Jens J Sørensen har skrevet en dejlig artikel om Fisker Anders, som han har mødt i sin tilværelse i Børglum på Tidselbak
Fisker Anders.
Sådan kunne en fiskehandler gå rundt.
Gående og cyklende fiskehandlere, var et ret almindeligt syn i Danmark tilbage i tiden. Indtil ca. 1960
På Tidselbak v/ Børglum kom der en fiskehandler han hed Anders, vi kaldte ham Fisker Anders, han kom gående med en hjulbør med et par kasser fisk på helt fra Løkken og op over Børglum Klosterbakke og ud på Tidselbak, også om vinteren kom han om der så var snesjap og koldt, og bare i et par træsko og hullede sokker. Når han gik, vendte han fødderne indad og engang spurgte de ham hvorfor han gjorde det og han svarede – Jo for ellers kører biler og skidt over dem – han havde altid svar parat. En gang han var kommet hen til præsten i Børglum, sagde præsten til ham at fiskene var dyre og det var de mellemhandler der gjorde det, kunne vi få fiskene direkte fra havet var fiskene meget billigere – Så sagde Anders ja det er sandt nok men kunne vi få guds ord direkte fra himlen behøvede vi ingen præst og det var også billigere. Min bedstefar boede ved os et stykke tid efter bedstemor var død og Anders gik sommetider ind og snakkede med ham, min bedstefar havde lige fået radio så det har været ca.1936-37. og den var han stolt af han kaldte den radiumen, og han spurgte Anders om han havde radium, hva sagde Anders, vil du da af med livet. Anders drak sprit og det var nok derfor han kunne holde kulden ud, (han var frostsikret). Folk skulle passe på deres sprit når han var i nærheden for ellers tog han det og drak det. Mine bedsteforældre handlede i Vejby da de boede på Tidselbak bedstemor gik over markerne til Vejby og handlede hos købmand Christiansen. En dag hun skulle til købmanden gik hun det hele igennem for at hun ikke skulle glemme noget, hun havde også set til spritflasken, den var næsten fuld og så gik hun, men da hun kom tilbage, havde Anders været der og havde drukket al spritten og så måtte den gamle kone afsted igen efter ny forsyning. Der kom også en mand engang imellem med en lille grå trækasse under armen, han hed Marinus vi kaldte ham Wust Marinus for det var nemlig ost han havde i kassen, de sagde han boede på Alderdomshjemmet i Vrå og så gik han rundt og solgte ost, nok for at komme ud blandt andre mennesker. De kostede så vidt jeg husker 20 øre, jeg var vild med dem så vi købte gerne et par stykker af ham. Der kom også uldkræmmere de kom med en bylt på nakken og satte den på gulvet og løste knuden op og så væltede det ud med tøj. Der kom også nogle som solgte kamme og sikkerhedsnåle og den slags. Også kreaturhandlere kom der, det var Thomas Jensen fra Vejby og en vi kaldte Jens Peter Plet. (Han var vist fra gården (Plet)). Thomas Jensen solgte også kød, han kom i en lille lad bil med en hvid kasse på, hvori der var strøet halm, som kødet lå i. Thomas Jensen havde en rejsegrammofon, jeg kan lige huske han kom en aften ud til os med den og spillede plader, det har nok været i ca. 1937 – 38 for han havde den med – Hen til kommoden og tilbavs igen og den er fra ca. 1936. Der var en i Børglum som brændte brændevin og det var da ulovlig, så politiet havde kig på ham, så spurgte han min far om han måtte komme ud til os på Tidselbak og lave det og det fik han lov til, da han var færdig gav han min far 2 flasker det var vist 3 pægle de kunne indeholde pr. stk. de var større end vinflasker i dag. Det har nok været i 1939 for vi fik mund og klovsyge i besætningen, da det var ovre, skulle der gøres godt rent og dyrlægen skulle komme og syne det, det var dyrlæge Jensen fra Vrå og da han havde synet det i orden inviterede far ham på en dram. Hvor har du det fra ville han vide men det ville far ikke sige, så sagde dyrlægen fandens jeg skal andre steder hen ellers skulle vi se bunden af flasken. Nogle dage efter snakkede min far med Chr. Thomsen ”Olesminde” og han spurgte hvad han havde gjort ved dyrlægen, -Jeg mener ikke jeg har gjort noget ved ham – Jo noget må du have gjort for han kom herop lige fra jer og skulle syne og vi havde ikke nået at gøre rent over det hele, men han havde aldrig set noget så rent nogen sinde. Ja, det var den gang
Vi havde en skolelærer i Børglum, han kunne ikke fordrage børn, hvorfor blev han så lærer, som jo har med børn at gøre? Han var dygtig men forstod ikke at lære fra sig, han mente det skulle bankes ind i hovedet på dem. Forliges med folk kunne han heller ikke.
Jeg gik i klasse med en dreng som var syg og han døde da også, ham bankede han også selv om han vidste han var syg, men det blev han også meldt for, og kom i retten.
Kriminalpolitiet var oppe og tale med mig, jeg husker han sagde til mig at læren havde sagt at han aldrig havde slået drengen, jeg sagde at passede ikke for det havde han og han svarede det tænkte jeg sgu nok, de kendte ham, Politiet kunne han heller ikke forliges med.
Vi som havde gået i klasse med drengen blev kaldt i retten som vidner og mens vi sat og ventede kom læreren og hans kone og gik ind i retssalen, jeg tror det varede et kvarter så kom de ud igen og gik, jeg tænkte hvad er det for noget varer det ikke længere, men så kom de andre ud sammen med sagføreren det var Kjeld Jacobi, og det hele var forbi. Der var sket det at læreren havde sagt at han ikke havde slået drengen ihjel og så sagde Jacobi det er heller ingen der siger, men du kan ikke nægte at du har slået på en dødssyg dreng. Læreren sprang op og tog stolen han havde siddet på og hamrede den ned i gulvet og så gik han, og så var det forbi. Han var nok klar over at han havde tabt sagen og hvad med os der sad derud, hvad kunne vi ikke fortælle, det ville han nok helst undgå og få rodet op i.
Sagføreren fortalte så at en dag ham og skoleinspektøren (Han hed Præstholm) kom gående på gaden i Hjørring og talte om den sag de skulle i gang med, lige med et siger Præstholm, jamen der har vi jo manden, da kom læreren gående imod dem, de hilste på ham, og så siger Præstholm til ham at han syntes han skulle søge et andet embede – Han blev så hidsig at han vendte om på hælen og gik, Præstholm sagde ingenting men rystede på hovedet.
Avisen det var Vendsyssel Tidende og den kom med toget til Vrå, hvor posten fra Børglum så hentede den når han skulle ned efter post, og så holdt posthuset åbent et stykke tid så folk der boede på landet kunne hente avisen ellers fik de den først dagen efter. Det var mest børnene der hentede den, de skiftedes til det og tog så avisen med til de andre på egnen. De sagde at læreren fik den ide at han kunne sætte sig henne på posthuset og sidde og holde øje med børnene når de hentede avisen, men det blev for meget for postmesteren så han jog ham ud.
En gårdmand fortalte at han havde en hyrdedreng og hans arbejde var bl.a. at flytte nogle får, men opdagede at de ikke blev flyttet, så gik han til drengen og sagde hvorfor fårene ikke blev flyttet, og så måtte drengen gå til bekendelse og sagde at læreren havde banket ham så han var øm i hele kroppen og kunne ikke trække tøjr pælen op af jorden.
Vi kom til at bo nabo med en som kom sammen med læreren ham besøgte jeg en gang imellem han var gammel og boede alene så ham holdt vi lidt øje med, han fortale når jeg var inde hos ham om gamle dage og læreren blev også nævnt, men jeg sagde aldrig noget, men så en dag sagde han, jeg ved ikke rigtig det var en underlig døwl ham, nå var det sagde jeg, ja sagde han vi vidste aldrig hvor vi havde ham, så selv dem der skulle være hans venner stolede ikke på ham.
De første børn som han underviste var efterhånden blevet voksne og gift og havde børn der skulle til at gå i skole, så det var nok på tide han flyttede ellers kunne det nok ske at han kunne få et par øretæver selv, det fik han forresten også men ikke af en der havde gået i skole i Børglum men det var hans søn det gik ud over. Om vinteren når der var sne og vi rendte ind i gangen blev der jo vådt og vi kom jo i gummistøvler eller træsko, så havde vi nogle fut sko at tage på for ikke at få våde fødder, sådan en sko lå midt på gangen da drengen kom om morgenen, og den sparkede han til, og læreren kom lige i det samme og for hen og gav ham en på siden af hovedet, drengens far var på mejeriet med deres mælk og drengen rendte så derhen og klagede, faderen kom og sagde til læreren hvad har min dreng forset sig med i dag, og så fik han en. Vi så ham vist ikke i 3 uger.
Da han flyttede fra Børglum og var ved at læsse flyttebilen, flagede købmanden på halv og da de kørte ud af byen, stod han parat og hejsede flaget på hel. Til gengæld havde vi en god og rar førstelærer.
Min ældste broder tjente på Nielsminde v/ Børglum engang, og der havde de et hold grise, hvor tre af dem ikke vilde trives så godt som resten. Min bror fik besked på at hvis han ville fjerne dem måtte han have dem og det ville han da nok og kørte dem så hjem til os. Vores far vidste nok hvad der var i vejen med grisene og lukkede dem ud så de kunne rode i jorden for det var mineraler de manglede og det kunne de finde der. To af dem kom sig hurtigt og det varede ikke længe inden de kunne komme på slagteriet, men den tredje haltede lidt bagefter så han fik lov at gå lidt længere.
Hvert år kom der en murer og gjorde husene i stand, han kom bare der skulle ikke sendes bud efter ham.
Han kom så og begyndte på arbejdet, vandet skulle han hente på nordsiden af huset ved en pumpe der, han var så begyndt på sydsiden og havde slæbt en spand vand derover, men den her gris kom og vælte vandet hele tiden og så skulle han jo over på nordsiden efter nyt.
Om middagen da vi sad og spiste klagede han sig over grisen ”Satan te gris , a ka intj forsto i vil ha sånt æ svin, var de mej gris grawwe a saten hule me æ hwol sejsten all nieer i joren å kam dæj deri løwwi”
(Oversat: Satan til gris, jeg kan ikke forstå i vil have sådan et svin, var det min gris gravede jeg satan hule mig et hul seksten alen ned i jorden og kom den deri levende).
Samme murer var også engang nede på Børglum kær, der var han ved at kalke huset og så var han kommet til at stænke lidt på vinduerne og så skældte kone ud, men det skulle hun aldrig have gjort for så blev det meget værre, når han kalkede ude ved os og der kom lidt på vinduerne sagde mor ingenting, med hun så en dag der var kommet lidt på et vindue og da tog han sit lommetørklæde op og tørrede det af.
Jeg tjente på en gård i Børglum vi var to karle på 15 og 17 år så vi var meget sammen også om aftenen, og vi var tit hjemme hos min forældre. En aften vi kom hjem sad mureren og hans kone der, og vi snakkede og jeg fortalte at jeg skulle få tjenestepigen om morgenen, så sagde mureren – Snupper du så ikke et kvarters tid inde ved hende – Nej det gjorde jeg da ikke – Det kan jeg ikke forstå sagde han, jeg var et sted hvor jeg også skulle kalde på pigen om morgenen og så snuppede jeg mest et kvarter hos hende – De gjorde du da ikke sagde hans kone og kiggede ned i bordet hun var flov – Da gjorde jeg også det, sagde han, og der lå jeg sateme godt, jeg lå som et slagtet svin i helvede -.
Ham og min far spillede tit kort med hinanden, det var 66 de spillede.
På Tidselbak boede en mand, som hed Ole Thomsen, hans hjem var ”Olesminde” i Børglum, hans far hed Søren Thomsen og hans mor Ane Cathrine Pedersen.
Søren Thomsen døde i 1900 og Ole kom hjem som bestyrer for moderen. Min far tjente der i begyndelsen af 1900, han har været 15 – 16 år dengang, det var en god plads, de havde det godt der, det var ikke mange steder de havde det så godt som hos Ane.
Blev han sulten midt på dagen gik han ind til Ane, så lavede hun en mellemmad med sukker på til ham.
Over for, på den anden side af vejen lå en mølle, en dag møllerkarlen var deroppe, og stod og snakkede med Ole, kom min far ud med en mellemmad i hånden, – jeg tror sgu at drengen kommer med en mellemmad sagde møllekarlen – hvortil Ole sagde ja, han er nok blevet sulten og så blev der ikke talt mere om det.
Ole havde en søster som hed Kathrine som var gift med Peder Holmgaard de havde Præstegården i forpagtning,. I 1910 købte Ane noget jord af nabogården som lå ude på Tidselbak hvor de selv havde jord og så byggede hun en ejendom til dem derude. Men i 1912 dør Peder Holmgaard.
I 1913 bliver Ole gift med Laura Christensen og de overtager så ejendommen og lever der til deres død i 1970 og 71, hvor de to yngste sønner så overtog ejendommen, men de er desværre også borte.
Hvem der ejer den nu ved jeg ikke. (Tidselbakvej 113).
Ole læste meget og var en god fortæller men gik meget i sine egne tanker, det traf at han kom cyklende ned til os og gik hjem, han glemte cyklen.
En nytårsaften stod han i kohus-døren og så nogle store drenge bakse med møgbøren, da han havde stået lidt og kigget på dem gik han ind til den yngste datter som tjente derhjemme og sagde – Der er vist nogle unge karle der gerne vil snakke med dig.- Vil du ikke blæse, det er jo nytårsaften sagde hun, det havde han glemt.
Under krigen var der jo mangel på alt også skråtobak som Ole og min far brugte, en dag Ole besøgte os og de skulle have kaffe og så skulle skråen jo ud, men der skulle jo spares, så den skulle
jo gemmes og bruges igen, så de lagde skråen i vindueskarmen mens de drak kaffen, Ole blev først færdig og gik hen og tog skråen, lidt efter blev min far færdig og ville have sin skrå, så siger han til Ole du har sgu taget min skrå, og så siger Ole, nå ja men så kan du tage min, han tog dog en frisk.
Der kom engang imellem nogle og tog tuberkulinprøver af kreaturerne et år kunne vores ikke bestå og måtte væk, så vi havde ingen, en aften kom Ole på besøg og han satte sig og snakken gik, så blev det den tid at de skulle have kaffe, den gang havde vi fast komfur af støbejern og fyrede med tørv, tørvene havde vi nede i laden og min mor ville hente tørv så hun kunne varme vand til kaffen, da hun kom ned i kostalden stod der en ko i en af båsene, den var ikke bundet og tøjret lå ned på broen, hun gik så ind og sagde at stod en ko i kostalden, – Nåh ja sagde Ole det er en jeg er kommet med for i har jo ingen og det duer ikke at i ikke har noget mælk. Sådan var Ole. Min far og Ole var de bedste venner det meste af deres liv. Ole var også humoristisk. En dag jeg var derude og vi sad i stuen og snakkede kom Laura og den yngste søn hjem, de havde været en tur i Vrå, så siger Laura jeg kan ikke forstå, jeg så en mand der sad nede i banken og jeg syntes jeg kendte ham, men kan ikke komme efter hvem han er. – Nåh sagde Ole det er nok en gammel kæreste du har haft. – Nej sagde Laura, det var en ganske ung mand. – Det kan du ikke regne med sagde Ole for nu om dage kan de få rynker og skidt fjernet.
Ja, det var nogle herlige mennesker.
Hermed en fin lille fortælling om Børnenes Jord i Vraa fortalt af Helle Jacobsen.
Carl Scharnberg som jeg så ham.
Han var en stjerne for os børn i Vrå og han fortjener i den grad et par ord. Han gav os en uforglemmelig barndom, især på Børnenes Jord.
Scharnberg var kommunist og det brød min far sig absolut ikke om, så her var en form for konflikt. Jeg var splittet for jeg elskede den ranke mand med det røde halstørklæde. Han gav os en legeplads, hvor der var plads til alles meninger.
Et ældre ægtepar havde skænket grunden til ”Børnenes Jord” og den kunne aldrig fratages os. Scharnberg var i spidsen og fik frivillige håndværkere til at bygge os et helårs hus til indendørs aktiviteter s.s marionet-teater, billard, film og sysler med hånden.
Udendørs var der lavet matrikler til selvbyg af gammelt tømmer. Her kunne alle købe en grund til 1 kr. og ingen voksne måtte bygge med. En gang i ugen var der fællesmøde, hvor alle kunne komme til orde og give sit besyv med. Nogle fik jo hjælp af forældre og det måtte stoppes – de fik jo langt flottere huse (curlingforældre- I ved).
Scharnberg lyttede interesseret til os alle og tog os alvorligt og det var en dejlig følelse. En gang om året blev forældre inviteret og Børnenes Jord forvandles til en markedsplads med boder og konkurrencer. Hvem havde den flotteste dekorerede cykel osv …det var tider. Om lørdagen blev der vist film og der var rigtig hygge i puderne.
Jeg har haft den ære at blive undervist i 1. og 2. klasse af Scharnbergs frue Johanne og også hun var en fantastisk person. Blid og kærlig.
Forskolen var bygget sammen med Scharnbergs private bolig og jeg husker især en enkelt dag, da Carl Scharnberg pludselig kom ind i skolestuen og spurgte om ikke vi havde lyst til at komme ind i privaten. Det ville vi selvfølgelig gerne. Da vi alle var arriverede i privaten, blev vi bedt om at sætte os i rundkreds på gulvet og så tog Scharnberg grammofonen frem og satte en plade på.
” Det regner, det regner den hele dag” ( Det var nemli’ en regnsvejrsdag). Så kom ”lyset” – Scharnberg tog en æske blå Gajoler op af lommen og lod den gå rundt..sikke en fantastisk oplevelse.
Gennem mange år havde Vrensted Ungdomsforening et godt samarbejde med Vraa Højskole.
En gang om året kom højskolen med dens elever på besøg i Vrensted.
Det startede med gudstjeneste i Vrensted Kirke hvorefter elever og lærere blev delt ud til forskellige Vrensted familier, hvor de så blev budt på eftermiddagskaffe og aftensmad. Efter aftensmaden mødtes man så i Vrensted Forsamlingshus til hyggeligt samvær og forskellig underholdning. Nogle rigtig hyggelige besøg som man så frem til i Vrensted og i Ungdomsforeningen.
=================================================
Der gik en stærk folkelige og kirkelige vækkelse over Vendsyssel i 1860’erne og 1870’erne, hvilket affødte et ønske om en grundtvigsk højskole. Der blev gjort flere mislykkede forsøg. Befolkningen var fattig og de kredse, en højskole skulle støtte sig til, var små og spredte, og den person, der kunne løfte opgaven, savnedes.
Den unge højskolelærer Jørgen Terkelsen og hans hustru Kristine (Kirsten) havde imidlertid vovemod til på eget ansvar at rejse den første grundtvigske højskole i landsbyen Stenum ved Brønderslev.
Jørgen Terkelsens kone Kristine (Kirsten) var fra Stenum, de havde mødt hinanden på Kr. Kolds Højskole.
Hun var bindeleddet mellem Terkelsen og Vendsyssel, og årsagen til at Stenum blev stedet, hvor højskolen blev placeret.
I efteråret 1872 blev Stenum Højskole indviet og begyndte sin virksomhed med 21. elever.
Terkelsen kom ind i den politiske frihedskamp i 1870’erne og 1880’erne, hvilket gav anledning til, at skolen mistede sin statsstøtte.
Men sympatien for højskolen bredte sig i Vendsyssel, selv i de kredse, der ikke hyldede den grundtvigske retning. Efterhånden gled Stenum Højskole ind i vendelboernes bevidsthed som et arnested for sund og god oplysning.
Skolen blev et centrum for store grundtvigske møder, der samlede deltagere fra alle Danmarks egne.
Disse forhold gav anledning til, at der rejste sig et ønske om at få skolen flyttet. Dette skete i 1890, da skolen flyttedes til Vraa st. Vendelboerne indsamlede 10.000 kr., som de skænkede Terkelsen til brug ved flytningen.
Fot.: Kirsten og Jens Terkelsen. Stenum Højskole i 1880’erne
Jørgen og Kirstine Terkelsen
Stenum. Vrå Højskole hed i begyndelsen Stenum Højskole. Stenum er en lille landsby 7 km sydvest for Vrå. Her begyndte hele eventyret i 1872, hvor Kirstine og Jørgen Terkelsen rejste den første grundtvigske højskole i Vendsyssel. De havde mødt hinanden på Fyn, hvor de begge var elever hos Chresten Kold. Dette møde havde hos begge sat sig så dybe personlige spor, at deres livsgerning var afstukket i folkeoplysningens tjeneste. Højskolen fik sin placering på Kirstines fødegård i Stenum og blev indviet 2. november 1872.
Jørgen Terkelsen og lærere og familie
“Lys over Land – det er det vi vil”, sagde Terkelsen i sin velkomsttale.
Højskolen har fra sin begyndelse været vendelboernes højskole og dermed i sin begyndelse en udpræget egnskole, hvor næste alle eleverne kom fra landbruget.
Højskolen fik hurtig god tilslutning af elever fra hele Vendsyssel. I 1870’erne havde man fået den jyske længdebane ført igennem fra Aalborg til Frederikshavn med station i Brønderslev og Vrå. Hurtigt rejste tanken sig om – i takt med at skolen voksede – at flytte højskolen nærmere til jernbanen. Estrup-styret
Terkelsen var også aktiv i det politiske arbejde, hvilket specielt kom til udtryk i hans modstand mod den siddende Højreregering med Estrup i spidsen. I 1880’erne lykkedes det ikke Estrup at få et flertal for landets finanslove, hvilket fik ham til at udstede provisoriske love, hvad der var i klar strid med rigets grundlov, hvor der står, at der ikke kan udskrives skat medmindre, der er vedtaget en finanslov. Som en protest mod de retsløse tilstande nægtede Terkelsen følgelig sammen med andre højskolefolk at betale skat. Statsmagtens svar var at fratage de rebelske højskoler deres statstilskud med forventningen om, at de følgelig ville lukke. Regeringen gjorde regning uden vært. Dette indgreb fik blot vendelboerne til at slutte endnu mere op om deres højskole og dannede således i 1888 elevforeningen, som i begyndelsen ydede en væsentlig økonomisk støtte til højskolens virke.
Protesten mod Estrup-styret fik sin kulmination i 1886 under det årlige Store Brønderslev Marked, hvor gendarmerne blev hidkaldt, og der udviklede sig et gevaldigt slagsmål. Efterfølgende blev Terkelsen anholdt og blev beskyldt for at være en af hovedmændene bag at opildne til modstand. Tiltalen måtte dog frafaldes. Kort tid efter fjernede Estrup-styret højskolen fra deres sorte liste, og højskolen fik sin statsstøtte igen.
Vrå
Vraa Station
I 1890 tog man så den store beslutning og flyttede højskolen til stationsbyen Vrå, hvor den blev placeret på åben mark vest for jernbanen.
Højskolen er naturligt bygget som en bondegård med stuehus og tre længer. Bygget af murermester Andersen fra Hjørring. Gratis selvfølgelig! Højskolen var en livsnødvendig sag for de involverede og handlede om langt mere end ussel mammon. Det stramme byggeri har fra sin start givet højskolen en særlig intimitet og nærhed og har arkitektonisk gjort det muligt at føle den naturlige genkendelighed og hjemmelighed, der er nødvendig i et kostskolemiljø. Folkelighed og faglighed
Højskolekurserne var på 5 måneder om vinteren for drengene og en sommerskole på 3 måneder for pigerne, respekterende arbejdet i landbruget.
Undervisningen i højskolen har altid bygget på en vekselvirkning mellem folkelighed og faglighed. Man er til alle tider kommet på højskole for at dygtiggøre sig, men højskolerne har aldrig af den grund fået fagskolernes præg.
Fagene i skolens første mange år var almindelige skolefag som dansk, skrivning og regning sammen med mere landbrugsfaglige tilbud. Ved siden af havde man de mere traditionelle højskolefag med foredrag og livsoplysende fag.
Eleverne boede på 4-mandsværelser med to senge i begyndelsen og skulle ved indmeldelsen oplyse, om de medbragte under- eller overdyne!
Vraa Højskole og Valgmenighedskirke
Det kendte spøgelse
Mange kendte folk har haft deres virke på højskolen. Digteren, forfatteren og præsten Jakob Knudsen havde et særligt forhold til Vrå Højskole. Han boede her altid på sine foredragsturneer i landsdelen. Efter hans skilsmisse havde han stadig her – som et af ganske få steder – et fristed, som betød meget for ham. Det er ikke kun over landsdelen, at himlen er høj!
Der går hårdnakkede rygter om, at han var så glad for stedet, at han går igen her. Mange påstår at have mødt en ældre venlig mand her ved nattetide! Jens Bertelsen og Møller Nørgård
I 1904 gik Terkelsen på pension og overlod roret til sine to svigersønner. Jens Bertelsen var forstander samtidig med, at han var præst i den nyopførte Valgmenighedskirke øst for højskolen. Den anden svigersøn Møller Nørgaard stod for det tilknyttede landbrug til højskolen og var en betydende skikkelse inden for det landbrugsfaglige i landsdelen. På højskolen havde det landbrugsfaglige naturligt en central placering i højskolens første mange år. Det var således muligt bl.a. at uddanne sig til kontrolassistent i forbindelse med højskoleopholdet.
Forstanderparret Astrid Møller Nørgaard
Astrid og Jens Møller Nørgaard
Wall Street-krakket og andelsbeviser
Den økonomiske krise i 30’erne affødt af Wall Street-krakket i 1929 fik også sin indflydelse på højskolen med færre elever. Vinteren 1933-34 var der således ingen elever, og der var alvorlige overvejelser om at bruge højskolen til andet formål. Denne udfordring fik tidligere elever til at træde i karakter. Ved en storstilet indsamling lykkedes det at sælge såkaldte andelsbeviser med en værdi på 10-, 25-, 50- eller 100 kr. til 1500 personer! Det gjorde det muligt at købe højskolen, som indtil da havde været privatejet. I nutidsværdi indsamlede man under den store landbrugskrise et beløb, der svarer til ca. 8 millioner kr. Arne Brandt Pedersen
Kredsen bag højskolen valgte at ansætte Arne Brandt Pedersen, der kom fra en stilling på Rødding Højskole. Brandt fortsatte skolens linie, men føjede også et meget vigtigt element til gennem sin kunstinteresse. I 1942 fik han i forbindelse med de traditionelle efterårsmøder maleren Svend Engelund fra Vrå til at lave en udstilling i højskolens opholdsstue. Det blev en stor succes, og kredsen udvidedes hurtigt og udstillingen blev flyttet til højskolens gymnastiksal med udstilling i august måned.
forstander Arne Brandt Pedersen og kunsten samarbejdet med Broby Johansen
Fra 1955 blev det muligt at have kurser af kortere varighed på 2 uger. Det blev begyndelsen på et årelangt samarbejde med Broby Johansen, der holdt sine berømte kunstkurser her frem til sin død i 1986. Her samlede han i tusindvis af kursister.
Vrå-Udstillingen og Broby Johansens kunstkurser har på afgørende vis været med til at gøre højskolen kendt over det ganske land og dermed også afgørende for den centrale placering, de kunstneriske og musiske fag stadig har her.
I 1971 byggedes i samarbejde med Vrå-kunstnerne Kunstsalen tegnet af et af medlemmerne, arkitekten Knud Friis. Det gav Vrå-Udstillingen et vældigt løft, at man nu både havde gymnastiksalen og den nye store flotte Kunstsal til rådighed.
I en lang årrække fra begyndelsen af 50’erne og indtil 1968 var der udover de almindelige højskolefag også en præparandklasse tilknyttet højskolen som en forberedelse til optagelse på et lærerseminarium.
De nye elevboliger Udgaard, Midgaard og Asgaard
Birthe og Frederik Christensen.
I 1967 ansattes Birthe og Frederik Christensen som forstanderpar. De havde tidligere undervist i Vallekilde og Viborg. I takt med den almindelige strukturomlægning i samfundet, hvor vi var gået fra landbrugssamfundet til industrisamfundet, var det også nødvendigt at foretage et skifte i undervisningstilbuddene for fortsat at være et aktiv i tiden. Det har altid været højskolens udfordring at placere sig i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse ved at tilbyde tidssvarende undervisning på et historisk værdigrundlag.
Forstanderparret Birthe og Frederik Christenssn
Kunsthøjskole og prøveforberedende fag.
Inspireret af Vrå-Udstillingen og Broby-kurserne fik de kunstneriske fag en særlig placering. Det betød samtidig, at højskolen også ændrede status fra en egns skole til en landsdækkende højskole. En udvikling der også kendetegnede landets øvrige højskoler, men i Vrå er det altid lykkedes fortsat at være en naturlig og vigtig del af lokalsamfundet i form af et åbent kultursted for alle. Et arbejde der fortsat udvikles og prioriteres meget højt. I en årrække tilbød højskolen et særligt liniefag i prøveforberedende fag til HF i form af dansk, engelsk, tysk og matematik, hvor elever med en kortere uddannelse bag sig kunne opkvalificere sig. Ved siden af havde de højskolens almindelige fag.
I 1979 indførte højskolen egentlige linjefag i kunst, musik, tekstil og samfundsfag. Denne vifte er i naturlig takt blevet udvidet og ændret med rytmisk musik, fotografi, moderne dans og kunsthåndværk i form af smedje og smykkeværksted. Eva og Eigil Nielsen
Denne faglige vifte blev fastholdt under forstanderparret Eva og Eigil Nielsen fra 1984 – 2004. I denne periode skete der en stor udvikling af tilbuddene inden for de korte kurser på 1- og 2 uger. En kursusvirksomhed, der fik større og større betydning for højskolen. I en årrække var højskolen også det daværende Løkken – Vrå kommunes integrationstilbud til de flygtninge, der i disse år kom til lokalområdet. De boede og blev undervist her på skolen i nogle måneder og fik på den måde en vigtig og god begyndelse i det danske samfund.
Kunstbygningen og Engelundsamlingen
I 1992 i forbindelse med Vrå-udstillingen kunne man samtidig indvie Kunstbygningen – Engelundsamlingen. Grundstammen var en stor donation af malerier fra Vrå-udstillingens nestor Svend Engelund. Med denne bygning, som senere er blevet udvidet til dobbelt størrelse, er det nu muligt at vise Vrå-kunstnerne hele året. Samtidig med, at man har unikke udstillings faciliteter til Vrå-udstillingen i august måned.
Ved indvielsen i 1992 modtog man 1 million kroner i tilskud fra den daværende Kulturfond under Kulturministeriet. I sin indvielses tale sagde Niels Højlund, at beløbet var givet som en gave og tak for det enestående samarbejde, der havde været mellem højskolen og Vrå-udstillingen. En tak for, at det på fornemste vis var muligt at forene det faglige og folkelige!
Højskolen og Kunstbygningen
Kasper Graarup
Fra 2004 til 2006 var Kasper Graarup forstander. Han udviklede de korte malerkurser og fik ideen til at der var argentinsk tangofestival på sommerkurserne.
Pia Schnoor Ottzen og Søren Ottzen
Med forstanderparret Pia Schnoor Ottzen og Søren Ottzen, der begyndte deres virke 2007, var det nødvendigt at revurdere højskolens placering i det omtalte spændingsfelt mellem tradition og fornyelse. Man har fastholdt undervisningen i Fotografi, Kunst og Musik og har genindført Fashion & Design som linjefag. Fag som Medier, Forfatter og Projektmager er nye, men ligger i tråd med det kreative image, skolen har. Som et spejl af verden er Dansk som 2. sprog blevet en fast og stor del af skolens tilbud. Højskolen er i de seneste år blevet en international skole med danske rødder.
pia-søren-hovedbygning Renovering og fornyelse Med de mange elever følger også bedre tider. Værelsesbygningerne Asgård, Midgård og Udgård måtte erstattes af to nye tidssvarende bygninger, og højskolen er i det hele taget kommet godt med ind i det 21. århundrede.
Højskolen er også blevet samlingssted for lokale konferencer, møder og fester.
Første spadestik, Indvielse, Pegasus, Cassiopeia, Phønix g Orion
Højskolens Venner
Lokalsamfundet er stadig meget aktivt omkring højskolen, hvilket bl.a. ses i form af foreningen Højskolens Venner, som dels virker som ambassadører for skolen og også har formået at give økonomisk tilskud til fornyelse af undervisningsmidler og til forbedring af elevernes ophold. Højskolesangbøgerne er centrale, æblelunden ved de nye værelsesbygninger er med til at forskønne området, ligesom cykler og dejlige møbler er med til at højne kvaliteten af både korte kurser og lange forløb.
Således er højskolen fortsat i bevægelse mellem tradition og fornyelse. Stadig i forandring, men også den samme gennem sin folkelighed og faglighed!
Nedenfor – Grøn pil er mine bedsteforældres hjem på Nørkær
Blå pil er Ejlersgård
Rød pil er Nørregård/Ejlersgård/Thorvald Thomsens gård
Grøn pil er mine bedsteforældres hjem på Nørkær, Blå pil er Ejlersgård, Rød pil er Nørregård/Ejlersgård/Thorvald Thomsens gård
Nørgård/Ejlersgård/Thorvald Thomsens gård
Nørgård/Ejlersgård/Thorvalds gård – med Bedsteforældrenes ejendom tv. i baggrunden (tættest beliggende)
En lille fortælling om gården -“Ejlersgård”
I forbindelse med at skrive mine barndomsminder stødte jeg på navnet Ellitsgård flere gange.
På vores vej, mit barndomshjem på Vingevej, boede Jens Ellitsgård og Petrea. Vi besøgte dem enkelte gange og mor Else sagde, at vi var lidt i familie med dem. Desuden opdagede jeg, at min bedstemor havde Thomsen/Ellitsgård til efternavn. Desuden besøgte vi også Smed Christensen i Mejeribyen og i f.m. dette som jeg nævnte på FB, fik jeg en tilbagemelding fra Connie Bentzon, at smedens kone hed Elvine Ellitsgård. Ja så var det jo kun at konkludere, at min bedstemor på Nørkæret, Jens Ellitsgård og smedens Elvine var søskende og derved min far, murer Christians onkel og tanter.
Via Lærer Madsens Jens Otto samt Inga og Ernsts Poul Erik, (Ernst er min fars bror), gik det ligeledes op for mig, at den gård der lå på østsiden af vejen til Nørkær og som ejedes af Thorvald Thomsen blev kaldt Ejlersgård/Ellesgård (tidligere Nørgård).
Og nu var nysgerrigheden vagt for at finde ud af mere om gården og slægtens forbindelse med den.
Gårdens historie (se tidslinien)
Ejlersgård nævnes allerede i Middelalderen og hørte dengang under Hundslund Kloster, nu Dronninglund Slot. Gården lå lige på vestsiden af vejen til Nørkær umiddelbart før Munkebrovej (se oversigtskort)
Ved Reformationen kom den under Aalborghus Len (Kronen)
Herefter havde gården forskellige ejere indtil den i ca. 1720 kom under Børglum Kloster (daværende ejer Frederik Kjær)
Gården havde herefter igen forskellige ejere indtil 1835, hvor gården og Børglum Kloster blev solgt til Familien Rotbøll.
I de næste mange år blev Klostrets større fæstegårde, incl. Eilersgård, delt op og solgt i mindre jordstykker.
I 1895 købte vor oldefar Laurits Thomsen/Ellitsgård sin fæstegård af Børglum Kloster.
Han drev gården indtil 1909, hvor han solgte den til Johannes Christensen (Præstegårdsforpagter), hvorefter han og hans hustru flyttede til et hus i Vrensted.
Vor oldefar døde året efter, men ifølge folketælling 1911 boede oldemor der stadig.
I 1916 købte Thorvald Thomsens far (Laurits Thomsen) Eilersgård og lod den forfalde. Det var nok jorden han ville have.
Thorvald er født i 1889 på gården, vist på vedheftede, og som er en udstykning fra Eilersgård.
Thorvalds gård har sikkert tidligere heddet Nørgård.
Ca. 1945 blev gården overtaget af Thorvald Thomsen. Han forpagtede senere jorden ud, men beholdt bygninger, lidt jord og nogle få dyr.
Gården blev nedrevet ca. 1970.
Slægtens tilknytning til Eilertsgård.
I Gjølstrup boede der først i 1700 tallet en gårdmandsfamilie der i 1759 fødte sønnen Jens Jensen, min tip-tip oldefar, som senere blev gift med Maren Johannesdatter. De fødte i nov. 1800 sønnen Thomas Jensen, min tip oldefar, som senere også tog navnet Ellitsgård. Det er første gang slægten Thomsen tilføjer Eilertsgård/Ellitsgård.
Han blev nov. 1839 gift med Karen Larsdatter i Jelstrup Kirke. De blev forældre til mindst 6 sønner og 2 døtre. De må kort efter være flyttet til Vrensted for at fæste Ejlersgård. Alle børnene, med vor oldefar Johannes Thomsen som den ældste, blev født på Eilersgård. Familien boede i Vrensted i omkring 26 år inden han døde i okt. 1882. Han blev begravet i Vrensted.
I periode 1869 til 1883 fødtes børnene Jens (Vingevej) 1869, Carl 1870, Chatrine 1872, Karen Line 1873, Thomas 1875, Martinus 1877, Anna Kjerstine (min bedstemor) 1878, Kristian 1881, Elvine Kirstine (Smed Christensens kone) 1883.
I 1895 købte min oldefar Johannes sin fæstegård af Børglum Kloster, som i årene inden havde udstykket meget af jorden fra sine fæstegårde. Johannes var da 56 år og Mette Marie 54 år.
I 1898 kom der en ung mand, Jens Peter, min bedstefar, fra Jelstrup til Vrensted og bliver i 1898 gift med Anna Kjerstine. De bosatte sig på Nørkær 20 på østsiden af vejen til Nørkær, men tæt ved Ejlersgård. Huset ligger der stadig.
Johannes og Mette Marie blev fortsat boende på Eilertsgård.
NB ! se note 1.
I 1909 skødes Eilersgård til Johannes Christensen hvis familie tidligere har været gårdfæstere på Eilersgård.
Han solgte i 1916 Eilersgård til Laurits Thomsen, der havde gården Nørgård, der lå på østsiden af vejen til Nørkær.
Han lod derefter gården forfalde og lagde jorden til sin egen gård som han måske derefter omdøbte til Ejlersgård/Ellesgård.
Ved folketællingen i 1890 er Ejlersgård skrevet som Ellesgård.
Ca. 1945 overtager sønnen Thorvald Thomsen gården, der da er på ca. 32 tdr. land med ca. 20 køer og svin samt 4 heste. Jorden bliver efterhånden bortforpagtet, men Thorvald beholdt nogle få dyr.
Gården bliver nedrevet ca.1970
Familien Ellitsgård har derved været gårdfæstere på Eilersgård fra ca. 1835 til 1895 og ejere fra 1895 til 1906.
Tidslinie Eilertsgård.
Hørte i Middelalderen under Hundslev Kloster, det senere Dronninglund Slot.
Kom ved Reformationen 1536 under Aalborghus Len
Gården fik i 1630 navnet efter en Eiler Laursen, som boede der
Han fratrådte fæstet ca. 1633.
Gården blev i 1655 pantsat fra Aalborghus Len for Kronen til kanonstøber Claus van Dahm København.
Der blev foretaget ændringer i Matriklen 1662-1664 da Dahms søn fik gården overdraget.
Han ejede gården fra 1664 til 1676, hvor han solgte den til Børglum Kloster
Fra 1676 til 1716 ejede Børglum Kloster, Eilersgård.
I 1683 og 1688 beboedes gården, sikkert som gårdfæstere, af Morten Nielsen og Jens Nielsen, der var far til Jens Jensen Ellitsgård, Skudehandler i Løkken.
På et eller andet tidspunkt mellem 1676 og 1716 må Børglum Kloster have solgt Eilersgård.
I 1716 ejedes gården af Peter Tøgersen Lassen til Rødslet i Vadum
Den blev kort efter solgt til Præsten i Vrensted, magister Eiler Christian Dyssen
Den blev i 1718 overdraget til panthaver, fhv. Stiftamtmand Rudolf Gersdorf og kort herefter til Frederik Kjær til Børglum Kloster.
Gården blev 11.05.1790 synet og vurderet, da Mads Madsen fradøde den og som Christen Andersen nu skal fæste. Info fra Børglum Kloster Godsarkiv.
Christen Andersen Ellitsgård, 1762-1817, gårdfæster Ejlersgård fra 1790 til 1817.
Anders Christensen Ellitsgård 1790 til ? gårdfæster Eilersgård fra 1817 til ca. 1856.
Thomas Jensen Ellitsgård 1800-1882 gårdfæster Ejlersgård, født i Gjølstrup/Jelstrup.
Børglum Kloster og derved også Eilersgård, blev i 1835 overtaget af Familien Rotbøll, der har ejet den siden da.
Eilersgård blev efterhånden udstykket og blev i 1895 skødet fra C. M. Rotbølls dødsbo.
Johannes Thomsen, 1839-1910, min oldefar, købte gården i 1895.
I 1909 blev gården skødet til Johannes Christensen .
I 1910 dør Johannes og hans hustru Mette Marie flytter og bliver herefter husejer et andet sted.
1916 blev gården solgt til Laurits Thomsen, hvis far Thomas Christensen blev født på Eilersgård i 1824.
Ca. 1945 blev gården overtaget af Thorvald Thomsen.
Gården blev nedrevet ca. 1970.
NOTE 1.
Familien havde i 1831 haft en søn med navnet Johannes. Han må indenfor de næste 8 år være afgået ved døden, for da der i 1839 igen fødes en søn, får han navnet Johannes.
Johannes Thomsen havde også en ældre bror Laust Thomsen 1833-1911. Han bliver ikke gårdfæster andre steder, men bliver husmand resten af sit liv. Han bliver gift med Inger Marie Ottesdatter fra Trudslev ved Ingstrup. De bosætter sig i 1868 i Trudslev, hvor de får tre børn, Karen, Jens og Thomas. I 1889 flytter de til Rubjerg. På deres gamle dage, i 1908, flytter de tilbage til Vrensted i et hus på Gl. Byvej, matr.nr. 108a. Huset er sidste hus på højre hånd inden Gl. Byvej udmunder i vejen til Brønderslev. (Huset ligger der stadig).
Jens og Thomas bliver uddannet tømrer og er med til at bygge møller i Vendsyssel. I 1905 ændrer de deres efternavn fra Thomsen til Ellersgård. Efter faderens død bliver Karen Thomsen boende i Vrensted, og da moderen dør i 1921, forbliver Karen boende på matriklen frem til slutningen af 50-erne.
Som ung forelsker hun sig i en soldat, men faderen nægtede at godkende deres ægteskab. Som protest forbliver hun ugift hele sit liv.
Denne note er modtaget fra en efterkommer af Laust Thomsen.
Det har været en stor fornøjelse at skrive fortællingen, men uden stor hjælp fra familien og gode folk i Vrensted, har det ikke været muligt.
Samfundet er blevet noget mere kompliceret, siden advokatfirmaet Brønderslev blev oprettet for 100 år siden. Der er i dag flere straffe- og civile sager end nogensinde, og den indviklede lovgivning sætter i dag flere grænser end tidligere.
Den 1. oktober 1985 har sagførerfirmaet Sanvig i Brønderslev eksisteret i 100 år. Jubilæet fejres på lørdag med åbent hus hos landsretssagfører Svend Sanvig, Nørregade 75.
Familien Sanvig har dog ikke været med i firmaet i alle 100 år. Firmaet blev oprettet i oktober 1885 af Carl Sophus Sørensen. Han havde indtil da været Herredsfuldmægtig i Blokhus, men blev sagt op, fordi en slægtning til Herredsdommeren skulle have stillingen, og så tog han til Brønderslev og startede for sig selv her. I oktober 1890 kom Anders Stigaard Kiær til som fuldmægtig. Han overtog forretningen efter Sørensens død ret kort tid efter, og han blev her i næsten 40 år.
I 1907 blev Jens Valdemar Sanvig ansat som fuldmægtig og i 1915 blev han kompagnon i forretningen sammen med Anders Stigaard Kiær. Kiær, der var medstifter af Brønderslev Bank i 1896 og dens første direktør, døde i marts 1930, og Jens Valdemar Sanvig fortsatte som eneindehaver til sin død i 1944.
Herefter overtog sønnen, den nu 75-årige Svend Sanvig, forretningen som eneindehaver. Hans søn Jens Sanvig, 47 år, har i 15 år arbejdet som advokat i firmaet, der også tæller advokat Jens Christian Larsen. Sidstnævnte har været med her i ca. ni år.
Det er meningen, at Jens Sanvig og Jens Christian Larsen overtager og viderefører firmaet til næste år, idet Svend Sanvig ønsker at trappe ned rent arbejdsmæssigt indtil april 1987.
Men endnu arbejder jeg på fuld tid og nyder det. Når man både har helbred og lyst til det, så betyder alderen ikke noget, selv om jeg nu så småt overvejer at trappe ned, siger Svend Sanvig.
Inden Svend Sanvig overtog sin fars firma, var han i ti år dommerfuldmægtig i Hjørring og Frederikshavn. I 40 år var Svend Sanvig branddirektør for Købstædernes Alm. Brandforsikring et hverv han gav fra sig 1. januar 1985.
Fra 1946 til 1954 var Sanvig medlem af Brønderslev Byråd for partiet Venstre, og han var i en periode viceborgmester.
I otte år var Svend Sanvig medlem af Sagførersamfundet og med i kreds- bestyrelsen for Hjørring og Thisted amter. Dertil kommer otte år som medlem af Advokatnævnet.
Og så kan man under omtalen af Svend Sanvig`s virke ikke undgå at omtale hans aktive år på fodboldlandsholdet midt 1930’erne en epoke, som Svend Sanvig tænker tilbage på med særlig glæde.
I årenes løb har sagførerfirmaet haft til huse flere steder. Man startede i Algade, flyttede herfra til Vestergade, hvor også Brønderslev Bank havde til huse, til Rådhuspladsen, hvor læge Skak nu bor, i det dommerkontor i gamle Bredgade, hvor nu Provinsbanken bor, og i de seneste 20 år har advokatfirmaet boet i Jernbanegade, hvor der for år tilbage var det gamle Hotel Brønderslev.
Foruden de tre advokater beskæftiger firmaet fem sekretærer. Her i blandt er bogholder Gerda Henriksen, der har arbejdet her i over 40 år.
Firmaet eksisterer stadig i Brønderslev under andet navn og nye ejere, på adresse i Godsbanegade.
Anne Østergaard hjemme på Lindegården i Vrensted i 1993.
Hjemme er stadig Danmark for den 28-årige Anne Drivsholm Østergaard, og baglandet er Lindegaarden i Vrensted. For når man opholder sig i det store udland, er det dejligt at kunne ringe hjem til mor og far, Else og Niels Østergaard i Vrensted.
Anne Østergaard er en af det stigende antal unge danskere, der har satset på en international uddannelse. Anne blev sidste år færdig med sin uddannelse og godt i gang med at grundlægge en international karriere.
Måske ikke for altid i udlandet, for også i Danmark er der i stigende grad brug for internationalt orienterede, veluddannede medarbejdere. Og det er godt den dag man får hjemlængsel og vil have et job, der passer til ens uddannelse og interesser, at man har erfaringer fra udlandet.
Ansat i IBM
Anne Østergaard har netop været i Vrensted for at blive gift med cand.oecon. Peter Sand Andersen, der med en studentereksamen fra Europaskolen som baggrund ligeledes har valgt det store udland. Parret bor nu i en forstad til Stuttgart. B’oblingen hedder den, og her har Anne job i IBM, mens Peter kører 15 km til Daimler- Benz koncernens hoved- kvarter, hvor han er fast ansat i afdelingen for det økonomiske sekretariat og for koordinering af koncernens udenlandske organisationer.
Vi har været heldige, at det lykkedes os at finde job samme sted, synes Anne.
For man må virkelig være fleksibel, hvis man vil have de job, der er spændende. Så det var lidt af et puslespil, at få tingene til at gå op, og vi ved jo ikke i dag, om jeg får min kontrakt forlænget efter 1. maj 1994, selv om jeg vælger at tro det.
Udveksling
Da Anne Østergaard i sin tid gik i skole i Vrensted, tænkte hun ikke så meget på, at hun ville arbejde i udlandet. Og da hun blev matematisk fysisk student vidste hun stadig ikke, hvad hun ville og tog derfor til Amerika i et au pair job.
Det blev en god oplevelse, og jeg opdagede mange positive sider ved at se andre forhold. Det medvirkede nok til min beslutning om, at jeg ville tage en uddannelse, som jeg også kunne bruge i udlandet.
Hjemme igen begyndte jeg at læse økonomi på Handelshøjskolen i Århus. Her blev jeg aktiv i en organisation for praktikudveksling af handels- og økonomistuderende i et halvt hundrede lande. Min opgave var bl.a. at overbevise danske virksomheder om, hvorfor det ville være en fordel for dem at beskæftige en udenlandsk studerende i nogle måneder.
Da jeg sluttede den treårige HA-uddannelse, følte jeg, at nu måtte det være min tur til at nyde godt af udvekslingstilbuddet, det lykkedes mig at få ansættelse i 10 måneder hos IBM på Filippinerne.
IBM-deltidsjob
Mit speciale er marketing, fortæller Anne Østergaard, og foruden at være beskæftiget med det hos IBM blev jeg sat til at udarbejde industrianalyser og overvåge det filippinske marked med henblik på IBMs muligheder.
Da praktikopholdet var slut, ville Anne gerne bevare kontakten til IBM. Det lykkedes hende at få et deltidsjob på IBM i Århus, som hun kunne bestride, mens hun i to år fulgte cand.merc. studierne på Handelshøjskolen.
Belgiske studier
I denne periode blev skolen yderligere internationalt orienteret og tilknyttet EF-programmet Erasmus, der giver studerende mulighed for med EF-tilskud at tage en del af deres uddannelse i udlandet. Anne valgte at tage et semester på et universitet i Belgien og passede samtidig et bijob ved IBM`s uddannelsescenter i Bruxelles.
Hun tog hjem for at skrive hovedopgave, men fik samtidig tilbudt en etårig kontrakt med IBM indenfor selskabets nye uddannelsesprogram Comett, der er støttet af EF.
Den 1. september 1992 begyndte Anne sit job Bruxelles, hvor hun skulle være med til at gennenføre det nye koncept for uddannelse af medarbejde- re til i de enkelte lande at servicere virksomheder på forskelligt plan. Det var spændende, og Anne synes, hun fik lov at præge indholdet.
Selv om konceptet tager sigte på omskoling af medarbejdere, der har årelang ansættelse i virksomheden, fik Anne lov at deltage i uddannelsen.
Vejen til Stuttgart
På det tidspunkt havde hendes kæreste fået foden indenfor hos Daimler-Benz i München. Så Anne fik overbevist sin chef om, at det også ville være en fordel med juniorkonsulenter i IBMS nye Consulting Group, som hun selv havde været med til at opbygge fra afdelingen i Bruxelles. Det eneste problem var det tyske sprog, som Anne ikke hidtil havde haft så meget brug for. Men efter et intensivkursus blev hun 1. november 1992 ansat i München på en halvanden årskontrakt.
Skæbnen ville så, at Peter blev flyttet til Daimler- Benz i Stuttgart, og så måtte Anne endnu engang forsøge at overbevise sin chef om, at hun kunne gøre nytte et andet sted. Også denne gang lykkedes det, og fra juni i år har Anne udført sit job fra Böblingen. Hun udtrykker det med at tingene hele tiden har flasket sig. Men direkte adspurgt erkender hun, at IBM selvfølgelig havde flere lejligheder til at slippe af med hende, hvis det var det, de ville.
Ingen rosendans
Så engagement, fleksibilitet, energi og viljen til at indordne sig, som er egenskaber, Anne selv nævner som nødvendige, hvis man vil gøre sig gældende i erhvervslivet i dag, har uden tvivl været medvirkende til, at IBM i så høj grad efterkom Annes ønsker. Nogen dans på roser er det ikke at arbejde i udlandet, fastslår hun. Men fordele er der naturligvis også. Først og fremmest i kraft af de muligheder, det indebærer i en verden, hvor vi er tættere på hinanden.
Opfordrer andre
Man skal være indstillet på, at ingenting kommer af sig selv. Men jeg kan kun opfordre andre unge, der har mod og lyst, til at satse på udlandet, at de undersøger de mange muligheder, der er for at komme ud.
Anne og hendes Peter har netop været hjemme i Vrensted for at blive gift. Brylluppet blev som parret selv, præget af det store udland, med gæster fra 8 lande.
Endnu tør hverken Anne eller Peter spå om fremtiden. De vil gerne på et tidspunkt tilbage til Danmark, men kun hvis de kan få job, der er interessante for dem. For selv om verden ligger åben for dem, er Danmark stadig der, hvor de har hjemme.
Sidst i 1960erne Arbejder Landboforening for at øge unge landbrugeres praktiske evner og får støtte af stat og kommune samt fagfællerne
Ungdomsskolens landbrugslinie er et fortrinligt led i den række uddannelsesmuligheder, den unge landmand har, siger gårdejer Niels Østergaard, Vrensted,
Landboforeningsformand og skolereformator, gårdejer Niels Østergaard, Vrensted f.1922-d.2001
Fornylig valgtes han til formand for Brønderslev og Omegns Landboforening. Indtil da havde han fortrinsvis befattet sig med sine yngre fagfællers forhold. Og Niels Østergaard er stadig formand for Det landbrugsfaglige udvalg for Amts- ungdomsnævnet.
Fra 1964-1978 var han formand for Brønderslev Landboforening.
Opfandt landbrugslinien.
Han nævnes som ophavsmanden til landbrugslinien i ungdomsskolerne. Om hvordan tanken opstod, siger han, at man har savnet noget til at fjerne den opfattelse, at landboungdommen er ufaglært. Desuden har det været en mangel, at de unge har haft for få praktiske færdigheder. Når de f.eks. kan komme ud for at skulle betjene landbrugsmaskiner til en værdi af 40-50.000 kr. pr. stk., er det betryggende både for ejeren og for dem selv, at de har i hvert fald noget kendskab til mekanikken. Begge dele opnås ved landbrugslinien.
Eleven får på et år 144 timers undervisning. Efter et års skoletid modtager han et deltagerbevis. Det samme er tilfældet, når han har deltaget i to gange 144 timers kursus. Og beviset hjælper ham yderligere til at fortsætte, hvor han slap i ungdomsskolen på en anden egn. Han vil aldrig komme til at gå en skoleklasse om, selv om han flytter fra egnen, når han har sit bevis på tidligere deltagelse i kursus med sig. Og beviset viser også, at han ikke er ufaglært.
Kendskabet til mekanikken får eleven gennem 24 timers undervisning i klassen. Desuden henlægges 36 timers undervisning i maskinlære til en af de egentlige landbrugsskoler. Det er berettiget, at så megen tid af en samlet undervisningstid på 144 timer pr. år vies netop maskinundervisningen.
Men i øvrigt er undervisningen meget alsidig. Man beskæftiger sig f.eks. også med landbrugets stilling i samfundet. Det er ikke uvæsentligt på en tid, da landbrugets berettigelse fra visse sider drages i tvivl.
Hvad siger konsulenter og lærere til nyordningen?
Vi spurgte til at begynde med samtlige landbrugskonsulenter i amtet, om de ville gå ind for en undervisning efter de nævnte retningslinier, altså en undervisningsform, der er en kombination af konsulenter og lærere. Det svarede de uden undtagelse ja til.
Så rettede vi henvendelse til samtlige landbo- og husmandsforeninger for at høre, om de havde indvendinger af organisationsmæssig karakter at føre frem. De havde de ikke.
Men allermest glad er jeg over den velvilje, vi mødte fra stat og kommune. Staten skal jo præstere to trediedele af udgifterne, kommunerne, hvorfra eleverne kommer, resten. Vi har fået alle de penge, der skal til. Ingen har undslået sig for at betale.
Derfor slog forsøget an fra starten. Eleverne på 15-17 år er strømmet til. Og nu ved afslutningen på det første skoleår kan det ses, at resultatet står mål med forventningerne.
Abejdet er i gang flere steder i landet, men så vidt jeg ved, kan kun et amt, nemlig Svendborg, møde med større tilslutning end Hjørring amt. Det skyldes, at fynboerne har taget moderne husførelse for unge piger med på undervisningsplanen, medens vi kun befatter os med unge landmænd. Ser vi alene på unge mænds undervisning, ligger Hjørring amt bedst.
Det gamle bevares
Vil man nu kassere anden undervisningsform for unge?
På ingen måde. I Brønderslev Landboskole f.eks. fortsætter vi med almindelig landboskoleundervisning for dem over 18 år. Desuden gives undervisning til fastboende landmænd og ældre medhjælpere i forretningsområdet.
I hele forretningsområdet modtager landboskolen på en sæson 200 elever til undervisning.
– Vil undervisningen ikke skade de rigtige ungdomsskoler og land- brugsskoler?
Tværtimod, jeg tror, at vore elever får en forsmag på det, der venter dem senere på de rigtige ungdoms- og landbrugsskoler, og at deres appetit bliver skærpet.
Der samarbejdes mellem landbo- og husmandsforeninger på undervisningsfronten, men hvad med andre fælles spørgsmåls løsning?
Min fader Chr. N. Østergaard havde ord for at være samarbejds mand, medens han var landboforeningens formand. Jeg håber inderligt, at det også må kunne siges om mig, om muligt med endnu større ret.
Jeg vil gerne sammenfatte alle landbrugsorganisationer. Vi har fælles interesser og fælles mål: landbrugets trivsel og vor egen eksistens. Vi er sat her for at hjælpe, ikke for at bekrige hinanden.
Og forholdet mellem land og by ?
Der kan overhovedet ikke være tvivl om svaret: Mit kendskab til f.eks. Brønderslev, der ligger nærmest, siger mig, at byen gerne vil komme godt ud af det med os landmænd. Vi på vor side ønsker lige så ærligt et godt forhold til byen. Og begge parter har vist grund til tilfredshed med den hidtidige udvikling og sætter deres lid til fremtiden.
Firmaet eksisterer stadig i Brønderslev under andet navn og nye ejere, på adresse i Godsbanegade.
