En fortælling    om og af   Murens Leo, årgang 1936                                                       

 

Hvem er jeg       

Leo Kjær Nielsen (kaldet murens Leo. Født i Manna 14-8-1936 af ugift mor. Boede i 3 år hos mine bedsteforældre Jens og Mathilde samt min oldemor Else Marie.

Da min oldemor døde i 1939, blev jer adopteret af murer Christian og Else (min biologiske mors søster) i Vrensted.

Gik i Vrensted Byskole 1943-1948 og Løkken Realskole 1948-1952

Var i 1952-1953 ”høwer” hos Arnold Trudslev.

Kom i smedelære i Stenum 1953-1957 hos Laurits Larsen

Gik på Ålborg Maskinmesterskole1956-1959.

Var marinesoldat 1959-1961 (17 mdr.)

Sejlede 1959-1961 med Mærsk Line.

Gik på Københavns Maskinmesterskole 1961-1963.

Arbejdede 1963-1966 på Enstedværket i Åbenrå.

Blev i 1966 ansat på Vendsysselværket (nu Nordjyllandsværket) og var med i hele opbygningen og senere driften

Var i årene 1970 til pensionering i 1995 overflyttet til driftskontoret og arbejde her som instruktør, sikkerhedsleder m.m.

Blev igen i 1996 hyret til div. konkrete opgaver samt til rundvisninger.

Kommer nu kun til pensionistsammenkomster.

 Min slægt. 

Der er nok nogle der tror, at hvis man søger tilstrækkelig langt tilbage finder man ud af, at man kommer fra ”noget fint”. Jeg tror nu nok, at det sjældent er tilfældet. Og det tror jeg også er tilfældet hos mig. Når jeg går tilbage til mine oldeforældre viser det sig, at de er ganske almindelige mennesker, i stor udstrækning med en håndværksmæssig baggrund.

Mine oldeforældre på min mors side stammer begge fra området. Her kommer min oldefar fra området mellem Manna og Gl. Hammelmose. Han nedsatte sig som Hjulmager og Karetmager på Gl. Hammelmose Mølle.

Min oldemor er født på Helledi mellem Thise og Vrensted. De er altså opvokset tæt på hinanden og kan let have mødtes ved en lokal festlig begivenhed som sommerfest på toppen af Thise Bakker.

Det andet hold oldeforældre på mors side stammer begge fra området omkring Arden i Rold Skov, mere herom senere.

Min morfar karetmager Jens Emanuel Kjær f. Pedersen, kommer fra en familie ved mosen syd for Manna. Faderen var hjulmager og karetmager og boede på Gl. Hammelmose Mølle. Flyttede senere til Thise og tog navnet Kjær da de tidligere boede på Manna Kær. Min bedstefar blev uddannet til karetmager. Familien flyttede senere til Aalborg og herefter til Manna og åbnede en karetmager/træskomager forretning i Manna, hvor jeg blev født. De flyttede til sidst til Brønderslev og ligger begravet her.

Min mormor stammer fra Arden hvor faderen var ledvogter og baneformand. Vi har en enkelt gang besøgt en onkel i ledvogterboligen ved vejovergangen med den store klokke. I husets vindue ud mod bommene stod der en papegøje i et bur. Det var i øvrigt Mathilde der en dag i min konfirmationsalder fortalte mig om hvordan min fødsel og første barndom kom til at gå. Det var jo ikke normalt at snakke åbent om problemet når en ung pige som her, af en indremissionsk familie kom ”galt afsted”.

Min farfar Jens Peter på Nørkæret kom fra en familie i Hundelev, der ligesom han var husmand og murer. Jeg husker ham tydeligt. Når vi besøgte dem på Nørkæret, sad han altid mellem kakkelovnen og døren til soveværelset og lige i nærheden var krogpiben og tobaksbordet med tobak i den ene skuffe og skrå og ”udkrasning” i den anden. Hans død står helt tydelig for mig. Da han skulle synges ud, stod han i den åbne kiste nede i gangen, og da vi skulle gå, fik jeg besked på at hente frakkerne. De hang desværre på knage bag ved kisten, så jeg måtte række hen over ham for at få frakkerne. Et syn jeg aldrig glemmer.

Min farmor, Anna Kirstine blev født på gården ”Ellisgård” som lå på Nørkæret tæt ved hendes nye hjem. Her fødte hun 8 børn samtidig med, at hun passede husmandsbruget med et par køer og nogle grise. Jeg har kendskab til to af hendes søskende, nemlig Elvine gift med smed Christensen fra Mejeribyen samt Jens Ellitsgård der også boede på Vingevej. Jeg har aldrig mødt min farmor, da hun allerede tidligt døde af koldbrand på Hjørring Sygehus. I min søgning er jeg ofte stødt på hendes navn, mest i.f.m. Ellitsgård. Tænk kun at flytte få hundrede meter fra sit fødehjem, føde 8 børn, arbejde hårdt med bruget og så dø i en al for tidlig alder. Jeg har ondt af hende.

Det ene hold oldeforældre på min fars side stammer begge fra Hundelev/Jelstrup. Her blev de også viet. De blev begge begravet i Jetsmark.

I det andet hold oldeforældre stammer faderen fra gården Eilertsgård på Nørkæret. Gården lå mellem Lindegård og Ågård. Moderen her stammer fra Klæstrup.

Så næsten hele min slægt stammer her fra Vendsyssel. Kun min mormors slægt stammer fra området omkring Hadsundbanen, hvor flere af familien senere blev ansat.

5 Bilag til oversigtsplan 1.

  

NB: nr. 1-6-9-10, se oversigtsplan 1.

12.Karetmager Jens Emanuel Kjær f. Pedersen f. d. 9-7-1877 i Hammelmose Mølle. Voksendåb d.15.04.1914. Død d. 21-1-1962 i Brønderslev. Viet til husmoder Mathilde Hendriksen d. 16-11-1901 i Storarden kirke.

13. Mathilde Hendriksen f. 23-12-1878 i Haldtostrup/ Hobro. Død d. 2-2-1953 i Brønderslev. Viet til Jens , se 12.
14. Jens og Mathilde fik 7 børn. Else Kirstine Kjær f. Pedersen 1903-1997. Christian Peter Kjær 1905-1987. Jens Richard Kjær 1907-1961. Thomas Kjær 1914-?. Inger Marie Kjær 1915-2003. Erik Henry Kjær 1918-1985. Karl Emil Kjær 1921-1968.
15. Hjulmager Jens Peder Pedersen f. 16.03.1840 i Svinget Manna Kjær. Voksendåb d. 18.04.1840 i Thise Kirke. Karetmager, Insidder, 1871 i Gl. Hammelmose Mølle,
16. Else Marie Thomasdatter 1847-1939 Manna Kær.
17. Ledvogter /baneformand Niels Christian Hendriksen 1845-1931 Arden.
18. Kirstine Pedersdatter 1846-1923 Arden.
19. Familien Hendriksen Arden.
20. Jens Peder og Else Marie fik 4 børn.

En mindetur gennem min barndoms gader i Vrensted.

Jeg er lige stået af Brix´s røde rutebil, som nu i en støvsky fortsætter mod Løkken. Det er sommer og grøftekanterne er fulde af liv. Jeg ser mig omkring. Lidt længere ude af Brønderslevvejen bor Chr. Slots`, som arbejder for min far. Håndlangerne siger, det er hårdt arbejde at forsyne Chresten med sten og mørtel, da ingen andre kan lægge så mange sten som ham.

I det fjerne, ud fra Kongsengene, kommer der nu noget mærkeligt kørende på en lille lav knallert. Den er så lille, at sædet og styret er sat op på et langt rør. En stor dame sidder på maskinen og med en lang frakke flagrende efter sig. Det er jordemoderen, som bor i et lille hus lidt længere ud mod Kongsengene. Et syn der altid grines af. Knallerten er en af de maskiner, der blev nedkastet med de engelske faldskærmssoldater. Gad vide om hun har fået den forærende af Vrensted nedkastningsgruppe.

På vejen tæt ved Emilie-Peter, var der en mergelgrav, som vi badede i. Det måtte vi ikke, da det kunne være farligt med det kolde vand. Måske derfor var det spændende.

Jeg vender blikket mod syd og får øje på Minister-Tewdor komme trækkende med sin ko. En ganske fredelig og hyggelig fyr. Under besættelsen hvor man havde svært ved at få tobak, tjente vi drenge en skilling ved at tørre kirsebærblade til hans pibe. Det tørrede vi på en bageplade i komfurovnen. Men det var svært at få den rette kvalitet. Var det for tørt smuldrede det, når han stoppede piben, og var det for vådt kunne han ikke få ild i det.

Jeg fortsætter op ad grusvejen op mod svinget. Til højre lå Vrensted Mølle. Jeg husker ikke at vingerne har drevet møllen. Til gengæld var der en stor petroleumsmotor med vandretliggende cylinder, som drev møllen. Motoren var anbragt i et muret maskinhus lige op ad møllens fundament. Til køling var der muret et bassin med vand, og fra motoren gik der rør hertil. Jeg har senere set en sådan maskine flere gange, og det, at de kom fra den nedlagte Maginolinie efter første verdenskrig. I selve møllens jordvold kunne vi grave et lille åbent hul forsynet med et meget hjemmelavet tag. Her kunne vi drenge i fred og ro sidde og drømme fremtidsdrømme. Mon ikke de fleste ville være lokomotivførere.

Hvem der boede i huset nord for vejen, husker jeg ikke men der blev fortalt, at de var i familie med mælkemand Ejlert og Marie (har senere fået at vide at det var Maries far)

I selve svinget på sydsiden af vejen boede Harald Nielsen, Else og Poul. Harald var lillebilvognmand. Han havde en af disse meget lave Citroenér, som man så i gl. franske kriminalfilm med Lemmy Constantine. Der fortælles, jeg kan ikke huske det, at han under besættelsen forsøgte at montere en gasgenerator bag på. Det må have set mærkeligt ud at se en så lav bil med en stor skorsten/generator stikkende op bagpå.

På samme side af vejen kommer det næste hus som bebos af Frederiksen. Han var vejformand ved et eller andet firma og til transport havde han en gl. motorcykel, som ofte stod udenfor. Den skulle vi drenge ofte hen at røre ved. Var det her i dette hus at Gilbert havde sin første cykelforretning?

I det næste hus på samme side boede Rosa og Valdemar. Han var en meget værdsat håndlanger hos min far, og jeg tror, han var der næsten hele tiden. Rosa var kasserer i den lokale fagforening, og der stod ofte kø udenfor bryggersdøren, når man skulle til kontrol og stemples. Jeg ved dårlig nok hvor mange roser denne familie skulle have. En stor buketfuld, mindst. Jeg kom der ofte, og der var altid plads til en mere, selv om huset var fuldt af både egne børn og børnebørn. En af årsagerne var også, at jeg var næsten jævnaldrende med Bernhard og Poul, og at Bernhard senere kom i murerlære hos min far og samtidig flyttede ind i drengeværelset sammen med Svend og mig. Om aftenen når vi var kommet i seng sang vi ofte en lille sang om vore hemmelige kærester. En af sangene var ” Dernede i dalen en lille hytte lå—”. Rosa var nok lidt ”missions”, og en kort overgang var min mor og mig med når der var møde i missionshuset i Løkken. En kort periode var jeg også med i søndagsskole. Men det var slet ikke noget for mig.

I huset overfor boede Wilhelm Ørum´s. Vi så ham ofte komme kørende i sin ponyvogn med ”skravler” og hvori der ofte var en levende gris. Man sagde, at han nok solgte grise til tyskerne. Og det var jo ikke velset. Efter besættelsen viste det sig, at han var medlem af Vrensted modstandsgruppe bestående af bl.a. Stevns, Knud Svenningsen, Erik Eriksen, Arnold Michaelsen m.fl. Så jeg tror mere på, at han samlede informationer til næste nedkastning ved Ingstrup Sø.

Det næste hus efter Rosa-Valdemar var Jens Ellitsgård`s. Jeg husker Mogens som læste til lærer. En søster, Nelly, udvandrede tidligere til USA hvor hun blev gift med Gene Thuesen der var Sales Manager i Knudsen Cremery Compagny. Jeg besøgte dem flere gange i Los Angeles når ” Nicholine Mærsk” var i havn der. Mere herom senere. Jens var frisk til det sidste. Jeg husker et billede i Vendsyssel Tidende, der blev taget på hans 85års fødselsdag og hvor vi så ham høste korn med sin ”hylli” (le). I forbindelse med min slægtsforskning, har det vist sig, at vi var i familie med hinanden, idet Jens Ellitsgård var min fars morbror. Se slægtsdiagram.

Lige efter Ørum boede Harald Hansen´s med sønnen Gunner. Det var et sted jeg kom ofte, da jeg syntes at alt ved landbruget dengang var spændende. Det var sjovt at se, når ”kontrollen” kontrollerede mælkeprøver inde i bryggerset med sin store skive med alle reagensglassene sat fast ude i periferien. Men det var en modbydelig lugt med den syre, der blev brugt til prøverne. Når der blev tærsket, var det sjovt at se alle de mus der efter det sidste neg i et gulv myldrede op ad væggen. Her havde hunden nok at lave. Udenfor ko huset ved ajlebeholderen, var der et lille hus til grise og kalve. Her blev der under og lige efter besættelsen tørret hjemavlet tobaksblade. Når bladene var passende, blev de rullet sammen og skåret i smalle strimler i en maskine, der var en mini rugbrødemaskine. Herefter blev tobakken tilsat en væske, sådan at tobakken kom til at dufte som ”Mac Barens” pibetobak. Vi knejter skulle naturligvis også prøve at ryge. Vi lavede en pibe af udmarvede hyldegrene som blev udhulet til både spids og hoved. Herefter husker jeg kun at vi alle herefter fik voldsomme opkastninger. En proces som alle raske drenge måtte igennem. Gunner var ikke altid god ved os drenge. På marken nord for gården gik der køer i en indhegning med ståltråd, hvori der var strøm. For at kontrollere om der var strøm på, sagde Gunner at vi blot skulle tisse på tråden, så ville vi opdage det. Ja mon ikke, Men jeg tror ikke vi lod os narre. I stedet kunne vi gøre et græsstrå vådt og lægge det på tråden. Under besættelsen lavede mor og Emma kartoffelmel af revne kartofler, som stod til bundfældning i en vaskebalje. Herefter kunne det lægges til tørre i solen. Når kornnegene var tærsket, blev halmen anbragt i et ”gulv”. Det var sjovt for os unger fra nabolaget at klatre op på ladens trækonstruktion og hoppe ned i den bløde halm. Jeg skylder lige at nævne, at det engang kostede et knæ i det ene øje, hjernerystelse og 14 dage på sygehuset.

Lige overfor mit hjem boede mælkemand Ejler og Marie med børnene Kirsten og Ninna. Det var jo piger, og dem legede vi drenge ikke så meget med. Men jeg var ofte med i marken sammen med Ejler. Han havde marken hen til Jens Ellitsgård, samt lidt jord på den anden side af Brønderslevvejen. Når der skulle tærskes korn, kom Traktor Charles med sit transportable tærskeværk, der blev trukket og drevet af en stor Fordson Major. Så var det med at holde sig på afstand, da den store rem mellem traktor og tærskeværk så farlig ud. Når Ejler var på mælketur, fik vi drenge ofte lov til at være kusk. Så kunne Ejler koncentrere sig om mælkesalget. Kirsten blev gift med Torben, som desværre døde under en ferietur. Kirsten fik senere konstateret kræft og døde af det. Ninna blev uddannet til damefrisør. I min slægtsforskning har det vist sig, at vi også var i familie med Ejler, idet hans far og min bedstefar fra familien Kjær var brødre.

Lige overfor, Vingevej 9 i dag, var mit barndomshjem. Jeg bliver nødt til at stå stille her under min vandring gennem barndommens gader. Det er helt utroligt, så mange positive tanker, der nu myldrer gennem mit hoved. Et fantastisk godt barndomshjem, som jeg kunne skrive meget mere om. Og det gør jeg så senere. Med en duft af nylagte hestepærer går jeg videre.

På marken hen mod Smed Søren, var der en oplagsplads til stilladsbrædder m.m. Da al stillads blev bygget op af træbrædder og stolper, var det vigtigt at alt var ok og klart til næste opgave. Lige inden smeden, blev der senere bygget et hus, som jeg ikke har kendskab til. Men de må have været radioamatører, da huset blev forsynet med høje antenner.

Det næste hus på vejen var smedemester Søren Nielsen med konen Ellen og datteren Kirsten. Sjovt nok var det ikke et sted jeg kom særlig meget, da jeg jo senere blev udlært til grovsmed. Ved siden af smedjen boede svendene. En af dem hed Åsholm. Han var jæger og havde derfor et jagtgevær. Under besættelsen når de tyske spærreballoner rev sig løs i en strid vestenvind og slæbte fundamentet med sig over stok og sten, blev Åsholm tilkaldt for at skyde ballonen ned. Om det lykkedes ved jeg ikke. En anden svend hed Dusinus eller Dion som boede til leje i enden af Tårnurfabrikken, over mod diget. Jeg tror ikke han var der særlig længe og flyttede fra byen. På et tidspunkt tog Søren en lærling fra Ingstrup Efterskole. Det var, så vidt jeg husker en skole for børn der havde fået en dårlig start på tilværelsen. Men han måtte desværre forlade pladsen, da der efterfølgende gik rygter om ar ”der forsvandt ting”. Senere gik der rygter om at det ”vist nok ikke var ham alligevel”. En træls skæbne for et ungt menneske der forsøgte at få en bedre start på livet. Smedjen blev senere solgt til Per Hvarregård.

Lige overfor smedjen lå Vrensted Central, som i min tid blev bestyret af ”Central Marinus”. Han var invalid, da han tilsyneladende ingen fødder havde. Han kørte i en trehjulet handicapcykel, hvor forhjulet blev trukket af kæder og pedalarme ført op således, at han kunne betjene dem fra sædet. Underbenene der næsten kun var et par klumper hang ned fra sædet og kunne ikke bruges. Han havde en hjælper eller kone som passede ham og indimellem også centralen. Når vi måtte lave ballade eks. Nytårs aften, gjorde vi det kun når hun sad ved omstillingsbordet, så vidste vi, at banen var klar. Marinus havde i øvrigt en i samme situation, nemlig ” Kræn Jensen Trehjywel” fra Bådstedhede. Vi så dem altid, når der var afslutning på idrætsugen eller der var fest i Anlægget. Ifølge min mors kogebog, hvori hun noterede alt muligt havde Marinus 30-års jubilæum i 1945.

I sidste hus på sydsiden ved siden af Centralen boede Jens Madsen. Det var et lille landbrug men Jens Madsen havde også en ”Lillebil”. Det var en stor 6-cylindret Chevrolet med plads til 6 passagerer, de to på klapsæder bagved de forreste sæder. I huset var der også Vrensted bibliotek, som jeg benyttede meget, da jeg læste meget og havde en bogreol oppe på drengeværelset. Også dette hus var et af Sagfører Olsens projekter.

Imellem Smed Søren og Knudsgård lå vandværket. Der måtte vi ikke komme ind, men når der var eftersyn, listede vi os til at se ind af døren og blev imponeret af de store beholdere og pumper, der langsomt gik op og ned og sagde DUNK-DUNK-DUNK. Jeg husker, at der blev forsøgt at lave en ny boring lige nord for vandværket. Ja, det har nok ikke lykkedes, da vandværket nu jo er flyttet. Vandværket blev senere ombygget til bolig for en familie. Det må have været et stort arbejde.

Og så står jeg pludselig midt i Vrensteds pulserende centrum. Her er der altid liv. Cyklister, mødre med barnevogne, hestevogne med læs til dyrene, glade skolebørn på vej hjem og meget mere. Uanset næsten hvor man kommer fra og næsten uanset hvor man skal hen, foregår det via Trehjørnet. Her er Kommunekontoret, her har Gilbert cykelforretning og her har Romedal bygget hus og lavet herreklip, og her har hans kone lavet isbod, som efter kort tid blev vores nye samlingssted (i stedet for bager Bedholms forgang). Jeg står her lidt i egne tanker og mindes de mange oplevelser, der knytter sig til dette sted. Men jeg vender mig mod nord og går ud i ” Mejeribyen.

Gården Knudsgård på højre hånd har jeg egentlig ikke haft noget forhold til. Min bror Svend, var en overgang hjælper her. Men mon ikke Svend og Knud Hoven var i samme alder. Min mor købte senere et stykke jord af Per Hoven til udvidelse af haven. Det gav desværre flere opgaver til mig.

I det næste gule hus på højre hånd boede min onkel Arnold og Hanny med børnene (jeg husker desværre kun Selma og Årle). Jeg mener der var to piger mere. Der kom jeg ikke særlig tit. Drenge leger jo ikke med piger (Undskyld piger men det kommer senere) og Årle var noget yngre. Arnold arbejdede for min far og sammen med onkel Ernst fra Nørkæret var de begge betroede medarbejdere på byggepladsen, når far var optaget hjemme af det administrative. De må have været gode læremestre, da Svend senere kom i lære.

Jeg står her lidt og kigger op på telefontrådene der skal hen til Marinus samt el-trådene, der kommer fra transformatortårnet i Mejeribyen. I de hårde vintre i 40-erne var der altid høje snedriver netop her, og vi blev advaret om, at det var farligt at røre trådene.

I det næste hus boede Astas Ejner sammen med sin mor og en søster. Ud af Ejners fortællinger kan jeg se, at han var karl hos Harald Hansen og senere i købmandslære i Stenum, hvor jeg også senere kom i lære. Efter sin pensionering blev Ejner en god foredragsholder og en god formidler af Vendelbomålet, som han også brugte i det daglige. Ejner kom senere til Aalborg Politi som kriminalkommissær sammen med endnu en Vrensted dreng, nemlig Svend Mejlholm fra Østre Hede. Svend bor i dag i Skalborg sammen med Inger. Vi holdt i øvrigt juleaften sammen hvert år.

I det næste hus boede Ejnar Kraghs med børnene Oda, Edel og Henning. Henning var desværre en spinkel og svagelig dreng. Man sagde at han havde haft Engelsk Syge som barn. Desværre var Henning et let offer for drillerier (mobning), da kan ikke kunne forsvare sig. Han var meget bange for grangrene og en dag blev der i et frikvarter anbragt en gren i hans skoletaske. Han skreg af rædsel, da han åbnede sin taske. Det var synd for Henning, så mobning fandtes også dengang. Henning døde desværre i en al for tidlig alder.

Næste hus på vejen var barberens, Her havde Simoni og Magda hver en salon. Inde hos Simoni lugtede det altid af hårvand og hos Magda af varm krøllemaskine. Magda blev betragtet som en fin dame, også af hende selv iflg. barberens Leo. Det var altid sjovt at se, når Simoni var ude at cykle. Han havde et stift højreben og cykelhandleren havde ændret pedalarmen så den godt kunne bruges selv med et stift ben. Jeg har i øvrigt truffet Leo senere her i Lindholm, hvor han var i gang med sin slægtshistorie. Den er senere udgivet på Jens Ottos hjemmeside. Læs den. Den er meget spændende.

Lige ved siden af boede Møbelsnedker Oluf Jensen med hustru Maren samt børnene Georg, Arne samt 2 mere som jeg ikke husker navnene på. Oluf var en meget dygtig håndværker og lavede gedigne møbler. Min datter har stadig et spisebord med stole fremstillet af Oluf og hans folk. Det var spændende at komme ind i værkstedet og se når der blev limet finer. Når den varme lim fra potten på komfuret blev smurt på fladerne og fineren blev lagt på, skulle det gå stærkt med at skrabe overflødig lim væk. En anden grund til at jeg kom der var, at Georg og jeg lavede en tre-mastet skonnert. Vi ville ud at sejle. Skibet blev laver af et stykke et-tommers planke og master og ræer blev lavet af tørrede grene fra haven. Da skibet skulle døbes, blev vi uenige om navnet. Jeg syntes det skulle hedde Ystalyfera, mens Georg mente det skulle hedde Rolf. Hvem der fik ret, husker jeg ikke. En af lærlingene var i øvrigt flokleder for en gruppe ulveunger i Løkken, og han overtalte mig til at blive spejder. Mere herom senere. Den yngre bror Arne har skrevet sine barndomserindringer i bogen ”Kærminder”. Kan anbefale at læse den.

Den sidste del af mejeribyen var egentlig ikke et sted, som vi drenge fra Midtbyen brugte, men der er alligevel nogle minder herfra, så jeg fortsætter turen.

Det næste sted jeg husker, er ”Cykelhandleren”. Skulle det være mere præcist blev han kaldt ”Christensen”. Her blev min interesse for teknik nok vakt. Det var sjovt at komme ind i det rodede, men hyggelige værksted og iagttage reparationerne. Her lærte jeg at vedligeholde vore cykler. Jeg lærte at stramme kæder, udskifte pedaler (husk links gevind på den højre), at justere nav og styr m.m. Han og Gerda flyttede senere hen på den gamle tivoliplads mellem Reinholt og Gilbert og lavede her autoværksted. Sønnen Svend og jeg blev i øvrigt kolleger, idet vi begge som maskinmestre kom til at arbejde på Elværker.

I huset og værkstedet ved siden af boede Willy Kristensen. Han blev næsten altid kaldt ”Karetmageren”. Jeg har nu aldrig set hverken vogne eller kareter der. Jeg tror heller ikke at far arbejdede sammen med ham. Men jeg husker Willy for en bestemt ting. Han begyndte at udleje transportable el-vaskemaskiner. Og det var en kærkommen gave for mig, da jeg ofte skulle hjælpe med at vugge den gamle vaskemaskine, når der var storvask. Willy havde en cykeltrailer og med den transporterede han maskinen ud til kunderne, der så kunne leje den et par dage. Senere kom jo fællesvaskeriet mellem Agnes Bak og købmanden. Jeg tror det fik en ende, da Elektrikerens Marie begyndte at sælge hårde hvidevarer fra deres butik i Mejeribyen.

De næste huse på vejen ud til mejeriet har jeg ingen kendskab til, så jeg stopper op ved Smed Christensen. Vi var på besøg der nogle gange og hvorfor vidste jeg ikke. Men det viser sig at vi ”er lidt i familie”. På et opslag af Jens Otto, kommenterede jeg vores besøg der. Denne bemærkning blev kommenteret af Konni Bentzen der skrev, at konen i huset var hendes oldemor. Hun hed Elvine, født Ellitsgård, og da min bedstemor på Nørkæret, Anne Kjerstine også var født Ellitsgård begyndte en slægtshistorie at tage form. Det har vist sig at Anne Kjerstine, Elvine Christensen og Jens Ellitsgård fra Vingevej alle er søskende. Dette kan ses på Slægtsdiagrammet for Familien Nielsen Nørkæret. En sjov detalje der gør Slægtsforskning spændende. Jeg tror ikke Smed Christensen var særlig aktiv i denne periode, vi besøgte ham. Men smedjen lugtede stadig af esse, kul og hestelort.

Så står jeg igen i et lille knudepunkt, dog noget mindre end Trehjørnet. Men aktivitet var her, ofte til ud på aftenen. Mejeriet kørte om formiddagen, Brugsen og Martin havde åbent til sidst på eftermiddagen, hvor så Forsamlingshuset så ofte startede op. Mejeriet var til stor hjælp for en beskidt smededreng som mig. Vi havde i starten ikke badeværelse hjemme, og i smedien, kun at blive vasket i en spand lunkent vand hele ugen igennem, var ikke tilstrækkeligt. Men om søndagen kunne vi få brusebad med vand fra de varme kedler.

Inde hos købmand Martin duftede det dejligt af træskosværte og nymalet kaffe. Det var dog ikke et sted vi handlede. Rygterne sagde, at Martin var Brugsens største kunde.

Forsamlingshuset har for mig spillet en stor rolle. Det var et centralt sted med de mange aktiviteter. Huset har været med til at forme mig til det jeg er i dag. Det har i min tid været et vigtigt sted i gode gamle Vrensted. Mere herom senere.

Men nu går det sydpå igen med at kigge på husene på vestsiden af vejen. Her husker jeg nogle få ting.

Brugsen havde to sønner Jørgen og Erik. Jørgen var engang ude for et uheld, så ambulancen måtte tilkaldes. Det var sjældent at se den grå bil med det gule udrykningsflag på forskærmen komme susende gennem Vrensted. Erik kom i lære på PM i Brønderslev og uddannede sig derefter til maskinmester. Jeg tror at Erik var mit forbillede, da jeg også senere blev maskinmester. Min far købte sin første bil af uddeleren. Det var en Ford 31 med nummeret P5089 og den tjente familien godt i mange år. Da Svend begyndte at tage kørekort hos Dam Nielsen i Brønderslev og lærte at køre Ford`en, var det ham der kørte folkene ud på arbejdspladsen. En førstemand i Brugsen, kaldet Søndergård, var for øvrigt, sammen med Kalle, nogle af de bedste på Vrensteds førstehold.

Herefter var der et tømrerværksted ejet af Chr. Rode. Han og far arbejdede meget sammen og var nok det værksted, far brugte mest. Også her var der en søn Morten, som senere overtog værkstedet. Da Morten og Elna blev gift, boede de kortvarigt i en lejlighed på 1. sal hos os.

Det næste hus jeg husker noget fra er vognmand Henry Nielsen. Det var altid ham der kørte med sneploven i de hårde vintre. Midt i 40erne havde han og snekasterne nok at gøre. Når Henry kom kørende med fuld fart og med gnister fra sneploven, når den kom til at røre grusvejen og derefter drønede ind i en stor snedrive, var det med at komme af vejen. Mon ikke Henry arbejdede en del for Kommunen, da han også både kørte sneskærme ud og hjem. En aktivitet vi jo ikke ser mere.

De næste huse på vejen efter sidevejen op til Kirkemarken kan jeg ikke rigtig huske noget om. Men frysehuset var en meget stor fordel for alle, der slagtede selv. Så var man næsten fri for at ryge, salte eller henkoge. Ole og Laila gjorde en stor indsats i husets forvandling til beboelse.

I det næste gule hus boede Post-Else og Poul. Jeg mener de flyttede hertil da Harald døde.

Det efterfølgende røde hus blev bygget af min bror Svend og Erna da de blev gift. Her blev min første kæreste fra min tid i Stenum vel modtaget. Det var et stort og dejligt hus, men måske lidt for farligt med små børn og de to trapper. Huset blev solgt til repræsentant Aksel Nielsen, hvorefter de byggede det nuværende hus på Anders Olesens Vej.

I det næste hus boede Helga Mikkelsen og Bjarne. Jeg mener de byggede huset da cykelhandler Gilbert Mikkelsen fra Trehjørnet døde.

Fra det næste hus på vejen, den lille røde bungalov, har jeg en lille sjov historie. De to ens huse blev bygget lige efter besættelsen, da der ved hjælp fra Marschall-hjælpen kom gang i byggeriet. Da de var ved at støbe dækket over kælderen, kom jeg derhen for at få lov til at købe en ny is type. Det var de runde AMA is med en pind stikkende ud af hver ende. Men far sagde nej. Men så protesterede de andre. Hvis ikke far hostede op med en skilling, ville de så selv betale. Jeg fik min is af far. Huset blev bygget til en enlig frøken som hed frøken Crokker. Hun kørte altid rundt med en lille hund i en flettet cykelkurv.

Ja, hvem husker ikke Maler Poul komme kørende i sin lille varebil. Utroligt at han kunne komme ud og ind med det stive ben. Jeg husker, at Poul malede vores køkken i egetræsmønster. Når han havde smurt maling på fyldningerne, blev mønstret lavet med en slags tandspartel. Det så godt ud-dengang. I mit værksted på havnen, har jeg stadig et køkkenskab, som blev malet samtidig. Dog uden egemønster.

Og så kommer jeg til Reinholt. Ham og hans biler har været en vigtig del i min barndom. Jeg mener at far for det meste brugte Reinholt til de mange transportopgaver der var, og det var mange. Han hentede grus og sten fra Klim, materialer fra Langeland i Brønderslev, flytning af stillads og blandemaskiner og meget mere. Under besættelsen var hans biler jo forsynet med gasgenerator, og jeg husker tydeligt den specielle lugt af generatorbrænde i garagen. Der var mange episoder med Reinholt, både sjove og alvorlige. Zoo i Aalborg var blevet åbnet i 1935 og vi havde en skoleudflugt dertil, hvor vi alle sad på bænke på ladet omgivet af skrawler. Pludselig kom der en gaseksplosion i generatoren og topdækslet sprang op og varm gas blæste ud og lige ud i ansigtet på Olufs Arne der fik hår og øjenbryn svedet. En af de sjove var, at Reinholt måtte have sin bil i brug for at hjælpe mig ned af en telefonpæl. Vi var ude med noget stillads på en arbejdsplads i Aasendrup. Her var også en telefonmontør i gang med noget arbejde i masterne. Hertil brugte man jo specielle sko med en gribeklo omkring masten. I middagspausen kravlede jeg op i masten vha. disse sko. Men jeg kunne ikke komme ned igen, så jeg råbte om hjælp. En stige var ikke lang nok, så Reinholt bakkede sin bil hen til masten og så kunne stigen nå. Jeg håber og tror på, at det skabte stor morsomhed.

Imellem Reinholt og Gilbert var der en åben mark. Jeg står lidt og kigger op mod Peter Ledet. Her er helt åben og god plads til sportspladsen tæt ved Peter Ledet. Men marken blev også brugt når det omrejsende tivoli kom til byen. Det var altid spændende og noget nyt. Der var en luftgynge, en lille karrusel, boder og en roulette. Her skulle vi altid hen at prøve lykken. Alt er jo relativt men i forhold til i dag er det jo små fornøjelser. Det var det ikke dengang.

Og så er jeg tilbage på Trehjørnet igen ved det store gule hus med Gilbert Mikkelsens cykelforretning. Her tror jeg at vi drenge var Vrensteds første, og forhåbentlig sidste, sniffere. Omme bag udhuset var der en dynge skrottede cykeldele. Dengang var der på styrene en beklædning af Celluloid, som vi brækkede af styrene. Med et brændglas eller forstørrelsesglas satte vi ild i Celluloiden, der afgav en sødlig og skarp røg som lugtede godt. Ja, det var utroligt hvad vi kunne finde på. Der er noget der siger mig, at Gilbert også solgte flødeboller, som var i en stor firkantet blikdåse. Nej det må nok have været hos købmanden. Og dog?

Med mindet om Celluloiden i næsen går jeg ned mod Stationen. På det første stykke var der ingen huse så her var der god plads til sportspladsen, der jo tidligere lå ude i Præstens Plantage. Pladsen var ikke et særligt stort aktiv for mig, da jeg ikke var god til fodbold. Nogle af os knægte havde dog en fodbold som vi ind imellem spillede med på banen. Mon ikke vi alle husker rædslen for at få en våd bold i panden, især hvis den ramte med den grove snøre. Det kunne godt give nogle skrammer. Årsagen til at jeg sjældent kom på holdet var, at jeg ikke fulgte med bolden, når jeg spillede yderwing. Så jeg holdt mig til gymnastik i forsamlingshuset. Men idrætsugen var altid spændende med de mange aktiviteter, som blev afsluttet om søndagen men bl.a. ringridning, ægge- og sækkevæddeløb. Jeg har kun deltaget en gang på en hest fra Arnold Trudslev. Jeg ramte aldrig ringen, og da vi skulle hjem, satte hesten i galop, så jeg var ved at falde af. Jeg har ikke siddet på en hest siden.

Jeg fortsætter forbi Peter Ledet og ned mod Stationen. Det var jo en helt traditionel landsbystation med ventesal, beboelse, baghus til pakker samt et større pakhus til gods. Men stationen var alligevel noget særligt, og det var pga. Stationsforstanderen Fru Christensen. Hun var en meget bestemt dame og vi skulle ikke lave uro i ventesalen. Kort før toget ankom blev den lille lem i døren åbnet, så vi kunne købe vores billetter. Den blev så stemplet i en lille stempelmaskine. Når toget ankom, tog Fru Christensen sin Stationsforstanderkasket på, og gik ud til banen for at stoppe toget. Jeg tror hun kunne gøre det kun med sin myndighed. Bagefter hende kom Christensen med sin lille tohjulede ladvogn til småpakker. Større pakker o. lign. blev aflæsset direkte fra godsvognen og lige ind i pakhuset. Når alt var klart, gav Fru Christensen signal til afgang, konduktøren fløjtede og så brugte lokomotivføreren sin dampfløjte til farvel og på gensyn. Dengang en oplevelse at se på. Oplevelsen forsvandt desværre da damplokomotivet blev afløst af en motorvogn, som jo også til sidst blev afløst af skinnebusser.

Med mindet om damp og kulstøv i næseborene går jeg op mod kirken. Til højre bor Store-Alfred som var i familie med mælkemand Ejlert.                                                                                   Lige overfor var en af byens aktiver, nemlig ANLÆGGET. Det var en lille lund med hæk hele vejen rundt. Her blev flere af byens aktiviteter afholdt, bl.a. Sct. Hansbål, afslutning af idrætsugen o. lign. Ofte var der også DANS PÅ ÅBEN ESTRADE. Da der jo var musik på, kostede det at komme ind og danse. Dansegulvet var derfor omkranset af et hegn lavet af sneskærme og en kontrollør stod ved indgangen og solgte billetter. På pladsen var der også en rød træbygning hvor der var tombola og salg af slik m.m. Engang vandt jeg et nummer og var spændt på, hvad jeg havde vundet. Jeg var meget skuffet, da jeg fik udleveret en buste af Kong Christian X. Hvad skulle jeg dog bruge den til? Så vidt jeg husker, brugte far den som brevpresser.

Det næste hus jeg husker noget om er et to families hus liggende lige før Vognmand Mathias. I den første halvdel boede en ældre dame og i det andet boede Harald Kragh og Stinne med børnene Doris, Ivan og ???. Ivan blev sammen med Karlo og Erik Ejersted mine bedste venner til langt op i ungdomsårene.

Men huset med Mathias, Dagny, Margit, Jytte, Sonja og Karlo blev mit andet hjem. I de første år var det mest Karlo og mig der var sammen. Vi havde mange aktiviteter her. Omme bag garagen var der et lille skur til haveredskaber. Det indrettede vi til vores lille private hule, hvor vi over en primus lavede pandekager. Til kagerne drak vi russisk te af en ægte samovar. Da vi ikke kunne få fat på teen, måtte vi indtil videre klare os med vand fra samovaren. Til dessert kunne vi vælge årets høst af frugt gemt i beskyttelsesrummet. Hen i ungdommen dannede Karlo m.fl. Arizona Boys. Et 4 mands orkester med harmonika, violin, trompet og kontrabas. Der spillede til baller rundt omkring og jeg var altid med som slæber. Og så kunne jeg jo også tage en dans når de andre spillede.                                                                        Da vi blev lidt ældre, skulle der være fest i gaden, når Mathias og Dagny var ude, og vi var alene hjemme. De havde en stor radio grammofon, som kunne forsynes med op til 10 stk. plader. De aftener var der altid mange til stede. Men alkohol var jo dyrt, så vi eksperimenterede med selv at lave drinks af filtreret sprit tilsat en essens, der tog den grimme smag. Vi husker alle mælkeflaskerne fyldt med pink, lysegrønne og klare væsker, som i dag ville smage modbydeligt. Men det var hvad vi havde. Senere i ungdommen kom vi jo alle i uddannelse og fik andre venner og kærester så vi gled lidt fra hinanden. Men de gode ungdomsoplevelser her, husker vi alle. Og så blev jeg jo senere gift med Sonja, med hvem jeg har 2 børn.

Med et lille suk og mindet om lykkelige ungdomsdage går jeg videre op mod skolen, Anne Maries Hus og Kirken, men drejer af lige før diget og går ned mod Ingstrupvej. Her støder jeg direkte mod Gades skomagerværksted. Her var der en herlig duft af læderolie og træskosværte, og her blev der repareret seletøj og træsko. Men vi kom der mest, når vi var på vej ud at skøjte på søen eller oversvømmelserne, og det var for at få vore skøjter hulslebne. Et par rundslidte skøjter kunne vi jo ikke følge med de andre og så blev vi drillet. Men den ordnede Gunner.

Ved siden af boede Marius Ejersted og Stinne med børnene Erik, Inge og Per. Erik var sammen med Karlo og Ivan mine bedste kammerater og vi brugte megen tid sammen. Det var en meget stor fordel at have en kammerat med forældre der havde et badehus i Løkken, og det havde Eriks forældre. Her var vi tit nede og bade, også fra, hvad vi ikke måtte, da vi i starten, ikke kunne svømme. Nå, men så hoppede vi bare i vandet lidt længere inde og drev med bølgerne ind, hvor vi kunne bunde. Også Løkken blev et sted vi kom meget både på stranden, Strandpavillionen, Klitbakken Biografen, Realskolen m.m. Løkken har også sat sit aftryk på mit videre liv.

Jeg nærmer mig nu et andet centralt sted i Vrensted nemlig Andedammen med omgivelser som kirken og kirkegården, Tårnurfabrikken, Lægehuset og købmanden. Her er andedammen meget central i min barndom. Her prøvede vi at fiske lidt, putte vand i et henkogningsglas for at iagttage planter og liv, samle kastanjer fra det store træ, nyde ænder og svaner og skøjte her om vinteren. Her var næsten altid aktiviteter. Her slutter også det område som vi færdedes i til daglig. Videre ned i Nyhavn og ud på Båstedhedevej, kom vi kun, hvis vi havde ærinder der.

Men jeg skal snart til at afslutte min mindetur, så jeg går op mod skolen ad den lille vej mellem diget og skolens have. Her var der nogle store frugttræer som gik lidt ud over vejen. Det var en stor fornøjelse, når vi kunne overtage Gunner Hansen til at tage den vej, når vi kørte hjem med et læs korn fra deres mark ved Ingstrupvej. Så kunne vi nemlig lige nå at plukke et par frugter, når vi kørte forbi.                                                                                                                       Foran mig har jeg nu Ane Maries Hus. Herfra husker jeg kun Mine i hendes store træsko.                                                                                                              Jeg stopper lidt ud for bager Bedholm og mindes, at vi her i deres forgang samlede vi os, når vi havde penge til slik. Hvem husker ikke da AMA is kom med deres runde is med en pind stikkende ud af begge ender.                                                                        Henne ved Agnes Baks lille forretning købte jeg mit første kamera. En stor firkantet kasse til 6X9 film.                                                                                       Og overfor begge forretninger BYSKOLEN. Herfra har jeg en masse minder, så herom senere.                                                                                                            Min mindetur slutter ud for Købmand Kristoffersen. Foruden de almindelige indkøb som vi foretog for vores forældre, kunne vi liste os til at få fat i lidt Karbid, som stod i en tønde ude bagved. Det brugte vi i vores cykellygter samt til bomber. Vi puttede lidt i en sodavandsflaske med patentprop, tissede lidt i flasken, lukkede proppen og smed flasken ud på marken. Når gassen havde udviklet sig sprængtes flasken med et stort brag. Sjovt men sikkert også farligt.

Mit barndomshjem.

Da jeg kom til Vrensted i 1939, var der 2 lejligheder i huset, nu Vingevej, en i stueetagen og en lille på 1. sal. Her boede i starten forskellige familier indtil denne blev ombygget til soveværelse for far og mor, værelse for Svend og mig, og senere også til Rosa-Valdemars Bernhard, da han kom i lære her. Bl.a. boede Morten Roden og Elna her, da de blev gift. Jeg kan huske at Morten ofte kom hjem med en sæk brænde på bagagebæreren til komfur og kakkelovn. Stueetagen var helt traditionel med køkken, spisestue, pæn stue, spisekammer m.m. I baghuset var der bryggers, tørverum og i starten et das. Ude bagved var der et lille skur til redskaber, høns og et rum til overskud fra byggerier.  Imellem husene var der en grube til læsket kalk som mor solgte fra til dem der selv kalkede huse. Bagved var der en meget stor have, som blev udvidet da mor købte et stykke jord fra Knudsgård. Så der var nok at se til for hele familien. Hverken Svend eller jeg fik lov til at drive den af. Svend var meget sammen med far på byggepladserne og jeg hjalp mor med ALT, syntes jeg. Hvem i min alder bryder sig om at røre i blod ved slagtning, agere garnholder under optrævling af gamle strikke trøjer, vugge med vaskemaskine, køre med kødhakker, slæbe brænde m.m.                                                                                                        Når det ind imellem blev for meget, skjulte jeg mig i Skunken hvor jeg gemte mine Ricks-mærker. Her kunne jeg i fred og ro sidde og udvælge mine byttemærker. På værelset havde jeg indbygget en reol til mine bøger. Jeg læste meget, lånte tit bøger på biblioteket, købte JAN-bøger og drengebøger om folkene på de stolte Svendborgskuder. Endvidere købte jeg Populær Mekanik, som gav mig mange gode ideer til at nørkle med på mit lille værksted på loftet. Om sommeren var der meget arbejde i haven. Det var bedre. Her hjalp jeg med bærplukning m.m. Engang gik det lidt galt. Jeg skulle plukke kirsebær oppe i træet, men uheldigvis faldt jeg ned og fik en fod ind i en kløftet gren. Her hang jeg med hovedet nedad indtil mor fik fat i en stige og hjalp mig ned. Og hver søndag var det min opgave, at skuffe og rive den store midtergang.                  Men vi fik naturligvis også tid til at lege med naboernes børn. Vi spillede Antonius, kugle spil, jep, kroket, samt kravlede i træerne og op på taget. Det gjorde jeg kun en gang. Jeg fik på 1. sal indrettet et lille værksted, hvor jeg rodede med alting, og det gør jeg stadig, men nu på havnen i vores værksted til bådereparation. Om vinteren gik det ofte med bordtennis, bobspil m.m.

Men det bedste var nok alligevel de mennesker, der var i huset nemlig far, mor og Svend. Jeg kunne ikke få et bedre hjem. Her var overskud til stor omsorg og kærlighed, og vi var aldrig i tvivl om det, selv om det ind imellem var tæt ved at få en røvfuld af tøjbankeren der hang på en krog i bryggerset. Jeg er aldrig blevet slået, selv om jeg nogle gange fortjente det. Svend reddede mig en gang da far bad ham gå ud og skære en gren af, så jeg kunne få et par dask med den. Det nægtede Svend. Men vi fik ikke lov til at drive den af. Vi hjalp med til rengøring af stillads, og jeg lavede bl.a. murbindere oppe på mit lille værksted. Og da vi var færdig i skolerne og ventede på at skulle videre, var Svend en periode inde på Knudsgård og jeg var Høwer hos Arnold Trudslev.

Men der var naturligvis også mange sjove oplevelser i hjemmet. Det kunne være de årlige kaffe komsammen med naboer, familier m.m. Her blev der dagen forinden åbnet for ristene fra kaminen i stuen og ind til den pæne stue. Der var en bred skydedør mellem stuerne, og var der mange gæster, blev der dækket et langt bord, som gik ind i den pæne stue, og så gik snakken omkring det veldækkede kaffebord med de traditionelle 7 slags kager. Her var der en del damer der ikke drak kaffe, så de fik varm vand med sukker og fløde. I slutningen af kaffebordet gik far rundt med en rød Aalborg til en bette sort. Her var det sjovt at lægge mærke til den gamle lærer Jensen. Når far nærmede sig ham, fik han ofte travlt med at snakke med sidemanden til den anden side. Det var far klar over så han hældte mere i koppen, indtil lærer Jensen udbrød stop Christian, jeg skulle ikke have haft så meget. Efter kaffen blev gæsterne delt. Damerne trak sig tilbage i den pæne stue til strikketøj og sodavand. Mændene delte sig til et spil whist. Det var ofte svært med 4 mand til hver gruppe, men så blev der spillet med blind makker eller med oversidning. Og så blev der serveret øl og cigarer og spillet gik ofte med høje udbrud om spillernes evner til at spille kort. De mest ivrige var i øvrigt onkel Ernst og Ole Helledie. Nogle gode aftener var det.

Andre gode minder fra hjemmet var vore søndagsture. Far havde købt sin første bil, en Ford 31 med nummeret P 5089 af uddeler Kjeldsen. Mor kom tit hen til min far ved skrivebordet, hvor han var optaget af tilbud m.m. og sagde om ikke vi skulle køre en søndagstur. Jo, sagde han, men smør lige noget mad først. Det havde mor naturligvis gjort, gode madder pakket ind i fugtige rabarberblade, og så måtte far med et suk finde nøglerne frem. Turen gik ofte ud til mosen, hvor vi ofte skulle forbi Gl. Hammelmose Mølle, hvor mine oldeforældre havde boet.

En ting som jeg ofte senere har tænkt over er, at i forbindelse med omtale af familierne og deres erhverv bliver husmoderen ofte glemt, og det er meget forkert. Bag enhver mand står en kvinde og det er rigtig. Fars forretning ville ikke kunne drives uden stor hjælp fra vores mor Else. Hun var i gang fra morgen til aften med alle mulige gøremål, således at far kunne koncentrere sig om forretningen med tegning, tilbud o. lign. Jeg kan godt forstå, at hun ind imellem tog en lur på sofaen.

Svend og jeg havde egentlig ikke nogen ting med fælles interesse. Han var 5 år ældre end mig og han kom tidligt med ud på arbejdspladserne. Og jeg er sikker på at han engang imellem var træt af at skulle være barnepige på mig og skulle have mig med til forskellige arrangementer, og jeg forstår ham udmærket. Men jeg savner ham i dag. Når jeg nu her sidder og skriver om min barndom, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad familiesammenhold betyder. Det må have været svært for min biologiske mor at komme hjem til en indremissionsk familie og fortælle, at hun var gravid. Men her stod familien sammen og gav mig en tryg opvækst. Og tak for det både til min familie og til Vrensted.

 

Min skoletid.

Ja uha, jeg husker ikke ret meget fra min tid i de små klasser. Men sjovt nok, så husker jeg en bestemt ting. og det var da vi skulle vaccineres. Doktor Weywath var kommet fra Løkken med sine nåle. Vi drenge forsøgte at forskrække pigerne, men da det kom til vores tur, var vi nu ikke særlig modige. En af pigerne var så bange at hun smed sig på gulvet og måtte her holdes fast for at blive vaccineret.

Men hvad vi lærte i de små klasser, husker jeg ikke. Det gik meget bedre i den store klasse. Her var fag som geografi og natur min store interesse, og det er det stadig. Det bedste var, når vi var ude i naturen og eks. fange sommerfugle, som vi med nipsnåle gjorde fast på et bræt, samlede æg fra så mange forskellige arter som muligt. Vi prak hul i æggene og pustede blommen og samlede æggene i en kasse med vat i bunden. I bække og åer tog vi vandprøver og iagttog dyrelivet her. Det var spændende, hvis vi også kunne fange haletudser for at se deres udvikling.

En vinter lokkede vi Lærer Madsen med på en skøjtetur på oversvømmelserne og Ingstrup sø. Han havde ikke gode støvler til at fastgøre skøjterne på, men anvendte galocher uden på skoene. Det gik naturligvis ikke godt og det var meget morsomt, at se ham på vaklende ben brase tværs over søen og ind i sivene på den anden side. Mon ikke det var sidste gang, det lykkedes at få ham med.

Men tiden i frikvartererne husker jeg bedre. Bag udhuset hvor der var Das og plads til tørv, var der på muren monteret ribber. Endvidere var der tre stolper, hvor imellem der var placeret bomme, der kunne hæves og sænkes. Når de skulle bruges, trak vi plinten ud af skuret og placerede den i god afstand fra bommene. Det drejede sig nu om at hoppe fra plinten og hen mod bommen, gribe fast og hænge der uden at falde ned. Den der kunne gøre det i den største afstand fra bommene havde vundet. En anden god leg var kugle spil med farvede kugler. Der blev gravet en rende i jorden og så gik spillet med at skubbe de andres kugler i hullet. Jeg tror vi tit kom ind i klassen igen med sorte pegefingre.

Vi var også på nogle skoleudflugter. Jeg husker ture med hestevogn til Thise Bakker og til Brønderslev Marked. Vi var også på tur til Zoologisk Have i Aalborg. Det foregik i Reinholts lastbil, hvor vi sad på bænke på ladet. Bilen kørte på en gasgenerator og på et tidspunkt sprang toplåget op og varm gas strømmede ud og ramte Olufs Arne i hovedet så hår og øjenbryn blev svedet. Men den bedste tur var nok turen til København hvor vi sov på Fregatten Jylland. Hvad vi så i København husker jeg ikke, men mon ikke vi så nogle af de mange seværdigheder, der imponerede en flok skoleelever helt ovre fra Jylland. Vi var med tog, og der var snakket om at tage Aalborg båden hjem. Det gik dog i vasken, så vi tog også toget hjem igen. Efter turen hørte vi at KØBENHAVN var blevet minesprængt, så vi var glade for at vi ikke var med der.

I 1948 var vi nogle stykker der fik lov til at gå på Løkken Realskole. Det kunne godt være anstrengende med sådan en cykletur i al slags vejr. Der var endda også 2 piger fra Østre Hede, som vi ventede på ved Trehjørnet, så vi sammen kunne cykle til Løkken. I de store vintre i 1940-erne blev vi flere gange fragtet frem og tilbage med hestetrukket slæde. Også skoletiden her stod heller ikke her som noget særligt. Her drejede det sig jo primært om at få lært noget. Men vi skulle være pligtopfyldende, da skoleforstanderes, E. Just Petersen var, mildest talt, meget streng og tålte ikke sløseri. Men i 4. mellem begyndte mine karakterer at falde, som tegn på at jeg var skoletræt. Jeg fik påtegningen, Leo udnytter ikke altid sine evner fuldt ud. Så jeg stoppede her efter 4. mellem. Men en god tid var det. Jeg lærte mange unge mennesker at kende, hvilket gjorde, at Løkken blev et sted jeg kom meget, både på Stranden, Klitbakken, Strandpavillionen og Lyngby Mølle. En fantastisk tid med mange oplevelser og kæresteri, både gode og dårlige minder. For nu var ungdommens usikre tid ved at melde sig.                                                                                                              Min skoletid sluttede, da jeg var færdig med at læse til maskinmester på Aalborg og Københavns Maskinmesterskoler.

Min barndom.

Her var der altid gang i den. Jeg havde mange interesser, både alene og sammen med vennerne. Jeg tror ikke, den adskiller sig fra kammeraternes barndom. Vi kunne altid finde på noget, sikkert både godt og dårligt.

Om sommeren var det nok mest naturen, og her spillede Præstens Plantage en stor rolle. Her var vi ofte. En populær leg var, når vi dannede bander. Her drejede det sig om at bygge simple hytter, skjult så godt som muligt. Andre bander gjorde det samme. Vi skulle så finde de andres hytter og ødelægge dem. Dog ikke så meget, kun så de andre kunne se, at vi havde været der. De fandt jo altid vores hytte og gjorde her det samme. Her var der kamp om at blive optaget i den bedste bande, som i min tid mest bestod af drenge fra den sydlige del af byen.

En anden vigtig ting var, at få lavet en god rækkebøsse. Her havde Evald den bedste, som vi alle prøvede at kopiere. Det lykkedes ikke, så jeg tror, at han her havde særlige evner. Ofte blev de dog brugt til noget forkert nemlig at skyde efter isolatorer på telefonpælene. Og kunne vi forskrække den sydlige købmands høns i hønsegården bagved købmandsforretningen, gjorde vi det.

Også Ingstrup sø spillede en stor rolle. Her fiskede vi Skaller, lånte små robåde for at sejle ud i sivene for at samle æg. Da ejerne opdagede lånet, blev årerne fjernet. Ingen problem. Jeg lavede nogle nye hjemme på værkstedet. Da bådene blev låst med kæder, måtte vi dog opgive.

Jeg var glad for at cykle og cyklede derfor ofte til Thise, hvor nogle af familien boede tæt ved kirken. Her var min fætter Kaj, senere Borgmester i Aalborg også glad for at cykle, og vi ræsede tit rundt på de små skovveje i den tids Mountain Bikes, en gl. herre eller damecykel.

Også Løkken strand med badehusene, molen, minigolfbanen, biografen trak i os om sommeren, og vi var der ofte. Alt dette fortsatte op i ungdommen, hvor der nu kom noget nyt ind i det hele, nemlig også at imponere pigerne. Lykkedes det? Jeg tror at det her, som også senere hen i livet, var både glæder og sorger, nogle mere alvorlige end andre.

Om vinteren var der jo også meget at foretage sig. Tænk, da var der is og sne. En stor forandring i forhold til i dag. Her var Kirkedammen et stort samlingspunkt, når isen var tyk nok. Men Ingstrup Sø med oversvømmelserne var dog det bedste. Tænk her kunne vi tage skøjterne på ved Ingstrupvejen og så skøjte ad Kældergrøften og søen næsten til Ingstrup. Vi havde ski og kælk og brugte det lige så snart det var muligt. De hjemmelavede go-kats, som om sommeren var forsynet med barnevognshjul, blev udstyret med skøjter, og så gik det ud afvejen indtil Henry kom med saltsprederen. Indendørs aktiviteter var bordtennis og bobspil på spisebordet. De forkælede havde et luftgevær, som vi indendørs brugte til at skyde på skive. En gang kom jeg dog til at skyde Karlo i bagen. Vi fortsatte dog med at være gode venner.

Barndommens gode og mere eller mindre sorgløse tilværelse ændrede sig meget, da jeg begyndte i Realskolen i Løkken. Nu blev der pludselig alvor bag skolegangen. Det samme skete også for fritidsfornøjelserne, som nu kom til at foregå både i Vrensted og Løkken. Her blev der skabt nye interesser og nu kom der også piger ind i grupperne. Det drejede sig både om skolekammerater/veninder, men også sommerbekendtskaber fra de årlig tilbagevendende feriegæster. Vi var jo nu kommet op i konfirmationsalderen og interessen for pigerne var jo voksende. Men også udfordringerne. Hvem er ikke kørt hjem i frustration, fordi den udkårne kiggede på en anden. Til gengæld ændrede fornøjelserne sig også. Nu var det med at søge ind i en bekendtskabsgruppe, der havde nogle muligheder og havde det sjovt. Nu var det pludselig samvær i klitterne og på stranden og molen, og når vi havde råd til det en tur i biografen, og havde vi flere penge gik aftenen til Strandpavillionen, hvor vi ikke ofte spiste krabbe klør og drak øl til. Det var toppen. Var der flere penge til overs, kunne turen gå til Lyngby Mølle, der havde åbent også om natten.

Og hvor fik jeg penge fra til alt det? Jo, at samle kartofler i kartoffelferien samt at gå med aviser. Jeg havde i lang tid, syntes jeg, avisuddeling af Vendsyssel Tidende ud af Rykindvej til Vringelby. Det gav lidt til.

Min spejdertid

Den startede på en sjov måde. En dag vi var på vej ud til Præstens Plantage for at lege bander, kom vi gående af den lille markvej ved Gerhards hus, kommer vi jo lige forbi Holmens løvskov. Her så vi, at der her var opslået nogle orange telte og hvor der var nogle børn i grønne skjorter og med en lille grøn kasket med guldstriber på hovedet gå rundt og lave sjove ting. Nogle sad og snittede i træ, andre samlede brænde til bålet. Det så spændende ud.

Men så kom der en voksen med en besynderlig hat med buler og spurgte, om vi ikke ville med ind og se, hvad de lavede. Det ville vi dog ikke, da vi skulle ud i Plantagen og finde andre banders huler.

Men en dag jeg igen kom hen til Oluf Jensens værksted, så jeg manden med hatten igen. Han var lærling hos Oluf. Jeg husker ikke hvad han hed. Var det Niels? Vi faldt i snak om oplevelsen, og han spurgte, om ikke det var noget for os. Det var det for mig, men jeg husker ikke, om der var andre, der kom med.

Og sådan startede min tid hos ulveungerne hos KFUM i Løkken.

Vi havde klubhus i en privat ombygget garage ude på Hjørringvej. Her boede lederen ved sine forældre.

Og nu startede endnu en spændende del i min tilværelse. Jeg har altid været glad for at færdes i naturen, så spejderlivet var lige noget for mig. Klubaftenerne kunne ind imellem være lidt kedelige, men når der så var øvelser, var det noget helt andet. Her kom vi udenfor uanset om der var bælgmørkt. Her havde lederne den største opgave at holde de mest bange i hånden, og ofte havde de en lang hale af børn efter sig. Jeg mener ikke jeg var mørkeræd, men når jeg cyklede alene hjem om aftenen, cyklede jeg altid stærkt, når jeg kom til den lille skov ved Bagterp.

Om sommeren var vi ofte på sommerlejr rundt omkring i Vendsyssel. Så vidt jeg husker, var det dog altid på en lejr, hvor vi kunne sove indenfor. De mest modige kunne få lov til at sove i telt. På disse ture havde vi altid en såkaldt Tante til at lave mad. En lejr vi ofte benyttede var en FDF/FDP-lejr syd for Ålbæk.

Jeg tror, mit aktive spejderliv stoppede, da jeg kom i lære i Stenum.

Men senere kom der gang i den igen. Jeg var blevet gift og hvor vi boede var Hammer Gruppe. Det var en velfungerende gruppe og begge mine børn blev aktive medlemmer.

Men på et tidspunkt blev der af private årsager mangel på leder af ulveflokken. Her meldte jeg mig og med stor hjælp fra Seniorerne, de lidt ældre aktive spejdere, påtog vi os opgaven med ulveungerne.

Det blev en flerårlig opgave, men det blev en periode med stor glæde, med ugentlige møder, weekend og sommerlejre m.m. Men jeg blev desværre også, efter nogle år også nød til at stoppe.

Mit spejderliv glemmer jeg aldrig og mindes det ofte med glæde. Og i dag er jeg medlem af Sct. Georgs Gilderne i Aalborg, hvor vi ofte mødes og mindes de gode gamle spejderdage.

Forsamlingshuset.

Når jeg nævner det separat, skyldes det, at det efter min mening, har spillet en stor rolle i manges barndom og ungdom. Her tilbragte vi megen tid både som børn og unge, og her lærte man sig selv at kende bedre, både de gode og svage sider.

Jeg mener, min tid her startede med danseskolen. Her skulle vi for første gang, med fin skjorte og vandkæmmet hår, for første gang nærme sig en pige, tage hende i hånden og nervøs gøre sig klar til at danse til tonerne fra Lotte gik; Lotte gik; op og ned ad gaden osv. og det uden at træde damen over tæerne, en stor udfordring. Men det lærte mig at være mere fri overfor pigerne, og de var jo egentlig meget søde og lige så nervøse som mig selv. Senere gik det jo heldigvis over til at danse moderne. Vals lærte jeg aldrig.

En anden spændende oplevelse var, når den mobile biograf kom på besøg. Det var en helt ny oplevelse at se levende billeder. Vi var for små til at gå i biografen i Løkken. Så var der sat bænke op og filmen blev vist på et lærred hængt op på en endevæg ved scenen. Jeg husker ikke filmene, men det var i sort og hvid og var før lystspillene i farver kom frem.

En anden årlig aktivitet var Husflidsskolen med Murer Charles som lærer. Jeg husker ikke mange af emnerne, men jeg fik da lavet en vejrmølle. Ved afslutning af skolen, blev der afholdt udstilling, og her var det med at få sine ting anbragt først på bordene og få lokket sine venner hen og se, hvad man havde lavet. Husflidsskolen har efterfølgende inspireret mig til altid at have et værksted, hvor jeg kunne nørkle med alt muligt, både maskin- og træ. Jeg har stadig værktøj fra min bedstefars karetmagerværksted i Manna. De opbevares som klenodier på vores værksted i Skudehavnen.

Også dilettantforestillingerne trak folk af huse. Det var også en kærkommen adspredelse i hverdagen. Det var, i en periode ofte de samme folk der optrådte. Det var sjovt at se en bekendt stå der oppe på scenen, udklædt og med helt anderledes stemmeføring spille en rolle, når man til daglig så den pågældende som karl på den nærliggende gård. Jeg er sikker på at dilettanterne havde det lige så sjovt som os.

En stor begivenhed var foreningernes juletræ. Her var der flere og jeg var altid inviteret til Fagforeningens juletræ. Der fik vi udleveret de største slikposer. Men jeg deltog i dem alle. Det var meget stemningsfuldt, at samles om det store juletræ og med hinanden i hånden synge vore dejlige julesange. Men det sjoveste var, når nogle af de voksne legede julelege med os. Her var BRO BRO BRILLE osv meget populær. Og her var den gamle førstelærer Anton Jensen ofte med.

Men gymnastikken spillede en stor rolle for mig. Det var stemningsfyldt, når vi startede træningen med at gå rundt i salen og med høj stemme synge eks. Vi er børn af sol og sommer osv. Bagefter blev vi stillet op på rad og række og så kunne gulvgymnastikken, i god Kaptajn Jespersen stil, begynde. Til sidst blev det øvelser på måtten og spring over redskaberne. Men toppen af kransekagen var dog den årlige gymnastikopvisning i Vrå Højskole. Her var det endnu mere stemningsfuldt, når vi alle samlet vandrede ind i salen med Dannebrog i spidsen. En stor ulempe var det, når vi var færdig med vores opvisning, at skulle i bare tæer, vandre hen over en snedækket gårdsplads til omklædningen, på den anden side. Men det gik stærkt. Vi skulle jo hurtigt tilbage og se de andre hold.

Men den største opdragelse/opdagelse af sig selv var ballerne. Vi fik jo af de forskellige foreninger et medlemskort og så kunne vi komme med på Ballerne. Det var de første gange en stor udfordring. Her drejede det sig om at komme i kontakt med den, på det tidspunkt, den udkårne og gøre hende opmærksom på, at man var interesseret i at danse og evt. senere at følge hende hjem. Men i starten manglede modet som det også gjorde ved mange andre nybegyndere. Vi samledes lige indenfor døren henne ved kakkelovnen eller døren til den lille sal. Her stod vi så og trykkede og turde ikke bevæge os ud af flokken. Tænk hvis vi gjorde noget forkert. Men her lagde vi mærke til hvordan det gik til. Når musikken skulle til at spille, bevægede de modige sig op langs væggen med ribberne og ventede. Hvis der blev spillet en melodi man kunne danse til, var det med at fange blikket på den udkårne der sad sammen med de andre piger på bænke på den modsatte side. Lykkedes det, måtte man tage mod til sig og bevæge sig hen over gulvet, hvor alle kunne se en. Hvis man på vej derover opdagede at den udkårne slog blikket ned, var det med i en fart at fange blikket af en anden og vise, at man ville danse. Samtidig skulle man med et overlegent blik gøre den udkårne opmærksom på, at jeg naturligvis ikke ville danse med hende. Og så drejede det sig om ikke at træde damen over tæerne, at følge musikken og evt. konversere sjovt og spændende. Den kombination lykkedes sjældent. Næste udfordring kom hvis melodi nr. 2 ikke kunne danses til, så var det med at finde en undskyldning for at stoppe og føre damen på plads. Den sidste udfordring jeg kan komme i tanke om er, når der blev lagt op til kinddans hen på aftenen, måske når der var overdans. Tænk på hvordan to varme og svedige kinder mod hinanden føltes, sikkert ikke rart, men dengang rigtig skønt.

Selv om man ofte måtte gå hjem alene, frustreret og jaloux, var oplevelserne dengang i Vrensted forsamlingshus med til at forme os unge, og jeg tænker tit tilbage på den tid med stor glæde.

Erindringer fra besættelsen.

Jeg var kun 4 år da den startede, så helt fra starten husker jeg intet. Men der er alligevel mange oplevelser herfra.

Når vi var i skole, kunne vi være heldige at komme til at snakke med en tysk ordonnans, der boede hos bager Bedholm. Han var glad for børn, for når han kom hjem fra en tur og så, at der var elever i skolegården, kørte han herind og så kunne vi få en snak og beundre hans motorcykel.

En anden oplevelse var når de tyske spærreballoner, der var anbragt langs kysterne for at forhindre de engelske flyvere til at flyve ind og bombe, rev sig løs og med deres fundament drev østpå og kunne derved ødelægge både hegn, huse og telefonledninger. Hvad gjorde man. Jo smed Åsholm, som havde et jagtgevær blev tilkaldt for at skyde dem ned. Om det lykkedes ved jeg ikke.

En anden episode var, da der blev fundet en mystisk genstand i græsset på Trehjørnet. Erik Eriksen blev tilkaldt og det viste sig ikke at være en bombe, men en del fra en cykel sikkert fra Gilberts skraldespand.

En stor og skræmmende oplevelse var, da vi legede ude i Præstens Plantage fandt nogle grønne containere i en grøft dækket af grangrene. Vi var klar over, at dem skulle vi holde os fra, selv om vi ikke vidste, hvad det var. Men vi havde alle hørt, at der ved Ingstrup Sø blev nedkastet våben, så vi skulle ikke røre noget. Sjovt nok så så vi efter besættelsen de samme slags containere liggende i den store beplantning, der var mellem Præstens have og Bådstedhedevej.

En anden oplevelse var at se hvordan der blev lavet spærringer for at forhindre evt. Engelsk invasion. Vi var ofte ude at se arbejdet mellem Ingstrupvej og Plantagen. Spærringen bestod først af Spanske Ryttere, derefter en pigtrådsspærring med 3 rækker hegnspæle, hvor der overalt var omviklet pigtråd. Det var umuligt, selv for os knægte at komme igennem. Til sidst var der en gravet kanal, hvor siderne var forsynet med Faskiner lavet af grangrene. Jeg har kun en enkelt gang besøgt arbejdet, når de gravede. Der var anbragt skure ved arbejdspladsen til ophold og spisning. Den største fornøjelse for os drenge var at brænde Pigtrådsspærringer af. Græsset mellem pigtrådene blev jo tørt, og så var det med at finde en dag, hvor vinden var langs med spærringen. Vi satte så ild til græsset så ilden kunne løbe langs spærringen og afbrænde græsset. Vi måtte ikke gå med tændstikker, så her var Chresten i Vestergård en god hjælper, idet vi lånte tændstikker af ham. Mon ikke vi glemte at aflevere dem igen. Så kunne vi nemlig grave et lille hul i skrænten op til banen og stege kartofler her. Vi kom ofte hjem sort om munden, men selvlavede kartofler smagte godt, selv om det meste var forkullet.

Vi kunne også være heldige at finde tomme patronhylstre, men med fænghætten intakt. Vi satte så hylstret på en lang jernstang og holdt det hen over et tændt stearinlys indtil fænghætten sprang. Her var et kloakrør under vejen ved Knudsgård velegnet. Det var sjovt, men sikkert også lidt farligt.

Ellers oplevede jeg kun, at vi skulle overholde de gældende regler om mørklægning, beskyttelsesrum, udgangsforbud m.m.

Da frihedsbudskabet kom, skulle der flages. Vi havde ingen flagstang, men da frihedsbudskabet kom, sagde far, at det skulle fejres med et flag, om så han skulle ødelægge en tagsten. Flaget kom dog op igennem et tagvindue.

Besættelsen har for mig ikke givet de store traumer, men det kan ikke undgås, at de mange personlige tragedier der fulgte, påvirker mig stadig. Specielt de situationer hvor Folkedomstolen tog over og straffede mennesker, der f.eks. af ulykkelig kærlighed var sammen med tyskerne. Den behandling de piger gennemgik, var måske forståeligt dengang, men uværdigt. Ligeledes var der også mange der af økonomiske grunde tog arbejde for tyskerne. Dem blev der også set ned på. Håber eftertiden har vist forståelse for disse mennesker.

5. Det er i dag 5. maj. En tilfældighed eller hvad, men da jeg i forgårs sad og læste i bind 2 faldt jeg over Poul Stevns fortælling om begivenheder under besættelsen, og i aftes så vi tv2s udsendelse om besættelsen. Minderne om den tid berører mig stadig. Og UHA, nu hører jeg pludselig afprøvning af sirenerne. Endnu en påmindelse om den onde tid.

Jeg håber i øvrigt at mange endnu huskede at tænde lys i vinduerne i aftes.

Min fars murerforretning.

Når jeg kigger tilbage i min slægtshistorie, er det sjovt at lægge mærke til at familiernes erhverv ofte fortsætter i flere generationer. Min fars far og bedstefar var alle husmænd og murere. Kun ved min far og Svend, var murerfaget alene.

Så vidt jeg kan se startede far sin murerforretning i slutning af 1920-erne, vel næsten samtidig med Charles Andersen. Hvordan de delte arbejdet mellem sig ved jeg ikke, men mon ikke det også drejede sig om pris og personer.

Far havde så vidt muligt de samme folk år efter år. Her husker jeg Chr. Sloth, Arnold, Ernst, Ludvig Haslund fra Manna samt Svend og Bernhard som lærlinge. Håndlangere var Valdemar og Emil. Men antallet svingede meget afhængig af arbejdets omfang. Så blev der skaffet folk andre steder fra end Vrensted. Arbejdsstyrken kunne svinge fra ca. 5-6 og op til 20-25 i den første tid efter besættelsen.

Jeg husker ikke meget byggeri i Vrensted, men jeg mener der også i Vrensted by blev bygget huse af min far Jeg husker de to røde huse lige overfor barber Simoni, måse fordi de den dag, der blev støbt over kælderen, havde Bedholm fået de runde AMA-is hjem, og dem ville jeg gerne smage. Far ville ikke give mig penge, men så sagde folkene at så ville de give. Så måtte murer-Christian op med læderet.

Men da Marschall-hjælpen kom i gang efter besættelsen, kom der gang i byggeriet. Her havde far meget arbejde på landbrugsbygninger, både i Vrensted og omegn. Også i Mosen blev der udstykket fra de store gårde, og her byggede far en del statshusmandsbrug. Da vi senere fik bil, skulle vi på søndagsturene altid hen forbi nogle af dem, og mor sagde altid, at dem har vi bygget. Murer Christian sagde ingenting. Han var en mand af få ord. Men han måtte have været stolt. Ja og på turen hjemad, skulle vi altid forbi en bestemt mark lige ved Vildmosekroen, for at få muldvarpeskud med hjem til planterne.

Men det største byggeprojekt jeg husker, er byggeriet af et antal ens enfamiliehuse i Hirtshals. Også dette var lige efter besættelsen. Men på det tidspunkt var der mangel på byggematerialer, så sammen med en tømrer fra Manna købte de en nedlagt tysk forlægning og flygtningelejr i Snevre. Bygningerne var opført af tyskerne som en forlægning for adskillige lytteposter placeret omkring Hirtshals. Bygningerne var opført af sten og med tagpap for at ligne en nærliggende gård. Bygningerne rummede indkvartering, garager, lager, værksted samt et vagthus med soverum, kantine samt vagtstuen ud mod indkørslen. Her spiste vi frokost. I den nordlige ende af lejren var der en bunkers med et rundt hul i toppen. Her var der nok anbragt en luftværnskanon. Bunkeren var opført som andre bunkere på vestkysten, nemlig meget solidt. Så – hvordan fik man den nedrevet. En af ideerne var, at forsyne det runde hul i toppen med en solid jernplade, fylde bunkeren med vand og så få søværnets minører til at sprænge den med en dybvandsbombe. Mon ikke dette forslag blev forkastet.

Det var jo meningen at bruge de nedrevne og brugbare materialer til byggeriet i Hirtshals. Så i 1948 begyndte nedrivningen. Der blev ansat flere folk og hver morgen startede et par biler fra Manna og fra Vrensted med kurs mod Snevre. Lastbilen fra Manna havde et lille hus på ladet til folkene. Fra Vrensted var det Reinholt og vores Ford 31 med Svend ved rattet, selv om han endnu ikke var 18.

Og så begyndte nedrivningen. Tagpap blev skovlet af tagbrædderne, hvorefter al trækonstruktion kom ned. Først herefter kom murværket. Her var der meget arbejde med at gøre stenene rene, stable dem og køre dem til Hirtshals. Et stort arbejde var det at fjerne al tagpappet. Så blev jeg spurgt om jeg ikke kunne samle nogle af mine kammerater til at afbrænde tagpappet. Så i en periode, var vi en flok knægte med til Snevre for at brænde pap. En dag blæste det op fra vest og så fløj det brændende pap over vejen og ind på den nærliggende mark hvor det var meget svært at indsamle. Mon ikke vi alle var sorte og trætte da vi kom hjem.

Jeg husker ikke noget fra byggepladsen i Hirtshals og var der sjældent på besøg, da jeg nu var startet på realskolen i Løkken. Men et par gange var min mor og mig på en lille ferie i Hirtshals, hvor vi lejede et værelse i fyrmesterboligen. Hver gang vi er på køretur deroppe, kører jeg altid op til fyret for at se vinduet.

Det er desværre ikke lykkedes mig senere at finde ud af hvor disse boliger blev bygget.

1. Se vedlagte En Flygtningelejr i Snevre.

Jeg har senere ofte tænkt på at far ofte var hjemme og arbejdede ved skrivebordet, men det er jo helt klart nu, at have folk i arbejde krævede jo jævnlig snak med Sparekassen i Løkken til betaling af regninger og udbetaling af lønninger. Der skulle jo også jævnligt laves tegninger, udregnes materialeforbrug og afgives tilbud. Der skulle også udskrives regninger, der skulle ud til kunderne. Her havde mor en vigtig opgave, da mange ikke ville være bekendt ikke at kunne betale regningen, når nu murer Christians Else kom med. Senere blev det administrative for meget og meget blev overladt til revisor og byggekonstruktør. Det var godt for far, så kunne han få mere tid til at komme med ud på byggepladsen og svinge murskeen Selv om Svend, Arnold og Ernst selv godt kunne finde ud af det. Men en god håndværkersnak, en skrå i munden og en frokostøl gjorde nu godt.

Svend overtog senere forretningen og drev den videre i samme ånd som vores far. Også her var far ofte med på byggepladsen for at svinge murskeen. Det blev med til han var over 70.

Både far og Svend kan være stolte af det byggeri de igennem de mange år har opført, og jeg er sikker på at de fleste står her endnu.

En flygtningelejr i Snevre.

Nogle gange i sommeren 1948-49 og 50 stod jeg og kiggede ud af det øverste vindue i Fyrmesterboligen ved Hirtshals Fyr. Men hvad lavede jeg dog der? Det kræver vist nok en nærmere forklaring.

Efter besættelsen skulle der gang i hjulene igen, og her var Marschall-hjælpen en god hjælp til at få byggeriet på fode igen.

Min far, Murer Christian gik sammen med tømrermester Emil Carlsen fra Manna om at bygge ialt 14 boliger i Hirtshals. Der var her enorm mangel på boliger og folk boede de utroligste steder

De købte derfor i efteråret 1948 en nedlagt tysk forlægning, senere flygtningelejr for ca. 100 tyske flygtninge, og som var opført i Snevre ved Bjergby.

Lejren bestod af ialt 15 forskellige huse opført af mursten. Af de nedrevne bygninger ville de bygge ialt 15 boliger i Hirtshals.

Lejren lå i vejkrydset Gammeljord, Bjergvej, og Pindherrevej og blev opført i 1941og var opført af mursten, der af hensyn til sløring overfor Engelske bombemaskiner skulle have udseende af en typisk dansk gård.

På billedet ses lejren som små hvide klatter og gården til højre herfor.

På højdedragene i det kuperede område opførtes udsigtstårne. Vest for gården var der 3 trætårne på 15 meter og der var 2 på 25

meter, dels ved Engbjerg og dels ved gården Gammeljords Høj. Der var yderligere et ståltårn på ca. 50 meter ved Hellehøj.

Det formodes derfor, at kasernen havde funktion i forbindelse med flyovervågning.

I bygningerne var bl.a. officersmesse og kantine for de menige soldater.

Efter besættelsen blev der i en periode indkvarteret flygtninge i bygningerne, der blev bevogtet af CBU. De ca. 100 flygtninge blev omkring 1946 overført til den noget større Skalleruplejr.

Da besættelsen var på sit højeste, var der ca. 1600 tyske soldater i Hirtshals. Det krævede en del for at kunne indkvartere dette antal i den lille by som Hirtshals var på dette tidspunkt. Derfor blev der opført en mængde træbarakker rundt omkring i byen.

Efter besættelsen stod de tomme og det var af disse genbrugsmaterialer fra barakkerne og fra flygtningelejren far og Emil Carlsen opførte de 15 huse.

Nedrivningen startede i foråret 1948. Jeg husker lejren som et stort antal huse placeret indenfor et hegn. Ved indkørslen var der en vagtstue med soverum til 6 soldater der sov i hængekøjer af stålrammer med trådnet med fjedre. 3 af disse blev i øvrigt monteret i Svend og mit værelse da Bernhard kom i lære. I den anden ende af lejren var der en bunker med et rundt hul i toppen. Jeg tror at der her havde været en antiluftskytskanon til forsvar for bombeflyene. Den skulle også fjernes, men det var ikke så nemt, da man dengang ikke havde så effektive redskaber som i dag. Et af de mere kreative forslag var at fylde bunkeren med vand og så lade Søværnets minører sprænge den med en dybvandsbombe. Jeg husker ikke løsningen på problemet.

I starten blev alle transporteret til Snevre hver dag. Fra Manna kom der en lastbil med et lille hus placeret på ladet. Fra Vrensted kom vognmand Reinholt med sin lastbil og hvis nødvendigt kom Svend i vores Fort 31 selv om han ikke i starten havde kørekort. Da byggeriet i Hirtshals blev nogle af folkene indkvarteret i de tomme træbarakker og hvor de kun var hjemme i weekenden.

Nedrivningen startede med at fjerne tagpappet på tagene. Det blev skovlet løs med skarpe skovle og skubbet ned på jorden. Herfra skulle det hurtig fjernes, men da det jo var uproduktivt arbejde, blev jeg spurgt om jeg ikke kunne samle nogle kammerater til at samle og afbrænde dette tagpap. Det kunne jeg og i nogle dage tog vi med til Snevre for at samle og afbrænde tagpap. Det gik udmærket indtil der en dag pludselig blev en kraftig vestenvind der blæste meget af det brændende tagpap over vejen og ind på de tilstødende marker. Her fik vi travlt med at indsamle brændende stykker tagpap. Mon ikke vi om aftenen kom hjem, sorte overalt og med brændemærker på hænderne.

Vagthuset med soverum, kantine, køkken, toilet samt vagtrummet ud mod indkørslen blev i øvrigt brugt af mig til ophold, når jeg var med deroppe.

Efter nedrivningen af tager, fortsatte man med den øvrige del af bygningerne. Jeg husker ikke tømrerarbejdet, men jeg husker murerarbejdet. Når stenene var løsnet, blev der gjort sten rene i stor stil. Der var her mange i gang med at banke og skrabe mørtel af stenene. Når de var rene, blev de samlet i 8 sten der lige kunne løftes op i en lastbil og transporteres til Hirtshals.

Mon ikke nedrivningen varede ca. 2 år inden alt var fjernet.

I Hirtshals blev der opført ialt 15 huse. Ved et besøg på Fyret for nyligt blev det fortalt at alle husene må være godt lavet, da de alle står der i dag, dog er nogle ombygget til mere moderne huse.

Men hvorfor stod jeg der ved Fyret og kiggede ud. Jo flere gange var min mor Else og mig på ferie i Hirtshals for at se byggeriet. Da boede i altid i Fyrmesterboligen, og vores værelse vendte ned mod havnen.

Ved et besøg på Fyret for nylig var jeg så heldig at blive vist op på disse værelser hvor vi boede dengang. Meget er ændret og udsigten til Havnen or dækket af høje træer og huse. Men det var en stor oplevelse at se det igen.

Det har i øvrigt altid været en oplevelse at være med ude på de forskellige byggepladser, men Snevre og Hirtshals har altid været noget særligt.

Ved tidligere omtalte besøg for nylig kørte vi rundt i området og op på Bjerget hvor der i dag er et populært udsigtspunkt med parkering. Gården var stadig tydeligt at se, men på området med flygtningelejren sås i dag rapsmarker.

Et tydeligt tegn på at de dårlige tider med besættelse og flygtninge nu er erstattet af smuk natur.

En stor og rørende oplevelse.

Her ses nærbillede af lejren med flygtningelejren øverst og gården Gammeljorden nederst. Denne ligger der stadig.

Min læretid.

Jeg var meget interesseret i at komme i lære på Pedershåb Maskinfabrik i Brønderslev. Nogle af mine kammerater gik der, men der var ingen plads, så mens jeg arbejdede ved landbruget, søgte vi efter lærepladser i det sorte fag. En dag kom far og spurgte om smedefaget var noget. Jeg var træt af landbruget, da det jo ikke var det jeg ville være, så jeg sagde ja.

Det blev aftalt at jeg skulle starte 1. marts 1953. Vi havde købt/fået et brugt karlekammerskab og på dagen blev det læsset bag på den gamle Ford. Jeg kan ikke huske, hvad jeg fik med af tøj, men kender jeg min mor ret, var skabet fyldt op. Læretiden var med fuld kost og logi og lønnen var første år 85 kr. Men så var der også god mad for Annina lavede god mad. Men kammeret, ja uha, det var ikke godt. Det var indrettet oven på smedjen, var med jernvinduer og var total u isoleret og uden varme. På gulvet var der linoleum direkte på de rå loftbrædder. Væggen ud til loftet, hvor der var lager for reservedele, var kun forskallingsbrædder med tapet. Om vinteren brugte vi en alm. primus til opvarmning. Ja det gav os lidt varme. Men Laurits var ikke glad for at vi brugte for meget petroleum, så enten købte vi selv eller også fik vi listet noget på sedlen for anvendte materialer.

Varmt vand var der ikke noget af. I baghuset var der et vaskerum med gruekedel, som vi evt. kunne tænde op i og få varmt vand.

Men vi havde en løsning. Når vi efter arbejdstid skulle vaskes varmede vi en tyk aksel i essen til den var rødglødende og hvorefter vi afkølede den i en spand vand, og så havde vi en spand lunkent vand fyldt med glødeskaller. Spanden var anbragt i smedjen lige indenfor porten, som var noget utæt forneden. Ja det var ikke rart, men vi vænnede os til det. Og så var det rart at komme hjem til Vrensted i weekenden og blive godt vasket.

Gad vide hvad pigerne tænkte, når vi var sammen med dem på sportspladsen eller i forsamlingshuset.

Men at lære smedefaget hos Laurits Larsen var en udfordring og derved fantastisk godt. Jeg kan ikke rose Laurits nok for hans måde at være mester på. I stor udstrækning lod han os udføre arbejdet uden den store indblanding. Men var vi i tvivl om noget, kunne vi med en vis respekt godt spørge.

Foruden mig var der en ældre lærling og et par svende efter behov.

Men vi lærte at huske tingene, når vi blev sendt ud på et stykke arbejde evt. til en maskine, der var gået i stykker og trængte til en hurtig reparation. Havde vi ikke husket sagerne, måtte vi op på cyklen igen og tilbage til smedjen efter det vi manglede. Dengang kunne vi jo ikke bare ringe hjem og få det bragt ud.

Her hos Laurits lærte vi håndværket. Det var vigtigt, både i forhold til kunderne, Laurits og sig selv altid at gøre tingene så godt som muligt.

Arbejdet var meget varieret. Foruden det almindelige smedearbejde i smedjen med reparation af landbrugsmaskiner, lavede vi eks. vis reparation af møllerne, som mange landbrug stadig havde på taget, indlægge centralvarme, ud tælle plage ude på marken, sko heste, belægge træhjul med ringe, bygge gummivogne og meget mere. En utrolig varieret arbejdsplads.

Og Laurits udviste os stor tillid. Den største han viste mig var en dag, jeg skulle hjælpe ham ved ambolten. Her tog han en lille kort mejsel i den bare hånd og så skulle jeg slå på den med en forhammer. Havde jeg ramt forkert, havde jeg knust hånden, men han beholdt den.

I Stenum var der på det tidspunkt flere lærlinge, bl.a. tømrer, købmand, smed, mejerist m.fl. Om vinteren gik vi på teknisk skole i Brønderslev, på aftenskole om vinteren, og transporten var cykler. En meget træls tur, når der var is og sne på vejene. Var der en god film i biografen, og havde vi råd til det, så vi en film efter skolen. Det var ofte sent, inden vi kom hjem og vi måtte ikke glemme, at Laurits var der kl. 7 og bankede os op med sin stok, som han bankede på loftet i smedjen. For mit vedkommende blev det noget lettere, da jeg fik en knallert.

Men vi var opfindsomme for at spare på kræfterne, når vi skulle hjem. Her var Brix Rutebiler os til stor hjælp. Det passede nemlig så godt, at rutebilen langsomt passerede svinget ved børnehjemmet, når vi var der også. Når rutebilen passerede os, cyklede vi hurtigt bagefter og smed en hjemmelavet krog op på bagagebæreren og med en lang snor, havde vi nu let transport til Stenum, hvor vi bare slap snoren, der nu med krog faldt ned på vejen. Jeg husker ikke, at det nogensinde gik galt.

I det sidste år af læretiden, var der mulighed for at erstatte aftenskolen i Brønderslev med aftenskole på Aalborg Maskinmesterskole. Jeg vidste, at jeg ikke skulle være smed, så jeg fik lov af Laurits til at starte her. Det var en utrolig god behandling jeg her fik, af både Laurits og Annine. Jeg fik tidligere fri og Annine lavede tidlig aftensmad, så jeg kunne nå et tog, så jeg kunne være i Aalborg lidt efter kl. 6, hvor undervisningen startede. Den sluttede kl. 9, og så var det bare med at komme hjemad og i seng.

Min læretid sluttede i marts 1957 og så startede et nyt kapitel i mit liv.

Jeg er både Laurits og Annine meget stor tak skyldig for den store hjælp de her gav mig.

Min uddannelse.

I den sidste del af læretiden, var det muligt at starte på en aftenskole for videreuddannelse. Her valgte jeg Aalborg Maskinmesterskole. Her startede jeg i efteråret 1956.

Undervisningen startede på skolen kl. 18,00 så jeg måtte tidlig afsted fra Stenum, køre til Brønderslev og tage toget til Aalborg. Her ankom toget lidt over 18 så jeg fik lov til at møde senere.

Jeg fik lov til at stoppe tidligere, så jeg kunne nå toget i Brønderslev til tiden.

På skolen var der undervisning til kl. 21,00 og så var det med at komme til Stenum i en fart. Jeg var hjemme og i seng ved 23 tiden.

Undervisningen var både skriftlig og mundtlig. Noget af læsestoffet kunne jeg nå i toget, hvis jeg da ikke var for træt, men de skriftlige opgaver måtte laves hjemme i weekenden, og det kunne ofte være svært da kammerater, fester m.m. også skulle passes. Nu var jeg jo i slutningen af teenage årene, så kammerater, veninder i både Løkken og Vrensted var jo meget vigtigt.

Undervisningen på skolen var meget interessant og lærerigt. Foruden de rent maskintekniske fag som foregik både i klasselokalet og i laboratorierne, var der undervisning i matematik, geometri, maskintegning, sprog, sundhedslære m.m. Endvidere var der besøg på virksomheden med relation til maskinmesteruddannelsen.

Da min læretid var slut, fik jeg arbejde på PM i Brønderslev og flyttede hertil. Men undervisningen fortsatte i Aalborg til skoleårets afslutning.

Men nu startede igen et nyt kapitel i min tilværelse, for da jeg nu havde bestået 1. del., skulle jeg starte på 2. del. Og da de undervisningstimer jeg havde haft mindre på aftenskolen, blev nu lagt oveni den ordinære tid. Det betød, at jeg nu skulle på dagskole med ekstra timer, og for at undgå transporttid flyttede jeg til Aalborg.

Her blev undervisningen mere krævende, da vi nu med en bestået 2. del fik certifikat, så vi kunne påmønstre et større skib som vagtgående mester. Fra nu af var der ikke megen tid til fis og ballade. Men jeg havde nu fået Vespa scooter, så der var nu kortere transporttid mellem skole, værelse, cafeteria, Vrensted og Løkken.

Jeg bestod 2. del i ??? og blev indkaldt til Marinen i ??? Her blev det 17 måneder og så en del af uddannelsen, idet tiden her også indgik i den samlede registrerede sejltid.

Og igen startede et nyt kapitel i mit liv, nemlig sejltiden.

Min sejltid.

Ja den startede meget tidlig. Efter de store snemængder der kom i årene 1942 og 43, kom der om foråret en mængde smeltevand strømmende ned ad vejen oppe fra Trehjørnet og som samlede sig i lavningen mellem Centralen og Ejlert mælkemand. Jeg overtalte Svend til at hjælpe mig med at trille slagtekarret herned til. Det var et oplagt sted at starte min jordomsejling. Men, ak og ve. Karret var blevet rusten og begyndte at tage vand ind, og efter kort tid stod jeg igen på mudderet i marken. Hvordan vi fik karret hjem igen og rengjort husker jeg ikke, men det skulle være pænt da det også blev brugt til fars badekar.

De samme oversvømmelser gjorde også at Ingstrup Sø blev større. I grøfterne ud til Kældergråben lå der nogle små robåde, som blev brugt af jægere, og det var jo oplagt at låne dem, når vi skulle ud i sivene på den anden side af søen for at samle æg. Bådene var også forsynet med årer, så det var let for os at kaste los og ro ud i søen. Selv om vi lagde båden tilbage igen samme sted blev det opdaget og årerne blev fjernet. Det var dog ingen problem, da jeg blot lavede nogle andre hjemme på mit værksted. Herefter blev bådene låst med kæder til nærmeste hegnspæl, og selv om vi snakkede om, at vi kunne grave hegnspælen op, blev det dog opgivet. Så også denne måde at starte jordomsejlingen på måtte opgives.

De næste mange år gik med kun turistsejladser, men da jeg blev indkaldt til Marinen i 1959 kom jeg igang igen.

Efter rekruttiden kom jeg om bord på en af de gamle tyske motortorpedobåde, som vi havde overtaget efter besættelsen. Da jeg nu havde certifikat som maskinmester, blev jeg udnævnt til befalingsmand og skulle derved være inde i 17 måneder.

Jeg blev dog ikke befalingsmand over mine kolleger, men over et maskineri bestående af 3 Mercedes Benz dieselmaskiner med ialt 60 cylindre og en samlet ydelse på 9000 HK. Og så kunne det gå stærkt. Under alm. træningssejlads, hvor vi eks. skød efter Hundestedfærgen med øvelsestorpedoer var farten ca. 37 knob, men max. fart var ca. 45 knob, og så varede en tur fra Holmen og til Frederikshavn kun få timer.

Tiden i marinen var lang men spændende og jeg fik mange gode kammerater, som holdt sammen i nogle år herefter.

En af de sidste dage i Marinen var vi et par stykker, der tog hen på A.P. Møllers forhyringskontor på Nordhavn og spurgte om de måske ved lejlighed kunne bruge sådan et par fyre som os. Han kiggede lidt på os og sagde, at det kunne det da godt være, men vi skulle nu først af med uniformen og så kunne vi tage hjem til Aalborg og få lavet en sundhedsattest ved Søfartslægen og så sende den til ham.

Jeg tog hjem med den formodning om, at der nok ikke skete noget og nu skulle Løkken opleves igen for fuldt tryk. Men det viste sig hurtigt at blive helt anderledes.

Et par dage efter blev jeg ringet op fra kontoret om, at jeg allerede dagen efter skulle møde op i Kastrup Lufthavn. Her var der en billet til mig om at flyve til New York, hvor jeg skulle påmønstre Nicholine Mærsk der lå der i Pier 8.

Det var en glad og spændt Leo der mødte op der om aftenen. Men så fik jeg at vide, at jeg skulle tilbage igen og indlogere mig på et hotel og tage ud til den Amerikanske Ambassade og hente et dokument. Det var et Alien Seamen Landing Permit og herefter sværge Cross my heart, at overholde alle regler i f.m. ind- og udrejse i USA. Og så kunne jeg godt tage ud i Lufthavnen igen.

Her gik jeg om bord på et fly til New York, men med mellemlandinger i Gander i Scotland og på New Foundland inden det landede i New York.

Her påmønstrede jeg så Nicholine Mærsk, der gik i rutefart til Bangkok via Østkysten, Panamakanalen, Vestkysten, Filipinerne og til Bangkok. Tilbageturen gik via Cambodia, Vietnam, evt. Filipinerne igen, Hongkong, Taiwan, Japan, tilbage til Vestkysten og gennem Panamakanalen og Østkysten til New York. En sådan tur varede ca. 5 md. og jeg tog turen 5 gange uden ferie.

De næste 2 år var en stor oplevelse for mig, jeg tænker tit tilbage på den tid. Der var naturligvis også arbejdet om bord med skiftevagterne under sejlads og arbejde med at efterse og vedligeholde maskinen under havneophold.

Men det var altid spændende at tage på opdagelse inde i de sikre lande. Her var vi næsten altid nogle stykker sammen, men jeg tog afsted alene for at opleve lokalbefolkningen. Efter et overfald i Bangkok stoppede det dog.

Under en tur fra San Fransisco og til Manila havde vi et slemt motoruheld, og vi måtte have hjælp til at gå til Japan for et længere værftsophold. Reparationen tog ialt 3 mdr. I denne tid kunne vi sove om bord, men toiletbesøg skulle foregå i land. De fleste af os skaffede os derfor privat indkvartering med fuld Service, i land. Disse 3 mdr. var igen en stor oplevelse, da vi blev vist rundt i nærområdet af værtinden. Her så jeg bl.a. Kyoto, Tokyo, Fusijama m.m. Mange af fridagene tog vi ud til en ferieø, hvor der kun var Japanere. Når vi ankom til øen, kom vi i bad, blev klædt på i den traditionelle japanske mandlige klædedragt, og så gik vi ellers i byen.

Efterfølgende gik vi tilbage i fast rutefart igen.

Em anden stor oplevelse var at møde folk fra Vrensted i Los Andeles. Far havde en kusine Nelly Ellitsgård, der tidligt udvandrede til Los Angeles hvor hun blev gift med en dansk-amerikaner, Gene, der arbejdede på en dansk ejet fabrik med mange danskere ansat. Her var jeg på besøg hver gang, vi var i Los Andeles bl.a. var jeg der 2 gange i juledagene, hvor vi gik omkring et dansk pyntet juletræ og sang vore gode danske julesange. Da græd Nelly lidt, men sagde at det var de bedste juleaftener, hun havde haft i mange år.

Men en dag jeg kom hjem til skibet efter et besøg der, blev jeg bedt om at komme ind i messen. Her var der en fra Løkken som godt ville snakke med mig. Vi fandt dog hurtig ud af at vi begge var fra Vrensted og at han kom fra Helledie i Vrensted. Han arbejdede på en dansk fabrik med danske ansatte og ledere. Jeg er i dag ikke i tvivl om, at jeg her traf Jens Christian Søndergård Jensen som også har skrevet i Goe Gamle Vrensted om sin barndom og opvækst.

Men sejltiden var alligevel ikke slut. Siden 1985 har jeg sammen med sønnen og gode venner renoveret og sejlet det gode skib LIVø i alle de Nordiske, Tyske og Hollandske farvande. Vi har stadig skibet, men sejler ikke mere.

I ca. 2003 blev jeg engageret i renoveringer i en 3-mastet skonnert LOA og her har jeg haft den store glæde at sejle med på bl.a.  Tall Ship.

Men nu er jeg PENSIONIST på alle fronter.

Et utroligt godt sejlerliv er nu slut.

Og nu kan det genopleves i dette skrift.

Afslutning.

Nogle gange når vi har været på køretur, har vi ofte været igennem ”Mit Område”. Turen er så gået igennem Vildmosen, hvor vi har set eks. Statshusmandsbrug, mit fødehjem, gennem Thise hvor der siges, at min ukendte far var yngste mand, videre enten over Kongsengene elle Bådstedhede og til Vrensted, hvor vi så er kørt gennem Barndommens Gader.

Her er det tydeligt at se, at byen har forandret sig. Der er nu bygget huse på de tidligere åbne marker og aktive gårde i byen er nu såkaldte Lystejendomme, og der er nu lavet Byens Hus i den nye skole.

Alt dette er heldigvis et udtryk for, at der fortsat sker en udvikling, og ikke afvikling af landsbymiljøet. Og jeg er sikker på at det gode miljø, der dengang var i min barndom stadig findes og er til stor glæde og gavn, som det har været for mig og som har præget mit liv lige siden.

Og stor tak for det Vrensted.

Leo Kjær Nielsen /

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som jeg husker det …. i spredt fægtning fra en tidsepoke.

Af Inger Marie Nielsen født i 1957 og opvokset på en gård på Øster Hede i Vrensted på Kongsengene vejen og lige øst for Den Østre Købmand.

Tidligere sekretariats- og personalechef ved Brønderslev kommune

 Indledning

Mandag den 3. juli 1967 lidt før kl. 8 satte jeg mig på trappestenen ved Kommunekontoret i Vrensted – iført citrongul spinlon kjole og hvide sling- back sandaler.

Vrensted-Thise Kommunekontor i Vrensted

Jeg ventede på, at en fremtidig kollega med nøgle skulle komme og lukke mig ind.

Jeg havde fået elevplads ved Vrensted-Thise kommune og skulle nu begynde mit arbejdsliv.

Elev på Kommunekontoret i Vrensted

Torsdag den 20. december 2013 omkring kl. 20 forlod jeg Brønderslev Rådhus på den røde løber mellem tændte fakler for at blive kørt hjem fra min sidste arbejdsdag – i veteranbil ført af chauffør i smoking og med champagne på bagsædet.

        Brønderslev Rådhus

Forude ventede min pensionisttilværelse, som jeg nyder i fulde drag. Tænk, at udviklingen i den mellemliggende tid har gjort det muligt at forlade arbejdslivet som 64-årig og derefter bare ”sætte sin egen dagsorden”.

I samme periode skete der en stor udvikling i den offentlige service, og sær-lig 2 forhold var med til at gøre udvíklingen mulig, nemlig kommunesam-menlægningerne den 1. april 1970 og den 1. januar 2007.

Endvidere fik hele den offentlige sektor en lønreform den 1. april 1998.

Ved sammenlægningen i 1970 blev Vrensted-Thise kommune delt. Vrensted sogn blev en del af Løkken-Vrå kommune, og Thise sogn blev en del af Brønderslev kommune. Personalet i Vrensted-Thise kommune blev også delt, og jeg fulgte med til Brønderslev kommune. I min tid i Brønderslev kommune arbejdede jeg i byrådssekretariatet/borgmester-kontoret og på personaleområdet.

Fra barnsben i Vrensted kendte jeg Brønderslev som den by, vi tog rutebilen til for at købe tøj og sko – og julegaver. Det var en helt særlig følelse, når rutebilen kørte ind ad Tolstrupvej, og vi kunne se julestjernen med lys over kørebanen nedenfor børnehjemmet. Når vores ærinder var overstået, og inden vi skulle med bussen hjem igen, købte vi for 50 øre leverpostej i Slagteriudsalget og en pose lakridsafskæring hos S. A. Ger-mann.

Senere kom jeg til at gå på Søndergades Skole, hvor jeg ”gik i realen” i en klasse med elever fra både oplandet og Brønderslev by. Det var min bedste skoletid, og én af grundene til at jeg valgte at flytte med til Brønderslev kommune ved kommunesammenlægningen i 1970.

Kommunesammenlægning 1970

Selve forarbejdet til sammenlægningen i 1970 var jeg ikke en del af, så det jeg husker bedst, var da kommunaldirektøren fra Brønderslev – Erik Kroer – kom på besøg på kommunekontoret i Vrensted for at tage stilling til hvilke møbler og andet inventar, der kunne være brugbart i Brønderslev.

Det var hård vinter, vinduerne på Kommunekontoret var piv-utætte, så vi 4 piger var klædt på efter forholdene. Da kommunaldirektør Kroer og kæmneren i Vrensted – Arne Bak Andersen – efter gennemgangen blev alene, spurgte Kroer, om det var almindeligt, at personalet gik i hjemme-sko!

Den 1. april 1970 var der himmelbetændt rendfog, så mange startede deres karriere i storkommunen med at komme for sent.

Min chef startede sin karriere med at revne sine bukser, så han måtte en tur til skrædderen. Det var dog ikke til hinder for, at han senere blev kommunaldirektør.

Selv startede jeg med at få et kulturchok. Mine nye kolleger fra Brønderslev sagde ”De” til hinanden – og var på efternavn. Mennesker, der havde arbejdet sammen i noget, der dengang for mig var en menneskealder.

Os, der kom udefra, var dus og på fornavn.

Tiden arbejdede nok for den mere uformelle form, for det varede ikke længe, før de fleste var dus, dog ikke med kommunaldirektør Kroer. Men vi var dus med borgmesteren, som var P. N. Jensen. Vi tiltalte ham ”Jensen” i starten, men med tiden blev det ”P.N.”.

De første måneder var det også udelukket for vi piger at gå på arbejde i lange bukser, men da buksedragten kom på mode, blev også den barriere nedbrudt.

De 2 kommunesammenlægninger har haft forskelligt indhold. I daglig tale bliver begge kaldt ”kommunesammenlægning”, men var i realiteten meget mere. Begge var en reform på inddeling af Danmark, hvor kommunerne blev meget større og mere bæredygtige til de fremtidige opgaver. I 2007 fik vi også en stor opgavereform, hvor opgaver blev flyttet mellem de 3 offentlige instanser, og en udligningsreform, der skulle gøre de økonomi-ske muligheder mere lige mellem kommunerne.

Hvis man spørger på Rådhuset i dag, tror jeg stadig man mener, at udligningsreformen aldrig rigtig er slået igennem. Der er stadig stor forskel på kommunernes økonomiske formåen.

Budgetbehandling og dens kvaler

Brønderslev kommune har gennem årene været en kommune med en befolkning med lave indkomster. Hvis serviceniveauet skal følge bare nogenlunde trit med andre kommuner, kræver det en høj udskrivnings-procent. Så længe jeg kan huske, har vi ligget lavt på udskrivningsgrundlag og højt i udskrivningsprocent.

Tilskud fra staten har derfor altid haft stor betydning for budgetlægningen. Forenklet sagt bliver statens tilskud hvert år fastsat efter en drøftelse mellem Finansministeriet og Kommunernes Landsforening.

Nu var det imidlertid sådan, at vi først fik et foreløbigt overblik over størrelsen af statstilskud hen over sommeren. Vi lavede det administrative forarbejde til næste års budget i det sene forår, og der var som regel et gabende hul mellem skatteindtægter og serviceudgifter, når forrige års regnskab var blevet fremskrevet til nye priser. Derfor var tiden, indtil vi kendte størrelsen af statstilskuddet, altid tiden for tungsind for ledelsen i Brønderslev kommune. Det gælder jo om at bekymre sig i tide!

Var hullet særlig stort, blev en delegation sendt til Finansministeriet for at klage vores nød. Så var vi måske heldige at få del i puljen til ”særligt vanskeligt stillede kommuner”. Jeg husker, at én af embedsmændene i Finansministeriet blev omtalt som noget påholdende. Man fik det råd at tælle sine fingre efter et håndtryk med ham.

Vi fik altid budgettet til at balancere, og vi var som regel i den situation, at budgettet på trods af besværlighederne blev vedtaget i bred politisk enighed. Dejligt for vi ansatte. Det gør det hele meget lettere at arbejde med end budgetter, der er stemt igennem med et snævert flertal.

Jeg mindes, at specielt Jens Arne Hedegaard fra V og Arne M. Jensen fra A var gode til at få de politiske ender til at nå sammen.

Men forud for vedtagelsen skulle der jo selvfølgelig være debat i Byrådssalen, ofte med megen hændervriden og brug af gloser fra især dyreriget.  ”Ulven” blev ofte nævnt. Den har siddet ude ved Kroen, lige ved hoveddøren, eller sågar bidt os i haserne. Hvis det ikke var ”ulven”, stirrede vi som regel ”lige ned i afgrunden” eller ”skar helt ind til benet”.

I forbindelse med oliekrisen i 1973 var der et byrådsmedlem, der foreslog, at der blev lukket for det varme vand på Rådhusets toiletter. Nu var der slet ikke lagt varmt vand ind – eller varme for den sags skyld – på toiletterne i den oprindelige del af Rådhuset, så det forslag havde ingen gang på jord. Ja, der var så koldt på toiletterne, at én af mine kolleger i anden sammenhæng sagde, at hun ”var nødt til at brække strålen af”. Først i 1983 blev den nye del af Rådhuset taget i brug, og nu var der ikke mindre end 26 toiletter med både varme og varmt vand.

Budgetbehandlingen foregik og foregår for åbne døre. Det gør langt størstedelen af indholdet af Byrådets møder. Møderne var sjældent et tilløbsstykke. Kun når der var forslag om at nedlægge eller forringe serviceniveauet i et bestemt område, kunne det trække folk af huse.

Sjove episoder fra byrådsmøder

Udover den formelle funktion, kunne byrådsmøderne også udvikle sig underholdende.

Førhen blev der meget varmt i byrådssalen. En aften var der et byrådsmedlem, der mente, at der var blevet en ”liderlig hede”. Vi fik straks åbnet et par vinduer, men efter mødet bemærkede P.N., at stemningen da var blevet ”helt frivol”.

I mine øjne var P.N. Jensen en dygtig og meget vidende borgmester, som jeg var meget glad for, men han var almindeligvis en alvorlig mand. Han holdt strengt på, at byrådsmøderne blev afviklet på en sober og værdig måde uden tant og fjas.

Det faldt derfor ikke i god jord, da byrådsmedlem Jeppe Bisgaard – også kendt som Tæppe-Jeppe – forsøgte sig med et festligt indslag til et byrådsmøde. Møderne blev dengang holdt i den noget mindre byrådssal, som vi havde, indtil der blev bygget til Rådhuset i 1983. Møbleringen var tunge træstole og et stort træbord med grøn linoleum på bordpladen. Før mødets begyndelse var der delt en tillægsdagsorden rundt – det var afslutningen på den åbne del af mødet. Almindeligvis opstår der lidt uro mellem den åbne og den lukkede del af mødet. Skæbnen ville, at Jeppe havde glemt tillægsdagsordenen, og da han troede at den åbne del af mødet var slut, kunne han nu fremføre sit nummer, og tog en lille spilledåse frem. Med det store byrådsbord som resonansbund, spillede han ”Internationale”. Det gik ikke upåtalt hen.

Som sekretær til et byrådsmøde lænede jeg mig nok også en gang lidt op ad en løftet pegefinger. Der skulle behandles en ansøgning om at etablere en Burger-Bar i Jerslev. ”Burger” var et nyt ord, som i de fleste indlæg blev til ”Børge”, og der var stemning både for og imod en ”Børge-Bar” i Jerslev. Det lød sjovt, og byrådsmedlem og arkitekt Leif Hellsten havde spottet, at jeg havde kvaler med at holde masken, og han gjorde sit til, at det skulle gå helt galt. Heldigvis holdt jeg mig.

Der har altid været stor forskel mellem byrådsmedlemmernes lyst til at ”få” ordet. Man ”tager” ikke ordet i byrådssalen. Det ”får” man af borgmeste-ren.

En meget ivrig debattør var byrådsmedlem og gårdejer Ole Lysgaard Jensen fra Serritslev. Han fik som regel ordet mange gange i løbet af et byrådsmøde. En aften, hvor det var blevet sent, blev det byrådsmedlem og optometrist Tage Buus for meget. Uden at have ”fået” ordet, sagde han derfor med klar røst: ”Bind den mand til stolen”.

Tage Buus var med sine indlæg i stand til at begejstre de fleste. Han talte ikke så ofte, men når han talte, havde han noget på sinde, og det måtte ud. Én af mine kolleger sagde engang, at ”først tog Buus ordet, så tog ordet Buus”. 

Valg og afstemninger

Jeg var en del af forberedelse og afvikling af alle valg og afstemninger fra 1970 til min afgang i 2013. Der var altid en særlig stemning, både under selve valghandlingen, men specielt under optælling og opgørelse.

Valgene starter jo i realiteten allerede ved opstillingen. Her handler det om at få en god placering på listen. Jeg husker en helt speciel situation. P. Juhl Olesen, der i flere perioder var opstillet for Venstre som en sikker kandidat med gode stemmetal, havde tilsyneladende lagt sig ud med det etablerede Venstre. På opstillingsmødet blev han i hvert fald placeret sidst på listen. Dét faldt vælgerne for brystet, og P. Juhl Olesen fik et kanonvalg, hvor han overhalede flere af de kandidater, der var opstillet over ham på listen. P. Juhl Olesen var i øvrigt en festlig mand, der påstod, at han havde haft større fornøjelse af sin letsindighed end af sin standhaftighed.

Som vælger skal man skal ikke undervurdere opstillingsmøderne. Det er i reglen her det fastslås, hvem der bliver partiets borgmesterkandidat. Selvom Brønderslev altid har været den største by i kommunen, og man derfor kunne forvente, at borgmesteren skulle komme herfra, er det kun tilfældet med 2 borgmestre, nemlig Peder Ivar Nielsen og Jens Arne Hedegaard. P. N. Jensen og hans hustru Gudrun bosatte sig dog hurtigt i Brønderslev by, efter at han var blevet borgmester.

Når valget skulle gøres op, kom der gang i regnemaskinerne. Vi tastede løs, det bedste vi havde lært. Derfor var det brandirriterende, at P.N. Jensen kiggede os over skulderen og kom frem til resultatet før os. Som tidligere brugsuddeler var han vant til at lægge talkolonner sammen. Heldigvis måtte han melde pas, når vi begyndte af bruge den d’Hontske-metode – det hedder den måde, som valget opgøres på. Senere overtog elek-tronikken arbejdet, men det mindskede ikke spændingen.

Enkelte gange har resultatet været så tæt, at vi har måttet i gang med en ekstra omtælling af stemmesedlerne.

I Brønderslev kommune har det altid været kutyme, at politikerne hjælper til med optællingen. Egne stemmetal er ikke overraskende mest inte-ressante, men det var udelukket, at et medlem kom til at tælle egne stemmer.

Sæby, Dronninglund og Brønderslev kommuner dannede tidligere valgkreds med hjemsted i Sæby. Ved folketingsvalg og afstemninger skulle vi derfor dagen efter afstemningen til Sæby for at gøre valget endeligt op, den såkaldte fintælling. Det var altid et kapløb på tid, for vi ville alle 3 kommuner være først færdige med arbejdet.

Til den efterfølgende spisning var der altid lidt godmodigt drilleri mellem de 3 borgmestre. En gang havde der før valget været en tvist mellem ejeren af Dronninglund Slot på den ene side og borgmesteren og kommunaldirek-tøren fra Dronninglund på den anden side. Ejeren ville derfor ikke have de 2 herrer nærmere end til porten ind til Slottet. Det år fik vi serveret en særlig Sæby-vin. Det fik borgmesteren fra Dronninglund til i sin tale at være benovet over, at Sæby havde egen rødvin. I Dronninglund kunne de imid-lertid servere Port-vin. Det var værre med Brønderslev, –vi havde kun et vandtårn!

Efter valget var der en tidsfrist for at kunne klage. Vi fik en klage fra en borger, da Lene Hansen ikke opnåede genvalg som borgmester i 2002. Lene Hansen fik enormt mange personlige stemmer, og liste A fik dermed et godt valg, men da støttepartiet gik tilbage, var der ikke flertal i byrådet, til at Lene Hansen kunne fortsætte som borgmester. Det fik vi en klage over. Det kan være svært for den menige vælger at forstå spillereglerne.

Jeg var en anden gang ved at komme galt afsted i forbindelse med fristen for valgklager. Vores byråd havde godkendt valget for Brønderslev Byråd, og jeg gav derfor pedellen besked på, at han godt kunne få stemme-sedlerne makuleret. Imidlertid ringede en kollega fra amtet et par dage senere, at de gerne ville have amts-stemmesedlerne for 2 partier sendt ud på Amtsgården, for der skulle gennemføres en fornyet optælling. Heldigvis havde pedellen ikke nået at få ryddet op. Jeg har aldrig hverken før eller siden været så glad for, at en kollega ikke havde gjort det, som jeg havde bedt om. 

Valgfeber

Vi kendte også et andet fænomen på Rådhuset, nemlig valgfeber. Valgfeberen begyndte når periodens sidste budget skulle vedtages. Det var ikke godt at skulle lægge ryg til upopulære beslutninger, som skulle føres ud i livet umiddelbart før kommunalvalget. Så det var almindeligt kendt, at upopulære beslutninger skulle træffes midt i byrådsperioden. Når valgdagen nærmede sig, kunne vi opleve, at debatten blev en smule mere ophedet, og politikernes lyst til at markere sig på forskellig vis blev forøget.

Royalt besøg – og andre

Dronningen har været på besøg i Brønderslev 2 gange i min ansættelsestid, sidste gang var Prinsgemalen også med. Der er altid et stort sikkerheds-opbud forbundet med royalt besøg. Rådhuset bliver undersøgt både oppe og nede, områder bliver spærret af og døre låst. Rullemarie kommer på besøg. Ved besøget i forbindelse med Idrætshøjskolens indvielse skulle velkomsten af majestæten foregå i dét, der dengang var var Rådhusets forhal. Her var alle byrådsmedlemmer og andre af byens honoratiores linet op for at hilse på Majestæten. Gudrun Jensen skulle overrække buketten til Dronningen. Forinden fik Gudrun af politiets repræsentant besked på, at hun skulle ryste buketten grundigt, så vi kunne være sikre på, at der ikke var noget farligt indeni. Både Gudrun og buketten overlevede heldigvis. Mens dronningen var i forhallen, stod jeg pænt i baggrunden – med en skruetrækker gemt i ærmet. Toilettet var nemlig afsikret og låst, og i det tilfælde at Majestæten skulle få brug for bemeldte lokalitet, skulle jeg lukke op med skruetrækkeren. Da Dronningen og Prinsgemalen var på besøg anden gang i anledning af 90-års købstadsjubilæum, havde jeg ingenting i ærmet, men fik et kongeligt håndtryk.

Vi havde også andre – men knap så fornemme besøg. Vi havde tæt kontakt til Kommunernes Landsforening, hvor Peder Ivar Nielsen en overgang sad i bestyrelsen. Også andre kontakter til kolleger både i Danmark og i udlandet betød, at vi fik besøg, og skulle fortælle om Brønderslev Kommune. Vi var også ofte på Den kommunale Højskole i Grenå for at holde oplæg. Det var altid spændende. Som regel var det sådan, at borgmesteren indledte, derefter kom kommunaldirektøren og så kom turen til mig. Som sidst på podiet har jeg tit måttet rette i mit indlæg, fordi forgængerne havde forgrebet sig på min del.

Engang havde vi besøg af en delegation fra Skotland. Peder Ivar ville vise dem et af Rådhusets kunstværker – en bundløs sparebøsse, udført af Niels Helledie. Den stod i gangen ind til byrådssalen, og Peder Ivar yndede at sammenligne den med kommunekassen. Da han den dag løftede spare-bøssen, lå der nogle mønter samt en knap på bordet under den. Peder Iver tog knappen, kiggede på den og sagde: ”Det kan jeg ikke forstå. Vi har da, så vidt jeg ved, ikke haft besøg af skotter før”.

En tid før Peder Ivars 60-års fødselsdag havde vi besøg af Brønderslev-drengen Jørgen Sørensen. Jørgen Sørensen og borgmesterens sekretær sad og stak hovederne sammen, og det undrede Peder Ivar sig efter-følgende over. Mysteriet blev opklaret, da Peder Ivar holdt reception på Landboskolen i anledning af 60-årsdagen, for Jørgen Sørensen havde haft en praktisk ting, som han skulle have afklaret med sekretæren. Ved fødselsdagen fremførte Jørgen Sørensen nemlig en Brønderslev sang, som han havde skrevet og tilegnet Peder Ivar.

 

Glimt fra personaleområdet

En kommune er ofte kommunens største arbejdsplads, og således også Brønderslev kommune. Hvis man laver det tankeeksperiment, at alle ansatte også er bosat i kommunen, vil ca. hver 10. borger være ens kollega.

Da vi i 1998 skulle overgå til individuel fastsættelse af lønnen, skulle vi igennem alle personalemapper, og alle medarbejderes lønforhold skulle individuelt forhandles med tillidsrepræsentanter eller de faglige organi-sationer. Det var et stort, men spændende arbejde. Flere organisationer var skeptiske. Men både forarbejdet til overgangen og selve forhand-lingerne gjorde, at vi fik et tæt og tillidsfuldt samarbejde med langt de fleste. Vi var på begge sider af bordet enige om, at vi havde en fælles opgave, som skulle løses til flest muliges tilfredshed.

Uanset opgaven nød jeg samarbejdet med mine kolleger, tillidsrepræsen-tanterne og de faglige organisationer. Altid er jeg blevet mødt med en vilje til at ville løse den opgave, vi sad med.

Undertiden kunne en uenighed, dog ikke løses lokalt, og så måtte vi mødes i København med hovedorganisationerne, for vores vedkommende var det Kommunernes Landsforenings Lønafdeling. Her blev sagerne forligt. Jeg nåede heldigvis aldrig at komme hverken i retten, arbejdsretten eller faglig voldgift.

Engang en samarbejdspartner fra KL gjorde mig opmærksom på en fejl, kom jeg til at sige, at det nok var én af de paragraffer, der var røget af i Limfjorden. Det morede KL-folkene sig meget over.

Tilbage i 70’erne var der som regel politikere med ved forhandlingerne, som nok kunne blive langtrukne. Det rakte P.N. Jensens tålmodighed ikke til, og en gang da vi langt om længe fik referatet skrevet under, kiggede han på sit armbåndsur og bemærkede: ”Ja, det er da onsdag endnu”.

Udviklingen gjorde, at det i de seneste år oftest var den enkelte leder og en repræsentant fra personalekontoret, der gennemførte forhandlingerne med tillidsrepræsentanterne.

En gang var vi dog flere ledere til stede ved en forhandling med Akade-mikernes tillidsrepræsentanter. Forinden havde jeg lavet forarbejde til forhandlingerne, og forarbejdet indeholdt ledelsens udspil og ledelsens smertegrænse. Begge eksempler var afstemt, inden vi gik til forhandlingen. Jeg havde en formodning om, at vi nok fik et resultat lidt over midten. Men én af lederne havde nok ikke været helt nærværende, da vi afstemte, for da jeg havde fremlagt udspillet for tillidsrepræsentanterne, udbrød han, at det da ikke var de tal, han sad med. Hvad værre var, han kom i samme åndedrag til at afsløre en del af smertegrænsetallene. Det blev en effektiv forhandling, som endte næsten før den var begyndt. Det er ikke nemt at tage pengene af bordet, når de først er lagt frem!

Gammel Brønderslev kommunes personalepolitik hvilede på Løgstrups etiske fordring fra 1956:  ”Med vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden dens skikkelse. Hvilken vidde og farve den andens verden får for ham selv, er jeg med til at bestemme ved min holdning til ham. Jeg er med til at gøre den vid eller snæver, lys eller mørk, mangfoldig eller kedelig – og ikke mindst er jeg med til at gøre den truende eller tryg. Ikke ved teorier eller anskuelser, men ved min blotte holdning.”

Den tænker jeg stadig meget over.

Fagre nye verden

Da jeg kom i lære i 1967, var den teknologiske tidsalder så småt ved at vise sit ansigt. F.eks. indberettede vi på papir alle kommunens til- og fraflytninger til Jyske Kommuners Hulkort- og EDB-central, hvor en række såkaldte hulledamer, så overførte oplysningerne til hulkort, som en maskine derefter kunne bearbejde.  Vi var dog ikke helt trygge ved maskinernes arbejde, for vi efterregnede skatten for indkomster over en vis grænse.

Det var også på den tid, vi fik personnumre.

Brønderslev kommune havde egen hullestue. I 1976 fik vi det første tekstbehandlingsanlæg. Når det udskrev, larmede det værre end et tærskeværk, så vi forsøgte at skærme af, så det var muligt at føre en telefonsamtale.

Senere har jeg været med til et utal af møder om IT:  Farligheden ved strå-ling fra maskinerne; om det var klogt at kable Rådhuset, det kostede immervæk omkring 200.000 kr.; var det nu også klogt at lade de ansatte få adgang til internettet. Vi havde ikke fantasi til at forestille os, at det skulle blive muligt at søge alle de oplysninger, der er nødvendige i sagsbe-handlingen, på nettet. Ja, da vi skulle passere årtusindskiftet gik hele Danmark næsten i panik. IT-branchen havde kronede dage, for vi skulle jo sikre os imod, at vore mange IT-systemer skulle bryde sammen, når årstallet skiftede fra 1999 til 2000. Selve nytårsaften før og efter kl. 00.00 var Rådhuset bemandet for at holde øje med udviklingen, men 1. januar 2000 var situationen uforandret. Ja, det gælder virkelig om at bekymre sig i tide, og diskussioner jeg har deltaget i, kan i bagklogskabens ulideligt klare lys være helt absurde.uH

Kommunalreform 2007.

Omkring årtusindskiftet begyndte vi så småt at høre tale om en ny kommunesammenlægning. Den blev en realitet den 1. januar 2007, hvor Dronninglund og Brønderslev kommuner blev til én: Brønderslev-Dronninglund kommune.

Forud var der som bekendt gået en række forhandlinger om andre konstellationer for begge kommuners vedkommende. Jeg tror, det gælder i begge kommuner, at man til sidst følte sig lidt forsmået, og at det endte sådan lidt som ordsproget – Får man ikke den man elsker, må man elske den, man får.

Heldigvis kendte vi mange kolleger fra Dronninglund kommune fra andre gode samarbejder.

Det var en befrielse, da beslutningen var taget, for så kunne vi gå i gang med at forberede sammenlægningen. Det var et stort arbejde at få to etablerede serviceniveauer og kulturer til at smelte sammen. Det var nødvendigt med stor medarbejderinddragelse. Vi skulle samtidig opret-holde hidtidigt serviceniveau, så borgerne ikke mærkede noget. Som en kollega fra en anden kommune sagde: Det er som at skifte hjul på bilen, samtidig med at den kører.

Mange arbejdsgrupper var nedsat for at komme rundt i alle hjørner af organisationen, og fysisk og organisatorisk var vi på plads til tiden. Det synes jeg godt, vi kan være stolte af.

At skabe samme kultur tager mange år. I Brønderslev var vi vel ikke engang færdige med at snakke om tiden før sammenlægningen i 1970!

Den nye kommune udmærkede sig på mange måder. Lad mig blot nævne, at vi havde dobbelt-navn, 2 motorveje, 2 sygehuse, 2 gymnasier og 2 store markeder. To komponenter er ændret – navnet og antallet af sygehuse.

Afslutning

Jeg tænker tilbage på mit arbejdsliv med stor glæde og taknemmelighed. Mange af mine tidligere kolleger kalder jeg også mine venner, og når jeg færdes i Brønderslev, er vi rigtig mange, der hilser på hinanden og slår en sludder af – mest om de gode gamle dage.

Jeg er jo nu i den situation, at bakspejlet viser mere end forruden. Det er godt at se noget positivt begge veje.

Lad den tidligere omtalte Brønderslev-sang være afslutning på mit indlæg, som jeg har forsøgt at skære over den humoristiske vinkel:

Som er skrevet af Jørgen Sørensen, Gl. Brønderslev dreng:

 

Det tindrer af sol over hav, over land,

og gederams lyser i Vildmosens sand.

Det synger i haver og hegn,

det dufter af sommerens regn.

Og her, hvor de vestlige vinde har magt,

blev Brønderslev lagt.

 

Af dristige tanker og håb blev den til,

ved målrettet virke: Man kan, hvad man vil,

men farverigt, båret af lyst,

Så broget som skoven i høst.

Vi værner det gamle, vi vover det ny

i Brønderslev by.

 

 

Når vinteren truer fra øst eller nord,

så samles vi tæt om det gavmilde bord,

hvor langkålen styrker vort mod,

hvor snapsen er gylden og god.

Da klinger på luneste vendelbomål

et længselsfuldt ”skål!”

 

 

Men snart vender våren tilbage igen,

i Bredgade mødes veninde med ven.

Selv mismodet går sig en tur,

hvor livsglæden ligger på lur.

Og så kommer solen og lyset påny

til Brønderslev by!

 

Jeg rejser så vidt på den vældige jord,

men mest for at gense den by, hvor vi bor,

de venner, der deler mit held,

den nabo, der si´r som jeg selv:

Mens andre må nøjes med Rom og Berlin,

er Brønderslev min!

 

 

Primo oktober 2021. – Inger Marie Nielsen

 

Vrensted-Historier.dk er historier som jeg har indsamlet og nedskrevet over en  del år, alt for at bevare fortiden om Vrensted Sogn og dets beboere for eftertiden og vores efterkommere.

Det er historier over en tidsperiode på ca. 100 til 150 år. Der er udgivet 10 bind som alle nu kan købes i Boghandler og på Nettet.

Klik på link for at se oversigt over historierne.     Vrensted-Historier.dk

God læselyst – Jens Otto Madsen

”Er dej i lod, Marius?” ”Jow, jow, så godt å wal en’da.”

Af: Arne Søndergaard – en Vrensted dreng, der flyttede til Løkken

Kilde: Løkken Ladeplads (Lokalhistorisk)

 

Ovenstående lille ordveksling var en meget almindelig vits da jeg begyndte min håndværkertid i Løkken. Et godt bud på årstallet er 1960 hvor jeg fik arbejde som snedker hos Carl Johannes Christensen, som var nystartet tømrermester i Løkken.

Jeg husker ikke hvor lang tid jeg var der i første omgang, for jeg tog på højskole et halvt år. Jeg nåede at være med til et halvt års restaureringsarbejde på Løkken Kirke inden højskoleopholdet. Da jeg nærmede mig afslutningen af opholdet på højskolen i Rønshoved, skrev jeg et brev til min gamle mester for at høre, om der var arbejde til en møbelsnedker igen. Der gik kun nogle dage, før jeg fik brev fra ham. Forstanderen på højskolen hed Hans Haarder, han havde sin egen specielle måde at uddele posten på. Han havde gennem årene lært sig at kaste  brevene præcist, så de ramte modtageren, næsten.

Hr. kirkesnedker Arne Søndergaard Jensen fik også brev hjemmefra, og det var med særlig spænding, jeg åbnede brevet, men heldigvis var det godt nyt til mig. Den fine titel kunne jeg ikke holde for mig selv, så den har jeg hørt mange gange siden.

I 1962 blev Annelisa og jeg gift i Vrensted Kirke, og en uge efter rejste vi til Canada, hvor vi skulle være i godt et år. Beskrivelsen af den tid kan læses i min erindringsbog “Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”. Bogen kan stadig købes på Lokalarkivet i Løkken eller på museet. Jeg kom meget i folks private hjem, hvor der blev lavet forbedringer og reparationer. Det var alt muligt forskelligt såsom nye vinduer og gulvarbejde m.m. Jeg har lovet at finde eksempler på nogle af de personer eller hændelser, som jeg stadig husker, og som fortæller lidt om håndværkerliv i Løkken. I denne artikel vil jeg beskrive nogle af de oplevelser, jeg havde.

Løkken Herregårdsmejeri, som lå i Nørregade, skulle have nyt vindue og dør til udsalget. Jeg gik i gang med opgaven straks fra morgenstunden, og det vakte opsigt, når vi på den måde afspærrede fortovet. Alle ville jo gerne kommentere på det, vi var i gang med, men på et tidspunkt, da jeg havde besvaret det mest stillede Spørgsmål 600 gange, så valgte jeg en ny strategl. “Naa, de ska nok ha ny dør?” “Nej, det ska de entj, vi hår båer vendt vrangen uk på dej gammel. Nåå, ka det osse la sæ joer?” Jeg ved ikke, om der var nogen, der troede på den historie, men så fik de da noget at tænke over. Der var især en del pensionerede håndværkere, arbejdsmænd og fiskere, anført af Postkarl, der havde deres rute i byen for at følge med i, hvad der foregik.

Overskriften til denne artikel fortæller lidt om en kendt løkkenborger, Marius Ulrik, som havde haft fast arbejde hos tømrermester Peter Damgaard. Marius var også medlem af menighedsrådet og var som sådan kirkeværge for Løkken Kirke. Efter han blev pensioneret, kom han dagligt i præstegården som personlig ven af familien Dørup Jensen.

Engang skulle der sættes en ny dør i ud mod den sydvendte veranda, og Marius var klar til at følge arbejdet med en kop kaffe og sin cigaret indenfor rækkevidde. På et tidspunkt kom pastor Dørup hastende igennem stuen., og han stoppede op for at kommentere arbejdet og sagde: ”Det må egentlig være rart at være håndværker, for så kan man hver dag se resultatet af sit arbejde, sådan er det jo slet ikke med en præsts arbejde” ”Nej”, siger Marinus, ”det goer lige ej å det jæen øer Å uk å det åent.”, Jeg husker ikke, hvad Dørup sagde til den udmelding, men mon ikke han også syntes, det var en morsom replik.

Det skete ikke så sjældent, at vi skulle arbejde hos byens handlende, som havde det princip, at de støttede hinanden. Jeg var med, da Ingrid Ørum, kaldet Frøken Ørum, skulle have nyt køkken. Frøken Ørum fulgte med i det hele, også da vi skulle sætte nyt loft op. På et tidspunkt kom hun efter, at hun gerne ville lægge et brev op, inden den sidste plade blev monteret, så vi ventede med den, til hun var klar. Noget efter kom hun med en klar flaske, som hun ville lægge dokumentet i. Jeg blev inspireret til at skrive et lille vers, som også skulle med i flasken. Da alt var klar, blev flasken forseglet med rigtig gammel dags rød lak som blev smeltet over et lys. Inden flasken blev lagt op, gik frøken Ørum over til “Henning Marinus”, købmand Henning Christensen, og købte en flaske vin og en pakke kransekagestykker. Pladen blev derefter sømmet på, og jeg tror da, at den ligger der endnu. Lang tid efter var jeg igen henne hos hende, og da gav hun mig kopier af dokumenterne, og dem vil jeg gengive i deres fulde ordlyd.

Flaskepost den 23. januar 1977. (7-tallet er overskrevet, så der skal måske stå 1978) Dette køkken nyindrettet i matrikelnummer 76 d, Vrenstedvej 6. Efter 1. november Turistforeningens ejendom Malermester Henrik Nielsen, tømrermester Carl Johannes Christensen, installatør Lewis Sloth og murermester Kaj Andersen. Mestersvend Arne Jensen med sin glade sang og fløjten. Mestersvend Henning Skadelund med sin gode latter. Mestersvend Willy Helledie med sin besindighed. Det blev et arbejdsvenligt rum. Ingrid Ørum betalte hele herligheden Det lille vers, jeg fandt på, er her gengivet, som Ingrid Ørum havde skrevet det.

Vi fire svende her fra Løkken

Vi gjorde vort bedste med dit køkken.

Et ønske har vi dog igen,

Når du får brug for håndværksmænd.

At du kan bruge os igen.

 

Arbejde hos private

En væsentlig del af arbejdet hos private var og begrundet i, at mange lejede ud til badegæster.

Det var ingen selvfølge, at der var penge til nye vinduer, hvis fiskeriet eller vejrforholdene havde svigtet. Efter en god sæson på havet var der noget at stå imod med, hvis alt andet skulle svigte. Det var specielt at komme hos private flere gange, så jeg følte det næsten, som jer var en del af familien. Hvis jeg var ny, ville folk jo gerne vide, hvem jeg var, hvor jeg kom fra og hvem jeg var gift med. En sjov ting, som jeg oplevede, var, at nogle af de arbejdere eller fiskere jeg lærte at kende, havde været høwere, hyrdedrenge, på gårde i Vrensted. Nogen af dem havde gået i skole hos min farfar i Vrensted. Jeg fik mange røverhistorier fra den gang. En af dem gik på, at når de havde sang, så gik lærer Jensen frem og tilbage og spillede violin. Børnene sang med for fuld hals. Når de sang den norske nationalsang og nåede til og den saganat, som sænker drømme på vor jord” så sang alle drengene “Å dej satans kat, som stjæller mjælken frå vor mor”. Lærer Jensen sagde ikke noget, men når han gjorde, så blev der afregnet hurtigt.

Arbejdet i private hjem kunne også give anledning af en noget fri omgangstone. Et af de steder, hvor jeg kom rigtig meget, kunne jeg godt sige til konen i huset: “Er der noget i vejen med kaffemaskinen?” “Nej, hvorfor siger du det?” “Jo, vi plejer da altid at kunne høre, når du starter med at lave kaffe.” Det var meget tydeligt, at i de hjem, hvor der ikke var så meget at gøre godt med, var vi altid sikre på, at der ikke manglede noget til formiddagskaffen. Jeg husker tydeligt en kone, som spurgte: “Hvornår drikker i formiddagskaffe?” Jeg svarede hende, at det jo ikke var nogen selvfølge, at hun skulle give os kaffe. “Jo, Børge seer, at det ka nok betåel sæ”. Hendes søn var blikkenslager og var vant til at arbejde i private hjem. Når vi var så mange, som arbejdede på den måde, så var der også kunder, som havde bestemte ønsker om, hvem de helst så. Der var visse undtagelser, men det forstod mester at fordele. Vi var et par stykker, der altid sang eller fløjtede meget på arbejdet, så der opstod et mindre problem, da kunden erklærede at “a vil entj ha jej, der piber hiele tijn”. Hvad gør man så? C.J. spurgte mig, om jeg kunne have det i tankerne, og jeg lovede, at jeg nok skulle prøve at undgå det. Da jeg skulle lave nyt loft i køkkenet, bad jeg konen om at flytte et spejl, der hang på væggen. ”Det er vist også det klogest, ellers smadrer du jo nok spejlet”, sagde hun. “Nej”, sagde jeg, “jeg er mere bange for, at du bliver så forskrækket over at se dig selv, at du smadrer spejlet.” Så så hun på mig, og så sagde hun: “A tent sku nok, det var i døwl, haj hae sent her uk”. Så var tonen slået an, og det gik uden problemer lige til, at jeg glemte mit løfte om piberiet. Uden at tænke over det, så begyndte jeg at fløjte, og i det øjeblik, det skete, blev døren revet op til malkerummet, og så råbte hun: “Glemmer du, så husker jeg”.

Jeg tror, døren blev siddende på trods af den hårde medfart, men der opstod ikke yderligere problemer den dag. Jeg husker ikke årstallet, men jeg fandt ud af, at trods den lidt skrappe fremtoning, så var der også et varmt hjerte, der bankede. På min 60-års fødselsdag ringede hun kl. 7 om morgenen og ønskede mig tillykke. Kort og resolut, samtale. “Ka do høer, hvem det er?” Ja, det ku’ jeg, en hilsen som varmede, og som jeg stadig husker. Ovenstående er mit billede af de håndværksaktiviteter, der var i et lille bysamfund som Løkken. Der var ingen store stilladser eller byggekraner, som man ser i de større byer. Enkelte personer står lidt tydeligere frem på grund af deres særpræg, men der er nok blevet længere mellem de personer, som husker dem, jeg har omtalt her.

Dette er beskrivelsen af en handelsmand, der som 30-årig fik sit liv radikalt forandret. Han mødte Jesus på vej hjem fra et værtshus i Brønderslev. Fra en opvækst i trange kår på Stenum Hede blev Hans Thomsen en velkendt kreaturhandler og gårdejer. Det kristne liv gennemsyrede han hverdagsliv, og han blev et stort eksempel for mange mennesker.

Børnene valgte at gå i Hans Thomsens fodspor og leve livet som kristne. Mange af hans børnebørn og oldebørn er i dag aktive i kirker rundt om i Danmark

 

Min bedstefar mødte Jesus på vej hjem fra værtshuset og blev en radikal kristen

Maren og Hans Thomsen

Skrevet af Simon Jacobsen i begyndelsen af 00’erne

Da min bedstefar var 30 år, blev hans liv radikalt forandret. Han mødte Jesus på vej hjem fra et værtshus i Brønderslev. Denne oplevelse forvandlede ikke blot hans liv, men hans børn og de generationer, der er fulgt efter ham. Alle har fået en arv, som er meget mere værd end al verdens rigdom.

GENERATIONSVELSIGNELSEN
Det er en stor velsignelse at vokse op i en kristen familie. Bibelen taler også om en generations- velsignelse. Man kan sige, at Guds velsignelse har fulgt vor familie helt tilbage fra min oldemor. De mange bønner, som er bedt for familien gennem generationerne, er årsag til, at de fleste familiemedlemmer i Thomsen-familien er kristne.

TRANGE KÅR PÅ STENUM HEDE
Min bedstefar Hans Pedersen Thomsen blev født den 20. november 1881 i et husmandssted på Stenum Hede. Han var den tredje ud af en søskendeflok på 9. Der var trange kår i hjemmet på grund af, at min oldefar var syg. Bedstefar var ude at ’tjene’ på forskellige gårde, og efter at han havde arbejdet på Østergård i tre år, kom han hjem for at hjælpe oldefar og oldemor.

For at tjene til livets ophold arbejdede bedstefar derforuden som daglejer. Han gravede grøfter for en dagløn på kun 2 kroner.
Min oldemor lærte bedstefar at slagte, og han kørte ud med hestevogn og solgte kød. Fjedervognen blev gjort ren. Der blev lagt et lagen oven på halmen, hvorpå kødet lå, og det blev ligeledes dækket med et lagen.

Da han ikke var særlig glad for den form for salg, begyndte han nu at handle med smågrise og kørte til Aalborg med hestevogn. På et tidspunkt købte han også en kalv og fandt ud af, at der var flere penge at tjene som handelsmand end ved at grave grøfter.
Bedstefar blev gift med Maren Eriksen. De købte fødehjemmet på Stenum Hede. Kort tid efter, da bedstefar var 26 år, døde min oldefar i 1907.

HANDELSMANDEN
Det blev efterhånden sådan, at bedstefar solgte husmændenes og gårdejernes dyr til slagteriet i Brønderslev. Ofte kom han hjem med nogle kalve- eller kviehaler til familiens aftensmad.

Senere begyndte bedstefar at rejse til Aalborg Marked / Aalborg Kvægtorv hver uge. Han cyklede til Brønderslev og tog toget til Aalborg. Men det viste sig at være en dårlig ide.

Min bedstefar begyndte at spille kort med de andre handelsmænd i toget. Tit endte det med, at de tog på værtshus i Brønderslev, når arbejdsdagen var forbi, og han kom ofte fuld hjem. Det blev nogle hårde og vanskelige år for min bedstemor, der nu havde 3 børn og ventede det fjerde. Min oldemor boede også hos bedstefar og bedstemor.

Det var ikke blot dyr, bedstefar handlede med. Han solgte flere gange det hus, familien boede i. Bedstemor måtte pakke og flytte ret ofte, så ind imellem blev al flyttegodset slet ikke pakket ud.

MØDET MED JESUS
Min oldemor og min bedstefars søster, Anna, samt fru Rasmussen, som bedstefar kaldte ’den gudfrygtige kvinde’, bad meget for ham.
En dag, da han var på vej hjem fra værtshuset i Brønderslev, standsede Gud ham ved Tolstrup Kirke og sagde højt og tydeligt: ”Din søster beder for dig. Det er nu eller aldrig.”
Bedstefar fortalte, at han godt vidste, hvilken søster det var, der bad for ham. Det var søster Anna, der var bestyrer på Metodistkirkens børnehjem i Frederikshavn.
Da bedstefarkom hjem, bøjede han knæ og gav sit liv til Jesus. Bedstemor gav også sit liv til Jesus kort tid efter.
Det blev en sådan radikal omvendelse, at han aldrig siden smagte hverken spiritus, vin, øl eller kaffe. Det var også slut med tobak og skrå. Jeg husker, at bedstefar altid drak kogt vand med sukker. Og betalte nogle af sine børnebørn for ikke at drikke kaffe, før de fyldte 21.
Bedstefar fortalte mig, at det var om natten, han bøjede knæ ved sengen og gav sit liv til Jesus. Næste nat vækkede bedstemor ham; hun bad ham om hjælp, da Gud nu kaldte på hende. Han sagde, at hun skulle stå op og bøje knæ, for sådan havde han gjort. Det var jo ikke nogen stor hjælp, tilføjede han med et smil, men mere kendte han jo ikke selv til.
Alle, der kendte Hans Thomsen, så, hvordan han havde ændret sin livsstil, og spurgte ham: ”Hans, er du blevet hellig.” Bedstefar fik på den måde mulighed for at fortælle alle om sin frelse og mødet med Gud ved Tolstrup Kirke.

ET ANDERLEDES LIV
Bedstefar begyndte at gå til møder, og en af de første prædikanter, han hørte, var Skovgård Pedersen. Han læste også gerne Skovgård Pedersens bøger.
Min bedstefar kom også i kontakt med den kendte grosserer Blom fra København, som udgav bladet Kirkeklokken, som bedstefar abonnerede på i en menneskealder.
Bedstefar bestilte mange eksemplarer af Kirkeklokkens julenummer, som han cyklede hen med til udvalgte personer.
Der blev også holdt møder hos bedstefar og bedstemor, og mange kendte prædikanter og missionærer har talt Guds ord i deres hjem.
Til tider blev der også holdt børnemøder hos bedstefar og bedstemor. De indbød, gerne igennem min kusine Karen, en hel flok børn fra skolen i Vrensted. Det var på et af disse børnemøder, at Ole, som jeg skriver om i et andet kapitel, hørte om Jesus.
Bedstefar og bedstemor blev døbt af prædikanten J. Santon i Vesterhavet.
CYKLEDE ELLER BLEV KØRT TIL MØDE
Ofte cyklede bedstefar til møde i Løkken. Da han fik bil, kørte moster Agnes ham til sommermøde i klitterne ved Løkken.

Bedstefar var en person med markante meninger, også når det drejede sig om åndelige ting. Om sommeren havde han altid sin stråhat på, akkurat som skagensmalerne.
Bedstefar kom overalt, hvor Guds ord blev forkyndt, da han havde en dyb længsel efter at kende Jesus mere.
En af hans mest anvendte bibeltekster var Johannes Evangeliet, kapitel 17:21: ”At de alle må være ét.”
Moster Agnes kørte også ham og bedstemor til de årlige møder på Nyborg Strand med Poul Madsen. Bedstefar kom også til ’Hvide Marker-møderne’ i Kompagnihuset i Aalborg og lyttede til Poul Madsen og hans hustru Thyra.
Han kunne ikke synge, men gjorde det alligevel af karsken bælg. Naturligvis for at udtrykke glæde over sangens indhold – og til stor morskab for os børnebørn, mens de, der kørte ham til møde, sad og klemte tæerne sammen i skoene.

Bedstefar havde bil i mange år, men der var altid nogen, der skulle køre for ham, for han kunne ikke se, når det blev mørkt, og kørte aldrig selv. Det er underligt at tænke på, at han aldrig så stjernerne på grund af, at han var natteblind.

DET KRISTNE LIV MIDT I HVERDAGEN
Bedstefar levede virkelig det kristne liv ud i hverdagen. Alt for mange er blot ’kristne’ to timer hver søndag formiddag. Han var en reel og bundærlig handelsmand, som havde en stor kundekreds af landmænd, lige fra husmænd til den store proprietær.
Han var en hædersmand, én man kunne regne med. Det er blevet fortalt, at han var den første kreaturhandler, der handlede i kommission. Det betød, at landmanden bad bedstefar om at sælge sine dyr for den bedste pris, og så fik han et beløb for at have dyrene i kommission

Han var frimodig og fortalte gerne om sit møde med Jesus, og hvad det betød for ham i hans hverdag. Når han rejste med toget til Aalborg, fortalte han sine medrejsende om sin tro og det evige liv. Bedstefar fortalte, hvorledes han ligefrem holdt ’bedemøde’ i toget på vej fra Aalborg til Brønderslev.

ALLE FIK KRIGSRÅBET
På Kvægtorvet i Aalborg var der en restaurant, hvor handelsmændene købte et måltid mad eller fik sig en tår over tørsten. Bedstefar var fast gæst. Hver måned kom nogle piger fra Frelsens Hær og solgte Krigsråbet.
De kom altid hen til bordet, hvor bedstefar sad. Bedstefar ønskede ikke blot selv at få Krigsråbet, men han så en mulighed for at give de andre handelsmænd et ord med på vejen. Han rejste sig op og slog på glasset for at få opmærksomhed: ”Nu kommer Frelsens Hær pigerne rundt til jer alle med et blad, og hvis I ikke betaler, så betaler jeg.”
Der var en respekt om min bedstefar, så alle tog imod bladet. Selv de mest ugudelige handelsmænd hostede op med penge. De ville ikke være bekendt, at bedstefar skulle betale for dem.

 

En dag på vej hjem fra markedet i Aalborg, sad han i sin hvide kittel og læste i Krigsråbet. En medrejsende i toget spurgte, om han tilhørte Frelsens Hær. Bedstefar svarede: ”Det kan alle købe for 25 øre.”
Lidt efter tænkte han, at det var et kort svar, så han tilføjede: ”Men jeg ved, at Jesu Kristi Guds søns blod renser for al synd.”
Det gør jeg også, svarede hans medrejsende.
Disse bemærkninger åbnede op for en lang samtale om åndelige ting.
Da toget nåede Brønderslev, gav bedstefar sin samtalepartner hånden og sagde: ”Farvel, jeg er kreaturhandler Hans Thomsen!”
Den medrejsende svarede: ”Jeg er præst i en forstad til København!”
STÆRK TRO PÅ AT GUD HELBREDER
Troen på Gud som læge havde bedstefar gennem alle årene.
Min mor har fortalt mig, hvorledes hun oplevede bedstefars stærke tro på bøn og Guds indgreb.
Hun plejede at være ude i fælleden for at malke køer sammen med min morbror Chresten. En aften væltede en ko hende pludselig bagover og trådte hende i mellemgulvet. Morbror Chresten kørte hende hjem. Bedstemor ville ikke tilkalde lægen, før bedstefar kom hjem. Da han kom hjem, gik han ind til mor og sagde:
”Min pige, skal vi ringe til lægen, eller skal vi bede til Jesus!” Mor sagde, at de skulle bede til Jesus.
Næste morgen var hun oppe og malke igen.
Jeg husker min bedstefar sige på hans gamle dage, da han boede alene i huset på Stationsvej i Vrensted: ”Han kom og plagede mig i nat, men så stod jeg op og lukkede vinduet op og sagde:
”Vil du så kom ud, satan, i Jesu navn.”
Derefter lukkede han vinduet og sov videre.
Bedstefar kendte Gud og kraften i Jesu navn. Der var ingen tvivl hos bedstefar om, hvor plager og sygdom kom fra. Han vidste, at Jesus havde besejret djævelen, og han måtte forlade ham i Jesu navn.
I mange år kørte bedstefar sammen med morbror Simon til marked i Aalborg.
En dag han gik over gaden, blev han påkørt af en scooter. En betjent kom og spurgte bedstefar: ”Har De drukket?”
Ja, svarede han lunt, men det er 50 år siden.
Rent rutinemæssigt blev han kørt på skadestuen. Da han skulle forlade sygehuset, sagde en sygeplejerske til ham: ”Når De kommer hjem, må De hellere gå til Deres læge.

”Min læge, det er overlægen i Himlen, men hvis du synes, kan jeg godt gå hen og hilse på doktor Sørensen i Vrensted,” svarede min bedstefar.
Det var det eneste lægebesøg, bedstefar havde i sit liv. Han kunne læse sin Bibel uden briller, til han døde, 97 år gammel.

BEDSTEFAR HAVDE ET GUDS ORD TIL MANGE
Der kom mange og besøgte ham, ikke blot venner og familie, men også handelsmænd og gårdejere. Selv om mange af datidens verdensbegivenheder blev drøftet, var det centrale emne altid troen på Gud. Bedstefar havde altid et Guds ord til den besøgende.
Bibelen lå inden for hans rækkevidde, og han kendte skriften ud og ind. Ofte besøgte bedstefar også mennesker rundt om i landsdelen. Det kunne være nogle af hans tidligere kunder, husmænd, gårdejere, proprietærer og Om et besøg på herregården Knivholt ved Frederikshavn forlyder det: Godsejeren bød bedstefar til bords sammen med nogle andre. Der var sodavand på bordet til bedstefar, mens de andre fik øl. Da bedstefar havde en bemærkning til det, sagde godsejeren: ”Jeg ved godt, du er en kristen og ikke drikker øl.” Hvortil bedstefar straks sagde: ”Det kan du også blive.”
Senere besøgte godsejeren bedstefar, og jeg er sikker på, at han delte Guds ord med ham og bad for ham.

Bedstefar var til hjælp og opmuntring for mange mennesker. Hvert år før jul købte han en stak af bladet Kirkeklokkens julenummer, som han cyklede rundt og gav en række mennesker. På den måde fik mange nogle gode beretninger, om hvad det betyder at leve et kristent liv. Min kusine Karen og moster kørte også bedstefar forskellige steder hen, så han kunne aflevere bladet.

FØRSTE JULEDAG VAR HELE FAMILIEN SAMLET

Så længe jeg kan huske, var hele familien samlet på Stationsvej hjemme hos bedstefar og bedstemor første juledag. Det var virkelig en festdag, hvor vi mødte hele familien. Mens min bedstemor levede, havde hun pyntet juletræ for børnebørnene. Bedstemor havde ofte strikket sokker til os børn, og bedstefar delte 100 kr. sedler ud til både store og små.
Der var en meget stor spisestue, og hele familien var samlet om et festligt julebord med gåsesteg og is. Når vi var bænket ved bordet, blev der delt sangbøger ud: ’Trosstrid og Strengeleg’ med Santos 77 evangeliske sange. Efter flere sange læste bedstefar juleevangeliet, holdt en prædiken, bad til slut og velsignede familien.

PÅ BESØG HOS BEDSTEFAR
Jeg besøgte bedstefar regelmæssigt gennem alle årene, da han boede i Vrensted og senere på plejehjemmet i Vrå.
Da bedstemor levede, fyrede de i kakkelovn. Jeg husker, at bedstefar ofte sad med fødderne på lågen. Han nød varmen og sad tilbagelænet i stolen, som vippede på to ben. Det skete, at han råbte til bedstemor: ”Maden brænder på ude i køkkenet.” Bedstemor måtte så konstatere, at det ikke var middagsmaden, der lugtede brændt, men bedstefars sokker stod næsten i lys lue. Ved hvert besøg stillede bedstefar mig altid 3 spørgsmål. Hvordan går det i Hjørring? Hvordan har du det med Jesus? Er der vækkelse i Hjørring?

Han var meget interesseret i, hvorledes jeg og min familie havde det. Men det, som virkelig lå ham på hjerte, var, hvorledes vi havde det med Jesus. Bedstefar ville være sikker på, at hans familie kom i Himlen. Han bad for hele familien hver dag. Ofte løftede han hånden og citerede et bibelvers om, at Jesu blod renser fra al synd. Når vi havde talt sammen, og jeg havde besvaret de tre obligatoriske spørgsmål, tog bedstefar sin bibel og læste et stykke af Guds ord og bad for mig og familien. Derefter sluttede vi altid besøget med at synge: ”Befal du dine veje.” Hvorefter bedstefar sagde: ”Tak, fordi du kom, og hvis du vil have en sodavand, kan du tage én ude i køkkenet.”

Sidste gang, jeg besøgte ham, var den 12. december 1978, aftenen før han døde. Min mor sad og holdt ham i hånden, da han stille og roligt drog det sidste åndedrag og rejste hjem til bedstemor i Himlen i en alder af 97 år.
Han var mæt af dage efter et langt og virksomt liv og ønskede nu at møde sin kære frelser Jesus.

SLÆGTEN FØRER TROEN VIDERE
Bedstefar kom til møder i forskellige kirker og menigheder. Han gjorde meget ud af, at han aldrig havde tilhørt noget parti, hvormed han nok mente, at han aldrig havde meldt sig ind i en frikirke.
I en periode var han dog tilknyttet Frimissionen (Missionsforbundet) i Stenum, men ellers var han medlem af Folkekirken indtil sin død. Han kunne godt lide, når sognepræsten kom på besøg; så fik de en god snak om tingene.
Bedstefar var et fantastisk eksempel, og de fleste i familien er frelst. Hans søskende og familie var tilknyttet forskellige kirker og menigheder i Vendsyssel. Min mor og hendes søskende er også fulgt i bedstefars fodspor og har valgt at leve livet som kristne. Mange af hans børnebørn og oldebørn er i dag aktive i kirker rundt om i Danmark.

Vrensted har overtaget Brønderslevs tidligere præst primo 2021 og præstegården er igen blevet beboet, efter at den har stået tom i lang tid, mens Løkken Stor pastorat har søgt efter en præst med bopæl i Vrensted Præstegård.

Løkken Stor pastorat har nu 2 præster: Kennet Berg (kirkebogsfører) og Gitte Lykke Andersen, som skal betjene de 7 kirker i pastoratet nemlig: Løkken, Furreby, Vrensted, Børglum, Vittrup, Rubjerg og Lyngby Kirker

Her fortæller Gitte Lykke Andersen om hvordan hun blev præst:

Løkken Stor pastorats  nye præst ville oprindeligt arbejde i reklamebranchen, men valgte så i stedet for at læse teologi, og det har hun bestemt ikke fortrudt, selv om familien troede, at det rablede for hende. I 2021 er hun tiltrådt som sognepræst i Løkken Stor pastorat med bopæl i Vrensted Præstegård.

Sådan fortæller Gitte Lykke Andersen i 2004

Hverken min mand eller jeg kommer fra specielt religiøse familier, fortæller Gitte Lykke Andersen, der 8. august 2004 bliver indsat i sit embede som ny sognepræst i Brønderslev og Serritslev. – Oprindeligt ville jeg da også arbejde i reklamebranchen. Jeg havde taget et syv måneders kursus som computer grafiker, men det var vanskeligt at få en læreplads. – Jeg var nødt til at tage et kontorjob, da min søgning var resultatløs. De mente flere steder, at jeg havde for lidt computererfaring. Men efter halvandet år var der tæt på at være bid.  Jeg blev kaldt til samtale hos et reklamebureau. – Det virkede som et rigtig godt bureau og jeg ville rigtig gerne have jobbet. Men der var to andre kandidater til jobbet. To unge fyre. Så da jeg ikke havde hørt noget ti dage efter samtale, tog jeg selv kontakt til reklamebureauet, men de bad mig afvente deres beslutning.

Imidlertid havde jeg ikke tænkt mig  at vente. – Jeg troede, at min chance for at få jobbet var forspildt, så besluttede jeg mig for at være præst i stedet. Hvorfor det ved jeg ikke, men det besluttede jeg mig for. Få dage senere tilbød reklamebureauet mig alligevel  stillingen. Men jeg sagde nej tak.  Jeg havde allerede søgt ind på teologistudiet på kvote to. – Min familie og mine venner troede, at det rablede for mig. Nu havde jeg søgt en stilling i reklamebranchen i halvandet år, og når jeg så fik tilbudt et job, så sagde jeg nej uden at vide, om jeg overhovedet ville blive optaget på teologistudiet. Jeg blev imidlertid optaget, og har ikke fortrudt min beslutning. – Jeg havde allerede dengang fået mit første barn, og reklamebureauet ville have mig til at love, at jeg ikke fik børn de første fire år, ligesom de krævede, at jeg kunne klare overarbejde fra tid til anden. På den måde passer præstehvervet mig langt bedre. Her har jeg mulighed for at planlægge arbejdstiderne selv, så jeg får mere tid til mine børn, og jeg kan også tage dem med på arbejde.

Det betyder store ændringer fors familien, at jeg er blevet sognepræst i Brønderslev. Børnene må flytte skole og min mand har måttet sige hans to job op. – Claus har endnu ikke fundet nyt arbejde, men han flytter også først til Brønderslev 1.august. – Min familie har hele tiden vidst, at vi skulle flytte, den dag jeg blev færdiguddannet. – Men jeg vægtede min families ønsker højt, da jeg søgte stillingen i Brønderslev. Det var vigtigt for mig at komme til en by, hvor mine børn kunne cykle til skole, fodbold, ridning m.v.

En fjerdedel af mit job skal foregå på Psykiatrisk Sygehus. – Jeg skal have kontortid en dag om ugen på sygehuset, men jeg skal ikke lave papirarbejde. Jeg er der, hvis der er nogen, der har brug for at tale med mig.  Det er vigtigt for mig, at alle føler sig som en del af fællesskabet – det menneskelige fællesskab. – Jeg vil gå ind i det her arbejde med åbenhed og imødekommenhed overfor alle typer mennesker, unge, gamle og socialt udstødte. Jeg har arbejder som telefonvagt hos Sct. Nicolai Tjenesten. – Her talte jeg om natten med mange ensomme mennesker, som ikke havde nogen at tale med om deres dagligdag og problemer. Det viste mig, hvor vigtig det er, at alle har nogen, der lytter til dem og tager dem seriøst. -Derfor kunne jeg godt finde på selv at opsøge bumserne i byen, når de sidder på en bænk og drikker. Dem vil jeg gerne tale med. Jeg er god til at tale med folk og til at få en dialog igang. Jeg  glæder mig til at starte i sit nye job. – Jeg ser enormt meget frem til at lære folk at kende i byen. Jeg har forstået, at det er en meget travl kirke, hvor der altid er gang i alle mulige aktiviteter. Jeg håber blot, at folk kan lide mig, for som præst har man ofte meget på hjertet, men det er svært at komme af med, hvis der ikke er nogen, der gider at høre på dig.

Den 24.05.2021 skriver Gitte Lykke denne kommentar til artiklen:

Hold nu op, det er længe siden, jeg har læst den artikel Jeg husker, jeg var irriteret, fordi jeg ikke havde fået lov at læse den igennem, før den kom i avisen. F.eks. kunne jeg aldrig drømme om at bruge ordet “Bums” om et (socialt) udsat menneske !! – hvilket, jeg skrev til journalisten efterfølgende. Det var heller ikke reklamebureauet, der gjorde mig til præst eller en “fiks idé”, jeg lige fik, at ville være præst – det var et pludseligt kald fra Gud ud af det blå, et kald der var så stærkt i mig, at jeg bare måtte søge ind på teologi. Nå … men pudsigt at læse den igen, meget er sket siden dengang 

 

 

Ønskefonden blev deres livsværk: Må flere ønsker bliver opfyldt!

Historien om Løkken Sparekasses kollaps i 2008 og garantformanden Kristian Andersens foredrag om hele forløbet

Historien om en ildsjæl i forbindelse med Løkken Sparekasse´s kollaps i 2008.

Indhold:

1) Hvem er Kristian Andersen

2) Hele forløbet gennem avisartikler fra Nordjyske

3) Domsudskrift der gik Garant Løkken imod

4) Kristian Andersens foredrag om hans oplevelser igennem det lange forløb

5) Nordjyske Avisomtale omkring retssag mod Direktion, Bestyrelse og Revisionsfirmaer

GARANTERNES MAND,

Kristian Andersen, tidligere IT-konsulent, Projekt- og Personaleleder.

Hans lange og besværlige kamp for at redde sin egen, familiens samt de tidligere garanters penge, der var indskudt som garantikapital på garant-konti i Løkken Sparekasse, (den forhenværende sparekasse som gik konkurs i 2009 – og som gennem en menneskealder havde en filial i Vrensted).

Hele sagen startede under finanskrisen i efteråret 2008 da Løkken Sparekasse kom i kæmpe problemer, med tab på store udlån til udenbys ejendomsspekulanter uden lokal tilknytning, som havde overtalt Sparekassen til at låne dem penge.

Det gik ud over mange loyale småsparere i Sparekassens lokalområde, penge som de havde lagt til side for at forsøde tilværelsen med.

Et langt forløb som slutter den 28.02.2020 

Løkken Sparekasse 

kom i økonomisk uføre, da de begyndte at bevæge sig uden om deres kerneområde Løkken og omegnsbyerne. De etablerede filialer i Aalborg og København og så begyndte de på et tidspunkt at udlåne store beløb til nye kunder, med store ejendomsporteføljer, et område hvor de ikke havde stor viden og ekspertise omkring og tilstrækkeligt uddannede ansatte. Herunder direktion og bestyrelse, hvori der kun sad lokale mennesker uden den store indsigt og proffessionalisme.

Retsmøder Løkken Sparekasse

Nedenstående artikler Kilde: Nordjyske

august/ september 2019.

Sparekassedirektør brød ud i tårer på bestyrelsesmøde

Erstatningssag: Husadvokat fortalte om afgørende bestyrelsesmøde i Løkken Sparekasse

FØRST I FEBRUAR 2009 BLEV LØKKEN SPAREKASSES BESTYRELSE USIKKER PÅ BANKENS STORE UDLÅNSKUNDER

VIBORG: Løkken Sparekasses direktør Poul Blicher Johnsen reagerede meget voldsomt på et krisemøde i Løkken Sparekasses bestyrelse om aftenen 10. februar 2009, da han og bestyrelsen blev konfronteret med store tab på sparekassens udlån.

Lars Løcke

Det kom frem mandag, da Løkken Sparekasses daværende husadvokat Erik Bo Sørensen blev afhørt som vidne under Finansiel Stabilitets erstatningssag mod den kuldsejlede sparekasses ledelse og revision.

På det ekstraordinære bestyrelsesmøde præsenterede advokaten og sparekassens revision bestyrelsesmedlemmerne for resultatet af en gennemgang af bankens største udlån.

Konklusionen lød på yderligere nedskrivninger på 127 millioner kroner og et underskud i 2008 på 207 millioner kroner.

– Der bredte sig en dødlignende tavshed, forklarede Erik Bo Sørensen.

Så tog Knud Rødbro, der var menigt bestyrelsesmedlem, ordet og beskyldte ifølge Erik Bo Sørensen i voldsomme vendinger Poul Blicher Johnsen for at have ført bestyrelsen bag lyset.

Efter et stykke tid med tavshed omkring bestyrelsens mødebord tog Poul Blicher Johnsen ordet.

– Han sagde, at den eneste følelse, jeg har, er skam. Og så begyndte han at græde, husker Erik Bo Sørensen.

Poul Johnsen forsvarede sig ifølge husadvokaten ikke mod Rødbros angreb.

– Bestyrelsesmedlemmerne så rådvilde på hinanden, og ingen sagde noget. Det endte med, at jeg foreslog, at mødet blev suspenderet, forklarede Erik Bo Sørensen.

Var blevet bange for risikoen

Det var bestyrelsen selv, der 11 dage tidligere på et andet ekstraordinært bestyrelsesmøde havde bedt advokaten om at gennemgå sparekassens 20 største udlån.

– Lokalsamfundet var blevet utrygt ved avisskriverier i JP og NORDJYSKE om udviklingen på ejendomsmarkedet, og bestyrelsen ville vide, om sparekassen havde problemer på dette område.

Da Erik Bo Sørensen så listen over Løkken Sparekasses største udlån, som han skulle gennemgå, blev han paf.

– Profilen var helt i modstrid med den sparekasse, jeg troede, jeg kendte, forklarede han.

Erik Bo Sørensen havde i efteråret 2008 udarbejdet en rapport om kvaliteten af sparekassens juridiske arbejde, når den skulle sørge for sine sikkerheder i forbindelse med udlån.

Rapporten var ikke positiv læsning.

Erik Bo Sørensen nåede nemlig frem til, at der var mange mangler, når det handlede om at sikre sparekassens krav for eksempel i forbindelse med konkurser blandt kunderne.

Han var gået ud fra, at hans rapport var gået videre til bestyrelsens medlemmer.

– Men nu kom det frem, at flere bestyrelsesmedlemmer aldrig havde set den.

Spar Nord advarede Løkken Sparekasse

RETSSAG: Flere af sparekassens storkunder var ”ikke kreditværdige”

VIBORG: Spar Nord Bank var i efteråret 2008 blevet så usikker på den økonomiske situation i Løkken Sparekasse, at to medlemmer af bankens topledelse – administrerende direktør Lasse Nyby og direktør Lars Møller – tog det helt usædvanlige skridt at invitere sig selv til et møde i Løkken for at kigge i sparekassens udlånsbog.

Lars Løcke

– Sparekassen var vokset meget kraftigt på få år, forklarede Lars Møller, da han onsdag blev afhørt som vidne under Finansiel Stabilitets erstatningssag.

Det var ikke kollegial omsorg, der havde fremkaldt Spar Nords interesse. Spar Nord havde ydet udlandslån til kunder i Løkken Sparekasse for i alt over 200 millioner kroner, som Løkken Sparekasse garanterede for.

Derfor var Spar Nords sikkerhed afhængig af sparekassens økonomiske sundhedstilstand.

Da de to Spar Nord-direktører 16. oktober kørte sydpå fra et møde med sparekassedirektør Poul Blicher Johnsen og erhvervskundechef Thomas Bjørn Mortensen, var det med en vis uro i maven.

De havde fået gennemgået sparekassens 15 største udlån, der samlet udgjorde over halvdelen af sparekassens totale udlån.

– Vi identificerede kunder, som var involveret i ejendomskarrusellen, og nogle af dem havde tidligere påført pengeinstitutter tab. Mange af dem var ikke kreditværdige ud fra normal bankpraksis, og om nogle af dem sagde vi, at hvis de kom ind i vores lokaler, så skulle sprinkleranlægget gå i gang, forklarede Lars Møller.

Han og Lasse Nyby mente, at de problematiske udlån ville betyde et ekstra kapitalkrav på op imod 100 millioner kroner for sparekassen.

Sendte et brev til Johnsen

Selvom det ikke var aftalt på mødet, så besluttede de to Spar Nord-direktører at sende et brev med deres konklusioner til Poul Blicher Johnsen.

– Det, syntes vi, var fair, sagde Lars Møller.

Da Løkken Sparekasse i februar 2009 blev kastet ud i en dødskamp, forsøgte sparekassen at finde fusionspartnere blandt andre pengeinstitutter.

Lasse Nyby afviste, at Spar Nord var blevet kontaktet i den forbindelse.

– Og var vi blevet det, så havde vi med det samme sagt nej, sagde han.

Spar Nord overtog i 2008 nogle af den krakkede Roskilde Banks kunder og filialer, men Løkken Sparekasse indbød altså ikke til en gentagelse.

Finansinspektør: Sparekasse var ikke seriøs

Inspektør efter undersøgelse i Løkken Sparekasse: – Det var bizart

VIBORG: Egentlig skulle de kun have brugt en enkelt arbejdsuge i juni 2008 i Løkken, men tre ansatte fra Finanstilsynet endte med at tilbringe to arbejdsuger på inspektion hos Løkken Sparekasse. Årsag: Sparekassen havde svært ved at finde det materiale, som tilsynet udbad sig under inspektionen.

Lars Løcke

– Vi måtte sidde og vente på, at det blev fundet frem. Nogle gange vendte Thomas Bjørn Mortensen (sparekassens erhvervskundechef, red.) slet ikke tilbage til mødelokalet. Det var lidt bizart, sagde den ansvarlige finansinspektør, Karin Kjærgaard, da hun torsdag blev afhørt som vidne under Finansiel Stabilitets erstatningssag.

Problemerne med at skaffe materiale fra sparekassen var ifølge Karin Kjærgaard så store, at hun og hendes to medarbejdere i en vis udstrækning måtte tage hjem med uforrettet sag.

– Der var megen kommunikation efterfølgende med sparekassen om de oplysninger, som vi fortsat manglede, før vi kunne komme med vores konklusioner. Det var helt usædvanligt, forklarede hun.

Sparekassen fik 20 påbud

Da tilsynet omsider kunne sende en rapport om sine iagttagelser under inspek- tionen til sparekassens ledelse, indeholdt den 20 påbud, altså tilfælde hvor sparekassen blev bedt om at rette ind efter lovgivningen.

Flere påbud var gengan- gere fra tidligere inspek- tioner af sparekassen.

– Der var en følelse af, at Poul Blicher Johnsen (sparekassens direktør, red.) og Thomas Bjørn Mortensen talte uden om engagementerne (udlånene, red.). Det var ikke altid seriøst, og situationen blev ikke taget alvorligt, sagde Karin Kjærgaard, der i dag er pensionist.

Allerede i foråret 2008 – og altså før besøget i Løkken – havde tilsynet skrevet ud til en række danske pengeinstitutter med mange lån til ejendomsbrancher på udlånsbøgerne.

Løkken Sparekasse var blandt dem, der modtog tilsynets brev.

– Derfor havde vi fokus på denne type af udlån under inspektionen, men i flere tilfælde var de regnskaber, som sparekassen lå inde med, meget gamle, og der manglede for eksempel kundeoplysninger på låneindstillingerne, forklarede hun.

Finanstilsynets uro blev ikke mindre, da Roskilde Bank og ebh bank krakkede hen over sommeren og efteråret 2008 – i begge tilfælde efter store tab på ejendomsbranchen.

Hos Finanstilsynet bredte der sig en usikkerhed om, hvorvidt Løkken Sparekasse havde kapital nok til at dække tabsrisikoen på sine udlån.

Sparekassens ledelse blev kaldt til møde hos Finanstilsynet 27. oktober. Det var ikke en normal procedure, men der var heller ikke noget normalt ved situationen.

– Vores kraftige budskab var, at sparekassen nu skulle finde sig en fusionspartner, fortalte Flemming Nytoft Rasmussen, på det tidspunkt vicedirektør i Finanstilsynet med ansvar for pengeinstitutter, da han onsdag afgav forklaring under erstatningssagen.

Mødet begyndte med en klage fra Poul Blicher Johnsen, der følte, at sparekassen blev udsat for en meget uretfærdig behandling.

– Det hele var meget bedre, da …. (navn på ansat i Finanstilsynet udeladt, red.) var ansvarlig for tilsynet med sparekassen, lød det fra sparekassedirektøren.

Oprydder i chok: – Ingen værdier

Løkken Sparekasse: Ole Bjerg forsøgte at skaffe penge hjem efter sparekassens ejendomseventyr

EJENDOMMENE VAR BELÅNT PÅ KONJUNKTUREN OG IKKE UD FRA INDTÆGTSBUDGETTER, SAGDE OLE BJERG

VIBORG: Ingen værdier, ingen lejeindtægter, ingen indtægtsstrømme og ingen dokumentation.

Lars Løcke

Det var det billede, der mødte Ole Bjerg, da han i marts 2009 som ansat i Finansiel Stabilitet blev sat i spidsen for afviklingen af konkursramte Løkken Sparekasses problemfyldte udlån til en lang række udenbys ejendomsspekulanter.

– Der manglede dokumentation om de belånte ejendomme, og der var ikke taget sikkerhed i dem, forklarede den tidligere Nordea-direktør, da han som vidne blev afhørt under Finansiel Stabilitets erstatningssag.

Og økonomisk set var der ingen indtægter fra de ejendomme rundt om i Danmark, som Løkken Sparekasse havde finansieret.

– Der var ikke en eneste ejendom, hvor lejer havde betalt depositum, og der var ingen lejeindtægter fra dem. De var belånt på konjunkturen og ikke ud fra indtægtsbudgetter, sagde han.

Som direktør i afviklingsbanken Løkken Sparbank, et datterselskab af Finansiel Stabilitet, som havde overtaget Løkken Sparekasses aktiviteter, koncentrerede Ole Bjerg sig om at få afviklet de 30 største udlån med en samlet værdi på 1,1 milliarder kroner, som ingen andre banker ville røre ved.

Disse problemudlån var alle givet til kunder inden for ejendomsbranchen.

Derfor var arbejdet med at få afviklet problemlånene i realiteten et forsøg på at maksimere værdien af de ejendomme, som Løkken Sparekasse havde belånt.

Mange mærkelige oplevelser

Ole Bjerg havde mange mærkelige oplevelser, når han kørte rundt i landet for at besigtige de ejendomme, som Løkken Sparekasse havde engageret sig i.

I Lyngby ved København havde Løkken Sparekasse finansieret en kundes køb for 60 millioner kroner af et tidligere gymnasium.

– Ejendommen stod tom og var købt i forventning om, at kommunen ville udarbejde en lokalplan, men det var aldrig sket, og der var ingen rentabilitetsberegninger udarbejdet, sagde han.

Ejendommen endte med at blive solgt for 11 millioner kroner til kommunen.

Ved Ølsted havde Løkken Sparekasse hjulpet en kunde med at købe et grundareal, hvor betonproducenten HTH’s tidligere hovedsæde lå forladt hen.

– Ingen køber meldte sig, og der kom ingen indtægter fra grunden, forklarede Ole Bjerg.

Pris fordoblet på en enkelt dag

På Frederikssundsvej i København havde Løkken Sparekasse finansieret en kundes køb af en grund med et gammelt værksted på.

– Der var ingen indtægter fra ejendommen, der røg på tvangsauktion, sagde han. Også i København- i Landskronagade – havde den krakkede sparekasse finansieret en ejendom, som blev købt for 14,5 millioner kroner og selvsamme dag solgt videre for 26 millioner kroner.

– Vi undrede os over den store værdistigning, men vi så fremad, og så det som vores opgave at få afviklet sparekassens udlån så godt som muligt, forklarede Ole Bjerg.

Han stoppede i Finansiel Stabilitet i juni 2010 for at genoptage pensionisttilværelsen.

Topembedsmand: Ville presse Løkken Sparekasse til fusion

Erstatningssag: Sparekassen havde ikke styr på kreditgivningen

VIBORG: Da Løkken Sparekasses ledelse 27. oktober 2008 troppede op hos Finanstilsynet i Århusgade i København, var der tale om en helt usædvanlig begivenhed på en dyster baggrund.

Lars Løcke

– DET VAR PÅ TIDE AT DISKUTERE SPAREKASSENS FREMTID, SAGDE FLEMMING NYTOFT RASMUSSEN.

– Vi var usikre på, hvad der foregik i Løkken Sparekasse. Der var behov for at stramme op, og vi var ikke sikre på, at vi altid fik korrekte oplysninger, forklarede Flemming Nytoft Rasmussen, da han afgav forklaring under Finansiel Stabilitets erstatningssag.

Flemming Nytoft Rasmussen var i 2008 vicedirektør i Finanstilsynet og ansvarlig for tilsynet med danske pengeinstitutter.

– Meldingen til mig fra holdet, der havde været på inspektion i sparekassen, var, at sparekassen var vokset voldsomt og mere end sektoren generelt, og at den ikke havde tilstrækkeligt styr på kreditgivningen, forklarede han.

Ejendomskrise udløste møde

Det var først og fremmest krisen på ejendomsmarkedet, der fik tilsynet til at indkalde Løkken Sparekasse til møde.

– Det var bestemt ikke sædvanligt at holde sådan et møde, men det var også usædvanlige tider med en krise på ejendomsmarkedet, hvor risikoen bare steg og steg, sagde Flemming Nytoft Rasmussen.

Hovedbudskabet fra tilsynet til sparekassen var, at den skulle finde sig en fusionspartner.

– Situationen havde udviklet sig sådan, at det var på tide at diskutere sparekassens fremtid. Vi havde ikke nogen juridisk magt til at kræve en fusion, men vi ville gerne have, at sparekassen tænkete i de baner, forklarede han.

Direktør tog det roligt

Løkken Sparekasses direktør Poul Blicher Johnsen var ifølge et mødereferat, som tilsynet udarbejdede, helt tryg ved situationen.

Sparekassen ville ikke gå ned, og han forventede ikke større tab på ejendomsområdet.

Hvis det blev nødvendigt, så mente Johnsen, at fusionspartnerne nærmest stod i kø ved sparekassens dør.

Han så blandt andre Sparekassen Hvetbo som en mulig fusionspartner, og sparekassen havde fået at vide, at den altid var velkommen hos Spar Nord.

Sidstnævnte har administrerende direktør Lasse Nyby fra Spar Nord afvist under retssagen

Advokat i Løkken Sparekasse-sag smider bombe: Mistanke om urent trav ved ejendomshandel

Advokat Karoly Nemeth mistænker Finansiel Stabilitet for urent trav ved ejendomshandel – Nemeth er advokat for Løkken Sparekasses tidligere formand Poul Sørensen

Ejendomshandel: Advokat for Løkken Sparekasses tidligere formand sår tvivl om, hvorvidt alt gik korrekt for sig, da Finansiel Stabilitet solgte ejendom

SANKT ANNÆ PLADS 13 HUSER BÅDE KØBER OG SÆLGER AF FREDERIKSBERG-EJENDOMMEN.

VIBORG: Flere adressesammenfald og en ejendomshandel i 2012 trækker nu spor til Finansiel Stabilitets erstatningssag mod den tidligere ledelse og revision i konkursramte Løkken Sparekasse.

Lars Løcke

EJENDOMMEN I SMALLEGADE 20 B, SOM FINANSIEL STABILITET SOLGTE I 2012 FOR 24,2 MILLIONER KRONER.

Her sår advokat Karoly Nemeth, der repræsenterer sparekassens tidligere formand Poul Sørensen, nu tvivl om den rolle, som Finansiel Stabilitet og selskabets daværende formand, Henning Kruse Petersen, spillede, da Finansiel Stabilitet for nogle år siden solgte ejendommen Smallegade 20 B på Frederiksberg.

– Jeg må sætte spørgsmålstegn ved, om den er gået rigtigt for sig, siger advokaten om handlen.

Finansiel Stabilitet blev ejer af Frederiksberg-ejendommen, da Løkken Sparekasse i marts 2009 gik konkurs, og selskabet overtog sparekassens aktiviteter.

Ejendommen var tidligere ejet af en af sparekassens mange storkunder inden for ejendomsbranchen.

Sparekassen havde ydet ham en kredit på omkring 50 millioner kroner til ombygning af Frederiksberg-ejendommen som den havde pant i.

Da kunden gik konkurs, blev Finansiel Stabilitet som arvtager efter Løkken Sparekasse ejer af ejendommen i Smallegade.

Flere sammenfald i adresser

I januar 2012 solgte Finansiel Stabilitet bygningen i Smallegade for 24,2 millioner kroner.

Køber var selskabet CC Properties IV ApS, som er ejet af Pfa Pension.

CC Properties IV er registreret med adresse hos selskabet Capital Investment A/S, der har til huse på Sankt Annæ Plads 13, 2. th. i det indre Købehavn.

Bogstavelig talt lige overfor – på Sankt Annæ Plads 13, 2. tv. – har Finansiel Stabilitet til huse.

Og Sankt Annæ Plads 13 huser også et eksklusivt kontorfællesskab, hvorfra en række tidligere topchefer fra dansk erhvervsliv driver deres private aktiviteter.

Blandt kontorfællesskabets lejere er – i hvert fald frem til 2016 – Henning Kruse Petersen.

Den kendte erhvervsmand var indtil august 2012 en magtfuld bestyrelsesformand for Finansiel Stabilitet, altså sælgeren af Frederiksberg-ejendommen.

– Det er påfaldende

– Det er påfaldende med de sammenfald i adresser, og at bestyrelsesformanden i Finansiel Stabilitet selv har sin kontoradresse samme sted som køber, mener Karoly Nemeth.

Salget af Smallegade 20 B udløste ifølge Finansiel Stabilitets erstatningskrav under erstatningssagen et tab på godt 31 millioner kroner.

– Man må spørge sig selv, om realisationen (salget af ejendommen, red.) er sket efter armslængdeprincippet og dermed til markedsprisen, siger han.

Karoly Nemeth har bedt advokat Lotte Eskesen, der repræsenterer Finansiel Stabilitet under erstatningssagen, om en redegørelse.

Den har hun lovet at komme med.

– Ejendommen i Smallegade blev vurderet til 28 millioner kroner af Colliers (et ejendomsmæglerfirma, red.) i 2010 og altså solgt for 24,1 millioner kroner i 2012, siger Lotte Eskesen.

Karoly Nemeth overvejer nu at indkalde Henning Kruse Petersen til at afgive forklaring under erstatningssagen.

Nordjyske: 05.11.2019

Løkken Sparekasse-sagen: Finansiel Stabilitet afslutter sin procedure

VIBORG: Advokat Lotte Eskesen havde undtagelsesvis et par venlige ord til de sagsøgte, da hun på vegne af Finansiel Stabilitet afsluttede sin procedure under erstatningssagen mod den tidligere ledelse og revision i Løkken Sparekasse.

Lars Løcke

– Det må have været svært for de sagsøgte at sidde og høre på alt det, vi har dynget op under sagen, sagde hun.

Men så var det også slut med venlighederne over for de sagsøgte fra Finansiel Stabilitets side.

– Det er tankevækkende, at alle de eksterne instanser som Finanstilsynet, advokater og skønsmænd, der har kigget ind i sparekssen før og efter konkursen, alle har bekræftet det billede, som sagen har tegnet af rod og uforsvarlighed, mente advokaten.

Lotte Eskesen refererede her til Finansiel Stabilitets opsummering under proceduren af elendighederne i Løkken Sparekasse.

Som et skrækeksempel på den fraværende styring af sparekassens kreditter fremhævede advokat Søren Stæhr udlånet til Jyske Ejendomme ejet af Jan Sørensen.

De syns- og skønsmænd, der som sagkyndige har udarbejdet en omfattende rapport om revisionens arbejde i Løkken Sparekasse, når frem til, at Jan Sørensen ved udgangen af 2006 skyldte den nordjyske sparekasse tæt på i alt 286 millioner kroner. Tallet udgør 60 procent af sparekassens kapitalgrundlag.

Klar overtrædelse af loven

286 millioner kroner i samlet gæld er langt mere, end sparekassen selv og dens revision når frem til, at Jan Sørensen og Jyske Ejendomme skyldte.

Er tallet på 286 millioner kroner korrekt, er der tale om en klar overtrædelse af den finansielle lovgivning. Den forbød nemlig et pengeinstitut at have et udlån til en enkelt kunder, der overstiger 25 procent af kapitalgrundlaget (basiskapitalen).

– Der er tale om en betydelig lovovertrædelse, der skyldes, at man ikke har lagt de lån, som Jan Sørensen reelt stod bag, sammen, mente advokaten.

Et af de lån, der i sidste instans stod Jan Sørensen på, uden at sparekassen havde opdaget det, var en – i øvrigt ustyrlig – byggekredit til KS Smallegade 20B, som i første omgang lånte 36 millioner kroner til renovering af en ejendom beliggende på denne adresse.

Gælden – der i øvrigt på et tidspunkt blev omlagt til tjekkiske kroner – voksede hurtigt til 66 millioner kroner.

Det skibbrudne ejendomsprojekt endte med at koste sparekassen et tab på 31 millioner kroner.

Jan Sørensen ejede 33 procent i KS Smallegade 20B, hvor han var direktør og kautionerede for kommanditselskabets gæld.

– Den i øvrigt uforsvarligt bevilgede byggekredit skulle derfor været lagt til Jan Sørensens gæld, men det skete ikke, sagde Søren Stæhr.

Sagsøgtes procedurer i gang

Onsdag begynder advokat Arvid Andersen, der repræsenterer tidligere sparekassedirektør Poul Blicher Johnsen, sin procedure.

Finansiel Stabilitet kræver en samlet erstatning på 275 millioner kroner af sparekassens tidligere formand og næstformand – Poul Sørensen og Leo Christoffersen – Poul Blicher Johnsen, statsautoriseret revisor Morten Ovesen og revisor Mango Nielsen samt firmaerne BDO og Mango Nielsen.

Nordjyske 05.11.2019:

Afslutning: Proceduren er begyndt i Løkken Sparekasse-sagen

VIBORG: – Billedet er blevet bekræftet. Sparekassens risikoprofil blev afgørende ændret i 2005, og det forholdt ledelsen sig overhovedet ikke til.

Lars Løcke

SNART VED TIDLIGERE BESTYRELSESFORMAND I LØKKEN SPAREKASSE POUL SØRENSEN, HVORDAN LANDSRETTEN VURDERER HANS ANSVAR.

Sådan lød det fra advokat Lotte Eskesen, da hun mandag tog hul på Finansiel Stabilitets procedure under erstatningssagen mod den tidligere ledelse og revision i Løkken Sparekasse.

Ikke overraskende mente Lotte Eskesen det bevist, at den konkursramte sparekasses ledelse har handlet uforsvarligt og erstatningspådragende ved fra 2005 at låne ud i stor stil til en række udenbys kunder fra den meget spekulative del af ejendomsbranchen på et uforsvarligt grundlag.

– Mange af disse kunder var kommet til sparekassen anbefalet af Henrik Fischer (en af bankens allerstørste udlånskunder, red.). Udlånene var baseret på, at kunderne skulle opnå en hurtig gevinst ved et hurtigt videresalg af ejendomme. Sparekassen interesserede sig ikke for rentabilitetsberegninger eller budgetterede lejeindtægter på den enkelte ejendom og tillagde det ikke nogen betydning, om kunderne selv kom med penge. Den finansierede gladeligt 100 procent af købsprisen for dem, fortsatte hun.

Samtidig var ledelsens beslutningsgrundlag ifølge Lotte Eskesen elendigt og nærmest ikke eksisterende, når selv store udlån blev bevilget.

– Og når sparekassen skulle vurdere sine sikkerheder, så brugte man nogle handelsværdier, der fremstår helt udokumenterede, sagde hun.

Kunder stod på lerfødder

Lotte Eskesen afviste, at det var finanskrisen, der fældede Løkken Sparekasse.

– Ejendomsinvestorer kunne godt klare sig gennem finanskrisen, hvis der var positive indtægter fra ejendommene, sagde hun.

Men sådan var Løkken Sparekasses kunder ikke.

– Vi har set flere eksempler under denne sag på, at en ejendom er blevet købt og solgt i løbet af en enkelt dag med en prisstigning på et tocifret millionbeløb, hvor sparekassen har finansieret både køber og sælger. Fortæl mig lige, hvordan en ejendom kan blive et tocifret millionbeløb mere værd i løbet af en enkelt dag, sagde advokaten.

I andre af Finansiel Stabilitets erstatningssager har danske domstole tildelt ledelserne i de krakkede pengeinstitutter et bredt rum for at foretage forkerte forretningsmæssige skøn, uden at det har ført til erstatningsansvar – også selv om de har ført til store tab.

– Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke efterfølgende kan tage stilling til ledelsens skøn. Det skal blot konkret påvises, at et udlån er bevilget på et uforsvarligt grundlag, og at der er en årsagssammenhæng mellem det og så det efterfølgende tab på udlånet, mente Lotte Eskesen

Rapport belaster revisionen

Lotte Eskesens kollega på sagsøgerside, advokat Søren Stæhr, fremhævede, at sagen mod Løkken Sparekasses ledelse og revision på et enkelt punkt afviger markant i forhold til de andre erstatningssager, som Finansiel Stabilitet har anlagt.

To syns- og skønsmænd har udarbejdet en 550 sider lang rapport om den indsats, som Løkken Sparekasses revision – BDO – har gjort i Løkken Sparekasse.

– I de andre sager er revisionen blevet frikendt på grund af manglende ekspertudtalelser, men her har vi en rapport, der indeholder en sønderlemmende kritik af revisionens arbejde, mente han.

Syns- og skønmændene når i deres rapport frem til, at sparekassens revisorer i flere tilfælde ikke har udført deres arbejde i overensstemmelse med god revisorskik.

Mere konkret mener syns- og skønsmændene – to statsautoriserede revisorer – blandt andet, at revisorerne i Løkken Sparekasse har forsømt at vurdere værdien af sparekassens store udlån og båndene mellem sparekassens storkunder korrekt.

Og de har ladet sig nøje med forældet og utilstrækkeligt regnskabsmateriale fra Løkken Sparekasses store udlånskunder og ikke gjort noget, selvom sparekassens ledelse ikke overholdt de vedtagne forretningsgange.

Hvorfor gør disse fejl ifølge Finansiel Stabilitet revisionen erstatningspligtig for sparekassens tab, selv om det er ledelsen, der har bevilget de tabsgivende udlån?

– Hvis bestyrelsen havde fået korrekte informationer fra revisionen, havde den været tvunget til at gribe ind. Eller Finanstilsynet kunne have fået kendskab til forholdene på grund af revisionens indberetningspligt, mente Søren Stæhr.

herunder Nordjyske Lars Løcke d. 06.11.2019

Løkken Sparekasse-sagen: Finansiel Stabilitet afslutter sin procedure

Trøstens ord til de sagsøgte fra Finansiel Stabilitet: – Det må have været svært at høre på

VIBORG: Advokat Lotte Eskesen havde undtagelsesvis et par venlige ord til de sagsøgte, da hun på vegne af Finansiel Stabilitet afsluttede sin procedure under erstatningssagen mod den tidligere ledelse og revision i Løkken Sparekasse.

Lars Løcke 05.11.2019

– Det må have været svært for de sagsøgte at sidde og høre på alt det, vi har dynget op under sagen, sagde hun.

Men så var det også slut med venlighederne over for de sagsøgte fra Finansiel Stabilitets side.

– Det er tankevækkende, at alle de eksterne instanser som Finanstilsynet, advokater og skønsmænd, der har kigget ind i sparekssen før og efter konkursen, alle har bekræftet det billede, som sagen har tegnet af rod og uforsvarlighed, mente advokaten.

Lotte Eskesen refererede her til Finansiel Stabilitets opsummering under proceduren af elendighederne i Løkken Sparekasse.

Som et skrækeksempel på den fraværende styring af sparekassens kreditter fremhævede advokat Søren Stæhr udlånet til Jyske Ejendomme ejet af Jan Sørensen.

De syns- og skønsmænd, der som sagkyndige har udarbejdet en omfattende rapport om revisionens arbejde i Løkken Sparekasse, når frem til, at Jan Sørensen ved udgangen af 2006 skyldte den nordjyske sparekasse tæt på i alt 286 millioner kroner. Tallet udgør 60 procent af sparekassens kapitalgrundlag.

Klar overtrædelse af loven

286 millioner kroner i samlet gæld er langt mere, end sparekassen selv og dens revision når frem til, at Jan Sørensen og Jyske Ejendomme skyldte.

Er tallet på 286 millioner kroner korrekt, er der tale om en klar overtrædelse af den finansielle lovgivning. Den forbød nemlig et pengeinstitut at have et udlån til en enkelt kunder, der overstiger 25 procent af kapitalgrundlaget (basiskapitalen).

– Der er tale om en betydelig lovovertrædelse, der skyldes, at man ikke har lagt de lån, som Jan Sørensen reelt stod bag, sammen, mente advokaten.

Et af de lån, der i sidste instans stod Jan Sørensen på, uden at sparekassen havde opdaget det, var en – i øvrigt ustyrlig – byggekredit til KS Smallegade 20B, som i første omgang lånte 36 millioner kroner til renovering af en ejendom beliggende på denne adresse.

Gælden – der i øvrigt på et tidspunkt blev omlagt til tjekkiske kroner – voksede hurtigt til 66 millioner kroner.

Det skibbrudne ejendomsprojekt endte med at koste sparekassen et tab på 31 millioner kroner.

Jan Sørensen ejede 33 procent i KS Smallegade 20B, hvor han var direktør og kautionerede for kommanditselskabets gæld.

– Den i øvrigt uforsvarligt bevilgede byggekredit skulle derfor været lagt til Jan Sørensens gæld, men det skete ikke, sagde Søren Stæhr.

Sagsøgtes procedurer i gang

Onsdag begynder advokat Arvid Andersen, der repræsenterer tidligere sparekassedirektør Poul Blicher Johnsen, sin procedure.

Finansiel Stabilitet kræver en samlet erstatning på 275 millioner kroner af sparekassens tidligere formand og næstformand – Poul Sørensen og Leo Christoffersen – Poul Blicher Johnsen, statsautoriseret revisor Morten Ovesen og revisor Mango Nielsen samt firmaerne BDO og Mango Nielsen.

07.11.2019 Nordjyske:

Advokat: Ikke noget at komme efter

Løkken Sparekasse-sag: Johnsens advokat i skarp kritik af sagsøger

Forsvar: Poul Blicher Johnsen varetog Løkken Sparekasses interesser

VIBORG: Direktør Poul Blicher Johnsen varetog efter bedste overbevisning den krakkede Løkken Sparekasses økonomiske interesser, og Finansiel Stabilitet har ikke bevist, at sparekassens ledelse bevilgede lån på et uforsvarligt og dermed erstatningsudløsende grundlag.

Lars Løcke

– Sparekassens udlån blev bevilget på et oplyst grundlag, sagde Johnsens advokat, Arvid Andersen, da han onsdag begyndte sin procedure under erstatningssagen.

Finansiel Stabilitet mener, at sparekassen lånte store millionbeløb ud til storkunder fra ejendomsbranchen på et beslutningsgrundlag, hvor der manglede basale økonomiske og forretningsmæssige oplysninger. Finansiel Stabilitet har fremlagt låneindstillinger, som efter Finansiel Stabilitets opfattesle er så indholdsløse, at de beviser, at bevillinger skete på et meget løst grundlag.

Arvid Andersen afviste, at der var noget at komme efter og rettede i stedet en skarp kritik mod Finansiel Stabilitet.

– Det materiale, som er blevet fremlagt her under sagen, er påfaldende tilfældigt og ufuldstændigt, sagde han og henviste til, at både Poul Blicher Johnsen og revisionen under sagen har forklaret, at der til hver lånebevilling var udarbejdet kundemapper, der detaljeret beskrev enkelte låneansøgere, mapper, som Finansiel Stabilitet afviser findes.

Når det var sagt, så mente Arvid Andersen også, at hele beslutningsgrundlaget for en lånebevilling ikke nødvendigvis behøver at foreligge i skriftlig form. Der kunne også komme mundtlige oplysninger.

– Og vi ved, at både Johnsen og erhvervskundechefen på bestyrelsesmøderne er kommet med mundtlige bemærkninger til de enkelte låneindstillinger, og de hører også med til bevillingsgrundlaget, mener Arvid Andersen, der i øvrigt henviste til, at der ikke er nogen branchenorm for, hvad en forsvarlig bevilling er.

Ramt af bagklogskab

Ligesom under ebh bank-sagen så mener de sagsøgtes advokater, at Finansiel Stabilitet bebrejder deres klienter, at de ikke så finanskrisens komme.

– Men det var der ingen, der gjorde, mente Poul Blicher Johnsens advokat.

Han henviste til, at en ekspert under en anden af Finansiel Stabilitets erstatningssager har forklaret, at finanskrisens negative tal var så ekstreme, at de blev beskrever som en hændelse, der skete hvert tusinde år, og som ikke var lagt ind i nogen stresstest.

– Man skal vurdere ledelsens handlinger i lyset af det billede, der tegnede sig for dem på et givet tidspunkt over årene. Og her kan vi af bestyrelsesreferaterne se, at direktionen og bestyrelsen løbende har forholdt sig til udviklingen i økonomien, og var der problemer hos en kunde, så gjorde man det nødvendige, lød det fra Arvid Andersen.

Der var i øvrigt ikke støtte i retspraksis til at gøre hans klient erstatningspligtig som direktør.

– Poul Blicher Johnsen har handlet efter sin bedste overbevisng om, hvad der var i Løkken Sparekassens økonomiske interesse. Skal han være erstatningspligtig, så skal han bevidst have handlet mod denne interesse, og det er vist vanskeligt at påstå.

Løkken Sparekasse-sagen holder nu pause frem til mandag, hvor Arvid Andersen fortsætter sin procedure.

Sagen slutter inden jul, og der falder dom i 2020.

Hej alle skriver Christian Andersen 06.11.2019:

Journalist Lars Løcke fra Nordjyske var til stede under de tre seneste retsmøder i Vestre Landsret, så jeg vil kun komme med et par enkelte bemærkninger til de seneste oplevelser i Vestre Landsret.

Ifølge tidsplanen for møderne i Landsretten skulle de to skønsmænd have været afhørt den 25., 29. og 30 oktober vedrørende den meget omfattende syns- og skønsrapport, de havde udarbejdet i forbindelse med retssagen. Men pludselig fik jeg, af Lars Løcke, at vide, at man havde droppet disse, efter min mening, meget vigtige afhøringer. Det har ikke været muligt for os at finde ud af, hvad årsagen til det har været.

Men det bevirkede så, at vi fik nogle flere ‘fridage’, og det var jo ikke så skidt endda.

Det påvirkede tilsyneladende ikke ‘Finansiel Stabilitets advokat Lotte Eskesen og hendes kollegaer, idet de gang på gang, i deres procedure, henviste til den meget kritiske rapport fra skønsmændene. Rapporten kritiserede primært revisionens arbejde, men der var også mange kritiske bemærkninger til sparekassens ledelse.

Det har for mig også været nogle lidt mærkværdige dage, for når man sidder og lytter til de forskellige advokaters procedurer, må man nogle gange knibe sig selv i armen og gøre sig selv opmærksom på, at det rent faktisk er den samme virksomhed og den samme person, de taler om.

For selvom jeg i denne sag er meget subjektiv, ville det for mig være fuldstændig umuligt at forsvare en person, der har medvirket til at gøre så mange mennesker ulykkelige.

Men det rører tilsyneladende ikke den pågældende advokat. Det virker faktisk som om, han er fuldstændig overbevist om, at han har ret i alle hans påstande, som for manges vedkommende er fuldstændig absurde, når man ved, hvad der reelt er foregået i Løkken Sparekasse.

Proceduren vedrørende Poul Johnsen fortsætter

og afsluttes på mandag og fortsætter torsdag med Poul

Sørensens og Leo Christoffersens procedure. Derefter er det revisionens tur og så nærmer vi heldigvis afslutningen.

Rigtig god weekend til jer alle

Kristian

09.11.2019 Kilde: Nordjyske

Mangler vigtigt materiale i sagen?

LØKKEN SPAREKASSE: De sagsøgte påstår, at vigtigt materiale er forsvundet

VIBORG: Har sagsøgeren Finansiel Stabilitet undladt at fremlægge materiale, der støtter de sagsøgtes sag, eller er der tale om et desperat trick fra de sagsøgtes side?

Lars Løcke

Svaret på det spørgsmål spiller en vigtig rolle under erstatningssagen mod ledelse og revision i Løkken Sparekasse, der nu nærmer sig sin afslutning ved Vestre Landsret.

Finansiel Stabilitet mener, at mange af sparekassens store udlån blev bevilget på et uforsvarligt beslutningsgrundlag, fordi der manglede helt elementære oplysninger om udlånskunder.

Her har Finansiel Stabilitet under retssagen fremlagt meget kortfattede og summariske låneindstillinger som et bevis for sin opfattelse.

Forsvar: Der er mere materiale

De sagsøgte på deres side afviser, at retten har fået forelagt det fulde billede.

Der er nemlig mere dybtgående materiale om de enkelte lånebevillinger, som Finansiel Stabilitet har forlagt eller undladt at fremlægge, siger de.

Både tidligere sparekassedirektør Poul Blicher Johnsen og sparekassens revision har under sagen forklaret, at de handlede på baggrund af lånemateriale, der var lang mere omfattende end det, som er fremlagt under erstatningssagen.

Hvis de sagsøgte kan overbevise retten om eksistensen af dette materiale, så vil meget være vundet for de sagsøgte.

Så vil det nemlig svække den kritik, som Finansiel Stabilitet – for revisorernes vedkommende støttet af syns- og skønsmændenes rapport – har rettet mod dem, nemlig at de ikke sørgede for et oplyst beslutningsgrundlag under de enkelte lånebevillinger og for revisionens vedkommende ikke passede deres kontrolopgaver ordentligt.

Kun egne forklaringer

Udfordringen for de sagsøgte er, at det kun er deres egne forklaringer, der understøtter, at der var et omfattende materiale til rådighed.

De eksterne syns- og skønsmænd har ikke fundet referencer til dette materiale i revisorernes egne arbejdspapirer i forbindelse med sparekassens årsrappor for 2007.

Og ingen af de vidner, der har været afhørt under sagen, har bekræftet eksistensen af dette materiale.

Nordjyske 15.11.2019:

Advokat: – Et skandaløst forløb

Løkken Sparekasse-sag: Advokat for den tidligere bestyrelsesformand mener, at erstatningssagen har sejlet hos både domstolene og Finansiel Stabilitet

VIBORG: Helt som forventet blev der skudt med skarpt, da advokat Karoly Nemeth på vegne af Løkken Sparekasses tidligere formand Poul Sørensen torsdag – som den første uden mikrofon – begyndte sin procedure under Finansiel Stabilitets – FS – erstatningssag.

Lars Løcke:

– Erstatningskravet blev rejst i 2010, og nu står vi her ni år senere. Det er helt urimeligt og en krænkelse af de sagsøgtes menneskerettigheder, mente advokaten.

Nemeth gav både FS og Vestre Landsret skylden for forsinkelsen.

– Sagsøger har ikke fremmet sagen, men den har også sejlet hos domstolen uden retsledelse.

Karoly Nemeth undrede sig over, hvorfor erstatningskravet blandt bestyrelsens medlemmer alene er rejst mod bestyrelsens formand og næstformand.

– De taler ikke på vegne af den øvrige bestyrelse, og formandskabet var ikke et officielt organ med nogen speciel beslutningskompetence, sagde han.

FS har ikke bevist, at Løkken Sparekasses formand har bevilget lån på et uforsvarligt grundlag og dermed er erstatningspligtig for tab på disse lån, lød det ikke overraskende fra Nemeth.

– Poul Sørensen og bestyrelsen har taget stilling på baggrund af de låneindstillinger, de fik forelagt, og de har ikke haft grund til at tro, at de var fejlbehæftede eller utilstrækkelige.

Der lød ingen advarsler

Det var ifølge Nemeth en helt normal fremgangsmåde i bestyrelser i pengeinstitutter at beslutte sig på baggrund af de låneindstillinger, man fik forelagt.

– Det har Finans Danmark (bankernes brancheorganisation, red.) udtalt, da de blev spurgt om det i forbindelse med Roskilde Bank-sagen. Bestyrelsen skal ikke give sig til at lave kreditorganisationens arbejde. Bestyrelsen havde et tillidsfuldt samarbejde med direktionen og revisionen, som ikke kom med advarsler, sagde han.

Karoly Nemeth mente, at Løkken Sparekasses tab på udlån lå inden for det fejlskøn, som et pengeinstituts ledelse kan udøve uden at blive erstatningspligtig.

– Vores domstole siger, at man skal være forsigtig med at tilsidesætte det skøn, som ledelsen har udøvet ved bevilling af et lån, selv om det endte med at udløse et tab.

Under sine afsluttende bemærkninger argumentede Karoly Nemeth for, at erstatningskravet mod både Poul Sørensen og bestyrelsens næstformand Leo Christoffersen skulle lempes (nedsættes), hvis de mod hans forventning skulle blive kendt erstatningspligtige.

Advokaten oplyste i den forbindelse, at Poul Sørensen, der er 78 år, har en formue på omkring seks millioner kroner. For Leo Christoffersens vedkommende er tallet på 2,1 millioner kroner.

15.11.2019 mail fra Kristian Andersen:

Kære alle

Dette er ikke et referat men en status på min situation i Vestre Landsret.

Mit temperament har i den seneste tid haft det meget svært i Vestre Landsret. Så jeg overvejer lige nu, om jeg vil deltage i flere retsmøder i sagen.

Jeg er lige ved at komme til at råbe op, når jeg hører de forskellige advokater ‘forherlige’ direktørens, formandens og næstformandens (og for den sags skyld også den øvrige bestyrelsesmedlemmers) fuldstændig fejlfrie indsats i deres tid i Løkken Sparekasse.

De påstår, at alle har overholdt alle regler og interne aftaler og har arbejdet 100 % i sparekassens interesse.

Og da Poul Sørensen, i en pause, kom hen til Kirsten og mig for at fortælle, at han jo, lige som os, havde tabt mange penge på hans garantikapital, måtte jeg for en god ordens skyld fortælle ham, at der jo var den store forskel på vores og hans situation, at han, i modsætning til os,  havde haft rig mulighed for at gøre noget for, at det ikke var sket.

Så hvis det var hans GPS, der havde vist ham hen til os, burde han skynde sig at købe en ny 

Efter at have oplevet en sådan sag har jeg en meget bedre forståelse for, at vores ældste datter valgte at blive anklager i stedet for forsvarer.

Tak for jeres mange positive tilbagemeldinger på mine referater og rigtig god vind til jer alle.

Mange hilsner

Kristian

15.11.2019

Hej Kesse

Forstår dine frustrationer. Men fortsæt, gør historien færdig. Du har rygstød til at klare det.

Det er en sag som vil gå over i HISTORIEN.  Men ikke for noget godt.

God weekend til jer

Med venlig hilsen

Jens Otto

15.11.2019

Kære Kristian.

Mange tak for din mail. Det er godt, du holder os orienteret om sagens gang. Jeg var også noget overrasket over forsvarets procedure efter referatet i Nordjyske. På den anden side har jeg oplevet før, at nogen er blevet hævet til skyerne for noget, som efter min mening var for ringe, og vi skal jo ikke tage disse procedurer særlig alvorligt. Det er jo bare en form for tranedans, hvor advokaterne verbalt skal tage sig ud og enten fortælle det gode eller det dårlige – og kun den ene side. Anklageren er sikkert lige så ensidig som forsvareren. Men det undrede mig noget, at jeg ikke har set noget om, at to tredjedele af lånene blev bevilget uden om bestyrelsen. Nu ved du jo særlig meget om sagen, formentlig lige så meget som advokaterne, så du vil naturligt nok dømme forsvaret hårdt. Det er sikkert berettiget, men sådan er det. Jeg synes du skal unde dig selv at deltage i resten af møderne. Du har sikkert det værste tilbage, når (og hvis) Johnsen bliver frikendt!!!

De bedste hilsener

Peter. (Ussing Olsen, Løkken)

05.12.2019

Kilde: Lars Løcke, Nordjyske

VIBORG: – Der var 13 danske banker, men kun en i Tyskland og slet ingen i Sverige og Norge, der gik ned i kølvandet på finanskrisen. Så den globale finanskrise kan ikke bruges som en undskyldning.

Lars Løcke

Sådan lød det fra advokat Lotte Eskesen, da hun torsdag indledte Finansiel Stabilitets sidste indlæg – replikken – under erstatningssagen mod formandskabet og revisionen i Løkken Sparekasse.

Det var ikke noget tilfælde, at Finansiel Stabilitets advokat brugte en stor del af sit krudt på finanskrisen. Advokaterne for de sagsøgte har nemlig argumenteret for, at det var den, der kom som en tyv om natten og ødelagde Løkken Sparekasses forretning.

– Ledelsen udviste ikke den tilstrækkelige samvittighedsfuldhed, og det er den forsømmelse, der har udløst sparekassens tab og ikke finanskrisen, mente hun.

Også ansvarlig før finanskrisen

Lotte Eskesens medadvokat Rune Grinderslev afviste de sagsøgtes opfattelse af retspraksis på området.

Den går ud på, at ledelserne i krakkede pengeinstitutter kun kan gøres erstatningsansvarlige for tab på udlån, der er bevilget efter finanskrisens udbrud i september 2008, hvor alle burde kende til den høje risiko for tab.

– Højesteret har også dekreteret erstatningspligt i forbindelse med lån bevilget før finanskrisen, sagde han.

Lotte Eskesen sluttede Finansiel Stabilitets replik af med at henvise til, hvad kreditdirektør Lars Møller fra Spar Nord sagde, da han blev afhørt som vidne under erstatningssagen.

– Hvis Løkken Sparekasses ejendomskunder var kommet ind i Spar Nord, så ville sprinkleranlægget gå i gang.

På torsdag og fredag afsluttes erstatningssagen med de sagsøgtes duplikker.

13.12.2019

Kilde Nordjyske: Lars Løcke

Afslutningen er nær

Løkken Sparekasse: Er det bestyrelsen eller finanskrisen, der er skyldig?

Løkken Sparekasse: Fredag slutter Finansiel Stabilitets erstatningssag

VIBORG: Er alt materiale lagt frem, og hvor megen betydning bør retten lægge på en syn- og skønsrapport?

Lars Løcke:

Vestre Landsrets svar på de spørgsmål ser ud til at være afgørende for, hvordan retten vil afgøre Finansiel Stabilitets – FS’s – erstatningssag mod formandskab, direktør og revision i den krakkede Løkken Sparekasse.

Torsdag var tiden kommet til revisionsfirmaet BDO’s duplik.

Advokat Søren Halling-Overgaard mente, at det var blevet bevist under sagen, at der forelå et langt mere omfattende materiale, når der blev taget stilling til udlån, end det, som FS har fremlagt under sagen.

– Mange vidner har forklaret, at der forelå et omfattende materiale som beslutningsgrundlag, så det kan retten lægge til grund, mente han.

Køber retten det synspunkt, så bliver en del af FS’s juridiske skyts vådt. Erstatningskravet på 275 millioner bygger nemlig i høj grad på, at de sagsøgte har besluttet og vurderet lånebevillinger på et helt utilstrækkeligt beslutningsgrundlag.

Søren Halling-Overgaard gentog også BDO’s stærke afvisning af den rapport, som to syns- og skønsmænd har udabejdet om revisionens arbejde i sparekassen.

– Syns- og skønsmændene har misforstået deres opgave, og derfor har vi krævet rapporten ud af sagen.

Rapporten indeholder en sønderlemmende kritik af revisionens arbejde.

Torsdag morgen var det håbet, at Finansiel Stabilitets erstatningssag mod formandskab, direktør og revision i Løkken Sparekassen kunne slutte samme dag. Men som dagen skred frem, viste det sig, at sidste retsdag først bliver i dag fredag.

den 18.12.2019

Datoen er sat for dom i Løkken-sag

LØKKEN: Vestre Landsret har sat dato på dommen i Finansiel Stabilitets erstatningssag mod nøglepersoner fra den krakkede Løkken Sparekasse. Domsafsigelsen sker 28. februar 2020 klokken 10.00.

Lars Løcke

Under erstatningssagen retter Finansiel Stabilitet et krav på i alt 275 millioner kroner mod sparekassens tidligere formand og næstformand, direktøren og revisionen.

De sagsøgte bebrejdes, at de ikke sørgede for at sikre en forsvarlig ramme om sparekassens udlånsaktivitet, og at en række store udlån blev bevilget på et uforsvarligt grundlag. Revisionen gøres ansvarlig for, at den forsømte sin kontrolopgave.

Løkken Sparekasse brød sammen i marts 2009 og overdraget til Finansiel Stabilitet.

Erstatningskravet blev rejst i 2010.

I Finansiel Stabilitets parallelle erstatningssag mod ledelse og revision i den krakkede ebh bank falder der dom 31. januar 2020.

28.02.2020 Dom afsagt i Løkken Sparekasse sagen – Alle blev frifundet

De gjorde krav på 275 millioner, men får ikke en krone

LØKKEN: På under en måned er det blevet til to nederlag for Finansiel Stabilitet, der populært kaldes statens skraldespandsselskab for krakkede banker.

Line Lykkegaard Skou

Først frikendte Vestre Landsret topfolkene i Ebh Bank, og fredag blev både tidligere ledelse, bestyrelse og revision i Løkken Sparekasse så frikendt.

– Vi er overraskede over frikendelsen. Nu vil vi nærlæse dommen og sammen med vores bestyrelse og advokater tage stilling til, om vi skal anke, siger Henrik Bjerre-Nielsen, direktør for Finansiel Stabilitet.

Med dommen skal Finansiel Stabilitet betale 34 millioner kroner for sagens omkostninger.

Vundet fire, tabt tre

– Der er altid forbundet en procesrisiko med at føre retsager. Vi har overtaget 12 banker og sparekasser i forbindelse med finanskrisen.

– Hver gang har vi fået lavet en advokatredegørelse, og hvis den har anbefalet, at vi skulle køre en erstatningssag mod ledelse og eventuelt revision, har vi gjort det.

– Det har vi gjort i syv sager. Hvis man gør det op i de syv sager med den brede pensel, har vi vundet fire og tabt tre.

I er blevet kritiseret for at spilde millioner på at føre alt for omfattende retssager mod ledelser i en stribe krakkede banker. Nu skal I betale yderligere 34 millioner kroner. Hvad tænker du om det?

– Det er bestemt ikke sådan, at vi har tabt alle vores sager. Hvis man gør regnestykket op, er der nogenlunde balance mellem, hvad vi har fået tilkendt i erstatning, og hvad vi har måttet bruge af penge på det her – inklusiv det som vi har skullet betale til de sagsøgte.

– Og vi regner da med, og håber på, at det ser bedre ud, når alle dommene er endelige.

– Men det er vigtigt at være opmærksom på, at vi fører ikke sagerne ud fra et forretningsmæssig vurdering.

– Vi fører dem, fordi vi vurderer, at det er af samfundsmæssig værdi at stille ledelserne i en bank, som vi har måttet overtage, til ansvar erstatningsmæssigt, hvis vi vurderer, at der er tilstrækkelig grundlag for det, siger Henrik Bjerre-Nielsen.

Du sagde i forbindelse med Ebh-bank sagen, at havde I haft dommen i sagen om Capinordic Bank fra start, havde I nok gjort nogle ting anderledes. Gælder det samme i denne sag?

– Ja, det må man sige. Løkken Sparekassen måtte vi overtage i begyndelsen af 2009, og Ebh var i slutningen af 2008, så de minder jo på flere punkter om hinanden tidsmæssigt.

– Mange af bevillingerne i Ebh er foretaget før finanskrisen. Det er der også tale om her.

– Men vi har så vurderet, at der var et endnu mere uforsvarligt beslutningsgrundlag i Løkken Sparekasse i de her udlånsbevillinger, og det har landsretten så altså ikke accepteret, siger Henrik Bjerre-Nielsen.

Finansiel Stabilitet har nu fire uger til at beslutte, om man vil anke sagen til

Tidligere garant-formand: – Jeg er dybt chokeret

Reaktion: Kristian Andersen mener, at dommen er en hån mod sparekassens garanter

LØKKEN: – Jeg er dybt chokeret, frustreret og vred over, at man i Danmark kan slippe godt fra at handle så uforsvarligt, som man har gjort i Løkken Sparekasse.

Lars Løcke

Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra den tidligere formand for de tidligere garanter i Løkken Sparekasse Kristian Andersen på Vestre Landsrets totale frikendelse af de sagsøgte i Finansiel Stabilitets erstatningssag mod den krakkede sparekasses direktør, formandskab og revision.

– Jeg synes, at den manglende domfældelse også er en hån mod de mange garanter, der uden skyld har mistet hele eller store dele af deres opsparing, fortsætter han.

Uhørt mængde svigt

Hvis domstolene ikke er i stand til at dømme i en så oplagt sag som denne, så er der brug for at få gået lovgivningen efter i sømmene, mener Kristian Andersen.

Han mener ikke, at dommen afspejler, hvad han som tilhører under erstatningssagen hørte.

– Der har været en uhørt mængde svigt i det arbejde, som alle de involverede har udført i Løkken Sparekasse, siger den tidligere garantformand.

De tidligere garanter i Løkken Sparekasse har tidligere måttet opgive at få erstatning for deres tabte garantkapital på i alt 173 millioner

Mysteriet om de forsvundne kundemapper

LØKKEN SPAREKASSE: Landsretten har ladet al tvivl komme de sagsøgte til gode i erstatningssagen

LØKKEN: Det er sat på spidsen, men de sagsøgte nøglepersoner fra Løkken Sparekassen kan i stor udstrækning takke en række forsvundne kundemapper for, at de alle er blevet pure frifundet for Finansiel Stabilitets erstatningskrav på 275 millioner kroner.

Lars Løcke

Det har nemlig været et stort stridspunkt mellem sagsøger og sagsøgte, om Finansiel Stabilitet har fremlagt alt det materiale, som lå til grund for de lånebevillinger, som Finansiel Stabilitet kritiserer.

De sagsøgte har uden undtagelse påstået, at der i forbindelse med hver enkelt lånebevilling fandtes kundemapper, som indeholdt væsentlige oplysninger om kunderne, og som var en vigtig del af beslutningsgrundlaget.

Disse kundemapper er ikke blevet fremlagt under erstatningssagen.

Det skyldes ifølge Finansiel Stabilitet, at kundemapperne ikke findes.

Kunne Finansiel Stabilitet overbevise retten om dette, så var sagsøger kommet et godt stykke vej mod at bevise, at lånene var bevilget på et uforsvarligt grundlag og derfor burde udløse erstatningspligt.

Kommer de sagsøgte til gode

Modsat ville de sagsøgte stå stærkt, hvis de kunne vinde sagens dommere for deres synspunkt.

Det er sagsøger – Finansiel Stabilitet – der skal løfte bevisbyrden for, at de sagsøgte har bevilget udlånene på et uforsvarligt grundlag.

Derfor har retten ladet tvivlen om eksistensen af kundemapperne komme de sagsøgte til gode.

Eller formuleret i rettens forsigtige sprog: Man har ikke villet tilsidesætte de sagsøgtes forklaringer om, at Finansiel Stabilitet ikke har fremlagt alt relevant materiale.

Derfor bliver de sagsøgte over en bred bank frikendt over for Finanstilsynets påstand om, at de har bevilget de kritiserede udlån på et utilstrækkeligt og dermed uforsvarligt grundlag. Og de sagsøgte går også fri for Finansiel Stabilitets påstand om, at de generelt har organiseret sparekassen på en uforsvarlig måde.

Også på andre punkter har retten valgt at lade tvivlen komme de sagsøgte til gode.

Vestre Landsret har nemlig valgt at tro på sparekassedirektør Poul Blicher Johnsens og næstformand Leo Christoffersens forklaring om, at bestyrelsen på sine møder mundtligt fik en række supplerende oplysninger i forbindelse med de enkelte låneindstillinger, som gjorde beslutningsgrundlaget endnu stærkere.

Retten kritiserer, at Løkken Sparekasse ingen kreditafdeling havde. Det forøger risikoen for, at der manglede kontrol med lånebevillingerne.

Men dette er ikke nok til at kende de sagsøgte erstatningsansvarlige, for det må afgøres ud fra en konkret vurdering af de enkelte udlån.

Retten kritiserer også Poul Sørensen

– Poul er glad og lettet

AFGØRELSE: Dommen er ikke uventet, mener advokaten for den tidligere bestyrelsesformand

LØKKEN: – Ingen sager ligner totalt hinanden, men frifindelsen af min klient og de andre sagsøgte ligger i forlængelse af dommen i ebh bank-sagen og den retspraksis, som efterhånden har nedfældet sig, siger advokat Karoly Nemeth, som repræsenterer den tidligere bestyrelsesformand Poul Sørensen fra Løkken Sparekasse under erstatningssagen.

Lars Løcke og Line Lykkegaard Skou

Advokaten mener, at retten har foretaget en grundig gennemgang af sparekassens organisation og de 43 udlån, som Finansiel Stabilitet har baseret sit erstatningskrav på.

– Og den har så konkluderet, at Finansiel Stabilitet ikke har løftet bevisbyrden over for de sagsøgte.

Karoly Nemeth fortæller, at hans klient naturligvis er glad og lettet over dagens dom.

– Der er løftet mange års tung byrde af hans skuldre, og derfor er han selvfølgelig glad. Sagen har været en stor personlig belastning, siger advokaten, der under sagen har harceleret over den lange sagsbehandlingstid.

Poul Sørensen har ikke afgivet forklaring under erstatningssagen.

Heller ikke advokat Noaman Azzouzi, der repræsenterer tidligere næstformand Leo Christoffersen, er overrasket over fredagens dom.- Vi havd troet og håbet på, at det ville gå sådan her.

– Jeg tror ikke, man kan forstå, hvor hårdt det egentlig er at leve med sådan en sag i 10 år. Så min klient er selvfølgelig glad og lettet, siger Noaman Azzouzi.

Materialet hentet/modtaget

oktober / november 2019. og februar 2020 hvor sagen er afsluttet medmindre at sagen ankes.

Se Landsrettens afsluttende dom nedenfor

D O M

afsagt den 25. april 2017 af Vestre Landsrets 14. afdeling (dommerneLisbeth Parbo, Lars Christensen og Henrik Præstgaard (kst.)) i ankesag

V.L. B–0465–16

Foreningen Garantloekken

(ADVOKATERNE MARTIN CHRISTIAN KRUHL OG LASSE MØLLER, AARHUS)

MOD

Finansiel Stabilitet

(ADVOKATERNE LOTTE ESKESEN OG CLAUS RICHTER WEIGELT, AARHUS)

Retten i Aarhus har den 11. marts 2016 afsagt dom i 1. instans (sag nr.BS 1308/2013). Dommen angår spørgsmålet, om sagen kan behandlessom gruppesøgsmål.

Påstande mv.

For landsretten har appellanten, Foreningen Garantloekken, nedlagtpåstand om, at sagen fremmes ved byretten som et gruppesøgsmål,hvor Foreningen Garantloekken udpeges som grupperepræsentant, ogat sagen hjemvises til byretten.

Indstævnte, Finansiel Stabilitet, har påstået dommen stadfæstet.

Foreningen Garantloekken har ikke fri proces under denne sag.

Det er for landsretten oplyst, at ingen af parterne er momsregistreret i

relation til udgifter vedrørende denne sag.

Supplerende sagsfremstilling

Ifølge en udskrift fra Erhvervsstyrelsen blev det registreret i Det Centrale

Virksomhedsre– 2 –

gister (CVR) den 19. juli 2010, at en række bestyrelsesmedlemmer den

25. maj 2010 var udtrådt af bestyrelsen i Løkken Sparekasse, CVR-nr.
26. Der er enighed mellem parterne om, at der herefter ikke

længere var nogen bestyrelse eller ledelse i Løkken Spa-rekasse.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten

og har procederet i overensstemmelse hermed.

Foreningen Garantloekken har vedrørende krav omfattet af

foreningens principale på-stand supplerende anført, at ved vurderingen

af, om et gruppesøgsmål skønnes at være den bedste måde at behandle

kravene på, har byretten fejlagtigt foretaget en materiel prøvelse af

påstanden. Det skal ikke ske på dette indledende stadie. Spørgsmålet,

om betingelsen i retsplejelovens § 254 b, stk. 1, nr. 5, er opfyldt, skal

afgøres ud fra en vurdering af, om andre procesformer er bedre egnede

til behandling af kravene, og i dette tilfælde er et gruppesøgsmål den

eneste realistiske procesform.

I forhold til de subsidiære påstande har Foreningen Garantloekken

supplerende anført, at både spørgsmål om ugyldighed og erstatning kan

behandles under samme gruppesøgsmål. Det er retten, der fastlægger

rammen for gruppesøgsmålet, jf. retsplejelovens § 254 e, stk. 4.

Foreningen har allerede under sagen for byretten fremsat en række

forslag til rammer. Foreningen ser helst, at der fastlægges en ramme,

der gør det muligt for alle foreningens medlemmer at deltage i

gruppesøgsmålet, men hvis retten måtte nå frem til, at kravet om

ensartethed i retsplejelovens § 254 b, stk. 1, nr. 1, fører til, at der ikke

kan fastlægges en ramme omfattende alle medlemmer, accepterer

foreningen en tilskåret ramme efter rettens nærmere bestemmelse. I

forhold til de fremsatte forslag for byretten kunne en endnu mere

tilskåret ramme eksempelvis fastlægges til følgende:

De deltagende gruppemedlemmers krav støttes på, at Løkken

Sparekasse i forbindelse med en salgskampagne i november 2006 gav

de garanter, der tegnede garantikapital fra november 2006 til og med

januar 2007 på bag-grund af materialet i salgskampagnen, forkerte og

vildledende oplysninger om risikoen ved garantikapital i sparekassen, og

at de deltagende gruppe-medlemmer derfor har krav på tilbagebetaling

grundet ugyldighed.

Finansiel Stabilitet har supplerende anført, at Foreningen

Garantloekkens principale på– 3 –

stand hviler på et helt andet faktisk og retligt grundlag end de

subsidiære påstande. I for-hold til foreningens principale påstand havde

foreningen det åbenlyse alternativ at inddrage Finansiel Stabilitet under

gruppesøgsmålet mod Løkken Sparekasse ved Retten i Hjørring.

Foreningen blev udtrykkeligt gjort bekendt med, at Finansiel Stabilitet

ikke anså sig for forpligtet af en dom mod Løkken Sparekasse, og

foreningen blev udtrykkeligt opfordret til at inddrage Finansiel Stabilitet i

gruppesøgsmålet, hvilket foreningen også havde fået fri proces til. På

trods af dette valgte foreningen at undlade at inddrage Finansiel

Stabilitet og fik i stedet afsagt udeblivelsesdom over Løkken Sparekasse.

Der var således et væsentligt mere hensigtsmæssigt alternativ til

nærværende sag, og det bør på den baggrund ikke tilla-des foreningen

at anlægge et nyt gruppesøgsmål til behandling af den principale

påstand.

I forhold til foreningens subsidiære påstande har Finansiel Stabilitet

supplerende anført, at disse påstande reelt dækker over en række

forskellige søgsmål. Det er retten, der fastlæg-ger rammen for et

gruppesøgsmål, men det er ikke rettens opgave at bygge en sagsøgers

sag. Fastlæggelsen af rammen må derfor ske på baggrund af en

sagsøgers påstande og for-slag til ramme, og rettens vurdering af, om

kravene må anses for ensartede, jf. retsplejelo-vens § 254 b, stk. 1, nr.

1. Heller ikke det forslag til en yderligere indsnævret ramme, der er

fremkommet under hovedforhandlingen for landsretten, er i

overensstemmelse med for-eningens påstande og anbringender. Hertil

kommer, at kravet om ensartethed heller ikke er opfyldt for de krav, der

måtte være omfattet af denne indsnævrede ramme.

Retsgrundlaget

Retsplejelovens kapitel 23 a om gruppesøgsmål blev indsat ved lov nr.

181 af 28. februar 2007 om ændring af retsplejeloven og forskellige

andre love (Gruppesøgsmål m.v.). Af kapitlet fremgår bl.a. følgende:

”§254 a. Ensartede krav, som fremsættes på vegne af flere personer,

kan be-handles under et gruppesøgsmål efter reglerne i dette kapitel.

…

• 254 b. Gruppesøgsmål kan anlægges, når

1) der foreligger ensartede krav som nævnt i § 254 a,

…

5) gruppesøgsmål skønnes at være den bedste måde at behandle

kravene på,

… og

7) der kan udpeges en grupperepræsentant, jf. § 254 c. – 4 –

• 254 c. Gruppesøgsmål føres af en grupperepræsentant på gruppens

vegne. Grupperepræsentanten udpeges af retten. Som

grupperepræsentant kan, jf. dog stk. 2, udpeges

1) et medlem af gruppen,

2) en forening, privat institution eller anden sammenslutning, når

søgsmålet falder inden for rammerne af sammenslutningens formål,

eller

…

Stk. 3. Grupperepræsentanten skal være i stand til at varetage

gruppemed-lemmernes interesser under sagen.

…

• 254 e. Retten udpeger en grupperepræsentant, hvis betingelserne i §§

254 b og 254 c er opfyldt.

Stk. 2. Retten kan i forbindelse med udpegningen af

grupperepræsentanten eller efter udløbet af fristen for at tilmelde sig

henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet, jf. stk. 6 og 8, bestemme, at

grupperepræsentanten skal stille sikkerhed for de sagsomkostninger,

grupperepræsentanten kan blive pålagt at betale til modparten.

Sikkerhedens art og størrelse fastsættes af ret-ten. Stilles sikkerheden

ikke, og udpeges der ikke en anden grupperepræsen-tant, afvises

sagen.

…

Stk. 4. Retten fastlægger rammen for gruppesøgsmålet. Retten kan

senere ændre rammen, hvis det er påkrævet.

… ”

Lovforslaget, der lå til grund for vedtagelsen af kapitlet om

gruppesøgsmål, blev udarbej-det på baggrund af Retsplejerådets

betænkning nr. 1468/2005. Af betænkningens kapitel 5 om

gruppesøgsmål fremgår bl.a. følgende:

”1.1. Overordnet afgrænsning af Retsplejerådets overvejelser

…

Retsplejerådet har på disse to punkter (forholdet til andre regler henholdsvis

alternativer til gruppesøgsmål) baseret sine overvejelser om

grup-pesøgsmål på følgende grundantagelser:

• Formålet med at indføre regler om gruppesøgsmål i dansk ret vil

navnlig være at forbedre mulighederne for ved domstolene at håndhæve

eksisterende materielle regler i en række situationer, hvor en

håndhævelse af disse materielle regler gennem anvendelse af de gældende

processuelle regler i praksis ikke vil komme på tale, fordi omkostningerne

ved et individuelt sagsanlæg ikke står mål med det økonomiske

udbytte, som den enkelte vil kunne få i tilfælde af medhold i

sagsanlægget. Det ligger uden for Retsplejerådets opgaver at overveje

ændringer af materielle regler, herunder gældende erstatningsregler, og

Retsplejerådets overvejelser om gruppesøgsmål tager således udgangspunkt

i de eksisterende materielle regler.

… – 5 –

• De almindelige regler om bevisbyrde, beviskrav og bevisførelse bør

også gælde for gruppesøgsmål.

…

5.1. Er der mange tilfælde af ensartede krav?

…

Retsplejerådet har i forlængelse heraf opstillet nedenstående katalog

over forskellige eksempler på et større antal ensartede krav. Formålet

med listen er navnlig at vise bredden i rådets overvejelser om

gruppesøgsmål, der går væsentligt ud over de forbrugersager, som ofte

nævnes først, når talen fal-der på gruppesøgsmål. Listen er dog alene til

illustration og skal ikke anses for udtømmende. …

• Forbrugersager, dvs. krav fra en gruppe af ikke-erhvervsdrivende, der

har indgået aftaler med en eller flere erhvervsdrivende, og som rejser

krav i anledning af aftalen. Der kan være tale om betalingskrav (erstatning

og/eller tilbagebetaling af vederlag), andre fuldbyrdelsespåstande

(levering, omlevering eller afhjælpning) eller anerkendelsespåstande

(om aftalens eller aftalevilkårs gyldighed eller ugyldighed eller

om parternes forpligtelser). …

…

• Børssager, dvs. krav fra en gruppe af investorer (professionelle og/eller

private) i anledning af prospektansvar eller ansvar i øvrigt for

oplysninger, der har påvirket investeringsbeslutninger med tab til føl-ge.

…

5.3. Er der mange tilfælde af ensartede krav, som i dag opgives,

men som kan forventes gennemført, hvis der indføres regler om

gruppe-søgsmål?

…

Retsplejerådet finder det imidlertid sandsynligt, at indførelse af regler

om gruppesøgsmål i det mindste vil føre til, at der for krav, som for den

enkelte sagsøger er af mindre økonomisk værdi (men som samlet kan

ud-gøre et betydeligt beløb), i en række tilfælde anlægges retssager om

ensar-tede krav, som i dag opgives.

Retsplejerådet skal i den forbindelse pege på, at spørgsmålet om

proces-økonomi normalt vil have afgørende betydning for den, der

overvejer at anlægge en retssag. Personer, der er berørt af en retstvist,

vil derfor helt generelt kunne have interesse i, at ensartede krav kan

behandles og afgøres på én gang. Fælles behandling af ensartede krav

vil således normalt være billigere, end behandling af kravene i en række

forskellige retssager. Dette indebærer i praksis, at visse krav alene vil

blive forfulgt, hvis kravene kan behandles sammen med andre ensartede

krav. Det vil særligt være tilfæl-det, hvis kravet er individuelt

uprocesbart, dvs. at udgifterne ved gennem-førelsen af et individuelt

søgsmål om kravet beløbsmæssigt overstiger sel– 6 –

ve kravet, således at en person, der anlægger retssag om et sådant krav

og får medhold, vil have sat penge til på retssagen.

…

Hvor den enkelte potentielle sagsøgers krav er af mindre økonomisk

værdi, vil et kollektivt præget søgsmål ofte være den eneste mulighed

for at forfølge et krav for domstolene. Adgangen til at sammenlægge

krav (kumulation) efter retsplejelovens regler vil – nærmest uanset den

nærmere tilrettelæggelse heraf – efter Retsplejerådets opfattelse

imidlertid ikke altid være nok til, at mindre individuelt uprocesbare krav

bliver rejst for dom-stolene. Gældende regler om kumulation vil nok give

en teoretisk mulig-hed for samlet behandling af mange individuelt

uprocesbare krav, men vil efter Retsplejerådets opfattelse i praksis ikke

sjældent kunne vise sig util-strækkelige.

Samfundsudviklingen, der i en periode har bevæget sig mod mere masseproduktion

og standardiserede løsninger, kan føre til mange ensartede

men isoleret set ubetydelige krav fra flere forbrugere mod samme næringsdrivende.

Det vil eksempelvis kunne være bank- og

forsikringstjene-ster, telefoni- og elektroniske kommunikationstjenester,

strømlevering, transporttjenester mv., jf. herved også afsnit 5.1 ovenfor.

…

Sådanne krav af mindre økonomisk værdi vil efter Retsplejerådets

opfattelse næppe kunne forventes forfulgt under de nuværende

processuel-le regler, selv om de retligt kan være velfunderede. Principielt

må det be-tragtes som uheldigt, hvis et krav, som er retligt godt

forankret, ikke kan forfølges for domstolene. Det kan føre til, at formålet

med de materielle regler – for eksempel forbrugerbeskyttelse – ikke nås.

Det er Retsplejerådets opfattelse, at civilprocessen må tilpasses udviklingen

i samfundet og dermed søgsmålsbehovet for typiske massekrav i

bl.a. forbrugersager. Adgangen til domstolene er en

retssikkerhedsgaranti for den enkelte, og adgangen må derfor som

udgangspunkt også sikres for in-dividuelt uprocesbare krav, så længe

det er muligt at tilrettelægge en ef-fektiv og forsvarlig behandling af

kravene. Er det muligt, vil regler om gruppesøgsmål efter

Retsplejerådets opfattelse sikre en reel adgang til domstolene for flere,

og søgsmålsformen vil dermed bidrage til en mere ef-fektiv

håndhævelse af den materielle lovgivning.

…

5.4.3. Risiko for gennemtvingelse af uberettigede krav?

Set fra den anden side, dvs. fra personer eller virksomheder, der må forventes

typisk at blive mødt med krav, opstår betænkelighederne ved

grup-pesøgsmål i forhold til uberettigede krav. Efter Retsplejerådets

opfattelse kan der ikke rettes (berettigede) indvendinger mod den

effektivisering, der ligger i en kollektiv gennemførelse af krav, der hver

især efter gældende materielle retsregler er berettiget på det

individuelle plan. Det bemærkes herved, at Retsplejerådet ikke stiller

forslag om ændring af de materielle retsregler, og at der altså ikke

foreslås indført mulighed for standardiserede (gennemsnitlige)

erstatninger eller lignende.

…

6. Udformningen af regler om gruppesøgsmål – 7 –

…

Retsplejerådet finder, at gruppesøgsmål som udgangspunkt bør behandles

efter samme processuelle regler som individuelle søgsmål, og at der

så-ledes kun bør fastsættes særlige processuelle regler om

behandlingen af gruppesøgsmål på de punkter, hvor der efter

gruppesøgsmålets karakter er et klart behov herfor. …

6.1. Grundlæggende betingelser

Ensartede krav

…

Det bør således efter rådets opfattelse overlades til rettens skøn, om de

fremsatte krav er tilstrækkeligt ensartede til, at gruppesøgsmål vil være

en hensigtsmæssig procesform. Af betydning vil navnlig være, om

kravene udspringer af samme faktiske omstændigheder og om de har

samme retlige grundlag.

…Gruppesøgsmålets subsidiære karakter

…Ved vurderingen af, om gruppesøgsmål må antages at være den

bedste måde at behandle kravene på, skal gruppesøgsmålet

sammenlignes

med realistiske alternativer i den konkrete situation.

…6.2. Grupperepræsentanten

…Foreninger mv.

…Retsplejerådet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at begrænse muligheden

for at udpege foreninger mv. som grupperepræsentanter til visse

ty-per af krav eller for at stille andre krav til foreningens alder,

medlemstal, repræsentativitet, økonomi mv. end dem, der indirekte

følger af de gene-relle krav til grupperepræsentanter, jf. nedenfor.

…Der gælder ingen almindelige kapitalkrav til foreninger, og man kan sagtens

forestille sig, at en forening vil være ude af stand til at betale

sagsom-kostninger til modparten, hvis sagen tabes, uden at der er tale

om omgåelse af retsplejelovens regler om sagsomkostninger.

Retsplejerådet foreslår imidlertid, at grupperepræsentanten skal kunne

pålægges at stille sikkerhed for sagsomkostninger, jf. nedenfor, og i lyset

heraf ser Retsplejerådet ikke grund til at afskære foreninger med ingen

eller lille formue fra at udpeges som grupperepræsentant.

Frem for at stille krav til selve foreningens kapitalisering mv. – som ville

være indgribende over for foreningen også i andre relationer – finder

Rets-plejerådet det således mere hensigtsmæssigt og fuldt tilstrækkeligt

at give mulighed for at stille krav om sikkerhedsstillelse specielt i forhold

til sags-omkostningerne i gruppesøgsmålet, som er det, der reelt er

behov for. Selv om foreningen ikke selv råder over formue af betydning,

kan det således – 8 –

tænkes, at den ved støtte fra forskellig side vil kunne stille en krævet

sik-kerhed. Eksempelvis kan medlemmer af gruppen tænkes at være

mere til-bøjelige til at bidrage til en sikkerhedsstillelse for

sagsomkostninger for et gruppesøgsmål, som specifikt angår deres krav,

frem for mere generelt at skyde penge ind i foreningen, hvor indskuddet

ville kunne komme til at hæfte for foreningens samlede forpligtelser.

…Sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger

Det er en forudsætning for at kunne udpeges til grupperepræsentant, at

den pågældende råder over tilstrækkelige økonomiske midler til at

kunne gen-nemføre retssagen på betryggende vis, jf. ovenfor. Heri

ligger, at den på-gældende skal være i stand til løbende at betale de

udgifter, der for den på-gældende er forbundet med at føre retssagen

frem til en afgørelse. Der-imod indgår muligheden for ved sagens

afslutning at blive pålagt at betale sagsomkostninger til modparten ikke i

denne vurdering.

Retsplejerådet foreslår på denne baggrund en selvstændig regel om, at

retten kan bestemme, at grupperepræsentanten skal stille sikkerhed for

de sagsomkostninger, grupperepræsentanten kan blive pålagt at betale

til modparten.

Gruppesøgsmål er mere komplicerede og mere ressourcekrævende

end individuelle søgsmål, og omkostningerne ved et gruppesøgsmål kan

efter omstændighederne være meget store. Sammenholdt med, at de

perso-ner, på hvis vegne der fremsættes krav, kun i begrænset omfang

hæfter for sagsomkostningerne, jf. herom afsnit 6.4 nedenfor, er det

efter Retspleje-rådets opfattelse nødvendigt i gruppesøgsmål at give

mulighed for at stille krav om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger,

selv om denne mulighed ikke findes ved individuelle søgsmål.

…”

I de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 41 af 10. oktober 2006

er bl.a. anført følgende:

”3.1. Generelt om gruppesøgsmål

…

Som anført af Retsplejerådet bør det så vidt muligt sikres, at der er reel

mulighed for at gennemføre berettigede krav ved domstolene, også når

kra-vene enkeltvis er så små, at de er individuelt »uprocesbare«, og de

foreslåe-de regler om gruppesøgsmål vil som nævnt bidrage hertil.

Hovedformålet med de foreslåede regler om gruppesøgsmål er således

at bidrage til, at be-rettigede krav – f.eks. om erstatning – opfyldes,

hvilket klart falder inden for den civile retsplejes funktion. …

…Med hensyn til risikoen for »misbrug« af muligheden for at anlægge

gruppesøgsmål lægger Justitsministeriet vægt på, at der foreslås en

række betingelser for anlæg af et gruppesøgsmål, herunder at retten

skal godkende, – 9 –

at sagen er egnet som gruppesøgsmål, og kontrolmekanismer i øvrigt

bl.a. vedrørende rettens godkendelse af grupperepræsentanten og

rettens proces-ledelse. Justitsministeriet er enig med Retsplejerådet i, at

risikoen for, at uberettigede krav bliver gennemtvunget, derved i

væsentlig grad imødegås.

Retsplejerådets forslag er udformet ud fra en samlet afvejning af en

række relevante hensyn, der må indgå i vurderingen af, om der i dansk

ret bør ind-føres regler om gruppesøgsmål, og Justitsministeriet finder,

at der med Retsplejerådets forslag er udformet en model, der både

indebærer en styrket behandling af ensartede krav og samtidig i meget

vidt omfang imødegår den misbrugsrisiko, der kunne være.

Justitsministeriet er således enig i Retsplejerådets generelle synspunkter

og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

…3.3. Grundlæggende betingelser for gruppesøgsmål

3.3.1. Den helt grundlæggende betingelse for overhovedet at tillade

gruppe-søgsmål er efter Retsplejerådets forslag, at der foreligger

ensartede krav, som fremsættes på vegne af flere personer. Spørgsmålet

om fremsættelse af ensartede krav mod flere personer omtales særskilt

nedenfor.

Retsplejerådet har ikke fundet grundlag for i selve lovteksten at angive

nærmere kriterier for, hvad der forstås ved ensartede krav. Det bør

således efter rådets opfattelse overlades til rettens skøn, om de

fremsatte krav er til-strækkeligt ensartede til, at gruppesøgsmål vil være

en hensigtsmæssig pro-cesform. Af betydning vil navnlig være, om

kravene udspringer af samme faktiske omstændigheder, og om de har

samme retlige grundlag. Efter Rets-plejerådets forslag skal retten

fastlægge rammen for gruppesøgsmålet og dermed, hvilke krav der er

omfattet heraf.

…Hvis der foreligger sådanne individuelle forhold angående krav, der tilkommer

flere personer, at kravene ikke kan siges at være »ensartede«,

kan reglerne om gruppesøgsmål ikke anvendes på kravene i deres

helhed. I nog-le tilfælde vil det imidlertid være muligt at udskille

ensartede spørgsmål vedrørende kravene og anlægge et gruppesøgsmål

herom. Under et sådant gruppesøgsmål vil en anerkendelsespåstand

vedrørende de udskilte spørgs-mål være udtryk for »kravene« i sagen,

og betingelsen om, at der skal være tale om ensartede krav, vil derfor

være opfyldt. Som eksempler på ensartede spørgsmål, som eventuelt

kan behandles under et gruppesøgsmål i form af et

anerkendelsessøgsmål, kan nævnes spørgsmål om gyldigheden af et

kon-traktvilkår i forbindelse med krav om tilbagebetaling af erlagt

vederlag og spørgsmål om ansvarsgrundlag i forbindelse med krav om

erstatning.

I sådanne tilfælde, hvor ensartede spørgsmål er udskilt til særskilt

behand-ling under et gruppesøgsmål, kan der i tilfælde, hvor gruppen

får medhold, være behov for efterfølgende at afklare, hvilket beløb det

enkelte gruppe-medlem skal have udbetalt i erstatning mv. Hvis

grundlaget for udmålingen af erstatning mv. ikke er ensartet, vil dette

ikke kunne ske efter de foreslåe-de regler om gruppesøgsmål, og det vil

derfor i sådanne tilfælde kunne være nødvendigt for de

gruppemedlemmer, der ikke opnår en forligsmæssig løs– 10 –

ning, efterfølgende at anlægge individuelle søgsmål om udmålingen af

er-statning mv.

…3.4. Grupperepræsentanten

3.4.1. Det hører til gruppesøgsmålets grundlæggende vilkår, at de

personer, på hvis vegne der fremsættes krav, ikke selv deltager som

parter i retssagen i sædvanlig forstand, men derimod repræsenteres af

grupperepræsentanten.

…3.4.6. Det bør være en forudsætning for at kunne udpeges til

grupperepræ-sentant, at den pågældende råder over tilstrækkelige

økonomiske midler til at kunne gennemføre retssagen på betryggende

vis, jf. ovenfor i pkt 3.4.5. Heri ligger, at den pågældende skal være i

stand til løbende at betale de ud-gifter, der for den pågældende er

forbundet med at føre retssagen frem til en afgørelse. Derimod indgår

muligheden for ved sagens afslutning at blive på-lagt at betale

sagsomkostninger til modparten ikke i denne vurdering.

Retsplejerådet foreslår på denne baggrund en selvstændig regel om, at

retten kan bestemme, at grupperepræsentanten skal stille sikkerhed for

de sagsom-kostninger, grupperepræsentanten kan blive pålagt at betale

til modparten.

Gruppesøgsmål vil ofte være mere ressourcekrævende end individuelle

søgsmål, og omkostningerne ved et gruppesøgsmål kan efter

omstændighe-derne være meget store. Sammenholdt med, at de

personer, på hvis vegne der fremsættes krav, kun i begrænset omfang

bør hæfte for sagsomkostnin-gerne, jf. herom pkt. 3.6 nedenfor, er det

efter Retsplejerådets opfattelse nødvendigt i gruppesøgsmål at give

mulighed for at stille krav om sikker-hedsstillelse for sagsomkostninger,

selv om denne mulighed ikke findes ved individuelle søgsmål.

…3.8. Individuelle spørgsmål. Undergrupper

3.8.1. Retsplejerådet finder, at reglerne om gruppesøgsmål bør

udformes så-ledes, at der ikke bliver tale om en egentlig behandling af

individuelle spørgsmål under gruppesøgsmålet. Dette er ikke til hinder

for, at der under et gruppesøgsmål kan nedlægges forskellige påstande

for forskellige grup-pemedlemmer, f.eks. med hensyn til størrelsen af en

tilbagebetaling eller er-statning eller med hensyn til, om der påstås

ophævelse eller afhjælpning, når blot der foreligger et ensartet grundlag

for en stillingtagen til de forskellige påstande.

Eksempelvis vil der ikke være noget til hinder for, at en tilbagebetaling

el-ler erstatning udmåles forskelligt for forskellige gruppemedlemmer afhængigt

af, i hvilken periode de pågældende har været berørt af en

påstået retskrænkelse, eller afhængig af størrelsen og arten af deres

forbrug af f.eks. et teleabonnement eller en aftale om levering af gas,

varme eller elektricitet.

Derimod kan betingelsen om, at der skal være tale om ensartede krav,

ef-ter omstændighederne være til hinder for, at der under et

gruppesøgsmål nedlægges påstand om individuel udmåling af erstatning

på grundlag af de enkelte gruppemedlemmers individuelle, subjektive

forhold. I givet fald må gruppesøgsmålet afgrænses således, at sådanne

individuelle spørgsmål ikke – 11 –

skal afgøres under gruppesøgsmålet. Dette kan opnås ved f.eks. at

begrænse gruppesøgsmålet til en anerkendelsespåstand om

ansvarsgrundlaget.

3.8.2. Retsplejerådet har overvejet, om der bør være mulighed for at

opdele et gruppesøgsmål i undergrupper, således at der udpeges

særskilte (un-der)grupperepræsentanter for hver af undergrupperne.

Rådet finder imidler-tid ikke grundlag herfor.

Hvis der både foreligger retlige og/eller faktiske spørgsmål, der er fælles

for hele gruppen, og retlige og/eller faktiske spørgsmål, der angår

bestemte delmængder af gruppen, bør man efter Retsplejerådets

opfattelse anvende retsplejelovens regler om sammenlægning og

adskillelse af krav.

Afhængigt af, hvad der er mest hensigtsmæssigt ud fra sagens konkrete

omstændigheder, kan retten således vælge fra starten at afgrænse

gruppe-søgsmålet på en sådan måde, at det kun omfatter ensartede

krav. I eksemplet med flere undergrupper er dette ensbetydende med,

at der i givet fald må an-lægges flere gruppesøgsmål, som i relation til

reglerne om gruppesøgsmål behandles hver for sig (dvs. med hver sin

grupperepræsentant, uden at der dog er noget forbud mod, at samme

person samtidig kan være grupperepræ-sentant i flere gruppesøgsmål),

men flere gruppesøgsmål vil kunne behand-les samlet efter de

almindelige regler om samlet behandling efter retspleje-lovens §§ 250

og 254.

Alternativt kan retten, hvis det forekommer mest hensigtsmæssigt, godkende

et gruppesøgsmål med en afgrænsning, der indebærer, at visse

fakti-ske og/eller retlige spørgsmål kun vedrører en vis del af

gruppemedlemmer-ne. Retten kan herefter ved anvendelse af

retsplejelovens § 253 om adskil-lelse af krav opnå en hensigtsmæssig

opdeling af sagens forhandling og af-gørelse. Der vil imidlertid være tale

om ét gruppesøgsmål med én gruppere-præsentant.

…3.8.3. Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets synspunkter og forslag,

og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

…”

I bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser er bl.a. anført

følgende:

”Til § 254 a

…Den grundlæggende betingelse er, at der er tale om ensartede krav,

som tilkommer flere personer, jf. stk. 1. Kravene kan være både krav om

at få tilkendt noget (fuldbyrdelsessøgsmål) og krav om at få fastslået en

retsstil-ling (anerkendelsessøgsmål), herunder krav om, at de

pågældende personer ikke er forpligtet i forhold til sagsøgte vedrørende

et nærmere angivet for-hold (negativt anerkendelsessøgsmål). Kravene

behøver ikke at være identi-ske. Det er tilstrækkeligt, at de i faktisk og

retlig henseende er ensartede. Som eksempler på tilfælde, hvor denne

betingelse ofte kan være opfyldt, kan nævnes krav fra deltagerne i en

pakkerejse i anledning af påståede mangler f.eks. ved indkvarteringen,

udflugter, faciliteter mv. eller krav fra – 12 –

investorer i anledning af påståede mangler ved det prospekt, der lå til

grund for deres investering.

…Hvis der foreligger sådanne individuelle forhold angående krav, der tilkommer

flere personer, at kravene ikke kan siges at være »ensartede«,

kan reglerne om gruppesøgsmål ikke anvendes på kravene i deres

helhed. I nog-le tilfælde vil det imidlertid være muligt at udskille

ensartede spørgsmål vedrørende kravene og anlægge et gruppesøgsmål

herom. Under et sådant gruppesøgsmål vil en anerkendelsespåstand

vedrørende de udskilte spørgs-mål være udtryk for »kravene« i sagen,

og betingelsen om, at der skal være tale om ensartede krav, vil derfor

være opfyldt. Som eksempler på ensartede spørgsmål, som eventuelt

kan behandles under et gruppesøgsmål i form af et

anerkendelsessøgsmål, kan nævnes spørgsmål om gyldigheden af et

kon-traktvilkår i forbindelse med krav om tilbagebetaling af erlagt

vederlag og spørgsmål om ansvarsgrundlag i forbindelse med krav om

erstatning.

…Til § 254 b

Den foreslåede bestemmelse opregner de betingelser, der skal være

opfyldt, for at et gruppesøgsmål kan anlægges.

Efter stk. 1, nr. 1, skal der for det første foreligge ensartede krav som

nævnt i § 254 a, jf. nærmere bemærkningerne til denne bestemmelse.

…Desuden er der som noget helt centralt den betingelse, at

gruppesøgsmålet skønnes at være den bedste måde at behandle

kravene på, jf. nr. 5. Dette in-debærer, at gruppesøgsmål er subsidiært i

forhold til andre muligheder for at behandle kravene på.

Ved vurderingen af, om gruppesøgsmål må antages at være den bedste

måde at behandle kravene på, skal gruppesøgsmålet sammenlignes med

rea-listiske alternativer i den konkrete situation, og vurderingen skal

derfor fore-tages på grundlag af en samlet afvejning af den enkelte sags

konkrete om-stændigheder. Hvis kravene kan behandles lige så godt

eller bedre under in-dividuelle søgsmål, der eventuelt behandles samlet

efter reglerne i retspleje-lovens § 250 eller § 254, kan der ikke

anlægges gruppesøgsmål om kravene. Ved denne vurdering indgår

også, om sagskomplekset har en sådan karak-ter, at fælles spørgsmål

må forventes at kunne afklares under en prøvesag, ligesom der kan

tages hensyn til, om den foreslåede grupperepræsentant, som måske

har særlige forudsætninger for at bidrage til en hensigtsmæssig

koordinering mv., eventuelt vil kunne medvirke på anden måde end som

grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, f.eks. som biintervenient eller

som mandatar for en eller flere parter i et individuelt søgsmål.

…”

I et svar til Folketingets Retsudvalg vedrørende kommentarer til et

høringssvar fra Advo-katrådet – besvarelse af spørgsmål nr. 6 af 31.

oktober 2016 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om

ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Gruppe– 13 –

søgsmål m.v.) – har Justitsministeriet bl.a. anført følgende:

”Advokatrådet anfører, at det bør afklares, hvad der ligger i betingelsen

om, at der skal være tale om ”ensartede krav” for, at der kan anlægges

et gruppe-søgsmål.

Som anført i pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger vil det

be-ro på rettens vurdering af den enkelte sag, om der er tale om

ensartede krav. Kravene behøver ikke at være identiske, idet det er

tilstrækkeligt, at de i fak-tisk og retlig henseende er ensartede. Efter

Justitsministeriets opfattelse vil retten næppe i praksis have særlige

problemer med at tage stilling til, om kravene i en konkret sag er

tilstrækkeligt ensartede til, at de med fordel kan behandles samlet i et

gruppesøgsmål.

Hvis der ikke er tale om ensartede krav, kan reglerne om gruppesøgsmål

ik-ke anvendes. I nogle tilfælde vil det imidlertid være muligt at udskille

ensar-tede spørgsmål vedrørende kravene og anlægge et

gruppesøgsmål herom. Som eksempler på sådanne ensartede retlige

spørgsmål, som eventuelt kan behandles under et gruppesøgsmål i form

af et anerkendelsessøgsmål, kan nævnes spørgsmål om gyldigheden af

et kontraktvilkår i forbindelse med krav om tilbagebetaling af erlagt

vederlag og spørgsmål om ansvarsgrundlag i forbindelse med krav om

erstatning. For så vidt angår den individuelle er-statningsudmåling mv.

vil der derimod som regel ikke være tale om

ensartede krav, der kan behandles i et gruppesøgsmål.

Advokatrådet finder endvidere, at det bør afklares, hvad der ligger i

betin-gelsen om, at gruppesøgsmålet skal skønnes at være den bedste

måde at be-handle kravene på.

Denne betingelse indebærer, at gruppesøgsmålet er subsidiært i forhold

til andre muligheder for at behandle kravene. Efter Justitsministeriets

opfattel-se bør det være retten, der i den enkelte sag skal sammenligne

et gruppe-søgsmål med realistiske alternativer i den konkrete situation

og på grundlag heraf vurderer, om gruppesøgsmålet må anses for at

være den bedste måde at behandle kravene på. Som anført i pkt. 3.3.2 i

lovforslagets almindelige bemærkninger kan der f.eks. ikke anlægges

gruppesøgsmål om kravene, hvis de efter rettens opfattelse kan

behandles lige så godt eller bedre ved in-dividuelle søgsmål, der

eventuelt kan behandles samlet efter retsplejelovens regler om

kumulation (sammenlægning af krav). Ved denne vurdering kan det

indgå, om sagskomplekset har en sådan karakter, at fælles spørgsmål

forventes at kunne blive afklaret under en prøvesag. Der kan også tages

hen-syn til, om den foreslåede grupperepræsentant, som måske har

særlige for-udsætninger for at bidrage til en hensigtsmæssig

koordinering mv., i givet fald vil kunne medvirke i sagen på en anden

måde end som grupperepræsen-tant i et gruppesøgsmål, f.eks. som

biintervenient eller som mandatar for en eller flere parter i et individuelt

søgsmål.

…” – 14 –

Landsrettens begrundelse og resultat

Krav omfattet af Foreningen Garantloekkens principale påstand

Den principale påstand, som Foreningen Garantloekken ønsker

behandlet under gruppe-søgsmålet, angår spørgsmålet, om Finansiel

Stabilitet (tidligere under navnene Løkken Sparebank A/S, EBH Bank A/S

og FS Finans A/S) skal pålægges at dække de krav, som Løkken

Sparekasse er dømt til at betale ved dom af 30. december 2011 fra

Retten i Hjør-ring.

Foreningen Garantloekken udtog stævning mod Løkken Sparekasse den

1. november 2010 som et gruppesøgsmål ved Retten i Hjørring. Forud

for dette havde advokat Jørgen Holst på vegne af Finansiel Stabilitet og

Løkken Sparebank A/S ved brev af 9. november 2009 tilkendegivet over

for foreningens advokat, at Finansiel Stabilitet og Løkken Sparebank A/S

ikke ville anse sig for forpligtet til at honorere krav omfattet af en dom

over Løkken Sparekasse. Advokat Jørgen Holst opfordrede på den

baggrund foreningen til også at rette søgsmålet mod Løkken Sparebank

A/S, hvis foreningen ønskede en afgørelse, der var rets-kraftig over for

banken. Ved brev af 18. november 2010 til garantforeningens advokat

gen-tog Finansiel Stabilitet tilkendegivelsen om, at man ikke anså sig for

forpligtet af en dom i sagen mod Løkken Sparekasse, uden at der var

udtaget stævning mod Løkken Sparebank A/S.

Civilstyrelsen meddelte den 25. marts 2011 Foreningen Garantloekken

fri proces til at ned-lægge påstand om, at Løkken Sparebank A/S skulle

anerkende at dække de krav, som for-eningen havde nedlagt påstand

om over for Løkken Sparekasse. Ved brev af 8. april 2011 til Finansiel

Stabilitet meddelte foreningens advokat, at foreningen nu havde fået fri

proces til at adcitere EBH Bank A/S i den verserende sag mod Løkken

Sparekasse. I et brev af 9. august 2011 til Retten i Hjørring – som

foreningens advokat modtog i kopi – gjorde advo-kat Jørgen Holst

opmærksom på, at LS Løkken (tidligere Løkken Sparekasse) var uden

aktiver og uden ledelse, og at byretten ifølge retsbog af 22. juni 2011

forventede, at der ville blive afsagt udeblivelsesdom. Advokat Jørgen

Holst tilkendegav samtidig, at det fort-sat var opfattelsen, at en

retskraftig afgørelse i forhold til FS Finans A/S måtte forudsætte, at FS

Finans A/S blev omfattet af søgsmålet. Advokat Jørgen Holst foreslog på

den bag-grund, at Retten i Hjørring skulle opfordre Foreningen

Garantloekken til at adcitere FS Finans A/S under det verserende

gruppesøgsmål, således at kravene mod Løkken Spare– 15 –

kasse – og spørgsmålet om FS Finans A/S’ hæftelse for disse – kunne

prøves materielt, og således at der blev truffet afgørelse med retskraft

for såvel Løkken Sparekasse som FS Fi-nans A/S. Foreningen

Garantloekken afstod imidlertid fra at adcitere FS Finans A/S i det

verserende gruppesøgsmål, der således blev afsluttet med en

udeblivelsesdom over Løkken Sparekasse.

En prøvelse af Foreningen Garantlokkens principale påstand under

denne sag burde mest hensigtsmæssigt være sket ved at inddrage FS

Finans A/S under gruppesøgsmålet ved Ret-ten i Hjørring i stedet for at

afvente en udeblivelsesdom. Som ovenfor anført blev forenin-gen

udtrykkeligt opfordret til en sådan adcitation, som foreningen også

havde fri proces til.

På denne baggrund tiltræder landsretten, at et nyt gruppesøgsmål ikke

kan anses for den bedste måde at behandle de krav, der støttes på

Foreningen Garantloekkens principale på-stand, og at der derfor ikke

kan anlægges et nyt gruppesøgsmål om disse krav, jf. retspleje-lovens §

254 b, stk. 1, nr. 5.

Krav omfattet af Foreningen Garantloekkens subsidiære påstande

Som anført af byretten hviler de krav, der er omfattet af Foreningen

Garantloekkens subsi-diære påstande, på forskellige retlige grundlag i

form af ugyldighed, erstatningsansvar og manglende udbetaling af

opsagt garantikapital.

Efter retsplejelovens § 254 e, stk. 4, er det retten, der fastlægger

rammen for et gruppe-søgsmål. Ved rettens vurdering af, om der

foreligger ensartede krav som nævnt i § 254 a, må retten tage

udgangspunkt i de nedlagte påstande og forslag til ramme og således

vurde-re, om der foreligger et ensartet grundlag for en stillingtagen til

påstanden/påstandene. Som anført i forarbejderne til retsplejelovens §

254 a må retten dog samtidig lade det indgå i vurderingen, om det er

muligt at udskille ensartede spørgsmål fra de nedlagte påstande og

tillade et begrænset gruppesøgsmål herom.

Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at de krav,

der er omfattet af Foreningen Garantloekkens påstande og forskellige

forslag til ramme for gruppesøgsmålet, ikke har den fornødne

ensartethed til at kunne behandles under et gruppesøgsmål. Dette

gælder også for de krav, der er omfattet af det forslag til en indsnævret

ramme, der er fremkommet for landsretten. En bedømmelse af disse

krav vil fortsat nødvendiggøre, at der – 16 –

tages individuelt stilling til blandt andet, hvad der for den enkelte garant

var bestemmende for beslutningen om at tegne garantikapital, og

hvilken rådgivning den pågældende modtog fra sparekassen i

forbindelse hermed.

Ud fra de foreliggende oplysninger om de krav, der er omfattet af

foreningens subsidiære påstande, er der ikke tilstrækkeligt grundlag for,

at retten på egen hånd kan udskille ensar-tede spørgsmål fra en eller

flere af påstandene og således tillade et begrænset gruppesøgs-mål

herom.

Landsretten tiltræder herefter, at betingelsen i retsplejelovens § 254 b,

stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt for de krav, der er omfattet af foreningens

subsidiære påstande.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal

Foreningen Garantloekken betale sagsomkostninger for landsretten til

Finansiel Stabilitet med i alt 500.000 kr. Belø-bet angår udgifter til

advokatbistand inkl. moms. Landsretten har ved fastsættelsen af

beløbet på den ene side lagt vægt på sagens økonomiske værdi, men på

den anden side også lagt vægt på, at sagen for landsretten har haft et

begrænset omfang og herunder alene omfattet spørgsmålet, om sagen

kan fremmes som et gruppesøgsmål ved byretten.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

Foreningen Garantloekken skal betale sagens omkostninger for landsretten til Finansiel Stabilitet med 500.000 kr.

Sagsomkostningerne skal betales inden 14 dage og forrentes efterrentelovens § 8 a.

Lisbeth Parbo Lars Christensen Henrik Præstgaard (kst.) – 17 –

Udskriften udstedes uden betaling.

Udskriftens rigtighed bekræftes.

Vestre Landsret,

Viborg den 25. april 2017

Marianne Rindom

Retssekretær

Kilde: Løkken Folkeblad 08.09.2019

Garantloekken-formand holder foredrag

LØKKEN: Onsdag 25. september kl. 14 holder Ældre Sagen Løkken-Vrå møde på Ældrecenter Havgården, Brændingen 8 i Løkken. Den tidligere formand for foreningen Garantloekken Kristian Andersen kommer og fortæller om sine mange oplevelser i forbindelse med Løkken Sparekasses kollaps i 2009 – herunder også om garanternes forsøg på at få erstatning for deres tabte garantikapital.

Kristian Andersen var formand og konsulent for Garantloekken fra 2009 til 2016/2017 og skrev – sammen med Peter Ussing, Hans Fink og Egon Kjøller – bogen ”Overmod”. Bogen beskriver de forskellige aspekter om Løkken Sparekasses kollaps og blev udgivet 7. oktober 2018.

Kristian Andersen har siden januar 2019 fulgt Finansiel Stabilitets store retssag mod ledelsen og revisionen i Løkken Sparekasse i Vestre Landsret. Det er foreløbig blevet til 35 retsdage. Sagen genoptages 30. september og forventes afsluttet inden jul. Kristian Andersen vil også give mødedeltagerne et indblik i, hvad der er foregået i Vestre Landsret i de første 35 dage af retssagen.

– Jeg vil fortælle noget om tiden fra sommeren 2008 og frem til, at det var endeligt afgjort at Løkken Sparekasses tid som selvstændigt pengeinstitut var forbi. Jeg løfter også sløret for, hvordan garanterne reagerede, da det gik op for dem, at Løkken Sparekasse var kollapset, og at de havde mistet hele eller store dele af deres opsparing. Jeg vil i den forbindelse også fortælle deltagerne noget om de mange genvordigheder foreningen Garantloekken og garanterne løb ind i efter, at sparekassen var kollapset, lover Kristian Andersen.

==================================================================================================================

 Kristian Andersens foredrag på Havgaarden i Løkken, september 2019

Indledning

• Goddag og tak fordi I er kommet for at høre mig fortælle om mine oplevelser i forbindelse med Løkken Sparekasses kollaps.

• Kristian Andersen jeg er 74 år

• Min kone Kirsten og jeg bor i dag 17 km nord for Aarhus og vi har sommerhus i Rubjerg og badehus på stranden i Løkken

• Vi kommer begge fra Vrensted.

• Vi har begge gået i Løkken Realskole

• Mere end 40 år i dansk erhvervsliv – de fleste år som chef og leder primært hos LEC – Landbrugets EDB-Center i Risskov.

I mine unge dage arbejdede jeg i administrationen på slagterierne i Brønderslev og i Vrå.

• Vores familie har været kunder i Løkken Sparekasse gennem mindst 4 generationer og Kirsten og jeg og Kirstens forældre mistede tilsammen ca. 780.000 kr.

• Jeg var fra 2009 til 2015 formand for foreningen Garantloekken, som var en forening af 1.326 tidligere garanter i Løkken Sparekasse. Fra 2015 til 2016 var jeg konsulent for foreningens bestyrelse.

• De efterfølgende ca. 2 år brugte jeg sammen med tre andre på at få skrevet en bog om det, der af mange betegnes som Danmarks relativt største krak i pengeinstitutsektoren – nemlig Løkken Sparekasses kollaps.

Hvorfor bruge så meget tid på at skrive en bog?

Vi har haft to hovedformål med at skrive bogen:

For det første at få de svigt der var i sparekassens ledelse skrevet ned for alle involverede og til eftertiden.

For det andet at få sendt et budskab til omverdenen om, at alle skal være meget opmærksomme på, hvordan man gebærder sig, når man bevæger sig ind i ”pengeverdenen”.

Det gælder både de ansvarlige i pengeinstitutterne og i andre virksomheder og dem der anbringer deres værdier i disse.

Bogen er, så vidt jeg ved, den eneste bog der både dokumenterer og beskriver årsagerne til at det gik så galt for et pengeinstitut, og hvor svært det har været for dem, det gik ud over.

Så også af den årsag har det været vigtigt for os at få skrevet bogen.

Og da der, efter den viden jeg har, er rigtig mange ligheder i det, der er foregået i de mange kollapsede pengeinstitutter, er der helt sikkert også mange andre end kunderne og garanterne i Løkken Sparekasse, der kan have udbytte af at læse bogen.

Der er også, efter min opfattelse, mange andre, der kan få et par ting med på vejen, så de ikke begår de samme fejltrin med deres penge, som vi andre har begået.

• I 2019 har jeg indtil nu tilbragt 35 dage som tilhører til Finansiel Stabilitets stor retssag mod ledelsen og revisionen i Løkken Sparekasse.

Retssagen starter igen den 30. september og forventes afsluttet inden jul. Dommen afsiges så nok engang i første halvdel af 2020.

Det jeg vil fortælle jer om idag er noget om tiden fra sommeren 2008 og frem til at det var endeligt afgjort at Løkken Sparekasses tid som selvstændigt pengeinstitut var forbi.

Dernæst vil jeg fortælle noget om hvordan garanterne reagerede, da det gik op for dem at Løkken Sparekasse var kollapset og at de havde mistet hele eller store dele af deres opsparing.

Jeg vil i den forbindelse også fortælle jer noget om de mange genvordigheder foreningen Garantloekken og garanterne løb ind i efter at sparekassen var kollapset.

Jeg vil derefter give jer mit bud på, hvorfor det gik så galt i Løkken Sparekasse, og hvad jeg tror, vi som garanter måske kunne have gjort for, at det ikke var gået så galt for os.

Herunder vil jeg også sige lidt om medarbejdernes, revisionens og Finanstilsynets rolle i sparekassens kollaps.

Jeg vil her også give jer et indtryk af hvordan jeg har oplevet de 35 dage i Vestre Landsret.

Hvis tiden tillader det, vil jeg til sidst fortælle jer noget om de mange juridiske problemer vi også oplevede igennem hele forløbet.

Det kan være lidt vanskeligt af få godt 10 års, til tider voldsomme oplevelser, kogt ned til en fortælling på ca. 2 timer, men jeg har gjort det så godt, jeg kan.

Jeg håber, at I vil stille nogle spørgsmål undervejs så jeg kan få en fornemmelse af, hvad det er, I gerne vil høre noget om.

Jeg vil i den forbindelse gøre jer opmærksomme på at bogen er på 268 sider og at det har taget 2 år at skrive den. Til sammenligning har jeg skrevet knap 50 sider – dog med store bogstaver – og brugt omkring 3 dage for at skrive det ned som jeg vil fortælle jer i dag.

Så det siger sig selv at det der står i bogen er meget mere detaljeret end det jeg fortæller jer i dag, men modsat så fortæller jeg også i dag en del som ikke står i bogen.

Når det hele er slut bliver, alle de mange dokumenter jeg, gennem årene, har samlet sammen afleveret til Lokalhistorisk Arkiv i Løkken.

Men jeg kan lige så godt sige det med det samme – det jeg vil fortælle om er ikke en godnathistorie for små børn – det er efter min mening en rigtig sørgelig og uskøn historie, som de fleste gerne havde været foruden.

Men jeg tror også at historien vil være spændende for rigtig mange.

Tiden med angst og uro fra sommeren 2008

• Avisskriverier efter offentliggørelsen af sparekassens dårlige halvårsregnskab

• Rygter

• Meget information fra sparekassen om hvor godt det gik, og at der ikke var grund til uro, både i medier, på hjemmesiden og fra sparekassens medarbejdere.

• Mange var selvfølgelig meget usikre, men troede som sædvanligt på sparekassen og på den information de fik fra dem.

Det var jo en god gammel solid sparekasse fra 1871 som ikke tidligere havde været i større problemer

En del garanter valgte dog at trække deres penge ud, og andre sagde deres garantikapital op med de tre måneders opsigelsesvarsel, man havde fået at vide, at der var.

Man troede så, at den hellige grav var velforvaret,

for man var nu sikker på at få sine penge ud, når de tre måneder var gået, men den 4. november meddelte sparekassen at garantikapitalen var blevet fastlåst.

Det skete dog sammen med ca. 50 andre garantsparekasser, og det blev selvfølgelig kraftigt understreget af sparekassen og dens medarbejdere samtidig med at informationen om at sparekassen var godt polstret og meget solid fortsatte.

En ting som snød rigtig mange var, at man ikke havde behøvet at vente tre måneder, for mod et gebyr på 1 % kunne man have fået sine penge udbetalt med det samme.

Det havde sparekassen bare ’glemt’ at fortælle garanterne.

Der blev i denne periode trukket ca. 54 mio. kr. ud

• Rygterne og avisskriverierne fortsatte hen over efteråret og uroen hos garanterne forstærkedes mærkbart, alt imens at sparekassen fortsatte med at sende en masse vildledende information ud til kunderne og garanterne.

• Mange af dem der havde opsagt deres garantikapital stod pludselig med et dobbelt problem, for mange af de garanter, der havde opsagt garantikapitalen havde i tillid til sparekassens forsikringer om at stoppet for udbetaling var midlertidigt, havde lavet aftaler med håndværkere, tandlæger og andre.

• Det problem klarede sparekassen på den måde, at man tilbød dem et lån med op til samme beløb og samme rente, som var gældende for garantikapitalen.

Men nogle få måneder senere fandt de ca. 50 garanter ud af, at de nu ikke bare havde mistet deres garantikapital – nu stod de også med et stort lån oveni.

Februar 2009

For at sikre garanterne fælles information om, hvad der foregik omkring sparekassen startede en ung mand ved navn Søren Møller i februar 2009 et netværk på internettet.

Jeg sluttede mig med det samme til netværket, og da Søren på det tidspunkt boede i Canada, delte vi arbejdet op på den måde, at han klarede kommunikationen via mails, og jeg tog mig af pressen og telefonopringningerne fra garanterne og andre.

Ca. 1700 personer tilsluttede sig i første omgang til netværket.

Marts

2. marts 2009 var det på grund af store økonomiske problemer slut med Løkken Sparekasses tid som selvstændigt pengeinstitut, og man indgik derfor en midlertidig overdragelsesaftale med Finansiel Stabilitet, der var en virksomhed der var etableret til at overtage kollapsede pengeinstitutter.

I daglig tale kalder man virksomheden for Statens Skraldespandsselskab.

Søren og jeg var klar over, at hvis vi skulle gøre noget alvorligt ved situationen, var vi nødt til at lave en juridisk enhed der på forskellig vis kunne varetage garanternes interesser.

Så den 12. marts 2009 stiftede vi derfor foreningen Garantloekken, hvis bestyrelse kom til at bestå af 5 garanter.

(Per Brix, Mogens Christensen, Hans Tordal Mortensen, Søren og mig)

Foreningens formål var:

• At formidle information om hvad der foregik omkring sparekassen
• At stå til rådighed med støtte og hjælp til de garanter der havde behov for det, i det omfang foreningens bestyrelse kunne magte det
• At etablere en forening der kunne være juridisk enhed for en eventuelt kommende retssag

Det var et meget stort stykke administrativt arbejde at få tilmeldt og registreret alle interesserede i foreningen og få indbetalt kontingent osv.

Alt skulle i sagens natur ske elektronisk, og der var rigtig mange ældre garanter, der havde meget svært ved at håndtere dette.

25. marts 2009 – repræsentantskabsmøde – endelig aftale med Finansiel Stabilitet

Samme dag kom der en rapport fra Finanstilsynet indeholdende stærk kritik af sparekassens manglende overholdelse af lov om finansiel virksomhed – herunder bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomhed.

God skik bekendtgørelsen indeholder en udmøntning af samfundets krav til, hvordan finansielle virksomheder skal opføre føre sig i forskellige sammenhænge.

Vi blev meget glade for denne rapport, for den gav garanterne ret i stort set alt hvad, de havde oplevet i forbindelse med deres køb af garantikapital i Løkken Sparekasse.

Det viste sig desværre senere, at hverken Pengeinstitutankenævnet eller domstolene ville tage hensyn til rapporten i deres afgørelser af garanternes klager og i de 5 individuelle retssager der blev rejst ved domstolene.

Garanternes reaktioner da det var endeligt afgjort at Løkken Sparekasses tid som pengeinstitut var endegyldigt forbi

Hvordan reagerer man, når man pludselig står og har mistet hele eller store dele af sin opsparing fordi ens pengeinstitut er kollapset.

Det er der sikkert en hel del af jer, der har oplevet og derfor ved hvordan det er, men jeg tror, alle kan forestille sig, hvordan man selv ville reagere i en sådan situation.

Det jeg oplevede igennem de mange telefonsamtaler jeg gennem tiden har haft i forbindelse med Løkken Sparekasses kollaps er, at det er utroligt forskelligt hvordan man reagerer i en sådan situation.

Nogle blev utroligt kede af det og græd meget, andre blev ufatteligt vrede og råbte og spyttede efter sparekassens medarbejdere, når de mødte dem på gaden eller i byens butikker.

Andre igen blev fuldstændig apatiske og lukkede sig inde i sig selv.

Mange af garanterne forsøgte at hente trøst hos familie, naboer og venner, men de fik som regel bare et hånligt svar som: ”Nå er du også med på den vogn, hvordan kunne du dog være så dum”

Så der har ikke været megen trøst at hente ad den vej, og det har derfor været en stor trøst for mange, at man har kunnet stå sammen – først i et netværk og senere i en forening – hvor man kunne snakke med nogle ligestillede om det, der rørte sig og at der var nogen der gjorde hvad de kunne for at de kunne få deres penge tilbage.

Jeg ved fra utallige samtaler med rigtig mange garanter, at der er mange triste skæbner bag de tab, der er lidt.

• Der er enlige mødre med to/tre børn der mistede det forholdsvis beskedne beløb der skulle have forsødet deres tilværelse med en ekstra lille julegave eller et besøg i en forlystelsespark.

• Eller personen der havde sparet 250.000 kr. op til at hans kræftsyge datter kunne tage til Kina for at få behandling for sin sygdom.

• Herudover er der en del der fik problemer i parholdet, fordi det var den ene af parterne, der havde truffet beslutningen om at foretage de uheldige dispositioner med parrets penge.

Men når der så er gået en del tid, tænker mange:

”Godt vi bor i Danmark, her er der heldigvis mange virksomheder, institutioner og politikere, der helt sikkert er parate til at hjælpe os. Det er godt at vi ikke bor i en eller anden ”bananrepublik”.

Jeg er ked af at måtte sige, at sådan er det bestemt ikke. Der var så godt som ingen, der havde lyst eller vilje til at hjælpe os – hverken virksomheder, institutioner eller politikere.

Jeg skal dog huske at nævne en enkelt person nemlig den meget unge politiker fra partiet Venstre – Karsten Lauritzen. Karsten forsøgte virkelig ved flere lejligheder at hjælpe os.

DET ER VIGTIGT AT FORSØGE AT VÆRE PÅ FORKANT MED UDVIKLINGEN I SIT PENGEINSTITUT, FOR NÅR DET FØRST ER GÅET GALT, ER DER IKKE MEGEN HJÆLP AT HENTE HOS ”DET DANSKE SYSTEM”

Der er absolut ingen, der står med åbne arme og er klar til at støtte og hjælpe dig.

FORÅRET 2009

Da Finansiel Stabilitet overtog Løkken Sparekasse blev der etableret et datterselskab med navnet Løkken Sparebank. (Dette datterselskab skiftede navn flere gange undervejs – først blev det til EBH Bank, senere til FS Finans for til sidst at blive indlemmet som en del af Finansiel Stabilitet)

Så hvis jeg undervejs kommer til at bruge forskellige navne er det den samme virksomhed, det drejer sig om.

Sparekassen blev samtidigt opdelt tre dele:

Grøn del – gode kunder – godt 30 medarbejdere

• Denne del skulle sælges til et andet pengeinstitut, som senere viste sig at blive Nordjyske Bank.

Rød del – dårlige kunder – knap 20 medarbejdere

• Denne del skulle forblive i Løkken Sparebank for løbende at blive afviklet.

FS Løkken – Garantikapitalen og den tidligere bestyrelse blev placeret i en forening der kom til at hedde FS Løkken.

Foreningens formål var at fordele et eventuelt overskud til garanterne fra afviklingen af Løkken Sparekasse.

Det blev ikke nogen stor opgave, idet det jo viste sig, at det hele endte med et drønende stort underskud på ca. 1 mia. kr.

Det blev, i sagens natur, derfor Løkken Sparebank foreningen Garantloekken kom til at samarbejde med i de kommende år – hvis man da kan tale om et samarbejde i den forbindelse.

Løkken Sparebank havde meget svært ved at finde ud af, hvem og hvordan man skulle informere, støtte og hjælpe garanterne.

Vi tog derfor over de næste 4 måneder flere kontakter til både den administrerende direktør for Løkken Sparebank og til bankens formand for at få en afklaring af hvem, hvordan og hvornår man havde tænkt sig at informere den enkelte garant om Løkken Sparekasses situation.

Vi havde nemlig fået rigtig mange henvendelser fra Garantloekkens medlemmer om, at de blev afvist af deres tidligere rådgivere både i Nordjyske Bank og af Løkken Sparebank, når de kontaktede dem for at få noget at vide om situationen omkring deres garantikapital.

Der er for mig ingen tvivl om at rigtig mange garanter, af den årsag, valgte at skifte pengeinstitut og det er måske også en af årsagerne til at Nordjyske Bank i dag er helt lukket ned i Løkken.

På grund af den manglende direkte information til garanterne, kunne vi konstatere, at der rent faktisk var garanter, der, efter flere måneders forløb, ikke var klar over, at Løkken Sparekasse var kollapset, og at de derfor havde mistet deres garantikapital.

Løkken Sparekasses kunder kom fra mere end 250 forskellige postnumre.

Sommeren 2009

Fra Løkken Sparebank fik vi endelig at vide, at de ikke ville informere garanterne direkte, men at man fortsat kun ville informere via pressemeddelelser, og at de for øvrigt mente, at det var foreningen LS Løkken, der havde ansvaret for at hjælpe og informere garanterne.

Det var en fuldstændig tåbelig ting at sige, for den tidligere bestyrelse havde jo hverken økonomi eller administrative ressourcer til noget sådant.

Det var først efter, at jeg havde haft foretræde i Folketingets Erhvervsudvalg – ca. et år senere, at vi i en mail fra daværende Økonomiminister Brian Mikkelsen fik at vide, at det var Løkken Sparebank, der havde ansvaret for at hjælpe og informere garanterne.

Så Løkken Sparebank havde heller ikke i denne sammenhæng forstået deres rolle.

Naturligvis til stor frustration for os og for garanterne.

Efteråret 2009

Flere garanter fortalte os, at de fra medarbejderne i Nordjyske Bank, havde hørt, at der sikkert snart ville ske et eller andet med deres tilgang til deres garantikapital.

(den havde hidtil været tilgængelig i deres netbank i Nordjyske Bank)

Jeg kontaktede derfor Nordjyske Bank for at få en forklaring. Her fik jeg at vide, at garantikapitalen ville forsvinde fra Nordjyske Banks netbank ved en konvertering den 22. november, og man henviste mig i den forbindelse til Løkken Sparebank.

Jeg kontaktede derefter Løkken Sparebank for at få at vide, hvad de havde gang i og fik at vide, at de ville flytte garanternes data over på en CD den 20. november, og at dataene ville blive opbevaret på vegne af foreningen LS Løkken.

Man skrev også, at man forventede at LS Løkken ville informere den enkelte garant om sagen.

Den 18. november (8 måneder efter sparekassens kollaps) kom der så endelig noget direkte information til den enkelte garant i form af et brev.

Der var så mange uklare og uhensigtsmæssige ting i brevet, at det affødte flere spørgsmål, end det gav svar.

Der var også ting i brevet, som senere viste sig at være så forkerte at det affødte store ulemper både for garanterne og flere af de involverede parter.

Den endelige udredning af disse mange uklarheder stod på fra den 19. november 2009 til den 15. april 2010.

Altså ca. 5 måneder.

Lang tid efter kunne vi konstatere, at der tilsyneladende aldrig var blevet lavet en CD, men at dataene i stedet var blevet overflyttet til Skandinavisk Datacenter.

Hertil kommer, at vi i forbindelse med at skrive vores bog i juni 2017 tog kontakt til Skandinavisk Data Center for at spørge til, hvordan det stod til med disse data.

Her kunne man blot konstatere at de ifølge lovgivningen havde slettet alle data vedrørende Løkken Sparekasses garanter.

Det kunne jo være blevet lidt af en katastrofe, for de skulle måske have været brugt i en senere retssag.

Et meget stort ressourcespild fra alle sider på grund af, at man hos Løkken Sparebank ikke rigtig vidste, hvad man havde med at gøre.

Pengeinstitutankenævnet

I slutningen af 2008 og begyndelsen af 2009 startede utilfredse garanter med at sende en klage til Pengeinstitutankenævnet.

Når Pengeinstitutankenævnet har modtaget en klage, sender de den videre til pengeinstituttet til udtalelse.

Løkken Sparekasse, Finansiel Stabilitet og Pengeinstitutankenævnet havde meget svært ved at finde

ud af, hvordan man skulle behandle disse klager, og det tog derfor 1 år, inden man fik de første afgørelser på sager fra Løkken Sparekasse, hvilket selvfølgelig var meget utilfredsstillende for dem, der havde klaget.

Det skulle dog senere vise sig at blive endnu værre – der var faktisk klager hvor der gik op til 2½ år før man fik en afgørelse på sin sag. Og der var endda nogle der aldrig fik deres sag afgjort fordi de på et tidspunkt var nødt til at vælge, om man ville med i det kommende gruppesøgsmål, eller om man ville beholde sin klage i Pengeinstitutankenævnet.

Nogle få garanter fik medhold i deres klage, men de fleste fik ikke medhold.

Det er generelt meget svært at få medhold i Pengeinstitutankenævnet, hvilket bl.a. skyldes, at man stort set ikke bruger omvendt bevisbyrde, og at man heller ikke tager hensyn til udefra kommende rapporter som i vores tilfælde endda var udarbejdet af Finanstilsynet.

Omvendt bevisbyrde er eksempelvis, når et pengeinstitut skal bevise at de har ydet en fyldestgørende rådgivning.

Normalt er det kunden der skal bevise at han ikke har modtaget en fyldestgørende rådgivning. – Og hvordan skal man kunne gøre det???????????

Garanterne fra Løkken Sparekasse indsendte 128 af 5.621 mulige klager til Pengeinstitutankenævnet og kun 24 fik medhold og det var primært de mindreårige.

En meget stor del af de klager hvor garanterne ikke fik medhold var afgjort med stemmerne 3/2 idet Forbrugerrådets 2 medlemmer af ankenævnet stemte for, at garanterne skulle have erstatning for deres tabte penge.

Vi brugte i den periode også en masse tid på at få udredt betingelserne for de garantikapitallån, der var blevet lavet i slutningen af 2008.

Lånene var, sammen med de gode kunder, blevet overført til Nordjyske Bank, men da garanterne ikke kunne finde ud af de nye betingelser for lånene, herunder den meget store rente, tog vi på deres vegne fat i Nordjyske Bank for at få en forklaring.

Efter et par rykkere fik vi endelig et svar, hvori det fremgik, at man, på grund af garanternes store utilfredshed med Nordjyske Banks håndtering af lånene, havde lavet en aftale med Løkken Sparebank om at flytte lånene tilbage til dem.

Så måtte vi igen i gang med Løkken Sparebank for at få en afklaring. De kunne heller ikke finde ud af, hvordan disse lån skulle håndteres.

Så det tog igen ca. 5 måneder, inden den sag kom nogenlunde på plads.

Foråret/sommeren 2010

I midten af april måned 2010 blev vi bekendt med, at Pengeinstitutankenævnets behandling af garanternes klager helt tilbage fra januar var gået i stå.

I ankenævnets vedtægter fremgår det, at pengeinstitutterne har 5 uger til at svare tilbage til ankenævnet på de klager, de får tilsendt.

Fra ankenævnet fik vi at vide, at årsagen til at sagerne ikke var blevet behandlet skyldtes manglende svar fra Løkken Sparebank.

Vi bad derfor Løkken Sparebank om en forklaring og bad samtidig ankenævnet om at efterleve deres egne vedtægter om den ovennævnte 5 ugers regel.

Omkring en måned senere fik vi så endelig en forklaring. Forklaringen kom fra Løkken Sparebanks advokat, som kunne fortælle, at de var blevet udelukket fra at få adgang til garanternes data af Skandinavisk Datacenter.

Og nu er vi så tilbage ved den famøse CD, som i virkeligheden nok aldrig har eksisteret. For havde den det, burde man jo ikke have besvær med at finde garanternes data.

Vi var efterhånden ved at være der, hvor vi betragtede Løkken Sparebank som en stor rodebutik, hvor alt hvad der vedrørte garanterne bare sejlede rundt.

Selvfølgelig til stor frustration for os i foreningen og dermed også for garanterne.

Samtidig med det, måtte vi også have fat i nakken på Løkken Sparebanks advokat, fordi hans sprogbrug i de svar, han gav til de berørte garanter gjorde dem meget ulykkelige og kede af det.

2011

Efter mere end et par hårde år med foreningen Garantloekkens mange frustrationer på det administrative område flyttedes fokus fra 2011 mere og mere over på det juridiske område, som jeg vil fortælle om til sidst – hvis tiden tillader det.

Ellers kan vi eventuelt tage det en anden dag for det er, efter min opfattelse, bestemt lige så spændende som det andet jeg fortæller om.

Hvorfor gik det så galt for Løkken Sparekasse?

For at I kan forstå sammenhængen i tingene vil jeg starte med at fortælle jer lidt om hvordan Løkken Sparekasses organisation så ud, og hvorfor den ikke fungerede, som den burde.

Løkken Sparekasses organisation

Som de fleste andre garantsparekasser var Løkken Sparekasse organiseret på følgende måde:

Løkken Sparekasses ledelse bestod af et repræsentantskab, en bestyrelse og en direktør. Repræsentantskabet var valgt af garanterne, og bestyrelsen og revisionen var valgt af repræsentantskabet.

Direktøren var ansat af bestyrelsen.

Baggrunden for denne måde at organisere sig på er, at man som garant selv er med til at vælge den øverste ledelse i sparekassen og dermed også i højere grad burde kunne stole på, at de penge, man på forskellig vis betror sparekassen, bliver forvaltet af de bedst egnede.

Som hjælp til at holde et overordnet øje med den måde sparekassen arbejdede på, var Finanstilsynet og to revisionsselskaber tilknyttet.

Finanstilsynet er en offentlig virksomhed, som dengang hørte under Erhvervs- og Vækstministeriet.

Som det desværre viste sig med Løkken Sparekasse, er det dog ikke nok, at opbygningen af en ledelse er demokratisk. Det kræver også, at de personer, der lader sig vælge til de forskellige poster, tager opgaven alvorligt og forstår det ansvar, de er blevet tildelt.

Erfaringen fra Løkken Sparekasse blev, at dette specielt gælder, når man vedtager større ændringer i de strategier, man arbejder efter.

Repræsentantskabet

Repræsentantskabet er en sparekasses øverste myndighed.

Som medlemmer til repræsentantskabet valgte garanterne i de fleste tilfælde nogle personer, man kendte personligt eller nogle af dem, der var mest fremtrædende i lokalsamfundet eller i nogle få tilfælde nogle, man kun kendte gennem medierne.

Der var valg til repræsentantskabet hvert 4. år. Stemmeprocenten var meget lav, der var et enkelt år hvor stemmeprocenten var på 45 %, men den normale stemmeprocent lå, så vidt jeg har fået oplyst, meget lavere.

I Løkken Sparekasse var der, i modsætning til de fleste andre sparekasser, det lidt specielle, at man også kunne vælge sparekassens egne medarbejdere til repræsentantskabet.

I 2005 var der 4 medarbejdere i repræsentantskabet

Repræsentantskabet var ikke organiseret med f.eks. en formand og en næstformand.

Det betød blandt andet, at der ikke var en løbende kontakt mellem repræsentantskabet og bestyrelsen og at bestyrelsen derfor ikke fik nogen form for sparring fra repræsentantskabet.

Den væsentligste begivenhed for repræsentantskabet var det årlige repræsentantskabsmøde, hvor repræsentantskabet fik en orientering om hvor godt det gik og hvor man skulle godkende regnskabet og vælge medlemmer til bestyrelsen samt vælge revisionen.

Det kunne i særlige tilfælde forekomme at man afholdt et ekstraordinært repræsentantskabsmøde.

Det skete, hvis der f.eks. skulle ske en hurtig ændring i vedtægterne.

I Løkken Sparekasses vedtægter stod der om repræsentantskabet, at det bestod af mellem 24 og 36 medlemmer, og at det var repræsentantskabet selv, der fastsatte antallet af repræsentantskabsmedlemmer.

I vedtægterne stod der herudover, hvem der kunne vælges til repræsentantskabet, hvor tit der var valg, og hvordan valget foregik.

Repræsentantskabet fungerede langt fra som sparekassens øverste myndighed. Man kan stille spørgsmålstegn ved, om den måde vedtægterne beskriver, at repræsentantskabet skal arbejde på, er god nok.

Et aktivt og velinformeret repræsentantskab burde dog som minimum have været i stand til at vælge en kompetent bestyrelse.

Det gjorde repræsentantskabet i Løkken Sparekasse ikke, og det mener jeg, man med rimelighed kan bebrejde dem i forbindelse med sparekassens kollaps.

Alt andet lige må det være en overkommelig opgave at sætte sig ind i og være enig i nye vedtægter eller godkende et regnskab, der er fremlagt af direktionen og bestyrelsen og godkendt af to revisionsselskaber, der vel og mærke også vælges af repræsentantskabet.

Bestyrelsen

Løkken Sparekasses bestyrelse bestod af gode solide folk som primært kom fra lokalsamfundet.

De fleste af dem var temmelig stolte og beærede over at være valgt ind i sparekassens bestyrelse.

Det var jo også forbundet med en vis prestige at være medlem af sparekassens bestyrelse.

Man kan så gætte på, om det var en af de væsentligste årsager til at man ikke var mere kritisk over for Poul Johnsens måde at styre og lede sparekassen på.

• Valg af nye bestyrelsesmedlemmer

Valg af bestyrelsesmedlemmer i Løkken Sparekasse foregik på en, for mig at se, temmelig speciel måde.

Selvom det var repræsentantskabet, der skulle vælge bestyrelsen, fremgår det tydeligt af bestyrelsesmødereferaterne fra februar 2004 til marts 2008, at både direktøren og bestyrelsesmedlemmerne var særdeles aktive med at finde kandidater til ledige poster i bestyrelsen.

Bestyrelsesmødereferaterne viser, at proceduren var, at bestyrelsen drøftede, hvem der skulle vælges ind på det kommende repræsentantskabsmøde.

Forskellige kandidater blev foreslået, og direktøren fik efterfølgende til opgave at se nærmere på deres kvalifikationer, hvorefter bestyrelsen foretog en indstilling og bad efterfølgende et medlem af repræsentantskabet om at foreslå vedkommende på det kommende repræsentantskabsmøde.

Ved enkelte lejligheder var der dog også opstillet kandidater fra repræsentantskabets side.

Ved læsning af referaterne fra bestyrelsesmøderne og andet materiale fra sparekassen, kan man dog konstatere, at det i den nævnte periode altid var de kandidater, som ledelsen foreslog, der blev valgt.

Bestyrelsen var således stort set selvsupplerende, og den valgte procedure har uden tvivl givet direktøren en betydelig indflydelse på, hvem der kom i bestyrelsen. Repræsentantskabet havde i princippet ladet sig koble ud af bestyrelsesvalgene.

Man kan så gisne om, hvorfor de gjorde det. Nogle medlemmer af repræsentantskabet påstår, at det, på grund af repræsentantskabets sammensætning (6-8 siddende bestyrelsesmedlemmer og 4 medarbejdere), var let at skabe et flertal for den af direktøren og bestyrelsen foreslåede kandidat?

Efter min mening var denne måde at vælge nye bestyrelsesmedlemmer på både forkert og til skade for Løkken Sparekasse. For reelt var det jo ikke repræsentantskabet der valgte de nye medlemmer af bestyrelsen, det var jo den siddende bestyrelse og direktøren.

Nye friske bestyrelsesmedlemmer ville efter min mening kunne have sikret, at man var bedre rustet til at håndtere den nye strategi, der var blevet vedtaget i januar 2005. Det var jo her hele nedturen startede.

• Bestyrelsens største svigt

Bestyrelsen svigtede helt klart deres væsentligste rolle, nemlig at kontrollere direktøren og give ham det modspil, der er så vigtigt for en virksomheds eksistens.

Man svigtede også på den måde, at man ikke reagerede på, at direktøren ikke overholdt de forskellige skriftlige aftaler, der var indgået mellem bestyrelsen og direktøren, og at man ikke sørgede for, at der blev reageret på de mange advarsler, påbud og henstillinger der blev givet af Finanstilsynet.

Som bekendt vedtog bestyrelsen i 2005 en ny strategi, som betød, at de mange penge sparekassen, gennem mange år havde sparet op, skulle ud og arbejde og dermed give sparekassen mulighed for at tjene nogle flere penge.

Det var for så vidt en god ide, men sparekassen var desværre ikke i stand til at håndtere de udfordringer der fulgte med en sådan beslutning.

En så betydeligt mere aggressiv strategi krævede meget mere af ledelsen og af hele organisationen end man havde været vant til. Men det eneste man tilsyneladende gjorde i Løkken Sparekasse i den anledning var at udnævne nogle af de eksisterende medarbejdere til chefer.

Ellers tullede man bare videre på samme måde som man altid havde gjort, og som det viste sig, var det slet ikke godt nok til at håndtere den meget anderledes situation, som man havde begivet sig ud i.

Direktøren

Der er for mig ingen tvivl om, at Løkken Sparekasses direktør havde en meget stor magt over både bestyrelsen, repræsentantskabet og medarbejderne.

Som han selv, ved flere lejligheder, har udtrykt det, havde han både repræsentantskabet og bestyrelsen i sin hule hånd.

Ved sin måde at være på havde han formået at tiltage sig den fulde styring over både sparekassens bestyrelse og dens repræsentantskab.

Han tålte ikke at blive modsagt, og dem der prøvede at komme med kritiske spørgsmål eller kommentarer blev i mange tilfælde nedgjort i andres påhør.

Det gjaldt både for medlemmer af repræsentantskabet, bestyrelsesmedlemmer og medarbejdere.

F.eks. udnævnte Poul Johnsen sig selv til kreditchef, hvilket nok var en af hans største brølere, mest fordi han, efter min vurdering, slet ikke magtede den opgave.

Og selvom Finanstilsynet flere gange meget kraftigt opfordrede sparekassen til at ansætte en kreditchef, reagerede sparekassen så sent på disse opfordringer, at en ansat kreditchef ikke kom til at arbejde i sparekassen.

Det er meget klart fremgået i Vestre Landsret, at Poul Johnsen ikke kunne huske ret meget om de meget store udlån, han som kreditchef burde have kigget meget kritisk på.

Ledelsen generelt

Direktøren var ganske enkelt for egenrådig, bestyrelsen for passiv og repræsentantskabet uden reel indflydelse.

Der var ingen, der stillede kritiske spørgsmål eller sagde direktøren imod. Det fremgår blandt andet af de undersøgelser, der er blevet lavet efter sparekassens kollaps.

For eksempel fremgår det af en uvildig advokatrapport, at direktøren heller ikke havde overholdt den skriftlige aftale mellem ham og bestyrelsen (§70-instruksen), hvilket tilsyneladende heller ikke har givet anledning til bemærkninger fra bestyrelsesmedlemmerne.

Derudover skriver advokaterne, at direktøren ikke formåede at få organisationen gearet til den nye strategi.

Oveni dette sendte direktøren en masse vildledende information ud til omverdenen, langt forud for sparekassens kollaps.

Regnskaberne var ikke retvisende, og det var dermed ikke muligt, for læserne af regnskabet, at gennemskue sparekassens reelle økonomiske situation.

Inkompetence og vildledende oplysninger udgjorde ikke den fulde sandhed. Flere medlemmer af repræsentantskabet har fortalt, at direktøren flere gange har reageret aggressivt over for medlemmer af repræsentantskabet, hvis der blev stillet kritiske spørgsmål.

Baseret på disse historier får man indtryk af, at direktøren manglede respekt for både bestyrelsen og repræsentantskabet.

Min vurdering er, at direktøren, efter at den nye strategi blev vedtaget i 2005, manglede de fornødne kompetencer, både hvad angår de faglige kvalifikationer og de menneskelige egenskaber, til at stå i spidsen for den daglige ledelse af Løkken Sparekasse.

Når man læser den uvildige advokatrapport, får man samtidig indtryk af, at bestyrelsen ikke forstod at udføre deres vigtigste opgave nemlig at kontrollere direktøren. Her tænker jeg specielt på deres ansvar i forbindelse med bevilling af store lån, hvor direktøren åbenlyst og gennem mange år, misbrugte de skriftligt indgåede aftaler mellem ham selv og bestyrelsen.

Både direktøren, bestyrelsen og revisionen valgte tilsyneladende at overhørte de mange advarsler og påbud, som de fik både på møder og i skriftlige rapporter fra Finanstilsynet.

Man må derfor konstatere, at bestyrelsesmedlemmerne tilsyneladende ikke vidste eller forstod, hvilket ansvar og arbejdsopgaver de påtog sig, da de lod sig vælge til bestyrelsen.

Det er enhver ledelses opgave at afstikke rammer og tildele ansvar og kompetence for det arbejde, der skal udføres i den virksomhed, de er ledelse for.

Men det er mindst lige så vigtigt, at man som ledelse følger op på, om rammerne, det tildelte ansvar og kompetencekravene bliver efterlevet. Dette er en løbende proces for enhver ledelse, og det er også ledelsens ansvar at sørge for, at tingene bliver justeret, hvis der viser sig behov for det.

Det er, efter min mening, en misforståelse, hvis en ledelse forlader sig på, at tingene bare foregår som aftalt, og ledelsen dermed forudsætter, at alt går, som man forventer.

Meget kunne have været anderledes, hvis ledelsen i Løkken Sparekasse havde efterlevet ordsproget: ”Tillid er godt, men kontrol er bedre.” En virksomhed bliver utrolig meget præget af de personer, man sætter til at lede den. Det synes jeg desværre, at ledelsen i Løkken Sparekasse er et rigtig godt eksempel på.

Ledelsens vigtigste opgave er uden diskussion at udevise rettidig omhu over for den opgave, de har påtaget sig.

Jeg synes, den tidligere ledelse i Løkken Sparekasse også er et rigtigt godt eksempel på en ledelse, der ikke har efterlevet dette kendte udtryk.

Set i bagklogskabens lys kan man vist godt tillade sig at konstatere, at de tre ledelseshierarkier i Løkken Sparekasse ikke fungerede efter hensigten – hverken hver for sig, i forskellige alliancer eller som en samlet ledelse.

I Løkken Sparekasse var det i praksis direktøren og ikke repræsentantskabet der var sparekassens øverste myndighed.

Revisionen

Der er også fejl at påpege hos revisionen, som også var valgt af repræsentantskabet. Revisionen forvaltede ikke deres opgave godt nok. Det fremgår flere steder i den uvildige advokatrapport, at revisionen overtrådte god revisionsskik i forbindelse med årsregnskabet for både 2006 og 2007. Herudover kritiserer advokaterne også revisorernes ekstraordinære revisionsmæssige gennemgang af engagementer i december 2008.

Den ekstraordinære gennemgang var direkte bestilt af sparekassens bestyrelse, hvilket efter advokaternes mening burde have krævet ekstra opmærksomhed fra revisorernes side.

Advokaterne fandt det blandt andet kritisabelt, at revisionen stillede sig tilfredse med kun at gennemgå de af sparekassen udvalgte engagementer og ikke selv foretog en opgørelse over, hvilke engagementer der burde omfattes af en sådan undersøgelse. Hvis det havde været tilfældet, ville revisionen have fået flere svage engagementer med.

Om ansvarsfordelingen i Løkken Sparekasses kollaps står der i advokatrapporten følgende:

”Direktør Poul Blicher Johnsen, bestyrelsen og revisionen har alle et medansvar for Sparekassens sammenbrud. Gennem deres handlinger og undladelser har de pådraget sig et erstatningsansvar over for det tab, som Sparekassen har lidt som følge deraf.”

Som det tydeligt fremgår af det, advokaterne skriver om sparekassens ledelse og revision, er der ingen tvivl om deres mening om hvem, der havde ansvaret for Løkken Sparekasses kollaps.

Finanstilsynet

Der har gennem tiden også været rejst kritik af Finanstilsynets rolle i kollapsede pengeinstitutter.

Hvis Finanstilsynet ikke har gjort deres arbejde godt nok, skal de naturligvis stå til ansvar for det, men at påstå at Finanstilsynet er ansvarlig for et pengeinstituts kollaps, synes jeg er skudt over målet.

Det er og bliver ledelsens opgave og ansvar at styre og lede det pengeinstitut, hvis velbefindende, de er valgt eller ansat til at varetage.

Når man, i de forskellige rapporter og redegørelser, der er lavet i forbindelse med Løkken Sparekasses kollaps, ser de mange advarsler, påbud mv. ledelsen har fået af Finanstilsynet, er det helt tydeligt, at det er ledelsen og revisionen, der har svigtet og ikke Finanstilsynet.

Hvad kunne jeg og de andre garanter have gjort bedre som garanter i sparekassen?

Jeg har naturligvis tænkt meget over, hvad jeg kunne have gjort for, at jeg og mange andre ikke var kommet i den meget ulykkelige situation som vi kom i.

Og hvis jeg kunne gøre det hele om, ville jeg have været meget mere opmærksom og aktiv på flere forskellige områder.

Ikke have været så godtroende over for de oplysninger, jeg på forskellig vis fik fra sparekassen.

Have været meget mere aktiv ved valget af medlemmer til repræsentantskabet

Og jeg burde måske selv have stillet op.

Have været opmærksom på det, der kom frem i medierne om sparekassen og lyttet noget mere til de rygter, der begyndte at opstå.

Have stillet direkte spørgsmål til medlemmer af bestyrelsen og til repræsentantskabet.

Have sat mig bedre ind i hvordan sparekassens organisation fungerede.

Have været mere opmærksom på tallene i sparekassens regnskab og stillet spørgsmål til udviklingen – specielt til sparekassens store udlån.

Forsøgt at sikre at de mange kompetencer der var hos medlemmerne af repræsentantskaber blev brugt til gavn for sparekassens daglige drift f. eks. i forbindelse med strategiskift og lignende.

Medarbejderne

Der er for mig ingen tvivl om at der mellem sparekassens medarbejdere og kunderne har været et særdeles godt forhold. Kunderne stolede fuldt ud på det medarbejderne fortalte dem og fulgte det som medarbejderne anbefalede dem at gøre.

Det var nok også derfor at mange garanter reagerede så voldsomt, da det gik op for dem at den tillid de havde haft til sparekassen og dens medarbejdere i rigtig mange tilfælde var skyld i, at de havde mistet en masse penge.

Det har været diskuteret meget hvor meget medarbejderne vidste om sparekassens økonomiske situation.

Det er min personlige opfattelse at flere af medarbejderne har vidst mere end de har villet indrømme – i hvert fald i den sidste halvdel af 2008.

Jeg har aldrig oplevet en virksomhed hvor medarbejderne ikke har anet noget som helst om de større ting, der foregik i deres virksomhed.

I Løkken Sparekasse var der fra 2007 3 medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, som deltog i bestyrelsesarbejdet på lige fod med de øvrige bestyrelsesmedlemmer.

De har derfor haft mulighed for at sætte sig ind i hele proceduren omkring de store udlån, og de er også blevet orienteret om de mange kritiske bemærkninger der kom frem efter Finanstilsynets inspektioner.

I mødereferater fra sparekassens morgenmøder fra sidste halvdel af 2008 fremgår det, at Poul Johnsen holdt ugentlige møder med alle medarbejderne og i de referater fremgår det tydeligt at der var problemer med økonomien i sparekassen og at medarbejderne blev meget kraftigt opfordret til at tie med det overfor kunderne og til at holde fast i garantikapitalen og meget gerne sælge mere.

Så efter min overbevisning er det andre forhold, der har gjort, at man ikke har villet vedgå, at man som medarbejder vidste, at der var noget galt.

Finansiel Stabilitets sag mod ledelsen og revisionen i Vestre Landsret.

For at I kan få et indtryk af, hvordan tingene foregår i så stor en landsretssag, vil jeg starte med at sætte rammerne for sagen.

I retslokalet er der:

9 advokater

• 3 fra sagsøgeren (Finansiel Stabilitet)
• 6 som forsvarere for de tiltalte

1 til Poul Johnsen

2 til revisor Morten Ovesen

1 til revisor Mango Nielsen

2 til Poul Sørensen og Leo Christoffersen

2 bisiddere fra revisionsselskabet BDO

4 dommere

4 tiltalte

• Direktør Poul Johnsen
• Formand Poul Sørensen
• Næstformand Leo Christoffersen
• Revisor Morten Ovesen

Revisor Mango Nielsen var ikke til stede på grund af alvorlig sydom.

Poul Sørensen og Leo Christoffersen deltog kun en del af retsmøderne, hvilket var lidt usædvanligt.

Herudover var journalist Lars Løcke fra Nordjyske der en del dage

Og så var der mig og engang imellem min kone Kirsten og nogle få gange også andre tilhørere.

I en sådan retssag er der tre typer vidner:

• De tiltalte (Poul Johnsen, Poul Sørensen, Leo Christoffersen og Morten Ovesen).

De tiltalte har pligt til at møde i retten og til at svare på de spørgsmål der bliver stillet og det er strafbart at lyve for retten. Man har dog altid ret til at sige hvis der er noget man ikke kan huske.

• De indkaldte vidner (medarbejdere, Løkken Sparekasses advokat, medarbejdere fra Finanstilsynet m.fl.)

Har samme pligter og rettigheder som de tiltalte.

• De procestilvarslede (Bestyrelsesmedlemmerne Verner Jensen, Tommy K. Jensen, Tom Hertel og Knud Rødbro)

Tom Hertel er endnu ikke afhørt og Knud Rødbro kan ikke komme på grund af sygdom).

En procestilvarslet er en person der er indkaldt som vidne fordi han kan risikere at blive stævnet hvis den ’gruppe’ han tilhører – i dette tilfælde formanden og næstformanden – bliver dømt.

En procestilvarslet person har pligt til at møde i retten, men har ikke pligt til at udtale sig i retten.

Rent fysisk bliver et vidne placeret midt i retssalen med ansigtet vendt mod dommerne og således at der er mulighed for øjenkontakt mellem vidnet og den advokat der afhører vidnet.

HVORDAN HAR JEG SÅ OPLEVET DE 35 DAGE I VESTRE LANDSRET I VIBORG?

Landsretssalen er indrettet på den måde at dommerpanelet sidder foran i salen og sidder lidt højere en alle de øvrige i retssalen.

Ned langs den ene side sidder sagsøgerens (Finansiel Stabilitets) 3 advokater.

Ned langs den anden side og et stykke hen ad den bageste del af salen sidder de sagsøgte og deres advokater. Dog sidder revisor

Morten Ovesen og de to bisiddere forrest i det område der er tiltænkt journalister og tilhørere.

Alle advokaterne og dommerne har hver sin store skærm, hvorpå man kan se alle de dokumenter, der bliver fremlagt i sagen. Da de fleste af de tiltalte sidder tæt på deres advokat, kan de også følge med i hvad der kommer frem på skærmen.

Til vidnerne i vidneskranken er der også en skærm, således at vidnerne kan se de dokumenter som advokaterne henviser til.

Det er som tidligere nævnt en meget stor sag (25.000 siders dokumentation) så de første 20 dage gik med at forelægge sagen.

Det foregår på den måde at sagsøgerens advokat læser alle sagens dokumenter op for alle de tilstedeværende i retssalen og så kan sagsøgtes advokater komme med nogle få kommentarer undervejs.

Det skal for en god ordens skyld lige nævnes at advokaterne havde fået alle dokumenterne tilsendt elektronisk inden sagen startede.

Retsformanden var dog så venlig, at han ind imellem aftalte med advokaterne at en del af de dokumenter der ellers skulle oplæses blev givet som hjemmearbejde. Så kunne man efterfølgende komme med kommentarer hvis man havde nogen.

Efter en temmelig lang og kedelig og måske også en lidt overflødig start kom vi så til afhøringerne af vidnerne.

Der var fra starten fastlagt en nøje tidsplan for alle afhøringerne, men da mange af vidnerne ikke kunne huske ret meget af det de havde oplevet i deres tid i Løkken Sparekasse gik der ret hurtigt kludder i planlægningen.

For at undgå alt for meget spildtid, var man nødt til flere gange at flytte rundt på tidspunkterne for vidnerne, så det blev faktisk noget af et kludetæppe at få det hele til at gå op i en højere enhed.

På den måde fik man også flyttet rundt på den nøje planlagte rækkefølge.

Afhøringerne

For mig var afhøringerne af direktøren, formandsskabet, bestyrelsesmedlemmerne og medarbejderne i Løkken Sparekasse en temmelig pinlig affære.

Jeg var næsten flov over at kende nogle af dem.

Jeg vil ikke kommentere afhøringen af de enkelte vidner i detaljer, men da I sikkert kender mange af dem, vil jeg kort nævne deres navne og deres funktion i sparekassen.

For ledelsen og revisionen vil jeg dog give et par enkelte kommentarer til hvordan jeg oplevede dem i Vestre Landsret.

Afhøringen af Poul Johnsen startede den 27. februar og varede i 5 dage

• Poul Johnsen kunne ikke huske særlig meget om de enkelte store sager.
• Han blev også ind imellem både aggressiv og ubehøvlet når advokaterne efter hans mening kom lidt for tæt på hans uvidenhed om sagerne.

Umiddelbart efter at Poul Johnsen var blevet afhørt skulle Poul Sørensen og Leo Christoffersen have været afhørt, men Poul Sørensen havde, af for mig ukendte årsager, meldt fra, så Leo Christoffersen var alene om at blive afhørt på formandsskabets vegne.

• Leo Christoffersen kunne heller ikke huske ret meget af det han havde været involveret i vedrørende de store udlån i sparekassen og han blev også vrissen når advokaterne gik tæt på.

Bestyrelsesmedlem Verner Jensen og

bestyrelsesmedlem Tommy Krogh Jensen

• Det var nok det mest pinlige øjeblik for mig da Verner og Tommy satte sig i vidneskranken og erklærede at de ikke ville sige noget som helst.

Bestyrelsesmedlem Knud Rødbro

• Knud Rødbro kunne ikke afhøres på grund af sygdom, hvilket man havde fået lægeerklæring på.

Revisor Morten Ovesen

• Ligesom de øvrige afhørte, var det også begrænset hvad Morten Ovesen kunne huske fra sit arbejde med Løkken Sparekasses store udlån, og han blev ligesom de to andre hovedtiltalte aggressiv når advokaterne gik til ham

Revisor Mango Nielsen

• Mango Nielsen er, på grund af meget alvorlig sygdom ikke blevet afhørt. I stedet bliver der udarbejdet en skriftlig erklæring fra ham.

Revisor Morten Mejlvang

• Som kollega til Morten Ovesen var det meget begrænset hvad han kunne huske fra arbejdet med sparekassen

Andre afhørte medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer

Medarbejder, tillidsmand og bestyrelsesmedlem Birgitte Gaarden

Medarbejder Allan Nielsen

Investeringschef Jens Lyngbøl

Erhvervskundechef Thomas Bjørn Mortensen

Bestyrelsesmedlem Mogens Gjerløv

• Her var der endelig et bestyrelsesmedlem der turde tage bladet for munden. Mogens fortalte klart og tydeligt hvad han havde oplevet som bestyrelsesmedlem i Løkken Sparekasse, og han lagde bestemt ikke fingrene imellem når han fremførte sin stærke kritik af det han havde oplevet.

Medarbejder og bestyrelsesmedlem Kristian Larsen

Erhvervskundechef (nyudnævnte) Jette Thrane

• Her var der så også en medarbejder, der turde tage bladet fra munden og turde sige hvad hun mente om det der var foregået i erhvervsafdelingen i Løkken Sparekasse.

Et dejligt forfriskende pust i en for mig utrolig pinlig oplevelse.

Medarbejder Heidi Thomsen

Regnskabschef Birgitte Nielsen

Landsbrugskundechef Hans Jørgen Christoffersen

Andre afhørte

Direktør og bestyrelsesmedlem i Løkken Sparebank Niels Olesen

Revisor Lars Roed Søndergaard, Finansiel Stabiliet.

Generelt kan jeg sige, at det er utroligt, at der ikke var flere af vidnerne fra Løkken Sparekasse, der kunne huske særlig meget fra deres tid i sparekassen.

Min kone Kirsten og jeg har efterfølgende prøvet at huske, hvad vi oplevede af større ting på vores arbejdspladser for en 10 – 15 år siden.

Og det var faktisk rigtig meget, og vi er bestemt ikke noget særligt på det område.

Kirsten var ansat i Vrensted Thise Kommune i 60’erne og jeg var i samme periode ansat på slagteriet i Brønderslev, og vi kunne faktisk huske temmelig mange ting også fra den tid.

Så det er derfor uforståeligt for os at dem der har været tæt på begivenhederne i Løkken Sparekasse ikke kunne huske særlig meget af de større ting de havde været involveret i i Løkken Sparekasse.

Til efteråret skal afhøres følgende personer:

Direktør Ole Bjerg Løkken Sparebank

Advokat Erik Bo Sørensen

5 – 8 personer fra Finanstilsynet

2 statsautoriserede revisorer – syns- og skønsrapporten

Direktør Lasse Nyby Spar Nord

Direktør Lars Møller Spar Nord.

Den 4. november starter advokaternes procedurer, som varer til og med den 29. november.

Derefter er der så forskellige svar og modsvar på det der er kommet frem under proceduren – det der i fagsproget hedder replik og duplik.

Det var Kristians Andersens indlæg på mødet på Havgaarden i Løkken, sept. 2019.

 

 

 

Kilde: Nordjyske  06.10.2019

Oprydder i chok: – Ingen værdier

Løkken Sparekasse: Ole Bjerg forsøgte at skaffe penge hjem efter sparekassens ejendomseventyr

 

EJENDOMMENE VAR BELÅNT PÅ KONJUNKTUREN OG IKKE UD FRA INDTÆGTSBUDGETTER, SAGDE OLE BJERG

VIBORG: Ingen værdier, ingen lejeindtægter, ingen indtægtsstrømme og ingen dokumentation.

Lars Løcke

Det var det billede, der mødte Ole Bjerg, da han i marts 2009 som ansat i Finansiel Stabilitet blev sat i spidsen for afviklingen af konkursramte Løkken Sparekasses problemfyldte udlån til en lang række udenbys ejendomsspekulanter.

– Der manglede dokumentation om de belånte ejendomme, og der var ikke taget sikkerhed i dem, forklarede den tidligere Nordea-direktør, da han som vidne blev afhørt under Finansiel Stabilitets erstatningssag.

Og økonomisk set var der ingen indtægter fra de ejendomme rundt om i Danmark, som Løkken Sparekasse havde finansieret.

– Der var ikke en eneste ejendom, hvor lejer havde betalt depositum, og der var ingen lejeindtægter fra dem. De var belånt på konjunkturen og ikke ud fra indtægtsbudgetter, sagde han.

Som direktør i afviklingsbanken Løkken Sparbank, et datterselskab af Finansiel Stabilitet, som havde overtaget Løkken Sparekasses aktiviteter, koncentrerede Ole Bjerg sig om at få afviklet de 30 største udlån med en samlet værdi på 1,1 milliarder kroner, som ingen andre banker ville røre ved.

Disse problemudlån var alle givet til kunder inden for ejendomsbranchen.

Derfor var arbejdet med at få afviklet problemlånene i realiteten et forsøg på at maksimere værdien af de ejendomme, som Løkken Sparekasse havde belånt.

Mange mærkelige oplevelser

Ole Bjerg havde mange mærkelige oplevelser, når han kørte rundt i landet for at besigtige de ejendomme, som Løkken Sparekasse havde engageret sig i.

I Lyngby ved København havde Løkken Sparekasse finansieret en kundes køb for 60 millioner kroner af et tidligere gymnasium.

– Ejendommen stod tom og var købt i forventning om, at kommunen ville udarbejde en lokalplan, men det var aldrig sket, og der var ingen rentabilitetsberegninger udarbejdet, sagde han.

Ejendommen endte med at blive solgt for 11 millioner kroner til kommunen.

Ved Ølsted havde Løkken Sparekasse hjulpet en kunde med at købe et grundareal, hvor betonproducenten HTH’s tidligere hovedsæde lå forladt hen.

– Ingen køber meldte sig, og der kom ingen indtægter fra grunden, forklarede Ole Bjerg.

Pris fordoblet på en enkelt dag

På Frederikssundsvej i København havde Løkken Sparekasse finansieret en kundes køb af en grund med et gammelt værksted på.

– Der var ingen indtægter fra ejendommen, der røg på tvangsauktion, sagde han. Også i København- i Landskronagade – havde den krakkede sparekasse finansieret en ejendom, som blev købt for 14,5 millioner kroner og selvsamme dag solgt videre for 26 millioner kroner.

– Vi undrede os over den store værdistigning, men vi så fremad, og så det som vores opgave at få afviklet sparekassens udlån så godt som muligt, forklarede Ole Bjerg.

Han stoppede i Finansiel Stabilitet i juni 2010 for at genoptage pensionisttilværelsen.K

Kilde: Nordjyske 08.10.2019

Topembedsmand: Ville presse Løkken Sparekasse til fusion

Erstatningssag: Sparekassen havde ikke styr på kreditgivningen

VIBORG: Da Løkken Sparekasses ledelse 27. oktober 2008 troppede op hos Finanstilsynet i Århusgade i København, var der tale om en helt usædvanlig begivenhed på en dyster baggrund.

Lars Løcke

– DET VAR PÅ TIDE AT DISKUTERE SPAREKASSENS FREMTID, SAGDE FLEMMING NYTOFT RASMUSSEN

– Vi var usikre på, hvad der foregik i Løkken Sparekasse. Der var behov for at stramme op, og vi var ikke sikre på, at vi altid fik korrekte oplysninger, forklarede Flemming Nytoft Rasmussen, da han afgav forklaring under Finansiel Stabilitets erstatningssag.

Flemming Nytoft Rasmussen var i 2008 vicedirektør i Finanstilsynet og ansvarlig for tilsynet med danske pengeinstitutter.

– Meldingen til mig fra holdet, der havde været på inspektion i sparekassen, var, at sparekassen var vokset voldsomt og mere end sektoren generelt, og at den ikke havde tilstrækkeligt styr på kreditgivningen, forklarede han.

Ejendomskrise udløste møde

Det var først og fremmest krisen på ejendomsmarkedet, der fik tilsynet til at indkalde Løkken Sparekasse til møde.

– Det var bestemt ikke sædvanligt at holde sådan et møde, men det var også usædvanlige tider med en krise på ejendomsmarkedet, hvor risikoen bare steg og steg, sagde Flemming Nytoft Rasmussen.

Hovedbudskabet fra tilsynet til sparekassen var, at den skulle finde sig en fusionspartner.

– Situationen havde udviklet sig sådan, at det var på tide at diskutere sparekassens fremtid. Vi havde ikke nogen juridisk magt til at kræve en fusion, men vi ville gerne have, at sparekassen tænkete i de baner, forklarede han.

Direktør tog det roligt

Løkken Sparekasses direktør Poul Blicher Johnsen var ifølge et mødereferat, som tilsynet udarbejdede, helt tryg ved situationen.

Sparekassen ville ikke gå ned, og han forventede ikke større tab på ejendomsområdet.

Hvis det blev nødvendigt, så mente Johnsen, at fusionspartnerne nærmest stod i kø ved sparekassens dør.

Han så blandt andre Sparekassen Hvetbo som en mulig fusionspartner, og sparekassen havde fået at vide, at den altid var velkommen hos Spar Nord.

Sidstnævnte har administrerende direktør Lasse Nyby fra Spar Nord afvist under retssagen.

18.12.2019

Datoen er sat for dom i Løkken-sag

LØKKEN: Vestre Landsret har sat dato på dommen i Finansiel Stabilitets erstatningssag mod nøglepersoner fra den krakkede Løkken Sparekasse. Domsafsigelsen sker 28. februar 2020 klokken 10.00.

Lars Løcke

Under erstatningssagen retter Finansiel Stabilitet et krav på i alt 275 millioner kroner mod sparekassens tidligere formand og næstformand, direktøren og revisionen.

De sagsøgte bebrejdes, at de ikke sørgede for at sikre en forsvarlig ramme om sparekassens udlånsaktivitet, og at en række store udlån blev bevilget på et uforsvarligt grundlag. Revisionen gøres ansvarlig for, at den forsømte sin kontrolopgave.

Løkken Sparekasse brød sammen i marts 2009 og overdraget til Finansiel Stabilitet.

Erstatningskravet blev rejst i 2010.

18.12.2019

I Finansiel Stabilitets parallelle erstatningssag mod

ledelse og revision i den krakkede ebh bank falder der dom 31. januar 2020.

Den 28.02.2020 – Dom afsagt. De sagsøgte bestyrelsesmedlemmer formand og næstformand, direktør og revision blev frifundet.

Tidligere garant-formand: – Jeg er dybt chokeret

Reaktion: Kristian Andersen mener, at dommen er en hån mod sparekassens garanter

LØKKEN: – Jeg er dybt chokeret, frustreret og vred over, at man i Danmark kan slippe godt fra at handle så uforsvarligt, som man har gjort i Løkken Sparekasse.

Lars Løcke

Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra den tidligere formand for de tidligere garanter i Løkken Sparekasse Kristian Andersen på Vestre Landsrets totale frikendelse af de sagsøgte i Finansiel Stabilitets erstatningssag mod den krakkede sparekasses direktør, formandskab og revision.

– Jeg synes, at den manglende domfældelse også er en hån mod de mange garanter, der uden skyld har mistet hele eller store dele af deres opsparing, fortsætter han.

Uhørt mængde svigt

Hvis domstolene ikke er i stand til at dømme i en så oplagt sag som denne, så er der brug for at få gået lovgivningen efter i sømmene, mener Kristian Andersen.

Han mener ikke, at dommen afspejler, hvad han som tilhører under erstatningssagen hørte.

– Der har været en uhørt mængde svigt i det arbejde, som alle de involverede har udført i Løkken Sparekasse, siger den tidligere garantformand.

De tidligere garanter i Løkken Sparekasse har tidligere måttet opgive at få erstatning for deres tabte garantkapital på i alt 173 millioner kroner.

Mysteriet om de forsvundne kundemapper

LØKKEN SPAREKASSE: Landsretten har ladet al tvivl komme de sagsøgte til gode i erstatningssagen

LØKKEN: Det er sat på spidsen, men de sagsøgte nøglepersoner fra Løkken Sparekassen kan i stor udstrækning takke en række forsvundne kundemapper for, at de alle er blevet pure frifundet for Finansiel Stabilitets erstatningskrav på 275 millioner kroner.

Lars Løcke

Det har nemlig været et stort stridspunkt mellem sagsøger og sagsøgte, om Finansiel Stabilitet har fremlagt alt det materiale, som lå til grund for de lånebevillinger, som Finansiel Stabilitet kritiserer.

De sagsøgte har uden undtagelse påstået, at der i forbindelse med hver enkelt lånebevilling fandtes kundemapper, som indeholdt væsentlige oplysninger om kunderne, og som var en vigtig del af beslutningsgrundlaget.

Disse kundemapper er ikke blevet fremlagt under erstatningssagen.

Det skyldes ifølge Finansiel Stabilitet, at kundemapperne ikke findes.

Kunne Finansiel Stabilitet overbevise retten om dette, så var sagsøger kommet et godt stykke vej mod at bevise, at lånene var bevilget på et uforsvarligt grundlag og derfor burde udløse erstatningspligt.

Kommer de sagsøgte til gode

Modsat ville de sagsøgte stå stærkt, hvis de kunne vinde sagens dommere for deres synspunkt.

Det er sagsøger – Finansiel Stabilitet – der skal løfte bevisbyrden for, at de sagsøgte har bevilget udlånene på et uforsvarligt grundlag.

Derfor har retten ladet tvivlen om eksistensen af kundemapperne komme de sagsøgte til gode.

Eller formuleret i rettens forsigtige sprog: Man har ikke villet tilsidesætte de sagsøgtes forklaringer om, at Finansiel Stabilitet ikke har fremlagt alt relevant materiale.

Derfor bliver de sagsøgte over en bred bank frikendt over for Finanstilsynets påstand om, at de har bevilget de kritiserede udlån på et utilstrækkeligt og dermed uforsvarligt grundlag. Og de sagsøgte går også fri for Finansiel Stabilitets påstand om, at de generelt har organiseret sparekassen på en uforsvarlig måde.

Også på andre punkter har retten valgt at lade tvivlen komme de sagsøgte til gode.

Vestre Landsret har nemlig valgt at tro på sparekassedirektør Poul Blicher Johnsens og næstformand Leo Christoffersens forklaring om, at bestyrelsen på sine møder mundtligt fik en række supplerende oplysninger i forbindelse med de enkelte låneindstillinger, som gjorde beslutningsgrundlaget endnu stærkere.

Retten kritiserer, at Løkken Sparekasse ingen kreditafdeling havde. Det forøger risikoen for, at der manglede kontrol med lånebevillingerne.

Men dette er ikke nok til at kende de sagsøgte erstatningsansvarlige, for det må afgøres ud fra en konkret vurdering af de enkelte udlån.

Retten kritiserer også  Poul Sørensen.

– Poul er glad og lettet

AFGØRELSE: Dommen er ikke uventet, mener advokaten for den tidligere bestyrelsesformand

LØKKEN: – Ingen sager ligner totalt hinanden, men frifindelsen af min klient og de andre sagsøgte ligger i forlængelse af dommen i ebh bank-sagen og den retspraksis, som efterhånden har nedfældet sig, siger advokat Karoly Nemeth, som repræsenterer den tidligere bestyrelsesformand Poul Sørensen fra Løkken Sparekasse under erstatningssagen.

Lars Løcke og Line Lykkegaard Skou

Advokaten mener, at retten har foretaget en grundig gennemgang af sparekassens organisation og de 43 udlån, som Finansiel Stabilitet har baseret sit erstatningskrav på.

– Og den har så konkluderet, at Finansiel Stabilitet ikke har løftet bevisbyrden over for de sagsøgte.

Karoly Nemeth fortæller, at hans klient naturligvis er glad og lettet over dagens dom.

– Der er løftet mange års tung byrde af hans skuldre, og derfor er han selvfølgelig glad. Sagen har været en stor personlig belastning, siger advokaten, der under sagen har harceleret over den lange sagsbehandlingstid.

Poul Sørensen har ikke afgivet forklaring under erstatningssagen.

Heller ikke advokat Noaman Azzouzi, der repræsenterer tidligere næstformand Leo Christoffersen, er overrasket over fredagens dom.

– Vi havde troet og håbet på, at det ville gå sådan her.

– Jeg tror ikke, man kan forstå, hvor hårdt det egentlig er at leve med sådan en sag i 10 år. Så min klient er selvfølgelig glad og lettet, siger Noaman Azzouzi.

Materialet er samlet af Jens Otto Madsen og sluttet den 01.03.2020

26-03.2020

Finansiel Stabilitet anker frifindelse af sparekasse-direktør

ANKE: Kræver 50 millioner kroner i erstatning ved Højesteret

LØKKEN: Finansiel Stabilitet har besluttet at anke dele af Vestre Landsrets dom fra 28. februar i år i erstatningssagen vedrørende den krakkede Løkken Sparekasse, for så vidt angår sparekassens tidligere direktør Poul Blicher Johnsen.

Lars Løcke

Med landsrettens dom blev alle de sagsøgte frikendt.

”Finansiel Stabilitet og virksomhedens eksterne advokater vurderer, at landsrettens dom rejser principielle spørgsmål i relation til udstrækningen af en direktørs ansvar for utilstrækkelig kreditopfølgning og fejl og mangler i kreditorganisationen samt om den bevismæssige betydning af de manglende kundemapper i sparekassen” skriver Finansiel Stabilitet i en pressemeddelelse.

Efter rådgivning fra de eksterne advokater finder Finansiel Stabilitet, at der er størst sandsynlighed for, at Højesteret vil nå til et andet resultat end landsretten for så vidt angår tre engagementer (udlån).

Disse tre engagementer er Dansk Jord ApS, Gl. Kongevej 33 og H. J. Henriksens Vej 12.

Kravet mod Poul Blicher Johnsen ved Højesteret er på 50 millioner kroner.

Anken betyder, at Vestre Landsrets frikendelse af sparekassens formand, næstformand og revision er endelig.

 

=========================================================

Af journalist Poul Christoffersen opvokset på Bådstedhede, Vrensted

Som barn på Bådstedhede tilbage i 1950’erne og 1960’erne hørte jeg ofte udtrykket “heden” om min barndomsegn. Ordene forbandt jeg dog ikke med, at jeg boede på en egn med fremtrædende sparsom vækst – eller at kragerne fik sand i øjnene, når de fløj ud over “heden”. Det sidste blev dog somme tider sagt for sjov.

Jorden ved mit barndomshjem havde en rimelig god kvalitet, og kun når vestenvinden susede vildt over landskabet, fløj der sand/jord gennem vores læhegn fra nærliggende lette jordarealer. Men for at bremse jord- og sandfygning endnu mere, blev der i min barndom plantet flere læhegn eller gamle blev fornyet.

Så der var altså alligevel lidt om snakken om sandet. Og meget mere førhen. Det vidner beretninger fra fortiden om. Således skrev daværende sognepræst i en præsteindberetning fra 1690 om Bådstedhede, og kaldte området: “En liden sandbakke, hvor sognemænd brugte jorden til at grave efter tørv.”

Det var sikkert en overdrivelse kun at anvende det udtryk om “heden”, for dele af jorden under overfladen var og er gammel søbund, og de mest attraktive arealer var da også delt op i små markstrimler som en del af landsbyfællesskabet for gårdene i Vrensted. Og det var typisk engarealer beliggende tæt på Ingstrup Sø; arealer som formentlig opstod efter forsøg på at dræne den store sø.

Alligevel kom der ikke vedvarende beboelse på “heden” umiddelbart efter udflytningen af gårde fra Vrensted by i starten af 1800-tallet.  I 1810 var 21 ud af 57 gårde ifølge en optælling flyttet ud af byen og ingen af gårdmændene genopførte deres gårdbygninger på Bådstedhede. Tilsyneladende var der ingen interesse blandt ejerne, i de fleste tilfælde godsejere, at udflytning skete den vej. Jorden var bedre i nordre og østre udflytter.

Udflytningen af gårde fra landets landsbyerne var et led i en række landboreformer, der havde til formål at gøre landbrugsdriften mere produktiv. Et af midlerne hertil var at bryde det gamle landsbyfællesskab op. Det var først og fremmest et driftsfællesskab, hvor gårdmændene sammen fandt ud af, hvornår der skulle sås, høstes osv. på deres marker. Markerne var for det meste opdelt i smalle jordstrimler, og en gårdmand havde oftest tre-fire jordstrimler at dyrke spredt omkring landsbyen. Lovgiverne mente således at en samling af marker omkring den gård, de hørte til, ville give gårdmændene større motivation og på længere sigt medvirke til at de kan klare sig som selvstændige bønder i stedet for at være fæstebønder.  Det var nemlig også intensionen, at fæstevæsenet skulle afskaffes.

Bådstedhede passede ikke ind i puslespillet med samling og udflytning af en del af gårdene.

Det første historiske matrikelkort (1813) for Vrensted giver nogle ledetråde om hvorfor. To store gårde Holmen og Sundsted – også kaldet enestegårde – havde allerede samlet en stor del af deres jorde som en lagkage omkring gårdene, og til Sundsted hørte på det tidspunkt også store arealer på Bådstedhede. Desuden hørte flere store matrikler på “heden” til gårde, der lå til godset Nibstrup i den periode – og ikke under Børglum Kloster. De fleste gårde i sognet var i store dele af 1700- og 1800-tallet arvefæstegårde under Børglum Kloster. Kun den vestligste del af Bådstedhede var ifølge matrikelkortet opdelt i små jordstrimler med matrikelnumre tilhørende gårde i Vrensted by. Det var primært eng- og kærstrimler. På matrikelkortet var der kun Holmen og Sundsted markeret med bygninger i den del af sognet.

Kernen af den senere bebyggelse med ca. 30 gårde og huse på Bådstedhede kom til at ligge et par kilometer sydøst for landsbyen med Holmens marker liggende mellem “hede” og by.

1845 blev første gang en folketælling i Vrensted sogn registrerede beboelse på Bådstedhede. Det var med 6 gårde og huse, men ingen af dem sætter varige spor, der kan føres frem til nuværende adresser på Bådstedhedevej. To af omtalte gårdmænd matcher med navne skrevet på matrikelkort med jordstrimler vest for præstegården, så måske var der i første omgang blot var tale om en vestlig udbygning af byen. I de næste folketællinger bliver beboerne da også registreret som hørende til Vrensted by.

Og alligevel. Ifølge en landbrugsoptælling foretaget i 1861 har der været 21 ejendomme på Bådstedhede på det tidspunkt. Dog med megen sparsomt dyrehold med to til seks dyr og små med dyrkede lodder på 1-2 tdr. land. Peter Ussing, Løkken skrev i Vendsyssel Årbog årgang 2007 om optællingen, og konklusionen var, at beboerne på Bådstedhede var fattigere end sammenlignelige områder i nabosognet Ingstrup – Grønhøj og Klitten.

Omkring det tidspunkt er der også pionerer, som for alvor tager fat på at forandre “heden”. Og den udvikling fremmes af behovet for kapital hos nogle af de bønder i sognet, som er blevet selvejere. De udstykkede dele af deres ejendomme, der lå længst væk.

1861 er året hvor Jens Christian Hansen, født i Thise sogn, købte 11 tdr. land fra Rasmus Bonnerup og Chr. Kronborg. der blev betegnet som hedejord. Han opdyrkede jorden og købte yderligere 3 tdr. land engjord, og dermed skabte han grundlaget for opbygningen af slægtsgården Langbækgård ved Bådstedhedevej 213. Rørbækgård på Præstens Eng blev bygget i 1873 ved grænsen til Thise sogn og i 1877 kom fire gårde mere til af forskellig størrelse. Herunder Søengen i det fjerneste hjørne af sognet.

Udstykningen på Bådstedhede til knap 30 gårde og huse, når alle hjørner tages med, tog for alvor fart i de første 20 år efter århundredeskiftet. Mit barndomhjem Bådstedhedevej 176 med 4,8 tdr. land blev bygget i 1920 som et statshusmandsbrug. Jorden havde tidligere tilhørt Sundstedgård. Nummer to udstykning fra samme jordlodden tilhørende Sundsted var til et noget større statshusmandsbrug, og den udstykning afsluttede udbygningen af “heden”. Det skete i 1947.

Gennem de sidste hundrede år har det flade landskab mellem Ingstrup Sø i vest og bakkerne omkring Holmen, Sundsted og Libakken i øst ændret karakter. Adskillige steder fik de nye jordbrugere plantet læhegn langs deres opdyrkede arealer for at dæmpe eller hindre jordfygning.

Som omtalt før var store dele af Bådstedhede i fortiden søbund. Hvor udstrakt Ingstrup Sø har været for flere hundrede år siden er der delte meninger om, men før de første seriøse forsøg på tørlægning af søen i begyndelsen af 1800-tallet var Ingstrup Sø den næststørste sø i Vendsyssel kun overgået af Gårdbogård Sø.

Tørlægningen af den engang så mægtige sø mellem Vrensted og Ingstrup blev fuldendt i 1950’erne. Jeg husker stadig synet af gravkøer i horisonten, der gnavede i jorden og efterlod en vandkanal midt gennem det vidtstrakte flade landskab mellem gårdene i gl. Ingstrup og gårdene langs Bådstedhedevej. Nye engarealer opstod på begge sider af kanaler, men det engang så rige fugleliv forsvandt sammen med udtørringen af Ingstrup Sø. Noget naturelskere fortsat beklager. Også fordi Gårdbogård Sø led samme skæbne, og dermed blev Vendsyssel en søfattig landsdel.

En cykeltur i sommeren 2020 gennem Bådstedhede viste at de fysiske ændringer i naturen fortsatte efter jeg flyttede væk i anden halvdel af 1960’erne. Dengang kunne cyklende på “heden” se langt de fleste gårde og huse fra landevejen. Sådan er det langtfra længere. På flere dele af strækningen spærrer velvoksne og brede læhegn langs vejen for indkig. Samtidig har opkøb og samling af jordarealer siden 1960’erne forandret den måde jorden dyrkes på. Flere af gårdene fra dengang er helt forsvundet. Andre steder har nye ejere været i gang med renoveringer eller moderniseringer.

 

Gamle bygninger til Langbækgård er for længst revet ned og på pladsen, hvor hovedbygningen stod, ligger i dag et nyere pænt parcelhus.

Også bygningerne til Rørbæk  er væk, men rester fra det, der var en Bådstedhedes ældste gårde lå fortsat og gav indtryk af, at gården fik lov til at falde sammen som en gammel ruin.

Artiklen er blandt andet skrevet på grundlag af research på nettet i digitale tingbøger, realregister for ejendomme, skøde- og pantebrevsprotokoller, folketællinger og optegnelser på gamle matrikelkort.

 

Cykelhandler Gilbert Mikkelsen var en initiativrig mand og opførte og flyttede med tiden til ny forretning med værksted på 3 forskellige adresser i Vrensted,  hvad nedenstående billeder og tekst viser.

Herover billede fra deres bolig.

Herover Gilbert Mikkelsens første værksted på Vingevej og billede fra deres bolig

Indebrand i 1927:

 

 

 

Herover Gilbert Mikkelsens  2. cykelforretning 1929 og 1934, som han opførte på Vingevej inden han senere flyttede til Trehjørnet

En travl læge har altid tid

Udtaler lægeparret Gitte og læge P.M. Sørensen

 

Det afgående lægepar foran Lægehuset i Vrensted

Kilde: Nordjyske 01.07.1985

Den 1. juli 1985 var der generationsskifte i Løkkenegnens lægehus i Vrensted.

Læge P. M. Sørensen efterfulgtes af læge Henning Krogsgaard, der er 37 år og tog lægeeksamen i 1976 og siden har haft ansættelse på forskellige afdelinger på Brønderslev og Hjørring Sygehus. Han er fortrolig med arbejdet i praksis i Vrensted, idet han i perioder har været vikar for sygemeldt kollega.

Det var en taknemmelig og afslappet seniorlæge, der ved en afskedssammenkomst i lægehuset afleverede nøglerne, og det var med en tryg forvisning om, siger læge Sørensen, at patienterne er i gode hænder hos lægerne der fremover skal gøre tjeneste i den store praksis, Frede Nørgaard, Jørgen Schierup, Leif Jensen og Henning Krogsgaard, samt den faste stab af sygeplejersker og sekretærer.

Den afgående læge P. M. Sørensen – eller man skal nok hellere sige lægepar, for læge Sørensen er det en selvfølge at hustruen er med – Gitte er nemlig den bedre halvdel af mig, siger Sørensen – kan ved afgangen se tilbage på 38 1/2 års arbejde i praksis i Vrensted.

– I de første mange år havde lægerne enkeltmandspraksis på

egnen, og selv om vi allerede i 1948 etablerede en vagtordning, var vi overordentlig meget bundet.

– I midten af tresserne fremsattes et praksisplanlægningsforslag til, hvordan tingene kunne gøres bedre. Der var specielle problemer i Løkkenområdet, på grund af de store årstidssvingninger i beboerantallet.

En kolonialbutik, en bagerforretning, et hotel kan i turistsæsonen tilkalde f.eks. skoleungdom i stort tal. Sådan er det ikke med lægepraksis. Det er bedst at lægepraksis er stabilt bemandet hele året rundt.

Hvis en praksis året rundt skal have så mange læger, som er nødvendigt for sommersæsonen, skal den 10 km cirkel, der begrænser en praksis, have sit centrum borte fra det mennesketomme hav. Udvalget foreslog da også Vrensted, og sygekasserne og senere sygesikringen har da også løbende tiltrådt de vagtordninger, der fungerer med Saltum og de praksissammenlægninger, som fandt sted i 1970 med Hundelev og 1973 med Løkken.

Siden da har der altid i sommersæsonen været fire læger, to sygeplejersker og to-tre sekretærer i arbejde. Ferier og kurser er for vort vedkommende henlagt til mere stille årstider.

Denne bemanding gør, at det altid er muligt, at der kan køre en læge ud i akut besøg, hvis det er nødvendigt. Alle vore biler er udstyret med radio.

I 1970 købte lægerne Ingvardsen og Sørensen det nedlagte kommunekontor i Vrensted og ombyggede det. Senere er der bygget til i to omgange, således at huset i dag fremstår som et meget velfungerende lægehus med ni konsultationsstuer, laboratorium, mødelokale og overnatningslokale for praksisreservelæge eller amanuensis, idet lægepraksis i Vrensted er godkendt som undervisningssted af kommende praktiserende læger.

En af lægerne i huset er autoriseret søfartslæge, og alle er visiterende læger, hvilket vil sige, at de ligesom embedslægerne er autoriserede af sundhedsstyrelsen til for statens regning vederlagsfrit at behandle hud- og kønssygdomme, og det kan nok være aktuelt i den varme sommer.

– De gode ydre rammer og

En af lægerne i huset er autoriseret søfartslæge, og alle er visiterende læger, hvilket vil sige, at de ligesom embedslægerne er autoriserede af sundhedsstyrelsen til for statens regning vederlagsfrit at behandle hud- og kønssygdomme, og det kan nok være aktuelt i den varme sommer.

– De gode ydre rammer og en velkvalificeret stab har naturligt medført, at der i stigende grad udføres operationer og foretages undersøgelser, som tidligere henhørte under sygehusene. Det sparer samfundet for mange penge, og derfor føltes det fantastisk bittert, da indenrigsminister Britta Schall Holberg konfiskerede en del af praktiserende lægers lønsum i 1984. Derfor blev der anlagt sag mod ministeren for grundlovsbrud. Dommen er netop faldet, og i Ugeskrift for læger kommenteres dommen af praktiserende lægers formand, Sv. Nielsen:

– Indgrebet er i strid med Grundlovens paragraf 73, når der ikke gives erstatning.

– Og jeg vil da gerne gøre landsformandens ord til mine, siger P. M. Sørensen. Det siger vi ikke med skadefryd overfor ministeren, men med glæde over, at vi har en grundlov, der skal overholdes også af en minister.

Dommen blev iøvrigt appelleret til Højesteret.

– Du har nu i 38/2 år praktiseret som læge. Hvordan er det nu, når de skal gå ind i den >>tredje alder«?

– Vi (bemærk vi) kom som unge fra Århus og stillede vor arbejdskraft til rådighed. Gitte er jo sygeplejerske, og vi blev mødt med tillid. Vi blev brugt og slidt på, blev selv hjulpet og er rolige ved at skulle leve den »tredje alder« her på egnen.

– Hvordan med tilliden. Er der den samme tillid til læger, som da du begyndte i 1947?

– Ja, jeg oplever bestemt ikke nogen tillidskløft, men hvad der gør det, ved jeg ikke. Men jeg har en praktisk erfaring for, hvad en praktiserende læge kan gøre – og skal gøre. Det er vores opgave at lytte – først og fremmest. Når der kommer en patient, er det fordi, noget ikke fungerer, som det skal med ham. Måske lider han. Og da er det lægens opgave at lytte sig til, hvad der er patientens problem. Og det har altid været min hovedsætning, og det har jeg sagt til mine kolleger og til pigerne i vores praksis. Ingen må gå herfra, uden vi hjælper ham/hende. Ingen må gå herfra med en fornemmelse af, at lægen ikke forstod vedkommende. Og kan det nås, og det både kan og skal det, så er vi nået et langt skridt i behandlingen. Og så kan jeg begynde at råde patienten. Det er mig meget imod at være kategorisk. Jeg siger for eksempel aldrig til en patient, at han skal holde op med at ryge. Jeg kan og skal fortælle ham, hvad rygning kan indebære at problemer – men afgørelsen skal være patientens egen. Jeg skal råde og vejlede. Det er min opgave, og derved skabes tilliden.

– Den »tredje alder« – hvad skal den bruges til?

– Vi – igen vi – har et stort program med hus, have, sommerhus og nogle træer, der skal passes. Der er bestillinger på foredrag med lysbilleder fra sjældne rejser, der skal indfries. Der er aftenskole, som f. eks. sidste vinter i fransk, der venter. Der er pensionistforeninger, der beder om foredrag om den tredje alder og meget mere.

Og så har vi fem børn rundt om i Jylland og deres afkom, og de kalder jævnligt – hvad selvfølgelig glæder os meget. At de ikke er blevet helt afskrækket af at have en far, der var travlt optaget, vidner to »nye« læger i familien om, idet sønnen Jørgen i dag er praktiserende læge – ja, selvfølgelig, kunne man næsten sige – i Vrensted, og en datter, Kirsten, har lægepraksis i Gandrup.

 

 

 

 

Min livshistorie

Jeg hedder Palle Nielsen er født i 1952 i Vrensted og er tidligere sømand.

Palle Nielsen, Faddersbøl ved Vorupøre. Han sejlede i 30 år, først som maskinist, siden som navigatør i coastere, forsyningsskibe m.v. Efteruddannet på Sømandsskolen i Svendborg og var i Søværnet i 10 år, både over og under vandet i 6-7 år.

 Jeg er født i Vrensted i 1952 ude på Kæret sydvest for gården Bagterp mellem Vrensted og Løkken. Mine forældre og vi søskende boede hos min farmor og farfar Helga og Niels Nielsen.

Vi boede ved min farfar og farmor til jeg var 5 år, farmor og farfar havde hver især været gift, farmors mand druknede, der var 5 børn, farfar havde også børn fra et tidligere ægteskab, de fik nogle sammen bl.a. min far Gunner Nielsen, de fiskede fra Løkken, mor arbejde på et af hotellerne i Løkken, der var ikke meget tilovers til livet, vi fik fisk morgen middag og aften, det var kun søndag, der kom andet på bordet, efter vi havde været i kirke i Vrensted. De var i kirke hver søndag.

Da de blev gamle, solgte de huset og flyttede op ved siden af bageren i Vrensted på Sct. Thøgersvej, sammen med fars bror Henry og hans kone Grethe, ja lidt minder.

Billedet er fra mit hjem sydvest for Bagterp mellem Vrensted og Løkken.

Min far var fisker, det var farfar også. Både farfar og farmor havde som nævnt begge børn med i ægteskabet, tilsammen var der 13 børn, og det var et ret barsk liv de havde.

Farfar og min far var meget på søen, der skulle være barsk vejr, før de måtte blive inde. Havet som også tog mange gode søfolk på må og få, var en farlig arbejdsplads. Der var mange børn der ikke så deres far komme hjem fra havet, og hvor moren måtte gifte sig med en ny mand bare for at overleve, det var jo en tid hvor den offentlige hjælp ikke fandtes og hvor det at have et arbejde, var guld værd. Det var i efterkrigsårene, man havde ikke de store muligheder som arbejder, og viste chancen sig for at få et arbejde, måtte man mange gange gribe den.

Min mor arbejdede på et af hotellerne i Løkken, som jo også var et ferieparadis for de velstillede.

Vi boede i en lille lejlighed ved mine bedsteforældre, tror nok at far kunne se, at de havde nok med at skaffe føden selv, vi fik fisk til hvert måltid, det var kun om søndagen, at der var noget andet. Jeg kan huske, at når vi var i kirke i Vrensted om søndagen, var den altid helt fuld af mennesker, det var et meget religiøst samfund deroppe, man var meget troende i den tid. Jeg husker også, at far var farmors kæledægge, når de andre brødre drillede ham, blandede farmor sig altid.

Da jeg blev 4 år, flyttede vi til Kerteminde, hvor far fik arbejde på en stor gård i nærheden, det var en dejlig barndom dernede – vi 4 drenge legede i skoven og på den forbudte klint, der var så mange huller med dybt vand og sumpet, men vi kendte det jo, i dag er det meste af klinten styrtet i vandet dernede, der kunne vi sidde i timevis og se på skibene ude i bugten.

Jeg vil fortælle om min barndoms jul. Vi var fem i familien og boede nede ved Kerteminde.

Min far stod for at bejdse korn til såning. Ja, det med kviksølv, I ved. Efter et-to år blev han syg med nyrerne. Dengang var der ikke noget ”Ja, så prøver vi her”. Der var ikke nogen bistand dengang i 1956, men min far var ikke dum. Han kom fra Vrensted ved Løkken.

Han havde tre gæve sønner – Per, Poul og mig, Palle. Vi kunne jo godt arbejde. Per var 11 år, Poul 10 år og jeg otte år. Vi arbejdede hos Per, en murer i Kerteminde. Poul kom med et skib, ”Clement” af Kerteminde. Og jeg fik noget arbejde ved bageren i Revninge med at rense plader og hente brænde til ovnen. Derefter gik jeg med Fyens Stiftstidende. Det var ikke helt sjovt om vinteren, hvor det var mørkt tidligt. Så vi klarede os sådan nogenlunde. Men der var også tider hvor de, der skulle betale os, ikke havde penge.

Så gik mor op til sognerådsformanden og bad om hjælp. Han sagde til hende: ”Kan du ikke klare dine børn, kan vi hjælpe med at få dem på børnehjem.” Ja, sådan var det jo. Men vi klarede os.

Så var det, at far fik først fjernet den ene nyre og derefter det halve af den anden. Så ville han op til sin far og mor. Han vidste, hvad der skulle ske snart – sådan ligesom for at tage afsked.

Far havde en ven, Børge, der havde en lille bil, og den kunne  mor og far låne til turen. Vi unger kunne blive passet hos en moster, så de drog afsted. Da de nåede lidt op i Jylland, var der desværre en stor lastbil, der overså dem og kørte over dem. De blev dræbt. Far 34 år og mor 28 år gammel. De er stadig savnet, men chaufføren kom ikke noget til. Jeg overdriver ikke: Vi græd i tre uger. Jeg var jo kun 10 år.

Enden blev da også, at vi kom på børnehjem, hvor der kom folk for at se på os, ja, nærmest som dyr: ”Ham der kan vi godt bruge,” hørte jeg én sige. Vi havde jo hverken fnat eller skab. Jeg mente dengang, at jeg var heldig, for jeg kom til en skipper familie på Thurø, der havde eget skib.

Det var lykken, jeg var 10 år, og Thurø var tæt på havet. Jeg var jo gået ud af 3. klasse og skulle i skole igen. Jeg fik et dejligt værelse oppe på loftet, men kunne jo komme med ud at sejle i ferierne. Næste dag sagde “Far Skipper”: “Du kan komme med nu. Skolekundskaberne tager vi hen ad vejen.” Den nat sov jeg ikke. Det var for meget for en dreng på 10 år. Jeg tænkte på mor og far i himlen: Ser de mig nu som sømand?

Det var lykke, da vi kom ombord på skuden, som blev mit hjem i fire år. Ja, der var snusket, men jeg var nu sømand. Vi sejlede ud fra Svendborg. “Mor Mie” var med sådan ligesom for at opvarte sine søfolk. Da vi nåede Gedser, røg hun i land, og da vi sejlede ud af havnen, råbte de ad hinanden som sindsyge.  Så sagde jeg til ”Far Skipper”: ”Det var dog godt nok en gal kvinde.” Det skulle jeg aldrig havde sagt. Han vappede mig en vinge, så jeg røg over i hjørnet i styrehuset.

Da jeg vågnede igen, var det blevet mørkt. Så sagde Skipper: ”Nå, nu skal Georg lære dig at styre for kosten.” Den nat lærte jeg at styre et skib. Jeg fik så mange på hovedet, at da det blev morgen, kunne jeg styre, men ikke høre motoren. Aldrig i mine 30 år til søs er der nogen, der har sat spørgsmålstegn ved dette.

Da jeg var meget ung.

10 år boede jeg ved en venlig familie på Thurø, ja ja venlig!!!!   Manden der havde sit eget skib, som lå nede i Svendborg, der boede jeg mest, ude foran, der var en gammel Besmar ovn, når det blæste, kunne den ikke virke, ja så var det sku halvkoldt sådan en vinter hvor temp. var på -20 grader, selv om Olmar dynen varmede, “far” skipper og konen boede ude ved Grasten 17 km fra Svendborg, det tog ca. 2 en halv time at gå derud, så var det, at jeg gik en dejlig sommerdag og kom forbi en bod med jordbær, kikkede længe på dem, men gik så videre lidt længere af vejen, ved jordbærmarken står en dame og stopper mig, hun havde set at jeg kikkede på boden, hun spørger, vil du ikke købe nogle, jeg siger har ingen penge, hvorpå hun siger, du får en bakke af mig gratis. 10 år gammel og smager jordbær første gang, uhm. Næste gang jeg går forbi, sidder konen lidt ude ved vejen sammen med en ret gammel mand, hun siger, hils på Søren det er min mand, og jeg hedder Hilda. Efter mange ture forbi deres gård åbner Hilda op, og langt senere fortæller hun mig hendes historie. Hun arbejdede på en gård på Sjælland. En dag hvor konen på gården ikke var hjemme, voldtog gårdmanden Hilda, hun blev med barn og blev sendt til Sprogø, hun var jo bavlet, når hun “forførte ham”. Hilda fortalte om de grumme forhold derude, og om hvordan det var at se sin søn i 5 minutter, hvorefter han blev fjernet, hun så ham aldrig mere. Hun blev så tvang steriliseret, så kunne hun komme væk, hvis der var en mand, der ville have hende. Der var så Søren, en gammen eneboer. Hilda passede den lille gård, hun arbejde røven ud, men da han døde, fik hun gården, derefter arbejde hun kun med hendes katte og blomster. Hun havde Thurøs flottest roser. Hilda blev min papmor. Hilda døde af kræft ene, og uden nogen venner, jeg var desværre ude og sejle. Hilda blev begravet på de Ukendtes Kirkegård. Der var noget familie hun aldrig så, som jo arvede hende.

Nu var det jo ikke dårligt det hele, jeg husker flere weekend, når vi lå i Svendborg, sådan en dejlig sommerdag, så tændte jeg den forbudte radio og satte mig ude på dækket, og hørte Jens Peter Åses orkester og deres musik, mange unge mennesker gik ude på kajen og nogle stoppede op for at høre musikken, nogle kom da også med tilråb, hvad er det for noget tøj du går i, jeg fik jo ” Far” skippers efterladte tøj og så syede jeg det ind, det var som “Far ” skipper sagde med tøjet, mågerne siger det ikke til andre.

Nej det værste var nu nok, at når der skulle hentes en kasse øl, det var dem med 50 i en trækasse, det var sku hårdt, men man er ikke helt dum som 10 årig, en gammel sæk og et tov så kunne jeg slæbe dem de små 1500 meter, og så kunne man ta 30 af kassen og så sætte kassen ombord og derefter fylde den igen.

Det tænker jeg på, nu små 60 år efter. At når Skipper var nødt til at drikke alle de øl, så var der bare mig til at sejle. Tænk en dreng på 10 år, sejle i tyk tåge og storm til Karlshamn i Sverige, det havde været guf for aviserne.

Nåå jeg kom videre, efter 5-6 år kom dette: Brevet!!

Det var en vinterdag som så mange andre, jeg var ombord på et dejligt skib og var godt tilfreds med dette, vi var lige lagt til kaj og der var breve hjemmefra, det første jeg læste var, indkaldelse til Session, ha det var ikke planen nu, hvor det gik så godt, men det endte med, at vi var i dansk havn da tiden var, til at komme på Session. Ja, det var for det første hundekoldt i omklædningsrummet, men det var ikke bare mig der frøs, det gjorde de andre også.

Vi blev undersøgt, med det hele, har du nogen skavanker o.s.v. vi kunne dårligt nok svare inden vores papir var stemplet egnet.

Næste kvækkede han, nå vi kom så for panelet, der var fra alle værn – der står man så kun iført underbukser og en fyr kommer med en bøtte hvor man trækker et nummer – det må være et frinummer tænker man, nummeret bliver læst op og alle kigger ned i deres papirer, men en gammel gammel knag siger: ”hvor kunne du ønske dig hen i forsvaret” øhh, godt – du er taget til Søværnet – næste, øhh så står man på gaden og er færdig, pis –

Taget til Søværnet,

t”hmm Søværnet” man smager ligesom på det, jeg skal være der et år – det er fanme lang tid uden ordentlig hyre –

Nå, har jo hørt om nogen, der havde været væk fra Danmark så længe, at de dårligt kunne bruges til fejemand i kantinen, så lad os nu se hvordan det går, det var jo heller ikke sorg det hele den dag. Der var nogle af gutterne jeg kendte fra søen, vi havde da sejlet sammen et par stykker af os, og det havde vi jo lejlighed til lige at få en øl over – så sådan en session tar altid mindst et par dage -, men vi kom over det!!!

Ja nu har jeg jo boet på Fyn og i resten verden, så mit spørgsmål er, hvad betyder: ”knerber”, havde da godt nok mit besvær med at forstå dem herude ved Vorupøre, da jeg kom herop for små 7 år siden.

Det startede i 1969, da jeg som sømand var med en coaster der kom fra Hamborg med en last majs, til Thisted. I Thisted skulle vi have en ny kok, og en af gutterne ombord Egon Nielsen kendte en, der gerne ville til søs som kok, så hende sejlede jeg sammen med i 7 mdr. Hun var nem at snakke med, vi var nærmest en stor familie på skibet, nå men hun mønstrede af og livet gik videre. Så skiltes vore veje, og vi fik hvert sit liv. Men for ganske få år siden mødtes vi igen, og nu 45 år efter blev vi så gift.

Det er efter at jeg havde sejlet små 30 år og siden kørt lastbil, hvorefter jeg gik jeg på efterløn.

Så en dag finder jeg hende inde på Internettet og skriver til hende, vi skrev meget om vores liv, siden snakkede vi også sammen, en dag siger hun, at hun har lejet en gammel rønne i Thy, men der skulle laves en del, jeg tilbød min hjælp, kunne da tage min campingvogn og komme og hjælpe, så kunne vi snakke om gamle dage og spise lidt god mad, så gjort.

Efter en tid heroppe i vest Thy fik vi indbydelse til den årlige byfest. Der var stillet telt op og en masse mennesker deltog. Det startede med velkomst og en gratis Thy pils uhm, vi havde mad og drikkelse med selv til resten af aftenen. Min veninde satte sig ved siden af et ægtepar og begyndte at snakke med dem, jeg sad på den anden side, hørte ikke helt hvad de sagde, rykkede lidt nærmere for bedre at kunne høre, det blev det ikke bedre af, tænkte Nielsen. ”Du er nok ved at blive døv”, nå de snakkede, så hørte jeg de sagde ”bar” og grinede, da tænkte jeg, de skal ikke tro at jeg er dum, så jeg grinede også, så var isen sådan ligesom brudt.

De snakkede stadig ”bar”, ja mig som gammel sømand ved godt hvad ”bar” var, troede at de var meterologer, indtil at jeg hørte, ”bette bar” flere gange, så var jeg ikke med mere. Efter en tid da det blev stille, hørte jeg manden sige “sikke gue vejle” der faldt kæden helt af.

Da jeg den aften lagde mig til at sove, tænkte jeg på samtalerne, tror jeg fattede 30% af det. Næste dag spurgte jeg ind til flere ord og fik forklaringen på det. Så en skøn morgen mødte jeg en af de ældre og tænkte, nu må du vise, at du har nemt ved at falde til, så jeg sagde ”sikke gou vejle”, han kikkede på mig som om, jeg havde slået ham.

Jeg spurgte min veninde, hun sagde: Når du siger det, ligger du trykket det forkerte sted, og så forstår de dig ikke, efter den tid tænkte jeg, du venter lidt til du kan Thy mål noget bedre. Endnu er jeg ikke begyndt at forstå det efter små 7 år.

Nå, men som sømand bliver man lidt religiøs hen ad vejen, vi gik meget i kirke, en dag var der en dame der sagde hej ved kirken, hun sagde: Dig kan jeg huske p.g.a. øreringen, ja sømanden og øreringen er fortællingen om, hvorfor sømænd går med ørering. Sømænd der har rundet Cap Horn “Sydspidsen af Sydamerika”, har ret til at sætte en ørering i. Øreringen er for, at man kan betale færgemanden, der skal sejle en til dødsriget, så er det at ringen skal være af ægte guld, ikke en der er købt oversøisk, for så vil han sige at det er ”Nyrenberg kram”, og så kommer du ikke med, så kommer du til at sidde til evig tid på brinken, sammen med Toldere Skibshandler onde Kaptajner og Speditører, hvis du ikke evt. har en god sømandshistorie.

”Knerber” det betyder at snakke meget, ”at knerbre” – det ved jeg så nu.

Historien om Husmand Jens Jensen kaldet ”Pyt Jens” og hans hustru Kristine, Kongsengene 198, Vrensted

 

Søren Borup, Brønderslev fandt oplysninger om sine forfædre jf. nedenfor:

Jeg-Søren Borup, Brønderslev, -søger oplysninger om min mormor Maren Oline Jensen. F. 6.2 1884 Kongsengene i Vrensted. Død 1.3.1955 i Hjørring.

Hendes forældre var Jens Larsen Jensen og Christine Jensen (Christiansen).

I 1894 køber Jens Jensen en ejendom på Kongsengene. Det skulle være den, der bliver kaldt ”Pyt” og skulle tidligere have været skole, en såkaldt vinterskole.

I 1924 overtager sønnen Jens Kristoffer Jensen ejendommen, men Jens og Maren bliver boende indtil de dør. Maren dør i 1932 og Jens i 1933. Deres sidste fælles bopæl er ”Pyt”.

VT omtaler jordefærden for Jens.

Præsten siger blandt andet, at Jens blev kaldt ”Pyt Jens”.

Jens Kristoffer bliver gift og får 3 børn: Ingeman Jensen, Egon Jensen og Ejvind Jensen.

Han sælger ejendommen i 1941 til Aksel Christian Pedersen og flytter sammen med konen og børnene til Vennebjerg.

Af kirkebogen fremgår det, at Aksel og Else får en søn i 1942: Villy Pedersen. I 1950 får de en datter: Inga Pedersen. Begge er født på Kongsengene.

Aksel sælger i 1972 gården til Poul Erik Bjerg. Af optegnelser om mrt. nr. fremgår det, at mrt. nr. 106c lægges ind under 21d. De to parceller ligger lige op af hinanden. Spørgsmålet er så om den ejendom, der ligger Kongengene 198, er den der er Pyt gården og min mormors fødested.

I sognets østlige distrikt påbegyndtes en skole i 1870. Det var en såkaldt vinterskole i udflyttergården »Pyt«.
I 1872 rejstes en skolebygning på Østre Fælled, der dengang lå uopdyrket hen og fuld af ler huller. Bygningen har ikke været særlig god, for i 1893 måtte man opføre en ny skole, den som endnu eksisterer på hjørnet af Sundstedvej og Brønderslevvej.

Omtale af Pyt Jens og hustru Kristine i anledning af deres guldbryllup.

Den 29. December 1930, er det 50 Aar siden Kristine og Jens Jensen (Pyt) blev viet i Børglum Klosters Kirke, og de er nu henholdsvis 73 og 71 Aar gamle. Kristine er født i Thise Sogn og fra hun var 2 Aar og til sin Konfirmation opvokset i Forfatteren Jens Thises Hjem, hvorfra hun har bevaret mange kønne gode Minder, ikke mindst dette, at hun har været Barnepige for Jens Thise.

Jens Jensen er født i Fristrup, men opvokset hos den gamle »Pyt-Mett«, som boede i Enggaarden i Vrensted. Derfra Navnet, som Jens gaar under i daglig Tale – Pyt Jens. De har lige fra deres unge Dage været livlige og opvakte Mennesker, og de følger endnu med i Tidens Rørelser, men Hukommelsen svigter lidt for Kristine. De bosatte sig først paa Vrensted Fælled som Daglejerfolk, og Kristine var aldrig ledig. Jens arbejdede i Grusgraven oppe i Jetsmark hos nu afdøde Entreprenør Rottbøll, som tog Grus op til Amtsvejene. Daglønnen var 150 Øre paa egen Kost. I 15 Aar boede de paa Fælleden, hvor de fleste af deres 9 Børn fødtes, hvoraf nu kun 6 er levende, saa der var Munde nok at slide for. Senere gik Jens i 9 Aar paa Dagleje og nu afdøde Thomas Østergaard, medens Kristine, naar hun havde tid dertil, hjalp til i Huset hos nuværende pens. Lærer Hjortnæs.

Men der oprandt der bedre Vilkaar, idet Parret fik foræret en Jordlod og lidt Besætning ude paa Kongsengene, og denne Ejendom har de drevet i 35 Aar. I 16 Aar kørte Jens Mælk til Mejeriet. Nu nyder de en lykkelig Alderdom hos en Søn, til hvem de har overdraget Ejendommen. De har frabedt sig al Opmærksomhed paa Festdagen, men mange vil sikkert sende dem en venlig Hilsen med Ønske om, at de maa bevare deres gode Helbred og Humør endnu i mange Aar.

Jordefærd 1933:

Forleden jordedes gamle Jens Jensen, Kongsengene, i daglig tale kaldet ”Pyt Jens”. Han stammede fra Gården Pyt i Vrensted. For få år siden døde hans hustru, hvilket blev ham et stort savn, og han var nu træt og vag, så døden kom som en befrier. I sine unge dage og langt op i årene var han foruden at være en dygtig og afholdt arbejder tillige en mand med interesse for alt, hvad der rørte sig i tiden. Pastor Stevns talte kønt over afdøde ud fra salmen ”Frelseren er mig en hyrde god”. Ved graven takkede lærer Brøchner Hansen på familiens vegne det temmelig store følge. Afdøde blev 76 år.

 

 

 

I ca. 1930 bliver Anders Thomsen, Vrensted omtalt som en hædersmand af forfatteren Jens Thise. Han var desuden krigsveteran fra Treårskrigen fra 1848 til 1850 om retten til Slesvig.

Treårskrigen eller 1. Slesvigske krig fra 1848 til 1850 var en borgerkrig. Den er i Tyskland også kendt som den Slesvig-Holstenske krig. Det var en dansk borgerkrig, der havde sin årsag i den spændte situation i den danske helstat i 1848.

De tysksindede, nationalliberale slesvig-holstenere krævede Slesvigs og Holstens løsrivelse fra Danmark og sammenslutning til en tyskpræget slesvig-holstensk stat. Den danske, nationalliberale ejderpolitik sigtede mod en adskillelse af hertugdømmerne, det vil sige at Slesvig som dansk skulle integreres mere eller mindre i Kongeriget Danmark, mens Danmark ville give afkald på det rent tyske Holsten (og Lauenburg).

Den slesvig-holstenske oprørshær kæmpede mod den danske regering. Samtidig var den en af 1800-tallets første nationalitetskrige. De storpolitiske interesser og Preussens indblanding gjorde krigen til et internationalt spørgsmål.

Anders Thomsen,

Vrensted.

Kilde: Gammel avisartikel fra. ca. 1930

Det er Jens Thises meget interessante beretning om veteranerne fra vore to sidste Krige, som faar mig til at omtale den Mand, hvis Navn staar over disse Linier, med et par hædrende Ord, fordi Anders Thomsen Vrensted fortjener saavel som nogen at blive nævnt blandt de mange tapre Mænd, der i en hedengangen Tid var med til at kæmpe for vort kære Fædreland, da det var i Fare.

Hans oprindelige Herkomst er omgivet med en vis Mystik. I sidste Halvdel af 18. Aarhundrede opholdt sig paa Børglum Kloster en norsk Dame, der her gjorde Tjeneste som Husjomfru. Hun blev gode venner med Forvalteren paa Gaarden, og Forholdet mellem disse to afstedkom, at Husjomfruen uden for Ægteskab fødte et Drengebarn, der kort Tid efter fødselen blev udsat som Hittebarn, samtidigt med, at Barnemoderen, der var af fin Familie, rejste hjem til Norge. Saaledes lyder i hvert fald Traditionen.

Barnet kom imidlertid paa Faderens Foranstaltning i gode Menneskers Hænder og fik Navnet Thomas Andersen.

Han blev senere i mange Aar Kusk paa Klosteret og kom derfor hele Livet igennem til at gaa under Navnet Thomas Kusk.

Han ægtede Maren Andersdatter fra Vestergaard i Børglum, der havde været Skummepige paa Klosteret i 20 Aar, cg nogle Aar efter deres Bryllup fik de af Godsejeren en Gaard i Vrensted i Fæste paa gode Vilkaar, fordi de begge havde været ualmindelig godt lidt af deres Herskab.

Deres Søn var Anders Thomsen Vrensted, som vistnok var født 7. September 1818.

Han gjorde hele Treaarskrigen med som Underjæger og skal i de forskellige Træfninger, han deltog i have lagt stor Tapperhed for Dagen.

Navnlig skal dette have været Tilfældet i Slaget ved Isted, hvor han blev temmelig haardt saaret i begge Laar under Deltagelse i en udsat Patrouilletjeneste. Han gennemgik nogle strenge Dage paa Lazarettet, hvor han umiddelbart efter Indlæggelsen blev benaadet med Dannebrogsmændenes Hæderstegn.

I Aaret 1853 tildeltes han 58 Rigsdaler i Invalideforsørgelse, et Beløb, der tre Aar efter forandredes til 56 Rigsdaler.

Anders Thomsen var i sine bedste Aar en høj, smuk Mand. Han var af Naturen faamælt, men kom Krigen paa Tale, kan det nok være, at han kunde fortælle om denne for vort Fædreland saa bevægede Tid, der for de gamle Veteraner rummede et Utal af stolte og alvorlige Minder.

Anders Thomsen var første Gang gift med Ane Johanne Christensdatter, Datter af Fæstegaard Chresten Christensen, Linderup i Tolstrup Sogn, død 1866, 2. Gang med Kirsten Christensdatter, Datter af Smeden i Linderup. Der var 7 Børn i første og 3 i andet Ægteskab, af hvilke endnu nogle er i Live. I Aaret 1854 overtog han sin første Hustrus Hjem mod en ret anselig Aftægt, og her havde han sit Hjem i en Aarrække, indtil Alderdomssvagheder meldte sig. Sine sidste Aar tilbragte han hos en Datter, gift med Gaardejer Thomas Christensen, Guldager Hede, Vrejlev Sogn; her døde han i 1899 og ligger begravet paa Vraa Kirkegaard.

Anders Thomsen betegnes som en Hædersmand i alle Henseender, en Mand, som Folk havde Tillid til, og paa hvis Ord man altid kunde stole. Han var i en Aarrække Medlem af det stedlige Sogneraad og Skolekommission og var tildelt forskellige andre Tillidshverv, var bl. a. Ligsynsmand.

 

Et tabt paradis – Åsendrup Skole

Elever og lærer foran Åsendrup skole 1931

Betsy Sand Mortensen, Pandrup, der var elev i den  i 1955 nedlagte Åsendrup skole, mindes i denne artikel sin barndoms skolegang for et halvt århundrede siden.

VT 17.09.1961.

Jeg står ofte i de tidlige morgentimer ved mit vindue og følger med øjnene de små purke, der glade og veloplagte er på vej til deres fine nye, næsten palæagtige skole. Velklædte, med fine skoletasker over skulderne og med fine nye skinnende cykler, noget der nu om stunder kun betragtes som en selvfølgelighed.

Og så går der vilkårligt en vemodig tanke til min egen skoletid, til barndommens tabte paradis”, til tiden før første verdenskrig. Mit hjem lå lige udenfor Løkken syd for sognegrænsen til Vrensted sogn i Åsendrup kær. Vi hørte derfor skolemæssigt til den 34 mil borte fra Løkken liggende Åsendrup skole.

I dag forstår man dårligt, at disse otte-ti børn ikke kunne optages i Løkken skole, så meget mere som der var løst sognebånd til Løkken kirke. Der fandtes ganske vist skiftende små private skoler, men efter den tids økonomiske forhold var det kun de mere velhavende, der havde råd til at lade deres børn undervise der – uanset evner.

I dag kan vi heldigvis i velfærdsstaten Danmark glædes over, at sådan er det ikke mere, og lad os så ikke glemme det, når vi så ofte jamrer over de høje skatter og de dyre, flotte skoler.

Nå, det var om min lille landsbyskole, jeg ville fortælle. En landsbyskole kunne man vist egentlig ikke kalde den: den lå nemlig ganske alene midt imellem det vestlige og østlige sogn, og vi få børn hørte altså til den yderste grænse af dette skoledistrikt.

Skolen er forlængst nedlagt og solgt som landbrugsejendom, idet der, som til de fleste små skoler på landet, hørte landbrug til, i de sidste år i skolens historie vist kun drevet af den sidste lærer ved skolen, lærer C. M. Pedersen. Skolen var toklasset med førstelærer og lærerinde, og der har gennem årene været knyttet flere kendte og dygtige skolefolk som lærerkræfter hertil. En af de første var den senere borgmester i Brønderslev, Markus Hansen, og hans hustru Oline Hansen, der også underviste. Senere kom lærer Dalum og i min tid H. M. Rosenkilde og lærerinde Marie Mikkelsen af den kendte slægt fra sognefogedgården i Nr. Lyngby. Den sidste lærer var den førnævnte C. M. Pedersen. Han var ligesom Markus Hansen og frue meget stærkt politisk interesseret, så det var, ligesom der var politik i luften omkring den lille skole.

Der fortælles, at før i tiden, når en ny lærer skulle ansættes, måtte denne først gøre rede for sit politiske standpunkt før man ville gå over til den egentlige ansættelsessamtale, og C.M. Pedersen har måske hos Markus Hansen fået sine første politiske impulser, der har ført ham til tillidsposten som formand for et politieke parti. Vejen til dette har dog været lidt bugtet ligesom den gamle sti, vi travede ad til skole. På min første skoledag nåede mine kammerater og jeg ikke derop til tiden kl. 8, og vi måtte derfor stå i gangen til morgensangen var sluttet. Jeg husker tydeligt, at det var salmen Gud skal alting mage. – Jeg stod træt og modløs og lyttede til salmen, hvorí linien ”som Gud elsker sine” forekommer. I min barnlige fantasi forbandt jeg disse linier med, at der måtte være en, der hed Sine, som Gud elskede, og det faldt godt i tråd med, at et af de bedste mennesker, jeg kendte, hed Sine. Dette kastede på en måde et forsonende skær over den triste, mørke vinterdag, der indledte et afsnit af min barndom.

Det varede lidt, inden jeg faldt til i de fremmede omgivelser. Jeg var født ved havet i et hjem, hvor alt var afhængigt af dagens vind og vejr og udsigten til at komme ud på fiskeri, og da min far også var leder af det stedlige redningsvæsen fik jeg tidligt indblik i livets alvor ved den åbne kyst.

Det hjalp mig meget, at min lærerinde, frk. Mikkelsen, selv var født ved havet og ligesom forstod mig. Derfor kunne ingen være mere stolt end jeg, da frk. Mikkelsen i en dansktime overlod mig at fortælle min klasse om det danske redningsvæsen.

Det jeg bedst mindes hos min lærerinde er alle de små, dejlige sange, hun lærte os — særlig forårssangene, bl. a. ” Våren er i luften”, og ”Sorte stær på grene”, om David, der slog Goliat, Abraham i Mamrelund og mange flere. Kun én sang, vì meget ofte sang, kunne jeg ikke forlige mig med, og jeg sang derfor meget sjældent med. Det var ”Til våben, brødre, tag bøssen fat”.

Jeg var 13 år, da den første verdenskrig brød ud, og al dens rædsel og gru, som vi læste om, gjorde et dybt indtryk på mit følsomme sind, og fra den tid: har, jeg vist altid været ”antimilitarist”. Senere i livet har jeg dog forstået; at min lærerinde hadede vold og krig lige så stærkt som jeg selv.

Frk. Mikkelsen var en sjælden rank og myndig dame, velbegavet og selvstændig. Således havde hun ladet sit sorte hår klippe ganske kort, og det var absolut ikke efter datidens skik og brug, men hvor det klædte hende. Jeg husker også, at hun, når hendes mor fra sognefogedgården var på besøg, bad hende overvære undervisningen, og vi børn forstod, at vi her havde en meget kyndig censor.

Vor skoledag om vinteren var fra kl. 8 til kl. 16 med en times middagspause. Vi måtte altså starte kl. 7 hjemmefra, det meste af tiden i buldrende mørke, og vi nåede heller ikke hjem ved dagens lys. Nutidens praktiske fodtøj, gummistøvler, og lange benklæder kendte vi jo ikke, men vi havde solide træsko, der hen på vinteren fik en ekstra ring sat under – altså blev ”skoet”.

Min mor tog, når vejret var særlig koldt, en glød fra kakkelovnen og varmede vore træsko med den, og vi fik et par gamle sokker udenpå, godt med sukkermellemmader i tasken, og så gik det i trav over de sneklædte marker for at holde varmen. I mine sidste skoleår byggedes Hjørring-Aabybro-banen, og da banen var stukket ud, fik vi her en lettere og hurtigere vej tværs over marken til skolen. Det var jo dengang, da der var vinter til, men også dejlige, varme somre. Vi gik kun i skole en dag ugentlig fra maj til november – hver onsdag og mødte da kl. 7. Det var tidligt, men hvor var det dejligt i de tidlige morgentimer på vor skolesti og over de grønne marker. Også forårstiden var dejlig; særlig glade var vi den første dag, vi kunne nå hjem, mens det endnu var lyst, og glade var vi, når vi hørte de første Fuglestemmer, der meldte vårens komme. Jeg er sikker på, at den glæde, jeg hvert år føler ved at høre den første lærke synge over en grå og tåget mark, stammer fra min skoletid.

Man kan vel undres over, at man skulle have en skoledag paa otte timer til de forholdsvis få fag, der blev undervist i, men vi syntes dog, der var nok at lære. Religion, dansk, skrivning, geografi, regning og en times sang, samt en ugentlig håndarbejdstime var hele repertoiret, og i skrivning og regning var der vist ikke mange i de højere skoler, der kunne slå os ud.

Jeg husker, vi skrev politikeren Bergs fyndige ord »Gå aldrig på akkord med uretten« side op og side ned, til det blev til skønskrift.

Når vi havde sunget aftensang, var der kapløb ud af skolen for at komme ned til vejen for om muligt at få lov at køre med en vogn, der havde ærinde til Løkken.

En forårsdag i 1912 mødte vi en mand, der fortalte, at kongen var død. Det gjorde nu ikke særligt indtryk på os, og vi blev hurtigt enige om, at det måtte da vist kunne give os en fridag.

Julefest og udflugter kendte vi ikke til, havde kun hørt, det var skik paa de finere skoler. Jeg dristede mig en dag til at spørge vor forbavsede lærer, om vi ikke kunne få lov til at rejse en tur med den fine, ny bane, der blev indviet i 1913. Vi fik lov, og turen gik over Hjørring til Tolne skov. Det blev en dejlig dag, og hele turen kostede 125 øre foruden de røde sodavand. På hjemturen besøgte vi Vendsyssel Tidende, hvor vor lærerindes bror var redaktør, og hvor vi vel af samme grund blev trakteret med jødekager.

Julen blev forbigået i stilhed i skolen bortset fra et par julesalmer den sidste dag. Da vi havde sparet sammen til vor lærer, der et år til jul lå syg, købte vi en dejlig rødhættefigur, som vi overbragte ham på sengen, idet vi ønskede glædelig jul, glade over, at når vi, mødtes igen, gik mod lysere dage.

Hvad mon man i dag ville sige, hvis man blev præsenteret for datidens skolehygiejne. En overgang var der på skolen mange potter både, ude og inde i udhus og stald. Vi havde en gammel vandpumpe, der meget nødigt gav vand, og da vi en dag gennem dækslet så en masse døde rotter i vandet, blev vi enige om at demonstrere ved at møde alle som én med en flaske vand hjemmefra. Der skete dog ingen forbedring af den grund.

Rotterne huserede også slemt i vort ”đas” og underminerede til sidst helt stengulvet, der lignede ruiner på et gammelt slot. Det forhindrede dog ikke, at vi piger hver dag tilbragte hyggestunder sammen på det fælles tremandsrum, og her er mange hemmeligheder og spændende forelskelser blevet drøftet. Årene gik dog hurtigt, og en dag var skoletiden slut. Vi havde set hen til denne dag med stor forventning, men trods alle strabadser med våde strømper, der blev tørret på fødderne, lang og sølet vej, mørke og kulde, var det alligevel vemodigt at sige farvel. Jeg skrev et vers i min venindes geografibog i dagens anledning, og jeg vil slutte disse små glimt fra min gamle skole med første vers af en sang, vi ofte sang, og som jeg synes passer på billedet af en lille skolepiges oplevelser og tanker for 50 år siden:

Vort jord liv er kun regn og rusk,

en nat, hvori vi græde,

vort jord liv er en rosenbuske

med solskin og med glæde.

Betsy Sand Mortensen-1961

 

 

Historien om Kalle

Kalle  i ”Vestergaard” –

Hans rette navn var Karl Thomsen

Der er fortsat nogle, der husker Kalle, som for mange år siden var karl og svinepasser på gården “Holmen” ved Chr. Rendbæk syd for Vrensted by

og senere i Vrensted på gården  Vestergaard på Ingstrupvej 10, som fodermester,  ved Carla og Chr. Jensen.

Hans rigtige navn var Karl Thomsen, men mest kaldt Kalle.

Flere gange fik han overrakt diplom for lang og tro tjeneste hos gårdejer Chr. Jensen, Vestergård, som fæstede Kalle i 1955. Han blev i rigtig mange år på Vestergaard, hvor Carla og Chr. tog sig rigtig godt af Kalle, som en del af familien.

Karl Thomsen fik ikke den bedste start i livet. Han blev født den 3. januar 1921 i Frederikshavn, men endte ret hurtigt på et nyoprettet børnehjem i Søndergade i byen. Hans mor Elvina Thomsen, der var ugift, var tilsyneladende ikke i stand til at tage sig af sit nyfødte barn.

Ifølge kirkebogen blev barnet navngivet ved en hjemmedåb under medvirken af en kordegn i Frederikshavn sogn. Der er ingen fader angivet ved dåben, men en note er tilføjet om, at fattigudvalget anerkender at barnet hører hjemme i kommunen.

Ved folketællingen i 1925 og 1930 står Karl Thomsen opført som et af plejebørnene på Børnehjemmet ”Fremtidshåb”, som blev oprettet i 1921 af Centralmissionen i Bethania foreningen.

I 1930 var der registreret 16 plejebørn på børnehjemmet, som Søster Ane Thomsen var forstanderinde for. Hvor længe Karl Thomsen var anbragt på børnehjemmet melder historien ikke noget om, men som stor knægt kom han hos Anes bror gårdejer Hans Thomsen, som ejede Eriksminde på Pilgårdsvej i Vrensted. Måske på ferie.

Der er ikke opført folketælling mellem 1930 og 1940 i de folketællinger, som Statens Arkiver har offentliggjort på nettet, og som kan give spor efter Karl Thomsen. Om hvor længe han opholdt sig på børnehjemmet eller hvad han beskæftigede sig med som ung.

Ifølge folketællingen fra 1940 havde han ikke på det tidspunkt ophold i Vrensted hos Hans Thomsen eller på gården ”Holmen”, hvor han i en periode var karl før han kom til Vestergård i Vrensted by i 1955.

Karl Thomsen har formentlig i 1940’erne haft ophold i Frederikshavn. Et foto viser, at han efter afslutningen af krigen havde været vagt ved en flygtningelejr i Frederikshavn. Måske ved Knivholt, som var den ene af to flygtningelejre i området.

Om Kalles liv i Vrensted har jeg fået fortalt, at han kom meget hos Gerhard og Marie i det lille hus på Bådstedhedevej, hvor der også kom andre for at spille kort og hygge sig.

Kalle var også en rigtig god fodboldspiller og kom i idrætsforeningen i Vrensted.  Jens Mørk fortæller: “Jeg husker Kalle som en meget god fodboldspiller. Han var ret god til at lave mål, og var Kalle lidt for lav til at dirigere bolden i mål med hovedet, brugte han en hånd, ligesom Maradona sener blev kendt for. Vi var altid spændt på om dommeren opdagede det”

 

Kalle i “Holmen”:

Der fortælles også at Kalle altid var til Brønderslev Marked. Han blev der gerne alle markedsdage, fra fredag til tirsdag. Han havde det problem, at når først han var begyndt at drikke, så blev han ved indtil han gik under bordet. Engang var Chr. Rendbæk således kørt til Brønderslev efter ham. Da han efter nogen søgen fandt ham, fik han ham ind i bilen, hvilket ikke lige var det Kalle havde mest lyst til. Da de så kom forbi den første købmand ville Kalle have Chr. Rendbæk til at stoppe så han kunne købe nogle øl, hvilket Rendbæk ikke ville. Da de så kom til Tolstrup bad Kalle ham om at stoppe ved købmanden der, hvilket Rendbæk gjorde og tænkte, at det kunne der nok ikke ske noget ved. Han ventede i bilen, men der kom ingen Kalle ud, så Rendbæk vil hente ham i butikken. Kalle havde i mellemtiden set sit snit til at forlade butikken ud af bagdøren. Kalle var igen på vej til Brønderslev, så Rendbæk vendte om og fandt Kalle gående på vej tilbage til Brønderslev Marked.

Povl Stevns fortæller :” I det tidlige efterår 1955 var jeg efter aftjent militærtjeneste ved Livgarden et par måneder ansat som daglejer på ”Holmen”, hvor jeg i den periode var installeret i et af karlekamrene over hestestalden i Vestfløjen. – Jeg mindes gerne året, som det år, hvor der kom gardiner i vinduerne på værelserne. –  Vi var nogle stykker på gangen, husker jeg. Det var jo inden mekaniseringen gjorde sit indtog på ”Holmen”, så der var arbejde nok til en del medhjælpere. Foruden os karle var der ansat gifte fodermesterfolk til pasning af kreaturerne og så var Kalle ansat til at passe svinene. Dette job gav i sig selv også en del arbejde, da Kalle også skulle koge kartofler og male korn til svinene. Det klarede han dog tilsyneladende til alles tilfredshed, – vel at mærke, –  når han var der. Det var han nu også normalt; men det kunne altså glippe.

En mandag morgen, da vi karle i Vestfløjen efter morgenarbejdet og morgenmaden havde taget opstilling i en lang række bag hestene i stalden og ventede på, at Chr. Rendbæk skulle dukke op for at sætte os i arbejde, gik døren op og Rendbæk trådte ind med et spørgende blik. – På vejen over til stalden om morgenen havde Rendbæk for vane at slå et slag om ad svinestalden for ar se, om alt her stod vel til. Det havde han også gjort den morgen. Derfor det søgende blik ned langs rækken. Efter at have ønsket os god morgen fulgte spørgsmålet: ”Er der nogen, der har set Kalle?” – Dyb tavshed, men så trådte mælkekusken lidt frem og fortalte, at han godt nok ikke havde set Kalle, men han havde da set Kalles cykel. ”Hvor har du set Kalles Cykel?”  lød Rendbæks næste spørgsmål, og så kom det frem, at den var observeret nede i byen, hvor den stod op ad en telefonpæl. Det var da altid noget. Herefter bad Rendbæk en af de andre karle om at gå over og tage sig af svinene.

Kalle havde haft fri om søndagen og havde måske endda også fået udbetalt et lille forskud på lønnen og det var da ikke til at stå for. – Der var jo også en verden udenfor ”Holmen”. – Om Kalle dukkede op senere på dagen eller først den følgende, husker jeg ikke, men tilbage kom han da og så var det jo alt sammen godt igen og tilbage ved det gamle”.

Kalle i “Vestergaard”

Hos Chr. Jensen i Vestergaard var Kalle blevet ansat som fodermester. Han passede dyrene til alles tilfredshed. Men her skete der det samme, at engang imellem udeblev Kalle fra sit job, grundet at han var taget på turne. Når han så kom hjem, faldt der sikkert brænde af og engang fortælles det, at han var blevet fyret af Karla Jensen. Kalle flyttede så til Gerhard og Marie på værelse på loftet. Der gik dog ikke lang tid inden Carla og Chr. Jensen kom ud  og hentede og genansatte Kalle.

Desværre havde Kalle en hang til at drikke. Jeg har fået fortalt, at han var kvartalsdranker, men en rigtig godmodig fyr. En morgen var han kommet fuld hjem, hvor en ko var ved at kælve. Så Kalle hjalp med at få den lille kalv sikkert til verden. Da Chr. Jensen om morgenen kom ud til køerne, sad Kalle med den nyfødte kalv på skødet i sit fine tøj og varmede sig ved kalven.”

Jens Otto Madsen fortæller: Husker engang jeg en morgen mødte Kalle på fortovet mellem Kommunekontoret/Lægehuset og købmanden. På strækningen var en gammeldags stor trætelefonpæl. Kalle var stødt ind i den og dansede rundt om den i angrebsstilling råbende, vil du slås. Noget som står indprentet i min bevidsthed.

Louise som er datter af Carla og Chr. Jensen i Vestergaard, fortæller: “Kalle var en del af familien på Vestergård i mange år. Han fandt en hel egen døgnrytme, hvor han prioriterede det meste af tiden hos dyrene i stalden. Alle dyrene havde navne og Kalle førte mange og lange samtaler med dem. Ofte var Kalle ikke klar til aftensmaden før kl 22, men maden var klar, når Kalle kom ind fra stalden uanset tidspunkt. Dog blev han bedt om at blive færdig i stalden kl. ca.  19.00 juleaften!

 

Efter tiden i Vestergaard flyttede Kalle som nævnt til Løkken på et værelse på Vrenstedvej, hvor han så modtog pension. Der fortælles også, at han der betalte mad og husleje forud som sikkerhed for at have de daglige fornødenheder sikret og resten kunne han så bruge på sprut og tobak og det varede som oftest kun nogle få dage.

Karl  Thomsen døde pludselig den 8. august 1974 kun 53 år gammel. Sygdom gjorde, at han ikke kom til at leve det liv med fast arbejde, som han havde set frem til og som han havde vist, han kunne i de mange år hos Chr. og Carla Jensen. i Vestergaard i Vrensted.

Her er fotos af 2 diplomer samt et billede som vagt ved flygtningelejren i Frederikshavn.

 

Alle oplysninger fra Kirkebøger og omkring Kalles barndom på børnehjem er fundet af Poul Christoffersen og de små anekdoter er fortalt af Louise Gml, Jens Mørk,  Jens Otto Madsen og Leo Jensen, og Povl Stevns og Carl Ole Jensen alle opr. fra Vrensted.

december 2020 – jens Otto Madsen