Erhvervsliv og iværksætteri hører heldigvis ikke kun forrige århundrede af Brønderslevs historie til, og der er de sidste snart tyve år blevet arbejdet benhårdt for at sikre, at iværksætteriet stadig har de bedst mulige kår til at vækste og hermed skabe arbejdspladser i Brønderslev kommune. Derfor blev der i 2004 – på initiativ fra Brønderslev Industrihus A/S med Benny Balle Jensen som formand – etableret den første udviklingspark, der indeholder fire haller med tilhørende kontorfaciliteter samt 610 m2 kontorarealer hovedsageligt indrettet til mindre virksomheder.
Brønderslev Udviklingspark set fra oven.
Initiativet viste sig at være en rigtig god idé. Tilbuddet udfyldte et behov for Brønderslevs iværksættere, og der opstod ventelister. Derfor blev det klart, at der var et yderligere behov for faciliteter til at huse endnu flere iværksætteres gode ideer. Erhvervspark nummer to blev derfor opført i marts 2007 med tilskud fra EU, samt sponsorater fra det lokale erhvervsliv. Det nye byggeri indeholder yderligere to mindre haller og i alt tolv kontorer af varierende størrelse.
Dette er en succeshistorie vi i Brønderslev Erhverv & Turisme er stolte af at medvirke til og skrive os ind i. Og i 2016 flyttede vi lokaler til erhvervsparken og blev en del af det dynamiske iværksætterfællesskab. Her kan vi fortsat være med til at sikre, at virksomhederne har det godt og give dem de bedste rammer for at udvikle sig og vokse sig større.
Min historie i Brønderslev Udviklingspark
Mit eget engagement i Brønderslev Udviklingspark startede for 13 år siden, hvor jeg indtrådte som erhvervschef i Brønderslev Erhverv & Turisme og få år efter blev direktør for udviklingsparken. Det er meningsfuldt hver dag at medvirke til at give de bedste muligheder for nyopstartede virksomheder. Det tætte samarbejde giver det bedste potentiale for virksomhedernes succes. Det medvirker til, at der er noget personligt på spil, hvilket skaber et stort ønske om at se virksomhederne og menneskene bag lykkedes. Lige så glad jeg bliver, når en virksomhed går fra en indledende samtale til at skabe overskud og arbejdspladser, lige så ked af det bliver jeg, når det går dem dårligt. Det tætte samarbejde giver et værdimæssigt medejerskab af virksomhederne, de bliver ens børn. Jeg tror på, at det personlige engagement er nødvendigt for at lykkedes i rollen som erhvervschef og direktør i udviklingsparken.
Udover virksomhederne er det tætte samarbejde om udviklingen af nye initiativer med bestyrelsen og bestyrelsesformand Kent Lindberg en af mange grunde til, projektet er så fedt. Så mange ildsjæle, der brænder for Brønderslev, iværksætteri og byens erhvervsliv, gør jobbet både meningsfuldt og givende.
Erhvervschef Marianne Gade foran Brønderslev Udviklingspark.
Virksomheder med vokseværk
Der har alene siden 2011 været ikke mindre end 104 virksomheder, som har lejet sig ind i erhvervsparkens faciliter, og vi er ikke i tvivl om, at Brønderslevs rugekasse for iværksætteri og gode ideer fungerer.
Dette kan vi blandt andet se ved, at flere af virksomhederne, der har haft deres opstart her, er lykkedes med at vokse sig så store, at der simpelthen ikke er plads til dem i Erhvervsparkens lokaler. Selvom vi selvfølgelig er kede af ikke længere at dele lokaler med dem, glæder vi os over virksomhedernes vækst og i lige så høj grad at langt størstedelen af dem vælger at fortsætte deres eventyr i Brønderslev Kommune. Erhvervsparken er hermed til gavn for både virksomheder, private udlejere, kommunen og dennes borgere.
Søren Larsen(tv.) og Line Sørensen(th.) fra Backyard Living – her i selskab med Jesper Koch.
Blandt succeshistorierne kan nævnes Richard Thomsen Erhvervsbyg, der i dag har adresse på Håndværkervej 16 med syvogtyve ansatte samt Backyard Living. Firmaet har med sine ni ansatte adresse i Erhvervsparken med både showroom og kontorer, og er sammen med utallige andre virksomheder med til at skabe arbejdspladser og vækst i Brønderslev.
Det er glædeligt at se, at Brønderslev kan skabe rammerne for så mange forskelligartede gode ideer drevet frem af iværksætternes initiativ og hårde arbejde.
I 2021 huser udviklingsparken virksomheder inden for alt fra grilludstyr og fitnesscenter til psykologer, softwareudvikling og en bred vifte af andre områder, der alle er med til at tegne det moderne erhvervsliv i Brønderslev. Der er selvfølgelig spændende projekter i støbeskeen med henblik på at tiltrække endnu flere. Vi glæder os derfor til at være med på rejsen og skrive de næste 100 års erhvervshistorie i Brønderslev.
Buurholt har været kendt som Gammel Buurholt siden midten af 1800-tallet.
Gården tilhørte i tre generationer den magtfulde Banner-slægt
Ejerhistorie
Før reformationen var Buurholt en del af Børglum Klosters gods. Det betød, at gården, ligesom meget andet kirke- og klostergods, hjemfaldt til kronen ved Reformationen i 1536.
I 1573 mageskiftede Frederik II (1559-1588) Buurholt til Magdalene Banner, hvis efterkommere ejede gården frem til 1620. Ejeren af herregården Hammelmose, Otte Christensen Skeel. overtog Buurholt omkring 1620’erne.
Skeels svigersøn, Sten Holgersen Bille, udvidede gårdens jordtilliggende betragteligt. Buurholt var endnu i 1640’erne en almindelig bondegård. Bille sikrede imidlertid gården hovedgårdsstatus, idet han udvidede jordtilliggendet og drev gården for sine egne midler. Skeels svigersøn, Sten Holgersen Bille, erhvervede så meget fæstegods omkring gården, at den i 1682 fik status som komplet hovedgård. For at være en såkaldt komplet hovedgård skulle ejeren have 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af ca. 15 km fra hovedgården. Var dette tilfældet fik godsejerne efter 1682 bevilget skattefrihed for deres hovedgårdsjord.
Buurholt var ikke Billes vigtigste hovedgård, men var i lange perioder bortforpagtet. Gården forblev dog i slægtens eje indtil 1710, hvor Buurholt blev solgt til Jens Pedersen Brøndlund. Han videresolgte Buurholt ni år senere til gårdens forpagter, Hans Justesen.
Efter Hans Justesens død i 1728 blev Burholt overtaget af hans kreditorer. Gården havde herefter en række forskellige ejere, inden den i 1789 blev købt af Henrik Winde. Buurholt blev i 1832 overtaget af hans søn, Johan Frederik Christoffer Winde, der frasolgte fæstegodset.
I midten af 1800-tallet blev der bygget en ny landevej mellem Hjørring og Nørresundby, hvilket skar Buurholts jorder midt over. Johan Winde opførte derfor en ny gård på den anden side af vejen i årene mellem 1854-1857. Det oprindelige Buurholt blev derefter kaldt Gammel Buurholt, mens den nye gård fik navnet Ny Burholt.
Efter færdiggørelsen af den nye hovedbygning overdrog Johan Winde den gamle hovedgård
til sin søn, Jacob Kjellerup Winde. Winde solgte i 1903 Gammel Buurholt videre til Christian Pedersen, der også havde købt Ny Buurholt.
Christan Pedersen beholdt Gammel Buurholt til sin død i 1934, og i 1939 solgte hans enke gården til Statens Jordlovsudvalg. Udvalget var blevet nedsat i 1919 for at skaffe jord til oprettelse af husmandsbrug, og udvalget udstykkede Gammel Buurholt og solgte i 1940 hovedparcellen videre til Poul Voetmann.
Gården har i det 20. århundrede haft en række skiftende ejere, og i 2000 blev Gammel Buurholt købt af Visti Kræn Møller. Han ejede stadig Gammel Buurholt i 2013, og fra den gamle hovedgård drev han et mindre landbrugsfirma, der specialiserede sig i mobile såsædsrenserier.
Ejerrække
(1490-1536)Børglum Kloster
(1536-1573)Kronen
(1573-1597)Magdalene Banner, gift Krabbe
(1597)Dorte Iversdatter Krabbe, gift Lykke
(1597-1602)Erik Lykke
(1602-1620)Hans Eriksen Lykke
( -1634)Otto Christensen Skeel
(1634-1642)Karen Skeel, gift Bille
(1642-1654)Sten Bille
(1654-1665)Frederik Bille og Holger Bille
(1665-1690)Holger Bille
(1690-1692)Sten Bille, Christian Frederik Bille, Henrik Bille og Otto Bille
(1692-1700)Sten og Otto Bille
(1700-1710)Sten Bille
(1710-1719)Jens Pedersen Brøndlund
(1719-1728)Hans Just
(1728- )Else Kathrine Kampman
( -1734)Sten Clausen Kjærulf
(1734-1757)Peder Himmelstrup
(1757-1776)Anna Hegelund Kjærulf gift 1) Ifversen, 2) Himmelstrup
(1776-1777)Niels Ifversen og Peder Ifversen
(1777-1789)Peder Ifversen
(1789-1817)Henrik Winde
(1817-1832)Anne Dorthea Winde
(1832-1867)Johan Frederik Christoffer Winde
(1867-1903)Jacob Kjellerup Winde
(1903-1934)Christen Pedersen
(1934-1939)Margrethe Jensen, gift Pedersen
(1939-1940)Statens Jordlovsudvalg
(1940-1947)Poul Voetmann
(1947-1965)Thomas Christian Thomsen
(1965-1985)Erik Haldrup
(1985-1998)Erik Haldrup og Niels Otto Haldrup
(1998-2000)Inger Haldrup
(2000 – )Visti Møller
Hovedbygning
Johan Frederik Christoffer Winde overtog Buurholt efter sine forældre i 1832, og i 1843 ombyggede han den eksisterende hovedbygning og opførte en ny midterfløj.
Resterne af den gamle hovedbygning gik til i en brand i 1853, hvorefter Johan Winde forlængede sin nye midterfløj fra 1843 og opførte to nye sidefløje. Byggeriet stod færdigt i 1857.
Den trelængede gård er i én etage.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Over for hovedbygningen ligger et større anlæg bestående af tre separate bygninger, der sammen med hovedbygningen indrammer gårdspladen.
Bygningerne er af nyere oprindelse og blev i 2013 brugt i driften af en mindre landbrugsvirksomhed.
Fredningsstatus 2021: Anlægget er ikke fredet.
Kulturmiljø
Øst for hovedbygningen er der anlagt en have.
Omkring haven og på hele gårdens østside er der en mindre skov.
Litteratur
Bülow, E. Danmarks Større Gaarde. 1961-1967.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Gårdens stamdata gennem tiden
NUTID (2021)
NUVÆRENDE NAVN
Gl. Buurholt Hovedgaard
REGION OG KOMMUNE
Nordjylland – Brønderslev
OFFENTLIG ADGANG
Ingen oplysninger
EJER
Visti Møller og Trine Møller
HERREGÅRDENS STØRRELSE
40 ha (2020)
DETALJERET STØRRELSE
Ager 10 ha, eng 3 ha, skov 21 ha, mose 2 ha, park/have 4 ha, bortforpagtet 10 ha (2020)
Forældre: driftsbestyrer Frode Nielsen E. (1881-1928) og Maren Skræp (1886-1976).
Gift den 02.07.1938 med læge Eyvind Jensen, Født den 05.04.1912 i Frederikshavn, søn af kulgrosserer Jens Marius Jensen og Elma Marie Splidsboel.
Børn: Kræsten (1940), Elma Birgitte (1942) og Frode (1944).
Signe Engbæk voksede op i et grundtvigsk miljø, præget af en positiv og accepterende holdning til livet.
Moderen havde læst til læge, men opgav studiet, da faderen blev ingeniør og fik embede. Han var politisk aktiv og byrådsmedlem i Hjørring. Selvom moderen havde tuberkulose, forløb Signes barndom lykkeligt, indtil faderen i 1928 pludselig døde. Hjemmet blev opløst, og Signe kom til at bo hos nogle venner.
Faderens død betød også, at hun ikke kunne få en længerevarende uddannelse, men måtte ernære sig selv. Efter at være blevet student fra Hjørring Gymnasium 1929 rejste hun til udlandet, dels som au pair-pige, dels som sprog- og økonomistuderende. 1933 tog hun korrespondenteksamen fra Handelshøjskolen i København og var året efter på studieophold på London University School of Economics.
Kontorfaget interesserede hende imidlertid ikke, og i 1935 påbegyndte hun medicinstudiet ved København’s Universitet, som hun afsluttede 1942. Hun havde giftet sig med en studiekammerat, og i 1944 flyttede familien med tre børn til Brønderslev, hvor ægtefællen Eyvind Jensen havde fået praksis med tilhørende bolig. Herfra havde de deres virke i 39 travle år til 1983.
Signe Engbæk var fagligt velfunderet fra sit uddannelsesforløb på forskellige hospitalsafdelinger i København. Allerede i sine første ansættelser interesserede hun sig for børns helbredsforhold, og det blev inden for dette område, at hendes store arbejdsindsats kom til at udfolde sig.
Hun arbejdede som praktiserende læge fra 1944, og da Lov om Skolelæger blev vedtaget i 1946, blev hun ansat i en halvtidsstilling som skolelæge i Brønderslev. I 1958 blev det til en heltidsstilling i Hjørring amt, og hun ophørte med at praktisere. Siden 1944 havde hun desuden været tilsynsførende på det lokale børnehjem.
Signe Engbæk, der bevægede sig ude blandt mennesker og så den store fattigdom, mange levede under, udviklede tidligt en social indignation og arbejdede målrettet for at bedre børns helbredsforhold.
Sideløbende videreuddannede hun sig og tog bl.a. embedslægeeksamen i 1962. I 1960’erne og 1970’erne blev hun en landskendt autoritet med stor gennemslagskraft i medierne. For eksempel gav en fjernsynsudsendelse fra 1963 om skolelægearbejdet og børns dårlige helbredstilstand genlyd, og arbejdet med at forbedre børnenes ernæringsforhold tog fart. Da hun i midten af 1960’erne udtalte, at landmændene ernærede deres dyr bedre end deres børn, havde hun i en periode et meget anspændt forhold til landboorganisationerne. De klagede over hende til amtet, men sagen løb ud i sandet.
Sine iagttagelser af børn og undersøgelser af især skolebørns forhold formidlede hun i faglige publikationer, bl.a. Skolealderens sygdomme, 1982, og det lykkedes hende at rejse fondsmidler til et forskningsprojekt i samarbejde med Socialmedicinsk Institut på Århus Universitet.
Fagligt og politisk var Signe Engbæk bl.a. engageret som bestyrelsesmedlem i Dansk Skolelægeforening 1964-75, konservativt medlem af Brønderslev byråd 1966-70 og formand for skolekommissionen. Desuden var hun aktiv i Mødrehjælpen og i en lang række andre sammenhænge, hvor sundhedsforhold stod på dagsordenen. Af sin familie og den rolige, afbalancerede ægtefælle fik hun stor støtte og opbakning til sit arbejde. Under børnenes opvækst lagde hun vægt på at være hjemme hos dem om eftermiddagen, så ofte det lod sig gøre. Ferierne blev tilbragt i familiens sommerhus ud til Kattegat. SE blev udnævnt til æresmedlem af Dansk Skolelægeforening og fik 1974 Ålborg Tandlægeselskabs Fonds hæderspris.
Skolelægen fra Brønderslev til skolehygiejnesymposium i London
Afskrift af artikel på billede:
Mælk det giver vi da hundehvalpene, sagde en vendsysselsk mor til skolelægen., fru Signe Engbæk, Brønderslev, hvis kostundersøgelse af skolebørn og deres forældre i to tredjedele af Hjørring amt har vakt opsigt, ikke mindst hos de mange forældre til børnene i de vendsysselske landdistrikter, hvor kostproblemet er særligt graverende.
Mælk er skam ikke kun hundeføde, leverpostej heller ikke, siger Signe Engbæk, som i sin artikel om emnet i Ugeskrift for læger hævder at husdyrene i Vendsyssel får sundere og mere nærende kost end husdyrejernes børn.
I dag mødes Signe Engbæk med skolelæger fra hele Europa i Park Dale i London til to dages hygiejnessymposium, hvor lægerne bl.a. skal drøft hvordan skolehygiejnesamarbejdet bedst kan praktiseres i de forskellige lande.
Jeg håber virkelig at lære noget siger skolelæge Signe Engbæk. Måske får vi også en drøftelse af kostproblemerne. Vi ved jo ikke meget om hvordan kostproblemet er andre steder.
Inden jeg kommer tilbage til Brønderslev, ønsker jeg oprigtigt, at mødre til skolebørn i Vendsyssel i rigt mål er i gang med at give deres børn ikke blot mælk og leverpostej, men også fuldkornsbrød, ost, æg, frugt, grøntsager og frikadeller – det er den kost, børnene trænger allermest til
Historien om advokatvirksomheden Sanvig i Brønderslev og om familien Sanvig
Sanvig, Jens Valdemar, (1915 Navneforandr.), f. 16. Sept. 1881 i Tisted; S. af Købmand Vilhelm Sørensen og Hustru Marie Abraliamsen; g. 1° 27. Okt. 1907 i Kbhvn. m. Syster Helene Sund, f. 28. Okt. 1881 i Allinge, død 3. Jan. 1927 i Brønderslev; D. af Stenhugger Frants Leopold Andersson S. og Hustru Hanne Lovisa Nielsdotter; g. 2° 21. Dec. 1930 i Brønderslev m. Bodil Marie Nielsen, f. 22. Dec. 1897 i Nørre Tise; D. af Boelsmand Niels N. (kaldet Jebjerg) og Hustru Ane Marie Nielsen. —
1899 Student, privat dimitt. 1907 cand. jur. Fra 9. Juli 1907 Fuldm. hos Sagf. A. S. Kiær, Brønderslev. 26. Apr. 1911 Sagfører, Brønderslev;
Jens Valdemar Sanvig praktiseret i Brønderslev siden. 25. Maj 1914 Overretssagfører. — Fra 1931 Medl. af Kredsbestyrelsen . for 6. Sagførerkres, fra 1932 Næstformd. Formd. for Hjøring Amts Sagførerforening. —- Fra 1921 Branddirektør for Købstædernes alm. Brandforsikring, tidl. Formd. for Brønderslev Værgeraad, for Huslejenævnet og Forretningslokalenævnet. 1929-37 Formd. for Ligningskommissionen.
Levnedsbeskrivelse for advokat Svend Sanvig, Brønderslev
Anders Theisen fortæller:
Min far skrev 19. juni 1978 – efter lange overvejelser og måske flere rykkere fra Tage Kaarsted – sin levnedsbeskrivelse i forbindelse med, han blev udnævnt til Ridder af Dannebrog 15. juni 1976.
Beskeden med sit eget liv og levned, det var min far, – jeg husker ikke en eneste gang, han bar dette ridderkors, men at det lå i skuffen i spisestuen i Nørregade indtil hans død, hvor min mor og min bror Jens returnerede det på behørig vis.
I 1956 var Kong Frederik og Dronning Ingrid på besøg i Brønderslev i anledning af 25års jubilæet for Brønderslev som Købstad. Fotografen fangede lige byrådsmedlem Svend Sanvig sammen med Dronning Ingrid
Levnedsbeskrivelse
til Ordenshistoriegrafen for Svend Vilhelm Sund Sanvig, landsretssagfører Nørregade 75, Brønderslev
Dato for dekorering 15.06.1976 med Ridderkorset
Jeg er født 5/2 1909 i Brønderslev, søn af daværende sagførerfuldmægtig, senere overretssagfører Jens Valdemar Sanvig (født 16/9 1881 død 21/2 1944) og hustru Helene Sund (født 28/10 1881 død 3/1-1927).
Efter mellemskoleeksamen 1925 i Brønderslev kom jeg på Hjørring Gymnasium, hvor jeg fik nysproglig studentereksamen 1928. Da det fra jeg var ganske lille var bestemt, at jeg skulle læse Jura, begyndte jeg i København dette studium i 1928 og afsluttede 1934 med juridisk embedseksamen.
I studietiden var jeg medlem af Akademisk Boldklub AB, kom på klubbens 1ste hold i fodbold, var medlem af bestyrelsen og debuterede på landsholdet i 1934.
Efter at have aftjent min værnepligt ved luftværnsartilleriet I sommeren 1934 blev jeg til november 1934 ansat som dommerfuldmægtig ved Kriminal- og Skifteretten i Hjørring.
Den 10/11 1934 blev jeg gift med Inger Jensen, født 7/8 1909 i Frederikshavn.
Da Kriminalretten i Hjørring blev nedlagt som selvstændigt embede 1/4 1935, fik jeg ansættelse ved dommerembedet i Frederikshavn, hvor jeg blev til 1/3 1944, da jeg efter min faders død overtog hans sagførerforretning i Brønderslev, som jeg har drevet siden.
De første 2 år i Frederikshavn dyrkede jeg stadig fodboldspillet nu i Aalborg Boldspilklub, som jeg repræsenterede nogle gange på landsholdet, inden jeg i foråret 1937 sluttede med fodbolden. Jeg havde dog stadig en del med idræt at gøre og var således de sidste år i Frederikshavn formand for Frederikshavn forenede Idrætsforeninger.
Vi har i vort ægteskab 3 børn:
Jens, født 3/2 1938, der efter at have været lektor i jura nogle år ved Aarhus universitet, nu i en årrække har arbejdet sammen med mig i min advokatforretning.
Merete, født 4/10 1940, der er læge og nu er ansat på Glostrup sygehus. Hun er gift med overlæge Niels Juel Christensen, der er medicinsk overlæge på Herlev Sygehus.
Lisbeth, født 16/11 1943. Hun er politifuldmægtig i Odense og gift med professor, dr. oecon Niels Chr. Knudsen, der er ansat på Odense universitet.
En broder til min kone døde ung og vi ”arvede” der en dreng på 4 år, der blev hos os, og som vi betragter som en af vore egne. Han er nu 32 og økonomichef på et teglværk på Fyn, efter at have fået sin uddannelse som bankmand i Handelsbanken,
Jeg har siden 1944 været Branddirektør for Købstædernes alm. Brandforsikring.
I årene 1946-54 var jeg medlem af Brønderslev Byråd, deraf i en periode viceborgmester.
Fra 1945 var jeg medlem af Brønderslev Banks repræsentantskab, fra 1953 medlem af bestyrelsen, 1956 formand for bestyrelsen, til banken i 1966 blev filial af Handelsbanken. I Handelsbankens lokale tilsynsråd har jeg siden været formand.
Advokatorganisationsmæssigt var jeg i 1950-58 medlem af Kredbestyrelsen, deraf 6 år som formand. Fra 1969-77 medlem af advokatnævnet, deraf de sidste 4 år som næstformand.
Fra omkring 1950 har jeg været beneficeret sagfører og lokal advokat for Staten og mange realkreditinstitutioner.
Min forretning er ved dygtige medarbejderes hjælp vokset i årenes løb. Mit arbejde har interesseret og moret mig. Jeg har været heldig indtil nu at have et godt helbred, så jeg håber at kunne fortsætte med at arbejde nogle år endnu.
Jeg har levet i en tid, hvor kolossalt meget er ændret, desværre ikke altid til det bedre. For mit vedkommende kan jeg ikke beklage mig. Jeg har haft en meningsfyldt tilværelse, hvor familie, forretning, medarbejdere og venner har skaffet mig mange glæder.
19/6-78
Svend Sanvig
Advokatvirksomheden Sanvig, havde i 1986 100års jubilæum.
Advokat Jens Sanvig fortæller:
Jeg startede hos min far som advokatfuldmægtig i 1970.
I 1987 solgte min far, Svend Sanvig sin advokatforretning til mig, advokat Jens Sanvig og advokat Jens Christian Larsen.
advokat Jens Sanvig
advokat Jens Christian Larsen
I 1990 flyttede kontoret fra Jernbanegade til Godsbanegade.
Svend Sanvig fortsatte med at komme på kontoret der og havde nogle få faste kunder.
Jens Sanvig fortsætter:
Anders fortæller overfor at Svend Sanvig aldrig havde sit ridderkors på. Det er ikke helt rigtig, men min far Svend Sanvig skilte ikke med, at han var Ridder af Dannebrog.
Min far startede sit aktive juristliv i Frederikshavn med henblik på at blive Dommer.
Men hans fars alt for tidlige død gjorde, at han kom hjem og overtog faderens advokatforretning i Brønderslev.
I Frederikshavn fik han en god ven ved navn Knud Bonfils, som senere blev Dommer i Hobro og selvfølgelig også derfor fik Ridderkorset. De forblev gode venner livet igennem. Engang var de inviteret til samme fest og var så blevet enige om, at de ved den lejlighed ville bruge Ridderkorset på deres jakke eller smoking. Det gjorde de så.
Det skulle være den eneste gang Svend Sanvig offentligt brugte det.
En anden lille historie fortalt af Jens Sanvig.
Entreprenør Frits Halvorsen og fru Elly fra Brønderslev, blev deres gode venner. Inger og Svend Sanvig havde blandt andet inviteret dem til et selskab hjemme i Nørregade 75. Aftenen før gæsterne skulle komme, ringede det på døren oppe i Nørregade og hvem stod udenfor, Elly og Frits Halvorsen iført festtøj. De havde fået forkert dato skrevet ned. De blev dog inviteret indenfor, Inger Sanvig havde lavet stegte sild og de to for tidlig ankomne gæster blev selvfølgelig inviteret indenfor og spiste så med. De kom dog igen dagen efter til det planlagte gilde.
Jens Christian Larsen fortæller følgende:
Svend Sanvig var en meget omsorgsfuld person og trofast mod sine venner, hvoraf mange af dem også var kunder. Det hændte ikke sjældent at han fredag stak hovedet indt til mig eller Jens og sagde, jeg kører lige en tur. Ofte kørte han så ud på Psyk. for at besøge en bekendt, der fik pleje der, eller turen gik andre steder hen.
Var man inviteret hjem til Inger og Svend Sanvig i Nørregade, og man havde spist og sat sig hen til kaffen i de bløde stole, så kom Svend Sanvig altid med cigarkassen, for nu skulle der ryges store cigarer. Jens Christian sagde engang, ja men jeg ryger ikke cigarer. Hvortil Svend Sanvig siger, ”I aften ryger alle cigarer” og så måtte jeg pulse på en sådan.
En anden episode var en julefrokost for personalet, som skulle holdes på Grønhøj Strand i Grønhøj, hvor man først var hjemme privat hos Svend Sanvig for at få en lille drink inden køreturen til Grønhøj. Der var blevet et forfærdeligt snevejr og det endte med at bussen ikke kunne komme frem. Så man kom ikke afsted. Inger Sanvig måtte i kælderen og fandt noget i fryseren som kunne anrettes efter en vis tid. Så det blev til flere drinks inden maden kom på bordet, klokken var henad 23,00 så alle var blevet godt lakket til. Det var nok den bedste julefrokost jeg har været med til siger Jens Cbhristian. Festen sluttede først hen ved kl. 04,30 om morgenen.
Aab – med Svend Sanvig på holdet
Svend Sanvig, med Landsholdet 1934-1936
1936 Bronzemedalje i landsturneringen. Svend Sanvig bliver AaB’s første landsholdsanfører
BI´s tidligere fodboldformand udtaler: Den største profil ligger helt tilbage før anden Verdenskrig. Svend Vilhelm Sund Sanvig spillede som junior og ungsenior i Brønderslev Idrætsforening inden han i 1930 skiftede til AB og siden AaB. Centerhalfen Sanvig fik 4 A-landskampe for Danmark og er så vidt vides den eneste landsholdspiller, klubben har fostret. Sanvig vendte senere tilbage til Brønderslev, hvor han overtog faderens advokatfirma, der stadig eksisterer.
Et 3 minutters indlæg holdt på et Rotary møde (for mange år siden) af landsretssagfører Svend Sanvig, som blev den første fodboldspiller fra Brønderslev som kom på Fodboldlandsholdet.
Her landsretssagfører Svend Sanvig som ung fodboldspiller, f. 1909, d. 1992
KLUBBER SOM LANDSHOLDSSPILLER
Klub Startet Stoppet Bemærkning
AaB 01-07-1935 31-12-1936
AB 01-01-1934 30-06-1935
LANDSHOLDSSTATISTIK
Hold Kampe Vundne Uafgjorte Tabte
A-Landshold 4 4 0 0
Svend Sanvig´s indlæg på et ROTARY møde
Er Sport et Emne, der kan interessere i vor Rotary Klub. Det er vist meget få af os, der længere dyrker aktiv Sport, men på et tidligere Tidspunkt har vist de fleste af os gjort det, mere eller mindre, så jeg har besluttet mig til at holde mig til det Emne, som vor Præsident inden min Ferie opgav mig, nemlig at sige nogle Bemærkninger om min Fodboldtid. Hvad er Sport?
Hvad er Sport?
Det er musklernes Spil,
er en Hærden af Skuldre og Lænder,
ja, de allerforskelligste Ender,
hvor der blot er en Muskel, der vil-
Hvad er Sport? det er Liv for Sjæl,
en Forfriskelse, Frihed og Stigen
og en navnløs, en smertefuld Skrigen-
når man rammer et Ben med sin Hæl.
Det er et vers fra en gammel A.B. Sang.
Et andet vers fra en anden A. B. Sang lyder sådan:
Unge Rus, når du føler den spirende Lyst
til for verden at vise dig stærk;
når du sporer den vågnende Trang i dit Bryst
til at se et Hercules-Værk,
kom da ud mellem os, her er plads for det mod,
her er Luft for din Lunge og Spark for din Fod,
her er Dåd for den virksomme Hånd,
og en mark for din Feltherreånd,
Her er Sundhedens glød
til at brune din Lød,
her er Ansigtets Sved til dit Brød.
Det er et par fortrinlige Viser, og de siger noget rigtigt om Sporten, om Træning af Muskler og vilje, om fornøjeligt! Kammeratskab og om Sundhed.
De fleste i denne Forsamling ved vist, at jeg er Brønderslev Dreng, og mine tidligste Erindringer fra Sporten er derfor knyttet til denne By. Jeg husker mange af de gamle fodboldspillere, navnlig Konrad Andersen, Danmarks Konrad
Og fra Tennisbanen husker jeg bl.a. Brødrene Carstensen og P. Og 0. Nielsen. Om Konrad er der jo et utal af Historier. Han var en meget stærk og hurtig Spiller med en god vilje til at gøre noget. Jeg husker en Bemærkning om hård Svenskekamp engang, og Konrads Kommentar hertil var den, at da de ville vinde, og vi ikke ville tabe, så skulle det jo gå lidt hårdt til. Det lå vel nærmest i forholdets Natur, at jeg selv blev aktiv Spiller, min bror og flere af mine skolekammerater, bl. a. Hans Henriksen og Skotte Madsen var ivrige Boldspillere, og jeg blev også snart indfanget af Sporten. Som så mange andre, spillerede jeg både Tennis og Fodbold i Drengeårene, og som 16-17årig vandt jeg Doublemesterskabet sammen med min Broder og Singlemesterskabet i Byen.
Det var ofte vanskeligt at forene de to Sportsgrene, når Kampene faldt på samme Dag. Sommetider var det jo umuligt at forene det, når de afholdtes forskellige Steder, men mange Gang lykkedes det både at få spillet Tennis kampe og 1 Fodboldkamp samme Dag. Kræfterne var jo uudtømmelige på det Tidspunkt. I min Gymnasietid i Hjørring spillerede jeg fortsat for Brønderslev og var i denne tid – i disse dage netop for 25 har siden med til at spille Brønderslev op i Mesterrækken, en Præstation som intet andet Brønderslev Hold efter den tid har overgået.
Der var den Gang 12 Hold i Jylland i Mesterrækken og ingen Danmarksturnering. Der er nu 20 Hold i Mesterækken og 10-12 Hold i Divisionerne, så det var en Præstation af Brønderslev, at være blandt Jyllands 12 bedste Hold. På vor Vej op måtte bl.a. et af de stærke Aarhus hold, Randers Freja og Holstebro lade Livet, så det var 11 stolte Spillere, dermed Ekstratog rullede hjem til Brønderslev.
En af Historierne fra omkring den Tid er om “Nolle”, en af Blikkenslager Jensens Sønner. Den stammer fra Skagen, hvor Fodboldbanen lå med et par Landeveje omkring, og det er jo en kendt sag, at Christian den X ofte var på Skagen. Når Bolden blev sparket ud på Vejen, må der jo een ud at hente den. En Gang var det Nolles Tur, og da det varede lidt længe, angav han som Grund, at Bolden havde ramt Kongen, der stod med den, da Nolle kom, og som Svar paa Nolles Beklagelse af det passerede, svarede Kongen: “Skide med det Nolle”.
Efter Studentereksamen i 1928 meldte jeg mig i København ind i A. B. Det første Aars Tid fortsatte jeg med at spiller i Brønderslev og det varede derfor lidt, inden jeg voksede fast i Klubben. A. B. er en af vore store klubber med mange gode gamle Traditioner een af dem er Rusgildet, hvor Årets Høst af Studenter modtages og placeres ved Borde mellem gamle rutinerede medlemmer. Smørrebrød, øl og Snaps klarede de fleste stolt, men når man så kommer til Punchen, denne saftevandsagtige – Drik, så går det i Reglen galt. Stemningen er fornøjelig. Forskellige Drikkeviser og Taler veksler.
Bl.a. kan jeg nævne et Vers af en Vise:
Du fine Jurist med det årvågne Blik,
Blikket for Lov og Ret,
du strenge Mand, mon Brød og Vand
gør Hjertet og hjernen let?
Nej drik kun i Dag, i Morgen så klag
Og suk over Punchen, du nyder;
men hvis det er Retsdag i morgen, Ja så –
Gud nåde hver arme Forbryder.
Røver – Horder – og Tyve pak,
hver Storbedrager, Hæler,
få ret at mærke i Morten, ak!
hvad Dom’ren i Aften pægler.
Hostrups: Nu er det stille, han har os forladt og en vise, der hedder,”skal der endelig være Gilde”, der beskriver, hvor ledes man nu agter at gå til Sagen, fremhæver Venskab og Lyssyn.
Sidste Vers synges dels stående på Gulvet, dels på Stolene og lyder sådan:
Ha! sporer i nu Duften,
nu er Harper der i Luften.
Som en vil musik
denne Gudedrik
tænder Glød i hvert et Blik.
Op! griber nu Pokalen,
der er Lys og Fest i salen.
Vi vil tage fat
til den mørke Nat
viger som en skoldet Kat.
Nu er hele verden din.
Du har Ungdom, Venner, Vin –
Så drik ud, du gamle Dreng.
Bacchi Arme skal dig varme.
Ja drik ud, du gamle Dreng,
til du bæres hjem i Seng.
Lad det være nok at sige, at de fleste Russer følger
Parolen.
Min første 1.ste Holds Kamp var i Odense mod 0.B.
og derfra erindrer jeg at have gjort en af mine bedste Tacklinger —-
Fra 21-Års Alderen hørte jeg til bal, at den stamme 1.ste Hold blev udtaget af og var de sidste år i København fast mand på Holdet o også anfører for det. De år gav mange gode kampe mod inden- og udenlandske Hold, navnlig var Kampen mod de engelske Hold, der jo var professionelle 1.ste Divisions Hold, fortrinlige at deltage i.
Dixi Bean —-
Krigen har øvet stor indflydelse på engelsk Fodbold, der vel først nu igen er ved at nærme sig før krigstidens høje Standard.
I For sommeren 1934 fik jeg en Chance på Landsholdet. Under træning lige op til Landskampen fik jeg en lille Brystskade, som jeg ikke regnede med, den generede imidlertid stærkt under kampen, der var mod Polen. Vi vandt Kampen, men det var ikke min skyld. Dels denne Skade, dels Militærtjeneste, og dels det at jeg i Efteråret 1934 flyttede til Hjørring og blev gift, gjorde at jeg omtrent lå stille som Fodboldspiller resten af 1934 og indtil Sommeren 1935. I den Tid nåede jeg dog en dejlig Tur med A.B. til Letland, Litauen og Øst Tyskland. Det var med meget kort varsel – 3 Min. –
Med A.B. havde jeg også en dejlig Tur til Norge og Sverige og en herlig Sommertur i Jylland, hvor vi bl.a. spillede her i Byen. Ved Afslutningen i Aarhus gik det hyggeligt til, der sad de mere udholdende hele Natten i Ritz’ Kælder og tømte Flasker. En af Lederne var blevet træt, og jeg havde fået ham op på hans Værelse og låst ham inde her hen på Morgenstunden. Imidlertid var han ikke helt færdig med Festen og fik efter at have taget Pyjamas på, Lyst til at være med igen. Da Døren jo var låst, tog han så Vinduet på 1.ste Sal, hvor der var en bred Gesims, men var så uheldig under Udstigningen at tabe Bukserne, så der var god Udsigt fra Gaden. Det samlede hurtigt et interesseret Opløb, men det medførte jo også at vi hurtigt fik Kalorius transporteret til Ro igen. Det var en dejligtid i A. B. mellem gode kammerater som jeg af og til er sammen med. Når man holder sig for øje at formålet med Tiden ved Universitetet jo er at erhverve tilstrækkelige Kundskaber i sit Fag og passer Arbejdet med det først, så vil der alligevel blive så megen Tid til overs til andet, at der også til Sport kan afses megen Tid. Jeg gjorde det og var glad for det. Men vi, der var fremme i forreste Række fik selvfølgelig også mange gange at vide, at Livet ikke er lutter Fodbold. De år man har til det er begrænsede, og det kan ikkenytte noget, efter nogle år som feteret 1.ste Holdsspiller at stå uden Eksamen, men som Sports idiot. Hver Ting til sin Tid.
I sommeren 1935 begyndte jeg så sidste Etape som Fodboldspiller og det var i Aa.B., hvor jeg spillede til Foråret 1937. Jeg havde her en god Tid – meget nært knyttet til Englænderen Graham Locky, der både var en fortrinlig Fodboldspiller og kammerat. Vi havde et godt Hold i Aa.B. i disse år, hvor vi spillede i 1.ste Division og nåede op til 3. Pladsen og i 1936 nåede jeg yderligere 3 Landskampe, deraf 2 som Anfører for Landsholdet. Den morsomste og i det hele en af de mest interessante og afvekslende kampe, jeg har været med til, var mod Sverige i København, hvor vi vandt 4-3 efter vekslende Føring og Selvmål og brændt Straffespark og alt, hvad Hjertet kan begære. Det var en af mine A.B.-Kammerater, Toft Jensen, der lavede Selvmålet. Det førte med sig, at en anden A.B. Mand Eyolf Kleven, da vi kort tid efter spillede Landskamp i Helsingfors, fra vort Hotelværelse ringede Toft Jensen op på hans Værelse og angav, at han var Journalist fra Huvudstadsbladet og lavede et herligt Interview med Toft Jensen over Emnet, hvordan føles det lave Selvmål. I Helsingfors vandt vi 2-1, og jer er i øvrigt så heldig kun at være med til at vinde Landskampe.
Efter Landskampen i Helsingfors, sad jeg lige ved siden af et finsktalende Bord på en Danserestaurant –
Noget af det, jeg iøvrigt husker tydeligst fra denne tid, er iøvrigt Optakten til den omtalte svenske Landskamp. Vi klædte om i omklædningsrummet i Kælderetagen, hvor der var svalt og Skygge. Gennem en underjordisk gang kommer man så op til Idrætsparkens Grønsværd. Det var en strålende varm sommerdag, hvor Portene var sprængt og over 20.000 Mennesker var mødt som Tilskuere. Overgangen fra Omklædningsrummets Kølighed og Ro til sommerdagens skærende Sol og Braget fra de 20.000 Stemmer, der slog imod os, da jeg som Holdets Anfører kom først op i Lyset, var ligefrem af slående virkning. I det hele taget er Sceneriet og folkelivet. vel næsten det mest centrale ved en Fodboldlandskamp. Det er i Reglen samtidig en Folkefest, hvor man møder i god Tid med en madpakke og godt Humør med Hurtigmaler, Bilhorn, Hylekor og alt muligt andet. For godt Fodboldspils skyld skal man sjældent gå til en venskabskamp, dertil er Nerverne ofte for meget på Højkant, men selvfølgelig kan det jo ske, at en Landskamp også byder på godt fodboldspil, og det er jo kun en charme.
Det var i min A.B. Tid en af de engelske klubber Sheffield United tror jeg, tilbød Locks og mig, at vi kunne komme til England og spille et Par Kampe som Amatører for dem. Det var inden Italienseventyret. Vi reflekterede ikke, syntes ikke, vi kunne afse en månedstid til det, men det er faktisk i dag, det eneste der ærgrer mig fra den tid, at man ikke fik den fornøjelse med.
Jeg spillede i denne periode også en Del kampe for Jylland og andre udvalgte Hold. Den Gang boede jeg på en Gaard lige ved Sæby og havde mit arbejde i Frederikshavn, og når jeg trænede, var jeg væk Tirsdag Aften, Torsdag aften og fra Lørdag Morgen til mandag Aften. Det blev efterhånden lidt for meget, og da jeg i Foråret 1937 fik en knæskade, der ikke var særlig slem.- Jeg har været heldig, og ikke haft Uheld af nogen Betydning – benyttede jeg Lejligheden til at kvittere Fodbolden, godt 27 år gammel. Beslutningen herom var iøvrigt ikke så vanskelig. Jeg havde jo nået det højeste Mål, en Fodboldspiller kan have at stille op i Landskamp og så er det jo lige som om, man har fået det hele med. Min Broder Kaj var en ganske fortrinlig Spiller. På adskillige Området givetvis væsentlig bedre end jeg. Han kom herhjemme ikke fodboldmæssig så meget frem, som han fortjente, da han jo en halv snes år af sin bedste tid var i Canada, hvor han iøvrigt også spillede repræsentative kampe. Jeg Husker, han har fortalt om en kamp derovre, hvor de spillede i Lys, at en Spiller, hvis Hårvækst var ligesom Thorvald Jensens gik op i Luften for at tage en Bold med Hovedet. Bolden gled imidlertid af og fortsatte nogenlunde i uændret Retning. Det medførte et af disse ubetalelige Tilråb fra en eller anden Tilskuer, nemlig, “Kridt Køen, Mand”. Om Tilskuermentaliteten herhjemme må jeg iøvrigt sige, at Danmarks bedste, mest Loyale og mindst lokalpatriotiske Publikum afgjort findes i København. Der bliver enhver god Præstation honoraret af Publikun uanset fra hvilket Hold det kommer. Det tror jeg, alle Provinshold, der har spillet i København vil give mig Ret i. Derimod kan man beklageligvis på Provinsens Baner, i hvert fald for år tilbage, ofte komme ud for et Publikum, der kun kan se et Hold på Banen, nemlig Hjemmeholdet.
Hvis man nu vil spørge mig, om jeg ser tilbage på min Tid som fodboldspiller med Glæde og mener, at jeg har taget noget godt med mig derfra, så må jeg svare med et ubetinget Ja.
Også når man tager Hensyn til, at Spillet foregår i de ung år, hvor Livet på mange Måder er lysere, lettere og mere ansvarsfrit, og at Mindet derfor vil påvirkes i en lys og festlig Retning. Hvori ligger så Værdien, bortset fra den umiddelbare Livsudfoldelse og det fysiske Velvære, man når ved at være gennem trænet og være i fin fysisk Form. Den ligger efter min mening i et kammeratskab og et Sammenhold der ikke er dikteret af nogen form for Egoisme, men går ud på at arbejde for sit Hold og sin Klub som et led i en større Helhed.
Den ligger i, at man ikke spørger efter Indtægt og position, men alene bedømmer en kammerat efter, hvad han er værd som kammerat og menneske og uden for banen – hvis han er Turneringsspiller interesserer man sig jo selvsagt også for om han kan spille Fodbold -. Den ligger i, at man er fri for at spørge efter Religion og Politik og blot samles i en fælles Interesse. Det er efter mit Skøn ikke nogen dårlig Forskole for kommende Borgere i et demokratisk Samfund at have været Medlem af en Sportsforening og gjort sig fortrolig med tonen og ånden der. Selvfølgelig forudsat, at Ledelsen magter sin opgave, hvad den har gjort de Steder, hvor jeg har været Medlem. Jeg anser selv min Tid som aktiv Fodboldspiller og Klubmedlem for ualmindeligt godt givet ud – ikke så meget for de fornøjelser og Rejser man foretager, men nok så meget fordi denne Tid har givet mig Kammeratskab til mange Sider, Forståelse for andres Levevilkår og Synspunkter og styrket Viljen til som et Led i en Helhed at gå ind for Løsningen af fælles Opgaver. Egenskaber som der jo altid er brug for i det daglige, og som jo også ligger tæt op ad Rotarys Mål og Ideer.
Til slut vil jeg blot sige et Par Ord om Arbejdet med Ledelsen. Her ligger en kæmpeopgave, der løses på Frivillighedens Grund. Lederne er jo ulønnede og ofte må de, ved siden af at ofre en stor del af deres Fritid, selv have en Del Udlæg. Det er prisværdigt, at der findes Folk, der vil ofre tid og penge til gavn for Ungdommen. Iblandt denne Klubs Medlemmer kender Sofus Vilhelm Turen og jeg håber inderligt, at det fortsat må lykkes at skaffe dygtige ledere.
Det er disse mennesker, der er de ydende inde for sporten, medens udøverne, selv allerbedst, er de nydende.
Man har en herlig tid som aktiv spiller, og var jeg 25 år yngre, gjorde jeg gerne det hele igen.
En af BI´s tidligere fodboldformænd udtaler:
Den største profil ligger helt tilbage før anden Verdenskrig.
Svend Vilhelm Sund Sanvig spillede som junior og ungsenior i Brønderslev Idrætsforening inden han i 1930 skiftede til AB og siden AaB. Centerhalfen Sanvig fik 4 A Landskampe for Danmark og er så vidt vides den eneste landsholdspiller, klubben har fostret. Sanvig vendte senere tilbage til Brønderslev, hvor han overtog faderens advokatfirma, der stadig eksisterer.
Fodboldspiller, bilsælger hos Ford- Krog Jensen A/S, Brønderslev og biografejer i Taars
Kaj Sanvig var ”et stort brød”. Han spillede centerhalf eller ”stopper”, som det også kaldtes, og det var han i sandhedens interesse også, ham var der mange der ”slog” sig på, for han flyttede sig ikke for ingen ting. Det skal lige nævnes, at han tidligere i sin fodboldkarriere havde været professionel fodboldspiller i Canada.
BI – -Mesterrækkeholdet 1937
Citat: ”Jeg blev fortalt engang – jeg husker ikke om jeg selv oplevede det – at det var en, der prøvede at matche Kaj Sanvigs fysik. Det kom han vist til at fortryde, for Sanvig, sagde til ”Fus”: ”Ham klemmer vi lige lidt*”, og det gjorde de så, — om han bare blev klogere eller ikke var med i resten af kampen, det er væk i glemslens tåge”.
Citater fra: Uge-Avisen, Tårs, uge 37, 2019
*Havde det været en Garrincha-type, tror jeg ikke de fik ham! Garrincha = Wren = gærdesmutte. Han var lynende hurtig, kalveknæet og hjulbenet. Det usædvanlige ved ham var, at han blev født som krøbling. Dette til trods blev han af FIFA kåret som verdens 2. bedste fodboldspiller i 1958.
Kaj Sanvig gik ikke som broderen i faderens fodspor. Kaj valgte at blive mekaniker. Da han var udlært, fik han lyst til at se sig om. Han ville opleve noget af den vide verden, så han forlod Danmark, tog til Canada, hvor han blev i otte år og arbejdede som mekaniker. I Canada skete det bemærkelsesværdige, at de opdagede hans talent som fodboldspiller. Det endte med at Kaj S. fik en ærefuld plads på det canadiske fodboldlandshold. Kaj var i mange år sælger hos automobilforhandler Krog Jensen i Brønderslev. Det job varetog han om dagen, mens han om aftenen passede sin biograf i Tårs.
Kaj Sund Sørensen* Sanvig:
Født den 1.03.1908 i Brønderslev, død den 4.09.1985 i Tårs.
*Sørensen blev slettet i 1915.
Lillebroren, Svend Vilhelm Sund Sanvig (blev født i 1909). Han spillede i
ungdomsårene fodbold i Brønderslev, BI.
Som senior spillede han for AB og AaB.
Han fik 4 landskampe i årene fra 1934 til 1936, hvoraf to var venskabslandskampe.
Knud Søndergaard skrev således i ”Barn af Vendsyssel”:
” Jeg spillede sammen med berømtheder som Kaj Sanvig, der som 43-årig (1951) vendte tilbage til Tårs fra Brønderslev, hvor han var Jyllands bedste stopper”.
Kan det her, være årsagen til at BI aldrig nåede helt til tops (4. div. var vel OK, men ikke godt nok?):
”Centerhalfens kone ringede i halvlegen og sagde at hun havde set på TV at hans bukser sad skævt og det gjorde ham ikke i bedre spillehumør. Vores målmand er allergisk overfor lugten af den bayerske trælugt som træstolperne afgiver. Han får buler, når han rammer målstolperne. Desuden var vejret lidt for godt, det var til tyskernes fordel, for vi spiller helst når det regner, så behøver man ikke at blive flov, når man falder. Vores holdkaptajn var i dårligt humør under hele kampen for han havde glemt at se glad ud ved afsyngningen af kampsangen, da der var nærbillede på TV´et og så ved han, at han får skældud, når han kommer hjem”.
Af Ove S. Johansen
Kommentarer:
Anders Lerwick Theisen: Farfars bror fra Taars – så mine første stumfilm i hans første “biograf” i krosalen på kroen og senere cowboyfilm i Taars Bio…
Her bagte man den kendte VRØVL-småkage, som bl.a. blev solgt via kaffehuset Hansa, som på min tid lå i Bredgade ved siden af Importøren og ikke så langt fra Laurits Nielsens blomsterforretning. Tidligere havde HANSA ligget i Nygade, fortæller Købmand Jørgen Johansen i sin erindringsbeskrivelse.
Småkagerne blev solgt i løs vægt. De var cirka 5-6 cm lange og 3 cm bredde. De var pyntet med glasur i forskellige farver, dog fortrinsvis lyserød og hvid, som jeg husker det. Konsistensen var lidt halvhård og ikke med knæklyd som en sprød småkage. De havde en svag smag af måske makron og måske kokus, men ikke i store stykker kokus, som vi kender det fra flødebollerne. Er der andre, som kan beskrive smagen og konsistensen lidt mere præcis og som måske tilmed har en opskrift?
Grethe og Ib fortæller, at deres gamle moster Agnes har boet i det viste hus, indtil moster Agnes døde i november 1995. Huset blev i sin tid, dvs. i 1940, købt af Jens Pedersen (farbror til Ib og Grethe), og senere overtog Agnes huset.”
Ole Bertelsen fortæller, at han renoverede huset og lavede en lejlighed i bageriet til sin datter og svigersøn, som da var ejere af huset.
Anne-Marie R. har fundet en sønderjysk opskrift på VRØVL
80-100 stk
En halv økologisk citron, 250 gram mel, 1/2 tsk. hjortetaksalt, 200 gram sukker, 150 gram smør, 1 æg og 1/2 dl. piskefløde. Pyntes med glasur lavet af 125 gram flormelis og 2-3 spsk. vand, og citronsaft røres sammen i en skål og hældes på kagerne i en tværstribe.
Steen Høtoft mener, at ejeren hed Gerda Christensen.Hun boede sammen med sin mor ovenpå tømrer Johan Larsen i Bredgade.
Hansa solgte kaffe, the, øl og vin samt kolonialvarer, akkurat som andre købmænd i byen.
Dekoratør Jens Chr. Dalgaard var en kreativ ildsjæl, der har sat sit præg på Brønderslev. Han er født i Odder. Han har altid været meget kreativ, og han begyndte meget tidligt at tegne. Det førte senere til, at han efter handelsskoleophold blev uddannet til dekoratør på Jyllands Dekoratørskole og hos udstillingsbureauet Lings i Århus.
Efter tiden i Århus blev Jens Chr. Dalgaard ansat som dekoratør i Textilhuset Th. Springborg på Nytorv i Aalborg, og her blev de første to præmier vundet i vindueskonkurrencer. Han arbejdede her i flere år, indtil han fik ansættelse som chefdekoratør i to forretninger – Magasin Agerbæk og Herremagasin Agerbæk i Brønderslev, og gennem mange år her blev der vundet 25 præmier – første-, anden eller tredjepræmier i vindueskonkurrencer.
Af de største og mest interessante konkurrencer nævner Jens Chr. Dalgaard ”Den store europæiske” fra modehuset Bouss i Paris. International anerkendelse blev opnået ved at få ca. 50 vinduesfotografier optaget i det verdenskendte fagtidsskrift Das Schaufenster, der udkommer i 94 lande, mindes Jens Chr. Dalgaard.
Efter et 2-årigt regnekursus, kom uddannelsen til indretningsarkitekt gennem fire semestre ved akademiet i København. Jens Chr. Dalgaard fortæller, at de største indretningsopgaver var en herreekviperingsforretning, en biograf, en restauration og et varehus.
Sideløbende med erhvervsarbejdet har Jens Chr. Dalgaard også arbejde med kunstfrembringelser indenfor tegning, maleri og skulptur. Men han måtte først lære kunstens teknik på malerskole. At tegne betyder at kunne se, og det siges, at tegninger er kunstens ordløse sprog.
Sammen med andre har han deltaget i maleriudstillinger i byen og rundt om i landsdelen. Efter nogle ideer skabte Jens Chr. Dalgaard fire skulpturer, som alle er placeret i Brønderslev. Skulpturerne er “Lyset” ved kirken, “Mediet” ved Lægehuset i Gravensgade, “Vingen” ved Pedershaab og “Syvstjernen” ved Nordjyllands Idrætshøjskole.
Kunst skabes, fordi man ikke kan lade være. Det bliver en slags besættelse, hvor en ide sætter sig fast i hovedet og kræver at blive tegnet op på et lærred eller formet som en figur.
Det er løsningen af de mange spændende opgaver gennem tiden, der giver livet indhold og mening, siger har Jens Chr. Dalgaard udtalt..
Lokalhistorisk Arkiv
Her skulpturen ”Mediet” som er placeret ved ejend. i Gravensgade tidligere Mediehuset
Ejvind Højbjerg havde en virksomhed, der producerede hægtelukkere til blandt andet lad på lastbiler og landbrugsvogne.
Uddannelse og beskæftigelse
Ejvind Højbjerg blev født i Vrå den 3. januar 1915. Hans far var sadelmager og havde forretning i Vrå i en toetages ejendom, som han selv ejede.
Her voksede Ejvind op sammen med sin lillesøster Gerda.
Ejvind Højbjerg blev i Vrå uddannet smed, og de første år som udlært smedesvend cyklede han rundt til landmænd og virksomheder og reparerede vindmotorer. En vindmotor trækker direkte på en maskines drivaksel, modsat moderne vindmøller, som trækker en generator, der laver elektricitet.
Omkring 1938-39 fik Ejvind Højbjerg ansættelse i Brønderslev på Pedershaab Maskinfabrik A/S som den højst betalte svend. Han fik 10 øre mere i timen end kollegerne.
Han arbejdede med montage af vejtromler og de store gravemaskiner, PM 1A.
Egen virksomhed
I 1949-50 flyttede Ejvind Højbjerg med familie fra Anneksgade til Krogensgade 4, Brønderslev, hvor han sammen med elektromekaniker Vagner Nielsen begyndte at lave hægtelukkere i et lille værksted, som hørte til boligen.
En hægtelukker er en lukkemekanisme, der holder siderne og bagklappen fastlukket på ladet af lastbiler, trailere og lignende.
Vagner Nielsen forlod dog samarbejdet efter kort tid og begyndte at arbejde med elektromotorer i sin kælder.
Værkstedet blev hurtigt for lille, så da huset i Grønnegade 50 (nu nr. 58) blev til salg, købte Ejvind det i 1955-56. Der var et pænt stort værksted i haven, hvor der var plads til de nødvendige maskiner og de fire til fem medarbejdere, der med tiden blev ansat.
Daglig drift
Ejvind var i november 1939 blevet gift med Annalise, som han kaldte Lissa.
Udover at passe hus og børn deltog Lissa også i fremstillingen af hægtelukkere, og til nogen frustration for de lønnede medarbejdere kunne Lissa lave flere emner i timen end dem, uanset hvilken maskine hun betjente.
Når der kom repræsentanter for at sælge varer til virksomheden, forlod Lissa maskinerne for at gå i køkkenet og lave en god frokost til gæsten og Ejvind. Derefter kunne hun genoptage arbejdet med at lave hægtelukkere.
Hægtelukkerne blev solgt til grossister rundt om i landet blandt andet til Hjørring Jern og Stål, men den største aftager var firmaet Rene Boytler.
.Prisen på en hægtelukker var i 1960’erne 2,25 kr., og Højbjerg solgte ca. 500.000 stk om året.
En hægtelukker består af 7 forskellige dele, som hovedsageligt blev fremstillet i ekscenterpresser. Værktøjerne til at fremstille disse dele lavede Højbjerg selv. Der var dog visse arbejdsopgaver, han ikke kunne udføre, for eksempel fræsning og hærdning, men det fik han udført hos A/S Peder Nielsen Beslagfabrik.
Bundpladen til hægtelukkeren blev fremstillet i støbegods, som hovedsageligt blev leveret fra Holstebro af firmaet Valdemar Birn A/S, som i dag er et af Nordeuropas største støberier.
Ejvind Højbjerg konstruerede senere en bundplade, som kunne presses op af stålplade, som de øvrige dele var lavet af.
Stålplade blev hovedsageligt købt hos Hjørring Jern og Stål.
En repræsentant besøgte en dag Ejvind og viste ham en hægtelukker med en fjedermekanisme, som hans firma tænkte på at fremstille. Nogen tid senere kom han tilbage, og Ejvind spurgte til den nye hægtelukker. Nå – den blev ikke til noget, for den var ikke til at lave, så den duede.
Ejvind fandt lige en hægtelukker frem med en fjedermekanisme som virkede. Den havde han selv lavet efter besøget af repræsentanten.
Ejvind gav repræsentanten lov til at låne den med hjem, men da det var en prototype, ville han gerne have den tilbage. Det fik han til stor fortrydelse aldrig.
Ejvinds barnebarn Henrik spurgte ham, hvorfor han ikke solgte rettighederne til den nye hægtelukker til repræsentantens firma. Det ville Ejvind ikke, for hvis firmaet nu investerede mange penge i at fremstille en ny hægtelukker, som måske ikke virkede alligevel, så ville Ejvind fremstå som en mand, der havde solgt noget, som ikke duede.
Arbejdsforhold – produktionen lukker
Ejvind Højbjerg lærte alle sine børn, svigerbørn og børnebørn, at når de var ude i værkstedet, skulle de have begge hænder i lommen for ikke at komme til skade. Man kan jo ikke være en pilfinger med hænderne i lommen. Den vane forfølger dem den dag i dag. Er de i et værksted, er det med hænderne i lommen.
Blandt medarbejderne i værkstedet var der en, som Ejvind satte stor pris på. En dag mødte han ikke på arbejde, for han var nødt til at tage noget andet arbejde for at kunne afdrage på en gæld. Det nye arbejde forhindrede ham i også at lave hægtelukkere.
Det var Ejvind ked af, så han opsøgte pågældende mand, og de blev enige om, at Ejvind betalte gælden mod, at manden kom tilbage og lavede hægtelukkere, og så kunne han afdrage sin gæld til Ejvind i takt med, han fik råd til det. Alle pengene blev betalt tilbage.
Virksomhedens medarbejdere havde adgang til et toilet i kælderen inde i privaten. Det faldt arbejdstilsynet for brystet, og Højbjerg blev påbudt at etablere toilet, baderum, omklædningsrum og velfærdsrum, hvor medarbejderne kunne holde deres pauser og spise madpakken, alt sammen i tilknytning til værkstedet.
Det syntes Ejvind ikke han havde mulighed for, og det ville blive alt for mange penge at skulle investere i så lille en virksomhed.
Derfor så han sig nødsaget til at afskedige alle medarbejderne.
Derefter blev produktionen af hægtelukkere udelukkende udført af Lissa og Ejvind.
I begyndelsen af 1980’erne udløb patentet og Ejvind Højbjerg ville ikke søge forlængelse af det, da han havde nået alderen for at kunne gå på efterløn. Derfor lukkede han fabrikken og gik på efterløn.
Han ville ikke sælge patenter eller rettigheder til andre, som kunne videreføre produktionen af hægtelukkere. Han havde ikke tillid til, at en køber ville behandle ham på en reel måde rent økonomisk.
Familieforhold
Familieforholdene er private og skal ikke berettes om i denne artikel, men Lissa og Ejvind fik en datter og tre sønner, som tilsammen har syv børnebørn med i alt seks oldebørn.
Familiemennesket Ejvind Højbjerg
Ejvind Højbjerg tænkte meget over tingene både i det private og det samfundsmæssige. Han var blandt andet lidt træt af at høre på folk, som syntes, de betalte for meget i skat, og han mente, de hellere skulle tænke over, hvad de egentlig fik for deres skattepenge, og det var ikke så lidt, var Højbjergs holdning.
Ejvind Højbjerg gik en dag tur nede i byen, hvor han mødte et ægtepar, som han kendte gennem selskabelighed i familien. Der blev opfrisket minder fra disse fester, og snakket om løst og fast. På et tidspunkt siger Ejvind til ægteparret: ”I kan da også bare kigge ned til mig i kælderen en dag, I kommer forbi, der kan I få øl til 25 øre stykket.”
”Man kan da ikke få øl til 25 øre stykket nogen steder,” protesterede manden. ”Jo,” sagde Ejvind, ”nede i min kælder.”
På et tidspunkt byggede Ejvind en cykelbil for to personer. Den kørte han og Lissa rundt i, når de skulle en lille tur ud i naturen.
Som familiefar var Højbjerg en bestemt herre, men hvis nogen af børnene kom i vanskelige situationer af den ene eller den anden art, var han der øjeblikkelig og stod 100% bag børnene, så de altid kom godt ud af situationen.
Poul ville ud at sejle som maskinist. Han havde fået hyre, og hans moder, Lissa, vidste besked, men ikke Ejvind. Søndag middag fortæller de ved bordet, at Poul skulle påmønstre et skib om mandagen.
Ejvind rejste sig vredt, og skubbede sin tallerken og bestik ind på bordet. ”I skal ikke lyve eller holde noget skjult for mig,” udbrød han meget vredt og gik.
Familien skulle aldrig lyve eller holde noget skjult for Ejvind, men være ærlige, og så havde de også hans fulde opbakning.
Poul og en kammerat kastede kanonslag på en uheldig måde ved hotel Phønix, så mange vinduer i køkkenet gik itu. Det fortalte de brødebetynget Ejvind, som til gengæld fortalte drengene, hvor dumt de havde båret sig ad. Derefter gik Ejvind ned til hotel Phønix og betalte ruderne.
Jens fik en bøde på 45 kr., fordi hans knallert ikke kunne blokere bremserne. Ejvind gik på politistationen med bøden og to 10 mm stjernenøgler.
”Jeg har justeret bremserne på Jens’ knallert på en sådan måde, at de virker, som de skal, og ikke så de kan blokere, for det kan være farligt, hvis bremserne blokerer, og knallerten slår en kolbøtte,” forklarede han de måbende betjente.
”Her er to stjernenøgler, der passer til bremserne, vil en af jer lige gå ud og vise, hvordan I mener, bremserne skal justeres korrekt?”
Det var der ingen betjente, der havde mod på, så Ejvind Højbjerg rev bøden itu for øjnene af politiet og gik.
Jens lå og sov ved to- tretiden om morgenen, da politiet kom og ville snakke med ham. Jens havde angiveligt været et sted, hvor der måske var solgt narko.
En betjent stod med en lommelygte og lyste på Ejvind, indtil Ejvind sagde, han skulle slukke, ellers skulle Ejvind nok gøre det for ham.
Jens kom med politiet og blev lukket ud om morgenen uden bevis for, at han havde deltaget i noget ulovligt.
Ejvind gik derefter på politistationen og bad om at se rapporten. Da der ikke stod noget belastende om Jens, forlangte Ejvind, at den blev destrueret, når Jens ikke havde gjort noget forkert. Der skulle ikke forefindes en politirapport på Ejvinds søn, når han ikke havde gjort sig skyldig i noget ulovligt. Rapporten blev destrueret.
I deres otium yndede ægteparret Lissa og Ejvind at køre rundt i Vendsyssel med madpakke og en kold øl. Især byer eller steder, hvor de kunne
komme til havet, var deres foretrukne udflugtsmål.
Det var som regel Lissa, der kørte, og det var bogstavelig talt ud i det blå. At se på kort, var ikke deres stærke side, og GPS kendte man ikke, så det var ikke altid, de kom til det planlagte sted.
En dag, de kom hjem fra sådan en udflugt, sagde Ejvind på sin finurlige måde: ”Vi havde planlagt en tur til havnen i Sæby, men den i Hirtshals var da også meget hyggelig.”
Ferier
I 40 år holdt Lissa og Ejvind Højbjerg ferie i et villatelt i den navnkundige fynske havneby, Lundeborg, kendt fra Ove Bagers Lundeborgvise.
Da ægteparret var kommet godt op i årene, var der flere, der foreslog at skifte teltet ud med en campingvogn, som måtte være mere komfortabel. Det kunne der overhovedet ikke være tale om fra Ejvinds side.
Det blev dog efterhånden besværligt at rejse sig efter at have sovet på en luftmadras, men det problem løste Ejvind ved at fremstille to træsenge med ben. Disse senge var lavet som samlesæt, så de ikke fyldte så meget under transporten, og de var lette at samle og skille ad.
Mange campister undrede sig over, at familien Højbjerg havde en privat vandhane ved siden af teltet. Det havde de heller ikke, men Ejvind syntes, det var morsomt at lade folk tro, at de havde. Han havde bare taget et stykke vandrør, med en vandhane monteret på, og stukket røret ned i jorden.
Mange campister har prøvet at åbne for hanen, og der kom naturligvis ikke vand ud, men Ejvind fik så lejlighed til at gå ud og snakke med dem måske ovenikøbet byde dem på en øl.
Den vandhane spillede ham selv et puds en morgen, han sad i teltet, og så ud over pladsen. Da stirrede han vantro på vandhanen. Den stod og dryppede. Han blev så forundret, at selv om han burde vide bedre, så gik han ud og prøvede, om han kunne lukke vandhanen bedre i.
Mon det har været noget kondensvand der dryppede?
På disse ferier havde Ejvind altid sørget for at have penge med hjemmefra – mange penge. Som en sikkerhedsforanstaltning blev pengesedlerne rullet sammen og stukket ind i en af teltstængerne, som således fungere som pengeskab.
Sommeren 1998 blev den sidste campingtur for Ejvind Højbjerg. En aften var Lissa og nogle af campingdamerne taget til banko i en nærliggende by, og Ejvind var på besøg hos en af de andre mænd, hvis kone var til banko.
De skulle hygge sig med en sildemad, og hvad dertil hører, men de var knap nok begyndt at spise, før Højbjerg fik et ildebefindende og blev kørt på hospitalet i Svendborg, hvor han døde dagen efter den 15. juli 1998 omgivet af sin hustru og den nærmeste familie. Han blev 83 år.
Brønderslev havde mistet en af sine finurlige personligheder, fabrikant Ejvind Højbjerg.
Af Henning Kristensen, tidligere sognepræst i Brønderslev
Henning Kristensen
Da jeg i efteråret 1979 kom til Brønderslev for at være præst mellem befolkningen der, da mærkede jeg ret hurtigt, byen bar præg af at være, hvad man kunne kalde en forvokset landsby, hvor kirken stod solidt prentet i de fleste menneskers bevidsthed. Og der var jo heller ikke mere end den kirke, som blev kaldt ” DEN GAMLE KIRKE” indtil 1922, hvor DEN NYE KIRKE ” blev bygget. Landbruget var hovederhvervet indtil
Pedershaab fabrikken kom til Brønderslev. Derfor er det naturligt, at byens byvåben var 2 tandhjul og bondens plov,
for det er det, der har været hovederhvervet for byens befolkning. Her har håndens arbejde været det, som man har ernæret sig ved. Mennesker, der har lært dette af livets skole, at der intet kommer af sig selv, men man må arbejde for føden.
Læser man om, hvordan det daværende menighedsråd forholdt sig til betroede midler, da den nye kirkes skulle bygges, så får man også indtrykket af, at man havde den indstilling til den materielle side af livsgrundlaget, at der ikke er noget, der kommer af sig selv.
—— Det der kommer her om Den nye kirkes byggeproces, er noget, som jeg i sin tid har fået af kordegn Rauff og som sikker kan være interessant for mange at læse.
Om den Nye kirke.
Søndag den 19. marts 1922 var den sidste ordinære gudstjeneste i Den gamle Kirke, for søndag den 26. marts-1922 Palmesøndag indviedes den Ny kirke med festligheder hele dagen. Baggrunden for denne udvikling var byens stærke vækst i 1880erne, der gjorde, at den Gamle Kirke var ved at blive for lille. Her er der jo ikke mere end 200 siddepladser, og så var det også noget af en ulempe, at den lå lidt afsides i forhold til byen. Dog var det bestemt på et kirkesyn i 1898, at kirken skulle ombygges og udvides. Men det mødte modstand, fordi det var Stamhuset Birkelse, der ejede den Gamle Kirke dengang. Sådan var forholdene jo i Danmark indtil vi fik kirkeloven i 1919 var det vist. Først da blev tiende afskaffet, altså det med at der skulle ofres til kirken, til præsten og degnen. Men godsejeren hævdede, at tiende indtægten slet ikke stod i forhold til den stærke befolkningstilvækst i Brønderslev, så derfor mente han, at det ikke kunne påhvile godset, at skulle bekoste istandsættelse og udvidelse af Den gamle Kirke. Det kom der så en retssag ud af. Og Højesteret gav i 1907 kirkeejeren medhold i, at det ikke påhvilede ham at gøre kirken i stand.
Så tog menigheden herefter sagen i sin hånd, og begyndte med en indsamling i årene 1907-08, hvorved, der blev indsamlet ca. 16.000 kr. i frivillige bidrag, men til bygning af en Ny Kirke, som der blev købt en grund til inde midt i byen. Man fik lavet tegninger og foretog et overslag over, hvad det ville koste at sætte sådan en kirke op.
Nu skal det måske indskydes, at den daværende præst, provst H. C. M. Krarup var mest stemt for en udbygning og istandsættelse af Den gamle Kirke, og han fik udarbejdet tegningerne til en sådan istandsættelse og udvidelse. Men det fik til følge, at der nu var to forskellige opfattelser af, hvordan man skulle gribe sagen an, og det udsatte arbejdet for en tid. Så arbejdet blev først genoptaget, da Krarup døde i l913, hvorefter Fr. Fabricius Dahl blev sognepræst. Ja, så husker vi jo, at krigsårene kom, første Verdenskrig fra 1914-18. Det fik arbejdet til at ligge stille i disse år. Men det gjorde ikke savnet af et større kirkerum mindre, så det blev mere og mere påkrævet, at man kom i gang med byggeriet. Så allerede i 1917 tog man igen fat på at tegne bidrag til en Ny Kirke. Og i løbet af ret kort tid tegnedes der bidrag for ca. 70.000 kr. Hertil kom, at staten bevilgede 100000 og sognerådet ville garantere 50.000 kr. Så var man oppe på et beløb på ca. 220.000 kr. Så nu gik det den rigtige vej.
Arkitekt Schmidt udarbejdede tegninger til en ny kirke, og ud fra et beregningsoverslag 27. maj 1919 ville en kirke koste 250.000 kr. Vi skal måske også lige nævne, at der var et sammenstød med det daværende menighedsråd og arkitekten om betaling for tegningerne. Arkitekten krævede et beløb på 654, 90 for arbejdet, men rådet vedtog på et møde den 4. maj-l916 at tilbyde arkitekten 300,00 kr. idet man føjede til “menighedsrådet fralægger sig både juridisk og moralsk forpligtigelse over for hr. V. Schmidts krav. Dette krav var i øvrigt fremsendt gennem provsten, og derfor skulle det tilbagesendes ad den samme vej, så derfor lyder den medfølgende skrivelse til provsten således: I anledning af Deres Højærv. Skrivelse af 18. april d. å. angående en henvendelse fra Hr. Arkitekt Schmidt om hans tilgodehavende i anledning af tegninger og overslag til udvidelse af V. Brønderslev Kirke skal Menighedsrådet tillade sig at udtale. “Menighedsrådet kan ikke andet end beklage, at Hr. Arkitekt Schmidt ikke har modtaget nogen betaling for det af ham i 1911 udførte arbejde med tegninger og overslag til Brønderslev kirkes udvidelse, men da dette Arbejde er foranlediget af det daværende Kirketilsyn, og der fra det daværende udvalg for tilvejebringelse af en ny Kirke blev protesteret imod en udvidelse af den gamle, indser Menighedsrådet, som først valgtes i november 1912, ikke, at dette kan være forpligtet i denne sag, hverken juridisk eller moralsk. Da menighedsrådet gerne vil komme Hr. Arkitekt Schmidt, som jo faktisk har gjort et ikke lille arbejde og har haft personlige udgifter ved rejser m. m., så meget i møde som muligt, tillader man sig at foreslå, at der udbetales Hr. Arkitekt Schmidt 300 kr. af et beløb, som dels ved en kirkebazar, afholdt 1899, og dels på anden måde er tilvejebragt og for tiden udgør godt 3.000 kr. idet bemærkes, at der allerede en gang tidligere, nemlig for tegning til en ny kirke, der dog næppe er anvendelig, er udbetalt hr. Arkitekt Schmidt 623 kr. af samme konto. Dette viser med hvor stor omhu, disse mennesker dengang behandlede midler, der ikke var deres. Og penge, der var indsamlede til andet formål end det indsamlingen gik på, mente man ikke kunne bruges til betaling af regninger, der forelå for arbejde, der gik på noget andet, end til det, som pengene var øremærkede til. 3. juli 1616 var der svarskrivelse fra Schmidt, hvori han afslog menighedsrådet tilbud, men senere foreligger der en følgeskrivelse fra kirkeministeriet med følgende indhold.
“I anledning af det med Hr. Kammerherrens og deres Højærværdigheds Skriv. af 19. d. m. hertil indkomne hoslagt med bilag tilbagefølgende andragende, hvori Arkitekt V. Schmidt af København, der i årene 1911-12 på afdøde Provst Krarups opfordring udførte opmålinger af V. Brønderslev Kirke og leverede forslag til dens istandsættelse og udvidelse, men hidtil ikke har fået nogen betaling for sit arbejde, anholder om, at der for dette må blive betalt ham et beløb af 654, 90, skal ministeriet, tjenstligt melde til efterretning og videre bekendtgørelse, at man er enig med Dem i, at Arkitekt Schmidt under hensyn til de foreliggende erklæringer fra vedkommende Menighedsråd og Provst vel måtte gå ud fra, at han vilde få sit arbejde betalt, men at der ikke påhviler kirken nogen forpligtelse til at yde ham nogen betaling herfor” Ja, det var et lille intermetso, der viser lidt om, datidens begreb om penge, lidt om, hvad pengene var værd, og hvilket højtideligt sprog, der var gængs. Det giver med andre ord lidt af et øjebliksbillede af forholdene dengang.
Men nu skulle man også til at gå videre med kirkebyggeriet.
Endnu et problem tørnede menighedsrådet ind i. Hvor skulle den Nye kirke placeres. Man havde fået udpeget en grund, som man havde på hånden indtil 1. jan. 1919. Den tilhørte fhv. Gdr. P. Hansen og kunne købes for 13.500. Endvidere en grund tilhørende fhv. postfører Peter Nielsen til samme pris Begge disse arealer var beliggende mellem Bredgade og Krogensgade. Men der var ikke enighed om placeringen, hvad der fremgår af følgende uddrag af forhandlingsprotokollen.
Den 30. dec.-1918 forhandledes en skrivelse fra sognerådet, i hvilken der efter en meddelelse om, at sognerådet har vedtaget at garantere for et lån på indtil 50.000 kr. til den nye Kirke, udtalte misfornøjelse med, at det af sognerådet valgte medlem af kirkes bestyrelse, købm. Andr. M. Tholstrup, ikke havde deltaget i menighedsrådets forhandlinger om pladsen for den kirke, og i hvilken der opfordres til, at nævnte medlem af kirkens bestyrelse træder i forhandling med menighedsrådet for at foretage en ny undersøgelse og muligvis finde en bedre egnet plads. Det vedtoges at lade købmand A. M. Tolstrup, der var til stede ved mødet, i løbet af 10 dage at foretage en undersøgelse af, om andre muligheder skulle være til stede end den af menighedsrådet udsete og ved et borgermøde vedtagne plads og på betingelse af, at sidstnævnte plads gives på hånden til 10. februar.
Den 9. feb. kom det til en forhandling med købmand A, M. Tolstrup om det var muligt at finde en anden grund, idet der forelå en erklæring fra arkitekt Schmidt gennem fabrikant P. Nielsen om, at der ikke kunne bygges en kirke med tårn på den førstnævnte grund, altså ved Krogensgade, men der kunne bygges en klokketårn i det nordøstlige hjørne. Men nu forelå der også mulighed for en grund nord for Grønnegade, men da menighedsrådet ikke kunne forstå, at der ikke kunne bygges en kirke med tårn på førstnævnte grund bad man arkitekten om at rejse herover, for at forklare sig om sagen. Det fik til følge, at menighedsrådet blev overbevist om, at det var det rigtige sted, som man i første omgang havde valgt til kirken, så derfor måtte man meddele dette til sognerådet.
Det fik så sognerådet til at beslutte, at der skulle foretages en folkeafstemning om placeringen Denne afstemning fandt sted den 24. jan. 1919 med følgende resultat: For pladsen ved Bredgade-Krogensgade:434 og for pladsen Gravensgade -Grønnegade: 259 Men nu var det også på tide, at der skulle gang i byggeriet. Men vi kender jo at prise på materiale og arbejdsløn er stadig stigende, så dette overslag, der var foretaget, blev hurtigt for småt.
Nu stillede kirkeministeriet i udsigt, at Staten ville bekoste halvdelen af summen, som det kostede, at bygge kirken. Og i sommeren 1920 begyndte byggeriet, idet man havde besluttet at ville opføre kirken i to etape. Og først senere blev fritstående tårn (Kampanile) opført. Herved regnede man med at kunne spare ca. 60-70.000 kr. i første omgang. Så nu skred arbejdet hurtigt frem, og efter at grundstenen var lagt 1920 den 20. aug. kunne kirken som nævnt indvies 26. marts 1922.
Brønderslev ny kirke
Den herskende dyrtid med prisstigninger havde fået til følge, at udgiften til byggeriet, inventar plus en vedligeholdelsessum blev i alt ca. 400.000 kr. Men i det beløb er også tårnet medregnet. Dette blev opført i 1927. Som man ser, består kirken af skib og kor i rum. Hertil kommer så tårnet. Ydermurene er af røde håndstrøgne Mursten, der er opført på en granitsokkel. Langs med ydermurerne er der kraftige stræbepiller af glaserede mursten. Kirken har rødt tegltag, og dets indre har murede krydshvælvinger, der er understøttet af 12 slange granitsøjler, der hver er 5 m. høje. Da kirken blev bygget var der pulpiturer langs med siderne, hvad, der gjorde rummet noget mørkt og tungt, men kirken kunne da rumme ca. 540 mennesker, der alle kunne sidde ned. På alteret var der da anbragt et stort forgyldt kors, der skulle virke som en slags altertavle. Prædikestolen er af egetræ. Døbefonten er af Kalksten. Dåbsfadet samt kalk og Disk er fra den Gamle kirke. Dåbsfadet er helt uden indskrift og er af messing. Disken og kalken er ret nyt fra ca. 1860 og tilvirket i Aalborg hos firmaet P. Ørsnes. Her er heller ingen indskrift. Alterstagene er nye og anskaffet til kirken, da den blev bygget. Både det gamle og det nuværende orgel er bygget af Frobenius, Kbh.og er nu på 31 registrer. Skibet, der hænger ned fra loftet er lavet og skænket af bødkermester Andreas Kongsdal Den syvarmede lysestage bærer inskriptionen:Til minde om Kirsten Marie Steamann Hansen, 7. dec. 1911 død 25. dec. 1919. Det samme gælder lysekronerne. Følgende navne udgjorde det udvalg, der arbejdede med kirkesagen: P. Nielsen, N. Eskildsen, N. Henriksen, Markus Hansen, Marie Tolstrup, Elisabeth Selchou og Fr. Dahl. Det var dem det begyndte med, men efter valget i 1916 kom der nye navne til de her nævnte. particulier C. Tolstrup, Missionær Nielsen, rebslager Jakob Sørensen, faktor J. M. Henriksen, og landinspektør C. J. Jungersen, oversygeplejerske Anna Dahl, jernstøber Barslund. I 1920 blev det følgende Fr. Dahl, landinspektør C. J. Jungersen, husmand S. C. Sørensen, værkfører
R. Tolstrup, lærer E. E. Kristensen, gartner
P. A. S. Jensen, karetmager A. P. Christensen, fabrikant
Nielsen og bageribestyrer A. M. Thomsen.
Indskrift på kirkeklokken: “Jeg vaager ved Morgen, jeg vaager ved Kvæld, Vaag og bed og tænk paa din sjæl”. Klokkespillet blev taget i brug julen 1963 og her var der forskellige meningstilkendegivelse af hvilken melodi, der skulle spilles: Melodien Jylland mellem tvende have afvistes af biskoppen. Valget faldt så på: kl. 8, 00 Morgenstund har guld i mund kl. 12, 00 Lover den Herre kl. 18, 00 Nu takker alle Gud kl. 21, 00 Sig månen langsomt hæver.
1969 begyndte planerne om at ombygge kirken. Mosaikruder i østgavlen, der er fremstillet af Helle Scharling. Det er abstrakt, så enhver kan lægge det ind i det, som man vil. Så kom turen til nyt alterparti, der er udarbejdet af kunstneren Johannes Hansen, en bror til Karl Robert Hansen, der har været præst ved kirken. Restaureringen blev gjort færdig i 1972, hvorefter kirkerummet fremtræder, som vi i dag kan se det, dog med undtagelse af de nye mosaikruder i sideskibene.
Som jeg har lært byens befolkning at kende, så er det jævne og pålidelige menneske, som man kan regne med står inde for det, som de udgiver sig for. Trofaste mennesker, som det var en fornøjelse at være præst imellem. — Mon ikke det også var derfor, at jeg fik lov til at være en af deres præster i 27 dejlige år.
Jeg husker fra min indsættelse som præst, at provst Per Clemmensen bland andet sagde noget om, at som præst så får du oven i det, som du er som menneske, så får du med dig i din gerning som præst hele folkekirkens tyngde af betydning for mennesker i medgang og modgang, det får du med dig som præst i din bagage. Det betyder for dig, at når du nu færdes mellem menneske her sognet, så vil de modtage dig med åbenhed og fuld tillid, netop for du kommer som præst. Det Per Clemmensen sagde til mig, det er bare rigtig. Det at blive iklædt med kirkens lange tradition med at komme mennesker i møde i alle livets situationer, det giver præsten en utrolig tillid blandt de mennesker, som man er præst imellem.
Men det kræver naturligvis også, at præsten er en sådan tillid værdig. Det er noget, der med et fint ord kaldes dekorum.
Naturligvis er præster også mennesker, og det må de have lov til at være, hvis ikke, så duer det ikke. Men med dekorum menes der, at du som præst opfører dig sådan, at du kan være bekendt at møde de mennesker, som du er præst imellem.
Jeg har sommetider brugt det billede, at hvis du har været i biografen en aften eller været til fest, så duer det ikke, at du kommer syngende gennem byens gader, når du skal hjem, for hvad vil folk så ikke tænke.—— Husk at du kan måske møde det menneske, der har hørt dig komme syngende, ham eller hende kan du måske møde i kirken dagen efter til et familiemedlems begravelse. Nu har det nu aldrig faldet mig svært, at leve op til de forventning er, som en menighed må have til deres præst.
—— De mennesker, som man først lærer at kende, når man kommer til et sogn er jo de mennesker, der oftest kommer til kirken. Menighedsrådet er naturligvis de fleste steder de mennesker, som man får mest med at gøre.
Og her synes jeg, at Brønderslev sogn har haft mennesker i rådet, der i den grad har engageret sig i det liv, der rører sig i kirken og i sognet. Man har trukket på samme hammel. Når der skulle være valg til menighedsrådet, ja så var der, som det er naturligt i et demokratisk samfund, så var der flere lister, som der kunne stemmes på. Men når valget var vel overstået og de valgte havde konstitueret sig, så havde man fælles opgave, nemlig at arbejde for kirkelivets fremme i sognet.
Et andet forhold, som jeg mener, har haft en god indflydelse, var, at min dengang eneste kollega Poul E. Klejnstrup, havde sådan et vindende væsen. Han var et menneske, som alle kunne være sammen med og som man satte stor pris på. Det var ikke embedsmanden højt på strå, men mennesket Poul, som man mødte og som ville alle mennesker det bedste. Det mener jeg har haft en positiv indflydelse på stemningen og den positive indstilling i menighedsrådet og i kirkelivet i øvrigt. I Klejnstrups selskab følte man sig godt tilpas.
Derfor var det altid en fornøjelse, når rådet den ene gang op året skulle på den årlige udflugt. At man netop denne søndag lagde søndagens eneste gudstjeneste allerede kl. 9, synes jeg ikke man kunne tillade sig, bare fordi, der skulle være udflugt.
Men der var altid en festlig stemning og som regel var alle med sammen med ægtefælle eller ledsager, som det hedder i dag. Ja, da Ole Skovgaard kom til Brønderslev og Serritslev som præst, da blev det besluttet, at også de mindreårige børn måtte være med, for det var jo børnene, der måtte undvære den af forældrene, der sad i menighedsrådsmøde den ene gang efter det andet i årets løb.
Også den beslutning gav festligt indslag i udflugtsforsamlingen.
En stemning, som ikke blev ringere af, at den daværende kasserer, Kaj Severinsen til kaffen efter middagen kunne foreslå, at økonomien var i så god orden, at der godt kunne blive til en cognac til kaffen for dem, der havde lyst.
En udflugt eller studietur, som det også kaldes havde jo også et kirkeligt formål, for eksempel ud at se et nyt kirkebyggeri eller menighedslokale, som der jo blev bygget mange af i disse år.
For kirken skulle også være til for sognets beboere, når det ikke var søndag. Siden hen har det været svært at forstå, hvordan Brønderslev kunne være kirke for menigheden uden et menigheds hus, eller sognegård, som nogen ynder at kalde bygningen.
Jeg husker fra indvielsen af menighedshuset at formanden, ”smeden,” som man kaldte ham, for menighedsrådsforeningen var kommet til Brønderslev i den anledning, for at tale til menighedsrådet og forsamlingen i øvrigt. Han sagde blandt andet, at hvis nogle skulle være bekymret for, om der var bygget for stort og for flot, så kunne han godt love folk i Brønderslev, at i løbet af nogle år, så ville det vise sig, at huset ville være for lille til at tilgodese alle de aktiviteter, som der ville finde sted i huset. Og sidenhen har det jo vist sig at slå til.
Brønderslev ny Kirke efter den store renovering med tilbygning af mødelokaler og andre faciliteter i 2019
Før den tid, da foregik konfirmandlæsningen jo på de forskellige skoler i byen. For der var efterhånden kommet så mange konfirmander at lokalet i præsteboligen ikke slog til længere. Så derfor måtte præsten rundt på skolerne for at forberede konfirmanderne til konfirmationen.
Det var jo ikke den mest ideelle løsning, for så kunne præsten let af børnene blive anset for at være en slags vikar, som jo ind imellem måtte tilkaldes for at få undervisningen til at hænge sammen.— Nej, det var meget bedre at få børnene ud af skolemijøet og hen til kirken, som jo var baggrunden for konfirmandundervisningen. Her i kirkens område var børnene meget lettere at motivere for den kirkelige undervisning. Var der et eller andet særligt, der skulle fortælles om, så var det let lige at flytte børnene over i kirkerummet, hvor det var meget anderledes at være end i skolen. Om hvad mere er, så lærte man jo også på den måde, at føle sig hjemme i kirkerummet. For der har jo været en kedelig tendens til, at når børnene var konfirmeret, så var de færdige med kirken. Det er jo hvad den historie om præsten handler om, som fortæller, at der var en kirke, hvor allikerne i den grad var blevet et problem, fordi de fløj ind i kirken alle vegne, hvor der var mulighed for det, ind i tårnet, ind under taget og var over alt og det lavede en vældig griseri for graveren, så derfor var problemet blevet så stort, at det nu var havnet som et punkt på menighedsrådets dagsorden. Og efter lange og indgående drøftelse om sagen med gode forslag om, hvordan man skulle blive problemet kvit, så kom præsten til sidst med det forslag, han ville foreslå, at man holdt en slags gudstjeneste, hvor man ligesom konfirmerede allikerne, for han havde jo erfaret, at det virkede udmærket på de almindelige konfirmander.
Det har været en glæde, at have med børnene at gøre i kirkens miljø. Her var det meget lettere at få et personligt forhold til de unge mennesker, som jer har lært at kende nogenlunde uden undtagelse som søde, ofte fornuftige og motiverede børn. Det fik man bekræftet på den konfirmandudflugt, som blev arrangeret efter konfirmationen. Vi havde en bus eller to til rådighed alt efter holdenes størrelse. Først på dagen skulle vi besøge en kirke eller måske en kirkeruin og senere på dagen et forlystelsessted efter børnenes ønske. Det blev gennem mange Fårup sommerland.
Når jeg tænker tilbage på min præstetid i Brønderslev, så er der jo mange forskellige oplevelser, der dukker op i min erindring. De oplevelser, der handler om menneskers samtale med præsten kan jeg jo af gode grunde ikke fortælle om, hvor det er noget, som det pågældende menneske har fortalt mig som præst i fortrolighed. Og det er derfor ikke noget, som jeg kan skrive om i en bog om Brønderslev.
Men der er jo mange andre ting og forhold, som jeg kan fortælle om, som ikke er fortrolige. For eksempel kunne jeg godt tænke mig at nævne Harald C. R. Thomsen, som var rådets formand igennem mange år. Et menneske, som jeg lærte at kende, og som jeg satte stor pris på. Når Thomsen havde taget sig af en sag, så kunne man regne med, at sagen var i gode hænde. Thomsen var et ordensmenneske, som følgende lille vidnesbyrd minder om. Jeg husker, at jeg en tid efter, at jeg var kommet til Brønderslev havde ærinde i Thomsens butik. I den forbindelse fortalte han mig, at han ikke kunne forstå, hvorfor han ikke havde fået sit momsregnskab tilbage. Det skulle på det tidspunkt sendes til et kontor i Frederikshavn, men var altså ikke kommet retur, som det plejede at komme. Men så fortalte Thomsen videre, at man havde ringet fra momskontoret og havde beklaget, at de ikke havde sendt det retur endnu, for som de sagde: ”De ville gerne have regnskabet liggende, så de kunne vise folk, hvordan et regnskab skulle føres.”
Det var også med Thomsen som formand for rådet, at menighedslokalet blev bygget med arkitekt Bjerregaard som tegner og byggekyndig. Det var en tid med mange møder, hvor der var mange ting, der skulle tages stilling til. — At det var påkrævet med mere og bedre plads i kirken vidner følgende lille oplevelse om, som jeg havde ved en af de første møder i rådet, som jeg var med til. Møderne var henlagt til rum bag orgelet i kirken. Man sad alle 14-16 mennesker rundt om et stort bord. — Der var som regel fri tobak, som ofte blev sendt rundt. Det var ikke de rygeregler, som vi kender i dag, der var gældende. Jeg husker, at røgen blev tættere og tættere alt som aftenen skred frem. På et tidspunkt var det så tæt, at man kun kunne skimte de mennesker, der sad for den modsatte ende af bordet. Da vi så endelig kom frem til punktet ”eventuelt” på et meget sent tidspunkt, da stillede jeg det forslag, om der ville være mulighed for at rådet købte en røgsuger, for som ikkeryger havde jeg det lidt svært ved den megen røg. — Og så skete der noget, rådet brast i en voldsom latter, så der gik vist 5 minutter, før der blev ørenlyd igen. Så det forslag var der ikke rigtig forståelse for på det tidspunkt. Men efter næste valg til rådet, da blev Birte Nielsen valgt ind i menighedsrådet, og efter at hun havde overværet et møde, da ringede hun til Thomsen og sagde, at hun ikke kunne deltage i møderne, når der var så meget røg. Siden det tidspunkt har man ikke måttet ryge under møderne før sidst på aftenen.
På et eller andet tidspunkt blev det også tradition at fejre julen med en såkaldt midnatsgudstjeneste i den gamle kirke. Det første år, da det skulle til at begynde, henvendte jeg mig til Nordjyske for at få lidt omtale af det, da det var første gang, så skulle folk jo helt vide, at muligheden var til stede. Journalisten spurgte mig så, hvorfor vi nu ville i gang med det, så svarede jeg sådan for sjovt, at det var for at konkurrere med paven i Rom. Og straks kom det jo i bladet, nu ville kirken i Brønderslev konkurrere med paven. Jo avisen vil gerne benytte enhver lejlighed til at få sat gang i en god historie.
Men ideen slag åbenbart godt an, der kom så mange, at flere måtte går hjem uden at kunne være i kirken, for der var simpelthen ikke plads. Som det er nævnt, så har kirke en naturlig plads i befolkningens livshorisont. Mon ikke det kunne skyldes, at nu var det jul. Ræset før julen var ovre. Julemiddagen var indtaget, træet havde været tændt og gaverne var delt ud og åbnet, og nu ventede nogle dejlig julehelligdage, hvor man kunne slappe af i familiens kreds. Og nu var det jul, og hvad var mere nærliggende end at høre fortællingen om Frelserens fødsel og lade julefreden sænke sig over sind og krop.
Noget andet, som jeg også tænker tilbage på med glæde fra min tid i Brønderslev var de udflugter, som menighedsrådet satte i værk for menighedens medlemmer i byen.—Sådan husker jeg fra den første tur, som jeg var med på, da jeg kom til byen, Ingeniør Mulvad, der sad tæt ved mig i bussen, lod mig forstå, at det var vel nok et dejligt initiativ, som menighedsrådet her havde sat i værk. — Og det var det. Hvor har menigheden oplevet mange fine turer, hvor der er oplevet meget fællesskab rundt om i den nordlige del af Danmark.
Lovens kirke besøges af folk fra Brønderslev.
Når der havde været valg til menighedsrådet, som der jo skal være ifølge loven hver 4. år, så var det altid spændende at se, hvem der blev valgt og hvilket udvalg de så senere fik plads i, når rådet skulle konstituerer sig. Var det en initiativrig person eller ej. En af de personer, som virkelig fik sat skub i tingene, var Ole Nørgaard, som fik plads i kirkeudvalget, da han blev valgt ind i menighedsrådet. I lang tid havde man talt om, at kirketårnet, kampanilen trængte til et grundigt eftersyn og udbedring af fugerne. Her viste det sig, at Ole Nørgaard var den rette mand i kirkeudvalget. Det varede ikke længe, før der blev sat gang i udbedringen. Og da man nu var i gang med kirketårnet, så kunne man jo ligeså godt også samtidig får den ene af kirkens klokker udskifter, da den ene af dem havde været revnet i nogen tid. På billedet kan man se, hvordan en stor kranvogn blev lejet til det formål, at få den gamle kirkeklokke ud af tårnet og få den nye klokke på plads. Det blev alt sammen udført på en og samme dag.
Det vækker opsigt i byen, da kirkeklokken skulle på plads.
Neden for har vi beviset for, at kirkeklokken nu er udskiftet.
Det har altid været en positiv oplevelse, at have at arbejde sammen med menighedsrådet ved Brønderslev kirke. Men når jeg tænker tilbage på de forskellige mennesker, som jeg har mødt i den sammenhæng, så er det jo gennem de 27 år i Brønderslev blevet til mange forskellige gennem årene. Mange af dem er gået bort, men lever jo stadig i min erindring. Her er der så nogle, der stadig tænder en varm følelse, når de indimellem dukker op i min erindring. Et menneske, som jeg især kommer til at tænke på med glæde, er Birthe Volden, som jo stammede fra København, men mødte Arne Volden, da han var indkaldt som soldat. Og så gik det jo, som så ofte, at de dannede par og hun flyttede med til Nordjylland. Og det vakte, som jeg har fået det fortalt, en del opsigt, at en københavner var flyttet hertil. I mange år blev Birte Volden kaldt ”københavneren” og da hun kom ind i menighedsrådet, var der straks nogle, der kom med forskellige kommentarer. Men jeg må sige, at jeg har sjældent mødt et menneske, som var mere venlig, hjælpsom og iniativrig end Birte Volden. Hun var med til at lade kirkens røst høre i byens nærradio. Hun var den, der skulle hjælpe med at skaffe en afløser, hvis organisten var syg og ikke kunne gøre tjeneste. Hun var med, når den årlige udflugt skulle tilrettelægges og senere igen, når turen skulle finde sted. Og vi ser hende også på billedet, da den nye kirkeklokke skal på plads. Også når konfirmanderne skulle på tur efter konfirmationen, så meldte hun sig som frivillig til at tage med. Jeg kan endnu for mit indre blik se Birte Volden sammen med nogle af børnene i Fårup sommerland rutsje ned med de både, der kaldes træstammerne, mens vandet sprøjter til alle side.
Gennem årene er der også sket en positiv udvikling med Brønderslev by. Da jeg kom til byen i 1979, lå der en del støjende og forurenende værksteder inde mit mellem beboelserne. Det er nu vel næsten væk. Og Rhododendronparken som optiker Tage Buus og bankbud Gunnar Vestergaard lagde mange kræfter i at få etableret, det står nu som et attraktivt udflugtsmål for mennesker langt uden for Danmarks grænser.
Og hvad var mere nærliggende, at henlægge en sommer gudstjeneste under åben himmel. Hvor naturen er kirkerum.
Og med den runde pavilloner der jo mulighed for at komme under tag, hvis det går, Thøger Larsen skriver sangen.”Byger der går og kommer,
Det er den danske sommer.
Og det vist nok stadig en tradition, som de nuværende præster og menighedsråd holder fast i, da det er blevet en udbredt skik mange steder i hele landet.
Der kunne jo være meget mere at fortælle om Brønderslev, men her er hvad jeg mener at kunne bidrage med.
Det vækker opsigt i byen, da kirkeklokken skulle på plads.
