Et besøg hos den gamle Vendsyssel-digter Jens Thise, der fortæller om sin dialektdigtning, sin tilknytning til husmands-bevægelsen og om tørvegravning i vildmosen i gamle dage.
Ved Johs. Møller, Hjørring.
Man modtager et indtryk af god, gammeldags hygge og umiddelbar hjertelighed, når man besøger den gamle Vendsyssel-digter Jens Thise i hans hjem i den lille by, han har taget navn efter. Jens Thise besidder en stilfærdig venlighed og et ægte vendelbolune, som får én til at befinde sig godt i hans selskab. Skønt han for et par år siden har passeret de 80, er Jens Thise stadig i fuld vigør og forbavsende ånds- frisk. Han følger med i alt, hvad der foregår, og der afholdes næppe mange større festligheder i Vendsyssel, hvortil han ikke har skrevet en sang eller er indskrevet blandt de officielle talere.
Størstedelen af Jens Thises forfatterskab er på vendelbomål. Han er den digter i Vendsyssel, der mest konsekvent og med største succes har skrevet på landsdelens eget mål. Han har derved indlagt sig stor fortjeneste. Selv om vendelbomålet sikkert vil være en af de dialekter, der sidst forsvinder, vil heller ikke det kunne holde stand overfor bysproget i det lange løb. En gradvis sproglig nivellering er uundgåelig, og efterhånden som den skrider frem, vil man mere og mere forstå værdien af den indsats, Jens Thise har gjort ved i sit forfatterskab at bevare en stærk og særpræget dialekt fra glemslen.
Men hvordan kom De egentlig ind på skriveriet?
Mine første penge som skribent tjente jeg ved at skrive en stil for en pige, mens jeg gik i skole. Det var en stil om elefanten, og jeg fik fem øre for at skrive den, slet ikke så ringe en betaling den gang. Da jeg havde skrevet pigens stil, blev jeg bange for, min egen skulle blive dårlig, hvad den også blev. Hendes blev rost og læst op, men det omfatter hans forfatterskab indtil nu 34 bind. Mange af hans bøger er kommet i store oplag, men da det meste altså er på dialekt. Først og fremmest i Vendsyssel, han læses. Derimod opføres Jens Thises komedier overalt i landet, ja, de er endda nået så vidt som til Amerika, hvor de er blevet spillet af de danske i Racine. Gennem årene har Jens Thise også været en meget søgt foredragsholder og oplæser. Han har holdt ialt 1600 møder, og han har ført bog over dem alle. I 28 år fra 1893-1921 drev Jens Thise den gamle slægtsgård i Thise. Den videredrives nu af en søn, som repræsenterer femte generation på gården. Det er den gamle digters højeste ønske, at gården endnu mange år må forblive i slægtens eje. Skønt gårdmand har Jens Thise livet igennem haft megen kontakt med husmandsbevægelsen. Vi kommer ind på denne som forskellige andre sider af hans virke i den efterfølgende samtale, som den gamle digter indleder med at fortælle lidt om sit syn på dialektdigtningen.
Vendelbomålets skønhed og styrke.
Når jeg begyndte at skrive på vendelbomål, var det, fordi jeg syntes, bondens væsen åbenbarede sig stærkest og smukkest her. Skulle bonden til at bruge rigsmål, stod han straks mere usikker, han var ikke sig selv som i dialekten. Den egentlige inspiration til min dialektdigtning fik jeg af lærer Åge Larsen Grønborg, Vråkredsens før- ste folketingsmand. Han gjorde i sin tid en del optegnelser her fra egnen på vendelbomål. Disse optegnelser stiftede jeg bekendtskab med lige efter konfirmationen, og jeg syntes, det var noget så herligt sådan at læse noget på vores eget mål. Jeg besluttede, at hvis jeg selv kom til at skrive engang, så skulle det være på vendelbomål. Selvfølgelig havde jeg længe været fortrolig med Blichers,
Æ Bindstouw” og lært at holde af dialekten her, men jeg havde aldrig været klar over, at vendelbomålet ejede den samme skønhed og styrke. Man kan måske nok sige, at vendelbomålet er noget hårdt i det, men det rummer også mange fine nuancer og overgange. Det er altid faldet mig let et så stærkt indtryk på mig, at jeg måtte skrive om den. Mange af os unge mennesker, der var med på turen, havde aldrig været så langt syd på. Alene fra Ålborg til Silkeborg tog det den gang 13 timer med tog, og endda syntes vi, det gik vældigt hurtigt. Senere kom der nye oplevelser til, og jeg begyndte at skrive for alvor. Min far der var veteran fra 48, havde engang besøg af en gammel krigskammerat, og gennem deres møde og de krøniker, de udvekslede, fik jeg stoffet til min første bog,,,Niels Klinker”. De fleste af de skikkelser, jeg har skildret, er efter levende model. Meget stof og mange ideer har jeg fået på de man ge møder, jeg har holdt i årenes løb. Her har jeg lært en masse mennesker at kende og fået indblik i mange menneske-skæbner, som jeg så senere har benyttet i mine bøger.
Mange kapitler har jeg siddet og formet i hovedet, mens jeg kørte mælketur til V. Hjermitslev. Når jeg kom hjem fra mejeriet, skulle jeg altid straks ind til skrivebordet og arbejde. Det hændte jo nok, at folk måtte ud på vejen og råbe efter mig for at få fat i deres mælkespande. Sommetider var man jo så langt henne, at man glemte at sætte mælken af.
Hvilken af Deres bøger sætter De selv højest.?
Jeg holder mest af de fire bind, de ɔm- sognefoged-bøgerne efter min egen mening det bedste i mit forfatterskab. Jeg har her skildret kampen mellem de unge og de ældre, som den formede sig på landet før i tiden, hvor de gamle gerne ville Sille formyndere for de unge, når det gjaldt giftermål og den slags ting. I bøgerne gør de unge, bravt støttet af den derved Niels Røgter, oprør mod formynderne, og det ender med, at de gamle må give sig. Jeg har altid været Pungdommens parti, og derfor var noget af det, der glædede mig mest, da jet for et par år siden fyldte 80, at ungdommen her i Thise hyldede mig med fakkeltog. Det er en af mine lykkeligste oplevelser.
Må vi få en karakteristik af Vendelboerne.
Vendelboerne var før i tiden meget mere særprægede, end de er nu. Den større kontakt med det øvrige land, som forbedringen af samfærdselsmidlerne har medført, har bidraget at udsletteejendommelighederne.
Jeg synes heller ikke, hjælpsomheden og samhørigheden er så stor nu som i gamle dage. Af naturen er Vendelboerne egentlig meget forsigtige.
De giver ikke deres mening til kende sådan lige med det samme. Ofte skjuler de den i en god del lune og ironi. Men ellers plejer jeg at sige, at vil man være gode venner med Vendelboen, så skal man rose kone og hans klappe hans heste.
Man siger jo også, at Vendelboerne er stædige?
Jeg vil snarere sige, at de kan være rethaveriske. Vendelboerne står stejlt på deres ret. De koster hellere mange penge på retten, end de frivilligt giver afkald på den. Af den grund har der heroppe været megen strid om småtterier, som godt kunne være undgået. Men til Vendelboernes gode egenskaber hører dog en vis godmodighed trods alt.
De har haft en del at gøre med husmandsbevægelsen?
Ja, da husmandsbevægelsen dukkede op her i Vendsyssel, var der jo nogle, der mente, den ville danne skel, men jeg så nu sådan på det, at der måtte være noget, vi kunne være fælles. les om, husmænd og gårdmænd. I 1907 havde vi en af husmændenes pionerer, P. Nalholm, Tårs, heroppe og holde foredrag om bevægelsen, og kort tid efter blev der stiftet en husmandsforening her i sognet, af hvis første bestyrelse jeg blev medlem. Da jeg afstod gården til min søn og flyttede herned i huset, blev jeg valgt til formand for husmandsforeningen, og senere har de udnævnt mig til æresmedlem.
I 1909 kom jeg i forbindelse med Chr. Andreasen, Starkær ved Fjerritslev, og han fik mig med som referent og oplæser på en række husmandsrejser. Det var tre dages rejser rundt omkring i landsdelen eller til Thy, hvor husmændene dels besøgte byerne, dels andre husmandsbedrifter, hvor der var noget at lære. Sidst i tyverne blev jeg leder af husmandsrejserne her i Vendsyssel, og jeg kom den gang i kontakt med Andr. Søndergaard på Mors. Han hjalp mig med at tilrettelægge rejserne derop, og jeg gemmer fra den tid breve fra ham, hvor han udtrykker sin glæde over vort samarbejde ved rejserne. Vi har vedligeholdt forbindelsen siden. På husmandsrejserne trat jeg mange gode venner, som jeg stadig har kontakt med. For mig blev disse rejser en fornøjelig oplevelse. Husmændene kunne måske nok lære et og andet på den måde, men først og fremmest betød rejserne en lille pause i den daglige trummerum, og det var ikke det mindst gode ved dem. Vi havde det svært hyggeligt og kammeratligt. Jeg kan i det hele taget sige, at husmandssagen al tid har stået mit hjerte nær. Det var en stor begivenhed, da Hammelmose-gårdene her i sognet blev udstykket i 1922, og 42 nye husmandsbrug blev oprettet på de gamle hovmarker. Jeg synes, det er noget så opløftende, når man står heroppe på Thise bakker og ser ud over alle disse brug, det er en virkelig glædelig udvikling, der her er sket. Og dygtige folk er de jo, nybyggerne, som vi stadig kalder dem. De tager gerne alle præmierne ved skuerne.
De har også haft lejlighed til at følge de forandringer, der er sket i Vildmosen i årenes løb?
Ja, jeg er jo så at sige nabo til den. Noget af det første, min bedstefar og jeg kom op at trækkes om, var forresten Vildmosen. Min bedstefar var meget bibelstærk og mente ikke, der kunne være tvivl om, at Vildmosen havde eksisteret lige fra verdens skabelse. Men da jeg så begyndte at gå i skole, blev jeg jo et bette korn klogere, og jeg sagde så til ham, at det ikke var rigtigt, Vildmosen havde eksisteret fra begyndelsen af.
Ih, sikke da noget sludder, dreng, sagde min bedstefader. Du ved da, Vorherre sagde, at alt var såre godt, og det kunne han da vel ikke have sagt, hvis Vildmosen havde manglet”,
Før i tiden var Vildmosen jo een stor ødemark. I 1912 var det sådan, at der Ålborg soldater ikke turde gå over den, så fyldt var den med livsfarlige huller og alskens djævelskab. Men en stor dag. var det jo, når vi skulle i Vildmosen og grave tørv om foråret. Kvaliteten af tørvejorden var jo langt fra lige god alle steder, så det gik gerne til på den made, at der blev trukket 10a om de forskellige stykker. Man skulle så betale for hver favn, man fik tildelt. Nar det var dårlige stykker, der blev ud- budt, var der jo gerne en ret trykket stemning blandt folk, men engang kan jeg huske var der da en, der slog en mægtig latter op, da han trak et ringe stykke jord. Nå, endelig var der da een, der kunne ta’ det med nu mer,” blev der sagt. Ja, de’ ka’ a sait,” sagde den pågældende, for de er te mi’ nåbo, og a unde ham’et godt.”
Nu er der jo blevet kultiveret og anlagt makadamiserede veje gennem mosen og der hviler ikke den samme mystik over den som før i tiden, hvor der om foråret var en stor, svovlagtig. tåge over det vældige areal, som kunne fylde én med de særeste anelser. I min barndom brændte det i vildmosen næsten hvert år, men det oplever man jo heller ikke så tit mere. Nu er det jo Centralgården, der er den store attraktion.
De har aldrig kunnet tænke Dem at leve andre steder end her i Vend- syssel?
Nej, jeg har modtaget så megen velvilje og forståelse her blandt mine egne, at jeg ikke kunne tænke mig andre steder. Mine følelser overfor denne landsdel har jeg engang udtrykt sådan i et bette vers:
Vendelboens land, her stod min vugge. Din natur har stemt mit sind til sang. Du kan tænde smilet, øjet dugge. På din vang jeg skønne blomster pluk- ked’. I dit skød jeg gemmes skal engang.
Johs. Møller.
VENDSYSSEL
Jeg elsker min hjemstavns jord, stormosens vidder, den lyse eng, hvor viltert jeg leged’ som dreng blandt tuer, hvor lærkerne bor. Jeg fik i en forårsregns bløde min dåb, mens det gærede’ af grøde fra plovfurens muld, og drømmenes guld gav sang til hver dirrende streng.
Peder Jensen Kærgaard.