I kirkebogen for Brsl. Sogn står der følgende, opslag 281:
Emil Jensen og Kamma Elvira Jensen blev gift den 31. august 1930 i Brønderslev.
Emil Jensen, blev født i Nørresundby den 20.4.1905. Han var søn Else Christine Larsen, som var født Jensen i Brønderslev. Fader = gårdejer Mads Christian Larsen.
Konen hed: Kamma Elvira Jensen, blev født den 3.1.1907 i Brønderslev. Datter af blikkenslager Christian Jensen og hustru Martha Juliette (Pedersen).
Maleren Emil Jensen
Kilde: Erik Johnsen 1967 (Brønderslev dreng)
Emil er en blanding af en tænker og et følsesomt menneske. Han suger til sig i store drag og han spytter fra sig i form af malerkunst.
Emil kender alle argumenter i den til enhver tid standende kunstdebat, men han er påfaldende svag i kunstdiskussioner. Det ligesom interesserer ham ikke. Han er producent, ikke diskutant. Det kan derfor være mærkeligt for ham at blive portrætteret på den måde, som her er sket. Men jeg tror han er gammel nok til at vide, at det hører med til vilkårene. Vi der ikke kan male, må på anden vis give udtryk for de mange impulser, Emil har givet os.
Ingmar Bergman sagde i en artikel i (politiken 8.-8.1965) at han, hvis han skulle være fuldstændig ærlig, opfattede kunsten som betydningsløs. ”Litteratur, maleri, musik, film, teater avler og føder selv.”
Jeg citerer naturligvis, fordi jeg er enig heri. Men jeg citerer specielt, fordi netop denne sentens passer på maleren Emil Jensen. Kunstnerisk har han avlet og født sig selv. Han er ikke nogen ”dybere mening” med sin kunst, han skaber og når sin tilfredsstillelse i selve den skabende proces, og overlader så fortolkningens underværker til os andre. Dermed bliver han i vore øjne ganske simpelt kunstner.
Og vi tvivler ikke om, at han vil vedblive at være det, uanset hvad fremtiden måtte ændre i vort billede af ham.
Kilde:
Fra en gammel avisartikel i Vendsyssel Tidende (1965) har jeg plukket og afskrevet det mest interessante.
Citat:
“Maleren Emil Jensen, Brønderslev, gik i landsbyskolen, hvor han ikke lærte at tegne, men blev smededreng, oplevede en malerkarriere, der er blevet dansen på line mellem selvtillid og selvkritik.
Maleren Emil Jensen har aldrig haft nødig bare at slå tiden ihjel. For ham er hver dag en oplevelse. Enten han færdes i sin hjemby, Brønderslev, eller han arbejder hårdt og intenst i sit atelier, er der udvikling at spore. Allerhelst vil han give døgnet det dobbelte antal timer. Trods en enorm produktion er han stadig på vej – og finder, at han næppe endnu har malet sit bedste billede. Tirsdag den 20. april fylder Emil Jensen 60 år. I 20 år har han – som han selv siger det – bakset med farver, pensel og palet. Men stadig og hver dag går han lige veloplagt til staffeliet.
At være kunstner er et heldagsjob
Måske er det skæbnens ironi, at han ikke som kunstner med svejseflamme og jern er blevet en ”Store Robert”. Med tilfredshed noterer han sig imidlertid, at det blev maleriet, der blev hans livsopgave – og at han sin uddannelse som beslagsmed til trods er sluppet for at lægge sko på sprælske og genstridige heste.
Før billedet var lærredet nøgent.
Maleriet skal have sind. Billedet skal genspejle den personlige oplevelse, og kravet til maleren er, at han hele tiden må prøve kræfter med sig selv og danse på en line mellem selvtillid og selvkritik. Som maler skal man kunne tro på sig selv – og gøre det uden at blive indbildsk eller blot selvtilfreds. Man skal gøre tingene enkle og lige til, og alligevel give billedet mest muligt malerisk indhold. Og guderne skal vide, at man som maler har nok at gøre med at stille krav til sig selv og ikke til andre.
Men – når billedet er færdigt, tror jeg alle malere har det lille krav – eller skal vi sige ønske – at beskueren vil huske på, at før billedet var lærredet nøgent – og huske på, at al den fornyelse der ikke har forbindelse bagud, mister sin sammenhæng i en naturlig udvikling.
Apropos den naturlige udvikling:
Emil Jensen begyndte først at male som 40-årig.
Før den tid skænkede han ikke maleriet en tanke – i hvert fald ikke bevidst, og om denne side af sagen siger han, at man ikke havde tegning som fag i den to-klassede landsbyskole, hvor han hentede sin første lærdom.
Maleri er man alene om
– Årsagen til min sene vandring ad kunstens vej må vel ses i relation til landsbydrengens lige så sene møde med maleriet, der for mig var noget helt nyt – men Gud bevar os, ikke noget vidunderligt – nej tak, sådan noget kunne jeg da gøre meget bedre, troede jeg – og så var maleriet pludselig spændende. Det var noget jeg måtte være helt alene om, for jeg kunne jo ikke uden videre gå hen og spørge andre, hvordan det skulle gøres. Som årene er gået, står det mig mere og mere klart, at det stadig forholder sig sådan – et maleri er man alene om.
– De første famlende forsøg gav blod på tanden og tre år efter kom jeg med på Vrå-udstillingen, året efter fik jeg billeder med på Kunstnernes efterårsudstilling – og var med ét i den syvende himmel. Det var jo spændende.
– Men så kom sliddet for alvor – jeg var fanget ind og sad fast i jerngrebet og kunne ikke rive mig løs – jeg, som ikke kunne tegne. Pudsigt nok har tegneren Hans Bendix for nylig diskuteret dette spørgsmål med mig, og på ham og mig er der en stor forskel – netop den forskel, der er mellem en tegner og en maler, både midler og udtryk er jo vidt forskellige. I maleriet ser man ikke først og fremmest på, om det er godt tegnet, men på, om det er godt malet. At kunne tegne er selvfølgelig en hjælp til at give fornemmelse for formen i maleriet. Man skal bare ikke spekulere på tegnefærdighed i den forstand. I visse afarter af maleri, i særdeleshed de, som kaldes spontane abstraktioner, behøver man vel hverken at kunne tegne – eller male.
– Stor og voksende interesse for kunst
– Dog – jeg vil ikke lade fantasien blive fantasteri. Som kunstner vil man helst arbejde i ro og lade billederne tale for sig selv – uden al den megen snak om kultur og hvad ved jeg. Den senere tids kulturdebat har unægtelig givet mig fornemmelsen af, at talestrømmen om kultur måske kan blive så hæsblæsende, at mange, der mener det godt, løber risiko for at besnakke sig selv og kvæle egen fornuft med ord.
Signeret h-c.”
Kilde: Vendsyssel Tidende d. 17.4.1965_Brønderslev. Arkiv.dk/Hjørring.
I dag ombygget til dagcenter og cafeteria for pensionister
Johan Andreas Kardel (1898-1970)
Vi har før læst og drøftet en del skildringer om denne hædersmand, som jeg virkelig synes fortjener endnu en runde, så vi kan få blotlagt nogle af hans fremragende egenskaber. Menneskelige egenskaber som han dagligt benyttede i sit virke som dommer i Brønderslev og i bi-retten i Pandrup. Jeg tror ikke, at vi i dag, vil kunne finde en dommer som ”tør” forvalte sit embede på samme morsomme og humane måde, som Kardel gjorde. Som voksen er jeg kommet til at “elske” hans facon at håndtere sit embede på, men som barn var jeg en smule ræd for dommer Kardel, især når han skældte mig ud for at spærre fortovet med min “aviskærre”. Han kunne endog finde på at fange en med sin stok og aflevere en reprimande, hvis man f.eks. ikke pænt gik ind til siden, når han kom gående. Den gang vidste jeg ikke, at manden dårligt nok kunne se fem meter frem for sig.
Men se lige her, hvad den gæve dommer kunne finde på i retslokalet:
Dommeren forligte sag på sin sidste retsdag.
————————————————————-
Dommer Johan Kardel, Brønderslev, beklædte i går for sidste gang dommersædet i civilretten i Pandrup, idet han går af pr. 1. juli. Dommeren har i de godt ti år, bitinget i Pandrup har været underlagt hans embede, ofte satset på at få civilsager forligt, og også på sin sidste dag i går lykkedes det ham som så mange gange tidligere at skabe forlig i en sag.
Det var mellem to Kaasborgere i en ejendomshandel. Sælgeren havde krævet køberen for et restbeløb plus renter. Ved forliget gik de to parter ind på, at køberen kun skulle betale det skyldige beløb uden renter, og at sælgeren selv skule påtage sig sagsomkostningerne.
Dommer Johan Kardel har i øvrigt i de år han har virket i Pandrup gjort sig afholdt ved sin ligefremme og hjælpsomme væremåde, og de, der har deres gang i retten, vil givetvis komme til at savne den ”gamle” dommer.
###
Udsyn og fremsyn er bedre end fjernsyn.
———————————————————
En fodermester fra Hvilshøj ved Brønderslev var torsdag tiltalt for at have kikket gratis fjernsyn i et halvt år: Han havde ikke betalt sin licens.
Sagen blev overdraget til retten i Hadsund, og dommer Kardel beroligede fodermesteren: – Vi skal nok henstille til dommeren dér, at der gives en mild dom.
Inden fodermesteren forlod retslokalet, sagde dommeren formanende: – Udsyn og fremsyn er bedre end fjernsyn.
Han vedblev: – Nu får De en dom fra Hadsund. Den kan De så appellere til landsretten. Så går tiden med det.
##
Fik juleadvarsel for at have solgt tilløbet kalkun.
——————————————————————
– De slipper med en alvorlig juleadvarsel, sagde dommer J. Kardel i retten i Brønderslev til en 49-årig landmand. Han var sigtet for at have solgt en kalkun, der ikke tilhørte ham.
– Han forklarede i retten, at kalkunen kom løbende ind på hans grund, og at den gik 10 dage i hans hønsegård, uden at nogen kom efter den. Derefter solgte han den. Han indrømmede dog, at han vidste, det var ulovligt.
Kilde: Lokalhistorisk arkiv, Brønderslev
Det er med stor beundring og et bredt smil på læben at jeg læser disse morsomme artikler og ønsker mig tilbage til den tid, hvor byens dommer ikke KUN viste sin myndighed i retslokalet, men også i det offentlige rum – tak for god forvaltning Johan Andreas Kardel!
Jeg er sikker på at dommer Kardel kunne have styret Brønderslev uden politi, for han var meget til stede i det offentlige rum.
Johan Andreas Kardel blev født i Korsør i 1898 og døde i 1970.
En tidl. dommerfuldmægtig i Brsl. Ditlev Nielsen skrev engang til mig, at han var ved at indsamle anekdoter om dommer Kardel fra sin tid som ung jurist i BRØNDERSLEV. Om han nogensinde blev færdig med denne bog og om han fik den udgivet, ved jeg ikke.
Kilde:Lokalhistorisk arkiv, Brønderslev
Brønderslevs dommer, Johan Kardel, er ingen helt almindelig dommer, og når han til sommer trækker sig tilbage på grund af alder, kan det med sikkerhed fastslås, at han ikke vil blive glemt på egnen. Han er som få i bogstavelig forstand blevet dus med landsdelens befolkning, og han er skønt Sjællænder af fødsel stolt over at have virket i henved 25 år i en retskreds ”norden for lands lov og ret”.
Dommer Kardel er især blevet kendt for at efterleve det gamle ord ,,Hellere et magert forlig end en fed proces” og et eksempel herpå gav Brønderslev og omegns Landboforenings formand, gdr. Niels Østergaard, Vrensted i en tale for dommeren ved en selskabelighed efter foreningens generalforsamling, hvor Johan Kardel repræsenterede retskredsen for sidste gang.
For en del år siden havde jeg købt en hoppe på ungskuet, fortalte Østergaard. Den havde fejl, og da den havde fået et par føl, solgte jeg den igen med de samme fejl. Halvandet år efter kom der bud fra dommeren, at jeg skulle møde i retten på grund af hoppe-handelen. Hvorfor skal jeg med”, spurgte jeg. Jo, der er en hel del krejlere indblandet i sagen, og jeg vil I hvert fald have en med der vil sige sandheden svarede dommeren, Nå, vi mødtes i retten, men meningerne stod stejlt, og udtalelserne var skarpe, alt imens dommer Kardel sad og bladede i papirerne og stambogen. Pludselig fandt han ud at, at der var hoppens fødselsdag, og den chance lod han ikke gå fra sig: ”I stedet for at sidde her og skændes, så synes jeg, I skulle skillinge sammen og give chokolade på restaurant Hedelund til os alle syv”, sagde han. Det hjalp. Vi fik chokolade, og der blev forlig i sagen.
Markedsplads med hestehandlere
Dommer Kardel der var dommer i Brønderslev fra 1945 til 1968 var en ikke helt almindelig dommer.
Han skulle engang have udtalt:
1) Jeg har aldrig fået kørekort, men jeg har taget mange.
2) Et magert forlig er bedre end en fed proces.
3) Hvad er Danmarks sønner uden bønner (kaffebønner)
Han var en lidt spøjs person, men vellidt.
Han sagde engang i forbindelse med en faderskabs sag:
“Hvad der var en kort tids glæde det bødes der for i mange år” ..
Sygeplejerskerne Sofie Dorthea Kaae, kaldet Soffy, og hendes veninde, sygeplejerske Kirstine Boyer Kløjgaard, kaldet Tollo, kendte hinanden fra Sønderjylland, hvor de begge skulle tage den psykiatrisk del af sygeplejerskeuddannelsen.
De havde begge søgt stilling som menighedssygeplejerske i Brønderslev, og begge blev ansat i 1925.
Begge sygeplejersker brændte for omsorg og bedre vilkår for uønskede børn, og i 1929 etableret de sig i en lejlighed i Krogensgade og begyndte at modtage uønskede spædbørn.
På grund af pladsmangel flyttede de senere i Tunnelgade i det gamle sygehus, som lå imellem A/S Peder Nielsen ”Pedershaab” og Hedelund.
I 1934 indviede de et stort og flot spædbørnshjem på Tolstrupvej 2 med plads til 39 børn. Børnene i det gamle sygehus flyttede ind i det nye børnehjem, men der var 44 børn, så det nye hjem var overbelagt fra starten.
Foruden de to sygeplejersker frk. Kaae og frk. Kløjgaard, som begge var ledere af børnehjemmet, var der ansat en assistent og ni elever. Der var en økonoma til at sørge for madlavningen, og en mand passede både haven og fyret.
Børnehjemmet rådede over vaskerum, tørrerum, viktualierum, brændselsrum og fyrrum i kælderen. Der var elevator fra viktualierummet og op i køkkenet.
I stueetagen var der seks store lyse børnestuer, legestue, liggehal, kontor, køkken, spisestue og badeværelse.
Førstesalen rummede sygestue, ti elevværelser, en altan og to private værelser til ejerne.
Dengang var arbejdsdagen fra kl. 07 til kl. 19 inklusive en middagspause. Mindst to barneplejersker skulle yderligere have aften- og nattevagt 14 dage i træk, og derefter havde de fire fridage.
Det var eftertragtet at blive uddannet barneplejerske på Brønderslev Børnehjem. Nogle piger betalte ovenikøbet for at blive elev. Mere end 800 barneplejersker har fået deres uddannelse der.
Børnene
Jordemødrene kom med de spæde børn fra ugifte kvinder, og mødrene kunne besøge deres børn i op til tre måneder efter at have afleveret dem. De fik tid til at fortryde. Lederne af børnehjemmet prøvede at anspore de unge mødre til at beholde deres børn, men det var i sidste ende mødrenes egen beslutning, om de ville lade deres børn forblive på børnehjemmet med bortadoption for øje.
Det var nemmest at bortadoptere pigerne, men de fleste af børnene fik dog et nyt hjem.
De børn, som ikke blev bortadopteret, blev så vidt muligt på børnehjemmet til de var to år, hvorefter de blev overflyttet til andre institutioner.
Børnene fik den sunde kost, der passede til børnenes alder med kosttilskud som levertran og vitaminer.
Børnenes senge stod i lige rækker, og alle børn blev vendt på samme tid til samme side, så hvis et barn lå på den forkerte side, skyldtes det personalets forsømmelse.
Der herskede disciplin på stedet. Der blev sagt ”værs’go” til at spise, og så blev der ikke talt mere under spisningen.
Børnefødselsdage blev ikke fejret, men til jul dækkede den kreative fru Thomsen et rigtigt julebord med røde bånd og tallerkener i snorlige rækker. Fabrikant Peder Nielsen og fru Johanne sendte i mange år julegaver til børnene på børnehjemmet.
Brønderslevs forretningsdrivende og borgerne var meget gavmilde overfor børnehjemmet. Der blev strikket tøj, der blev leveret sukker, som var rationeret, og købmand Johansen kom gerne med en kasse appelsiner.
Børnetøjet blev leveret af manufakturhandler Henning Møller og strikkeriet i Hedelundsgade.
Børnene fik frisk luft i vugger, som blev stillet op på række på græsplænen, og bleerne hang rækkevis til tørre bagved huset.
De lidt større børn skulle også have frisk luft og lære byen at kende, så de blev kørt i to røde trækvogne ned i byen, hvor de måske så heste, et tog eller andre ting.
Hver fjortende dag blev børnene tilset af en læge, og en gang imellem, uden varsel, kom en dame fra børneforsorgen i København for at se, om alt gik rigtig til. Det gjorde det altid.
Besættelsen 1940 – 45
Under besættelsen indrettede nogle tyske soldater sig i plantagen bag børnehjemmet. Deres leder hed Goebbel, og han var stærk modstander af, at tyskerne skulle overtage børnehjemmet, som så skulle flyttes til Teknisk Skole, hvilket dog ikke fandt sted.
På grund af Goebbels modstand mod planen blev han sendt til fronten. Han gik grædende rundt og sagde farvel til personalet på børnehjemmet.
Under besættelsen var det vanskeligt at skaffe bleer, men Henning Møller ofrede noget dyrt stof til formålet, for bleer skulle der til.
Under besættelsen boede Sofie Kaae Thomsen og hendes mand på en ejendom på Tolstrupvej, og derfra fik børnehjemmet leveret kød, mælk, og grøntsager, som der var knaphed på.
Barneplejerskerne
Med så mange barneplejeelever samlet på et sted blev børnehjemmet også et trækplaster for byens unge mænd. Det var i orden, at pigerne gik ud om aftenen, men de skulle være hjemme senest kl. 22. Der er eksempler på, at unge mænd hurtigst muligt skulle gemme sig i et skab for ikke at blive opdaget på pigeværelserne af den strikse frk. Kløjgaard.
En barneplejeelev bad en dag frk. Kløjgaard om tilladelse til en fridag, for hun skulle giftes. Pigen blev fuldstændig afvist, og den ulykkelige pige klagede sin nød til frk Kaae.
Den lidt blødere og forstående frk. Kaae spurgte frk Kløjgaard, om hun virkelig ville stå i vejen for den unge piges lykke. Pigen fik sin fridag og blev gift.
Børnehjemmets videre skæbne
Efter besættelsen gik det ikke så godt med økonomien, selvom der var mange børn.
Børnehjemmet blev overtaget af staten den 1. november 1946 og blev en selvejende institution under staten. Sofie Kaae kom til at stå for den administrative ledelse og indkøb, udover arbejdet med børnene. Frk. Kløjgaard fik ansvaret for personalet, køkkenet og børnene.
I 1947 trak Sofie Kaae sig fra børnehjemmet, da hun flyttede ind på Gl. Buurholt i Øster Brønderslev sammen med sin mand og børn.
Frk. Kløjgaard havde lovet frk. Kaae en pels af ægte ræv, hvis hun lod være med at gifte sig.
En rævepels var dog ikke nok til at afholde frk. Kaae fra at blive fru Sofie Kaae Thomsen. Hun vedblev dog med at strikke trøjer og strømper til børnene på børnehjemmet.
Efter nogle år kom Sofie Thomsen tilbage til børnehjemmet, som hun stadig ejede en del af, og som hun holdt uendelig meget af.
Flere og flere mødre blev i stand til selv at passe deres børn, og fædrene blev pålagt et øget bidrag til børnenes underhold. Behovet for børnehjemmet svandt derfor langsomt ind og blev i 1959 opsamlingshjem for evnesvage børn.
Børnehjemmet kom til at hedde Brønderslev Ventetidshjem med plads til 25 børn i alderen fra to til ni år.
I 1988 var bygningerne erklæret uegnet til formålet, og institutionen blev nedlagt.
Sammenhold
Sofie Thomsens fem børn skulle hver dag i skolens middagspause fra kl. 12 til 13 spise deres madpakker på børnehjemmet og bagefter gå op i ’privaten’, hvor der stod to småkager til hver. Der sad de så, medens frk. Kløjgaard sov middagssøvn, men de ville meget hellere have været sammen med skolekammeraterne.
Frk. Kløjgaard og Sofie Thomsen holdt sammen i mange år. Hver lørdag var familien Thomsen på besøg på børnehjemmet, og hver søndag var frk. Kløjgaard på besøg på Gl. Buurholt.
Sygeplejerskerne Sofie Dorthea Kaae Thomsen og Kirstine Boyer Kløjgaard døde begge i 1968 med fire måneders mellemrum.
Kilder:
Sofie Kaae Thomsens datter, Inger Kaae, har bidraget med informationerne i denne artikel. Inger har gennemlæst nærværende artikel og har ingen indvendinger imod, at den bliver publiceret i denne bog.
Elly Jensen, født Vogt, var i 1947 barneplejeelev på børnehjemmet, har ligeledes bidraget med mange informationer.
Nogle oplysninger og billeder er hentet i bogen ’Fra land og by 5’, i Bent Søndergaards artikel ’Brønderslev Spædbørnehjem’ fra side 56.
Brønderslev Vandtårn er Byens Vartegn ved den gamle Hovedvej mellem Brønderslev og Hjørring og beliggende højt på en bakketop, er et 15 meter højt vandtårn beliggende i den nordlige ende af Brønderslev. Tårnet var det første af sin art, da det blev opført i 1955, men siden da er mange lignende kommet til i andre byer
Opført: 1955
Brønderslev Vandtårn står på et højt punkt ved den gamle hovedvej lidt nord for Brønderslev, nu ude af drift. Indvendig dekoreret af kunstmaler Otto Møller
Kapacitet: 1000 m³
Data fra: Wikipedia
Det er dekoreret både indvendigt og udvendigt af maleren Otto Møller.
Tårnet fungerer også som udsigtstårn.
Inden udgangen af 2014 blev det 57 år gamle vandtårn i Brønderslev taget helt ud af drift hos Brønderslev Vand A/S,
Flere nye idéer til tårnets fremtidsmuligheder er blev luftet.
Der er et grønt neonlys rundt om tårnet, og det kan man se på lang afstand om aftenen. Det pynter og gøre mange trafikanten på hovedvejen mellem Aalborg og Hjørring opmærksomme på Brønderslevs vartegn og man nu kommer til byen.
Tre vandværker i byen tager over med vandforsyningen til Brønderslevs brugere.
Denne særdeles flotte bygning, lå lige overfor det gamle mejeri i Brønderslev.
Bygningen blev opført i 1906.
Som tidligere elev på skolen kan jeg fortælle, at mit første bekendtskab startede i stueetagen, hvor værktøjsmager Jens Yde Andreassen fra Fynsgade underviste mig og andre lærlinge i, hvordan vi skulle lave forskellige typer værktøj af små stålstykker. Jeg var såkaldt ”fileskole”, det kaldte man det, dengang, i dag hedder det nok noget meget finere. Det meste af dagen gik med at save, nitte og især med at file de små metalstykker til efter en tegning, som vi hver især havde fået stukket i hånden af værkføreren/læreren.
Tro nu ikke at, det var nogen nem opgave at lave sådanne ”værktøjer”, for det var det slet ikke, især ikke for os uøvede lærlinge. Fik man bare filet en lille smule for meget af, skulle vi starte forfra på en ny klods. For hver enkelt del som vi skulle lave, blev der udleveret en maskintegning med nogle ”krasse” tolerancer – blev tolerancerne ikke overholdt blev emnet kasseret og man måtte starte forfra. Jeg kan ikke præcist huske, hvor lang tid vi gik på skolen i hvert semester, men det har nok være 1 ½ til 2 på fileskole og for efterfølgende semestre et par måneder. Vi skulle på samme skole lære at lave og læse maskintegninger, udregne spindler og maskintilspændingshastigheder og meget mere. Jeg håber, at nogen vil korrigere mig, hvis jeg har ramt helt skævt såvel med semestrets varighed samt indhold. Jeg mindes kun, at vi på mit hold var to fra selve Brønderslev (Peter og mig selv). De øvrige elever på mit filehold kom fra egnens smedevirksomheder, Vrensted, Vester Hjermitslev, Vrå, Serritslev, Tylstrup m.fl.
Her vises et par eksempler, på de værktøjer, jeg fik lavet:
På de øvrige semestre (på Teknisk Skole) gjaldt det de mere boglige fag. Vi skulle lære at lave tegninger og at læse dem korrekt. Vores lærer i det fag hed Georg Sterner. G.S. var en fantastisk dygtig mand på det område, han underviste os i. Vi skulle også lære at udregne spindelhastigheder på spåntagnings-maskiner samt en masse andet nyttigt indenfor det fag, som jeg var blevet placeret i.
Som lærer på den ”metallurgiske” del, som havde min store interesse og bevågenhed havde vi civilingeniør Sørensen fra ”Klokkestøberiet”. Den mand glemmer jeg aldrig, han var en formidabel underviser og lærte os meget om forskellige ståltyper og hvorledes de blev fremstillet, især støbestål var hans speciale. Sørensen var teknisk direktør på ”klokkestøberiet”. Jeg siger jer, at han var den sande mester på dette område, hvad han ikke kunne fortælle om sit fag, er ikke værd at vide. Egentlig var jeg udset til at skulle være ”taltriller i banken”, men min far bestemte sammen Lise, ”fiske-Thorvalds kone”, at jeg vist havde bedst af at komme i lære som smed hos brødrene Tipsmark, så i øvrigt lå på den anden side af vejen af, hvor hun boede. Sådan blev det og det var min vej til Teknisk Skole i Brønderslev. Det tror jeg, at jeg skal være glad for, for hvor ville jeg ellers være havnet?
Uden for min sfære har jeg læst og hørt om, at der i de samme lokaler på Teknisk Skole også blev undervist i andre fag, på aftenniveau. Frisørskole og butiksansatte, men jeg ved ikke hvad de blev undervist i, derom må I hjælpe mig med at få det på plads. Når jeg har nok info lægger jeg det op på siden, sammen med det jeg har sprøjtet ud. Alle gode input modtages med kyshånd, så jeg kan få rettet til og glattet ud.
En læser har et andet sted nævnt at hun gik i 1g på Teknisk skole, så skolen har åbenbart været “forløber” til Brønderslev Gymnasium.
Kaj Jørgensen, slagter, fortæller at han gik på skolen for at lære at lave prisskilte i 1963/1964.
Else-Marie Madsen har oplyst at hun gik på handelsskole i bygningen i 1967 og 1968..
Mona Thomsen siger at hendes kæreste Hans gik på aftenskole på Teknisk skole, mens de var kærester. Hans var i lære som maskinarbejder på PM..
Anders Hedelund oplyser at Teknisk skole var regionalt hovedkvarter for den tyske hær, under krigen (WWII).
Der har været liv i denne bygning, i mange år. Mon Tage Budolfsens bror Egon og Inga kunne få ro i kælderlejligheden, som de havde lejet?
I 1889 oprettedes Teknisk Selskab med formål at bibringe ungdommen udvidede kundskaber i almindelige skolefag samt tegning og bogføring. Undervisningen foregik i kommuneskolens lokaler. Efter ihærdige anstrengelser bl.a. fra direktør Peder Nielsen blev Teknisk Skole opført i Torvegade. Billedet fra 1920 viser skolen, der blev opført i 1906 og kom til at koste kr. 40.800. Pengene kom fra Staten, håndværkerforeningen og private de sidste manglende beløb kr. 16.300 blev optaget som lån.
Det nuværende Brønderslev bestod i middelalderen af nogle spredtliggende gårde og en sognekirke, som kan dateres til ca. 1150. Bebyggelsen hed oprindelig Vester Brønderslev; dette navn nævnes første gang i 1305 i forbindelse med omtale af gods i sognet. I midten af 1400-tallet var Østergård den største gård i byen.
Frem til begyndelsen af 1800-tallet var Vester Brønderslev stadig en landsby og menes at have ligget nord for den nuværende Østergade og Algade. I en præsteindberetning fra 1553 angives der at være 21 gårde og 6 bol (mindre gårdbrug), hvorimod der ikke nævnes nogen huse. I 1844 var byen vokset til at omfatte 56 gårde og 91 huse. Vester Brønderslev led hårdt under krigene i 1600-tallet. De større gårde blev udplyndret, og den svenske overkrigskommissær i Aalborg udskrev brandskatter i Vendsyssel, hvilket også ramte Vester Brønderslev.
Indtil midten af 1800-tallet lå Vester Brønderslev så langt fra hovedfærdselsåren gennem Vendsyssel, at vejen gennem sognet ikke havde nogen betydning for byens erhvervsmæssige udvikling. Fra 1600-tallet har byen dog haft en vis pottemagerindustri. Denne industri nævnes første gang i 1653, og i 1828 kunne ti familier i området ernære sig ved pottemageri).
En ny hovedvej mellem Aalborg og Hjørring blev planlagt i 1827. Den åbnede i 1832 og omfattede bl.a. strækningen mellem Øster Brønderslev og Vester Brønderslev. I tilknytning til den endnu ikke brolagte hovedvej blev der anlagt købmandsgård, bryggeri, uldspinderi, klædefabrik og teglværk. Brønderslev Kro fik en ny bygning i 1860, og indtil 1921 blev de store markeder i Brønderslev netop afholdt i tilknytning til kroen. Herefter flyttede markederne ind til byen.
Byens markeder, kroen og den tiltagende landevejstrafik medførte, at der i 1850’erne opstod bebyggelse ved landevejen. Den liberalisering, der fulgte af Næringsloven i 1857, fik købmænd til at oprette forretninger, og i 1875 blev der desuden etableret en tømmerhandel og et bryggeri. Østbyen opnåede en vis størrelse, indtil anlæggelsen af jernbanen mellem Aalborg og Hjørring i 1871 satte en stopper for udvikling i denne del af byen.
Jernbanen med stationen blev anlagt 1,5 km fra landevejen, og i de efterfølgende år voksede Vester Brønderslev i området mellem landevejen og stationen. Ved stationen blev der opført en gæstgivergård, som blev efterfulgt af flere andre hoteller, købmandsgårde, håndværksvirksomheder osv. I de sidste årtier af 1800-tallet voksede byen med så stor hast, at den blev kaldt Vendsyssels Esbjerg. I 1850 havde Vester Brønderslev 981 indbyggere, og i 1901 var befolkningstallet steget til hele 3.176. Kloakeringen af byen blev påbegyndt i 1890’erne, mens byens gader først blev brolagte omkring år 1900.
Byens vækst var i første omgang koncentreret omkring stationen og langs Vestergade og den gamle hovedvej Algade. Allerede fra 1880’erne spillede jern- og maskinindustrien en betydelig rolle for Vester Brønderslevs udvikling.
I 1886 flyttede smed Peder Nielsen sin beslagfabrik fra Tylstrup til stationsområdet i Vester Brønderslev. Virksomheden fik navnet Pedershaab og udviklede sig til en af byens største virksomheder. Datterselskabet A/S Pedershaab Cementindustri, Maskinfabrik blev stiftet i 1915 og påbegyndte fabrikationen af entreprenørmaskiner, forme til cementvarer, kartoffeloptagere m.m. Vester Brønderslev fortsatte sin vækst, og i begyndelsen af 1900-tallet blev der i selve bycenteret opført en række fleretagers huse i sammenhængende husrækker. Uden for byens centrum omkring stationen voksede byen primært med enfamilieshuse.
I 1919 nedsatte sognerådsformand Andreas M. Tolstrup et udvalg, som skulle arbejde for at gøre Vester Brønderslev til købstad. Det lykkedes, og d. 1. april 1921 fik byen som den næstsidste by i landet status som købstad,
alene efterfulgt af Skjern i 1958. Byen kom herefter til blot at hedde Brønderslev. Samtidig fik den status af bitingsted, og i 1940 blev Brønderslev sæde for sin egen retskreds.
En blomstrende industri medvirkede til, at byen fortsatte sin befolkningstilvækst. Beslagfabrikken A/S Peder Nielsen Pedershaab(navneforandring 1919) og søstervirksomheden Pedershaab Maskinfabrik (navneforandring i 1933) beskæftigede i 1955 ca. 1.000 mennesker i Brønderslev, som på det tidspunkt havde 8.646 indbyggere. Også andre industrivirksomheder som Uggerby Maskinfabrik A/S, konfektionsvirksomheden H.C. Andersen (senere Realit) og trikotagefabrikken Tricodan A/S bidrog til den store beskæftigelse i byen.
I takt med byens vækst blev der også etableret nye institutioner. Blandt de mest bemærkelsesværdige var statshospitalet øst for hovedvejen mellem Aalborg og Hjørring. Det blev indviet i 1957 og havde 307 sengepladser. Det gamle sygehus fra 1894 blev desuden udvidet flere gange, senest i 1965.
Også byens rekreative liv udviklede sig. I 1919 blev et nyt stadion indviet, i 1936 et friluftsbad og i 1967 en idrætshal. I 1946 købte Brønderslev Kommune parkanlægget Hedelund med henblik på at bevare parken som et lystanlæg.
Fra 1970 til 2007 steg befolkningstallet i Brønderslev fra 10.247 til 11.774, og nye boligkvarterer, der voksede frem i perioden op til årtusindskiftet, skabte sammenhæng mellem de forskellige bydele. Omfartsvejen, som blev indviet i år 2000, og Hirtshalsmotorvejen, som åbnede i 2001, styrkede byens position som Brønderslev Kommunes erhvervshovedby. Industriområdet i sydøst voksede, og der blev skabt et erhvervsområde mod vest. Selv om administrations- og serviceerhvervene i løbet af 1980’erne voksede sig større end industrien og håndværkserhvervene, forblev HawkeyePedershaab, nu med amerikansk ejerskab, en af byens største virksomheder.
Kilde:Trap Danmark, skrevet af cand.mag. Anne Dorthe Holm og cand. mag.Charlotte Lindhardt
Brønderslev Marked
Brønderslevs bomærke indtil den sidste store Kommunesammenlægning
City Avisen bringe her en meget aktuel historie fra Brønderslev. Og billeder, der er gengivet er venligst udlånt af Lokalhistorisk arkiv i Brønderslev, der har en del materiale liggende om den gamle del af Brønderslev. Bysbarnet, lærer Ella Pedersen, der i de tidligere City Aviser har berettet om Det gamle Brønderslev, har igen været i gang med at “grave i historien”.
Store Brønderslev Marked…
I disse dage er der fest og stor aktivitet på markedspladsen i Brønderslev, hvor der er masser af underholdning og markedsstemning Det første marked fandt sted ved Bækkens Kro i 1843. Kroen havde siden 1711 haft kroprivilegium og fungeret som samlested for de markeder der i 1700-tallet blev holdt ved “Vrangbæk”. I 1836 opførtes Brønderslev Kro ved den nye vej mellem Nørresundby og Hjørring, som allerede var blevet færdiggjort i 1832. Markedet udviklede sig til et stort marked, og der blev hurtigt toneangivende med hensyn til kreaturpriser. I tiden frem til 1863, hvor markedet flyttes til den nye kro på Aalborgvej, var de rejsende begyndt at mødes på den nye kro da Bækkens Kro egentlig ikke var synderlig anset. Som Provst Frederik Nielsen skrev: “Der var ikke andet at få for de rejsende på Bækkens Kro – end godt vand af bækken”.
Markedet flyttes…
I 1921 flyttes markedet til området mellem Nørregade, Vestergårdsgade og Frederiksgade – der hvor Falck stationen og Landbocentret ligger i dag. I slutningen af 1920’erne og op gennem 1930’erne ændrede Store Brønderslev Marked karakter. Kreaturhandelen på markederne fik mindre betydning for landmændene da der opstod de såkaldte samlestalde. Men trods nedgangen i kreaturhandelen skulle dette ikke have negativ indflydelse på tilstrømningen af folk, der skulle til marked, for kramhandel, markedsgøgl og forlystelser kom nu til markedet i store mængder. I 1925 bad markedsudvalgets formand gårdejer N. Eriksen om at få flyttet gøglet op på pladsens nordlige del, som senere skulle ende med at blive den markedsplads vi kender i dag.
Bysbarnets markedsoplevelser… –
Som barn var Brønderslev Marked en fest man glædede sig til. Markedet begyndte søndag kl. 16 og sluttede kl. 23. Hele mandagen var der marked, og vi børn havde fri fra skole. Vi fik som regel en skilling med, når vi vandrede af sted. Jeg har ikke været særlig stor, da vejen til markedet førte forbi flygtninge lejren, der var placeret på et ret stort areal ved Vestergårdsgade og Frederiksgade, siger Ella Pedersen og fortsætter – Der var jerngitter omkring lejren, og det var hovedsagelig kvinder og børn, der var i lejren De boede i barakker, og har været der fra slutningen af 2. verdenskrig og et par år frem. Måske var det tyske flygtninge eller måske var det østeuropærere. Men de gjorde et stort indtryk, når de stod med fingrene på gitteret og stirrede på alle de folk, der vandrede forbi på vej til marked. Jeg har ladet mig fortælle, at man ikke måtte have kontakt med dem, og at man ikke måtte give dem noget, men at folk alligevel stak mad og penge ind til dem. Men det stærke indtryk, mødet med flygtninge havde gjort, var snart glemt for der var en larm, en råben og en masse musik fra markedet. På selve markedspladsen med de mange telte, der var stillet op som huse i flere gader var der et mylder af mennesker, og man kunne nemt blive væk fra hinanden. Der var masser af gøgl og øltelte, hvor folk dansede, der var gynger og karruseller, lotterier og meget mere. Og der blev handlet med heste og dyr. Markedet var en stor oplevelse – ikke mindst for os bom, siger Ella Pedersen
Markedsudvalget er i arbejdstøjet….
Allerede først i 1950erne kunne man se det første spæde optræk til det marked som vi kender i dag. Mange lokale foreninger var repræsenteret på markedet. Nogle af de første foreninger på markedet var Sct. Georgs Gildet og Dansk Røde Kors, som siden midten af 1950erne har haft tombola pa markedet. I 1960’erne udviklede markedet sig til en and fest, med store øltelte, gøgl og forskelligt underholdning. Den næsten eksplosionsagtige udvikling markedet oplevede gjorde det nødvendigt at nedsætte et arbejdsudvalg til at varetage udviklingen omkring markedet. I 1972 stifte 21 foreninger et repræsentantskab, som nedsatte markedets første markedsudvalg. Udvalget er i disse dage optaget af masser af opgaver, der skal udføres under det STORE marked i Brønderslev.
Historien er skrevet af datteren Inge Mørch Jensen.
Ove Jensen, f. 1929, d. 2017
Når far kom hjem fra banken og havde skiftet tøj, var det dejligt at bore ansigtet ind i frakken og mærke duften. Man siger, at penge lugter, men den duft, der sad i fars tøj, var tryg og varm og sammensat af kontorpapir, tryksværte fra diverse stempler og regnemaskiner, af pengesedler og mønter, gummibånd, lakrids, tobak og måske lidt rengøringsmiddel. Der var altid mønter i frakkelommen, parat til at give ud som drikkepenge eller til en fattig sjæl på gaden.
Far var født i Brønderslev i 1929 og bortset fra ”den dejligste tid i mit liv” som soldat i Randers, boede han i byen, lige til han døde i 2017. Dermed være ikke sagt, at han var groet fast, tværtimod. Somme tider har det slået mig, hvor aktiv han i virkeligheden var og hvor mange interesser, han havde. Musik, sport og friluftsliv blev livsvarige, andre opgav han hurtigt, fordi de kedede ham, eller fordi han stødte på holdninger, der var ham imod. Eksempelvis blev fars karriere i byrådet så kort som mulig, da han opdagede, hvor meget skjult magtspil, der var. Inden afgang fik han dog gennemført sit forslag om at navngive et nyt kvarter efter mindre kendte danske komponister.
Bankmand Fra 1968 Handelsbanken i Brønderslev, personerne er f.v. assistent Flemming Hansen, assistent Birgit Jacobsen, bankbetjent Poul Hansen, kasserer Solveig Jensen og hovedkasserer Ove Jensen.
Som arbejdsplads blev banken den solide grundpille i fars liv. Han skiftede aldrig, det gjorde banken. Han tog hele turen med fra sin start i Brønderslev Bank og den senere fusion med Handelsbanken og flytning til en ny moderne bygning længere nede ad Bredgade, over Den danske bank til pension i 1991 fra banken med det nu reducerede navn, Danske bank.
Kassen var fars foretrukne sted. Her kunne han udfolde sit lune og hjælpsomme sindelag, give en mindre opsang til den, der trængte til dét, og ellers gøre alt for at kassen stemte ved lukketid. De få gange, den ikke gjorde, var rent ud sagt et helvede for ham. Det samme gjaldt revisionen.
De fleste kunder var glade for at blive ekspederet af Ove Jensen. Han var uhøjtidelig og forstående, når det gjaldt, og god for en kvik bemærkning. Hans blik for de barokke situationer i hverdagen og hans timing, når han 1. april fik en af de overordnede til at løbe fra Herodes til Pilatus, lyste op i den ellers strenge pengeverden.
Men far var naturligvis ikke en engel, og han kunne have temperament. Jeg tror, der var en del sammenstød i banken, især under og efter fusionen med Handelsbanken og både mellem far og hans overordnede og også senere, da han blev mellemleder og fik ansvaret for ekspeditionen. Han var for blød til at skære igennem og befandt sig generelt dårligt uden den levende kundekontakt i kassen. I den periode kunne han nogle aftener komme træt og frustreret hjem og have lyst til bare at give op. En times tid i køkkenet med violinen og begge døre lukket var dog som regel nok til, at han faldt ned.
Ellers tog far ikke arbejdet med hjem. Han var kun bankmand fra 8.30 til 16.30. Der var så utrolig meget andet og sjovere at beskæftige sig med.
Musikken
Far elskede musik, kunne dårligt leve uden. Han byggede små højttalere med volumenknap, satte dem op i køkkenet og badeværelset og lod radiomusikken flyde. Han kunne ligge på stuegulvet med lukkede øjne og lyttede til plader, især klassisk og spillemandsmusik. Han lyttede for at nyde og slappe af men bestemt også for at lære, og han fulgte de enkelte instrumenter i lange sekvenser.
Men han var først og fremmest udøvende, det passivt sansende var undtagelsen.
Så han spillede. Alene eller sammen med andre. I mange år var han med i Brundur Spillemændene under Musikskolen, og at være i en sådan gruppe af musikglade, dejlige mennesker var ren livseliksir. Far kunne traktere de fleste instrumenter, var dog mest glad for violinen. Af dem havde han flere, bl.a. et arvestykke fra et par elskede onkler i Vester Linderup. Fra dette lille musikalske landbohjem stammede glæden ved musik.
For sjov komponerede han lidt, fx fik alle børnebørn deres egen polka, og mor gav han mange musikalske hilsener. En dag kom posten med et brev fra KODA, vedlagt en check på kr. 326,45. Det var et mysterium. Men da brevet var læst ordentligt, viste det sig, at DR havde spillet en af fars kompositioner, og det er jo ikke gratis!
Den åndelige føde bestod dog ikke af musik alene. Nej, far havde skam bøger, hele fire af slagsen:
Den lille Kapergast, Gøngehøvdingen, Med åbne arme og Den herskende klasse. Han havde ikke brug for mere, disse bøger omfattede hans livssyn, som i korthed kan beskrives: Kæmp, men ikke forgæves.
At være i bevægelse
Far skulle være i bevægelse. Han måtte ud at cykle, løbe på skøjter og stå på ski. Han blev nødt til at svømme om morgenen, gå marchture og tage idrætsmærke (og låse mor inde i soveværelset, så hun ikke kunne komme af sted, og dermed vandt han over hende.) Og det var vigtigt for ham at undervise om aftenen på Handelsskolen, revidere hallens regnskab, bygge den store modelbane i kælderen (”for drengenes skyld”, lød det fromt), lave drager (med samme begrundelse), købe en oldnordisk, tonstung romaskine og slide sig igennem et par kilometer på kældergulvet.
Far var en glad lystfisker, med hjemmelavet grej. Hjulene var store metalskiver, skåret ovre hos Højbjerg i Grønnegade. Han fiskede fra stranden, tog ud med kutter, havde åleruser og skulle have fiskestængerne med på ferie. Da bilen engang var pakket og klar til afgang, knækkede en af mine brødre først den ene stang, dernæst den anden, og så måtte dét fiskeri måtte opgives. Lige fra drengeårene havde far spillet fodbold men især dyrket gymnastik, og det blev han ved med, indtil ryggen 40 år senere sagde stop. Herefter trænede han oldboys i gymnastik og volleyball i Skolegade Skoles gymnastiksal. Historien om, at far i sin ungdom var udtaget til et gymnastikhold, der skulle til USA, men blev kasseret, fordi han var for tynd, hørte vi ofte. Fedekure prellede af på ham. Uanset fars behov for at være i aktivitet var lørdag eftermiddag sat af til tipsfodbold i fjernsynet. Men når det blev for spændende, måtte han op af stolen og trave frem og tilbage, fægte med armene og give højlydt udtryk for sin mening, så han fik nu sin motion alligevel. En eftermiddag sagde en af mine veninder nej tak til at gå med i biografen, hun ville hellere se fars forestilling.
Da næsten enhver form for fysisk aktivitet til sidst gav ulidelige rygsmerter, blev cyklen for alvor hans redning. Ved femtiden tog han på 20-30 km lange ture ud i det tidlige morgengry og nød stilheden og ensomheden, markerne, engene og de græssende køer. Far elskede mad, og der var ingen, der kunne lave smørrebrød som han. Fire-fem stykker på hver sin lille hylde i den gamle skotskternede madkasse med læderlukning, øl og sodavand i en pose og afsted til badehuset.
I nogle år efter at far var gået på pension, arbejdede mor stadig på Boligforeningen PM’s kontor, og når vejret var til det, hentede han hende med tæppe og fantasifulde madder og kørte op til Børglum bakke. På en diskret hentydning engang fra mor forstod vi, at de i deres tidlige bekendtskab havde haft en særlig god aften ved den gamle mølle.
At skabe tingene selv
På en ferietur i 1965 til Bornholm blev far så interesseret i den keramik, der var alle vegne, at han indrettede det lille hobbyrum i kælderen til keramikværksted med hjemmelavet drejeskive – en kraftig sparkeskive af flere lag træ på kryds og tværs og metalskiven skåret – igen – hos Højbjerg og masser af hylder til de færdige produkter. Redskaberne lavede han også selv. Han var utrolig opfindsom til at genbruge og finde materialer, både i mors køkken og hos den fine skohandler i Aalborg. Far blev hurtigt fortrolig med at dreje og glasere, og indtil han fandt en gammel ovn og installerede den i skuret, fik han brændt hos andre keramikere. Det gik utrolig godt! Tiden var moden, alle ville have keramik, og far lavede udstillinger, hvor alt blev solgt, og mor måtte løbe hjem efter det, der stod fremme i stuen.
Keramikken er et eldorado for én, som holder af at eksperimentere. Far ville prøve det hele, og det gjorde han – indenfor rammerne af hvad hans gamle ovn kunne klare. Stentøj lå desværre udenfor dens rækkevidde, men så skaffede far noget chamotteler og sled fingrene til blods, når han drejede det ru materiale. Det var ikke stentøj, men flot blev det.
Drageflyvning slog ikke rigtigt an i det lille hjem, men senere fik far en ny og større interesse på området flyvning. Han fandt sammen med bl.a. Frandsen, der var flyttet til Brønderslev i 1960’erne i forbindelse med egnsudviklingsstøtten og H.C.A. Dress. Sammen med et par andre med ligeså vildtflyvende idéer lavede de det ene halsbrækkende forsøg efter det andet med deres hjemmefabrikerede radiostyrede flyvere, men efterhånden fik de greb om det og var parate til at etablere en egentlig modelflyveklub med bane og klubhus. Det skete i 1972 på Sdr. Engvej. Der var mange lugte omkring fars aktiviteter, de fleste gode men én var slem, nemlig når den kraftige film, der skulle beklæde flyvinger og skrog, blev strøget på med mors strygejern. Selv mærkede han ingenting, men der var nu også – uhindret af masker eller andet ’bavl’ – gået adskillige giftige dampe gennem hans næse i tidens løb.
At far i mange år også var radioamatør, naturligvis med hjemmeflikket udstyr, og engang uforvarende brød ind i nabolagets radioudsendelse med sit kald ud i atmosfæren på jagt efter en japaner eller en russer at ’snakke’ med: ”This is oz3gq speaking”- det må vi gemme til en anden gang, for nu er tiden næsten gået.
Mit helhedsindtryk af far er et menneske, der søgte og fandt meget i sit liv, men en vemodig længsel efter bedre tider, fremadrettet såvel som bagud, kunne præge ham. Han ville så gerne, at verden blev et bedre sted, og i dette lys skal man forstå hans vidunderlige humor og generøse natur.
En ung Ove på skovtur med søster og svogerHer sammen med de tre børn Inge, Henrik og Søren.
Tømrer og snedkermester Olfert Brandborg Larsen, Brønderslev
f.1917 d. 1997
Den 27.03.1997 blev Olfert Brandborg Larsen 80 år. Han blev kaldt ”Brønderslevs byggekonge”
I 1993 kunne han fejre 50 år ”Med hammer og søm”. Han har opført et par tusinde bygninger i løbet af de 50 år.
Olfert var medlem af Brønderslev Borgerlige Skytteforening og altid trofast deltager i den årlige fugleskydning.
Han var medlem af Odd Fellow Logen, Richard Marley i Brønderslev
Han var en dygtig og respekteret håndværker og var vellidt overalt.
Et af de største byggerier han medvirkede i var sygehuset i Hjørring og største enkelkunde var Boligforeningen PM, Brønderslev.
Olfert har engang udtalt: Jeg har det som soluret, der kun tæller de lyse timer. De ting jeg ikke har brudt mig om i min tilværelse, dem har jeg glemt. Der er nemlig kun én vej, der duer, og det er fremad.
Olfert har også udtalt: Lad dem regere, der vil det. Vi andre der har forstand på at regere, vi har ikke tid.
Olfert Brandborg Larsen fortæller her sin historie.
Jeg havde i lang tid interesseret mig for, at få min egen virksomhed.
I 1942-43 blev jeg bestyrer på et savværk i Ringkøbing. I stedet for at købe det, blev jeg bestyrer. Jeg reflekterede på en annonce om, at det var til salg. Det var en enke, der havde det, og jeg ved ikke, om hun kunne se det på mig, men hun sagde: De har da ikke råd til at købe det. Og så blev jeg bestyrer. Der var jeg et års tid, og jeg rejste derfra i april 1943, fordi der kom den ene efter den anden for at se på virksomheden, og jeg konstaterede, at der var ikke nogen af dem, der havde brug for mig.
Jeg fik så en ny stilling som driftsleder ved et byggefirma i Aarhus. Jeg kørte faktisk virksomheden alene, og der gik sommetider 14 dage mellem jeg så ejeren. Jeg fandt så efterhånden ud af, at han havde et samkvem med værnemagten, som jeg ikke sympatiserede med, og så sagde jeg til mig selv: Her vil du ikke være.
Så fik jeg kontakt med en ingeniør, som havde bygget et helt nye snedkerværksted, og jeg fik den aftale med ham, at jeg skulle starte produktionen i den helt nye fabrik.
Fabrikken lå på Mols.
Jeg spurgte ham om, hvordan det lå med materialerne, og det mente han, at han sagtens kunne klare. Nu vidste jeg fra min tid i Aarhus, hvor jeg havde stået for alle indkøbene, at det på det tidspunkt var meget vanskeligt at skaffe materialer, og jeg var derfor skeptisk. Det viste sig også, at det ikke var ubegrundet, og en uge inden produktionen skulle begynde, ringede han og sagde, at han alligevel ikke kunne skaffe materialerne.
Derefter søgte jeg en værkførerstilling på en fabrik på Fyn, og jeg blev antaget. Der var blot det kedelige ved det, at der var undtagelsestilstand, og jeg kunne derfor ikke forlade byen. Det sådan noget, som var moderne dengang. Jeg søgte flere gange om at få en tilladelse til at rejse ud af byen, men det kunne ikke lade sig gøre. Det var ikke livsvigtigt.
Jeg sendte så et telegram til møbelfabrikken på Fyn, og forklarede min situation, men de kunne ikke vente, og tog i stedet en anden ansøger.
Så stod jeg uden arbejde, man efterhånden blev undtagelsestilstanden hævet.
Jeg så en annonce om en virksomhed i Frederikshavn, der var til salg, og jeg rejste så derop for at se den. På vejen derop støder jeg på en annonce i en avis, som jeg købte i Aalborg. Jeg tror sågar, at de averterede med, at det var Nordjyllands største landhåndværkervirksomhed. Jeg ringede så til mægleren, og aftalte med ham, at hvis jeg ikke fik noget ud af mit besøg i Frederikshavn samme dag, så kunne jeg komme ud til ham dagen efter.
Da jeg kom til Frederikshavn, lå en del af virksomheden i ruiner, og om årsagen var det ikke muligt at få oplyst noget, men det viste sig, at den var blevet sprængt på grund af et for nært samarbejde med værnemagten. Og så ville jeg ikke handle med ham. Jeg rejste så tilbage til ejendomsmægleren, og det viste sig, at den virksomhed han havde til salg lå i Tylstrup ved Vildmosen.
Under krigen var det vældig aktuelt med at grave mosen op, og brænde den i kakkelovne, kaminer og komfurer, så der foregik en vældig produktion af tørv, en produktion, som krævede en hel del materiel, som kunne laves på virksomheden i Tylstrup. Det var i øvrigt en ganske almindelig tømrer- og snedkervirksomhed, som i fredstid beskæftigede sig med at bygge huse og diverse ting.
Nu var der ikke meget boligbyggeri på det tidspunkt, så vores opgave var hovedsagelig at lave små tilbygninger til landbrugsbyggeri og reparationer, men så lavede vi også i udstrakt grad materiel til tørvefremstilling. Man havde en masse ting, som skulle laves i træ, og man forbrugte en masse, fordi tingene hurtigt blev slidt, når man arbejdede i tørvebladder og tørveælte.
Man lavede en masse jordkummer ude i terrænet, og så skyldede man tøvejord ind i kummerne, hvorpå tørvemassen gik igennem forskellige maskiner og røg ud på nogle bånd. Undervejs brugte man forskellige træredskaber, og det siger sig selv, at det ikke kunne holde, når det skiftevis var vådt og tørt under den bagende sol.
Derfor blev der ved med at komne ordre på nyt, og vi kæmpede som løver, for at skaffe materialerne til fremstillingen.
Dengang havde vi noget, som hed Varedirektoratet, og som skulle fordele de knappe ressourcer, og bedømme hvor nødvendigt det var i de enkelte tilfælde. Folkene fra Vildmosen bestilte hvert forår, det de skulle bruge, og så kunne man gøre op, hvor mange materialer, der skulle gå til produktionen af det værktøj og de redskaber vi skulle lave, hvorefter man søgte det pragtfulde Varedirektorat om at få materialerne.
Og det gik som regel sådan, at når tørvesæsonen var forbi, så fik man bevillingen. Og hvis vi ikke havde haft andre muligheder, ja, så kunne samme Varedirektorat have konstateret, at der aldrig var blevet lavet en tørv.
Men der var noget finsk tømmer, som man kunne købe frit, men det kostede bare det dobbelte, og det blev brugt i tørveproduktionen.
Men fakta var, at jeg startede biksen i Tylstrup, og der var fra begyndelsen beskæftiget 8 mand.
Og fakta var også, at tørveproduktionen var forbi ret hurtigt, og derfor gik jeg ud på det fri marked og bød på licitationer. Det første arbejde jeg fik, var ved et byggeri i Brønderslev. Jeg havde slet ikke ventet, at jeg havde fået det, for jeg havde aldrig regnet sådan noget ud før. Men jeg prøvede alligevel, og vi var kun 2 der bød på det, men jeg var, så vidt jeg husker, 34 kr. billigere end ham, og jeg fik det.
Så tog det ene det andet, og siden har vi arbejdet fra Skagen ikke til Gedser, men til Skrydstrup.
Efterhånden kom vi også mere og mere ind her i byen med arbejder. Fra begyndelsen kendte jeg ingen i Brønderslev, og første gang jeg var til licitation, kunne jeg ikke engang finde Rådhuset.
Det var også i kraft af licitationer. at jeg kom til at bygge for boligforeningen PM Brønderslev. Første gang 14 rækkehuse, og ved den lejlighed blev jeg uvenner med byggeledelsen. Det var i slutningen af fyrrene og i begyndelsen af halvtredserne, og dengang var der stadigvæk en meget vanskelig materialesituation, for den blev faktisk værre nogle år efter krigen, end den var under krigen. Uenigheden skyldtes faktisk blot nogle skruer, som skulle bruges til montering af nogle vindueslister, men de var ikke til at skaffe, og det blev byggeledelsen meget fortørnet over.
Så lå det så stille et par år, inden den samme boligforening og jeg igen arbejdede sammen.
I mellemtiden fik jeg nogle kommunale arbejder. Da boligforeningen PM igen udbyder noget byggeri til licitation indgiver jeg tilbud, og det viser sig at være det tredie billigste på snedkerarbejdet, men jeg fik det alligevel og skrev kontrakt. Hvorfor jeg fik det, har jeg aldrig fundet ud af.
Jeg havde altså stadigvæk virksomheden i Tylstrup, og efter at vi havde gjort det første byggeri færdigt for PM, efter at vi havde bygget 24 lejligheder i Skagen, og efter at vi var færdige på en ret stor gård, som var nedbrændt, så havde vi ingenting at lave.
Det var i begyndelsen af halvtredserne, og vi var kun én mand, 2-3 lærlinge og så mig selv. Jeg kiggede stadig efter licitationsannoncer, og fik øje på en ganske lille en om vinduer til Centralsygehuset i Randers. Der skulle jeg så ned til licitation, og jeg må ærlig talt sige, at jeg havde ikke noget at sætte denne her sølle svend til, så jeg bad ham lave et nyt køkkenbord i vores privatlejlighed. Og så kørte Jeg til Randers til licitation og fik arbejde med mig hjem.
Det drejede sig om vinduer til en femetages elevbolig med fællesfaciliteter, og det gik vi så igang med om efteråret, for at de kunne blive sat i næste forår, og vi fik fat i en svend til. Efter nytår blev det indvendige arbejde i den samme bygning udbudt i licitation, og det fik vi også. Samtidig var vi kommet igang med noget arbejde på flyvestation Aalborg, så lige efter årsskiftet var vi oppe på 28 mand. Dette tal er ikke steget ret meget siden, selv om vi inden for det sidste års tid har været oppe på 34-35 mand, men vores gennemsnit ligger ca. på en snes mand. Senere kom vi, som sagt før, igang for boligforeningen igen, og en dag jeg går oppe på byggepladsen, så kommer der en af byens embedsmænd hen til mig og spørger, om jeg ikke kunne tænke mig at flytte til Brønderslev. Og han var så venlig at sige, at de manglede en frisk håndværker. Det var selvfølgelig nok en overvejelse værd, tænkte jeg.
Men der er jo et problem, sagde jeg, og det er at skaffe bolig. Og så sagde han: Hvis du får en af de her, som I er ved at bygge, er det så ikke i orden. Det ville jeg så overveje, til jeg havde talt med min kone om det, og vi sagde ja tak.
Men jeg fik boligen på den betingelse, at jeg indenfor 2 år skulle flylle erhvervsvirksomheden med til Brønderslev. Jeg vidste selvfølgelig godt, at den klausul kunne man ikke lægge på en bolig, men sagde ikke noget, og tænkte blot – kommer tid, kommer råd.
Det var i 1953.
Men så ordnede skæbnen resten, for i 1956 brændte virksomheden i Tylstrup ned til grunden, og jeg var faktisk ruineret.
Det skyldtes ikke så meget selve virksomheden, men det, at der stod en masse færdigvarer, som også brændte, bl.a. snedkerarbejdet til 30 lejligheder her i Brønderslev, og indmaden til en centralskole. Det brændte inde hele skidtet. For det første opstod der nu problemerne med de arbejder, som jeg var kontraktligt forpligtet til at gennemføre, og selv om jeg kunne dække mig ind under “force majeure”, så ville man jo gerne prøve at finde ud af, hvad man kunne gøre. Men mulighederne var ikke store. Penge havde jeg ikke, intet sted og ting af producerer i og ingen materialer at producerer af. Alligevel fik jeg hjælp af en god leverandør, som troede på sagen, og han gav mig mod på at køre videre. Jeg lejede mig så ind hos en kollega i Tylstrup, og vi var allerede igang 4 dage efter, at det var brændt. Men kollegaens værksted var ikke særligt velegnet, og det var også begrænset, hvad han havde af maskiner. Jeg gik så ud og købte maskiner, for det meste brugte maskiner, og stoppede dem ind her og der, og fik det sådan noget nær til at glide igen. Jeg tænkte så, at nu kunne jeg få tid til at tænke over, hvad vi skulle gøre, men tiden løb fra mig, og pludselig var lejemålet udløbet, og han ville ikke have mig længere. Men efter megen snak fik jeg ham da til at forlænge lejemålet i en måned til, og i mellemtiden gik jeg i forhandling om en ejendom her i Brønderslev. Det var klædefabrikken, som var gået neden om og hjem, og bygningerne var til salg.
Jeg prøvede og prøvede at få en afgørelse, men blev holdt hen med snak, for der var et par gamle medarbejdere i fabrikken, som skulle have en fortrinsstilling. Men det trak ud, og vi nærmede os den 15. november, og jeg havde stadigvæk ikke fundet et sted, hvor vi kunne være.
Så vidt jeg husker var den 15. november en mandag, og i løbet af lørdagen skulle der komme en klaring.
Og så købte de den om lørdagen, og søndag formiddag lejede jeg mig ind hos dem. Og om mandagen flyttede vi, og det var op midt i alle vævene, som de ikke havde nået at fjerne. Vi slog hul i muren, og hejsede maskinerne op på 1. sal.
Der blev vi så i næsten 2 år fra november 1956 til vi flyttede ind, hvor vi er nu i oktober 1958.
Til at bygge det her for søgte jeg at skaffe penge hist op her, og jeg fik også et statslån på skallede 50.000 og et kreditforeningslån. Grunden købte jeg ualmindeligt billigt, for det var den første virksomhed, som kom til at ligge på disse arealer. Jeg gav 8.000 for grunden, og den er nok 10 gange så meget værd idag, men dengang var det heller ikke andet en en sump, selv om der gik en vej forbi.
Der var ingen kloak herude, og det var endnu ikke lagt ud som industriarealer, men kommunen var meget velvillig, og så lagde man det pludselig ud til industriarealer.
Jeg havde godt nok kig på noget længere inde i byen, men det kostede det dobbelte, og det havde jeg ikke råd til. Så var det, at en god ven, byens landinspektør, pegede på denne mulighed, og derfor købte jeg det. Idag er der ikke plads nok i bygningerne, og derfor har jeg lejet 3 landejendomme og det gamle cementstøberi, hvor vi har indrettet lagerplads.
Vi havde planer og et projekt til en ny virksomhed, som skulle ligge her vesten for, og i den forbindelse søgte vi igen statslån. Det er nu et par år siden.
Vi søgte finansministeriet, og det er Egnsudviklingsdirektoratet, som administrerer ved Richard Larsen. Men der sker en eller anden forvikling mellem Teknologisk Institut i Aarhus og den samme institution i København.
Det gik således til, at for 2 år siden var jeg på Hannover Messen, bl.a. med henblik på at se på nye maskiner til den ny fabrik. På Messen render jeg på en mand fra Teknologisk Institut i Aarhus. Vi snakker lidt om det, og det ender med, at jeg lader ham få mit projekt, for at han kan bearbejde det lidt.
Han laver også forarbejdet til en indberetning til Egnsudviklingsrådet, men der viser det sig, at Egns – udviklingsrådet benytter sig af Teknologisk Institut i København.
Det giver en ret væsentlig forsinkelse af mit projekt, og baggrunden for den nye virksomhed var, at vi på daværende tidspunkt havde 3-4 entrepriser på sygehuset i Hjørring, som vi kunne se ville give os meget vanskelige pladsproblemer.
Men som den lovlydige borger man jo er, så undlod vi at bygge, så længe vi søgte, og lillejuleaften 1969 kommer der et afslag fra Egnsudviklingsdirektoratet.
Begrundelsen var, at jeg sammen med et par andre havde købt en nedlagt brugsforening her i byen, som vi havde visse planer med, men kommunen skulle bruge den, og overtog den derfor.
Det skrev jeg så tilbage til Egnsudviklingsdirektoratet og fortalte, og føjede yderligere til, at jeg aldrig havde sat en øre i ejendommen, da det var ordnet gennem et pengeinstitut.
Jeg fandt derfor afgørelsen grundløs, men modtog blot et usandsynligt næsvist svar, hvori der bare stod, at man fastholdt den trufne beslutning. Det er en komplet uanstændig fremgangsmåde for en offentlig myndighed, og man kom ikke med nogle nye begrundelser.
Jeg sagde også til mig selv, at nu går vi til ombudsmanden, men tiden var ikke til det.
Ansøgningen gjaldt blot et håndværkerlån, og det var min revisor, som færdiggjorde papirerne og de tre års regnskaber og sendte det afsted.
Et er at man giver et afslag. Noget andet er, at man ikke bare kan henstille til folk om at holde deres kæft, når man viser, at begrundelsen er uholdbar. De ansvarlige burde være afklapsede, og jeg glemmer aldrig den arrogante måde, de svarede en ansøger på.
Det virker som om, de bare har søgt efter en eller anden begrundelse for at give et afslag, og ikke nok med det, for de var så lang tid om at behandle sagen, at lånemulighederne i mellemtiden var raslet helt af helvede til – for at sige det rent ud.
De dårlige lånemuligheder og min alder taget i betragtning blev jeg så enig med mig selv om, at jeg ville prøve at klare mig med det, som jeg allerede havde, og så leje mig ind andre steder, når det blev nødvendigt. Det er ikke rationelt, men jeg har opgivet at bygge nyt.
Jeg gjorde aldrig mere ud af sagen med Egnsudviklingsrådet, for som håndværker er der mere end nok at lave hver dag, og så blev tiden forpasset.
Sidste år lå vores omsætning på 2,7 mill. kroner, og deraf var lønudgiften ca. 900.000.
Til investeringer vil jeg skyde på, at vi brugte ca. 50.000 sidste år, men selv om vi vel nok har noget at investere af, så har vi ikke noget at investere i, for vi kan simpelthen ikke proppe mere ind i bygningerne. Vi har den maskinpark der overhovedet kan være her.
For øjeblikket kører vi med en produktion af vinduer til 60 lejligheder, og det bliver rundt regnet 400-500 vinduer. Det giver en vis serieproduktion. Og ligeledes er der en vis serieproduktion til Hærens Materielkommando, hvor der til skillevægge indgår ca. 2500 elementer.
Man kan vel sige det på den måde, at vi fortrinsvis laver håndværksarbejde, men når der er opgaver, der passer til det, så industrialiserer vi så meget som muligt.
Men derved kommer man til at løbe ind i vores fagforeningssystem, fordi alle akkordpriser beregnes ud fra prisen for at lave det på gammeldags maner, minus nogle procenter, hvis det er en maskine, der laver det hele.
Så størsteparten af mekaniseringsgevinsten går til medarbejderne. Vi andre får selvfølgelig også noget af det, men det er mest i kraft af, at vi hurtigere kan få noget ud og noget nyt ind.
Brønderslev by er for lille til at man kan undgå at tage arbejde ind ude omkring.
Selvfølgelig hvis vi var alene om at lave det arbejde, der skulle laves i byen, så var der vel nok, men der er jo også andre.
Nu hvor systemet er sådan, at mere og mere arbejde går i licitation, så bliver det sådan, at man fra Aalborg tager til Brønderslev, og fra Brønderslev tager man til Hjørring, og omvendt.
Siden vi kom igang for boligforeningen PM i begyndelsen af halvtredserne, så har vi bygget alt for den pågældende boligforening, og jeg vil skyde på, at lejlighedsproduktionen beløber sig til 300-400 lejligheder. I de sidste 10-12 år har vi også betjent den anden boligforening Fredensbo, hvor vi har haft snedkerarbejdet.
Dette boligbyggeri foregår idag udenom licitation, idet vi har forhandlet os til et resultat.
Vi er 12 organiserede tømrer- og snedkermestre i Brønderslev, og der er vist ikke ret mange uorganiserede.
Virksomheden her er den største, og jeg vil skyde på, at vi omsætter for et lignende beløb, som de andre tilsammen. Det vurderer jeg ud fra kontingentbetalingerne, hvor størrelsen afhænger af udbetalt arbejdsløn, og jeg kan konstatere, at de andre 10 ikke betaler helt så meget tilsammen, som jeg betaler ialt. Foreningen hedder Brønderslev tømrer og snedkermesterforening, og den sorterer under Hovedorganisationen af Mesterforeninger i Byggefagene i Danmark. Det er til at brække halsen på det navn.
Vi er beskæftiget hos PM året ud og hos Hærens Materiel Kommando til hen på efteråret. Derudover har vi arbejde på sygehuset i Hjørring og en restaurering af kirken. Og så regner vi med at få arbejdet på 134 lejligheder i Hjørring i juni måned, så det ser da ud til, at vi får arbejde nok.
Jeg er ikke rigtig klar over, hvorfor vi har 2 boligforeninger her i Brønderslev, men jeg var lige ved at sige, at det kunne træffe, at der i sin tid gik to mennesker med et formandsemne i maven. Men jeg ved det nu ikke.
PM blev så vidt jeg ved startet under krigen, i forbindelse med at Pedershaab Maskinfabrikker manglede arbejdskraft.
Og så tænkte de vel: Kan vi skaffe lejligheder, så kan vi vel også skaffe arbejdskraft. Jeg tror derfor nok at direktionen fortalte medarbejderne, når de kom, at de ville give dem 1000 kr., hvis de skaffede sig en lejlighed.
Og der var så en flok arbejdere, som var snu nok, og tænkte hvis vi nu slår os sammen og bygger en boligblok på 24 lejligheder, så kan vi få 24.000. Og direktionen sagde top. Det var på det grundlag, at man startede boligforeningen PM, og byggede en blok her i Søndergade.
Desværre er vi her i Brønderslev ikke så dygtige, som man er i Hjørring. De er absolut dygtigere, og det gælder både dem der sidder i kommunen og os der er udenfor, for vi har allesammen lov at gøre en indsats.
Det er kolossalt, hvad man har fået skrabet til Hjørring, uden at det har kostet kommunen noget særligt. De har fået Materielkommandoen, gymnasiet, seminarium og en masse ny industri.
Jeg kan ikke se, at Hjørring skulle have nogle naturlige fordele frem for os, men det lykkes bare for dem.
Brønderslev er jo i sin tid bygget op omkring Pedershaab Maskinfabrikker, og det er vel lidt farligt udelukkende at forlade sig på det. Nu er der ganske vist kommet nogle enkelte nye industrier, bl.a. HCA – dress, og den ser da også ud til at gå strålende, men jeg kan da ikke lade være med at tænke på, om den har gjort stort andet end at erstatte den klædefabrik, son der tidligere var i Brønderslev.
Selvfølgelig er HCA-dress større, men alting er jo større i dag.
Og det er jo ikke plads vi mangler, for jeg mener, at selv før kommunesammenlægningen var Brønderslev arealmæssigt set en af landets største købstæder, så det kan jo ikke være det, der er noget problem.
Jeg er nu 54 Jeg har 5 børn. Den ældste er maskinmester hos A.P. Møller. Den yngste blev konfirmeret i søndags, men jeg har ikke indtryk af, at han vil gå vejen gennem virksomheden.
Min næstældste søn er tømrer, men jeg er bange for, at han desværre ikke har lyst til at drive dette her · videre.
Jeg så gerne, at en af dem ville, men jeg tør ikke sætte nogen i mit sted, medmindre han er dygtigere end dem, han skal lede.
Det er kedeligt, for jeg kunne godt tænke mig snart at gøre, hvad der passer mig. Som det er nu, er jeg første mand om morgenen og sidste mand om aftenen.
Jeg har heldigvis fået en dygtig konstruktør på arbejdspladsen i Hjørring, og ham venter jeg mig en hel del af, for han har aflastet mig meget. Han blev ansat for 2 måneder siden, da han lige havde taget konstruktøreksamen, og han er jævnaldrende med min næstældste søn. Måske kan det flaske sig sådan, at de kunne hjælpes ad engang, men det ved jeg ikke endnu, og enten skal det opstå, eller også vil jeg slå bremserne i, for jeg kan simpelthen ikke blive ved.
Det er dødsens farligt, at køre en virksomhed med kun en topfigur. Jeg kan jo ikke tillade mig at blive syg en halv dag, og hver gang der er en der svigter, så skal jeg træde ind. Det er lige så farligt, som hvis en by kun har en stor virksomhed, for hvis der sker noget med den, så sker der også noget alvorligt med byen.
Og jeg har alle dage sagt, at en arbejdsgivers vigtigste opgave er, at gøre sig selv overflødig, men jeg har bare aldrig forstået at gøre det. Det er rigtigt, for hvis det var sådan, så var det mig, der ledede arbejderne. Som det er nu, er det arbejderne, der leder mig, og det er ikke nær så godt.
Men jeg ved godt, at det er vilkårene for mig.
Nu har jeg også haft visse storme i mit liv. Først i halvtredserne røg jeg på en kautions forpligtelse. I 1956 blev jeg nærmest ruineret på grund af en brand, og i 63/64 blev jeg separeret, så det hele skulle rives over i to dele.
Man er nybegynder hele tiden.
Engang havde man jo kræfter til den slags ting, og indtil jeg var 40 år, gjorde jeg ingen forskel på dag og nat. Hvis der var noget, der skulle gøres, så lod jeg være med at gå i seng. Der kunne gå 2 døgn og sommetider 3.
Men det kan ikke lade sig gøre længere. En eller anden tap som driver de andre hjul er slidt op, og man er så dødhamrende træt, hver gang man når til aften.
Men som sagt, så tror jeg, at hvis vi er lige så dygtige eller dygtigere, end de har været i Hjørring, så kan jeg ikke se, at vi ikke skulle have de samme muligheder.
For Hjørring med sine 700 år, hvor den har sovet de 675 år, den kan nu pludselig vågne op. Hvorfor skulle Brønderslev ikke med sine 50 år kunne komme igang.
Jeg er selv indfødt vendelbo. Jeg er født oppe ved Hirtshals nærmere betegnet i Horne, og jeg har kendt Hjørring fra barnsben af.
Det var en død by, og jeg tror ikke det var helt forkert, når man kaldte det Danmarks kedeligste by, men igennem de sidste år synes jeg virkelig, at Hjørring er blevet kvikket op.
Og jeg tror, at det startede med noget så paradoksalt, som at man vedtog, at man skulle have hovedvejen ført ind igennem Hjørring, hvorfor man ragede det halve af byen ned. Vel vidende, at så snart man var færdig, så duede det ikke.
Og nu har man lige set et projekt til 80 mill. kroner for at få vejen ført uden om igen. Det får Hjørring lavet for statens penge. Stort underjordisk parkeringsanlæg og sanering af hele dem gamle bydel.
Det kunne ethvert barn da se, at det var fuldstændigt skørt, og det tror jeg da også, at man hele tiden kunne se i Hjørring, men de tænkte, at vi får det lavet for statens penge.
For 15% af kostprisen har Hjørring fået saneret hele byen, og nu skal man til at koste penge for at få veje uden om, for det er da klart, at man fører da ikke en motorvej igennem en by.
Desværre har vi ikke haft de samme muligheder her i Brønderslev, for her har hovedvejen hele tiden gået udenom byen, eller rettere, byen har placeret sig ved siden af den.
Men alligevel er Brønderslev vokset forholdsvis mere end Hjørring, hvis vi undlod at regne de sidste 10 år med.
som senere kom til at hedde Brønderslev Brass Band
og nu senest har taget navneforandring til Brønderslev Harmoniorkester
Orkestret startede i 1948 som Brass Band under navnet PM-orkestret med tilknytning til Pedershaab Maskinfabrik A/S, Brønderslev.
I februar 1977 ophørte samarbejdet med Pedershaab Maskinfabrik A/S – i fuld enighed -.
Orkestret blev en selvejende institution og ændrede navn til Brønderslev Brass Band. Orkestret fik samtidig hjælp fra Brønderslev Kommune til nye uniformer og en fane.
Da orkestret lidt efter lidt har fået tilgang af bl.a. fløjter og klarinetter, er det blevet et harmoniorkester. Derfor er navnet ændret til Brønderslev Harmoniorkester.
Orkestret fejrede i 2018 70års jubilæum og i dag er der mere end 30 medlemmer under ledelse af dirigenten Mogens B.B. Jensen.
Her følger diverse billeder af orkestret gennem årene:
Ved PM orkstrets 25 års jubilæum i 1973
Ved Brønderslev Markeds 150års jubilæum
Ved et 1. maj optogOrkestret i spidsen for optog med skydebrødre på vej til Hedelund
Algades herrefrisør er byens ældste herrefrisør. Startet 1. dec. 1961 af Frisør Frede Jacobsen.
Her bag den hvide bil ligger Salonen
Tre 25års jubilæum i den samme familie på samme dag hører sandelig til sjældenhederne. Men det kan frisørmester Frede Jacobsen og hans kone Henny fejre.
Det er 25 år siden parret flyttede fra Hjørring til Brønderslev. Det er 25 år siden Frede Jacobsen åbnede sin frisørsalon i Algade, og det er 25 år siden at Henny Jacobsen blev ansat i Textilhuset hos familien Agerbæk.
De er begge ægte Vendelboer og valgte Brønderslev, fordi der dengang var mulighed for at blive selvstændig med frisørsalon, så i virkligheden er det det, der har betydet det hele. Samtidig med åbningen af frisørsalonen, blev Henny ansat hos købmand Hans Agerbæk i Textilhuset, som siden er blevet overtaget af Jørn Agerbæk. Og hvad var så mere naturligt end at flytte teltpælene til Brønderslev?
Det er også herfra at parrets datter der er lærer så transporterer sig til sit arbejde. Herfra er det også, at de mange ture til sommerhuset i Rubjerg udgår.
Vi føler begge, at vi med en alder på henholdsvis 39 år og 51 år vil kunne få mange gode år her i Brønderslev og finder det derfor særdeles rigtigt at fejre jubilæet, som fejres i selskabslokaler ved en reception. Der er dog åbent i Salonen i Algade som ved middagstid betjenes af en uddannet assistent. Om aftenen vil parret så fejre Henny sammen med hendes kolleger hos Jørn Agerbæk, slutter Henny og Frede.
Frede afstod forretningen i 1993:
Opgaver som udførtes i Frisørsalonen:
Frisør, herreklip, klipning og skægklipning – barbering i Brønderslev
Uden tidsbestilling.
Salonen var en herrefrisør uden tidsbestilling. Maskulin og med hyggelig stemning. Frede klippede mænd og drenge i alle aldre. Man kunne få klippet skæg eller få en gammeldags barbering med kniv, varmt omslag og sæbe.
År 2016:
Siden den 01.01.1961 er der nu gået 55 år, siden Frede Jacobsen for første gang klippede den første kunde i frisørsalonen Algades Frisør,
Frede Jacobsen var derfor inviteret til fødselsdag i salonen sammen med en anden af de tidligere ejere, Vibeke Kjølby.
Frede Jacobsen drev forretningen fra 1961 til 1993, da Runa Vang overtog salonen. Derefter var det Vibeke Kjølby, der tog over, og for fem år siden blev Helene Rønn Clausen indehaver af salonen.
Helene Rønn Clausen var i seks år ansat hos Vibeke Kjølby, inden hun selv blev ejer af klinikken.
Frede Jacobsen kan stadig bruge en saks.
– Det sker, at et familiemedlem lige skal studses, siger han.
Ellers bruger han tid på hus og have samt sommerhuset i Rubjerg, hvor Henny og Frede Jacobsen tilbringer tre af årets måneder.
Og så deler Henny og Frede Jacobsen hobbyen med at spille bridge.
Fødselsdagen blev markeret med kagemand, kaffe og en fødselsdagsøl, der var lavet specielt til dagen.
Og priserne de var som for mange år siden denne dag.
Snedkermester Max Emil Christensen, Risagerlund, Brønderslev er død efter længere tids sygdom 86 år.
Max Emil Christensen, der er født i Ålborg kom som ung svend til Brønderslev hvor han nedsatte sig som tømrermester og oparbejdede hurtigt en stor og selvstændig virksomhed.
Den videreføres af en søn Kaj.
Max Emil Christensen havde adskillige tillidsposter. Han har i flere perioder der været socialdemokratisk medlem af Brønderslev Byråd, formand for Tømrer- og snedkermesterforeningen, var brandinspektør i Brønderslev en lang årrække og har desuden siddet i bestyrelsen for Personlig friheds Værn, Brønderslev Grundejerforening og været formand for Torvets flag. Han overleves af tre børn.
Begravelse
Fhv. snedkermester Max Emil Christensen, Risagerlund, Brønderslevs, begravedes, under deltagelse af slægt og venner fra den gamle kirke i Brønderslev, hvortil der var sendt kranse med bånd fra Brønderslev Tømrer- og snedkermesterforening, Brønderslev Trælasthandel A/S, Brønderslev byråd, Brønderslev Sygekasse, Socialudvalget og Torvets Flag, Brønderslev.
I kirken talte pastor P. Klejnstrup, Brønderslev, ud fra 1. Peters brev 1,34 Thi alt kød er som græs og dets herlighed som græssets blomster.
Græsset visner og blomsterne falder, men Herrens ord er evindeligt.
Ved graven takkede korden Jens D. Rauf på familiens vegne for deltagelsen.
Dødsfald
Fhv. snedkermester Max Emil Christensen, Brønderslev, er død på sygeafdelingen på Risagerlund, Brønderslev, 86 år gammel. Emmel
Max Emil Christensen var født i Dronninglund, men kom til Brønderslev som ung mand, og han blev hurtigt en kendt skikkelse i byen, og hurtigt en mand med mange gøremål.
Han etablerede sig som snedkermester i ejendommen Algade 11. Brønderslev, som han senere overtog, og da han var en dygtig fagmand og en dygtig forretning mand varede det ikke længe før snedkerforretningen blev en travl virksomhed.
I en lang årrække var Max Emil Christensen brandinspektør i Brønderslev, og i flere år var han medlem af Brønderslev Byråd, valgt af socialdemokratiet, og i hans formandstid for teknisk udvalg, gennemgik El- værket i Brønderslev en stor udvikling. I mange år var han formand for Brønderslev Sygekasse, han har varet kasserer i mesterforeningen, og i bestyrelsen for en lang række foreninger, blandt andre Brønderslev Grundejerforening, Brugsforeningen i Algade og Den personlige friheds værn.
Trods mange offentlige hverv forsømte Max Emil Christensen ikke sin forretning, og han opnåede at holde 40 års mester jjubilæum inden han afstod forretningen til sønnen, snedkermester Kaj Max Emil Christensen.
I nogle år efter overdragelsen, blev han boende i Algade 17, men senere flyttede han på Plejehjemmet Risagerlund.
Max Emil Christensen overleves af to børn, sønnen der har overtaget forretningen, og en datter der er gift med slagtermester Egon Sørensen, Brønderslev.
Sagde man i 1960´erne Agerbæk, så tænkte de fleste i Brønderslev på drenge- og herretøjsbutikken på hjørnet af Skolegade og Bredgade.
Hvem er eller var Agerbæk?
Agerbæk er en lille landsby med 1299 indbyggere, 29 km. fra Esbjerg, men det er også navnet på den mand og den butik, du her kan læse meget mere om.
Butikshistorien starter i 1936 i landsbyen Jerslev, som på den tid kun havde godt 600 indbyggere. I denne lille flække åbner Hans Peder Agerbæk Iversen sin første tøjbutik, med herre- og drengetøj,
men i 1949 tager han skridtet videre og flytter til købstaden Brønderslev, på hjørnet af Skolegade og Bredgade
hvor der findes et større og pænere kundegrundlag. Brønderslev havde godt 8.000 indbyggere, på det tidspunkt. Her åbner Hans Agerbæk en pæn butik, som forinden havde huset den legendariske Jacob Sko, som flyttede tættere på centrum.
Hans Peder Agerbæk Iversen blev født den 25. juni 1913 i Starup sogn ved Ribe og døde den 4. marts 1996 i Brønderslev.
Forretningen i Brønderslev får navnet:
“Herremagasin Agerbæk Iversen A/S”, telefon # 618, se annoncen:
I 1973 flytter forretningen helt ned i Centrum. Hans Agerbæk overtager den ejendom som Jacob Sko havde drevet forretning fra på hjørnet af Nugde og Bredgade.
Hans Peder Agerbæk Margrethe, alias Grethe
Hans Peder Agerbæk Iversen, f. d. 25.6.1913 og Margrethe Jensine Pedersen f. d 9. januar 1916 i Brsl. De blev viet den 20. juni 1937 i Brønderslev kirke. Margrethe blev kaldt Grethe Agerbæk Iversen.
Tøjeksperten Agerbæk.
Hans Peder Agerbæk Iversen var en stræbsom mand som havde travlt med at passe sin butik, præcis som alle andre butiksindehavere. Indimellem kunne det godt blive lidt for meget, har sønnen Jan Agerbæk sagt i et interview for nylig. Hustruen ”Grethe” og børnene følte sig lidt forsømt, sagde Jan Agerbæk. Alle ved, at det er en af ulemperne ved at drive en forretning. Indehaverne passer deres butik som det var et lille barn og tit føler de, at de skal være til stede evig og al tid – de tør ikke slippe grebet og overlade ansvaret til andre. Den holdning, tror jeg er ganske udbredt blandt erhvervsdrivende. Det er naturligvis uhensigtsmæssigt og giver et ubalanceret liv og familieliv.
Hans Agerbæk knoklede derudaf og i 1970 etablerede han byens første rigtige varehus, som blev placeret på det hjørnet af Bredgade/Nygade i lejede lokaler i en nyopført ejendom opført af Kjøbenhavns Handelsbank.
Efter faderens død blev tøjforretningen Agerbæk drevet af sønnen Jan Agerbæk, som fik sin uddannelse hos Brønderslev Kommune, men i 1980 blev han ansat hos faderen og i 1986 overtog han forretningen. I de seneste år er forretningen blevet udvidet og sælger nu også arbejdstøj og festtøj.
Jan Agerbæk er født i 1956 og for nogen tid siden udtalte han til Nordjyske: ”nu er det slut, andre må overtage depechen”.
Forretningen er nu overdraget til nye ejere og idag ejes Mr. Agerbæk af Huset Agerbæk A/S, som har adresse i samme ejendom. Hovedinvestoren er ”head Honcho” Nicolai Sthyr-Nielsen og Co-owner, Dan Larsen.
Hvordan fremtiden tegner sig for Mr. Agerbæk, vil kun tiden kunne vise! Selvom vi står overfor en ny trend, hvor mange køber via nettet ser de nye ejere positivt på fremtiden.
Autogården Vrensted, v/ Svend Andersen, Stationsvej 23, Vrensted, etablerer sig i Vrensted i 1966 hvor han her i 2023 stadig driver sin autoforretning.
I 1993 køber han den gamle Vrensted Foderstofforretning af Vraa Andel, på Vrenstedvej 461, Vrensted.
Parcellen som ejendommen ligger på støder op til Vrensted Forsamlingshus ´s grund jvf. nedennævnte oversigtskort.
Sælger, Vraa Andel, foranlediger, at der tinglyses en brugsret til fordel for Vrensted Forsamlingshus således, at de har brugsretten over en 750 m2 stor parkeringsplads lige øst for forsamlingshuset, som er gældende de næste 99 år.
For fuldstændighedens skyld oplyser Svend Andersen, at anvendelsen af hans ejendom til P. plads aldrig har været lovliggjort, hverken under Vrå Andels ejerskab eller under hans ejerskab..
Omkring år 1999 opstår der uoverensstemmelser mellem de to grundejere omkring benyttelsen af parkeringspladsen og en adgangsvej.
Sagen går nu sin skæve gang med beskyldninger fra begge sider, protester fra borgerne i Vrensted, retssager fra begge sider og intet hjælper tilsyneladende
Ejeren af arealet autohandler Svend Andersen har følgende indlæg ved et borgermøde i Forsamlingshuset februar 1999, her fremlægger Svend Andersen sine synspunkter/fakta:
Efterfølgende gik alt galt, der kunne ikke laves en aftale mellem Bestyrelsen ved formanden Mogens Sørensen og Svend Andersen og sagen gik nu rettens vej.
Her kommer Svend Andersens skrivelse til advokat Norup i Brønderslev som svar på dennes skrivelse, hvor Svend Andersen lægger fakta frem:
Svend Andersen
Den trælse lange og udmarvende sag som startede i 1999 mellem Svend Andersen og Forsamlingshuset og hermed også for Vrensted boerne, som har givet anledning til nogen ufred i byen, er nu endelig afsluttet i 2018, hvor Forsamlingshuset sælges til Ingstrup Antik og det nye Forsamlingshus indrettes i den gamle skole på Stationsvej – kaldet BYENS HUS.
Håbet er nu, at alle Vrensted boere igen kan begynde at tale sammen.
Svend Andersen fylder 80 år i 2023. Han har pt. drevet virksomhed i Vrensted i 56 år, hovedsageligt med reparation og salg af Volvo biler som speciale. Svend Andersen er stadig”still going strong”.
Ligeledes gør det sig også gældende for ”Vrensted Forsamlingshus” nu i Byens Hus.
Dette er sidste indlæg omkring den famøse sag om retten til at bruge en P.plads ved Forsamlingshuset i Mejeribyen.
Februar 2023
Jens otto madsen
Vrensted Forsamlingshus, etableret i 1895
Vrensted sogn fik sit første forsamlingshus i 1895. Det blev opført i den nordlige del af Vrensted By, kaldet ”Mejeribyen”. Det opførtes på et areal over for Vrensted Mejeri ”Lykkens Prøve” og det har ligget der lige siden. Det blev revet ned i 1935 og der genopførtes et helt nyt og tidssvarende Forsamlingshus.
Ovenfor det gamle forsamlingshus fra 1895 som blev fjernet i 1935 og det nye blev opført. Billedet er fra 1910-1920.
Nedenfor billede af det store Vrensted forsamlingshus, som det ser ud i 2017.
Forsamlingshuset er solgt i 2018 til Ingstrup Antik og der er etableret
Der har nu igennem flere år været tradition for, at Pedershaab Maskinfabrik hver sommer stiller sine sommerhuse og en række sommerlejligheder til gratis disposition for firmaets arbejdere og funktionærer.
Vi er alle meget glade og taknemmelige for denne smukke gestus fra firmaets side, selv om det måske er de færreste, der får lejlighed til at give udtryk herfor.
Det vil sikkert være af interesse for bladets læsere at høre lidt om disse feriearrangementer og om det arbejde, der er forbundet hermed, og vi har derfor bedt kontorchef Andreasen, som har det store arbejde med tilrettelæggelsen, fortælle os lidt herom
– Hvornår påbegyndte firmaet disse feriearrangementer, og hvornår kom også kom arbejderne med som deltagere?
P.M-familier med skolesøgende børn?
– Vi har ikke vanskeligt ved at udleje lejlighederne, idet det er de samme ejere, vi lejer hos hvert år.
Derimod indebærer fordelingen af lejlighederne visse vanskeligheder. 1 år har der således været 135 familier på ferieophold henholdsvis i Ørnbjerg, Lokken og Skallerup Klit, og det er forståeligt, at vi har visse vanskeligheder med placeringen, særlig under hensyn til at disse 135 familier deles i fire kategorier, nemlig familier med ikke-skolepligtige børn, familier med skolepligtige børn, og endelig er der sommerferien på vinduesfabrikken og jernstøberiet, her holdes på en bestemt tid, hvilket der også må tages hensyn til.
I april måned bliver der udsendt lister til kontorerne og Værkførerne i de forskellige afdelinger, hvorpå de der ønsker ferie, kan tegne sig, og vi pointerer stærkt, at man kun bør tegne sig, når man bestemt ved at man vil benytte en lejlighed; thi firmaet lejer lejligheder i forhold til det antal medarbejdere, der har tegnet sig.
Når disse lister kommer tilbage fra værkstederne, trækkes der lod om tidspunktet for opholdet, og denne lodtrækning sker i overværelse af en tillidsmand.
– Er ferieværterne som helhed tilfredse med P. M-gæsterne?
– Når ferieopholdet er slut, afregner vi med de pågældende ejere Løkken, og det er ret naturligt, at man ved en sådan lejlighed spørger, om man har været tilfreds med de gæster, vi har sendt ud, og der har vi konstateret, at man i sin helhed er godt tilfreds.
– Har De ikke en eller anden særlig tildragelse at fortælle om i forbindelse med disse arrangementer?
– Der kan naturligvis opstå tilfælde, som man husker. Således kom der for nogle år siden – efter at listerne var tilbageleveret til kontoret – en medarbejder og spurgte, om han kunne blive opført på listen, hvilket vi bekræftede, hvorefter han udtalte, at han jo altid kunne lade være med at tage derop. Vi oplyste ham om, at hans opfattelse var helt forkert, og manden fik da heller ikke nogen sommerlejlighed det år.
– Og til slut har De måske nogle gode råd at give læserne med henblik på næste feriesæson?
– Ja, skriv Dem kun på de i værkstedet opslåede lister, når De bestemt ved, at De vil benytte en lejlighed (sygdom kan dog forhindre dette), og dersom man har tegnet sig for en lejlighed og bliver forhindret, da må man så vidt muligt give meddelelse herom i så god tid, at en anden medarbejder eventuelt kan overtage lejligheden.
Nyt indgangsparti til HedelundBrønderslev Bank i Bredgade
Skolegade SkoleBrønderslev MejeriGl. Banegård og PosthusHotel PhønixBrønderslev set fra luftenI midten Brønderslev El-værk (nu Bibliotek) og øverst Skolegade skoleDen nye KirkeBanestrækningen gennem BrønderslevBrønderslev set fra luftenSkolegade Skole og Elværket (nu bibliotek)Gasværket i SøndergadeGasværketSkolegade SkoleKrog Jensen A/S Ford værksted i BredgadeElværket ved Skolegade
Friluftsbadet nu svømmehalTraktor- og Autoforhandler S.Møller hjørnet af Nørregade/Gravensgade
Brønderslev SygehusAlgade Kino/Biografen
I AlgadeAlgade
Chris Ole (Ole Christensen)
I Nygade
Herunder billeder af Pedershaabs udvikling i Brønderslev
Pedershaab fabriksanlæg set fra oven
I Algade
Baneområde før forlægning og ny Banegaard
Brdr. Langeland vvs m.m. i Nørrehus i Nørregade
Brønderslev Vandtårn står på et højt punkt ved den gamle hovedvej lidt nord for Brønderslev, nu ude af drift. Indvendig dekoreret af kunstmaler Otto Møller
Tidligere var her Pedershaab
Kongeligt besøg:
Kongeligt besøg her Dronningen i samtale med Borgmester Lene Hansen
Skolegade skoleTeglværksbrændereDet gamle Brønderslev Bryghus på BryggerivejPakhuse ved den Gamle banegårdNygade som den så ud engangHotel Phønix i Bredgade opført 1906Forretninger i BredgadeOpr. Brønderslev Bank men senere brugt til forskellige Kommune og StatDet flotte banklokale som stadig består Brønderslev Station, ca. år 1900.Det Gamle RådhusTv. Rutebilkiosken med Rutebiler stående bagved (Rutebilstationen tidligere)Den gamle RutebilstationBoligforeningsbyggerier med lejligheder ved FrederiksgadeVestergårdsgade, Falck er nu flyttet til Omfartsvejen syd/VestergadeBrønderslev marked 1. weekend i september
Bredgade/RådhusgadeI midten det gamle Gasværk ved SøndergadeAlgade engangKøbmand Hagbart Simonsen hjørnet Bredgade/Torvegadei BredgadeVed Hovedvejen/ÅlborgvejJernbanegade/AlgadeBrønderslev Slagteri som var beliggende i Algade/Slagterigade
Nørregade ved BanegårdspladsenEn af flere slagterforretninger i Brønderslev, Bredgade tæt ved Smalbyvejkøbmand Oluf Olesen, VestergadeOluf Olesen opr. købmandsforretningKajs Bageri i BredgadeBageri og Konditori i Vestergade tæt ved Jernbaneoverskæringensenere overtog bager Aksel VandkrogDommerkontor med retssal i Bredgade“Brønderslev borgerlige skyttelaug” Skydebrødre ved det årlige skydearrangement i Hedelund.
Ved Algade/Skolegade
Nederst den gamle Station ved Bredgade/JernbanegadeBrønderslev Boghandel lige ved Jernbaneoverskæringen
Banegårdspladsen med Station og PosthusBredgade engang!frugtforretning og slgter ved Bredgade/SmalbyvejDen tidligere Brugsforening i Algade
Torvehandel ved Torvegade/AlgadeRebslager Lehms hus i BredgadeDen gamle jernbaneoverskæring/Stjernekrydset v/SøndergadeDen gamle jernbaneoverskæring fra Algade/Søndergade/VestergadeDen gamle jernbaneoverskæring fra Algade/Søndergade/Vestergadegartner og blomsterforretning Johan Jensen i Nygade
En del af Brønderslev, Gravensgade/SmalbyvejTøjforretning i Jernbanegade/AlgadeEjendomme mellem Nygade og MejlstedgadePolitibetjent i BrønderslevPM orkestretEn Pedershaab vejtromle
BredgadeBredgade det Gamle ApotekVestergade
NygadeFra Algade engangi Jernbanegadetv. Jesper Hardahl og th. Arne JensenAdvokatens New Orlines jazz orkester
Store Brønderslev Marked
Dengang der var auktion i Brønderslev
o Toget fyldt med feriebørnLåsby Svendsen i midten i en god snak
Den lille og humørfyldte Poul ParnerUrmager/optometrist/Amtspolitiker foregangsmand ifb. med Rhododendronparken Tage Buus med sin kære hundGulf på TolstrupvejMindestenen står ved Bredgade/KirkevejKammerater på tur
Er det urmageren?AlgadeEt lokalt orkesterRestauration i NørregadeBestyrerne af Banegårdskiosken Raunsmed og frueHåndværkerne samlet her ved opførelsen af ejendommen “Dyrlægegården” i Nygade
Her Dyrlægegården i Nygade, endelig
Herunder – Billeder fra Besættelsestiden 1940 til 1945 i Brønderslev
Pedershaab medarbejdernes feriehuse mm.
Vestergade engang !Nørregade
Jeppe Bisgaard opfører ny tæppeforretning tæt ved Hovedvejen
Algade engangEn spøjs person læs om ham i bøgerneLå ude ved Hovedvejen/Østergade hvor Fakta nu ligger
Den lå engang i Gravensgade.
Lå engang tæt ved A/S Peder Nielsen og Hedelund.
Lærlinge hos Kroj Jensen Fordforhandler dengang virksomheden lå i Bredgade
Beliggenhed ?Hedelund i vinterdragtDet gamle RådhusAlgade engang !
Jernbanegade engang !Det gamle posthus iBredgade/Mejlstedgade
I Torvegde Teknisk SkoleJernbanegadeAlgade engangSøen i Hedelund / RhodendronparkenDer hvor Biblioteket ligger idagDen gamle Jernbanestation i Brønderslev
Det første Restaurant Hedelund – læs historienBrønderslev KroDen gamle Stationsbygning i Jernbanegade
Fra VestergadeBredgadeSå køres der mælk ud til Brønderslevs borgerei Nygade
Bredgade ved siden af Hotel Phønix
Brønderslev Stenhuggeri nu udflyttet til Østergade Tv. herfor blev opført den flotte bygning til Brønderslev Bank
Stenhugger Larsen, Bredgade, inden forretning æog stenhuggeri flyttede til Østergade (lå ved siden af Brønderslev Bank)Tv. udstilling af gravsten og th. farvehandel Kaj Stege
Jens Chr. Dalgaard fra Lokalhistorisk Arkiv fortæller i 1954 her om baggrunden for Den runde pavillon.
Billedet er fra et postkort fra 1906, og det viser den runde pavillon i Hedelund, umiddelbart efter dens opførelse 1903
.Dengang var bevoksningen ikke særlig høj, så pavillonens tårn ragede højt til vejrs. Det offentlige Hedelund anlæg skylder højskole. forstander N.C. Nielsen, gårdejer J. Pedersen og købmand A.P. Mejlsted sin tilblivelse.
I 1882 lod de beplante et areal på 8 tønder land af Øster Hedegårds jord, og overdrog i 1890 anlægget til et aktieselskab på 100 aktionærer (á 25 kr. pr. aktie) for en købesum af kr. 4.189. I kontrakten forpligtede aktieselskabet og de følgende ejere sig til fremtidig at vedligeholde og anvende anlægget i sin helhed, som et lystanlæg samt at udstede aktier til Vester Brønderslev kommunes beboere, der som aktionærer kun kan være stemmeberettiget, så længe de bor i kommunen.
Kontrakten blev underskrevet af følgende personer: Lærer Rosenkjær, købmand Wilh. Ehrenreich, træhandler J. P. Christensen, fabrikant P. Nielsen og gartner L. P. Nielsen.
Det nøjagtige årstal for den runde pavillons opførelse, har vi fra den daværende formand for A/S Hedelund Anlæggets, bankbogholder Brøndsted Hansen der udtalte til Vendsyssel Folkeblad 1921: »Hedelund anlægget fik 1903 en dansepavillon og i 1906 en restaurationspavillon, begge opført i træ. Efter den runde pavillons opførelse kunne man nedrive det træ- og lærredshegn, der var sat op omkring den udendørs danseplads for at give læ for vind og vejr. De nye pavilloner er til stor glæde for både unge og Gamle Hedelund er nu blevet til et stort udflugtsmål for mange skoler og foreninger, og er dermed blevet et meget vigtigt bindeled mellem land og by. Vi har altså årstallet på den runde pavillons opførelse her, men desværre ikke, trods stor eftersøgning nogen viden om, hvor den før har stået, eller hvad den har været brugt til – men måske læserne kan hjælpe os? En tanke melder sig, når man ser pavillonen indvendig, for da ligner den mest en cirkus manege, ikke ulig den som englænderen Philip Astley opfandt i 1768, da han opdagede adskillige fordele forbundet med at lade hestene løbe i en cirkel med en diameter på 13-14 meter. Vi forestiller os, at pavillonen har haft sin faste plads ved een af de gamle cirkus-dynastiers vinterbolig, hvor den har været træningssted i vinterhalv. året. Her har man trænet heste og andre dyr til nye numre eller vedligeholdt de gamle numre, til man om sommeren skulle på farten igen. Af de tættest boende cirkusfamilier kender vi Mundeling der havde plads til 500 tilskuere. De havde først bopæl i Dorf, senere på Langeland, men købte i 1899 det tidligere posthus i Øster Svenstrup, i HanHerred, som blev ledigt – ved Fjerritslevbanens åbning i 1897. Her blev bygget ny stald til hestenesamt et ridehus, og hele – beboelsen blev kaldt Vinterhviles. Vi ved det ikke, – men kunne deres gamle ridehus måske være havnet her, som den runde e pavillon i Hedelund?
Er det ikke vildt, at det store københavnske “Magasin du nord” var repræsenteret i Vildmosens hovedstad, Brønderslev?
——————————————————————————————————-
Selv ikke Mads Skjern i Korsbæk, kunne matche Carl Lauritzen, som forøvrigt pudsigt nok, var født i Skjern.
#####
Forretningen, der er vokset op sammen med sin by.
Carl Lauritzens Manufakturforretning i Brønderslev blev grundlagt i 1898 under meget beskedne forhold.
Carl Lauritzen begyndte oprindelig sin karriere som forretningsmand i Skjern, hvor han i 1894 havde startet en mindre manufakturforretning. Som den fremsynede mand, han var, indså han imidlertid, at byen i Vendsyssels hjerte ville gå en større fremtid i møde end vestkystbyen Skjern.
I 1898 rykkede han sine teltpæle op og flyttede til Brønderslev.
Da Jernbanen først var blevet anlagt, voksede Brønderslev støt og rolig og det samme gjorde Carl Lauritzens forretning og byen fulgte troligt med
i bestræbelserne for at nå i vejret. Carl Lauritzen placerede i begyndelsen sin forretning i Nygade, men det varede ikke længe, før han søgte ud mod hovedgaden, Bredgade, og lokale efter lokale blev taget i anvendelse.
I 1907 kom den første store udvidelse, og de senere udvidelser, der fulgte efter, kulminerede i 1912, da 1. etage i den store forretningsejendom blev inddraget til forretning. Der blev her indrettet “Konfektionsafdelinger” med prøverum etc. Sammen med udvidelsen i 1907 fik Carl Lauritzen udsalg for MAGASIN du Nord og denne forbindelse med det store anerkendte Københavnerfirma har været vedligeholdt siden.
Da Carl Lauritzen afgik ved døde i 1934; havde forretningen fået en størrelse og et omfang, som han vel ikke selv havde turdet drømme om, dengang han startede sin virksomhed i et lille Lokale 36 år tidligere. Men Carl Lauritzen havde evnen til at omgås Vendelboer og til at føre de varer Vendelboerne ønskede, og han skabte efterhånden en forretning, hvor folk kunne blive ekviperet fra yderst til inderst og det var kun de bedste varer, han førte i sin forretning. Efter Carl Lauritzens død blev den store forretning videreført af hans enke, fru Christiane Lauritzen, der gennem årene, særlig i de vanskelige år i starten, havde været intimt knyttet til virksomheden.
Ved Hjælp af en bestyrer fortsatte hun ledelsen af dette store foretagende i den samme ånd og efter de samme principper hvormed Carl Lauritzen ledede det ærligt og redeligt. Købmandsskab var den
fremherskende faktor.
I Ledelsen af forretningen har Fru Lauritzen i de senere år været
bistået af sin Søn, N. R. Lauritzen, der er ansat som Prokurist.
Kilde: Hakon Mielche, cirka 1946
Tilføjelse:
—————-=
Kilde: dis-Danmark.dk
I Bredgade lægger man også mærke til Carl Lauritzens store manufakturhandel.
Denne store forretning blev grundlagt 1898 i smedemester Buchholtz’ Ejendom i Nygade.
Forretningen gik hurtigt fremad, så Lokalerne stadig måtte udvides, og i 1907 flyttedes forretningen op til byens bedste forretningsstrøg, hjørnet af Bredgade og Nygade, og samtidig overtoges udsalget fra A/S Vett og Wessel i København.
De Fordele, der derved opnåedes ved at træde i forbindelse med det store Verdensfirma med de bekendte gode varer, gav forretningen endnu mere vind i sejlene, så at den nu i 1917 er en af de største i Vendsyssel og har et personale af 10 mennesker foruden direktrice og syersker.
Forretningen er så stor, at hele første sal er inddraget under denne, så at den er fuldt på højde med de største byers forretninger I samme branche.
Herunder billeder af den første Hedelunds bygning som nedbrændte efter krigen i 1945.
Her den gamle pavillon og med interiør ca. 1940
Tilbageblik
Vendsyssel Tidende den 23. maj 1954
Af dekoratør Jens Chr. Dalgaard
DEN NYE RESTAURANT I HEDELUND I BRØNDERSLEV ÅBNES 1. MAJ
Til erstatning for den gamle opføres i 1954 en ny restaurant.
Den nye præsentable bygning har kostet ca. 350.000 kroner og er fult ud tidssvarende med en smuk beliggenhed.
Brønderslev har ikke for mange grønne pletter, og det er derfor glædeligt, at en kreds af byens borgere for mere end 50 år siden gik ind for at skabe et anlæg i byen.
At det lykkedes for dem, kan byens nuværende befolkning glæde sig over ved at betragte “Hedelund” der i dag fremtræder som et smukt og velholdt anlæg.
Hedelund har gennem de mange år været samlingssted for byens borgerskab og utallige er de fester og sammenkomster, der har været holdt i det frie og i den tidligere pavillon.
Siden krigen har Hedelund ikke haft nogen pavillon. Den gamle der i mellemkrigsårene var et meget søgt sted, blev som bekendt taget af tyskerne, da de besatte Danmark, og det som besættelsestropperne ikke nåede at ødelægge, gik op i luer 1943. Brandårsagen blev aldrig rigtigt opklaret, nogle fortalte at det var en overophedet kakkelovn, der fik skylden for dens opståen, andre fortalte at det var sabotage. Efter krigen rejstes spørgsmålet om en ny pavillon sig.
Arkitekt Jens Knudsen udarbejdede et projekt på 70.000 kroner og det godkendtes af den daværende bestyrelse, der havde ca. 40.000 kroner, der var erstatning for den gamle pavillon, som var indsat på en Sparekassebog.
Tyskernes ophold i Hedelund havde imidlertid ikke alene skabt en brandtomt. Der var også tale om andre former for vandalisme.
Anlægget blev i disse år omdannet til et afsondret område med pigtrådsspærringer. Panserskjul og løbegrave satte deres ærgerlige spor. Det ville koste mange penge at istandsatte anlægget igen.
Den daværende bestyrelse der bestod af slagteridirektør Madsen, direktør Peder J. Nielsen P.M., ingeniør Aage Andersen, og formanden boghandler Mandrup Poulsen, afstod anlægget til kommunen, der gav løfte om at føre det videre efter de oprindelige planer og betegnelser.
Efter at kommunen har overtaget Hedelund, er der gjort store forbedringer og der arbejdes stadige på at gøre anlægget så tiltrækkende som muligt.
Partiet om søerne, hvor svaneparret og vildænderne har deres domæne og planerne med de forskellige blomsterrabatter finder man ikke smukkere i andre byer. Der er skovet meget, men det har vist sig at være en fordel, at der er skabt lys og luft og gode vækstbetingelser for de omfattende nyplantninger der har fundet sted. Til børnenes store tilfredsstillelse er der indrettet en ideel legeplads med gynger, karruseller m.m.
I 1950 gav man sig på arkitekt Knudsens tegnestue igen i lag med at udarbejde tegningerne til en ny pavillon, og resultatet heraf er blevet et projekt til 300.000 kroner. Det blev godkendt af byrådet, og for 1 års tid siden gik man i gang med at bygge. Byggeriet er nu så langt fremme at restauranten vil blive åbnet til juni. 1954.
Om kort tid indvies den nye pavillon og dermed er der skabt mulighed for at borgerskabet igen kan mødes til sammenkomster i byens anlæg.
Det er noget senere end beregnet, men alligevel inden sæsonen. Forinden alt er klar til at tages i brug, vil omkostningerne nærme sig 350.000 kroner, men bygningen er og blevet meget præsentabel, og udstyret er tidssvarende Den nye restaurant er bygget med facaden ud mod Nørregade, og der er indrettet bilparkering lige ved bygningen. Alt indendørs er holdt i lyse afstemte farver og det første indtryk man fornemmer når man træder ind i den store hall er varme og hygge.
Restaurationslokalerne er indrettet med udsigt over anlægget, og den store terrasse der er bygget, står i forbindelse med dansesalen, der ligger lige ud til plænerne og søen. Der er tre restaurations lokaler, der er anbragt således at de kan benyttes hver for sig, men også slås sammen til et stort lokale, der kan benyttes til mindre sammenkomster møder og lignende.
Restaurationens navn bliver naturligt nok “Hedelund” og navnet vil komme til at stå med blokbogstaver i neon hen over den brede indgang ud mod Nørregade.
Mens den gamle pavillon kun var åbnet om sommeren, er det meningen, at den nye restauration skal holde åbent hele året. Den nye vært, Børge Christoffersen, er ukendt med forholdene i Brønderslev, men han går ind i arbejdet med optimisme.
Der er bestilt musik for sommeren. Det bliver Hilbert Mellerups orkester, der skal sørge for underholdningen og dansemusikken foreløbig og der er i den anledning indkøbt et stort flygel.
Lysekroner, gardiner og service står i forhold til restaurantens smagfulde udførelse, og alt er således lagt tilrette til besøg af byens befolkning og turister.
Det kan nævnes, at der allerede er indløbet bestillinger fra flere selskaber, der har ønsket at afslutte sommerudflugter i Brønderslev. Bortset fra enkelte specielle artikler, er det byens håndværkere og næringsdrivende, der skal have æren for det smukke resultat, der er opnået.
Bygningsarbejdet er udført af murermester Th. Strandskov. Tømrermesterne Frederik Jensen, Langeland & Leo Christensen, snedkermestrene J.C. Pedersen, og søn, og Aksel P. Larsen, glarmester Svend Larsen, malermester Georg Bast, installatør Willy Larsen, Smedemestrene Henriksen & Larsen. Pedershåb Maskinfabrik, A/S og Ejner Bertelsen inventar.
Møbler leveret af Jensen og Christensen, Th. Thorhauge, Harry Jensen, Viggo Thomsen, Valdemar Karnge, Fini karner og Jens Kirk.
m
Tilbageblik
