Herunder en række fine billeder modtaget fra Marie og Peter Jensens Ole . . De boede på en lille ejendom overfor gårdejer Ulrik Jørgensen, på Bådstedhedevej 206,  Vrensted. Peter Jensen kørt en overgang en mælketur til mejeriet fra ejendommene på Bådstedhede. Der er desuden modtaget billeder fra andre med tilknytning til Bådstedhede.

Bådstedhedevej 155                                                                                                                                                                                                                                                                                  Her havde Lis Sloth og hendes handicappede mand Svend Sloth en lille ejendom. De havde investeret i en lille varevogn hvopå de fik bygget en lukket kasse, hvori de kunne lægge frossen is, så de kunne køre rundt og sælge fisk som opbevaredes køligt. Fra Løkken strand/mole hentede de så fiskene,  som de kørte rundt og solgte i Vrensted by og oplandet  samt nabobyerne

Herluf Nielsen trækker sin ko på græs

November 2019- jens otto madsen

Kilde: VT 1969

80 år (i 1969) og er stadig aktiv i sin købmandsforretning, men forretningen lukkede dec.1971.

Købmand Carl Larsen, Vrensted østre hede, fylder fredag 80 og hans hustru fylder i dag 75 år.

For mange mennesker er drømmen om en pensionisttilværelse det drivhjul, der holder det hele igang i et langt, arbejdsomt liv.

Ikke alle har det på den måde. slet ikke købmand Carl Larsen, Vrensted, østre hede, som på fredag fylder 80 år. Han er stadig aktiv, og hans eneste medhjælp i forretningen er hustruen, Asta Larsen, som i dag fylder 75 år. Heller ikke hun kunne tænke sig at bytte tilværelsen med de mange daglige pligter og travlheden i forretningen med pensionistens tilværelse med megen tid til alle mulige gøremål.

Vi startede forretningen i 1923 ude på det, man kalder Vrensted østre hede, siger Carl Larsen. Ligesom i dag bestod området af en klynge landbrugsejendomme. Da vi startede var et generationsskifte i gang paa ejendommene. Nu er et nyt generationsskifte i gang, hvis da ellers børnene ønsker at overtage ejendommene eller det er muligt at sælge dem. Mange af ejendommene i området drives i dag af folk, som er nogle aar inde i pensionistalderen.

Vi flyttede til Vrenstedegnen fra Hjørring, hvor jeg havde lært i kolonial branchen og senere arbejdet som lagerforvalter hos en grosserer i en del aar, inden der blev raad til at købe selvstændig købmandsforretning.

Vejen et hjulspor

Udviklingen i de mellemliggende år har været helt fantastisk. Brønderslev-Løkkenvejen var stort set kun et hjulspor, som gik forbi forretningen. Det var ikke hver dag. der passerede folk forbi. Senere blev vejen gruslagt og endelig asfalteret. Samtidig begyndte specielt sommergesterne at komme. I de varme sommertider kunne det ske, at folk ligefrem stod i kø ved forretningen for at købe læskedrikke. Det var folk, som paa deres cykel var på vej fra Brønderslev til Løkken for at tilbringe en dag eller to som strandliggere.

I dag er trafikken til havet endnu kraftigere, men samtidig motoriseret. Nu gaar det stærkt forbi, og kun de færreste lægger mærke til forretningen. Det sker dog stadig at et par unge mennesker tager turen til havet paa cykel, og det falder dem egentlig så naturligt at standse op ved forretningen for at købe en sodavand. Vi bor også omtrent midtvejs mellem Brønderslev og Løkken.

Vi bor i et område, som kun har forandret sig ganske lidt. Nogle er flyttet og andre er kommet til, men det er klart, at vi gennem forretningen faar et meget nøje kendskab til de mennesker, der bor omkring os.

Ejendomme nedlægges

Desværre ser det ud til, at en del af de ejendomme, der ligger her omkring, bliver nedlagt som landbrugsejendomme. Det er mærkeligt at se den forskellige udvikling, som sker i to saa nære områder, som Vrensted østre hede og Vrensted enge. I Vrensted enge er et generationsskifte omtrent tilendebragt, og der er i de senere aar kommet en masse nye mennesker, mens området lige omkring hovedlandevejen ingen udvikling eller næsten ingen har haft.

Ogsaa i forretningen har vi mærket udviklingen. Da vi startede, vejede vi grøn sæbe og margarine af fra store tønder. I dag kommer det hele færdigpakket, og vi har næsten ikke brug for en vægt i forretningen. Prisudviklingen har samtidig været fantastisk. Det er ikke saa mange aar siden, at tre pægle snaps kostede 21 øre.

Tidligere blev forretningen drevet med en grovvare afdeling, men efterhånden som vi er blevet ældre, er grovvare afdelingen forsvundet. Forretningen er i dag en ganske almindelig blandet landhandel med kolonial og isenkram. Naar engang vi falder fra, bliver det formentlig svært at faa andre til at overtage forretningen. Der er fire-fem kilometer til de nærmeste forretninger, saa der er absolut et behov for en fortsat drift af forretningen. Nu bliver vi foreløbig ved saa længe vore ben kan blive ved med at bære os.

Den daglige kontakt med områadets beboere har betydet, at vi helt naturligt sørger for rutebilernes ekspedition, sørger for at sende pakker med, tager imod medicin og lægger penge ud. Det er alt sammen noget, som vi finder naturligt, men som vist ikke kan indpasses i en moderne, rationel købmands bedrift. Det er det, som i dag er den lille landkøbmands styrke, og derfor fortsætter vi det bedste, vi har lært, siger Carl Larsen.

 Købmandsforretning lukker og slukker på Øster Hede, Vrensted, december 1971.

Kilde: VT dec. 1971

Siden 1923 har Carl Larsen og hustru haft købmandsforretning på Vrensted østre hede, men nu er dette led i landsbysamfundet ude af billedet, for Carl Larsen, der er 81 aar, mener, at det er tid at gå på pension. Da det ikke er muligt at sælge selv en gammel, stabil købmandsforretning i dag, har købmandsparret holdt udsalg, bl. a. ved at sælge massevis af lykkepakker, hvorefter de lukkede butikken.

Nogle poser med buddingpulver,enkelte flasker kulør, bagepulver og andre småting står tilbage og råber til hinanden åa de ellers så velassorterede hylder, og i bagbutikken hænger det gamle petroleumsapparat med håndpumpe og vidner om en tid, som var engang.

Nøglen til købmandsforretningen er drejet om i handelsmæssig forstand..

oktober 2019- jens otto madsen

Vrensted-familie vil slå sig ned ved Fredens Flod i Canada i 1980.

Kilde VT juni 1980

Tømrer Aage Vestergaard, Knudsgaard, Vrensted, og hans hustru, Lis, er på vej til Fredens Flod i Canada. Peace River ligger 4500 km fra Montreal, og her vil Vrensted-boerne slå sig ned måske for livstid, måske kun for fem år.

Det er en gammel drøm, der hermed opfyldes for Aage Vestergaard. Lis er mere betænkelig og vil garanteret hjem på besøg efter senest to år, men med til Canada ville hun dog.

– Vore to børn, Gitte på 18 og Ole på 16 år, har været i Canada tidligere og rejste derover igen for en måned siden. De vil bo og virke der, fordi der er nok af arbejde at finde. Så det er for børnenes skyld,at jeg indvilgede i at tage med, fortæller hun.

For Aage er det simpelt hen lykken at komme til Peace River, hvor laksen springer, og pelsdyr og vildt bare går og venter på at blive fanget.

– Vi har fået tilbudt at bo hos min kones onkel Ted. Han udvandrede for 61 år siden og har en stor, men primitiv farm nær floden. Han er sponsor for os, sådan at forstå, at han garanterer for os. Ellers kunne vi simpelt hen ikke få arbejde derovre, fortæller han. Nu kan vi blive, så længe vi ønsker, og det bliver mindst fem år. Jeg er lovet arbejde som tømrer, men vil først i gang med at bygge et hus til os. Børnene er i arbejde. Ole er på en farm, og Gitte ved vi ikke hvad laver, udover at hun har arbejde. .

Min lillebror Per rejste til Canada for tre år siden. Han er nu formand på en vognfabrik, og ham besøger vi på køreturen fra Montreal, hvor vi køber en bil til at transportere os de 4500 km til Peace River. Onklen, vi skal bo hos, ernærede sig fra 18 års alderen som pelsjæger, indtil han for nogle år siden etablerede sig som farmer. Men trods det, at jeg nu får min drøm opfyldt, er det alligevel med nogen spænding, vi rejser til det fremmede, siger Aage Vestergård.

Hans kone tilføjer: – Ja, jeg har unægtelig uro i maven. Også fordi jeg skal sige farvel til vores tre væddeløbsheste, som nu sættes på stald på Arhus Væddeløbsbane, mens vores hund bliver her på Knudsgaard. Det er også svært at sige farvel til familien, men for mig bliver det et goddag igen, når jeg kommer på ferie senest om to år, understreger hun.

Familien Vestergaard har boet på og ejet Knudsgaard i Vrensted i ti år. Jorden er solgt fra, men tilbage står det meget store stuehus og udbygningerne. Stuehuset er lejet ud til tre familier, og udbygningerne bruges som opbevaringssted for familiens møbler, for de må kun have 64 kg med i flyet.

– Men gården hviler i sig selv. Der er en lejeindtægt på 70.000 kr., og med den kan skatter og afdrag klares, og i Canada skal vi højst betale 15 pct. af indtægten i skat. Så det skal nok gå altsammen, mener Aage Vestergaard. Og de er enige om, at skal det være, skal det være nu.

Og sådan blev det.

=========================================================
Efter lidt mere end to år indløb denne sørgelige meddelelse fra Canada.

Vendelbo død i Canada

den17. December 1982

Kilde: VT 1982

Til familien er indløbet meddelelse om, at tidligere tømrer i Vrensted, Aage Westergaard, er død ved en trafikulykke i Peace River, Canada. De nærmere omstændigheder ved ulykken er ikke helt klarlagt, men så vidt det er oplyst, skulle Aage Westergaard i forbindelse med truckkørsel på en bro være blevet påkørt af en lastvogn

Da Aage Westergaard, der var 47 år, og hans hustru Lis stod foran afrejsen til Canada for ca. tre år siden, bragte Vendsyssel Tidende et interview, hvor han fortalte om de visioner, han og hustruen havde med henblik på at skabe sig en ny tilværelse i Canada. Her havde Lis Westergaard, der er en datter af Elna og Harald Mørk, Vrensted, en onkel, som de kunne bo hos, mens de så sig om efter passende beskæftigelse.

De var hjemme på besøg i sommer og udtrykte tilfredshed med tilværelsen i det fremmede. Aage Westergaard var beskæftiget indenfor brobygning, mens hans hustru arbejdede med forskelligt forefaldende arbejde.

Aage Westergaard var født i Tolstrup, men boede mange år i Vrensted, hvor han købte »Knudsgaard« og her indrettede tømrerværksted. Han beholdt ejendommen efter afrejsen til Canada, for, som han sagde, »vi vil holde en dør åben hjem til, hvis vi ikke føler os til rette i Peaca River«. Han var en flink, venlig og munter mand, reel og tjenstvillig, og han og hustruen havde en stor vennekreds.

Aage Westergaard efterlader sig hustruen Lis, sønnen Ole, der er 19, og datteren Gitte, der er 20 år. Børnene har begge fundet beskæftigelse i Canada.

===============================

Lis Westergaard blev boende i Canada. Sønnen Ole er gift med en Canadisk pige, hvorimod datteren Gitte senere er taget tilbage til Danmark og er gift og bosiddende i Sønderjylland.

Lis blev boende i Canada og har fået opført et dejligt parcelhus, hvor hun er glad for at bo og som den sportspige hun altid har været, nu er inkarneret golfspiller. Hun har desuden i sommerperioden kørt rundt med sin store campinvogn hægtet på en stor bil og set meget af Canada.

I perioden efter Aage død i 1982 har Lis været i Danmark mange gange og for ca. 4 år siden købte hun et dejligt hus i Vrensted by på Stationsvej, som hun har stor glæde af. Hun har stadig en stor vennekreds i Vrensted og sine søskende i Vendsyssel. Når hun er hjemme er hun som regel her i en periode på ca. tre måneder.

November 2019 –  jens otto madsen

 

Søren Chr Jensen Spændende læsning. Desværre også med tragedie. Kan du forklare mig, hvorfor rigtig mange fra Vrensted udvandrede til Nordamerika, langt flere end folk fra Thise. Her var der stort ingen udvandring.

Levnedsbeskrivelse med bilag og billeder 

Jeg er “gammel Vrensted dreng” og vil her fortæller om min barndom og opvækst i Vrensted i den gamle ”Vrensted Byskole ” i 1950erne og 60erne, med tilbageblik om, hvordan livet var i denne periode, i et lille landsbysamfund, samt hvad der senere er sket i livet.

Indhold: fortælling August 2013.

Tilegnet vores børn og børnebørn

Mine erindringer:

lærer Madsens – Jens Otto

 

Jeg, Jens Otto, blev født den 10.06.1946 i Den gamle Vrensted Byskole

blev gift den 14.11.1970 med Else Marie Haugaard, født den 12.11.1947, på gården Ny Boller i Taars, og er uddannet som socialpædagog.

Vores børn er:

Mette Haugaard Madsen, født den 10.01.1972 på Sygehus Nord i Aalborg (opvokset i Vodskov og Brønderslev)

Trine Haugaard Madsen, født den 31.03.1975 på Sygehus Nord i Aalborg (opvokset i Vodskov og Brønderslev)

Mine forældre: Ida og Elith Madsen,

Min mor: Ida Marie Madsen, født Larsen 18.02.1916 –  på gården Vester Aagaard,  Vesterå, Serritslev, Uddannet som kontorassistent i Brønderslev. Hun tog handelsskoleeksamen i Brønderslev. Min mor blev hjemmegående ved sit giftemål med min far den 30.12.1940.

Min mor døde: 07.10.1986 kun 70 år gammel.

Min far: Elith Madsen, født 05.08.1913 – opvokset i Try ved Thorshøj v/ Østervraa. Tog præliminæreksamen fra Øster Vraa Realskole. Uddannet som lærer fra Nr. Nissum seminarium i juli 1935. Min far havde forskellige vikariater ved skoler i Vendsyssel inden han fik sit første faste embede som enelærer ved Ø. Hjermitslev Engskole (ude i Vildmosen) syd for Øster Hjermitslev, med start den 4/11-1937. I den periode mødte han vores mor på bogbinder kursus i Brønderslev.

Far blev ansat som førstelærer ved Vrensted Byskole den 01.08.1944 – iflg. kaldsbrev (ansættelsesbrev) fremsendt fra Hjørring Amt. Ved den nybyggede – Vrensted skole´s start – den 01.08.1959, blev far udnævnt til skoleinspektør.

Min far døde: 29.01.1974 kun 60 år gammel.

Herunder en fin sang skrevet af min søster Bente til min mor og farˋs sølvbryllup den 30.12.1965.

Min mors mor – bedstedmor: Laura Marie Larsen, født 08.02.1886. Hendes forældre havde et husmandssted (lille ejendom) i Klæstrup v/Jerslev

Min mors far – bedstefar: Vilhelm Larsen, født den 29.10.1883. Han var gårdejer på Vesteraa i Serritslev og stammede fra Holte v/ Serritslev.

Gården solgte han til min mors storebror Rikard og mine bedsteforældre købte hus i Brønderslev, Annexgade 9. Min bedstefar havde herefter i begyndelsen, mink på en farm hos en bekendt i Brønderslev på Øster Kærvej.

Farmor og farfar:

 

Min fars mor – farmor: Agnes Mathilde Laurine Madsen, født 09.07.1888 . Hendes forældre var stationsbestyrer på Elling station v/Frederikshavn.

Min fars far – farfar: Otto Christian Emil Madsen, født 11.07.1883. Han var købmand i Try v/Øster Vraa. Gammeldags forretning som han opførte og etablerede som 25 årig, med kolonial og foderstoffer. Han solgte forretningen som 60 årig og flyttede til hus på Højrupsvej i Frederikshavn. Hans forældre var fattiggårdsbestyrer i Sindal. 

Jeg er født  ca. 1 år efter 2. verdenskrigs afslutning, i den gamle ”Vrensted Byskole” der ligger på Sct. Thøgersvej 1, ved Bådstedhedevej og gården Lille Knudsgaard og lige ved siden af Vrensted Kirke.

Jeg har 3 søskende.

Bente, min storesøster, er født den 29.07.1943, ude på Ø. Hjermitslev Engskole

Øverst tv. Karsten Vilhelm, min lillebror, er født 13.12.1951 i Vrensted Byskole og

Nederst, Henning, min yngste bror -efternøleren-, er født den 17.11.1958 også i Vrensted Byskole.

Vi bor alle 4 tæt på hinanden og har en god kontakt til hinandens familier.

Vore forældre ligger begravet på Vrensted Kirkegaard.

 En hjemmefødning:

Jeg er nok det man kalder en ”hjemmefødning” en person der helst vil være i sine vante omgivelser og tæt på oprindelsesstedet, i dette tilfælde min fødeby Vrensted. Jeg har aldrig haft fast bopæl uden for Vendsyssel og har på mindre end 1 time kunne transportere mig i bil til Vrensted fra min bopæl. Vrensted og området betyder meget for mig. Det er ikke ensbetydende med at jeg ikke har haft lyst til at opleve. Gennem årene har jeg sammen med  Else Marie og de 2 piger oplevet en masse både på ferier i Danmark og andre lande. Men at køre rundt i Vendsyssel og se og nyde vores skønne natur på små veje op og ned af små og store bakker, se de store grønne marker de flotte skove både med nåletræer men også mange steder løvskove de forskellige landskaber, havet både mod vest og mod øst, en tur langs Limfjorden, det er godt for sjælen og for mig.

 Jeg vil starte denne levnedsbeskrivelse med en beskrivelse af Vrensted og hvordan Vrensted opstod.

Det er materiale jeg har fundet beskrevet andre steder:

Den første omtale der kan findes, mellem bevarede aktstykker om Vrensted, der ligger midtvejs mellem Brønderslev og Løkken, skriver sig tilbage til 1340, hvor ridder Ove Nielsen bortskøder alt sit gods i Wrensted i Jerslev Herred. Man antager at navnet er opstået kort efter Folkevandringstiden, som for Nordjyllands vedkommende vil sige omkring år 700 e. Kr. Navnets begyndelse Wren peger muligvis hen på mandsnavnet ”Wrang”. Det kan også være afledt af ”Wreni” som på olddansk betyder hingst, dette kunne betyde, at Vrensted var “stedet med hingstene«, eller at man kunne fange vilde hingste i området, måske var det en af landsbyens bønder som var kendt for sine gode hingste. Der kan også være en helt tredje oprindelse til navnet Vrensted. Tilsyneladende ser det ud til at der her allerede før Den romersk jernalder, før Kristi Fødsel, har været en ret betydelig bebyggelse, som måske er blevet forladt ved beboernes udvandring til andre egne. Måske efter at klimaet i Danmark var blevet for vådt og koldt. At der har været en betydelig bebyggelse på stedet tidligere, skulle underbygges af, at da man i 1912, i forbindelse med anlæggelse af jernbanen mellem Hjørring og Åbybro, lavede udgravninger i forbindelse med etableringen af Vrensted stationsbygninger, fandt man en stor boplads, fra hvilken der blev optaget ca. 30.000 skår af lerkar, heraf har man kunnet sammensættes ca. 100 mere eller mindre fuldstændige kar, herudover var der skår af mindst 500 forskellige andre kar.

Vrensted har tidligere været stationsby på jernbanen Hjørring – Løkken – Åbybro, som startede i 1913.

Ved stationen opstod en ny bebyggelse, som efterhånden voksede sammen med resten af landsbyen, Vrensteds status som stationsby varede kun 50 år, idet banen blev nedlagt i 1963.

Det oprindelige Vrensted var en samling gårde og huse, som lå langs en byvej.

Senere kom kirken til og som i katolsk tid blev viet til Sankt Thøger. Sankt Thøger var den missionær, der ifølge overleveringer bragte kristendommen til Thy og det vestlige Vendsyssel. Han nød stor anseelse blandt vendelboerne, hvilket sikkert også er grunden til at den helligkilde som findes syd for kirkegårdsdiget, ligeledes er viet til ham.

Sankt Thøgers »arbejdsgiver« var den norske konge, Olav den Hellige. Denne konge har sikkert haft en hel del at sige og bestemme i landsdelen.

Den hvidkalkede kirke, der ligger smukt i landsbyen og rager op over huse og gårde, stammer fra 11-1200 tallet. Kirketårnet der er forsynet med rødkalkede blændinger, tjente engang som sømærke og måtte derfor ikke kunne forveksles med de øvrige kirketårne langs kysten.

Inde i kirken hænger et smukt 1200-tals krucifiks med en sejrende Kristus med kongekrone. Krucifikset er forsynet med et cirkelslag med små engle i rosetter. Kirkens trefløjede altertavle er malet af Niels Larsen Stevns. Forfatteren Erling Kristensen blev i sin tid konfirmeret i kirken, han var da i sin bedstemors nypudsede træsko, da han ikke selv ejede et par sko.

Alle gårde og huse i Vrensted på nær et par stykker var fæstegårde under Børglum Kloster, som kun ligger ca. fem kilometer borte. I 1806, da man tog fat på udskiftningen, var der ca. 50 gårde i landsbyen.

Siden oldtiden har Vrensted været et trafikknudepunkt, hvor veje fra alle fire verdenshjørner mødtes. Færdsel ad fortidens elendige veje gav en naturlig tørst, og det forstod vrenstedboerne at udnytte. De oprettede smugkroer, hvorfra der blev solgt øl og brændevin til de rejsende. Med det ulovlige krohold fulgte druk, slagsmål, knivstikkeri og mord, og det fortælles, at Vrensted i 16- og 1700-tallet var en af de mest »»uskikkelige« byer i Vendsyssel. Omkring år 1700 sagde man, at »den, der kan gaa gennem Vrensted uskændt, kan gaa gennem Helvede ubrændt«!

På et tidspunkt havde landsbyen også en privilegeret kro, men den blev nedlagt igen sidst l 1700-tallet. Vrensted boerne ville dog ikke give afkald på brændevin af den grund, og mange havde brændevinsredskaber til hjemmebrænding. Dette kom øvrigheden for øre, og en efterårsdag i 1784 drog en politifuldmægtig og to konsumptions betjente, m.fl., til Vrensted for at fortage husundersøgelser hos beboerne. Da de kørte ind l byen, blev de mødt af vrede vrenstedboere, hvoraf nogle var bevæbnet med spader, grebe og høtyve.

De stimlede sammen om øvrighedens hestevogne, og da de begyndte at bombardere de fine herrer med sten, forsvandt disse skyndsomt ad vejen mod Løkken. Politifuldmægtigen fik en sten i baghovedet og en i venstre side, og en, af betjentene blev såret i hovedet og på ryggen. Så galt kunne det gå, når man forsøgte at tage brændevinen fra vrenstedboerne.

I 16- og 1700-tallet deltog flere vrenstedboere i skudehandlen på Norge. Denne trafik foregik fra kysten ved Løkken.k

I 1810 handlede Vrensted præsten Axel Rosenkrantz Segelckes søn, Severin Vincens Segelcke, på det norske Sørlandet. Han boede i Vrensted, men flyttede i 1812 til Lønstrup, hvor det næste skud på stammen, Axel Rosenkrantz Segelcke, med tiden fik oparbejdet en blomstrende skudehandel.

Overfor kirken findes en idylliske kirkedam,

hvor træer og huse spejler sig i vandet, og for at idyllen skal være fuldkommen, svømmer et par svaner majestætisk rundt på den blanke vandoverflade.

Nord for kirken ligger en smuk gulstens længe, som bærer navnet »Ane Maries Hus«.

Denne ejendom der blev opført i 1914, var oprindelig en stiftelse for ugifte kvinder eller enker fra Vrensted Sogn. Opførelsen blev bekostet af Anders Olesen, som var sagfører i Nørresundby, men stammede fra Vrensted, stiftelsen blev opkaldt efter hans mor, Ane Marie Andersen, født Drivsholm. Efter ombygning af stiftelsen Anne Maries Hus, blev den til en integreret børneinstitution.

Sagføreren bekostede også en ny klokke til kirken. Den bærer følgende tekst: “Nu kalder Sct. Thøgers Klokke på ny, gammel og ung i Vrensted By«.

Anders Olesen betalte også Larsen Stevns for den trefløjede altertavle, og han testamenterede sin store bogsamling til byens bibliotek. Han døde l 1929 og ligger begravet på Vrensted Kirkegård.

Nedenfor kirkegårds diget findes et åbent område, som er tilsået med græs.

Her lå tidligere et beskedent rødstenshus, som rummede en meget speciel Virksomhed – en tårnur fabrik.

Fabrikanten hed Christen Ørnholm og levede fra 1857 til 1936. Som reklame for sit firma havde han anbragt et stort ur på huset.

Ørnholm var finmekaniker, og han blev betegnet som »»genial««, Han leverede ure til kirker, banegårde, m.v., på det historiske arkiv har man et gammelt fotografi af den stolte håndværker, som står udenfor sit hus med et stort urværk. Han er iført arbejdstøj og et stort forklæde, og ansigtet er prydet af et mægtigt overskæg.

Vrensted har haft sin egen forfatter, A. C. Andersen, som i dag er gået i glemmebogen. Byen har hædret ham ved at opkalde en vej efter ham. Han levede fra 1874 – 1928. Han var en social forfatter og skrev bl.a. hjemstavnsskildringen »Husmandens Datter«.

Såfremt man kunne have interesse i at læse mere om Vrensted er der i 1955 udgivet en bog om Vrensted Sogn af C. Kirkegaard udgivet af Historisk Samfund for Hjørring Amt. Bogen er blevet til på foranledning af sagfører Anders Olesen, Nørresundby, barnefødt i Vrensted og søsteren Petrea Pilgaard.

 Hvordan Vrensted Byskole opstod

Der har langt tilbage i tiden været skole i Vrensted. Det fortælles, at der allerede i 1553 var en degnebolig i Vrensted, men først med skoleloven af 1814 blev landets skolevæsen sat i system og allerede året efter, i 1815 opføres et nyt skolehus i Vrensted. Det holdt i en generation således at man atter i 1852 måtte opføre en ny skole. Men 2. dec. 1905 opstod der en stor ildebrand der lagde både skole og nabogården Lille Knudsgaard i aske. Herefter opførtes efter datidens forhold en ganske stor skolebygning med 2 skolestuer i hver sin ende af huset. Imellem var der indrettet bolig til en lærerfamilie og en læreinde. Bygningen står stadig som da den blev opført, men er selvfølgelig løbende blevet renoveret.

Omgivelserne omkring Byskolen.

Neden for haven mod syd, havde bagerens en stor have. Husker ikke om den blev brugt til noget særligt, men der var mange frugttræer. Nedenfor igen havde cykelmekanikeren, cykel Niels et lille hus med et lille bitte cykelværksted i enden

 Nedenfor igen lå Valdemar Roms store 2 familiershus lige over for Kirkedammen. (tidligere Ørnholms Tårnurfabrik). Valdemar Rom boede mod øst og en stor dame ved navn Rikke boede i den vestre ende. Med udgang til vores vej fra skolen og ned til kirkedammen. Hende var jeg bange for, vist nok fordi jeg drillede hendes datter.

 Min barndom og opvækst i Vrensted.

Det første jeg husker er den gamle skole. En pæn og statelig bygning. Hvidkalket, stor og ret pæn af udseende.

Inden jeg går videre må jeg dog lige fortælle, at jeg allerede som 2 årig var ved at komme af dage i 1948.

Jeg har fået fortalt at vi var på besøg i præstegården. Til højre for den lange indkørsel op til præstegården har der i mange år været en lille dam (lille sø) mod vest i haven i noget bevoksning. Søen og bevoksningen er nu fjernet så præstegården ligger fritlagt mod syd og vest. Men der skete det, at ved leg i haven var jeg gået ned til søen og hoppet deri, sikkert ved et uheld. Fru pastor Stevns blev tilkaldt af de andre børn og sprang ud i søen og fik mig op af mudderet og Hanne, datteren, fik mig genoplivet efter at jeg have været bevidstløs.

  Der skrives :, ”Han kom hurtig til hægterne igen”. (læs avisartikel)

Mit hjem:

Vrensted Byskole bestod af 2 klasseværelser, 1 mod øst og 1 mod vest. I midten var der 2 lærerboliger. Mod vest den største bolig – førstelærerens bolig – altså mine forældres bolig. Som nabo mod øst var der en lidt mindre bolig til 2. læreren, frk. Mogensen som i starten var alene, men senere blev gift med chauffør Richard Vestergaard, der var chauffør hos sin bror vognmand Mathias Vestergaard lidt længere nede af vejen mod stationen.

Der var et stort loft over boligerne som var adskilt mellen de 2 boliger med en tremmevæg af træ. På loftet var der tørreplads til vasketøj og der var også en stor rulle fyldt op med kampesten. Har dog aldrig set den i brug til at rulle tøj med. Kun vi knægte forsøgte at rulle med den, den var tung som bare pokker. Henne over klasseværelserne var loftet forhøjet ca. 50 cm og vi havde 2 værelse mod vest ind mod kirkegården. Det ene brugte far som hobbyværksted og det andet var gæsteværelse. Loftet over vores bolig brugte jeg til at køre racerløb hen omkring rullen med understellet til en barnevogn og ofte med en kammerat siddende deri. Senere da Bente nåede konfirmationsalderen fik vi indrettet et nyt værelse på loftet til hende. Indtil da havde vi sovet på samme værelse. Vi kom op på loftet af en stejl loftstrappe fra baggangen.

Foran skolen mod nord, over mod bageren, var der en stor skolegård, som senere blev indhegnet med et flot sølvmalet ståltrådshegn med låge i. Desuden var der en stor dobbeltlåge i jern i den østre ende lige over for manufakturhandler Agnes Bak, således at brændsels bilen kunne komme ind i skolegården for at læsse ildebrændsel af – tørv fra Moseby – nede ved tørverummet. Bag ved denne bygning mod øst var vores affaldsmødding til køkkenrester og aske fra vore kakkelovne.

Jeg husker engang hvor jeg var kravlet op på møddings muren ud mod skolegården. Jeg ville hoppe ned. Havde begge hænder i bukselommerne. Idet jeg så hopper ned støder jeg hårdt mod jorden og kan ikke få min venstre arm op af bukselommen. Det gør pokkers ondt og armen ville på ingen måde op. Jeg løber/går ind til mor og far og på grund af de store smerter ringer de til doktor Sørensen som straks kommer op til os (han bor tæt på skolen ved kirkedammen). Det viser sig at skulderen er gået af led. Han tar ved mig og jeg er skrækslagen over de forventede smerter det vil medføre hvis han rører ved mig. Men pludselig tar har fat i armen og giver armen et vred og skulderleddet falder på plads. Men en rigtig grim oplevelse for en lille forskrækket dreng. (døjer stadig med at venstre skulderled går af led men klarer det nu selv)

På gavlen af dette brændselshus mod nord var der endvidere i en årrække ribber til brug i gymnastiktimen. Vi havde jo ingen gymnastiksal den gang. Mod vest i trekanten hvor skolegården afsluttedes ud mod vejen og kirken var der et kæmpe elmetræ og der stod også en skarnkasse til madaffald. Den må vi have tømt henne i møddingen der jo lå bag ved tørvehuset ud mod vejen der gik mellem skolen og gården Lille Knudsgaard mod Bådstedhede. Når møddingen var fyldt kom vognmanden og tømte den og kørte det hele ud i fælledet på Bådstedhedevej syd for Gerhard og Maries hus og syd for Præstegården. (I dag er arealet bevokset med en hel lille skov)

I mine skoleår i Vrensted, havde vi i begge skolestuer store runde kakkelovne 2 til 2,5 m høje som begge lærere skulle fyre op i om vinteren. Desuden var der en stor tørvekasse til brændsel, så der var nem adgang til at lægge i ovnen når der var behov for det. Jeg husker far stod op kl. godt 6 for at tænde op så der var varmt til skolebørnene kom kl. 7,30.

I vores gamle køkken havde vi brændekomfur og i den pæne stue, kaldet dagligstuen, var der en fin kamin og i spisestuen havde vi kakkelovn ligeså på kontoret hvor også radioen stod. I soveværelset og Bentes og mit fællesværelse var der ingen varme. Karsten må have sovet i soveværelset indtil Bente fik værelse på loftet. Om vinteren varmede vi sengene op med varmedunk, først i metaldunke men senere i flade gummidunke. Når der var hård frost var der isblomster på ruderne og de var så frosne, at vi kunne tegne med vore fingre på de kolde og tilfrosne ruder. Senere blev der lavet forsatsvinduer til isætning om vinteren for at holde kulden ude. Vi fik senere etableret centralvarme med et koks/kul fyr. Fyret blev stillet op i et rum ned i kælderen under bryggerset og man kunne så smide koksene og kullene ned gennem en skakt ude fra, så der var et lager at tage af.

Køkkenet blev renoveret og vi fik gaskomfur.

Jeg husker, at vi kun kom i den pæne stue, om søndagen, selvfølgelig var det også for at være fri for at skulle tænde op i kaminen hver dag. I hverdagen brugte vi kun køkkenet, spisestuen mod syd og fars kontor mod nord ud mod skolegården. Tit gik jeg også i skolestuen for at se hvad der var af spændende ting der. Bøger der kunne læses m.v. Der stod nogle skabe med undervisningsmaterialer og bøger i. Far og forældre fik også indsamlet flintesten og lerkrukke stykker som vi elever så fik fortalt om i skoletimerne når vi havde bl.a. Danmarkshistorie. Vi havde kun radioen på fars kontor til at underholde os med. Det var især radioavisen jeg godt kunne lide at høre, men ellers måtte vi underholde os selv med læsning, leg med kammerater m.m. Ofte læste mor eller far også højt for os af spændende bøger.

Både Bente og jeg fik også hurtig interesse for at læse bøger, hvilket har fulgt os senere i livet.

Mor var hjemmegående, men havde nok at se til med os børn og en stor bolig. Derfor havde vi hushjælp, unge piger der hjalp med rengøring, madlavning og børnepasning. Vi havde bl.a. Oda Krag og Konrads Edel, Reinholdts Elin og Nina Kjær og en del flere jeg ikke alle husker navnene på. Men de var altid søde og hjælpsomme selv om jeg tit har hørt, at jeg var noget af en vild krabat. Hver gang jeg nu møder Elin (Reinholdts Elin) siger hun altid – kan du huske når jeg var efter dig med viskestykket.

Engang til min fødselsdag havde min farfar fra Frederikshavn fremstillet en flot rød lastbil i ret stor størrelse, hvorpå min navn – Jens Otto – stod påmalet på begge sider. Den var jeg virkelig glad og stolt over. Jeg var meget optaget af Mathias Vestergaards 2 flotte lastbiler. Det er miniudgaver af lastbiler som findes i dag. Jeg fik tit lov at køre med både Mathias, der havde en fragtrute til Aalborg og Richard der mere kørte grise til slagteriet i Brønderslev, foderstoffer hentet i Aalborg samt grus og sten fra Vust ved Klim og sand fra Hune, til kommunevejene der dengang var grusbelagte. Det var spændende for en dreng i 8-10 års alderen.

Når vi havde hentet grus kørte vi ud til den vej som skulle laves og så kom 1 elle 2 vejmænd som lagde gruset ud på vejen. Vi kørte lastbilen frem og skubbede så gruset ud der hvor vejmanden skulle bruge det til udlægning.

Lige over for skolen boede bageren.

Der boede den gamle bager Bedholm med sin kone samt sine 2 sønner Peter og Lassen samt datteren Søster. Søster stod i forretningen medens Peter og Lassen bagte brød og kager i bageriet. Peter kørte endvidere ud på landet på brødtur. En dag på Bådstedhede. En dag på Kongsengene og 1 dag nord og øst på. Brødkassen var opbygget på en vogn på gummihjul med et par låger i. Foran højt til vejrs sad Peter på kuskebænken sammen med sin hund, for at kunne styre de 2 flotte sorte heste der var forspændt vognen. Så kunne kunderne købe nybagt brød og kager. Jeg kom meget i bageriet. Der blev bagt dejlig wienerbrød hvorpå der blev lagt sukker eller glasur. De sorte ender blev skåret af og det vare bare en god lækkerbisken for en slikken knægt og de andre drenge der tit kom i bageriet.

I bageriet var der også et stort dejtrug hvor dejen til rugbrød blev æltet. Kan endnu huske smagen af denne dej, som jeg tit tog lidt af. Der var et kulfyr bag ved ovnen i et separat rum uden dør til, som varmede ovnen op. Ude bag ved bageriet som var en separat bygning bag ved hovedhuset, havde bageren en hestestald hvor der også var plads til svin, ved siden af var møddingen. I forbindelse med beboelseshuset der lå ud til vejen, var der mod nord lavet en bygning indeholdende mødelokale, hvor det tit blev drukket kaffe efter begravelser og i forlængelse deraf var der en vognport m.m.

Jeg husker engang jeg havde været i min storesøsters sparebøsse. Havde fået fisket en 5 krone seddel op. Den klippede jeg over og så ville jer ellers handle slik hos den gamle bagerfrue. Hun gik desværre ikke med på min ide, men skældte mig ud. Jeg turde jo ikke gå hjem med sedlen men smed den herefter i kloakken lige uden for skolegården. Jeg husker ikke om det blev opdaget. Jeg tror det nok.

Skråt over for skolen til højre for bageren boede Agnes Bak sammen med datteren Karen.

Øst for skolen ligger Lille Knudsgaard,

en gård der blevet drevet af Henry Nielsen. Der kom jeg meget og hjalp bl.a. også i høsten og når der skulle tages roer op. Han havde jord nord for forsamlingshuset der ligger ude i mejeribyen i den nordlige ende af Vrensted, og også ude i kæret – tjaren – på vej mod Ingstrup. I starten kørte Henry med fjeldvogn men senere fik han gummivogn.

Engang vi skulle ud i kæret ”tjaren” i 1951, vi var flere børn med. Henry stod med tømmerne og da vi havde drejet mod Ingstrup til, ved kirkedammen, hyppede han på hestene, der skulle i trav. Desværre stod jeg op, den uvoren knægt jeg var, trods besked fra Henry om at sætte os ned. Jeg faldt på hovedet ned på grusvejen. De andre børn fik gjort Henry opmærksom på at jeg var faldet af og han fik hold på hestene og standsede.

Jeg blev bragt ind til doktor Sørensen, der boede og havde konsultation på Ingstrpvej, heldigvis var det sket lige ude foran hans hus, så han fik set på mig og der blev sendt bud efter mor og far, for jeg havde fået hjernerystelse og skulle på sygehuset i Brønderslev. Det var dengang vi ikke havde bil. Det fik vi først i 1954. I Vrensted var der dengang 2 taxa vognmænd (lillebiler) Jens Madsen og Harald Nielsen (Poul Søndergaard Nielsen far) Jeg mindes, at det var en stor flot lav sort bil, måske en Citroen. Jeg blev sammen med mor og far kørt til Brønderslev sygehus hvor jeg var indlagt i 10 dage. Hver dag fik jeg besøg af min bedstemor som boede i Brønderslev. (Se avisartikel)

Inde i Henrys lade kunne vi børn lege i halmen og vi lavede fjeldgynger og fik nogle drabelige ture. Det var sidefjælen til en vogn som blev lagt på reb der var surret fast til loftssbjælker. Vi tærskede også med plejl. Det var nu nok kun for sjov, for Henry havde et lille tærskeværk. Jeg hjalp med at køre møg ud på møddingen fra kreaturerne og raspede roer i roerasperen. Prøvede at sætte malkemaskinerne på køerne, det var ikke så let for en lille dreng der ikke dagligt var en del af en landbofamilie.

Fra Henrys gård mindes jeg også fra en nytårsaften at de store drenge (knejter) eller karle fra de omkringliggende gårde havde givet grisene en gang rød maling på ryggen. Jeg kunne forestille mig at det enten var Harald Mørks ældste drenge, Måske Rosa/Valdemars drenge eller Jens Andersens store drenge. Jeg husker dem som noget helt specielt for sådan en bette knejt som mig var let at imponere. Vores egen havelåge var blevet smidt i kirkedammen og diverse trillebøre var blevet byttet rundt fra de nærliggende gårde.

Skråt over for Byskolen og lige over for kirken mod nord ligger ” Ane Maries Hus ”

opført af sagfører Anders Olesen, Nørresundby der opr. stammer fra Vrensted. Han ligger begravet på Vrensted Kirkegård. Det var opr. en stiftelse for ugifte kvinder eller enker fra Vrensted sogn. Huset var opkaldt efter sagfører Olesens mor. Her boede bl.a. købmand Riis,s enke, Johanne Riis som var mormor til min legekammerat Svend Riis. Desuden husker jeg at der boede en flot gammel dame ved navn Amalie Hjortnæs, vi kaldte hende frk. Hjortnæs, som jævnligt kom til os i skolen. Så vidt jeg husker havde hun været gymnastiklærerinde og havde været med til De olympiske Lege i 1912 i Stockholm, på det danske hold til gymnastik. Desuden boede der også en Gitte Vittrup som ofte var barnepige hos os om aftenen hvis mor og far skulle i byen.

Som legekammerat var der som lille, købmand Christoffersens Niels Christian -vi var jævnaldrende- og hans lillesøster Ellen. De boede tæt ved skolen, der hvor den nuværende købmand bor.

 

Der kom jeg også meget. Det var spændende at komme i forretningen og ofte sneg vi os til at snuppe pinocchiokugler fra et stort bolcheglas. De kostede 1 øre pr. stk. og de smagte godt og var i alle mulige farver. En gang imellem var vi med på landtur i Christoffersens lukkede varevogn. Det var spændende at komme med ud efter æg på de forskellige gårde og i øvrigt aflevere de bestilte varer.

En af Kristoffersens kommiser Leo Helledie Sørensen søn af frisør Simoni har fortalt følgende lille historie.

Han var blevet sendt ned på Stationen med en pose æbler til den skrappe stationsforstander fru Kristensen. Da hun modtog posen med æbler kiggede hun på dem og så at der var gnavet i dem alle. Hun blev vred og sendte den unge kommis hjem for at få dem byttet. Det viste sig, at når Kristoffersens børn gik forbi æblekassen tog de et bid af et æble og lagde det derefter tilbage i æblekassen.

Jeg vil tro der vankede smæk til ungerne da Kristoffersen opklarede mysteriet.

I tidens løb var der mange forskellige unge kommiser der hjalp i butikken og i huset havde fru Christoffersen også ung hushjælp hvilket var meget normalt dengang. Købmanden solgte foruden dagligvarer også foderstoffer og kul og koks til folk i byen som så kunne afhentes. Jeg husker vi fyldte en beholder som så kunne vippes ligesom en blandemaskine hvorfra indholdet så blev tippet ned i eks. en vogn eller lærredssæk. Inden skolestart flyttede Christoffersens til en større butik i Aalborg. Butikken var blevet solgt til unge mennesker, Karen og Henning Simonsen der drev butikken i rigtig mange år og udvidede flere gange.

Som sagt ligger kirken lige ved siden af skolen. Far var kirkesanger (degn) og kirkebogfører. Fredag eller lørdag ringerede præsten altid til far for at fortælle hvilke sange der skulle synges den kommende søndag. Far havde så mulighed for at øve sig på dem. Jeg husker at han ofte øvede om lørdagen således at han var klar til at synge dem i Kirken, oftest søndag formiddag.

Tit var jeg med den gamle graver og ringer – skomager Gade – oppe i kirketårnet for at ringe solen ned. Det var flot at se ud gennem klanghullerne til de 4 verdenshjørner og sjovt at få lov til at ringe med klokkerne med de lange reb. Der skulle et vist tav til. Træk og slip.

Jeg har tit hjulpet med at grave grave hvor vi fandt skeletrester og ligeledes med til at tildække kisten efter begravelsen og lægge kranse og blomster på. Især i mørkningen kunne det være lidt uhyggeligt at færdes på og nær ved kirkegården. Når jeg skulle hjem fra stationen efter at have hentet avisen Vendsyssel Tidende ved 5 toget (kl.17), (der var bane mellem Hjørring, Løkken, Pandrup og Aabybro med små stationer i småbyerne herunder Vrensted) eller at have været med Mathias eller Richard og kommet sent hjem, var jeg ikke særlig stolt af at skulle gå forbi kirkegården og hjem til skolen i mørkningen. Der var forskellige uhyggelige lyde sikkert fra vinden og træerne. Når jeg var lige ved at være hjemme, satte jeg i løb for at det kunne gå hurtigere. Jeg oplevede dog aldrig at der var nogen der kom efter mig, men det var vel mere tanken om, at der måske kunne komme nogen. Det var lidt uhyggeligt.

Vi havde en lykkelig og sorgløs barndom. Der skete altid noget. Der var jo altid børn i skolen fra morgen kl. 7,30 til om eftermiddagen ved 3 til halvfiretiden. De blev undervist på skift af far (Elith Madsen) og fru Vestergaard (Johanne Vestergaard). De store børn om formiddagen og de små børn om eftermiddagen. Der var kakkelovn i klasseværelserne og opvarmningen foregik med tørv og briketter.

Om eftermiddagen efter skoletid kom Klavs Johanne og Frode, som boede i et lille hus nede ved kirkedammen,

 

for at gøre skolestuerne rene. Bordene blev stillet på højkant, det var 2 mands pulte og bænk i et, med plads til blækhus i midten og en hylde under bordpladen til fralægning af bøger m.m. – det hjalp jeg tit med – Johanne dryssede så fint savsmuld tilsat olie ud på gulvet og det blev så fejet hen over gulvet så det skinnende. Deres datter Thea hjalp også tit.

Tørveskuret var også indrettet til fars duer som han gik en del op i. I denne bygning var der også lavet drenge og pigetoiletter og i enden var der vaskehus med gruekedel, hvor der kunne fyres op for at varme vand når der skulle vaskes eller koges grønkål. Senere fik vi gas gruekedel. I vaskehuset kunne far også slynge honning fra sine 4 bistader der stod nede i køkkenhaven. Da centralvarmen og oliefyr blev installeret blev tørveskuret ombygget til 2 garager, 1 til hver lærer. Jeg husker Richard og fru Vestergaard havde en lille Opel og i 1954 købte mor og far en helt ny Ford Anglia vores første bil.

Den var bare flot og grøn og den havde vi stor fornøjelse af. I starten var far dog ikke en særlig rutineret chauffør. Jeg husker engang på ferie i Harzen hvor Bente og jeg var med. Vi skulle op af et mindre bjerg, men bilen begyndte at hakke og stønne og vi måtte vende om. Det skyldtes alene, at far glemte at skifte til et lavere gear. Vi var inde på et værksted, men de kunne ikke se at der var noget i vejen med bilen. Lidt sjovt nu bagefter.

Omkring skolegården var der blevet opstillet et flot ståltrådshegn malet i sølvfarve, med en lille låge lige ud for bageren og en dobbeltlåge i den østre ende, så biler kunne køre ind i skolegården. Jeg skulle passe fortovet omkring skolen. Det skulle fejes om lørdagen. Ved skolebørnenes leg blev der skubbet sten ud på fortovet og det var dem der skulle fejes tilbage. Jeg husker at fortovet føltes uoverkommeligt stort.

Vi havde en lille plads ved den østre ende af skolebygningen. Den skrånede lidt ned mod Bådstedhede vej. Her kunne vi drenge spille med små farvestrålende lerkugler. Vi lavede et lille hul hvor vi så kastede kuglerne, så så mange som muligt kom i hullet. Jo bedre vi blev til spillet jo flere kugler kunne vi spille med. De blev lagt i håndfladen i en lang række og helt op ad håndleddet. Vinderen var så den der havde fået flest kugler i hullet og han kunne så beholde medspillerens kugler også. Vi opbevarede kuglerne i en lille lærredspose. Det fik vi i perioder megen tid til at gå med. Pigerne brugte gavlmuren til at spille bold op ad.

Vi havde også en leg med at stikke i land. Vi drenge havde jo, som drenge har, hver en dolk. Så tegnede vi en firkant på jorden og delte den i felter. Så smed vi kniven på modstanderens stykke således at bladet stak ned i jorden og skulle så derfra til eget land trække en streg fra modstanderens kant til eget land indtil hele modstanderens land var erobret.

Om sommeren drog vi drenge ud i Præstens Plantage med flitsbue og pil og fik så dagen til at gå derude med leg og skjul, legede også røver og soldater m.m. Mange gange gik vi langs banen derud og hjemturen foregik ofte ad vejen fra Thøgerslund ned til gården Holmen og Bådstedhedevej og hjem forbi fælledet hvor vi altid skulle ind og rage i det der lå der. Tit var der sat ild til ting og vi gik så og rodede i gløderne og lugtede fælt når vi kom hjem. I dag er området blevet til en hel skov.

Rigtig mange sommeraftener samledes en del af byens børn i skolegården. Så spillede vi rundbold og spillede Antonius. Dvs. kaste bolden over tagrykken på tørveskuret fra skolegården ud på Bådstedhede vej og ligeså fra modsatte side – med et hold på begge sider – Det hed Antonius og gik ud på at bolden skulle gribes når den kom over og så skulle man løbe over og sige Antonius og kaste bolden på den nærmeste som så kom over på ens eget hold. Mange gange fik man ikke grebet bolden fordi den var kastet langt væk når man så fik den i hænde, så skulle den kastes tilbage. Da vi blev større og havde flere kræfter kastede vi bolden over skolebygningen over i vores have.

Jeg husker engang, at ved rundbold i skolegården løb doktorens Annemarie og jeg hovederne sammen og jeg fik en kæmpebule i panden. Det varede flere dage og gav en del hovedpine inden den fortog sig.

På fodbold banen ville jeg gerne være. Vi var en flok drenge på 8-10 års alderen der spillede meget om sommeren. Der var Finn AndersenåKesse, jeg selv, Orle, Niels Jul Mørk, Erik Thrane m.fl. Vi fik megen tid til at gå med at spille på et mål opdelt i 2 hold, 1 der angreb og 1 der forsvarede målet. Spillet kaldte vi ”Tjø maj” på rigsdansk hed det købmand.

Jeg så meget op til de gode fodboldspillere, der var nogle år ældre end jeg selv. Karleholdet eller kålholdet som vi sagde, havde Jens Andersens drenge med på holdet. Især Kaj og Verner og Poul, så var der Rosas drenge. Det var Poul og Johannes , Bernhard var især dygtig og var flyttet til Brønderslev og var på 3. divisionsholdet der.     Så var der den store bas-Svend, målmand Børge Svenningsen, Poul Søndergaard, Kaj Svenningsen, Erik Koldkær og karle fra de forskellige ejendomme og brugsens og købmandens kommiser. Vrensted kom desværre aldrig højere end serie 4. Men gode var vi, men Thise og Løkken var bedre. Vi stod lige med Stenum, Vittrup, Gølstrup og Børglum og Ingstrup gennem mange år. Jeg kom til at spille med mange af de nævnte samt selvfølgelig også mine jævnaldrende.

Som stor dreng havde vi ingen klubhus og omklædningsfaciliteter. Når seniorholdet, ”karleholdet” spillede, klædte de om inde hos Peter Ledet i laden – naboejendom til sportspladsen mod vest. I dag hedder den vel stadion. Den pæne hvide ejendom ligger stadig ved siden af sportspladsen på Stationsvej. Der var en stor flagstang hvor flaget blev hejst når der var idrætsuge. Dvs. at alle nabobyer var inviteret til turnering med finale om søndagen med fodbold og håndbold. I fodbold var der karle holdet, junior og drengeholdene og i håndbold var det både pige, dame og herrer.

Senere da den nye skole blev bygget fik idrætsforeningen omklædningslokaler der, først i cykelskuret, senere i kælderen.

Sommerfest

Ligeledes om sommeren blev der også holdt sommerfest i anlægget nede ved stationen. Anlægget er nu nedlagt og fjernet, købt af mekaniker Svend Andersen. Det var ejet af borgerforeningen. Anlægget var omkranset af en stor hæk med indgang både fra nordsiden og sydsiden. Der var bygget et fint langt lavt træhus malet rødt og med paptag. Her opbevarede man bænke, borde og dansegulv. Når der var sommerfest var huset ryddet. Der blev lagt dansegulv ud, stillet en gummivogn op til orkesteret og overdækket med presenninger (sikkert fra vognmand Mathis Vestergaards lastbiler) og sat sneskærme rundt om dansegulvet. Lørdag og søndag var der så stor fest. I huset kunne skodderne fjernes, således der blev flere åbninger ind i huset. Man kunne bl.a. skyde efter skiver med luftbøsser, der var tombola med flotte gevinster. Der var også et stort spil der blev stillet op på bukke ude på græsset med et lærredstag over. Her kunne man spille på de forskellige spillekort hvor man lagde 10 ører og når der blev trykket på en stor knap kørte skiven rundt og der hvor pilen stillede sig vandt man så sit indskud – måske x 10 ?. Det var sjovt og spændende, men det var ikke nemt at ha penge nok til det, idet man sjældent var heldig.

Ved sommerfesten var der også arrangeret ringridning om søndagen på sportspladsen.

Jeg husker især, Lis Mørk, Hanne Helledie, Niels Elmer Helledie, Erik Korsbæk og så alle karlene ude fra de forskellige gårde som kom med deres flotte og pyntede heste. Det var sjovt og spændende at overvære, samt osse prestigefyldt at blive ridderkonge. Disse arrangementer kunne samle både by og land.

Fritidsjob

Flere år havde jeg jobbet med at passe anlægget nede ved stationen. Ikke at slå græsset, men at holde gangene rene for ukrudt. For det arbejde tjente jeg en lille skilling. Åh, jeg syntes det var så hårdt. Men pengene lokkede. Havde også sommerferiejob ude på gården Rykind, hvor jeg bl.a. hjalp med bærplukning og var med til høst arbejdet hvor jeg sammen med karle og piger og flere andre samlede negene sammen i små stakke hvor de så skulle stå til tørring inden de blev kørt hjem i laden. Dengang blev der høstet med selvbinder.

Det er noget man i dag kun kan se på landbrugsdage på gård museer.

Drenge fødselsdage

Vi drenge kom jo til hinandens fødselsdage. Vi fik pænt tøj på og en gave med. Når vi kom hjem fra en sådan fødselsdag kunne vore mødre godt gå i gang med at vaske vores beskidte tøj, for vi drenge kunne finde på mange spændende ting både inde og ude. Dengang var det meget normalt at give penge så vedkommende selv kunne købe det han havde lyst til. Som regel var gaven 1 kr. Senere steg det til 2 kr. Og til slut var det vist en 5 kr. Jeg husker, at vi mange gange var til fødselsdag med drenge fra landet. Vilhelms Henning da de boede helt ude ved Rørbæk mellem Vrensted og Thise, Ulrik Jørgensens Egon på Bådstedhede, Johanne og store Alfreds Kesse som boede nede ved anlægget, Jens Tilsig, Tilsiggaard i den nordre ende af byen, Karl Ole Justesen, Niels Juel Mørk, Svend Riis, Henrys Åge, kæmnerens Jens Jørgen, Olufs Henrik, postens Poul Erik, doktorens Jørgen, Per Ejersted hos mig selv i skolen og sikkert mange flere.

Der blev altid serveret kagemand fra Bager Bedholm, dekoreret med glasur og knapper, den var helt speciel god, har aldrig senere smagt den bedre.

Overfor Kirkedammen var der købmandsforretning.

 

 

Bydelen ”Nyhavn” i Vrensted

Midt i Vrensted by deler vejnettet sig ved Trehjørnet. Kommer man fra Løkken kan man fortsætter mod øst mod Stenum og Brønderslev eller dreje til højre mod sydvest for at komme til Thise og Ingstrup. I udkanten af byen mod syd lige før præstegården går der en vej skråt mod øst som 1 km fremme rammer Brønderslev vejen. I det trekantområde af Vrensted, ligger bydelen som vi altid har kaldt ”Nyhavn”. Består af gårde og huse.

Hvorfra navnet stammer ved jeg ikke. Rygtet går på, at det måske var fordi folk samledes hos Traktor Charles når han spillede op på sin harmonika på gårdspladsen på lune sommeraftener og folk i nabolaget kom og hyggede sig, med en håndbajer m.m. ligesom man gør i Nyhavn i København.

Første ejendom på højre side af vejen er Præstegården og lige ved siden af ligger gården Søndergård, som i gamle dage hørte til Præstegården. Derefter kom Viggo Krag`s lille gård. Efterfølgende kom et statshus og lige efter det havde Traktor Charles og hans kone, en ejendom hvorfra de i en årrække drev maskinstation. Her var var også jævnaldrende børn som jeg havde samvær med, især på fodboldbanen. Derefter var der et par små en længede ejendomme. Den ene tilhørte Oluf Jensen og den næste havde Kro Dagmar og hendes mand. Et stykke længere ude lån et lille hus på en bakke og det tilhørte Asger Hansen og hans familie med 4-5 børn. 300-400 m bag ved Asgers hus boede i mange år familien Holger Ulrik også med 4-5 børn. Vi kaldte denne beliggenhed ”Oppe på bjerget” idet huset lå på en bakke temmelig højt og helt alene.

Hvis vi starter på venstre side ved Præstegården lå Harald Mørks ejendom, den er nu revet ned. Der kom jeg meget for at lege med Niels Juel der nu er død. Derefter var der et pænt hvidt hus her boede Kristian Nielsen og efterfølgende lidt tilbagetrukket lå Henry Krags lille ejendom. De havde også mange børn. De fleste af børnene var jævnaldrende med mig og mine søskende. Så kom tømrer Ejnar Miller og derefter Jens Andersens hus. Her husker jeg især den store flok drenge Jens og Elvine fik. Dem fik jeg meget med at gøre bl.a. på fodboldbanen. Jeg husker de ældste drenge, bl.a. Vilhelm, Ejnar, Tage, Verner, Kaj, Knud, Poul, og Jønne som nogle herlige gutter der var også flere piger.

Fra Nyhavn op forbi Jens Andersen går der en lille markvej der stadig eksisterer skråt over til Trehjørnet – overfor Jens Andersens lille hus boede Dres (Andreas Sloth) også med en pæn flok børn. Dres var dygtig til at reparere motorcykler og biler. Han arbejdede for traktorCharles i en lang periode. Der er siden bygget et par huse mere mod øst..

Der var også en lille enklave med nogle små huse og ejendomme nord for Dres, murer Emil Jensen og Else havde bygget et fint statshus. Der var flere små huse som alle er der i dag og som helt sikkert er blevet renoverede. Bagerst mod nordøst lån en minkfarm og et par små huse.

Jeg husker der kom mange børn i skole fra dette område. Fra Nyhavn/markvejen  (nu Søren Nielsens vej) til trehjørnet, går der en lille sti,

over Henrys ”Lille Knudsgaards” mark hen til den gamle byskole, bager og købmand og rammer vejen der går mod Thise og Ingstrup. Så havde børnene let ved at komme i skole og der var nem adgang til forretningerne.

Når vi skulle køre racerløb på cykel drønede vi altid rundt ned af stien og op forbi købmanden og op til Trehjørnet og ned ad markvejen til stien igen, det var ikke sjældent vi drenge havde kapløb der på denne trekantsrute. På det tidspunkt havde vi kun grusveje i Vrensted.

Jens Otto – en lille lømmel .

Jeg var lidt af en lømmel som barn. Ved ikke hvorfor, men jeg skulle ligesom altid lave ballade. Min far ville jo, at hans knejt skulle opføre sig ordentligt, hvorfor der ofte vankede ørefigner, hagetræk og rykken i ørerne. Flere gange fik jeg også af boldtræet. Sikkert fortjent, men alligevel. Det ville ikke gå i dag. Kunne finde på at drille de andre skolebørn og når det så kneb for bette Jens Otto, løb jeg bar ind til mor i køkkenet. Det fandt far ud af, så han sagde til skolebørnene at de skulle bare fange mig og give mig buksevand. Der var nemlig en vask nede udenfor skolebørnenes toiletter, hvorfra man kunne drikke vand og der skulle de bare holde mig over. Senere fandt jeg ud af, at de store børn der gik om formiddagen ofte havde noget slik i lommerne. Overtøjet hængte man altid på knager ude i skolegangen uden for skolestuen, så der var jo let adgang for en udspekuleret knejt til at undersøge lommerne, om der var slik i. Om det blev opdaget ved jeg ikke, men Ejlers Ninna havde tit pålægschokolade med i skole husker jeg. Hun blev senere pige hos os.

Ferie hos farfar og farmor i Frederikshavn.

Efter at fars far og mor havde solgt deres købmandsforretning i Try v/ Øster Vraa købte de et lille hus i Frederikshavn. Her har jeg tilbragt flere ferier. Jeg husker det lille hus med de fine gamle møbler og store billeder på væggen. Der var ingen toilet dengang. Så man gik udenfor i et langt træhus tæt på beboelseshuset. Det var indrettet med redskabsrum og så et ”das”. Når man kom ind var der en bred bænk med et låg på. Under låget stod der så en spand hvor man forrettede sit ærinde. Når man var færdig lagde man låget på. Det lugtede godt nok slemt. Spanden blev ofte tømt, men om det var skraldemænd elle hvordan husker jeg ikke. Farmor var en sød sirlig dame og var skøn at besøge. Hun spillede Mikado med os. (spillede med små pinde – 4 til 5 gange så lange som tandstikkere)

Farfar kunne være spøjs og vi vidste ikke altid om det var alvor eller sjov. Han havde en lille flot bil rød og sort husker jeg. Engang jeg var på ferie og farfar lige var kommet kørende hjem skulle jeg jo ud til bilen. Fik hånden lagt på karmen af bilen, så da farfar lukkede døren fik jeg fingeren i klemme – det var slemt og så ikke godt ud. Fingeren er dog stadig i behold. Min farfar var også engang på cykel ned i Frederikshavn midtby. Uheldigvis blev han påkørt og kom på sygehuset. Hans arm var blevet meget slemt beskadiget. Efterfølgende når vi var der på besøg, viste hans os armen der var blevet noget tynd. Så pegede han på den og sagde at han her havde fået sat søm ind for at holde armen sammen. Det lød i mine ører som noget meget slemt. I dag er det jo almindeligt at vi får vores dele i kroppen sat sammen med skruer og søm m.m.

Besøg af bedstemor fra Brønderslev. (mors mor)

Efter at mors forældre havde overdraget deres gård til min onkel, flyttede de til Brønderslev i et dejligt 2 plans hus. Bedstefar havde en lille minkfarm i udkanten af byen med døde ikke så mange år efter.

Efter at bedstemor var blevet alene kom hun tit med rutebilen fra Brønderslev på besøg i Vrensted. Hun var en sød og rar lille kone. Hun boede i sit hus i Brønderslev. Med tiden blev hun vel lidt forkalket og lige fra hun kom og til hun skulle hjem med rutebilen kl. 19, havde hun bekymringer for sin gadedørsnøgle. Hun havde for vane at ligge den i sin pung i tasken. Der gik kun ganske kort tid imellem at hun skulle kontrolle om hun havde sit lommetørklæde og sin nøgle.

Da hun blev noget ældre hentede vi hende altid i bil og kørte hende hjem igen, men kontrollen med lommetørklæde og nøgle fortsatte hun med så længe jeg kan huske.

Mor og fars søskende og forholdet til dem.

Min mor havde en søster der var husholdningslærer i Aarhus som var ugift. Desuden var der en bror der var landmand. Han overtog gården Vesteraa i Serritslev som var min mors fødehjem. Vi var mange gange som børn med i Aarhus. Min søster kom på husholdningsskole hvor vores moster arbejdede og fik et tæt forhold til hende. Det var en spændende og en lang køretur til Aarhus. Nogen gange kørte vi over Hadsund/Mariager men de fleste gange var det gennem Rold Storskov. Det var en storby vi kom ned til. Havn og skov og strand i Risskov. Husker at vores moster engang inviterede os ud at spise. Det var i det nye stormagasin Salling hvor der var restaurant. Her spillede en hyggepianist for gæsterne, det havde jeg aldring oplevet før. Jeg husker at han spillede ”En lille pige i flade sko” og havde et dejligt smil til min moster, om det var fordi hun kom der tit, ved jeg ikke.

Far var meget historisk interesseret og fortalte altid om de områder vi kørte i. Han kunne fortælle om ting der var sket for mange år siden. Jeg husker at i Randers fortalte han om adelsmanden Niels Ebbesen og hvad han bedrev, der var opstillet en flot statue, bl.a. dræbte han den kullede greve og i et slag fjernede han også broen over Gudenåen så krigerne syd fra ikke kunne komme over. Vi var også på Hvidsten kro hvor han fortalte om Hvidstengruppen og kroejer Fiil der blev fanget og senere skudt af tyskerne.

Vi kom også tit til Vesteraa mors fødehjem, til mors bror og kone. Her var heste og køer og gården lå tæt på åen Nørreå, hvor vi lige skulle gå et kort stykke ned over engen mod syd for at komme til. Mor fortalte at de i hendes barndom badede der om sommeren.

Min far havde 3 brødre og en søster. De kom ikke sjældent til os i Vrensted med deres familier og børn, ligesom vi også ofte besøgte dem. Når de kom på besøg hos os sad de tit på fars kontor og snakkede og diskuterede. Det var spændende at være tilhører. Min onkel i Frederikshavn var politibetjent – senere blev han politiinspektør i Herning. Der var ikke noget bedre for mig end når jeg kunne få ham til at fortælle om sine oplevelser som politimand. Han måtte som politibetjent i en periode under besættelsen gå under jorden. Han var med i mange spændende og farlige opgaver og jeg -Jens Otto- sad med store ører og lyttede og spurgte ind husker jeg. En bror i Aalborg solgte mel for Havnemøllen i Aalborg. Han kørte rundt til bagere i hele Nordjylland, bl.a. solgte han også mel til bager Bedholm. Var meget duperet over hans bil. Flot Volvo 444 en af de første – den runde model. – firmavogn. Fars 3. bror var lærer ligesom far og det var nok de 2 der havde flest fælles interesser. Skolearbejdet lå dem meget på sinde og det var ikke sjældent de ringede sammen og udvekslede erfaringer. Han var bl.a. på en lille landsbyskole i Bovlund tæt på Agerskov i Sønderjylland. Senere uddannede hans sig til præst og fik embede som sognepræst i nærheden af Esbjerg indtil han gik på pension. Jeg husker tilbage med stor glæde på alle de ferier jeg har holdt ved alle onkler og tanter i min barndom og legen med de mange fætre og kusiner.

Min faster i Frederikshavn blev det samlende midtpunkt for os og fars søskende for der kom min farfar til at tilbringe sine sidste år under kærlig pleje af min faster og onkel. Det var der vi kom oftest de sidste år af hans liv.

Her et lille erindringsbillede fra min kusine Lene fra Frederikshavn, som hun har skrevet til mig:

Vi er jo kommet rigtig meget i Vrensted, og det er i skolestuen at kimen til at blive lærer, for mit vedkommende, blev lagt. Det gav jo stor autoritet, når Bente og jeg kunne sidde bag kateteret med pegepinden og undervise dig og Birte;)

Mange teaterforestillinger er også blevet skabt i Vrensted. Nej, cirkus hed det.

Særligt husker jeg en sommer, hvor vi en aften efter mørkets frembrud spillede på jeres veranda, og der var sat kinesiske lamper op i haven.

Om eftermiddagen gik du rundt i Vrensted med et stort skilt, hvorpå der stod VÅGN OP – cirkus i skolens have. Min far havde lavet det. Han kunne skilteskrivning, da han var købmands uddannet. Synes det var meget flot!

Samme dag havde jeg været hos doktor Sørensen og havde fået en mindre ’operation’ i øjet. Havde på togrejsen til jer fået kulstøv på pupillen, så jeg havde klap for øjet!

Ja, det var tider!

Mine lege kammerater:

Vi var mange drenge i Vrensted og næsten alle blev omtalt som følger. Nævnes kan Alfreds Kesse (Kristian Andersen) Arnolds Årle (Årle Nielsen) Bette Nør ( Poul Erik Nielsen) Charles Finn (Finn Andersen) Jens Tilsig (fra Tilsiggaard), Søren Sørensens Mogens, Karl Aage Kodahl, Harald Mørks Niels Juul, Charles Leif (Leif Jensen) Vilhelms Henning (Henning Andersen) sø Åges Henning (Henning Jensen) gartnerens Erik, Erik Thrane,og jeg selv (lærer Madsen Jens Otto) Ole Nielsen fra Bådstedhede (fars Ole) , Richard Justesens Karl Ole, postens Poul Erik, kæmnerens Jens Jørgen, Rosas Keld, Jens Westergaard (Gravballemand, tilnavnet kom efter en udflugt til Århus hvor vi så gravballemanden), Erik Koldkær, Jens Andersens Poul og mange flere.

Byens Samlingspunkt ”Trehjørnet”

Fra trehjørnet blev der også skrevet bilnumre ned. Det var et stort hit på det tidspunkt. Hvem kunne samle flest. Det var numre som bl.a. var begyndende med K, P, U, Å, PN, PS osv., det var sjovt.

Når jeg husker tilbage, synes jeg at sommeren – den gang – altid vejr mæssigt var meget bedre end i dag, om det passer ved jeg ikke. Men på de gode sommerdage var der en turiststrøm fra Brønderslev til Løkken. Jeg husker en weekend hvor Brix – rutebiler der havde ruten Løkken-Brønderslev måtte leje rutebiler af Hjørring Privatbaner for at have kapacitet nok til at fragte folk fra Brønderslev til Løkken og hjem igen. Jeg mener at der havde været 10-15 rutebiler efter hinanden.

Stranden i Løkken

Mange Vrensted folk havde badehus på stranden i Løkken. Det havde mor og far også. I fint vejr cyklede vi børn så på stranden med madpakker og nød stranden og vandet. Mange aftener blev madkurven pakket og vi spiste så aftensmad på stranden ved eller i badehuset. Jeg husker at far var i badedragt når han badede, lidt specielt for vi drenge brugte jo badebukser.

Om sommeren var der svømmeundervisning på stranden. Hvor man kunne opnå et diplom såfremt man kunne svømme et vist antal meter. Da jeg var meget vandskræk – kunne godt lide vandet, men jeg kunne ikke li at få hovedet under vand – opnåede jeg aldrig at få diplom. Senere har jeg dog lært at svømme, men stadig med megen respekt for at få hovedet under vand.

Besøg af feriebørn i Vrensted

I sommerferien kom der ofte feriebørn til Vrensted, og især skulle københavnerpiger duperes af vi flotte Vrensted drenge. Vi var mange om buddet og det var altid spændende om de kom igen næste år. Især var der en feriepige fra København på ferie henne ved Rosa som jeg var godt varm på. Så vidt jeg husker blev det kun til et lille kys og holde i hånd. Hun hed Jette. Selvfølgelig var hun også ombejlet af de andre drenge.

Ungdomsklub m.m.

Om vinteren og efter at vi var blevet konfirmeret, gik vi i ungdomsklub og ungdomsforeningen samt til midnats baller når vi endelig fik lov, i Vrensted og de omkringliggende byers forsamlingshuse. Om sommeren tog vi på Løkken Strandpavillon til dans og på Klitbakken spiste vi bøf og spejlæg og drak øl til. Der var altid fuldt hus hvor vi kom. Med levende musik af orkestrer fra landsdelen. Vrensted har osse fosteret et par stykker, jeg husker kun navnet på det ældste, det hed Arizona Boys og med i det var der 2 Vrensted drenge, Karlo Vestergaard og Ivan Krag nu Canada.

Med i et andet orkester var både Kesse, Keld Martin og Jens Tilsig og fra Løkken Per Vandkrog.

Jeg tror ikke bandet med traktor Charles og Gunnar Gade kom udenbys men de var gode til at spille til juletræ i forsamlingshuset for vi børn.

Senere kom Charles søn Leo også med i orkesteret på trommer.

Forsamlingshuset

Jeg husker at forsamlingshuset blev brugt til mange ting. Bl.a. var der rejsebio på besøg engang imellem. Det var spændende at se flotte film. På det tidspunkt havde vi jo ikke fået films apparat i skolen. Der kom også engang en hypnotisør. Han fik flere af de unge mennesker under behandling og kunne få dem til at gøre de mest fantastiske ting, som at gå rundt i salen og gøre sjove ting til stor morskab for alle os andre der kikkede på. Efterfølgende var de der var blevet hypnotiseret helt uvidende om deres gøremål. Vi gik på danseskole om vinteren, samt til gymnastiktræning og opvisning, inden vi fik den nye skole. Der blev opført dilettantforestillinger med egnens unge og ældre som aktører.

 Skoleskift til Løkken Realskole

Efter 4. kl. samt 3 mdr. i 5. kl. kom jeg i 1. mellem på Løkken Realskole pr. 01.08.1957. Jeg kom til at gå i klasse med mange af mine jævnaldrende kammerater fra Vrensted by og landet. Der var dog også en del som fortsatte i Vrensted byskole.

Der var ca. 7 km til Løkken. Der var ikke længere end vi kunne cykle og næsten i al slags vejr.

Vi samledes ved Trehjørnet og drog så i samlet trop til Løkken. Mange gange kunne vi køre i læ bag hinanden. Drøjt var det dog tit, med megen blæst og lidt læ, dog fik vi lidt læ ved Bagterps træer, op og ned over jordemoder bakken. Om vinteren havde vi tit sne boldskamp på vej hjem. Det var som regel omkring gården Bagterp. Der var der altid opstillet sneskærme, så vi delte os i 2 hold, et hold på hver side af sneskærmene. Det var ret sjovt. Det skete også engang imellem at en slåskamp skulle afgøres. Det foregik som regel lige uden for Løkken ved en lille plantage. Jeg husker at de involverede parter sloges med de bare næver og blodet kunne af og til flyde fra næse og sår. Vi tilskuere stod så i en ring omkring de 2 kamphaner. Det har jeg nu aldrig været involveret i – var måske lidt af en kryster. Blev engang lovet bank fordi der var flere der gerne ville være kærester med doktorens Kirsten. Jeg husker at Kesse og Jens Tilsig jagtede mig. Kirsten og jeg gik til klaverspil i Løkken og skulle som sagt cykle sammen ned til undervisning. Og det måtte jeg ikke, syntes de 2 gutter. Det var jo helt uforskyldt.

Fodboldplevelser sammen med kammeraterne

Men i øvrigt havde vi det rart og godt som unge. Jeg husker at nogle af de første der fik fjernsyn var Erik Thranes forældre der boede på 1. sal i huset ved siden af Oluf Jensen midt i byen. Der har været frisørsalon og gartnerbutik m.m. Her kunne jeg få min lyst styret. Senere fik slagteren fjernsyn og vi drenge fik lov hver lørdag eftermiddag, at se engelsk fodbold, det var lige sagen. Slagteren kørte også skolekørsel og Taxa med et folkevognsrugbrød. Han kørte alle fodbold- og håndboldhold samt når vi skulle se 1. divisionsfodbold i Frederikshavn med Harald Nielsen på holdet, om søndagen. Bilen var pakket i flere lag. Det gav en billigere pris pr. person. Men sikke nogen oplevelser vi fik på den måde, os ude fra 7. kartoffelrække. Har flere gange med Erik Thrane – hans bedstefar drev Lyngby Mølle restaurant, cyklet til 3. divisionsfodbold i Hjørring. Vores lærers ægtefælle på Realskolen spillede på Hjørrings hold.

Hvordan vi holdt jul i mit hjem.

I min barndom holdt vi altid jul hjemme i Byskolen. Farfar og farmor kom fra Frederikshavn så længe de kunne. Bedstemor og bedstefar kom fra Brønderslev. Mors søster, moster Mie, som mange i Vrensted kom til at kende, var altid med, hun var alene. Desuden kom der også en af mors gode bekendte fra Aalborg, kaldet Tante Erna, som også var alene. Hun drev et pensionat med over 100 pensionærer dagligt. Hun var dygtig og skrap i køkkenet også juleaften. Efter julemiddagen mente hun at alt skulle ryddes op og vaskes af inden vi skulle gå rundt om juletræet og ha pakker. Det var næsten ikke til at holde ud at måtte vente på.

Men inden julemiddagen skulle vi jo i kirke til julegudstjeneste. Far og jeg havde opsat salmenumre. Ringer og graver, skomager Gade havde tændt levende lys på stolerækkerne og på juletræet og kirken var altid overfyldt juleaften, idet mange voksne børn kom hjem udenbys fra og der var bestemt osse mange der kun kom en gang om året alene til julegudstjenesten som en tradition.

Herefter hjem til julemiddag med efterfølgende dans og sang om juletræet og efterfølgende uddeling af pakker. Det var altid spændende om man fik hvad man ønskede sig. Nogen gange kørte vi i en af juledagene til Frederikshavn for at besøges fars søster og svoger der havde hus der.

Juletræ i forsamlingshuset:

Børnenes juletræ foregik altid 4. juledag i forsamlingshuset. Det kunne have været borgerforeningen der stod for arrangementet. Jeg kan huske at det i nogle år var far der stod for sanglege omkring juletræet. Vi børn, Bente og jeg, var også med til at lave slikposer til alle de deltagende børn. Man skulle købe billetter til juletræsfesten. Der var pebernødder og et æble og en appelsin samt forskellig slags slik i posen – det var guf. Mens de voksne gik i den lille sal for at drikke kaffe, spillede Traktor Charles op på harmonika og Gunnar Gade spillede på banjo. Jeg husker osse at Charleses Leo spillede på trommer. De spillede bl.a. Bror Bro Brille, Så går vi rundt om en enebærbusk, Den toppede høne m.fl. Det var altid en dejlig dag for vi børn og sikkert osse for de voksne som kunne se børnene more sig dejligt medens de fik kaffe i den lille sal.

Vinterdage.

Skøjteløb på Kirkedammen

Når der var streng vinter og det var der ofte i min barndom, frøs kirkedammen til med is, der blev kun lige holdt et lille hul fri til svanerne og ænderne. Når isen var holdbar var kirkedammen det store samlingspunkt. Vi fik gummistøvlerne og nogle varme strømper på og valfartede så ned til isen hvor skøjterne blev spændt på støvlerne med en skøjtenøgle og ofte også med læderremme og så gik det bare derud af. Vi løb om kap på isen og meget mere. Vi kunne osse skøjte om aftenen, jeg mindes der var et par gadelygter så vi lige kunne se. Når det så blev tøvejr og isen begyndte at knage måtte skøjteløb indstilles. Men vi halvstore drenge med lidt vovemod slog isen i stykker og lavede isflager hvorpå vi sejlede rundt. For at lave plads nok til at sejle på, slog vi isen i stykker og skubbede den ind under den tilbageværende is indtil der blev plads nok til at sejle rundt ved hjælp af nogle store kæppe. Det skete af og til at det blev til en omgang vandgang for nogle af vi drenge, når vi var lidt for overmodige. Nogen gange skøjtede vi også på de lave arealer på en mark hvor der stod vand om efteråret. Det var næsten helt ude ved Thøgerslund og Præstens Plantage og når vi skulle hjem derude fra ved aftenstid var der altså langt op til byen eller endnu længere for dem som kom helt ude fra mejeribyen i den nordlige ende af Vrensted eller længere ude.

Min skolegang i Vrensted Byskole.

fra min egen skolegang i Vrensted Byskole. Har dog fundet disse to billeder fra før jeg begyndte i skolen, hvor jeg er med på.

Nedenfor to billeder som ofte blev taget af elever og lærer.

De første fire år af min skolegang samt 3 mdr. i 5. klasse foregik i Vrensted. Jeg startede i Byskolen i fru Vestergaards klasselokale. Jeg mener hun havde de yngste årgange og far havde de ældste. Jeg mener nu også at de begge havde timer i de forskellige klasser. Jeg husker at eleverne fra byen kom gående i skole men dem ude fra landet kom cyklende til skole. Mange kom helt ude fra Bådstedhede mod syd og nogle fra de andre verdenshjørner rundt omkring Vrensted by. De kom cyklende i al slags vejr. Var vejret helt tosset og dårligt kunne der godt være stort frafald.

Jeg kom i klasse med de fleste af mine legekammerater fra byen, men der var også mange fra landet.

Det var spændende at komme i skole. Vi havde bl.a. religion og skulle lære salmevers uden ad, som vi så skulle lire af en efter en. Men jeg husker, at jeg syntes det var spændende at høre fortællinger fra bibelhistorien. Vi havde også Danmarkshistorie og det vakte også min interesse at høre disse fortællinger. Med hensyn til dansk og regning husker jeg ikke så meget men jeg lærte at skrive med blækpen med blæk fra blækhus der stod i skolebordet. På de store sorte tavler bag ved lærerens kateter skulle vi også af og til op for at vise hvad vi kunne, både i skrivning og regning. Geografi var også et spændende fag. Vi skulle lære Europas hovedstæder og floder og vide i hvilke lande de lå. Desuden sangtimerne med de mange dejlige sange som vi lærte. Vi sang af karsken bælg fordi vi kunne lide det. Om Sommeren var vi også på Sportspladen, der hvor den ligger i dag.

Når vi skulle gå derhen stillede vi op i 2 rækker som en flok soldater og skulle så ellers gå i takt. Dengang var sportspladsen ikke så velplejet, græsset var ofte langt og besværligt at spille på. Tidlig på sommeren havde vi også det vi kalder idrætsdag med naboskolerne. Vi fik madpakker med hjemmefra og cyklede i samlet flok bl.a. til Thise Nordre Skole og Thise Skole og Ingstrup skole. Det var altid fint vejr som jeg husker det. Der blev spillet rundbold og fodbold og vi børn havde en fantastisk oplevelse. På det tidspunkt var vejene ikke asfalteret men kun grusbelagt så ikke sjældent var der ophold for at lappe cykel. Lappegrejet var standard tilbehør på sådanne cykelture og drengene var vakse til at klare en lapning med efterfølgende pumpning af luft i dækket.

Den årlige eksamen eller overhøring i Vrensted Byskole.

Jeg husker fra mine 5 første skoleår, at der hvert år var en slags eksamen / overhøring af de enkelte klasser. Jeg husker ikke helt klart om der kom forældre til overhøringen, men der kom hele hele skolekommissionen. Det var lige inden skoleåret sluttede. Den gang gik skoleåret fra april til april. Men jeg husker at vi elever blev spurgt omkring forskellige ting i de forskellige fag af vores lærer, som jo var fru Vestergård og min far. Mor og vores hushjælp (ung pige) havde rigtig travlt denne dag for skolekommissionen skulle bespises hele dagen.

Løkken Realskole.

 

Jeg var startet på Løkken Realskole 01.08.1957 efter 3 mdr. i 5. klasse sammen med en del af mine klassekammerater fra Vrensted. Skoleåret var blevet ændret fra april til april til august til midt i juni. Dog ikke alle kom på Realskolen men fortsatte i Vrensted. Min søster Bente gik der allerede. Det blev en anden form for skolegang. Her fik vi udleveret karakterbog hvert kvartal med udtalelser omkring de forskellige fag. Terminskarakteren var underskrevet af klasselæreren og skulle bringes med hjem til vore forældre som skulle underskrive for ligesom at være klar over vores standpunkt. Jeg var ikke altid så heldig med mine udtalelser og det gik vel min mor og far lidt på. Det var noget anderledes end den skole jeg kom fra. Der var børn fra alle omegnsbyerne. Jeg fik mange nye klassekammmerater, men det var også spændende. Der var en del lærere og også en gymnastiksal hvor vi jo så havde gymnastikundervisning, det havde vi jo ikke været vant til fra Vrensted Skole. Jeg husker selvfølgelig en del lærernavne, men dem jeg egentlig husker bedst er et par unge studenter fra Hjørring som blev ansat som lærer uden egentlig uddannelse. Det var den senere forfatter Knud Holst og hans kone den senere forfatter Kirsten Holst. Jeg ved ikke om jeg var en slem dreng eller en børste i skolen eller de bare skulle prøve at sætte sig i respekt. Men dem har jeg fået mange lussinger af i mit skoleforløb. Det endte dog med at jeg fik min realeksamen juni 1962 også uden at jeg skulle gå nogen klasser om. Karaktermæssigt kunne den dog godt have været noget bedre, men allerede sidst på vinteren før eksamen, blev jeg ved at kunne fremvise mine terminskarakterer og måske også ved hjælp af mor og far´s bekendte, gårdejer eller proprietær Chr. Rendbæk, Holmen, i Vrensted, der var i bestyrelsen for Brønderslev Bank, ansat som elev i Brønderslev Bank pr. 01.07.1962, og lige fyldt 16 år.

Vrensted byskole flyttede til nyopført skole på Stationsvej i Vrensted i  august 1959 her kom jeg dog aldrig til at gå.

Den gamle byskole hvor jeg er født og far og fru Vestergaard var lærere indtil 1959.

 Der var blevet bygget en helt ny 8 klassers skole, hvor biblioteket også flyttede til. Der blev bygget en stor gymnastiksal og der var indrettet sløjdlokale og håndgerningslokale. Sportspladsen var også blevet fornyet.

Jeg kom som nævnt ikke til at benytte den nye skole, idet jeg var fortsat i Løkken Realskole allerede i august 1957. Far blev udnævnt til skoleinspektør og vi flyttede i en helt ny inspektør bolig over for den nye skole. Der blev ansat en del nye lærere. Pallesen, Kristensen, Krog og fru Bønding. Senere kom der mange andre til.

Vrensted Skole blev nedlagt som folkeskole i 2011 og skal forhåbentlig benyttes som kulturhus for Vrensted. 

1959 – Den nye lærerbolig på Stationsvej over for den nye skole.

Vi må være flyttet i den nye bolig omkring skolestart august 1959. Det var fantastisk at komme til noget helt nyt. Jeg tror virkelig mor og far syntes det var dejligt. Huset var indrettet med spisestue, stor stue og lille stue til fars kontor. Dejligt nyt køkken med gaskomfur og spisekrog. Soveafdelingen var forhøjet fra gangen med en trappe til et fint badeværelse med badekar og der var soveværelse og 2 værelser. Fra gangen var der trappe til kælderen hvor der var rum til oliefyret, et viktualierum bl.a. til altervinen og mors forskellige ting til husholdningen. Desuden var der et værelse samt et vaskerum med gasgruekedel og bord og med udgang til en trappe der førte op til garagen.

Karsten og jeg fik nu værelset i gavlen mod øst. Her lå vi i køjesenge. Karsten i den øverste og jeg i den nederste. Vi lå på krøluldsmadrasser på en fjederbund, så jeg kunne med mine fødder nå Karstens bund og give ham en ordentlig bumpetur. Bente fik det andet værelse. Senere flyttede Bente i kælderen og Karsten overtog hendes værelse. Senere da både Bente og jeg var flyttet hjemme fra fik Karsten kælderværelset og Henning fik mit. Da fars snorken tog til gik han ofte senere på det lille værelse mod syd.

Vi fik anlagt en dejlig have med flagstang og der blev plantet hæk ved gavlen af huset mod vest og på den resterende del af haven mod vest, blev der anlagt køkkenhave. Det havde vi jo altid været vant til og kunne ikke undvære.

Min Konfirmation foråret 1960:

I efteråret 1959 skulle jeg begynde konfirmand undervisningen i Vrensted Præstegård sammen med mange af mine skolekammerater. Vi gik sammen med børnene fra Thise der også skulle konfirmeres i foråret 1960. På den måde fik vi lært mange at kende fra Manna, Thise, Hammelmose og Filholm området, idet også disse områder hørte inde under Vrensted-Thise Pastorat. Det var vores præst i Vrensted, pastor Mikkelsen, der forestod konfirmand forberedelserne. Inden konfirmationen fik jeg nyt flot tøj hos herreforretningen Thøgersen i Brønderslev. Jeg husker jeg fik en flot blåternet uld jakke samt strikket slips og flotte bukser og sko. Jeg tror helt bestemt at vi børn så frem til dagen og festen og alle gaverne.

Den 27.03.1960 blev jeg så konfirmeret i Vrensted Kirke sammen med mine kammerater såvel piger som drenge. Mor og far havde inviteret mange gæster. Der var både farfar og bedstemor, ( farmor og bedstefar var døde), far og mors søskende med børn og mors og fars venner fra Vrensted. Så det var en stor flok gæster. Middagen blev holdt ovre på skolen i biblioteket, fru Frandsen kokkererede i skolekøkkenet. Efter middagen var der kaffe hjemme i stuerne. Børnene legede i hele skolen og gymnastiksalen. Det var en festlig dag med mange gaver, taler m.m. Min storesøster Bente havde skrevet en fin sang til mig. Den gik på melodien: Jeg vil sjunge om en helt.

Slut på skolen og bankelev 1. juli 1962 i Brønderslev Bank

Start i Brønderslev Bank den 01.07.1962 som bankelev

Det blev en stor omvæltning at skulle møde på arbejde hver dag, 6 dage om ugen. Pænt tøj, hvid skjorte og slips på arbejde hver dag. Man tiltalte de ældre kolleger med De. Det fortsatte en del år med denne talemåde. Men tiden ændrede sig heldigvis, så du formen blev almindelig. Men vi fortsatte med at sige De til vores 2 gamle direktører indtil de døde. Mange gange cyklede jeg frem og tilbage fra Vrensted til Brønderslev, der var jo ikke helt faste arbejderstider. Fast mødetid kl. 8,30 men ingen fast slut på arbejdsdagen. Man blev ved indtil man var færdig med dagens arbejde. Mange gange var den 17,30 til 18,00 inden jeg kunne cykle hjem eller tage rutebilen (i dag kaldet bus).

Elevtiden tog 3 år. Det var spændende at skulle prøve så mange ukendte ting i en bank. Fik nogle flinke kolleger og et ½ år efter min ansættelse kom der en ny elev så jeg ikke længere var yngstemand. 3 år gik vi på handelsskole om aftenen, det var et led i uddannelsen. Startede kl. 17 til kl.20, 3 eller 4 gange om ugen fra august til maj. Kunne lige nå rutebilen til Vrensted kl. 20. Det blev en alsidig uddannelse med kontakt til mange mennesker og det kunne jeg godt lide.

Da jeg begyndte som elev arbejdede man som tidligere fortalt 6 dage om ugen, dog lørdag kun til ca. kl. 14,00. Arbejdstiden var dengang 42 timer om ugen, senere blev den nedsat til 40 timer om ugen og sidst blev den densat til 37 timer om ugen, som den er i dag. Dengang åbnede vi om formiddagen kl. 10,00 og holdt middagslukning fra kl. 12 til kl. 14 og lukkede så banken kl. 16,00. Senere fik vi også aftenåbning helt til kl. 18,00 en dag om ugen.

Mens min bedstemor havde helbred til det, spiste jeg hver dag middag hos hende og fik også tid til at hvile i en god lænestol inden mødetid i Banken igen kl. 14,00.

Min bedstemor var blevet enke og solgte sit hus med 2 lejligheder og flyttede så ind i den lille lejlighed. Hver dag havde hun så noget at skulle klare, når hun havde en til spisning hver middag. En overgang spiste min kusine Tove, der var postelev også hos vores bedstemor. Jeg syntes det var fint og helt sikkert nød hun også at kunne hjælpe os på den måde.

Jeg husker jeg fik kr. 434,oo om måneden som startløn. Det var meget flot den gang. Vi fik udbetalt vores løn kontant. Dvs. alle gik over på kundesiden af skranken til kassen og fik udbetalt vores løn. Derefter kunne vi så sætte det beløb vi kunne undvære ind på en bog hvorfra vi så senere kunne hæve. Senere fik vi checkhæfte hvor lønnen blev indsat på. Det var smart at vi så kunne udstede cheks til betaling af forskelligt. De første læreår havde jeg købt en gammel knallert som jeg transporterede mig frem og tilbage til Vrensted på. Som 18 årig fik jeg kørekort og købte en Scooter af mærke Lambretta, den blev et fint transportmiddel. Kesse købte en motorcykel, det turde jeg ikke dengang. Som udlært havde jeg fået flere penge mellem hænderne og købte en lille brugt Fiat 600. Jeg husker også at jeg købte en brugt habit til arbejdsbrug i banken af Finn Andersen – søn af murer Charles, som var kommet i lære hos herreforretningen Carstens i Hjørring.

Jeg var efterhånden blevet betroet mange spændende og interessante opgaver i banken og læretiden var efterhånden blevet overstået. De 3 år var gået så hurtigt.

01.07.1965 var jeg udlært og fik lov at fortsætte som assistent indtil jeg skulle ind som soldat den 01. november 1965. Jeg skulle være fodtusse i Viborg. Det blev en kort karriere jeg gjorde i Viborg. Efter 45 dage lige før jul, var jeg blevet hjemsendt som kasseret p.g.a. dårligt syn. Kan ikke se på det venstre øje, så det var en slukøret ung mand der måtte gå ned i Brønderslev Bank og spørge direktøren om jeg havde mulighed for at kunne få lov til at komme tilbage som assistent i banken. Heldigvis havde de brug for en frisk ung fyr, og det blev til en lang arbejdsperiode som ansat i banken i Brønderslev.

Forretninger og håndværkere m.m. i Vrensted i min barndom:

Har sikkert været omtalt i forskellige tidligere skrifter. Jeg har dog tilføjet egne oplevelser.

Vi havde 4 købmandsforretninger i byen, købmand Martin Jensen, købmand Christoffersen efterfulgt af Henning Simonsen, købmand Riis efterfulgt af Steffensen og så den Østre Købmand (købmand Larsen) tæt ved skellet til Stenum, brugs med uddeler Kjeldsen, den gamle Jens Vittrup træskohandel overfor forsamlingshuset, skrædder Møller, mejeriet Lykkens Prøve med mejeribestyrer Bånd, 1 slagter – slagter Mortensen, som efterfulgte Fie Riis og Erik Eriksen. Der fortælles at Erik ikke var udlært slagter. En dag kom en kunde ind for at bestille en halv gris. Erik skulle have spurgt kunden, om det skulle være en forfjerding eller en bagfjerding. !! Man parterer en gris på langs i 2 halve grise så man får selvfølgelig begge dele.

Der var 2 barberer/frisører, 1 damefrisør, 2 smedeværksteder i byen og så den Østre, Smed Pedersen tæt ved købmand Larsen. I byen var der også 2 tømrermestrer, Roden og Ejersted og 1 snedkermester Villy Christensen desuden maler Poul Jensen. 2 Murermestrer, Charles Andersen og Chr. Nielsen. Bagermester Bedholm med udsalg.  Apoteksudsalg hos den gamle tømrer Roden. Senere fik vi en elektriker. Vrensted var godt forsynet med hvad der var brug for i området. Før vi fik den nye skole var der ud over Vrensted Byskole, både Åsendrup Skole mod Løkken, med lærer Pedersen og Østre Skole mod Brønderslev med lærer Brøchner Hansen. De 2 sidstnævnte skoler blev dog nedlagt i første og sidste halvdel af 50 erne, og eleverne fra disse områder kom så til byskolen i Vrensted allerede inden den nye skole blev taget i brug.

Toget, posten og stationen fra 1913 til 1963.

 

For at komme ned til stationen skulle man forbi kirken og kirkegården mod vest ned mod stationen, hvor der var togforbindelse til Åbybro/Aalborg mod syd over Ingstrup, V. Hjermitslev, Sdr. Saltum, Pandrup til Aabybro og mod nord til Hjørring over Løkken, Vittrup, Gølstrup, Lønstrup og Sdr. Harritslev. Banen blev nedlagt i 1963 efter at have eksisteret i 50 år.

Dengang, som barn,  syntes jeg at det var langt ned til Stationen, især når vi skulle hente avisen – Vendsyssel Tidende – der kom kl.5,00 om eftermiddagen med toget fra Hjørring og skulle bede om den nede hos den skrappe stationsforstander fru Christensen. Når vi skulle med toget, skulle vi købe billet inde hos fru Christensen gennem billetlugen Hun stod også for posthuset med postomdelingen og pakkeudlevering. Jeg husker de 2 poster som hed Christoffersen og Hedemann. Begge boede de i den nordlige ende af Vrensted. De kørte rundt på sorte cykler med store lædertasker på styret og bagagebæreren og delte post ud til byens borgere. De kørte også rundt på cykel i landdistrikterne. Det var ikke altid nemt for dem i al slags vejr. Når vejene var lukket af sne, måtte de gå rundt med post og de lignede mere snemænd end de sorte poste de normalt var.

På Stationen var der også et stort pakhus. Her kom der forskelligt slags gods til håndværkerne i byen og osse til landmændene. Det blev læsset af små godsvogne på en rampe og kørt ind i pakhuset med sækkevogn eller blev båret ind. I modsatte ende af pakhuset var der også en port og rampe hvorfra varerne kunne afhentes. Der kørte både små godstog og skinnebus på strækningen.

Rutebilforbindelse Løkken – Brønderslev:

Der var dengang også rutebilforbindelse fra Løkken over Vrensted til Brønderslev som var vores handelsby med alle slags forretninger. (Rutebilejer Sven Brix, Løkken)

Den fik jeg virkelig brug for i 1962 da jeg blev elev i Brønderslev Bank. Om vinteren og ellers i dårligt vejr kørte jeg med den, sammen med min kammerat Kesse som var kommet i lære på Brønderslev Andelsslagteri på kontoret året før.

Vi oplevede at der altid var plads i rutebilen fra Vrensted, men fra Stenum til Brønderslev blev den altid fyldt op med skolebørn.

Fra en gl. kollega fra Stenum der gik i skole i Brønderslev har jeg fået fortalt om hvordan Kesse og jeg altid om mandagen talte højlydt om havd vi havde foretaget os til bal i omegnens forsamlingshuse.

Vognmænd dem var der 3 af i Vrensted:

 Der var Reinholdt Nielsen der havde 2 lastbiler hovedsagelig til transport af kreaturer og sand og grus/sten materialer.

 

Så var der Henry Nielsen, DAF eller bil Henry ,også alm. transport virksomhed. Her arbejdede Thyge. Han kørte også på områdets veje med sneplov.

Så var der  vognmand Mathias Vestergaard, på Sct. Thøgersvej vest for Kirken.

Her var chauffører, Richard Vestergaard og Ejnar Andersen,

Ejnar boede i sine sidste leveår i det lille opr. vaskeri ved siden af købmanden tæt ved den gamle skole. Mathias kørte hovedsagelig med 1 lastbil med vare-og pakketransport og 1 lastbil til grisetransport til slagteriet i Brønderslev samt sten og grus til vejene. Varetransporten foregik på den måde, at han havde dritler med smør fra Mejeriet ”Lykkens Prøve” med til Aalborg som blev leveret i pakhusene ved kajen i Aalborg by, hvor det så blev fragtet til England. Derefter kørte han til fragtmands-centralen i Aalborg, hvorfra han så fik fyldt op med pakker til forretninger i Brønderslev, Tolstrup, Stenum og Vrensted. Jeg var ofte med, var vel mellem 8 og 12 år. Det var sjovt at læsse og aflevere pakkerne. Mathias havde altid en cerut i munden. Han var en glad og bestemt lille mand. Ofte var jeg også med på slagteriet i Brønderslev for at aflevere levende svin til slagtning. Der var en skrigen og lugt af af de brændte og kogte svinekroppe inden de blev parteret. Vi hentede også grus til vejene som blev læsset af i vejkanten. Efterfølgende kom vejmanden og lagde det ud i hullerne i vejen. Jeg husker at vi havde 2 vejmænd, Ejnar Krag og Jormoder Niels, der boede næsten nede ved Løkken på jordmoderbakken.

Kommunens vejmænd:

Som før omtalt havde kommunen ansat 2 faste vejmænd i Vrensted sogn. De havde som opgave at stå for vejnettet som alle var grusveje. De skulle sørge for at vedligeholde vejene. Vognmændene kom med stabilgrus som blev jævnet ud i hullerne og over et år skulle de så forsøge at komme igennem de mest befærdede veje. De havde selvfølgelig andre opgaver som de løste sammen med andre arbejdsmænd i fællesskab. Der skulle renses grøfter op langs de kommunale veje og andre forefaldende opgaver. De havde også til opgave at lave sneskærme. Det var små hegn ca. 3 m lange og 1,5 m høje. De blev så vidt jeg husker lavet nede på stationspladsen nord for pakhuset. Her blev en del også oplagret om sommeren og så til vinter blev de kørt ud hvor der var behov for at sætte dem op i en lang række på markerne. Det var langs de mest befærdede kommuneveje hvor der var fare for snefygning. De blev stillet op inde på marken i en pæn afstand fra vejen for at sneen kunne lægge sig der i stedet for på vejen. Der var en del arbejdsfolk som havde til opgave at få dem stillet op og taget ned hvert år. Vognmanden bragte og hentede dem.

Jeg husker en vinter hvor vi havde meget sne der har være midt i 1950 erne. Bil/DAF Henry kørte med sneplov nede foran skolen mod stationen. Der var så meget sne at han tog tilløb med lastbilen for at pløje sig igennem. Det slog fejl og han kom til at sidde fast. Hans lastbil med sneplov måtte graves fri af arbejdsmænd. Denne vinter var der så meget sne at sneploven ikke kunne køre fra kirkedammen til trehjørnet. Der gik arbejdsmænd og gravede vejen fri. De skar store snepolte ud og kastede dem ind på marken. Jeg tror at snedyngen var flere meter høj hen forbi købmanden. Der var stillet sneskærme op på marken men havde ikke hjulpet lige der. På det tidspunkt var der ikke bygget huse på strækningen fra gården Lille Knudsgaard og skolen og op til Konrad og Jensines hus ved trehjørnet. Dette billede glemmer jeg aldrig for så meget sne skulle der gå mange år inden jeg fik at se igen og så er vi kommet helt hen til efter år 2000.

Lægen:

Der var lægepraksis – doktor Sørensen nede ved Kirkedammen. Han var en dygtig og anerkendt læge og blev afholdt at beboerne i Vrensted og Omegn. Fru Sørensen var medhjælpende hustru og var uddannet sygeplejerske. Praksis er fortsat i det gamle kommunekontor som et lægehus, med sønnen Jørgen og nu Jørgens datter med flere læger og dækker i dag et meget stort område i landsdelen.

Kommunekontoret:

Kommunekontoret blev ledet af Kæmner Laursen. Kommunen hed dengang Vrensted – Thise Kommune. Der var kæmneren og 2-3 ansatte kom til, bl.a Kirsten Jægerum og Inger Marie Olesen er udlært der. Sognerådsmøderne blev afholdt der i et stort lokale og der var også bolig i bygningen til kæmneren. Ved kommunesammenlægningen i 1970 blev Vrensted og Thise delt og Vrensted gik til Løkken-Vraa og Thise til Brønderslev. Der var skiftende sognerådsformænd i den gamle kommune. Husker den gamle Bonderup, Chr. Rykind Eriksen begge Vrensted og som senere blev efterfulgt af Frants Jensen, Filholm, Thise.

Kæmneren havde en søn Jens Jørgen som jeg var jævnaldrende med. Han er desværre død. Han var lidt teknisk anlagt. Vi fik trukket en ledning fra hans værelse over marken til mit værelse i den nye lærerbolig ved den nye skole og så lavede han sådan, at vi kunne snakke sammen. Hvordan ved jeg ikke, noget med noget fra en radio. Men lidt sjovt var det.

Biblioteket på Vingevej:

Biblioteket var i 2 stuer i vestenden af dette hus på Vingevej kaldet ”Thøgerstedet” opført af sagfører Anders Olesen, Nørresundby/Vodskov og født i Vrensted

Biblioteket flyttede senere til den nye skole fra lokaler i et hus som sagfører Olsen, Vodskov havde bygget tæt ved Trehjørnet der hvor fugletræet nu er opstillet. Han har bygget bl.a. også Kirkemarken, Ane Maries Hus og den anden ejendom tæt på trehjørnet lige over for Kommunekontoret nu Lægehuset. Far var bibliotekar og vi børn var ofte med når der var åbnet på biblioteket. Olesen havde skænket mange bøger til Vrensted Bibliotek. Der kom mange mennesker og lånte bøger og det var sjovt at høre hvad de fortalte far, om ting og sager der var sket og om bøger de havde læst. Mange lånere fik anbefalinger af far til gode bøger og emner.

Præsten:

Vi havde også fast præst i Vrensted. Først var der Provst Stevns  der døde i 1952 og herefter blev  ansat Pastor Otto Mikkelsen og var der en menneskealder. Han var et stort aktiv for ungdoms- og gymnastikarbejdet i hele landsdelen. Måske han største interesse. Men en god præst.

Jeg husker at Mikkelsen kom på et besøg hos far, der var degn og kirkesanger, for at snakke om evt. at blive ansat som præst i Vrensted. Det var en lørdag over middag. Han kom kørende i sin fars gamle Ford helt fra Randers og holdt lige uden for skolegården over for bageren, Han skulle bl.a. også se kirken og tale med far om sognet og arbejdet. Han skulle sikkert også tale med menighedsrådet.

Frysehuset mellem Trehjørnet og Mejeriet:

Der blev bygget frysehus midt i Vrensted by. Det var Else Nielsen der stod for udlejning af bokse m.v. Her kunne folk leje store og små fryserum. Der var åbnet bestemte dage og jeg tro også folk kunne få egen nøgle dertil. Især folk fra landet havde behov for stor fryseplads da de oftede slagtede og havde store køkkenhaver. Det var før hver enkelt husholdning fik egen fryser. Jeg mener det var et andelsfrysehus.

Taxa eller også kaldet lillebil:

 

Taxa blev kørt af Harald Nielsen (Poul Søndergaard Nielsen far) og Jens Madsen der boede i den anden ende af huset, hvor der opr. var bibliotek. Der var jo ikke så mange dengang i 50 erne der havde egen bil. Så af og til havde folk brug for at blive transporteret og kunne bestille transport hos de nævnte. Senere kom slagteren til med taxakørsel – mest skolekørsel og idrætskørsel. Vognmand Reinholdt Nielsen kørte også taxa i en flot bil.

Mejeri og mælkemand:

 

 

 

 

 

 

Til mejeriet var der også tilknyttet mælkekuske der hentede mælk hos landmændene i mejerispande ude på gårdene. Det var private husmænd/landmænd på Bådstedhede, Kongsengene, Vestre Hede og Østre Hede og i den nordlige del af kommunen næsten i Løkken, der kørte turene.

Folk på landet beholdt jo dengang mælk til eget forbrug derhjemme, men vi der boede i Vrensted by havde mælkemand. Det var Ejler Kjær fra Vingevej. Han havde sin daglige tur i mejeribyen, stationsbyen, til kirkedammen og Nyhavn. Han ringede med sin mælkeklokke og de forskellige husstande kom ud med kander og flasker og Ejler hældte så aftapningen fra et litermål op i folks kander og flasker. Han havde også smør og ost med som vi købte i løs vægt.

Vores mejeri – Lykkens Prøve – lavede både ost og smør til eksport til England med afskibning fra Aalborg. Jeg har mange gange være med til at køre med landmænds fyldte mælkespande til mejeriet, som blev afleveret på perronen og så tømt over i en stor beholder. Jeg husker at der altid var kogende vand i mejeriet som blev brugt til rengøring af spande, gulve m.v. Mejeribestyrer Bånd og en mejerist mere, havde hvidt arbejdstøj på samt kasket.

Skomager Gade på Ingstrupvej:

Vores skomager hed Kristian Gade gift med Anine.

De boede ned på Ingstrupvej ved siden af tømrer Marius Ejersted. Han var desuden ringer og graver ved Kirken. Han havde overtaget forretningen efter sin far efter at være gået fra en mindre ejendom. Der var en børneflok på 14.

Gade havde flere sønner der boede i Vrensteds udkant og nogle var emigreret til Amerika. Gunnar derimod, var bosiddende derhjemme og hjalp sin far på værkstedet og forretningen, der bare lige var en lille disk og et lille værksted med datidens maskiner de havde behov for og så nogle læste, hvorpå man satte skoene under bearbejdning. Her fik vi vores sko og støvler ordnet. De skulle af og til forsåles, træskoene skulle have ny gummibelægning og sparkeplade påsat. De kunne i hvert fald leve af det dengang i 50 erne. I 1960 lukkede Gunnar forretningen efter sin far. Gunnar blev ansat på Peder Nielsen Beslagfabrik i Brønderslev og blev en meget habil træ- og billedeskærer og lavede også violiner. Bl.a. har han skåret en fin og stor skulptur af Sct.Thøger, der er placeret i Vrensted Kirke.

Bager Bedholm på Sct. Thøgersvej overfor mit hjem – Byskolen

Bager Bedholm. Den gamle bager og kone drev oprrindelig forretningen med udsalg og konditori og mødelokale som ofte blev brugt til begravelseskaffe. Senere overtog de 3 børn Peter, Lassen og Søster forretningen. De var alle 3 ugifte og boede sammen til de døde. Der kom ingen ny bager efter dem. (se vedhæftede artikel)

Brødudsalg på Vrenstedvej midt mellem Trehjørnet og Mejeriet.

Jeg husker at Dagny Krag der boede ved siden af frisør Simoni i midbyen, fik lavet en tilbygning til huset hvor hun havde et lille brødudsalg. Dagny Krags mand han var vejmand i Vrensted og gik ved kommunens veje og grøfter og ordnede dem. Men Dagny havde i flere år det lille brødudsalg til stor glæde for beboerne i midtbyen, men selvfølgelig en konkurrent til bager Bedholm nede ved skolen.

Frisør Romedahl ved Trehjørnet

Ud over frisør Simoni og han kone der var damefrisør ude midt i byens, var der også barber Romedahl som havde forretning ved trehjørnet og konen Kirsten havde byens eneste ishus hvor byens unge samledes om sommeren. Hos Romedahl kom mange af byens folk og blev klippet. Det var et godt sted at komme for der var der nyheder at hente. Jeg blev som regel klippet lørdag eftermiddag efter at jeg var kommet hjem fra banken, så jeg kunne have et flot hår godt fyldt med brylcreme og duft, når vi skulle til bal om aftenen i omegnens forsamlingshuse.

Vrensteds malermester – Maler Poul

Skråt overfor frisør Simoni der havde et stift ben, boede i et lille nybygget hus vores maler Poul Jensen lige ved siden af vognmand Reinholdt Nielsen. Han var ugift og boede alene i huset, hvor der var værksted nedenunder og bolig på 1. sal. I mange år kørte han rundt i en meget lille varevogn med plads til sit grej. Underligt nok havde maler Poul også et stift ben. Det var et noget specielt syn når man kunne se de 2 naboer sammen. Vi børn syntes det så sjovt ud når de gik der med strakt/stivt ben. Poul Jensen kom vidt omkring så det stive ben forhindrede ham ikke i at udføre sit arbejde. Selv på malerstigen gik det fint med det stive ben.

Skrædder Møller:

Jeg husker skrædder Møller ude i mejeribyen. Her fik vi syet og omforandret tøj og far delte avisen Information med ham. Den hentede jeg mange gange om eftermiddagen. Sjovt at se når han sad på sit skrædderbord med benene over kors. Tøjet hang på store bøjlestativer. Der lugtede altid fra det varme strygejern.

Håndkøbsudsalg for Løkken Apotek:

Ude hos den gamle tømrer Roden i hans nye hus, var der håndkøbsudsalg og medicinudlevering i stuen fra Løkken Apotek. Diverse medicin stod i et stort sort skab i stuen. Han flyttede fra sit værksted til sit nye hus på østsiden af vejen. Sønnen Morten Roden overtog hans værksted og hus.

Sparekassefilial – Løkken Sparekasse:

I mejeribygningen i et lille kontor i den vestre ende, havde Spare- og Laanekassen for Løkken og Omegn (Løkken Sparekasse) en lille filial, hvor der var åbent en gang om ugen. Her fik jeg min første sparebøsse og sparekassebog, som jeg havde indtil jeg selv blev ansat i Brønderslev Bank efter endt realeksamen i 1962, Jeg husker Mikkelsen fra Sparekassen – han kom cyklende fra Løkken – og desuden var der den store stoute gårdejer Jens Drivsholm ude fra Drivsholm mod Børglum Kloster, der som kasserer hjalp sparekassemanden i åbningstiden. Det var dengang at vores fine sparekassebøger blev ført i hånden med alle ind – og udbetalinger. Har lige fået oplyst at der fra 01.03.2012 ikke længere er pengeinstitut i Vrensted.

Telefoncentral på Vingevej:

Der var også telefoncentral i Vrensted. Den lån på nuværende Vingevej med udsigt til trehjørnet.

Det var dengang vi havde telefon hvor vi ringede op til centralen og bad om det nr. vi skulle snakke med. Vi havde Vrensted 17. Central Kesse og konen Inger (centralbestyreren), vidste altid meget om hvad der skete i Vrensted og omegn, idet de kunne høre med på samtalerne. Mange gange har de, hvis et nr. ikke svarede eller var optaget, kunne fortælle hvor og hvornår folk kunne træffes.

Smedeværksteder:

Der var en smed ude tæt på mejeriet og Søren Nielsen og senere Per Hvarregaard havde smedeforretning på nu Vingevej. Der blev lavet arbejde for landmændende og de skoede heste. Der var også den østre smed Pedersen ude tæt ved den østre købmand tæt på kommuneskellet til Tolstrup-Stenum Kommune og i Mejeribyen smed Christensen.

Murermestre:

Vrensteds havde to betydende murermester, Charles Andersen i Mejeribyen og Chr. Nielsen der opr. boede på Vingevej. De havde meget arbejde overalt i Vrensted og Omegn. Også deres murersvende boede i Vrensted.

Tømrermestre:

Der var Morten Roden i Mejeribyen og Marius Ejersted nede syd for Kirken mod Ingstrup. Så var der desuden snedkermester Villy Christensen midt i Vrensted by. Alle tre havde værksteder med diverse høvlebænke og nogle få maskiner til at save træet på. Villy lavede i mange år dritler til mejeriet til eksport af smør til England.

Cykelsmed:

Bette Nils ordnede cykler for folk. Hvordan konen Betty og han kunne leve af det forstår jeg i dag ikke men jeg tror de gjorde det. Sønnen Arne blev kæmner i Løkken.

Senere kom cykelhandler Christensen til. Han byggede nyt værksted. Han byggede senere værksted og beboelse tæt ved trehjørnet med også autoreparation, salg af gas og benzin m.m..

En sen nat jeg skulle køre min kæreste hjem til Taars (min nuværende kone) havde lånt fars bil men der var ingen benzin i tanken, måtte jeg kalde Christensen op. Han kom ud i sin natpyjames godt søvning. Han var dog venlig stemt og jeg fik benzin påfyldt og kunne køre kæresten hjem. Mange gange har Christensen senere nævnt ” kan du huske dengang” og også fortalt det til andre.

Møbelsnedker:

Oluf Jensen, der var søn af den tidligere førstelærer ved Byskolen, Anton Jensen, boede midt i byen og havde et lille hus med udstillingsvindue og tilhørende værksted hvor han fremstillede forskellige møbler. Han var ret dygtig til sit fag og blev anerkendt og begyndte også at restaurere møbler for museer m.v. Han begyndte senere at arbejde med skulpturer og blev efterhånden en anerkendt kunstner. Deltog bl.a. på Vraa udstillingen. Fra hans værksted blev uddannet flere dygtige svende. Mor og far købte en del møbler hos ham som vi børn har arvet og som vi glæder os over og kender historien omkring. Der var sønnen Henrik og jeg jævnaldrende og også der kom jeg en del som dreng. Henrik kunne lave flitsbuer og pil af materialer fra værkstedet, som vi brugte i vores leg.

Vrensted Fælles Vaskeri:

Mellem købmand Simonsen og Agnes Bak blev der på et tidspunkt opført et vaskeri. Jeg ved ikke hvem der var foregangsmand i dette projekt. Skønt var det for vores mor, at hun nu kunne ordne alt vores vasketøj derhenne. Man lejede sig ind og så blev der ellers vasket i en stor tromlevaskemaskine. Der var opstillet en stor centrifuge. Man lagde tøjet i for oven – der kunne være rigtig meget i den – og så fik tøjet ellers en ordentlig slyngetur. Herefter blev det hængt op i et tørrerum. Efter tørring var der så mulighed for at få strøget tøjet på en stor varmerulle i det 3. rum. Det var lidt sjovt at være med til det. I dag er vaskeriet ombygget til bolig og chauffør hos Mathias Vestergaard, Ejnar Andersen boede der indtil sin død i 2012.

Trikotagehandler Agnes Bak:

Agnes Bak drev en lille trikotageforretning skråt over for Byskolen. Her blev der solgt stoffer, sytråd og nåle og mange andre små nipsting. Man kunne købe undertøj og trøjer. Hun havde et flot udstillingsvindue som var pyntet flot om julen med en nissemand der bevægede sig. Hun var blevet enke i en ung alder og boede der alene med sin datter Karen som min søster Bente kom meget til. I øvrigt var vi ofte ovre hos Agnes Bak.

Fiskehandler Lis Sloth:

På Bådstedhede boede fiske Lis.

Hun boede på en mindre ejendom og var gift med en invalid ved navn Svend Sloth..

Hun kørte sammen med Svend rundt med fisk til folk, som så købte direkte fra bilen. En ældre bil med et opbygget hus på ladet. Det var rart for egnens befolkning at man på den på kunne købe fisk lige uden for døren.

Omrejsende skærslipper:

Om sommeren kom der ofte farende svende rundt som skærslipper. De sleb knive og sakse for både folk på landet og i byen. De kunne ofte synge en skærslipper sang og vi børn var meget interesseret når de arbejdede med slibestenen der var påmonteret deres cykel. Mange af de farende svende kunde et eller andet håndværk. Ofte var de også berusede og drak sprit men de opførte sig på en venlig og glad måde.

Omrejsende gårdsanger Romus fra Moseby:

Om sommeren kom der også af og til omrejsende harmonikaspillere og gårdsangere. Jeg husker især en der kom fra Kaas eller Moseby han var meget speciel.  Han hed Romus.

Han var en hyppig musicerende gæst.  ”Romus”, var opr. fra Løkken, hvor han boede sammen med sin mor, ude i nærheden af Furreby Kirkegård. Mange år senere flyttede han til Kaas, hvor han var indehaver af det skæve hus ude på Langgade, hvor han opbevarede sin faktisk meget store samling af gamle radioapparater og musikinstrumenter, forsvarligt låst inde bag en hoveddør, sikret af et utal af solide låse.

Han var et samlingspunkt for vi børn, når han kom til byen. Lidt en tosse.

Maskinstation ved Charles Jensen, Nyhavn, Gl. Byvej:

I starten af min barndom var det ikke så almindeligt med traktor på landet. Det var kun ganske få steder man havde det først i 50 erne. Men traktor Charles som var søn af vejmanden kaldet Jordmoder Niels, startede op med maskinstation fra Nyhavn. Han kørte rundt til egnens landmænd og pløjede, harvede, høstede og meget andet. Det var fremskridt i Vrensted. Hans sønner Leo og Leif deltog også i dette arbejde og arbejdede hjemme i en periode. Han fik efterhånden flere traktorer. Det var små grå Ferguson.

Der var også en landmand Poul Hansen – en lille mand, ude fra Vringelby. Han drev også lidt maskinstation. Han havde en grøn traktor der kunne kører meget stærkt. Når han kom gennem byen gik det bare stærkt. Han fik bl.a. en maskine bag på traktoren der kunne dække roekuler til. Jorden blev fra maskinen slynget op på roekulen. Det var nemt for landmanden i stedet for at skulle dække hele roekuglen med en skovl.

Kontrolkontor for ledige, (Arbejdsanvisning) Vingevej:

Rosa og hendes mand murer Valdemar på Vingevej, havde også – en slags fagforeningskontor – et kontor hvor arbejdsmænd kom hen og fik anvist arbejde. Vi sagde altid, at folk gik til kontrol.

Folk fik stemplet i en kontrolbog og kunne måske så få nogle ledighedspenge hvis ikke de havde noget arbejde. Ved ikke helt hvordan det fungerede.

Kommunens vejtromlehus ved Rørbæk mellem Vrensted og Thise:

Kommunen fik bygget et flot hus i røde sten til sin vejtromle. Ved anlæg af veje blev vejtromlen brugt både i Vrensted og Thise både til at knuse skærver og trykke grus sammen når vejene blev vedligeholdt. Det var før vi fik asfalt på vejene. Alle veje i Vrensted og til omegnsbyerne var i min barndom grusbelagte men med årene blev de fleste veje asfalteret. Det var ikke sjældent at cyklerne punkterede på grund af de mange små flintesten der var gruset på vejen.

Fælled på Bådstedhedevej (mellem Præstegården og Holmen):

Kommunen havde et fælled ude på Bådstedhedevej syd for Gerhards og Maries hus, hvor folk fik kørt deres affald ud en gang imellem. Der blev fyldt op ude fra vejen i nogle lavninger og vandhuller. Det tog rigtig mange år at få fyldt hele området op. Det blev selvfølgelig lukket med tiden og der blev plantet grantræer og i dag er der en skov på området. Det var et sted vi drenge tit gik og rodede.

Hjemmesyerske Augusta Westergaard, Ingstrupvej:

Der var også en syerske, der kom rundt i hjemmene og syede tøj for folk bl.a. Augusta Westergaard. Hun var der ofte i flere dage når der skulle repareres eller syes nyt. Jeg mener vi brugte Augusta Vestergård, hvert år når mor havde planlagt og købt ind til nye kjoler til hende selv og Bente, nyt sengetøj, omforandringer m.v.

Hun boede sammen med sin bror Ejnar Westergaard i det sidste hus på venstre hånd, når man kører mod Ingstrup. Ejnar passe ænder og svaner i kirkedammen og det var også et godt sted at komme hos dem.

Kogekone Marie Frandsen, Bådstedhede:

Jeg husker kogekone Marie Frandsen ude fra Bådstedhede. Hun var en meget brugt kogekone hos mange i Vrensted. Hun var en livlig og munter dame som lavede noget godt mad. Mor og far har brugt hende rigtig mange gange til fester, fødselsdage, konfirmationer bryllup m.m. Hun kom i mange år cyklende ude fra Bådstedhede. Hvordan hun blev kørt hjem husker jeg ikke. Hun kunne godt lide et glas vin men det gik aldrig over gevind. Til min fars 50 års fødselsdag stod fru Frandsen i køkkenet. Det var første gang jeg skulle med til en voksenfest hjemme.

Ved fars 50 års fødselsdag. Jeg sidder mellem far og lærer Pallesen

Det var en herrefrokost. Der blev ikke indtaget for lidt. Der var Vrensted folk, fars brødre og en del kolleger både fra skolen og omegnsskoler m.fl. Lige pludselig ringede telefonen. Stemningen var høj. Ham der sad nærmest telefonen, det var førstelærer Vinther Jensen, Ø. Hjermitslev. Husker ham som en sjov person. Han tog telefonen med bemærkning om hvad han kunne hjælpe med. Vedkommende som ringede spurgte efter fru Frandsen. Vinter Jensen var meget uforstående over for spørgsmålet for han kendte ikke fru Frandsen. Efter længere tid samtale hvor vi tilhørere var ved at dø af latter, endte det da med at Fru Frandsen blev hentet frem fra køkkenet og fik talt med den aldeles uforstående person der ringede op. Det var første gang hjemme, jeg drak for meget og skulle brække mig flere gange. Ved samme fødselsdag kan jeg også huske, at min fars bror også fik rigeligt – han kom i en god stemning – og han gik på besøg på alderdomshjemmet og besøgte alle de gamle. Det har vi moret os over mange gange siden.

Alderdomshjem:

Bag ved Anne Maries hus op mod den nye skole og sportspladsen blev der opført en helt nyt alderdomshjem omkring 1959. En meget flot bygning, lidt i stil med Anne Maries hus. Martha og Vagn blev ansat der og var bestyrerpar i mange år. Det var et godt sted for ældre mennesker som ikke kunne være alene i deres eget hjem længere. Der fik de kærlig pleje og omsorg. I dag er det nedlagt og har i en periode været anvendt til vandrerhjem

Gadenavne:

Da jeg var barn husker jeg ikke, at vejene havde gadenavn, måske uformelt, men ikke med gadeskilte. Det var først omkring det tidspunkt ,da den nye skole blev bygget i 1958/59, jeg husker at navnene kom. Selvfølgelig sagde vi Ingstrup- og Bådstedhedevej og Brønderslevvej ved de navne, men ikke så vidt jeg husker i byen, der var jo såmænd også kun den lange vej gennem byen og så Nyhavn og Møllevej nu Vingevej, i Vrensted. Fra Byskolen skulle vi ud til brugsen og mejeriet og syd på var ned til kirkedammen og doktoren og skomageren og præsten. Vi skulle også ned til stationen, der var en lille bakke ned bag om anlægget. Vi sagde også ud på Bådstedhede og Kongsengene men ned til Løkken og ned til Brønderslev.

Af vejskilte husker jeg kun det på trehjørnet. Thise 5 km, Brønderslev 14 km og Løkken 7 km.

Sport / fodbold

Fodbold var jo min store sportsgren. Da vi fik den nye sportsplads anlagt, varede det ikke længe før der blev indrettet omklædningsrum i skolens cykelskur. Det gik fint og var et stort fremskridt. Der var flere ildsjæle i Idrætsforeningen. Nok især Poul Søndergaard Nielsen. Vi fik købt gamle meget høje telefonpæle som mange frivillige også jeg selv, var med til at grave ned samt grave kabler ned til projektørbelysning over banen. Det var et stort fremskridt og skønt, for nu kunne vi træne om aftenen med fuld belysning over hele fodboldbanen. Vi var altid mange og det var en dejlig tid. Som dreng var vi blevet trænet af Poul Søndergaard og Børge Svenningsen, men efterhånden fik karleholdene udenbys trænere. Vi havde flere fra Brønderslev i min tid. Da jeg flyttede hjemmefra som 18 årig blev fodbold i Vrensted droppet til fordel for pigesjov. Havde en ganske kort fodboldkarriere i Brønderslev.

Dengang jeg kom på realskolen fik jeg en del nye kammerater fra de omkringliggende byer. Flere af dem var sports tosset som jeg selv og mange af mine Vrensted kammerater. Vi havde fået bygget den nye skole og i kælderen som var sikrings- og fyrrum blev der også indrettet bruserum til idrætsforeningen. Desuden var der plads til et stort bordtennisbord. Her spillede vi rigtig meget. Kesse, Finn og jeg selv var, synes vi selv, ret gode, så vi inviterede bl.a. kammerater fra Ingstrup til at spille lørdag eftermiddage og det havde vi det vældig sjovt med i en del år. Starten på bordtennis var da jeg fik bats og net og bolde i julegave nede i den gamle skole og de første år foregik spillet på vores spisebord med de 2 plader trukket ud.

1. 

Et voksen- og familieliv begynder

Eget nybygget hus i 1970 i Vodskov:

I efteråret 1969 besluttede Else Marie og jeg os for at købe en grund i Vodskov. Jeg havde optaget mit første lån i banken til køb af en helt ny bil. En lille Morris Mascot så det var lidt problematisk. Tilskyndet af Else Maries far og efter at have set på flere huse i byen beslutte vi os for at købe en grund i Vodskov. Jeg arbejdede stadig i Brønderslev men var indstillet på at flytte til Vodskov. Vi fik tilsagn om et lån til grunden og besluttes os for at bil og grund skulle være betalt inden byggeriet skulle sættes i gang.

Der blev sparet og betalt af på gælden. Vi fik i fællesskab betalt både bil og grund og kunne nu starte byggeriet op i foråret 1970 på et nyt hus 157 m2 + 30 m2 garage. Huset havde vi fået tegnet af en arkitekt som Else Maries bror kendte. Arbejdsmand var min kommende svigerfar, der havde solgt sin gård og havde tid til at hjælpe og jeg selv hjalp til i min fritid.

Vi havde min svogers mester fra Hjørring til tømrerarbejde, al VVS, var Bjarne Mikkelsen, Vrensted, el-arbejder var den tidligere Vrensted Elektriker, Knud Erik Jensen og maler var Poul Jensen, Vrensted.

Murer Ahlmann, var en murer min svigerfar bragte med fra Taars hver dag fra marts til byggeriet var færdigt til november. Han fik kr. 15 i timen, medens de andre entrepriser var på fast tilbud. Byggelångivende bank var Handelsbanken i Brønderslev. Da vi var færdige havde hele byggeriet kostet incl. tæpper, gardiner og hvidevarer og efter at vi havde fået byggemoms refunderet, i alt kr. 147.685,30. (iflg. gl. regnskabsbog)

Min nystartede familie i 1970:

Den 14.11.1970 blev jeg gift med Else Marie i Vrensted Kirke.

Vi blev viet 14.11.1970 i Vrensted Kirke af Otto Mikkelsen og bryllupsfesten holdt vi på Svanelunden i Hjørring

Else Marie, 23 år og jeg 25 år, blev gift den 14.11.1970 af pastor Mikkelsen ,der gav os vore vielsesringe på i kirken. Efterfølgende var der fest for familie og venner på Svanelunden i Hjørring. Vi overnattede for første gang i vores nye hus på bryllupsnatten. Dengang var det ikke brugt at man boede sammen inden ægteskab. Vi havde hver især haft værelser i Brønderslev og Vodskov.

Vi fik en dejlig tilværelse i Vodskov i et nybyggerkvarter hvor vi hurtigt lærte en del mennesker at kende. I 1972 kom Mette til og i 1975 kom Trine til. Nogle rigtig dejlige piger med spræl i. Else Marie kom på nedsat tid 20 timer om ugen og har været deltidsansat lige siden og indtil sin pensionering som 60 årig.

Med mere og mere ansvar i banken, skulle jeg ofte deltage i aftenmøder m.v., så i 1978 besluttede vi at sælge huset og flytte til Brønderslev. Vi fik solgt 01.12.78 og flyttede til Ø. Brønderslev i en nyopført fodermesterbolig på Øster Gerndrup, hos en af bankens kunder, hvor vi sad til leje indtil vore nye hus i Brønderslev var færdigt til indflytning i foråret 1979. Else Marie tog orlov af hensyn til børnene . Mette den ældste af vore piger, kom midlertidig til at gå i skole i Ø. Brønderslev. Senere fik Else Marie arbejde på et nybygget botilbud for udviklingshæmmede i Brønderslev i 1985, hvilket gjorde det nemmere for vores lille familie i dagligdagen.

Vi har haft en fantastisk god tid i Brønderslev hvor børnene voksede op og fik kammerater og efter at begge har haft efterskoleophold på Hørby Ungdomsskole, tog de studentereksamen. Mens børnene boede hjemme har vi altid holdt sommerferie sammen. I starten var det med telt. Senere blev det på vandrerhjem og tilsidst var det med campingvogn. Vi har sammen set meget af Danmark og de oplevelser det indebærer. Senere vovede vi os udenlands. Først ture til Tylskland, men senere længere ned i Europa, både Holland, Italien og Frankrig. Begge vore piger har efter færdiggjort skoleuddannelse og ophold i udlandet rejst over det meste af verden for at opleve og efterfølgende har de begge taget en uddannelse som pædagog, som deres mor.

Begge pigerne med mænd og børn er igen flyttet til Brønderslev i eget hus.

Hvad skete der senere i banken hvor jeg endnu engang skulle være med til en fusion, nu med Den Danske Bank i 1990.

Pr. 01.01.1974 fik jeg min første udnævnelse til Fuldmægtig (2), 28 år gl., 3 år senere til Fuldmægtig (1) med flere oprykninger og løntillæg hen ad vejen, indtil jeg ved mit 25 års jubilæum i banken, og det kom helt bag på mig, blev udnævnt til prokurist pr. 01.01.1987, 41 år gammel. Det har været dejligt at man i årenes løb er blevet påskønnet for sit arbejde og indsats.

De følgende år blev der arbejdet hårdt på at drive en god og sund afdeling i Brønderslev. Med fusionen kom usikkerheden omkring fremtiden for vi ansatte. Man nedlagde afdelinger, bl.a. Provinsbanken i Brønderslev der blev sammenlagt med min afdeling og folk blev flyttet og rokeret rundt. Der blev hen ad vejen også til et antal afskedigelser af gode og dygtige kolleger. Det var hårdt at se hvordan folks tilværelse blev ændret og slået i stykker. Heldigvis var der mange der fik andet arbejde eller blev omskolet til andre job eller gik i gang med en ny uddannelse. I 1994 blev jeg selv rokeret til Frederikshavn Afdeling. I starten var jeg knockoutet. Efterhånden blev jeg dog glad for skiftet, men jeg fik jo ikke mit gamle ansvarsområde at arbejde med og det var svært. Ved den sidste store afskedigelsesrunde i Danske Bank i 1997 blev jeg sammen med 4 andre kolleger heraf 1 med samme charge som jeg selv og 3 kvinder, opsagt den 14.02.97 til fratrædelse pr. 31.08.1997. Vi blev dog fritstillet med det samme og forlod banken over middag. Kollegerne havde bestemt at de i sympati ikke ville åbne banken denne dag og for første gang i Danske Banks historie var en afdeling strejkeramt.

En ny situation som arbejdssøgende i 1997:

Hvad gør man så efter at chokket havde lagt sig. Det startede ellers med at vi om eftermiddagen da jeg kom hjem var ude at se på hvor vi kunne finde et nyt hus, men heldigvis blev det ikke nødvendigt hverken at sælge hus eller bil.

Gik i tænkeboks og kontaktede revisorer og advokater i Brønderslev om de kendte nogle firmaer der havde brug for en økonomimand eller ville have mig i tankerne. Der gik mindre en en måned og en lokal revisor kontaktede mig for et evt. job. Jeg blev ansat i Brønderslev Hallen 01.05.1997 som regnskabsmand på 18 timer på ugebasis til en rimelig løn. Her var jeg i 3 gode år indtil 01.10.2000 hvor jeg endnu engang at skulle opleve at blive opsagt grundet nedskæringer og dårlig økonomi.

Igen var jeg heldig for 1 måned senere blev jeg kontaktet og ansat som bogholder i en mellemstor erhvervsvirksomhed i Brønderslev, nu dog på 20 timer på ugebasis. Det var nok for stor en opgave og samarbejdet ophørte 31.07.2001.

Efter den tid gennemgik jeg et par lange kurser for arbejdssøgende og søgte flere stillinger. Der var blot ikke brug for mig nogen steder. Det var noget frustrerende men jeg affandt mig dog med situationen.

Allerede i sommeren 1999 havde vi tænkt på at sælge vores hus i Brønderslev som efterhånden var blevet alt for stort efter at pigerne var flyttet hjemmefra. Det lykkedes i efter året og vi solgte til overtagelse pr. 01.03.2000. Vi ville bo i vores sommerhus i Kryle Klit tæt på Blokhus, som vi havde haft siden 1974 og i 1995 og 2000 havde renoveret til en skøn bolig på 142 m2 + 70 m2 ny garage. Vi flyttede dertil. Vi arbejde jo begge i Brønderslev men havde 2 biler så det var ikke noget problem.

Efter at jeg så blev arbejdsløs 01.08.2001 skulle jeg helst ha noget at rive i. I  perioden hvor der var kurser, var der kun tid til det, men senere blev der masser af tid til anden beskæftigelse. Foran vores grund var der en nedlagt grusgrav der var blevet beplantet umiddelbart efter vi købte sommerhuset i 1974 så træerne var store. Jeg kom i snak med ejeren af grusgraven. Hun vil gerne sælge og vi blev enige om en god pris for ca. 33.000 m2 eller 3,3 ha skov hvorpå der ikke måtte bygges – udlagt til privat grønt område -. Senere solgte vi træ fra skoven og fik en erstatning fra Kommunen for udledning af overfladevand fra nogle nærliggende sommerhusgrunde, tilsammen et beløb som oversteg købsprisen for skoven. Vi fik fældet en del, heraf var en del stormfældet, fik gravet 2 søer m.m. fik ryddet op og soigneret, så det var en rigtig god opgave for mig. Derefter efterplantede jeg ca. 5000 nye træer af forskellig slags.

Som 60årig i 2006, gik jeg på efterløn i juni måned. Else Marie gik som 60 årig ligeledes på efterløn 01.11.2007 og den frihed vi fik, har vi nydt lige siden.

Igen et flyt – endda flere gange.

Vi havde snakket om måske at flytte og en aften Else Marie kom hjem fra arbejde spurgte jeg hende om hun kunne tænke sig at bo i Sæby hvilket vi havde snakket om tidligere. Vi havde hørt om nogle nye andelsboliger under opførelse der.

Vi har altid været hurtige til handling. Så vi fik besøg af en ejendomsmægler og fik fastsat en pris på hele herligheden, sommerhus og skovareal, i Kryle Klit – det var en perle. Der gik kun kort tid inden der kom interesserede købere. Vi blev enige om en god pris med fraflytning 01.05.2007. Huset i Sæby var dog ikke færdigt men vi fandt en lejebolig ikke langt fra vores sommerhus så jeg kunne med trailer nemt flytte alt vores bohave dertil, hos en god bekendt i en separat lejlighed. Her kunne vi så bo indtil 01.08.2007 hvor vi kunne flytte ind i Sæby. Inden vi nåede at flytte til Sæby havde jeg via Internettet set et dejligt og stort sommerhus annonceret til salg i Saltum Strandpark. Jeg kunne ikke komme fra tanken om at købe det, Else Marie var lidt mere tilbageholden. Vi kunne godt se muligheder i dette hus som var fra 1994 på 132 m2. Det havde været til salg længe, men prisen ville han ikke slå af. Vi fik dog lejeindtægten om sommeren plus et mindre afslag. Huset havde et dårligt tag så i sommeren 2007 fik vi lagt et nyt flot paptag på samt lavet nye terrasser, hvor jeg medvirkede som arbejdsmand/håndlanger.

Har fået solceller på taget, så vi producerer al vores energi selv.

Foråret 2008 gik jeg i gang med at opføre en ny stor garage på 44 m2 i samme stil som huset, så vi fik hvad vi gerne ville have.

 Vi havde fast bopæl i Sæby i et dejligt nyt hus men ville helst være oppe i sommerhuset og var her meget af tiden og det var nok derfor en af grundene til at jeg ikke faldt til i Sæby selv om vi havde flinke naboer. Pladsen og omgivelserne var for trange. Fik Else Marie overtalt til endnu engang at flytte i sommerhus. Vi stillede huset i Sæby til salg, men krisen var kommet og mange huse stod til salg. I vores kvarter var hele 3 nye huse til salg. Vi fik det solgt i sommeren 2009 med underskrifter og det hele men inden godkendelsesfristen var udløbet, meddelte købers bank at de ikke kunne låne pengene. Det var lidt svært at kapere. Men heldigvis kom der en ny køber omkring juletid og vi fik solgt huset i Sæby til overtagelse 01.04.2011.

I perioden indtil vi skulle flytte fik vi renoveret vore sommerhus med nye energivinduer overalt, nye gulve og indvendige døre, nyt køkken og hvidevarer, inden vi kunne flytte ind 15.03.2011. Efterfølgende har vi fået permanent opholdstilladelse i sommerhuset af Jammerbugt Kommune.

Vi nyder hver eneste dag her ude i det frie, tæt på havet og stranden og tæt på min fødeegn Vrensted som står for mig som noget helt specielt. Vi lever hverdagen i et område som vi kender og som betyder så meget for os begge to.

I sommeren 2011 er jeg blevet folkepensionist, med hvad det bringer.

Hvad har vi oplevet siden vi blev efterlønner/pensionister.

I 2002 købte vi en ny campingvogn. Den har vi brugt hvert år lige siden. De første år kørte vi kun ca. 3 uger om sommeren og altid syd på gennem Tyskland. Efter at Else Marie er blevet efterlønner har vi de senere år kørt fra 4-6 uger med mange oplevelser i hele Europa. Meget har vi set af både gode og dårlige ting på vore ture. Altid har vi sagt til hinanden at i Danmark har vi det godt og ofte bedre end i mange andre lande især i Øst Europa. Vi har oplevet Israel og Jerusalem med mange kontraster. Har været i Indien hvor der er stor fattigdom. I Thailand hvor der også er mange der lever under dårlige forhold. Vi har været i Syd Afrika hvor der stadig er stor behov for hjælp. Har været på rundrejse i Vietnam som er et fantastisk land med en skøn befolkning. På rundrejse i Mexico også der, er der stor fattigdom. Senest har vi været på De Dansk Vestindiske øer hvor vi oplevede og så mange historiske bygninger og danske gadenavne fra dengang da Danmark ejede øerne. Flotte hoteller i alle landene men det er jo ikke de forhold og boligstandarder som lokal-befolkningen lever i til daglig. I 2012 tog vi på rundrejse med bus gennem USA fra New York i øst til Los Angeles i vest, den største rejseoplevelse vi nogen sinde har haft. I USA er alt så ufatteligt stort. I 2013 var vi i Egypten og så pyramiderne og mange kulturskatte,. Vi var på flodkrydstogt fra St. Petersborg til Moskva også en storslået oplevelse og desuden sejlede vi til Færøerne og Island med fantastiske naturoplevelser.

Et byggeprojekt ved et børnehjem i byen Gaskop i det nord østlige Syd Afrika februar/marts 2009.

En stor oplevelse var, da vi sammen med en gruppe folk her fra Saltum området tog skridt til at lave en privatindsamling for at kunne samle penge sammen til et børnehjemsprojekt i Syd Afrika i en lille by ved navn Graskop i det nordøstlige del af landet ca. 400 km fra Johannesburg og tæt på Krügerparken som er en stor Nationalpark med masser af truede dyrearter. En af vores bekendte havde været dernede året før. Han besøgte bl.a. et børnehjem med økonomiske problemer og et bygningsprojekt som ikke kunne færdiggøres pga. manglende penge og kom så hjem med ideen om at hjælpe.

Vi var 6 mænd og 2 kvinder. Heraf var Else Marie den ene kvinde. Vi fik samlet ca. kr. 100.000 i kontanter i vores område omkring Hune/Saltum/Pandrup/Brønderslev fra private og lokale klubber af Lions, Rotary, Røde kors m.fl. samt en del tøj og legetøj. Vi betalte selv for rejse og ophold. Vi rejste forventningsfulde af sted over København og London til Johannesburg ca. 15.03.2009 med stor oppakning og godt spændte på hvad der ventede os. I Johannesburg havde vi lejet et folkevognsrugbrød for hele perioden på 5 uger. Vi lejede os ind på en Lodge i Graskop (lille hotel) i et lille hus og desuden nogle dobbeltværelser, som vi havde til rådighed i perioden. Bilen brugte vi både arbejdsmæssigt men også til at transportere os omkring i området på vore fridage.Vi var 2 par som boede i det lille hus, hvor pigerne lavede mad til gruppen og vi ofte spiste sammen.

Projektet var at færdiggøre en tilbygning til et lille børnehjem der lå i tilknytning til en kirke for sorte med en hvid gammel Engelsk præst og flere sorte hjælpepræster. Børnehjemmet fik børn fra hjem uden en far eller mor eller på grund af meget dårlige forhold. De var i alderen 3 mdr. til 14 år. Alle nogle rigtig dejlige børn som vi kom til at holde meget af. Mændene gik i gang med projektet. Der skulle sættes glas i alle jernvinduerne. Der skulle laves nyt badeværelse men først skulle alle gulve støbes og lofter sættes op i alle rummene. Vi fik toilet- og badeforholdene lavet. Installeret varmtvandsbeholder malet hvor pigerne også deltog og gjort fint i det hele taget. Købt nye skabe, senge, madrasser, huset malet udvendigt og mange andre småting. Der var penge til ny vaskemaskine og køleskab. Vi fik støbt gangarealer rundt om bygningerne.

Vi blev så glade for børnene at flere af os købte cykler til alle af de store børn. Efterfølgende blev de stjålet og husets Mamma er også blevet afskediget grundet uregelmæssigheder m.m. Der er store problemer med at få stedet til at lykkes men vi håber på at de kommunale myndigheder måske vil hjælpe på sidelinien. Der er stadig stort behov for hjælp mange steder i Syd Afrika.

Vi nåede alt det vi havde sat os for skulle laves, herunder ryddet op omkring husene – det kan de ikke finde ud af – og vi afsluttede med et flot arrangement med mad til alle fra børnehjemmet og vores gruppe samt bestyrelsen samt repræsentanter fra bystyret. Desuden var der fin middag om aftenen for leder og præster og bestyrelse samt vores 8 mands gruppe alt sammen givet af Lodge-ejeren der også støttede op om børnehjemmet. Vi opnåede at blive omtalt i aviserne dernede.

Der var dog også tid til at opleve byen og omegnen. Graskop kaldes pandekagebyen fordi der er flere restauranter der lever af at sælge pandekager til gennemrejsende turister. Graskop ligger på Panoramaruten med mange flotte udsigtspunkter, vandfald og tæt på Krüger Nationparken. Vi nåede en 2 dages tur til Krüger parken med overnatning og safaritur tidlig om morgenen inden solopgang. Fantastisk oplevelse at se de mange forskellige store og små fugle og dyrearter. Vi fik set er silkefabrik og en kaffeplantage.

På vej hjem, besøgte vi regeringsbyen Pretoria, hvor Nelson Mandela havde sin bolig.

Det har været en meget stor oplevelse for Else Marie og jeg og med en god fornemmelse af, at vi i fællesskab med vore rejsefæller har været med til at gøre en forskel.

Vi fik et en nær kontakter til 2 halvstore børn og forærede dem nye cykler.

Her er cyklerne med hvor vi er ude at spise fint. Det havde de ikke prøvet før.

Afslutning :

Det har været en stor glæde og oplevelse for mig at få genopfrisket mange ting og oplevelser fra min barndom og ungdom i i Vrensted. Mange af tingene er dukket op af erindringen efterhånden som jeg har nedskrevet dem. Gennem de senere år har jeg på mine ture til Vrensted mødt og besøgt mange gamle bekendte. På kirkegården når jeg har været der, har jeg ofte også mødte mange nulevende bekendte men en tur rundt på Kirkegården har også givet mig mange erindringer om personer jeg har været i kontakt med. Desuden har de årlige besøg i Lokalhistorisk Arkiv i Vrensted til åbent hus i oktober måned givet mange oplevelser, såvel det læsestof og de billeder der er lagt frem, men helt bestemt også med genkendelsen af mange af de personer der er kommet der og de mange gode samtaler vi har haft. Eftermiddagskaffen har været helt unik. Der bliver altid serveret hjemmebagt sigtebrød med pudderrsukker en helt speciel ting for mig. Der er rigtig mange ildsjæle i Vrensted. Både inden for det sportslige og det kulturelle. Det er i høj grad medvirkende til at et lille samfund som Vrensted vil bestå.

Alt hvad jeg har skrevet og omtalt, er noget som betyder meget for mig, meget lidt har jeg været ked af at have oplevet, jeg har haft så meget at glæde mig over,  familien med, kone, børn, børnebørn og svigersønner,  at det helt overskygger det dårlige og trælse.

Et stort savn har jeg dog efter tabet af mine svigerforældre og min egen mor og far, men vi fik lov til at beholde mine svigerforældre indtil de var over 90 år. To personer som jeg holdt utrolig meget af. Min mor døde allerede som 70 årig og min far allerede som 60 årig. Min far faldt om i skolegården med en blodprop i hjertet.

Jeg er et glad og lykkeligt menneske med de mange ting som livet har givet af oplevelser.

I taknemlighed

Jens Otto

Mit skriveri i Barn af Vendsyssel nr. 20 kilde: 2015 Nordjyske:

20 historier på vej fra Vendsyssel

---

BARN AF Vendsyssel – udgave nummer 20 – er lige på trapperne. Tirsdag 3. november er bogen til salg i Bog & Ide, Føtex Brønderslev samt hos Lions-medlemmerne. Bogen indeholder 20 historiske beretninger fra Vendsyssel, ogi år har to helt lokale skribenter bidraget med deres fortællinger.

Lions Clubber i Vendsyssel står bag bogudgivelsen, og overskuddet fra bogsalget går til humanitært arbejde.

Fra Brønderslev deltager Mikael Justesen, der er feltets yngste forfatter. Han fortæller i bogen om sin vej fra Brønderslev til direktørstolen i TV2Nord. Fra Brønderslev-området deltager også tidligere bankmand i Brønderslev Jens Otto Madsen. Han tager udgangspunkt i sin opvækst i Vrensted og levendegør landsbyens liv.

Marianne Jelved har skrevet forordet til årets udgave af Barn af Vendsyssel. Ganske vist er hun ikke fra Vendsyssel, men hun har repræsenteret Vendsyssel i Folketinget siden 1990.

– Så københavneren har vel en vis baggrund for at udtale sig om os, lyder det med glimt i øjet fra redaktionsudvalget.

Ditte Scharnberg, datter af forfatter Carl Scharnberg, er også blandt forfatterne. Hun er opvokset i Vrå og har blandt andet oplevet tilblivelsen af Børnenes Jord.

Den øvrige forfatterskare er Ann Holland Sørensen, der er opvokset i Gåser samt Katrine Nielsen bor i Hammer Bakker og har startet Rudolf Steinerskolen i Aalborg. Blandt skribenterne er også borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade samt Kris Dissing, der er tidligere skoleinspektør i Flauenskjold og født og opvokset i præstegården i Vrejlev.

Einar Larsen, der er tidligere spakassedirektør i Hals, skriver om Stae Købmandshandel i 60’erne og Vester Hassing Idrætsforenings udvikling i samme periode.

Kaj Nørholm beretter om Nordjyllands Korsbæk – om livet i Hjørring siden krigen. Han er tidligere gymnasielærer i Hjørring og rektor på Vestfyns Gymnasium.

Ole Pedersen, journalist og tidligere lokalredaktør i Sæby, skriver om livet som journalist. Verner Nørgaard, tidligere boghandler i Pandrup, beretter om livet i Kaas og Pandrup og om sit liv som boghandler. Peter Ross Jensen, tidligere advokat i Aalborg, leverer en detaljeret og intens beskrivelse af sin opvækst i Dronninglund. Bo Terp fortæller om sin opvækst i Hjørring i 50’erne og Karl Erik Slynge fra fortæller om sin opvækst i Frederikshavn. Mogens Madsen skriver om Hjørrings kendte butikker og deres indehavere.

Henrik Røde Jensen, eventmager fra Frederikshavn, leverer en fortælling om sig selv og sine meritter, og lufthavnsdirektør Søren Svendsen beretter om sin opvækst i Nørhalne og entréen på dagtidens lokal musikscene.

Søren Raabjerg Møller beretter om at være bondedreng i Skagen, men folketingsmedlem Preben Bang Henriksen fortæller om sine hver som politiker og advokat.

Artikel i oplandsavisen nov. 2015 vedr. udgivelse af Barn af Vendsyssel bog nr 20
hvor jeg blev opfordret til at skrive. Bogen er udkommet hvert andet år i 40 år.

Forfatterne i udgave nr. 20 af Barn af Vendsyssel

Billeder og tekst er alt sammen noget som har haft og stadig har stor betydning for mig.

Jens Otto Madsen  2015

 

læs videre nedenforJeg har tilladt mig fra internettet at vedhæfte ” traveture i og omkring Vrensted” – Vrensted har og betyder stadig meget for mig. Det er oplevelser og små fortællinger fortalt af både unge og lidt ældre Vrensted folk.

Det fortæller meget om mange interessante ting.

Traveture omkring Vrensted 2007.

(skrevet af Elin Schierup, Vrensted)

Tur ud af Bådstedhedevej:

Vaskehuset blev bygget i begyndelsen af tresserne. I slutningen af tresserne gjorde vaskemaskinerne sit indtog i hjemmene og vaskehuset blev overflødigt. Svend Mørk byggede det om til beboelse til familien fra København. Så havde de et sted at sove, når de var her på besøg.

Skolen blev overtaget af Helga og Frede Pallesen i 1959, da den nye skole blev indviet. Nu bor Kristian og Ellen i østenden af skolen.

Lige efter skolen lå tidligere et hvidt hus, som blev beboet af en cykelsmed.

På hjørnet lå Ørnholms røde hus, hvori urmager Ørnholm lavede berømte tårnure. Begge huse blev nedrevet, da vejen blev udvidet i slutningen af halvtresserne.

Overfor Kirkedammen lå også en købmand og en slagter.

Huset overfor præstegården blev bygget for indtjeningen fra bogen HELENE skrevet af Fie Riis. Bogen var autentisk og handlede om Helenes opvækst som fattighusmedlem.

Efter Gerhards hus i svinget lå Fælleden, som var en losseplads for usorteret affald, men dengang var affaldet ikke så farligt – i kanten var et lille vandhul med haletudser. Fælleden betyder egentlig et fællesareal. Her stod børn ofte med køer på græs i vejsiden – de skulle jo passe på dyrene ikke spist af kornet på marken.

Ud af vejen ved Holmens skov drev man tidligere kvæget i engene. Efter afvandingen fik hver ejendom sin egen lille smalle eng. Kræn Thomsen havde en lille robåd. Henning og Vilhelm var ofte med ude for at stange ål med ålejern = lyster. Når ålejernet blev trykket ned i bunden sad ålen fast i jernet, det samme foregik med gedder i kanalerne senere. Nu er ålejernet forbudt.

På vestsiden af skovvejen var der tidligere en oversvømmelse på Koldkjærs mark, som man skøjtede på. Der var også en lille dam ved vejen i østsiden af skoven. Her gravede man grus. Den blev kaldt Badedammen.

I Launy Graarups hus boede Ole Grünbaum en periode i tresserne. Huset var et kollektiv, som de kaldte Vestenvind. De levede meget spartansk og lærte at malke deres ged af lærer Frede Pallesen. De havde et langt og godt bekendtskab med familien. Kollektivet havde hyppige besøg af ungkarlen Sandersen, om hvem, de fornemmede, brugte 14 dage på at forme en vittighed.

Harry Jørgensen, som var hotelkarl på Klitbakken, bragte madrester til dem. Madresterne havde han hængende over styret på cyklen i mange bæreposer – og var som sådan et kendt figur i byen med hotelkasketten på hovedet, sit tuborgforklæde og store skæg. Ole Grünbaum skrev senere bogen BAR RØV I TRESSERNE med beretninger fra kollektivet.

Nu bor Danmarks kårede sødeste hund i huset, en terrier som tilhører Launy og Eva Graarup.

Lige før skoven lå et lille rødt hus, som bl.a. Marie Frandsen boede i en kort overgang.

I skoven blev skydevolden oprettet af en lokal skytteforening. Når der var skydeøvelser, hejsede man et rødt flag ved alle indgange og et op over skoven. Børnene brugte senere volden til at skyde til måls på med bue og pil.

Hvor søen nu ligger, lå tidligere en sportsplads, hvor mange fodboldkampe blev spillet. Her blev også afholdt sommerfester med telt og musik – og Cirkus Badutski.

Søen er udgravet af jagtforeningen, og skuret og bålpladsen er bygget af børn fra Vrensted skole.

Turen rundt om Vingevej, Pilgårdsvej og Tilsig:

Lægehuset ligger i det gamle kommunekontor, som blev lukket ved kommunesammenlægningen i 1970.

Ved Trehjørnet passerede vi 2 huse opført af sagfører Anders Olesens i 1920erne, det ene indeholdt tidligere bibliotek i vestenden. I centralen lige efter passede Kesse omstillingen. Engang Jørgen 2 gede fra Århus og ville snakke med sine forældre, kunne Kesse fortælle, at de lige var kørt ”nør på”, så han stillede ham ud til Søren, hvor de da også var. Sådan en service har vi ikke i dag.

Overfor i miniaturehuset (gammelt vandværk) boede Peder Vingård Olesen med sin blinde hustru og eneste barn.

Vingevej hed tidligere Møllevej, da byens vindmølle lå her indtil ca. 1950. Else og Harald Nielsen overtog møllen i 1938 (kørte også taxa)og malede mel for dem, der ikke selv havde mølle på gården. Under krigen måtte der ikke males hvedemel, men om aftenen blev der leveret små poser korn i gangen, som så blev malet om natten. Det var ikke uden risiko for mølleren, men havde stor betydning for byens borgere.

Henning Hyldgård fortalte, at når de kværnede korn hjemme, brugte de det øverste fine mel til brød, resten fik dyrene.

Ved enden af vingevej ser man østpå over markerne til Bonnerups gård. Herimellem har tidligere Birkedommergården og en af de tidligere utallige kroer i Vrensted ligget. Her fra stammer familien Krower. Grethe fortalte om Østre skole, hvor der bl.a. blev dystet om den flottest pyntede ko til Sct. Hans.

Vi fortsatte til Det Gule Palæ, som murermester Martin Andersen byggede, siden boede hans søn Murercharles her, derefter Niels Østergård. På nordsiden af Pilgårdsvej lå Ellidsgård og endnu et lille længehus med plads til en ko – begge forsvandt i 60´erne.

Videre mod øst passerede vi Lindegården, som Niels Østergård – nu sønnen Knud – ejede. Længere ude passereds Pilgård – tidligere kaldet Høngård. Det var sagfører Anders Olesens hjem, og Petra Pilgård var hans søster. Sagføreren samlede Hammer bakker til et naturområde ved at opkøbe de mange små gårde i området. Hans metoder blev meget diskuteret. Han opførte Vodskov kirke, i Vrensted Anne Maries hus, Præstemarken og de 2 ovenfor nævnte huse, ligesom han restaurerede Vrensted kirke. Anne Maries hus er opkaldt efter hans mor og var en stiftelse for enlige uformuende kvinder. 5 toværelseslejligheder og en vævestue var der. I dag er stiftelsen ophævet, og huset bliver anvendt som børnehave.

Vi fortsatte ad den gamle markvej med udsigt mod Børglum Kloster – neden om Nørkjærs 2 ejendomme til Åge Kodahls, nu Bodil og Hans Dams ejendom i kanten af Tilsig. Et mosestrøg, som strækker sig mellem Tilsiggård og Drivsholm. Mosen er stadig lumsk og ofte under vand. For få år siden gik en kvie fast deri og måtte aflives. Engang gik et postbud over mosen til Drivsholm, men nåede aldrig frem. Han blev suget ned! Kun postkasketten lå tilbage.

Drivsholm har i gammel tid ligget på en holm, hvor stenalderfolket har efterladt sig spor.

Bent og Birthe Drivsholm var 8. generation på gården, som nu er overtaget af Mads og Malene Sørensen.

Hos Bodil og Hans så vi kunstudstillingen med Bodils dejlige skulpturer i stentøj og bronze, det smukke haveanlæg og hørte nattergalens klare tuner i den lyse aften.

I Tilsig har de omliggende ejendomme lavet æltetørv til eget forbrug.

I den nordligste ende af Vrensted vidner den nedlagt brugs, det nedlagte mejeri, det nedlagte frysehus og det stadigt velholdte og velfungerende forsamlingshus om andelsbevægelsens fornyende kraft i samfundet. Andelsbevægelsen voksede frem fra omkr. 1880.

Mejeriet Lykkens Prøve var berømt for sit gode smør, som vandt medaljer i hele landet.

Tur ud ad Bådstedhedevej, over skråvejen til Holms og over Kongsengene hjem:

Præstegården blev opført i 1928, tegnet af Ulrik Plesner – bror til den daværende sognepræst. Holmen har sammen med de 2 Sundstedgårde været ”enestegårde”, hvilket betød, at de ikke havde del i fællesmarken så de skulle sørge for gode hegn, så deres køer ikke kom udenfor deres egen jord. En af ejerne var formentlig skudehandler.

Stien fra vejen til Libak er sløjfet, men anes stadig under trætoppene. Mange huskede, hvem der boede i de mange små ejendomme og huse. C. Klitgård omtaler heden som en lille hedebakke, hvor der blev gravet tørv.

Ved Slottet, ca. 150 m vest for Kurts ejendom under hveden, er der fundet voldgrave og stolpehuller, samt en stor egestamme i voldgraven. Slottets funktion kender man ikke rigtigt.

Vi gik på stien syd for Kurt til Kongsengene. Fra skråvejen kan man se, hvordan Holmen og Libak hæver sig over landskabet som morænebakker fra istiden, der stak op af Vildmosehavet i stenalderen.

Vi passerede en markvej mod øst, som går bag om Sundstedgårdene ud til Brønderslevvej. Vi fortsatte ad Kongsengene forbi Jægerums mergelgrav. Her gravede man mergel, en blanding af ler og kalk. Det var meget hårdt og blev brugt til at berige jorden med. Søen har også været brugt til badning. Fra Brønderslevvej tog vi Gl. Byvej og Bystien til Købmanden. Også her huskede mange navnene på tidligere beboere.

Tur omkring Kirken til Ingstrupvej, ud ad den gamle vej – over den gamle bane – mod Løkken.

Til Venstre Jens og Rasmus Jensens stald til 450 køer, som netop er indviet (2007). Efter Oskar så vi jernalderbrønden, der blev fundet, da man gravede ud til jernbanen. Den blev fredet. Fredningstenen står der, og her står oftest vand. Brønden var speciel, da der var trin ned fra 2 sider og med trædesten mod øst til stationen, hvor jernalderlandsbyen har ligget. Her fandt man ved banens anlæggelse over 30.000 potteskår, som blev samlet til mere end 100 keramikkrukker, nogle med en slags stempelmærke i.

Ud ad markvejen mod vest så vi et område, som Leif og Åse har plantet til med træer (i begyndel-sen af 90erne), efter at have gravet en stor sø ud. I søen er der en ø, og her er ofte ænder og masser af rådyr. Et dejligt sted.

Vi fortsatte gennem Verner Kristiansens lille skov og lund, ud gennem hans brakmark til møllerne. Så til Ingstrupvej og så, hvor vi kunne forestille os tyskernes pansergrave havde gået – fra Ingstrup til Oskar, hen øst om Poul Erik Jensen og fortsatte vest om Klostret. En lang rende ca. 8 m. bred og 3-4 m. dyb og ved siden af pigtrådsafspærring. Pansergravene skulle stoppe De Allierede, når invasionen kom. Mange mennesker blev tvangsudsendt, en del polakker til at grave gravene med håndkraft. De blev indlogerede på gårdene.

Vi gik igen ind ad engvejen og fulgte den gamle markvej op til Oskar og Ane. Her fik vi lov til at se deres fine, frodige have, hvor de ”leger” med planterne.

En god aften i det fineste solskin og uden en vind rørte sig.

Tur ad A. C. Andersens Vej til kærene vest for Kærgård.

Vi gik ad små stier omkring skolen til Mellegård, som har været i familien Justesens eje i 5 generationer. Poul Justesen fortalte om de omliggende gårde, hvor Kirkemarken syd for vejen var forpagtergård til præstegården, bygget her i begyndelsen af 1900 tallet ved mellemkomst af sagfører Olesen. Der var en klausul om at drive landbrugsskole her, men den bliv aldrig effektueret.

Lidt vest herfor lå i ældre tid et lille jordhus, som var ramme om en social tragedie. En enke levede her med sin kønne datter, som i ungdomsårene blev tilbedt af bl.a. sønnen fra en stor gård. Han gjorde hende gravid for straks efter at blive soldat i Ålborg. Hun gik på sine bare fødder til Ålborg og fortalte ham dette, men han afviste hende, og hun måtte føde i dølgsmål og ombragte barnet i en tørvegrav i Kæret. Barnet blev fundet og pigen arresteret. Hun tog livet af sig i arresten i Hjørring. Ikke nok hermed. Moderen blev efter pres fra gårdmanden afvist fra sit løsarbejde på gårdene i sognet, den ene efter den anden, og så til sidst ingen udvej. Hun druknede sig i en tørvegrav.

I en lille ejendom på bakkehældet nord for vejen boede Vrensteds lokale digter A. C. Andersen, som skrev med stor social indignation, måske inspireret af denne historie fra nabohuset.

Her fra bakken kunne vi se linjen, som pansergravene har fulgt. Leo Helledie Sørensen har sendt rids over forløbet. I tørre somre står kornet frodigere her, hvor jorden har været vendt dybt under sandflugtslaget. Poul, Mogens Sørensen og Niels Jørgen Mejlholm kunne alle berette om forsøgene med dybdepløjning ned til 1 m dybde, som vendte op og ned på sand og den underliggende muld og ler. Samtidig fik man – i hvert fald midlertidigt brudt et meget hårdt lag i sandet. Dette gav visse steder en udbytteøgning til det 4 dobbelte!

Nede i kæret fortalte flere om de mange små lodder, som hvert husmandsted og gårdbrug havde til høslet og afgræsning, Husmanden kunne endvidere få lov at lade sine få dyr gå på gårdmandens store eng, mod at føre tilsyn hermed sommeren igennem.

Vi gik ud til Marius Mathiasens lille skov. Han var en foregangsmand i læplantningen. Der står få store graner tilbage fra den første plantning. Mange kunne huske, at man i 40erne kunne stå i Vrensted by og se klitterne. Nu er der høje træer i læbælter overalt, som dæmper vinden, men også afskærer udsigten.

Længst ude i kæret viste Niels Jørgen Mejlholm os de dejlige naturområder, der er opstået omkring

de gamle tørvegrave, som nu er små oaser for især rådyrene.

Før og under krigen var disse tørv en vigtig varmekilde for egnens befolkning – også Løkkenfiskere.

Det var skik at bonden satte et mål af til sig selv og til fiskeren eller daglejeren, som så først ryddede sand af måske i en meters dybde på både sit og bondens stykke. Herefter var det spændende, hvor tykt tørvelaget var. Det kunne være fra 2 stik til måske 1,5 m tykt. Tørvene var oftest hårdt pressede af sandet og af særdeles god kvalitet. Nogle bønder fik på denne måde rigeligt med tørv og kunne så aftale med fiskeren, at denne som betaling for tørv, skulle levere fisk og skaldyr efter behov året igennem!

Vi gik hjem igen gennem kæret og op til Bækgård, hvor vi fik beretningen om et mord på konen her.

En mand havde giftet sig gården til, men var ikke tilfreds med konen, som han ved venners hjælp søgte at forgifte. Hun undgik imidlertid hvert forsøg, da hun kunne smage på brændevinen, at der var noget tilsat, uanset hvor fuld de drak hende. Til sidst mistede manden tålmodigheden, og da en anden kvinde pressede på, slog han hende ned med noget tungt. Der havde imidlertid været snakket så meget om det i sognet, at politiet hurtigt fandt ud af, at det ikke var et fald i fuldskab. Ægtemanden blev arresteret sammen med 5 medskyldige og idømt tugthusstraf!

Med denne opbyggelige historie sluttede turen i let aftenregn.

Tur ad Pilgårdsvej til Børglum Hede og Munkebrovej.

Birthe Kristensen fra Naturfredningsforeningen mødte op for at fortælle om Børglum Hede og forskellige græsser.

Fra Pilgårdsvej gik ad markvejen til Fristrup, videre til Heden, som oprindelig var udlagt til bønderne af godsejeren på Børglum, så de i magre tider kunne hente foder til dyrene her. Heden fik lov at ligge hen, og nu findes her flere sjældne planter. Der er lavet en redningsplan for den lille del af heden, der er tilbage.

Knappesengegrøften ved mosen blev formentlig brugt til at regulere vandet i kanikernes (munkene på Børglum Kloster) fiskedamme. I fasteperioderne måtte de kun spise fisk og brød, så fiskedammene var vigtige. De byggede sandsynligvis også Munkebroen.

Når man her ser op mod Klostret, kan man se en stor sten. Her har bispegården fra 1104 formentlig ligget efter Børglum Kloster blev prænonstratenser munkeordens hovedsæde i Norden. Før den tid lå her en kongsgård.

Lidt længere fremme er der nogle gamle lergrave. Her lå et teglværk indtil for ca. 100 år siden.

Marken før Bomhuset kaldes Ridehusmarken, da der i 1600-1700 tallet lå et ridehus. Ved det gamle Bomhus har der været opkrævet bompenge.

Ved Munkebrovej dyrkes energipil, som høstes til brændsel hvert andet år.

Kilder: Arne Søndergård: Min barndoms vandhuller.

C. Klitgård: Vrensted sogn.

Tage Jensen, Tilsiggård, og Simon Thomsen og mange andre borgere i byen.

Sidste travetur i Vrensted og omegn.

Den sidste travetur gik til Klostergrøften. Vi kørte sammen til minkfarmen på Hulbakvej. Her fra guidede Poul flokken gennem sprøjtesporene i sin hvedemark til Klostergrøften. Han fortalte med stort engagement om alt, hvad vi så. I Klostergrøften står skrænterne med masser af vilde blomster. Poul fortalte at bredderne/skrænterne hele tiden ændrer sig med vandstanden.

Et sted havde engang været et teglværk. Et andet sted er der en lille bro og en lille hytte, lidt senere endnu en hytte.

Ved at kigge op over den store hvedemark kunne Poul fortælle, hvor sandbanker lå fra sandflugten for 2-300 år siden. Her stod hveden dårligere.

Længst mod vest løber Klostergrøften dybt nede i forhold til markerne, og der er en fin grøn dal under trætoppene med grøftens rislen i bunden.

Turen gik omkring Kræmmergård, som var skudehandlergård og opmagasineringsplads for Skudehandelen. Her ligger stadig store norske skifferplader, som blev brugt som ballast i skuderne tilbage fra Norge. I 1860 blev Kallehavegård, som var Kræmmergårds klitlod, udstykket.

Stemningen var rigtig god, og tilbage ved bilerne afsluttedes turen med kaffe og Åses lækre kringle.

Der var mange, der gerne så turene gentage næste sommer. De fleste syntes, det var en god måde at få motion på og sjovt at høre om fortid og nutid i sognet. Endelig fik man snakket med folk, man ikke plejede.

____________________________________________

 

 

35 år som bankmand, – Jens Otto Madsen

 

Vrensted Ungdomsforening fejrer 50 års jubilæum 27. november 1962

Kilde VT 25.11.1962

Unge sammenkomster i hjemmene blev til en ungdomsforening i Vrensted

Vrensted ungdomsforening fejrer 50 års jubilæum med stigende medlemstal og en virksomhed, der stadig fornyer sig!

En ungdomsforening behøver ikke at føle sig gammel, fordi den fylder 50 år. Tværtimod må det være tegn på, at der endnu er liv og ungdom i den, og det er da også tilfældet med Vrensted ungdomsforening, som på tirsdag holder 50 års jubilæum, og som i jubilæumsåret indledte den nye vintersæson med udsendelsen af en mødeplan, der dækker 27 datoer med møder, klubaftener og arrangementer af forskellig art. Hvor der virkelig er liv i en ungdomsforening, fornyer livet sig selv. Traditionerne bliver ikke noget dødt, men udtryk for noget levende og værdifuldt. Det egentlige liv i denne ungdomsforening er som i så mange lignende tilfælde ældre end selve foreningen, der i virkeligheden kun er opstået som en ydre ramme om dette liv og på denne måde har været med til at styrke det og opretholde traditioner, der måske ellers kunne være gået ud.

Det inderste i denne forening er noget, der lever i de mange hjem og hos de mange unge, som slutter op om det fællesskab, der eksisterer inden for rammerne, og uden dette ville foreningen aldrig være blevet 50 år.

Nogle unge gik til læreren

Da foreningen blev stiftet og lovene vedtaget ved den første generalforsamling den 27. november 1912, havde ungdomsforeningernes idé allerede længe været virksom hos en flok af unge, der samledes i en række hjem, der åbnede sig for dem. Disse hjem skiftedes til at modtage de unge, der samledes om oplæsning og sang. Det var derfor naturligt, at tanken om at lægge disse sammenkomster ind under en ungdomsforenings mere faste rammer opstod, og da de unge en aften var samlet hos fru Kirstine Møller, der for øvrigt var mormor til den nuværende formand, gdr. Erik Brusgaard, blev man enige om at nedsætte et udvalg, hvis første opgave det blev at gå hen og tale med lærer Anton Jensen, der var kommet til sognet som ung lærer i 1909.

Foreningens første forhandlingsprotokol, der dækkede årene 1912— 24, er blevet borte, og derfor kan der være enkelte ting fra foreningens første historie, som man ikke har helt klarhed over, men man ved dog, at udvalget bl. a. kom til at bestå af Kr. Rendbech, Jens Drivsholm, Chr. N. Østergaard og Kathrine Møller, datter af Kirstine Møller.

Disse unge gik til lærer Jensen, men foran hans dør opstod der nogen usikkerhed om, hvem der skulle banke på og træde først ind. Man ville have haft den helt unge Chr. N. Østergaard til det, men i følge en jubilæumssang var han galant og overlod æren til udvalgets eneste dame. Ind kom de unge, og dermed var sagen egentlig afgjort. Lærer Jensen gik ind for ideen, fru Jensen lavde kaffe, og sagen blev drøftet igennem.

Mange til møde og alle til fest

På den stiftende generalforsanling valgte man en bestyrelse paa: fem medlemmer. Det blev Kr. Rendbech, Jens Drivsholm, Jens Bach Eriksen, Katrine Møller og lærer Anton Jensen. Som formand valgtes K. Rendbech, og senere blev Kr. Rydind Eriksen foreningens anden formand.

Ud ad stod man nu med en forening, men ellers var forandringerne ikke saa stor. Man fortsatte med at samles i hjemmene om oplæsning, foredrag og sang, og lærer Anton Jensen, der sammen med sin kone i høj grad kom til at præge foreningen og var med til at skabe dens traditioner, blev i disse år også den mand, der lærte Vrensted at synge.

For at skaffe foredragsholder uden at skulle belaste budgettet for stærkt, har man utvivlsomt slid haardt på de lokale kræfter, men også i den såkaldte fælleslæsning fandt man værdifuldt stof til mang aftener, og at dette fortsatte, fremgår af de protokoller, som man har fra 1924 og fremefter.

I 1924-25 havde foreningen 111 medlemmer, og protokollen fortæller om foredragsaftener med 73 og 78 deltagere og fester, hvor samtlige medlemmer mødte op, ligesom mange fotæældre og venner kom.

Da kontingentet faldt med én krone

Der fortælles i de gamle protokoller mange andre interessante ting, som siger noget om, hvordan man var vågne over for tidens problemer, og hvordan man prøvede at drage alle unge med ind i fællesskabet. I 1924 vedtog man f. eks. at støtte gymnastikforeningen ved at lade uddanne en kvindelig gymnastiklærer. Man udsendte medlemskort til alle konfirmander. Kontingentet var dengang tre kroner årligt, dog betalte de helt unge kun to kroner.

I øvrigt er kontingentet ikke steget meget i forhold til prisudviklingen, idet man i dag nøjes med et årskontingent på fem kroner. Dette forhold er velkendt i mange foreninger, og mere usædvanligt er det vel, at man i mellemtiden har haft en kontingentnedsættelse. Det vedtoges nemlig i 1929 at nedsætte kontingentet til to kroner for alle.

Til møderne tog man en entre paa to kroner og til festerne fire kroner. Man havde foredragsholdere til at tale over emner som »Dannelse«, »Den rige yngling«, »Danske forfattere«, »Præsident Willson«, »H. C. Andersen«, »J. C. Christensen, og >>Grundtvig«. Desuden havde man jævnligt besøg af en skuespiller Hjelm, der bl. a. læste skuespil, men foreningens medlemmer kunne også selv samle stor tilslutning til fælles læsning, og det fortælles fra 1924 at der var kommet 400 menneske i forsamlingshuset for at høre » Eventyr paa fodrejsen«.

På udflugt i åben kreaturvogn

Det var nok karakteristisk for tiden, at foreningens fester og fornøjelige arrangementer samlede både | unge og ældre. Hjemmene sluttede op, og man morede sig sammen.

Gennem mange år dyrkede man sanglege og folkedanse under ledelse af Amalie Hjortnæs, og en aften med folkedans kunne samle mange. En samlet udflugt var ogs en begivenhed, der kunne samle tilslutning. Hvad man dengang manglede i bekvemmelighed med hensyn til befordring blev erstattet af et uforligneligt humør, som det bl.a. har præget en sommertur med den nye Løkkken banen der åbnede i 1913. Ungdomsforeningen skulle til Øland skov, og man skulle med den nye jernbane, hvilket naturligvis var en begivenhed, selvom transporten skulle foregå på åben kreaturvogn. Siddeplads blev der dog til alle, som ønskede det, for man »møblerede ganske simpelt vognene med bænke fra forsamlingshuset.
Toget gik til Halvrimmen, og herfra drog deltagerne med musik i spidsen til Øland skov. Madpakker og æsker blev stuvet sammen i et stort tæppe, og fire karle greb hver et hjørne. Da man nåede frem til bestemmelsesstedet, måtte enhver om at finde sin madpakke – eller trøste sig med, at fremmed mad smager bedst. Senere tog man de nye og spændende biler i brug, og i 1925 havde man en udflugt i bil »Fra Vesterhav | til Kattegat« med 63 deltagere. Man | besøgte Sæbygaard skov, og protokollen giver en meget poetisk skildring af turen.

27-årig tradition

Umiddelbart efter stiftelsen blev ungdomsforeningen tilsluttet hovedkredsen VestVendsyssel, og man har også herigennem haft nær kontakt med andre ungdomsforeninger.

I 1936 inviterede ungdomsforeningen lærere og lærerinder fra Vraa, højskole og Halvorsminde ungdomsskole til Vrensted en søndag. Man samledes til en gudstjeneste kl. 10, og gæsterne blev derefter indkvarteret i hjemmene. Om eftermiddagen mødtes man kl. 16 i forsamlingshuset, hvor forstanderne fra begge skoler talte. Værtsfolkene havde smurt mad i stabler, og man spiste i forsamlingshuset, og sammenkomsten sluttede med dans.
Denne søndag blev grundlag for en ny tradition, idet Vraa højskole siden har besøgt Vrensted hvert år med undtagelse af et enkelt år, da Vrensted var lukket land på grund af mund- og klovsygen.

Under krigen medførte restriktioner, rejsebesværligheder og andre forhold, at aktiviteten var noget nedsat, men fra 1945 steg igen både aktiviteten og medlemstallet. Møderne måtte flyttes fra forsamlingshusets lille sal til den store sal, hvor man har holdt til siden.

Efter krigen groede det igen

Da Niels Østergaard i 1950 blev formand, indførte han den gode skik, at man hvert år udsendte et trykt program for vintersæsonen til alle husstande, og det har været med til at skabe tradition for, at hveranden onsdag aften er ungdomsforeningens og da søger man så vidt muligt at undgå andre arrangementer.

Bestyrelsen er udvidet fra fem til syv medlemmer, hvoraf de to skal – være under 18 år for at repræsentere de mange unge i foreningen mellem 14 og 18 år. Nye arbejdsformer er taget op ved siden af de gamle. Nær kontakt med an andre ungdomsforeninger er blevet praktiseret ved gensidige weekenden besøg, og noget helt nyt er ungdomsklubben på skolen, som ungdomsen foreningen står bagved sammen med idrætsforeningen og skolens lærere. Denne klub samles hver anden onsdag, når der ikke er møde i ungdomsforeningen, en mængde unge til spil af forskellig slags paa skolen.

Problemerne skal under debat

Vrensted ungdomsforening synger ikke med på klagesangen om vanskelighederne ved at samle de unge. Foreningen har aldrig manglet dygtige ledere, og derfor mangler man heller ikke medlemmer. Sidste år blev der løst 179 medlemskort, og det bliver næppe færre i jubilæumsåret.

Sammen med hovedkredsens formand, pastor S. Mikkelsen, Vrensted, fortæller bestyrelsesmedlemmer om foreningsarbejdet, som det tegner sig ved 50 års jubilæet.

– Hvis man skal samle unge mennesker, skal man også tage aktuelle problemer under debat, og kan det gøres ud fra lokale synsvinkler, det er en fordel, siger formanden, gdr. Erik Brusgaard. Vi prøver f. eks. altid at lægge ud på generalforsamlingen med et godt program. Derfor kommer der mange denne aften, og vi benytter lejligheden til at sælge medlemskort og tager til gengæld ingen entre ved generalforsamlingen.

Hjemmenes betydning

— Det mærkes, at hjemmene er positivt indstillede over for foreningen, siger pastor Mikkelsen.

Kirsten Jægerum bekræfter: Vi fik et medlemskort efter konfirmationen, og vi blev opfordret til at gå i ungdomsforeningen.

– Men der er også mange, der siger, at ungdomsforeningen er der ikke noget ved, bemærker Niels Jørgen Mejlholm, og så skal man i hvert fald hen og se, hvad det er for noget. Brusgaard: Det er rigtigt, at mange har en forudfattet mening om, hvad en ungdomsforening er for noget, men de må jo indenfor, før de kan bedømme det.

Kirsten og Niels Jørgen er enige om, at nogle unge måske har fået en forestilling om, at ungdomsforening er noget »finere« end andre ting, og at problemerne her drøftes på et for højt plan.

Kammeratskab og ikke lukkede kredse

– Hvad venter I jer selv af en ungdomsforening?Kirsten: — At man møder et godt kammeratskab med et sammenhold, der er hævet over lukkede kredse. Vi skal være kammerater og være lige, men vi skal ikke være ens. Niels Jørgen: De unges indstilling er præget af forældrenes, og forældrene har derfor også et ansvar over for ungdomsforeningerne.

Lærer G. Kristensen kendte intet til ungdomsforeninger, da han for nogle år siden kom fra Himmerland.

— Jeg var helt blank, da jeg faldt hovedkulds ind i arbejdet og straks blev optaget i kredsen.

Men det har fanget min interesse, så jeg i dag undrer mig over, at f. eks. seminarierne overhovedet ikke gør vordende lærere opmærksom på, hvad ungdomsforeningerne betyder ud over landet.

Fortiden peger fremefter

Ungdomsforeningerne har som helhed bedst fat i landistrikterne. Hvad har det betydet for foreningerne, at ungdommen i stort tal flytter til byerne? – I Vrensted har medlemstallet jo dog været stigende, men i øvrigt har mange unge fra landet efterhånden byerhverv, og de bliver ved med at komme i ungdomsforeningerne, siger | pastor Mikkelsen. Samtidig leder vi efter folk i byerne til at tage et arbejde op som ledere af ungdomsforeninger. Der maa være mange forældre, der vil være interesserede. Om en forening kan skabes og trives, er i høj grad et lederspørgsmål, men i hovedkredsen er det jo vor opgave at være med til at støtte arbejdet, hvor man forsøger at tage det op.

– Hvad vil man de unge?

– Vi vil lære dem betydningen af et godt kammeratskab i en forsamling af helt unge og lidt ældre, svarer Erik Brusgaard. Vi vil gå videre efter højskolens syn, og vi vil oplysning om menneskelige problemer og om livet i sin helhed. Sådan er der blevet arbejdet i

Vrensted i 50 år, og nu håber man | på en jubilæumsfest, hvor man kan se, at fortiden også peger fremefter.

• om Vrensted Ungdomsforening – historien

oktober 2019-jens otto madsen 

 

Historien om hvordan Vrensted Sognebibliotek blev etableret

Sit fødesogn Vrensted, glemte  sagfører Anders Olesens aldrig.

 Anders Olesen drev sagførerkontor i Nørresundby og havde bopæl i Vodskov, hvor han bl.a. opførte sin flotte bolig “Møgelhøj” i 1901, byggede gården “Skovgården” i 1908, byggede Vodskov Kirke i 1909 og skænkede grunden til Vodskov Skole, alle er ejendomme på kanten af Hammer Bakker og desuden opkøbte han store arealer i Hammer Bakker, hvor han også var med ved etableringen af Åndssvageanstalten i bakkerne.

Anders Olesen var medstifter af Nørresundby Bank (nu Nordjyske Bank) og dens direktør i 29 år.

Til minde om sin mor der døde i 1913, oprettede han i 1914 stiftelsen “Ane Maries Hus” i Vrensted, som han lod opføre og tage i brug. Stiftelsen skulle være gratis bolig for 5 enlige kvinder som var født i eller boede i Vrensted.

Han byggede flere andre boliger i Vrensted, som kunne sælges, såfremt det måtte blive nødvendigt, hvis Ane Maries Hus kom til at mangle penge. De blev kaldt ”donorhusene”.

I et af disse huse, kaldet “Thøgerstedet” opført i 1914, beliggende på Vingevej 4, Vrensted, blev Vrensted Sogne Bibliotek oprettet i 1930 af arvingerne efter Anders Olesen. Det fik vederlagsfri benyttelse af de 2 stuer i den vestlige ende af huset.

Biblioteket havde lokaler her, indtil den nye centralskole på Stationsvej blev taget i brug august 1959.

Nedenstående er afskrift af et avisudklip fra Vendsyssel Tidende fra 28.05-1938.

Vrensted Sognebibliotek er i det sidste års tid blevet omordnet og moderniseret, så det nu fremtræder i en fuldt ud tidsvarende Skikkelse.

Biblioteket blev oprettet i November Måned 1930 som privat Bibliotek med gratis Udlån for Beboerne i Vrensted-Thise Kommune.

Det var Sagfører Olesens Arvinger Fru. Pilgaard, Frk. Hanne Olesen, Vrensted, og Propr. Therning Olesen, Vodskov, der skænkede ca. 2000 Bind til Biblioteket af deres afdøde Broders private Bogsamling, samt stillede Lokale til Rådighed for Biblioteket.

Det nødvendige Udvalg af Bøgerne blev foretaget af cand. pharm. Niels Hedin, dengang Nørresundby, og Indbindingen i smukt og moderne Biblioteksbind blev foretaget af Bogbinder Færgemann, Ålborg. I Samlingen findes mange sjældne og smukke Bøger. Men efterhånden som Biblioteket arbejdede, blev man klar over, at der ikke var det rette Forhold i Bogbestanden. Mellem den oplysende Litteratur og Skønlitteraturen; af Bibliotekets 1655 Bind var kun 551 Bind med Bøger og Inventar til Vrensted Sogn som selvejende Sognebibliotek samt tinglyste Ret til gratis Lokale i to Stuer i ”Thøgerstedet” i Vrensted.

Den smukke og storstilede Gave vil Sognet sikkert værdsætte ved flittig og god Brug af Biblioteket. Som selvejende kom Biblioteket til at sortere under Centralbiblioteket i Hjørring. Dette har nu ved Bibliotekar Helge Nielsen og Biblioteksassistent Frk. M. Kloch gennemgået Bogbestanden og katalogiseret de Bøger, som kunde godkendes i et Sognebiblioteks Bogbestand, samt givet Forslag til supplerende indkøb af nye bøger.

Til denne Omordning har Vendsyssel Tidende skænket 50 Kr., Løkken Sparekasse 50 Kr. og Vrensted-Thise Kommune 200 Kr. Som Driftstilskud har Staten ydet 1014 Kr., Kommunen 100 Kr. og Løkken Sparekasse 25 Kr..

Tirsdag Eftermiddag holdtes Generalforsamling i Biblioteket og Biblioteksforeningen. Pastor Stevns, der har gjort et stort og betydningsfuldt Arbejde for Sagen, aflagde Beretning og forelagde Bibliotekets Regnskab, der balancerede med 1439 Kr. Derefter vedtoges Vedtægter , og til Biblioteksbestyrelsen valgtes Sognerådsformand Jens Chr. Pilgaard, Pastor Stevns og Lærer Brøchner Hansen. Bestyrelsen vil yderligere blive suppleret med to Medlemmer af Sognerådet. Som Suppleant valgtes Fru Michaelsen.

For Biblioteksforeningen aflagde Pastor Stevns ligeledes Beretning og oplyste, at Foreningen har 74 Medlemmer. Dens Regnskab balancerede med 152 Kr. Foreningens Vedtægter blev derefter gennemgået og vedtaget.

Til Bestyrelsen valgtes Lærer Pedersen, Åsendrup, Gdr. Jens Drivsholm, Lærer Jensen, Partikulier Hans Nielsen, Fru Else Nielsen, Arnold Michaelsen og Husmand Niels Sørensen, Kongsengene. Som Suppleanter valgtes Gert Haugaard og Arbejdsmand Harry Jensen, Vrensted. Mejeribestyrer Baand og Uddeler Kjeldsen valgtes som Revisorer.

Afskrevet i december 2016 af Povl Stevns.

I årene indtil 1944 skiftedes gårdejer Arnold Michaelsen og provst Aage Stevns til at være bibliotekarer.

Førstelærer Elith Madsen, Vrensted Byskole, blev fast bibliotekar ved biblioteket, fra sin ansættelse ved Vrensted Byskole i 1944.

Biblioteket flyttede i august 1959 til den nye Vrensted Skole, hvor han fortsatte som bibliotekar.

Vrensted Sognebibliotek er senere blevet nedlagt og udlån til Vrensted borgere foregår nu fra bogbus.

Jens Otto Madsen oktober 2019

Der henvises til flere fortællinger om sagfører Anders Olesen se indholdsfortegnelse.

 

 

 

Helge Mariager Jensen, en Vrensted dreng der blev lærer, kommunalpolitiker, amtsrådspolitiker og udvalgsformand for forskellige udvalg gennem 23 år og 1. viceamtsborgmester i Sønderjyllands Amt og desuden Ridder af Dannebrogsordenen.

Helge døde den 12.10.2011

Helge Mariager Jensen var et særdeles aktivt foreningsmenneske og politiker med dybe rødder i det gamle landbosamfund. Han blev født 14. juli 1933 i Vrensted, en lille landsby sydøst for Løkken. Forældrene, Aage Jensen og Emma Jensen, var blevet gift to år forinden, og Helge blev den ældste af en børneflok på ti.

Som for mange andre var det meningen, at han skulle blive hjemme og hjælpe til med landbruget. Det kom imidlertid til at gå anderledes. Efter konfirmationen i 1948 blev han alvorligt syg. Han kom gennem sygdommen, men oplevelserne under sygdommen kom til at præge ham livet igennem og blev drivkraften i hans organisatoriske og politiske arbejde. Det gav ham en tro på sit Fadervor, og at man kan, hvad man vil. 1950 kom han på højskolen i Vrå, og i 1951 begyndte han på seminariet i Skaarup på Sydfyn. 14. juni 1956 fik han sit eksamensbevis, og allerede 31. juli tog han til Døstrup (mellem Ribe og Tønder) for at starte på skolen. Her blev det til 44 år som lærer. Allerede i seminarietiden lærte han Birthe at kende, som han blev gift med i 1958.

På seminariet begyndte han at dyrke fodbold, men det blev som aktiv træner og leder, at man kom til at lære Helge Jensen at kende i Døstrup. Udgangspunktet var en meget klar holdning til, at han gennem idrætten kunne give børn og unge en oplevelse af at være vindere, og at man som menneske kunne føle sig som vinder. Og så var han fascineret af det organisatoriske arbejde. I 1957 blev han formand for foreningen Sparta i Døstrup. Arbejdet her førte ham ind i Sønderjysk Idrætsforening, hvor han i 1968 blev foreningens forretningsfører, en post han bestred frem til 1973, hvor han blev formand for foreningen. I 1982 forlod han posten for at undgå en deling af foreningen mellem gymnaster og skytter i kølvandet på SI-Centrets økonomiske problemer.

Uden for Døstrup var Helge Jensen dog mest kendt som politiker. Men for Helge Jensen var det politiske arbejde ikke en given sag. Var det kommet til et valg mellem idrætten og det politiske arbejde, var han selv afklaret om, at valget ville falde på idrætten. Han havde sin base i Døstrup og kunne i mere uformelle stunder drille sin partifælle Kresten Philipsen med, at han fik flere stemmer i sit valgsted end amtsborgmesteren i sit.

I 1970 blev han opfordret til at deltage i kommunalbestyrelsen i Skærbæk. Først i 1974 blev han indvalgt i byrådet for Venstre, og allerede ved konstitueringen stiftede han bekendtskab med den hårde side af det politiske arbejde, da man skulle finde en ny borgmester. Men det blev til 27 år, inden han forlod byrådet i 2001. I 1978 blev han indvalgt for Venstre i Sønderjyllands Amtsråd, hvor han også sad frem til 2001. Her kom han hurtigt til at indtage en central position lige efter amtsborgmester Kresten Philipsen. Han var fmd. for teknisk udvalg 1982-1993, fmd. for socialudvalget 1994-2001, 2. viceamtsborgmester 1986-1990 og 1. viceamtsborgmester 1990-2001. I 1995 blev han ridder af Dannebrogsordenen. Det blev til 55 aktive år i Sønderjylland, og han tog Sønderjylland til sig. Da han i 2004 skulle se tilbage på sit liv, konstaterede han, at Sønderjylland var blevet hans hjemstavn.

 

Fra Povl Stevns den 23.10.2019 født og opvokset i Vrensted Præstegaard:

Kære Jens Otto

Det har glædet mig at læse omtalen af “Søaages” Helge. Vi var jo lige gamle og startede derfor samtidig i Byskolen. Helge var en begavet dreng, men ofte blev hånet af sine omgivelser. Jeg kunne godt sammen med Helge og besøgte ham mange gange. Vi gik på krebsejagt i Rørbækken og fangede skaller i Søgråben. Mine første mågeæg samlede jeg også sammen med Helge. Vi havde ikke andet at have æggene i end vore gummistøvler og det havde de altså ikke godt af.

Det var godt, han som voksen kom væk fra Vrensted. Det gav ham muligheder for udfoldelse, han ellers ikke ville have haft.  Du kender godt bemærkningen om “Profeten og Fædrelandet”.

Markus 6:4, Og Jesus sagde til dem: »En Profet er ikke foragtet uden i sit eget Fædreland «

Herunder et dejligt billede:

 

 

 

 

Kilde VT Juni 1949

Vrensted-Familie paa Vej til Canada i 1949

fortæller Svend Aage Michaelsen, der i Marts forlod Danmark med Hustru og to Børn for at skabe sig en Fremtid i det fremmede.

Drømmen om Eventyret var vel nok det, som før i Tiden drev de fleste danske Emigranter hjemmefra, specielt til Amerika. Man havde hørt om det store eventyrlige Land med de mange Chancer, og nu vovede man Springet. Eventyret eksisterer stadig, men for det første er der i høj Grad sat Bom for Emigrationen, da Amerika har en meget lille Kvota – det vil sige det Antal danske Emigranter, der hvert Aar faar Lov at slaa sig ned derovre, for det andet gør de hjemlige valutarestriktioner deres til at forøge Vanskelighederne. De unge, der vil udvandre til USA., maa tit vente op til to Aar for at faa Papirerne i Orden.

Noget anderledes er det med Canada. Her er kortere Ventetid, og har man Bekendte eller Slægtninge derovre gaar det let med at faa Sagen klar – selve Papirerne skal selvfølgelig udfyldes og de vordende Emigranter maa gennemgaa forskellige Undersøgelser, bl. a. en Tuberkuloseundersøgelse, men derimod ingen Vakcination. Vanskelighederne har maaske nok gjort at de unge, der nu udvandrer, er mere Realister end de tidligere Drømmere. De har begge Fødderne paa Jorden.

Om Bord paa Gripsholm var der, paa Vej til Halifax og derefter New York, 77 danske Emigranter, alle Landmænd i Alderen fra nogle faa Maaneder til 57 Aar, — og fælles for alle de voksne er i alt Fald, at de haaber paa Chancen derovre.

-Var De skuffet over Forholdene hjemme? spørger jeg en af de unge Mænd, der drager ud, den 31-aarige Svend Aage Michaelsen. Han er Landmandssøn fra Vrensted i Vendsyssel, Faderen er død, og den Jældste Broder har arvet Gaarden. Michaelsen er gift og har to Børn, en Pige paa otte Aar og en Dreng paa to. Han er en tillidsfuld ung Landmand at se til, bruger ikke store Ord, men er stilfærdig og klar i det, han siger. Han ved, hvad han vil, og hvad han taler om.-

Skuffet, gentager han, tja, det kan man maaske godt sige. Jeg har været ved Landvæsnet siden jeg var 16 Aar og har arbejdet paa Gaarde baade i Jylland, paa Sjælland og Fyn, ja, over hele Danmark. Skal, jeg forklare rent ud, hvorfor jeg drager af Sted, saa er det vel dette: Der bliver aldrig noget til overs herhjemme. Min Kone og jeg har talt om det mange Gange, at der maatte være noget forkert ved det hele, for tjente vi et Aar lidt mere, saa gik alle de Penge til større Skatter. Jeg vil ikke sige noget ondt om det hjemme, men jeg synes blot ikke, at en ung Mand faar en rimelig Chance. Det tror jeg, i alt Fald nok, han faar i et Land som Canada, hvis han vil arbejde og tage fat.

Tager fat paa hvadsomhelst.

— Hvad er Deres Uddannelse? – Først gik jeg i Landsbyskole, siden var jeg et Aar paa Vallekilde Højskole, og senere har jeg deltaget i lidt Studiekredsarbejde. I det sidste Aars Tid – efter at min Kone og jeg var blevet enige om, at nu skulde det være – har hun og jeg gaaet og læst Engelsk hos en Lærerinde hjemme i Vrensted. For Resten har jeg ikke i de sidste Par Aar været ved selve Landbruget, men derimod været Lastbilchauffør. Jeg troede det gav mere, men det blev alligevel det samme. Men jeg var glad ved, at jeg havde det Job, og naar jeg nu kommer til Canada, tager jeg fat ved hvad som helst, det gælder om at tjene saa mange Dollars som muligt og vel at mærke faa lagt saa mange til Side, at man inden alt for længe kan købe sig en Farm, en Gaard. Den canadiske Regering er meget hjælpsom her og vil gerne have Emigranter, der vil tage fat. Husk paa, der er plads til mange derovre, Canada har kun 12 Millioner Indbyggere, men større Udstrækning end hele USA med 150 Millioner – og saa er De forenede Stater endda alt andet end overbefolket.

Vi har 200 Dollars – det er, hvad vi maa tage med for de danske Valutamyndigheder, og det er dét, Canada kræver som Minimum. Svenska Amerika Linjen har hjulpet os til Rette paa alle Maader, og de canadiske Indvandringsmyndigheder har ogsaa været vældig flinke overfor – Hvad har De saa med hjemmefra? os.

Hvor skal de til? – Vi skal til Saskatcewan, en Stat i Midten af Canada ikke saa langt fra Alberta, og der har jeg en Farbror boende. Det er ham, vi første og fremmest kan takke for, at det hele er gaaet i Orden, for han har overfor de canadiske Indvandringsmyndigheder garanteret for, at vil ikke skal falde Canada til Byrde. Han kan altid give os Arbejde, hvis det skulde knibe, og min Kone og Børnene skal bo den første Tid hos ham, til jeg har fundet noget, der giver en Indtægt. Havde jeg ikke min Onkel eller andre Bekendte i Canada, maatte jeg stille en Garanti paa 2000 Dollars, og det er jo grumme mange penge, som vi, selv om vi havde dem, slet ikke fik Lov at tage ud af Landet. Det er jo det, der gør, at der ingen større Udvandring kommer i Gang. Som det nu, maa man faktisk have en Slaægtning eller bekendt i landet, man vil udvandre til, som vil garantere for en. Det har vi altsaa været saa heldige at have. Jeg har ikke mindre end tre Farbrødre paa den and Side Atlanten, to i Amerika og altsaa i Canada. Den ene er Tømrer og de to andre Landmænd. Desuden har min Kone sin Morbror derovre. saa vi har saamænd Slægt nok der. Det er flere, end vi har hjemme. Mor var jo nok ked af at vi rejste, men vi syntes, at vi maatte tage Springet. Og baade min Farbror og hans Kone, der har været paa Besøg herhjemme, siger at det skal nok gaa.

Maalet er en Gaard.

Hvordan vil De nu begynde? – Jeg vil se at faa Arbejde paa en Gaard. Maaske har vi et eller andet, de kan bruge derovre. Jeg tænker her paa vore Erfaringer, paa specielle Idéer, som maaske kan overføres. Det skal være godt at komme med Forslag. Men forøvrigt er jeg fast besluttet paa at tage fat og slide i det — det gælder om at skrabe de Penge sammen, der skal til, til Køb af en Gaard. Det er ikke saa forfærdelig mange Hundrede Dollars, der skal præsteres som Udsetaling. Man kan saa få lån paa en Aarrække op til 21 Aar med Afbetaling hvert Aar, og naar saa AfIragene er betalt – det kan selvølgelig ogsaa gøres over en kortere årrække – så er man sin egen Mand, og Gaarden ens egen. –

Michaelsens Øjne lyser, mens han siger det, han har sit bestemte Maal.

Ja, Deres egen Mand – det er vel dét, De vil være …

Det stemmer. Det er jo det, vi allesammen gerne vil, men det synes jeg altsaa, det er meget svært at blive hjemme. Bliver man det endelig, tager Skatterne og hele Tilværelsen det, man tjener, saa der ikke bliver noget til overs.

Hvad siger Deres Kone nu til det? 

Jeg er parat til at tage fat, siger Fru Michaelsen, og hjælpe til paa allet Maader. Naar vi blot staar sammen, skal det nok gaa. Folk siger, at det er den rigtige Alder, vi kommer over i, fortsætter Michaelsen. Jeg selv er 31 og min Kone 28. Dersom man ikke er gift, er det nok klogere at tage af Sted tidligere – saa er der større Muligheder for at naa et Resultat i en ung Alder. Men jeg kunde nu ikke saa godt tænke mig at være alene derovre.

Har De ellers bekendte derovre?

Der er allerede taget mange Vendelboere til Canada. Den store Simon Hjortnæs, som de kalder den danske Konge i Canada, er fra Vendsyssel, og han har hjulpet mange i Gang derovre. De Canadiske Indvandringsmyndigheder har ogsaa forhørt sig om, hvem der havde Lyst. Der var i en lille By oppe i Vendsyssel alene 50, der godt vilde. Ti af dem blev udvalgt og faar vist nu en Chance.

Mulighed for Opsparing.

Hvad regner De med, De kan tjene derovre?

Jeg har faaet at vide, at man faar op til 100 Dollars om Maaneden paa de forskellige Gaarde og saa altsaa Opholdet frit. Det vil sige, at der bliver en god Del at lægge op hver Maaned. Jeg er klar over, at vi maa spare. Der bliver ikke mange Penge til øl eller Biografteater, men det kan man jo ogsaa undvære. Paag to-tre Aar skulde det være muligt at have tjent saa mangę Dollars, at der var nok til Udbetalingen paa en Farm – og så er det, Regeringen hjælper til. Man følger ogsaa derovre, hvordan vi arbejder og klarer os.

Tror De nu ikke, det er meget forskelligt fra Arbejdet hjemme?

Jo, det ved jeg, det er. Vi havde paa min Brors Gaard Besøg af Dansk-Amerikanere, og de sagde allesammen, at vi har altfor faa Maskiner hjemme. Der skal tre-fire Mand til det Arbejde i Danmark, som en Mand ved Hjælp af Maskinerne kan udføre derovre — baade i USA. og i Canada.

Hvorfor har De valgt Canada?

Det er næsten umuligt at komme til Amerika. En Tid tænkte vi paa Australien, men det blev vi raadet fra der er ikke nær de Chancer som i Canada. Man skal jo have sit Helbred – det er vigtigt. Ved Undersøgelserne er vi heldigvis blevet fundet sunde og raske allesammen. Det har egentlig taget forbløffende kort Tid, det hele. Min Kone og jeg har altsaa i et Par Aar talt om at udvandre, og i Juli 1948 skrev jeg til del canadske Legation og til Svenska Amerika Linjen, og i Februar var det hele i Orden, saa vi den 4. Marts kunde tage af Sted fra København.

Bestandig faar vi at vide, at for en Mand, der vil tage fat, er der Chancer derovre, og Landarbejdet betales relativt godt nu, hvor det er gode Tider. Men jeg skal ikke være bange for at tage fat ved hvad som helst. Jeg kan jo ogsaa køre Lastbil, og det er vist ingen Skade til. Vi faar jo nok nogle Skuffelser – det er vi forberedt paa, men det skal ikke slaa os ned. Man maa igennem det.

 nov. 2019-jens otto madsen