Vedtægter for partikulier af Vrensted, Lars Rasmussen Bonnerups Legat for en årlig festafholdelse for børnene i mit gamle skoledistrikt i Vrensted.
Historien leveret af Hans Poulsen, Kaas.
Kære Børn i mit gamle Skoledistrikt, herved bestemmer for at berede en festlighed for jer, at et beløb på 4000 Kr. skriver fire tusind kroner, forlods skal uredes af mit Bo, og indsættes på en Bog i Hjørring Sparekasse, og at renterne af kapitalen der ønskes administreres af et tre mands udvalg, bestående af læreren samt to mand af skoledistriktets beboere, skal anvendes på følgende måde, idet fornøden tinglysning på mate. 34d Vrensted By og sogn angående forpligtelse til at afgive plads til festens afholdelse skal foretages.
Ejeren af matr. 34d skal have renterne af det ene 1000 Kr. for at afgive plads til festens afholdelse, og til vej og sti til festpladsen og plads til blussets afbrænding, festen skal afholdes på matr. 34d, der hvor begravelsespladsen fra oldtiden har været, og hvor på jeg har ladet store kampesten henlægge, de sten som lægger under den store sten, har aldrig været flyttet eller løftet, men henlægger endnu således, som de har henligget fra oldtiden af.
Festen skal afholdes Sct. Hansaften og begyndes ved solnedgang med Sct. Hansblus (Vågild) som vi kaldte det, og skal slutte efter ca. 2 timers sammenkomst, omtrent Kl. 11 efter gammel skik. – Jeg ønsker, at der begyndes med sang, og sluttes med sang. Først synges “Vi elsker vort land” af Holger Drachmann, dernæst synges,
–
Er skolen for andre end Pilt og Pog”, af Chr. Hostrup, ved festens afslutning synges, “Der står et slot i Vesterled” af Ingemann. – Skoledistrektets lærer bedes venligst af mig, lede festen i hele dens forløb, samle børnene ved skolen og vandre med dem til og fra Festpladsen.
Efter gammel skik og brug må hyrdedrengene pynte deres håndko, – hvor der ingen håndko er, tages en af de løsgående Sct. Hans aften og møde med den på festpladsen, hvor læreren sammen med to drenge bedes afgøre, hvilket af de mødte hyrdedrenges, der er mødt med den pænest pyntet ko, der må møde tre drenge med pyntede køer, og de får hver 3 Kr.
Berettiget til at møde med de tre køer, skal tre drenge af øverste klasse være, ligesom de drenge, der sammen med læreren skal bedømme køerne også skal være af øverste klasse, hvilket tre drenge der skal være berettiget til at møde med pyntede køer, afgøres ved lodtrækning i skolens øverste klasse, af både Piger og drenge en uge før Sct. Hans, ligesom der også skal finde lodtrækning sted, om hvilken to drenge, der skal bedømme de pyntede køer, sammen med læreren, men de tre drenge som bliver udtrukket til at møde med køerne, må naturligvis ikke deltage i lodtrækningen om, hvilken to drenge, der skal være med til at bedømme køerne, Lodtrækningen bedes ledet af læreren, men der skal først spørges, om der er nogen af drengene, der har lyst til at pynte deres håndko, eller hvis en sådan ikke findes en løsgående ko, for i modsat fald er lodtrækningen jo unødvendig. Skulle det tilfælde indtræffe, at der ikke er nogen af drengene, der vil møde med en ko, skal de 10 Kr. som er bestemt til Præmieuddeling afgives og sendes til Kristine Olesen Østergård, Øster Bagterp, og hun må da give anvisning på en anden af familien til at modtage de 10 Kr. – Efter hendes død, når der ikke bliver brug for dem, til det, de er bestemt til, og således.
Vi skal nok helt tilbage til omkring 1870 og måske længere, der fortælles, at der dengang var 35 jordstykker på Vrensted Fælled, og de levede nærmest for dem selv, de fik kommunehjælp, men alt hvad de fik i penge, brugte de til brændevin, og kvindfolkene gik ud med Tiggerposen, og hvor de kom bad de om almisser, disse almisser bestod af gryn, brød, æg og til højtiderne lidt sul, forår og efterår, eller rettere sagt, på den tid der skulle klippes Får, havde de en uldsæk med, og de bad da om en bette lok tov (uld). Når de kom ind ad døren lød det ofte sådan fra tiggerkvinderne:
Disse mennesker levede mildt sagt, et meget uharmonisk liv, de drak, som før fortalt brændevin, både mænd og kvinder, og om sommeren gik de nøgne fra hytte til hytte, – et gammel ord siger, – at gå gennem Vrensted Fælled uskændt, var som at gå gennem helvede ubrændt.
Men i halvfemserne kom der en Præst til Vrensted ved navn Pommerencke, (antagelig galt stavet), det var en meget myndig herre, han talte hårdt til dem, fik nogle af dem gift, fortrinsvis dem der havde børn sammen. – Dette er hvad jeg i min barndom har hørt, men mest hvad min meddeler, den førnævnte 76årige skomager Niels Gade Vrensted har fortalt.
– Jeg har som førnævnt nogle øgenavne som folkene på Fælleden havde, men da de jo hører med i billedet her, skal jeg gentage dem.
Lejtepigen boede i en lille hytte på Vrensted kær. Hun beskrives som en lille mager kvinde med stor hage, lang næse og røde øjne. Hun havde en hejsestok i hånden, og så ejede hun en flok gæs og en sort kat. Således sagde min meddeler en 76-årig skomager, som bor i Vrensted, og er født samme sted, – og han fortalte mig, at byskolenlæreren havde en kærlod hvor Lejtepigens gæs ville være, og de ødelagde hans korn, dette tog han meget fortrydeligt op. En dag bestemte han, nu skulle det være slut, og han var meget vred da han nåede hen til huset hvor han traf Lejtepigen udenfor, og i sin hidsighed slog han løs på hende med sin stok. Til skolemesterens store forfærdelse opdagede han, at han stod og bankede på en rund tørvestak.
En gang var Lejtepigens gæs løbet væk, men hen på aftenen kom der en lille hund gennende med gæssene. Det var selvfølgelig Lejtepigen som havde omskabt sig (som det hed). En gang præsten var på jagt, skød han en hare, som løb ind ad Lejtepigens hønselem, men da pastoren kom ind og ville have haren, stod Lejtepigen og tørrede blodet af sin ene fod, men der var ingen hare at finde.
En jægersmand ved navn Niels Henrik gik på jagt ude i kærene, og han skød på en ræv, men ræven sprang over kældergrøften, hvor den sad og gloede på Niels Henrik. Hunden som han havde med, opgav forfølgelsen, og kom hylende tilbage, og da Niels Henrik atter ville skyde, var bøssen forhekset, og kunne ikke skyde, det var selvfølgelig Lejtepigen han havde skudt på. Hun havde også evne til at trække fugle til huset, store fede fugle, som hun slagtede, ligesom hun kunne få folk til at fare vildt ude i kærene. Engang kom hun ind på en gård, hvor det var umuligt at få væven til at stå lige, ligegyldigt hvad de gjorde, så hoppede og gyngede den, men efter at Lejtepigen havde fået brød og sul i posen, bad hun dem prøve varen, og nu stod den fast.
Engang hun kom til Aasendrup (Vrensted sogn), var der stor opstandelse, pumpestangen til gårdpumpen var bleven fjerner társat, og var ingen steder at finde, men efter hun var blevet modtaget, bad hun dem se på bylden over døren mellem spisekammeret og køkkenet, og der lå pumpestangen. Lejtepigen spåede og helbredte de syge, hun lavede en salve af en ut som hun kaldte mesterod, med den salve kunne hun helbrede alt såvel Fnat Son Helseskud.
Met de Lejtepigen blev gammel og svag, fik hun ophold hos nogle bekendte eller slægtninge vester ude, og her endte hun sine dage, hun hængte sig i sin væv.
Lejtepigen” er en ældre dansk betegnelse, som primært blev brugt i landbosamfundet og i mindre byer i 1700- og 1800-tallet.
Betydning:
En lejtepige var typisk en ung, ugift kvinde, som arbejdede midlertidigt eller sæsonvist, ofte uden fast plads, men “lejet ind” efter behov.
Hun kunne fx arbejde som, tjenestepige på gårde som hjælp i husholdninger, som ekstra arbejdskraft ved høst, slagtning eller andre travle perioder. Ordet kommer af “at leje”, altså at blive hyret for en periode.
Social og historisk kontekst
Lejtepiger stod ofte lavt i det sociale hierarki
De havde sjældent økonomisk sikkerhed
Mange flyttede fra sted til sted
Betegnelsen kunne i nogle sammenhænge have en let nedladende eller medlidende klang
I kirkebøger, folketællinger og gamle dokumenter kan lejtepige også være brugt som civilstands- eller erhvervsbetegnelse, ikke som navn.
I sproglig brug
I dag er ordet:
forældet
bruges mest i historiske tekster, slægtsforskning eller litteratur
kan give et billede af en kvinde uden fast tilknytning, men ikke nødvendigvis noget negativt.
Stedet var Gården Drivsholm i Vrensted sogn — Matrikel nr. 21a,o,c, 70 Td. land Hartk. 6 td. 6 skp.
Der var 35 td. land mark god lèrmuld og ca. 35 td. land dyrket Eng jord af god bonitet, tillige var der ca. 30 td. land græsklit, hvori der også var Tørveskær.
Besætningens størrelse var fra 20 til 24 malkekøer, og et lignende antal Ungkreaturer, af heste var der end 10 – 11 stykker, der var 6 Tøjvante (arbejdsheste), desuden var der en let hest, der blev brugt til at køre mælk med, og andre småting, det bemærkes at gården selv leverede mælken på mejeriet.
Tiden 1901 -2 Gårdens Husstand.
Ejeren og hans hustru, blev altid i daglig tale benævnt som manden og konen, Forkarlen blev benævnt som (Bedstekarlen), og derefter kom anden – karlen, tredjekarlen, der var 16 – 17 år, og hjalp til i kostalden om vinteren. Bedstekarlen var 37 år ugift, han havde tjent på gården 7 år, andenkarlen var 18 – 19 år, ejerens egne drenge passede kreaturerne om sommeren, yngstekarlen blev ofte benævnt som Bæls, det utryk kan nærmest betegnes som halv spøgefuld, og halv nedsættende, der var ingen faste husmænd knyttet til gården, men der var ved visse lejligheder daglejere, f.eks. til at læsse gødning og skære tørv, samt en høstmand, for disse arbejdere var daglønnen 2,50 Kr. samt fuld kost.
Arbejdets deling på gården.
Bedstekarlen skulle passe heste, og om foråret stod han op ved 4 tiden om morgenen, hestene skulle have 2 timer ved krybben, inden de skulle spændes for, – ved 5 tiden kaldte han på gårdens øvrige mandskab, karle og piger, og dagen begyndte. Bedstekarlen striglede færdig og vandede heste, andenkarlen rensede ud og fejede, bælgen gjorde rent i kostalden og køre mælk, – kl 6 var vi færdige med morgenarbejdet og morgenmad, og færdige til at rykke ud, og pigerne var færdige med malkningen, så bælsen kørte på mejeriet med mælken, – fra halv ni til ni fik man formiddagsmellemmad, fra 12 til 2 var der middagspause, d.v.s. andenkarlen skulle passe heste og forkarlen sov som erstatning for den time han var oppe før de andre om morgenen, kl 2 rykkede man ud igen, fra halv fem til fem var der eftermiddags – mellemmad og hestene fik et foder, kl 8 var der aften, og dagen sluttede med kogt mælk og kolde Byggegrynsgrød, således var arbejdsdagen fra April til November. Kvinderne deltog i udearbejdet, der var tre tjenestepiger på gården, de to deltog i udearbejdet. Bedstepigen gik ikke ud, men hjalp husmoderen inden døre, de to ugangspiger spredte gadning, lagede roer, var med til at stakke hø, de bandt op om høsten, og hjalp til i laden, når der kørtes hø og korn. Hver af pigerne havde sine bestemte køer at malke, karlene havde så vidt mulig hvert sit spand heste at bruge, karlene var ikke forpligtige til at arbejde for husbond om aftenen udover at bedstekarlen skulle passe heste, og disse blev om vinteren fodret à ved ni – halvti tiden, d.y’s. hestene fik vand og tørt strøelse, samt et stor foder til natten. Kvinderne var forpligtige ul at arbejde for madmoder om aftenen, men halv otte til otte, var der malketid, hver af pigerne havde et hold køer på 7, og så var aftensædet slut og lyset blev slukket i dagligstuen.
Forfatteren Knud Holst, Løkken (1936- 1995) faldt i 1975 ved et tilfælde over papirer og regnskaber fra en vendelborejse til Alperne i 1923. Rejsen var arrangeret af ingen ringere end forfatteren Thomas Olesen Løkken, der ønskede at vise københavnerne, at der så sandelig også kunne tilrettelægges en stor turistrejse ud over rigets grænser. Turen blev en succes, hvilket fremgår af denne artikel.
Hvis man tror, at selskabsrejser er noget nyt, bør man tro om igen. Revolutionen på rejseområdet hedder måske jetfly og billige hoteller, men allerede med det europæiske jernbanenet åbnede der sig helt afgørende nye muligheder for at rejse. Også for almindelige mennesker. Der skulle kun en organisator til. Og så måske en lidt større udholdenhed, end der kræves nu, hvor man blot kan sætte sig op i et charterfly og være langt mod syd et par timer efter. Til gengæld fik man mere “sin sjæl med” på den gammeldags facon. I begyndelsen af 1920-erne arrangerede københavnske dagblade, især Politiken, selskabsrejser til det sydlige Europa. Det var togrejser, men i kraft af mængderabat på billetter og forhåndsaftaler med hotellerne kunne det gøres betydeligt billigere, end hvis man selv skulle rejse. Dertil kom, at mange formaliteter kunne ordnes kollektivt, så man ikke skulle besvære sig med andet, end at sørge for at ha’ sit pas i orden.
Kunne københavnerne gøre det, kunne vendelboerne vel også!
Det var udgangspunktet for den farverige vendelboforfatter Thomas Olesen Løkken, der frygtløst kastede sig ud i konkurrencen med hele sit særlige talent for at tromme folk sammen. Han gennemførte flere ture sydpå, så vidt vides med stor succes. Det er nok en side af hans virksomhed, som de fleste ikke kender mere.
Thomas Olesen (1877-1955) var en mand med mange talenter. Denne tidligere skomager, cykelhandler og boghandler med meget mere – var glubsk på verden, og en ting man nok tit har overset var, at han gerne drog andre med i det, han foretog sig. Her vil nogle smile lidt skævt, for det viste sig måske nok at være til hans egen fordel på den måde, at han fik sin lyst styret og sine udgifter dækket ind. Er det ikke det, alle folk med initiativ må gøre+
Fotografi af vendelboernes tur til alperne i 1924.
Hvis ikke sognepræsten i Tjæreborg gerne havde villet ud og se sig om efter krigen og fik det betalt af andre. som også gerne ville var Tjæreborg Rejser aldrig blevet til den store fornøjelse for alle de mange, som siden har brugt dem. Og betalt for dem!
Thomas Olesen var ikke forretningsmand. Men han ville se Alperne. Og han ville ha’, at vendelboerne skulle se dem.
Efter en Rhin-rejse arrangerede han i maj 1923 en stor tur til de sydtyske alper, de tyrolske. Turen startede 4. maj og sluttede omkring den 12. En hurtig rejse med tidens bekvemmelige trafikmidler – hurtigtog, dampskib, bliver man lidt imponeret. Det hele det er velordnet, behageligt, praktisk billigt. For selvom man i dag nok kan være heldig at få en uge på Mallorca på afbud for en 400-500 kr., så må man sige, at en turistrejse med alt hvad den her indbefattede af god forplejning. på disse betingelser var rimelig for 190 kr. Alt inklusive! d
Det var dog ikke særlig billigt med 190 kr. i 1923. Årslønnen for en for- karl var 200 kr. For en skolelærer vel ca. det dobbelte. Man må ha’ taget af spareskillingerne for at komme til Alperne. Thomas Olesen gør opmærksom på i en af de mange duplikerede og meget instruktive skrivelser, han sendte ud forinden til de interesserede, at Politikens ture af samme art løb op i næsten det dobbelte.
At der var interesse for turen, viser et brev af 20. april, hvor han be’r de udvalgte om at bestemme sig, idet der har meldt sig 47 interesserede, og at rejsen kun kan tage højst 30. Listen over de endelige rejsedeltagere – “rejsefæller” – viser en interessant spredning over hele landsdelen, men måske også, hvad det var for folk, der kunne ta’ fri i maj måned. Den sociale spredning er måske ikke så voldsom – 190 kr. (plus 10 kr. i lommepenge, som man kom langt med i Tyskland på det tidspunkt, idet det var lig med 20.000 Mark!) var dog en slags penge.
Det kunne være interessant, om der stadig findes deltagere, som kan huske turen og ville gi’ deres besyv med. I øvrigt var det absolut ikke nogen mandetur. Der er flere lærerinder med og en del “frøkner”. På det viste billede af selskabet i München ser man dem tydeligt lyse op. Det må formodes at være forfatteren selv, der sidder med stiv kasket på forreste sæde i sigtseeing-bussen. Det er i sig selv et stykke sjov lokalhistorie i det fremmede. Vendelboerne er i fuld gang med at erobre Alperne.
Rejseprogrammet
Ruten er grundigt tilrettelagt. Man starter tidligt om morgenen den 4. maj fra Flensborg, hvortil man er kommet med tog. Programmet er en rejsebrochureforfatter værdigt. Men det har været et vældigt stræk fra første til anden dag over Hamburg til Frankfurt: “En dag i Vesttysklands største handelsby,” står der. Alle seværdigheder beses! Derefter over Würtsberg direkte til München. “Aftenen tilbringes i det berømte Hofbräuhaus.” Hvad har frøknerne sagt til det? Men de var nok ikke så pivede dengang.
I München får den hele armen. Her skal besøges “det verdensberømte Pinakotek og Glyptotek”. Efter middag “udflugt til Sternberg. Med damper over Starnbergersøen, forbi de bayriske kongeslotte til Seehaupt, hvorfra man nyder en herlig udsigt over alpekæderne lige fra Zugspitz til Montblanc”. Det er rejsens fjerde dag.
Femte dag er heller ikke kedelig: “Med elektrisk tog fra München til Mittenwald. I denne midt i Alperne beliggende by opslår vi vort hoved- kvarter i tre dage. Mittenwald ejer en mængde gamle ejendommelige bygninger, en berømt kirke og et sjældent tyrolerliv” (!) Det sidste har nok lokket med alle sine farver. Dette er rejsens mål, og resten af færden bruges til spadsereture i Alperne. – for eksempel til “den smukke Lautersee ved foden af det 2800 meter høje Karvandel Alper. Og (uden særligt pas) ind over den østrigske grænse til Lautasch vanddfaldet. Efter middag bestigning af det 1540 meter høje Kransberg. Derfra har man den herligste rundskue over “Alpernes snedækkede toppe” Tiende dag hjemrejses – ” hver til sit” Ikke sandt – man kan blive misundelig den dag i dag.
Rejseudstyret
Selv om det nok har været en rejse med megen god “forplejning.” rådes deltagerne fra starten til at udruste sig på rette vis. Fra Hannes Hus i Lokken, hvor Thomas Olesen dengang boede, udgår nøje instrukser, særlig til de mandlige deltagere: 1 skjorte, 1 á 2 par strømper, “flipper og lignende”. Alle -også damerne- anmodes om at trække i svært rummeligt fodtøj med så lave hæle som muligt. Dette er alvorligt.
Og i øvrigt: “Man kan ikke møde selskabsklædt til måltiderne på så ud- præget en turisttur.”-Og det til trods for, at man angiveligt hele tiden opholder sig på “de bedste hoteller.” Smør medbringes i en lille krukke! Fordi der forbudt hotellerne i de store byer & servere smør for gæsterne.” Der var inflationstider i Tyskland i 1923 og altså allerede med restriktioner med henhold til fødevarer. Hvilke sære udslag selve inflationen gi’r, skal vi se til sidst.
Man bedes i øvrigt medtage sit gode humør og håbe på godt vejr.”
Den lune Thomas Olesen slutter sin officielle skrivelse på falderebet den 3. maj: “En gammel klog mand har sagt til mig: “Man tager sine bukser, vender dem og hænger dem ud natten før man rejser. Det står deltagerne i Alperejsen frit, om de vil forsøge.”
Hvordan rejsen er forløbet, melder papirerne ikke noget om, men det kunne være interessant at høre fra folk, der var med eller efterkommere efter alpefareme. At det ikke har været lutter alpebestigning, fremgår tydeligt af et par morsomme, omhyggeligt førte regnskaber, som sendes ud til visse af deltagerne efter hjemkomsten. Det drejer sig om medlemmer af det undervejs oprettede aktieselskab ”Det muntre hjørne”, der har vidst at vederkvæge sig efter strabadserne. Fra den tredje maj till den 12.maj, har de udenfor programmet for 426.882 Mark.
At aktionærerne har hygget sig ses for eksempel af følgende post: Middag i Flensborg. Aspargessuppe. Flæskesteg, dessert, vin og mokka … 70260 Mark.
De drabelige tal, fremkommer selvfølgelig ved Markens drabelige himmelflugt – eller rettere nedtur. Thomas Olesen anslår 1000 Mark. Men billigt har det jo alligevej ikke været. ”Det muntre hjørne” har haft spenderbukserne på.
Et par pudsige tal fra regnskabet: Drikkepenge til hotelkarl 4000 Mark.
Rundstykker med ost på damperen: 5500 Mark. For musik (ekstranummer.) Den blå Mark. Champaagnen i Vinstuen (2 flasker) At det er gået muntert til tyder følgende diskrete passus på: ØL til Politiet: 6700 Mark.
Tegning af Ths. Olesen Løkken fra 1920
Penge til hele dagen
Alt i alt har vendelboernes indtagelse af de tyrolske alper tilsyneladende været en ret en voldsom succes, forfatteren til ære. Han havde på det tidspunkt nok nogen af sine stærkeste år. I 1920 var “Bonden Niels Hald” udkommet, som med det samme slog hans navn som hjemstavns- og socialforfatter fast. Op til rejsemålet var kommet flere bøger. I selve 1923 kom “Klavs Bjerg og Bodil.” Fem år efter kom Thomas Olesen på finansloven.
Hvorvidt budgetterne holdt for de selskabsrejser, han nåede at gennemføre, vides ikke, men der findes en anekdote, der kunne tyde på, at det ikke var så let at beregne alting på forhånd.
Thomas Olesen som rask kulturperson i Løkken i 1928.
De papirer, der danner grundlag for denne artikel, stammer fra den kendte gårdejer Niels Baggesen, Jonstrups familie i Nr. Saltum og Ingstrup. Han var selvfølgelig selv med og ikke nem at vælte. Historien går på, at da man kom til Harzen, manglede der kontanter. Budgettet var overskredet. Baggesen hørte om det og var ikke stemt for at bryde eventyret så tidligt.
“Hvor meget skal du bruge?”, sagde han til Thomas Olesen. – Ja, han skulle da bruge noget! “Er 3000 nok?”-“Ja- men, det har du da vel ikke,” skal Thomas Olesen ha’ sagt. – Hvorpå Baggesen greb i foret og lagde pengene stilfærdigt på bordet med de ord: “A tu pæng mæ te hiele dawwi!”
Om historien er korrekt ved jeg ikke, men den er da morsom nok – Alperejse ligesom Rhinrejsen året før- må have været en formidabel oplevelse for de vendelboer, der var med. Når man samtidig tænker på, hvor stor en fortæller, han var, kan man kun ønske, at man havde været med. Han har ikke været kedelig at ha’ som rejseleder. Det hele lyser af entusiasme og lyst til at vise andre, hvad han selv syntes var værd og væsentligt at se. Det er et aspekt, som skal med, når man tænker på ham som kulturarbejder midt i sit eget land så at sige.
Stærkt og muntert – det må ha’ været morsomt.
Deltagerne i alperejsen:
Bastholm, Stubdrup Brønderslev, skrædder Martin Christians, Ø. Brønderslev, installatør Sen, Thyrasgade 4, Aalborg, typograf Carl C. Larsen, Ladegårdsgade 10, Aalborg, assurandør C. Wessman og søn, Ankerhus, Aalborg, trafikass. C. Rasmussen, Skelund, hotelejer Søren Hedegaard, Fjerritslev, bager C. Christensen og hustru, Gugvej, Aalborg, skovrider A. Petersen-Geltzer, Alfarvad, Præstbro, frøken Dorthea Jensen, Hjørring, frøken Anna K. Jensen, Hjørring, frøken Elise Christensen, Hjørring, frøken Jenney M. Christiansen, Hjørring, dommerfuldm. Lauritz G. Larsen, Læsø, gårdejer P. Olesen, Toftgaard, Gandrup, landmand Rasmus Bisgaard, Bjerregaard, Fjerritslev, landmand Jørgen Nielsen-Gøgsig, Jerup, lærerinde Sofie Hansen, Tårs, gårdejer Chr. Dissing, Târs, frø- ken Mette K. Sørensen, Tårs, husejer Chr. M. Ullerup, Tårs, partikulier Lars Chr. Jacobssen, Kragsvej, Hjørring. gårdejer Niels Baggesen, Jonstrup, Nr. Saltum, gårdejer Pedersen-Bisgaard. Pandrup, landmand Knud Sørensen. Suldrup. Støvring og lærer Jens Rasmussen, Brunsholm, Støvring.
Vrensted Station var placeret i den vestlige ende af Vrensted by, som stationen er opkaldt efter.
Stationsbygningen var tegnet af Sylvius Knutzen og er af samme type som ved de fleste andre mellemstationer på Hjørring-Løkken-Aabybro banen. Sammenbygget med selve stationshuset var et åben venterum udført som Loggia og en toiletbygning. Ud mod Loggia var det en dør fra ventesalen, og en fra stationskontoret ud mod den modsatte gavl. Fra atriumgården var der kun en dør til stationsbestyrerens lejlighed.
Stationen havde et 185 meter krydsningsspor, et ca. 92 meter langt læssespor og et større varehus.
Billede af Vrensted Station.
Fotograf: Jacob Laursen – Dato: den 15. juli 2025 Download billede
Billeder af Vrensted Station
Her den skrappe Stationsforstander Cicilie Christensen hvis mand arbejdede ved banen
Sidste tog ankommer til Vrensted Station
Børnene venter spændt på sidste tog kommer til Vrensted Station 29.09.191963
Så har Jernbanestrækningen Hjørring – Løkken – Aabybro med station i Vrensted eksisteret i 50 år og skal nedlægges. Her kommer skinnebus og lokomotiv for sidste gang til Vrensted Station i 1963 – se ovenfor.
Billede af Vrensted Station.
Fotograf: Det Kgl. Bibliotek, Sylvest Jensen Luftfoto – Dato: 1956 – LINK til kilde.
Kort over Vrensted Station – Kilde: Indeholder data fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, skærmkortet, WMS-tjeneste via datafordeler.dk (Ortofoto forår)
Kort over Vrensted Station – Kilde: Indeholder data fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, skærmkortet, WMS-tjeneste via datafordeler.dk (Ortofoto forår)
Kort over Vrensted Station – Kilde: Indeholder data fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, skærmkortet, WMS-tjeneste via datafordeler.dk (Topgrafisk kort 1980-2001)
Kort over Vrensted Station – Kilde: Indeholder data fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, skærmkortet, WMS-tjeneste via datafordeler.dk (Topografisk kort 1953-1976)
Kort over Vrensted Station – Kilde: Indeholder data fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, skærmkortet, WMS-tjeneste via datafordeler.dk (Lave Målebordsblade 1901-1971)
Litteratur for: Vrensted Station
>> Husk at støtte de hårdarbejdende forfattere, som bruger meget tid på at sikre vores danske jernbanehistorie. <<
Bogtitel
Forfatter
Udgivelsesår
Sidetal
Udgivelsessted
Forlag
ISBN
Lerbæk er en mindre herregård nord for Frederikshavn. Mest et sted man suser forbi ad Skagensvej. Den ligger i det flade landskab syd for Elling Å og et par kilometer nord for Frederikshavn, godt gemt mellem høje træer. En stor rideklub holder i dag til på gården, men ellers er det de færreste, der kender mere til herregården.
Lerbæk Hovedgaard omtales første gang i 1466, hvor ejeren hed Mourits Nielsen Gyldenstierne, der var rigsråd og lensmand. Ved hans død, ca. 1503, overtog en datter, Anne Mouridsdatter Gyldenstierne, gården. Lerbæk var dengang en almindelig avls- og fæstegård. Hendes barnebarn, Oluf Mourids søn Krognos, var mere velbeslået. Han ejede flere gårde i Nordjylland. Da han døde, tilfaldt gården en fætter Mourids Podebusk. Han fik Lerbæk efter en arvestrid, og han viste sig som en grisk og rethaverisk person. Hvor han færdedes, fulgte klager og processer i hans spore. Han forsøgte bl.a. at forbyde fiskerne ved Bratten strand at grave sandorm, men dommen gik ham imod. En senere ejer, Steen Rodsten, måtte pantsætte gården fire gange, men det lykkedes ham dog at beholde den til sin død i 1664.
Lerbæk var aldrig nogen rig hovedgård. Den havde kun ganske få fæstegårde under sig.
Steen Rodsten havde fire sønner, som skulle arve, men efter to år købte Jens Rodsteen de andre ud. Han var eskadrechef under slaget i Køge Bugt, hvor han førte arrieregarden og hjalp søhelten Niels Juel med at besejre den svenske flåde. Han opkøbte en del bøndergårde i omegnen, bl.a. handlede han med Niels Juel, som ejede Sæbygaard. I 1689 solgte han det hele til Otto Arenfeldt på Knivholt. Den nye ejer købte flere gårde, og han omdannede Lerbæk til et herresæde. Efter ham fulgte en blind søn, Steen Hohendorff Arenfeldt. I 1740 blev godset solgt på en auktion, og derefter fulgte skiftende ejere i hurtig rækkefølge.
I 1923 købte godsejer Chr. Nielsen herregården, og i 1953 overtog hans søn, E. Bøggild Nielsen, ejendommen.
Den smukke hvidkalkede hovedbygning er omgivet af voldgrave. Den blev opført i slutningen af 1600-tallet i ege-bindingsværk. Omkring 1800 blev midterpartiet forhøjet til to stokværk., og murene blev glatpudset. Noget senere blev et indgangsparti med trappe opført. I den oprindelige facade, bag indgangspartiet, kan den gamle hoveddør fra 1700-tallet stadig ses.
Bygningerne var nærmest faldefærdige, da hovedgården i 1994 blev overtaget af tre lokale erhvervsfolk, Trigon Fonden, Jens Ole Jensen og Jørgen Pedersen. De fik hovedbygningen restaureret og indrettet som Bed & Breakfast.
For første gang har Lerbæk Hovedgaard valgt at invitere til julestue 2025. Desuden er der juletræssalg på gårdspladsen hver dag frem til jul.
I dag er Lerbæk Hovedgaard fortsat overnatningssted, men værelserne er ombygget til små lejligheder med køkken, hvor gæsterne selv står for morgenmaden. Øvrige aktiviteter er primært udlejning af jord og bygninger.
Gårdens knap 300 ha strækker sig helt ned til Kattegatkysten og henligger som natur.
Fortalt af pastor emeritus Poul Sørensen, Værløse, født og opvokset i Sdr. Harritslev ved Hjørring:
Mit barndomshjem hed “Klarup”, et lille landbrug
i Sønder Harritslev ved Hjørring.
Min barndom var i 1950’erne.
Min far drev landbrug uden moderne hjælpemidler som traktor og malkemaskine.
Efter skoletid deltog børnene (frivilligt) i arbejdet, inde og ude.
Høsten var den mest højspændte tid på året.
Ville det blive en god eller en mindre god høst?
Men hvert år skulle høsten altid fejres med en HØSTFEST.
Husmandsforeningen holdt høstfest i Bakholm forsamlingshus, men den høstfest, jeg husker allerbedst, blev holdt derhjemme i dagligstuen.
Deltagerne var far, mor og de hjemmeværende børn.
Alt var meget enkelt, men alligevel blev det en høstfest, som indprentede sig stærkt i min erindring.
Mor bagte store æbleskiver på gasblusset i den store æbleskivepande.
Æbleskiverne blev vendt med en strikkepind, så de blev helt runde og tilpas bagt.
Sammen med æbleskiverne skænkede mor kaffe og saftevand.
Mere skulle der ikke til til en hjemlig høstfest.
Festens forudsætning var, at kornnegene nu var blevet lagt “i lag” i “gulvene” i laden.
Uden denne forudsætning kunne æbleskiverne ikke have fremkaldt denne lettelse og munterhed i dagligstuen.
Børnene snakkede lige så meget med som de voksne.
Ellers kunne der dengang undertiden lyde et “ti stille, når de voksne snakker!”
Jeg husker ikke, om vi sang en høstsalme dengang, det kan godt være.
Det, der har fæstnet sig hos mig, var den overgivne munterhed, som deltagerne i den hjemlige høstfest blev fyldt af dengang.
Og jeg kan næsten endnu mærke duften af de nybagte æbleskiver.
Æbleskiver hørte med til en høstfest dengang.
I dag er det kun op til jul, at der kommer (indkøbte) æbleskiver på bordet. Men duften og smagen er ikke den samme som æbleskiverne ved høstfesten dengang.
Årets festligste aften var naturligvis juleaften.
En anden festlig aften på en hverdag, som jeg husker, var den aften i ugen, hvor der var gammel dansemusik med “Bror Kalles Kapel” i radioen. Det var vist om torsdagen.
De hjemmeværende børn satte engang bord og stole ud til siderne, og så gik dansen lystig i dagligstuen:
Fynsk polka, Den toppede høne og Totur fra Vejle.
På aftener i vinterhalvåret lå far – aftentræt – og sov på sofaen, mens mor og børnene sad med deres sysler omkring dagligstuebordet.
Den eneste lyd , der hørtes ud over fars snorken , var den hånddrevne symaskine, som mor drejede uafladelig.
Børnene forholdt sig stille ved bordet for ikke at vække far. Vågnede far ved et eller andet, var det første, han sagde: “I skal i seng!”
I seng kunne man tidligt nok komme, for almindelige hverdagsaftener havde også sin særlige hygge og særlige stemning dengang.
Høns siges at være natteblinde, derfor går hønsene til rane før mørkets frembrud.
Jeg ved ikke helt, om min Bedstes far JOHAN havde en dagsrytme, som den er beskrevet i overskriften.
Men det er tæt på!
Bedste, Johans datter, Elise Anthomine, som blev født i Tømmerby i 1875 og levede til 1967, er det menneske i mit eget liv, hvis historie rækker længst tilbage i tiden.
Den ene Bedste, som var i live, da jeg blev født i 1946, var dengang 70 år. Alligevel havde jeg min Bedste, til jeg var 21 år.
Hun har betydet meget for mig.
Elise Anthomine blev kaldt Mine af alle, der kendte hende.
Jeg har naturligvis billeder af Mine, min Bedste, men indtil for nylig havde jeg ikke noget billede af Bedstes far Johan.
En slægtsforsker på Facebook fandt frem til et billede af Bedstes far JOHAN FREDERIK NIELSEN, et billede som lå i Egnsmindesamlingen Jerslev.
Lokalarkivet har lagt billedet på arkiv.dk med oplysningen “Johan Nielsen foran sit hus i Serritslev”. Egnsmindesamlingen havde ellers ikke nogen personlige oplysninger om Johan, min oldefar på min far Edvards side.
Jeg har fået tilladelse til at vise BILLEDET af JOHAN NIELSEN mod til gengæld at fortælle det, som jeg ved om Johans livshistorie:
Min oldefars fornavn Johan kendte jeg gennem min far Edvards personlige fortælling om ham.
Johan levede, indtil min far Edvard var 16 år.
Edvards barndomshjem “Bakken” lå ganske nær Serritslev by, hvor Johan boede alene som enkemand.
Helt alene var han dog ikke, for i den ene ende af huset holdt han æglæggende høns. En høne galper gevaldigt op, når hun lige har lagt et æg.
Den lyd kan jeg høre for mit indre øre fra mit barndomshjem i Sønder Harritslev ved Hjørring.
Johan indrettede sig på en praktisk måde med sit hønsehold:
Johan og hønsene byttede ganske enkelt rum, når han én gang om året mugede ud hos hønsene.
Væggene blev kalket og gulvene var lerstampede gulve, som blev sandstrøet.
Det er ikke en skrøne, da Edvard kendte det af selvsyn og har fortalt om det til sine børn.
Johan, der havde haft et husmandssted i Tømmerby ved Stenum i Vendsyssel, flyttede til huset i Serritslev, da hans hustru Dorthea Marie døde i 1898, 60 år gammel.
Med forbrug og salg af æg sammen med en aldersrente var enkemanden og husejeren Johans livsgrundlag sikret.
Som veteran fra krigen med Preussen i 1864 modtog han en årlig hædersgave fra staten. Ganske vist tabte Danmark krigen. De danske soldater fik langtfra nogen heltemodtagelse, da de vendte hjem, men på et senere tidspunkt påskønnede staten dem alligevel med en medalje og en årlig hædersgave for deres tapperhed overfor modstanderens tvingende overmagt.
Fra kirkebogen har jeg oplysningerne om fødsel og død:
Johan Frederik Nielsen opnåede at fylde 88 år
født 9. juli 1836 i Stenum
død 21. december 1924 i Serritslev by.
Begravet på Serritslev kirkegård 28.12.1924 ved pastor Fredsted, Jerslev.
Viet i Tolstrup kirke den 10. april 1860 til
Dorthea Marie Nielsen, født Jensdatter, opnåede at fylde 60 år
Helmer Hedelund Larseen drev tegnestue fra adressen Risagergade 10, brønderslev fra 1950 erne
Alle forretningens sager fra årene 1953-1972 er i Juni 2008 lagt på Brønderslev Lokalhistoriske Arkiv. Se også omtalen i “Nordjyske”.
Arkiveringen er komplet, dvs. den indeholder originale tegninger, såkaldte “kalker”, og sagsmapper med aftryk af tegningerne, beskrivelser, byggeregnskaber, anvisninger til håndværkere osv..
Bemærk dog, at i 60erne skete der en løbende overgang fra individuelle projekter, hvor arkitekten var bygherrens tilsynsførende og repræsentant overfor håndværkerne, til bygmesterprojekter, hvor arkitekten alene udformede tegningen og evt. indhentede byggetilladelsen. For bygmesterprojekterne er der således meget mindre materiale.
For årene 1959-66 og 1968-72, i alt 530 byggesager, findes der kartoteksblade eller -kort. Indholdet af disse er anført i følgende oversigt.
Hvem var sagfører Anders Olesen der lod opføre ”Ane Maries Hus” i Vrensted til minde om sin mor og som nu snart er færdigindrettet som kulturhus for Vrensted og Omegns beboere
.
Sagfører Anders Olesen ved sit skrivebord i villaen “Møgelbjerg” i Vodskov
Sagfører Anders Olesen, født og opvokset i Vrensted
Anders Olesen (født 5. september 1854 i Vrensted — død 15. december 1929) var en dansk overretssagfører (advokat) og stor jord- og bygherre, og som voksen boede på Møgelbjerg / Villa Møgelbjerg i Vodskov. Han døde i Vodskov 15. december 1929 og er begravet på Vrensted kirkegård. Lokalt blev han både rost for at have udviklet Vodskov og kritiseret af nogle for måden, han opkøbte jord på — et omdiskuteret, men markant lokalt aftryk.
.
.
Kort om hvad han gjorde gennem årene:
Uddannede sig til jurist og kom i 1877 i tjeneste hos sagfører Ingerslev i Nørresundby; senere overtog han forretningen.
Opkøbte store jordarealer omkring Hammer Bakker (meget af det, der i dag er plantager/byggegrunde) og blev en betydende lokal markeejer.
Medvirkede til at stifte Nørresundby Bank og havde stor indflydelse på erhvervs- og byudvikling i Vodskov.
Finansierede og/eller stod bag flere store byggeprojekter i området: bl.a. Vodskov Kirke (han skænkede grund og finansiering), Vodskov Skole og forskellige institutioner/bygninger i Vodskov.
Var filantropisk over for sit hjemsogn Vrensted: bekostede bl.a. altersmykker/altertavle og andre gaver til kirken, opførte bygninger som “Ane Maries Hus” for bl.a. enker/ældre, og testamenterede bl.a. sin bogsamling til lokalsamfundet.
En Livshistorie
Sagfører Anders Olesen – fra Vrensted til Vodskov
Anders Olesen (1854–1929) blev født den 5. september 1854 på Høngaard i Vrensted et lille sogn i Vendsyssel. Han kom fra jævne kår, men med flid og målbevidsthed tog han en juridisk uddannelse og fik allerede som ung plads hos sagfører Ingerslev i Nørresundby. Her viste han hurtigt evner for både jura og forretningssans, og da Ingerslev trak sig tilbage, overtog Olesen kontoret. Dermed lagde han grunden til sin fremtidige position som overretssagfører og driftig forretningsmand.
.
Et liv i Vodskov og Hammer Bakker
Som voksen bosatte Anders Olesen sig i Vodskov, hvor han lod opføre sin markante bolig Villa Møgelbjerg på en bakketop i Hammer Bakker. Huset, som senere fik navnet Møgelbjerg, var ikke blot hjem, men også et symbol på hans sociale opstigning. Herfra styrede han både sit sagførerkontor, sine jordopkøb og de mange byggeprojekter, han satte i gang.
Han købte gennem årene omfattende arealer i og omkring Hammer Bakker. Det var dengang et stort, skovklædt område, og Olesen var på mange måder med til at forme landskabet og landsbyens udvikling. En del af de arealer, han købte, blev senere udstykket og solgt som grunde, hvilket satte tydelige spor i Vodskov og omegn.
.
Bygherre og filantrop
Olesen var ikke kun forretningsmand – han ønskede også at sætte et varigt præg på lokalsamfundet. Han skænkede bl.a. grunden til Vodskov Kirke og bidrog økonomisk til opførelsen. Han stod ligeledes bag opførelsen af Vodskov Skole og var involveret i flere andre lokale institutioner og bygninger.
Hans gavmildhed strakte sig også til fødesognet Vrensted, hvor han bekostede altersmykker og andet inventar til kirken. Han lod opføre Ane Maries Hus, der skulle tjene til gavn for enker og ældre, og han testamenterede sin omfattende bogsamling til lokalsamfundet, så også andre kunne nyde godt af den lærdom, han selv havde opsamlet. Hermed blev Vrensted Bibliotek oprettet og havde først til huse i en stue på en af de ejendomme han opførte. Senere blev det overført til den nye skole.
.
Bankmand og erhvervsdrivende
Anders Olesen var med til at stifte Nørresundby Bank, hvor han sad centralt i ledelsen. Hans juridiske kunnen og økonomiske sans gjorde ham til en vigtig figur i udviklingen af bank- og erhvervsliv i området. Han blev ofte omtalt som en mand, der havde både magt og indflydelse, ikke blot i Vodskov, men i hele Nørresundby og Aalborgs opland.
.
En blandet arv
Selv om mange satte pris på hans filantropiske gaver og de bygninger, han lod opføre, var hans livsværk ikke uden kritik. Nogle mente, at hans måde at opkøbe jord og sætte sig på magten i lokalområdet på var hårdhændet. Han blev både betragtet som en velgører og som en dominerende skikkelse, der i høj grad formede Vodskov på sine egne præmisser.
.
Død og minde
Anders Olesen døde den 15. december 1929 i Vodskov. Han blev begravet på Vrensted kirkegård, hvor hans minde stadig står. I eftertiden er han blevet husket som en af de mest markante personligheder i Vodskovs historie – en mand, der fra beskedne kår i Vrensted voksede til at blive sagfører, storbonde, bankmand, filantrop og bygherre.
Hans arv kan ses i kirker, skoler, bygninger og landskaber, som stadig præger både Vodskov og Vrensted.
Vrensted Kirke og Altertavle
Tre gravsten ved Vrensted kirkes sydmur. Længst til venstre anders Olesens forældre, Ole Andersen og Ane Marie Cristophersdatter. I midten bror Christopher og til højre Anders Olesen. De to sidste gravstene skabt af Hansen Jacobsen.
Min ældste bror Niels, der blev født i 1935 på “Ny Hvidegaard” på Sæbyvej i Hjørring, købte i 1960 en grammofon i Søndre Strømfjord på Grønland, hvor han arbejdede nogle måneder som tømrer.
Det var en stereogrammofon formet som en kuffert, hvor det todelte låg dannedes af de to stereohøjttalere. Stereogrammofonen er stadig i behold i familien.
Den 14-årige nykonfirmerede Poul var dengang intet mindre end imponeret af det tekniske vidunder, som havde den store fordel fremfor radioen, at man selv kunne bestemme, hvilken musik, der kom ud af højttalerne.
Jeg lyttede meget til Niels’ longplaying plader dengang,
Jeg husker den svensk-danske musikduo, brødrene JAN & KJELD, som spillede banjo. Deres mest kendte nummer hed “Banjo Boy”. De blev så kendte, at de kom med i en Far til fire-film i lighed med fodboldspilleren Harald Nielsen fra Frederikshavn, som under filmoptagelserne fandt “Mie”, som han blev gift med. De fik en årrække sammen i Bologna i Italien.
Min storebror Niels var internationalt orienteret i sin musiksmag.
Han havde plader med CATERINA VALENTE (1931-2024). Hun blev født i Paris af italienske forældre, hendes far var en virtuos harmonikaspiller og moderen optrådte som musikalsk klovn i et cirkus.
Caterina Valente fik stor succes som tysksproget sangerinde og skuespillerinde.
Den sprogbegavede Caterina Valente har indsunget plader på 12 forskellige sprog, blandt andet på svensk med sangen “Försök med mej”.
Det er kun et år siden, hun døde som 93-årig i Lugano i Schweiz.
Allerbedst husker jeg den klassisklignende orkestermusik af MANTOVANI AND HIS ORCHESTRA.
Mantovani blev født i 1905 i Venedig, men kom til England som 7-årig sammen med sin musikalske familie.
Mantovani tåler sammenligning med den nederlandske violinist og dirigent, André Rieu, som nu er 75 år, han er vokset op i en musikalsk familie af fransk oprindelse i Maastricht, den sydligste del af Holland.
På en af min brors plader var sangen “LA PALOMA”, som betyder “Duen” på spansk.
Sang og melodi skyldes den baskiske komponist Sebastian Iradier (1809-1865) som skrev tekst og melodi i 1863 efter et ophold på Cuba.
Sangen La Paloma er en af musikhistoriens mest indspillede sange, sunget for eksempel af Elvis Presley.
I “Brødrene Løvehjerte” af Astrid Lindgren synger moderen “La Paloma” for Skorpan, der ligger syg på køkkensofaen. Den hvide due spiller en fremtrædende rolle i børnebogen, som udkom på svensk i 1973 med tegninger af den estiskfødte Ilon Wikland.
Lyt til den skønne sang på YouTube eller Spotify!
Min ældste bror Niels sang i sine år som pensionist i sangkoret FREJDIG i Brønderslev.
Mandskoret Frejdig blev stiftet den 13. september i 1912.
Niels kaldte kormedlemmerne for “mine brødre”.
Koret sang meget stemningsfuldt “I østen stiger solen op” i den fire-stemmige korversion af komponisten Niels W. Gade, da Niels blev begravet fra Jetsmark kirke.
med efterfølgende guidet tur rundt i en af Europas største højmoser som
Aage V. Jensen Naturfond, Naturstyrelsen og Aalborg Kommune står bag.
Lidt historie omkring Cementfabrikkens Mosebrug og Pedershaab Maskinfabrik A/S, Brønderslev `s bidrag
Det første initiativ til industriel tørveindvinding i Lille Vildmose blev taget af cementfabrikkerne i Aalborg og Nørresundby, da de i 1919 opkøbte Portlandmosen og startede Cementfabrikkens Mosebrug, fordi de gennem hele 1. Verdenskrig manglede brændsel. Flere maskiner blev siden da afprøvet og udviklet på stadigt større arealer.
Lokomotiv med tipvogne fyldt med tørv er på vej til Pindstrup Mosebrugs fabrik i Kongerslev
Omkring 1940 anskaffede man eksempelvis 21 nye selvkørende tørveværker fra Pedershaab Maskinfabrik. Hver af disse maskiner blev betjent af 13 mand fordelt med 6 i tørvegraven til at forsyne maskinen med tørv, en enkelt mand til at styre maskinen og tørvetilførslen til ælte- og pressemaskinen.
Tørvemassen kom ud af maskinen som en firkantet tørvepølse. De sidste 6 mand passede arbejdet ved udlæggerarmen.
“Mosebisser” foran en mindre tørvemaskine, der skulle betjenes af 5 mand
Pindstrup Mosebrug
I 1948 byggede Pindstrup Mosebrug en ny briketfabrik i Kongerslev. Tørvesmuldet, der blev gravet op og skrabt sammen ude i mosen, blev presset til briketter på fabrikken og brugt som brændsel i kakkelovne og komfurer. I 1957 startede Pindstrup Mosebrug produktion af tørvestrøelse på arealerne øst for Ny Høstemarkvej. Tørvestrøelsen eller spagnummen blev solgt i sammenpressede baller som vækstmedie i planteskoler og gartnerier.
Indvindingen foregik med håndkraft. Mere end 100 mand var involveret i produktionen både på fabrikken og i mosen. Højmosen blev oprindelig afvandet ved at grave grøfter og lægge dræn, fordi man ville opdyrke mosen. Senere var det netop en forudsætning for, at man kunne begynde at skære klyner. De skulle ligge og tørre i 1-2 år, inden de kunne transporteres til fabrikken i Kongerslev til videre forarbejdning. Her blev klynerne revet i stykker og den næringsfattige sphagnum blandet op med vand og tilsat forskellige gødningsstoffer.
Transporten rundt i mosen og ind til fabrikken i Kongerslev foregik med små lokomotiver, der på en smalsporsbane trak en “kolonne” på 27 vogne.
Efter 2. Verdenskrig blev indvinding af tørv og det hårde gravearbejde delvist overtaget af maskiner. Sphagnumindvindingen er i dag stort set ophørt i Lille Vildmose, og de drænede og afgravede arealer skal nu genoprettes til højmose.
Kvinder vipper tørvene op på kant Foto: FLS Industries, Valby
Tilbage i 1982 var Leo Kjær Nielsen og hans søn Anders på udkig efter et vaskeægte sejlskib, efter at de havde solgt deres motorbåd.
Da købte de båden AS 52 Inger i Aarhus, og fik den fragtet op i nærheden af Langholt, hvor familien dengang boede. Dog vidste far og søn ikke, at de lige var blevet ejermænd af et stykke nordjysk kulturarv.
– Da vi så gravede lidt dybere i skibets historie, viste det sig jo så, at det var historisk. Jeg kan ikke helt huske, om det var min kammerat, der var bådebygger, eller om det var med et kig i det danske skibsregister, at vi fandt ud af, at det var Livø-skibet, erindrer Leo Kjær Nielsen.
Skal restaureres
I 40 år fragtede skibet både Leo Kjær Nielsen og hans søn Anders flere steder rundt omkring i det nordlige Europa, heriblandt Skotland og Lübeck, samt deltagelse i Limfjorden Rundt.
Men inden da fungerede ‘Livø’ som passagerfærge. Skibet var blevet bygget til at fragte passagerer og gods til Den Kellerske Aandsvageanstalts afdeling på Livø frem til, at anstalten lukkede i 1961.
De seneste tre år har skibet dog ligget stille i Skudehavnen i Aalborg, da Leo Kjær Nielsen i en alder af 88 år ikke længere kan være med til at vedligeholde skibet, og det stort set er umuligt at vedligeholde alene.
ScreenshotScreenshot
Derfor er skibet blevet doneret til Limfjordsmuseet, så skibet kan udstilles i Løgstør.
Screenshot
– Det har været et mål for mig og Anders, at det kan udstilles. Det ville være meget fint, hvis det kunne renoveres tilbage til dets oprindelige udseende. Så der var vi meget heldige med, at Limfjordsmuseet dukkede op, lyder det fra Leo Kjær Nielsen.
Museet gik i gang med oprette en fond, så der kunne samles penge ind til projektet. Og så satte en uventet synkning lige pludselig fart i processen.
Kran, dykker og pumper
For 5. maj sank skibet ‘Livø’ pludseligt, mens den lå til kajs i Skudehavnen i Aalborg. Derfor gjaldt det om at være hurtig, hvis skibet stadig skulle udstilles.
– Det kunne ikke få lov til at blive liggende der. Ellers ville museet ikke have det, og så ville det blive hugget op klippet, som det ligger dér, forklarer Leo Kjær Nielsen.
For at hæve skibet skulle der pumper til, så man kunne få vandet ud. En kran, så man kunne hæve skibet op af vandet og en dykker, så stropperne på kranen kunne komme ind under skibet, så det kunne hæves. Derudover var der også flere frivillige, der hjalp til med arbejdet.
Til at hjælpe med at hæve skibet var Michael Skatka, der til dagligt er projektleder hos BMS Heavy Cranes.
ScreenshotScreenshot
– Vi var ikke klar over hvor meget dynd der var på bunden, og om skibet sad fast i mudderet, så stropperne ikke kunne komme under. Det var sådan set vores største bekymring. Men ellers er der ikke så meget i det, når først stropperne er indenunder, siger Michael Skatka, der tidligere var med til at løfte skibet Loa tilbage i 1993.
For Leo Kjær Nielsen og sønnen Anders har det været et vemodigt farvel. Selvom skibet i sig selv er historisk, er det deres egne minder, der står klarest i erindringen.
– Det er i gode hænder nu. Og så er der en plan på vej for en reparation af skibet, lyder det fra Leo Kjær Nielsen.
Et sort kapitel:
Del artiklen
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Et sort kapitel: Nu får historien om de uønskede en tocifret milliondonation
743 mænd var tvangsanbragt på ubestemt tid på Åndssvageanstalten på Livø fra 1911 til 1961. Nu skal deres historie være en turistattraktion.
Det er blevet set som et sort kapitel i historien. Den behandling de anbragte mænd og kvinder fik på datidens såkaldte åndssvageanstalter. Nu skal historien om de ”uønskede” på mændenes ø, Livø, formidles til et bredere publikum.
– Der har været overgreb mændene iblandt, og der har også været plejere som ikke opførte sig, som man kunne ønske, fortæller Maria Clement Hagstrup, der er udviklingschef på Vesthimmerlands Museum.
Hun er drivkraften bag et nyt projekt, hvor mændenes historie skal vises frem. Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Realdania har tilsammen doneret 22 millioner kroner til at vække historien til live.
Pengene skal blandt andet bruges på at restaurere bygningerne, mens der også skal laves udstillinger med den graffiti og de digte, som de anbragte har graveret ind i træet på anstaltens kornloft.
– Det er en vigtig historie om vores velfærdssamfund og udviklingen. Den kan fortælles i de autentiske rammer. Det var lige her, de her mænd var anbragt, forklarer Maria Clement Hagstrup.
Blev set som et fremskridt dengang
Mændene, der blev anbragt var kriminelle, seksualforbrydere, havde en IQ under 75 eller var bare utilpassede. Den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens far, Oluf, var anbragt på Livø i syv år fra 1924 til 1931. Han sidder med i projektets advisory board.
– Nu får skyggerne liv, og de anbragte mænd stemmer. Historien om Livø Anstalten handler om tilblivelsen af den moderne velfærdsstat på godt og på ondt. Intet sted ser vi dens forsider og bagsider i et klarere lys end her, skriver Poul Nyrup Rasmussen i en pressemeddelelse.
Foto: Kjeld Thomsen
Foto: Klaus Nedergaard
Foto: Rigsarkivet
Foto: Naturstyrelsen Himmerland
Historien om de anbragte mænd bliver ofte beskrevet som grum og et sort kapitel. De anbragte har siden fået en undskyldning af staten. Men Maria Clement Hagstrup mener, at der er nuancer til den fortælling. For anstalterne blev set som et fremskridt i datiden, for inden anstalterne blev de ”åndssvage” ofte blot låst inde. På Livø skulle de arbejde, men kunne færdes noget mere frit.
– De anbragte fik muligheden for at lære et fag enten i gartneriet, landbruget eller savværket. Man lærte noget, som kunne bruges, når man kom tilbage til fastlandet.
De Kellerske Anstalter havde hovedkvarter i Brejning ved Vejle Fjord og valgte at oprette filialer på Livø og Sprogø. I gennemsnit var mændene på Livø i tre til fire år, men de var alle anbragt på ubestemt tid. For flere var det et krav, at de skulle lade sig sterilisere for at få lov til at forlade øen.
Naturen skal også opleves
Det er Naturstyrelsen der ejer Livø, og projektet skal derfor også være med til at formidle den natur, man kan opleve, og de lokale produkter såsom Angus kød og whisky.
Annette Pihl Strøm Jacobsen, der er skovridder hos Naturstyrelsen, mener ikke at den grumme historie om de anbragte mænd, og den hyggelige fortælling om naturen er i strid med hinanden.
– Jeg synes jo, det supplerer hinanden godt. De mennesker, der kom herover havde også brug for ro og fordybelse. Man får muligheden for at opleve naturen tæt på, og det nærvær det skaber, det giver rigtig meget mening også det i den historiske og kulturhistoriske kontekst, siger skovrideren.
Portræt af Jørgen Larsen, der i år 2025, kan fejre 70-års jubilæum som licenshaver! Han fik sit gennembrud med Derbytoeren Two Step og siden hen Ikaros, der vandt både Skandinavisk Mesterskab, Mesterskab for Danmark og N.J. Koster Memorial – og manden bag Stald Saltum er stadig aktiv som både amatørtræner og hesteejer.
Dåbsattesten siger 1937, men Jørgen Larsen er ikke typen, som bare sidder i sofaen og slapper af foran fjernsynet. I en alder af næsten 88 er ”Bryggeren” således stadig yderst aktiv, og flere gange om ugen svinger han sig op i træningsvognen hjemme på gården i nærheden af Saltum i Vendsyssel – med Fårup Sommerland som nærmeste nabo.
-Far kan godt blive sådan lidt gnaven og svær at omgås, hvis han ikke kommer ud og træne med hestene, så det er godt han stadig holder sig i gang på den måde, smiler Jørgen Larsens yngste datter, Anne Dodensig.
-Jeg kan sagtens komme op i vognen, men kan ikke længere spænde for. Jeg kan ikke få armene så højt op som det er nødvendigt, smiler Jørgen.
I skrivende stund er der to heste på Jørgen Larsens træningsliste, 11-årige Cadiz og 9-årige Expelliarmus, men der står yderligere tre heste i boksene hos Stald Saltum: 5-årige Jacobe (hoppe e. S J’s Photo-Nilli Time), 12-årige Billi Time (vallak e. S J’s Photo-Jet Time) og 13-årige Axel Party (vallak e. S J’s Photo-Keep On Party).
Billi Time – som vandt 28 løb – har sluttet karrieren, mens Axel Party pt. døjer med en gaffelbåndsskade. Jacobe er stadig aktiv og trænes af Anne Dodensig.
Jørgen Larsen med Cadiz
Derudover har Stald Saltum tre heste i træning hos Nicklas Korfitsen på Vang Hovedgård: 3-åringerne Leika Time (Tobin Kronos-Aparte) og Long Time (Maharajah-What A Time) samt 5-årige Just Time (Great Challenger-What A Time) – alle hopper. Førstnævnte blev den 15. juli godkendt i prøveløb på Spar Nord Arena i Aalborg i tiden 1.20,0/2160 meter.
-Stald Saltum står lidt ved en skillevej i øjeblikket. Det er i år 70 år siden min Far købte ejendommen her og begyndte at træne vores egne heste, der hidtil havde været hos forskellige trænere. Nu er vi så i den situation, at vi er begyndt at sætte unghestene i træning igen, siger Jørgen.
-Jeg er jo kommet op i årene og det er begrænset hvor meget jeg træner med hestene, men jeg har hele tiden sagt, at hvis jeg ikke kan komme og køre tre gange om ugen, vil jeg ikke længere ha’ heste. Det er også derfor vi har valgt at sende de tre ungheste i træning. Det kræver trods alt en del at klargøre ungheste til løb.
-Vi har jo lidt af et problem mht. hvad vi gør bagefter når jeg ikke længere kan klare at passe hestene. Det hele er Annes når vi ikke kan længere, så det ville være fantastisk hvis hun kunne finde et ungt træner/kusketalent, der er interesseret i at leje staldbygningerne og de andre faciliteter af hende. Dem er der mange af i dansk travsport, ligesom Patrick Larsen, som jo har trådt sine barnesko her på stedet, måske også kunne være en mulighed. Vi må se hvad tiden bringer.
Jørgen Larsen efter en træningstur med Just Time
Det startede med Leonora The Great
Jørgen Larsen fik amatørlicens som 18-årig i 1955, men allerede fem år tidligere havde hans far – Erling Larsen – købt sin første travhest, hoppen Leonora The Great, som Jørgen i øvrigt vandt sit allerførste løb med i et dyrskueløb i Løgstør.
-Min far havde altid været interesseret i heste. Der var to rideheste på bryggeriet og jeg havde en lille islænder, som jeg kørte sodavand ud med i 50’erne, fortæller Jørgen, som i sin første start i et ”rigtigt” travløb blev nummer to med hesten Ozon på Aalborg Væddeløbsbane.
-Man skulle lige vænne sig til, at farten var noget anderledes end i Pandrup og Aaså. Men anden gang vandt jeg med Ozon, som jeg ikke kan huske, hvor far havde købt henne, siger Jørgen.
Både Erling Larsen og Jørgens lillebror, Henrik Larsen, havde også amatørlicens i mange år med pæn succes, men de vandt langt fra så mange løb som Jørgen.
-Min Far fik amatørlicens da Aalborg-banen åbnede i ’54 og var nummer to i Åbningsløbet med Leonora The Great, men inden da startede vi hende rundt om på de forskellige dyrskuer, hvor Far også havde flere andre heste med, fortæller Jørgen.
-Min Far brugte flere trænere gennem årene. I starten var det Alvar Poulsen og Erik Hansen i Aalborg samt Svend V. Pedersen i Århus, men i længere perioder havde vi også hestene herhjemme på gården, som Far købte i 1955. Han var selv med til at træne hestene og vandt jo også en del løb gennem årene. Den første kom i 1954 i Århus med Leonora The Great.
Erling Larsens første sejr som kusk med Leonora The Great i 1954 på Jydsk Væddeløbsbane
-Kort tid efter købet af Leonora The Great, købte Far også Oscar den Store som plag på en auktion på Fyn. Jeg ved ikke hvor den blev kørt til, men jeg vandt i hvert fald det første løb med den på banen i Asaa.
-Siden kom den i træning hos Svend V. Pedersen i Århus, men kom så hjem igen til vintertræning. Jeg kan ikke huske hvor meget den havde vundet, men en dag ringede Walther Kaiser-Hansen, at han ville rigtig gerne have Oscar den Store i træning. Det endte så med at Far solgte den til Walther, som senere solgte Oscar den Store videre – sandsynligvis til et større beløb end det han havde givet min far.
-Koster vandt jo sit allersidste løb med Oscar den Store og han var jo en ret speciel herre, men vi blev gode venner med ham, og han var flere gange herovre for at besøge os – ligesom vi også besøgte ham i Charlottenlund.
Derbytoeren Two Step I en alder af blot 19 år fik Jørgen Larsen sit store gennembrud med Two Step, der blev nummer to i Dansk Trav Derby bag Tjavs med et andet ungt kusketalent i sulkyen, 20-årige John Petersen.
-Som 2- og 3-års var Two Step i træning hos Walther Kaiser-Hansen, der bl.a. vandt Aalborgs 2-års Mesterskab med hende, men hun viste ikke så meget som 3-års, så Far tog hende hjem på gården, siger Jørgen.
-Han trænede selv med Two Step og gjorde hende klar til Derbyet. Vi tog derover nogle dage før Derbyet med Gunners Hestetransport og stod på Stutteri Stenrødgård i Lyngby. Jeg kan huske, at de var i gang med at lave Helsingørmotorvejen på det tidspunkt.
Two Step og Jørgen Larsen vinder Provinsmesterskabet 1958 på Fyens Væddeløbsbane
-Der var 17 heste i Derbyet og vi havde nummer 13 i anden række. Jeg kom fint afsted med Two Step, men Tjavs var jo overlegen og vi havde ikke en chance, men hun gik et fint løb og vi fik 7.500 kroner for andenpladsen. Det var mange penge dengang.
Two Step vandt som tidligere nævnt mange løb, bl.a. Provinsmesterskabet i 1958 og senere blev hun mor til Stald Saltums største navn gennem årene, Ikaros.
-Min Far købte Two Step I 1954 med den klausul, at opdrætteren Svend Aa. Worm kunne købe hende tilbage efter det ottende år. Det blev senere aftalt, at Far kunne købe hendes første føl og at han kunne vælge hingsten. Han valgte Stuart Hanover og købte senere føllet – Ikaros – for 3.800 kroner.
Ikaros
Ikaros – Stald Saltums største navn gennem tiderne med sejre i bl.a. Mesterskab for Danmark, N.J. Koster Memorial og Skandinavisk Mesterskab (øverste foto) – blev kørt til hos Alvar Poulsen, men som unghest var der ikke noget som tydede på, at Stald Saltum havde en stjerne i svøb.
Det var først da Erling Larsen begyndte at træne Ikaros i strandkanten ved Vesterhavet, der kun ligger få kilometer fra Stald Saltum, at der begyndte at ske noget.
-Dengang var Dommerborgvej stadig en jordvej og vi kunne uden problemer køre med hestene frem og tilbage til vandet, men i 1973 blev vejen asfalteret og i dag er der rimelig meget trafik, siger Jørgen.
-Hvad træningen med Ikaros angår, så kører jeg 1½-2 timer hver dag i strandkanten. Den får kun lov til at gå langsomt, men alligevel i trav. Gennem årene har denne konditionstræning oparbejdet Ikaros’ muskler på en måde så grundkonditionen aldrig forsvinder, sagde Erling Larsen i et interview med Travsporten 1971, hvor Ikaros havde sin bedste sæson med 11 sejre, heriblandt Guldhesten, Mesterskab for Danmark, N.J. Koster Memorial og ikke mindst Skandinavisk Mesterskab på Lunden – den første danske sejr i Skandinavisk Mesterskab siden 1938!
Erling Larsen træner Ikaros i vandet få kilometer fra Stald Saltum
-I Mesterskab for Danmark ville min Far gerne ha’ at jeg skulle køre Ikaros, der tidligere havde været i træning hos Bjarne Schnell, som havde vundet en del løb med ham. Ikaros blev bl.a. kåret som Årets Hest 1970 på Lunden og var desuden nummer fire i Skandinavisk Mesterskab på Solvalla med Bjarne i sulkyen, erindrer Jørgen.
-Min lillebror havde dog også vundet flere løb med Ikaros og jeg sagde til min Far, at hvis det er i orden med Henrik, så vil jeg selvfølgelig gerne. Vi tog så en snak og Henrik sagde, at jeg jo havde mere erfaring, så sådan blev det.
-Ikaros gik fantastisk, men igen havde rigtigt regnet med os i Skandinavisk Mesterskab. Som den eneste startede vi i anden række, og undervejs blev der kørt i et moderat tempo. Jeg tror slet ikke Gösta Nordin, den svenske topkusk, der lå i spids, opdagede os, da Ikaros speedede forbi i opløbet! smiler Jørgen, som i øvrigt kun trænede Ikaros i en meget kort periode.
-Det var op til Provinsmesterskabet i 1972 i Aalborg. Min Far var meget opsat på at vinde løbet på hjemmebanen, så han spurgte om jeg ville træne ham op og det sagde jeg Ja til.
Ikaros havde tidligere vundet Provinsmesterskabet 1969 og ’70 med hhv. Vagn Lønborg og Peter Bratholm i sulkyen, og i 1972 kunne Jørgen Larsen altså køre først over stregen i det nu nedlagte storløb.
Ikaros vandt i alt 55 løb og blev i sin tid begravet i skoven ved Stald Saltum, hvor en anden af de helt store stjerner i dansk travsport – Cim Payne – også ligger begravet.
Ikaros og Jørgen Larsen efter sejren i Skandinavisk Mesterskab
12 championater
Jørgen Larsen vandt som nævnt sin første sejr i 1955 og allerede året blev han for første gang amatørchampion på Aalborg Væddeløbsbane. Det blev til i alt 11 championater på stribe (1956-66) og det sidste championat kom i 1973. I 1960 blev Jørgen Larsen desuden landschampion med 53 sejre – flere end størsteparten af de professionelle trænere!
Jørgen Larsen vandt i alt 448 løb inden han lagde kørehandskerne på hylden i 1981. Han kørte sit allersidste travløb i 2010 i et Old Boys-løb på Fyens Væddeløbsbane.
-Min Far købte og solgte rigtig mange heste fra midten af 50’erne og 20 år frem. Foruden Leonora The Great vandt vi også mange løb med bl.a. Two Step, Unda Frisco, Baronessa Logan, Axel G og Inge Saltum, husker Jørgen.
Alt var til salg
Ølbryggeren Erling var glad for at handle, så indtil hans død i 1985 var Stald Saltums heste altid til salg.
I de foreløbig 40 år, som Jørgen nu har stået for Stald Saltum, er der kun blevet solgt en hest.
Nemlig Hannah Peel.
En helt håbløs kæmpehest.
Det ene forben stak bare ud og spændte ben for det andet. Men den vandt et løb i snestorm med Jørgen som kusk, og blev godt solgt. Til Tyskland endda.
– Hvorfor solgte du Hannah Peel?, spørger jeg i dag.
Stald Saltums grundlægger, Erling Larsen var en dygtig handelsmand og trænede selv familiens heste
– Det var fordi, Birger (Jørgensen) sagde, at jeg skulle, lyder svaret prompte, og Jørgen tilføjer, at hesten stod i træning hos Birger i Århus, da den blev solgt.
– Hvorfor har du så ikke haft en hest til salg siden?
Jørgen har høreapparat, men han bruger det sjældent.
Det giver ham den fordel, at han lader som om, at han ikke hører mit spørgsmål …
Citat fra Anne Dodensigs artikel på Travservice.dk: ”Historien om Stald Saltum”
-Både min Far, min lillebror Henrik og jeg kørte rigtig mange løb og igennem mange år tjente vi flere penge på travhestene end på bryggeriet, som Far havde købt i 1944. Dengang bryggede man udelukkende hvidtøl – de såkaldte stakitøl – men fra begyndelsen af 50’erne lagde vi produktionen om til sodavand. Det var dog svært at få sukker i årene lige efter krigen. Jeg kan bl.a. huske, at min Far opkøbte sukkerroer i Jylland og sendte dem til Sjælland for at få dem forarbejdet. Det var selvfølgelig ret besværligt, men efterhånden løste det sig og det blev lettere at få sukker.
-Hele familien var med i produktionen på simple maskiner. Min Far og to brødre stod for selve produktionen, Mor vaskede flasker, jeg tappede sodavand og satte kapsler på, mens min søster limede etiketter på. I hestevogn kørte vi ud til private med sodavand, og efterhånden blev vi også leverandører til flere købmænd på egnen, fortæller Jørgen, der gik ud af skolen som 14-årig efter 4. mellem og kørte parløb med sin Far indtil slutningen af 70’erne, hvor Erling Larsen måtte trække sig tilbage pga. sygdom. Han døde i 1985.
Maleri af Saltum-Rørkjær Bryggeriet som det så ud, da Erling Larsen købte bryggeriet i 1944
Familien købte først Houlbjerg Bryggeriet. Derefter yderligere fire bryggerier, heriblandt Rørkjær Bryggerierne, ligesom man også begyndte at producere sodavand for Landkær Bryggeriet.
-Det begyndte at gå rigtig stærkt i 1977, hvor vi fik en kontrakt med FDB. Siden har vi udvidet fabrikken i gennemsnit hvert tredje år, så den nu er på 25.000 m2, sagde Jørgen Larsen i interview i 1999, hvor familien solgte bryggeriet til Carlsberg for et ukendt millionbeløb.
– Dengang vi startede med at lave sodavand, var det udelukkende et familieforetagende og vi kunne lave 600 sodavand i timen. Da vi sluttede i 1999 havde vi 55 ansatte og lavede 100.000 flasker i timen! siger Jørgen i dag.
I dag produceres der udelukkende kildevand af mærket Kildevæld på bryggeriet i Saltum.
Reklamefoto fra 80’erne med Jørgen og Inger Larsen sammen med børnene Dorthe og Erling. Kun familiens yngste datter Anne mangler.
Amatørtræner på fuld tid
Efter salget af Saltum-Rørkjær Bryggeriet i 1999 kunne Jørgen Larsen i en alder af 62 år trække sig tilbage og igen koncentrere sig 100 % om travhestene. På det tidspunkt ejede Stald Saltum 21 heste inkl. en håndfuld følhopper.
-Allerede nogle år inden vi indgik samarbejde med FDB var jeg begyndt at fokusere udelukkende på bryggeriet, men det har selvfølgelig været et privillegium at ha’ travhestene på fuld tid og det har været en sjov tid med masser af dejlige oplevelser, siger Jørgen, som året inden familien solgte bryggeriet, købte to 1-åringer på Derbyauktionen, Evita Østervang og Equador for hhv. 13.000 og 132.000 kr.
-Inger (som var økonomichef på bryggeriet, red.) syntes det var lidt risikabelt at betale så mange penge for Equador, men hun blev jo en rigtig fin hest, som bl.a. vandt Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix for Sepp Kukkonen.
Equador vandt 12 løb og 215.000 kr. Hun blev senere følhoppe og mor til bl.a. Cadiz (1.11,3a-503.000 kr) med 16 sejre.
Nogle år senere fik Stald Saltum endnu en storløbssejr, da familiens eget opdræt Keep On Party – i træning hos Olle Goop – vandt Dansk Hoppe Derby med Preben Kjærsgaard i sulkyen. Det blev desuden til sejr i Aalborg Hoppechampionat med Olle Goop bag linerne.
Keep On Party (1.14,0a-452.000 kr/6 sejre) fik også fin succes i avlen som mor til bl.a. Come On Party (1.13,0a-312.000 kr/16 sejre) og Axel Party (1.15,5a-110.000 kr/13 sejre). Sidstnævnte er opkaldt efter Aksel Holm Jensen, som sammen med hustruen Sonja i mere end 50 år boede i den røde gård, som Erling Larsen købte i 1955. Aksel var først ansat på bryggeriet og siden hen som ”staldmand” hos Stald Saltum, hvor Sonja også var med til at passe hestene – men det er jo en anden historie.
Foruden Equador og Keep On Party har Stald Saltum i Nyere tid haft stor succes med heste som The Winning Saltum, Waking Saltum, Bo William, Jet Time, Kick Time, Full Time og Billi Time.
Jørgen Larsen har selv trænet størsteparten af Stald Saltums heste, men har gennem årene også haft heste i træning hos Seppo Kukkonen, Olle Goop, Anders Pedersen, Flemming Jensen og nu altså Nicklas Korfitsen.
Der hører 25 hektar til Stald Saltums ejendom, hvor der på den modsatte side af Dommerborgvej er anlagt en træningsbane på 1800 meter – inklusiv en ligeud-bane på 600 meter – og derudover en rundbane på 800 meter.
Jørgen Larsens sidste køretur var med Glenfiddich i et Old Boys-løb på Fyn i 2010. Foto: Gorm Johansen
Fremtiden Foruden de fem pensionærer på Dommerborgvej har Stald Saltum en enkelt følhoppe, Come On Party (S J’s Photo-Keep On Party) opstaldet hos Inger og Jørgen Larsens datter og svigersøn, Dorthe og Per Christensen, som bor et (måske lidt langt) stenkast fra Stald Saltum.
Come On Party har i år fået et hingstføl efter Maharajah, men er ikke blevet bedækket igen.
-Jeg regner med, at Come On Partys føl er mit sidste føl som opdrætter, siger Jørgen.
Come On Party er desuden mor til 2-årige Mini Party (vallak e. Who’s Who), der er i træning hos Flemming Jensen, som i sin tid havde stor succes med Come On Party. Med Aalborg-træneren i sulkyen blev det til i alt 16 sejre og nu er Mini Party altså klar til at løfte arven.
Det med at ”løfte arven” har Dorthe og Per Christensen i øvrigt forlængst gjort med stor succes. Parret har således opdrættet en lang række topheste med Derbyvinderne I’m A Photo, Chock Nock og Get A Wish i spidsen, og to gange er Dorthe Christensen kåret som ”Årets Travopdrætter” ved Hestesportens Galla.
Dorthe og Per Christensens datter, Lene Dodensig, har amatørlicens og er noteret for 15 sejre, mens hendes moster – Anne Dodensig – har amatørtrænerlicens med foreløbig 11 sejre.
Anne Dodensig, Lene Dodensig, Jørgen Larsen og Inger Larsen efter en sejr på Spar Nord Arena med Axel Party. Foto: Ditte Hesselborg
Øvrige fotos: Henrik Berg, Anne Dodensig, Burt Seeger m.fl.
Alle talte vendelbomål i Rakkeby, hvor jeg blev født i 1946, og i Sønder Harritslev, hvor jeg er vokset op.
Der var dog nogle, der talte rigsdansk: præsten, skolelæreren, brugsuddeleren, dyrlægen og proprietæren.
For mit indre øre kan jeg endnu høre mange af de ord på vendelbomål, som mine forældre, Karen og Edvard, brugte.
Mor kunne vel godt bruge ordet stoppenål, men hun kunne også kalde den en “gørnnål” (udtalt jönnoel); gørn er tvundet uldgarn, egentlig det samme ord som garn.
I Vendsysselsk Ordbog (1972) ved Arne Espegaard står der en kulturhistorisk oplysning ved ordet gørnnål: “Hvis smørkærningen ikke ville lykkes, lagde man en gørnnål i kærnen”. Den slags overtro var åbenbart almindelig før andelsmejeriernes tid.
Min mor har altså kun brugt en gørnnål til at stoppe strømper med!
Nu er der vist ingen, der længere stopper strømper.
Et af min fars yndlingsord var vennik om en lille fyr.
Et andet ord for en mindre, splejs fyr var mjætting: “Dej bette mjætting!”
En vatter betød nogenlunde det samme, dog kun brugt om et lille barn: “Kom så, dej bette watter!”
En vatter er egentlig en betegnelse for kravlende insekter og andet kryb.
Ordene kunne bruges både i positiv og i nedsættende betydning.
Min ældste bror Niels brugte gerne ordet watter om sine mindste brødre: “Dej bette watter!”
Min faster Anna kunne sige om et lille, kært barn: “ Det bette måg!”
Det var meget positivt ment. Det ville ikke nemt blive opfattet positivt, hvis det blev sagt på rigsdansk: “Dit bitte møg!”
Vendelbomål rummer mange nedsættende betegnelser, for eksempel trokke.
Trokkevorn betyder dum, enfoldig: “Hon ær nooe tråkworn.”
De nævnte ord findes vist kun på vendelbomål – et mål som ikke tales så meget mere, ikke engang i Vendsyssel.
Men vi, der har boet udenfor Vendsyssel i mange år, kan ikke glemme de ord, vi hørte i vor barndom.
Livet i den store by virker dragende, ikke mindst for teenagere på landet.
Vrå med station, biograf og café var som en magnet for min storesøster Henny og hendes nærmeste veninde Ingelise.
Vore familier boede dengang i Rakkeby, cirka 5 kilometer fra Vrå.
Mellem de to hjem løb der en bæk, som kunne svulme op til en hel å efter regnskyl.
Der var en smal plankebro uden gelænder over bækken, som man i dagslys godt turde benytte.
Men når bækken var som en å, ville det være risikabelt at benytte denne plankebro, i hvert fald efter mørkets frembrud.
I efteråret 1951 var de to veninder, Henny og Ingelise, sammen taget på en fornøjelsestur til Vrå en eftermiddag.
Da det var ved at blive mørkt, var Henny endnu ikke kommet hjem til vort barndomshjem, “Haugesgaard” i Rakkeby.
Jeg Poul husker som 5-årig, hvordan især far dengang med mørke miner forestillede sig, at Henny på 13 år kunne være drattet i bækken. Og Henny havde vist ikke nogen lommelygte med.
Forældrenes bekymrede ord forplantede sig også til mig, der dog ikke sagde noget til det hele.
Teenagere, der er blevet “væk”, dukker som regel op af sig selv igen.
Det skete også for Henny dengang, der bare pludselig vendte hjem fra svipturen til Vrå.
Henny havde ikke tænkt over, at det var risikabelt at gå over plankebroen dengang.
Forældre viser deres glæde og lettelse i en sådan situation ved at skælde lidt ud!
Skældud kan godt være tegn på, at forældrene holder af den bortløbne på sviptur.
Henny og Ingelise forblev veninder hele livet.
Deres voksenliv blev levet væk fra Vendsyssel.
Vrå med sit pulserende liv betød så meget for Henny, at hun abonnerede på Vrå Avis, der udkom med fire sider med lokalt stof.
Det lille, hvide hus med stråtaget står tyst i januar kulden på den vindomsuste pløjemark i Badskær nær Dybvad.
I køkkenet flyder resterne efter en frokost, der aldrig blev ryddet til side, og i den lavloftede stue er kakkelovnen for længst gået ud.
Her står Jens Christian Klitten og ser sig omkring.
Resterne af en blodpøl ses fortsat ude på marken, hvor husets beboer, den 73-årige Magdalene Christensen, otte dage tidligere faldt om, dræbt af et enkelt revolverskud i hovedet.
Tema: Den nordjyske Sherlock
Med sin opklaring af denne sag kommer opdagelsesbetjent J. C. Klitten til at skrive sig ind i historiebøgerne, når han i efteråret 1911 bliver håndplukket til det nye Statspolitiet – en forløber til Rejseholdet.
Den 35-årige politimand fra Sindal – med den mørke uniform, velfriserede pomade-hår og sirlige cykelstyrs-moustache – leder straks tankerne hen på Agatha Christies Hercule Poirot.
Men det bliver en anden af detektivfiktionens store helte, den unge efterforsker i fremtiden vil blive sammenlignet med:
Selveste Sherlock Holmes.
Det kommunale politi
J. C. Klitten (f. 11. august 1876) er egentlig købmandsuddannet og har i et par år drevet sin egen butik i Sindal, men da han bliver indkaldt til værnepligten, bliver han bidt af tanken om at blive politimand.
I 1902 bliver han ansat i Aalborg Politi, hvor han bliver udvalgt blandt 70 ansøgere.
– I provinsen er der ikke et egentligt skel mellem kriminal- og ordenspolitiet på det her tidspunkt. Det betyder, at der ikke findes et specialiseret efterforskende politi. Alle skal kunne løse alle opgaver, og det giver problemer i forhold til at opbygge de nødvendige efterforskningsmæssige specialer, forklarer Frederik Strand, leder af Politimuseet.
Efter nogle år som menig betjent, hvor Klitten blandt andet gør sig positivt bemærket for sin opklaring af en række indbrudstyverier, så han i 1907 forfremmes til opdager.
– På det her tidspunkt er der rigtig mange små politikredse i Danmark, og de er kommunalt styret. Det betyder, at der kan være stor forskel fra den ene kommune til den anden – for eksempel er der ingen ensartet uniform, der er ikke ens aflønning, og der er stor forskel på, hvor mange politifolk, man har i de enkelte kredse, siger Frederik Strand.
Derfor er det nødvendigt for de landligere kredse at bede om assistance fra for eksempel København, når man en sjælden gang står med et drab.
I sagen om drabet i Badskær var beskeden imidlertid, at ingen Københavnske efterforskere kunne undværes – og så måtte J. C. Klitten tage op fra Aalborg for at rede trådene ud.
Forbryder fik et forspring
Da egnens kloge kone 13. januar 1911 bliver fundet død på den frosne mark af en forbipasserende nabo, tror man først, at hun er faldet og har slået hovedet på en sten.
Hendes hjem ligger uforstyrret hen, og selvom hendes pung ligger fremme og er tom, så finder man i sengehalmen sparebøger med flere tusinde kroner, hvilket taler imod røveri.
Omstændighederne er dog uldne nok til, at man for en sikkerheds skyld beslutter sig for at obducere liget – og her finder man et projektil fra en revolver i den afdødes kranium.
Sæby Politi springer straks på sagen, men trods mange forespørgsler i området lykkes det ikke at komme nærmere, hvem gerningsmanden kan være.
Et signalement har man dog at gå ud fra. En ung pige er blevet truet af en ung mand med en skinnende revolver, da hun gik ved landevejen nær drabsstedet.
Det må være gerningsmanden.
Han beskrives som ca. 20 år, iført mørkt tøj, læderstøvler og grøn hue. Han er af middelhøjde og har et blegt og rundt, skægløst ansigt. Under armen bar han en pakke i lyst papir, og så taler han ikke vendelbomål, men “købstadssprog”.
Da J. C. Klitten kommer til Sæby 20. januar, sætter han sig grundigt ind i sagens materiale. Han taler med vidner og besøger gerningsstedet.
– Hr. Klitten har fået et ret utaknemmeligt hverv, konstaterer Aalborg Stiftstidende i den forbindelse.
Hurtigt føler den unge opdager sig overbevist om, at han ikke leder efter en forhærdet forbryder, fordi drabsmanden stak af efter mordet uden at gennemrode huset for værdier.
Ud fra vidneforklaringerne kan Klitten følge sporet af en person, der svarer til det udsendte signalement, helt til togstationen i Dybvad.
Dermed er den mistænktes videre rute behændigt skåret ned til to retninger: Mod Frederikshavn eller mod Aalborg.
En mand med dyr smag
Mens der i Frederikshavn ikke er meget at komme efter, så genfinder Klitten sporet, da han begynder at opsøge de forretningsdrivende i Aalborg. Han har nemlig en idé om, at den skinnende revolver må være nyindkøbt.
Ganske rigtigt har en “C. Frandsen”, der svarer til signalementet, købt en revolver, en elektrisk lommelygte og et timeglas hos en lokal marskandiser.
Indkøbene er som taget ud af en billig detektivroman, tænker Klitten, der begynder at tro, at den mistænkte kan være yngre end hidtil antaget.
C. Frandsen oplyste marskandiseren, at han havde et værelse på Jernbanehotellet. Her kender personalet dog ikke til “Frandsen” – men det gør de til gengæld på Hotel Hafnia på Banegårdspladsen, hvor den unge “Carl Frandsen fra København” har vakt opsigt med sine flotte vaner.
Han har muntret sig med ture i biografen og teatret, ligesom han har kørt i automobil og brugt en hel del penge hos de lokale tøjbutikker.
Under et besøg hos skomageren i Gravensgade, hvor “Carl Frandsen” har købt et par nye læderstøvler, er han dog kommet til at tale over sig og fortælle, at han er fra Aarhus.
Klitten griber derfor straks telefonen og ringer til sine kolleger i Aarhus Politi. Han vil høre dem til, om de kender en ung mand, som matcher signalementet, der har været på udflugt for nylig – og det gør de.
Faktisk er de allerede selv på jagt efter ham.
Hotel Hafnia i Aalborg fik besøg af en levemand – og det sendte J. C. Klitten på sporet af en morder. Arkivfoto
En uventet morder
Aarhus Politi har fået flere anmeldelser fra kvinder, der er blevet forsøgt frarøvet deres værdier, når de har færdedes til fods i for eksempel Risskov.
Sagens hovedmistænkte er Robert Mouritzen, en bare 14 år gammel dreng, elev på én af Aarhus’ fineste skoler. Roberts far er butiksindehaver, og det anses for at være et godt hjem.
Alligevel kender politiet særdeles godt til Robert Mouritzen. I 1908 var han kortvarigt på opdragelseshjem, fordi han havde påsat flere mindre brande. Derudover havde han flere tyverier, røverier og indbrud på samvittigheden.
Robert var født i København af en kvinde, der led af stærk alkoholisme, og som toårig blev han bortadopteret til parret i Aarhus. Robert blev beskrevet som ”godt begavet, men en urolig, vagabonderende natur”.
Da politiet pågriber Robert, finder de et par nye læderstøvler i hans besiddelse, der matcher det par, “Carl Frandsen” har købt i Aalborg.
De anholder ham på stedet.
Flakkede rundt og spiste wienerbrød
Robert Mouritzen fortæller, at han nogle dage inden mordet var stukket af med 110 kr. af forældrenes penge og tog til Aalborg, hvor han checkede ind på et hotel.
Han levede godt af pengene, som blev brugt på fornøjelser og på en revolver, som han tog ud i én af Aalborgs parker for at prøveskyde.
Da pengene var ved at slippe op, fik han den ide, at han ville tage ud på landet i Vendsyssel og bruge revolveren til at røve nogen for flere penge, som han ville bruge til at tage til Frederikshavn og købe plads på en båd ud i verden.
Han kørte med toget nordpå, hvor han flakkede rundt på landet i nogle dage, mens han prøvede at finde et godt sted at røve. Han var inde på flere ejendomme, men der var altid for mange folk til stede.
Da han endelig nåede Magdalene Christensens hus, syntes han, det lå øde nok til, at han ville forsøge sig, Selvom det så meget fattigt ud, kom han frem til, at “det var et forsøg værd”, som han fortalte politiet.
Ville ikke dræbe
Da Magdalene Christensen åbnede døren, hev Robert revolveren frem og forlangte, at hun skulle udlevere sine penge.
Skrækslagen løb hun ind i den inderste stue og fandt sin pung i en skuffe. Den indeholdt kun et par kroner.
Da han ville true sig til flere penge, løb den gamle kone ud gennem huset og videre ud på marken. Han blev bange for, at hun skulle løbe efter hjælp hos naboen, så han skød efter hende for at få hende til at standse.
Da hun faldt om på jorden, stak Robert af.
Revolveren smed han i en grøft fyldt med vand. Den blev aldrig fundet.
På hele turen havde Robert båret på sine ejendele i en papirpakke, som han lagde fra sig på spisebordet, mens han truede den gamle kone til at udlevere sine penge. Her faldt timeglasset ud af pakken, men det opdagede han ikke i sin hast for at komme væk.
En noget slukøret herredsfoged, som var blandt de første på gerningsstedet, måtte indrømme, at han havde fundet timeglasset og givet det til den afdødes familie – som godt nok havde undret sig over, hvor Magdalene Christensen mon havde fået det fra.
– Derfor er der altid behov for at have en erfaren politimand til at undersøge gerningsstedet, påpegede Klitten mange år senere i sin genfortælling af forløbet.
I retten fastholder Robert Mouritzen, at det ikke var hans mening, at konen skulle dø. Han bliver dømt til fire års tugthusarbejde for manddrab, bedrageri, tyveri og røveri.
– Det står som ganske uforståeligt for os, at han, der for os står som en kær og god dreng, har kunnet gøre noget sådant, siger forstanderen på opdagelseshjemmet.
Gerningsmandens unge alder vakte også stor opmærksomhed i avisspalterne, hvor han bliver kaldt “Morder-drengen” og “en født forbryder”.
Et kort liv
J. C. Klitten fik stor ros og omtale for sin opklaring af sagen. I Vendsyssel Tidende skrev man, at: ”Som sådan har han flere gange afgivet bevis for at være snarrådig og energisk, og hans opdagertalent har jo heller ikke svigtet ham ved opklaringen af Badskær-mysteriet”.
Mens Klittens karriere som opdager først var ved at tage fart, så fortsatte Robert Mouritzen sin deroute. Efter udstået straf blev han sendt til Australien, men han vendte efter kort tid tilbage til Danmark, hvor han atter gik ind og ud af fængslet.
Som 30-årig indsat i Horsens Statsfængsel gennemgik han en mindre operation, hvor komplikationer endte med at koste ham livet.
Helmer Hedelund Larseen drev tegnestue fra adressen Risagergade 10, brønderslev fra 1950 erne
Ane Maries hus
Møgelbjerg
