Der har langt tilbage i tiden været skole i Vrensted.

Det fortælles, at der allerede i 1553 var en degnebolig i Vrensted, men først med skoleloven af 1814 blev landets skolevæsen sat i system og allerede året efter, i 1815 opføres et nyt skolehus i Vrensted. Det holdt i en generation således at man atter i 1852 måtte opføre en ny skole. Men 2. dec. 1905 opstod der en stor ildebrand der lagde både skole og nabogården Lille Knudsgaard i aske. Herefter opførtes efter datidens forhold en ganske stor skolebygning med 2 skolestuer i hver sin ende af huset. Imellem var der indrettet bolig til en lærerfamilie og en læreinde.

Bygningen står stadig som da den blev opført, men er selvfølgelig løbende blevet renoveret.

Vrensted Byskole ved Kirken blev lukket i 1959 da den nye centralskole på Stationsvej stod klar.

De første 25 år med den nye Vrensted Centralskole

Kilde: Jubilæumsskrift

Et strejftog gennem Vrensted sogns skolehistorie

For os, der lever i dag i et dynamisk uddannelsessamfund, er det naturligvis svært at forestille sig et samfund uden skolegang af den art, som de fleste af vore unge skal igennem, – for at være rustet til nutidens samfund. Imidlertid skal vi kun 3-400 år tilbage i tiden for at se, at det var tilfældet. Ganske vist kan der berettes om degn og degnebolig i Vrensted så langt tilbage som omkring 1550,men først omkring år 1670 er det bevidnet, at der blev bygget et skolehus i Vrensted. Man skal dog ikke heraf lade sig forlede til at tro, at der var tale om nogen systematisk skolegang. Det var et yderst tilfældigt foretagende. De allerfleste børn fik ikke nogen nævneværdig skolegang. Den normale vej for de ganske, ganske få, der fik en boglig og højere uddannelse, gik som regel over privatundervisning hos den lokale præst eller hos en anden belæst person i omegnen, og derefter i den nærmeste latinskole.

Men fik de unge og børnene dengang da slet ingen uddannelse? jo-da, de fik den i praksis ved landbruget eller i et håndværk. Andet var der jo heller ikke brug for.

I 1708 kom der en forordning om oprettelse af skoler på landet. Men den har vist ikke givet noget større skub i foretagenedet. Først med skoleloven af 1814 blev landets skolevæsen sat i system, – og allerede året efter, i 1815, opføres et nyt skolehus i Vrensted. Det holdt i en generation, så man atter i 1852 måtte bygge ny skole, og den ville måske være blevet stående til i dag, dersom ikke en stor ildebrand lagde både Knudsgård og skolen i aske. Det skete den 2. dec. 1905.

Herefter opførtes en efter datidens forhold ganske stor skolebygning med to  store skolestuer anbragt i hver sin ende af huset. Imellem var der indrettet bolig til både en lærerfamilie og en lærerinde. Det er den bygning, vi kalder den gamle skole, og som stadig ligger lige øst for kirken.

I Aasendrup var der et selvstændigt ejerlav også med egen fast skole fra omkring 1800-tallet. Nogen skolebygning var der dog næppe tale om. Der var opført en lille hytte til bopæl og ophold for skoleholderen. Skolen har antagelig været en såkaldt omgangsskole, hvor læreren gik rundt til beboerne for at undervise børnene i hjemmene. Samtidig fik læreren så kosten som en ikke uvæsentlig del af den beskedne løn. Men i 1826 opførtes en ny skolebygning på en jordlod øst for gården Bagterp,

og selv om det jo nok ikke er helt de samme bygninger, så står skolen der endnu, dels med beboelse, dels med skolestue, der dog nu er indrettet til landbrugsbygning.

Aasendrup skole bestod som sådan indtil 1. april 1954. Lærer C.M. Pedersen havde taget sin afsked året før, og det sidste år undervistes der ved vikar. Da overflyttedes børnene til Vrensted byskole, som derved samtidig omdannedes til 5-klasset skole, og det var dengang første klasse blev undervist i præstegårdens konfirmandstue.

I sognets østlige distrikt påbegyndtes en skole i 1870. Det var en såkaldt vinterskole i udflyttergården »Pyt«. I 1872 rejstes en skolebygning på Østre Fælled, der dengang lå uopdyrket hen og fuld af lerhuller. Bygningen har ikke været særlig god, for i 1893 måtte man opføre en ny skole, den som endnu eksisterer på hjørnet af Sundstedvej og Brønderslevvej.

I 1959 erstattedes så både Østre skole og Byskolen med sin filial i præstegården af den nye skole, som vi kender i dag.

Hvordan var nu skoleforholdene ordnet? Lad os tage et par eksempler. I 1901 havde Vrensted byskole to klasser. Første klasse omfattede tre årgange med 23 elever. Anden klasse havde fire årgange og talte 34 elever. Eleverne var ikke i skole hver dag. Om vinteren gik første klasse to dage om ugen og anden klasse fire dage. Men om sommeren var det omvendt. Da gik første klasse fem dage og anden klasse kun een dag. Og det var da praktisk, for de store drenge og piger havde jo mange pligter derhjemme, eller de var måske allerede ude at tjene. Gennem årene stiger elevtallet. Skolen bliver 3-klasset og nogle år senere 4-klasset. I vinteren 1917-18 måtte man ansætte en vinterlærer (Otto Kjædegaard fra Jetsmark), og i 1918 flyttede lærerinde frk. Marie Mikkelsen fra Aasendrup skole til Vrensted byskole.

“VRENSTED –  1940 Lærerinde Frk. Mikkelsen pludselig død. 

Lærerinde Frk. Marie Mikkelsen, Vrensted Byskole, er i Nat pludselig død, ramt af et Hjerteslag, 68 år gammel. Frk. Mikkelsen havde for nylig været syg af en stærk Forkølelse, men havde nu atter overtager sin Gerning i Skolen. Hun var født i Nr. Lyngby som Datter af afd. Sognefoged Mikkelsen. Som ung tog hun Eksamen fra Vejle Forskoleseminarium og var i nogle år Lærerinde i Sydjylland, indtil hun i 1905 blev ansat som Lærerinde ved Åsendrup Skole. I 1917 forflyttedes hun til Vrensted Byskole. Frk. Mikkelsen var en samvittighedsfuld og dygtig Lærerinde, der tillige var stærkt optaget af folkelige og kristelige Spørgsmål. Hun var Søster til Sognefoged Holger Mikkelsen, Nr. Lyngby, og afd. Redaktør Mikkelsen, Vendsyssel Tidende.”

. Nu er elevtallet også vokset til 95. Hertil kom så ca. 35 i Aasendrup to-klassede skole og over 70 elever i Østre skole i tre klasser. De gamle protokoller kan også fortælle, at foruden i de lovbefalede fag (dansk,regning, skrivning, bibelhistorie, geografi, historie og gymnastik) blev der også undervist i fag som naturhistorie, fysik, tegning m.fl. – og gennem mange vintre blev der holdt aftenskole for unge piger og karle.

Jeg synes, det er værd at slå fast, at der i det store og hele blev givet en udmærket og forsvarlig undervisning. Den svarede ganske godt til datidens samfund. Naturligvis måtte meget afhænge af de forskellige enelærere, som der jo tit var tale om. Som oftest var de veluddannede, men mange af dem var eller blev med årene særprægede personligheder. I de allerfleste tilfælde skal det forstås som en ros. De nød stor tillid i deres distrikt – nogle blev vel nærmest små sognekonger i god forstand. Det var her, folk kom med deres problemer. For øvrigt tjente de også som distrikts-kirkesangere ved bryllupper og begravelser – en ordning, der bestod indtil 1959. Mange af disse lærere var meget initiativivrige. Holdt som allerede sagt aftenskole – uden vederlag naturligvis – , og de var med i sognets ungdomsarbejde og i øvrige kulturelle arrangementer.

Der kan nævnes flere navnkundige mænd også her i sognet. F.eks. lærer Markus Hansen i Åsendrup skole. Han blev overlærer i Brønderslev i 1905 og endte som borgmester i 1921. – Den sidste lærer i Åsendrup skole var C.M. Pedersen, som mange endnu vil huske. Han virkede her i en meget lang årrække fra 1921 til 1953, og han deltog meget ivrigt i sognets offentlige liv.

I Vrensted by fik man i 1807 en meget omtalt degn ved navn Martin Dietz. Efter mange mærkelige omskiftelser – herunder direkte slagsmål og processer – endte han i Christianshavns tugthus med en dom på tre år. Den meget spændende beretning om Martin Dietz kan findes  under “Vrensted Historier” på denne hjemmeside, eller man kan på biblioteket låne bogen “Vrensted Sogn”                af  C. Klitgaard.

Ellers vil der endnu være mange, der stadig husker førstelærer Anton Jensen og hustru. Lærer Jensen blev kaldet 1. januar 1903 til lærer og kirkesanger i Vrensted. Han fik sammen med sin hustru meget stor betydning for Vrensted sogn. I over 40 år kom de til at virke i skole og kirke (som kirkesanger og organist) og også bl.a. gennem et meget engageret ungdomsarbejde. Han var medstifter af Vrensted ungdomsforening i 1912.

Fra 1. august 1944 afløste førstelærer og senere skoleinspektør Elith Madsen i embedet, og det faldt i hans lod at skulle føre skolen over fra den gamle landsbyskoleordning til den nye 7-klassede skole, som vi kender i dag. Dette skift lykkedes til fulde, og Elith Madsen fik ca. 15 gode og rolige år i den nye skole inden hans pludselige død den 29. januar 1974. Det var ellers en tid, hvor der på det skolemæssige område skete umådelige mange ændringer. Men Vrensted skole var kommet ind på et godt spor.

I Østre skole må vi nævne lærer Christen Hjortnæs, der var lærer her i 44 år fra 1879 til 1923. Efter ham kom den sidste, lærer Hans Brøchner-Hansen, der i øvrigt var gift med en datter af Anton Jensen, Han faldt vældig godt til i sognet, og ud over at han var en dygtig og respekteret lærer, var han også meget optaget af sognets kulturelle liv.

Fra de første år her i Vrensted mindes jeg endnu de gode oplevelser, det var at være med til eksamen, på de forskellige skoler, Hver havde de deres særpræg. Et sted var de fabelagtigt dygtige til hovedregning, så vi andre slet ikke kunne følge med. Et andet sted var det måske dansk eller historie, der var i højsædet, og jeg har aldrig siden set så sirlig og fin en skrift, som nogle af pigerne kunne præstere.

Der blev virkelig arbejdet og undervist både engageret og seriøst i vore skoler, og man kan roligt slå fast, at Vrensted sogn til de allerfleste tider havde et udmærket skolevæsen.

Men med årene tog samfundet jo forandring, især da vi nåede ind i 1930’erne, Da havde man i byerne fået indført den såkaldte mellemskole, og det kunne landsbyskolen ikke leve op til. Der krævedes bla, undervisning i mange flere timer, og herunder også i sprog samt sløjd og husgerning, der krævede speciallokaler. Det blev for flere og flere hjem et ønske, at der kunne gives deres inge en videregående undervisning. Det lod sig da også gøre her i Vrensted ved at sende børnene til f.eks. den private realskole i Løkken eller til Brønderslev evt. gymnasiet i Hjørring. Men det betød så, at vore skoler mistede ikke så få børn når de blev omkring de 11 år, og en sådan amputation var naturligvis ikke holdbart i det lange løb.

Daværende undervisningsminister Jørgen Jørgensen fik derfor også en skolelov vedtaget, og den stillede land og by lige. Men det betød til gengæld at  landsbyskolen skulle udbygges betragteligt, så den var i stand til at give den fornødne undervisning.

I sognene rundt om Vrensted opførtes nu i begyndelsen af 50’erne nye skolebygninger i Ingstrup, V. Hjermitslev, Ø. Hjermitslev, Hundelev m.fl. Skolekommission og sogneråd indbød til forældremøder i distrikterne for at høre  forældrenes mening om evt. planer. I Aasendrup var meningen stærkt delt. hedder det i et referat. Der kom to forslag til afstemning: 1. at omdanne skolen til forskole og samtidg flytte den ud til Løkkenvejen. 2. helt at nedlægge skolen og overføre børnene til Vrensted byskole. For punkt 1 stemte 12, og for punkt 2 stemte 11.- Samme dags aften var der møde i Østre skole. Her stemte 34 for at gøre Østre skole til 3-klasset skole igen med to lærerkræfter samt opførelse af en gymnastiksal. 13 stemte for at gøre skolen til forskole og så i øvrigt udbygge byskolen med de fornødne speciallokaler.

Imidlertid opstod der pludselig en helt ny situation, idet der kom en reaktion fra en lang række hjem i form af et brev til skolekommissionen. I stedet for at lappe på de tre bestående skoler burde der bygges en helt ny fælles skole for hele Vrensted sogn. Adressen lød således:

Til Vrensted-Thise skolekommission, Vrensted. Idet vi erkender skolesagens vidtrækkende betydning for vort sogns fremtid, anmoder vi, undertegnede, indtrængende om, at der må blive afholdt et fællesmøde for hele sognet til saglig oplysning og drøftelse af skole dforholdene med amtsskolekonsulenten som deltager forinden skolekommssionen tager endelig stilling til sagen. Overslag over udgifterne ved de forskellige muligheder ønskes ved mødet.

Denne henvendelse kunne man ikke sidde overhørig. Der blev inankaldt til møde  i forsamlingshuset, hvor der var fuldt hus. Resultatet af mødet blev kort og godt, at skolekommission og kommunalbestyrelse ville udarbejde nye planer gående ud på, at kommunen bygger to nye 7. klassede skoler ( Vrensted og Thise) til afløsning af de oprindelige seks skoler i kommunen. Denne vedtagelse fandt sted ved et møde på kommunekontoret den 2. december 1952. I skolekommissionen stemte 10 og og 3 imod, og i sognerådet stemte 9 for og 2 imod.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at man på samme måde vedtog, at der fra 1. april 1953 skulle gives undervisning hver dag. Og det er kun 30 år siden! Flere steder havde børnene kun gået i skole efter den gamle ordning som tidligere omtalt.

Det lå nu klart, at der måtte en centralisering til af skolevesenet. Fra Hjørring amt var man endda meget ivrige for, om Vrensted og Thise kunne samles i een fælles skole, der skulle opføres i en af de to byer eller hvorfor ikke – midt  imellem ude ved Rørbæk. Men denne tanke vandt slet ikke tilslutning på lokalt plan. Man samlede sig i stedet for om at få et acceptabelt nybyggeri op at stå. Jeg blev bl.a. inviteret med ud på en længere studietur for at se på nye skoler i Himmerland og Thy. Også arkitekt Jens Knudsen, Brønderslev, var med. Han havde tegnet de fleste af omegnens nye skoler og bl.a. også skitseret den nye skole i Vrensted. Han byggede i sin egen særprægede stil – solidt, men med kældre og forskudte etager og masser af trapper. Men man har alligevel nok ment, at det kunne gøres anderledes og også billigere.

Hvad resultatet af studieturen blev, er vanskeligt at sige. Jeg husker ikke, om det også var herigennem, at man fik forbindelse med et byggefirma i Aalborg. I hvert fald kom firmaet Berg, Bach & Egmose ind i billedet. De havde specialiseret sig i skolebyggeri med færdige elementer. Det var billigt, enkelt og ligetil. En lang midtergang med lokaler ud til begge sider. Men udseendet kunne jo nok diskuteres. Jeg husker, at arkitekt Jens Knudsen blev spurgt: Kan du ikke nok bygge sådan en skole, men i røde mursten, og til samme pris? Arkitekten tyggede lidt på det og svarede: Ærlig talt, det var da et forsøg værd! Det blev så resultatet. Vi fik en praktisk og smuk skolebygning til en meget, meget billig penge. Hele herligheden kostede vel ikke stort mere end godt en halv million – inventaret iberegnet. Naturligvis var skolen ikke for stor. Derfor er der også siden blevet bygget en fløj mere til. Men Vrensted fik for 25 år siden en smuk, praktisk og tidssvarende skole.

Der blev ansat en del nye lærerkræfter, som faldt godt til i sognet. Det var forøvrigt et spændende kapitel, for der var dengang en uhyggelig lærermangel. Men kort og godt: Vi har i de forløbne 25 år haft en særdeles god skole med stabile lærerkræfter, som gennem et sundt samarbejde indbyrdes og med hjemme ne har formået at leve op til dagens og samfundets krav. Jeg tror da også, at Vrensted skole står vel rustet til at tage imod mange kommende årgange.

Otto Mikkelsen

Vrensted byskole 1945-59

I 1945 var der tre skoler i Vrensted. Åsendrup eller nordre skole, med lærer Pedersen som enelærer, Vrensted østre skole med Brøchner-Hansen samt byskolen med to lærerkræfter – en førstelærer og en lærerinde. Lærer Elith Madsen kom til byskolen i 1944 fra Øster Hjermitslev engskole.

Lærer Johanne Westergaard fortæller:

Jeg kom til Vrensted i efteråret 1945 i september måned. Vikaren i embedet ventede på ansættelse i Thise og som pastor Stevns skrev – »myndighederne rider ikke den dag, de sadler«. Jeg kan huske, at lønnen den første måned var 420 kr. brutto. Derefter var jeg aspirant i to år med en løn på 405 kr. månedlig, inden fastansættelsen i 1947.

Det var en meget stor omvæltning at komme fra seminariet, hvor man kun havde ansvar for sig selv, og ud til en flok børn, som man nu blev betroet. Gad vidst om de unge lærer i dag kender til den samme følelse?

Heldigvis gik der kun kort tid, før jeg følte mig hjemme i Vrensted, og her skylder jeg befolkning, naboer og kolleger en stor tak fordi de tog så pænt imod mig. Det gælder alle, unge såvel som ældre og selvfølgelig de, der var børn dengang. En meget stor glæde var det for mig, at min søster Inger et halvt års tid efter fik ansættelse på kommunekontoret. Vi kom således til at bo sammen i lejligheden på skolen.

Vi følte altid stor velvillighed fra de overordnede myndigheders side. Ønskede vi forbedringer i lejligheden kunne det altid ordnes på bedste måde efter den tids forhold.

På en måde var det godt at bo så nær sin arbejdsplads, men een gang hvert år vil jeg indrømme, at det gik mig på. Det var til jul. Vi kunne slet ikke forberede vor egen jul, før skolebørnene havde fået ferie. Alle ved jo, at børn er meget opsatte på at klippe, klistre og lave julestads, og vi havde ingen andre steder at rydde materialerne hen, end ind i stuen og op på loftet. Derfor måtte den private rengøring og fernisering foregå lige op til jul.

Til lærerens pligter hørte i øvrigt mange forskellige småarbejder, som nu varetages af pedeller. Vi fik af kommunen et beløb til opvarmning af skolestuen og måtte selv sørge for at købe brændsel til den store kakkelovn. Det kunne efter omstændighederne være tørv fra Kås, kul eller pinde.

Skolestuerne blev holdt i orden af Johanne og Frode. Dette arbejde udførtes ikke på helt samme måde som i dag. Gulvet blev kun vasket et par gange om året, før det skulle ferniseres. Til daglig blev det fejet med oliemættet savsmuld. Rensning af kakkelovnen var også deres arbejde, samt fejning udenfor og tømning af wc-spande

Vi havde i byskolen fire klasser; men da lærer Pedersen i 1954 blev pensioneret og flyttede til et hus i Vrensted by, førte det med sig, at vi måtte overtage børnene fra nordre skoledistrikt. Herved steg børnetallet så meget, at man valgte at oprette en 1. klasse i præstegården under ledelse af Aase Mikkelsen. Jeg kan huske det var en stor lettelse undervisningsmæssigt set, idet vi jo med fire klasser og syv årgange måtte have to årgange i nogle af klasserne.

Trods det tror jeg det gik helt godt med at få alle børn i arbejde.

Lærer Madsen og jeg havde hver sin skolestue at regere over; dog ikke således at vi altid opholdt os der. Vi havde også timer i hinandens klasse. Af fag havde vi ikke så mange som i dag, derfor mere tid til hovedfagene dansk og regning, Jeg tror også, pigerne havde håndarbejde gennem alle syv år. Lærernes pligtige timetal var 36, og ugen var på seks arbejdsdage.

Der blev holdt eksamen hvert år i marts måned. Skoleåret startede dengang til april – ikke som nu til august.

Eksamensdagen var en stor dag såvel for lærere som for børn. Vi havde besøg af skolekommissionen hele dagen. Tre måltider måtte stilles på benene: morgenkaffe, middagsmad og eftermiddagskaffe. I god forståelse mellem Ida Madsen og mig blev måltiderne delt ud. Jeg slap vist altid lettest.

Der blev også dengang holdt fælles lærerrådsmøder. Disse møder holdtes på skift mellem alle lærere i Vrensted og Thise med spisning og hyggeligt samvær. Et tegn på ælde er vist, at jeg synes vi havde meget mere sne dengang, end vi har i dag. Men snevejr – det var alle tiders – både for børnene og mig selv. Mange børn havde lang vej til skole. Det foregik på cykle eller apostlenes heste; ikke tale om skolebus. Derfor kunne det ske, at der ikke kom ret mange børn i skole en snevejrsdag, og vi rykkede med glæde ind i stuen, hvor vi havde det hyggeligt. I øvrigt et godt minde fra min egen skoletid i Biersted, hvor vi fik lov til at sidde 1 privatboligen og blev beværtet med et eller andet. Derfor glæden over store dynger af sne.

I 1951 blev jeg gift med Richard, og vi fik to børn, som begge er født i lejligheden dernede. Da det kom på tale at bygge ny skole, købte vi Jensine og P Ledets ejendom, men ventede med at flytte derhen til undervisningen started i Vrensted skole.

Johanne Vestergård (Lærer ved Vrensted skole 1945-80)

5 år i fru Åse Quistgaard Mikkelsens skole.

Det var i året 1954 – april måned – at konfirmandstuedøren i Vrensted præstegård åbnedes for en ny lille skole, et annex til Vrensted byskole, om man vil. Andet steds er skrevet om de små skoler i Aasendrup og på Øster hede. Man havde vedtaget, at nu skulle alle sognets 3 skoler samles under een ledelse. Det måtte ske lidt efter lidt. Der skulle jo skaffes flere undervisningslokaler i byen – og flere lærerkræfter. En ny skolebygning kunne man ikke se udvej for lige med det samme. Lærer C.M. Pedersen i Aasendrup faldt for aldersgrænsen, mens lærer Brøchner Hansen i Østre skole var knapt så gammel, så der gik det lidt endnu.

I 1953 var min mand og jeg kommet til sognet som nye præstefolk. Jeg havde min uddannelse som friskolelærer fra >>Den frie danske lærerskole« i Kerteminde – en forløber for »Den frie lærerskole« i Ollerup. Jeg havde i flere år undervist på Bordings friskole i København. Alt dette vidste førstelærer E. Madsen naturligvis, og så undfangede han den idé, at jeg måske kunne hjælpe med undervisningen, og at måske også konfirmandstuen måtte tages i brug til skolestue. Vi kom til et positivt resultat med begge dele, og jeg var lykkelig. To fluer med et smæk! – At lære sognets børn og dermed mange af sognets folk bedre at kende, og at få lov til at bruge min uddannelse, samtidig med at jeg var præstekone.

At en præstekone havde sit eget job, var ikke så almindeligt dengang.

I samråd fandt vi ud af, at det var mest praktisk, at første klasse undervistes i præstegården helt og fuldt af mig – det skulle være min indsats i skolearbejdet. Ingen, hverken børn eller lærere, skulle så fare frem og tilbage i frikvartererne. Fra Aasendrup fik vi skoleborde, den slags man da brugte: træbord og bænk ud i et til 2, det gamle kateder, tavle, kort, kakkelovn osv, så vi nul komma nix, syntes vi, stod med et fint skolelokale.

Der var ingen, der tænkte på nye borde og den slags – sågar toiletterne flyttede med. Man kan måske spørge om, hvad der da var i konfirmandstuen inden da? – Det er nemt fortalt: Bænke uden rygstød og en faldefærdig kakkelovn. Aftrædningssted var et das omme bag ved.

Og så kom de jo, de små, mere eller mindre betuttede med mor eller far. Den gang var der jo ingen tilvænning via en børnehaveklasse, og det var ikke helt ualmindeligt, at en lille ny skoleelev havde fået at vide, at når man kom i skole, så vankede der smæk, hvis man ikke var ordentlig. For mig var der derfor noget at overvinde.

I frikvartererne morede vi os med: Kom hjem alle mine kyllinger, og hvad vi ellers kunne finde på. Når der var mirabeller modne i hegnet, var der fri bane dertil .Der var jo nok af dem. Jeg mindes også fra den tid naboens høns, kaniner og en enkelt kalkun. Disse kræ mente, at præstegårdshaven hørte med til deres jagtmarker. Af og til skulle de jo bringes hjem, og så var det herligt at se sådan en lille 1. klasses gut på 7 år ordne de dele. Det var bare et snuptag, så sad kaninen eller hønen fast og tæt i favnen på ham.

Om tirsdagen overtog konfirmanderne deres retmæssige lokale, og så rykkede vi andre ind i spisestuen – den var ikke så fin den gang, så den kunne nok tåle det.

Der var ikke altid plads nok til alle ved bordet, men det gjorde ikke noget, for det var meget sjovere at ligge på gulvet og tegne – bibelhistorie og Danmarkshistorie gik jo fint ind ligegyldigt, hvor man var anbragt.

Sådan gik 5 år med 5 førsteklasser; så stod den nye skole færdig, og en herlig epoke i konfirmandstuens historie var slut.

Aase Quistgaard Mikkelsen.

Betragtninger og baggrund for opførelse af nuværende skole.

I gamle dage, det vil sige indtil anden verdenskrig, var der tre skoler i Vrensted sogn: Vrensted Østre skole, Aasendrup skole og byskolen. Mærkeligt nok var de to førstnævnte skoler dobbeltskoler, hvorimod der de første mange år kun var en lærer i byskolen.

Det siger lidt om, hvad der også på skolevæsnets område er sket i sogn i dette århundrede. Selvfølgelig har en omvæltning givet anledning til mange diskussioner i sogneråd og skolekommission, der i mange tilfælde efterlod bitterhed ude i befolkningen.

Men nu har vi kun Vrensted skole, og det er i år 25 år siden den blev taget i brug, og det må vist siges, at det er blevet et godt resultat. Skolen er ikke blevet større end, at man ude omkring i sognet anser den for at være vor skole. Jeg har lyst til at nævne om Vrensted skoles historie. I begyndelsen af århundredet, jeg tror det var 1905 brændte Vrensted skole og nabogården Knudsgård. Jeg kan endnu huske den aften, det skete. Min far var på daværende tidspunkt medlem af sognerådet, han ønskede skolen flyttet syd for byen – på et hjørne af Holmen’s mark, hvor skolen kunne få en smuk og fri beliggenhed. Man skal huske, at på det tidspunkt var byskolens fleste elever fra Bådstedhede. Dette forslag faldt, da det blev besluttet, at flytte Knudsgård.

Hvis gården blev flyttet, ønskede lærer Jensen ikke skolen flyttet, og resultatet blev, at den nye skole blev opført på den gamle noget indknebne plads, som vi nu kender.

Mærkværdigvis opstod de samme problemer, da der skulle træffes bestemmelse om, hvor den nye skole skulle placeres. Der var stærke kræfter, der ville have den nye skole placeret, hvor Alderdomshjemmet nu ligger, men heldigvis blev de overvundet, og det blev besluttet at flytte den nye skole på nordre side af Stationsvejen, der på det tidspunkt var fri mark, hvor der var god plads- også til sportsanlæg.

Da pladsen blev bestemt, var det det daværende sogneråds opfattelse, at der skulle bygges en tidssvarende skole, men at det ikke skulle være luksusbyggeri. Vi tog derfor på en udflugt, for at se på nye skoler. Det blev i Vestjylland, at vi fandt de modellen, som vi kunne bruge, og vi bad derfor vores arkitekt om at tegne en skole, som kun måtte koste ca. 500.000,- kr.

Dette mål blev stort set nået, og vi fik en god, smuk, velbeliggende skole, og så vidt jeg ved den billigste, der er opført her i landsdelen

Der er ingen tvivl om, at det er af stor betydning for et sogn, som samlingspunkt o sognets børn og unge, og som sådan har skolen også virket.

Der har aldrig været uro om skolen, og dens ledelse har gennem årene været i god kontakt med hjemmene og befolkningen i øvrigt. Det er bemærkelsesværdigt, at der gennem 80 år kun har været 3 skoleledere. Det vidner om stabilitet. Ved 25 års jubilæet er der grund til at ønske, at skolen fortsat må virke, som en skabende kulturfaktor i vort sogn, og nu også for Børglum sogn, så også de må befinde sig vel.

Kr. Rykind Eriksen.

Opførelsen af skolen 1959

Den 1.12. 1952 blev det besluttet, at der skulle være to syvklassede skoler i Vrensted-Thise kommune, i Vrensted og i Thise.

I skolekommissionen stemte 10 for og 3 imod, og i sognerådet stemte 9 for og 2 imod.

I april 1954 indsendtes ansøgning om byggetilladelse til opførelse af en ny skole i Vrensted.

Byggetilladelsen blev givet i januar 1958 med den bemærkning, at arbejdet skulle sættes i gang snarest muligt og inden 1. april. Tilladelsen blev givet på grund af den store arbejdsløshed i kommunen.

I oktober 1958 var man nået så langt, at man kunne invitere til rejsegilde. Alle elever gik sammen med lærere ind foran de nye bygninger, hvor sogneråd, arkitekt og håndværkere var samlet. Sognerådsformanden gårdejer Frants Jensen, Thise bød velkommen og rettede tak til arkitekt og håndværkere for veludført og smukt arbejde. Derefter holdtes der konkurrence blandt skolens elever om at ramme tre flasker, der var bundet til kransen. Den sidste flaske var meget gen. stridig, og der måtte en jæger med gevær til at pille den ned. Der blev holdt tale af gårdejer Kr. Rykind Eriksen, skolekommissionens formand pastor Otto Mikkelsen, førstelærer Elith Madsen, arkitekt Jens Knudsen, Brønderslev samt tømrermester Emil Carlsen, Opførelsen var beregnet til at skulle koste 470.000 kr. og med inventar ca. 600.000 kr.- med hensyn til det sidste kom skolen til at koste 510.000 kr. med inventar og udendørs anlæg.

Den nye skole blev taget i brug den 1. august 1959. Den nye skole skulle være andet end en børneskole, den var også tænkt som samlingssted for sognets beboere. Derfor blev der indrettet bibliotek og ungdomslokale, et kælderlokale, hvor der kunne etableres husflid samt baderum og toiletter i forbindelse med omklædningsrum for de unge, der også fik stillet et godt idrætsanlæg til rådighed.

Skolen havde i august 1959 150 elever fordelt på 7 klasser, og der var tre lærere og tre lærerinder knyttet til skolen.

Jens Andresen.

Skolen siden 1959

Ved den nye skoles indvielse var der ansat seks lærere:

Skoleinspektør Elith Madsen og Johanne Vestergaard, begge tidligere Vrensted Byskole, Bodil Poulsen, som havde været ansat ved Vrensted Østre skole, Karen E. Sørensen, nydimitteret fra Gedved Seminarium. Frede Pallesen, som kom fra Himmelbjerggården og Gunnar Kristensen fra Godthåbsgades skole Nørresundby.

Det var en tid, hvor der var mangel på lærere, og man lokkede med forskellige goder i opslagene i »Folkeskolen«. I opslaget var der fremhævet, at nye boliger skulle opføres – vi fik tegninger at se – ja, fik så galt en med tilbage, så vi kunne studere den rigtigt, om det blev lovet, at husene skulle blive opført så hurtigt som muligt. Husene blev færdige til indflytning august 1960. Midlertidigt blev nye lærere anbragt forskellige steder –  husly skulle jo have. Nogle på alderdomshjemmet, et par blev anbragt hos en herlig gammel mand i et hus med den skønneste udsigt over kærene, citat slut.

Bodil Poulsen skulle foreløbig  blive boende i Østre skoles lærerlejlighed, hun skulle overtage den forhenværende lærerindebolig i Byskolen, Frede Pallesen overtog den gamle førstelærerbolig i samme.

Det hele var i sin vorden, da vi for første gang stiftede bekendtskab med Vrensted og  Vrensted skole: Veje var ikke anlagt, alt omkring skolen lignede er Klondyke man arbejdede på højtryk for at få den færdig, vi gik og balancerede på brædder over kloakledninger og rør, men vi fik en god modtagelse, og selv om vores første indtryk var noget blandet, syntes vi godt om de mennesker, vi mødte og snakkede med. Der var ingen grænser for det, de ville gøre for os, og vi var tilfredse og glade, da vi begyndte hjemturen med Løkken Peters via Aabybro til Nørresundby.

Skolearbejdet begyndte ca. en uge, for skoleferien var slut. Vi mødtes alle seks lærere nede i den gamle byskole for at ordne bøger, sortere og tælle op, hvad der var af bøger fra de tre læreanstalter: Byskolen, præstegården og Østre skole  Da alt var sorteret, lidt kasseret, bar vi og kørte på trillebør bøgerne op på den nye skole.

Vores modtagelse her i Vrensted var meget hjertelig og positiv, det gjaldt både børn og forældre – vi var jo nye, og man stillede en vis forventning til oss om den så blev indfriet, for jeg ikke udtale mig om.

Efter to års forløb flyttede Bodil Poulsen til Thise, Per Bønding, Løkken Realskole, blev ansat her ved skolen, samtidig med at Karen B. Sørensen skiftede Karen E. Sørensen efternavn til Bønding. Men efter tre Ar blev begge ansat ved den nye centralskole i Løkken.

Ellen Christensen (Hjørring Seminarium) var ansat ved skolen i skoleåret 1964/65 og flyttede derefter til Volstrup. 1.12. 1964 blev Søren Krogh, Løkken, ansat som lærerer. 1.2. 1966 blev Ingelise Guldbæk (nu Kragh Nielsen) ansat som småbørnslærerer.

Der var stadig mangel pa lærere, og skolen havde i tidsrummet 1964/66 mange vikarer.

1.8. 1971 blev lærerpersonalet udvidet, idet Bodil Jensen, Thise, blev ansat skolen.

Fra skolens start stod Peter Jensen (Peter Danielsen) for pedelarbejdet. Han udførte det løbende arbejde på et par timer om dagen – sneen gav somme nogle ekstra timer. Lærerne lavede meget af pedelarbejdet. indtil vi fik en fast pedel.

De første mange år var rengøringen énmandsbetjent. Den første, der havde rengøringen var Else Jensen – senere Lilly Hansen og Lise Weirgang.

Rengøringen kom i faste rammer med ansættelsen af Johanne Andersen som leder med Tove Nielsen og Grethe Nielsen og senere Gudrun Justesen som med hjælpere.

I skoleåret 1963/64 blev der oprettet en 8. klasse ved skolen, men det var en engangsforestilling på grund af for få elever. Sløjdsalen blev lavet til klasselokale, og der blev sløjdlokale i kælderen, hvor det forblev indtil den nye tilbygning blev opført. Der blev oprettet børnehaveklasse ved skolen 1.11. 1970 i ovennævnte lokale. De første ledere af børnehaveklassen var Gunhild Skovlund Andreasen og Inger Jensen

1.8. 1973 ansattes Kirsten Larsen, Hjørring, som børnehaveklasseleder.

Der blev efterhånden færre børn i skoledistriktet, og der var ifølge prognoser en årgang på 4 børn. Der blev fra den 1.8. 1973 foretaget skoledistriktsændring, Vrensted skole modtog børn fra en del af Løkken, til gengæld kom børnene fra Børglum skoledistrikt til Løkken centralskole fra 4. klasse. Distrikterne blev ændret, således at Løkken centralskole skulle modtage børnene, der naturligt hørte til dennes distrikt, Børglum skole blev nedlagt, og børnene herfra skulle nu til Vrensted skole i 1.-7. skoleår.

Det resulterede i, at Vrensted skole i tiden 1.8. 1976. 31.7. 1980 fik så mange børn i en årgang, at den måtte deles i to parallelklasser, sandsynligvis de eneste i skolens historie.

Skoleinspektør E. Madsen døde den 29.1. 1974, Jens Andresen tiltrådte som skoleinspektør 1.7. 1974. Han var tidligere viceskoleinspektør ved Tyrstrup skole i Christiansfeld kommune, Ingrid Andresen blev ansat som årsvikar for Søren Krogh, der var på årskursus i København i skoleåret 1974/75. Ingrid Andresen blev senere ansat som timelærer og lærer, lade Aase Q. Mikkelsen blev ansat som faglærer 1.8. 1974 med ca. 10 ugentlige timer fast skema. Ansættelsen ophørte 31.7.1983.

I skoleåret 1974/75 var der på grund af stort elevtal i børnehaveklassen ansat en

medhjælp. I tiden 1.11. 1974. 15.4. 1975 var det Lisbeth Hansen og i resten af skoleåret Grethe Hyldgård Nielsen,

Den 21.2 .1975 opstilledes en bronzeskulptur foran skolen efter Oluf Jensens model.

Skolenævnet rådførte sig med billedhugger Edgar Funch, der var behjælpelig med opstillingen. Der blev givet økonomisk støtte fra Løkken Sparekasse.

: 

3.11.1975 ansattes Jørn Bertelsen som vikar. Han blev senere ansat som timelærer og lærer

1.12.1975 blev skoleinspektørboligen ledig, da Ingrid og Jens Andresen flyttede i eget hus, Lærerråd og skolenævn skulle derfor udtale sig vedrørende boligerne fremtidige anvendelse, Der blev udarbejdet to forslag.

Forslag 1: Biblioteket flyttes over i inspektørboligen. Skolelægen og skolepsykologen kunne ligeledes benytte boligen. Desuden kunne specialundervisningen foregå der, da der ikke var et særligt lokale til dette formål på skolen. Kælderen kunne bruges som magasin. Der ønskedes fjernet nogle skillevægge i klassefløjen og muret nogle nye op, så man kunne få yderligere et klasseværelse.

Forslag 2: De daværende bygninger bevares uændret. Der opføres en tilbygning indeholdende to klasselokaler, to faglokaler med depotrum og et specialundervisningslokale. Forslag 2 blev vedtaget og bygget i tiden ca. 1.4.-10.8. 1977. Bygningen kostede 383.000 kr. Indtil den nye bygning stod færdig foregik specialundervisningen i boligen.

Den tidligere inspektørbolig bruges nu af ungdomsforeningens ungdomsklub, 4H, spejderne og pensionisterne. De øvrige lærerboliger er efterhånden blevet solgt til lærerne.

Med opførelsen af den nye bygning var skolens lokaleproblem løst, hver klasse hjemmeklasselokale, der var ikke undervisning på biblioteket og sløjd og formning foregår nu i lyse og lovlige lokaler

01.04.1976 ansattes Vilhelm Andersen som pedel. Han udførte i nogle år før ansættelsen pedelarbejdet efter normal arbejdstid og i weekends. september 1976 fik skolen anlagt en atletikbane til højdespring, længdespring 40 m lab. Banen er belagt med et særligt lag asfalt, rub-cor.

01.08.1977 flyttede barnehaveklasseleder Kirsten Larsen til Holmegårdsskolen i Hjørring. I stedet ansattes Kirsten Buus Jensen, Hjørring, som børnehaveklasseleder.

1978 afløstes skolesekretær Bodil Bang. Rubjerg af Inger Østergaard, Vrensted 1979 ansattes Birgit Dinesen Jensen som timelærer, 31.7. 1980 tager Johanne Vestergaard sin afsked med pension efter 35 års virke ved skolen. 1.8.1980 – 31.7. 1982 var Kirsten Schütz, Børglum, ansat som støtte for en elev i henholdsvis børnehaveklasse og 1. klasse. 1.8. 1983 overflyttes timelærer Børge Drivsholm fra Vrå Realskole til skolen.

I skoleåret 1983/84 havde lærer Hanne Birk delt tjeneste mellem Vrå Realskole og Vrensted skole.

1.8. 1984 har skolen 139 elever og 11 lærere, og det ser ud til, at elevtallet vil være nogenlunde konstant de følgende år.

Gunnar Kristensen og Jens Andresen.

Vrensted skole 1959-84,   men nedlagt i 2011.
Den gamle Vrensted Byskole ved kirken blev i 1959 erstattet af en helt ny skole på Stationevej i Vrensted. Skolen på Stationsvej er nu nedlagt, men en gruppe borgere i Vrensted, som er ildsjæle i Vrensted, har formået Hjørring Storkommune som Vrensted hører under, til at indrette og ombygge skolen til et kulturhus i Vrensted, som samlingssted for Vrensted boerne. Der bliver forsamlingshus, børnehave og aktivitetsrum m.m. Endvidere bliver der lokaler til lokalhistorisk arkiv. Huset har fået navnet “Byens Hus”

Forventninger til skolen

Med skolestyrelsesloven af 1970 blev det obligatorisk med skolenævn ved alle folkeskoler. Set på baggrund af hele den demokratiseringsdebat, der foregik i 1960-erne, var det helt naturligt at øge forældreindflydelsen i skolen. Det var nok heller ikke tilfældigt, at det faldt sammen med kommunesammenlægningen, som jo gav større administrative enheder og dermed – i hvert fald på visse områder – større afstande fra befolkningen til myndighederne. Det var en ganske betydelig indflydelse, forældrene hermed fik på skolens styrelse. Der var herfor tale om en vældig udfordring til de nyvalgte medlemmer af skolenævnet, og mange har uden tvivl følt sig meget usikre med hensyn til at forvalte denne indflydelse på rigtig vis. Der var jo tale om en nyskabelse, så man havde intet erfaringsmateriale at bygge videre på. Almindelige forældre skulle nu give udtryk for en mening om mange forskellige forhold i skolen vel vidende, at egentlige sagkyndige kunne de ikke siges at være. De sagkyndige er de pædagogisk uddannede. Mange nævnsmedlemmer har uden tvivl følt det som noget af en balancegang. Jeg vil kalde det en balancegang mellem frimodighed og beskedenhed. Er der for megen frimodighed, kan der sagtens blive lærere, der vil være villige til at fortælle det frimodige nævnsmedlem, at hans frimodighed så langt overgår hans pædagogiske indsigt. Er et nævnsmedlem derimod for beskeden, vil forældrene kalde ham en svag forældrerepræsentant. Også for lærerne og skoleledelsen var dannelsen af skolenævn en nyskabelse, som ikke i alle pædagogkredse blev hilst lige velkommen. Jeg forstår godt, at man kunne have en vis usikkerhed med hensyn til, hvorledes forældreindflydelsen ville påvirke det daglige arbejde i skolen. Nogle skoleledere har følt det som en ikke altid lige velkommen indblanden i skolens forhold. Disse betragtninger kan nok lyde noget pessimistiske. Jeg tror imidlertid, årenes løb har vist, at skolenævnet langt de fleste steder har fungeret tilfredsstillende til glæde og gavn for både forældre og lærere og sidst, men ikke mindst for dem, som det hele drejer sig om, nemlig vore elever.

Hvori består da skolenævnets arbejde? I skolestyrelseslovens § 27 er der 16 punkter omhandlende de opgaver, skolenævnet har. Jeg vil ikke nævne alle disse punkter, men fremhæve en enkelt efter min mening meget vigtig opgave for skolenævnet. I stk. 4 står der: »Sammen med lærerrådet formidler nævnet et samarbejde mellem skole og hjem og sørger for et oplysningsarbejde blandt skolens forældre, der tager sigte på en forståelse af barnets situation i skolen.

Dette er efter min mening meget centralt i navnets arbejde, for et godt samarbejde mellem skole og hjem er en nødvendighed, for at børnene kan ta stor muligt udbytte af deres skolegang. Også folkeskoleloven lægger op til et samarbejde, idet der jo i formålsparagraffen star: Folkeskolens opgave er i samarbjde med forældrene at give eleverne mulighed for at tilegne sig kundskaber færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, som medvirker til den enkelte elevs alsidige udvikling, Udviklingen inden for skolevæsenet er i de seneste årtier gået meget stærkt, og man kan så spørge sig selv, om skolen er blevet bedre? Der er næppe tvivl om, at vi har et af verdens bedste skolesystemer. Alligevel mener mange, at skolen er blevet dårligere, men ingen spørger i forhold til hvad? Problemet er, at der er mange meninger og mange forskellige meninger – og hvordan skolen bør være. Lektor Poul Skovs nylig offentliggjorte afhandling

Værdinormer i skolerne viser dette meget klart. Der rettes ikke blot forskellige, men direkte modstridende forventninger og krav til skolen. Hvis skolen imødekommer nogle af disse forventninger og krav, vil det betyde, at andre samtidig bliver afvist. Alene af den grund kan forventningerne og kravene til skolen ikke altid stemme overens med de ønsker og krav, elever eller lærere har til arbejdet i skolen. F.eks. er der vidt forskellig opfattelse af, hvor stor vægt skolen bør lægge på områder som musik, kristendomskundskab og udvikling af elevernes medmenneskelige forståelse, medens der er udbredt enighed om, at der bor lægges stor vægt på dansk, matematik og engelsk. Det ville være langt lettere at være elev, forældre og lærer, hvis man kunne enes om, hvilke normer og værdier man skulle sætte i højsædet. Det er imidlertid utopi at tro, at noget sådant nogen sinde skulle blive tilfældet, og jeg vil sige heldigvis. Der har altid været og skal også fremover være plads til forskellige hold ninger i folkeskolen. Skolen skal gerne være et sted, hvor barnet har ret til også at mode andre holdninger end dem, det mødet i hjemmet. Skolen er som en levende organisme i stadig udvikling og forandring. Også i de nærmeste år fremover vil der være nok af nye ideer og opgaver at tage fat pa Vores nuværende undervisningsminister nærmest ryster dem ud af ærmet øjeblikket. Eksempelvis kan nævnes forslag om tidligere skolestart og samordnet indskoling af børnehaveklasse, første og anden klasse. Datalogi er lige om hjørnet til også at blive indfort som fag i grundskolen. Til tider kunne man 20 ønske sig, at udviklingen måske gik lige knapt så hurtigt. Det er mit ønske, at Vrensted skole også i årene fremover må være en arbejdsplads for lærerne, – være en skole, som forældrene har tillid til, og to værne være et sted, hvor de trives og er glade for at være.

Frede Nørgaard.