af Jørgen Tøttrup, der i 1957 fik plads på Toftegård til 1. november. Han fortæller om sit daglige liv på gården og i fritiden hos en flink husbond familie.
Jørgen Tøttrup
Et år på Toftegaard
Det var med en vis spænding og nogen nervøsitet for det nye som nu skulle til at ske, da jeg en september eftermiddag 1957 sammen med min far cyklede fra Sdr. Vraa til Toftegaard i Vrensted, Pilgårdsvej 161, Vrensted, for at blive fæstet som andenkarl fra 1. november og et år frem.
Jeg havde, efter at være udskrevet fra Vraa Hovedskoles 8. klasse, arbejdet som “bette kål” hjemme i Tøttrup, været 5 måneder på Halvorsminde Ungdomsskole og haft plads en sommer som enekarl på en mindre ejendom i Sdr. Harritslev.
Derefter var jeg igen et år derhjemme, nu som enekarl. Den plads gik på skift først mellem mine to ældre brødre og mig, så blev den ældste gift og bosat, derefter var vi kun to brødre til at skiftes til at være hjemme som karl. Derhjemme blev det aldrig aftalt, hvad vi skulle have i løn, vi fik løbende, hvad vi havde brug for, og når vi så kom til 1. maj eller 1. november, satte far en skilling ind på sparekassebogen. Hvor meget det var, blev der ikke snakket om. Sådan tror jeg nok, det foregik mange steder på landet i den tid.
I sommeren 1957 var det så min tur til at finde god plads. Far havde haft ringet til Niel Østergaard i Vrensted for at høre, om der var en ledig elevplads på Østergaard. Det var der nu ikke, men Niels Østergaards svigerfar, som var Thomas Drivsholm, Toftegaard, manglede to karle. Efter Niels’ udsagn, var det også et godt lærested, så vi kunne da søge der. Det blev aftalt, at vi skulle komme og se på tingene en eftermiddag. Da vi ankom til gården, blev vi budt velkommen af Thomas Drivsholm og hans kone Maren.
Thomas og Maren Drivsholm og sønnen Jens
Der var dækket kaffebord i dagligstuen og snart gik snakken. Det var nu mest Thomas og min far, der snakkede landbrugspolitik. De snakkede om Hans Pindstrup og Dons Christensen, og hvad de ellers hed de kendte inden for Dansk Landbrugs ledelse på det tidspunkt. Mig var der ikke nogen der spurgte, jeg havde nok heller ikke den store interesse for disse ting. Det var mere gårdens traktor og maskiner, jeg så hen til at skulle stifte bekendtskab med. Efter kaffen var vi rundt for at se på gårdens bygninger, besætningen og maskinerne. Thomas fortalte om gårdens drift.
Karlekamrene blev forevist, og der blev fortalt om, hvad han forventede sig af sine karle. Efter rundturen på gården, blev vi igen budt indenfor i dagligstuen. Her foregik så det, der i dag ville hedde jobsamtalen. Det var nu meget enkelt, for få dage i forvejen havde Thomas Drivsholm fastet naboens dreng, som også var fyldt 18 år fornylig. Lønnen blev aftalt: 4.000 kr. for vinterhalvåret og 4.500 kr. for sommerhalvåret, fri hver anden søndag samt en uges ferie om vinteren og en uge om sommeren. Det blev foreslået, at vi to drenge skulle være forkarl og andenkarl på skift, en uge ad gangen. Hvis far og jeg syntes det var rimeligt, var aftalen i orden og herved blev det.
Jørgen Tøttrup på traktoren
På gården var der en voksen søn, Jens Drivsholm. Den sommer jeg blev fæstet, var Jens på et halvt års studietur i USA, men ville vende hjem og være forvalter på gården igen fra 1. november.
Det var dermed Jens der stod for at lede og fordele arbejdet. Derforuden var der ansat en fodermester familie til at passe besætningen på ca. 35 malkekøer og opdræt. I husholdningen havde Maren to piger ansat til at hjælpe sig.
Novembersdag gik cykelturen så igen mod Vrensted og min nye plads. Da jeg sidst på eftermiddagen ankom til Toftegaard, var Thomas og Jens i gang med aftenmalkningen.
Den nye fodermester familie var ved at flytte ind i det lille fodermesterhus, som lå lidt syd for gården.
Vi to karle fik anvist vore værelser som var i den vestre fløj. Jeg skulle have det som lå nærmest gårdspladsen, det varet enkeltværelse, hvorimod det andet, det som lå ud mod vejen, var beregnet til to karle. Der var centralvarme på værelserne, men der var vist godt nok en stophane et eller andet sted inde i stuehuset, så vi kunne ikke ligefrem frådse med varmen. Kl. 18 skulle vi spise til aften i folkestuen, som var i den østre ende af stuehuset. Hermed var dagliglivet på Toftegaard begyndt.
Næste morgen kl. 6 begyndte arbejdet. Jeg var valgt til at være forkarl den første uge. Dermed var det mig, der havde ansvaret for hestenes pasning. Der var fire store arbejdsheste og en et-års plag samt et par føl, alle af racen Belgier. Hestene skulle fodres med roer og halm, der skulle muges ud, strøes tørt halm, og broen bag hestene skulle fejes og strøes med et godt lag strandsand og til sidst skulle dyrene strigles og børstes. Det hele skulle nås på tre kvarter, hvorefter der var morgenmad. Et godt og solidt måltid af havregryn eller grød, derefter kaffe og alt det brød vi kunne spise. Kl. 7 rykkede vi ud som man sagde. Det vil sige, at vi begyndte et i marken, eller hvad vi ellers skulle lave om vinteren.
De første dage i november var en rigtig træls tid. Alt var nyt for os. Vi anede ingenting om, hvor forskellige ting havde sin plads. Meget arbejde var vi ikke klar over, og hvordan det
Thomas og Jens Drivsholm ved Consul’en
blev udført på stedet, men vi fik det lært, og lært at der skulle være orden overalt. Redskaber, trillebøre og sådan noget skulle altid rengøres efter brug og sættes på sin bestemte plads. Hver gang vi havde tippet en trillebørfuld møg i møddingen, skulle denne gøres fint op med fuldstændig lodrette sider og flad som en pandekage ovenpå.
Kl. 12 spiste vi alle, familien såvel som folkene. Der var middagsmad i folkestuen. Vi fik en god solid daglig kost, altid to retter. Der var ikke så mange specialiteter i kosten på Toftegaard, men der var altid rigeligt med mad. En enkelt ret mindes jeg dog som speciel, det var rámælkspandekage, altså pandekager lavet på mælk fra en ko, som lige havde kælvet. Enhver som har haft med køer at gøre, kan vist godt forestille sig, hvordan det så ud, for ikke at tale om smagen. Efter middagsmaden havde vi lidt fritid, hvor vi kunne slappe af. Kl. ti minutter i et blev eftermiddagskaffen serveret og kl. et var vi i gang med arbejdet igen. Kl. halv seks holdt vi fyraften. Vi havde nu en halv time til at blive vasket og skifte tøj. Vaskerummet var et rum ved siden af hestestalden med en bænk, nogle vaskefade, nogle vandhaner med koldt vand og en bruser ligeledes kun med koldt vand samt et toilet. Hvis vi gad, kunne vi hente en spandfuld varmt vand inde i stuehuset. Hver lørdag aften måtte vi karle benytte badeværelset inde i stuehuset.
Aftenerne tilbragte vi i folkestuen, hvis ikke vi var til gymnastik eller ungdomsmøde i forsamlingshuset. Dagens avis blev lagt ned til os, og der var radio samt forskellige spil, som vi kunne benytte os af.
Familien satte stor pris på, at karlene deltog i alle ungdomsforeningens arrangementer af forskellig slags. Det kunne være foredrag, og det var tit midt i ugen.
Der var også jævnligt bal i forsamlingshuset, så kom vi sammen med andre karle og piger, og der var mange. Mange af gårdene på egnen havde både to og tre karle og piger, så vi kunne nok fylde salen en lørdag aften. Hvis der gik en film i Løkken Biograf, som madmor syntes kunne være god, blev piger og karle læsset i Consul’en, og så kørte hun os i biografen.
Man kan godt sige, at pladsen var under familiære forhold, men alligevel blev der holdt en vis distance til medarbejderne. Jeg mindes for eksempel kun at have været til spisning i spisestuen to gange, det var nytársdag og til høstgildet.
Vi var ikke langt inde i november måned, inden vi følte os bekendte med tingene på gården. Den uge man havde jobbet som andenkarl bestod morgenarbejdet i at muge ud og strø halm ved svinebesætningen, som bestod af 5-6 søer og omkring 80 slagtesvin. Fodring af svinene tog Jens sig af.
Gårdens jordtilliggende var 105 tdr. land god jord. Da vi begyndte til november, var efterårsarbejdet i marken stort set til en side, dog sad der nogle ganske få tdr. land kålroer, som skulle køres direkte ind i roehuset. Hvis vi unge knægte havde set hen til, at vi skulle pløje marken med gårdens traktor, blev vi svært skuffet. Traktoren var for længst sat på “stald” for vinteren. Den smule jord, der ikke var pløjet endnu, kunne vi godt få tid til at pløje med hestene og dobbeltploven. Det sparede jo også på brændstoffet til traktoren.
Tiden indtil jul gik hurtigt. Vi kørte roer ind. De fire lange roekuler skulle dækkes med halm og jord, inden frosten satte ind. Det var alt sammen håndarbejde. Enkelte dage havde vi gang i tærskeværket i laden. Vi skulle sørge for, at der var korn og halm nok til at fodre dyrene med. Den første uge i det nye år var rigtig træls. Det var skik, at fodermesteren holdt sin uges vinterferie på det tidspunkt, og sådan var det selvfølgelig også det år. Det betød så, at vi karle, for uden svin og heste også skulle passe og malke det var vi ikke glade for. Det var også i de dage at de forskellige ungdoms- og idrætsforeninger holdt deres jule- og nytårsballer, så vi rendte til bal næsten hver aften og skulle så malke køerne kl. 5 om morgenen, det kunne nok være hårdt.
Et par dage ind i det nye år satte en voldsom snestorm dog en stopper for alt halløjet. Overalt på egnen var strømmen afbrudt i flere dage og vejene fuldstændig ufremkommelige. Arbejdet med dyrene blev så til håndarbejde ved flagermuslygternes skær. Køerne blev malket med hånden, det var vi ikke så gode til. Efter et par dage blev traktoren hentet frem af sit “skjul”. og der blev monteret en hane på traktorens indsugning, så kunne vi bruge den til malkeanlægget. Det der med nytårsfesterne blev ikke til så meget det år.
Vinteren gik sin rolige gang. Meget tid gik med at tærske kornet med det store tærskeværk med selv ilægger, korn- og avneblæser. Når det var hård frost og vi skulle køre roer hjem, måtte vi med en ishakke løsne jorden, som vi få uger i forvejen havde brugt vores kræfter på at dække kulen med. Vi lavede forskellige vedligeholdelsesarbejder. Jeg husker, at vi fornyede træloftet i hestestalden. Vi tyndede ud i læbælter og beplantninger, og bagefter savede vi træet til brænde. Brændet blev brugt i vaskekælderen til gruekedlen. En eftermiddag om ugen gik
karlene på landbrugsfaglig skole i Brønerslev. Vi skulle lære at lave foderplaner og gødningsplaner og den slags ting. Som lærere havde vi Brønderslev Landboforenings konsulenter.
Om foråret blev traktoren så igen hentet frem fra sit “skjul” og gjort klar til arbejdet i marken. Traktoren var en 26 hk Farmall H med petroleumsmotor, det vil sige, at motoren skulle varmes op på benzin i ca. fem minutter, så blev der åbnet for petroleums tanken. Ligeledes fem minutter for fyraften blev motoren stillet over pa benzin igen. Traktoren brugte vi til opharv ning, medens såmaskinen var hestetrukket ligesom de fleste redskaber. Enkelte moderne maskiner havde dog holdt sit indtog på Toftegaard, f.eks. en frontmonteret siderive, en 4 rækket radrenser, en selvbinder med kraftoverføring og som noget virkelig moderne, en maskine som kunne tage en række sukkerroe toppe og høste, knuse og blæse i en vogn. En maskine som man aldrig hverken for eller siden har set andre steder. Vi kaldte maskine. riet for en “Kampmann”. det hentydede til datidens finansminister, som åbenbart også høste. de alle over en kam.
1. maj blev min kollega, Svend, indkaldt til militærtjeneste. Der blev ansat en ny medhjælper som andenkarl, og samtidig forlod fodermesterfamilien stedet. Efter kort tid blev der ansat en ny fodermester. I den mellemliggende tid var det en selvfølge, at vi karle passede fodermesterens opgaver. Da det blev tid for roeudtyndingen, som foregik med en hakke, fik vi tilbudt akkord. Det vil sige, at vi dagligt skulle hakke 1000 favne kålroer eller 800 favne sukkerroer for den løn vi fik, hvad man kunnenå derudover, fik man ekstra betaling for. Så vidt jeg husker, var betalingen 1,50 kr. pr. 100 favne. Fra august blev der ansat yderligere en medhjælper, en daglejer karl, som vi kaldte det. Han skulle hjælpe med høsten og efterårsarbejdet. Han fik fast ophold på gården indtil 1. november.
Høsten og efteråret forløb let det år. Snart var året på Toftegaard forbi. Jeg havde lært en hel del om at være medhjælper på en større gård og havde haft det godt sammen med de andre unge mennesker på egnen.
Min broder skulle nu på landbrugsskole, så jeg tog hjem til Vraa igen.
Vrensted havde tidligere tre vognmandsforretninger til helt op i 1970 erne.
Vognmand Henry Nielsen tæt ved Mejeriet.
Vognmand Reinholdt Nielsen midt i byen
Vognmand Mathias Vestergaard, Sct. Thøgersvej, ved kirken.
Henry Nielsen
Herfra drev Henry Nielsen vognmandsforretning
Det kunne ligne Henrys lastbil en Merzedes
Henry Nielsen drev en almindelig vognmandsforretning, med kørsel af alt fra sand, grus, foderstoffer m.m. Desuden kørte han med Kommunes sneplov. I perioder havde han 2 lastbiler og en chauffør. Henry kom fra en vognmandsfamilie i Stenum hvor faderen og broderen drev vognmandsforretning. Sjovt nok blev Henry gift med vognmand Reinholdt Nielsens søster, Stinne. Hos Henry var Thyge Nielsen og Herman Nielsen ansat om chauffør gennem en del år.
Reinholdt Nielsen
Herfra drev Reinholdt Nielsen sin vognmands- og Taxaforretning
Reinholt Nielsens lastbiler. det er Reinholt selv der skovler på første billede. Einar Andersen, der er med på det andet billede. 1953-54 Bilen er en Opel Blitz. “Vrensted tlf. 52”
Reinholdt kører badehus på stranden i Løkken
Reinholdt Nielsen stammede fra en ejendom i Åsendrup vest for Bagterp. Han havde tjent ved landbruget. I 1935 da Vrensted Forsamlingshus stod færdigt, blev han og ægtefællen Mary, dets første bestyrerpar. Reinholdt etablerede sig med en lastbil og drev sin forretning med alt forefaldende kørsel. Efter 10 år som bestyrerpar i Forsamlingshuset, købte Reinholdt og Mary en bestående vognmandsforretning midt i Vrensted by. Herfra drev han i mange år sin forretning med 2 lastbiler. Han kørte bl.a. med kreaturer til auktion og slagteri, ligesom han transporterede landmændenes svin til Brønderslev slagteri. På et tidspunkt etablerede han også taxaforretning med byens flotteste personbil en Vauxhall.
Mathias Vestergaard
vognmand Mathias Vestergaard, f.1906, d.2001
Mathias Vestergaard stammede fra Volling på Salling. Han voksede op i en stor søskendeflok på 9 og blev i 1932 gift med Dagny fra Thise og de bosatte sig på et lille husmandssted på Sct. Thøgers Vej i Vrensted. Her var Mathias først chauffør for købmanden, men senere købte han lastbilen og startede egen vognmandsforretning i 1934. Han fik en fast fragtrute til København og til Aalborg og virksomheden voksede til tre lastbiler og tre chauffører.
Fra denne ejendom på Sct. Thøgersvej med garageanlæg opr. bagved til sine to lastbiler
Mathias Vestergaard startede Vognmandsforeningen for Brønderslev og Omegn og var en del år formand for Fragtmandscentralen i Aalborg, ligesom han var i bestyrelsen for Danske Vognmænd.
I mange år kørte han fragtruten Vrensted, Stenum, Brønderslev, Aalborg. Desuden drev han alm. vognmandsforretning med alm. kørsel med alt muligt, herunder transport af kreaturer og svin.
Mathies Westergaards lastbil og hus på Sct. Thøgersvej, Einar Andersen læsser grus, dengang med håndkraft ca. 1950
ca. sådan så Mathias lastbil med anhænger ud
Han havde anhænger til en af lastbilerne og som barn syntes vi fra Vrensted, at det var et gevaldigt langt køretøj. Anhængeren blev især brugt når der skulle transporteres sten og grus til kommunens veje. Jeg selv har kørt utallige ture med Mathias, der selv kørte fragtruten til Aalborg, men også chaufførerne, Richard, en bror til Mathias og Ejnar Andersen kørte jeg meget med. Det var bare sagen for en knægt på 6 til 8 år. Mathias stoppede som vognmand i en alder af 72 år i 1978.
John Andersen fortæller:
Som søn af Ejnar Andersen deler jeg oplevelserne med dritler med smør med Jens Otto.
Trætønderne (dritlerne) hentede vi ved bødkeren i Tolstrup mejeriby.
Vi hentede også tomater hos gartnerierne på vej til Aalborg. Dem afleverede vi på grøntmarkedet GASA.
Når smør og tomater var afleveret, kørte vi til Fragtmands Centralen, der lå mellem broen og Spritfabrikken. Her afleverede vi pakker, som vi også havde taget med til Aalborg.
Andre pakker blev læsset på, og så gik turen til Peder P. Hedegård på Nørresundby siden, for at hente foderstoffer.
Hvis ikke knægten (mig), var hurtig nok med sækkevognen, skulle jeg nok få det at vide.
Middagspausen blev holdt på p-pladsen på Vestbjerg Bakke, og så gik det ellers retur med varer til alle købmænd og foderstoffer, der lå på vejen tilbage til Vrensted.
For en dreng var der store oplevelser i Aalborg turene, og jeg ved at andre end jeg og Jens Otto har deltaget i dem, bl.a. Jørgen Sloth.
Anbefaling fra Mathias Westergaard til chauffør Ejnar Andersen i 1954lastbilen påmonteret generator på siden. Lastbilen med en generator ,først blev der fyret med træ ,og senere med svelkoks et tysk produkt ,under krigen hentede Mathias Vestergård s bror Richardt ammunition i Viborg i lastbilen oplysninger fra bogen ,Dagligdagen under besættelsen.
Mathias var en aktiv person og var også på et tidspunkt medlem af Vrensted-Thise sogneråd, formand for Vandværket, i bestyrelsen for Borgerforeningen. Desuden stillede han op på de skrå brædder til dilettantforestillinger i Forsamlingshuset. Han var en glad og udadvendt person og udstyret med en god form for humor. Han var desuden et kreativt menneske , der kunne alt med sine hænder. Som tømrer, snedker og husflidsarbejde. Biler var hans hobby og han beholdt sit kørekort indtil han var tæt på 95 år.
Historien om digteren A.C. Andersen der stammede fra Vrensted
Den første egentlige kendte forfatter eller også kaldet digter fra Vrensted, var A.C. Andersen.
Digteren A.C. Andersen født i Vrensted
Der er i dag i Vrensted by, opkaldt en vej efter ham, A.C. Andersens vej, der går fra Vrenstedvej midt i byen ud til Vrensteds kær.
A.C. Andersen, Anders Christian Andersen, 24.8.1874-21.7.1928,
Født i Vrensted ved Løkken, død i Værløse, begravet i Hellerup.
A. C. Andersen levede et lykkeligt barndomsliv i sit stille hjem og som vogterdreng i Vendsyssel.
Her fik han det intime kendskab til naturen som præger alle hans bøger.
Efter præliminæreksamen 1892 rejste han til København hvor han – efter at have tumlet med litterære forsøg i 1896 tog studentereksamen (Døckers kursus) og i 1897 tog han filosofikum.
På grund af sjælelige lidelser måtte han afbryde sit videre studium og blev lærer. Han underviste ved forskellige københavnske privatskoler; særlig følte han sig tiltalt af de frie arbejdsforhold ved Starckes skole. Først her genvandt han helt den ro og sindsligevægt han i studieårene havde sat over styr.
1915 trak han sig tilbage fra lærergerningen. – A.C. Andersens første offentliggjorte arbejde var en artikel om dansk bondedigtning i Aakjærs årsskrift, “Jydsk Stævne” 1902.
Fire år efter kom hans første bog Husmandens Datter, en hjemstavnsroman med mørke og tunge skæbner, indgående menneskeskildring og følelsesfuld naturlyrik.
De påfølgende to romaner, Stavnsbunden Ungdom, 1907 ogStavnsbundne Mænd, 1908 er for en stor del bygget over barndoms- og ungdomserindringer og skildrer en ung bondes udlængsel og kamp for åndelig frigørelse. Sammen med fine og yndefulde billeder af hjemegnens natur rummer bogen tunge og besværlige tankeskildringer.
1909 følger en lille fortælling fra københavnske kunstnerkredse Niels Haven og Inger Waage. Emnet er det samme som i dobbeltromanen: menneskets higen mod skønhed og kultur; men det fremmede miljø har gjort forfatteren usikker. Betydeligere virker Sigrid fra Skovlunde, 1911, der skildrer kvindens skuffelser som deltager i det offentlige liv.
Efter udsendelsen af en lille brev-fortælling Den lille Højskole, 1913, der slutter sig nær til Stavnsbunden Ungdom kaster A.C. Andersen sig over skildringen af sygt sjæleliv.
I Slægten Hovgaard, 1915 er det mandlig melankoli, i Drømmen, 1918 er det kvindeligt hysteri, og i Kærlighedens Vækst, 1922 er det sindssygdom der er emnet.
Det er tunge bøger, og de er ikke uden stilistiske pletter. Ved at tumle med disse syge og sære mennesker har forfatteren mistet noget af sin sikkerhed over for det sprogligt naturlige.
I anledningen af hans 50 års fødselsdag i 1924 blev han anmodet om et bidrag til serien ”Danske forfattere fortæller om sig selv” og således skrev han:
”Den 24. august 1874 fødtes jeg på en lille gård i Vrensted sogn oppe i Vendsyssel – en mils vej øst for Jammerbugten, hvis brusen ind over klitterne vi i stille sommernætter altid kunne høre. På de brede kære voksede jeg op som hyrde og blev fortrolig med naturen, med vejret, med vilde dyr og vilde fugle. Skolen pinte mig ikke. Om sommeren gik jeg der kun hver onsdag formiddag. Det var alt. Men det var nok. Hvad skal man med al den skolegang, der giver os det fjerne som en kummerlig erstatning for alt det nære! Mit barndomsliv i naturen blev uudtømmeligt rigt”.
I 1927 udsendte han en samling poetisk-topografiske skildringer fra landets forskellige egne, Til Hyrdefløjtens Toner. De stemningsfulde naturhymner viser os både hans ekstatiske skønhedsglæde og hans mørke grublertrang.
Efter hans død udkom en vemodig smuk og harmonisk fortælling De stille i Landet, 1928, bygget over erindringer fra barndomshjemmet.
Inden for dansk hjemstavnsdigtning indtager A. C. Andersen en smuk plads.
Hans menneskeskildring er ujævn men ofte dyb og indtrængende, båret af en ægte medfølelse med de lidende og en stærk harme over for al slags undertrykkelse og uret.
Højest når han i skildringen af primitive menneskers samliv med naturen, med jorden og dyrene. Hans billeder af gryende elskov i forbindelse med naturfølelse har en enkel ynde.
Familie:
Forældre: gårdejer Jens Andersen. (1843–1923) og Mette Marie Sørensen (1845–1903).
A.C. Andersen blev gift 24.4.1902 i København med Caroline Christensen, født 23.11.1875 i Østofte ved Maribo, død 25.12.1945 i Viborg, datter af skomagermester Hans Peter Christensen (1837–96) og Elise Margrethe Techov (1837–1923).
På Lokalhistorisk Arkiv i Vrensted findes der en buste af A.C. Andersen samt to store udklipsbøger, der fortæller meget om A.C. Andersens arbejde, hans dagligdag og kontakt til kendte personer.
Vrensted har igen fået en anerkendt kunstner, billedhuggeren/skulptør Bodil Dam, tidligere gymnasielærer på Brønderslev Gymnasium.
Bodil Dam bor og har sit galleri på en nedlagt landejendom nord for Vrensted by. PondCottage Art ligger smukt på magueritruten mellem Vrensted og Børglum Kloster. I haven kan man se skulpturer i bronze og stentøj samt nyde den flotte udsigt op mod Børglum Kloster
Hendes baggrund:
Har lært skulptur hos Valdemar Foersom Hegndal, Aarhus Universitet og bronzestøbning hos Peter Jensen, Bagsværd/Roskilde. Siden 1999 arbejdet udelukkende som professionel kunstner. Inden da også undervist i billedkunst og design i gymnasiet, er cand. mag. med billedkunst og engelsk. Med i bogen Indtryk-Udtryk, 24 Nordjyske billedkunstnere, 2008 samt TVNords udsendelsesrække med udvalgte kunstnere fra bogen 2009/2011. Med i bogen 101 Kunstnere 2013 Medlem af: VAK, Vestsjællands Arbejdende Kunstværksteder, 2003 Medlem af Cire Perdue Gruppen, 2007 Medlem af Dansk Billedhugger Samfund/DBS, 2011
Modtaget legat fra: Billedhugger Gottfred Eickhoff og Hustru Maler Gerda Eickhoffs Fond, 2010 Konsul Jorck og hustru Emma Jorck’s Fond, 2012
Udstillinger: Censurerede Udstillinger f.eks.: Hvidovre Censurerede Udstilling 2002, Int. Kunstausstellung FORMArt 2005 – 2008, Hamburg Hillerød Kunstdage, censureret udstill. 2007 Aalborg Kunstpavillons censurerede udstilling, Ung Kunst 3, 2008 Censureret Jubilæumsudstilling 2008, Rønnebæksholm, Næstved Nordjysk Censureret 2008, 2009 2. præmie på HCA Festivallen, Filosoffen, Odense 2015 Udstillinger sammen med Cire Perdue Gruppen: Filosofgangen, Odense 2009 Johannes Larsen Museet, Kerteminde, 2010 Skulpturbiennalen, Palæfløjen, Roskilde 2011 Dronninglund Kunstcenters Udstilling, Født af Ild, 2012 Sydslevisk Danske Kunstforening, Flensborg 2012 Silkeborg Bad, Silkeborg 2015 Udstillinger sammen med Dansk Billedhugger Samfund/DBS: Skulpturudstilling i Ølgod, Rejsen, 2011, Elementernes Poesi 2013, Hvorfor 2015 SkulpTUR 12, Albertslund, 2012 International ART Festival, Kerteminde 2012 Skulpturbiennale, Kongens Have, København, 2012 Skulpturbiennale, Hollufgård, Odense, 2016
Bodil Dam støber selv sine skulpturer i bronze. Typisk modellerer hun dem i ler for derefter at støbe dem efter cire perdue metoden.
Cire perdue støbning, Bodil Dam fortæller:
Oftest laver jeg skulpturen i ler og derefter beslutter jeg om den skal støbes i bronze. Jeg støber mine skulpturer i den metode som hedder cire perdue. Tabt voks Cire perdue betyder tabt voks. Så hvis skulpturen skal laves i cire perdue, laver jeg en form uden på lerskulpturen, inderst en silikoneform og yderst en gipsform, heri laver jeg en voksafstøbning af skulpturen.
Den hule voksafstøbning forsynes med kernestyr, indløb og luftkanaler, alt dette “pakkes ind” i en støbeform, som udglødes ved 600 grader i en ovn. Derved smelter voksen væk og der dannes et hulrum, hvori man hælder den smeltede bronze. Herfra stammer navnet cire perdue, idet voksen jo er gået tabt. Efterbehandling
Når bronzen er kølet af, kan man banke bronzeskulpturen ud af støbeformen, og et møjsommeligt arbejde med børstning, slibning og siselering kan begynde. Når den ønskede overflade er opnået, gives skulpturen en patina for at understrege formen og give metallet varme og dybde.
2 billeder fra værkstedet
Her er nogle af hendes værker: VRENSTEDS FUGLETRÆ er inspireret af områdefornyelsen i Vrensted med lindetræer, juletræ, røn og frugttræer. VRENSTEDS FUGLETRÆ er placeret som solitært træ i forbindelse med frugttræerne, således at det med sine “frugter” (fugle) danner starten på frugtlunden. Størrelsen på træet er også tænkt som et lille frugttræ.
Fugletræet blev afsløret onsdag d. 6. juli 2011.
3 billeder, Fugletræet i Vrensted fra 2011
Ovenfor et udpluk af Bodil Dams arbejder.
Portræt af Hans Dam, lerForarbejdet til skulptur til Valdemars Have i Brønderslevportræt af Søren Poulsen. Manden som lavede Verdenskortet ved Hobro. Her en udgave i ler, som er forarbejde til bronzen.Venteværelset, stentøjIdentitet, stentøj
Nordjyske skriver i 2009:
¤Bodil Dam, billedhugger, Vrensted fylder torsdag 60 år. Bodil Dam er en kendt og elsket kunstner på egnen og ikke mindst for udførelsen af Solhvervssøjlen i klitten, der markerer hvor solen går ned over Vesterhavet på årets længste og korteste dage. Desuden kan man møde hendes Vrede Måge på Det lille Torv på Vrenstedvej i Løkken, og i Hirtshals skulpturen Havmoren. Bodil Dam og hendes mand flyttede til Vrensted for ca. 30 år siden, og hun virkede i mange år som gymnasielærer i Brønderslev og Hjørring. For 10 år siden valgte hun at stå af ræset og koncentrere sig om selv at være udøvende kunstner efter at have undervist andre i billedkunst og kunsthistorie. Samtidig åbnede hun galleriet PondCottage Art og arbejdende værksted på den idyllisk beliggende landejendom, der også er parrets hjem. Her udstiller hun om sommeren skulpturer i stentøj og bronze indendørs og i haven og inviterer samtidigt andre kunstnere til at udstille. Desuden har Bodil Dam været repræsenteret på flere større censurerede udstillinger i ind- og udland.
Avisartikel m.m. fra 1991 med tidligere, skomager, fabriksarbejder og pensionist Gunnar Gade, søn af tidligere skomager, ringer og graver ved Vrensted Kirke, Niels Christian Gade.
Gunnar overtog skomager forretningen efter forældrene og blev boende i huset på Ingstrupvej, Vrensted, skråt over for gården Vestergaard og kirken.
Figuren af Skt. Thøger er udført af Gunnar Gade
Figuren af Skt. Thøger er udført af Gunnar Gade (død 1995). Den er skåret i eg hentet i Dronninglund Storskov. Initiativet til frembringelse af skulpturen blev taget af afdøde forfatter Knud Holst, som i sine senere år boede i Vrensted og kom meget hos Gunnar Gade. Gunnar Gade havde ikke selv noget direkte tilknytning til kirken. Gunnar Gade hjalp ofte sin far på kirkegården ved siden af sit faste arbejde, først som skomager og senere som specialarbejder på Peder Nielsen Beslagfabrik i Brønderslev. Gunnar var meget kunstinteresseret heraf kom sikkert lysten både til at male som han gjorde i sine unge år og senere hans interesse for at snitte i træ.
Gunnar Gades slægt, de var 14 børn.
En hilsen til Harry – en avisartikel
Kilde. Nordjyske JENS ERIK HULU
VRENSTED: Helt engelund’sk tager fysiognomiet sig ud, med det grå pandehår, de levende øjne og kindposernes trinde mildhed.
Den 68-årige Gunnar Gade fra Vrensted ved Løkken har ydermere kunstnersind. Han gør ikke antydning af væsen af sig (observationen er ikke hans egen), men fra han var ni år, og til han som 60-årig gik på efterløn, måtte han slide med så meget andet. Som høwer knægt, skomager og specialarbejder. Hvor om alting er:
Gunnar Gade har, viser det sig, en guddommelig hånd med træskærerarbejde. Hans skulptur af Skt. Thøger, nordjydernes nationalhelgen, blev sidste år opstillet og indviet ved høstgudstjenesten i Vrensted Kirke. Den står på en opsats over for en lignende langt ældre skulptur af de vejfarendes ven, Skt. Christophoro
– Det er jeg en kende stolt over, siger Gunnar Gade oprigtigt. – Jeg har altid opfattet kirkerne som de fornemste kunstgallerier, vi har, og så skal du tænke på at jeg har gået omkring her, fra jeg var dreng.
På adressen Ingstrupvej 7, lige over for kirken, hvor han stadig bor, havde hans far skomagerværksted. Da faderens helbred svigtede – det var under krigen – tog sønnen over. Gunnar Gade var skomager i Vrensted frem til 1960. Da havde flikkeriet længe været urentabelt. Så i de følgende 23 år arbejdede Gunnar Gade på beslagfabrikken Peder Nielsen i Brønderslev.
Det var her, han for alvor begyndte at snitte i træ. Han tog fat i frokostpausen, når klemmerne var spist, og kammeraterne respekterede hans syssel. Skulpturerne fra dengang er sorte af de mange hænder, der lige skulle røre. Rigtig mange, et halvt hundrede stykker vel, har han hen ad vejen foræret væk.
Træhesten og flyvemaskinen.
Meget i livet er kommet til ham sent. Han var 56, da han traf sit livs Elvira, Ellen Kien, som han siden har delt bord og seng og interesser med. Ellen er også musisk anlagt, med hang til at tegne og male, spille og synge – samt snakke. Det sidste bekommer Gunnar Gade vel, selv om han som indfødt vendelbo er mere stilfærdigt anlagt på det verbale sæt.
– Vi var 14 søskende, og jeg var ni år, da jeg kom ud at tjene som høverknægt på gårdene her omkring, fortæller Gade. Faderen havde haft et bette husmandssted, men det kunne ikke gå, og familien var flyttet ind til Vrensted, hvor faderen, som farfaderen havde været det før ham, blev skomager. – Mange munde skulle mættes, og far påtog sig ved siden af at være kirkebetjent.
– Mine tre ældste brødre emigrerede til Canada, da jeg var helt lille. Siden fulgte endnu en søster og to brødre efter. Det var fattige tider, og de var barske. Ja, for dævlen, hvor var de barske.
Gunnar Gade husker, at han var 11 år, da han fik en kniv og skar sit første kunstværk, en træhest. – Jeg smed den væk, fordi de voksne karle gjorde nar. Jeg husker ikke, at det blev til så meget med snitteriet dengang, for som høwer dreng var man altid beskæftiget med praktisk arbejde. Men mange år efter fortalte to af mine yngre brødre, hvor glade de havde været for et par flyvemaskiner, jeg havde lavet til dem dengang
Bag det gamle, hvidkalke de hus på Ingstrupvej har Gunnar Gade indrettet sig med et værksted, der har alt til faget hørende. Billardbordet i midten, som han selv har bygget, er ramme om mangen en hyggelig pot med vennerne, og også et kortspilbord hører med til inventaret. Foruden al værktøjet.
Nej, jeg spiller hverken billard eller kort. Det er drengenes afdeling. De skal også have lov at have deres, får Ellen fastslået, inden Gunnar og jeg smutter ud og ta’r os en fortsat til 100. Hjemmesejren er overbevisende.
Selvbyggede violiner.
På væggen over arbejdsbordet med træskærer knivene hænger et større arsenal gamle træhøvle. De er brede og smalle, med og uden styreskinner, og hver som en toptrimmet til aktiv specialtjeneste.
Det er værktøjer, som jeg har samlet på og restaureret gennem en lang række år. De er ikke bare anvendelige, de er også smukke, finder Gunnar Gade, som også er godt ekviperet med mere moderne, eldrevne sager i sit værksted. Selv om det helt klart er akuratessen, den fine håndgjorte detalje, der interesserer ham.
Tre violiner har han bygget, uden andre forudsætninger end lysten til at gøre det. – Jo, jeg skilte da lige en billig kineserviolin ad, så jeg kunne se, hvordan sådan en fyr var skruet sammen, fortæller Gade, og tager en støvet, sort violinkasse ned fra en hylde på værkstedet. Også den er hjemmelavet«. Inden i ligger hans første violin. Flot, men ikke helt vellykket, fordi der kom en revne i overstykkets granfinér. Andenviolinen var anderledes hel og i orden og blev hurtigt afsat, mens den tredje i rækken har sin faste plads på væggen i stuen. Gade giver den et par strøg med buen for at demonstrere klangfylden. Han står ved siden af et moderne elpiano med memory og playback og hele halløjet.
Det er en nyerhvervelse. Hverken Ellen eller jeg kan spille, men vi vil så gerne lære det, og vi hygger os med det, siger Gunnar.
Skt. Thøger er den største skulptur, jeg har lavet til dato. Den er gjort af en kævle fra Dronninglund Storskov. Det var Knud Holst, der opfordrede mig til at lave den, for Vrensted Kirke er oprindeligt indviet til Skt. Thøger. Jeg startede med at lave ham i en mindre udgave, og da der blev sagt god for den, tog jeg fat på at lave ham i stort format, foræller Gunnar Gade, der p.t. har en lille snes af de lidt mindre skulpturer stående til skue i hjemmet.
To gange Harry til Børglum
Jeg regner med, at jeg kan nå at lave et par stykker mere, inden de skal med på den årlige kunstudstilling i forsamlingshuset i Børglum. Inspirationen, fortæller Gunnar Gade, henter jeg ofte fra billeder i avisen. Som nu drengen Christian her. Han havde så dejligt et smil.
Harry Jørgensen, Vrensteds kendte vagabondven, er selvfølgelig gjort efter levende model. Han er ikke til salg, har jeg lovet hans søn Niels. Det samme gælder min bror Harry, der er pelsjæger, og som Ellen og jeg besøgte sidste år i Canada. Ham havde jeg ikke set, siden han kom hjem til Vrensted efter krigen. Han deltog i invasionen som soldat i den canadiske styrke. Det var ikke særlig mærkeligt at gense ham efter de mange år. Det var mere mælkeligt dengang efter krigen. Han var jo rejst ud, da jeg var helt lille.
30-40 timer går der nemt med at lave en enkelt skulptur, og så skal den koste derefter, en 3.000 – 4.000 kroner. Det har jeg bestemt, og det er der selvfølgelig ingen, der vil gi’, for hvem har råd til det? Men det gør ikke spor, for efterhånden kan jeg næsten ikke nænne at skille mig af med dem, der er tilbage, siger Gunnar Gade.
Gunnar var dygtig til at spille på banjo, her sammen med Helga Pallesen
Gunnar Gade ligger begravet på Vrensted Kirkegård
Mindeord:
GUNNAR GADE, Ingstrupvej 7, Vrensted, f. 1923 d. 1995
er efter kort tids svær sygdom død. Han blev 72 år.
Gunnar Gade var født i Vrensted og boede her hele sit liv. Han kom fra beskedne kår, der var 14 børn i hjemmet. Tidligt lærte han at tjene til føden, idet han kom ud som hyrdedreng på egnens gårde.
Han blev udlært skomager, og havde i mange år sit eget værksted, hvor han udførte sit arbejde med stor dygtighed og akkuratesse. En utrolig dygtig håndværker var han, og dette fik han senere mulighed for at vise på mange andre måder. Sit håndværksmæssige snilde brugte han også til at bygge violiner, ganske uden instruktion. Hans skaberevner var af utrolige dimensioner, og de slog rigtigt igennem, da han begyndte at skære i træ. Han evnede at give sine figurer menneskelige udtryk, og det til såvel Sct. Thøger som Dronning Margrethe. Førstnævnte kan ses i Vrensted Kirke, mens hans øvrige arbejder er skænket til familie og den store vennekreds.
Sjældent fandt man en så usnobbet, uimponeret og beskeden personlighed. Hans iagttagelsesevne og nysgerrighed for livets mangfoldige udfordringer var stor, men trods de rige skaberevner, han fra naturens side var udstyret med, gik han stille med dørene, Hans sans for det gedigne, den ægte vare, var Gunnar Gades kendemærke, og også for den vil han blive husket.
Gunnar Gade stammede fra en spillemands slægt, og det fornægtede sig ikke. Han nøjedes ikke med at bygge violiner, men viste sin musikalitet og skaberglæde ved at spille både banjo, violin og klaver. Også en anden form for spil holdt han meget af, og så længe kræfterne slog til, nød han at få sig et godt slag kort med sine trofaste, gode venner.
Vrensted har mistet endnu en af sine store kunstnere, og landsbyen er blevet lidt fattigere. Han overleves af sin hustru, Ellen Kiehn.
Tættere kan et 74´ årigt liv vel knap komprimeres, så her er lidt mere.
Da jeg, som det hyppigt lød i min pure ungdom, “alligevel bare skulle giftes”, blev der ikke spildt unødig uddannelse på mig. Jeg kom på kontor, afbrudt af et forsøg som sygeplejeelev, en tid som laboratorieassistent og en periode som brevcensor og tolk ved British Army on the Rhine i 1946. Min udlændingebarndom havde givet mig de to fremmedsprog, der var brug for ganske gratis. Som ca. 50-årig tog jeg sprogene op igen, og skaffede mig en beskeden kandidatgrad i det ene. Da havde jeg dog allerede undervist i 13-14 år i forskellige sammenhænge.
Skrevet har jeg hele tiden, men først med pensionen vinkende forude blev der alvor af det.
Efter en masse flytteri landede jeg i 1957 i Nordjylland, og har med stor tilfredshed boet her siden.
Her nogle af Gunnars snitte arbejder som er i familiens eje:
Måske Marie og sognefoged Søren Nielsen er hos Jytte GadeSkulle være fhv. minister Niels Anker Kofoed er hos Anni Gade FreundUkendt står hos Anni Gade Freund
Måske hvem ? står hos Anni Gade FreundSct. Thøger skænket til Vrensted KirkeMalet med vandfarve i Gunnars ungdom, forældrenes have på Ingstrupvej 7 Privat eje anni Gade FreundEjes af Mette Winther Nørgaard Andersen en gave til hendes far fra GunnarEn Fisker som ejes af Jens Gade
Det menes fra fam. at det Gunnars far skomager Niels Kristian Gade Gunnar har snittet. ejes af Juanita Henderson, UDAHerhen violin som Gunnar Gade påbegyndte opbygningen af og broderen Egon gjorde færdig. Ejes af Juanita Henderson, USAHer har Gunnar malet Vestergaard efter et gammelt foto fra 1904. Billedet hænger på Vestergård
Vrensted har også fostret en kendt kunstner, nemlig møbelsnedker Oluf Jensen som boede i et lille hus med udstilling og bagved værksted på “Hovedgaden” mellem Trehjørnet og forsamlingshuset i Vrensted. Han lavede fine møbler, restaurerede møbler for museer og begyndte senere at lave skulpturer og var med på flere store udstillinger i Danmark.
Oluf Jensen
Håndværker og Kunstner
Møbelsnedker og Billedhugger
Vrensted 1904 – 1974
Oluf Jensen blev født i Vrensted Byskole i 1904 søn af lærer Anton Jensen. Som dreng kom han tidligt ud at tjene som hyrdedreng. Den 1. februar 1921 kom han i lære som møbelsnedker i Hjørring. Han fik svendebrev den 1. februar 1926 med følgende anbefaling ”Jeg kan anbefale ham som en dygtig og pålidelig snedker, såvel til poleret som alt andet møbelsnedker arbejde”. I efteråret 1930 begyndte han på Kunsthåndværkerskolen i København. Tiden på Kunsthåndværkerskolen gav ham stor inspiration og lærdom som skulle blive ham til gavn senere hen i livet, både som håndværker og kunstner. På skolen mødte han den helt nye abstrakte kunst med bl.a. Ejler Bille og Richard Mortensen som inspirationskilder. Oluf Jensen har fortalt: ”Jeg forsøgte at male, men det gik ikke så godt. Først da jeg fik fat i træ, var det ligesom jeg fandt udløsning for mine ønsker”. Efter opholdet på skolen begyndte han lidt for sig selv på Byskolens loft at lave og reparere møbler. I 1935 opførte han værksted i Vrensted på en nyindkøbt grund og i 1938 opførtes beboelsen. Værksted og beboelsen blev rammen om Oluf Jensen virke resten af hans liv. Fra hans tidligste barndom havde han en naturlig trang til at tegne, male eller skære i træ. Tiden på Kunsthåndværkerskolen havde givet ham nogle færdigheder som han kunne arbejde videre med. Ved enhver lejlighed tegnede han skitser på alt papir, han kom i nærheden af. I 50 års alderen sprang han ud som billedhugger og fik de første skulpturer udstillet. Han udstillede gennem årene mange steder bl.a. på Galleri Gl. Strand i København. I 1957 blev han medlem af Vrå Udstillingen. Det var Johannes Hoffmeister som overtalte Oluf Jensen til at udstille. Den helt store anerkendelse fik han i 1963 på Kunstnernes Efterårsudstilling.
I 1989 blev der lavet en stor udstilling på Vrå Bibliotek med et udsnit af Oluf Jensens værker – møbler, skitser og skulpturer, for at gøre opmærksom hans virke som kunstner. Oluf Jensens virke som kunstner, har sat sig mange spor i både kunstnerlivet, på Vrå Udstillingen og i mange vendsysselske hjem, der har tegninger skulpturer eller møbler fra Oluf Jensens hånd. En af hans største arbejdsopgaver var restaureringen af alle møblerne i Anna og Michael Anchers hus i Skagen. Udvalgte citater viser på bedste vis, hvordan Oluf Jensen selv opfatter arbejdet som både kunstner og møbelsnedker, samt opfattelsen af rollen som kunstner – i et lille samfund. ”Kunst eller håndværk, kald det hvad De vil. Hvor ligger grænsen mellen de to udtryksformer? For mig går de op i en højere enhed i det øjeblik, jeg kan fuldende ting i bevidstheden om, at den repræsenterer en indre sandhed, der kort og godt går ud på at være ærlig overfor materialet “– og “Det vigtigste er, at man selv har fundet melodien, at man kan glæde sig over hver ting, man skaber med sine hænder og sin fantasi, uden at være plaget af ambitioner”. ”Jeg kunne ikke trives andre steder. Naturen her er min inspirationskilde, og uden stilheden og den rytme herude, var jeg næppe i stand til at lave noget overhovedet.”
Oluf Jensens produktion af møbler og kunst afspejler sig af tidens mode, udtaler sønnen Arne Søndergaard Jensen, som er udlært som møbelsnedker hos sin far.
jens otto madsen, marts 2017
Oluf Jensen Møbler
En møbelsnedker i Vrensted
Af Arne S. Jensen
Navnet øverst på denne side stod nederst i butiksvinduet i mit barndomshjem Vrensted, i det hus der i dag har nummer 491 på Vrenstedvej. Navnet var skrevet med store træbogstaver savet ud af massivt træ og de var sat fast på en liste i bunden af vinduet. Værkstedet og huset vat opfyldelsen af min fars drøm om at blive Selvstændig og få foden under eget bord. Jeg er i besiddelse af en lille tegning af værkstedet, som min far har lavet, og den viser hvordan han havde forestille sig, det skulle se ud. Værkstedet fik ikke helt det udseende som på den lille tegning, men et værksted blev der, og det er det vigtigste. Inden jeg tager fat på at beskrive min far værksted og hans levebrød som møbelsnedker, vil jeg kort ridse hans baggrund op.
Her Oluf Jensens lille hus med værkstedet i baghaven
ø.tv Åse, Oluf Jensen og hustru Maren og børnene , Arne, nederst tv. Henrik, Claus på skødet af Georg. Foto fra 1959.
Biografi
Min far blev født i Vrensted byskole i 1904 søn af Lærer Anton Marinus Jensen og hustru Harriet Jensen. Som dreng kom han meget tidligt ud at tjene som hyrdedreng, og jeg har kendskab til et af de steder, hvor han havde plads, og det var hos gårdejer Erik Justesen. Min far fortalte sommetider om, hvordan det var at vogte en flok kreaturer på en mark, som ikke var indhegnet.Det var et stort arbejde, og et stort ansvar at holde køerne væk fra de afgrøder, som ikke var bestemt for dem.
Den 1. februar i 1921 kom han i lære som møbelsnedker hos snedkermester H. Flensted i Hjørring. Hans læretid varede til den 1. februar 1926, hvor han fik sit håndskrevne svendebrev udleveret med følgende udtalelse fra læremesteren. “Jeg kan anbefale ham som en dygtig og pålidelig Snedker til såvel poleret som alt andet Møbel snedkerarbejde”. Efter udstået læretid kom han hjem og boede hos sine forældre i Vrensted byskole. På grund af sygdom blev han ikke ind kaldt til soldatertjeneste, men i efteråret 1930 begyndte han på Kunsthåndværkerskolen i København, og der gik han omkring et års tid til en pris af 25 kr. pr. måned. Tiden på Kunsthåndværkerskolen gav ham stor inspiration og lærdom, lærdom som skulle blive ham til stor gavn senere hen i livet, både som håndværker og kunstner.
Efter opholdet på skolen begyndte han lidt for sig selv hjemme på byskolens loft med at lave og reparere møbler. Men han påtog sig også at lave forskellige reparationsopgaver for Vrensted-Thise kommune. Af hans første meget simple regnskabsbog kan jeg nævne enkelte eksempler, men der er ikke angivet noget årstal. 1 stk. brønddække à 4 kr. 3 kloaklåg à 3,50 kr. 1 dør rep. hos Frk. Mikkelsen 1,50 kr. Frk. Mikkelsen var ansat som lærerinde i byskolen og havde den østre lejlighed i skolebygningen. Et andet eksempel: Vrensted-Thise Kommune 3 døre rep. 3,50 kr. Rep. Af loft hos Frk. Mikkelsen 4,50 kr. Rep. Stakit 6,00 kr. Rep. Vask 4,00 kr. Jeg kan forestille mig, at min far har påtaget sig disse reparationsarbejder af nød og trang. Men samtidig viser regnskabsbogen også, at der på loftet over byskolen blev lavet nye møbler, hvilket kan ses af følgende eksempel Fru Hjermitslev, Lyngby. 2 stk. lænestole (eg) 60 kr. 4 stole à 18 kr. = 72 kr. 1 spisebord 60 kr. Sammenlagt 192 kr. for et helt møblement til en stue, men som det er tilfældet med de øvrige priser, så har vi i dag svært ved at forstå, hvordan det kunne lade sig gøre at skabe sig et levebrød med så små midler. Mange år senere skulle det blive en årlig begivenhed, når min far om sommeren var en tur i friskolen i Lyngby Torp i Lyngby for at bejdse og lakere disse møbler, som han havde lavet under meget primitive forhold. Jeg var mange gange med på de ture, da jeg var dreng, og det var nærmest en udflugt, som jeg kunne glæde mig til i lang tid. Min far fortalte mig også engang, at han havde arbejdet hos kunsthandler P. Krog Geneser i Løkken.
Ovenstående biografi er så tæt på de faktiske forhold, som jeg kan komme. Desværre findes der ingen, som jeg har kunnet hente hjælp hos. Det eneste er det, jeg har fået fortalt, samt de oplysninger jeg har kunnet finde i de efterladte papirer fra mine forældre.
I marts måned 1935 købte min far en byggegrund på 478 m midt i Vrensted af Johannes Christensen i Vrensted til en købesum af 470 kr. Samme år blev værkstedet bygget, og i 1938 blev forhuset eller beboelsen bygget. Værkstedet og forhuset skulle blive rammen om min fars og vores families liv og virke resten af hans dage. Jeg vil i det følgende beskrive værkstedet og dets indretning.
Værkstedet
Værkstedet bestod af en lille firkantet bygning i ca. 60 m. Bygningen har i den tid, jeg kan huske, været kalket med gul okkerfarve og haft en tjæret sokkel. Taget var med helvalm, og det var belagt med sort tjærepap med trekantlister over samlingerne. I værkstedet var der to høvlebænke, en lille kombineret snedkeri maskine samt en båndsav af mærket Unicum. Maskinerne var fremstillet af Brüels maskinfabrik i Hjørring, og de blev anskaffet kort tid efter at værkstedet var bygget. Det kan ses af, at den første indbetaling til Brüels maskinfabrik er registreret i postkvitteringsbogen den 27. februar 1936. Maskinerne blev afdraget med 40 kr. pr. rate, men købesummen for begge maskiner, har jeg ikke kunnet finde nogen steder. Af øvrigt fast inventar var der et værktøjsskab med diverse høvle, stemmejern samt andet nødvendigt håndværktøj. Blandt det værktøj, der var i skabet, var der nogle med specielle navne, som jeg forestiller mig stammer fra den tid, hvor mange danske håndværkere gik på valsen. Eksempler som rubank, fukssvans, lockbeitel, geisfuss, ziehklinge samt svejfsav af nogle af de mest særprægede. Under den høvlebænk, som min far altid arbejdede ved, var der en skuffe med meget specielt værktøj til billeskærerarbejder. Desuden var der bloktvinger, som blev brugt til at læggep plader i pres, når de skulle fineres. Bloktvingerne blev også brugt til at presse krydsfiner til buede stolerygge og stolesæder i specielle skabeloner, som min far selv havde lavet. På loftet over værkstedet var der plads til lagring af træ og finer, men det var mange gange svært at finde frem til materialer, som vi skulle bruge på grund af den sparsomme plads.
En meget vigtig ting i værkstedet var lim ovnen, som bestod af en lille brændeovn på fire ben med komfur ringe øverst og en hul aflang varmeplade i forlængelse af selve ovnen. Første mand på værkstedet om morgenen skulle altid sørge for, at der blev tændt op i lim ovnen i hvert fald i den kolde tid af året, da lim ovnen var den eneste varmekilde på værkstedet. På lim ovnen stod den uundværlige limpotte, som altid skulle være klar med den varme lim, som blev holdt varm over vandbad. Selve limen, som var lavet af horn og ben fra slagtede eller selvdøde kreaturer, bestod af ravfarvede plader, der var ca. 8-9 cm i bredden og det dobbelte i længden. Når limen skulle varmes op til brug, blev limpladerne slået i stykker med en hammer, inden de blev proppet i limpotten. Senere blev limpladerne erstattet af lim i perler, som meget passende hed perlelim, og så blev det meget nemmere at få limen opløst i limpotten. Da jeg var barn, fik jeg mange gange lov til at slå limpladerne i stykker med en hammer, og det syntes jeg, var meget sjovt.
Det skete også mange gange, at jeg fik lov til at proppe shellak ned i den store 5 l ølflaske, en såkaldt “stakitølflaske”, som blev brugt til at lave shellak i. Shellak blev købt hjem i flager, som blev opløst i sprit. Når flagerne skulle proppes ned i flasken, foregik det på den måde, at der blev sat en tragt i flasken, og så kunne lakflagerne stoppes ned med en dyvel. Der skulle også tit bruges filtreret shellak, fordi det var en renere lak. Den blev lavet ved, at lakken blev hældt op i pulden fra en gammel filthat, som var sat ned i en krukke, hvorefter lakken langsomt sivede igennem filthatten, og på den måde blev alle urenheder siet fra. Foruden min far, var der de fleste år også en lærling på værkstedet. De senere år var der to lærlinge, som overlappede hinanden med et par år. I den tid min far havde værkstedet, blev der udlært syv lærlinge. To lælinge faldt fra midtvejs i læretiden, den ene for at gøre sin uddannelse færdig i København, og den anden havde tabt lysten til at være snedkerlærling, så han tog i stedet ud at sejle.
I årene lige efter krigen var der i en kort periode ansat en svend, men jeg var ikke ret gammel dengang, så det eneste jeg husker om ham, er, at han hed Madsen.
I samme periode var der de meget strenge isvintre, og min far fortalte sommetider om, hvor vanskelige vilkår de havde på værkstedet. Det frøs så meget, at fedtet i lejerne på maskinerne blev så hårdt, at maskinen knap nok kunne køre rundt. I en kuldeperiode havde min far fået en høvlebænk stillet op inde i huset, for at kunne lave lidt, da det ikke var muligt at varme værk stedet op.
I 1946 blev der anskaffet en ny maskine til værkstedet, og det var en investering, som var en meget stor forbedring og lettelse i det daglige arbejde. Maskinen var en båndpudser, som bestod af en maskine på godt et par meters længde, så den tog en del af den sparsomme plads, der var på værkstedet. Maskinen var bygget over et par store, brede jernruller, hvor der var et pudsebånd, næsten som en rem, der løb på rullerne. Under båndet var der et rulle bord, så flade emner kunne pudses. Det var også muligt at bearbejde mindre emner oven på båndet eller over hjulene, og der kunne min far være meget kreativ og lave mange brugsting af træstumper og fraskæringer. Pudsemaskine lavede meget af det tidskrævende arbejde. Et eksempel: en bordplade i massivt træ kunne mange gange være limet sammen af flere stykker træ i forskellig bredde og tykkelse. Når pladen var limet, skulle den høvles jævn eller rettes op med en rubank d.v.s. en langhøvl. Næste trin var høvling med en slethøvl og til sidst en pudshøvl, inden det slidsomme arbejde med pudsekork og sandpapir. Med pudsemaskinen kunne vi springe de sidste gange høvling over og gå direkte til pudsningen på båndpudseren, så det var en forbedring der kunne mærkes.
Arbejdsopgaver
Gennem alle de år min far havde sit møbelhåndværk som sit levebrød og største interesse, blev der fremstillet møbler i takt med de forskellige stilarter, der dukkede op og blev moderne i en periode. Så jeg tror nok, jeg tør sige, at alle stilarter blev lavet på min fars værksted. Min far fik gennem mange år et tidsskrift, som hed Dansk kunsthåndværk. Det var meget ofte i det blad, han fandt inspiration til nye modeller, som han så forsøgte at lave til kunderne. Når han havde set et nyt møbel i tidsskriftet, og det faldt i hans smag, skete der meget ofte det, at han lavede et eksemplar. Møblet blev stillet op i vores stue og taget i brug.
Mange gange stod det der ikke mange dage, for det blev solgt. Hvis en stole model eller et andet møbel slog an hos kunderne, blev der mange gange lavet forarbejde til mere end det, der var bestilt, når maskinerne alligevel var stillet op. Den slags ekstra møbler blev sat ind i butikken, hvor de stod udstillet et stykke tid, inden de blev solgt. Jeg ved, at der i efterkrigsårene blev lavet en del møbler i såkaldt renæssancestil. Møblerne var for det meste lavet af egetræ. Det var tunge møbler med kraftige drejede ben, brede låger med frisede fyldninger, som ofte var dekorerede med motiver i fint billedskærerarbejde. Tunge overplader, der blev båret oppe af udskårne eller drejede søjler og kapitaler. Stilarten havde elementer fra græske templer med buer og søjler. Mange gange blev møblerne lavet i røget eg. Det foregik på den måde, at møblet, eller dele af det, blev sat ind i et røgeskab, som vi havde stående oppe på loftet. Skabet kunne lukkes delvis tæt, så når træet eller møblet var på plads, blev der sat en skål ind i skabet med 3-dobbelt salmiakspiritus. Salmiakdampene gav træet en mørkere eller grålig tone, som blev mørkere jo længere træet stod til røgning. Der var også perioder, hvor de fleste møbler blev lavet i poleret mahogni eller nøddetræ. I de senere år blev det moderne med stole, der var lavet meget lette med drejede ben og brede armlæn, som ofte var i en anden træsort end resten af stolen. De kunne være modeller, der var inspireret af arkitekter som Hans J. Wegner eller Finn Juel for blot at nævne et par af de mest berømte. Teaktræ kom på mode, så alle møbler skulle pludselig laves af det materiale. Min far var ikke så begejstret, da det ikke var alt teaktræ, der var lige velegnet til stole. Til en let stol skulle der sommetider bruges mere end en slags teak, for at stolen skulle kunne holde. Mange gange havde stolene armlæn af palisander, og det var en meget hård træsort at bearbejde, men meget spændende at arbejde med. Der var ikke drejebænk på værkstedet, så alt træ, der skulle drejes, blev sendt udenbys. Jeg har mange gange været på stationen for at sende en sæk med stoleben til drejning. Jeg kan den dag i dag huske adressen: Drejermester A. M. Andersen, Algade 8, Aalborg. Jeg har nævnt billedskærerarbejde et par gange. Renæssancemøblerne havde ofte fyldninger med udskårne motiver. Jeg husker et par motiver, som ofte blev lavet til de kunder, der var landmænd og det var en bonde med et plovspand, eller en kvinde der binder et neg. Et andet brugt motiv skulle illustrere fundet af Guldhornene. Måske var det efterligninger af gamle malerier eller lignende, men jeg ved det ikke. Selve arbejdet med en fyldning foregik på den måde, at far havde de forskellige motiver lavet i voks, som sad fast på en tynd plade. Når han gik i gang med en fyldning, så lagde han den modellerede model oven på det stykke træ, som skulle bruges til fyldningen. I voksmodellen var der lavet en masse små huller på vigtige punkter i motivet, og med en spids syl, der blev trykket igennem modellen, blev alle punkter overført til træet. Modellen blev lagt, så han hele tiden kunne se, hvor der skulle skæres, og til det brugte han de specielle billedskærerjern, som han havde i skuffen under sin høvlebænk. Arbejdet krævede stor koncentration, da et enkelt fejlsnit kunne betyde, at mange timers arbejde skulle kasseres. Jeg har et eksemplar hængende på væggen i stuen med et sådant snit, En kvindefigur mangler den yderste næsetip,
og da man ikke dengang havde så godt lim, som vi kender det i dag, så måtte arbejdet kasseres. Min far lavede også mange andre former for bestillingsarbejde med specielle motiver. Et eksempel på det, er Hjørrings byvåben, som så vidt jeg husker det, blev skænket til en af Hjørrings venskabsbyer i Finland. Andre opgaver var omslag i træ til gæstebøger, som var meget almindelige dengang. Som årene gik, så ændredes hans motiver og blev eksperimenterende, sommetider abstrakte figurer indlagt i en skabslåge eller lignende, men det var et led i den udvikling, som skulle føre ham videre som kunstner.
Som det fremgår af ovenstående, var det mange forskellige arbejdsopgaver, som blev lavet på værkstedet. Der var også mange reparationer af møbler, lakering og polering, indramning af billeder samt mange andre specielle opgaver. Blandt dem var der særlig en slags opgave, som han ikke var meget for at lave, men heller ikke så gerne ville sige nej til, og det var fremstilling af geværkolber. Kolberne var for det meste lavet i nøddetræ med lidt udskæringer ved geværskaftet. Men det var tilpasning af låsen og de mekaniske dele, som kunne drille ham meget, så selv om han var et fredsommeligt menneske, så skulle man ikke komme ham for nær, når der var en var en geværkolbe på høvlebænken. Fra regnskabsbogen kan jeg se, at han i 1953 lavede en geværkolbe, og den skulle han have 52 kr. for, så jeg ved, at det var en meget lille timeløn han fik for den opgave.
En anden speciel opgave på værkstedet var, når han fik en stamme moseeg, som var pløjet eller gravet op på gårdene. Bønderne var altid meget vakse til at rådføre sig med min far, når de havde fundet moseeg i marken, og det var vigtigt, da der var specielle krav til tørringen, hvis træet skulle kunne bruges til noget. Jeg husker, at min far anbefalede, at man, hvis det var muligt, lagde moseeg stammen ind i laden i den mørkeste side og så dækkede den over med det halm eller korn, der skulle være i laden. På den måde kunne stammen få den langsomme tørring, der var nødvendig, hvis træet ikke skulle revne. I flere omgange blev der lavet møbler af moseeg til en direktør fra Kaas Briketfabrik, som selv havde leveret alt træet. Det siger sig selv, at i et stort mosebrug blev der fundet så meget, at det kun var det bedste, der blev taget fra til at lave møbler af.
En dag kom der en landmand ind med en stor rund kævle moseeg, som han havde fundet på en mark i Tolstrup. Gårdens ejer håbede på, at der kunne blive træ nok til et sofabord med massiv plade. Da træet blev savet over og flækket, viste det sig, at der var så mange revner i træet, at det eneste, der kunne blive lavet af det, var to små indskudsborde. Pladerne på bordene blev lavet med gamle kakler med en ramme af moseeg omkring, da der ikke var træ nok til plader.
For at afslutte dette afsnit om arbejdsopgaver, har jeg studeret lidt i min fars regnskabsbog, og jeg har fundet et par eksempler på priser på enkelte møbler for at se, hvad tingene kostede dengang. I 1914 lavede han et bord på 5 meter i længden. samt 12 egetræsarmstole til sognerådssalen i Vrensted-Thise kommune til en samlet pris af 2400 kr. I 1939 kostede et spisebord 125 kr. 4 stole à 24 kr. samt en bænk à 48 kr. I alt 269 kr. Jeg har desuden fundet et brev i min fars efterladte papirer fra Peter Riismøller, som var museumsinspektør på Aalborg historisk Museum. Brevet er en opfordring til min far om at sende regningen på restaureringen af et stort møbel for museet i Aalborg. Denne opgave var nok den indirekte årsag til, at min far blev udvalgt til at restaurere kunstnerparret Anna og Michael Anchers hus i Skagen i perioden 1966-67. Arbejdet med at restaurere møblerne i Anchers hus i Skagen blev ledet af Nationalmuseet. Inden min far fik overdraget opgaven, kom der en specialist fra Nationalmuseet til Vrensted for at snakke med min far og for at se værkstedet. Det tog lang tid at komme igennem møblerne i Anchers hus fordi nogle var meget ramponerede.
Skagen i perioden 1966-67. Arbejdet med at restaurere møblerne i Anchers hus i Skagen blev ledet af Nationalmuseet.
Jeg husker, at min far engang fortalte mig om, hvor vanskeligt det kunne være at restaurere et møbel, hvor der på et hjørne eller en kant sad rester af oliemaling, som kunstnerne via deres tøj eller hænder havde afsat på møblerne, Sådan en malings klat måtte ikke fjernes, da det skulle være så tæt på det oprindelige – eller næsten som om kunstneren lige havde forladt stuen. Denne opgave strakte sig over et par år, så der var mange arbejdstimer i det. I den periode havde min far to lærlinge, som med stor interesse og iver gik op i opgaven med de gamle møbler. Den ene lærling var Erik Egebak, som i dag har egen forretning i Løkken. Den anden var lidt ud over det sædvanlige, da det var en pige, Anna Østrup, som var i lære. Anna bor i dag i Paris, hvor hun har sit eget værksted. Anna har opnået stor anerkendelse som konservator, og har udført restaureringsopgaver mange steder i verden. Nogle år efter opgaven med Anchers hus fik min far også til opgave, at gennemgå og ordne møblerne i Drachmanns hus, men det var ikke så stor en opgave, så det meste lavede min far på stedet.
Kunstneren
Fra sin tidligste ungdom havde min far haft en naturlig trang til at tegne, male eller skære i træ. Da jeg gik i Vrensted byskole eller når vi besøgte min farfar og farmor i skolen, så vi flere gange, hvordan min far havde skåret i træ på den indvendige side af portene til garagen eller tørveskurene . Brædder og revler var dekorerede med blomsterranker eller figurer skåret i træet. Tiden på kunsthåndværkerskolen gav ham nogle færdigheder, som han kunne arbejde videre med. Fra den periode har jeg set en buste, som min mor havde siddet model til. Jeg har selv to kalve, som han havde modelleret i Vestergaard i Vrensted. Per Vingaard fortalte mig engang om en oplevelse han havde, da han havde plads i Vestergaard. Min far var ved at modellere en kalv, og da Per kom forbi, lagde han lidt friskraspede roer op foran lermodellen, og det blev far så gal over, at han jagtede “Bette Pier” rundt i stalden. Som årene gik, ændredes hans arbejder fra det figurative over til det abstrakte. Ved enhver lejlighed tegnede han skitser på alt papir, han kom i nærheden af. Telegrammer, indvendige side af årsskrifter, telefonbøger m.m. kunne bruges til skitser. Skitserne blev mange gange oplæg til skulpturer, som han lavede i mange forskellige materialer, men træet var altid hans foretrukne. De første forsøg var relieffer eller abstrakte figurer, der blev indlagt i møblerne. I 50-års alderen sprang han ud som billedhugger, og fik de første skulpturer udstillet. Han udstillede gennem årene mange forskellige steder bland andet i Galleri GL Strand i København. I 1957 blev han medlem af Vrå Udstillingen, og der var han medlem til sin død. Det var en stor anerkendelse for ham, da han fik skulpturer med på Kunstnemes Efterårsudstilling i 1963. Så man kan nok sige, at han fik stor succes med sin kunstnerkarriere. Jeg vil ikke skrive mere om min fars kunstnerperiode, da jeg ved, der er andre, som bedre kan skrive om det. Det jeg kender mest til, er min fars arbejde som møbelsnedker og håndværker.
Epilog
Anerkendelsen som møbelsnedker, billedskærer, billedhugger samt diverse anmeldelser gjorde, at min far i nogle tilfælde blev interviewet til aviser eller tidsskrifter. Jeg har nogle af disse avisudklip liggende, og jeg vil lade citater fra disse udklip være afslutning på denne beskrivelse af en af Vrensteds mange håndværkere. På et spørgsmål om, hvorfor han ikke er meget for at kalde sig selv for kunstner, svarer han, “For det første fordi det er sådan et stort ord, og hvad dækker det egentlig? For det andet, fordi jeg opfatter alt godt håndværk som kunst. Hvorfor skal man så bruge den mest prangende betegnelse?” Et andet brudstykke fra samme udklip. “Jeg har ikke kunnet have et stykke træ i hånden, uden at føle mig tiltrukket af det formgivningsproblem det skjuler. At finde løsningen og frigøre den i form og rytme er målet for mig, -andet lægger jeg ikke i det. Hvad er definitionen på løsningen? Den kan jeg ikke give. Den hænger sammen med min private livsindstilling, som alene går ud på, at de resultater man giver fra sig, skal være helt sandfærdige for en, og så er det ligegyldigt, om man kalder det kunst eller håndværk, når man ved med sig selv, at man ikke har snydt.” Ovenstående citater går mest på hans kunstneriske side, men det følgende siger mest om min fars indstilling som håndværker. På et spørgsmål om restaurering af de gamle møbler. “Jeg holder meget af de gamle ting, men jeg ville ikke bryde mig om at have dem inden for dørene hos mig selv. Vi lever midt i en anden tid, og det er den tid, vi skal lade præge vore omgivelser. Moderne møbler er da flotte. Det er funktionelle skulpturer, som man kan trives med.”
På trods af, at min far havde succes som billedhugger og høstede stor anerkendelse som møbelsnedker, så bevarede han til det sidste den jordforbindelse, som var så kendetegnende for ham. Han fik mange opfordringer til at udvide forretningen, men han var ikke nogen forretningsmand. For ham var det stille liv på værkstedet i Vrensted, hans familieliv og de daglige cykelture sammen med min mor, ud for at skue ud over kærene, det væsentlige i tilværelsen. Alt det andet gik han ikke så meget op i.
Krucifiks i Vrensted Kirke
NEKROLOG i VT:
Oluf Jensen, Vrensted, er død
Billedhugger og møbelsnedker Oluf Jensen, Vrensted, er pludselig død på Brønderslev Sygehus, 69 år gammel.
Oluf Jensen var født i Vrensted, hvor hans far var lærer. Som ung kom han i snedkerlære i Hjørring og derefter et års tid på Kunsthåndværkerskolen i København. Sidst i 30erne nedsatte han sig som møbelsnedker i Vrensted, et virke, han fortsatte med også efter, at han blev kendt som billedhugger.
Sit kunstneriske ståsted fandt han først i en moden alder. Det begyndte ,efter at han havde malet lidt, da han fandt et særligt formet stykke træ, som han bearbejdede. Hermed var interessen vakt, og i 1956 kunne man for første gang se nogle af hans fornemme arbejder på Vrå-udstillingen, hvor han siden har udstillet hvert år.
Han opnåede den glæde at udstille flere kendte steder, bl. a. på Charlottenborg, Aalborg Kunstgalleri, Kunstnernes Efterårsudstilling og Hjørring Kunstmuseum. Han solgte arbejder til De Danske Spritfabrikker, Løkken og Sindal centralskoler, Hjørring Kunstmuseum, og i Brønderslev Kirke vidner et stort, smukt krucifix om hans interesse for at indføre religiøse motiver i sin kunst. Også til Vrensted Kirke lavede han et krucifix.
I hans forhold og kærlighed til kunsten gav sig også udslag i at værne om gamle ting. Denne kærlighed sammen med hans faglige dygtighed medførte, at han fik overdraget store restaureringsarbejder som bl. a. istandsættelse af møblerne Michael Anchers stuer i Skagen og i Drachmanns Hus samme sted. Herudover gjorde mange private brug af hans dygtighed, når det gjaldt restaurering.
Oluf Jensen var en beskeden mand, men af stort format som kunstner. Han slog ikke på tromme for sin kunst, men hans sidste udstilling på Hjørring Kunstmuseum viste, hvor godt hans skulpturer faldt sammen med billeder af Vendsyssels kendte malere som Svend Engelund og Hofmeister. Han var af samme generation som disse kunstnere. Han blev vel ikke så kendt i så bred en kreds. Til gengæld mener hans beundrere, at hans kunstneriske evner lå på et meget højt plan. I Vrensted var han en kendt mand, men hans kærlighed og oprigtige forhold til kunsten medførte, at den tog næsten al hans tid. Derfor så de lokale beboere ham mest på cykel, når han kørte ud i naturen for at hente inspirationen til sin kunstneriske udfoldelse. Han var en flink og jævn mand, med et kærligt sind.
Oluf Jensen overleves af sin hustru og fem børn. Georg, som er universitetslektor i Odense, Arne, der er snedker i Løkken, Aase, der er børnehavelærerinde i København, Henrik, der er lærer i Poulstrup, og Claus, der læser og endnu bor hjemme.
kjøer.
Ting fremstillet af Oluf Jensen:
Flot tidløs design stol
Ovennævnte fine og smukke ting er lavet af Oluf Jensen, og er i privat eje.
Oluf Jensen ligger sammen med ægtefællen Maren Jensen, begravet på Vrensted Kirkegård
Lidt om den smukt og majestætisk beliggende Vrensted Kirke fra 11-1200 tallet
Vrensted Kirke
Smukt og majestætisk ligger Vrensted kirke midt i landsbyen, hvor den rager op over de lave huse og gårde. Sådan har den haft sin plads i sognet vel 7-800 år. D.v.s. at den stammer fra den store kirkebygningsperiode i 11-1200 tallet.
Den er bygget af store tilhuggede kampesten, granitkvadre. Oprindelig bestod den kun af kirkeskib og kor.
Den bærer navnet »Sct. Thøgers kirke«, og ved kirkegårdens sydøstlige hjørne ligger »Sct. Thøgers kilde«, der siges at have sprunget med undergørende vand. I et lille anlæg, hvor kilden sprang, har Historisk Samfund rejst en sten med navnet, og der er i nyere tid bygget en brønd.
Sagnet fortæller, at Sct. Thøger kom fra England og byggede kirke i Vestervig i Thy o. 1050 – og drog videre til Vrensted, hvor han byggede kirke o. 1100.
Kirken er oprindelig bygget med romansk skib og kor (rundbuestil), – måske har der også været apsis (korrunding). Men omkring 1500 er den ombygget i gotisk stil (spidsbuestil). Koret er udvidet til skibets bredde og har da fået en ejendommelig tøndehvælving længst mod øst. I stedet for bjælkeloftet er der bygget hvælvinger. Endnu ses flere bjælkestumper over vinduerne. Oprindeligt har der kun været 3-4 små højtsiddende vinduer. En af de gamle vinduesbuer i granit er bevaret og indmuret i korets nord væg. Der har været to indgange, mændenes fra syd og kvindernes fra nord. Nord døren er nu tilmuret. I samme ombygningsperiode blev det høje tårn samt våbenhuset opført i munkesten og begge med hvælvinger. Tårnet har nogle meget karakteristiske røde blændinger og er iøvrigt ukalket på nordsiden. Måske har det således også i sin tid tjent som kendetegn for de søfarende. Kor, skib og tårn er tækket med bly, hvorimod våbenhuset har tegl.
Kirken har to klokker. Den lille, som er den ældste, synes støbt af P. L. P. ca. 1450. Den store klokke er bekostet o. 1910 af daværende kirketiendeejer, sagfører Anders Olesen, Norresundby. Han var iøvrigt fodt i Vrensted. Klokken er støbt af M. og E. Ohlson i Lübeck og bærer indskriften: »Nu kalder Sct. Thøgers klokke påny – På gammel og ung i Vrensted by«.
På tårnet er anbragt et tårnur. Selve urværket og urskiven mod øst er opsat i året 1932 af daværende tårnurfabrikant Chr. Ørnholm. Vrensted. I året 1957 skænkede fhv. gdr. Alfred Westergård urskiven mod syd.
Alteret er opr. bygget af granitkvadre. Man fortæller, at det indeholder et relikviegemme med lidt hår og knoglerester af Sct. Thøger. For flere hundrede år siden blev det beklædt med træ af pommersk fyr.
Altertavlen er trefløjet. Billedrammerne med udskårne akantusblade er fra 1597, – men billederne er malet af Niels Larsen Stevns i 1917. De viser fra venstre: Bebudelsen, Jesus og Nikodemus, samt korsfæstelsen.
Alterstagerne er svære massive malmstager, men uden indskrift.
Den syvarmede lysestage er skænket af afdøde provst Aage Stevns, som var sognepræst her 1930-52.
Døbefonten er af granit og stammer fra romansk tid, – antagelig fra kirkens opførelse. – Dåbsfadet er af presset messing og har i bunden et billede af syndefaldet (Adam, Eva og slangen samt kundskabens træ), omgivet af en kreds af springende hjorte. Antagelig er det tysk arbejde.
I koret findes også et par gamle epitafier og nogle gravstene over tidligere præster. Det ældste og rigest udskårne epitafium er til minde om præsten Melchior Evertsen Meier 1648-55, hvor man ser præsten og hans hustru samt deres to levende børn. Et barn, som de har mistet, er også malet, – i ligtøj. – Det andet epitafium er over præsten Johannes Dines Carlsen og hustru, 1767-83. På korets nordvæg står ligeledes
en større gravsten i lys marmor over præsten Anders Rasmussen Carlsen 1729-67 (fader til forannævnte). Indskriften fortæller bl.a. følgende:
>Spørger Vandringsmanden: Hvorledes levede dend Præst med sin Præstinde?
Da svares: Deres Roes skal staae i evig Minde.
Thi Gudsfrygt, Flittighed i Embede og Stand
Tilfulde prydede Præstinden med sin Mand.
I Velstand Ydmyghed, Tålmodighed i Nød
Var deres Prydelse, som fik en salig Død.«
Stenen fortæller iøvrigt også, at efter adskillige Viderværdigheder, især den ulykkelige Ildsvaade 1759 over hans præstegård og formue, nedlagde han i rolighed sit embede og levned. Han døde 27. sept. 1767.
Endvidere finder man her på korets nordvæg også et gammelt udskåret stykke. Det har opr. siddet som overstykke over alteret.
Den mindre gravsten er rejst over præsten Frands Lauridsen (Hjort) og hustru 1677-1708, samt deres trende sønner Laurids (3 år), Abraham (6 år) og Isach (4 år).
På korets sydvæg finder man en gravsten i sort marmor over samme præst, Frands Lauridsen Hjort, og hans første hustru. Indskriften er på latin.
Endelig finder man i koret’også et par gamle kirkestole af pommersk fyr. Den sydlige kaldes præstestolen og den nordlige degnestolen.
Kirkens ældste inventar (måske bortset fra døbefonten) er det store romanske krusifiks fra ca. 1230. Her er Kristus fremstillet som konge med kongekrone. – Den sejrende Kristus over død og grav. (I modsætning til senere fremstillinger af den lidende Kristus med tornekrone). I korsenderne er udskåret de fire evangelistsymboler (Matt: mennesket, Mark: løven, Luk: oksen, Johs: ørnen). Indskriften forneden lyder: CRUX CHRISTI NOSTRA GLORIA IN HOC SIGNO VINCAM (Kristi kors er vor ære, ved dette tegn sejres). Krusifikset har antagelig hængt på en bjælke under triumfbuen. Der finder man endnu en bjælkerest i muren. Det er i 1917 istandsat af nationalmuseets konservator Niels Termansen på bekostning af sagfører Anders Olesen.
Prædikestolen er rigt udskåret og bærer årstallet 1597. Felterne viser fra venstre: 1. Mathæus. 2. Markus, 3. Korsfæstelsen. 4. Opstandelsen. 5. Lukas. 6. Johannes. Prædikestolen hviler på en konsol, der bæres af et »djævlehoved«,
I kirkeskibets to vestlige hjørner ser man mod syd en træskulptur af den hellige Christoforus, der bærer Jesusbarnet over en flod. (Legenden om kæmpen, der ville tjene den stærkeste). Skulpturen er tilvejebragt af sagfører Anders Olesen.
– I hjørnet overfor mod nord står en lille moderne skulptur, en kristusfigur i ibenholt, skåret og skænket 1973 af kunstneren Oluf Jensen, Vrensted, (død 1974).
Ned fra hvælvingen hænger her et kirkeskib med navnet Sct. Thøger. Det er bygget og skænket af afdøde tømrer Ejnar Miller, Vrensted, i 1918.
Lysekronen er skænket af tårnurfabrikant Chr. Ørnholm i 1933 til minde om hans første hustru Charlotte Emmerenze Mine Ørnholm.
De seks lampetter på væggene er skænket af beboerne i Vrensted sogn i 1928,- og de to lampetter i tårnbuen er skænket anonymt i 1948.
I tårnrummet er orglet installeret.
Det gamle havde 8 stemmer og er bygget af firmaet Zachariasen og Søn, Aarhus, i 1938, – skænket af familien Petrea og J. Chr. Pilgaard, Vrensted, (søster og svoger til sagfører A. Olesen). –
Det gamle orgel udskiftet i 2019
På nordvæggen ses tre billeder, der tidligere har været benyttet i altertavlen. De forestiller Jesu fødsel, korsfæstelsen, – og opstandelsen.
Over udgangsdøren har Niels Larsen Stevns malet en fresco, der viser os Kristus og Synderinden (Farisæerne vil have kvinden stenet. Jesus siger: Den af jer, der er syndfri, lad ham kaste den første sten. Johs. 8,3-11. Ved udgangsdøren ses endvidere den gamle kirkeblok. – Over indgangsdøren set fra våbenhuset er anbragt et relief, en gipsafstøbning, af » Den gode hyrde«.
Den gode hyrde
Kirkegården er omgivet af et smukt stendige.
I den vestlige side er opført et kapel 1919 af sagfører A Olesen. Ved kirkens restaurering i 1963 blev den vestlige del af kapellet ombygget til dels fyrrum, dels toiletter.
Kirkens og kirkegårdens smukke placering midt i landsbyen er i de senere år blevet yderligere understreget ved regulering og frilæggelse af omgivelserne. Mod nord parkeringsplads og anlæg ved stiftelsen >>Ane Maries Hus« (opført af sagfører A. Olesen). Mod øst den gamle skole samt et grønt område, og mod syd den idylliske »Kirkedam«.
Sankt Thøgers kilde ved Kirkegårdsdiget i Vrensted
Mindestenen ved Sankt Thøgerskilde er rejst i 1923 af Historisk Samfund.
Den gamle helligkilde omtales første hgang ved præsteindberetningen fra 1667 til Resens Atlas.
Resen-indberetningen findes i Det Kongelige Biblioteks Håndskriftafdeling, hvor den er indgået i en samling forskellige manuskripter vedr. Jyllands topografi.
I skriftet IV står der følgende: Hvor af Wrensted Sogn haver sit Nafn, vidis iche. Men siunis, at som Kircken skulle være Kaldet S(ankt) Thøgers Kircke. Thi der ligger en liden Kilde ved Kirckegaars Digget, som sigis af gamle folch at være kaldet S(ankt) Thøgers Kilde.
Helligkilden er genfundet 1894 og findes ved kirkegårdsdigets, sydøstlige hjørne.
Foto ca. 1955
Sct. Thøgers Kilde
foto ca. 1955
Kirkedammen
Ved kirkegårds diget ved Vrensted Kirkes sydøstlige hjørne er der rejst en mindesten over Sankt Thøgers helligkilde, og den nærliggende kildedam, kaldet Kirkedammen, er omkranset af et lille smukt anlæg. Selve brønden er omkranset af kampesten, men kilden er udtørret. Den blev fundet i 1894 efter at være tilsandet i tidens løb – den er nu udtørret igen.
Vrensted har uden tvivl været en meget besøgt pilgrims-station, og byen var i middelalderen egnens Sodoma og Gomorra. Her blev der handlet meget ved de store handelshuse, og som følge deraf, var der usædvanlig mange kroer i byen.
Et gammelt mundheld siger, at det var lige så vanskeligt at gå gennem Vrensted uden at blive skændt – som det var at komme gennem skærsilden uden at blive brændt.
St. Thøgers kilde, sten
Vrensteds status som handelsby skyldes i høj grad, at der til og fra Aalborg var en livlig varetransport ad Ryåen til Ingstrup Sø. Denne vandvej omtales ligefrem som Hærvejen.
Sankt Thøger
Thøger var kapellan for den norske konge, Olav den Hellige, og rejste til Vendsyssel efter Olav blev dræbt i slaget ved Stiklestad i 1030. Her missionerede Thøger og slog sig senere ned ved Vestervig, hvor han byggede et lille kapel. Da han døde ønskede man i Vestervig at ophøje ham til helgen, men det ville kongen ikke tillade, så man forsøgte at brænde nogle af Thøgers skeletrester. Men på mirakuløs vis kunne benene ikke brænde, så derefter fik Thøger helgenstatus i Danmark. Sankt Thøgers festdag er 30. oktober.
Legenden om Thøger fortæller, at når han skulle forsøge at omvende hedningene til den kristne tro, opsøgte han kvinderne, når de hentede vand ved brøndene, og han overbeviste dem ved ”at tale med honningsød tunge”. Det var så op til kvinderne at overbevise mændene.
Vrensted Kirke
Vrensted kirke, der også er viet til Sankt Thøger, er en romansk kirke, som er bygget i granitkvadre. Kirken er den ene af to danske kirker, der er indviet til Sankt Thøger. Den anden er den nu nedrevne sognekirke i Vestervig.
Kirkedammen – Det hyggelige gadekær i Vrensted, beskrevet af Jørgen Schierup, Vrensted.
Vrensted bys gadekær – Sct. Thøgers Dam, eller i daglig tale Kirkedammen
foto 1915 Kirkedammen og købmandsforretninge
I enhver landsby var der i ældre tid et gadekær. Et fælles vandingssted, hvor byens kreaturer og heste kunne vandes, når de blev trukket hjem fra græsning i kærene. I Vrensted er gadekæret i den gamle bymidte, tæt ved kirken bevaret som en dejlig sø med svaner eller ænder lige i vejdelingen mod Ingstrup og Thise. Gadekæret var fælleseje for hele Vrensted Ejerlav, og har lige siden været et naturligt midtpunkt i landsbyen hvortil mange gåture går med børn og brødpose i hånden. Det blev renoveret oprenset og stensat i brinken mod vejen i ca 1960 af bl a Herman Nielsen og vistnok Vilhelm Andersen. I 1992 skulle søen igen oprenses og byens borgere ønskede vestsiden istandsat og befæstet på samme vis, men denne gang sagde kommunen, nu Løkken Vrå fra. Argumentet var at dammen ikke ar kommunal ejendom, men Vrensted Ejerlavs !! Altså såkaldt gadejord. Så vi måtte ved en fælles indsats gøre det fornødne med både oprensning og støbning af fundament og stensætning. Der var massiv opbakning til projektet, og vi fik et flot resultat og en styrket selvbevidsthed ud af det ! Gadekæret har altid været vandrigt, idet der ligger en vandåre ved kirkediget, som også er basis for Sct Thøgers kilde ved kirkediget få meter fra dammens bred. Vandåren fandt vi under oprensningen i 1992 med en høj vandstråle op gennem det nedspulede rør, men desværre lukkede det igen da røret blev fjernet, så den selvforsyning af springvandet, vi havde håbet på, udeblev. Oppumpningen af vand til springvandet er blevet for dyr og derfor pt skrinlagt. Derimod er der stadig ænder og guldfisk som trækker mange besøgende til, ofte med brød at dele ud til ænder og fisk, eller fiskenet og spand. De dumme skaller lader sig let fange, mens guldfiskene er mere snu I tidligere koldere tider brugte vi om vinteren hyppigt dammen til skøjteløb og ”ishockey” med en punkteret bold og afskårne kæppe fra krattet i lægeboligens have. En gadelampe midt for dammen gjorde at der var liv og glade dage af børn og unge på isen til ud på aftenen. Når foråret nærmede sig blev isen mør og vi kunne ophugge den i flager som vi sejlede rundt på og holdt gevaldige søslag. Ikke så sjældent endte det med at en eller flere faldt i vandet og fik sig en meget kold dukkert! Herlige dage var det. Se Arne Søndergårds beskrivelse i ” Kæden af kærminder ”
Avisartikel samt forskellige billeder af Kirkedammen i Vrensted der ligger i sydenden af byen med den gamle flotte hvide villa “Villa Holmen”, med den store have som nærmeste nabo.
Klik på billeder og avisartikler for at forstørre
Der leges og skøjtes på issn når den kan være foto ca.. 1950Børnene vader i mudder i KirkedammenKirkedammen ved Vrensted kirke, med lægens bolig til venstre og tårnur-fabrikant Ørnholms hus til højre
En beretning om Præstens Plantage “Thøgerslund”, Vrensted. Plantagens areal er ca. 19 ha og ejes af Vrensted kirke og bestyres af Vrensted menighedsråd.
Klik på billeder for at forstørre
Præstens Plantage også kaldet Thøgerslund set fra præstegårdenVrensted Præstegaard 2016
Øverste billede Præstens Plantage herefter Vrensted Præstegård set fra vest, herefter præstegården set fra syd
Tidligere gårdejer Povl Stevns, Stenum, født i 1933 i Vrensted Præstegård og søn af tidligere Vrensted præst, provst Åge Stevns fortæller her om Præstens Plantage i Vrensted. Povl Stevns flyttede fra Vrensted sogn i 1952.
April 2016, Povl Stevns fortæller:
For at begynde med begyndelsen, må det være på sin plads at starte med spørgsmålet om, hvornår ideen til plantagen opstod, hvem der fostrede ideen og hvem der stod bag dens gennemførelse. Her står det lidt svagt, da jeg ikke ligger inde med oplysninger desangående. Der er dog for mig ingen tvivl om, at plantagen stammer fra tiden, hvor pastor Julianus H. Plesner var sognepræst i Vrensted-Thise (1909-29). I trap Danmark kan man om pastor Plesner bl.a. læse følgende: “Han kæmpede for plantningssagen —“, samt, fra hans tid som præst i Brande: “Plesner står som den, der fik et monument rejst for Dalgas.” Ud fra disse udsagn må det vel også være rimeligt at konkludere, at det var ham, der fostrede ideen til plantagen og Hedeselskabet, der forestod plantningen. – (Altså mit gæt).
Tilbage til “Thøgerslund” eller “Præstens Plantage”, som de fleste nok dengang kaldte den og det var vel også forståeligt nok, da det dengang var præsten, der var den ansvarlige for plantagens drift. Endvidere var det også min far, Aage Stevns, der havde jagtretten og det var hos min far der blev indhentet tilladelse, hvis nogen ønskede at benytte plantagen til andre formål, som for eks. sport – det være sig boldspil, skydning eller lignende.
I min barndom bestod beplantningen af bjergfyr omkranset på de tre sider af høje graner. Kun siden over mod gården Holmen´s jorder var “åben”. En stor del af disse graner blev fældet i krigsårene og mange af dem havnede som brænde i præstegårdens kaminer, efter at de havde været en tur over rundsaven for dernæst at blive flækket med skovøkse. Denne kløvning gav megen varme og kostede flere økseskafter. Hvad bjergfyrrene angår, så blev disse udnyttet i 2 omgange. Det var Henry Jensen og Signe, der stod for dette arbejde, som godt kunne være ret hårdt på varme sommerdage. Den 1. udtynding fandt sted i 1940. Efter fældningen blev det afklippede kvas samlet og bundtet i faskiner med en tråd om hver ende, hvorefter mejeriet overtog det til opvarmning af kedlen. At det skete netop det år, ved jeg, da jeg blev sendt i plantagen for at hjælpe Henry og Signe den dag, min søster Kirsten kom til verden og det skete i juli måned 1940. – Når jeg således var ude og “hjælpe til”, samlede jeg også nedfaldne fyrrekogler, som jeg hjembragte i en jutesæk anbragt på bagebæreren. Sådanne kogler var jo gode at fyre med i komfuret.
Ved den efterfølgende udtynding blev de lidt større fyr lagt i bunker langs vejene og solgt til brændsel for, så vidt jeg husker, 20 kr. pr. bunke. Disse bunker var ret så populære, hvad min far da også blev bekræftet i en dag, far under et besøg hos en ældre kone på Bådstedhede, blev stillet følgende spørgsmål: “Så de, a’ var i kirke i søndags pastor Stevns.?” Ja, det havde min far da set. Herefter fulgte prompte næste spørgsmål:”Så kan a’ vel få et læs kvas fra plantagen i år igen?” Det fik hun.
På et tidspunkt blev der plantet lidt graner i det nordøstlige område, hvor der var nogle åbne pletter. Det gjorde, at vi efterhånden selv hvert år kunne hente vores juletræ derude, men derudover blev der ikke fældet juletræer. I slutningen af fyrrene blev der endvidere plantet nogle lærketræer i pletter mod nordøst. En dag sidst på året talte min far med en mand, der netop havde haft ærinde i plantagen, og spurgte ham ved den lejlighed, om alt nu stod godt til derude. Hertil svarede manden: “Det er ikke for svært med de sidste graner, der er plantet. De står og taber nålene”. Manden kendte ikke lærketræet og vidste derfor ikke, at lærk taber nålene om vinteren.
Plantagens nordlige langside lå parallelt med privatbanen kun adskilt af en smal, jordlod, der var bortforpagtet, samt en bred græstilgroet grøft med tagrør og okkergult vand. Banens nærhed kunne derfor i tørre perioder give problemer på grund af brandfaren ved gnister fra lokomotivet, så efter et par småbrande måtte min far da også henvende sig til banen med en anmodning om, at de ikke rodede i ilden under kedlen, når de passerede plantagen.
I midten af plantagen var der en stor åben , rektangulær plads, der bar navnet “Festpladsen”. Man kom dertil ad græsgroede skovveje, der ikke var venlig stemt overfor motoriserede køretøjer, men til gengæld havde en godt slidt cykelsti, der snoede sig gennem terrænet og førte mangen sportsentusiast frem til pladsen, hvor idrætsforeningens boldspil foregik, indtil der kom sportsplads oppe ved byen. Det er muligt, banen opfyldte de internationale målkrav til en fodboldbane, men dermed var også alt sagt. Banen, der havde et mål i hver ende, var meget ujævn og især i siderne bevokset med lyng, små pilebuske og hvad der ellers kunne trives på den karrige jord. Andre områder var som et vaskebræt efter skæring af møntørv til oplægning på stråtags rygninger, men sådan var vilkårene nu engang på det tidspunkt og det gik åbenbart endda, også selvom bolden undertiden blev borte i lyngen for en tid eller forsvandt inde mellem træerne.
Af andre arrangementer, der afvikledes på Festpladsen, husker jeg især den 20. juli 41, da jagtdoreningen (måske flere) havde flugtskydning samt skydning til andre bevægelige mål (ræv). Hele dagen var vejret flot, og vi kunne derfor ligge henslængt i lyngen og nyde vore medbragte madpakker. Min mor havde lavet to pakker til far og mig: en stor med de mindre spændende agurk-, tomat- og kartoffelmadder og en mindre med lækre kødmadder. Det var så meningen, vi skulle deles om det hele, men det vidste vi ikke, så, da vi skulle spise, gav far mig den lille pakke med ordene: “Den her er nok til dig”. Sådan gik det dog kun i starten, for pludselig blev far meget interesseret i at bytte nogle af madderne, og det kunne jeg da ikke afslå.
På den første gennemgående vej parallelt med plantagens nordvestlige langside var anlagt en skydebane med skydevold samt små jordvolde i en afstand fra skydevolden på henholdsvis 100 og 200 meter, hvorfra der kunne affyres skud i liggende stilling. Hvornår skydevolden blev anlagt, hvem der stod for projektet og i hvilke perioder, anlægget blev anvendt til skarpskydning, har jeg ikke nogen klar erindring om. På en måde synes jeg, at skydevolden altid har været der – og dog ? – Personligt har jeg ikke selv skudt med riffel mod volden, men på et tidspunkt efter krigen fik jeg lov til at prøve at skyde med en US-karabin. Hvornår brugen af skydebanen ophørte, vej jeg heller ikke, men jeg mener, den fik en brat afslutning efter, at et projektil var gået over volden og derefter ind gennem en togkupe med passagerer på vej mod Ingstrup station.. (Banen blev nedlagt 1963).
Helt klart har Thøgerslund på alle områder været den af sognets plantager, der har haft førertrøjen på. Den er ikke alene den største, men også den mest charmerende med sine bjergfyr, sine skovveje og sin festplads i modsætning til sognets andre mørke, lukkede skove med granbevoksninger, hvor solens stråler har svært ved at trænge igennem skovbunden. Ikke mindst af den grund har ture i plantagen altid været en oplevelse, hvad enten man kom der alene, med familien på en søndagstur, eller som privilegeret med bøsse og hund. Ofte lød meldingen i mit hjem fra far eller mig: “Jeg går lige i plantagen”. Om turen så var med kikkert i lommen eller med bøsse og hund var ikke afgørende. Ej heller om jagtudbyttet var stort eller lille, men det til trods, kan det dog ikke benægtes, at jeg var stolt, da jeg den 5. juni 1951 nedlagde en flot råbuk derude, endda en seksender. Ofte falder blikket stadig på den flotte opsats på væggen i mit kontor.
Nogen afhandling om Thøgerslund blev det ikke til, da der mangler præcise data om dette og hint, men et hyggeligt tilbageblik på Præstens plantage, som jeg oplevede den og mindes med glæde. Måske gemmer der sig mere præcise oplysninger om plantagens historie i gamle protokoller hos menighedsrådet og Vrensted jagtforening og lignende steder.
Sct. Thøgers Kilde
