Forfatter: Jens Otto Madsen

 

En levende fortælling af Bent Wisborg, ingenør og fhv. adm.direktør på Pedershaab Maskinfabrik A/S, som har været tæt på familien Nielsen

Med tilladelse fra Bent Wisborg

Kilde: fra bogen Pedershaab – folk, fabrik og fortællinger

Mine oplevelser med Familien Nielsen – (Pedershaab)

 

Nielsen-familien

Mit første møde med et medlem af familien Nielsen fandt sted kort efter min ansættelse den 1. november 1960. Vi var 3 nyansatte ingeniører, som af tegnestuechef Lund Nielsen skulle præsenteres for O. Nielsen, der dengang var teknisk direktør. Da vi stod opmarcheret uden for O. Nielsens kontor, bankede Lund Nielsen på døren, og vi fik lov at komme ind. O. Nielsen hilste på os, trådte derefter et par skridt tilbage, mønstrede os og sagde så: “Nå, tror I så, I kan lave noget?” Det mente vi jo nok, vi kunne, og så sagde han: “Nå, men så må I hellere komme i gang.” Audiensen var slut, og det var også introduktionen til den virksomhed, jeg var blevet ansat i. Venlige kolleger rådede imidlertid bod på dette hen ad vejen.

Den del af Nielsen-familien, som havde med Pedershaab-virksomhederne at gøre, bestod den gang af fabrikantens 3 sønner: Juul Nielsen, som var administrerende direktør for beslagfabrikken, Peder J. Nielsen, der var administrerende direktør for Pedershaab Maskinfabrik, og Oskar Nielsen, som var teknisk direktør samme sted. En 4. broder, onkel Christian, var emigreret til USA og arbejdede som værktøjsmager på en af de store bilfabrikker i Detroit. Onkel Christian havde arvet en betydelig del af Nielsen-familiens sans for humor og evne til at fortælle historier, herom senere.

Juul Nielsen havde en datter, Rigmor Nielsen, som havde været gift med Kræn Langeland fra WS-firmaet Brdr. Langeland, der var et stort og velrenommeret firma i byen. Efter Langelands død havde Rigmor Nielsen giftet sig med sin onkel, O. Nielsen, som også havde et ægteskab bag sig. Fra dette ægteskab havde O. Nielsen 2 sønner: Mogens Brix Nielsen, som var økonomidirektør på Pedershaab, og Bent Kronborg Nielsen, som senere blev teknisk direktør. Peder J. Nielsen havde sønnen, Per Henrik Nielsen, som på det tidspunkt var salgsdirektør.

I begyndelsen af tresserne døde Juul Nielsen, og Rigmor Nielsen efterfulgte sin far som administrerende direktør for beslagfabrikken, som den hed i daglig tale. Hun var en meget afholdt chef bl.a. på grund af sin store omsorg for medarbejderne og deres familier. Rigmor Nielsen døde få år efter sin mand, O. Nielsen i midten af halvfjerdserne.

Ovennævnte familieforhold, hvoraf kun det mest relevante er beskrevet, kunne virke meget kompliceret for udenforstående, og Per Henrik kunne få meget ud af at fortælle om, at hans kusine også var hans tante, og at hun også var stedmoder til hans fætre, som hun også var kusine til.

 Peder J. Nielsen (Maleri på Pedershaab)

Kort tid efter at jeg var kommet i salgsafdelingen, oplevede jeg Peder J. Nielsen for fuld udblæsning. Han kom farende gennem salgsafdelingen med et stykke papir flagrende i hånden, mens han meget højt sagde: “Hvem har skrevet dette? Dette brev skal kaldes tilbage.” Da situationen havde gentaget sig et par gange, forhørte jeg mig i sekretariatet for at få en forklaring. Det viste sig, at Peder Nielsen fik en kopi af al udgående post, og når det hændte, at der stod noget i brevene, som ikke passede ham, så skulle brevene kaldes tilbage. Meget af korrespondancen gik dengang til Tyskland, og jeg spurgte, om ikke det var besværligt at fange et brev, der var på vej til Tyskland.

Den pågældende medarbejder kunne bekræfte min formodning. De havde derfor indført det system, ifølge hvilket breve med kontroversielt indhold blev holdt bage. Hvis P.N. så ikke var kommet blæsende dagen efter, når han havde set sin kopi, blev brevene afsendt. Ak ja, man må sno sig.

Tonen i værkstedet kunne undertiden være ret barsk. En dag kom Peder. Nielsen lettere rystet tilbage på sit kontor efter en tur i værkstedet. Han havde lagt ruten om ad ekspeditionen for at spørge til en medarbejder, der havde været til undersøgelse på hospitalet. “Hvad sagde de så på sygehuset?” spurgte P.N. “Det ve a sku´n rigtig”, sagde manden. “De såe vis, at det var no´e kræft eller no´e skieværk!”

Da Peder J. Nielsen nåede 70-års grænsen, gik han af som administrerende direktør og blev afløst af O. Nielsen. Jeg boede nabo til Peder og Ulla Nielsen gennem flere år og oplevede dem som venlige og hjælpsomme mennesker. Det kunne ske, at min kone sad fast i sneen med sin bil. Hvem stillede øjeblikkeligt med skovl og måtte? Ulla Nielsen.

Sidste gang, jeg så Peder Nielsen, var en lørdag formiddag. Vi skulle ud at handle, og Peder var ude at hente mælk, som dengang blev bragt til døren. Han vinkede som altid. Da vi 3 timer senere kom hjem, var flaget på halv ved villaen.

Oskar Nielsen (Maleri på Pedershaab)

1. Nielsen var lige som sin broder en meget myndig person, som der stod en betydelig respekt om. Når han gik en runde ude i fabrikken, kunne man høre aktivitetsniveauet stige betydeligt. Mange års erfaring havde lært ham at stille de rigtige spørgsmål undervejs. Og så var det bedst, hvis medarbejderne også havde de rigtige svar parat. Tålmodigheden var ikke så stor.

Der blev ikke holdt ret mange møder om noget som helst den gang, og de møder, der blev holdt, var korte. Jeg husker nogle ingeniørers møde med O. Nielsen for bordenden som teknisk direktør. Vi skulle give tilbud på nogle transportører med såkaldte bevægelige andefødder beregnet for brunkulslejerne. Vi havde ikke lavet den type før, og det var en stor sag. Derfor skulle O. Nielsen godkende prisen. Forinden var der blevet kalkuleret, regnet og divideret i flere dage, og vi var ret sikre på, at prisen var i orden. O. Nielsen hørte på gennemgangen af projektet og sagde så: “Udmærket. Vi lægger 25 % ovenpå.” Mødet var slut.

Den gang syntes jeg, det var en lidt tilfældig form for prisfastsættelse, men vi fik ordren, og prisen passede. O.N. havde kun brugt sine erfaringer mht., hvor meget der kan gå galt første gang, man laver et nyt produkt.

I begyndelsen af 1960’erne var den interne information i virksomheden yderst sparsom, men til gengæld var historierne mange. En af dem handlede om forfremmelse. Den gang havde nogle ældre ingeniører titel af overingeniører. Reglerne for titlerne forekom uklare, men der var en ingeniør, som mente, at det nu snart måtte være hans tur til at blive overingeniør. Han søgte derfor foretræde hos O. Nielsen og fremførte sit ærinde. O. Nielsen var meget imødekommende og sagde: “De må gerne kalde Dem for overingeniør fra nu af.” Ingeniøren blev meget lykkelig og var i færd med bukkende og skrabende at bevæge sig baglæns ud af kontoret, da O. Nielsen sagde: “Sig lige til alle de andre, at de også gerne må kalde sig for overingeniører.”

Da O. Nielsen havde afløst Peder som administrerende direktør, sad jeg som eksportchef i salgsafdelingen. Han kom jævnligt på mit kontor for at høre, om der var nye ordrer undervejs. Det skulle der jo helst være, så store ordreindgange blev af og til fordelt over flere dage, så der var en godbid hver dag.

Rhododendronparken som parkeringsplads

En dag i begyndelsen af tresserne, mens jeg arbejdede på tegnestue 2, fik jeg en hasteopgave. Jeg skulle lave en tegning, der omdannede Hedelundanlægget til parkeringsplads.

Forhistorien var, at kommunen ønskede at flytte Nørregade over på det gamle banespor, der løb mellem Pedershaab Maskinfabrik og vinduesfabrikken samt A/S Peder Nielsen. Set fra kommunens side var det sikkert en udmærket ide. Set fra PMs side var det en meget dårlig ide. Ved at granske i de gamle papirer havde man fundet ud af, at PM faktisk havde ret til at købe en væsentlig del af Hedelundanlægget med henblik på udvidelse af fabrikken. Den gamle fabrikant stod som bekendt allerede på vagt på hjørnet for at sikre, at der ikke skete noget upassende i mellemtiden. PMs holdning var meget klar. Hvis man skulle afgive det gamle baneareal til kommunen, måtte man i stedet lave parkeringspladser i Hedelund. Der kom jo flere og flere biler blandt medarbejderne, og de skulle jo have et sted at holde, Peder og O. Nielsen drog til møde kommunen med mine tegninger under armen. Jeg fik siden at vide, at man hurtigt sluttede i enighed om, at Nørregade skulle blive liggende, hvor den lå.

Du eller De

I slutningen af tresserne var tiltaleformen du ved at vinde indpas. Det kan måske være svært at forstå i dag, men hvis man altid har været Des, er det utroligt vanskeligt at lave om på. Jeg selv fik først de sidste De’er afviklet, da vi alle flyttede ud på Saltumvej. Et par år, før vi flyttede kom O. Nielsen en dag ind på mit kontor og sagde: “Goddag, Wisborg, skal vi ikke være dus, jeg hedder Oskar.” Jeg var nær faldet ud ned af stolen og må have lignet en dreng taget med hånden nede i sukkerskålen.. Jeg lærte aldrig at sige “Du Oskar”, men dus blev vi.

Da O. Nielsen faldt for aldersgrænsen, blev Per Henrik Nielsen administrerende direktør, og dermed holdt 3. generation sit indtog i styrehuset. På O. Nielsens sidste dag på kontoret kaldte han Per Henrik ind kl. 12.00 til overdragelsesforretning Da Per Henrik kom ind på kontoret, gik O. Nielsen hen til det store bornholmerur, der dengang stod på den administrerende direktørs kontor. Så sagde O.N.:” Jeg plejer at trække uret hver dag kl. 12.00, nøglen ligger her, og nu er det vist tid at komme hjem og få frokost.” Det var det.

Per Henrik Nielsen (Maleri på Pedershaab)

P.H. var sælger i hele sit liv i ordets bedste betydning. Også produktudvikling havde hans store interesse, og han var meget optaget af udviklingen af Vihy-maskinen op gennem tresserne og halvfjerdserne.

Per Henrik og Sonjas hjem på Odinsvej stod altid åbent for kunderne. Utallige er de kunder, som har besøgt dette hjem, og de blev alle godt beværtet. Den gang var direktøren for en betonvarefabrik lig med ejeren. De kunne træffe hurtige beslutninger, men satte også pris på at få en god behandling, og det fik de.

I tresserne kom der mange tyskere, og alle nød at komme hjem i Per Henriks dengang nyopførte villa, som han med berettiget stolthed viste frem. En af tyskerne var også meget imponeret, og efter at have set sig beundrende omkring, sagde han til sin assistent: “Noter lige, at sådan en pragtfuld jagthytte skal jeg have bygget mig, når jeg kommer hjem.” Han blev aldrig Per Henriks ven.

En anden tysker ville købe en Vihy 160/200, en såkaldt 2-meter maskine, men kunne ikke rigtig beslutte sig, selv om Per Henrik flere gange prøvede at liste en slutseddel ind under tyskerens kuglepen. Kunden viste sig at være meget rideinteresseret, og Per Henrik fik straks arrangeret en ridetur ude på Nørre Kornum. Da tyskeren var kommet op på hesten, spurgte han, om hesten nu var rolig nok. Per Henrik svarede, at det var en meget rolig hest, der kun havde en fejl. Den kunne straks mærke, hvis rytteren havde for meget at spekulere på, og så kunne den godt blive noget nervøs. Han sagde: “Det var derfor bedst, at vi får ordnet slutsedlen inden rideturen.” Tyskeren skrev under til hest, og rideturen foregik uden problemer.

En dag kom Mogens Brix Nielsen ind på Per Henriks kontor i ret chokeret tilstand efter et ærinde ude i byen. Der var sket dette, at en ældre dame i Vestergade havde forsøgt at svinge til venstre uden først at se sig tilbage. Som så mange ældre mennesker med lidt stivhed i nakken havde hun haft svært ved det og kunne først se sig tilbage, når hun havde svinget. I dette tilfælde var det meget uheldigt, for hun havnede med sin cykel inde under Mogens Brixs Citroen. En meget rystet Mogens Brix stod omgående ud af bilen og løb til forenden for at se, hvor meget der var sket med damen. Inde under bilen og den sammenkrøllede cykel mødte hans blik et par hvasse øjne og en skarp stemme sagde: “Kan De virkelig tillade Dem det?” Mogens Brix var herefter ikke et øjeblik i tvivl om, at damen virkelig mente, at han havde over skredet sin kompetence i betydelig grad. Nok havde Nielsen-familien en betydelig goodwill i byen, men der måtte da være grænser.

 

Onkel Christian

Per Henrik havde stor fornøjelse af de breve, han modtog fra onkel Christian i Amerika. Onkel Christian skrev på den slags dansk, man talte, da han rejste ud, iblandet nogle amerikanske gloser: “Nu skal jeg berette om en usædvanlig hændelse, der fandt sted i vort hjem forgangen lørdag. Jeg sad fordybet i min avis, da der lød nogle høje skrig fra badeværelset. Jeg ilede straks derind og så, Elise havde været så uforsigtig at tømme badekarret, før hun selv var kommet ud. Resultatet var, at damen havde kilet sig fast i badekarret uden at kunne gøre andet end at lave et frygteligt spektakel. Jeg kunne straks se, at opgaven med at løfte Elise ud af badekarret langt ville overstige mine kræfter, så nu var gode råd dyre. Heldigvis kom jeg i tanker om de erfaringer, jeg indhøstede, mens jeg arbejdede på skibsværftet i Kiel. Jeg fik fluks åbnet for hanerne, og efter en stund kunne jeg floate Elise ud af badekarret.”

Samme onkel Christian oplevede også megen dramatik efter sin død. Han havde ønsket, at hans urne skulle anbringes på kirkegården i Brønderslev, og Per Henrik havde lovet at sørge for det praktiske. Der gik imidlertid dage og uger, uden at onkel Christian dukkede op. En dag spurgte Per Henrik så Bent Kronborg, om han ikke havde set en pakke fra Amerika dukke op i varemodtagelsen. Efter en stund med dyb tavshed sagde Bent så: “Jeg er alvorligt bange for, at onkel Christian er taget til Peru. Sagen er den, at vi har gået og ventet på en dåse med Molycote, som skulle bruges til at smøre lejerne i det første fiskemelsanlæg, vi laver for Atlas. Hvis nu der er sket en forbytning, så befinder onkel Christian sig nu i Peru, og vi bliver nødt til kalde en dåse Molycote for onkel Christian og få den gravsat.” Så hvis der står en dåse med Molycote pa Brønderslev Kirkegård, er historien sand, men vi har nok snarere at gøre med et eksempel på Nielsen-familiens store evner for spændende historier.

 

F.L.Smidth

Året 1969 var et jubelår med stor stigning i omsætning og indtjening. Det gav stødet til at realisere planerne om at samle hele virksomheden på Saltumvej. Det var en betydelig investering, og ikke mindst omkostningerne og driftstabet ved selve udflytningen var store. Samtidig var årene 1970 og 1971 meget dårlige år med svag omsætning. Resultatet var, at virksomheden kom i store økonomiske vanskeligheder. Kun en meget snæver kreds vidste, hvor galt det stod til. Jeg anede først uråd, da jeg tilfældigvis sad i den flyver, som bragte administrerende direktør for F.L. Smidth, Nils Foss, til Aalborg, hvor han blev hentet af Per Henrik. De var gamle studiekammerater, og Per Henrik har siden fortalt mig, at når det var nødvendigt med tilførsel af kapital, var det for ham vigtigt, at de nye medejere kom fra samme branche, så mulighederne for samarbejde på forskellige områder kunne udnyttes.

Det endte med, at O. Nielsen-familien solgte deres aktier til F.L.Smidth, mens Per Henrik forblev som aktionær. Virksomhedens overlevelse var sikret, men medarbejderne husker sikkert mere det blodbad, der fulgte. Bent Kronborg og Mogens Brix Nielsen trådte ud af virksomheden, da de ikke mere var medejere. De fik følgeskab af en række medarbejdere, hvoraf mange med både høj position og anciennitet. Smertelige, men nødvendige tiltag for at omkostningerne kunne bringes ned.

Den første tid med F.L.Smidth var en hård tid. Jeg husker, at ordet gummicelle blev brugt. Det var vist nok ment som det sted, hvor direktionen efter de nye ejeres opfattelse hørte hjemme. Senere gik det meget bedre i takt med, at resultaterne også blev bedre. PM fik lov til at bevare en meget betydelig selvstændighed. Vi var udsat for mange formandsskifter i bestyrelsen. Over en 5-årig periode skiftede vi formand 8 gange. Det var tilfældigheder og rokeringer i F.L.Smidths ledelse der var årsagen. På den ene side kunde de mange skift virke noget besværlige, på den anden side gav det en rimelig grad af selvstændighed i og med, at direktionen stod for kontinuiteten.

I slutningen af halvfjerdserne blev Per Henrik alvorligt syg og kunne ikke mere bestride jobbet som administrerende direktør. Jeg blev anmodet om at tage jobbet, og Per Henrik og jeg skulle så lave overdragelsesforretning.

Per Henrik mindede mig om, at da han selv skulle overtage embedet fra O. Nielsen, blev han instrueret i, hvornår og hvordan man trækker klokken. Så sagde han: “Du er den første administrerende direktør i Pedershaabs historie, der ikke hedder Nielsen, og derfor har jeg gjort det let for dig. Jeg har fået nogen til at passe klokken, så du bare skal tænke på firmaet!” Det var det. Retfærdigvis skal det nævnes, at de ultrakorte overdragelsesforretninger i PM havde sin årsag i, at efterfølgeren havde tilbragt mange år i virksomheden og kendte den ud og ind.

 

 

 

Læs videre “Min by jeg elsker dig”

Forhistorien

Når vi gennem tiden har passeret gennem små byer af forskellige størrelser, har vi mange gange snakket om, hvad der mon foregår af liv i den samling huse og mellem deres beboere. Selv om mange byer udadtil virker til at være uden særligt liv, så har vores oplevelser rigtigt mange gange vist, at der altid er sociale strukturer med fællesskaber samt store og små oplevelser sammen på forskellig vis – måske foreningsorganiseret – måske på helt private initiativer.

Da vi i 1977/1978 var færdige med vores uddannelser som henholdsvis sygeplejerske og bibliotekar, var jobmulighederne afgørende for, hvor vi bosatte os. Inden vi begge var færdige med uddannelsen, boede vi i lejlighed i Aalborg. Per fik job på Brønderslev Bibliotek i oktober 1977 i forbindelse med åbningen af biblioteksfilialen i Øster Brønderslev. Den var placeret i den tidligere skoleinspektørbolig, der senere blev Vestfritter og nu er nedlagt. Med tiden begyndte vi at overveje, hvor vi skulle bosætte os. Den første tid blev vi boende i Aalborg og pendlede, men vi begyndte snart at snakke om hus i Brønderslev, indtil en tilfældighed åbnede en mulighed, vi kun havde overvejet kort.

Efter at have set på flere huse i Brønderslev, hørte Per, en mandag formiddag i februar 1979, på arbejde på Øster Brønderslev Bibliotek om et hus, der lige var sat til salg i byen. Han så det senere samme dag, vi så det sammen om tirsdagen og købte det fredag i samme uge. Det var der flere grunde til. Dels var det et charmerende hus med mange muligheder, dels passede prisen til vores slunkne pengepung som nyuddannede, for husene i Øster Brønderslev var en del billigere end i Brønderslev, og sådan er det stadig. Og endelig havde Per i sine næsten 1 1/2 år med arbejde i Øster Brønderslev oplevet byen som et godt og levende sted i udvikling, og sådan er det også stadig. Vi bor fortsat i Øster Brønderslev i det samme hus, hvor vores 3 børn også er vokset op.

Lokale foreningsaktiviteter

Det er netop byens udvikling gennem de seneste godt 40 år og vores andel heri, der er omdrejningspunktet i denne historie om at flytte til et lille lokalsamfund og om at involvere sig. Ved kort at beskrive vores lokale aktiviteter giver vi samtidig et indblik i byens udvikling.

Vores første lokale engagement begyndte ved en tilfældighed. Efter et helt specielt forløb skulle bestyrelsen bag Øster Brønderslev Vandværk genetableres, så der blev i starten af 1980’erne indkaldt til møde i mødelokalet på Øster Brønderslev Bibliotek. Da Per efter bibliotekets lukketid stak hovedet ind til mødet for at minde deltagerne om at tænde alarmen, når de gik, lød det: “Du er valgt!”. Det blev til en del år i den bestyrelse med et spændende samarbejde om at forbedre vandforsyningen i byen og nærmeste opland.

Også i begyndelsen af 1980’erne var der indkaldt til den årlige generalforsamling i Øster Brønderslev Borgerforening. Vi var både nysgerrige og interesserede i foreningens arbejde, og det endte også med, at Birgit blev valgt til bestyrelsen som ny tilflytter og eneste kvinde. Senere blev hun formand. Det blev til mange år i bestyrelsen, og i den periode blev der bl.a. efter en del diskussion foretaget en sammenlægning af de to bestyrelser for henholdsvis Forsamlingshuset og Borgerforeningen. Det skete, fordi det var logisk i forhold til begge foreningers aktiviteter, og fordi det var nemmere kun at skaffe medlemmer til én bestyrelse.

I den periode blev en tidligere tradition med lokale dilettantforestillinger genoplivet. De kørte for fulde huse i Forsamlingshuset i flere år med hyggelige øveaftener og forestillinger samt tilhørende fester. Birgit var i næsten alle årene enten på scenen som aktør eller aktiv som instruktør.

Borgerforeningen blev involveret i det store arbejde med at finde frem til ejerskabet bag Bålhøj Plantage, der var etableret i 1907 af et lokalt aktieselskab som udflugtssted og samlingssted for lokale aktiviteter, men som ikke var blevet vedligeholdt i mange år. Detektivarbejdet med at opspore aktieejernes efterkommere afsluttedes først i 1980’erne helt juridisk med, at Borgerforeningen fik overdraget ejerskabet af Bålhøj Plantage. Nu blev der ryddet op i plantagen, så den igen blev et udflugtsmål og rekreativt område for byens borgere. Der blev kort efter, med støtte fra Øster Brønderslev-Hallund Sparekasse, etableret et udsigtstårn, som dog fik et relativt kort liv. Plantagen blev også ramme om Borgerforeningens sankthansfester. Med overtagelsen af plantagen var grundlaget for Bålhøj Festival også skabt, uden at den var i tankerne på det tidspunkt. Mere om den festival senere.

Lokalhistorie

I 1984 tog Per initiativ til etableringen af Lokalhistorisk Arkiv for Øster Brønderslev og Hallund Sogne som selvstændig gruppe under borgerforeningerne i Øster Brønderslev og Hallund-Hollensted. Per er fortsat aktiv nu snart 40 år senere. Aktiviteterne i Lokalhistorisk Arkiv har selvfølgelig været at indsamle lokalhistorisk materiale af alle slags og at formidle den lokale historie. Formidlingen er sket gennem flere lokalhistoriske cykelture, busture, udflugter og foredrag. I samarbejde med arkiverne i den gamle Brønderslev Kommune blev der frem mod kommunesammenlægningen i 2007 udgivet 10 bøger i serien “Fra land og by”. Her er en stor del af artiklerne skrevet af Per, og stoffet fra Lokalhistorisk Arkivs område udgør samlet cirka en tredjedel og dækker mange emner af den lokale historie. Pers aktiviteter i arkivsammenhæng er de seneste år udvidet til også at omfatte søgning efter lokalhistorisk viden med metaldetektor. Det har medført mange spændende fund og er et godt supplement til mere traditionelt arkivarbejde.

Forældreråd m.m.

Da vores børn kom til, blev vi også involveret i forældrerådet i børnehaven, og da skolebestyrelserne i 1990 blev etableret som afløsning for skolenævnene, blev Birgit valgt til skolebestyrelsen for Øster Brønderslev Centralskole. Den post havde hun i 12 år, hvoraf de sidste 8 var som formand. Det var en spændende opgave i årene med børn at være med til at præge udviklingen af den gode, lokale skole.

Øster Brønderslev Idrætsforening er en central forening i byen, så også der har vi været aktive. Det er dog børnene, der har været mest idrætsaktive, mens Birgit i en periode har været formand for badmintonafdelingen og har spillet med i nogle revyer til ØBIs dengang årlige sommerfest.

Dagligvarebutik og Sparekasse

Efteråret 1997 lukkede LokalBrugsen i Øster Brønderslev, da butikken efter en del arbejde blev solgt til nogle købmænd, så byen kunne bevare en dagligvarebutik. Per var med i bestyrelsen i flere år frem mod salget. Sammen med skiftende uddelere kæmpedes kampen for at bevare Brugsen som lokalt ejet butik, men det var forgæves af flere årsager. Efter skiftende ejere overtog den nuværende ejer butikken i 2004. Efter en stor udvidelse og nybyggeri med helt speciel lokal opbakning stod butikken færdig i november 2015 og er et stort aktiv for byen.

Omkring 2000 blev Per valgt ind i repræsentantskabet for Øster Brønderslev-Hallund Sparekasse og blev også medlem af Sparekassebestyrelsen. Sparekassen var et lille pengeinstitut, som fik det stadig sværere med nye regler for drift af pengeinstitutter, og i forbindelse med finanskrisen blev det ikke nemmere. Ved udøvelse af rettidig omhu blev Sparekassen solgt til Nordjyske Bank ved slutningen af 2009, for på den måde blev Sparekassens akkumulerede overskud placeret i en fond – Sparekassefonden. Forrentningen af pengene heri uddeler fondens bestyrelse som støtte til lokale formål i Sparekassens virkeområde. Den første fondsbestyrelse bestod af den tidligere sparekassebestyrelse, så her deltog Per de første 8 år. Fra 2018 har Birgit siddet i bestyrelsen for Sparekassefonden, der siden sin start og frem til og med 2021 har uddelt i alt næsten 7,3 millioner til lokale formål.

Samlingshuset

Det første møde mellem byens foreninger og borgere om ideen med et nyt Samlingshus blev holdt allerede foråret 2001, men ideen vandt ikke tilstrækkelig opbakning i foreningerne på det tidspunkt. Et par år senere organiserede Birgit medlemmer til en ny bestyrelse for Borgerforeningen, da den tidligere bestyrelse var tæt på at nedlægge foreningen. Hendes initiativ blev taget med det særlige formål at få sat gang i planerne om etablering af et nyt forsamlingshus til erstatning for det gamle og udslidte. Flere andre foreningers faciliteter var også nedslidte, og ingen havde økonomi til det store. For at sikre byens foreningsliv i fremtiden med tidssvarende faciliteter og for at gøre byen attraktiv for tilflyttere måtte vi gøre noget. Sammen kunne vi skabe noget nyt på tværs af de sædvanlige grupper i byen. Sammen med en gruppe af andre handlekraftige folk dannedes en ny borgerforeningsbestyrelse, som Birgit blev formand for. Det viste sig nu, at byens store aktører: Østsidehallen, Øster Brønderslev Idrætsforening, Borgerforeningen og Menighedsrådene for Øster Brønderslev og Hallund, kunne finde sammen i et meget konstruktivt samarbejde, og Fonden for Samlingshuset blev dannet i 2007/2008. Den detaljerede planlægning begyndte i 2009/2010 med økonomiske undersøgelser, mange skitser og diverse ansøgninger. Mange frivillige var involverede i arbejdsgrupper vedrørende brugen af huset, og mange frivillige deltog praktisk i hele byggeperioden. Fantastisk arbejde af alle.

I 2011 gik byggeriet af Samlingshuset i gang, og det var færdig i efteråret 2012, hvorefter ibrugtagningstilladelsen kom i januar 2013. I hele perioden har Birgit været formand for den samlende bestyrelse, der gennem Fonden for Samlingshuset står bag etableringen og driften af Samlingshuset. Birgit er fortsat Borgerforeningens repræsentant i den bestyrelse og er stadig formand. I byggeperioden var Per fundraiser og aktiv i arbejdet med at sikre projektets økonomi. Samlingshuset er et fantastisk godt og velfungerende eksempel på lokalt fællesskab og godt samarbejde, hvor vi begge har medvirket aktivt sammen med rigtigt mange andre. Den fælles indsats kan vi nu alle nyde.

Samlingshusets daglige leder har en gruppe frivillige og ikke helt unge mænd, der med deres forskellige evner udgør Håndværksrådet. Her har Per de seneste par år deltaget i gruppens praktiske arbejde med vedligehold og små håndværksprojekter.

Bålhøj Festival

Borgerforeningen arbejdede fra 2007 med ideen om at etablere en lokal musikfestival. Ideen fik et bestyrelsesmedlem, Henrik Jensen, under en gåtur i Bålhøj Plantage med familiens hund. Sammen med lokale musikinteresserede lykkedes det at holde den allerførste Bålhøj Festival i 2008, og bortset fra 2020 har der hvert år været afholdt festival i Øster Brønderslev oppe i Bålhøj Plantage. Det har været et stort praktisk og organisatorisk arbejde at arrangere Bålhøj Festival, og det har kun kunnet lade sig gøre med et tæt og effektivt samarbejde i Borgerforeningen, hvor Birgit var formand frem til 2017, da hun byttede post med næstformanden, Jesper Albrechtsen. Festivalen har også krævet stor lokal opbakning i form af såvel økonomisk støtte som praktisk arbejde, og det har alle årene været muligt at finde lokale frivillige til at deltage. I forbindelse med Bålhøj Festival har vi begge to i alle årene været en del af arbejdet på forskellig vis både før, under og efter festivalen.

Byfornyelse

En del af Borgerforeningens arbejde har altid været at arbejde for en udvikling af byen på en måde, der passer til lokalsamfundet. De seneste år har Birgit som foreningens repræsentant været involveret i planlægningen af byfornyelse og etablering af nye byggegrunde. Det kræver samarbejde med lokale politikere og embedsmænd, og det arbejde har medført en ny vej gennem byen og en byttehandel mellem Kommune og menighedsråd af arealet ved Øster Brønderslev Kirke, så der i 2018 kunne indvies et nyt bytorv og i 2019 en helt ny legeplads, samtidig med der blev lavet byggegrunde til nye lejeboliger. Her er de sidste lejligheder netop blev færdige. Det hele er ikke gennemført på Borgerforeningens initiativ, men uden dens aktive medvirken, er vi ikke sikre på, at det hele var gennemført på så relativt kort tid.

Andre samarbejder

I forbindelse med vores foreningsbaserede aktiviteter lokalt har vi begge deltaget i samarbejdsrelationer uden for lokalområdet, men med forbindelse hertil. Det drejer sig f.eks. om Birgits deltagelse i Landsbyrådet for Brønderslev Kommune samt Pers deltagelse i Lokalhistorisk Samvirke og i LAG-Brønderslev, der støttede lokale projekter med EU-midler.

Birgit kom med i bestyrelsen for Møllefonden kort efter 2000 og er fortsat med her. Det har hun og byen haft stor fornøjelse af. Møllefonden er en erhvervsdrivende fond, der står bag aktivitets- og bosteder for psykisk udviklingshæmmede. Det første sted blev etableret i Brønderslev i 1990, og siden har man udvidet flere steder. Det skete først i Brønderslev, men de seneste år er udviklingen sket i Øster Brønderslev, hvor der har vist sig gode muligheder, og hvor alle er blevet taget godt imod.

Da det gamle forsamlingshus i Øster Brønderslev stod tomt efter etableringen af Samlingshuset, købte Møllefonden huset og satte det fint i stand, så det i dag bruges som fælles rammer, hvor alle Møllefondens beboere og ansatte kan mødes til festlige lejligheder og kurser.

Da Nordjyske Bank lukkede sin filial i Øster Brønderslev ved udgangen af 2013, stod bygningen tom i længere tid, indtil Møllefonden købte det, byggede det helt om og etablerede stedet “Oasen” med gode forhold til de 8 beboere.

Senere købte Møllefonden ejendommen Nørgaard, der ligger ved siden af det gamle forsamlingshus. Her har man etableret boenheden Elmelund, der snart udvides med endnu et hus.

Endelig har Møllefonden netop købt Søndergård i Øster Brønderslev, hvor der nu arbejdes med planer for endnu flere muligheder for boenheder og for aktiviteter.

Birgit har ikke været afgørende for Møllefondens etablering i Øster Brønderslev, men har som bestyrelsesmedlem kunnet gøre opmærksom på de lokale muligheder, der var her, for at Møllefonden kunne få dækket sine behov for flere faciliteter.

Andre lokale aktiviteter

I de aktiviteter, vi har beskrevet indtil nu, indgår vi med aktiv deltagelse i eksisterende foreninger og fællesskaber og bidrager til resultaterne, men en god del af andre initiativer har været vores egne for at skabe nye og bedre fællesskaber.

Da vores yngste datter blev for gammel til at gå i skolefritidsordningen, hvor hun plejede at lave hjemmelavede julegaver til hele familien, gav hun Birgit ideen om at lave et julegaveværksted for alle lokale børn fra 3. klasse og op. Det første julegaveværksted åbnede i en weekend i november 1999, og der blev holdt julegaveværksted i lokalerne på Øster Skole og i fritidsordningen frem til og med 2015. Mange, mange lokale folk var ledere af de meget forskellige kreative værksteder, og der blev lavet utallige julegaver af børnene til deres søskende og øvrige familie i de 16 år, hvor Birgit sammen med Bente Børjesson styrede løjerne, og hvor Per sammen med vores søn, Andreas, hvert år stod for et værksted med fabrikation af lystfiskerudstyr, og en af vores døtre, Laura, hjalp på flere forskellige værksteder.

Apropos løjer så havde Per i mange år været irriteret over børnenes fantasiløse indsats hver nytårsaften, hvor deres “løjer” grænsede til hærværk. Derfor afholdt han et par år før årtusindskiftet et kursus i nytårsløjer for en gruppe børn. En rundtur med dem i byen om eftermiddagen nytårsaftensdag inspirerede dem til rigtige og mere fredelige løjer. De lærte god opførsel og kreativitet, så de fik et diplom. Det kursus kunne godt gentages.

Vi havde på forskellig vis opdaget, der var en lokal interesse for vin – en interesse vi delte. Efter to års vinsmagninger i aftenskoleregi valgte vi to sammen selv at arrangere en serie vinsmagninger i foråret 1999. Det blev for stor en opgave at løfte alene, så siden har vi været en gruppe med skiftende medlemmer, der står for de 5 årlige vinsmagninger, men hvor vi begge stadig er med i planlægningen og afviklingen. Nu mere end 20 år senere kan vi se tilbage på nogle lærerige og fornøjelige aftener, der hvert år har bragt cirka 50 lokale folk sammen på kryds og tværs af alder og sædvanlige strukturer. Og vi planlægger allerede nu næste sæson.

Der er rigtigt god gang i aktiviteterne i Samlingshuset i Øster Brønderslev, men alligevel savnede vi nogle tilbud rettet til de lokale beboere. Derfor blev gruppen Event Samlingshus på Birgits initiativ stiftet til at lave forskellige foredrag og oplevelser. Det er blevet til en bred vifte af arrangementer som f.eks. musik, foredrag, stand-up, bogcaféer og fællesspisninger.

Også online har vi bidraget til det lokale liv. Per har lavet og bestyrer hjemmesiderne for Borgerforeningen og Bålhøj Festival, styrer infoskærmen i SPAR Øster Brønderslev og bidrager til skærmene i Østsidehallen, og endelig er han administrator for Bålhøj Festivals Facebook-side og medadministrator for Borgerforeningens Facebookside.

Lokalbladet

Lokalbladet for Øster Brønderslev-Hallund området er et kapitel for sig. Ideen om et gratis uddelt blad med helt lokale nyheder blev præsenteret af Per på et møde i Forsamlingshuset. Efter en periode med planlægning og sikring af økonomien, blev første nummer uddelt i maj 1996. Med 4 numre hvert kalenderår uddeles det næste blad, der er nummer 103, i december 2021 efter snart 26 år. Helt fra begyndelsen har der været fin opbakning til Lokalbladet i form af økonomisk støtte direkte fra læserne samt fra foreninger, annoncører og Menighedsrådene, der bruger Lokalbladet som menighedsblad. Også alle lokale foreninger bruger Lokalbladet til at informere om deres tilbud.

Så 4 gange om året bruger Per sammen med de øvrige redaktionsmedlemmer et par dage på at gøre et nyt nummer af Lokalbladet klart til trykning. Dertil kommer timerne, som mange byder ind med, til at indsamle og skrive stoffet til Lokalbladet. Resultatet er, at hvert nummer er et aktuelt indblik i de aktuelle lokale muligheder. Her bydes nye beboere velkommen til lokalområdet, og der bringes alle mulige lokale informationer. Tilsammen er alle Lokalbladets numre desuden en unik dokumentation af de mange aktiviteter og fællesskaber i et lokalt område gennem indtil nu 26 år.

Afslutning

Vel har det krævet en god del tid og energi at være aktive lokalt, men gode oplevelser giver mere energi. Vi har haft stor fornøjelse af alle de lokale aktiviteter, og vi har gennem dem fået mange rigtigt gode venner.

Det er oplagt, at ikke alle ideer og initiativer bliver til noget, at ikke alt lykkes, og at slet ikke alt overlever på lang sigt. Det er heller ikke muligt at gøre alle tilfredse eller at være enige med alle. De diskussioner har vi gerne taget. Men uden at prøve at gøre noget, sker der ikke noget, så vi har forsøgt at gøre noget for det lokale liv – i fællesskab med mange.

Vi håber, at vi har bidraget til en fællesskabsånd. Vi er klar til på et tidspunkt at give arbejdsopgaverne videre, og vi er sikre på, at fællesskabet vil løfte opgaverne fremover.

 

På et tidspunkt omkring år 2000 blev jeg kontaktet af PET, Politiets Efterretningstjeneste, som spurgte, om de kunne få lov at lave en øvelse for deres livvagter med A/S Peder Nielsen Beslagfabrik som centrum. Det kunne jeg hurtig sige ja til, og vi aftalte et planlægningsmøde.

De pågældende er livvagter for kongehuset og ministre på udenlandske rejser, så de passer på toppen af det danske hierarki.

Øvelsen skulle gå ud på, at en meget betydningsfuld person skulle ankomme til A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, og jeg skulle tage imod ham ude på fortrappen og invitere ham med ind, og så skulle helvede brage løs.

En meget betydningsfuld person kaldes også en VIP, Very Important Person, meget vigtig person.

Livvagterne skulle straks få VIP’eren ind i bilen igen og køre væk.

Der skulle så udbryde kampe mellem livvagter og terrorister inde i fabrikken, og vi gennemgik alle mulige flugtveje inde i fabrikken, men også døre ud til det fri, som var blindgyder, for eksempel atriumgårde. Livvagterne skulle kende alle farbare flugtveje.

Nogle medarbejdere ude i værkstederne skulle være pøbel med våben som jernstænger, hamre, økser og lignende slagvåben. Livvagterne var bevæbnet med pistoler og automatvåben.

Dagen oprandt, og alle i hele virksomheden var spændte.

Jeg stillede mig op ude på fortrappen, og en stor bil kørte ind på pladsen, og ud steg VIP’eren, Vi gik hinanden i møde med fremstrakte hænder parate til at hilse på hinanden.

Det nåede vi ikke. Oppe fra kontorets 1. sal kom en skudsalve, og livvagterne kastede sig over VIP’eren og masede ham ind i bilen. Den forlod vores forplads i en fart, som jeg aldrig har kendt magen til. Godt Nørregade var spærret af hensyn til øvelsen.

Livvagter for rundt inde i fabrikken for at finde terroristen, gerningsmanden til skyderiet, men blev mødt af en ophidset pøbel med alle mulige slags slagvåben. Gerningsmanden var åbenbart en af deres.

Livvagterne trak deres våben og affyrede advarselsskud, men pøbelen rykkede bare frygtløs nærmere og nærmere.

Jeg så det med egne øjne, og jeg er bange for, at nogle af pøbelen havde brugt deres slagvåben, hvis de havde fået fat på en livvagt. Nogle gik meget højt op i opgaven.

Det lykkedes ikke livvagterne at få fat i gerningsmanden, men det lykkedes dem adskillige gange at løbe ud af en dør til en blindgyde.

Det var en arbejdsdag udover det sædvanlige. Skudsalven var affyret oppe fra konferenceværelset på første sal gennem et vindue, der stod på klem. Det flotte gule gardin havde været for tæt på våbenet og havde fået store sorte afbrændte huller. Det blev ikke udskiftet, men blev brugt til at prale med overfor efterfølgende gæster.

PET gav kage til alle ansatte.

Jeg deltog i den efterfølgende evaluering, og hovedtemaet var den frustration livvagterne fik, da pøbelen totalt ignorerede, at der faktisk blev brugt skydevåben imod dem. Der var affyret flere advarselsskud, så konklusionen blev, at fordi pøbelen vidste, de ikke ville blive beskudt med skarpt, kunne de ignorere livvagterne.

Livvagterne skulle til gengæld hjem og finde ud af, hvor de rigtige flugtveje var!

Fakta om livvagter

Nedenstående er fra PET’s hjemmeside

Livvagtsstyrken har ansvaret for alle offentlige
livvagtsopgaver i Danmark og varetager personsikkerheden omkring Kongehuset, regeringen, det diplomatiske korps, udenlandske stats- og regeringsledere på besøg i Danmark samt andre personer med særligt behov for personbeskyttelse.
Der er således både tale om personer med fast livvagtsbeskyttelse og ad hoc-baserede opgaver.

Livvagtsstyrken råder over specialenheden “Gamma 10”, som har en særlig missionsorienteret uddannelse og råder over særligt udstyr. Gamma 10 varetager i tæt samarbejde med forsvarets specialenheder og forsvarets livvagter personbeskyttelsen ved bl.a. ministres rejser til konfliktområder som Irak og Afghanistan.

 

Tonny Bistrup

august 2021

Jeg voksede op i Vestergade i 50’erne og 60’erne, søn Ingeborg og Oluf Olesen, købmand i Vestergade.

 

Her er Ingeborg og Oluf Olesens 2 tvillingedrenge Bent og Ole årg. 1948, måske sammen med en legekammerat og måske på forbudt område

Jeg gik på Søndergades Skole, hvor frøken Quist var min første klasselærerinde, og frøken Vestermark min første regnelærerinde.

Dengang var der respekt, og eleverne sagde De til lærerne. Forældrene sagde også De til lærerne og omvendt. Hvis man havde været involveret i en slåskamp i frikvarteret, fik man en på skrinet af lærer Laursen eller Gunnar Sørensen. Føj hvor slog de hårdt.

En gang havde jeg snydt med hjemmeopgaverne og skrevet af efter facitlisten Den kunne købes i Mandrup Poulsen’s boghandel for 25 eller 50 øre. Man snyder kun en gang, for dommen var øjeblikkelig, jeg fik nemlig en ordentlig lussing af vores regnelærerinde frøken Vestermark.

En gang om året var vi med skolen I Tolne Skov.

Efter skoletid og lektielæsning derhjemme var vi børn ude at lege i Vester Alle, nu hedder den Parkvej. Vi spillede stokken er væltet eller rundbold.

Sommetider klatrede vi i træer nede i minkfarmen lidt længere nede ad Vester Alle. Eller vi svømmede i Nørre å og blev godt mudret til. Vi havde det sgu sjovt.

Murermester Winther var en af de første i Brønderslev, der havde fjernsyn, sort og hvid vel at mærke. Alle vi børn fra nabolaget lå på gulvet hos murer Winther med hænderne under hagen for at se fjernsyn. Der var kun en kanal, DR, og for det meste var der flimmer eller “teknisk uheld, vi beklager”. Murermesterens datter Rigmor, var som regel glad for disse pauser i udsendelserne, for så var der tid til at lave aftenkaffe.

I skoleferierne var vi fast inventar på friluftsbadet,

for vi havde alle adgangskort. Andreasen var varmemester og meget striks. Vi børn havde respekt for ham, for hans ord var lov – dermed basta. Vi spadserede eller cyklede til friluftsbadet, som var laaaaangt væk fra Vestergade, næsten helt ude ved korsvejen. Dengang var der ikke bybusser. Vi vidste knap nok, hvad en bybus var for noget, for man kunne jo bare cykle, løbe eller spadsere.

Ofte cyklede vi til Løkken på en gammeldags cykel med seje pedaler, ingen gear eller el. motor, så der skulle trædes godt på pedalerne. Kørte ud om morgenen og hjem sen eftermiddag, i alt 50 km. Jeg kan ikke mindes, at der var overvægtige børn i nabolaget, måske fordi vi hele tiden var i bevægelse.

Dengang var der ingen mobiltelefoner, og når vores forældre hørte ambulancen suse med udrykning ud ad Vestergade mod Løkken, var vores forældre skrækslagne for, at et af os børn var druknet i Vesterhavet. Glæden var så større, når vi kom hjem efter at have svømmet i Vesterhavet det meste af dagen og megatrætte af at cykle 50 km.

Der var kun faste telefoner. Hver telefon havde et sving eller vinge, som man drejede på for at få centralen “Brønderslev”, en vældig sød dame, som sikkert kendte alt om alle. Når man var færdig med en samtale, skulle røret lægges på, og svinget skulle drejes et par omgange for at ringe af. Hvis man glemte at ringe af, ville frøken “centralen” ringe tilbage og bede os om at ringe af. Skulle man en meget sjælden gang ringe til København, bestilte man samtalen og ofte vente en halv time eller mere for at komme igennem. Skulle det utænkelige finde sted og der skulle ringes til udlandet, skulle samtalen bestilles gennem rigstelefonen.

Der skulle også uddeles aviser hver dag efter skoletid på hverdage, tror jeg nok. Det var værst at komme ud af sengen på en søndag morgen klokken halv seks for at uddele aviser. Men der var gode penge at tjene.

Jeg tror vi avisuddelere fik 25 øre (eller var det 10 øre?) pr. avis.

Efter realeksamen fik jeg en uddannelse i byens bank og efter endt soldatertid et par års i en bank i Aalborg. Som ganske ung bankmand rejste jeg til Schweiz for at videreuddanne mig i en bank. Derefter havde jeg blod på tanden og kom faktisk kun tilbage til Danmark i en meget kort periode, fordi mine tidligere bankkollegaer sagde, at der var intet at komme hjem efter.

Kan man ikke finde sit drømmejob i Danmark, kan man jo altid tage derhen hvor drømmejobbene er, ikke sandt? Hvad med Paris, New York eller Hong Kong for bare at nævne tre steder? Verden er enorm stor, men også lille. Jeg har haft den glæde at have boet og arbejdet i 8 lande på 5 kontinenter. Det bliver man hærdet af og meget tolerant. Jeg bor stadig i det store udland, men kommer dog til Brønderslev et par uger hvert år. Jeg har masser af venner af flere forskellige nationaliteter, kulturer og trossamfund. Man bliver et tolerant menneske af det og lærer sprog.

Jeg har bestemt ændret mig, det er uundgåeligt, men Brønderslev har også ændret sig. Der er nu bybusser, men så vidt jeg ved ingen taxa? Sammenlignet med den gang, er juleudsmykning i dag meget ringe. Nu er der også flere spisesteder af forskellige slags; i gamle dage vidste vi ikke, hvad en pizza var for noget. Vi kendte ikke fast food!

Brønderslev Marked er i dag også anderledes. Den gang var der gøgl til,

med Professor Tribini og hans skøre cirkus. En kendt sanger (i dag) kørte dengang motorcykel i dødsdromen, og der var spøgelsestog.

februar 2019

Ole Olesen

 

 

Mit navn er Dorthe Stiller, jeg er født i 1946 i Aalborg, hvor mine forældre drev en slagterforretning. Jeg har altid været kreativ, og som teenager malede jeg på porcelæn, og havde et job efter skoletid i et porcelæns- brænderi, hvor jeg malede små askebægre o. lign. til turister.

Efter realeksamen kom jeg i lære på Aalborg toldkammer (mine forældres valg), og der var jeg ansat i mange år, fik familie, og levede det kreative ud på aftenskolen både med keramik og maleri.

Da jeg i 1976 flyttede med familien til Brønderslev, valgte jeg at gå hjemme et par år, mens børnene voksede op. Jeg havde et par børn i dag- pleje, og jeg mindes med fryd, når vi sad ved bordet og legede med ler og andre kreative materialer.

Jeg meldte mig på aftenskole til keramik ved Kirsten Kristensen og til maling ved kunstmaler Otto Møller, og Otto gjorde mig opmærksom på, at jeg kunne søge ind på Aalborg kunstskole.

Når jeg havde fri eller ferie, poppede det kreative altid op….

I mellemtiden blev jeg skilt og giftede mig med byens slagtermester, var ansat igen et stykke tid ved toldvæsenet, men stoppede for at hjælpe min mand, Preben Stiller, i slagterforretningen.

Da vi i 1995 solgte forretningen til byfornyelsen, og børnene var blevet store, var jeg helt sikker på, at nu ville jeg prøve kræfter med kunsten.    På hjemmefronten var der ikke den store opbakning. Men jeg fortsatte målrettet.

Jeg søgte min fagforening om uddannelsesorlov – og fik det bevilget,

( hvilket privilegeret samfund man er født i ). Herefter søgte jeg om optagelse på Aalborg Kunstskole- og kom ind.

Derefter startede jeg på en helt ny tilværelse…..  jeg var virkelig kommet på rette hylde.

Aalborg kunstskole

Det var virkelig spændende. Det første halve år gik jeg på Grundskolen, hvor man prøvede alle retninger: tegning, modellering efter levende modeller, grafik og maleri.

Dernæst gik jeg videre på Fagskolen og skulle vælge linje, jeg valgte her maleriet. Underviserne på skolen var alle udøvende kunstnere, og vi lærte løbende at lave kunstudstillinger. Vi lærte herved virkelig at stå ved det, vi lavede. Uddannelsen varede ca. 3 år. Sideløbende kunne man få timer i croquis, tegning efter levende model, kunsthistorie osv. Det var dejlige lærerige år. Sammen med 7 andre piger dannede jeg en kunstnergruppe, som kaldte vi” Oktaven”. Vi har sammen lavet utallige udstillinger, og vi mødtes en gang om måneden, altid med et nymalet maleri, som vi gav hinanden konstruktivt kritik af.

Med årene har gruppen mistet 4 af pigerne, og det er desværre kun mig, der stadig maler.

På kunstskolen kom jeg i forbindelse med mange forskellige mennesker, f.eks. var der mange skolelærere, der tog et år for at dygtiggøre sig til brug i deres undervisning.

Jeg tænkte: ”Hvorfor fortsætter jeg ikke på lærerseminariet, og får papir på, hvad jeg kan”. Som tænkt så gjort, og efter utallige kurser og eksamen i IT og psykologi, blev jeg i 1999 uddannet billedkunstlærer.

Så nu skulle jeg ud på arbejdsmarkedet igen.

I de år var jeg begyndt at udstille mine værker, og var blevet bidt af det. Men jeg skulle jo ha´ stykket et fuldtidsjob sammen???.  Jeg søgte det første job, der lige var ledigt: Salgsassistent ved Skott i Hjørring. Min tanke var, at jeg lige kunne prøve, mens jeg søgte noget bedre.

Jeg arbejdede hos Skott de efterfølgende knap 10 år!

Det viste sig, at jeg kunne få nedsat tid ved Skott og sideløbende udstille. Og familien bakkede nu helhjertet op om mit nye liv.

Jeg havde bestemt ikke drømt om, hvad det førte med sig. Ikke bare malede og udstillede jeg malerier, men jeg malede desuden julekortet for Brønderslev kommune i 2003

Lions julemærke i 2004 og i 2011, malede etiketten til Brønderslev kommunes kunstnervin i 2007 og i 2020, malede motiv til Landbo Nords dyrskue t-shirts i 2009 og 2010, julekort for firmaet Dan-Hatch i 2015 til 2018, og lavede årets plakat for Falcks kunstforening i 2012.

Det gamle Slagteri.

I 2001 åbnede jeg ” Det gamle Slagteri” på Hyldevej i Ø. Brønderslev og startede med at udstille sammen med ”Oktaven” og andre skiftende udstillere.

Det gav god mening for en gammel slagterdatter, gift med byens tidligere slagtermester, at udstille kunst og gamle slagterting. Der var stadig et stort kølerum med kæmpe døre, som vi hængte billeder op på, og der hang kroge i loftet til grisene. Vi kalkede bare væggene og strøede sand på gulvet (dog ikke savsmuld) og slog dørene op til påskeudstilling med åbningstalen af Tage Buus.

Det fortsatte jeg med til år 2006, da jeg kunne gå på efterløn. Jeg måtte stadig udstille, men desværre bare ikke i mit eget galleri.

Året efter tilbød billedkunstner John Laursen, at jeg kunne udstille på påskeudstillingen på Brønderslev Gymnasium, og der er jeg stadig at finde.

Mit billedsprog.

Mit billedsprog er ikke kun en skildring af naturindtryk, men også et udtryk for tanker, følelser og drømme. Hvad der rører sig i mit hjerte, må jeg simpelthen ha ud på lærredet. Jeg har nogle værker, jeg har malet, når jeg virkelig er blevet udfordret i livet, både på godt og ondt.

Da jeg blev mormor for første gang, malede jeg ”Mormors opslagstavle” og derefter ”Jeg holder af hverdagen”. Men det kan også være en sang fra højskolesangbogen, der griber mig, som jeg så bruger mit billedsprog til at fortolke på lærredet. Ofte på et aflangt lærred med både tekst og illustrationer.

Jeg er af naturen nysgerrig, og mine sanser står altid åbne for påvirkninger af mennesker, jeg møder i det offentlige rum, oplevelser fra hverdagen, tanker eller måske et sjovt ordspil. Inspirationen kan så komme frem i motiver f.eks. af HØNS. Jeg har malet rigtig mange billeder af Høns, som har fået et menneskeligt islæt.

Et andet yndet motiv er mine husbilleder, som nok er et udtryk for påvirkning og tanker. Vi kender nok alle sammen, når man går en tur i mørket og bliver fanget af lyset i vinduerne, og tænker: ”Hvad mon der sker bag de ruder”. Jeg maler måske personer, der nyder et glas vin foran en kendt bygning i Nyhavn, eller måske er til vinfestival i Brønderslev.

Når jeg starter med at male, lægger jeg en masse farver vilkårligt på lærredet, jeg maler aldrig på et helt hvidt lærred, på den måde får jeg en del forærende. Er det huse, jeg vil male, rammer jeg vinduerne ind, og det udtryk, der kommer ud af ruderne, er de farver, der tilfældigt er på lærredet, og beskueren må selv forestille sig, hvad der sker bag de vinduer.  På den måde får jeg et levende maleri, og ikke et maleri med ens vinduer.

 

Mit frivillige arbejde.

For Brønderslev kommune.

Sideløbende med min kunst, har jeg også haft den glæde, at kunne udøve frivilligt arbejde for kommunen, og i dag desuden for Borger 9700.

Kulturelt samråd.

Jeg blev valgt ind i Kulturelt samråd omkring år 2000. Det bestod af et udvalg, der blev sammensat efter hvert kommunalvalg. Det var frivilligt arbejde og sammensætningen var: En formand, nogle folkevalgte fra det nye byråd og et antal borgere, med interesse for kultur. Vi havde et årligt beløb, bestemt af kommunen, som vi skulle forvalte, så kunne foreninger, musikere o.s.v. søge, hvis man ville prøve noget nyt. Måske var der ønsker om et kunstværk til byen, eller til en institution i kommunen. Ofte søgte man også blot en underskudsgaranti, som kunne udbetales, hvis et arrangement gav underskud.

F eks. startede Brønderslev Påskeudstilling for 46 år siden på den måde. Den blev med tiden så stor en succes, at tilskud eller underskudsgaranti ikke var nødvendigt. Tværtimod har den med årene givet overskud, som bruges til at købe ny kunst til kommunen. Påskeudstillingen er de sidste 29-30 år blevet sammensat af billedkunstner John Laursen og er stadig en kæmpe succes, besøgt af mange mennesker og kunstforeninger fra hele landet.

Efter kommunesammenlægningen blev Kulturelt Samråd nedlagt, og ved et inviteret møde med kulturelle ildsjæle fra hele kommunen, blev der oprettet et kultursamvirke.

Kultursamvirke

Der blev valgt medlemmer fra bl.a Dronninglund, Hjallerup, Sterup, Hellum, Brønderslev og Stenum. Formålet var at lave kulturelle arrangementer i alle dele af den nye kommune. Der har været musik- arrangementer i de små forsamlingshuse og en årlig kulturuge, hvor vi første år havde gratis guidede busture, så borgerne kunne komme rundt og se hele den nye kommune.

Vi arrangerede dragefestival på stranden i Aså, efterfulgt af lysshow om aftenen, og årets længste dag på Knøsen (Nordjyllands højeste punkt) i Dronninglund med optræden, mystik og vandretur i skoven.

Desuden kan nævnes kunstudstillinger en weekend i kulturugen i 2008 på Dronninglund gymnasium, de næste par år på den gamle fabrik, hvor Ginge og politigården i dag har til huse. Der bød vi på kunst, kultur, gøgl, teater og musik og kulturfestivalen blev det første år afsluttet med opsending af rislamper med levende lys og året efter med fyrværkeri i parken.

I år 2014 Blev Kultursamvirket nedlagt, men jeg har stadig fornøjelsen af, at være en del af Brønderslev Kommunes Kunstfond, der hører under Børne- og Kulturudvalget i Brønderslev kommune.

Brønderslev kommunes kunstfond.

Kunstfonden ledes af en bestyrelse bestående af 6 medlemmer: Formanden for Fritids- og Kulturudvalget, et medlem udpeget af byrådets midte, 2 medlemmer udpeget af Fritids- og Kulturudvalget efter indstilling af fagenheden for Børn og Kultur, hvoraf mindst 1 skal være udøvende kunstner, 2 repræsentanter fra fagenheden for Børn og Kultur (direktør og chef). Bestyrelsens funktionsperiode er sammenfaldende med byrådsperioden.

Fondens formål er at arbejde for højnelse af den kunstneriske kvalitet ved kommunalt byggeri samt at medvirke til fortsat forbedring af det æstetiske udtryk ved indretning og udsmykning af kommunale bygninger og det offentlige rum.

Kunstfondens midler tilvejebringes gennem afsættelse af beløb hertil på kommunens årlige driftsbudget i overensstemmelse med Byrådets vedtagelse. Vores møder bliver afholdt på Brønderslev rådhus.

Borger 9700.

Da kultursamvirket i 2014 blev ophævet, blev jeg opfordret til at træde ind i Borger 9700 kulturgruppen, og der er jeg frivillig i dag.

Vi har til huse i Rhododendronparken i Brønderslev. I den gule bygning, som kommunen har stillet til rådighed for foreninger.

Vi prøver at lave lidt anderledes kulturelle tiltag for borgerne, enten på scenen eller i Den runde Pavillon, men vi skal desværre hele tiden søge penge, enten ved fonde eller gennem Kommunens kulturpulje, til arrangementerne.

Af store arrangementer kan nævnes, Den kongelige ballet i 2015, som vi for øvrigt fik årets kulturpris for. Endvidere har vi haft Opera i det fri flere gange og mange andre musikarrangementer. Desuden kan nævnes julearrangementer, på årets korteste dag, med underholdning af kirkens pigekor, Dunkelfolket som overraskelse i parken, og efterfølgende udsættelse af levende lys på søen. Der er gratis adgang, da parken ikke kan lukkes af.

Vi har endvidere en årlig kulturdag på Brønderslev bibliotek. Det er altid sidste lørdag i september. Her er der kunsthåndværkere, kreativt værksted for børn, musik, madboder, bogsalg og andre aktiviteter, alt efter årets Tema.

I 2019 afholdt vi for første gang Sct. Hans aften i parken, med bål på søen. Det var en stor succes, og det håber vi at kunne fortsætte med i 2022.

Jeg fik godt nok ikke tid/overskud til at komme ud og undervise i folkeskolen. Jeg har dog haft nogle få frivillige undervisningsforløb i institutioner i Kommunen, bl.a. på bostedet Hedebo, men jeg kan med glæde sige: ” Hvor har kunst dog beriget mit liv”. Og jeg maler stadig med hjertet.

 

 

 

.

 

Brønderslev Kommune              

Adresse: Ny Rådhusplads 1 9700 Brønderslev · 

Telefon: 99 45 45 45

   

Brønderslev Kommune er en kommune i Region Nordjylland efter Kommunalreformen i 2007 med 36.304 indbyggere. Allerede den 15. november 2005 blev kommunalbestyrelsen dog valgt. Kommunalbestyrelsen har 29 medlemmer

Kommunesæde: Brønderslev

• Region: Nordjylland
• Areal: 633,38 km2
• Indbyggere: 36.177 pr. 2021
• Befolkningstæthed: 57 (Indbyg. pr. km²)
• Er:  Et godt sted at leve. I Brønderslev Kommune er man tæt på det meste – i midten af Vendsyssel – med en direkte linje til beslutninger, forvaltning og det frivillige fællesskab. Her ser vi muligheder frem for begrænsninger, når vi sammen udvikler de kommunale tilbud, erhvervslivet, foreninger, vores landskab og lokalsamfund.

Byrådet i Brønderslev Kommune består af 27 medlemmer og er valgt for perioden 2018 – 2021

 Brønderslev Byråd

Mikael Klitgaard (V) – Borgmester

Niels Vestergaard Salling (V)

Lasse Riisgaard (V)

Jens Andersen (V)

Dennis Kvesel (V)

Martin Bech (V)

Klaus Riis Klæstrup (V)

Lone Birkmose Lex (V)

Margit Chemnitz (V)

Jan Thaibert (V)

Peter Stecher (C)

Erik Sørensen  (O)

Carsten Ullmann Andersen (O)

Eskild Sloth Andersen (A)

Arne M. Jensen (A)

Hildo Rasmussen (A) 

Bettina Bøcker Kjeldsen (A)

Lene Hansen (A)

Ole Jespersgaard (A)

Peter H. S. Kristensen (A)

Christen Bager (A)

Johannes Trudslev (A)

Poul Erik Andreasen (A)

Steen Søgaard Petersen (J)

Simon Aagaard (J)

Line Vanggard Pedersen (Løsgænger)

Lars Bisgaard Andreasen (Løsgænger)

 

Kommunens største byer
Nr	By	Indbyggere (2021)
1	Brønderslev	12.522
2	Hjallerup	4.192
3	Dronninglund	3.435
4	Asaa	1.123
5	Øster Brønderslev	924
6	Klokkerholm	890
7	Jerslev	870
8	Flauenskjold	669
9	Agersted	562
10	Serritslev	500
11	Hallund	289
12	Stenum	277
13	Thise	235

Brønderslev Kommune havde 100 års købstadsjubilæum den 01.04.2021

Her det sidste sogneråd i 1921 og Rådhuset før og nu, se billeder på næste side

 

 

Opvækst

Han er næsten vokset op i en sportshal og har i sin ungdom dyrket meget indendørs sport, og han syntes, det var synd for de unge mennesker, der dyrkede udendørs sport, og kunne blive udsat for al slags vejr.

Kim Jensen er født i 1961 i Frederikshavn. Da Brønderslevhallen blev bygget, flyttede hans forældre til Brønderslev, hvor Kim voksede op.

Kims forældre, Else og Erik Jensen, var gennem mange år de legendariske ledere i Brønderslevhallen. Else stod for kantinen og ”Hal Erik” stod for resten.

Begge forældre var passionerede håndboldspillere og engang Kims mor, Else, blev interviewet, spurgte journalisten Kim, om han var lige så vild med sport som sin far og mor. ”Ja – men jeg er ikke fanatiker,” var det kloge svar.

Man skal have mere end en interesse, for ellers bliver det for enøjet.

Kim boltrer sig i naturen

Nu mange år efter kan man finde ham windsurfe på havet i blæsevejr, sejlende i kajak eller kano eller fræsende afsted på en cykel, i fuld fart på et snowboard eller i gummibåd i en frådende flod.

”At være ude i naturen er frihed,” siger Kim Jensen, som mange kender som hjælpetræner for det danske kvindelandshold i håndbold igennem mere end 15 år.

Når Kim var med kvindelandsholdet, skulle der ikke altid bestilles hotelværelse til ham, for han sov gerne ude i skoven.

Hjemme har han bygget et shelter med udsigt over Limfjorden og med bålplads, og herude overnatter han ofte.

Når Kim surfer eller står på snowboard, griner han eller bryder ud i sang. Det er tegn på, at han er glad eller, at han er ved at lære noget, der er vanskeligt. Det gør man bedst, når man er afslappet og i godt humør, som når man griner eller synger. Når tingene lykkes, glemmer man tid og sted.

Hver morgen lytter Kim til vejrudsigten for at finde ud af hvilken sportsgren, der passer til vejret i dag. Surfing, stand up paddle board eller en anden udendørsaktivitet. Man finder ro i naturen eller fordyber sig.

Kim Jensen er helt klart en mand, der hylder aktiviteter i naturen. Som han ynder at sige:
”Go to the door – go outdoor.”

Håndbold

Det er nok mest fra håndboldens verden, man kender Kim. Han spillede sin første kamp som landsholdsspiller i håndbold i oktober 1980, og siden har han har spillet 83 landskampe og scoret 91 mål.

Kims forældre Else og Erik

Som søn af halinspektørparret ved Brønderslevhallen, Else og Erik Jensen, kom Kim med i hallen, som var forældrenes arbejdsplads fra tidlig morgen til sen aften. Her begyndte han som ganske ung at spille håndbold, og man fandt hurtigt ud af hans talenter. Gennem nogle år spillede han på Brønderslevs bedste hold i divisionen. Brønderslev var dengang på det danske håndbold-landkort, og håndbolddrengene fyldte Brønderslevhallen med tilskuere søndag efter søndag.

I 1989 spillede Kim landskamp mod Japan i Brønderslevhallen. Det var meget specielt for ham at skulle spille så stor en kamp i den sportshal, hvor hans far var halinspektør, hvor hans mor var leder af cafeteriet, og hvor Kim havde tilbragt mange timer i barndommen.
Danmark vandt 29 –

22, og Kim scorede 3 mål. Kim var på det tidspunkt medlem af Brønderslev Idrætsforening.

Ved sin konfirmation brugte Kim nr. 39 i sko og året efter nr. 44. En dag besvimede han hos sine bedsteforældre, og på hospitalet mente lægen, at det var fordi, Kim voksede for hurtigt. Det gav problemer med anklerne, så han skulle gå med specialbind og blev behandlet med ultralyd, hvilket Erik var imod. Faderen mente, at Kim blev pacet for hurtigt frem.

Engang spillede Kim landskamp i Jugoslavien med ondt i foden, og det viste sig senere, at der var brud på en knogle.

Sine håndboldmæssige ambitioner skruede Kim dog voldsomt ned for på grund af sit politiske engagement. I 1984 meldte Kim fra til bruttotruppen til OL i USA.

Det skuffede mange af de personer, som havde lært Kim det, han kunne. De mente, han svigtede dem og sit talent, som et af de store håndboldhåb i Nordjylland.

Han slap dog ikke håndbolden, for han trænede ugentlig i Aalborg Håndboldklub, hvilket gav ham en plads på førsteholdet.

At den fysiske træthed var en begrænsning, accepterede Kim. Det var dog tydeligt for en af holdkammeraterne, daværende skuespiller på Aalborg Teater og nuværende ørkensøn, Niels Olsen, at der var noget galt.  ”Du vil noget mere end det her,” sagde han en dag til Kim.

Kim havde flere ambitioner, end han ville erkende.

Håndboldklubben fra barndommen i Brønderslev havde flere gange prøvet at få ham tilbage, men han var ikke parat til at give håndbolden fuld gas, men i 1987 gik han ind i sin anden håndboldperiode.

Han ofrede dog ikke alt til håndbolden, for året efter pakkede han og Connie deres rygsække og tog til Kina i seks uger med den transsibiriske jernbane.

Håndboldklubben havde aftalt at spille to kampe med landsholdet, og det kunne Kim ikke rigtig lade ligge, men hvis turen til Kina gik planmæssigt, og Kims far, Hal Erik, stod klar med en pakket håndboldtaske, når han kom hjem, kunne Kim lige nå at spille med.

Kim udarbejdede derfor et træningsprogram til kinaturen, så der blev styrketrænet den ene dag, løbetrænet den næste og den tredje dag var en fridag. Det var ikke altid lige nemt at holde ferie på den måde.

Planen lykkedes, og Kim nåede at spille mod landsholdet først i Jetsmark Hallen og dagen efter i Storvorde.

Så skete der noget, Kim havde drømt om i sit stille sind. Efter kampen kom landstræner Anders Dahl-Nielsen ind i omklædningsrummet og tilbød Kim at komme tilbage til landsholdet.

Det tilbud sagde Kim straks ”ja” til og oplevede igen den følelse af stolthed og tilfredshed, det er, når arbejdet lykkes.

I 1996 blev Kim Jensen tilbudt jobbet som landstræner for kvindelandsholdet i håndbold. Han fik jobbet som landstræner i en tåbelig konstellation. Indtil Jan Pytlick var færdig med sit trænerjob for herreholdet i GOG, skulle han hjælpe Kim, når han havde tid.

Ulrik Wilbek var træner for kvinderne i Viborg og skulle også være assisterende træner for Kim, når han havde tid.

Denne konstellation blev droppet efter en måned, da GOG accepterede, at Dansk Håndbold Forbund købte Jan Pytlick fri fra jobbet i klubben.

Så Kim var landstræner for kvindelandsholdet i håndbold i en måned. I den periode tabte holdet ikke en eneste kamp – nå – de spillede heller ikke nogen.

Under OL i Athen i 2004 kom Kim galt af sted på et spørgsmål fra en journalist om Kims holdning til kongehuset, medens de danske prinser så på, og Kim svarede, at han syntes, prinserne var nogle fine fyre, og han var sikker på, at der kunne blive plads til dem på et nordjysk jord- og betonsjak, når kongehuset blev nedlagt. Det blev hverken opfattet som et kompliment eller en morsomhed.

Det gav en voldsom kritik, men det opvejedes af den respekt, Kim normaler nød for at give udtryk for sine holdninger.

Engang kvindelandsholdet havde vundet guld ved OL, kom dronning Margrethe og prins Henrik hen på hotellet for at ønske til lykke. Prins Henrik ville gerne se, hvordan pigerne boede og lukkede op ind til et af værelserne: ”Det ligner vist noget, hvor en bombe er sprængt,” udbrød Prinsen.

Der var ikke ryddet op, og der hang BH’er rundt omkring, og pigerne havde hængt billeder op på væggene.

Hal Erik, Kims far, ville gerne have været med til OL i Sydney, men det var alt for dyrt. Kim kom så hjem fra OL og kunne fortælle, at Dansk Håndboldforbund havde arrangeret rejer for interesserede, og det var meget billigere end, hvis Erik selv skulle arrangere, så det ærgrede Kims far, at han ikke havde fået kendskab til det arrangement.

I 2012 fik Kim Jensen overrakt prisen, Aalborgmanden, af borgmester Henning G. Jensen. Aalborgmanden blev indført i 1964 og er byens tak til personer, der har ydet en værdifuld indsats for Aalborg eller har gjort byens navn kendt rundt om i verden.

Prisen er en lille statuette, en miniatureudgave af skulpturen Aalborgmanden foran administrationsbygningen på Boulevarden.

For Kim Jensen, der var assisterende træner for kvindelandsholdet i håndbold og underviste på Aalborg Sportshøjskole, betød statuetten utrolig meget. ”Jeg er hamrende stolt,” sagde han og fortalte, at hans familie havde en stolt tradition med at arbejde på skibsværftet. Min oldefar var skibstømrer på værftet, fortalte Kim Jensen, der selv arbejdede der i et par år i 1984-85.

Det var dog ikke som værftsarbejder Kim Jensen var mest kendt. Borgmesteren understregede, at Kim var kendt for sit arbejde med kvindelandsholdet. ”Og du gør et meget sympatisk indtryk,” sagde Henning G. Jensen blandt andet.

Kim Jensen takkede med en fortælling om, hvor glade og integrerede de unge fra Sjælland bliver for Aalborg, når de kommer som elever på sportshøjskolen. De tror Aalborg er et skodsted, men de opdager, at byen har sjæl, at de bliver budt velkommen, og man hilser på hinanden, lød det fra Kim Jensen, som er stolt af sin by.

Efter OL i London sammen med kvindelandsholdet i håndbold sagde Kim igen farvel til eliteidrætten.

I sin håndboldkarriere har Kim været med til:

• Spillet 84 landskampe i herrehåndbold og scoret 91 mål
• EM-guld 1996 i Danmark med kvindelandsholdet
• VM-guld 1997 i Tyskland med kvindelandsholdet
• EM-sølv 1998 i Holland med kvindelandsholdet
• OL-guld 2000 i Sydney med kvindelandsholdet.
• EM-guld 2002 i Danmark med kvindelandsholdet
• OL-guld 2004 i Athen med kvindelandsholdet
• EM-sølv 2004 i Ungarn med kvindelandsholdet

• Den værste dag i Kims liv

Fredag den 9. december 2011 er en dag Kim aldrig vil glemme. Det var en af de værste dage i hans liv.

Årsagen var, at generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen, i et interview med Jyllands-Posten fortalte, at man skulle have en ny hjælpetræner i stedet for Kim Jensen, som havde haft posten i mere end 15 år.

Det blev af mange udlagt som, at Kim var blevet fyret, men sandheden var, at han selv havde valgt at stoppe, når hans kontrakt udløb til december det følgende år.

Morten Stig Christensen troede, at journalisterne var orienteret om, at Kim ville stoppe, så denne misforståelse gav voldsomme overskrifter den følgende dag.

”Det er ultimativt den værste dag, jeg har oplevet med landsholdet. Det var ikke rart at læse, at man var blevet fyret fra et job, man ikke selv havde ønsket at fortsætte i,” sagde Kim Jensen. Og så skyldtes det hele en misforståelse!

Længe før havde Kim sagt til landstræneren Jan Pytlick, at han ikke ville fortsætte efter OL i London. Kim var ikke blevet træt af at arbejde med kvindelandsholdet i håndbold, men han havde fået mulighed for at stå i spidsen for en hel ny retning på Aalborg Sportshøjskole.

Han skulle uddanne outdoor leaders, der kunne instruere andre i blandt andet kano og kajak, klatring, mountainbike og rafting.

Det havde han ikke villet fortælle om indtil nu, fordi han frygtede en reaktion fra spillerne, som skulle spille verdensmesterskab og derfor skulle fokusere på det og ikke på, at Kim var på vej væk fra landsholdet.

Kim var rigtig træt af, at sagen kom til at fylde så meget, som den gjorde, og han fandt det vanvittigt at skulle sidde på et pressemøde og tale om en begivenhed, der først skulle finde sted om et år, imens holdet var ved at forberede sig til en kamp under VM i Brasilien.

Fravær og afsavn

At være assisterende træner for kvindelandsholdet i håndbold betød mange rejsedage, hvor Kim ikke kunne være sammen med familien.

Da børnene var små og Kim var ude med landsholdet og Connie, som var jord- og betonarbejder, mødte meget tidligt på arbejdet, kom Elses far hver morgen for at køre Ditte i dagpleje.

I den periode deltog Kim heller ikke i mange af familiefesterne, fordi hans arbejdet var så langt fra hjemmet. Det harmonerede ikke helt med Kims holdning til fællesskab, som også omfatter samvær med familien, men livet er fyldt med kompromiser.

Politik

Udover det sportslige var Kim meget optaget af politik, hvor hans egen holdning lå og ligger meget til venstre for midten.

Kim Jensen har altid godt kunnet lide at diskutere, så i gymnasietiden blev der diskuteret politik.

Allerede som 17-årig havde Kim og kæresten Connie meldt sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister, som var det parti, der især varetog industriarbejdernes interesser.

Der er sket en meget stor udvikling i samfundet de sidste 30 år, men den grundlæggende ide i socialismen holder Kim stadig fast ved.

Politisk stemmer Kim ikke efter, hvad der gavner ham selv bedst, men efter, hvordan han synes, samfundet skal indrettes, og han forstår virkelig ikke, at folk bare stemmer efter, hvad der er godt for deres egen økonomi.

I en periode, hvor Kim arbejdede på værftet, var han meget engageret i politisk arbejde både i DKP/ML og i Faglig Ungdom. Her var han formand en tid og spillede en meget aktiv rolle i de heftige arbejdskampe, der var i begyndelsen af 1980’erne.

Det kunne nogle gange gå for vidt for Kim, men det var også dér, de mest aktionslystne samledes. Faglig Ungdom kunne fra svejsekurset på værftet forsyne havnearbejderne med partisansøm til brug i blokader og gadekampe, der betegnes som de mest voldsomme siden Anden Verdenskrig.

Kim Jensen kunne dog også på fredelig vis tage sin tørn med at sælge dagbladet Arbejderen, som hans Connie stadig i perioder var journalist på.

Kim var engang opstillet til folketinget for Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister. Kims mor, Else, mener, det kun var Kims mormor der stemte på ham.

En dag, medens Kim boede i den store flotte bygning, Nørrehus, i Brønderslev, kunne man se et stort flag med hammer og sejl hænge ud ad vinduet. Det forargede mange, og da måtte Erik lige besøge sin søn og tale lidt alvor med ham, og så blev flaget taget ind igen. Kim gjorde normalt, som faderen sagde.

Det politiske arbejde deltager Kim ikke mere så aktivt i, men han har stadigvæk de samme holdninger som i ungdommen.

Arbejder – tænk før du taler

Kim har også prøvet kræfter med hårdt arbejde på arbejdsmarkedet. I en periode arbejdede han som jord- og betonarbejder, og han blev også uddannet kloakmester.

Da Kim Jensen var blevet student og var flyttet til Aalborg, blev han værftsarbejder, som hans far også havde været i Frederikshavn engang. Målet var at tjene penge til at studere for.

Han befandt sig godt, men tænkte ikke altid før han talte. En dag han gik sammen med nogle arbejdskammerater henad kajen, talte han højlydt om, at han ville på universitetet og ikke spilde sin tid på hverken værft eller fabrik.

En ældre kollega sagde roligt og besindigt til ham, at der var mange af hans arbejdskammerater, der var stolte af deres arbejde.

Kim ville gerne på en måde sende en tak til den arbejdskammerat for de kloge ord, men han kan ikke huske, hvem det var. Den rolige reprimande lærte Kim meget af.

Det var også mærkeligt, at netop Kim udtalte sig på den måde, som ikke stemte overens med hans politiske holdning om, at alle er lige meget værd.

Hans udtryksform er blevet mere velafbalanceret i forhold til den meget kontante og provokerende måde, han udtrykte sig på i ungdommen.

Uddannelse

Planen med at gå på universitetet gjorde Kim Jensen alvor af og læste historie i et år. Han havde dog svært ved at vænne sig til kulturen på Universitetet, hvor det meste af tiden kunne gå med at vente på, at hele gruppen blev samlet. Så skulle der spises frokost, og man skulle under alle omstændigheder sørge for at komme tidligt hjem

På værftet skulle man ikke stemple ind senere end kl. 6:46, for så blev man trukket i løn, og den disciplin med at holde arbejdstiderne havde bidt sig fast i Kim, som ikke brød sig om slendrian.

Interessen for historie blegnede ved, at den uddannelse ikke så ud til at før til noget job, og motiverede derfor ikke til at fortsætte studiet.

Skule der læses historie, kunne han gøre det der hjemme.

Uddannelsesmæssigt er Kim den, der i Danmark har den højeste uddannelse indenfor håndbold.

Fællesskab og hårdt arbejde

Fællesskabet har altid været en grundværdi for Kim og hustruen Connie, og nogle af deres bedste venner stammer fra gamle dage.

Som barn havde Kim også det sociale gen, hvilket blandt andet viste sig ved, at han legede med, vi kalder ham Søren, som han egentlig ikke brød sig særligt om. ”Hvorfor leger du så med ham?” blev han spurgt. Kim svarede: ”Der er ikke andre der vil.”

En gang fik Kim et ur som årets sportsnavn. Det lånte han beredvilligt ud til en kammerat, som fik det stjålet, men sådan noget hænger Kim sig ikke i. Fællesskabet med kammeraten betød mere end en død ting som et ur.

I den lille by Valsted, hvor de bor, nyder beboerne også godt af den sociale indstilling, som både Connie og Kim har. De deltager i næsten alle aktiviteter, og er gode venner med alle i byen.

Connie og Kim har også flere gange haft flygtningepar med til juleaften, fordi de ellers ikke havde nogen steder at være.

Om sommeren, når de er på ferie, låner de deres hus ud til københavnere, der er med i partiet, så når Connie og Kim skal overnatte i København, er der altid et sted, de kan være.

I håndbold var der spillere, der forventede fuld spilletid, ellers blev de sure. Kim var holdspiller, når han blev skiftet ud, så var det i orden, og kom han ind i kampen igen, spillede han med uændret entusiasme. Han var ikke individualist – han var holdspiller.

Fællesskab udvikler ofte venskaber, og Connie og Kim kommer stadig sammen med nogle af de gamle fra håndboldlandsholdet f.eks. hører Karen Brødsgaard og Jan Pytlick til familiens vennekreds.

Da Kim arbejdede på værftet, fik han et job indendørs, hvilket han ikke brød sig om, så derfor sagde han op og begyndte at arbejde som asfaltarbejder og derefter som jord- og betonarbejder.

Det var arbejde der passede ham. Her var han en del af et arbejdssjak, et fællesskab, der arbejdede ude i det fri og med eget ansvar for at få arbejdet gjort.

Her følte han den stolthed, som han var blevet mindet om af arbejdskollegaen på kajen dengang for længe siden.

På sin underfundige måde fortæller Kim, at han godt kunne finde på at køre en omvej med børnene for at vise dem et stykke arbejde, han havde lavet. Stoltheden ved veludført arbejde.

Nogle gange savner Kim Jensen, at der kommer noget konkret, noget håndgribeligt ud af det, han laver. Men det var fysisk hårdt at arbejde som jord- og betonarbejder.

Kim kan stadig huske de bemærkninger, som forbipasserende kom med, og han efterligner dem gerne: ”Se – nu står de igen og læner sig op ad skovlen.”

De skulle bare vide, hvor hårdt den type arbejde er. Man er nødt til at finde et tempo, man kan holde til hele dagen, så man kan gå på arbejde hver dag, hele ugen, resten af måneden ja flere år frem. Der kommer skarphed i stemmen, når Kim snakker om det.

Aalborg Sportshøjskole

Kim Jensen drømmer ofte om fremtiden, men han sætter sig ikke mål. Han er også god til at få drømmene til at gå i opfyldelse.

Kim føler sig meget heldig i livet og nyder at få de unge mennesker, han dagligt omgås på Aalborg Sportshøjskole, til at få deres drømme til at gå i opfyldelse.

Eleverne er meget forskellige. Nogle er ambitiøse i at nå deres mål. Andre skal lære at fokusere på, hvad de gerne vil, men alle skal bidrage til at få fællesskabet til at fungere.

På sportshøjskolen kommer mange af eleverne for at få et år, hvor de kan gøre de ting, de er gode til og gerne vil dyrke.

Mange andre elever er målrettede og kommer på skolen for at kvalificere sig til job eller uddannelse indenfor politi eller som ambulanceredder. Disse målrettede elever er vanskelige at få til at interessere sig for kreative fag, men når de får interessen vakt, synes de faktisk om for eksempel at spille musik.

Af få eleverne til at ville fællesskabet er én af de virkelig vigtige ting, der arbejdes med, siger Kim Jensen.

Kim var god til at skabe fællesskab og kammeratskab. På et tidspunkt havde han noget sygdom i foden og var sygemeldt. En morgen stod hele hans hold fra Sportshøjskolen med morgenmad til alle ved sygesengen. Det gør man kun, hvis der er en gensidig sympati.

Der er elever, som ikke ved, at de virker irriterende og arrogante på andre. Konfronteret med det, kan de slet ikke forstå, at det virker som om, de ikke respekter de øvrige.

Andre elever kan have et meget lavt selvværd, fordi de ikke føler at kunne leve op til andres forventninger til dem.

I begge tilfælde har lærerne en stor opgave i at få begge til at blive og føle sig som en del af fællesskabet, skabe den nødvendige selvtillid og ikke modsat føle sig hævet over fællesskabet.

Kim er meget optaget af at bygge hold og få mennesker til at fungere i teams. Det er den interesse, der har gjort ham til en efterspurgt håndboldtræner og foredragsholder.

Reprimanden fra arbejdskollegaen den dag på kajen har han bygget ovenpå, være stolt af at være håndboldtræner og være stolt af at være lærer på Sportshøjskolen.

Det var den samme følelse, som da han gav sig i kast med klatring, kajak eller windsurfing, men med den forskel, at der i håndbold var den dimension, at hvis han øvede og øvede på noget, kunne det en dag komme holdet til gode.

Kim glædede sig til de nye udfordringer, jobbet som lærer på Sportshøjskolen ville give.

At en ide kan udvikle sig til et fag på en højskole, er noget positivt, men når det tager udgangspunkt i den tragedie, der fandt sted ved Præstø i 2011, hvor 16 efterskoleelever og to lærere kæntrede i en dragebåd, var det med blandede følelser, at Kim gik ind i den instruktøruddannelse, som forsikringsselskaberne stillede krav om til alle ledere med ansvar for udendørsaktiviteter på vand.

Kim havde aldrig hørt om kanoulykker på Gudenåen eller andre åer, og han syntes derfor, at dette krav var noget overdrevet. Det var i orden, når det for eksempel gjaldt kajak eller klatring.

Kravet åbnede dog for nye muligheder på Sportshøjskolen og for Kim, som i flere år havde drømt om at koncentrere sig om udendørsaktiviteter.

Helt tilfældigt var den del af sportsverdenen kommet ind i Kims tilværelse, da han efter endt uddannelse som håndboldtræner fik ansættelse på skolen, der hed Danmarks Trænerskole, som lærer i håndbold og andre boldspil.

Skolen stod på det tidspunkt og manglede en lærer i friluftsaktiviteter, og de havde lige fået bygget en klatrevæg.

Det var lige noget for Kim, som derefter klatrede op og ned ad vægge i mange år. Det blev senere til kajak og windsurfing, men det løb efterhånden sammen i en helhed.

Kims børn – drømme og ambitioner

Kims egne børn, Mikkel på 30 år og Ditte på 32 år, har også forfulgt deres drømme.

Som et led i sin uddannelse var Mikkel i USA i praktik som arkitekt og er nu ansat som arkitekt i Tivoli.

Datteren Ditte er uddannet i på et kunstakademi i Amsterdam som smykkedesigner, men er nu i lære som bager. Ditte arbejdede nogen tid på Conditori La Glace i København, og blev tilbudt at komme i lære som konditor, men det kunne hun ikke på grund af bopæl i Aarhus.

Mikkel går ikke op i sport, men har en stærk vilje. Beslutter han sig for ikke at drikke sodavand i en måned, så gør han det ikke.

Da barnebarnet Isak var helt lille, sagde moderen, Ditte: ”Ja – far får ikke et forhold til Isak, før han kan få en våddragt på.” Men det forhold er allerede etableret.

Privat

Kim far, Erik, havde gennem mange år været en ivrig frimærkesamler og havde altid tilskyndet Kim til at få frimærker med hjem, når han var ude. Det skete så i London, hvor Kim fik lavet frimærker med sig selv, hustruen Connie og begge børnene som illustration.

Kim samler også, men det er på ting, der betyder noget for ham. For mange år siden fik Connie sin mors gamle bestik, som bestod af gafler med skæve tænder og skeer; det vides ikke, hvor knivene var blevet af.

Kim vil ikke spise med andet bestik, fordi dette gamle bestik har en historie med betydning for Kim. Det samme har en gammel gyngestol fra morforældrenes hjem, og et bord og en reol fra forældrenes hjem. Disse gamle ting betyder så meget for Kim, at han aldrig vil kunne finde på at skille sig af med dem. Det er disse ting, der giver hjemmet historie.

Hvis noget går lidt i stykker, bliver det repareret så vidt, det er muligt, ikke noget med bare at købe noget nyt og så smide det gamle ud.

Det kan virke grotesk på trafikanter, som passerer Kim ejendom, når de ser to våddragter hænge i garagen og ligner to, som har hængt sig.

Kim har det synspunkt, at de unge skal have noget i bagagen, for ingen ved, hvordan deres livsbane vil forme sig, og så er det godt at have ressourcer at tage af.

Mange mennesker synes, de unge skal vælge deres karrierevej på et tidligt tidspunkt. Det forstår Kim ikke, for han synes, det er vigtigere, at de unge vil noget end, at de nøjagtigt ved, hvad de vil.

Det er vigtigt at de unge drives af motivation og ærgerrighed for at blive bedre, siger Kim på 59 år.

Kim har ikke fra begyndelsen lagt en plan for sin karriere, men livet og måske tilfældigheder har givet ham et liv og en tilværelse, som han ikke har kunnet ønske sig bedre.

Tonny Bistrup

september 2021

I midten af 1950’erne begyndte jeg at gå til møde hver torsdag aften i KFUM-huset, som lå overfor Tygelsgade eller næsten overfor Krog Jensens bilhandel. Bygningen eksisterer ikke mere.

Her holdt de civile KFUM-spejdere til (Kristelig Forening for Unge Mænd). Vi var ca. 20 til 30 medlemmer, og gruppen blev ledet af Andersen, jeg husker ikke fornavnet, men han var ansat på lageret hos M. S. Madsen, Papir en Gros. Andersen var en lidt brysk herre med en dyb stemme, men han var god til vi drenge, som var fra ca. 8 til 18 år.

En anden leder var Svend Aage Nielsen, der var tegner på Pedershaab Maskinfabrik A/S, og han stammede fra København, hvilket sproget tydeligt afslørede.

Jeg husker også en meget venlig mand Georg Nielsen, som først kom til, da jeg havde været med i nogle år.

Vi havde ikke uniform, derfor De Civile Spejdere, men vi lavede de samme ting, som de uniformerede spejdere, hvoraf der var flere grupper i Brønderslev. Der var de gule spejdere, de blå spejdere (det var piger), de grønne spejdere og FDF’ere, som vist ikke ville kaldes spejdere.

Der blev knyttet knob af forskellige slags, vi lærte at håndtere en dolk på forsvarlig vis. Dengang måtte børn gå med dolk, i dag må voksne ikke gå med kniv over syv cm længde.

Der var aftener med oplæsning af spændende bøger, og sommetider fik vi besøg af gæster, som underholdt med et eller andet.

Der blev arrangeret ture ud i det blå. Blandt andet cyklede vi til Thise Bakker med madpakke og sodavand og lavede forskellige aktiviteter.

Der blev lavet adskillige byløb, hvor man skulle gå/løbe efter et kort, der var markeret med punkter, hvor vi skulle finde poster med opgaver, vi skulle løse.

To gange deltog jeg i sommerlejr på Knolden, som var en stor træhytte, der lå inde i en skov ned til Mariager Fjord på nordsiden, jeg tror det er det, der hedder Låenhus Lejrskole, som ligger syd for Kielstrup sø. Huset lå på et højt punkt, derfor navnet Knolden.

Der var sovesal med køjer i to etager, en stor spisesal, et stort køkken. Toilettet gravede vi i god afstand fra huset og placerede nogle træstammer over, så man kunne sidde på rad og række og forrette sin nødtørft.

Noget af det sidste der skete, inden vi drog hjem igen, var at dække toiletterne til med jord. Det blev gjort rituelt som en begravelse med præst og degn.

Der var ingen brusebad, men der var en lang udvendig stålvask med koldtvandshaner monteret med passende mellemrum, og her kunne vi børste tænder og vaske os, hvis det var nødvendigt.

Maden blev lavet af nogle ”medbragte tanter” fra Brønderslev, og vi drenge skulle skiftes til at skrælle kartofler og vaske op.

I godt vejr gik vi i samlet trop ned til fjorden for at bade. Den første gang, jeg var afsted, var vandet meget klart, og der var næsten ingen bundplanter. Vi kunne gå langt ud, før der blev dybt vand, så det var meget sikkert at bade her.

Nogle år senere var jeg afsted anden gang, og da havde vegetationen bredt sig meget på bunden af fjorden næsten så meget, at det føltes ubehageligt.

Der gik en færge over til Mariager fra et lille færgeleje ikke så langt fra, hvor vi badede. Det var sjovt at sejle med Stygge Krumpen, som færgen hed, og når vi rokkede i takt, kunne vi få færgen til at vippe temmelig meget, hvilket vi syntes var sjovt, men var der andre passagerer, var det ikke alle, der brød sig om det, og så bad kaptajnen os om at lade være.

Sidste gang, jeg var på Knolden, var vi ude for en bizar begivenhed. En aften kom en af de store drenge løbende ind i huset og var helt ude af den. Han havde lidt blod i ansigtet, og der blev et stort postyr. Han var blevet overfaldet af en mand, som havde slået ham, men han slap fri. Kort tid efter kom en anden stor dreng og så ud på samme måde og kunne fortælle samme historie.

Vi kunne ikke kontakte politiet, for telefonen virkede ikke, så vi blev inddelt i hold og skulle ud at lede efter gerningsmanden.

Der var mørkt, så vi var ikke trygge ved at skulle ud, men vi blev udstyret med lommelygter og måtte ud at lede.

Nogle gange så vi noget løbe forbi ude foran, men vi kunne aldrig finde ud af, hvad det var.

Stemningen blev så angstfuld, at vi alle blev kaldt hjem til hytten og opgav at lede.

Vi fik cacao og nybagte boller med smør, og sad trygt og hyggede os.

Så blev der banket på døren, og en fremmed mand kom smilende ind.

Han blev præsenteret som gerningsmanden til overfaldene. Det hele var arrangeret af lederne, men det var nok for voldsom en leg.

Nogle af drengene skrev breve hjem til forældrene og fortalte om begivenheden, og nogle af forældrene rejste en del hård kritik af ”overfaldene” overfor lederne.

En dag skulle vi alle pakke noget tøj i vores rygsæk, og soveposen skulle rulles sammen og puttes i den tilhørende pose, der var mere eller mindre vandtæt.

Vi skulle nemlig på hike (vandretur), og et sted på turen skulle vi i en skov bygge bivuakker af naturens egne produkter. Vi havde vist nok presenninger med til at gøre bivuakkerne vandtætte med, hvis det blev nødvendigt.

Vi vandrede i samlet flok og i godt humør ud ad landevejen, da det pludselig begyndte at regne. Regnen tog til i styrke, og vi fandt læ i en indkørsel til en gård.

Indkørslen var som en hvælvet tunnel igennem en bygning, og der kunne vi stå i tørvejr.

Den glæde varede kun fem minuttet, for da kom gårdejeren ud og bad os om at forsvinde, han kunne ikke have sådan en flok drenge til at stå og hænge i hans indkørsel.

KFUM – De Civile Spejdere

De voksne ledere prøvede at tale ham til fornuft, men nej – de kunne ikke engang låne telefonen.

Vi måtte ud i regnen igen, og en af de voksne løb til den nærmeste købmand, hvor han lånte telefonen og ringede efter en vognmand.

Efter nogen tid kom en stor lastbil med åbent lad. Vi blev hevet op på ladet og sad tæt sammenkrøbet, medens vi blev kørt hjem til Knolden i silende regn.

Det var dejligt at komme ind og få tørt tøj på, men det var vanskeligt at finde tørreplads til så meget tøj på en gang.

Midt i alt det miserable bredte der sig en vidunderlig duft over hele den store hytte helt ind i sovesalen – cacao og nybagt brunsviger.

Vores tanter vidste lige præcis, hvad vi drenge trængte til.

Hvad får en voksen bondemand til brysk at smide en flok drenge og nogle få voksne ud af sin indkørsel i ruskende regnvejr – ondskab?

Ham kunne vi ikke lide.

Udover sommerlejr gik tiden på de ugentlige møder med at synge alle de kendte spejdersange, og alle aftener sluttede med en bøn og fadervor.

Jeg synes, det var nogle hyggelige aftener.

Jeg tror ikke, ret mange i Brønderslev kendte til, De civile Spejdere, for vi deltog aldrig i optog sammen med de rigtig mange uniformerede spejdere, men vi levede vores eget spejderliv i en boble.

Tonny Bistrup

august 2021