i Vrensted og omegn. Ved sin pensionering lukke han forretningen.

Her i 2018 er der ikke længere nogen murermester i Vrensted

Sommerfest i anlægget i Vrensted, det var før 1965, noget som Vrensteds borgere så frem til hvert år, med  fest og forlystelser  lørdag og søndag og med dans for børn om eftermiddagen og voksne om aftenen og ringridning søndag på sportspladsen.

Om sommeren blev der holdt sommerfest i anlægget nede ved Stationen.

Anlægget er nu nedlagt og fjernet, købt af mekaniker Svend Andersen.

Stedet var dengang ejet af Vrensted borgerforeningen.

Anlægget var omkranset af en stor hæk med indgang både fra nord siden og syd siden. Der var bygget et fint langt lavt træhus malet rødt og med pap tag. Her opbevarede man bænke, borde og dansegulv. Når der var sommerfest var huset ryddet. Der blev lagt dansegulv ud, stillet en gummivogn op til orkesteret og overdækket med presenninger (sikkert fra vognmand Mathis Westergaards lastbiler) og sat sne skærme rundt om dansegulvet. Lørdag og søndag var der så stor fest.

I huset kunne skodderne fjernes, således der blev flere åbninger ind i huset.
Man kunne bl.a. skyde efter skiver med luftbøsser, der var tombola med flottegevinster. Der var også et stort spil der blev stillet op på bukke ude på græsset med et lærredstag over. Her kunne man spille på de forskellige spillekort hvor man lagde 10 ører og når der blev trykket på en stor knap kørte skiven rundt og der hvor pilen stillede sig vandt man så sit indskud –måske x 10 ?. Det var sjovt og spændende, men det var ikke nemt at ha penge nok til det, idet man sjældent var heldig.

Ved sommerfesten var der også arrangeret ringridning om søndagen på sportspladsen. Jeg husker især, Lis Mørk, Hanne Helledie, Niels Elmer Helledie, Erik Korsbæk og så alle karlene ude fra de forskellige gårde som kom med deres flotte og pyntede heste. Det var sjovt og spændende at overvære, samt meget prestigefyldt at blive ridderkonge.

Selma Mølgaard Hansen fortæller:

“Senere kom der også tivoli til sommerfesten. Det var Svends Tivoli. Jeg tror de var der i 1 uge i forbindelse med sommerfesten Så vidt jeg husker, var der spilleautomater, en karrusel, radiobiler og ikke mindst luftgynger. Luftgyngerne syntes vi var vildt udfordrende. De var udformet som små både, og vi skulle selv få dem op i luften. Når vi fik rigtig gang i dem, gyngede vi så højt, at vi næsten stod på hovedet.”

Disse sommerfester kunne virklig samle børn og voksne fra både by og land og det var noget man så frem til.

Chr. Roden, der er født på gården Roden i Åsendrup uddannede sig i tømrerfaget og allerede i 1913 etablerede han sig i Vrensted som tømrermester, hvor han havde virksomhed helt til 1947, da en søn overtog virksomheden. Chr. Roden var en dygtig håndværker, der sjældent manglede arbejde. Han har været med til at bygge adskillig af de huse der er opført i Vrensted og omegn. Men ud over håndværket fik han overdraget adskillige tillidsposter. Han var formand for Vrensted Sogns sygekasse og fra 1937 til 1967 var han formand for Almindelig Brand landbrugsforsikringer og fra 1937 til 1971 for Hjørring Amts Kær Herreders Brandforsikring. Chr. Roden opførte ved overdragelsen til sønnen Morten Roden et nyt hus på den modsatte side af vejen og havde der Apoteksudsalg fra Løkken Apotek i mange år.

Morten Roden drev herefter virksomheden dygtigt indtil 1980 og havde i den periode mange arbejder i Vrensted og omegn. Han overtog efter faderens død dennes hus på modsat side af vejen.

Men i 1979 overtog hans svend, Bjarne Svenningsen, virksomheden. Bjarne havde stået i lære hos Morten Roden. Fremgangen for virksomheden fortsatte med Bjarne ved roret. I 1988 blev der pladsmangel og virksomheden måtte udvides med et nyt værksted således at der kunne rådes over 220 m2 værksted incl. Kontor, lager og mandskabsrum. Bjarne drev virksomheden indtil 2015.

 

 

 

 

 

Tidligere havde Vrensted yderligere 2 tømrermestre Marius Ejersted på Ingstrupvej og Ejnar Miller på Gl. Byvej. Begge lukkede ned ved deres pensionering for mange år siden.

Desuden var der i Vrensted midt i byen, en karetmager og snedkermester Villy Christensen, der også drev forretning i mange år. Her overtog sønnen Elmer Christensen efter faderen. Denne virksomhed er nu også lukket ned.

Karetmager Villy Christensens værksted på Vrenstedvej midt i byen.Foruden før omtalte virksomheder var der også i Vrensted en møbelsnedker Oluf Jensen, som hovedsagelig fremstillede, reparerede og restaurerede møbler. Oluf Jensen er omtalt i en anden Vrensted Historie.

 

Fortalt af Christian Larsen, Brønderslev, opvokset på Bådstedhede og udlært elektriker hos Vrensted El-Installationsforretning v/ Marie og Knud Erik Jensen.

Udskiftning af mastesikring.

Som de fleste nok er bekendt med, har jeg været i lære som elektriker i Vrensted El forretning. Forretningen er for længst nedlagt
Forretningen var i den bygning lige ud for A.C. Andersens vej , og som nu tilhører Jørgen Michaelsen.
Virksomheden ejedes af elinstallatør Knud Erik Jensen, og ikke at forglemme Marie.
Vrensted El forretning var efter datidens forhold en stor forretning, jeg mener at vi var op til syv personer ansat. Ud over almindelig installationsarbejde, havde vi også alle de omkringliggende transformatorforeninger at arbejde for.
Som yngste lærling havde jeg flere opgaver, blandt andet passe deres have, feje fortov og ikke mindst kigge efter deres to børn, Jes og Per.
Medens jeg var i lære i Vrensted, startede min mester, en filial op i Tylstrup, hvor Johannes Pedersen og undertegnede arbejde, når der var behov for det.
Da jeg ikke havde kørekort på det tidspunkt, kørte Knud Erik mig til Tylstrup hver morgen, og ligeledes hentede mig om aftenen. Hvis jeg var heldig fik jeg lov til at køre bilen hjem, dog kun ude for bymæssig bebyggelse.
Da jeg var gammel nok til at få kørekort, hændte det at jeg fik lov til at tage en firmabil hjem.
En kold vinteraften lige før Jul ringede Knud Erik, og spurgte om ikke jeg ville køre til Ajstrup og skifte en mastesikring, hvilket jeg selvfølgelig sagde ja til.
Jeg boede hjemme på det tidspunkt, så min fader spurgte om han ikke måtte komme med til Ajstrup, hvilket han selvfølgelig fik lov til.
Jeg fik skiftet mastesikringen, og konen i huset spurgte om ikke jeg ville have kaffe, og hun spurgte samtidig om jeg var alene i bilen, hvilket jeg desværre svarede ja til.
Familien der var lykkelige over at have fået strøm igen, beværtede mig med masser af kage, og noget af familiens julebag. Da jeg jo havde sagt at jeg var alene i bilen, kunne jeg jo ikke meddele at min fader sad derude i bilen – og frøs.
Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, men det var en meget sur og kold fader, da jeg kom retur til bilen igen, og jeg kan ikke mindes at han spurgte om han måtte komme med på arbejde en anden gang.

Christian Larsen, 18.11.2018

 

 

Mælketur fra Bådstedhede til Vrensted mejeri skrevet af Christian Larsen, Brønderslev opvokset på en ejendom aller sydligst på Bådstedhede.

Som dreng var det en stor oplevelse at komme med mælkemanden på mejeriet. Mine forældre leverede mælk til mejeriet i Manna, men da vi havde mest tilknytning til Vrensted, hændte det oftest at jeg kom med på mælketuren til Vrensted.
Mælkekusken var på et tidspunkt Svend Erik Kristensen, Bådstedhedevej 159,. Turen startede helt ude ved Svend Pedersen, videre til Sø-Åge, Stadsvold og Marius i Rørbæk, det sydligste af Bådstedhede o.s.v. ind mod Vrensted by og mejeriet.
På turen til Vrensted, havde de forskellige mælkeleverandører typisk skrevet en indkøbsseddel, som mælkekusken afleverede i Brugsen, og på hjemvejen tog mælkekusken varerne med hjem.
Når vi kom til mejeriet, var der to mejerister der tømte de tunge mælkejunger ned i et stort kar, hvor det leverede mælk blev vejet, inden mælken gik ind til videre forarbejdning.
I Vrensted var man god til at producere smør, og det var spændende og se, når det færdigproducerede smør kom ud af den store beholder, hvor smørret blev produceret.
Jeg kan desværre ikke huske det, men jeg mener at smørret blev hældt i dritler – tønder magen til dem der i dag anvendes til at slå katten af tønden.
Når al mælk var afleveret, blev mælkejungerne fyldt op med valle – et restprodukt ved smørproduktionen, og herefter afleveret ved de forskellige mælkeleverandører.
I mit hjem havde vi en lille mælkejunge, som mejeriet fyldte op med nylavet kernemælk – det var bare godt.
På mejeriet kunne man også få kogt kartofler, som blev anvendt til foder til dyrene. Der blev boret to huller i bagsmækken af gummivognen, hvorefter der blev stukket to damprør ind i disse, og efter at der var lagt en presenning over kartoflerne, blev der sendt damp ind i disse.
Da jeg senere kom i lære som elektriker, var det altid en stor udfordring at udføre arbejde på det lokale mejeri, som jo for længst er nedlagt.

Christian Larsen 18.11.2018

Selv om der i Vrensted aldrig har været mulighed for privat musikundervisning eller der har været nogen form for musikskole, har der alligevel været unge mennesker som har haft lyst til at spille på et instrument. Det resulterede nogen gange i, at de lærte sig selv at spille efter gehør eller nogle havde nogen i familien der kunne spille på et instrument, harmonika eller violin måske, som de kunne lære af.

Men  i slut 1940 erne har  der dog  i Vrensted været flere som havde håndelag og gehør for at spille musik. I min barndom var det traktor Charles, fra Nyhavn på harmonika sammen med Gunnar Gade på banjo som spillede op til årets juletræsfest i forsamlingshuset, senere sammen med sønnen Leo på trommer.

Så i 1950 erne kom Ivan Krag som sammen med Carlo Westergaard og nogle flere dannede orkestret Arizona Boys, som spillede i egnens forsamlingshuse, men det var før jeg selv begyndte at gå til bal.

Senere kom der så i midt 1960 erne et orkester med Keld Andersen, Kristian Andersen (Kesse) og Jens Tilsig samt Per Vandkrog. De spillede også mange steder i omegnen. Senere blev det orkester til Keld Martins orkester omkring 1968.

Da det ophørte, var kun tilbage Gunnar Gade  som stadig var aktiv sammen med Helga Pallesen på harmonika,  især underholdt man i  pensionistforeninger og på plejehjem.

Senest har Vrensted så fostret et By Orkester  eller også kaldet for Vrensted  Musikforsyning med sangerinde. Det stiller ofter op ved forenings arrangementer  i Vrensted og omegn.

Herunder billede af Keld Martins orkester 1968,

Gunnar Gade og Helga Pallesen 1992 og

Vrensted By Orkester 2016.

Skulle nogen ligge inde med foto af de andre orkestre kunne det være sjovt at få dem frem i lyset.

Vrensted By Orkester består normalt af Peter, Leo og Jørgen samt Annemarie, Hanne og Elin alle kendte i Vrensted og omegn

 

 

Kilde VT 1987,

Harry Jørgensen – Hvem var han

Harry Jørgensen omtalt som ”Vagabondernes Bedstefar” var en farverig person.

Her skriver Knud Holst, Vrensted om ham i forbindelse med hans 80 års fødselsdag i 1987.

Nybagt redaktør fylder 80 år.

En farverig og flittig person, kendt af mange over hele Vendsyssel, Harry Jørgensen, Vrensted fylder tirsdag den 14. april 80 år.

Gennem et helt liv har Harry Jørgensen fyldt spalterne i aviserne , dels som meddeler og lokal korrespondent, dels som flittig og meget velformuleret læserskribent, en af de mest markante under Frit Ord i Vendsyssel Tidende f.eks., og trængte de til et hib og et ord med på vejen i københavnerpressen, udgår der en fyldig kommentar fra Huset på Bådstedhede vej i Vrensted.

Harry Jørgensen har ikke slappet af med årene. Tværtimod ser det ud som om han aldrig har været mere aktiv. Han skriver lokalhistoriske artikler, han taler pensionisternes sag, han siger bramfrit sin mening om forpligtelsen til at hjælpe flygtninge og tør godt indtage et særstandpunkt inden for sit eget parti – Z. Og han har tit talt vagabondernes sag.

Det sidste har ligefrem ført til, at han kan føje en ny titel til pensionist betegnelsen – nemlig redaktør og bladudgiver. I vinter startede Harry Jørgensen dristigt sit eget lille blad ”Vagabond Avisen”, der nu allerede har mange læsere, både i Vendsyssel og i ”udlandet”. Der skal endda findes abonnenter helt på Langeland! Og der går hver uge nye bestillinger ind til ”Redaktionshuset” i Vrensted.

De farende folk har tit haft et godt ly hos ”Vagabondernes Bedstefar” som de kærligt kalder ham. Og han er en velset gæst på alle markeder. Så velset, at han sidste år fik en sjældent ”markedslegat” – fri fortæring under Jerslev Marked. Der er både lune og en egen autotitet over ham når han toner frem med tophue og stok.

Hele landet kunne se ham som iøjnefaldende statist i TV-spillet ”Menuet i Mårup” hvor han var lige ved at tage billedet fra hovedkraften Aksel Erhardsen, der ganske vis sagde mere. Men Jørgensen sad smukt i centrum.

Selv er Harry Jørgensen altid god for en interessant beretning. Han er et omvandrende arkiv – og har desuden gennem årene samlet et omfattende ”rigtigt” arkiv af udklip og materiale af lokalhistorisk art. Det bruges der også flittigt af i Vagabond Avisen, så det kommer nye læsere til gode. Det er på en måde hans ”samlede” værker.

De fleste redaktører har takket af, når de bliver 80 år. Harry Jørgensen begyndte. Og han bestemmer selv sin aldersgrænse. Det er da vist også presse-historie!

Vi ønsker tillykke og håber at høre mere fra ham i mange år fremover.

Knud Holst

Følgende blev også skrevet:

Et lille uddrag fra en artikel fra VT:

Den 80 årige er en snurrig fyr. En markant ener og vital som få på den alder.

80 års dagen markeres med åbent hus i Vrensted Forsamlingshus, hvor der serveres en stille øl til den medbragte madpakke samt det gode humør. Der er grænser for en pensionists økonomiske formåen, så i sin invitation har Harry Jørgensen bemærket, at købmanden bor lige overfor og har forskelligt til salg. Kun en type som Harry ”Vagabond” kunne finde på at invitere på denne måde.

Harry Jørgensen døde som 88 årig den 29.06.1995

klik på link:

Historier med Harry Jørgensen

Kilde: Artikel VT 1987 skrevet af Preben Friis

80-årig smidt ud af rutebil

Efter 200 m kørsel smed en chauffør på NT-ruten Brønderslev-Løkken torsdag aften en 80 årig passager ud af rutebilen og lod den gamle mand stå på gaden med sin fuldt gyldige billet.

Den usædvanlige hændelse skete 200 meter fra rutebilstationen i Brønderslev, hvor den ældre mand, pensionist Harry Jørgensen, Vrensted, kort forinden var stået på bussen og havde betalt billet. Chaufføren kaldte inden bussens start den aldrende mand udenfor og fortalte, at han ikke kunne komme med rutebilen fremover, men at han denne gang skulle få lov at køre med hjem til Vrensted. Chaufføren nævnte, at der var kommet en klage over manden, som jævnligt kører med bussen.

Efter denne hændelse startede chaufføren bussen, men efter kun 200 meters kørsel skiftede chaufføren mening, for han standsede køretøjet og sagde kort til Harry Jørgensen: Så må du ud.

Vrensted pensionisten forlod med sin stok og to tasker bussen uden at indlede nogen diskussion med chaufføren, som fortsatte mod Vrensted og Løkken med sine forholdsvis få passagerer.

Harry Jørgensen, der godt nok var noget langskægget, var ikke beruset og mener selv, at hans opførsel ikke kunne genere andre. Jeg havde som sædvanlig mine to tasker med foruden min stok. På min jakke havde jeg en række medaljer, som jeg har fået rundt omkring på landsdelens markeder landet over i sommerens løb. Men det kan være, at chaufføren ikke kan lide medaljer, slutter Harry Jørgensen, der ud over at være redaktør af Vagabond Avisen også er kendt som Vagabondernes Bedstefar.

Afsnit 2:

Bedt om at forlade bus efter passager-klager.

Hr. redaktør Jørgensen, Vrensted blev bestemt ikke smidt ud af Brønderslev-Løkken-bussen, men blev bedt om at forlade bussen efter klager fra passagererne.

Det siger Poul Jensen, Rakkeby, der var chauffør på rute 209-bussen torsdag aften i Brønderslev, da den 80-årige pensionist Harry Jørgensen, Vrensted efter 200 meter fra Brønderslev Rutebilstation blev bedt om at forlade bussen.

Det var simpel hen nødvendigt, forklarer Poul Jensen til VT.

Rutebilejer Edith Bæk, Løkken og Nordjyllands Trafikselskab havde drøftet forholdet, idet der gennem flere måneder var kommet klager fra bus-passagerer over, at disse ikke mente af etisk/hygiejniske grunde at kunne være tjent med at køre i bus sammen med Harry Jørgensen.

Jeg havde fået besked om i givet fald at afvise Harry Jørgensen som passager hvis forholdene skulle gøre det nødvendigt. Og det var altså nødvendigt torsdag aften, siger Poul Jensen. Jeg er ked af at gå nærmere i detaljer med sagen af medmenneskelige grunde, men når Jørgensen selv går til pressen med sagen, så tvinges jeg til at tage bladet fra munden og klart sige, at det hele drejer sig om noget med sæbe og vand – eller rettere mangel på samme. Sandheden er ilde hørt, men altså nødvendig.

Både NT og min arbejdsgiver er enige om, at vi ikke kan miste øvrige passagerer for at køre med Harry Jørgensen, der måske ikke selv helt er klar over forholdene, men det er de øvrige passgerer. Og torsdag aften var det altså helt galt. Den øvrige halve snes passagerer i bussen var rykket helt ned i køretøjets bagende.

Jeg havde meddelt Jørgensen, at han ikke – som forholdene har udviklet sig – – fremover kunne køre med bussen, men jeg var indstillet på at lade ham tage med til Vrensted, men efter et par hundrede meters kørsel, måtte jeg altså bede ham om at forlade bussen. Andre passagerer skal jo benytte bussen bagefter, og hverken af hensyn til andre eller til overholdelsen af køreplanen kan det ikke være rimeligt at køre rundt med skånebetræk eller foretage ekstraordinær rengøring efter transport af en enkelt passager.

Som sagt er sandheden altid ilde hørt, og jeg er ked af at måtte sige dette til avisen, men omstændighederne har altså tvunget mig til det, slutter Poul Jensen, der samtidig understreger, at hans passager blev sat af midt i en by, tæt ved Taxa. Det var højlys dag, varmt og solrigt. Jørgensen ville selvfølgelig aldrig være blevet sat af et øde sted eller i tilfælde af dårligt vejr.

Harry Jørgensen døde i 1995, 88. år gammel

• Historier med Harry Jørgensen

Skrevet af Birthe Helledie i Løkken Folkeblad

den 10.04.1997. 

Hun har talt med graver og kirketjener ved Vrensted Kirke.

Niels Jørgensen,  som efter 50 års arbejde – nu går på efterløn som 61 årig.

 

Niels Jørgensen foran Vrensted Kirke i 1997.

I 16 år har Niels Jørgensen passet kirkegården i  Vrensted, men når han selv skal herfra, vil han gerne begraves på Grønland, hvor de efter hans mening har så smukke hvide kors.

Han stopper nu med arbejdet og går på efterløn.

Niels Jørgensen er kun 61 år, men har alligevel været på arbejdsmarkedet i 50 år. Jeg synes jeg har gjort det godt nu. Jeg har arbejdet siden jeg var 11 år. Da kom jeg ud som hyrdedreng og siden har hver dag været en arbejdsdag. Nu vil jeg give mig selv lov at dyrke mine interesse siger Niels Jørgensen, der sammen med sin grønlandske  kone bor på Bådstedhedevej overfor Kirkedammen.

Oprindelig ville Niels være skibstømrer, men det var dengang umuligt at få en læreplads. Istedet blev han uddannet tømrer. men havde i flere år arbejdet som bådebygger. I 60 erne var det småt med arbejde, og Niels søgte til Grønland.

De otte år i Napasokk på Grønlands vestkyst er de bedste år i hans liv. Vi rejste huse til fiskeindustrien og det var et vidunderligt sted at bo, fortæller Niels. – Deroppe tænker man ikke så meget på luksus og prestige, folk kommer hinanden meget mere ved, og jeg kom til at holde utroligt meget af landet og menneskene der. Jeg mødte min kone og hendes fire børn deroppe, og vi blev en lille familie, som har holdt sammen siden, fortæller Niels. I 1973 vendte familien  næsen hjem mod Danmark – og Vrensted.

En del år arbejdede Niels som tømrersvend, men da graverembedet ved Vrensted Kirke i 1980 blev ledigt, fik han det.

Et 7-16 job er ikke Niels. Som graver kunne han til dels selv passe tiden, bare arbejdet blev gjort. Hækkene kan jo ligeså godt klippes tidligt om morgenen, og så bliver man ikke forstyrret, siger Niels Jørgensen, der har fået mange bekendtskaber gennem sit arbejde som graver og kirketjener. Han har været med til at anlægge den nye urnekirkegård, som han kalder “græsplænen” Det er hans opfattelse, at flere og flere vælger det sidste hvilested her, fremfor et gravsted som skal holdes. Selv vil Niels gerne “hjem” til Grønland, når den tid kommer. Der har de så smukke, hvide kors uden navn på, fortæller han.

Niels har gennem sit skiftende arbejdsliv bevaret sin kærlighed til søen. Båd har han altid haft, og netop nu er han igang med at snedkerere på en, som skal søsættes til sommer på Limfjorden. Og så er der så mange gamle møbler, der skal repareres for folk. Køkkenhaven og blomster haven skal passes og de er ikke af de mindste. – Men allermest glæder jeg mig til at gense Grønland. Det sker til juli, hvor min kone og jeg tager derop i tre uger fortæller Niels Jørgensen. Vi skal besøge min kones familie og min broder, som har været deroppe siden 1967, og vi glæder os utroligt.

Niels Jørgensen døde 22/10-2016

Bådstedhedevej 10

Historien om Vrensted Fællesvaskeri som blev til en lille helårsbolig på 62 m2

Industrialiseringen begyndte for alvor i 1950 erne på alle områder og det fandt man også ud af i Vrensted.

En gruppe mennesker blev i 1953enige om at bygge et Fællesvaskeri.

Følgende er 35 år efter etableringen indrykket som annonce i avisen i 1988.

“I Vrensted har ca. 20 familier tegnet sig for at oprettelse af et vaskeri med selvbetjening. Anlægssummen andrager ca. kr. 25.000 og leveringen af anlægget er overdraget Aarhusfirmaet Sigvald Lund. Vaskeriet monteres med maskiner fra Nyborg Vaskerimaskinefabrik.

Der har været afholdt stiftende generalforsamling i Interessentskabet der står for vaskeriet, og det blev her vedtaget, at lade vaskeriet opføre så snart man har sikret sig en egnet grund.  Til bestyrelsen valgtes fru Marie Frandsen, Bådstedhede, lærerinde fru Westergaard, købmand Poul E. Christoffersen, murermester Chr. Nielsen og handelsmand Simon Thomsen, der valgtes til formand. Anlægget afdrages over femten år.”

(se annoncen nederst)

Et lille gult murstenshus blev opført på en grund mellemmem købmanden og  Sct. Thøgersvej, og indrettet med tre rum på en 703m2  stor grund. 

Huset der var på 62 m2 med Vaskerum, tørrerum og strygerum.

Jeg ved ikke hvem der var foregangsmand i dette projekt. Det blev etableret som et interessentskab.

Skønt var det for vores mor og andre Vrensted familier, at man nu kunne ordne alt vasketøj i vaskeriet, i stedet for af bruge gas gruekedlen ude i vores vaskehus eller hvad man nu brugte for at vaske.

Man lejede/bookede sig ind i det nye vaskeri og så blev der ellers vasket i en stor tromlevaskemaskine.

Der var også i vaskerummet opstillet en stor centrifuge, hvor man efterfølgende lagde tøjet i for oven – der kunne være rigtig meget i den – og så fik tøjet ellers en ordentlig slyngetur.

Herefter blev det hængt op i et tørrerum.

Efter tørring var der så mulighed for at få strøget tøjet på en stor varmerulle i det 3. rum.

Det var lidt sjovt at være med til det. Det stod som regel på over to dage.

Et stort fremskridt var det der i 1950 erne.

I dag er vaskeriet ombygget til bolig og chauffør hos Mathias Vestergaard, Ejnar Andersen boede der indtil sin død i 2012.

Huset der har været indrettet som bolig i mange år, er senest i 2021 solgt til en familie fra Viborg, der har renoveret huset totalt – nu bruges det som fritidsbolig.

En Telefoncentral var en kommunikations virksomhed som via et omstillingsbord satte telefoner i forbindelse med hinanden. Centralen dækkede et geografisk område, som kunne være en by eller en bydel. Fra telefonens barndom til op i 1950’erne var centralen manuelt betjent, herefter semi-automatiske frem til slutningen af 1970 erne, hvor de blev med otte cifre og fuldt automatiseret.

En abonnent, der ville i telefonisk forbindelse med en anden abonnent, ringede centralen op på sin telefon:

En telefonist svarede,

 og abonnenten opgav nummeret på den abonnent, man ønskede forbindelse med. Telefonisten forbandt med kabler på omstillingsbord pågældende abonnenter, hvorved modtagende abonnents telefon blev aktiveret. Telefonisten registrerede den forbrugte samtaletid, som påførtes den løbende regning hos den abonnent, der havde ringet op.

Telefoncentralen var ejet og drevet af et telefonselskab.

I Vrensted havde vi i 1950 erne også telefoncentral. Den havde til huse på nuværende Vingevej 6, dengang med udsigt til trehjørnet.

Det var netop dengang, vi havde telefoner som ovenfor og hvor man ringede op til centralen og bad om det nummer vi skulle snakke med. Vi havde, Vrensted 17.

Central Kesse og konen Inger, kaldet “centralbestyreren”,  vidste altid meget om hvad der skete i Vrensted og omegn, idet de kunne høre med på samtalerne.

Mange gange har de, hvis et nummer ikke svarede eller var optaget, kunne fortælle, hvor og hvornår folk kunne træffes.

Det betød meget, at man havde gode og ordentlige mennesker på Centralen og det havde vi i Vrensted.

Fortalt af Anne Hyldgaard lige til at smile af:

Min far Børge Hyldgaard har ofte fortalt

En lille anekdote om telefoncentralen, hvor min farfars søster, Stinne, arbejdede. Når min farfar, Anker E. Nielsen, snakkede med sin bror, Reinholdt, i telefonen, blev der snakket om lidt af hvert. En gang imellem stoppede de dog op i samtalen og sagde “Nej, vi må hellere lade være, for Stinne lytter bare” – hvortil Stinne svarede “Nej, det gør jeg ikke”.

Marie Frandsen, Bådstedhede – kogekone i Vrensted og omegn

 

 

Jeg husker kogekone Marie Frandsen ude fra Bådstedhede som en glad og smilende men bestemt kone, der kunne dirigere med sine medhjælpere. Hun var en meget brugt kogekone hos mange i Vrensted. Hun var som sagt en livlig og munter dame som lavede noget godt mad. Mor og far har brugt hende rigtig mange gange til fester, fødselsdage, konfirmationer bryllup m.m. Hun kom i mange år cyklende ude fra Bådstedhede. Hvordan hun blev kørt hjem husker jeg ikke. Men hjem kom hun altid i god behold. Husker dog at de fik bil på et tidspunkt. Hun kunne godt lide et glas vin, men det gik aldrig over gevind. En god cerut havde hun næsten altid i munden.

Som ung lærte hun faget ved simpelt hen at tage plads i køkkenet på et pensionat i Middelfart og kort efter sit giftemål med Hans Frandsen fik parret bopæl i Vrensted.  Ikke længe efter fungerede hun som kogekone ved en privat fest i Vrensted, og siden har hun stået for den kulinariske  side ved hundredvis  af bryllupper, barnedåb, fødselsdage og andre festlige lejligheder i forsamlingshusene og i hjemmene i Vrensted og omegn. Hun var agtet og afholdt for sin dygtighed og sit overblik.

Til min fars 50 års fødselsdag i 1963 stod fru Frandsen i køkkenet. Det var første gang jeg skulle med til en voksenfest hjemme.

Det var en herrefrokost. Der blev ikke indtaget for lidt. Som gæster var der Vrensted folk, fars brødre og en del kolleger både fra skolen og omegnsskoler m.fl. Lige pludselig ringede telefonen. Stemningen var høj. Ham der sad nærmest telefonen, det var førstelærer Vinther Jensen, Ø. Hjermitslev. Husker ham som en sjov person. Han tog telefonen med bemærkning om, hvad han kunne hjælpe med. Vedkommende som ringede spurgte efter fru Frandsen. Vinter Jensen var meget uforstående over for spørgsmålet, for han kendte ikke fru Frandsen. Efter længere tid samtale hvor vi tilhørere var ved at dø af grin, endte det da med at Fru Frandsen blev hentet frem fra køkkenet og fik talt med den aldeles uforstående person der ringede op.

Det var første gang hjemme, jeg drak for meget og skulle brække mig flere gange.

Ved samme fødselsdag kan jeg også huske, at min fars bror (han var lærer og blev senere præst) også fik rigeligt – han kom i en god stemning – og han gik på besøg på alderdomshjemmet,

som var vores nabo. Her besøgte han alle de gamle. På et tidspunkt blev han så efterlyst og fundet derovre.

Det har vi moret os over mange gange siden.

Kommentarer:

04.11.2018 Fortalt af Egon Olesen, Philiphinerne, førhen Stenum barnebarn af Alfred Westergaard, der boede i Villa Thybo i Vrensted

Vedrøernde Marie Frandsen. (Kogekone i Vrensted og Omegn)

Jeg husker hende fra min tid hvor jeg besoegte min Moster og hendes mand. Det var lilly og Hans juul Hansen som boede paa baadstehede. En anden ikonisk person ville vaere “Sy Gusta” som var det navn hun gik under. Det var Auguste Westergaard som var soester til Alfred Westergaard, som igen var min bedstefar. Hun var “pebermoe” altsaa udgift.Det var en strid kvinde med en skarp tunge. Hun tog rundt omkring og syede kjoler til de nok lidt mere tunge hus og gaards mands koner. Hun skulle hentes, og jeg husker min far som ellers ikke var til at slaa ud af kurs, men hente “Sy Gusta” kunne faa selv den mest barske mand til at ryste. Jeg er sikker paa at min moster, som du kender og bor i Vensted mejeriby, eller naermere sagt huset “Thybo” har mange historier om hende.

Fortalt af Kirsten Andersen- 

Fest og brug af kogekone og serveringspersonale: 

 

Når der var fest i Vrensted, var Marie Frandsen det naturlige valg til at lave maden, der var tit over 100 mennesker samlet når der var runde fødselsdag, bryllup, sølvbryllup m.m. Serveringspersonalet var børn af de af vores forældre som var inviteret med. Lønnen for en hel aftens slid var tit et par nylonstrømper, et lommetørklæde eller lignende. Men vi havde det sjovt. Jeg tror billedet stammer fra en fest hos Madsen og Karen på Libak.

Her billeder fra forskellige fester i Vrensted

 

 

 

1992 blev fru Frandsen 75 år.

Fra en Lokalhistorisk bog i Løkken-Vraa Lokalhistorisk.

 

 

Vrensted gamle skole som blev nedlagt i 2011 er nu blevet ombygget til “Byens Hus” et samlingssted for alle byens borgere og foreninger.  Desuden er der lokaler til en børnehave. Det gamle forsamlingshus i Vrensted er solgt og Byens Hus skal nu også indeholde et Forsamlingshus hvor lokaler kan lejes som førhen.

Indvielse af Byens Hus i Vrensted sker i november 2018

En lang proces har det været, men man har kæmpet i Vrensted.

 

 

 

 

BYENS HUS

Byens Hus er en ombygget version af den gamle folkeskole i Vrensted, som i stedet bliver til et fælles aktivitetshus Byens private børnehus, idrætsforeningen, Forsamlingshuset samt en række foreninger og aktivitetstilbud vil holde til i Byens Hus Det samlede areal reduceres med ca. 30 procent, så det ender på ca. 1300 kvadratmeter. Byens Hus kommer til at koste komme små 10 mio. kr. Byens borgere har selv samlet godt 800.000 kr. til det nye aktivitetshus Hjørring Kommune betaler 3.961.000 kr. mens Lokale- og Anlægsfonden har doneret 2.879.000 kr. Derudover er kommet 1 million fra A.P. Møller Fonden og 1 million kommer fra Realdania.

 

 

Den lukkede skole i Vrensted i Hjørring Kommune omdannes til et fælles aktivitetshus for hele landsbyen. I Vrensteds nye samlingssted, Byens Hus, bliver der plads til idræt, forsamlingshus, madværksted, café, lokalarkiv og daginstitution.
Risikoen for fraflytning og landsbydød er altid til stede, når skoler lukkes. Da Vrensteds skole blev lukket i 2011 lagde Hjørring Kommune en strategi for, hvordan landsbyen kunne udvikles og den lukkede skole rumme andre aktiviteter, der skal være med til at sikre landsbyens overlevelse.

Samtidig med skolelukningen har Vrensted i de senere år, som mange andre landsbyer, oplevet at en række forretninger er lukket og indbyggere flyttet væk. Lukningen af skolen kunne have været dødsstødet, men strategien om ny udvikling af landsbyen, udmønter sig nu i et fælles samlingssted.

Byens Hus skal genskabe Vrensted Skole til et socialt og aktivt møde- og udfoldelsessted. Huset bliver et centralt samlingssted med flere brugergrupper, der imødekommer og inviterer bredt, på tværs af generationer og gøremål, og skaber samling og sammenhold i landsbysamfundet.

Kultur Forsamlingshus

Fakta
ARKITEKT
Rønnow Arkitekter A/S og EKJ Rådgivende Ingeniører A/S

OPFØRT
Bevilget projekt

BEVILLING
2.087.900 kr.

ANLÆGSSUM
9.990.000 kr.

BYGHERRE
Hjørring Kommune

AREAL
1.301 m²

Adresse
Stationsvej 12, 9480 Vrensted, Løkken
Fondens stemme
En by i byen
‘Byens Hus’ opbygges som om en lille by i byen med en indvendig hovedgade, der samler indbyggerne og brugerne af huset, og derefter fordeler dem i zoner og rum til de forskellige aktiviteter. På den måde mødes folk på vej til aktiviteterne i Byens Hus som de i tidligere tider gjorde det langs en landsbyhovedgade.

Som et gennemgående arkitektonisk greb er der skabt stor gennemsigtighed mellem de forskellige aktiviteter inde i huset og god kontakt mellem indendørs og udendørs aktiviteter.

Omkring hovedgaden er Byens Hus inddelt i tre zoner:

En idrætszone med gymnastiksal på 130 m², streetsport en “players lounge”, der er et uformelt mødested for idrætsfolkene. Idrætszonen forbindes direkte til den udendørs idrætsplads.
En forsamlingszone bliver et moderne bud på forsamlingshusets kvaliteter. Her kommer der madværksted på 81 m², en stor forsamlingssal på 165 m² og en mindre forsamlingssal på 66 m². Der kommer direkte udgang fra forsamlingszonen til et terrasseområde med køkkenhave og højbede og et afslapningsområde med hængekøjer.

En børnezone, bestående af en vuggestue på 60 m² og et aktivitetsrum til børnehavebørnene på 52 m². Børnezonen kan om aftenen og i weekenderne benyttes som møde- og samlingsrum af de ældre brugere af Byens Hus.
I alt kommer omdannelsen af Vrensted Skole til Byens Hus til at koste 9,773 mio. kr. Hjørring Kommune støtter med 3,961 mio. kr. Lokale og Anlægsfonden har bevilget 2 mio. kr. Projektet er tegnet af Rønnow Arkitekter i samarbejde med Ingeniør Aps Ole Møgelmose.

En skøn historie fortalt af Arne Søndergaard Jensen, Løkken, født og opvokset i Vrensted.

Med tilladelse fra Arne,  et uddrag af hans bog “Kæden af kærminder”,  udgivet i 2002

Tidligere blev skolernes efterårsferie kaldt ”Kartoffel-ferien” fordi den faldt på det tidspunkt, hvor kartoflerne normalt var klar til at blive taget op.
Som større drenge blev der af og til sendt bud efter os, især i efterårsferien, eller kartoffelferien, som var det mest brugte navn for den ferie på det tidspunkt. Der var som regel nogle faste steder, hvor vi hjalp til nogle år. Daglønnen var 10 kr., som var mange penge dengang. Der var forskellige måder, som blev anvendt, når kartoflerne skulle tages op, men drengenes arbejde bestod altid af at samle kartoflerne op i store tørvekurve (pileflet kurve), som så blev løftet op og tømt af i en vogn af de voksne.

Selve optagningen kunne variere meget. Nogle gange blev kartoflerne hakket op af jorden med et redskab, der også blev brugt til at rage møg ned af møgvognen. Andre steder blev de pløjet op, men der fandtes også hestetrukne kartoffeloptagere, som med et sindrigt system af roterende kortskaftede forke (en greb) kunne sende kartoflerne et par meter eller mere ud til siden, hvor de så blev samlet op af drengene.

Jeg husker første gang, vi prøvede at samle op efter optager, der blev trukket af en Ferguson traktor. Kartoflerne blev pløjet op af et indbygget plovskær og derefter ført op over en rund roterende jernrist, som lignede en skål med bunden i vejret. Risten rensede jord, sten og kartoffel toppe samt andre urenheder fra, mens kartoflerne trillede ned mod en række kæder, som fik de optagne kartofler til at ligge i en næsten l ige række. Med den type optager var kartoflerne særdeles nemme at samle op i kurvene. Der skulle ikke gå ret mange år, før der blev opfundet en transportør, der
kunne lede kartoflerne op i en vogn, der kørte ved siden af optageren. På den måde blev drengenes opgave overflødig, så der var ikke flere penge at tjene på den måde.
Kartoflerne blev kørt sammen i lange kartoffel kuler, som blev dækket med halm og jord. En af de almindelige kartoffelsorter, der blev anvendt, hed Alma. En anden meget anvendt sort, var Bintje. Alma var en melet sort, som let kogte ud, når de blev brugt i husholdningen, og for mange mennesker på landet var den, den foretrukne kartoffel til daglig brug. Men de fleste af kartoflerne blev brugt som foder til dyrene. Til det formål var det meget almindeligt at få kartoflerne kogt. For at få de store mængder kartofler kogt benyttede man en stor transportabel kartoffelkoger.

Kartoffelkogeren var mange steder ejet af en andelsforening, og kogeren gik så på omgang mellem foreningernes medlemmer. Det var almindeligt, at når det blev en landmands tur til at få kogt, skulle kogeren hentes på den gård hvor den sidst havde været i brug. Selve kogeren var et stort monstrum med en lang skorsten, der kunne lægges ned under transporten. Der var tre kedler, som kunne drejes rundt om en lodret aksel. Når den første kedel var fyldt op via en transportør, der førte kartoflerne fra et vaskeanlæg op i kedlen, blev kedlen drejet hen til kogning. Når kogningen var overstået, blev kedlen igen drejet en tak, for at blive tømt gennem en låge i bunden af kedlen.
For at bringe kartoflerne i kog, blev der brugt en del affaldstræ til at tænde op med, men den egentlige varmekilde var kul. Efter kogningen blev kartoflerne kørt med trillebør til de siloer, hvor de skulle opbevares, indtil de skulle bruges. Når de kogte kartofler blev vippe ned i siloen, skulle de trædes godt sammen, og det var en speciel fornemmelse, men også noget værre klisterværk at træde i de meget varme kartofler.
På en af de gårde, hvor vi færdedes meget, var der indrettet en kanal i svinestalden, som var beregnet til opbevaring af kogte kartofler. Kanalen var dækket til med planker, som kunne holde til at blive kørt på.
Der var også mange landmænd, der fik kogt kartofler på mejeriet. Det foregik på den måde, at der blev kørt en vognfuld kartofler til mejeriet. Vognen var lukket hele vejen rundt og overdækket med en presenning. I bagsmækken var der boret et hul, hvor der kunne stikkes et langt spyd ind midt i læsset. Spyddet var en forlængelse af en dampslange, som kom inde fra mejeriet. Selve spyddet var forsynet med en masse huller, hvor dampen kunne strømme ud og på den måde koge kartoflerne.

Kartoffelhøsten var hårdt slid for landmændene og deres folk, men der var også gode stunder i den travle hverdag. Hvis markerne lå langt væk fra gården, kom konen eller pigen ud i marken med kaffe og mellemmadder til folkene. Det var solide skiver brød med ost eller marmelade, og selvfølgelig saftevand eller kaffe, som blev transporteret i store flasker, der var pakket ind i avispapir.
Jeg husker tydeligt fra en sådan kaffepause hos gårdejer Rikard Justesen, hvor vi samlet i en flok for enden af marken. Vi sad rundt omkring i halmen, der var klar til at blive lagt over kartoflerne. Pludselig hørte vi en lyd i luften over os, og der så vi en meget stor flok vildgæs, der fløj i en stor V-formation. Jeg husker tydeligt, at de voksne sagde, at de aldrig før havde se så mange gæs på én gang.

Billedet af den store flok gæs, stemningen i marken, karlens flirten med pigen, som var kommet med kaffen, røgen fra det bål af kartoffeltoppe, i hvis aske vi senere skulle stege kartofler, er alle ingredienser i mit bedste erindringsbillede om kartoffeloptagning i Vrensted i begyndelsen af halvtredserne.