Forfatter: Jens Otto Madsen

Vrensted Andelsmejeri-“Lykkens Prøve”

foto fra 1946

Vrensted Mejeri, ”Lykkens Prøve” har en lang historie bag sig, idet det blev etableret allerede i 1890 og blev ombygget i 1915 til et stort flot mejeri.

Det udmærkede sig med fine resultater på smør og var et meget anerkendt mejeri, som i mange år var dygtigt ledet af Mejeribestyrer Chr. Baand.

I mange år gik hovedparten af mejeriets smørproduktion til eksport til England. Smørret kom dengang i store dritler, bl.a. lavet af karetmager Villy Christensen, Vrensted. Transporten til Aalborg hvor det blev udskibet blev kørt af Vrensted vognmænd.

I 1932 er der 154 leverandører med 1350 køer og heraf 13 leverandører med mere end 20 køer.

Der var 70 leverandøer med mere end 4 køer eller mindre.

I 1963 er der 134 leverandører, der leverede 5,25 mio. kg mælk. Mejeriet har da følgende ansatte: en mejeribestyrer, 2 mejerister og 1 ufaglært.

I 1970 Vrensted andelsmejeri ”Lykkens Prøve” blev nedlagt og solgt til andet formål

 

 

 

.




Små “Anekdoter og fortællinger” hørt og fortalt i Vrensted og omegn

Herunder små anekdoter og fortællinger :  hørt og fortalt i Vrensted og omegn

  • En telefonsamtale

    21.01.2021 Svend Thuesen Christensen søn af Vrensteds gamle cykelhandler og autoværksted Chr. Christensen, midt i Vrensted by, fortæller denne lille anekdote:

    En telefonsamtale som går på Bager Bedholm Familien, som var rigtigt flinke, og det var altid sjovt at komme ind til Peter og Lassen efter morgenbrød, efter “midnatsbal” i forsamlingshuset. De var altid parate til en snak.

    Her kommer en lille anekdote om min fars første møde med “Søster”, som var den gamle bagers datter.

    3 ugifte søskende overtog bageriet og forretningen efter faderen.

    Før min far flyttede til Vrensted, omkring 1951, havde han allerede stiftet bekendtskab med ”Søster” Margrethe Bedholm. Far skulle ringe til sin søster i Grindsted.

    Det var jo da man stadigvæk skulle omstilles via telefondamen på centralen.

    Han bestilte samtale til Grindsted 27, men telefondamen hørte det som Vrensted 27.

    Far fik sin søster i røret, troede han, men kunne godt høre at stemmen var forkert, så han sagde hvem han var, og spurgte om det var ”søster”, og søster (Bedholm) svarede selvfølgelig Ja!

    Far kunne ikke forstå det, så han spurgte igen:

    Jamen er det Margrethe? Ja svarede Margrethe (Bedholm) selvfølgelig, og far var noget forvirret.

    De fandt dog ud af, at han havde fat i den forkerte Margrethe.

     

    Skæbnen ville jo, at han senere kom til at bo i Vrensted, og selvfølgelig kom til at kende familien Bedholm rigtigt godt.

    De to genboere, som begge havde et stift ben

    20.07.2020 Jens Otto Madsen

     

    Husker nogen Maler Poul og frisør Simoni som boede næsten overfor hinanden ikke langt fra Trehjørnet i Vrensted.

    Her er der en “bette” historie eller hændelse omkring de lidt specielle personer.

     

    Et særkende ved Maler Poul var, at han var stivbenet, hvordan det er sket ved en ulykke eller andet ved jeg ikke, men frem kom han uden besvær.

    Lidt sjovt så det da ud, når han skulle op på stigen, og hvordan han fik svinget benet over, øverst på wienerstigen, så han kunne arbejde i højden, hvis nødvendigt.

    Pudsigt nok havde hans genbo frisør Simoni også et stift ben, så når Poul med den brune alpehue på hovedet og Simoni i sin lange hvide kittel, kom enten gående eller cyklende, så det sjovt og mærkeligt ud.

    Det var noget vi børn dengang grinede af. Det var ikke pænt.

    På cyklen var den ene pedal slået fra således at de kun trådte rundt med cyklens ene pedal.

    Frisør Simoni Sørensen (Søren Simoni Sørensen) havde før han fik stift ben, været møllersvend på Vrensted Mølle på Vingevej.

    Der fortælles at en 100kg tung mel sæk skullet være faldet ned over Simonis ben og det afstedkom det stive ben. Han måtte derfor skifte arbejde og blev herrefrisør og hustruen Magda var damefrisør i deres fælles salon,

    Simonis cykel havde pedalstangen, som det stive ben trådte på delt i to, således at den kunne trædes ved en bevægelse i fodleddet.

     

     

    Poul var en meget lun fyr. En af hans yndlingshistorier var om hans bror. Han skulle gå et ærinde til apoteksudsalget for deres mor. Han skulle købe Acetylsalicylsyre.

    Da det jo var et svært ord for en ung dreng at udtale, skulle han gentage det for sin mor, og det skete ad flere omgange. Hver gang svarede han: ”Tyl salisyl syre”.

    Til sidst sagde moderen at det hedder: ”A ce tyl salisyl syre”, hvorpå drengen svarede:

    Jamen mor, ”a sajer osse” : ”Tyl Salisyl Syre”

     

     

     

    Skoleudflugter m.m.

    Helle Kragh Nielsen:

    Johanne Vestergaard var min klasselærer gennem alle årene på Vrensted Skole (1968 – 1975). Hun var et meget fint menneske og en rigtig god lærer. Jeg havde hende til flere fag – bl.a. dansk, håndarbejde og husgerning. Vi var på mange dagsture, da jeg gik i skole – bl.a. Skagen, Hammer Bakker, Bangsbo Museum, Fyrklit m.m. Desuden var vi årligt på lejrskole i Lyngby samt i Sønderjylland i 6. klasse og på Bornholm i 7. klasse. Jeg nød altid at være afsted med Fru Vestergaard, som vi kaldte hende. Hun har, ifølge min far, også været hans klasselærer. Helle Kragh Nielsen: – Lærer Krogh – havde jeg også til forskellige fag, bl.a. matematik, historie og geografi. Han var fagligt dygtig inden for sine fag, og en fantastisk god fortæller. Det bedste vi vidste var at “narre” ham til at fortælle om 2. Verdenskrig, for så var der nærmest garanti for, at vi ikke fik bøgerne frem i den time. Men set i bakspejlet lærte vi meget ved at lytte til hans fortællinger.

     

     

     

     

    En lussing

    Journalist Poul Christoffersen:

    Joh – Johanne Vestergaard glemmer jeg aldrig. Vi havde hende blandt andet i bibelhistorie i 2. kl. i den gamle byskole. Min sidekammerat og jeg sad på bageste række, og han syntes det var sjovt at få mig til at grine i hendes timer. En dag fik hun nok af uroen på bageste række. Fru Vestergaard fór ned til bageste række og smak mig en på siden af hovedet med sin salmebog. Bagefter blev jeg flyttet til en anden plads. Jeg havde hende også i dansk.

    Tilrettevisningen var sikkert fortjent, men metoderne var jo noget grovere dengang.

     

     

     

    Historien om tvillingerne Tage og Kaj:

    Orla Jensen m.fl. fortæller:

     

    Husker nogen de to – TosseKaj og TosseTage. –

    Tage og Kaj er født i Ingstrup 1931 og sønner af Niels Trudslev og Marie (min mormors søster) er jeg næsten sikker på.

    De var vist nok fra Frederikshavnkanten, i hvert fald havde de tjent på Knivholt. Jeg stiftede bekendtskab med den ene af dem, han var fodermester i Sundsted.

    Jeg var midlertidig prøveudtager for kontrolassistenten Arne i 1966-67. Jeg tog prøver af mælken på bl.a. Sundsted og TosseKaj eller -Tage malkede på livet løs, alt imens han spillede på mundharpe:”de giver så meget mælk, når de hører musik!”

    Ja det tør siges, han glemte fuldstændig koen og efter en tid begyndte “mælken” at blive rød.

    Det var simpelthen blod, fordi der ikke var mere mælk!

    Brødrene optrådte også til asfaltbal i Løkken.

    En af dem der spillede jo jo og var fanatisk god til det.

    De var tvillinger og kom til bal. De var godmodige

    Tvillinger ja – og de havde delt intelligensen.

    Absolut godmodige og omgængelige, glade og venlige. Den ene tjente hos Kren Alfred på Østerhede, de kunne vende om på ord, han sagde ”Kren hund Alfred”, i stedet for “Kren Alfreds hund”. Der fortælles at den ene af tvillingerne en dag fik til opgave at køre alje ud ved Kren Alfred. Han startede om morgenen med opgaven, og da det blev frokost, spurgte Kren Alfred, hvordan det gik, og fik svaret, at det gik godt. Til aften spurgte Kren Alfred igen hvordan det gik, og fik svaret at nu gik det knap så godt. Kren Alfred spurgte igen hvad han mente med det.

    ”Svaret var, at det var fordi, at han havde kørt i det samme spor på marken, og derved blev jorden fedtet”.

    De havde altid med at vende ordene, når de skulle fortælle noget. For eksempel sagde de altid til vognmanden, når han skulle hente grise til svineslagteriet, at han skulle tage

    “de streger med grise på.”

    De var gode til at spille på mundharmonika, og det var en fast tradition at de spillede nede på Strandpavillonen i Løkken. En aften efter at de havde spillet, fik de så mange klapsalver, at de blev helt febrilske. En glasvase som de fik som en erkendtlighed, tabte den ene af tvillingerne, så der blev ingen minder fra den sommer.

     

    Hjem fra skolen i middagspausen

    Af Helle Kragh Nielsen

    Da jeg var barn og ung, var der flere rækker træer, bl.a. blommetræer med de lækreste sveskeblommer, mod vejen nedenfor præstegården. Da der ikke var gadelygter på dén strækning, og derfor meget mørkt om aftenen, løb jeg altid alt, hvad jeg kunne, når jeg var på gåben. På skoledage skulle vi hjem og spise i middagspausen, og det var en evig udfordring at forsøge at slå sin egen løbetid. Jeg elskede at løbe den tur, og trods mit fokus på at løbe hurtigt, opfangede jeg indtryk undervejs. Arealet over for præstegården lejede min far i en årrække. Det var før jægerhuset blev bygget. På det stykke jord dyrkede han som regel grønsager. På det andet stykke jord – engområdet – græssede vores køer og kvier. Og engang – i en regnfuld periode – padlede mine søskende og jeg, samt en flok andre børn, rundt i hhv. zinkbaljer og et omvendt tag af en VW (lang model), som, så vidt jeg husker, var nogle legekammeraters far, som havde doneret.

     

     

    Fra Vrensted Østre Skole

    16.12.2019 Tove Andersen skriver:

     

    Der er mange minder fra de 7 år hos Brøchner Hansen. Der skulle være ro i klassen, man skulle ikke sige noget hvis man ikke blev spurgt. En ting jeg synes om var, at vi sang meget, i salme og sang bøger, det er noget jeg tror de glemmer i dag. Hansen læste meget historie, jeg husker Klit Peter en bog fra krigen, da kunne der komme nogle tårer fra ham, som var så hård, ellers.

    Os fra Kongsengene havde kun en cykelsti til skolen, men om vinteren når der var sne kom Madsen, Kirstens Madsen Libak`s far, med hesteslæden, så kom vi alle med.

     

     

    Fra Vrensted Østre Skole

    16.02.2019 Orla Jensen skriver:

     

    Der sad vi drenge til venstre og pigerne til højre. De dygtigste øverst! Brøchner Hansen gav mig min første lussing i skolen. Han var på vej ind til sin formiddagskaffe og satte os til at “skrive ind” med blæk. Jeg rakte hånden op og sagde, at der ikke var mere blæk i mit blækhus. Han tog blækhuset op af hullet i pulten og hældte det så meget, at der løb et par dråber ned i det ene hjørne: “det passer ikke”, sagde han! “Det passer” sagde jeg! Bang så faldt højrehånden! Min mor gjorde rent på skolen, jeg tror hun tog ham “i skole”, da hun kom derhen om eftermiddagen. Han var en rigtig led karl.

    Han slog engang deres adoptivsøn med en stump vandslange – det var en stærk oplevelse for vi andre at se på!

     

     

    Lidt om området omkring mit hjem Den gamle Byskole.

    Jens Otto Madsen:

     

    Den gamle Vrensted Byskole hvor lærer Pallesen boede.

    Mellem den og Kirkegårds diget gik der en grusvej ned til kirkedammen.

    I dag er der en fin flise belagt sti.

    Neden for Pallesens have, havde Bager Bedholm en stor have med bl.a. frugttræer.

    Derefter kom en grund med et lille hvidkalket hus, hvor Niels og Betty og de to børn Anni og Arne, boede. Arne blev senere Kæmner i Løkken. I enden af huset mod syd havde Niels (kaldet Bette Niels) et lille cykelværksted hvor vi fik vores cykler lavet, punktering/lapning smøring, kæder m.m.

    Derefter kom det flotte rødstenshus lige foran Kirkedammen, hvor der havde været Tårnurfabrik, den kendte fabrikant Chr. Ørnholm som lavede bl.a. banegårdsure. Senere blev huset købt af Valdemar Rom, som boede der sammen med sin lidt retarderede søn Evald. Der var en stor og lille lejlighed mod vest, I den lille lejlighed boede der en dame ved navn Rikke sammen med sin datter. Når vi skulle til læge, skomageren, cykelsmeden eller den søndre købmand og tømrer Marius Ejersted, gik vi altid den vej.

    Det var dengang før 1959, jeg, mine søskende og mor og far boede i Vrensted Byskole.

    Doktoren:  Doktor Sørensens hus med venteværelset i gavl til højre. Ikke fordi jeg ofte kom til doktoren, som vi sagde dengang. Jeg husker at i vinduet mod nord var der venteværelse og der var tit parkeret en del cykler udenfor, folk som var kommet cyklende til Doktoren. Doktor Sørensen eller hans kone Gitte, kom så ud efter patienten hvorefter de kom så med ind  i klinikken.

    Den havde til huse i det store stue med karnap. Her havde doktor Sørensen sit skrivebord og diverse remedier.

    Bl.a. en stor vægt, tavle med tal og bogstaver og et stort glasskab hvor der selvfølgelig måtte være noget han kunne få brug for.

    Ind imellem måtte han tage på sygebesøg, mens folk ventede, hvis det var akut, men sådan var det dengang. Men det var normalt mest om eftermiddagen han kom på sygebesøg. I dag skal vi jo næsten alle uanset hvor syge vi kan være, enten komme på lægehuset eller til akutlægen som ofte bor langt væk.

    Blot en lille erindring.

     

    Juletræer til jul

    02.02.2019 Ole Nielsen, Brønderslev

    – tidligere Bådstedhede fortæller:

     

    Jeg kom i præstegården før jul og spurgte pænt pastor Mikkelsen om jeg måtte hente to juletræer i ”præstis skov.” (Præstens skov) Ja sagde han, men hvorfor to. Jow, det ene var hjem til og det andet var til min søster Rigmor, der var gang pige på Brønderslev Sygehus.

    Ja, sagde Mikkelsen, det må du gerne.

    Hjem med to juletræer.

    Det ene slæbte jeg tilbage til byen, op i rutebilen og til Brønderslev.

    Ved Rigmor fik vi kaffe af kokopperne, hvoraf jeg har en endnu.

     

    En fortælling hvor pastor Mikkelsen er involveret.

    Af Ole Nielsen, Bådstedhede

     

    Der var bal i ungdomsforeningen i det tidlige forår. Mikkelsen kom hen til mig og sagde “Ole”, vi skal have forårsfest i VGU på Vendelbohus, kunne du ikke tænke dig at komme derop og spille Fy og Bi sammen Frans (wonni frans fra Thise) Jo sagde jeg, hvis Frans vil. Jeg har spurt Frans og han vil godt. Ved i så hvad han gjorde den gode Mikkelsen. Han gik hen til Frans og afleverede den samme lektie. Jeg kan fortælle, at det blev en stor succes.

    Frans og mig fik arrangementer rundt i omegnen, men vi tog ikke penge for det

     

     

    STORM P. siger:

    Der er nu noget ved livet, som man ikke finder andre steder.

     

    De to mænd og præstens prædiken:

    20.01.2019 En lille historie fra Vrensted:

     

    Hvad var det egentlig præsten prædikede om?

    Et par af Vrensteds ældre mænd var tit til gudstjeneste i Vrensted kirke, men det var ikke altid, de var lige ”årvågne”. Efter en prædiken, hvor de også havde fået en lille lur ind imellem, så si´r den ene, da de er på vej hjem: ”Skal de til at bygge om i kirken”? – ”Nej, – hvorfor tror du da det”? ”

    Jo, jeg syntes præsten talte om nogle bjælker!”.

    ”Nå,” sagde den anden, ”jeg synes bare, han snakkede om, at han havde fået noget i øjet”!

     

    Præstens prædiken havde udgangspunkt i:

    ”NOK SER DU SPLINTEN I DIN NÆSTES ØJE, MEN EJ BJÆLKEN I DIT EGET”!

    Vrensted Byskole 1950

    17.01.2019:

    Følgende er en lille anekdote fra skoletiden i Vrensted Byskole, skrevet i 2014 som en del af et indlæg “Erindringer fra Min Barndom” af fhv. skoleinspektør Ole Stevns, Brønderslev, født i Vrensted Præstegård:

     

    Jeg begyndte i Vrensted Byskole hos lærerinde Johanne Mogensen, der senere blev gift med Richard. En elskelig lærerinde, der altid ville børnene det allerbedste, og især havde hun en levende fornemmelse for at hjælpe børn, der af en eller anden grund havde brug for ekstra opmærksomhed. Jeg kunne læse flydende, allerede inden jeg kom i skole, og stavningen var også næsten perfekt. Derfor fik jeg lov at arbejde meget for mig selv med lidt sværere opgaver, for at jeg ikke skulle kede mig, mens de andre læste og stavede i kor med en styrke, som kunne høres helt ude på vejen. Hun indførte os i regnekunstens mysterier, og mange gode kræfter blev brugt på tabelindlæring efter nogle ganske særlige metoder. Da jeg blev lidt ældre, overtog skolens leder, Elith Madsen, undervisningen af mig. En retlinet og skrap, men meget dygtig underviser, der ud over at tage sig af det faglige tillige følte sig kaldet til at opdrage eleverne til livet. Kontant og ordensmenneske var han, og trådte man lidt forkert, blev den rette vej hurtigt repeteret, ofte ledsaget af et par flade eller et nap under hagen. Påpasselig var han også med skolens midler, intet måtte gå til spilde. Jeg husker for eks. en episode, hvor der af en eller anden grund var opstået en lille revne på en af siderne i min læsebog. Jeg gik op til Madsen og spurgte, om jeg kunne få et stykke gennemsigtigt klisterpapir, i dag tape, til at reparere med. Jo, det kunne jeg da godt, men forinden måtte jeg gå tilbage til min plads og med linealen nøje udmåle, hvor mange cm, det drejede sig om. Sådan – og så blev siden sat sammen igen!

    Madsen forlangte også, at vi skulle hilse på ham på vejen, og havde vi hue på, skulle vi i forbindelse med hilseriet tage denne af.

    Var vi på cykel, skulle vi standse og indtage en rimelig retsstilling, alt imens vi bukkede. Alt dette virkede måske en smule overdrevet, mindre kunne have gjort det, men alligevel tænker jeg tit på, at nutidens børn og unge ville have haft godt af lidt af undervisningen hos lærer Madsen, så de kunne lære, hvad det vil sige at have respekt for sine lærere og for den ældre generation.”

     

    Vrensted Telefoncentral

    14.12.2018

    Min far Børge Hyldgaard har ofte fortalt en lille anekdote om telefoncentralen, hvor min farfars søster, Stinne, arbejdede.

    Når min farfar, Anker E. Nielsen, snakkede med sin bror, Reinholdt, i telefonen, blev der snakket om lidt af hvert. En gang imellem stoppede de dog op i samtalen og sagde “Nej, vi må heller la være, for Stinne løtter båre” –  (lytter bare), hvortil Stinne svarede “Nej, det jør a end” (nej det gør jeg ikke)

     

     

     

    Da min navnebror Ole fra Bådstedhede gemte sig i tørvekassenOle

    Fortalt af Ole Nielsen, fra Vrensted by, 18.09.2018 

     

    En erindring fra dengang vi gik i en af de små klasser i den gamle Vrensted Byskole et af de sidste år, inden vi startede i den nye skole i 1959.

    Ole fra Bådstedhede havde gemt sig i tørvekassen, fordi han ville lave sjov med lærer Madsen. Da timen begyndte, stod vi alle ret ved bordene, og vi kiggede alle spændte op mod tørvekassen.

    Lærer Madsen bad alle om at sætte sig og vi fik besked på at tage vores bøger frem, hvorefter lærer Madsen satte sig hen på tørvekassen. Der gik kun kort tid før Ole nede fra tørvekassen råbte, hjælp hjælp ”a ka end få luft”.

    Lærer Madsen rejste sig fra tørvekassen og Ole dukkede op fra mørket. Og vi grinede alle sammen

     

    En ægte vendelbo med stor lune

    Jens Jørgen Vittrup fortæller den 11.09.2018:

     

    Elektriker Harald Landbo var en ægte vendelbo med stor lune.

    Han var som elektriker kommet til en af egnens større gårde og skulle reparere en lampe i loftet i den fine stue.

    Landbo trak derfor en spisestuestol ud fra bordet og ville stå op på denne, fruen i huset så på Landbos måske ikke helt rene sko, og spurgte, om hun ikke lige skulle finde en avis han kunne stå på, hvortil Landbo tørt svarede: “nej, det er int nødvendig a ka nok noe”, (Jeg kan nok nå)

     

     

    Julekort omfordeles med posten

    Orla Jensen fortæller: 02.09.2018 

     

    Min far hed Harald Jensen, men der var også en anden person som ligeledes hed  Harald Jensen

    Til jul, når vores familie sendte julekort til os, skrev de bare

    Harald Jensen, Vrensted.

    Posten Svend læste så bare hvem kortet var fra – så vidste han hvilken af de 2 Harald’er kortet var til!

     

     

     

     

    En bil på Bådstedhede

    Ole Nielsen fortæller: 02.09.2018 

     

    Engang først i 1950erne kom en bil kørende over Bådstedhede – det var et sjældent syn – den stoppede ud for lille mig og spurgte  ”Ved du hvor Niels Chr. Jensen bor” jeg svarede der bor ingen her af det navn.

    Da jeg kom hjem, fortalte jeg “måtter” (mor) om den fine mand der havde spurgt om om vej.

    Måtter svarede ”dej dom hvalp” (din dumme hvalp), det er da Niels Hansen.

     

    Øgenavne var meget udbredt i Vendsyssel.

    Orla Jensen fortæller: 02.09.2018 

     

    Jeg husker også “Dytski”.

    Min far blev engang stoppet af en bilist, som spurgte om vej til Andreas Eriksen! “Det er der ingen i Vrensted der hedder”, svarede min far og kørte videre. Men naboen sagde så til min far at det da var “Dytski”.

    Navnet kom sig af, at Andreas Eriksen sad i stuen og makkede med sin motorcykel(!) Da naboen kom ind og spurgte hvad der var galt med den, sagde Andreas: ”Den vil hverken dyt eller ski”

     

    Fest og brug af kogekone og serveringspersonale:

    Fortalt af Kirsten Andersen (Jægerum) 29.08.2018

     

    Når der var fest i Vrensted, var Marie Frandsen det naturlige valg til at lave maden, der var tit over 100 mennesker samlet når der var runde fødselsdag, bryllup, sølvbryllup m.m. Serveringspersonalet var børn af de af vores forældre som var inviteret med. Lønnen for en hel aftens slid var tit et par nylonstrømper, et lommetørklæde eller lignende. Men vi havde det sjovt.

     

    Jeg tror billedet stammer fra en fest hos Madsen og Karen på Libak.

    Kogekone og serveringspersonale til en fest, mange gange i hjemmet

     

    Vedr. uddeleren i Vrensted Brugsforening:

    Fortalt af Orla Jensen, fra Vrensted Fælled: 28.08.2018 

     

    I Vrensted var der, da jeg var barn (er født i 1948), 4 købmænd og en brugsforening! Min far, som var arbejdsmand, handlede hos den ene af købmændene.

    Omegnens landmænd og vel også en del af de bedre stillede håndværkere handlede i Brugsen.

    En dag havde min far vovet sig ind i Brugsen efter noget hønsefoder. Foran ham blev en gårdmand ekspederet. Denne ekspedition sluttede med, at gårdmanden blev tilbudt en cigar.

     

    Brugsuddeleren lagde derefter cigarkassen tilbage under disken, men kiggede så på min far og spurgte: ”du vil måske også have en?” “Ja tak”, sagde min far.

    Uddeleren rakte atter ind under disken, men denne gang var det en æske med cerutter han rakte frem! “Nej tak” sagde min far og forlod butikken uden hønsefoder!

    Han kom der aldrig mere!

     

    Vedr. Bager Bedholm – De havde en landtur en gang om ugen.

    Fortalt af Orla Jensen 28.08.2018

    Flere gange om ugen kørte sønnen bager Peter Bedholm  – landtur  hos de forskellige ejendomme, med en gul lukket vogn forspændt en hest for at sælge rugbrød, franskbrød og kage. På bukken ved siden af Peter sad deres hund – en sort puddel. Peter kom til mine forældre, sikkert de sidste på ruten, de købte som regel, brød fra dagen før, da det var til halv pris!

    Peter var meget snakkesalig og det hændte, at han snakkede så længe at hesten gik hjem!

    Det var trods alt en strækning på ca. en km.!

    “Nå”, sagde Peter: ”nu ska a nok hjem”

     

    En pige skulle følges hjem fra bal

    Fortalt af Orla Jensen 28.08.2018

     

    Efter et ladebal mellem Børglum og Vrensted, fulgte en ung mand en pige hjem. De fulgtes ad på cykel og da de nåede Munkbro sagde den unge mand:

    ”Skal vi ikke lægge os i grøften?” “Det går ikke”, sagde pigen:

    ” jeg har mine sager”. “Skidt med det”, sagde den unge mand, “Dem kan du smide op på bagagebæreren!”

     

    Vedr. bager Bedholm:

    Fortalt af Anette Eriksen (Pedersen) den 29.08.2018 

     

    Jeg vil aldrig glemme de mennesker, de var fantastisk hyggelige på alle måder.

    Jeg arbejdede i butikken efter skoletid og i weekenderne.

    Vi ku spise alt det kage vi ville og blev selvfølgelig ingenting til af det.!!!

    Jeg var også en god del inde hos deres far, som jo kun havde et ben, også en utrolig venlig person — imod mig i hvert fald.

    Han elskede når vi læste aviser og bøger for ham.

    Dejlige minder.

     

     

    Hjemtransport om natten med kæreste:

    Fortalt af Jens Otto Madsen: 29.08.2018

     

    Omkring år 1965 skulle jeg køre min kæreste, som er min nuværende kone, hjem fra et bal i Vrensted forsamlingshus. På det tidspunkt havde jeg ikke bil, men dog kørekort. Det var ikke aftalt med mine forældre, at jeg skulle låne deres bil, det kunne af og til være lidt problematisk at låne den. Bilen en Opel Record, havde den finesse, at med nøglen isat, kunne man stille den i en position G og så tage den ud. Det havde jeg allerede gjort om eftermiddagen, i tilfælde af, at få brug for at “låne” den.

    Det gik ikke værre eller bedre, end at det blev nødvendigt, idet kæresten Else Marie ville køres hjem til Taars til sit hjem.

    Jeg fik bilen skubbet ud på vejen, hvor jeg fik den startet, men så at der manglede benzin. Hvad gør man så?

    Man kører hen til cykelhandleren, som havde en benzintank.

    Chr. Christensen og Gerda havde bygget et nyt parcelhus med autoværksted og benzintank og vedblev at blive kaldt cykelhandleren .

    Cykelreparation fortsatte han dog med i en lang periode.

    Nå, jeg fik vækket Christensen, som søvndrukken kom ud iført sin nat pyjamas, noget irriteret og gal over at blive vækket midt om natten, men vi fik benzin, som vi betalte med kontanter. Kæresten blev så kørt hjem til Ny Boller i Taars.

    Hver eneste gang, jeg så siden mødte cykelhandler Christensen, sagde han altid til mig:

    ”Ka du hove Jens Otto, da du bånked mæ op, da do sku tjyre kærsten hjem”.

    Det har vi begge grinet af mange gange siden da.

     

     

     

     

     

vognmand Mathias Westergaard

 

Børge Pedersen den første post i Vrensted i rød uniform

Midt i 1970erne

——
18.06.2019Linda Thomsen  🙂
Jeg er født og opvokset i Vrensted, nærmere bestem på Oluf Jensensvej. Jeg voksede op sammen med mine 3 brødre, og husker min barndom som tryk og uden de store bekymringer. Jeg gik på Vrensted Skole til 7. klasse, og derefter i Løkken. Fra 10 års alderen bestod nærmest hele min fritid af heste. Der er blevet tilbragt utalling timer hos familien Justensen, som drev Vrensted rideklub og også hos Helle, som jeg var så heldig at få lov til at låne pony af i en del år. Jeg havde gode veninder og venner, hvoraf jeg stadig ser en del, på trods af, at jeg er flyttet et godt stykke væk. Så alt i alt har en masse gode minder fra Vrensted, og mine forældre bor stadig i byen, så kommer der stadig 👍
Jeg vedlægger billeder fra min konfirmation i 1993 og den pony der gav mig mange gode ture og mange rosetter 🐴 Prins Monty 🐴

 

 

 

 

 

 

Når du kommer fra Bådstedhede og kommer til Vrensted møder du på højre side af vejen den flotte Vrensted Præstegård og på venstre side Jægerhuset og kører du blot 200 m længere frem, kommer man til

 

 

foto 1946-52 Østre Skole på Øster Heden, Vrensted

 

Vrensted Byskole 1950

Mellem den og Kirkegårds diget gik der en grusvej ned til kirkedammen. Idag er der en fin flise belagt sti.

.
Doktoren:

Doktor Sørensens hus med vente- værelset i gavl til højre

 

Post i Vrensted, Svend Christoffersen

 

Vrensted Byskole 1950

 

Vrensted Telefoncentral:

Ukendt person, men sådan kunne en landsby central se ud

 

 

Kogekone og serveringspersonale til en fest, mange gange i hjemmet

———————————————————–!

Den gamle brugs i Vrensted som er lukket.

————————————————————————————————————

Fortalt af Orla Jensen 28.08.2018

Vedr. Bager Bedholm 

Beboelse med konditori og forretning. Bagved var separat bageriet til venstre og til højte en fløj mere med mødelokale og hestestald

I Vrensted var der en bager, eller rettere 2 og deres søster, som passede butikken. De havde en landtur en gang om ugen, hvor Peter kørte ud på landet med en gul lukket vogn forspændt en hest. På bukken ved siden af Peter sad deres hund – en sort puddel. Peter kom til mine forældre, sikkert de sidste på ruten, de købte som regel brød fra dagen før, da det var til halv pris! Peter var meget snakkesalig og det hændte, at han snakkede så længe at hesten gik hjem!
Det var trods alt en strækning på ca. en km.! “Nå”, sagde Peter:” nu skal jeg nok hjem”

————————————————————————————————————

Fortalt af Orla Jensen 28.08.2018

Der mellem Børglum og Vrensted efter et ladebal, fulgte en ung mand en pige hjem. De fulgtes ad på cykel og da de nåede Munkbro sagde den unge mand:” Skal vi ikke lægge os i grøften?” “Det går ikke”, sagde pigen:” jeg har mine sager”. “Skidt med det”, sagde den unge mand, “Dem kan du smide op på bagagebæreren!”☺️

————————————————————————————————————–

 

Beboelse med konditori og forretning. Bagved var separat bageriet til venstre og til højte en fløj mere med mødelokale og hestestald

 

 

 

Pilehuset, Åsendrup Kær, Åsendrup Banesti 144 9480 Løkken.

Matr. nr. 2a Aasendrup Kær. Byggeår 1877. Folketælling 1911 boede Tomas Andersen F:1862 sammen med Maria Andersen F:1869 + 8 børn. Havde besøg for nogle år siden af et af børnene som oplyste at de var ialt 12 børn. Peter Arnold Andersen F:1910 skulle være den sidste af børnene der boede i huset. Da vi købte huset i 1984 gik det under navnet “Pilehuset”. Aasendrup Kær er den vestligste del af Vrensted sogn og er stadig en del af Vrensted sogn.

Martin Dietz – en af landets mest omtalte degne, var ansat i Vrensted og Thise Sogne

Historien om degnen Martin Dietz der blev ansat i Vrensted og Thise Sogne, og blev en af landets mest omtalte degne

 

Kilde: Bogen Vrensted Sogn af C. Klitgaard fra 1955

Martin Dietz, der 1807 blev Degn her, havde en ret bevæget Fortid, inden han kom til Vrensted, og hans Virke her medførte, at han maaske blev landets mest omtalte Degn*).

Martin Dietz

Dietz synes ved denne Tid i nogen Grad at have ændret Karakter og var blevet en udpræget Kværulant. Hans uordentlige Levned i Forbindelse med, at hans Familie voksede til 7 Børn, ødelagde hans Økonomi, og for at bøde paa dette forhold greb han til »Vinkelskriveri og andre vanærende Foretagender”, skriver Skolekommissionen, og dette Erhvery medvirkede vel ogsaa til at udvikle hans Kværuleren. 1806 blev han ogsaa mistænkt for at have været Forfatter til et falsk Brev fra Kronprinsen til Borgmester Carøe i Randers om at udbetale 200 Rdl. til Dietz, og endelig blev han 1807 udlagt som Barnefader af en løsagtig Kvinde, hvilken Beskyldning han dog fralagde sig ved Ed; men Jorden var nu begyndt at brænde under ham i Randers, og saa lykkedes det for ham at blive kaldet til Degn i Vrensted-Tise af Kancelliraad Jørgen Qvistgaard til Børglum Kloster, og Biskop Jansen, der kendte Dietz som »et ondt og uroligt Menneske“, gik modstræbende med til at give ham Kollats. 21. Nov. 1807 aflagde han Degneeden, hvorefter han 1. Jan. 1808 overtog sit Degneembede, som han til en Begyndelse passede godt, og i 21/2 Aar havde han en tidligere Skoleholder i Skræm og paa Fyn Christen Mortensen, senere Skoleholder i Hune og Løkken, som Medhjælper%), medens der tillige var en fast ansat Skoleholder (se disse). Pastor A. R. Segelcke i Vrensted var veltilfreds med Dietz, og en af hans Sognemænd sagde, at han var en mægtig Kirkesanger, hvem ingen kunde naa med Røsten. Skønt Vrensted Degnekald sagdes at være et af de bedste i Landet, varede det dog ikke længe, inden Dietz fik økonomisk Vanskeligheder. 21. Juli 1809 brændte hele Degneboligen med alt Familiens Indbo, hvorefter der samledes Penge ind til ham, dels paa Biskop Jansens og Pastor Segelckes Opfordring gennem Præsterne og dels gennem Sognefoged Jørgen Andersen i Vrensted som Hjælp fra Beboerne, samt af en anonym Person ved en Auktion i Løkken (33 Rdl.). Dietz henvendte sig ogsaa med en Ansøgning om Brandhjælp til Danske Kancelli og fik bevilget 2 Mark af hver Kirke i Aalborg Stift.

Men samme Aar kom han noget paa Kant med sine Foresatte. Vrensted Sogn skulde deles i 2 Skoledistrikter med Skoler i Vrensted By og Aasendrup, og Dietz skulde være Lærer ved Skolen i Vrensted; men det vilde han absolut ikke være, da han hidtil kun havde passet Degneembedet. Han klagede derfor baade i Februar og Marts til Biskoppen over disse Planer, men Biskoppen svarede, at det efter Degnens Kollats og Kancelli-Kollegiets Resolution var ham og enhver Degns Pligt at holde Skole, naar det behøvedes, og Sognet blev forsynet med faste Skoler, og Biskoppen tilraadede Dietz, at han for sin egen, Kones og Børns Velfærds Skyld viste den tilbørlige Lydighed mod højere og lavere Foresatte og stræber at overvinde den Genstridighed, der er ham saa egen …. I Aarene 1811 og 1812 paadrog han sig strenge Irettesættelser for sin utidige Indblanding i Peder Hansens Beskikkelse til Skoleholder i Tise; men værre blev det, da Skoleloven af 1814 traadte i kraft Januar 1815. Dietz indsendte paa Beboernes Vegne Forslag til Kancelliet om, at der i Stedet for de to planlagte Skoler kun skulde være én i Vrensted By, og at Aasendrup som hidtil skulde have en Omgangsskole. Det var selvfølgelig Dietz, der havde lavet Skrivelsen, og han tilbød at bygge en ny Skole i Vrensted By mod, at han fik Degneboligens og dens Jordtilliggende af Hk. 49. Td., samt at han blev fritaget for at blive Lærer mod at holde en Stedfortræder, som han yndede. Det hedder bl. a. i Forslaget, at Dietz var en »føjelig og forligelig Mand og en sjælden god og duelig Degn«, samt at Degneboligen var brændt to Gange i hans Tid, saa der var atter Ildebrand hos ham 1815. Skolekommissionen betegnede imidlertid Beboernes Forslag som »utidigt og anordningsstridigt«, og det viste sig, at Dietz selv havde skrevet 9 af Beboernes Navne paa Ansøgningen. Men Dietz gav ikke op, han sendte straks en ny Skrivelse til Kancelliet, som dette 1816 sendte til Skolekommissionens Erklæring, da Dietz havde betegnet dens Fremgangsmaade som »inqvisatorisk«, og 10. Jan. besvarede den Dietz’ Klage i en meget afvisende Form og tegnede et ret utiltalende Billede af Degnen hvorefter Kancelliet 1. Juni meddelte den, at der ikke skulde tages Hensyn til Dietz’ Klager over Skoleforholdene.

Imidlertid trak der et Uvejr op over Dietz fra anden Side. I Vrensted havde han ogsaa optaget sin gamle Virksomhed med juridiske Forretninger og havde efterhaanden oparbejdet en ret stor Praksis med at affatte Klager for Folk til Kongen og Kancelliet, give juridiske Raad, skrive Indlæg i Retssager o. s. v., og det laa jo i hans Interesse at skabe saa megen Misfornøjelse med Forholdene – Hoveri, Embedsmisbrug, Tiende, Tyendeog Skoleforhold – som muligt, og han sleb ikke uden Vand, men lod sig godt betale af sine Klienter, holdt endog Kontor, hvor den foran nævnte Chr. Mortensen vist var Kontorist. Dietz’ juridiske virksomhed og Vinkelskriveri var ulovlig), og da han 14. Okt. 1814 mødte i Overpolitiretten i Hjøring som Lovværge for en Enke af Aasted Gods, foreholdt Amtmand F’. Sporon ham det unimtime i hans Vinkelskriveri, og da Dietz optraadte uhøfligt, viste Sporon ham ud, men Degnen værgede sig og det endte med, at Amtmanden satte ham ud med Magt under hans Modstand. Nu lod Sporon indlede en undersøgelse af Dietz’ Vinkelskriveri, og indsendte Materialet til Kancelliet, som 29. Maj 1815 beordrede anlagt justitsag mod Degnen, der ikke alene blev tiltalt for sur veriet, men ogsaa for Falsk, falsk Ed, Forledelse til falsk Forklaring, Forledelse af Hoveribønder til Opsætsighed mod deres Husbonder og falske Klager over Embedsmænd. Efter at Prokurator Niels Arctander Holm i Hjørring var blevet beskikket til Aktor og Birkedommer Hans Knudstrup i Kringelhede til Defensor, verserede Sagen saa for Børglum-Jerslev Herreders Ret i Sæby, hvor By- og Herredsfoged Carl Chr. Boeck var Dommer, og i over to Aar samledes der yderligere Materiale i Sagen. Man skal ikke her komme ind paa en detailleret Redegørelse for Indholdet af Akterne i Sagen, men i saa Henseende henvise til Byretssekretær Chr. Petresch Christensens fortrinlige Afhandling i » Vendsysselske Aarbøger« 1917, og her skal man nøjes med at anføre, at 9. Jan. 1818 kom Herredsfoged Boeck til Vrensted ledsaget af en Underofficer og 2 menige Soldater og anholdt Dietz, som derefter blev bragt i Arrest i Sæby. Dietz var noget syg, og hans Hustru var efter den sidste Ildebrand blevet svagelig, saa han blev som Arrestant sammen med Hustruen indkvarteret hos Skomager Christian Schioldann, hvor de fik et anstændigt Værelse og fik varm Mad, os senere blev ogsaa nogle af deres Børn indkvarteret der. Dietz blev behandlet meget lemfældigt som Fange; trods Forbud modtog han en Mængde besøgende Personer, og om Aftenen kunde der være en hel Forsamling hos ham for at høre hans muntre Historier, for en De Art, og Dietz fik ogsaa Lov til at gaa Tur i Sæbygaards skov. Omsider fandt Herredsfogeden dog at det gik for vidt med friheden, og han foreslog 1. Aug. 1818, at Fangen blev bevogtet Dag og Nat af to paalidelige Uge Mænd eller, at han overflyttedes til Citadellet 1 Findstrand (Frederikshavn) eller Arresten i Hjørring, og 7. Aug. tiltraadte Amtmanden, at han blev ført til Hjøring. Da denne Ordre kom til Sæby, var Herredsfogeden bortrejst, og den konstituerede Politimester, Byfogeden fuldmægtig Løjtnant Mørck var paa Tjenesterejse i Her redet. Det blev saa hans Stedfortreder Postmester Kohlet, der aabnede Amtmandens Brev, og da der 17. Aug. kom en Befordring for at afhente Dietz, gik Kehlet hen til Schioldanns og bad Dietz om at gøre sig rejseklar og følge med. Men saa blev der Tumult. Dietz vilde ikke med; hans Hustru fik Krampeanfald eller foregav det, to Døtre talte om at stikke og en Søn om at skyde, og Postmesteren forlod Huset.

2. Akt af Dramaet foregik 5 Dage senere, da Løjtnant Mørck var hjemkommet. Med to Politibetjente fra Sæby og to fra Hjøring begav han sig til Schioldanns Hus, men fik samme Modtagelse som Postmester Kehlet, og det nyttede heller ikke, at Mørck gav Ordre til Byens Borgervæbning om at være sig behjælpelig. Dietz og hans Familie udslyngede Trusler om væbnet Modstand, og baade de fire Politibetjente og Borgervæbningen vilde ikke vove Pelsen ved et Angreb, saa meget mindre, som den Sværm af Publikum, der havde samlet sig under Episoden, tydeligt tog Degnens Parti, og Medlidenheden med ham var vel ogsaa blevet styrket ved, at hans ubeboede Degnebolig i Vrensted var brændt Natten til 25. Maj med alt Indbo og uden at være assureret. Begivenheden d. 22. Aug. endte med, at Mørck og hans Betjente maatte trække sig tilbage, og de mødte Medlemmer af Borgervæbningen kom for en Del i Slagsmaal med andre af Borgerne.

Saa havde Dietz Ro et Par Dage; men Øvrigheden: Sæby rekvirerede saa militær Hjælp fra Aalborg, og Aug. kom Løjtnant Mantzius med en Underofficer og Menige til Sæby for at sikre sig Degnens Person. Diety havde imidlertid hørt Rygtet om Tilkaldelse af Militaret og havde faaet en Laas og en Skodde til sin Dør, og han tilkaldte gennem sin Søn Frederik og andre af Familien Fiskerne i Sæby og andre af sine Tilhængere til Hjælp. og fik samlet Sten som Vaaben mod Soldaterne.
Da Løjtnanten kom til Byen om Eftermiddagen, gik han med 3 af sine Mænd hen til Dietz’ Arrest, men Døren var laaset, og Mantzius gik derfor bort med sin Styrke for efter en Times Forløb at vende ene tilbage til Schioldanns Hus. Her var der imidlertid blevet samlet en Mængde Mennesker, og nu kom Løjtnanten ind til Degnen uden Hindring og kom til at tale med ham i Enrum i et Kvarters Tid.
Schioldann med flere spurgte Løjtnanten, om ikke deres Kaution for Degnens Tilstedeblivelse kunde være nok til at hindre, at han blev ført til Hjøring Arrest, og Mantzius svarede, at de kunde bringe ham et saadant Kautionsbevis inden en Times Forløb. Kautionen blev ogsaa udfærdiget; men da den ikke blev afleveret inden Tidsfristens Udløb, lod Mantzius hele sin Styrke tage Opstilling ved Schioldanns Hus, uden for hvilket Ejeren og Agathe Dietz lidt efter traadte frem, og Agathe raabte til Garver Myhrman: Lad mig nu se, at De holder med Fader og ikke er bange for de rode Karle (o: Soldaterne). Andre af Mængden, bl. a. Palle Morek, raabte til Soldaterne om at skyde, for hvis de gjorde det, skulle ingen af dem slippe levende bort, og saa begyndte Mäng. den at bombardere Løjtnanten og hans Folk med Sten, af bride en ramte Byfogedfuldmægtig Mørck, og Mantus blev trangt saa stærkt af Mængden, at han maatte værge sig med sin Sabel. Folkeskaren hentede ogsaa Byens Sprøjte, som der dog ikke blev Brug for, da Soldaterne, mod hvem den efter Guldsmed Thranes Udsagn skulle anvendes, ikke skød, og deres Geværer derfor ikke kunde skades af Vand.

Naar Løjtnant Mantzius ikke lod aabne Ild mod den balstyrige Folkemængde, var Grunden den, at han var bange for, at hans Bemyndigelse til at bortføre Dietz fra Sæby ikke gik saa vidt; han lod henad Aften sin Styrke gaa i Kvarter i Købmand Aabels Gaard paa Adelgade og sendte en Stafet til Landgreve Vilhelm af Hessen, der var General i Aalborg, for at faa nærmere Forholdsordre.

Under Bataljen havde Dietz staaet i sit Vindue og betragtet dens Forløb, og fra et andet Vindue talte hans nu ganske forstyrrede Hustru til Folkemængden. Dietz’ Garde trak sig som Vagtmandskab til Ro for Natten i Schioldanns Lade, og Dietz trakterede sine Tilhængere med Smørrebrød og Brændevin, navnlig med det sidste.

Der var hele Natten »Folkefest«, om man saa maa sige, i Sæby; der gik Musik gennem Gaderne, og udenfor Dietz’ Arrest sad Toldbetjent Wilsen og spillede Violin, medens Ungdommen dansede paa Schioldanns Toft. Men efter den søde Kløe kom den sure Svie.

Landgreve Vilhelm sendte straks Stafet fra Aalborg til Kong Frederik d. 6., der øjeblikkeligt stillede to Kavalleriregimenter til Disposition; men forinden denne Besked indløb, havde Landgreven truffet anden Foranstaltning, idet han havde sendt Kaptajn Stricker til Sæby med 200 Mand af 2. jyske Infanteriregiment, og de ankom til Byen 28. August.

Dietz havde imidlertid søgt at rejse Befolkningen i Vrensted, Fladstrand og Bangsbostrand, vel særlig Fiskerne, for at komme ham til Hjælp, men det lykkedes ikke forinden Soldaterne besatte Sæby, og Dietz vidste da ikke bedre Raad end at skjule sig i Maren Tu Spisekammer, hvor han blev fundet om Aftenen i Lænker Natten over paa Gaden sammen med fler Foruden Dietz blev en Mængde andre arresteret og der. iblandt hans Datter Agathes Forlovede Thomas Chr. Ma. thiasen fra Sæby, og de blev foreløbig anbragt i Købmand Aabels Gaard; Mathiasen, der havde forklædt sig som Kvinde, blev dog først fundet 3. Sept. skjult i en Lade. Ialt blev der arresteret 51 Personer, hvoraf dog nogle løslodes efter første Forhør; men Dietz og de mest virksomme af hans Tilhængere blev 18. Sept. ført til Aalborg, hvor de indsattes i Arresten i Hovedvagten paa Nytorv, og Forhør afholdtes i Købmand N. C. Raschs Gaard ved Østeraa. Den 2. og 12. Sept. nedsattes en kgl. Kommission til at undersøge og dømme i Sagen fra Sæby saavel som i Dietz’ tidligere Sager, og til Kommissarier blev udnævnt tidligere Amtmand i Bergen Herman Gerhard Treschow, By- og Herredsfoged Hans Jakob Jørgensen i Frederikshavn og Major Thomas Frederik Westenholz i Frederikshavn, og 27. Juli 1819 afsagde de Dom.

Regimentskirurg Poul Mørch Wandall i Aalborg havde indstillet til Kommissionen, at Dietz skulde have frisk Luft og Motion samt god Forplejning med 2 Snapse Brændevin og et par Piber Tobak daglig, men han var ikke tilfreds med den Behandling, han fik, og klagede 27. April 1819 til Kongen i højstemte Vendinger og bad om, at han og de andre arresterede blev sat i Frihed, men han fik intet Svar og heller ikke paa et B Prinsesse Frederikke, saa han mistænkte Kommissio for at have tilbageholdt baade Breve og Svar. Vedkommissionsdommen blev Dietz dømt til at have Haand og Ære og Boelslod samt sit Degneembede forbrudt samt tilpligtet at betale Sagens Omkostninger, hans Hustru og Datteren Agathe Marie dømtes til at hensættes 1 Viborg Tugthus 1 Aar, Sonnen Frederik sammesteds i 8 Maaneder, Svigersønnerne Jens Nørhalne og Th. Chr. Mathiasen til Fæstningsarbejde i Jern i henholdsvis 2 og 6 Aar, og 8 andre fik ligeledes Fæstningsarbejde, 16 fik Fængsel paa Vand og Brød, 1 simpelt Fængsel og 15 slap med Boder, medens kun 2 frikendtes.

Kommissionsdommen gik saa til Højesteret, der først 2. April 1821 afsagde Dom, men betydelig mildere. Dietz skulde bøde sine 3 Mark, d. v. s. miste sin Ære, og desuden bøde 43 Lod Sølv (= 86 Kr. i vor Tids Penge) samt hensættes i Viborg Tugthus i 3 Aar og have sit Embede forbrudt; hans Hustru frikendtes, Th. Chr. Mathiasen og to andre fik Fæstningsarbejde i Kbh. 1 Aar, Jens Nørhalne Vand og Brød i 6 X 5 Dage. Agathe Marie i 2 X 5 Dage og Frederik i 5 Dage; 2 af de andre kom i Viborg Tugthus i 8 Maaneder, 16 af dem fik Fængsel paa Vand og Brød i 6 X 5 Dage, 1 fik Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 20 Dage, og Resten frikendtes.

»Vi har vel reyset, Herre!« kunde Dietz Medkæmpere i Sæby sige med Holbergs Sganarel.

I Vrensted by fik man i 1807 en meget omtalt degn ved navn Martin Dietz. Efter mange mærkelige omskiftelser – herunder direkte slagsmål og processer – endte han i Christianshavns tugthus med en dom på tre år. Den meget spændende beretning om Martin Dietz kan findes  under “Vrensted Historier” på denne hjemmeside, eller man kan på biblioteket låne bogen “Vrensted Sogn”                af  C. Klitgaard.

Dietz kom dog ikke til at afsone sin Straf i Viborg Tugthus, men i Christianshavns Tugthus, og da han om Sommeren 1824 slap fri, rejste han tilbage til Vendsyssel og fortsatte sin Prokurator-Virksomhed. I 1826 opholdt han sig i Jerslev Herred, maaske i Vrensted, men 1827 fik han Skøde paa Gaarden Kovstrup af Hk. 4 Tdr. 5 Skp. i Cerum. Længe fik han dog ikke Ro her, thi 1828 blev han mistænkt for at have givet en falsk Kvittering paa en Panteobligation paa 400 Ebdir. Solv, og 10. Okt. kom Politifuldmægtig Johs. Kahlen og Herredsfoged Henrik Flindt fra Frederikshavn samt Ferredsfoged Joh. Alh. Spark fra Ejaring til Koustrup for at bemægtige sig Dietz`Person og hans papirer. Her kom det til Haandgemæng mellem Øvrigheden og Dietz og hans Familie, og Stole og Borde væltede, og da Øvrighedspersonerne havde faaet tilkaldt Hjælp, blev Dietz fort som Arrestant til Frederikshavn og næste Dag til Arresten i Hjøring, Da Krigsraad Spârek selv var indblandet i Sporgsmaalet, fik han Byfoged Selgen Poulsen i Hjoring beskikket til Sættedommer i Sagen, men dens Udfald kendes ikke. Det vides dog, at han et Par Aar efter endnu sad som Arrestant, men nu i Frederikshavn, 1833 blev hans Gaard Kovstrup solgt efter Amtets Foranstaltning, og Kongens Foged maatte sætte Familien Diets ud, og den flyttede saa til Thomas Jensen i Vrensted, hvor den boede 1834, og Diets flyttede vist samme Aar til København, hvor han 1834 søgte om at blive Inspektør ved Tugt, Rasp og Forbedringshuset! Hans økonomiske kaar var sikkert usle, men han opnaaede at faa en Understøttelse paa 200 Rbdl. aarlig af Frederik d. 6.s Chatolkasse. Til Trods herfor tryglede han stadig Kongen om yderligere Gratialer og sendte ham mange Gratulationsdigte, saa han tilsidst fik Paalæg om at ophøre med sine Ansøgninger, da han ellers vilde miste sin Understøttelse”). 1834 begyndte han Udgivelsen af sin Levnedsbeskrivelse, men den blev vist stoppet af Regeringen, der næppe ønskede at faa Sæby-Affæren offentlig belyst i Dietz’ Affattelse. Han begyndte ogsaa 1838 med Udgivelsen af et Ugeblad > Aftenunderholdninger af hvilket der udkom to Serier paa ialt 47 Numre. Dietz døde i Armod i Lille Strandstræde Nr. 75 i København 16. Aug. 1843 begr. paa Assistens Kirkegaard d. 20. Aug. og efterlod sig kun nogle gamle Sengeklæder og noget Træskrammel uden Værdi. Hans Hustru var som foran nævnt allerede død 1836, og ved sin Død havde han en Husholderske.

Dietz og Hustru havde efternævnte Børn:

1. Inger Kirstine Marie Dietz, f. Aalborg 1794, d. lille.

2. Inger Marie Dietz, f. Randers 1795, d. Frhvn. 18757), gift før 1818 med Jens Larsen Nørhalne, der med Hustruen var hos Dietz paa Kovstrup 1828 og skulde have haft Gaarden. Var 1837 sindssyg.

3. A gathe Marie Dietz, f. Randers 1798, d. Jelstrup 1834, var 1818 forlovet med Thomas Christian Mathiasen i Sæby, men blev gift med Mads Sørensen i Jelstrup. 3 Børn.

4. Frederica Catomine Dietz, f. Randers 1799, opholdt sig 1818 og 1874 i København, antagelig ugift.

5. Mette Marie Dietz, f. Randers 1800, d. lille. 6. Johan Frederik Dietz, f. Randers 1802, d. 18…, var Husmand og Murer i Fristrup i Børglum S. og senere (1837) paa Løth i Børglum S. Gift i Børglum 1825 med Ane Christensdatter. Fra dem nedstammer en stor og anset Efterslægt.

7. Mette Marie Dietz, f. Randers 1804, d. Nørresundby 1880. gift med Gæstgiver Jens Jensen Dig. mand, f. Norresundby 1808, d. Aalborg 1883; bl. Bornene Kobmand. Kancelliraad Jens Andreas Digmann.

8. Hansine Christence Dietz, f. Randers 1806, d. Vrensted 1814.

9. Salomon Thielsen Dietz, f. Vrensted 1811, d. 1812.