VRENSTED NYE OG GL. PRÆSTEGÅRD
Pastor Plesner
Der en 5. Januar 1909 blev Julianus Hastrup Plesner kaldet til sognepræst for Vrensted-Thise menigheder- efter Meninghedsraadets Indstilling. Det var kun lidt man på forhånd kendte til den nye Præst; men det var betryggende at vide, at han var runden af en god Æt, og det viste sig ogsaa snart, at han ikke var vanslægtet, men forenede baade Klogskab og Hjertelag, selv om det en enkelt Gang hændte, at hans stærke Følelser løb af med ham, og Klogskabens Bremseklods ikke faldt til i Tide. Men selv om han i Øjeblikket følte sig skuffet, ledte han til Gengæld efter undskyldende Momenter hos Modparten saa længe, til Skuffelsen var bortvejret.
Den gamle ærværdige vor Frue Kirke var fyldt til sidste Plads den Søndag, da Pastor Plesner blev indsat i sit nye Embede, og da han i Følge med Provsten gik op ad Kirkegulvet, var der noget i baade Smil og Blikke, der fortalte, at her kom en god og varmhjertet Mand, og i denne Tro bestyrkedes man yderligere, da han stod paa Prædikestolen og nedbad Guds Velsignelse over sin fremtidige Gerning her paa disse Egne, bad om at faa Lykke til at forkynde Guds Ord purt og rent og paa den rette Maade, saa han ydmygt men frimodigt kunde gaa Guds Ærinde. Ja, da følte man, at det for ham var mere end et Mundsvejr, og at Menighedens første Møde med sin nye Præst var bleven indledet paa en smuk og tro. hjertet Maade. Det viste sig snart, at Pastor Plesner var en Mand med Interesser og gerne vilde leve med i Menig- hedens praktiske Gøremål og paa mange Omraader være den til Nytte..
Julianus Hastrup Plesner, født i Vedersø 24/9 1859. Søn af Sognepræst Johan Frederik Plesner og Hustru Lucie Marie Hastrup. Student fra Viborg 1879. Lærer ved det Westenske Institut 1880-85. Kandidat 26/6 1886. Lærer paa Askov Højskole September 1887. Sekretær ved Skoleafdelingen paa den store nordiske Udstilling i København 1888. Kaldet til Sognepræst i Brande 21/6 1890 -til Eltang 28/3 -forflyttet til Østbirk 21/10 1899, 1905 og til Vrensted-Thise 5/1 1909.
Siden 1912 Medarbejder ved Liselund Menighedsskole (Tidens Samfundsspørgsmål) og har skrevet: En folkelig Nytaarsgave 1907. .Venstrebevægelsen” skrevet til Liselundbogen 1912. .Kirkesognenes ældgamle Ret” 1916, samt flere Artikler i Vor Ungdom”. Højskolebladet” og Dagspressen. Gift 10/10 1890 i Vedersø med Ane Marie Pouline Thomsen, født 22/10 1864 i København. At Pastor Plesner var rundet af en god og agtet Slægt der i flere Generationer med Dygtighed og Begejstring havde levet med i Tidens kirkelige og folkelige Rørelser, fremgaar tydeligt af Pastor Sanvads Omtale af den Ples grundvigske Hjem. Sjette Bind, hvor Hjemmet i Vedersø nerske Slægt i Dr. H. P. B. Barfods Minder fra gamle Præstegaard skildres indgaaende. Her fortælles bl. a., at her ude i Vestjyllands barske Klima har fire raske Drenge boltret sig i Have, Mark og Enge som ved den nære Sø og gennem et udpræget Friluftsliv vokset op til viljestærke Mænd, der senere kom paa fremskudte Pladser i Samfundet. Den ældste Broder, Johannes, blev teologisk Kandidat, ledede i en Aarrække Kostskolen i Birkende og blev senere Forstander for Blindeinstituttet i Kobenhavn. Den næstældste, Julianus, blev efter flere Forflyttelser Sognepræst for Vrensted-Thise og tog herfra Afsked med Præstegerningen 1929. Den tredje, Ulrik endte som landskendt Arkitekt, den fjerde blev Landmand i Amerika, og Søsteren, Anna, blev gift med Pastor Balslev i Søndersø
Bedsteforældrene stammede fra Langeland. Bedste faderen, Ulrik Adoll Plesner var Provst i Humble, og Bedstemoderen en Datter af Godsejer Hastrup til Hjortholm. Det har maaske ikke været saa helt let i Begyndelsen for Godsejerdatteren fra den skønne, rige Ø at finde sig til Rette i de lave Præstegaardsstuer og den barske Vesterhavsegn, men det varede ikke længe, inden hunt fandt sig hjemme hos disse jævne Bonderfolk.
Pastor Julianus Plesner har i samme Bog givet et indtagende og stærk følelsesbetonet Billede af Barndomshjemmet i Vedersø Præstegaard og Livet, der levedes i Datidens grundtvigske Kredse, og den Inderlighed og Glæde der prægede deres Møder og Sammenkomster. Han fortæller saaledes:
Fader kunde gladelig ved 4 Tiden om Morgenen sætte sig i sin stive Vogn og køre de 6 Mil til Borbjerg og siden til Holstebro. Man føler endnu Glæden og Varmen 1 Vennelaget der, naar de omfavnede og kyssede hinanden, de stærke, prøvede Mænd, og ligesom ikke kunde slippe hinanden, men blev ved at se sig glade på hinanden. Men baade Hilsen og Blikke kom saa dybt inde fra, at man følte det dybe Fællesskab i Erfaringen af Synd og Naade som Baggrund for Venskabet. Det var Samfundsfællesskabet i Jesu Navn, saa umiddelbart, hjertelig ægte, der brød alle Skranker ned og aabnede for Sjælens Skatte i Gem.
Som alle rigtige gamle Grundtvigianere var Fader en Fjende af Forfinelse og Kælenskab. Han vilde Forædling og Hærdning til dansk, til stor og til herlig Ild, til Danmarks Frelse i Nødens Tid. Det var noget, Danmark skylder det første grundtvigske Kuld Tak for, og vi har ingen Skade af at drage os det til Minde. Der staar Poesiens Fest, Glans og Hjertets Fred over Barndomshjemmet. Der var Aand og aabent Hjertesamfund. Ingen derinde levede sig selv, men gav sig selv.
Længst i min Erindrings Baggrund ligger Faders og Moders Barndomshjem i Provstegaarden og Herregaaden paa Langeland med Lægmandsvækkelsen og Folkevækkelsen fra Tiden om 1848-højnet til vaagent dansk Aandsliv ved sjælsgreben Medleven i den Guldstrøm, der da bruste gennem Digternes Bryst med Livets evige Klang. Og saa Folkekampene 1848, da enhver sin Pligt forstod og gav med Vilje ren og god sit Guld, sin Kraft, sit Liv og Blod, hvor alle Faders og Moders voksne Brødre var med som Frivillige. Dette fik de saa i deres Hjem uddybet ved de tunge Oplevelser fra 1864, da Danmarks Vel lagdes alle saaledes paa Hjerte, at sidst man tænkte paa sig selv, men først paa dets Ned og Smerte, lutret ved indre Sjælekamp for ogsaa at finde Fred med Gud og Plads i de Helliges Samfund.
De fælles Minder fra Hjemmet i Humble gav os Fyrrernes Gennembrudsliv baade i Folk og Menighed. Lig fra Tiden, da Bedstefader blev Provst og kom til at staa som Skjold og Værge for den unge fynske Vækkelse. Endnu større Betydning fik det jo, da Bedstefader som kongevalgt Repræsentant for Landsbypræsterne kom ind i Roskilde Stænderforsamling ved Siden af Biskop Mynster som Repræsentant for Bypræsterne. Saaledes kom ogsaa det politiske Frihedsrøre lige fra dets Begyndelse med ind i vort Hjems Atmosfære som Del af vort personlige Liv. Til det kom saa den folkelige Vækkelse, som den medte os i den nationalliberale Bevægelse. I den del. tog alle Provstehjemmets unge med Liv og Sjæl, og det I sin rigeste Skikkelse som et aandeligt Gennembrud. Vort Hjem i Vedersø blev vel ikke saa meget et Samlingssted som et kært Tilholdssted for det vaagnende Menighedsliv i Egnen og for dets Talsmænd, der kunde vare saa velgørende forskellige, men lige saa velgørende fælles om det største og bedste. Agte og helstøbte Skikkelser, der kunde slaa Gnister af hinanden baade i Alvor og som dog kunde saa godt tilsammen. Jeg husker 1. Eks. fra Provisorietiden. Talen kom paa Berg og Estrup, og Bølgerne gik højt. Da falder Tante Marie ind: Aah, I med jeres Berg! Berg er en Kælling, der svigtede, da det gjaldt Grundloven. Nej, saa holder jeg paa Estrup, han er da et Mandfolk!” Det var nær ved at trække op til Storm, men saa faldt Fader tørt ind: Saa synes jeg saamænd, lille Marie, Du skulde faa dem til at gifte sig med hinanden!” Og Striden endte i den hjerteligste Latter.
Mange vil sige, at det var en Ulykkes-Tid, vi oplevede efter 1864. Det var en Alvorstid. Men naar jeg tænker paa, at det var min Barndomstid, og tænker paa Hjem og Vennekredsen om det, saa siger jeg: Det var en Lykke at opleve den Tid sammen med de levende i Landet! Og derfor er det ret, at deres Navne bevares i kærligt Minde for Enterslægten. De viste os, hvad det betyder at hvile i det bedste i sig selv og i Fællesskabet om det. Det lagde Højhedens og Ledighedens Gyldenskær over hver eneste af dem og Livet i Hjemmet. Vi er Smaafolk Sammenligning med dem. Men de gav os en rig Arv Gad vi ikke maa sætte den over Styr, men i Troskab mod den fostre en Slagt, der kan hæve Fædrenes Arv. Thi sandelig Arv maa stadig hæves paany.
Hvad der som Arv fra dine Fædre kom. tag selv i Eje, vil du fuldt den have, hvad ej du bruger, vil som Byrde trykke.”
(Goethe)
Naar jeg har gjort dette Uddrag af Pastor Plesners Barndomsminder fra den første grundtvigske Vækkelses- tid, saa er det fordi han i sin daglige Gerning viste, hvor stærkt han følte sig forpligtet af sin Slægts rige Traditioner. Jeg synes ogsaa, det paa en smuk og overbevisende Maade giver et godt Tidsbillede af Forholdene og den Begejstring og Glæde, der greb dem, der gennem den grundtvigske Forkyndelse var kommen til at tro paa Daabspagtens Ord som Ordet af Vorherres Mund givet til Trøst i Liv og Dåd. Det blev for dem et Mede med Lyset og Livet, de Tvillinger bolde og fik for mange i det daværende Slægtled saa indgribende Betydning, at det kom til at præge hele deres Liv. Ikke saat sært, at Lovsangstonen jævnlig bar Bud om deres Taknemmelighed. Sangen led fuldtonende ved Moderne, man sang ved Arbejdet, og man sang, hvor to eller tre var forsamlede i Haab om ogsaa paa den Maade at faa et Møde med Herren.
Det næste Slægtled søgte at udvide og forene den praktiske Dygtighed med de gamles Idealitet særlig gennem den stærkt om sig gribende Andelsbevægelse men det lykkedes ikke altid, selv om Devisen led paa Frihed og Fremskridt. Saltet havde mistet noget af sin Kraft, og det hjalp ikke, at man prøvede paa at erstatte dette med Snusfornuft og kold Beregning.
Det tredje Slægtled krævede Lys over Landet og Frihed for Loke saavel som for Thor. Man havde glemt Grundtvigs Ord: Lys uden Varme er Helvedes Kval”. Man holdt Møder og vedtog Resolutioner, og hver Resolution var et nyt Krav til Staten om at overtage mere Ansvar og flere Pligter og derved frigøre den enkelte for Byrden.
Skjoldborg har i sin Roman Bjerregaarden” skildret de tre grundtvigianske Slægtled: Bedstefader, Fader og Søn og kalder det ældste Slægtled: Den hvide Grundtvigianismen den, der forlenede dens Dyrkere med Freden med Gad, med sig selv og sin Næste. Denne Idealisme blev for hvert efterfølgende Slægtled mere udtyndet ved praktiske Garemaal for at imødekomme Fredens Krav. Men kun det ferste Slægtled havde haft den virkelige store Oplevelse og kunde vidne derom med den Tro og Kraft, d Skjoldborg har i sin Roman Bjerregaarden” skildret er overbeviser og fastholder.
Præsteparret Plesners lange velsignelsesrige Virke her er endnu de ældre i frisk Minde, og det er næsten, som dette med Aarene bliver mere nærværende og levende. Det kan maaske knibe lidt for den enkelte paa staaende Fod at udrede Grundene til denne Samhørighed, som oftest skyde sine friskeste Skud i Livets Brydningstimer, gor sin stille Vækst i Dagliglivets Travlhed og kan som naar Sorgen banker paa. Da folte man her, at Præste parret ikke alene levede med i Tidens Rare, men ogsaa Tid til at tage Del i de enkelte Hjems Glæder og Sorger
og bringe Hjælp og Trest i Nedens Stund. Men deres største Betydning ligger dog ikke mest i, hvad de sagde eller gjorde ved de forskellige Lejligheder, men mere i hvad de var, og det, der prægede deres daglige Gerning. Pastor Plesner havde mange Interesser, og baad Pastor Plesner og Frue og både mundtlig og skriftlig tog de ivrig Del i Tidens kulturelle og aandelige Strømninger. Og Frihedsmand, som han var, vilde han ogsaa gerne søge at sætte sig ind i Modpa tens Synspunkter og Bevisgrunde. Han var som tidligere nævnt i flere Aar Medarbejder ved Liselund Moderne og behandlede i sine Foredrag Tidens Samfundsspørgsmaal. Han skrev Artikler til flere Blade og Tidsskrifter samt forskellige Dagblade. Særlig i Vendsyssel Tidende har han slaaet til Lyd for forskellige Spørgsmål, som forhen havde været tildels upaaagtede saaledes om Kirkesognenes ældgamle Ret”..
Det kan maaske siges, at Pastor Plesners Grundighed i nogen Grad svækkede Virkningen af den Impulsivitet og Retsindsfølelse, der var Drivfjederen i Artiklernes
Frenkomst. Hos et Folkefærd kom han i nogen Miskredit, og det var hos Typograferne. Pastor Plesners Manuskript var ikke let at tyde. Der var saa mange Tilføjelser og Rettelser, thi han havde et fint Øre for Sproget og vilde, det skulde være smukt og korrekt. Men hans Tid var sa optaget, at han vist ikke altid naaede at renskrive Kladden til Artiklerne, men mente, at Typograferne nok kunde klare den. Det viste sig ogsaa, at de kunde, men det tog Tid
Han var ivrig Plantningsven og Havedyrker. Sammen med Gartner Lars Holmen, Lærer Jensen m. fl. fik han plantet Labælte om Byen, og Anlæget omkring Gade dammen blev fuldført, saa Partiet omkring denne og Kirken blev en hel Turistattraktion, og mange Foreninger og Rejseselskaber lagde Vejen om ad Vrensted. Naar et Hold rejsende Husmænd fra det sydlige Jylland og Damerne gæstede Vestvendsyssel, var det Vildmosen, der den Gang var under Opdyrkning, som havde særlig Interesse, og derfra videre til Nybyggerkolonien paa Hammelmose markerne. Den storslaaede Udsigt fra Thise Bakker var ogsaa med i Planen, og der sluttedes med selskabelig Sammenkomst i Pavillonen, hvor jeg som Regel var indbudt og fortalte Træk af Egnens Historie og læste et af mine Fortællinger og et Par Digte. Der overnattedes i Thise, og næste Morgen gik Turen til Vrensted, hvor Pastor Plesner holdt Morgenandagt i Kirken og fortalte dens Historie. Derefter var han sammen med Lars Holmen Foreviser af Anlæget og Præstegaardens Have, og Plesner demonstrerede som oftest nye Haveredskaber.
Sås spistes der til Middag i Præstegaarden for saa lille Betaling, at der vist næppe var Dækning for de indkøbte Varer. Der maatte absolut intet betales for Opvartning og Tidspilde. Det siger sig selv, at
Husmændene var begejstrede for den venlige Gæstfrihed, de mede ber, de følte, den var ægte lige fra de varme Smil Præsteparrets Velkommen og til den Glæde, der lyste over deres Aasyn, naar Føreren havde takket og sluttet. med et trefoldigt Hurra for det brave, gæstfrie Præstepar.
Et Aar husker jeg, at Plesner holdt en lille morsom Tale ved Middagsbordet og betroede Husmændene, at der blandt Opvarterne var en Fuldmægtig fra Kirkeministeriet en Feriegæst. Dette kunde tyde paa, at man ogsaa paa højere Steder var parat til at yde Husmæn- dene fuldt Honnør.
Rejserne sluttede som Regel i Løkken. Man vilde boltre sig i Vesterhavets Bølger, inden man drog hjem.
Fru Marie Plesner var sin Mands trofaste Medhjælp og sine Berns opofrende Moder. Hun var af gammel Sømandsslægt og fedt Thomsen. Hendes Fader døde tidligt, og Moderen giftede sig igen efter syv Aars Forløb med Kaptajn Johnsen, og dette bevirkede, at Fru Plesner indtil sit Giftermaal gik under Navnet Johnsen. Fru Plesner kom ikke saa tit ud til Beboerne, som hun gerne vilde, dertil lagde Hjemmet og den store Børneflok for stærkt Beslag paa hendes Tid. Og for sin Mand og sine Børn kunde hun ofre alt. Det er betegnende, at da hen des tre Sønner gik paa Gymnasiet i Hjørring, flyttede hun selv til Byen, lavede Maden til dem og hyggede om dem, for at de ikke skulde føle sig hjemløse. Opholdet strakte sig over to Aar. Det var den eneste Maade, hvorpaa det ved strengt gennemført Sparsommelighed kunde lykkes at bekoste Børnenes Uddannelse og sikre deres Fremtid. Ikke saa sært om disse med dybe, taknemmelige Følelser tænker tilbage paa det lykkelige Barndoms- hjem i Vrensted Præstegaard.
Der var noget i Fru Plesners rolige Færden i Hjemmet. der skabte Tryghed. Hendes Stemme var ikke kraftig. men gjorde særlig Indtryk ved sin Varme og blide Vellyd og var saa bøjelig, at den i høj Grad gjorde Samtalen levende og tvang Folk til at lytte.
Den ældste af Sønnerne, Johan Frederik, begyndte at læse til Dyrlæge, men afbrød Studierne og rejste til Argentina og er nu Landmand der, men fastholder sit danske Borgerskab og er dansk gift. Levi Plesner var Sømand med Liv og Sjal. Ved et længere Besøg her i Hjemmet blev han kendt med en Bondepige af god Familie de blev gift og rejste til Amerika. Levi Plesner var med i begge Verdenskrigene, men deltog kun i kort Tid i den første. Hans Skib blev taget som Prise, og han gik af som Kaptajn i Reserven og sejlede som saadan, in Amerika kom med i den sidste Krig, da kom han indi Flaaden og blev udnævnt til Kommander. Hans Sub blev torpederet flere Gange, men heldigvis kun med ringe Tab af Menneskeliv. Plesners Hjerte kunde dog ikke vedblivende holde til Spændingen og de haarde Strabader, og Lægen raadede ham til at søge Orlov. Han fik den, men kunde endnu daarligere udholde
Uvirksomheden derhjemme. Tanken var stadig derude, hvor han vidste, der kæmpedes paa Liv og Død, og til denne Kamp kunde han ikke være en ørkesløs Tilskuer.
Ja, det var herlige Dage, da vi havde Far her i Hjem met skriver hans Sen til Slægten i Danmark. Men Far var plaget af stor Uro. Pligten kaldte, følte han, og det var jo ikke hans Skik at gøre noget halvt. Efter en Uges Forløb drog han igen bort fra Hjemmet og overtog sit Skib, men døde faa Dage efter ramt af et Hjerteslag.” Der var en meget sympatisk Skildring i de amerikanske Bade af den varmhjertede danske Sømand, der blev past sin Post til det sidste. Det er den Slags Mænd, der er med til at kaste Glans over Danmarks Navn ude i Verden
Sønnen skriver: Sørg ikke! Far døde berømt og lykkelig Han var ved sin dristige Sømandsfærd med til at redde mange Mennesker. Vi er stolte af ham.” Senten var et Aar her i Danmark og blev konfirmere al Onkelen, Pastor Plesner, i Darum ved Bramminge, og man forstaar, at Sømandsblodet ogsaa ruller rask i Sen sens Aarer, han skriver: Jeg vil være Semand som Far. On tre Maaneder er jeg Officer af tredje Grad.” Tre Pastor Plesners Sønner har været ivrige Deltagere i Modstandsbevægelsen under Besættelsen. Ellers var vi jo ikke Plesnere,” forsikrer den ene. Datteren, Marie Plesner, er Lærerinde i Askov og bor der efter. Faderens Død sammen med Moderen.
Augusta Plesner er gift med Gdr. Hellis Søndergaard, Brande; hun er stærkt interesseret i Landbruget og tager ivrig Deli Foreningslivet paa Egnen.
Ulrik Plesner er Leder af Serumlaboratoriets Forsøgsgaard i Brøndbyvester. Helge Plesner var først Land- mand, men Søen drog ogsaa ham. Han kom paa Sømandshøjskole og blev Bedstemand paa en Skude, der sejlede mellem Sverige og Bornholm. Skuden led Havari og for liste en Stormnat ind under Jul. Dette tunge Budskab kunde ikke undgaa at kaste sin Skygge over Julen i Vrensted Præstegaard.
Karl Johan Plesner var først Præst i Argentina, nu i Darum, og Poul Plesner er Klitinspekter i Blokhus. Om dem alle gælder det, at de i deres Livsgerning har taget Slægtens gode Egenskaber i Arv og Brug.
I de første Aar af Pastor Plesners Virke i Vrensted- Thise blev der jævnlig afholdt kristelige og folkelige Møder i Præstegaarden-om Sommeren i Haven og om Vinteren i Konfirmandstuen eller inde i Præsteparrets private Lejlighed. Forstanderinde Eline Begtrup, Levring Højskole, der var en Ungdomsven af Plesners og havde været sammen med dem paa Askov, talte ved flere Møder. Det samme gælder Højskoleforstander Grenvald Nielsen, Vestbirk, hvor Plesner havde været Præst.
Det var hyggelige og gode Møder, som Beboerne gerne. overværede. Ogsaa her fra Thise modte en fast Stab. Efter Foredragene samledes man i Stuerne til Sang og Samtale, og der vankede som Regel en Kop Kaffe. Jo flere, der mødte, desmere lyste Præsteparrets Ansigter af Travlhed og Glæde. Men efterhaanden blev Tilslutningen til Møderne mindre, og disse derfor sjældnere. En ny Slægt i en udadvendt rastløs Tid stillede større Krav, end Præstegaardsmederne kunde tilfredsstille, lige- som ogsaa Tilslutningen til Foredragsmoderne i Forsam lingshusene svandt stærkt ind. Sporten begyndte at tage de unges Interesse, og Foreningslivet og Selskabeligheden de ældres mere end godt var.
Pastor Plesner holdt flere Gange Foredrag og Oplæsning i Thise Forsamlingshus og fik god Tilslutning. Men en Gang havde han dog spændt Buen for højt. Han holdi tre Foredrag over Goethes: Faust”. Og selv om han mente, de blev holdt i en populær Form, oversteg det alligevel de fleste jævne Tilhøreres Fatteevne. Da han efter Foredragene vilde efterspore Virkningen af sit Oplysningsarbejde og henvendte sig til en af de mest belæste Bendermænd, fik han det nedslaaende Svar, at denne var ikke blevet mere klog af det hørte.
Jeg husker ogsaa, at ved en af Plesners Bibellæsninger Thise Skole var der en hjemvendt Amerikaner, der følte Trang til at lufte sin Overlegenhed. Plesner kom med en Udtalelse om en Ting eller et Fremskridt, der mulig. vis vilde foreligge om hundrede Aar. .Saa er vi gåset, Hr. Pastor!” albred Amerikaneren med høj, forsoren Rest fra Baggrunden af Forsamlingen. Man trak uvilkaarligt. paa Smilebaandet, men var dog halvt forarget over denne barokke, malplacerede Afbrydelse. Dog fandt man det beroligende, at det ikke var en Indfødt, men bare en hjemvendt Amerikaner, der havde felt Trang til at agere
Mørk Mand
Skolens Arbejde havde Plesners store Interesse, og de halvarlige Eksamener var sande Festdage for baade Lærerne og Børnene som ogsaa for vi Medlemmer af Skolekommissionen, der overværede Eksamenen. Plesner kunde altid komme i Kontakt med Børnene og faa dem at lukke sig op. Og Lærerne havde til en vis Grad t Valg i det gennemgaaede Pensum og kunde tale om det med Børnene paa den Maade, der passede begge Parter bedst. Jeg husker særlig en Gang, han hittede pa at jeg skulde give Børnene en Stilopgave paa uforfalsket Vendelbomaal, som de saa skulde oversætte til Rigsmaal. Jeg var lidt ængstelig ved Opgaven, for selv om jeg vidste, at for de allerfleste af Børnene var Dialekten Hjertesproget, saa havde jeg med Vilje medtaget et Par karakteristiske Ord, som det nok kunde volde Hoved- brud at finde rammende Udtryk for i Rigsmaalet. Men Børnene klarede Opgaven fint, og Plesner var helt begejstret. Jeg var det ikke mindre paa min gamle Barndomslærers Vegne, selv om han i sin Tid havde skældt os ud for Tørvetrillere og Hvidkaalshoveder, men alligevel satte en ære i, at han mente at have lært os at tænke selv, eller rettere tænke før vi talte. At han ogsaa selv forstod at tænke sig om, naar det gjaldt Skolens ære, derom vidner følgende:
Der skulde efter Ministeriets Ordre udtages og ind- sendes Prøver paa ældste Klasses Duelighed i Regning og Stil, og Thise Skole var blandt de udtagne. Nu var Proven bestemt med saa kort Varsel og fastsat til en Dag, da Konfirmanderne skulde til Præst, saa Lærer Frederiksen ikke naaede at faa Bud til dem alle i rette Tid. Men Uheldet eller Lykken vilde, at det netop var de to daarligste Elever, Budet ikke naaede frem til; de endte derfor hos Præsten. Skolen kom i den bedste. Tredjedel. Ja, var det ikke besynderligt,” sagde Lærer Frederiksen med slet skjult Ironi, at netop de to skulde svigte, men vi klarede os endda uden deres Hjælp.”
Plesner var meget ude paa Sygebesøg og var altid en kær og ventet Gæst. Om Sommeren kom han mest med Blomster og havde altid selv en Blomst i Knaphullet. Han kom saa at sige med Duft af Markens Grøde og Livets Frodighed ind i Sygestuen og bragte i dobbelt Betydning godt Budskab. Saa sang han en Salme for eller sammen med den syge og fandt et eller andet i Salmen eller et Skriftsted, der blev Indledningen til en frugtbringende Samtale.
Pastor Plesner var Sportsmand. Mangen Sommersondag gik han den milelange Tur fra Vrensted til Eftermiddagsgudstjeneste i Thise Kirke. Sveddryppende og med Hatten i Haanden og Smilet i Behold naaede han frem i rette Tid, endda han sjælden fulgte den slagne Landevej, men absolut skulde skyde en Slags Genvej over Engene og Bakkerne. Han vidste godt, Vejen paa den Maade blev lidt længere, men den var mere interessant. Paa Hjem vejen gik han ind og besøgte syge eller gode Venner, og han var lige afholdt overalt.
En Søndag forlangte han mig efter Gudstjenesten til at følge med hen til et Par Folk, der vilde skilles. Manden var noget drikfældigen Omstrejfer, der hadede det regelmæssige Arbejde, men var godmodig af Temperement. Hustruen var Mormon, men ellers Skikkeligheden selv, men de mange Barn og Mandens Vagabondering havde tyndslidt Nerverne. Parret havde forsøgt flere Udveje paa at blive skilt, men uden Resultat. De havde kort i Forvejen besøgt et herboende Amtsraadsmedlem. og bedt denne tage Affære, men han havde henvist dem til mig jeg var Forligsmægler.
Jeg søgte at forklare dem, at naar et Amtsraadsmedlem ikke turde binde an med Sagen, kunde jeg da langt mindre. Jeg var ganske vist Forligsmægler i Tyende- og Aftægtssager, men ikke i Skilsmissesager, der battede min Lærdom nok for lidt. De maatte hellere se at forliges, og var dette umuligt, saa henvende sig til Præsten det var den rette Fremgangsmaade. Saa fik de en Kop Kaffe og et godt Ord med paa Vejen, men det hjalp altsaa ikke. Nu havde de fulgt mit Raad og henvendt sig til Præsten, og nu skulde vi i Fællesskab se at stifte Fred.
Da vi bankede paa Døren, led der et brøsigt: Kom ind Han er vist fuld i Dag.” hviskede jeg til Præsten. Min Anelse slog til. Da vi traadte ind i den lille, lav loftede Stue, sad Manden paa en Stol henne ved Kakkel. ovnen med Benene strakt vidtskrævende frem. Han forsøgte ikke at rejse sig, men strakte med en kongelig Bevægelse Haanden frem til Goddag. Ja, a er fuld i Dagi det skal int være nogen Hemmelighed, og Sandheden skal følges. Men I kan tage det ganske roligt bare rolig foran for I har int givet mig noget, saa det er int jerres Skyld, nej, det er s’gu int.”
Pastor Plesner prøvede at faa en Samtale i Gang og frittede om Grunden til Gemytternes Uoverensstemmelse. Det er sagt med faa Ord, Hr. Pastor. For Motter er Mormon, og a er Lutheraner. Og det kan De nok forstaa, Hr. Pastor, det kan int bliv ved at harmonere i Længden. Og hvad er et Ægteskab uden Harmoni? Kan De sige mig. det, Hr. Pastor? Nej, det kan De selvfølgelig int. A troede endda, det kunde ha’ gaaet et Stykke Tid igen, for a koble et nyt Testamente til hende den anden Dag: men hun er lige værkelig, saa vi kommer nok til at stoppe Forretningen.”
Men du glemmer at fortælle,” indskød Konen spagfærdigt, at det er dig, der drikker hele Fortjenesten op.” Hold Kæft, Kælling, det er mig, der har Ordet, og hvad jeg gør eller ikke gør kommer jo int Sagen ved. Man kan jo int slide hver Dag, og det man fortjener den ene Dag, skal man vel ha’ Tid til at fordøje den næste. Ikke sandt, Hr. Pastor? Den er De vist osse godt med paa. Og saa kan du her vendte han sit halvt for- tinnede Blik slovt mod mig, saa kan du skrive i Avisen, at a er fuld i Dag. Det skal som sagt-int var noen Hemmelighed, men a bebrejder ingen. Det er int jeres Skyld nænæ, nænej!”
Jeg tillod mig at bemærke, at Avisen kun ønskede Nyheder ikke aargamle daglige Begivenheder. Pastor Plesner og jeg var snart klar over, at her var for Tiden ikke noget at udrette. Jeg tror dog ikke, det kom til nogen Skilsmisse. Der blev vist ved at herske en væbnet fred imellem Parterne, indtil Døden skilte dem.
Vi havde her i Sognet tre unge, ugifte Lærere. Den ene var Kirkesanger, men det er en Selvfølge, at de alle 1 Sommerferien længtes baade hjemad og udad, men Kirkesange skulde jo ogsaa passes. Den gamle Første Je der ingen Udlængsel havde, var ikke skænket Sangens Gave Pastor Plesner henvendte sig saa til mig om at Inde Sangen i Ferietiden. Jeg var noget betænkelig ved hvervet, men syntes ogsaa, det var Synd at holde Laverne hjemme. Jeg stillede dog den Betingelse, at Pastor Plesner skulde læse Indgangs- og Slutningsbønnen Jeg syntes selv, jeg slap helt ordentlig fra det baade med Sangen og Messesvarene det var jo for Laubs Tid Men saa kom min værste Prøve. Der skulde en Søondag ved Barnedaab. Der var jeg ikke saa glad for at at si
Nødvendigheden bed det, og havde jeg sagt måtte jeg ogsaa sige b. Ja, jeg kunde jo sagtens hente Vand og sende Allerlysene, men jeg var langt fra sikker pat mine Amen’er vilde falde paa de reglementerede Steder, og det gjorde de vist heller ikke, men jeg haaber dog ake, at vedkommende Barn den Gang eller senere 1 Livet har lidt derunder.
1 Pastor Plesners Tid undergik Kirkerne i Vrensted og Thise flere Forandringer. I Vrensted fik man et Harmonium skænket af Bysbarnet og Sognets Macen, Sagfører Olesen, Nørresundby. Der kom en ny Altertavle, malet af Kunstneren Larsen Stevns. I Thise Kirke var der kommen Orgel. Et Krucefiks havde afløst den gamle we Altertavle. Den sjældne og meget kostbare Prædikestol, der havde en lige saa sjælden Plads tværs wwer Korbuen, var bleven restaureret af Nationalmuseet der Kunstmaler Termonsens Ledelse. Plesner var bange for, at Orglet skulde rent overdeve Sangen og komme ti at spille Herre i Stedet for Tjener, men denne Fryg vi alle sig siden at være ugrundet.
Per deltog gerne i Ungdomsforeningernes Arbejde og ved enkele Lejligheder holdt Fru Plesner Foredrag og indede Maderne, naar de holdtes i private Hjem, hvad de Gang var meget almindelig. Jeg husker saaledes en Aften i vort Hjem, hvor Fru Plesner talte for en talrig og lydhør Forsamling. Det var, som om hun som Kvinde og Moder havde et sikrere Instinkt og et rigere Følelses- liv at ose af end mangen Mand og derfor ogsaa de bedste Betingelser for at kunne forstaa Ungdommens Længsler og Forhaabninger. Det blev en god Aften baade for de unge og Hjemmet.
Pastor Plesner havde Følelsen af, at der var en Gradsforskel paa Folkekarakteren i Sognene. Vrenstedboerne var mest Forstandsmennesker, og i Thise havde Følelsen og Hjertelaget Overtaget, men han troede nok, at de første var de mest praktiske. Han drog den Slutning, at Forskellen muligvis bundede noget i det, at Gaardmandssønnerne fra Vrensted i sin Tid havde været paa Bjørnbakker højskolen i Brønderslev, og Thise Ungdom mest tog paa den grundtvigske Højskole i Stenum, og han tilføjede, at han ved enkelte Lejligheder tog Hensyn dertil i sine Prædikener og Lejlighedstaler.
Den gamle hævdvundne Skik, at Mændene tog Plads i Sydsiden af Kirken og Kvinderne i Nordsiden, var ved Skellet imellem de to Aarhundreder omtrent ophævet. Jeg tror, at de mange nybyggede Forsamlingshuse havde deres Part af Skylden, thi der blev Folk vant til at bænke. sig, hvor der var bedst Plads, og efterhaanden blev Skikken overført til Kirken, skønt der var som Regel alt for god Plads. Men man lagde ogsaa Mærke til, at Kvinderne tilsyneladende var mere modige til at gaa ind i Mændenes Stole end omvendt eller var det under Paa- virkning fra Mændenes Side? Dette lader sig næppe be- svare tilfredsstillende. Men den anden gamle Skik, at Mandene rejste sig op, naar Præsten gik paa Prædikestolen, maatte dermed opgives, thi det saa jo ikke godt ud, at den ene Part rejste sig, naar den anden blev sid- dende. Og stiltiende fejede Mændene sig efter Kvinderne og blev selv siddende.
Pastor Pommerencke følte sig derfor stødt over, da han Aar 1900 flyttede til Jerslev, at Skikken allerede der var gasset af Mode. Nej, der blev Mændene siddende saa støt, som de havde Enden skruet til Bænken, paastod han Indigneret.
Et uddrag af en af forfatteren Jens Thises bøger.
Oktober 2026
Jens otto madsen