Marie Frandsen, Bådstedhede – kogekone i Vrensted og omegn

 

 

Jeg husker kogekone Marie Frandsen ude fra Bådstedhede som en glad og smilende men bestemt kone, der kunne dirigere med sine medhjælpere. Hun var en meget brugt kogekone hos mange i Vrensted. Hun var som sagt en livlig og munter dame som lavede noget godt mad. Mor og far har brugt hende rigtig mange gange til fester, fødselsdage, konfirmationer bryllup m.m. Hun kom i mange år cyklende ude fra Bådstedhede. Hvordan hun blev kørt hjem husker jeg ikke. Men hjem kom hun altid i god behold. Husker dog at de fik bil på et tidspunkt. Hun kunne godt lide et glas vin, men det gik aldrig over gevind. En god cerut havde hun næsten altid i munden.

Som ung lærte hun faget ved simpelt hen at tage plads i køkkenet på et pensionat i Middelfart og kort efter sit giftemål med Hans Frandsen fik parret bopæl i Vrensted.  Ikke længe efter fungerede hun som kogekone ved en privat fest i Vrensted, og siden har hun stået for den kulinariske  side ved hundredvis  af bryllupper, barnedåb, fødselsdage og andre festlige lejligheder i forsamlingshusene og i hjemmene i Vrensted og omegn. Hun var agtet og afholdt for sin dygtighed og sit overblik.

Til min fars 50 års fødselsdag i 1963 stod fru Frandsen i køkkenet. Det var første gang jeg skulle med til en voksenfest hjemme.

Det var en herrefrokost. Der blev ikke indtaget for lidt. Som gæster var der Vrensted folk, fars brødre og en del kolleger både fra skolen og omegnsskoler m.fl. Lige pludselig ringede telefonen. Stemningen var høj. Ham der sad nærmest telefonen, det var førstelærer Vinther Jensen, Ø. Hjermitslev. Husker ham som en sjov person. Han tog telefonen med bemærkning om, hvad han kunne hjælpe med. Vedkommende som ringede spurgte efter fru Frandsen. Vinter Jensen var meget uforstående over for spørgsmålet, for han kendte ikke fru Frandsen. Efter længere tid samtale hvor vi tilhørere var ved at dø af grin, endte det da med at Fru Frandsen blev hentet frem fra køkkenet og fik talt med den aldeles uforstående person der ringede op.

Det var første gang hjemme, jeg drak for meget og skulle brække mig flere gange.

Ved samme fødselsdag kan jeg også huske, at min fars bror (han var lærer og blev senere præst) også fik rigeligt – han kom i en god stemning – og han gik på besøg på alderdomshjemmet,

som var vores nabo. Her besøgte han alle de gamle. På et tidspunkt blev han så efterlyst og fundet derovre.

Det har vi moret os over mange gange siden.

Kommentarer:

04.11.2018 Fortalt af Egon Olesen, Philiphinerne, førhen Stenum barnebarn af Alfred Westergaard, der boede i Villa Thybo i Vrensted

Vedrøernde Marie Frandsen. (Kogekone i Vrensted og Omegn)

Jeg husker hende fra min tid hvor jeg besoegte min Moster og hendes mand. Det var lilly og Hans juul Hansen som boede paa baadstehede. En anden ikonisk person ville vaere “Sy Gusta” som var det navn hun gik under. Det var Auguste Westergaard som var soester til Alfred Westergaard, som igen var min bedstefar. Hun var “pebermoe” altsaa udgift.Det var en strid kvinde med en skarp tunge. Hun tog rundt omkring og syede kjoler til de nok lidt mere tunge hus og gaards mands koner. Hun skulle hentes, og jeg husker min far som ellers ikke var til at slaa ud af kurs, men hente “Sy Gusta” kunne faa selv den mest barske mand til at ryste. Jeg er sikker paa at min moster, som du kender og bor i Vensted mejeriby, eller naermere sagt huset “Thybo” har mange historier om hende.

Fortalt af Kirsten Andersen- 

Fest og brug af kogekone og serveringspersonale: 

 

Når der var fest i Vrensted, var Marie Frandsen det naturlige valg til at lave maden, der var tit over 100 mennesker samlet når der var runde fødselsdag, bryllup, sølvbryllup m.m. Serveringspersonalet var børn af de af vores forældre som var inviteret med. Lønnen for en hel aftens slid var tit et par nylonstrømper, et lommetørklæde eller lignende. Men vi havde det sjovt. Jeg tror billedet stammer fra en fest hos Madsen og Karen på Libak.

Her billeder fra forskellige fester i Vrensted

 

 

 

1992 blev fru Frandsen 75 år.

Fra en Lokalhistorisk bog i Løkken-Vraa Lokalhistorisk.

 

 

Vrensted gamle skole som blev nedlagt i 2011 er nu blevet ombygget til “Byens Hus” et samlingssted for alle byens borgere og foreninger.  Desuden er der lokaler til en børnehave. Det gamle forsamlingshus i Vrensted er solgt og Byens Hus skal nu også indeholde et Forsamlingshus hvor lokaler kan lejes som førhen.

Indvielse af Byens Hus i Vrensted sker i november 2018

En lang proces har det været, men man har kæmpet i Vrensted.

 

 

 

 

BYENS HUS

Byens Hus er en ombygget version af den gamle folkeskole i Vrensted, som i stedet bliver til et fælles aktivitetshus Byens private børnehus, idrætsforeningen, Forsamlingshuset samt en række foreninger og aktivitetstilbud vil holde til i Byens Hus Det samlede areal reduceres med ca. 30 procent, så det ender på ca. 1300 kvadratmeter. Byens Hus kommer til at koste komme små 10 mio. kr. Byens borgere har selv samlet godt 800.000 kr. til det nye aktivitetshus Hjørring Kommune betaler 3.961.000 kr. mens Lokale- og Anlægsfonden har doneret 2.879.000 kr. Derudover er kommet 1 million fra A.P. Møller Fonden og 1 million kommer fra Realdania.

 

 

Den lukkede skole i Vrensted i Hjørring Kommune omdannes til et fælles aktivitetshus for hele landsbyen. I Vrensteds nye samlingssted, Byens Hus, bliver der plads til idræt, forsamlingshus, madværksted, café, lokalarkiv og daginstitution.
Risikoen for fraflytning og landsbydød er altid til stede, når skoler lukkes. Da Vrensteds skole blev lukket i 2011 lagde Hjørring Kommune en strategi for, hvordan landsbyen kunne udvikles og den lukkede skole rumme andre aktiviteter, der skal være med til at sikre landsbyens overlevelse.

Samtidig med skolelukningen har Vrensted i de senere år, som mange andre landsbyer, oplevet at en række forretninger er lukket og indbyggere flyttet væk. Lukningen af skolen kunne have været dødsstødet, men strategien om ny udvikling af landsbyen, udmønter sig nu i et fælles samlingssted.

Byens Hus skal genskabe Vrensted Skole til et socialt og aktivt møde- og udfoldelsessted. Huset bliver et centralt samlingssted med flere brugergrupper, der imødekommer og inviterer bredt, på tværs af generationer og gøremål, og skaber samling og sammenhold i landsbysamfundet.

Kultur Forsamlingshus

Fakta
ARKITEKT
Rønnow Arkitekter A/S og EKJ Rådgivende Ingeniører A/S

OPFØRT
Bevilget projekt

BEVILLING
2.087.900 kr.

ANLÆGSSUM
9.990.000 kr.

BYGHERRE
Hjørring Kommune

AREAL
1.301 m²

Adresse
Stationsvej 12, 9480 Vrensted, Løkken
Fondens stemme
En by i byen
‘Byens Hus’ opbygges som om en lille by i byen med en indvendig hovedgade, der samler indbyggerne og brugerne af huset, og derefter fordeler dem i zoner og rum til de forskellige aktiviteter. På den måde mødes folk på vej til aktiviteterne i Byens Hus som de i tidligere tider gjorde det langs en landsbyhovedgade.

Som et gennemgående arkitektonisk greb er der skabt stor gennemsigtighed mellem de forskellige aktiviteter inde i huset og god kontakt mellem indendørs og udendørs aktiviteter.

Omkring hovedgaden er Byens Hus inddelt i tre zoner:

En idrætszone med gymnastiksal på 130 m², streetsport en “players lounge”, der er et uformelt mødested for idrætsfolkene. Idrætszonen forbindes direkte til den udendørs idrætsplads.
En forsamlingszone bliver et moderne bud på forsamlingshusets kvaliteter. Her kommer der madværksted på 81 m², en stor forsamlingssal på 165 m² og en mindre forsamlingssal på 66 m². Der kommer direkte udgang fra forsamlingszonen til et terrasseområde med køkkenhave og højbede og et afslapningsområde med hængekøjer.

En børnezone, bestående af en vuggestue på 60 m² og et aktivitetsrum til børnehavebørnene på 52 m². Børnezonen kan om aftenen og i weekenderne benyttes som møde- og samlingsrum af de ældre brugere af Byens Hus.
I alt kommer omdannelsen af Vrensted Skole til Byens Hus til at koste 9,773 mio. kr. Hjørring Kommune støtter med 3,961 mio. kr. Lokale og Anlægsfonden har bevilget 2 mio. kr. Projektet er tegnet af Rønnow Arkitekter i samarbejde med Ingeniør Aps Ole Møgelmose.

En skøn historie fortalt af Arne Søndergaard Jensen, Løkken, født og opvokset i Vrensted.

Med tilladelse fra Arne,  et uddrag af hans bog “Kæden af kærminder”,  udgivet i 2002

Tidligere blev skolernes efterårsferie kaldt ”Kartoffel-ferien” fordi den faldt på det tidspunkt, hvor kartoflerne normalt var klar til at blive taget op.
Som større drenge blev der af og til sendt bud efter os, især i efterårsferien, eller kartoffelferien, som var det mest brugte navn for den ferie på det tidspunkt. Der var som regel nogle faste steder, hvor vi hjalp til nogle år. Daglønnen var 10 kr., som var mange penge dengang. Der var forskellige måder, som blev anvendt, når kartoflerne skulle tages op, men drengenes arbejde bestod altid af at samle kartoflerne op i store tørvekurve (pileflet kurve), som så blev løftet op og tømt af i en vogn af de voksne.

Selve optagningen kunne variere meget. Nogle gange blev kartoflerne hakket op af jorden med et redskab, der også blev brugt til at rage møg ned af møgvognen. Andre steder blev de pløjet op, men der fandtes også hestetrukne kartoffeloptagere, som med et sindrigt system af roterende kortskaftede forke (en greb) kunne sende kartoflerne et par meter eller mere ud til siden, hvor de så blev samlet op af drengene.

Jeg husker første gang, vi prøvede at samle op efter optager, der blev trukket af en Ferguson traktor. Kartoflerne blev pløjet op af et indbygget plovskær og derefter ført op over en rund roterende jernrist, som lignede en skål med bunden i vejret. Risten rensede jord, sten og kartoffel toppe samt andre urenheder fra, mens kartoflerne trillede ned mod en række kæder, som fik de optagne kartofler til at ligge i en næsten l ige række. Med den type optager var kartoflerne særdeles nemme at samle op i kurvene. Der skulle ikke gå ret mange år, før der blev opfundet en transportør, der
kunne lede kartoflerne op i en vogn, der kørte ved siden af optageren. På den måde blev drengenes opgave overflødig, så der var ikke flere penge at tjene på den måde.
Kartoflerne blev kørt sammen i lange kartoffel kuler, som blev dækket med halm og jord. En af de almindelige kartoffelsorter, der blev anvendt, hed Alma. En anden meget anvendt sort, var Bintje. Alma var en melet sort, som let kogte ud, når de blev brugt i husholdningen, og for mange mennesker på landet var den, den foretrukne kartoffel til daglig brug. Men de fleste af kartoflerne blev brugt som foder til dyrene. Til det formål var det meget almindeligt at få kartoflerne kogt. For at få de store mængder kartofler kogt benyttede man en stor transportabel kartoffelkoger.

Kartoffelkogeren var mange steder ejet af en andelsforening, og kogeren gik så på omgang mellem foreningernes medlemmer. Det var almindeligt, at når det blev en landmands tur til at få kogt, skulle kogeren hentes på den gård hvor den sidst havde været i brug. Selve kogeren var et stort monstrum med en lang skorsten, der kunne lægges ned under transporten. Der var tre kedler, som kunne drejes rundt om en lodret aksel. Når den første kedel var fyldt op via en transportør, der førte kartoflerne fra et vaskeanlæg op i kedlen, blev kedlen drejet hen til kogning. Når kogningen var overstået, blev kedlen igen drejet en tak, for at blive tømt gennem en låge i bunden af kedlen.
For at bringe kartoflerne i kog, blev der brugt en del affaldstræ til at tænde op med, men den egentlige varmekilde var kul. Efter kogningen blev kartoflerne kørt med trillebør til de siloer, hvor de skulle opbevares, indtil de skulle bruges. Når de kogte kartofler blev vippe ned i siloen, skulle de trædes godt sammen, og det var en speciel fornemmelse, men også noget værre klisterværk at træde i de meget varme kartofler.
På en af de gårde, hvor vi færdedes meget, var der indrettet en kanal i svinestalden, som var beregnet til opbevaring af kogte kartofler. Kanalen var dækket til med planker, som kunne holde til at blive kørt på.
Der var også mange landmænd, der fik kogt kartofler på mejeriet. Det foregik på den måde, at der blev kørt en vognfuld kartofler til mejeriet. Vognen var lukket hele vejen rundt og overdækket med en presenning. I bagsmækken var der boret et hul, hvor der kunne stikkes et langt spyd ind midt i læsset. Spyddet var en forlængelse af en dampslange, som kom inde fra mejeriet. Selve spyddet var forsynet med en masse huller, hvor dampen kunne strømme ud og på den måde koge kartoflerne.

Kartoffelhøsten var hårdt slid for landmændene og deres folk, men der var også gode stunder i den travle hverdag. Hvis markerne lå langt væk fra gården, kom konen eller pigen ud i marken med kaffe og mellemmadder til folkene. Det var solide skiver brød med ost eller marmelade, og selvfølgelig saftevand eller kaffe, som blev transporteret i store flasker, der var pakket ind i avispapir.
Jeg husker tydeligt fra en sådan kaffepause hos gårdejer Rikard Justesen, hvor vi samlet i en flok for enden af marken. Vi sad rundt omkring i halmen, der var klar til at blive lagt over kartoflerne. Pludselig hørte vi en lyd i luften over os, og der så vi en meget stor flok vildgæs, der fløj i en stor V-formation. Jeg husker tydeligt, at de voksne sagde, at de aldrig før havde se så mange gæs på én gang.

Billedet af den store flok gæs, stemningen i marken, karlens flirten med pigen, som var kommet med kaffen, røgen fra det bål af kartoffeltoppe, i hvis aske vi senere skulle stege kartofler, er alle ingredienser i mit bedste erindringsbillede om kartoffeloptagning i Vrensted i begyndelsen af halvtredserne.

 

 

Hvem var “Minister Tøvdor”  (Theodor Jensen), Brønderlevvej 44, Vrensted :

Anders Theodor Johan Jensen  f. 14.10.1886, d. 06.06.1969 han blev 83 år gammel.

Han boede hele livet i den ejendom hvor han var født, Brønderslevvej 44, Vrensted.

Fortalt af nedennævnte den 07.10 2018

Jens Otto Madsen:

Er der nogen der husker Theodor Jensen også kaldet “Minister Theodor”.

Han boede i den lille ejendom på hjørnet af Brønderslev vejen og vejen ud til Kongsengene. (Niels Elmer Helledie bor der i dag).

Som barn blev jeg og min søster altid  bange når vi så ham komme cyklende ned mod den gamle Byskole, med piben i munden. Vi låste altid dørene. Han var på vej til  Brdr. Bedholms bageri som lå lige over for  Vrensted Byskole, hvor han fik gammelt brød til sig selv og sin ko.

Hvem var han. ?

Han var enlig og havde været daglejer på gårdene.

Annalise Jørgensen:

Jeg husker tydeligt Minister Theodor. Vi boede på Vingevej, og når han kom gående i sin lange sorte frakke blev vi børn så bange. Han leverede også sommetider en skrå på vejen, som vi syntes var meget ulækkert:)))

Kirsten Andersen:

Jeg husker også tydeligt Minister Theodor. Jeg var også bange for ham, jeg husker egentligt ikke hvorfor. Nytårsaften når vi unger skulle ud og lave ballade, var det store hit, at løbe helt op til hans hus og banke på hans vinduer, vi løb alt hvad vi kunne før han eventuelt skulle komme ud af døren.

Ulla Hansen:

Når vi sad på Brønderslev vejen og skrev nummer plader op,

“hvis Tøvdor kom ( på Vrensted sprog), så var jeg væk.”

Karina Nielsen:

Ham var jeg meget bange for, kan huske når han kom trækken med en ko, hans kroge tjep og hans næse træsko.

Han flyttede ind på alderdomshjemmet, men pakkede alle kludene en dag og drog øster ud af byen, for han ville ikke bo der længere. De ville bestemme hvornår han skulle i bad, det gad minister Klein ikke 😊 (fortalt af morfar Thyge Jensen)

Han sang øster ud af byen gennem Nyhavn fra alderdomshjemmet “hjem mit kære hjem”

Engang min mor legede på gl Byvej dukkede han pludselig op af grøften og sagde “så hold da kæft tøs, ka du ikke se jeg er ved at skide” (på vrensteds;))

Helle Kragh Nielsen:

Jeg husker min far sige, at Minister Theodor lavede suppe på en karklud. Dette sprogbillede dækkede naturligvis over, at Minister Theodor var en sparsommelig mand. Min far besøgte ham jævnligt, og jeg var sommetider med. Det forekommer mig, at der var ret snavset i huset og at vi beholdt vores fodtøj på, når vi gik ind i huset.

Jørgen Michaelsen:

Theodor var ganske ufarlig, når jeg cyklede hjem fra skole kaldte han nogen gange om jeg ville hjælpe ham med at rense dysen på hans primus, jeg husker det lugtede af petrolium i hele huset:

Ole Nielsen, Gøttrup:

Jeg husker også Theodor fra min tid som kommis ved købmand Simonsen.Jeg har handlet med ham mange gange og han sagde altid han kun skyldte penge 2 steder. Det var indenbys og udenbys,men en sjov fyr det var han. Han var ungkarl og levede af sin pension.

Orla Jensen:

Han havde en ko, som blev passet bedre end de fleste køer. Han trak med den langs grøftekanten, så den kunne få det bedste græs. Den gav mere mælk end de fleste køer i Vrensted !!

Theodor blev engang udsat for et tyveri. Et par fyre kom forbi og fortalte, at de kom fra kommunen og skulle kontrollere at ældre ikke lå inde med for mange kontanter! De fik hans tegnebog og konstaterede, at han havde for mange kontanter, det ku’ jo friste svage sjæle, sagde de. De ville sørge for, at kommunen opbevarede dem forsvarligt. Bagefter sagde Theodor, at det var godt de ikke havde kiggget i det bagerste rum i tegnebogen. Det var der de store sedler var!!

Leo Jensen:

Theodor var en meget nøjsom og sparsommelig mand. Til hans lille ejendom hørte der ca. 1  1/2 tdr. land jord til. Han havde en enkelt ko. Før han blev pensionist gik han ud som daglejer.  Han fik lavet testamente til fordel for kræftens bekæmpelse,  idet der ikke var nogen familie.

En dag kommer traktor Charles forbi (Leo’s far) og ser Theodor løbe forvirret rundt udenfor. Charles stopper op og spørger om hvad der er galt. Theodor svarer,  at han ikke kan sove, fordi hans stueur er gået i stå. Charles går med ind og åbner ind til urværket og smører det med lidt petrolium. De sætter uret igang igen og der lyder et TIK TAK, TIK TAK og Theodor blev så glad. Forhåbentlig fik han igen sin nattesøvn.

På et andet tidspunkt var Theodor Jensen kommet hen til Traktor Charles,  ret ulykkelig. Dengang over at skorstensfejeren havde kasseret hans skorsten og forlangt en ny bygget. Charles sagde, at så måtte han jo få det klaret, hvortil Theodor sagde, at det havde han ikke råd til. Hans før omtalte penge fra tegnebogen var jo blevet stjålet. (Det havde han jo efterfølgende fundet ud af, og også fået anmeldt til kriminalpolitiet). Charles spurgte ind til om han ikke havde nogle penge et andet sted. Jo i sparekassen sagde Theodor, hvortil Charles sagde, så kan du jo blot tage sparekassebogen med ud i sparekassen (havde kontortid en gang om ugen i Mejeriets lokaler), for at hæve det, han skulle bruge. Theodor sagde “kan man det”, han havde nemlig aldrig før prøvet at hæve på bogen. Han var så gået i Sparekassen. Senere kom han hen til traktor Charles og fortalte om besøget  i sparekasse . “De sagde ikke noget til at jeg tog pengene ud”

Theodor fik således sin nye skorsten.

Besøg af Vagabonder på Bådstedhede er to små historier skrevet af Christian Larsen, Brønderslev, opvokset på Bådstedhede

Vagabond på Bådstedhede 

Medens jeg var dreng kom der jævnligt vagabonder, også kaldet farende svende, gående til mit hjem, og bad om noget at spise, og et sted at sove.
En aften kom der også en af slagsen cyklende på en racercykel, og uden at banke på døren, kom han ind i stuen, hvor vi sad og spiste aftensmad.
Mine forældre tilbød ham noget og spise, og ligeledes noget hvidtøl, men han ville ikke nøjes med hvidtøl, han havde en flaske kogesprit i inderlommen, som han begyndte at hælde i samme glas som der var skænket hvidtøl op i.
Det ville min fader ikke have, så han bad ham forsvinde, hvilket han ikke gjorde frivilligt.
Vi fik ham stablet op på hans cykel, og gav ham et skub så han kom i gang.
Det gik ikke så godt med at køre på cyklen, for da han kom ca. 150 m vestpå af vores markvej, væltede han.
Temperatuen var noget under frysepunktet, og selv om han var meget beruset, blev mine forældre enige om at de ikke ville have ham til at ligge på markvejen, så de kontaktede politiet.
Politiet kom godt nok, men de kunne ikke finde vagabonden, da de kun lyste i grøftekanterne, så de kørte retur til Hjørring igen.
Politiet blev igen kontaktet, men nu var vagabonden ikke at finde, da politiet kom til mit hjem.
Nu var det nærliggende at tro at vagabonden var gået ind i laden i mit hjem, men han var ikke kommet længere end til møg renden bag ved køerne, hvor han lå og sov.
Det var ikke en skøn person at få ind i politiets Ford Taunus personbil, så politiet og min fader blev enige om at spule ham under den kolde vandhane i stalden.
For ikke han skulle svine bilen til mere end højst nødvendigt, fandt min fader nogle tomme foderstofsække, som blev lagt på sæderne i politibilen.
Da politiet efterfølgende kom og hentede vagabondens racercykel, fortalte de, at da de kom til Børglum Kloster, vågnede vagabonden op, og han blev så urolig, at de blev nødt til at lægge ham i håndjern.

Vagabond på Bådstedhede 2.

Der var nogle af vagabonderne der kom, de var så ubehøvlede, at de fik besked på at forlade mit hjem straks.
En af den type kom også en aften, han fik besked på at gå videre, med kom ikke længere end hen til daværende Ida og Ejnar Andersen.
Dialogen med Ida og Ejnar var nok heller ikke for god, for pludselig sagde vagabonden.: Jeg tror sku, at jeg går ud og hænger mig.
Ejnar der var hurtig i replikken svarede, at han skulle nok hjælpe ham med noget reb.
Det var nok ikke det svar vagabonden havde forventet, for han forlod i hast familien Andersen.
Historien slutter ikke her, for jeg erindrer at Ejnar har fortalt, at da vagabonden var gået, blev Ida meget vred, hun fortalte i meget skarpe vendinger, at sådan kunne man ikke behandle sine medmennesker.

Oktober 2018, Christian Larsen

Endnu en historie fra Povl Stevns, Serritslev, født og opvokset i Vrensted Præstegård.

 

 

 

 

 

Der fortælles her en spændende historie om et navneskift der fandt sted i Vrensted Præstegård under besættelsen, en oktober aften i 1944 hos hans far,

pastor Aage Stevns, som også var modstands mand.

 

Et navneskift.

Ved dåben spørger præsten bæreren af barnet om barnets navn, hvorefter selve dåbshandlingen finder sted. Det er den gængse fremgangsmåde og det var det også i Vrensted i min barndom. Siden hen er jeg blevet bekendt med, at der i 1944 i Vrensted har været en undtagelse fra normen på dette punkt på grund af de vanskelige forhold, besættelsen medførte. Om dette usædvanlige navneskift, der dengang undtagelsesvis fandt sted på præstens kontor og ikke i kirken, fortæller Gustav Pedersen i Ranum Seminariums årsskrift fra 1946 følgende:

”I Midten af oktober 1944 sad jeg efter en omflakkende tilværelse en aften hos pastor Aage Stevns i Vrensted i Vendsyssel. Den aften var der ”Dåbshøjtidelighed” i præstens studereværelse. Som fremmed og hjemløs kom jeg til ham og skulle erhverve mig nyt borgerbevis. Jeg kom dertil som Gustav Pedersen, men da jeg tog derfra, hed jeg Christen Christensen og var medhjælper, først i Thise.

Samme aften forhandlede vi om mit fremtidige virke. Pastoren var klar over nødvendigheden af, at jeg kom på en plads, hvor jeg fik mulighed for at fortsætte læsearbejdet. Jeg fik at vide, at man på ”Halvorsminde” Ungdomsskole ved Hjørring var villig til at tage en ung mand som lærer, og herved blev det. Jeg fik en bestemt rejserute udpeget, og ad den ville jeg i løbet af en uge være på skolen. Her mødte jeg den 31. oktober om aftenen og gik med det samme ind i rollen som ”lærer Christensen”. Jeg skulle bo på ”Sparta”, et værelse ude blandt elevernes, og begyndte dagen efter sammen med skolens øvrige lærerstab, der var informeret om min stilling, at gøre klar til at modtage den 93 mand stærke invasion, som skulle ske den 3. november.

Jeg blev tildelt nogle timer i dansk og bogføring – i alt 12 timer om ugen – og havde således god lejlighed til at arbejde videre med mit seminariearbejde . Jeg var klar over, at der ville komme visse vanskeligheder, når talen ville berøre min tidligere tilværelse, men det måtte jeg klare ved på forhånd at vælge hjemsted og uddannelsessted, som måtte forudsættes at være eleverne ukendte. Altså jeg nærede ingen særlige bekymringer, jeg var et nyt og fremmed individ”.

Vi springer her over et par afsnit, hvor der redegøres for undervisningsforhold, elever og kammeratskab på skolen, inden vi igen lader Gustav Pedersen fortsætte sin fortælling:

” Også arbejdet udadtil blev jeg stillet overfor. Ungdomsforeninger kaldte på én, og enkelte gange måtte jeg sige ja, således som denne annonce i ”Vendsyssel Tidende” viser:

BAGTERP: Møde afholdes i børneskolen onsdag den 17. ds. kl. 20 præcis. Lærer Christensen, ”Halvorsminde” læser op. Brød og sukker medbringes..

Det var noget ganske fremmed for mig; men da situationen var enerverende, følte jeg sådanne aftener en vis afspænding af nerverne. Jeg var ikke altid stolt af at have påtaget mig en opgave af den art; men jeg havde ikke fortrudt det. Også her lærte jeg, at opgaver kalder på nye kræfter i én.

Det vil føre for vidt at fremføre nærmere enkeltheder. Min sidste opgave på Halvorsminde var at medvirke ved opførelsen af en komedie indstuderet af skolens lærerkreds. – Tirsdag den 6. marts 1945 var jeg om aftenen på scenen ved en offentlig forestilling af ”Under Hammeren”. Samme aften sad jeg efter nogle nervepirrende timer på skolen, i en Gestapobil på vej til Frederikshavn. En uforglemmelig vinter var brat sluttet. Nye og sære oplevelser faldt i min lod og fordunklede for en kort tid oplevelserne på Halvorsminde 1944 – 45”.

Gustav Pedersens beretning fortsætter herefter med tiden efter befrielsen, om hans færdiggørelse af studierne i Ranum og om hans genansættelse på Halvorsminde og slutter beretningen (i 1946) på følgende måde:

”Nu er også denne vinter gået. To vintre, hver på sin måde berigende, har jeg oplevet blandt ungdom på ”Halvorsmnde”, og jeg føler dyb taknemlighed mod den skole, der var villig til at tage imod mig både som illegal og legal lærer”.

—————

Således sluttede Gustav Pedersens beretning om den begivenhedsrige vinter 1944-45, der begyndte med navneskiftet i Vrensted præstegård i midten af oktober og efterfulgtes af en spændende vinters skolearbejde på ”Halvorsminde”, inden den sluttede med en tilværelse som fange i Frøslevlejren. – I første omgang reddede navneskiftet og hans ansættelse på Halvorsminde ham, men stikkeriet under besættelsen var det svært at dæmme op imod. Vi ser det omtalt i ”Vendsyssel Tidende” den 20. november 1945, hvor man i et referat fra et retsmøde skriver følgende:

”Lærer Gustav Petersen forklarede, at han natten mellem 5. og 6. marts 1945 var blevet anholdt på Halvorsminde Ungdomsskole ved Hjørring. Han gik under navnet Chr. Christensen og til at begynde med fastholdt han, at det var hans navn. Men så fik han en lussing og besked på at sige sandheden, for han var blevet ”stukket” af en svigerinde fra Nyborg. Jørgensen afhørte ham og da han fandt den falske dåbsattest, Petersen var forsynet med og som bar pastor Stevns´ navn, gned Jørgensen sig i hænderne og sagde: ”Nu skal vi ud og have fat i en præst”. Petersen blev så ført til Frederikshavn og da han blev stoppet ind i bilen, erklærede Jørgensen: ”Så nu går det ad Helvede til”.

Statsadvokaten: ”Ja, det gik jo til Gestapo”. Jørgensen erklærede, at Petersen var blevet anholdt efter ordre fra København, idet han var blevet angivet som leder af våbenmodtagelser. Han blev sendt til Frøslev i et par måneder.”

NB: Jørgensen var Gestapoleder i Vendsyssel med station i Frederikshavn.

Frøslevlejren var en mellemstation til de tyske koncentrationslejre.

Anklagen mod Gestapo-Jørgensen efter krigen gik bl.a. også på medvirken ved forsøget på anholdelse af provst Carl Hermansen, Hjørring, men da man ingen beviser kunne fremlægge på dette tidspunkt, frikendtes Jørgensen herfor.

——————

Konklusion: Det er ikke altid nok med et navneskift.

——————–

September 2018. Povl Stevns.

 

Traveture omkring
Vrensted 2007.

(skrevet af Elin Schierup, Vrensted)

Tur ud af Bådstedhedevej:

Vaskehuset blev bygget i begyndelsen af tresserne. I slutningen af tresserne gjorde vaskemaskinerne sit indtog i hjemmene og vaskehuset blev overflødigt. Svend Mørk byggede det om til beboelse til familien fra København. Så havde de et sted at sove, når de var her på besøg.
Skolen blev overtaget af Helga og Frede Pallesen i 1959, da den nye skole blev indviet. Nu bor Kristian og Ellen i østenden af skolen.
Lige efter skolen lå tidligere et hvidt hus, som blev beboet af en cykelsmed.
På hjørnet lå Ørnholms røde hus, hvori urmager Ørnholm lavede berømte tårnure. Begge huse blev nedrevet, da vejen blev udvidet i slutningen af halvtresserne.
Overfor Kirkedammen lå også en købmand og en slagter.
Huset overfor præstegården blev bygget for indtjeningen fra bogen HELENE skrevet af Fie Riis. Bogen var autentisk og handlede om Helenes opvækst som fattighusmedlem.
Efter Gerhards hus i svinget lå Fælleden, som var en losseplads for usorteret affald, men dengang var affaldet ikke så farligt – i kanten var et lille vandhul med haletudser. Fælleden betyder egentlig et fællesareal. Her stod børn ofte med køer på græs i vejsiden – de skulle jo passe på dyrene ikke spist af kornet på marken.
Ud af vejen ved Holmens skov drev man tidligere kvæget i engene. Efter afvandingen fik hver ejendom sin egen lille smalle eng. Kræn Thomsen havde en lille robåd. Henning og Vilhelm var ofte med ude for at stange ål
med ålejern = lyster. Når ålejernet blev trykket ned i bunden sad ålen fast i jernet, det samme foregik med gedder i kanalerne senere. Nu er ålejernet forbudt.
På vestsiden af skovvejen var der tidligere en oversvømmelse på Koldkjærs mark, som man skøjtede på. Der var også en lille dam ved vejen i østsiden af skoven. Her gravede man grus. Den blev kaldt Badedammen.
I Launy Graarups hus boede Ole Grünbaum en periode i tresserne. Huset var et kollektiv, som de kaldte Vestenvind. De levede meget spartansk og lærte at malke deres ged af lærer Frede Pallesen. De havde et langt
og godt bekendtskab med familien. Kollektivet havde hyppige besøg af ungkarlen Sandersen, om hvem, de fornemmede, brugte 14 dage på at forme en vittighed.
Harry Jørgensen, som var hotelkarl på Klitbakken, bragte madrester til dem. Madresterne havde han hængende over styret på cyklen i mange bæreposer – og var som sådan et kendt figur i byen med hotelkasketten på
hovedet, sit tuborgforklæde og store skæg. Ole Grünbaum skrev senere bogen BAR RØV I TRESSERNE med beretninger fra kollektivet.
Nu bor Danmarks kårede sødeste hund i huset, en terrier som tilhører Launy og Eva Graarup.
Lige før skoven lå et lille rødt hus, som bl.a. Marie Frandsen boede i en kort overgang. I skoven blev skydevolden oprettet af en lokal skytteforening. Når der var skydeøvelser, hejsede man et rødt flag ved alle indgange og et op over skoven. Børnene brugte senere volden til at skyde til måls på med bue og pil.
Hvor søen nu ligger, lå tidligere en sportsplads, hvor mange fodboldkampe blev spillet. Her blev også afholdt sommerfester med telt og musik – og Cirkus Badutski.
Søen er udgravet af jagtforeningen, og skuret og bålpladsen er bygget af børn fra Vrensted skole.

 

 

Turen rundt om Vingevej, Pilgårdsvej og Tilsig:

Lægehuset ligger i det gamle kommunekontor, som blev lukket ved kommunesammenlægningen i 1970.
Ved Trehjørnet passerede vi 2 huse opført af sagfører Anders Olesens i 1920erne, det ene indeholdt tidligere bibliotek i vestenden.

I centralen lige efter passede Kesse omstillingen. Engang Jørgen 2 gede fra Århus og ville snakke med sine forældre, kunne Kesse fortælle, at de lige var kørt ”nør på”, så han stillede ham ud til Søren, hvor de da også var. Sådan en service har vi ikke i dag.
Overfor i miniaturehuset (gammelt vandværk) boede Peder Vingård Olesen med sin blinde hustru og eneste barn.
Vingevej hed tidligere Møllevej, da byens vindmølle lå her indtil ca. 1950. Else og Harald Nielsen overtog møllen i 1938 (kørte også taxa)og malede mel for dem, der ikke selv havde mølle på gården. Under krigen måtte der
ikke males hvedemel, men om aftenen blev der leveret små poser korn i gangen, som så blev malet om natten. Det var ikke uden risiko for mølleren, men havde stor betydning for byens borgere.
Henning Hyldgård fortalte, at når de kværnede korn hjemme, brugte de det øverste fine mel til brød, resten fik dyrene.
Ved enden af vingevej ser man østpå over markerne til Bonnerups gård. Herimellem har tidligere Birkedommergården og en af de tidligere utallige kroer i Vrensted ligget. Her fra stammer familien Krower.
Grethe fortalte om Østre skole, hvor der bl.a. blev dystet om den flottest pyntede ko til Sct. Hans.
Vi fortsatte til Det Gule Palæ, som murermester Martin Andersen byggede, siden boede hans søn Murercharles her, derefter Niels Østergård. På nordsiden af Pilgårdsvej lå Ellidsgård og endnu et lille længehus med plads til en ko – begge forsvandt i 60´erne.
Videre mod øst passerede vi Lindegården, som Niels Østergård – nu sønnen Knud – ejede. Længere ude passereds Pilgård – tidligere kaldet Høngård. Det var sagfører Anders Olesens hjem, og Petra Pilgård var hans
søster. Sagføreren samlede Hammer bakker til et naturområde ved at opkøbe de mange små gårde i området.
Hans metoder blev meget diskuteret. Han opførte Vodskov kirke, i Vrensted Anne Maries hus, Præstemarken og de 2 ovenfor nævnte huse, ligesom han restaurerede Vrensted kirke. Anne Maries hus er opkaldt efter hans mor og var en stiftelse for enlige uformuende kvinder. 5 toværelseslejligheder og en vævestue var der. I dag erstiftelsen ophævet, og huset bliver anvendt som børnehave.
Vi fortsatte ad den gamle markvej med udsigt mod Børglum Kloster – neden om Nørkjærs 2 ejendomme til Åge Kodahls, nu Bodil og Hans Dams ejendom i kanten af Tilsig. Et mosestrøg, som strækker sig mellem Tilsiggård og Drivsholm. Mosen er stadig lumsk og ofte under vand. For få år siden gik en kvie fast deri og måtte aflives.
Engang gik et postbud over mosen til Drivsholm, men nåede aldrig frem. Han blev suget ned! Kun postkasketten lå tilbage.
Drivsholm har i gammel tid ligget på en holm, hvor stenalderfolket har efterladt sig spor. Bent og Birthe Drivsholm var 8. generation på gården, som nu er overtaget af Mads og Malene Sørensen.
Hos Bodil og Hans så vi kunstudstillingen med Bodils dejlige skulpturer i stentøj og bronze, det smukke haveanlæg og hørte nattergalens klare tuner i den lyse aften.
I Tilsig har de omliggende ejendomme lavet æltetørv til eget forbrug.
I den nordligste ende af Vrensted vidner den nedlagt brugs, det nedlagte mejeri, det nedlagte frysehus og det stadigt velholdte og velfungerende forsamlingshus om andelsbevægelsens fornyende kraft i samfundet.
Andelsbevægelsen voksede frem fra omkr. 1880.
Mejeriet Lykkens Prøve var berømt for sit gode smør, som vandt medaljer i hele landet.

 

 

Tur ud ad Bådstedhedevej, over skråvejen til Holms og over Kongsengene hjem:

Præstegården blev opført i 1928, tegnet af Ulrik Plesner – bror til den daværende sognepræst. Holmen har sammen med de 2 Sundstedgårde været ”enestegårde”, hvilket betød, at de ikke havde del i fællesmarken så
de skulle sørge for gode hegn, så deres køer ikke kom udenfor deres egen jord. En af ejerne var formentlig skudehandler.
Stien fra vejen til Libak er sløjfet, men anes stadig under trætoppene. Mange huskede, hvem der boede i de mange små ejendomme og huse. C. Klitgård omtaler heden som en lille hedebakke, hvor der blev gravet tørv.
Ved Slottet, ca. 150 m vest for Kurts ejendom under hveden, er der fundet voldgrave og stolpehuller, samt en stor egestamme i voldgraven. Slottets funktion kender man ikke rigtigt.
Vi gik på stien syd for Kurt til Kongsengene. Fra skråvejen kan man se, hvordan Holmen og Libak hæver sig
over landskabet som morænebakker fra istiden, der stak op af Vildmosehavet i stenalderen.
Vi passerede en markvej mod øst, som går bag om Sundstedgårdene ud til Brønderslevvej. Vi fortsatte ad Kongsengene forbi Jægerums mergelgrav. Her gravede man mergel, en blanding af ler og kalk. Det var meget
hårdt og blev brugt til at berige jorden med. Søen har også været brugt til badning. Fra Brønderslevvej tog vi Gl. Byvej og Bystien til Købmanden. Også her huskede mange navnene på tidligere beboere.
Tur omkring Kirken til Ingstrupvej, ud ad den gamle vej – over den gamle bane – mod Løkken.
Til Venstre Jens og Rasmus Jensens stald til 450 køer, som netop er indviet (2007). Efter Oskar så vi jernalderbrønden, der blev fundet, da man gravede ud til jernbanen. Den blev fredet. Fredningstenen står der,
og her står oftest vand. Brønden var speciel, da der var trin ned fra 2 sider og med trædesten mod øst til stationen, hvor jernalderlandsbyen har ligget. Her fandt man ved banens anlæggelse over 30.000 potteskår,
som blev samlet til mere end 100 keramikkrukker, nogle med en slags stempelmærke i.
Ud ad markvejen mod vest så vi et område, som Leif og Åse har plantet til med træer (i begyndel-sen af 90erne), efter at have gravet en stor sø ud. I søen er der en ø, og her er ofte ænder og masser af rådyr. Et dejligt sted.
Vi fortsatte gennem Verner Kristiansens lille skov og lund, ud gennem hans brakmark til møllerne. Så til Ingstrupvej og så, hvor vi kunne forestille os tyskernes pansergrave havde gået – fra Ingstrup til Oskar, hen øst om Poul Erik Jensen og fortsatte vest om Klostret. En lang rende ca. 8 m. bred og 3-4 m. dyb og ved siden af pigtrådsafspærring. Pansergravene skulle stoppe De Allierede, når invasionen kom. Mange mennesker blev
 tvangsudsendt, en del polakker til at grave gravene med håndkraft. De blev indlogerede på gårdene.
Vi gik igen ind ad engvejen og fulgte den gamle markvej op til Oskar og Ane. Her fik vi lov til at se deres fine, frodige have, hvor de ”leger” med planterne.
En god aften i det fineste solskin og uden en vind rørte sig.

 

 

Tur ad A. C. Andersens Vej til kærene vest for Kærgård.

Vi gik ad små stier omkring skolen til Mellegård, som har været i familien Justesens eje i 5 generationer. Poul Justesen fortalte om de omliggende gårde, hvor Kirkemarken syd for vejen var forpagtergård til præstegården,
bygget her i begyndelsen af 1900 tallet ved mellemkomst af sagfører Olesen. Der var en klausul om at drive landbrugsskole her, men den bliv aldrig effektueret.
Lidt vest herfor lå i ældre tid et lille jordhus, som var ramme om en social tragedie. En enke levede her med sin kønne datter, som i ungdomsårene blev tilbedt af bl.a. sønnen fra en stor gård. Han gjorde hende gravid for
straks efter at blive soldat i Ålborg. Hun gik på sine bare fødder til Ålborg og fortalte ham dette, men han afviste hende, og hun måtte føde i dølgsmål og ombragte barnet i en tørvegrav i Kæret. Barnet blev fundet og pigen arresteret. Hun tog livet af sig i arresten i Hjørring. Ikke nok hermed. Moderen blev efter pres fra gårdmanden afvist fra sit løsarbejde på gårdene i sognet, den ene efter den anden, og så til sidst ingen udvej.
Hun druknede sig i en tørvegrav.
I en lille ejendom på bakkehældet nord for vejen boede Vrensteds lokale digter A. C. Andersen, som skrev med stor social indignation, måske inspireret af denne historie fra nabohuset.
Her fra bakken kunne vi se linjen, som pansergravene har fulgt. Leo Helledie Sørensen har sendt rids over forløbet. I tørre somre står kornet frodigere her, hvor jorden har været vendt dybt under sandflugtslaget. Poul, Mogens Sørensen og Niels Jørgen Mejlholm kunne alle berette om forsøgene med dybdepløjning ned til 1 m dybde, som vendte op og ned på sand og den underliggende muld og ler. Samtidig fik man – i hvert fald
midlertidigt brudt et meget hårdt lag i sandet. Dette gav visse steder en udbytteøgning til det 4 dobbelte!
Nede i kæret fortalte flere om de mange små lodder, som hvert husmandsted og gårdbrug havde til høslet og afgræsning, Husmanden kunne endvidere få lov at lade sine få dyr gå på gårdmandens store eng, mod at føre tilsyn hermed sommeren igennem.
Vi gik ud til Marius Mathiasens lille skov. Han var en foregangsmand i læplantningen. Der står få store graner tilbage fra den første plantning. Mange kunne huske, at man i 40erne kunne stå i Vrensted by og se klitterne.
Nu er der høje træer i læbælter overalt, som dæmper vinden, men også afskærer udsigten.
Længst ude i kæret viste Niels Jørgen Mejlholm os de dejlige naturområder, der er opstået omkring de gamle tørvegrave, som nu er små oaser for især rådyrene.
Før og under krigen var disse tørv en vigtig varmekilde for egnens befolkning – også Løkkenfiskere.
Det var skik at bonden satte et mål af til sig selv og til fiskeren eller daglejeren, som så først ryddede sand af måske i en meters dybde på både sit og bondens stykke. Herefter var det spændende, hvor tykt tørvelaget var.
Det kunne være fra 2 stik til måske 1,5 m tykt. Tørvene var oftest hårdt pressede af sandet og af særdeles god kvalitet. Nogle bønder fik på denne måde rigeligt med tørv og kunne så aftale med fiskeren, at denne som
betaling for tørv, skulle levere fisk og skaldyr efter behov året igennem!
Vi gik hjem igen gennem kæret og op til Bækgård, hvor vi fik beretningen om et mord på konen her.
En mand havde giftet sig gården til, men var ikke tilfreds med konen, som han ved venners hjælp søgte at forgifte. Hun undgik imidlertid hvert forsøg, da hun kunne smage på brændevinen, at der var noget tilsat,
uanset hvor fuld de drak hende. Til sidst mistede manden tålmodigheden, og da en anden kvinde pressede på, slog han hende ned med noget tungt. Der havde imidlertid været snakket så meget om det i sognet, at politiet
hurtigt fandt ud af, at det ikke var et fald i fuldskab. Ægtemanden blev arresteret sammen med 5 medskyldige og idømt tugthusstraf!
Med denne opbyggelige historie sluttede turen i let aftenregn.

 

 

Tur ad Pilgårdsvej til Børglum Hede og Munkebrovej.

Birthe Kristensen fra Naturfredningsforeningen mødte op for at fortælle om Børglum Hede og forskellige græsser.
Fra Pilgårdsvej gik ad markvejen til Fristrup, videre til Heden, som oprindelig var udlagt til bønderne af godsejeren på Børglum, så de i magre tider kunne hente foder til dyrene her. Heden fik lov at ligge hen, og nu
findes her flere sjældne planter. Der er lavet en redningsplan for den lille del af heden, der er tilbage.
Knappesengegrøften ved mosen blev formentlig brugt til at regulere vandet i kanikernes (munkene på Børglum Kloster) fiskedamme. I fasteperioderne måtte de kun spise fisk og brød, så fiskedammene var vigtige. De byggede sandsynligvis også Munkebroen.
Når man her ser op mod Klostret, kan man se en stor sten. Her har bispegården fra 1104 formentlig ligget efter Børglum Kloster blev prænonstratenser munkeordens hovedsæde i Norden. Før den tid lå her en kongsgård.
Lidt længere fremme er der nogle gamle lergrave. Her lå et teglværk indtil for ca. 100 år siden.
Marken før Bomhuset kaldes Ridehusmarken, da der i 1600-1700 tallet lå et ridehus. Ved det gamle Bomhus har der været opkrævet bompenge.
Ved Munkebrovej dyrkes energipil, som høstes til brændsel hvert andet år.
Kilder: Arne Søndergård: Min barndoms vandhuller. C. Klitgård: Vrensted sogn.
Tage Jensen, Tilsiggård, og Simon Thomsen og mange andre borgere i byen.

 

Den sidste travetur gik til Klostergrøften.

Vi kørte sammen til minkfarmen på Hulbakvej. Her fra guidede Poul Justesen flokken gennem sprøjtesporene i sin hvedemark til Klostergrøften. Han fortalte med stort engagement om alt,
hvad vi så. I Klostergrøften står skrænterne med masser af vilde blomster. Poul fortalte at bredderne/skrænterne hele tiden ændrer sig med vandstanden.
Et sted havde engang været et teglværk. Et andet sted er der en lille bro og en lille hytte, lidt senere endnu en hytte.
Ved at kigge op over den store hvedemark kunne Poul fortælle, hvor sandbanker lå fra sandflugten for 2-300 år siden. Her stod hveden dårligere.
Længst mod vest løber Klostergrøften dybt nede i forhold til markerne, og der er en fin grøn dal under trætoppene med grøftens rislen i bunden.
Turen gik omkring Kræmmergård, som var skudehandlergård og opmagasineringsplads for Skudehandelen. Her ligger stadig store norske skifferplader, som blev brugt som ballast i skuderne tilbage fra Norge. I 1860 blev Kallehavegård, som var Kræmmergårds klitlod, udstykket.
Stemningen var rigtig god, og tilbage ved bilerne afsluttedes turen med kaffe og Åses lækre kringle.
Der var mange, der gerne så turene gentage næste sommer. De fleste syntes, det var en god måde at få motion på og sjovt at høre om fortid og nutid i sognet. Endelig fik man snakket med folk, man ikke plejede.

Kilde: Udklip fra VT  den 13.06.1982

Der ligger en blomst på vagabondens Finne Nielses grav på Vrensted Kirkegård. En mand der kun var lidt kendt af de mange, men meget af sine få venner, der betragtede ham som en god kammerat. Blomsterbuketten er da også fra hans mangeårige kollega , den tidligere stodderkonge Heinrich og hans hustru  Birthe, der i nogen tid, sammen med deres hunde og marsvin har opholdt sig  i Løkken og benyttede lejligheden til at  besøge Finne Nielses grav inden de drog videre. Som Finne Niels er Heinrich og Birthe uden fast bopæl, men som de to vagabonder siger: på et eller andet tidspunkt får vi “fast ophold” akkurat som Finne Niels, og så vil vi vagabonder som  andre, der har mistet en god ven, gerne vise, at vi  ikke har glemt et godt venskab gennem mange år. For det er en tilfældighed, at Finne Niels blev begravet i Vrensted. Det var fordi han døde under et besøg  der i 1975.

 

Et sted i Finland sidder der en ældre dame på et alderdomshjem. Hun havde et ønske om en julegave: et billede af sin søns gravsted som findes i Vrensted. Hendes søn Niels Erik Tupperainen var vagabond. Hans foretrukne landeveje  var de snoede klitveje ved Vestkysten. Men i maj i år (1975) fandt man ham liggende i et havehus i Vrensted.

Pensionist Harry Jørgensen, Vrensted, blev orienteret om den gamle finske dames juleønske. Han foranledigede at billeder af gravstedet blev taget og sendt, ikke alene til Tupperainens mor, men også til mere fjerne familie på Grønland.

Pensionnist Harry Jørgensen, blev af vagabonderne kaldt “Vagabondernes bedstefar” fordi de altid var velkomne hos ham i hans hus Ørnholmsminde på Bådstedhedevej lige ved siden af Kirkedammen. Harry Jørgensen startede sammen med forfatteren Knud Holst udgivelsen af “Vagabondavisen”,  som sønnen fortsatte med at udgive ved Harry Jørgensens død.

 

• Historier med Harry Jørgensen

 

Fodboldtræning med lys og omklædningsfaciliteter til fodbold og håndboldspillere i Vrensted Idrætsforening sidst i 1950 erne.

 

Da jeg var barn i Vrensted i 1950erne og 60erne og spillede fodbold i drenge og junior rækken og senere på ”kålholdet” havde vi ingen klubhus og omklædningsfaciliteter. Når seniorholdet, ”karleholdet” spillede, klædte de om inde hos naboen til fodboldbanen, Peter Ledet, i laden – naboejendom til sportspladsen mod vest. I dag hedder den vel stadion. Den ejendom ligger stadig ved siden af sportspladsen og de nye ældreboliger. Der var en stor flagstang hvor flaget blev hejst når der var idrætsuge. Dvs. at alle nabobyer var inviteret til turnering med finale om søndagen med fodbold og håndbold. I fodbold var der karle holdet, junior og drengeholdene og i håndbold var det både pige, dame og herrer.

Senere da den nye skole blev bygget i 1959, fik idrætsforeningen omklædningslokaler der. Først i cykelskuret, senere i kælderen hvor der blev lavet bruserum. Det var et fantastisk fremskridt at kunne bade efter en fodbold eller håndboldkamp.

Al træning skulle altid foregå inden det blev mørkt, men efterhånden blev det moderne at få lys på stadion. Det skulle vi også have i Vrensted.

Jeg husker at vi gravede store huller til telefonpælene så de kunne stå forsvarligt og desuden gravede vi kablerne ned med håndkraft hele vejen rundt om banen, sådan var det jo dengang med håndkraft, men det var fantastisk, da vi kunne tænde for projektørerne og vi kunne træne med lys til kl. 20 til 21 i den mørke tid.

Jens Otto Madsen sept. 2018

En handicappet dreng

Overfor Kirkedammen var der en købmandsforretning. Den havde tidligere været ejet af købmand Riis. Datteren Fie Riis Eriksen som blev gift med Erik Eriksen boede i en periode i huset lige syd for købmandsforretningen, hvor der engang havde været en slagterforretning. Her kom jeg en del for der var jævnaldrende kammerater, Svend Riis og Else Riis. De 2 søskende fik en handicappet lillebror Kristian Riis. Han var i flere perioder i England hos specialister for at blive opereret, men det hjalp ham desværre ikke.

Han var fantastisk til at spille klaver – selvlært efter gehør – og havde et godt humør. Hans mor Fie Riis var dygtig til at skrive sange. Desuden skrev hun en meget omtalt bog om en Vrensted kone ved navn Helene, som kom fra Asserballe på Als, og handler om en lille piges barndom og opvækst på en fattiggård i Sønderjylland. Den gav megen omtale i medierne og Fie gav interviews til flere dameblade. I Vrensted boede Helene sammen med sin mand skralle Harry, (Harry Kristoffersen) sammen med en stor børneflok på syv børn, lige vest for præstegården i et meget dårligt hus ved Jagthytten. Overskuddet ved salg af Fies bog blev brugt til at bygge en nyt hus til Helenes familie ved siden af det gamle. En meget flot gestus fra Fie og Erik, der vist nok havde økonomiske problemer nok med at finansiere Kristians sygdom – medicin og udenlandske sygehusophold. Bogen om Helene fik vidtrækkende konsekvenser på det sociale område i Danmark. Desuden fik Kristians sygdom og sygehusophold i England store økonomiske konsekvenser for Fie og Erik, det kostede dem nemlig også huset ved kirkedammen og de var nødsaget til at finde en anden bolig.

Svend og Else Riis Eriksen har hentet en pakke på stationen på Stationsvej, muligvis fra Amerika til lille broderen Kristian der var handicappet

 

Midt i Vrensted by deler vejnettet sig ved Trehjørnet. Kommer man fra Løkken kan man fortsætter mod øst mod Stenum og Brønderslev eller dreje til højre mod sydvest for at komme til Thise og Ingstrup. I udkanten af byen mod syd lige før præstegården går der en vej skråt mod øst som 1 km fremme rammer Brønderslev vejen. I det trekantområde af Vrensted, ligger bydelen, som vi altid har kaldt ”Nyhavn”. Består af gårde og huse.

Hvorfra navnet stammer ved jeg ikke. Rygtet går på, at det måske var fordi folk samledes hos Traktor Charles når han spillede op på sin harmonika på gårdspladsen på lune sommeraftener og folk i nabolaget kom og hyggede sig, med en håndbajer m.m. ligesom man gør i Nyhavn i København.

Første ejendom på højre side af vejen er Præstegården og lige ved siden af ligger gården Søndergård. Derefter kom Viggo Krag`s lille gård. Efterfølgende kom et statshus og lige efter det havde Traktor Charles og hans kone, en ejendom hvorfra de i en årrække drev maskinstation. Her var var også jævnaldrende børn som jeg havde samvær med, især på fodboldbanen. Derefter var der et par små enlængede ejendomme. Den ene tilhørte Oluf Jensen og den næste havde Kro Dagmar og hendes mand. Et stykke længere ude lån et lille hus på en bakke og det tilhørte Asger Hansen og hans familie med 4-5 børn. 300-400 m bag ved Asgers hus boede i mange år familien Holger Ulrik også med 4-5 børn. Vi kaldte denne beliggenhed ”Oppe på bjerget” idet huset lå på en bakke temmelig højt og helt alene.

Hvis vi starter på venstre side ved Præstegården lå Harald Mørks ejendom, den er nu revet ned. Der kom jeg meget for at lege med Niels Juel der nu er død. Derefter var der et pænt hvidt hus her boede Kristian Nielsen og efterfølgende lidt tilbagetrukket lå Henry Krags lille ejendom. De havde også mange børn. De fleste af børnene var jævnaldrende med mig og mine søskende. Så kom tømrer Ejnar Miller og derefter Jens Andersens hus. Her husker jeg især den store flok drenge Jens og Elvine fik. Dem fik jeg meget med at gøre bl.a. på fodboldbanen. Jeg husker de ældste drenge, bl.a. Vilhelm, Ejnar, Tage, Verner, Kaj, Knud, Poul, og Jønne som nogle herlige gutter der var også flere piger.

Fra Nyhavn op forbi Jens Andersen går der en lille markvej der stadig eksisterer skråt over til Trehjørnet – overfor Jens Andersens lille hus boede Dres (Andreas Sloth) også med en pæn flok børn. Dres var dygtig til at reparere motorcykler og biler. Han arbejdede for traktorCharles i en lang periode. Der er siden bygget et par huse mere mod øst..

Der var også en lille enklave med nogle små huse og ejendomme nord for Dres, murer Emil Jensen og Else havde bygget et fint statshus. Der var flere små huse som alle er der i dag og som helt sikkert er blevet renoverede. Bagerst mod nordøst lån en minkfarm og et par små huse.

Jeg husker der kom mange børn i skole fra dette område. Fra Nyhavn/markvejen til trehjørnet, går der en lille sti, over Henrys ”Lille Knudsgaards” mark hen til den gamle byskole, bager og købmand og rammer vejen der går mod Thise og Ingstrup. Så havde børnene let ved at komme i skole og der var nem adgang til forretningerne.

 

Når vi skulle køre racerløb på cykel drønede vi altid rundt ned af stien og op forbi købmanden  på Bådstedhedevej og op til Trehjørnet og ned ad markvejen Søren Nielsens Vej, til stien igen, det var ikke sjældent vi drenge havde kapløb der på denne trekantsrute. På det tidspunkt  først i 1950 erne havde vi kun grusveje i Vrensted.

Her nogle af de ejendomme som hører til Nyhavn hvor Gl. Byvej er gennemgående fra Bådstedhedevej til Brønderslevvej

Nedenfor viser billeder fra Gl. Byvej en skøn bydel i Vrensted

 

Ungdomsklub m.m. i Vrensted

 

Hvad lavede unge mennesker i Vrensted i fritiden i 1960 erne.

Om vinteren, efter at vi var blevet konfirmeret, gik vi i ungdomsklub om aftenen på den nye skole og i ungdomsforeningen til forskellige arrangementer, samt til  Idrætsforeningens midnats baller når vi endelig fik lov af vores forældre. Det foregik  i Vrensted Forsamlingshus og de omkringliggende byers forsamlingshuse. Om sommeren tog vi på  Strandpavillonen i Løkken (den gamle med med musik) til dans og desuden brugte vi meget at gå på  Hotel Klitbakken i Løkken, hvor vi  spiste vi bøf og spejlæg og drak øl. Der var altid fuldt hus, hvor vi kom. Med levende musik af orkester fra landsdelen. Vrensted har også fosteret et par stykker, jeg husker kun navnet på det ældste, det hed Arizona Boys og med i det var der 2 Vrensted drenge, Karlo Vestergaard  nu Frederikshavn og Ivan Krag nu Canada. Med i et andet orkester var både Kesse (Kristian Andersen), Keld Martin og Jens Tilsig og fra Løkken Per Vandkrog. Jeg tror ikke det med traktor Charles og Gunnar Gade kom udenbys, men de var gode til at spille til juletræ i forsamlingshuset for vi børn. Senere kom Charles søn Leo også med i orkesteret på trommer. Han er stadig trommeslager i Vrensted Harmoniforsyning

Sommerfest i anlægget.

Om sommeren blev der også i Vrensted holdt sommerfest i anlægget nede ved stationen. Det var borgerforeningen der stod for den. Anlægget er nu nedlagt og fjernet, købt af mekaniker Svend Andersen. Det var ejet af borgerforeningen. Anlægget var omkranset af en stor hæk med indgang både fra nordsiden og sydsiden. Der var bygget et fint langt lavt træhus malet rødt og med paptag. Her opbevarede man bænke, borde og dansegulv. Når der var sommerfest var huset ryddet. Der blev lagt dansegulv ud, stillet en gummivogn op til orkesteret og overdækket med presenninger (sikkert fra vognmand Mathis Vestergaards lastbiler) og sat sneskærme rundt om dansegulvet. Lørdag og søndag var der så stor fest. I huset kunne skodderne fjernes, således der blev flere åbninger ind i huset. Man kunne bl.a. skyde efter skiver med luftbøsser, der var tombola med flotte gevinster. Der var også et stort spil der blev stillet op på bukke ude på græsset med et lærredstag over. Her kunne man spille på de forskellige spillekort hvor man lagde 10 ører og når der blev trykket på en stor knap kørte skiven rundt og der hvor pilen stillede sig vandt man så sit indskud – måske x 10 ?. Det var sjovt og spændende, men det var ikke nemt at ha penge nok til det, idet man sjældent var heldig. Dengang tænkte man ikke på at overskuddet gik til et godt formål.

Ved sommerfesten var der også arrangeret ringridning om søndagen på sportspladsen. Jeg husker især, Lis Mørk, Hanne Helledie, Niels Elmer Helledie, Erik Korsbæk og så alle karlene ude fra de forskellige gårde som kom med deres flotte og pyntede heste. Det var sjovt og spændende at overvære, men også prestigefyldt at blive ridderkonge. Disse arrangementer kunne samle både by og land.

Så i denne weekend var det rigtig stemning i Vrensted.

Jens Otto Madsen, sept. 2018

 

 

Toget, posten og stationen i Vrensted:

For at komme ned til stationen skulle man nord om kirken ad Sct. Thøgersvej mod vest eller ad Stationsvej der går fra Trehjørnet mod stationen, hvor der var togforbindelse til Åbybro/Aalborg mod syd over Ingstrup, V. Hjermitslev, Sdr. Saltum, Pandrup til Aabybro og mod nord til Hjørring over Løkken, Vittrup, Gølstrup, Lønstrup og Sdr. Harritslev.

Banen blev nedlagt i 1963 efter at have eksisteret i 50 år.

 

p

Dengang syntes jeg, at den lå var langt væk fra mit hjem Byskolen, især når vi skulle hente avisen – Vendsyssel Tidende – der kom kl.5,00 om eftermiddagen med toget fra Hjørring og skulle bede om den, nede hos den skrappe stationsforstander fru Cecilie Christensen.

SIDSTE TOG i 1963:

Når vi skulle med toget, skulle vi købe billet inde hos fru Christensen gennem billetlugen Hun stod også for posthuset med postomdelingen og pakkeudlevering.

Jeg husker de 2 poster som hed Christoffersen og Hedemann. Begge boede de i den nordlige ende af Vrensted. by tæt på Mejeribyen. De kørte rundt på sorte cykler med store lædertasker på styret og bagagebæreren og delte post ud til byens borgere. De kørte også rundt på cykel i landdistrikterne. Det var ikke altid nemt for dem i al slags vejr. Når vejene var lukket af sne, måtte de gå rundt med post og de lignede mere snemænd end de sorte poste de normalt var.

På Stationen var der også et stort pakhus. Her kom der forskelligt slags gods til håndværkerne i byen og osse til landmændene. Det blev læsset af fra små lukkede godsvogne på en rampe og kørt ind i pakhuset med sækkevogn eller blev båret ind. I modsatte ende af pakhuset var der også en port og rampe hvorfra varerne kunne afhentes. Der kørte både små godstog og skinnebus på strækningen.

Her er to avisartikler om de to Vrensted postbude:

Avisartikel fra 1979:

40 år ved postvæsenet:

Landpost Svend Christoffersen, kan søndag den 1. juli 1979 fejre 40 års jubilæum ved postvæsenet. 

Egentlig blev Svend Christoffersen uddannet som murer og virkede som sådan nogle år.. Men snart søgte han over i postvæsenet og startede med en rute i Ingstrup. Senere søgte han til Vrensted, hvor han i 1943 kom til at afløse sin far Søren Christoffersen, der havde gået post i en menneskealder.. Turene udgik da fra Vrensted Station, indtil banen blev nedlagt i 1963, siden er turene udgået fra Løkken Posthus, og det er i mange år foregået pr. bil. Tidligere var det pr. cykel, men det kunne hænde i vintervejret, at han måtte foretage turen til fods trækkende med en slæde.

Avisartikel fra 1976:

Østerhedes postbud har 25 års jubilæum:

Han er en munter fyr, flink og hjælpsom, men først og fremmest et fantastisk dejligt postbud. Sådan karakteriserer beboerne på den såkaldte Østerhede postrute, J. Hedemann Nielsen, Vrensted, der mandag den 1. marts har 25 års jubilæum.

Hans tjeneste indenfor postvæsenet er ret enkel at beskrive, for siden han begyndte i 1951, har han passet den samme rute og der er ikke meget der tyder på, at han kunne tænke sig at foretage afstikkere fremover. Han begyndte som assistent og blev så landpostbud. Så let kan det siges rent journalistmæssigt. Men ellers kan der fortælles mangt og meget om J. Hedemann Nielsen og hans virke på Østerhede ruten, som omfatter det halve af Vrensted by og Østerhede.

Han er først og fremmest en omhyggelig post, der passer sin rute forskriftsmæssigt, men herudover er han beboernes gode ven og ligefrem berømt for sin tjenestvillighed. Han har som hobby at reparere gamle ure, og når urene på hans rute går så præcist, er det, fortæller en af beboerne, postens skyld. Han er også manden der gør folk andre vennetjenester, som at svinge en malerpensel eller et andet stykke værktøj. Meget tyder på, at J. Hedemann Nielsen ikke har planer om at skifte sin 25 års rute ud – men endnu mere tyder på at beboerne så sandelig heller ikke ønsker at skifte post.

 

Fortalt af Christian Larsen opvokset på Bådstedhede:

Motorflyver og svævefly nødlander vest for ”Rørbæk” på  Bådstedhede

Efter at en svæveflyver fra Aalborg måtte nødlande oppe ved Børglum, besluttedes det, at hente den med en motorflyver, frem for at adskille den og transportere den i en transportvogn, og køre den til Aalborg.

Alt gik planmæssigt med at flyve til Børglum. Svæveflyet blev hægtet på motorflyveren, og den kom i luften med svæveflyet på slæb.

Desværre var motorflyveren ikke stabil, den fik motorproblemer, den havde ganske enkelt ikke kapacitet til at trække svæveflyet.

Motorflyveren og svæveflyet var koblet sammen med et tykt tov, som blev frigivet, så det faldt til jorden. Piloten på motorflyveren fløj hen til Marius Larsen’s kornmark  ved Rørbæk og landede her, og det samme gjorde piloten på svæveflyveren. Heldigvis gik det godt.

Der blev udlovet en dusør for at finde det tykke slæbetov, og vi var en del drenge der søgte i lang tid efter dette, men rygterne siger at slæbetovet allerede var fundet af de to søstre Else og Agnes Jensen henne på Bådstedhede. Om de beholdt rebet skal være usagt.

Efter at det rygtedes at der var to flyvere der var nødlandet vest for ”Rørbæk” kom der et utal af nysgerrige, der ville se de to flyvemaskiner. Der var en kø af biler og mennesker helt oppe fra Bådstedhedevej og ned til flyvemaskinerne.

For mit eget vedkommende, der var til fødselsdag nede ved Thit Jensen, Sø engene, blev fødselsdagen afbrudt, og alle vi fødselsdagsgæster løb som vilde dyr over mark og grøfter, for at komme hen til til flyene.

Jeg ved ikke om Marius Larsen ”Rørbæk” fik erstatning for nedtrampet afgrøder, men han var bestemt berettiget til det.

Nu skal man ikke glemme, at det er mange år siden denne hændelse skete, dengang var der ikke så mange små fly. Så at se flyve makiner så tæt ved, det var en sensation.

Som jeg husker, blev svæveflyet adskilt og kørt til Aalborg.

Motorflyet blev repareret på stedet, og fløj af sted for egen kraft til Aalborg.

Sept. 2018

Christian Larsen Brønderslev – tidligere Vrensted/Thise.

 

En fin lille historie skrevet af Christian Larsen, Brønderslev, om da han som lærling i Vrensted arbejdede sammen med elektriker Harald Landbo.

Harald Landbo.

Dengang jeg startede i lære som elektriker i Vrensted el forretning havde jeg fornøjelsen at arbejde sammen med Harald Landbo.
Harald Landbo boede i huset i mellem bager Bedholm og Anne Maries hus. De havde sønnen Johannes Landbo, og jeg mindes at Johannes havde en stor flot Volvo personbil, som vi drenge beundrede meget.
Harald Landbo havde tidligere arbejdet ved hans broder, der havde el forretning i Vester Hjermitslev. Efter sigende var hans broder ikke så god til at udbetale løn, så Harald og hans familie levede under meget trange kår.
Eneste transportmiddel Harald havde, var en cykel og der fortælles at engang Harald havde fået læsset cyklen med kabler, ledninger og diverse øvrige el, materiel væltede han ned i en stor grøft under køreturen.
En tililende kom løbende og spurgte om Harald havde slået sig, hvilket Harald benægtede. Haralds svar til den tililende var.: Jeg skulle alligevel af cyklen.
Dengang var der noget der hed brandeftersyn af elinstallationerne, noget brand forsikringerne krævede.
Harald og undertegnede havde så fået til opgave, og rette de fejl der blev lokaliseret ved de forskellige husstande.
Selvfølgelig kom vi til og mangle materialer en dag, og jeg fik så til opgave og cykle hjem på værkstedet efter disse. Harald mente at det var bedst jeg fik skrevet op hvad vi manglede, hvilket jeg mente ikke var nødvendigt, jeg kunne sagtens huske hvad vi manglede.
Desværre for mig glemte jeg halvdelen af det jeg skulle hente, så jeg måtte til Vrensted igen.
Det var ikke ret lang tid jeg arbejde sammen med Harald Landbo, men jeg mindes ham som en god og venlig kollega.

sept. 2018, Christian Larsen, tidligere Vrensted.

 

 

Vrensted’s første og eneste børnehave “Mariehønen” lukker og slukker grundet mangel på børn. Den har siden etableringen i 2011 haft til huse i den gamle bygning  “Ane Maries Hus” som ligger overfor Vrensted kirke.

Det var tanken at den ved åbningen af “Byens Hus” i Vrensteds gamle skole sidst på året i 2018, skulle være flyttet dertil,  i nyrenoverede lokaler. Tilsyneladende sker det nu ikke.

Børnehus konkurs artikel fra Nordjyske den 08.09.2018

LUKNING:

Børnehuset Mariehønen lukker på grund af for få børn

BØRNEHUSET MARIEHØNEN I VRENSTED BLEV STIFTET SOM SELVEJENDE INSTITUTION I 2011.

VRENSTED:

Børnehuset Mariehønen har indgivet konkursbegæring på grund af for lavt børnetal. Der var kun ni børn til sidst.
Allan Vinding Sørensen
Det oplyser formand Jannik Skovsted Røge.
– Vi er rendt tør for midler til driften, og enten begærede vi os selv konkurs, eller også ville fagforeningen have gjort det, siger Jannik Skovsted Røge.
Børnehuset var nomineret til 30 børn, men kun fem vuggestuebørn og fire børnehavebørn var tilknyttet på lukningstidspunktet.
– Vi skal være mindst 13 børn for, at det kan løbe rundt, siger Jannik Skovsted Røge.
Ballade i foråret med klager fra forældre over lederen førte til, at lederen blev fritaget med henblik på afskedigelse. Sagen førte til splid i forældrekredsen, og den daværende formand trak sig.
Forældre indkaldte til møde og valgte Jannik Skovsted Røge til formand. Visse forældre stillede spørgsmålstegn ved, om vedtægterne var blevet fulgt.
– Som følge af uenighederne trak to forældrepar deres i alt fire børn ud af børnehuset, oplyser Jannik Skovsted Røge.
– Vi kunne måske godt være kommet igennem en længere periode med færre børn, men vi hang på løn til den tidligere leder og den nye konstituerede leder, hvilket blev for dyrt. Vi måtte betale dobbeltløn i tre måneder, siger Jannik Skovsted Røge om baggrunden for lukningen.
Der er imidlertid ikke blevet tilmeldt nye børn.
Den selvejende institution konstituerede en af de uddannede pædagoger som ny leder i fire måneder, men vedkommende er nu også sagt op tillige med en pæda
gog og en pædagogmedhjælper.
Den konstituerede leder var ansat i en tidsbegrænset stilling til 1. august.
I følge Jannik Skovsted Røge er børnehusets børn kommet i privat pasning i Vrensted og i Vittrup.
Det var meningen, at børnehuset Mariehønen pr. 1. november skulle være flyttet til det nye Byens Hus på Vrensteds tidligere folkeskole. Den huser også idrætsforening og andre foreninger og skal være forsamlingshus.