Forfatter: Jens Otto Madsen

Katy Stagsted Jepsen blev født i Brønderslev den 19. april 1916. Som ung blev hun uddannet indenfor isenkram hos sin far, Jens Stagsted. Hun valgte senere at uddanne sig til indretningsarkitekt på Skolen for Boligind- retning i København.

Katys hjerte har altid brændt for at hjælpe mennesker i nød, derom vidner hendes engagement i de organisationer, hun har været tilknyttet og ofte som formand.

Katy Stagsted Jepsen deltog gerne i debatter om ældre menneskers vilkår, for eksempel om tilstrækkelige pladser på plejehjem og antal ældreboliger, som for eksempel, da der i 1996 blev opført 26 ældreboliger på P. N. Jensens Plads, var hun meget aktiv i debatten.

I sin fritid læste Katy gerne bøger, og var en årrække også jæger. Som badmintonspiller opnåede hun et nordjysk mesterskab i single.

I 2001 mistede Katy Stagsted Jepsen sin mand, arkitekt M. Johs. Jepsen.

Røde Kors

Katy Stagsted Jepsen engagerede sig i 1945 i Dansk Røde Kors’ afdeling i Brønderslev, og året efter blev hun formand.

Ved kommunesammenlægningen i 1970 blev Katy Stagsted Jepsen formand for Røde Kors i Nordjyllands Amt, hvilket gav hende en plads i organisationens hovedbestyrelse. Som hovedbestyrelsesmedlem kom Katy Stagsted Jepsen rundt i hele verden til Røde Kors-projekter.

Især et projekt i Nepal fandt hun meget interessant. Her uddannede man jordemødre og de såkaldte barfodslæger.

Lokalt har Katy Stagsted Jepsen været med til at opføre fire børnehaver og en vuggestue i Røde Kors regi. Den første børnehave blev opført i 1955. Alle fem institutioner er senere blevet kommunale.

Inden Katy Stagsted Jepsen trak sig ud af Røde Kors, fik hun lige oprettet en genbrugsforretning.

I 1991 valgte hun at trække sig tilbage efter mere end 45 års arbejde for Dansk Røde Kors. Gennem de mange år har hun opnået tre dekorationer, senest Dansk Røde Kors’ hæderstegn, der er den fornemste hæder i Røde Kors.

Jydsk Chenillefabrik

Sammen med Ivan Jalk etablerede Katy Stagsted Jepsen Jydsk Chenillefabrik i Skovsgaard ved Brovst. Fra 1956 til 1990 var Katy Stagsted Jepsen direktør for virksomheden.

Administrationen var i Brønderslev, men selve produktionen var på virksomheden i Skovsgaard.

På et tidspunkt var der 20 medarbejdere i virksomheden, medens 300 personer arbejdede for virksomheden i hjemmene. Virksomheden producerede piberensere og alle mulige ting, der kunne fremstilles af piberensere. Der blev produceret nisser, kyllinger og mange andre små ting til pynt.

I 1978 brændte fabrikken, men blev genopført, da Katy Stagsted Jepsen følte et stort ansvar for de 300 hjemmearbejdere.

Det var en stor glæde for hende, når børn kunne få nyt matrostøj for de penge, deres mor havde tjent på at arbejde på Jydsk Chenillefabrik.

Danske Kvinders Beredskab

Fra 1970 til 1990 var Katy Stagsted Jepsen med til at oprette Danske Kvinders Beredskab i Brønderslev. Hun var instruktør omkring kemisk og biologisk krigsførelse og i brugen af gasmasker.

Brønderslev byråd

I to perioder – fra 1966 til 1974 – var Katy Stagsted Jepsen medlem af Brønderslev Byråd, valgt på den upolitiske borgerliste.

Brønderslev Erhvervsråd

Katy Stagsted Jepsen var formand for Brønderslev Erhvervsråd i den periode, hvor konfektionsfabrikken HCA-dress og Rias, der producerede plastplader, etablerede sig i Brønderslev.

Dansk Arbejde

I seks år var hun med i bestyrelsen for Dansk Arbejde, heraf fire år som formand.

Ældre Sagens Ældrepolitiske udvalg

Det sociale område har altid stået Katy Stagsted Jepsen nær, og hun har i en årrække været formand for.

Socialpolitisk

Katy Stagsted Jepsen fulgte til det sidste med i politik og ikke mindst indenfor det socialpolitiske område, der stod hendes hjerte nært.

Inner Wheel

Katy Stagsted Jepsen var initiativtager til oprettelse af Inner Wheel i Brønderslev. Klubben blev stiftet den 30. oktober 1965, og hun satte i sin tale til deres 25-års jubilæet ord på, hvorfor det for hende var fascinerende at være medlem af Inner Wheel: ”Det er den tanke, at man er med i en venskabskreds, der slynger sig omkring hele jorden, og selv om vi er et lille led, er vi med i kæden, og vi har pligt til at lyde mottoet ’Venskab og hjælpsomhed’. Til gengæld vil vi kunne finde venskab og hjælpsomhed over hele kloden.”

Inner Wheel i Brønderslev har i 50 år skabt venskaber og netværk mellem kvinder. ”Venskab og hjælpsomhed” er deres motto, og klubben er en upolitisk og usekterisk kvindeorganisation med 100.000 medlemmer kloden rundt.

Inner Wheel er en velgørende organisation, som hjælper svagt stillede mennesker, og det er helt i tråd med Katy Stagsted Jepsens egne værdier, og det var derfor naturligt for hende at chartre, som det hedder i organisationen, den lokale afdeling.

Tonny Bistrup

september 2021

 

 

 

 

 

Jeg har i tydelig erindring, hvordan jeg stod med min arm løftet op over mit hoved for, at min lille hånd kunne nå op i min fars store grove næve, mens han skulle snakke læææænge med nærmest hvert eneste menneske, vi mødte på lørdagshandleturen ned til byen. Eller sådan føltes det, altså som om han skulle snakke med hver og en og i utrolig lang tid. Og samtidig var det nok noget af det mest trygge, jeg kendte til. At stå der med min lille barnehånd pakket ind i varme, kærlighed og omsorg, mens min far talte med mennesker, som havde brug for hans forsikrende ord om, at han forstod dem, at han ville hjælpe dem.

Min far var vognmand i en mindre nordjysk by. Og jeg har ikke tal på, hvor ofte han mødte op med sin lastbil meget tidligt om morgenen, om natten eller på andre tidspunkter, hvor det var muligt for en kvinde, hvis tur det var til at erkende, at hun lige nu og her måtte ud af et fysisk eller psykisk voldeligt forhold. Så bar han alle hendes ting ud af boligen, støttede hendes slidte sjæl ind på førersædet af lastbilen og kørte hende til en ny start et andet sted i Danmark. Og han sendte aldrig en regning.

Jeg har altid vidst, at ikke alle mennesker altid er i stand til at tage de valg, der i grunden nok ville være bedst for dem. Og jeg har også altid vidst, at ikke alle mennesker er født ind i et liv uden økonomiske begrænsninger, og at det letteste i verden er at fortælle andre, hvad de burde gøre, og at det sværeste i verden er selv at efterleve det perfekte regelsæt for livet.

Hvorfor jeg så blev akademiker og ikke socialrådgiver eller pædagog er/ var vist en gåde for mange. Jeg tror i grunden også, at det var lidt af en tilfældighed, fordi det studie stod som mit andenvalg på ansøgningsskemaet til en videregående uddannelse. Og min nu afdøde far syntes da i dén grad, at jeg spildte mit liv på det universitet. Han havde langt hellere set, at jeg var blevet hjemmehjælper, som det hed den gang. I tidslommen, mellem HF blev afsluttet og jeg skulle åbne døren til Aalborg Universitetscenter første gang, arbejdede jeg som hjemmehjælper i et år, og jeg oplevede nok ikke siden, at min far var SÅ ambitiøs omkring min karriere.

”Jeg havde nok håbet, at du var blevet områdeleder i hjemmeplejen i stedet for 6½ år på SU”, nævnte han sådan lidt bombastisk. Men kun den ene gang. For jeg brugte min cand. mag. i dansk og kommunikation til at bestride diverse lederjobs, der havde ”udsatte grupper i vores samfund” som den røde tråd. Og det var han ret stolt af. Men det sagde han også kun én gang. En overflod af den slags rosende ord hang ikke på træerne omkring den Nedergårdske matrikel.

Jeg tror, at det var i årene som leder for De Frivilliges Hus i Aalborg, at jeg mærkede, hvor meget det betød for mig, at finde nye måder, at få andre mennesker engageret i at bidrage til at løfte mennesker, der for en stund ikke var i stand til at løfte sig selv. Et mantra for mig blev født dengang: ”Giv det dyrebareste, du har: din tid og din øjenkontakt”

Vi tilbyder vores praktiske hjælp til et medmenneske, der har brækket begge arme, fordi det er åbenlyst, at de ikke selv kan købe ind, snitte løg, røre den frikadellefars. Men når folk har brækket sjælen, hvis livet pludselig taget et brat sving til højre, og vi falder af livets vilde hest, så får andre straks en berøringsangst. Og den må vi til livs. Fordi det er her, der for alvor er brug for, at vi ”snitter løg og rører den fars”.  De usynlige problemer, mennesker har, er de letteste at lade som om, man ikke ser. Og hvis du vender dit blinde øje til, så giver du det menneske en følelse af, at han/hun ikke har værdi i dine øjne, at det menneske ikke er værdig til at få din hjælp.

Efter 6 år i De Frivilliges Hus blev jeg voldsomt fristet af et stillingsopslag fra Boligforeningen PM og Kuben her i Brønderslev. Boligsocial Koordinator, stod der vist som overskrift. Jeg havde aldrig hørt om et job med den titel. Men jeg vidste instinktivt, at dette job ville jeg have. Så jeg lavede en ansøgning med et Johnny Cash citat øverst om at være det menneske, der var på de udsattes side. Og d. 1/7 2008 var min første arbejdsdag på Niels Bohrs Plads 2, hvor jeg mødte op til en tom lejlighed, en limegrøn kontorstol og to store papkasser fra Ikea med ét skrivebord og én rumdeler – og et ringbind med en kopi af en helhedsplan, dvs. et ringbind med forventningerne til hvad jeg skulle få styr på, få ændret de næste 5 år.

Jeg forstod det sådan, at man i Boligforeningen PM følte, at man havde haft to valg:

1) en dynamitstang under boligforeningens afd. 11, hvor man ikke kunne få lejet sine boliger ud

eller

2) at lave en helhedsplan og ansætte et menneske som mig til at tage hånd om menneskene, mens boligforeningen tog hånd om murstenene.

 

Udover de mål, som Landsbyggefonden og Boligforeningen PM havde, så fik jeg personligt et mål: At skabe sammenhængskraft, interesse og respekt beboerne imellem. Og det viste sig, at ved at gå gennem børnene, lave en Børneklub, så fik jeg også fat i forældrene. Og siden de fleste os, der har børn, bliver glade, når vores børn har nogen at lege med, får en bedsteven, får gode oplevelser, der hvor de bor, så var det at få forældrene til at tale sammen ikke så svært. Og pludselig var folk ikke delt op i nationaliteter, men man hilste på kryds og tværs af nationaliteter, aldre, civilstand etc. Helt så enkelt, som jeg beskriver det her, var det naturligvis ikke, men begrænsningens kunst tvinger mig til at gøre en lang historie kort.

I årene 2008-2015 havde jeg verdens mest berigende og meningsfyldte job. Området gennemgik en fysisk renovering, og beboerne fik Fælleshuset som deres sted. Her var der altid hjælp at hente, om du kunne tale dansk eller ej, om du blot havde brug for at vide noget om din varmeregning, eller om du havde det rigtig svært i dit liv. Jeg var ikke kun mig, der kom flere ansatte, efterhånden som jeg fik søgt og bevilliget midler fra forskellige fonde og puljer, og ikke mindst så var der så mange skønne mennesker, der hjalp til i deres fritid. Ét stort mangfoldigt sammensurium af ansatte, praktikanter, frivillige og beboere der ”hang ud”, drak sin eftermiddagskaffe, blev set ind i øjnene, lyttet til og grinet sammen med.

Jeg er utrolig stolt af det fundament for at søge hjælp til udfordringerne i sit liv, der blev skabt i Knudsgade i disse år. Jeg er stolt af, at beboerne og jeg blev inviteret i Godaften Danmark for at fortælle om succesen med at skabe venskaber på tværs af nationaliteter i projektet Nabo til Nabo. Jeg er stolt af, at Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden og Prinsgemalen var på besøg i Fælleshuset, og den snak om mangfoldighed Majestæten og jeg efterfølgende fik omborg på Kongeskibet. Jeg er stolt af, at andre boligforeninger i Danmark hentede inspiration i Fælleshuset til, hvordan man skaber et fællesskab. Og jeg er også ret stolt af prisen som Årets Kvinde, som forhenværende borgmester Lene Hansen uddelte til mig på en indstilling fra det skønne menneske, nu afdøde Valborg Jensen, som var en opmærksom og kærlig kvinde.

”Du lagde grunden til et rummeligt og venligt fællesskab i Fælleshuset, og alle der kommer her mærker, at her er man velkommen – her er der nogle, der bekymre sig, her er der hjerterum og tid til at lytte til folks problemer på alle tider af døgnet. Lone var aldrig begrænset af en fast arbejdstid, for hvis der opstod behov for nærvær og samtale, så var hun parat”, sagde Lene Hansen blandt andet. Disse ord hæftede jeg mig især ved dengang – og igen nu hvor dette bidrag til ”Historier om Brønderslev” skal skrives. Jeg er stolt af at være nomineret til en pris for udvist næstekærlighed under coronaen uddelt af Falck, og af at være nomineret til Frivilligprisen her i kommunen her i 2021. At andre ser ens arbejde er jo en skøn anerkendelse, men hvis andre kunne blive inspireret til også at række ud og give sit nærvær til mennesker, der mangler, så er meget opnået i mine øjne.

 

Da jeg søgte nye veje ved udgangen af 2015, var det fordi jeg følelsesmæssigt var slidt. Jeg trængte til en pause, hvor andre menneskers tilværelse ikke afhang af, om jeg havde flere kræfter tilbage.

Selvfølgelig kom jeg til at savne og mangle den nærhed, man får og har på en arbejdsplads som Fælleshuset. Så jeg kastede mig efter et par år over stiftelsen af Foreningen GRIB og Netværket for ensomme i Nordjylland. I dette netværk, som har sin base på Facebook, er vi pt. lige over 700 medlemmer. Det er rigtig mange mennesker, der mærker hver dag i deres liv, at de er langt mere alene, end de kan holde til at være. Tænk så på, hvor mange ensomme nordjyder, der ikke ved Netværket eksisterer.

Ensomhed var så heldig at blive nævnt af Hendes Majestæt i Nytårstalen 2019. Det gav ligesom en blåstempling af, at den følelse er vi nødt til som samfund og som medmennesker at hjælpe folk med at komme til livs. Så kom corona og overtog vores verden. Det betød store forandringer i vores måde at leve på, og mennesker, der aldrig før havde mærket ensomhedens altødelæggende klamme hånd om sit hjerte, fik nu en nyfunden respekt for det at være udfrivilligt alene i sit liv. Hver gang Statsminister Mette Frederiksen gik på nationalt TV og bedyrede flere restriktioner, så voksede antallet af medlemmer i Netværket for ensomme i Nordjylland. Tiltaget fik en dobbeltside i Oplandsavisen, i Nordjyske og et indslag på TV Nord. Jeg var eneste tovholder på Netværket, og min selvudnævnte opgave var at mobilisere folks mod til at mødes udendørs på forskellige måder. Vi travede de nordjyske skove tynde; vi drak kaffe udenfor hinandens hjem, ”Skraldespandskaffe” kaldte vi det, hvor vi havde vores egen kop med; vi holdt adventssøndagene i Rhododendronparken indtil vores tæer frøs til is. Og nu hvor coronaen er blevet mere eller mindre forvist fra at have indflydelse på vores hverdag, så mødes folk hos hinanden. Næste etape af Netværkets udvikling er at lave en kursusdag for alle de, der ønsker at blive By-koordinator i sin by, og dermed lokalt lægge sine kræfter i at få ensomme mennesker til at finde modet til at møde fremmede, nye, kommende venner. Og her i skrivende stund er den kursusdag under udvikling. Alt er stærkere, når det kan finde et lokalt fundament, og jeg har jo også erfaret mere end én gang, at der stadig kun er 24 timer i et døgn, så der må flere tovholdere til.

Mit mantra, grundlagt i min barndom, stadfæstet i De Frivilliges Hus og efterlevet i Fælleshuset: ”Giv det dyrebareste, du har: din tid og din øjenkontakt”, er det mest enkle og det vigtigste grundlag for at skabe et rummeligt og givende fællesskab – både i små sammenhænge og i hele samfundet. Vi ved alle udmærket godt, at der findes et menneske i vores omgangskreds, på vores vej, i vores opgang, på vores arbejdsplads, i vores forening, som føler sig ufrivilligt meget alene. Og ensomhed, at føle sig usynlig for andre, kan man i yderste konsekvens dø af.

Så når du ser Hus Forbi mennesket foran Føtex, så smil med ægthed og øjenkontakt, også selv om du ikke køber en avis. Det handler alt sammen om at give hinanden værdighed. Når du kigger væk, fordi du vil undgå at bruge tid eller penge på at stoppe op og købe en avis, du måske aldrig får læst, så viser dit ”kiggen-væk”, at du ikke under det menneske foran Føtex, at føle værdighed. Og er nogle af os i grunden i stand til at afgøre, hvem der er berettiget til at stå med værdighed. Vi kender ikke hinandens bagage. Der kan være 1000 forskellige årsager til, at vores liv vælter: en skilsmisse, en rådden barndom, en konkurs, en sygdom, en ulykke, en krig – og skal vi være hinandens dommer? Mit svar på det spørgsmål har du helt sikkert gennemskuet. Vi skal give hinanden vores øjenkontakt, en lille bid af vores tid og dermed bidrage til et andet menneskes følelse af at være værdig. Og pludselig vil du opdage, hvordan netop den indstilling til andre mennesker også giver dig selv værdighed.

 

 

 

 

Brønderslevdrengen Jan Lunde er født i 1958 og kom som 17-årig i lære hos tømrer Børge Larsen i august 1975 og blev udlært februar 1979.

I læretiden boede Jan sammen med sine tre søskende hos sine forældre, indtil hans mor en dag sagde: ”Jan – enten bygger du et hus til dig selv, eller også skal du betale for at bo her.”

Jan fandt hurtigt ud af, at det var bedre at bruge sine penge på et hus til sig selv end at betale for kost og logi, så han byggede et hus på Sølvmågevej.

Grøntsagsfarm i Sudan

Efter huset stod færdigt, søgte man indenfor Det Danske Spejderkorps, som Jan var med i, frivillige til at tage til Sudan for at bygge en grøntsagsfarm.

Der var allerede en kyllingefarm i Sudans hovedstad Khartoum, som er muslimsk, og så skulle der bygges en grøntsagsfarm i Juba i Sydsudan, som er kristen. Juba er hovedstaden i Sydsudan og verdens nyeste hovedstad med en befolkning på over en halv million.

”Der sker ikke noget ved at prøve at søge, du kommer nok ikke med alligevel,” tænkte Jan.

Ansøgningen blev sendt, og kort tid efter kom der svar – Jan skulle med. Der skulle bygges en bolig til lederen af grøntsagsfarmen. Det var svært at få håndværkere med, så det blev en gruppe på 40 mennesker, hvoraf de fem var håndværkere.

De havde nogle weekender sammen for at lære hinanden at kende inden de skulle afsted.

I læretiden havde Jan sparret en del feriedage op, for han ville hellere tjene penge end holde ferie, så der var tid til at prøve kræfter med et sådant projekt.

Gruppen fløj til Khartoum, men flyet videre til Juba var inddraget til krig.

Gruppen tog i stedet ud på kyllingefarmen, som var blevet til en hønsefarm, da den var ikke blevet passet. Deltagerne begyndte straks med at få nogle æg i rugemaskinen, så der kunne blive kyllinger igen til kyllingefarmen.

Der var flere tusinde høns på farmen.

Der var de i en uge. Så blev der hyret fem lastbiler til at fragte de 40 danskere til Juba. De sad ovenpå salt, som er et vigtigt fødemiddel i Afrika. Det var en meget fascinerende oplevelse. De vågnede en morgen med 20 krigere med spyd og krigsmaling i kreds omkring sig. De kom hurtigt op i lastbilerne og kørte videre.

Turen varede en hel uge, hvor de hverken fik børstet tænder eller blev vasket. Der var ingen veje, så de kørte i terrænet, og meget af tiden kørte de langs Nilen.

Da de kom til Hvide Nil, var båden, som skulle fragte dem over, sunket.

Fem deltagere sejlede over floden i små træstammer og fik båden på land. På betingelse af, at de fik deres fem lastbiler over først, fik de båden svejst sammen og repareret.

Da de kom over på den anden side, stod der flere hundrede soldater, som ikke havde fået noget at spise i den uge, hvor båden ikke havde sejlet, og derfor kunne de ikke komme over for at proviantere.

Danskerne blev fuldstændig overmandet af soldaterne, som stod og jokkede ovenpå dem i lastbilerne og skød efter gazeller og andre dyr. Patronhylstre, møg og skidt røg om ørerne på dem. Da de havde skudt noget mad, hoppede soldaterne af lastbilerne, som så fortsatte mod Juba.

På grund af borgerkrigen måtte de fortsætte det sidste stykke vej om natten, hvor der blev skudt efter bilerne, hvor de 40 danskere lå fladt ud på ladet.

Jan mener ikke, de var rigtig bange, de var så unge og tænkte: ”Der sker ingenting.”

Straks de kom til målet begyndte de at bygge, men blev ikke færdige, fordi de kom med så mange dages forsinkelse.

Der blev dog støbt sokkel, rejst spær og lavet tag, og de fik udbygget et hus til ham, der skulle lede grøntsagsfarmen. Personalet boede i deres egne hytter rundt omkring farmen.

Vand til vandig af grøntsagerne blev samlet op i en olietønde, for man kunne ikke skaffe brændstof til den tilstedeværende generator, og derfor kunne vandet ikke pumpes ud til vanding.

Der skulle dyrkes alle mulige slags grøntsager. Størrelsen på farmen er nøjagtig lige så stor, som man vil have den, da ingen ejer jorden, så man bruger bare løs.

Udover danskerne var der masser af sudanesiske spejdere, der hjalp til med projektet, og det var en fantastisk oplevelse at arbejde sammen med dem.

Den unge Jan fandt det meget eksotisk at stå på en palle en mørk aften med en vandslange med nogle huller i og tage brusebad sammen med en sudanesisk spejderpige.

Nogle danskere besøgte grøntsagsfarmen for nogle år siden, og måtte konstatere, at farmen var i forfald, fordi ingen havde følt ansvar for farmens drift.

Der var også sket det, at fem år efter Jan og holdet havde forladt projektet, blev lederen af farmen dræbt. Jan vurderer, at netop den leder havde den rette holdning til projektet og ville have været i stand til drive farmen.

Spejderlivet

I 35 år var Jan Lunde medlem af Det Danske Spejderkorps, hvor han sad som divisionschef i 6 år, som er det maksimale antal år, man må have denne post.

Jan fortsatte som gruppeleder i Brundurs Gruppe i Brønderslev.

Det Danske Spejderkorps’ Vendelbo Division havde på tvangsauktion købt Mosbjerg Plantecenter, ca. fem tønder land eller 28.000 kvadratmeter, og det blev lavet om til Mosbjerg Spejdercenter, som var rammen om Jamboretten i 1997 med deltagelse af næsten 1100 spejdere, hvoraf de 100 var fra Brundurs Gruppe i Brønderslev.

Jan Lunde var lejrchef på denne Jamborette sammen med Bodil Nielsen. Han var lejrchef på i alt 3 internationale lejre for spejdere fra 17 forskellige lande.

En så stor begivenhed i Mosbjerg gav sved på panden af brugsuddeleren, som fik firedoblet sin omsætning i ugen med jamboretten. Der blev dagligt drukket 400 liter mælk, spist ca. 100 kg kød plus en masse ris, grøntsager og kartofler.

Med så mange unge samlet i en uge skulle der planlægges mange ting til at aktivere dem, og de mange nationaliteter skulle også lære hinanden at kende.

Der var arrangeret hejk, hvor 39 seniorspejderne fik besked på at tage gode sko på og forsyne sig med hæfteplaster. Så fik de nye navne, 200 kr. hver og en færgebillet til Sverige.

Tre svenske instruktører tog imod på svenskekysten, og så skulle spejderne ellers op at klatre i fjeldene.

142 minispejdere skulle på et dagsløb og afslutte med et karneval. Alle skulle medbringe karnevalskostume hjemmefra samt et rytmeinstrument til brug under karnevallet.

Således skulle der være aktiviteter for alle på alle dagene, og der var mulighed for at prøve at være smed med esse og ambolt, og de lærte at lave små knive eller lampestandere. Spejderne kunne lære træskæring, rebslagning eller lave legetøj, som bedstefar gjorde.

Pizzabagning, madlavning som i vikingetiden, lave marmelade, lave hjemmesider og meget andet stod også på programmet.

Jan Lunde var en meget dedikeret spejder, og han hævder, at udover sin uddannelse som tømrer, har han lært alt om lederskab, samarbejde, planlægning og kropssprog indenfor Det Danske Spejderkorps i løbet af de 35 års medlemskab – ja al erfaring kommer derfra.

ap facader a/s

Jan Lunde har mange års erfaring indenfor vinduesbranchen. Som 25-årig grundlagde han sammen med en kollega i 1983 ap facader a/s i Brønderslev. Han var gennem 36 år direktør for firmaet og ansvarlig for udvikling og salg af aluminiumsfacader.

Firmaet leverede på et tidspunkt alle alu. facader og alle indvendige skydedøre til et indkøbscenter på 8 tdr. land i Weissenfeld i Østtyskland. Jan opholdt sig rigtig meget af tiden på projektet, der varede 3½ år. Jans far var også tilknyttet projektet i Østtyskland.

Senere lavede ap facader a/s et tilsvarende projekt på 5 tdr. land.

Firmaet projekterede også til et Ramadan-hotel i Tyskland, men det var ikke så godt. Det var for bøvlet.

Da Jan solgte sin halvdel af ap facader a/s, måtte han aflevere sin firmabil og telefon og mailadressen blev lukket ned. Han kunne intet foretage sig i 3 uger, så han måtte cykle frem og tilbage til sin virksomhed i Vrå i en måned.

Landsoldaten – et dagsværtshus

Efter at have ligget i dvale nogle år kom Landsoldaten tilbage igen.

På åbningsdagen den 5. marts 1999 kom der rigtig mange gæster, som var glade for at have fået værtshuset tilbage.

Forlystelsesstedet var solgt til Jan Lunde og en forretningspartner, som havde moderniseret stedet, så det lignede sit gamle jeg.

Det strømmede ind med gæster på åbningsdagen, og et par hundrede mennesker kom til selve åbningen.

Det moderniserede Landsoldaten skulle drives som et dagsværtshus, og traditionen med kaffebord i weekenden blev genindført. Men der skulle stadigvæk være diskotek.

Den daglige drift blev varetaget af den kun 29-årige Lone Kristiansen, der tidligere var daglig leder af Brunderhus

Det Bette Apotek – et ejendomsselskab

I 2001 besluttede Jan Lunde og hans partner at etablere ejendomsselskabet Det Bette Apotek på grunden i Skolegade, hvor værtshusene Landsoldaten og Det Bette Apotek lå. Det blev et byggeri på to etager med 600 kvadratmeter etageareal fordelt på otte lejligheder på mellem 66 og 96 kvadratmeter.

Det var oprindelig tænkt som en andelsboligforening, men blev til ejendomsselskabet Det Bette Apotek ApS.

Der støder ofte problemer til, når iværksættere vil realisere sine ideer, og dette projekt var heller ingen undtagelse fra reglen. Bygherrerne ville gerne have bygget i tre etager, men det tillod kommunen ikke, derfor blev det to etager.

Desuden krævede kommunen, at der skulle etableres parkeringspladser, og derfor måtte der købes en grund mere til P-pladser. Der var en retssag i forbindelse med projektet, fordi man havde revet den tidligere bygning ned uden at få den nødvendige tilladelse fra kommunen. Der blev fundet en olietønde på grunden, hvilket også gav problemer, så der var årsager nok til at forsinke starten på projektet.

Projektet var budgetteret til ca. 6 mio. kr., men det endte med næsten 7 mio. kr.

I talen ved ceremonien med det første spadestik udtrykte Jan Lunde en følelse af vemod ved at bygge boliger her, hvor Landsoldaten og Det Bette Apotek havde været stedet, hvor byens unge mennesker tidligere morede sig, men det kunne være et plaster på såret, at ejendomsselskabet fik navnet Det Bette Apotek ApS.

For Jan Lundes vedkommende sluttede æraen med ejendommen, da han solgte bygningen i 2020, men han beholdt ejendomsselskabet Det Bette Apotek ApS.

Nygårdsminde Vingård

Nygårdsminde Vingård er smukt anlagt på en lille bakketop uden for Brønderslev. Selve hovedhuset er vinbønderne Gitte og Jan Lundes private hjem.

Ved hovedhuset ligger også det fine vinsmagerum med vinbar. På gårdspladsen er der hyggelige spisepladser til gæster, som har booket private arrangementer.

Ved ankomst til Nygårdsminde Vingård & Parkgolf ligger ‘Det Gule Hus’, hvor udlån af udstyr til parkgolf foregår. Her er også opholdsrum til parkgolfspillere og toiletter. Uden for huset et der bænke og borde til picnic for gæsterne.

Alle bygninger er omkranset af den smukt anlagte parkgolfbane og naturligvis vinmarkerne.

Vindyrkning og vinfremstilling

Nygårdsminde Vingård er Danmarks nordligste vingård, som Gitte og Jan Lunde driver som erhvervsavlere med stor passion.

Vingården er beliggende Tolstrupvej 102, 9700 Brønderslev.

Navnet Nygårdsminde stammer fra en ejendom, der tidligere lå syd for den mark, der nu er tilplantet med vinstokke. Jan købte grunden i 2007, mens han boede på nabogården. Det var en sydvendt skråning, og så var det en nærliggende tanke at dyrke vin der.

De første 500 vinstokke blev plantet i januar 2010, mens huset var ved at blive bygget, men det fik en dramatisk udvikling, da vinplanterne blev stjålet kort tid efter, de var sat i jorden. Tyvene var åbenbart blevet forstyrret, for vinstokkene blev heldigvis fundet i læhegnet ved siden af marken omhyggeligt bundtet. Efter at have fået førstehjælp med masser af vand blev vinplanterne plantet igen, og de udgør i dag parcel ét.

Den 18. oktober 2013 blev de første druer høstet. Det var en stor dag, og det har siden motiveret til at udvide vinmarkerne:

• I 2014 blev der plantet yderligere 500 stokke.
• Igen i årene 2015, 2016 og 2019 blev der plantet 500 stokke.
• Nu er der 2.500 vinstokke fordelt på fem parceller.

I 2015 blev Gitte og Jan Lunde registrerede som erhvervsproducenter af vin. Det hele begyndte som en hyggelig hobby, men er i dag blevet til en lille kommerciel vingård, som drives ved siden af deres arbejde.

Udover det smukke hus og vinmarkerne består Nygårdsminde Vingård af en stor og flot anlagt blomsterhave, en lille frugtplantage og en skøn køkkenhave.

Jan Lunde fremviser stolt tre specielle træer, som er de eneste korkeg, der findes i Danmark.

”Skal du så lave korkpropper?” bliver Jan spurgt. – ”Ja!”

Vinstokkene er økologisk certificerede, da de dyrkes uden brug af kemiske hjælpemidler.

Når høsten er veloverstået i efteråret, transporteres vindruerne til Glenholm Vingård i Vesthimmerland, hvor vinmageren står for vinificeringen, altså fremstilling af vinen.

Dyrkning af vindruer kræver stor indsigt i hvilke druesorter, der er egnede til vinproduktion i Danmark. Hvad er den bedste opbindingsmetode? Hvor hårdt skal druerne udtyndes? Hvor længe kan høsttidspunktet trækkes for at opnå den bedste sødme i druerne?

Det danske klima og vejret har meget stor indflydelse på kvaliteten af de høstede vindruer. Vil det regne og blæse under blomstringen af vinen med risiko for skade på druerne? Vil sommeren modne druerne tilstrækkeligt? Hvordan sikres sygdomsbekæmpelse i vinmarken? Og vil vinterfrosten forvolde skader på vinstokkene?

Vin made in Denmark

Det kræver sin vinbonde at dyrke vin i Danmark, men Gitte og Jan Lunde er efterhånden blevet specialister på området.

For mange klinger vin “Made in Denmark” stadig mærkeligt, men faktum er, at der bliver dyrket vin i Danmark. Gitte og Jan har taget udfordringen op, men deres produktion er dog ikke stor nok til, at de kan leve af det, og derfor har de begge fuldtidsjob.

Deres drivkraft er at starte nye ting op, at opbygge samarbejder, at møde mennesker og etablere netværk, godt understøttet af personlige egenskaber som vedholdenhed og engagement, kombineret med godt håndværk og høje kvalitetskrav.

Vinbondekonen og akademikeren

Gitte er relationschef på Danmarks Tekniske Universitet, hvor hun er ansvarlig for at opbygge og udvikle universitetets relationer til strategisk vigtige interessenter. Gitte er uddannet dekoratør, inden hun blev uddannet fra Københavns Universitet.

Gitte står i dag bag markante begivenheder på Danmarks Tekniske Universitet som for eksempel, når kongefamilien er æresgæster, eller ministre og ambassadører skal besøge universitet.

Gitte Lunde var i 2020 også ansvarlig for et stort partnerskab af virksomheder, uddannelsesinstitutioner med mere kaldet HCØ2020, der i hele 2020 fejrede H. C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen.

Besøge vingården

Er man interesseret, kan der aftales rundvisning på vingården med en time i vinmarken, hvor der fortælles om dyrkning af vin, og hvorfor Jan er den allerdygtigste vinbonde i hele landet. Derefter er der vinsmagning i en time.

Strategimøder

Har et firma brug for et fredeligt sted at holde strategimøde er Nygårdsminde et godt sted, hvor noget af den flotte bygning er indrettet til konferencebrug.

Parkgolf

Foran hovedhuset blev i 2019 anlagt en smuk parkgolfbane med 27 huller fordelt på tre mindre baner, der alle er prydet med forskellige planter og træer.

Parkgolf er en god ide. Uden golfen ville der ikke være alle de firmaarrangementer, som afholdes. Konceptet er:

• Rundvisning i vinmarken.

• Vinsmagning – kan kombineres med tapas.

Parkgolf er et sjovt spil for alle aldre. Det er meget lettere end almindelig golf, så alle kan være med. Reglerne er helt simple og udstyr til spillet lejes ved ankomst. Udstyret består af en kølle og en bold på størrelse med en tennisbold og en lille tee, som bruges fra hvert udslagssted.

Der udleveres et scorekort, og der kan spille to til fem personer ad gangen. Man kan låne en lille trækvogn til turen.

Parkgolfbanen består af tre mindre baner, som kaldes sløjfer. En sløjfe er ca. 500 meter lang og består af ni huller. Hvert hul har et udslagssted. Her skal bolden lægges op på en tee og slås ud. Der er mulighed for at spille på alle 3 sløjfer, og for to personer tager det ca. 1,5 time.

Hvert år inviteres de dygtigste parkgolfspillere til Nordjysk Mesterskab i Parkgolf.

Fremtiden

Der er forskellige planer for fremtiden på Nygårdsminde Vingård. Indtil videre skal der ikke plantes flere vinstokke end de 2500, der er plantet.

Vinsalget går godt. Der er solgt langt over 1000 flasker i 2021, og der kan lave 2500 flasker om året. Alt salget er til danskerne.

Fremstilling af gin

Der eksperimenteres med fremstilling af gin tilsat aroniabær. Der er lavet 600 flasker gin tilsat 150 flasker rosé og 35 kg aronia, som skal markedsføres i den nærmeste fremtid.

Velkomstcenter

Ved indkørsel til gården skal der bygges et velkomstcenter, hvor vinsmagningen skal foregå. I dag ryddes garagen, når der arrangeres vinsmagning, men i et nyt velkomstcenter, kan der være en permanent bordopstilling.

Yogakurser

Hustruen Gitte har den store eksamen som yogainstruktør, og der planlægges udendørs område til kurser i yoga.

Ventisol A/S

En dyrlæge på Salling havde opfundet et specielt staldvindue, der skulle åbnes indad således, at dyrene ikke blev udsat for unødigt træk.

Virksomheden Ventisol A/S i Vrå blev grundlagt i 1982, og den fremstiller denne type staldvinduer. Jan Lunde ejer i dag virksomheden og fungerer som arbejdende bestyrelsesformand.

I starten af 2010 fusionerede Ventisol A/S med produktionen af plastvinduer hos ap facader a/s i Brønderslev. Med ”a” for aluminium og ”p” for plast har ap facader a/s siden 1983 produceret mange facader i aluminium og plastvinduer og -døre, men med den geografiske afstand på kun 13 km imellem sig, fandt de fire ejere for de to virksomheder tiden moen til en fusion.

Produktion og salg blev samlet i Vrå, på adressen Ventisol A/S, Nordre Ringvej 9, 9760 Vrå, og herfra betjenes kunderne.

Vinduerne og dørene bliver stadig produceret i det velkendte kvalitetsprofilsystem fra VEKA, som begge virksomheder havde haft som leverandør i over 25 år og Ventisol nu i over 35 år.

Virksomheden beskæftiger godt 20 medarbejdere.

Moderne produktion

Ventisol A/S har udviklet sig til en moderne virksomhed, der producerer vinduer og døre af genanvendeligt plast til både bolig- og erhvervsbyggeri.

I produktionen anvendes topmoderne bearbejdningsanlæg, der betjenes af erfarne produktionsmedarbejdere for at opnå den bedste kvalitet og finish.

Medarbejderne i administrationen har også flere årtiers erfaring fra vinduesbranchen.

Jan Lunde overtog ejerskabet af Ventisol, da han afhændede sin halvdel af ap facader, men finansieringen gik ikke så glat som håbet. Jan har mange fagligt kompetente bekendtskaber, som hjalp med de sidste brikker.

Helbredet

I skrivende stund sidder 63-årige Jan Lunde midt i sin egen drøm, en herskabelig vingård omgivet af vinmarker og blomstrende botanik i alle efterårets farver.

Vingården kostede mange penge at opføre, og Jan havde selv tegnet en del af projektet, og det er en fryd for øjet at se den smukke bygning, når man kører forbi på Tolstrupvej. Et rigtigt lille dansk vinslot.

Men for få år siden så det pludselig ikke ud til, at drømmen med sikkerhed kunne realiseres, da helbredet pludselig gjorde knuder.

Da Jan kørte på en motorvej på Sjælland, mærkede han pludselig en forkert følelse i højre side af kroppen med sitren og snurren, og han ringede til sin hustru Gitte og spurgte, i hvilken side hjertet sidder og fortalte hende om sin tilstand. Gittes svar beroligede Jan, men Gitte insisterede på, at han skulle holde ind i nødsporet og ringe efter en ambulance.

Jan listede dog videre til Hørsholm, hvor en ambulance hentede ham.

På sygehuset i Glostrup var lægerne ikke i tvivl. Jan Lunde havde haft en forbigående blodprop. De kunne også sige, at han havde haft en blodprop før, men ikke hvor.

Jan Lunde var dengang ejer af virksomheden ap facader a/s med ca. 60 ansatte og talrige projekter.

Jan er en detaljernes mand og vil gerne have indsigt i alle projekterne. Han arbejdede derfor næsten i døgndrift og havde svært ved at sove. Han kunne vågne midt om natten for at stå op og sende en mail, og han stod op klokken fem om morgenen, så kort tid efter lægernes dom var han i fuld gang igen.

Erhvervsmand og vinavler

Lægernes dom gjorde dog alligevel indtryk på ham, og da lejligheden bød sig, købte han Ventisol i Vrå og solgte ap facader a/s. Disse handler gav et pænt beløb i banken, og der blev løftet et stort ansvar fra hans skuldre.

Ventisol drives stadig af Jan Lunde og ligeledes vinproduktionen. Desuden ejer han fire udlejningsejendomme med 37 lejligheder i Brønderslevs midtby, ni lejligheder og 3 erhvervslejemål i Rådhusgade, samt fire lejligheder og tre erhvervslejemål i Bredgade, så der er stadig opgaver, der skal løses.

Jan Lunde er en kendt erhvervsmand i Nordjylland med et stort netværk i hele Danmark. Jan er engageret i flere netværk og organisationer, blandt andet i Dansk Byggeri, men også i det lokale netværk, Vendsyssel Mesterforening.

Han er medlem af repræsentantskabet i Jyske Bank og har haft eller har stadigvæk sæde i Vendsyssel Mesterforening og Alusektionen under Dansk Byggeri.

Lokalt har han været statsminister i Brønderslev Borgerlige Skyttelaug, og han har også haft indflydelse i den lokal rideklub.

Karriereforløb

Som ung drømte Jan om at blive arkitekt. Han tegnede altid huse, og skoletiden i Brønderslev var ikke den bedste. Han blev regnet for en bondeknold, og det gav ikke mange point på gaden, når han blev hentet af sin far på traktor, når der var snestorm.

Han forlod skolen efter tiende klasse og vinkede farvel til arkitektdrømmen.

Da han senere går sammen med en partner og stifter ap facader a/s, er det begyndelsen på 39 år med succes og tusindvis af arbejdstimer.

Det Jan ejer i dag, er han ikke kommet sovende til. Det er ikke kommet af sig selv. Han har arbejdet op mod 75 timer om ugen i 40 år.

Det eneste Jan har fortrudt, er købet af værtshuset Det Bette Apotek. Han troede på, at værtshuset kunne blive en god forretning. Men efter at have brugt op mod et par millioner måtte han bare erkende, at det var en fejl.

Han mener selv, at han er blevet mere medgørlig med alderen, men han har sine meninger, så det kan godt slå gnister.

I tidens løb har Jan Lunde udstukket mange skideballer, og de var nok ikke retfærdige allesammen, men det falder ham meget tungt at sige undskyld.

Jan Lunde er 63 år og med hjælp fra sin kone Gitte Lunde Andresen, har han øvet sig på at sige undskyld, men han er ikke god til det.

Alderen taget i betragtning og med flere millioner kroner placeret i virksomheder, ejendomme og på bankbogen, er Jan begyndt at spekulere på, hvad der skal ske med det alt sammen om nogle år.

Han har ikke selv nogle børn, men hans kone, Gitte, har en datter, Anne, som er er midt i tyverne og jurist, så hun er med i hans tanker om fremtiden. Jan Lunde kalder også Anne sin datter i daglig tale.

Tonny Bistrup

September 2021

Kilde: Artikel af fhv. lærer Ella Pedersen, september 2007.

 Denne artikel kortlægger Skolegade, som den så ud i sidste halvdel af 1940’erne og i begyndelsen af 1950’erne.

Gaden var, som de fleste sidegader dengang, belagt med grus.

Ilse Svanvig, født Kjær og Birte Jensen, født Henriksen, er begge vokset op i Skolegade. Ilse husker man som den datter, der spadserede med sin far, som hun holdt tæt ind under armen, mens de ivrigt talte med hinanden. Faderen var dyrlæge, og i dyrlægens hjem var der altid en åben dør for alle. I haven var der mange legeredskaber, som børnene i gaden flittigt benyttede.

Birte blev født i Randers, men kom til Brønderslev i 1945, hvor hun skulle bo hos sin mormor og morfar i Skolegade. I Randers blev hendes hjem en nat ved et uheld bombet af en engelsk flyver. Faderen, moderen og en bror blev dræbt, men Birte og den mindste bror blev reddet. Lillebroderen kom i pleje hos sin faster og onkel, men Birte kom til sin mormor og morfar i Brønderslev.

På hjørnet af Bredgade og Skolegade til venstre, når man kom fra Bredgade, boede kørelærer Gjedsig, hvis kone havde en slikbod i ejendommen. Skolebørnene var flittige kunder i skoletiden så snart de så deres snit til at løbe derhen. Det måtte de egentlig kun i spisepausen, ellers kunne der vanke smæk med stokken, men rigtig mange tog den risiko i frikvartererne. For 10 øre kunne man få en salmiakstang, og havde man 5 øre mere, kunne man få en klat flødeskum dertil. I dag er der parkeringsplads på dette sted, fortæller Birte Jensen.

Efter hjørneejendommen kom lærer Dehns hus, som det blev kaldt, og derefter Baptistkirken.

Så kom Skolegades skole, som i dag er flot renoveret, således at man kan genkende den. Ifølge postmester Klitgaards forskning har Aalborg Stift været bedst forsynet med skoler, inden der i 1739 blev påbudt oprettelse af sogneskoler i hele landet. Der omtales skole i Thise i 1626 og i Vester og Øster Brønderslev i 1630. Dengang var det kun for dem, der kunne betale en skoleholder for undervisning. Denne kom ud på gårdene og underviste, men i 1640 omtales skolehuset, der lå ved den gamle kirke. Der ligger i dag et beboelseshus på Kirkevej lige uden for kirkegården. Det var tidligere et skolehus. I 1634 var der her en skolemester Niels Hansen, der havde opholdt sig på forskellige herregårde. Han var ved siden af sin lærergerning foged over Jørgen Gubbes gods her på egnen. Han blev halshugget, fordi han ved slagsmål på kroen i V. Brønderslev dræbte en Peder Jensen ved at stikke ham i bugen med en kniv. Tilsyneladende var der mange problemer med de tidligere skolemestre, der rent økonomisk havde svære kår. De boede tilsyneladende i skolehuset, der i 1649 havde så stort et hul i taget, at et menneske kunne krybe igennem det. To kvinder fra Himmerland tilstod, at de havde stjålet brød fra skolemesteren. De blev bortvist fra Vendsyssel under straf af deres ”hals’ fortabelse”, hvis de viste sig igen.

I 1888 opførtes den første fløj af Skolegades skole og i 1949 den sidste. Fra 1934 var Johs. Sørensen skoleinspektør på Skolegades skole, og det var han indtil april 1958. – Vi er jo rigtig mange, der igen og igen – for de allerflestes vedkommende – med glæde tænker tilbage på vores skoletid på Skolegades skole, siger Ella Pedersen.

Efter skolen lå pedellens bolig, og derefter kom brandstationen. Der går rygter om, at frihedskæmperne under krigen havde gemt ammunition i brandstationen.

Derefter kom dyrlæge Kjærs ejendom, hvor Ring Christiansen boede på 1. sal.

Så kom frk. Mogensens hus, hvor telefonist Agate også havde bopæl.

Derefter kom huset med Visse og Ingemann Jørgensen, som havde bedstemor boende på 1. sal.

Så lå der et hus, hvori der boede 4 familier: Alma og Martinus Thomsen, Ester og Børge Nielsen, Mathilde og Erik Thomsen – Erik Thomsen kartede uld og Mathilde Thomsen spandt. Den sidste familie i dette hus havde to døtre og manden hed Albert.

Starter man på vestsiden af Skolegade fra Bredgade, lå den ret store røde murstensbygning, der er fra 1950. Her havde avisen ’Ny tid’ til huse en overgang, ligesom herreekviperingshandler Agerbæk havde sin første forretning i Brønderslev i denne ejendom. Desuden var der lejligheder som i dag, hvor bl.a. lærerinde frk. Madsen boede.

I ejendommen på hjørnet af Skolegade og Mejerigade boede personale fra elværket.

På det andet hjørne boede portør Christensen og hans kone og to sønner. Den ældste hed Robert.

Inæste hus boede en familie Pedersen, hvor datteren hed Lillian.

I det lidt tilbagetrukne hus boede en familie, hvor datteren hed Elna.

Så kom huset, hvor familien Regner Kornum boede med deres fire børn.

I det hvide hus derefter boede Niels Peter og Kristine. Kristine var rullekone. Familien Sørensen boede til leje i det hvide hus. De havde datteren Nanny.

Så kom huset, hvor Katrine Nielsen, der havde datteren Laila og sønnen Hans, boede sammen med børnenes bedstemor i den ene ende af huset. I den anden ende boede mælkemand Manne med sin kone Mary og datteren Vivi. Vivi var en ven af huset i Ilse Svanvigs hjem. De to var næsten altid sammen.

I det næste hvide hus boede Maren og ’Fætter’ og familien Bernhard Jürs med hustru og to børn.

Så kom Tværgade, der førte over til Thygelsgade.

Derefter lå der et stort gulligt hus, inden man kom til det sidste hus, som hørte under Algade.

Skolegade var som sagt en grusvej dengang. Her legede børnene næsten uforstyrret på gaden. Ilse fortæller, at hun fik en hest forærende af sin far, og hendes onkel i Aalborg havde en fenne i Søndergade, hvor hesten kunne være. Derfra red Ilse indtil byen. Mælkemanden Manne havde en iskiosk ved Centralhotellet. Der red Ilse hen, og hesten gik op på fortovet og fik sin is, og når de to kom ned ad Skolegade, standsede hesten ved nr.10, hvor Ilses mor kom ud med en godbid.

Både Birte og Ilse husker, at der under krigen skulle spares på vandet. En dag, da det blev bekendtgjort, at der blev lukket for vandet, blev badekarret hos nogle bekendte fyldt op med vand, og så kunne folk hente vand der. Men da manden i huset kom hjem, lukkede han vandet ud. Han blev ikke populær. I 1940’erne boede en fransk pige et halvt år i Ilses hjem, og da tiden kom, hvor hun skulle hjem, ville hun ikke derfra. Hun blev sat på toget i Brønderslev, men hoppede ud igen. Da toget så endelig var sat i gang og nåede til Aalborg, sprang hun ud igen. Tilfældigvis var Ilses moster på stationen i et andet ærinde, og hun fik så klaret situationen, og pigen kom til Frankrig.

Både Ilse og Birte har gode minder om tiden i Skolegade.

 

Af Mette Telefoni, opvokset i Hollensted

Plads til store armbevægelser og fantasi

De første minder, jeg har fra min barndom, er solvarme småsten under mine bare fødder, duften af syrener ved skumringstid, store vidder og lærkesang.
Den opmærksomme læser vil nok tænke, at jeg ikke kan være opvokset i indre Brønderslev, og nej, jeg kommer fra Hollensted – den vendsysselske steppe!
Min barndom var fyldt med et væld af kæledyr, skovture i alt slags vejr, lydbøger med Fru Pigalopp og Kalle Kodreng, musikundervisning, sommerferier på Sjælland hos min fars familie og masser af tid sammen med min mormor i Kærby.
Ret tidligt blev jeg vild med historier. Jeg indtalte historier på kassettebånd, og jeg læste for de andre børn i børnehaven – jeg havde dog ikke lært at læse, så jeg sad bare med en bog og digtede en historie, som passede til mit publikum. Da jeg fik lært at læse og skrive, fyldte jeg kladdehæfter med digte, skrev madpakkeføljetoner, som mine forældre fik med i sammen med rugbrødsmadderne hver dag, og jeg opførte dramatiske teaterstykker for min lillesøster, Marianne.

Vild med ord
Kærligheden til ord fulgte mig gennem hele min skoletid, både i indskolingen på Ø. Brønderslev Centralskole og i udskolingen på Jerslev Skole. Dansk var mit yndlingsfag, især når vi skulle skrive stil, og det peakede, da jeg i 9. klasse tog på forfatterweekend med Brønderslev Forfatterskole, hvor vores underviser var et af mine forbilleder, Hanne Vibeke Holst.

Matematik var til gengæld hadefaget i folkeskolen, så det faldt ret naturligt, at jeg forsatte på sproglig linje på Brønderslev Gymnasium. Gymnasietiden var forvirrende og præstationsangstpræget, og jeg husker det som om, de mange hjemmeopgaver tog pusten lidt fra dét at skrive – det blev noget, der bare skulle overstås, så man kunne nå at følge med. Det ubetinget bedste fra de tre år på Brønderslev Gymnasium, var en gymnasiekæreste, og tre skønne veninder som jeg stadig ses med og holder utrolig meget af.

Ud i verden
Plads, luft og fødder placeret i den jyske muld er godt, men jeg var ikke ret gammel, før jeg følte en længsel efter at opleve andre steder end hjemme.

Så efter jeg havde taget en sproglig studentereksamen, rejste jeg til Sydfrankrig, hvor jeg passede tre børn og studerede fransk på sprogskole hver formiddag.
Opholdet i forstaden til Lyon satte endnu mere gang i rejselysten, så de efterfølgende tre år vekslede jeg mellem at arbejde hjemme i Danmark og bo i udlandet. Fantastiske fire år som au pair i Frankrig, sandwichmaker i England, glad turist på langt familiebesøg i USA og miljøarbejder i New Zealand – verdens skønneste land, som jeg endda fik set fra både en faldskærm og fra en gletsjer.
Tongaøerne fik jeg også besøgt – en drøm jeg havde haft, siden jeg så en udsendelse med Troels Kløvedal, som besøgte danskeren Tavi på Tonga. Tilfældet ville, at jeg kom til hovedstaden Nuku’alofa midt i en folkefest, fordi Kong Taufa’ahau Tupou fyldte 80 år. Så hele mit ophold blev fyldt med musik, optog, skønhedskonkurrencer, militærprocessioner, fester og middagsselskaber. På dag to blev jeg adopteret af to søstre, hvis onkel var øens rigeste, så jeg blev inviteret med til alle de store fødselsdagsevents og måtte låne mig til fint tøj, da jeg kun kom med praktiske sko og jeans i rygsækken.
Jeg ved, at det ikke er mange unge i dag, der får mulighed for fire sabbatår mellem gymnasiet og videre uddannelse, og jeg er så taknemmelig for de oplevelser og bekendtskaber, jeg fik med mig videre i livet.

Pludselig stod han der
De fire år blev også brugt til at finde ud af, hvilket studie jeg skulle søge optagelse på. Jeg overvejede både at blive fotograf, arkæolog og sociolog, men det endte med, at jeg fulgte min interesse for andre kulturer og folkeslag og søgte ind på socialantropologi på Aarhus Universitet.

Da jeg havde læst et par år, skulle jeg et semester til Brunel University i England, og kort før semesterstart mødte jeg en tall dark stranger – en arkitektstuderende fra Iran, som havde boet i DK, siden han var otte år gammel. Som spillede guitar, malede og gik op i astrologi og madlavning. Og som var så anderledes fra mig og de kærester, jeg ellers havde haft.
Vi så hinanden en måneds tid, inden jeg skulle rejse til England, uden helt at vide, om vi var kærester eller ej. Jeg sagde, en smule nonchalant, at jeg ikke forventede, at han ville vente på mig, mens jeg var væk. Til dét svarede han, at selvfølgelig ville han vente, for det var jo mig, han skulle giftes med en dag.
Og sådan blev det.
Halvandet år senere fik vi vores første søn, Sebastian, og da han var to år gammel, blev vi gift i Mårslet Kirke.

Kulturberigelse
Min mands familie er spredt ud i Europa, og mine svigerforældre, svigerinde, svoger og niece bor i Spanien, mens min mands lillebror og nevø bor i Sverige. På trods af de store geografiske afstande, har jeg dog aldrig oplevet en familie, som har så meget kontakt med hinanden, og min mand taler med sin nærmeste familie hver dag – der er vel en god grund til, at vi hedder Telefoni til efternavn!

Dét at være gift ind i en kultur som er en diametral modsætning til den danske kultur, har været både berigende og sommetider frustrerende. Iranere er enormt åbne, varme, højrøstede, generøse, overdrevne og sociale mennesker og er fantastisk selskab. Men for en underdreven vendelbo som mig, der også er glad for ro og mit eget selskab, har det ind i mellem krævet kompromiser både fra min side og fra min mands.
Når alle i den nærmeste familie er samlet, foregår samtalerne på farsi, spansk, engelsk, dansk og svensk – det synes jeg er vildt fedt, og jeg taler lidt af det hele.

Smør på brødet
Da jeg fik min kandidateksamen i socialantropologi med sidefag i medievidenskab, gled jeg direkte over i et fuldtidsjob, efter at have haft studiejob samme sted, i et mindre filmselskab. Jeg arbejdede med salg, udarbejdede drejebøger og afholdt kundemøder, lige indtil jeg blev gravid med vores anden søn, Marius. Da min barsel var overstået, var filmselskabet gået konkurs, så jeg måtte ud på jobsøgningsmarkedet.

Siden har jeg arbejdet i mange spændende, og meget forskellige, brancher, hvor den røde tråd hele tiden har været kommunikation i forskellige former. Jeg har arbejdet med skole-IT, økologi, socialøkonomi og iværksætteri.

På tasterne
Samtidig har jeg skrevet i fritiden. De sidste fem-seks år har jeg været en del af Aarhus Litteraturcenter, hvor jeg er med i en skrivegruppe. Vi mødes to gange om måneden, hvor vi giver feedback på hinandens tekster og snakker om skriveteknikker og litteratur. Sammen har vi udgivet en novellesamling, som vi hver har leveret to noveller til. Novellesamlingen hedder Det er de andres skyld, og den blev til i forbindelse med Aarhus som Kulturhovedstad under overskriften Rethink dyder – vi gentænker det gode liv.

Novellerne er jeg fortsat med at skrive. En del af dem har jeg solgt til Hendes Verden.

Mange ser lidt ned på triviallitteratur og forbinder ugebladsnoveller med skabelonagtige plot og entydige karakterer.
Men jeg synes, det er sjovt at arbejde med genren og forsøge at mane fordommene i jorden. Og set helt nøgternt på det, så bliver Hendes Verden læst af over 300.000 mennesker hver uge – bliver mine noveller       læst af bare halvdelen af de læsere, så synes jeg, det er ret godt gået.

Mit hjerte banker dog mest for børnelitteratur, da jeg også er vild med illustrationer.

Jeg har fået udgivet tre børnebøger, som er blevet illustreret af virkelig dygtige illustratorer.

Det er så fascinerende at se, hvordan en illustrator kan give ens historier liv, og hvordan de har fortolket ens ord og omsat dem til billeder.
Jeg er så småt i gang med redigeringsfasen på en bog til udskolingen, som udkommer i starten af 2022 hos Gyldendal. Gyldendal har altid været et forlag, jeg har drømt om at udgive hos, så det betyder virkelig meget for mig at få en trane på ryggen på en af mine egne bøger.

Der ligger også en roman i skuffen og venter på, at jeg får sat mig ned og skrevet den færdig. Mon ikke nok det tidspunkt pludselig kommer.

I dag arbejder jeg på Aarhus Rådhus, hvor jeg er ansat til at lave et omfattende kommunikationsmateriale for afdelingen Innovation og Medborgerskab. Så tasterne er i brug hver dag, for jeg skriver om en masse spændende projekter og interviewer nogle af de mennesker, som er involverede på forskellige måder.

Vores sønner er blevet 11 og 18, og er ret selvkørende. Så jeg har sneget et frivilligjob ind i hverdagen, hvor jeg arbejder som ungerådgiver hos headspace Aarhus. Her har jeg samtaler med unge mellem 12 og 25 år, som kæmper med forskellige problemer og har ondt i livet. Det er et job, som giver supergod mening for mig, og det er en skøn følelse, når en ung går fra vores møde og har det bedre, end da hun kom.
Det er mit håb, at jeg kan få rejst nogle penge til at lave en anderledes selvhjælpsbog til unge med angst – for sådan en er der virkelig brug for!

Et halvt liv senere
Ham den høje, mørke fremmede er heldigvis stadig min mand, nu tyve år senere, og vi bor med drengene i en hyggelig landsby, syd for Aarhus.
Da vi første gang var ude og se på vores hus, gik jeg en tur ud i haven. Her hørte jeg lærken synge højt og tydeligt, og så var der ingen vej tilbage – her ville jeg gerne bo.
Her er ikke helt så stille og landligt som i Hollensted. Men mine forældre bor stadig i det gulkalkede hus på Hollenstedvej, så heldigvis kan jeg altid tage nordpå, når jeg savner de store vidder og et knus fra min mor og far.

 

Fortalt af: Agnete Svendsen, Buurholtvej 41, Ø. Brønderslev

Jeg er født den 08.02.1936

Fødeegn: Klæstrup, Jerslev

Familiens dagligdag

Husstanden bestod af far og mor, en 3 år ældre bror og jeg. Min far og mors arbejde bestod i dyrkning af ca. 20 tønder land jord, og med pasning af dyr, som køer og heste samt hund og kat. Engang imellem købte min far et lille gedekid, som vi børn legede med til det blev stort. Så slagtede min mor det mens vi børn var i skole. Alt kødet blev lavet i pålæg, vi børn ville ikke smage det.

Katten fik af og til killinger, hvoraf vi måtte vælge den pæneste, de grimmeste druknede min mor i en spand. Vi havde ondt af det med de ”grimme”.

I skolen havde jeg ingen grund til gode minder. Vi havde en lærerinde, Frøken Havredal, hun var frøken og boede i samme hus, som skolestuen var. Hun blev også kaldt frøken Havregrød. Hun havde en hund, en hvid grønlænderspids, som hed Tenna, den lå altid ved hendes fødder, når hun sad ved katederet, der sad hun altid, når hun ikke rendte rundt og bankede os oven i hovedet, når vi skulle læse højt. Det gjorde hun ved mig fra første dag, jeg var i skole, fordi jeg ikke læste højt sammen med de andre. Jeg var genert, og turde ikke åbne munden.

Hun var en fin dame med hvidt hår og guldbriller. Hun var altid i blå kjole med hvide prikker eller små blomster, og hun lugtede meget godt af creme, pudder og parfume.

Når hun blev gal, som hun gjorde tit, blev hun ildrød i hovedet, helt ned til halsen, så vankede der ”Ørefigner” og hun slyngede øgenavne ud, som vi så senere blev kaldt af de andre elever. For eks. var der en syg første skoledag efter jul kunne hun sige ”Du har nok spist for meget, kald ham/hende ”julegrisen”.

Hun kunne ikke synge, men spillede på et lille orgel, så hun vendte ryggen til eleverne, pludselig kunne hun vende sig og skælde ud, for eks. Sige: I laver alt for stor en sløjfe på det Halleluja (Et barn er født i Betlehem), jeg tror nok, det er Agnete: Nej, jeg synger ikke med – hva synger du ikke med? Så løb hun ned mellem bænkerækken og gav mig en ordentlig ørefigen.

De børn hun gjorde mest ud af, var dem hvis forældre gav hende høns, ænder, stege og lignende.

Når hun havde fødselsdag, var vi inde i hendes stue, så fik vi kakao, så var hun en helt anden. Hun boede også fint, det var mærkeligt at opleve.

Påklædning

Pigerne var som regel ret pæne i tøjet, samt nogle af drengene, men der var nogle af drengene, der var meget dårlige i tøjet. De havde en dårlig mor, der ikke kunne sy og holde tøjet pænt rent. Det var på en betingelse at moderen måtte holde sammen på alt, samt sylte og bage, for at det kunne fungere både ude og inde. En episode som jeg tit tænker på, var en stor dreng som pludselig sang disse linjer” du var i en kjole fin og jeg i stumpetrøje”. Han var i en alt for lille trøje, med trævler. Min bror og jeg var altid pæne i tøjet, da vores mor havde lært at sy fra ung af, hun havde også været på husholdningsskole, det fik vi altid at vide når vi roste hende.

Hun havde blot et dårligt helbred, og min far var også tit syg, han døde i mit 19. år efter svær sygdom, kun 62 år gammel.

En oplevelse som jeg i min voksenalder tit tænker på, var da min bror og jeg var ca. 12. og 9 år. Min mor havde sendt bud efter lægen til os, han kom kørende på en motorcykel. Vi havde gemt os imellem nogle høje kartoffelrækker, der lå vi, og de kunne ikke finde os. Min mor råbte, Egon – Agnete, men uden resultat. Hvad mon lægen tænkte? Hvad mon vi fejlede? Vi var jo ellers søde og velopdragne børn fra et ordentligt hjem – FY (det var min brors ide)

Da jeg blev født af 43årige forældre, der havde dårligt helbred, blev min bror og jeg tidligt involveret i landbrugets drift, som at høste, tørvegravning, roelugning og meget mere.

Jeg skulle for eks. når jeg kom hjem fra skole vaske op, bære tørv ind, vaske 4 store mælkespande rene, samt skrubbe rent på bryggersgulvet, først derefter måtte jeg lege.

Det var mest nabogårdens egne børn og deres fodermesters børn vi legede med, men vi legede mest med de små dyrebørn, som små føl, små kalve, det lille gedekid, som vi kørte med i en trækvogn, og selvfølgelig med hunden og katte, samt den ”pæne” kattekilling.

P.S. 

Jeg havde 3 ældre søskende, som var 16 – 18 og 22 år ældre end jeg, dem husker jeg ikke, at have haft så meget med at gøre som barn. Kun at min 22 år ældre storesøster havde tre piger hvoraf den ældste var 3 år yngre end jeg og derefter 2 år imellem de næste to. – dette var mere mine ”søstre”.

Jeg blev syg

Jeg var fyldt 5 år i februar. I oktober fik jeg skarlagensfeber, det var min bror der havde smittet mig. Han gik i skole, men fik det ikke selv. Jeg husker tydeligt turen med ”Sygebilen”, som vi kaldte det dengang. Jeg blev indlagt på sygehuset, som lå 8-10 km fra mit hjem. Der var fyldt med børn i alle aldre, vi lå på ”epidemien”. Forældrene måtte ikke komme ind, de stod udenfor ved vinduerne, når der var besøgstid. De var nødt til at råbe ind. Det var naturligvis bedst at ligge tættest ved vinduerne.

Jeg fik mellemørebetændelse og nyrebetændelse, jeg måtte ikke ligge hvor der var koldest eller i træk, så derfor skulle min tremmeseng stå i inderste hjørne af sygestuen, vi var 8 til 10 børn. Jeg kunne derfor ikke høre hvad mine forældre sagde, da de jo stod sammen med de andre besøgende. Det var mest min far der kom, han cyklede de ca. 10 km. En lidt større pige som lå ved vinduet var en slags tolk. Der lå jeg så i 7-8 uger, de andre lå ca. 4-5 uger inden de kom hjem.

Jeg kunne ikke komme hjem, da jeg havde nyrebetændelse. Jeg blev flyttet over på det ”store” sygehus. Jeg husker tydeligt, at en portør bar mig hele vejen udenom. Jeg var svøbt i et gråt tæppe med brune striber.

Det var en stor dag i 1942 da jeg blev overflyttet til det store sygehus.

Når der var luftalarm, kom sygeplejerskerne ind og skubbede alle sengene ud til væggen. Det vil altså sige, at jeg lå i det inderste hjørne, så alle sygesengene i den side blev skubbet ind mod min. Når så alarmen lød blev sengene spredt igen.

Jeg skulle ligge på en stor 8 sengs stue i det ene hjørne i en tremmeseng.

Der var ene voksne damer på stuen, de snakkede mest om sygdomme, de ville give mig pebernødder, det var 14 dage inden jul, jeg ville ikke have dem, jeg var flov og gemte mig under dynen. Om eftermiddagen kom min bror og mine forældre, det var jo en stor dag, da de endelig måtte komme ind og besøge mig. Jeg var meget genert og flov, jeg var også bange for, at de ikke skulle nå at komme ud, når sygeplejersken havde sagt ”besøgstid forbi”

Jeg fejrede juleaften på sygehuset, min seng blev kørt ud på gangen, hvor juletræet stod, denne aften eller hele julen. Jeg husker ikke den jul som noget særligt, heller ikke da jeg fyldte 6 år i februar. Jeg blev udskrevet i april måned, med den besked, at jeg ikke var blevet bedre, end da jeg kom, men måske kunne jeg gro fra det, hvilket jeg også gjorde.

Den dag jeg skulle hjem, kom min mor efter mig. Jeg havde ikke været af sengen i de 7 måneder, så da jeg kom ned på gulvet, dinglede jeg rundt som en fuld. Det var sikkert en stor dag. Vi gik ned til Rutebilstationen, derfra kørte vi ca. 8 km. Vi stod af ved købmanden, der stod min mors cykel med en pude bagpå bagebæreren. Så cyklede vi det sidste stykke hjem.

Jeg fik en god modtagelse, ikke mindst af min bror, som straks skulle vise mig vores kat, som havde små killinger.

Mine forældre havde redt op i en udtræksseng, for nu var jeg jo vant til at ligge for mig selv. Jeg kan ikke huske, at jeg følte mig alene, jeg var jo vant til at finde mig i det der nu bød sig, nu havde jeg jo dyrene. Mine forældre havde travlt ved landbruget.

Jeg havde mareridt hver nat på sygehuset. Hver nat lå der en skikkelse på gulvet ved siden af min seng, den var i hvid munkekittel med hætte, der gik i en spids. Når jeg satte mig op i sengen, kunne jeg se den lige så tydeligt. Når det var slemt, lod sygeplejersken lyset brænde over min seng, så dæmpede hun lyset fra den hvide kuppel med et viskestykke. Jeg har hele tiden tænkt på den hvide skikkelse, jeg kunne ikke lide når der lå noget hvidt tøj på gulvet, helt op til 50års alderen, hvor jeg gik til et selvudviklingskursus og fortalte det. Ja men, det var jo din skytsengel, var der en der udbrød, så har jeg tænkt, at det var jo sådan set godt hun lå der og passede på mig.

Den tid jeg lå på sygehuset, var der mange der havde ”fnat”, det lå de voksne damer og talte meget om, bl.a. hvem der var, det måtte jo nok ikke overgå det fine borgerskab. Dem der havde fnat blev lagt på badeværelset et døgn. Derefter kom de ind på stuen. Jeg har fået fortalt, at jeg lille pige også hørt hvad de snakkede om, så en dag da der blev en patient kørt ind på stuen udbrød jeg: Er det også en der har fnat? Det var en fin dame.

Der var ingen personale der kom og underholdt og læste for mig, jeg sad blot i sengen og legede og lyttede til de ældre. Afdelingssygeplejersken var sød, hun løftede mig op til sig hver dag. Min far havde inden sin egen fødselsdag, købt en urkæde til sig selv, som min mor så havde med til mig. Jeg skulle forære ham den i fødselsdagsgave. Jeg viste overlægen den en dag. Han spændte den på sit eget ur. Han gik så ud og kom så gående ind med åben kittel og viste hvor pæn den var, når den hang rundt på hans bryst, det glemmer jeg aldrig.

Jeg skulle drikke en stor kande vand når jeg skulle røntgenfotograferes, det blev jeg hver 14. dag, hvis jeg ikke drak det, truede de mig med at så tog de ”vandet” ligesom damerne lå og snakkede om gjorde så ondt. Jeg måtte ikke få salt, så jeg fik fiskeboller og kogte æg uden salt, jeg husker ikke lækker mad, det var streng diæt.

Jeg husker at jeg tog en teskefuld salt da jeg var kommet hjem.

Sygehuset var Brønderslev sygehus

Overlægen hed: Thorvald Pedersen

Oversygeplejersken hed: Frøken Jørgensen

Min barndoms jul

I min barndoms jul begyndte forberedelserne til julen allerede først i december. Der blev gjort rent, gulvene blev skurede og ferniserede.

Der blev bagt småkager og kogt klejner, de kunne jo holde sig i dåser. Dåserne blev forseglet med klæbebånd, så de ikke blev spist inden jul, vi havde da fået lov til at smage de grimme og lidt brændte småkager.

Der var ikke nogen der købte julekalender. Jeg fik med nød og næppe lov at få bagsiden af min mors og fars sølvbryllups telegrammer. (jeg var tre år, da de havde sølvbryllup). Så lavede jeg låger og tegnede nisser m.m. Den blev meget fin og hjemmelavet og gratis.

Min mor havde travlt med mange ting. Hun skyllede grønkål, som hun hentede på marken og kogte dem – det var traditionelt julemad. Dertil fik vi sul – ”Vendsysselske Grønlangkål”

Der blev slagtet en gris tæt op mod jul, og der skulle helst blive koldt i vejret, så kødstykkerne kunne blive afkølet, der var jo ingen køleskab dengang. Ude vendte vi en stor balje på hovedet, så kunne madvarerne holde sig under baljen.

Vores mor til den nærmeste by, gående eller cyklende – tog så med rutebilen til Brønderslev og købte julegaver, det var en stor dag, og spændende når hun kom hjem med alle pakkerne, der blev gemt godt væk, men hun havde vist også lidt julegodter – uhm.

Juleaften

Vi købte juletræet, der blev pyntet inde i soveværelset dagen før, så blev det båret ind i stuen, lige før vi skulle danse omkring det.

Vi skulle opholde os i køkkenet, så blev træet løftet ind i stuen, pakkerne blev lagt under træet og lysene blev tændt. Så måtte vi komme ind, det var et stort øjeblik. Vi dansede omkring træet med hinanden i hånden. Så blev pakkerne delt ud, der var ingen dyre eller mange gaver, men det var hyggeligt. Bores ældre søskende kom gerne hjem sammen med deres børn. Vi sang salmer og sange når vi dansede omkring træet.

Senere på aftenen fik vi altid konditorkager, vores mor havde slev bagt og fyldt dem med creme og flødeskum samt en gele´ klat – uhm.

Vores far gik en ekstra tur ud i kostalden og gav dyrene en ekstra godbid.

Vi havde hund og kat, de var i stuen sammen med os andre, de var jo en del af familien.

Både i dagene op til jul og i juledagene spillede vi ludo eller andre spil. De voksne spillede kort, også juledag, det var kedeligt at se og høre på. Vi måtte ikke lave håndarbejde, så som at strikke eller brodere – så sagde mange, at så fik man bulne fingre hele året.

Ænderne vi slagtede til jul!

Vi købte andeæg, så havde vi selv nogle høns, der kunne så være en af dem der gik rundt og gav skrukkelyde – Skruk – Skruk -Skruk den blev lagt i en rede som min mor lavede af noget halm, så skulle den ligge på 10-12 æg ca. 30 dage, så åbnede skallen sig og der kom søde små gule ællinger ud af dem. Hønen var så deres plejemor, hun troede jo at det var hendes egne.

De blev hvide da de blev store, de hvide var bedre end nogle grå ænder, for vores mor skulle bruge fjerene af dem til at fylde i dyne og puder.

Ællingerne havde et godt liv, de gik løs sammen med deres hønemor, hun kaldes en ”Skruk”, mens de var små, sov de under dens vinger og hun gik tur med dem, de fik malet korn blandet med vand. De fik en gammelstegegryde gravet ned i jorden, så kunne de svømme i den.

Når så efteråret kom og julen nærmede sig – blev de fanget – da var de blevet store og fede. Min far slagtede dem, så blev fjerene plukket af dem. Nabokonen og alle os hjalp, fjerene blev gemt til senere brug. Min mor syede selv dyner – med nogle af fjerene i. Nogle af fjerene blev foræret væk. Vi vidste godt hvad ællinger skulle bruges til, vi børn havde ondt af dem, men de havde et godt liv.

Grønkål

Der blev pløjet og harvet et lille stykke jord, og sået grønkålsfrø. Frøene blev købt i Brugsen, de små planter blev plejet med lugning og udtynding. Når de så var blevet til store frodige grønkålstoppe og julen nærmede sig og de skulle helst have en smule frostgrader på marken, vist nok for at småkravl kunne drysse af på marken, skulle de skæres af toppene og blev herefter kørt hjem i trillebør, hvorefter de skulle skylles i bryggerset og koges i en gruekedel. Gruekedlen var også den vi kogte vore hvide tøj i når der blev vasket storvask.

Når så kålene var møre, altså kogte, smagte vi på dem. De fik så lov at afkøle lidt hvorefter de blev krystet op og lavet i boller i hånden.

 

Vi fik grønkålsboller skåret lidt i stykker og varmet på stegepanden med fedt og fløde, salt og lidt sukker. Vi fik det kogte flæsk, samt syltede græskar eller rødbeder til plus sennep og rugbrød.

Grønkål var en del af vores mad hele julemåneden og alle juledagene. Det hørte julen til.

Grisen

Vi havde nogle grisesøer, som fik små grise. (grisenes mand kaldes en Orne) Den blev kørt rundt i en vogn eller bil – det var en mand der tjente penge på, at køre rundt til landmændene med disse Orner. Vi kaldte ham ”Ornemanden”. Så fik soen små grise når den havde været på besøg. De var så søde de små grise, de blev større, nogle blev fodret med god kost og når de så var vokset store, blev de sendt på slagteriet for at blive slagtet og kødet blev så solgt videre. De havde et godt liv ude i svinestaldene og det var det bl.a. at landmanden tjente penge på at fodre dem op til slagtning. Landmanden fik så en afregning fra slagteriet medens pengene blev afregnet til landmandmandens konto i et pengeinstitut. Der kunne de hæves når landmanden havde brug for dem.

Vi børn vidste godt, at når der blev lukket en hun gris ind i en sti for sig selv, så var vi godt klar over hvad den skulle bruges til. Den fik lidt ekstra god mad og madrester, den kunne blive lidt forkælet. Så en dag kom der en hjemmeslagter, mens vi var i skole. Da vi kom hjem, hang grisen i to halve, i bryggerset. Den så ren og pæn ud. Den blev herefter parteret da den var blevet afkølet, så henkogte vi og et stort kar som var halvt fyldt med groft salt, blev alt flæsket lagt deri, så kunne det holde sig i lang tid, lang tid. Hvis det blev for salt udvandede vi det, altså det blev lagt i noget vand et par dage. Den store skinke, altså bagenden, blev også saltet. Den kunne jo holde sig i lang tid, så skar vi af den efter behov, det var meget lækkert. Der blev kogt noget flæsk af det letsaltede til kålene, det kunne ligge under en balje til senere brug. Der blev hakket fars og fyldt i tarme, det blev til medisterpølse.

Denne fortælling er skrevet bl.a. til mine børnebørn for at de kan få en forståelse for, hvordan deres bedsteforældrede levede som børn.

 

Fortællingen om Brønderslev pigen Lone Dencker Wisborg

BLÅ BOG: LONE DENCKER WISBORG

Født 31. januar 1966, Brønderslev

Uddannelse
1991 Cand.jur., Aarhus Universitet

Karriere
2019- Danmarks ambassadør i USA
2017-2019 Direktør for ressourcer og organisationsudvikling, Udenrigsministeriet
2015-2017 Direktør for udenrigspolitik, Udenrigsministeriet
2011-2015 Danmarks ambassadør i Spanien og Andorra, sideakkrediteret i Algeriet
2009-2011 Ambassadør, Chef for Center for Global Sikkerhed
2007-2009 Kontorchef, Sikkerhedspolitisk kontor, Udenrigsministeriet, København
2007 Tjenestefrihed (Fondschef, Bikuben-Fonden)
2004-2006 Ambassaderåd på Danmarks ambassade i Warszawa, Polen
2001-2003 Ministersekretær for udenrigsministeren
2000-2001 Fuldmægtig, Sikkerhedspolitisk kontor, Udenrigsministeriet, København
1999-2000 Tjenestefrihed (Folketingets Internationale Afdeling)
1998-1999 Fuldmægtig, Sikkerhedspolitisk kontor, Udenrigsministeriet, København
1995-1998 Ambassadesekretær på Danmarks ambassade i Tallinn, Estland
1992-1995 Fuldmægtig i Udenrigsministeriet, København.

Kilde: Udenrigsministeriet

 Hun var fra 2011 til 2015 Danmarks ambassadør i Spanien og Andorra og senest blev hun i 2019 udnævnt til ambassadør i USA. Hun har siden 1992 arbejdet med udenrigs- og sikkerhedspolitik i Udenrigsministeriet.

Lone voksede op i en familie hvor moderen var lærer på Søndergades skole i Brønderslev og faderen var ingeniør og senere direktør på Pedershaab Maskinfabrik A/S.

Det lå ikke i kortene af Lone skulle ende med at varetage Danmarks politiske, kommercielle og kulturelle interesser i USA.

Da hun som ung flyttede fra Brønderslev, var det for at studere jura. Hun overvejede at blive advokat og gennemførte sin uddannelse.

I 1990erne mødte hun via en af sine bekendte en medarbejder fra Udenrigsministeriet, som fortalte om sit arbejder der. Det syntes hun lød ret spændende.

Det internationale fik hun næsten ind med modermælken. Hendes far arbejdede på Pedershaab Maskinfabrik i Brønderslev, hvor han tit havde internationale kunder med hjemme, og når hun var med ham på arbejde, kunne hun jo se telefaxen spytte internationale nyheder ud. Da hun fik muligheden, skiftede hun spor.

Lone er ikke typen, der er bekymret for nye udfordringer eller lader sig begrænse af, at noget kan virke uoverskueligt. Hun er opvokset i Brønderslev med mor, far og en fire år ældre storebror, og hun har for nogle år siden skrevet sin historie i bogen ”Barn af Vendsyssel”.

Det var en tryg og vel nok en meget traditionel opvækst hun havde i Brønderslev, hvor man kunne cykle til næsten alt, og hvor sport var vigtigt. Både hendes mor, bror og Lone spillede rigtig meget tennis, og hun havde mange venner gennem sporten. De to søskende elskede og hadede hinanden, som søskende nu gør, men de havde et godt forhold selv om broderen var fire år ældre. Hver gang han måtte eller kunne et eller andet, så syntes hun også, at hun var klar til det.

Da han fik kørekort, argumenterede hun stærkt for, at det var forkert at have et alderskriterium. Det samme skete, da han flyttede til Aarhus som 19-årig for at bo på kollegium og læse. Allerede da var hun også klar til at rykke hjemmefra. Lone har altid været ret utålmodig. Der skal ske noget, og helst lidt før, det egentlig kan lade sig gøre og altid klar på noget nyt.

Skulle der måske prøves et eller andet nyt, så var hendes svar ofte: Ja, det kan jeg godt tænke mig, det lyder vildt spændende. Hun har altid godt kunne lide at blive placeret i noget nyt.

Når hun er blevet rigtig god til noget, så er det nu hun skal videre, for så keder hun sig. Hun føler at det godt må være lidt svært og uoverskueligt. Hun skrev også i ”Barn af Vendsyssel”, at det første, sundhedsplejersken sagde, da hun så hende i vuggen: ”Hun bliver en livlig én, hende der!”

Det stod også hurtigt klart, at hun ikke ville blive i Brønderslev hun ville se noget andet, for når man bliver ældre og selv får børn, så forstår man bedre, hvad der er af fordele ved sådan et trygt og nært miljø, men som ung, handlede det om at komme ud og opleve noget. Og det præger hende stadig. Både Lone og hendes søn elsker at rejse. Den liste de har er lang og så lang, at de er nødt til at have flere liv til rådighed for at komme igennem den. De synes der er så mange spændende steder ude i verden.

Måske var det midt i hendes argumentation for et tidligt kørekort, at det gik op for hende, at hun ville læse jura. Det var sådan, det endte, efter at hun havde været en tur omkring økonomistudiet, som hun syntes var kedeligt og alt for teoretisk.

Juraen var lige hende. Retssystemet er rygraden i ethvert demokrati, og hvis det ikke fungerer, så smuldrer alt andet. Det gode ved jurastudiet var, at det er meget konkret. Det interesserede hende ikke med store fine teorier. Hun er meget sådan, okay, skal vi gå til højre eller venstre? Og hvis det, hun læser, kan hjælpe hende til at finde ud af det, så er det godt.

Der er også mange veje, man kan gå, som jurist. Og det var det bedste – og måske eneste – karriereråd, hun fik af sine forældre. De sagde, at hun skulle vælge noget, hvorfra der var mange døre, når man var færdig. Man aner jo typisk ikke, hvad man vil lave, når man er 18-19 år. Og faktisk har hun ikke beskæftiget sig særlig meget med jura, siden hun blev færdig. Hun var advokatfuldmægtig i halvandet år, men var ikke særlig optaget af at tjene penge, og hun syntes, at der var for mange sager, som var utrolig kedelige.

Hun tog til Frankrig og læste fransk i tre måneder, og da hun kom hjem, søgte hun uopfordret ansættelse i Udenrigs- og Justitsministeriet. Hun fik tilbudt en syv måneders stilling i Udenrigsministeriet og en fastansættelse i Justitsministeriets departement, og så valgte hun Udenrigsministeriet. Hendes mor og far syntes det var forfærdeligt. De syntes, det var det mest vanvittige, at hun ikke tog den faste stilling. Men hun kunne mærke, at der var noget, der trak, når hun gik på gangene i Udenrigsministeriet, og der blev talt om eksotiske steder som Ouagadougou og Bangkok.

Lone har fortalt at – Det er de store linjer der driver hende. Krig og fred. Hvor skal verden hen? Og hvad er Danmarks interesser? I Udenrigsministeriets mission står der, at vi kæmper for Danmarks interesser og værdier i verden, og det synes hun, er fantastisk. Det kan hun sætte sit vækkeur efter hver eneste morgen. Hun synes, det er rigtig spændende, at vi giver vores bidrag til, at verden indretter sig på en måde, der er til gavn for Danmark, og at vi kan være med til at præge den med de ting, vi synes, vi gør godt og rigtigt.

Når man arbejder på den måde, og bor mange år i udlandet, så oplever man meget. Det holder hun meget af. Hun er ikke så god til det der leverpostej. Der må godt være nogle udsving. Hvilket så også nogle gange ikke er så sjovt, men sådan er det. Det hører med. Og så er der også noget med den måde, man lever livet på. Kollegaerne bliver næsten som en familie. Især når man er ude, kommer man rigtig tæt på hinanden, fordi man ikke har den omgangskreds og det netværk, som man ellers har.

Hun har haft to små afstikkere fra Udenrigsministeriet, siden hun blev ansat i 1992.

Hun var i et år sekretær for Forsvarsudvalget, og i ni måneder var hun fondschef i Bikuben fonden. I sin tid i Udenrigsministeriet har hun været udstationeret som ambassadesekretær i Estland, som ambassaderåd i Polen og som Danmarks ambassadør i Spanien.

Hendes søn Oscar var med som helt lille i Polen og senere i Spanien. Hun har altid været alene med Oscar, for han er donorbarn.

– Hun var blevet 37 år og tænkte, nu kunne hun ikke lade det bero på skæbnen længere, om hun møder prinsen på den hvide hest. For hende var det helt afgørende og nærmest eksistentielt at få børn. Sådan lidt det-er-vel-derfor-vi-er-her-agtigt. ”Jeg har en veninde, der havde fået barn alene året før, og det ligger nok meget i min natur, at det ikke skal være skæbnen, der bestemmer, om jeg skal have et barn eller ej. Så jeg bestemte, at jeg ville få et barn med en donor. Med alle de overvejelser, der ligger bag sådan en beslutning”, har Lone fortalt.

Det er ikke noget, man bare lige gør. Hun var åben for, at der senere kunne støde en mand til, men det er ikke sket. Så det er ikke et bevidst fravalg, at hun lever alene med min søn, det er bare sådan, det er blevet. Det er klart, at ”med min livsstil – med mange udstationeringer – er det heller ikke nemt at få og bevare et parforhold”, siger Lone.

– Da Oscar han var helt lille, syntes hun, det var hårdt at være alenemor. Ikke på grund af de praktiske ting med bleskift og tøjvask, men hun savnede nogen at dele alle de gode og fine øjeblikke med. Det første smil. Det første ord. Det var ikke altid, der lige var nogen, når det opstod. Og det var meget ensomt, måske også mere, end hun havde forestillet sig. Hendes forældre involverede sig meget, og så dem tit, men der var jo kun hende selv i hverdagen.

”Efterhånden som Oscar er blevet ældre, er der et helt andet modspil i vores samvær, og det nyder jeg utrolig meget. Vi er en lille meget, meget tæt enhed, så nu synes jeg bare, det er fantastisk, at vi kun er os to. Og uden at det på nogen måde er derfor, så har det altså også bare vist sig at være temmelig meget nemmere, når man lever det her liv i Udenrigsministeriet. Der er ikke andre end os to at tage hensyn til. Og konkret i forhold til Washington var det faktisk Oscar, der startede med at sige, at han godt kunne tænke sig at bo nogle år der, hvis jeg kunne få en udstationering. At der så samtidig skulle skiftes ud på posten, var jo bare heldigt”, siger Lone.

Desværre kan man ikke være med til alle fødselsdage, bryllupper og den slags, og man kan heller ikke bare lige komme forbi til en kop kaffe. Det betyder noget i forhold til familie og venner.

Selvfølgelig får man nye venner der, hvor man er, men det bliver aldrig dybe venskaber. Man ved, at man er der fire år, og så er det videre. Jeg synes dog, at det er prisen værd. Men igen, det er nok også, fordi jeg ikke har nogen partner. Jeg kan jo se på mine kollegaer, at det er partneren, der betaler den største pris ved at skulle rykke til steder, hvor man måske slet ikke kan få arbejde.

Det er første gang nogensinde, at Danmarks ambassadør i USA er en kvinde.

Hun synes, det er godt hver gang, at der er en ”første kvinde”, der gør et eller andet. Det er vigtigt, for man må gå ud fra, at kompetencer og evner er nogenlunde ligeligt fordelt mellem kønnene, og derfor skal man da   selvfølgelig også udnytte det, som kvinderne kan. Det er godt, hver gang kvinder træder ind på nyt territorium og viser, at man selvfølgelig, som kvinde, kan indtage poster som den hun har indtaget. Og hun håber, det kan være et signal til andre kvinder om, at man skal række ud efter det, man har lyst til og synes, man er kvalificeret til.

Jeg har også oplevet, at det kan være en fordel at være kvinde i et job som ambassadør, for der er ikke så mange kvinder, så folk kan bedre huske en. Det er ret praktisk, for det vigtigste for en diplomat er netværk og forbindelser, fortæller Lone.

– Det er noget, jeg har lært at synes, er vigtigt. For helt ærligt, jeg blev opdraget til, at der ikke var en pind forskel på min bror og mig. Jeg tror, at jeg var ret gammel, før det overhovedet gik op for mig, at der var en forskel.

Mine forældre var meget ligeværdige, og min bror og jeg blev opdraget ens. Jeg mødte heller ikke spørgsmålet om køn i min tidlige karriere. Men da jeg så blev chef og begyndte at interessere mig for ledelse, gik det op for mig, at der jo var nogle udfordringer for kvinder i forhold til at komme karrieremæssigt frem. Derfor har det været vigtigt for mig at stille mig frem som en rollemodel. Jeg er både kvinde OG enlig mor, og det kan godt lade sig gøre at komme opad, så kom nu!

Der er to ting i det her med ligestilling. De mandlige chefer skal være opmærksomme på, at de ikke bare kigger sig i spejlet og ansætter en, der også har slips på. Og kvinderne skal selv række ud. Der er noget om, at en mand søger en stilling, hvis han bare kan én ud af de ti ting, man skal kunne, hvorimod en kvinde typisk kun søger, hvis hun kan alle de ti ting. Jeg vil gerne vise, at man godt kan være en okay mor og have et krævende job. Og ja, så kan det da godt være, at man ikke kommer til alle forældrearrangementer på skolen, men det går alligevel.

– Politisk synes jeg, at det er vigtigt at holde sig for øje, at USA er vores sikkerhedsgarant her i verden. De er helt afgørende for vores eksistens, og vi er på den måde dybt afhængige af dem. Der er områder, hvor vi ser helt ens på tingene og arbejder for de samme mål, og hvor vi har en meget stærk interesse i at arbejde sammen. F.eks. i kampen mod terror og i vores samarbejde i Arktis. Og så er der nogle områder, hvor vi er uenige. Klimapolitikken er et af dem. Spørgsmålet om fri abort og familieplanlægning er et andet.

For mig er det vigtigt, at vi kan arbejde sammen med amerikanerne på den store bane, vi har til fælles, og at vi samtidig kan drøfte de emner, hvor vi ikke er enige. Jeg kommer til at gøre begge dele. Det helt overordnede formål er at prøve at tydeliggøre værdien af det multilaterale samarbejde. Det er det allervigtigste for mig.

Når man er et lille land som Danmark og helt afhængig af samhandel med omverdenen, så gælder det om, at der er nogle spilleregler, ellers bliver vi kørt over af alle de store. På det kommercielle område vil jeg arbejde for at hjælpe de danske virksomheder, som er på det amerikanske marked. Jeg vil også gerne være med til at promovere de styrker, vi har i Danmark siger hun.

Da hun den 1. april 2019 flyttede hendes tilværelse fra de nuværende rammer i København til noget helt nyt i Washington D.C., er det sammen med hendes 15-årige søn og deres tre hunde.

– Han glæder sig heldigvis rigtig meget. Jeg tror, han er smittet af den samme bakterie, som jeg er – vi kan godt lide at bo i et andet land, hvor alt er nyt og anderledes, og hvor vi skal ind under huden på nye mennesker. Og så glæder han sig rigtig meget til at måtte køre bil allerede som 15-årig, så han er begyndt at se på, hvilken bil det skal være, fortæller Lone.

Inden den store flytning til USA var hun en smut omkring Brønderslev, som hun stadig har tætte kontakter til.

 

jens otto madsen -2021

 

 

Af Liane Janne Løth

Baggrund

Jeg er født i Brønderslev i 1987 og voksede op i en god og omsorgsfuld familie sammen med min bror, Søren, som kun er 17 måneder yngre end jeg. Vi gik i Fasanvejen Børnehave og boede i området, så vores skolegang blev på Søndergades Skole. Da jeg startede i skole blev vores forældre skilt, og vi fik en ny hverdag med to hjem og skift hver anden uge ligesom så mange andre børn. Begge mine forældre blev boende i byen. Jeg havde en god barndom, med gode klassekammerater, nabobørn og fritidsaktiviteter.  Min mor blev gift igen, og det var helt fantastisk, da jeg i konfirmationsalderen fik en lillesøster, Sarah, en rigtig efternøler.

Efter min konfirmation valgte jeg at flytte på Hedegårdsskolen, hvor jeg gik i 8. 9. og 10. klasse.

Ungdom og interesser

Omkring min konfirmation begyndte jeg at synge i kirkens Pigekor, hvor jeg fik mange gode og tætte venner. Jeg blev også engageret i kirkens arbejde for børn. Som frivillig var jeg med til at arrangere og afholde sommerskoler og konfirmandklubber.

Jeg er altid kommet meget i BAS. Først mange år som en del af Børne-Basserne, som også dengang opførte et teaterstykke i hver vintersæson. Senere spillede jeg med i flere ungdomsforestillinger og blev hjælpeinstruktør på større opsætninger. Der er et fantastisk sammenhold blandt de frivillige i BAS, og jeg har i dag stadig mange nære bekendtskaber, selvom det nu er mange år siden, at jeg har stået på/bag scenen.

Aasen Teater afholdt sommerkurser for unge, som jeg i de fleste af mine teenageår også tog del i. Det var et hyggeligt og givende fællesskab, som også gav mig mange tætte relationer.

Fælles for alle mine fritidsinteresser var, at det var steder, som skabte rum og rummelighed, for at være præcis den man var. Der var plads til forskelligheder, plads til at udtrykke sig og til at udvikle sig.

Jeg voksede op og blev en meget selvstændig ung kvinde, med stærke og velovervejede holdninger. Jeg lærte, at det var vigtigt for mig at bidrage til fællesskabet og at gøre en forskel, hvor jeg kunne.

Jeg startede på HF på Brønderslev Gymnasium, og i 2. HF flyttede jeg hjemmefra og ind i en lille lejlighed, sammen med en god veninde, Ellen. Det var en rigtig god tid. Også et år, hvor jeg begyndte at tænke mere og mere over fremtiden og mærke efter, hvad jeg ville opnå og opleve i tiden efter HF.

Jeg havde udlængsel og ønskede brændende at komme ud i verden og opleve, og udfordre mig selv. Det var oplagt for mig, at det skulle kombineres med frivilligt arbejde og at gøre en forskel for andre.

Udlængsel

I al hemmelighed tog jeg på en intro-weekend for en global udviklingsorganisation. Der var repræsentanter fra mange forskellige lande, som holdt oplæg om deres hjemland. En lille hjertevarm mand var fra Ghana, og han fortalte meget indlevende og godt om landet. Jeg blev fanget og grebet af ideen om at rejse til Guldkysten, Det varme Vestafrika, Ghana.

Jeg tog hjem fra weekenden, og uden at blinke tilmeldte jeg mig et års ophold i Ghana, med afrejse i august 2006. Dengang var jeg 18 år gammel.

Tilmeldingen var den nemme del af beslutningen. Jeg var ikke i tvivl. Den svære del startede, da jeg tog hjem til min mor, sad overfor hende i køkkenet og skulle fortælle hende om mine planer.

Hun blev meget chokeret og havde selvfølgelig 100 spørgsmål. Hun var bekymret og frygtede, hvordan det skulle gå. Da chokket havde lagt sig, gav hun og resten af familien den største opbakning til mig , og jeg blev sendt godt afsted.

Første år i Ghana

Vi var 3 piger fra Danmark, og i alt 12 europæere, som rejste afsted sammen. Vi ankom til Accra, Ghanas hovedstad, sent om aftenen. Først var der ikke nogen til at tage imod os uden for lufthavnen. Derimod var der flere hundrede andre, som alle gerne ville i kontakt med os, og der var helt mørkt. Nogle af os gik lidt i panik, og én blev snydt for sine penge. Godt vi havde hinanden! Endelig kom der en ung mand, som var fra organisationen. Han tog os med over til 2 taxaer. Vi sagde: ”Der er jo ikke plads”. Han sagde: ”Jo da”, og så blev vi proppet ind oven på hinanden med alle vores kufferter. Der startede eventyret og venskaber for livet. De følgende dage var vi sammen på et lille vandrehjem, hvor vi skulle lære om kulturen og maden, og vi blev døbt med lokale navne: Mit navn blev ”Ama Pomaa”. Ama har jeg heddet i Ghana lige siden.

Det hele var meget nyt og spændende. Alt var anderledes, og vi var alle udfordret på forskellige ting.

Endelig blev vi alle hentet af hver vores Host-familier. Jeg skulle bo på en privatskole, ude i en meget lille landsby. Moderen i familien hentede mig, og vi kørte med lokale busser igennem den kæmpe store by.

Til sidst endte vi ved en grusvej, hvor vi så skulle gå det sidste stykke. Skolen var halvfærdig og meget primitiv. Familien havde 3 børn, og en niece på min alder boende. De havde kun 2 rum. Forældrenes soveværelse og stuen. Jeg skulle dele seng med niecen i stuen, og så sov de tre drenge på gulvet.

Der var intet privatliv. Toilettet var et hul i jorden, og vand skulle vi hente i spande ca. 1 km. væk. Der var heller ikke noget strøm, men familien havde dog en lille generator, som blev tændt hver fredag aften, hvor et kendt tv-show ”Music Music” blev vist i fjernsynet. Det var ugens højdepunkt.

Jeg blev placeret i vuggestuedelen af skolen. Der var ca. 80 børn, under 3 år, i ét rum med betongulve og borde og bænke. Der var utrolig meget larm og meget lidt struktur. Ud over mig var der 2 andre ”madammer” i klassen. Det var overvældende.

Jeg brugte lang tid på at falde til og se tingene an. Det var en kæmpe omvæltning. Alle var søde, og jeg følte mig velkommen, men det var alligevel hårdt.

Efter et par måneder blev jeg ramt af sygdom og måtte indlægges med Malaria. Jeg blev rigtig dårlig, og for første gang fik jeg hjemve. Heldigvis kom jeg mig hurtigt igen. Dengang kunne man kun ringe kort, og sende sms’er hjem til Danmark, når man var et sted med god forbindelse. Kontakten til mit hjem var altså minimal. Min mor blev så bekymret for mig under min sygdom, at hun besluttede at komme ned og besøge mig for bedre at kunne forstå det hele. Det blev hendes første ferie af mange i Ghana. Min far, bror og bedste veninde, Ellen, besøgte mig også i løbet af det første år.

Efter 4 måneder på skolen fik jeg lyst til at prøve noget andet, som i mit hoved ville give mere mening. Sammen med en pige fra Schweiz, flyttede jeg ind hos en lokal organisation, og begyndte at lave sundhedskampagner på skoler, i kirker og små lokalsamfund. Vi oplyste hundredvis af mennesker hver dag om HIV/Aids og Kolera (som der var udbrud af dengang) og tilbød seksualundervisning. Det var helt vildt spændende.

Kojo og mødet med Ben

Siden jeg ankom til Ghana, var jeg i kontakt med et lokalt børnehjem, ”King Jesus”, som jeg besøgte i alle weekender og ferier. I samme periode blev der fundet en lille dreng i junglen, som man først troede, var død. Han overlevede heldigvis og endte på børnehjemmet men i meget dårlig tilstand. Han blev fundet på en mandag, og fik derfor navnet ”Kojo”.

Kojo var meget skadet mentalt og havde intet sprog. Han var ca. 3 år gammel. Jeg fik hjælp af en psykolog i Danmark til at håndtere hans adfærd, og langsomt indledte jeg en meget tæt relation til Kojo.

Børnehjemmet var ikke et godt sted for ham, da der ikke var personale, som kunne varetage den store opgave. Jeg søgte derfor efter et bedre sted til Kojo, igennem mange måneder, men uden held.

Helt tilfældigt og som sendt fra himlen, opdagede jeg, i en anden region, et børnehjem for handicappede børn, ejet af en Hollandsk læge. Det skulle vise sig at være det eneste i hele Ghana. Jeg henvendte mig og tiggede om en plads til Kojo. Først blev jeg afvist. Jeg brød sammen. Der var ikke plads, sagde lægen. Jeg ville ikke give op og henvendte mig igen dagen efter. Hun kiggede længe på mig og sagde endelig: ”Ok” Men det var på den betingelse, at jeg kunne flytte med og oplære et nyt personale i at håndtere Kojos adfærd. Jeg sagde med det samme ”ja”, og få dage efter flyttede jeg ind på hjemmet sammen med Kojo. Der blev ansat et personale til at have Kojo 1:1, og det viste sig, at være Ben, som i dag er min mand. Kojo trives stadig godt på Børnehjemmet. Han er nu ca. 18 år gammel.

Jeg var sammen med Kojo og Ben i 3 måneder, inden jeg måtte rejse hjem til Danmark, som det stod på min flybillet. Det var et meget sørgmodigt farvel – På gensyn – Vi ses forhåbentlig snart igen.

Hjemme igen

Det var fantastisk at vende hjem til venner og familie igen i august 2007. Jeg elskede at fortælle om alle mine oplevelser. Den første tid var jeg lykkelig og nød at være sammen med dem alle igen. Jeg flyttede, som tidligere aftalt, med Ellen til København, og fik hurtigt arbejde i en børnehave. Det skulle være starten på et nyt kapitel, et nyt eventyr. Men jeg længtes efter Ghana, og havde svært ved at vænne mig til den danske kultur igen. Jeg savnede det meget sociale Ghana, varmen, de gode relationer og ikke mindst de meget meningsfyldte projekter, som jeg havde været en del af.

I julen tog jeg tilbage til Ghana på ferie, for at finde ud af hvad jeg skulle. Turen bekræftede mig kun i, at jeg ikke var færdig med livet i Ghana. For at blive rigtig glad igen  måtte jeg tilbage.

Den beslutning var den hidtil sværeste, for nu vidste jeg pludselig ikke, hvornår jeg så ville vende hjem igen. Jeg ville rejse afsted på en enkeltbillet. Det var svært at få fortalt til venner og familie, som jo stadig glædede sig over, at jeg endelig var hjemme igen.

From Heart to Hand blev født

Jeg flyttede hjem til min mor for at spare op til at rejse tilbage til Ghana. Jeg besluttede at rejse 1. dec. 2008. Jeg fik arbejde som personlig hjælper i Brønderslev og fandt lidt ro i, at der var lagt en plan. Alligevel var jeg rastløs og tænkte meget på børnehjemmet og børnene i Ghana. Jeg skrev derfor rundt til alle i mit netværk og inviterede til et møde i min mors køkken. Jeg bad dem hjælpe mig med at samle ind til børnene i Ghana. Meget overraskende kom der ca. 20 gode mennesker til det møde. Inden mødet var omme, havde de foreslået og besluttet, at hvis de var så mange, som ville hjælpe, hvorfor så ikke lave en forening til formålet. Ugen efter var der stiftende generalforsamling og ”From Heart to Hand” blev født.

Det var i august 2008. I løbet af efteråret blev der lavet en masse PR for foreningen. Vi deltog i mange arrangementer i byen, afholdt en udsolgt kirkekoncert og fik hurtigt over 200 betalende medlemmer.

Foreningen var en kæmpe succes. Og med gode folk i bestyrelsen lovede det godt for From Heart to Hands fremtid. Inden jeg skulle rejse til Ghana, foreslog bestyrelsen, at de kunne udsende mig for foreningen og spurgte, hvad det ville koste for mig at bo i Ghana? Jeg regnede på det og kom frem til, at jeg for 700 kr. om måneden, ville kunne klare mig. Det blev vedtaget, og den 1. december 2008 flyttede jeg til Ghana som foreningens udsendte.

Ghana 2008-2017

Jeg rejste denne gang til Ghana med en følelse af varme og stolthed over at kende så mange gode mennesker. Jeg var utroligt rørt og glædede mig over, at så mange mennesker fra Brønderslev ville følge mig og støtte mig i arbejdet for at hjælpe børn i nød i Ghana.

Jeg flyttede ind på King Jesus Børnehjemmet, hvor jeg tidligere havde hjulpet til.

Her boede ca. 100 børn i alle aldre, og der var intet personale. Børnene passede sig selv og hinanden, og levede under meget dårlige forhold. From Heart to Hand sørgede for, at børnene kom i skole, med uniformer, skoletasker, bøger osv. Vi fik de syge til lægen og sørgede for, at alle havde sygesikring. Vi sikrede, at der altid var sæbe, vaskemiddel, tandbørster og tandpasta. Alt sammen noget som de ikke havde været vant til. Vi sørgede for 2 hovedmåltider om dagen, som indeholdt sund og nærende mad.

Det var udfordrende og overvældende, men også livsbekræftende og utroligt givende, at få lov til at hjælpe så mange børn, og samtidig at dele med bestyrelsen og alle vores medlemmer i Brønderslev, hvor stor en forskel deres støtte kunne gøre. Jeg lærte hen af vejen, hvordan jeg bedst muligt fik organiseret og systematiseret hverdagen for alle børnene. De store blev delt op i hold og skiftedes til at lave mad, bade de små, hjælpe med lektier, gøre rent osv.

I løbet af 2009 kom Ben til byen for at gå på universitetet. Han havde, som jeg, interesse for arbejdet på børnehjemmet. Vi blev også mere og mere glade for hinanden, og han flyttede derfor ind hos mig.

Det var en kæmpe hjælp at have ham på børnehjemmet. I samme periode begyndte vi også at få frivillige fra Danmark. Det var skønt med hjælpen, og jeg nød virkelig at kunne sparre og samarbejde med andre ligesindede. Selvom vi gjorde en enorm forskel for børnene, så er det klart, at vi aldrig kunne slå til. Vi havde simpelthen ikke nok hænder til at skabe en optimal hverdag for børnene.

I starten af 2010 blev Ben og jeg gift på rådhuset. Min mor og søster var på besøg, og sammen med Bens forældre fik vi skabt den hyggeligste og mest afslappede bryllupsdag. Ingen på børnehjemmet vidste noget om det, det var vores lille hemmelighed.

Som tiden gik, blev det mere og mere klart, at ejeren af Børnehjemmet ”Pastor Kofi” ikke satte samme pris på vores hjælp, som børnene gjorde. Han ønskede ikke, at børnene skulle have det for godt. Han var enormt korrupt, og det blev tydeligt for os, at der foregik grimme ting bag kulissen. Det var svært for mig at tage beslutningen om at rejse derfra, fordi vi så skulle efterlade alle børnene i den samme elendighed, som vi havde fundet dem. Beslutningen blev heldigvis truffet for mig, da Pastor Kofi indkaldte mig til et møde, hvor han fortalte, at jeg var fyret, fordi jeg ikke overholdt børnehjemmets regler. Hans regler var, at alle midler/donationer, som kom til børnehjemmet, skulle ind på hans kontor, så han kunne fordele dem, som han syntes. Det kunne vi selvfølgelig ikke gå med til, og vi forberedte os på at flytte. Om aftenen informerede Ben og jeg børnene om, hvad der skulle ske, og mange af dem brød helt sammen. Lyset blev slukket i deres øjne, og mange græd foran vores vinduer hele natten.

Det var en af de værste dage i mit liv. Samtidig var det også en befrielse at komme derfra og igen at kunne se fremad.

Ben og jeg flyttede ind i en lille lejlighed i en anden bydel. Vi var fortvivlede, men ønskede fortsat at kæmpe for børnene. Det viste sig, at blive en farlig kamp. Jeg skrev en lang rapport, om de forfærdelige forhold på Børnehjemmet, og afleverede den hos de sociale myndigheder. De måtte da kunne gøre noget! De viste sig at være endnu mere korrupte, og det blev til en lang strid mellem dem og os. De gav også Pastor Kofi en kopi af rapporten. Han fik os derefter anholdt to gange, med løgnagtige beskyldninger om, at vi skulle have stjålet børn fra ham. Den første gang var jeg bange. Jeg frygtede virkelig det korrupte system, som jo også fandtes på politigården. Det var en forfærdelig dag, som heldigvis endte godt, og det lærte os, at det godt kan betale sig, at hyre en god advokat. Vi fik derefter byens dygtigste advokat, Mary, tilknyttet From Heart to Hand, og hun har hjulpet os mange gange siden. Hun støtter os altid i at kæmpe for retfærdigheden.

Vi endte kampen mod King Jesus Børnehjemmet ved i hemmelighed at få 9 børn ud af Børnehjemmet og tilbage i kontakt med deres familier. Det var næsten 10% af børnene. Det var en sejr – for dem og for os!

 

De 9 børn dannede rammen for From Heart to Hands fremtid. Bestyrelsen i Danmark og jeg besluttede nemlig i fællesskab at starte vores eget projekt. Derved ville vi sikre, at hjælpe så mange så muligt og undgå alle former for korruption. I stedet for et børnehjem, startede vi et hjælpecenter, med det formål at forebygge at børn i nød ender på børnehjem.

Vi blev registreret til formålet i 2010 og åbnede hjælpecenteret i et stort lejet hus. Det var en fantastisk følelse at skabe projektet fra bunden og give de 9 børn fra King Jesus en ny chance i livet. Bestyrelsen i Danmark skiftede også kurs og forsøgte nu at finde faddere, som ville støtte børnenes skolegang og andre udgifter. Børne-antallet voksede hurtigt, og inden året var omme, hjalp vi over 60 børn og deres familier. Ben og jeg var lykkelige, og var virkelig gode til at udvikle og udrette ting sammen. I alle årene har vi formået at arbejde tæt sammen hver eneste dag, og altid med et fantastisk resultat.

Vi boede selv på ét værelse på centeret. Derudover var der plads til 8 beboere og 4 frivillige. Der blev hurtigt fyldt op. Vi fik teenagemødre ind, alvorligt syge og underernærede børn osv. Det var enormt spændende at følge familierne, dele vores hverdag med dem og gøre dem stærke nok, til igen at kunne stå på egne ben. Vi fik masser af gode frivillige fra Danmark, som kom i kortere eller længere perioder, for at hjælpe os.

I februar 2013 fik vi vores søn Alfred. Det endte i et akut kejsersnit, som heldigvis gik rigtig fint. Jeg havde de bedste læger omkring mig og følte mig tryg og glad. Alfred var det mildeste lille væsen. Han var utrolig nem, og var fra starten af en fast del af vores hjælpecenter, og var altid med os på arbejde. Han fik massere af ”søskende” og havde altid nogen at lege med.

Da Alfred var ca. 1 år gammel, fik vi et akut tilfælde ind. Det var Nana Yaw på 10 måneder, som var alvorligt i fare for at dø af underernæring. Han vejede kun 3 kg. Vi valgte at tage Nana Yaw i pleje, og han flyttede ind på vores værelse. Alfred sov alligevel i ”revnen”, så Nana Yaw fik Alfreds vugge. Han skulle have specialkost hver anden time, både dag og nat. Det var hårdt arbejde, men vi fik heldigvis god hjælp fra frivillige og de andre voksne i huset. Han var ofte syg og måtte indlægges. Det var en hård tid. Heldigvis tog han på, som han skulle, og det var en kæmpe lettelse, da han kom på normalvægt og kunne begynde at spise normal mad. Han bor i dag stadig på vores hjælpecenter, nu er han snart 9 år, og stor og stærk.

De gode historier er mange, og det var også derfor, vi kunne klare de hårde arbejdsvilkår og mange timers arbejde. Når alvorlige situationer opstod, var det hårdt og uoverskueligt, men der var altid en god grund til at kæmpe videre. Nogle gange endte det ikke, som vi havde håbet. Vi har mistet en del børn og forældre, og det har været enormt hårdt. Man vænner sig aldrig til at se mennesker, og specielt børn, lide. Det rammer mig lige hårdt hver gang, men når man har andre at kæmpe videre for, så er det på en måde nemmere at komme ovenpå igen.

Vi arbejdede tæt sammen med overlægen på et stort børnehospital, hvor jeg også i en lang periode tilbød rådgivning til gravide teenagere. Det var en spændende og utrolig meningsfuld tid.

I 2014 fik vi en stor donation, så vi kunne udleve drømmen om at bygge vores eget hjælpecenter. Vi fandt en perfekt stor byggegrund lidt udenfor byen. Her byggede vi med lokale materialer og i en stil, som skulle indbyde til hjemlig og rummelig hygge, familier og personale imellem. I maj 2016 flyttede vi ind. Familierne elskede stedet og fandt, ligesom os, hurtigt ro i den skønne have og det åbne køkken.

Vores hjælpecenter

 Jeg var blevet gravid igen, og i december 2016 fik vi Wilma. Min mor var med denne gang, det var fantastisk for mig. Jeg fik igen kejsersnit, og min mor fik lov at være indlagt sammen med mig efterfølgende.

Hun blev julen over og forkælede alle børnene på centeret med gaver og godter.

Vores søn Alfred gik i den bedste børnehave, vi kunne finde. Institutioner og skoler er meget anderledes i Ghana og ofte af meget dårlig kvalitet. Vi havde i lang tid været glade for Alfreds børnehave, men som tiden gik, blev vi klar over, at den ikke levede op til de standarder, som vi fandt rimelige. Vi tog ham derfor ud af børnehaven og var i tvivl om, hvad han så skulle.

Det, at få vores egne børn, havde i det hele taget åbnet op for mange nye spørgsmål og tanker. Var vores levemåde i Ghana det rigtige for vores børn? Da problemstillingen, med manglende institutionsplads og kommende skoleplads, opstod, så Ben og jeg hinanden alvorligt i øjnene og satte for første gang ord på, hvilke muligheder Danmark ville kunne tilbyde vores børn i forhold til Ghana. Vi tog derfor beslutningen om, at vi ikke længere ville gå på kompromis med deres velfærd. Vi valgte at flytte tilbage til Danmark for børnenes skyld.

Vi undersøgte reglerne for familiesammenføring for Ben. Det viste sig, at det dengang ikke var muligt at søge, da vi blev ramt af ”tilknytningskravet”. Vi havde som familie større tilknytning til Ghana end Danmark.

Vi besluttede alligevel, at jeg skulle flytte hjem til Danmark med børnene, og at Ben så ville rejse frem og tilbage på turistvisum. På den måde kunne han også forblive en del af Hjælpecenteret i Ghana og oplære nyt personale. Det var en svær beslutning, for selvfølgelig ønskede vi inderst inde at være sammen.

Vi flyttede i november 2017 hjem til Brønderslev. Jeg var heldig at få arbejde i Børnehaven Kornumgaard med det samme, hvor jeg har været lige siden. Børnene startede i dagpleje og børnehave og faldt med det samme rigtig godt til. Det var en kæmpe omvæltning for os, men igen at være omgivet af familien og gode venner var en gave.

I sommeren 2018 var vi heldige, at ”tilknytningskravet” blev afskaffet, og vi kunne søge om familiesammenføring for Ben. Det var en lang og meget hård proces. Vi ventede på svar i over et år, og imens måtte Ben ikke arbejde og havde ingen rettigheder i Danmark. Det var utroligt hårdt for ham og for os som familie. Heldigvis fik vi positivt svar, og vores lille familie er nu samlet igen.

Hjælpecenteret i Ghana kører, som det altid har gjort, men nu med lokalt personale, som varetager vores arbejdsopgaver. Vi er nu i stedet en stor del af foreningen her i Danmark, hvor jeg er blevet formand.

Vi har kontakt med hjælpecenteret hver eneste dag, og har altid en finger på pulsen med, hvad der sker. Det er vigtigt for os at bevare en tæt kontakt. Vi savner det hver eneste dag, men i disse år vil det være vores egne børn, som har vores største fokus.

Jeg er utroligt taknemlig for den enorme støtte og tillid, som vi altid har mødt lokalt i Brønderslev.

Uden faddere, sponsorer og gode frivillige fra byen, var Hjælpecenteret aldrig blevet til.

Brønderslev Idrætsforening

 Gl. Agdrupvej 17-23 |  9700 Brønderslev 

Historie – Kortfattet historisk tilbageblik

BRØNDERSLEV IDRÆTSFORENING 1897 – 2020

Fra Cricket til Fodbold, Håndbold, Bordtennis og Atletik

Fra Cricket til fodbold.

I 1891 tog Skomagermester Wittorff initiativet til dyrkning af cricketspillet. Det skete inden for den gamle Afholdsforening, og blev til den egentlige indledning til al sportsudøvelse i Brønderslev. Det var kun medlemmer af Afholdsforeningen, der dyrkede spillet. I 1897 dannede nogle af byens lærlinge en selvstændig Cricketklub. Generalforsamlingen blev holdt på Dyrskuepladsen under åben himmel. Med oprettelsen af Cricketklubben blev den egentlige grundsten lagt til Brønderslev Idrætsforening.

 Fodboldklubben

I 1903 blev Fodboldklubben stiftet, og året efter blev de 2 foreninger lagt sammen. Sammenslutningen, der skete i 1904, blev foretaget på en generalforsamling, der holdtes på Konditoriet i Vestergade, og den nye forening fik navnet Brønderslev Idrætsforening – det navn, hvorunder den har arbejdet sig frem til dens position i dag.

 Primitive forhold

I de første år prægedes fodboldspillet af en vis primitivitet i alle forhold. Man benyttede Markedspladsen til såvel træning som kamp, men velegnet som fodboldbane var den langtfra, hullet og ujævn som den var. At kreaturernes talrige kvitteringer for god behandling også i nogen grad var en gene for spillet, kan enhver sikkert forstå. Der fandtes ikke omklædningsrum de første år, og senere blev der opført et beskedent træskur – og der blev oprettet en banefond med det formål at skaffe penge til bedre forhold.

Alternative indtægtskilder

BI har altid måttet finde alternative indtægtskilder. Kontingenter og entreer er ikke nok til at drive en idrætsforening i stadig vækst.

Et af alternativerne var i 1928 udlejning af stadion. Ikke til markedsplads, campingplads eller parkeringsplads, men til græsgang. Stadion lå stadigvæk uden for byen.

45års fødselsdag

I 1942 – på BIs 45års fødselsdag – blev der i samarbejde med Tennisklubben afholdt en 3-dages bazar på Phønix. Der var mødt flere Gratulanter, som sammen med udvalgene blev budt på en forfriskning, og der udtaltes de sædvanlige gode ønsker for fremtiden. Bazaren gav kr. 5.200. Idrætsfesten der samme år blev udvidet til nu at vare en hel uge, satte ny rekord både hvad besøg og overskud angår, idet dette androg 3.913 kr. og 82 øre.

Håndbold i 1941

Ved et medlemsmøde på Hotel Phønix i 1941 foreslog Osvald Bregnhøj at optage Håndboldspillet på BIs program, og man forsøgte at spille i Hotellets sal. Det gik udmærket, og lysten var stor. Senere flyttede man ned i Gymnastiksalen, der var bedre egnet. Fodboldspillerne havde i første omgang brugt håndboldspillet som fortræning. I årene 1943-1944 blev der spillet udendørs håndbold, som foregik på stadion.

Bordtennis i 1946

Bordtennisspillet blev egentlig påbegyndt i vinteren 1944 i forlystelsesudvalget, og da der viste stor interesse for spillet, blev der på generalforsamlingen den 25. januar 1946 nedsat et udvalg for bordtennis. I 1947 skrev man: Der er al mulig grund til at tro, at dette nye skud på stammen vil vise sig at være levedygtigt, og det vil navnlig få sin betydning den dag, BI får lokaleforholdene på stadion bragt i orden.

Atletik i 1947

En idrætsgren der aldrig for alvor har etableret sig i Brønderslev. Da Stadion i Nørregade var udbygget med løbe-, kaste- og springbaner oprettede BI en atletikafdeling i 1947. Sammen med Sportsugen i 1948 fandt den officielle indvielse sted, men interessen for atletik ebbede snart ud, og først i 1963 skete der noget igen, hvorefter der var godt gang i aktiviteterne indtil først i 70’erne.

 Stadion i Nørregade

Efter at Byrådet havde flyttet Markederne ind til byen, tog planerne om køb af en ny sportsplads en afgørende vending. I 1921 købte BI det areal, hvor den gamle sportsplads ved Nørregade lå. Prisen var kr. 19.000.

I de første år på det gamle stadion havde spillerne kummerlige forhold, da omklædning foregik i ”det gule hus” – et skur i ordets værste forstand var forsynet med en knagerække og ikke meget andet. Der var ikke vand indlagt.

I sommeren 1934 blev Stadionhuset bygget. Huset kostede kr. 15.000, og fungerede de første mange år som klubhus. Stadion blev udbygget i 1946, da politikerne mente det var på tide, at BI fik en håndsrækning fra byen,

efter selv at have skaffet midler til det første stadion. Hvad der i 1935 var tidssvarende – ja endog et stort fremskridt – var i 1960 blevet alt for småt.

BI-Centeret

Årene gik, og pladsen blev atter for trang – og den 25. oktober 1973 trådte Anker Jensen det første spadestik i forbindelse med BI’s opførelse af BI-Centeret.

Budgettet for byggeriet var ca. 6 mio. kr., men de samlede udgifter endte med at blive ca. 7 mio. kr.

Midt i byggeperioden kom der et anlægsstop. Borgmesteren havde ellers udtrykt velvillighed for yderligere tilskud, men desværre kom der ikke en udvidelse af investeringsrammen.

Brønderslev Kommune ydede kr. 2,5 mio. i tilskud.

 Indvielse

Medio januar 1976 tog fodboldspillerne den første del af det nye 27 tdr. land store anlæg i brug – den officielle indvielse fandt sted den 22. maj 1976.

Lilleput B2-holdet under kyndig ledelse af træner Per Andreasen blev det første hold til at spille en turneringskamp på BI-Centeret. Det originale holdkort fra dengang kan ses blandt klenodierne.

Det blev til mange festligheder i forbindelse med indvielsen.

Tidssvarende rammer & økonomiske udfordringer

Med udflytningen til Agdrupvej havde BI fået tidssvarende og velfungerende rammer, men også økonomiske udfordringer.

I 1978 blev der ført forhandlinger med kommunen om, at ovetage hele BI-Centeret, værdisat til kr. 9 mio. I realiteten var det den kommende Idrætshøjskole der spøgte, som en mulig arvtager til BI-Centeret. Der blev ført mange og lange forhandlinger om at afhænde BI-Centeret, som dog endte med, at BI i sidste ende beholdt BI-Centeret.

Det lykkedes Hovedbestyrelsen (HB) af indfri gælden på kr. 565.000 – HB iværksatte bl.a. en indsamling blandt BIs medlemmer som resulterede i kr. 250.000. De sidste kr. 315.000 blev skaffet via et 10-årigt rentefrit kommunalt lån.

Herefter gik det bedre med økonomien og 1980 regnskabet viste et overskud stort kr. 40.000.

I slutningen af 80erne kom der igen fokus på økonomien, da håndboldafdelingen store sportslige succes på minussiden resulterede i en større gældspost. Der blev i den anledning tegnet borgerlån for kr. 742.000 og med hjælp fra BI’s Venner og de sportslige afdelinger blev gælden indfriet.

Vendepunkt

I 1994 skete der for alvor et vendepunkt – det ordinære resultatet viste et plus på kr. 133.000 og en positiv udvikling var igangsat.

Eliteidrættens fremme

I midten af 80-erne vedtog Folketinget loven om eliteidrættens fremme, og BI lagde billet ind på at blive hjemsted for et såkaldt ”Dantop-Center”. Der blev satset på, at BI-Håndbold ville rykke i 2. division – og et samarbejde med golfklubben, JSI-volleyball og basketballklubben BBK-70 skulle overbevise Team Danmark.

 Brønderslev som sportsligt mekka

Drømmescenariet dengang: ”Brønderslev som Sportsligt Mekka med alt inden for kort afstand”. Sådan gik det som bekendt ikke, men efter lange og seje forhandlinger lykkedes det at etablere et Team Danmark regionalcenter for bordtennis. Det lå i beslutningen fra dengang, at også andre end Team DK-medlemmer skulle kunne bruge overnatningsmulighederne.

Team Danmark slog sig i perioden ned mange steder, men der er langt fra København til Brønderslev, og de sjællandske idrætsfolk var ikke nemme at lokke til Nordjylland, og regionscenteret sygnede hurtigt hen som sådant.

Til gengæld medførte de fremragende forhold for bordtennisafdelingen, at BI etablerede den måske mest professionelt fungerende bordtennisafdeling i landet – og med fornemme sportslige resultater til følge.

I et godt samarbejde med Brønderslev Kommune lykkedes det at få økonomien på plads.

40 dejlige år på BI-Centeret

BI-Centeret fyldte 40 år i maj 2016, og årene har sat sit synlige præg flere steder på BI-Centeret. Efteråret 2015 blev rapporten ”Bygningssættet BI-Centeret” udarbejdet. Svend Andersen gennemgik alle dele af bygningssættet, og rapporten pegede på flere områder som krævede snarlig udbedring. Udover mange års problemer med opstigende grundvand var ventilationsanlægget defekt, og der dryssede Rockwool fibre fra loftsbeklædningen i cafeen. I løbet af 2017 blev problemerne med opstigende grundvand løst, og et nyt ventilationsanlæg for kælderen og bordtennislokalerne blev installeret – med tkr. 750 i støtte fra Brønderslev Kommunes Anlægspulje og egenbetaling. SE Nyfors har støttet BI med tkr. 250 til ny LED-belysning og ekstra isolering på lofter. I skrivende stund er der netop sat gang i udskiftning af loftsbeklædningen i Cafeen – med støtte fra Spar Nord Fonden på tkr. 100. I foråret 2018 vil der stå en ny legeplads klar til de mange børn som dagligt færdes på BI-Centeret. Ø. Brønderslev Sparekasse fond har doneret tkr. 40 til legepladsen.

Bevarelse af tidssvarende rammer og økonomiske udfordringer har måske kendetegnet mange af opgaverne for foreningens ledere, men det sportslige og det sociale sammenhold har alle dage overstrålet udfordringerne, og derfor er det bl.a. lykkedes at etablere en fantastisk kunstgræsbane.

Kasserer Verner Larsen udtalte i 1947: ”Finanserne er efterhånden ved at blive foreningens vigtigste anliggende”.

Mange er de næver som er friske på daglige vedligeholdelses gøremål på BI-Centeret – og opgaver omkring Brønderslev Marked, Bingo etc., utallige er de trænere og ledere som sikrer medlemmerne fantastiske oplevelser udi sportslige og sociale sammenhænge og tilsammen er vi fantastiske.

Økonomisk støtte

Brønderslev Kommune, Rigmor Nielsens Fond, Krista og Hans Risagers Fond, SparNord Fonden, Sparekassen Vendsyssels Fond, Ø. Brønderslev Sparekasses Fond har alle bidraget med tildeling af donationer, hvilket vi er dybt taknemmelige for. Førstnævnte – Brønderslev Kommune – er BI afhængige af, og stor ros til vores kommune for vilje til støtte.

Tak til sponsorer og medier- og tak til alle som støtter BI i dagligdagen.

Nedskæringerne i Brønderslev Ordningen har været markante gennem snart mange år, men især reduktionen på lokaletilskud som trådte i kraft i 2017 har gjort ondt – og vil gøre det i kommende år.

Sportslig succes vs. promovering af Brønderslev

Sportslig succes er baseret på tidssvarende faciliteter, og I Brønderslev kan vi bl.a. se det gennem Bordtennis- og Håndboldafdelingernes resultater i toppen af dansk idræt. I fodboldafdelingen har den nye Kunstgræsbane sin store betydning, og der præsteres flotte resultater – især i ungdomsafdelingen. At Brønderslev Hallerne er blevet moderniseret kan Floorball sporten profitere af i disse år – og med fælles interesse skal vi søge at stræbe efter tidssvarende faciliteter for vore medlemmer – unge som ældre.

TIL DEM,

-der gennem de 123 år har kæmpet for Brønderslev Idrætsforening, med skiftende held, men altid med Ærens fane forrest.

TIL DEM,

-der ikke var aktive sportslig set, men aktive i arbejdet for klubben, altid rede med en håndsrækning her og der – også af økonomisk art – til gavn for BIs fremtid og vækst.

TIL DEM,

-der har været BIs modtandere på idrætspladserne, alle inden- og udenlandske sportskammerater, alle, som vore idrætsmænd har gæstet eller haft på besøg.

 TIL ALLE,

BIs medlemmer er historien fortalt med tak for god indsats gennem de mange år i håbet om en rolig og sund udvikling i fremtiden.

(de sidste linier skrevet som forord til BI gennem 50 år i 1947)

Kim Glad Andersen

Formænd gennem 123 år:

Brønderslev Idrætsforening har kun haft 27 formænd i sine 123 år (1897-2020)

1. Farver P. Christensen (1897-1904; 1906-12)
2. Typograf Olsen (1904-05)
3. G. Nellemann (1905)
4. N.P. Jensen (1905)
5. Hans Pedersen (1912-14)
6. Carl Henriksen (1914)
7. Valdemar Nielsen (1916-17)
8. Konrad Andersen (1917)
9. Harald Jørgen Nielsen (1917-19; 1923-24)
10. Ejnar Bertelsen (1919-22)
11. Otto Eriksen (1922)
12. Vilhelm Paulsen (1924-25; 1929-42)
13. Chr. Bast (1925-26)
14. Anker Jensen (1926-29)
15. J. Haumann (1942-44)
16. Chr. R. Knudsen (1944-52)
17. Elis Flyvbjerg (1952-59)
18. Carl Georg Bast (1959-66)
19. Mads Axel Nielsen (1966-68)
20. Børge Mørkholt (1968-78)
21. Jeppe Bisgaard (1978-79)
22. Uffe Sørensen (1979-86)
23. Svend Andersen (1986-87)
24. Erik Møller Nielsen (1987-91)
25. Gunnar Engelund (1991-92)
26. Søren Krog Jensen (1992-2008)
27. Kim Glad Andersen 2008-

Æresmedlemmer:

1. 1917 Peter Christensen
2. 1937 Carl Henriksen
3. 1942 Vilhelm Poulsen
4. 1947 Konrad Andersen
5. 1947 Chr. Bast
6. 1963 Anker Hedegaard
7. 1967 Kaj Sanvig
8. 1967 Anker Jensen
9. 1972 Peter Pedersen
10. 1972 Carl Georg Bast
11. 1976 Knud R Knudsen
12. 1981 Stinne Jensen
13. 1981 Børge Mørkholt
14. 1981 Mads Axel Nielsen
15. 1981 Søren Ørum
16. 1992 Otto Bach Larsen
17. 1992 Gunnar Sørensen
18. 1992 Leo Sørensen
19. 1992 Otto Jepsen
20. 1992 Børge Hjorth Jensen
21. 1994 Gunnar Engelund
22. 1997 Finn Andreasen
23. 1997 Kaj Nørkjær
24. 2003 Kaj Andersen
25. 2004 Asger Olsbæk
26. 2008 Frede Aagaard
27. 2009 Søren Krog Jensen
28. 2010 Søren Ø. Christensen
29. 2011 Hugo Sørensen
30. 2013 HC Poulsen
31. 2016 Per Bjarne Jensen
32. 2021 Kaj Ove Bendixen