Her scannet det anerkendte og velillustrerede bogværk til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link. (højreklik åben link)

“HAMMER BAKKER : Et Mindeskrift” af Niels Hedin, 1931
Niels Hedin (1886-1942) kom til verden i Visborg nordøst for Hadsund som uægteskabelig søn af pigen Frederikke Mathilde Berg og gartner Jens Peter Vilhelm Jensen og kom i dåben til at hedde Niels Jensen. I 1909 blev han gift med Anna Karen Sørensen, der tilfældigvis var kusine til min mormor. Ved sin tidlige død var Niels Hedin apoteker i Brovst og blev omtalt i Vendsysselske Aarbøger af Carl Klitgaard, der nævner hans pragtværk “Hammer Bakker”.
Bogen om “Hammer Bakker” var planlagt af sagføreren Anders Olesen. Den er efter hans død udgivet af hans arvinger som et mindeskrift.

Ifølge wikipedia:
Anders Olesen (5. september 1854 i Vrensted, Børglum Herred –
15. december 1929 i Vodskov) var en dansk jurist.
Han voksede op i Vrensted og var meget alene på familiens englod i Vrensted Kær. Han har udtalt, at han engang hørte en indre stemme sige, at han ville komme i besiddelse af store jordarealer, og at det ville være en herlighed at eje sådanne.
I 1877 blev han ansat hos sagfører Ingerslev i Nørresundby. Hos ham så han de tvangsauktioner, der blev afholdt i Hammer Bakker. I 1887 døde Ingerslev og Olesen overtog sagførervirksomheden. Han købte Ingerslevs gård med et stykke skov med et lille hus nær Vodskov. Der fandtes rester af en gammel skov. I Vrensted var der på den tid og i sagførerens barndom ingen træer. Han fandt bevoksningen fantastisk smukt og besluttede sig til at tilplante Hedebakkerne, som han vidste, havde været skovklædte. Det gjorde han ved systematisk at købe jordlodderne rundt
omkring i bakkerne.
Derudover stod han bag mange byggerier i Vodskov. Blandt dem kan nævnes Vodskov skoles hovedbygning, Vodskov Kirke, anstalten for psykisk syge, sin egen villa samt et plejehjem, der blev bygget for de penge, han havde undladt at betale i skat. I Vrensted stod han bag byggeriet af enkernes hus. Han var medstifter af Nørresundby Bank, som finansierede genoptrykninghen af Niels Hedins bog i 1976.
Han døde d. 15. december 1929 og ligger begravet på Vrensted kirkegård.
Han var hadet af dem, han købte jord af, og elsket af dem, der i dag nyder godt af skoven.

Niels Hedin indleder bogen med:
Til nærværende Arbejde over Hammer Bakker har jeg nydt alsidig Hjælp og Støtte hos en Række Personer, blandt hvilke Underarkivar A. Køcher ved Landsarkivet i Viborg og cand. phil. Henrik Larsen i København for deres indgaaende Arkivundersøgelser i første Række maa nævnes.
Statsgeolog Axel Jessen har velvilligst bistaaet mig med Geologien, Arkivar S. Nygård ved Rigsarkivet med visse Dele af Topografien, enkelte Oplysninger stammer fra Postmester C. Klitgaard, Byretsfuldmægtig Petresch Christensen, Helligkildeforskeren Aug. F. Schmidt. Ved Brevveksling med eller personlig Henvendelse i Institutioner som Nationalmuseet, Folkemindesamlingen, Stednavneudvalget, Det kgl. Bibliotek o. a. er en Del nyt Stof fremdraget, andet er i behørig Grad korrigeret. Jeg beder samtlige, der har ydet mig Bistand, om at modtage min Tak herfor. Min største og inderligste Tak retter jeg til Bogens Udgiver, Sagfører A. Olesen, for den Tillid han har vist mig som og for den
Rundhaandethed, hvormed han har givet mig Lejlighed til at fuldføre Arbejdet.
1929. November NIELS HEDIN.

Historien om  Vrensted drengen der emigrerede til USA og senere Canada:

Kilde: : Aage Heinberg. – Vendsyssel Tidende ca. 1955

Modtaget fra Lilli Hansen, Villa Thybo

 Ubestridt i Canadisk hvedeprovins

Foragtede ”Skravlet” på kant med alverden

Boglærd kan citere Grundtvig og Feiberg

For nylig fyldte Simon Hjortnæs 75 år og Saskatchewans ukronede Konge fik al den hyldest, han kunne fortjene. Der er saga over denne jysk-canadier, storbondes liv. Enklel, men storstilet har hans tilværelse formet sig. Han har været beundret og ligefrem tilbedt, han har væretr på kant med alverdens mennesker, er blevet smigret og skældt ud som få. Gang på gang har han isoleret sig fra menneskenes samfund og kort og brutalt meddelt, at han foragtede ”Skravlet”. Men han vendte tilbage og står i dag som skaberen af to samfund, Alida og Redvers, i den vældige Canadiske hvedeprovins Saskatchewans, hvor han er den ubestridte høvding.

Med årene er han blevet boglærd, har et godt bibliotek, ikke mindst om dansk Almueliv og danske folkeskikke, han kan citere Grundtvig og H.F. Feilberg, og han har navnlig studeret Vendsyssels historie. Hans forældre var husmandspar fra Vrensted midt i Vendsyssel og det er vist sandt, som Simon Hjortnæs hævder, at ingen enkelt plet i Danmark har afgivet så mange beboere til den nye verden som Vrensted. Da hans forældre udvandrede, tog de Simon, der var en halv snes år, med sig. Det var omkring 1890 og de kom til North Dakota, hvor faderen fik arbejde på en farm. Det var ikke så meget forskelligt fra sliddet hjemme, men her var muligheder for at komme videre, – det havde der ikke været i Vrensted – i alt fald ikke for ham.

Som ung knægt i det nye land, syntes Simon dog, at tingene gik for langsomt, selv i dette Amerika, der skulle være berømt for sit lyntempo.. Tidligt blev der drengen for trangt på forældrenes lille Dakota-lod, og han begyndte at flakke.  I en meget stor del af sit liv har Simon Hjortnæs flakket omkring – han havde ingen ro på sig. Han ville bestandig prøve noget nyt og tog alt forefaldende arbejde, desuden havde han en handelsevne, som ellers var fremmed for de fleste beskedne danske Pionerer. Der var forretningsmand i ham.

Hele hans aktiv, hesteflokken, forsvandt:

Sytten år gammel startede han som hestehandler. Nogen rigtig bolig havde han ikke i denne periode, men vandrede rundt fra sted til sted med en flok heste. En nat indtraf en katastrofe, der blev hans skæbne. Hele hans hesteflok forsvandt, mens han lå og sov hos en bonde. Simom brugte mund allerede dengang, så ung han end var – og siden blev det meget værre. Den arme bonde var nær blevet slået ihjel. Simon beskyldte ham rent ud for at have stjålet hestene, men ved et par kraftige karles hjælp lykkedes det til sidst bonden at få ham smidt på porten – og der stod Simon Hjortnæs så midt ude på prærien, helt alene, uden sit eneste aktiv, hestene. Selvfølgelig var der ikke andet at gøre end at søge efter dem, da han først havde overbevist sig om, at bonden alligevel ikke havde taget dem. Så flakkede han om for alvor, spurgte hos alle, han kendte, efter sine heste – og til sidst anså man ham for lidt forstyrret. Snar var det ved at være slut med hans spareskillinger, – men så en dag skete underet! Mange sære folk stødte han i denne tid på, og en aften kom han i en krostue til at sidde sammen med en Nordmand, der hævdede at være synsk. ”Er du synsk, kan du vel også sige mig, hvor mine heste er?” sagde Simon, efter at have hånet ham lidt. Nordmanden tog hænderne for øjnene og mumlede: Selvfølgelig kan jeg det.” Så sad – han stille lidt, mens Simon Hjortnæs betragtede ham. ,,De græsser oppe i Canada, i Saskatchewan”, sagde han endelig.  Et øjeblik så bondedrengen fra Vendsyssel mistroisk på den synske, så fo’r han med et brøl ud af døren og satte kursen mod Saskatchewan. Det var en flere døgns tur, men Simon Hjortnæs undte sig ikke fred, førend han var der. Det blev det afgørende punkt i hans liv: Han kom til Saskatchewan, og han fandt hestene! Fattige, men ærlige folk på stedet fortalte om flokken, der var kommet tilløbende – og man troede den mærkelige unge mand på hans ord, at det var hans …

En lang histories lykkelige afslutning blev, at den hidtil flakkende Simon slog sig ned i Saskatchewan, hvor den canadiske Regering uddelte gratis jord til nybyggerne. Selv om Hjortnæs siden har foretaget mange vandringer og haft vanskeligt ved at falde til ro, er Saskatchewan blevet midtpunktet på hans ældre dage. Stedet, hvor han hersker som en Konge.

I kompagni med to Tyskere

Simon Hjortnæs havde igen sine heste, og nu tømrede han sig hurtigt et hus! Ingen kunne bruge et par næver som han! Det siges, at han byttede en af hestene bort for al det bohave, han behøvede til sit første, Homestead”. Historien er blevet varieret i det uendelige, men da det er over 50 år siden, det skete, er det måske lidt vanskeligt at finde ind til kernen i den. Simon Hjortnæs griner selv over hele ansigtet, når han hører den fortalt, – men rigtigt er det, at han fandt sine heste takket være den synske Nordmand, som han siden aldrig fandt.

Begivenheden blev faktisk Simon Hjortnæs chance. Og nu havde han fået blod på tanden: Han ville være både landmand og handelsmand! Heste kunne blive en god forretning. Kapital manglede han jo ganske vist endnu, men så gik han i kompagni med to Tyskere, der ville begynde på en Ranch, hvor hestene skulle have deres hjem. Sammen købte de en stor flok halvvilde heste, der var kommet til Canada fra Amerikas vestlige Stater; et par af dem lykkedes det at tæmme så meget, at de kunne bruges som trækdyr for en gammel vogn, som Simon Hjortnæs simpelthen havde fundet forladt ude på Prærien, og som han i Løbet af et par dage fik fikset op, så den kunne køre. Og så startede han med Tyskerne, der havde fået Regeringsjord en halv Snes Mil fra hans Homestead”, og med alle hestene. Simon, der nu var 19 år, ville ikke lade sig noget byde af de to selvbevidste Tyskere, og inden længe var de oppe at skændes. Han afsluttede al diskussion med dem ved kategorisk at erklære, at så delte de hestene. Han tog fire til sig, og de fik otte. Men vognen beholdt han, for lidt forretning skulle der dog være i det! Så søgte han tilbage til sin jordlod, solgte hestene, købte andre, udvidede bedriften, solgte jordlodden, fik en større, byggede stadig nye og bedre huse og havde til sidst en Farm. Hestene afløstes af køer, ja, selv grise forsøgte han sig med, og han pløjede og gravede sin jord, ene mand. Han kunne overkomme det rent utrolige, og Regeringens repræsentanter, der stadig var ude for at inspicere, fik stor respekt for ham. Stejl og svær at slå et smil af var han og passede i reglen sig selv.

 Gift med en Fynbo.

„Du skulde havde dig en Kone, Simon Hjortnæs,” sagde en af Regeringsudsendingene; det ville hjælpe på dit humør!”

Formodentlig havde Simon mest lyst til at svare, at det skulle han nok selv klare, men notorisk faldt det ham ud af munden: „Jamen, så skal hun være dansk. For så ved jeg, hvordan hun er!”

,,Det kan vi da godt skaffe dig,” sagde den ene af mændene – og så fortalte de om Karen, der stammede fra Danmark.

„Hvorfra i Danmark?” var hans første spørgsmål. Ja, det vidste de ikke, men Danmark var vel ikke så stort. Hun boede med sine forældre på en Farm i Redvers, en af de små stationer i Saskatchewan. En søndag begav Simon sig derhen, — det faldt ganske naturligt, at danske opsøgte danske derovre. Han syntes om hende, og hun syntes om ham fra det første øjeblik; det eneste, han blot ikke rigtig kunde lide, var, at hun var fra Fyn, – det havde været bedre, om hun havde været fra Vendsyssel! Men det fik nu være, – dansk var hun i hvert fald! Og igen var Simon Hjortnæs heldig. Han fik Karen, skønt forældrene ikke var særlig begejstrede for forbindelsen. Karen kunne tage fat, og hun kunne endda, når det skulle være, sætte Simon på plads! De var, som han selv en gang sagde, skabt for hinanden, – Vendsyssel og Fyn mødtes midt i Canada, og i hans omskiftelige tilværelse, der skulle komme til at byde på mange nye oplevelser, blev hun det faste punkt og – det indrømmer han – hans redning, for hans hidsighed kunde have ført ham på afveje.

Hans Indre er et krater af voldsomhed, og det er slet ikke til at se på ham, for han er egentlig en meget almindelig mand med Vendelboens lidt tunge træk; men frygtelige eder og ukvemsord kan vælte fra ham, hvis nogen går ham for nær. Med årene har han dog tæmmet sit sind og kan snakke meget sindigt og fornuftigt.

Over 25 gange har han i tidens løb skiftet jord. Han har drevet en bedrift op og så afhændet den, fordi han ikke ville kendes ved den længere – han har levet Prærieliv sammen med Karen, borte fra andre mennesker, fordi han var led ved dem – men han er stadig søgt tilbage til Saskatchewan, hvor de to Stationsbyer Alida og Redvers blev hans egentlige verden. Her skabte han faktisk ved sit eksempel kolonien Dannevirke og for sig selv en smuk farm i Alida.

Et Eksempel til Efterfølgelse.

Det tog sin Tid, inden han nåede så vidt, og han taler ikke selv om, at den Canadiske regering betragter ham som det bedste eksempel på, hvad man kan drive det til, hvis man ikke er bange for at tage fat. Helt stilfærdigt er det imidlertid ikke gået af, samarbejdet mellem Canada og Simon Hjortnæs;

Gang på Gang har han blandet sig i Regeringens bestemmelser, når det gjaldt køb af jord, folkehold, priser på produkterne og alt det, han mente at have forstand på. Foruden de 25 gårde, han selv har drevet frem og skiftevis været ejer af, har han bygget med på mindst to gange 25, sådan at forstå, at han har hjulpet landsmænd og Nordmænd frem i de egne, hvor han er „Konge”. Dannevirke, Redvers, er ikke blot berømt i Saskatchewan – ikke i blot i Canada, men blandt alle Danske i Amerika. Adskillige danske landmænd, der først forsøgte sig i Iowa eller Nebraska, er søgt op til Canada, fordi de har hørt om Simon Hjortnæs. Og det er ikke blot de Danske deroppe, der er stolte af ham, det er måske, når alt kommer til alt, nok så meget Canadierne. Ustandselig kommer der anmodning til ham om hjælp, om gode råd, – hver eneste dag bringer posten breve herom fordi folk forstår, hvad hans ord er værd.

Drastisk form for Hjælpsomhed.

Han kan hjælpe, og han gør det også tit. Men det er ofte på den drastigste måde, der i det hele taget kendetegner ham. Man véd, at det værste, man kan, er at skuffe Simon Hjortnæs’ tillid. På bunden er han godmodig og har ikke glemt sin egen omflakkende ungdom. Blandt de historier, der fortælles om ham, er denne:

En ung fyr kom og bad om hans råd, og Simon Hjortnæs viste ham, hvor han kunne få arbejde, – det var på en gård i nærheden. Men det gik ikke, og den unge mand kom igen og bad om råd.

,,Jeg troede, du kunne klare ham, selv om jeg godt ved, at han er en tosset Rad,” sagde Simon med rynket pande. Men nu skal du få een chance til!””

Tre Uger efter viste den unge mand sig igen. Nej, det havde heller ikke været noget. Nu blev Simon gal i skralden og tordnede: ,,Din Fløs, her har jeg to gange hjulpet dig til en plads, og så render du af gården! Nu skal du få en sidste chance — men kom så ikke igen, for da ender du dér!” Simon Hjortnæs pegede på et gravlignende bed i sin baghave. „Der ligger allerede otte, jeg har skudt, fordi de blev ved at plage mig og aldrig ville have de pladser, jeg anviste dem. Mere end tre gange går det ikke!”

Den Slags makaber humor er lige noget for Vendelboen Simon Hjortnæs – men ellers er det levende dét, der karakteriserer ham og har præget hele hans tilværelse. Måske kan han virke selvbevidst, han er ikke nogen allemandsven, han er sig selv, Simon Hjortnæs. Og selv om Vendsyssel blot er udgangspunktet i hans Liv, er det efterhånden blevet midtpunktet, det, han stadig taler om, når han, som nu, er faldet mere til ro. Af hans 75 urolige år tæller de ti første måske trods alt mest.

Marts 2022 – jens otto

Hvad en brevveksling kan afstedkomme:

Til Jens Otto Madsen
December 2021

Indledningsvis vil jeg ønske dig en god “bagjul” og et godt nytår.
Det er utroligt hvad, man kan finde på Internettet, og vejene fra et univers til et andet er vidtfavnende og ofte særdeles informative.
Således da jeg forleden søgte informationer, relateret til min barndoms juleferier i Ingstrup.
Ad uransagelige veje kom jeg ind på Vrensted-historier.dk og faldt over dansk-amerikaneren Niels Chr. Søndergaard Jensens beretning om hans barndom i Vrensted og Ingstrup.
Et stykke inde i beretningen vedr. hans plejeforældre, Elna og Kresten nævner ham et jævnligt samvær med beboerne på nabogården, hvis indehaver, Erik Søndergaard var hans morbror.
Her studsede jeg så. Så måtte jeg jo være beslægtet med ham, idet Erik Søndergaard var min morfar.
Selv om jeg er noget yngre (f. 1946) kan jeg desuden nikke genkende til noget af beretningen vedr. arbejdet på plejeforældrenes gård, idet der, i det mindste i starten af min “erindringsperiode” som en bette knejt, foregik noget lignende på mine bedsteforældres gård, “Søndergård”.
Jeg husker Helmer, der havde overtaget Niels Chr.s plejeforældes gård, og som ofte kom i mine bedsteforældres gård, der i 1955 efter min morfars død blev overtaget af min onkel, Ejnar. Jeg var af og til med min onkel på besøg hos Helmer, hvilket jeg ikke var helt tryg ved, idet han havde en udendørs tøjret ged, der var noget stangelysten.
Selv er jeg født og opvokset i Aalborg, og har nu boet i København (Frederiksberg) siden 1969, men tilbragte stort set alle barndommens ferier hos mine bedsteforældre og onkel Ejnar.
Min onkel havde aldrig stiftet familie og afhændede gården og købte et hus i Ingstrup by. Han døde i 1994.
Jeg besøgte Søndergård for nogle år siden, hvilket var en lidt kedelig oplevelse, idet dele af længerne var revet ned, og der var pottemagerværksted i de tilbageværende.
Vedhæftet et billede af Søndergård,

affotograferet efter datidens luftfoto, der jo var obligatorisk.
Desuden et luftfoto fra 1954 af Søndergård mod nord og Helmers gård mod syd.

Endvidere luftfoto af Søndergård nu.

Blot til orientering.

Stor hilsen
Henning Nør.

________________________________

Den 10-01-2022 kl. 14:20 skrev jens otto madsen:
Kære Henning Nør

Tak for din hilsen med din historie om dine oplevelser i Ingstrup i dine sommerferier.  Er også selv en årgang 1946. Ja på Internettet kan man komme langt omkring. Min hjemmeside Vrensted-Historier.dk blev starten på mit skriveri. Eller det begyndte med at jeg skrev min egen levnedsbeskrivelse. Nyder at skrive, så da den var skrevet, begyndte jeg at samle og skrive Vrensted Historier. Dem satte jeg først på Slægter fra Vendsyssel, her fik jeg en god ven, der gav mig lov. Senere lavede jeg min egen hjemmeside, hvorpå alle historier er lagt ind og det forsætter jeg med. Men har fået trykt 8 bøger a 6oo sider med mine historier og solgte dem på forhånd. Ialt fik jeg trykt 138 sæt ialt 1100 bøger der er solgt til hele DK og ligger nu på biblioteket.
Efterfølgende har jeg fornylig udgivet 5 bøger med Historier fra Brønderslev de er solgt i 600 sæt. Historier skrevet af mange og materiale indsamlet sammen med 2 andre personer. Er lige blevet færdig. Har siddet ved computer i næsten 2 år heraf 3 mdr. i kørestol med en stivgjort fod. Tiden er fløjet afsted. Nu er jeg træt 😊.
Jeg videresender din mail til min ven, hun laver Ingstrup Historie, måske kender du hende, Gerda Jensen, Vraa. Hun er bare så dygtig.
Din mail var gået i mit spamfilter, derfor den sene reaktion.

Med venlig hilsen
Jens Otto

____________________________

Hej Gerda – Ingstrups Historie

Måske kan du bruge denne lille historie.

Med venlig hilsen -Jens Otto

_______________________________

Hej Jens Otto

Tusind tak for din information om Henning Nør. Jeg tror jeg har hans forældre i min base.

Harry Christensen Havgaard Nør f 1907 i Salling og Erna Elvira Søndergaard født i søndergaard Ingstrup 1912.

Tror du det er i orden jeg skriver til ham.

Med venlig hilsen – Gerda

________________________________

Januar 2022

Hej Jens Otto

Mange tak for din mail.
Og det er rart at høre fra en “soulmate”, idet jeg også er bidt af skriveri. Jeg begyndte for mange år siden at interessere mig for slægtsforskning, men bortset fra mine forældre, bedsteforældre og lidt mine oldeforældre blev jeg ikke klogere på mine forfædre. Kun navne og årstal.
Jeg besluttede så, at mine efterkommere skal vide hvad jeg var for en starut, og begyndte at skrive mine erindringer.

Mine ophold i Ingstrup hos mine bedsteforældre og i Vester Hjermitslev, hvor to af mine onkler havde hver sin gård, har selvfølgelig deres eget kapitel.
For nogle år siden blev jeg kontaktet af et Aalborg-forlag, der var i gang med at skrive en bog om Nordjysk pigtrådsmusik, som jeg var en del af i 60´erne, og opfordrede mig til at skrive om min tid med den slags. Det blev så til et fire siders indlæg deri.
Det førte efterfølgende til indlæg i nogle bøger om Aalborg og da en af forlagsfolkene var glad for København og især Frederiksberg (hvor jeg bor) blev det også til nogle bøger derfra.
Endvidere optog jeg billeder til tre bøger om København.
Da jeg i mine erindringer nåede til min tid i Københavns Politi, mente jeg, at mine oplevelser dér ville fylde for meget og skrev to
autobiografier/romaner om dem, samt en tredie om opdukkende “fortidens spøgelser” i relation til det.
Endvidere en bog om min tid som musiker, en om min kones farfar, der var cirkusdirektør og en om bryggeriet Urban.
I øjeblikket er en opfølgning/supplement til pigtrådsbogen under udfærdigelse. Mine erindringer skal ikke udgives som bog, men lagres på USB nøgler. Så kan de efterkommere m.v. der er interesseret, få en sådan. Det er billigere.
Jeg printede dog selv et eksemplar uden illustrationer og indbandt det i et lamineret omslag. En sjov og noget tidkrævende opgave. Og sjov at have i bogreolen.
Desuden beskæftiger jeg mig med min ungdoms interesse, musikken. Og jeg har gennem årene indspillet syv CD´er med guitarmusik. Kun til “musikfolket” og ikke i handelen.

Så alt i alt dejlige tidsfordriv i pensionisttilværelsen.
Så jeg kan fuldt ud tilslutte mig den gamle forslidte frase – “Jeg kan ikke forstå, at jeg har haft tid til at gå på arbejde”.

Vedhæftet en oversigt over mine boglige udfoldelser.

Stor hilsen – Henning

_____________________________

Den 19. mar. 2022 kl. 18.21 skrev Henning Nør

Hej Jens Otto.

Jeg har netop læst kriminalkommissær Ejner Pedersens beretning på din hjemmeside, og sidder tilbage med en underlig fornemmelse.
Da jeg nåede til hans tid i politiet, var det nemlig som at se i et spejl. Et deja vu.
Jeg havde nemlig lige som han gennemgået en civil uddannelse og umiddelbart efter indkaldt til militærtjeneste. Da den var overstået, fortalte en af mine barndoms- og skolevenner, at han havde søgt ind til politiet, og opfordrede mig til at gøre det samme, og da arbejdssituationen inden for mit fag ikke var særligt god, i det mindste ikke i Aalborg, sprang jeg til.
Og derefter tegnede min tilværelse sig faktisk nærmest identisk med  Ejner Pedersens med skoleophold, uddannelse, skiftende tjenestesteder m.v.
Efter første skoleophold startede jeg på station 5, Vesterbro, (hvilket jeg har beskrevet i min bog “Strømer i rendestenen”) og så tilbage igen. Og skole igen, ligesom E.P. beskriver. Og ind imellem deltagelse ved demonstrationer mod USA, Verdensbanken og andre “undertrykkende herskerforetagender”. Det kunne gå hårdt til.
Jeg kom så i kriminalpolitiet, hvor jeg også røg rundt mellem forskelligartede stationer og afdelinger. Bla. Tomsgårdsvej, (hvor også E.P. var i sin tid) samt en del afdelinger på Politigården.
Mine oplevelser i røveriafdelingen på “Gården” ligger til grund for min bog “Kend dine lus på gangen”.
Men som Ejner Pedersen også skriver, var/er politiarbejdet ikke nogen dans på roser. Jeg beskriver det i “Strømer….”, således:
“Jobbet som politimand på Vesterbro har ikke megen lighed med kriminalromanernes og filmenes beskrivelse. I hvert fald ikke for den unge nystartede politimand Heine, der uden nogen kendskab til forholdene, der hersker i gulvhøjde i politiets verden, får til opgave at opretholde lov og orden blandt “ludere, lommetyve og platugler” og andre af samfundets tabere.
Gråt, trist og deprimerende, og ind imellem hæsblæsende og farefyldt. Men også at og til pirrende for smilebåndet. ….og ofte med problemer i privatlivet som sidegevinst.”
I “Kend dine lus….” således:
“Den unge politimand Heine er, efter at have trådt sine politimæssige barnesko på 70´ernes Vesterbro, overgået til kriminalpolitiet og er tjenestegørende på Politigården. Arbejdet her er anderledes og mere frit, men ofte rutinepræget, trist og deprimerende og indimellem hæsblæsende og farefyldt.
Og af og til sker det, at hverdagen løber af sporet, og alt kan ske.”
Jeg blev gennem årene en smule træt og ked at den slags og søgte en stilling i Københavns politis Tekniske Afdeling. Jeg blev kaldt op til chefen, der var relativt nytiltrådt, og i øvrigt kom fra Aalborg, hvor han kendte min far. Han fortalte, at stillingen var besat, hvilket den faktisk havde været allerede, da den rutinemæssigt blev slået op. Men hvis jeg var interesseret, ville han ansøge om at få normeret en stilling mere, som jeg så ville få.
Og det lykkedes sgu.
Arbejdet var rigtigt spændende. Men lønnen ikke så god. Dengang var mange politifolk afhængige af skifteholds- overarbejds- og weekendtillægene, hvilket også var tilfældet for mig. Teknisk afdeling var kun daghold med “grundlønnen” samt tillæg ved tilkaldevagter. Hvilket jeg aldrig kom ud for.
Da jeg efter nogen tid fik tilbudt et job inden for min oprindelige uddannelse i den grafiske branche, takkede jeg ja og forlod politiet. Der var jeg så, til jeg gik på pension for ti år siden.

Stor hilsen -Henning

PS: Det var egentlig meningen, at mine oplevelser i politiet skulle have været en del af mine erindringer, men da jeg indså, at de ville fylde for meget deri, (tilsammen 370 sider) blev de i stedet til de to bøger.

Mine oplevelser som musiker blev ligeledes trukket ud til en bog.

/H
_____________________________
Hej Henning – 19.03.2022

Tak for din mail. Hvor er det dejligt med en lang og spændende hilsen. Det er ikke så ofte, man får det. Jeg tror virkelig, at du har skrevet nogle spændende romaner. Dem må jeg have fat i og få læst. Desværre er min koncentration ikke rigtig til læsning af bøger p.t., jeg ved ikke hvorfor, for jeg har tidligere læst meget. Jeg har fået så megen frihed, efter at jeg er blevet færdig med mine 8 Vrensted bøger og 5 Brønderslev bøger og blevet noget rastløs.

Iøvrigt glæder jeg mig over, at så mange går ind på min hjemmeside, som indeholder rigtig mange historier, store som små, de samme som i bøgerne. Jeg har jo kun samlet dem, fordi jeg synes, vi skal bevare historien fra Vrensted og Brønderslev.

Sjovt du har læst Ejnar Pedersens erindringer og I har oplevet noget af det samme i Politiet.

Desværre nåede jeg ikke at få hilst personligt på ham, face to face, men havde flere telefonsamtaler med ham. Han skulle have været en fantastisk foredragsholder, som han ofte gjorde på Vendelbomål.

Jeg har en FB side, Goe’ gamle Vrensted, med næsten 1200 medlemmer. Den ligger lidt i dvale, bortset fra Vrensted nye præst, der benytter den.

Jeg offentliggør dine og mine mails, som en lille Vrensted historie. Det kan jo også give dine bøger lidt reklame.

Bedste hilsen – Jens Otto

PS  jeg medsender lige historien om pigtrådsmusikken i Brønderslev fra en af Brønderslev bøgerne.

_________________________

den 20.03.2022

 Sognet:

Landsbyernes Navne i Sognet:

Vrensted By, Aasendrup, Børglum Herred.

1910 – Folkemængde 1247

Sogneraadsformand: Gdr. J. Chr. Pilgaard,

Vrensted pr. Løkken.

Sognefoged: Gdr. J. P. Møller.

Sognepræst: Pastor Dahl, Vrensted.

Skoler:

Øster Skole: Lærer Hjortnæs

Byskolen: A. Jensen,

Aasendrup  skole: Frk. Mikkelsen, Aasendrup.

Telefonstation hos Erik Nielsen, Vrensted, aaben hele Dagen.

Distriktsjordemoder: Kathrine Pedersen.

Brandfogeder: Gdr Lars C. Larsen, Aasendrup, Gdr. Laurits Olsen, Toft, Vrensted, Gdr. Niels Kr. Sørensen, Vrensted, Gdr. Martinus Nielsen, Vrensted.

Stævningsmænd: Sognefoged J. P. Møller, Vrensted,

Gaardejerne Ole Bækgaard, Erik Jensen, Niels Chr. Christensen, Vrensted.

Lægdsmand: Sognefoged J. P. Møller, Vrensted.

Hegnsynsmænd: J. Chr. Pilgaard, Jens Eriksen, Aasendrup.

Jordboniteringsmand: Jens Vittrup, Vrensted.

Ligsynsmænd: Niels Gade, Jens Severin Jensen, Vrensted By.

Vandsynsmand: Ole Kærgaard.

Vurderingsmand: Lars Chr. Larsen, Aasendrup. .

Fattigudvalget: Jens Chr. Christiansen, Jens Jensen,

Sognets Hjælpekasse: Lars Ovesen, Vrensted, Mads Østergaard, ø. Hede, Chr. Nielsen (Kro).

Skolekommissionen: Jens Knudsgaard, Vrensted, Pastor Dahl, Lars Chr. Larsen, Aasendrup.

Vejudvalget: Jens Eriksen, Aasendrup, Mads Sørensen, Bådstedhede

Værgeraad: Jens Jensen, n. Udflyttere, Jens Jensen, Tilsiggaard, Vrensted.

Menighedsraad: Pastor Dahl,  Anton Eriksen, Aasendrup,

Jens Sev. Jensen Vrensted, Frits Hejde, Vrensted Kjær, Inger Marie Christensen, Østergaard, Vrensted

Sygekasse: Lars Ovesen, Vrensted.

Bager: Michael Sørensen.

Bødker: H. C. Ruberg.

Cyclehandler: Lars Sørensen Larsen, Vrensted.

Dameskrædderinde: Kirsten Marie Christiansen.

Detailhandlere: Niels Jensen, Erik Nielsen, Chr. Nielsen, Gotfred Eriksen.

Gartner: Lars Holmen.

Handelsmand: Jens Ellitsgaard, Vrensted.

Herreekviperingshandler: Lars Ovesen.

Hjulmand: Mads Salve Olesen.

Karethmager: L. M. Jensen, Aasendrup.

Murere: Niels Sørensen, Martin Andersen, Johannes H. Møller, Jens P. Nielsen.

Møllebygger: Christen Nielsen, Baadstedhede.

Møllere: Anders Helledi, Vrensted, Jens P. Christensen, ø. Hede, Lars Vittrup, Vringelby.

Skomager: Niels Gade.

Skræddere: Severin Christensen, Peder Nielsen, Vrensted.

Smede: Christen Bendtsen, Niels Chr. Christensen, Vrensted.

Snedker: Niels Chr. Olesen, Vrensted.

Tømrere: Thomas Christiansen, Vrensted, Johan Jensen, Rørbæk, Jens Severin Jensen, Vrensted.

Uhrmager: Lars Sørensen Larsen,

Vrensted Mejeri: „Lykkens Prøve“, Bestyrer: M. P. K. Mortensen.

Landejendomme. Vrensted:

Sundstedgaard, Mads Kr. Pedersen, 71/2 Tdr. Hartkorn.

Hedegaard, Mads Østergaard, 33/4.

Toft, Laurids Olesen,41/2- Erik Eriksen, 31/2.

Hedegaard, Lars Bonnerup, I1/4.

Østergaard, Jørgen Madsen, 3. Niels Kristensen, 43/4. Niels Møller Bonnerup, 3i/2- Martin Michaelsen, 21/2-

Søndermark, Anders M. Nielsen,

Helledi, Erik C. Jensen, li/2. Niels Nielsen, 1. Lars Kr. Kristensen, 1. Jens P. Møller, 4i/2-

Præstegaarden, Forpagter Joh. Christensen, 6.

Ellitsgaard, Joh. Christensen, 2.

Holmen, Jens O. Hansens Enke 9. Morten Vingaard, 13Zl- Mads Helledi, 13/4. Kr. P. Kristensen I1/4. Kræn, Kristen Nielsen, 3. Niels Kristiansen, li/2- Hans P. Sørensen, 1. Anders Nielsens Enke, 4. Knud Kristensen, 1.

Vestergaard, Kristen J. Kristiansen, 4

Knudsgaard, Jens Knudsgaard, 51/2- Jørgen Nielsen, 13/4.

Tilsiggaard, Jens Jensen, 4. Niels Kr. Sørensen, Dejkmann Henriksen, D/4.

Drivsholm, Jens A. Jensen, 6i/2. Klaus — 937 Andersen, 1. Jens Kr. Pilgaard, 3i/2. Mikkel Jensen, 51/2. Laurids Thomsen, 21/4. Ole Kr. Nielsen, li/2. Just Pedersen, 23/4. Jens Kr.Kristiansen, 11/4.

Bækgaard, Ole Bækgaard, 43/4. Bent Jakobsen, 31/4.

Kærgaard, A. C. Damsgaard, 43/4. Ole Kærgaard, 43/4.

Teglgaard, Lars Kærgaard, 4. Peder Jensen, 3i/2- Jens Nielsen, 3. Jens Erik Nielsen. 2i/2. Erik Jensen, li/2. Jens Jensen. 3.

Renbækgaard, Simon Jensen. 7.

Brusgaard, Kristen J. Pedersen. 3V2-

Rykind, Mads Eriksen, 5i/2.

Aasendrup:

Aasendrup Skole, Lærer Dalum. 1. Bagterp, Niels Jensen, 8.

Roden, Lars Nielsens Enke, 51/4. Niels Kr. Christensen, 2i/2.

Søndergaard, Kristen Kristensen. 4i/2. Lars Kr. Larsen, 6. Anders Sørensen,5i/2.

Kræmmergaard, Jens Eriksen, 71/4.

Nørgaard, Anton Eriksen, 4. 0.

Der er ansat endnu en ny præst i Løkken Storpastorat. Det er sognepræst Gitte Lykke Andersen. Hun blev indsat ved gudstjenester i Løkken, Vrensted, Vittrup og Lyngby kirker søndag den 31. januar 2021, og er nu flyttet ind i Vrensted præstegård.

Her fortæller den nye præst, hvem hun er:

Jeg er opvokset i Århus, men har siden 2004 været bosiddende i Brønderslev, hvor jeg har haft embede i Brønderslev Serritslev pastorat – de første 8 år tilknyttet Psykiatrisk sygehus og Kirkens Korshær, de seneste 8 år været kirkebogsførende sognepræst og Teamleder. Udover de almindelige pastorale opgaver, har jeg været formand for menighedsplejen samt indsamlingsleder og kommunekoordinator for Folkekirkens Nødhjælp.

– Jeg er 51 år gammel. Er mor til David på snart 29 år og Maria på 24 år, mormor til Liv på 4 år. I min fritid er jeg glad for at løbe, cykle, lange gåture og startede som aktiv dykker i sommeren 2020. En god bog under tæppet med en kop te, madlavning og kreative sysler gør mig også glad.

– Mine børn er flyttet hjemmefra for længe siden, og jeg har simpelthen lyst til at prøve noget nyt, hvorfor jeg søgte nyt embede i efteråret.

– Lykke er naturligvis individuelt for hver enkelt. For mig er det blandt meget andet lykke, nu at blive en del af de nye lokalsamfund, jeg skal virke i som præst og som menneske.

Valget faldt på Løkken Storpastorat, fordi jeg nyder de store vidder og havet og fordi, jeg er et sted i mit liv, hvor jeg kan se mig selv indgå i mindre lokalsamfund, som nu også bliver mine menigheder.

– Vrensted og præstegården her bliver min base, og det glæder jeg mig meget til. Området er mig ikke ubekendt, fordi det var en del af mit gamle pastorat, før kommunerne blev sammenlagt tilbage i 2007, siger hun.

– Som præst glæder jeg mig til at indgå i det daglige samarbejde med kirkernes ansatte, med min kollega Kenneth Berg i Løkken og det nye menighedsråd. Jeg glæder mig til at finde ud af, hvad jeg kan bidrage med af gudstjenester og andre kirkelige aktiviteter.

– Jeg er ikke vokset op i en kirkelig familie, men den glæde og tryghed troen giver mig, er overvældende. Den åbner livet op på en helt særlig måde. Det er fællesskabet både i og udenfor de smukke kirkerum og kirkebygninger, jeg glæder mig til at være en del af. At se hvad mine nye medmennesker og jeg kan få ud af livet sammen i storpastoratet.

Volvo Svend 50års jubilæum som selvstændig Automekaniker i 2016

Men Volvo Svend holder stadig ved, nu mere end 50 år efter etableringen, har han og konen drevet virksomhed i Vrensted, det er uhørt i disse tider og han er stadig  – “still going strong i 2022” 

Med tilladelse fra Kirsten Olsen, Løkken Folkeblad

Historien om:

Automekaniker Svend Andersen, Autogaarden, Stationsvej 23, Vrensted, havde i går, 1. august, 50års forretningsjubilæum. Dette bliver markeret ved en reception på adressen fredag 5. august 2016 kl. 14.

Autogaarden har køb, salg og reparation af alle bilmærker. Dog er det hovedsagelig et specialværksted for Volvo biler, hvor kunderne kan trække på Danmarks største lager af nye og brugte reservedele, der opholder sig på Autogaarden. Grundet leveringsstop bliver visse specielle reservedele fremstilles på egen fabrik.

Men vi reparerer gerne alle mærker, og det er da også spændende at skrue på alle andre bilmærker. Så bliver man også jævnligt bekræftet i, at Volvo stadig er langt det bedste, siger Svend Andersen med et glimt i øjet.

Svend Andersen stammer fra Thise. Han blev udlært mekaniker i en ung alder. Efter militærtjenesten søgte han mekanikerarbejde fra Skagen og til Hobro, men det var helt umuligt at få et job. Derfor lejede han sig ind i en garage i Ingstrup og begyndte på den måde at reparere biler.

Beskedne forhold Så bleven næsten ny fabriksejendom på Stationsvej i Vrensted til salg, og den passede lige til den unge mekanikers behov, og dermed var grunden til Autogaarden Vrensted lagt.

Men det var under beskedne forhold. De første år havde vi ikke egen telefon, så jeg kørte hjem til mine forældre hver middag for at bestille reservedele.

Et par år efter blev vi gift, og efter lidt tilbygning indrettede vi en lille lejlighed i forbindelse med værkstedet, fortæller Svend Andersen.

Det var VW, Ford, Opel og en del andre bilmærker i starten. Si fik vi selv købt en Volvo Amazone. Den var så efterspurgt, at jeg blev nødt – til at sælge den. Så fandt jeg en anden Amazon, som der også var rift om, så efterhånden kom der flere og nyere modeller til, og efterfølgende specialiserede vi os i salg og service af Volvo biler. Senere kørte vi til Sverige med egen lastbil for at opkøbe reservedele og enkelte biler til dele.

Trods flere udvidelser på Stationsvej, blandt andet og. så en villa til beboelse, blev der brug for endnu mere – plads. Så da Vrensted Foderstof i 1993 blev nedlagt, blev – bygningen på Vrenstedvej – 461 tilkøbt. Der blev indrettet fjernlager og bygget til, så der blev plads til en større og nogle mindre produktionsmaskiner, som med de rette hjælpeværktøjer kan lave bl.a. reservedele til aldre Volvo biler, som fabrikken ikke længere fremstiller dele til.

Men som nævnt findes der andet end Volvo biler, og værkstedet rummer i dag moderne elektronisk testudstyr, så der stadig kan serviceres alle gængse bilmærker.

Livet på Autogaarden Vrensted drejer sig hovedsagelig om Volvo-biler, og selv om Trine i 43 år har haft arbejde som lærer, så har hun medvirket og stået bi og givet en fast og nødvendig hånd med, og hun har alene stået for det omfattende papirarbejde, der er i et stort firma. Og selvfølgelig har hun også sin helt egen røde Volvo Amazone, der stadig er i brug om sommeren.

Skønt omgivet af biler til dagligt, så havde jubilaren på et tidspunkt udtalt et ønske om at opleve et 24 timers Le Mans lob. I gave fik han derfor, af familien, en tur til Le Mans sammen med sin son.

Det var sjovt og spændende, og siden har vi været til utallige 24 timers løb på Le Mans og været til flere For mel i løb i blandt andet Monaco, Singapore, Malaysia og Spanien og i Belgien. Det har været virkelig store oplevelser Det næste skulle gerne blive en F1 tur med højhastighedstog i Japan fra Tokyo til Nagasaki, en tur på 410 km på en time, fortæller Svend Andersen begejstret, men tilføjer, at han iøvrigt ikke ser frem til særlig meget rejseri i en efterhånden mere og mere usikker verden.

Fortsætter arbejdet – Når man er 73 år og har et moderne hobbyrum på 700 kvadratmeter og et tilsvarende antal m2 lager med Volvo-reservedele, og der henstår en 40-50 biler, lidt motorcykler og nogle gamle knallerter, så behøver man såmænd ikke at stræbe efter så meget andet. Jeg har foreløbig planlagt at fortsatte på bil-jobbet i 12 år mere, så Volvo-entusiaster og kunder med andre bilmærker kan fortsat trygt henvende sig hos Autogaarden Vrensted for reparation, siger han.

Jens Otto Madsen jan. 2022

Januar 2022 – Autogården, Vrensted.

Ud over værksted og beboelse har Svend Andersen stadig den store lagerbygning – som tidligere husede Vrensted Andels Foderstofforretning en afd. af Vraa Andel –  Her opbevares et stort reservedelslager til Volvo biler.

i

Med tilladelse fra

Tekst og foto: Kirsten Olsen, Løkken Folkeblad

Folkeskolelærer Anna Katrine Andersen, Vrensted var sammen med sine kolleger i gang med forberedelserne til det nye skoleår august 2008 på Skolegades Skole i Brønderslev, da inspektøren fortalte hende, at der ved skolestart ville blive lidt opmærksomhed i anledning af, at hun havde 40 års jubilæum som lærer på skolen. Men at det ville gå så vidt, at hun senere skulle i audiens hos Dronningen, havde hun godt nok ikke forestillet sig. Da skolen startede efter ferien, var borgmesteren, chefen for Skole og Kultur samt en række nuværende og tidligere kolleger til stede ved en højtidelighed. Her fik Anna Katrine Andersen af borgmester Mikael Klitgaard overrakt Dronningens Fortjeneste medalje i sølv, som er med indgraveret navn og til evig arv og eje, som det hedder. – Så er det jo skik, at man kommer i audiens og takker for medaljen, så det var da ret overvældende, siger hun. Jeg fik et brev sammen med medaljen med telefonnummeret, hvor jeg skulle ringe og få oplyst datoer, og jeg valgte at møde den 15. december 2008. 

Hyggelig, men meget højtidelig atmosfære

Og det var en ubeskrivelig oplevelse, fastslår Trine Andersen, som hun hedder til daglig både på skolen og hjemme i Vrensted.

Audienserne foregår på Christiansborg og der var en hyggelig og rar, men også meget højtidelig stemning der, siger hun, – man er lidt lille, når man går op ad den store marmortrappe til slottet.

Indenfor melder man sig, og der bliver kigget godt og grundigt på en. Jeg fandt senere ud af hvorfor. Der var rigtig mange andre der skulle i audiens, og der var the og kaffe og man hyggede sig sammen i ventetiden. Der blev ikke råbt navne op, der kom en herre hen og bukkede og sagde: “Anna Katrine Andersen, så er det Deres tur.” Det var derfor, han havde mærket sig ens udseende for at kunne kende de enkelte, når turen kom.

Så kom jeg ind i et forværelse, hvor man får lidt instrukser i, hvordan det foregår, og hvordan man bør gebærde sig sammen med Dronningen. Man afleverer blandt andet sin håndtaske, så man ikke fumler med den under audiensen. Instruksen gik i korthed ud på at neje, når man kommer ind. – Giv hånden og giv den så bare hele armen. Tiltalen er: Deres Majestæt. Det er næsten som at være i skole, nu er det bare Dronningen, der sidder bag kateteret, men De behøver ikke at snakke om skole hele tiden, fik jeg at vide.

 Vidende og rar farmortype

Trine Andersen fortæller glad og begejstret om sin samtale med Dronningen: – Og mit indtryk af Dronningen er, at hun er dygtig og meget vidende, og så er hun en rar farmortype, så snakken gik snart livligt.

Jeg fortalte hende, at jeg stadig er lige så glad for mit arbejde som lærer, som jeg har været i alle årene, og at jeg underviser i sprog og kristendom. Dronningen stillede interesserede spørgsmål, og hun sendte venlige hilsner med tilbage både til mine elever og kolleger. Som overgang til et nyt emne, fortalte jeg, at da jeg i foråret sad og forberedte eksamen i kristendom, havde jeg den oplevelse, at helikopteren med Dronningen fløj lige hen over mit hjem, da hun var på vej til Børglum Kloster for at se udstillingen Kongelige Kostumer i Kongesalen. – Det var da morsomt, udbrød Dronningen, og fortalte om den store fornøjelse hun havde haft af sit besøg på Børglum Kloster. – Jeg fortalte videre om min 94årige svigermor, der med besvær forcerede trappen op til Kongesalen og hvilken oplevelse, det har været for hende at se udstillingen. Så bad Dronningen mig hilse min svigermor, så det var virkeligt så rørende og personligt, siger Trine Andersen glad.

 På virkelig bølgelængde

Videre kom vi ind på gravhunde, der er en interesse, som vi her i huset har tilfælles med regentfamilien. – Vores hund kommer fra den samme kennel i Vilsted ved Løgstør, som Dronningens hund Selemine var fra. Der havde vi jo ligefrem fælles bekendte, så da kom vi da i hvert fald på bølgelængde, hvis vi ikke havde været det før, lyder det begejstret.

Trine Andersen er Volvo fan, og det er da også det mærke, som hendes mand Svend Andersen har specialiseret sig i på sit autoværksted Autogården. Et pragteksemplar af en gammel rød Volvo Amazone er Trines transportmiddel til arbejde, – i hvert fald når det er godt vejr, for den kommer ikke ud i alt slags vejr, forsikrer hun. – Jeg vidste, at Dronningens første bil, da hun blev 18 og fik bil, var netop en Volvo Amazone, så jeg fik også fortalt om denne fælles interesse. – En Volvo Amazone-jamen det er jo en kuriositet, udbrød Dronningen begejstret, før audiensen var slut. – Under forberedelsen til audiensen blev jeg orienteret om, at Dronningen ville række hånden som tegn til at af slutte. Det skete meget naturligt, så jeg takkede igen for medaljen og for audiensen, før jeg nejede endnu engang og forlod værelset, slutter Trine Andersen.

Præst for anden gang                

Juni 2016 – Ny sognepræst i Vrensted

Kilde: Nordjyske

Anna Margrethe Saxil går fra lederstilling til sognepræst.

Der er atter liv i præstegården, hvor sognepræst Anna Margrethe Saxild rykkede ind 1. juni. Hun blev officielt indsat grundlovsdag 5. juni.

Hun skal være den ene af de to præster i Løkken storpastorat. Præstestillingen i Løkken er endnu ikke besat, så foreløbig er hun ene på posten

Anna Margrethe Saxild ser derfor frem til samarbejdet med sin kommende kollega om opbygningen af Løkken storpastoratet. En øvelse, som hun faktisk har prøvet før.

Anna Margrethe Saxild er uddannet teolog fra Aarhus Universitet i 1998, men hendes karriereforløb er lidt usædvanligt for en sognepræst.

Hun blev ansat som sognepræst i Næsborg i januar 1999, hvor en omlægning i 2004 førte til et lignende storpastorart som Løkken Storpastorat, hvor præster har ansvaret for flere kirker.

Men hun blev opfordret til at undervise i religion på Fjerritslev Gymnasium, hvilket hun i 2008 sagde ja tak til. Hun var særdeles glad for at kunne hjælpe de studerende med at tumle livets store spørgsmål.

Efter nogle år sagde hun i 2011 ja til en inspektørstilling ved siden af religionsundervisningen, fordi gymnasiet skulle oprette HF.

En inspektørstilling var dengang en administrativ stilling til støtte for rektor, og i dag er det en del af ledelsen.

Men at sidde på kontor fra 8.15 fik efterhånden Anna Margrethe Saxild til at savne præstegerningens frihed.

Som præst var jeg vant til at tilrettelægge min egen tid, siger Anne Margrethe Saxild.

Hvis jeg vågner klokken fem om natten og får en ide til en prædiken, kan jeg sætte mig til at skrive og møde lidt senere dagen efter.

Hun er glad for at kunne få sagt noget om dagens tekst ved gudstjeneste i kirken og gerne flette dag aktuelle emner ind.

Kirken er det, der står.  Den, der får tingene til at hænge sammen, når det går for stærkt i det moderne liv.

Kirken stiller udfordrende spørgsmål om etik i en verden, der går for stærkt for mange mennesker.

Den er et fantastisk rum til at gå i clinch med eksistentielle ting. Den minder mennesker om, at de skal dø og derfor skal huske ikke at rende efter hvad som helst i livet.

Den får os til at tage stilling og tage udgangspunkt i de aktuelle spørgsmål om for eksempel flygtninge i stedet for bare at sidde i sofaen, siger Anna Margrethe Saxild.

Hun bestræber sig på, at få dagligdagen ind i sine prædikener, selv om hun indrømmer, at hun højest er til freds med 10 procent af dem.

Hun er glad for sin kirke som er en af to kirker i landet som er indviet til Sct. Thøger. Hendes mand hedder iøvrigt også Thøger og underviser på Fjerritslev Gymnasium.

Parret har fire sammenbragte børn, hvor den yngste på 14 år, skal bo i præstegården.

Hun og ægtemanden synger i Filharmonisk kor i Aalborg, musik ligger hendes hjerte nær. Musik i kirken vil hun bestemt tale for.

Det har iøvrigt slået mig, hvor god menigheden er til at synge med på salmerne. Det synes jeg er dejligt, siger Anna Margrethe Saxild.

En gudstjeneste uden gode salmer er som at række tungen ud ad vinduet.

Men allerede i 2019 forlader Anna Margrethe med familie Vrensted for at tiltræde i et nyt embede i Himmerland.

Sognepræst Anna Margrethe Saxild, Vrensted Præstegård, har pr. 1. marts 2019 fået nyt embede, og hun forlader dermed, som den ene af to præster Løkken Storpastorat.

Hun har holdt en række afskedsgudstjenester, og den sidste var i Løkken kirke.

Efter gudstjenesten var der lejlighed til at tage afsked med præsten og hun fik overrakt en blomsterbuket af menighedsrådsmedlem Ole Glarkrog, Løkken. Ole Glarkrog sagde blandt andet, at farverne var nøje udvalgt for at understrege modtagerens farverige personlighed.

I det ledige embede konstitueres tidligere sognepræst og provst i Nibe, Jens-Anders Djernes, Løkken.

Vi er kede af at skulle tage afsked med Anna Margrethe Saxild, men må naturligvis respektere hendes beslutning, lyder der fra menighedsrådene i Løkken Storpastorat.

Anna Margrethe Saxild har holdt afskedsgudstjeneste i Vittrup kirke, Lyngby sidst i Løkken kirker.

Efter gudstjenesten serverede menighedsrådene en lille forfriskning, hvor der var lejlighed til at tage afsked med præsten.

Vrensted kirke er lukket på grund af renovering.

Jette og Karsten Erbs foran Vrensted Præstegård

 Ude og hjemme set i Karsten Erbs optik

30.april 2015

Der er naturligvis mange forskellige årsager til, at danskere vælger at vende hjem til Danmark efter en kortere eller længere årrække i Spanien. For de flestes vedkommende er det ikke på grund af mistrivsel i det spanske, og det gælder da slet ikke Karsten Erbs, den tidligere præst ved Margrethekirken i Mijas. Han øser gerne ud af sin begejstring for årene i Sydspanien og for, at han i sin tid valgte at flytte dertil sammen med sin hustru Jette, der på dette tidspunkt også havde fået efternavnet Erbs.

“I mange år havde jeg drømt om at blive dansk præst i Paris. Det blev jeg ikke, men på et tidspunkt så jeg et opslag i Præsteforeningens Blad, hvor menigheden vest for Málaga søgte en ny præst. De havde lige bygget kirke, Margrethekirken. Jeg var blevet alene et par år forinden. Ansøgningen lyste op fra papiret. Det var lige præcis det, jeg skulle. Jeg søgte stillingen og fik den. Mest fordi jeg fandt mig en ny kone i Jette. Det var nødvendigt med en kone, mente menighedsrådet. Det skal de have tak for!
Kirken blev vores fælles projekt. Vi blev gift med hinanden. Først året efter, en smuk aften i Jerez de la Frontera, blev vi forlovede. Nu har vi haft kobberbryllup, og vi er så glade for hinanden.
Vi flyttede til Spanien i august 2002. Vi havde otte vidunderlige år, hvor jeg var præst for en levende og glad menighed, og Jette arbejdede som blæksprutte i kirken. Senere som regnskabsfører. Det var så godt at være præst i Margrethekirken.”

Er der forskel på din menighed i Danmark og den i Spanien?
“Folk i Spanien gik i kirken af mange grunde. Også bare for at møde hinanden. Og det sidste er en rigtig god begrundelse. Det gør folk ikke her i de små sogne i Danmark. De møder jo hinanden hele tiden. Så her skal der være dødsfald i familien, før de synes, de kan tillade sig at gå i kirke!”

Fra præsteboligen på anden sal til vendsysselsk landskab
“Vi flyttede hjem i 2010. Jeg havde fra mit første embede som præst i Skanderborg besluttet mig for aldrig at komme til at sidde fast et sted. Jeg ville gerne hele tiden prøve nyt. Det blev til Skanderborg, Hersom i Himmerland, Sct. Mortens i Randers og så Margrethekirken på Costa del Sol.”

Var det denne beslutning, der fik dig til at forlade Spanien?
“Jeg ville gerne slutte i en dansk præstegård sammen med Jette. Så selvom jeg var 63 år gammel, søgte jeg det genopslag i Vendsyssel og fik det.”

Hvordan gik den første genintegration?
“Det var så fantastisk at flytte ind i Vrensted præstegård med en udsigt til et vendsysselsk landskab, som vi i årene siden har nydt. Vi har siddet på husets terrasse og suget det til os. De første måneder var det en åbenbaring. Det danske landskab med den store himmel. Med rådyr og harer, lærker og en ro, som vi havde savnet i de år vi boede i Fuengirola, hvor vi boede i præsteboligen på Maestra Aspiazú på anden sal. Nu sad vi midt i det danske landskab. Det var virkelig at komme hjem. Det var som om øjnene og alle de andre sanser kunne hvile sig igen.
Og på samme måde var det bare så godt at komme hjem til familien igen. At få børnebørnene på ferie i danske omgivelser med køkkenhave og hønsehold, som vi har her i præstegården. At have familie og venner hos os her i danske omgivelser. Og vi kunne være der for Jettes mor hele tiden, da hun blev syg og døde.”

Kindkys versus meningsfuld adgang
Trives du i dit sogn?
“Nu har jeg ansvar for fire små sogne i et større pastorat. Og når jeg kører rundt i det og kommer hjem, er jeg helt afslappet. Der er jo ingen trafik. Slet ikke som i Spanien, hvor der var herlig megen trafik. Det kunne få pulsen op engang imellem. Nu faldt den drastisk. Det er Vendsyssel, vi er kommet til, så det er rart igen at kunne handle ind på dansk og snakke dansk med naboerne. Men der var stor forskel om søndagen.”

Hvordan det?
“I Margrethekirken var det altid en fest at gå i kirke. Knus og kram og kindkys. Nu kom jeg til kirke efter kirke, hvor der kun sad ganske få. Det var en forandring. Hvor det på Kysten var tilladt alle og enhver at interessere sig for kirken, så er folk mere bundne i små danske sogne. Det skulle nødig hedde sig, at vi pludselig skulle begynde at gå i kirke! Som nævnt, kræver det næsten et dødsfald.
Til gengæld er der en dyb og meningsfuld adgang lige ind i alle hjem, når der så endelig skal være begravelse. Så er det godt at være hjemme i den danske tradition.”

Udvikling og tilhørsforhold
Hvordan har du oplevet samfundsudviklingen i de to lande?
“På otte år sker der meget i et samfund. Det gjorde der i Spanien, mens vi var der. Og i Danmark var der også sket forandringer, som vi skulle vænne os til. Især de forandringer, der foregik på landet i nullerne. Folk flyttede fra landet i stor stil. Da jeg kom til Vrensted, var der stadig konfirmander. Nu er skolen lukket. Der sker noget i et samfund, når folk bliver låst i deres huse, fordi de ikke kan sælges. I Vrensted fører det til et nyt sammenhold. Men sådan er det ikke alle steder.”

Savner du noget fra Spanien?
At have fået otte år i Spanien opfatter vi som en stor gave. Vi vil for altid være forbundet med Margrethekirken og Costa del Sol og Spanien i det hele taget. Jeg læser to aviser om dagen. Og er der noget om forholdene i Spanien, så læser jeg det næsten som det første. Vores glæde ved at opleve spanierne er uændret. Så vores ferier går næsten altid til Spanien. Jette læser stadigvæk månedsbladene. Men naturligvis er det danske samfundsforhold, vi nu interesserer os allermest for. Og dansk politik.”

Hvad tog I med i det mentale flyttelæs?
“Spanien har påvirket os på mange måder, så vi slet ikke kan lade være med at tænke Spanien med. Det gælder i sproget. Jette har læst spansk, siden vi kom hjem. Det gælder i livsholdningen, i musikken, i køkkenet, hvor olivenolien har sin fuldstændig faste plads. Og den spanske rødvin. Og vi kan slet ikke lade være med at kindkysse. Efter et år i Vendsyssel inviterede vi menighederne på en tur til Costa del Sol. Vi var 44 af sted. Det blev bare så godt. Og de oplevede hjerteligheden og livligheden i Spanien. Og jeg har fastholdt kindkyssene til alle damerne lige siden. Det anser jeg for noget af en præstation. Her i landsdelen!”

Solnedgange og slotte over Vesterhavet
“Vi elskede Spanien og måned efter måned kørte vi ind bag bjergene. Og vi elskede bjergene. Når skyerne står som slotte over Vesterhavet ved solnedgang, minder vi hinanden om, at det ligner vores elskede bjerge i Spanien.
Vi savner undertiden virkelig Spanien. Hele den livsstil, som spanierne giver plads til. Vi savner tapasbarer her i Vrensted. Vi bor fem kilometer fra Løkken. I Løkken er der i sommertiden et liv, som ligner lidt Costa del Sol. Men det bliver det aldrig. Og så er der vejret. Lyset om vinteren savner vi. Solen. Men under alle omstændigheder er det vigtigt at have alle stederne med sig, både når vi flytter til udlandet, og når vi flytter hjem igen. Og især de mennesker, som vi kommer til at holde af.”

Af Jette Christiansen

Man er ikke præst – det bliver man

Sognepræst Arne Holst-Larsen har opnået fortrolighed og tillid – og han har lært en masse

Sognepræst Arne Holst-Larsen tager 16. januar 2005 – næste søndag afsked med menighederne i Thise og Vrensted Sogne. Med “kun” 11,5 år i embedet bryder han med traditionerne i kirkesognet, hvor hans forgængere havde deres virke i tæt på en menneskealder.

Faktisk er jeg kun den sjette præst i Vrensted i det 20. århundrede. En enkelt var her i otte år, men ellers er de blevet i forholdsvis lang tid, konstaterer Arne Holst-Larsen. Men nu vil jeg gerne søge udfordringer, hvor jeg kan bruge andre aspekter af det at være præst. Præstefamilien flytter til Brande, hvor der er højskolevirksomhed i forbindelse med kirken. Foredrag og studiekredse bliver også en naturlig del af det nye hverv.

Arne Holst-Larsen er iøvrigt af den overbevisning, at det er sundt for både menighed og præst at skifte, så man bliver tvunget til at se på forholdene med nye øjne. – Jeg har hele tiden vidst, at hvis jeg skulle søge nyt job, skulle det være i en anden type embede.

Det at være præst i et landsogn, er en helt særlig form for job, hvor man bygger en tillid op og er en del af lokalsamfundet. Det er en livsstil.

Arne Holst-Larsen har taget del i foreningslivet i Vrensted. Han har blandt andet dyrket sport samt stået på scenen i lokale dilettantforestillinger.

I Thise har han medvirket til udgivelsen af det lokale blad Kilden. Hans hustru Marianne er lærer og har taget del i lokalsamfundet – blandt andet som medlem af forsamlingshusets bestyrelse og gymnastikleder.

Parrets tre børn Clara Johanne, 10 år, Niels Olav, 8 år, og Karen Margrethe, 5 år, har selvsagt knyttet mange venskabsbånd til byens jævnaldrende børn.

Præsten kom til Vrensted som nyuddannet. – Universitetstilværelsen er lidt af en osteklokke, og den bliver løftet i det øjeblik, man bliver ansat som præst. Så går man ind i virkeligheden – ind i de voksnes række, smiler han. – Der bliver man præsenteret for noget, der er alvor. Man skal begrave de døde, vie de unge, døbe børnene og være sjælesørger. – Og det med at være præst er ikke noget, man er. Det er noget, man konstant bliver af de forskellige mange møder, man har med mennesker. Alt jeg kan og ved som præst, har jeg lært gennem mit arbejdet i Vrensted og Thise sogn.

Visse ting bliver aldrig rutine. Heldigvis. Balancen mellem at leve med i folks liv og de skæbner man møder og samtidig være professionel i sit embede er vanskelig, men Arne Holst-Larsen oplever, at han har fundet den. – Det har jeg lært efterhånden. Og det er da lidt et mirakel, at det lykkedes.

Jeg var en fremmed fugl, da jeg kom hertil i 1993 fra Sjælland, og kendte ikke til Vendsyssel. Tilliden blev langsomt bygget op, og uanset hvor tæt man er knyttet til kirken er udtrykket “wor præst” en naturlig måde at omtale landsbypræsten på i Vrensted og Thise.

Mens præsten fortæller om sin tid i Vrensted, og opsummerer de ændringer, der er sket i verden i almindelighed og Vrensted i særdeleshed, knurrer motorsaven lystigt foran præstegården. Orkanen har væltet træer, og en vandledning er revet over og har skabt en bette sø foran huset. Og det skal der styr på nu.

Arne Holst-Larsen konstaterer, at mobiltelefoner, genteknologi og computer har taget verden med storm de seneste godt 11 år. For slet ikke at tale om lykkepillen, som en halv mio. danskere i dag er på. Og den lokale præst har stærke holdninger til udviklingen. I samme periode er religionens genkomst blevet realitet. – Viden er i konstant udvikling, vi bliver hele tiden klogere og lærer nyt. Men tro er tro – tro kan sammenlignes med tillid. Den skal ikke bevises.

Arne Holst-Larsen har bragt nye ritualer og skikke til Vrensted Kirke. – Der er to ting, som jeg ser som mit formål grundlæggende som præst. Det ene er at gøre påskedag stor, og det andet er at gøre nadveren stor. Blandt andet symboliserer han ved hjælp af lys den ufordærvede tro. Påskedag er kirken mørkelagt og opstandelsens lys bæres ind i kirken af konfirmanderne. – Det er en gammel middelalderlig skik, som vi har genindført.

I Vrensted og Thise kirke bliver der også tændt et lys for dåbsbarnet. Lyset hentes fra alteret fra opstandelsens lys. Og Allerhelgens-aften bæres opstandelsens lys ud på gravene.

Kirkekor og minikonfirmander er der også kommet, mens Arne Holst-Larsen har været i Vrensted. – Minikonfirmanderne begyndte i 98, og er en kæmpegevinst for både kirke og minikonfirmander. Kernen i undervisningen har været ritualer og fortællinger – og børnene elsker begge dele.

Afskedsgudstjenesten er 23. januar 2005. Dagen derpå kører flyttebilen op foran præstegården i Vrensted. Og så vender familien øjne og tanker mod syd.

De to sogne får ny præst 1. juli, og indtil da afløser præsten fra Ingstrup. Mens præstegården står tom, skal der bl.a. laves nyt køkken og etableres køkkenfaciliteter med konfirmandstuen.

6. januar 2005

Afholdt læge siger farvel (december 2004)

Læge Frede Nørgaard, Vrensted får nu mere tid til kunst og klassisk musik – og til familien.

Frede Nørgaard der har været læge i 32 år, har nu besluttet at gå på pension. Han har været en del af den store lægepraksis i Vrensted og han har haft bopæl i Vrensted, hvor han og hustruen byggede nyt hus på Ingstrupvej. Han blev kraftigt advaret imod at søge praksis på landet. De advarende ord lød ”Du vil da ikke bo blandt dine patienter, du vil ikke få noget privatliv”.

Frede Nørgaard har dog ikke på noget tidspunkt fortrudt, at han fulgte sin egen indskydelse til at indgå i praksis i Vrensted. Vi har haft mange gode år i Vrensted fortæller han, og patienterne har altid respekteret, når jeg havde fri. Jeg har virkelig nydt at bo midt blandt mange af patienterne.

Frede Nørgaard er altid blevet omtalt som en vellidt og dygtig læge. Mange pårørende til patienter har fået Frede Nørgaards telefon nr., når der har været patienter, som har været meget syge. Uanset om det var dag eller nat – om han havde fri eller ikke, han kom straks, hvis han blev kaldt på, fortælles der om Frede Nørgaard.

Det vil Frede Nørgaard blive husket for, for han lever op til betegnelsen “et helt igennem fint menneske”.

Frede Nørgaard har været med til at præge det lokalsamfund, han blev en del af. I en lang periode var han medlem af Vrensted Skoles skolenævn, deraf otte år som formand. Han har været medlem af skolekommissionen og medlem af Skole og Samfunds amtsbestyrelse, og en periode medlem af hovedbestyrelsen. Han har aldrig undslået sig, når han blev bedt om at tage en tørn. Også inden for sit fag har Frede Nørgaard påtaget sig mange arbejdsopgaver af organisatorisk art. Han har været medlem af Praksisudvalget for Nordjylland, og en årrække var han praktiserende lægers repræsentant i Distriktsrådet for distriktspsykiatrien i Jammerbugten. En lang periode var han vagtchef for Lægevagten i Hjørring. Den store interesse også inden for kunstens verden har Frede Nørgaard været en foregangsmand.

Han var initiativtager til oprettelsen af et kunstbibliotek i Børglum, og han er med i kunstudvalget bag Børglumudstillingen. Kunst har den ældre læges store interesse, og han ved meget om kunst. Han har studeret kunsthistorie og bliver aldrig færdig med at lære nyt. Han holder også af klassisk musik. Er der en operaforestilling i Aalborg Hallen, er Frede Nørgaard sikker blandt publikum, og hans ferieture går til steder, hvor han kan være sikker på at opleve klassisk musik og studere stedets arkitektur.

Trods andre interesser end de fleste har Frede Nørgaard aldrig følt sig hævet over den almindelige befolkning.

Han kom til Vrensted fra Vestjylland og blev hurtigt godkendt af  lokalbefolkningen, også i kraft af sit imødekommende væsen og sin lune humor. Selv om det er vemodigt at sige farvel til lægegerningen, glæder Frede Nørgaard sig til at få mere tid til hus, have og sommerhus. Der bliver tid til fordybelse i bøger og musik, tid til at lave flere skulpturer i sten, og så skal der tilbringes mere tid med børn og børnebørn.

Frede Nørgaard solgte efterfølgende sit hus i Vrensted og er nu bosiddende i Hjørring, hvor han her i år 2022 bl.a. kommer på værkstederne i Håndværkernes Hus, for bl.a. at dreje skåle lysestager m.v. på trædrejebænk.

  Frede Nørgaard trådte ind i politik herom skrives:

Hjørring-læge klar til plads i regionsrådet – 2008

Frede Nørgaard klar til at overtage afdøde Ole Albæks mandat.

Når regionsrådet på tirsdag mødes, vil den 65-årige læge Frede Nørgaard fra Hjørring sidde på tilhørerpladserne. I hvert fald under første del af mødet. Meget tyder på, at Frede Nørgaard lidt senere tager plads ved mødebordet sammen med de 40 andre medlemmer af rådet. På mødet skal regionsrådet nemlig tage stilling, hvad der skal ske efter regionsrådsmedlem Ole Albæks død i sidste måned. Han var eneste repræsentant for den ikke-partipolitiske Borgerlisten Nordjylland. Første suppleanten er byrådsmedlem Jens Hedegaard Kristensen fra Frederikshavn. Han har imidlertid siden valget i fjor meldt sig ind i Socialdemokraterne, og da dette parti har et internt forbud mod dobbeltmandater, ville Jens Hedegaard Kristensen kun kunne træde ind i regionsrådet, hvis han forlod byrådet i Frederikshavn. Det er dog ikke med denne begrundelse, han nu har søgt regionsrådet om fritagelse for dette borgerlige ombud. – I Frederikshavn har jeg påtaget mig en række tunge poster, heriblandt formandsposter for Frederikshavn Forsyning og for teknisk udvalg. Det kan ikke forenes med det arbejdspres, der er lagt op til i regionsrådet, siger frederikshavneren. Han erkender, at det ikke just er dette billede, der på det seneste er blevet tegnet af arbejdet i regionsrådet, som en del medlemmer har kritiseret for at være for stort og have for lille indflydelse. – Der er måske ikke så meget politik i regionsrådet. Men af det materiale, jeg har fået, kan jeg se, at der i hvert fald er mange møder. Og mange af dem ville falde sammen med allerede planlagte møder i byrådsregi, siger Jens Hedegaard Kristensen. Han har med sin lokale partiforening drøftet, om man skulle søge dispensation fra forbuddet mod dobbeltmandater. Men det er der ikke stemning for, siger han. Regionsrådet skal formelt beslutte, om han kan få lov til at slippe for at træde ind i rådet i stedet for Ole Albæk. Er svaret ja, tilfalder mandatet i stedet næste suppleant, Frede Nørgaard. Og han siger ikke nej. – Jeg er indstillet på at træde ind, siger Frede Nørgaard. Han var som læge i Vrensted i mange år en del af baglandet for Løkken-Vrå kommunalbestyrelses stærke fællesliste, men har ikke før selv været valgt til et politisk hverv. Det er endnu ikke afklaret, om Frede Nørgaard i givet fald overtager alle Ole Albæks udvalgsposter.

Ved det efterfølgende Regionsrådsvalg i november 2009 blev der dog ikke genvalg til Frede Nørgaard.

Her er fortællingen om Helga Pallesen, som sammen med sin mand Frede Pallesen kom til Vrensted i 1959, hvor Frede Pallesen var blevet ansat som lærer ved den nye Vrensted Skole, som skulle tages i brug efter sommerferien, i august 1959.

Frede og Helga Pallesen flyttede ind i den gamle førstelærerbolig i den gamle Vrensted Byskole på Sct. Thøgersvej 1. Senere købte Helga og Frede den gamle Byskole, som var familiens hjem indtil Helga flyttede på plejehjem.

Her voksede en stor børneflok op, 6 børn fik Helga og Frede Pallesen. Helga blev alene for en del år siden, men blev boende. En datter og svigersøn havde købt den lille lærerinde lejlighed, der også var i den gamle skolebygning og brugte den først som ferielejlighed, men i mange år har de boet der hele tiden og deres tre drenge har gået på Vrensted Skole. Da Helga flyttede på plejehjem, har de så købt hele skolebygningen og er i gang med en renovering. (2022)

Helga Pallesen fylder her i januar år 2022, 95 år, frisk og rørig alderen taget i betragtning. Hun flyttede for nogle år siden på plejehjem i Århus, hvor hun har flere af sin 5 nulevende børn boende.

Her fortæller Helga Pallesen om sit liv med en opvækst i Kina:

Ifølge kinesisk astrologi er jeg født i Tigerens år. Tigeren er indbegrebet af rastløshed, eventyrlyst og trang til at udfordre livet, mener kineserne, fortæller Helga Pallesen.

Til min fødselsdag kom der følgende hilsen fra en god ven i Kina.

”Jeg håber du igen kommer til Kina og klatrer i bjerge. Jeg har lyst til at konkurrere med dig.”

Ja, sådan skrev den kinesiske ven i en fødselsdagshilsen til Helga Pallesen i Vrensted, da hun for 15 år siden fyldte 80 år.

Kort før hun blev 80 år, var hun i Kina og klatrede i bjergene sammen med sine kinesiske barndomsvenner. Hun elsker de kinesiske bjerge – og Kina og kineserne. Hun er missionærbarn, født og opvokset i Kina, hvor hendes far havde en præsteskole.

Helga Pallesen fortæller, at det er en berigelse at have to kulturer. Danskerne er meget bevidste om deres nationalitet og vi gik i dansk skole. Men vi havde meget med kinesere at gøre. De var glade for børn, fortæller hun.

Men det blev en helt anden tilværelse da familien flyttede hjem til Danmark efter krigen i 1946, på det tidspunkt var Helga 19 år gammel.

Helga fortsætter, jeg følte mig slet ikke tilpas i Danmark. Jeg følte mig forskellig fra alle andre og ville gerne ud at rejse. Derfor ville jeg læse til læge, men så sker der jo det, der sker for et ungt menneske: Man opdager, at der er andet her i livet – mandfolk blandt andet. Jeg mødte min mand, og det sagde bang tju.

Lægestudiet og familielivet ville ikke gå op i en højere enhed, så jeg droppede ud.

Far spurgte hvad jeg så skulle være, og jeg slog på må og få ned på socialrådgiver i studenterhåndbogen. Så sagde han: ”Det er du alt for naiv til”. Og det var jeg måske også, men jeg har da overlevet, konstaterer Helga.

Hun uddannede sig til socialrådgiver, manden til lærer og parret stiftede familie. – Vi fik seks børn. Nu har vi fem. Vi mistede en datter i 2004. Det var jo ikke meningen, siger Helga trist. Helga gik hjemme i 13 år og passede børnene, men har også nået at bruge uddannelsen som socialrådgiver til lidt af hvert. I 1983 tog hun endnu en uddannelse, denne gang til musikterapeut, og selv spiller hun orgel, klaver, guitar og harmonika, så musikken fylder meget i hendes liv.

Udlængslen blev først indfriet i 1982, da den sidste af ungerne var fløjet fra reden. – Jeg tog ud som frivillig for Mother Theresa i Indien i et halvt år.

Det var flot af min mand. Han sagde ikke ”din dumme kælling”. Han sagde ”Vi skal finde ud af om vi har råd”. Vi var ikke rige, men hævede 10.000 kr. fra livsforsikringen, så jeg havde til billetten, fortæller Helga. – Det gør heller ikke noget at man er væk fra hinanden en tid, hvis man har et godt ægteskab, tilføjer hun.

I Indien arbejdede hun først blandt døende i Calcutta og senere på et børnehjem i Madras. Mødet med inderne satte spor. – Jeg er et ret utålmodigt menneske, så det var utroligt nyttigt at lære, at tid slet ikke betød det samme i Indien, og at man ikke kunne lave en fast aftale.

Kina genså hun først i 1988 – 42 år efter at hun forlod landet som ung. – Vi har stadig kontakt med børnene af en af fars elever fra præsteskolen. Kineserne er meget trofaste venner, siger Helga, der heldigvis ikke har glemt at tale kinesisk, for hendes kinesiske venner taler ikke engelsk. Siden har den kinesiske familie også været på besøg i Vrensted. – Der er altså noget helt specielt ved kineserne. De er blevet forfulgt og tortureret på grund af deres tro. Det var forfærdeligt at høre, hvad de har været igennem. Men det er også gribende at høre dem sige, at det vores forældre kom med, har de kunnet leve højt på siden.

Gennem et langt liv i Vrensted fik Helga og Frede Pallesen mange venner blandt Vrensted boerne. Helga havde bl.a. et aktivt liv også som pensionist, hvor hun tog ud og underholdt med sang og harmonikaspil.

Januar 2022 – jens otto madsen