Jens Otto Madsen – Side 4 – Vrensted-Historier.dk

Karens besøg hos bedsteforældrene på Borup Hede ved vraa

Poul Sørensen opvokset i Rakkeby og Sdr. harritslev fortæller, (tidligere præst nu bosiddende i Værløse)

februar 2026

Karen Rokholm Sørensen (mor til Poul Sørensen) på besøg hos sine bedsteforældre Mette og Jens Christian

Karen skrev i 1970’erne om sin barndoms besøg hos sine morforældre på Borup Hede ved Vrå.

Karen kunne med sin visuelle hukommelse beskrive, hvordan der så ud på deres lille husmandssted:

Der var en ret stor DAGLIGSTUE med teglstensgulv og bilæggerovn.

I dagligstuen var der to vinduer mod syd, hvor VÆVEN stod, og ét vindue mod øst.

I dagligstuen stod der et mindre bord, hvor mine bedsteforældre sad og spiste – det kunne være for eksempel flæskpandekage.

Bedstefar drak mælk af en stor BLÅBLOMSTRET KOP.

Dér var der også et stueur af den gammeldags firkantede slags, der skulle trækkes op med en svingnøgle.

Stueuret havde to lodder, der skulle hæves med håndkraft.

I SOVEKAMMERET var der fjællegulv (bræddegulv) og en stor bred seng med en dyne med rødstribet vår.

Dér var der også en hylde til sukkerknalder oppe under loftet – med et rødt forhæng med sorte prikker og en à la grec-bort forneden.

I sovekammeret var der også et skab til tøj og porcelæn, et mindre bord og to kurvestole ved vinduerne.

På det lille bord lå salmebogen.

Her i sovekammeret var der en kogekakkelovn, hvor de varmede mælk om vinteren.

KØKKEN og SPISEKAMMER lå mod nord med et lille komfur og en stor muret bageovn.

Min bedstemor kærnede selv smør. Jeg kan huske, at hun med stolthed lukkede døren op til spisekammeret, hvor der stod flere fade fulde af mælk, som hun havde malket af den sorte ko.

Og som bedstemor kunne bage SØSTERKAGE – med de rigtige store rosiner i! Dejen var rørt med smør med mange æg i.

Ih, hvor hendes søsterkage smagte godt!

Bedstemor havde også et rødmalet MANGLEBRÆT – med et manglebræt og den tilhørende manglestok kunne hun rulle linned.

De havde også et kinesisk æg af træ – det ene æg inde i det andet indtil det allermindste æg. Det havde sønnen Marinus haft med hjem, da han var ude at sejle som ung.

Marinus bosatte sig senere som skomager i Korsør.

Langs med den murede bageovn var der en gang med stenpikning (brolægning af mindre sten) ud til en anden gang, der førte til NØDSET, hvor de havde et par køer , en kvie og en hest.

Ude på gårdspladsen var der en MØDDING og en VANDPUMPE af træ – også pumpestangen var af træ.

Det var noget af en kunst at få pumpen til at give vand, men det kunne bedstemor nok klare med sine svage kræfter.

I en lavning lidt nord for huset løb der en bæk, og dér havde bedstemor nogle ÆLLINGER.

Min bedstemor VÆVEDE for folk, hun fik 9 øre pr. alen for dynetøj.

Der skulle rigtignok slås afskillige slag for at tjene en lille skilling.

Vævekonen Mette, min bedstemor, var dygtig til at væve hvide og ternede hørlærredsduge.

Min bedstemor fyldte 80 år den 13. oktober i 1922.

På hendes FØDSELSDAG kørte min far og min mor (Frederik og Petrea) i fjedervogn ud på Borup Hede – jeg sad imellem dem på agestolen.

Det havde regnet meget, så vejen var helt opblødt og med store huller, så fjedervognen hældede meget over til siden, og mor råbte “Åh Gud da, Frederik, nu vælter vi!’

Det gjorde vi nu ikke.

Nu er vejen asfalteret og bilerne stryger rask afsted.

Jeg synes, at der var så HYGGELIGT hos mine bedsteforældre på Borup Hede ved Vrå.

Derfra kunne man se viden omkring, helt til Vrå kirke mod sydøst, og mod nord kunne man se helt til Rakkeby: Henning Heilesens sted på Rakkebyholm sås lige så tydeligt med vinduer i gavlen,

Dengang – jeg var 7 år – tænkte jeg ikke på, at jeg skulle komme til Rakkeby og stifte bo sammen med Edvard.

Mine bedsteforældre på Borup Hede blev svagelige på deres gamle dage.

Min mor Petrea lavede suppe og søbekål, som de nemt kunne spise.

Jeg gik tit ud med mad til dem i den blå spand.

De sidste to år de levede (1923-1925), kom de ud til deres søn Jens og hustru Kristne, som havde et hus på Thistedvej 7 i Nørresundby.

Bedstemor Mette døde den 24. oktober 1925, og bedstefar Jens Christian døde den 20. december 1925.

De blev begravet på Nørresundby kirkegård

Jens Christian levede fra 1841 til 1925.

Mette Brogaard levede fra 1842 til 1925.

De fik 8 børn.

De har efterkommere i Danmark, USA og Canada,

Deres barn nummer 2 er Petrea (1869-1942), Karens mor og mormor til Karen og Edvards 9 børn.

FOTO: Mette og Jens Christian Brogaard på deres sølvbryllupsdag, den 13. november 1893.

SNEDKEREN FRA VENNEBJERG OG MOUNT RUSHMORE I SYD DAKOTA

Skrevet marts 2025 af Poul Sørensen, fhv. præst og boende i Værløse men opvokset i Rakkeby

Det verdensberømte monument med 4 amerikanske præsidenter fra USA’s

historie blev indhugget i Mount Rushmore i Syd Dakota.

Billedhuggeren hed Gutzon Borglum, hvis far var en snedker, som udvandrede i 1864 fra Vennebjerg.

Stamfaderen til slægten Børglum var en munk, som blev den første evangelisk-lutherske præst i Børglum ved Reformationen i 1536.

Snedkeren Jens Møller Børglum fra Vennebjerg blev mormon og giftede sig med et års mellemrum med to danskfødte søstre, Ida og Christina.

Jens Møller fik tre sønner med Ida og to sønner med Christina, som blev mor til Gutzon i 1867.

Da Gutzon var 10 år forlod Jens Møller mormonismen og lod sig i denne anledning skille fra sin anden hustru Christina.

Jens Møller beholdt selv sin første hustru Ida og alle fem sønner, rejste til en anden delstat og overlod Christina til sig selv.

Snedkeren Jens Møller uddannede sig herefter til læge og endte som distriktslæge i Nebraska.

De to sønner, som Christina blev mor til, var kunstnerisk begavede.

Gutzons bror hed Solon Borglum, som også blev billedhugger.

Gutzon studerede blandt andet hos den berømte franske billedhugger Auguste Rodin i Paris.

Gutzon blev udset til at skabe et nationalt monument, der skildrede de første 150 år af USA’s historie fra 1789.

Gutzon selv udpegede et granitbjerg i Syd Dakota, som det bjerg, der kunne egne sig til et monument med hovederne af præsidenterne George Washington, Thomas Jefferson, Theodore Roosevelt og Abraham Lincoln.

I bjergets højde på 1745 meter fik de fire hoveder en passende højde på hver 18 meter.

Til det store arbejde med at udhugge og slibe de fire sammenhængende monumenter fik Gutzon hjælp af en italienskfødt billedhugger og 400 arbejdere.

Det var risikabelt at arbejde på denne stejle bjergside af Mount Rushmore, et arbejde som lykkeligvis blev fuldført uden tab af menneskeliv.

Arbejdet blev påbegyndt den 4. oktober 1927 og stod færdigt den 31. oktober 1941.

Gutzon nåede dog ikke at se det helt færdige arbejde, idet han døde den 6. marts 1941. Hans søn Lincoln Borglum gjorde faderens arbejde færdigt.

Det færdige arbejde blev højtideligt indviet i 1991 af præsident George W. Bush.

Gutzon hyldede den tids tanke, at historien drives frem af store mænd.

For Gutzon skulle kunsten tillige stå i skønhedens tjeneste.

En senere tids kunstopfattelse er i vid udstrækning, at kunsten skal provokere.

Men provokere til hvad?

Jeg personligt kan nu godt lide skønne kunstværker, både nye og klassiske.

Jeg synes også godt om mange abstrakte kunstværker, som jo ikke behøver at være provokerende for provokationens skyld.

Omkring 2 millioner besøgende om året lægger nu vejen omkring Mount Rushmore for at se det kolossale monument med 4 store amerikanske præsidenter.

I delstaten Syd Dakota med mange indbyggere af dansk afstamning bor der nu cirka 890 tusinde indbyggere.

Blandt dem er der udvandrere fra sidst i 1800-tallet af min mors vendsysselske slægt.

FOTO af monumentet i Mount Rushmore i Syd Dakota

Til Hjørring dyrskue

TIL HJØRRING DYRSKUE

af fhv præst Poul Sørensen nu Værløse født og opvokset i Sdr. Harritslev

I min barndom i 1950’erne var Hjørring Dyrskue sommerens største begivenhed.

Ligesom til Juleudstillingen i december var det mor, Karen Rokholm Sørensen, der ledsagede de fem mindste af ni børn til dyrskue på dyrskuepladsen på Frederikshavnsvej.

For hvert skridt ud ad Frederikshavnsvej voksede forventningen og feststemningen.
Langs den flagsmykkede Frederikshavnsvej lagde vi især mærke til de mange aldrende lirekassemænd, som afgjort bidrog til dyrskuestemningen med velklingende lirekassemusik.
På et skilt foran hver lirekassemand stod der typisk lidt om lirekassemandens livssituation: Mange lirekassemænd kunne oplyse på skiltet, at de var forsørgere af ti til tolv børn. Lirekassemændene lignede godt nok mest skæggede, rare gamle bedstefædre.
I en skål foran kunne man lægge en skilling som støtte til det gode formål.

Vi måtte dog også passe på at holde hus med de medbragte skillinger.
Billetten kostede jo også en eller to kroner.

Vi fik straks øje på den skinnende personbil, som var hovedgevinsten i tombólaen, hvor hvert lod kostede en krone. Storesøster sagde ivrigt: “Vi kan nærmest ikke undgå at vinde!”
Rigtignok var der ret mange, som vandt en bamse i tombolaen, som man så kunne gå og kramme under hele dyrskuebesøget.

Vi gyste lidt, da vi gik hen foran de store tyre med næsering, som blev forsvarligt vogtet af en karl, som i ledige stunder kunne ligge henslængt i noget halm ved siden af det imponerende dyr.

Nogle børn var så heldige at få lov til at få en gasfyldt ballon, som uheldigvis kunne stige højt til vejrs i et ubevogtet øjeblik, hvor barnet slækkede grebet om snoren.
Jeg så og hørte flere børn, som grædende pegede op mod en himmelfaren ballon.
Hvis der kunne blive råd til endnu en ballon, blev den nu forsvarligt bundet omkring barnets håndled.

I den store menneskevrimmel kunne det let ske, at et barn blev væk.
Der blev sørget for at et bortkommet barn kom hen til kommandotårnet ved den store arena midt på dyrskuepladsen, hvor de udstillede dyr blev præsenteret.
Så blev barnet fremlyst i højttaleren og kunne snart genforenes med sin bekymrede familie.

De store dyr imponerede og fik os til at holde os lidt på afstand.
Anderledes forholdt det sig med geder, kaniner og dværghøns, som vi gik helt tæt på.

Min lillebror Ingeman og jeg købte hver en halv wienerkrans, som vi ville spise fra den ene ende til den anden. Derfor måtte wienerbrødskransen endelig ikke skæres over. En sådan halv krans kaldte vi for en “lasker”.

Jeg benyttede lejligheden til at prøve på at sælge mærker med nål, som lærer Olsen i Sønder Harritslev skole havde sat eleverne til at sælge.
Jeg husker, at jeg sagde til to dyrskuestemte landmænd: “Vil I være venlige at købe et mærke?” Jeg husker, at en af mændene udbrød: ‘Nå, skal vi nu også være venlige!”

De voksne mænd blev måske tiltrukket af den lidt højrøstede stemning i Mændenes Telt, hvor der kunne købes øl foruden sodavand.
Måske var far – Edvard – derinde, jeg ved det ikke. Far drak ellers ikke øl, men det kunne vist godt gå an med en enkelt dyrskuebajer.

Vi gik med mor – Karen – ind i det rolige Kvindernes Telt, hvor vi nød en portion hjemmelavet ymer med rugbrødsdrys og sukker.

Ovre i afdelingen for landbrugsmaskiner satte jeg mig op på en Claas mejetærsker og drømte mig lidt væk.

Hjørring Dyrskue forløb over to dage.
Udstillere og spidser kunne deltage i en dyrskuemiddag ude i byen.
Balgæster kunne også deltage i et dyrskuebal, som sikkert havde sin charme, måske endda for livet, hvis man var heldig.

Vi, som endnu ikke efterspurgte sådanne arrangementer, tog da dagen hældede rutebilen hjem til barndomshjemmet i Sønder Harritslev og kunne ved dagens slutning gå i seng med opløftende dyrskueoplevelser, som gav stof til drømme.

FOTO: Barndomshjemmet “Klarup” i Sønder Harritslev

Et liv i ord, ansvar og tro -Mette Madsen – tidligere Folketingsmedlem og Kirkeminister – fra Pandrup

Mette Madsen – et liv i ord, ansvar og tro

Fhv. folketingsmedlem og Kirkeminister, Pandrup

– fra Pandrup til rigets tjeneste**

Da Mette Madsen blev født i Pandrup sommeren 1924, var det nordjyske landskab stadig præget af landbrug, nøjsomhed og et stærkt lokalt fællesskab. Hendes liv kom til at spænde over næsten et helt århundrede – et århundrede præget af krig, samfundsforandringer, kvindefrigørelse og politisk modernisering. Alligevel bar hun hele livet sin hjemegn med sig som et fast anker, både menneskeligt og værdimæssigt.

Hun blev født som Mette Marie Fruensgaard, datter af gårdmand Holger Fruensgaard og hustruen Kathrine. Barndommen udspillede sig i og omkring Pandrup, hvor arbejdet på gården var en naturlig del af hverdagen, og hvor ansvar blev lært tidligt. Her lærte hun betydningen af pligt, respekt og sammenhold – værdier, som senere kom til at præge både hendes politiske virke og hendes forfatterskab.

Skolegangen foregik i lokalområdet, og allerede som ung udviste hun et særligt talent for sprog og formulering. Hun afsluttede realeksamen i Åbybro i 1940, blot 16 år gammel, i en tid hvor Europa stod på kanten af krig. Mette Madsen blev efter endt skolegang elev på advokatkontor i Pandrup. Hun blev nogle år senere gift med advokaten landsretssagfører Gunnar Otto Madsen, der tidligere var blevet enkemand. Ægteskabet førte hende ind i et voksenliv med ansvar for hjem og familie, herunder tre børn fra ægtemandens tidligere ægteskab, som hun tog fuldt ansvar for.

Sammen med ham og hans tre børn fra det tidligere ægteskab levede Mette Madsen et godt familieliv. Hun var hjemmegående husmoder, men fik også tid til at pleje sine poetiske evner. Hun blev senere til kirkeminister Mette Madsen.

Mette Madsens ægtefælle LANDSRETSSAGFØRER GUNNAR MADSEN havde til huse i den bygning, som han havde overtaget efter sagfører Toft, hvor han havde været fuldmægtig og senere kompagnon. Han var noget af en legende, der efter sigende kunne vinde de mest håbløse sager, og man skulle i hvert fald ikke ønske at få ham imod sig i retten. Han var ikke vendelbo – måske snarere tværtimod, men uhyre veltalende københavner.

Mette Madsen var i flere år anledning til et af byens helt store mysterier. Hver uge optrådte en huspoet i den lokale annonceavis, Pandrup-Kaas Avis, der i finurlige små digte kommenterede aktuelle begivenheder i byen og på egnen, under pseudonymet KAY, og ingen anede hvem den hemmelighedsfulde digter kunne være, ligesom ingen kunne drømme om, at pseudonymet skyldtes den lille Kay der optrådte i H.C.Andersen-eventyret ”Snedronningen”. Da endelig hemmeligheden blev afsløret, holdt Kay desværre omgående op med sine ugentlige udgydelser.

I mange år var hendes liv koncentreret om familien, men skriveglæden fulgte hende hele tiden. Hun skrev – først for sig selv, senere for andre. I 1950’erne og 1960’erne begyndte hendes tekster at finde vej til aviser og tidsskrifter, ofte med en let satirisk tone og et skarpt blik for hverdagslivets absurditeter. Hun bidrog blandt andet til nordjyske aviser og til den kendte humoristiske årbog Blæksprutten. Digtertalentet blev dog senere fortjenstfuldt udnyttet i Vendsyssel Tidende, i Blæksprutten og i flere udgivne digtsamlinger.

Dansk, historie, og litteraturen forblev gennem hele livet et åndeligt anker for hende. For Mette Madsen var sproget ikke blot et redskab, men et moralsk ansvar. Ord kunne oplyse, samle og forpligte – men også vildlede, hvis de blev brugt uden omtanke. Denne grundholdning fulgte hende ind i politik.

Sideløbende skrev hun digte og viser. Hendes lyrik var præget af enkelhed, eftertanke og en dyb forankring i det levede liv. Hun skrev om tiden, om alder, om kvinderollen og om de små øjeblikke, der tilsammen udgør et liv. Det var digte, der talte til mange – netop fordi de ikke råbte, men talte stille og præcist.

Vejen ind i Folketinget

Det politiske engagement voksede gradvist frem. Mette Madsen meldte sig ind i Venstre, og i begyndelsen af 1970’erne stillede hun op til Folketinget. Ved valget i 1971 blev hun valgt som folketingsmedlem for Nordjylland – et mandat hun beholdt i flere perioder frem til 1988.

Hun betragtede sig altid først og fremmest som repræsentant for sin egn, og hun gjorde en dyd ud af at holde kontakten til vælgerne uden for Christiansborgs mure. Hun var et af amtets folketingsmedlemmer frem til 1988.

I løbet af de mange år på Christiansborg opnåede hun flere tillidsposter, fx var hun i flere år medlem af folketingsgruppens bestyrelse og af partiets hovedbestyrelse. Desuden var hun medlem af Folketingets præsidium 1981-84.

Hun har haft mange forskellige politiske interesseområder, men kultur- og kirkeområderne har været de dominerende. Blandt hendes mange opgaver inden for det kulturelle felt såvel lokalt som på landsplan var formandskabet for Det Kgl. Teaters tilsynsråd 1978-84. Også kirkelige emner havde den grundtvigianske nordjydes store bevågenhed, og hun var derfor en oplagt kandidat til kirkeministerposten i 1980’ernes borgerlige regeringer. I 1984 afløste hun partifællen Elsebeth Kock-Petersen som minister og lagde frem til 1988 et stort engagement og arbejde i Kirkeministeriet.

Ud over kirke- og kulturstof havde også udenrigs- og forsvarspolitik hendes interesse, og hun var medlem af forskellige udvalg under Europarådet samt af NATO-landenes rådgivende parlamentariske forsamling 1979-84. Da hun 1982 valgtes til formand for forsamlingens kulturudvalg, blev hun under stor mediebevågenhed NATOs første kvindelige udvalgsformand. At hun samtidig blev den første dansker på formandsniveau, var der mindre interesse for.

Mette Madsen har beskrevet sin politiske karriere frem til ministerudnævnelsen i Og så er der kaffe, 1992, der også er et forsvar for de folkevalgte mod den efter hendes mening urimelige kritik i medierne.

Mette Madsen var kendt som en altid smilende og yndefuld kvinde, og hendes parti havde i mange år stor glæde og gavn af hendes evner for satiriske versemål, idet hun var fast forfatter til flere af partiets landsmødesange. Mette Madsen blev kommandør af Dannebrogordenen i 1985 og har modtaget en række udenlandske ordener.

Det var en tid præget af politisk opbrud, værdidebatter og en voksende diskussion om statens rolle i borgernes liv. Hun trådte ind i Folketinget som en politiker, der ikke råbte højest, men som blev lyttet til, når hun tog ordet. Hendes politiske stil var præget af eftertænksomhed og respekt for institutioner. Hun var ikke revolutionær i klassisk forstand, men hun var principfast. Hun troede på det repræsentative demokrati, på dialogen og på betydningen af historisk kontinuitet. For hende var politik ikke et sted for hurtige sejre, men for langsigtet ansvar.

Kirkeminister i en forandringstid

Udnævnelsen i 1984 til kirkeminister i Poul Schlüters regering var en post, der passede hende særligt godt. Forholdet mellem stat og kirke er i Danmark dybt historisk og kulturelt forankret, og Mette Madsen så Folkekirken som mere end en institution – den var et fællesskab, et kulturelt bånd og et rum for eksistentielle spørgsmål.

Som kirkeminister arbejdede hun for at beskytte kirkernes kulturarv, gravpladser og historiske monumenter. Hun var optaget af, at modernisering ikke måtte ske på bekostning af respekt for historien. Samtidig var hun bevidst om, at kirken måtte kunne tale til et moderne menneske uden at miste sin kerne.

Hun gik til embedet med ydmyghed. Tro var for hende ikke noget, staten skulle påtvinge borgerne, men noget, der skulle have plads og værdighed i samfundet. Hun så kirken som et sted for både tradition og samtale – et rum, hvor tvivl og tro kunne eksistere side om side.

Kultur, kunst og internationalt arbejde

Ud over sit arbejde i Folketinget og som kirkeminister var Mette Madsen dybt engageret i kulturlivet, en formandspost for tilsynsrådet for Det Kongelige Teater og hun arbejdede aktivt for kunstens vilkår i Danmark. Hun mente, at et samfunds modenhed kunne måles på, hvordan det behandlede sin kultur.

Internationalt var hun som nævnt også aktiv, blandt andet i NATO’s parlamentariske forsamling, hvor hun blev den første kvindelige formand for et udvalg. Her repræsenterede hun ikke blot Danmark, men også en politisk kultur præget af dialog, ansvar og respekt for demokratiske værdier.

I Folketinget blev hun kendt som en saglig, arbejdsom og respektfuld politiker. Hun søgte ikke de store overskrifter, men arbejdede målrettet i udvalg og kommissioner. Hendes styrke lå i overblikket, sproget og evnen til at bygge bro mellem mennesker med forskellige holdninger. Hun opnåede bred respekt – også hos politiske modstandere.

Som nævnt blev hun i 1984 udnævnt til kirkeminister i Poul Schlüters regering. Det var en opgave, hun tog på sig med stor alvor. Hun så ikke kirken som et politisk kampfelt, men som en kulturel og historisk institution, der bandt generationer sammen. Som minister arbejdede hun for at styrke kirkens rolle i lokalsamfundene, for bevarelse af kirker og kirkegårde og for respekt for folkekirkens traditioner.

Særligt kirkegårdskulturen lå hende på sinde. Hun betragtede kirkegårdene som vigtige historiske rum – steder hvor lokalhistorie, familier og samfundets udvikling kunne aflæses i sten og landskab. Også efter sin ministertid fortsatte hun dette arbejde som aktiv i foreninger og bestyrelser.

Forfatteren Mette Madsen

Parallelt med sit politiske arbejde skrev Mette Madsen digte, viser og erindringer. Hendes tekster var ofte præget af eftertanke, naturbilleder og en stille refleksion over menneskets plads i verden. Hun skrev ikke for at imponere, men for at forstå – og for at give læseren et øjebliks ro i en ofte støjende verden.

Hendes forfatterskab kan læses som en forlængelse af hendes politiske liv: begge dele udsprang af et ønske om at tage mennesket alvorligt. Hvor politikken arbejdede med strukturer, arbejdede litteraturen med det indre liv.

Hun udgav flere digtsamlinger og senere også erindringsbøger. I disse bøger gav hun et sjældent indblik i livet på Christiansborg set indefra – fortalt med varme, humor og menneskelig indsigt. Hun skrev om magtens ritualer, om møderne, om det usagte – og om kaffepauserne, hvor meget af det væsentlige i virkeligheden fandt sted.

Hendes erindringer er præget af selvironi og refleksion. Hun fremstillede ikke sig selv som hovedperson i historien, men som en del af et større fællesskab og en større tid. Netop derfor står hendes fortællinger stærkt som tidsbilleder.

Eftermæle og betydning

Efter hun forlod Folketinget, trak hun sig gradvist tilbage fra det offentlige liv, men hun forblev engageret i kultur og samfund. Hun deltog i foredrag, skrev videre og fulgte udviklingen – altid med Nordjylland som sit faste holdepunkt.

Mette Madsen døde i 2015, 91 år gammel. Med hendes bortgang mistede Danmark en politiker af den gamle skole: ordentlig, eftertænksom og forankret i virkeligheden. Nordjylland mistede en stemme, der bar landsdelens værdier med sig helt ind i rigets politiske centrum.

Hun var en politiker, der forstod værdien af stilhed såvel som tale, og som vidste, at magt uden eftertanke er tom.

Der findes i dag et legat i hendes navn, som støtter kirkeligt og kunstnerisk arbejde – et passende minde om et menneske, der hele sit liv bevægede sig i spændingsfeltet mellem tro, kultur og samfundsansvar.

Mette Madsen var ikke en politiker, der søgte rampelyset. Hun var en, der bar sit ansvar med værdighed. I en tid, hvor politik ofte måles i tempo og synlighed, står hendes liv som en påmindelse om, at dybde, dannelse og ordentlighed stadig har en plads.

Hun efterlod sig et rigt eftermæle – i lovgivning, i bøger og digte, og i erindringen hos dem, der mødte hende. Hendes liv fortæller historien om, hvordan et menneske fra en lille nordjysk by kunne sætte varige spor, uden nogensinde at give slip på sine rødder.

Forfatterskab:

Bog

Vers og viser 1971

Udvalg af vers og viser fra Vendsyssel Tidende som folkevalgt og deltager i det politiske arbejde 1971-1988

Bog:

Husk nu at neje: erindringer 1997

Det tidligere folketingsmedlem for Venstre og kirkeminister (f. 1924) beretter om sin barndom som den ældste i en stor søskendeflok på en gård i Pandrup i 20ernes Nordjylland

Bog:

Hvad skal du være når du bliver stor?: erindringer 2004

Det tidligere folketingsmedlem for Venstre og kirkeminister (f. 1924) beretter om sin barndom og ungdom i en stor søskendeflok på en gård i Pandrup i 30ernes Nordjylland

Og mange flere som kan lånes på Biblioteket

Februar 2026 – jens otto madsen

www.Vrensted-Historier.dk

Klik på nedenstående link:

member (1) mette madsen

Vedtægter – En Vrensted-Historie

Vedtægter for partikulier af Vrensted, Lars Rasmussen Bonnerups Legat for en årlig festafholdelse for børnene i mit gamle skoledistrikt i Vrensted.

Historien leveret af Hans Poulsen, Kaas.

Kære Børn i mit gamle Skoledistrikt, herved bestemmer for at berede en festlighed for jer, at et beløb på 4000 Kr. skriver fire tusind kroner, forlods skal uredes af mit Bo, og indsættes på en Bog i Hjørring Sparekasse, og at renterne af kapitalen der ønskes administreres af et tre mands udvalg, bestående af læreren samt to mand af skoledistriktets beboere, skal anvendes på følgende måde, idet fornøden tinglysning på mate. 34d Vrensted By og sogn angående forpligtelse til at afgive plads til festens afholdelse skal foretages.

Ejeren af matr. 34d skal have renterne af det ene 1000 Kr. for at afgive plads til festens afholdelse, og til vej og sti til festpladsen og plads til blussets afbrænding, festen skal afholdes på matr. 34d, der hvor begravelsespladsen fra oldtiden har været, og hvor på jeg har ladet store kampesten henlægge, de sten som lægger under den store sten, har aldrig været flyttet eller løftet, men henlægger endnu således, som de har henligget fra oldtiden af.

Festen skal afholdes Sct. Hansaften og begyndes ved solnedgang med Sct. Hansblus (Vågild) som vi kaldte det, og skal slutte efter ca. 2 timers sammenkomst, omtrent Kl. 11 efter gammel skik. – Jeg ønsker, at der begyndes med sang, og sluttes med sang. Først synges “Vi elsker vort land” af Holger Drachmann, dernæst synges,

–

Er skolen for andre end Pilt og Pog”, af Chr. Hostrup, ved festens afslutning synges, “Der står et slot i Vesterled” af Ingemann. – Skoledistrektets lærer bedes venligst af mig, lede festen i hele dens forløb, samle børnene ved skolen og vandre med dem til og fra Festpladsen.

Efter gammel skik og brug må hyrdedrengene pynte deres håndko, – hvor der ingen håndko er, tages en af de løsgående Sct. Hans aften og møde med den på festpladsen, hvor læreren sammen med to drenge bedes afgøre, hvilket af de mødte hyrdedrenges, der er mødt med den pænest pyntet ko, der må møde tre drenge med pyntede køer, og de får hver 3 Kr.

Berettiget til at møde med de tre køer, skal tre drenge af øverste klasse være, ligesom de drenge, der sammen med læreren skal bedømme køerne også skal være af øverste klasse, hvilket tre drenge der skal være berettiget til at møde med pyntede køer, afgøres ved lodtrækning i skolens øverste klasse, af både Piger og drenge en uge før Sct. Hans, ligesom der også skal finde lodtrækning sted, om hvilken to drenge, der skal bedømme de pyntede køer, sammen med læreren, men de tre drenge som bliver udtrukket til at møde med køerne, må naturligvis ikke deltage i lodtrækningen om, hvilken to drenge, der skal være med til at bedømme køerne, Lodtrækningen bedes ledet af læreren, men der skal først spørges, om der er nogen af drengene, der har lyst til at pynte deres håndko, eller hvis en sådan ikke findes en løsgående ko, for i modsat fald er lodtrækningen jo unødvendig. Skulle det tilfælde indtræffe, at der ikke er nogen af drengene, der vil møde med en ko, skal de 10 Kr. som er bestemt til Præmieuddeling afgives og sendes til Kristine Olesen Østergård, Øster Bagterp, og hun må da give anvisning på en anden af familien til at modtage de 10 Kr. – Efter hendes død, når der ikke bliver brug for dem, til det, de er bestemt til, og således.

Folkene på Vrensted Fælled. – En Vrensted Historie

Vi skal nok helt tilbage til omkring 1870 og måske længere, der fortælles, at der dengang var 35 jordstykker på Vrensted Fælled, og de levede nærmest for dem selv, de fik kommunehjælp, men alt hvad de fik i penge, brugte de til brændevin, og kvindfolkene gik ud med Tiggerposen, og hvor de kom bad de om almisser, disse almisser bestod af gryn, brød, æg og til højtiderne lidt sul, forår og efterår, eller rettere sagt, på den tid der skulle klippes Får, havde de en uldsæk med, og de bad da om en bette lok tov (uld). Når de kom ind ad døren lød det ofte sådan fra tiggerkvinderne:

Disse mennesker levede mildt sagt, et meget uharmonisk liv, de drak, som før fortalt brændevin, både mænd og kvinder, og om sommeren gik de nøgne fra hytte til hytte, – et gammel ord siger, – at gå gennem Vrensted Fælled uskændt, var som at gå gennem helvede ubrændt.

Men i halvfemserne kom der en Præst til Vrensted ved navn Pommerencke, (antagelig galt stavet), det var en meget myndig herre, han talte hårdt til dem, fik nogle af dem gift, fortrinsvis dem der havde børn sammen. – Dette er hvad jeg i min barndom har hørt, men mest hvad min meddeler, den førnævnte 76årige skomager Niels Gade Vrensted har fortalt.

– Jeg har som førnævnt nogle øgenavne som folkene på Fælleden havde, men da de jo hører med i billedet her, skal jeg gentage dem.

Der var Peder Kvælhals, Bas-Niels, Ræw-Mette Marie, Glius Søren, Baske Lise, Minister Klein, Søren Amenhus, Mollerup Jens Christian, Vib Tammes, Isralitten, Ruv Jaan, Claus Anjohan, Rytter Trine, Niels Rom, Syl Peter, Bakker Johannes, Volle Runs.

Ordet fælled betegner oprindeligt et område uden for en landsby, som beboerne ejer og benytter i fællesskab – typisk til græsning af kvæg.

Her er de vigtigste detaljer om ordets betydning og oprindelse:

Betydning: Historisk set var det landsbyens fælles græsgang.
Etymologi (oprindelse): Ordet er sammensat af to dele:
- Fæ-: Kommer af det gamle ord for kvæg (som i “fæ” eller “fædrift”).
- -led: Er beslægtet med det norrøne ord láð, der betyder “land” eller “lod”.
Relaterede ord: Ordet er tæt forbundet med begreber som fællesskab og fælle (en ledsager eller partner).

I dag overlever navnet primært i vejnavne og stednavne, hvor det minder os om dengang, man delte jorden mellem sig i landsbyfællesskabet.

Historien er leveret af Hans Poulsen, Kaas

Lejtepigen. – En Vrensted Historie

Historien er leveret Hans Poulsen, kaas

Lejtepigen boede i en lille hytte på Vrensted kær. Hun beskrives som en lille mager kvinde med stor hage, lang næse og røde øjne. Hun havde en hejsestok i hånden, og så ejede hun en flok gæs og en sort kat. Således sagde min meddeler en 76-årig skomager, som bor i Vrensted, og er født samme sted, – og han fortalte mig, at byskolenlæreren havde en kærlod hvor Lejtepigens gæs ville være, og de ødelagde hans korn, dette tog han meget fortrydeligt op. En dag bestemte han, nu skulle det være slut, og han var meget vred da han nåede hen til huset hvor han traf Lejtepigen udenfor, og i sin hidsighed slog han løs på hende med sin stok. Til skolemesterens store forfærdelse opdagede han, at han stod og bankede på en rund tørvestak.

En gang var Lejtepigens gæs løbet væk, men hen på aftenen kom der en lille hund gennende med gæssene. Det var selvfølgelig Lejtepigen som havde omskabt sig (som det hed). En gang præsten var på jagt, skød han en hare, som løb ind ad Lejtepigens hønselem, men da pastoren kom ind og ville have haren, stod Lejtepigen og tørrede blodet af sin ene fod, men der var ingen hare at finde.

En jægersmand ved navn Niels Henrik gik på jagt ude i kærene, og han skød på en ræv, men ræven sprang over kældergrøften, hvor den sad og gloede på Niels Henrik. Hunden som han havde med, opgav forfølgelsen, og kom hylende tilbage, og da Niels Henrik atter ville skyde, var bøssen forhekset, og kunne ikke skyde, det var selvfølgelig Lejtepigen han havde skudt på. Hun havde også evne til at trække fugle til huset, store fede fugle, som hun slagtede, ligesom hun kunne få folk til at fare vildt ude i kærene. Engang kom hun ind på en gård, hvor det var umuligt at få væven til at stå lige, ligegyldigt hvad de gjorde, så hoppede og gyngede den, men efter at Lejtepigen havde fået brød og sul i posen, bad hun dem prøve varen, og nu stod den fast.

Engang hun kom til Aasendrup (Vrensted sogn), var der stor opstandelse, pumpestangen til gårdpumpen var bleven fjerner társat, og var ingen steder at finde, men efter hun var blevet modtaget, bad hun dem se på bylden over døren mellem spisekammeret og køkkenet, og der lå pumpestangen. Lejtepigen spåede og helbredte de syge, hun lavede en salve af en ut som hun kaldte mesterod, med den salve kunne hun helbrede alt såvel Fnat Son Helseskud.

Met de Lejtepigen blev gammel og svag, fik hun ophold hos nogle bekendte eller slægtninge vester ude, og her endte hun sine dage, hun hængte sig i sin væv.

Lejtepigen” er en ældre dansk betegnelse, som primært blev brugt i landbosamfundet og i mindre byer i 1700- og 1800-tallet.

Betydning:

En lejtepige var typisk en ung, ugift kvinde, som arbejdede midlertidigt eller sæsonvist, ofte uden fast plads, men “lejet ind” efter behov.

Hun kunne fx arbejde som, tjenestepige på gårde som hjælp i husholdninger, som ekstra arbejdskraft ved høst, slagtning eller andre travle perioder. Ordet kommer af “at leje”, altså at blive hyret for en periode.

Social og historisk kontekst

Lejtepiger stod ofte lavt i det sociale hierarki
De havde sjældent økonomisk sikkerhed
Mange flyttede fra sted til sted
Betegnelsen kunne i nogle sammenhænge have en let nedladende eller medlidende klang

I kirkebøger, folketællinger og gamle dokumenter kan lejtepige også være brugt som civilstands- eller erhvervsbetegnelse, ikke som navn.

I sproglig brug

I dag er ordet:

forældet
bruges mest i historiske tekster, slægtsforskning eller litteratur
kan give et billede af en kvinde uden fast tilknytning, men ikke nødvendigvis noget negativt.

Drivsholm en gård i Vrensted omkring år. 1900

Stedet var Gården Drivsholm i Vrensted sogn — Matrikel nr. 21a,o,c, 70 Td. land Hartk. 6 td. 6 skp.

Der var 35 td. land mark god lèrmuld og ca. 35 td. land dyrket Eng jord af god bonitet, tillige var der ca. 30 td. land græsklit, hvori der også var Tørveskær.

Besætningens størrelse var fra 20 til 24 malkekøer, og et lignende antal Ungkreaturer, af heste var der end 10 – 11 stykker, der var 6 Tøjvante (arbejdsheste), desuden var der en let hest, der blev brugt til at køre mælk med, og andre småting, det bemærkes at gården selv leverede mælken på mejeriet.

Tiden 1901 -2 Gårdens Husstand.

Ejeren og hans hustru, blev altid i daglig tale benævnt som manden og konen, Forkarlen blev benævnt som (Bedstekarlen), og derefter kom anden – karlen, tredjekarlen, der var 16 – 17 år, og hjalp til i kostalden om vinteren. Bedstekarlen var 37 år ugift, han havde tjent på gården 7 år, andenkarlen var 18 – 19 år, ejerens egne drenge passede kreaturerne om sommeren, yngstekarlen blev ofte benævnt som Bæls, det utryk kan nærmest betegnes som halv spøgefuld, og halv nedsættende, der var ingen faste husmænd knyttet til gården, men der var ved visse lejligheder daglejere, f.eks. til at læsse gødning og skære tørv, samt en høstmand, for disse arbejdere var daglønnen 2,50 Kr. samt fuld kost.

Arbejdets deling på gården.

Bedstekarlen skulle passe heste, og om foråret stod han op ved 4 tiden om morgenen, hestene skulle have 2 timer ved krybben, inden de skulle spændes for, – ved 5 tiden kaldte han på gårdens øvrige mandskab, karle og piger, og dagen begyndte. Bedstekarlen striglede færdig og vandede heste, andenkarlen rensede ud og fejede, bælgen gjorde rent i kostalden og køre mælk, – kl 6 var vi færdige med morgenarbejdet og morgenmad, og færdige til at rykke ud, og pigerne var færdige med malkningen, så bælsen kørte på mejeriet med mælken, – fra halv ni til ni fik man formiddagsmellemmad, fra 12 til 2 var der middagspause, d.v.s. andenkarlen skulle passe heste og forkarlen sov som erstatning for den time han var oppe før de andre om morgenen, kl 2 rykkede man ud igen, fra halv fem til fem var der eftermiddags – mellemmad og hestene fik et foder, kl 8 var der aften, og dagen sluttede med kogt mælk og kolde Byggegrynsgrød, således var arbejdsdagen fra April til November. Kvinderne deltog i udearbejdet, der var tre tjenestepiger på gården, de to deltog i udearbejdet. Bedstepigen gik ikke ud, men hjalp husmoderen inden døre, de to ugangspiger spredte gadning, lagede roer, var med til at stakke hø, de bandt op om høsten, og hjalp til i laden, når der kørtes hø og korn. Hver af pigerne havde sine bestemte køer at malke, karlene havde så vidt mulig hvert sit spand heste at bruge, karlene var ikke forpligtige til at arbejde for husbond om aftenen udover at bedstekarlen skulle passe heste, og disse blev om vinteren fodret à ved ni – halvti tiden, d.y’s. hestene fik vand og tørt strøelse, samt et stor foder til natten. Kvinderne var forpligtige ul at arbejde for madmoder om aftenen, men halv otte til otte, var der malketid, hver af pigerne havde et hold køer på 7, og så var aftensædet slut og lyset blev slukket i dagligstuen.

Vendelboernes togt til Alperne

Forfatteren Knud Holst, Løkken (1936- 1995) faldt i 1975 ved et tilfælde over papirer og regnskaber fra en vendelborejse til Alperne i 1923. Rejsen var arrangeret af ingen ringere end forfatteren Thomas Olesen Løkken, der ønskede at vise københavnerne, at der så sandelig også kunne tilrettelægges en stor turistrejse ud over rigets grænser. Turen blev en succes, hvilket fremgår af denne artikel.

Hvis man tror, at selskabsrejser er noget nyt, bør man tro om igen. Revolutionen på rejseområdet hedder måske jetfly og billige hoteller, men allerede med det europæiske jernbanenet åbnede der sig helt afgørende nye muligheder for at rejse. Også for almindelige mennesker. Der skulle kun en organisator til. Og så måske en lidt større udholdenhed, end der kræves nu, hvor man blot kan sætte sig op i et charterfly og være langt mod syd et par timer efter. Til gengæld fik man mere “sin sjæl med” på den gammeldags facon. I begyndelsen af 1920-erne arrangerede københavnske dagblade, især Politiken, selskabsrejser til det sydlige Europa. Det var togrejser, men i kraft af mængderabat på billetter og forhåndsaftaler med hotellerne kunne det gøres betydeligt billigere, end hvis man selv skulle rejse. Dertil kom, at mange formaliteter kunne ordnes kollektivt, så man ikke skulle besvære sig med andet, end at sørge for at ha’ sit pas i orden.

Kunne københavnerne gøre det, kunne vendelboerne vel også!

Det var udgangspunktet for den farverige vendelboforfatter Thomas Olesen Løkken, der frygtløst kastede sig ud i konkurrencen med hele sit særlige talent for at tromme folk sammen. Han gennemførte flere ture sydpå, så vidt vides med stor succes. Det er nok en side af hans virksomhed, som de fleste ikke kender mere.

Thomas Olesen (1877-1955) var en mand med mange talenter. Denne tidligere skomager, cykelhandler og boghandler med meget mere – var glubsk på verden, og en ting man nok tit har overset var, at han gerne drog andre med i det, han foretog sig. Her vil nogle smile lidt skævt, for det viste sig måske nok at være til hans egen fordel på den måde, at han fik sin lyst styret og sine udgifter dækket ind. Er det ikke det, alle folk med initiativ må gøre+

Fotografi af vendelboernes tur til alperne i 1924.

Hvis ikke sognepræsten i Tjæreborg gerne havde villet ud og se sig om efter krigen og fik det betalt af andre. som også gerne ville var Tjæreborg Rejser aldrig blevet til den store fornøjelse for alle de mange, som siden har brugt dem. Og betalt for dem!

Thomas Olesen var ikke forretningsmand. Men han ville se Alperne. Og han ville ha’, at vendelboerne skulle se dem.

Efter en Rhin-rejse arrangerede han i maj 1923 en stor tur til de sydtyske alper, de tyrolske. Turen startede 4. maj og sluttede omkring den 12. En hurtig rejse med tidens bekvemmelige trafikmidler – hurtigtog, dampskib, bliver man lidt imponeret. Det hele det er velordnet, behageligt, praktisk billigt. For selvom man i dag nok kan være heldig at få en uge på Mallorca på afbud for en 400-500 kr., så må man sige, at en turistrejse med alt hvad den her indbefattede af god forplejning. på disse betingelser var rimelig for 190 kr. Alt inklusive! d

Det var dog ikke særlig billigt med 190 kr. i 1923. Årslønnen for en for- karl var 200 kr. For en skolelærer vel ca. det dobbelte. Man må ha’ taget af spareskillingerne for at komme til Alperne. Thomas Olesen gør opmærksom på i en af de mange duplikerede og meget instruktive skrivelser, han sendte ud forinden til de interesserede, at Politikens ture af samme art løb op i næsten det dobbelte.

At der var interesse for turen, viser et brev af 20. april, hvor han be’r de udvalgte om at bestemme sig, idet der har meldt sig 47 interesserede, og at rejsen kun kan tage højst 30. Listen over de endelige rejsedeltagere – “rejsefæller” – viser en interessant spredning over hele landsdelen, men måske også, hvad det var for folk, der kunne ta’ fri i maj måned. Den sociale spredning er måske ikke så voldsom – 190 kr. (plus 10 kr. i lommepenge, som man kom langt med i Tyskland på det tidspunkt, idet det var lig med 20.000 Mark!) var dog en slags penge.

Det kunne være interessant, om der stadig findes deltagere, som kan huske turen og ville gi’ deres besyv med. I øvrigt var det absolut ikke nogen mandetur. Der er flere lærerinder med og en del “frøkner”. På det viste billede af selskabet i München ser man dem tydeligt lyse op. Det må formodes at være forfatteren selv, der sidder med stiv kasket på forreste sæde i sigtseeing-bussen. Det er i sig selv et stykke sjov lokalhistorie i det fremmede. Vendelboerne er i fuld gang med at erobre Alperne.

Rejseprogrammet

Ruten er grundigt tilrettelagt. Man starter tidligt om morgenen den 4. maj fra Flensborg, hvortil man er kommet med tog. Programmet er en rejsebrochureforfatter værdigt. Men det har været et vældigt stræk fra første til anden dag over Hamburg til Frankfurt: “En dag i Vesttysklands største handelsby,” står der. Alle seværdigheder beses! Derefter over Würtsberg direkte til München. “Aftenen tilbringes i det berømte Hofbräuhaus.” Hvad har frøknerne sagt til det? Men de var nok ikke så pivede dengang.

I München får den hele armen. Her skal besøges “det verdensberømte Pinakotek og Glyptotek”. Efter middag “udflugt til Sternberg. Med damper over Starnbergersøen, forbi de bayriske kongeslotte til Seehaupt, hvorfra man nyder en herlig udsigt over alpekæderne lige fra Zugspitz til Montblanc”. Det er rejsens fjerde dag.

Femte dag er heller ikke kedelig: “Med elektrisk tog fra München til Mittenwald. I denne midt i Alperne beliggende by opslår vi vort hoved- kvarter i tre dage. Mittenwald ejer en mængde gamle ejendommelige bygninger, en berømt kirke og et sjældent tyrolerliv” (!) Det sidste har nok lokket med alle sine farver. Dette er rejsens mål, og resten af færden bruges til spadsereture i Alperne. – for eksempel til “den smukke Lautersee ved foden af det 2800 meter høje Karvandel Alper. Og (uden særligt pas) ind over den østrigske grænse til Lautasch vanddfaldet. Efter middag bestigning af det 1540 meter høje Kransberg. Derfra har man den herligste rundskue over “Alpernes snedækkede toppe” Tiende dag hjemrejses – ” hver til sit” Ikke sandt – man kan blive misundelig den dag i dag.

Rejseudstyret

Selv om det nok har været en rejse med megen god “forplejning.” rådes deltagerne fra starten til at udruste sig på rette vis. Fra Hannes Hus i Lokken, hvor Thomas Olesen dengang boede, udgår nøje instrukser, særlig til de mandlige deltagere: 1 skjorte, 1 á 2 par strømper, “flipper og lignende”. Alle -også damerne- anmodes om at trække i svært rummeligt fodtøj med så lave hæle som muligt. Dette er alvorligt.

Og i øvrigt: “Man kan ikke møde selskabsklædt til måltiderne på så ud- præget en turisttur.”-Og det til trods for, at man angiveligt hele tiden opholder sig på “de bedste hoteller.” Smør medbringes i en lille krukke! Fordi der forbudt hotellerne i de store byer & servere smør for gæsterne.” Der var inflationstider i Tyskland i 1923 og altså allerede med restriktioner med henhold til fødevarer. Hvilke sære udslag selve inflationen gi’r, skal vi se til sidst.

Man bedes i øvrigt medtage sit gode humør og håbe på godt vejr.”

Den lune Thomas Olesen slutter sin officielle skrivelse på falderebet den 3. maj: “En gammel klog mand har sagt til mig: “Man tager sine bukser, vender dem og hænger dem ud natten før man rejser. Det står deltagerne i Alperejsen frit, om de vil forsøge.”

Hvordan rejsen er forløbet, melder papirerne ikke noget om, men det kunne være interessant at høre fra folk, der var med eller efterkommere efter alpefareme. At det ikke har været lutter alpebestigning, fremgår tydeligt af et par morsomme, omhyggeligt førte regnskaber, som sendes ud til visse af deltagerne efter hjemkomsten. Det drejer sig om medlemmer af det undervejs oprettede aktieselskab ”Det muntre hjørne”, der har vidst at vederkvæge sig efter strabadserne. Fra den tredje maj till den 12.maj, har de udenfor programmet for 426.882 Mark.

At aktionærerne har hygget sig ses for eksempel af følgende post: Middag i Flensborg. Aspargessuppe. Flæskesteg, dessert, vin og mokka … 70260 Mark.

De drabelige tal, fremkommer selvfølgelig ved Markens drabelige himmelflugt – eller rettere nedtur. Thomas Olesen anslår 1000 Mark. Men billigt har det jo alligevej ikke været. ”Det muntre hjørne” har haft spenderbukserne på.

Et par pudsige tal fra regnskabet: Drikkepenge til hotelkarl 4000 Mark.

Rundstykker med ost på damperen: 5500 Mark. For musik (ekstranummer.) Den blå Mark. Champaagnen i Vinstuen (2 flasker) At det er gået muntert til tyder følgende diskrete passus på: ØL til Politiet: 6700 Mark.

Tegning af Ths. Olesen Løkken fra 1920

Penge til hele dagen

Alt i alt har vendelboernes indtagelse af de tyrolske alper tilsyneladende været en ret en voldsom succes, forfatteren til ære. Han havde på det tidspunkt nok nogen af sine stærkeste år. I 1920 var “Bonden Niels Hald” udkommet, som med det samme slog hans navn som hjemstavns- og socialforfatter fast. Op til rejsemålet var kommet flere bøger. I selve 1923 kom “Klavs Bjerg og Bodil.” Fem år efter kom Thomas Olesen på finansloven.

Hvorvidt budgetterne holdt for de selskabsrejser, han nåede at gennemføre, vides ikke, men der findes en anekdote, der kunne tyde på, at det ikke var så let at beregne alting på forhånd.

Thomas Olesen som rask kulturperson i Løkken i 1928.

De papirer, der danner grundlag for denne artikel, stammer fra den kendte gårdejer Niels Baggesen, Jonstrups familie i Nr. Saltum og Ingstrup. Han var selvfølgelig selv med og ikke nem at vælte. Historien går på, at da man kom til Harzen, manglede der kontanter. Budgettet var overskredet. Baggesen hørte om det og var ikke stemt for at bryde eventyret så tidligt.

“Hvor meget skal du bruge?”, sagde han til Thomas Olesen. – Ja, han skulle da bruge noget! “Er 3000 nok?”-“Ja- men, det har du da vel ikke,” skal Thomas Olesen ha’ sagt. – Hvorpå Baggesen greb i foret og lagde pengene stilfærdigt på bordet med de ord: “A tu pæng mæ te hiele dawwi!”

Om historien er korrekt ved jeg ikke, men den er da morsom nok – Alperejse ligesom Rhinrejsen året før- må have været en formidabel oplevelse for de vendelboer, der var med. Når man samtidig tænker på, hvor stor en fortæller, han var, kan man kun ønske, at man havde været med. Han har ikke været kedelig at ha’ som rejseleder. Det hele lyser af entusiasme og lyst til at vise andre, hvad han selv syntes var værd og væsentligt at se. Det er et aspekt, som skal med, når man tænker på ham som kulturarbejder midt i sit eget land så at sige.

Stærkt og muntert – det må ha’ været morsomt.

Deltagerne i alperejsen:

Bastholm, Stubdrup Brønderslev, skrædder Martin Christians, Ø. Brønderslev, installatør Sen, Thyrasgade 4, Aalborg, typograf Carl C. Larsen, Ladegårdsgade 10, Aalborg, assurandør C. Wessman og søn, Ankerhus, Aalborg, trafikass. C. Rasmussen, Skelund, hotelejer Søren Hedegaard, Fjerritslev, bager C. Christensen og hustru, Gugvej, Aalborg, skovrider A. Petersen-Geltzer, Alfarvad, Præstbro, frøken Dorthea Jensen, Hjørring, frøken Anna K. Jensen, Hjørring, frøken Elise Christensen, Hjørring, frøken Jenney M. Christiansen, Hjørring, dommerfuldm. Lauritz G. Larsen, Læsø, gårdejer P. Olesen, Toftgaard, Gandrup, landmand Rasmus Bisgaard, Bjerregaard, Fjerritslev, landmand Jørgen Nielsen-Gøgsig, Jerup, lærerinde Sofie Hansen, Tårs, gårdejer Chr. Dissing, Târs, frø- ken Mette K. Sørensen, Tårs, husejer Chr. M. Ullerup, Tårs, partikulier Lars Chr. Jacobssen, Kragsvej, Hjørring. gårdejer Niels Baggesen, Jonstrup, Nr. Saltum, gårdejer Pedersen-Bisgaard. Pandrup, landmand Knud Sørensen. Suldrup. Støvring og lærer Jens Rasmussen, Brunsholm, Støvring.