“Nørregaard”, Åsendrupvej 41, Åsendrup, Vrensted, 9480 Løkken,  har tidligere været en af de større gårde i Vrensted sogn i 1806 på ca. 156 tdr. land. Den har i tidernes morgen hørt under Børglum Kloster, men i 1856 solgte godsejer C.M. Rottbøll gården til Jens Thomsen, som fik tilnavnet Nørgaard. Han stammede fra Kettrup i Ingstrup Sogn.

Han havde haft forskellige pladser bl.a. i Vrensted sogn. Han er antagelig kommet til Nørregaard i 1823, hvor han overtog fæstet af Nørregaard. Hans hustru  Ane Christensdatter, som var født på Toftegaard i Vrensted, og som han var blevet gift med i 1825, havde tidligere været husholder på “Nørregaard”.

“Nørregaard”, der i 1806 ved udskiftningen af landsbyfælleskabet var blevet flyttet nord for Åsendrup by, havde da et jordtilliggende på ikke under mindre end 156 tdr. land. Jordens bonitet var imidlertid meget dårlig på grund af sandflugten.

I 1856 ophørte Jens Thomsen med at være fæster, idet han nu fik skøde på “Nørregaard” som nævnt tidligere. Købesummen var 6.000 Rdr. sølv, som han fik skaffet til veje bl.a. ved at overtage indestående pantegæld, samt udstede en panteobligation for et lån på 1.300 Rdr. Derudover må han selv have haft en del opsparede penge.

Familien fik seks børn, 3 drenge og tre piger. Niels, Thomas og Anders og Ane Kristine, Maren og Else Marie.
Gården kom efterhånden i god drift og Jens Thomsen havde ansat en tjenestekarl og sammen med de efterhånden seks voksne børn bistod de ham i arbejdet på gården.
I 1869 kort før han blev 73 år afstod Jens Thomsen gården til den yngste søn Anders og han og hustruen gik på aftægt og fik bolig i den vestre ende af stuehuset på Nørregaard.

Der fortælles at Jens Thomsens hustru, Ane Christensdatter, har gået i skole hos den tyskfødte lærer Martin Dietz, der var sognedegn i Vrensted fra 1808 til 1818. Han kom til at afsone tugthusstraf for “vinkelskriveri” og dokumentfalsk med mere og førtes ved anholdelsen 1818 til varetægt i arresten i Sæby. (Historien om Martin Dietz kan læses i “www.Vrensted-Historier.dk”.
Der fortælles om Jens Nørgaard som han efterhånden blev kaldt, “at når storken om foråret vendte tilbage til reden på ladebygningens tag, iførte Jens Nørgaard sig frakke og rød hue, sammenkaldte børn og tyende og bragte fra gårdspladsen en højtidelig velkomsthilsen til storken, og – det var det vigtigste ved historien – storken gengældte med høj knebren husbonds hilsen, hver gang han løftede den røde hue”.

Som nævnt overtog sønnen Anders Jensen Nørgaard i 1869 “Nørregaard”. I 1870 var han ugift og havde en husholderske – formentlig hans søster. På gården var der 4 tjenestefolk.. I Vendsyssel Tidende kunne man  i marts 1875 læse – Gårdejer Anders Jensen Nørgaard har til gårdejer Chr. Christensen, Rykind i Vrensted solgt den sydligste af de ham tilhørende tvende gårde i Aasendrup for  18.000 kr. , hartkorn 4 tdr. 7 1/2 skp… Anders må altså have ejet store landbrugsområder.

Anders fratrådte i 1895 stillingen som sognefoged i Vrensted efter at have haft hvervet i 12 år..

Han drev “Nørregaard” indtil 1896, da han afhændede den til en Anton Eriksen. hvorefter han tog ophold i et hus i Løkken

Gårdejer Anton Eriksen  skødede i 1921 gården til Jens Bach Eriksen som ejede gården til i 1970erne.

Jens Bach Eriksens eneste barn, Anton Eriksen, der havde en gård i Serritslev overtog hjemmet kortvarigt, men grundet sygdom, solgte han “Nørregaard” den 01.10.1979 til en fætter fra Ingstrup, gårdejer og tidligere Borgmester i Pandrup Kommune Lars Dam Jensen.  Hans datter Birgitte Dam Lykkegaard overtog i 1986 “Nørregaard”,  nu med ca. 10,2 ha tilbage.
Den store del af jorden er tidligere solgt til en naboejendom.

Materialet til fortællingen er fra en slægtsbog.

januar 2020, jens otto madsen

Bevaring af historien – slægtsminder

En tidligere politiker har engang sagt: “Det er en ringe slægt, der ikke har slægtsminder, og det er en ringe slægt, der ikke efterlader sig sådanne. Men den mand og den slægt er endnu ringere, som ikke vil værne om sine minder, så de kan gå videre til børn og børnebørn, slægt efter slægt”.

Hvis den nuværende slægt viser viljen til at ville værne om sine minder, vil det være til uvurderlig glæde for kommende generationer.

Under denne synsvinkel bør man først og fremmest vurdere, selv om det selvfølgelig også gerne skulle være til glæde for den nulevende slægt. “Hvad glæde har jeg egentlig af at huske på, at vor tid med alle dens nok så tekniske fremskridt bygger på fortiden, og at alt – også en selv – er et produkt af denne fortid. Rigsarkivar Johan Hvidtfeld har engang sagt: “Vil mennesket forstå sig selv og prøve at få rede på forudsætningerne for de mange forskellige, ofte modstridende evner og tilbøjeligheder, som findes hos den enkelte, må han søge tilbage i slægtens fortid for at finde forklaringen. – Det slægtshistoriske arbejde er derfor ikke bare et samleri, der kun egner sig for folk med god tid. – Det er i virkeligheden et udslag af menneskets trang til at prøve at finde ud af hvad der er gået forud for ens egen tid.

Slægtsfortællinger og oplysninger er en samling minder om ens forfædre, og minder fra egen tid, som kan hjælpe en til at finde et ståsted.

Vrensted Menighedråd skriver følgende om genåbningen af Vrensted Kirke og indvielsen af det helt nye orgel den 10.11.2019.

Kilde: Wræn’niken jan. 2020.

Genåbning af Sct. Thøgers kirke i Vrensted og indvielse af det nye akustiske orgel søndag den 10/11 2019.

Sammen med den lille Furreby kirke er Vrensted kirke, Løkken storpastorats eneste tilbageværende intakte middelalderkirke dateret tilbage til Valdemarernes tid i 11-1200 tallet. Dette gør at vedligeholdet og renoveringen af kirken kræver stor omtanke og indsigt. Senest er kirken gennemgående renoveret for 100 år siden, i årene omkring 1920, hvor sagfører Anders Olesen, Vrensteds datidige velgører forestod en meget omfattende ombygning af kirken, som stod i en ret faldefærdig tilstand. Her blev også middelalderinventaret renoveret: Prædikestol, krucifix og altertavle. Sidstnævnte blev forynget med de meget smukke billedfelter, malet af Niels Larsen Stevns, som et af hans hovedværker, sammen med frescoen over udgangsdøren.
I 1939 fik kirken et nybygget orgel, som har tjent kirken tro, indtil det i de senere år er blevet umuligt at stemme op. Orglet blev vurderet og kasseret i 2004 af kirkeministeriets orgelkonsulent, Jens Chr. Hansen, utæt og udslidt. Vi søgte herefter med assistance af Peter Lindhardt Toft ”en prisbevidst, fremtidssikret kvalitetsløsning på et orgel, der klangligt og arkitektonisk er kirkerummet værdigt”. Valget stod mellem nogle få akustiske orgler, hvor dette, bygget af orgelbygger Anders Havgaard Rasmussen, Bramming, bedst opfyldte både de spillemæssige og de arkitektoniske krav, vi stillede. Processen gik i gang. Godkendelse og financiering kom i hus. Herefter kunne Anders starte orgelbyggeriet på sit værksted. Orglet er tegnet og konstrueret således at orglets klang spredes jævnt over kirkerummet, og organisten får optimale lydmæssige forhold.
Samtidig med at der er mulighed for opstilling af kirkens kor omkring orglet. Orglet er veludbygget med 14 stemmer og en fyldig vokalklang, som er optimal for både gudstjenestebrug og koncertopførsel. Samtidig er det lykkedes at skabe et orgel, som arkitektonisk løfter kirkerummet med sin smukke englelignede form.

I forbindelse med orgelbyggeriet var det nødvendigt at ombygge tårnrummet, hvilket indebar sænkning af gulvet og udgravning af teknikkanal etc. Dette skete under Nationalmuseets overvågning. Denne del blev styret fra Arkitektfirmaet Brøgger, og udført af lokale håndværkere med hjælp og koordinering fra vores meget dygtige og opmærksomme graver, Henry Kragh.
Renoveringen af tårnrummet viste, hvor flot og stilren vores kirke kan tage sig ud. Og ved næste Provstesyn blev det vedtaget at fortsætte renoveringen kirken igennem! Der blev via Arkitektfirmaet Bundgaard, Hjørring indhentet tilbud på kalkning af kirkerummet, maling af stolestader og knæfald, samt konservatorrensning af altertavle og fresco, oppudsning af messingkroner og stager, og udskiftning af hynder på bænke og knæfald. Kalkningen har voldt store vanskeligheder, dels grundet større oppudsningsproblemer på det gamle murværk, dels vanskeligheder med dækningen på den meget sodsværtede kalk.
Efter udskiftning af murerfirmaet er det efter 8 kalkninger lykkedes at få et glimrende resultat med en smuk varm hvid farve på hvælvene.
Altertavle og fresco står begge klare og lysende i rummet. Nye hynder på bænke og knæfald frisker op og er samtidig i deres fasthed befordrende for orglets klang. Og de nye messingstager i stolene er smukke og samtidig beskyttende mod stearin, sod og vildfarne flammer i nærheden af kirkegængerens tøj og hår.

Farvesætningen i kirken er i hænderne på konservator Kurt Nedergård blevet meget smagfuld i sin afdæmpethed og binder de eksisterende farver fint sammen med de nye toner på orgel og stole.
Fra kirkens side har vi været begunstiget af at graver samt menighedsrådsformand Jens Juhl har været gennemgående i alle byggeårene. Begge har ydet en meget stor indsats for at holde sammen på det store projekt. Projektet har givet en del indskrænkning i kirkens anvendelighed, men der er udvist meget smidighed fra kirkens betjening, således at det meste af kirkegangen har kunnet gennemføres nogenlunde som vanligt.

Indvielsesdagen forløb med fest og højtidelighed fra biskoppens indvielsesgudstjeneste om formiddagen, festfrokost i byens hus med mange flotte anerkendende taler, sange, hvoraf en skrevet til dagen af Poul Stevns. Orglet blev demonstreret ved en flot koncert ved domorganist Bo Grønbech, Helsingør, som kom ud i alle de spillemæssige facetter, som orglet magter, også som underlag for Grønbechs til lejligheden skrevne kyrier, som Rubjerg Knude koret lagde stemmer til.
Tak for den store tålmodighed fra håndværkere, menighed og fra personale! Og tak for det flotte fremmøde til alle tre afdelinger af indvielsesdagen, hvor der ikke var ledige sæder at finde!

Vrensted Menighedsråd

Læs også:

• Om Vrensted Kirke “ Sct.  Thøger “ med billeder

Forskellige opskrifter på FULLING en Julespise bl.a. i Vendsyssel

Et fin fortælling om Fulling fra naboen Thise-Manna af Jens Egon Jensen.

Juledag 2019. kl. ca.10.00.

Apropos fulling.

Kilde:

The Drustrup Website – Per Drustrup Larsen, Buurholtvej 47, DK-9700 Broenderslev, Denmark – per@drustrup.com

Fulling

Dette er min opskrift på fulling. Der er nemlig mange forskellige måder at lave retten på, og hvilken, der er den rigtige, er noget, der kan bringe sindene i kog og skabe debat en hel aften, men min måde at servere retten på har jeg fået overleveret fra min mors barndomshjem i Ejersted mellem Saltum og Ingstrup, så den er for mig ikke bare den bedste, men den eneste rigtige!

Læs om andre måder at lave fulling på nederst på siden, men først efter du har læst den bedste opskrft – min! Klik her. Nyeste opskrift er indsendt af Berit Brønderup. Klik her

Selv om det traditionelt er en juleret, kan den sagtens spises hele den kolde årstid, og jeg har med fornøjelse også lavet den en enkelt sommerdag, men det var mest for sjov, selv om den stadig smagte godt.

Den oprindelige idé med retten er at anvende lokale råvarer, der var almindelige i enhver landhusholdning: saltet kød og ingredienser til bagning. Heraf laves rettens forskellige dele: Fullingkagen, stegt saltet svinekød og sirup. Sammensætningen af noget neutralt smagende, der fylder (deraf navnet fulling), noget salt og noget sødt giver tilsammen en god smagsoplevelse.

Når fulling har fået navn efter noget, der fylder, skyldes den udtalen af ordet “at fylde” på jyske også kan hedde fulde og på vendelbomål udtales fu.l

Fullingkagen
Ingredienser (ca. 4 personer)
250 g mel
½ spsk. sukker
½ tsk. salt
1 tsk. natron
2 æg
ca. 4 dl. kærnemælk

Ingredienserne blandes til en dej, der også kan bruges til æbleskiver: Halvdelen bages på en pande med høj kant, til den er næsten gennemstegt og lægges ud på et låg eller andet af samme størrelse, hvorefter den anden halvdel bages på samme måde,. Når den sidste halvdel er næsten gennembagt, vendes den første oven på, så den samlede højde bliver 3-4 cm.

Når den tykke fullingkage er gennembagt, tages den af panden og skæres i strimler på ca. 2 cm. tykkelse, hvorefter strimlerne bages så igen på panden på alle sider, til de er gyldne. Stykkerne kan holdes lune i ovnen, indtil tilbehøret er færdigt.

Tilbehør
Letsaltet kogeflæsk / ribbenssteg koges og afkøles. Derefter skæres kødet i skiver, der steges sprøde på panden. De serveres til fullingkagen.

En bjesk er også fin til fulling, både for at tilføre smagssammensætningen lidt skarphed, og fordi det virker godt på fordøjelsen oven på den noget tunge, men velsmagende ret.

Andre opskrifter på fullingFulling som serveret paa ”Nordkær” ved Nørhalne
2. Juledag 1912-1998:

Kære Per
Af de opskrifter paa fulling, jeg har set, er din den mindst forkerte. Men du bor jo ogsaa midt i Vendsyssel. Og jeg har ret, for der er ikke een eneste draabe søndenfjordsk blod i mig!

”Nordkær” var min Mors Barndomshjem. Fulling indgik i en opulent Julefrokost for alle min Mors Forældres Efterkommere, vi var som Regel 40 – 50! Frokostens 1. Del var almindelig Landhusmoderjulefrokost. Herefter gik Herrerne ud bag ved Køerne, mens Damerne brugte Toiletterne i Huset. 2. Del var Fullingen. De, der havde den Interesse, forsynede sig passende med Snaps og Øl til.

Ægte fulling er noget, man skal værne om. Det tog mig mange Aar og mange Æg at lære kunsten.

Lars Otto Kristensen (Bibliotekar ved Statsbiblioteket)
Marselis Boulevard 36 V th.
8000 Aarhus C

Tlf.: 8613 8715

PS: Der findes falske Opskrifter med Bagepulver, Sirup og Guderne vide hvad. De fleste er formodentlig af søndenfjordsk Oprindelse.

Her er den ægte opskrift:

6 Æg
600 g. Hvedemel
Salt mindst 1. Spskf
Sødmælk

Æggene slaaes ud i en Skaal og røres sammen med Mel og Salt til Dejgen bliver blank.
En Gryde Vand bringes i Kog, der skal ca. 2-3 Spskf. Salt i.
Dejgen lægges i en Bageform, der sænkes ned i det kogende Saltvand. Efter nogle Minutter (ca. 5) tages Formen op af Vandet og Dejgen æltes, saa det, der allerede er størknet, kommer inderst. Herefter fortsat Kogning til en Strikkepind viser, at det inderste lige akkurat og ikke mere er størknet.
Massen tages ud af Bageformen og serveres helst indenfor et Par Timer i Skiver à ca. 1 Cm. Tykkelse. – Skiverne steges paa en Pande i Smør, Fedt eller Olie til de er let brune.

Hertil serveres mager Ribbenssteg, stegt saa meget, at Kødet falder af Knoglerne af sig selv, naar man løfter dem. Det hele overhældes – sjaskes til!! – med Sky.

Fulling fremstillet som fortalt af Christian Boelt, Hallund

Kræn Boelt, der var opvokset i Sdr. Saltum, fortalte mig en gang for mange år siden om sin barndoms fulling, der minder lidt om den fremstillingsmåde, som Lars Otto Kristensen har beskrevet ovenover, men alligvel en mere ‘krydret’ variant. Med et stort glimt i øjet fortalte han om opskriften ca. sådan her:

Hvert år til jul, når vi alligevel skulle have skifet lagner, blev der af lagnerne syet nogle runde poser, som lige kunne passe ned i en stor og høj gryde. Fullingdejen blev så hældt i poserne og kogt i vand. Dejen fyldte derefter poserne ud, og de blev med indholdet hængt ud i spisekammeret. Efterhånden som der blev brug for det, kunne man så skære skiver af de runde dejstykker og brune dem på en pande. Til retten serveredes saltet og stegt ribbensteg, og sirup samt stegesky.

For at sætte trumf på, fortalt han, at retten ikke kun blev spist i juledagene, så poserne med dejen kunne godt hænge så længe, at de blev mugne på ydersiden. Det betød dog ikke noget, for når de var blevet skrabet af, var resten af dejen så god som ny.

Om RIGTIG fulling – fortalt af Kirsten Boelt, Hallund
(datter af Mie og Chr. Boelt, Hallund)

Hun skriver:
Vi er flere i Hallund og omegn, der får fulling juledag til frokost. Jeg er ikke helt enig med dig, Per, i, hvordan fulling laves. Men ribbenene og siruppen er vi enige om.

Efter vores forældres død er det blevet mig, der fortsætter traditionen med fulling bl.a. fordi min mand og jeg overtog hjemmet i 2000.

Jeg kender godt fars historie om lagenposerne. Med det var nok også det eneste, han havde med selve tillavningen at gøre. For selv om det var ham, der bragte traditionen til Dyndgaard i Hallund, var det min mor, der har overleveret opskriften til mig.

Fullingdejen laves af:
4 pund kartofler (2 kg)
2½- 3 pund mel (1250- 1500 g)
3 poser bagepulver (45 g)
1 l mælk
25 æg

Kog de skrællede kartofler i let saltet vand. De afkøles lidt og køres gennem kødhakkeren. Røres med æg, mel, bagepulver og mælk i røremaskinen.
Hold lidt af melet tilbage, for dejen må ikke blive for fast.

Dejen fyldes i lagenposer på ca. 8 cm i diameter, men fyldes kun 3/4 del op. Poserne simrer i letsaltet vand 1- 1½ time, og må ikke koge. Poserne køler af og opbevares koldt og tørt.

Serveres på følgende måde:

Fullingen tages ud af poserne og skæres i skiver, der brunes på panden i rigeligt svinefedt. Ribbenene varmes, og det hele serveres med sirup til.

Dette er den gamle opskrift, som jeg laver fulling efter hver år til jul. Dog bruger jeg kun 3 pund kartofler, for det passer til min røremaskine.

Fulling set fra Slagelse – fortalt af Berit Brønderup
Vores opskrift er lavet efter min svigermor, som lavede den lidt mere “fedtfattig” – hvis man kan kalde den ret det?

Første gang jeg blev introduceret fullingspisen var i 1972. Mine svigerforældre, som stammer oppefra Vester Hjermitslev, serverede den hver juledag til frokost. Det var et tilløbsstykke af format, for mine svigerforældre havde 5 børn 5 svigerbørn og rigtig mange børnebørn, der alle deltog i denne fællesspisning.

Vi får alle fulling juledag på trods af, at vi bor i hver sin ende af Danmark. Hjemme hos os er det IKKE jul uden fulling. Vore børn, som nu er henholdsvis 31 og 27 år, spiser det også og har tit inviteret en masse venner til spisen. De synes alle, det lyder ulækkert ,indtil de har smagt det. De vil videreføre traditionen, når vi IKKE kan mere. Her serverer vi den dog først til aften juledag, og familien vil næsten hellere undvære juleaftensanden end fullingen juledag. Vi har prøvet at lave den på andre tidspunkter af året, men det smagte ikke så godt.

Tyk Pandekagedej steges og skæres ud
Nakkesteg saltes og koges, før den skæres ud og brunes i margarine.
Der kommes sirup ved, og man lægger pandekager og kød i panden sammen og varmer det op.
Serveres med rødbeder.
Efter gammel tid skulle der serveres solbærrom til , det undlader vi dog.

Links

http://www.dotface.dk/fulling/

På denne gode hjemmeside er der en fyldig beskrivelse af forskellige varianter samt om rettens oprindelse m.v. Siden er lavet af en kender og elsker af retten, så nyd den (og fulling) selv om vi ikke er enige om, hvilken opskrift, der er den bedste!

http://mp.sol.dk/madogvin/samlingen/p0810494.html
Her præsenteres en enkelt anden version af fulling, og samme sted kan andre vendsysselske opskrifter også findes, men min måde at servere fulling på er stadig den bedste – synes jeg.

Grønkål var en af de vigtigste grøntsager for jævne folk fra middelalderen og frem mod moderne tid. Faktisk kaldte man slet og ret køkkenhaverne for “kålhaver” i gamle dage. Grønkål kan jo holde sig på voksestedet langt ud på vinteren. På den måde blev den et vigtigt vitamintilskud i vinterkosten. Grønkålen blev spist som suppe, grødagtige sammenkog eller grønlangkål. Tilberedningen fremmer fordøjeligheden og gør at man rent praktisk kan overkomme at spise mere kål. Det var vigtigt dengang kålen var basiskost. Grønlangkålen har overlevet i to versioner, den sønderjyske og den vendsysselske, som begge spises til jul og ved vintertide. Jeg stammer fra Vendsyssel, så det er naturligvis den version jeg laver.

Man kan bruge enhver form for grønkål. Det betyder ikke noget om den er mere eller mindre kruset eller om man bruger en af de rødlige varianter (den røde farve forsvinder). Man kan selvfølgelig ikke bruge andre kåltyper, så bliver det en anden ret. Nogle mener at kålen helst skal have fået frost. Jeg synes måske nok at grønkål som har fået frost lugter mere af kål, men jeg synes altså ikke det gør nogen forskel for det færdige produkt. Grønkålen skal ikke være hakket og der skal være rigeligt af den. Her er bare en lille portion til to personer. Man kan sagtens lave alt det grønlangkål man skal bruge i løbet af vinteren på en gang i en suppegryde og fryse bollerne ned.

Først skal kålen vaskes grundigt og rippes. Dvs at man fjerner den kraftige midtribbe. Det gøres bare med fingrene som vist på fotoet.

Sådan ribbes grønlangkål:

De ribbede kål koges i en times tid i suppe. Traditionelt er suppen kogevandet fra skinke, hjemmelavet rullepølse eller lignende. Man kan altså også bruge en klar hønsekødssuppe. Når kålen er kogt godt mør står den og køler ned i suppen indtil den er kold nok til man kan få hænderne i. Så skal kålen krøstes. Dvs. tager kålen op med fingrene og former den til boller og presser suppen ud samtidigt. På den måde får man de grønkålsboller som også kan købes frosne. Den store skål grønkål jeg startede med blev til to boller på størrelse med en fersken. Bollerne kan fryses eller gemmes et par dage i køleskabet. Før brug hakkes de groft.

Den hakkede kål “steges” i smør under omrøring i en passende stor gryde. Der tilsættes sukker, ca. en halv tsk pr bolle af denne størrelse, og steges lidt videre. Så skrues der lidt ned og tilsættes fløde. Man skal ikke være nærig med fløden, men der skal dog ikke bruges så meget at kålen bliver flydende. Kålen bliver på komfuret til fløden er varmet igennem, så smages til med salt og sukker inden servering.

Grønlangkål serveres traditionelt til medisterpølse, hamburgerryg og skinke. Jeg spiser den også gladeligt til flæskesteg og and.

I Vendsyssel er der nogle som bruger kanelsukker på grønlangkålen og det kan være anledning til livlig diskussion vendelboer imellem. Jeg for min del gemmer kanelen til risengrøden.

.

Kommentarer:

Birgit Borup Jeg kommer jo ikke fra Vrensted, men da jeg var 16 år, kom jeg i huset på Kærgaard. En dag inden jul fik jeg til opgave at skylle grønkålene, som skulle koges i en gruekedel. Ude i malkerummet lå et bjerg af kål. Jeg var usikker og spurgte Else, hvor mange hold vand, jeg skulle skylle i. Til de er rene, svarede hun. Jeg har aldrig glemt svaret. 🎄🎄🎄

Claus Krogh Madsen I min barndom købte vi altid grønkålskugler hos slagter Ole i Løkken. Jeg kan huske at slagterfruen engang var i TVnord og forklare hvordan man når dertil. Jeg har desværre ikke kunnet finde klippet nogen steder. Selv har jeg lavet det af egne grønkål nogle gange således: Kålene vaskes og ribbes (man skal bruge rigtigt meget). Her efter koges de i en times tid. De skal koges i noget suppe af en art. Helst kogevandet fra et eller andet svinekød, men jeg har altså også sluppet fra at bruge en klar hønsekødssuppe. Kålen køler af i kogevandet indtil man kan få hænderne der i. Så knyses (eller hedder det krøstes?) kålen. Dvs at man former kuglerne i hænderne og presser suppen fra. Så er man fremme ved de kugler man kan købe. Jeg plejer at hakke dem groft inden jeg “steger” dem lidt i smør, tilsætter sukker, fløde og lidt salt. Her hjemme er det største stridspunkt hvor meget fløde der skal i, men min kone er heller ikke vendelbo, så hvad ved hun😁 Jeg mener bestemt ikke at der skal så meget i at massen flyder ud.

Claus Søndergaard Jeg koger selv grønlangkål sammen en af mine gode venner. Kålen hentes i Skøttrup. Det er ikke så let at skaffe mere. Den skylles og ribbes. Derefter koges den i vand tilsat salt,altså ingen suppe. Det gjorde vi altid i mit barndomshjem. Fordelen er at den ikke er så tungt fordøjelig. Tilberedning sker i gryde sammen med smør,fløde,lidt sukker og evt svinebouillon.
Vi har den tradition,altid at spise grønlangkål den dag,vi har kogt. Altid spændende om årets produktion er ok.(det er den altid😉)Kanel bruger vi ikke.😩

Anne-Marie Viborg Vi fik altid varm hvidtøl med sukker i til grønlangkålene.

Else Margrethe Vittrup nu om dage køber jeg grønkålsboller ,skærer dem på kryds og tværs ,varme dem langsomt ilidt fedt og margarine og lidt det fløde ,men de skal stadigvæk være til dels tørre ,så stribet flæsk og medisterpølse ,og rødbeder og sennep ,så er der jul ,🎅🎅🌲🌲

Doris Svenningsen Grønkåls bollerne skærer vi i lidt grove stykker og steger dem igennem i smør og lidt sukker i . Spæder med fløde til de har en god konsistens . Smager til med salt . Tilbehør er Hamburgerryg sylte , kogt/stegt medister og kogt bacon . Sennep rødbeder og kanelsukker . Stuvet hvidkål spiser vi i hele vinterperioden , med samme tilbehør 🤗

Mai Nielsen Blancheret grønkål skæres i mindre stykker,i gryde sammen med mælk,mel,fedtstof,krydderier eller hvad man nu vil have i….blende til det er fint og koges i 5 min. Så nemt 🙂

Lene Kragh Westhoff Min far laver dem sådan her: koger grønkålen og presser dem til kugler og så fryses de.
Tages op og skæres i “skiver” steges på panden i andefedt og smør.
Tilbehør: kogt medister, sylte, ribbensteg, sennep og rødbeder.
Det er en KONGESPISE ❤️🤤🤤🤤

 Dec. 2019. Heidi Petersen, Hedensted opr. fra Ingstrupvej i Vrensted, skriver følgende, sin oplevelse omkring at lave grønlangkålsboller

Mor og far havde i årevis hjulpet hinanden med “forbandede” kål som mor sagde (det var et enormt arbejde men de gjorde det!). Et år vill jeg – som den flinke datter🤓- overraske mor og far i form af at have hentet, ribbet, skyllet, kogt og krystet kål bollerne før de kom hjem fra en weekend væk fra matriklen. Jeg er – som resten af min familie – typen der ikke giver op, har vi sagt A siger vi også B. Så igang med arbejdet! Det gik sådan set temmelig godt indtil jeg skulle til at tage kålen af gryden for at kryste bollerne. Vor herre havde beriget “suppen” med lidt ekstra kød! 😱Ovenpå kålen i gryden lå der – temmelig mange – kålorme 😱. De var dobbelt så tykke som vanlig (de tåler altså ikke kogning 🙄). Gode råd var dyre. Så for at komme i mål med opgaven satte jeg med på en stol og finkæmmeede hver en håndfuld før de blev krystet (der blev 56 boller 😎). Og hvorfor var ormene der så? Jo ser I, et rigtig godt tip – som jeg jo desværre ikke anede – er, at vente med at plukke kålene til den første nattefrost har været der for så falder ormene af bladene. Ja nogle gange skal man lære på den hårde måde! Fra den dag havde jeg kæmpe respekt for det enorme arbejde mor og far gjorde hvert år med grønlangkålene. Og de smager jo skønne 🎄🎄♥️♥️💃💃

Kilde: Nordjyske 29.11.2019

Bønderslev: Der er slet ingen tvivl om, at grønlangkål er den ultimative ingrediens i en vendelbos julefrokost-føde.

Det ved alle vendelboer – og for at bringe klarhed over, hvor meget den lange kål egentlig betyder bringer vi her et uddrag fra Vendsyssel Årbog.

Uddraget er forfattet af skribenten Inge Pedersen, der er fra Brønderslev.

I videnskaber og hjertesager – herunder juletraditioner – bør man være omhyggelig. Og for at forebygge enhver misforståelse skal jeg straks slå fast, at det i dette tilfælde ikke drejer sig om en hvilken som helst juletradition, omfattende indtagelsen af en hvilken som helst grønlangkål.

Jeg er derfor nødt til at forklare for de uindviede, hvad denne kulinariske specialitet ikke er.

Der er nemlig her ikke tale om det lysegrønne, melopbagte fluidum, som sønderjyderne formaster sig til at benævne grønlangkål.

Den sønderjyske udgave kan være udmærket i andre sammenhænge og på andre årstider, men på julebordet er den direkte uspiselig.

Der er heller ikke tale om eventuelle vestjyske, sydfynske eller nordsjællandske afarter. Endsige københavnske.

Jeg har med egne øjne set, at folk fra andre landsdele med hensyn til julemad er fuldkommen blottet for smag, idet de har afvist at fortære så meget som den mindste lille mundfuld af den omtalte ret.

De ”sputter i kolen”, ville man sige på min vendsysselske hjemegn, og her siger man også, at det er noget, man skal være højst varsom med.

Så kan det nemlig let hænde, at man kan blive tvunget til at søbe den kål, som man selv har spyttet i.

Produktets udseende er altså ikke ligegyldigt, og jeg skal ikke undlade til sidst at advare imod den allerværste version, idet der nemlig mindst af alt er tale om den slags usle og lortegrønne, fabriksproducerede gnallinger, som man hvert år i december pludselig kan finde indpakket i plastic i supermarkeders frysediske overalt i Danmark.

Det står ganske vist ikke på pakken, men mellem os sagt, så indeholder disse misfostre ganske umiskendeligt vand, hvad der kun kan udløse retfærdig harme og indignation:

Det er meget muligt, at vand ved andre højtidelige lejligheder er helligt, men i denne sammenhæng er det profant.

Nej, vogt Dem for efterligninger. Den ægte vare finder De kun i landets nordligste del, nærmere betegnet i Vendsyssels hjerte, hvilket medlemmerne af en diskret og til daglig anonym og uidentificeret sammenslutning – hvis forbindelses-linier ligger som et net under hele Danmark, for ikke at sige hele verden – vil give mig ret i.

Kommet så langt vil jeg nu nøjagtig præcisere, hvad det da er, jeg begærer.

Idealet, med andre ord.

Den ultimative grønlangkål, hvor ikke bare oprindelsen, udseendet, konsistensen, duften, men naturligvis også smagen spiller en altafgørende rolle.

Den omtalte guddommelige ret, ved hvis konsumering enhver indfødt hører englene synge, skal først og fremmest være fabrikeret af rigtige gammeldags grønkålsplanter med dunkelgrønne, stærkt krusede og sprøde blade, som om foråret plantes ud i kilometerlange rækker i en rigtig gammeldags vendsysselsk kålgård.

Hele den udslagne, lærkebesungne vendsysselske sommer står de små planter og strækker sig i solen og slår rod, mens kattene ligger og slikker sig om munden, på spring efter fugleunger.

Og hele det blæsende, trækfugleoverfløjne vendsysselske efterår står planterne og kror sig og vokser sig store, mens kattene stryger langs rækkerne med mus i flaben.

Lige indtil den første bidende morgenkulde standser grønkålens vækst ved at overdække den med rimfrostens glitrende stjernecamouflage.

På dette tidspunkt kunne ubefæstede sjæle måske blive glubske og finde på at kaste sig over den godt skjulte blågrønne overdådighed.

Men her er det vigtigt med stålsathed og veritabel freudiansk behovsudskydelse. For det er nødvendigt at kålplanterne bliver stående uantastet i de første uger af gnistremåneden december og dermed udsættes for frost, før man høster dem og kører dem hjem på håndtrukken slæde gennem meterhøj sne, hvilket ikke er ganske ufarligt.

Der findes mange eksempler på, at folk er døde af kulde eller har fået frost i tæerne under dette forehavende.

Når kålen på denne måde er kommet i hus, skal den ribbes og skylles i mindst fem – og gerne 10 – hold iskoldt vand, ikke noget med blødsøden iblanding fra den varme hane.

Imens er den bedste gris blevet slagtet og kogt, og i suppen herfra – og vel at mærke ikke i en hvilken som helst gryde, kun gruekedler i 50-liter-størrelsen og derover er brugbare – koges kålen i fem til otte timer.

Efter kogningen krystes grydens indhold med hænderne, og de derved opståede kugler fryses ned i sneen under zinkbaljer.

Dog kan der i stedet, men mere profant, anvendes et par kummefrysere. Her opbevares kuglerne indtil frokost på lillejuleaftensdag, hvor der ganske vist – på samme tid som ved julefrokoster andre steder i landet – serveres sild, forskellige lune retter og ost, men hvor det vigtigste element, det altdominerende højdepunkt, er og bliver grønlangkål.

I god tid forinden er den blevet hakket og svitset i panden med svinefedt og piskefløde, så enhver moderne ernærings- og vitaminekspert ville slå syv kors for sig, og efter silden spises den nu under skiftevis andægtig tavshed og høj jubel.

Da kålen skal indtages rygende varm, må den under spisningen opvarmes flere gange, og det siger dermed sig selv, at det er nødvendigt med et stort folkehold, så der er hænder nok til at holde fadene fyldte. Sammen med kålen serverer tyendet fire – og kun fire – andre levnedsmidler: flæsk, sennep, rødbeder og snaps, alt i rigelige mængder.

Hvordan der imidlertid i vankundige hoveder har bredt sig en forestilling om, at der også bør medfølge sukkerbrunede kartofler, er en uløst gåde.

Dog kan det muligvis være en snigende og subversiv indflydelse fra Sønderjylland, som der bør advares imod.

Men efter behørig servering dvæler fra nu af den umiskendelige, livgivende duft i alle gader, langs alle huse og langt ud over markerne uden for byen, og fra nu af spises der af kålen mindst én gang om dagen hele julen, som varer til Helligtrekonger, eller til zinkbaljerne er tomme.

Som nævnt er det afgørende, at kålen forefindes i rigelige mængder.

Og når en indfødt – der dog i værste fald kan være bosat i andre dele af landet, eller af verden – i juletiden møder en anden indfødt, benytter man sig ikke af en af danskernes sædvanlige hilsner, som ved sammenligning godt kan forekomme en smule stereotype.

Nej, den ene vendelbo hilser altid den anden ved at sige: ”Hår do fåt no kol?”

Grammatikalsk at opfatte – ikke som en eller anden nærmere defineret mængde – men som et forhåbentlig betragteligt stort flertal. (I øvrigt på samme måde som man på genuint, indfødt sprog også taler om ”flere grød” og ”flere fløde”).

Dog skal bemærkes, at denne hilsen ikke i første række – som man kunne tro – er relateret til at erfare, om personen faktisk har nydt grønkål. Den er i virkeligheden mest af alt en indfølende forespørgsel til dennes hele velbefindende og juleglæde. I denne situation at måtte svare nej, ville være højst beklageligt for den adspurgte, for ikke at sige direkte livstruende.

Hver dag året rundt er vi, der tilhører denne sammenslutning, uhyre fredelige og meget tolerante over for al slags mad.

Vi spiser for eksempel gerne spanske tapas, jødisk rødbedesuppe, japansk sushi, arabisk oksekød med figner, eller – om galt skulle være – endda madretter af københavnsk tilvirkning.

Men hvis nogen skulle blive så frække at drage kvaliteten af vores foretrukne juleret i tvivl – efter sigende er det i nogle familier forekommet, at tilløbende ægtefæller fra andre landsdele har holdt sig for næsen – så ville vi blive onde i sulet.

Og hvis nogen skulle pønse på at forhindre os i at spise denne ret på samme måde som vore forfædre – om hvem man siger, at ”de o og de drak og de slås’t mæ knyw” – tror jeg endda jeg kan sige, at vi ville blive rasende og kunne finde på at rive os løs fra det øvrige Danmark.

En og anden læser, som ikke tilhører de indviedes kreds, vil måske nu tage sig til hovedet og stadig ikke have forstået, hvad jeg taler om. Dertil kan jeg kun sige: Det kan vi slet ikke tage os af.

Alle kan jo ikke være født under samme heldige stjerne, og nogen har jo nu engang måttet lide den vanskæbne at vær kommet til verden syd for Limfjorden.

Det sker ind imellem, at man bliver spurgt, om der er tilgang for nye medlemmer. Dertil kan jeg svare, at det er da noget, som kan overvejes, men at forberedelsen til et medlemskab naturligvis kræver en vis andagt og mange års intensiv og vedholdende øvelse. Og her er vi nået til et punkt, hvor vi er urokkelige. Hvor vi har vores ståsted.

For alle medlemmer af denne vendsysselske orden vil sammen med mig vide, at indtagelsen af grønlangkål er den rene og skære anarkistiske nydelse og hedenskab.

Niels Jægerum har skrevet en dejlig historie om sin barndom i Vrensted. Han har en fantastisk evne til at huske også detaljer, og er samtidig en god fortæller om en spændende barndom, med mange sjove oplevelser i en fri opvækst på landet i trygge rammer.

Kilde: Niels Jægerum

Niels Jægerum

Kongsengene 42, Vrensted, 9480 Løkken

Stine Møller

Kilde: BT dec. 1955 af Malin Lindegreen

Hun er ikke så ringe – den Kone

Julebesøg hos Stine, Præsternes Veninde, der har båret en tung Skæbne – Jeg skal gense min Mand – Hils i København, som jeg aldrig har set.

Næh Tak, I skal ikke komme med jeres Kukkasse.

– Bare et enkelt Fotografi. – Det er ti år siden, jeg sidst var hos Fotografen. Jeg har lovet mig selv, at det også bliver – det sidste Billede, Verden får set af mig.

Stine Møller har talt. Det er ganske tydeligt, at der er Vilje bag Ordene. Det vil ikke nytte os Spor at snakke mere om den Sag. I Avisen vil hun ikke.

– Men et Glas Vin og en Julekage kan I få.

– Det behøves ikke.

— Ja, I får undskylde, her er det nu mig, der bestemmer. Ingen har endnu besøgt Gården uden at smage på Bagningen ind under Jul.
Stine forlader sin Stol i Kakkelovns krogen og går ind i den iskolde Stadsstue for at hente Glas og Småkager. Hun er lille og gammel, halvblind og har snehvidt Hår i en sparsom Fletning. Men skønt hun ikke har været uden for en Dør i mange år, ved hun Besked om alt, hvad der foregår i Vrensted og omliggende Kirkesogne. Folk kommer til hende for at fortælle, og alle lægger stor vægt paa hendes Mening.

Naar Gårdmændene i Vrensted snakker om Stine, spytter de en ekstra Gang og siger anerkendende: Hun er ikke så helt ringe, den Kone!

Et års Løn

Stines Liv er en Hverdagshistorie, Hun maler ikke med bred Pensel og stærke Farver. Hun fortæller bare om en ung Pige, der måtte bytte sine lyse Drømme med Hjertesorg, Pligter og et alt for tungt Ansvar.

– Min Mand var Sognefoged her i Vrensted – et sjældent fint og godt Menneske. Han var bare 44 år, da han døde. Han slog Hovedet mod en Dørkarm, og ingen Læger kunde redde ham. Ikke dengang i. hvert Fald – var det sket i Dag, var alt måske endt anderledes.
Det var hårdt, kan De tro. Jeg syntes ikke, der var nogen Mening med noget mere, havde ikke Lyst til at gå ud mellem Mennesker og vidste knap nok, hvordan Gården blev skøttet i Begyndelsen. Men Børnene reddede mig – jeg havde fire – og jeg blev efterhånden klar over, at for deres Skyld måtte jeg slås. De fire er Grunden til, at jeg beholdt Gården og fik Lyst til at leve videre.

Jeg havde ikke megen Forstand paa Landbrug. Ganske vist havde jeg været ude og tjene paa en Gård et år. Lønnen for det års Arbejde blev et Fotografi af Manden og Konen. Men jeg kendte ikke noget – hverken til Afgrøder eller Kvæghold. Derfor har jeg måttet holde Bestyrer, indtil min Søn blev gammel nok til at overtage Styret.

Alt hjemmelavet

– Husholdningen i sig selv kunde vel også give Dem Arbejde nok?

Stine Møller rækker Klejnerne frem imod os: Spis, de er ellers gode nok.

• Jo, dengang måtte man bestille noget paa Landet. Jeg havde to Piger, og de stod op Klokken fire om Morgenen for at fyre i Kakkelovnen, malke, bage og arbejde i Mejeriet. Det er ikke så forfærdelig længe siden, vi holdt op med selv at kærne Smør og lave Ost her paa Gården. Men for Resten, det var Juleforberedelserne i gamle Dage, De vilde høre om, ikke? –
• Jo, hvis De kan huske …

– Det er Øjnene, ikke Hovedet, der er noget i Vejen med! Jeg kan huske Julen hjemme paa min Fødegård. Da havde vi Forberedelser næsten hele December Måned. Vi støbte Lysene selv, bagte Brød og lavede Slagtemad. Der blev gjort rent inde og ude, og vi bryggede mægtige Kar med Juleøl. Det smagte sandelig meget bedre end det, Bryggerierne kan lave. Men besværligt var det jo og heller ikke helt billigt.

Vi havde ingen Juletræ hverken i mit Barndomshjem eller her på Gården de første år. Det var kun noget, de fine Familier i Byerne brugte. I det hele taget var Julen meget enklere og mere beskeden i gamle Dage. Alt det der med Gaver og stor Gudstjeneste i Kirken Juleaften kendte vi heller ikke noget til. Man kom først i Kirke 1. Juledag om Morgenen. Så skulde det helst være Snevejr, og så kom de i Kane fra alle Gårdene.

Vi skal mødes

– Men nu går De da i Kirke Juleaften, ikke?

– Jeg har ikke været i Kirken i mange år. Desværre. For havde jeg ikke haft min Gud, var jeg nok aldrig kommet gennem de svære år. Men jeg vover mig aldrig ud mere. Hjertet ter sig pludselig så tosset, når jeg kommer udenfor, og jeg vil ikke risikere at blive syg midt mellem så mange fremmede Mennesker. Men heldigvis har jeg Radiogudstjenesterne – jeg hører dem begge to hver eneste Søndag. De synger så kønt, og så kan jeg sidde og tænke imens. Jeg er ikke bange for Døden – jeg håber jo – på, jeg skal gense min Mand. Over fyrre år har vi været skilt; kunde man ikke tro på et Gensyn, vilde det hele bare være så fattigt.

Jeg er blevet gammel nu, og det er ikke altid lige let. Men jeg har fået et godt Liv. Børn og Børnebørn kommer tit til mig, og næsten hver Dag finder en eller anden fra By Vejen ind til min Stue. Og så har jeg jo Præsten.

– Hvordan mener De?

– Har De ikke set Hullet i Hækken? Jeg er Nabo til Præstegården og har haft det bedste Forhold til alle de skiftende Præster. Mange af Præstebørnene derindefra, som nu er spredt over hele Landet, holder stadig Forbindelsen ved lige med mig. Allesammen er de krøbet gennem Hækken for at komme ind til Stine, Hullet i Hækken må aldrig – gro til, for det er Symbolet paa trofaste Venskaber. – –

Stine er træt nu. Hun tåler ikke at tale alt for længe ad Gangen, og en fin varm Rødmen er steget op i. hendes Kinder. Over hendes Kakkelovnskrog tikker det gamle Ur. med de kolorerede Billeder på Skiven, Den grå Kat strækker sig og slikker sine Poter. Vi vilde så gerne taget et Billede af dette gamle Stykke Vendsyssel. Men ingen kan gøre Stine imod.

-God Jul da, siger hun på sit klingre Jydske, og hils i København. Den By har jeg desværre aldrig set. Den skal ellers være så stor og køn, siger de andre.

Murer Evald fik en lærestreg. 

Evald Nielsen er opvokset i Vrensted hvor hans forældre drev en minkfarn på Bystien i Nyhavn. Evald har altid været en frisk gut og gennem alle ungdomsårene spillede han både fodbold og håndbold og til begge dele var han dygtig. I årenes løb blev han desuden træner for håndbold ungdommen i Vrensted Idrætsforening og gjorde et stort arbejde her.

Han har også i tidens løb gjort det på de skrå brædder, når der blev kaldt på ham. Evald var gennem mange år bosiddende i Nyhavn, hvor han stiftede familie. Evald kunne spille på mange strenge og han gjorde det også gerne. På et tidspunkt flyttede familien til Rubjerg hvorfra Evald drev en murermester forretning. Han kom også i Kommunalbestyrelsen i daværende Løkken-Vraa Kommune, men måtte udtræde da han fik sin dom. Evald er desværre gået bort.

Efter Promillekørsel, måtte han ruske tremmer i 14 dage i arresten i Hjørring om hvilket ophold han fortæller nedenfor. Ud fra Evald dagbogsnotater som jeg har læst, befandt han sig rimeligt godt under opholdet og fik snakket med mange af de andre indsatte og set noget TV.

Kilde: Nordjyske Lone Beck 15.08.1999

Det var med bævende hjerte, at murer Evald Nielsen fra Rubjerg, mandag den 2. august klokken lidt i ni sagde farvel til sin kone Connie og gik hen og ringede på døren til Hjørring Arresthus.

Udsigten til to uger bag tremmer sammen med 22 andre mere eller mindre hærdede kriminelle, kan nok tage pippet fra de fleste almindelige, lovlydige borgere, men Murer Evald, der skulle afsone en dom for spritkørsel, fandt snart ud af, at alle kriminelle ikke er rendyrkede psykopater.

De indsatte i Hjørring Arresthus virker faktisk som ganske almindelige mennesker, synes han.

Ansigt til ansigt

– Jeg troede, at det ville være underligt at stå ansigt til ansigt med en mand, der har slået et andet menneske ihjel, men alle fangerne er faktisk nogle meget flinke gutter, fortæller Evald, der er den eneste førstegangsdømte i Hjørring Arresthuset i øjeblikket.

– Det er meget anderledes end jeg havde forventet – det er det spændende ved at komme herind. Det er en suveræn oplevelse at lære de typer at kende og høre dem fortælle om baggrunden for deres forbrydelser. Det bliver dét, de har gjort, selvfølgelig ikke rigtigt af, men jeg vil i hvert fald ikke være så hurtig til at dømme i fremtiden. Baggrunden kan være noget, man slet ikke forestiller sig, f.eks. en almindelig familiefar, der er et par terminer bagud, og begår bankrøveri, siger Evald Nielsen.

Synd for de unge

Murer-Evald hører ikke ligefrem til de generte og tilbageholdende, så han kom hurtigt i snak med de andre indsatte og har taget mange spil kasino med en ung fyr, der afsoner 30 dage for vold.

– Jeg er ked at at se så mange unge mennesker, der sidder herinde for vold, siger Evald.

– Vi har én, der har siddet varetægtsfængslet i syv måneder, før han nu kommer for retten. Det er synd.

De unge bliver ødelagt af at være her i månedsvis, mens de venter på deres dom. Jeg ved godt at den tid de har været varetægtsfængslet bliver trukket fra dommen, men det er lang tid at sidde og vente i det uvisse.

– Jeg aner ikke hvordan det ville påvirke mig, hvis jeg skulle sidde her så længe, men 14 dage er ikke slemt. Det har været utroligt lærerigt rent menneskeligt, fortæller MurerEvald.

Lærestreg

Evald Nielsen måtte vinke farvel til kørekortet, pladsen i Løkken-Vrå Kommunalbestyrelse og den pletfri straffeattest efter at han sidste efterår blev taget for spritkørsel med en promille på 2,04.

Desuden blev han idømt14 dages hæfte, der nu er overstået.

– Det største straf var at miste kørekortet og blive smidt ud af kommunalbestyrelsen, konstaterer Evald.

Dén lærestreg skal nok afholde ham fra at sætte sig bag rattet efter at have drukket i fremtiden.

– Men at slappe af og blive vartet op i 14 dage herinde på statens regning, føles ikke som en straf. Der ville være mere mening i at sende førstegangsdømte som mig ud og lave noget nyttigt i de to uger, mener Evald.

I fin form

Han synes, han har haft et par interessante uger i arresten. En stor del af tiden er de indsatte låst inde i deres celler, men det kan Evald godt holde ud.

– Fjernsynet gør, at tiden ikke føles så lang, og man kan også arbejde lidt på værkstedet. Jeg har blandt andet lavet flagliner og pakket vimpler, bare for at få tiden til at gå. Andre pakker søm og skruer og tjener en rimelig skilling på det, fortæller Evald.

Maden i arresthuset er ikke førsteklasses og der er ikke så meget af den, som Murer-Evald plejer at fortære. Heldigvis for ham leverer en købmand varer til de indsatte hver tirsdag og fredag efter forudgående bestilling, så Evald er hverken fysisk eller mentalt nedbrudt, når han senere idag bliver sat på fri fod igen.

Evald var med i mange sammenhænge her som bestyrelsesmedlem i Vrensted Idrætsforening:

november 2019, jens otto madsen