Forfatter: Jens Otto Madsen

Kilde: og med tilladelse fra Pedershaab.

Folk på Pedershaab:

Her er et par af de pudsigheder, der kan fortælles om nogle af de mange sjove og mærkelige personer som havde været der i en menneskealder både på kontoret og i værkstedet på Pedershaab Maskinfabrik.

 Martin O. – også kaldet “Min kones mand” –

var også maskinarbejder på PM i mange år. Han var en af de rigtigt gamle – en glad og hyggelig mand.

“Smalby” Thorvald Pedersen var også en af de gamle i gårde. Han var smed, ugift og boede sammen med sin broder hjemme hos faderen i Smalby. Han var en tør og pligtopfyldende mand.

Anders Jørgen Andersen – “Gas Anders” – var maskinarbejder og arbejdede bl.a. med rørstampere. Han var en meget lun fyr. I mange år var han fast montør ved vore messer i bl.a. Hannover og Frankfurt, og det bekom ham vel.

Vi havde også en meget stædig maskinarbejder, Anthon Malmberg. Han ville f.eks. ikke i fagforeningen, hvilket han dog blev tvunget til, da hans kollegaer gik i strejke, så han måtte krybe til korset.

Adolf Jensen – “Spangsmeden” – var en anden gammel smed. Navnet skyldtes, at han boede ude ved Spangbroen i Vestergade. Om ham fortcelles det, at han til fyraften hentede en spand vand, tog en tot twist og gned sig i hoved og nakke. I sæben var der ofte jernspåner, så det kunne ses på huden med rødme og lignende, når han var færdig. Hans læderjakke var rigtig gammel og fedtet.

Den gamle Josephsen arbejdede sammen med den gamle fabrikant Peder Nielsen og havde også to sønner – Carl Aage og Niels, samt datteren Lis, som alle var ansat. Også smed Jensen ude i smedjen havde sin noget mærkelige søn, Charles, ansat, for man kunne nemlig altid få arbejde, hvis ens far var ansat.

Den gamle lagerforvalter Back Svendsen var firmaet en tro mand, og han ville ikke udlevere noget uden en rekvisition

Af de to brødre og maskinarbejdere, Reinald og Ronald, var især Ronald med på det værste, når nogen skulle gøres til grin.

Smed “Tromle” Kjeldsen var også gammel i gårde og vidste alt om vore tromler. Mange læredrenge er endt rundt omkring i gode stillinger. Willy Bjerregaard Jørgensen var en særdeles forvoven og en lidt fyrig fyr. En aften han var på aftenvagt på fabrikken, fandt han pludselig på, at han ville prøve noget andet og drønede så rundt på sin motorcykel inde på værkstedet. Han endte som lokomotivfører hos DSB, og det var i øvrigt ham, der kørte det første tog over den nye Storebæltsbro. En anden læredreng, Werner Østberg, kom også godt frem i verden. Han læste siden til ingeniør i Odense og blev ansat vist i FLS i København. I hvert fald kom han viden omkring i verden. Det var i øvrigt ham, der opfandt Tippe Toppen-kuglen og tjente mange penge på sit patent.

Olaf Poulsen, som først var ansat i Brønderslev og senere hos PM i København hos vores afdelingsleder J.P. Købke, startede senere sit eget firma og fik forskellige agenturer fra Tyskland bl.a. på gravemaskiner.

Ved besøget af Kong Frederik og Dronning Ingrid i 1951 i anledningen af byens 25. års købstadjubilæum spillede vores PM-orkester. Kongen, der jo var meget musikalsk, tillod sig at spørge direktør P. Nielsen, hvor længe de havde spillet. Da han fik at vide, at de havde spillet et år, udtalte Kongen, at det da så lød meget godt. Dirigenten var i mange år Bjerregaard Jørgensen, der var far til den vidtløftige Willy Jørgensen.

Edel Rath

Jens Sørensen som kranfører

Jens Sørensen, som var ansat på Pedershaab i mange år, var af mange betegnet som en farlig mand med en kran. Det virkede ikke altid, som han havde helt styr på, hvad han lavede, når han kørte kran. Jeg erindrer en dag sidst i 1970’erne, hvor Jens skulle bruge 5-tons kranen i afd.23. Han tog kontrolhåndtaget, trykkede på knappen og kørte ned igennem afdelingen med krankrogen hængende inde over arbejdspladserne, men glemte at sikre sig, at der var fri bane: Da krogen passerede “Brovst Knuds” arbejdsplads, hvor der stod en fritstående svingkran, greb krogen fat i udliggerarmen på svingkranen og løftede den fra dens leje med det resultat, at udliggerarmen faldt til jorden med et brag lige bag “Brovst Knud”, som stod og svejste. Dette tog Jens Sørensen åbenbart ikke så tungt, for han råbte bare til “Brovst Knud”: “Skete der noget?”. og her mente han selvfølgelig med nogle personer. Det gjorde der heldigvis ikke, bortset fra at Knud nok mistede lidt af farven i ansigtet af forskrækkelsen. Herefter kørte Jens blot videre og udførte den opgave, han var i færd med, og først senere gik han til reparatørerne for at få dem til at reparere efter det “lille” uheld.

Manden i bundringene

Børge Jeppesen stod i 1960’erne ved den store 500-tons presser, der pressede bundringene. Han var respekteret, men ville måske gerne være lidt af en konge i afdelingen. Børge var også meget haveinteresseret, så en aften fortalte han, at han havde været på havevandring i aftes oppe ved direktør O. Nielsen. Det var jo en rigtig flot have, som Børge kunne sige det, og O. Nielsen var kommet hen for at snakke med Borge. Han havde sagt til Børge: “Det er altid skønt at komme i bundringsafdelingen, for der er altid en, der arbejder, og det er dig Børge Jeppesen.” Selv samme aften, som Børge var den gode arbejder, kom O. Nielsen på uanmeldt besøg. Alle, der var på arbejde, inklusiv Børge var ved at få sig en kop kaffe, da O. Nielsen kom ind gennem porten. Det var en kop kaffe, vi selv havde taget os lov til. Alle maskiner i fabrikken var stoppede, portene stod åbne overalt, og der var fuldstændigt stille. Ja, vi kunne høre fuglesang. Da 0. Nielsen pludselig stod foran alle os med kaffekopperne, var Børge lige ved at sluge sin kaffekop. 0. Nielsen spurgte, hvornår vi havde fået kl. 19-frokost, og han fortsatte: “Jeg kender jeres måde at arbejde på aftenholdet, men det skal få en ende!” Børge var ikke i godt humør mere den aften nej, nej”

En sandfærdig historie fra regnskabsafdelingen

Vi var en mindre forsamling til møde hos økonomidirektør Niels Erik Pedersen, der sad for bordenden i en kontorstol med armlæn. Han sad lidt uroligt på stolen og vippede frem og tilbage, så stolen pludselig væltede bagover med NEP. Der blev en meget pinlig tavshed, indtil NEP rejste sig op og højlydt begyndte at le. Det var en kæmpe befrielse for alle vi andre, som så også kunne komme til det. NEP havde heldigvis ikke slået sig, og stolen havde heller ikke taget skade, så mødet blev genoptaget, som om intet var hændt.

“Mus-Verner”

“Mus-Verner” (Verner Vendelbo Jensen) var en af byens originaler, var glad for en øl og havde vel kun arbejde, når han var sendt ud. Han kom hen til “Fesser” og skulle have noget lavet: “Du Fesser. Kan du ikke bore de huller?” “Det kan jeg godt,” sagde Fesser, “men skulle vi ikke lade de øgenavne ligge?” “Nej, det er lige meget, for når jeg er gået og har vendt dig ryggen, ved jeg, at du kalder mig Musen.”

“Musen” kom hen til buret og talte med Alfred. De var jævnaldrende, men Alfred siger: “Du er da også ved at være en gammel rotte.” “Hvad siger du? Er de nu også begyndt at kalde mig en rotte. Jeg mente ellers, det var godt nok med Musen.” (Midt i 1960’erne)

En stjålen eller lånt cykel

En morgen, hvor jeg skulle på arbejde, var min cykel punkteret, så jeg lånte min kones cykel. Da jeg skulle hjem fra arbejde, tog jeg en cykel i skuret og troede, det var min kones, men om aftenen kom konen ind fra garagen og spurgte mig, hvis den cykel var, som stod ude i garagen. Jeg var med ude for at se på cyklen og kunne godt se, at jeg havde taget en forkert cykel, og næste morgen tog jeg den lånte cykel på arbejde og stillede den i cykelskuret, mens jeg håbede på, at ingen havde opdaget det.

Da Ruth Nielsen (Bette Oves kone) kom på arbejde om morgenen, fortalte hun mig, at en eller anden havde stjålet hendes cykel dagen før. Vi sad lige overfor hinanden ved skrivebordene, og jeg forsøgte at holde masken, men det var svært, for Ruth snakkede om cyklen i flere dage.

Et stykke tid efter fortalte jeg Niels Erik Pedersen, at det var mig, der ved en fejltagelse havde lant cyklen. Alle i bogholderiet kendte historien om den stjálne cykel, og til en julefrokost noget senere afslørede NEP over for Ruth, hvem der havde lånt hendes cykel, og da Ruth hørte om fejltagelsen, tilgav hun mig på stedet.

Jens Larsen – “Fesser”

Man kan spørge sig selv, hvorfor navnet “Fesser”, og svaret må være: Kunne Jens Larsen overhovedet hedde andet? Han var en flot fyr – høj og rank. I fritiden var han en ivrig tennisspiller og var derfor også slank af statur. I en af Brønderslev-filmene ser man ham svinge en pige på dansegulvet, og det fortælles, at han engang på Marokko-salens dansegulv snublede med sin dansepartner, hvorefter han straks udbrød: “For fanden du. Hvordan er det den musik spiller?” Den slags udbrud var helt almindelige for “Fesser” og var vel også en af grundene til hans navn. Han fik sin uddannelse på fabrikken og stod derefter mange år ved boremaskinen. Han var dygtig til sig job og voksede derfor også næsten sammen med sin plads ved boremaskinen. Han var ryger og røg mange cigaretter, hvorfor han havde installeret et askebæger over maskinen, hvor han askede af. Når han efter arbejde spadserede i byens gader, glemte han tit, hvor han var, og strakte sig derfor i vejret efter sit askebæger og askede af frit i luften.

 Fesser – Jens Larsen – og hans nummererede bolte

I drejeværkstedet stod der to søjleboremaskiner ved siden af hinanden, hvoraf den ene blev betjent of Fesser, som vel næsten havde boret huller, siden han var blevet udlært. Jeg blev i min læretid (1972-76) i en periode sendt ind i drejeværkstedet for at bore ved den anden søjleboremaskine, og ved denne maskine var der ikke så meget værktøj (spændjern / T-spors bolte), så jeg spurgte Fesser, om jeg kunne lane noget af ham. Det kunne jeg godt. Bare tag i skabet, sagde han. Jeg tog, hvad jeg skulle bruge, tog møtrikkerne af boltene, anbragte emnet på planen og begyndte at spænde op. Da jeg havde sat møtrikkerne på boltene igen, spurgte han mig, om jeg nu var sikker på, at jeg ikke havde byttet om på møtrikkerne. Jeg grinede lidt, da jeg troede, han ville tage gas på mig. Det var jo16 mm bolte alle sammen, og som sådan kunne det jo efter min mening jo være lige meget hvilken møtrik, der sad på hvilken bolt. Men det skulde vise sig, at det kunne det efter Fessers mening ikke. “Ser du, unge mand. Disse møtrikker og bolte er mærket med numre 1-1, 2-2 osv., og disse har gået sammen de sidste 35 år, så det bliver de også ved med, så længe jeg er her: Så det må du rette dig efter, hvis du vil låne af mig”.

“Fesser”

“Fesser” (Jens Chr. Larsen) havde været hjemme til middag. Han kom tilbage og fortalte sin arbejdskammerat: “Vi fik jordbær i dag. Jeg spiste et helt pund!” “Det har jeg da gjort så tit.” “Ja, men du – det var store jordbær!” (Midt i 1960’erne)

Flytning af faldhammeren

De to smede Egon Tomsen og Helge Eriksen havde lånt et svejseplan i miniværkstedet for at oprette nogle ringe, som bagefter skulle svejses sammen. De to smede var store og stærke, så de mange slag med smedehammeren betød både støj og vibrationer til bl.a. en drejebænk i nærheden af planet. Carl Nielsen – også kaldet “Krøl Carl” – arbejdede i miniværkstedet som drejer. Carl var i gang med at dreje nogle emner, og vibrationerne fra Egon og Helges mange slag forplantede sig til drejestålet med det resultat, at overfladen blev ujævn. Carl, som var en meget dygtig drejer, blev selvfølgelig irriteret over det, og bad Egon og Helge stoppe bankeriet. Det kunne de naturligvis ikke, da ringene selvfølgelig skulle være færdige, så Egon og Helge fortsatte ufortrødent med at arbejde, mens Carl blev mere og mere gal og engang imellem kom med nogle gevaldige udbrud henne fra drejebænken. Egon og Helge blev selvfølgelig også irriterede over, at Carl til stadighed råbte af dem og bad dem finde på noget andet. Efter et stykke tid fik Egon og Helge en vældig god idé. Egon bad Helge om at finde et stykke kridt og et målebånd, hvorefter de sammen begyndte at måle op og slog nogle vældige streger på gulvet med kridtet. Carl, som i forvejen var godt tændt, blev selvfølgelig nysgerrig og råbte højt: “Hvad har I nu gang i??” “Ah -” svarede Egon, “for at lette arbejdet flytter vi faldhammeren fra smedjen herover i miniværkstedet, og den skal placeres her.” Egon og Helge havde nemlig besluttet, at der nu skulle ske lidt sjovt, så for at irritere Carl endnu mere, ville nyheden om faldhammerens placering helt sikkert give resultat. Faldhammeren var nemlig en maskine, som blev brugt til at rette ringe. Den støjede også meget og ville helt sikkert medføre vibrationer i Carls drejestål. Hvis ikke Carl allerede var gal, så blev han det i hvert tilfælde meget hurtigt nu. Hurtigt indkaldte han resten af medarbejderne i miniværkstedet bag forhænget til “svejsekabinen”. Ingen i miniværkstedet var selvfølgelig særligt glade for Carls nyhed om flytnin. gen af faldhammeren, så det blev beslut. tet at lade fællestillidsmanden undersøge sagen nærmere. Kaj Ove Andersen, som den gang i 1980’erne var fællestillidsmand, blev orienteret om Egon og Helges planer, som Kaj ikke kendte noget til. Han gik derfor op på kontoret til daværende produktionschef, Ernst Lindbøg Madsen, som var endnu mere uforstående over for nyheden. Han trak dog på smilebåndet, da han fik at vide, hvem der var kommet med oplysningen om flytningen. For en sikkerheds skyld blev også Egon og Helges værkfører indblandet, men heller ikke han kendte til sagen. Egon og Helges “gode” idé om faldhammerens nye placering i miniværkstedet skabte i hvert fald en vis uro og stemning rundt omkring i verkstedet både før og bagefter. De var vist selv ikke mindre berørt af situationen, for det havde jo kun været Carl, de ville lave sjov med.

 Historie fra direktør O. Nielsen

Denne historie blev fortalt af direktør O. Nielsen til en sommerfest ca. 1971, da han bød velkommen.

Det minder mig om en gammel røgter, som tjente sin husbond og havde gjort det i mange Herrens år. Som det var skik og brug, holdt bondemanden et høstgilde, når høsten var i hus. Røgter Lars var meget imponeret og sagde til sin husbond, at det knagme var dyrt at holde et sådant høstgilde. Dertil sagde husbonden, at det knagme var dyrt, men at det også var skønt at se så mange glade ansigter. Der gik nogle dage, og så fik husbonden øje på, at alle køerne var gået gennem hegnet og ind i en roemark. Til sin store forargelse fik han øje på Røgter Lars, der sad uanfægtet og så på. Husbonden råbte, at han måtte være blevet fuldstændig tosset, men Røgter Lars svarede, at det var han ikke, men at der ikke var noget skønnere end at se så mange glade ansigter.

“Smalby-Thorvald”

Nogen kunne leve meget sparsommeligt i 1950-erne. Eksempelvis åbnede “Smalby Thorvald”, som var smed, kun sine lønningsposer, der dengang indeholdt ugelønnen i kontanter, én gang om året – nemlig til jul. Han kunne godt have flere af dem liggende i sin skuffe under filebænken, inden han tog dem med hjem.

Samme “Smalby-Thorvald” havde det også med at lave små notater i en lommebog om de forskellige arbejdsopgaver, da der ikke altid fandtes arbejdstegninger. Når han skulle lave en slæbeskovl til gravemaskiner, stod der eksempelvis, at der skulle bores et hul 4 tommer fra nordvestlige hjørne og til højre.

 Mangel på folk

PM var inde i en periode, hvor man manglede folk, så der blev ansat mange forskellige personer. Oppe i Hune havde menighedsrådet store problemer med deres præst, og han blev afskediget. Adolf Pedersen sagde til sin værkfører: “Ikke for at jeg skal blande mig, men nu er præsten i Hune vist også ledig.”

Portner Gunner

Man kan ikke fortælle om Pedershaab uden at nævne portner Gunner Andersen. Han var altid en glad mand med et godt ordforråd. Gunner havde en schæferhund, Vaks, som var Gunners stolthed, og det vidste alle. En dag, hvor Gunner sad i portnerrummet, lå hunden Vaks udenfor med et kødben. Direktør O. Nielsen kom forbi og udbrød: “Det er sandelig et ordentligt kødben, Vaks der har fået.” Gunner svarede: “Nå ja. Det er det, der er blevet tilbage af den store forgroede læreknægt.

Hovedpinepiller

Postens Peter var en lun, men ellers stilfærdig mand. Han var samarit og havde derfor et skab med diverse ting – bl.a. hovedpinepiller. Han holdt meget justits med dem, og hvis man kom efter en pille mere end én gang, sagde Peter: “Hvanær ska do ha auktion?”

Brug sikkerhedsbriller

Over alle stationære slibestene rundt på fabrikken var der en æske sikkerhedsbriller. På æsken var der malet en pige i meget lidt tøj, og teksten under pigen lød: “Det er bedre at se det dunkelt, end slet ikke at set det. Brug sikkerhedsbriller.”

Poul Lentz – “Mai”

Poul Lentz var en meget pligtopfyldende værkfører og kontrollør, der var loyal over for fabrikken og kollegaer. Han havde mange lærlinge under sig i drejeværkstedet. “Er du ikke klar over stillingen?” spurgte han lærlingen, når han havde instrueret dem i en opgave, og han viste dem altid hvordan. Gik man så hen og brokkede emnet, fik man en reprimande: “A så’ du sku’ jø såen og såen.” En gang gik det også galt for en af lærlingene, der havde lavet et hul for stort i en aksel. Han satte så en foringi, men da akslen kom ned til “Gas Anders” for at blive skaret gevind i, drejede foringen rundt, hvilket “Gas Anders” syntes var meget sjovt. Han tilkaldte “Mai”, som ikke kunne se det sjove i det og ikke syntes, det var noget at grine af. En lærling, “Per Pylle”, havde også brokket et emne, men for at få det til at se rigtigt ud, sleb han af sin dybdemåler, så emnet passede til det. “Mais” dybdemåler var jo ikke slebet, så han kunne ikke få målene til at passe. Han henvendte sig til lærlingen, der ikke kunne forstå det og målte efter med sin dybdemåler, så “Mai” kunne se, at det passede. Det kunne “Mai” ikke forstå, men han fandt ud af det, og fremover blev alt, hvad lærlingen lavede, kontrolleret Lønforhandlinger med “Mai” var ikke altid nemme. Han sagde altid: “Det er dyngerne på bordet, der tæller.” Indimellem havde han ondt i maven. Han fik det, når noget ikke gik, som han gerne ville have det. Så holdt han for maven og spiste natron.

 Hvad koster det nu?

Under en montage i Tyskland havde jeg en nyansat montør med til oplæring. Vi arbejdede i den ene side af hallen, mens der var rørproduktion i den anden side. Der stod en dagsproduktion på 200-250 10-centimers betonrør på hærdepladsen. Da min kollega ville bukke sig ned og tage nogle maskindele, ramte han med enden et af rørene, som væltede, ramte de andre rør og udløste en dominoeffekt. Da han så opdagede, hvad der var i gang, stod han bare med åben mund og polypper og så på sceneriet. Det var et syn for guder, og jeg var ved at dø af grin. Da det endelig stoppede, var kun tre rør blevet stående. Hans første kommentar var: “Hvad koster det nu?” En lignende episode oplevede jeg også ved en anden kunde. Her var det blot en stor hankat, der sprang ind gennem et åbenstående vindue og væltede over 300 betonrør.

En historie nede fra smedjen

Aage Gade var ufaglært og en spasmager uden lige. Han passede den store ovn og ringbukker. Truckfører Lars Bak og Adolf Pedersen havde meget med hinanden at gøre og var derfor også de fineste venner. Derhjemme havde Adolf lidt hans, og han leverede af og til en spandfuld æg til Lars Bak med PM som byttecentral. Aage Gade tog en dag spanden med æg og kogte dem i en bundring i den store ovn. Derefter lagde han æggene tilbage i spanden igen. Forholdet mellem Lars og Adolf blev aldrig det samme igen.

 Bent Aage Nielsen

En oplevelse, vi heller ikke bar glemme, er Bent Age Nielsens evner til at begå sig og til at komme med gode bemærkninger. Bent Aage lavede i mange år formskabeloner, og han var af og til hårdt presset, for der var mange, som ventede. Hans værkfører havde derfor lavet en plan, men den havde Bent Aage ikke helt rettet sig efter, og derfor fik han en overhaling. Bent Aage tog imod den, men da værkføreren gik, sagde Bent Aage til de ventende: “Er der en, der vil gøre mig en tjeneste? Når det bliver nat, så tag ud og gi’ hans græsplæne et ordentligt lag salpeter.”

 

 

 

 

 Henrik Hald. Lydens mester.

Af Inger Aarup-Kristensen

 Lørdag d. 28.august blev der afholdt en stor mindekoncert i Den Runde Pavillon i Brønderslev for at ære Henrik Hald, der desværre afgik ved døden d. 9. maj 2021 i en alder af 55 år.

Rigtig mange af kommunens sangere og musikere i alle aldersgrupper gik på scenen og spillede til ære for deres gode ven, læremester og hjælper.

Nogen takkede for hjælpen, da de i sin tid var barnestjerner. Andre huskede Henriks store hjælp i forbindelse med konkurrencen ”Byens bedste band”. Atter andre sagde tak for hjælpen ved arrangementer i Den Runde Pavillon, til Parkfestival, til markeder, til koncerter på Buus-scenen, til seniormesse, Keep on rockin, BI-rock o.s.v.

Alle steder, hvor der har været brug for hjælp med at skaffe god lyd, har Henrik været på pletten.

Allerede som 15årig var Henrik selv amatørmusiker. Han spillede bas i de to bands ” Kost og Logi ”og ”De virile Fluesmækkere”, og var en af bagmændene bag spillestedet ”Det bette Apotek” i Skolegade i Brønderslev.

Herudover var Henrik, som ung, formand for musikforening ”Lokalmusik” og senere ”Foxtrot.” Han stod for udlån af øvelokaler til musikere på Sct. Georgsgården og for indkøb, vedligeholdelse og udlån af kommunens lydanlæg.  Alt sammen på frivillig basis.

Byens bedste Band

Jeg har personlig kendt Henrik siden starten af 1995. Året var udvalgt som Internationalt Børnemusikår. Derfor havde Brønderslev Børnebibliotek arrangeret en del koncerter m.m. for mindre børn. Henrik syntes da også, det var ganske fint, ”MEN det er jo især UNGE og MUSIK, der hører sammen”, indvendte han og foreslog, at vi afholdt en rockkoncert for lokale unge i bibliotekets nye sal, og vigtigst af alt, sagde han, at han gerne ville hjælpe med afviklingen.

Denne koncert, som bar navnet ”Show off koncert” blev starten på et mangeårigt samarbejde mellem Henrik og mig. Koncerten blev en stor succes, men de unge ville gerne have et konkurrence-element ind, da det ville give gode muligheder for spillejobs at kunne kalde sig vindere.

Hermed startede konkurrencen ”Byens bedste Band”, som et samarbejde mellem Henrik/musikforeningen, kulturskolen og biblioteket, og konkurrencen har været afholdt hvert forår siden, undtagen 2020 og 2021, hvor det på grund af Corona-restriktioner, ikke har været muligt.

I 90erne og indtil midten af 2000erne var der rigtig mange unge bands i Brønderslev, og de havde stor brug for praktisk hjælp. De unge musikere havde masser af energi og musiktalent men ingen penge.

Her blev Henrik en stor hjælper, idet han kunne tilbyde at stå for lån af Den Runde Pavillon via musikforeningen. Der var dog stadig en stor udgift til leje af lydanlæg, så de unge koncertarrangører havde ofte ondt i maven ved tanken om et evt. underskud ved koncerter.

Her kom Henrik også til hjælp, idet han foreslog, at vi to sammen kunne sende en ansøgning til Kulturelt Samråd om indkøb af et kommunalt lydanlæg, som skulle kunne lånes gratis af alle musikere. Anlægget kunne placeres ved biblioteket, og Henrik tilbød personligt at stå for udlån, vedligeholdelse m.m.

Pengene blev bevilget, og kommunens unge kunne ånde lettet op. Nu kunne de trygt lave arrangementer uden frygt for underskud, og rockmusikken blomstrede som aldrig før.

Det er selvfølgelig godt at spille i pavillonen for vennerne, men de fleste ville jo også gerne uden for kommunen og vise, havde de duede til.

Derfor fandt vi på, efter nogle år, at udfordre de øvrige nordjyske kommuner. Det skete gennem konkurrencen ”Nordjysk mesterskab i rock for hold.”

Ideen var, at hver kommune skulle vælge deres tre bedste bands, som skulle repræsentere kommunen som gruppe. Formålet med gruppeopstillingen var, at en kommunes bedste band herved kunne have interesse i at hjælpe nummer to og tre, for at kunne vinde det samlede kommunemesterskab.

Konkurrencen blev afholdt 3-4 år i træk. ”Problemet” var dog, at Brønderslev kommune løb af med sejren 3 ud af 4 gange, og de øvrige kommuner havde vanskeligt ved at finde tre bands at stille op med. Her fik vi syn for sagen: ”Der var mere grøde i rockmusikken i Brønderslev end i nabokommunerne”, og jeg er overbevist om, at det for en stor del skyldtes Henriks store engagement med at skaffe lokaler og gratis lydanlæg, så de unge kunne give den gas.

Vi havde det også sjovt sammen, når der skulle laves koncerter, for Henrik havde altid en lun bemærkning og et par skøre ideer. F.eks. fandt han på, at der ved det første nordjyske mesterskab skulle uddeles præmier for meget andet end musiktalent.

Frisør Keld blev overtalt til at give et gavekort, som skulle vindes af den deltager, der havde det grimmeste hår. Vinderen blev Esben Pretzmann, som i dag er kendt som komiker fra ”Drengene fra Angora”. Han stillede op for Dronninglund Kommune. Mon det er derfor, han i dag er skaldet?

Et af de vindende bands var ”Blue Van”, og de skulle selvfølgelig med videre til Nordjysk Mesterskab, der ét år blev afholdt i Hobro. Vi havde bestilt en stor bus, så vi kunne have vores tre vindende bands med + nogle fans. Da vi steg ind i bussen, fandt vi ud af, at Søren Christensen fra ”Blue Van” skulle have sit store tunge orgel med. I det tilfælde var det godt, at Henrik var en stor og stærk smed, for hele vejen til Hobro, måtte han stå på bussens trappe og holde fast i orglet, som ikke kunne komme ind i bussen og også var for stort til bagagerummet.

Orglet vakte da også behørig opsigt i Hobro, især fordi Søren, som vanligt, i nogle sekvenser kravlede op på instrumentet og spillede spejlvendt.

De seneste ti år er der sket en ændring af konkurrencen ”Byens bedste Band”, idet flere og flere stiller op som solister. Rikke Thomsen, som i skrivende stund spilles meget i Danmarks radio og optræder til festivaler med sønderjysk musik, har været en af vinderne, som solist.

I forbindelse med Rikkes karriere har Henrik virkelig trådt i karakter, som hjælper. Han har ikke kun hjulpet Rikke med lyd, men også transporteret hende rundt i landet til koncerter, indtil hun selv fik bil og kørekort. Henriks hjælp til Rikke er da også blevet bemærket, og i forbindelse med en af hendes optrædener i Aalborg, sagde en af arrangørerne til hende: ”Din far er vist parat nu.” Det var faktisk Henrik, der var parat.

Da Henrik blev bisat d. 22. maj fra Brønderslev Kirke, spillede Rikke da også guitar og sang en af Henriks yndlingssange: Dolly Partons ”Do I ever cross your mind”.

Vinderne af konkurrencen ”Byens bedste band” fik de første år æren af at spille til BI-Rock, som Henrik også var med til at arrangere. Det var noget, de unge bands var glade for. De kom således på den store scene inden Poul Krebs, TV2 og andre kendte.

Første år spillede bandet ”Søvngængerne”, som havde vundet en lokal Beatles-konkurrence. Herefter fulgte ”Blue Van” og ”Far og Hjorten”.

De næste 4-5 år fik vinderne æren af at spille til Løkken koncert, og sidst men ikke mindst, er et spillejob til Bålhøjfestival i Ø. Brønderslev dét, som musikerne kæmper om.

Årets Barnestjerne- endnu et af Henriks hjertebørn.

I 1997 afholdt skolebibliotekerne, børnebiblioteket og boghandleren en fælles læsekonkurrence for kommunens 4.og 5. klasser. Den klasse, der læste flest sider i løbet af en måned, blev inviteret til fest i salen ved biblioteket. I forbindelse med festen blev børnene opfordret til at optræde som ”Spice Girls”, der var meget hotte dette år.

Arrangementet kunne kun lade sig gøre, fordi Henrik igen tilbød sin hjælp med at styre lyden, for de mange børn på scenen.

Det viste sig, at der var så stor interesse for at optræde, at biblioteket de efterfølgende år, sammen med Henrik, gentog festen. Fremover for alle børn fra 2.- 6. klasse og uden forudgående læsekonkurrence. I stedet indførte vi en fast konkurrence om at blive ” Årets barnestjerne”.

Igennem flere år gik op til 25 grupper børn på scenen og, ligesom til konkurrencen ”Byens bedste band”, blev alle godt modtaget af publikum, som gjorde meget ud af at heppe på modige klassekammerater.

Mens børnene optrådte, stod Henrik og jeg og noterede, hvilke børn, der ville være gode til at optræde til seniormesse, Brønderslev Marked og lignende arrangementer. Derfor var det ikke kun vinderne, der var glade for konkurrencen, for rigtig mange fik flere solo-optrædender efterfølgende.

Der blev hvert år udvalgt børn til både 1., 2. og 3. pladsen, mens de øvrige mange grupper børn ikke fik nogen bestemt placering, for at ingen skulle føle sig som tabere.

Til trods herfor oplevede vi et år, at en pige fra Brønderslev blev interviewet på DR TV og her fortalte, at hun var blevet nummer fire i konkurrencen ”Årets Barnestjerne”. Det bekræftede os i, at alle de øvrige børn mente, at de var vindere, hvilket også var hensigten.

Børnene gjorde virkelig meget ud af deres optræden, og mange var rigtig dygtige. Faktisk blev vinderne af konkurrencen i 2008, ”The Johanssons”, efterfølgende vindere af Børnemelodigrandprix ”MGP i Danmarks Radio.

Efterhånden blev antallet af deltagere i konkurrencen mindre og mindre, og sidste konkurrence blev afholdt i 2016. Efter 19 år var interessen ikke længere stor nok, til ærgrelse for både Henrik og mig.

At barnestjernerne betød rigtig meget for Henrik, viste han ved at opmuntre og støtte de mange deltagere, også i forbindelse med deres optræden andre steder. Han fortalte flere gange, hvor glad han var for at få en snak med ungerne, når han gik rundt i byen.

Da Henrik i forbindelse med et nyt job, blev involveret i arrangementer i Samlingshuset i Øster Brønderslev, følte han, at han måtte trappe ned på sine mange kulturaktiviteter i Brønderslev by. Det ville have været et stort tab for børn og unge i byen, så heldigvis trøstede Henrik mig med, at det selvfølgelig ikke var gældende for konkurrencerne ”Byens bedste Band” og ”Årets Barnestjerne”, for de var meget vigtige for ham.

Henrik og jeg har da også gennem alle årene været stolte af, sammen med Brønderslev Kulturskole, at have været fødselshjælpere for rigtig mange unge, som efterfølgende er fortsat med at optræde f.eks. til musicals på gymnasiet eller ”Band Battle” på Skråen i Aalborg. Faktisk er rigtig mange af vores barnestjerner også gået videre med musik og sang på konservatoriet eller universitetet.

Keep on rockin m.m.

Selvom Henriks hovedjob var at være smed på Pedershåb, fandt han altid tid til at deltage i spændende projekter med musik.

Fra 2008 til og med 2011 var han således medarrangør af talentudviklings-campen ”Keep on Rockin ” for talentfulde bands fra hele Nordjylland, der blev afholdt i Hjallerup.

Konceptet blev udviklet og gennemført i et samarbejde mellem Henrik Hald, Søren Burholt Kristensen fra Skråen i Aalborg og undertegnede. Gennem alle årene stod Henrik for lyden, når de mange bands optrådte for hinanden på skolen i Hjallerup, og det første år afholdt han sit eget kursus for lydteknikere i samarbejde med eventuddannelsen i Frederikshavn.

Henrik var i det hele taget meget optaget af at lære unge at styre teknikken, så der var en afløser i kommunen, når han ikke selv kunne fortsætte.

Han holdt derfor også kurser i at bruge det kommunale lydanlæg.

Faktisk tog et par af deltagerne i talentcampen da også efterfølgende den fulde uddannelse som lydtekniker i Frederikshavn, og flere lærte at bruge kommunens eget anlæg.

Desværre for Henrik og alle vi andre, sker der det, at de unge flytter fra kommunen, og da vi skulle afholde mindekoncert for Henrik, viste det sig tragisk nok, at der var masser af sangere og musikere, der gerne ville optræde, men det var vanskeligt at finde en lydmand. Den person, der var bedst til dette job, og vi altid havde kunnet regne med til posten, var jo netop ikke blandt os mere.

Kulturprisen gik til Henrik.

I 1997 besluttede Kulturelt Samråd, at de ville uddele en årlig kulturpris. Prisen skulle ikke blot være et pengebeløb, men en gave som modtageren ville kunne glæde sig over i mange år.

Derfor blev kunstneren Hanne Astrup hyret til at lave et af sine utrolig flotte billeder, syet på maskine. Motivet skulle afspejle, hvad prisen blev givet for.

Da Henrik blev indkaldt til at mødes med Kulturelt Samråd på biblioteket, var han en smule nervøs, da han havde et mindre mellemværende med udvalget omkring et regnskab, der var forsinket.

Det var derfor en fornøjelse at overvære, hvordan hans ansigt ændrede sig fra bekymring til kæmpe glæde, da han i stedet blev hyldet for sin indsats som ildsjæl.

Henrik har desuden, fuldt fortjent, modtaget Dronninglund Sparekasses kulturpris i 2009, og da Borger9700´s kulturgruppe for nogle år siden modtog kommunens kulturpris, var Henrik også medlem af denne gruppe.

Den flinke mand, der altid var parat til at hjælpe.

I forbindelse med mindekoncerten for Henrik, blev det tydeligt for alle, at selvom Henriks egen interesse især lå i musikken, vil han også blive husket af rigtig mange, unge som ældre borgere, fordi han altid var parat til at hjælpe med alle andre praktiske gøremål, især i og omkring Den Runde Pavillon, hvor han til sin død var næstformand i venneforeningen.

Ligesom en arrangør i Aalborg troede, at Henrik var Rikke Thomsens far, fordi han altid hjalp hende, så har jeg også hørt nogen sige til Rita Simick, som var instruktør i seniordans, at hun var heldig med at have så hjælpsom og sød en søn.

Nu har Rita altså ”kun” to døtre, så hun blev lidt mundlam, indtil det gik op for hende, at det var Henrik, som vedkommende troede var hendes søn, fordi han jo altid kom, når hun havde brug for hjælp til at afvikle seniordans i pavillonen.

Jeg vil gerne slutte dette indlæg med at udtrykke min personlige meget dybe tak til Henrik Hald. Han var en virkelig god ven, og jeg ville ikke have kunnet udføre mit arbejde som kulturkonsulent uden hans store hjælp.

For ikke at gøre det hele så trist, synes jeg, at indlægget skal afsluttes med en bemærkning fra en af Henriks andre gode venner:

”Nu er Henrik taget op i himlen for at lave god lyd til englenes kor.”

Ejnar Mikkelsen var dansk polarforsker, skibsfører og forfatter

Baggrund:
Han blev født i Vester Brønderslev i Vendsyssel i 1880 som søn af Aksel Mikkelsen, der var smed og ejede et støberi og et maskinværksted, men var interesseret i pædagogik og indrettede en håndværkerskole ved virksomheden. I 1883 flyttede familien til Næstved på Sjælland, hvor faderen fik arbejde som sløjdlærer, og i 1885 videre til København. Ejnar havde det svært i skolen og blev som 13-årig taget ud, hvorefter han blev undervist privat. Han havde dog interesse for geografi. En færing, der var ansat hos faren, fortalte om livet til søs, og han blev sendt af sted med Georg Stage. Det kunne Mikkelsen lide, og han beskriver læringen: ”hvor der halvt i Leg blev indpodet Viden og Kunnen i dem, som havde en Splint af Havets Troldspejl i Øjet”.
Inden han stod til søs for alvor, advarede hans far ham udtrykkeligt om, hvor farligt livet var for en ung sømand. Faren tog ham med på restaurant på havnen, hvor damerne ofte satte sig på skødet af mændene. Bagefter tog de til hospitalet, hvor han fik lov til at se resultatet af kønssygdomme.

Rejser
Som helt ung styrmand deltog han i 1900 i Amdrup ekspeditionen/Carlsberg fondens ekspedition til Østgrønland.
De følgende år deltog han i flere udenlandske ekspeditioner, blant andet som kartograf i en mislykket amerikansk ekspedition til Nordpolen i
1901-02. Senere ledede han en britisk-amerikansk ekspedition i Beauforthavet 1906-08.
Han var også leder af Alabama ekspeditionen til Nordøstgrønland 1909-12, hvor man ledte efter omkomne deltagere fra Danmark ekspeditionen.

Under en slæderejse på denne turen fandt han dagbøgerne til Ludvig Mylius-Erichsen. Ekspeditionens skib forliste senere, noget som førte til at han og besætningen måtte vente i 2 år før de blev bjerget af norske sælfangere.
Mikkelsen planlagde og ledede i 1924-25 koloniseringen af Ittoqqortoormiit/Scoresbysunds med indbyggere fra Ammassalik, det nuværende Tasiilaq. Fra 1933 til 1950 var han inspektør for Østgrønland.
Mikkelsen står for et omfattende forfatterskab, som i al væsentlighed omhandler arktiske forhold. Han ble udnævnt til æresdoktor ved Københavns Universitet i 1956.
Ved Langeliniekajen og Isbjørnen i København er det rejst en mindesten over Ejnar Mikkelsen.
“Ejnar Mikkelsens Vej” står der på et gadeskilt i Brønderslev.
For nogle år siden, var Ejnar Mikkelsens Vej en vej, der ikke skete så meget på, og som folk sjældent besøgte, medmindre de havde et ærinde. Jernbanen sørger nemlig for, at vejen stopper brat, og der ikke er andre muligheder end at vende om. Inden for de senere år er der da så sket en vældig trafik – dels fordi der er bygget boliger, som har adgang til parkeringsplads den vej, men så sandelig også fordi, at Netto flyttede hen på hjørnet af Ejnar Mikkelsens Vej og Østergade.

Ejnar Mikkelsen kom til verden d. 23. december 1880 som søn af jernstøber Aksel Mikkelsen, med tilnavnet Løth, som var født i Hjørring sogn og Maren Nielsen, som kom fra Ryslinge sogn.
Ejnar var det 5. barn i ægteskabet, men der var nu kun 3 andre børnestemmer i hjemmet, da Ejnar kom til verden, for Aksel og Maren havde mistet sønnen Halvor, som blev født 6. maj 1875, men kun blev en dag gammel. De havde lagt ham i graven 16. maj på Brønderslev kirkegård.
Men det vidste den lille Ejnar jo ikke noget om denne lille juleaften, men kunne sikkert høre sine 3 søskende: Sigrid f. 30. november 1873, Aslaug f. 17. august 1876 og Asbjørn f. 11. juli 1878.
Den lille Ejnar levede sine første 3 år i Brønderslev mens far Aksel passede sit jernstøberi og maskinværksted, men familien søgte nye græsgange udenfor Vendsyssel, sikkert fordi far Aksel havde forladt hjemmet i Brønderslev i 1882 for at drage til Sverige, hvor han ville lære om det de kaldte Sløjd. Aksel tog ordet Sløjd med til Danmark, men var ikke helt tilfreds med den svenske model, og indførte sin egen, som blev mere og mere udbredt. Aksel blev sløjdlærer på Næstved Tekniske Skole og familien flyttede dertil, men allerede et par år efter, flyttede familien til København, hvor han i 1886 købte en skole på Værnedamsvej, som han lavede om til en decideret sløjdskole.
Ejnar var ikke nogen dygtig skoledreng, så da han var 13 år gammel, blev han taget ud for at få privatundervisning derhjemme, selv om det vist ikke hjalp synderligt på hans boglige evner – ej heller på interessen på at lytte. Til gengæld lyttede han godt efter når en sømand, som faren havde ansat, fortalte om de 7 verdenshave. Det var det Ejnar kunne tænke sig, og han stævnede ud med Georg Stage, og her fandt han lykken og udtalte:
” hvor der halvt i leg blev indpodet viden og kunnen i dem, som havde en splint af havets troldspejl i øjet”
og hvor havde han ret: Hvor der er interesse, er sindet åbnet og hjernen arbejder på højtryk.

Far Aksel havde taget knægten, der ville være sømand, med på de små listige steder i det københavnske, hvor letlevende damer gjorde sig til, for efterfølgende at besøge sundhedsvæsenet og få vished for de lurende farer, som sømænd kom ud for, i hver en havn.
Far Aksel havde jo sikkert tænkt, at Ejnar ville blive en sømand, som folk er flest, men den meget lidt boglige Ejnar, valgte den meget videnskabelige måde at være sømand på.
Som 20årig tog han som styrmand til Nordøst Grønland på det der hed Amdrup ekspedidonen og det var vel allerede her, at han tabte sit hjerte til Grønland.

Danmarks ekspeditionen stævnede ud fra Frederikshavn d. 27. juni 1906 med Mylius-Eriksen som leder, sikkert fulde af forventninger og masser af vågemod – de fleste kom ikke levende fra Grønland, der i blandt Mylius-Eriksen.
I 1909 stævnede Ejnar Mikkelsen så ud for at lede efter de forsvundne mænds dagbøger. 3 år kom ekspeditionen til at vare, men det var nu ikke
meningen. Skibet gik ned, og Ejnar måtte vente i 2 år på at blive bragt hjem til Danmark.
Naturligvis skrev Ejnar Mikkelsen dagbøger. Dels for at huske hvad man havde oplevet, men det var også et godt “afskedsbrev” hvis man ikke kom hjem med livet i behold, hvis nogen altså var i stand til at finde dem!!!

Selvfølgelig har jeg hørt om Scoresbysund, men jeg må indrømme, at jeg da ikke lige har tænkt over, hvad historien var bag denne by.
I de mere end 2 år hvor Ejnar Mikkelsen var strandet i Nordøst Grønland fantaserede han og Iver P. Iversen om at der var liv og leben netop der hvor de var strandet. Hvor utroligt det end lyder, så døjede Grønlænderne med overbefolkning, og Ejnar Mikkelsen arbejdede videre på idéen om, at der skulle bo mennesker i Scoresbysund. Det kom der også til, men først i 1925, hvor 70 grønlændere gratis blev fragtet fra Vest Grønland til Scoresbysund, hvor senere yderligere 17 mennesker slog sig ned.
Ejnar Mikkelsen var blevet bidt af Grønland, især Øst Grønland og var inspektør for området fra 1933 til 1950. Ved siden af, skrev han en række bøger, selvfølgelig om det der lå hans hjerte nær.
På privatfronten blev han gift 2 gange. Første gang med Naja Marie Heiberg Holm i Holmens kirke 9. maj 1913. Her står Ejnar opført som værende Skibsinspektør. Brudeparrets fædre var forlovere: Kaptajn i søetaten Gustav Frederik Holm og Sløjdinspektør Aksel Mikkelsen. De nåede nu kun at være gift i 5 år, for d. 18. august 1918 døde Naja 30 år gammel i hjemmet på Vilhelmhåbsvej 6 af influenza og lungebetændelse. Han begravede hende 3 dage efter på Garnisons kirkegården.
Knapt et år efter 1. juli 1919 giftede Ejnar sig igen, denne gang hed bruden Ella Holm-Jensen og var fraskilt, da hun gav ham sit “JA” i Sankt Pouls kirke i Korsør.
Den lille Ejnar som havde set dagens lys i Brønderslev lillejuleaften 1880 døde 1. maj 1971 i København, og blev begravet på Ordrup kirkegård.

Nekrolog og notits og billede af busten der blev afsløret på Langelinie i 1974.
Det lader til, at denne Mikkelsen slægt besad en entusiasme og en dygtighed for det de hver især fangede interesse for. Mest berømt blev nok Ejnar, som blev dekoreret med alle de ordner og medaljer man kunne få indenfor hans område, men også far Aksel og søster Aslaug var kapaciteter inden for deres område.

Sept. 2021
Jens Otto Madsen med kilde: Wikipedia og hjemmeside Ann Nygaard

 

 

Artikel af Ella Pedersen, tidligere lærer,

Historien er fra marts 2008.

 

Richard Poulsen, som er født og opvokset i Gravensgade 35, beretter om perioden fra sidst i 1940erne og først i 1950erne.

Gik man fra Nørregade og ind i Gravensgade var den første ejendom på venstre hånd automobilforhandler S. Møllers værksted og beboelse. I udlejningsejendommen ved siden af boede en fru Kjeldsen med to teenagere, vist nok Egon og Gerda. Der boede også en familie Jensen. Han var chauffør ved ”Æg-Poulsen”.

I den næste ejendom lå A. Poulsens ægpakkeri. Lederen var sønnen Peter Poulsen. Han forhandlede foruden æg også skind og huder og havde desuden depot for Oma margarine. Senere producerede han også sodavand.

Richards søster, Ruth, blev kontoruddannet hos A.Poulsen, og hans mor, der blev enke som 48-årig, arbejdede en overgang i det kolde ægpakkeri.

I det næste hus boede postbud Christiansen med sin kone og sønnen Arne. I næste ejendom boede boghandler Mandrup Poulsen.

I de to efterfølgende huse boede Kjølholm brødrene.

På hjørnet af Gravensgade og Frederiksgade boede lærer Tage Mortensen, der var søn af politibetjent Mortensen.

På det modsatte hjørne boede Amalie Westergaard, kaldet ”Malle”. Hun havde to børn, Bodil og Vagn. Hendes mand omkom ved en stærkstrømsulykke i Serritslev. Hun udlejede en del af huset til kriminalpolitiet, hvor bl. a. Søren Ørum var ansat. Den gamle sygehusportør Madsen boede til leje ovenpå.

I den næste ejendom boede to familier Sønderlev. Derefter var der ligesom en portal, man gik igennem. Så kom man ind til Sigurd og hans familie. Der var tre døtre og en søn, Hans Jørn. Sigurd arbejdede på klokkestøberiet.

Så kom huset, hvor familien Larsen boede med sine tre sønner. Faderen var værkfører på ”Den gamle fabrik” (beslagfabrikken). Sønnen Emanuel blev værkfører, Erling var den første ejer af Saltum Bryghus, og S.A.Larsen blev købmand i Frederiksgade, senere Nygade, hvor der i dag er ”Pizzaria”. I den anden ende af huset boede Lydia og ”Tuborg Henry”, der kun drak Carlsberg.

I den næste ejendom boede familien Marius Pedersen. De havde bl.a. en søn, som man kaldte ”Bitte-Bent”. Han skulle have været maskinarbejder, men sprang fra og blev lærer. Bent blev gift med forfatteren Inge Jørgensen, der bl.a. har skrevet bogen ”Halsen af en svane”, der fortæller om forfatterens opvækst i Brønderslev. I den anden ende af ejendommen boede postbudet Gunnar Thomsen og hans kone. Ovenpå boede klokkestøber G. Hvidberg og hans kone. De havde datteren Grethe.

Derefter var der en smal port, og i nr. 31 boede frøknerne Maren og Johanne, og i den anden ende af huset boede rullekonen Ingeborg Jensen. Hun havde tre børn: Jørn, Tove og ”Store-Bent”. I nr. 31A boede Jørgen Mortensen, som havde tre sønner og to døtre, bl.a. Ruth, gift med Lentz, Else, som var frisør, og Poul, der blev udlært hos gørtler Poulsen. Poul var en Richards ungdomsvenner. Efter mange år i København bor han igen i Brønderslev.

I nr.33 boede modelsnedker Mogensen og hans kone. Senere blev huset solgt til familien Mikkelsen, der bl.a. havde børnene Inge og Poul, der stadig bor i Brønderslev. Den ældste søn Erik, bor dog i Århus. Han var Richards ungdomsven. Der var flere lejemål, men i nr.35 boede rebslager Lehm, som ejede ejndommen, og Richards forældre, Ingrid og Ernst Poulsen.

Lehm havde bag ved ejendommen – på Lehms Eng – sit rebslageri. I dag hedder området Rebslagerstien. Lehm flyttede senere til ejendommen, der ligger på det vestlige hjørne af Bredgade-Mejlstedgade. Efter rebslager Lehm flyttede Gerda og Edvard Thomsen ind i nr.35. De havde sønnen Lindy, som kom til at arbejde i skatteforvaltningen. Edvard Thomsen var en dygtig fodboldtræner. I den anden ende af huset boede to ældre søstre, Gine og Martine, som begge var frøkner. Derefter boede Dorthe og Vagn Larsen, der havde tre sønner. Sønnerne Poul Erik og Ove bor stadig i Brønderslev.

Efter familien Larsen nåede man til Eksportslagteriet med kreaturslagteri og en lille butik med meget fine kødvarer. Bygningen blev senere solgt til S.Møller. I dag rummer ejendommen læger, tandlæger og øjenlæge. Fortsatte man fra Gravensgade og ned ad Dannebrogsgade, var der dengang jordvej, haver og marker. Der var Mejlstedgaard og længere oppe Smalbygaard.

På det modsatte hjørne af Gravensgade og Dannebrogsgade på venstre hånd lå der en stor rød villa. Her boede ægpakker Frederiksen. Ægpakkeriet lå i Grønnegade, hvor Ib Lentz bor i dag.

I den næste villa boede S.A.German.

Derefter kom Gravensgade blokkene, der blev opført i sidste halvdel af 1940erne. Efter blokkene kom Smalbyvej, og derefter kom man til Risagergaards marker.

Efter Brunderhus på højre hånd ligger en ejendom, der i dag tilhører kommunen. Tidligere havde Zonen redningsstation i ejendommen. I den samme ejendom havde gørtler Poulsen gørtleri. Derefter kom Tolstrup Indkøbsforening, hvor uddeleren hed Engelund.

Så kom en ejendom med flere lejligheder. Der boede bl.a. baneportør Kjølholm og hans kone med døtrene Bodil og Birgit, og skrædder Viktor Thomsen og hans kone. De havde to døtre og en søn. Derefter mejerist Jensen og hans kone, de havde sønnen Ove, der blev kasserer i Brønderslev Bank. I ejendommen boede også familien Rydder.

Derefter kom polistationen med ”Brummen” i kælderen. Man kunne ikke se ind, men man kunne høre om der var nogen derinde, fortæller Richard Poulsen.

Efter rådhuspladsen lå Klokkestøberiet. Der var to direktører på klokkestøberiet: ”Den store og den lille klokkestøber”. De hed begge Sørensen. Klokkestøberiet var meget spændende, fortæller Richard Poulsen. Man måtte gerne stå på en gesims, så man kunne se, når de hældte flydende jern i støbeformene og når de afprøvede klokkespil. Der blev lavet klokker til mange lande. Senere blev der etableret en Kvickly butik i ejendommen.

Efter Klokkestøberiet lå der et hus, hvor banedrager Holger Jensen med konen Anne Jensen boede. De havde sønnen Niels, der blev vognmand.

Derefter kom ”Den bitte vej”, der gik ned til Bredgade. I dag er der kun passagen fra Grønnegade til Bredgade. Så kom der nogle haver, der tilhørte beboerne i Grønnegården.

Derefter var der et græsområde, hvor vi spillede fodbold, dagen lang, siger Richard med en glad stemme. På hjørnet, hvor NORDJYSKE har til huse, havde Esra Olsen et autolakereri.

Det næste hus med værksted blev opført af modelsnedker Carl Nielsen. Derefter lå ”Kristas Pensionat”. Det tilhørte Richard Poulsens moster. Her spiste masser af ungkarle, med det var dem med snavsede hænder. Kontorfolket spiste på pensionatet ”Borida”, der blev ledet af ”Moster Mads”, der var kusine til Krista.

Derefter lå der et nyere hus med bageriudsalg, og så kom vand- og gasmester Wahlbergs hus, som han selv havde opført. Det lå i Richard Poulsens bedsteforældres tidligere have.

I det sidste hus på højre side og på hjørnet af Gravensgade-Smalbyvej boede snedker Alfred Poulsen, gift med Anine. Det var Richard Poulsens bedsteforældre. Derefter var der kun Risagers marker.

Richard Poulsen har haft mange pudsige oplevelser under opvæksten i Brønderslev. En af dem handler om Ejvind Mortensen, der var søn af kirkens ringer og kirketjener. Ejvind opholdt sig meget på Eksportslagteriet. En dag kom Richard gående fra skole ned ad Dannebrogsgade på vej hjem. Han var da 10 år. Pludselig kom Ejvind, som var meget ældre end Richard, springende frem fra et højt plankeværk. Hans arme og hænder var indsmurte i blod og han gav uhyggelige brøl fra sig. Richard fik sig en forskrækkelse, som ikke var nem at ryste fra sig. Richard Poulsen blev udlært maskinarbejder inden han læste til lærer.

 

 

Brønderslev Firmasport

nu

Brønderslev Firmasport har en lang historie med i bagagen BFS hører til blandt de ældste firmasportsforeninger i Danmark

Den 24. marts 1952 blev der nemlig afholdt stiftende generalforsamling med henblik på stiftelse af Brønderslev Firmasport Opstarten blev skudt i gang ved et møde på centralhotellet den 4. juli 1951, Palne Berthelsen var foregangsmand. Dengang var der alene fodbold på programmet. Dette har udviklet sig markant siden, herom senere.

Dengang i 1952 blev vi samtidig optaget i Dansk Firma Idrætsforbund, som den 16. forening i landet, vi har med andre ord været med om ikke siden forbundet blev etableret i 1946, så dog blandt de første i landet. Meget har ændret sig siden da. F.eks. har vi fået computeren, dengang måtte man klare sig med viking nr. 2 eller, når det gik rigtig godt, en skrivemaskine. Et eksempel herpå er turneringsplan fra 1953:

 

Bemærk: Turneringsplanen kostede 1 kr. denne pris gjaldt de næste mange år, der var ingen inflation,

Økonomi har jo altid været i fokus i det frivillige arbejde, således også i BFS. Af et dokument skrevet af Palne Berthelsen i forbindelse med en orientering i Rotary den 16. aug. 1961 ses bl.a.:

750. BFS fra forbundet årligt fik kr. 750. forbundet fik dengang kr. 40.000 fra tipsmidlerne til fordeling. Af Dansk Firmaidræt regnskab for 2011 fremgår, at man fik ca. 36. mio. kr. som bl.a. går til lokalforeningerne, men også til udvikling af aktiviteter, så noget er der sket siden da.
751. Af et andet dokument (Rotary Klub også 1961) gav Palne Berthelsen en orientering om BFS. En orientering der bl.a. medførte følgende kommentar fra Kløve (senere skoleinspektør Søndergade Skole) ”Kløve fandt det vældig godt, at BFS gav mulighed for at fortsætte med sport ud over den alder, hvor de kunne være aktive”.

Af samme dokument kan vi se, at BFS dengang også havde en juniorafdeling, som blev oprettet efter opfordring fra drenge, som i forvejen spillede gadefodbold, de ville gerne have nogen til at lave gadeturneringer. Også på dette område er der sket noget siden da. I dag har vi ingen juniorer og vores medlemmer hører hovedsageligt til i alderskategorien +60. Så Kløves bemærkning er stadig gældende.

Af Palne Berthelsens dokument fremgår også, at han gerne så, at byens idræt var samlet i et fællesforbund, således at hele byens idrætsliv kunne stå sammen i de mange opgaver, som idrætslivet har fælles. Målsætningen eller ønsket kan vi vel godt tillade os at sige, er indfriet i form af Idrætssamvirket i Brønderslev, om vi foreninger så er gode nok til at bruge dette forum er en anden sag.

I de første 10 år i BFS-levetid var det en omskiftelig tilværelse mht. steder at spille fodbold, ligesom omklædning og bad stort set ikke var en mulighed, og dog, for Palne Berthelsen indrettede sin kælder, således at holdene kunne klæde om og få bad der. Spillerne måtte derfra løbe gennem haver og over Dannebrogsgade for at komme til markedspladsen, hvor der var optegnet en fodboldbane. Mon en sådan løsning kunne finde sted i dag? Næppe.

Problemet med steder at være førte til at bestyrelsen den 15. september 1960 kunne meddele, at man havde købt arealet ved Molsgade for ca. 18.000, og at arkitekterne Hansen og Knudsen havde givet tilsagn om uden beregning at lave tegningerne til et nyt klubhus.

Det nye klubhus blev indviet den 29. september 1962, med andre ord så kan vi se frem til et par runde fødselsdag inden vi får set os om, da BFFI jo den 29. september 2022 fylder 70 år, og klubhuset samme år fylder 60 år.

BFFI Center har adresse på Molsgade 16 i Brønderslev.

Centeret er BFFI’s eget klubhus, som man startede opførelsen af i 1961, hovedsagelig ved frivillig arbejdskraft. I efteråret 1962 stod det klar til brug og i 1967 blev der yderligere opført en bestyrerbolig som også er tilknyttet Centeret.

Indtil 1992 fandtes medlemmerne registreret i BFS tilsluttede firmaklubberne, der var således ikke tale om et personligt medlemskab. Ved ændring af folkeoplysningsloven i 1992 blev det et krav, at en forening for at få tilskud skulle acceptere personligt medlemskab. Dette førte bl.a. til at Brønderslev Firmasport ændrede navn til Brønderslev Familie og Firmaidræt, for dermed at signalere, at alle ville være velkomne i BFFI.

I dette lille skrift om BFS senere BFFI 70-årige historie kunne der være meget at fortælle, der kunne være historier om den enkelte aktiviteter, ligesom der også burde værd plads til fortællinger om de mange frivillige, der gennem alle årene har hjulpet med at drive foreningen, i bestyrelse, i udvalg, stillet op til praktiske opgaver, som der har været mange af. Med risiko for ikke at få alle med nøjes, der derfor i dette skrift alene at nævne Palne Berthelsen, der om nogen må siges at være synonym med BFS/BFFI. Palne Berthelsen var formand i 23 år, 1952-1973.

Figur 1 Dette må være den første vinder af BFS-fodboldturnering 1952.

Evald Christensen, Chr. Christensen, Knud Nielsen, Per Søndergaard

Helmer Nielsen, Aage Ingemnann Olesen, Knud Volden

Anton Pedersen, Svend Christensen, Chr. Platen og Ove Nielsen

Sikkert mange kan genkende personerne på dette billede fra skoletiden:

Jørgen Jørgensen, Gunnar Sørensen, H.C. Nielsen, Willy Kløve, Vagn Laursen, Sv. Aage Christensen

Schiønning Nielsen, Børge Nielsen, Poul Erik Jensen, Helmer Sørensen, L.C Thomsen

Fremtiden

Meget har ændret sig i løbet af de 70 år. De traditionelle idrætsgrene, som BFFI har haft på programmet har været under pres. Firmaklubber er ikke længere et tema i vores by. Strukturelle ændringer i samfundet har også betydet, at der er mange der pendler ind og ud af Brønderslev, så der ikke er tid til overs til også at bruge nogle timer efter arbejdstid til f.eks. firmafodbold. Vi har således kun badminton tilbage, som traditionel idrætsgren. Fodbold, som var den primære årsag til stiftelsen af BFS kommer nok aldrig tilbage, den sidste fodboldkamp på BFFI-anlæg blev spillet sommeren 2001, og der var kun 4 hold tilmeldt turneringen.

Et eksempel på tidligere aktivitetsniveau sammenlignet med nu

Før Badminton, billard, bowling, cykling, (Tour de Pedal), naturgolf, whist, kroket, strike-nørkle, beach volley, Petanque, skydning, svømning, trim

Nu Badminton, billard, krolf, naturgolf, petanque, strike-nørkle og whist

Heldigvis har vi fortsat noget at byde på i BFFI, og vi arbejder fortsat på at udvikle os, så vi forhåbentlig kan gøre det endnu mere interessant at være medlem hos os. For der kan ikke være tvivl om, at idræt, motion og samvær er noget vi alle har behov for uanset alder og køn. Og så er vi jo så heldige at fremsynede folk for ca. 60 år siden valgte denne plet med den skønne natur, det er muligheder andre misunder os.

Af en artikel (2012) i Oplandsavisen fremgår, at det går op og ned for Brønderslev Familie og Firmaidræt, hvilket jo også er sandt. Det er vi dog ikke ene om at opleve, men sandt er det, at da vi var ”på toppen” talte vi ca. 1400 aktivitetsmedlemmer, i dag er vi ca. 400, det kan vi mærke, og særligt vores kasserer synes ikke, det er særlig sjovt, for det betyder også en nedgang i kontingentindtægter på ca. 250.000, et beløb som jo skal dækkes ind på anden vis. De faste udgifter forsvinder jo ikke. Vi tror på, at vi er på vej op igen, vi kan spore en fremgang, om end lille, men alligevel, og vi kan også spore en lille fremgang i vores økonomi, så vi er fortrøstningsfulde, hvad fremtiden angår.

Som det er sagt tidligere, så runder vi om kort tid en rund fødselsdag, 70 for BFFI’s stiftelse, og 60 år for indvielse af første etape af bygningerne. Det var i sin tid godt gået, at det kunne lade sig gøre ved frivillig indsats, at lykkes med et sådant projekt.

Men 60 år er ikke gået ubemærket hen, og vi måtte midt ti’erne tage opgaven på os med en tiltrængt renovering af faciliteterne. Ligesom vi måtte se på, hvordan vi kunne omlægge vores økonomi, så vi fortsat fremstår som en blivende forening.

Ved sin 60-års fødselsdag for 9 år siden stod BFFI som nævnt overfor nogle meget væsentlige udfordringer. Vi havde en anstrængt økonomi, bl.a. på grund af en markant medlemsnedgang, vi måtte sige farvel til bl.a. svømning, bowling, og skydning, hvilket medførte stor nedgang i kontingentindtægterne. Vi måtte også overtage græsklipning med mere, idet Brønderslev Kommune uden varsel meddelte, at man ikke længere kunne stå for dette arbejde, idet arealerne ikke var kommunal ejendom, en forklaring, der vist ikke helt holdt vand. Dette foregår i dag ved frivillig arbejdskraft, og vi måtte investere i to havetraktorer til dette arbejde.

I dag hvor vi kan se frem til en 70-års fødselsdag næste år, ser udsigterne noget mere positive ud, Der er grund til optimisme også for BFFI. Vi fik omlagt vores økonomi, så vi i dag måske lidt paradoksalt kan hævde at økonomien er sund, og at vi kan håndtere driften indenfor de indtægtsmuligheder vi har.

Ejendomsvurderingen på Molsgade 16 lyder på ca. 3 mio. kr., og gælden er på ca. 500.000. det kunne derfor umiddelbart se ud til at BFFI er en rig forening, men sådan er det ikke. Vi kan ikke umiddelbart omsætte ejendomsvurderingen til kolde kontanter, men omlægningen af økonomien giver ro i sindet og en tro på fremtiden.

Det er også lykkedes i den foregående ca. 8 års periode at få bygningerne renoveret, så de i dag står som særdeles funktionelle, og langtidsholdbare. I perioden har vi fået nye toiletter, inkl. et handicaptoilet. Vi har fået nyt tag på den ældste bygning. Ligesom der i samme ombæring blev efterisoleret, og lydisoleret i samlingsstuen for blot at nævne de væsentligste forbedringer. Alt dette har kun kunnet lade sig gøre ved hjælp af midler fra lokale fonde m.m.:

Øster Brønderslev Sparekasses Fond, Norlys Vækstpulje, Lokalforeningspuljen administreret af Dansk Firmasport, Spar Nord Fonden, Sparekassen Vendsyssels Fond, Jerslev, Donation fra Inner Wheel samt en anonym gave på 150.000 Kr., uden denne markante støtte havde det ikke været muligt at gennemføre et så omfattende renoveringsprogram. Oveni disse kontante donationer skal tillægges værdien af den ganske omfattende frivillige indsats i alle projekterne i form af nedbrydning og andre praktiske opgaver, som vi selv kunne gennemføre med henblik på at nedbringe de samlede udgifter.

Den frivillige indsats er en forudsætning for, at driften af BFFI-anlæg kan gennemføres indenfor den rådige økonomi. Udover varetagelsen af de administrative opgaver i bestyrelse og udvalg, er der også et stort arbejde med den daglige vedligeholdelse af arealet på 6 ha., og de ca. 400 kvm bygninger.

Der vil fortsat være plads til en forening som vores. Seniorsport er kommet ind under Dansk Firmaidrætsforbund, som et fokusområde, og der er vist ingen der er i tvivl om, at seniorerne gerne vil dyrke motion i en afslappet form. ” Bevæg dig for livet” kampagnen er et godt eksempel herpå. Denne kampagne har seniorerne i fokus. Så Seniorsport vil givetvis også hos os være et fokusområde i fremtiden. Og så er der mange af os.

Der er nogen der siger, at tiden går i ring, og der er vel også noget om snakken, hør blot dette citat fra Erik Haubros ord ved BFS 25års jubilæum i 1977:

”Tager man nogle typiske stikord fra den tid, vi lever i, – kortere arbejdstid – stillesiddende arbejde – akkordræset – kontaktbehov –mere fritid – er Firma Sport netop én af de naturlige modvægte, vi har behov for, for at føle tilfredshed i tilværelsen, og derfor kan vi med optimisme tage hul på de næste 25 år”

De ord holder da vist stadig vand.

Idræt, motion og samvær er nøgleordene for os, vi har det, der skal til i form af et dejligt område med god natur, og lokaler, der er fin stand til fremtiden. At vi også kan noget, som andre ikke kan ses vel meget godt af, at Sundhedshuset også har fået øje på vores anlæg, og de muligheder der er. Vi haft flere besøg af hold fra Sundhedshusets genoptræningsenhed, hvor holdene har prøvet kræfter med særlig naturgolf. Deltagerne udtrykte alle overraskelse over, at vi har et sådant anlæg, og at det var let at tilgå, kræver ikke forudgående kendskab, og kun minimal fysisk formåen.

Med andre ord BFFI kan med ro i sindet se frem til de næste runde fødselsdage i 2022.

 

En enkelt ting er dog ikke ændret i de mange år, der er gået siden 1952, i folkemunde siges der stadig ”ude på Firmasport”.

                              Aktiviteter på vores center           

 

Badminton spilles fortsat i byens idrætshaller

       Spark dæk: BFFI summede – eller rettere – brummede af liv da der var et ‘Spark-dæk’ arrangement i 2021

                            

   

 

           

 

 

      

 

 

                                                                                            

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1986 flyttede jeg til Brønderslev for at være lærer på den nye idrætshøjskole, Nordjyllands Idrætshøjskole. Jeg er musikuddannet fra Det fynske Musikkonservatorium og jeg er vokset op med højskolesangbogen, så det var nærliggende for mig at foreslå, at der på den nye højskole skulle være fællessang hver dag. Ikke om morgenen men om middagen. 20 minutters fællessang hver dag inden middagsmaden blev en succes. De unge mennesker begejstredes af at synge sammen og musikken blomstrede.

I foråret 1988 startede ÆLDRESANG. Det var tilfældigt, det opstod. En præsentation af højskolens lærere fandt sted i foredragssalen i marts 88. Hver især præsenterede det, de brændte for. Efterfølgende var der kaffebord og jeg kom i snak med Ruth Mulvad, som året forinden havde været min jordemoder. Hun opfordrede mig til at starte fællessang for voksne. Det blev nærmest et tilløbsstykke og har været det mere eller mindre siden. Det kom snart i faste rammer og nu afvikles ældresang 10 fredag eftermiddage i vinterhalvåret. I 1990-erne var der især mange, der deltog. Ofte op til 130 mennesker hver gang. Nu er vi omkring 60 hver gang.. En gang om året synger vi sammen med højskolens elever. Det er givende og hyggeligt at blande unge og gamle. Der opstår en fantastisk god stemning ved at dele vores sange.

Sangen og musikkens betydning har været ubeskrivelig stor for mig. Ikke mindst fordi jeg har fået andre til at holde af at synge og opdaget, hvad det kan betyde for en. Poesien og melodierne kan røre hjertet på en helt speciel usagt måde. –

Lidt om mig selv: Jeg er født på Midtfyn i 1952. Er den yngste af seks søskende. Vi har alle gået i Rudme friskole, som har eksisteret siden 1858. Min far var landmand og vi havde hønseri. Min mor stod for have og husholdning – og hjalp med at køre daggamle kyllinger ud til kunder J

Alle mine 5 ældre søskende spillede et instrument – de fleste klaver – og da det blev min tur til at lære, havde jeg hørt ”repertoiret” og spillede derfor efter gehør. Noderne stod der godt nok, men det var øret, jeg brugte. Det syntes min lærer ikke altid godt om! Det var den tid! – Vi spillede alle sammen klassisk musik, men da Beatles og Rolling Stones slog igennem først i 60érne, blev jeg bidt af det rytmiske. Og sådan har det været siden. Jeg tog en kontoruddannelse og senere kom jeg på konservatoriet.

Jeg har været lærer på Trunderup Friskole på Midtfyn, Gymnastikhøjskolen i Ollerup, kapelmester i Rottefælderevyen, Svendborg 1983,  Bernstorffsminde Efterskole, Holstebro Musikskole, Nordjyllands idrætshøjskole og Pædagogseminariet i Hjørring. Nu er jeg organist ved De4Kirker (Tolstrup, Stenum, Thise, Ø. Hjermitslev). – Jeg er gift med Kristian og vi har to børn, Bjarke og Sigrid.

Jeg har børnekor, voksenkor, ældresang, sang på byens plejehjem, akkompagnetør i en vokalgruppe ”Skvalderskrål”, værtinde i FOF seniorhøjskole, sang med udviklingshæmmede, babysalmesang.

Sluttelig vil jeg sige: Fællessang er stærkt vanedannende og jeg har meget svært ved at slippe sangen, så det glæder mig meget, at der er så mange, der har fået den fantastiske vane at synge sammen. ”Syng dig glad” hedder min mors gamle sangbog. Det er der helt sikkert mening i.

 

Af tidligere gymnasielærer Knud Jørgensen, Brønderslev

Frivillig er en person der arbejder uden løn eller anden form for kompensation.

Mit frivillige arbejde er knyttet op på Røde Kors.

Som frivillig er man ikke bundet op af lovgivning og formelle krav, det giver en selvstændighed til at gøre det man synes giver mening i den relation, det har til de mennesker man hjælper.

Man er frivillig, når man kan og ellers melder man afbud.

I Danmark deltager 4 ud af 10 personer i eller anden udstrækning i frivilligt arbejde.

Tidligere var det de 30 og 40årige der fyldte mest i den frivillige skare.

I dag er det unge mennesker og pensionister, forhåbentlig kommer de nu 30-40årige også i gang med frivilligt arbejde.

Mit arbejde som frivillig er mest i Røde Kors Brønderslev, her har jeg været med i bestyrelsen i ca. 15 år og det meste af tiden også været formand.

Det siges, at man skal holde det man lover.

Da jeg gik på pension, sagde jeg til mine kolleger, at nu ville jeg ud at lave frivilligt arbejdet, og det har jeg holdt.

Ret hurtigt fandt jeg sammen med Erik Thorup, der gik på pension næsten samtidig med mig.

Cykelværksted

Vi startede ret hurtigt et cykelværksted, hvor vi ville hjælpe flygtninge til at få en cykel, således, at de slap for den lange gåtur, der var fra Knudsgade (hvor rigtig mange flygtninge bor) og ud til AOF-sprogskole på Kornumgårdsvej. Det må siges, at cykelværkstedet er en succes. I løbet af de efterhånden 10 år vi har drevet værkstedet er lidt over 900 cykler kommet ud at køre.

Ideen i cykelværkstedet er, at vi hjælper flygtninge, der i parentes ikke har råd til en cykel, med at flikke indtil flere cykler sammen til en køreklar cykel. Vi laver ikke cyklerne, vores motto er, at deres hænder skal være lige så beskidte som mine, når vi er færdige, det sker ikke altid, ikke alle har haft en skruetrækker eller andet værktøj i hånden før, så det kan være lidt akavet at se på, men ved fælles hjælp lykkes det.

Siden kommer de og får hjælp til at reparere cyklerne.

Cyklerne får vi fra mennesker der ikke længere kan bruge deres cykel af forskellige årsager.

Lektieværkstedet

Et andet rigtig godt projekt er Røde Kors Lektieværksted.

En gang ugentlig kunne flygtninge og deres børn komme og træne dansk og få den sidegevinst, at få lært nogle danskere at kende. Hvilket er vigtigt både for sprogets skyld, men også for, at de skal føle sig hjemme her i byen, de er ikke længere turister, men indbyggere og her skal man kende nogle medmennesker, man kan hilse på, på gaden og småsnakke med og evt. få hjælp til diverse problemer.

Efterhånden som flygtningestrømmen tog af blev det mest børn der kom i lektieværkstedet, børn der ikke kunne få hjælp hjemme. Det var rigtig dejligt at sidde og snakke og synge børnesange med dem.

Til tider kom der også universitetsstuderende der lige skulle have hjælp til den sidste afpudsning på en stor opgave.

For to år siden sad vi 5 gange 6 frivillige for at hjælpe, men ingen kom og ville have hjælp, så vi lukkede lektieværkstedet, men hvis det bliver et ønske når vi får nye flygtninge fra Afghanistan, så åbner vi igen.

DSB handicaphjælp

Igennem 4-5 år har jeg også koordineret DSB handicaphjælp til borgere der ikke kan eller har svært ved at tage toget fra Brønderslev.

En frivillig hjælper på Brønderslev Station

Vi er 6 frivillige der sørger for, at de mennesker der har anmodet om assistance via DSB Handicap, får hjælp. Det er dejligt at kunne hjælpe med så praktisk en ting, som at komme med toget, men mærkeligt nok vil DSB ikke reklamere for disse ydelser!

Grindsted Plantage projektet

Det seneste store projekt jeg har sat igang er Grindsted projektet. Projektet retter sig mod ”ensomme mænd” der efter at de er stoppet på arbejdsmarkedet, ikke rigtig kunne få gang i nye sociale relationer.

Vi er ca. 10 mænd der mødes en gang ugentlig og fikser Grindsted Plantage op.

I mange år, har Brønderslev Kommune ikke haft penge til at passe plantagen. Ved hjælp af midler skænket af Velux fonden og Sparekassen Øster Brønderslev fond til køb af diverse redskaber og værktøj, har vi fået et fællesskab op at køre, som ingen har lyst til at undvære.

Kommunens udgift har været nul kroner, vi har dog fået en udtjent Skurvogn og Plantagen er stillet til rådighed for projektet, det vil sige, at det har været uden omkostninger at få plantagen sat i pæn stand, således at der nu igen kommer mange mennesker og går tur, og mange børn får et nærmere kendskab til naturen.

Skurvognen er nok det vigtigste for os, her sidder vi og får vores formiddagskaffe og der kommer megen munterhed og gode vitser ud af det, og er med til at fællesskabet styrkes og er så stærkt, at selvom det regner og blæser, så dukker samtlige op hver gang.

Handelsstandsforeningen

Vi har også taget en tørn for Handelsstandsforeningen, der ikke ligefrem vælter sig i penge, vi har hjulpet med julebelysning og ”go aften Brønderslev”.

Formandskaber og mange kasketter

Foruden formandskab af Røde Kors, har jeg også været eller er endnu formand for Parkfestival og har her været aktiv med musik til festival. Efter 19 år sluttede Parkfestival, det gav for stort underskud.

Nu går vi sammen med Borger9700 om at lave Skt. Hans aften, grundet Corona, er det kun blevet til en Skt. Hans aften. Vi håber at kunne få det op at køre igen i 2022.

Derudover har jeg været formand for Integrationsrådet, været medlem af Brønderslev Byråd i 10 år, er formand for Frivilligrådet, har været formand for AOF Aftenskole, er formand for Grundejerforeningen Saltum Strand, medlem af Brønderslev Ældreråd, sidder i Norlys repræsentantskab, er formand for en Koklapperforening, og for nylig blevet formand for plejecenteret Rosengården i Jerslev.

Derudover spiller jeg med i et lille orkester der mest optræder på kommunens plejehjem, en rigtig god oplevelse hver gang vi er ude at spille eller sidder og øver os sammen.

Afslutning

Hvorfor så meget arbejde uden en krone for det, spørger nogle.

Jeg har det dejligt med det hele, jeg er god til at organisere og få ting til at ske.

Jeg har været heldig altid at finde nogle mennesker der ville være med til det jeg foreslog. Jeg har fået et fantastisk netværk og kender utrolig mange mennesker, jeg har en rig hverdag og en forstående kone, så på en måde gør jeg det også for mig selv.

At se, at ens ideer kan føres ud i livet og give mening for rigtig mange mennesker, det er lønnen for frivilligt arbejde.

Det var i 1958, min far fik stilling som skoleinspektør ved Skolegades skole.

Han tog til Brønderslev inden skolestarten i august og boede på Hotel Phønix, indtil han fandt et passende hus til familien, der bestod af mig, min mor, bror og søster, der alle stadig var i Skanderborg. I løbet af efteråret blev et rødstenshus med lukket have beliggende på Vestergade 47 (et andet husnummer i dag) erhvervet. (Tidligere borgmester P.N. Jensen og frue købte huset på et meget senere tidspunkt).

Jeg var tre år. Naboen til højre var Gravens Planteskole, og mon ikke naboen til venstre var gørtler. Mellem vores hus og Graven var der en grusvej, som gik hundrede meter ned og delte sig mod to andre grusveje, en mod Dammens Vœnge og en mod Fœlledvej (nu Fasanvej).

Som fire-årig tjente jeg min første løn, da jeg hjalp Graven med at sortere løg. Stolt kom jeg hjem med en daler. Jeg kunne godt lide Graven, og hele familien var meget venlig og meget arbejdssom.

På eventyr

Min eventyrlyst eller hang til at strejfe havde jeg taget med fra Skanderborg. Da jeg var to, forsvandt jeg en dag fra vores have på Villavej og gik ud i det blå. En dame havde ringet til politiet og fortalt, at en lille dreng var set på hovedvejen mod Stilling og var tœt på at blive ramt af en lastbil. En patruljevogn blev sendt ud og tog mig med på stationen. Her sad jeg og tegnede i nogle timer, medens politifolkene prøvede at finde ud af, hvem jeg var. På et tidspunkt sagde jeg: “Bebbe sygehus”. Nok til at de gode betjente kontaktede sygehuset og spurgte, om Bebbe var der. Det var han ikke, men de havde en Ebbe, min ni-årige bror. Snart stod min far på stationen og fik mig med hjem.

Eventyrerne fortsatte i Brønderslev. En dag kunne min mor ikke finde mig, og det blev lidt hektisk for hende, da hun spurgte et par drenge, om de havde set Sune.  Det havde de for nogen tid siden, men det sidste, de havde set, var min røde trœsko ude ved sygehusbœkken.

Det kan nok vœre, at min mor drog vest ud af Vestergade mod sygehusbœkken, hvor der gik rygter om, at folk i ny og nœ kunne finde legemsdele fra patienter, der var blevet opereret på sygehuset. Mor fandt mig ikke, men fandt den røde trœsko, så nu huserede tankerne igen i hendes hjerne om, hvor jeg kunne vœre. Heldigvis havde jeg, som så ofte før, ikke taget den direkte hjem, men jeg var hjemme, da hun kom hjem med min røde trœsko.

I begyndelsen af tresserne var De Danske Statsbaner i gang med et kœmpe projekt, da den nye banegård skulle bygges, og et nyt banelegeme blev etableret bag Pedershåb Maskinfabrik. En kœmpevold af sand blev opbygget. På samme tid skulle jeg begynde i Røde Kors børnehaven i Hedelundsgade, og min mor fulgtes med mig de første mange gange fra Vestergade 47, ned ad Vester Alle (nu Parkvej) til Parallelvej, forbi Solvej til Tunnelgade op mod Nørregade. En rigtig god gåtur hver dag.  Jeg glœdede mig hver dag at komme op til børnehaveleder Ebba, som var sød som dagen var lang.

Nå, men mor synes efterhånden, at jeg kendte ruten, og vi aftalte, at vi skulle mødes i Vester Alle på min vej hjem.  En dag, da jeg var fem, gik det galt. De store sandskanser, som jeg kunne se op ad Solvej, fik mig til at œndre kurs, og de store cementvœgge blev forceret, så jeg kunne udforske alt sandet. For mig var det en ørken. Jeg sneg mig op ad skrœnten, skjulte mig for banearbejderne, som jo nok var fjender. Dog måtte jeg helt op på volden. Det var et prœgtigt syn både mod syd, nord, vest og øst. Udsigten var noget, jeg aldrig havde oplevet før så højt oppe.  Pludselig stod min mor der, og så var det bare med at komme hjemad med hende.

Drama med luftbøsse

I Vester Alle boede min ven Johnny, et år œldre. Han var søn af en murer og en rullekone. De havde bygget et flot rødstenshus, og jeg kom der ofte. En dag fortalte Johnny mig en hemmelighed. Han vidste, hvor naboens søn, Jørn, som var noget œldre end os, havde gemt sit luftgevœr. Det ville Johnny så vise mig. Der var ingen hjemme, hverken hos Johnny eller naboen, så vi gik på opdagelse i Jørns vœrelse, og i løbet af ingen tid stod Johnny så med luftgevœret i hånden. Jeg havde set større skydevåben, da min far havde en riffel fra Hjemmevœrnet i kœlderen derhjemme.

Nå, men Johnny tog skydevåbenet med over i deres baghave for at skyde til måls. Da han ikke havde nogle hagl, vidste han, at man kunne putte små kartoffelstykker i løbet i stedet.  Inden jeg kunne se mig omkring, var jeg blevet ramt i mit højre øje, og synet forsvandt med en voldsom smerte.  Jeg løb hjem og ned I kœlderen, hvor mit vœrelse var, og som jeg delte med min bror. Smerterne var store, men jeg kunne ikke fortœlle mine forœldre, hvad der var sket og jeg kom ikke op til måltiderne. Da sandheden efter tre dage gik op for dem, kørte min far mig straks op til lœge, Karl Mørk-Jensen, som straks ringede til Hjørring sygehus om en hasteindlæggelse.

Efter en lang operation for at redde synet på øjet kom jeg ned på stuen med en klap for øjet som en anden sørøver. I mellemtiden søgte min far oplysninger om en dygtig øjenkirurg i New York, som han ville sende mig til, hvis tingene ikke lykkedes i Hjørring. I de mere end to uger, som jeg lå der med stor bandage for øjet, fik jeg hver eftermiddag en indsprøjtning i den ene balle. Kanylen var så stor, at jeg kunne høre, når den brød igennem skindet.

Der var flere øjenskader på stuen, og jeg husker isœr skipper Karlsen fra Skagen, som var blevet angrebet af en måge, som med et nik med hovedet havde fjernet skipper Karlsens venstre øje for altid. Det gjorde indtryk.

Mit øje blev mirakuløst reddet, men de nœste tre måneder havde jeg klap og forbinding for øjet. Det var ikke uden grund, de andre børn så mig som sørøver.

Selvom operationen lykkedes, kan jeg roligt sige, at episoden har givet mig kvaler periodisk gennem hele livet som f.eks, når mine forældre tog til Saltum strand i højt solskinsvejr, måtte jeg ofte side i skyggen på nordsiden af bilen, så solens stråler og refleksionerne i det hvide sand ikke generede mig.

Det generede også skolearbejdet, og det var ikke før i første real, jeg fik briller, da geografilærer Bjarne Hessellund opdagede, at jeg ikke kunne se, hvad der stod på tavlen. Så gik turen ned til Buus Briller, og efterfølgende kunne jeg fortœlle min søster, at det var første gang, jeg havde set kirketårnet nede fra det område.  Desvœrre prœgede det også min gymnasietid, men jeg havde ingen lyst til at reklamere med min manglende synsevne. At komme igennem de mange sider, der skulle lœses, var ikke godt for øjnene. Måske var jeg også begyndt at interessere mig for noget andet i disse sene teenageår.

Det var ikke meget, jeg så til Johnny efter skududheldet. Han gik på Søndergades skole, og jeg begyndte på forskolen i Thygelsesgade. Tro det eller ej, men hver dag i første og anden klasse måtte jeg ud på to lange gåture for at komme til og fra skole. Det store øjeblik på dagen kom, hvis bommene gik ned, og en MYer eller et lokomotiv kom forbi.

I 1965 flyttede vi fra Vestergade til Rosenvœngets alle 5, og en ny epoke startede med nye venner fra det nabolag.

Tilbage til Johnny. Jeg så ham i Brønderslevhallen nogle gange, da han spillede basketball, men ellers var der ikke megen snak. Men en dag, måske i 2014, var jeg til Dansk Amerikansk Klubs reception på Forsvars- og Garnisionmuseet i Aalborg i forbindelse med 4. juli og Rebildfesten. Her spillede et militærorkester fin musik. Johnny spillede med. Han havde set mig og kom efterfølgende hen til mig og spurgte, om jeg var Sune. Jep, det var jeg. Vi fik en rigtig god snak, og det gjorde vi også de efterfølgende år. Det er jeg meget taknemmelig for.

 

Skole

Min klasse startede ud med Elly Høgh som klasselœrer og frk. Navntoft som regne- og bibelhistorielærer. De var vidt forskellige, men jeg synes, vi var rigtigt heldige med vores begyndelse på Thygelsgades skole. Herefter var der mange rigtigt gode lœrere på Skolegades skole, og i tredje real sluttede vi af med Anna Drustrup til dansk, Jens Oluf Andersen til matematik, Hans Knudsen til engelsk, Erik Jølf til tysk og latin, Vagn Madsen til fransk, kemi og fysik, John Kløjgaard til biologi, Poul Have til historie, og Møller Jensen/Gitte Lundø til idrœt, hvis jeg husker rigtigt. De var alle kompetente hver på deres måde med deres specielle pœdagogiske og faglige fœrdigheder.

På sidste skoledag skulle vi naturligvis klœdes ud, og der skulle laves lidt ballade.

Hans Ole Steffensen, som jeg gik i klasse med fra første klasse til tredje-G, oplœste en proklamation ved galgen i skolegården, hvor Anne Drustrup skulle hœnges. Se foto. Skønt at tœnke på, at jeg stadig er i kontakt med ham, nu bosiddende i Aarhus og på Lœsø.

Det er også en fornøjelse i ny og næ at møde klassekammeraterne Anna Wraa (min gamle dansepartner hos Tolbod og nu gift med Leif Hessellund) og Susanne Gorm Rasmussen (nu gift med Torben Ulsted) i Løkken, hvor de er bosiddende, og hvor jeg har sommerhus. Ydermere har FaceBook givet adgang til mange andre tidligere klassekammerater.

 

Sune Frederiksen

Oktober 2021

 

Efterskrift: Min søster er Agnete Siim Frederiksen, født i 1946, nu Agergaard og bosiddende i Skanderborg.

Min bror Ebbe Emil Frederiksen 1949-2004 ligger begravet i Holstebro.

Min mor Lilli Siim Frederiksen, 1921-2006, og min far Elis Emil Frederiksen, 1918-2003, er begge stedt til hvile på Skanderup kirkegaard i Skanderborg.

Jeg er Sune Emil Frederiksen, født i 1955, og bosat i Kentucky, USA.

Min barndom

Jeg er vokset på Oustrup Mølle, en gård med malkekøer, ved Mylund i den yderste kant af det, der var Brønderslev Kommune engang. Her boede jeg i en helt traditionel kernefamilie med mor, far, en lillebror og en lillesøster. Min far var landmand, og vi havde folk ansat hele min barndom. Spisetiderne var faste, maden traditionel, og der var kun Danmarks Radio i både radio og fjernsyn. I bakspejlet var det vist det, man vil kalde et fuldstændigt almindeligt småborgerligt hjem. Min far var erklæret venstremand og elskede en god diskussion. Min mor var uddannet pædagog og arbejdede som børnehaveklasseleder. Vi hjalp til på gården, når der var behov for det f.eks. med at hakke roer, køre hø og halm ind i høsttiden og andre forefaldende opgaver. Vores liv foregik meget i lokalsamfundet og sammen med de nære naboer. Vi tog aldrig rigtigt på ferie. Det var ikke noget, der interesserede min far, og det var svært at finde nogen til at passe køerne, hvis han skulle være væk mere end et par dage.

På Gymnasiet

I 1979 gik jeg i 9. klasse på Toftegaardsskolen i Jerslev og skulle vælge ungdomsuddannelse. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville på gymnasiet i Brønderslev. Jeg er opvokset på en kvæggård ved Mylund, 9 kilometer fra Jerslev, så vi kom ikke så tit til de større byer. Der var på det tidspunkt en Brugs i Mylund, hvor min mor foretog de daglige indkøb. Vi børn havde vores fritidsinteresser i Jerslev – jeg spillede fodbold og mine søskende var spejdere – så vi kom ikke så vidt omkring. Transporten gjorde det besværligt, hvis man skulle ud i verden. Mine forældre havde kun én bil, og det var min far, der bestemte over den. Hvis der skete noget i landbruget, skulle han kunne køre til smeden, grovvarehandlen, mekanikeren, eller hvad der nu var brug for.

Men jeg ville gerne på gymnasiet. Dette forjættende sted, hvor det var muligt at lære mere. Vores skolebibliotek på Toftegaardsskolen kunne ikke længere tilfredsstille min nysgerrighed, og jeg havde læst alle min mors bogklubbøger. Jeg kendte ikke ret meget til Brønderslev, for vi kom der kun sjældent, men jeg havde indtryk af, at man kunne få alt der. Der var supermarkeder, butikker, friluftsbad, sportshaller og ikke mindst mange mennesker.

Heldigvis gik der skolebusser helt ude fra bøh-landet ind til ”storbyen”, så jeg sad troligt i bussen i næsten en time både frem og tilbage hver dag i min gymnasietid. I starten blev vi sat af på banegårdspladsen og traskede så ad banestien ud forbi Hedelundsparken (dengang var der ingen rododendroner) og via den forblæste plæne ud til det smarte nye byggeri, der husede Brønderslev Gymnasium & HF.

Det var en helt ny verden at møde klassekammerater fra så eksotiske steder som Saltum, Løkken og selvfølgelig Brønderslev. Mange af dem havde oplevet mange flere ting end mig. De havde været på charterferier og campingpladser i hele Europa og ikke mindst til koncerter med store kendte bands. Lærerne på gymnasiet var et kapitel for sig selv. Excentriske, hippielignende og meget anderledes end de lærere, jeg havde haft i Jerslev. Vi var endnu ikke kommet på fornavn med alle lærerne, da jeg gik ud. Det var stadig fru Nielsen og Jensen, selvom der havde sneget sig en Jytte og en John ind på lærerværelset. Rektor Falsig-Pedersen stod høj og alvorlig og bød os velkommen på den første dag, og jeg husker stadig stemningen i festsalen. Det var fantastisk for en læsehest som mig at starte i 1. G. Jeg sugede til mig og nød de fleste af fagene. Selvom nogle af underviserne havde helt særlige måder at tilgå deres arbejde på, var det hele fascinerende. Gymnasiet var nyt og moderne, og vi var med til at skabe en ny ungdomsgeneration. Det mærkedes også i fritiden, hvor vi holdt fester og deltog i de arrangementer, der blev holdt i byen. Vi dansede i Den Runde Pavillon – så meget, at gulvet gik i stykker. Vi var med til Brønderslev Marked og sang med i ølteltet. Vi tog til julebal i Brønderslev Hallen og arrangerede privatfester i de hjem, der havde gildesale.

I min gymnasietid lærte jeg derfor byen bedre at kende. Jeg kom for første gang i mit liv på diskotek. ”Brunderhus” blev omtalt af mine klassekammerater som en Aladdins Hule. Det krævede nemlig et bevis at komme ind. Hvis man ikke var gammel nok, blev man afvist i døren, men når vi holdt fest i klassen, var det almindeligt, at vi skulle på diskotek bagefter. Dengang var Borgerstuen en hyggelig bodega, hvor stamgæsterne sad og fik nogle øl, raflede og ordnede verdenssituationen. I den anden ende var der restaurant, hvor de rigtigt voksne sad. Når der var mange mennesker, blev døren ind til restaurantområdet åbnet, så man også kunne være dér. Som aftenen skred frem, og de unge mennesker overtog stedet, fortrak de ældre gæster og lod ungdommen komme til. På 1. sal var der diskotek med alle datidens installationer: Røde plysmøbler, diskokugle, store højttalere, DJ-podie og selvfølgelig en bar. Der blev også indrettet natklub på næste etage. Det var lidt mere eksklusivt, og lyset lidt mere dæmpet. På begge dansegulve blev der luftet chiffontørklæder, brede skulderpuder, stylet og crepet hår – stivet med rigelige mængder hårlak -og ikke mindst tårnhøje hæle. Sikke en fest vi havde!

Når jeg ikke gik i skole eller festede, begyndte jeg at shoppe lidt i byen. Jeg er desværre ikke en af de flittige, der har haft fritidsjob hele livet, så det var begrænset, hvad min økonomi tillod, men jeg syntes, det var fantastisk at kunne gå rundt i de mange forskellige butikker og kigge. Jeg var sikkert en af de osere, som de handlende hadede. Jeg husker særligt den store Kvickly, hvor man ofte kunne finde mange nedsatte varer. Det var både tøj og sko, slik og andre spændende ting. Der er også gået en del timer med at snuse rundt i Agerbæks Varehus. Fra min barndom huskede jeg vores juleindkøbsture, hvor vi ofte fik lov til at drikke varm chokolade i cafeteriet på 1. sal. Min mor, som elskede at komme i Young i Algade, når vi en sjælden gang kom til byen, kunne godt lokkes med i nogle af de andre butikker, men hun følte sig ikke godt tilpas i Høy-Hansens dameafdeling. Den var lidt for fin efter hendes smag. Der var dog ingen tvivl om, at vi gymnasiepigers favorit var Buksen – den lille propfyldte butik med de mange smarte cowboybukser og de meget anderledes ekspedienter. Butikken skilte sig ud fra alt andet i handelslivet.

Der var rigtig mange små butikker med hver deres særpræg. Op til flere slagtere, bagere og blomsterbutikker og masser af andre specialbutikker. Jeg husker f.eks. den fine isenkramforretning, hvor jeg blev nidstirret, fordi jeg ønskede at købe 12 cognac-glas. ”Det var der ikke nogen, der brugte,” belærte den ældre mandlige ekspedient mig og var lige ved at nægte at sælge dem til mig.

Teater og musik

Jeg begyndte også at interessere mig for musik og ikke mindst teater. Via vores lokale borgerforening i Mylund, hvor vi spillede dilettant, fik jeg smag for scenelivet. Jeg kastede mig glad ud i både viseaftener og revy på et meget forsigtigt plan, men fik hurtigt kontakter rundt omkring i landsdelen. Snart stod jeg på revyscenen i Tårs og spillede friluftsteater i Stenum, og da Brønderslevs Kulturelle Samråd med Kaj Normann i spidsen indkaldte interesserede til et møde om en teaterforening i Brønderslev, meldte jeg mig fluks.

Det blev starten på BAS. Vi stiftede Brønderslev Amatørscene i 1986 og gik straks i gang med at spille teater. De første år havde foreningen kummerlige forhold. Vi flyttede rundt på forskellige skoler bl.a. på Sct. Georgsgården og den nedlagte Ø. Hjermitslev Skole og måtte hutle os igennem, så godt vi kunne. Bestyrelsesmøder og andre småarrangementer måtte vi afholde privat, men bestyrelsen bestod af lutter ildsjæle, så der var masser af aktivitet. Den første Brønderslev Revy blev opført på Hotel Phønix med stor succes. De medvirkende klædte om i en skurvogn på P-pladsen, og teknikerne slæbte selv deres eget udstyr med. BAS havde kæmpeopbakning fra hele byens handelsliv. Der var velvillige sponsorer og hjælpsomhed, hver gang vi kom og bad om hjælp. Der var masser af frivillige forældre, mænd, koner og kærester, der hjalp i de første år, når vi skulle male kulisser, finde øvelokaliteter og kostumer eller manglede det ene eller det andet.

Vi brugte utallige timer på at øve, snakke og ikke mindst feste. Der var altid en god grund til en fest efter den sidste forestilling: Lettelse over, at det var gået godt; debriefingen, hvis noget var gået galt eller bare afslapning og hygge, når vi var færdige. Man bruger ufatteligt mange timer på at få en forestilling op at stå. Ikke bare øvetimer, men også den store planlægning, hvor man som amatørscene selv skal finde ud af alt fra sceneteknik over billetsalg og pressemeddelelser. Når man så samtidig sad i bestyrelsen og havde fuldtidsjob ved siden af, var der ikke plads til meget andet.

Når man ser tilbage i dag, er det heldigvis de sjove minder, der står skarpest. De næste revyer blev opført på Hedelund, hvor Kaj med tiden blev en slags ”far” for os alle. Vi fik lov til at invadere salen i en rum tid til prøver og forestillinger og spillede til gengæld for fulde huse i en uges tid hver sommer i nogle år. Kaj lavede en revymeny og havde fuldt hus af glade mennesker ved bordene og nød det også. Det var en sjov tid, og mange husker helt sikkert makkerparret Gerda og Johanne alias Gitte Pedersen og Bodil Mølbjerg, der tog alle med storm. Der kom også masser af andre forestillinger efterhånden. Mange af os var på kurser i både tekstskrivning, koreografi, teatersport og instruktion. Både voksne, unge og børn har spillet rigtig mange gode og sjove forestillinger i tidens løb, og det er da ikke uden en vis stolthed, jeg stadig kigger på BAS’ logo og tænker: ”Det har jeg lavet!”

Reklametegner og den grafiske branche

Jeg blev student i 1982 og tog et sabbatår for at tænke mig om. Der var sket rigtig meget, men da jeg i 9. klasse havde været i erhvervspraktik på TJ Reklame i Vestergade, havde jeg fået smag for den grafiske branche. Dengang var frihåndstegning en stor del af arbejdet, og jeg elskede at tegne. Derfor søgte jeg ind på EFG’s grafiske linje og tog et basisår, hvor man lærte om flere forskellige grafiske fag. Langt de fleste ønskede at blive fotografer, og reklametegner var slet ikke en godkendt uddannelse, men jeg søgte alligevel en elevplads på TJ Reklame og fik den. Senere skulle det vise sig, at det basisår var rigtig godt givet ud, fordi jeg havde snuset en smule til så mange forskellige ting.

Det var en spændende læretid med varierende opgaver. Vi havde en stor del af byens forretninger som kunder, og Tage Jensen var en karismatisk chef. Vi lavede alt fra ejendomsmæglerannoncer, skilte og tryksager til købmandsaviser og visitkort. Der var rigtig meget håndværk og ingen digitale hjælpemidler, så det var godt at kende noget til de andre grafiske fag, som vi altid arbejdede sammen med. Timerne fløj afsted og blev ikke registreret nogen steder. Det forventedes, at man blev på sin plads, indtil vi var færdige med opgaverne.

Da jeg blev udlært i 1987 hos TJ Reklame, var jeg så heldig straks efter at få job på Vendsyssel Tidende i deres annonceafdeling. Her mødte jeg Marianne Nellemann, der startede samme dag som jeg. Hun var ansat som konsulent og skulle køre rundt og sælge annoncer til avisen, som jeg så efterfølgende skulle producere. Det var vi mægtig gode til; så gode at vi efter nogle år besluttede os for at starte paLOMA Marketing i Brønderslev.

Vi tænkte ikke så længe over idéen. En skøn solskinseftermiddag, hvor vi egentlig var taget til traktortræk på markedspladsen, satte vi os i stedet hjem i haven hos Marianne og Henrik, hvor vi delte en flaske hvidvin og lavede vores forretningsplan. Dagen efter kontaktede vi et pengeinstitut, en revisor og en advokat, og så var vi i gang. 1/9-1989 slog vi dørene op til vores lille firma i et kælderlokale i Marianne og Henriks villa og mødte op til handelsstandsforeningens morgenmøde og præsenterede vores firma.

Derefter knoklede vi som bare pokker. Der skulle tjenes til to bittesmå lønninger og en lille husleje, så vi kørte på med krum hals. Der var mange, der ikke troede på det. ”To kvinder om et firma – det er jo dømt til at gå galt” og ”Hvor er det synd for de bette piger” hørte vi bl.a. Men vi lod os ikke slå ud så let. Vi havde heldigvis held med at få opgaver lige fra starten, og de næste år gik det strygende. Allerede året efter flyttede vi til Vestergade, og nogle år senere købte vi bygningen og udvidede.

Vi var ret gode til at tale om tingene helt fra starten af. Marianne havde planer om at stifte familie, så det skulle der være plads til. Jeg var teatertosset og fik privattimer hos Helge Reinhardt i Hjørring med henblik på at søge ind på skuespilskolen, så vi var klar over, at der kunne ske ting, der ville forandre vores situation. paLOMA kom dog til at fylde så meget, at jeg droppede skuespillerdrømmen, men Marianne og Henrik var så heldige, at drømmen om at barn gik i opfyldelse i 1991. Det krævede så en vis planlægning, men det tog vi også med, og løbet af de næste 8 år fik vi  5 børn, nemlig i hhv. 1991, 1992, 1993, 1994 og 1997. Vi skiftedes simpelthen til at gå på barsel, så den anden kunne passe firmaet. Under vores barsel havde vi selvfølgelig tæt kontakt og rigtig mange møder med hinanden, men vi fik det til at fungere, og vores børn er alle godt i gang med deres egne liv i dag. Man kan få meget til at fungere med planlægning.

Gennem årene havde vi flere forskellige ansatte – også barselsvikarer, men vi fandt hurtigt ud af, at det ikke var sagen for os at være mange. Vi ville hellere være få og selv have følingen med kunderne. Vi uddannede fire elever og havde et par grafikere ansat, havde et utal af praktikanter fra folkeskolerne og en masse andre skønne mennesker i arbejdsprøvning m.m. Vi har også haft nogle søde og dygtige piccoliner og arbejdsdrenge ansat – alt sammen til glæde og gavn for både dem og os, håber jeg.

Det var virkelig udfordrende at have kundekontakten til såvel den lille murermester som det store produktionsfirma, pengeinstituttet, iværksætteren og alle de skønne detailhandlere i byen. Med tiden udvidede vi selvfølgelig rent geografisk og endte med at have kunder i hele Jylland – og enkelte i resten af verden.

Vi har altid følt os som en del af Brønderslevs erhvervsliv, og med årene forstummede alle de kritiske røster om de to stakkels piger. Der var stor anerkendelse og respekt, og vi følte os med tiden fuldstændig ligeværdige med andre virksomheder i byen. Det var spændende at følge med udviklingen og være med gennem aviskrige og den digitale bølge og hele tiden skulle lære nye teknikker. Når jeg tænker tilbage på de første år, hvor vi rent fysisk transporterede trykklare annoncer i dertil indrettede mapper til Oplandsavisens kontor, hvor direktør Erik de Stricker kolerisk råbte op om at overholde deadlines og efterfølgende trampede ind til reproteknisk afdeling for at få fremstillet film, som kunne køres videre til trykkeriet, så er det næsten som at se en gammel sort-hvid film. Hver fredag var det med lettelse, vi gik på weekend med forvisningen om, at vi havde fået afleveret ugens produktion til enten aviserne eller trykkerierne. Vi havde rentegnet, skåret farveforme ud i rødfolie og monteret illustrationer og overskrifter klæbet op med voks, taget kopier med pas- og skæremærker og mange andre tekniske ting. I dag hører al den slags til på teknisk museum, men det var altså kun i starten af 90’erne!

Der var op til fire trykkerier i byen, som vi benyttede. De havde alle sammen deres specialer såvel som fordele og ulemper, og nogle kunder foretrak det ene frem for det andet. Når man tænker på, hvor mange informationer, vi i dag får via vores mobiltelefoner, er det svært at forestille sig, at samme mængde nyheder og oplysninger skulle fremstilles, trykkes og omdeles, men der var ikke andre muligheder. Når Købmand Johansen havde et godt tilbud, lavede han en løbeseddel. Hvis dametøjsbutikken Leif A holdt udsalg, indrykkede han en annonce i Oplandsavisen, og det samme gjorde bilforhandler Uffe Simonsen, hvis han havde tilbud på den nye Mazda. De store købmandskæder lavede deres egne tilbudsaviser, og i en periode var vi med til at producere dem. I en lang periode stod vi også for produktion og distribution af det lille blad ”Manskinnyt”, som blev udgivet af en forening af landbrugsmaskinforhandlere. Jo, vi havde mange forskellige slags kunder inde i den lille virksomhed i Vestergade.

Da vi startede, var det mest avancerede, vi havde, en elektrisk skrivemaskine. Da jeg stoppede i 2011, var alt digitaliseret. Mange af de funktioner og værktøjer, jeg snusede til i mit basisår, findes ikke længere, og i dag laver de fleste firmaer mange af deres markedsføringstiltag selv.

Der er også sket meget med detailhandlerne. Kædebutikkerne fylder betydeligt mere i gadebilledet, og der er ikke samme selvbestemmelse hos den daglige leder, som der var engang. De første arrangementer, vi deltog i, hvor handelsstandsforeningen var involveret, havde mere karakter af en familiefest. I dag er det næsten forsvundet, og alt er styret med hård hånd. Messer, generalforsamlinger, byfester eller lignende er anderledes, og sådan er udviklingen selvfølgelig.

Alt i alt er jeg taknemmelig for at have haft disse mange år som selvstændig, fordi det har givet en anden forståelse for arbejdslivet generelt. Vi havde en fantastisk tid med masser af kvalitet i arbejdslivet, sjove opgaver, spændende oplevelser, glæder og skuffelser, men først og fremmest havde vi – og har heldigvis stadig – et fantastisk makkerskab, der bar os gennem alt. Vi kunne næsten altid selv bestemme, hvordan vi ville løse en opgave. Det var dog altid svært at sige nej til en kunde, og det er kun sket få gange. Vi blev gode til at være professionelle over for kunderne. Når der f.eks. var kommunalvalg, kunne vi sagtens holde møde med socialdemokraterne om formiddagen og planlægge deres valgkampagne for så at deltage i Venstres valgkampsudviklingsmøde om eftermiddagen. Nogle gange skulle vi holde tungen lige i munden, hvis møderne foregik hos os, og sørge for, at de ikke mødte hinanden i døren, eller at konkurrentens materiale lå frit fremme. Vi involverede os også gerne i andre ting. Som nogle af de første købte vi et ”Rhododendron-bevis” af Tage Buus for at få Rhododendronparken etableret. Vi deltog i mange møder og aktiviteter i byen af både seriøse og mere festlige slags og nød hele tiden at udvide vores netværk.

I tiden som selvstændig var der ikke megen fritid, så teaterlivet måtte neddrosles. Heldigvis var der masser af friske teatertossede til at tage over, så BAS er stadig i dag en livskraftig og fantastisk forening, der er veletableret i Brønderslev. Noget af det sidste, jeg var med til, var at flytte ind i BASaren. Det var hårdt knoklearbejde, og det var stadig de frivillige, der tog fat. Da vi startede med at hugge beton op i den tidligere griseauktionshal i 1992, var der ingen, der kunne forestille sig, hvordan det skulle se ud i 2021. Det bliver også spændende at se, hvad fremtiden bringer i de nye kommende lokaler Fabrikken sammen med bla. MOSS.

Øst-siden

Når man er selvstændig og arbejder mange timer, kan der let komme tidspunkter, hvor man overvejer, om det er det hele værd. Det kan jeg kun svare ja til. På et tidspunkt aftalte Marianne og jeg dog, at jeg på et tidspunkt gerne ville stoppe og prøve noget andet i mit liv. Da finanskrisen ramte os i 2007/8, bed vi tænderne sammen, skar ned, hvor vi kunne, og knoklede os igennem. Da det viste sig, at vi overlevede, kunne jeg mærke, at nu var tiden kommet. Min mand og jeg var privat flyttet til Holtegaard ved Try, vores børn havde skiftet skole, og nu var jeg også klar til et skifte. På Hjørring Bibliotekerne søgte de en medarbejder, og jeg var så heldig at få jobbet. Efter 22 år som selvstændig i Brønderslev forlod jeg nu byen og startede på noget helt andet: Offentlig ansat og ydermere bosat i den gamle Dronninglund kommune.

Krigen mellem de to tvangsgifte kommuner var velkendt, men pludselig at bo i den østlige del var helt specielt. De første mange år tog jeg med stor selvfølgelighed Brønderslev i forsvar, når snakken faldt på, at ”det hele også skal foregå der” eller et vrængende  ”ja, det er da klart, at det skal ligge i Brønderslev”. Med tiden ebber den snak heldigvis ud, og grænserne blødes langsomt op, men der går nok et par generationer endnu.

Jeg har været heldig at sidde i BET’s bestyrelse som repræsentant for bl.a. Dronninglund Turistforening, og her er man professionelle nok til at tænke på hele kommunen. Det er dog tydeligt, at den turistmæssige aktivitet er størst i den østlige del af kommunen. Jeg er aktiv i turismesammenhæng, fordi vi har indrettet Bed & Breakfast på Holtegaard, og samtidig tilbyder vi hestevognsture til turister og andre interesserede. Det er spændende at møde nye mennesker på den måde og kun at skulle sælge sit helt eget produkt. Vi nyder, at verden kommer til Holtegaard i form af gæster fra mange forskellige lande. I vores reception har vi sat et verdenskort op og opfordrer gæsterne til at stikke en nål i, dér hvor de kommer fra, og der er efterhånden nåle i de fleste lande – i hvert fald i Europa.

Jeg interesserer mig generelt for, hvad turismen betyder for os alle. Både som erhverv, men også som en del af vores virkelighed og den udvikling, der skal til, for at holde liv i de små samfund.

Fortæller

At arbejde på et bibliotek kan for dem, der ikke kender til det, lyde en anelse kedeligt. Det var da også den holdning, jeg oftest blev mødt med, når jeg fortalte, at jeg stoppede på paLOMA og skulle arbejde på Hjørring Bibliotekerne. Jeg havde heller ikke selv et klart billede af, hvad det indebar, men håbede på, at det, der krævedes, kunne jeg godt honorere. Heldigvis er der højt til loftet i Hjørring, så efter nogle år har jeg fået lov til at lave noget af det, jeg elsker allermest.

Som efteruddannelse har jeg taget en uddannelse som fortæller på Fortælleakademiet på Vestjyllands Højskole. Det har været fantastisk at lære noget teori, nogle teknikker og blive instrueret af de allerbedste fortællere i Danmark. Det bruger jeg nu til at formidle masser af gode historier og inspirere både børn og voksne til at læse mere. At fortælle er fantastisk – det minder en smule om teater, men er mere personligt på en anden måde. Der er nærkontakt med dit publikum og en nerve, som jeg elsker.

Da jeg blev spurgt, om jeg ville bidrage til denne bog, blev jeg inspireret til at fortælle historien om paLOMA igen, så måske gør jeg det på et andet tidspunkt, hvor jeg kan få flere detaljer, anekdoter og måske afsløringer med, for det er helt sikkert (også) en god historie. Men hele dette tilbageblik, har også fået mig til at tænke på den kæmpestore udvikling, der er sket med vores samfund de sidste 30 år. Hele digitaliseringen og den hurtige kommunikation, som vores børn i dag tager som en selvfølge, er jo fantastisk, men med al fare for at blive kaldt gammeldags, er det måske også lidt farligt. Der er heldigvis nogle tendenser, der tyder på, at vi også gerne vil fordybelsen og det er noget af det, fortællingen kan.

At formidle en god fortælling kræver nemlig, at man er til stede i nuet – og en god lytteoplevelse kræver, at man lytter både med ører og hjerte.

 

Arbejdslivet er en stor del af ens tilværelse. Derfor er det også af stor betydning, at man trives og glædes over det eller de job, som man har været beskæftiget med. Så heldig har jeg altid været med rigtig mange spændende opgaver og gode kolleger.

Mit arbejdsområde har været inden for det tekniske område. Ved kommunesammenlægningen i 1970 blev jeg ansat på Brønderslev Kommunes Tekniske Forvaltning, som blev min arbejdsplads, som sekretariatsleder og udvalgssekretær indtil den næste kommune-sammenlægning i 2007. Opgaverne, som løses i Teknisk Forvaltning er mangeartede og vidt forskellige, infrastruktur, veje og stier, byplanlægning, byggemodning af bolig- og erhvervsområder, lednings-anlæg for forsyninger, byfornyelsesprojekter, arealer i det åbne land, vandløb, naturområder o.s.v.

Samtidig med kommunesammenlægningen i 2007 blev det på Christiansborg vedtaget, at kommunale forsyningsområder, som spildevand/kloak og vand, skulle ud af det kommunale system og om-dannes til kommunalt ejede aktieselskaber. I Brønderslev Byråd besluttede man pr. 1. januar 2007 at omdanne de kommunalt ejede forsyningsværker for varme, vand og spildevand til aktieselskaber. En opgave som jeg blev tilbudt og blev ansat som forsyningschef til, og Jens Fjendbo Jensen blev valgt som bestyrelsesformand.

Det var en opgave, som var helt ny i det kommunale system. Det var en utrolig spændende opgave men også en udfordrende opgave med mange overraskelser både positive men også nogle negative. Brønderslev var blandt de første 7 kommuner i Danmark, som dannede de kommunale aktieselskaber, sådan: Moderselskabet Brønderslev Forsyning A/S, Brønderslev Varme A/S, Brønderslev Vand A/S og Brønderslev Spildevand A/S.

I 2013 stoppede jeg på Brønderslev Forsyning A/S og gik på pension. Inden jeg blev pensionist, havde jeg planlagt og glædet mig til, at jeg nu kunne være med i frivilligt arbejde.

Stiftelse af Borger9700

På forslag fra og initiativ af Karsten Frederiksen blev der indbudt til et møde i september 2013 med det formål at danne en borgerforening i Brønderslev. I mødet deltog udover Karsten, Niels Anker Ottesen, Gert Storkborg, Asger Dets, Gitte Krogh, Marianne Nellemann, Per Hardahl og jeg.

Resultatet blev dannelse af Brønderslev Borgerforening, Borger9700, på en stiftende generalforsamling den 30. september 2013. Jeg var i perioden fra dannelsen til generalforsamlingen i 2019 bestyrelsesmedlem, kasserer og sekretær. En periode med rigtig mange spændende tiltag.

Den Runde Pavillons Venner

Jeg synes, at Den Runde Pavillon er en fantastisk bygning med sin beliggenhed i den smukke Rhododendronpark. Jeg deltog i flere af de aktiviteter og arrangementer, der fandt sted i pavillonen. Så da jeg i 2015 fik en opfordring til at opstille til bestyrelsen, sagde jeg straks ja hertil. Jeg fik også her opgaven som kasserer.

Bestyrelsens opgaver er helt generelt at gøre alt for, at denne unikke pavillon kan bevares som kulturhus. Vi forestår udlejning, drift og vedligehold af pavillonen. Udgifterne herved er den indtægt, som vi opkræver for brug af pavillonen samt kontingent, idet et vilkår for leje er medlemskab. Vi har igennem de senere år med bidrag fra forskellige fonde kunnet indkøbe en del nyanskaffelser. Vi har i pavillonen bl.a. et flygel, musikhøjtaleranlæg, projektor m.v. Vi foretager syn efter hver udlejning for at sikre, at hver lejer afleverer pavillonen i samme rengjorte stand, som lejer modtog den i.

Pavillonen må lejes ud til foreninger, institutioner og interessegrupper. Den må ikke lejes ud til private arrangementer.

Procedure for leje sker via ansøgning på pavillonens hjemmeside. Jeg modtager pr. mail ansøgning om leje, hvorefter jeg booker pavillonen til lejer, udskriver og sender regning til lejer.

Pavillonen bliver mere og mere populær at leje, især til koncerter og musik generelt. Alle koncerter og musikarrangementer arrangeres af de frivillige i de forskellige foreninger, f.eks. Shamrock med irsk folkemusik, Jazz9700 med traditionel jazz, BI’s Venner med frokost jazz og dansemusik, Kulturskolens elevkoncerter og mange andre.

Den Runde Pavillon ude og inde.

Stafet for livet Brønderslev

Stafet for livet blev, som en ny aktivitet i Brønderslev, i 2017 afholdt i Rhododendronparken på forslag fra og initiativ af Lone Lønbro.

Stafet for livet er et landsdækkende arrangement under Kræftens Bekæmpelse og afholdes i overensstemmelse med deres koncept herfor. Overskuddet ved afholdelsen går ubeskåret til arbejdet i Kræftens Bekæmpelse.

Der blev i 2016 for opstart inviteret til et indledende møde. Der mødte rigtig mange frivillige op. Der blev nedsat en styregruppe samt udpeget hold-tovholdere for de forskellige områder/opgaver ved arrangementet, f.eks. logistik, tilmeldinger til stafetten, fighterne, sponsor opsøgere, madforsyning, lys-seancen, underholdning m.v. og ikke mindst toast-master-opgaven.

Initiativtageren Lone Lønbro blev og er stadig formand i Styregruppen, og igen påtog jeg mig også her opgaven som kasserer.

Stafet for livet afvikles over et døgn, fra lørdag kl. 12 til søndag kl. 12.

Stafet for livet har været afholdt i Rhododendronprken i 2017 med et overskud på 374.000 kr., i 2018 med et overskud på 470.000 kr. og i 2019 med et overskud på 567.000 kr. Alle disse beløb indgår i det arbejde, som udføres af Kræftens Bekæmpelse.

Parkgruppen

Jeg er også medlem af Parkgruppen, som er nedsat og sammensat af Teknik- og Miljøudvalget med det formål at komme med ideer og forslag til udvikling af Rhododendronparken. Parkgruppen nedsættes for 4-årige perioder (sammenfaldende med byrådsperioderne).

I denne periode er der udført nye projekter som nedlægning af rør for kabler til belysning og lyd rundt i hele parken samt belysning af træerne ud mod Nørregade. Til projektets gennemførelse ansøgte jeg på Pargruppens vegne SE-Fonden om økonomiske midler. Vi fik bevilget det ansøgte tilskud, og arbejdet blev gennemført.

Endvidere er der opført indgangsportal ud mod Nørregade. Hertil søgte jeg igen på Parkgruppens vegne om økonomiske midler, som venligst blev tildelt af Risagerfonden og  Sparekassen Vendsyssel til de nødvendige materialer. Frivillige fra Brønderslev Borgerlige Skyttelaug udførte det praktiske arbejde.

Da legepladsen i parken er helt nedslidt, er der nu et stort ønske om at få anlagt en ny legeplads i parken. Ideer og forslag hertil er p.t. forelagt og behandlet i Parkgruppen og videresendt til godkendelse i Teknik- og Miljøudvalget.

 Guide for rundvisning i Rhododendronparken

Jeg er utrolig stolt af vores smukke og helt unikke Rhododendronpark. På opfordring fra Karsten Frederiksen sagde jeg med glæde ja til at ville være en af de frivillige guider for de mange turister, der besøger parken.

Meget ofte efter en rundvisning skulle turisterne på Restaurant Hedelund til frokost eller anden servering. Det er derfor utrolig trist, at Restaurant Hedelund nedbrændte i maj 2018, og desværre endnu ikke er blevet genopført, hvilket jeg selvfølgelig også beklager meget.

Rundvisningen i parken er på ca. en time, alt efter turisternes ønsker. Til brug ved rundvisningen har jeg fra flere kilder samlet oplysninger om etableringen af parken, kunst i parken, bygninger i parken og sponsoraterne til etableringen og udviklingen af parken.

Alt dette har jeg nedskrevet i følgende ”Guide for rundvisning i Rhododendronparken i Rhododendronbyen Brønderslev”:

Parkens oprindelse

I 1882 købte 3 Brønderslev-borgere gården ”Øster Hedegård” og stykkede 5 tdl. fra til en plantage. Skovrider Videbæk fra Birkelse tegnede det første anlæg, og skovfoged Ole Jakobsen, Pajhede, havde tilsyn med udførelsen. Plantagen blev omdannet til ”Aktieselskabet Hedelund”. Aktieselskabet købte i 1896 ”Plantagen Hedelund”, der blev ændret til et parkanlæg efter en plan udarbejdet af landskabsgartner Glæsel fra København.

I 1946 overtog Brønderslev Kommune parken med en servitut om, at arealet hverken helt eller delvist måtte benyttes til andet end lystanlæg.

Rhododendronparken

 I 1989 blev der efterlyst ideer til en udvikling af parken. Blomster-entusiasten og Rhododendron specialisten Gunnar Vestergaard fik ideen til Rhododendronparken. Han fik 3 øvrige borgere med på ideen, nemlig amtsrådsmedlem Tage Buus, direktør Sv. E. Christensen og byens dommer Poul Holm Christiansen.

Gunnar Vestergaards henvendelse lød: ”Jeg synes, at vi skal lave en Rhododendronpark”. Tage Buus svarede: ”Glimrende ide, Vestergaard, ……..Hvad er en Rhododendron?”. Gunnar Vestergaard tog Tage Buus med hjem og viste ham sin have med Rhododendron i fuldt flor. Herefter var der ingen tvivl. Det skulle være en Rhododendronpark.

Tage Buus var en rigtig ildsjæl, han var som humlebien, som ikke ved, den ikke kan flyve, den gør det bare, således er ildsjæle og sådan var Tage Buus. Han gik tur hver dag med sine hunde i parken, da den blev etableret.

Der blev indgået aftale med Brønderslev Kommune om, at såfremt initiativtagerne kunne indsamle ca. 1 mio. kr., så ville kommunen også bidrage økonomisk. Initiativtagerne gik i gang med indsamlingen, og det lykkedes på ca. 1 år at indsamle beløbet med bidrag fra bl.a. Rigmor Nielsen Fonden og borgere og virksomheder.

Der blev nedsat en rådgivningsgruppe til at få igangsat projektet. Gruppens medlemmer var: Gunnar Vestergaard, Poul Holm Christiansen, landskabsarkitekt Frans Ameys og vej- og parkformand Finn Bjerning.

Rhododendronparkens udformning blev tegnet af landskabsarkitekt Frans Ameys ud fra den ide, at det skulle være bløde linier som gennemgående princip i parken. Endvidere havde Frans Ameys stor fokus på farvesammensætningen af de mange forskellige arter. I foråret 1993 påbegyndtes anlæg af Rhododendronparken.

Der blev udarbejdet et budgetoverslag på 2,1 mio. kr. Den endelig pris blev ”som altid” større, nemlig 4,3 mio. kr. Udover de indsamlede beløb og det kommunale bidrag støttede også EU-Strukturfonden etableringen.

I 1994 blev Rhododendronparken indviet. Der er omkring 130 forskellige plantearter i parken, og der er over 10.000 planter. Der står ved hver planteart et skilt med plantens navn og øvrige informationer om plantearten.

Med ønsket om at forlænge sæsonen blev der i 2007 etableret efterårs-lyngbede på skråningen ud mod Banevolden. Desværre viste det sig, at lyngplanterne ikke trivedes, og de blev derfor i 2013 udskiftet med lave Rhododendron. Lyngbeplantningen blev sponsoreret af Nordea.

I et område ud mod Parkvej blev der i 2008 plantet forskellige helt specielle træer. Beplantningen blev sponsoreret af Sparekassen Vendsyssel Fonden. Området var ikke medtaget i forbindelse med etableringen af Rhododendronparken.

Parken er Nordeuropas største park af sin art.

Nye Rhododendronplanter

Til minde om initiativtagerne er der udviklet nye Rhododendronplanter:

”Brønderslev Beauty – Rigmor”

Når man kommer over den store, hvide bro, ser man på begge sider af stien bede med en smuk lav lyserød Rhododendron ”Vason”, opkaldt efter sin ”skaber” Vagn Søndergaard fra Herning. Vagn Søndergaard arbejdede videre med planten ved selv at bestøve denne, og resultatet blev en smuk hvid Rhododendron, der er blevet internationalt registreret som ”Rigmor” som en hyldest til Rigmor Nielsen. Et bed med ”Rigmor” blev etableret omkring statuen af Peder Nielsen, hjørnet Nørregade/Tunnelgade.

”Tage Buus – Azalea”

Denne plante er udviklet til minde om Tage Buus. Planten findes i et rundt bed ved siden af scenen.

Det blev besluttet, at det skulle være en Azalea med duft. ”Hvorfor” Jo, for stod man og talte med Tage Buus, og der kom en dame med en dejlig parfume forbi, havde man ikke længere Tage Buss’ opmærksomhed.

”Gunnar Vestergaard”

Denne plante er udviklet til minde om idemanden Gunnar Vestergaard. Planten findes ved indgangsportalen ved Nørregade.

Hortensia-bede

I 2008 blev der i parken anlagt hortensia-bede, som man havde haft på ønskesedlen i flere år. Når man står ved Thehuset og ser hen over søen, ser man den smukke skrænt, som er beplantet med smukke hortensia-planter. Hortensia-bedet er sponsoreret af Jyske Bank.

Buus-scenen – Ny overdækket scene

Ved Tage Buus’ død skænkede hans datter penge til et minde om Tage Buus. Det blev en scene, som blev etableret i 2003 ved afslutningen af søen ud mod Nørregade. Den blev opført som en træ-scene, og fik navnet Buus-scenen.

Scenen er i 2015 udskiftet med en større scene med overdækning, hvilket giver mulighed for nye store arrangementer. Den nye overdækkede scene er finansieret af sponsorerede midler.

Amfi-teatret

I 2009 blev der etableret et amfiteater rettet mod Buus-scenen. Amfiteatret er udvidet i 2015 i forbindelse med opsætning af den nye overdækkede scene.

 Bryllupsbroen

Den hvide bro over søen ud mod Parkvej har fået navnet ”bryllupsbroen”, idet brudepar ofte vælger at blive fotograferet på broen. Der bliver utrolig smukke billeder af brudeparret på den hvide bro med Rhododendron-planter og bøgetræer som baggrund.

The-huset

The-huset i parken blev opført i 1996 i anledning af Brønderslevs 75års købstadsjubilæum.

Springvand

I 2006 besluttede man at etablere et antal springvand i søerne. Springvandene er belyst om aftenen. Der er således mulighed for en rigtig romantisk aftentur i parken. Også springvandene er sponsoreret af Rigmor Nielsen Fonden.

Kildevæld

I 2008 blev der anlagt endnu en nyskabelse i parken, nemlig et kildevæld. Kildevældet er beliggende umiddelbart foran søen langs med Tunnelgade og ud mod Nørregade. I kildevældet er natursten og lav beplantning, som overrisles med vand. Vandet pumpes rundt.

Kildevældet er som mange øvrige nye tiltag i parken sponsoreret af Rigmor Nielsen Fonden.

Svanefamile i parken

Der bor en svanefamilie i parken. Hvert år ruger svanemor på reden i søområdet ud mod Parkvej, og hvert år får de svaneunger/”svællinger”. Det er helt eventyragtigt at se svanemor, ”svællingerne” og svanefar i en lang række på tur rundt i parken.

A/S Peder Nielsen Beslagfabrik – nabo til parken

Rhododendronparkens nabo A/S Peder Nielsen Beslagfabrik har haft stor betydning for Rhododendronparkens etablering og udvikling.

Stifteren af beslagfabrikken, Peder Nielsen, etablerede i 1886 fabrikken i Brønderslev. Barnebarnet Rigmor Nielsen var familiens sidste adm. direktør for fabrikken. I 1973 stiftedes Rigmor Nielsen Fonden, som har støttet en meget stor del af udviklingen af Rhododendronparken.

Rigmor Nielsen Fonden støttede i 1993 etableringen af parken og finansierede i de efterfølgende år følgende: Springvandene – Kildevældet –Jante skulpturen – Udvidelse af parken i området ved tennisbanerne – Legepladsen i parken. Herudover ydede fonden et bidrag til renoveringen af Den Runde Pavillon.

Bygninger i parken:

 Den Runde Pavillon

Det er desværre ikke meget, vi har kunnet finde i de lokalhistoriske arkiver om pavillonen. Men vi mener at vide, at pavillonen er en gammel cirkuspavillon, som blev købt af cirkusfamilien Mundelin. Den blev opstillet i 1903.

Foreningen ”Den Runde Pavillons Venner” indsamlede i 2007 ca. 3 mio. kr., sponseret af bl.a. Rigmor Nielsen Fonden, Spar Nord Fonden samt lokale virksomheder og forretninger, til en renovering og tilbygning med toiletter m.v. Medlemmer af Brønderslev Borgelige Skyttelaug deltog ved frivilligt arbejde i renoveringen og tilbygningen.

 Restaurant Hedelund:

I 1906 opførtes en træbygning i 2 etager til restaurationslokaler.

Indtil 2. verdenskrig havde Brønderslev-borgerne mange festlige stunder i disse skønne omgivelser. Her blev der festet, danset, leget og gået søndagsture i stiveste puds. En af de første restauratører var O. W. Nielsen, hvis køkken var kendt over hele Jylland.

Da tyskerne i april 1940 kom til byen, indtog de også Restaurant Hedelund, og efter krigen så det hele ganske forfærdeligt ud: pigtrådsafspærringer, panserskjul, løbegrave og en nedbrændt restaurationsbygning.

I 1946 vedtog Byrådet at overtage anlægget og forpligtede sig til at opføre en ny og tidssvarende pavillon, altså et spisested.

 

 

I 1954 blev den nye restaurationsbygning opført og indviet. Byrådet ansatte Børge Christoffersen som forpagter. Han bød velkommen til åbningen, og Mellerups Orkester leverede musikken.

Desværre nedbrændte Restaurant Hedelund natten mellem 16. og 17. maj 2018 og er endnu ikke genopført.

 

Indgangsportal

I 2018 opførtes en indgangsportal med adgang fra Nørregade til gående besøgende til parken. Portalen er opført som en ”mini-model” af Den Runde Pavillon.

Portalen er opført ved frivilligt arbejde udført af Brønderslev Borgerlige Skyttelaug, mens Risagerfonden og Sparekassen Vendsyssel har doneret hovedparten af midlerne til materialerne. Desuden har en række håndværkere også bidraget.

Spiret på portalen er lavet af Ziggie Andersen fra EUC Nord i forbindelse med hendes uddannelse til snedker.

 

Skulpturer i parken

Moseegen

stammer fra Store Vildmose. Roden stammer fra bronzealderen og har ligget i Vildmosen i over 3.000 år.

 

Skulpturen Stor aggression

som er placeret ca. midt i parken, er lavet af kunstneren Børge Jørgensen og opsat i 1971.

 

Initiativstenen – gravsten for Janteloven

blev i 1996 opsat i parken, i hjørnet mod Tunnelgade og Banevolden. Stenen er ment som en gravsten over janteloven.

Janteloven er et begreb formuleret af Aksel Sandemose i ”En flygtning krydser sit spor”. Vi taler om janteloven som en dansk specialitet, ja ligefrem et væsenstræk i vores nationalkarakter.

Stenskulpturen er lavet af billedhuggeren Lene Rasmussen. Rigmor Nielsen Fonden skænkede skulpturen i anledning af Brønderslevs 75 års køb-stadsjubilæum.

 

Menneskeæder

skulpturen, som er placeret ved runddelen, er lavet af kunstneren Niels Bjerre og opsat i 1996.

 

 

Høvdingen Brunder skulpturen

er placeret i området ved tennisbanerne. Det fortælles, at Brunder var en høvding med hjemsted i Brønderslev og heraf stammer navnet på vores by Brønderslev.

 

 

 

Aktiviteter i parken

Dronningebesøg i parken

I forbindelse med Brønderslevs 75års købstadsjubilæum besøgte Dronningen og Prinsgemalen Brønderslev. I den forbindelse besøgte Dronningen Rhododendronparken.

 

Stafet for livet

Stafet for livet afholdes i parken hvert år den 3. weekend i juni. Stafet for livet er et koncept fra Kræftens Bekæmpelse. Stafetten varer et døgn, fra kl. 12 lørdag til kl. 12 søndag. Formålet er at indsamle penge til forskning, patientpleje m.v. Første stafet blev afholdt i 2017.

 

Kulturelle arrangementer

I løbet af sommeren afholdes der på scenen mange forskellige musikarrangementer med fri entre.

 

Kører man ad Nørregade

fra krydset Parkvej/Knudsgade til arealet, hvor Restaurant Hedelund lå, har man Rhododendronparken på den ene side og området med Rhododendronplanterne ved tennisbanerne på den anden side, og det giver faktisk en fornemmelse af, at man ”kører inde i Rhododendronparken”.

 

Afslutning

Jeg har det dejligt og nyder rigtig meget at kunne være med i det frivillige arbejde i og for vores by Brønderslev. Jeg har været heldig, at der er brug for mig inden for de områder, som interesserer mig. Jeg er også blevet bekendt med, hvor meget arbejde der udføres af frivillige, og at rigtig mange aktiviteter og andet ikke fandt sted, hvis ikke så mange frivillige påtog sig at udføre et så stort arbejde.