En fortælling ad forfatteren Jens Thise
Fra en bog fra 1911 med små fortællinger
Vi stilede alle tre mod Stationen. De kom gaaende ad en Sidegade, jeg ad Hovedgaden, og vi naaede Maalet samtidigt. De vakte straks min Nysgær righed og Interesse. Jeg syntes, der var noget uforklarligt, mystisk over deres Færd.
Hun var en Kvinde sidst i Tyverne, høj og kraftig; fine, regelmæssige Ansigtstræk; Udtrykket i de store, klare Øjne var koldt og overlegent. Klædedragten ulastelig og bar nærmest Præg af, at dens Ejerinde hørte hjemme i en velhavende Bonde- eller Proprietærfamilie.
Han saa ud til at være hendes jævnaldrende; var nærmest lille af Vækst. Klædedragten af et vist moderne Snit; men ikke længere ny, og paa de mest udsatte Punkter, Knæ og Albuer, en Del luvslidt og mindede nærmest om et Slags forlorent Velhaveri eller forgyldt Elendighed. Det lille runde Ansigts største Prydelse – bogstaveligt talt – var et kulsort Overskæg.
Han forstærkede sine Skridt; han havde svært ved at vinde med, mens hans smaa, missende Øjne var hele Tiden rettede mod hende bedende, tryglende. Der var noget mygt og hundeagtigt i det Blik; men hun lod, som hun ikke mærkede det, dreje de ikke engang Hovedet. De kolde Øjne var stadigt rettede fremad. Ansigtsudtrykket strengt og haardt, som var det mejslet i Marmor. Kun den krampagtige Maade, hvorpaa hun knugede Haandtaget paa sin lille Rejsetaske, forraadte en indre Uro.
De stode inde i Stationens Forhal. Han tog Billet til Nabostationen; hun til K… to Stationer længere fremme. Nu var hun ikke længere den rolige og overlegne. Jeg kunde se, hvor Haanden rystede, da hun talte Billetpenge op, og saa skyndte hun sig ud uden at høre Assistentens Raab: De glemmer Billetten!
Jeg tog Billetten og indhentede dem begge ude pas Perronen.
Hun for sammen, da jeg tiltalte hende, og saa lidt forundret paa mig; saa takkede hun mig med et. Par forbindtlige Ord og tilføjede som en Slags Undskyldning følgende mærkelige Ordvending, der tydeligt røbede hendes nervøse Tilstand: Jeg glemte at lade den ligge; Tak skal De ha. Blikket blev igen koldt og stirrende.
Nu klemtede Klokken, Toget kom brusende og holdt. Folk med store og smaa Pakker og smaa og store Bekymringer myldrede ud fra Kupeerne.
Jeg havde intet Øjeblik tabt mine to Medrejsende af Syne: begge steg ind, og en tredje var ikke sen til at følge i Sporet.
De satte sig lige over for hinanden – længst inde: jeg tog Plads i den modsatte Ende af Kupeen; thi jeg følte, at nu gjaldt det om ikke at være saa nær, at man forstyrrede, og dog nær nok til at se og høre. Foruden os var der to ældre Bønderkoner.
Bare de nu kan holde Bøtte, tænkte jeg; thi faar de først Kværnen slaaet i Gang om deres Børn og Tjenestepiger, gaar du helt glip af de andres Samtale, og den var jeg mere spændt paa.
Hun sad med Hovedet lænet op mod Vinduesrammen og stirrede tomt og aandsfraværende ud i Rummet. Hans Optræden var mere fri og selvsikker end før. Han stirrede uafbrudt paa hende afventende det Øjeblik, da hendes Øjne vilde krydse hans, og imens tegnede der sig paa hans Ansigt Skygger af Tanker, der kom og svandt.
Jeg tog et københavnsk Dagblad op fra Lommen og holdt det op foran mig som et Skærmbrædt. Stilheden i Kupeen blev efterhaanden helt uhyggelig. Jeg syntes at mærke en Bevægelse, hævede Bladet lidt og saa til min store Forundring ham gribe hendes højre Haand og trykke den varmt og inderligt mellem begge sine. Det gav et Par smaa nervøse Ryk i hendes Arm; men han holdt fast. Jeg opdager nu, at hun havde en Guldring paa Fingeren; hans manglede denne Prydelse en Gaade mere for mig.
Jeg lod Avisen glide ud af Haanden for i største Hast af tage et rigtigt Overblik over Situationen.
Hun foer uvilkaarligt sammen ved Papirets Skrat ten. Han slap mærkværdigt nok ikke sit Tag, men blev ved at stirre paa hende med en selvsikker, fripostig Mine, som om han mente at have gjort noget, der havde hævet ham i sin egen og hendes Agtelse.
Han brød omsider Stilheden ved at sige:
Jeg kan hilse dig fra Frands Nielsens i V. Det gaar nok rent snavs for dem; han har jo sat det hele over Styr.”
Aah!” afbrød hun, de er ikke at beklage; det er ikke nær saa galt, som Folk siger. Kommissionæren fortalte i Gaar, at selv om Nielsen blev nødt til at sælge Gaarden, var han dog Ejer af 10,000 Kr., og saa er det jo dog hans egne Penge, han har brugt hun bragte ham jo intet hun var jo en fattig Tjenestepige. Nej, men hvem der først sætter Penge, og siden deres gode Navn og Rygte over Styr, de er at beklage. Naar Samvittigheden først er dysset i Søvn og Skamfølelsen sløvet, saa er det let at forudse, hvor det vil ende.”
Jeg kiggede op over Hjørnet af Avisen og saa ham skifte Farve. Han slap hendes Haand og hviskede skælvende:
Ja, ethvert Menneske kan fejle; jeg anede jo ikke, at det vilde ende saadan,”
Det burde du vide, det burde sund Fornuft for længst have åbenbaret dig.”
Jeg anser det nærmest for en Tilskikkelse, og Gud ved, maaske kan denne Tur være gavnlig for mig.
Han forsøgte at paatage sig en angerfuld, gudhengiven Mine, hvilket dog lykkedes meget daarligt.
Det var med et lille Stank af Haardhed og Afsky for hans paatagne Føleri, hun svarede: Aah, lad os nu være fri! Sid nu ikke der og bild dig saadant noget ind; ingen har Gavn af den Slags Ture. Du burde dog have haft mere Agtelse baade for dig selv og vi andre. Det sidste var, uden at hun maaske selv mærkede det pas Grund af sin oprørte Sindsstemning. bleven fremsat saa hojt, at alle Kupeen kunde høre det.
Selv de to gamle skikkelige Bondekoner, der havde siddet og nikket og smaablundet, drejede Hovederne som paa Kommando.
Han blev blussende rød og skelede hen efter mig. bøjede sig tættere over mod hende, og Samtalen fortsattes i hviskende Form.
Jeg sad lige og læste i Bladets Spidsartikkel, at et tysk Millionfirma vilde udstrække sine lange arme til København og knække Handelsstanden der; men, om ogsaa alle Københavns Grosserere og Smaahandlende røg i Luften, var mig i dette Øjeblik den ligegyldigste Sag i Verden; hellere dette end gaa Glip af et Ord af Samtalen.
Han havde igen grebet hendes Haand og hviskede i det uendelige, saa jeg at Ædansk, din tyske Hund!
Hans Hvisken fik en brat Ende. Han var vist uforvarende eller med Villie kommen til at dreje paa Guldringen, hun havde paa Fingeren; thi hun rev Haanden til sig med en voldsom Bevægelse og sagde
med sløret Stemme: Skammer du dig ikke?”
Han mumlede noget hen i Vejret; hun afbrød: Frihed! Ja, den kan ogsaa betales for dyrt. Hvad er Frihed, og hvem er fri? Nej, tag dig noget nyttigt for.
Han svarede lidt krænket: Ja, da kan dette med lidt Held nok give en Mand Føden. Jeg havde godt Besøg i Aftes. Jeg har faaet helt nye Programmer trykt. Mon jeg ikke skulde have et Par Stykker i Lommen, saa skal du bare se, det er ikke noget Humbug.”
Aah, du skal ingen Ulejlighed gøre dig: jeg vil ikke se det Skidt! Ordene faldt kolde og haanende.
,Sagde du Skidt! Du kan vel taale at se dem! .Nej, jeg vil helst være fri.”
.Men det bliver du nu ikke.” Han halede en gammel Tegnebog op fra Lommen og fandt der en Plakat, som han glattede ud og lagde over i hendes Skød og tilføjede triumferende: Tager de sig ikke storartet ud ?”
Jeg har jo sagt dig, jeg bryder mig ikke om det Skidt!
Ja, men du gør mig da nok den Tjeneste at læse, for du dømmer. Der var igen noget af dette myge, hundeagtige i Blikket, som han vidste, hun daarligt kunde modstaa.
Hun gav Plakaten et flygtigt Gennemsyn. Jeg kunde i Frastand tyde Overskriften, Gramafonkoncert stod der. Han ligefrem slugte hende med Øjnene under Læsningen. Nu saa hun op og et Smil- koldt og ironisk bredte sig over hendes Ansigt. Han følte sig gennemskuet og slog forlegent Øjnene ned; fik derpaa saa travit med at faa Tegnebogen puttet i Lommen igen.
I det samme holdt Toget. Han saa sig lidt forvirret om og fremstammede: Er vi der allerede! Ja, saa er det vel ikke værd, jeg tager med længere. Du ser vel helst, jeg forsvinder. Du er vist ked af mit Selskab; men du skal alligevel ha’ Tak, fordi vi har talt sammen, og tro ikke noget slet om mig hører du!” Hun svarede ikke et Ord; men stirrede i et Væk paa Plakaten, som om den nu havde faaet en særlig Tillokkelse for hende.. Ja, saa vil jeg sige dig Farvel og lev vel.” Han knugede hendes Haand og beholdt den vist lidt længere, end hun strengt taget fandt det nødvendigt. Jeg kunde se, at Sorg og Vrede kæmpede en haard Kamp hos hende.
Farvel! Se at blive en Mand, hviskede hun stille og tonløst.
Han kiggede saa langelig tilbage, da han gik, om hun ikke sendte ham endnu en Hilsen- en sidste. Han haabede forgæves. Hun blev siddende tilbagelenet mod Kupehjørnet og stirrede frem for sig. Saa var det paa en Gang, som Vreden og Harmen rent fik Overtaget; hun bøjede sig hurtig ned, greb Plakaten, som ved hans Bortgang var falden paa Gulvet, bøjede den sammen en tre-fire Gange, rev den med et fast Ryk der var Villie og Kraft i dette Tag -i mange Stumper og smed dem med et synligt Udtryk af Væmmelse ud af Kupédøren efter den bortdragende og lænede sig paa ny tilbage mod Væggen.
Hun saa i dette Øjeblik ud, som den der har brændt sine Skibe; men Udtrykket forandrede sig hurtigt og blev træt og sørgmodigt; Øjnene blev klarere og klarere, og til sidst maatte Lommetørklædet frem.
Jeg følte den største Lyst til at tale til hende, og havde vi været ene i Kupeen, havde jeg uden Tvivi gjort det; men nu havde vi jo de to gamle Bondekoner, og desuden hvad Krav havde jeg paa hendes Fortrolighed, endskjønt jeg tør sige, det er længe siden, en ubekendt har fanget min Interesse i den Grad som netop hende.
Løsningen paa Gaaden fik jeg ikke. Var det en nær Slægtning, eller en kær gammel Ven, der var kommen pas Afveje, og som hun ikke kunde glemme, men tvunget af Nødvendigheden Ringen paa hendes Finger heller ikke turde mindes. Ja, her har man Gætningens vide Mark at tumle sig paa; men det synes jo, som en brudt Villie og et brudt Hjerte her havde haft et Møde af saa indgribende Betydning, at det maaske kunde blive skæbnesvangert for dem begge; thi Digteren Thøger Larsen har sikkert Ret, naar han skriver:
Over Bjerge og Hav, over Ager og Skov
er der Love, der blæser ad Menneskers Lov
Trods vor Frivilje-Pral er det evige Rum
dog et Hav, pas hvis Blaa vore Skæbner er Skum.
Der gaar Mand imod Øst, der gaar Kvinde mod Vest,
men de ledes i Blinde af Længsel og Blæst.
Skønt de mener sig fri, kan de mødes paa Sti,
hvor de aldrig kan slippe hinanden forbi.
Ved næste Station steg hun ud, bød os forinden venligt Farvel og takkede for Rejseselskabet, og uden at se til højre eller venstre llede hun ind paa Stationen, kom straks efter til Syne paa den anden Side denne og satte Kursen hen ad Vejen, der førte bort fra Byen.