I/S Vestergaard, Ingstrupvej 40, Vrensted – et stort familiebrug

En af Vrensteds store gårde

I/S Vestergaard, Ingstrupvej 40, Vrensted er et topmoderne landbrug med 700 malkekøer og 620 ha med planteavl. Al arbejde udføres med egne maskiner.
Det er en gammel gård der kan føres helt tilbage til 1716 hvor den hørte under Børglum Kloster, men i 1886 blev den solgt fra Børglum Kloster og har siden været ejet af forskellige. I mindst  tre generationer var den ejet af samme slægt.
I 1987 kom der dog helt nye ejer til, nemlig Anne-Marie og Jens Jensen som sammen med Helene og Rasmus Jensen, har udviklet gården til den store moderne gård den er i dag. Der er 9 ansatte.
Her luftfoto med den nye gård Ingstrupvej 40 tv og th den gamle gård Vestergaard på Ingstrupvej 20 i Vrensted
foto fra 1940erne Vestergaard, Ingstrupvej 20

Ingstrupvej 20 med bolig for de unge Helene og Rasmus og de tre børn
Der drives i 2020 som et I/S, et moderne landbrug med ca 700 malkekøer og 620 ha planteavl. (grovfoder og salgsafgrøder). Foruden Ingstrupvej 10 og Ingstrupvej 40 drives og ejes jorden fra gårdene Helledi i Vrensted, Vestergaard, Fattiggården og Skøttrupgaard i Skøttrup. Desuden er der jord i forpagtning.
I/S Vestergaard er blandt de 4 største landbrug i Vrensted, når man regnet med det areal der drives.
Her f.v. senior, Jens Jensen og AnneMarie Jensen og sønnen Rasmus
Rasmus’s ægtefælle Helene med deres tre børn

Besætningen er som nævnt på 700 køer der går i løsdriftsstald fra år 2000, 2007 og 2013, ungdyr går i løsdriftsstald fra år 2001 og 2007. Der drives 620 ha med grovfoder og salgsafgrøder og marken drives med en moderne maskinpark. Der er 4 ansatte i marken og ialt 9 ansatte i mark og stald. Gården drives af far og søn

Her fortælles om hvordan et stort landbrug drives. 

Nye ideer skal ikke bremses:

Hos I/S Vestergaard vil man ikke stå i vejen for gode ideer. Selv om det oprindelige mål var en besætning på højst 100 køer, er bedriften blevet udvidet flere gange – senest med en ny malkestald, kostald og ungdyrstald

Man har et standpunkt til man tager et nyt. Den berømte og berygtede sætning kan godt overføres til  bedriften i Vrensted. 

AnneMarie og Jens Jensen har været mælkeproducenter siden 1973, og fortsatte som mælkeproducenter på Vestergaard som de overtog i 1987.

De startede med omkring 80 køer i en bindestald og med mål om maksimalt 100 køer og ingen medhjælpere. Siden har bedriften løbende udviklet sig, og selskabet I/S Vestergaard tæller nu fire ejendomme, 380 hektar jord, 6.000 producerede slagtesvin om året samt 480 køer plus ungdyr.

I februar 2007 blev en ny kostald med en Strangko 2×30 side by side malkestald med kælder til teknikken malket ind. Sideløbende med det byggeri blev der bygget ny ungdyrstald og gyllebeholder. Ungdyrstalden blev taget i brug i december 2006. Så der sker noget på bedriften.

Brænder for landbruget

 Op gennem 1990 erne var vi låst af mælkekvoten med hensyn til udvidelser. Men det stod mere og mere klart for os, at vi skulle bygge en løsdriftsstald, hvis vi fortsat ville have køer. I 1999 fik vi så bygget løsdriftsstald med plads til et par hundrede køer, fortæller Jens Jensen.

På samme tid oprettede parret et I/S med deres ældste søn, Carsten. I 2003 købte Carsten sin egen bedrift og trådte ud af selskabet, hvorefter Jens og Anne Maries søn, Rasmus Jensen blev en del af I/S Vestergaard. Rasmus Jensen er gift med Helene der er fysioterapeut.

– I 2004 købte vi en svineejendom på 70 hektar, og vi fik grundlag for at udvide igen. Der begyndte vi at snakke om at bygge nyt.

Planlægningen af det nye byggeri foregik fra oktober 2005 til februar 2006, hvorefter den endelige projektering gik i gang. Første spadestik blev foretaget 17. maj 2006. Der er tale om en traditionelt indrettet stald med sengebåse med ophængte sengebøjler.

– Med den nye stald har vi godt og vel fordoblet vores besætning, siger Jens Jensen. Parret mener dog ikke, at det er gået for stærkt i forhold til deres oprindelige mål om højst 100 køer.

– Vi brænder for landbruget, og det gør sig også gældende for børnene, der er kommet med mange ideer, siger Anne Marie Jensen.

– Hvis de unge vil være med, og hvis de vil frem, så vil vi ikke bremse dem, siger Jens Jensen.

Ikke i tvivl

Og Rasmus Jensen ville frem ? med udgangspunkt i de gode erfaringer fra det tidligere byggeri.

– Man kan sige, at vi i 1999 gik efter at bygge så billigt som muligt. Denne gang gik vi målrettet efter en stald, vi kan have i mange år, siger han.

– I 1999 indrettede vi stalden med fast gulv og sand i båsene. Vi var ikke i tvivl om, at vi ville blive ved med det, siger Rasmus Jensen, der heller ikke var i tvivl om, at en parallel malkestald var den foretrukne løsning.

– Vi var ikke interesserede i en malkekarrusel på grund af arbejdsstillingen, og vi frygtede, at en malkerobot ville låse os i forhold til besætningens størrelse, siger han.

De udså sig ret tidligt i forløbet en 2×30 malkestald og holdt fast i det ønske, selv om de blev anbefalet en 2×12 malkestald.

 

 Vi syntes, at malketiden ville blive for lang med en 2×12, så vi holdt fast. Nu tager det to timer og et kvarter at malke 430 køer, og dertil kommer 25 minutters vask, siger Rasmus Jensen.

Til gengæld lod han og hans forældre sig overbevise med hensyn til en kælderkonstruktion, hvor pulsatorer og eventuelle mælkemålere monteres i en kælder under malkestalden.

– Det blev ganske vist en dyrere løsning for os, men den indebærer støjreduktion, nemmere rengøring og bedre beskyttet elektronik, så vi var nemme at overtale, siger Rasmus Jensen.

Prioriterer plads

Der malkes med to malkere to gange i døgnet i den nye malkestald, og hos I/S Vestergaard har man lagt vægt på, at arbejdsforholdene i malkestalden er optimale.

– Nu går man ikke nede i en grav og malker, men man kan gå lige ind. Vi har indrettet det, så der er lyst og venligt. Om sommeren er der rig mulighed for luft og ventilation, og om vinteren sørger et oliefyr for varme til malkerne, forklarer Anne Marie Jensen.

I/S Vestergaard har da heller ingen problemer med at få arbejdskraft. I øjeblikket er der fire mand ansat udover de tre i selskabet, og senere på året støder to medarbejdere yderligere til.

– Vi gør meget ud af medarbejderpleje, men vi er også blevet belønnet med dygtig og velovervejet arbejdskraft, siger Anne Marie Jensen.

– Tilsammen har vores ansatte eksempelvis kun haft to sygedage på et år, supplerer Jens Jensen.

Plads og gode forhold er også ambitionen i forhold til besætningen, forklarer Rasmus Jensen.

– Vi har fra starten lagt vægt på, at der skal være god plads og mange kvadratmeter pr. ko. Sengebåse, skrabegange og overgange er bredere end de danske normer. Det kan godt være, at hver kvadratmeter koster, men man må prioritere alt efter hvad man vægter, siger han.

Ny arbejdsrytme

Nogle justeringer har været nødvendige hen ad vejen i den nye stald, men ikke noget dramatisk.

– Det har primært handlet om justeringer på sengebåsene og om at lære det hele at kende og at vænne sig til en ny arbejdsrytme, hvor alle dyrene ikke længere er samlet, siger Rasmus Jensen.

I den nye stald, hvor der er plads til 255 malkende køer, var målet at malke 250 køer i timen.

– Men der havde vi nok forregnet os. I hvert fald ligger vi på 210 malkede i timen, og det er egentlig tilfredsstillende. Der skal jo være tid til enkelte ko. Desuden tror jeg, at det ser meget fornuftigt ud, når man kigger på kilo mælk i timen, siger Rasmus Jensen.

Forventninger indfriet

Ydelsen er ikke faldet drastisk i forbindelse med indkøringen af den nye stald.

Før den nye stald lå den gennemsnitlige ydelse på 11.600 kg EKM pr. årsko, mens den efter det første år i den nye stald er faldet til cirka 10.900 kg EKM pr. årsko.

På sundhedssiden har der blot været 55 tilfælde af yverbetændelse i de seneste 12 måneder, hvor antallet af sygdomstilfælde i alt har været 174.

– Alle kvierne begynder at ligge i sengebåsene, fra de er fem måneder gamle, så de kan vænne sig til staldmiljøet. Alle køerne ligger i sengebåsene, og de har alle sammen vænnet sig til det.

– Kælvningsalderen er blevet lavere, vi har opnået et bedre miljø for kvierne, der er sunde og rene at se på, og vi ligger meget lavt med hensyn til yverbetændelse, så indkøringen er gået godt, siger Jens Jensen.

Desuden er celletallet for det seneste kvartal på et tilfredsstillende gennemsnit på 198.000.

– Til den nye stald købte vi fire besætninger, og de tre døjede med høje celletal på over 300.000. Men indkøringen er gået fint, også i forhold til celletallet, og uden nogen form for behandling er celletallet blevet normalt, og problemerne er gået i sig selv.

– Så foder og et godt staldmiljø er altafgørende, og vores forventninger er blevet indfriet i forhold til denne stald, siger Jens Jensen.

Plads til ny udvidelse

Efter tilbageblikket på indkøringen signalerer han, at man stadig ser frem hos I/S Vestergaard.

Kigger man ned mod den fjerneste ende af den nye stald, har man udsigt til landskabet gennem vinduet i endegavlen, som nemt kan pilles ud.

– Vi har jo indrettet stalden, så den er nem at udvide. Så nu skal de lukke op for flere end 500 dyreenheder pr. ejendom, og så må vi se, hvad vi kan finde på, siger Jens Jensen.

– Og så må vi se, om det bliver os eller de unge, der skal føre udviklingen videre, supplerer Anne Marie Jensen.

Årets gang på I/S Vestergaard

 

 

Forhistorien til gården “Drivsholm” i Vrensted og Drivsholm familien

Drivsholm ca. 1946

Af journalist Poul Christoffersen, Sindal

Anetavlen til gården Drivsholm fører dens historie tilbage til Vrensteds ukendte fortid, men fra 1741 til 2004 var det bønder fra den samme slægt, som åndede og levede for at drive gården. Heraf var de første slægtsled som arvefæstebønder.

 Udgangspunktet var nærmest det ringest mulige, da landsoldaten Christopher Hansen i 1741 blev fæstebonde under Børglum Kloster på en gård et sted i Vrensted, som den forrige fæstebonde havde forladt i armod. Gården var på daværende tidspunkt på 5 hartkorn, 4 tdr. og 3 skp. og ifølge fæsteprotokollen var gårdens længer meget forfaldne, og jorden bar præg af ikke at have været dyrket i længere tid.

De fleste bønder i Vrensted sogn var arvefæstebønder under Børglum Kloster, men som en eftervirkning af Store Nordiske Krig og flere år med misvækst rømmede et stigende antal fæstebønder fra deres gård. Også i Vrensted Sogn. Derfor fik flere landsoldater muligheden for at blive fæstebønder på gårde, som de ikke slægtsmæssigt havde tilknytning til.

 Christopher Hansen var født i 1704. Sandsynligvis i Vrensted. Sognets kirkebøger fra før 1730 brændte under en præstegårdsbrand, og Christoffer Hansen optræder første gang i kirkebogen i 1735, hvor han udlægges som barnefader til en uægte datter Johanne. Moderen er Anne Lauridsdatter, som bor hos Laurids Jensens enke på Major Rantzaus gods i Vrensted. Christopher Hansen er på det tidspunkt landsoldat under oberst Storms regiment.

Christoffer Hansen og Anne Lauridsdatter bliver gift i 1737, og allerede på det tidspunkt i 1741, hvor de får en fæstegård under Børglum Kloster som hjem, har de tre børn. 

Anne Lauridsdatter dør i barselssengen i 1750, men hun når at føde otte børn, hvoraf to dør få dage efter fødslen. Christopher Hansen gifter sig få måneders efter sin første kones død med Else Jensdatter, og hun føder flere børn, som dør kort tid efter fødslen. I 1757 føder hun sønnen Niels Christophersen, som bliver næste generation på gården.

Christopher Hansen dør i 1779, og på det tidspunkt er den ældste søn Hans Christophersen død (23 år gammel) og den næstældste Laurs Christophersen er blevet gårdmand på en anden fæstegård gennem et giftemål med en enke. Derfor er det den yngste søn Niels Christophersen som overtager arvefæstemålet i 1779 efter faderens død. 

 Niels Christophersen er på daværende tidspunkt 21 år, og bor hjemme sammen med sin mor og en storesøster Else, som i skifteprotokollen betegnes som vild i hovedet. Om der også hører tjenestefolk til husstanden fremgår ikke, men Christopher Hansen har formentlig været dygtig til at få udbytte af jorden, for ved skiftet er der en omfattende fortegnelse over de ting, der hører til gården.

Også Niels Christophersen har tilsyneladende evner som gårdmand. Han bliver gift i 1782 med Karen Andersdatter, og ved Danmarks første folketælling i 1787 giver gården føde til en af de største husstande i Vrensted sogn, herunder til tre små børn og tre tjenestefolk.

 Ved folketællingen består Vrensted Sogn af 712 indbyggere fordelt på 32 husstande i Åsendrup og 107 husstande i Vrensted by samt syv husstande på Sundsted, Libakken og Holmen.

 Det er under Niels Christophersens tid som gårdmand, at fæstegården flyttes ud af landsbyen og ud på en mark kaldet Drivsholm, som klostret er ejer af og som ligger ved vejen mellem Vrensted og klostret. Det sker i 1806, hvor Vrensted som en af de første landsbyer tager fat på udskiftning af gårde som følge af en landsdækkende landsbyreform. 

 En af hensigterne med denne er at fæstebønder med tiden skal kunne blive selvstændige bønder, og en anden hensigt med reformen er at samle jorden omkring gårdene i stedet for fortsat at ligge spredt. Således har Niels Christophersen ifølge et matrikelkort fra 1813 haft fire jordlodder indenfor Vrensteds bylaug område – spredt flere km fra hinanden. Fra at være bestemt af et landsbylaug bliver det ved reformen efterhånden den enkelte bonde, som selv bestemmer hvornår marker skal sås til og afgrøden høstes.

 Børglum Kloster ejer de fleste af fæstegårdene i byen, men der er også andre vendsysselske godsejere, som har fæstebønder og jord i sognet. Således har Hvidstedgaard Gods fæstebreve for omkring en halv snes fæstebønder i Vrensted. 

 Niels Christophersen dør i 1827, hvor han ved skiftet blever benævnt som gårdmand af Vrensted Udflytter. Derefter bliver den ældste søn Christopher Nielsen fæstebonde på gården. Niels Christophersen og Karen Andersdatter bliver også forældre til Anders, Jens, Claus, Mette, Else og Mathias.

Christopher Nielsen er fæstebonde på Drivsholm resten af livet. Han gifter sig med Ane Nielsdatter, som i 1819 føder parrets eneste søn Jens Christoffersen. Jens bliver hjemme på gården hele sin ungdom og hjælper sin far med at drive gården. 

Familien vokser også med døtrene Mette, Karen Marie, Maren og Ane Marie Christoffersdatter. 

 Artiklen om forhistorien til gården Drivsholm og Drivsholm familien er skrevet af journalist Poul Christoffersen, opvokset på Bådstedhede i Vrensted,  som kan føre sin anetavle gennem fader-linjen tilbage til Laurs Christophersen og Christopher Hansen.

 

“Mellegaard” A C Andersens vej 16 – en stor slægtsgård

Mellegaard ejes i 2020 af 6. generation -gårdejer Kristian Justesen
Mellegaard er en af de gamle slægtsgårde i Vrensted, der kan føres langt tilbage i tiden, helt tilbage til 1762. Den er nu en bland de fire største gårde i Vrensted,  hvis man går efter antal ha der drives, p.t 422 ha,  heraf ejes 339 ha og  83 ha er lejet.
Der er tilkøbt megen jord fra nedlagte og overtage ejendomme.
Ejendommen drives nu som en ren planteavlsejendom.
Mellegaard 2019

 

 

Mellegaard fra 1950erne
Gårdmaleri fra 1930erne
Gårdmaleri fra 1940erne
Mellegaard fra 1940erne

Herunder nogle fine billeder af nogle af ejerne.

Erik Just Pedersen (1800-1875)og hustru

Kristian Justesen ejer af Mellegaard fra 2010
De forskellige ejere af “Mellegaard” se nedenfor

Matr. nr. 31-a Vrensted by

Genopført 1884 efter brand

Areal opr. 37 ha

Areal 2018 107,6 ha

ejere fra: 

2010 Kristian Justesens, hans aner som var ejere er

1973 Poul Justesen – far

1943 Richard Justesen – bedstefar (se nedenfor)

1909 Erik Justesen – oldefar

1877 Just Pedersen – tipoldefar

1877 solgt fra Børglum Kloster, C M Rottbøll

1833 Peder Justesen – fik fæste efter sin farbror Søren — Peder er søn af Just Erichsen og Ane Pedersdatter fra Tilsiggaard. Søren og Just er brødre.
Søren Erichsen og Mette Jensdatter fæster gården 1790 efter sin stedfader Niels Madsen
Niels Madsen gift med enken Kirstine Justdatter, efter Erik Sørensen
Erik Sørensen og Kirstine Justdatter fæster gården i 1760 — han dør 1767
Søren Erichsen dør 1762 og Maren Knudsdatter

JUSTESEN, RICHARDT, Gaardejer, Mellegaard, ejer fra 1943 til 1973.

Vrensted, AC Andersens vej, er født samme sted 13. S. 1909. Forældre: Erik Justesen og Hustru Kirstine f. Larsen. Slægten har i over 100 Aar været bosat i Sognet. Richardt Justesen er gift med Gudrun f. Jensen i Tolstrup 18. 1. 1920. Forældre: Carl Chr. Jensen og Hustru Marie 1. Nielsen. I Ægteskabet er 4 Børn: Erik 30. 8. 1943, Carl Ole 29. 1. 1946, Poul 15. 4. 1948 og Kirstine 14. 10. 1950. Richardt Justesen overtog i 1943 Gaarden Matr. Nr. 31a m. fl. efter sin Far som 3. eller 4. Generationsejer. Arealet er 37 ha og normal Besætning 21 Køer, ca. 30 Ungkreaturer, 6–7 Søer, ca. 50 Svin og 3 Heste. Stuehuset er opført 1884, men siden restaureret og paalagt fast Tag, Laden 1946, Kostald og Svinestald 1951-52 og Maskinhuset 1954. Ejdsk. 22 500 K

Gården drives i 2020 som planteavlsbedrift.
far og søn tv. Poul og th. Kristian Justesen
Det er store traktorer og maskiner man bruger på markerne
Egen mejertærsker høster kornet
Der drives 422 ha. heraf ejes 339 ha og 83 ha er lejet.
Jorden til følgende gårde der er lagt under eller drives sammen med Mellegaard er:

Stadsvold (Thise)

Kirkemarken, A.C. Andersens Vej 33

Bækgaard, Vrenstedvej 415

Bagterp, Vrenstedvej 287

Søndergaard, Vrenstedvej 253

Kræmmergaard, Åsendrupvej 57

Nørgaard, Åsendrupvej 41

Roden, Hulbakvej 84

del af Toppen, Hulbakvej 47

Lyngbygaard, Lyngby (ejer Poul Justesen)

Kristian Justesen fortæller:

tredje og fjerde generation Justesen på Mellegaard.
Først Just Pedersen med frue, dernæst Erik Justesen og Richardt Justesen, herefter Poul Justesen og sidste skud på stammen,  er i 2020 Kristian Justesen
Min tipoldefar, oldefar og bedstefar

Tv. Erik Justesen og th. Richardt Justesen
erik Just Pedersen og hustru
  • Kirsten Jensen Endnu mere korrekt, så er han døbt Erik Just Pedersen i 1879, og ligeså ved konfirmationen. Ved bryllup står der Erik Just Justesen. Jeg kan ikke finde, hvor det står om navneforandring. Ved du noget om det? Hende Maren Kirstine Larsen han blev gift med, var datter af en bror til min oldemor, så vi er i slægt på begge sider.
    Kristian Justesen Kirsten Jensen jeg ved egentlig ikke noget om hende. Ved bare hun døde relativt ung, ligesom Just Pedersen kone, Ane Marie Eriksdatter også gjorde
    Kirstine Skov Nej desværre, men jeg kan huske bedstefar fortalte om sin bror der var apoteker, det var ham der ville have lavet navnet om, ifølge bedstefar var Pedersen ikke fint nok. Ifølge bedstefar kaldte han sig kun Just og ikke med sen (det hed de jo alle) sagde bedstefar.
    Han må være død tidlig, min bedstemor døde også tidlig.

Gården “Drivsholm” og familiehistorien

Drivsholm, foto ca. 1946-52

Familiehistorien – Drivsholm, Munkebrovej 76, Vrensted

Jens Andreas Drivsholm, der i 1910 fik navneændring fra Jensen, er født den 6. august 1860 i Stenvad, Vraa sogn, og han døde den 12. juni 1923 på Hjørring Sygehus. Han blev gift den 8. november 1888 i Vrensted, med Anine Kirstine Jensen. Hun er født den 29. september 1864 i Drivsholm, Vrensted sogn, som datter af gårdmand Jens Christoffersen og hustru Ane Pedersdatter. Hun døde den 17. november 1926 i Aarhus.

Jens Andreas Drivsholm var efter sin konfirmation beskæftiget ved landbrugbrug og arbejdede bl.a. en sommer paa Sjælland. Desuden havde han et ophold paa Brønderslev Højskole, inden han indkaldtes til militærtjeneste og efter hjemsendelsen som korporal indledte han et ophold på Stenum Højskole.

Om dette ophold skrev sønnen Jens i 1957:

“Hvorledes min bedstefader med sit stærke Bjørnbak’ske præg så på opholdet, har jeg aldrig hørt tale om, men han har vel bøjet sig, som en god far gør, da han mærkede, det var en hjertesag for sønnen, og den unge stod jo heller ikke tilbage for den gamle i viljestyrke, men jeg har hørt af forstanderens egen mund, hvor forbavset og glædelig overrasket han blev, da sønnen fra Stenvad kom og indmeldte sig som elev på skolen. Der er ingen tvivl om, at denne vinter på Stenum Højskole fik afgørende betydning for min far hele livet. Han blev her indført i hele det grundtvigske folke- og åndsliv, der på dette tidspunkt midt i 1880erne stod i sin højeste blomstring.”

Ved giftermålet overtoges svigerforældrenes ejendom, Drivsholm i Vrensted, der da var på ca. 90 tdr. land, heraf 30 tdr. land klitkær.

Om tiden herefter skrev sønnen Jens bl.a.:

“Drivsholm havde været drevet godt, men måske nok på lidt gammeldags vis, men nu kom der gang i sagerne. Gennem næsten utallige ejendomshandler blev gårdens jordtilliggende ikke blot meget forøget, men jorden blev samlet omkring gården, et arbejde, der den gang vakte megen beundring og måske også lidt misundelse hos naboerne, der kaldte gården ”Lille Kloster”. Vi var jo nabo til Børglum Kloster. Markerne, der før var gennemskårne af åbne grøfter, blev drænede, og rodfrugtdyrkningen indførtes, og der blev bygget store nye udhuse for at skaffe plads til den forøgede avl og besætning. Det var jo en tid med store udvidelser og nydannelse landbruget, med fremskridt på alle områder, og det er vist ikke for meget at sige, at far var en foregangsmand i dette nye. I det hele var tiden op til århundredeskiftet, ja helt til 1914, præget af en lys optimisme med en stærk tro på, at fremtiden kun kunne bringe fremgang når blot man gjorde sin pligt og brugte de evner, der var en givet. Foruden familiens 10 medlemmer var på gården 3 karle og 3 piger samt i nogle år en privatlærerinde. Mor og far havde vist gerne set, at nogle af deres ældste drenge ville have studeret, men far gjorde dem saa forelsket i landbruget, at de umuligt kunne slippe det.”

Parret beholdt Drivsholm, da det i 1910 bosatte sig paa Stenvad Østergaard, Vraa sogn, som blev overtaget efter Peter Jensen-Bundaaard og på et tidspunkt blev Jens Andreas Drivsholm medejer af Vraa Teglværk og et byggeinteressentskab i Vraa. Drivsholm blev overtaget af sønnen Jens 1915, og Stenvad Østergaard blev overtaget af barnebarnet Bertel. Jens Andreas Drivsholm blev i en ung alder medlem af sognerådet og valgtes på et tidspunkt til formand for Løkken Sparekasse. Han var desuden politisk interesseret.

Om gården Drivsholm skrives bl.a.:

“I 1465 fandtes under navnet Dreffsholm en mark, som var genstand for strid mellem ejeren af hovedgården Aasendrup og ejerne af Vrensted by. Kong Christian I afgjorde striden således, at Anders Nielsen Banner af Kokkedal skulle “have, nyde, bruge og beholde Aasendrup og Dreffsholm”. På denne mark blev efter udskiftningen i 1806 bygget gården Drivsholm, som i 1856 blev solgt af Børglum Kloster til Jens Christoffersen, der i 1889 skødede gården til svigersønnen Jens Andreas.”

Anine Kirstine Jensen lærte mejerivæsen paa Kornumgaard ved Brønderslev og syning i Brønderslev inden giftermaalet med Jens Andreas.

Sønnen Jens fortæller:

“Mor var en kærlig og blid kvinde, der elskede og beundrede sin mand, og som kunne ofre alt for ham. Far var initiativrig, den fødte fører og igangsætter, hurtig til at tage sine beslutninger og med en sjælden energi til at gennemføre dem. Man kan vist sige, at de udfyldte hinanden paa en sjælden harmonisk måde”

I ægteskabet var der børnene: Jens som senere overtog gården og Thomas, Christian, Harald,  Christoffer, Anna, Mette og Aage Drivsholm.

Jens Christoffersen Drivsholm er født den 5. august 1889 i Drivsholm, Vrensted sogn. Han blev gift den 3. november 1915 i Vrensted med Anna Eriksen. Hun er født den 20. december 1891 i Rykind, Vrensted sogn som datter af gårdejer Mads Eriksen og hustru Johanne Kirstine Kristensen, og hun døde den 26. oktober 1959 i Drivsholm, Vrensted sogn.

Jens Christoffersen Drivsholm gik i skole i Aasendrup. Afbrudt af et ophold paa Vraa Højskole i 1905-1906 var han beskæftiget ved landbruget hjemme på Drivsholm samt paa en gård i Himmerland, hvor han var i 1 år. Derefter blev han som 20årig bestyrer for forældrene paa Stenvad Østergaard og senere havde han ophold på Tune Landbrugsskole i 1911-1912 samt Askov Højskole i 1913-1914. Ved giftermålet overtog han Drivsholm, som har drevet alsidigt, og 1932 byggedes nyt stuehus. Endvidere blev de bygninger der var opført af faderen, gradvist moderniseret. I 1965 blev Niels Østergaard forpagter af Drivsholm, som i 1973 overtoges af barnebarnet Bent Drivsholm. Jens Christoffersen Drivsholm var medlem af Vrensted-Thise Sogneraad i 2 perioder, i bestyrelsen for Løkken Sparekasse i 49 aar, heraf 17 år som formand, samt i bestyrelsen for Vraa Højskole i 16 år og har desuden været formand for bl.a. mejeriet i Vrensted.

Hans hustru Anna Eriksen gik i skole i Aasendrup og var senere elev paa Kvissel Højskole og Roskilde Skole. Hun var beskæftiget hjemme samt husassistent hos sparekassedirektøren i Løkken og paa Vestrupgaard i Saltum inden giftemålet, efter hvilket hun blev medhjælpende hustru. Endvidere var hun i bestyrelsen for Ungdomsforeningen i Vrensted, i hvilken også Jens Christoffersen Drivsholm havde været aktiv.

De unge Anna og Jens Christoffersen Drivsholm

I 1964-1965 får Jens Drivsholm opført huset på Sct.Thøgers Plads 1 i Vrensted hvortil han flytter. Siden 1961 har Elma Astrid Hammelsvang Christensen, enke efter gårdejer Peter Hammelsvang Christensen, været husbestyrerinde hos Jens Drivsholm.

Jens Drivsholm og hustru fik 2 piger Anine og  Johanne Drivsholm.

tv.Anine Drivsholm og hendes mand Morten Eriksen, th. Johanne Drivsholm

Der var ingen af de to piger der ønskede at overtage “Drivsholm” Johanne havde imidlertid en søn Bent, der efter et langt uddannelsesforløb var udset til at overtage “Drivsholm”. Efter giftermålet med Birthe jvf. nedenfor overtog de “Drivsholm” den 01.03.1973 jvf. nedenfor.

Bent Drivsholm var født den 12. august 1946 i Hjørring. Han blev gift den 29. maj 1976 i Korskirken i Vallekilde med Birthe Søgaard Sørensen, der er født den 9. september 1945 i Aastofte, Asnæs sogn som datter af gårdejer Mogens Sørensen og hustru Eli Marie Søgaard Jensen. De bosatte sig på Drivsholm, Munkebrovej 76, Vrensted.

Bent Drivsholm gik paa Gjurup Skole, Højene Centralskole samt på Den Private Realskole i Hjørring. Han tjente bl.a. 1 år på Rykind i Vrensted, inden han 1966-1967 aftjente sin værnepligt ved livgarden, og efter 4 år I Canada, hvor han var beskæftiget ved landbrug, havde han 1967-1968 et ophold på Uldum Højskole. Senere var han fodermester på en gård ved Hinnerup, 9 måneder på Bygholm Landbrugsskole i 1969-1970 samt ansat 3 måneder i et sprøjtefirma i Sverige, og i 1970-1971 foretog han en jordomrejse. I denne periode arbejdede han bl.a. paa New Zealand og i Canada. Herpå arbejdede han for morbroderen Andreas.

Den 1. marts 1973 – overtog Bent Drivsholm så gården ”Drivsholm”,

Drivsholm blev drevet med malkekvæg. På gården blev der siden overtagelsen foretaget forskellige ombygninger samt opført ny kostald og lade. – Bent Drivsholm var i bestyrelsen for Ingstrup Andelsmejeri. Han har været i bestyrelsen for Vrensted Foderstofforening.

Birthe Søgaard Sørensen gik på Asnæs Centralskole og Asnæs Realskole hvor hun tog realeksamen. Senere havde hun et ophold paa Midtjyllando holdningsskole i 1963-1964, og efter bl.a. et 1/2 år som husholdningselev på Faurholm ved Hillerød var hun 1965 elev 3 måneder paa Idrætshøjskolen i Sønderborg, inden hun begyndte på Hellerup Tilskærer seminarium, hvor hun var frem til 1967. Desuden havde hun ansættelse som ekspeditrice i Asnæs, og hun arbejdede senere et 1/2 år på en farm i Canada, samt på en trævarefabrik i Danmark, inden hun foretog en jordomrejse sammen med sin tilkommende mand Bent Drivsholm. Efter hjemkomsten gennemgik hun et kursus på Holbæk Handelsskole, og herpå var hun kontoransat i et rejsebureau indtil 1975. Siden har hun været medhjælpende hustru. – Birthe Søgaard Sørensen har været i bestyrelsen for International Agricultural Exchange Association, såvel i den danske som i den internationale bestyrelse, og i bestyrelsen for venstrevælgerforeningen i Vrensted.

Her fotograferet, Bent og Birthe med den lille Maria

Der er en datter Maria Drivsholm, som er født den 7. april 1982 i Vrensted. Maria er gift og bor i dag i Spandet ved Ribe.

Birthe og Bent Drivsholm er desværre ikke længere, de ligger begge nu på Vrensted Kirkegaard.

Ny ejer på Drivsholm:

I 2003 overtager gårdejer Mads Sørensen ”Drivsholm”, som han driver sammen med Kærgaard, Vrenstedvej 380, Vrensted.

januar 2020 – jens otto madsen 

 

Tre generationer – på Kærgård, Vrenstedvej 380, Vrensted

Kærgård,  Vrenstedvej 380, Vrensted i 2014
Else og Søren J. Sørensen i deres bedste alder

De helt unge, Else f. 1920 og Søren Jensen Sørensen f. 1915 kom i 1940 fra Sdr. Saltum til Vrensted.

De havde købt en mindre gård på Rykindvej. De kaldte gården “Høsthåb”, idet der tidligere havde været en ringe avl og de håbede, at de med tiden kunne få en bedre avl på de jorder, de havde købt. Med tiden fik Else og Søren skabt en god og veldrevet ejendom, på det tidspunkt med køer, svin og planteavl, som var normalt for denne tids landbrug. Ejendommen på Rykindvej, har i dag taget navneforandring og hedder nu “Langagergaard”.

Søren var storebror til læge Peder Madsen Sørensen, kaldet P.M. Sørensen, som nogle år efter at Else og Søren havde etableret sig i Vrensted, etablerede sig med ny lægepraksis på Ingstrupvej i Vrensted.

I 1955 blev ”Kærgaard” på Vrenstedvej 480 sat til salg og Else og Søren øjnede en chance for at få en større ejendom. Der var 30 køer på ejendommen. Den blev købt og “Høsthaab” blev solgt.

I årenes løb blev den drevet eksemplarisk og det var nødvendigt med folkehold. Mange karle og piger tjente i årenes løb på Kærgård som var et godt sted at være.

Der voksede i årenes løb en stor børneflok op, en pige som den ældste, AneMarie, hvorefter der kom fire drenge til. Mogens, Lasse, Kristian og Jens.

Alle børnene havde altid været med i arbejdet på gården, indtil de flyttede hjemmefra. Det var ganske normalt dengang. Den ældste af drengene, Mogens, havde lyst til at blive landmand.

Søren Sørensen var i en periode medlem af Sognerådet i Vrensted-Thise Kommune og havde desuden forskellige tillidshverv inden for landboarbejdet. I 1959 blev han desuden vurderingsmand i Dansk Landbrugs Realkreditfond. Et job som han havde stor lyst til og med sin store viden, erfaring og indsigt indenfor landbruget, var han medvirkende til at mange landmænd i Vendsyssel kunne få deres ejendomskøb og investeringer finansieret.

Det betød også, at han var meget hjemmefra sin egen bedrift og derfor måtte have dygtige medhjælpere. Else og Søren havde et godt ry, så at få folk, var på det tidspunkt ikke noget problem.

Mogens, ældste søn f. 1945, ville som nævnt være landmand og kom ud at tjene som 16 årig. Han havde fire forskellige pladser rundt omkring i landet for at få så alsidig en uddannelse som mulig. Et ophold i 1967/68 på 9 måneder, på Bygholm Landbrugsskole ved Horsens, afsluttede hans landbrugsuddannelse som driftsleder.

Herefter kom Mogens hjem som karl og det endte med at Mogens i august 1973 skulle overtage Kærgård. Der blev handlet, Else og Søren fik købt en mindre ejendom på Rykindvej som de fik istandsat og flyttede til. Her fortsatte Søren Sørensen så sit vurderingsarbejde og Mogens skulle så drive den tilhørende jord.

Mogens overtog Kærgård sammen med sin kæreste , som var sygeplejeelev og tre uger efter overtagelsen blev de gift. Tove blev færdiguddannet som sygeplejerske og fik senere job som sygeplejerske på lægeklinikken i Vrensted, hvor hun arbejdede indtil sin pensionering i 2016.

Stuehuset på Kærgård var fra 1861 og siden 1915 var der ikke foretaget nogen nævneværdige ændringer der. Så i årenes løb blev der moderniseret og fornyet. Familen blev forøget med 2 drenge, Mads og Nicolaj som de ældste og en pige, Helene.

I 1975 blev der så bygget en ny og stor løsdriftsstald med plads til 74 køer. I årenes løb blev der sammen med de mange skiftende medarbejdere, arbejdet hårdt på at skabe en sund og rentabel bedrift.

Gymnastikopvisning i Vrensted Forsamlingshus i 1957. Her er fire glade gymnaster fra Kærgård, AneMarie, Mogens, Lasse og Kristian, Jens var ikke kommet til endnu.

En stor fritidsinteresse var der dog plads til. Hele familen havde en fælles interesse for gymnastik og sammen har de deltaget i landsdelens store gymnastikstævner samt de store landsstævner som holdes rundt om i Danmark hver 4. år.

Både Tove og Mogens har begge haft et højskoleophold på Gerlev Idræts- og Gymnastikhøjskole på Sjælland, inden de blev gift.

Den ældste af drengene Mads, ville også være landmand.

Gennem flere landbrugsskoleophold og flere pladser hos forskellige landmænd, fik han færdiggjort sin uddannelse som driftsleder. Desuden har han ligesom sin mor og far haft et højskoleophold. For hans vedkommende var det på Gymnastik- og Idrætshøjskolen i Viborg. Efter skoleopholdene tog han sammen med nogle kammerater i 2001 til Australien, New Zeland og Syd Amerika for at se og prøve landbruget der.

Så skete der noget.

I 2003 var ejeren af gården Drivsholm død. Tove og Mogens blev tilbudt at købe den, så derfor var de nødt til at kontakte Mads om han var interesseret i at gå i kompagniskab, for alene syntes Tove og Mogens, at det var for stor en opgave.

Mads var med på ideen og over natten havde han i skitse tegnet en ny kostald. Med de 90 køer på Kærgård og de 80 fra Drivsholm.

Da Mads kom hjem bosatte han sig sammen med kæresten Malene på Drivsholm.

I 2005 oprettes så I/S Kærgård med Mads og Mogens som ejere.

Der blev i 2006 bygget en helt ny og supermoderne malkestald på Kærgaard hvor de 170 køer plus yderligere nytilkøbte 50 køer fra en ejendom i Saltum skal være, således at de kom op på et kohold på 260 plus egen opdræt. Alle kvierne fik ophold på Drivsholm.

Sideløbende med besætningsudvidelser er der tilkøbt jord. Kærgård ś arealer er vokset fra 80 tdr. land til 225 ha, som ligger tæt ved gården. Desuden er der lejet 30 ha.

 

Mads og Mogens fortæller:

Sideløbende med besætningsudvidelser er gårdens arealer vokset fra 80 tdr. land til 262 hektar, inklusive et forpagtet areal. – Sidste forår kom 40 hektar jord helt uventet til salg. Det ligger godt for os, men det var et areal vi forventede aldrig skulle sælges. Det var ikke til at sige nej til. Vi regnede på, hvor mange flere køer der skulle være for at det kan bære sig at købe jorden. Og i oktober kom 60 hektar jord til salg, som ligger godt for os. Det fik vi også. Så nu er vi i gang med udvidelsesplanen med en ny malkestald, fortæller han. Miljøgodkendelse i hus En miljøgodkendelse fra Hjørring Kommune til den seneste udvidelse er netop kommet i hus, og efter sommerferien skal endnu et byggeri formentlig i gang. – Om tre uger holdes licitation, hvor vi håber på en god pris, og så må vi se, om banken vil være med til at finansiere byggeriet, siger den yngre part i I/S Kærgård. Der skal skaffes et større millionbeløb til at bygge en større malkestald, og så skal far og søn lige finde en besætning på omkring 100 køer, som er til salg. – Det er bedre en finde en samlet besætning end at tage rundt og købe noget forskelligt på auktioner, oplyser Mads Sørensen. Der ligger således en række heldige omstændigheder snarere end dygtigt landmandskab bag kvægbrugets store udvidelser. Udbyttet er over gennemsnit og samtidig viser det økonomiske resultat for 2008 for I/S Kærgård, at Mads og Mogens Sørensen sagtens kan få en god forretning ud af de heldige omstændigheder, for dækningsbidraget pr. ko nåede op på 15.500 kr. på årsbasis. – Det ligger noget over gennemsnittet, fortæller driftsøkonom Mogens Larsen, LandboNord, havde fået lov til at lave et besætningsbesøg på Kærgård. Det var som optakt til en temadag i Vrensted Forsamlingshus om økonomien i mælkeproduktion.

I 2013 blev så tilbygget en stor udvidelse af den store malkestald, således at der nu på gården er 375 malkekøer og 380 ungkreaturer.

I 2014 træder Mogens ud og sælger sin halvdel til Mads, som nu står som eneejer af Kærgård

Malene og Mads med børn er flyttet på Kærgård og Tove og Mogens har købt en mindre ejendom på Vrenstedvej i Vringelby, hvortil de er flyttet og hvor de efterfølgende har bygget om og til og fået en skøn bolig.

Her i 2020 er Mogens stadig aktiv på Kærgård og fortsætter sit daglige arbejde med at passe ungkreaturerne sammen med medhjælperne.


Gennem årenes løb har mange landmænd besøgt Kærgaard, der viden om er kendt for at være et veldrevet landbrug. Der er ialt 9 ansatte og omregnet til fuldtidsansatte er det 5 personer. Man må sige det er en stor arbejdsplads.

Både Malene og Mads er meget aktive i foreningslivet i Vrensted, ligesom Tove og Mogens har været.

De er bl.a. gymnastikledere, har deltaget aktivt i bevarelse af skole, var med til at etablere friskole som dog ikke fortsatte ret lang tid. Har været med omkring børnehaven, foreningssamvirket og Idrætsforeningen og Byens Hus i Vrensted, som fremover skal være samlingssted for Vrensteds Foreningsliv og borgerne og hvor evt. børnehaven kan flytter i.

14. februar 2014:


Pris for godt landmandskab

F.v. Mads og Malene, Tove og Mogens Sørensen ved prisoverrækkelsen

Mads og Mogens Sørensen fra Kærgård I/S har fået en pris fra LandboNord Kreds 1 for Godt Landmandskab 2014 til Kærgård I/S v. Mads & Mogens Sørensen Vrensted

I sin motivering for pristildelingen sagde kredsformand Hans Jørgen Boel bl.a.:

– I/S’et blev stiftet i 2005 – 2 år efter at Mads og Malene havde købt naboejendommen. Bedriften består i dag af 375 køer, og der drives 275 ha hovedsageligt med grovfoder.

– Begrundelsen for anerkendelsen er, at Mogens og Mads Sørensen, (med stor opbakning fra familien) driver et super flot landbrug. Dette høster stor anerkendelse i omegnen, og det er ikke svært at se, at der er orden i tingene. Det står også klart for de fleste, at der på bedriften opnås flotte produktionsresultater, hvilket også kan ses, når Mogens og Mads har været så venlige at vise deres tal frem ved bl.a. møder og kurser i LandboNord regi. Hermed også en stor tak for det.

– Hos Mogens og Mads Sørensen prioriterer man forholdet til de ansatte højt. Man sørger for, at de har gode forhold. Ledelse er generelt noget, man gør meget ud af, og som de er meget dygtige til. Der holdes bl.a. ugentlige medarbejdermøder, hvor produktionen drøftes med medarbejderne.

 At medarbejderne  er glade for at arbejde hos Mogens og Mads Sørensen, ses ved, at de er ansat på gården i lange perioder, og tit vender de tilbage efter endt skoleophold.

– Nylig udvidelse af staldanlægget, i en tid hvor den økonomiske situation er svær for kvægbruget, vidner om en tro på fremtiden, og det fortjener stor anerkendelse. Generelt er Mogens og Mads Sørensen vellidte og anerkendte blandt kollegaer og samarbejdspartnere, erfagrupper og på LandboNord.

Prisen består af en bronzeskulptur “Spiren”, som er en model af en større bronzefigur, opstillet uden for LandboNords rådgivningscenter i Brønderslev og udført af kunstneren Flemming Holm, Hjørring.

 

Gården “Toftegaard”, Pilgårdsvej 195 og familien Drivsholm, Vrensted Øster Hede

Toftegaard ca. 1940

Toftegaard – Pilgårdsvej 195, Vrensted Øster Hede

og

historien om gården og familien Drivsholm

 

I 1788 døde Niels Laursen, der havde været fæster af Toftegaard i Vrensted hørende under Børglum Kloster. Ved sin død efterlod Niels Laursen sig 3 forældreløse og umyndige børn, nemlig Maren, Lars og Margrethe. For at sikre disse børns opvækst samt gaardens videre drift valgte Grev Marcus Gerhard Rosencrone til Børglum Kloster at overdrage fæstet paa gaarden samt de medfølgende forpligtelser for de 3 umyndige børns opvækst til Christen Nielsen Graven, hvorfor han den 25. august 1788 udstedte et fæstebrev til denne paa Toftegaard af hartkorn 4 tdr. 6 skpr. l alb. Christen Nielsen Graven overtog gaarden med “al den inventarium, indbo og udbo, besætning, sæde- og ædekorn med videre, som den efter salig Niels Laursen og hustru er befunden”, og den aarlige landgildeydelse til Børglum Kloter bestod af 14 rdr., ligesom Christen Nielsen Graven var forpligtiget til aarligt efter tilsigelse fra klosteret at foretage 2 rejser med hestevogn, “enten til Sundbye eller Aggersund eller andet steds paa lige vis længde med lovbefalet læs frem og tilbage, ved hvilke rejser han skal være forbunden til at tilsvare de ham til læs medgivede varer, og være mbvagelig for at aflevere og imodtage sit læs til og af hvem han samme herfra beordres. Ligeledes skal han aarlig i høbjergningstiden slaa, rive, rote og her til gaarden indage (indkøre) det engskifte, som den hovfrie gaard er tillagt at bjærge udi Børglum Klosters enge.” Som det fremgaar af fæstebravet, var Toftegaard en hovfri gaard, hvilket betød, at der ikke af gaarden skulle ydes hoveriarbejde til Børglum Kloster, men alligevel fremgaar det af klostrets hoveriprotokol for 1805, at Christen Nielsen Graven ydede helgaards hoveri, hvilken ydelse i 1805 udgjorde 15 spanddage med en velforspændt vogn og en mand paa vognen samt 21 gangdage.

Af fæstebrevet fremgaar det endvidere, hvilke forpligtelser Christen Nielsen Graven havde overfor den forrige fæsters 3 umyndige børn. Han skulle sørge for, at de fik kost og logi samt skolegang og “anden bønderbørn tilkommende lærdom og undervisning”, indtil de hver for sig fyldte 18 aar og uden anden godtgørelse end renten af deres samlede arvekapital paa 200 rdr., der var indestaaende hos herskabet paa Børglum Kloster, hvor han saaledes en gang om aaret kunne hente 8 rdr. til dækning af udgifterne. Endvidere var han ansvarlig for de børnene tillagte kister og klæder, som var blevet ham udleveret efter en nærmere specifikation, og som han under formynderens tilsyn skulle opbevare, indtil hvert af børnene fyldte 18 aar. Endelig var han forpligtet til, naar de naaede det 18. aar, i formynderens overværelse at give Lars en hest til en værdi af 20 rdr., Maren og Margrethe hver en ko til 10 rdr. samt derforuden et faar til l rd. til hvert af børnene. Istedet for dyrene kunne han, saafremt man ikke kunne blive enige om hvilke dyr, der var tale om, udbetale børnene de nævnte pengebeløb.

I forbindelse med Christen Nielsen Gravens overtagelse af fæstet paa Toftegaard, blev der paa gaarden foretaget en syns- og taksationsforretning over sammes tilstand og forfatning. Her hedder det om bygningerne, at stuehuset, der var 28alen langt og 11 1/4 alen bredt, var indrettet med 6 fag til stue og værelse, 4 fag til køkken og bryggers, og i øvrigt opført af fyrretømmer med klinede vægge og straatag. Ladebygningen, der bestod af 13 store bindinger, og som var 33% alen lang og 11% aler var ligeledes opført af fyrretømmer med klinede vægge og straat, en “taske” i den vestre ende, fjellegavl i den østre ende og pas dre side en port og 6 halvdøre samt en luge. Denne bygning var na til lo og lade med 10 korngulve samt 3 gulve, indrettet til hestes Den tredie længe, der vendte syd-nord, var paa 9 bindinger, 27 alen længden og 10 alen i bredden. Denne bygning havde udskud paa begge samt paa gavlene, og paa den vestre side var en dobbelt vognskjulsport samt 2 hele og 2 halve døre, medens der paa den østre side var en luge og i den nordre ende af bygningen var fjelleloft over de 4 bindinger ne længe indeholdt dels kreatur- og faarestald og dels vognhus. I øvrist blev alle 3 længer betegnet som værende gode og velholdte. Herudover som des og takseredes indbo, redskaber og besætning, og af mere værdifulde ting kan nævnes en stor gruekobberkedel paa 1 td.’s rum, vurderet til 14 rdr., en mindre kobberkedel til 3 rdr., en stod skippunds kakkelovn til 10 rdr. og tre beslagne vogne med tilbehør til 30 rdr., medens der af besætning nævnes syv heste, et føl, seks køer, to kvier og tolv faar med lam, takseret til 224 rdr.

I forbindelse med udskiftningen af landsbyfællesskabet blev Toftegaard flyttet ud, hvorved jordtilliggendet reduceredes til et hartkorn paa 4 tdr. 3 skpr. 24 alb. Paa fæstebrevet fra 1788 er imidlertid gjort en tilføjelse, dateret den 8. november 1806, hvoraf det fremgaar, at Christen Nielsen Graven som en delvis erstatning herfor havde faaet overdraget en huslod af hartkorn 3 skpr., samtidig med at den aarlige landgildeydelse reduceredes med godt i rd.

I folketællingen 1801 opføres Christen Nielsen Graven og hustru paa gaarden i Vrensted sammen med børnene Niels, 12 aar, Kirsten, 10 aar, Niels Jensen, 8 aar, Anders, 6 aar, og Ane, 3 aar gammel. Endvidere nævnes ikke mindre end 7 tjenestefolk.

Gaarden i Vrensted, som i ældre tid blot kaldtes “Gaarden”, men i yngte tid fra omkring 1820 fik betegnelsen Toftegaard, hørte oprindelig under ryttergodset. Ved en auktion i 1716 blev “Gaarden” købt af præsten i Vrensted Jens Jensen Godsen, og efter hans død overtoges gaarden af datter Anne Katrine. Senere blev “Gaarden” fæstegods under Børglum Kloster, det var størsteparten af denne gaard, nemlig det nuværende Toftegaard som Christen Nielsen Graven herpaa i 1788 fik fæste paa.

Christen Nielsen Graven synes at have været en dygtig landmand, og økonomisk klarede han sig vist temmelig godt. Saaledes ses han saavel i 1807 som i 1812 at have købt en del parceller til selveje, hvilke parceller ialt var paa næsten 1 td. hartkorn og blev drevet sammen med fæstegaardens jorder. Det kan nok undre, hvordan man ved Christen Nielsen Gravens død i forbindelse med skiftets afholdelse helt undgik en vurdering af disse jordarealer, som end ikke er nævnt paa skiftet.

Selve skiftet efter Christen Nielsen Graven blev paabegyndt den 30. oktober 1816 med en registrerings- og vurderingsforretning i boet foretaget af skifteforvalter Würtz fra Børglum Kloster og to vurderingsmænd. Som arvinger nævnes foruden enken Maren Nielsdatter, hvis lavværge var hendes bror Lars fra Havgaards Mølle, børnene Kirsten, gift med gaardmand Thomas Nørgaard i Aasendrup, Niels, 27 aar, Niels, 22 aar, Anders, 21 aar, Ane (Ane 3), 18 aar, og Maren, 14 aar gammel. For de af børnene, der var umyndige, blev som formynder udpeget deres farbroder Jens Nielsen Graven til Kornumgaard.

Fra boets registrering og vurdering kan af indbo nævnes: et større og et mindre fyrretræsbord, tre fyrretræsstole, to stole med halmsæder, to faste og en løs bænk, et blaamalet hængeskab, to faste sengesteder med tilhørende sengetøj, en fyrretræsstandkiste og et fyrretræsklædesskab samt en jernbilæggerkakkelovn og et stueur i foderal, hvilket sidstnævnte var mest værdifuldt af alt indboet og sattes til 12 rdr. Afdødes garderobe bestod af en blaa klædeskjol, som alene vurderedes til 6 rdr., en graa klædeskjol til 3 rdr., en blaa trøje til 4 rdr., en rødstribet brøstdug og en undertrøje til ialt 3 rdr., et par blaa og et par sorte bukser til 4 rdr., en hat til 3 rdr., seks skjorter til 9 rdr., en gammel blaa trøje, to par skindbukser, tre par strømper, et par støvler og en gammel hue.

Af vogne og redskaber nævnes bl.a. en beslagen vogn med afsæt, sat til 30 rdr., en trævogn til 10 rdr., to beslagne trævogne til 22 rdr., en plov med tilbehør til 8 rdr., en jernharve til 4 rdr., drættetøj til seks heste, 5 rdr., en hakkelseskiste med kniv, 4 rdr., samt en del mindre værdifulde effekter bestaaende af river, plejle, skovle, forke, høleer, jerngrebe, trillebøre, spande, slibesten samt værktøj. Endelig kan nævnes, at gaardens besætning bestod af fire gode heste til ikke mindre end 158 rdr., en 14-aars hoppe, en 24-aars hest, to føl, fem gode køer til 94 rdr., to stykker ungnød, fire kalve, to svin og otte faar samt en vædder.

Den 28. december 1816 mødtes man til afsluttende skiftef her blev indboet nu opgjort til 123 rdr., vogne og redskaber hestene til 196 rdr. og faar og kreaturer til 156 rdr., saal aktiver ialt androg 596 rdr. Herskabet paa Børglum stillede imidlertid krav om 244 rdr, til delvis dækning af en istandsættelse af bygningerne samt til den besætning og de redskaber, som havde været paa gaarden på overtagelsen. Egentlig var herskabets krav betydelig større endd de 244 rdr., men boet fik et betragteligt afslag, idet Christen Nielser før sin død paa gaarden for egen regning havde ladet opføre en bygning. Til de 244 rdr. kom udgifter til afdødes begravelse paa 50 samt et tilsvarende beløb, som enken reserverede til sin begravelse naar den tid kom. Endvidere var der omkostninger ved skiftets afholdelse 25 rdr., hvorefter passiverne androg 368 rdr. Der blev saaledes 228rdr. i overskud, hvilket beløb fordeltes med halvdelen til enken, godt 25…. til hver søn og ca. 12 1/2 rdr. til hver datter. Maren Nielsdatter erklærede herefter overfor skifteretten, at hun ønskede at fortsætte fæstet paa gaarden, hvilket blev hende tilstaaet. Endvidere afgav hun efter eget ønske løfte om at ville tillægge sine to ugifte døtre Anne og Maren hver en hest og en ko, naar de skulle giftes, samt til den tid holde deres bryllup, saaledes som egnens skik og brug var, idet de dermed var blevet lige stillede med deres storesøster Kirsten, der havde modtaget de samme ydelser ved sit bryllup.

Christen Nielsen Graven og Maren Nielsdatter havde i deres ægteskab børnene Niels, født 1789, senere gaardmand i Vrensted, Kirsten, født 1791, død 1817, gift med Thomas Nørgaard i Aasendrup, Niels Jensen, født 1793, død ugift den 11. februar 1823, Jens, født 1793, død før 1801, Anders, født 1795, senere bosat i Sæby, Ane (Ane 3), født 1797, og Maren, født 1802, gift med sin fætter Niels Larsen Møller fra Havgaards Mølle.

Som nævnt døde sønnen Niels Jensen Christensen den 11. februar 1823 hjemme paa Toftegaard, og en maaned efter blev der afholdt skifte i boet melkem hans mor Maren Nielsdatter og hans søskende Niels, Anders, Ane og Maren samt Kirsten, der som nævnt var afgaaet ved døden i 1817, og have efterladt sig 3 mindreaarige døtre, der indtraadte som arvinger isted for moderen. Afdødes faa ejendele androg en samlet værdi af 38 rdr. af de 15 rdr. var medgaaet til begravelsesomkostninger og udgifter ved skiftets afholdelse. Restbeløbet blev herefter fordelt mellem enken Nielsdatter og de øvrige børn.

Senest 1832 valgte Maren Nielsdatter derpaa at afstaa fæstet paa Toftegaard til den yngste datter Maren og hendes mand Niels Larsen Møller, og den 18. marts 1832 ses hun derpaa at have udstedt skøde til sidstnævnte paa de jordparceller, som hendes afdøde mand havde erhvervet henholdsis 1807 og 1812. Det drejede sig om Hvetmoseparcellerne nr. 11 og 12 og 13 af Kjeld Nielsens enkes udstykkede gaard i Vrensted, hvilke parceller havde et hartkorn paa 4 skpr. 1 4/5 alb., samt om engparcellen nr. 5 fra Jens Hansens udstykkede gaard i Vrensted af hartkorn i skp. 3 fjdkr. 3/4 alb. Overdragelsessummen var paa 200 rdr., og Maren Nielsdatter sad herefter som aftægtsenke hos datteren og svigersønnen indtil sin død i 1847. Hun nævnes da ogsaa her i folketællingerne for baade 1834 og 1845. I 1834 havde svigersønnen Niels Larsen Møller 5 tjenestefolk og i 1845 4 tjenestefolk samt en huslærer, Peter Nicolaj Poulsen, til børnene, hvilket fortæller noget om den velstand, der maa have været paa gaarden. I øvrigt opføres Niels Larsen Møller og Maren Christensdatter i 1834 med børnene Inger Marie, 7 aar, Christen, 5 aar, og Lars, 2 aar gammel, og i folketællingen 1845 med børnene Inger Marie, 18 aar, Christen, 15 aar, Lars, 13 aar, Ane Kirstine, 9 aar, og Maren, 6 aar gammel.

Et 1/2 aar efter Maren Nielsdatters død købte Niels Larsen Møller derpaa af Christian Michael Rottbøll til Børglum Kloster Toftegaard til selveje formedelst 2000 rdr. Han videredrev derefter gaarden som selvejer indtil 1865, da han afhændede den til sin søn Lars Nielsen Møller. Denne døde imidlertid barnløs i 1892, hvorefter hans arvinger afhændede Toftegaard. Der havde været forskellige ejere indtil 1918 hvor Thomas Drivsholm overtog Toftegaard.

Toftegaard, på Pilgaardsvej 195, Øster Hede, Vrensted, tæt ved den gamle Østre Skole er ikke en slægtsgård som flere andre i Vrensted.

Maren og Thomas Drivsholm
Maren og Thomas Drivsholm

Den blev som nævnt i 1918 købt af Thomas Drivsholm og blev senere overtaget af sønnen Jens Drivsholm, som var 2. generation og i dag er gården nedlagt som landbrugsejendom. Jord er solgt fra og sammenlagt med anden ejendom. Den var opr. På 105 tdr. land og en af de større ejendomme i Vrensted. De ældste bygninger var ved overtagelsen fra 1847 og stuehuset var fra 1880. Der var i tidernes morgen stort folkehold med heste som arbejdsredskab senere kom der bl.a. traktor.

Foto fra 2018 – Toftegaard

Thomas Drivsholm er født den 9. marts 1891 i Drivsholm, Vrensted sogn, og han døde den 21. november 1967 på Brønderslev Sygehus.

Han blev gift den april 1918 i Vrensted med Maren Eriksen.

Hun er født den 1. marts 1896 i Kræmmergaard, Aasendrup, Vrensted sogn, som datter af gårdbestyrer Jens Eriksen og hustru Else Marie Andersen, og hun døde den 9. december 1966 på Hjørring Sygehus.

Thomas Drivsholm gik i skole i Aasendrup og havde senere ophold på bl.a. Askov Højskole, inden han 1918 overtog Toftegaard i Vrensted.

Efter hans død skrev avisen bl.a.:

“Fhv. gdr. Thomas Drivsholm, Vrensted, døde pludseligt i går på Brønderslev sygehus, 76 år gammel.

Thomas Drivsholm var lige til det sidste i arbejde. Mandag aften var han således til møde i præstegaarden, men følte sig sløj og blev kørt hjem.

Thomas Drivsholm var født på gården Drivsholm i Vrensted og fik i sin ungdom en alsidig uddannelse på højskole og landbrugsskole og i forskellige gode pladser, bl.a. på Sjælland. Da han blev gift, købte han og hans hustru i 1918 gården Toftegaard i Vrensted, og her øvede de en utrolig stor gerning. Gården blev drevet frem til et mønsterværdigt landbrug, og mange unge, både karle og piger, fik her en god start på et selvstændigt liv. De lærte orden og akkuratesse, og de lærte også, hvordan et hjem er, når det er bedst.

Men foruden de hjemlige pligter passede Thomas Drivsholm også mange offentlige hverv. I en aarrække var han formand for Mejeriforeningen Vendsyssel, i flere perioder også for Vrensted andelsmejeri, Lykkensprøve. Under krigen var han formand for kornnævnet i Vrensted-Thise kommune. Endvidere var han med til at oprette fabrikken Akafa i Svenstrup og sad en årrække i bestyrelsen som næstformand. Han var i menighedsrådet i Vrensted gennem 35 år, ca. 25 år som kirkeværge, en post, han varetog til sin død.

Naar Thomas Drivsholm fik betroet så mange tillidsposter, hang det sammen med, at han var et gennemhæderligt menneske, som alle maatte få tillid til, og som blev respekteret i alle kredse.”

Maren Eriksen var efter endt skolegang husassistent samt beskæftiget paa et badepensionat. Desuden havde hun et højskoleophold i Vraa inden giftermålet. Efter hendes død skrev avisen bl.a.:

“Fru Maren Drivsholm, gift med fhv. gdr. Ths. Drivsholm, Vrensted, døde i går på centralsygehuset i Hjørring, 70 år gammel.

Maren Drivsholm var født i Kræmmergaard i Aasendrup. Ved giftermaalet købte parret gården Toftegaard øst for Vrensted og her lagde de deres kræfter i en lang årrække.

I 1965 afstod de gården sønnen Jens Drivsholm og flyttede ind villa, de havde købt i Vrensted by. Fru Drivsholm var rask og rørig til det sidste, men blev pludselig syg om morgenen og førtes til centralsygehuset i Hjørring, hvor hun døde først på eftermiddagen.”.

f.v. Thomas Drivsholm, Maren Drivsholm, sønnen Jens Drivsholm

De havde fem børn: Jens Eriksen Drivsholm fra 02.05.1920 som havde overtaget gården, Else Marie Drivsholm fra 29.05.1922 blev gift med gårdejer Niels Østergaard, Østergaard, Pilgårdsvej, Vrensted og så var der Andreas Eriksen Drivsholm fra 11..08.1924 som blev gift og boede på Vejensgaard i Skallerup,  Herma Eriksen Drivsholm, født 10.08.1926 blev gift og udannede sig til kemiingeniør bosatte sig i Københavnog den sidste var Nina Eriksen Drivsholm fra 17.12.1940 blev gift og var uddannet sygplejerske og flyttede væk fra Vendsyssel.

Jens Eriksen Drivsholm, som tidligere nævnt, er født den 2. maj 1920 i Toftegaard, Vrensted sogn.

Han blev gift den 21. maj 1965 i Mygdal med Gerda Bidstrup, der er født den 31. december 1926 i Mygdal sogn som datter af gårdejer Martin Bidstrup og hustru Johanne Sørine Nielsen.

Gerda og Jens Eriksen Drivsholm

Jens Eriksen Drivsholm gik i skole i Vrensted. Afbrudt af ophold på Havbro Efterskole og Vraa Højskole (1939-1940) var han beskæftiget hjemme, inden han begyndte paa Askov Forsøgsstation, hvor han arbejdede et 1/2 år, og senere var han paa Ladelund Landbrugsskole i 1945-1946. Han var desuden beskæftiget et 1/2 år hos farbroderen Jens Drivsholm samt forvalter på en gård ved Lunderskov, inden han kom tilbage til hjemmet, som han overtog den 1. maj 1965 som var drevet som et alsidigt landbrug, med både kvæg og svin. – Jens Eriksen Drivsholm har været i bestyrelsen for brugsen og mejeriet i Vrensted og er nu medlem af menighedsrådet samme sted, hvor han blev kirkeværge efter faderen. Desuden var han i bestyrelsen for Løkken Sparekasse og Nordjysk Kreatureksportforening i Aalborg.

Gerda Bidstrup gik i skole i Mygdal og var herpå beskæftiget i sit eget hjem, samt i forskellige pladser. Desuden havde hun et ophold paa Danebod Højskole i 1947, og siden giftermålet har hun været medhjælpende hustru på Toftegaard.

I 2001 solgte Jens og Gerda Drivsholm ”Toftegaard” og købte et parcelhus på Anders Olesensvej i Vrensted by hvortil de flyttede.

Der var ingen børn i ægteskabet.

Begge familier er gået bort og ligger på Vrensted Kirkeård

 

 

 

 

 

Drivsholm slægten kan føres helt tilbage til 1796 hvor Jens Thomsen, født i Kettrup, Ingstrup sogn, gifter sig den 28.10.1825 med Ane Christensdatter, født på Toftegaard i Vrensted by og sogn, og overtager Nørgaard i Åsendrup.

Jorden er nu solgt fra ejendommen og sammenlagt med anden ejendom, ejendommen er nedlagt som landbrugsejendom.

januar 2020 – jens otto madsen

 

“Kræmmergaard”, Åsendrup – Historien om gård og ejere

Gaarden ”Kræmmergaard”

Historie

 

Gaarden har Matr. Nr. 6a, 3a og 7a og er beliggende 4 1/2 km. Nord for Vrensted Kirke, ved Vejen mellem Løkken og Brønderslev, i Aasendrup By, Vrensted Sogn, Børglum Herred, Hjørring Amt.

 

 

Et hæfte der er udarbejdet før 1966 udgivet med tilladelse fra ejer og familie der har været ejere.

 

”Kræmmergaard”

Stuehuset på 290m2 er opført 1865.

Kræmmergaard har oprindeligt ligget ude ved nuværende indkørsel til Kræmmergaard, men hvornår den er blevet flyttet vides ikke.

Der er tydelige tegn hvor den har ligget, når der pløjes så kommer både mursten, men også især pigsten til syne.

Den store lade på 753m2 blev opført i 1840 af materiale fra et nedrevet pakhus i Løkken.

Ca. halvdelen af laden brændte først i 90érne og blev genopført med stålspær og nye mure. Men den gamle del står stadig som da den blev bygget og er et fantastisk bygningsværk, som må have været et kæmpe arbejde at opføre i 1840!

Kræmmergaard var kendt for avl af jyske heste i det meste af Vendsyssel.

Hingsten “Skak”, Ejer: Vestbendsyssel Hesteavlsforening, 1.pr. med 23 point, Landevejsbedømmelse 1940

I 1945 opførtes en ny kostald samt fodermesterhus i røde mursten for prisen på EN hingst, så det må have været nogle kostbare hingste de avlede på Kræmmergaard!

Kræmmergaard har spillet en stor rolle under skudehandlertiden, som magasin for diverse landbrugsvarer. Et tydeligt syn herpå ser man overalt på gården, hvor der som belægning er lagt store Norske granitplader, som er blevet brugt som ballast i skibene, når de er sejlet tomme hjem fra Norge. De ligger bl.a. i gangarealet i den gamle kostald, som sidenhen er blevet indrettet som hestestald.

Den oprindelige hestestald som lå nord/syd inde i gårdspladsen er der desværre ikke mere. Et andet sted de store granitplader er brugt, er på terrassen, hvor der er hugget to store mindeplader over tidligere ejere på Kræmmergaard.

Januar 2020 – Kristian Justesen

 

Kort påført med nogle af de største gårde i Åsendrup

 

Oversigt over Fæstere og Ejere af ”Kræmmergaard”.

Jens Andersen, Fæster fra 1688 til 1725.

Anders Nielsen, Fæster fra 1725 til 1758.

Jens Andersen, Fæster fra 1758 til 1782.

Jens Nielsen, Fæster fra 1782 til 1802.

Thomas Jensen, Fæster fra 1802 til 1816.

Peder Thomsen, Fæster fra 1816 til 1819.

Simon Pedersen, Fæster fra 1819 til 1831.

Lars Larsen, Fæster fra 1831 til 1857.

Ane Poulsdatter, Fæster fra 1857 til 1859, Selvejer 1859.

Niels Andersen, Selvejer fra 1859 til 1897.

Jens Eriksen, Selvejer fra 1897 til 1924.

Andreas Eriksen, Selvejer fra 1924 til 1966.

Anna og Andreas Eriksen

Poul Sørensen, Selvejer fra 1966 til 2001 til

Poul Justesen, 2001 – 2019

Kristian Justesen, 2019

Kristian Justesen

Kræmmergaard

“Kræmmergaard” nævnes i Vendsyssel Matrikel 1688 som Gaard Nr. 3 i Aasendrup į Vrensted Sogn og havde fra 1664 Hartkorn 2 tdr- – 4 Skp. som ved den nye landmaalingsmatrikel 1688 blev forhøjet til Hartkorn 3 Tdr. 3 Skp. 1 Fjdk. 2 Alb.

”Kræmmergaard” hørte dengang under Hovedgaarden “Sejlstrupgaard” i Sejlstrup Sogn

Der skal i Følge overleveringen have været Handel paa Norge og muligvis Kro i Gaarden. Dette var tit Tilfældet der paa Stedet i ældre Tid. Af de gamle Dokumenter og Fæstebreve, der vedrører Gaarden, ses dette dog ikke omtalt, skønt Gaardens Historie er ført meget langt tilbage.

“Sejlstrupgaard” tilhørte 1345 Markvad Rostrup. Senere kom den til de børglumske Bisper, der lod den bestyre ved Lensmænd. Efter Reformationen tilfaldt Sejlstrup Slot med Bispegods Kronen og blev et kongeligt len. Senere blev slottet med Bøndergods afhændet til dominal Tone Rodsteen, der 1689 solgte Slottet til Assessor r Arnoldus Dyssel, død 1714. 1715 købte Brødrene Morten og Arnold Chr, Dussel Slottet, der senere igen blev solgt til Jesper Jespersen til Hogholt. huis kreditorer 1747 afhænde de det til Kancelliraadinde Lassen paa Rødslet. 1749 blev slottet solgt til Købmand i Hiarna, Peder Biering. Sejlstrup skiftede Ejer ret tit indtil S.Segel overtog den i 1880.

Det var dog ikke ret længe »Kræmmergaard” hørte under Sejlstrupgaard”. Den hørte senere under Børglum Kloster.

Børglum Kloster var oprindelig en Kongsgaard, hvorpaa Knud den Hellige opholdt sig 1086, da Vendelboerne begyndte Opstanden mod ham. I slutningen af det 15. Aarhundrede havde Børglum Kloster samlet sig et betydeligt Jordtilliggende. Klosteret var meget velhavende og der gaar mange Historier om, hvad det førte med af Trængsler og moralsk Forfald. Efter Reformationen inddroges Klostret under Kronen, men i 1540 ledede Prioren stadig dets Anliggender.

Senere var Børglum Kloster bortforlenet til Adelsmænd. 1623 henlagdes det til Sorø Akademi, hvis Hofmester skulde have sit Underhold deraf. Ef ter Akademiets Nedlæggelse blev Børglum Kloster privat Ejendom, idet Frederik den III. 1669 mageskiftede det til Kansler Peder Reedtz, død 1674, mod Tygestrup i Sjælland. Sønnen Reedtz solgte Børglum Kloster omkring 1668 til Dronning Charlotte Amalie, der døde 1714 og det tilhørte derefter Fr. kjær, der adledes under Navnet Kjærskjold. Han var Ejer af mange herre gaarde. Efter hans Død kom Gaarden 1742 til Svigersønnen Johan H. Dontgav og havde da med Bøndergods ialt 922 idr. Hartkorn.

 

1756 købte Jens de Poulsen Gaarden efter at Herr Turah havue biet der nogle Aar. Han solgte Børglum Klos ter 1772 til slægten Rosenrkone. 1835 blev Børglum Kloster med ialt 672 Tdr. Hartkorn solgt til Herr Rotbøl, der efterhaanden bortsolgte Bøndergodset.

 

Den ældste Fæster af Gaarden i Aasendrup, vi træffer paa, er Jens Andersen der var Fæster fra 1688, men da det var, før Kirkebogen begyndte, er det ikke muligt at gøre nærmere Rede for ham.

Den næste Fæster af Gaarden Anders Nielsen, er muligvis Jens Andersens Svigersøn, idet Anders Nielsens Hustru hedder Johanne Jensdatter. Hans Fæstebrev paa Gaarden er ikke bevaret. Anders Nielsen og Johanne Jensdatter havde 1730 en Søn ved Navn Jens Andersen.

Medens Anders Nielsen var Fæster af Gaarden blev Hartkornet i Aasendrup om ordnet, saa flere af Gaardene blev delt i 2 Gaarde og Anders Nielsens Fæstegaard blev da Nr. 5 og fik Har tkorn 4 Tdr.

 

Anders Nielsen nævnes i Jordebog for Børglum Kloster 1755, som Fæster i Gaard Nr. 5 i Aasendrup af Hartkorn 4 Td., og han svarede i Landgilde 4 Idr. Byg, 3 Tdr. Havre, 1 Rdlr. 4 Mark 12 Skilling.

Anders Nielsen afstod Gaarden 1758 til Sønnen Jens Andersen og Fæstebrevet, der findes i Genpart paa Landsarkivet lyder som følger:

”Fæstebrev” Jeg, Jens de Poulsen til Børglum Kloster stæder og fæster til Jens Andersen sine Forældres iboende Gaard udi Aasendrup í Vrendsted Sogn, som med begge deres Villie formedelst Alderdom og medfølgende Skrøbelighed har til Sønnen afstaaet, imod at de nyder tilbørlig Ophold deres Livstid, hvilken fornævnte Gaard som staar for Har tkorn 4 Tår. bemeldte Jens Andersen sin livstid i Fæste beholder med al dets rette tilliggende Ejendom, som hans Forældre haft og brugt haver, al den stund han deref aarlig svarer alle Kgl. Skatter som er eller bliver paabudt, og til hvert år til Mortens Dag leverer i Landgilde 3 Tdr. Bug. 3 Tdr. Havre med god opmaal, gør Hoveriarbejde og Rejser med sine Grander og Naboer og holder Husene og Avlingen i forsvarlig Stand og Drift og iøvrigt retter og forholder sig efter kgl. Lov og forordninger og er herskabet og dets Fuldmægtig hørig og lydig i alle Maader alt under dette Fæstes Fortabelse.

Angaaende hans Stedsmaal og Person og Husgesinde sker ved Børglum Kloster Birketing, som han har erkendt som sit rette væreneting.

Børglum Kloster, den 12. Marts 1758.

J. Poulsen.

Ligelydende originale Fæste brev har jeg modtaget og forpligter mig til i alle Maader at opfylde samme.

Sign. Jens Andersen.

Jens Andersen var gift med Dorthe Christensdatter og hun døde i Julen 1776, og der blev afholdt Skifte efter hende den 24. Januar 1777. hvor Børnene nævnes: 1 Datter Johanne 14 Aar, 1 Søn Jens Jensen 12 Aar, 1 Datter Anna 10 Aar, 1 Datter Dorthe 8 Aar, 1 Datter Karen 4 Aar og Ane Marie 2 Aar.

Af Besætning var der 7 Heste, 4 Køer, 8 Ungnød, 10 Faar, 3 Grise.

 

Boets Indtægt var 102 Adir.

Gaardens Hartkorn var 4 Tdr. og Husene bestod af 10 Fag Stuehus, 14 Fag Lade, 10 Fag Øksenhus, der til trængtes Reparation for henholdsvis 30 Rdlr. 28 Rdlr og 18 Rdlr. Gælden var ialt 176 Rdlr. saa der blev intet at dele.

Jens Andersen maa paa en eller anden Maade være blevet træt af Gaarden i Aasendrup for i 1782 mageskiftede han med Jens Nielsen, der var fra Vejby Sogn, og som saa fik Fæstebrev paa Gaarden, Fæstebrevet, der findes i Klostrets Fæstebreve og lyder som følger:

“Fæstebrev”

. Rosenkrone til Rosenvold og Børglum Kloster m. v. gør vitterlig at have stædt og fæstet til Jens Nielsen der forhen har beboet Vangen i Teby sogn, den Gaard i Aasendrup Jens Andersen hidtil har haft i Fæste og til ham afstaaet efter en mellem den vedtaget af Herskabet samtykket Omveksling, hvorefter Jens Nielsen straks over tager bemeldte Gaard af Hartkorn 4 Tdr. samt skal have med samme af den herved værende Besætning 1 Hest, 1 Vogn og avlsredskaber, Resten medbringer han selv fra Stedet i Vejby eller forskaffer sig.

Thi skal fornævnte Jens Nielsen navn te Gaard med alt sit 121Itagende i Mark og Eng og Drift nyde, bruge og sin Llus tid? Feste beholde, naar han deraf i rette Tid svarer alle kgl. Skate ter og leverer til hver Mortensdag 3 Td. Byg, 2 Td. Havre i Landgilde og forretter hel Gaards Hoveri her til Gaarden efter Tilsigelse som de andre Naboer, og holder stedets Bygninger og Besætning i god stand og de tilliggende Jorder lovlig dyrker og bruger og ej selv eller ved andre lader bruge til Upligt eller lader noget bor tkomme, og iøvrigt retter sig efter lov og forordninger og er Herskabet hørig og lydig alt under dette Fæs tes For tabelse.

Børglum Kloster, den 27. Marts 1782.

Rosenkrone.

Ligelydende Fæstebrev har jeg mod taget og forpligter mig til at opfylde samme.

Jens Nielsen drev Gaarden i Aasendrup i 20 Aar og afstod den 1802 til

Svigersønnen Thomas Jensen hvis Fæstebrev er dateret den 20. Juli 1802 og lyder som følger:

 

”Fæstebrev”.

Jørgen Kvistgaard til Børglum Kloster og Vejbygaard gør vitterlig at have s tædt og bortfæstet til Thomas Jensen af Holt i Tolstrup Sogn der Gaard i Aasendrup som hans Svigerfader Jens Nielsen Forhen havde i Fæste, men til ham har afladt, hvilken Gaard af Hartkorn 4 Td. med al sin rette Tilliggende fornævnte Thomas Jensen sin livstid maa beholde i Fæste paa følgende Vilkaar.

Han opfylder den med forrige Fæster Jens Nielsen indgaaede Attægtskontrakt af 19. Januar d. A. og betaler af sig og Familie. Gaarden og dens Hartkorn alle kgl. Skatter og til Mortensdag leberer i Landgilde 3 Tdr. 3 Skp. Byg, 2 Tdr. Havre, og forretter det Gaarden paaliggende Helgaards Hoveri, han holder Stedets Byninger, Besætning og Inventarium i rette Stand som Syns forretningen udviser at være ham overdraget.

Han lovlig dyrker, gøder og behandler Gaardens Fæstejorder og intet deraf bortlejer eller til Upligt bruger eller bruge lader.

Han retter sig i øvrigt efter lov og Anordninger viser Lydighed mod mig og min Forvalter og andre Budmænd, som alt opfyldes imod

Fæstets Fortabelse og Lovens Straf efter tiltale og Dom ved Gaardens Birketing som han ialt erkender for sit rette Forum hvad hans ste pligt angaar.

I Ind fæstning er betalt 50 Rdir.

Børglum Kloster, den 20. Juli 1802.

Jørgen Kvistgaard.

 

Aftægtskontrakt og Konditioner for Thomas Jensen fra Holt i Tolstrup paa hvad Maade han kan mod tage Gaarden i Aasendrup i Fæste.

Saasnart nedennævnte Poster er opfyldte afleverer jeg Jens Nielsen mit Fæstebrev paa Birketinget og Gaarden antages da straks af Thomas Jensen med den paa Ejendommen værende Avl og Besætning, hvoraf skal nævnes 5 drætfærdige Bæster, 2 Føl, 7 Køer, 5 Ungnød, 18 Faarhøvder, Avlsredskaber, m.v. intet undtagen af hvad der er paa Stedet og tilhører Jens Nielsen.

Thomas Jensen be aler til Jens Nielsen 50 Rdlr. men har saa intet ansvar for dennes Gæld, og giver desuden Jens Nielsen og Hustru paa Livstid frit Ophold og Pleje saa godt som Thomas Jensen nyder det selv, men kan vi ikke enes, leverer Thomas Jensen os aarlig Ilde brændsel, 2 Td. Rug, 2 Td. Byg, mælken af I KO og føder og græsser 2 Fear og indretter os en Stue med Kakkelovn.

Thomas Jensen ægter Jens Nielsens Datter Kirsten før han som Fæster tiltræder Gaarden.

Jens Nielsen_holdes skadesløs for Brøstfæld.

Naar Ejeren Herr Kvistgaard vil overlade Thomas Jensen Gaarden For den Indfæstning han har bestemt sig til at give bliver denne Kontrakt ved Magt fra begge sider og sommaa overholdes af hver der senere kommer til Gaarden enten som Ejer eller Fæster.

Dateret den 7. December 1801. Jens Nielsen

 

Thomas Jensen fra Søndergaard i Holt i Tolstrup Sogn og Kirsten Jensdatter, Aasendrup, blev gift den 20. April 1802.

Der blev afholdt Syn over Gaarden den 2. April 1802, og dette udviste, at “Vaaningshuset i øst-Vest 11 Fag, 25 1/2 Alen, Lade Vest i Gaarden, Syd-Nord 18 Fag 43 1/4 Alen lang, 1 Hus i Syd 10 Fag, 33 Alen lang, indbygget i Ladens søndre Ende et Fæhus, Faaresti Vognhus, Huggehus, Høhus, m. m.

Besætning 8 Heste, 7 Køer, 4 Ungnød = 375 Rdlr.

Til Vaarsæd bruges 9 Td. Byg, 2 Td, Taarrug, 6 Id. Rugblanding, 10 Td. Havre. Der er saaet 4 Td. Rug.

Som Tærekorn til ny Høst behøves 10 Td. Rug, 10 Td. Byg.

Denne Besætning anses tilstrækkelig saavel til Gaardens Drift, der skatter af 4 Td. Har tkorn, samt Helgaardshovert paa Børglum Kloster.”

Thomas Jensen døde den 22. Oktober 1815 kun 34 Aar gammel.

Der blev afholdt Skifte efter han den 17. December 1815. Dette er indført i Børglum Kloster Skifteprotokol for) 1815 Fol. 502, og lyder som følger:

Skiftet blev afholdt den 17. December 1815 mellem Enken Kirsten Jensdatter og deres 5 Børn, som er: 1 Søn Jens Thomsen, 11 Aar, i Søn Niels, 10 Aar, I Datter Else, 6 Aar, I Datter Kirsten, 5 Aar, og i Datter Mette, 2 Aar.

Værge for Enken og Børnene blev Simon Pedersen af Lykkesholm.

Af Besætning var der 7 Heste, 6 Køer, 5 Ungnød, 12 Fear = 992 Rdir.

Enken meddelte, at hun var frugtsommelig, hvorfor skiftet blev udsat indtil videre.

Den 20. April 1816 var der atter skifte i Boet efter Thomas Jensen, og Enken Kirsten Jensdatter var da mødt med sin forlovede Peder Thomsen.

Boet blev delt saaledes, at der var 500 Rdlr. at dele mellem Børnene efter Moderens Ønske.

Pengene blev delt saaledes:

Sønnen Jens Thomsen 125 Rdir.

Sønnen Niels Thomsen 125 –

Datteren Else Thomsen 62 Rdir. 3 Mark.

Datteren Kirsten Thomsen 62 – 3 –

Datteren Mette Thomsen 62 – 3 –

Datteren Dor fikmthe, født den ll. Marts 1816, død den 19. Juni 1816_fik 62_-_ 3_

Ialt 500 Rdlr. O Mark,

 

Ungkarl Peder Thomsen fra Vraa Sogn og Enken Kirsten Jensdatter blev gift den 22. April 1816, og

Peder Thomsen fik Fæstebrev paa Gaarden og drev den i nogle Aar. Peder Thomsen og Kirsten Jensdatter havde 3 Børn, Dorthe, født 1817, Thomas Jensen Pedersen, født 1818, de døde begge som smaa, der var desuden Datteren Inger, født 1822 i Aasendrup.

Allerede 1819 afstod Peder Thomsen Gaarden og blev Husmand i Aasendrup. Om det har været de vanskelige Tider eller Sygdom, der saa tidligt slog ham ud, vides ikke.

Peder Thomsen døde den 19. December 1834, 54 Aar gammel som Husmand i Aasendrup.

Den Mand Peder Thomsen afstod Gaarden til 1819 var Selvejergaard mandSimon Pedersen af Lykkesholm i Fureby Sogn. Simon Pedersen er født 1772, og blev gift den 23. Juni 1815 med Inger Sørensdatter.

Simon Pedersens Fæstebrev paa Gaarden findes sammen med andre Fæstebreve fra Børglum Kloster paa Landsarkivet og lyder, som følger:

”Fæstebrev”. N. Fr. Hillerup, Ejer af Børglum og Vrejlev Clos ter, gør vitterlig at have s tædt og fæstet til Simon Pedersen af Lykkesholm den Gaard i Aasendrup som Peder Thomsen sidst beboede, og nu til ham godvillig har afskrevet hvilken Gaard, staaende for Hartkorn 3 Td. 6 Skp. han sin Livs tid maa nyde, bruge og i Fæs te beholde pad felgende Conditioner:

Fæsteren betaler og udreder til anordnede Forfaldstider alle kgl. Skatter og Contributioner i alle Dele som er eller i Fremtiden bliver paabud te.

Han svarer i Landgilde hvert Aars Mortensdag 3 Tdr. 1 Skp. Bug 2 Tdr. Hvid Havre med anordnede Maal,

Han forretter upaaklagelig i alle Maader hel Gaards part Hoverie til Børglum Closter efter udgangen Overenskomst.

Han vedligeholder og tilsvarer stedse Gaardens Bygninger, Besætning og Inventarium, samt Føde og Sædekorn efter foretagen Synsforretning. saa det til enhver Tid anses for uforringet Stand,

eller i anden Fald Fæstets Fortabelse.

Fæsteren er forbunden til at holde Bygninger og Besætning brandforsikret.

Han behandler Gaardens Ejendom, Ager, Eng, Kær, Overdrev og Tørvejord pad bedste Maade, saaledes som det ans taar en dygtig vindskibelig Bonde, og ikke lader noget bortkomme fra Gaarden, eller gør Fremlaan eller bortlejer noget, eller lader HØ, Foder og Gødning bortføre fra Gaarden,

I øvrigt retter Fæsteren sig efter Kgl. Lov og Anordninger viser Lydighed mod Herskabet alt under Fæstets Fortabelse.

I Indfæstning er betalt et stykke Jord paa Fureby Mark af Hartkorn 2 Fjdk. I Alb.

Børglum Closter, den 30. November 1819.

Hillerup.

Inden Simon Pedersen overtog Gaarden blev der afholdt Syns forretning, der giver et godt Ind tryk af hvordan Gaarden saa ud m. m.

Synsforretningen lyder som følger:

Vaaningshuset laa i øst-vest og bestod af 11 fag, 27 Alen lang med Udskud, paa søndre side udbygget en lille Kvist. Stolperne i Huset er Eg og anden Træværk Fyr, i nordre side er Muren Lervægge tillige med begge Ender, mens søndre side er Mursten, Straa tag. Indrettet fra øst: 3 Fag til Stors tue med loft og 3 Karm Vinduer, 1 Fag til Gang og et lille Kammer, 4 Fag til Dagligstue og 2 Kamre, Loft overalt, Lergulv, 3 Fag Vinduer med Blyruder, 3 Fag til Køkken og Bryggers, alt i maadelig Stand.

Lade vest i Gaarden vender i syd-nord, Gavl i nordre Ende, 9 Gulv 432 Alen lang, 123 Alen bred i søndre Ende, 14 Alen i nordre Ende, Udskud rundt, Stolper af Eg, Fyrre tømmer, Klinede Vægge, Straa tag, 8 Fag til Lo og Lade, 2 Fag til Stald i skikkelig Stand,

Sønder i Gaarden er Hus 10 Fag, 33 Alen lang, 63 Alen bred, ibygget Ladens søndre Ende, indrettet til Fæhus, Faaresti og Vognhus og Huggehus, Eg og Fyrre tømmer, klinede vægge og Straatag.

Vest i Gaarden et Hus 7 Fag, 23 Alen lang, 6 3/4 Alen bred fra best i Fag til Køkken og Frammers, Skors ten, 2 Fag til Stue. 2 smaa Kamre, Loft over 4 Fag, Vognskur Tørverum, Fyr tømmer, Straatag, klinede og dels murede Vægge, alt til Reparation for 88 Rdlr.

3 Mark.


Naar dette er sat i Orden er Gaarden i beboelig stand. Der medfølger 4 Bæster, 5 Køer, 5 Ungnød, 6 Faar, 2 Lam, Hartkornet er par 6 Skp., og der er i Efteraaret saaet 4 Id. Rug og tot bol bruges 10 Tdr. Byg, 10 Tår. Havre, 3 Idr. Blandsæd og t Foraarsrug, som alt er tilstede.”

Simon Pedersens Hustru Inger Sørensdatter døde 1829 og bare Anledning blev der afholdt Skifte. Dette er indført i Børglum clos ter skifte protokol Fol. 611. 1787-1831, og det lyder i Uddrag som følger:

”Skiftet blev afholdt i Gaarden den 29. Juli 1823. Simon_Pedersen oplyste, at de havde følgende Børn:

I Søn Jens Simonsen, 7 Aar, I Datter Marie 6 Aar, I Datter Kirsten 4 Aar, i Datter Karen Margrethe i Aar.

Formynder for Børnene var Morfaderen Jens Jensen, Aasendrup. Af Besætning var kun 5 Faar Boet tilhørende. Af andre Værdier opgaves en Eng i Galshug efter Skøde den 3. Juni 1805 = 300 Rdlr., 1 Parcel af Hartkorn 5 Skp. 2 Fjdk, 1 1/4 Alb. efter Skøde 21. Maj 1810 = 100 Rdir. , 1 Hus i Fureby bortsæste t = 60 Rdir. Efter Købekontrakt af 1. Januar 1816 og senere Forlig af 14. Juni 1821 har Dødsboet tilgode hos Anders Olesen i Vrensted for den af ham solg te Gaard Hartkorn 5 Idr. 1 Skp. 400 Rdlr. Sedler, omskrevet til 320 Rdir. ialt 873 Rdlr.

Besætningen fandtes i forsvarlig Stand og Manden vedbliver sin Fæste pligt saa Skiftet slutter med Syn over Besætningen og Bygninger som han i sin tid overtog efter Synsforretning.

Der var intet at dele, da Udgiften var større end Indtægten. Faderen ønskede dog at give hver af Børnene i Sengs Klæder og 1 ko og gøre Datterens Bryllup.”

Simon Pedersen blev gift anden Gang med Johanne Christensdatter. født 1788.

Simon Pedersen døde den 12. November 1830, 58 Aar gammel. Der findes inte t Skifte efter ham, der har sikkert heller ikke været noget at dele efter de haarde Kriseаar i 20erne.

Enken Johanne Christensdatter blev gift anden Gang den 12. Oktober 1831 med Ungkarl

Lars Larsen, som saa fik Fæstebrev paa Gaarden, men dette er ikke opbevaret


Lars Larsen er født i Thise 1808. I den ny matrikel af 1844 oplyses det, at Gaarden fik Matr. nr. 6 ganmel Hartkorn 6 Skp., nyt Hartkorn 4 Tdr. 6 Skp. 3 Fjdk. 1/2 Alb, svarer gammel Skat 25 Rdlr. 60 Sk.

Johanne Christensdatter døde den 19. September 1852, 64 Aar gammel, af Brystsyge. Efter hende findes intet Skifte.

Enkemanden Lars Larsen blev gift anden Gang den 17. juni 1853 med Pige Ane Poulsdatter, der paa det tidspunkt var 36 Aar gammel.

Christian Michael Rottbøll mageskiftede 1857 nogle af de Parceller Lars Larsen havde i Fæste, med en anden Parcel. Skødet lyder som følger:

“Mageskifte-Skøde. Underskrevne Christian Michael Rottbøll, Ejer af Børglum Kloster med underliggende, afhænder og mageskifteskjøder herved fra mig og mine arvinger til selvejergaardmand Peder Thøger Christensen af Aasendrup af den mig i bemeldte Aasendrup eller Oksentorp Bye, Wrensted sogn, under Matr. Nr. 6 tilhørende og af Lars Larsen i fæstehavende Gaard efternævnte 5 Parceller, som ved den af berørte Gaard afvigte Aar foretagne af nævnte Fæster indvilligede og ved Indenrigsministeriets Skrivelse af 22de November sidstleden approberede Udstykning ere ansatte til Hartkorn og Gammelskat saaledes: Parcellen Matr. Nr. 6b O Tdr. O Skp. OFjdk. 1 3/4 Alb. Hartkorn Gammelskat 9 Sk. Parcellen Matr. Nr. 600 – 1 – 2 – 0 – – Gammelskat 95 Sk. Parcellen Matr. Nr. 6d 0 – 0 – 3 – 1/4 – – Gammelskat 48 Sk. Porcellen Katr. nr. 6e 0 – 0 – 3 – 1/4 – . Gammelskat 49 Sk.

0 – Percellen Matr. Nr. 64 0 –

1 – 1 – Gammelskat 22 Skilling. Ialt

Ordr. 3 Skp. 2 Fjdk. 0 1/4 Alb. Hartkorn

Gammelskat: 2 Rd. 31 Sk. Mageskiftet skeer iøvrigt paa følgende Vilkaar:

1.

Fornævnte Parceller med ovenmeldte Hartkorn 3 Sk p. 2 pide b. og Gamme Iskat 2 Rdlr. 31 Sk. overdrages P. Th. Christensen med samme almindelige Rettigheder, Pligter og Byrder, jeg hidtil har ejet samme ifølge mit Auctions skøde af 1836.

2.

Den indløselige sjettedeel af hele Gaardens Bankheftelse er indfriet og er den der paa grundede Actieret saaledes Mageskiftet uvedkommende.

52

3. Peter Thøger Christensen som har tiltraadt de nævnte 5 Parceller udreder saaledes selvfølgelig alle deraf fra 1. Januar dette år gaaende Kongelige Skatter og offentlig Afgivter.

4. Alle af nærværende Mageskiftehandel i navnlige Maader flydende Udgivter bæres ene og alene af P. Th. Christensen.

5. Som Vederlag for titnævnte 5 Parceller har Peder Th. Chris tensen under Dags Dato meddeelt mig Mageskifteskjøde paa Parcellen Matr. Nr. 7e af hans i følge Skjøde af 18de December f. Aa. i bemeld te Aassendrup eller Oksentorp ejende Gaard Matr. Nr. 7, og vil saaledes begge Mageskifteskjøderne derfor være samtidig at tinglæse.

Med Hensyn til det Stemplede Papiir ansættes Værdien af det Mageskiftede til 400 Rdlr. Rigsmynt. Til Bekræftelse under min Haand og mit Segl.

København, den 10de Januar 1857.

Rottbøll.

Underskrevne Lars Larsen, Fæster af den i ovenmeldte Mageskifteskøde omhandlede Gaard Matr. Nr. 6 i Aassendrup tils taaer herved at have indrømmet at de beskrevne 5 Parceller af samme mageskiftes med den ligeledes foran beskrevne Parcel Matr. Nr. 7e, som forenes med forannævnte min i fæs tehavende Gaard imod at jeg derar svarer alle Byrder.

Aasendrup, den 13. Januar 1857.

Lars Larsen.

Det var dog ikke længe, Lars Larsen og Ane Poulsdatter levede sammen, idet Lars Larsen allerede døde den 29. December 1857. Skiftet efter ham, der er indført i Børglum Herreds Skifte protokol. lyder i Uddrag som følger:


»Skiftet blev afholdt den 10. Marts 1859 mellem Enken Ane Poulsdatter og deres eneste Søn Poul Christian Larsen, 5 Aar gammel.

Det oplystes, at Boet bestod af nogle Kreaturer af den iGaarden værende Besætning samt en Del Ind- og Udbo, der ialt ansattes til 600 Rdlr. Der var i Boet en Gæld paa 200 Rdir.

Saa der blev til Deling ialt 400 Rdlr, hvoraf Enken tilkom 200 Rdlr, og Resten 200 Rdlr. tildel tes Sønnen, hvis Arve part blev staaende i Gaardens BO med Pant i dennes Ejendele, indtil sønnen blev 18 Aar, uden Renter. Derefter blev Boet overdraget Enken, mod at hun tilsvarer Gælden.”

Den 11. April 1859 købte Enken Ane_Poulsdatter Gaarden til Selveje.

Købekontrakten og Skødet lyder som følger:

 

Købecontract. Underskrevne Godsejer Chr, Michael Rottbøll til Børglum Kloster sælger og afhænder herved fra mig og mine Arvinger til afdøde Gaardmand Lars Larsens Enke Ane Poulsdatter af Aassendrup i Vrensted sogn, den Gaard i bemeldte Aassendrup eller Oxentorp Bye som under Matr. No. 6 a er ansat til Hartkorn 4 Tdr. 3 Skp. 1 Fjdk, 1/4 Alb. Gammelskat 23 Rdlr. 29 SK. hun hidtil har besiddet i Fæste. den samme tilliggende Parcel i bemeldte Aassendrup Matr. No. 7e af Hartkorn 6 Skp. 1 Fjdk. 1/2 Alb. og Gammelskat 4 Rdlr. 29 Sk. ialt 5 Idr. 1 Skp. 2 Fjdk. 3/4 Alb. Hartkorn og 27 Rdir. 58 Sk. Gammelskat, pad følgende Vilkaar:

1.

Eiendommen mod tager Kjøberinden med Bygninger, Besætning og Inventarium m m. som samme forefindes idag uden videre Ansvarspligt for mig, og overdrages herved med de Rettigheder. Play Byrder jeg hidtil har ejet samme ifølge mit Auctions skigde og hvad Parcellen Matr. Nr. 7e angaar overensstemmende med mit Wageskifteskjøde der paa, tinglæst den 12. Februar 1857.

2. Den indløselige Sjettedeel af de nævnte Eiendommes Bank er i sin tid indfriede og er desaarsag den der paa grundede Actieret denne Handel aldeles uvedkommende.

3.

Kjøberinden tilsvarer alle Kongelige skatter, offentlige og communale Afgivter som hidtil og betaler førstnævnte for indeværende Aar paa Børglumklosters Godscontoir naar samme kræves, imodsat fald er hun Ud pantning derfor undergivet liig Godsets Fæstere.

Naar Eiendommen til 1. Januar 1860 eller senere er udmeldt til Afgang for Godset, betales selvfølgelig Skatterne paa Hjørring Amtstue.

4. For indeværende Aar præsterer og betaler Kjøberinden Hoveripengene 32 Rdlr. med Sexten Rdir. til omstundende 1.maj og Sexten Rdlr. til førstkomende 1. November, ligeledes under udpantningstvang.

5. Til førstkommende Mortensdag leverer hun efter Tilsigelse Landgilde med 3 Tdr. I skp. Byg, 2 Tdr. hvid Havre med anordnet Opmaal og paa befalet Maade.

Den akkorderede Kjøbesum 7000 Rdlr., skriver syv Tusinde Rigsdaler Rigsmynt afgøres saaledes: i December Termin indeværende Aar betaler Kjøberinden contant 2000 Rdlr., skriver To Tusinde Rigsdaler og forskaffer mig en første prioritet Panteobligation i den Gaard Winther i Løkken tilhørende og paaboende Eiendom tilligemed den bemeldte Winther idag afhændede Jordlod, for et Beløb af 180° Rdlr., som forbemeldte Termin forrentes med 4 % pro Anno

I Juni Termin 1860 betaler Kjøberinden atter contant 800 Rain. skriver Otte Hundrede Rigsdaler Rigsmynt med 1/2 Aars Rente og for sammes rigtige Betaling med underskriver Selveiergaardmand SogneJoged Niels Christian Christensen af Vesterhjermitslev som Selvskyldner, nærværende Kjøbekontract. For den da tilbageværende RestKjøbesum 2400 Rdir, skriver To Tusinde og fire Hundre, skriver To Tusinde og fire Hundrede Rigsdaler Rigsmynt udstæder Kjøberinden ved Skjødets Udstædelse lovformelig

Panteforskrivning til mig med første Prioritet i Gaarden ** værende Hoved parcel og Hartkorn, dens Bygninger, Besætning. Avl og Afgrøde, Ind- og Udbo, og forrenter selvfølgelig ovenmeldte

Rdlr. ligeledes fra 11. December Termin d. A. med 4 Procent aarlig.

Berørte udstædende Obligationer clausuleres iøvrigt som Forskrivning for Umyndiges Midler.


Alle af denne Handel lovlig flydende Udgivte bæres ene af Kjøber inden og derunder indbefatter 2 Procent af Kjøbesummen som betales i December Termin d. A. Saaledes at være indgaaet bekræftes denne Kontract med vore undskrivter idet Kjøberinden med lavværge og Selvskyldnercutionisten i alle Søgsmaalstilfælde underkaste sig den hurtige retsforfølgning Forordningen 25. Januar 1828 hjemler, idet det bemærkes, at Kjøberinden kun maa afhænde den i 5te Post omhandlede Jordlod fra Gaarden.

Børglumkloster, den 11. April 1859.

C. Rottbøll. Ane Poulsdatter (m.f. Pen)

Som Lavværge:

Niels Andersen.

Som Selvskyldnerkautionist Niels Chr. Christensen, Sognefoged.”

 

“Skøde”.

Christian Michael Rottbøll Eier af Børglumkloster med Underliggende giør vitterlig, at jeg herved sælger og bortskjøder fra mig og mine Arvinger til Ane Poulsdatter, Enke efter Gaardmand Lars Larsen Aassendrup overensstemmende med vedhæftede Kjøbekontrakt af 11. te April d. A. den Gaard i bemeldte Aassendrup eller Øxentorn Bye som hun hidtil har besiddet i Feste og som under Matr. No. 6 er ansat til Hartkorn 4 Tdr. 3 Skp. 1 Fjdk. 1/2 Alb. og Gamm

ur. 29 Sk. samt den samme tilliggende Parcel i bemozar ussendrup, som under Matr. No. 7e er ansat til Hartkorn 6s “Jak. 1/2 Alb. og Gammelskat 4 Rdlr. 29 Sk., paa følgende Vilkaar:

1.

Ejendommene sælges Kjøberinden med samme almindelige Rettigheder Pligter og Byrder jeg hidtil har eiet sammen,

nemlig gaarden ifølge mit Auctionsskjøde af 1836 og hvad Parcellen matr. nr. 7-e angaar overensstemmende med mit Mageskifteskjøde derpaa

tinglæst den 12. Februar 1857.


2.

De indløselige Sjettedel af de nævnte Eiendomme Bankhæftelse er i sin tid indfriet og er desårsag den der paa grundede Actieret, denne Handel aldeles uvedkommende.

3.

Skatter, Hoveri penge og Landgilde for indeværende Aar betales og leveres som hidtil naar Kjøberinden derom tilvarsles, Ligesom hun ogsaa udreder alle af denne Handel paaløbende Udgivter.

Og da Kjøberinden har berigtiget den accorderede Kjøbesum hjemler jeg hende de herved solgte Ejendomme paa lovlig Maade. Til Bekræftelse under min Haand og mit Segl.

Børglumkloster, den 24. April 1859.

Rottbøll.”

Enken Ane Poulsdatter er født 1817, og hun døde den 11. December 1890. Hun blev gift anden Gang den 29. April 1859 i Vrensted med Ungkarl Niels Andersen af Aasendrup.

 

Niels Andersen blev samtidig Ejer af Gaarden.

Hans Adkomst til Gaarden lyder saaledes:

“Aar 1859 (Ni og Halvtreds) den 29. (Ni og Tyvende) April ægteviedes efter foregaaende Tillysning i Vrens ted Kirke Ungkari Njels Andersen til Ane Poulsdatter, Enke eģter Lars Larsen i Aasendrup.

Saaledes overens temmende med Vrensted Kirkes Ministerialbog attesteres under Haand og Segl.

Vrensted Kirke, den 16. December 1859 Denne Vielsesattest bedes tinglæst som Adkomst for mig paa den min Hustru Ane Poulsdatter tilhørende Eiendom i Aassendrup Bu. Vrensted Sogn, nemlig: Aassendrup

otr. No. 6 a af Hartkorn 4 Tdr. 3 Skp. 1 Fjdk, 1/4 Alb. Gammelskat 23 Rd. 29 Sk. Letr. Nr. 7e af Hartkorn 0 Tdr. 6 Skp. 1 Fjdk. 1/2 Alb. Gammelskat 4 Rd. 29 Sk. Tilsammen Hartkorn

5 Tdr. 1 Skp. 2 Fjdk. 3/4 Alb. Gammel skat 27 Rdır. 58 Sk., hvor paa hun under 24. April sidst meddeelt skjøde af Herr Rottbøll Til Børglum. Kloster, hvilken skjøde tinglæses samtidig med denne min Adkomst.

Aasendrup, den 29. April 1859. Niels Andersen.

 

Niels Andersen lod straks Gaarden udstykke i en Mængde Parceller.

 

Senere købte Niels Andersen en Gaard af Peder Thøger

Christensen købekontrakten og Skødet lyder, som følger:

 

“Kjøbekontract” Jeg underskrevne Gaardejer og Sognefoged Peder Thøger Christensen af Aasendrup i Vrensted Sogn sælger hermed og afhænder fra mig og mine arvinger til Gårdmand

Niels Andersen sammes steds re mig og mine Arvinger til Gaardmand Niels Andersen den mig i forbemeldte Aasendrup ifølge Mageskifteskøde af

december 1856 tinglæst 15. Januar 1857 og 10. Januar 78 tinglæst 12. Februar samme Aar, tilhørende Gaard med Bygninger

og som efter Afgang af nogle frasolgte Parceller under Matr. No. 7a, 7h, 7i, 60 og 6e var

skyldsatte for Hartkorn 3 Idr. 3 Skp. nik. 2 1/4 Alb. og Gammelskat 18 Ralr. 66 Sk. tikilgende Buoningerne værende mus- og nagelfaste Apa tenentier samt a Marken henstaaende og i Hus bragte Avl og Afgrøde og den ? Ejendommen værende Gødning.

Salget skeer paa Vilkaar:

1.

Køberen overtager det solgte imorgen og fra samme tid henstår dette for hans Regning og Risiko i enhver Henseende, idet han i ulykkes tilfælde hæver Bygningernes Assurancesum.

2.

Alle af Ejendommen gaaende kongelige og communale Skatter og Afgifter be taler Sælgeren for første halvaar 1867 og tidligere Tid saavels om alle mulige Restancer fra tidligere tid, hvorimod Kjøberen betaler dette for andet halvaar 1867 og fremdeles tilligemed Tiender af indeværende Aars Opgørelse.

3.

Den accorderede Kjøbesum 8000 Rdlr., skriver Otte Tusinde Rigsdaler Rigsmønt, berigtiger Køberen skadesløst, saaledes, at han over tager, tilsvarer og fra December Termin dette Aar forrenter den det solg te paahvilende første Prioritets Pan tegjæld til Creditforeningen af jydske Lande iend omsbesiddere, stor 7500 Rdlr.. idag be tales 250 Rdlr. og resten 250 Rdlr. den 1. Marts 1868. imod at han samtidig meddeles Skøde paa det solgte, uden anden Forhæftelse end det formeld te 7500 Rdlr. til Kreditforeningen.

4.

Omkostningerne med denne kontracts og Skødets Udstædelse og to Læsning betales af hver af Kontrahenterne med det halve.

Jeg underskrevne Gaardmand Niels Andersen af Aasendrup er. hjender herved at have indgaaet forans taaende Kjøbekontrakts Jeg i alle Punkter for pligter mig at opfylde, idet jeg, hvilket

saa gjalder Sælgeren, i Søgsmaals tilfælde underkas term kurtiae Petofan falanina. som Frdg. af 25. Januar 1828 hiem

Skrevet i Hjørring den 26. August 1867.

Som Sælger

Som Kjøber Niels Andersen

Peder Thøger Christensen

Til Vitterlighed: Albert Sparck – Lars Larsen.

 

“Skjøde”

I Henhold til Omstaaende og da Kjøberen har berigtiget købesummen samt for iøvrigt opfyldt sine forpligtelser efter denne contract, saa skjøder og overdrager jeg underskrevne Peder Thøge Christensen hermed fra mig og Arvinger til Gaardmand Niels Andersen i Aasendrup, min ovenbetegnede Gaard samme steds, skyldsat saaledes Matr.nr. 7a Hoved parcel

med Andel i Matr.

Nr. 27, 2 Tdr.7 Skp. 3 Fjdk. I 3/4 Alb. 16 Rd. 31 Sk. Matr.

Nr. 7h……. 0 » » 3 ” 2 1/2 » 0” 62 » » »

Nr. 7i……. 0 » 1 » 0 » 01/2 » 0 68 »

Nr. 6d…….O » o 3 » 01/4 = 0 ~ 48 » »

Nr. 6e…….O » O 3 » 01/4 » o» 49 »

Tilsammen 3 Tdr.3 Skp. i Fjdk. 2 1/4 Alb. 18 Rd. 66 Sk. med Bygninger og rette Tilliggende, saaledes som samme af ham besiddes, navnlig imod at han som i kontrakten anført overtager Pan tegjælden 7500 Rdlr. samt i Fremtiden udreder alle af Ejendommen gaaende Skatter og Afgifter og skal Ejendommen tilhøre Kjøberen med de samme almindelige Rettigheder og Byrder, hvormed den hidtil har været ejet. Bankhæftelsen 1/6 Deel er indfriet, men Aktieretten for samme Kjøberen uvedkommende.

Til Bekræftelse med min Underskrift, vidnes fast.

Udstedt i Hjørring d. 16. Marts 1868.

Peder Thøger Christensen.

Til Titterlighed:

Hau S. Sørensen.

 

Niels Andersen syntes dog ikke at have Jord nok i det forannævnte, idet han ogsaa købte Matr. Nr. 7d, af Har tkorn 4 Tdr.

af Chresten Andersens Enke, og Matr. Nr.

3a af Hartkorn 5 Tdr. 7 Skp. 2 Fjdk. 2 1/4 Alb. Hvornaar 400 er foregaaet vides ikke, da Skøde og Panteprotokollen for Børglum Herred ikke haves efter 1869 paa Arkivet.

Niels Andersen fik d. 21. Juli 1880 kongelig Bevilling til at lægge begge sine Jorder sammen og drive dem under samlet Brug

I 1883 var der Taksation af Gaarden til Brandforsikringen


som lyder i Uddrag, som følger:

 

a) Stuehus i øst og Vest af Grundmur med Straatag uforandret for …. 2210 Kr.

b) Laden i Nord af Grundmur med Straa tag efter ældre Indtegning ………… 1000Kr.

Kostald i østaf Grundmur med Straatag ligeledes 800 KR

d) Kvist paa a. i Syd af Grundmur med Straa tag ligeledes 700 Kr.

e) Tilbygning til a af Grundmur med Straatag ligeledes

528 kr.

» f. Laden under Arbejde i Nord af Grundmur med Straa tag 6.290 kr.

g) Tilbygning til f under Arbejde af Grundmur med Straa tag …….

Ialt 16178 Kr.

 

Niels Andersen og Ane Poulsdatter havde en Datter Else Marie Andersen, født d. 7. September 1860. Hun blev gift d. 1. April 1887 med Ungkarl Jens Eriksen fra Vester Hjermitslev, født 1860. Niels Andersen døde 1897 og

Svigersønnen Jens Eriksen blev Ejer af Gaarden.

 

Jens Eriksens Adkomst til Gaarden findes i Børglum Herreds Dødsanmeldelsesprotokol og lyder i Uddrag, som følger:

 

“Aar 1897, 4. Marts, anmeldtes det, at Gaardejer Niels Andersen af Aasendrup under i samme Maaned var afgaaet ved Døden.

Berigtigelsen til Protokollen er saalydende:

Boet er overtaget af Jens Eriksen som gift med og i sædvanligt Formue fællesskab med den Afdødes Datter, Else Marie Andersen, som eneste og myndige Arving uden at det har været taget under offentlig Skifte behandling.”

Vilh, Flensborg.

 

Nærværende Udskrift bedes tinglæst som Adkomst, for den i ommeldte Jens Eriksen, paa følgende Ejendom i Børglum Herred Hjørring Amt, Vrensted Sogn af Ejerlaug.

Aasendrup.

Matr. nr. 6a, 7e, 7a, 6g, 6d,6e,7h,7i,24 med Bygninger og Tilbehør- alt som det af Niels Andersen er erhvervet ved Adkoms læste 12. Januar 1860 og 19. Marts 1869, hvorved dog bemærkes, at han ikke har haft tinglæst Adkomst Paa Matr. 24, men besiddet den ukæret i mere end Hævds tid.

Endvidere bedes Udskriften læst som Adkomst for Jens Eriksen paa den afdøde Niels Andersen efter Adkomst af 15. Juni 1874, læst 25. S.M. tilkommende Brugsret med Ret til Skøde paa et Tørveskifte underhørende Matr. Nr. 6b af Skjøttrup i Børglum Sogn, for 50 Aar fra 1. Maj 1874 at regne,

Hæftelserne paa Selvejendommene ere:

  1. Første Priori te ts Pante obligation til Kredi tforeningen af jydske Landejendomsbesiddere for oprindelig 15.000 Kr.
  2. Brugskontrakt til Kristian Kristensen paa Kjærlod af Matr. nr.

6a og 7e for 50 Aar med Skøderet, dateret 1. September 1872,

læst 26- Marts 1874.

3) – Brugskontrakt til Ole Kr. Sørensen paa Jord af samme Ejendom

i 50 Aar fra Maj 1874 med Skøderet, dateret 13. læst 18. Juni

1874.

  1. Pante obligation til Ole Kr. Sørensen for 5.000 Kr.
  2. Fæstebrev til Kr. Kristensen paa Hus og Have underhørende Matr. nr. 24 for hans og Hustrus Livstid, dateret 1. læst 6. Juni 1889

Brugsretten til jord af Matr. Nr. 6b Skjøttrup præjudiceres ager af en tørveskærsret og en Brugsret paa Aaremaal, hvilke Hæftelser dog ikke angå den i sin tid til Niels Andersen stiftede Ret, men dette er ikke til Pantebogen oplyst.

Af Hensyn til Gebyrberegningen ved tinglæsning anføres. At de sidste Erhvervssummer andrager 30.000 Kr.

Hjørring den 18. April 1897.

For Jens Eriksen.”

 

Jens Eriksen købte 1919 en Parcel af Gaardejer Chr. Christensen

 

Skødet er dateret d. 31. December 1919 og lyder, som følger:

“Skøde”.

Underskrevne Gaardejer Chr. Christensen, Vestergaard, Aasendrup skøder og endelig overdrager herved til Gaardejer Jens Eriksen, Kræmmergaard, i Asendrup, den mig i følge tinglæst Adkomst jfr. Landbrugsministeries Udstykningsskrivelse af 23. ds., tilhørende Parcel i 4 Aasendrup, Vrensted Sogn, skyldsat under:

Matr. Ir. 3a for Hartkorn 3 Tdr. I Skp. 2 Fjdk. I Alb., Hvilken Parcel hjemles Køberen med de samme Rettigheder og Byrder, hvormed jeg har ejet den, i hvilken Henseende bemærkes, at parcellen udgør en samlet Ejendom i Forening med Køberens Ejendom Matr. Nr. 6a, 7a og 7e sammesteds og Hoved parcel K1.II af 3 sammenlagte Gaarde.

Overtagelsen sker straks og Køberen maa fremtidig bruge Parcellen som han vil.

Køberen udreder fremtidige Skatter og Afgifter af Parcellen anpartsvis efter Hartkorn og Værdi.

Købesummen 30.000 Kr., skriver Tredive Tusinde Kroner, hvortil Parcellens Værdi paa Tro og Love ansættes, er berigtiget.

Omkostningerne ved Skødet deles. Til Bekræftelse med vore Underskrifter viune fast.

Hjørring d. 31. December 1919. Som Køber:

Som selger i fl. Fuldmagt: Jens Eriksen

(Ulæseligt Navn)

Til vitterlighed:

  1. Sørensen. K. Lavridsen

 

Jens Eriksen fik d. 23. December 1979 kongelig Bevilling to at lægge Matr. Nr. 3a til sine øvrige Parceller, saaledes at den nu bestaar af Matr. 3a, 6a, 7a og 7e.

 

Som det ses i ovennævnte Skøde er Gaarden nu blevet kaldt ”Kræmmergaard”.

1924 blev gaarden ove taget af Sønnen Andreas Eriksen

der fik Arveudlægsskøde paa den.

Skødet lyder, som følger.

“Arveudlægsskøde”.

Underskrevne, der som eneste myndige Arvinger har ovetaget


til Privat skifte Boet efter Gårdejer :

Drug te Boet efter Geardejer Jens Eriksen af Kræmmesgaard i Vrensted og tidligere afdøde Ægtefælle Else Marie f. Andersen, nemlig: Afdødes Livsarvinger:

Landmand Andreas Eriksen af Kræmmergaard, Maren Drivsholm f. Eriksen, g.m. Gaardejer Thomas Drivsholm, Vrensted

og Landmand Niels Anders Eriksen, Vrensted erkender herved at have udlagt, ligesom vi herved ligesom vi udlægger i arv til medundertegnede Landmand Andreas Eriksen den fornævnte Bo tilhørende Ejendom af Aasendrup Ejerlaug i Vrensted sogn, bemlig Matr. Nr. 3a,6d,6e, 7h, 7i, 6a, 7a, 7e, 6g,

samt 1. Brugsret for opr. 300 Aar til en Tørvelod af Matr. 1a Lyngby torp, Lyngby Sogn, iflg. Kontrckt af 29/6 1344

tinglæst 4/7 1844 hvortil Adkomsten er mangelfuld, og 2. Brugsret til et Tørveskifte af matr. Nr. 17 Skøttrup i

Børglum Sogn i 49 Aar fra 1. Maj 1896 tinglæst 14/1 1997. 7 ALT+ for en Sum af 125.000 kr., hvilken sum er berigtiget paa fØlgende Maade:

1. Ved kontant Betaling af 20.000 Kr.

2. Ved at Køberen i den ham i fornævnte Bo tilkommende arv har likvideret 25.000 Kr.

  1. ved at Køberen har udstedt Obliga tion til sine Nedarvinger for i alt 80.000 »

Ialt 125.000 Kr.

I overdragelsen er indbefattet Ejendommens paastaaende Bygninger og sømfast Tilbehør, Avl, Afgrøde, Gødning, Besætning, Avls- og Mejeribruget hørende Inventarium, kort sagt alt Udbo.

Køberen betaler Skatter og Afgifter af det Solgte fra og med 1s te April d.å.

Da Andreas Eriksen,

som ovenanført har berigtiget Overdragelsessummen skal den ovennævnte Ejendom med det nævnte Tilbehør, fra nu af tilhøre ham som hans lovlige Ejendom i den Stand hvori det nu befindes, og med de Rettigheder, Byrder og Forpligtelser, hvormed den har tilhørt boet.

På tro og Love attesteres, at Værdien af den solgte faste ejendom

ikke overstiger 93.700 Kr.. og Resten af Købesummen er Vederlag for det medfulgte Løsøre. Det bemærkes, at Matr. Nr. 3a udgør en Hoved parcel Kl II sammen med 6a, 7a og 7e af Aasendrup, ved Bevilling af 23/12 1919 er der tilladt at sammenlægge Matr. 3a,6a, 7a og 7e.

Hjørring d. 12. Marts 1924.

Maren Drivsholm, Andreas Eriksen

Thomas Drivsholm

Niels Anders Eriksen.

 

1932 købte Andreas Eriksen en Parcel af Gaardejer Jens Severin Nielsen af Aasendrup. Skødet, der er dateret d. 16. Februar, lyder som følger:

“Skøde.

Underskrevne Gaardejer Jens Severin Nielsen af Aasendrup sælger, skøder og som fuldkommen Ejend om overdrager herved til Gaardejer Andreas Eriksen af Kræmmergaard der mig tilhørende Parcel:

Matr. Nr. 2r Aasendrup By, Vrensted Sogn, Hartk. 1 Fdk. I 1/4 Alb. som køberen har overtaget, og som jeg hjemler ham med de samme Rettigheder og Byrder, hvormed Parcellen har tilhørt Sælgeren, idet Køberen kender og respekterer, at Parcellen er under Pant sammen med anden Ejendom for forskellige Pantsætninger. Værdien af Parcellen ansættes paa Tro og Love til 300 kr..

tre Hundrede Kroner, der er berigtiget af Køberen ved anden Ejendoms Overdragelse.

Omkostningerne ved Skødet betales af Køberen alene.

Bekræftes med Underskrifter vidnes fast.

F.T.Løkken, den 16. Februar 1932.

Jens Severin Nielsen, Andr. Eriksen

Til Vitterlighed om Underskrifternes Æg thed, Dateringens Rigtighed og om Underskrivernes Myndighed:

Chr. Westergaard H. Engebjerg

Sparekassedirektør Sparekasseassistent

 

Andreas Eriksen, gav 1952 følgende Oplysninger Om

”Kræmmergaard”

 

Gaardens Størrelse:

115 Tdr. Land Ager, 23 Tdr. Land Eng 40 Tdr. Land Kær.

 

Gaardens Hartkorn: 10 Tdr. 2 Skp. 2 Fjdk. 1/2 Alb.

Bygningernes Brand forsikringssum: Kr. 245.800

Ejendomsskyld: – 140.000

Jordværdi: 89.400

Resume over ejere af “Kræmmergaard”:
Alle nedenstående var fæstere under Børglum Kloster

1857 Ane Poulsdatter , 1831 LarsLarsen, 1819 Simon Pedersen, 1816 Peder Thomsen, 1802 Thomas Jensen, 1782 Jens Nielsen, 1758 Jens Andersen, 1725 Anders Nielsen, 1688 Jens Andersen

 

I 1859 køber Niels Andersen gården fri fra Børglum Kloster og                fra da af er gården nu selveje

 

I 1897 blev gården overtaget af  Jens Eriksen

 

I 1924 blev gården overtaget af en søn Andreas Eriksen

 

I 1966 blev gården overtaget af Svigersønnen Poul_Sørensen

 

I 2001 blev gården overtaget af Poul Justesen og er nu ude af slægtens eje

 

I 2019 blev ”Kræmmergaard” overtaget af

Kristian Justesen, Mellegaard, A C Andersensvej 16, Vrensted

 

 

 

 

 

Kort over Åsendrup, anført med nogle af de største gårde i det område af Vrensted sogn
“Kræmmergaard” i 11950 erne
Luftfoto af Kræmmergaard” i 2017
Et forældreløst kid passes af de tre små piger på Kræmmergaard
1 pr. for hingst på Bellahøj i 1938 en tung sølvmedalje
bagsiden af førviste medalje

Man gik op i heste af racen Jydsk på Kræmmergaard i Anna og Andreas Eriksens tid

 

 

 

Gården “Nørregaard” i Åsendrup – historien

Jens Thomsen f. 1796 d. 1883 (kaldet Jens Nørgaard) og Ane Christensdatter f. 1797 d. 1875

“Nørregaard”, Åsendrupvej 41, Åsendrup, Vrensted, 9480 Løkken,  har tidligere været en af de større gårde i Vrensted sogn i 1806 på ca. 156 tdr. land. Den har i tidernes morgen hørt under Børglum Kloster, men i 1856 solgte godsejer C.M. Rottbøll gården til Jens Thomsen, som fik tilnavnet Nørgaard. Han stammede fra Kettrup i Ingstrup Sogn.

Han havde haft forskellige pladser bl.a. i Vrensted sogn. Han er antagelig kommet til Nørregaard i 1823, hvor han overtog fæstet af Nørregaard. Hans hustru  Ane Christensdatter, som var født på Toftegaard i Vrensted, og som han var blevet gift med i 1825, havde tidligere været husholder på “Nørregaard”.

“Nørregaard”, der i 1806 ved udskiftningen af landsbyfælleskabet var blevet flyttet nord for Åsendrup by, havde da et jordtilliggende på ikke under mindre end 156 tdr. land. Jordens bonitet var imidlertid meget dårlig på grund af sandflugten.

Åsendrup gårdens placering ved navne

 

 

 

 

I 1856 ophørte Jens Thomsen med at være fæster, idet han nu fik skøde på “Nørregaard” som nævnt tidligere. Købesummen var 6.000 Rdr. sølv, som han fik skaffet til veje bl.a. ved at overtage indestående pantegæld, samt udstede en panteobligation for et lån på 1.300 Rdr. Derudover må han selv have haft en del opsparede penge.

Familien fik seks børn, 3 drenge og tre piger. Niels, Thomas og Anders og Ane Kristine, Maren og Else Marie.
Gården kom efterhånden i god drift og Jens Thomsen havde ansat en tjenestekarl og sammen med de efterhånden seks voksne børn bistod de ham i arbejdet på gården.
I 1869 kort før han blev 73 år afstod Jens Thomsen gården til den yngste søn Anders og han og hustruen gik på aftægt og fik bolig i den vestre ende af stuehuset på Nørregaard.

Nørregaard set fra luften foto 2018

Der fortælles at Jens Thomsens hustru, Ane Christensdatter, har gået i skole hos den tyskfødte lærer Martin Dietz, der var sognedegn i Vrensted fra 1808 til 1818. Han kom til at afsone tugthusstraf for “vinkelskriveri” og dokumentfalsk med mere og førtes ved anholdelsen 1818 til varetægt i arresten i Sæby. (Historien om Martin Dietz kan læses i “www.Vrensted-Historier.dk”.
Der fortælles om Jens Nørgaard som han efterhånden blev kaldt, “at når storken om foråret vendte tilbage til reden på ladebygningens tag, iførte Jens Nørgaard sig frakke og rød hue, sammenkaldte børn og tyende og bragte fra gårdspladsen en højtidelig velkomsthilsen til storken, og – det var det vigtigste ved historien – storken gengældte med høj knebren husbonds hilsen, hver gang han løftede den røde hue”.

Som nævnt overtog sønnen Anders Jensen Nørgaard i 1869 “Nørregaard”. I 1870 var han ugift og havde en husholderske – formentlig hans søster. På gården var der 4 tjenestefolk.. I Vendsyssel Tidende kunne man  i marts 1875 læse – Gårdejer Anders Jensen Nørgaard har til gårdejer Chr. Christensen, Rykind i Vrensted solgt den sydligste af de ham tilhørende tvende gårde i Aasendrup for  18.000 kr. , hartkorn 4 tdr. 7 1/2 skp… Anders må altså have ejet store landbrugsområder.

Anders fratrådte i 1895 stillingen som sognefoged i Vrensted efter at have haft hvervet i 12 år..

Han drev “Nørregaard” indtil 1896, da han afhændede den til en Anton Eriksen. hvorefter han tog ophold i et hus i Løkken

Gårdejer Anton Eriksen  skødede i 1921 gården til Jens Bach Eriksen som ejede gården til i 1970erne.

Kristine og Jens Bach Eriksen

Jens Bach Eriksens eneste barn, Anton Eriksen, der havde en gård i Serritslev overtog hjemmet kortvarigt, men grundet sygdom, solgte han “Nørregaard” den 01.10.1979 til en fætter fra Ingstrup, gårdejer og tidligere Borgmester i Pandrup Kommune Lars Dam Jensen.  Hans datter Birgitte Dam Lykkegaard overtog i 1986 “Nørregaard”,  nu med ca. 10,2 ha tilbage.
Den store del af jorden er tidligere solgt til en naboejendom.

Anton Eriksens gravsted på Vrensted Kirkegaard, søn fra Kræmmergaard i Aasendrup
Jens Bach Eriksen og hustru Kristine Bach Eriksen, Nørregaard i Aasendrup – gravsted på Vrensted Kirkegaard

 

Materialet til fortællingen er fra en slægtsbog.

januar 2020, jens otto madsen

Bevaring af historien – slægtsminder

Bevaring af historien – slægtsminder

En tidligere politiker har engang sagt: “Det er en ringe slægt, der ikke har slægtsminder, og det er en ringe slægt, der ikke efterlader sig sådanne. Men den mand og den slægt er endnu ringere, som ikke vil værne om sine minder, så de kan gå videre til børn og børnebørn, slægt efter slægt”.

Hvis den nuværende slægt viser viljen til at ville værne om sine minder, vil det være til uvurderlig glæde for kommende generationer.

Under denne synsvinkel bør man først og fremmest vurdere, selv om det selvfølgelig også gerne skulle være til glæde for den nulevende slægt. “Hvad glæde har jeg egentlig af at huske på, at vor tid med alle dens nok så tekniske fremskridt bygger på fortiden, og at alt – også en selv – er et produkt af denne fortid. Rigsarkivar Johan Hvidtfeld har engang sagt: “Vil mennesket forstå sig selv og prøve at få rede på forudsætningerne for de mange forskellige, ofte modstridende evner og tilbøjeligheder, som findes hos den enkelte, må han søge tilbage i slægtens fortid for at finde forklaringen. – Det slægtshistoriske arbejde er derfor ikke bare et samleri, der kun egner sig for folk med god tid. – Det er i virkeligheden et udslag af menneskets trang til at prøve at finde ud af hvad der er gået forud for ens egen tid.

Slægtsfortællinger og oplysninger er en samling minder om ens forfædre, og minder fra egen tid, som kan hjælpe en til at finde et ståsted.


Hartkorn – Landgilde – en beregnings metode for bøndernes afgifter til Godserne

Hartkorn – landgilde.

Hartkorn var oprindelig fællesbetegnelsen for de afgifter, bønderne ydede i naturalier – landgilde – til godserne. De forskellige afgifter, var i godsernes jordebøger angivet i forhold til i td. rug eller byg, der var “hårdt” korn i modsætning til havre, “blødt korn”.

Forholdene på de forskellige godser var afvigende, men normen for den almindelige beregning var følgende:

1 td. rug eller byg ………………………1 td. hartkorn

1″ gryn eller hvedemel ………………. 2 td.      ”

1″ hvede eller ærter ………………….1 1/2 td.  “

1” havre …………………………………..1/2 td.     ”

1″ humle. …………………………………1/2 td.     ”

4 læs enghø …………………………….1 skp.      ”

12 gæs ……………………………………..1 td.      ”

Efter enevældens indførelse 1660 indkaldtes jordebøgerne, og på grundlag heraf udarbejdedes en fælles jordebog for alle landets ejendomme, den såkaldte matrikel af 1664, hvori ejendommene skyldsattes i hartkorn.

Denne skyldsætning viste sig snart at være uretfærdig, idet ligningen på godserne som nævnt havde været noget forskellig, og man påbegyndte derfor i 1681 udarbejdelsen af en matrikel baseret paa jordens ydeevne – boniteten – der sattes i forhold til arealet og således angav det hartkorn, der skulle svares.

Ved boniteringen sattes agerjorden i klasse efter godhed; enge, overdrev og skove takseredes efter udbytte, de kunne frembringe, f.eks. antal hølæs, græsning, svins-olden m.m. Ogsaa mølleriet og enkelte andre erhverv blev inddraget heri og vurderedes efter indtægt, men enhedsbetegnelsen var stadig hartkorn. Trods mangelfuld opmåling og kortlægning var denne hartkornsskyldsætning i begyndelsen god og retfærdig, men da den i halvandet hundrede år blev benyttet som basis for grundskatten på landet, blev den paa grund af jordernes forbedring m.m. efterhånden mere og mere uretfærdig, hvorfor man i årene 1806-1822 udarbejdede Danmarks sidste matrikel, der dog først kom til at gælde fra 1844. Boniteringen var denne gang langt mere omhyggelig, og al agerjorden sattes i takst fra 1 til 24. Af de bedste jorder beskattedes 6 1/6 td. land (á 14.000 kvadratalen) til at yde i td. hartkorn. Paa Lolland og Falster gik der 9 4/5 tdr. land og i Ringkøbing amt 45 tdr. land til i td. hartkorn. Gennemsnittet for hele landet var 18 tdr. land pr. td. hartkorn.

Vurderingen tog ikke hensyn til beliggenheden, hvilket i forbindelse med den tekniske udvikling medførte, at de dårlige jorders værdi ved opdyrkning, transportanlæg m.v. steg stærkt, uden at dette medførte takstændring og følgelig heller ikke skatteforøgelse. Hartkornsskatten blev derfor utidssvarende, hvorfor man i 1903 vedtog loven om ejendomsskyld, hvilket betød en fuldstændig ophævelse af hartkornet som grundlag for skatter til stat og kommune.

 

 

Skole og de største gårde i Åsendrup

Gennem en menneskealder har der været skole i Åsendrup i Vrensted sogn (se billede nedenfor). Desuden var der Østre Skole og Vrensted Byskole til at betjene sognets skolebørn.
Åsendrup Skole blev nedlagt den 1. april 1954 og børnene blev overført til Vrensted Byskole.


Fra området Åsendrup (luftfoto) omtalte ejendomme ligger på højre side af den grønne vej til Løkken og aller nederst til højre skimtes Åsendrup Skole.


Mellem Vrensted og Løkken var der en del ejendomme, her vil jeg nævne nogle af de største, som for de flestes vedkommende, i sin tid har hørt under Børglum Kloster. Flere ejendomme kunne have være omtalt, men nogle ejendomme, herunder de fire, som ved navne kunne have tilknytning til for eks. træet/blomsten/buske, vil jeg omtale.
Det drejer sig om gårdene, som ligger i en lige linie fra syd til nord i det nordlige Åsendrup nord for Søndergaard, Roden, Toppen, Grenegaarden og Blomstergaarden. Sidst omtales Kræmmergaard, Nørgaard og Bagterp.

 

Gården “Roden”

Roden, Matr. Nr. 9. Gaarden Roden, der er delvis udstykket og udflyttet fra den ene af Søndergaarde i Aasendrup efter Udskiftningen 1804, har vist Navn efter en Slægt Rod, der i mange Aar boede i den ene af Søndergaardene. Matr. Nr. 2.)

Den stod 1662 for Hk. 13-0-0-0) og tilhørte Arvingerne efter Fru Sofie Brahe til Birkelse, død 1659, Enke efter Jørgen Lunge til Odden, død 1619. Gaarden beboedes 1660 og 1670 af Poul Larsen og Jep Sørensen og tilhørte sidstnævnte Aar Gregers Høer til Vang, men 1680 tilhørte den Ove Jespersen Haugaard

PEDERSEN, VERNER HYLDGAARD, Gaardejer,

Roden Aasendrup. Vrensted, er født i Sognet 25. 12. 1917. Forældre: Jens Hyldgaard Pedersen og Hustru Birgitte Larsen. Verner Hyldgaard er gift med Kirstine f. Jensen i Vrensted 1. 5. 1915, Forældre: Chr. Jensen og Hustu Anna Marie. I ægteskabet er 2 Børn: Kirsten 10. 11. 1944 og Aase 24. 3. 1952. Verner Hyldgaard købte i 1944 Gaarden Matr. Nr. 9a af Mads Rom, der havde ejet den mange Aar og var født her. Arealet er 28 Tdr. Land og normal Besætning 10 Køer plus lign. Antal Ungkreaturer, 3 Søer. ca. 30 Svin og 2 Heste. Kostalden er opført 1951, Laden 1946, mens Stuehuset er ca. 200 Aar gammelt men siden moderniseret. Ejds. 23.000 Kr., ny 35,000 Kr. Roden er en af de ældste Gaarde i Sognet og havde tidligere et Areal paa 100 Tdr. Land og har muligvis varet Fæste under Børglumkloster.

De tre gårde nedenfor, har i dag samme ejer

nederst “Toppen”,

i midten “Grenegaarden”

der er siden kommet to børn mere til

øverst og nordligst “Blomstergaarden”

Poul Christoffersen Blomstergården og Grenegården er begge gamle arvefæstegårde hørende under Børglum Kloster. Min oldefar Lars Chr. Larsen overtog Blomstergården i 1890 efter sin far Lars Christensen og Lars Chr. Larsen købte gården fri. Han var en driftig mand, som i 1894 også købte hovedparcellen til Grenegården. Indtil 1916 ejede han begge gården og i en årrække omkring århundredeskiftet sad han også i sognerådet for Vrensted-Thise, herunder mindst en periode som sognerådsformand. Lars Chr. Larsen solgte begge gårde i 1916, herunder Blomstergården til sønnen Lars Larsen. Sønnen afhændede gården i 1922.

Desuden omtales de to største gårde nærmest skellet til Løkken/Furreby og Børglum sogne,

“Kræmmergaard”

 

og “Nørgaard”

Opført i 1848

 

samt gården

“Bagterp” sydligst og nærmest Vringelby

 

beliggende lige syd for Søndergaard og lige nord for Vringelby ligger desuden “Åsendrup Skole” der ligger sydligst og lige nord for Vringelby

“Søndergaard”

Søndergaard har måske i ældre tid været forenet med en anden Søndergaard. Den har efter hvad der fortælles været den fornemste af Åsendrup gårdene.
I 1800 tallet blev den delt i 2 gårde, af hvilke den anden fik navnet Roden.

Søndergaard. Matr. Nr. 2, Hk. Fra denne er Roden delvis frastykket, og Resten af den udflyttede Gaard hedder nu Toppen (Hk. 2-3-0-2%). 1803 solgtes Gaarden af Justitsraad Erik Wilsbeek til Sejlstrup til Poul Jensen, 

BRUSGAARD, GUNNAR, Søndergaard,Løkken, er født 1 Vrensted 8. 2. 1922. Forældre: Peder Brusgaard og Hustru Maren Møller, Gunnar Brusgaard er gift med Visse L. Jensen i Ugilt 22. 3. 1921. Forældre: Valdemar Jensen og Hustru Marie f. Ugilt. I Ægteskabet er 3 Børn: Inger 7. 5. 1950, Birthe 1. 11. 1952 og Edel 25. 9. 1956. Gunnar Brusgaard køble 1. 11. 1949 Matr. Nr. la af Holger Clausen, der havde ejet den 5 Aar og overtaget den efter Enkefru Birgitte Hyldgaard Pedersen, som boede her i 27 Aar. Arealet er 103 Tdr. Land og normal Besætning er 25 Køer, ca. 45 Ungkreaturer, 21 Søer, ca. 100-125 Smaagrise, 2 Heste samt Traktor. Bygningerne er opført 1942 efter Brand, Stuehuset dog 1907. Ejdsk. 50,000 Kr., ny 78.000 Kr. Gaardens Areal var tidligere dobbelt saa stort, men der er frasolgt flere Gange. Før Overtagelsen her ejede Brusgaard i 10 Mdr. en Ejendom med 40 Tdr. Land i Sdr. Harritslev, denne ejes nu af Jens Richter.“Roden”Roden, Matr. Nr. 9. Gaarden Roden, der er delvis udstykket og udflyttet fra den ene af Sndergaarde i Aasendrup efter Udskiftningen 1804, har vist Navn efter en Slægt Rod, der i mange Aar boede i den ene af Søndergaardene. Matr. Nr. 2.)Den stod 1662 for Hk. 13-0-0-0) og tilhørte Arvingerne efter Fru Sofie Brahe til Birkelse, død 1659, Enke efter Jørgen Lunge til Odden, død 1619. Gaarden beboedes 1660 og 1670 af Poul Larsen og Jep Sørensen og tilhørte sidstnævnte Aar Gregers Høer til Vang, men 1680 tilhørte den Ove Jespersen Haugaard

 

“Toppen”

I Åsendrup er ejendommene flere steder solgt og lagt sammen. Her i 2017 ejes Toppen, Grenegaarden og Blomstergaarden ca 190 ha, af samme ejer, Henrik Overby Christensen, med stor svineproduktion.
De andre omtalte ejendomme har forskellige ejere, nogle har fået frasolgt jord.
Ejeren af Søndergaard og Nørgaard og Kræmmergaard, Kristian Justesen, driver ejendommene med planteavl, sammen med sine andre ejendomme.

Kongsengene 186, Vrensted

Ejere

1904. Ingvard og Ane Kristine Sørensen

1957   Niels Sørensen (søn)

1989 Lilly og Anker Nielsen

1992 Anni og Bo Hyldgaard Andersen

 

Ejendommen er opr. opført som en statsejendom i 1904 af Ingvard og Ane Kristine Sørensen som kom fra Saltum.

 

På de små billeder Ane Kristine Sørensen (død i 1957) og Niels Sørensen(død i 1989) mor og søn, Kongsengene 186
Kongsengene 186, foto fra 2020

Vrensted Kirkes menighedsråd skriver om genåbningen af Vrensted Kirke nov. 2019

Vrensted Menighedråd skriver følgende om genåbningen af Vrensted Kirke og indvielsen af det helt nye orgel den 10.11.2019.

Kilde: Wræn’niken jan. 2020.

Genåbning af Sct. Thøgers kirke i Vrensted og indvielse af det nye akustiske orgel søndag den 10/11 2019.

Vrensted Kirke

Sammen med den lille Furreby kirke er Vrensted kirke, Løkken storpastorats eneste tilbageværende intakte middelalderkirke dateret tilbage til Valdemarernes tid i 11-1200 tallet. Dette gør at vedligeholdet og renoveringen af kirken kræver stor omtanke og indsigt. Senest er kirken gennemgående renoveret for 100 år siden, i årene omkring 1920, hvor sagfører Anders Olesen, Vrensteds datidige velgører forestod en meget omfattende ombygning af kirken, som stod i en ret faldefærdig tilstand. Her blev også middelalderinventaret renoveret: Prædikestol, krucifix og altertavle. Sidstnævnte blev forynget med de meget smukke billedfelter, malet af Niels Larsen Stevns, som et af hans hovedværker, sammen med frescoen over udgangsdøren.
I 1939 fik kirken et nybygget orgel, som har tjent kirken tro, indtil det i de senere år er blevet umuligt at stemme op. Orglet blev vurderet og kasseret i 2004 af kirkeministeriets orgelkonsulent, Jens Chr. Hansen, utæt og udslidt. Vi søgte herefter med assistance af Peter Lindhardt Toft ”en prisbevidst, fremtidssikret kvalitetsløsning på et orgel, der klangligt og arkitektonisk er kirkerummet værdigt”. Valget stod mellem nogle få akustiske orgler, hvor dette, bygget af orgelbygger Anders Havgaard Rasmussen, Bramming, bedst opfyldte både de spillemæssige og de arkitektoniske krav, vi stillede. Processen gik i gang. Godkendelse og financiering kom i hus. Herefter kunne Anders starte orgelbyggeriet på sit værksted. Orglet er tegnet og konstrueret således at orglets klang spredes jævnt over kirkerummet, og organisten får optimale lydmæssige forhold.
Samtidig med at der er mulighed for opstilling af kirkens kor omkring orglet. Orglet er veludbygget med 14 stemmer og en fyldig vokalklang, som er optimal for både gudstjenestebrug og koncertopførsel. Samtidig er det lykkedes at skabe et orgel, som arkitektonisk løfter kirkerummet med sin smukke englelignede form.

I forbindelse med orgelbyggeriet var det nødvendigt at ombygge tårnrummet, hvilket indebar sænkning af gulvet og udgravning af teknikkanal etc. Dette skete under Nationalmuseets overvågning. Denne del blev styret fra Arkitektfirmaet Brøgger, og udført af lokale håndværkere med hjælp og koordinering fra vores meget dygtige og opmærksomme graver, Henry Kragh.
Renoveringen af tårnrummet viste, hvor flot og stilren vores kirke kan tage sig ud. Og ved næste Provstesyn blev det vedtaget at fortsætte renoveringen kirken igennem! Der blev via Arkitektfirmaet Bundgaard, Hjørring indhentet tilbud på kalkning af kirkerummet, maling af stolestader og knæfald, samt konservatorrensning af altertavle og fresco, oppudsning af messingkroner og stager, og udskiftning af hynder på bænke og knæfald. Kalkningen har voldt store vanskeligheder, dels grundet større oppudsningsproblemer på det gamle murværk, dels vanskeligheder med dækningen på den meget sodsværtede kalk.
Efter udskiftning af murerfirmaet er det efter 8 kalkninger lykkedes at få et glimrende resultat med en smuk varm hvid farve på hvælvene.
Altertavle og fresco står begge klare og lysende i rummet. Nye hynder på bænke og knæfald frisker op og er samtidig i deres fasthed befordrende for orglets klang. Og de nye messingstager i stolene er smukke og samtidig beskyttende mod stearin, sod og vildfarne flammer i nærheden af kirkegængerens tøj og hår.

En af de mange nye messingstager

Farvesætningen i kirken er i hænderne på konservator Kurt Nedergård blevet meget smagfuld i sin afdæmpethed og binder de eksisterende farver fint sammen med de nye toner på orgel og stole.
Fra kirkens side har vi været begunstiget af at graver samt menighedsrådsformand Jens Juhl har været gennemgående i alle byggeårene. Begge har ydet en meget stor indsats for at holde sammen på det store projekt. Projektet har givet en del indskrænkning i kirkens anvendelighed, men der er udvist meget smidighed fra kirkens betjening, således at det meste af kirkegangen har kunnet gennemføres nogenlunde som vanligt.

Biskop Henning Toft Bro og provst Thomas Reinhardt deltog, da en fyldt Vrensted Kirke blev genindviet i nov.2019 efter en omfattende renovering. Det nye orgel som står i baggrunden blev samtidig indviet.

Indvielsesdagen forløb med fest og højtidelighed fra biskoppens indvielsesgudstjeneste om formiddagen, festfrokost i byens hus med mange flotte anerkendende taler, sange, hvoraf en skrevet til dagen af Poul Stevns. Orglet blev demonstreret ved en flot koncert ved domorganist Bo Grønbech, Helsingør, som kom ud i alle de spillemæssige facetter, som orglet magter, også som underlag for Grønbechs til lejligheden skrevne kyrier, som Rubjerg Knude koret lagde stemmer til.
Tak for den store tålmodighed fra håndværkere, menighed og fra personale! Og tak for det flotte fremmøde til alle tre afdelinger af indvielsesdagen, hvor der ikke var ledige sæder at finde!

Vrensted Menighedsråd

Læs også:

Fulling – En Vendsysselsk Julespise – m/ opskrifter og kommentarer

Forskellige opskrifter på FULLING en Julespise bl.a. i Vendsyssel

Der laves Fulling  af Erna Thomsen, Anne Krogsgaard og Lilli Hansen ved et arrangement i Vrensted Forsamlingshus

 

Et fin fortælling om Fulling fra naboen Thise-Manna af Jens Egon Jensen.

Juledag 2019. kl. ca.10.00.

Apropos fulling.

I disse minutter er det nøjagtig 44 år siden jeg første gang stiftede bekendtskab med fulling. Havde aldrig smagt det, endsige hørt om det.

Mærkeligt nok, for det skete i “V. Hjærmsle”, kun ca. 5 kilometer fra mit hjem på “Månnes Udflytter”.

Opskriften falder lidt udenfor hvad jeg efterfølgende har hørt.

Letsaltet ribben af gris eller lam koges. når de er afkølet steges de på panden, nydes med sirup (skal ikke på panden) og nybagt franskbrød, kogt stakitøl drikkes til.

På daværende tidspunkt var lam ikke lige min spidskompetence, når så det man kaldte lam svarede til at man kaldte en konfirmand for en aldersrentemodtager, nemlig får, så står jeg af.

I dag elsker jeg retten, og spiser også gerne “konfirmanderne”. Jeg har tit tænkt på hvor forskellige vi er inden for en ganske lille radius, måske hænger det sammen med at man ikke kom så meget rundt førhen, kan huske når folk snakkede om “Jordmoderhuset” i Tømmerby (ca 2 kilometer fra mit hjem), så troede jeg nærmest det var i udlandet, eller turen til doktor Sørensen I Vrensted, uha, uha, en hel dagsrejse!, og så ville han tilmed stikke med nåle. Når vi nu er i Vrensted, her kaldte man kirken for “tjærken”, hvorimod i Thise blev den kaldt “sjærken”.

Fortsat god jul.

Et godt råd!

Vent med julebadet til efter indtagelsen af fullingen. God appetit!

 

Kilde:

The Drustrup Website – Per Drustrup Larsen, Buurholtvej 47, DK-9700 Broenderslev, Denmark – per@drustrup.com

Fulling

Dette er min opskrift på fulling. Der er nemlig mange forskellige måder at lave retten på, og hvilken, der er den rigtige, er noget, der kan bringe sindene i kog og skabe debat en hel aften, men min måde at servere retten på har jeg fået overleveret fra min mors barndomshjem i Ejersted mellem Saltum og Ingstrup, så den er for mig ikke bare den bedste, men den eneste rigtige!

Læs om andre måder at lave fulling på nederst på siden, men først efter du har læst den bedste opskrft – min! Klik her. Nyeste opskrift er indsendt af Berit Brønderup. Klik her

Selv om det traditionelt er en juleret, kan den sagtens spises hele den kolde årstid, og jeg har med fornøjelse også lavet den en enkelt sommerdag, men det var mest for sjov, selv om den stadig smagte godt.

Den oprindelige idé med retten er at anvende lokale råvarer, der var almindelige i enhver landhusholdning: saltet kød og ingredienser til bagning. Heraf laves rettens forskellige dele: Fullingkagen, stegt saltet svinekød og sirup. Sammensætningen af noget neutralt smagende, der fylder (deraf navnet fulling), noget salt og noget sødt giver tilsammen en god smagsoplevelse.

Når fulling har fået navn efter noget, der fylder, skyldes den udtalen af ordet “at fylde” på jyske også kan hedde fulde og på vendelbomål udtales fu.l

Fullingkagen
Ingredienser (ca. 4 personer)
250 g mel
½ spsk. sukker
½ tsk. salt
1
 tsk. natron
2 æg
ca. 4 dl. kærnemælk

Ingredienserne blandes til en dej, der også kan bruges til æbleskiver: Halvdelen bages på en pande med høj kant, til den er næsten gennemstegt og lægges ud på et låg eller andet af samme størrelse, hvorefter den anden halvdel bages på samme måde,. Når den sidste halvdel er næsten gennembagt, vendes den første oven på, så den samlede højde bliver 3-4 cm.

Når den tykke fullingkage er gennembagt, tages den af panden og skæres i strimler på ca. 2 cm. tykkelse, hvorefter strimlerne bages så igen på panden på alle sider, til de er gyldne. Stykkerne kan holdes lune i ovnen, indtil tilbehøret er færdigt.

Kødet kan (som Gunnar Olsen gør det på billedet) også steges i ovnen. Sørg for at hælde fedtet fra undervejs både ved stegning i panden og i ovn og sørg for at komme rigeligt med salt på kødet under stegningen, uanset om kødet steges på pande eller i ovn

 

Tilbehør
Letsaltet kogeflæsk / ribbenssteg koges og afkøles. Derefter skæres kødet i skiver, der steges sprøde på panden. De serveres til fullingkagen.

Desuden serveres sirup til retten, og nogle steder blandes sirup med fedtet fra stegningen af ribbensstegen inden servering med ¼ fedt og ¾ sirup, men jeg foretrækker at sætte begge dele på bordet og lade folk selv blande, hvis de har lyst.

Kødet kan (som Gunnar Olsen gør det på billedet) også steges i ovnen. Sørg for at hælde fedtet fra undervejs både ved stegning i panden og i ovn og sørg for at komme rigeligt med salt på kødet under stegningen, uanset om kødet steges på pande eller i ovn.

 

Drikkevarer
Juleøl – enten nisseøl eller af en sværere kaliber. Bruges nisseøl, kan den koges og tilsættes en lille smule sukker, ligesom det nogle steder er skik til grønlangkål, men det er ikke noget krav.

En bjesk er også fin til fulling, både for at tilføre smagssammensætningen lidt skarphed, og fordi det virker godt på fordøjelsen oven på den noget tunge, men velsmagende ret.

På dette billede er Julie Drustrup og hendes far, Per Drustrup Larsen i gang med at lave fulling til en middag på en restaurant i Løkken foråret 2003.Opskriften er siden kommet med i en bog med titlen ‘Til bords i Løkken’, hvor vinterens gæstekokke bidrager med hver deres yndlingsretter. Bogen er udkommet sommeren 2003, og i baggrunden forsøger en af initiativtagerne,Jørgen Ussing, at lure Julie og Per kunsten af. Bogen er udkommet på forlaget Vindhunden, koster 145 kroner og kan bestilles gennem din lokale boghandler eller direkte ved forfatterne Tina og Jørgen Ussing Bømler på tlf. 9899 2535 eller 9899 0101.

 

Andre opskrifter på fullingFulling som serveret paa ”Nordkær” ved Nørhalne
2. Juledag 1912-1998:

Kære Per
Af de opskrifter paa fulling, jeg har set, er din den mindst forkerte. Men du bor jo ogsaa midt i Vendsyssel. Og jeg har ret, for der er ikke een eneste draabe søndenfjordsk blod i mig!

”Nordkær” var min Mors Barndomshjem. Fulling indgik i en opulent Julefrokost for alle min Mors Forældres Efterkommere, vi var som Regel 40 – 50! Frokostens 1. Del var almindelig Landhusmoderjulefrokost. Herefter gik Herrerne ud bag ved Køerne, mens Damerne brugte Toiletterne i Huset. 2. Del var Fullingen. De, der havde den Interesse, forsynede sig passende med Snaps og Øl til.

Ægte fulling er noget, man skal værne om. Det tog mig mange Aar og mange Æg at lære kunsten.

Lars Otto Kristensen (Bibliotekar ved Statsbiblioteket)
Marselis Boulevard 36 V th.
8000 Aarhus C

Tlf.: 8613 8715

PS: Der findes falske Opskrifter med Bagepulver, Sirup og Guderne vide hvad. De fleste er formodentlig af søndenfjordsk Oprindelse.

 

Her er den ægte opskrift:

6 Æg
600 g. Hvedemel
Salt mindst 1. Spskf
Sødmælk

Æggene slaaes ud i en Skaal og røres sammen med Mel og Salt til Dejgen bliver blank.
En Gryde Vand bringes i Kog, der skal ca. 2-3 Spskf. Salt i.
Dejgen lægges i en Bageform, der sænkes ned i det kogende Saltvand. Efter nogle Minutter (ca. 5) tages Formen op af Vandet og Dejgen æltes, saa det, der allerede er størknet, kommer inderst. Herefter fortsat Kogning til en Strikkepind viser, at det inderste lige akkurat og ikke mere er størknet.
Massen tages ud af Bageformen og serveres helst indenfor et Par Timer i Skiver à ca. 1 Cm. Tykkelse. – Skiverne steges paa en Pande i Smør, Fedt eller Olie til de er let brune.

Hertil serveres mager Ribbenssteg, stegt saa meget, at Kødet falder af Knoglerne af sig selv, naar man løfter dem. Det hele overhældes – sjaskes til!! – med Sky.


Fulling fremstillet som fortalt af Christian Boelt, Hallund

Kræn Boelt, der var opvokset i Sdr. Saltum, fortalte mig en gang for mange år siden om sin barndoms fulling, der minder lidt om den fremstillingsmåde, som Lars Otto Kristensen har beskrevet ovenover, men alligvel en mere ‘krydret’ variant. Med et stort glimt i øjet fortalte han om opskriften ca. sådan her:

Hvert år til jul, når vi alligevel skulle have skifet lagner, blev der af lagnerne syet nogle runde poser, som lige kunne passe ned i en stor og høj gryde. Fullingdejen blev så hældt i poserne og kogt i vand. Dejen fyldte derefter poserne ud, og de blev med indholdet hængt ud i spisekammeret. Efterhånden som der blev brug for det, kunne man så skære skiver af de runde dejstykker og brune dem på en pande. Til retten serveredes saltet og stegt ribbensteg, og sirup samt stegesky.

For at sætte trumf på, fortalt han, at retten ikke kun blev spist i juledagene, så poserne med dejen kunne godt hænge så længe, at de blev mugne på ydersiden. Det betød dog ikke noget, for når de var blevet skrabet af, var resten af dejen så god som ny.


Om RIGTIG fulling – fortalt af Kirsten Boelt, Hallund
(datter af Mie og Chr. Boelt, Hallund)

Hun skriver:
Vi er flere i Hallund og omegn, der får fulling juledag til frokost. Jeg er ikke helt enig med dig, Per, i, hvordan fulling laves. Men ribbenene og siruppen er vi enige om.

Efter vores forældres død er det blevet mig, der fortsætter traditionen med fulling bl.a. fordi min mand og jeg overtog hjemmet i 2000.

Jeg kender godt fars historie om lagenposerne. Med det var nok også det eneste, han havde med selve tillavningen at gøre. For selv om det var ham, der bragte traditionen til Dyndgaard i Hallund, var det min mor, der har overleveret opskriften til mig.

Fullingdejen laves af:
4 pund kartofler (2 kg)
2½- 3 pund mel (1250- 1500 g)
3 poser bagepulver (45 g)
1 l mælk
25 æg

Kog de skrællede kartofler i let saltet vand. De afkøles lidt og køres gennem kødhakkeren. Røres med æg, mel, bagepulver og mælk i røremaskinen.
Hold lidt af melet tilbage, for dejen må ikke blive for fast.

Dejen fyldes i lagenposer på ca. 8 cm i diameter, men fyldes kun 3/4 del op. Poserne simrer i letsaltet vand 1- 1½ time, og må ikke koge. Poserne køler af og opbevares koldt og tørt.

Serveres på følgende måde:

Fullingen tages ud af poserne og skæres i skiver, der brunes på panden i rigeligt svinefedt. Ribbenene varmes, og det hele serveres med sirup til.

 

Dette er den gamle opskrift, som jeg laver fulling efter hver år til jul. Dog bruger jeg kun 3 pund kartofler, for det passer til min røremaskine.


Fulling set fra Slagelse – fortalt af Berit Brønderup
Vores opskrift er lavet efter min svigermor, som lavede den lidt mere “fedtfattig” – hvis man kan kalde den ret det?

Første gang jeg blev introduceret fullingspisen var i 1972. Mine svigerforældre, som stammer oppefra Vester Hjermitslev, serverede den hver juledag til frokost. Det var et tilløbsstykke af format, for mine svigerforældre havde 5 børn 5 svigerbørn og rigtig mange børnebørn, der alle deltog i denne fællesspisning.

Vi får alle fulling juledag på trods af, at vi bor i hver sin ende af Danmark. Hjemme hos os er det IKKE jul uden fulling. Vore børn, som nu er henholdsvis 31 og 27 år, spiser det også og har tit inviteret en masse venner til spisen. De synes alle, det lyder ulækkert ,indtil de har smagt det. De vil videreføre traditionen, når vi IKKE kan mere. Her serverer vi den dog først til aften juledag, og familien vil næsten hellere undvære juleaftensanden end fullingen juledag. Vi har prøvet at lave den på andre tidspunkter af året, men det smagte ikke så godt.

Tyk Pandekagedej steges og skæres ud
Nakkesteg saltes og koges, før den skæres ud og brunes i margarine.
Der kommes sirup ved, og man lægger pandekager og kød i panden sammen og varmer det op.
Serveres med rødbeder.
Efter gammel tid skulle der serveres solbærrom til , det undlader vi dog.


Links

http://www.dotface.dk/fulling/

På denne gode hjemmeside er der en fyldig beskrivelse af forskellige varianter samt om rettens oprindelse m.v. Siden er lavet af en kender og elsker af retten, så nyd den (og fulling) selv om vi ikke er enige om, hvilken opskrift, der er den bedste!

http://mp.sol.dk/madogvin/samlingen/p0810494.html
Her præsenteres en enkelt anden version af fulling, og samme sted kan andre vendsysselske opskrifter også findes, men min måde at servere fulling på er stadig den bedste – synes jeg.

 

 

 

Grønlangkål – Traditionsrig Julespise i Vendsyssel – med opskrift og kommentarer

Grønlangkål – Vendsysselsk Julespise

.

Grønkål var en af de vigtigste grøntsager for jævne folk fra middelalderen og frem mod moderne tid. Faktisk kaldte man slet og ret køkkenhaverne for “kålhaver” i gamle dage. Grønkål kan jo holde sig på voksestedet langt ud på vinteren. På den måde blev den et vigtigt vitamintilskud i vinterkosten. Grønkålen blev spist som suppe, grødagtige sammenkog eller grønlangkål. Tilberedningen fremmer fordøjeligheden og gør at man rent praktisk kan overkomme at spise mere kål. Det var vigtigt dengang kålen var basiskost. Grønlangkålen har overlevet i to versioner, den sønderjyske og den vendsysselske, som begge spises til jul og ved vintertide. Jeg stammer fra Vendsyssel, så det er naturligvis den version jeg laver.

Man kan bruge enhver form for grønkål. Det betyder ikke noget om den er mere eller mindre kruset eller om man bruger en af de rødlige varianter (den røde farve forsvinder). Man kan selvfølgelig ikke bruge andre kåltyper, så bliver det en anden ret. Nogle mener at kålen helst skal have fået frost. Jeg synes måske nok at grønkål som har fået frost lugter mere af kål, men jeg synes altså ikke det gør nogen forskel for det færdige produkt. Grønkålen skal ikke være hakket og der skal være rigeligt af den. Her er bare en lille portion til to personer. Man kan sagtens lave alt det grønlangkål man skal bruge i løbet af vinteren på en gang i en suppegryde og fryse bollerne ned.

Rå grønkål til grønlangkål til to personer

Først skal kålen vaskes grundigt og rippes. Dvs at man fjerner den kraftige midtribbe. Det gøres bare med fingrene som vist på fotoet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sådan ribbes grønlangkål:

De ribbede kål koges i en times tid i suppe. Traditionelt er suppen kogevandet fra skinke, hjemmelavet rullepølse eller lignende. Man kan altså også bruge en klar hønsekødssuppe. Når kålen er kogt godt mør står den og køler ned i suppen indtil den er kold nok til man kan få hænderne i. Så skal kålen krøstes. Dvs. tager kålen op med fingrene og former den til boller og presser suppen ud samtidigt. På den måde får man de grønkålsboller som også kan købes frosne. Den store skål grønkål jeg startede med blev til to boller på størrelse med en fersken. Bollerne kan fryses eller gemmes et par dage i køleskabet. Før brug hakkes de groft.

Grønlangkålsbolle (tv) og hakket grønlangkål (th).

Den hakkede kål “steges” i smør under omrøring i en passende stor gryde. Der tilsættes sukker, ca. en halv tsk pr bolle af denne størrelse, og steges lidt videre. Så skrues der lidt ned og tilsættes fløde. Man skal ikke være nærig med fløden, men der skal dog ikke bruges så meget at kålen bliver flydende. Kålen bliver på komfuret til fløden er varmet igennem, så smages til med salt og sukker inden servering.

Den færdige grønlangkål

Grønlangkål serveres traditionelt til medisterpølse, hamburgerryg og skinke. Jeg spiser den også gladeligt til flæskesteg og and.

I Vendsyssel er der nogle som bruger kanelsukker på grønlangkålen og det kan være anledning til livlig diskussion vendelboer imellem. Jeg for min del gemmer kanelen til risengrøden.

.

Kommentarer:

Birgit Borup Jeg kommer jo ikke fra Vrensted, men da jeg var 16 år, kom jeg i huset på Kærgaard. En dag inden jul fik jeg til opgave at skylle grønkålene, som skulle koges i en gruekedel. Ude i malkerummet lå et bjerg af kål. Jeg var usikker og spurgte Else, hvor mange hold vand, jeg skulle skylle i. Til de er rene, svarede hun. Jeg har aldrig glemt svaret. 🎄🎄🎄

Claus Krogh Madsen I min barndom købte vi altid grønkålskugler hos slagter Ole i Løkken. Jeg kan huske at slagterfruen engang var i TVnord og forklare hvordan man når dertil. Jeg har desværre ikke kunnet finde klippet nogen steder. Selv har jeg lavet det af egne grønkål nogle gange således: Kålene vaskes og ribbes (man skal bruge rigtigt meget). Her efter koges de i en times tid. De skal koges i noget suppe af en art. Helst kogevandet fra et eller andet svinekød, men jeg har altså også sluppet fra at bruge en klar hønsekødssuppe. Kålen køler af i kogevandet indtil man kan få hænderne der i. Så knyses (eller hedder det krøstes?) kålen. Dvs at man former kuglerne i hænderne og presser suppen fra. Så er man fremme ved de kugler man kan købe. Jeg plejer at hakke dem groft inden jeg “steger” dem lidt i smør, tilsætter sukker, fløde og lidt salt. Her hjemme er det største stridspunkt hvor meget fløde der skal i, men min kone er heller ikke vendelbo, så hvad ved hun😁 Jeg mener bestemt ikke at der skal så meget i at massen flyder ud.

Claus Søndergaard Jeg koger selv grønlangkål sammen en af mine gode venner. Kålen hentes i Skøttrup. Det er ikke så let at skaffe mere. Den skylles og ribbes. Derefter koges den i vand tilsat salt,altså ingen suppe. Det gjorde vi altid i mit barndomshjem. Fordelen er at den ikke er så tungt fordøjelig. Tilberedning sker i gryde sammen med smør,fløde,lidt sukker og evt svinebouillon.
Vi har den tradition,altid at spise grønlangkål den dag,vi har kogt. Altid spændende om årets produktion er ok.(det er den altid😉)Kanel bruger vi ikke.😩

Anne-Marie Viborg Vi fik altid varm hvidtøl med sukker i til grønlangkålene.

Else Margrethe Vittrup nu om dage køber jeg grønkålsboller ,skærer dem på kryds og tværs ,varme dem langsomt ilidt fedt og margarine og lidt det fløde ,men de skal stadigvæk være til dels tørre ,så stribet flæsk og medisterpølse ,og rødbeder og sennep ,så er der jul ,🎅🎅🌲🌲

Doris Svenningsen Grønkåls bollerne skærer vi i lidt grove stykker og steger dem igennem i smør og lidt sukker i . Spæder med fløde til de har en god konsistens . Smager til med salt . Tilbehør er Hamburgerryg sylte , kogt/stegt medister og kogt bacon . Sennep rødbeder og kanelsukker . Stuvet hvidkål spiser vi i hele vinterperioden , med samme tilbehør 🤗

Mai Nielsen Blancheret grønkål skæres i mindre stykker,i gryde sammen med mælk,mel,fedtstof,krydderier eller hvad man nu vil have i….blende til det er fint og koges i 5 min. Så nemt 🙂

Lene Kragh Westhoff Min far laver dem sådan her: koger grønkålen og presser dem til kugler og så fryses de.
Tages op og skæres i “skiver” steges på panden i andefedt og smør.
Tilbehør: kogt medister, sylte, ribbensteg, sennep og rødbeder.
Det er en KONGESPISE ❤️🤤🤤🤤

 Dec. 2019. Heidi Petersen, Hedensted opr. fra Ingstrupvej i Vrensted, skriver følgende, sin oplevelse omkring at lave grønlangkålsboller

Mor og far havde i årevis hjulpet hinanden med “forbandede” kål som mor sagde (det var et enormt arbejde men de gjorde det!). Et år vill jeg – som den flinke datter🤓- overraske mor og far i form af at have hentet, ribbet, skyllet, kogt og krystet kål bollerne før de kom hjem fra en weekend væk fra matriklen. Jeg er – som resten af min familie – typen der ikke giver op, har vi sagt A siger vi også B. Så igang med arbejdet! Det gik sådan set temmelig godt indtil jeg skulle til at tage kålen af gryden for at kryste bollerne. Vor herre havde beriget “suppen” med lidt ekstra kød! 😱Ovenpå kålen i gryden lå der – temmelig mange – kålorme 😱. De var dobbelt så tykke som vanlig (de tåler altså ikke kogning 🙄). Gode råd var dyre. Så for at komme i mål med opgaven satte jeg med på en stol og finkæmmeede hver en håndfuld før de blev krystet (der blev 56 boller 😎). Og hvorfor var ormene der så? Jo ser I, et rigtig godt tip – som jeg jo desværre ikke anede – er, at vente med at plukke kålene til den første nattefrost har været der for så falder ormene af bladene. Ja nogle gange skal man lære på den hårde måde! Fra den dag havde jeg kæmpe respekt for det enorme arbejde mor og far gjorde hvert år med grønlangkålene. Og de smager jo skønne 🎄🎄♥️♥️💃💃

 

Kilde: Nordjyske 29.11.2019

 

Sammen med kålen serverer tyendet fire – og kun fire – andre levnedsmidler: flæsk, sennep, rødbeder og snaps, alt i rigelige mængder. Hvordan der imidlertid i vankundige hoveder har bredt sig en forestilling om, at der også bør medfølge sukkerbrunede kartofler, er en uløst gåde, skriver Inge Pedersen. Arkivfoto

Bønderslev: Der er slet ingen tvivl om, at grønlangkål er den ultimative ingrediens i en vendelbos julefrokost-føde.

Det ved alle vendelboer – og for at bringe klarhed over, hvor meget den lange kål egentlig betyder bringer vi her et uddrag fra Vendsyssel Årbog.

Uddraget er forfattet af skribenten Inge Pedersen, der er fra Brønderslev.

I videnskaber og hjertesager – herunder juletraditioner – bør man være omhyggelig. Og for at forebygge enhver misforståelse skal jeg straks slå fast, at det i dette tilfælde ikke drejer sig om en hvilken som helst juletradition, omfattende indtagelsen af en hvilken som helst grønlangkål.

Jeg er derfor nødt til at forklare for de uindviede, hvad denne kulinariske specialitet ikke er.

Der er nemlig her ikke tale om det lysegrønne, melopbagte fluidum, som sønderjyderne formaster sig til at benævne grønlangkål.

Den sønderjyske udgave kan være udmærket i andre sammenhænge og på andre årstider, men på julebordet er den direkte uspiselig.

Der er heller ikke tale om eventuelle vestjyske, sydfynske eller nordsjællandske afarter. Endsige københavnske.

Jeg har med egne øjne set, at folk fra andre landsdele med hensyn til julemad er fuldkommen blottet for smag, idet de har afvist at fortære så meget som den mindste lille mundfuld af den omtalte ret.

De ”sputter i kolen”, ville man sige på min vendsysselske hjemegn, og her siger man også, at det er noget, man skal være højst varsom med.

Så kan det nemlig let hænde, at man kan blive tvunget til at søbe den kål, som man selv har spyttet i.

Produktets udseende er altså ikke ligegyldigt, og jeg skal ikke undlade til sidst at advare imod den allerværste version, idet der nemlig mindst af alt er tale om den slags usle og lortegrønne, fabriksproducerede gnallinger, som man hvert år i december pludselig kan finde indpakket i plastic i supermarkeders frysediske overalt i Danmark.

Det står ganske vist ikke på pakken, men mellem os sagt, så indeholder disse misfostre ganske umiskendeligt vand, hvad der kun kan udløse retfærdig harme og indignation:

Det er meget muligt, at vand ved andre højtidelige lejligheder er helligt, men i denne sammenhæng er det profant.

Nej, vogt Dem for efterligninger. Den ægte vare finder De kun i landets nordligste del, nærmere betegnet i Vendsyssels hjerte, hvilket medlemmerne af en diskret og til daglig anonym og uidentificeret sammenslutning – hvis forbindelses-linier ligger som et net under hele Danmark, for ikke at sige hele verden – vil give mig ret i.

Kommet så langt vil jeg nu nøjagtig præcisere, hvad det da er, jeg begærer.

Idealet, med andre ord.

Den ultimative grønlangkål, hvor ikke bare oprindelsen, udseendet, konsistensen, duften, men naturligvis også smagen spiller en altafgørende rolle.

Den omtalte guddommelige ret, ved hvis konsumering enhver indfødt hører englene synge, skal først og fremmest være fabrikeret af rigtige gammeldags grønkålsplanter med dunkelgrønne, stærkt krusede og sprøde blade, som om foråret plantes ud i kilometerlange rækker i en rigtig gammeldags vendsysselsk kålgård.

Hele den udslagne, lærkebesungne vendsysselske sommer står de små planter og strækker sig i solen og slår rod, mens kattene ligger og slikker sig om munden, på spring efter fugleunger.

Og hele det blæsende, trækfugleoverfløjne vendsysselske efterår står planterne og kror sig og vokser sig store, mens kattene stryger langs rækkerne med mus i flaben.

Lige indtil den første bidende morgenkulde standser grønkålens vækst ved at overdække den med rimfrostens glitrende stjernecamouflage.

På dette tidspunkt kunne ubefæstede sjæle måske blive glubske og finde på at kaste sig over den godt skjulte blågrønne overdådighed.

Men her er det vigtigt med stålsathed og veritabel freudiansk behovsudskydelse. For det er nødvendigt at kålplanterne bliver stående uantastet i de første uger af gnistremåneden december og dermed udsættes for frost, før man høster dem og kører dem hjem på håndtrukken slæde gennem meterhøj sne, hvilket ikke er ganske ufarligt.

Der findes mange eksempler på, at folk er døde af kulde eller har fået frost i tæerne under dette forehavende.

Når kålen på denne måde er kommet i hus, skal den ribbes og skylles i mindst fem – og gerne 10 – hold iskoldt vand, ikke noget med blødsøden iblanding fra den varme hane.

Imens er den bedste gris blevet slagtet og kogt, og i suppen herfra – og vel at mærke ikke i en hvilken som helst gryde, kun gruekedler i 50-liter-størrelsen og derover er brugbare – koges kålen i fem til otte timer.

Efter kogningen krystes grydens indhold med hænderne, og de derved opståede kugler fryses ned i sneen under zinkbaljer.

Dog kan der i stedet, men mere profant, anvendes et par kummefrysere. Her opbevares kuglerne indtil frokost på lillejuleaftensdag, hvor der ganske vist – på samme tid som ved julefrokoster andre steder i landet – serveres sild, forskellige lune retter og ost, men hvor det vigtigste element, det altdominerende højdepunkt, er og bliver grønlangkål.

I god tid forinden er den blevet hakket og svitset i panden med svinefedt og piskefløde, så enhver moderne ernærings- og vitaminekspert ville slå syv kors for sig, og efter silden spises den nu under skiftevis andægtig tavshed og høj jubel.

Da kålen skal indtages rygende varm, må den under spisningen opvarmes flere gange, og det siger dermed sig selv, at det er nødvendigt med et stort folkehold, så der er hænder nok til at holde fadene fyldte. Sammen med kålen serverer tyendet fire – og kun fire – andre levnedsmidler: flæsk, sennep, rødbeder og snaps, alt i rigelige mængder.

Hvordan der imidlertid i vankundige hoveder har bredt sig en forestilling om, at der også bør medfølge sukkerbrunede kartofler, er en uløst gåde.

Dog kan det muligvis være en snigende og subversiv indflydelse fra Sønderjylland, som der bør advares imod.

Men efter behørig servering dvæler fra nu af den umiskendelige, livgivende duft i alle gader, langs alle huse og langt ud over markerne uden for byen, og fra nu af spises der af kålen mindst én gang om dagen hele julen, som varer til Helligtrekonger, eller til zinkbaljerne er tomme.

Som nævnt er det afgørende, at kålen forefindes i rigelige mængder.

Og når en indfødt – der dog i værste fald kan være bosat i andre dele af landet, eller af verden – i juletiden møder en anden indfødt, benytter man sig ikke af en af danskernes sædvanlige hilsner, som ved sammenligning godt kan forekomme en smule stereotype.

Nej, den ene vendelbo hilser altid den anden ved at sige: ”Hår do fåt no kol?”

Grammatikalsk at opfatte – ikke som en eller anden nærmere defineret mængde – men som et forhåbentlig betragteligt stort flertal. (I øvrigt på samme måde som man på genuint, indfødt sprog også taler om ”flere grød” og ”flere fløde”).

Dog skal bemærkes, at denne hilsen ikke i første række – som man kunne tro – er relateret til at erfare, om personen faktisk har nydt grønkål. Den er i virkeligheden mest af alt en indfølende forespørgsel til dennes hele velbefindende og juleglæde. I denne situation at måtte svare nej, ville være højst beklageligt for den adspurgte, for ikke at sige direkte livstruende.

Hver dag året rundt er vi, der tilhører denne sammenslutning, uhyre fredelige og meget tolerante over for al slags mad.

Vi spiser for eksempel gerne spanske tapas, jødisk rødbedesuppe, japansk sushi, arabisk oksekød med figner, eller – om galt skulle være – endda madretter af københavnsk tilvirkning.

Men hvis nogen skulle blive så frække at drage kvaliteten af vores foretrukne juleret i tvivl – efter sigende er det i nogle familier forekommet, at tilløbende ægtefæller fra andre landsdele har holdt sig for næsen – så ville vi blive onde i sulet.

Og hvis nogen skulle pønse på at forhindre os i at spise denne ret på samme måde som vore forfædre – om hvem man siger, at ”de o og de drak og de slås’t mæ knyw” – tror jeg endda jeg kan sige, at vi ville blive rasende og kunne finde på at rive os løs fra det øvrige Danmark.

En og anden læser, som ikke tilhører de indviedes kreds, vil måske nu tage sig til hovedet og stadig ikke have forstået, hvad jeg taler om. Dertil kan jeg kun sige: Det kan vi slet ikke tage os af.

Alle kan jo ikke være født under samme heldige stjerne, og nogen har jo nu engang måttet lide den vanskæbne at vær kommet til verden syd for Limfjorden.

Det sker ind imellem, at man bliver spurgt, om der er tilgang for nye medlemmer. Dertil kan jeg svare, at det er da noget, som kan overvejes, men at forberedelsen til et medlemskab naturligvis kræver en vis andagt og mange års intensiv og vedholdende øvelse. Og her er vi nået til et punkt, hvor vi er urokkelige. Hvor vi har vores ståsted.

For alle medlemmer af denne vendsysselske orden vil sammen med mig vide, at indtagelsen af grønlangkål er den rene og skære anarkistiske nydelse og hedenskab.

 

 

 

 

 

En barndom uden hegn – erindringer fra Vrensted – Niels Jægerum

Niels Jægerum har skrevet en dejlig historie om sin barndom i Vrensted. Han har en fantastisk evne til at huske også detaljer, og er samtidig en god fortæller om en spændende barndom, med mange sjove oplevelser i en fri opvækst på landet i trygge rammer.

Kilde: Niels Jægerum

Niels Jægerum

Født på Søndermarken

Kongsengene 42, Vrensted, 9480 Løkken

“Søndermarken” Kongsengene 42, Vrensted hvor Niels er født og opvokset

 En barndom uden hegn

-erindringer fra Vendsyssel
 
De følgende små fortællinger fra børnelivet i Vendsyssel er selvoplevede begivenheder og fantasier, som ligger på en perlerække i et tilbageblik på barndommen. Jeg har sammensat disse brudstykker under overskriften ”En barndom uden hegn”, da det i bakspejlet har haft en afgørende indflydelse på min egen og andres dannelse til frihedssøgende og nysgerrige voksne. Livet er en kamp og uden kamp er der intet liv. Kampen og modsætninger mellem liv og død har været en central del af min opvækst på landet. Mit motto har altid været: Hellere bakse med livet end få det foræret! Uden en sansebaseret og erfaringsbaseret opvækst ville jeg slet ikke kunne forestille mig et liv som forfatter, foredragsholder og underviser i billedsprog, ledelse og kulturbegrebet. Uden den sanselige selvbevidsthed ville jeg ikke kunne forstille mig hverken livsmod, forestillingskraft eller jordforbindelse.
God læselyst!
Niels Jægerum
 

Indhold:

At begrave samvittigheden
At skyde sig selv i foden
Barndommens hegn
Hemmeligheder og hvide løgne
Døde frøer
Bækvandring
Det forskrækkelige barn
Barndommens råddenskab
Niels i sit “es” som underviser, foredragsholder og “Story teller”
En undervisningssituation med Niels
Her Niels med sin “luftbøsse” som han fik som barn
 AT BEGRAVE SAMVITTIGHEDEN
Da jeg var 11 år, fik jeg et stort ønske opfyldt. Min far gav mig et luftgevær, en Diana 16, med „rigtige“ hagl til og med duske til at skyde til måls med. Vi havde allerede i mange år ofte været til præmieskydning i omegnens forsamlingshuse sammen; men først nu fik jeg mit eget GEVÆR. Det tunge metalvåben lugtede nyt, og jeg mærkede suset i hele min krop, da min far rakte det over til mig og sagde:
„Niels du skal huske, at du ikke må skyde på hønsene, på køerne og på svalerne. Du ved godt, at svalen er en fredet fugl, og derfor er det forbudt at slå den ihjel.“ „Ja, far,“ sagde jeg og vidste et eller andet sted i mig selv, at det løfte kunne jeg aldrig holde.
 
Jeg har haft det store privilegium at gå løs i min barndom og altid have adgang til naturen og de små og store dyr, der færdes i denne. Med min luftbøsse som den dræbende forlængerarm vandrede jeg nu på opdagelse i denne, for en dreng, nye verden. Jeg spejdede efter alt, hvad der rørte sig, og intet kunne i dette opmærksomt indstillede drengesind kravle forbi, uden at det blev registreret. Jeg skød på fisk, der søvnigt dukkede op i vandspejlet i mergelgravens sorte og bundløse hul. Jeg skød på blodigler, der krympede sig sammen i lerbundens vandgemmer. Jeg skød på solsorte, som stjal vores jordbær. Jeg skød på mors tøjklemmer af træ og kunne med et eneste skud splintre en helt ny klemme, så kun fjederen var tilbage på snoren. Jeg skød også på høns, og det var en fryd at se, når de sprang kaglende afsted hen over græsplænen, efter at jeg havde ramt dem bagi med et spidshagl. En høne tager ikke skade af et hagl, når man rammer den på de rigtige steder. Jeg kunne selvfølgelig aldrig finde på at skyde den i hovedet.
Jeg skød også på køerne. Det var simpelthen for fristende for en elleveårig drengekrop at stå med luftbøssen i hånden. Sorte Ulv i 5 meters afstand af en „farlig okse“. Der, i den dirrende fantasiverden, var man ikke længere i forbudenes verden, men langt inde i den anden verden – Sorte Ulvs verden. Der, hvor en fjer i håret, en kniv i bæltet, vandfarver i hele ansigtet og 3 malede ringe på de store indianermuskler omringede den lille drengs handlekraft, og det var den naturligste ting at skyde på „dræberoksen“, ellers ville man selv dø i næste sekund.
Det var ikke Niels, der skød, men Sorte Ulv, og det er der meget stor forskel på, også hvis man skulle blive taget på fersk gerning. „Det var ikke mig!“
Jeg skød også på svaler, selv om det var en fredet fugl. At stå under telefontrådene og iagttage en flok tætsiddende svaler og mærke deres majestætiske ro og kongeagtige kig på verden, var for stor en fristelse for „fugledræberen“, der beherskede livet og døden med sit eget glinsende våben, hvori der sad djævelske hagl, som kunne stødes ind i den levende krop og slukke lyset for selv en hellig svale. Jeg kunne stå musestille og sigte i lang tid på forskellige svaler. Det var jo min hånd, min finger på aftrækkeren og mine øjne, der kunne afsige dødsdommen. Der var frit valg på alle tråde. Det var mig, der bestemte over alt i verden.
Når man nu stod sådan almægtig sødmefyldt og sigtede på det forbudte, var det som om min fars øjne fangede mig i nakken og pludselig kunne jeg mærke, at han kiggede på mig. Når jeg forskrækket og angst vendte mig om, var han der selvfølgelig ikke. Hjertet sad oppe i halsen, og nu pressede den lille finger aftrækkeren i bund. Svalen, som var udset til dødens rige, faldt ned som et æble, der har løsnet sig fra træet.
Intet kan sammenlignes med et forbudt skud. Drengehånden, der samler den varme og blødende smukke fuglekrop op, mærker sammenblandingen af fryd og smerte i de inderste forgreninger. Den lille svale i dødens hånd bliver forvandlet til den sorteste samvittighed, og først nu registrerer drengen, at den svale må gemmes langt – langt bort. Men svaler, der bliver gravet ned i et hemmeligt hul for aldrig at blive opdaget, har det ligesom samvittigheden, de presser sig på hele tiden og vil op i lyset igen. Derfor må drengen kigge til sin hengemte svale, ligesom vi for altid vil være henvist til at kigge på fortidens handlinger med smag af skyld, der hvor vi gik for vidt. Drengen havde øvet sig på livet og lært sin samvittighed at kende ved at gå løs på døden med en luftbøsse.
 
AT SKYDE SIG SELV I FODEN
Når man har skudt på alt, hvad der i sådan en elleveårig drengeverden kan skimtes for enden af et sigtekorn – når man har skudt på glasruder, små og store sommerfugle, gråspurve, stære, solsorte, skovskader, duer, glubske hunde, blik, flagstænger, flyvemaskiner, procelænsklokker, telefonmaster, gavlvinduer, på rotter og mus, på konservesdåser, guldspurve, musvitter og
fremmede hankatte – når man har kravlet og løbet, hvæset og spyttet i arrigskab en hel eftermiddag for at indfange en vingeskudt solsort – når man har skudt på alt levende og alt dødt i miles omkreds i skov, krat, langs vej og bæk, mangler man kun tilsidst at skyde på sig selv (eller sin fætter):
 
„Han stod helt opslugt stille med sin luftbøsse den middagsstund, hvor intet i verden kunne forhindre ham i sit forehavende. Geværet var ladt med et nyt hagl, og han sænkede langsomt, som i trance, det sorte skinnende metalfarlige løb, og pegede direkte på sin egen brune slidte træsko. Hvad ville der ske, hvis han trykkede af lige nu? Han lukkede det ene øje. Ren rutine. Holdt geværet foran sig i en stiv arm og var helt sikker på at ramme lige midt på foden. Han glemte at
trække vejret, fordi han brugte hele kroppen til at sigte med. Alt det, der var ham, lå indeni det skud, som snart ville være et gjaldende ekko på gårdspladsen. Han førte langsomt løbet hen over træskoen frem og tilbage som en vuggende luftgynge i glidende bevægelse. Han standsede brat, men målbevidst den svingende arm lige midt over træskoen og trykkede af – besat af en
uimodståelig nysgerrighed. I næste sekund føltes det, som om en stor sten havde ramt hans fod, og en voldsom smerte jog igennem hele hans krop. Han skreg og græd på samme tid. Haglet havde lavet et dybt mærke i overlæderet på træskoen; men var ikke gået igennem. Han vidste nu, hvor djævelsk ondt det gjorde at skyde sig selv i foden; men det kunne han jo ikke vide, før han
havde prøvet det!“
 
Man kan vide meget om, hvordan man skyder fugle, fisk og konservesdåser. Man kan også godt forstå, at et hagl har en gennemborende og dræbende effekt på selv en stor fuldvoksen skovskade; men den samme forståelse kan ikke nødvendigvis overføres til, hvad der sker, når man skyder sig selv i foden. Mennesket er i en vis forstand hensat til at spise en bid af verden forfra hver gang og konstatere, om det smager godt eller dårligt, om det er farligt eller sikkert, om det gør godt eller ondt. Det skal vi tænke meget over i forhold til opdragelsen af vore børn.
 
Den, der kender smerten selv, ved også, hvilke faser man skal igennem, når noget går galt. Vi skal have grædt mange tårer, før vi kan tackle tilværelsens modvinde og nedture. Vi kan øve os på livet ved at leve det, ikke ved at nogen lever det for os. De voksne ved som regel, hvor djævelsk ondt det kan gøre at slå sig over fingrene med en hammer. Man har allermest lyst til at kaste hammeren mod et eller andet for at destruere den lige på stedet. Hvis man slår sig voldsomt, og det går jo galt hele livet igennem, sparker man måske hårdt til den ting, der forårsagede smerten. Man får afløb for en hel del på den måde, og kan man brøle et eller andet til sig selv som fx „Din store idiot“ eller det, der er værre, hjælper det også en hel del.
Det er klart, at ens smerteritualer fra barndomstiden spiller en meget afgørende rolle i voksenlivet, også når man bliver tilskuer til sine egne børns smerteoplevelser. Den forælder, der kender smertens forløb i mange forskellige afskygninger, den forælder, der ved, at smerten ved at slå sig med en hammer er meget forskellig fra den langsomt sivende og pumpende smerte, der fremkaldes, når man har skåret sig med en kniv – har formodentlig meget lettere ved at leve sig ind i barnets smertetilstand og har en anden føling med barnet end den, der ikke har prøvet noget tilsvarende. Det hører ligeledes til en god barndom at sy sig selv i hånden. Frivilligt og nysgerrigt at stikke sig med noget spidst for at erfare, hvor det gør lidt ondt, meget ondt, og hvor det bare kildrer. Det ligger indbygget i et godt børneliv at prøve sine egne grænser af. Tænk på de gange, hvor man, bare sådan for at prøve det – satte foden ind under bilens hjul, lige idet den skulle til at køre.
 
Samme kildrende lystfyldte smerte oplever man, når man pludselig ser sit eget barn gøre det samme. Den, der ikke har skudt sig selv i foden, vil ikke ane graden af den forbandede frydefulde smerte, der følger med haglets nedslag i knoglen og den stolthed, der i et stille tilbageblik viser sig for det indre øje. En far, der ikke har tisset på det elektriske hegn og mærket, hvordan strømmen knasende kunne ruske i de små kødklumper forneden, vil ikke umiddelbart kunne forstå, hvad der driver en lille dreng eller drenge i flok til at bruge tissemanden som et fantastisk redskab til at lære elektriciteten og sig selv at kende. Fattige bliver de børn, som ikke får disse kropslige oplevelser. Det er den sanselige selvbevidsthed, der er den indlysende grundsandhed i menneskelivet. Det sagde Grundtvig, og det passer stadigvæk.
 
 
BARNDOMMENS HEGN
To mødre stod og var optaget af en samtale. Jeg gik hen til dem og spurgte, om jeg måtte lytte med? „Ja, vi står lige og snakker om, at vi har en skovsø lige der i nærheden af hvor vi bor, som der er et primitivt hegn omkring. Hegnet er absolut ikke „børnesikret“, og vi har da ind i mellem nogle grimme tanker om, hvad der kunne ske vores børn, hvis de kom for tæt på søen. Vi har derfor også sagt til dem, at de kun må lege på den her side af det store æbletræ og ikke længere. Vi har sagt til dem, at de ikke må lege alene nede ved skovsøen, at det er alt for farligt, Og det kan de sagtens forstå, for man kan jo falde i vandet, og så kommer man aldrig op igen. Og det vi så står og snakker om er, at min datter,“ siger den ene mor, „en dag kom hjem og var meget våd. Hun var faktisk drivvåd fra inderst til yderst og lignede en druknet mus. Jeg spurgte hende forskrækket efter: Hvordan er du blevet så våd lille ven? Jamen mor, det var fordi vi var nede ved søen og lege. Hvad siger du? I må jo ikke lege nede ved søen. Det ved du da. I må kun lege til æbletræet. Dertil og ikke længere. Ja, sagde pigen, men det her æbletræ vi leger i nærheden af, det stå nede ved søen. Det gik så op for mig at deres æbletræ stod i skovkanten lige præcis der, hvor der ikke var hegn ned til søen, og det var her vores børn havde foretrukket at lege. Akkurat som vi gjorde det, da vi var børn.“
Man kan som voksen, som ansvarlige forældre bestemme sig for, hvortil børnene må lege. Man kan også sagtens forklare børnene om denne markeringslinie, den usynlige snor. Vi kan udpege det rette sted og det forkerte sted. Vi kan male fanden på væggen og tale med store bogstaver; men vi vil aldrig kunne skærme os mod, at børnene finder en vej ud over stedet. Børn vil om 100 år også lege på den anden side af det tilladte. Børn vil om 1000 år også gå et skridt eller flere længere end det aftalte. Det har livet selv bestemt. Sådan er det i Vendsyssel. Sådan er det i hele verden!
Der kan ikke laves så højt et hegn hverken omkring børn eller unge, at de ikke finder en smutvej i et ubevogtet øjeblik. Det, der drager, er det der ligger i grænselandet mellem det tilladte og det forbudte. Til barndommens hegn hører et hul. Altid. Sådan var det før og sådan vil det være i al fremtid. Jo mere kontrol, jo flere huller vil børnene lave – også de unge.
 
 
HEMMELIGHEDER OG HVIDE LØGNE
En mor fra vores egn fortalte mig følgende historie:
Jeg var vel omkring 6 år, da der skete noget som førte til en stor hemmelighed mellem mig, min storebror og vores bedsteforældre. Vi skulle besøge min farmor og farfar på landet, og vi var næsten ude af os selv af forventningens glæde. Derude i det fri var der mange dyr, og der var også nogle skure, som fårene kunne søge ind i, hvis der kom regn eller blæst. Bedstefar sagde til os, at vi ikke måtte gå ind i skurene, for det kunne være farligt. „I skal passe meget på de rustne søm,“ sagde han. „Dem kan man rive sig på og få blodforgiftning af.“
Men da bedstemor og bedstefar var gået hen for at sove til middag lokkede Henrik, min storebror, mig ned til engen i nærheden af de forbudte skure. Han sagde til mig, at der lå et lille lam inde i skuret. Om jeg ikke ville ind og se det? Det ville jeg jo gerne, og vi kravlede begge derind for at lede efter det. Pludselig smuttede Henrik ud igen. Slog døren i og satte slåen for. Han løb herefter tilbage til gården; fandt sin slangebøsse og glemte alt om mig.
Inde i det fjerneste hjørne i skuret sad jeg nu helt alene og græd. Det blæste udenfor og regnen begyndte at slå kraftigt på taget. Det var ikke sjovt at være mig. Jeg tænkte: „Her finder mine bedsteforældre mig aldrig. Det er jo et forbudt område at lege i. Og de ved, jeg ikke gør noget forkert. De vil ikke tænke på at lede efter mig nede ved skurene.“
Jeg kiggede forsigtigt ud gennem sprækkerne og så til min skræk, at det blev mørkere og mørkere. Jeg hørte nogle mærkelige lyde, som jo stammede fra fårene, der forsøgte at komme i ly. Jeg mærkede kulden, der begyndte at krybe op langs mine ben og begyndte at tænke på døden. Angsten og kuldegysningerne for igennem min krop og mine tænder begyndte at klapre i det kulsorte mørke. Jeg klynkede og var ved at give helt op, da der pludselig lød en underlig knagen i rummet. Døren gik op og ind kom mine bedsteforældre og min forknytte bror. Henrik gav mig en ordentlig knuser, og den viste med al tydelighed, at han havde meget dårlig samvittighed. Min bedstefar tog mig op i sine arme og bar mig hele vejen hjem til en god og varm kop kakao. Min bror var blevet meget forskrækket over det hele, og lovede at han aldrig ville gøre sådan noget igen. Han havde fået sig en alvorlig lærestreg; men denne hændelse forblev en dyb hemmelighed imellem vores bedsteforældre og os indtil vi blev voksne.
 
Der er simpelthen sandheder, som forældre ikke kan tåle at høre, og derfor er der som regel nogle, der ved en hel del mere om vores børn, end vi selv aner. Tænker vi selv efter, har vi jo også en viden om nogle af de børn, som færdes hos os, som vi ikke kunne drømme om at videregive til forældrene. Vi vil da ikke agere stikkere for vores egne børns bedste venner? Når det begynder at lugte af smøger på din datters værelse, tænker du selvfølgelig på, at det er noget tidligt, at „de andre piger“ begynder at ryge. For det er jo ikke din egen datter, vel? Det er hun da alt for fornuftig til? Og vi har jo selv i familien op til flere, som er døde af lungekræft. Nej, det er selvfølgelig de
andres ustyrlige piger, som sidder og pulser derinde på din „uskyldige“ datters værelse. Vi spørger selvfølgelig diskret under fire øjne den unge værtinde efter, hvem af pigerne det er, der ryger på værelset, når døren bliver låst? Hun siger prompte, at det er Anne og Katja; men det må vi
selvfølgelig ikke sige til hendes forældre. Om vi vil love det? Og det vil vi selvfølgelig. Det er jo ikke noget, vi blander os i. Det har slået mig her for nylig, at en sådan hemmelig viden har de andre forældre jo også om vores børn. Det er der selvfølgelig ingen forskel på, og det ved du ganske sikkert i det øjeblik du på et gadehjørne tager et af dine egne børn i at holde en smøg ret så „professionelt“ mellem langfingeren og pegefingeren. Du kan simpelthen se på holdemåden og inhaleringsmetoden, om dit barn har prøvet det her før. Og her troede du… Vores børn er ikke spor anderledes, end vi selv var i den eksperimenterende konfirmationsalder. Vi røg jo også i smug. Købte forbudte smøger hos købmanden, og røg til vi blev helt blå i hovedet. Det hørte jo til voksenlivet, og så måtte vi jo lære det. Når det gik rigtig galt, da vi var mindre, og vi blev syge af det, søgte vi måske ind til naboen og fik lidt „forplejning“ og et par trøstende ord med på vejen, når
vi havde kastet op. Gode naboer stikker også gerne en hvid løgn om, hvad dette besøg egentlig gik ud på, næste gang de møder vores forældre.
Sådan var det på oldefars tid, da han var barn. Sådan var det på bedstefars tid. Sådan var det på fars tid og sådan vil det være på dine egne børns tid. Det, kan de så fortælle om, når de selv bliver forældre og bedsteforældre. Så myldrer det nemlig frem med beretninger om det forbudte.
Hemmeligheder og hvide løgne, for at klare sig uden om forældrenes hårde domme og fanden på væggen, hører med til børne- og ungdomslivet. Der er simpelthen meget stærke og uforglemmelige oplevelser, vi aldrig havde fået, hvis vores forældre skulle have bestemt over os. Hertil hører bl.a. at have sovet et helt andet sted end der, hvor vores forældre troede vi var. De fleste piger kan godt skrive under på denne skjulte viden om forbudte sovesteder og de mange hemmelige besøg af kærester og lusken sig rundt i mørket før det hektiske rislende møde med den udkårne. Det værste ved sådanne natlige aktiviteter er, at trapper forekommer at knage højere, jo senere man kommer hjem fra „udflugten“, og mange forældre synes at sove med åbne øjne i en slags beredskabsstilling selv under de tungeste åndedrag. Det kan jeg sådan set godt forstå, når man tænker på, hvad de selv har listet rundt og gjort som unge. Det er jo også forklaringen på, at det er let at lave en hemmelighed sammen med bedsteforældre og gode naboer. De har jo prøvet det hele selv og kender med et stille indre smil til ritualernes kropslige sus og smertelige konsekvenser. De behøver ikke at fordømme en slingrevals eller en røgforgiftning. Man nedgør ikke noget, man har opholdt sig ved på livets vej, hvis man er ærlig over for sig selv.
 
DØDE FRØER
Da jeg var dreng, gik vi både med kniv og med luftbøsse, og så skød vi på frøerne nede i grøften. De store og de helt små. Det var svært at ramme ungerne. Det var der mere udfordring i. Der var mange frøer, som måtte dø, da vi var børn. Uha! Det er ikke godt at tænke på.
Nej, det er ikke let at tænke på for forældre, hvordan vi i utallige sammenhænge har leget med døden.
Både ved at aflive en række uskyldige insekter, frøer og uskyldige snegle i en fugtig skovkant. En far fortalte mig, at han som barn ofte havde leget med levende frøer i grøften og i bækken. Børnene havde mange rigtig spændende lege nede i alt det mudrede vand, og når de fandt en frø, kunne de finde på at binde den til et strømførende kabel og koble den anden ende af kablet til et elektrisk hegn. Børnene havde haft mange „gode stunder“ med at iagttage den hoppende og dansende frø, der sprællede i takt til stødene fra hegnet. Her i det voksne bakspejl kunne han slet ikke forstå, at han havde været med til den slags; men som han sagde: „Det har vi jo alle sammen på den ene eller anden måde været med til – disse fascinerende eksperimenter med små uskyldige dyr uden tanke for, hvad det var, vi egentlig spredte af smerte.“ Han var også fra Vendsyssel og havde denne indsigt i smerten, lysten og samvittigheden, der flettede fingre som uadskillelige søskende.
Men ikke alene legede vi med døden ved at afslutte livet for alle disse typer af småkryb – vi legede jo også tit med vores egen død på utrolig makabre måder. En mor fortalte mig, at da hun var en lille pige, havde de ofte nogle stykker sammen leget en meget farlig og hemmelig dødsleg, som forældrene intet kendskab havde haft til. De havde møjsommeligt plukket nogle røde hindbær og smurt dem ud på asfalten, så det lignede en uhyggelig blodpøl. Rigtig smurt blodet ud på en større flade, så denne kunne ses på lang afstand. De havde bestemt ikke sparet på hindbærrene. Så var et af børnene derefter blevet smurt ind i hovedet med „hindbærblod“ og havde så lagt sig ned med hovedet midt i „blodplamagen“. Nu ventede det „døde barn“ så bare på, at der skulle komme en bil forbi. Blodpølen var et fantastisk blikfang. De „fangede“ en bilist hver gang. Det kiksede aldrig. Det så jo ud, som om barnet var kørt over og lå der og var død. De ventede og ventede og pludselig var der bid på „blodbarnet“. Når så bilisten forskrækket bremsede op for at se nærmere på det voldsomt tilskadekomne barn og ville løbe hen for at hjælpe, rejste „det døde barn“ sig
raskt op og løb grinende bort. Det syntes pigerne var meget sjovt, og de kunne grine i timer over at have snydt den voksne dumme bilist, der da nok kunne forstå, at det kun var for sjov, at de legede døde.
Blodsaft og pigebørn. Døde frøer og drengebørn hører til barndommen i Vendsyssel, når vi tænker tilbage.
I en børnehave fandt børnene en dag en død guldfisk, og de var meget opslugte af denne hændelse. Fisken blev lagt i køleskabet og alle forældrene blev efter tur, når de kom og hentede deres barn, trukket med hen til køleskabet for at se på den døde fisk. Det var en stor begivenhed hele dagen, at denne fisk pludselig var død.
BÆKVANDRING
Jonas og Karsten vandrede af sted i bækken. Helt nede i bunden af den farlige kløft fjernt fra alle de voksne. Deres verden dernede i det bølgende græsvand og de slimede knoldsider med alle former for kryb, kravl og skumspyt på deres mudrede bækvej. Med hver sin pind kunne de
tilintetgøre alt. Lige hvad der passede dem, og det passede dem drengefint at slå til verden med deres dødspinde. Trampe på noget blødt og noget hårdt sådan på skift. Springe, glide og holde vejret, når et dyr skulle stikkes eller fanges og puttes i syltetøjsglasset. Det glatte og det ru som de kunne mærke omkring sig, og som de slog til med de pinde i bunden af bækjunglen.
To drenge Jonas og Karsten på bækvandring, som de havde været det så mange gange før i deres farlige og djævelske drengeliv. Uden de voksnes indblanding. Brinkens beskyttelse af drengemørkets dæmoni i underverdenen og den kildrende fornemmelse af det forbudte. Jonas fik øje på en frø. „Den skal dø,“ sagde han prompte, og det gjorde den så med et stenkast. Sådan ordner man et uhyre. „Yes,“ sagde Karsten og kastede lige en ekstra sten på den overdøde frø.
Drenge i en dødsverden fuld af liv. En verden, som kun kan forstås på bunden af en bæk i sivhøjde. Nu var det Karstens tur til at gøre noget dristigt. Han havde fået fat i en gammel bjælke, mørk, bred og kæmpe lang. Lige den broplanke som de manglede. De ville nemlig lave en passage over bækken, der hvor den var bredest. De hjalp hinanden, de to helte, med at bygge broen, deres bro, en plankebro, som man kunne balancere på, hvis man var hurtig nok. Hurtig og abekatagtig ligesom Tarzan. De tog tilløb langt væk fra deres livsfarlige bæk og ville så løbe over deres bro i et junglespring, som de havde set Tarzan gøre på film. Sådan ville de gøre det. Brobisser var de. Ikke bange for noget. Ikke når man kunne lave sådan et
tigerspring. Bare se at komme over på den anden side. „Ready?“ sagde Jonas, og så løb de lige i hælene på hinanden ud på broen og opdagede først for sent, at den slet ikke kunne holde til to Tarzan’er, og de styrtede ned i bunden af bækken og lå der et øjeblik ganske uden forbindelse med virkeligheden og ventede på, at krokodillerne ville æde dem. Da de kom til sig selv igen, opdagede de, at der er en kæmpe forskel på fantasien og den rådne virkelighed.
„De forbandede uslinge,“ sagde Jonas. „Det var en fælde, de havde lagt ud. Jeg tror bjælken var god nok; men de havde lavet en fælde, de feje hunde. Lad os opspore dem og dræbe dem hver og en. Kom Karsten!“Nu satte de i bevægelse. „Lad os nedlægge en af de store okser ude på marken, før vi hakker de uslinge til plukfisk. Jeg har min bue og pil klar,“ sagde Karsten. Jonas var med på ideen, og begge klatrede de okselyttende op af bækkens slimede kløft for at liste sig ind på køerne, der fredeligt og intetanende græssede på marken i samme retning, som var de én og samme ko. Karsten skød med sin pil og ramte den udvalgte ko lige på yveret. „Man kan ikke punktere et yver,“ sagde han. „Lad os drikke vand fra vandslangen i truget,“ sagde Karsten. „Måske er det ildvand, som kan gøre os ekstra stærke til kampen mod de onde uslinge, som vi skal møde henne i skoven?“ De drak og de drak store slurke af kovand, som tungt lagde sig til rette som sten i de tørstige krigermaver. Nu begav de sig indklistrede i ler og indfedtet i døde frøer og slimede sten ud på den hadglubske vandring til skoven i det fjerne.
 
DET FORSKRÆKKELIGE BARN
Da jeg var ganske lille, gjorde jeg en række ting uden at mine forældre vidste det. Det var så dejligt, når de lagde sig til at sove middagssøvn, for så kunne jeg selv bestemme over min tid, oginderst inde vidste jeg, at ingen ville blande sig i mine indskydelser.
Mor og far havde ingen anelse om, hvad jeg kunne finde på, når de lå og snorkede i takt til klokkens pulsslag i dagligstuen. Jeg gik ofte omkring i hønsegården mellem de store mirabelletræer og sundede mig stille under lyden af de mange insekter og fuglesangen fra buske og blomsterbed. Vi havde en flok solsorte, der som bærpirater kunne flå de rødmodne ribs og solbær af buskene til de bare skeletgrene, der vuggede nøgent i brisen fra havet. Jeg kunne ligge i timer i mit lille hvide telt midt i haven og lytte til denne summen af fløjt og vingeslag, og forsvandt selv ind i de store drømmes hvilestund, som en hund, der kan ligge og drømme i ryk i floden af de indre hundebilleder. Jeg lå således og kom til mig selv ved bare at være der midt i en græs- og jordverden, midt i en fugleverden, midt i en sangverden, midt i en duftverden, midt i en trækroneverden, midt i en hønseverden, midt i mine forældres pauseverden, rytmisk åndende på den åbne sansedag.
 
Her var det så jeg fandt på mit ulovlige middagsritual på en passende afstand af mine forældres dybe vejrtrækning. Når jeg var helt sikker på, at de sov tungt og fast, listede jeg ind til grisene i stalden og kravlede over tremmerne for at komme tæt på dem. Her fór der så en lille djævel i mig,
for jeg fik sådan en ubændig lyst til at forskrække dem og genne dem hen i den modsatte ende at svinestien. De gryntede synligt utilfredse med denne gennen frem og tilbage; men jeg bestemte over dem og kunne forskrække dem, som jeg selv havde lyst til, og lige så længe som jeg ville. Det
kunne stå på i lang tid og til sidst pustede de slemt i middagsheden, for det kan være svært at være en jaget gris, når man nu helst vil have fred og ro.
Hvorfor ville jeg forskrække dem? Hvorfor kunne jeg ikke lade dem være i fred? Hvordan turde jeg gøre det? Når jeg tænker tilbage på hændelsen, kan jeg blive helt bange for mig selv. Går mine egne børn også rundt og forskrækker fredelige dyr og kommer af med et eller andet i sig selv? Har mine børn også sådan et forskrækkelsens livsrum?
Det tror jeg, de har. Det vi skal bestemme os for som forældre er, at vores børn skal have lov til og rum til at udfolde deres forskellige typer af energier, selv de aggressive og angstprægede energier, som det kan være ubehageligt at acceptere, at de har en ophobning af.
Børns liv er fyldt med ru og rå nysgerrighed. Et sandt hav af indre forskrækkelsesbilleder.
Børns liv er fyldt med ild, vand, jord og luft, med indre brændstof af livs- og dødsforestillinger, med trang til såvel at skabe som at ødelægge, med kaos og vildskab. Børns liv foregår ikke på det jævne og det faldsikre. Børns liv er fyldt med det asymmetriske, det knudrede, det modstandstunge, forandringens linse og den opslugende opmærksomhed mod den uforudsigelige verden. Børn slæber afsted med tunge ting; maser gerne med at bygge en jordhule over flere dage, knokler med deres forestillinger, så sveden hagler af dem.
Lægger sig trætte, fysisk brugte til ro efter en god byggedag, legens skabende graveritualer, for at falde i søvn til de indre stjerners sansemættede spændinger.
Et godt børneliv er at bruge sig selv i en forening af krop og sjæl. At leve sig selv ud på ekstremerne og boltre sig i det ustrukturerede livsrum for at komme på den anden side af det pæne liv, det glatte liv, det modstandsløse liv, hvor de så ofte møder kravet om føjelighed. Et godt børneliv er at besidde retten til egne ritualer, hvor man mærker sig selv i de inderste forgreninger og bruger erkendelsen på den videre livsrejse mod ukendte nye erobringer. En barndom uden hegn er en slette af dybe og fantastiske oplevelser på en passende afstand af de voksne. Vi vidste hvor de voksne var, men de vidste ikke altid, hvor vi var.
Uden fantasi, leg og en nuanceret kropslig kontakt med dybder indenfor og udenfor sig selv, vil vi ikke kunne udvikle det nødvendige livsmod. Det er derfor, at vi som forældre skal turde opdrage vores børn ved at slippe dem løs på livet, så de selv kan mærke, hvad det er, de er ved at forstå.
 
 
BARNDOMMENS RÅDDENSKAB
Her forleden dag var jeg i haven for at slå græsplæne. Jeg var næsten færdig og manglede kun et par enkelte ture frem og tilbage. Der var fuld fart på plæneklipperen, og jeg gik og nynnede, da jeg pludselig med et voldsomt refleksryk opdagede, at jeg havde standset skubberiet samtidig med, at
jeg lige foran skæret på plæneklipperen så en død nøgen fugleunge på størrelse med en babyhånd. Jeg havde instinktivt besøgt en gammel forskrækkelsesfølelse og drog et lettelsens suk over, at jeg ikke var kommet til at køre den døde fugleunge over. Jeg tror, fuglen var nydød, og tog den forsigtigt op, betragtede den på nært hold og begravede den så inde mellem buskene i haven.
Da jeg ti minutter senere var ved at rive i min køkkenhave gentog forskrækkelsen sig, men denne gang med en anden styrke omgivet af en voldsom hørm fra noget dødt. Da jeg kiggede ned foran riven, lå der også her en nøgen livløs men gammeldød fugleunge, som var ved at gå i opløsning i en fremskreden forrådnelse. Jeg indstillede mit åndedræt på lav udånding, pustede luften ud i små ryk for at spare på den, trak næseborene sammen og lukkede den grimme liglugt ude, præcis som jeg havde gjort i tusindvis af gange som barn, når man pludselig stod med næsen midt i
råddenskaben.
 

I dag stod den på jagt efter kolde æg. Æg, som de gamle fugle havde forladt, fordi der ikke var fred og rugero alligevel. Kolde æg var en lækkerbidsken for en nysgerrig drengehånd, der glubsk greb muligheden for at kaste de spraglede vibeæg i en stor bue hen mod den hvidkalkede ladevæg for at se på det fascinerende fyrværkeri af gulrøde brændende farver, der spredtes ud i en solcollage og langsomt bevægede sig nedad mod det bølgende sommergræs, der strakte sig mod soklen. Så endnu et koldt æg. Samme eksplosion, samme koncentration og samme fornemmelse. Samme kastefryd ved tanken om håndkraftens formåen med det kolde ægs gule slimklat. Nogle gange viste der sig også at være en død fugleunge inden i ægget. Det var ikke så rart.

I dag var han heldig kun at finde gode kasteæg med store klumper af guldgelé indvendigt. Han kom nu forbi hønsegården og spejdede efter ægbomber. Flere kasteæg. For hvis han fandt et hønseæg så… Der i hulningen under det gamle mirabelletræ lå der tre store brungule hønseæg, vindkolde som morgendug, dragende og ventende på ham og hans brændende samleinstinkt. Han tog æggene op, smadrede dem mod slibestenen, der stod i hjørnet af hønsegården og bød sig til som en fristende målskive for kæmpegranater i en drengs slyngehånd. I går havde de leget springleg på en død ko, der lå ved siden af møddingen og ventede på død-bilen. Det havde de gjort før i flok. Man tager tilløb og hopper med samlede ben op på en død oppustet komave og ser beundrende på den stråle, der skyder ud af dens bagerste hul. Legende børn, der kender det døde fra det levende ved at gå ind i begge dele. Der var masser af børneliv i at springe op på en død ko, så spyfluerne stod til alle sider, mens koen gloede statisk med sine matdøde kæmpeøjne lige ud i den rådne luft. Hørmen, som man vænnedes til, når man sprang ind i den, betrådte den, indsnusede den, indtog den,  neddæmpede den og legede med den.

Børn er ikke for fine til noget. Finder de en død fugl, samler de den selvfølgelig op for at finde ud af, hvad det er. En død høne, der har ligget et stykke tid, bliver meget let til ingenting, forgår, skrumper ind. Et frit barn, der går løs, vil af sig selv begrave et dødt dyr for et stykke tid senere at
konstatere denne indskrumpning, når det graves op igen. Han havde også set sin egen bedstemor, da hun havde ligget i kisten i nogle dage. Hun var også skrumpet ind og blevet så underlig lille, som om hun var en anden end den levende bedste. Sådan var hun også at føle på. Kold og stiv som en død fugl i frostvejr. Og dog så levende i sin dødssøvn.
Nogle gange er livet og døden flettet helt ind i hinanden, der hvor man er. Det havde han været helt alene om at opleve som dreng, når han sad vagt ved en so, der skulle føde grise. De små grise kom, i takt med soens grynten, ud i halmen med jævne mellemrum, og så skulle han nappe deres navlestreng over og tørre dem af. Grise fødes indpakket i naturens beskyttende hylster, og når denne hinde er fjernet starter kampen for føden. Selvom han havde været grisevagt mange gange, var det forbundet med en brusende følelse af betydning, en rislen af stolthed at tage imod nyt liv. Det var ham, der gav liv til det levende. Hindegrisenes befrier. Sammen med soen. De få dødfødte grise kom også ud af soen blandet med de levende. Sådan kunne det også være med en kalv. Han havde været med til kalvefødsler, hvor den lille brune og drivvåde kalv var død ved ankomsten til livet. Døden hørte livet til ligesom råddenskaben er indbygget i det friske.
 
De pæne drenge og piger kunne sagtens i flok eller to og to opføre sig råddent. Dunstende af forkert eftersmag havde han selv været med til at ødelægge ting som andre møjsommeligt havde bygget op. Gøre det af med det smukke. Gennemføre onde togter mod glatte overflader og ridse sit eftermæle ind i barndommens råddenskab. Således havde de stjålet æbler fra præstens have og kastet dem efter hinanden i vildskabens tegn. Små vandaler i ødelæggelsens rus vandrende gennem de voksnes friserede haver, nysgerrigt fejt lurende efter at brække det pæne ned uden afsløring. Livsappetittens amokdans i de velopdragne børns dobbeltliv. Han havde været med til at halshugge 100 rabarber i en frugthave, fordi de legede indianere, der var blevet blodtørstige.
 
Han huskede skammens højdepunkt en nytårsaften, hvor han sammen med en kammerat havde låst sig ind i et tomt nabohus ved hjælp af et bundt gamle nøgler. De to små „indbrudstyve“ vandrede frit rundt i det forbudte land og kunne tage hvad som helst. Der lå æbler, der lå penge, der lå slik, alt var tilgængeligt. Her stod de så og blev begge overmandet af flovhedens og usselhedens snærende samvittighedsnet. De lod alt ligge og uden at snakke om det, låste de omhyggeligt efter sig og listede hen til det næste oplyste hus og bankede på de levende ruder. Det gør godt at mærke sig selv på den rigtige side, når man har været på den forkerte. Når man har trådt i råddenskaben, ved man, hvad det friske er. Det ved man også, når man har prøvet at kaste sig ud i en rådden gren for at vise sig for tøserne. Eller hvis man er faldet igennem et råddent loft og arrigt kravler op igen for at famle sig videre gennem landskabet af rustne søm og gyngende brædder.
Livsduelighed er noget man sanser sig til.
 
Lyt til verden
mærk havets melodi
mærk når det bruser i oprør
mærk når det dovent skvulper
mod det varme sand en hed sommerdag.
Lyt til vandet i den isskærende frostnat
og mærk støjen fra den piskende vintervind
gennem marv og ben.
Snus til verden
giv dig tid til at dufte
til blomsterne bag havet.
Træk vejret dybt ind
midt i en rose.
Lad duften forplante sig
helt ned i hjertet.
Ånd på verden med din rosenånde.
Snus til din livssødme
i skovens i havens underbund.
Føl på stængler og blade,
snegle, hunde og skildpadder.
Mærk deres forskellighed.
Luk øjnene
og se den brogede verden.
Se med dine hænder
se med din krop.
Drik af livets dråber
pluk de modne solbær.
Lad tungen slikke kanten af glasset
Lad saften
som du drikker
forplante sig til en gylden rislen
i din indre frugthave.
Gå i ét med græsset
læg dig på ryggen i det.
Leg at du skal dø.
Stræk dig ud i hvert et græsstrå
der kæler for din kind
og kildrer dig på benene.
Lyt til fuglene
Se på skyerne
Flyv af sted over bjerget.
Intet holder dig tilbage
– kun dig selv.
 
 
Niels Jægerum
Dreng fra Vendsyssel

Stine Møller – Hun er ikke så ringe – den kone

Stine Møller

Stine Møller f. 1868 d. 1955, Jens Peter Møller f. 1865 d. 1909, foto modtaget fra Inger Brusgaard som er oldebarn

 

Kilde: BT dec. 1955 af Malin Lindegreen

 

Hun er ikke så ringe – den Kone

Julebesøg hos Stine, Præsternes Veninde, der har båret en tung Skæbne – Jeg skal gense min Mand – Hils i København, som jeg aldrig har set.

Næh Tak, I skal ikke komme med jeres Kukkasse.

– Bare et enkelt Fotografi. – Det er ti år siden, jeg sidst var hos Fotografen. Jeg har lovet mig selv, at det også bliver – det sidste Billede, Verden får set af mig.

Stine Møller har talt. Det er ganske tydeligt, at der er Vilje bag Ordene. Det vil ikke nytte os Spor at snakke mere om den Sag. I Avisen vil hun ikke.

– Men et Glas Vin og en Julekage kan I få.

– Det behøves ikke.

— Ja, I får undskylde, her er det nu mig, der bestemmer. Ingen har endnu besøgt Gården uden at smage på Bagningen ind under Jul.
Stine forlader sin Stol i Kakkelovns krogen og går ind i den iskolde Stadsstue for at hente Glas og Småkager. Hun er lille og gammel, halvblind og har snehvidt Hår i en sparsom Fletning. Men skønt hun ikke har været uden for en Dør i mange år, ved hun Besked om alt, hvad der foregår i Vrensted og omliggende Kirkesogne. Folk kommer til hende for at fortælle, og alle lægger stor vægt paa hendes Mening.

Naar Gårdmændene i Vrensted snakker om Stine, spytter de en ekstra Gang og siger anerkendende: Hun er ikke så helt ringe, den Kone!

Et års Løn

Stines Liv er en Hverdagshistorie, Hun maler ikke med bred Pensel og stærke Farver. Hun fortæller bare om en ung Pige, der måtte bytte sine lyse Drømme med Hjertesorg, Pligter og et alt for tungt Ansvar.

– Min Mand var Sognefoged her i Vrensted – et sjældent fint og godt Menneske. Han var bare 44 år, da han døde. Han slog Hovedet mod en Dørkarm, og ingen Læger kunde redde ham. Ikke dengang i. hvert Fald – var det sket i Dag, var alt måske endt anderledes.
Det var hårdt, kan De tro. Jeg syntes ikke, der var nogen Mening med noget mere, havde ikke Lyst til at gå ud mellem Mennesker og vidste knap nok, hvordan Gården blev skøttet i Begyndelsen. Men Børnene reddede mig – jeg havde fire – og jeg blev efterhånden klar over, at for deres Skyld måtte jeg slås. De fire er Grunden til, at jeg beholdt Gården og fik Lyst til at leve videre.

Jeg havde ikke megen Forstand paa Landbrug. Ganske vist havde jeg været ude og tjene paa en Gård et år. Lønnen for det års Arbejde blev et Fotografi af Manden og Konen. Men jeg kendte ikke noget – hverken til Afgrøder eller Kvæghold. Derfor har jeg måttet holde Bestyrer, indtil min Søn blev gammel nok til at overtage Styret.

Alt hjemmelavet

– Husholdningen i sig selv kunde vel også give Dem Arbejde nok?

Stine Møller rækker Klejnerne frem imod os: Spis, de er ellers gode nok.

  • Jo, dengang måtte man bestille noget paa Landet. Jeg havde to Piger, og de stod op Klokken fire om Morgenen for at fyre i Kakkelovnen, malke, bage og arbejde i Mejeriet. Det er ikke så forfærdelig længe siden, vi holdt op med selv at kærne Smør og lave Ost her paa Gården. Men for Resten, det var Juleforberedelserne i gamle Dage, De vilde høre om, ikke? –
  • Jo, hvis De kan huske …

– Det er Øjnene, ikke Hovedet, der er noget i Vejen med! Jeg kan huske Julen hjemme paa min Fødegård. Da havde vi Forberedelser næsten hele December Måned. Vi støbte Lysene selv, bagte Brød og lavede Slagtemad. Der blev gjort rent inde og ude, og vi bryggede mægtige Kar med Juleøl. Det smagte sandelig meget bedre end det, Bryggerierne kan lave. Men besværligt var det jo og heller ikke helt billigt.

Vi havde ingen Juletræ hverken i mit Barndomshjem eller her på Gården de første år. Det var kun noget, de fine Familier i Byerne brugte. I det hele taget var Julen meget enklere og mere beskeden i gamle Dage. Alt det der med Gaver og stor Gudstjeneste i Kirken Juleaften kendte vi heller ikke noget til. Man kom først i Kirke 1. Juledag om Morgenen. Så skulde det helst være Snevejr, og så kom de i Kane fra alle Gårdene.

Vi skal mødes

– Men nu går De da i Kirke Juleaften, ikke?

– Jeg har ikke været i Kirken i mange år. Desværre. For havde jeg ikke haft min Gud, var jeg nok aldrig kommet gennem de svære år. Men jeg vover mig aldrig ud mere. Hjertet ter sig pludselig så tosset, når jeg kommer udenfor, og jeg vil ikke risikere at blive syg midt mellem så mange fremmede Mennesker. Men heldigvis har jeg Radiogudstjenesterne – jeg hører dem begge to hver eneste Søndag. De synger så kønt, og så kan jeg sidde og tænke imens. Jeg er ikke bange for Døden – jeg håber jo – på, jeg skal gense min Mand. Over fyrre år har vi været skilt; kunde man ikke tro på et Gensyn, vilde det hele bare være så fattigt.

Jeg er blevet gammel nu, og det er ikke altid lige let. Men jeg har fået et godt Liv. Børn og Børnebørn kommer tit til mig, og næsten hver Dag finder en eller anden fra By Vejen ind til min Stue. Og så har jeg jo Præsten.

– Hvordan mener De?

– Har De ikke set Hullet i Hækken? Jeg er Nabo til Præstegården og har haft det bedste Forhold til alle de skiftende Præster. Mange af Præstebørnene derindefra, som nu er spredt over hele Landet, holder stadig Forbindelsen ved lige med mig. Allesammen er de krøbet gennem Hækken for at komme ind til Stine, Hullet i Hækken må aldrig – gro til, for det er Symbolet paa trofaste Venskaber. – –

Stine er træt nu. Hun tåler ikke at tale alt for længe ad Gangen, og en fin varm Rødmen er steget op i. hendes Kinder. Over hendes Kakkelovnskrog tikker det gamle Ur. med de kolorerede Billeder på Skiven, Den grå Kat strækker sig og slikker sine Poter. Vi vilde så gerne taget et Billede af dette gamle Stykke Vendsyssel. Men ingen kan gøre Stine imod.

-God Jul da, siger hun på sit klingre Jydske, og hils i København. Den By har jeg desværre aldrig set. Den skal ellers være så stor og køn, siger de andre.

foto 2018 hvor jorden nu er solgt fra

Murer Evald fik en lærestreg

Murer Evald fik en lærestreg. 

Evald bag tremmer i 1999 i Hjørring Arresthus

Evald Nielsen er opvokset i Vrensted hvor hans forældre drev en minkfarn på Bystien i Nyhavn. Evald har altid været en frisk gut og gennem alle ungdomsårene spillede han både fodbold og håndbold og til begge dele var han dygtig. I årenes løb blev han desuden træner for håndbold ungdommen i Vrensted Idrætsforening og gjorde et stort arbejde her.

Han har også i tidens løb gjort det på de skrå brædder, når der blev kaldt på ham. Evald var gennem mange år bosiddende i Nyhavn, hvor han stiftede familie. Evald kunne spille på mange strenge og han gjorde det også gerne. På et tidspunkt flyttede familien til Rubjerg hvorfra Evald drev en murermester forretning. Han kom også i Kommunalbestyrelsen i daværende Løkken-Vraa Kommune, men måtte udtræde da han fik sin dom. Evald er desværre gået bort.

Efter Promillekørsel, måtte han ruske tremmer i 14 dage i arresten i Hjørring om hvilket ophold han fortæller nedenfor. Ud fra Evald dagbogsnotater som jeg har læst, befandt han sig rimeligt godt under opholdet og fik snakket med mange af de andre indsatte og set noget TV.

Kilde: Nordjyske Lone Beck 15.08.1999

Det var med bævende hjerte, at murer Evald Nielsen fra Rubjerg, mandag den 2. august klokken lidt i ni sagde farvel til sin kone Connie og gik hen og ringede på døren til Hjørring Arresthus.

Udsigten til to uger bag tremmer sammen med 22 andre mere eller mindre hærdede kriminelle, kan nok tage pippet fra de fleste almindelige, lovlydige borgere, men Murer Evald, der skulle afsone en dom for spritkørsel, fandt snart ud af, at alle kriminelle ikke er rendyrkede psykopater.

De indsatte i Hjørring Arresthus virker faktisk som ganske almindelige mennesker, synes han.

Ansigt til ansigt

– Jeg troede, at det ville være underligt at stå ansigt til ansigt med en mand, der har slået et andet menneske ihjel, men alle fangerne er faktisk nogle meget flinke gutter, fortæller Evald, der er den eneste førstegangsdømte i Hjørring Arresthuset i øjeblikket.

– Det er meget anderledes end jeg havde forventet – det er det spændende ved at komme herind. Det er en suveræn oplevelse at lære de typer at kende og høre dem fortælle om baggrunden for deres forbrydelser. Det bliver dét, de har gjort, selvfølgelig ikke rigtigt af, men jeg vil i hvert fald ikke være så hurtig til at dømme i fremtiden. Baggrunden kan være noget, man slet ikke forestiller sig, f.eks. en almindelig familiefar, der er et par terminer bagud, og begår bankrøveri, siger Evald Nielsen.

Synd for de unge

Murer-Evald hører ikke ligefrem til de generte og tilbageholdende, så han kom hurtigt i snak med de andre indsatte og har taget mange spil kasino med en ung fyr, der afsoner 30 dage for vold.

– Jeg er ked at at se så mange unge mennesker, der sidder herinde for vold, siger Evald.

– Vi har én, der har siddet varetægtsfængslet i syv måneder, før han nu kommer for retten. Det er synd.

De unge bliver ødelagt af at være her i månedsvis, mens de venter på deres dom. Jeg ved godt at den tid de har været varetægtsfængslet bliver trukket fra dommen, men det er lang tid at sidde og vente i det uvisse.

– Jeg aner ikke hvordan det ville påvirke mig, hvis jeg skulle sidde her så længe, men 14 dage er ikke slemt. Det har været utroligt lærerigt rent menneskeligt, fortæller MurerEvald.

Lærestreg

Evald Nielsen måtte vinke farvel til kørekortet, pladsen i Løkken-Vrå Kommunalbestyrelse og den pletfri straffeattest efter at han sidste efterår blev taget for spritkørsel med en promille på 2,04.

Desuden blev han idømt14 dages hæfte, der nu er overstået.

– Det største straf var at miste kørekortet og blive smidt ud af kommunalbestyrelsen, konstaterer Evald.

Dén lærestreg skal nok afholde ham fra at sætte sig bag rattet efter at have drukket i fremtiden.

– Men at slappe af og blive vartet op i 14 dage herinde på statens regning, føles ikke som en straf. Der ville være mere mening i at sende førstegangsdømte som mig ud og lave noget nyttigt i de to uger, mener Evald.

I fin form

Han synes, han har haft et par interessante uger i arresten. En stor del af tiden er de indsatte låst inde i deres celler, men det kan Evald godt holde ud.

– Fjernsynet gør, at tiden ikke føles så lang, og man kan også arbejde lidt på værkstedet. Jeg har blandt andet lavet flagliner og pakket vimpler, bare for at få tiden til at gå. Andre pakker søm og skruer og tjener en rimelig skilling på det, fortæller Evald.

Maden i arresthuset er ikke førsteklasses og der er ikke så meget af den, som Murer-Evald plejer at fortære. Heldigvis for ham leverer en købmand varer til de indsatte hver tirsdag og fredag efter forudgående bestilling, så Evald er hverken fysisk eller mentalt nedbrudt, når han senere idag bliver sat på fri fod igen.

 

Evald var med i mange sammenhænge her som bestyrelsesmedlem i Vrensted Idrætsforening:


Bestyrelsen ved VI 50 års jubilæum fv. Leif Jensen, formand Tommy Pedersen, Marianne Hyldgaard, Niels Mariegaard, Evald Nielsen

november 2019, jens otto madsen

Niels Jægerum – hans digte

 

Niels Jægerum

 

Niels er født og opvokset på gården “Søndermarken”,  Kongsengene 42, i Vrensted

==========================================

En historie fra barndommen:
==========================================
Herunder  Niels Jægerum´ s  digte:

————-_———————-

15.12.2020

UDE AF VORES HÆNDER
–
der er så meget man håber
vi krydser fingre
vi krydser tæer
vi krydser arme og ben
–
der er så meget man kan ønske
vi kaster mønter i brønden
vi knækker ønskeben
vi går på streger
–
der er så meget man kan tro på
vi folder vores hænder
vi drikker vin som blod
vi spytter over skulderen
–
der er så meget vi erfarer
vi kan ikke håbe os til et liv uden modgang
vi kan ikke ønske os til lykken
vi kan ikke flytte livets væsen med tvang
–
der er så meget der sker
på det forkerte sted
på det forkerte tidspunkt
lige midt i en god dessert
–
der er så meget i det små
som får den største betydning
når vi mærker båndet med gamle venner
og havet pludselig rejser sig
hold om
hold af
hold ud
====================================
06.10.2020
Løvfaldssommer
vi mærker det meget i vores alder
årstiden hvor bladene gulnes
og farverne spiller afskedsvers i sensolen
–
vi har selv den indre varme endnu
sukker tilfredse i den lune morgendis
mens tågen letter mod en ny dag i livets efterår
–
vi plirrer med de gamle øjne mod solen
under den funklende trækrone med krogede grene
lidt varme siver igennem de krøllede blade
–
rødderne virker en smule trætte
tidens tand har sat sine spor på stammen
men varmen blødgør de stive led lidt endnu
–
vores løvfaldssommer – en ekstraforestilling
på kanten af den kommende kulde
nydende et lidenskabeligt åndedrag mere
–
løvfaldssommeren omfavner dagen
den berusende duft af bladenes farvespil
lægger sig som en forførende brise over sindet
–
eftervarmen passer godt til de gamle træer
mens små knopper af ny kraft
vokser frem i ly af den mørke tid
=======================

12.09.2020

PLUDSELIG
Det gik lige så godt det hele.
Armene var oppe og humøret ligeså.
Vi havde så mange ting at dele
og pludselig gik det hele i stå.
————————————
Det var så rosenrødt i vor midte.
Vi kunne skåle på de gode takter.
Mange mente at vor lykke kunne smitte
og være en forbindelse til de højere magter.
—————————————————-
Pludselig blev vi ramt af fremmede dæmoner,
som snigende kravlede ind gennem tuden,
usynlig for øjet ætsende de organiske zoner,
slog sig dræbende ned under huden.
——————————————————
En lære kan være at finde en alternativ norm,
at lade nye vinde blæse over verden.
Der brænder en ild i kroppenes storm,
som næres af ordentligt liv og færden.
——————————————————
En fugleklat i øst kan skabe en pest i vest.
En pøl i syd kan dræbe en fisk i nord.
Måske skulle vi gøre, hvad der tjener os bedst
——————————————————-
06.09.2020
At løfte
Det slår mig at hele mit lange liv
er gået med at løfte, bære og levere.
Vi løftede tunge ting på landet uden et piv
Lærte gennem årene at præstere.
—————————————————-
Roer blev smidt op på vognens lad
læsset med de bare næver i en sang.
Kunsten var at kunne virke glad
når vi sled og slæbte dagen lang.
——————————————————
I ungdommens år sled vi i sved og savn
flyttede hjemmefra og bar de tunge kasser.
Vi kæmpede med at nå frem til en havn
og lærte os at klare strabadser.
 —————————————————-
Livet går for os alle med at løfte og bære.
Vi skubber tunge ting og får røde kinder.
Vi leverer blomster og gaver til vor kære
og bringer bud om det der giver minder.
——————————————————
Når vi kommer frem til det sidste stop
og vi ikke kan trække vejret mere
da vil de levende løfte og bære vor krop
for ingen kan sænke sig selv og levere
——————————————————

25.06.2020

KENDER DU DET?

Kender du det
at du føler dig forkert
selvom du gør alting rigtigt
at du gør dit bedste
og det er ikke godt nok?

Kender du det
at du altid bruger dig selv
presser dig selv
til sidste blodsdråbe
men aldrig føler dig tilstrækkelig?

Kender du det
at du tilbringer mange
timer foran spejlet
kigger kritisk og retter på alt
og stadigvæk ikke er tilfreds?

Kender du det
at du har de bedste intentioner
vil det hele på én gang
kæmper for at blive nummer et
og alligevel bliver alt værre og værre?

Kender du det
at du stiver dig selv af
med forskellige stimulanser
danser rundt i en rus
af oppumpet selvtillid
og stadigvæk er lille indeni?

Kender du det?
Det gør mange unge!

22.06.2020

ENGANG

Engang var min far en
levende krop af handlekraft
omgivet af markens tilstand
og mors kys før kaffen

Engang gik drengen i takt
med karlens saftige fortællinger
og hakkede løs på ukrudt
imellem de sunde planter

Engang legede vi i høet
kravlede i de dybeste gange
holdt om og holdt af
på afstand af de voksne

Engang undersøgte man
ethvert lille væsen på sin vej
gemte det i et syltetøjsglas
indtil det lå stille og sov ind

Engang var undringen
drivkraften i sansernes samling
på nysgerrighedens grøftekant
med haletudser i bækkens understrøm

Engang var der en daglig rislen
fra kilden i de inderste længsler
en stemme fra barndommens sus
som fløjtede sig frem mod livets aften

Engang er nu en gensmag af
det vi stræber efter og lærer
at kende for allerførste gang
mens fuglene synger om kap i træerne

27.02.2020

RÅBET EFTER MENING

Du må have noget at stå op til:

–
et brev at skrive
en bog at læse
en tanke at vende
et menneske at elske
et barn at klappe

–
en begejsring at forfølge
et lys at nyde
en idé at realisere
en drøm at dvæle ved
en kærlighed at pleje

–
en gave at give
en ven at besøge
en sang at synge
en liv at forme
en nutid der hænger sammen med hjertet

30.01.2020

Lyt til verden

Lyt til verden
mærk havets melodi
mærk når det bruser i oprør
mærk når det dovent skvulper
mod det varme sand en hed sommerdag.

–
Lyt til vandet i den isskærende frostnat
og mærk støjen fra den piskende vintervind
gennem marv og ben.
Snus til verden
giv dig tid til at dufte
til blomsterne bag havet.

–
Træk vejret dybt ind
midt i en rose.
Lad duften forplante sig
helt ned i hjertet.

Ånd på verden med din rosenånde.
Snus til din livssødme
i skovens i havens underbund.

–
Føl på stængler og blade,
snegle, hunde og skildpadder.
Mærk deres forskellighed.

–
Luk øjnene
og se den brogede verden.
Se med dine hænder
se med din krop.

Drik af livets dråber
pluk de modne solbær.

–

Lad tungen slikke kanten af glasset
Lad saften
som du drikker
forplante sig til en gylden rislen
i din indre frugthave.

–
Gå i ét med græsset
læg dig på ryggen i det.
Leg at du skal dø.
Stræk dig ud i hvert et græsstrå
der kæler for din kind
og kildrer dig på benene.

–
Lyt til fuglene
Se på skyerne
Flyv af sted over bjerget.
Intet holder dig tilbage
– kun dig selv.

 

25.01.2020

SJÆLENS SØ

hvad er der med de øjne
der leger med blodets brus
kigger igennem os som nøgne
og sender et stikkende sus

hvad er der med det øje
der lukker os ind i sjælens sø
dykker ned i hjertets køje
og får tapper til at tø

hvad er der med de øjne
som forfører os til tanker i drømme
slikker indersiden ren for løgne
og kalder i længselsfulde strømme

hvad er der med de øjne
der stirrer på os fra spejlenes sø
og fanger det flygtige forfløjne
rammer det punkt der ikke vil dø

hvad er der med de øjne
der stråler som diamanter
som de inderste kamre kan højne
gennem kærlighedsfrø der bliver til planter

hvad er der med de øjne

05.02.2020

NOGET I LIVET

det første sekund
du lægger et frø i jorden

det første blik du sender
til de smukke øjne

det første ryk du mærker
i din krop når noget vokser

det første tegn på
at noget er gået forbi

det første chok der ryster
din inderste sjæl

det første glimt
af evigheden i tiden

det første først
mens du er i live

det første sidst
når du ligger for døden

det første udsyn
at noget er vigtigere

det første suk
i den sidste fase af livet

20.01.2020

STILLE NU

Han malede sit navn på hendes ryg
men nu er den varme søjle her ikke mere

Han tegnede deres kærlighed på ruden
men nu er duggens kurver borte med blæsten

Han formede hendes krop i det varme sand
men nu er stregerne skyllet væk

Han nød hendes ånde i ly af nattens himmel
men nu er kun mørket tilbage

Han stirrede på hendes smukke ansigt om morgenen
nu er blot den tomme pude ved hans side

Han borede sit blik ind i hendes smukke øjne
nu fylder kun tårernes tåge hans udsyn

Han kyssede hendes mund og smagte forelskelsen
nu er båndet bristet og munden har han mistet

Han kunne kæle for hendes hår i timer
nu er krøllernes blødhed ude af hans hænder

Han smagte på hendes trylleretter i livet
nu sidder kun de gyldne spor i maven

Han hørte hendes stemme tæt på sit øre
nu er kun et langstrakt ekko tilbage

Han flettede alt hos hende ind i sin sjæl
og det har hans hjerte det godt med

nu er her så stille

19.01.2020

HVEM VILLE IKKE?

Hvem ville ikke undersøge sit barn
hvis det havde smerter?

Hvem ville ikke befri det for fremmedlegemer
hvis det havde slugt noget forkert?

Hvem ville ikke sørge for ilt til barnet
hvis det ikke kunne få luft?

Hvem ville ikke søge hjælp til barnet
hvis temperaturen var livstruende?

Hvem ville ikke få barnet renset
hvis det var fyldt med bakterier?

Hvem ville ikke redde barnet
hvis det var ved at drukne?

Hvem ville ikke hjælpe barnet
hvis det havde indtaget forurenet vand?

Hvem ville ikke redde barnet ud af flammerne
hvis det brændte omkring det?

Hvem ville ikke gøre det samme
hvis JORDEN selv var et barn?

Hvem ville ikke?

17.01.2019

DET

nogle har det
andre er helt foruden
som om de aldrig har kendt det

jeg mødte én i toget
som havde det
vi kiggede længe på hinanden
og der i blikket var det
blev suget ind i det

da hun gik
lagde hun sin hånd på min arm
by by Sir
der var det

siden har jeg mødt det
på gåture
på ferier
på gaden
på stier
og her for nylig
på en restaurant
øjnene greb fat i det
på tværs af bordene
fløj det afsted som et missil
borede sig ind i
sjælens gemmer
og eksploderede omkring hjertet

vi ved det findes
imellem os
nogle har det resten af livet

16.01.2019

RØDDER OG VINGER

små dronninger sminkes som voksne kvinder
pyntes til duller mens barndommen forsvinder

alle filmes med smarte telefoner i konkurrence
agerer som dukker med snore i kunstig balance

lærer at gå catwalk foran den griske arrangør
man ser deres tomme øjne og svingende humør

de græder og presses ud af livets leg og sus
de skuffes hvis de ikke får pokalen i hus

barnet købes til reklame som lokker
skal anbefale og får penge som blogger

hvad sker der når de sociale medier gemmer
at de forfører andre med sprøde stemmer

man får den tanke at små hjerter vil falme
når børn bruges som middel får man kvalme

hvorfor haste med at voksne op
gi` barnet en tid til rødder og top

15.01.2020

VI VED DET GODT

de er lænket sammen
de må ikke tale sammen
de må ikke vende sig om natten
-vi ved det godt

de skal tisse i den samme spand
de har 15 kvadratmeter til 15 personer
de er omgivet af lys og overvåges hele døgnet
-vi ved det godt

de skal se på en voldtægt
de skal se på tortur
de skal høre smerteskrig
-vi ved det godt

de skal tilstå trods uskyld
de bliver sat på en sømstol
de får revet neglene af
-vi ved det godt

de må ikke tale deres eget sprog
de må ikke danse deres egne danse
de må ikke have kontakt med slægtninge
-vi ved det godt

de får skåret tungen af hvis de ikke indordner sig
de får fjernet en hånd hvis de er ulydige
de stenes til døde hvis de gribes i at elske ved siden af
-vi ved det godt

de skal alle genopdrages i lejre med vold
de skal alle hjernevaskes med magt
de skal alle bekende i kor under bevogtning
-vi ved det godt

vi er jo alle mennesker

05.01.2020

SYN FOR GUDER

at runde og blive rundere
med tidens tand
være lykkelig med sig selv og sine
når nu solen skinner
på en ufortjent fødselsdag
og man bare skal nyde et nyt tal
i lille sluttet cirkel så
blir man da glad som et lille barn
og lamslået på fortrappen
når kendte gamle venner
naboer slægtninge børn
svigerbørn og ringene i vandet
dukker op i en slange af
skønne øjne i overtøj
målløs og uden mæle
tager man bevæget imod
flokkens sang og dirrer
i alle grene af det gamle træ
enhver kommer frem med varme
kinder og tillykke og
knuses en ekstra gang
med følsomme hænder
og blikke fra sjælenes sø
en kæde af minder
i en uvirkelig surprise
på hjemmebane i stuens
stemte snakkehygge
varme taler og et leve
en begivenhed på en dag
som lyser op og
tillægges en særlig betydning
en dag hvor man mærker
at der er noget langt større
end en gråhåret fødselar
der tager imod på fortrappen
stemmer at længes efter
sidder nu i vores vægge
og spøger i al fremtid
med latter og tusinde ord

af hjertet tak til jer der bar slæbet
og alle jer der holdt på hemmeligheden
og kom i den aftalte konspirationsflok
og tog mig på lænestolen i en morfar😀

kh
Fødselaren

 

30.12.2019

GANGARTER

det er ganske spændende at se på ben der går
det er glimt for øjet som enhver forstår

de små piler over sten og stok
falder og slår hul i sok

børn sætter af for at springe over bækken
benene kører i luften og rammer hækken

senere vandrer man mere roligt i lunden
holder i hånd og bruger munden

to unge kærester fletter fingre og tæer
de sidder tæt på molen og går ikke mer`

det er med næsen i sky at nogle går
det er med bøjet nakke at nogle blot står

en del kommer for sent trods ilen
en del går rundt om sig selv med mobilen

jeg så en mand komme dinglende hen ad vejen
ved siden gik en kvinde som traskede lidt forlegen

nogle humper afsted som var det dagen derpå
andre glider over vejen som en ganger grå

de gravide kan vralte som en and så trind
de er så smukke med buler der går over gevind

når benene svigter og man pludselig skrider i svinget
ligger man der og har skrammer på skindet

soldater strækker ud i stram eksercits
på store paradepladser som en vits

de hjulbenede kan trille afsted som en bold
men på grise og hvalpe kan de ikke få hold

på film er haltefanden med hestefod
lister rundt som djævelen og spiller god

så kommer der et par som går i takt
under skoene står der ”ecco” eksakt

en mand og kone går gåsegang i trance
hun går forrest han bagerst i deres alliance

sølvbrudeparret holder om og danser en vals
de andre maser i kredsen og strækker hals

når de gamle veteraner tripper på banen
tænker de på 3. halvleg og noget til ganen

de gamle krogede ben vil ikke sprinte mere
”drengene” er trætte og nyder en pilsner eller flere

sådan går det i livet med ben og med fødder
vi ender med knuder og ondt i de gamle rødder

ingen ønsker her at tage benene på nakken
vi nøjes med at løbe med snakken

før vi går til de evige jagtmarker
og træskoen er sat af en knoldesparker

29.12.2019

DET FORBUDTE TRÆ

de små leger med blikket mod himlen
de yderste grenes lokkende svimlen
trækroner fyldt med fristende frugter
større end frygten for voksne der tugter
til alle tider mod de vippende pinde
hvor det forbudte ligger dem på sinde
et nej pas på er en opfordring til at ville
falder for fristelsen mens man er lille
forbuden frugt smager bedst af alt
de voksne ved at det kan gå galt
derfor pakkes børnene ind i vat
for tænk om grenen kunne være glat
dog er det langt bedre at bakse med livet
end få det foræret og tage det for givet
det er farligt at leve og sådan må det være
kun af de knubs man selv får kan man lære
det forbudte træ er det bedste der findes
gid alle børn kunne klatre og ikke bindes
lad barnet kravle op og mærke suset
hele kroppens sang såvel som bruset

29.12.2019

ORDENES MAGT

ord som skaber nærhed
ord som skaber afstand
ord som varmer et forhold
ord som fryser en relation
ord som knytter os sammen
ord som deler os i to
ord som gør os glade
ord som gør os ondt
ord som åbner sig mod verden
ord der ekskluderer det fremmede
ord som viser tolerance
ord som river negle af
ord som bekræfter alt det gamle
ord som integrerer det nye
ord som skaber fryd
ord som føder smerte
ord som beskytter mindretal
ord som hjernevasker afvigere
ord som indånder betydninger
ord som udrenser det anderledes
ord som vækker oplagthed
ord som får noget til at visne

ordet skaber verden

28.12.2019

Øjne

søg de øjne som fugten fanger
kig dybt i de smukke pupiller
luk op til sjælens kammer
fang den sang som iris spiller
de gamles øjne hvor er de kære
af gamle øjne kan man meget lære

26.12.2015

Skønhed

vi ser den grånende dag
omtåget i det triste mørke
vi ser solen bryder frem
oplyser græstæppet i forandringes linse

vi ved at foråret venter forude
piblende i de indre landskaber
vi ved at efter kulde kommer varme
damper jorden med kærlige strøg

skønnest er dog det vi ikke fatter
mirakler i menneskehøjde
livets magi i de små ting
som fnug af frø der blir til nye træer

25.12.2019

ANGST I BØRNEHØJDE

når jeg vågner regner det med bomber
når jeg leger er det i ruiner
når jeg spiser ryster mine hænder

jeg ville så gerne kunne græde
jeg ville så gerne kunne drømme
jeg ville så gerne være tryg

min angst fylder min krop
mine øjne flakker af frygt
mit hjerte banker for livet

stop ondskaben i verden

25.12.2019

RÅBET OM MENING

Hvis vi lever evigt
er der så ingenting der haster?

Hvis vi kun lever én gang
er alt mon så altid for sent?

Hvis vi dyrker den absolutte sandhed
tror vi da vi ved fordi vi ikke ved vi tror?

Hvis vi opstår på ny til evigt liv
hvor mange mon så der er bag os af de andre?

Hvis vi ikke ved vi er døde når vi er det
er denne side så den eneste vi har?

Hvis vi er levende kan vi ikke være døde
når vi er døde kan vi så ikke være?

Hvis vi tror på vegne af andres tro
kan vi så låne religiøsitet ved særlige lejligheder?

Hvis der er stunder i livet hvor vi må sige tak
hvor retter vi da vores øjne hen?

Hvis vi kastes ud i tomhedens hul
hvad gør vi så med meningsløsheden?

Hvis sekulariseringen vinder terræn
hvilke materielle guder er det så vi dyrker?

Hvis vi ikke tror at vi tror nok
hvordan kan vi så måle det der ikke kan siges?

Hvis svarene blæser i vinden
hvad kan myterne så fortælle om de grå zoner?

Hvis de store fortællinger er brudt sammen
hvordan kan man så leve mellem stumperne?

Hvis der ikke er nogen plan med mennesket
hvordan kan vi så tackle at det højeste ikke findes?

Hvis gamle ord kan blive til kød
kan man da leve af et nyt menukort?

Hvis vi ikke har et gelænder at støtte os til
hvad gør vi så når vi mister balancen i livet?

Hvis vi ikke er fanget af vores fejltagelser
hvor venter så den nye begyndelse?

Hvis ikke virkeligheden kommer til mennesket
er det så mennesket der frembringer virkeligheden?

Hvis livet er en daglig kamp
er der så uden denne kamp intet liv?

Hvis vi leder efter sandheden hele livet
skal vi så frygte dem der har fundet den?

23.12.2019

BØRNENE I VERDEN

vi hører børnenes skrig
i en verden fyldt med krig
mærker deres smerte og længsel
midt i lejrens usle fængsel
kan se de øjne og de hænder
beskidte men rene som venner
de små er altid det bedste
kunne vi se dem som vores næste
eller er de blot et middel i en verden
hvor egoisterne beregner deres færden
barndommen er vores livs morgen
og denne bør ikke druknes i sorgen
kunne vi blot gå børnene i møde
ville færre af dem skulle forbløde
genopfrisk det indre barn hvis kraft
du engang selv har haft

22.12.2019

DET BEDSTE og DET VÆRSTE

Det bedste jeg ved
er at ligge under et tæppe
og flyde sammen med sjælen

Det værste jeg ved
er at tale til en væg
der sender en kold skulder

Det bedste jeg ved
er at kigge gamle billeder
og drømme om svundne tider

Det værste jeg ved
er at blive lagt i lænker
uden at kunne se kæden

Det bedste jeg ved
er når ordene får ånd
i nattens fortrolighed

Det værste jeg ved
er at blive dømt på mit humør
og ikke kunne være mig selv

Det bedste jeg ved
er at kunne være helt stille
og mærke et bånd af samvær

Det værste jeg ved
er skulle tvinges til at smile
når man inderst inde er ked af det

Det bedste jeg ved
er at nyde livets dessert
og kaste sten i vandet med barnebarnet

Det værste jeg ved
er når sandheden låses ned i en fryser
og tankerne stivner til koncepter

Det bedste og det værste
er modsætninger i livets toppe og dale
der strides på hjerternes holdeplads

20.12.2019
Drengen i manden

små drenge på grønne plæner
unge muskuløse mænd der træner
virile veteraner der tror de spæner

fantasiens drengebørn i eventyrlandet
ungdommens kampe om piger i vandet
alderdommens petanque-kugler i sandet

uendelige drømme i drengesind
pubertetens scorereplikker mod pigekind
den gamle dreng leger med hund og pind

drenge kan stryge en mor så kærligt på panden
den smukke teenager kysser en pige fra forstanden
når drengen dør i manden dør manden

meningen med livet er ikke at blive mange år
men at mærke livets pulsslag som i livets vår
at bruge alle sine sanser hver dag som tiden går

17.12.2019

Mangfoldighed og fjendebilleder
I mange lande er der stærke racistiske kræfter, der forsøger at tegne negative billeder af de befolkningsgrupper, der ikke passer ind i normen. Vi møder ofte spørgsmålet: Hvad er det der gør, at de afstumpede holdninger og intolerancen vinder terræn? Hvorfor kan vi ikke leve sammen i forskellighed?

Uanset

Uanset hvilken farve du har
Uanset om du er sort, hvid eller gul
Eller har en helt anden farve

Uanset om du er kvinde eller mand
Uanset om du er barn eller voksen
eller om du lever i livets efterår

Uanset om du er født med alle sanser
Uanset om du er syg eller rask
Eller om du mangler en del af din krop

Uanset hvor du kommer fra
Uanset hvor du er på vej hen
Eller blot er midt imellem

Så er vi alle mennesker

14.12.2019

Ved juletid kommer der mange glæder og savn:

At miste

at miste er som at drømme en lang film man har glemt
og gense en kær person med en længsel mod stemmen der var
i en dyb samtale med hjertets mørkekammer

at miste er at besøge knyttede forbindelser i en kæde af minder
fra gennemlevede fortællinger til fortidens bånd
og at tabe tråden til kommende samvær

at miste er at bære en kurv af minder under armen til en stille plet
hvor man hører fortidens musik fra en indre klangbund
til en dans med varme hænder og levende fødder

at miste er en gave af levet liv i vores bagage af sanselighed
som modtager minder i en ledetråd af taknemmelighed
hvor savnet står lysende klart i skyggen af livets puls

at miste er når sorgens fugle bygger rede i dit hår
og du ringer til en der ikke svarer mere
mens du inderligt savner som herfra og til månen

at miste er en begyndelse til en ny rejse
hvor kærlige øjne blinker forude som lokkende milepæle
et sted i tågen hvor du finder en hånd der rækker ud

13.12.2019
DET SMUKKESTE

Det smukkeste i livet
kunne ikke være sket
på kortere tid!

Det hæsligste i livet
kunne ikke være sket
på et værre tidspunkt.

Jeg kaster mønten
hver morgen og håber
den gode side vender op.
.
Livets lava kan ikke
slette de spor
som har brændt sig fast
i erindringens vulkan.

Nedenunder det sorte landskab
og slaggernes røg
ulmer det nye håb
og livets længsel mod sig selv.

I det mørkeste indre
brænder den heftigste ild.

10.12.2019
EN HEL DAG

sådan helt som i gamle dage
en hel dag i nærhedens tegni
en hel dag i kærlighedens navn
sådan helt som det var
kun os to side om side
kun os to uden omsvøb
sådan helt som båndene var
der er ingenting som filtreres
der er ingenting som udelades
sådan helt som når kinder mødes
i et glimt af øm erindring
i to hænder som flettes
sådan helt som det var engang
da du fyldte det mest af livet
da du var det der gav mening
sådan helt som i gamle dage

og aldrig helt det samme

 

09.12.2019

Øjeblikket

i det ene øjeblik trækker vi vejret
i det næste puster vi ud

i det ene øjeblik flytter vi fødderne
i det næste ligger vi på langs

i det ene øjeblik hilser vi på hinanden
i det næste siger vi farvel

i det ene øjeblik mødes vore øjne
i det næste et kys på kinden

i det ene øjeblik danser vi på roser
i det næste rammes vi af tragedien

i det ene øjeblik samler vi på fjer
i det næste en tung sten i hånden

i det ene øjeblik smiler vi til verden
i det næste det sidste klem

i det ene øjeblik ånder vi ud
i det næste bliver vi stille

i det ene øjeblik slukker vore hjerter
i det næste er vi væk

det er i grunden ganske smukt

07.12.2019

SJÆLENS SØ

Sender et hjerte til de øjne
mærker kærlighedens varme spor
stirrer ind i sjælens mørke sø
beruset af fantasiens kraft

Blinker til de øjne
sanser de dybe vibrationer
mimer en fortrolighed
i en tråd af længselsfuld berøring

Mærker den buldrende puls
i tankekraftens inderste intuition
bestøvet af dryssende sansekraft
i en støvsky af inderlighed

Kysser de smukke øjne
i en rus af livets mening
sender en gestus til det blik
hvor musikken spiller de dybe toner

i en ledetråd af kroppenes harmoni

04.12.2019

BERØRT

at kaste sindet mod verden
som en rislende duft af friske blomster
med nysgerrige tanker i en grød af hjertets slud
er et afmægtigt opkast fra ordenes lygtemand

at grave sig ned i understrømmenes hvirvel
som et uhyre i meningernes stræde
med fare for at drukne i begrebernes slam
er en risikabel balance på en knivsæg

at mærke det skvulper i gamle blodpytter
som en bylt mod tunge tinder
med sten der skubbes op ad livets bjerg
er en kamp mod det tabte barneland

at længes efter nye sprudlende spirer
som kommende afgrøder på den gamle mark
med små hænder i de rynkede næver
er det håb der tændes i drømmenes stjernetegn

at græde med længsel i de blanke øjne
som vejret der holdes af skæbnens spil
med stikkende åndedræt mod den kolde verden
er en flig af dramaet fra tilfældighedernes holdeplads

at fyldes med klumpen af rørt betagethed
som en glæde af forventningens vingesus
med fingeren på pulsen til modstridende tankespil
er at leve forlæns og forstå baglæns

at se på tosomhedens kærlighedskys
som en mindesten for hudens berøring
med sitrende sus af sammensmeltning
er at være ét med dybdernes sansemark

at prikke sig på tornen i smertens møde
som natlige stik i alle blodbaners delta
med en overvågende døsig opmærksomhed
er at lege med tankens kraft i afmægtighed

at flytte sig fra de mørke tankers nætter
som en ætsende virus af modvindens smerte
med lettelsens lysskær i brystets bolig
er at vove sig selv på kanten af livets længsel mod sig selv

at finde en vej i mørkets umulige uvejr
som en buldrende orkan af dulgte kræfter
med kaotiske ruiner efter stormens hærgen
er at ane at intet mørke kan slukke selv den mindste flamme

hvem du end er skal mit ønske være
lys ja lys lille stjerne

02.12.2019

POESIBOGEN

Vedbliv blot at være ærlig
barnlig, god og blid,
vær imod din næste kærlig
og til hver en tid.
Hjælp de svage hvor du evner
når du frem i livet stævner,
når du trøster dem der græder
øges dine glæder.

26.11.2019

AT BIDE SIG SELV I HALEN

er det vi gør fint
eller er det fint fordi vi gør det

er det vi tror på sandt
eller er det sandt fordi vi tror på det

er det vi tænker virkeligt
eller er det virkeligt fordi vi tænker det

er det vi retter os efter retfærdigt
eller er det retfærdigt fordi vi retter ind

er det vi dyrker sundt
eller er det sundt fordi vi dyrker det

er det vi finder godt bedst
eller er det bedst fordi vi finder det godt

er det vi værdsætter værdifuldt
eller har det værdi fordi vi værdsætter det

svaret bider sig selv i halen
og
sådan er det tit og ofte

den 26.11.2019

En lille sang fra min barndomstid i Vrensted, hvor vi byggede huler og røg så det svimlede:

Hulen

vil du med i min hule
vil du lege med mig
skal vi finde en smule
og pakke vor grej
en kiks og en kage
en snor og en kniv
min bedstefars pibe
så vi kan få et hiv

dernede i mørket
vil vi tænde et lys
kigge på sager
og tænde et lys
først blir man svimmel
så blir man hvid
da er man voksen et stykke tid

lidt tobak vi har
det håber jeg på
det vil vi blande med blade og strå
så vil vi sidde i os og i røg
der vil vi nyde vor første smøg

dernede i mørket
vil vi tænde et lys
kigge på sager
og mærke et gys
først blir man svimmel
så blir man hvid
da er man voksen et stykke tid

Billedet indeholder sandsynligvis: tekst

17.11.2019

Kampen og modsætninger mellem liv og død har været en central del af min opvækst på landet. Mit motto har altid været: Hellere bakse med livet end få det foræret! Uden en sansebaseret og erfaringsbaseret opvækst ville jeg slet ikke kunne forestille mig et liv som forfatter, foredragsholder og underviser i billedsprog, ledelse og kulturbegrebet. Uden den sanselige selvbevidsthed ville jeg ikke kunne forstille mig hverken livsmod, forestillingskraft eller jordforbindelse.

Lyt til verden
mærk havets melodi
mærk når det bruser i oprør
mærk når det dovent skvulper
mod det varme sand en hed sommerdag.
Lyt til vandet i den isskærende frostnat
og mærk støjen fra den piskende vintervind
gennem marv og ben.
Snus til verden
giv dig tid til at dufte
til blomsterne bag havet.
Træk vejret dybt ind
midt i en rose.
Lad duften forplante sig
helt ned i hjertet.
Ånd på verden med din rosenånde.
Snus til din livssødme
i skovens i havens underbund.
Føl på stængler og blade,
snegle, hunde og skildpadder.
Mærk deres forskellighed.
Luk øjnene
og se den brogede verden.
Se med dine hænder
se med din krop.
Drik af livets dråber
pluk de modne solbær.
Lad tungen slikke kanten af glasset
Lad saften
som du drikker
forplante sig til en gylden rislen
i din indre frugthave.
Gå i ét med græsset
læg dig på ryggen i det.
Leg at du skal dø.
Stræk dig ud i hvert et græsstrå
der kæler for din kind
og kildrer dig på benene.
Lyt til fuglene
Se på skyerne
Flyv af sted over bjerget.
Intet holder dig tilbage
– kun dig selv.

Niels Jægerum
Dreng fra Vrensted

15.11.2019
UDE AF MINE HÆNDER

der er så meget man håber
vi krydser fingre
vi krydser tæer
vi krydser arme og ben

der er så meget man kan ønske
vi kaster mønter i brønden
vi knækker ønskeben
vi går på streger

der er så meget man kan tro på
vi folder vores hænder
vi drikker vin som blod
vi spytter over skulderen

der er så meget vi erfarer
vi kan ikke håbe os til et liv uden modgang
vi kan ikke ønske os til lykken
vi kan ikke flytte livets væsen med tvang

alle kan vi være på det forkerte sted
på det forkerte tidspunkt
alle kan vi rammes af katastrofen
lige midt i en god dessert

ude af vores hænder
opfinder vi et symbol
der beskytter os mod det vi ikke kan udholde

selv går jeg rundt med en sten og fjer i lommen😊

13.11.2019
SANSERNES DRENGEÅR PÅ KONGSENGENE I VRENSTED

være ti og vågne
med ild i kroppen
blod på hænderne
male sig i ansigtet
putte fjer i håret
og bånd på armenes muskler
gå på jagt efter blegansigter

være ti og dræbe uslinge
meje dem ned imellem rabarber og frugttræer
binde dem til totempæle
og kradse deres indvolde ud
nyde sødmen af kampens sejrsrus
i en stille middagsstund
med blikket mod himmel og skyernes flugt

være ti og løbe fra en hær af fjender
med jordsmag og græsstrå i munden
en skarp dolk i skeden
og skind over hofterne
flyvende hen over markens knolde
springende for livet over bækkens afgrund
mærke kroppens kamp i mødet
med krodiller, ler og sumpvand

være ti på randen af gråd og sivgræs
trukket ned i bunden af grøftens mudder
omgivet af småfisk og frøernes kvækken
guldsmedenes luftdans som sværmende mirakler
med regnbuens farver i øjenhøjde
vandnymfernes frihedskamp i syltetøjsglasset
på kanten af mergelgravens forførende dybder

være ti og høre græshoppernes skjulte musik
summeaf biernes kærlighed til blomsterne
hundenes jagt efter kattene
stærens fløjten i poppeltræet
vibernes sang under himlen
lytte til sit eget hjerte
og blodets banken mod fantasien

være ti og drømme om en lille kalv
der blev til en elefant

12.11.2019

TIDEN TILBAGE

tiden tilbage er fremtidens morgendis
hyllet ind i en tåge af tilfældigheder
en listig kattelem til kommende overraskelser
på den nysgerrige knivsæg
mellem det tunge og det lette

tiden tilbage er livets mystiske sandkorn
der drysser mod en bunke af uvished
mellem dryp fra en rislende kilde
af livets længsel mod sig selv
til tonerne af blodets flydende musik

tiden tilbage er et tov af nye minder
der breder sig som ringe i vandet
frem mod det skæbnemønster
vi kun kan se i bakspejlet
fra et fugleperspektiv i en stille stund

den 09.11.2019

KIRKEDAMMEN
et lille menneske på glatis
en bambi med usikre ben
omgivet af skøjtende venner
der suser henover det frosne vand
de legende børn hujer og griner i flok
fanger hinanden på skift
kaster sig i hinandens arme
bremser med hælen ved kanten
til det mørke vands kolde dyb
isen hugges til flager
der bruges som tømmerflåder
sammenstød og kamp med
kæppe og stager i små og store hænder
et barn glider ud til svanerne
og reddes op af en større dreng
legene fortsætter mens
den uheldige kammerat sendes til tørring
ved kakkelovnens varmeskær
på kanten af det kolde vand
blev vi varmet op til livets passion
det var legeland på kirkedammen

Min barndom i Vrensted:

Barndommens mark
at gå rundt mellem viber på lerede marker
at samle klumper af jord under neglene
at lytte til revner og vind med bare fødder

så er jordforbindelsen i sansehøjde
så er opmærksomheden slået til
så er der strøm på tissehegnet

at ligge i læsset med øjne mod skyerne
at svimle i vuggende højder under himlens tag
at lukke sine øjne mod de åbne vidder

da himler det på drømmenes ønsketur
da svæver tankerne mod stjerner i det fjerne
da fyldes man af længsel mod sin skæbne

i ly af barndommens mark

En sang til vanen

Vi kører rundt i en lastbil så stor
den laver dybe lastbilspor.
Sådan er vor tanke den graver sig ned
når den først er lavet så bliver den ved.

Frem og tilbage
samme trummerum.
Verden er af lave
hvis noget laves om.
Blive ved samme
gøre li´som sidst.
Det er befriende ubevidst.

Vi plejer at indtage vor faste plads
sidder ved de samme er godt tilpas.
Her har vi bygget et trygt lille tårn.
Det som vi ser er det samme hver mor´n.

Frem og tilbage
samme trummerum.
Verden er af lave
hvis noget laves om.
Blive ved samme
gøre li´som sidst.
Det er befriende ubevidst.

Her går vi rundt i vort indre hus,
her har vi hjemme med det er vi dus.
Tænk hvis vi rulled` gardinerne op
hvad vi så ku` se ja måske vi fik en prop?

Frem og tilbage
samme trummerum.
Verden er af lave
hvis noget laves om.
Blive ved samme
gøre li´som sidst.
Det er befriende ubevidst.

2. oktober 2019

Lyt til verden

mærk havets melodi
mærk når det bruser i oprør
mærk når det dovent skvulper
mod det varme sand en hed sommerdag.
Lyt til vandet i den isskærende frostnat
og mærk støjen fra den piskende vintervind
gennem marv og ben.
Snus til verden
giv dig tid til at dufte
til blomsterne bag havet.
Træk vejret dybt ind
midt i en rose.
Lad duften forplante sig
helt ned i hjertet.
Ånd på verden med din rosenånde.
Snus til din livssødme
i skovens i havens underbund.
Føl på stængler og blade,
snegle, hunde og skildpadder.
Mærk deres forskellighed.
Luk øjnene
og se den brogede verden.
Se med dine hænder
se med din krop.
Drik af livets dråber
pluk de modne solbær.
Lad tungen slikke kanten af glasset
Lad saften
som du drikker
forplante sig til en gylden rislen
i din indre frugthave.
Gå i ét med græsset
læg dig på ryggen i det.
Leg at du skal dø.
Stræk dig ud i hvert et græsstrå
der kæler for din kind
og kildrer dig på benene.
Lyt til fuglene
Se på skyerne
Flyv af sted over bjerget.
Intet holder dig tilbage
– kun dig selv.

UDE AF FLASKEN

ude af flasken
er der lukket op for posen
og melet i munden
vælter ud i en røg af forklaringer

ude af flasken
er der ikke pakket noget ind
sandheden er punkteret
og dækket er for fladt til retorisk kørsel

ude af flasken
er der gået hul på bylden
materien flyder dampende omkring
og lægger sig tilrette
mellem kæberne

ude af flasken
kravler argumenterne rundt
som arrige hvepse
der er ekskluderet fra boet

flasken fyldes langsomt igen

09.10.2019
Vi lever i en tid hvor begravelser i vores alder er hyppigere end fester. Det giver anledning til mange tanker om døden på forskud:

Et smil på læben

forleden gik jeg så selv bort
sukkede og slukkede med et smil
fandt det passende at sove glad ind

nu hvor jeg er væk tænker jeg ikke mere
min lysende bevidsthed er blevet mørk
kan ikke skelne mellem noget og har intet sprog

mine dejlige børnebørn taler til mig
men jeg taler ikke tilbage til dem
de hører kun min stemme på deres indre grammofon

jeg er stendød uden at vide det
er kold uden at føle det
er brændt til aske uden at mærke det

her i min guitar-urne er der stilhed
et par triller fra en gråspurv på stenen
høres kun af de efterladte

da jeg nedlagde mig selv med et klem
og gav mig hen til det sidste dybe åndedrag
vidste jeg at livets glade sekund var forbi

mens vi lever er vi ikke døde
når vi dør kan vi ikke være
hverken dernede eller deroppe

livet er et mysterium der skal leves
på en knivsæg mellem her og der
af ild er jeg kommet til ild skal jeg blive

det er i grunden ganske smukt
og ulidelig let at gå bort til noget
som ikke har et begreb om sig selv

det kalder på et smil
memento mori

En ven

en ven er én der ved hvem du er
forstår hvor du kommer fra
accepterer hvem du er blevet
og nænsomt lader dig vokse

en ven er én der ved hvad du gemmer på
lægger øre til dine bekymringer
følger dig i sorgens kølvand
ledsager dig på dine nye eventyr

en ven er én der tager din arm på nedturen
holder om dig i trange tider
besøger din angst med opmærksomhed
genskaber troen på et nyt forsøg

en ven er som en skål der udhules
for at kunne rumme endnu mere
sammen med hvem man ikke kan håbe for meget
og som man ikke bliver skuffet af

en ven er én man kan være stille sammen med
så sjælen luftes ren i en rørende eftertanke
med et smil på læben og et kærligt blik
hvor man kan tage det tunge med let sind

en ven er en kilde så dyb
at den kan rumme de spande vi bærer dertil
omgivet af menneskelig virksomhed
hjælpekunst og erfaringer med liv og død

man får en ven ved selv at være én

09.11.2019

AT SE MED HJERTET

du ser at jeg græder
men grådens sø er min egen
du ser jeg blinker
men sjælens øje tilhører mig selv
du ser jeg falder i staver
men mit åndsfravær er nærvær i en anden verden
du ser jeg vakler
men min slingrevals er livets salt
du ser jeg dummer mig
men at fejle er min rettesnor
du ser jeg smiler
men latteren klukker i mit eget bryst

vi ser så mange ting hos andre
men kun med hjertet kan man se rigtigt

PLATONS HULE

bryd lænken
ryst tankerne
krads horisonterne
sæt ord under ørerne
blikke på neglene
klø din semantik
puds forståelsen
rids din selvindsigt
forløs dine drømme
gå en tur med definitionerne
dans med din forestilling
forfør din hypotese
grav efter diskursen
fremkald paradigmerne
afslør magtens masker
forstyr riterne
skub til symbolerne
tænd visionerne
op af Platons hule
væk fra doxas mørke
kend dig selv
kritisk

HAMMER OG SØM

har du en hammer, ser du søm
har du et fejlsyn, ser du mangler
har du et ressourcesyn, ser du potentialer
tror du på noget er det det, du får øje på
tror du det lykkes, bliver vejen lettere
tror du, at du tror styrkes din tro
hvis vi er enige om, at dette er virkeligt
hvis vi er enige om, at sådan ser verden ud
hvis ja så er det også den virkelighed, vi får
hammer og søm hænger sammen

28. september

RETSBEVIDSTHED

nu kan man svindle i selskabsskat
og trække udgifterne til rådgivningen fra
stikke folk en knytnæve
og få specialisthjælp til hånden
snyde med bidrag til familien
og modtage tilskud til fornøjelser
røve penge fra private folk
og få fradrag til skærebrænderen
lyve og bedrage til højre og venstre
og få medaljer for sin opfindsomhed
hvidvaske sine sorte penge
og bygge luksushuse bag høje hegn
kaste med sten når man bor i et glashus
og få politibeskyttelse og livvagt
opgive kreative håndværkerfradrag
og undgå kontrol på det man oplyser
anklage politiet for krænkende adfærd
og modtage erstatninger for lovbrud
tømme offentlige kasser med sociale ydelser
og investere dem i rideheste og ejendomme
lænse en fremmed konto for penge
ved at købe en bank til transaktionen

“retfærdighed” er en by i Fuskland

TÆNK HVIS

tænk hvis vi kunne
ligge i en sofa på en motorvej
gå til kirke og høre en nøgen præst
spille fodbold på en skrå bane
skifte musiksmag og lytte på en ny måde
køre rundt med vores døde far på forsædet
blive begravet i en guitar og spille videre

tænk hvis vi kunne
finde en gratis p-plads i en storby
kysse en andens ægtefælle uden jalousi
flette fingre med en sulten kannibal
blæse og have mel i munden
gå i hundene uden bebrejdelser
kigge på ethvert menneske som menneske

tænk hvis vi kunne
være os selv uden at være grådige
løbe efter penge uden at dø af det
knække sammen uden at gå i stykker
rejse os fra afgrunden uden at gå over gevind
vinde i spil og kærlighed på samme tid
redde et menneske uden at få en belønning derfor

tænk hvis vi kunne
drømme en hel nat og huske vores drømme
sætte ord på verden og fange den med nye øjne
kræve mindre af tiden end den giver
holde op med at fylde fremmed betydning i alt
fjerne livets skyggesider før vi dør
forlige os med det sidste suk før lukketid

tænk hvis…

 

Bådstedhede billeder fra “Tut Peters” Ole m.fl.

Herunder en række fine billeder modtaget fra Marie og Peter Jensens Ole . . De boede på en lille ejendom overfor gårdejer Ulrik Jørgensen, på Bådstedhedevej 206,  Vrensted. Peter Jensen kørt en overgang en mælketur til mejeriet fra ejendommene på Bådstedhede. Der er desuden modtaget billeder fra andre med tilknytning til Bådstedhede.

Kvinder fra Bådstedhede samlet hos Marie og Peter Jensen, Bådstedhede, Marie kaldet Tut. f.v. Else Jensen, Jytte Jensen, Dorthea Aaris,  Lilly Hyldgaard Nielsen, Anna Rørbæk Larsen,  Ida Andersen, Signe Jørgensen, Emma Jensen, Dagmar Jensen, Karen Pedersen, f.f.v. Maja Nielsen, Marie “Tut” Jensen, Minna Christensen. foto fra 1964
Marie og Peter Jensens ejendom som senere blev ombygget. De havde sønnerne Ib og Ole
Her Tut Peters om- og tilbyggede ejendom ca. 1955.
Her Marie kaldet Tut og Peter Jensen
Her Peter jensen som 25 årig høster med selvbinder
25 årig Peter Jensen
fætter og kusiner fra Thise besøger Ib og Ole
Her  har mor Marie lavet chokolade til Ole og nabodrengen Knud Jørgensen
Knud Jørgensen og Ole så fine legekammerater i haven
Ib opdrager på sin hund
Ole til danseopvisning i forsamlingshuset th. Jørgen Bøgh Larsen, hvem er pigerne ?
En yngre udgave af Ole. Med briller Henrik Søndergaard, Ole og Else Larsen, Grenegaarden, Jens Otto og Erik Justesen, ?
Ib med de flotte heste
Køerne hentes hjem til malkning her krydser de Bådstedhedevej
Peter Jensen ude med såmaskinen
ja den står og hygger sig, hesten.
Tut Peters første bil en Ford Y årg. 1938 midt i 1950 erne på stranden
Senere kom den store Captain til ved siden af en gammel Ford
Familiebillede med Ole i konfirmationsalderen sammen mor, far og bror Ib.
Hele den lille familie ved Pter Jensens 50 års fødselsdag
Peter Jensens 50 års fødselsdag her sammen med Marie
Peter og Marie i haven  med Ulrik Jørgensens ejendom i baggrunden
Her Lene og Poul Erik Thomsen ( simon Thomsens) med hest og vogn på stranden i Løkken
Signe og Ulrik Jørgensens ejendom på Bådstedhede nabo til Marie og Peter Jensens ejend.
Her Signe og Ulrik Jørgensens tre drenge som ofte kom til Peter og Marie for at lege med Ib og Ole, f.v. Erik, Knud og Egon
Ib med familiens hund
tv. Oles Bedstemor Kristine Larsen og Dagmar Krag Jensen
Ib og Oles bedsteforældre Niels Lassen og hustru
Bådstedhedevej 155                                                                                                                                                                                                                                                                                  Her havde Lis Sloth og hendes handicappede mand Svend Sloth en lille ejendom. De havde investeret i en lille varevogn hvopå de fik bygget en lukket kasse, hvori de kunne lægge frossen is, så de kunne køre rundt og sælge fisk som opbevaredes køligt. Fra Løkken strand/mole hentede de så fiskene,  som de kørte rundt og solgte i Vrensted by og oplandet  samt nabobyerne
Fiskebilen kunne også bruges til en strandtur
Bådstedhedefamilien Ida og Ejnar Andersen med deres tre børn,
Sommerhygge på marken overfor mit barndomshjem, Bådstedhedevej 239 i 1962. Fra venstre: Emil Jensen, Ulla, Jenni Andersen, faster Else Jensen, Ejnar Andersen (løftede arme), måske Jytte Jensen, Ida Andersen, John Andersen
Nu vi er ved beboerne på Bådstedhedevej i 60érne 🙂 Rene, Anne Marie Pedersen, Bodil Larsen og Ulla Andersen med cykler.
Her morgenvækning hos Laurine og Herluf Nielsens sølvbryllup
Herluf Nielsen ved at raderense

Herluf Nielsen trækker sin ko på græs

Johannes Svenningsen er sikkert på besøg hos Herluf Nielsens her bliver jumpe og hesten Klaus beundret af børnene

Her står kogekone Marie Frandsen og medhjælper Martha Larsen sammen med Emma Jensen th. på Søengen ved Aage Jensens.
Emma og Aage Jensens gård “Søengen” på Bådstedhede
Her SøAages Else som 11 årig ved sin pult i Vrensted Byskole. i 2019 er Else over 80 år.
Her en lille mand ved navn Jens Jørgen Pedersen,  i 2019 er han omkring de 70 år. Han boede ved Kommunegræsen til Thise i Søengene., Bådstedhedevej 274
Jens Jørgens, hjem
svend erik kristensen, Bådstedhedevej 159 på sin daglige mælketur til Vrensted Mejeri med mælk fra de forskellige ejendomme på Bådstedhede

November 2019- jens otto madsen