Vrensted Ungdomsforening fejrer 50 års jubilæum 27. november 1962

Kilde VT 25.11.1962

Unge sammenkomster i hjemmene blev til en ungdomsforening i Vrensted

Vrensted ungdomsforening fejrer 50 års jubilæum med stigende medlemstal og en virksomhed, der stadig fornyer sig!

En ungdomsforening behøver ikke at føle sig gammel, fordi den fylder 50 år. Tværtimod må det være tegn på, at der endnu er liv og ungdom i den, og det er da også tilfældet med Vrensted ungdomsforening, som på tirsdag holder 50 års jubilæum, og som i jubilæumsåret indledte den nye vintersæson med udsendelsen af en mødeplan, der dækker 27 datoer med møder, klubaftener og arrangementer af forskellig art. Hvor der virkelig er liv i en ungdomsforening, fornyer livet sig selv. Traditionerne bliver ikke noget dødt, men udtryk for noget levende og værdifuldt. Det egentlige liv i denne ungdomsforening er som i så mange lignende tilfælde ældre end selve foreningen, der i virkeligheden kun er opstået som en ydre ramme om dette liv og på denne måde har været med til at styrke det og opretholde traditioner, der måske ellers kunne være gået ud.

Det inderste i denne forening er noget, der lever i de mange hjem og hos de mange unge, som slutter op om det fællesskab, der eksisterer inden for rammerne, og uden dette ville foreningen aldrig være blevet 50 år.

Nogle unge gik til læreren

Da foreningen blev stiftet og lovene vedtaget ved den første generalforsamling den 27. november 1912, havde ungdomsforeningernes idé allerede længe været virksom hos en flok af unge, der samledes i en række hjem, der åbnede sig for dem. Disse hjem skiftedes til at modtage de unge, der samledes om oplæsning og sang. Det var derfor naturligt, at tanken om at lægge disse sammenkomster ind under en ungdomsforenings mere faste rammer opstod, og da de unge en aften var samlet hos fru Kirstine Møller, der for øvrigt var mormor til den nuværende formand, gdr. Erik Brusgaard, blev man enige om at nedsætte et udvalg, hvis første opgave det blev at gå hen og tale med lærer Anton Jensen, der var kommet til sognet som ung lærer i 1909.

Foreningens første forhandlingsprotokol, der dækkede årene 1912— 24, er blevet borte, og derfor kan der være enkelte ting fra foreningens første historie, som man ikke har helt klarhed over, men man ved dog, at udvalget bl. a. kom til at bestå af Kr. Rendbech, Jens Drivsholm, Chr. N. Østergaard og Kathrine Møller, datter af Kirstine Møller.

Disse unge gik til lærer Jensen, men foran hans dør opstod der nogen usikkerhed om, hvem der skulle banke på og træde først ind. Man ville have haft den helt unge Chr. N. Østergaard til det, men i følge en jubilæumssang var han galant og overlod æren til udvalgets eneste dame. Ind kom de unge, og dermed var sagen egentlig afgjort. Lærer Jensen gik ind for ideen, fru Jensen lavde kaffe, og sagen blev drøftet igennem.

Mange til møde og alle til fest

På den stiftende generalforsanling valgte man en bestyrelse paa: fem medlemmer. Det blev Kr. Rendbech, Jens Drivsholm, Jens Bach Eriksen, Katrine Møller og lærer Anton Jensen. Som formand valgtes K. Rendbech, og senere blev Kr. Rydind Eriksen foreningens anden formand.

Ud ad stod man nu med en forening, men ellers var forandringerne ikke saa stor. Man fortsatte med at samles i hjemmene om oplæsning, foredrag og sang, og lærer Anton Jensen, der sammen med sin kone i høj grad kom til at præge foreningen og var med til at skabe dens traditioner, blev i disse år også den mand, der lærte Vrensted at synge.

For at skaffe foredragsholder uden at skulle belaste budgettet for stærkt, har man utvivlsomt slid haardt på de lokale kræfter, men også i den såkaldte fælleslæsning fandt man værdifuldt stof til mang aftener, og at dette fortsatte, fremgår af de protokoller, som man har fra 1924 og fremefter.

I 1924-25 havde foreningen 111 medlemmer, og protokollen fortæller om foredragsaftener med 73 og 78 deltagere og fester, hvor samtlige medlemmer mødte op, ligesom mange fotæældre og venner kom.

Da kontingentet faldt med én krone

Der fortælles i de gamle protokoller mange andre interessante ting, som siger noget om, hvordan man var vågne over for tidens problemer, og hvordan man prøvede at drage alle unge med ind i fællesskabet. I 1924 vedtog man f. eks. at støtte gymnastikforeningen ved at lade uddanne en kvindelig gymnastiklærer. Man udsendte medlemskort til alle konfirmander. Kontingentet var dengang tre kroner årligt, dog betalte de helt unge kun to kroner.

I øvrigt er kontingentet ikke steget meget i forhold til prisudviklingen, idet man i dag nøjes med et årskontingent på fem kroner. Dette forhold er velkendt i mange foreninger, og mere usædvanligt er det vel, at man i mellemtiden har haft en kontingentnedsættelse. Det vedtoges nemlig i 1929 at nedsætte kontingentet til to kroner for alle.

Til møderne tog man en entre paa to kroner og til festerne fire kroner. Man havde foredragsholdere til at tale over emner som »Dannelse«, »Den rige yngling«, »Danske forfattere«, »Præsident Willson«, »H. C. Andersen«, »J. C. Christensen, og >>Grundtvig«. Desuden havde man jævnligt besøg af en skuespiller Hjelm, der bl. a. læste skuespil, men foreningens medlemmer kunne også selv samle stor tilslutning til fælles læsning, og det fortælles fra 1924 at der var kommet 400 menneske i forsamlingshuset for at høre » Eventyr paa fodrejsen«.

På udflugt i åben kreaturvogn

Det var nok karakteristisk for tiden, at foreningens fester og fornøjelige arrangementer samlede både | unge og ældre. Hjemmene sluttede op, og man morede sig sammen.

Gennem mange år dyrkede man sanglege og folkedanse under ledelse af Amalie Hjortnæs, og en aften med folkedans kunne samle mange. En samlet udflugt var ogs en begivenhed, der kunne samle tilslutning. Hvad man dengang manglede i bekvemmelighed med hensyn til befordring blev erstattet af et uforligneligt humør, som det bl.a. har præget en sommertur med den nye Løkkken banen der åbnede i 1913. Ungdomsforeningen skulle til Øland skov, og man skulle med den nye jernbane, hvilket naturligvis var en begivenhed, selvom transporten skulle foregå på åben kreaturvogn. Siddeplads blev der dog til alle, som ønskede det, for man »møblerede ganske simpelt vognene med bænke fra forsamlingshuset.
Toget gik til Halvrimmen, og herfra drog deltagerne med musik i spidsen til Øland skov. Madpakker og æsker blev stuvet sammen i et stort tæppe, og fire karle greb hver et hjørne. Da man nåede frem til bestemmelsesstedet, måtte enhver om at finde sin madpakke – eller trøste sig med, at fremmed mad smager bedst. Senere tog man de nye og spændende biler i brug, og i 1925 havde man en udflugt i bil »Fra Vesterhav | til Kattegat« med 63 deltagere. Man | besøgte Sæbygaard skov, og protokollen giver en meget poetisk skildring af turen.

27-årig tradition

Umiddelbart efter stiftelsen blev ungdomsforeningen tilsluttet hovedkredsen VestVendsyssel, og man har også herigennem haft nær kontakt med andre ungdomsforeninger.

I 1936 inviterede ungdomsforeningen lærere og lærerinder fra Vraa, højskole og Halvorsminde ungdomsskole til Vrensted en søndag. Man samledes til en gudstjeneste kl. 10, og gæsterne blev derefter indkvarteret i hjemmene. Om eftermiddagen mødtes man kl. 16 i forsamlingshuset, hvor forstanderne fra begge skoler talte. Værtsfolkene havde smurt mad i stabler, og man spiste i forsamlingshuset, og sammenkomsten sluttede med dans.
Denne søndag blev grundlag for en ny tradition, idet Vraa højskole siden har besøgt Vrensted hvert år med undtagelse af et enkelt år, da Vrensted var lukket land på grund af mund- og klovsygen.

Under krigen medførte restriktioner, rejsebesværligheder og andre forhold, at aktiviteten var noget nedsat, men fra 1945 steg igen både aktiviteten og medlemstallet. Møderne måtte flyttes fra forsamlingshusets lille sal til den store sal, hvor man har holdt til siden.

Efter krigen groede det igen

Da Niels Østergaard i 1950 blev formand, indførte han den gode skik, at man hvert år udsendte et trykt program for vintersæsonen til alle husstande, og det har været med til at skabe tradition for, at hveranden onsdag aften er ungdomsforeningens og da søger man så vidt muligt at undgå andre arrangementer.

Bestyrelsen er udvidet fra fem til syv medlemmer, hvoraf de to skal – være under 18 år for at repræsentere de mange unge i foreningen mellem 14 og 18 år. Nye arbejdsformer er taget op ved siden af de gamle. Nær kontakt med an andre ungdomsforeninger er blevet praktiseret ved gensidige weekenden besøg, og noget helt nyt er ungdomsklubben på skolen, som ungdomsen foreningen står bagved sammen med idrætsforeningen og skolens lærere. Denne klub samles hver anden onsdag, når der ikke er møde i ungdomsforeningen, en mængde unge til spil af forskellig slags paa skolen.

Problemerne skal under debat

Vrensted ungdomsforening synger ikke med på klagesangen om vanskelighederne ved at samle de unge. Foreningen har aldrig manglet dygtige ledere, og derfor mangler man heller ikke medlemmer. Sidste år blev der løst 179 medlemskort, og det bliver næppe færre i jubilæumsåret.

Sammen med hovedkredsens formand, pastor S. Mikkelsen, Vrensted, fortæller bestyrelsesmedlemmer om foreningsarbejdet, som det tegner sig ved 50 års jubilæet.

– Hvis man skal samle unge mennesker, skal man også tage aktuelle problemer under debat, og kan det gøres ud fra lokale synsvinkler, det er en fordel, siger formanden, gdr. Erik Brusgaard. Vi prøver f. eks. altid at lægge ud på generalforsamlingen med et godt program. Derfor kommer der mange denne aften, og vi benytter lejligheden til at sælge medlemskort og tager til gengæld ingen entre ved generalforsamlingen.

Hjemmenes betydning

— Det mærkes, at hjemmene er positivt indstillede over for foreningen, siger pastor Mikkelsen.

Kirsten Jægerum bekræfter: Vi fik et medlemskort efter konfirmationen, og vi blev opfordret til at gå i ungdomsforeningen.

– Men der er også mange, der siger, at ungdomsforeningen er der ikke noget ved, bemærker Niels Jørgen Mejlholm, og så skal man i hvert fald hen og se, hvad det er for noget. Brusgaard: Det er rigtigt, at mange har en forudfattet mening om, hvad en ungdomsforening er for noget, men de må jo indenfor, før de kan bedømme det.

Kirsten og Niels Jørgen er enige om, at nogle unge måske har fået en forestilling om, at ungdomsforening er noget »finere« end andre ting, og at problemerne her drøftes på et for højt plan.

Kammeratskab og ikke lukkede kredse

– Hvad venter I jer selv af en ungdomsforening?Kirsten: — At man møder et godt kammeratskab med et sammenhold, der er hævet over lukkede kredse. Vi skal være kammerater og være lige, men vi skal ikke være ens. Niels Jørgen: De unges indstilling er præget af forældrenes, og forældrene har derfor også et ansvar over for ungdomsforeningerne.

Lærer G. Kristensen kendte intet til ungdomsforeninger, da han for nogle år siden kom fra Himmerland.

— Jeg var helt blank, da jeg faldt hovedkulds ind i arbejdet og straks blev optaget i kredsen.

Men det har fanget min interesse, så jeg i dag undrer mig over, at f. eks. seminarierne overhovedet ikke gør vordende lærere opmærksom på, hvad ungdomsforeningerne betyder ud over landet.

Fortiden peger fremefter

Ungdomsforeningerne har som helhed bedst fat i landistrikterne. Hvad har det betydet for foreningerne, at ungdommen i stort tal flytter til byerne? – I Vrensted har medlemstallet jo dog været stigende, men i øvrigt har mange unge fra landet efterhånden byerhverv, og de bliver ved med at komme i ungdomsforeningerne, siger | pastor Mikkelsen. Samtidig leder vi efter folk i byerne til at tage et arbejde op som ledere af ungdomsforeninger. Der maa være mange forældre, der vil være interesserede. Om en forening kan skabes og trives, er i høj grad et lederspørgsmål, men i hovedkredsen er det jo vor opgave at være med til at støtte arbejdet, hvor man forsøger at tage det op.

– Hvad vil man de unge?

– Vi vil lære dem betydningen af et godt kammeratskab i en forsamling af helt unge og lidt ældre, svarer Erik Brusgaard. Vi vil gå videre efter højskolens syn, og vi vil oplysning om menneskelige problemer og om livet i sin helhed. Sådan er der blevet arbejdet i

Vrensted i 50 år, og nu håber man | på en jubilæumsfest, hvor man kan se, at fortiden også peger fremefter.

• om Vrensted Ungdomsforening – historien

oktober 2019-jens otto madsen 

Historien om hvordan Vrensted Sognebibliotek blev etableret

Sit fødesogn Vrensted, glemte  sagfører Anders Olesens aldrig.

 Anders Olesen drev sagførerkontor i Nørresundby og havde bopæl i Vodskov, hvor han bl.a. opførte sin flotte bolig “Møgelhøj” i 1901, byggede gården “Skovgården” i 1908, byggede Vodskov Kirke i 1909 og skænkede grunden til Vodskov Skole, alle er ejendomme på kanten af Hammer Bakker og desuden opkøbte han store arealer i Hammer Bakker, hvor han også var med ved etableringen af Åndssvageanstalten i bakkerne.

Anders Olesen var medstifter af Nørresundby Bank (nu Nordjyske Bank) og dens direktør i 29 år.

Til minde om sin mor der døde i 1913, oprettede han i 1914 stiftelsen “Ane Maries Hus” i Vrensted, som han lod opføre og tage i brug. Stiftelsen skulle være gratis bolig for 5 enlige kvinder som var født i eller boede i Vrensted.

Han byggede flere andre boliger i Vrensted, som kunne sælges, såfremt det måtte blive nødvendigt, hvis Ane Maries Hus kom til at mangle penge. De blev kaldt ”donorhusene”.

I et af disse huse, kaldet “Thøgerstedet” opført i 1914, beliggende på Vingevej 4, Vrensted, blev Vrensted Sogne Bibliotek oprettet i 1930 af arvingerne efter Anders Olesen. Det fik vederlagsfri benyttelse af de 2 stuer i den vestlige ende af huset.

Biblioteket havde lokaler her, indtil den nye centralskole på Stationsvej blev taget i brug august 1959.

Nedenstående er afskrift af et avisudklip fra Vendsyssel Tidende fra 28.05-1938.

Vrensted Sognebibliotek er i det sidste års tid blevet omordnet og moderniseret, så det nu fremtræder i en fuldt ud tidsvarende Skikkelse.

Biblioteket blev oprettet i November Måned 1930 som privat Bibliotek med gratis Udlån for Beboerne i Vrensted-Thise Kommune.

Det var Sagfører Olesens Arvinger Fru. Pilgaard, Frk. Hanne Olesen, Vrensted, og Propr. Therning Olesen, Vodskov, der skænkede ca. 2000 Bind til Biblioteket af deres afdøde Broders private Bogsamling, samt stillede Lokale til Rådighed for Biblioteket.

Det nødvendige Udvalg af Bøgerne blev foretaget af cand. pharm. Niels Hedin, dengang Nørresundby, og Indbindingen i smukt og moderne Biblioteksbind blev foretaget af Bogbinder Færgemann, Ålborg. I Samlingen findes mange sjældne og smukke Bøger. Men efterhånden som Biblioteket arbejdede, blev man klar over, at der ikke var det rette Forhold i Bogbestanden. Mellem den oplysende Litteratur og Skønlitteraturen; af Bibliotekets 1655 Bind var kun 551 Bind med Bøger og Inventar til Vrensted Sogn som selvejende Sognebibliotek samt tinglyste Ret til gratis Lokale i to Stuer i ”Thøgerstedet” i Vrensted.

Den smukke og storstilede Gave vil Sognet sikkert værdsætte ved flittig og god Brug af Biblioteket. Som selvejende kom Biblioteket til at sortere under Centralbiblioteket i Hjørring. Dette har nu ved Bibliotekar Helge Nielsen og Biblioteksassistent Frk. M. Kloch gennemgået Bogbestanden og katalogiseret de Bøger, som kunde godkendes i et Sognebiblioteks Bogbestand, samt givet Forslag til supplerende indkøb af nye bøger.

Til denne Omordning har Vendsyssel Tidende skænket 50 Kr., Løkken Sparekasse 50 Kr. og Vrensted-Thise Kommune 200 Kr. Som Driftstilskud har Staten ydet 1014 Kr., Kommunen 100 Kr. og Løkken Sparekasse 25 Kr..

Tirsdag Eftermiddag holdtes Generalforsamling i Biblioteket og Biblioteksforeningen. Pastor Stevns, der har gjort et stort og betydningsfuldt Arbejde for Sagen, aflagde Beretning og forelagde Bibliotekets Regnskab, der balancerede med 1439 Kr. Derefter vedtoges Vedtægter , og til Biblioteksbestyrelsen valgtes Sognerådsformand Jens Chr. Pilgaard, Pastor Stevns og Lærer Brøchner Hansen. Bestyrelsen vil yderligere blive suppleret med to Medlemmer af Sognerådet. Som Suppleant valgtes Fru Michaelsen.

For Biblioteksforeningen aflagde Pastor Stevns ligeledes Beretning og oplyste, at Foreningen har 74 Medlemmer. Dens Regnskab balancerede med 152 Kr. Foreningens Vedtægter blev derefter gennemgået og vedtaget.

Til Bestyrelsen valgtes Lærer Pedersen, Åsendrup, Gdr. Jens Drivsholm, Lærer Jensen, Partikulier Hans Nielsen, Fru Else Nielsen, Arnold Michaelsen og Husmand Niels Sørensen, Kongsengene. Som Suppleanter valgtes Gert Haugaard og Arbejdsmand Harry Jensen, Vrensted. Mejeribestyrer Baand og Uddeler Kjeldsen valgtes som Revisorer.

Afskrevet i december 2016 af Povl Stevns.

I årene indtil 1944 skiftedes gårdejer Arnold Michaelsen og provst Aage Stevns til at være bibliotekarer.

Førstelærer Elith Madsen, Vrensted Byskole, blev fast bibliotekar ved biblioteket, fra sin ansættelse ved Vrensted Byskole i 1944.

Biblioteket flyttede i august 1959 til den nye Vrensted Skole, hvor han fortsatte som bibliotekar.

Vrensted Sognebibliotek er senere blevet nedlagt og udlån til Vrensted borgere foregår nu fra bogbus.

Jens Otto Madsen oktober 2019

Der henvises til flere fortællinger om sagfører Anders Olesen se indholdsfortegnelse.

Helge Mariager Jensen, en Vrensted dreng der blev lærer, kommunalpolitiker, amtsrådspolitiker og udvalgsformand for forskellige udvalg gennem 23 år og 1. viceamtsborgmester i Sønderjyllands Amt og desuden Ridder af Dannebrogsordenen.

Helge døde den 12.10.2011

Helge Mariager Jensen var et særdeles aktivt foreningsmenneske og politiker med dybe rødder i det gamle landbosamfund. Han blev født 14. juli 1933 i Vrensted, en lille landsby sydøst for Løkken. Forældrene, Aage Jensen og Emma Jensen, var blevet gift to år forinden, og Helge blev den ældste af en børneflok på ti.

Som for mange andre var det meningen, at han skulle blive hjemme og hjælpe til med landbruget. Det kom imidlertid til at gå anderledes. Efter konfirmationen i 1948 blev han alvorligt syg. Han kom gennem sygdommen, men oplevelserne under sygdommen kom til at præge ham livet igennem og blev drivkraften i hans organisatoriske og politiske arbejde. Det gav ham en tro på sit Fadervor, og at man kan, hvad man vil. 1950 kom han på højskolen i Vrå, og i 1951 begyndte han på seminariet i Skaarup på Sydfyn. 14. juni 1956 fik han sit eksamensbevis, og allerede 31. juli tog han til Døstrup (mellem Ribe og Tønder) for at starte på skolen. Her blev det til 44 år som lærer. Allerede i seminarietiden lærte han Birthe at kende, som han blev gift med i 1958.

På seminariet begyndte han at dyrke fodbold, men det blev som aktiv træner og leder, at man kom til at lære Helge Jensen at kende i Døstrup. Udgangspunktet var en meget klar holdning til, at han gennem idrætten kunne give børn og unge en oplevelse af at være vindere, og at man som menneske kunne føle sig som vinder. Og så var han fascineret af det organisatoriske arbejde. I 1957 blev han formand for foreningen Sparta i Døstrup. Arbejdet her førte ham ind i Sønderjysk Idrætsforening, hvor han i 1968 blev foreningens forretningsfører, en post han bestred frem til 1973, hvor han blev formand for foreningen. I 1982 forlod han posten for at undgå en deling af foreningen mellem gymnaster og skytter i kølvandet på SI-Centrets økonomiske problemer.

Uden for Døstrup var Helge Jensen dog mest kendt som politiker. Men for Helge Jensen var det politiske arbejde ikke en given sag. Var det kommet til et valg mellem idrætten og det politiske arbejde, var han selv afklaret om, at valget ville falde på idrætten. Han havde sin base i Døstrup og kunne i mere uformelle stunder drille sin partifælle Kresten Philipsen med, at han fik flere stemmer i sit valgsted end amtsborgmesteren i sit.

I 1970 blev han opfordret til at deltage i kommunalbestyrelsen i Skærbæk. Først i 1974 blev han indvalgt i byrådet for Venstre, og allerede ved konstitueringen stiftede han bekendtskab med den hårde side af det politiske arbejde, da man skulle finde en ny borgmester. Men det blev til 27 år, inden han forlod byrådet i 2001. I 1978 blev han indvalgt for Venstre i Sønderjyllands Amtsråd, hvor han også sad frem til 2001. Her kom han hurtigt til at indtage en central position lige efter amtsborgmester Kresten Philipsen. Han var fmd. for teknisk udvalg 1982-1993, fmd. for socialudvalget 1994-2001, 2. viceamtsborgmester 1986-1990 og 1. viceamtsborgmester 1990-2001. I 1995 blev han ridder af Dannebrogsordenen. Det blev til 55 aktive år i Sønderjylland, og han tog Sønderjylland til sig. Da han i 2004 skulle se tilbage på sit liv, konstaterede han, at Sønderjylland var blevet hans hjemstavn.

Fra Povl Stevns den 23.10.2019 født og opvokset i Vrensted Præstegaard:

Kære Jens Otto

Det har glædet mig at læse omtalen af “Søaages” Helge. Vi var jo lige gamle og startede derfor samtidig i Byskolen. Helge var en begavet dreng, men ofte blev hånet af sine omgivelser. Jeg kunne godt sammen med Helge og besøgte ham mange gange. Vi gik på krebsejagt i Rørbækken og fangede skaller i Søgråben. Mine første mågeæg samlede jeg også sammen med Helge. Vi havde ikke andet at have æggene i end vore gummistøvler og det havde de altså ikke godt af.

Det var godt, han som voksen kom væk fra Vrensted. Det gav ham muligheder for udfoldelse, han ellers ikke ville have haft.  Du kender godt bemærkningen om “Profeten og Fædrelandet”.

Markus 6:4, Og Jesus sagde til dem: »En Profet er ikke foragtet uden i sit eget Fædreland «

Herunder et dejligt billede:

Kilde VT Juni 1949

Vrensted-Familie paa Vej til Canada i 1949

fortæller Svend Aage Michaelsen, der i Marts forlod Danmark med Hustru og to Børn for at skabe sig en Fremtid i det fremmede.

Drømmen om Eventyret var vel nok det, som før i Tiden drev de fleste danske Emigranter hjemmefra, specielt til Amerika. Man havde hørt om det store eventyrlige Land med de mange Chancer, og nu vovede man Springet. Eventyret eksisterer stadig, men for det første er der i høj Grad sat Bom for Emigrationen, da Amerika har en meget lille Kvota – det vil sige det Antal danske Emigranter, der hvert Aar faar Lov at slaa sig ned derovre, for det andet gør de hjemlige valutarestriktioner deres til at forøge Vanskelighederne. De unge, der vil udvandre til USA., maa tit vente op til to Aar for at faa Papirerne i Orden.

Noget anderledes er det med Canada. Her er kortere Ventetid, og har man Bekendte eller Slægtninge derovre gaar det let med at faa Sagen klar – selve Papirerne skal selvfølgelig udfyldes og de vordende Emigranter maa gennemgaa forskellige Undersøgelser, bl. a. en Tuberkuloseundersøgelse, men derimod ingen Vakcination. Vanskelighederne har maaske nok gjort at de unge, der nu udvandrer, er mere Realister end de tidligere Drømmere. De har begge Fødderne paa Jorden.

Om Bord paa Gripsholm var der, paa Vej til Halifax og derefter New York, 77 danske Emigranter, alle Landmænd i Alderen fra nogle faa Maaneder til 57 Aar, — og fælles for alle de voksne er i alt Fald, at de haaber paa Chancen derovre.

-Var De skuffet over Forholdene hjemme? spørger jeg en af de unge Mænd, der drager ud, den 31-aarige Svend Aage Michaelsen. Han er Landmandssøn fra Vrensted i Vendsyssel, Faderen er død, og den Jældste Broder har arvet Gaarden. Michaelsen er gift og har to Børn, en Pige paa otte Aar og en Dreng paa to. Han er en tillidsfuld ung Landmand at se til, bruger ikke store Ord, men er stilfærdig og klar i det, han siger. Han ved, hvad han vil, og hvad han taler om.-

Skuffet, gentager han, tja, det kan man maaske godt sige. Jeg har været ved Landvæsnet siden jeg var 16 Aar og har arbejdet paa Gaarde baade i Jylland, paa Sjælland og Fyn, ja, over hele Danmark. Skal, jeg forklare rent ud, hvorfor jeg drager af Sted, saa er det vel dette: Der bliver aldrig noget til overs herhjemme. Min Kone og jeg har talt om det mange Gange, at der maatte være noget forkert ved det hele, for tjente vi et Aar lidt mere, saa gik alle de Penge til større Skatter. Jeg vil ikke sige noget ondt om det hjemme, men jeg synes blot ikke, at en ung Mand faar en rimelig Chance. Det tror jeg, i alt Fald nok, han faar i et Land som Canada, hvis han vil arbejde og tage fat.

Tager fat paa hvadsomhelst.

— Hvad er Deres Uddannelse? – Først gik jeg i Landsbyskole, siden var jeg et Aar paa Vallekilde Højskole, og senere har jeg deltaget i lidt Studiekredsarbejde. I det sidste Aars Tid – efter at min Kone og jeg var blevet enige om, at nu skulde det være – har hun og jeg gaaet og læst Engelsk hos en Lærerinde hjemme i Vrensted. For Resten har jeg ikke i de sidste Par Aar været ved selve Landbruget, men derimod været Lastbilchauffør. Jeg troede det gav mere, men det blev alligevel det samme. Men jeg var glad ved, at jeg havde det Job, og naar jeg nu kommer til Canada, tager jeg fat ved hvad som helst, det gælder om at tjene saa mange Dollars som muligt og vel at mærke faa lagt saa mange til Side, at man inden alt for længe kan købe sig en Farm, en Gaard. Den canadiske Regering er meget hjælpsom her og vil gerne have Emigranter, der vil tage fat. Husk paa, der er plads til mange derovre, Canada har kun 12 Millioner Indbyggere, men større Udstrækning end hele USA med 150 Millioner – og saa er De forenede Stater endda alt andet end overbefolket.

Vi har 200 Dollars – det er, hvad vi maa tage med for de danske Valutamyndigheder, og det er dét, Canada kræver som Minimum. Svenska Amerika Linjen har hjulpet os til Rette paa alle Maader, og de canadiske Indvandringsmyndigheder har ogsaa været vældig flinke overfor – Hvad har De saa med hjemmefra? os.

Hvor skal de til? – Vi skal til Saskatcewan, en Stat i Midten af Canada ikke saa langt fra Alberta, og der har jeg en Farbror boende. Det er ham, vi første og fremmest kan takke for, at det hele er gaaet i Orden, for han har overfor de canadiske Indvandringsmyndigheder garanteret for, at vil ikke skal falde Canada til Byrde. Han kan altid give os Arbejde, hvis det skulde knibe, og min Kone og Børnene skal bo den første Tid hos ham, til jeg har fundet noget, der giver en Indtægt. Havde jeg ikke min Onkel eller andre Bekendte i Canada, maatte jeg stille en Garanti paa 2000 Dollars, og det er jo grumme mange penge, som vi, selv om vi havde dem, slet ikke fik Lov at tage ud af Landet. Det er jo det, der gør, at der ingen større Udvandring kommer i Gang. Som det nu, maa man faktisk have en Slaægtning eller bekendt i landet, man vil udvandre til, som vil garantere for en. Det har vi altsaa været saa heldige at have. Jeg har ikke mindre end tre Farbrødre paa den and Side Atlanten, to i Amerika og altsaa i Canada. Den ene er Tømrer og de to andre Landmænd. Desuden har min Kone sin Morbror derovre. saa vi har saamænd Slægt nok der. Det er flere, end vi har hjemme. Mor var jo nok ked af at vi rejste, men vi syntes, at vi maatte tage Springet. Og baade min Farbror og hans Kone, der har været paa Besøg herhjemme, siger at det skal nok gaa.

Maalet er en Gaard.

Hvordan vil De nu begynde? – Jeg vil se at faa Arbejde paa en Gaard. Maaske har vi et eller andet, de kan bruge derovre. Jeg tænker her paa vore Erfaringer, paa specielle Idéer, som maaske kan overføres. Det skal være godt at komme med Forslag. Men forøvrigt er jeg fast besluttet paa at tage fat og slide i det — det gælder om at skrabe de Penge sammen, der skal til, til Køb af en Gaard. Det er ikke saa forfærdelig mange Hundrede Dollars, der skal præsteres som Udsetaling. Man kan saa få lån paa en Aarrække op til 21 Aar med Afbetaling hvert Aar, og naar saa AfIragene er betalt – det kan selvølgelig ogsaa gøres over en kortere årrække – så er man sin egen Mand, og Gaarden ens egen. –

Michaelsens Øjne lyser, mens han siger det, han har sit bestemte Maal.

Ja, Deres egen Mand – det er vel dét, De vil være …

Det stemmer. Det er jo det, vi allesammen gerne vil, men det synes jeg altsaa, det er meget svært at blive hjemme. Bliver man det endelig, tager Skatterne og hele Tilværelsen det, man tjener, saa der ikke bliver noget til overs.

Hvad siger Deres Kone nu til det? 

Jeg er parat til at tage fat, siger Fru Michaelsen, og hjælpe til paa allet Maader. Naar vi blot staar sammen, skal det nok gaa. Folk siger, at det er den rigtige Alder, vi kommer over i, fortsætter Michaelsen. Jeg selv er 31 og min Kone 28. Dersom man ikke er gift, er det nok klogere at tage af Sted tidligere – saa er der større Muligheder for at naa et Resultat i en ung Alder. Men jeg kunde nu ikke saa godt tænke mig at være alene derovre.

Har De ellers bekendte derovre?

Der er allerede taget mange Vendelboere til Canada. Den store Simon Hjortnæs, som de kalder den danske Konge i Canada, er fra Vendsyssel, og han har hjulpet mange i Gang derovre. De Canadiske Indvandringsmyndigheder har ogsaa forhørt sig om, hvem der havde Lyst. Der var i en lille By oppe i Vendsyssel alene 50, der godt vilde. Ti af dem blev udvalgt og faar vist nu en Chance.

Mulighed for Opsparing.

Hvad regner De med, De kan tjene derovre?

Jeg har faaet at vide, at man faar op til 100 Dollars om Maaneden paa de forskellige Gaarde og saa altsaa Opholdet frit. Det vil sige, at der bliver en god Del at lægge op hver Maaned. Jeg er klar over, at vi maa spare. Der bliver ikke mange Penge til øl eller Biografteater, men det kan man jo ogsaa undvære. Paag to-tre Aar skulde det være muligt at have tjent saa mangę Dollars, at der var nok til Udbetalingen paa en Farm – og så er det, Regeringen hjælper til. Man følger ogsaa derovre, hvordan vi arbejder og klarer os.

Tror De nu ikke, det er meget forskelligt fra Arbejdet hjemme?

Jo, det ved jeg, det er. Vi havde paa min Brors Gaard Besøg af Dansk-Amerikanere, og de sagde allesammen, at vi har altfor faa Maskiner hjemme. Der skal tre-fire Mand til det Arbejde i Danmark, som en Mand ved Hjælp af Maskinerne kan udføre derovre — baade i USA. og i Canada.

Hvorfor har De valgt Canada?

Det er næsten umuligt at komme til Amerika. En Tid tænkte vi paa Australien, men det blev vi raadet fra der er ikke nær de Chancer som i Canada. Man skal jo have sit Helbred – det er vigtigt. Ved Undersøgelserne er vi heldigvis blevet fundet sunde og raske allesammen. Det har egentlig taget forbløffende kort Tid, det hele. Min Kone og jeg har altsaa i et Par Aar talt om at udvandre, og i Juli 1948 skrev jeg til del canadske Legation og til Svenska Amerika Linjen, og i Februar var det hele i Orden, saa vi den 4. Marts kunde tage af Sted fra København.

Bestandig faar vi at vide, at for en Mand, der vil tage fat, er der Chancer derovre, og Landarbejdet betales relativt godt nu, hvor det er gode Tider. Men jeg skal ikke være bange for at tage fat ved hvad som helst. Jeg kan jo ogsaa køre Lastbil, og det er vist ingen Skade til. Vi faar jo nok nogle Skuffelser – det er vi forberedt paa, men det skal ikke slaa os ned. Man maa igennem det.

 nov. 2019-jens otto madsen

Klitplantøren Poul Plesner opvokset i Vrensted Præstegård

Kilde:  VT 1971

Klitplantør Poul Plesner, Hune klitplantage, er død i 1971, 68 aar gammel.

Meddelelsen om plantør Plesners død vakte sorg i vide kredse, for med ham er sjældne og værdifulde egenskaber borte.

Poul Plesner var en særpræget og markant personlighed præget af sin oprindelse i en gammel embedsmandsfamilie, hvor faderen var den 12. præst i lige linie.

Slægten indvandrede i sin tid fra Midteuropa, og i dag træffes navnet Plesner over alt i Danmark.

Poul Plesner var opvokset i Vrensted Præstegård, hvor hans far var præst.

Poul Plesner blev født i Østbirk den 19.07.1903, men kom til Vrensted som 4 årig – da hans far fik stillingen som sognepræst dér (1907-1929).

Plesner var naturelsker og valgte en uddannelse ved forstvæsnet, hvortil han til sin død var knyttet. Han havde netop søgt og faaet sin afsked pr. 1. maj1972, men sygdom gjorde, at han maatte holde op med sit arbejde lidt før.

Efter uddannelsen ved forstvæsnet kom Poul Plesner som klitplantør til Læsø og i 1943 til Hune klitplantage. Hans glæde ved naturen blev tilgodeset i dette lidt barske, men storslaaede omraade, og han gjorde sig i sin gerning særlig bemærket gennem sit hensyn til bevarelsen af den landskabelige skønhed. Han var ubøjelig i sine principper, naar det gjaldt disse hensyn, og i fredningssager stod han stærkt fast ved sine ideer. I forbindelse med sin uddannelse var Poul Plesner sat grundigt ind i jagtlære, og han var paa egnen, som en jæger af den gamle skole, kendt for sin jagtetik og sin indstilling over for daarlige jægere og ikke mindst krybskytter. I Poul Plesner havde andre jægere en god læremester, og han var en mand, hvis raad jægerne hørte efter.

Privat var Poul Plesner en lun fyr. Han kørte dagligt ned til købmand Nielsens eller Købmand Thellufsens bagbutik og købte en grapetonic – drak det halve og sagde: “Føj for satan!” derefter hældte han en “Kylling” (snaps) i flasken – tog en slurk og sagde: Aaaaahhhh. – Samme scenarie hver gang. Det var ikke kun lønnen, der var beskeden i hine tider. Det var også småt med bevillingerne til driften af plantagen, og der var slet ikke råd til indkøb og vedligeholdelse af redskaber og værktøj. I 1972 bestod “maskinparken” således ikke af andet end en trætrillebør, et par fældeøkser og lidt værktøj til planteskoledrift.

Poul Plesner gik ved ingen lejligheder på akkord, og han var en absolut modstander af alt, der havde mindste tanke af noget uærligt. Det var nok denne egenskab, der gjorde ham til en af de mest aktive modstandsfolk på egnen og senere førte ham i ind i hjemmeværnet. Her var han i mange år et ivrigt medlem i det lokale kompagni og i flere år kompagniets leder.

Men Poul Plesner tragtede aldrig efter tillidsposter og ønskede i det hele taget så lidt opmærksomhed om sin person som muligt. Han udtrykte således kort før sin død ønske om, at hans nekrolog først måtte bringes efter bisættelsen, som fandt sted i dyb stilhed.

Poul Plesner var syg i den sidste periode, og hans arbejde blev i nogle måneder passet af skovfoged Leerskov i Tranum. Plesner søgte sin afsked til sommeren 1972, men døden indhentede ham inden da. Han døde i februar 1972.

Han havde meget dybe rødder i Vendsyssel, hvor han jo også fik sit virke gennem hele livet. Den sidste gang, han kørte forbi Hune Kirke, sagde han til familien: “Nu kan I godt snart betille en “et-værelses” derinde”. Men det endte med, at hans urne blev nedsat i hans forældres og søsters gravsted i Askov – efter hustruens ønske.

I de 30 aar som klitplantør i Hune havde Plesner mange medarbejdere, blandt hvem han var agtet og respekteret. Han viste forstaaelse for de ansattes forhold, men han ønskede altid klare linier, og for Plesner var et ord ikke noget, man kunne løbe fra.

Han og hans hustru, Claritta Plesner, der var Argentinsk født, men som ung pige kom i præstegaarden i Vrensted, havde ikke nogen stor omgangskreds, men de havde en vennekreds, der nærede den dybeste respekt og agtelse for ægteparret. Poul Plesner overleves for uden af hustruen af to sønner og en datter.

Fra Povl Stevns:

Povl Stevns der også er opvokset i VrenstedPræstegård og hvis far afløste Poul Plesners far som sognepræst i Vrensted tilføjer: Selv traf jeg ham kun få gange i fyrrerne, når han besøgte Stine og Harald Møller og i den forbindelse kikkede indenfor derhjemme. Første gang, jeg traf ham, stak han hånden frem og sagde: “Goda´w præstens Povl”, hvorefter han fortsatte: “Du kan jo bare sige tak i lige måde”. 

Poul Plesner bar jo uniform, hvilket under krigen gav ham visse fordele, da nogle af de tyske soldater antog ham for at være tysk officer. Efter krigen forærede han mor et stykke stof fra et faldskærm, så han har da også haft kontakt med højtflyvende magter. 

Omtale af moderen, fru Marie Plesner

Kilde: VT 1956

Fru Marie Plesner, Enke efter Sognepræst Julianus P., der var Præst i Vrensted fra 1907 til 1929, er død i Askov, 87 Aar gammel.

Efter sin Afsked flyttede Præsteparret til Askov, hvor Pastor Plesner og Frue havde virket i deres Ungdom. Her boede de i syy Aar. Pastor Plesner døde 1937, og Fru Plesner flyttede da til en Datter, der var Forskolelærerinde i Askov, saa hun bevarede Forbindelsen med sine gamle Venner i Askov lige til sin Død.

Fru Plesner var sin Mands trofaste Medhjælper og sine Børns opofrende Mor. Hun var af gammel Sømandsslægt. Hendes Virke i Vrensted satte dybe Spor. I en Aarrække samlede hun Sognets unge Piger til Møder, og hun var den gode og omhyggelige Værtinde ved Møderne i Præstegaarden, hvor Pastor Plesner holdt ugentlige Oplæsningsmøder for Sognets Beboere, og ved de store Vintermøder, der dengang holdtes i Præstegaarden, og som samlede mange Mennesker.

Fru Plesner var en betydelig Personlighed, hvis Minde vil blive bevaret længe i Vrensted og Thise Menigheder.

Begravelsen foregår fra Askov I Valgmenighedskirke Onsdag den 19. December 1956 kl. 14.

nov. 2019- jens otto madsen