Kategori: Vrensted Historier

Marker ved Åsendrup vendes af dybdeplov

Ca. 1960

Med den nære beliggenhed ved klitter var Åsendrup ved Løkken et af de sogne, som led mest under flugten for ca. 300 år siden. Adskillige steder hobede sandet let sig i meterhøje driver over Hedens dyrkede agre.

Efterhånden som årene gik, dannedes en tynd skorpe madjord oven over, så jorden på ny kunne dyrkes, men udbyttet har alle dage været mindre end på de bedre marker længere inde i landet, hvortil sandflugten ikke nåede frem.

Der er senere gjort meget for at hindre den sandflugt. I de senere år er flere arealer i Åsendrup kær blevet tilplantet med fyr og gran, man havde opgivet håbet om nogensinde at genopdyrke jorden. Nu har en kreds af landmænd på egnen imidlertid besluttet at forbedre jordens næringsværdi og det har man indset kun kan gøres ved hjælp af dybde- pløjning.

Gårdejer Niels Olesen, ”Ejerstedgaard”, var den første på egnen, som benyttede sig af dybdepløjningen, og det er efter hans erfaringer og gode resultater, at egnens øvrige landmænd nu følger trop.

I den sidste månedstid har Hedeselskabets store plov, som trækkes af to kæmpetraktorer på larvefødder, pløjet store arealer i Åsendrup. Ploven går knapt en meter ned i jorden og forvandler den golde sandjord til den mest frugtbare muld.

Helt billig er en sådan pløjning ikke. Det koster 265 kr. pr. tønde land, men disse penge kommer ind igen allerede efter et års tid som følge af de bedre afgrøder.

Den egn, som i århundreder har ført til en af Vendsyssels dårligste landbrugsområder er nu ved at vinde terræn i kampen mod den hårde og ubarmhjertige natur takket være dybdepløjningen.

Stygge Krumpens gamle vej Børglum-Vrensted udbedres

1960:

Sognerådet i Børglum-Furreby er enige om at lade strækningen fra Munkebroen til Børglum Kloster asfaltere.

Gennem det lave sumpede areal mellem Vrensted og Børglum kloster har fra ældgammel tid løbet en kroget vej. Medens Stygge Krumpen levede og langt ind i det 20. århundrede havde mølleren nord for broen over bækken, der gennemskærer sumpen, ret til at opkræve en afgift af de vejfarende. Pengene anvendtes til at holde broen vedlige.

For nogle år siden vedtoges det at istandsætte den historiske vej. Begyndelsen blev gjort af sognerådet i Vrensted-Thise, der lod entreprenør Alfred Nielsen, Vejgaard, istandsætte strækningen fra Vrensted til og med Munkebroen. I arbejdet var indbefattet fornyelse af selve broen, der var af træ. Den nye bro er støbt i beton.

Vrensted-Thise færdig

Det lykkedes Vrensted-Thise at nå til ende med sin del af arbejdet. Udgiften var 324.000 kr., hvoraf 137.000 kr. var arbejdsløn. Derimod trak det ud med den del af arbejdet, som ligger i Børglum-Furreby kommune. Først nu synes det at lysne. Sognerådet har vedtaget at begynde en reparation, hvori er indbefattet asfaltering. Der begyndes i løbet af nogle dage.

Selv om det ikke er blevet til den meget ønskede, store udvidelse, betyder selve reparationen og asfalteringen af vejstrækningen mellem broen og Børglum kloster en absolut gevinst for de mange, som er henvist til at benytte vejen.

Langvarige overvejelser

Faktisk har sagen om brovejen været drøftet i årtier. Allerede amtmand Friis Jespersen, Hjørring gjorde sig til talsmand for en istandsættelse af det historiske vejstykke. Han foreslog, at Vrensted-Thise kommune tog del i udgifterne, som faldt på istandsættelse af vejstykket i Børglum-Furreby, men da Vrensted-Thise nægtede at tiltræde en sådan ordning, og Børglum-Furreby ikke dengang var villig til at begynde arbejdet for egen regning, lod sagen sig ikke løse.

 

 

 

 

Der må plantes flere læhegn i Vrensted sogn

+Januar 1960

Godt foredrag i Vrensted Læplantningslaug af inspektør F. Westh fra Hedeselskabet

Vrensted sogn er kommet godt med, hvad angaar plantning af læhegn, udtalte inspektør ved Hedeselskabets læplantningsarbejder F. West, Hjørring, på et møde i Vrensted læplantningslaug. Men plantningen er endnu ikke effektiv nok til at modstå den kraftige vestenvind, især ikke naar man tager sognets nære beliggenhed ved Vesterhavet i betragtning.

Et eller flere læhegn i vestsiden af markerne er ikke nok. Det må tilrådes at plante hegn mellem de forskellige markskifter og omkring landbrugsbygningerne.

155 km læhegn i Vrensted

Det er min opfattelse, at mange af de tragiske traktorulykker kunne undgås, hvis de dybe grøfter og lergrave blev beplantet med træer eller tæt buskads.

Gennem forsøg er man nu nået frem til en plantningssort, der bedst egner sig til det barske Vest Vendsysselske klima Det drejer sig om sitkagfran, der oprindeligt stammer fra de store granskove i Canada og Alaska.

Der må plantes flere læhegn i Vrensted sogn. Et eller flere læhegn i vestsiden af markerne er ikke nok. Det må tilrådes at plante hegn mellem de forskellige markskifter og omkring landbrugsbygningerne.

Vrensted sogn er kommet godt med hvad angår plantning af Sitka gran, der oprindelig stammer fra de store granskove i Canada udtalte inspektør ved Hedeselskabets læplantningsarbejder.

Der må plantes flere læhegn i Vrensted sogn. Det drejer sig om sitkagran, der oprindelig stammer fra de store granskove i Canada og Alaska.

Arbejdsleder A. Hauerslev, Hundelev, oplyste, at der siden foråret 1959 er begyndt omfattende forarbejder til læplantningen i Vrensted sogn. Der er foreløbig gravet 50.000 plantehuller og gravet plantehuller til ca. 55 km læhegn. Nye plantninger skal foregå I sognet til foråret, hvortil der er bestilt ca. 82.500 nåletræer og 3000 løvtræer.

I forarbejdet har 15 mand fra Hedeselskabet, været beskæftiget i Vrensted gennem en længere periode, sluttede arbejdslederen.

I den efterfølgende diskussion deltog formanden, gårdejer Jørgen Larsen, Aasendrup, gårdejerne Aksel Bækgaard og Evan Knudsen samt husmand Marius Mathiasen.

Efter de interessante foredrag vistes farvefilmen ”Læplantninger i Vendsyssel”

 

Ca. 1960

Landmand fra Vrensted sikrer sig mod tørke

Hos gårdejer Rykind Eriksen anlægges et vandingssystem som ikke tidligere er set i Vendsyssel.

Mange landmænd i Vendsyssel, især dem der bor ude ved Vesterhavet, hvor jorden er meget sandholdig, frygter for, at sommeren skal blive lige så tør som i fjor. For adskillige var tørken dengang en katastrofe, hvis økonomiske eftervirkninger flere endnu ikke er kommet over. Eksempelvis kan man blot nævne den kolossale mangel på halm i Vendsyssel i vinter. For at undgå en lignende gentagelse, forsøger mange landmænd at gardere sig mod følgerne af endnu en regnfattig sommer og anskaffer vandkanoner, overrislingsanlæg med mere.

Gårdejer Kr. Rykind Eriksen, Vrensted, er en af de landmænd, som ikke tager nogen chancer i fremtiden. Han har anskaffet sig et vandingsanlæg, som giver en meget. effektiv vanding af gårdejerens ca. 60 tønder land.

Vandingsanlægget er, så vidt jeg ved, det eneste af sin art i Vendsyssel, siger entreprenør Jens Chr. Poulsen, som leder anlæggelsen. Systemet består af en 700 meter lang rørledning, der er anbragt langs den ene side af marken. Med knapt 100 meters mellemrum er der monteret otte haner eller hydranter, som de kaldes. Til disse haner kobles der en mindre rørledning, som løber på tværs af marken, og her er med mellemrum anbragt ca. 20 spredere. De slynger vandet ud i en cirkel med en diameter på godt 20 meter. -Men kan anlægget effektivt dække store arealer?

Den tværgående rørledning

Vandingsanlægget er så vidt jeg ved, det eneste af sin art i Vendsyssel, siger entreprenør Jens Chr. Poulsen, som leder anlæggelsen. Systemet består af en 700 meter lang rørledning, der er anbragt langs den ene side af marken. Med knapt 100 meters mellemrum er der monteret otte haner eller hydranter, som de kaldes. Til disse haner kobles der en mindre rørledning, som løber på tværs af marken, og her er med mellemrum anbragt ca. 20 spredere. De slynger vandet ud i en cirkel med en diameter på godt 20 meter. Men kan anlægget effektivt dække store arealer?

Den tværgående rørledning med sprederne kan tilsluttes de otte haner på skift, eller man kan benytte flere tværgående ledninger. Det er den mest hensigtsmæssige og effektive bestråling af marker, som findes i dag..

Hvor kommer vandet fra?

Der er foretaget en speciel boring i udkanten af marken, og her fra pumpes vandet op ved hjælp af en 10 hk elektromotor. Der er til strækkelig med vand i undergrunden til at forsyne de omliggende marker.

–Et sådant anlæg er vel temmelig dyrt?

Det koster 30.000 kr., men så behøver man heller ikke at være nervøs for, at der ikke kommer tilstrækkeligt med regn en sommer, slutter entreprenør Poulsen. Der er stor interesse blandt landmændene til at anskaffe vandingsanlæg under den ene eller anden form, især da man i Vendsyssel sjældent har adgang til naturlige vandløb.

Jeg vil dog tro, at mange landmænd vil vægre sig ved at ofre godt 30.000 kr. til et vandingsanlæg, siger han, men der er ikke tvivl om, at landmændene på en eller anden måde vil forsøge at mindske risikoen for endnu en katastrofal tørkeperiode, slutter forstanderen

 

 

 

 

 

 

 

 

År 1960

Landmand fra Vrensted siger:

Jordskælv i San Francisco rejsens største oplevelse.

Hjem fra studietur til USA, hvor fortjenesten blev tilstrækkeliggjort til at dække billetprisen.

Landmand Jens Haugaard i Vrensted frabeder sig at blive sammenlignet med bondeknøsen Hans, som havde været udenlands et år. Alene af den grund, at han har været borte to år og åbent indrømmer, at hans viden stadig er mangelfuld, og at han derfor ikke føler lyst til at vigte sig.

Jens Haugaard, søn af gårdejer Gunnar Haugaard, Vrensted, kommer direkte fra USA.

Faktisk havde jeg ikke haft noget imod at forlænge opholdet, siger han til alle, som påstår, at de kender USA efter et flygtigt indtryk af storbyer på en kort rejse, siger jeg dristigt: sludder. Amerika er umådeligt, befolkningen så sammensat, at man har svært ved at finde lighedspunkter mellem grupper i syd og nord, og vore gennemsnitsmuligheder for at komme det fremmede ind på livet trods alle hjælpemidler er meget begrænsede.

Den store oplevelse

Er De forvirret af de mange indtryk?

Faktisk kører det rundt, når jeg prøver på at samle indtrykkene til en helhed. Men et ved jeg: den store oplevelse blev ikke New Yorks skyskrabere eller naturens mange luner i form af skønt formede klipper eller fremmedartede planter. Nej, den store oplevelse blev et regulært jordskælv i San Francisco. Det kom absolut bag på mig, medens det meste af det andet, jeg kom ud for, var bebudet gennem skrifter eller ved samtale med landets egne.

Det var om natten, rystelsen kom. Ved 23-tiden. Jeg sov, men vågnede ved, at jeg brutalt blev slynget ud af sengen. Jeg klamrede mig til dyner og stolper, og da træet ikke gav efter, styrtede jeg til døren. Men huset sov tilsyneladende. Der var ingen, der som jeg styrtede rundt. Og så blev jeg klar over, hvad der var sket. Næste dag blev begivenheden drøftet ved frokostbordet, og aviserne ofrede en del linier på den. For det havde været en forholdsvis kraftig rystelse, sagde man.

Alle udgifter dækket.

Jens Haugaard kom til USA gennem Danmark-Amerika fondet. Han rej- ste for ca. to år siden sammen med en kammerat fra Stenum, Niels Richard Sørensen. Formålet var at se og lære. Første station på vejen Chicago, hvor der blev aflagt besøg hos en moster, som kort forinden havde været i Danmark. Derfra fortsattes til Minnesota.

Jeg skulle have arbejde på en farm, som ejes af bladet ”Minnesota Star and Tribune”. Farmens inspektør er dansk-amerikaner, det jævnede vejen for mig ved overgangen fra det danske til amerikansk-engelsk. Lidt sprog kunne jeg for øvrigt i forvejen, da jeg er elev fra Askov udvidede højskole.

På farmen opdrættes fasaner og kalkuner samt en del vildænder. Der rådes over et imponerende rugeanlæg, og kyllingerne finder i vid udstrækning vej til jagtarealer rundt i landet. Der var nok at tage sig for – dem, der forestod transporten under – de daglige ekspeditioner, for den faste bestand var på intet tidspunkt under 7000 kalkuner og 3000 fasaner.

Sommerresidens for bladejer.

I øvrigt bestod min opgave i at hjælpe til med plantearbejde og oprydning i en imponerende park, som hørte farmen. Her var nok bladets ejer kunne forlyste sig med. Han holdt af at være ude at fiske i søerne. Tre måneder om året var han deroppe. Og min kammerat på stedet, der var svensker, kunne let blive enige om, at var noget nær en drømmetilværelse direktøren førte under sine besøg hos os.

Fra Minnesota drog jeg vestover et halvt år efter ankomsten til USA. Jeg havde købt en Dodge, årgang 1955 med et kilometertal på 100.000 som var en gæv bil, så god at se til og med plads til fem-seks og så kostede den kun 1800 kr.

I den kørte jeg ene mand tværs over kontinentet efter at have været en tid i Chicago for på ny at hilse på familien. Rejsen var på godt 000 km. Jeg kørte over Denver Colorado, og kom til San Francisco en dag, da byen lå badet i tusinder af lamper og Stillehavet var næsten blankt som et spejl.

Plukke blomster

I San Francisco blev jeg i fire måneder og skulle plukke blomster hos en gartner, hvor jeg havde arbejde. Hovedparten af beskæringen faldt dog ind under haveanlæg, der var min arbejdsgivers speciale. Jeg fik set meget af rigdom, da vi ofte arbejdede ude, og der i San Francisco findes et utal af rigmandsvillaer og skønne haver.

Sidst arbejdede jeg i staten Washington som almindelig landmand med den undtagelse, at jeg praktisk taget ikke nåede at få en skovl i hånden. Alt var mekaniseret.

Hvorfor vendte De hjem?

Fordi jeg skulle. Opholdet kunne ikke udstrækkes længere. Jeg ville gerne være blevet i USA endnu nogen tid. Men nu, efter at jeg er kommet hjem, har jeg mærkeligt nok ingen ønsker om at vende tilbage.

Er det udgifterne, som skræmmer?

På ingen måde. Mine udgifter ved rejsen er betalt gennem det, jeg tjente derovre, således at jeg sådan set er hverken rigere eller fattigere, end da jeg rejste ud. Det er heller ikke arbejdstempoet i USA, for det er såmænd ikke hårdere end herhjemme. Snarere skyldes min lyst til at blive hjemme, at vi stort set har det mindst lige så godt i Danmark som i det fremme – synes jeg. Men som jeg begyndte med at sige: jeg har også kun begrænsede muligheder for at udtale mig om land og folk. Dertil var opholdet alt for kort.

 

 

Hvordan blev projekt Vrensted Historier bind  1 – 10, igangsat. Et bogprojekt som skal være med til at bevare Vrensteds historie.

Undertegnede,  Jens Otto Madsen, er en gammel ”Vrensted dreng” –årgang 1946 – født og opvokset i den gamle Vrensted Byskole, nabo til Kirken, Ane Maries Hus og Kirkedammen.

Det hele startede med, at mit arbejdsliv desværre sluttede som 56 årig. I nogle år var jeg beskæftiget med forskellige private projekter, men på et tidspunkt begyndte jeg at skrive om mit liv, vel kaldet en Levnedsbeskrivelse og det blev jeg bidt af, og fik den skrevet. Mit ønske var, at få det trykt som en bog, som mine børn og søskende skulle have.

Efterfølgende opstod så tanken om at skrive om de personer, som er blevet kendt både i og udenfor Vrensted, bl.a. sagfører Olesen, som var barnefødt i Vrensted, men havde bopæl i Vodskov. Olesen byggede bl.a. Vodskov Kirke. Vi har selv havde boet  i Vodskov og vores børn er døbt i kirken der. Han oprettede Nørresundby Bank og opkøbte Hammer Bakker. I Vrensted byggede han bl.a.” Ane Maries Hus”, som en kreds af folk nu har købt af Kommunen og pt. er i gang med at indrette til et kulturhus. Han opførte også gården ”Kirkemarken” som var tænkt som Landbrugsskole, men det blev aldrig.

Der er også Forfatteren A.C. Andersen, som var født i Vrensted, møbelsnedker og kunstner Oluf Jensen, forfatteren Knud Holst, som levede sine sidste år i Vrensted. Alle er kendte personer også udenfor Vrensted. Desuden kunne der skrives historier om landbrug og erhvervsliv i Vrensted, Toget og Rutebilen, personer og meget mere. Det ene tog det andet med sig. Jeg gik i gang med indsamling af materiale, begyndte at skrive, lavede hjemmeside hvor historierne blev udgivet. Mange er kommet med materiale og billeder jeg kunne bruge.

Hjemmesiden – Vrensted-Historier.dk –

er på ca. 5 år besøgt mere end 400.000 gange. Så interessant må den have været.

Gennem de seneste 5-6 år har jeg skrevet og indsamlet materiale til denne samling historier, som nu omfatter ikke mindre end 10 bind med fortællinger om og med personer fra Vrensted gennem de seneste 100 år.

Bind 9 og 10 er helt nye og udgivet indenfor det seneste år også med spændende historier bl.a. fra materiale jeg er blevet betænkt.” 

Jeg har fået mange lokale personer og personer som er fraflyttet Vrensted til at skrive deres helt egen spændende historie. Bøgerne er fyldt med anekdoter og forskellige historier og mange billeder.

Alle bind kan læses uafhængigt af hinanden.

De 10 bind fortæller ikke den komplette historie om Vrensted sogns udvikling. Langtfra. Men værket er en rigtig god begyndelse for slægtninge, slægtsforskere og andre, som vil søge inspiration til at grave mere i sognets fortid.

Jeg har fået bøgerne genoptrykt hos nyt forlag og trykkeri. De 10 bind indeholder tilsammen ca. 5.500 sider.”

Alle de første 8 bind blev hurtigt udsolgt, hvorfor jeg nu vil give mulighed for at man kan købe/bestille bøgerne i Boghandlen eller købe dem på Nettet. Desuden kan de nu også købes som E-Bøger til små penge. De kan selvfølgelig købes enkeltvis og som regel på tilbud på Nettet.

”Mit håb er, at bøgerne må blive til glæde og hjælp, når man i familiens skød eller i vennekredsen diskuterer forskelligt om Vrensted.
En pæn skare af dedikerede personer har flittigt bidraget med stof til bøgerne.

Vil du vide, hvem der har skrevet de enkelte historier må du læse bøgerne, bind 1 – 10 med “Vrensted Historier”.

Vrensted, december 2023

Med venlig hilsen

Jens Otto

Her bind 10

 

 

 

 

 

 

 

 

Jens J Sørensen har skrevet en dejlig artikel om Fisker Anders, som han har mødt i sin tilværelse i Børglum på Tidselbak

Fisker Anders. 

Sådan kunne en fiskehandler gå rundt.

Gående og cyklende fiskehandlere, var et ret almindeligt syn i Danmark tilbage i tiden. Indtil ca. 1960

 

På Tidselbak v/ Børglum kom der en fiskehandler han hed Anders, vi kaldte ham Fisker Anders, han kom gående med en hjulbør med et par kasser fisk på helt fra Løkken og op over Børglum Klosterbakke og ud på Tidselbak, også om vinteren kom han om der så var snesjap og koldt, og bare i et par træsko og hullede sokker. Når han gik, vendte han fødderne indad og engang spurgte de ham hvorfor han gjorde det og han svarede – Jo for ellers kører biler og skidt over dem – han havde altid svar parat. En gang han var kommet hen til præsten i Børglum, sagde præsten til ham at fiskene var dyre og det var de mellemhandler der gjorde det, kunne vi få fiskene direkte fra havet var fiskene meget billigere – Så sagde Anders ja det er sandt nok men kunne vi få guds ord direkte fra himlen behøvede vi ingen præst og det var også billigere. Min bedstefar boede ved os et stykke tid efter bedstemor var død og Anders gik sommetider ind og snakkede med ham, min bedstefar havde lige fået radio så det har været ca.1936-37. og den var han stolt af han kaldte den radiumen, og han spurgte Anders om han havde radium, hva sagde Anders, vil du da af med livet. Anders drak sprit og det var nok derfor han kunne holde kulden ud, (han var frostsikret). Folk skulle passe på deres sprit når han var i nærheden for ellers tog han det og drak det. Mine bedsteforældre handlede i Vejby da de boede på Tidselbak bedstemor gik over markerne til Vejby og handlede hos købmand Christiansen. En dag hun skulle til købmanden gik hun det hele igennem for at hun ikke skulle glemme noget, hun havde også set til spritflasken, den var næsten fuld og så gik hun, men da hun kom tilbage, havde Anders været der og havde drukket al spritten og så måtte den gamle kone afsted igen efter ny forsyning. Der kom også en mand engang imellem med en lille grå trækasse under armen, han hed Marinus vi kaldte ham Wust Marinus for det var nemlig ost han havde i kassen, de sagde han boede på Alderdomshjemmet i Vrå og så gik han rundt og solgte ost, nok for at komme ud blandt andre mennesker. De kostede så vidt jeg husker 20 øre, jeg var vild med dem så vi købte gerne et par stykker af ham. Der kom også uldkræmmere de kom med en bylt på nakken og satte den på gulvet og løste knuden op og så væltede det ud med tøj. Der kom også nogle som solgte kamme og sikkerhedsnåle og den slags. Også kreaturhandlere kom der, det var Thomas Jensen fra Vejby og en vi kaldte Jens Peter Plet. (Han var vist fra gården (Plet)). Thomas Jensen solgte også kød, han kom i en lille lad bil med en hvid kasse på, hvori der var strøet halm, som kødet lå i. Thomas Jensen havde en rejsegrammofon, jeg kan lige huske han kom en aften ud til os med den og spillede plader, det har nok været i ca. 1937 – 38 for han havde den med – Hen til kommoden og tilbavs igen og den er fra ca. 1936. Der var en i Børglum som brændte brændevin og det var da ulovlig, så politiet havde kig på ham, så spurgte han min far om han måtte komme ud til os på Tidselbak og lave det og det fik han lov til, da han var færdig gav han min far 2 flasker det var vist 3 pægle de kunne indeholde pr. stk. de var større end vinflasker i dag. Det har nok været i 1939 for vi fik mund og klovsyge i besætningen, da det var ovre, skulle der gøres godt rent og dyrlægen skulle komme og syne det, det var dyrlæge Jensen fra Vrå og da han havde synet det i orden inviterede far ham på en dram. Hvor har du det fra ville han vide men det ville far ikke sige, så sagde dyrlægen fandens jeg skal andre steder hen ellers skulle vi se bunden af flasken. Nogle dage efter snakkede min far med Chr. Thomsen ”Olesminde” og han spurgte hvad han havde gjort ved dyrlægen, -Jeg mener ikke jeg har gjort noget ved ham – Jo noget må du have gjort for han kom herop lige fra jer og skulle syne og vi havde ikke nået at gøre rent over det hele, men han havde aldrig set noget så rent nogen sinde. Ja, det var den gang

Jens J. Sørensen

 

Tidselbak Mureren.

Fortalt af Jens J. Sørensen

Min ældste broder tjente på Nielsminde v/ Børglum engang, og der havde de et hold grise, hvor tre af dem ikke vilde trives så godt som resten. Min bror fik besked på at hvis han ville fjerne dem måtte han have dem og det ville han da nok og kørte dem så hjem til os. Vores far vidste nok hvad der var i vejen med grisene og lukkede dem ud så de kunne rode i jorden for det var mineraler de manglede og det kunne de finde der. To af dem kom sig hurtigt og det varede ikke længe inden de kunne komme på slagteriet, men den tredje haltede lidt bagefter så han fik lov at gå lidt længere.
Hvert år kom der en murer og gjorde husene i stand, han kom bare der skulle ikke sendes bud efter ham.
Han kom så og begyndte på arbejdet, vandet skulle han hente på nordsiden af huset ved en pumpe der, han var så begyndt på sydsiden og havde slæbt en spand vand derover, men den her gris kom og vælte vandet hele tiden og så skulle han jo over på nordsiden efter nyt.
Om middagen da vi sad og spiste klagede han sig over grisen ”Satan te gris , a ka intj forsto i vil ha sånt æ svin, var de mej gris grawwe a saten hule me æ hwol sejsten all nieer i joren å kam dæj deri løwwi”
(Oversat: Satan til gris, jeg kan ikke forstå i vil have sådan et svin, var det min gris gravede jeg satan hule mig et hul seksten alen ned i jorden og kom den deri levende).
Samme murer var også engang nede på Børglum kær, der var han ved at kalke huset og så var han kommet til at stænke lidt på vinduerne og så skældte kone ud, men det skulle hun aldrig have gjort for så blev det meget værre, når han kalkede ude ved os og der kom lidt på vinduerne sagde mor ingenting, med hun så en dag der var kommet lidt på et vindue og da tog han sit lommetørklæde op og tørrede det af.
Jeg tjente på en gård i Børglum vi var to karle på 15 og 17 år så vi var meget sammen også om aftenen, og vi var tit hjemme hos min forældre. En aften vi kom hjem sad mureren og hans kone der, og vi snakkede og jeg fortalte at jeg skulle få tjenestepigen om morgenen, så sagde mureren – Snupper du så ikke et kvarters tid inde ved hende – Nej det gjorde jeg da ikke – Det kan jeg ikke forstå sagde han, jeg var et sted hvor jeg også skulle kalde på pigen om morgenen og så snuppede jeg mest et kvarter hos hende – De gjorde du da ikke sagde hans kone og kiggede ned i bordet hun var flov – Da gjorde jeg også det, sagde han, og der lå jeg sateme godt, jeg lå som et slagtet svin i helvede -.
Ham og min far spillede tit kort med hinanden, det var 66 de spillede.

maj 2017

Jens J. Sørensen

 

 

Tidselbak. om Ole Thomsen, “Olesminde”

fortalt af Jens J. Sørensen

På Tidselbak boede en mand, som hed Ole Thomsen, hans hjem var ”Olesminde” i Børglum, hans far hed Søren Thomsen og hans mor Ane Cathrine Pedersen.
Søren Thomsen døde i 1900 og Ole kom hjem som bestyrer for moderen. Min far tjente der i begyndelsen af 1900, han har været 15 – 16 år dengang, det var en god plads, de havde det godt der, det var ikke mange steder de havde det så godt som hos Ane.
Blev han sulten midt på dagen gik han ind til Ane, så lavede hun en mellemmad med sukker på til ham.
Over for, på den anden side af vejen lå en mølle, en dag møllerkarlen var deroppe, og stod og snakkede med Ole, kom min far ud med en mellemmad i hånden, – jeg tror sgu at drengen kommer med en mellemmad sagde møllekarlen – hvortil Ole sagde ja, han er nok blevet sulten og så blev der ikke talt mere om det.
Ole havde en søster som hed Kathrine som var gift med Peder Holmgaard de havde Præstegården i forpagtning,. I 1910 købte Ane noget jord af nabogården som lå ude på Tidselbak hvor de selv havde jord og så byggede hun en ejendom til dem derude. Men i 1912 dør Peder Holmgaard.
I 1913 bliver Ole gift med Laura Christensen og de overtager så ejendommen og lever der til deres død i 1970 og 71, hvor de to yngste sønner så overtog ejendommen, men de er desværre også borte.
Hvem der ejer den nu ved jeg ikke. (Tidselbakvej 113).
Ole læste meget og var en god fortæller men gik meget i sine egne tanker, det traf at han kom cyklende ned til os og gik hjem, han glemte cyklen.
En nytårsaften stod han i kohus-døren og så nogle store drenge bakse med møgbøren, da han havde stået lidt og kigget på dem gik han ind til den yngste datter som tjente derhjemme og sagde – Der er vist nogle unge karle der gerne vil snakke med dig.- Vil du ikke blæse, det er jo nytårsaften sagde hun, det havde han glemt.
Under krigen var der jo mangel på alt også skråtobak som Ole og min far brugte, en dag Ole besøgte os og de skulle have kaffe og så skulle skråen jo ud, men der skulle jo spares, så den skulle
jo gemmes og bruges igen, så de lagde skråen i vindueskarmen mens de drak kaffen, Ole blev først færdig og gik hen og tog skråen, lidt efter blev min far færdig og ville have sin skrå, så siger han til Ole du har sgu taget min skrå, og så siger Ole, nå ja men så kan du tage min, han tog dog en frisk.
Der kom engang imellem nogle og tog tuberkulinprøver af kreaturerne et år kunne vores ikke bestå og måtte væk, så vi havde ingen, en aften kom Ole på besøg og han satte sig og snakken gik, så blev det den tid at de skulle have kaffe, den gang havde vi fast komfur af støbejern og fyrede med tørv, tørvene havde vi nede i laden og min mor ville hente tørv så hun kunne varme vand til kaffen, da hun kom ned i kostalden stod der en ko i en af båsene, den var ikke bundet og tøjret lå ned på broen, hun gik så ind og sagde at stod en ko i kostalden, – Nåh ja sagde Ole det er en jeg er kommet med for i har jo ingen og det duer ikke at i ikke har noget mælk. Sådan var Ole. Min far og Ole var de bedste venner det meste af deres liv. Ole var også humoristisk. En dag jeg var derude og vi sad i stuen og snakkede kom Laura og den yngste søn hjem, de havde været en tur i Vrå, så siger Laura jeg kan ikke forstå, jeg så en mand der sad nede i banken og jeg syntes jeg kendte ham, men kan ikke komme efter hvem han er. – Nåh sagde Ole det er nok en gammel kæreste du har haft. – Nej sagde Laura, det var en ganske ung mand. – Det kan du ikke regne med sagde Ole for nu om dage kan de få rynker og skidt fjernet.
Ja, det var nogle herlige mennesker.

Jens J. Sørensen – maj 2017