Forfatter: Jens Otto Madsen

Vrensted Dame frisørsalon v/ Magda Sørensen og Vrensted  Barber- og herrefrisør salon v/ Søren Simoni Sørensen, Vrenstedvej 493. Denne ejendom er opført i 1936 som en bungalow i 2 etager på 200 m2, midt i Vrensted by mellem Trehjørnet og Mejeriet.

Søren Simoni Helledie Sørensen blev kun 59 år gammel.                                        f. 18.04.1895,  d. 10.03.1955.

Søren Simoni Sørensen var oprindelig ansat som møllesvend ved Vrensted by Mølle, som var beliggende i den østlige ende af Vingevej.

Møllen var ejet af hans farbror, som havde købt den i 1905.

I 1913 kommer Søren Simoni uheldigvis til skade, da han skulle bære en sæk korn op ad trappen til kværnen. Han støder sit knæ og ved en efterfølgende operation, bliver knæet opereret stift, hvorefter han ikke kan vedblive at arbejde på møllen.

Han uddanner sig herefter til herrefrisør.

Magda Sørensen (født Christiansen) bliver 87 år gammel.                                     f. 01.04.1903, d.01.04.01.1991.

I 1923 bliver Søren gift med Magda Christensen, datter af Kristine Nielsine Jensen og smed og værkfører Christian Christiansen, Randers (født i Vrensted). Magda har uddannet sig til damefrisør.

De etablerede sig som frisører, først i et hus tæt på Stationen i Vrensted, på Stationsvej 30,

senere drev de 2 ægtefæller hver deres forretning i ejendommen på

Vrenstedvej 493 som de fik opført.

Gennem 40 år har de drevet salon i Vrensted. Begge forretninger lukkede i 1955 da Simoni Sørensen døde.

Simoni var meget musikalsk og spillede violin. Sammen med traktor Charles spillede han bl.a. til børnenes juletræ i Vrensted Forsamlingshus.

Simoni fik indrettet sin cykel sådan, at han kun trådte rundt med det raske ben. Specielt så det ud, når han kom cyklende i sin hvide frisørkittel, måske på vej til slagter eller købmand. Vi børn syntes det var morsomt at se, at han kun trådte med det raske ben, medens det stivgjorte ben alene hvilende på pedalen som ikke kunne køre rundt som normalt.

Tilfældigt boede naboen malermester Poul Jensen skråt overfor og tilfældigvis havde han også et stivgjort ben. Spøjst så det ud når de gik. De klarede sig dog alligevel godt og kunne udføre deres arbejde.

Ejendommen blev solgt til Lis Thrane (datter af ejeren af Lyngby Mølle, Restauration og dansested) og Poul Nielsen.

De indrettede en gartnerforretning i lokalerne og familien flytte ind i lejligheden på 1. sal.

Her i 2022 er ejendommen alene anvendt til beboelse.

November 2022

Jens otto Madsen

Foto har jeg modtaget nov. 2022 fra  sønnen Leo Helledie Sørensen, Nørresundby

Organist Anne Lindhardt tager det nye klaver i brug til morgensang 24.11.2022. Endnu en flot donation til Vrensted Kirke – Efterkommere efter komponisten Otto Mortensen har betænkt Vrensted Kirke med et dejligt klaver, som vil blive til stor glæde for både organist og menighed.

I den anledning rettede vores præst Gitte Lykke en varm tak til familien med følgende:

Af sognepræst : Gitte Lykke Andersen; den 24.11.2022:

I søndags afsluttede vi det forgangne kirkeår og på søndag hilser vi et nyt kirkeår velkommen.

Når et år er gået, så ser man ofte tilbage på dét, der var.

Måske, vi tænker tilbage på sommeren, vores danske sommer med sol og regn, her i Vendsyssel også en del blæst.

Og vi genkalder os måske september med smuk blå himmel, husker hvordan køerne stod rundt på markerne og ruskede i det frodige græs med saften om deres muler – det er i hvert fald, hvad jeg bl.a. genkalder mig, når jeg tænker tilbage.

Når jeg sidder i præstegården på mit kontor ser jeg nemlig ud på Vestergårds kvier, der går rundt som et andet Morten Korch maleri på den anden side af vejen.

Ser jeg længere tilbage, så lå det aldrig i kortene – i hvert fald ikke i mine egne – Guds kan jeg jo ikke tale for, at jeg skulle blive præst, sidde i en stor præstegård og måske endnu mindre, at det for et bysbarn som jeg skulle blive på landet.

Da jeg i 1986 startede som matematisk student på Marselisborg Gymnasium i Århus, var det i hvert ikke med præstegerningen eller landet for øje.

En ny verden åbnede sig den sommer i 1986 for 36 år siden. Det var begyndelsen til et nyt liv, som jeg troede, det skulle blive.

Samme sommer fik et langt liv ende. Den 30.august 1986 døde den danske pianist, komponist og musikforsker Otto Jacob Hübertz Mortensen i Århus.

Dengang jeg for første gang trådte ind i en ny verden på Marselisborg gymnasium, havde jeg ingen idé om, at jeg en dag ville stå på tærsklen til et nyt kirkeår i Vrensted Kirke i Vendsyssel og byde velkommen og tak til Otto Mortensens efterkommere.

Efter min studentereksamen rejste jeg ud verden og tænkte, jeg engang skulle være dyrlæge, spansk tolk eller måske arbejde indenfor reklamebranchen.

Otto Mortensen er født i København og blev efter sin studentereksamen optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium for at uddanne sig til pianist.

I 1930 afholdt han debutkoncert som pianist.

Siden arbejdede han ved Det kongelige Teater og var i en årrække lærer ved Musikkonservatoriet.

Han var også dirigent for bl.a. Det Kongelige Kapel, Opéra Comiques orkester i Paris og i Danmarks Radio.

Allerede mens han gik på konservatoriet, blev han optaget af én af sin samtids strømninger:

at udbrede musikalske færdigheder til byernes store nye befolkningsgrupper.

Der blev oprettet folkemusikskoler, og man skrev brugsmusik til bestemte formål, gymnastik, fodboldkampe, kabaretter og teatermusik.

Otto Mortensen var forgangsmand for udgivelse af nogle klaverskoler og en blokfløjteskole, der var med til at indvarsle blokfløjtens renæssance i Danmark.

Omkring 1930 var Otto Mortensen flere gange i Berlin for at studere, hvordan man der greb folke-musikskolerne an.

Selv gik jeg på Århus Folkemusik skole som barn i 70’erne, hvor jeg lærte musikforståelse, mine forældre er musikere, så det lå ligefor at jeg også havde interesse i musik. Jeg kom siden til at spille fløjte i Århus Pigegarde. Jeg forstår nu, at jeg kan takke Otto Mortensen for det arbejde, der lå forud for min tid indenfor bl.a. Århus Musikskole.

I 1950’erne vendte Otto Mortensens interesse sig mod mere teoretiske musikalske emner, han gennemførte et studium ved Københavns Universitet og blev i 1956 (mag.art.) i musikvidenskab.

I den sammenhæng skrev han forskellige videnskabelige artikler og bøger og var også lektor i Musikvidenskab ved Århus Universitet.

Han ligger begravet på Almen Kirkegård i Aalborg.

Til vores store glæde og velsignelse her i Løkken storpastorat og særligt her i Vrensted, blev Peter og Anne Lindhardt Toft, kontaktet af Otto Mortensens efterfølgere for at høre, om familiens klaver kunne have interesse for os.

Og derfor er I her i dag, Grethe og Grace, så vi har mulighed for dels at sige jer og jeres familie et stort og varmt tak, men også for at I selv kan se og lytte til, hvor smukt jeres gave tager sig ud her i kirkerummet.

I en tid med krig og ufred er det til stor velsignelse at kunne glæde hinanden, finde ro og fred i kirken, hvor budskabet om verdens lys og frelser forkyndes ikke kun gennem ord men også gennem musikken.

Klaveret, der hos jer nu hører det forgangne til, træder ind i en ny tid her hos os. Her har det allerede skabt glæde ved flere lejligheder og kirkelige handlinger.

Med tak vil vi gå en ny tid i møde med dette skønne instrument og også gå et nyt kirkeår i møde med håb og glæde.

Hvem var Otto Mortensen ? Det kan du læse mere om her !

Lars Peter Vestergaard Nielsen,

han blev født på gården ”Vestergaard”på Ingstrupvej i Vrensted, den 1. oktober 1838. Han blev døbt 10-28-1938 og fik navnet Lars Peter Nielsen. Mange år senere, 02-26-1906, skiftede han navn til Vestergaard. Han fik en godkendelse til navnet fra myndighederne i Børglum.  Ændringen af ​​navnet kunne ses i kirkebogen 03-13-1907 i Vrensted.

Ifølge en avisartikel, der blev skrevet på tidspunktet for hans 90-års fødselsdag i 1928, havde ”Vestergaard” været hjem for Lars Peters familie i omkring 200 år.

Han kæmpede i krigen 1864, for ved Dannevirke, Dybbøl Mølle og i slaget ved Vejle. Af syv brødre kæmpede seks af dem i krigen i 1864. Lars Peter fik fortjenesteordenen for sin indsats i krigen. Da han vendte tilbage fra krigen, blev han bestyrer for Vestergaard sin fædrene gård.

På det tidspunkt var der ikke mange ugifte kvinder i Vrensted, så den 6. november 1866 giftede han sig med en kvinde, ti år yngre end ham selv, Ane Rasmine Christiansen. Hun var kun 18 år gammel. Hun var en varm og venlig kvinde, der i hverdagen blev kaldt Mine. På den anden side var Lars Peter mere streng, men han var en god landmand. Han var meget religiøs, og hver aften sagde han en passage fra Bibelen til resten af ​​familien.

De boede på Vestergaard indtil 1878 og havde 8 børn der: Niels, Annine Rasmine, Kristian, Kristine Anna, Othilia Marie, Katrine, Margrethe og Anne Marie.

I 1878 flyttede Lars Peter Vestergaard med familien til Båstedhede, hvor de fik endnu et barn, Anders.

Lars Peters navneændring forklarer, hvorfor hans datter Anne Marie også blev navngivet Vestergaard. Hun var som sine søstre og brødre døbt Nielsen og må have skiftet navn, da hendes far tog navnet Vestergaard, mens hun var det eneste barn der boede derhjemme.

Deres børn, undtagen Margrethe, Anne Marie og Niels Lassen, emigrerede alle til USA.

Niels Lassen boede imidlertid i Amerika i ca. 16 år, før han vendte hjem for at gifte sig.

I 1911 overleverer Lars Peter gården til sin søn, Niels Lassen, som efterfølgende forsørgede sin far.

En datter, Anne Marie, som aldrig blev gift, boede i et lille hus ved siden af ​​gården.

Lars Peter var begrænset til sin seng i de sidste år af sit liv.

I forbindelse med sin 90-års fødselsdag havde han den store ære at blive “en Dannebrog-mand” og modtage Dannebrog-korset fra Kong Christian den 10.

Det blev offentliggjort i bogen “Hof og Statskalenderen” 1929, at han havde modtaget Dannebrogskorset 02-04-1928.

Niels Lassen Nielsen blev født på gården ”Vestergaard” i Vrensted i 1869.

Som så mange andre unge på den tid rejste Niels Lassen til Amerika i 1895, han var da 26 år. Han rejste til Volga, Brookings området i South Dakota og levede her i 16 år. Her arbejdede han først med landbrug, senere som gæstgiver i byen Volga.

Niels Lassen var hjemme på besøg i Danmark i 1908.  Oplysninger i udvandrerarkivet viser, at han var hjemme i Danmark i en periode (måske besøg) og rejste tibage i 1908. Under dette besøg mistede han bevillingen til sin saloon i Volga. Tilbage i Volga lykkedes det ikke, at få bevillingen tilbage og Niels Lassen kommer tilbage til Vrensted i 1910-11.

Seks af Niels Lassens søskende var også rejst til Amerika og kom ikke hjem igen.

Niels Lassen overtog gården på Bådstedhede efter sin far Lars Peter Vestergaard.

Niels Lassens Bryllupssang

Ved brylluppet mellem Niels Lassen og Kristine Filholm,

blev denne sang  sunget, forfattet af Jens Thise fra Thise.

Niels Lassen havde tilegnet sig et liv med kortspil og hurtige penge i Amerika. Sproget og hans “brogede flip” bar også præg af årene i USA. En nærlæsning af hans bryllupssang fortæller lidt om hans liv i Amerika.

Gudsfred, Niels Lassen – e godt Nyjohr, Læ mæ no set mæ på dej Skammel, Aa saa fortæl dæ, hvad a haar spor, Hvis a ka hol min tanker sammen, Di saa i Møl, du sku Brøllup ha, A svor min skaal, de blev entj i dag, Men de bantj jov, Hons skal mæt rov, Der er kanskese noe om snakke

Do er saa fin Niels, saa det er grov Aa stine nej nu skal do skøt dæ, Stor du og lurer i den naaen Staav, Kom do kuns ej, a haar skam høt dæ, Naa saa skal do til og vær hans kuen Ja til det værst skal der aaltier nuen Haj saa val “Jes” Aa du tentj blæs, A faar val ta mæ let aa Skrogge.

Aa ja saamæj folk de vil jo snak, Di ha nær tremmelt over det lyse, Om Jyvlen ment de ent Bremsen stak Men det kom paa dem som et Ny si. Aa no i kam li fra Degn og Præst Og tent val saa i var over det værst, A ser man mon, Nej bejt aakon, Saa skal i ræjtinok se løjer.

Hvordan do Niels ku ræn sont no uk, Ja, det er det hvorpaa a grujer, Haj tent kaske-ja det skal a vuk, En kuen ku spaar e bette hujer, Aa skul saa vintren blyv ræjti streng, Saa ku do kaske også spaar en Seng, Ja spink og spaar, Blev Muer og Faaer si deri stak jo nok det hele.

Aa haar jo tjæj Niels i manne Ohr, Ja fraa haj var i mailing Høver Der jik og vrælt over tjyr og fohr, Som ong saa stak haj Vesten øver, Aa kom tebag var en stakket titj, Men tøt entj nue ha dej ræjti Smitj, Go her som Bæl s De var faa træls, Derøver var der Fut i Kluen.

De rænt di Folk slet intj faa noting. Nej skul de mor dem sont ræjti godt, Saa stak de Hvol paa hver si Otting aa Niels haj sprang som i KakJcerlak, aah pinedø som de Folk de drak men olt det øl det ga skam Søl, og det gik i Niels Lassens Kasse

Ja haj tjent peng som vi ajer haar gryn De Ohr haj var Salo* Aa kam saa hjem -1 skul si det Syn, Med løn Krav aa broge Flipper, Aa saa oli ræjt vel, aa vel og jes De lær de nemt paa saa laang en Res var sufisant betalt Kontantj, aa hels reel i aal Maader

Haj tjøbt e hus og haj fæst en pige Drøv jagt og Fiskeri ved sign aa, men fæst en kuen det var entj saa li, de ha haj somtier nokon pien aa. Men saa jeg Da Niels var i hans Es, Haj saa te Stine er do paa kommæs. Er do betjent, a væe entj. Ja no maa do Skam snot bestemt dæ.

Met huks er slet entj saa vag en Røngl Sil om der er i Knast paa Muren, Aa her ka Peng jo og Folk skam øngel, Næ føst di kommer let i Duren, Og do er glaa for dej broge Kov, Saa for do lov aa klap os bue tov. Tøks do om de Jaasloerte, Aa Stine var saa glaa hun hoppe.

Ja nu vi ønsker i to til Løk, A sir de rammer etter Glassen, aa dej der entj vil jer Hæjer trøk, haj mat da vær e tvære Asen. Aa der skal runge et stolt Hurra, A raaber oltier saa høvt a ka, No gor en a Hurra hurra,

Ja længe leve Niels og Stine

Kristine Filholm var først ansat som husbestyrerinde, og i 1911 giftede de sig. Her på Bådstedhede bliver Niels Lassens fire børn født, Maja, Marie, Paul og Minna.

Efter overdragelsen af ejendommen til datter og svigersøn, Marie og Hans Peter jensen, boede Kristine og Niels Lassen i det lille hus ved siden af gården indtil  Niels Lassen døde i 1953.

Enken, Kristine, flyttede da til Brønderslev.

Kristine og Niels Lassen havde overdrager gården på Bådstedhede til datteren og svigersønnen, Marie og Hans Peter Jensen.

Marie og Peter Jensens ejendom som senere blev ombygget. De havde sønnerne Ib og Ole

Klik på link:

Jordefærd i 1929 – Veteran, Dannebrogsmand Lars Peter Vestergaard

Herunder en skøn fortælling med barndomsminder fra perioden 1946 til 1961 hvor skolegangen sluttede og så ungdomsminder, med arbejde på en gård i Vrensted, læretid som frisør, soldat ved marinen, rejseleder og senere egen frisørsalon i Sverige tæt ved Malmø, hvor Kjeld Steffensen har bopæl her i november 2022.

 Minder/erindringer fra min barn- og ungdom.

Mor og far overtog gården 1939 og bedstemor og bedstefar flyttede ind i lejligheden, som fandtes i den vestre ende af stue­huset. Det var fantastisk at have bedstemor og bedstefar boende i det samme hus, noget som vi børn havde virkelig stor glæde af.

Bedstemor var en livlig og glad kvinde, hun var medlem af dansk kvindesamfund og var måske en af de første rødstrøm­per i Danmark. Hun var ikke særlig god til at lave mad, det interesse­rede hende ikke så meget, men hun var stærk og var nok en god hjælper på gården. Bedstefar var et af de mest eje­gode mennesker jeg nogensinde har mødt og han var højt re­spekteret på egnen. Han var intellektuel lagt og var en fremra­gende amatørbiolog.

Ved hans firs års fødselsdag kom Vendsyssel Tidende og la­vede en reportage om han. Han blev aftegnet og reportagen fyldte en hel side i avisen. Han var en dygtig skribent og der var mange, som kom for at få hjælp med at skrive kon­trakter og breve til myndigheder m.m. Han var med i et projekt på Århus Universitet angående dialekter, hvor han udfyldte lange lister med ord. Husker tydeligt når han talte i telefon med en på Universitetet, han stod altid bøjet ind over spisebordet med disse lister og talte meget højt, der var jo langt till Århus.

Vi var fem søskende som alle er født på Nr. Alstrup, (ja dvs. sige jeg på Hjørring sygehus) først kom Lis i 1941, så Kirsten 1942, Niels Kjeld Peter 1946, Kaj 1947 og Poul Anker 1955. Desværre er vi i dag kun tre søskende tilbage. Min bror Kaj døde for en del år siden og min søster Lis nogle år senere.

Denne fortælling begynder altså først 1946 dvs. det år jeg blev født.

Jeg blev født ”for ove æje å skolvæj” som alle sagde den gang (det lyder da utroligt morsomt, så derfor har jeg holdt fast ved det). Vejen ind til gården var belagt med muslingeskaller, som vi hentede på stranden i Nr. Lyngby. Det artede sig til en kom­pli­ceret fødsel og mor blev hentet med ambulance til Hjørring syge­hus, hvor jeg altså blev født den 30. juli 1946. Hvorfor fik jeg nu alle de navne? Ja, det var vist sådan, at jeg skulle blive den sidste, så jeg blev opkaldt efter både farfar og morfar, Peter efter farfar og Niels Kjeld efter morfar, som jo hed Niels Kjeldsen, men ver­den ville anderledes, så jeg blev mellembarn i stedet for. Jeg er altid blevet kaldt for Kelle.

Far murede selv en ny lade og et maskinhus (vesterhuset), han var en dygtig snedker og murer. Han lavede et skrive­bord med ornamenter, som vi havde i mange år, ingen møbel­sned­kere kunde have lavet det bedre. Mor har fortalt, at når han murede til sent om aftenen, smurte hun lidt mellemmadder, som hun stillede på køk­kenbordet inden hun gik i seng og hun fandt ham tit senere om natten sovende ved køkkenbordet.

Det første jeg kan huske er, når jeg blev sparket af en af vo­res heste (det var store sorte Oldenborgere) og blev indlagt på Hjørring sygehus. De minder jeg har fra dette eventyr, er de dej­lige sygeplejersker på sygehuset og jeg nød hvert øjeblik. Alle­rede den gang var jeg glad for damer. Bedstemor kom og hentede mig da jeg blev udskrevet, og jeg husker, at jeg løb hele vejen hjem fra stationen og ind på gårdspladsen, det var nu alligevel skønt at komme hjem igen.

Der er særlig en episode jeg husker tydeligt og det er når Kaj og jeg en tidlig forårsdag legede ved dammen som lå ve­sten for laden, der lå halm på vandet som var frosset til is og vi gik ude på halmen, Kaj faldt i vandet og jeg forsøgte at trække ham op igen, med det resultat at jeg også faldt i, Kaj fik mig skubbet op igen og jeg fik ham trukket op tror jeg. (Kaj har altid været en rask og handlingskraftig fyr). Karlen stod borte ved ladeporten og savede brænde og så ikke hvad der var sket og vi tænkte slet ikke på at kalde på ham. Vi sprang gen­nemvåde ind til mor, som var ved at vaske. Hun syn­tes det var helt forskrækkeligt, men vi syn­tes nu ikke det var så farligt.

Jeg blev syg samme år som jeg skulle begynde skolen, lun­ge­betændelse troede dr. Utzen, men det relativt nye præparat peni­cillinet (penicillinet kom først i almindeligt brug efter an­den ver­denskrig) hjalp ikke, feberen ville ikke falde. Men dr. Utzen og dr. Sørensen i Vrensted, som senere blev vores nabo i Vrensted, havde forsket i dette og fandt ud af, at det var Papegøje­syge og lavede en anden medicin som hjalp. Da jeg lå i sengen med feber, stod far udenfor vinduet og viste mig en cykel, som jeg skulle få, når jeg begyndte skolen. Det var en pigecy­kel, men jeg blev alligevel me­get glad for den og det der med pigecykel kunne jeg jo selv lave om til en drengecykel. Det gjorde jeg også, jeg fandt en kraftig gren i skoven, som jeg bandt fast på cyklen og vips, så var det en drengecykel.

Jeg elskede Nr. Alstrup det var en vidunderlig gård med skov, klit og marker. Allerede da følte jeg at det var mit sted, her skulle jeg have min gerning og arbejde videre med det som bedstefar og far havde gjort.

Jeg begyndte i Nr. Rubjerg skole i 1953 og jeg cyklede de ca. 6 km på min selvfabrikerede drengecykel. Der var kun et klasseværelse, så vi gik i skole hver anden dag, der var kun to klasser en for de små og en for de store.

Jeg klarede mig godt i skolen og husker, at jeg overhørte de an­dre elever i geografi, jeg kunne alle byerne i Danmark og jeg syntes det var dejligt at gå i skole.

Jeg har, fra jeg var helt lille, været meget distræt og befinder mig ofte i min egen verden, et vidunderligt sted at være! Efter at jeg havde fået min cykel, skete det, at jeg blev sendt hen til købman­den (Tinne og Kresten) som lå ved Jelstrup station ca. to km fra gården, Når Kresten så mig, ringede han med det samme hjem og spurgte hvad jeg skulle have, han vidste, at jeg ikke havde den mindste anelse om hvad det var. Jeg havde alt for meget andet i hovedet.

En dag cyklede jeg til skolen og da jeg kom derop, var der ikke et menneske at se og pludseligt slog det mig, vi havde fri fra skolen den dag, hvorfor husker jeg naturligvis ikke, men jeg vendte cyklen og begyndte at cykle hjemad igen. Jeg nåede dog ikke særlig langt, inden jeg så Kirsten hæsblæsende komme cyk­lende imod mig og jeg tænkte, hun skal da ikke i skole i dag. Det skulle hun heller ikke, hun kom med min skoletaske som jeg havde glemt derhjemme ved vesterhuset. Hun skældte ud hele vejen hjem, men det berørte mig nu ikke så meget, idet jeg altid har været dygtig til at lukke ørene, når der er noget jeg ikke vil høre, det er en vidunderlig evne, som man har meget glæde af i livet. Jeg tror at mit barnebarn Oliver har arvet den evne.

Jeg husker en vinter (om det var i 54 eller 55 ved jeg ikke, tænk på min dårlige hukommelse), hvor vi fik utroligt meget sne, der havde været en voldsom snestorm eller det vi før kaldte sne­kosteræjfo. Vi kørte kælke lige ud fra taget til kostal­den. Far var på en eller anden måde blevet uvenner med vognmanden, som kørte sneploven, så vi var fuldstændigt isolerede i to uger. Pludselig en dag kom han kørende helt ind på gårdspladsen med sneploven og kørte hele ve­jen rundt om flagstangen. Så blev han budt ind og de fik sild og snaps og så var det uvenskab over­stået. Det er forunderligt, hvordan sild og snaps kan dulme, selv det værste uvenskab, det må være silden for snaps hjælper vel ikke eller?

Hver fredag var der husdyr auktion i Hjørring og jeg glemmer al­drig den fredag i 1955, når far kørte til Hjørring i vores Hudson og kom hjem senere på dagen, med en helt ny rød David Brown traktor. Han havde byttet bilen til en traktor. Hvilken dag! Jeg gik igennem hver eneste detalje på denne traktor, jeg gik virkeligt videnskabeligt til veje, og dagen efter vidste jeg hvordan alt skulle bruges. Kan I tænke jer, en otteårig traktor­fører, for det var jeg naturligvis helt overbevist om, at jeg var. Heste var jo ikke helt min passion, de sparker, men traktoren den sparkede ikke og så var den jo utrolig sjov at køre. Kan I forestille jer, hvor fantastisk det må være for en ung gentleman på otte år at køre traktor. Jeg har aldrig været særlig stor og det var jeg heller ikke, da jeg var 8 år, så mine ben nåede ikke ned til kobling og bremse, men det var ikke noget problem, på den tid var jeg jo lidt smidigere end jeg er nu, så jeg hoppede ned på pedalerne, når der skulle bremses eller skiftes gear. Jeg plø­jede og harvede og var i syvende him­mel, et fortrinligt sted at være.

Jeg husker mælkestrejken, meget af mælken blev hældt ud, men mor forsøgte at bruge så meget som muligt af mælken, bl.a. så lavede hun is i lange baner, som blev kørt hen i fryse­huset i Jelstrup. Høstfesten det år glemmer jeg aldrig. Is har altid væ­ret min store passion og ved høstfesten det år, blev det sagt, at jeg fik lov at spise så meget is jeg ville og kunne, så bliver han vel kure­ret, sagdes det, men det blev jeg nu ikke. Jeg elsker stadigvæk is lige så højt som da, så vil man bestikke mig, så er is et strålende smøremiddel.

Vi legede ofte i skoven og byggede huler, men vi fik også hjælpe til på gården og det værste vi vidste, var når vi skulle tær­ske om vinteren, det støvede og man blev møgbeskidt, det var virkelig et ubehageligt arbejde, men man må jo tage det onde med det gode.

Lis begyndte på realskolen i Hjørring og rejste med toget hver dag. Det blev ordnet sådan, at Hjørring Privatbaner an­lagde et trinbræt (dvs. et stoppested) 100m nordøst om gården. Man syn­tes, det var for langt for hende at cykle til Jelstrup sta­tion. Vi havde da stor glæde af vores trinbræt, som også vores nærmeste naboer benyttede.

Jeg havde fået en legetøjspibe i fødselsdagsgave, tror det var da jeg blev ni eller ti år, der var ikke hul helt igennem så man kunne ikke ryge i den, men jeg fandt dog straks ud af, at man kunne bore hul helt igennem og så kunne man ryge, hvis det skulle behage en, og det skulle naturligvis behage mig, så jeg fik hurtigt lavet den rygelig, hvordan jeg fik fat på tobak hu­sker jeg ikke, men jeg havde en blikdåse med tobak i et hul i en træstamme i skoven. Så i stedet for skovridder, blev jeg skov­ryger. En dag fik Kaj og mig øje på Lis som sad i køkkenvin­duet og røg på fars pibe, det blev vi naturligvis meget interes­seret af, så vi lavede en aftale med hende, at vi skulle skrabe sammen til en pakke cigaretter, som hun så skulle købe i Hjør­ring. Ja, vi var jo ikke guds bedste børn, som I kan forstå.

Sommeren 1953 samme år som jeg begyndte skolen var Lis, far og mor på skolerejse en uge i Norge, en rejse som læ­rer Nilsen havde arrangeret, det var hans sidste år på skolen, så jeg fik ham desværre aldrig som lærer. Kirsten skulle også have været med, men som hun selv siger, når vi snakkede om det for en tid siden.

– ”Jeg kunne da ikke lade to små drenge blive alene hjemme med bedstemor og bedstefar.”

Hun blev altså hjemme for at passe os, det blev bestemt at sø­mandens Lillian, som var i samme alder som Kirsten, skulle bo hos os hele ugen og altså hjælpe med at passe de to unge herrer.

Så vidt jeg husker gik det udmærket bortset fra et lille inci­dent, som naturligvis forvoldtes af undertegnede. Jeg var nu mand på gården i hvert fald for en uge og det var en opgave, som jeg tog meget alvorligt, jeg prøvede at anlægge en værdig udstråling, det må man jo have, hvis man skal være ansvarlig for en stor gård og jeg syntes selv at det gik rigtigt godt. Jeg stillede mig og tissede på garageporten, bare sådan lige for at markere mit revir, det gør hundene jo, så jeg syntes, det var en god ide. Men det hele blev ikke rigtigt, som jeg havde tænkt, for jeg ville nu afslutte det hele med en ordentlig prut, jeg var jo ikke en hund, så jeg syntes det kunne være en værdig afslut­ning for en gårdejer, selv om det nu bare var for en uge. Se, det skulle jeg ikke have gjort. I stedet for en værdig prut så blev det fuldt i bukserne. Højt at flyve, dybt at falde siger man jo. Nu var gode råd dyre, hvordan i alverden skulle jeg klare dette, uden at miste min nyvundne værdighed. Desværre var jeg nok nødt til at opsøge storesøster Kirsten for at få hjælp med at op­rette værdigheden igen. Kirsten skældte ud men jeg blev da vasket og fik tørre bukser på. Nu lyder det som om Kirsten tilbragte det meste af sin barndom med at skælde mig ud, men sådan var det nu ikke og de gange hun gjorde det, var det nok beføjet.

Dette lille incident tog dog ikke modet fra mig og der havde jeg stor glæde af min dårlige hukommelse, for så vidt jeg hu­sker kom værdigheden hurtig tilbage. Jeg synede hele ejen­dommen nøje, for at se om alt var i orden, ikke for at jeg havde nogen tanke på at gøre noget ved det, med den ophøjede status jeg mente mig have denne uge, så skulle man jo ikke arbejde, men bare kontrol­lere, at andre havde gjort hvad de skulle, Det er sandelig ikke let at være ansvarlig for en stor gård.

Året efter skulle Kaj begynde skolen og så måtte han jo lære at cykle, det syntes han nu ikke var særlig svært, det svære var at få stop på denne jernhest, det virkede som om den havde sin egen vilje, den ville ikke standse! Som vi kæmpede med det problem, men det løste sig dog til sidst, om det også var en pigecykel han fik, det husker jeg ikke, men det var det nok for jeg tror, vi arvede dem efter Lis og Kirsten.

Vi stillede spisestolene op i en række, som vi så skulle gå på og Kaj fortsatte altid ligeud efter den sidste stol og faldt i gul­vet, det var nu ikke pænt gjort af os andre. Der kom en bil med rugbrød, om det var hver uge eller hver anden husker jeg ikke, og vi fik tit en kage når den kom. Kaj havde bestandigt en bule i panden for når bilen kom, for vi jo ud af døren i en fart og naturligvis fort­satte kaj lige ud fra trappetrinet med det resultat at der blev en ny bule hver gang bilen kom.

Jeg husker særligt en juleaften hvor Kaj og jeg skulle være hos bedstemor og bedstefar medens de andre skulle pynte ju­letræet, Lis og Kirsten kom og hentede os, når vi skulle spise julemidda­gen. Juletræet stod i den fine stue og for at komme fra bedste og ind til os skulle man gå igennem gangen og den fine stue, så de holdt hænderne for vores øjne, når vi gik igen­nem stuen, vi måtte jo ikke se træet inden det skulle tændes efter maden. Der var le­vende lys i træet og det var et utroligt spændene øjeblik, når far gik ind for at tændt lysene. Han luk­kede døren efter sig og når alle lys var blevet tænd blev dob­beltdørene åbnet helt, det var et fantastisk syn at se, dette træ med levende lys i en ellers helt mørk stue. Det var et meget højtideligt øjeblik. Et øjeblik som børn nu for tiden ikke får tage del i. Alt er jo elektrisk nu for tiden, man til og med bør­ster tænderne med elektricitet.

Bedstefar kom ofte og mødte os når vi vintertid kom hjem fra skolen. Det blev jo tidligt mørkt og han mødte os for det meste inden vi nåede frem til skoven, jeg tror det var mest Lis og Kirsten han mødte, for vi drenge var jo ikke bange for sådan en skov, vi var jo nogle hårde negle i hvert fald syntes vi det selv. Skoven var jo en fantastisk legeplads og Lis var ofte med.

Kostalden var en verden helt for sig selv. Det er en ople­velse at komme ind i en kostald inden dyrene har fået foder og blevet malket. Køerne er urolige og sultne, grisene skriger og larmer. Så, når alt er blevet rengjort, alle er fodret og køerne er blevet malket, så falder der en fantastisk ro over hele stalden. Det er et vidun­derligt sted at være om aftenen, når alt er faldet til ro. Der er varmt og lugter godt, man kan gå der i flere timer og bare nyde af stil­heden og alligevel er der fuldt af liv om­kring en, men det er liv som også, tror jeg, nyder af stilheden. Særlig en vinteraften når det er koldt ude, er kostalden et dej­ligt sted at være.

Jeg husker en gang når Kaj og jeg skulle spise hos bedste­mor, vi skulle have stuvede makaronier og hun tabte en hel del salt i gryden, Nå det blev nok lidt for meget sagde hun, men det skal vi snart ordne så tog hun lige så meget sukker og hældte i. Sådan, så er det bare at begynde og spise. Men vi var virkelig glade for hende, og tænk at have begge bedstefor­ældre så nær ved. Det var bare at gå gennem den fine stue og gangen så var man der.

Det var en tryg opvækst for os børn, men vi vidste ikke me­get om verden udenfor. Et lille eksempel viser hvor lidt vi egentlig vidste om verden. En dag gik Kaj og jeg ude på vejen og der kom en mand på en traktor forbi, han stansede og spurgte om vi vidste hvor Søren Steffensen boede. Vi kikkede på hinanden og rystede på hovedet, nej det kendte vi ikke til.

Da vi så kom ind til mor og spurgte, hvem Søren Steffensen var svarer hun – Ved i ikke det?

Vi rystede begge to på hovedet, nej det havde vi ingen anelse om. – Det er jo jeres egen far.

Så blev vi så kloge. Ja, det lyder måske mærkeligt for unge mennesker i dag, men på den tid, langt ude på landet hørte man aldrig efternavnet på folk. Man brugte fornavnet og hvis det var nødvendigt, så lagde man til, navnet på gården, så vidste alle hvem det var.

Så Nr. Alstrup det kendte vi, men ikke vores efternavn.

Far plantede nogle træer østen for stuehuset og kostalden, hele familien var samlet ved de nyplantede træer og vi børn forstod at det var en højtidsstund. Det er altid en højtidsstund når en land­mand beplanter noget i Nr. Rubjerg som læ for fly­vesandet.

Vi havde en karl som ikke var noget morgenmenneske og far måtte kalde på ham mange gange, inden han fik ham op, de skulle jo op klokken 5 for at malke. Karlen havde sit værelse på loftet, hvor der var to værelser, som senere Lis, Kaj og mig overtog og der blev så lavet et værelse til karlen i vesterhuset.

En morgen blev far træt af at kalde på ham igen og igen, så han tog helt resolut en spand vand med op og kastede vandet i sen­gen hvor karlen lå. Så vidt jeg husker så kom han op i en fart.

Smeden i Gjurup var hos os og installerede centralvarme i stuehuset, jeg husker ikke hvilket år det var, men for mig var det en spændende oplevelse. Han kravlede rundt under gul­vene og trak rør igennem hele huset, og jeg var lige i hælene på ham hele tiden. Det var utroligt spænende, at se hvordan han kunne bukke og svejse rør sammen. Han må have været glad for børn, for han blev aldrig irriteret på mig, selv om jeg stillede masser af spørgs­mål og han fortalte gerne hvad det var han la­vede.

Så nu havde vi centralvarme, men vi havde ikke vand inde i huset og derfor heller ikke toilet, kun en pumpe ude på gårds­plad­sen, udenfor kostalden, hvor der blev hentet vand i en spand, som så stod i bryggerset.

Jeg husker en gang vi havde en ganske ung karl og en aften lige inden vi skulle spise, så spurgte far ham hvorfor han ikke havde vasket sine hænder.

• Det har jeg gjort.
• Neglene er jo helt sorte.
• Ja, men det går ikke væk.
• Det kan du fandeme tro det gør!

Far tog ham med ud i bryggerset og skrubbede hans negle med en neglebørste. Det gjorde rigtigt ondt, det kunne man se på ham, men neglene blev rene.

Moster Anna og Onkel Wagner som boede i Hjørring med de­res to drenge Flemming og Per kom ofte på besøg og det var altid morsomt, når de kom. Jeg husker en gang at Flemming havde væ­ret ude i møddingen og hans strømper og sko lugtede af mødding lang vej. Det var Moster Anna ikke glad for, de skulle jo med toget hjem til Hjørring.

Senere købte Onkel Wagner en Vespa med sidevogn og jeg glemmer aldrig første gang de kom kørende til Nr. Alstrup. Alle vi børn fik lov at side bagpå, når Onkel Wagner kørte en tur hen til Jelstrup station og tilbage igen. Så det blev fire ture frem og tilbage. Det var spændende.

Jeg var glad for min moster og onkel og senere, efter vi var flyttet til Vrensted, var jeg tit på ferie hos dem i Hjør­ring. Det var dejligt at være på ferie hos moster Anne, men hun syntes tit, det var synd for mig, at jeg ikke var mere ude på legepladsen og lege med de andre børn, men Fleming havde jo masser af tegneserier og dem ville jeg gerne læse, vi havde ikke sådanne derhjemme.

Min far Søren havde astma og den blev efterhånden værre og værre og til sidst kunne han ikke tåle dyrene længere og vi børn var for små, til at kunne passe dyrene, så det blev sådan, at mine forældre fik solgt gården og købte den gamle købmandsforretningen i Vrensted. Det var med sorg i hjertet vi flyttede fra gården, men det var nødvendigt.

*****

Vores nye hjem

Den gamle købmandsforretningen i Vrensted

Den Søndre købmand

Vrensted borgerne fik ny købmand, da min far og mor, tidligere landmand Søren Steffensen og hustru, overtog forretningen og drev den videre i en årrække.

Vi flyttede altså til Vrensted i 1957 og der tabte jeg des­værre interessen for skolen, jeg savnede Nr. Alstrup alt for meget. Den gård var for mig et paradis på jorden.

Vrensted var dog et dejligt sted og vi havde det godt der og blev hurtigt accepteret i byen, men jeg ville bo på en bondegård, jeg ved ærligt talt ikke hvorfor det var så vigtigt for mig, men det var nok ikke mere end et års tid efter vi var flyttet til Vrensted, hvor jeg efter skoletid begyndte at ar­bejde lidt hos Alfred og Marie Helledi (to mennesker som jeg holdt meget af) som havde en lille ejendom vest for stationen. Der var jeg glad for at være og fortsatte der indtil jeg sluttede skolen efter syvende klasse.

Vi havde det godt i Vrensted.  Vi drenge fik mange venner og det var en spændende tid da den nye skolen blev bygget.

Jeg gik 2 år i den gamle skole inden vi begyndte i den nye fine skole august 1959.

Efter skolen arbejde jeg på Enggården hos Jens Chri­stensen et års tid

og derefter kom jeg i lære i Brønderslev som frisør.

Min bror Kaj overtog min plads på Enggården, efter at jeg var kommet i lære som frisør i Brønderslev, og derefter var han et år på en gård i Stenum. Han kom senere i lære hos Marinus Madsen en stor tøjforretning i Hjørring, men der var han ikke glad for at være, så han blev sømand i stedet for. Han tog hyre ved ØK på et skib som gik på fjerne østen. Det var nok lidt af et eventyr, kan jeg tænke mig. Han var sømand i nogle år og derefter gik han i lære som murer og det har han været lige siden. Et godt valg, for han var en dygtig murer.

Under min læretid i Brønderslev åbnede lærer Madsen op for skolen en aften om ugen for vi unge, som havde afsluttet vores skolegang. Det foregik for det meste i skolens bibliotek og jeg tror de fleste af os satte stor pris på disse aftner i skolen.

Tak for det Lærer Madsen!

*****

Inspektionsskibet Vædderen mv.

Da jeg var udlært, blev jeg Marinesoldat og lå på Inspekti­ons­skibet Vædderen, som var stationeret på Færøerne. Det var en spændende tid hvor vi deltog i et flertal redningsaktioner. Jeg lærte meget under denne tid både om verden og mig selv. Vi sejlede hjem til Køben­havn ca. tre gange om året for at proviantere. Når vi var nøjag­tig 500 sømil fra København så spillede man ”We are 500 hundred mils away from home” det kunne sommetider være midt om natten at denne melodi drønede ud fra alle højtalere ombord og hele besætningen på 78 mand jublede, en gang når det var midt på dagen og godt vejr, ville helikopterpiloten tage en rundtur med helikopteren så­dan lige for at fejre det hele, men det fik han nu ikke lov til af kaptaj­nen. Vi lå på Holmen i ca. en måned hver gang, to uger hjemme og to uger på skibet, inden vi afsejlede til Færøerne igen.

Da jeg afmønstrede fra Vædde­ren, bosatte jeg mig i København og havde efterhånden forstået at dette med skolen nok ikke var så tosset. Jeg begyndte at læse engelsk og spansk og planlagde at begyndte at gå på et rejselederkur­sus på Mallorca i Spanien, hvilket jeg også gjorde og i 1968 begyndte jeg at arbejde som rejseleder for Raffelrejser i Las Palmas på Gran Canaria. Matematik, fysik og svensk læste jeg senere på aften­skole i Malmö.

En sen aften stod jeg i ankomsthallen i lufthavnen på Gran Canaria for at modtage mine gæster fra Skandinavien og de første jeg så var Dr. Sørensen hans kone Gitte (dejlige mennesker) og deres to yngste børn! Det var en overraskelse, jeg havde jo ikke forventet mig at se folk fra Vrensted pludselig dukke op der, de rejste dog ikke med os, men med Bangrejser. Raffelrejser og Bangrejser brugte samme fly. Jeg fik travlt med mine gæster, men vi aftalte, at vi skulle gå ud og spise sammen en aften under den uge de var der og det gjorde vi også. Det var jo virkelig hyggeligt at se nogen hjemme fra Vrensted.

Det var i Las Palmas jeg mødte Anita, som kom fra Malmö i Sverige og vi flyttede hjem til Malmö i december 1969 og blev gift 1970. Det første år vi var hjemme, forpagtede jeg en frisør­salon i Kingosgade på Vesterbro i København. Vi boede i Malmö så det blev en tur med flyvebådene over til København hver dag, det blev lange dage. Det var en forskrækkelig vinter det år så det var ofte som flyvebådene ikke kunne sejle på grund af isen i Øresund. Så blev man nødt til at tage bilen og rejse over med færgen fra Limhamn til Dragør, en tur på mindst et par timer. Nu når vi har fået Øresundsbroen, kan man gøre samme tur på ca. 20 – 25 minutter. 1972 købte jeg så den frisørsalon i Malmö, som jeg havde indtil jeg blev 72 år og pensionerede mig. Jeg har dog stadigvæk en del at lave, da jeg er engageret i både Skanörs båtklubb og Skanörs Hamnforening.

Vi bor i Skanör-Falsterbo 30 km syd for Malmö. Skanör-Falsterbo er mere eller mindre et paradis på jorden, Skov, strand og naturreservat. Fra stranden og havnen kan vi se Øresundsbroen og København på den anden side af sundet. Det er en meget gammel by med historie helt tilbage fra 11 og 12 hundrede tallet. En virkelig idyl.

Kjeld Steffensen, Skanör-Falsterbo, 30 km syd for Malmö,  den 8 november 2022

*     *     *     *

En usædvanlig dygtig person vidner dette avisudklip om, modtaget 26.04.2020 fra Anders Hansen gift med et tipoldebarn af Charlotte og Christen Ørnholm.

Afskrift avisartikel:

Hos den gamle Tårnurfabrikant

Huset ved Vrensted kirkedam.

At der i det idylliske Vrendsted findes en virksomhed, som har båret den lille bys navn viden om, er der kun de færreste, der ved. Ved det smukke anlæg omkring kirkedammen ligger et hus, der fortæller, at her bor en tårnurfabrikant, og kommer man indenfor. træffer man den snart halvfjerdsårige tårnurfabrikant Chr. Ørnholm, hvis han da ikke er på en af sine mange og ofte lange rejser i kundekredsen, der strækker sig fra Nordgrønland og Spitzbergen til meteorologiske stationer i Indien. Thi gamle Ørnholm er intet mindre end et geni i sit fag. I øjeblikket er han i færd med at lave et apparat til meteologisk institut. Det skal anvendes til at måle, fotografere og registrere jordmagnetismen med og får plads i et observatorium. Instituttet har i Rudersdal skov. Når dette sindrige instrument er afprøvet, skal der laves to lignende apparater til brug ved meteologiske undersøgelser i Nordgrønland og på Spitzbergen. Det er dog ikke de eneste bestillinger, den gamle urspecialist har liggende. Der skal laves differentialure til meteologisk institut i Warzava, selvregistrerende barograf til instituttet i København, og lignende instrumenter både til Bukarest og Indien. Endelig tjener det også Ørnholm til al mulig ære, at han har holdt meteologisk instituts ure i orden i en halvv snes år. Man må beundre Ørnholm for hans flid og kærlighed til sit fag. Vrensted by har grund til at være stolte af, at den huser en virksomhed, som selv om den bor i et lille, uanseligt hus, er ganske enestående i sin art.

         Her er den helt rigtige fortælling” om          Ørnholms Tårnurfabrik i Vrensted.

af Erik Egebak Jensen og Peter Ussing Olsen

kilde: Vendsyssel Nu og Da, år 2000.

De synlige spor er forsvundet. Huset er borte. Men engang, imellem de to krige, lå der en meget speciel fabrik i den store landsby og dengang stationsby, Vrensted mellem Løkken og Brønderslev. Det var Ørnholms tårnurfabrik.

Christen Ørnholm blev født i Ugilt sogn den 2. januar 1857. Han blev døbt Chr. Jensen. Faderen var husmand Jens Larsen Christensen og moderen jordemoder Juliane Frederikke Christensen. I begyndelsen af 1860 flyttede familien til Åsendrup mellem Løkken og Vrensted.

Det gælder for Christen som for så mange andre mekaniske talenter, at han allerede som dreng viste særlig interesse for mekanik, og en historie knytter der sig selvsagt også hertil:

En dag i skoletiden stod hans lærer og tumlede med sit stueur, som ikke ville gå. Da læreren så ud til at opgive sit forehavende, sagde den lille Christen: ”La´ du hæller mæ om de´”. Det fik han lov til. Han skilte uret ad, rensede hjulene og satte dem på plads, og uret gik, som om det var helt nyt. Efter sigende rygtedes den historie på egnen, og Christen blev dens urmager. Derved kunne det være blevet, og Christen kunne have endt sine dage som landsbyurmager. Dem var der ikke så få af dengang, men de var uden egentlig uddannelse.

Det blev da heller ikke til nogen læreplads hos en rigtig urmager. Christen kom i lære hos smeden i Vrensted. Og den første opgave blev at hente en liter brændevin hos købmanden. ”Men skynd dig, at den ikke taber kraften”, sagde mester. Tildragelsen er i og for sig ligegyldig, hvis den ikke er blevet kædet sammen med forhold, der senere fik betydning for hans tilbagekomst til byen Vrensted.

Chr. Jensen udstod ikke sin læretid hos Vrensted-smeden, men blev udlært hos smed Chr. Knudsen i Løkken.

Grovsmeden blev finmekaniker

Som udlært søgte han ud i verden. Han fik søfartsbog i 1877 og sejlede i et par år, indtil han i 1879 aftjente sin værnepligt som marinesoldat.

Derefter tog han som så mange håndværkere dengang på valsen. bl.a. i Tyskland og i Schweiz, hvor han formentlig har lært mere om urmager faget.

Da han efter et år kom tilbage til Danmark, fik han arbejde på en symaskinefabrik i Odense. Derefter gik turen til København, hvor han arbejdede på J.G.A. Eikhoffs maskinfabrik. Senere blev det til ansættelse hos tårnurmager Bertram Larsen, og derefter på ”Store nordiske Telegrafselskabs” fabrik.

Det er i disse år, han kom i forbindelse med Meteorologisk Institut for at reparere et af instituttets fine måleinstrumenter. Alternativet havde været, at sende det til reparation i udlandet. Det blev til flere reparationer for instituttet, også efter at han var kommet tilbage til Vrensted.

Efter århundredeskiftet begyndte Ørnholm, som han hed efter navneforandring i 1901, så småt at etablere sig som selvstændig urmager og finmekaniker. I 1907 startede han i København sammen med H.C. Heidemann ”Dansk Kinematografisk Fabrik” med henblik på fremstilling af biografmaskiner. Ørnholm havde konstrueret et brugbart filmapparat til fremføring af levende billeder, og man spåede ham en stor fremtid inden for branchen. De levende billeder var opfundet af to franske brødre Lumière i 1890`erne, men blev i begyndelsen betragtet som underholdning i markedstelte.

I 1902 åbnede den første seriøse biograf i København, og i de følgende år fulgte den ene biograf efter den anden i landets købstæder. Der har i disse år været en efterspørgsel efter ”kinematografiske” maskiner. Men allerede i 1912 afhændede han sin del af fabrikken. Det ser ud til, at der har været nogen uenighed mellem Heidemann og Ørnholm om pengene, idet Heidemann skal have overvejet en proces. Ørnholm har på sin side vist også ment, at Heidemann ville snyde ham.

Han begyndte nu at arbejde med tårnure, og der er bevaret adskillige bestillinger fra urmagere landet over. Han har i denne periode haft kontakt med flyvemaskine- og motorcykelpioneren J.C.H. Ellehammer, hvis tekniske snilde var af samme art som Ørnholms, om end mere alsidigt.

Planer om udvandring

Et og andet må være gået galt, for mens han endnu arbejdede sammen med Heidemann, havde han planer om at udvandre til USA. Vi kender breve fra en ven, Otto Jensen, der var bosat i Chicago. De var skrevet mellem 1911 og 1914 og giver en mængde gode råd m.h.t. hvilke instrumenter og værktøjer han skal tage med sig, og hvordan han skal rejse. Otto Jensen har regnet med, at Ørnholm ville arbejde som urmager derovre og samtidig lave filmapparater. Det fremgår af et enkelt brev, at ørnholms kone og datter ikke var glade for tanken om at udvandre.

Man kan godt undre sig over disse planer. Han var jo trods alt midt i 50erne på det tidspunkt. Noget kan tyde på, at Ørnholm har været en urolig sjæl og var kommet i en slags panikalder. Dertil kommer et drikkeri, som gerne bruges som begrundelse for, at hans kone foreslog, at de flyttede til Vrensted.

Flytning til Vrensted.

Det blev Vrensted. Den 1. august 1914 – samtidig med verdenskrigens udbrud – overtog han sognefoged Lars S. Larsens cykelværksted i Vrensted og omdannede det til finmekaniske værksted og tårnurfabrik.

Ørnholm tog naturligt nok en del kunder med sig fra København, også Metoriologisk Institut fandt hans nye adresse.

Ørnholm havde ry som en dygtig finmekaniker og måtte ofte løse opgaver, der var så komplicerede, at andre værksteder gav op. I disse år blev han leverandør af perron ure til DSB og privatbanerne, men den største opgave var tårnure til kirker og herregårde. Endvidere fremstillede han gadeure til butikker. I en del tilfælde har han købt tyske urværker. Somme tider var det brugte ure, han så satte i stand.

En specialitet var også hans standure, Vendsyssel-”bornholmere”. Disse ure havde i øvrigt en tradition i Vendsyssel, hvor der formentlig er blevet fremstillet flere bornholmerure end på selve Bornholm. Nogle at urkasserne blev fremstillet af den lokale tømrer. ”Træsko-Severin”. Det var også standure, han ville have lavet, hvis det var blevet til alvor med udvandringen.

Der findes stadig en stor del arkivalier efter Christen Ørnholm, bl.a. hans reparationsbog, der viser, at han foruden de store opgaver også påtog sig reparation af folks små ure.

Familieforhold

I 1932 døde hans kone, Charlotte Emmerence Mine Pedersen, født 1863 på Mols. De var blevet borgerligt viet 8. juli 1887 på Københavns Rådhus.

I vielsespapirerne står der at Christen tilhører et trossamfund som ikke er godkendt i Danmark. Hvad det så end er? Christens barnebarn har fortalt, at de de sidste år tilsluttede sig Folkekirken, som nok skyldtes hans gode forhold til Vrensteds præst. I ægteskabet var der en datter Petra (gift Barsted) og to sønner, der begge udvandrede. Den yngste søn Christian (Christoffer i USA)  dør 18.august 1922 ved en arbejds/drukneulykke ud for New London, Connecticut, USA og vi ved ikke ret meget om ham. Den ældste var maskinmester i handelsflåden, men slog sig ned i Vermont, USA, og drev et mekanisk værksted. En af hans sønner blev senere professor i kunst ved universitetet i Georgia. Måske har det forhold, at sønnerne opholdt sig i USA, været medvirkende til Ørnholms planer om at udvandre. Vi ved ikke noget herom. Der er ingen korrespondance der kan bekræfte formodningen.

Efter hustruens død blev der ansat en husbestyrerinde, Anna Magdalene Jensen, født i 1901. Hun var altså meget yngre en Ørnholm, men i juni 1934, blev de gift i Thise Kirke. Han var da 77 år. Vielsen blev foretaget af sognepræst, Aage Stevns, der var blevet en nær ven af Ørnholm. To år senere døde han. Anna Ørnholm døde i 1971. Hun var gift. 2. gang med Harry Jørgensen, hotelkarl i Løkken og referent ved Vendsyssel Tidende. Som ældre udgav han en vagabondavis.

Ørnholm, der var socialist og erklæret ateist, skænkede en lysekrone til Vrensted Kirke, da hans første kone døde, og efter hans død fik kirken endnu en lysekrone.

Allerede i 1911 var der kontakt mellem Ørnholm og den legendariske sagfører Anders Olesen om levering af et ur til Vrensted Kirke. Det blev dog ikke til noget, uvist af hvilken grund. I 1932 fik kirken sit ur, skænket af familien Holmen.

Fabrikken flytter til Løkken

Gennem årene havde han mere end 30 lærlinge, men kun to af dem opnåede at få svendebrev. Årsagen hertil kan være både Ørnholms temperament og hans krav om kvalitet. Den ene, William Jensen, var fra Vrensted og fik svendebrev i 1927. Han kom senere til København som finmekaniker. Den anden, Henry Kjeldsen Nielsen (født 1918) var fra Løkken. Hans far var snedkermester Anders Kjeldsen Nielsen, der ejede Løkken Maskinsnedkeri i Jernbanegade, nu Vendelbogade 34.

Det havde været Ørnholms bekymring, hvad der skulle blive af hans store samling af fine instrumenter og værktøjer, når han ikke var mere. Men nu købte Anders Kjeldsen Nielsen fabrikken og flyttede den i 1936 til Løkken.

Fabrikken fik til huse i en bygning parallel med maskinsnedkeriet, der havde gavl mod gaden, og hvor man endnu kan se forretningsskiltet. Her kom de to brødre Henry og Harald Kjeldsen Nielsen, til at forestå fremstillingen af ure, mens faderen tog sig af det forretningsmæssige.

I 1948 blev Anders Kjeldsen Nielsen dræbt ved en trafikullykke på vej til Kolding med et tårnur. Hans enke videreførte forretningen indtil sin død i 1964. På samme tid blev virksomheden delt, idet Henry Kjeldsen Nielsen flyttede med fabrikationen af tårnure til Vendelbogade 27, mens Harald Kjeldsen Nielsen fortsatte med maskinværksted(for. bl.a. skibsmotorer) og vvs i nr. 34. Henry Kjeldsen Nielsen solgte Vendelbogade 27 i 1979 og dermed var produktionen af tårnure endeligt ophørt. Henry Kjeldsen Nielsen døde året efter. Broderen Harald lever endnu.

Rådhusuret i Århus

I årenes løb er der udgået et stort antal ure fra tårnurfabrikken først i Vrensted og siden i Løkken. Det største ur til det nye Rådhus i Århus. Det blev opstillet i 1941., og vakte megen opsigt, ikke mindst fordi ordren var gået til en lille virksom i det mørke Vendsyssel. Uret var dengang Nordeuropas største. Urskiven har en diameter på 7 meter. Den store viser med kontravægten måler 3,85 m. Hjulenes størrelse varierer fra 25 til 125 cm.

Et andet betydeligt arbejde fra Løkken-fabrikken er klokkespillet i Sct. Catharinæ kirke i Hjørring, opsat i 1945 med klokker fremstillet på Brdr. Sørensens Klokkestøberi i Brønderslev, længe det eneste klokkestøberi i Danmark.

Et klokkespil er opsat i Ringkøbing Rådhus. Til dette kar Kaj Munk skrevet melodien, og det var et af hans sidste arbejder. Uret er opsat i 1943.

I 1945 blev der opsat et ur i Kristkirken i Kolding. Støbeformene til hjulene findes nu på Løkken Museum. Uret er et af de største kirkeure her i landet.

Også Thorshavn Kirke på Færøerne fik et ur med klokkespil fra Løkken. Det var i 1951. Det skal være det eneste fabrikken har fremstillet med kvarterslag. Holsteinsborg Kirke i Grønland fik ligeledes et tårnur, nemlig i 1956. Det er bygget på den måde, at urskiven kom til at sidde i glamhullerne. Derfor blev skiverne perforeret.

Produktionsprotokollen

En protokol med en fortegnelse over samtlige ure fremstillet i perioden 1911-63 findes endnu og er i Harald Kjeldsen Nielsens besiddelse. Den begynder med ur nr. 62, så man mangler altså de første ure, som blev fremstillet, mens Ørnholm havde værksted i København. Listen slutter med ur nr. 382. Den ophører således med flytningen af fabrikken. En samlet fortegnelse over de ure, der er blevet fremstillet siden 1963, synes ikke at eksistere.

Protokollen er en vigtig kilde til virksomhedens historie. Ikke mindst viser den variationen i de fremstillede ure, tårnure, perronure, gadeure, standure osv., men den viser også spredningen i aftagere. En liste nedenfor nævner nogle af de ure, der kendes fra det nordjyske område. Hertil kunne man så føje de mange ure, der er opstillet bl.a. i Sønderjylland.

Foruden nyproduktionen kan nævnes de mange reparationsarbejder, tårnurfabrikken har foretaget på ure af ældre dato eller andre fabrikater. Firmaet havde en aftale med DSB om tilsyn med samtlige perronure i 2. distrikt, dvs. Jylland og Fyn.

Malkemaskiner og beslag

Omkring 1950 tog fabrikken en ny produktion op. Det var på den tid, landbrugets mekanisering for alvor satte ind, og de fleste gårde fik malkemaskine. På fabrikken i Løkken, fremstilledes malkemaskinen ”SOLO”, som var konstrueret på fabrikken. Med i denne produktion var Magnus Skadelund, senere installatør i Løkken.

Henry Kjeldsen Nielsen var noget af en opfinder. Han fik anmeldt patent på et skjult hængsel til overfalsede døre og har desuden konstrueret støtteben til sovesofaer. De blev fremstillet i tusindvis på virksomheden i nr. 27. I 1959 fik han overrakt en førstepræmie i en idekonkurrence, udskrevet af borgere i Hjørring sammen med Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse. Den tidligere finansminister professor Thorkild Kristensen overrakte, som formand for Landsforeningen, præmien ved en højtidelighed i Hjørring.

Afslutning – uret i Skærum Mølle

Tårnure har været fremstillet siden 1700-tallet og er en særlig form for finmekanik, som nok har været mere udbredt i de sydlige lande. Fra Danmark kendes kun Bertram Larsens fabrik i København – og Ørnholm og hans efterfølger. Ørnholm og Kjeldsen Nielsen repræsenterer noget af det ypperste inden for faget, men også en slags afslutning på det gamle håndværk. Allerede i slutningen af Løkken fabrikkens levetid var de elektriske ure på vej ind på markedet, og de er af en helt anden karakter.

-For ikke så længe siden blev tidl. Sognepræst i Vrensted Otto Mikkelsen, kontaktet af folkeuniversitetscentret Skærum Mølle ved Vemb. Man havde fundet et gammelt støvet ur, der bar Ørnholms mærkeskilt. Nu ville man gerne vide lidt om det. Det ur var nummer 204 bygget i 1928 og solgt gennem en urmager i Vemb.

Uret havde ikke gået i 30 år, men er nu renset, sat i stand og kommer til ære og værdighed igen.

Chresten Ørnholm og hustru ligger begravet på Vrensted Kirkegård

Herover erindringsgave fra faderen til sønnen i USA i 1932, ur nr. 230 til Christian Ørnholm står på urskiven, En erindring fra din far står nederst

• Tårnurfabrikant Christen Ørnholm, hvem var han ?

Tårnurfabrikant Christen Ørnholm,

hvem var han ?

Christen Ørnholm var født i Ugilt men kom som treårig med forældrene til Åsendrup i Vrensted sogn. Han blev udlært som grovsmed og beslog en hest som svendestykke, var derefter ude at sejle. Efter overstået værnepligt var han “på valsen” i Tyskland og Schweiz.

Men ingen undgår sin skæbne, og forresten i en dygtig smed, er der stof til alt muligt. Som smed lærte han at behandle jern og stål, men det blev ikke ved med at forme sig til hestesko. Den store by drog ham.  Han fik arbejde på en symaskinefabrik i Odense som mekaniker men flyttede senere til København som finmekaniker og blev der i 10 år, som ansat ved en mekaniker som befattede sig en del med selvregistrerende apparater, og heri fandt han en god hjælper i Ørnholm.

I 1907 startede han sammen med en bekendt en fabrik, der fremstillede biografmaskiner. Samtidig begyndte han på fremstilling af tårnure.

Det første urværk Ørnholm byggede er på Meteorologisk Institut i Bukarest. Det er et differantiale-ur til en barograf som blev bygget der. I disse år passede Ørnholm alle instrumenterne på Meteorologisk Institut i København og rundt om i landet. Det drejede sig bl.a. om selvregistrerende vandstandsmålere, barografer, termografer, pluviometre, vindretningsmålere, vindstyrkemålere og solskinsmålere. Herfra til at lave tidsmålere var jo kun et kort skridt. Ørnholm nåede at fremstille ca. 200 ure til offentlige bygninger, rådhuse, jernbanestationer og en del herregårde.

I 1914 flyttede han så sin virksomhed til Vrensted, hvor tårnurfabrikken fik til huse.

En usædvanlig dygtig person vidner dette avis- udklip om modtaget fra Anders Hansen gift med et tipoldebarn af Charlotte og Christen Ørnholm.

Afskrift avisartikel se nedenfor:

Hos den gamle Tårnurfabrikant

At der i det idylliske Vrensted findes en virksomhed, som har båret den lille bys navn viden om, er der kun de færreste, der ved. Ved det smukke anlæg omkring kirkedammen ligger et hus, der fortæller, at her bor en tårnurfabrikant, og kommer man indenfor. træffer man den snart halvfjerdsårige tårnurfabrikant Chr. Ørnholm, hvis han da ikke er på en af sine mange og ofte lange rejser i kundekredsen, der strækker sig fra Nordgrønland og Spitzbergen til meteorologiske stationer i Indien. Thi gamle Ørnholm er intet mindre end et geni i sit fag. I øjeblikket er han i færd med at lave et apparat til meteologisk institut. Det skal anvendes til at måle, fotografere og registrere jordmagnetismen med og får plads i et observatorium. Instituttet har i Rudersdal skov. Når dette sindrige instrument er afprøvet, skal der laves to lignende apparater til brug ved meteologiske undersøgelser i Nordgrønland og på Spitzbergen. Det er dog ikke de eneste bestillinger, den gamle urspecialist har liggende. Der skal laves differentialure til meteologisk institut i Warzava, selvregistrerende barograf til instituttet i København, og lignende instrumenter både til Bukarest og Indien. Endelig tjener det også Ørnholm til al mulig ære, at han har holdt meteologisk instituts ure i orden i en halvv snes år. Man må beundre Ørnholm for hans flid og kærlighed til sit fag. Vrendsted by har grund til at være stolte af, at den huser en virksomhed, som selv om den bor i et lille, uanseligt hus, er ganske enestående i sin art.

Tårnurfabrikation

Det store billede af Ørnholms værksted viser et værksted med adskillige drejebænke, fræse og boremaskiner. Midt i det hele står den gamle mester, ret en type på en arbejdets mand. Man tager næppe fejl når man siger, at hele denne virksomhed ikke er blevet til ved at dyrke normalarbejdsdagen. Slid har det kostet, arbejde tidlig og silde, man kan se, hvor den mand er at træffe når som helst. Arbejdet var hans kærlighed, og han blev på skansen til det sidste En af Ørnholm sorger var at han ikke havde en værdig arvtager til virksomheden.

Henry Kjeldsen Nielsen der var udlært hos Ørnholm overtog firmaet efter

Ørnholms død i 1936, og flyttede firmaet til Løkken. Men i 1979 stoppede produktionen, nu var tiden inde til elektriske ure.Stolte håndværkere viser uret til Assens Kirke frem efter en gennemgribende restaurering. Det er Henry Kjeldsen Nielsen yderst til venstre.

Ovenfor: Ur nr. 230 med påskrift Christian Ørnholm, Vrensted, Denmark  1932 og nederst står på engelsk: En erindring fra din far,  dateret 1932 og urskiven med påskrift.

Afskrift fra avisartikel i Løkken Folkeblad:

Af særlig interesse for “Ugeavisen”s læsere er en artikel af Erik Egebak og Peter Ussing Olsen. Den er med til at gøre Vendsyssel Historiske Museum synlig i Løkken-Vraa Kommune og handler om tårnurfabrikken i Vrensted og senere Løkken:

Christen Ørnholm var født i Ugilt: 1857 og kom som ung med forældrene til Åsendrup. Han blevet udlært smed, var ude a sejle og var efter værnepligten ”På valsen” i Tyskland og Schweiz. Da han kom tilbage, fik han arbejde på en symaskinefabrik i Odense, men kom senere til København som finmekaniker.

I 1907 startede han sammen med en bekend en fabrik, der fremstillede biografmaskiner. Samtdig begyndte han på fremstilling af tårnure.

I 1914 flyttede han sin virksomhed til Vrensted, hvor tårnurfabrikken fik til huse i en bygning, der nu er revet ned. Den lå nær ved kirken. Her blev der i de følgende to årtier fremstillet adskillige ure til bl.a., kirker, store gårde, rådhuse og jernbanestationer Det var Ørnholms store bekymring, hvad der skulle ske med hans fine maskiner og instrumenter, når han ikke var mere. Han var nu oppe i 70 erne. Men så købte snedkermester Anders Kjeldsen Nielsen, Løkken fabrikken i 1936. Samme år døde Ørnholm.

Anders Kjeldsen Nielsen flyttede samme år fabrikken til Løkken, og den fik til huse i Jernbanegade, nu Vendelbogade 34, Den ene af Kjeldsen Nielsens sønner, Henry, var udlært tårnurmager hos Ørnholm, og han skulle nu sammen med broderen, Harald stå for fabrikken. Ørnholms fabrik var landskendt. og med flytningen til Løkken gik Virksomheden ind i en ny æra, fortsat med fremstilling af bl.a. kirkeure og perron ure til jernbanestationerne Den største opgave var rådhuset i Århus. Det blev opsat 1943 og havde dengang Nordeuropas største urskive – 7 m i diameter. Den store viser med kontravægt måler 3,85 m. Det blev ikke det eneste ur fra fabrikken i Løkken.
Artiklen bringer en liste over ure, alene opsat i det nordlige Jylland, og den er lang. Også på Færøerne og I Grønland er der ure fra Løkken. I 1963 delte de to brødre virksomheden, så Henry fortsatte ur fremstillingen, nu i Vendelbo gade 27, mens Harald Kjeldsen Nielsen fortsat havde sin virksomhed i nr. 34. Da Henry Kjeldsen Nielsen solgte huset 1979 ophørte tårnurfabrikken.

Christen Ørnholm og hustru ligger begravet på Vrensted Kirkegård

• Ørnholms Tårnurfabrik i Vrensted

Vrensted Andelsmejeri “Lykkens Prøve”                                                      Mejeribyen, Vrenstedvej 467, opført 1915                                                                             

Bestyrer: Hansen og Chr. Baand som de 2 eneste.

Mejeriet var aktivt i 50 år inden det lukkede.

Der drives nu en Erhversvirksomhed fra ejendommen.

Mejeriet ”Lykkens Prøve” Vrensted