Niels Jægerum – hans digte

 

Niels Jægerum

 

Niels er født og opvokset på gården “Søndermarken”,  Kongsengene 42, i Vrensted

==========================================

En historie fra barndommen:
==========================================
Herunder  Niels Jægerum´ s  digte:

————-_———————-

15.12.2020

UDE AF VORES HÆNDER
der er så meget man håber
vi krydser fingre
vi krydser tæer
vi krydser arme og ben
der er så meget man kan ønske
vi kaster mønter i brønden
vi knækker ønskeben
vi går på streger
der er så meget man kan tro på
vi folder vores hænder
vi drikker vin som blod
vi spytter over skulderen
der er så meget vi erfarer
vi kan ikke håbe os til et liv uden modgang
vi kan ikke ønske os til lykken
vi kan ikke flytte livets væsen med tvang
der er så meget der sker
på det forkerte sted
på det forkerte tidspunkt
lige midt i en god dessert
der er så meget i det små
som får den største betydning
når vi mærker båndet med gamle venner
og havet pludselig rejser sig
hold om
hold af
hold ud
====================================
06.10.2020
Løvfaldssommer
vi mærker det meget i vores alder
årstiden hvor bladene gulnes
og farverne spiller afskedsvers i sensolen
vi har selv den indre varme endnu
sukker tilfredse i den lune morgendis
mens tågen letter mod en ny dag i livets efterår
vi plirrer med de gamle øjne mod solen
under den funklende trækrone med krogede grene
lidt varme siver igennem de krøllede blade
rødderne virker en smule trætte
tidens tand har sat sine spor på stammen
men varmen blødgør de stive led lidt endnu
vores løvfaldssommer – en ekstraforestilling
på kanten af den kommende kulde
nydende et lidenskabeligt åndedrag mere
løvfaldssommeren omfavner dagen
den berusende duft af bladenes farvespil
lægger sig som en forførende brise over sindet
eftervarmen passer godt til de gamle træer
mens små knopper af ny kraft
vokser frem i ly af den mørke tid
=======================

12.09.2020

PLUDSELIG
Det gik lige så godt det hele.
Armene var oppe og humøret ligeså.
Vi havde så mange ting at dele
og pludselig gik det hele i stå.
————————————
Det var så rosenrødt i vor midte.
Vi kunne skåle på de gode takter.
Mange mente at vor lykke kunne smitte
og være en forbindelse til de højere magter.
—————————————————-
Pludselig blev vi ramt af fremmede dæmoner,
som snigende kravlede ind gennem tuden,
usynlig for øjet ætsende de organiske zoner,
slog sig dræbende ned under huden.
——————————————————
En lære kan være at finde en alternativ norm,
at lade nye vinde blæse over verden.
Der brænder en ild i kroppenes storm,
som næres af ordentligt liv og færden.
——————————————————
En fugleklat i øst kan skabe en pest i vest.
En pøl i syd kan dræbe en fisk i nord.
Måske skulle vi gøre, hvad der tjener os bedst
——————————————————-
06.09.2020
At løfte
Det slår mig at hele mit lange liv
er gået med at løfte, bære og levere.
Vi løftede tunge ting på landet uden et piv
Lærte gennem årene at præstere.
—————————————————-
Roer blev smidt op på vognens lad
læsset med de bare næver i en sang.
Kunsten var at kunne virke glad
når vi sled og slæbte dagen lang.
——————————————————
I ungdommens år sled vi i sved og savn
flyttede hjemmefra og bar de tunge kasser.
Vi kæmpede med at nå frem til en havn
og lærte os at klare strabadser.
 —————————————————-
Livet går for os alle med at løfte og bære.
Vi skubber tunge ting og får røde kinder.
Vi leverer blomster og gaver til vor kære
og bringer bud om det der giver minder.
——————————————————
Når vi kommer frem til det sidste stop
og vi ikke kan trække vejret mere
da vil de levende løfte og bære vor krop
for ingen kan sænke sig selv og levere
——————————————————

25.06.2020

KENDER DU DET?

Kender du det
at du føler dig forkert
selvom du gør alting rigtigt
at du gør dit bedste
og det er ikke godt nok?

Kender du det
at du altid bruger dig selv
presser dig selv
til sidste blodsdråbe
men aldrig føler dig tilstrækkelig?

Kender du det
at du tilbringer mange
timer foran spejlet
kigger kritisk og retter på alt
og stadigvæk ikke er tilfreds?

Kender du det
at du har de bedste intentioner
vil det hele på én gang
kæmper for at blive nummer et
og alligevel bliver alt værre og værre?

Kender du det
at du stiver dig selv af
med forskellige stimulanser
danser rundt i en rus
af oppumpet selvtillid
og stadigvæk er lille indeni?

Kender du det?
Det gør mange unge!

22.06.2020

ENGANG

Engang var min far en
levende krop af handlekraft
omgivet af markens tilstand
og mors kys før kaffen

Engang gik drengen i takt
med karlens saftige fortællinger
og hakkede løs på ukrudt
imellem de sunde planter

Engang legede vi i høet
kravlede i de dybeste gange
holdt om og holdt af
på afstand af de voksne

Engang undersøgte man
ethvert lille væsen på sin vej
gemte det i et syltetøjsglas
indtil det lå stille og sov ind

Engang var undringen
drivkraften i sansernes samling
på nysgerrighedens grøftekant
med haletudser i bækkens understrøm

Engang var der en daglig rislen
fra kilden i de inderste længsler
en stemme fra barndommens sus
som fløjtede sig frem mod livets aften

Engang er nu en gensmag af
det vi stræber efter og lærer
at kende for allerførste gang
mens fuglene synger om kap i træerne

27.02.2020

RÅBET EFTER MENING

Du må have noget at stå op til:


et brev at skrive
en bog at læse
en tanke at vende
et menneske at elske
et barn at klappe


en begejsring at forfølge
et lys at nyde
en idé at realisere
en drøm at dvæle ved
en kærlighed at pleje


en gave at give
en ven at besøge
en sang at synge
en liv at forme
en nutid der hænger sammen med hjertet

30.01.2020

Lyt til verden

Lyt til verden
mærk havets melodi
mærk når det bruser i oprør
mærk når det dovent skvulper
mod det varme sand en hed sommerdag.


Lyt til vandet i den isskærende frostnat
og mærk støjen fra den piskende vintervind
gennem marv og ben.
Snus til verden
giv dig tid til at dufte
til blomsterne bag havet.


Træk vejret dybt ind
midt i en rose.
Lad duften forplante sig
helt ned i hjertet.

Ånd på verden med din rosenånde.
Snus til din livssødme
i skovens i havens underbund.


Føl på stængler og blade,
snegle, hunde og skildpadder.
Mærk deres forskellighed.


Luk øjnene
og se den brogede verden.
Se med dine hænder
se med din krop.

Drik af livets dråber
pluk de modne solbær.

Lad tungen slikke kanten af glasset
Lad saften
som du drikker
forplante sig til en gylden rislen
i din indre frugthave.


Gå i ét med græsset
læg dig på ryggen i det.
Leg at du skal dø.
Stræk dig ud i hvert et græsstrå
der kæler for din kind
og kildrer dig på benene.


Lyt til fuglene
Se på skyerne
Flyv af sted over bjerget.
Intet holder dig tilbage
– kun dig selv.

 

25.01.2020

SJÆLENS SØ

hvad er der med de øjne
der leger med blodets brus
kigger igennem os som nøgne
og sender et stikkende sus

hvad er der med det øje
der lukker os ind i sjælens sø
dykker ned i hjertets køje
og får tapper til at tø

hvad er der med de øjne
som forfører os til tanker i drømme
slikker indersiden ren for løgne
og kalder i længselsfulde strømme

hvad er der med de øjne
der stirrer på os fra spejlenes sø
og fanger det flygtige forfløjne
rammer det punkt der ikke vil dø

hvad er der med de øjne
der stråler som diamanter
som de inderste kamre kan højne
gennem kærlighedsfrø der bliver til planter

hvad er der med de øjne

05.02.2020

NOGET I LIVET

det første sekund
du lægger et frø i jorden

det første blik du sender
til de smukke øjne

det første ryk du mærker
i din krop når noget vokser

det første tegn på
at noget er gået forbi

det første chok der ryster
din inderste sjæl

det første glimt
af evigheden i tiden

det første først
mens du er i live

det første sidst
når du ligger for døden

det første udsyn
at noget er vigtigere

det første suk
i den sidste fase af livet

20.01.2020

STILLE NU

Han malede sit navn på hendes ryg
men nu er den varme søjle her ikke mere

Han tegnede deres kærlighed på ruden
men nu er duggens kurver borte med blæsten

Han formede hendes krop i det varme sand
men nu er stregerne skyllet væk

Han nød hendes ånde i ly af nattens himmel
men nu er kun mørket tilbage

Han stirrede på hendes smukke ansigt om morgenen
nu er blot den tomme pude ved hans side

Han borede sit blik ind i hendes smukke øjne
nu fylder kun tårernes tåge hans udsyn

Han kyssede hendes mund og smagte forelskelsen
nu er båndet bristet og munden har han mistet

Han kunne kæle for hendes hår i timer
nu er krøllernes blødhed ude af hans hænder

Han smagte på hendes trylleretter i livet
nu sidder kun de gyldne spor i maven

Han hørte hendes stemme tæt på sit øre
nu er kun et langstrakt ekko tilbage

Han flettede alt hos hende ind i sin sjæl
og det har hans hjerte det godt med

nu er her så stille

19.01.2020

HVEM VILLE IKKE?

Hvem ville ikke undersøge sit barn
hvis det havde smerter?

Hvem ville ikke befri det for fremmedlegemer
hvis det havde slugt noget forkert?

Hvem ville ikke sørge for ilt til barnet
hvis det ikke kunne få luft?

Hvem ville ikke søge hjælp til barnet
hvis temperaturen var livstruende?

Hvem ville ikke få barnet renset
hvis det var fyldt med bakterier?

Hvem ville ikke redde barnet
hvis det var ved at drukne?

Hvem ville ikke hjælpe barnet
hvis det havde indtaget forurenet vand?

Hvem ville ikke redde barnet ud af flammerne
hvis det brændte omkring det?

Hvem ville ikke gøre det samme
hvis JORDEN selv var et barn?

Hvem ville ikke?

17.01.2019

DET

nogle har det
andre er helt foruden
som om de aldrig har kendt det

jeg mødte én i toget
som havde det
vi kiggede længe på hinanden
og der i blikket var det
blev suget ind i det

da hun gik
lagde hun sin hånd på min arm
by by Sir
der var det

siden har jeg mødt det
på gåture
på ferier
på gaden
på stier
og her for nylig
på en restaurant
øjnene greb fat i det
på tværs af bordene
fløj det afsted som et missil
borede sig ind i
sjælens gemmer
og eksploderede omkring hjertet

vi ved det findes
imellem os
nogle har det resten af livet

16.01.2019

RØDDER OG VINGER

små dronninger sminkes som voksne kvinder
pyntes til duller mens barndommen forsvinder

alle filmes med smarte telefoner i konkurrence
agerer som dukker med snore i kunstig balance

lærer at gå catwalk foran den griske arrangør
man ser deres tomme øjne og svingende humør

de græder og presses ud af livets leg og sus
de skuffes hvis de ikke får pokalen i hus

barnet købes til reklame som lokker
skal anbefale og får penge som blogger

hvad sker der når de sociale medier gemmer
at de forfører andre med sprøde stemmer

man får den tanke at små hjerter vil falme
når børn bruges som middel får man kvalme

hvorfor haste med at voksne op
gi` barnet en tid til rødder og top

15.01.2020

VI VED DET GODT

de er lænket sammen
de må ikke tale sammen
de må ikke vende sig om natten
-vi ved det godt

de skal tisse i den samme spand
de har 15 kvadratmeter til 15 personer
de er omgivet af lys og overvåges hele døgnet
-vi ved det godt

de skal se på en voldtægt
de skal se på tortur
de skal høre smerteskrig
-vi ved det godt

de skal tilstå trods uskyld
de bliver sat på en sømstol
de får revet neglene af
-vi ved det godt

de må ikke tale deres eget sprog
de må ikke danse deres egne danse
de må ikke have kontakt med slægtninge
-vi ved det godt

de får skåret tungen af hvis de ikke indordner sig
de får fjernet en hånd hvis de er ulydige
de stenes til døde hvis de gribes i at elske ved siden af
-vi ved det godt

de skal alle genopdrages i lejre med vold
de skal alle hjernevaskes med magt
de skal alle bekende i kor under bevogtning
-vi ved det godt

vi er jo alle mennesker

05.01.2020

SYN FOR GUDER

at runde og blive rundere
med tidens tand
være lykkelig med sig selv og sine
når nu solen skinner
på en ufortjent fødselsdag
og man bare skal nyde et nyt tal
i lille sluttet cirkel så
blir man da glad som et lille barn
og lamslået på fortrappen
når kendte gamle venner
naboer slægtninge børn
svigerbørn og ringene i vandet
dukker op i en slange af
skønne øjne i overtøj
målløs og uden mæle
tager man bevæget imod
flokkens sang og dirrer
i alle grene af det gamle træ
enhver kommer frem med varme
kinder og tillykke og
knuses en ekstra gang
med følsomme hænder
og blikke fra sjælenes sø
en kæde af minder
i en uvirkelig surprise
på hjemmebane i stuens
stemte snakkehygge
varme taler og et leve
en begivenhed på en dag
som lyser op og
tillægges en særlig betydning
en dag hvor man mærker
at der er noget langt større
end en gråhåret fødselar
der tager imod på fortrappen
stemmer at længes efter
sidder nu i vores vægge
og spøger i al fremtid
med latter og tusinde ord

af hjertet tak til jer der bar slæbet
og alle jer der holdt på hemmeligheden
og kom i den aftalte konspirationsflok
og tog mig på lænestolen i en morfar😀

kh
Fødselaren

 

30.12.2019

GANGARTER

det er ganske spændende at se på ben der går
det er glimt for øjet som enhver forstår

de små piler over sten og stok
falder og slår hul i sok

børn sætter af for at springe over bækken
benene kører i luften og rammer hækken

senere vandrer man mere roligt i lunden
holder i hånd og bruger munden

to unge kærester fletter fingre og tæer
de sidder tæt på molen og går ikke mer`

det er med næsen i sky at nogle går
det er med bøjet nakke at nogle blot står

en del kommer for sent trods ilen
en del går rundt om sig selv med mobilen

jeg så en mand komme dinglende hen ad vejen
ved siden gik en kvinde som traskede lidt forlegen

nogle humper afsted som var det dagen derpå
andre glider over vejen som en ganger grå

de gravide kan vralte som en and så trind
de er så smukke med buler der går over gevind

når benene svigter og man pludselig skrider i svinget
ligger man der og har skrammer på skindet

soldater strækker ud i stram eksercits
på store paradepladser som en vits

de hjulbenede kan trille afsted som en bold
men på grise og hvalpe kan de ikke få hold

på film er haltefanden med hestefod
lister rundt som djævelen og spiller god

så kommer der et par som går i takt
under skoene står der ”ecco” eksakt

en mand og kone går gåsegang i trance
hun går forrest han bagerst i deres alliance

sølvbrudeparret holder om og danser en vals
de andre maser i kredsen og strækker hals

når de gamle veteraner tripper på banen
tænker de på 3. halvleg og noget til ganen

de gamle krogede ben vil ikke sprinte mere
”drengene” er trætte og nyder en pilsner eller flere

sådan går det i livet med ben og med fødder
vi ender med knuder og ondt i de gamle rødder

ingen ønsker her at tage benene på nakken
vi nøjes med at løbe med snakken

før vi går til de evige jagtmarker
og træskoen er sat af en knoldesparker

29.12.2019

DET FORBUDTE TRÆ

de små leger med blikket mod himlen
de yderste grenes lokkende svimlen
trækroner fyldt med fristende frugter
større end frygten for voksne der tugter
til alle tider mod de vippende pinde
hvor det forbudte ligger dem på sinde
et nej pas på er en opfordring til at ville
falder for fristelsen mens man er lille
forbuden frugt smager bedst af alt
de voksne ved at det kan gå galt
derfor pakkes børnene ind i vat
for tænk om grenen kunne være glat
dog er det langt bedre at bakse med livet
end få det foræret og tage det for givet
det er farligt at leve og sådan må det være
kun af de knubs man selv får kan man lære
det forbudte træ er det bedste der findes
gid alle børn kunne klatre og ikke bindes
lad barnet kravle op og mærke suset
hele kroppens sang såvel som bruset

29.12.2019

ORDENES MAGT

ord som skaber nærhed
ord som skaber afstand
ord som varmer et forhold
ord som fryser en relation
ord som knytter os sammen
ord som deler os i to
ord som gør os glade
ord som gør os ondt
ord som åbner sig mod verden
ord der ekskluderer det fremmede
ord som viser tolerance
ord som river negle af
ord som bekræfter alt det gamle
ord som integrerer det nye
ord som skaber fryd
ord som føder smerte
ord som beskytter mindretal
ord som hjernevasker afvigere
ord som indånder betydninger
ord som udrenser det anderledes
ord som vækker oplagthed
ord som får noget til at visne

ordet skaber verden

28.12.2019

Øjne

søg de øjne som fugten fanger
kig dybt i de smukke pupiller
luk op til sjælens kammer
fang den sang som iris spiller
de gamles øjne hvor er de kære
af gamle øjne kan man meget lære

26.12.2015

Skønhed

vi ser den grånende dag
omtåget i det triste mørke
vi ser solen bryder frem
oplyser græstæppet i forandringes linse

vi ved at foråret venter forude
piblende i de indre landskaber
vi ved at efter kulde kommer varme
damper jorden med kærlige strøg

skønnest er dog det vi ikke fatter
mirakler i menneskehøjde
livets magi i de små ting
som fnug af frø der blir til nye træer

25.12.2019

ANGST I BØRNEHØJDE

når jeg vågner regner det med bomber
når jeg leger er det i ruiner
når jeg spiser ryster mine hænder

jeg ville så gerne kunne græde
jeg ville så gerne kunne drømme
jeg ville så gerne være tryg

min angst fylder min krop
mine øjne flakker af frygt
mit hjerte banker for livet

stop ondskaben i verden

25.12.2019

RÅBET OM MENING

Hvis vi lever evigt
er der så ingenting der haster?

Hvis vi kun lever én gang
er alt mon så altid for sent?

Hvis vi dyrker den absolutte sandhed
tror vi da vi ved fordi vi ikke ved vi tror?

Hvis vi opstår på ny til evigt liv
hvor mange mon så der er bag os af de andre?

Hvis vi ikke ved vi er døde når vi er det
er denne side så den eneste vi har?

Hvis vi er levende kan vi ikke være døde
når vi er døde kan vi så ikke være?

Hvis vi tror på vegne af andres tro
kan vi så låne religiøsitet ved særlige lejligheder?

Hvis der er stunder i livet hvor vi må sige tak
hvor retter vi da vores øjne hen?

Hvis vi kastes ud i tomhedens hul
hvad gør vi så med meningsløsheden?

Hvis sekulariseringen vinder terræn
hvilke materielle guder er det så vi dyrker?

Hvis vi ikke tror at vi tror nok
hvordan kan vi så måle det der ikke kan siges?

Hvis svarene blæser i vinden
hvad kan myterne så fortælle om de grå zoner?

Hvis de store fortællinger er brudt sammen
hvordan kan man så leve mellem stumperne?

Hvis der ikke er nogen plan med mennesket
hvordan kan vi så tackle at det højeste ikke findes?

Hvis gamle ord kan blive til kød
kan man da leve af et nyt menukort?

Hvis vi ikke har et gelænder at støtte os til
hvad gør vi så når vi mister balancen i livet?

Hvis vi ikke er fanget af vores fejltagelser
hvor venter så den nye begyndelse?

Hvis ikke virkeligheden kommer til mennesket
er det så mennesket der frembringer virkeligheden?

Hvis livet er en daglig kamp
er der så uden denne kamp intet liv?

Hvis vi leder efter sandheden hele livet
skal vi så frygte dem der har fundet den?

23.12.2019

BØRNENE I VERDEN

vi hører børnenes skrig
i en verden fyldt med krig
mærker deres smerte og længsel
midt i lejrens usle fængsel
kan se de øjne og de hænder
beskidte men rene som venner
de små er altid det bedste
kunne vi se dem som vores næste
eller er de blot et middel i en verden
hvor egoisterne beregner deres færden
barndommen er vores livs morgen
og denne bør ikke druknes i sorgen
kunne vi blot gå børnene i møde
ville færre af dem skulle forbløde
genopfrisk det indre barn hvis kraft
du engang selv har haft

22.12.2019

DET BEDSTE og DET VÆRSTE

Det bedste jeg ved
er at ligge under et tæppe
og flyde sammen med sjælen

Det værste jeg ved
er at tale til en væg
der sender en kold skulder

Det bedste jeg ved
er at kigge gamle billeder
og drømme om svundne tider

Det værste jeg ved
er at blive lagt i lænker
uden at kunne se kæden

Det bedste jeg ved
er når ordene får ånd
i nattens fortrolighed

Det værste jeg ved
er at blive dømt på mit humør
og ikke kunne være mig selv

Det bedste jeg ved
er at kunne være helt stille
og mærke et bånd af samvær

Det værste jeg ved
er skulle tvinges til at smile
når man inderst inde er ked af det

Det bedste jeg ved
er at nyde livets dessert
og kaste sten i vandet med barnebarnet

Det værste jeg ved
er når sandheden låses ned i en fryser
og tankerne stivner til koncepter

Det bedste og det værste
er modsætninger i livets toppe og dale
der strides på hjerternes holdeplads

20.12.2019
Drengen i manden

små drenge på grønne plæner
unge muskuløse mænd der træner
virile veteraner der tror de spæner

fantasiens drengebørn i eventyrlandet
ungdommens kampe om piger i vandet
alderdommens petanque-kugler i sandet

uendelige drømme i drengesind
pubertetens scorereplikker mod pigekind
den gamle dreng leger med hund og pind

drenge kan stryge en mor så kærligt på panden
den smukke teenager kysser en pige fra forstanden
når drengen dør i manden dør manden

meningen med livet er ikke at blive mange år
men at mærke livets pulsslag som i livets vår
at bruge alle sine sanser hver dag som tiden går

17.12.2019

Mangfoldighed og fjendebilleder
I mange lande er der stærke racistiske kræfter, der forsøger at tegne negative billeder af de befolkningsgrupper, der ikke passer ind i normen. Vi møder ofte spørgsmålet: Hvad er det der gør, at de afstumpede holdninger og intolerancen vinder terræn? Hvorfor kan vi ikke leve sammen i forskellighed?

Uanset

Uanset hvilken farve du har
Uanset om du er sort, hvid eller gul
Eller har en helt anden farve

Uanset om du er kvinde eller mand
Uanset om du er barn eller voksen
eller om du lever i livets efterår

Uanset om du er født med alle sanser
Uanset om du er syg eller rask
Eller om du mangler en del af din krop

Uanset hvor du kommer fra
Uanset hvor du er på vej hen
Eller blot er midt imellem

Så er vi alle mennesker

14.12.2019

Ved juletid kommer der mange glæder og savn:

At miste

at miste er som at drømme en lang film man har glemt
og gense en kær person med en længsel mod stemmen der var
i en dyb samtale med hjertets mørkekammer

at miste er at besøge knyttede forbindelser i en kæde af minder
fra gennemlevede fortællinger til fortidens bånd
og at tabe tråden til kommende samvær

at miste er at bære en kurv af minder under armen til en stille plet
hvor man hører fortidens musik fra en indre klangbund
til en dans med varme hænder og levende fødder

at miste er en gave af levet liv i vores bagage af sanselighed
som modtager minder i en ledetråd af taknemmelighed
hvor savnet står lysende klart i skyggen af livets puls

at miste er når sorgens fugle bygger rede i dit hår
og du ringer til en der ikke svarer mere
mens du inderligt savner som herfra og til månen

at miste er en begyndelse til en ny rejse
hvor kærlige øjne blinker forude som lokkende milepæle
et sted i tågen hvor du finder en hånd der rækker ud

13.12.2019
DET SMUKKESTE

Det smukkeste i livet
kunne ikke være sket
på kortere tid!

Det hæsligste i livet
kunne ikke være sket
på et værre tidspunkt.

Jeg kaster mønten
hver morgen og håber
den gode side vender op.
.
Livets lava kan ikke
slette de spor
som har brændt sig fast
i erindringens vulkan.

Nedenunder det sorte landskab
og slaggernes røg
ulmer det nye håb
og livets længsel mod sig selv.

I det mørkeste indre
brænder den heftigste ild.

10.12.2019
EN HEL DAG

sådan helt som i gamle dage
en hel dag i nærhedens tegni
en hel dag i kærlighedens navn
sådan helt som det var
kun os to side om side
kun os to uden omsvøb
sådan helt som båndene var
der er ingenting som filtreres
der er ingenting som udelades
sådan helt som når kinder mødes
i et glimt af øm erindring
i to hænder som flettes
sådan helt som det var engang
da du fyldte det mest af livet
da du var det der gav mening
sådan helt som i gamle dage

og aldrig helt det samme

 

09.12.2019

Øjeblikket

i det ene øjeblik trækker vi vejret
i det næste puster vi ud

i det ene øjeblik flytter vi fødderne
i det næste ligger vi på langs

i det ene øjeblik hilser vi på hinanden
i det næste siger vi farvel

i det ene øjeblik mødes vore øjne
i det næste et kys på kinden

i det ene øjeblik danser vi på roser
i det næste rammes vi af tragedien

i det ene øjeblik samler vi på fjer
i det næste en tung sten i hånden

i det ene øjeblik smiler vi til verden
i det næste det sidste klem

i det ene øjeblik ånder vi ud
i det næste bliver vi stille

i det ene øjeblik slukker vore hjerter
i det næste er vi væk

det er i grunden ganske smukt

07.12.2019

SJÆLENS SØ

Sender et hjerte til de øjne
mærker kærlighedens varme spor
stirrer ind i sjælens mørke sø
beruset af fantasiens kraft

Blinker til de øjne
sanser de dybe vibrationer
mimer en fortrolighed
i en tråd af længselsfuld berøring

Mærker den buldrende puls
i tankekraftens inderste intuition
bestøvet af dryssende sansekraft
i en støvsky af inderlighed

Kysser de smukke øjne
i en rus af livets mening
sender en gestus til det blik
hvor musikken spiller de dybe toner

i en ledetråd af kroppenes harmoni

04.12.2019

BERØRT

at kaste sindet mod verden
som en rislende duft af friske blomster
med nysgerrige tanker i en grød af hjertets slud
er et afmægtigt opkast fra ordenes lygtemand

at grave sig ned i understrømmenes hvirvel
som et uhyre i meningernes stræde
med fare for at drukne i begrebernes slam
er en risikabel balance på en knivsæg

at mærke det skvulper i gamle blodpytter
som en bylt mod tunge tinder
med sten der skubbes op ad livets bjerg
er en kamp mod det tabte barneland

at længes efter nye sprudlende spirer
som kommende afgrøder på den gamle mark
med små hænder i de rynkede næver
er det håb der tændes i drømmenes stjernetegn

at græde med længsel i de blanke øjne
som vejret der holdes af skæbnens spil
med stikkende åndedræt mod den kolde verden
er en flig af dramaet fra tilfældighedernes holdeplads

at fyldes med klumpen af rørt betagethed
som en glæde af forventningens vingesus
med fingeren på pulsen til modstridende tankespil
er at leve forlæns og forstå baglæns

at se på tosomhedens kærlighedskys
som en mindesten for hudens berøring
med sitrende sus af sammensmeltning
er at være ét med dybdernes sansemark

at prikke sig på tornen i smertens møde
som natlige stik i alle blodbaners delta
med en overvågende døsig opmærksomhed
er at lege med tankens kraft i afmægtighed

at flytte sig fra de mørke tankers nætter
som en ætsende virus af modvindens smerte
med lettelsens lysskær i brystets bolig
er at vove sig selv på kanten af livets længsel mod sig selv

at finde en vej i mørkets umulige uvejr
som en buldrende orkan af dulgte kræfter
med kaotiske ruiner efter stormens hærgen
er at ane at intet mørke kan slukke selv den mindste flamme

hvem du end er skal mit ønske være
lys ja lys lille stjerne

02.12.2019

POESIBOGEN

Vedbliv blot at være ærlig
barnlig, god og blid,
vær imod din næste kærlig
og til hver en tid.
Hjælp de svage hvor du evner
når du frem i livet stævner,
når du trøster dem der græder
øges dine glæder.

26.11.2019

AT BIDE SIG SELV I HALEN

er det vi gør fint
eller er det fint fordi vi gør det

er det vi tror på sandt
eller er det sandt fordi vi tror på det

er det vi tænker virkeligt
eller er det virkeligt fordi vi tænker det

er det vi retter os efter retfærdigt
eller er det retfærdigt fordi vi retter ind

er det vi dyrker sundt
eller er det sundt fordi vi dyrker det

er det vi finder godt bedst
eller er det bedst fordi vi finder det godt

er det vi værdsætter værdifuldt
eller har det værdi fordi vi værdsætter det

svaret bider sig selv i halen
og
sådan er det tit og ofte

den 26.11.2019

En lille sang fra min barndomstid i Vrensted, hvor vi byggede huler og røg så det svimlede:

Hulen

vil du med i min hule
vil du lege med mig
skal vi finde en smule
og pakke vor grej
en kiks og en kage
en snor og en kniv
min bedstefars pibe
så vi kan få et hiv

dernede i mørket
vil vi tænde et lys
kigge på sager
og tænde et lys
først blir man svimmel
så blir man hvid
da er man voksen et stykke tid

lidt tobak vi har
det håber jeg på
det vil vi blande med blade og strå
så vil vi sidde i os og i røg
der vil vi nyde vor første smøg

dernede i mørket
vil vi tænde et lys
kigge på sager
og mærke et gys
først blir man svimmel
så blir man hvid
da er man voksen et stykke tid

Billedet indeholder sandsynligvis: tekst

17.11.2019

Kampen og modsætninger mellem liv og død har været en central del af min opvækst på landet. Mit motto har altid været: Hellere bakse med livet end få det foræret! Uden en sansebaseret og erfaringsbaseret opvækst ville jeg slet ikke kunne forestille mig et liv som forfatter, foredragsholder og underviser i billedsprog, ledelse og kulturbegrebet. Uden den sanselige selvbevidsthed ville jeg ikke kunne forstille mig hverken livsmod, forestillingskraft eller jordforbindelse.

Lyt til verden
mærk havets melodi
mærk når det bruser i oprør
mærk når det dovent skvulper
mod det varme sand en hed sommerdag.
Lyt til vandet i den isskærende frostnat
og mærk støjen fra den piskende vintervind
gennem marv og ben.
Snus til verden
giv dig tid til at dufte
til blomsterne bag havet.
Træk vejret dybt ind
midt i en rose.
Lad duften forplante sig
helt ned i hjertet.
Ånd på verden med din rosenånde.
Snus til din livssødme
i skovens i havens underbund.
Føl på stængler og blade,
snegle, hunde og skildpadder.
Mærk deres forskellighed.
Luk øjnene
og se den brogede verden.
Se med dine hænder
se med din krop.
Drik af livets dråber
pluk de modne solbær.
Lad tungen slikke kanten af glasset
Lad saften
som du drikker
forplante sig til en gylden rislen
i din indre frugthave.
Gå i ét med græsset
læg dig på ryggen i det.
Leg at du skal dø.
Stræk dig ud i hvert et græsstrå
der kæler for din kind
og kildrer dig på benene.
Lyt til fuglene
Se på skyerne
Flyv af sted over bjerget.
Intet holder dig tilbage
– kun dig selv.

Niels Jægerum
Dreng fra Vrensted

15.11.2019
UDE AF MINE HÆNDER

der er så meget man håber
vi krydser fingre
vi krydser tæer
vi krydser arme og ben

der er så meget man kan ønske
vi kaster mønter i brønden
vi knækker ønskeben
vi går på streger

der er så meget man kan tro på
vi folder vores hænder
vi drikker vin som blod
vi spytter over skulderen

der er så meget vi erfarer
vi kan ikke håbe os til et liv uden modgang
vi kan ikke ønske os til lykken
vi kan ikke flytte livets væsen med tvang

alle kan vi være på det forkerte sted
på det forkerte tidspunkt
alle kan vi rammes af katastrofen
lige midt i en god dessert

ude af vores hænder
opfinder vi et symbol
der beskytter os mod det vi ikke kan udholde

selv går jeg rundt med en sten og fjer i lommen😊

13.11.2019
SANSERNES DRENGEÅR PÅ KONGSENGENE I VRENSTED

være ti og vågne
med ild i kroppen
blod på hænderne
male sig i ansigtet
putte fjer i håret
og bånd på armenes muskler
gå på jagt efter blegansigter

være ti og dræbe uslinge
meje dem ned imellem rabarber og frugttræer
binde dem til totempæle
og kradse deres indvolde ud
nyde sødmen af kampens sejrsrus
i en stille middagsstund
med blikket mod himmel og skyernes flugt

være ti og løbe fra en hær af fjender
med jordsmag og græsstrå i munden
en skarp dolk i skeden
og skind over hofterne
flyvende hen over markens knolde
springende for livet over bækkens afgrund
mærke kroppens kamp i mødet
med krodiller, ler og sumpvand

være ti på randen af gråd og sivgræs
trukket ned i bunden af grøftens mudder
omgivet af småfisk og frøernes kvækken
guldsmedenes luftdans som sværmende mirakler
med regnbuens farver i øjenhøjde
vandnymfernes frihedskamp i syltetøjsglasset
på kanten af mergelgravens forførende dybder

være ti og høre græshoppernes skjulte musik
summeaf biernes kærlighed til blomsterne
hundenes jagt efter kattene
stærens fløjten i poppeltræet
vibernes sang under himlen
lytte til sit eget hjerte
og blodets banken mod fantasien

være ti og drømme om en lille kalv
der blev til en elefant

12.11.2019

TIDEN TILBAGE

tiden tilbage er fremtidens morgendis
hyllet ind i en tåge af tilfældigheder
en listig kattelem til kommende overraskelser
på den nysgerrige knivsæg
mellem det tunge og det lette

tiden tilbage er livets mystiske sandkorn
der drysser mod en bunke af uvished
mellem dryp fra en rislende kilde
af livets længsel mod sig selv
til tonerne af blodets flydende musik

tiden tilbage er et tov af nye minder
der breder sig som ringe i vandet
frem mod det skæbnemønster
vi kun kan se i bakspejlet
fra et fugleperspektiv i en stille stund

den 09.11.2019

KIRKEDAMMEN
et lille menneske på glatis
en bambi med usikre ben
omgivet af skøjtende venner
der suser henover det frosne vand
de legende børn hujer og griner i flok
fanger hinanden på skift
kaster sig i hinandens arme
bremser med hælen ved kanten
til det mørke vands kolde dyb
isen hugges til flager
der bruges som tømmerflåder
sammenstød og kamp med
kæppe og stager i små og store hænder
et barn glider ud til svanerne
og reddes op af en større dreng
legene fortsætter mens
den uheldige kammerat sendes til tørring
ved kakkelovnens varmeskær
på kanten af det kolde vand
blev vi varmet op til livets passion
det var legeland på kirkedammen

Min barndom i Vrensted:

Barndommens mark
at gå rundt mellem viber på lerede marker
at samle klumper af jord under neglene
at lytte til revner og vind med bare fødder

så er jordforbindelsen i sansehøjde
så er opmærksomheden slået til
så er der strøm på tissehegnet

at ligge i læsset med øjne mod skyerne
at svimle i vuggende højder under himlens tag
at lukke sine øjne mod de åbne vidder

da himler det på drømmenes ønsketur
da svæver tankerne mod stjerner i det fjerne
da fyldes man af længsel mod sin skæbne

i ly af barndommens mark

En sang til vanen

Vi kører rundt i en lastbil så stor
den laver dybe lastbilspor.
Sådan er vor tanke den graver sig ned
når den først er lavet så bliver den ved.

Frem og tilbage
samme trummerum.
Verden er af lave
hvis noget laves om.
Blive ved samme
gøre li´som sidst.
Det er befriende ubevidst.

Vi plejer at indtage vor faste plads
sidder ved de samme er godt tilpas.
Her har vi bygget et trygt lille tårn.
Det som vi ser er det samme hver mor´n.

Frem og tilbage
samme trummerum.
Verden er af lave
hvis noget laves om.
Blive ved samme
gøre li´som sidst.
Det er befriende ubevidst.

Her går vi rundt i vort indre hus,
her har vi hjemme med det er vi dus.
Tænk hvis vi rulled` gardinerne op
hvad vi så ku` se ja måske vi fik en prop?

Frem og tilbage
samme trummerum.
Verden er af lave
hvis noget laves om.
Blive ved samme
gøre li´som sidst.
Det er befriende ubevidst.

2. oktober 2019

Lyt til verden

mærk havets melodi
mærk når det bruser i oprør
mærk når det dovent skvulper
mod det varme sand en hed sommerdag.
Lyt til vandet i den isskærende frostnat
og mærk støjen fra den piskende vintervind
gennem marv og ben.
Snus til verden
giv dig tid til at dufte
til blomsterne bag havet.
Træk vejret dybt ind
midt i en rose.
Lad duften forplante sig
helt ned i hjertet.
Ånd på verden med din rosenånde.
Snus til din livssødme
i skovens i havens underbund.
Føl på stængler og blade,
snegle, hunde og skildpadder.
Mærk deres forskellighed.
Luk øjnene
og se den brogede verden.
Se med dine hænder
se med din krop.
Drik af livets dråber
pluk de modne solbær.
Lad tungen slikke kanten af glasset
Lad saften
som du drikker
forplante sig til en gylden rislen
i din indre frugthave.
Gå i ét med græsset
læg dig på ryggen i det.
Leg at du skal dø.
Stræk dig ud i hvert et græsstrå
der kæler for din kind
og kildrer dig på benene.
Lyt til fuglene
Se på skyerne
Flyv af sted over bjerget.
Intet holder dig tilbage
– kun dig selv.

UDE AF FLASKEN

ude af flasken
er der lukket op for posen
og melet i munden
vælter ud i en røg af forklaringer

ude af flasken
er der ikke pakket noget ind
sandheden er punkteret
og dækket er for fladt til retorisk kørsel

ude af flasken
er der gået hul på bylden
materien flyder dampende omkring
og lægger sig tilrette
mellem kæberne

ude af flasken
kravler argumenterne rundt
som arrige hvepse
der er ekskluderet fra boet

flasken fyldes langsomt igen

09.10.2019
Vi lever i en tid hvor begravelser i vores alder er hyppigere end fester. Det giver anledning til mange tanker om døden på forskud:

Et smil på læben

forleden gik jeg så selv bort
sukkede og slukkede med et smil
fandt det passende at sove glad ind

nu hvor jeg er væk tænker jeg ikke mere
min lysende bevidsthed er blevet mørk
kan ikke skelne mellem noget og har intet sprog

mine dejlige børnebørn taler til mig
men jeg taler ikke tilbage til dem
de hører kun min stemme på deres indre grammofon

jeg er stendød uden at vide det
er kold uden at føle det
er brændt til aske uden at mærke det

her i min guitar-urne er der stilhed
et par triller fra en gråspurv på stenen
høres kun af de efterladte

da jeg nedlagde mig selv med et klem
og gav mig hen til det sidste dybe åndedrag
vidste jeg at livets glade sekund var forbi

mens vi lever er vi ikke døde
når vi dør kan vi ikke være
hverken dernede eller deroppe

livet er et mysterium der skal leves
på en knivsæg mellem her og der
af ild er jeg kommet til ild skal jeg blive

det er i grunden ganske smukt
og ulidelig let at gå bort til noget
som ikke har et begreb om sig selv

det kalder på et smil
memento mori

En ven

en ven er én der ved hvem du er
forstår hvor du kommer fra
accepterer hvem du er blevet
og nænsomt lader dig vokse

en ven er én der ved hvad du gemmer på
lægger øre til dine bekymringer
følger dig i sorgens kølvand
ledsager dig på dine nye eventyr

en ven er én der tager din arm på nedturen
holder om dig i trange tider
besøger din angst med opmærksomhed
genskaber troen på et nyt forsøg

en ven er som en skål der udhules
for at kunne rumme endnu mere
sammen med hvem man ikke kan håbe for meget
og som man ikke bliver skuffet af

en ven er én man kan være stille sammen med
så sjælen luftes ren i en rørende eftertanke
med et smil på læben og et kærligt blik
hvor man kan tage det tunge med let sind

en ven er en kilde så dyb
at den kan rumme de spande vi bærer dertil
omgivet af menneskelig virksomhed
hjælpekunst og erfaringer med liv og død

man får en ven ved selv at være én

09.11.2019

AT SE MED HJERTET

du ser at jeg græder
men grådens sø er min egen
du ser jeg blinker
men sjælens øje tilhører mig selv
du ser jeg falder i staver
men mit åndsfravær er nærvær i en anden verden
du ser jeg vakler
men min slingrevals er livets salt
du ser jeg dummer mig
men at fejle er min rettesnor
du ser jeg smiler
men latteren klukker i mit eget bryst

vi ser så mange ting hos andre
men kun med hjertet kan man se rigtigt

PLATONS HULE

bryd lænken
ryst tankerne
krads horisonterne
sæt ord under ørerne
blikke på neglene
klø din semantik
puds forståelsen
rids din selvindsigt
forløs dine drømme
gå en tur med definitionerne
dans med din forestilling
forfør din hypotese
grav efter diskursen
fremkald paradigmerne
afslør magtens masker
forstyr riterne
skub til symbolerne
tænd visionerne
op af Platons hule
væk fra doxas mørke
kend dig selv
kritisk

HAMMER OG SØM

har du en hammer, ser du søm
har du et fejlsyn, ser du mangler
har du et ressourcesyn, ser du potentialer
tror du på noget er det det, du får øje på
tror du det lykkes, bliver vejen lettere
tror du, at du tror styrkes din tro
hvis vi er enige om, at dette er virkeligt
hvis vi er enige om, at sådan ser verden ud
hvis ja så er det også den virkelighed, vi får
hammer og søm hænger sammen

28. september

RETSBEVIDSTHED

nu kan man svindle i selskabsskat
og trække udgifterne til rådgivningen fra
stikke folk en knytnæve
og få specialisthjælp til hånden
snyde med bidrag til familien
og modtage tilskud til fornøjelser
røve penge fra private folk
og få fradrag til skærebrænderen
lyve og bedrage til højre og venstre
og få medaljer for sin opfindsomhed
hvidvaske sine sorte penge
og bygge luksushuse bag høje hegn
kaste med sten når man bor i et glashus
og få politibeskyttelse og livvagt
opgive kreative håndværkerfradrag
og undgå kontrol på det man oplyser
anklage politiet for krænkende adfærd
og modtage erstatninger for lovbrud
tømme offentlige kasser med sociale ydelser
og investere dem i rideheste og ejendomme
lænse en fremmed konto for penge
ved at købe en bank til transaktionen

“retfærdighed” er en by i Fuskland

TÆNK HVIS

tænk hvis vi kunne
ligge i en sofa på en motorvej
gå til kirke og høre en nøgen præst
spille fodbold på en skrå bane
skifte musiksmag og lytte på en ny måde
køre rundt med vores døde far på forsædet
blive begravet i en guitar og spille videre

tænk hvis vi kunne
finde en gratis p-plads i en storby
kysse en andens ægtefælle uden jalousi
flette fingre med en sulten kannibal
blæse og have mel i munden
gå i hundene uden bebrejdelser
kigge på ethvert menneske som menneske

tænk hvis vi kunne
være os selv uden at være grådige
løbe efter penge uden at dø af det
knække sammen uden at gå i stykker
rejse os fra afgrunden uden at gå over gevind
vinde i spil og kærlighed på samme tid
redde et menneske uden at få en belønning derfor

tænk hvis vi kunne
drømme en hel nat og huske vores drømme
sætte ord på verden og fange den med nye øjne
kræve mindre af tiden end den giver
holde op med at fylde fremmed betydning i alt
fjerne livets skyggesider før vi dør
forlige os med det sidste suk før lukketid

tænk hvis…

 

Bådstedhede billeder fra “Tut Peters” Ole m.fl.

Herunder en række fine billeder modtaget fra Marie og Peter Jensens Ole . . De boede på en lille ejendom overfor gårdejer Ulrik Jørgensen, på Bådstedhedevej 206,  Vrensted. Peter Jensen kørt en overgang en mælketur til mejeriet fra ejendommene på Bådstedhede. Der er desuden modtaget billeder fra andre med tilknytning til Bådstedhede.

Kvinder fra Bådstedhede samlet hos Marie og Peter Jensen, Bådstedhede, Marie kaldet Tut. f.v. Else Jensen, Jytte Jensen, Dorthea Aaris,  Lilly Hyldgaard Nielsen, Anna Rørbæk Larsen,  Ida Andersen, Signe Jørgensen, Emma Jensen, Dagmar Jensen, Karen Pedersen, f.f.v. Maja Nielsen, Marie “Tut” Jensen, Minna Christensen. foto fra 1964
Marie og Peter Jensens ejendom som senere blev ombygget. De havde sønnerne Ib og Ole
Her Tut Peters om- og tilbyggede ejendom ca. 1955.
Her Marie kaldet Tut og Peter Jensen
Her Peter jensen som 25 årig høster med selvbinder
25 årig Peter Jensen
fætter og kusiner fra Thise besøger Ib og Ole
Her  har mor Marie lavet chokolade til Ole og nabodrengen Knud Jørgensen
Knud Jørgensen og Ole så fine legekammerater i haven
Ib opdrager på sin hund
Ole til danseopvisning i forsamlingshuset th. Jørgen Bøgh Larsen, hvem er pigerne ?
En yngre udgave af Ole. Med briller Henrik Søndergaard, Ole og Else Larsen, Grenegaarden, Jens Otto og Erik Justesen, ?
Ib med de flotte heste
Køerne hentes hjem til malkning her krydser de Bådstedhedevej
Peter Jensen ude med såmaskinen
ja den står og hygger sig, hesten.
Tut Peters første bil en Ford Y årg. 1938 midt i 1950 erne på stranden
Senere kom den store Captain til ved siden af en gammel Ford
Familiebillede med Ole i konfirmationsalderen sammen mor, far og bror Ib.
Hele den lille familie ved Pter Jensens 50 års fødselsdag
Peter Jensens 50 års fødselsdag her sammen med Marie
Peter og Marie i haven  med Ulrik Jørgensens ejendom i baggrunden
Her Lene og Poul Erik Thomsen ( simon Thomsens) med hest og vogn på stranden i Løkken
Signe og Ulrik Jørgensens ejendom på Bådstedhede nabo til Marie og Peter Jensens ejend.
Her Signe og Ulrik Jørgensens tre drenge som ofte kom til Peter og Marie for at lege med Ib og Ole, f.v. Erik, Knud og Egon
Ib med familiens hund
tv. Oles Bedstemor Kristine Larsen og Dagmar Krag Jensen
Ib og Oles bedsteforældre Niels Lassen og hustru
Bådstedhedevej 155                                                                                                                                                                                                                                                                                  Her havde Lis Sloth og hendes handicappede mand Svend Sloth en lille ejendom. De havde investeret i en lille varevogn hvopå de fik bygget en lukket kasse, hvori de kunne lægge frossen is, så de kunne køre rundt og sælge fisk som opbevaredes køligt. Fra Løkken strand/mole hentede de så fiskene,  som de kørte rundt og solgte i Vrensted by og oplandet  samt nabobyerne
Fiskebilen kunne også bruges til en strandtur
Bådstedhedefamilien Ida og Ejnar Andersen med deres tre børn,
Sommerhygge på marken overfor mit barndomshjem, Bådstedhedevej 239 i 1962. Fra venstre: Emil Jensen, Ulla, Jenni Andersen, faster Else Jensen, Ejnar Andersen (løftede arme), måske Jytte Jensen, Ida Andersen, John Andersen
Nu vi er ved beboerne på Bådstedhedevej i 60érne 🙂 Rene, Anne Marie Pedersen, Bodil Larsen og Ulla Andersen med cykler.
Her morgenvækning hos Laurine og Herluf Nielsens sølvbryllup
Herluf Nielsen ved at raderense

Herluf Nielsen trækker sin ko på græs

Johannes Svenningsen er sikkert på besøg hos Herluf Nielsens her bliver jumpe og hesten Klaus beundret af børnene

Her står kogekone Marie Frandsen og medhjælper Martha Larsen sammen med Emma Jensen th. på Søengen ved Aage Jensens.
Emma og Aage Jensens gård “Søengen” på Bådstedhede
Her SøAages Else som 11 årig ved sin pult i Vrensted Byskole. i 2019 er Else over 80 år.
Her en lille mand ved navn Jens Jørgen Pedersen,  i 2019 er han omkring de 70 år. Han boede ved Kommunegræsen til Thise i Søengene., Bådstedhedevej 274
Jens Jørgens, hjem
svend erik kristensen, Bådstedhedevej 159 på sin daglige mælketur til Vrensted Mejeri med mælk fra de forskellige ejendomme på Bådstedhede

November 2019- jens otto madsen

Vrensted Kirkes orgel – Historien om orglet fra 1939 og det nye fra 2019

Vrensted Kirke fik nyt orgel i 1939. Det er i  2019 er blevet udskiftet med et helt nyt og flot til kirkerummet designet velspillende orgel.

1)

 Nedenfor et indlæg af Povl Stevns om orglet fra 1939 og efterfølgende Nordjyskes artikel om det nye orgel som ibrugtages i nov. 2019 samt programmet for selve indvielsen den 10.11.2019

Vrensted Kirke fik i 1939 et nyt orgel med 8 stemmer, fordelt på 1 manual og pedal og med 600 piber. Det blev bygget af det kendte orgelbyggerfirma i Aarhus, A.C. Zacahariasen og Søn og indviet 31.05.1939

Det gamle orgel i Vrensted Kirke fra 1939

Her små avisartikler fra Vendsyssels Tidende fra den 10.12.1938

og fra den 20.01.1939

Fhv. gårdejer Povl Stevns, Serritslev tidligere Stenum og søn af Vrensteds tidligere præst, provst Aage Stevns, har sendt mig følgende fine historie.

Povl skriver i februar 2017 om sit besøg i Vrensted Kirke:

Når man på sådan en kølig vinterdag kikker indenfor i ”Sct. Thøger” finder man tårnrummet afspærret og et midlertidigt orgel anbragt i skibets nordvestlige hjørne til erstatning for det hedengangne orgel fra 1939, der nu er fjernet fra pladsen i tårnrummet og spredt for alle vinde. Den plads, hvorpå det i mine drengeår blev placeret, efter at være skænket kirken af ”ukendte” givere, som en meget kærkommen gave til afløsning af det harmonium, der, så vidt jeg husker, var placeret i kirken. – Jeg husker endnu svagt, hvordan orgelbyggeren en dag kom til mit hjem med en træplade for at vise far, hvorledes, man havde tænkt sig, træsorten skulle fremstå. – Jeg mindes de kommende års besøg af orgelstemmeren, Bruno, der gerne ville have os til at hjælpe under arbejdet med at holde de forskellige tangenter nede, mens han gik rundt og ordnede de forskellige orgelpiber, så de atter kom i den rette stemning. – Alt dette er for længst fortid. Meget vand er løbet i stranden siden da, men tankerne går jo det til trods jævnligt tilbage til den tid. – Når man så ind imellem dykker ned i arkiveret materiale fra de år og støder på noget, der måske også kan have andres interesse, er det jo nærliggende at finde det frem og præsentere det. Ud fra det synspunkt har jeg i dag valgt at viderebringe lidt stof vedrørende orglets indvielse den 31. maj 1939.

Som indledning dette referat fra ”Vendsyssel Tidende” den 2. juni 1939:

​”Indvielse af Kirkens nye Orgel blev en smuk og stemningsfuld Højtid. I Kirken, der var smukt pyntet, samledes ved 20-Tiden så mange Mennesker, som der på nogen Måde var Plads til. Højtideligheden begyndte med Salmen ”Giv mig Gud en Salmetunge” som Fællessang, og Pastor Stevns talte derefter smukt om Kirken og Menighedens Lovsang og bragte på Menighedens Vegne en Tak til de anonyme Givere for den smukke og storstilede Gave.
​Organist Allesch, Aalborg, spillede derefter Joh. Seb. Bachs Præludium og Fuga i C-Dur, en krævende Musik, der stillede betydelige Fordringer både til Udøver og Orgelet.
​De sammensluttede Kor fra Aalborg under Domkantor Støvring Nielsens Ledelse sang forskellige Salmer med middelalderlige Melodier. Den fint afstemte Korsang var af betydelig Virkning.
​Fru Ellen Astrup og Kantor Ancher Pedersen, Aalborg, sang solo.
​Musiklærer Kjeldsen og Organist Allesch afspillede Kompositioner af Stradello og Jærnfeldt for Violin og Orgel.
​Den smukke Højtidelighed skuttede med ”Aleneste Gud i Himmerig” som Fællessalme.
​Efter Festen i Kirken var Menighedsrådet Vært ved en lille Festlighed i Forsamlingshuset. Her talte Pastor Stevns og takkede især Orgelbygger Zakariasen, Aarhus, for det smukke og veludførte Arbejde, som Firmaet havde udført ved Bygningen af Orgelet. Desuden talte Domkantor Støvring Nielsen, Lærer Jensen, Organist Allesch og Kirkens Graver, Skomager Niels Chr. Gade.”

​​​——————
NB:: Træpiberne var udført af Oregon Pine. – Orgelfacaden af Oregon Pine.
​​​———————
Tale holdt i Vrensted Kirke ved Indvielsen af Kirkens nye Orgel 1939 d.31. Maj.

​”Vi beder dig, Gud Fader i Himlen, at du vil give os en god og festlig Time!
​Velsign til Velsignelse!

Lovsynger Herren min Mund og mit Indre!
​Sjungende, Hjerte, tag Ånden i Favn!
​Tonerne spille, som Stjernerne tindre,
​trindt om Jehovas højhellige Navn.

Sjæl! kom i Hu, at Guds Pris du forkynder
​tidlig og sent, for han evig er god,
​han, som forlader i Skok dine Synder,
​råder på al din Elendighed Bod!

Lovsynger Herren, hans Værker i Klynge,
​Verdener alle! thi Riget er hans!
​Glæd dig, min Sjæl! til, for evigt at synge
​Skaberens Pris, hvor han troner i Glans!

Det er Støvets og Dødens Lov, at vi Mennesker, som er bundne til Støvet i dette skønne og tunge Menneskeliv, ældes og arres, som Årene går. Livet trækker den ene Streg efter den anden i vore Ansigter, – skriver her Årenes tal, – taler om Gråd og om Smil.
​Vore Ansigter skifter og ældes.
​Noget andet med Kirkerummets Ansigt.
​Også det skifter fra Slægtled til Slægtled, men det ældes aldrig.
Slægt efter Slægt har Tid efter anden skrevet sin Tro, sit Smil og sin Gråd her i vor gamle, skønne Kirke. Snart føjede man et nyt Træk ind, – snart ændrede man et gammelt. Med et Smil fortæller Kirkerummet selv sin Historie. Fortæller om Døbefonden, der i sin Tid stod dernede ved Indgangsdøren, som et Billede på, at her var Indgangen til Menigheden, – Døbefonden, som senere blev skubbet op i en Krog, men som nu står således, at den fanger Hvermands Øje. – Bjælkestumperne, der højt oppe fortæller om, at Kirken i sin Tid havde romansk Bjælkeloft, indtil man til Guds Ære indbyggede disse smukke Hvælvinger. – En overskåren Bjælke derhenne under Lampetten fortæller, at her stod engang Kirkens dejlige gamle, romanske Krucifiks, stod rigtigt, således at Kristus løftede sine Hænder velsignende mod Menigheden, hver Gang den var samlet i Kirkehuset. – Ja, sådan kunne vi blive ved og blive ved at nævne og påvise nye eller ændrede Træk i Kirkerummets Ansigt. Overalt ser vi Slægternes Spor. Kirkerummets Ansigt ældedes vel, men det forblev dog lige ungt, lige smukt.
​Og nu denne lyse, dejlige Sommeraften er vi samlet her til Fest og Højtid for at føje et nyt, smukt Træk ind i vort gamle Kirkerums unge og smukke Ansigt.
​Et stort nyt, smukt Orgel betyder ikke, at nu behøver vi ikke at synge så meget mere.
​Et stort nyt Orgel betyder, at vor Lovsang til Gud fra nu af skal bæres af bredere Vinger, – af stærkere Vinger.
​Gud velsigne Menigheden til, at disse brede Vinger får meget at bære!
​Vi siger her i Menighedens Forsamling Hjertens Tak til de Mennesker, der har givet os denne store og smukke Gave. – Vi er i Aften mange, der gerne ville have trykket deres Hænder med en inderlig Tak.
​Vi ønsker Guds Fred med dem, – hvem de er og hvor de er!
​Vi ønsker og lyser i Jesu Navn: Guds Fred med os alle!
​​​​​​Amen. Aage Stevns.
​​​————————

I anledning af orglets indvielse d. 31. maj 1939 skrev pastor Stevns følgende digt:

​​Når Menighedssangen mod Himlen svinger
​​fra os, der må bygge i Mørke og Slud,​
​​skal Orglet den bære på bredere Vinger
​​til højere, friere Flugt imod Gud.

​​Og Lovsangens Toner fra Jorderigs Våde
​​skal binde Gud Herren uvisnelig Krans
​​af Tro og af Tak for usigelig Nåde,
​​for Æren, der altid og ene er HANS.

​​På Lovsangens bredere, stærkere Vinger
​​vor Tillid og Tro skal for Gud bæres frem,
​​til Døden har talt, og Guds Engel os bringer
​​til Himlen, og Gud smiler: Velkommen hjem!

​​​​​1939 31/5. Aage Stevns.

​​​————————–

​​​​​ Serritslev i februar 2017. Povl Stevns.

 

2)

​​I stedet for det gamle og udtjente orgel blev der i marts 2013 af Provstiudvalget bevilget lån til køb af nyt orgel til Vrensted Kirke

Løkken Folkeblad 30.12.2016:

  • Noget af det, som det nye menighedsråd i Vrensted skal i gang med er, at få installeret et nyt orgel i Vrensted kirke. Det nye orgel forventes at kunne tages i brug i efteråret 2017, fortæller Jens Juhl i forbindelse med konstitueringen efter valget i efteråret
Tegning af det nye orgel
Det nymalede skelet til det nye orgel
Model af det nye orgel

Det forventes at det nye orgel vil være klar til indvielse i 2017/18.

Februar 2017: Jens Otto Madsen

 Nu lysner det for Vrensted Kirke  –  sept. 2019

Kilde: Nordjyske 15.09.2019

Kirkeorgel på vej i 10 år – Omkringsiggribende:

Egentlig skulle Vrensted Kirke “kun” have et nyt orgel. Det blev en totalrenovering.

Det har krævet godt 10 års arbejde for Vrensted Menighedsråd at få nyt kirkeorgel og en nyrenoveret Vrensted Kirke på plads fortæller formand Jens Juhl og Byggesagkyndig Jørgen Schierup.

VRENSTED:

Det havde haft det skidt i adskillige år – det gamle orgel, der havde stået i Vrensted Kirke siden 1939 og trofast pustet sig gennem tusinder og atter tusinder af salmer.

Og nu kan det altså ikke mere. Det spiller falsk og nogle af de gamle piber duer slet ikke mere, havde adskillige organister og andre musikere fortalt menighedsrådet, som for 10 år siden tog kritikken alvorligt og begyndte at tænke tanker. Et nyt kirkeorgel er en stor og dyr sag, som kræver både penge, god tid og stillingtagen til både det ene og det andet.

I 2014 var finansieringen på godt 2,2 mio. kroner til selve orgelet plus godt et par millioner til selve arbejdet i kirken og løn til orgelbyggeren på plads og dermed kunne udskiftningen af det falske orgel tage sin begyndelse. De første par år foregik i orgelbygger Anders Rasmussens værksted i Bramming. Her blev der tegnet skitser og diskuteret lyd med menighedsrådet, før byggeriet gik i gang.

De ville gerne have en dyb, varm klang, som kræver en kirke med en god akustik – og det har kirken i Vrensted, siger Anders Rasmussen, som nu er tæt på at afslutte fem års arbejde.

Så nærmer man sig afslutningen på orgelbyggeriet i 2019

800 piber og en stærk graver

Det nye orgel er både større og højere end det gamle, og derfor skulle gulvet i tårnrummet, hvor orgelet skal stå, graves op og sænkes, så der blev plads til de højeste piber på over fem meter. Og det gør man ikke uden videre i en kirke fra 1200-tallet.

Vi havde besøg af Nationalmuseet, som siede jorden, da der blev gravet op … men de fandt nu kun nogle glasskår og et par søm, fortæller formanden for menighedsrådet, Jens Juhl.

Da det nye orgelfundament var støbt, begyndte opsætningen af de godt 800 orgelpiber – en ad gangen med en omhyggelighed, som er meget langt fra noget, der ligner akkordarbejde. Et spritnyt kirkeorgel er en lang proces, som kræver omhyggelig og stor tålmodighed.

Det er vidunderligt at være orgelbygger. Man får lov til at lave et ordentligt stykke arbejde helt fra bunden, slår Anders Rasmussen fast.

Piberne skal sættes op og tages ned flere gange, også de helt store, og her har kirkens graver, Henry Kragh, været en stor hjælp.

Han er en stor og stærk mand, og han har hjulpet meget, når der skulle løftes, siger Anders Rasmussen.

Neej, hvor bliver det flot

Vrensted Menighedsråd havde ikke selv pengene til det nye orgel, men måtte via provstiet ud på lånemarkedet. Derfor har provstiet fulgt med i processen, og da der i 2018 var inspektionsbesøg ville begejstringen næsten ingen ende tage.

Da de så, hvor fint det nye orgel bliver, blev det besluttet, at resten af kirken også skulle have en ordentlig tur … sådan for at passe til det nye, fine orgel, siger Jens Juhl.

Frisk og nyrenoveret kirke

Den beslutning tog menighedsrådet i Vrensted imod med udstrakte arme for kirken var ikke for alvor kigget efter i krogene siden 1917.

Beslutningen kom dog også til at betyde, at kirken skulle lukkes for menigheden i længere tid end planlag – for efter 102 år gemte der sig en del overraskelser, da håndværkerne tog fat.

Især de gamle, kalkede indervægge i selve kirken tog tid, for gammel kalk fjerner man ikke bare og kalker over igen.

Det skulle undersøges, om der gemte sig gamle kalkmalerier under de øverste lag kalk, så vi havde konsulenter fra Nationalmuseet til at overvåge processen, fortæller menighedsrådets byggesagkyndige, Jørgen Schierup.

Kalkmalerier var der nu ingen af, kun et sortkalket område bag altertavlen, som man undrede sig noget over.

Konklusionen blev, at det nok har været kalket sort i forbindelse med et kongeligt dødsfald en gang for meget længe siden, siger han.

Da den gamle kalk var fjernet og murværket havde fået lidt tiltrængt opmærksomhed, kunne der kalkes igen, ligesom kirkebænkene er nymalede i farver, der matcher altertavlen fra 1917. Som også er frisket op af en konservator og nu igen fremstår frisk og klar efter 102 års falmen.

Den i 2019 nyrenoverede altertavle i Vrensted Kirke
Flot nykalket kirkerum samt nymalede bænke

Den samlede regning for orgel og renovering ender på godt 6,5 mio. kr. , som menighedsrådet har finansieret dels via fordelagtige lån og af egen kasse.

Et kirkeorgel er pengene værd

Selv i en kirke må der gerne drilles lidt, og derfor blev Jens Juhl og Jørgen Schierup spurgt, hvorfor et godt og moderne digitalt orgel med gode højttalere til en samlet pris på under 10.000 ikke kunne klare opgaven med at spille kirken op?

Jaha, det kan man måske godt tænke – men Vrensted Kirke er en vaskeægte 800 år gammel middelalderkirke, og sådan en skal altså have et rigtigt orgel. Det mente både Nationalmuseet, provstiet og vi … det er jo et stykke dansk kulturarv, som vi både skal værne om og holde liv i, siger Jens Juhl, som samtidig slår fast, at det nye orgel skal bruges flittigt både under gudstjenester og til kirkekoncerter.

Og nu varer det kun et lille øjeblik, før Vrensted igen slår dørene op for menigheden. Søndag 10. november  2019 indvies både orgel og kirke med gudstjeneste, fællesspisning og egentlig koncert.

Vi har engageret en af landets dygtigste orgelspiller, Bo Grønbeck, der er domorganist i Helsingør, til en koncert søndag eftermiddag, siger Jens Juhl, som glæder sig til både indvielsen og til at kunne afslutte 10 års arbejde i Vrensted Kirke.

 

Her et lille hæfte med nedenstående tekst og sange lavet til Kirkens åbningsgudstjeneste og festmiddag i Byens Hus.

I kirken til højmessen prædikede stiftets Biskop, Henning Toft Bro

Biskop Henning Toft Bro og provst Thomas Reinhardt deltog, da en fyldt Vrensted Kirke .blev genindviet i nov.2019 efter en omfattende renovering. Det nye orgel som står i baggrunden blev samtidig indviet.

 

Vrensted Kirkes nye flotte orgel år 2019 bygget af orgelbygger Anders Havgaard Rasmussen, Bramming.

Genåbning af Sct. Thøgers kirke i Vrensted og indvielse af det nye akustiske orgel den 10.11.2019.

Sammen med den lille Furreby kirke er Vrensted kirke storpastoratets eneste tilbageværende intakte middelalderkirke, dateret tilbage til Valdemarernes tid i 11-1200tallet.

 Dette gør at vedligeholdet og renoveringen af kirken kræver stor omtanke og indsigt. Senest er kirken gennemgående renoveret for 100 år siden i årene omkring 1920, hvor sagfører Anders Olesen, Vrensteds datidige velgører forestod en meget omfattende ombygning af kirken, som stod i en ret faldefærdig tilstand. Her blev også middelalderinventaret renoveret: Prædikestol, krucifix og altertavle. Sidstnævnte blev forynget med de meget smukke billedfelter, malet af Niels Larsen Stevns, som et af hans hovedværker, sammen med frescoen over udgangsdøren. I 1939 fik kirken via en anonym donation et nybygget orgel (Zakariassen, Arhus), som har tjent kirken tro indtil det i de senere år er blevet umuligt at stemme op, og derfor også helt uegnet til sammenspil.

Orglet blev vurderet og kasseret i 2004 af kirkeministeriets orgelkonsulent, Jens Chr. Hansen, utæt og udslidt. Vi søgte herefter med assistance af Peter Lindhardt Toft “en prisbevidst, fremtidssikret kvalitetsløsning på et orgel, der klangligt og arkitektonisk er kirkerummet værdigt”. Der var ikke egnede brugte orgler at finde i Danmark, hvorfor valget stod mellem nogle få akustiske orgler, hvor dette orgel, bygget af orgelbygger Anders Havgaard Rasmussen, Bramming, bedst opfyldte både de spillemæssige og de arkitektoniske krav, vi stillede. Processen gik i gang. Godkendelse og financiering kom i hus. Herefter kunne Anders starte orgelbyggeriet på sit værksted, og orglet kunne stilles op med spillebordet under tårnbuen. Orglet er tegnet og konstrueret således at orglets klang spredes jævnt over kirkerummet, og organisten får optimale lydmæssige forhold. Samtidig med at der er mulighed for opstilling af koret omkring orglet. Orglet er veludbygget med 14 stemmer og en fyldig vokalklang, som er optimal for både gudstjenestebrug og koncertopførsel. Samtidig er det lykkedes at skabe et orgel, som arkitektonisk løfter kirkerummet med sin smukke englelignede form.

I forbindelse med orgelbyggeriet var det nødvendigt at ombygge tårnrummet, hvilket indebar sænkning af gulvet og udgravning af teknikkanal etc. Dette skete under Nationalmuseets overvågning. Der var imidlertid ingen skeletter i skabet dvs. ingen middelalderfund i underlaget, kalkmalerier etc., og ombygningen gik glat med de forsinkelser, som tilsynene fra Nationalmuseets side indebar. Denne del blev styret fra Arkitektfirmaet Brøgger, og udført af lokale håndværkere med hjælp og koordinering fra vores meget dygtige og opmærksomme graver, Henry Kragh.

Renoveringen af tårnrummet viste hvor flot og stilren vores kirke kan tage sig ud. Og ved næste Provstesyn blev det vedtaget at fortsætte renoveringen kirken igennem. Der blev via Arkitektfirmaet Bundgaard, Hjørring indhentet tilbud på kalkning af kirkerummet, maling af stolestader og knæfald, samt konservatorrensning af altertavle og fresco, oppudsning af messingkroner og stager, og udskiftning af hynder på bænke og knæfald.

Kalkningen har voldt store vanskeligheder, dels grundet større oppudsningsproblemer på det gamle murværk, dels vanskeligheder med dækningen på den meget sodsværtede kalk.

Efter udskiftning af murerfirmaet er det efter 8 kalkninger lykkedes at få et glimrende resultat med en smuk varm hvid farve på hvælvene.

Altertavle og fresco står begge klare og lysende i rummet. Nye hynder på bænke og knæfald frisker op og er samtidig i deres fasthed befordrende for orglets klang. Og de nye messingstager i stolene er smukke og samtidig beskyttende mod stearin, sod og vildfarne flammer i nærheden af kirkegængerens tøj og hår.

Farvesætningen i kirken er i hænderne på konservator Kurt Nedergård blevet meget smagfuld i sin afdæmpethed og binder de eksisterende farver fint sammen med de nye toner på orgel og stole.

Fra kirkens side har vi været begunstiget af at graver samt menighedsrådsformand Jens Juh 1 har været gennemgående i alle byggeårene. Begge har ydet en meget stor indsats for at holde sammen på det store projekt.

Projektet har givet en del indskrænkning i kirkens anvendelighed, men der er udvist meget smidighed fra kirkens betjening, således at det meste af kirkegangen har kunnet gennemføres nogenlunde som vanligt.

Tak for den store tålmodighed fra håndværkere, menighed og fra personale! Vrensted Menighedsråd

Ved genindvielsen af kirken havde Povl Stevns, Serritslev skrevet en ny sang som blev afsunget for første gang.

Ved genindvielsen af Sct. Thøgers kirke blev der sunget i Byens Hus følgende sange:

Gud alene æren.

Ved frokosten i Byens Hus blev der budt velkommen af menighedsrådets formand Jens Juhl, der blev talt af fhv. gdr. Povl Stevns, der har skrevet en sang til lejligheden, Jens Juhl, og pastor Lise Nedergaard, provst for Hjørring Søndre Provsti Thomas Reinholdt Rasmussen og organist Anne Lindhardt, der alle ønskede menigheden i Vrensted til lykke med det flotte resultat.

Dagen sluttede med at “Rubjerg Knude Koret” sang og domorganist ved Helsingør Domkirke, Bo Grønbeck gav en flot koncert på det nye orgel.

november 2019 – jens otto madsen

Niels Christian Gade – Skomager – og Ringer og Graver ved Vrensted Kirke

Niels Christian Gade – Skomager – og Ringer og Graver ved Vrensted Kirke

Ringer og graver Niels Christian Gade ringer med de store og tunge klokker

 Kilde: BT 24.12.1955

Julen boede på Kirkeloftet

Vrensteds gamle Klokker stak Spøgelset i Maven med glødende Jern

Jeg har våget mange Nætter i Kirken – Glædelig Jul til alle fra en lille Vesterhavskirke

Han er en gammel Mand, elskelig at se på. Med venlige Øjne bag de store Briller og fin, glat Hud i Panden, hvor man kan se de blå årer som hos et lille Barn.

I næsten tredive år har Niels Christian Gade været Klokker og Graver ved Vrensted Kirke.

Et Embede, der er gået i Arv i Familien, så både Faderen og den ene Bror har haft det.

Egentlig havde det aldrig været i min Idé, at jeg vilde til Kirken, siger den 75-årige, da vi sidder ved Kaffen i hans og Anines Hus ved Vejen. Jeg ville til Søs, og da jeg var en bette Knøs, stod jeg tit oppe i Kirketårnet og kikkede paa Bådene ude på Havet. Jeg syntes, det så ud, som om de fløj. Og jeg drømte om at se hele Jorden om Bord paa sådan en. Men jeg måtte ikke for min Far, I stedet kom jeg i Skomagerlære inde i Aalborg. Og efter jeg havde ligget inde i 19 Måneder som Dragon i Randers, kom jeg til Landbruget og kom til at tjene et Sted, hvor Mor her arbejdede i Nabogården. Så var det sket, og vi blev gift i 1906.

– Og det var også sket med Udlængslen?

  • Det troede jeg. Men en skønne Dag kom en Onkel af min Kone hjem fra Staterne. »Tag dog med derover«, sagde han. »Det er ikke noget for dig at sidde herhjemme og kikker. Min Kone og vores to Drenge kunne bo hos hendes Forældre, og så drog jeg af. Jeg var væk i fire år, og det var så Meningen, at hun skulle komme efter. Men da det kom til Stykket, ville hun ikke alligevel så det i stedet var mig, der måtte komme tilbage. Men jeg husker lige så tydeligt, at da jeg gik i Land i Esbjerg, tænkte jeg: »Havde det endda bare været New Yorke. Jeg har altid længtes tilbage. Nu bor flere af vores 14. Børn derovre. Men det blev altså min Lod at skulle være ved Kirken. Og dejligere Kirke end vores findes nok heller ikke i Landet. Så hyggelig og køn, Da jeg var Dreng, kan jeg huske, at hele Kirkegården lå hen som en stor, grøn Eng. Ingen passede Gravene, og min Far slog det hele med Le og solgte Græsset som Halm. Da jeg var lille, var jeg bange for Kirkegården, for Svendene hjemme paa Skomagerværkstedet morede sig altid med at fortælle Spøgelseshistorier.
  • – Men nu er De ikke bange mere?
  • Jeg siger altid, at man skal nok snarere være bange for de levende. De døde gør os ikke noget ondt, desuden kender de mig allesammen.
  • Men der var engang en Mand i Sognet, Hans Holme hed han. Han vilde kyse mig ud af Kirken.

En Aften sent, da jeg gik og arbejdede med Fyret, hørte jeg en underlig puslende Lyd henne ved Døren. En mærkelig Fremtoning dukkede op i Mørket. En Skikkelse svøbt i et Lagen og med en stor Filthat paa Hovedet. Først gav det et sæt i mig, men så blev jeg klar over, hvem det var. Der lå en Jernstang ved Siden af Fyret, den puttede jeg ind i Ilden, så den blev helt hvidglodende. Og saa gik jeg frem mod Spøgelset. »Er du et Menneske, så sig – er du en Djævel, saa vig, sagde jeg og stak Jernet op i Næsen paa ham.

Han blev så bange, at han døjede med at snakke. Er du tosset, stammede han, – Næh, det er du, svarede jeg, for du har ikke noget at gøre herinde. Inden han gik, lovede han, at han ville komme igen en anden Gang. Men næste Gang er det måske nok mig, der bliver mest forskrækket, for nu har han ligget i Jorden i mange år!

Ellers tænker jeg aldrig over noget, når jeg går heroppe ved Kirken. Under Krigen, da vi fyrede med Tørv, var jeg nødt til at sidde i Kirken hele Natten før Søndag og de store Helligdage. Der skulle fyres i Ovnen hveranden Time. En gang faldt jeg i Søvn heroppe en Nat i Julen, og da jeg vågnede, skinnede Månen lige ind paa en Lysekrone. Jeg kunde ikke begribe, hvor jeg var, og måtte nappe mig selv i Armen, før jeg blev rigtig vågen. Men bange var jeg ikke.

Kongen slog mig

– De må have været i Sognet under mange Præster?

– Syv, tror jeg, det kan blive til – og jeg har set tre Konger. Christian den Niende, Frederik den Ottende og den gamle Konge. Han slog mig endda …

Slog han Dem? – Det var jo nærmest for Sjov. Det var ved en stor Manøvre ved Vejle, og jeg lå i en Bunke Halm og hvilede ud sammen med tre Kammerater. Pludselig var der en, der svirpede mig med en Ridepisk på Skulderen. »Hvad er det for en Pjalt«, råbte jeg og vendte mig om. Der stod en lang Rækel og grinede af os fire små Karle. Det var den unge Prins Christian – og jeg skal love for, at vi kom paa Benene i en Fart.
– Gjorde det ondt, Kammerat? spurgte Prinsen.

Tværtimod, det var en Ære, svarede jeg, og saa fik jeg en god Cigar. Jo, det var en herlig Gut.

Præsterne har også været gode – hver paa sin Måde. Dengang jeg var Dreng, havde vi en Sognepræst, der tit kom en halv Time for sent til Gudstjenesten. Der var ingen Kakkelovn i Kirken, så Menigheden stod altid ude i Solen og ventede på ham. Når han så kom, tog han gerne et Stykke Papir op af Lommen, spyttede i det, rakte det til mig og sagde: »Kast det over Diget, Dreng!« En Dag blev jeg så galhovedet over det, at jeg gik hjem og aldrig satte mine Ben i Kirken mere, mens han var der. Men ellers kan jeg ikke ret godt ha’ en Søndag, hvor jeg ikke kommer i Kirken. Der mangler noget, synes jeg. Jeg husker for Resten også, at vi engang havde en Pastor Pommerenche, der blev så gal, når Bønderne arbejdede om Søndagen. Når han stod paa Prædikestolen, kunne han pludselig afbryde sig selv: »Nej, vent nu lidt. Der kommer et Hølæs!« Og så tav han bomstille, indtil det var kørt forbi.

Jeg læste Gøngehøvdingen

– De må have ringet med Kirkens Klokker til mange forskellige Begivenheder.

– I gamle Dage blev Kirkeklokkerne brugt ved både Ildebrand og Sygdom.

klokken skænket af sagfører Anders Olesen, Vodskov men født i Vrensted bærer påskriften “ Nu kalder Sct. Thøgers klokke påny – På gammel og ung i Vrensted by”.

I Dag er man kun pligtig at bruge dem ved Mobilisering. Men da den gamle Konge døde, ringede vi hver Dag i fire Timer, lige til han blev begravet. Det var strengt at stå deroppe saa længe. Jeg gør heller ingen Hemmelighed af, at jeg stod og læste »Gøngehøvdingen«, mens jeg ringede. I vores Nabosogn har de for Resten stadig Skikken med at ringe med Klokkerne før en Begravelse, når Graven er gravet færdig.

Somme Tider får man sine egne Tanker, når man står og ringer, og de kommer ned på Kirkegården med en, man har kendt. Men man lærer Døden at kende. Jeg er ikke bange for at dø. Jeg kender også det sted, hvor jeg engang skal ligge – og det er oven i Købet den grimmeste Plet på hele Kirkegården.

– Jeg har ikke ført noget stort Liv og måske heller ikke drevet det vidt. Mor og jeg har ikke kunnet give vores Børn andet end Glæden ved at arbejde. De er alle blevet pæne og hæderlige, og det er vores største Lykke,

Inde i Byerne er der så mange unge, der hverken tror paa Gud eller det evige Liv. Men der er nu så meget Barn i mig, at jeg tror på, der er et Liv til. Det ka’ godt være, I synes, jeg er en gammel Nar, men A tror nu, at når Folk lever det bedste, de kan her, og gør Ret og Skel, så er der også een, der hjælper. Af og til så føler jeg, at nu må jeg være lidt ene, så går jeg op i Kirken og sætter mig ganske stille.

kirkerummet i Vrensted Kirke

Jeg tør ikke ligesom Missionsfolkene sige, at jeg er frelst. Det har vi ingen Ret til at tro. Den eneste Måde, vi kan komme i Kontakt med Gud paa, er gennem Biblen.

– Vil I med i Tårnet? spørger Niels Gade. Både han og hans Kone Anine skal op og ordne det sidste ved Kirken inden Julegudstjenesten. Alle Grave dækkes med Gran, fra Præstens Plantage kommer et stort Juletræ, der bliver sat op i Kirken, og i alle Stolestader bliver der tændt levende Lys.


De to gamle går stille omkring og pusler i Kirken, hvor de selv er blevet gift for snart 50 år siden, og hvor alle deres 14 Børn er blevet holdt over Dåben.

Anine og Niels Christian Gade i haven ved Deres hus og værksted på Ingstrupvej

Lidt efter følger vi med ham op i Tårnet — først ad en Vindeltrappe, hvis Stentrin er små og hulede, siden ad en stejl Hønsestige.

Så står vi helt oppe paa Loftet, hvor Klokkerne kaster sære, forvredne Skygger i alle Kroge. Skodderne bliver slet fra Tårnets Glugger, og vi kan se langt bort over Børglum-Bispens Kloster, ud mod Vesterhavets urolige Bølger og til de mange små Lys i Løkken.

Jeg ringer Solen ned hver Aften Klokken fire, siger Niels Gade og bringer Klokken i sving. Men hænder det, at Tårnuret slår, mens jeg er på Vej op, så ringer jeg slet ikke. For mange ude på Gårdene stiller Urene efter mig, og så vil jeg ikke snyde dem. Selv om det så kun bliver med et halvt Minut.

Nu runger Klokkerne fra den gamle Vesterhavskirke. Som store, kredsende Fugle daler Tonerne ned over den lille Landsby. Snart vil de komme i Flokke fra hvert Hus og hver Gård paa Vej mod Kirke.

Og pludselig er Julen der. Varm, enfoldig, gammeldags. Vi står ganske stille og lader den overvælde os,

Hos gamle Niels i Tårnet, stående i Mørket og Kulden med Udsigt til de Steder, hvor gæstfrie Mennesker åbnede Dørene for os, og døve af Klokkernes Larm, fandt vi den rigtige Julestemning,

Vores Jagt paa Julen sluttede i Vrensted Kirketårn – vi fandt den, og vi giver den glad videre til alle andre med en rigtig

GLÆDELIG JUL

 

Købmand Asta og Carl Larsen, Øster Heden, Vrensted

Kilde: VT 1969

80 år (i 1969) og er stadig aktiv i sin købmandsforretning, men forretningen lukkede dec.1971.

Købmand Carl Larsen, Vrensted østre hede, fylder fredag 80 og hans hustru fylder i dag 75 år.

Her Asta 75 år og Carl Larsen 80 år ved disken i 1969

For mange mennesker er drømmen om en pensionisttilværelse det drivhjul, der holder det hele igang i et langt, arbejdsomt liv.

Ikke alle har det på den måde. slet ikke købmand Carl Larsen, Vrensted, østre hede, som på fredag fylder 80 år. Han er stadig aktiv, og hans eneste medhjælp i forretningen er hustruen, Asta Larsen, som i dag fylder 75 år. Heller ikke hun kunne tænke sig at bytte tilværelsen med de mange daglige pligter og travlheden i forretningen med pensionistens tilværelse med megen tid til alle mulige gøremål.

Købmandsforretningen med kolonial og foderstoffer

Vi startede forretningen i 1923 ude på det, man kalder Vrensted østre hede, siger Carl Larsen. Ligesom i dag bestod området af en klynge landbrugsejendomme. Da vi startede var et generationsskifte i gang paa ejendommene. Nu er et nyt generationsskifte i gang, hvis da ellers børnene ønsker at overtage ejendommene eller det er muligt at sælge dem. Mange af ejendommene i området drives i dag af folk, som er nogle aar inde i pensionistalderen.

Vi flyttede til Vrenstedegnen fra Hjørring, hvor jeg havde lært i kolonial branchen og senere arbejdet som lagerforvalter hos en grosserer i en del aar, inden der blev raad til at købe selvstændig købmandsforretning.

Vejen et hjulspor

Udviklingen i de mellemliggende år har været helt fantastisk. Brønderslev-Løkkenvejen var stort set kun et hjulspor, som gik forbi forretningen. Det var ikke hver dag. der passerede folk forbi. Senere blev vejen gruslagt og endelig asfalteret. Samtidig begyndte specielt sommergesterne at komme. I de varme sommertider kunne det ske, at folk ligefrem stod i kø ved forretningen for at købe læskedrikke. Det var folk, som paa deres cykel var på vej fra Brønderslev til Løkken for at tilbringe en dag eller to som strandliggere.

I dag er trafikken til havet endnu kraftigere, men samtidig motoriseret. Nu gaar det stærkt forbi, og kun de færreste lægger mærke til forretningen. Det sker dog stadig at et par unge mennesker tager turen til havet paa cykel, og det falder dem egentlig så naturligt at standse op ved forretningen for at købe en sodavand. Vi bor også omtrent midtvejs mellem Brønderslev og Løkken.

Vi bor i et område, som kun har forandret sig ganske lidt. Nogle er flyttet og andre er kommet til, men det er klart, at vi gennem forretningen faar et meget nøje kendskab til de mennesker, der bor omkring os.

Ejendomme nedlægges

Desværre ser det ud til, at en del af de ejendomme, der ligger her omkring, bliver nedlagt som landbrugsejendomme. Det er mærkeligt at se den forskellige udvikling, som sker i to saa nære områder, som Vrensted østre hede og Vrensted enge. I Vrensted enge er et generationsskifte omtrent tilendebragt, og der er i de senere aar kommet en masse nye mennesker, mens området lige omkring hovedlandevejen ingen udvikling eller næsten ingen har haft.

Ogsaa i forretningen har vi mærket udviklingen. Da vi startede, vejede vi grøn sæbe og margarine af fra store tønder. I dag kommer det hele færdigpakket, og vi har næsten ikke brug for en vægt i forretningen. Prisudviklingen har samtidig været fantastisk. Det er ikke saa mange aar siden, at tre pægle snaps kostede 21 øre.

Tidligere blev forretningen drevet med en grovvare afdeling, men efterhånden som vi er blevet ældre, er grovvare afdelingen forsvundet. Forretningen er i dag en ganske almindelig blandet landhandel med kolonial og isenkram. Naar engang vi falder fra, bliver det formentlig svært at faa andre til at overtage forretningen. Der er fire-fem kilometer til de nærmeste forretninger, saa der er absolut et behov for en fortsat drift af forretningen. Nu bliver vi foreløbig ved saa længe vore ben kan blive ved med at bære os.

Den daglige kontakt med områadets beboere har betydet, at vi helt naturligt sørger for rutebilernes ekspedition, sørger for at sende pakker med, tager imod medicin og lægger penge ud. Det er alt sammen noget, som vi finder naturligt, men som vist ikke kan indpasses i en moderne, rationel købmands bedrift. Det er det, som i dag er den lille landkøbmands styrke, og derfor fortsætter vi det bedste, vi har lært, siger Carl Larsen.

 Købmandsforretning lukker og slukker på Øster Hede, Vrensted, december 1971.

Kilde: VT dec. 1971

Siden 1923 har Carl Larsen og hustru haft købmandsforretning på Vrensted østre hede, men nu er dette led i landsbysamfundet ude af billedet, for Carl Larsen, der er 81 aar, mener, at det er tid at gå på pension. Da det ikke er muligt at sælge selv en gammel, stabil købmandsforretning i dag, har købmandsparret holdt udsalg, bl. a. ved at sælge massevis af lykkepakker, hvorefter de lukkede butikken.

Nogle poser med buddingpulver,enkelte flasker kulør, bagepulver og andre småting står tilbage og råber til hinanden åa de ellers så velassorterede hylder, og i bagbutikken hænger det gamle petroleumsapparat med håndpumpe og vidner om en tid, som var engang.

Nøglen til købmandsforretningen er drejet om i handelsmæssig forstand..

oktober 2019- jens otto madsen

Vrensted familie vil slå sig ned ved Fredens Flod i Canada i 1980

Vrensted-familie vil slå sig ned ved Fredens Flod i Canada i 1980.

Kilde VT juni 1980

Tømrer Aage Vestergaard, Knudsgaard, Vrensted, og hans hustru, Lis, er på vej til Fredens Flod i Canada. Peace River ligger 4500 km fra Montreal, og her vil Vrensted-boerne slå sig ned måske for livstid, måske kun for fem år.

Det er en gammel drøm, der hermed opfyldes for Aage Vestergaard. Lis er mere betænkelig og vil garanteret hjem på besøg efter senest to år, men med til Canada ville hun dog.

– Vore to børn, Gitte på 18 og Ole på 16 år, har været i Canada tidligere og rejste derover igen for en måned siden. De vil bo og virke der, fordi der er nok af arbejde at finde. Så det er for børnenes skyld,at jeg indvilgede i at tage med, fortæller hun.

For Aage er det simpelt hen lykken at komme til Peace River, hvor laksen springer, og pelsdyr og vildt bare går og venter på at blive fanget.

– Vi har fået tilbudt at bo hos min kones onkel Ted. Han udvandrede for 61 år siden og har en stor, men primitiv farm nær floden. Han er sponsor for os, sådan at forstå, at han garanterer for os. Ellers kunne vi simpelt hen ikke få arbejde derovre, fortæller han. Nu kan vi blive, så længe vi ønsker, og det bliver mindst fem år. Jeg er lovet arbejde som tømrer, men vil først i gang med at bygge et hus til os. Børnene er i arbejde. Ole er på en farm, og Gitte ved vi ikke hvad laver, udover at hun har arbejde. .

Min lillebror Per rejste til Canada for tre år siden. Han er nu formand på en vognfabrik, og ham besøger vi på køreturen fra Montreal, hvor vi køber en bil til at transportere os de 4500 km til Peace River. Onklen, vi skal bo hos, ernærede sig fra 18 års alderen som pelsjæger, indtil han for nogle år siden etablerede sig som farmer. Men trods det, at jeg nu får min drøm opfyldt, er det alligevel med nogen spænding, vi rejser til det fremmede, siger Aage Vestergård.

Hans kone tilføjer: – Ja, jeg har unægtelig uro i maven. Også fordi jeg skal sige farvel til vores tre væddeløbsheste, som nu sættes på stald på Arhus Væddeløbsbane, mens vores hund bliver her på Knudsgaard. Det er også svært at sige farvel til familien, men for mig bliver det et goddag igen, når jeg kommer på ferie senest om to år, understreger hun.

Familien Vestergaard har boet på og ejet Knudsgaard i Vrensted i ti år. Jorden er solgt fra, men tilbage står det meget store stuehus og udbygningerne. Stuehuset er lejet ud til tre familier, og udbygningerne bruges som opbevaringssted for familiens møbler, for de må kun have 64 kg med i flyet.

– Men gården hviler i sig selv. Der er en lejeindtægt på 70.000 kr., og med den kan skatter og afdrag klares, og i Canada skal vi højst betale 15 pct. af indtægten i skat. Så det skal nok gå altsammen, mener Aage Vestergaard. Og de er enige om, at skal det være, skal det være nu.

Og sådan blev det.

=========================================================
Efter lidt mere end to år indløb denne sørgelige meddelelse fra Canada.

Vendelbo død i Canada

den17. December 1982

Kilde: VT 1982

Til familien er indløbet meddelelse om, at tidligere tømrer i Vrensted, Aage Westergaard, er død ved en trafikulykke i Peace River, Canada. De nærmere omstændigheder ved ulykken er ikke helt klarlagt, men så vidt det er oplyst, skulle Aage Westergaard i forbindelse med truckkørsel på en bro være blevet påkørt af en lastvogn

Da Aage Westergaard, der var 47 år, og hans hustru Lis stod foran afrejsen til Canada for ca. tre år siden, bragte Vendsyssel Tidende et interview, hvor han fortalte om de visioner, han og hustruen havde med henblik på at skabe sig en ny tilværelse i Canada. Her havde Lis Westergaard, der er en datter af Elna og Harald Mørk, Vrensted, en onkel, som de kunne bo hos, mens de så sig om efter passende beskæftigelse.

De var hjemme på besøg i sommer og udtrykte tilfredshed med tilværelsen i det fremmede. Aage Westergaard var beskæftiget indenfor brobygning, mens hans hustru arbejdede med forskelligt forefaldende arbejde.

Aage Westergaard var født i Tolstrup, men boede mange år i Vrensted, hvor han købte »Knudsgaard« og her indrettede tømrerværksted. Han beholdt ejendommen efter afrejsen til Canada, for, som han sagde, »vi vil holde en dør åben hjem til, hvis vi ikke føler os til rette i Peaca River«. Han var en flink, venlig og munter mand, reel og tjenstvillig, og han og hustruen havde en stor vennekreds.

Aage Westergaard efterlader sig hustruen Lis, sønnen Ole, der er 19, og datteren Gitte, der er 20 år. Børnene har begge fundet beskæftigelse i Canada.

===============================

Lis Westergaard blev boende i Canada. Sønnen Ole er gift med en Canadisk pige, hvorimod datteren Gitte senere er taget tilbage til Danmark og er gift og bosiddende i Sønderjylland.

Lis blev boende i Canada og har fået opført et dejligt parcelhus, hvor hun er glad for at bo og som den sportspige hun altid har været, nu er inkarneret golfspiller. Hun har desuden i sommerperioden kørt rundt med sin store campinvogn hægtet på en stor bil og set meget af Canada.

I perioden efter Aage død i 1982 har Lis været i Danmark mange gange og for ca. 4 år siden købte hun et dejligt hus i Vrensted by på Stationsvej, som hun har stor glæde af. Hun har stadig en stor vennekreds i Vrensted og sine søskende i Vendsyssel. Når hun er hjemme er hun som regel her i en periode på ca. tre måneder.

November 2019 –  jens otto madsen

 

Søren Chr Jensen Spændende læsning. Desværre også med tragedie. Kan du forklare mig, hvorfor rigtig mange fra Vrensted udvandrede til Nordamerika, langt flere end folk fra Thise. Her var der stort ingen udvandring.

 
 
Jens Otto Madsen Måske at det har smittet af på mange som i forvejen havde familie i USA og Canada, for som sagt er der mange fra Vrensted der er udvandret
Søren Chr Jensen Jens Otto Madsen Pastor Mikkelsen sagde i sin tid, at der var ret store socio-økonomiske forskelle på de to sogne. I Vrensted mange større gårde og jordløse huse. I Thise ingen større gårde (stort set), men mange husmandsbrug. Det betød, at Thise-boerne i stor udstrækning var selvstændige, omend med små brug, mens der var mange daglejere i Vrensted som sæsonarbejdere på de større gårde.
Han hævdede også, at Vrensted var mere materielt præget. De unge, der tog på højskole, benyttede sig af Smidstrup højskole drevet af Lars Bjørnbak, hvilket var en slags udvidet bondeskole med matematik, geometri og jordbrugslære som fag. Folkene i Thise derimod tog til Stenum højskole (Vrå højskole), der var grundtvigsk i sit grundlag, altså ikke-materialistisk, men “åndelig”.
Der var altså større materiel nød i Vrensted, da de store børneflokke kom og overlevede, hvorfor emigration var en overlevelsesstrategi.
I Thise derimod blev der foretaget store udstykninger Store Vildmoses udkant, hvor der opstod henved 100 nye bo- og arbejdssteder.
Hvad siger du til det? Er det “Viel geschrei und wenig wolle”?
 
Jens Otto Madsen Søren Chr Jensen Tak for en fin orientering og det er sikkert rigtigt. Har aldrig før hørt den sammenligning af de to sogne. Kan lige oplyse, at jeg pt. har registreret ca. 160 store og små ejendomme i Vrensted sogn, som jeg på sigt skal til at beskrive mere end allerede gjort.Dejligt med gode kommentarer.

En Vrensted dreng – årg.1946

Levnedsbeskrivelse med bilag og billeder 

Jeg er “gammel Vrensted dreng” og vil her fortæller om min barndom og opvækst i Vrensted i den gamle ”Vrensted Byskole ” i 1950erne og 60erne, med tilbageblik om, hvordan livet var i denne periode, i et lille landsbysamfund, samt hvad der senere er sket i livet.
Vrensted Byskole hvor vi boede i lejligheden i midten tv., var mit hjem fra 1946 til august 1959, hvor vi flyttede i ny bolig samtidig med at den nybyggede Vrensted Skole startede op
Den lange hvide bygning nederst i billedet, er Vrensted Byskole  på Sct. Thøgersvej 1, beliggende ved  siden af Kirken. Her er jeg født og vokset op..
Indhold: fortælling August 2013.

Tilegnet vores børn og børnebørn

Mine erindringer:

lærer Madsens – Jens Otto

Fra min barnedåb den 21.07.1946 fra haven ved Vrensted Byskole. Blev døbt i Sct. Thøgers Kirke som var nabo til Byskolen.
Vrensted Kirke vores nabo på sct. Thøgersvej. Foto ca. 1950
Mor Ida, Bente og Jens Otto
På de tre nederste billeder er Karsten kommet til i 1951

 

Jeg, Jens Otto, blev født den 10.06.1946 i Den gamle Vrensted Byskole

blev gift den 14.11.1970 med Else Marie Haugaard, født den 12.11.1947, på gården Ny Boller i Taars, og er uddannet som socialpædagog.

Vores børn er:
Mette Haugaard Madsen, født den 10.01.1972 på Sygehus Nord i Aalborg (opvokset i Vodskov og Brønderslev)

Trine Haugaard Madsen, født den 31.03.1975 på Sygehus Nord i Aalborg (opvokset i Vodskov og Brønderslev)
Mine forældre: Ida og Elith Madsen,

Min mor: Ida Marie Madsen, født Larsen 18.02.1916 –  på gården Vester Aagaard,  Vesterå, Serritslev, Uddannet som kontorassistent i Brønderslev. Hun tog handelsskoleeksamen i Brønderslev. Min mor blev hjemmegående ved sit giftemål med min far den 30.12.1940.
Min mor døde: 07.10.1986 kun 70 år gammel.
Min far: Elith Madsen, født 05.08.1913 – opvokset i Try ved Thorshøj v/ Østervraa. Tog præliminæreksamen fra Øster Vraa Realskole. Uddannet som lærer fra Nr. Nissum seminarium i juli 1935. Min far havde forskellige vikariater ved skoler i Vendsyssel inden han fik sit første faste embede som enelærer ved Ø. Hjermitslev Engskole (ude i Vildmosen) syd for Øster Hjermitslev, med start den 4/11-1937. I den periode mødte han vores mor på bogbinder kursus i Brønderslev.
Far blev ansat som førstelærer ved Vrensted Byskole den 01.08.1944 – iflg. kaldsbrev (ansættelsesbrev) fremsendt fra Hjørring Amt. Ved den nybyggede – Vrensted skole´s start – den 01.08.1959, blev far udnævnt til skoleinspektør.
Min far døde: 29.01.1974 kun 60 år gammel.
Herunder en fin sang skrevet af min søster Bente til min mor og farˋs sølvbryllup den 30.12.1965.

Bedstemor og Bedstefar Laura og Vilhelm Larsen, med deres tre børn: onkel Rikard, Ida Marie vores mor og n.th. Marie(moster Mie)
Min mor og hendes 2 søskende
Min mors hjem Vester Aagaard, Vesterå i Serritslev
Laura og Vilhelm Larsen mine bedsteforældre
Vester Aagaard i Serritslev mellem Brønderslev og Hjørring
Min mors mor – bedstedmor: Laura Marie Larsen, født 08.02.1886. Hendes forældre havde et husmandssted (lille ejendom) i Klæstrup v/Jerslev
Min mors far – bedstefar: Vilhelm Larsen, født den 29.10.1883. Han var gårdejer på Vesteraa i Serritslev og stammede fra Holte v/ Serritslev.
Gården solgte han til min mors storebror Rikard og mine bedsteforældre købte hus i Brønderslev, Annexgade 9. Min bedstefar havde herefter i begyndelsen, mink på en farm hos en bekendt i Brønderslev på Øster Kærvej.
Farmor og farfar:
Farmor og farfar Agnes og Otto Madsen
Farmor og farfar nu som pensionister i hus på Højrupsvej i Frederikshavn

 

Øverste billede: Farfar og farmor: Otto og Agnes Madsen, Nederst deres  fem børn: f.v. Onkel Henry, min far Elith, onkel Frimodt, onkel Hans Erik og Karen Margrethe (faster Tut) billedet taget udenfor huset på Højrupsvej i Frederikshavn
Min fars mor – farmor: Agnes Mathilde Laurine Madsen, født 09.07.1888 . Hendes forældre var stationsbestyrer på Elling station v/Frederikshavn.
Min fars far – farfar: Otto Christian Emil Madsen, født 11.07.1883. Han var købmand i Try v/Øster Vraa. Gammeldags forretning som han opførte og etablerede som 25 årig, med kolonial og foderstoffer. Han solgte forretningen som 60 årig og flyttede til hus på Højrupsvej i Frederikshavn. Hans forældre var fattiggårdsbestyrer i Sindal. 
Købmandsforretningen en almindelig landhandel med kolonial og foderstoffer, brændsel m.m. set fra haven

Nogle stolte bedsteforældre med deres 2 første børnebørn i Vrensted. Øverst til venstre mors forældre bedstefar og bedstemor, til højre fars forældre, farfar og farmor,  nederst Bente og Jens Otto i sandkassen
Jeg er født  ca. 1 år efter 2. verdenskrigs afslutning, i den gamle ”Vrensted Byskole” der ligger på Sct. Thøgersvej 1, ved Bådstedhedevej og gården Lille Knudsgaard og lige ved siden af Vrensted Kirke.
Her poserer den lille familie i haven i Vrensted Byskole måske ca. 3 år gammel ca. 1949

Jeg har 3 søskende.

Bente, min storesøster, er født den 29.07.1943, ude på Ø. Hjermitslev Engskole
Øverst tv. Karsten Vilhelm, min lillebror, er født 13.12.1951 i Vrensted Byskole og
Nederst, Henning, min yngste bror -efternøleren-, er født den 17.11.1958 også i Vrensted Byskole.
Vi bor alle 4 tæt på hinanden og har en god kontakt til hinandens familier.
Vore forældre ligger begravet på Vrensted Kirkegaard.
 En hjemmefødning:
Jeg er nok det man kalder en ”hjemmefødning” en person der helst vil være i sine vante omgivelser og tæt på oprindelsesstedet, i dette tilfælde min fødeby Vrensted. Jeg har aldrig haft fast bopæl uden for Vendsyssel og har på mindre end 1 time kunne transportere mig i bil til Vrensted fra min bopæl. Vrensted og området betyder meget for mig. Det er ikke ensbetydende med at jeg ikke har haft lyst til at opleve. Gennem årene har jeg sammen med  Else Marie og de 2 piger oplevet en masse både på ferier i Danmark og andre lande. Men at køre rundt i Vendsyssel og se og nyde vores skønne natur på små veje op og ned af små og store bakker, se de store grønne marker de flotte skove både med nåletræer men også mange steder løvskove de forskellige landskaber, havet både mod vest og mod øst, en tur langs Limfjorden, det er godt for sjælen og for mig.
 Jeg vil starte denne levnedsbeskrivelse med en beskrivelse af Vrensted og hvordan Vrensted opstod.

Det er materiale jeg har fundet beskrevet andre steder:
Den første omtale der kan findes, mellem bevarede aktstykker om Vrensted, der ligger midtvejs mellem Brønderslev og Løkken, skriver sig tilbage til 1340, hvor ridder Ove Nielsen bortskøder alt sit gods i Wrensted i Jerslev Herred. Man antager at navnet er opstået kort efter Folkevandringstiden, som for Nordjyllands vedkommende vil sige omkring år 700 e. Kr. Navnets begyndelse Wren peger muligvis hen på mandsnavnet ”Wrang”. Det kan også være afledt af ”Wreni” som på olddansk betyder hingst, dette kunne betyde, at Vrensted var “stedet med hingstene«, eller at man kunne fange vilde hingste i området, måske var det en af landsbyens bønder som var kendt for sine gode hingste. Der kan også være en helt tredje oprindelse til navnet Vrensted. Tilsyneladende ser det ud til at der her allerede før Den romersk jernalder, før Kristi Fødsel, har været en ret betydelig bebyggelse, som måske er blevet forladt ved beboernes udvandring til andre egne. Måske efter at klimaet i Danmark var blevet for vådt og koldt. At der har været en betydelig bebyggelse på stedet tidligere, skulle underbygges af, at da man i 1912, i forbindelse med anlæggelse af jernbanen mellem Hjørring og Åbybro, lavede udgravninger i forbindelse med etableringen af Vrensted stationsbygninger, fandt man en stor boplads, fra hvilken der blev optaget ca. 30.000 skår af lerkar, heraf har man kunnet sammensættes ca. 100 mere eller mindre fuldstændige kar, herudover var der skår af mindst 500 forskellige andre kar.
Vrensted har tidligere været stationsby på jernbanen Hjørring – Løkken – Åbybro, som startede i 1913.
Vrensted station og posthus beliggende 500 m  vest for Byskolen
Ved stationen opstod en ny bebyggelse, som efterhånden voksede sammen med resten af landsbyen, Vrensteds status som stationsby varede kun 50 år, idet banen blev nedlagt i 1963.
Det oprindelige Vrensted var en samling gårde og huse, som lå langs en byvej.
Senere kom kirken til og som i katolsk tid blev viet til Sankt Thøger. Sankt Thøger var den missionær, der ifølge overleveringer bragte kristendommen til Thy og det vestlige Vendsyssel. Han nød stor anseelse blandt vendelboerne, hvilket sikkert også er grunden til at den helligkilde som findes syd for kirkegårdsdiget, ligeledes er viet til ham.
Sankt Thøgers »arbejdsgiver« var den norske konge, Olav den Hellige. Denne konge har sikkert haft en hel del at sige og bestemme i landsdelen.
Den hvidkalkede kirke, der ligger smukt i landsbyen og rager op over huse og gårde, stammer fra 11-1200 tallet. Kirketårnet der er forsynet med rødkalkede blændinger, tjente engang som sømærke og måtte derfor ikke kunne forveksles med de øvrige kirketårne langs kysten.

Inde i kirken hænger et smukt 1200-tals krucifiks med en sejrende Kristus med kongekrone. Krucifikset er forsynet med et cirkelslag med små engle i rosetter. Kirkens trefløjede altertavle er malet af Niels Larsen Stevns. Forfatteren Erling Kristensen blev i sin tid konfirmeret i kirken, han var da i sin bedstemors nypudsede træsko, da han ikke selv ejede et par sko.

Alle gårde og huse i Vrensted på nær et par stykker var fæstegårde under Børglum Kloster, som kun ligger ca. fem kilometer borte. I 1806, da man tog fat på udskiftningen, var der ca. 50 gårde i landsbyen.
Siden oldtiden har Vrensted været et trafikknudepunkt, hvor veje fra alle fire verdenshjørner mødtes. Færdsel ad fortidens elendige veje gav en naturlig tørst, og det forstod vrenstedboerne at udnytte. De oprettede smugkroer, hvorfra der blev solgt øl og brændevin til de rejsende. Med det ulovlige krohold fulgte druk, slagsmål, knivstikkeri og mord, og det fortælles, at Vrensted i 16- og 1700-tallet var en af de mest »»uskikkelige« byer i Vendsyssel. Omkring år 1700 sagde man, at »den, der kan gaa gennem Vrensted uskændt, kan gaa gennem Helvede ubrændt«!
På et tidspunkt havde landsbyen også en privilegeret kro, men den blev nedlagt igen sidst l 1700-tallet. Vrensted boerne ville dog ikke give afkald på brændevin af den grund, og mange havde brændevinsredskaber til hjemmebrænding. Dette kom øvrigheden for øre, og en efterårsdag i 1784 drog en politifuldmægtig og to konsumptions betjente, m.fl., til Vrensted for at fortage husundersøgelser hos beboerne. Da de kørte ind l byen, blev de mødt af vrede vrenstedboere, hvoraf nogle var bevæbnet med spader, grebe og høtyve.
De stimlede sammen om øvrighedens hestevogne, og da de begyndte at bombardere de fine herrer med sten, forsvandt disse skyndsomt ad vejen mod Løkken. Politifuldmægtigen fik en sten i baghovedet og en i venstre side, og en, af betjentene blev såret i hovedet og på ryggen. Så galt kunne det gå, når man forsøgte at tage brændevinen fra vrenstedboerne.
I 16- og 1700-tallet deltog flere vrenstedboere i skudehandlen på Norge. Denne trafik foregik fra kysten ved Løkken.k
I 1810 handlede Vrensted præsten Axel Rosenkrantz Segelckes søn, Severin Vincens Segelcke, på det norske Sørlandet. Han boede i Vrensted, men flyttede i 1812 til Lønstrup, hvor det næste skud på stammen, Axel Rosenkrantz Segelcke, med tiden fik oparbejdet en blomstrende skudehandel.
Overfor kirken findes en idylliske kirkedam,
Kirkedammen syd for skolen, Kirken og Sct. Thøgers Kilde
hvor træer og huse spejler sig i vandet, og for at idyllen skal være fuldkommen, svømmer et par svaner majestætisk rundt på den blanke vandoverflade.
Nord for kirken ligger en smuk gulstens længe, som bærer navnet »Ane Maries Hus«.
Ane Maries Hus,  Sct. Thøgersvej 10. Foto 1946
Ane Maries Hus nabo til Vrensted Byskole
Denne ejendom der blev opført i 1914, var oprindelig en stiftelse for ugifte kvinder eller enker fra Vrensted Sogn. Opførelsen blev bekostet af Anders Olesen, som var sagfører i Nørresundby, men stammede fra Vrensted, stiftelsen blev opkaldt efter hans mor, Ane Marie Andersen, født Drivsholm. Efter ombygning af stiftelsen Anne Maries Hus, blev den til en integreret børneinstitution.
Sagføreren bekostede også en ny klokke til kirken. Den bærer følgende tekst: “Nu kalder Sct. Thøgers Klokke på ny, gammel og ung i Vrensted By«.
De to klokker i Kirketårnet, Vrensted Kirke
Anders Olesen betalte også Larsen Stevns for den trefløjede altertavle, og han testamenterede sin store bogsamling til byens bibliotek. Han døde l 1929 og ligger begravet på Vrensted Kirkegård.
Nedenfor kirkegårds diget findes et åbent område, som er tilsået med græs.
Her lå tidligere et beskedent rødstenshus, som rummede en meget speciel Virksomhed – en tårnur fabrik.
Fabrikanten hed Christen Ørnholm og levede fra 1857 til 1936. Som reklame for sit firma havde han anbragt et stort ur på huset.
Ørnholms bolig og værksted ved Kirkedammen. I min barndom boede her Valdemar Rom.
Ørnholms Værksted er den hvide bygning bag boligen nederst
Ørnholm var finmekaniker, og han blev betegnet som »»genial««, Han leverede ure til kirker, banegårde, m.v., på det historiske arkiv har man et gammelt fotografi af den stolte håndværker, som står udenfor sit hus med et stort urværk. Han er iført arbejdstøj og et stort forklæde, og ansigtet er prydet af et mægtigt overskæg.
Vrensted har haft sin egen forfatter, A. C. Andersen, som i dag er gået i glemmebogen. Byen har hædret ham ved at opkalde en vej efter ham. Han levede fra 1874 – 1928. Han var en social forfatter og skrev bl.a. hjemstavnsskildringen »Husmandens Datter«.
A.C. andersen – forfatter født i Vrensted
Såfremt man kunne have interesse i at læse mere om Vrensted er der i 1955 udgivet en bog om Vrensted Sogn af C. Kirkegaard udgivet af Historisk Samfund for Hjørring Amt. Bogen er blevet til på foranledning af sagfører Anders Olesen, Nørresundby, barnefødt i Vrensted og søsteren Petrea Pilgaard.
 Hvordan Vrensted Byskole opstod
Der har langt tilbage i tiden været skole i Vrensted. Det fortælles, at der allerede i 1553 var en degnebolig i Vrensted, men først med skoleloven af 1814 blev landets skolevæsen sat i system og allerede året efter, i 1815 opføres et nyt skolehus i Vrensted. Det holdt i en generation således at man atter i 1852 måtte opføre en ny skole. Men 2. dec. 1905 opstod der en stor ildebrand der lagde både skole og nabogården Lille Knudsgaard i aske. Herefter opførtes efter datidens forhold en ganske stor skolebygning med 2 skolestuer i hver sin ende af huset. Imellem var der indrettet bolig til en lærerfamilie og en læreinde. Bygningen står stadig som da den blev opført, men er selvfølgelig løbende blevet renoveret.
Omgivelserne omkring Byskolen.
Neden for haven mod syd, havde bagerens en stor have. Husker ikke om den blev brugt til noget særligt, men der var mange frugttræer. Nedenfor igen havde cykelmekanikeren, cykel Niels et lille hus med et lille bitte cykelværksted i enden
Betty og Niels boede i det hvide hus lige syd for skolen. Til venstre Sct.Thøgers kilde
 Nedenfor igen lå Valdemar Roms store 2 familiershus lige over for Kirkedammen. (tidligere Ørnholms Tårnurfabrik). Valdemar Rom boede mod øst og en stor dame ved navn Rikke boede i den vestre ende. Med udgang til vores vej fra skolen og ned til kirkedammen. Hende var jeg bange for, vist nok fordi jeg drillede hendes datter.

 Min barndom og opvækst i Vrensted.

Det første jeg husker er den gamle skole. En pæn og statelig bygning. Hvidkalket, stor og ret pæn af udseende.

Inden jeg går videre må jeg dog lige fortælle, at jeg allerede som 2 årig var ved at komme af dage i 1948.
Jeg har fået fortalt at vi var på besøg i præstegården. Til højre for den lange indkørsel op til præstegården har der i mange år været en lille dam (lille sø) mod vest i haven i noget bevoksning. Søen og bevoksningen er nu fjernet så præstegården ligger fritlagt mod syd og vest. Men der skete det, at ved leg i haven var jeg gået ned til søen og hoppet deri, sikkert ved et uheld. Fru pastor Stevns blev tilkaldt af de andre børn og sprang ud i søen og fik mig op af mudderet og Hanne, datteren, fik mig genoplivet efter at jeg have været bevidstløs.
  Der skrives :, ”Han kom hurtig til hægterne igen”. (læs avisartikel)

Mit hjem:
Mit fødehjem Vrensted Byskole med skolestuer i begge ender og to lejligheder i midten. Vi boede til højre. Foto 2017
Vrensted Byskole bestod af 2 klasseværelser, 1 mod øst og 1 mod vest. I midten var der 2 lærerboliger. Mod vest den største bolig – førstelærerens bolig – altså mine forældres bolig. Som nabo mod øst var der en lidt mindre bolig til 2. læreren, frk. Mogensen som i starten var alene, men senere blev gift med chauffør Richard Vestergaard, der var chauffør hos sin bror vognmand Mathias Vestergaard lidt længere nede af vejen mod stationen.
Der var et stort loft over boligerne som var adskilt mellen de 2 boliger med en tremmevæg af træ. På loftet var der tørreplads til vasketøj og der var også en stor rulle fyldt op med kampesten. Har dog aldrig set den i brug til at rulle tøj med. Kun vi knægte forsøgte at rulle med den, den var tung som bare pokker. Henne over klasseværelserne var loftet forhøjet ca. 50 cm og vi havde 2 værelse mod vest ind mod kirkegården. Det ene brugte far som hobbyværksted og det andet var gæsteværelse. Loftet over vores bolig brugte jeg til at køre racerløb hen omkring rullen med understellet til en barnevogn og ofte med en kammerat siddende deri. Senere da Bente nåede konfirmationsalderen fik vi indrettet et nyt værelse på loftet til hende. Indtil da havde vi sovet på samme værelse. Vi kom op på loftet af en stejl loftstrappe fra baggangen.
Foran skolen mod nord, over mod bageren, var der en stor skolegård, som senere blev indhegnet med et flot sølvmalet ståltrådshegn med låge i. Desuden var der en stor dobbeltlåge i jern i den østre ende lige over for manufakturhandler Agnes Bak, således at brændsels bilen kunne komme ind i skolegården for at læsse ildebrændsel af – tørv fra Moseby – nede ved tørverummet. Bag ved denne bygning mod øst var vores affaldsmødding til køkkenrester og aske fra vore kakkelovne.
Jeg husker engang hvor jeg var kravlet op på møddings muren ud mod skolegården. Jeg ville hoppe ned. Havde begge hænder i bukselommerne. Idet jeg så hopper ned støder jeg hårdt mod jorden og kan ikke få min venstre arm op af bukselommen. Det gør pokkers ondt og armen ville på ingen måde op. Jeg løber/går ind til mor og far og på grund af de store smerter ringer de til doktor Sørensen som straks kommer op til os (han bor tæt på skolen ved kirkedammen). Det viser sig at skulderen er gået af led. Han tar ved mig og jeg er skrækslagen over de forventede smerter det vil medføre hvis han rører ved mig. Men pludselig tar har fat i armen og giver armen et vred og skulderleddet falder på plads. Men en rigtig grim oplevelse for en lille forskrækket dreng. (døjer stadig med at venstre skulderled går af led men klarer det nu selv)
På gavlen af dette brændselshus mod nord var der endvidere i en årrække ribber til brug i gymnastiktimen. Vi havde jo ingen gymnastiksal den gang. Mod vest i trekanten hvor skolegården afsluttedes ud mod vejen og kirken var der et kæmpe elmetræ og der stod også en skarnkasse til madaffald. Den må vi have tømt henne i møddingen der jo lå bag ved tørvehuset ud mod vejen der gik mellem skolen og gården Lille Knudsgaard mod Bådstedhede. Når møddingen var fyldt kom vognmanden og tømte den og kørte det hele ud i fælledet på Bådstedhedevej syd for Gerhard og Maries hus og syd for Præstegården. (I dag er arealet bevokset med en hel lille skov)
I mine skoleår i Vrensted, havde vi i begge skolestuer store runde kakkelovne 2 til 2,5 m høje som begge lærere skulle fyre op i om vinteren. Desuden var der en stor tørvekasse til brændsel, så der var nem adgang til at lægge i ovnen når der var behov for det. Jeg husker far stod op kl. godt 6 for at tænde op så der var varmt til skolebørnene kom kl. 7,30.
I vores gamle køkken havde vi brændekomfur og i den pæne stue, kaldet dagligstuen, var der en fin kamin og i spisestuen havde vi kakkelovn ligeså på kontoret hvor også radioen stod. I soveværelset og Bentes og mit fællesværelse var der ingen varme. Karsten må have sovet i soveværelset indtil Bente fik værelse på loftet. Om vinteren varmede vi sengene op med varmedunk, først i metaldunke men senere i flade gummidunke. Når der var hård frost var der isblomster på ruderne og de var så frosne, at vi kunne tegne med vore fingre på de kolde og tilfrosne ruder. Senere blev der lavet forsatsvinduer til isætning om vinteren for at holde kulden ude. Vi fik senere etableret centralvarme med et koks/kul fyr. Fyret blev stillet op i et rum ned i kælderen under bryggerset og man kunne så smide koksene og kullene ned gennem en skakt ude fra, så der var et lager at tage af.
Køkkenet blev renoveret og vi fik gaskomfur.
Jeg husker, at vi kun kom i den pæne stue, om søndagen, selvfølgelig var det også for at være fri for at skulle tænde op i kaminen hver dag. I hverdagen brugte vi kun køkkenet, spisestuen mod syd og fars kontor mod nord ud mod skolegården. Tit gik jeg også i skolestuen for at se hvad der var af spændende ting der. Bøger der kunne læses m.v. Der stod nogle skabe med undervisningsmaterialer og bøger i. Far og forældre fik også indsamlet flintesten og lerkrukke stykker som vi elever så fik fortalt om i skoletimerne når vi havde bl.a. Danmarkshistorie. Vi havde kun radioen på fars kontor til at underholde os med. Det var især radioavisen jeg godt kunne lide at høre, men ellers måtte vi underholde os selv med læsning, leg med kammerater m.m. Ofte læste mor eller far også højt for os af spændende bøger.
Både Bente og jeg fik også hurtig interesse for at læse bøger, hvilket har fulgt os senere i livet.
Mor var hjemmegående, men havde nok at se til med os børn og en stor bolig. Derfor havde vi hushjælp, unge piger der hjalp med rengøring, madlavning og børnepasning. Vi havde bl.a. Oda Krag og Konrads Edel, Reinholdts Elin og Nina Kjær og en del flere jeg ikke alle husker navnene på. Men de var altid søde og hjælpsomme selv om jeg tit har hørt, at jeg var noget af en vild krabat. Hver gang jeg nu møder Elin (Reinholdts Elin) siger hun altid – kan du huske når jeg var efter dig med viskestykket.
Engang til min fødselsdag havde min farfar fra Frederikshavn fremstillet en flot rød lastbil i ret stor størrelse, hvorpå min navn – Jens Otto – stod påmalet på begge sider. Den var jeg virkelig glad og stolt over. Jeg var meget optaget af Mathias Vestergaards 2 flotte lastbiler. Det er miniudgaver af lastbiler som findes i dag. Jeg fik tit lov at køre med både Mathias, der havde en fragtrute til Aalborg og Richard der mere kørte grise til slagteriet i Brønderslev, foderstoffer hentet i Aalborg samt grus og sten fra Vust ved Klim og sand fra Hune, til kommunevejene der dengang var grusbelagte. Det var spændende for en dreng i 8-10 års alderen.
Mathias Westergåeds lastbil og chauffør Ejnar Andersen
Når vi havde hentet grus kørte vi ud til den vej som skulle laves og så kom 1 elle 2 vejmænd som lagde gruset ud på vejen. Vi kørte lastbilen frem og skubbede så gruset ud der hvor vejmanden skulle bruge det til udlægning.
Lige over for skolen boede bageren.
Bager Bedholm, med bageri, mødesal, konditori og brødforretning lige overfor Byskolen.
Foto ca. 1950 Inger Marie og Christian Bedholm og personale foran forretning og conditori med Peter, Lassen, Edith Toft, Fie Riis og Johanne Staugaard
Foto ca. 1950 Peter med brødvognen på vej hjem fra en brødtur.
Der boede den gamle bager Bedholm med sin kone samt sine 2 sønner Peter og Lassen samt datteren Søster. Søster stod i forretningen medens Peter og Lassen bagte brød og kager i bageriet. Peter kørte endvidere ud på landet på brødtur. En dag på Bådstedhede. En dag på Kongsengene og 1 dag nord og øst på. Brødkassen var opbygget på en vogn på gummihjul med et par låger i. Foran højt til vejrs sad Peter på kuskebænken sammen med sin hund, for at kunne styre de 2 flotte sorte heste der var forspændt vognen. Så kunne kunderne købe nybagt brød og kager. Jeg kom meget i bageriet. Der blev bagt dejlig wienerbrød hvorpå der blev lagt sukker eller glasur. De sorte ender blev skåret af og det vare bare en god lækkerbisken for en slikken knægt og de andre drenge der tit kom i bageriet.
I bageriet var der også et stort dejtrug hvor dejen til rugbrød blev æltet. Kan endnu huske smagen af denne dej, som jeg tit tog lidt af. Der var et kulfyr bag ved ovnen i et separat rum uden dør til, som varmede ovnen op. Ude bag ved bageriet som var en separat bygning bag ved hovedhuset, havde bageren en hestestald hvor der også var plads til svin, ved siden af var møddingen. I forbindelse med beboelseshuset der lå ud til vejen, var der mod nord lavet en bygning indeholdende mødelokale, hvor det tit blev drukket kaffe efter begravelser og i forlængelse deraf var der en vognport m.m.
Conditoriet var ved de to vinduer til højre, tv bageriet bagved.                      I privaten drev bageren også et mindre konditori, hvor især handelsrejsende kom ind og fik kaffe og kage. Dette lokale blev også en dag hver uge benyttet af en skrædder fra Ingstrup. Her kunne man få syet eller omforandret gammelt tøj. Jeg fik min bedstefars sorte frakke omsyet til en fin halvlang frakke til mig selv. En frakke jeg var meget stolt over at få.
Jeg husker engang jeg havde været i min storesøsters sparebøsse. Havde fået fisket en 5 krone seddel op. Den klippede jeg over og så ville jer ellers handle slik hos den gamle bagerfrue. Hun gik desværre ikke med på min ide, men skældte mig ud. Jeg turde jo ikke gå hjem med sedlen men smed den herefter i kloakken lige uden for skolegården. Jeg husker ikke om det blev opdaget. Jeg tror det nok.
Skråt over for skolen til højre for bageren boede Agnes Bak sammen med datteren Karen.
Agnes Baks trikotageforretning og bolig skråt over for skolen.        Agnes Bak der var datter af handelsmand Hans Thomsen, Vrensted og søster til handelsmand Simon Thomsen, mistede sin mand ganske kort efter sit giftemål og flyttede tilbage til Vrensted. Hun købte huset, hvori der også var en lille forretning, hvorfra hun drev en lille trikotageforretning, med stoffer, nips, sytråd m.m. af Johanne Riis, enke efter købmand Riis ved kirkedammen. Der kom Bente og jeg ret ofte. Bente og Karen var jævnaldrende og er stadig veninder.
Øst for skolen ligger Lille Knudsgaard,
Ll. Knudsgaard lige øst for Byskolen som ses foroven i venstre hjørne
en gård der blevet drevet af Henry Nielsen. Der kom jeg meget og hjalp bl.a. også i høsten og når der skulle tages roer op. Han havde jord nord for forsamlingshuset der ligger ude i mejeribyen i den nordlige ende af Vrensted, og også ude i kæret – tjaren – på vej mod Ingstrup. I starten kørte Henry med fjeldvogn men senere fik han gummivogn.
Engang vi skulle ud i kæret ”tjaren” i 1951, vi var flere børn med. Henry stod med tømmerne og da vi havde drejet mod Ingstrup til, ved kirkedammen, hyppede han på hestene, der skulle i trav. Desværre stod jeg op, den uvoren knægt jeg var, trods besked fra Henry om at sætte os ned. Jeg faldt på hovedet ned på grusvejen. De andre børn fik gjort Henry opmærksom på at jeg var faldet af og han fik hold på hestene og standsede.

Jeg blev bragt ind til doktor Sørensen, der boede og havde konsultation på Ingstrpvej, heldigvis var det sket lige ude foran hans hus, så han fik set på mig og der blev sendt bud efter mor og far, for jeg havde fået hjernerystelse og skulle på sygehuset i Brønderslev. Det var dengang vi ikke havde bil. Det fik vi først i 1954. I Vrensted var der dengang 2 taxa vognmænd (lillebiler) Jens Madsen og Harald Nielsen (Poul Søndergaard Nielsen far) Jeg mindes, at det var en stor flot lav sort bil, måske en Citroen. Jeg blev sammen med mor og far kørt til Brønderslev sygehus hvor jeg var indlagt i 10 dage. Hver dag fik jeg besøg af min bedstemor som boede i Brønderslev. (Se avisartikel)
Inde i Henrys lade kunne vi børn lege i halmen og vi lavede fjeldgynger og fik nogle drabelige ture. Det var sidefjælen til en vogn som blev lagt på reb der var surret fast til loftssbjælker. Vi tærskede også med plejl. Det var nu nok kun for sjov, for Henry havde et lille tærskeværk. Jeg hjalp med at køre møg ud på møddingen fra kreaturerne og raspede roer i roerasperen. Prøvede at sætte malkemaskinerne på køerne, det var ikke så let for en lille dreng der ikke dagligt var en del af en landbofamilie.

Fra Henrys gård mindes jeg også fra en nytårsaften at de store drenge (knejter) eller karle fra de omkringliggende gårde havde givet grisene en gang rød maling på ryggen. Jeg kunne forestille mig at det enten var Harald Mørks ældste drenge, Måske Rosa/Valdemars drenge eller Jens Andersens store drenge. Jeg husker dem som noget helt specielt for sådan en bette knejt som mig var let at imponere. Vores egen havelåge var blevet smidt i kirkedammen og diverse trillebøre var blevet byttet rundt fra de nærliggende gårde.
Skråt over for Byskolen og lige over for kirken mod nord ligger ” Ane Maries Hus ”

opført af sagfører Anders Olesen, Nørresundby der opr. stammer fra Vrensted. Han ligger begravet på Vrensted Kirkegård. Det var opr. en stiftelse for ugifte kvinder eller enker fra Vrensted sogn. Huset var opkaldt efter sagfører Olesens mor. Her boede bl.a. købmand Riis,s enke, Johanne Riis som var mormor til min legekammerat Svend Riis. Desuden husker jeg at der boede en flot gammel dame ved navn Amalie Hjortnæs, vi kaldte hende frk. Hjortnæs, som jævnligt kom til os i skolen. Så vidt jeg husker havde hun været gymnastiklærerinde og havde været med til De olympiske Lege i 1912 i Stockholm, på det danske hold til gymnastik. Desuden boede der også en Gitte Vittrup som ofte var barnepige hos os om aftenen hvis mor og far skulle i byen.
Som legekammerat var der som lille, købmand Christoffersens Niels Christian -vi var jævnaldrende- og hans lillesøster Ellen. De boede tæt ved skolen, der hvor den nuværende købmand bor.

 

foto ca. 1960 forretningen lå få hundrede meter fra skolen
Der kom jeg også meget. Det var spændende at komme i forretningen og ofte sneg vi os til at snuppe pinocchiokugler fra et stort bolcheglas. De kostede 1 øre pr. stk. og de smagte godt og var i alle mulige farver. En gang imellem var vi med på landtur i Christoffersens lukkede varevogn. Det var spændende at komme med ud efter æg på de forskellige gårde og i øvrigt aflevere de bestilte varer.
En af Kristoffersens kommiser Leo Helledie Sørensen søn af frisør Simoni har fortalt følgende lille historie.
Han var blevet sendt ned på Stationen med en pose æbler til den skrappe stationsforstander fru Kristensen. Da hun modtog posen med æbler kiggede hun på dem og så at der var gnavet i dem alle. Hun blev vred og sendte den unge kommis hjem for at få dem byttet. Det viste sig, at når Kristoffersens børn gik forbi æblekassen tog de et bid af et æble og lagde det derefter tilbage i æblekassen.
Jeg vil tro der vankede smæk til ungerne da Kristoffersen opklarede mysteriet.
I tidens løb var der mange forskellige unge kommiser der hjalp i butikken og i huset havde fru Christoffersen også ung hushjælp hvilket var meget normalt dengang. Købmanden solgte foruden dagligvarer også foderstoffer og kul og koks til folk i byen som så kunne afhentes. Jeg husker vi fyldte en beholder som så kunne vippes ligesom en blandemaskine hvorfra indholdet så blev tippet ned i eks. en vogn eller lærredssæk. Inden skolestart flyttede Christoffersens til en større butik i Aalborg. Butikken var blevet solgt til unge mennesker, Karen og Henning Simonsen der drev butikken i rigtig mange år og udvidede flere gange.

Som sagt ligger kirken lige ved siden af skolen. Far var kirkesanger (degn) og kirkebogfører. Fredag eller lørdag ringerede præsten altid til far for at fortælle hvilke sange der skulle synges den kommende søndag. Far havde så mulighed for at øve sig på dem. Jeg husker at han ofte øvede om lørdagen således at han var klar til at synge dem i Kirken, oftest søndag formiddag.
Det flotte Vrensted Kirke.                                        Jeg var tit med i kirke om søndagen, hvilket jeg husker jeg fik 25 øre for pr. gang. Jeg hjalp med at sætte salmenumre op på tavlerne inden gudstjenesten. Og slukke de levende lys efter gudstjenesten. Præsten var Otto Mikkelsen som var blevet ansat i 1953 og efterfulgte provst Aage Stevns der var død i efteråret 1952.
Tit var jeg med den gamle graver og ringer – skomager Gade – oppe i kirketårnet for at ringe solen ned. Det var flot at se ud gennem klanghullerne til de 4 verdenshjørner og sjovt at få lov til at ringe med klokkerne med de lange reb. Der skulle et vist tav til. Træk og slip.
Majestætisk ligger kirken som et flot vartegn for Vrensted
De to klokker i kirketårnet
Opgang til kirketårnet
Den smalle og stejle trappe tilkorketårnet
Jeg har tit hjulpet med at grave grave hvor vi fandt skeletrester og ligeledes med til at tildække kisten efter begravelsen og lægge kranse og blomster på. Især i mørkningen kunne det være lidt uhyggeligt at færdes på og nær ved kirkegården. Når jeg skulle hjem fra stationen efter at have hentet avisen Vendsyssel Tidende ved 5 toget (kl.17), (der var bane mellem Hjørring, Løkken, Pandrup og Aabybro med små stationer i småbyerne herunder Vrensted) eller at have været med Mathias eller Richard og kommet sent hjem, var jeg ikke særlig stolt af at skulle gå forbi kirkegården og hjem til skolen i mørkningen. Der var forskellige uhyggelige lyde sikkert fra vinden og træerne. Når jeg var lige ved at være hjemme, satte jeg i løb for at det kunne gå hurtigere. Jeg oplevede dog aldrig at der var nogen der kom efter mig, men det var vel mere tanken om, at der måske kunne komme nogen. Det var lidt uhyggeligt.
Vi havde en lykkelig og sorgløs barndom. Der skete altid noget. Der var jo altid børn i skolen fra morgen kl. 7,30 til om eftermiddagen ved 3 til halvfiretiden. De blev undervist på skift af far (Elith Madsen) og fru Vestergaard (Johanne Vestergaard). De store børn om formiddagen og de små børn om eftermiddagen. Der var kakkelovn i klasseværelserne og opvarmningen foregik med tørv og briketter.
Om eftermiddagen efter skoletid kom Klavs Johanne og Frode, som boede i et lille hus nede ved kirkedammen,
Johanne (rengøringskone på Byskolen)
Johanne og Frodes hus overfor Kirkedammen

 

for at gøre skolestuerne rene. Bordene blev stillet på højkant, det var 2 mands pulte og bænk i et, med plads til blækhus i midten og en hylde under bordpladen til fralægning af bøger m.m. – det hjalp jeg tit med – Johanne dryssede så fint savsmuld tilsat olie ud på gulvet og det blev så fejet hen over gulvet så det skinnende. Deres datter Thea hjalp også tit.
Tørveskuret var også indrettet til fars duer som han gik en del op i. I denne bygning var der også lavet drenge og pigetoiletter og i enden var der vaskehus med gruekedel, hvor der kunne fyres op for at varme vand når der skulle vaskes eller koges grønkål. Senere fik vi gas gruekedel. I vaskehuset kunne far også slynge honning fra sine 4 bistader der stod nede i køkkenhaven. Da centralvarmen og oliefyr blev installeret blev tørveskuret ombygget til 2 garager, 1 til hver lærer. Jeg husker Richard og fru Vestergaard havde en lille Opel og i 1954 købte mor og far en helt ny Ford Anglia vores første bil.
Den var bare flot og grøn og den havde vi stor fornøjelse af. I starten var far dog ikke en særlig rutineret chauffør. Jeg husker engang på ferie i Harzen hvor Bente og jeg var med. Vi skulle op af et mindre bjerg, men bilen begyndte at hakke og stønne og vi måtte vende om. Det skyldtes alene, at far glemte at skifte til et lavere gear. Vi var inde på et værksted, men de kunne ikke se at der var noget i vejen med bilen. Lidt sjovt nu bagefter.
Omkring skolegården var der blevet opstillet et flot ståltrådshegn malet i sølvfarve, med en lille låge lige ud for bageren og en dobbeltlåge i den østre ende, så biler kunne køre ind i skolegården. Jeg skulle passe fortovet omkring skolen. Det skulle fejes om lørdagen. Ved skolebørnenes leg blev der skubbet sten ud på fortovet og det var dem der skulle fejes tilbage. Jeg husker at fortovet føltes uoverkommeligt stort.
Vi havde en lille plads ved den østre ende af skolebygningen. Den skrånede lidt ned mod Bådstedhede vej. Her kunne vi drenge spille med små farvestrålende lerkugler. Vi lavede et lille hul hvor vi så kastede kuglerne, så så mange som muligt kom i hullet. Jo bedre vi blev til spillet jo flere kugler kunne vi spille med. De blev lagt i håndfladen i en lang række og helt op ad håndleddet. Vinderen var så den der havde fået flest kugler i hullet og han kunne så beholde medspillerens kugler også. Vi opbevarede kuglerne i en lille lærredspose. Det fik vi i perioder megen tid til at gå med. Pigerne brugte gavlmuren til at spille bold op ad.
Vi havde også en leg med at stikke i land. Vi drenge havde jo, som drenge har, hver en dolk. Så tegnede vi en firkant på jorden og delte den i felter. Så smed vi kniven på modstanderens stykke således at bladet stak ned i jorden og skulle så derfra til eget land trække en streg fra modstanderens kant til eget land indtil hele modstanderens land var erobret.
Billedet er fra ca. 1959 og de andre er mine gode kammerater fra dengang. I baggrunden ses Knudsgaard og til højre Konrad Jensens hus ved Trehjørnet. Bagerst f.v. nr. 2 Bamse Jørgen (forsamlingshuset)nr. 3 Kurt Jensen (Bette Kurt), nr. 4 Niels Juel Mørk, nr. 5 Carl Robers (skralle skralde Harrys)forrest f.v. nr. 1 Ole Jensen, Norge fætter til Martins Jens Jørgen, nr. 2 Årle Nielsen (Pluto), nr. 3 Keld Martin(Murer Charles) nr. 4 Ole Nielsen, (Nielsens Ole)nr. 5 Leif Jensen(traktorCharles), nr. 6. Jens Otto Madsen (lærer Madsens)
Om sommeren drog vi drenge ud i Præstens Plantage med flitsbue og pil og fik så dagen til at gå derude med leg og skjul, legede også røver og soldater m.m. Mange gange gik vi langs banen derud og hjemturen foregik ofte ad vejen fra Thøgerslund ned til gården Holmen og Bådstedhedevej og hjem forbi fælledet hvor vi altid skulle ind og rage i det der lå der. Tit var der sat ild til ting og vi gik så og rodede i gløderne og lugtede fælt når vi kom hjem. I dag er området blevet til en hel skov.
Rigtig mange sommeraftener samledes en del af byens børn i skolegården. Så spillede vi rundbold og spillede Antonius. Dvs. kaste bolden over tagrykken på tørveskuret fra skolegården ud på Bådstedhede vej og ligeså fra modsatte side – med et hold på begge sider – Det hed Antonius og gik ud på at bolden skulle gribes når den kom over og så skulle man løbe over og sige Antonius og kaste bolden på den nærmeste som så kom over på ens eget hold. Mange gange fik man ikke grebet bolden fordi den var kastet langt væk når man så fik den i hænde, så skulle den kastes tilbage. Da vi blev større og havde flere kræfter kastede vi bolden over skolebygningen over i vores have.
Jeg husker engang, at ved rundbold i skolegården løb doktorens Annemarie og jeg hovederne sammen og jeg fik en kæmpebule i panden. Det varede flere dage og gav en del hovedpine inden den fortog sig.
På fodbold banen ville jeg gerne være. Vi var en flok drenge på 8-10 års alderen der spillede meget om sommeren. Der var Finn AndersenåKesse, jeg selv, Orle, Niels Jul Mørk, Erik Thrane m.fl. Vi fik megen tid til at gå med at spille på et mål opdelt i 2 hold, 1 der angreb og 1 der forsvarede målet. Spillet kaldte vi ”Tjø maj” på rigsdansk hed det købmand.
Jeg så meget op til de gode fodboldspillere, der var nogle år ældre end jeg selv. Karleholdet eller kålholdet som vi sagde, havde Jens Andersens drenge med på holdet. Især Kaj og Verner og Poul, så var der Rosas drenge. Det var Poul og Johannes , Bernhard var især dygtig og var flyttet til Brønderslev og var på 3. divisionsholdet der.     Så var der den store bas-Svend, målmand Børge Svenningsen, Poul Søndergaard, Kaj Svenningsen, Erik Koldkær og karle fra de forskellige ejendomme og brugsens og købmandens kommiser. Vrensted kom desværre aldrig højere end serie 4. Men gode var vi, men Thise og Løkken var bedre. Vi stod lige med Stenum, Vittrup, Gølstrup og Børglum og Ingstrup gennem mange år. Jeg kom til at spille med mange af de nævnte samt selvfølgelig også mine jævnaldrende.

Som stor dreng havde vi ingen klubhus og omklædningsfaciliteter. Når seniorholdet, ”karleholdet” spillede, klædte de om inde hos Peter Ledet i laden – naboejendom til sportspladsen mod vest. I dag hedder den vel stadion. Den pæne hvide ejendom ligger stadig ved siden af sportspladsen på Stationsvej. Der var en stor flagstang hvor flaget blev hejst når der var idrætsuge. Dvs. at alle nabobyer var inviteret til turnering med finale om søndagen med fodbold og håndbold. I fodbold var der karle holdet, junior og drengeholdene og i håndbold var det både pige, dame og herrer.
Senere da den nye skole blev bygget fik idrætsforeningen omklædningslokaler der, først i cykelskuret, senere i kælderen.
Sommerfest
Ligeledes om sommeren blev der også holdt sommerfest i anlægget nede ved stationen. Anlægget er nu nedlagt og fjernet, købt af mekaniker Svend Andersen. Det var ejet af borgerforeningen. Anlægget var omkranset af en stor hæk med indgang både fra nordsiden og sydsiden. Der var bygget et fint langt lavt træhus malet rødt og med paptag. Her opbevarede man bænke, borde og dansegulv. Når der var sommerfest var huset ryddet. Der blev lagt dansegulv ud, stillet en gummivogn op til orkesteret og overdækket med presenninger (sikkert fra vognmand Mathis Vestergaards lastbiler) og sat sneskærme rundt om dansegulvet. Lørdag og søndag var der så stor fest. I huset kunne skodderne fjernes, således der blev flere åbninger ind i huset. Man kunne bl.a. skyde efter skiver med luftbøsser, der var tombola med flotte gevinster. Der var også et stort spil der blev stillet op på bukke ude på græsset med et lærredstag over. Her kunne man spille på de forskellige spillekort hvor man lagde 10 ører og når der blev trykket på en stor knap kørte skiven rundt og der hvor pilen stillede sig vandt man så sit indskud – måske x 10 ?. Det var sjovt og spændende, men det var ikke nemt at ha penge nok til det, idet man sjældent var heldig.
Ved sommerfesten var der også arrangeret ringridning om søndagen på sportspladsen.
Her ringridning med Hanne Helledie med lanse og hest
Jeg husker især, Lis Mørk, Hanne Helledie, Niels Elmer Helledie, Erik Korsbæk og så alle karlene ude fra de forskellige gårde som kom med deres flotte og pyntede heste. Det var sjovt og spændende at overvære, samt osse prestigefyldt at blive ridderkonge. Disse arrangementer kunne samle både by og land.
Fritidsjob
Flere år havde jeg jobbet med at passe anlægget nede ved stationen. Ikke at slå græsset, men at holde gangene rene for ukrudt. For det arbejde tjente jeg en lille skilling. Åh, jeg syntes det var så hårdt. Men pengene lokkede. Havde også sommerferiejob ude på gården Rykind, hvor jeg bl.a. hjalp med bærplukning og var med til høst arbejdet hvor jeg sammen med karle og piger og flere andre samlede negene sammen i små stakke hvor de så skulle stå til tørring inden de blev kørt hjem i laden. Dengang blev der høstet med selvbinder.
Det er noget man i dag kun kan se på landbrugsdage på gård museer.
Drenge fødselsdage
Til drengefødselsdag – ca. 1955. –  Bagerst f.v. Leif Freund, Niels Juel Mørk, Lars Ole Vittrup, Kristian Andersen, Jørgeen Schierup?, Robert Christoffersen, Per Ejersted ? forrest f.v. Erik Justesen, Jens Otto Madsen, Finn Andersen, Årle Nielsen, Svend Riis Eriksen, Else Riis Eriksen, Jens Jørgen Laursen.
Vi drenge kom jo til hinandens fødselsdage. Vi fik pænt tøj på og en gave med. Når vi kom hjem fra en sådan fødselsdag kunne vore mødre godt gå i gang med at vaske vores beskidte tøj, for vi drenge kunne finde på mange spændende ting både inde og ude. Dengang var det meget normalt at give penge så vedkommende selv kunne købe det han havde lyst til. Som regel var gaven 1 kr. Senere steg det til 2 kr. Og til slut var det vist en 5 kr. Jeg husker, at vi mange gange var til fødselsdag med drenge fra landet. Vilhelms Henning da de boede helt ude ved Rørbæk mellem Vrensted og Thise, Ulrik Jørgensens Egon på Bådstedhede, Johanne og store Alfreds Kesse som boede nede ved anlægget, Jens Tilsig, Tilsiggaard i den nordre ende af byen, Karl Ole Justesen, Niels Juel Mørk, Svend Riis, Henrys Åge, kæmnerens Jens Jørgen, Olufs Henrik, postens Poul Erik, doktorens Jørgen, Per Ejersted hos mig selv i skolen og sikkert mange flere.
Der blev altid serveret kagemand fra Bager Bedholm, dekoreret med glasur og knapper, den var helt speciel god, har aldrig senere smagt den bedre.
Overfor Kirkedammen var der købmandsforretning.

 

 

Den Sønder købmand ved Kirkedammen foto ca. 1946.                                                      Den havde tidligere været ejet af købmand Riis. Datteren Fie Riis Eriksen som blev gift med Erik Eriksen boede i en periode i huset lige syd for købmandsforretning hvor der engang havde været en slagterforretning. Her kom jeg en del for der var jævnaldrende kammerater, Svend Riis og Else Riis. De 2 søskende fik en handicappet lillebror Kristian Riis. Han var i flere perioder i England hos specialister for at blive opereret, men det hjalp ham desværre ikke. Han var fantastisk til at spille klaver – selvlært efter gehør – og havde et godt humør. Hans mor Fie Riis var dygtig til at skrive sange. Desuden skrev hun en meget omtalt bog om en Vrensted kone ved navn Helene som kom fra Asserballe på Als og handler om en lille piges barndom og opvækst på en fattiggård i Sønderjylland. Den gav megen omtale i medierne og Fie gav interviews til flere dameblade. I Vrensted boede Helene sammen med sin mand skralle Harry (Harry Kristoffersen) sammen med en stor børneflok på syv børn lige vest for præstegården i et meget dårligt hus. Overskuddet ved salg af Fies bog blev brugt til at bygge en nyt hus til Helenes familie ved siden af det gamle. En meget flot gestus fra Fie og Erik der vist nok havde økonomiske problemer nok med at finansiere Kristians sygdom – medicin og udenlandske sygehusophold. Bogen om Helene fik vidtrækkende konsekvenser på det sociale område i Danmark. Desuden fik Kristians sygdom og sygehusophold i England store økonomiske konsekvenser for Fie og Erik, det kostede dem nemlig også huset ved kirkedammen og de var nødsaget til at finde en anden bolig.
Bydelen ”Nyhavn” i Vrensted
Midt i Vrensted by deler vejnettet sig ved Trehjørnet. Kommer man fra Løkken kan man fortsætter mod øst mod Stenum og Brønderslev eller dreje til højre mod sydvest for at komme til Thise og Ingstrup. I udkanten af byen mod syd lige før præstegården går der en vej skråt mod øst som 1 km fremme rammer Brønderslev vejen. I det trekantområde af Vrensted, ligger bydelen som vi altid har kaldt ”Nyhavn”. Består af gårde og huse.
Hvorfra navnet stammer ved jeg ikke. Rygtet går på, at det måske var fordi folk samledes hos Traktor Charles når han spillede op på sin harmonika på gårdspladsen på lune sommeraftener og folk i nabolaget kom og hyggede sig, med en håndbajer m.m. ligesom man gør i Nyhavn i København.
Parti fra Gl.Byvej i Nyhavn
Første ejendom på højre side af vejen er Præstegården og lige ved siden af ligger gården Søndergård, som i gamle dage hørte til Præstegården. Derefter kom Viggo Krag`s lille gård. Efterfølgende kom et statshus og lige efter det havde Traktor Charles og hans kone, en ejendom hvorfra de i en årrække drev maskinstation. Her var var også jævnaldrende børn som jeg havde samvær med, især på fodboldbanen. Derefter var der et par små en længede ejendomme. Den ene tilhørte Oluf Jensen og den næste havde Kro Dagmar og hendes mand. Et stykke længere ude lån et lille hus på en bakke og det tilhørte Asger Hansen og hans familie med 4-5 børn. 300-400 m bag ved Asgers hus boede i mange år familien Holger Ulrik også med 4-5 børn. Vi kaldte denne beliggenhed ”Oppe på bjerget” idet huset lå på en bakke temmelig højt og helt alene.
Hvis vi starter på venstre side ved Præstegården lå Harald Mørks ejendom, den er nu revet ned. Der kom jeg meget for at lege med Niels Juel der nu er død. Derefter var der et pænt hvidt hus her boede Kristian Nielsen og efterfølgende lidt tilbagetrukket lå Henry Krags lille ejendom. De havde også mange børn. De fleste af børnene var jævnaldrende med mig og mine søskende. Så kom tømrer Ejnar Miller og derefter Jens Andersens hus. Her husker jeg især den store flok drenge Jens og Elvine fik. Dem fik jeg meget med at gøre bl.a. på fodboldbanen. Jeg husker de ældste drenge, bl.a. Vilhelm, Ejnar, Tage, Verner, Kaj, Knud, Poul, og Jønne som nogle herlige gutter der var også flere piger.
Fra Nyhavn op forbi Jens Andersen går der en lille markvej der stadig eksisterer skråt over til Trehjørnet – overfor Jens Andersens lille hus boede Dres (Andreas Sloth) også med en pæn flok børn. Dres var dygtig til at reparere motorcykler og biler. Han arbejdede for traktorCharles i en lang periode. Der er siden bygget et par huse mere mod øst..
Der var også en lille enklave med nogle små huse og ejendomme nord for Dres, murer Emil Jensen og Else havde bygget et fint statshus. Der var flere små huse som alle er der i dag og som helt sikkert er blevet renoverede. Bagerst mod nordøst lån en minkfarm og et par små huse.
Jeg husker der kom mange børn i skole fra dette område. Fra Nyhavn/markvejen  (nu Søren Nielsens vej) til trehjørnet, går der en lille sti,
Her stien fra Nyhavn til byen med skolen, bageren og købmanden
Stien til Nyhavn fra Sct. Thøgersvej eksisterer stadig og benyttes – her set mod Nyhavn
over Henrys ”Lille Knudsgaards” mark hen til den gamle byskole, bager og købmand og rammer vejen der går mod Thise og Ingstrup. Så havde børnene let ved at komme i skole og der var nem adgang til forretningerne.
Når vi skulle køre racerløb på cykel drønede vi altid rundt ned af stien og op forbi købmanden og op til Trehjørnet og ned ad markvejen til stien igen, det var ikke sjældent vi drenge havde kapløb der på denne trekantsrute. På det tidspunkt havde vi kun grusveje i Vrensted.
Jens Otto – en lille lømmel .
Jeg var lidt af en lømmel som barn. Ved ikke hvorfor, men jeg skulle ligesom altid lave ballade. Min far ville jo, at hans knejt skulle opføre sig ordentligt, hvorfor der ofte vankede ørefigner, hagetræk og rykken i ørerne. Flere gange fik jeg også af boldtræet. Sikkert fortjent, men alligevel. Det ville ikke gå i dag. Kunne finde på at drille de andre skolebørn og når det så kneb for bette Jens Otto, løb jeg bar ind til mor i køkkenet. Det fandt far ud af, så han sagde til skolebørnene at de skulle bare fange mig og give mig buksevand. Der var nemlig en vask nede udenfor skolebørnenes toiletter, hvorfra man kunne drikke vand og der skulle de bare holde mig over. Senere fandt jeg ud af, at de store børn der gik om formiddagen ofte havde noget slik i lommerne. Overtøjet hængte man altid på knager ude i skolegangen uden for skolestuen, så der var jo let adgang for en udspekuleret knejt til at undersøge lommerne, om der var slik i. Om det blev opdaget ved jeg ikke, men Ejlers Ninna havde tit pålægschokolade med i skole husker jeg. Hun blev senere pige hos os.
Ferie hos farfar og farmor i Frederikshavn.
Efter at fars far og mor havde solgt deres købmandsforretning i Try v/ Øster Vraa købte de et lille hus i Frederikshavn. Her har jeg tilbragt flere ferier. Jeg husker det lille hus med de fine gamle møbler og store billeder på væggen. Der var ingen toilet dengang. Så man gik udenfor i et langt træhus tæt på beboelseshuset. Det var indrettet med redskabsrum og så et ”das”. Når man kom ind var der en bred bænk med et låg på. Under låget stod der så en spand hvor man forrettede sit ærinde. Når man var færdig lagde man låget på. Det lugtede godt nok slemt. Spanden blev ofte tømt, men om det var skraldemænd elle hvordan husker jeg ikke. Farmor var en sød sirlig dame og var skøn at besøge. Hun spillede Mikado med os. (spillede med små pinde – 4 til 5 gange så lange som tandstikkere)
Farmor og Farfar
Farfar kunne være spøjs og vi vidste ikke altid om det var alvor eller sjov. Han havde en lille flot bil rød og sort husker jeg. Engang jeg var på ferie og farfar lige var kommet kørende hjem skulle jeg jo ud til bilen. Fik hånden lagt på karmen af bilen, så da farfar lukkede døren fik jeg fingeren i klemme – det var slemt og så ikke godt ud. Fingeren er dog stadig i behold. Min farfar var også engang på cykel ned i Frederikshavn midtby. Uheldigvis blev han påkørt og kom på sygehuset. Hans arm var blevet meget slemt beskadiget. Efterfølgende når vi var der på besøg, viste hans os armen der var blevet noget tynd. Så pegede han på den og sagde at han her havde fået sat søm ind for at holde armen sammen. Det lød i mine ører som noget meget slemt. I dag er det jo almindeligt at vi får vores dele i kroppen sat sammen med skruer og søm m.m.
Besøg af bedstemor fra Brønderslev. (mors mor)
Bedstemor og Bedstefar
Efter at mors forældre havde overdraget deres gård til min onkel, flyttede de til Brønderslev i et dejligt 2 plans hus. Bedstefar havde en lille minkfarm i udkanten af byen med døde ikke så mange år efter.
Efter at bedstemor var blevet alene kom hun tit med rutebilen fra Brønderslev på besøg i Vrensted. Hun var en sød og rar lille kone. Hun boede i sit hus i Brønderslev. Med tiden blev hun vel lidt forkalket og lige fra hun kom og til hun skulle hjem med rutebilen kl. 19, havde hun bekymringer for sin gadedørsnøgle. Hun havde for vane at ligge den i sin pung i tasken. Der gik kun ganske kort tid imellem at hun skulle kontrolle om hun havde sit lommetørklæde og sin nøgle.
Da hun blev noget ældre hentede vi hende altid i bil og kørte hende hjem igen, men kontrollen med lommetørklæde og nøgle fortsatte hun med så længe jeg kan huske.
Mor og fars søskende og forholdet til dem.
Her min far  nr 2 f.v. og hans søskende
Til venstre min mor og hendes søskende til højre
Min mor havde en søster der var husholdningslærer i Aarhus som var ugift. Desuden var der en bror der var landmand. Han overtog gården Vesteraa i Serritslev som var min mors fødehjem. Vi var mange gange som børn med i Aarhus. Min søster kom på husholdningsskole hvor vores moster arbejdede og fik et tæt forhold til hende. Det var en spændende og en lang køretur til Aarhus. Nogen gange kørte vi over Hadsund/Mariager men de fleste gange var det gennem Rold Storskov. Det var en storby vi kom ned til. Havn og skov og strand i Risskov. Husker at vores moster engang inviterede os ud at spise. Det var i det nye stormagasin Salling hvor der var restaurant. Her spillede en hyggepianist for gæsterne, det havde jeg aldring oplevet før. Jeg husker at han spillede ”En lille pige i flade sko” og havde et dejligt smil til min moster, om det var fordi hun kom der tit, ved jeg ikke.
Far var meget historisk interesseret og fortalte altid om de områder vi kørte i. Han kunne fortælle om ting der var sket for mange år siden. Jeg husker at i Randers fortalte han om adelsmanden Niels Ebbesen og hvad han bedrev, der var opstillet en flot statue, bl.a. dræbte han den kullede greve og i et slag fjernede han også broen over Gudenåen så krigerne syd fra ikke kunne komme over. Vi var også på Hvidsten kro hvor han fortalte om Hvidstengruppen og kroejer Fiil der blev fanget og senere skudt af tyskerne.
Vi kom også tit til Vesteraa mors fødehjem, til mors bror og kone. Her var heste og køer og gården lå tæt på åen Nørreå, hvor vi lige skulle gå et kort stykke ned over engen mod syd for at komme til. Mor fortalte at de i hendes barndom badede der om sommeren.
På Besøg ved min tante og onkel i Bovlund Skole i Sønderjylland,  Anetavle
Min far havde 3 brødre og en søster. De kom ikke sjældent til os i Vrensted med deres familier og børn, ligesom vi også ofte besøgte dem. Når de kom på besøg hos os sad de tit på fars kontor og snakkede og diskuterede. Det var spændende at være tilhører. Min onkel i Frederikshavn var politibetjent – senere blev han politiinspektør i Herning. Der var ikke noget bedre for mig end når jeg kunne få ham til at fortælle om sine oplevelser som politimand. Han måtte som politibetjent i en periode under besættelsen gå under jorden. Han var med i mange spændende og farlige opgaver og jeg -Jens Otto- sad med store ører og lyttede og spurgte ind husker jeg. En bror i Aalborg solgte mel for Havnemøllen i Aalborg. Han kørte rundt til bagere i hele Nordjylland, bl.a. solgte han også mel til bager Bedholm. Var meget duperet over hans bil. Flot Volvo 444 en af de første – den runde model. – firmavogn. Fars 3. bror var lærer ligesom far og det var nok de 2 der havde flest fælles interesser. Skolearbejdet lå dem meget på sinde og det var ikke sjældent de ringede sammen og udvekslede erfaringer. Han var bl.a. på en lille landsbyskole i Bovlund tæt på Agerskov i Sønderjylland. Senere uddannede hans sig til præst og fik embede som sognepræst i nærheden af Esbjerg indtil han gik på pension. Jeg husker tilbage med stor glæde på alle de ferier jeg har holdt ved alle onkler og tanter i min barndom og legen med de mange fætre og kusiner.
Min faster i Frederikshavn blev det samlende midtpunkt for os og fars søskende for der kom min farfar til at tilbringe sine sidste år under kærlig pleje af min faster og onkel. Det var der vi kom oftest de sidste år af hans liv.
Her et lille erindringsbillede fra min kusine Lene fra Frederikshavn, som hun har skrevet til mig:
Vi er jo kommet rigtig meget i Vrensted, og det er i skolestuen at kimen til at blive lærer, for mit vedkommende, blev lagt. Det gav jo stor autoritet, når Bente og jeg kunne sidde bag kateteret med pegepinden og undervise dig og Birte;)
Mange teaterforestillinger er også blevet skabt i Vrensted. Nej, cirkus hed det.
Særligt husker jeg en sommer, hvor vi en aften efter mørkets frembrud spillede på jeres veranda, og der var sat kinesiske lamper op i haven.
Om eftermiddagen gik du rundt i Vrensted med et stort skilt, hvorpå der stod VÅGN OP – cirkus i skolens have. Min far havde lavet det. Han kunne skilteskrivning, da han var købmands uddannet. Synes det var meget flot!
Samme dag havde jeg været hos doktor Sørensen og havde fået en mindre ’operation’ i øjet. Havde på togrejsen til jer fået kulstøv på pupillen, så jeg havde klap for øjet!
Ja, det var tider!
Mine lege kammerater:
Vi var mange drenge i Vrensted og næsten alle blev omtalt som følger. Nævnes kan Alfreds Kesse (Kristian Andersen) Arnolds Årle (Årle Nielsen) Bette Nør ( Poul Erik Nielsen) Charles Finn (Finn Andersen) Jens Tilsig (fra Tilsiggaard), Søren Sørensens Mogens, Karl Aage Kodahl, Harald Mørks Niels Juul, Charles Leif (Leif Jensen) Vilhelms Henning (Henning Andersen) sø Åges Henning (Henning Jensen) gartnerens Erik, Erik Thrane,og jeg selv (lærer Madsen Jens Otto) Ole Nielsen fra Bådstedhede (fars Ole) , Richard Justesens Karl Ole, postens Poul Erik, kæmnerens Jens Jørgen, Rosas Keld, Jens Westergaard (Gravballemand, tilnavnet kom efter en udflugt til Århus hvor vi så gravballemanden), Erik Koldkær, Jens Andersens Poul og mange flere.
Byens Samlingspunkt ”Trehjørnet”
Trehjørnet i Vrensted, byens samlingspunkt med frisør Romedahl og den lyseblå iskiosk.                                                                                                                   Samlingspunktet især om aftenen, var jo trehjørnet med slagteren på vestsiden og barber Romedahl på østsiden af vejen med ishuset. Det var mødestedet om aftenen om sommeren. Her blev fremvist nye cykler, knallerter, røvskubbere (knallert med motoren på bagagebæreren), scootere, og sågar motorcykler – Nimbus, BSA og hvad de ellers hed dengang. Det var især de store karle der havde motorcykler. Her blev pralet og fortalt historier om ens bedrifter.
Fra trehjørnet blev der også skrevet bilnumre ned. Det var et stort hit på det tidspunkt. Hvem kunne samle flest. Det var numre som bl.a. var begyndende med K, P, U, Å, PN, PS osv., det var sjovt.
Når jeg husker tilbage, synes jeg at sommeren – den gang – altid vejr mæssigt var meget bedre end i dag, om det passer ved jeg ikke. Men på de gode sommerdage var der en turiststrøm fra Brønderslev til Løkken. Jeg husker en weekend hvor Brix – rutebiler der havde ruten Løkken-Brønderslev måtte leje rutebiler af Hjørring Privatbaner for at have kapacitet nok til at fragte folk fra Brønderslev til Løkken og hjem igen. Jeg mener at der havde været 10-15 rutebiler efter hinanden.
Stranden i Løkken
Bente holder fødselsdag i badehuset på stranden i Løkken (vores hus havde spidstag og alle andre havde tag med runding til hver side – underligt
Mange Vrensted folk havde badehus på stranden i Løkken. Det havde mor og far også. I fint vejr cyklede vi børn så på stranden med madpakker og nød stranden og vandet. Mange aftener blev madkurven pakket og vi spiste så aftensmad på stranden ved eller i badehuset. Jeg husker at far var i badedragt når han badede, lidt specielt for vi drenge brugte jo badebukser.
Om sommeren var der svømmeundervisning på stranden. Hvor man kunne opnå et diplom såfremt man kunne svømme et vist antal meter. Da jeg var meget vandskræk – kunne godt lide vandet, men jeg kunne ikke li at få hovedet under vand – opnåede jeg aldrig at få diplom. Senere har jeg dog lært at svømme, men stadig med megen respekt for at få hovedet under vand.
Besøg af feriebørn i Vrensted
I sommerferien kom der ofte feriebørn til Vrensted, og især skulle københavnerpiger duperes af vi flotte Vrensted drenge. Vi var mange om buddet og det var altid spændende om de kom igen næste år. Især var der en feriepige fra København på ferie henne ved Rosa som jeg var godt varm på. Så vidt jeg husker blev det kun til et lille kys og holde i hånd. Hun hed Jette. Selvfølgelig var hun også ombejlet af de andre drenge.
Ungdomsklub m.m.
Om vinteren og efter at vi var blevet konfirmeret, gik vi i ungdomsklub og ungdomsforeningen samt til midnats baller når vi endelig fik lov, i Vrensted og de omkringliggende byers forsamlingshuse. Om sommeren tog vi på Løkken Strandpavillon til dans og på Klitbakken spiste vi bøf og spejlæg og drak øl til. Der var altid fuldt hus hvor vi kom. Med levende musik af orkestrer fra landsdelen. Vrensted har osse fosteret et par stykker, jeg husker kun navnet på det ældste, det hed Arizona Boys og med i det var der 2 Vrensted drenge, Karlo Vestergaard og Ivan Krag nu Canada.
Arizona Boys med Ivan tv. og Carlo til højre
Med i et andet orkester var både Kesse, Keld Martin og Jens Tilsig og fra Løkken Per Vandkrog.

Jeg tror ikke bandet med traktor Charles og Gunnar Gade kom udenbys men de var gode til at spille til juletræ i forsamlingshuset for vi børn.
tv. gunnar Hade, th. Charles Jensen (yraktorCharles)
Senere kom Charles søn Leo også med i orkesteret på trommer.
Forsamlingshuset
Der mangle piger, Jens Otto går som nr. 3 f.h. med Erik Justesen
Jeg husker at forsamlingshuset blev brugt til mange ting. Bl.a. var der rejsebio på besøg engang imellem. Det var spændende at se flotte film. På det tidspunkt havde vi jo ikke fået films apparat i skolen. Der kom også engang en hypnotisør. Han fik flere af de unge mennesker under behandling og kunne få dem til at gøre de mest fantastiske ting, som at gå rundt i salen og gøre sjove ting til stor morskab for alle os andre der kikkede på. Efterfølgende var de der var blevet hypnotiseret helt uvidende om deres gøremål. Vi gik på danseskole om vinteren, samt til gymnastiktræning og opvisning, inden vi fik den nye skole. Der blev opført dilettantforestillinger med egnens unge og ældre som aktører.
 Skoleskift til Løkken Realskole
Løkken Realskole
Efter 4. kl. samt 3 mdr. i 5. kl. kom jeg i 1. mellem på Løkken Realskole pr. 01.08.1957. Jeg kom til at gå i klasse med mange af mine jævnaldrende kammerater fra Vrensted by og landet. Der var dog også en del som fortsatte i Vrensted byskole.
Der var ca. 7 km til Løkken. Der var ikke længere end vi kunne cykle og næsten i al slags vejr.
Vi samledes ved Trehjørnet og drog så i samlet trop til Løkken. Mange gange kunne vi køre i læ bag hinanden. Drøjt var det dog tit, med megen blæst og lidt læ, dog fik vi lidt læ ved Bagterps træer, op og ned over jordemoder bakken. Om vinteren havde vi tit sne boldskamp på vej hjem. Det var som regel omkring gården Bagterp. Der var der altid opstillet sneskærme, så vi delte os i 2 hold, et hold på hver side af sneskærmene. Det var ret sjovt. Det skete også engang imellem at en slåskamp skulle afgøres. Det foregik som regel lige uden for Løkken ved en lille plantage. Jeg husker at de involverede parter sloges med de bare næver og blodet kunne af og til flyde fra næse og sår. Vi tilskuere stod så i en ring omkring de 2 kamphaner. Det har jeg nu aldrig været involveret i – var måske lidt af en kryster. Blev engang lovet bank fordi der var flere der gerne ville være kærester med doktorens Kirsten. Jeg husker at Kesse og Jens Tilsig jagtede mig. Kirsten og jeg gik til klaverspil i Løkken og skulle som sagt cykle sammen ned til undervisning. Og det måtte jeg ikke, syntes de 2 gutter. Det var jo helt uforskyldt.
Fodboldplevelser sammen med kammeraterne
Men i øvrigt havde vi det rart og godt som unge. Jeg husker at nogle af de første der fik fjernsyn var Erik Thranes forældre der boede på 1. sal i huset ved siden af Oluf Jensen midt i byen. Der har været frisørsalon og gartnerbutik m.m. Her kunne jeg få min lyst styret. Senere fik slagteren fjernsyn og vi drenge fik lov hver lørdag eftermiddag, at se engelsk fodbold, det var lige sagen. Slagteren kørte også skolekørsel og Taxa med et folkevognsrugbrød. Han kørte alle fodbold- og håndboldhold samt når vi skulle se 1. divisionsfodbold i Frederikshavn med Harald Nielsen på holdet, om søndagen. Bilen var pakket i flere lag. Det gav en billigere pris pr. person. Men sikke nogen oplevelser vi fik på den måde, os ude fra 7. kartoffelrække. Har flere gange med Erik Thrane – hans bedstefar drev Lyngby Mølle restaurant, cyklet til 3. divisionsfodbold i Hjørring. Vores lærers ægtefælle på Realskolen spillede på Hjørrings hold.
Hvordan vi holdt jul i mit hjem.
I min barndom holdt vi altid jul hjemme i Byskolen. Farfar og farmor kom fra Frederikshavn så længe de kunne. Bedstemor og bedstefar kom fra Brønderslev. Mors søster, moster Mie, som mange i Vrensted kom til at kende, var altid med, hun var alene. Desuden kom der også en af mors gode bekendte fra Aalborg, kaldet Tante Erna, som også var alene. Hun drev et pensionat med over 100 pensionærer dagligt. Hun var dygtig og skrap i køkkenet også juleaften. Efter julemiddagen mente hun at alt skulle ryddes op og vaskes af inden vi skulle gå rundt om juletræet og ha pakker. Det var næsten ikke til at holde ud at måtte vente på.
Men inden julemiddagen skulle vi jo i kirke til julegudstjeneste. Far og jeg havde opsat salmenumre. Ringer og graver, skomager Gade havde tændt levende lys på stolerækkerne og på juletræet og kirken var altid overfyldt juleaften, idet mange voksne børn kom hjem udenbys fra og der var bestemt osse mange der kun kom en gang om året alene til julegudstjenesten som en tradition.
Herefter hjem til julemiddag med efterfølgende dans og sang om juletræet og efterfølgende uddeling af pakker. Det var altid spændende om man fik hvad man ønskede sig. Nogen gange kørte vi i en af juledagene til Frederikshavn for at besøges fars søster og svoger der havde hus der.
Juletræ i forsamlingshuset:
TraktorCharles søn Leo var med Charles og Gunnar Gade når de spillede
Her Gunnar Gade og Charles Jensen (traktorCharles) spiller til juletræ i Forsamlingshuset i 1954
Børnenes juletræ foregik altid 4. juledag i forsamlingshuset. Det kunne have været borgerforeningen der stod for arrangementet. Jeg kan huske at det i nogle år var far der stod for sanglege omkring juletræet. Vi børn, Bente og jeg, var også med til at lave slikposer til alle de deltagende børn. Man skulle købe billetter til juletræsfesten. Der var pebernødder og et æble og en appelsin samt forskellig slags slik i posen – det var guf. Mens de voksne gik i den lille sal for at drikke kaffe, spillede Traktor Charles op på harmonika og Gunnar Gade spillede på banjo. Jeg husker osse at Charleses Leo spillede på trommer. De spillede bl.a. Bror Bro Brille, Så går vi rundt om en enebærbusk, Den toppede høne m.fl. Det var altid en dejlig dag for vi børn og sikkert osse for de voksne som kunne se børnene more sig dejligt medens de fik kaffe i den lille sal.
Vinterdage.

Skøjteløb på Kirkedammen
Når der var streng vinter og det var der ofte i min barndom, frøs kirkedammen til med is, der blev kun lige holdt et lille hul fri til svanerne og ænderne. Når isen var holdbar var kirkedammen det store samlingspunkt. Vi fik gummistøvlerne og nogle varme strømper på og valfartede så ned til isen hvor skøjterne blev spændt på støvlerne med en skøjtenøgle og ofte også med læderremme og så gik det bare derud af. Vi løb om kap på isen og meget mere. Vi kunne osse skøjte om aftenen, jeg mindes der var et par gadelygter så vi lige kunne se. Når det så blev tøvejr og isen begyndte at knage måtte skøjteløb indstilles. Men vi halvstore drenge med lidt vovemod slog isen i stykker og lavede isflager hvorpå vi sejlede rundt. For at lave plads nok til at sejle på, slog vi isen i stykker og skubbede den ind under den tilbageværende is indtil der blev plads nok til at sejle rundt ved hjælp af nogle store kæppe. Det skete af og til at det blev til en omgang vandgang for nogle af vi drenge, når vi var lidt for overmodige. Nogen gange skøjtede vi også på de lave arealer på en mark hvor der stod vand om efteråret. Det var næsten helt ude ved Thøgerslund og Præstens Plantage og når vi skulle hjem derude fra ved aftenstid var der altså langt op til byen eller endnu længere for dem som kom helt ude fra mejeribyen i den nordlige ende af Vrensted eller længere ude.
Min skolegang i Vrensted Byskole.
fra min egen skolegang i Vrensted Byskole. Har dog fundet disse to billeder fra før jeg begyndte i skolen, hvor jeg er med på.
Nedenfor to billeder som ofte blev taget af elever og lærer.
Her et billede fra Vrensted Byskole fra omkring 1950. Her står jeg yderst til venstre foran min far ca. 4 år gammel,  altså før jeg begyndte i skolen
Sådan så klasselokalet ud i Vrensted Byskole foto fra ca. 1951/1952. Lærer er Johanne Westergaard. Jens Otto har fået lov til at være med i en undervisningstime og sidder på forreste bord tv. i midten mellem Erik Koldkjær og Bjarne Mikkelssn.
De første fire år af min skolegang samt 3 mdr. i 5. klasse foregik i Vrensted. Jeg startede i Byskolen i fru Vestergaards klasselokale. Jeg mener hun havde de yngste årgange og far havde de ældste. Jeg mener nu også at de begge havde timer i de forskellige klasser. Jeg husker at eleverne fra byen kom gående i skole men dem ude fra landet kom cyklende til skole. Mange kom helt ude fra Bådstedhede mod syd og nogle fra de andre verdenshjørner rundt omkring Vrensted by. De kom cyklende i al slags vejr. Var vejret helt tosset og dårligt kunne der godt være stort frafald.
Jeg kom i klasse med de fleste af mine legekammerater fra byen, men der var også mange fra landet.
Det var spændende at komme i skole. Vi havde bl.a. religion og skulle lære salmevers uden ad, som vi så skulle lire af en efter en. Men jeg husker, at jeg syntes det var spændende at høre fortællinger fra bibelhistorien. Vi havde også Danmarkshistorie og det vakte også min interesse at høre disse fortællinger. Med hensyn til dansk og regning husker jeg ikke så meget men jeg lærte at skrive med blækpen med blæk fra blækhus der stod i skolebordet. På de store sorte tavler bag ved lærerens kateter skulle vi også af og til op for at vise hvad vi kunne, både i skrivning og regning. Geografi var også et spændende fag. Vi skulle lære Europas hovedstæder og floder og vide i hvilke lande de lå. Desuden sangtimerne med de mange dejlige sange som vi lærte. Vi sang af karsken bælg fordi vi kunne lide det. Om Sommeren var vi også på Sportspladen, der hvor den ligger i dag.
Når vi skulle gå derhen stillede vi op i 2 rækker som en flok soldater og skulle så ellers gå i takt. Dengang var sportspladsen ikke så velplejet, græsset var ofte langt og besværligt at spille på. Tidlig på sommeren havde vi også det vi kalder idrætsdag med naboskolerne. Vi fik madpakker med hjemmefra og cyklede i samlet flok bl.a. til Thise Nordre Skole og Thise Skole og Ingstrup skole. Det var altid fint vejr som jeg husker det. Der blev spillet rundbold og fodbold og vi børn havde en fantastisk oplevelse. På det tidspunkt var vejene ikke asfalteret men kun grusbelagt så ikke sjældent var der ophold for at lappe cykel. Lappegrejet var standard tilbehør på sådanne cykelture og drengene var vakse til at klare en lapning med efterfølgende pumpning af luft i dækket.
Her mine gamle klassekammerater der fortsatte i Vrensted skole
Den årlige eksamen eller overhøring i Vrensted Byskole.
Jeg husker fra mine 5 første skoleår, at der hvert år var en slags eksamen / overhøring af de enkelte klasser. Jeg husker ikke helt klart om der kom forældre til overhøringen, men der kom hele hele skolekommissionen. Det var lige inden skoleåret sluttede. Den gang gik skoleåret fra april til april. Men jeg husker at vi elever blev spurgt omkring forskellige ting i de forskellige fag af vores lærer, som jo var fru Vestergård og min far. Mor og vores hushjælp (ung pige) havde rigtig travlt denne dag for skolekommissionen skulle bespises hele dagen.
Løkken Realskole.

 

Jeg var startet på Løkken Realskole 01.08.1957 efter 3 mdr. i 5. klasse sammen med en del af mine klassekammerater fra Vrensted. Skoleåret var blevet ændret fra april til april til august til midt i juni. Dog ikke alle kom på Realskolen men fortsatte i Vrensted. Min søster Bente gik der allerede. Det blev en anden form for skolegang. Her fik vi udleveret karakterbog hvert kvartal med udtalelser omkring de forskellige fag. Terminskarakteren var underskrevet af klasselæreren og skulle bringes med hjem til vore forældre som skulle underskrive for ligesom at være klar over vores standpunkt. Jeg var ikke altid så heldig med mine udtalelser og det gik vel min mor og far lidt på. Det var noget anderledes end den skole jeg kom fra. Der var børn fra alle omegnsbyerne. Jeg fik mange nye klassekammmerater, men det var også spændende. Der var en del lærere og også en gymnastiksal hvor vi jo så havde gymnastikundervisning, det havde vi jo ikke været vant til fra Vrensted Skole. Jeg husker selvfølgelig en del lærernavne, men dem jeg egentlig husker bedst er et par unge studenter fra Hjørring som blev ansat som lærer uden egentlig uddannelse. Det var den senere forfatter Knud Holst og hans kone den senere forfatter Kirsten Holst. Jeg ved ikke om jeg var en slem dreng eller en børste i skolen eller de bare skulle prøve at sætte sig i respekt. Men dem har jeg fået mange lussinger af i mit skoleforløb. Det endte dog med at jeg fik min realeksamen juni 1962 også uden at jeg skulle gå nogen klasser om. Karaktermæssigt kunne den dog godt have været noget bedre, men allerede sidst på vinteren før eksamen, blev jeg ved at kunne fremvise mine terminskarakterer og måske også ved hjælp af mor og far´s bekendte, gårdejer eller proprietær Chr. Rendbæk, Holmen, i Vrensted, der var i bestyrelsen for Brønderslev Bank, ansat som elev i Brønderslev Bank pr. 01.07.1962, og lige fyldt 16 år.
Min ansøgning om at blive bankelev i Brønderslev i 1962
Brev til min far om at jeg var blevet ansat pr. 01.07.1962 i Brønderslev Bank
Vrensted byskole flyttede til nyopført skole på Stationsvej i Vrensted i  august 1959 her kom jeg dog aldrig til at gå.
Den nye skole taget i brug aug. 1959. Huset tv. en lærerbolig, blev bygget til mor og far.
Den gamle byskole hvor jeg er født og far og fru Vestergaard var lærere indtil 1959.
Vrensted Byskole nedlagt 1959
 Der var blevet bygget en helt ny 8 klassers skole, hvor biblioteket også flyttede til. Der blev bygget en stor gymnastiksal og der var indrettet sløjdlokale og håndgerningslokale. Sportspladsen var også blevet fornyet.
Jeg kom som nævnt ikke til at benytte den nye skole, idet jeg var fortsat i Løkken Realskole allerede i august 1957. Far blev udnævnt til skoleinspektør og vi flyttede i en helt ny inspektør bolig over for den nye skole. Der blev ansat en del nye lærere. Pallesen, Kristensen, Krog og fru Bønding. Senere kom der mange andre til.
Vrensted Skole blev nedlagt som folkeskole i 2011 og skal forhåbentlig benyttes som kulturhus for Vrensted. 
1959 – Den nye lærerbolig på Stationsvej over for den nye skole.
Den nye bolig til skoleinspektøren
Vi må være flyttet i den nye bolig omkring skolestart august 1959. Det var fantastisk at komme til noget helt nyt. Jeg tror virkelig mor og far syntes det var dejligt. Huset var indrettet med spisestue, stor stue og lille stue til fars kontor. Dejligt nyt køkken med gaskomfur og spisekrog. Soveafdelingen var forhøjet fra gangen med en trappe til et fint badeværelse med badekar og der var soveværelse og 2 værelser. Fra gangen var der trappe til kælderen hvor der var rum til oliefyret, et viktualierum bl.a. til altervinen og mors forskellige ting til husholdningen. Desuden var der et værelse samt et vaskerum med gasgruekedel og bord og med udgang til en trappe der førte op til garagen.
Karsten og jeg fik nu værelset i gavlen mod øst. Her lå vi i køjesenge. Karsten i den øverste og jeg i den nederste. Vi lå på krøluldsmadrasser på en fjederbund, så jeg kunne med mine fødder nå Karstens bund og give ham en ordentlig bumpetur. Bente fik det andet værelse. Senere flyttede Bente i kælderen og Karsten overtog hendes værelse. Senere da både Bente og jeg var flyttet hjemme fra fik Karsten kælderværelset og Henning fik mit. Da fars snorken tog til gik han ofte senere på det lille værelse mod syd.
Vi fik anlagt en dejlig have med flagstang og der blev plantet hæk ved gavlen af huset mod vest og på den resterende del af haven mod vest, blev der anlagt køkkenhave. Det havde vi jo altid været vant til og kunne ikke undvære.
Min Konfirmation foråret 1960:
Jeg blev konfirmeret foråret 1960. Her holdet som er både fra Vrensted og Thise ved Vrensted Præstegård
I efteråret 1959 skulle jeg begynde konfirmand undervisningen i Vrensted Præstegård sammen med mange af mine skolekammerater. Vi gik sammen med børnene fra Thise der også skulle konfirmeres i foråret 1960. På den måde fik vi lært mange at kende fra Manna, Thise, Hammelmose og Filholm området, idet også disse områder hørte inde under Vrensted-Thise Pastorat. Det var vores præst i Vrensted, pastor Mikkelsen, der forestod konfirmand forberedelserne. Inden konfirmationen fik jeg nyt flot tøj hos herreforretningen Thøgersen i Brønderslev. Jeg husker jeg fik en flot blåternet uld jakke samt strikket slips og flotte bukser og sko. Jeg tror helt bestemt at vi børn så frem til dagen og festen og alle gaverne.

Den 27.03.1960 blev jeg så konfirmeret i Vrensted Kirke sammen med mine kammerater såvel piger som drenge. Mor og far havde inviteret mange gæster. Der var både farfar og bedstemor, ( farmor og bedstefar var døde), far og mors søskende med børn og mors og fars venner fra Vrensted. Så det var en stor flok gæster. Middagen blev holdt ovre på skolen i biblioteket, fru Frandsen kokkererede i skolekøkkenet. Efter middagen var der kaffe hjemme i stuerne. Børnene legede i hele skolen og gymnastiksalen. Det var en festlig dag med mange gaver, taler m.m. Min storesøster Bente havde skrevet en fin sang til mig. Den gik på melodien: Jeg vil sjunge om en helt.
Fra min konfirmation den 27.03.1960 – Middag på skolen i Biblioteket
Slut på skolen og bankelev 1. juli 1962 i Brønderslev Bank
Start i Brønderslev Bank den 01.07.1962 som bankelev
Her den flotte bygning på hjørnet af Bredgade og Torvegade tilhørende Brønderslev Bank  med banklokale nederst og to lejligheder på 1. og 2. sal til de to direktører
Det blev en stor omvæltning at skulle møde på arbejde hver dag, 6 dage om ugen. Pænt tøj, hvid skjorte og slips på arbejde hver dag. Man tiltalte de ældre kolleger med De. Det fortsatte en del år med denne talemåde. Men tiden ændrede sig heldigvis, så du formen blev almindelig. Men vi fortsatte med at sige De til vores 2 gamle direktører indtil de døde. Mange gange cyklede jeg frem og tilbage fra Vrensted til Brønderslev, der var jo ikke helt faste arbejderstider. Fast mødetid kl. 8,30 men ingen fast slut på arbejdsdagen. Man blev ved indtil man var færdig med dagens arbejde. Mange gange var den 17,30 til 18,00 inden jeg kunne cykle hjem eller tage rutebilen (i dag kaldet bus).
Elevtiden tog 3 år. Det var spændende at skulle prøve så mange ukendte ting i en bank. Fik nogle flinke kolleger og et ½ år efter min ansættelse kom der en ny elev så jeg ikke længere var yngstemand. 3 år gik vi på handelsskole om aftenen, det var et led i uddannelsen. Startede kl. 17 til kl.20, 3 eller 4 gange om ugen fra august til maj. Kunne lige nå rutebilen til Vrensted kl. 20. Det blev en alsidig uddannelse med kontakt til mange mennesker og det kunne jeg godt lide.
Da jeg begyndte som elev arbejdede man som tidligere fortalt 6 dage om ugen, dog lørdag kun til ca. kl. 14,00. Arbejdstiden var dengang 42 timer om ugen, senere blev den nedsat til 40 timer om ugen og sidst blev den densat til 37 timer om ugen, som den er i dag. Dengang åbnede vi om formiddagen kl. 10,00 og holdt middagslukning fra kl. 12 til kl. 14 og lukkede så banken kl. 16,00. Senere fik vi også aftenåbning helt til kl. 18,00 en dag om ugen.
Mens min bedstemor havde helbred til det, spiste jeg hver dag middag hos hende og fik også tid til at hvile i en god lænestol inden mødetid i Banken igen kl. 14,00.
Min bedstemor var blevet enke og solgte sit hus med 2 lejligheder og flyttede så ind i den lille lejlighed. Hver dag havde hun så noget at skulle klare, når hun havde en til spisning hver middag. En overgang spiste min kusine Tove, der var postelev også hos vores bedstemor. Jeg syntes det var fint og helt sikkert nød hun også at kunne hjælpe os på den måde.
Jeg husker jeg fik kr. 434,oo om måneden som startløn. Det var meget flot den gang. Vi fik udbetalt vores løn kontant. Dvs. alle gik over på kundesiden af skranken til kassen og fik udbetalt vores løn. Derefter kunne vi så sætte det beløb vi kunne undvære ind på en bog hvorfra vi så senere kunne hæve. Senere fik vi checkhæfte hvor lønnen blev indsat på. Det var smart at vi så kunne udstede cheks til betaling af forskelligt. De første læreår havde jeg købt en gammel knallert som jeg transporterede mig frem og tilbage til Vrensted på. Som 18 årig fik jeg kørekort og købte en Scooter af mærke Lambretta, den blev et fint transportmiddel. Kesse købte en motorcykel, det turde jeg ikke dengang. Som udlært havde jeg fået flere penge mellem hænderne og købte en lille brugt Fiat 600. Jeg husker også at jeg købte en brugt habit til arbejdsbrug i banken af Finn Andersen – søn af murer Charles, som var kommet i lære hos herreforretningen Carstens i Hjørring.
Jeg var efterhånden blevet betroet mange spændende og interessante opgaver i banken og læretiden var efterhånden blevet overstået. De 3 år var gået så hurtigt.
01.07.1965 var jeg udlært og fik lov at fortsætte som assistent indtil jeg skulle ind som soldat den 01. november 1965. Jeg skulle være fodtusse i Viborg. Det blev en kort karriere jeg gjorde i Viborg. Efter 45 dage lige før jul, var jeg blevet hjemsendt som kasseret p.g.a. dårligt syn. Kan ikke se på det venstre øje, så det var en slukøret ung mand der måtte gå ned i Brønderslev Bank og spørge direktøren om jeg havde mulighed for at kunne få lov til at komme tilbage som assistent i banken. Heldigvis havde de brug for en frisk ung fyr, og det blev til en lang arbejdsperiode som ansat i banken i Brønderslev.
Forretninger og håndværkere m.m. i Vrensted i min barndom:
Har sikkert været omtalt i forskellige tidligere skrifter. Jeg har dog tilføjet egne oplevelser.
Købmand Christoffersen tæt ved Kæmnerkontoret og Byskolen
Martin Jensen over for Forsamlingshuset
Vrensted Brugsforening overfor Mejeriet
Den Søndre Købmand overfor Kirkedammen
Vi havde 4 købmandsforretninger i byen, købmand Martin Jensen, købmand Christoffersen efterfulgt af Henning Simonsen, købmand Riis efterfulgt af Steffensen og så den Østre Købmand (købmand Larsen) tæt ved skellet til Stenum, brugs med uddeler Kjeldsen, den gamle Jens Vittrup træskohandel overfor forsamlingshuset, skrædder Møller, mejeriet Lykkens Prøve med mejeribestyrer Bånd, 1 slagter – slagter Mortensen, som efterfulgte Fie Riis og Erik Eriksen. Der fortælles at Erik ikke var udlært slagter. En dag kom en kunde ind for at bestille en halv gris. Erik skulle have spurgt kunden, om det skulle være en forfjerding eller en bagfjerding. !! Man parterer en gris på langs i 2 halve grise så man får selvfølgelig begge dele.
Der var 2 barberer/frisører, 1 damefrisør, 2 smedeværksteder i byen og så den Østre, Smed Pedersen tæt ved købmand Larsen. I byen var der også 2 tømrermestrer, Roden og Ejersted og 1 snedkermester Villy Christensen desuden maler Poul Jensen. 2 Murermestrer, Charles Andersen og Chr. Nielsen. Bagermester Bedholm med udsalg.  Apoteksudsalg hos den gamle tømrer Roden. Senere fik vi en elektriker. Vrensted var godt forsynet med hvad der var brug for i området. Før vi fik den nye skole var der ud over Vrensted Byskole, både Åsendrup Skole mod Løkken, med lærer Pedersen og Østre Skole mod Brønderslev med lærer Brøchner Hansen. De 2 sidstnævnte skoler blev dog nedlagt i første og sidste halvdel af 50 erne, og eleverne fra disse områder kom så til byskolen i Vrensted allerede inden den nye skole blev taget i brug.
Toget, posten og stationen fra 1913 til 1963.
Den skrappe stationsforstander på Vrensted Station Cecilie Christensen hun var den sidste Stationsforstander i Vrensted, nedlagt i 1963.

 

For at komme ned til stationen skulle man forbi kirken og kirkegården mod vest ned mod stationen, hvor der var togforbindelse til Åbybro/Aalborg mod syd over Ingstrup, V. Hjermitslev, Sdr. Saltum, Pandrup til Aabybro og mod nord til Hjørring over Løkken, Vittrup, Gølstrup, Lønstrup og Sdr. Harritslev. Banen blev nedlagt i 1963 efter at have eksisteret i 50 år.
Dengang, som barn,  syntes jeg at det var langt ned til Stationen, især når vi skulle hente avisen – Vendsyssel Tidende – der kom kl.5,00 om eftermiddagen med toget fra Hjørring og skulle bede om den nede hos den skrappe stationsforstander fru Christensen. Når vi skulle med toget, skulle vi købe billet inde hos fru Christensen gennem billetlugen Hun stod også for posthuset med postomdelingen og pakkeudlevering. Jeg husker de 2 poster som hed Christoffersen og Hedemann. Begge boede de i den nordlige ende af Vrensted. De kørte rundt på sorte cykler med store lædertasker på styret og bagagebæreren og delte post ud til byens borgere. De kørte også rundt på cykel i landdistrikterne. Det var ikke altid nemt for dem i al slags vejr. Når vejene var lukket af sne, måtte de gå rundt med post og de lignede mere snemænd end de sorte poste de normalt var.
På Stationen var der også et stort pakhus. Her kom der forskelligt slags gods til håndværkerne i byen og osse til landmændene. Det blev læsset af små godsvogne på en rampe og kørt ind i pakhuset med sækkevogn eller blev båret ind. I modsatte ende af pakhuset var der også en port og rampe hvorfra varerne kunne afhentes. Der kørte både små godstog og skinnebus på strækningen.
Rutebilforbindelse Løkken – Brønderslev:

Der var dengang også rutebilforbindelse fra Løkken over Vrensted til Brønderslev som var vores handelsby med alle slags forretninger. (Rutebilejer Sven Brix, Løkken)
Den fik jeg virkelig brug for i 1962 da jeg blev elev i Brønderslev Bank. Om vinteren og ellers i dårligt vejr kørte jeg med den, sammen med min kammerat Kesse som var kommet i lære på Brønderslev Andelsslagteri på kontoret året før.
Vi oplevede at der altid var plads i rutebilen fra Vrensted, men fra Stenum til Brønderslev blev den altid fyldt op med skolebørn.
Fra en gl. kollega fra Stenum der gik i skole i Brønderslev har jeg fået fortalt om hvordan Kesse og jeg altid om mandagen talte højlydt om havd vi havde foretaget os til bal i omegnens forsamlingshuse.
Vognmænd dem var der 3 af i Vrensted:

 Der var Reinholdt Nielsen der havde 2 lastbiler hovedsagelig til transport af kreaturer og sand og grus/sten materialer.
Reinholdt Nielsens lastbil                                                      Ham kørte min kammerat Niels Christian Christoffersen meget med.

 

Her Henry Nielsens hus med garage ved AC Andersens vej
Så var der Henry Nielsen, DAF eller bil Henry ,også alm. transport virksomhed. Her arbejdede Thyge. Han kørte også på områdets veje med sneplov.
Så var der  vognmand Mathias Vestergaard, på Sct. Thøgersvej vest for Kirken.
Vognmand Mathias Vestergaard på Sct. Thøgersvej m/garageanlæg foto 1950
Her var chauffører, Richard Vestergaard og Ejnar Andersen,
Her Ejnar Andersen læsser grus af til lager ved Mathias Westergaard
Ejnar boede i sine sidste leveår i det lille opr. vaskeri ved siden af købmanden tæt ved den gamle skole. Mathias kørte hovedsagelig med 1 lastbil med vare-og pakketransport og 1 lastbil til grisetransport til slagteriet i Brønderslev samt sten og grus til vejene. Varetransporten foregik på den måde, at han havde dritler med smør fra Mejeriet ”Lykkens Prøve” med til Aalborg som blev leveret i pakhusene ved kajen i Aalborg by, hvor det så blev fragtet til England. Derefter kørte han til fragtmands-centralen i Aalborg, hvorfra han så fik fyldt op med pakker til forretninger i Brønderslev, Tolstrup, Stenum og Vrensted. Jeg var ofte med, var vel mellem 8 og 12 år. Det var sjovt at læsse og aflevere pakkerne. Mathias havde altid en cerut i munden. Han var en glad og bestemt lille mand. Ofte var jeg også med på slagteriet i Brønderslev for at aflevere levende svin til slagtning. Der var en skrigen og lugt af af de brændte og kogte svinekroppe inden de blev parteret. Vi hentede også grus til vejene som blev læsset af i vejkanten. Efterfølgende kom vejmanden og lagde det ud i hullerne i vejen. Jeg husker at vi havde 2 vejmænd, Ejnar Krag og Jormoder Niels, der boede næsten nede ved Løkken på jordmoderbakken.
Kommunens vejmænd:
Som før omtalt havde kommunen ansat 2 faste vejmænd i Vrensted sogn. De havde som opgave at stå for vejnettet som alle var grusveje. De skulle sørge for at vedligeholde vejene. Vognmændene kom med stabilgrus som blev jævnet ud i hullerne og over et år skulle de så forsøge at komme igennem de mest befærdede veje. De havde selvfølgelig andre opgaver som de løste sammen med andre arbejdsmænd i fællesskab. Der skulle renses grøfter op langs de kommunale veje og andre forefaldende opgaver. De havde også til opgave at lave sneskærme. Det var små hegn ca. 3 m lange og 1,5 m høje. De blev så vidt jeg husker lavet nede på stationspladsen nord for pakhuset. Her blev en del også oplagret om sommeren og så til vinter blev de kørt ud hvor der var behov for at sætte dem op i en lang række på markerne. Det var langs de mest befærdede kommuneveje hvor der var fare for snefygning. De blev stillet op inde på marken i en pæn afstand fra vejen for at sneen kunne lægge sig der i stedet for på vejen. Der var en del arbejdsfolk som havde til opgave at få dem stillet op og taget ned hvert år. Vognmanden bragte og hentede dem.
Jeg husker en vinter hvor vi havde meget sne der har være midt i 1950 erne. Bil/DAF Henry kørte med sneplov nede foran skolen mod stationen. Der var så meget sne at han tog tilløb med lastbilen for at pløje sig igennem. Det slog fejl og han kom til at sidde fast. Hans lastbil med sneplov måtte graves fri af arbejdsmænd. Denne vinter var der så meget sne at sneploven ikke kunne køre fra kirkedammen til trehjørnet. Der gik arbejdsmænd og gravede vejen fri. De skar store snepolte ud og kastede dem ind på marken. Jeg tror at snedyngen var flere meter høj hen forbi købmanden. Der var stillet sneskærme op på marken men havde ikke hjulpet lige der. På det tidspunkt var der ikke bygget huse på strækningen fra gården Lille Knudsgaard og skolen og op til Konrad og Jensines hus ved trehjørnet. Dette billede glemmer jeg aldrig for så meget sne skulle der gå mange år inden jeg fik at se igen og så er vi kommet helt hen til efter år 2000.
Lægen:

Der var lægepraksis – doktor Sørensen nede ved Kirkedammen. Han var en dygtig og anerkendt læge og blev afholdt at beboerne i Vrensted og Omegn. Fru Sørensen var medhjælpende hustru og var uddannet sygeplejerske. Praksis er fortsat i det gamle kommunekontor som et lægehus, med sønnen Jørgen og nu Jørgens datter med flere læger og dækker i dag et meget stort område i landsdelen.
Kommunekontoret:

Kommunekontoret blev ledet af Kæmner Laursen. Kommunen hed dengang Vrensted – Thise Kommune. Der var kæmneren og 2-3 ansatte kom til, bl.a Kirsten Jægerum og Inger Marie Olesen er udlært der. Sognerådsmøderne blev afholdt der i et stort lokale og der var også bolig i bygningen til kæmneren. Ved kommunesammenlægningen i 1970 blev Vrensted og Thise delt og Vrensted gik til Løkken-Vraa og Thise til Brønderslev. Der var skiftende sognerådsformænd i den gamle kommune. Husker den gamle Bonderup, Chr. Rykind Eriksen begge Vrensted og som senere blev efterfulgt af Frants Jensen, Filholm, Thise.
Kæmneren havde en søn Jens Jørgen som jeg var jævnaldrende med. Han er desværre død. Han var lidt teknisk anlagt. Vi fik trukket en ledning fra hans værelse over marken til mit værelse i den nye lærerbolig ved den nye skole og så lavede han sådan, at vi kunne snakke sammen. Hvordan ved jeg ikke, noget med noget fra en radio. Men lidt sjovt var det.
Biblioteket på Vingevej:
Biblioteket var i 2 stuer i vestenden af dette hus på Vingevej kaldet ”Thøgerstedet” opført af sagfører Anders Olesen, Nørresundby/Vodskov og født i Vrensted
Biblioteket flyttede senere til den nye skole fra lokaler i et hus som sagfører Olsen, Vodskov havde bygget tæt ved Trehjørnet der hvor fugletræet nu er opstillet. Han har bygget bl.a. også Kirkemarken, Ane Maries Hus og den anden ejendom tæt på trehjørnet lige over for Kommunekontoret nu Lægehuset. Far var bibliotekar og vi børn var ofte med når der var åbnet på biblioteket. Olesen havde skænket mange bøger til Vrensted Bibliotek. Der kom mange mennesker og lånte bøger og det var sjovt at høre hvad de fortalte far, om ting og sager der var sket og om bøger de havde læst. Mange lånere fik anbefalinger af far til gode bøger og emner.
Præsten:

Vi havde også fast præst i Vrensted. Først var der Provst Stevns  der døde i 1952 og herefter blev  ansat Pastor Otto Mikkelsen og var der en menneskealder. Han var et stort aktiv for ungdoms- og gymnastikarbejdet i hele landsdelen. Måske han største interesse. Men en god præst.
Jeg husker at Mikkelsen kom på et besøg hos far, der var degn og kirkesanger, for at snakke om evt. at blive ansat som præst i Vrensted. Det var en lørdag over middag. Han kom kørende i sin fars gamle Ford helt fra Randers og holdt lige uden for skolegården over for bageren, Han skulle bl.a. også se kirken og tale med far om sognet og arbejdet. Han skulle sikkert også tale med menighedsrådet.
Frysehuset mellem Trehjørnet og Mejeriet:
Vrensted Frysehus
Der blev bygget frysehus midt i Vrensted by. Det var Else Nielsen der stod for udlejning af bokse m.v. Her kunne folk leje store og små fryserum. Der var åbnet bestemte dage og jeg tro også folk kunne få egen nøgle dertil. Især folk fra landet havde behov for stor fryseplads da de oftede slagtede og havde store køkkenhaver. Det var før hver enkelt husholdning fik egen fryser. Jeg mener det var et andelsfrysehus.
Taxa eller også kaldet lillebil:
 
Taxa blev kørt af Harald Nielsen (Poul Søndergaard Nielsen far) og Jens Madsen der boede i den anden ende af huset, hvor der opr. var bibliotek. Der var jo ikke så mange dengang i 50 erne der havde egen bil. Så af og til havde folk brug for at blive transporteret og kunne bestille transport hos de nævnte. Senere kom slagteren til med taxakørsel – mest skolekørsel og idrætskørsel. Vognmand Reinholdt Nielsen kørte også taxa i en flot bil.
Mejeri og mælkemand:
Ejler Kjær på sin mælketur en vinterdag i 1950erne

 

 

 

 

 

 

Jens Otto får fyldt mælkeflasken på vej til skole i Løkken
Vrensted mejeri “Lykkens Prøve” i den nordlige bydel kaldet Mejeribyen
Til mejeriet var der også tilknyttet mælkekuske der hentede mælk hos landmændene i mejerispande ude på gårdene. Det var private husmænd/landmænd på Bådstedhede, Kongsengene, Vestre Hede og Østre Hede og i den nordlige del af kommunen næsten i Løkken, der kørte turene.
Folk på landet beholdt jo dengang mælk til eget forbrug derhjemme, men vi der boede i Vrensted by havde mælkemand. Det var Ejler Kjær fra Vingevej. Han havde sin daglige tur i mejeribyen, stationsbyen, til kirkedammen og Nyhavn. Han ringede med sin mælkeklokke og de forskellige husstande kom ud med kander og flasker og Ejler hældte så aftapningen fra et litermål op i folks kander og flasker. Han havde også smør og ost med som vi købte i løs vægt.
Vores mejeri – Lykkens Prøve – lavede både ost og smør til eksport til England med afskibning fra Aalborg. Jeg har mange gange være med til at køre med landmænds fyldte mælkespande til mejeriet, som blev afleveret på perronen og så tømt over i en stor beholder. Jeg husker at der altid var kogende vand i mejeriet som blev brugt til rengøring af spande, gulve m.v. Mejeribestyrer Bånd og en mejerist mere, havde hvidt arbejdstøj på samt kasket.
Skomager Gade på Ingstrupvej:
Skomagerværksted og beboelse for familien Gade
Vores skomager hed Kristian Gade gift med Anine.
skomagerparret Anine og Kristian Gade der fik 14 børn
De boede ned på Ingstrupvej ved siden af tømrer Marius Ejersted. Han var desuden ringer og graver ved Kirken. Han havde overtaget forretningen efter sin far efter at være gået fra en mindre ejendom. Der var en børneflok på 14.
Gade havde flere sønner der boede i Vrensteds udkant og nogle var emigreret til Amerika. Gunnar derimod, var bosiddende derhjemme og hjalp sin far på værkstedet og forretningen, der bare lige var en lille disk og et lille værksted med datidens maskiner de havde behov for og så nogle læste, hvorpå man satte skoene under bearbejdning. Her fik vi vores sko og støvler ordnet. De skulle af og til forsåles, træskoene skulle have ny gummibelægning og sparkeplade påsat. De kunne i hvert fald leve af det dengang i 50 erne. I 1960 lukkede Gunnar forretningen efter sin far. Gunnar blev ansat på Peder Nielsen Beslagfabrik i Brønderslev og blev en meget habil træ- og billedeskærer og lavede også violiner. Bl.a. har han skåret en fin og stor skulptur af Sct.Thøger, der er placeret i Vrensted Kirke.
Bager Bedholm på Sct. Thøgersvej overfor mit hjem – Byskolen
Her er Peter med heste og brødvogn på vej hjem fra brødkurv. foto ca. 1955
Familien Bedholm med personale
Bager Bedholm. Den gamle bager og kone drev oprrindelig forretningen med udsalg og konditori og mødelokale som ofte blev brugt til begravelseskaffe. Senere overtog de 3 børn Peter, Lassen og Søster forretningen. De var alle 3 ugifte og boede sammen til de døde. Der kom ingen ny bager efter dem. (se vedhæftede artikel)
Brødudsalg på Vrenstedvej midt mellem Trehjørnet og Mejeriet.
Brødudsalg var der hvorgaragen er lavet.
Jeg husker at Dagny Krag der boede ved siden af frisør Simoni i midbyen, fik lavet en tilbygning til huset hvor hun havde et lille brødudsalg. Dagny Krags mand han var vejmand i Vrensted og gik ved kommunens veje og grøfter og ordnede dem. Men Dagny havde i flere år det lille brødudsalg til stor glæde for beboerne i midtbyen, men selvfølgelig en konkurrent til bager Bedholm nede ved skolen.
Frisør Romedahl ved Trehjørnet
Romedahls frisørsalon ved Villy Romedahl. Bagerst Kirsten Romedahl, tv.barbersvend Hvarregaard og th. Villy Romedahl
Ud over frisør Simoni og han kone der var damefrisør ude midt i byens, var der også barber Romedahl som havde forretning ved trehjørnet og konen Kirsten havde byens eneste ishus hvor byens unge samledes om sommeren. Hos Romedahl kom mange af byens folk og blev klippet. Det var et godt sted at komme for der var der nyheder at hente. Jeg blev som regel klippet lørdag eftermiddag efter at jeg var kommet hjem fra banken, så jeg kunne have et flot hår godt fyldt med brylcreme og duft, når vi skulle til bal om aftenen i omegnens forsamlingshuse.
Vrensteds malermester – Maler Poul
Her maler Pouls lille bil

Skråt overfor frisør Simoni der havde et stift ben, boede i et lille nybygget hus vores maler Poul Jensen lige ved siden af vognmand Reinholdt Nielsen. Han var ugift og boede alene i huset, hvor der var værksted nedenunder og bolig på 1. sal. I mange år kørte han rundt i en meget lille varevogn med plads til sit grej. Underligt nok havde maler Poul også et stift ben. Det var et noget specielt syn når man kunne se de 2 naboer sammen. Vi børn syntes det så sjovt ud når de gik der med strakt/stivt ben. Poul Jensen kom vidt omkring så det stive ben forhindrede ham ikke i at udføre sit arbejde. Selv på malerstigen gik det fint med det stive ben.
Skrædder Møller:
her i det hvide hus tv. drev skrædder Møller sin forretning ude i Mejeribyen
Jeg husker skrædder Møller ude i mejeribyen. Her fik vi syet og omforandret tøj og far delte avisen Information med ham. Den hentede jeg mange gange om eftermiddagen. Sjovt at se når han sad på sit skrædderbord med benene over kors. Tøjet hang på store bøjlestativer. Der lugtede altid fra det varme strygejern.
Håndkøbsudsalg for Løkken Apotek:
Her var der håndkøbsudsalg fra Løkken Apotek
Ude hos den gamle tømrer Roden i hans nye hus, var der håndkøbsudsalg og medicinudlevering i stuen fra Løkken Apotek. Diverse medicin stod i et stort sort skab i stuen. Han flyttede fra sit værksted til sit nye hus på østsiden af vejen. Sønnen Morten Roden overtog hans værksted og hus.
Sparekassefilial – Løkken Sparekasse:
Løkken Sparekasse havde kontortid 2 gange ugentligt ved indgangen til venstre
I mejeribygningen i et lille kontor i den vestre ende, havde Spare- og Laanekassen for Løkken og Omegn (Løkken Sparekasse) en lille filial, hvor der var åbent en gang om ugen. Her fik jeg min første sparebøsse og sparekassebog, som jeg havde indtil jeg selv blev ansat i Brønderslev Bank efter endt realeksamen i 1962, Jeg husker Mikkelsen fra Sparekassen – han kom cyklende fra Løkken – og desuden var der den store stoute gårdejer Jens Drivsholm ude fra Drivsholm mod Børglum Kloster, der som kasserer hjalp sparekassemanden i åbningstiden. Det var dengang at vores fine sparekassebøger blev ført i hånden med alle ind – og udbetalinger. Har lige fået oplyst at der fra 01.03.2012 ikke længere er pengeinstitut i Vrensted.
Telefoncentral på Vingevej:
Der var også telefoncentral i Vrensted. Den lån på nuværende Vingevej med udsigt til trehjørnet.
Det var dengang vi havde telefon hvor vi ringede op til centralen og bad om det nr. vi skulle snakke med. Vi havde Vrensted 17. Central Kesse og konen Inger (centralbestyreren), vidste altid meget om hvad der skete i Vrensted og omegn, idet de kunne høre med på samtalerne. Mange gange har de, hvis et nr. ikke svarede eller var optaget, kunne fortælle hvor og hvornår folk kunne træffes.
Her smedemester Søren Nielsen med sine folk
På Vingevej 20 havde smedemester Søren Nielsen sit smedeværksted. Senere byggede han nyt på Vingevej 5
Smedeværksteder:
Der var en smed ude tæt på mejeriet og Søren Nielsen og senere Per Hvarregaard havde smedeforretning på nu Vingevej. Der blev lavet arbejde for landmændende og de skoede heste. Der var også den østre smed Pedersen ude tæt ved den østre købmand tæt på kommuneskellet til Tolstrup-Stenum Kommune og i Mejeribyen smed Christensen.
Murermestre:
Her bygges det nye Forsamlingshus i 1935 af murermester Charles Andersen
Vrensteds havde to betydende murermester, Charles Andersen i Mejeribyen og Chr. Nielsen der opr. boede på Vingevej. De havde meget arbejde overalt i Vrensted og Omegn. Også deres murersvende boede i Vrensted.
Tømrermestre:
Tre som afløste hinanden, fv.. Bjarne Svenningsen, så nestor Chr. Roden og søn Morten
Der var Morten Roden i Mejeribyen og Marius Ejersted nede syd for Kirken mod Ingstrup. Så var der desuden snedkermester Villy Christensen midt i Vrensted by. Alle tre havde værksteder med diverse høvlebænke og nogle få maskiner til at save træet på. Villy lavede i mange år dritler til mejeriet til eksport af smør til England.
Cykelsmed:
Bette Nils ordnede cykler for folk. Hvordan konen Betty og han kunne leve af det forstår jeg i dag ikke men jeg tror de gjorde det. Sønnen Arne blev kæmner i Løkken.
Her tv. boede Anni og Bette Niels med værksted i baghuset. Der gik vej smellem kirkegården og husene fra sct. thøgersvej til Kirkedammen
Senere kom cykelhandler Christensen til. Han byggede nyt værksted. Han byggede senere værksted og beboelse tæt ved trehjørnet med også autoreparation, salg af gas og benzin m.m..
En sen nat jeg skulle køre min kæreste hjem til Taars (min nuværende kone) havde lånt fars bil men der var ingen benzin i tanken, måtte jeg kalde Christensen op. Han kom ud i sin natpyjames godt søvning. Han var dog venlig stemt og jeg fik benzin påfyldt og kunne køre kæresten hjem. Mange gange har Christensen senere nævnt ” kan du huske dengang” og også fortalt det til andre.
Møbelsnedker:
Her Oluf Jensens lille hus med værkstedet i baghaven
Oluf Jensen, der var søn af den tidligere førstelærer ved Byskolen, Anton Jensen, boede midt i byen og havde et lille hus med udstillingsvindue og tilhørende værksted hvor han fremstillede forskellige møbler. Han var ret dygtig til sit fag og blev anerkendt og begyndte også at restaurere møbler for museer m.v. Han begyndte senere at arbejde med skulpturer og blev efterhånden en anerkendt kunstner. Deltog bl.a. på Vraa udstillingen. Fra hans værksted blev uddannet flere dygtige svende. Mor og far købte en del møbler hos ham som vi børn har arvet og som vi glæder os over og kender historien omkring. Der var sønnen Henrik og jeg jævnaldrende og også der kom jeg en del som dreng. Henrik kunne lave flitsbuer og pil af materialer fra værkstedet, som vi brugte i vores leg.
Vrensted Fælles Vaskeri:
Mellem købmand Simonsen og Agnes Bak blev der på et tidspunkt opført et vaskeri. Jeg ved ikke hvem der var foregangsmand i dette projekt. Skønt var det for vores mor, at hun nu kunne ordne alt vores vasketøj derhenne. Man lejede sig ind og så blev der ellers vasket i en stor tromlevaskemaskine. Der var opstillet en stor centrifuge. Man lagde tøjet i for oven – der kunne være rigtig meget i den – og så fik tøjet ellers en ordentlig slyngetur. Herefter blev det hængt op i et tørrerum. Efter tørring var der så mulighed for at få strøget tøjet på en stor varmerulle i det 3. rum. Det var lidt sjovt at være med til det. I dag er vaskeriet ombygget til bolig og chauffør hos Mathias Vestergaard, Ejnar Andersen boede der indtil sin død i 2012.
Trikotagehandler Agnes Bak:
Agnes Bak og datteren Karen de var nabo til Byskolen
Her Agnes Baks Trikotageforretning på Sct. Thøgersvej 2, Vrensted
Agnes Bak drev en lille trikotageforretning skråt over for Byskolen. Her blev der solgt stoffer, sytråd og nåle og mange andre små nipsting. Man kunne købe undertøj og trøjer. Hun havde et flot udstillingsvindue som var pyntet flot om julen med en nissemand der bevægede sig. Hun var blevet enke i en ung alder og boede der alene med sin datter Karen som min søster Bente kom meget til. I øvrigt var vi ofte ovre hos Agnes Bak.
Fiskehandler Lis Sloth:
På Bådstedhede boede fiske Lis.
Her fiskebilen, Lis er på Stranden og sidder på køleren
Hun boede på en mindre ejendom og var gift med en invalid ved navn Svend Sloth..
Hun kørte sammen med Svend rundt med fisk til folk, som så købte direkte fra bilen. En ældre bil med et opbygget hus på ladet. Det var rart for egnens befolkning at man på den på kunne købe fisk lige uden for døren.
Omrejsende skærslipper:
Om sommeren kom der ofte farende svende rundt som skærslipper. De sleb knive og sakse for både folk på landet og i byen. De kunne ofte synge en skærslipper sang og vi børn var meget interesseret når de arbejdede med slibestenen der var påmonteret deres cykel. Mange af de farende svende kunde et eller andet håndværk. Ofte var de også berusede og drak sprit men de opførte sig på en venlig og glad måde.
Omrejsende gårdsanger Romus fra Moseby:
Om sommeren kom der også af og til omrejsende harmonikaspillere og gårdsangere. Jeg husker især en der kom fra Kaas eller Moseby han var meget speciel.  Han hed Romus.

Han var en hyppig musicerende gæst.  ”Romus”, var opr. fra Løkken, hvor han boede sammen med sin mor, ude i nærheden af Furreby Kirkegård. Mange år senere flyttede han til Kaas, hvor han var indehaver af det skæve hus ude på Langgade, hvor han opbevarede sin faktisk meget store samling af gamle radioapparater og musikinstrumenter, forsvarligt låst inde bag en hoveddør, sikret af et utal af solide låse.

Gårdmusikanten Romus fra Moseby på et af hans årlige besøg i Vrensted. Børnene flokkedes om ham.
Han var et samlingspunkt for vi børn, når han kom til byen. Lidt en tosse.
Maskinstation ved Charles Jensen, Nyhavn, Gl. Byvej:
Her maskinstationsejer Charles Jensen klar til at høste med selvbinder
Senere fik han mejetærsker et stort fremskridt foto fra sidst i 1950erne
I starten af min barndom var det ikke så almindeligt med traktor på landet. Det var kun ganske få steder man havde det først i 50 erne. Men traktor Charles som var søn af vejmanden kaldet Jordmoder Niels, startede op med maskinstation fra Nyhavn. Han kørte rundt til egnens landmænd og pløjede, harvede, høstede og meget andet. Det var fremskridt i Vrensted. Hans sønner Leo og Leif deltog også i dette arbejde og arbejdede hjemme i en periode. Han fik efterhånden flere traktorer. Det var små grå Ferguson.
Der var også en landmand Poul Hansen – en lille mand, ude fra Vringelby. Han drev også lidt maskinstation. Han havde en grøn traktor der kunne kører meget stærkt. Når han kom gennem byen gik det bare stærkt. Han fik bl.a. en maskine bag på traktoren der kunne dække roekuler til. Jorden blev fra maskinen slynget op på roekulen. Det var nemt for landmanden i stedet for at skulle dække hele roekuglen med en skovl.
Kontrolkontor for ledige, (Arbejdsanvisning) Vingevej:
Rosa og hendes mand murer Valdemar på Vingevej, havde også – en slags fagforeningskontor – et kontor hvor arbejdsmænd kom hen og fik anvist arbejde. Vi sagde altid, at folk gik til kontrol.
Folk fik stemplet i en kontrolbog og kunne måske så få nogle ledighedspenge hvis ikke de havde noget arbejde. Ved ikke helt hvordan det fungerede.
Kommunens vejtromlehus ved Rørbæk mellem Vrensted og Thise:
Vrensted-Thise Kommunes Vejtromle som nu står som vartegn på Materielgården i Brønderslev
Vejtromlehuset som blev opført på skellet mellem Vrensted og Thise sogne i 1950 erne
Kommunen fik bygget et flot hus i røde sten til sin vejtromle. Ved anlæg af veje blev vejtromlen brugt både i Vrensted og Thise både til at knuse skærver og trykke grus sammen når vejene blev vedligeholdt. Det var før vi fik asfalt på vejene. Alle veje i Vrensted og til omegnsbyerne var i min barndom grusbelagte men med årene blev de fleste veje asfalteret. Det var ikke sjældent at cyklerne punkterede på grund af de mange små flintesten der var gruset på vejen.
Fælled på Bådstedhedevej (mellem Præstegården og Holmen):
Afbrænding på Fællet på Bådstedhedevej
Kommunen havde et fælled ude på Bådstedhedevej syd for Gerhards og Maries hus, hvor folk fik kørt deres affald ud en gang imellem. Der blev fyldt op ude fra vejen i nogle lavninger og vandhuller. Det tog rigtig mange år at få fyldt hele området op. Det blev selvfølgelig lukket med tiden og der blev plantet grantræer og i dag er der en skov på området. Det var et sted vi drenge tit gik og rodede.
Hjemmesyerske Augusta Westergaard, Ingstrupvej:
syerske Augusta Westergaard som boede sammen med sin bror Ejnar på Ingstrupvej
Der var også en syerske, der kom rundt i hjemmene og syede tøj for folk bl.a. Augusta Westergaard. Hun var der ofte i flere dage når der skulle repareres eller syes nyt. Jeg mener vi brugte Augusta Vestergård, hvert år når mor havde planlagt og købt ind til nye kjoler til hende selv og Bente, nyt sengetøj, omforandringer m.v.
Hun boede sammen med sin bror Ejnar Westergaard i det sidste hus på venstre hånd, når man kører mod Ingstrup. Ejnar passe ænder og svaner i kirkedammen og det var også et godt sted at komme hos dem.
Kogekone Marie Frandsen, Bådstedhede:
Kogekone for Vrensted og Omegn, Marie Frandsen, Bådstedhede
Jeg husker kogekone Marie Frandsen ude fra Bådstedhede. Hun var en meget brugt kogekone hos mange i Vrensted. Hun var en livlig og munter dame som lavede noget godt mad. Mor og far har brugt hende rigtig mange gange til fester, fødselsdage, konfirmationer bryllup m.m. Hun kom i mange år cyklende ude fra Bådstedhede. Hvordan hun blev kørt hjem husker jeg ikke. Hun kunne godt lide et glas vin men det gik aldrig over gevind. Til min fars 50 års fødselsdag stod fru Frandsen i køkkenet. Det var første gang jeg skulle med til en voksenfest hjemme.
Ved fars 50 års fødselsdag. Jeg sidder mellem far og lærer Pallesen
Det var en herrefrokost. Der blev ikke indtaget for lidt. Der var Vrensted folk, fars brødre og en del kolleger både fra skolen og omegnsskoler m.fl. Lige pludselig ringede telefonen. Stemningen var høj. Ham der sad nærmest telefonen, det var førstelærer Vinther Jensen, Ø. Hjermitslev. Husker ham som en sjov person. Han tog telefonen med bemærkning om hvad han kunne hjælpe med. Vedkommende som ringede spurgte efter fru Frandsen. Vinter Jensen var meget uforstående over for spørgsmålet for han kendte ikke fru Frandsen. Efter længere tid samtale hvor vi tilhørere var ved at dø af latter, endte det da med at Fru Frandsen blev hentet frem fra køkkenet og fik talt med den aldeles uforstående person der ringede op. Det var første gang hjemme, jeg drak for meget og skulle brække mig flere gange. Ved samme fødselsdag kan jeg også huske, at min fars bror også fik rigeligt – han kom i en god stemning – og han gik på besøg på alderdomshjemmet og besøgte alle de gamle. Det har vi moret os over mange gange siden.
Alderdomshjem:
Bag ved Anne Maries hus op mod den nye skole og sportspladsen blev der opført en helt nyt alderdomshjem omkring 1959. En meget flot bygning, lidt i stil med Anne Maries hus. Martha og Vagn blev ansat der og var bestyrerpar i mange år. Det var et godt sted for ældre mennesker som ikke kunne være alene i deres eget hjem længere. Der fik de kærlig pleje og omsorg. I dag er det nedlagt og har i en periode været anvendt til vandrerhjem
Gadenavne:
Da jeg var barn husker jeg ikke, at vejene havde gadenavn, måske uformelt, men ikke med gadeskilte. Det var først omkring det tidspunkt ,da den nye skole blev bygget i 1958/59, jeg husker at navnene kom. Selvfølgelig sagde vi Ingstrup- og Bådstedhedevej og Brønderslevvej ved de navne, men ikke så vidt jeg husker i byen, der var jo såmænd også kun den lange vej gennem byen og så Nyhavn og Møllevej nu Vingevej, i Vrensted. Fra Byskolen skulle vi ud til brugsen og mejeriet og syd på var ned til kirkedammen og doktoren og skomageren og præsten. Vi skulle også ned til stationen, der var en lille bakke ned bag om anlægget. Vi sagde også ud på Bådstedhede og Kongsengene men ned til Løkken og ned til Brønderslev.
Af vejskilte husker jeg kun det på trehjørnet. Thise 5 km, Brønderslev 14 km og Løkken 7 km.
Sport / fodbold
Vrensted Drenge A – 1954 i Thise til Idrætsuge bagerst f.v. Poul Erik Nielsen, “Bette Nør”, Årle Nielsen “Pluto”, Keld Pedersen “Rosas Keld”, Karl Aage Kodahl, Mogens Sørensen, i midten Jens Westergaard “Gravballemand”, Jens Otto Madsen, Karl Ole Justesen “Wulle”, forrest f.v. Leif Jensen, “Traktror Charles Leif”, Henning Andersen “Vilhelms Henning”, Poul Justesen “Rasmus”.  bagerst th. Træner Børge Svenningsen
Fodbold var jo min store sportsgren. Da vi fik den nye sportsplads anlagt, varede det ikke længe før der blev indrettet omklædningsrum i skolens cykelskur. Det gik fint og var et stort fremskridt. Der var flere ildsjæle i Idrætsforeningen. Nok især Poul Søndergaard Nielsen. Vi fik købt gamle meget høje telefonpæle som mange frivillige også jeg selv, var med til at grave ned samt grave kabler ned til projektørbelysning over banen. Det var et stort fremskridt og skønt, for nu kunne vi træne om aftenen med fuld belysning over hele fodboldbanen. Vi var altid mange og det var en dejlig tid. Som dreng var vi blevet trænet af Poul Søndergaard og Børge Svenningsen, men efterhånden fik karleholdene udenbys trænere. Vi havde flere fra Brønderslev i min tid. Da jeg flyttede hjemmefra som 18 årig blev fodbold i Vrensted droppet til fordel for pigesjov. Havde en ganske kort fodboldkarriere i Brønderslev.
Dengang jeg kom på realskolen fik jeg en del nye kammerater fra de omkringliggende byer. Flere af dem var sports tosset som jeg selv og mange af mine Vrensted kammerater. Vi havde fået bygget den nye skole og i kælderen som var sikrings- og fyrrum blev der også indrettet bruserum til idrætsforeningen. Desuden var der plads til et stort bordtennisbord. Her spillede vi rigtig meget. Kesse, Finn og jeg selv var, synes vi selv, ret gode, så vi inviterede bl.a. kammerater fra Ingstrup til at spille lørdag eftermiddage og det havde vi det vældig sjovt med i en del år. Starten på bordtennis var da jeg fik bats og net og bolde i julegave nede i den gamle skole og de første år foregik spillet på vores spisebord med de 2 plader trukket ud.
  1. Lillebror Henning og jeg har altid være glad for at lege med en fodbold
Et voksen- og familieliv begynder
Eget nybygget hus i 1970 i Vodskov:
I efteråret 1969 besluttede Else Marie og jeg os for at købe en grund i Vodskov. Jeg havde optaget mit første lån i banken til køb af en helt ny bil. En lille Morris Mascot så det var lidt problematisk. Tilskyndet af Else Maries far og efter at have set på flere huse i byen beslutte vi os for at købe en grund i Vodskov. Jeg arbejdede stadig i Brønderslev men var indstillet på at flytte til Vodskov. Vi fik tilsagn om et lån til grunden og besluttes os for at bil og grund skulle være betalt inden byggeriet skulle sættes i gang.
Der blev sparet og betalt af på gælden. Vi fik i fællesskab betalt både bil og grund og kunne nu starte byggeriet op i foråret 1970 på et nyt hus 157 m2 + 30 m2 garage. Huset havde vi fået tegnet af en arkitekt som Else Maries bror kendte. Arbejdsmand var min kommende svigerfar, der havde solgt sin gård og havde tid til at hjælpe og jeg selv hjalp til i min fritid.
Vi havde min svogers mester fra Hjørring til tømrerarbejde, al VVS, var Bjarne Mikkelsen, Vrensted, el-arbejder var den tidligere Vrensted Elektriker, Knud Erik Jensen og maler var Poul Jensen, Vrensted.
Murer Ahlmann, var en murer min svigerfar bragte med fra Taars hver dag fra marts til byggeriet var færdigt til november. Han fik kr. 15 i timen, medens de andre entrepriser var på fast tilbud. Byggelångivende bank var Handelsbanken i Brønderslev. Da vi var færdige havde hele byggeriet kostet incl. tæpper, gardiner og hvidevarer og efter at vi havde fået byggemoms refunderet, i alt kr. 147.685,30. (iflg. gl. regnskabsbog)
Min nystartede familie i 1970:

Den 14.11.1970 blev jeg gift med Else Marie i Vrensted Kirke.
Vi blev viet 14.11.1970 i Vrensted Kirke af Otto Mikkelsen og bryllupsfesten holdt vi på Svanelunden i Hjørring
Else Marie, 23 år og jeg 25 år, blev gift den 14.11.1970 af pastor Mikkelsen ,der gav os vore vielsesringe på i kirken. Efterfølgende var der fest for familie og venner på Svanelunden i Hjørring. Vi overnattede for første gang i vores nye hus på bryllupsnatten. Dengang var det ikke brugt at man boede sammen inden ægteskab. Vi havde hver især haft værelser i Brønderslev og Vodskov.
Vi fik en dejlig tilværelse i Vodskov i et nybyggerkvarter hvor vi hurtigt lærte en del mennesker at kende. I 1972 kom Mette til og i 1975 kom Trine til. Nogle rigtig dejlige piger med spræl i. Else Marie kom på nedsat tid 20 timer om ugen og har været deltidsansat lige siden og indtil sin pensionering som 60 årig.
Med mere og mere ansvar i banken, skulle jeg ofte deltage i aftenmøder m.v., så i 1978 besluttede vi at sælge huset og flytte til Brønderslev. Vi fik solgt 01.12.78 og flyttede til Ø. Brønderslev i en nyopført fodermesterbolig på Øster Gerndrup, hos en af bankens kunder, hvor vi sad til leje indtil vore nye hus i Brønderslev var færdigt til indflytning i foråret 1979. Else Marie tog orlov af hensyn til børnene . Mette den ældste af vore piger, kom midlertidig til at gå i skole i Ø. Brønderslev. Senere fik Else Marie arbejde på et nybygget botilbud for udviklingshæmmede i Brønderslev i 1985, hvilket gjorde det nemmere for vores lille familie i dagligdagen.
Vi har haft en fantastisk god tid i Brønderslev hvor børnene voksede op og fik kammerater og efter at begge har haft efterskoleophold på Hørby Ungdomsskole, tog de studentereksamen. Mens børnene boede hjemme har vi altid holdt sommerferie sammen. I starten var det med telt. Senere blev det på vandrerhjem og tilsidst var det med campingvogn. Vi har sammen set meget af Danmark og de oplevelser det indebærer. Senere vovede vi os udenlands. Først ture til Tylskland, men senere længere ned i Europa, både Holland, Italien og Frankrig. Begge vore piger har efter færdiggjort skoleuddannelse og ophold i udlandet rejst over det meste af verden for at opleve og efterfølgende har de begge taget en uddannelse som pædagog, som deres mor.
Begge pigerne med mænd og børn er igen flyttet til Brønderslev i eget hus.
Hvad skete der senere i banken hvor jeg endnu engang skulle være med til en fusion, nu med Den Danske Bank i 1990.
Pr. 01.01.1974 fik jeg min første udnævnelse til Fuldmægtig (2), 28 år gl., 3 år senere til Fuldmægtig (1) med flere oprykninger og løntillæg hen ad vejen, indtil jeg ved mit 25 års jubilæum i banken, og det kom helt bag på mig, blev udnævnt til prokurist pr. 01.01.1987, 41 år gammel. Det har været dejligt at man i årenes løb er blevet påskønnet for sit arbejde og indsats.
De følgende år blev der arbejdet hårdt på at drive en god og sund afdeling i Brønderslev. Med fusionen kom usikkerheden omkring fremtiden for vi ansatte. Man nedlagde afdelinger, bl.a. Provinsbanken i Brønderslev der blev sammenlagt med min afdeling og folk blev flyttet og rokeret rundt. Der blev hen ad vejen også til et antal afskedigelser af gode og dygtige kolleger. Det var hårdt at se hvordan folks tilværelse blev ændret og slået i stykker. Heldigvis var der mange der fik andet arbejde eller blev omskolet til andre job eller gik i gang med en ny uddannelse. I 1994 blev jeg selv rokeret til Frederikshavn Afdeling. I starten var jeg knockoutet. Efterhånden blev jeg dog glad for skiftet, men jeg fik jo ikke mit gamle ansvarsområde at arbejde med og det var svært. Ved den sidste store afskedigelsesrunde i Danske Bank i 1997 blev jeg sammen med 4 andre kolleger heraf 1 med samme charge som jeg selv og 3 kvinder, opsagt den 14.02.97 til fratrædelse pr. 31.08.1997. Vi blev dog fritstillet med det samme og forlod banken over middag. Kollegerne havde bestemt at de i sympati ikke ville åbne banken denne dag og for første gang i Danske Banks historie var en afdeling strejkeramt.
En ny situation som arbejdssøgende i 1997:
Hvad gør man så efter at chokket havde lagt sig. Det startede ellers med at vi om eftermiddagen da jeg kom hjem var ude at se på hvor vi kunne finde et nyt hus, men heldigvis blev det ikke nødvendigt hverken at sælge hus eller bil.
Gik i tænkeboks og kontaktede revisorer og advokater i Brønderslev om de kendte nogle firmaer der havde brug for en økonomimand eller ville have mig i tankerne. Der gik mindre en en måned og en lokal revisor kontaktede mig for et evt. job. Jeg blev ansat i Brønderslev Hallen 01.05.1997 som regnskabsmand på 18 timer på ugebasis til en rimelig løn. Her var jeg i 3 gode år indtil 01.10.2000 hvor jeg endnu engang at skulle opleve at blive opsagt grundet nedskæringer og dårlig økonomi.
Igen var jeg heldig for 1 måned senere blev jeg kontaktet og ansat som bogholder i en mellemstor erhvervsvirksomhed i Brønderslev, nu dog på 20 timer på ugebasis. Det var nok for stor en opgave og samarbejdet ophørte 31.07.2001.
Efter den tid gennemgik jeg et par lange kurser for arbejdssøgende og søgte flere stillinger. Der var blot ikke brug for mig nogen steder. Det var noget frustrerende men jeg affandt mig dog med situationen.
Allerede i sommeren 1999 havde vi tænkt på at sælge vores hus i Brønderslev som efterhånden var blevet alt for stort efter at pigerne var flyttet hjemmefra. Det lykkedes i efter året og vi solgte til overtagelse pr. 01.03.2000. Vi ville bo i vores sommerhus i Kryle Klit tæt på Blokhus, som vi havde haft siden 1974 og i 1995 og 2000 havde renoveret til en skøn bolig på 142 m2 + 70 m2 ny garage. Vi flyttede dertil. Vi arbejde jo begge i Brønderslev men havde 2 biler så det var ikke noget problem.
Efter at jeg så blev arbejdsløs 01.08.2001 skulle jeg helst ha noget at rive i. I  perioden hvor der var kurser, var der kun tid til det, men senere blev der masser af tid til anden beskæftigelse. Foran vores grund var der en nedlagt grusgrav der var blevet beplantet umiddelbart efter vi købte sommerhuset i 1974 så træerne var store. Jeg kom i snak med ejeren af grusgraven. Hun vil gerne sælge og vi blev enige om en god pris for ca. 33.000 m2 eller 3,3 ha skov hvorpå der ikke måtte bygges – udlagt til privat grønt område -. Senere solgte vi træ fra skoven og fik en erstatning fra Kommunen for udledning af overfladevand fra nogle nærliggende sommerhusgrunde, tilsammen et beløb som oversteg købsprisen for skoven. Vi fik fældet en del, heraf var en del stormfældet, fik gravet 2 søer m.m. fik ryddet op og soigneret, så det var en rigtig god opgave for mig. Derefter efterplantede jeg ca. 5000 nye træer af forskellig slags.
Som 60årig i 2006, gik jeg på efterløn i juni måned. Else Marie gik som 60 årig ligeledes på efterløn 01.11.2007 og den frihed vi fik, har vi nydt lige siden.
Igen et flyt – endda flere gange.
Vi havde snakket om måske at flytte og en aften Else Marie kom hjem fra arbejde spurgte jeg hende om hun kunne tænke sig at bo i Sæby hvilket vi havde snakket om tidligere. Vi havde hørt om nogle nye andelsboliger under opførelse der.
Vi har altid været hurtige til handling. Så vi fik besøg af en ejendomsmægler og fik fastsat en pris på hele herligheden, sommerhus og skovareal, i Kryle Klit – det var en perle. Der gik kun kort tid inden der kom interesserede købere. Vi blev enige om en god pris med fraflytning 01.05.2007. Huset i Sæby var dog ikke færdigt men vi fandt en lejebolig ikke langt fra vores sommerhus så jeg kunne med trailer nemt flytte alt vores bohave dertil, hos en god bekendt i en separat lejlighed. Her kunne vi så bo indtil 01.08.2007 hvor vi kunne flytte ind i Sæby. Inden vi nåede at flytte til Sæby havde jeg via Internettet set et dejligt og stort sommerhus annonceret til salg i Saltum Strandpark. Jeg kunne ikke komme fra tanken om at købe det, Else Marie var lidt mere tilbageholden. Vi kunne godt se muligheder i dette hus som var fra 1994 på 132 m2. Det havde været til salg længe, men prisen ville han ikke slå af. Vi fik dog lejeindtægten om sommeren plus et mindre afslag. Huset havde et dårligt tag så i sommeren 2007 fik vi lagt et nyt flot paptag på samt lavet nye terrasser, hvor jeg medvirkede som arbejdsmand/håndlanger.
Har fået solceller på taget, så vi producerer al vores energi selv.
Foråret 2008 gik jeg i gang med at opføre en ny stor garage på 44 m2 i samme stil som huset, så vi fik hvad vi gerne ville have.

 Vi havde fast bopæl i Sæby i et dejligt nyt hus men ville helst være oppe i sommerhuset og var her meget af tiden og det var nok derfor en af grundene til at jeg ikke faldt til i Sæby selv om vi havde flinke naboer. Pladsen og omgivelserne var for trange. Fik Else Marie overtalt til endnu engang at flytte i sommerhus. Vi stillede huset i Sæby til salg, men krisen var kommet og mange huse stod til salg. I vores kvarter var hele 3 nye huse til salg. Vi fik det solgt i sommeren 2009 med underskrifter og det hele men inden godkendelsesfristen var udløbet, meddelte købers bank at de ikke kunne låne pengene. Det var lidt svært at kapere. Men heldigvis kom der en ny køber omkring juletid og vi fik solgt huset i Sæby til overtagelse 01.04.2011.
I perioden indtil vi skulle flytte fik vi renoveret vore sommerhus med nye energivinduer overalt, nye gulve og indvendige døre, nyt køkken og hvidevarer, inden vi kunne flytte ind 15.03.2011. Efterfølgende har vi fået permanent opholdstilladelse i sommerhuset af Jammerbugt Kommune.
Vi nyder hver eneste dag her ude i det frie, tæt på havet og stranden og tæt på min fødeegn Vrensted som står for mig som noget helt specielt. Vi lever hverdagen i et område som vi kender og som betyder så meget for os begge to.
I sommeren 2011 er jeg blevet folkepensionist, med hvad det bringer.
Hvad har vi oplevet siden vi blev efterlønner/pensionister.
I 2002 købte vi en ny campingvogn. Den har vi brugt hvert år lige siden. De første år kørte vi kun ca. 3 uger om sommeren og altid syd på gennem Tyskland. Efter at Else Marie er blevet efterlønner har vi de senere år kørt fra 4-6 uger med mange oplevelser i hele Europa. Meget har vi set af både gode og dårlige ting på vore ture. Altid har vi sagt til hinanden at i Danmark har vi det godt og ofte bedre end i mange andre lande især i Øst Europa. Vi har oplevet Israel og Jerusalem med mange kontraster. Har været i Indien hvor der er stor fattigdom. I Thailand hvor der også er mange der lever under dårlige forhold. Vi har været i Syd Afrika hvor der stadig er stor behov for hjælp. Har været på rundrejse i Vietnam som er et fantastisk land med en skøn befolkning. På rundrejse i Mexico også der, er der stor fattigdom. Senest har vi været på De Dansk Vestindiske øer hvor vi oplevede og så mange historiske bygninger og danske gadenavne fra dengang da Danmark ejede øerne. Flotte hoteller i alle landene men det er jo ikke de forhold og boligstandarder som lokal-befolkningen lever i til daglig. I 2012 tog vi på rundrejse med bus gennem USA fra New York i øst til Los Angeles i vest, den største rejseoplevelse vi nogen sinde har haft. I USA er alt så ufatteligt stort. I 2013 var vi i Egypten og så pyramiderne og mange kulturskatte,. Vi var på flodkrydstogt fra St. Petersborg til Moskva også en storslået oplevelse og desuden sejlede vi til Færøerne og Island med fantastiske naturoplevelser.
Et byggeprojekt ved et børnehjem i byen Gaskop i det nord østlige Syd Afrika februar/marts 2009.
En stor oplevelse var, da vi sammen med en gruppe folk her fra Saltum området tog skridt til at lave en privatindsamling for at kunne samle penge sammen til et børnehjemsprojekt i Syd Afrika i en lille by ved navn Graskop i det nordøstlige del af landet ca. 400 km fra Johannesburg og tæt på Krügerparken som er en stor Nationalpark med masser af truede dyrearter. En af vores bekendte havde været dernede året før. Han besøgte bl.a. et børnehjem med økonomiske problemer og et bygningsprojekt som ikke kunne færdiggøres pga. manglende penge og kom så hjem med ideen om at hjælpe.
Vi var 6 mænd og 2 kvinder. Heraf var Else Marie den ene kvinde. Vi fik samlet ca. kr. 100.000 i kontanter i vores område omkring Hune/Saltum/Pandrup/Brønderslev fra private og lokale klubber af Lions, Rotary, Røde kors m.fl. samt en del tøj og legetøj. Vi betalte selv for rejse og ophold. Vi rejste forventningsfulde af sted over København og London til Johannesburg ca. 15.03.2009 med stor oppakning og godt spændte på hvad der ventede os. I Johannesburg havde vi lejet et folkevognsrugbrød for hele perioden på 5 uger. Vi lejede os ind på en Lodge i Graskop (lille hotel) i et lille hus og desuden nogle dobbeltværelser, som vi havde til rådighed i perioden. Bilen brugte vi både arbejdsmæssigt men også til at transportere os omkring i området på vore fridage.Vi var 2 par som boede i det lille hus, hvor pigerne lavede mad til gruppen og vi ofte spiste sammen.
Projektet var at færdiggøre en tilbygning til et lille børnehjem der lå i tilknytning til en kirke for sorte med en hvid gammel Engelsk præst og flere sorte hjælpepræster. Børnehjemmet fik børn fra hjem uden en far eller mor eller på grund af meget dårlige forhold. De var i alderen 3 mdr. til 14 år. Alle nogle rigtig dejlige børn som vi kom til at holde meget af. Mændene gik i gang med projektet. Der skulle sættes glas i alle jernvinduerne. Der skulle laves nyt badeværelse men først skulle alle gulve støbes og lofter sættes op i alle rummene. Vi fik toilet- og badeforholdene lavet. Installeret varmtvandsbeholder malet hvor pigerne også deltog og gjort fint i det hele taget. Købt nye skabe, senge, madrasser, huset malet udvendigt og mange andre småting. Der var penge til ny vaskemaskine og køleskab. Vi fik støbt gangarealer rundt om bygningerne.
Vi blev så glade for børnene at flere af os købte cykler til alle af de store børn. Efterfølgende blev de stjålet og husets Mamma er også blevet afskediget grundet uregelmæssigheder m.m. Der er store problemer med at få stedet til at lykkes men vi håber på at de kommunale myndigheder måske vil hjælpe på sidelinien. Der er stadig stort behov for hjælp mange steder i Syd Afrika.
Vi nåede alt det vi havde sat os for skulle laves, herunder ryddet op omkring husene – det kan de ikke finde ud af – og vi afsluttede med et flot arrangement med mad til alle fra børnehjemmet og vores gruppe samt bestyrelsen samt repræsentanter fra bystyret. Desuden var der fin middag om aftenen for leder og præster og bestyrelse samt vores 8 mands gruppe alt sammen givet af Lodge-ejeren der også støttede op om børnehjemmet. Vi opnåede at blive omtalt i aviserne dernede.
Der var dog også tid til at opleve byen og omegnen. Graskop kaldes pandekagebyen fordi der er flere restauranter der lever af at sælge pandekager til gennemrejsende turister. Graskop ligger på Panoramaruten med mange flotte udsigtspunkter, vandfald og tæt på Krüger Nationparken. Vi nåede en 2 dages tur til Krüger parken med overnatning og safaritur tidlig om morgenen inden solopgang. Fantastisk oplevelse at se de mange forskellige store og små fugle og dyrearter. Vi fik set er silkefabrik og en kaffeplantage.
På vej hjem, besøgte vi regeringsbyen Pretoria, hvor Nelson Mandela havde sin bolig.
Det har været en meget stor oplevelse for Else Marie og jeg og med en god fornemmelse af, at vi i fællesskab med vore rejsefæller har været med til at gøre en forskel.

Vi fik et en nær kontakter til 2 halvstore børn og forærede dem nye cykler.
Her er cyklerne med hvor vi er ude at spise fint. Det havde de ikke prøvet før.
Afslutning :
Det har været en stor glæde og oplevelse for mig at få genopfrisket mange ting og oplevelser fra min barndom og ungdom i i Vrensted. Mange af tingene er dukket op af erindringen efterhånden som jeg har nedskrevet dem. Gennem de senere år har jeg på mine ture til Vrensted mødt og besøgt mange gamle bekendte. På kirkegården når jeg har været der, har jeg ofte også mødte mange nulevende bekendte men en tur rundt på Kirkegården har også givet mig mange erindringer om personer jeg har været i kontakt med. Desuden har de årlige besøg i Lokalhistorisk Arkiv i Vrensted til åbent hus i oktober måned givet mange oplevelser, såvel det læsestof og de billeder der er lagt frem, men helt bestemt også med genkendelsen af mange af de personer der er kommet der og de mange gode samtaler vi har haft. Eftermiddagskaffen har været helt unik. Der bliver altid serveret hjemmebagt sigtebrød med pudderrsukker en helt speciel ting for mig. Der er rigtig mange ildsjæle i Vrensted. Både inden for det sportslige og det kulturelle. Det er i høj grad medvirkende til at et lille samfund som Vrensted vil bestå.

Alt hvad jeg har skrevet og omtalt, er noget som betyder meget for mig, meget lidt har jeg været ked af at have oplevet, jeg har haft så meget at glæde mig over,  familien med, kone, børn, børnebørn og svigersønner,  at det helt overskygger det dårlige og trælse.
Et stort savn har jeg dog efter tabet af mine svigerforældre og min egen mor og far, men vi fik lov til at beholde mine svigerforældre indtil de var over 90 år. To personer som jeg holdt utrolig meget af. Min mor døde allerede som 70 årig og min far allerede som 60 årig. Min far faldt om i skolegården med en blodprop i hjertet.
Jeg er et glad og lykkeligt menneske med de mange ting som livet har givet af oplevelser.
I taknemlighed
Jens Otto
Mit skriveri i Barn af Vendsyssel nr. 20 kilde: 2015 Nordjyske:
20 historier på vej fra Vendsyssel

BARN AF Vendsyssel – udgave nummer 20 – er lige på trapperne. Tirsdag 3. november er bogen til salg i Bog & Ide, Føtex Brønderslev samt hos Lions-medlemmerne. Bogen indeholder 20 historiske beretninger fra Vendsyssel, ogi år har to helt lokale skribenter bidraget med deres fortællinger.
Lions Clubber i Vendsyssel står bag bogudgivelsen, og overskuddet fra bogsalget går til humanitært arbejde.
Fra Brønderslev deltager Mikael Justesen, der er feltets yngste forfatter. Han fortæller i bogen om sin vej fra Brønderslev til direktørstolen i TV2Nord. Fra Brønderslev-området deltager også tidligere bankmand i Brønderslev Jens Otto Madsen. Han tager udgangspunkt i sin opvækst i Vrensted og levendegør landsbyens liv.
Marianne Jelved har skrevet forordet til årets udgave af Barn af Vendsyssel. Ganske vist er hun ikke fra Vendsyssel, men hun har repræsenteret Vendsyssel i Folketinget siden 1990.
– Så københavneren har vel en vis baggrund for at udtale sig om os, lyder det med glimt i øjet fra redaktionsudvalget.
Ditte Scharnberg, datter af forfatter Carl Scharnberg, er også blandt forfatterne. Hun er opvokset i Vrå og har blandt andet oplevet tilblivelsen af Børnenes Jord.
Den øvrige forfatterskare er Ann Holland Sørensen, der er opvokset i Gåser samt Katrine Nielsen bor i Hammer Bakker og har startet Rudolf Steinerskolen i Aalborg. Blandt skribenterne er også borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade samt Kris Dissing, der er tidligere skoleinspektør i Flauenskjold og født og opvokset i præstegården i Vrejlev.
Einar Larsen, der er tidligere spakassedirektør i Hals, skriver om Stae Købmandshandel i 60’erne og Vester Hassing Idrætsforenings udvikling i samme periode.
Kaj Nørholm beretter om Nordjyllands Korsbæk – om livet i Hjørring siden krigen. Han er tidligere gymnasielærer i Hjørring og rektor på Vestfyns Gymnasium.
Ole Pedersen, journalist og tidligere lokalredaktør i Sæby, skriver om livet som journalist. Verner Nørgaard, tidligere boghandler i Pandrup, beretter om livet i Kaas og Pandrup og om sit liv som boghandler. Peter Ross Jensen, tidligere advokat i Aalborg, leverer en detaljeret og intens beskrivelse af sin opvækst i Dronninglund. Bo Terp fortæller om sin opvækst i Hjørring i 50’erne og Karl Erik Slynge fra fortæller om sin opvækst i Frederikshavn. Mogens Madsen skriver om Hjørrings kendte butikker og deres indehavere.
Henrik Røde Jensen, eventmager fra Frederikshavn, leverer en fortælling om sig selv og sine meritter, og lufthavnsdirektør Søren Svendsen beretter om sin opvækst i Nørhalne og entréen på dagtidens lokal musikscene.
Søren Raabjerg Møller beretter om at være bondedreng i Skagen, men folketingsmedlem Preben Bang Henriksen fortæller om sine hver som politiker og advokat.
Artikel i oplandsavisen nov. 2015 vedr. udgivelse af Barn af Vendsyssel bog nr 20
hvor jeg blev opfordret til at skrive. Bogen er udkommet hvert andet år i 40 år.
Forfatterne i udgave nr. 20 af Barn af Vendsyssel
Billeder og tekst er alt sammen noget som har haft og stadig har stor betydning for mig.
Jens Otto Madsen  2015
 
læs videre nedenforJeg har tilladt mig fra internettet at vedhæfte ” traveture i og omkring Vrensted” – Vrensted har og betyder stadig meget for mig. Det er oplevelser og små fortællinger fortalt af både unge og lidt ældre Vrensted folk.
Det fortæller meget om mange interessante ting.
Traveture omkring Vrensted 2007.
(skrevet af Elin Schierup, Vrensted)
Tur ud af Bådstedhedevej:
Vaskehuset blev bygget i begyndelsen af tresserne. I slutningen af tresserne gjorde vaskemaskinerne sit indtog i hjemmene og vaskehuset blev overflødigt. Svend Mørk byggede det om til beboelse til familien fra København. Så havde de et sted at sove, når de var her på besøg.
Skolen blev overtaget af Helga og Frede Pallesen i 1959, da den nye skole blev indviet. Nu bor Kristian og Ellen i østenden af skolen.
Lige efter skolen lå tidligere et hvidt hus, som blev beboet af en cykelsmed.
På hjørnet lå Ørnholms røde hus, hvori urmager Ørnholm lavede berømte tårnure. Begge huse blev nedrevet, da vejen blev udvidet i slutningen af halvtresserne.
Overfor Kirkedammen lå også en købmand og en slagter.
Huset overfor præstegården blev bygget for indtjeningen fra bogen HELENE skrevet af Fie Riis. Bogen var autentisk og handlede om Helenes opvækst som fattighusmedlem.
Efter Gerhards hus i svinget lå Fælleden, som var en losseplads for usorteret affald, men dengang var affaldet ikke så farligt – i kanten var et lille vandhul med haletudser. Fælleden betyder egentlig et fællesareal. Her stod børn ofte med køer på græs i vejsiden – de skulle jo passe på dyrene ikke spist af kornet på marken.
Ud af vejen ved Holmens skov drev man tidligere kvæget i engene. Efter afvandingen fik hver ejendom sin egen lille smalle eng. Kræn Thomsen havde en lille robåd. Henning og Vilhelm var ofte med ude for at stange ål med ålejern = lyster. Når ålejernet blev trykket ned i bunden sad ålen fast i jernet, det samme foregik med gedder i kanalerne senere. Nu er ålejernet forbudt.
På vestsiden af skovvejen var der tidligere en oversvømmelse på Koldkjærs mark, som man skøjtede på. Der var også en lille dam ved vejen i østsiden af skoven. Her gravede man grus. Den blev kaldt Badedammen.
I Launy Graarups hus boede Ole Grünbaum en periode i tresserne. Huset var et kollektiv, som de kaldte Vestenvind. De levede meget spartansk og lærte at malke deres ged af lærer Frede Pallesen. De havde et langt og godt bekendtskab med familien. Kollektivet havde hyppige besøg af ungkarlen Sandersen, om hvem, de fornemmede, brugte 14 dage på at forme en vittighed.
Harry Jørgensen, som var hotelkarl på Klitbakken, bragte madrester til dem. Madresterne havde han hængende over styret på cyklen i mange bæreposer – og var som sådan et kendt figur i byen med hotelkasketten på hovedet, sit tuborgforklæde og store skæg. Ole Grünbaum skrev senere bogen BAR RØV I TRESSERNE med beretninger fra kollektivet.
Nu bor Danmarks kårede sødeste hund i huset, en terrier som tilhører Launy og Eva Graarup.
Lige før skoven lå et lille rødt hus, som bl.a. Marie Frandsen boede i en kort overgang.
I skoven blev skydevolden oprettet af en lokal skytteforening. Når der var skydeøvelser, hejsede man et rødt flag ved alle indgange og et op over skoven. Børnene brugte senere volden til at skyde til måls på med bue og pil.
Hvor søen nu ligger, lå tidligere en sportsplads, hvor mange fodboldkampe blev spillet. Her blev også afholdt sommerfester med telt og musik – og Cirkus Badutski.
Søen er udgravet af jagtforeningen, og skuret og bålpladsen er bygget af børn fra Vrensted skole.
Turen rundt om Vingevej, Pilgårdsvej og Tilsig:
Lægehuset ligger i det gamle kommunekontor, som blev lukket ved kommunesammenlægningen i 1970.
Ved Trehjørnet passerede vi 2 huse opført af sagfører Anders Olesens i 1920erne, det ene indeholdt tidligere bibliotek i vestenden. I centralen lige efter passede Kesse omstillingen. Engang Jørgen 2 gede fra Århus og ville snakke med sine forældre, kunne Kesse fortælle, at de lige var kørt ”nør på”, så han stillede ham ud til Søren, hvor de da også var. Sådan en service har vi ikke i dag.
Overfor i miniaturehuset (gammelt vandværk) boede Peder Vingård Olesen med sin blinde hustru og eneste barn.
Vingevej hed tidligere Møllevej, da byens vindmølle lå her indtil ca. 1950. Else og Harald Nielsen overtog møllen i 1938 (kørte også taxa)og malede mel for dem, der ikke selv havde mølle på gården. Under krigen måtte der ikke males hvedemel, men om aftenen blev der leveret små poser korn i gangen, som så blev malet om natten. Det var ikke uden risiko for mølleren, men havde stor betydning for byens borgere.
Henning Hyldgård fortalte, at når de kværnede korn hjemme, brugte de det øverste fine mel til brød, resten fik dyrene.
Ved enden af vingevej ser man østpå over markerne til Bonnerups gård. Herimellem har tidligere Birkedommergården og en af de tidligere utallige kroer i Vrensted ligget. Her fra stammer familien Krower. Grethe fortalte om Østre skole, hvor der bl.a. blev dystet om den flottest pyntede ko til Sct. Hans.
Vi fortsatte til Det Gule Palæ, som murermester Martin Andersen byggede, siden boede hans søn Murercharles her, derefter Niels Østergård. På nordsiden af Pilgårdsvej lå Ellidsgård og endnu et lille længehus med plads til en ko – begge forsvandt i 60´erne.
Videre mod øst passerede vi Lindegården, som Niels Østergård – nu sønnen Knud – ejede. Længere ude passereds Pilgård – tidligere kaldet Høngård. Det var sagfører Anders Olesens hjem, og Petra Pilgård var hans søster. Sagføreren samlede Hammer bakker til et naturområde ved at opkøbe de mange små gårde i området. Hans metoder blev meget diskuteret. Han opførte Vodskov kirke, i Vrensted Anne Maries hus, Præstemarken og de 2 ovenfor nævnte huse, ligesom han restaurerede Vrensted kirke. Anne Maries hus er opkaldt efter hans mor og var en stiftelse for enlige uformuende kvinder. 5 toværelseslejligheder og en vævestue var der. I dag er stiftelsen ophævet, og huset bliver anvendt som børnehave.
Vi fortsatte ad den gamle markvej med udsigt mod Børglum Kloster – neden om Nørkjærs 2 ejendomme til Åge Kodahls, nu Bodil og Hans Dams ejendom i kanten af Tilsig. Et mosestrøg, som strækker sig mellem Tilsiggård og Drivsholm. Mosen er stadig lumsk og ofte under vand. For få år siden gik en kvie fast deri og måtte aflives. Engang gik et postbud over mosen til Drivsholm, men nåede aldrig frem. Han blev suget ned! Kun postkasketten lå tilbage.
Drivsholm har i gammel tid ligget på en holm, hvor stenalderfolket har efterladt sig spor.
Bent og Birthe Drivsholm var 8. generation på gården, som nu er overtaget af Mads og Malene Sørensen.
Hos Bodil og Hans så vi kunstudstillingen med Bodils dejlige skulpturer i stentøj og bronze, det smukke haveanlæg og hørte nattergalens klare tuner i den lyse aften.
I Tilsig har de omliggende ejendomme lavet æltetørv til eget forbrug.
I den nordligste ende af Vrensted vidner den nedlagt brugs, det nedlagte mejeri, det nedlagte frysehus og det stadigt velholdte og velfungerende forsamlingshus om andelsbevægelsens fornyende kraft i samfundet. Andelsbevægelsen voksede frem fra omkr. 1880.
Mejeriet Lykkens Prøve var berømt for sit gode smør, som vandt medaljer i hele landet.
Tur ud ad Bådstedhedevej, over skråvejen til Holms og over Kongsengene hjem:
Præstegården blev opført i 1928, tegnet af Ulrik Plesner – bror til den daværende sognepræst. Holmen har sammen med de 2 Sundstedgårde været ”enestegårde”, hvilket betød, at de ikke havde del i fællesmarken så de skulle sørge for gode hegn, så deres køer ikke kom udenfor deres egen jord. En af ejerne var formentlig skudehandler.
Stien fra vejen til Libak er sløjfet, men anes stadig under trætoppene. Mange huskede, hvem der boede i de mange små ejendomme og huse. C. Klitgård omtaler heden som en lille hedebakke, hvor der blev gravet tørv.
Ved Slottet, ca. 150 m vest for Kurts ejendom under hveden, er der fundet voldgrave og stolpehuller, samt en stor egestamme i voldgraven. Slottets funktion kender man ikke rigtigt.
Vi gik på stien syd for Kurt til Kongsengene. Fra skråvejen kan man se, hvordan Holmen og Libak hæver sig over landskabet som morænebakker fra istiden, der stak op af Vildmosehavet i stenalderen.
Vi passerede en markvej mod øst, som går bag om Sundstedgårdene ud til Brønderslevvej. Vi fortsatte ad Kongsengene forbi Jægerums mergelgrav. Her gravede man mergel, en blanding af ler og kalk. Det var meget hårdt og blev brugt til at berige jorden med. Søen har også været brugt til badning. Fra Brønderslevvej tog vi Gl. Byvej og Bystien til Købmanden. Også her huskede mange navnene på tidligere beboere.
Tur omkring Kirken til Ingstrupvej, ud ad den gamle vej – over den gamle bane – mod Løkken.
Til Venstre Jens og Rasmus Jensens stald til 450 køer, som netop er indviet (2007). Efter Oskar så vi jernalderbrønden, der blev fundet, da man gravede ud til jernbanen. Den blev fredet. Fredningstenen står der, og her står oftest vand. Brønden var speciel, da der var trin ned fra 2 sider og med trædesten mod øst til stationen, hvor jernalderlandsbyen har ligget. Her fandt man ved banens anlæggelse over 30.000 potteskår, som blev samlet til mere end 100 keramikkrukker, nogle med en slags stempelmærke i.
Ud ad markvejen mod vest så vi et område, som Leif og Åse har plantet til med træer (i begyndel-sen af 90erne), efter at have gravet en stor sø ud. I søen er der en ø, og her er ofte ænder og masser af rådyr. Et dejligt sted.
Vi fortsatte gennem Verner Kristiansens lille skov og lund, ud gennem hans brakmark til møllerne. Så til Ingstrupvej og så, hvor vi kunne forestille os tyskernes pansergrave havde gået – fra Ingstrup til Oskar, hen øst om Poul Erik Jensen og fortsatte vest om Klostret. En lang rende ca. 8 m. bred og 3-4 m. dyb og ved siden af pigtrådsafspærring. Pansergravene skulle stoppe De Allierede, når invasionen kom. Mange mennesker blev tvangsudsendt, en del polakker til at grave gravene med håndkraft. De blev indlogerede på gårdene.
Vi gik igen ind ad engvejen og fulgte den gamle markvej op til Oskar og Ane. Her fik vi lov til at se deres fine, frodige have, hvor de ”leger” med planterne.
En god aften i det fineste solskin og uden en vind rørte sig.
Tur ad A. C. Andersens Vej til kærene vest for Kærgård.
Vi gik ad små stier omkring skolen til Mellegård, som har været i familien Justesens eje i 5 generationer. Poul Justesen fortalte om de omliggende gårde, hvor Kirkemarken syd for vejen var forpagtergård til præstegården, bygget her i begyndelsen af 1900 tallet ved mellemkomst af sagfører Olesen. Der var en klausul om at drive landbrugsskole her, men den bliv aldrig effektueret.
Lidt vest herfor lå i ældre tid et lille jordhus, som var ramme om en social tragedie. En enke levede her med sin kønne datter, som i ungdomsårene blev tilbedt af bl.a. sønnen fra en stor gård. Han gjorde hende gravid for straks efter at blive soldat i Ålborg. Hun gik på sine bare fødder til Ålborg og fortalte ham dette, men han afviste hende, og hun måtte føde i dølgsmål og ombragte barnet i en tørvegrav i Kæret. Barnet blev fundet og pigen arresteret. Hun tog livet af sig i arresten i Hjørring. Ikke nok hermed. Moderen blev efter pres fra gårdmanden afvist fra sit løsarbejde på gårdene i sognet, den ene efter den anden, og så til sidst ingen udvej. Hun druknede sig i en tørvegrav.
I en lille ejendom på bakkehældet nord for vejen boede Vrensteds lokale digter A. C. Andersen, som skrev med stor social indignation, måske inspireret af denne historie fra nabohuset.
Her fra bakken kunne vi se linjen, som pansergravene har fulgt. Leo Helledie Sørensen har sendt rids over forløbet. I tørre somre står kornet frodigere her, hvor jorden har været vendt dybt under sandflugtslaget. Poul, Mogens Sørensen og Niels Jørgen Mejlholm kunne alle berette om forsøgene med dybdepløjning ned til 1 m dybde, som vendte op og ned på sand og den underliggende muld og ler. Samtidig fik man – i hvert fald midlertidigt brudt et meget hårdt lag i sandet. Dette gav visse steder en udbytteøgning til det 4 dobbelte!
Nede i kæret fortalte flere om de mange små lodder, som hvert husmandsted og gårdbrug havde til høslet og afgræsning, Husmanden kunne endvidere få lov at lade sine få dyr gå på gårdmandens store eng, mod at føre tilsyn hermed sommeren igennem.
Vi gik ud til Marius Mathiasens lille skov. Han var en foregangsmand i læplantningen. Der står få store graner tilbage fra den første plantning. Mange kunne huske, at man i 40erne kunne stå i Vrensted by og se klitterne. Nu er der høje træer i læbælter overalt, som dæmper vinden, men også afskærer udsigten.
Længst ude i kæret viste Niels Jørgen Mejlholm os de dejlige naturområder, der er opstået omkring
de gamle tørvegrave, som nu er små oaser for især rådyrene.
Før og under krigen var disse tørv en vigtig varmekilde for egnens befolkning – også Løkkenfiskere.
Det var skik at bonden satte et mål af til sig selv og til fiskeren eller daglejeren, som så først ryddede sand af måske i en meters dybde på både sit og bondens stykke. Herefter var det spændende, hvor tykt tørvelaget var. Det kunne være fra 2 stik til måske 1,5 m tykt. Tørvene var oftest hårdt pressede af sandet og af særdeles god kvalitet. Nogle bønder fik på denne måde rigeligt med tørv og kunne så aftale med fiskeren, at denne som betaling for tørv, skulle levere fisk og skaldyr efter behov året igennem!
Vi gik hjem igen gennem kæret og op til Bækgård, hvor vi fik beretningen om et mord på konen her.
En mand havde giftet sig gården til, men var ikke tilfreds med konen, som han ved venners hjælp søgte at forgifte. Hun undgik imidlertid hvert forsøg, da hun kunne smage på brændevinen, at der var noget tilsat, uanset hvor fuld de drak hende. Til sidst mistede manden tålmodigheden, og da en anden kvinde pressede på, slog han hende ned med noget tungt. Der havde imidlertid været snakket så meget om det i sognet, at politiet hurtigt fandt ud af, at det ikke var et fald i fuldskab. Ægtemanden blev arresteret sammen med 5 medskyldige og idømt tugthusstraf!
Med denne opbyggelige historie sluttede turen i let aftenregn.
Tur ad Pilgårdsvej til Børglum Hede og Munkebrovej.
Birthe Kristensen fra Naturfredningsforeningen mødte op for at fortælle om Børglum Hede og forskellige græsser.
Fra Pilgårdsvej gik ad markvejen til Fristrup, videre til Heden, som oprindelig var udlagt til bønderne af godsejeren på Børglum, så de i magre tider kunne hente foder til dyrene her. Heden fik lov at ligge hen, og nu findes her flere sjældne planter. Der er lavet en redningsplan for den lille del af heden, der er tilbage.
Knappesengegrøften ved mosen blev formentlig brugt til at regulere vandet i kanikernes (munkene på Børglum Kloster) fiskedamme. I fasteperioderne måtte de kun spise fisk og brød, så fiskedammene var vigtige. De byggede sandsynligvis også Munkebroen.
Når man her ser op mod Klostret, kan man se en stor sten. Her har bispegården fra 1104 formentlig ligget efter Børglum Kloster blev prænonstratenser munkeordens hovedsæde i Norden. Før den tid lå her en kongsgård.
Lidt længere fremme er der nogle gamle lergrave. Her lå et teglværk indtil for ca. 100 år siden.
Marken før Bomhuset kaldes Ridehusmarken, da der i 1600-1700 tallet lå et ridehus. Ved det gamle Bomhus har der været opkrævet bompenge.
Ved Munkebrovej dyrkes energipil, som høstes til brændsel hvert andet år.
Kilder: Arne Søndergård: Min barndoms vandhuller.
C. Klitgård: Vrensted sogn.
Tage Jensen, Tilsiggård, og Simon Thomsen og mange andre borgere i byen.
Sidste travetur i Vrensted og omegn.
Den sidste travetur gik til Klostergrøften. Vi kørte sammen til minkfarmen på Hulbakvej. Her fra guidede Poul flokken gennem sprøjtesporene i sin hvedemark til Klostergrøften. Han fortalte med stort engagement om alt, hvad vi så. I Klostergrøften står skrænterne med masser af vilde blomster. Poul fortalte at bredderne/skrænterne hele tiden ændrer sig med vandstanden.
Et sted havde engang været et teglværk. Et andet sted er der en lille bro og en lille hytte, lidt senere endnu en hytte.
Ved at kigge op over den store hvedemark kunne Poul fortælle, hvor sandbanker lå fra sandflugten for 2-300 år siden. Her stod hveden dårligere.
Længst mod vest løber Klostergrøften dybt nede i forhold til markerne, og der er en fin grøn dal under trætoppene med grøftens rislen i bunden.
Turen gik omkring Kræmmergård, som var skudehandlergård og opmagasineringsplads for Skudehandelen. Her ligger stadig store norske skifferplader, som blev brugt som ballast i skuderne tilbage fra Norge. I 1860 blev Kallehavegård, som var Kræmmergårds klitlod, udstykket.
Stemningen var rigtig god, og tilbage ved bilerne afsluttedes turen med kaffe og Åses lækre kringle.
Der var mange, der gerne så turene gentage næste sommer. De fleste syntes, det var en god måde at få motion på og sjovt at høre om fortid og nutid i sognet. Endelig fik man snakket med folk, man ikke plejede.

____________________________________________

 

 

35 år som bankmand, – Jens Otto Madsen

Vrensted Ungdomsforening fejrer 50 års jubilæum i 1962

 

Vrensted Ungdomsforening fejrer 50 års jubilæum 27. november 1962

Kilde VT 25.11.1962

Unge sammenkomster i hjemmene blev til en ungdomsforening i Vrensted

Vrensted ungdomsforening fejrer 50 års jubilæum med stigende medlemstal og en virksomhed, der stadig fornyer sig!

En ungdomsforening behøver ikke at føle sig gammel, fordi den fylder 50 år. Tværtimod må det være tegn på, at der endnu er liv og ungdom i den, og det er da også tilfældet med Vrensted ungdomsforening, som på tirsdag holder 50 års jubilæum, og som i jubilæumsåret indledte den nye vintersæson med udsendelsen af en mødeplan, der dækker 27 datoer med møder, klubaftener og arrangementer af forskellig art. Hvor der virkelig er liv i en ungdomsforening, fornyer livet sig selv. Traditionerne bliver ikke noget dødt, men udtryk for noget levende og værdifuldt. Det egentlige liv i denne ungdomsforening er som i så mange lignende tilfælde ældre end selve foreningen, der i virkeligheden kun er opstået som en ydre ramme om dette liv og på denne måde har været med til at styrke det og opretholde traditioner, der måske ellers kunne være gået ud.

Det inderste i denne forening er noget, der lever i de mange hjem og hos de mange unge, som slutter op om det fællesskab, der eksisterer inden for rammerne, og uden dette ville foreningen aldrig være blevet 50 år.


Nogle unge gik til læreren

Da foreningen blev stiftet og lovene vedtaget ved den første generalforsamling den 27. november 1912, havde ungdomsforeningernes idé allerede længe været virksom hos en flok af unge, der samledes i en række hjem, der åbnede sig for dem. Disse hjem skiftedes til at modtage de unge, der samledes om oplæsning og sang. Det var derfor naturligt, at tanken om at lægge disse sammenkomster ind under en ungdomsforenings mere faste rammer opstod, og da de unge en aften var samlet hos fru Kirstine Møller, der for øvrigt var mormor til den nuværende formand, gdr. Erik Brusgaard, blev man enige om at nedsætte et udvalg, hvis første opgave det blev at gå hen og tale med lærer Anton Jensen, der var kommet til sognet som ung lærer i 1909.

Foreningens første forhandlingsprotokol, der dækkede årene 1912— 24, er blevet borte, og derfor kan der være enkelte ting fra foreningens første historie, som man ikke har helt klarhed over, men man ved dog, at udvalget bl. a. kom til at bestå af Kr. Rendbech, Jens Drivsholm, Chr. N. Østergaard og Kathrine Møller, datter af Kirstine Møller.

Disse unge gik til lærer Jensen, men foran hans dør opstod der nogen usikkerhed om, hvem der skulle banke på og træde først ind. Man ville have haft den helt unge Chr. N. Østergaard til det, men i følge en jubilæumssang var han galant og overlod æren til udvalgets eneste dame. Ind kom de unge, og dermed var sagen egentlig afgjort. Lærer Jensen gik ind for ideen, fru Jensen lavde kaffe, og sagen blev drøftet igennem.

Vrensted præst Otto Mikkelsen formand for Hovedkredsen VestVendsyssel

Mange til møde og alle til fest

På den stiftende generalforsanling valgte man en bestyrelse paa: fem medlemmer. Det blev Kr. Rendbech, Jens Drivsholm, Jens Bach Eriksen, Katrine Møller og lærer Anton Jensen. Som formand valgtes K. Rendbech, og senere blev Kr. Rydind Eriksen foreningens anden formand.

Ud ad stod man nu med en forening, men ellers var forandringerne ikke saa stor. Man fortsatte med at samles i hjemmene om oplæsning, foredrag og sang, og lærer Anton Jensen, der sammen med sin kone i høj grad kom til at præge foreningen og var med til at skabe dens traditioner, blev i disse år også den mand, der lærte Vrensted at synge.

For at skaffe foredragsholder uden at skulle belaste budgettet for stærkt, har man utvivlsomt slid haardt på de lokale kræfter, men også i den såkaldte fælleslæsning fandt man værdifuldt stof til mang aftener, og at dette fortsatte, fremgår af de protokoller, som man har fra 1924 og fremefter.

I 1924-25 havde foreningen 111 medlemmer, og protokollen fortæller om foredragsaftener med 73 og 78 deltagere og fester, hvor samtlige medlemmer mødte op, ligesom mange fotæældre og venner kom.

Da kontingentet faldt med én krone

Der fortælles i de gamle protokoller mange andre interessante ting, som siger noget om, hvordan man var vågne over for tidens problemer, og hvordan man prøvede at drage alle unge med ind i fællesskabet. I 1924 vedtog man f. eks. at støtte gymnastikforeningen ved at lade uddanne en kvindelig gymnastiklærer. Man udsendte medlemskort til alle konfirmander. Kontingentet var dengang tre kroner årligt, dog betalte de helt unge kun to kroner.

I øvrigt er kontingentet ikke steget meget i forhold til prisudviklingen, idet man i dag nøjes med et årskontingent på fem kroner. Dette forhold er velkendt i mange foreninger, og mere usædvanligt er det vel, at man i mellemtiden har haft en kontingentnedsættelse. Det vedtoges nemlig i 1929 at nedsætte kontingentet til to kroner for alle.

Til møderne tog man en entre paa to kroner og til festerne fire kroner. Man havde foredragsholdere til at tale over emner som »Dannelse«, »Den rige yngling«, »Danske forfattere«, »Præsident Willson«, »H. C. Andersen«, »J. C. Christensen, og >>Grundtvig«. Desuden havde man jævnligt besøg af en skuespiller Hjelm, der bl. a. læste skuespil, men foreningens medlemmer kunne også selv samle stor tilslutning til fælles læsning, og det fortælles fra 1924 at der var kommet 400 menneske i forsamlingshuset for at høre » Eventyr paa fodrejsen«.

På udflugt i åben kreaturvogn

Udflugt i 1913 til Øland og Ulveskoven med tog fra Vrensted

Det var nok karakteristisk for tiden, at foreningens fester og fornøjelige arrangementer samlede både | unge og ældre. Hjemmene sluttede op, og man morede sig sammen.

Gennem mange år dyrkede man sanglege og folkedanse under ledelse af Amalie Hjortnæs, og en aften med folkedans kunne samle mange. En samlet udflugt var ogs en begivenhed, der kunne samle tilslutning. Hvad man dengang manglede i bekvemmelighed med hensyn til befordring blev erstattet af et uforligneligt humør, som det bl.a. har præget en sommertur med den nye Løkkken banen der åbnede i 1913. Ungdomsforeningen skulle til Øland skov, og man skulle med den nye jernbane, hvilket naturligvis var en begivenhed, selvom transporten skulle foregå på åben kreaturvogn. Siddeplads blev der dog til alle, som ønskede det, for man »møblerede ganske simpelt vognene med bænke fra forsamlingshuset.
Toget gik til Halvrimmen, og herfra drog deltagerne med musik i spidsen til Øland skov. Madpakker og æsker blev stuvet sammen i et stort tæppe, og fire karle greb hver et hjørne. Da man nåede frem til bestemmelsesstedet, måtte enhver om at finde sin madpakke – eller trøste sig med, at fremmed mad smager bedst. Senere tog man de nye og spændende biler i brug, og i 1925 havde man en udflugt i bil »Fra Vesterhav | til Kattegat« med 63 deltagere. Man | besøgte Sæbygaard skov, og protokollen giver en meget poetisk skildring af turen.

27-årig tradition

Umiddelbart efter stiftelsen blev ungdomsforeningen tilsluttet hovedkredsen VestVendsyssel, og man har også herigennem haft nær kontakt med andre ungdomsforeninger.

I 1936 inviterede ungdomsforeningen lærere og lærerinder fra Vraa, højskole og Halvorsminde ungdomsskole til Vrensted en søndag. Man samledes til en gudstjeneste kl. 10, og gæsterne blev derefter indkvarteret i hjemmene. Om eftermiddagen mødtes man kl. 16 i forsamlingshuset, hvor forstanderne fra begge skoler talte. Værtsfolkene havde smurt mad i stabler, og man spiste i forsamlingshuset, og sammenkomsten sluttede med dans.
Denne søndag blev grundlag for en ny tradition, idet Vraa højskole siden har besøgt Vrensted hvert år med undtagelse af et enkelt år, da Vrensted var lukket land på grund af mund- og klovsygen.

Under krigen medførte restriktioner, rejsebesværligheder og andre forhold, at aktiviteten var noget nedsat, men fra 1945 steg igen både aktiviteten og medlemstallet. Møderne måtte flyttes fra forsamlingshusets lille sal til den store sal, hvor man har holdt til siden.

Efter krigen groede det igen

Da Niels Østergaard i 1950 blev formand, indførte han den gode skik, at man hvert år udsendte et trykt program for vintersæsonen til alle husstande, og det har været med til at skabe tradition for, at hveranden onsdag aften er ungdomsforeningens og da søger man så vidt muligt at undgå andre arrangementer.

Bestyrelsen er udvidet fra fem til syv medlemmer, hvoraf de to skal – være under 18 år for at repræsentere de mange unge i foreningen mellem 14 og 18 år. Nye arbejdsformer er taget op ved siden af de gamle. Nær kontakt med an andre ungdomsforeninger er blevet praktiseret ved gensidige weekenden besøg, og noget helt nyt er ungdomsklubben på skolen, som ungdomsen foreningen står bagved sammen med idrætsforeningen og skolens lærere. Denne klub samles hver anden onsdag, når der ikke er møde i ungdomsforeningen, en mængde unge til spil af forskellig slags paa skolen.

Problemerne skal under debat

Vrensted ungdomsforening synger ikke med på klagesangen om vanskelighederne ved at samle de unge. Foreningen har aldrig manglet dygtige ledere, og derfor mangler man heller ikke medlemmer. Sidste år blev der løst 179 medlemskort, og det bliver næppe færre i jubilæumsåret.

Sammen med hovedkredsens formand, pastor S. Mikkelsen, Vrensted, fortæller bestyrelsesmedlemmer om foreningsarbejdet, som det tegner sig ved 50 års jubilæet.

– Hvis man skal samle unge mennesker, skal man også tage aktuelle problemer under debat, og kan det gøres ud fra lokale synsvinkler, det er en fordel, siger formanden, gdr. Erik Brusgaard. Vi prøver f. eks. altid at lægge ud på generalforsamlingen med et godt program. Derfor kommer der mange denne aften, og vi benytter lejligheden til at sælge medlemskort og tager til gengæld ingen entre ved generalforsamlingen.

Hjemmenes betydning

Det mærkes, at hjemmene er positivt indstillede over for foreningen, siger pastor Mikkelsen.

Kirsten Jægerum bekræfter: Vi fik et medlemskort efter konfirmationen, og vi blev opfordret til at gå i ungdomsforeningen.

Men der er også mange, der siger, at ungdomsforeningen er der ikke noget ved, bemærker Niels Jørgen Mejlholm, og så skal man i hvert fald hen og se, hvad det er for noget. Brusgaard: Det er rigtigt, at mange har en forudfattet mening om, hvad en ungdomsforening er for noget, men de må jo indenfor, før de kan bedømme det.

Kirsten og Niels Jørgen er enige om, at nogle unge måske har fået en forestilling om, at ungdomsforening er noget »finere« end andre ting, og at problemerne her drøftes på et for højt plan.

Kammeratskab og ikke lukkede kredse

– Hvad venter I jer selv af en ungdomsforening?Kirsten: — At man møder et godt kammeratskab med et sammenhold, der er hævet over lukkede kredse. Vi skal være kammerater og være lige, men vi skal ikke være ens. Niels Jørgen: De unges indstilling er præget af forældrenes, og forældrene har derfor også et ansvar over for ungdomsforeningerne.

Lærer G. Kristensen kendte intet til ungdomsforeninger, da han for nogle år siden kom fra Himmerland.

— Jeg var helt blank, da jeg faldt hovedkulds ind i arbejdet og straks blev optaget i kredsen.

Men det har fanget min interesse, så jeg i dag undrer mig over, at f. eks. seminarierne overhovedet ikke gør vordende lærere opmærksom på, hvad ungdomsforeningerne betyder ud over landet.


Fortiden peger fremefter

Ungdomsforeningerne har som helhed bedst fat i landistrikterne. Hvad har det betydet for foreningerne, at ungdommen i stort tal flytter til byerne? – I Vrensted har medlemstallet jo dog været stigende, men i øvrigt har mange unge fra landet efterhånden byerhverv, og de bliver ved med at komme i ungdomsforeningerne, siger | pastor Mikkelsen. Samtidig leder vi efter folk i byerne til at tage et arbejde op som ledere af ungdomsforeninger. Der maa være mange forældre, der vil være interesserede. Om en forening kan skabes og trives, er i høj grad et lederspørgsmål, men i hovedkredsen er det jo vor opgave at være med til at støtte arbejdet, hvor man forsøger at tage det op.

– Hvad vil man de unge?

– Vi vil lære dem betydningen af et godt kammeratskab i en forsamling af helt unge og lidt ældre, svarer Erik Brusgaard. Vi vil gå videre efter højskolens syn, og vi vil oplysning om menneskelige problemer og om livet i sin helhed. Sådan er der blevet arbejdet i

Vrensted i 50 år, og nu håber man | på en jubilæumsfest, hvor man kan se, at fortiden også peger fremefter.

oktober 2019-jens otto madsen 

Vrensted Sognebibliotek`s historie

 

Historien om hvordan Vrensted Sognebibliotek blev etableret

Billedet indeholder sandsynligvis: hus, træ og friluftsliv
Her på den fine lille stråtægte ejendom “Thøgerstedet” på Vingevej 4,  fik Vrensted Sognebibliotek lokaler i 2 stuer i den vestlige ende og havde til huse her indtil 1959 hvor det flyttede til den nye Vrensted Skole.

Sit fødesogn Vrensted, glemte  sagfører Anders Olesens aldrig.

 Anders Olesen drev sagførerkontor i Nørresundby og havde bopæl i Vodskov, hvor han bl.a. opførte sin flotte bolig “Møgelhøj” i 1901, byggede gården “Skovgården” i 1908, byggede Vodskov Kirke i 1909 og skænkede grunden til Vodskov Skole, alle er ejendomme på kanten af Hammer Bakker og desuden opkøbte han store arealer i Hammer Bakker, hvor han også var med ved etableringen af Åndssvageanstalten i bakkerne.

Anders Olesen var medstifter af Nørresundby Bank (nu Nordjyske Bank) og dens direktør i 29 år.

Til minde om sin mor der døde i 1913, oprettede han i 1914 stiftelsen “Ane Maries Hus” i Vrensted, som han lod opføre og tage i brug. Stiftelsen skulle være gratis bolig for 5 enlige kvinder som var født i eller boede i Vrensted.

Han byggede flere andre boliger i Vrensted, som kunne sælges, såfremt det måtte blive nødvendigt, hvis Ane Maries Hus kom til at mangle penge. De blev kaldt ”donorhusene”.

I et af disse huse, kaldet “Thøgerstedet” opført i 1914, beliggende på Vingevej 4, Vrensted, blev Vrensted Sogne Bibliotek oprettet i 1930 af arvingerne efter Anders Olesen. Det fik vederlagsfri benyttelse af de 2 stuer i den vestlige ende af huset.

Biblioteket havde lokaler her, indtil den nye centralskole på Stationsvej blev taget i brug august 1959.

Nedenstående er afskrift af et avisudklip fra Vendsyssel Tidende fra 28.05-1938.

Vrensted Sognebibliotek er i det sidste års tid blevet omordnet og moderniseret, så det nu fremtræder i en fuldt ud tidsvarende Skikkelse.

Biblioteket blev oprettet i November Måned 1930 som privat Bibliotek med gratis Udlån for Beboerne i Vrensted-Thise Kommune.

Det var Sagfører Olesens Arvinger Fru. Pilgaard, Frk. Hanne Olesen, Vrensted, og Propr. Therning Olesen, Vodskov, der skænkede ca. 2000 Bind til Biblioteket af deres afdøde Broders private Bogsamling, samt stillede Lokale til Rådighed for Biblioteket.

Det nødvendige Udvalg af Bøgerne blev foretaget af cand. pharm. Niels Hedin, dengang Nørresundby, og Indbindingen i smukt og moderne Biblioteksbind blev foretaget af Bogbinder Færgemann, Ålborg. I Samlingen findes mange sjældne og smukke Bøger. Men efterhånden som Biblioteket arbejdede, blev man klar over, at der ikke var det rette Forhold i Bogbestanden. Mellem den oplysende Litteratur og Skønlitteraturen; af Bibliotekets 1655 Bind var kun 551 Bind med Bøger og Inventar til Vrensted Sogn som selvejende Sognebibliotek samt tinglyste Ret til gratis Lokale i to Stuer i ”Thøgerstedet” i Vrensted.

Den smukke og storstilede Gave vil Sognet sikkert værdsætte ved flittig og god Brug af Biblioteket. Som selvejende kom Biblioteket til at sortere under Centralbiblioteket i Hjørring. Dette har nu ved Bibliotekar Helge Nielsen og Biblioteksassistent Frk. M. Kloch gennemgået Bogbestanden og katalogiseret de Bøger, som kunde godkendes i et Sognebiblioteks Bogbestand, samt givet Forslag til supplerende indkøb af nye bøger.

Til denne Omordning har Vendsyssel Tidende skænket 50 Kr., Løkken Sparekasse 50 Kr. og Vrensted-Thise Kommune 200 Kr. Som Driftstilskud har Staten ydet 1014 Kr., Kommunen 100 Kr. og Løkken Sparekasse 25 Kr..

Tirsdag Eftermiddag holdtes Generalforsamling i Biblioteket og Biblioteksforeningen. Pastor Stevns, der har gjort et stort og betydningsfuldt Arbejde for Sagen, aflagde Beretning og forelagde Bibliotekets Regnskab, der balancerede med 1439 Kr. Derefter vedtoges Vedtægter , og til Biblioteksbestyrelsen valgtes Sognerådsformand Jens Chr. Pilgaard, Pastor Stevns og Lærer Brøchner Hansen. Bestyrelsen vil yderligere blive suppleret med to Medlemmer af Sognerådet. Som Suppleant valgtes Fru Michaelsen.

For Biblioteksforeningen aflagde Pastor Stevns ligeledes Beretning og oplyste, at Foreningen har 74 Medlemmer. Dens Regnskab balancerede med 152 Kr. Foreningens Vedtægter blev derefter gennemgået og vedtaget.

Til Bestyrelsen valgtes Lærer Pedersen, Åsendrup, Gdr. Jens Drivsholm, Lærer Jensen, Partikulier Hans Nielsen, Fru Else Nielsen, Arnold Michaelsen og Husmand Niels Sørensen, Kongsengene. Som Suppleanter valgtes Gert Haugaard og Arbejdsmand Harry Jensen, Vrensted. Mejeribestyrer Baand og Uddeler Kjeldsen valgtes som Revisorer.

Afskrevet i december 2016 af Povl Stevns.

I årene indtil 1944 skiftedes gårdejer Arnold Michaelsen og provst Aage Stevns til at være bibliotekarer.

Førstelærer Elith Madsen, Vrensted Byskole, blev fast bibliotekar ved biblioteket, fra sin ansættelse ved Vrensted Byskole i 1944.

Biblioteket flyttede i august 1959 til den nye Vrensted Skole, hvor han fortsatte som bibliotekar.

Vrensted Sognebibliotek er senere blevet nedlagt og udlån til Vrensted borgere foregår nu fra bogbus.

Jens Otto Madsen oktober 2019

Der henvises til flere fortællinger om sagfører Anders Olesen se indholdsfortegnelse.

 

 

Vrensted drengen der blev Sønderjyde – Helge Mariager Jensen

 

Helge Mariager Jensen, en Vrensted dreng der blev lærer, kommunalpolitiker, amtsrådspolitiker og udvalgsformand for forskellige udvalg gennem 23 år og 1. viceamtsborgmester i Sønderjyllands Amt og desuden Ridder af Dannebrogsordenen.

Helge døde den 12.10.2011

Helge Mariager Jensen var et særdeles aktivt foreningsmenneske og politiker med dybe rødder i det gamle landbosamfund. Han blev født 14. juli 1933 i Vrensted, en lille landsby sydøst for Løkken. Forældrene, Aage Jensen og Emma Jensen, var blevet gift to år forinden, og Helge blev den ældste af en børneflok på ti.

Som for mange andre var det meningen, at han skulle blive hjemme og hjælpe til med landbruget. Det kom imidlertid til at gå anderledes. Efter konfirmationen i 1948 blev han alvorligt syg. Han kom gennem sygdommen, men oplevelserne under sygdommen kom til at præge ham livet igennem og blev drivkraften i hans organisatoriske og politiske arbejde. Det gav ham en tro på sit Fadervor, og at man kan, hvad man vil. 1950 kom han på højskolen i Vrå, og i 1951 begyndte han på seminariet i Skaarup på Sydfyn. 14. juni 1956 fik han sit eksamensbevis, og allerede 31. juli tog han til Døstrup (mellem Ribe og Tønder) for at starte på skolen. Her blev det til 44 år som lærer. Allerede i seminarietiden lærte han Birthe at kende, som han blev gift med i 1958.

På seminariet begyndte han at dyrke fodbold, men det blev som aktiv træner og leder, at man kom til at lære Helge Jensen at kende i Døstrup. Udgangspunktet var en meget klar holdning til, at han gennem idrætten kunne give børn og unge en oplevelse af at være vindere, og at man som menneske kunne føle sig som vinder. Og så var han fascineret af det organisatoriske arbejde. I 1957 blev han formand for foreningen Sparta i Døstrup. Arbejdet her førte ham ind i Sønderjysk Idrætsforening, hvor han i 1968 blev foreningens forretningsfører, en post han bestred frem til 1973, hvor han blev formand for foreningen. I 1982 forlod han posten for at undgå en deling af foreningen mellem gymnaster og skytter i kølvandet på SI-Centrets økonomiske problemer.

Uden for Døstrup var Helge Jensen dog mest kendt som politiker. Men for Helge Jensen var det politiske arbejde ikke en given sag. Var det kommet til et valg mellem idrætten og det politiske arbejde, var han selv afklaret om, at valget ville falde på idrætten. Han havde sin base i Døstrup og kunne i mere uformelle stunder drille sin partifælle Kresten Philipsen med, at han fik flere stemmer i sit valgsted end amtsborgmesteren i sit.

I 1970 blev han opfordret til at deltage i kommunalbestyrelsen i Skærbæk. Først i 1974 blev han indvalgt i byrådet for Venstre, og allerede ved konstitueringen stiftede han bekendtskab med den hårde side af det politiske arbejde, da man skulle finde en ny borgmester. Men det blev til 27 år, inden han forlod byrådet i 2001. I 1978 blev han indvalgt for Venstre i Sønderjyllands Amtsråd, hvor han også sad frem til 2001. Her kom han hurtigt til at indtage en central position lige efter amtsborgmester Kresten Philipsen. Han var fmd. for teknisk udvalg 1982-1993, fmd. for socialudvalget 1994-2001, 2. viceamtsborgmester 1986-1990 og 1. viceamtsborgmester 1990-2001. I 1995 blev han ridder af Dannebrogsordenen. Det blev til 55 aktive år i Sønderjylland, og han tog Sønderjylland til sig. Da han i 2004 skulle se tilbage på sit liv, konstaterede han, at Sønderjylland var blevet hans hjemstavn.

 

Helge Mariager Jensen

Fra Povl Stevns den 23.10.2019 født og opvokset i Vrensted Præstegaard:

Kære Jens Otto

Det har glædet mig at læse omtalen af “Søaages” Helge. Vi var jo lige gamle og startede derfor samtidig i Byskolen. Helge var en begavet dreng, men ofte blev hånet af sine omgivelser. Jeg kunne godt sammen med Helge og besøgte ham mange gange. Vi gik på krebsejagt i Rørbækken og fangede skaller i Søgråben. Mine første mågeæg samlede jeg også sammen med Helge. Vi havde ikke andet at have æggene i end vore gummistøvler og det havde de altså ikke godt af.

Det var godt, han som voksen kom væk fra Vrensted. Det gav ham muligheder for udfoldelse, han ellers ikke ville have haft.  Du kender godt bemærkningen om “Profeten og Fædrelandet”.

Markus 6:4, Og Jesus sagde til dem: »En Profet er ikke foragtet uden i sit eget Fædreland «

Herunder et dejligt billede:

Her er Helge fotograferet i 1998 sammen med sin mor og sine 9 søskende ved sin mors 90 års fødselsdag i Vrensted Forsamlingshus.

 

 

 

 

Vrensted familie på vej til Canada i 1949

Kilde VT Juni 1949

Vrensted-Familie paa Vej til Canada i 1949

fortæller Svend Aage Michaelsen, der i Marts forlod Danmark med Hustru og to Børn for at skabe sig en Fremtid i det fremmede.

Drømmen om Eventyret var vel nok det, som før i Tiden drev de fleste danske Emigranter hjemmefra, specielt til Amerika. Man havde hørt om det store eventyrlige Land med de mange Chancer, og nu vovede man Springet. Eventyret eksisterer stadig, men for det første er der i høj Grad sat Bom for Emigrationen, da Amerika har en meget lille Kvota – det vil sige det Antal danske Emigranter, der hvert Aar faar Lov at slaa sig ned derovre, for det andet gør de hjemlige valutarestriktioner deres til at forøge Vanskelighederne. De unge, der vil udvandre til USA., maa tit vente op til to Aar for at faa Papirerne i Orden.

Noget anderledes er det med Canada. Her er kortere Ventetid, og har man Bekendte eller Slægtninge derovre gaar det let med at faa Sagen klar – selve Papirerne skal selvfølgelig udfyldes og de vordende Emigranter maa gennemgaa forskellige Undersøgelser, bl. a. en Tuberkuloseundersøgelse, men derimod ingen Vakcination. Vanskelighederne har maaske nok gjort at de unge, der nu udvandrer, er mere Realister end de tidligere Drømmere. De har begge Fødderne paa Jorden.

Om Bord paa Gripsholm var der, paa Vej til Halifax og derefter New York, 77 danske Emigranter, alle Landmænd i Alderen fra nogle faa Maaneder til 57 Aar, — og fælles for alle de voksne er i alt Fald, at de haaber paa Chancen derovre.

-Var De skuffet over Forholdene hjemme? spørger jeg en af de unge Mænd, der drager ud, den 31-aarige Svend Aage Michaelsen. Han er Landmandssøn fra Vrensted i Vendsyssel, Faderen er død, og den Jældste Broder har arvet Gaarden. Michaelsen er gift og har to Børn, en Pige paa otte Aar og en Dreng paa to. Han er en tillidsfuld ung Landmand at se til, bruger ikke store Ord, men er stilfærdig og klar i det, han siger. Han ved, hvad han vil, og hvad han taler om.-

Skuffet, gentager han, tja, det kan man maaske godt sige. Jeg har været ved Landvæsnet siden jeg var 16 Aar og har arbejdet paa Gaarde baade i Jylland, paa Sjælland og Fyn, ja, over hele Danmark. Skal, jeg forklare rent ud, hvorfor jeg drager af Sted, saa er det vel dette: Der bliver aldrig noget til overs herhjemme. Min Kone og jeg har talt om det mange Gange, at der maatte være noget forkert ved det hele, for tjente vi et Aar lidt mere, saa gik alle de Penge til større Skatter. Jeg vil ikke sige noget ondt om det hjemme, men jeg synes blot ikke, at en ung Mand faar en rimelig Chance. Det tror jeg, i alt Fald nok, han faar i et Land som Canada, hvis han vil arbejde og tage fat.

Tager fat paa hvadsomhelst.

— Hvad er Deres Uddannelse? – Først gik jeg i Landsbyskole, siden var jeg et Aar paa Vallekilde Højskole, og senere har jeg deltaget i lidt Studiekredsarbejde. I det sidste Aars Tid – efter at min Kone og jeg var blevet enige om, at nu skulde det være – har hun og jeg gaaet og læst Engelsk hos en Lærerinde hjemme i Vrensted. For Resten har jeg ikke i de sidste Par Aar været ved selve Landbruget, men derimod været Lastbilchauffør. Jeg troede det gav mere, men det blev alligevel det samme. Men jeg var glad ved, at jeg havde det Job, og naar jeg nu kommer til Canada, tager jeg fat ved hvad som helst, det gælder om at tjene saa mange Dollars som muligt og vel at mærke faa lagt saa mange til Side, at man inden alt for længe kan købe sig en Farm, en Gaard. Den canadiske Regering er meget hjælpsom her og vil gerne have Emigranter, der vil tage fat. Husk paa, der er plads til mange derovre, Canada har kun 12 Millioner Indbyggere, men større Udstrækning end hele USA med 150 Millioner – og saa er De forenede Stater endda alt andet end overbefolket.

Vi har 200 Dollars – det er, hvad vi maa tage med for de danske Valutamyndigheder, og det er dét, Canada kræver som Minimum. Svenska Amerika Linjen har hjulpet os til Rette paa alle Maader, og de canadiske Indvandringsmyndigheder har ogsaa været vældig flinke overfor – Hvad har De saa med hjemmefra? os.

Hvor skal de til? – Vi skal til Saskatcewan, en Stat i Midten af Canada ikke saa langt fra Alberta, og der har jeg en Farbror boende. Det er ham, vi første og fremmest kan takke for, at det hele er gaaet i Orden, for han har overfor de canadiske Indvandringsmyndigheder garanteret for, at vil ikke skal falde Canada til Byrde. Han kan altid give os Arbejde, hvis det skulde knibe, og min Kone og Børnene skal bo den første Tid hos ham, til jeg har fundet noget, der giver en Indtægt. Havde jeg ikke min Onkel eller andre Bekendte i Canada, maatte jeg stille en Garanti paa 2000 Dollars, og det er jo grumme mange penge, som vi, selv om vi havde dem, slet ikke fik Lov at tage ud af Landet. Det er jo det, der gør, at der ingen større Udvandring kommer i Gang. Som det nu, maa man faktisk have en Slaægtning eller bekendt i landet, man vil udvandre til, som vil garantere for en. Det har vi altsaa været saa heldige at have. Jeg har ikke mindre end tre Farbrødre paa den and Side Atlanten, to i Amerika og altsaa i Canada. Den ene er Tømrer og de to andre Landmænd. Desuden har min Kone sin Morbror derovre. saa vi har saamænd Slægt nok der. Det er flere, end vi har hjemme. Mor var jo nok ked af at vi rejste, men vi syntes, at vi maatte tage Springet. Og baade min Farbror og hans Kone, der har været paa Besøg herhjemme, siger at det skal nok gaa.

Maalet er en Gaard.

Hvordan vil De nu begynde? – Jeg vil se at faa Arbejde paa en Gaard. Maaske har vi et eller andet, de kan bruge derovre. Jeg tænker her paa vore Erfaringer, paa specielle Idéer, som maaske kan overføres. Det skal være godt at komme med Forslag. Men forøvrigt er jeg fast besluttet paa at tage fat og slide i det — det gælder om at skrabe de Penge sammen, der skal til, til Køb af en Gaard. Det er ikke saa forfærdelig mange Hundrede Dollars, der skal præsteres som Udsetaling. Man kan saa få lån paa en Aarrække op til 21 Aar med Afbetaling hvert Aar, og naar saa AfIragene er betalt – det kan selvølgelig ogsaa gøres over en kortere årrække – så er man sin egen Mand, og Gaarden ens egen. –

Michaelsens Øjne lyser, mens han siger det, han har sit bestemte Maal.

Ja, Deres egen Mand – det er vel dét, De vil være …

Det stemmer. Det er jo det, vi allesammen gerne vil, men det synes jeg altsaa, det er meget svært at blive hjemme. Bliver man det endelig, tager Skatterne og hele Tilværelsen det, man tjener, saa der ikke bliver noget til overs.

Hvad siger Deres Kone nu til det? 

Jeg er parat til at tage fat, siger Fru Michaelsen, og hjælpe til paa allet Maader. Naar vi blot staar sammen, skal det nok gaa. Folk siger, at det er den rigtige Alder, vi kommer over i, fortsætter Michaelsen. Jeg selv er 31 og min Kone 28. Dersom man ikke er gift, er det nok klogere at tage af Sted tidligere – saa er der større Muligheder for at naa et Resultat i en ung Alder. Men jeg kunde nu ikke saa godt tænke mig at være alene derovre.

Har De ellers bekendte derovre?

Der er allerede taget mange Vendelboere til Canada. Den store Simon Hjortnæs, som de kalder den danske Konge i Canada, er fra Vendsyssel, og han har hjulpet mange i Gang derovre. De Canadiske Indvandringsmyndigheder har ogsaa forhørt sig om, hvem der havde Lyst. Der var i en lille By oppe i Vendsyssel alene 50, der godt vilde. Ti af dem blev udvalgt og faar vist nu en Chance.

Mulighed for Opsparing.

Hvad regner De med, De kan tjene derovre?

Jeg har faaet at vide, at man faar op til 100 Dollars om Maaneden paa de forskellige Gaarde og saa altsaa Opholdet frit. Det vil sige, at der bliver en god Del at lægge op hver Maaned. Jeg er klar over, at vi maa spare. Der bliver ikke mange Penge til øl eller Biografteater, men det kan man jo ogsaa undvære. Paag to-tre Aar skulde det være muligt at have tjent saa mangę Dollars, at der var nok til Udbetalingen paa en Farm – og så er det, Regeringen hjælper til. Man følger ogsaa derovre, hvordan vi arbejder og klarer os.

Tror De nu ikke, det er meget forskelligt fra Arbejdet hjemme?

Jo, det ved jeg, det er. Vi havde paa min Brors Gaard Besøg af Dansk-Amerikanere, og de sagde allesammen, at vi har altfor faa Maskiner hjemme. Der skal tre-fire Mand til det Arbejde i Danmark, som en Mand ved Hjælp af Maskinerne kan udføre derovre — baade i USA. og i Canada.


Hvorfor har De valgt Canada?

Det er næsten umuligt at komme til Amerika. En Tid tænkte vi paa Australien, men det blev vi raadet fra der er ikke nær de Chancer som i Canada. Man skal jo have sit Helbred – det er vigtigt. Ved Undersøgelserne er vi heldigvis blevet fundet sunde og raske allesammen. Det har egentlig taget forbløffende kort Tid, det hele. Min Kone og jeg har altsaa i et Par Aar talt om at udvandre, og i Juli 1948 skrev jeg til del canadske Legation og til Svenska Amerika Linjen, og i Februar var det hele i Orden, saa vi den 4. Marts kunde tage af Sted fra København.

Bestandig faar vi at vide, at for en Mand, der vil tage fat, er der Chancer derovre, og Landarbejdet betales relativt godt nu, hvor det er gode Tider. Men jeg skal ikke være bange for at tage fat ved hvad som helst. Jeg kan jo ogsaa køre Lastbil, og det er vist ingen Skade til. Vi faar jo nok nogle Skuffelser – det er vi forberedt paa, men det skal ikke slaa os ned. Man maa igennem det.

 nov. 2019-jens otto madsen

Der kaldes til gilde i Forsamlingshuset

Stor sølvbryllupsfest i Vrensted Forsamlingshus.

Johanne og Frode Jensen der boede sammen med datteren Thea i et lille stråtægget hus skråt over for Kirkedammen på Bådstedhedevej i Vrensted.

Johanne blev  kaldt  “Klavs Johanne” i daglig omtale, hvorfor ved jeg ikke.

Johanne og Frode havde arbejdet, med at gøre rent i de to skolestuer samt toiletter på Vrensted Byskole.

Begge to var skønne mennesker og godt lidt i Vrensted.

Her Johanne jensen så fin til sit sølvbryllup omkring 1950

Johanne og Frode foran deres hus på sølvbryllupsdagen. Se musikere bagved der spiller på trompet
Deres lille hus på Bådstedhedevej foran Kirkedammen ca 1950
fra v. Johannes far, datteren Thea, Frode, Johanne sønnen Kristian, barnebarnet Gunnar og svigedatteren
Flot opdækning i Vrensted Forsamlingshus, hvor det halve af Vrensteds indbyggere var inviteret til sølvbryllupsfest med Johanne og Frode Nielsen omkring 1950. Læg mærke til at man sidder på bænke

 

f.v. Thea, Frode, Johanne, Kristian og barnebarnet Kristian som ofte besøgte bedsteforældrene
f.v. Harald Mørk nr. 4 hustruen Elna nabo næsten til Johanne og Frode
nr. 4 f.v. pastor Mikkelsen, Ida Madsen, lærer Madsen
Igen et familiebillede med Kristians hustru og en baby
øverst fv. Anker Nielsen, nederst .f.v. Elna Mørk herefter fru Hansen og ægtefællen Poul Hansen herefter Harald Mørk
lærer Madsen læser vist på talen der skal holdes

nederst lærer Johanne Westergaard og ægtefællen Rikard

 

Her kogekone fru Frandsen i den hvide kjole til højre, med sine medhjælpere

oktober 2019 – jens otto madsen

Poul Plesner – Klitplantør i Hune

Klitplantøren Poul Plesner opvokset i Vrensted Præstegård

Kilde:  VT 1971

Klitplantør Poul Plesner, Hune klitplantage, er død i 1971, 68 aar gammel.

Poul Plesner, 1903-1971, Klitplantør i Hune

Meddelelsen om plantør Plesners død vakte sorg i vide kredse, for med ham er sjældne og værdifulde egenskaber borte.

Poul Plesner var en særpræget og markant personlighed præget af sin oprindelse i en gammel embedsmandsfamilie, hvor faderen var den 12. præst i lige linie.

Slægten indvandrede i sin tid fra Midteuropa, og i dag træffes navnet Plesner over alt i Danmark.

Poul Plesner var opvokset i Vrensted Præstegård, hvor hans far var præst.

Poul Plesner blev født i Østbirk den 19.07.1903, men kom til Vrensted som 4 årig – da hans far fik stillingen som sognepræst dér (1907-1929).

Plesner var naturelsker og valgte en uddannelse ved forstvæsnet, hvortil han til sin død var knyttet. Han havde netop søgt og faaet sin afsked pr. 1. maj1972, men sygdom gjorde, at han maatte holde op med sit arbejde lidt før.

Efter uddannelsen ved forstvæsnet kom Poul Plesner som klitplantør til Læsø og i 1943 til Hune klitplantage. Hans glæde ved naturen blev tilgodeset i dette lidt barske, men storslaaede omraade, og han gjorde sig i sin gerning særlig bemærket gennem sit hensyn til bevarelsen af den landskabelige skønhed. Han var ubøjelig i sine principper, naar det gjaldt disse hensyn, og i fredningssager stod han stærkt fast ved sine ideer. I forbindelse med sin uddannelse var Poul Plesner sat grundigt ind i jagtlære, og han var paa egnen, som en jæger af den gamle skole, kendt for sin jagtetik og sin indstilling over for daarlige jægere og ikke mindst krybskytter. I Poul Plesner havde andre jægere en god læremester, og han var en mand, hvis raad jægerne hørte efter.

Privat var Poul Plesner en lun fyr. Han kørte dagligt ned til købmand Nielsens eller Købmand Thellufsens bagbutik og købte en grapetonic – drak det halve og sagde: “Føj for satan!” derefter hældte han en “Kylling” (snaps) i flasken – tog en slurk og sagde: Aaaaahhhh. – Samme scenarie hver gang. Det var ikke kun lønnen, der var beskeden i hine tider. Det var også småt med bevillingerne til driften af plantagen, og der var slet ikke råd til indkøb og vedligeholdelse af redskaber og værktøj. I 1972 bestod “maskinparken” således ikke af andet end en trætrillebør, et par fældeøkser og lidt værktøj til planteskoledrift.

Poul Plesner gik ved ingen lejligheder på akkord, og han var en absolut modstander af alt, der havde mindste tanke af noget uærligt. Det var nok denne egenskab, der gjorde ham til en af de mest aktive modstandsfolk på egnen og senere førte ham i ind i hjemmeværnet. Her var han i mange år et ivrigt medlem i det lokale kompagni og i flere år kompagniets leder.

Men Poul Plesner tragtede aldrig efter tillidsposter og ønskede i det hele taget så lidt opmærksomhed om sin person som muligt. Han udtrykte således kort før sin død ønske om, at hans nekrolog først måtte bringes efter bisættelsen, som fandt sted i dyb stilhed.

Poul Plesner var syg i den sidste periode, og hans arbejde blev i nogle måneder passet af skovfoged Leerskov i Tranum. Plesner søgte sin afsked til sommeren 1972, men døden indhentede ham inden da. Han døde i februar 1972.

Han havde meget dybe rødder i Vendsyssel, hvor han jo også fik sit virke gennem hele livet. Den sidste gang, han kørte forbi Hune Kirke, sagde han til familien: “Nu kan I godt snart betille en “et-værelses” derinde”. Men det endte med, at hans urne blev nedsat i hans forældres og søsters gravsted i Askov – efter hustruens ønske.

I de 30 aar som klitplantør i Hune havde Plesner mange medarbejdere, blandt hvem han var agtet og respekteret. Han viste forstaaelse for de ansattes forhold, men han ønskede altid klare linier, og for Plesner var et ord ikke noget, man kunne løbe fra.

Han og hans hustru, Claritta Plesner, der var Argentinsk født, men som ung pige kom i præstegaarden i Vrensted, havde ikke nogen stor omgangskreds, men de havde en vennekreds, der nærede den dybeste respekt og agtelse for ægteparret. Poul Plesner overleves for uden af hustruen af to sønner og en datter.

Fra Povl Stevns:

Povl Stevns der også er opvokset i VrenstedPræstegård og hvis far afløste Poul Plesners far som sognepræst i Vrensted tilføjer: Selv traf jeg ham kun få gange i fyrrerne, når han besøgte Stine og Harald Møller og i den forbindelse kikkede indenfor derhjemme. Første gang, jeg traf ham, stak han hånden frem og sagde: “Goda´w præstens Povl”, hvorefter han fortsatte: “Du kan jo bare sige tak i lige måde”. 

Poul Plesner bar jo uniform, hvilket under krigen gav ham visse fordele, da nogle af de tyske soldater antog ham for at være tysk officer. Efter krigen forærede han mor et stykke stof fra et faldskærm, så han har da også haft kontakt med højtflyvende magter

Omtale af moderen, fru Marie Plesner

Kilde: VT 1956



fru Marie Plesner tidligere Vrensted Præstegård

Fru Marie Plesner, Enke efter Sognepræst Julianus P., der var Præst i Vrensted fra 1907 til 1929, er død i Askov, 87 Aar gammel.

Efter sin Afsked flyttede Præsteparret til Askov, hvor Pastor Plesner og Frue havde virket i deres Ungdom. Her boede de i syy Aar. Pastor Plesner døde 1937, og Fru Plesner flyttede da til en Datter, der var Forskolelærerinde i Askov, saa hun bevarede Forbindelsen med sine gamle Venner i Askov lige til sin Død.

Fru Plesner var sin Mands trofaste Medhjælper og sine Børns opofrende Mor. Hun var af gammel Sømandsslægt. Hendes Virke i Vrensted satte dybe Spor. I en Aarrække samlede hun Sognets unge Piger til Møder, og hun var den gode og omhyggelige Værtinde ved Møderne i Præstegaarden, hvor Pastor Plesner holdt ugentlige Oplæsningsmøder for Sognets Beboere, og ved de store Vintermøder, der dengang holdtes i Præstegaarden, og som samlede mange Mennesker.

Fru Plesner var en betydelig Personlighed, hvis Minde vil blive bevaret længe i Vrensted og Thise Menigheder.

Begravelsen foregår fra Askov I Valgmenighedskirke Onsdag den 19. December 1956 kl. 14.

nov. 2019- jens otto madsen

En bryllupsfest for mere end 50 år siden

En vielse i Vrensted Kirke og

En Bryllupsfest i Vrensted Forsamlingshus

Hvordan en bryllupsfest for mere end 50 år siden kunne holdes med en ung pige fra Bådstedhede, datter af Emma og Aage Jensen, Søengene

Hendes navn er Else.

Efter at have gået i skole i Vrensted Byskole i 7 år havde hun forskellige pladser i huset i  bl. var hun  hos Agnes Bak i Vrensted by, hvor hun var i 2 år og tog der del i alt forefaldende arbejde, husholdning, forretning m.m.. Desuden fik hun senere plads i huset ved den tidligere  Vrensted købmand Inge og Poul Erik Christoffersen, der var flyttet til Aalborg og havde købt forretning på Annebergvej.

Efter de forskellige pladser i huset, tog hun et højskoleophold på Rønshoved Højskole i Sønderjylland i 1957 og senere tog hun endnu et højskoleophold på Gymnastikhøjskolen i Viborg i 1961. Efter de to skoleophold havde hun fået lyst til at tage en uddannelse og påbegyndte og blev  uddannet på Håndarbejdsskolen i Kerteminde, en uddannelse som varede i 2 år. Else fik efterfølgende ansættelse på Bjerre Herreds Ungdomsskole i 1963 og underviste der i en periode.

Hun havde mødt sin kommende mand Jørgen Nielsen og  de blev gift den 16.10.1965 i Vrensted Kirke med efterfølgende fest i Vrensted Forsamlingshus.

De slog sig ned i Nørre Halne på en lille nedlagt ejendom  og havde deres arbejdsliv i dette område.

Else underviste gennem mange år på håndarbejdskurser og er fortsat med det gennem hele sit arbejdsliv samtidig med at hun også er taget ud som kogekone.

Else, der nu er kommet op i årene og er blevet alene, er for kort tid siden flyttet til Saltum for at komme tættere sin datter, der er hendes eneste barn.

Hun fortæller at hun har fået to børnebørn som hun og  hendes mand  altid har fulgt tæt og med stor interesse. Om dem fortæller hun, at hun og ægtefællen altid har haft stor fornøjelse af børnebørnene, som hun nu følger med stor interesse, hvor de nu har fået gode uddannelser og godt arbejde.

Else er ud af en søskendeflok på 10 og fortæller at de er 8 tilbage, alle bosiddende her i Vendsyssel, og stadig har stor fornøjelse af hinanden.

Nedenfor en kavalkade af billeder fra et stort bryllup med mange indbudte.

Det var ikke sjældent at der dengang blev holdt sådanne bryllupsfester.

Tak til Else Mariager Jensen, for at du vil dele dine billeder med andre, således at man kan få en fornemmelse af, hvordan et bryllup kunne foregå for mere end 50 år siden.

Oktober 2019 – Jens Otto Madsen

 

Else og Jørgen


Et glad forældrepar Emma og Aage Jensen og et glad brudepar ved højbordet

En masse gæster familie, venner, søskende

 

 

Der spises suppe som var meget almindeligt
Her storebror Helge

Her f.v. Agnes Bak og datteren Karen hvor Else havde haft plads i huset

Her f.v. bror Helge og nogle flere af Elses søskende, ses Poul, Thit og Ninna
Gæsterne hyggede sig kan man se

Et stort serveringspersonale skulle der til med kogekone Fru Frandsen i den hvide kittel og værtsparret i Forsamlingshuset bagerst f.v Ejnar, .Gerhard, ?, Thora Inger Åris, Johanne Andersen, Vilhelm Andersen, ? f.f.v. Ida, fru Frandsen, Irene, ?, Anna og , Harald Frederiksennr. gamle Bådstedhede boere.

 

 

 

Else’ s hjem på Søengene der lå helt ude på Bådstedhede ved Kommunegrænsen til Thise sogn

Herunder lidt nostalgi:

Her et billede fra Vrensted Byskole Else siddende ved sin skolepult 11 år gammel
Konfirmationsbillede af Else
Her billede fra Emma og Aage Jensens sølvbryllup med alle deres 10 børn, bagerst fra venstre Jens, Helges kone,  Helge,  mor, Else, far, svigersøn, Birthe, Kathrine, f.v. Henning, Ninna, Thith, Rise, Poul
En flot pige der skal giftes i Vrensted Kirke
En flot pige der skal konfirmeres i Vrensted Kirke

forrest f.v. Poul, Ninna, Rise, Thit, Helge, i midten, Henning, Jens, Kathrine (Kinne), bagerst f.v. Birthe (Søster) , Else

Hele Else’s store famile samlet i Vrensted Forsamlingshus
Ved Else’s mor Emma Jensen, 90 års fødselsdag i Vrensted Forsamlingshus

oktober 2019 – jens otto madsen

Thyge og Sigrid Jensen fra Nyhavn i Vrensted

Alle i Vrensted vidste hvem chauffør Thyge Jensen, Bystien, Vrensted var og som alle dage har været bidt af motorer og store køretøjer. Han var chauffør hos vognmand Henry Nielsen i Vrensted, som ikke ville give lønforhøjelse og han bare kunne PISSE AF. Det gjorde Thyge og fik ansættelse hos Kjeldgaard i Løkken, hvor han kørte som langturschauffør til Syd Europa med fisk. Senere var han hos vognmand Krogsgaard og kom også til at køre busruter.

Sigrid var Vrensted pige og ud af en stor børneflok. Sigrid havde det meste af sin tid boet i Vrensted.

Hendes mor kom fra Sønderjylland og var vokset op på en Fattiggaard hvor hun havde mødt sin mand der stammede fra Vendsyssel.

Klik på link for at læse historien

Sigrid og Thyge til fest

Thyges hjemmelavede traktor har havde lyst til mekanik

 

Da Thyge var lastbilchauffør

 

Soldatertiden
Thyge som soldat, hvor han blev gal med biler og fik kørekort og blev chauffør på en madbil

 

Her nedenfor er en familie Stolz som kom fra Skagen og igen flyttede til Skagen, de boede i huset oppe på Bjerget bag Asger Hansen – her fire af børnene
Her børn fra Asger Hansen og hustru på Gl. Byvej B/f.v. John og Kitty F/fv. Ilse, Ivan og Lisbeth

 

Billeder fra Nyhavn og Charles Jensen Maskinstation

Charles Jensen Maskinstation og billeder fra hjemmet m.m

Maskinstation i Vrensted i 1950 og 60 erne Gl. Byvej 18.

Fra denne ejendom “Smedegaard” Gl. Byvej 18, Vrensted, startede Charles Jensen sin maskinstation i 1951

Lige efter krigen, var det ikke så almindeligt med traktor på landet, men i Vrensted var der dog nogle landmænd der var gået sammen om en traktor og redskaber allerede omkring 1925.

Traktorfører Anders Jensen med den første traktor i Vrensted. Den blev købt af fire landmænd i fællesskab. Kjeldsen fra Sundsted, Jacobsen fra Store Knudsgaard, Albertsen fra Vestergaard og Mads Østergaard, fra Kongsengene. ca. 1925

Det var kun ganske få steder, man havde traktor først i 1950 erne.

Men årene efter Anden Verdenskrig blev traktorens egentlige gennembrud i Danmark. Der var et ophobet investeringsbehov efter krigen, og en afvandring af arbejdskraft var indledt. Efter krigen steg arbejdsløn og foder mere end omkostninger til traktorer, hvad der yderligere trak i retning af, at de vandt frem. Et skub fik man desuden fra Marshallhjælpen. Mellem 1948 og 1954 fik en betydelig del af gård brugerne traktor, og frem til 1960 fulgte stort set resten plus en god del af de husmandsbrug, som stadig var i drift. Fremgangen blev hjulpet på vej af tekniske fremskridt. Især den grå Ferguson, som var lille, relativt billig, fleksibel, men takket været sit trepunkts ophæng også effektiv, passede godt til dansk landbrug og kom til at tegne sig for halvdelen af 1950 ernes traktorer.

Traktor Charles, Charles Jensen, som var søn af vejmanden, kaldet Jordmoder Niels, var startet op med sin maskinstation. Han købte i 1951 ejendommen Smedegaard, som er beliggende i Nyhavn på Gl. Byvej 18, i Vrensted.

Han kørte rundt til de af egnens landmænd, der endnu ikke var blevet så mekaniseret og pløjede, harvede, høstede og meget andet. Der var fremskridt på vej i Vrensted.

Hans sønner Leo og Leif deltog også i dette arbejde, efter at de var gået ud af skolen og arbejdede hjemme i en periode

Han fik efterhånden flere traktorer. Det var små grå Ferguson og Fordson.

Der var desuden også en landmand Poul Hansen på Rykindsvej, der sideløbende med at drive sit landbrug også kørte lidt maskinstation. Han havde en grøn traktor der kunne kører meget stærkt. Måske en Nufield eller Farmal med forhjul under motor.

Det er et forklaringsbillede af traktor. Ej Poul Hansen

Når han kom gennem byen gik det bare stærkt og så skulle man bare ikke være på vejen. Han havde bl.a. en maskine, han kunne påmontere bag på sin traktor, der kunne dække roekuler til. Jorden blev fra maskinen slynget op på roekulen. Det var nemt for landmanden i stedet for at skulle dække hele roekuglen med en skovl.

Efterhånden fik de fleste ejendomme traktor og forskellige maskiner til markarbejdet og de to maskinstationer lukkede ned.

Gl. Byvej i Nyhavn i 1950erne
Fra Bystien i Nyhavn
Nyhavn set fra Kirketårnet på Vrensted Kirke
Et glad ægtepar, Else og Charles Jensen, kaldet TraktorCharles
Gilde i Nyhavn her Charles Jensens forældre, jordemor Niels og hustru
Charles holder sikkert en lille tale
Der skal også skåles
Serveringspersonale med kogekone fru Frandsen i spidsen
Så serveres den sædvanlige suppe som ofte serveres ved fester
De forstår at hygge og more sig
Her noget køkken og serveringspersonale
En vinterdag i Nyhavn hos Charles og Else i 1950 erne
Her Else ude på gårdspladsen
Vinter med sne
Sne forhindrer ikke mælkemand med at komme rundt i Vrensted
Sikke et vintervejr i 1950 erne
Flot ser det ud med sne og frost
Else og Charles på tur med børnene, sikkert Hirtshals

 

 

Her er Nyhavns børn blevet kørt til stranden i Løkken og har det bare sjovt og godt

Fiske Lis, Lis og Svend Sloth er med på stranden i deres fiskebil t.h.

Så bliver Eva Konfirmeret i sin flotte kjole her sammen med sin far Charles
Konfirmationsgaven var nok denne cykel
Ved Evas konfirmation hele familien fotograferet
En række billeder af maskinstationejer Charles Jensens maskinpark

Her er Else med Charles`s nye varebil på pappegøjeplader

Else er på tur med børnene ud til det areal hvor deres første hjem var med udsigt til Børglum Klister på Munkebrovej

 

 

 

oktober 2019 – jens otto madsen

Vrensted Præstegård

Bådstedhedevej 35:

Vrensted Præstegård og dens historie

Den gamle Præstegård som blev revet ned i 1928

Ved den gamle Præstegård havde der tidligere været drevet landbrug, men i 1918 flyttedes avlsbygningerne hen på den nyopførte gård “Kirkemarken” opført af sagfører Olesen. En del af jorden skoven og noget eng lå ude ved Thøgerslund.

 

Vrensted Præstegård og dens historie

Bådstedhedevej 35

Den gamle Præstegård som blev revet ned i 1928

Ved den gamle Præstegård havde der tidligere været drevet landbrug, men i 1918 flyttedes avlsbygningerne hen på den nyopførte gård “Kirkemarken” opført af sagfører Olesen. En del af jorden, skoven og noget eng lå ude ved Thøgerslund.

Vrensted Præstegaard – I 1928 påbegyndes opførelsen af en helt ny Præstegaard

Afskrift fra avisartikel fra 1928:

Vrensted gamle Præstegaard maa i disse Dage falde for Aldersgrænsen.

Da den skulde overgaa i Sognets Eje, viste det sig, at Bekostningen ved Istandsættelse beløb sig til over 10,000 Kr.

Menighedsraadet vedtog da at bygge en ny Præstebolig med Tilskud af Staten. Den skulde allerede have været opført sidste Sommer, men paa Grund af forskellige forhold trak Tiden ud. Men nu i Sommer bliver den til Virkelighed, eftersom Haandværkere nu har faaet Arbejdet overdraget.

Da Præsteboligen jo er et sted, hvor Slægterne gennem Aarhundreder har søgt til i Glæde som i Sorg, kan det maaske have Interesse for Sognebeboerne at høre lidt om denne Bolig, som tillige er en af Sognets allerældste, ja maaske den ældste.

I en Beretning fra 1690 hedder det: Præstegaarden ligger vester i Vrensted By, hvorudi Præsten er boende, og nyder frie for Skyld og Landegilde saalænge som Gud og Kongen behager, samme Gaard er i Grunden Sand og er i Gaardsrummet i Længden 25 og i Bredden 17 Favne.

Præstegaarden nedbrændte i 1756. I 1796 lader Pastor Segelcke den brandforsikre og en Brandpolice foreligger med følgende udførlige Beskrivelse af Gaarden:

1)Raalingen staaende Østerst i Gaarden, viser Sønder og Nør med Enderne. Et Loft høj, bygget af Fuure Tømmer. Bindingsværk og Tjælegavle paa begge Ender. 9 Fag paa Raalingens vestre Side fra Nørre Ende er rødmalet Fjælebeklædning, takseret til 960 Rigsdaler. Paa Vestre side af Raalingen er en udbygget Kvist af samme Bygning og Materialier med Fjælg Gavl, takseret til 120 Rigsdaler.

2) Et Hus i Nordre Side af Gaarden vender i Øster og Vester, 24 Alen 1 Kvarter 2 Tommer lang, 8 Al. 1 Kvir. 4 Tm. bred. I vestre Ende 3 Fag til Studereværelse, deri en Jern-Bilæggerovn med muret Fod anbragt ved en fra Grunden opført forsvarlig Skorsten. Fjæle Loft og Murstensgulv.

Sidstnævnte Hus indeholdt den kendte, dygtige Pastor Segelckes Studerekammer. Det var det eneste Værelse i Huset med Murstengulv, alle de andre havde Fjælegulve. Huset, der nu anvendes som Konfirmandhus, er det eneste, der er tibage at Præstegaarden fra 1796, og det vil blive bevaret.

1858 opfører Pastor Michelsen Grundmur om hele Stuehuset, hæver Lofterne, sætter ny Vinduer ind og lægger nye Gulve, bygger endvidere 4 Fag til Kvisten. Udgiften beløb sig til 1200 Rigsdaler.

1884 bygger Pastor Pommerenche Forpagterbolig og Magasinet ved østre Ende af Laden. 1898 ombygger han Stuehusets sønder Ende, hvori der var Folkestue, Køkken og Bryggers, som Pastor Michelsen ikke havde grundforbedret.

Den første Vrenstedpræst, der er nævnt, er Laurits Jensen, men hans Data kender man ikke, ligesaa lidt som for hans Efterfølgeres Vedkommende. Efter ham blev hans Søn Jens Lauritsen Præst. Derefter nævnes en Præst ved Navn Kristen. Hans Efternavn kendes ikke. I 1655 ved man, at Melchior Evertsen (Mejer) var Præst. Det er ham, Epitafiet i nordre Side at Kirken minder om. Det siges ogsaa om ham, at han en Høstdag gik op i Marken for at se til Høstfolkene og i Spøg sagde til Folken, at han skulde vise, at han svarede til Navnet (Mejer). Han tog derpaa en Le, men efter at have hugget et Par Skaar, faldt han død om.

Efter Melchiorsen kom Pastor Ole Jensen Krogh. Siden virkede Aksel Rosenkrands Segelche, som er død her den 21. Maj 1826, 74 Aar gammel, og ligger begravet paa Kirkegaarden, hvilket et par sjældne Gravsten viser. Hans Svigersøn, Ole Sørensen, var Præst her fra 1827 til 1834. Hans Christian Ingerslev fra 1834 til 1852. Frederik Nikolaj Severin Mikkelsen fra 1852 til 1861. Pastor Pedersen fra 1861 til 1862, da han døde og blev begravet her. Provst Hans Jørgen Hansen var Præst fra 1862 til 1873. Pastor Len fra 1873 til 1883. A. F. Pommerenche fra 1883 til 1900. R. Ant. Dahl fra 1900 til 1908. Samme Aar overtoges Embedet at den nuværende Præst, Julius Plesner, som bliver den sidste Beboer af den gamle Præstegaard.

For en Del Aar siden købte Sagfører A. Olesen, Nørresundby, Præstegaardsjorden, hvorpaa han opførte Gaarden ”Kirkemarken” i gammel Landsby stil.

I stedet opførtes den nuværende præstegård  i 1928 samme sted (se nedenfor), tegnet af den kendte Københavner arkitekt Ulrik A. Plesner. 

Ulrik A. Plesner blev født i Vedersø præstegård hvor faderen var præst.

Ulrik Plesner var bror til pastor Julianus H. Plesner, der var præst i Vrensted 1908-1929.

Vrensted Præstegaard.

Avisartikel fra 07.10.1928

”Den nye Præstegaards Aflevering fandt sted i Torsdags ved en lille Festlighed i Overværelse af Præsten og Familie, Arkitekt, Ingeniør, Haandværkere og Menighedsraadene. Man besaa den nye Bygning ud- og indvendig og fandt den baade stilfuld og hyggelig. Selvfølgelig er den udstyret med alle Nutidens Bekvemmeligheder, elektrisk Belysning, Varme og Vandanlæg m.m. Det er, som alle Enkeltheder føjer sig sammen til en harmonisk Helhed baade paa det arkitektoniske og praktiske Omraade og gør sin Mester, Arkitekt Ulrik Plesner, Skagen, stor Ære.

Der var jo fra Begyndelsen delte Meninger om, hvorvidt den nye Præstegaard skulde bygges i SydNord eller øst-Vest; det sidste sejrede. Og naar man i Torsdags saa Efteraarssolens rolige Skær lyse ind i alle Stuerne, hvor Præsten og hans Familie til dagligt skal færdes, saa forstod man, at man havde truffet det heldige Valg. Fra Altanen er der en storslaaet Udsigt ud over Engene og Kærene – randet mod Syd af Thise Bakker, fra hvis Top Kirkens hvide Mure lyser som et dragende Midtpunkt, og mod Vest randet af de graa kuplede Klitter. Naar Stil, Hygge og Rummelighed er forenet paa en praktisk Maade som her, og Omgivelserne tillige danner saa smuk en Ramme, saa er det baade forstaaeligt og tilgiveligt, at to af Præstens Embedsbrødre ved et Besøg forleden fristedes til at udbryde: Lad os skynde os herfra, ellers risikerer vi at blive misundelige!

Det er meget smukt og solidt Arbejde, Bygningsentreprenørerne – Murermester Ingvardsen og Tømrermester Mørck, Løkken, – her har udført, og de fik da ogsaa ved Festen stor Paaskønnelse og udelt Anerkendeles derfor.

Indvielsen fejredes med en lille, smuk Fest i den nye Præstegaard, ved hvilken Arkitekt Plesner, Sogneraadsformand Pilgaard, Pastor Plesner, Forfatteren Jens Madsen Møller og Murermester Ingvardsen, Løkken, talte”.

Arkitekt Ulrik Plesner kom meget i kunstnergruppen i Skagen og har i den grad været med til at give Skagen det udseende, byen har. Ikke mindre end 32 væsentlige “fingeraftryk” satte han på Skagen, heriblandt Klitgården, Skagen Museum, Udvidelse af Brøndums Hotel m.fl. En stor del af Plesners virke kom til at foregå i Skagen.

Præstegården i Vrensted som gennem mange år har været bolig for Vrensted-Thises præst og familie, har desuden også lagt lokaler til konfirmand-undervisningen i den med præsteboligen sammenbyggede konfirmandstue. Desuden har konfirmandstuen og de private stuer ofte været benyttet når præsteparret inviterede menigheden i forbindelse med menighedsmøder med foredrag, sangaftener m.m. gennem alle årene.

Præstegården i Vrensted var indtil 2007 (kommunalreformen) bolig for Præsten, hvorefter Thise blev skilt fra.

I skrivende stund, oktober 2019, er der nogen usikkerhed omkring Præstegårdens fremtid, idet Vrensted Kirke nu er sammen med 4 andre kirker i området og nu hører ind under det nydannede Løkken Stor Pastorat og et reduceret antal præster skal betjene alle fire kirker. Samtidig arbejdes der p.t. med at danne et menighedsråd for alle fire kirker, med repræsentanter forhåbentlig fra alle fire sogne.

 

Præstegården i Vrensted som blev opført i 1928 og som den ser ud i 2019 og istedet opførtes den nuværende præstegård  i 1928 samme sted (se nedenfor), tegnet af den kendte Københavner arkitekt Ulrik A. Plesner.            Ulrik A. Plesner blev født i Vedersø præstegård hvor faderen var præst.

Ulrik Plesner var bror til pastor Julianus H. Plesner,  der var præst i Vrensted  1908-1929.

 

Arkitekt Ulrik Plesner kom meget i kunstnergruppen i Skagen og har i den grad været med til at give Skagen det udseende, byen har. Ikke mindre end 32 væsentlige “fingeraftryk” satte han på Skagen, heriblandt Klitgården, Skagen Museum, Udvidelse af Brøndums Hotel m.fl. En stor del af Plesners virke kom til at foregå i Skagen.

Præstegården i Vrensted som gennem mange år har været bolig for Vrensted-Thises præst og familie, har desuden også lagt lokaler til konfirmand-undervisningen i den med præsteboligen sammenbyggede konfirmandstue. Desuden har konfirmandstuen og de private stuer ofte været benyttet når præsteparret inviterede menigheden i forbindelse med menighedsmøder med foredrag, sangaftener m.m. gennem alle årene.

Præstegården i Vrensted var indtil 2007 (kommunalreformen) bolig for Præsten, hvorefter Thise blev skilt fra.

I skrivende stund, oktober 2019, er der nogen usikkerhed omkring Præstegårdens fremtid, idet Vrensted Kirke nu er sammen med 4 andre kirker i området og nu hører ind under det  nydannede Løkken Stor Pastorat og et reduceret antal præster skal betjene alle fire kirker. Samtidig arbejdes der p.t. med at danne et menighedsråd for alle fire kirker,  med repræsentanter forhåbentlig fra alle fire sogne.

Præstegården i Vrensted som blev opført i 1928 og som den ser ud i 2019

Præstegården blev opført i 1928,  foto fra 2019

oktober 2019 jens otto madsen

 

Chr. N. Østergaard, gårdejer “Slotsgaarden”, Vrensted – Landboformand

Gaardejer Chr. N. Østergaard, Slotsgaarden, Vrensted

gdr. Chr. N. Østergaard f. 1896 d. 1963

Formand for Landboforeningen i Brønderslev

Efter mere end et års sygdom med flere indlæggelser på Brønderslev sygehus og Kommunehospitalet i Aarhus, døde gdr. Christian Nielsen Østergaard, Vrensted, i 1963 i sit hjem, Slotgaarden i Vrensted, 67 år gammel.

Chr. N. Østergaard var blevet ramt af en ondartet sygdom, og der stødte en lungebetændelse til, som han ikke kunne stå igennem.

Chr. N. Østergaard var en kendt Skikkelse inden for dansk landbrug. Bedst kendt var han som formand for Brønderslev og omegns landboforening, et hverv, han røgtede med stor nidkærhed og aldrig svigtende interesse. Selv under den svære sygdom fulgte han med i, hvad der foregik inden for foreningens rammer, og selv om han var alvorligt syg ved foreningens generalforsamling i marts måned og ikke kunne overvære forhandlingerne, blev han genvalgt til bestyrelsen og som formand.
Chr. N. Østergaard overtog i 1921 sin fødegård, Østergaard i Vrensted. Det var en af egnens bedste gårde, og den nye ejer havde baade lyst og dygtighed til at arbejde med jorden og anså bondens arbejde som det mest eftertragtelsesværdige. Det var gode betingelser at starte under, og de efterfølgende år viste en fremgang, der resulterede i et monsterdrevet landbrug.

Hans interesse for foreningsliv, det folkelige og det åndelige, slog ret tidligt igennem, og det varede ikke længe, før folk fik øjnene op for, at han kunne og ville mere end gennemsnitsmennesket. I 1933 blev han indvalgt i bestyrelsen for Brønderslev og omegns landboforening. I 1940 valgtes han til formand, og han kunne således snart have holdt 25 års jubilæum som formand.

Som formand for foreningen var han lydhør over for nye strømninger i landbruget, og han var en ivrig og energisk forkæmper for andelsbevægelsen. Det skyldes for en stor del ham, at landboforeninIgen i dag råder over en velindrettet landbrugsgaard i Brønderslev. Den er blevet et samlingssted for landboer, der kommer til byen det der her holdes auktioner og – eksportmarked og også findes en andelsindkøbsforening for landbrugsmaskiner.

Som leder af den store forening viste Østergaard djærvhed og mod; der stod respekt om hans navn, og han fremsatte sine meninger uforbeholdent og bestemt. Det bevirkede, at folk gerne lyttede til, hvad han havde på hjertet, og han forstod at tale til baade ældre og til ungdommen. Han fulgte med særlig interesse arbejdet på Landboskolen i Brønderslev, og mange unge har ved afslutninger paa skoleaaret lyttet til hans gode raad og henstillinger om at dygtiggøre sig.

Hans interesse for ungdommen kom også til udtryk i stiftelsen af en etableringsfond til hjælp for unge, nystartede landmænd. Det var hans idé, og det var på grund af hans energi, fonden blev stiftet. I dag har fonden en betydelig kapital, og hvert aar uddeles der beløb af den.

Et hverv, der bragte ham i forbindelse med mange land- boere var hans medlemsskab af Grundforbedringsudvalget for Hjørring amt. Han blev valgt ind som repræsentant for landboforeningerne i 1940, og fra 1946 til 1955 var han udvalgets formand. I denne periode bortforpagtede han gården til sønnen, Niels Østergaard, og han boede derefter i en villa i Vrensted, indtil han købte Slotgaarden.

Han var i mange år medlem af menighedsrådet og formand for Vrensted mejeri, men mest vil han sikkert huskes som en dygtig og initiativrig formand for landboforeningen, hvis medlemmer skylder ham meget for hans kærlighed til standen og hans rige evner til at gennemføre betydelige fremskridt på fornuftig og velfunderet basis.

For sin betydelige indsats modtog Chr. N. Østergaard ved landboforeningens jubilæum sidste år ridderkorset.

Han overleves af hustru og tre børn, sønnen Niels Østergaard, der bor paa slægtsgården, en datter, der er gift med direktør Poul Eriksen, Brønderslev korn- og tømmerhandel, og en datter, der er gift med uddeler Ole Nielsen,Asdal.

På landboauktionens bygninger i Brønderslev, var der en fin mindeplade for Chr. N. Østergaard. Da bygningerne blev solgt blev mindepladen flyttet til LandboNords nye domicil ved indvielsen i 2006.
Siden er mindepladen flyttet til Vrensted da LandboNord tog den ned fra lokalerne og satte den i kælderen. Er senere overgivet til Lokalhistorisk Arkiv i Vrensted. !

Aldrig færdig – altid på vej.

nov. 2019- jens otto madsen

Fie Riis og familie, forfatter og sangskriver

På billedet mangler yngste søn Jesper de øvrige far Erik, mor Fie, Svend, Else og handicappede Kristian

Fie Riis Eriksen var datter af den tidligere Vrensted købmand Riis og hustru Johanne Riis. Fie var en dygtig sangskriver, digtede indimellem og fik udgivet bogen Helene, om en Sønderjysk piges opvækst på en fattiggård. Her er  små digte, som jeg tror er rettet bl.a. på hendes handicappede søn Kristian som havde en sygdom, hvor benene ikke voksede i forhold til overkroppen. Kristian gennemgik flere operationer bl.a i England, men intet hjalp. Han var fantastisk til at spille på klaver. Selvlært. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvorfor jeg skrev fortællingen om Helene

Jeg har kun gjort, hvad jeg var skyldig at gøre skriver Helenes pennefører, fru Fie Riis, Vrensted.

NY TID har bedt fru Fie Riis i Vrensted, der har nedskrevet beretningen om Helene Christoffersens sønderjyske barndom, at besvare spørgsmålet om, hvorfor hun skrev Helenes historie, der nu foreligger i bogform paa FREMADs forlag. Fru Fie Riis’ svar vil overbevise enhver læser om, at det har været en hjertesag for henne netop at gøre andre bekendt med, hvad Helene havde at berette.


Fortællingen om »Helene har vakt røre landet over, – meget mere, end jeg er glad for. Jeg skrev ikke fortællingen, som blev mig fortalt af Helene, for at gøre nogen fortræd. Jeg skrev den af ganske andre grunde, som jeg gerne vil fortælle NY TIDS læsere.

Helenes piger havde tid

Fortællingen begyndte ikke for mit vedkommende, dengang Helene havde fortalt mig den og vist mig det, hun selv havde skrevet ned. Jeg ved nu, at motivet til at skrive den begyndte at spire et helt år i forvejen. – Jeg har et vanført barn, som ikke kan gå.Da vi flyttede til det hus, vi nu bor i. begyndte Helenes to små piger at lege og køre ture med min dreng. Jeg har selv to større børn, de havde meget sjældent tid til at tage sig af deres lille bror; der var så meget andet at gøre for dem, så meget at opleve, men Helenes piger havde tid. Ingen andre har været så søde mod Kristian som de to. – Jeg kom til at kende dem bedre og bedre, og jeg kom til at holde af dem, som en mor altid vil gøre det, når nogen er gode ved hendes barn; men jeg lærte også noget af de to, som fik mig til at tænke nye tanker om mennesker. – Der skulle være juletræsfest for skolen i forsamlingshuset, mine børn skulle med, og det blev naturligvis drøftet meget her i huset, også en dag, mens Helenes piger var her. – »I skal da også med?« blev der spurgt, og svaret faldt hårdt og skarpt: >Nej! Vi skal ikke derud og gøres nar af!« — Jeg studsede, men tankerne blev ved at vende tilbage til svaret. Jeg måtte finde løsningen, og jeg fandt den hos deres mor, Helene. Så bittert var hendes sind mod samfundet og saa mindreværdig følte hun sig, at det var smittet af på hendes små piger med.

Skyggerne fra en trist barndom Helene fortalte mig om sin barndom. Jeg forstod da noget, som jeg ikke havde forstået før: »Der er endnu alt for mange fordomme, som, hvis de blev ryddet af vejen, ville gøre mange mennesker lykkelige. – Alle vi, som
har haft en lykkelig barndom med tryghed og kærlighed, har ingen ret til at opkaste os til dommere over mennesker, som endnu slås med skyggerne fra en trist baundom«. Alt, hvad Helene havde fortalt mig, vakte pludselig all minder til live om hjertekval og forbitrelse ved læste beretninger i aviser og ugeblade. Beretninger om børn, som blev gjort fortræd, ting, som ikke hører en fjern tid til, som Helenes fortælling.

Jeg har aldrig kunnet frigøre mig for en følelse af medskyld, når jeg har læst eller hørt om ulykkelige børn. Jeg måtte skrive Helenes fortælling, fordi jeg ved: > Mennesker dykker ned i andres elendighed, for derefter at skynde sig i land på deres egen fredfyldte strandbred. Men lige såvel som bølgerne bliver ved at rulle, lige såvel vil tankerne blive ved at kredse om det sete og hørte.

Hvorfor jeg skrev ”Helene” står sammenfattet på et af de første blade i bogen: ”Måske blive netop de tristeste menneskeskæbner dannet i en fast og sikker ånd for at belære andre”.

Jeg har kun gjort, hvad jeg var skyldig at gøre.

Fie Riis.

 

 

Aner til Kristian Riis

 

 

Fies hjem, købmandsforretningen ved Kirkedammen i Vrensted

foto ca 1920 Johanne Riis og Fie m.fl.

oktober 2019-jens otto madsen

Helene, En fortælling om et barn på Fattiggård

Hvorfor jeg skrev fortællingen om Helene – (fortællingen fortsætter  længere nede) Jeg har kun gjort, hvad jeg var skyldig at gøre skriver Helenes pennefører, fru Fie Riis, Vrensted. NY TID har bedt fru Fie Riis i Vrensted, der har nedskrevet beretningen om Helene Christoffersens sønderjyske barndom, at besvare spørgsmålet om, hvorfor hun skrev Helenes historie, der nu foreligger i bogform paa FREMADs forlag. Fru Fie Riis’ svar vil overbevise enhver læser om, at det har været en hjertesag for hende netop at gøre andre bekendt med, hvad Helene havde at berette. Fortællingen om »Helene har vakt røre landet over, – meget mere, end jeg er glad for. Jeg skrev ikke fortællingen, som blev mig fortalt af Helene, for at gøre nogen fortræd. Jeg skrev den af ganske andre grunde, som jeg gerne vil fortælle NY TIDS læsere. Helenes piger havde tid Fortællingen begyndte ikke for mit vedkommende, dengang Helene havde fortalt mig den og vist mig det, hun selv havde skrevet ned. Jeg ved nu, at motivet til at skrive den begyndte at spire et helt aar i forvejen. – Jeg har et vanført barn, som ikke kan gaa. Da vi flyttede til det hus, vi nu bor i, begyndte Helenes to smaa piger at lege og køre ture med min dreng. Jeg har selv to større børn, de havde meget sjældent tid til at tage sig af deres lille bror; der var så meget andet at gøre for dem, så meget at opleve, men Helenes piger havde tid. Ingen andre har været saa søde mod Kristian som de to. – Jeg kom til at kende dem bedre og bedre, og jeg kom til at holde af dem, som en mor altid vil gøre det, når nogen er gode ved hendes barn; men jeg lærte også noget af de to, som fik mig til at tænke nye tanker om mennesker. – Der skulle være juletræsfest for skolen i forsamlingshuset, mine børn skulle med, og det blev naturligvis drøftet meget her i huset, også en dag, mens Helenes piger var her. – »I skal da også med?« blev der spurgt, og svaret faldt hårdt og skarpt: >Nej! Vi skal ikke derud og gøres nar af!« — Jeg studsede, men tankerne blev ved at vende tilbage til svaret. Jeg måtte finde løsningen, og jeg fandt den hos deres mor, Helene. Så bittert var hendes sind mod samfundet og saa mindreværdig følte hun sig, at det var smittet af paa hendes smaa piger med. Skyggerne fra en trist barndom Helene fortalte mig om sin barndom. Jeg forstod da noget, som jeg ikke havde forstaaet før: »Der er endnu alt for mange fordomme, som, hvis de blev ryddet af vejen, ville gøre mange mennesker lykkelige. – Alle vi, som har haft en lykkelig barndom med tryghed og kærlighed, har ingen ret til at opkaste os til dommere over mennesker, som endnu slås med skyggerne fra en trist baundom«. Alt, hvad Helene havde fortalt mig, vakte pludselig all minder til live om hjertekval og forbitrelse ved læste beretninger i aviser og ugeblade. Beretninger om børn, som blev gjort fortræd, ting, som ikke hører en fjern tid til, som Helenes fortælling. Jeg har aldrig kunnet frigøre mig for en følelse af medskyld, når jeg har læst eller hørt om ulykkelige børn. Jeg måtte skrive Helenes fortælling, fordi jeg ved: > Mennesker dykker ned i andres elendighed, for derefter at skynde sig i land på deres egen fredfyldte strandbred. Men lige såvel som bølgerne bliver ved at rulle, lige såvel vil tankerne blive ved at kredse om det sete og hørte. Hvorfor jeg skrev ”Helene” står sammenfattet på et af de første blade i bogen: ”Måske blive netop de tristeste menneskeskæbner dannet i en fast og sikker hånd for at belære andre”. Jeg har kun gjort, hvad jeg var skyldig at gøre. Fie Riis.

Her fortæller Helene  – kopier link så du kan høre Helene fortælle sin historie

https://emea01.safelinks.protection.outlook.com/?url=https%3A%2F%2Fwww.danskkulturarv.dk%2Fdr%2Fbilledbogen-historien-om-helene%2F&data=04%7C01%7C%7Ca362b669063247f96a1f08d9aab01bcf%7C84df9e7fe9f640afb435aaaaaaaaaaaa%7C1%7C0%7C637728495620895244%7CUnknown%7CTWFpbGZsb3d8eyJWIjoiMC4wLjAwMDAiLCJQIjoiV2luMzIiLCJBTiI6Ik1haWwiLCJXVCI6Mn0%3D%7C3000&sdata=IREmodAvqtILVJctLWY%2FFA8cOQIw%2FDWSSkUjq9hZypY%3D&reserved=0p

Her kommer fortællingen

Helene blev født den 16.04.1911 i Asserballe på Als og døde i Vrensted i 1983, 72 år. Hun efterlod mand og 7 børn.  Det var en fortælling som gav megen medieomtale i den danske dagspresse. Den kendte radiovært Karl Bjarnhof aflagde Vrensted et besøg med radiovognen, hvor Helene indtalte novellen på stålbånd. Det blev til fire udsendelse på hver en halv time. Fortalt af Helene og nedskrevet af Fie Riis (Fie Riis er omtalt i en separat historie) Udgivet af Forlaget Fremad i 1954. Historien gav anledning til at der blev lovgivet om en ny Sociallov i Danmark.

Helene Christoffersen var en sønderjysk pige, der blev født af en enlig mor, bortadopteret og senere sendt på fattiggård som 7 årig, og derefter senere på landet, som barn hos dårlige plejeforældre, som udnyttede hende arbejdsmæssigt.

Helene blev som voksen gift og stiftede familie i Vrensted, hvor hun blev gift med Harry Christoffersen og fik en stor børneflok.

Helene og Harrys 6 ældste børn stående foran det lille hus ved Bådstedhedevej og Præstegården. Her navne på Helenes 10 børn, Fanny, Richardt, Lindhart, Eva, Evald, Sigrid, Ketty, Robert, Yrsa og Birgit fød i denne rækkefølge. Mor Helene står selv i midten af billedet. Det er Fanny som står med dukken.

Harry Christoffersen der stammede fra Børglum, havde fået plads på en gård i Sønderjylland og det var der han traf Helene, der tjente på en nabogård.

De havde dårlige boligforhold, hvor de oprindelig boede. Ved bogens udgivelse og salg blev der indsamlet en sum penge, således at der kunne opføres et nyt hus til familien, på deres egen grund.

Helene og Harry kan fejre guldbryllup i 1979
Her Helene og Harry med alle børnene ved guldbryllupsfesten i 1979
f.v. Sigrid, Lindhardt, Fanny, Robert, Birgit, Richard og Yrsa

Helene og Harry i stuen i deres nye hus
1979

Fortalt af Helene

i den danske radio

den 24. januar 1954

nedskrevet af Fie Riis

Helene

en fortælling om et barn

I

Jeg blev født på en fattiggård et sted i Sønderjylland den 16.4.1911. Min mor var tjenestepige der og stammede fra Berlin. Min far var tysk marineofficer og havde hjemme i Bremerhafen. – Mor og far havde lært hinanden at kende, mens far endnu var marinesoldat. Hvorfor de ikke blev gift, da mor ventede mig, ved jeg ikke; man har sagt mig, at det var, fordi far ville have sin uddannelse helt færdig; men måske har mor ikke været ,,fin” nok. – Mor beholdt mig hos sig i 14 dage, så fik hun mig anbragt hos nogle flinke folk, som passede mig godt. Der var jeg i 2 år, og i den tid havde mor plads i huset ved siden af, så hun daglig kunne se til mig.

Mor og far havde nogle gode venner, et ægtepar, som de kom meget hos. Han var officer og var meget velhavende. På den tid, da jeg blev født, havde de ingen børn, og da det ikke så ud til, at de nogensinde skulle få nogen, begyndte de at tale med mor om at få lov til at adoptere mig. Mor ville i begyndelsen overhovedet ikke høre tale derom, hun ville til Tyskland og have mig med; men da de stadig blev ved at foreholde hende, at hun aldrig ville kunne give mig alt det, som de var i stand til, hvor gode de ville være imod mig o. s. v., gav hun tilsidst efter, men forlangte at få oprettet et „papir“, hvori der stod, at i tilfælde af, at de blev kede af mig eller selv fik børn, skulle hun have mig tilbage. Min plejefar fik papirerne – og brændte dem omgående. Så lykkelige var de for mig dengang og ligeså hensynsløse, som de også siden skulle vise sig at være –Min rigtige mor forsvandt altså ud af min tilværelse, da jeg var 2 år gammel, og tilbage var mine elskede plejeforældre, min mor og far, som de altid vil vedblive at være det for mig, trods alt hvad de har gjort imod mig. – Min rigtige far var en af de første, som faldt i verdenskrigen; hans skib blev torpederet. Min allerførste erindring stammer fra krigsåret 1915. den dag, jeg blev 4 år. Jeg kan endnu, når jeg tænker tilbage, huske fødselsdagsgaven, jeg fik af mor og far, en dejlig stor dukkestue. Jeg var i min fineste kjole, og jeg havde sløjfer i fletningerne. – Hvor jeg dog elskede mine plejeforældre. De gav mig alt, hvad jeg gerne ville have. De lod mig gå i fint tøj og havde kys og klap til mig dagen lang. –Men Tyskland var i krig. og far måtte med. En dag – også mens jeg var 4 år – kom der bud, at min plejemor og jeg skulle komme og besøge ham i Danzig: det var sjældent at han kunne få så lang en orlov, at han kunne komme hjem til os i Kiel, hvor vi nu boede. Det hele var så nyt og spændende, og gensynet med far, var altid en glæde. Jeg løb om på gaden og legede med børnene uden for huset, hvor vi boede, for mor og far ville naturligvis gerne være sammen alene. Måske har jeg været for kåd, midt under legen faldt jeg og brækkede min høre arm. Jeg husker endnu lægen i den hvide kittel, som stod ved min seng, og jeg husker mor og fars forkalkede ansigter. – En anden gang var vi i Hamburg hos far. Der besøgte vi min plejefars bror, som var gift med en adelig hollandsk dame. Det store hus, de boede i, lå helt ud i vandet, og jeg kan endnu høre de blide skvulp mod muren, når jeg om natten lå i min seng. Alt var så stille og fredfyldt, og jeg følte mig så tryg og lykkelig, som en lille 4 års pige kan gøre det, når hun mæt og veltilpas er puttet til ro og har bedt sin aftenbøn. Ja, jeg havde det godt hos mine nye forældre. De overøste mig med gaver, legetøj havde jeg i massevis, og jeg havde den yndigste lille himmelseng at sove i – – For så vidt var alt såre godt. Jeg kunne sikkert i dag have siddet i et solidt ægteskab, hvis ikke min plejemor til største undren både for hende selv, og alle andre, var blevet gravid. Jeg har vist ikke fortalt, at mor var missionsk”. Hun tilhørte en eller anden sekt, og under krigen blev hun mere og mere grebet af det. Hun blev tilsidst så overspændt, at det grænsede til hysteri. – En aften, da jeg allerede havde sovet et par timer, kom hun ind i soveværelset, rev min dyne bort og kastede mig ud på gulvet. Og så begyndte hun at slå løs på mig. Hun slog og slog, til hun ikke orkede mere. Alle de andre prygl, jeg har fået i min barndom, om end de var langt værre, har vist aldrig helt formået at fjerne mindet om denne aften, hvor jorden første gang skred bort under mig i stum vantro og vild skræk. – Bagefter fortrød hun bitterligt, men snart efter gentog det sig og atter igen, indtil min plejefar en aften kom til og så det. Da rev han hende bort, og jeg tror endda, han slog hende. Men jeg var allerede da begyndt at blive et nervøst barn, med spiren til den angst, som aldrig siden har forladt mig. Jeg blev 5 ár, og den dag fik jeg et yndigt lille klaver, som jeg kunne spille rigtigt på og jeg fik et kæmpestort påskeæg med alt muligt godt i. Så kom Inger den lille søster, vi havde talt så meget om, og der var fryd og glæde hos mor og far. Men fra den dag blev jeg sat udenfor. Jeg både så og følte det og jeg led under det. Hvor ofte ønskede jeg mig ikke tilbage til den tid, da jeg var mors og fars egen pige, og jeg forstod alligevel slet ingenting. Om min rigtige mor på denne tid prøvede at få mig tilbage, ved jeg ikke. Tiden gik. Selve krigen husker jeg ikke, kun dette, at vi begynde at sulte. Efterhånden blev vores daglige kost kålrabi, varieret i det uendelige. Nogle gik gennem kødhakkemaskinen, andre blev kogt til stuvning, og atter andre til en mos, som vi fik smurt på brødet. Mange gange har jeg, når jeg fik sådan en en mellemmad, sat den fra mig et eller andet sted og er løbet min vej. Tusind gange hellere ville jeg sulte end føle denne ækle kvalme, som evindelig kålrabispisen giver. – Min søndagsskole passede jeg meget omhyggeligt, og jeg gik der både formiddag og eftermiddag. Jeg husker ikke, om jeg var glad for at gå der eller ked af det. Og så kom revolutionen i al sin rædsel. Alt var blod og brand. Ude i Kielerkanalen Iå der store krigsskibe og skød ind over byen. Store stykker af murene, løse mursten og glasskår fra hundredevis af knuste ruder raslede ned over gaderne. Jeg blev låst inde, så jeg ikke kunne komme ud, for det var livsfarligt at færdes ude. Min plejemor turde ikke blive i Kiel og rejste den lange vej med Inger og mig til hendes hjem, en lille landsby, som ligger i Sønderjylland. Jeg havde været med deroppe flere gange på ferie om sommeren, og det forekom mig at være et paradis på jorden. Den gamle bedstefar var skomager, og hvor det morede mig at sidde til bords og spise af lerfadene med træske, som det var skik og brug der i huset. Når vi fil kaffe, fik vi altid et stykke kandis til, og hver aften, når jeg skulle i seng, fik jeg et puttet i munden og lå så velbehageligt og suttede på det, til jeg faldt i søvn. – De havde der i hjemmet en gammel tjenestepige, som var over 70. Hun havde været hos dem i umindelig lange tider og hørte fuldstændig til der.. Jeg har glemt hendes navn, men hun havde en særlig forkærlighed for mig. Det hører med til mine få lyse barndomsminder, når jeg gik med hende i hånden ud til høns, ænder og gæs. Nevøs som jeg var, blev jeg naturligvis dødsens ræd for den store gase, som strakte hals og skræppede op efter mig. Grisen ”Anders”, dens navn husker jeg, blev jeg fine venner med og gav den æde. Og jeg løb om i den den store dejlige have og legede. Sorgløs og ubekymret fra morgen til aften. Vi tog tilbage til Kiel for fars skyld. Mor og Inger tog af sted til ham, og jeg blev anbragt hos fars gamle forældre. – Det var på den tid næsten umuligt at få mælk. Folk stod i kø fra kl. 2-3 om natten, mange gange til ud på aftenen. En dag kom bedstemor hjem og fortalte, at der var blevet trådt en gammel kone ihjel under en tumult ved uddelingsstedet. Det gjorde et dybt indtryk på mig, og jeg måtte vide alle de taljer. – Næste nat gik bedstemor kl. 3 for at hente mælk. Da jeg vågnede, var alle døre låst, og jeg var alene. Jeg ventede og ventede, men bedstemor lod sig ikke se. Da blev jeg ude af mig selv af rædsel for, at det skulle være gået hende som den anden gamle kone. Jeg græd og jamrede. Sulten nagede mig, men der var intet at spise. Og midt under det hele begyndte de at skyde. Først faldt en rude ind og så atter en. Da bedstemor endelig ud på aftenen kom hjem i god behold, lå jeg rædselsslagen i sengen og græd. Jeg begyndte at gå i skole; men aldrig har et barn vist været mere ked af det, end jeg var. Jeg græd, når jeg skulle af sted, og jeg græd, når jeg kom derhen. Til at begynde med stak jeg af hjem, så tit jeg kunne, men læreren vidste et probat middel for slige griller. Jeg blev stillet op midt på gulvet og måtte strække hænderne i vejret med fingerspidserne opad. Så tog han sin lineal, og med den skarpe kant vendt mod mig slog han igen og igen. Det skulle nok betage mig lysten til at være ulydig. Jeg turde fra den dag af ikke mere skulke; men hvor jeg dog hadede min skole og min lærer. Min plejemor blev gravid igen. – Atter gentog det samme sig, som før Inger skulle komme. Jeg kunne nu direkte mærke, at jeg var uønsket i hjemmet. Jeg blev ensom og gik mine egne veje. Den lille nye blev født og kom til at hedde Angelica. Atter var glæden stor, men nu var der absolut heller ikke mere plads til den lille fremmede fugl. – Jeg var da 7 år. Man begyndte at tale om, at jeg snart skulle på ferie. Jeg skulle til Sønderjylland og besøge nogle rare gamle mennesker, som ville være så søde imod mig. Om det ikke var spændende? Og om jeg ikke glædede mig? Jo, det gjorde jeg naturligvis, men med barnets fine instinkt anede jeg dog, at noget and truede mig. Jeg ville helst blive hjemme hos far og mor, som jeg trods alt elskede inderligt, og som jeg dengang ikke anede kun var mine plejeforældre; for det var aldrig blevet mig fortalt. En strålende sensommermorgen, den 11. september, – den dag står brændt ind i min hukommelse som ingen anden dato, -vækkede min mor mig og sagde, at nu skulle vi ud at rejse. Jeg blev vasket og klædt på. Det undrede mig, at jeg fik en af mine ældste kjoler på, jeg havde så mange andre pæne kjoler, og til sådan en lang tur. Min mor sagde, at man blev så snavset af rejsen, mit pæneste tøj skulle gemmes, til jeg kom til bestemmelsesstedet. Og mor kom med en af mine gamle dukker, som jeg ganske vist holdt meget af, men den var dog både slidt og grim. Jo, netop den ville da synes, at jeg var uretfærdig imod den, hvis jeg lod den blive hjemme til fordel for den fine nye. Jeg fandt det hele underligt, men den dejlige sejltur fra Kiel til Sønderborg fik mig til at glemme det igen, så nyt og spændende var det hele, og mor og far var søde og gode imod mig ligesom i gamle dage. Vi gik fra borde, og far sig om. Der kom en gammel mand hen til os og sagde, at han var sognerådsformand et eller andet navn. Om det var pigen, den lille der, så nikkede han hen imod mig. Jo, det var det da. Jeg nejede pænt og sagde goddag. Han smilede og beholdt min hånd i sin. Og så, – jeg ville ikke tro mine egne øjne, der gik far og mor, de vendte ryggen til mig. De så sig ikke tilbage en eneste gang. De lod som om de overhovedet ikke kendte mig. Jeg råbte: Mor og far. Jeg græd, jeg ville løbe efter dem, men han holdt fast på mig. Jeg skreg, jeg tiggede, og jeg bad, intet hjalp: og de to derhenne, min mor og far, blev bare ved at gå. Hele min verden sank i grus på de få minutter. Intet forstod jeg, intet havde jeg at holde mig til. Kun denne fremmede mand, som vel nok havde ondt af mig, men som sikkert havde flåt fortalt så meget ufordelagtigt om mig, at medlidenheden ikke helt tog overhånd. – Jeg vil ikke bort fra mor og far!” -..Åh, mor og far! hulkede jeg. Han strøg mig lidt over håret. ,,Du skal ikke græde, min bitte pige. De er jo slet ikke din mor og far.” Hvornår har et barn vel fået sandheden at vide på en mere brutal måde. Alt blev mørke, alt blev ondt og hårdt. Det var var ikke min mor og far. Hvem var jeg da? Hvem var de? Tusinde tanker hvirvlede rundt og rundt i mit 7 års hoved. Hvad skulle der ske? Hvorhen? Hvad så? – Siden har jeg tænkt og tænkt på denne dag. Hvad var mine plejeforældre for nogle mennesker. Kan mennesker virkelig være så onde? Gives der levende kroppe uden sjæle og uden hjerter? Hvilken gud var det, min plejemor ofrede det halve af sin tid på! Ikke Kristus, ham kan det umuligt have været. Men hvem da? Har voksne virke lig lov til at handle sådan mod et uskyldigt barn? Og hvad er meningen med at læsse så meget ondt på små skuldre? Var der blot een, som kunne give mig forklaringen. For der må vel være en mening med det. Eller er det virkelig muligt, at Gud kommer til at overse en lille pige imellem alle de hundredtusinder, han skal passe på. Jeg har forbandet disse to mennesker. Jeg har ønsket alt ondt over dem. Og dog så underligt er mennesket, at jeg i ubevogtede øjeblikke elskede dem og stadig elsker dem, fordi de blev min første mor og far. Den rare sognerådsformand havde alligevel et godt hjerte, selvom det måske kan synes at have været gemt så langt bort, at han ikke uden besvær fandt frem til det. Han ville gerne være god imod mig og tog mig med hen at drikke kaffe. Skønt gråden truede med at sende hver bid i den forkerte hals, var jeg dog sulten og glad ved at få noget at spise. – Vi tog hjem til hans gård, og alle var så venlige, at jeg for en stund kunne glemme min sorg. Han viste mig rundt overalt, jeg så markerne og dyrene. Det blev aften, jeg fik blade at kigge i, og før jeg skulle i seng, blev jeg anbragt ved en stor portion rødgrød med fløde. Da jeg lå i sengen, kom længselen efter mor og far igen og med den den store undren og vantro ved det, der var sket. Jeg hulkede. Jeg bad til Gud, jeg tiggede om hjælp. Jeg var så lille,så ensom og forladt i den store seng, som et menneske kan blive. – Og dog! Gudskelov vidste jeg intet om, hvad den næste dag skulle bringe, eller hvordan fremtiden ville forme sig.

II

Da jeg kom op næste morgen, skinnede solen lige så klart som dagen før. Jeg var måske lidt bedre tilpas efter nattesøvnen. Jeg fik noget at spise, og den gamle mand fortalte mig, at om lidt ville han følge mig hen til det nye sted, hvor jeg skulle være. Jeg så forskrækket på ham: ,,Skal jeg ikke blive her? – Nej, svarede han. Din mor og far har fået et andet sted til dig at være. Det kan vi jo ikke sådan sætte os op imod.” Gråden sad mig igen i halsen. ,,Er det de rare mennesker, mor og far talte om? Jeg troede, det var jer.” – Ja, ja. De er skam rare, kan du tro!” Men stemmen var lidt undvigende. Han tog mig ved hånden som dagen før, og vi gik ud i den dejlige sensommermorgen, hen ad marker og veje, til vi kom til en gård. – Her er det! sagde han. Kan du nu være en stor pige og ikke græde, så vil de nok være gode ved dig. – Vi gik ind over gårdspladsen, igennem bryggerset, ind i køkkenet. En høj mager kone kom os i møde. Sognerådsformanden hilste på hende, og de talte sagte sammen. Jeg stod forskræmt ved siden af. Jeg kunne med det samme ikke lide denne kvinde med det hårde ansigt. – Og så blev der sagt farvel. Atter strøg han mig over håret – og gik. Hun stod et øjeblik og kiggede op og ned ad mig, så fik hun øje på min dukke. ,,Nå, du er sådan et pattebarn, der leger med dukker,” sagde hun så. Ja, det får du nu ikke tid eller lov til her. Giv mig den.” Og før jeg fik tid til at protestere, havde hun grebet dukken og kastet den i komfuret. Så pegede hun på døren. Du kan gå ud og hilse på de andre. Og forresten, hvis du ikke ved det, så er det her fattiggården. Du er blevet sat i pleje her, og du har at lystre, ellen får du tærsk. Forstår du! Skrub så af.” – Jeg var tilbage igen, der hvor jeg blev født, men denne gang uden en mor til at værne om mig. Jeg gik ud for at hilse på alt det nye. Jeg gik afsted på må og få. Jeg turde ikke andet. Der kom en høj mand gående hen over gårdspladsen lige imod mig. Ved siden af ham gik en pige på 11-12 år. De standsede, og jeg standsede. Nå, er du der! sagde han så, og han tilføjede venligt: Goddag og velkommen. Det der er Karla, vores datter.” Han vendte sig om mod kohuset og kaldte: Lise! Kom herud. Her er den nye pige. Du kan snakke lidt med hende og vise hende rundt. Så gik han videre, og Karla fulgte bagefter, men hun vendte sig flere gange og kiggede nysgerrigt efter mig. Jeg så spændt på døren, hvorfra Lise skulle komme. Hvem var hun. Mon det var en legekammerat til mig? – Jeg glemte helt at sige noget for at se på hende. Hun kunne vel være et par år ældre end jeg. Stor og kraftig var hun, og beskidt, -ja, hvor var hun dog beskidt. Hun stirrede på mig. ,,Hvad hedder du?” sagde hun. – ,,Helene,” stammede jeg. – .,Nå! Jeg bliver aldrig kaldt andet end ,,Dukkelise” her af dem der.” Hun nikkede op mod huset. ,,Han sagde jo, jeg skulle snakke med dig, men jeg må hellere gøre mig færdig herinde først, eller bliver han bare tosset.” Vi gik rundt og så på det hele. Hun sagde ikke særlig meget, men af og til brugte hun ord så grimme, at jeg studsede. Der sad to gamle mænd bag ved laden. ,,De er også i pleje her,” forklarede Lise. Men dem er der ikke meget ved. Fik du mange bank, der hvor du var før?” spurgte hun pludselig, mens vi stod og så på hønsene. Nej! – Jo, jeg havde da fået en del, når mor blev gal.” — ,,Nå! Ja, for her slår de os sku hele tiden, hvis vi ikke gør det hele, som de vil have det.”-.Også Karla, datteren. Det er en fandens mær,” tilføjede hun med eftertryk. Jeg stirrede halvt beundrende på hende. Nej, hvor hun dog kunne lyve. Sådan noget passede da ikke. Lænkehunden Rolf blev jeg også præsenteret for. Den skulle blive min allerbedste ven i det halve år, jeg var på fattiggården. Hen på eftermiddagen skulle fattiggårdsbestyreren op på loftet efter en sæk korn. Han spurgte mig, om jeg ville med. Det ville jeg gerne, jeg syntes allerede godt om ham, han var så rar imod mig. Jeg stod og kiggede ud gennem en luge. Der løb nogle smågrise og legede i solen. Sådan nogle havde jeg aldrig set før. Det morede mig at se dem tumle rundt og slås. Jeg kom til at le højt. Han vendte sig om og så anerkendende på mig. „Nå, du er nok glad, fordi du er kommet hertil,” nikkede han, men ved hans ord stod hele gårsdagens hændelser atter lyslevende for mig. Jeg begyndte at hulke: ,,Nej, nej! Jeg vil så gerne hjem til min mor og far.” – Han satte sækken fra sig og kom langsomt over imod mig. Før jeg vidste et ord af det, havde han løftet armen og givet mig så voldsom en lussing, at jeg faldt om på gulvet. ,,Nå, så du er næsvis, din horeunge, og hyler, når jeg taler til dig! Men det skal vi ikke have noget af her.” Så gik han. – Jeg rejste mig op. Jeg turde ikke græde, min kind var brændende hed efter slaget, og hele min lille barnesjæl blødte. – Dukkelise havde alligevel ikke løjet. Næste dag skulle Lise og jeg i skole. Kl. 6 blev vi vækket. Søvndrukne fik vi tøjet på og gik ind i køkkenet for at få vores davre. Der blev sat en portion grød hen til hver af os: og selv om den smagte ækelt, var vi dog sultne og spiste med god appetit. Lise fortalte mig senere, at grøden til fattiglemmerne blev lavet af det mel der stod i svinehuset til grisene. Vi havde en times gang til skole. Var jeg end nok så ked af at gå i skole i Kiel, glædede jeg mig dog til at få begyndt her, alting var bedre end at være hjemme hos mine nye plejeforældre. – Det var en landsbyskole som alle andre steder. Der blev kigget på mig og hvisket i krogene, men jeg mærkede straks, at Lise var vant til at holde sig for sig selv. Jeg skulle snart opdage, at det at være fattiglem var det samme som at være en paria blandt andre mennesker. Jeg satte mig hos Lise. Der var en snakken og pludren, som imidlertid brat forstummede, da læreren kom ind. Han fik straks øje på mig og kom ned til vores bord og hilste på mig-Velkommen. – hvad hedder du, min lille ven?“ spurgte han. – Helene Hansen, sagde jeg som jeg plejede, når voksne spurgte om mit navn. – Nej!” smilede han. Kan sådan en stor pige ikke huske, hvad hun hedder. Dit navn er da Helene Hoppe.” – Der blev stor munterhed blandt de andre børn. Det var for morsomt. Først vidste hun ikke, hvad hun hed, og så havde hun oven i købet et komisk navn. Var verden da helt gået af lave? Hvor tit havde mine forældre ikke under krigen indprentet mig, at jeg hed Helene Hansen. Ikke engang et sølle ligegyldigt navn kunne de unde mig at beholde. Det havde de taget fra mig sammen med mit hjem, mine klæder og mit legetøj. Der skulle ikke være noget som helst, der mindede om, at de havde kendt mig. Vi skulle ikke hjem før ud på eftermiddagen, derfor havde vi mellemmader med. Jeg skulle snart lære at holde hånden skærmende hen over madderne. 6 tykke rugbrødsskiver med skrabet fedt, det var, hvad man undte to små piger, der var lækker sultne som alle andre børn. Men trods alt var de bedre end intet, og selv om duften af spegepølse og rullepølse fra de andres pakker Iå lokkende i luften, gled hver bid ned. Jeg skulle komme til at holde af skoledagene trods de andre børns drillerier. Vores lærer var et hjertevarmt menneske, som gav mig mange opmuntringer og venlige ond. Samfundets skumpel skud, som alle andre hånede og foragtede, havde i ham en trofast ven. Og han passede på, at ingen gjorde os fortræd i skolen. Jeg begyndte at vænne mig til mit nye liv uden kærlighed, uden venlighed, med alle de hårde ord og slagene. Karlas undskabsfuldheder og drillerier, Dukkelises lunefuldhed og grimme ord. Hun var blevet et i bund og grund slet pigebarn, og det var ikke gode ting, hun lærte mig. Da jeg havde været der i otte dage, gik vi hjem fra skole en ganske dejlig eftermiddag. Himlen var høj og klar blå, det var blevet rigtig spindelvævs sommer. Brombærrene var modne, og der var nok af dem langs hegnet ved vejkanten. Endnu havde jeg dog ikke fået lært, at det andre børn gør i al uskyldighed, absolut ikke var tilladt for mig. – Jeg standsede op sammen med mine skolekammerater og spiste brombær af hjertens lyst, men Lise og Karla gik forbi og fortsatte til fattiggården. – Man spurgte om, hvor jeg blev af, og pigerne var ikke sene til at fortælle det. – Let om hjertet og mæt af brombærrene smuttede jeg ind over gårdspladsen. Fattiggårdsbestyreren stod i døren til brændehuset. Kom lige herhen Helene, råbte han. Jeg gik derhen, og nu så jeg, at han havde en kørepisk i hånden. Slagene susede ned over mig, før jeg fik tænkt mig om, alt imens han råbte skældsord til mig. Jeg flygtede over til mit kammer, men han fulgte med, og han blev ved at slå og slå. Udmattet faldt jeg om i min seng. – Var det virkelig så slemt, at et 7 1/2 års pigebarn havde smagt på bær ved alfarvej? Nej, naturligvis ikke. Dit barn og mit barn gør det, men ikke fattiglemmets, for det var samfundets udskud, selv om de kun var 7 1/2 år. Han var et udyr, den mand ond i bund og grund. Han skulle nok vide at fjerne selv den mindste smule glæde fra mit sind. Jeg hadede både ham og hans kone, deres forkælede datter og hele fattiggården. Men jeg lod brombærrene være for eftertiden. Vi fik lov til at arbejde for vores usle føde. Vi hjalp med køerne, med roerne, og hvad der ellers forefaldt. Det hele havde måske ikke været så slemt endda, hvis vi blot havde fået en ordentlig kost. Men svinemelsgrød og tykt rugbrød er just ikke appetitvækkende. Dukkelise havde fået sig lært at stjæle. Hun ville også gerne lære mig det, men piskeslagene sved i mig endnu blot ved tanken, jeg turde ikke. Hun stjal alt spiseligt, hun kunne komme i nærheden af, og hun blev umådelig fiks til det efterhånden. Når der blev slagtet, kunne hun altid se sit snit til at få fat i et stykke flæsk eller kød, som blev gemt dybt i sengehalmen. Så sad vi på sengekanten om aftenen og tog for os af retterne. Selv om råt kød ikke just smager godt, var det trods alt en afveksling, og når man er tilstrækkelig sulten, kan alting glide ned. I det hele taget kan jeg kun mindes nogle ganske få dage med ordentlig mad til os, det var blandt andet den dag, hvor alle skolebørnene hjalp til med at tage vore kartofler op. Det gik sådan til. Karla skulle spørge skolelæreren, om børnene måtte få en fridag for hjælpe til i kartoflerne. Det var skik og brug dengang, og læreren sagde da også: ja, men han stillede een betingelse. Lise og jeg skulle spise sammen med de andre børn ved alle måltiderne og have samme mad. Det kan du hilse og sige. Sker det ikke, er der ingen, der får fri. – Lidt slukøret gik Karla hjem med den besked, og det blev, som læreren havde sagt Jeg tænker fattiggårdsbestyreren ikke turde andet af hensyn til deres omdømme. De to gamle mænd på fattiggården blev syge og døde den vinter, så var der kun Lise og mig tilbage, men en vi fik det ikke bedre af den grund. En aften, det var vel knap en måned før jul, blev jeg kaldt op ved 11 tiden. Jeg blev sagt til om at komme op i køkkenet. Forbavset så jeg mig om. Der var hængt tykke tæpper for alle vinduer, dørene blev forsvarligt låsede, og der var kun svagt oplyst. Jeg fik at vide, at nu skulle der kærnes smør, og jeg kunne vove at fortælle det til noget menneske, heller ikke til Lise, for hun kunne ikke holde kæft, ellers skulle jeg få lov at smage pisken. Jeg har siden som voksen fået at vide at smørret ulovligt blev solgt. Der sad jeg så på køkkengulvet på mine knæ og kærnede til langt ud på natten. Af og til kunne jeg ikke kæmpe imod søvnen og trætheden, jeg blundede ind, men en velrettet lussing skulle nok få mig ud af den vildfarelse. Dette gentog sig aften efter aften til helt ind under jul. Jeg gik som i en døs om dagen, jeg skulle nok vide at tie stille. Jeg var bange for manden og konen, at de kunne have fået mig til alt. Anderledes var det med Lise, hun var allerede blevet så hårdfør, at hun tildels var ligeglad. Og det blev jul. Tænk engang, hvad det ord betyder for et baarn. Jeg mindedes julen hjemme hos mor og far og alle julegaverne. Jeg fantaserede i den grad om det, at jeg tilsidst ventede mig alt muligt og fandt intet umuligt. Juleaften fik vi den samme mad som fattiggårdsbestyrerens, og naturligvis var det dejligt. Vi hjalp til at vaske op og rydde op og det gik stærkt, for nu kom jo det allermest spændende. Åh ja – Hvert håb og al vor glæde slukkedes som et lys, der bliver pustet ud da konen sagde til os, at nu kunne vi godt gå i seng, og så gik de andre ind i den pæne stue og lukkede døren godt efter os. Der stod vi så og så på hinanden. Jeg tror ikke vi græd. Det var vi for længst vænnet af med. Men vore små barnehjerter bønfaldt om barmhjertighed, om forståelse og kærlighed. Aldrig har en lukket dør, hverken før eller siden, adskilt mig så meget fra et lykkeland som den aften. Lise og jeg listede os ned i vor fattige kolde kammer med de usle halmsenge, mens julestjernen strålede og skinnede ind gennem vinduet til os og videre ud over tusindvis af glade børn. Lykkelige børn der havde en mor eller far at tage i hånden og smile til. Fattigårdsbestyrerens kone havde en søster, som boede tæt ved skolen. Vi gik i skole sammen med to af hendes små piger. Disse to piger var søde imod os, og det hændte mange gange, at vi betroede os til dem om den behandling, vi fik.- En dag kom de og sagde, at Lise og jeg skulle med dem hjem og spise til middag, men Karla skulle ikke med, hvad der undrede os meget. Vi fik sikkert ganske almindelig mad, men for os var det et festmåltid. Konen spurgte os ud. Hun var så rar og venlig og da hun lovede os ikke at snakke om, hvad vi fortalte, lettede helt vore hjerter for hende. – Jeg vidste nok, det var slemt, men så slemt havde jeg dog ikke troet, det var, sagde hun…Men hvad kan vi andre dog gøre!” tilføjede hun sukkende. – Karla var naturligvis ikke sen til at fortælle om vores udflugt. Næste dag, tidligt søndag morgen, kaldte bestyrerens kone på os og ville have at vide, hvor vi havde været dagen før. Jeg blev dødens angst: jeg var knap nok vågen.Min hjerne nægtede at adlyde mig, alt kørte rundt, jeg kunne intet huske.- Men du, Dukkelise! Du kan vel huske det. – Nej, Lise rystede på hovedet og bed tænderne sammen, hun huskede heller ikke noget. Så slog hun Lise med sin knyttede hånd midt i ansigtet. Lise tav. Det blev min tur. Jeg var for angst til at sige noget ! Nå Nå Ja Ja! Men tænk jer nu lidt om, mens jeg henter en kæp. Den, som siger mig sandheden skal slippe for klø. Mens hun var borte, kom jeg til mig selv, og villigt indrømmede jeg alt, da han kom tilbage. Jeg slap ganske mærkværdigt for kløene, som hun havde lovet mig det – men Lise! Jeg gemte ansigtet for ikke at se på det. Det var så umenneskeligt de prygl hun fik, at jeg var rystet i mit inderste. Lise kunne ikke røre sig i flere dage efter, og hun var gul og blå over hele kroppen, men da hun igen var kommet til kræfterne, skal jeg love for, hun belærte mig om, hvad det vil sige at sladre – Vi fortalte om det til søsterens piger, og vi blev ikke indbudt siden da, vi havde sikkert heller ikke vovet at gå derhen. På fattiggården boede tillige konen gamle moder. Jeg har ikke omtalt hende før, fordi vi aldrig så hende. Hun havde ligget til sengs i over 8 år. Man sagde, at konen var ond ved hende, men som sagt, det mærkede vi ikke meget til. Det kom imidlertid en anden søster, der var sygeplejerske i København for øre. Resolut sagde hun sin stilling op og tog hjem for at pleje moderen. I 5 år , indtil denne døde, var hun på gården. Det kom til at betyde en hel del for Lise og mig, fordi hun altid var venlig mod os, og de måske beherskede sig lidt, netop for hendes skyld. I hvert fald blev hun en solstråle i min fattige tilværelse da jeg blev syg. Det faldt i med hård frost efter jul. Jeg gik i sorte hjemmestrikkede strømper og træskostøvler, der var for små til mig. Jeg fik frost i tæerne, det blev værre og værre. Jeg kunne næsten ikke slæbe mig til eller fra skole. Men jeg turde ikke sige noget til bestyrerens kone. En dag gik der hul på alle frostblærerne, og nu sad det hele i en blødende masse. Jeg kunne ikke blive ved med at få strømperne på. En morgen kunne jeg hverken stå eller gå. Lise gik ind og kaldte på konen, som ærgerligt kom farende for at se, hvor slemt det var. Det var nok ikke noget at skabe sig for. Hun bød mig tage strømperne af. Jeg prøvede, men det gjorde så ondt, at jeg kom til at græde. Øjeblikkelig var hånden parat til en lussing og hun tog i begge mine strømper og rev til. Smerterne var så voldsomme, at jeg skreg, så det kunne høres over hele gården, og så besvimede jeg. Men der var én, som havde hørt mine skrig og kom mig til undsætning. Det var sygeplejersken. Bleg af vrede stod hun i vort usle kammer og så på mine fødder. Hun sagde ikke noget, mens jeg hørte det, men hun bar mig over i sin mors stue og badede min fødder. Det kom til at koste mig et sygeleje på 3 måneder, og var det slemt at at være rask på fattiggården, var det hundrede gange værrer at være syg. Jeg havde intet at underholde mig med ud, over mine skolebøger. Men også de blev taget fra mig, for som konen sagde en dag: Så bliver hun vel ked af at ligge der og dovne. Jeg var ødelagt på sjæl og legeme. Jeg frøs, jeg sultede mange gange, og jeg var angst for alt og alle. Jeg kunne slet ikke komme til kræfter igen. Havde jeg ikke haft plejersken til at lindre mine smerter, ved jeg ikke, hvordan ja skulle have holdt det ud. Og dog forstår jeg ikke, at hun ikke gjorde mere for os to små piger, end hun gjorde, men vi var jo udskud, som man ikke behøvede at bekymre sig mere end højst nødvendigt. Og jeg forstår heller ikke, at min formynder er sognerådsformanden, som af og til kom for at inspicere, kunne lukke øjnene så meget, at han kun så, hvad han ønskede at se. Men sådan var det vel skik og brug dengang. Dukkelise skulle give mig mad. Måske var hun ærgerlig over, at jeg kunne ligge stille, eller hun var en slet natur helt igennem, jeg ved det ikke. Hun fandt på at røre mælken ud i mos grød til den blev til en halvkold vælling, som jeg umuligt kunne få ned – Jeg fik det samme kvantum mellemmadder som når jeg gik i skole, men Lise sagde, at kunne jeg ikke spise grøden, skulle jeg heller ingen mellemmadder have, og så spiste hun dem. Mange dage sultede jeg, men der var ingen som ynkede mig og jeg beklagede mig aldrig, det var jeg for længst vænnet af med – . Jeg var jo også en stor pige på snart 8 år.

III

  Det blev forår. Træerne begyndte at grønnes, solen skinnede, fuglene sang og der blev travlt på fattiggården. – Jeg var omsider blevet rask og kunne begynde at passe min skole og mit arbejde igen. Jeg var blevet bleg og mager, og det var som om jeg ikke kunne komme til kræfter. Jeg havde mistet lysten til alting og gik sløv og ligegyldig omkring. Selv de daglige skænd trængte ikke rigtig ind til mig En dag, mens vi gik og arbejdede i haven, kom der en fremmed mand hen til os. Han hilste og snakkede til mig selv om han ikke var ligefrem venlig, følte jeg tillid til ham og svarede flinkt. Hør sagde han så, kunne du ikke tænke dig at få en ny mor og far. Dukkelise og jeg stirrede måløst på ham. En ny mor og far! Det var som selve himlen åbnede sig for mig. Komme bort fra fattigården, ikke at skulle blive her for bestandig. Bort fra disse onde mennesker Han så afventende på mig, men ihukommende min første dag her, turde jeg knap nok sige ja. Han lod imidlertid til at være tilfreds og gik sin vej Den aften så jeg Lise græde af fortvivlelse. Jeg skulle ud til friheden, mens hun skulle blive alene tilbage. Vi var trods hele hendes hårde og slette væsen blevet gode venner. Vi havde måttet holde sammen for tit til, at det ikke skulle knytte et fast bånd imellem os. Den aften var det mig, der trøstede hende. Jeg følte mig så stor og rig ved al hendes elendighed. At det blev mig og ikke Lise, der kom til at flytte, skyldtes måske den omstændighed, at hun var kommet fra ganske usædvanligt dårlige forhold. Hendes mor var ugift og havde, blev der fortalt, så mange , uægte” børn, at hun knap nok vidste tal på dem. Vores fattiggård fik sin part af dem, og deriblandt altså også Lise. Lise var en køn og kraftig pige, meget bedre skikket til at arbejde end jeg, men hendes herkomst har som sagt nok gjort folk bange for at tage hende, der kunne jo træffe at være for mange nedarvede tilbøjeligheder. Det blev afgjort, at jeg skulle flytte. Mange nætter derefter lå jeg og fantaserede om alt det nye; mange gange blev jeg grebet af angst for, at det måske alligevel ikke blev til noget. Og græd jeg mine modige tårer. Alt andet var bedre end at blive her. – Der blev sagt til mig, at jeg skulle afsted skærtorsdag. Dagen oprandt med øsende regnvejr. Det styrtede ned fra himlen så gårdspladsen blev en til hel sø. Timerne sneglede sig afsted, men ingen viste sig. Dog endnu ventede jeg spændt, men da det blev sengetid brast mit sidste håb. Så blev det ikke til noget alligevel! Tavs og uendelig skuffet lå jeg og og hørte på regnens trommen og Lises snak. Hun var i godt humør, fordi jeg ikke var kommet afsted. Der var selvfølgelig heller ingen ordentlige mennesker, der ville have sådant et par horeunger som os. Og hun var vel nok glad for, jeg skulle blive, for det var nu rart, at have en at snakke med. Karla var jo en vigtig tøs, der ikke ville have noget med hende at gøre. Jeg skulle såmænd heller ikke være så ked af, at jeg ikke kom derhen, for en af karlene havde fortalt, at de havde en unge som ikke var rigtig klog. Og man kunne jo aldrig vide, hvad sådan en kunne finde på. Og Lise vidste at fortælle om andre, det heller ikke var rigtig kloge”. Hendes fantasi har sikkert spillet hende et puds, for hende beretninger var så rædselsvækkende, at jeg helt glemte min skuffelse, for at lytte, og hun opnåede at få mig gjort helt lettet ved tanken om, hvad jeg kunne være blevet udsat for. Langfredag formiddag rullede der en jumbe ind på gårdspladsen. Min nye far kom for at hente mig. Regnvejret havde forhindret ham i at komme dagen før. Mine få ejendele var snart pakket sammen. – Fattig og angst kom jeg dertil, en meget lille pige på 7 år. Lige så fattig, men uendelig lykkelig og glad rejste jeg derfra. Bitre erfaringer havde mangedoblet det halve år og gjort mig til en meget stor pige på 8 år. Jeg tog afsked. Det kneb at sige farvel til Dukkelise. Hun var lille og forladt, som hun stod der og vinkede efter os et lille stykke tid; så vendte hun sig og gik langsomt tilbage til sin grå og triste tilværelse. Vi skulle siden mødes igen som voksne piger. Vi fik plads ikke ret langt fra hinanden. Hun var blevet på fattiggården, til hun var 14 år, så kom hun ud at tjene. Hendes liv var vel fra fødselen dømt til at blive en tragedie. Eller blev den det kun, fordi en ond skæbne sendte hende på en fattiggård? En digter har sagt, at fattigfolks børn er som prikkede med nåle fra fødselen. Børn fra en fattiggård er mere end det, de er som ridsede med glødende jern -Lise fik plads på en gård, og sønnen der, blev forelsket i hende og hun i ham. Han ville giftes med hende, men hvordan skulle en pæn familie nogensinde kunne optage hende som svigerdatter. Lise kunne hytte sig selv og det barn, som blev følgerne af hendes kærlighed til gårdmandssønnen. Jeg så selv Lises barn, den yndigste unge man kan tænke sig. Og Lise elskede sin lille pige, men alle de byrder, hun i årenes løb havde fået læsset på sine skuldre, blev for tunge, selv for en Lise. En morgen var hun borte, og man fandt hendes lig i brønden. Vi kørte afsted i jumben. Der blev ikke sagt ret meget. Jeg var spændt på min nye tilværelse, og jeg var vel også efterhånden blevet vænnet af med, at voksne talte til mig, uden netop at sætte mig i arbejde eller skænde på mig. Derfor tav jeg og lod tankerne gå deres egne veje. Det var alligevel underligt, at han der overfor mig, nu skulle være min far. Hvordan mon han var? Ville han også slå mig? Og hvordan mon min nye mor var? Blot hun ville være bare en lille bitte smule god imod mig, sådan som mor derhjemme i Kiel. Jeg hungrede efter forståelse og kærlighed. Ville de give mig det? Jeg vidste det ikke. Jeg håbede det blot meget vaklende, for livet havde allerede givet mig bitre erfaringer. – Vi havde vel kørt en times tid, da vi så en ung pige stå ved vejkanten. Hun vinkede til os, og min plejefar gjorde holdt. Jeg så nu, at hun holdt et barn på armen. Men hvilket barn. Han spjættede med arme og ben, og han råbte og skreg. Jeg tænkte i et nu: ..Mon det er drengen, som Lise talte om!” Og jeg havde knap tænkt tanken til ende, før min nye plejefar sagde: Det er vores lille dreng. Han er syg, men lægen har sagt, at han bliver rask en skønne dag.” Jeg stivnede. ,,Åh Gud! Så havde Lise dog haft ret.” Gerne var jeg løbet min vej, hvis fattiggården ikke havde stået mørk og truende bag mig. – – Drengen, som hed Niels, var et par år yngre end jeg. Jeg vænnede mig hurtigt til ham, og jeg kom til at holde meget af ham, som årene gik. Han blev virkelig rask, men døde til forældrenes store sorg, straks efter sin 18 års fødselsdag. Der førte en lang vej fra landevejen ned til gården. Det var en gård på 50 tdr. land frugtbar jord, og mine plejeforældre var velhavende. Således havde gården 20 malkekøer, ungkreaturer, ca. 100 svin og 4 heste. Jeg blev præsenteret for min nye mor. Hun var af udseende som gårdmandskoner var flest på den tid. Måske var hun blevet bitter over, at hendes eneste barn havde fået så hård en skæbne. Jeg tror det. Jeg skulle lære hende at kende som en meget streng og hårdhjertet kvinde. Bedsteforældre fik jeg i tilgift, de boede på aftægt ved gården og var et par rare mennesker. Der var desuden 2 karle og 2 piger, det var den ene af pigerne, som havde stået og ventet på os med Niels – Til dette hjem kom jeg, da jeg var 8 år, og blev der, til jeg var 16. Otte uendeligt lange år, for jeg skulle snart opdage, at selv om jeg var flyttet fra fattiggården, blev dens skygge stadig ved at nå mig. Jeg var fattiggårdspigen Helene, og som sådan blev jeg behandlet. Det eneste, jeg fik med mig fra dette hjem, som jeg er glad for, er det, at jeg fik lært at arbejde, selv om jeg derved ofte græd mine modige tårer, når de andre børn rundt om løb og legede. Det fik jeg aldrig tid eller lov til. Jeg gled ind i min nye tilværelse. Det, som jeg trængte allermest til, fandt jeg ikke. Kærlighed blev mig aldrig forundt i min barndom, men jeg fik lov til at græde igen, og det hjalp mig gennem mange bitre stunder. Selv om man slog mig, var der dog ingen, som truede mig til at lukke gråden inde. Om sommeren var det i begyndelsen mit arbejde at passe køerne fra allertidligste gry, til solen gik ned. Om vinteren hjalp til både ude og og fritiden blev brugt til at strikke i. Jeg tror ikke, min plejemor brød sig om mig. Jeg mærkede ofte, at jeg irriterede hende. Mangen eftermiddag når jeg sad med strikketøjet, og der var stille i stuen, kunne hun pludselig rejse sig i heftig vrede og bede mig skrubbe af udenfor. Hun kunne ikke tåle at høre mig trække vejret støjende, som jeg gjorde det. Jeg kunne sidde og prøve på at holde på mit vejr i timevis, stille som en mus, bare for at fl lov til at være inde i varmen. Og jeg kom i en ny skole. Min nye lærer var flink og havde som min gamle lærer kun godhed tilovers for mig. Mange gange, når jeg havde været tidlig oppe for at genne køerne ud lod han mig passe mig selv, når jeg var søvnig i timerne. Og ved al hans venlighed blev jeg interesseret i mit skole arbejde og blev en af de dygtigste i klassen. Så kom genforeningen, og derved opstod der en alvorlig krise for mig. Jeg havde jo været i Tyskland i 5 år og havde derved tysk statsborgerskab. Min plejefar gjorde et stort arbejde for at beholde mig: der blev en skriven frem og tilbage mellem sogneråd og ministerium. Det blev dage fulde af spænding. Skulle jeg få lov at blive i Danmark eller skulle jeg tilbage til Tyskland? Endelig forlå resultatet, stor blev glæden. Jeg kunne blive i Danmark. Jeg følte så dybt et had til alt tysk dengang, et had, som aldrig nogensinde har forladt mig. Min rare skolelærer derimod blev flyttet til Tyskland, og dermed var mine gode skoler forbi. Selve genforeningen blev en stor oplevelse. Kongen og dronningen kom på besøg på Als. Der blev holdt en storslået genforeningsfest på Høgebjerg. Der slog vi skolebørn kreds om kongens vogn, vi jublede, og vi sang. Alt var højtid og glæde. Min plejebror blev 7 år og skulle som sådan til at gå i skole. Men med hans tilstand var det naturligvis en umulighed. Mine plejeforældre fik da en lægefrue til at tage sig af ham. Hun havde været lærerinde før sit ægteskab og interesserede sig for Niels. Det er mit arbejde at følge ham derned hver dag. Vi havde en times vej at gå, og selve undervisningen varede en time. Det blev en oplevelse for mig, og jeg glædede mig til turen hver dag. Desuden havde jeg jo også fri, så længe det stod på. Vi fik en ny lærer på skolen. Spændt ventede jeg ham, og sørgelig skuffet blev jeg. Denne mand er den af min barndoms plageånder, jeg husker mest tydeligt, fordi det blev ham, der lærte mig betydningen af ordet horeunge”. Det ord, som jeg havde hørt så tit på fattiggården, men aldrig rigtig forstået meningen af. Han var et af disse mennesker, som anser sig for udpeget til at revse al umoral og fare hårdt frem mod de stakkels syndere, for at vise dem ind på den slagne vej. Min mor var jo ikke til stede og kunne ikke få gavn af hans formaninger og hårde ord. Men resultatet af hendes udskejelser var der, og derfor blev det mig, der kom til at tage imod slagene. Jeg kom til at hade religionstimerne, som intet andet. Han kunne bryde af midt i en fortælling og bede om at høre de 10 bud. Og hver gang gentog det samme sig. Og du Helene! Du kan sige mig det 1. og det 6. Med trods i blikket og med tårer i hjertet fremstammede jeg: „Du skal ære din moder og fader!” og ..Du må ikke bedrive hor”. – Rigtigt, Helene! Og ved du, hvad det vil sige at bedrive hor?” Og han udpenslede emnet for os stadig med blikket rettet mod mit blussende ansigt, mens alle børnene i klassen fniste højlydt. Jeg blev ligeglad med skolen. Jeg havde aldrig været noget lys til regning, nu var det, som om tallene tårnede sig op til uanede højder, blev til onde skabninger, der lo ad mig: „Du må ikke bedrive hor” hviskede de…Du er ingenting, du bliver aldrig til noget, fordi du er en horeunge. Han ville ikke hjælpe mig når jeg ikke forstod regnestykkerne. Ofte fik jeg lov at sidde alene med et bestemt regnestykke, som jeg ikke forstod, i uger, ja ved en enkelt lejlighed i 2 måneder. Ingen hjalp mig til det ganske enkle facit. Jeg blev flyttet ned fra min plads ved det øverste af pigernes borde til det bagerste. Der sad jeg så og led ved denne uforstående mands opførsel. Den sommer, jeg var blevet 9 år, var jeg en middagsstund på vej ud til køerne, efter at jeg havde været hjemme og spise. Der var lang vej derud, derfor skød jeg genvej over markerne. Jeg løb vel og tænkte på ingenting, da jeg pludselig hørte en stemme råbe mit navn. Jeg standsede og kiggede mig om. Der stod en mand og en kvinde oppe på landevejen og sammen med dem to små piger. De vinkede til mig, da de så, at jeg havde opdaget dem. Jeg tænkte, at de nok ville spørge om vej et eller andet sted hen. Derfor ændrede jeg kurs og løb over imod dem. Da var det, som mit hjerte stod stille. Jeg standsede igen. Var det – – Var det ikke mor og far?” Hele min gamle længsel kom igen så voldsomt som aldrig før. Jeg kom til at græde… Ah nej! Det kunne ikke passe.” Jeg tørrede mine øjne, for at disse fremmede mennesker ikke skulle se, at jeg havde grædt, og fortsatte over mod dem, da de atter vinkede. Og pludselig lå jeg i en blød og tryg favn. Jeg blev kysset, jeg blev krammet, og varme tårer blandede sig med hinanden. Det var min mor og far.- Så stor du dog er blevet!” sagde min far og holdt mig ud fra sig. Kan du kende dine små søstre igen?” Jeg kiggede på dem. De lo til mig: Du skal med os hjem, Helene!” – Ja!” sagde far. Det er jo netop derfor, vi er kommet. Vi vil have dig med hjem igen. Vi kan alligevel ikke undvære dig.” -Jeg lod køerne passe sig selv. Med mor og far i hånden gik vi hjem. Det hele ville snart være overstået, så jeg kunne rejse med dem. – Jeg fik lov at have fri den dag, og vi snakkede og sludrede. Jeg var så lykkelig, at jeg måtte være tæt op ad dem hele tiden. – Søster Helene, Søster Helene skal med os hjem!” blev de små piger ved at gentage. Jeg lo om kap med solen den dag, og jeg græd, som kun et dødsens fortvivlet barn kan gøre det, om aftenen, da de skulle af sted. — Min plejefar havde sagt bestemt nej. Jeg skulle blive, hvor jeg var. – De gav mig deres adresse, før de rejste, de boede nu i Sønderborg, og de tog det løfte af mig, at kom jeg nogensinde i nød, skulle jeg komme til dem. – Jeg har aldrig benyttet mig af det, efter at jeg er blevet voksen. Jeg har indset, hvor forkert de bar sig ad overfor mig ved at styrte mig ned fra håbets og glædens lyseste tinder til fortvivlelsens dybeste mørke, kan hænde kun for at dulme deres egen sorte samvittighed. Skulle jeg da vedblive at være en kastebold for de voksne. En ting, som man ikke tog det så nøje med. Et barn, som man ikke ville forstå også havde hjerte og følelser. Det tog mig lang tid at komme over dette nye chok, og jeg blev endnu mere nervøs. – Men hvor havde jeg dog varet lykkelig ved deres besøg. Man læssede mere og mere arbejde over på mig. Snart blev jeg ene om at pumpe alt det vand op, der skulle bruges til husholdningen og til dyrene. Jeg fik ordre til at pumpe tusind slag, det plejede at passe til en dags forbrug; men der var ingen, som tænkte på, at tusind pumpeslag af en voksen hånd ikke er det samme som tusind af en barnehånd. Da jeg den første dag var færdig og forpustet stod og hev efter vejret, kom min plejefar hen til mig. Jeg synes, der ser ud til at være mindre end sædvanligt,” sagde han…Du har vel slået de tusind slag?” Jeg nikkede bejaende. Nu lyver du vel ikke? Ellers skal du få med mig at bestille. Nå, men vi får se.” -Lidt forskrækket gav jeg mig til at hjælpe med at bære vand ind, men jeg havde jo gjort, som jeg skulle, min samvittighed var ren. – Vandet slog ikke til. Altså havde jeg alligevel løjet. Min plejefar blev rasende. Jeg fik den værste omgang klø, jeg endnu havde fået der på gården. Din lille løgnhals!” sagde han imellem slagene. Men det er vel takken, fordi du har det godt. Jeg skal lære dig at sige sandheden. Og sker der mere noget af den slags, kan du komme tilbage til fattiggården lige så nemt, som du kom hertil. Jeg var rystet. Hvorfor ville man dog aldrig tro mig? Hvordan skulle jeg så bære mig ad for at kunne begå mig? Den sommer kom jeg op kl. 5. Mit første arbejde var at pudse alt husets fodtøj. Lange geledder af træsko, ridestøvler, sko og træskostøvler gled blankpudsede ud af mine hænder. Og Gud nåde mig, hvis de ikke skinnede om kap med husets spejle, så skulle pigerne nok få mig på andre tanker. Varm og sulten sad jeg derefter ved min davre, kunne jeg nå det, skulle jeg helst hjælpe med opvasken og have gulvene fejet, før jeg gik i skole. Min skoletid var om sommeren fra 7 til 12, og det var vel ikke set, om jeg af og til sad og kæmpede med søvnen. Det blev også mit arbejde at passe gårdens fjerkræ, og det kunne godt tage lang tid med alle de mange høns, kyllinger, ællinger og kalkunkyllinger, der var. Sidstnævnte er jo noget sart kræ. Og jeg sled derfor bravt med at holde liv i dem, ganske simpelt fordi jeg ikke turde tage det, der fulgte med, hvis de døde. Når jeg skulle i skole, kom jeg med i marken og hjalp til der til kl. 11. Så gik det i løb hjem for at vaske mejerispandene, hvoraf vi havde 11 – 15 stykker. Pigerne var fæstet til at skulle have middagssøvn, derfor måtte jeg ordne opvasken efter middagsmaden. Jeg behøvede i al fald ingen middagssøvn. Bagefter gik turen igen til høns og kyllinger og derefter i marken eller afsted med Niels. Med aftensmaden var min arbejdsdag ikke forbi. Atter måtte jeg tage mig af fjerkræet og sørge for, at det kom i hus til natten. Det blev atter vinter, men derved blev min tilværelse ikke bedre, selv om jeg nu først kom op ved 5 1/2 tiden. Skoletiden blev længere. Vi gik da fra 8 – til 12 og igen fra 1 – 4 . At passe fjerkræet vedblev at være min bestilling og og også vandpumpningen. Mange dage stod jeg derude, mens sneen føg og frosten bed. –Når jeg tænker tilbage, kan jeg slet ikke forstå, at jeg kunne holde til så meget arbejde. I dag byder man vist ikke noget barn det, man dengang bød mig. Der blev ikke taget på mig med fløjlshandsker, og jeg gjorde mit bedste blot for at være dem tilpas. Men aldrig nogensinde fik jeg et anerkendende ord eller ros. Det var så ligetil, at jeg skulle gøre gavn for føden; det burde jeg selv kunne forstå. Kunne jeg ikke det, måtte en omgang klø gøre mig det begribeligt, det var intet andet middel. Eller jeg fik at vide, at hvis jeg ikke var ordentlig, kunne jeg komme tilbage til fattiggården eller måske blive sendt til Tyskland. Det var det værste. Angsten derfor pinte mig i alle de 8 år i mit nye hjem. Aldrig har jeg så stærkt følt savnet af kærlighed som denne vinter. Jeg blev over nervøs og begyndte tilsidst at ønske, at jeg kunne dø. Så stærk og sød blev denne tanke for mig, at jeg tilsidst besluttede at tage livet af mig. Jeg var da 10 år gammel.

IV

Da jeg havde været i mit nye hjem i 3 – 4 år, fik vi en fodermester, vi havde stadig to karle og skulle så kun være een pige. Fodermesteren var fæstet til at malke 15køer, de som var derover skulle jeg malke Af de karle og piger, vi havde i min tid på gården, var der kun eén som var god imod mig. Han hed Jacob og var 18 år da han kom dertil. Det havde været ganske forfærdeligt vådt, så roerne næsten svømmede i marken. Vi kunne ikke komme ud og hente dem hjem allesammen, men måtte køre dem sammen derude, og vi nøjedes så med at hente dem hjem, vi skulle bruge. Det faldt tidligt i med ind frost og kulde det år. En dag da himmel og jord stod i et med sne, blev Jakob beordret ud efter et læs roer. Pigen ville ikke med og skulle heller ikke, hun var 28 år, og sådan en voksen pige, kunne man ikke byde at ud i det vejr. Det blev mig som skulle med Jakob. Min plejemor og plejefar sad og hyggede sig ved kakkelovnen, da vi kørte af sted. Jeg skulle blive ude i marken, mens Jakob kørte det første læs hjem. Da han kom tilbage og fik vognen læsset fuld , sagde han til mig om at følge med hjem, men jeg turde ikke når min plejefar havde sendt mig afsted. Jakob blev vred. Der bliver ikke kørt flere roer hjem idag hvis du skal hjælpe til. Dette her er ikke at vejr at lade et barn være ude i. Vil han har flere læs, kan han selv følge med, eller pigen kan gøre det. Du skal ikke være bange, tilføjede han. Jeg skal nok ordne den sag. Kom så. Og så kørte vi hjem. Jakob gik ind til min plejefar, og det kan nok være, der blev et opgør mellem de to. Min plejefar blev rasende over, at Jacob vovede at trodse hans vilje, og enden på det hele blev, at karlen blev jaget på porten. Den samme vinter frøs vores petroliumsmotor, som vi havde fået, og vi måtte igen ty til at pumpe vand op ved håndkraft ved pumpen ude i gården, men vi havde kun to karle nu til at passe det hele, derfor blev det min plejemor og mig, som kom til at gøre det. Mange gange frøs hænderne fast til pumpestangen og tungt var det at slæbe alle de mange mejerispandefulde vand ind i huset og ud til dyrene. Det kunne vare en time eller halvanden. En måneds tid måtte jeg, når jeg kom hjem fra skole kl. 4, ud at hente vand.

I sommeren 1923 kom længselen efter mine første pleje forældre pludselig over mig igen, og min triste tilværelse med alt sliddet og slæbet, uden een eneste time til leg som alle andre børn, blev mig ganske uudholdelig. Havde min mor og far ikke også sagr, at hvis jegondt at hvis også sagt, at hvis jeg kom i nød, skulle jeg blot komme til dem. Jeg besluttede at løbe hjemmefra. Jeg ville rejse til Sønderborg for at finde dem. Vor tjenestepige var egentlig rar nok imod mig, og jeg havde en vis fortrolighed til hende En sen aftentime betroede jeg hende mine planer, og hun lovede højt og helligt ikke at sige det til nogen. Næste dag, da jeg som vanligt skulle ud med køerne, puttede jeg mine få spareskillinger i lommen, og da jeg havde fået lukket indhegningen efter den sidste ko, løb jeg alt, hvad remmer og tøj kunne holde afsted til stationen. Men vores pige holdt ikke ord. Hun fortalte en af karlene om mit forehavende, og han lod det gå videre til min plejefar. Netop som toget var i sigte, kom denne cyklende på stationen. Mit hjerte stod helt stille af angst. og uden et ord fulgte jeg med ham. Så uendelig lille og bange traskede jeg tilbage til gården igen. Hvorfor jeg ikke fik prygl ved jeg ikke. Jeg har senere gættet mig til, at mine plejefor ældre, som nød megen agtelse i sognet, og som højst af alt satte deres gode ry og omdømme, var bange for skandale. Jeg fik det godt efter min flugt, et stykke tid i alt fald, men så var det hele atter i den gamle gænge. – Ud på efterår prøvede jeg igen at løbe bort, men historien gentog sig: jeg blev hentet til bage. Også denne gang fik jeg det godt bagefter. Så skete der noget, som jeg siden mindes med rædsel og afsky. -Mine plejeforældre tog en dag på besøg et eller andet sted, som de så ofte gjorde. Vi var alene hjemme, og karlene og pigen fandt lejligheden gunstig til at holde lidt fri. De satte sig inde i stuen, og da min plejefars cigarkasse netop stod fremme, forsynede de sig deraf. Næste dag opdagede min plejefar imidlertid, at der var gået svind i cigarerne, og streng som han var, skulle der findes ud af, hvordan det var sket. Han spurgte pigen ud, men hun vidste ingenting. Han spurgte karlene, heller ikke de vidste noget, og han spurgte mig Som sandt var, fortalte jeg, at jeg havde set karlene tage af cigarerne.. Min plejefar blev vred og kaldte dem ind. Jeg måtte gentage min forklaring, men hvor forundret og forskrækket blev jeg ikke, da de alle som en med forargede miner sagde, at magen til løgn havde de aldrig hørt. Jeg var dog den frækkeste og mest løgnagtige tøs, der kunne tænkes, at jeg ville prøve på at tyvte dem. Min plejefar blev hvidglødende af raseri. Uden et ord gik han ud og hentede kørepisken. Og af dens snertende slag blev jeg, i de andres påsyn, grundigt belært om, at et barn, der er kommet fra en fattiggård, aldrig vil blive troet på, når hendes ord bliver vejet op mod andres. Syg om hjertet over karlenes ondskab, over min plejefars hårde hjerte og min egen ynkværdighed, besluttede jeg at gøre en ende på det hele, så snart lejlighed gaves. Den kom en dejlig sommerdag, da jeg fulgte Niels til lægefruen. Da han var blevet færdig med sin skoletime, tog jeg ham med ned til havet og forklarede ham, at jeg ville bade og at han skulle blive pænt siddende på badebroen og vente på mig, Jeg sprang i længst ude. Jeg kunne ikke bunde. Jeg lod mig viljeløst glide ud ad, da jeg hørte Niels græde højt og voldsomt på broen, og det forekom mig pludselig, at det var ham, jeg svigtede. Jeg begyndte at kæmpe mig ind mod land, og det lykkedes mig også på en eller anden måde. Jeg fik som jeg allerede har fortalt, aldrig lov til at lege som andre eller med andres børn. Det hændte, jeg blev bedt til børneselskab, men da så jeg havde fået et og bestemt nej et par gange, turde jeg ikke spørge om lov mere. Heller ikke skolens udflugter deltog jeg i. Det gjorde måske ikke så meget, blot jeg ikke så mine skolekammerater tage af sted., men det skete engang, jeg gik til skoletime med Niels, at jeg mødte hele flokken, netop som de drog afsted, Jeg kom til at græde så bitterligt, at selv læreren fik ondt af mig.–Da jeg næste dag kom i skole, havde de alle som en købt lidt slik og chokolade til mig. Hvor blev jeg lykkelig, men jeg turde slet ikke fortælle det hjemme, for det vidste jeg, mine plejeforældre ikke ville synes om. Jeg skyndte mig at få det hele spist, før jeg kom hjem. Den sommer, da jeg prøvede på at drukne mig, skulle skolen til Odense. Som sædvanlig måtte jeg ikke komme med. Jeg tror egentlig, at folk i sognet var blevet klar over, hvor lidt hensyn der blev taget til mig i mit hjem. Nok er det derfor, at sognefogeden en aften indbød mine forældre til en kop kaffe sammen med andre af sognets beboere. Jeg har siden hørt, at han den aften havde forholdt dem det forkerte i, at jeg aldrig måtte være sammen med andre børn. Der blev sagt, at der faldt hårde ord til mine plejeforældre, og at der blev bedt for mig: men netop det var mere end nok for mine plejeforældre til at sige, et endnu mere fast og bestemt nej. De kunne sandelig nok passe deres egne sager. Da vi kom i skole igen efter udflugten, blev jeg i første time kaldt op til katederet, og lærerinden, som vi nu havde fået, overrakte mig en fin taske. Indeni lå et lille hvidt kort, hvorpå der stod: Fra dine skolekammerater”. Den havde de købt alle sammen i fællesskab til mig. Jeg blev rørt til tårer over deres gode tanker, men samtidig angst for at komme hjem med tasken. Den kunne jeg jo ikke spise, som jeg havde gjort det med chokoladen. – Når jeg gik til og fra skole, skulle jeg forbi vores gamle daglejers hus. Jeg fik tit en sludder med konen Den dag stod hun udenfor, og jeg viste hende glad tasken. Hun beundrede den naturligvis, men spurgte samtidig forsigtigt, om jeg nu ikke var bange for at vise den frem hjemme. Jeg blev pludselig trodsig og fast bestemt på, at tasken ville jeg beholde, skyndte jeg mig hjem for at få det overstået hurtigst muligt. – Jeg mødte plejemor lige inden for døren og holdt modigt tasken frem mod hende. Se, hvad jeg har fået!” sagde jeg. Jeg måtte omgående forklare hende alt, og at hun blev vred, var der ingen tvivl om. Jeg fik en lussing så jeg faldt, så lang jeg var; men jeg fik lov til at beholde den, og det var det vigtigste. I sommeren 1924 fandt min plejemor pludselig på, at jeg skulle have en lille kæde til at bære om halsen. Den skulle laves af en gammel urkæde, hun havde haft liggende i årevis. Hvorfor hun fandt på det, ved jeg ikke, måske var hun alligevel kommet til at holde lidt af mig. Hun vidste ganske nøjagtig, hvor hun havde gemt kæden – men den var der ikke. Der blev ledt højt, og der blev ledt lavt. Intet sted var den at finde. Hvem kan da have taget den andre end netop jeg. Jeg kom i forhør. Jeg blev truet, og jeg blev talt godt med. Intet hjalp. Jeg nægtede og nægtede, hvorfor skulle jeg tilstå noget, jeg ikke havde gjort. Men ingen ville tro mig. Jeg var det nærmeste ved at blive sendt væk, jeg nogensinde havde været. Jeg nægtede stadig. Men ordet tyv var hæftet uigenkaldeligt på mig. Jeg følte det hver eneste dag, og jeg blev mere og mere fortvivlet. Tilsidst kunne jeg ikke holde det ud længere. Jeg greb den store brødkniv i spisekammeret og løb ned i frugt haven. Bag ved et gammelt æbletræ prøvede jeg på at skære halsen over. Tre gange skar jeg, men pludselig blev jeg dødsens angst for det, jeg var i færd med at gøre, for blodet, der klistrede mine fingre sammen, for smerterne og for selve døden. Jeg smed kniven fra mig og løb ind. Bestyrtede så mine plejeforældre mig komme løbende ind i stuen med blodet drivende ned ad halsen. – Det hjalp dog alligevel så meget, at ingen mere omtalte kæden. Måske har en stemme et eller andet sted fra hvisket til dem, at det var ondt at drive et værgeløst barn ud i så dyb en fortvivlelse. Måske har de blot tænkt på hvad folk ville sige.- -Mange, mange år senere skulle tyveriet blive opklaret. Det viste sig, at det var en tjenestepige, som havde tjent på gården året før, der havde taget kæden. Min plejefar fortalte mig det selv, men han har aldrig bedt mig om tilgivelse for den uret, som dengang blev begået imod mig. Det nærmede sig den tid, jeg skulle konfirmeres. Jeg kom til at gå til præst, og det blev lykkelige timer, jeg tilbragte i præstegården -Præsten var et af de fineste og bedste mennesker, jeg nogensinde har truffet. Han blev forøvrigt min formynder efter konfirmationen, det havde den gamle sognerådsformand jo været hidtil. Han hjalp mig siden gennem mange vanskeligheder. Jeg skylder ham uendelig megen tak for de lyse timer, han bragte ind i mit liv, og for den lillebitte smule oprejsning for min ulykkelige barndom, han prøvede på at give mig på konfirmationsdagen. Det skal jeg om lidt fortælle om. Det var en stor dag, da mine plejeforældre tog mig med til Sønderborg for at købe konfirmationsudstyr. Jeg ville næppe tro mine egne øjne ved det, der blev købt ind; det var kram, det bedste var ikke for godt, men jeg skulle jo også vises offentlig frem. Jeg ville forfærdelig gerne have haft en af de yndige hvide silkekjoler, men min plejemor syntes ikke om den slags tyndt pjat; jeg fik en solid hvid ulden kjole. Jeg fik en meget fin grå frakke og en stråhat. Mine konfirmationssko var mig en kilde til bestandig uro. Fine var de, af det blankeste lak, man kunne tænke sig, men praktisk som min plejemor var, fik jeg så stort et nummer, at jeg kunne gro i dem. Jeg er aldrig vokset til dem. Det var nummer 39, og jeg bruger stadig nummer 36. Men med rigeligt vat i næserne og lidt god vilje fik jeg dem da til at følge med, og de så fornemme ud under den hvide kjole. Vi fik vore pladser på kirkegulvet at vide nogle dage før, og til almindelig undren, ikke mindst for mig selv, skulle jeg stå øverst. At det vakte forargelse rundt om i hjem mene tør antydes, men det anfægtede ikke præsten, det havde han sikkert været belavet på. – Den store dag oprandt. Vi blev stillet op i skolens have med mig i spidsen. Rækken satte sig i bevægelse, og så stod jeg der, den ringeste af dem alle øverst på kirkegulvet og følte en stille fryd gennemvarme mig. Mange bitre stunder var for et øjeblik udløst i en jublende stor glæde. Der blev ikke holdt nogen stor fest for mig, men det gjorde heller ingenting. Det, der var sket i kirken, var nok. Min plejemors bror og hans kone kom på besøg. De havde endog en lille gave til mig, en hvid perlekrans. Den og et brev fra de mennesker, min mor havde tjent hos, da jeg var i pleje i huset ved siden af, var mine eneste gaver. Inden i brevet lå et billede af min rigtige mor, den kvinde, som jeg så ofte havde hørt omtale, men aldrig set. Fra den dag begyndte en sær uro at vokse i mig efter at se hende. Måske håbede jeg hos hende at finde noget af det, jeg så hårdt havde savnet. Vi fik en ny fodermester på gården. Et svinsk karlfolk, som hjemsøgte pigekamrene fra en side af. Han havde ikke været på gården ret længe, før han begyndte at gøre tilnærmelser til mig på en sådan måde, at jeg væmmedes ved det, med et 14 års pigebarns hele modvilje mod voksne mænds begær, fordi hun endnu ikke kender noget til den slags. Han syntes åbenbart, det var morsomt, og måske æggede det ham. Han blev mere og mere nærgående, så jeg tilsidst var dødsens angst for ham. En aften, da jeg var ude at malke, bad han mig hente et eller andet i laden. Jeg adlød, som jeg var vant til. Da jeg stod i den mørke lade, mærkede jeg pludselig, at han var fulgt efter mig. Før jeg vidste et ord af det, havde han brutalt grebet mig og valtet mig omkuld på nogle sække. Jeg skreg, jeg kæmpede som et vildt dyr, da han prøvede på at voldtage mig. Jeg bed og kradsede ham, så blodet løb ham ned ad ansigtet, og jeg slap fra ham ind til min plejefar. Rystende af angst og væmmelse ved det, jeg havde oplevet, stod jeg der og fortalte ham, hvad der var sket. -Og han, min strenge plejefar, lo ad mig. I stedet for at hjælpe mig prøvede han på at le og spøge det hen. Og i stedet for at give karlen en velfortjent omgang fik de sig begge to en billig latter over det passerede. – I tre dage og nætter græd jeg. Jeg kunne ikke komme over det chok, denne oplevelse havde givet mig, og hver gang fodermesteren og min plejefar var sammen, drillede de mig og gjorde nar ad mig. Da indså jeg, at livet ikke var værd at leve. Hvordan jeg end bar mig ad, gjorde jeg det forkerte. Når jeg søgte at være ærlig. blev jeg aldrig troet; prøvede jeg at undgå det, som min mor havde indladt sig på, blev jeg hånet og drillet. Der var ingen mening med mit liv. Jeg kunne ikke bære det lægere. En aften tog jeg et reb og gik ud for at gøre en ende på det hele. Men jeg var alligevel for svag, eller havde skæbnen måske trods alt noget godt i behold til mig? Jeg kom til mig selv, da rebet strammede sig om min hals, og opgav mit forehavende. Fodermesteren blev på gården i et par år, men jeg kunne aldrig vide mig i sikkerhed for ham. Da jeg var 16 år, havde jeg kun eet ønske, at komme bort fra ham og fra gården, og jeg forlangte at komme ud at tjene,. Jeg fik lov, og skæbnen magede det således, at jeg kom på den samme gård, hvortil jeg blev bragt for så mange år siden, den dag, da hjertesorg, angst og fortvivlelse blev mine trofaste følgesvende, og kærlighed, tryghed og forståelse blev jaget bort fra min vej. Om jeg blev hård og trodsig af mine barneår? Nej! Jeg tror det egentlig ikke. Men jeg blev bitter, og den slags er ikke let at få ud af sindet. Fattiggården og bitterheden vil vel altid kaste en skygge over min vej. Bitterheden mod mine første plejefor ældre, som hensynsløst kastede mig ud i alt det onde, er den værste. Arrene på min hals efter brødkniven vil vedblive at holde den i live. – Mor, som jeg siden har opsøgt, og som har prøvet på af alle kræfter at gøre lidt af det godt, hun for så mange år siden blev skyld i, holder jeg meget af. Men jeg kan aldrig lade være at bebrejde hende, hvad hun gjorde mod mig dengang. Hun skulle have beholdt mig trods alt. Måske vil mange tro, at det, jeg har fortalt, er usandhed fra ende til anden. Jeg vil sværge på ved alt, hvad der er mig kært og helligt, at hvert ord er sandt. Mine barnår står som brændt ind i min erindring. Måtte de blot tænde en lille glød i andre hjerter, så har jeg måske alligevel ikke gennemlevet det hele forgæves. Og måtte min beretning blive en manende advarsel til alle unge piger om ikke at sende deres børn ud i det uvisse, og måtte den blot fortælle alle, at for et barn er kærlighed og forståelse lige så nødvendig som den luft, det indånder. Måske bliver netop de mest triste menneskeskæbner dannet i en fast og sikker hånd for at belære andre.   Der var forskellige opfattelser omkring historien i dagbladene og heraf kommer så nedennævnte læserbrev: Læserbrevsindlæg af læge P.M. Sørensen, Vrensted

den 01.02.1954

Efter Helene – ugen Hr. Redaktør Undertegnede Abonnent på Vendsyssel Tidende ønsker hermed overfor den ansvarshavende Redaktør af Bladet at udtrykke min skarpeste misbilligelse af Bladets ensidige Behandling af HELENE-Sagen I den forløbne Uge har jeg haft Lejlighed til at se, hvad mange borgerlige Blade har skrevet derom, f. Eks. Aalborg Amtstidende, Aarhus Stiftstidende, Nationaltidende, B.T. og Information. Vendsyssel Tidende lagde sig straks ved Radioudsendelsen fast på det Standpunkt, at dette her var politisk og mindre vederhæftigt og satte en politisk Medarbejder til at anmelde den rystende Barndoms skildring. I de følgende Dage bragte De hårdhjertet kun hvad der talte for Deres Standpunkts Rigtighed, og undlod systematisk at holde Deres Læsere underrettet om de kendsgerninger, der gik Vendsyssel Tidende imod. Sådanne kendsgerninger måtte man søge i de før nævnte Blade samt naturligvis i Ny Tid. Først Fredag den 29 Januar (efter 5 Dage), da De vel formodentlig har erkendt, at de var gaaet for vidt, bragte De et delvist Referat af et intevju med Helenes Plejefar, der støttede Helenes Udsagn. Man sidder tilbage med en bitter Smag i Munden. Behandler De bladets ørige Stof – hvor vi menige Læsere ikke har dem Mulighed for Kontrol, som jeg har haft her paa samme ensidige Maade? Tanken giver bange Anelser, når man betænker at Vendsyssel Tidende er eneste daglige Avis i langt Hoved parten af Vendsyssels Hjem. Maaske er det netop fordi De kynisk har gjort Dem dette klart, at De har vovet Deres enestående ensidige Behandling af Helene-Sagen. Eller er det paa Grund af aargammel Samvittighed? De ved ligesaa vel som jeg at en Dag for nogle Aar siden stod en af vor kommunes højt ansete Venstremænd paa Deres Kontor og lagde en Menneskeskrildring som han syntes egnede sig til Offentliggøelse i Vendsyssel Tidende, og han bad Dem optage den i den foreliggende Form. De erklærede, at De ikke kunde optage den i den foreliggende Form og Udstrækning. Jamen den var jo afleveret af en stor Personlighed, oven i købet en Partifælle.. Med hvilken Ret er De nu forarget over at den er offentliggjort i Radio og paa anden Maade, som De ikke synes om? Ene af alle Landets Bladredaktører har De haft Chacen for at forelægge den i en Form, der var ”godkendt.” Det var nemlig den oprindelige Historie om Helene. Paa Forsiden af Deres Blad står hver Dag – Stiftet af Vendsyssel sindede Landboere – Udgivet Aktieselskab Der staar en Tankestreg imellem, Den antyder aabenbart den uendelige Afstand mellem de frisindede Landboere og Aktieselskabet. Med Tak for Optagelsen sender jeg Ønsket om Bod og Bedring for Deres Blad P. M. Sørensen, Læge, Vrensted. I vor ledende Artikel findes Kommentarer til ovenstående Vendsyssel Tidende blev kritiseret for  deres flere indlæg i debatten, ikke mindst al læge P.M. Sørensen, Vrensted jvf. ovenfor. I en leder gav Vendsyssel Tidende svar på tiltale og gemytterne faldt til ro. Det gav bl.a. anledning til at der blev lovgivet omkring en ny Sociallov i Danmark  . oktober 2019-jens otto madsen