Ellenmarie Møller, Nibe (tidligere Nielsen). Hun er opvokset på gården Bagterp mellem Vrensted og Løkken.

En spændende historie der fører os tilbage til da Vrensted opstod i 1340.

Gården ”Bagterp ” ligger i hjertet af Åsendrup i det gamle Vrensted sogn.

Det er en ældgammel egn vi er på.

Vrensted by som ligger et par km mod syd, fik sit nuværende navn i 1340, og på dette tidspunkt hørte Åsendrup by – og det var en by dengang, ind under Vrensted bys ejerlav.
Vrensted havde en fordel frem for mange andre små byer, den havde og har en kilde – Sankt Thøgers kilde. Her sad munkene til det ugentlige marked og solgte afladsbreve. Den gang var man meget bange for djævlen, og for den skæresild man skulle igennem efter sin død, hvor alle ens synder blev fremlagt. Ved køb af et afladsbrev fik man alle sine synder forladt, på én gang, og et gammelt vers udtrykker det således : Når pengene i kisten klinger, straks sjælen af skærsilden springer. De tjente fedt de kære munke, på folks frygt – minder lidt om nogle af nutidige reklamestunts.
I 1670 oprettede de jyske rytterdistrikter et rytterkompagni i centrum af Vrensted, og dette satte skub i mange små kroer og en del bordeller, så det gik lystigt til i byen. Der står skrevet: Den, der kan gå gennem Vrensted udskændet, kan gå gennem Helvedet udbrændt .
På et tidspunkt forsvandt rytterkompagniet, og kroerne lukkede. Det tog ikke modet for indbyggerne, for man begyndte bare at hjemmebrænde brændevinen. Det var lige ved at få en brat ende, for øvrigheden var ved at være godt trætte af den lovløse by. En efterårsdag i 1784 kom en politifuldmægtig og to betjente til byen, men Vrensted boerne mødte dem med sten, spader og høtyve, fik såret politifuldmægtigen og den ene betjent – de vendte aldrig tilbage igen.

Som tiden gik, havde Åsendrup by også fået lavet et ejerlav, for området bestod af 23 gårde og en hel del småhuse. – men man kunne ikke enes med dem fra Vrensted. I stedet for at snakke tingene igennem og få dannet fælles fodslav ang. retten til bl.a. tømmer fra skibe der gik på grund, og problemet med sandet der ødelagde markerne, og en masse andre problemer, endte man gang på gang i store slagsmål, for devisen var – slå først og spørg siden. Omkring 1680 blev man endelig enige om at dele sig i to ejerlav og opsatte 30 punkter som skulle overholdes, og så blev der fred – så nogenlunde.
I 1465 kan man for første gang læse om Bagterp, og det er i forbindelse med en familiestrid om en stor Hovedgård som lå en kilometers penge stik vest. Gården er for længst væk, for sandet ødelagde den.
Bagterp der var en udstykning fra denne her gård lå dengang på den anden side af vejen, og forskellige ejere havde gården i de næste mange år. Der blev drevet en del skudehandel fra gården, for Løkken var dengang kun en lille flok huse.

Fra 1519-1536 fik de trængte bønder i Åsendrup et problem mere – udover sandet. for på Børglum kloster regerede Stygge Krumpen med hård hånd. Der er mange historier om Stygge, ikke alle er lige sandfærdige, men jeg har læst om en dag hvor livet blev noget forandret på Bagterp, og det skulle være en af de sandfærdige historier.
En ganske almindelig dag red Stykke Krumpen ind på Bagterps gårdsplads. Man kan næste tænke sig til den forskrækkelse folkene fik, for Stykke var hadet. Hans ærinde var meget enkelt, han ville ha husets datter med. Den unge pige var blevet mandbar – et frygteligt ord, men det blev dengang brugt om piger i 14-15 års alderen. Ingen turde sige nej til Stykke, så han fik pigen med op på klosteret. Et par dage efter, kom hun tilbage – en staldknægt fulgte hende hjem, – uden mødom – men med en pose penge, som betaling for svie og smerte, men også fordi hendes muligheder på ægteskabsmarkedet var blevet forringet, for en pige der ikke var jomfru, havde svært ved at finde en ægtemand.
Det var et barsk liv man levede, kampen mod overmagten på Børglum Kloster, kampen for at brødføre sin familie på en let jord, og ikke mindst kampen mod sandet som kunne lægge alt øde. Jeg kan endnu huske fra min barndom, hvordan en forårsstorm dækkede en nyspiret kornmark med sand, så den bagefter lignede Løkken strand. Jeg kan huske hvordan min mor løb med næsten ild i håret og med støvsugeren i den ene hånd, i kampen mod sandet som kom ind gennem alle vinduessprækker. Problemet blev heldigvis løst da der rigtig kom gang i plantning af marehalm.
I løbet af de år som Bagterp lå på den anden side af vejen, brændte den tre gange, og efter den tredje brand, ville ejere ikke bygge den op igen, men flyttede den over på den anden siden af vejen, her hvor den ligger nu, – der måtte jo ligge en forbandelse over gården siden den brændte så tit – måske var det bare pga. stråtaget – vi ved det ikke.
I 1915 stod den nye gård klar til at flytte ind i, og som i alle stuehuse på landet, blev der lavet et folkestuebord, hvor folkeholdet spiste alle måltider. Dette gamle folkestuebord har vi taget med os til Nibe, et dejligt minde om et langt landbo liv.

Den 19-10-1946 var det mine forældre Ellen og Harald Nielsen som købte Bagterp. Min mor var fra Sulsted og min far fra Tylstrup, så det var en ny egn for begge, og de flyttede ind efter deres bryllup. Jeg laver en del slægtsforskning, og har fundet ud af at fars oldefar havde boet på en gård her i Åsendrup, så verden kan sommetider være lille. Det blev for begge et livslangt kærlighedsforhold til egnen og gården, og først da min far fyldte 90 år, flyttede de fra Bagterp og til Løkken i et stor hus – der skulle være plads til alle møblerne.
Min far kunne ikke lide heste, nok som hyggedyr men ikke til arbejdsbrug. I sine unge dage havde han arbejdet på de store herregårde på Fyn og Sjælland, og havde fået nok af at køre med hestespand. Han var blandt de første på egnen som købte traktor, og som gav sine ansatte fri så de kunne mærke det. Man var vant til halm i sengene, men det blev smidt ud, og nye madrasser blev købt, der blev snakket rundt omkring i sognet , der var ingen grund til at lave om på gamle skikke. Men far og mor faldt til i sognet, og sognet fik glæde af to mennesker, som havde meget overskud til foreningslivet i byen. I dag ligger de begge begravet på Vrensted kirkegård, under et træ som min mor plantede da Vrensted kirke fik en udvidet kirkegård. Mor døde pludseligt i 2011, 88 år gammel, og far døde i 2014 næsten 100 år gammel og meget træt af livet.
På gården var der karle og en pige som skulle lære husholdning. Min mor var med i mange bestyrelser og underviste i mange år i gymnastik i Vrensted forsamlingshus. Hun var kirkesanger i Vrensted kirke og var medlem af menighedsrådet i en menneskealder + alt det andet hun var med i, – et meget aktivt liv. Min fars store interesse var maskiner, og han kunne bruge timer på at skille og samle dem igen med hjælp fra vores uundværlige fodermester Ejnar. Om vinteren kunne de to finde på at skille en maskine ad, for at finde ud af hvorfor den kørte så godt – så var de som to drenge og øjnene lyste. For at få et bedre udbytte på den specielle jord, fik far en del af jorden dybdepløjet, det var noget nyt på egnen . I 1965 blev køerne sat ud, min far kunne ikke fordrage at malke, og det kunne vores fodermester heller ikke. Der blev købt kødkvæg og siden gik far over til ren griseproduktion. Det lettede arbejdsbyrden, og min far fik bedre tid til at side i bestyrelser m.v. Om sommeren kom der feriegæster og der blev spillet kroket i den store have, og antonius over taget på hønsehuset. Solen skinnede altid i min barndom, så det blev til mange ture til badehuset på Løkken strand. Men om vinteren var der stille, der kørte få biler på landevejen mellem Vrensted og Løkken, og jeg kan endnu høre den syngende lyd at telefontrådene i de lange vinteraftener.
De fleste vendelboer kan godt li at handle, og det går i det fleste tilfælde også godt. I Danmarks mindste by

– Vringelby, som ligger et par hundrede meter mod syd herfra, her boede omkring 1922 Jens Jacob. Næsten hver dag kørte han til Løkken med hest og vogn og købte et helt læs fisk. Engang kørte han helt til Ålborg med et læs torsk og fik det solgt så hurtigt og godt, at han fik den ide at køre lidt længere mod syd hvor han købte et læs kirsebær. Det gik hurtigt med at få læsset solgt i Ålborg, så Jens Jacob tænkte ”det her går jo godt” og vendte nok engang vognen sydpå hvor han købte et stort læs kirsebær mere. Men intet vokser ind i himlen, for Ålborgenserne ville ikke købe flere bær. Jens Jacob kørte rundt i flere dage men uden held til at få solgt de mange bær. Til sidst vendte han hjem til Vringelby med læsset, og den lille by endte med at få nok af kirsebær. Derfor blev det besluttet at det ikke ville være en god ide at plante kirsebærtræer i byen, og Jens Jacob holdt sig siden hen til fisk.
Det må ha virket overvældende med det store læs kirsebær i Vringelby, som ikke har et byskilt, for den består kun af 5 små ejendomme. Vringel er et gammelt ord der betyder : skævt, krumt eller tvært, men de folk der boede der i min barndom, var nogle elskelige mennesker. I 1868 havde en af gårdene en mølle, hvor alle kom med deres korn til. Der var ansat 3 møllesvende, det gav liv i den lille by, og omkring 1910 var der både en smed, en skomager, og en høkerforretning hvor der blev solgt billig snaps. Ifølge en artikel i Vendsyssel Tidende i 1962 var der kun et ægtepar i den lille by, resten var enelige. Her boede bl.a. Marius Mathisen i sit hundrede årige stuehus. Han havde fået bygget nye udbygninger til sine 5 malkekøer, lidt grise og hans elskede heste. Marius var klar over at det var nødvendigt med et nyt stuehus, men det var ikke rigtigt blev til noget. En dag brændte det gamle hus, og der skulle nu tænkes anderledes. Marius flyttede ind i sin garage der var med bliktag, installerede en lille oven, og beklædte væggene med gamle aviser som isolering. Her levede han i længere tid med sine mange katte, og havde det dejligt midt i en enorm bogsamling. Det specielle ved Marius var, at han var meget belæst, han læste Blicher og Herman Bang, men også Kirkegård. Han kunne fortælle om fremmede lande som om han havde besøgt dem, men han kom kun sjældent udenfor Vringelby.

Som naboer havde han Kathrine og Jacob. Et søskendepar af en gammel Vrensted familie. De levede nøjsom af de 4 køer, og et par grise i den lille stald, kom sjældent udenfor Vringelby, men vidste alt om hvad der var værd at vide, om hvad der skete i Vrensted. Når man kom ind i baggangen var der to døre, en til køkkenet og en til stalden. Jeg kan endnu huske den varme sødlige lugt af køerne, der var den gang, det var – anderledes. De var mine reserve bedsteforældre, og vi holdt ofte mørkning sammen. At holde mørkning sammen var at side ved spisebordet i den blå time der er, inden det bliver helt mørkt. Kathrine fortalte om sin barndom, og Jacob sad og nussede deres forkælede kat med sine store arbejdshænder. Så gik jeg hjem i mørket, mens lyset fra Rubjerg fyr fejede lange lysarme ind over landskabet, så jeg var ikke alene. Da jeg mødte min mand Kristian, som er himmerlænding skulle han selvfølgelig præsenteres for Katrine og Jacob, og under hele eftermiddagskaffen sagde Kristian næsten ingen ting. Han måtte siden indrømme at han ikke forstod den dialekt som de to gamle mennesker snakkede, for deres sprog var den ægte gamle vendelbodialekt.
De var nøjsomme men elskelige Katrine og Jacob, Katrine døde først, og efter Jacobs død i 1983, blev en arv overrakt til Vrensted kirke. For den blev der indkøbt en smuk sølv-alterkande, et teleslyngeanlæg og der blev også til en hovedreparation af orglet.

—————————————–

Bagterp brændte igen i 1983, heldigvis kun udbygningerne.

Hermed ender min fortælling om Bagterp og Åsendrup, og jeg vil slutte med at føje den prolog til som min mor skrev og oplæste i anledning af en hobby udstilling i Vrensted forsamlingshus den 4. april 1979.
Det er hendes kærlighedserklæring til denne her skønne egn.

Landet bag klitterne breder sig,
åbner sig villigt mod forårets gnistrende lys.
Derude havet skiftevis buldrer mod stranden
og hvisker med kåde små gys.
Mod nord Børglum kloster rejser sig stolt imod himlen, mægtig og hvid
hist ude i syd ligger Thise bakker med kirken, gammel ærværdig, solid.
Naturens kræfter har skabt disse bakker og sletter i tidernes morgen
og her – just her på de frugtbare marker, midt mellem kirken og borgen
voksede et samfund op, lig mange andre på Danmarks kort,
den eneste forskel er bare den: at dette sted – det er vort.

Lad andre kun prise så yndig en egn
med bakker – og skov med en å,
vi elsker jo dog vore skævslidte hegn
og hvor findes himlen mer blå??
Nok plages vi tit af den havsalte vind,
som man næsten kan læne sig mod,
men den rusker op, hærder krop og sind,
og jorden er gavmild og god.

Fortravlede storbymenneskers drøm
er at flygte fra det, der er stort
et stort privilegium er der så vist,
at bo i et samfund som vort,
med kirke og skole, huse og gårde, handel og håndværk m.m.,
foreninger, klubber – forsamlingshus, hvor så mangt og meget
jo sker.

Så med mors ord vil jeg gerne slutte denne fortælling.

Ellenmarie Møller

Et voldsted eller borgbanke er rester af en borg eller et forsvarsværk fra oldtiden, middelalderen eller de tilstødende perioder. Der er fundet over 1.000 voldsteder i Danmark. De ligger som regel, hvor landskabet gav en naturlig hjælp til opbygningen, for eksempel ved en bakke og ofte i tilknytning til en sø eller et vandløb.

Mange voldsteder ligger ved en vandgrav eller opdæmmet sø, som samtidig kunne fungere som mølledam ved en vandmølle. Voldstederne og de tilknyttede borganlæg blev kontrolleret af kongen og hans allierede samt velstillede private, og vandmøllerne indgik i de produktionsanlæg, der var tilknyttet borgen og dens landbrugsdrift, kvægavl, småproduktion, m.m. De fleste voldsteder er anlagt på naturlige højdepunkter, og vandgrav eller opstemmede søer er anlagt senere.

Anlæggelsen af voldsteder på højdedrag er kendt fra oldtiden og den danske vikingetid. I den kongeløse tid (1332-40) foregik en stærk privat bygningsaktivitet i adelige magtfulde grupper. Som et modtræk iværksatte Margrete 1. i 1392 et forbud mod bygning af private borganlæg, som med enkelte undtagelser (af især kirkelige borganlæg) blev opretholdt til Kong Hans ophævede det omkring 100 år senere.

Claus Krogh Madsen skriver:

Der har været udgravninger foretaget af Vendsyssels historiske museum

Slottet

Slottet var 1652 et Hus med Jord, der muligt havde Navn efter det gamle Voldsted, ved hvilket det laa ved Ingstrup Sø. Huset laa til Børglum Kloster og brugtes da af Jens Christensen, Jens Sørensen og Niels Thomsen, der holdt ulovligt Krohold, hvilket ogsaa 1669 var Tilfældet med Christen Poulsen her og 1670 med Niels Thomsen i Nørre Slot og Niels Olufsen samme Sted. 1676 dømtes Niels Thomsen atter for samme Forseelse sammen med Chr. Poulsen, saa de synes at have været uforbedrelige, men Beværtningen ved den meget brugte Vej her fra Thise maa vel kunne have betalt sig. Maaske har Stedet ligget tæt ved Rørbæk Bro, jvf. »Slottet« i Thise Sogn lidt øst for Sognegrænsen mod Vrensted.

Noget tyder paa, at Vejen fra Thise til Vrensted har været forsynet med Spærringer i ældgammel Tid ved Rørbæk Bro, thi her ligger i Thise Sogn Stedet Stadsvold og i Vrensted Sogn et lille nu næsten usynligt Voldsted kaldet Slottet, der har været et firkantet Anlæg omgivet af dobbelte Grave. 

kilde: Nordjyske

VRENSTED:

Arkæolog Torben Nilsson fra Vendsyssel Historiske Museum graver i denne tid efter historien på det gamle voldsted Slottet på Bådstedhedevej ved Vrensted.

Man ved ikke hvem, der har boet her, hvad man har lavet her eller hvad brugt stedet til. Men vi skal forsøge få fat i den lange ende af historien, siger Torben Nilsson.

Voldstedet kan dateres tilbage til Middelalderen, og gamle overleveringer vil vide, at der engang boede røvere på stedet. Men en ting er sikkert – et slot har der aldrig været på stedet.

Arkæologen har i denne uge haft god hjælp af en gravmaskinen, der flytter det øverste lag muldjord – den jord der vendes år efter år af landmanden. Under maskinens fremfærd bliver en brunlig lys undergrundsflade blotlagt. Fladen har ligget uberørt siden den ældste oldtid. Men nogle steder brydes den lyse flade af markante mørke aftegninger. Og det er disse mørke aftegninger, der vækker arkæologens interesse.

På den lyse undergrundsflade kan vi se alle de steder, hvor der har været gravet ned – lige fra den ældste oldtid og frem til i dag. Når man graver ned, sker der et fyldskifte. Hvis man graver et hul og dækker det igen, kommer der altid muldjord ned i hullet. Og derfor vil der vil altid være en mørk pler, hvor man har gravet, forklarer Torben Nilsson.

Voldgrave

Forfædrene, der har beboet Slottet, har været beskyttet af to voldgreve – en ydre og en indre grw. Disse grave tegner sig som lange, brede, mørke bræmmer i området.

Hertil kommer et antal mindre mørke punkter, som er

stolpehuller fra beboernes bygninger.

Alle grøfter er gravet med håndkraft, og det har med sikkerhed været en tilflugtsborg. Man har virkelig gjort et stort arbejde ud af at beskytte sig herinde, konstaterer Torben Nilsson med et nik mod det, der engang har været voldgrave.

Og for at kunne grave dem, skulle du være i stand til at dirigere en masse mennesker. Det kan kun folk med virkelig magt. Så vedkommende herude på Slottet har været ved muffen-en herremand. En som har haft mange folk under sig, tilføjer han.

Slottets eksistens har været kendt i mange år. Per Lysdahl fra Vendsyssel Historiske Museum har gennem årene fulgt stedet fra luften, og han er i besiddelse af en række luftfotografier, hvor afgrøderne afslører de gamle voldgrave. Der hvor voldgravene i sin tid løb, står afgrøderne nemlig lidt grønnere end på resten af arealet.

At stedets historie skal afdækkes nu, skyldes, at landmand Kurt Thomsen, der ejer jorden, skal i gang med at grube arealet. Derfor skal fortiden registreres og sikres.

Hestekadaver

Når der har boet mennesker på stedet, vil der være efterladenskaber af den ene eller anden slags. For eksempel efter huse og vandbrønde, fortæller Torben Nilsson

– Og det vi leder efter, finder vi – omend i spædt omfang. Det er ikke de kraftige markante bygningsrester, vi har tilbage her, konstaterer arkæologen og markerer endnu et stolpehul. Imens fortsætter gravmaskinen sin færd. Mere muld skrabes af – mere historie kommer til syne.

– Det jeg håber at finde er en brønd – der er stor fugtighed i en brønd og ting, der er smidt i brønden vil på grund af fugtigheden være godt bevaret.

Udover stolpehuller dukkede der på dag et en hestesko og et hestekadaver op.

Det fandt vi i yderste grav. Det kan være slagte afffald eller stamme fra en syg hest. Når vi graver den ud, kan vi se, om den er slagtet eller den er uden snitmærker og savmærker.

Når undergrunden er blotlagt, bliver samtlige mørke aftegninger registreret på en oversigtsplan.

– Her vil jeg kunne se, om der er system og struktur i fundene. Ved at se planen igennem, kan vi som regel få svar på, hvorfor man har gravet. Derefter går vi i gang med at grave ud, fortæller Torben Nilsson.

Kurt Thomsen med børnene Malene og Michael følger udgravningerne på tæt hold. De er flere gange om dagen på besøg, for at følge arbejdet.

Det er da interessant, siger Kurt Thomsen der fortæller, at familien var klar over Slottets eksistens.

Da vi overtog stedet i 1989, gik der folk herude og ledte efter potteskår og andre ting – flere af dem gik med metaldetektorer. Men vi har ikke fundet noget – og

vi har heller aldrig kigget nærmere efter det, tilføjer han.

Når Vendsyssel Historiske Museum er færdig med at udgrave Slottet skal området igen inddrages til landbrugsareal.

Nytårsløjer med ”Baluba-Krigerne”

En beretning fra dengang der var nytårsløjer til, skrevet den 27.12.1994 af journalist Poul Christoffersen opvokset på en ejendom på Bådstedhede, Vrensted.

Da lovgiverne fandt ud af at forbyde brug af fyrværkeri med knaldeffekt af betydning, faldt en del af fornøjelsen ved nytårsløjer væk. I begyndelsen af 1960erne og før forbudstiden trådte i kraft var løjerne omkring jul og nytår en af de begivenheder, jeg som stor knægt i Vrensted så frem til. Der var altid nogle steder, som vi 7-8 drenge på Bådstedhedevej med fornøjelsen generede de aftener, hvor løjerne foregik. Ikke fordi de var uvenlige naboer i det daglige . Tværtimod. Men når det blev 2. juledags aften, nytårsaften og hellig tre kongers aften, så begyndte blodet at rulle meget hurtigt, specielt et sted. For vi fandt hurtigt ud af, at fire midaldrende søskende, som boede på en lille ældre går, var nemme at tirre, når vi kom med kanonslag, affaldsspande og hvad vi ellers kunne finde på at genere dem med.

Grovfilen frem.

På vores runde til de ca. 25 gårde og huse langs vejen var det ellers mest trillebører, madam blå og juletræer som vi forsøgte at få fat i, men ikke hos de fire søskende. Her gjaldt det om at få dem til at rende efter os. Derfor blev løjerne grovere end de andre steder. En 2. juledagsaften startede vi med at smide aske, som var efterladt i en spand, ind gennem brevsprækken og lidt efter kom et kanonslag samme vej, så asken formentlig stod til alle sider. En hund inde i stuen peb og hylede, og så blev der tændt lys over det hele. Lidt efter blev stuehusdøren lukket hurtigt op og en spand vand blev kylet ud mod os. Vi fortrak helt ud i mørket, men da roen havde lagt sig
på ny, listede vi tilbage og affyrede nye kanonslag i vindueskarmene så ruderne sang og klirrede.

På løbetur      

Igen blev døren åbnet og ud trådte en midaldrende dame med en lang kæp i hånden og en lasket stor hund pilende omkring sig. Hun råbte og truede af os, så vi løb ud på vejen, men aldrig så snart hun og hunden var inde igen, så stod vi der igen foran stuehuset. Kanonslag blev smidt i askespanden, så den rungede højt, og de sidste rester af asken røg op i luften. Så kom kvinden ud igen med kæp og hund samt med en søster i baggrunden, med en ny spand koldt vand. Derimod holdt deres to mandlige søskende sig fortsat inde i stuehuset. Vi løb igen ud på vejen. Denne gang forfulgt af den balstyriske kvinde og hendes lidt mindre hidsige søster. Ta dem, råbte kvinden med kæppen til sin hund. En af drengene tændte i en fart en lynkineser og smed den tilbage mod hunden, så den peb i stedet for at gø, løb ind under kvindens lange skørter og forsøgte at gemme sig. Jeg slår dig faneme ihjel, Ole, råbte kvinden endnu mere ophidset, mens hun løb efter os med stokken højt hævet.

I hønsegården

Vi løb ned ad en markvej, hen over nyplantede træer og pludselig løb et par af drengene ind i en mur af hønsetråd. De var havnet inde i en stor hønsegård og der løb de forvildet rundt for at finde udgangen igen skarpt forfulgt af kvinden med kæppen. En eller anden fik væltet en del af hønsegården, så kammeraterne kravlede ud i det fri. Derefter råbte og truede kvinden med politiet, før vi tog til det næste sted. De fire søskende lod vi være i fred resten af den aften, men hver gang vi så billygter i det fjerne, spang vi skyndsomt til side for at gemme os. Et kvikt hoved bøbte på stedet de fire søskende som Balumba-krigerne. Navnet kommer fra nogle stammekrigere i Congo, som netop havde nedslagtet den nye stats første præsident, Patrich Lumumba.

Løjerne fusede ud

To dage efter disse begivenheder kørte en betjent rundt for at forhøre sig om, hvem der havde været med til at genere de fire søskende og lavet hærværk på et læplantningshegn og nabohønsegården. Rygtet om ”Baluba-krigerne” på Bådstedhedevej spredte sig hurtigt, og allerede nytårsaften kom en flok på 20-25 drenge og enkelte piger for at være med i løjerne. Desværre blev aftenen en rigtig nytårsfuser, for inde hos ”Balubakrigerne” sad en betjent store dele af aftenen. Og politibilen var selvfølgelig parkeret meget synligt