Kategori: Vrensted Historier

Der er ansat endnu en ny præst i Løkken Storpastorat. Det er sognepræst Gitte Lykke Andersen. Hun blev indsat ved gudstjenester i Løkken, Vrensted, Vittrup og Lyngby kirker søndag den 31. januar 2021, og er nu flyttet ind i Vrensted præstegård.

Her fortæller den nye præst, hvem hun er:

Jeg er opvokset i Århus, men har siden 2004 været bosiddende i Brønderslev, hvor jeg har haft embede i Brønderslev Serritslev pastorat – de første 8 år tilknyttet Psykiatrisk sygehus og Kirkens Korshær, de seneste 8 år været kirkebogsførende sognepræst og Teamleder. Udover de almindelige pastorale opgaver, har jeg været formand for menighedsplejen samt indsamlingsleder og kommunekoordinator for Folkekirkens Nødhjælp.

– Jeg er 51 år gammel. Er mor til David på snart 29 år og Maria på 24 år, mormor til Liv på 4 år. I min fritid er jeg glad for at løbe, cykle, lange gåture og startede som aktiv dykker i sommeren 2020. En god bog under tæppet med en kop te, madlavning og kreative sysler gør mig også glad.

– Mine børn er flyttet hjemmefra for længe siden, og jeg har simpelthen lyst til at prøve noget nyt, hvorfor jeg søgte nyt embede i efteråret.

– Lykke er naturligvis individuelt for hver enkelt. For mig er det blandt meget andet lykke, nu at blive en del af de nye lokalsamfund, jeg skal virke i som præst og som menneske.

Valget faldt på Løkken Storpastorat, fordi jeg nyder de store vidder og havet og fordi, jeg er et sted i mit liv, hvor jeg kan se mig selv indgå i mindre lokalsamfund, som nu også bliver mine menigheder.

– Vrensted og præstegården her bliver min base, og det glæder jeg mig meget til. Området er mig ikke ubekendt, fordi det var en del af mit gamle pastorat, før kommunerne blev sammenlagt tilbage i 2007, siger hun.

– Som præst glæder jeg mig til at indgå i det daglige samarbejde med kirkernes ansatte, med min kollega Kenneth Berg i Løkken og det nye menighedsråd. Jeg glæder mig til at finde ud af, hvad jeg kan bidrage med af gudstjenester og andre kirkelige aktiviteter.

– Jeg er ikke vokset op i en kirkelig familie, men den glæde og tryghed troen giver mig, er overvældende. Den åbner livet op på en helt særlig måde. Det er fællesskabet både i og udenfor de smukke kirkerum og kirkebygninger, jeg glæder mig til at være en del af. At se hvad mine nye medmennesker og jeg kan få ud af livet sammen i storpastoratet.

 

 

Volvo Svend 50års jubilæum som selvstændig Automekaniker i 2016

Men Volvo Svend holder stadig ved, nu mere end 50 år efter etableringen, har han og konen drevet virksomhed i Vrensted, det er uhørt i disse tider og han er stadig  – “still going strong i 2022” 

Med tilladelse fra Kirsten Olsen, Løkken Folkeblad

Historien om:

Automekaniker Svend Andersen, Autogaarden, Stationsvej 23, Vrensted, havde i går, 1. august, 50års forretningsjubilæum. Dette bliver markeret ved en reception på adressen fredag 5. august 2016 kl. 14.

Autogaarden har køb, salg og reparation af alle bilmærker. Dog er det hovedsagelig et specialværksted for Volvo biler, hvor kunderne kan trække på Danmarks største lager af nye og brugte reservedele, der opholder sig på Autogaarden. Grundet leveringsstop bliver visse specielle reservedele fremstilles på egen fabrik.

Men vi reparerer gerne alle mærker, og det er da også spændende at skrue på alle andre bilmærker. Så bliver man også jævnligt bekræftet i, at Volvo stadig er langt det bedste, siger Svend Andersen med et glimt i øjet.

Svend Andersen stammer fra Thise. Han blev udlært mekaniker i en ung alder. Efter militærtjenesten søgte han mekanikerarbejde fra Skagen og til Hobro, men det var helt umuligt at få et job. Derfor lejede han sig ind i en garage i Ingstrup og begyndte på den måde at reparere biler.

Beskedne forhold Så bleven næsten ny fabriksejendom på Stationsvej i Vrensted til salg, og den passede lige til den unge mekanikers behov, og dermed var grunden til Autogaarden Vrensted lagt.

Men det var under beskedne forhold. De første år havde vi ikke egen telefon, så jeg kørte hjem til mine forældre hver middag for at bestille reservedele.

Et par år efter blev vi gift, og efter lidt tilbygning indrettede vi en lille lejlighed i forbindelse med værkstedet, fortæller Svend Andersen.

Det var VW, Ford, Opel og en del andre bilmærker i starten. Si fik vi selv købt en Volvo Amazone. Den var så efterspurgt, at jeg blev nødt – til at sælge den. Så fandt jeg en anden Amazon, som der også var rift om, så efterhånden kom der flere og nyere modeller til, og efterfølgende specialiserede vi os i salg og service af Volvo biler. Senere kørte vi til Sverige med egen lastbil for at opkøbe reservedele og enkelte biler til dele.

Trods flere udvidelser på Stationsvej, blandt andet og. så en villa til beboelse, blev der brug for endnu mere – plads. Så da Vrensted Foderstof i 1993 blev nedlagt, blev – bygningen på Vrenstedvej – 461 tilkøbt. Der blev indrettet fjernlager og bygget til, så der blev plads til en større og nogle mindre produktionsmaskiner, som med de rette hjælpeværktøjer kan lave bl.a. reservedele til aldre Volvo biler, som fabrikken ikke længere fremstiller dele til.

Men som nævnt findes der andet end Volvo biler, og værkstedet rummer i dag moderne elektronisk testudstyr, så der stadig kan serviceres alle gængse bilmærker.

Livet på Autogaarden Vrensted drejer sig hovedsagelig om Volvo-biler, og selv om Trine i 43 år har haft arbejde som lærer, så har hun medvirket og stået bi og givet en fast og nødvendig hånd med, og hun har alene stået for det omfattende papirarbejde, der er i et stort firma. Og selvfølgelig har hun også sin helt egen røde Volvo Amazone, der stadig er i brug om sommeren.

Skønt omgivet af biler til dagligt, så havde jubilaren på et tidspunkt udtalt et ønske om at opleve et 24 timers Le Mans lob. I gave fik han derfor, af familien, en tur til Le Mans sammen med sin son.

Det var sjovt og spændende, og siden har vi været til utallige 24 timers løb på Le Mans og været til flere For mel i løb i blandt andet Monaco, Singapore, Malaysia og Spanien og i Belgien. Det har været virkelig store oplevelser Det næste skulle gerne blive en F1 tur med højhastighedstog i Japan fra Tokyo til Nagasaki, en tur på 410 km på en time, fortæller Svend Andersen begejstret, men tilføjer, at han iøvrigt ikke ser frem til særlig meget rejseri i en efterhånden mere og mere usikker verden.

Fortsætter arbejdet – Når man er 73 år og har et moderne hobbyrum på 700 kvadratmeter og et tilsvarende antal m2 lager med Volvo-reservedele, og der henstår en 40-50 biler, lidt motorcykler og nogle gamle knallerter, så behøver man såmænd ikke at stræbe efter så meget andet. Jeg har foreløbig planlagt at fortsatte på bil-jobbet i 12 år mere, så Volvo-entusiaster og kunder med andre bilmærker kan fortsat trygt henvende sig hos Autogaarden Vrensted for reparation, siger han.

 

Jens Otto Madsen jan. 2022

Januar 2022 – Autogården, Vrensted.

Ud over værksted og beboelse har Svend Andersen stadig den store lagerbygning – som tidligere husede Vrensted Andels Foderstofforretning en afd. af Vraa Andel –  Her opbevares et stort reservedelslager til Volvo biler.

i

 

 

Med tilladelse fra

Tekst og foto: Kirsten Olsen, Løkken Folkeblad

Folkeskolelærer Anna Katrine Andersen, Vrensted var sammen med sine kolleger i gang med forberedelserne til det nye skoleår august 2008 på Skolegades Skole i Brønderslev, da inspektøren fortalte hende, at der ved skolestart ville blive lidt opmærksomhed i anledning af, at hun havde 40 års jubilæum som lærer på skolen. Men at det ville gå så vidt, at hun senere skulle i audiens hos Dronningen, havde hun godt nok ikke forestillet sig. Da skolen startede efter ferien, var borgmesteren, chefen for Skole og Kultur samt en række nuværende og tidligere kolleger til stede ved en højtidelighed. Her fik Anna Katrine Andersen af borgmester Mikael Klitgaard overrakt Dronningens Fortjeneste medalje i sølv, som er med indgraveret navn og til evig arv og eje, som det hedder. – Så er det jo skik, at man kommer i audiens og takker for medaljen, så det var da ret overvældende, siger hun. Jeg fik et brev sammen med medaljen med telefonnummeret, hvor jeg skulle ringe og få oplyst datoer, og jeg valgte at møde den 15. december 2008. 

Hyggelig, men meget højtidelig atmosfære

Og det var en ubeskrivelig oplevelse, fastslår Trine Andersen, som hun hedder til daglig både på skolen og hjemme i Vrensted.

Audienserne foregår på Christiansborg og der var en hyggelig og rar, men også meget højtidelig stemning der, siger hun, – man er lidt lille, når man går op ad den store marmortrappe til slottet.

Indenfor melder man sig, og der bliver kigget godt og grundigt på en. Jeg fandt senere ud af hvorfor. Der var rigtig mange andre der skulle i audiens, og der var the og kaffe og man hyggede sig sammen i ventetiden. Der blev ikke råbt navne op, der kom en herre hen og bukkede og sagde: “Anna Katrine Andersen, så er det Deres tur.” Det var derfor, han havde mærket sig ens udseende for at kunne kende de enkelte, når turen kom.

Så kom jeg ind i et forværelse, hvor man får lidt instrukser i, hvordan det foregår, og hvordan man bør gebærde sig sammen med Dronningen. Man afleverer blandt andet sin håndtaske, så man ikke fumler med den under audiensen. Instruksen gik i korthed ud på at neje, når man kommer ind. – Giv hånden og giv den så bare hele armen. Tiltalen er: Deres Majestæt. Det er næsten som at være i skole, nu er det bare Dronningen, der sidder bag kateteret, men De behøver ikke at snakke om skole hele tiden, fik jeg at vide.

 Vidende og rar farmortype

Trine Andersen fortæller glad og begejstret om sin samtale med Dronningen: – Og mit indtryk af Dronningen er, at hun er dygtig og meget vidende, og så er hun en rar farmortype, så snakken gik snart livligt.

Jeg fortalte hende, at jeg stadig er lige så glad for mit arbejde som lærer, som jeg har været i alle årene, og at jeg underviser i sprog og kristendom. Dronningen stillede interesserede spørgsmål, og hun sendte venlige hilsner med tilbage både til mine elever og kolleger. Som overgang til et nyt emne, fortalte jeg, at da jeg i foråret sad og forberedte eksamen i kristendom, havde jeg den oplevelse, at helikopteren med Dronningen fløj lige hen over mit hjem, da hun var på vej til Børglum Kloster for at se udstillingen Kongelige Kostumer i Kongesalen. – Det var da morsomt, udbrød Dronningen, og fortalte om den store fornøjelse hun havde haft af sit besøg på Børglum Kloster. – Jeg fortalte videre om min 94årige svigermor, der med besvær forcerede trappen op til Kongesalen og hvilken oplevelse, det har været for hende at se udstillingen. Så bad Dronningen mig hilse min svigermor, så det var virkeligt så rørende og personligt, siger Trine Andersen glad.

 På virkelig bølgelængde

Videre kom vi ind på gravhunde, der er en interesse, som vi her i huset har tilfælles med regentfamilien. – Vores hund kommer fra den samme kennel i Vilsted ved Løgstør, som Dronningens hund Selemine var fra. Der havde vi jo ligefrem fælles bekendte, så da kom vi da i hvert fald på bølgelængde, hvis vi ikke havde været det før, lyder det begejstret.

Trine Andersen er Volvo fan, og det er da også det mærke, som hendes mand Svend Andersen har specialiseret sig i på sit autoværksted Autogården. Et pragteksemplar af en gammel rød Volvo Amazone er Trines transportmiddel til arbejde, – i hvert fald når det er godt vejr, for den kommer ikke ud i alt slags vejr, forsikrer hun. – Jeg vidste, at Dronningens første bil, da hun blev 18 og fik bil, var netop en Volvo Amazone, så jeg fik også fortalt om denne fælles interesse. – En Volvo Amazone-jamen det er jo en kuriositet, udbrød Dronningen begejstret, før audiensen var slut. – Under forberedelsen til audiensen blev jeg orienteret om, at Dronningen ville række hånden som tegn til at af slutte. Det skete meget naturligt, så jeg takkede igen for medaljen og for audiensen, før jeg nejede endnu engang og forlod værelset, slutter Trine Andersen.

 

 

Præst for anden gang                

Juni 2016 – Ny sognepræst i Vrensted

Kilde: Nordjyske

Anna Margrethe Saxil går fra lederstilling til sognepræst.

Der er atter liv i præstegården, hvor sognepræst Anna Margrethe Saxild rykkede ind 1. juni. Hun blev officielt indsat grundlovsdag 5. juni.

Hun skal være den ene af de to præster i Løkken storpastorat. Præstestillingen i Løkken er endnu ikke besat, så foreløbig er hun ene på posten

Anna Margrethe Saxild ser derfor frem til samarbejdet med sin kommende kollega om opbygningen af Løkken storpastoratet. En øvelse, som hun faktisk har prøvet før.

Anna Margrethe Saxild er uddannet teolog fra Aarhus Universitet i 1998, men hendes karriereforløb er lidt usædvanligt for en sognepræst.

Hun blev ansat som sognepræst i Næsborg i januar 1999, hvor en omlægning i 2004 førte til et lignende storpastorart som Løkken Storpastorat, hvor præster har ansvaret for flere kirker.

Men hun blev opfordret til at undervise i religion på Fjerritslev Gymnasium, hvilket hun i 2008 sagde ja tak til. Hun var særdeles glad for at kunne hjælpe de studerende med at tumle livets store spørgsmål.

Efter nogle år sagde hun i 2011 ja til en inspektørstilling ved siden af religionsundervisningen, fordi gymnasiet skulle oprette HF.

En inspektørstilling var dengang en administrativ stilling til støtte for rektor, og i dag er det en del af ledelsen.

Men at sidde på kontor fra 8.15 fik efterhånden Anna Margrethe Saxild til at savne præstegerningens frihed.

Som præst var jeg vant til at tilrettelægge min egen tid, siger Anne Margrethe Saxild.

Hvis jeg vågner klokken fem om natten og får en ide til en prædiken, kan jeg sætte mig til at skrive og møde lidt senere dagen efter.

Hun er glad for at kunne få sagt noget om dagens tekst ved gudstjeneste i kirken og gerne flette dag aktuelle emner ind.

Kirken er det, der står.  Den, der får tingene til at hænge sammen, når det går for stærkt i det moderne liv.

Kirken stiller udfordrende spørgsmål om etik i en verden, der går for stærkt for mange mennesker.

Den er et fantastisk rum til at gå i clinch med eksistentielle ting. Den minder mennesker om, at de skal dø og derfor skal huske ikke at rende efter hvad som helst i livet.

Den får os til at tage stilling og tage udgangspunkt i de aktuelle spørgsmål om for eksempel flygtninge i stedet for bare at sidde i sofaen, siger Anna Margrethe Saxild.

Hun bestræber sig på, at få dagligdagen ind i sine prædikener, selv om hun indrømmer, at hun højest er til freds med 10 procent af dem.

Hun er glad for sin kirke som er en af to kirker i landet som er indviet til Sct. Thøger. Hendes mand hedder iøvrigt også Thøger og underviser på Fjerritslev Gymnasium.

Parret har fire sammenbragte børn, hvor den yngste på 14 år, skal bo i præstegården.

Hun og ægtemanden synger i Filharmonisk kor i Aalborg, musik ligger hendes hjerte nær. Musik i kirken vil hun bestemt tale for.

Det har iøvrigt slået mig, hvor god menigheden er til at synge med på salmerne. Det synes jeg er dejligt, siger Anna Margrethe Saxild.

En gudstjeneste uden gode salmer er som at række tungen ud ad vinduet.

Men allerede i 2019 forlader Anna Margrethe med familie Vrensted for at tiltræde i et nyt embede i Himmerland.

Sognepræst Anna Margrethe Saxild, Vrensted Præstegård, har pr. 1. marts 2019 fået nyt embede, og hun forlader dermed, som den ene af to præster Løkken Storpastorat.

Hun har holdt en række afskedsgudstjenester, og den sidste var i Løkken kirke.

Efter gudstjenesten var der lejlighed til at tage afsked med præsten og hun fik overrakt en blomsterbuket af menighedsrådsmedlem Ole Glarkrog, Løkken. Ole Glarkrog sagde blandt andet, at farverne var nøje udvalgt for at understrege modtagerens farverige personlighed.

I det ledige embede konstitueres tidligere sognepræst og provst i Nibe, Jens-Anders Djernes, Løkken.

Vi er kede af at skulle tage afsked med Anna Margrethe Saxild, men må naturligvis respektere hendes beslutning, lyder der fra menighedsrådene i Løkken Storpastorat.

Anna Margrethe Saxild har holdt afskedsgudstjeneste i Vittrup kirke, Lyngby sidst i Løkken kirker.

Efter gudstjenesten serverede menighedsrådene en lille forfriskning, hvor der var lejlighed til at tage afsked med præsten.

Vrensted kirke er lukket på grund af renovering.

 

 

Jette og Karsten Erbs foran Vrensted Præstegård

 Ude og hjemme set i Karsten Erbs optik

30.april 2015

Der er naturligvis mange forskellige årsager til, at danskere vælger at vende hjem til Danmark efter en kortere eller længere årrække i Spanien. For de flestes vedkommende er det ikke på grund af mistrivsel i det spanske, og det gælder da slet ikke Karsten Erbs, den tidligere præst ved Margrethekirken i Mijas. Han øser gerne ud af sin begejstring for årene i Sydspanien og for, at han i sin tid valgte at flytte dertil sammen med sin hustru Jette, der på dette tidspunkt også havde fået efternavnet Erbs.

“I mange år havde jeg drømt om at blive dansk præst i Paris. Det blev jeg ikke, men på et tidspunkt så jeg et opslag i Præsteforeningens Blad, hvor menigheden vest for Málaga søgte en ny præst. De havde lige bygget kirke, Margrethekirken. Jeg var blevet alene et par år forinden. Ansøgningen lyste op fra papiret. Det var lige præcis det, jeg skulle. Jeg søgte stillingen og fik den. Mest fordi jeg fandt mig en ny kone i Jette. Det var nødvendigt med en kone, mente menighedsrådet. Det skal de have tak for!
Kirken blev vores fælles projekt. Vi blev gift med hinanden. Først året efter, en smuk aften i Jerez de la Frontera, blev vi forlovede. Nu har vi haft kobberbryllup, og vi er så glade for hinanden.
Vi flyttede til Spanien i august 2002. Vi havde otte vidunderlige år, hvor jeg var præst for en levende og glad menighed, og Jette arbejdede som blæksprutte i kirken. Senere som regnskabsfører. Det var så godt at være præst i Margrethekirken.”

Er der forskel på din menighed i Danmark og den i Spanien?
“Folk i Spanien gik i kirken af mange grunde. Også bare for at møde hinanden. Og det sidste er en rigtig god begrundelse. Det gør folk ikke her i de små sogne i Danmark. De møder jo hinanden hele tiden. Så her skal der være dødsfald i familien, før de synes, de kan tillade sig at gå i kirke!”

Fra præsteboligen på anden sal til vendsysselsk landskab
“Vi flyttede hjem i 2010. Jeg havde fra mit første embede som præst i Skanderborg besluttet mig for aldrig at komme til at sidde fast et sted. Jeg ville gerne hele tiden prøve nyt. Det blev til Skanderborg, Hersom i Himmerland, Sct. Mortens i Randers og så Margrethekirken på Costa del Sol.”

Var det denne beslutning, der fik dig til at forlade Spanien?
“Jeg ville gerne slutte i en dansk præstegård sammen med Jette. Så selvom jeg var 63 år gammel, søgte jeg det genopslag i Vendsyssel og fik det.”

Hvordan gik den første genintegration?
“Det var så fantastisk at flytte ind i Vrensted præstegård med en udsigt til et vendsysselsk landskab, som vi i årene siden har nydt. Vi har siddet på husets terrasse og suget det til os. De første måneder var det en åbenbaring. Det danske landskab med den store himmel. Med rådyr og harer, lærker og en ro, som vi havde savnet i de år vi boede i Fuengirola, hvor vi boede i præsteboligen på Maestra Aspiazú på anden sal. Nu sad vi midt i det danske landskab. Det var virkelig at komme hjem. Det var som om øjnene og alle de andre sanser kunne hvile sig igen.
Og på samme måde var det bare så godt at komme hjem til familien igen. At få børnebørnene på ferie i danske omgivelser med køkkenhave og hønsehold, som vi har her i præstegården. At have familie og venner hos os her i danske omgivelser. Og vi kunne være der for Jettes mor hele tiden, da hun blev syg og døde.”

Kindkys versus meningsfuld adgang
Trives du i dit sogn?
“Nu har jeg ansvar for fire små sogne i et større pastorat. Og når jeg kører rundt i det og kommer hjem, er jeg helt afslappet. Der er jo ingen trafik. Slet ikke som i Spanien, hvor der var herlig megen trafik. Det kunne få pulsen op engang imellem. Nu faldt den drastisk. Det er Vendsyssel, vi er kommet til, så det er rart igen at kunne handle ind på dansk og snakke dansk med naboerne. Men der var stor forskel om søndagen.”

Hvordan det?
“I Margrethekirken var det altid en fest at gå i kirke. Knus og kram og kindkys. Nu kom jeg til kirke efter kirke, hvor der kun sad ganske få. Det var en forandring. Hvor det på Kysten var tilladt alle og enhver at interessere sig for kirken, så er folk mere bundne i små danske sogne. Det skulle nødig hedde sig, at vi pludselig skulle begynde at gå i kirke! Som nævnt, kræver det næsten et dødsfald.
Til gengæld er der en dyb og meningsfuld adgang lige ind i alle hjem, når der så endelig skal være begravelse. Så er det godt at være hjemme i den danske tradition.”

Udvikling og tilhørsforhold
Hvordan har du oplevet samfundsudviklingen i de to lande?
“På otte år sker der meget i et samfund. Det gjorde der i Spanien, mens vi var der. Og i Danmark var der også sket forandringer, som vi skulle vænne os til. Især de forandringer, der foregik på landet i nullerne. Folk flyttede fra landet i stor stil. Da jeg kom til Vrensted, var der stadig konfirmander. Nu er skolen lukket. Der sker noget i et samfund, når folk bliver låst i deres huse, fordi de ikke kan sælges. I Vrensted fører det til et nyt sammenhold. Men sådan er det ikke alle steder.”

Savner du noget fra Spanien?
At have fået otte år i Spanien opfatter vi som en stor gave. Vi vil for altid være forbundet med Margrethekirken og Costa del Sol og Spanien i det hele taget. Jeg læser to aviser om dagen. Og er der noget om forholdene i Spanien, så læser jeg det næsten som det første. Vores glæde ved at opleve spanierne er uændret. Så vores ferier går næsten altid til Spanien. Jette læser stadigvæk månedsbladene. Men naturligvis er det danske samfundsforhold, vi nu interesserer os allermest for. Og dansk politik.”

Hvad tog I med i det mentale flyttelæs?
“Spanien har påvirket os på mange måder, så vi slet ikke kan lade være med at tænke Spanien med. Det gælder i sproget. Jette har læst spansk, siden vi kom hjem. Det gælder i livsholdningen, i musikken, i køkkenet, hvor olivenolien har sin fuldstændig faste plads. Og den spanske rødvin. Og vi kan slet ikke lade være med at kindkysse. Efter et år i Vendsyssel inviterede vi menighederne på en tur til Costa del Sol. Vi var 44 af sted. Det blev bare så godt. Og de oplevede hjerteligheden og livligheden i Spanien. Og jeg har fastholdt kindkyssene til alle damerne lige siden. Det anser jeg for noget af en præstation. Her i landsdelen!”

Solnedgange og slotte over Vesterhavet
“Vi elskede Spanien og måned efter måned kørte vi ind bag bjergene. Og vi elskede bjergene. Når skyerne står som slotte over Vesterhavet ved solnedgang, minder vi hinanden om, at det ligner vores elskede bjerge i Spanien.
Vi savner undertiden virkelig Spanien. Hele den livsstil, som spanierne giver plads til. Vi savner tapasbarer her i Vrensted. Vi bor fem kilometer fra Løkken. I Løkken er der i sommertiden et liv, som ligner lidt Costa del Sol. Men det bliver det aldrig. Og så er der vejret. Lyset om vinteren savner vi. Solen. Men under alle omstændigheder er det vigtigt at have alle stederne med sig, både når vi flytter til udlandet, og når vi flytter hjem igen. Og især de mennesker, som vi kommer til at holde af.”

Af Jette Christiansen

 

 

 

Man er ikke præst – det bliver man

Sognepræst Arne Holst-Larsen har opnået fortrolighed og tillid – og han har lært en masse

Sognepræst Arne Holst-Larsen tager 16. januar 2005 – næste søndag afsked med menighederne i Thise og Vrensted Sogne. Med “kun” 11,5 år i embedet bryder han med traditionerne i kirkesognet, hvor hans forgængere havde deres virke i tæt på en menneskealder.

Faktisk er jeg kun den sjette præst i Vrensted i det 20. århundrede. En enkelt var her i otte år, men ellers er de blevet i forholdsvis lang tid, konstaterer Arne Holst-Larsen. Men nu vil jeg gerne søge udfordringer, hvor jeg kan bruge andre aspekter af det at være præst. Præstefamilien flytter til Brande, hvor der er højskolevirksomhed i forbindelse med kirken. Foredrag og studiekredse bliver også en naturlig del af det nye hverv.

Arne Holst-Larsen er iøvrigt af den overbevisning, at det er sundt for både menighed og præst at skifte, så man bliver tvunget til at se på forholdene med nye øjne. – Jeg har hele tiden vidst, at hvis jeg skulle søge nyt job, skulle det være i en anden type embede.

Det at være præst i et landsogn, er en helt særlig form for job, hvor man bygger en tillid op og er en del af lokalsamfundet. Det er en livsstil.

Arne Holst-Larsen har taget del i foreningslivet i Vrensted. Han har blandt andet dyrket sport samt stået på scenen i lokale dilettantforestillinger.

I Thise har han medvirket til udgivelsen af det lokale blad Kilden. Hans hustru Marianne er lærer og har taget del i lokalsamfundet – blandt andet som medlem af forsamlingshusets bestyrelse og gymnastikleder.

Parrets tre børn Clara Johanne, 10 år, Niels Olav, 8 år, og Karen Margrethe, 5 år, har selvsagt knyttet mange venskabsbånd til byens jævnaldrende børn.

Præsten kom til Vrensted som nyuddannet. – Universitetstilværelsen er lidt af en osteklokke, og den bliver løftet i det øjeblik, man bliver ansat som præst. Så går man ind i virkeligheden – ind i de voksnes række, smiler han. – Der bliver man præsenteret for noget, der er alvor. Man skal begrave de døde, vie de unge, døbe børnene og være sjælesørger. – Og det med at være præst er ikke noget, man er. Det er noget, man konstant bliver af de forskellige mange møder, man har med mennesker. Alt jeg kan og ved som præst, har jeg lært gennem mit arbejdet i Vrensted og Thise sogn.

Visse ting bliver aldrig rutine. Heldigvis. Balancen mellem at leve med i folks liv og de skæbner man møder og samtidig være professionel i sit embede er vanskelig, men Arne Holst-Larsen oplever, at han har fundet den. – Det har jeg lært efterhånden. Og det er da lidt et mirakel, at det lykkedes.

Jeg var en fremmed fugl, da jeg kom hertil i 1993 fra Sjælland, og kendte ikke til Vendsyssel. Tilliden blev langsomt bygget op, og uanset hvor tæt man er knyttet til kirken er udtrykket “wor præst” en naturlig måde at omtale landsbypræsten på i Vrensted og Thise.

Mens præsten fortæller om sin tid i Vrensted, og opsummerer de ændringer, der er sket i verden i almindelighed og Vrensted i særdeleshed, knurrer motorsaven lystigt foran præstegården. Orkanen har væltet træer, og en vandledning er revet over og har skabt en bette sø foran huset. Og det skal der styr på nu.

Arne Holst-Larsen konstaterer, at mobiltelefoner, genteknologi og computer har taget verden med storm de seneste godt 11 år. For slet ikke at tale om lykkepillen, som en halv mio. danskere i dag er på. Og den lokale præst har stærke holdninger til udviklingen. I samme periode er religionens genkomst blevet realitet. – Viden er i konstant udvikling, vi bliver hele tiden klogere og lærer nyt. Men tro er tro – tro kan sammenlignes med tillid. Den skal ikke bevises.

Arne Holst-Larsen har bragt nye ritualer og skikke til Vrensted Kirke. – Der er to ting, som jeg ser som mit formål grundlæggende som præst. Det ene er at gøre påskedag stor, og det andet er at gøre nadveren stor. Blandt andet symboliserer han ved hjælp af lys den ufordærvede tro. Påskedag er kirken mørkelagt og opstandelsens lys bæres ind i kirken af konfirmanderne. – Det er en gammel middelalderlig skik, som vi har genindført.

I Vrensted og Thise kirke bliver der også tændt et lys for dåbsbarnet. Lyset hentes fra alteret fra opstandelsens lys. Og Allerhelgens-aften bæres opstandelsens lys ud på gravene.

Kirkekor og minikonfirmander er der også kommet, mens Arne Holst-Larsen har været i Vrensted. – Minikonfirmanderne begyndte i 98, og er en kæmpegevinst for både kirke og minikonfirmander. Kernen i undervisningen har været ritualer og fortællinger – og børnene elsker begge dele.

Afskedsgudstjenesten er 23. januar 2005. Dagen derpå kører flyttebilen op foran præstegården i Vrensted. Og så vender familien øjne og tanker mod syd.

De to sogne får ny præst 1. juli, og indtil da afløser præsten fra Ingstrup. Mens præstegården står tom, skal der bl.a. laves nyt køkken og etableres køkkenfaciliteter med konfirmandstuen.

6. januar 2005

 

 

Afholdt læge siger farvel (december 2004)

Læge Frede Nørgaard, Vrensted får nu mere tid til kunst og klassisk musik – og til familien.

Frede Nørgaard der har været læge i 32 år, har nu besluttet at gå på pension. Han har været en del af den store lægepraksis i Vrensted og han har haft bopæl i Vrensted, hvor han og hustruen byggede nyt hus på Ingstrupvej. Han blev kraftigt advaret imod at søge praksis på landet. De advarende ord lød ”Du vil da ikke bo blandt dine patienter, du vil ikke få noget privatliv”.

Frede Nørgaard har dog ikke på noget tidspunkt fortrudt, at han fulgte sin egen indskydelse til at indgå i praksis i Vrensted. Vi har haft mange gode år i Vrensted fortæller han, og patienterne har altid respekteret, når jeg havde fri. Jeg har virkelig nydt at bo midt blandt mange af patienterne.

Frede Nørgaard er altid blevet omtalt som en vellidt og dygtig læge. Mange pårørende til patienter har fået Frede Nørgaards telefon nr., når der har været patienter, som har været meget syge. Uanset om det var dag eller nat – om han havde fri eller ikke, han kom straks, hvis han blev kaldt på, fortælles der om Frede Nørgaard.

Det vil Frede Nørgaard blive husket for, for han lever op til betegnelsen “et helt igennem fint menneske”.

Frede Nørgaard har været med til at præge det lokalsamfund, han blev en del af. I en lang periode var han medlem af Vrensted Skoles skolenævn, deraf otte år som formand. Han har været medlem af skolekommissionen og medlem af Skole og Samfunds amtsbestyrelse, og en periode medlem af hovedbestyrelsen. Han har aldrig undslået sig, når han blev bedt om at tage en tørn. Også inden for sit fag har Frede Nørgaard påtaget sig mange arbejdsopgaver af organisatorisk art. Han har været medlem af Praksisudvalget for Nordjylland, og en årrække var han praktiserende lægers repræsentant i Distriktsrådet for distriktspsykiatrien i Jammerbugten. En lang periode var han vagtchef for Lægevagten i Hjørring. Den store interesse også inden for kunstens verden har Frede Nørgaard været en foregangsmand.

Han var initiativtager til oprettelsen af et kunstbibliotek i Børglum, og han er med i kunstudvalget bag Børglumudstillingen. Kunst har den ældre læges store interesse, og han ved meget om kunst. Han har studeret kunsthistorie og bliver aldrig færdig med at lære nyt. Han holder også af klassisk musik. Er der en operaforestilling i Aalborg Hallen, er Frede Nørgaard sikker blandt publikum, og hans ferieture går til steder, hvor han kan være sikker på at opleve klassisk musik og studere stedets arkitektur.

Trods andre interesser end de fleste har Frede Nørgaard aldrig følt sig hævet over den almindelige befolkning.

Han kom til Vrensted fra Vestjylland og blev hurtigt godkendt af  lokalbefolkningen, også i kraft af sit imødekommende væsen og sin lune humor. Selv om det er vemodigt at sige farvel til lægegerningen, glæder Frede Nørgaard sig til at få mere tid til hus, have og sommerhus. Der bliver tid til fordybelse i bøger og musik, tid til at lave flere skulpturer i sten, og så skal der tilbringes mere tid med børn og børnebørn.

Frede Nørgaard solgte efterfølgende sit hus i Vrensted og er nu bosiddende i Hjørring, hvor han her i år 2022 bl.a. kommer på værkstederne i Håndværkernes Hus, for bl.a. at dreje skåle lysestager m.v. på trædrejebænk.

 

  Frede Nørgaard trådte ind i politik herom skrives:

Hjørring-læge klar til plads i regionsrådet – 2008

Frede Nørgaard klar til at overtage afdøde Ole Albæks mandat.

Når regionsrådet på tirsdag mødes, vil den 65-årige læge Frede Nørgaard fra Hjørring sidde på tilhørerpladserne. I hvert fald under første del af mødet. Meget tyder på, at Frede Nørgaard lidt senere tager plads ved mødebordet sammen med de 40 andre medlemmer af rådet. På mødet skal regionsrådet nemlig tage stilling, hvad der skal ske efter regionsrådsmedlem Ole Albæks død i sidste måned. Han var eneste repræsentant for den ikke-partipolitiske Borgerlisten Nordjylland. Første suppleanten er byrådsmedlem Jens Hedegaard Kristensen fra Frederikshavn. Han har imidlertid siden valget i fjor meldt sig ind i Socialdemokraterne, og da dette parti har et internt forbud mod dobbeltmandater, ville Jens Hedegaard Kristensen kun kunne træde ind i regionsrådet, hvis han forlod byrådet i Frederikshavn. Det er dog ikke med denne begrundelse, han nu har søgt regionsrådet om fritagelse for dette borgerlige ombud. – I Frederikshavn har jeg påtaget mig en række tunge poster, heriblandt formandsposter for Frederikshavn Forsyning og for teknisk udvalg. Det kan ikke forenes med det arbejdspres, der er lagt op til i regionsrådet, siger frederikshavneren. Han erkender, at det ikke just er dette billede, der på det seneste er blevet tegnet af arbejdet i regionsrådet, som en del medlemmer har kritiseret for at være for stort og have for lille indflydelse. – Der er måske ikke så meget politik i regionsrådet. Men af det materiale, jeg har fået, kan jeg se, at der i hvert fald er mange møder. Og mange af dem ville falde sammen med allerede planlagte møder i byrådsregi, siger Jens Hedegaard Kristensen. Han har med sin lokale partiforening drøftet, om man skulle søge dispensation fra forbuddet mod dobbeltmandater. Men det er der ikke stemning for, siger han. Regionsrådet skal formelt beslutte, om han kan få lov til at slippe for at træde ind i rådet i stedet for Ole Albæk. Er svaret ja, tilfalder mandatet i stedet næste suppleant, Frede Nørgaard. Og han siger ikke nej. – Jeg er indstillet på at træde ind, siger Frede Nørgaard. Han var som læge i Vrensted i mange år en del af baglandet for Løkken-Vrå kommunalbestyrelses stærke fællesliste, men har ikke før selv været valgt til et politisk hverv. Det er endnu ikke afklaret, om Frede Nørgaard i givet fald overtager alle Ole Albæks udvalgsposter.

Ved det efterfølgende Regionsrådsvalg i november 2009 blev der dog ikke genvalg til Frede Nørgaard.

 

 

 

Her er fortællingen om Helga Pallesen, som sammen med sin mand Frede Pallesen kom til Vrensted i 1959, hvor Frede Pallesen var blevet ansat som lærer ved den nye Vrensted Skole, som skulle tages i brug efter sommerferien, i august 1959.

Frede og Helga Pallesen flyttede ind i den gamle førstelærerbolig i den gamle Vrensted Byskole på Sct. Thøgersvej 1. Senere købte Helga og Frede den gamle Byskole, som var familiens hjem indtil Helga flyttede på plejehjem.

Her voksede en stor børneflok op, 6 børn fik Helga og Frede Pallesen. Helga blev alene for en del år siden, men blev boende. En datter og svigersøn havde købt den lille lærerinde lejlighed, der også var i den gamle skolebygning og brugte den først som ferielejlighed, men i mange år har de boet der hele tiden og deres tre drenge har gået på Vrensted Skole. Da Helga flyttede på plejehjem, har de så købt hele skolebygningen og er i gang med en renovering. (2022)

Helga Pallesen fylder her i januar år 2022, 95 år, frisk og rørig alderen taget i betragtning. Hun flyttede for nogle år siden på plejehjem i Århus, hvor hun har flere af sin 5 nulevende børn boende.

Her fortæller Helga Pallesen om sit liv med en opvækst i Kina:

Ifølge kinesisk astrologi er jeg født i Tigerens år. Tigeren er indbegrebet af rastløshed, eventyrlyst og trang til at udfordre livet, mener kineserne, fortæller Helga Pallesen.

Til min fødselsdag kom der følgende hilsen fra en god ven i Kina.

”Jeg håber du igen kommer til Kina og klatrer i bjerge. Jeg har lyst til at konkurrere med dig.”

Ja, sådan skrev den kinesiske ven i en fødselsdagshilsen til Helga Pallesen i Vrensted, da hun for 15 år siden fyldte 80 år.

Kort før hun blev 80 år, var hun i Kina og klatrede i bjergene sammen med sine kinesiske barndomsvenner. Hun elsker de kinesiske bjerge – og Kina og kineserne. Hun er missionærbarn, født og opvokset i Kina, hvor hendes far havde en præsteskole.

Helga Pallesen fortæller, at det er en berigelse at have to kulturer. Danskerne er meget bevidste om deres nationalitet og vi gik i dansk skole. Men vi havde meget med kinesere at gøre. De var glade for børn, fortæller hun.

Men det blev en helt anden tilværelse da familien flyttede hjem til Danmark efter krigen i 1946, på det tidspunkt var Helga 19 år gammel.

Helga fortsætter, jeg følte mig slet ikke tilpas i Danmark. Jeg følte mig forskellig fra alle andre og ville gerne ud at rejse. Derfor ville jeg læse til læge, men så sker der jo det, der sker for et ungt menneske: Man opdager, at der er andet her i livet – mandfolk blandt andet. Jeg mødte min mand, og det sagde bang tju.

Lægestudiet og familielivet ville ikke gå op i en højere enhed, så jeg droppede ud.

Far spurgte hvad jeg så skulle være, og jeg slog på må og få ned på socialrådgiver i studenterhåndbogen. Så sagde han: ”Det er du alt for naiv til”. Og det var jeg måske også, men jeg har da overlevet, konstaterer Helga.

Hun uddannede sig til socialrådgiver, manden til lærer og parret stiftede familie. – Vi fik seks børn. Nu har vi fem. Vi mistede en datter i 2004. Det var jo ikke meningen, siger Helga trist. Helga gik hjemme i 13 år og passede børnene, men har også nået at bruge uddannelsen som socialrådgiver til lidt af hvert. I 1983 tog hun endnu en uddannelse, denne gang til musikterapeut, og selv spiller hun orgel, klaver, guitar og harmonika, så musikken fylder meget i hendes liv.

Udlængslen blev først indfriet i 1982, da den sidste af ungerne var fløjet fra reden. – Jeg tog ud som frivillig for Mother Theresa i Indien i et halvt år.

Det var flot af min mand. Han sagde ikke ”din dumme kælling”. Han sagde ”Vi skal finde ud af om vi har råd”. Vi var ikke rige, men hævede 10.000 kr. fra livsforsikringen, så jeg havde til billetten, fortæller Helga. – Det gør heller ikke noget at man er væk fra hinanden en tid, hvis man har et godt ægteskab, tilføjer hun.

I Indien arbejdede hun først blandt døende i Calcutta og senere på et børnehjem i Madras. Mødet med inderne satte spor. – Jeg er et ret utålmodigt menneske, så det var utroligt nyttigt at lære, at tid slet ikke betød det samme i Indien, og at man ikke kunne lave en fast aftale.

Kina genså hun først i 1988 – 42 år efter at hun forlod landet som ung. – Vi har stadig kontakt med børnene af en af fars elever fra præsteskolen. Kineserne er meget trofaste venner, siger Helga, der heldigvis ikke har glemt at tale kinesisk, for hendes kinesiske venner taler ikke engelsk. Siden har den kinesiske familie også været på besøg i Vrensted. – Der er altså noget helt specielt ved kineserne. De er blevet forfulgt og tortureret på grund af deres tro. Det var forfærdeligt at høre, hvad de har været igennem. Men det er også gribende at høre dem sige, at det vores forældre kom med, har de kunnet leve højt på siden.

Gennem et langt liv i Vrensted fik Helga og Frede Pallesen mange venner blandt Vrensted boerne. Helga havde bl.a. et aktivt liv også som pensionist, hvor hun tog ud og underholdt med sang og harmonikaspil.

Januar 2022 – jens otto madsen

Ane Maries Hus (anno 1914) er et bevaringsværdigt hus i landsbyen Vrensted, tæt på Løkken og Børglum Kloster.

“Ny og gammel landsbykultur i Ane Maries Hus”

Støtteforeningen Ane Maries Hus samlede i corona-vinteren 2020/21 penge ind lokalt – nok til at købe huset af Hjørring Kommune. Vi vil renovere huset, formidle landsbykulturarv og samtidig skabe nye rammer for fællesskabet og ny landsbykultur, og således bygge bro mellem fortid og nutid.

Hvad er idéen?

Det overordnede formål er at skabe grobund for samvær og fællesskab på tværs af generationer i det unikke og bevaringsværdige Ane Maries Hus (anno 1914) og den tilhørende “Ane Maries Have” på ca. 3200 kvm. Huset og haven ligger centralt i landsbyen. Det har en særlig historie og det betyder meget for lokale og folk med tilknytning til området, at huset bevares for eftertiden. Vi ønsker at formidle landsbykulturarven og skabe rammer for ny landsbykultur. Ane Maries Hus vil blive et fredfyldt åndehul med plads til kreativitet og kunsthåndværk. Her mærkes historien og fællesskabet i en landsby.

Hvor skal idéen realiseres?

Projektet realiseres i og omkring Ane Maries Hus og Ane Maries Have på Sct. Thøgersvej 10 i Vrensted. Projektet er således helt bundet af selve huset og stedet. Overfor huset ligger den gamle landsbykirke fra 1100-tallet, landsbyens gadekær og den tidligere skole, som nu er omdannet til Byens Hus – et forsamlings- og idrætshus med plads til større arrangementer og idræt. Ane Maries Hus fokuserer på landsbykulturarv, kunsthåndværk og kreative sysler, og komplementerer således fint Byens Hus. I Ane Maries Hus vil vi også tilbyde overnatningsmulighed, som mange brugere af Byens Hus savner.

Hvad omfatter projektet?

Vi har opdelt projektet i faser mhp. at være realistiske i forhold til praktisk gennemførelse. I denne første fase ønsker vi at
– energirenovere huset, bl.a. med ny og energivenlig varmeforsyning og isolering
– at istandsætte de bevaringsværdige elementer i huset, bl.a. døre, vinduer, vægpaneler, det originale loft og gulv, som skal slibes og behandles.
– at indrette en permanent lejebolig, som skal sikre en løbende indtægt til drift af huset
– at indrette rummet til formidling af landsbykulturarven, “Ane Maries Stue”, et lille køkken, gamle møbler, udstilling af artefakter og en særlig afdeling til formidling af historien om sagfører Anders Olesen, som byggede huset og var en stor mæcen i Vendsyssel i begyndelsen af 1900-tallet. A. Olesen stiftede bl.a. Nørresundby Bank, byggede Vodskov Kirke og opkøbte store arealer i Hammer Bakker.
– Endelig anlægges terrasser udenfor huset mod syd, den ene til offentligt brug og den anden tilhørende lejeboligen.
Forventet gennemførelse: 2022.

Hvem står bag projektet?

Støtteforeningen Ane Maries Hus ApS med +100 medlemmer har en bestyrelse på 7. Støtteforeningen har stiftet anpartsselskabet Ane Maries Hus ApS, som formelt ejer huset. Formålet er at begrænse risici og lave en klar opdeling mellem det frivillige og kreative på den ene side og stram styring af økonomi og kontakt til myndighederne på den anden. Derudover er der grupper af frivillige, som er aktive, bl.a. holder vi jævnligt “arbejdslørdage”: en havegruppe, en håndværkergruppe, en Knud Holst gruppe og en “Ane Maries Stue”-gruppe. Grupperne er åbne og man bidrager med det man kan og vil.

Hvordan involveres lokalsamfundet?

Byen har i forvejen en kunsthåndværkerforening og lokalhistorisk forening, som fra starten af projektet for ca. 4 år siden, har støttet projektet. Lokalsamfundet er i forløbet blevet involveret med afholdelse af informationsmøder og workshops i de ovenfor nævnte arbejdsgrupper. Vi holder lokalsamfundet informeret om projektets fremdrift i Facebookgruppen Ane Maries Hus og på hjemmesiden www.anemarieshus.dk informerer vi om det samlede projekt. Corona har gjort det svært at mødes i større forsamlinger, men alligevel lykkedes det os at indsamle 450.000 kr. til køb af huset i vinteren 2020/21.

Hvem gavner projekter og hvordan?

Målgruppen for projektet er såvel de lokale beboere i og omkring Vrensted/Løkken som besøgende udefra. Vi ser også Ane Maries Hus som en “lille attraktion” indenfor kulturturisme. Målgruppen er både unge og ældre – med fokus på et rodfast børneliv og en aktiv seniortilværelse. Ensomme borgere +50 vil kunne møde andre og være en naturlig del af fællesskabet. Andre brugere er (lokale) foreninger, iværksættere, kunsthåndværkere, forfattere, og generelt kunst-, arkitektur- og kulturarvsinteresserede. Ane Maries Hus kan tilbyde helt særlige rammer for små arrangementer, kurser, foredrag mv.

Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?

Ane Maries Have vil være åbent for offentligheden året rundt. Den offentlige del af huset vil være åbent i dagtimerne og ved arrangementer. Det vil være muligt for lokale og besøgende at forsamles i “Ane Maries Stue” og at benytte det kreative værksted på 1. sal i huset til sysler, kunsthåndværk, osv. Foreninger, klubber, skoler, iværksættere mv. vil kunne booke lokalerne til tema-baserede arrangementer i rammer, der emmer af landsbykultur, historie, fred og ro. Lokalsamfundet vil allerede fra foråret 2022 kunne gøre brug af Ane Maries Have, som vi er kommet langt med.

dec. 2021 Mette Roussis – formand for Ane Maries Hus ApS

Arkitekt Jørgen Ussing, Løkken, skriver følgende om Ane Maries Hus:

Professionelle ildsjæle kan man godt kalde den gruppe af dedikerede mennesker, der gennem flere år dygtigt, grundigt og vedholdende har arbejdet for at bevare Ane Maries Hus i Vrensted. Og der er rigtig god grund til at gøre en indsats for at netop dette hus fortsat skal lyse op i den store landsby Vrensted, som et yppigt eksempel på god arkitektur på landet. Det var sagfører Anders Olesen, der lod københavnerarkitekten Volmer Johannes Mørk-Hansen tegne huset, som et minde over sagførerens moder. Huset blev bygget i 1914 – en tid med uroligheder i Europa, men også en tid hvor bygningskunsten i Danmark er præget af gedigne materialer, smukke detaljer og godt håndværk. Alt dette genfinder vi i Ane Maries Hus, der er sjældent velproportioneret og sagtens kunne være en inspirationskilde og forløber for den landsforening til ”Bedre Byggeskik”, der året efter i 1915 blev dannet med det formål at fremme kvalitet og skønhed i det byggede miljø her til lands. Der er tale om en særdeles smuk bygning fyldt med tidstypiske detaljer, beliggende midt i landsbyen med skolen og kirken som nærmeste naboer. Det er ikke så tit vi støder på disse perler i landsbyerne, og når vi gør, er de oftest maltrakterede med eternittage, voldsomme udhæng og gabende sprosseløse termoruder. Her har vi en velbevaret, om end lidt slidt bygning, men husets sjæl er intakt, nisserne på loftet bor der endnu og de og alle os andre dødelige har fortjent, at dette smukke hus genfinder fordums glans og herlighed og får nyt liv med nye, mere offentlige funktioner – til glæde for kulturarven og mange mennesker.

januar 2022:

Jørgen Ussing Arkitekt MAA MDD / ekstern lektor i Arkitektur og Design, Aalborg Universitet

Det gamle indgangsparti til Ane Maries Hus

Her det ene af de to udhuse som skal indrettes til værksted

 

Den originale tegning til Ane Maries Hus anno 1914

Her fortæller formand Christian Østergaard om Ane Maries Hus

Her det ene af de to små udhuse som skal indrettes til værksteder

 

Det fine gamle loft skal nu fritlægges igen

 

 

 

De gamle møbler kommer igen til ære og værdighed

Skrevet af Mette Hyldgaard Roussis,  jan. 2022 i.f.b.m. ansøgning om fondsmidler hos Realdania fonden