Af Palle Nielsen født i Vrensted på Kæret Sydvest for Bagterp mellem Vrensted og Løkken.

Han sejlede i 30 år, først som maskinist, siden som navigatør i coastere, forsyningsskibe m.v. Efteruddannet på Sømandsskolen i Svendborg og var i Søværnet i 10 år, både over og under vandet i 6-7 år.

Her en historie om dengang vi havde både voksne og børn ombord i danske skibe til jul.

Det var blevet sådan, at man begyndte at have konen og børnene med på kortere eller længere rejser til søs. Der kan siges både for og imod: Bare tag sproget, som jo i sig selv er anderledes ombord i skibene. Selv i store skibe blev man mange gange dus med alle ombord og var på fornavn selv med kaptajnen. Sådan et sammenhold var nødvendigt for at kunne klare den udfordring, der var på søen med anløb i mange forskellige lande, hvor der var en anderledes kultur, og når man sejlede over havet i storm – is og bagende varme med havblik, og hvor temperaturen nemt kunne snige sig over 40 grader. Selve det at være på et skib, som jo af naturlige årsager var et minisamfund. Der var jo nogle, der var anderledes på deres måde. Nogle drak nok lidt rigeligt, andre var måske lige knap så modne til opgaverne, og andre igen var måske fra en anden kultur med andre vaner end vi danske sømænd og søkoner.

Jeg var tredjestyrmand med første udmønstring i denne titel, var kommet ombord i Rotterdam. Skibet skulle igennem Middelhavet, gennem Suez kanalen og videre til Østen – en rimelig lang tur, inden det gik mod Danmark igen. Sammen med mig kom også maskinmesterens kone og deres børn på fire og otte år  samt kaptajnens med en pige på ni år, hovmesterens kone og deres lille Karen, der kun var tre år.

Jeg havde ikke lige helt tænkt tanken igennem. Det var næsten en hel børnehave, der skulle til Østen – Vorherre til hest, var min tanke! Der skal holdes afstand – ellers kan man jo ikke arbejde normalt. Her var det så – set i agterspejlet – at jeg havde forregnet mig. Det viste sig, at ungerne hurtigt faldt til blandt søfolkene – nogle af dem knyttede bånd til en eller anden.

Søfolk har en eller anden facon at være på over for børn, og de forstod, at hvis de lige havde lappet over, hvor man lige havde malet og kaldte dem for kvajpander, så var de klar på, at det var sikkert sandt og rettede ganske naturligt ind efter det.

Det var et helt slaraffenland for mødrene. De så, at det at være til søs med børn faktisk var ganske afslappende – med alle de søfolk, der samtidig med arbejdet sagtens kunne se lidt efter lille Peter på fire år. Og skulle far og mor en tur i byen, var det allerede aftalt, hvem der havde kommandoen over ungerne. Jeg husker tydeligt Mesters kone, der var meget rørt til nytår over, hvor søde vi var ved lille Peter – ja, måske fordi det var nytår, kom der også lidt tårer.

Nå, men det var ikke jul endnu, og vi var ikke nået igennem Middelhavet, før at kaptajnens pige Line kom op på min vagt. Jeg gik som tredjestyrmand vagt kl. 12-16 og igen hundevagten kl. 24-04. Hun kom for at høre, om det var rigtigt, at jeg havde sejlet på Grønland og kendte forskel på hvaler, sæler og de forskellige fisk – for hun var ved at lære om de forskellige dyr i vandet. Det var sådan et slags tillidsforhold, der blev bygget op. Vi gennemgik hendes bøger, og jeg ved, at hun var lige så god til dyr i vandet som andre, og så havde hun jo set mange af dem i virkeligheden.

Det var mest kaptajnens datter, jeg snakkede med. Hun var utrolig videbegærlig og spurgte ind til alt. Kom tit op, når jeg havde vagt, sommetider med et par stykker frugt eller en sodavand, som vi skulle dele. Det var da nok muligt, at jeg her fik et tit op, når jeg havde vagt, sommetider med et par stykker frugt eller en sodavand, som vi skulle dele. Det var da nok muligt, at jeg her fik et andet syn på skibsungerne om bord.

Børnene boltrede sig ombord sammen med besætningen

Mesters datter var mere til sømændene på dækket. De forkælede hende af kappelyst. Der blev lavet swimmingpool mellem lugerne efter fyraften, for at tøsen kunne komme i vandet. Tit tænkte jeg: Hun burde have været dreng, var som en sådan, hun lærte at bande og svovle, så jeg tror hendes mor var ved at gå ud af sit gode skind, og hun klatrede i mast og rå.

Tiden nærmede sig, hvor julen skulle komme, og børnene var da lidt tvivlende på julemanden. Men jeg havde jo ikke sådan lige tænkt, at det skulle blive jul uden en julemand. Det var da det mindste, der skulle gøres for ungerne. Nu ville Line fra mig, der havde sejlet så længe, gerne vide, hvordan er det til jul: Kommer der en julemand eller hvad? Se, den fangede jeg. Hun ville ikke sådan lige fortælle, at hun troede på julemanden. Jeg forklarede hende, at der jo var skibsnisserne, der hjalp julemanden, fordi han ikke kunne være alle steder juleaften. Nå, ja, det vidste hun jo godt, sagde hun.

Så var det, at jeg slog tankerne om jul ud af hovedet, indtil kaptajnen ville høre – nu er det snart jul, og børnene snakker om de skibsnisser, jeg havde fortalt dem om – hvordan jeg sådan havde tænkt mig at fuldføre det. Ups, det var ikke lige meningen, at det skulle udvikle sig. Men pigen havde betroet sig til de andre børn, så alle var opsat på at se de skibsnisser, som tredjestyrmanden sagde, der var ombord.

Jeg var vidende om, at søfolkene på dækket havde købt julegaver især til maskinmesters drengepige. Der var elektrisk tog, flyvemaskiner, traktorer – jo, det var til en dreng, men var det det, tøsen ønskede sig? Selv dæksdrengene havde købt julegave til børnene. Ja, jeg havde da også købt en fin kikkert, som Line havde set hos en af de handlende i Suez kanalen. Den var jo rimelig god til at se marsvin, skildpadder og flyvefisk med. Det var, hvad jeg havde købt – og lidt forskelligt til de andre børn. Men vi havde også samlet penge ind til gaver til børnene.

Den store dag oprandt. Om formiddagen kaldte telegrafisten børnene sammen til juleslik- og for at vise dem, at han havde opsnappet et telegram fra selveste julemanden til alle skibsnisser ombord på skibene med ordlyden “Vær klar på bagbordside i aften for modtapet et telegram fra selveste julemanden, til alle skibsnisser ombord på skibene med ordlyden “Vær klar på bagbordside i aften for modtagelse af julegaver, stop, Julemanden, Nordpolen”. De stakkels børn de slugte det råt, og telegrafisten havde en dejlig formiddag med diverse historier om, dengang han var barn, og julemanden kom o.s.v.

I kabyssen var der gang i den: Kokken, koksmaten og bageren var på stikkerne. Der skulle steges otte ænder, otte flæskestege, 20 meter medister, og desserten skulle laves. Der skulle også være et juletræ, det havde tømreren lavet, og det bestod af træ med grene omviklet med grønt papir. Det var flot lavet, og så tabte det ikke nålene i varmen.

Det blev aften, og julemiddagen skulle indtages. Alle var i deres bedste klæder – selv fyrbøderne, der var næsten rene og fine. Vejret var fint – bare en let brise. Det var ikke så nemt at komme i julestemning, men det hjalp at se børnenes iver. Der blev spist godt og, jeg havde aftalt med overstyrmanden, at han skulle varsko, når Julemanden havde været ved bagbordsside og havde afleveret gaverne til skibsnisserne.

Da klokken var 20.30, ringede han ned i messen og fortalte, at de var ankommet og hvis de skulle se skibsnisserne arbejde, så var det altså tiden. Der gik et sus igennem messen, da børnene fór op på broen med forældrene i halen. Hvor, skreg de, og overstyrmanden spurgte, hvorfor de ikke kom, da han ringede. Nu havde skibsnisserne jo været der med alle gaverne, som stod i de sække der.

Så flåede børnene sækkene fra hinanden og pakkede op. Besætningen stod på begge vinger for at se deres øjne, når de åbnede netop den, de havde givet. Jeg så og hørte godt Line hvine til sin mor, da hun åbnede pakken med kikkerten, som jeg havde brugt en god sum penge på. Det kunne ikke blive en bedre jul end denne.

Det var de efterfølgende dage et syn for guder at se dæksfolkene lege med Mesters datters biler, tog, flymaskiner og traktorer. Selv den gamle båds var i gang.

Når jeg tænker tilbage på netop den tur og min modstand mod børn ombord, vil jeg aldrig glemme de dejlige stunder, vi havde. Der vil i dag sidde børn, der er blevet store. Gad vide, om de tænker det samme?

God jul og godt nytår!

 

 

Sognerådsformænd i Vrensted-Thise Kommune

I 1868 trådte en ny landkommunallov i kraft. Den indførte sogneråd som kom til at regulere den kommunale forvaltning indtil 1933. Sognerådenes hovedopgaver bestod fortsat i forvaltningen af det kommunale skole-, fattig- og vejvæsen, men dertil kom diverse andre kommunale opgaver.

Sognerådsformandens mange opgaver:

Mange opgaver blev samlet hos sognerådsformanden. Det var ikke unormalt, at et lille antal gårdmænd fra de fineste gårde sad tungt på formandsposten i de enkelte sogne. Nogle formænd var så magtfulde, at de blev kaldt sognekonger.

Sognerådsformandens opgaver bestod i at indkalde til møder samt at lede disse, og han skulle selv føre den obligatoriske forhandlingsprotokol. Den skulle indeholde alle vedtagelser og mindretalsudtalelser, men han kunne overlade hvervet til en anden. Endvidere skulle formanden påse, at sognerådets beslutninger blev udført i praksis. Endvidere foretog han den løbende korrespondance og lavede de nødvendige regnskabsprotokoller. Han var således en magtfuld mand i lokalområdet.

Mellem sognerådsmøderne kunne sognerådsformanden træffe beslutning om alle løbende sager, som krævede en afgørelse, men inden for de rammer som sognerådet havde udstukket. I meget få tilfælde nedsatte man udvalg, men det kunne ske på særlige sagsområder som f.eks. det sociale.

Møderne i sognerådet blev holdt for åbne døre, så de var tilgængelige for pressen, men rådet kunne beslutte at holde et lukket møde. En beslutning kunne kun vedtages, hvis der var flertal for den. Hvis stemmerne stod lige, bortfaldt forslaget. Formanden kunne godt få lønnede medhjælpere, når deres aflønning var godkendt af amtsrådet, men der blev ikke opbygget en reel sognekommuneforvaltning i sognene i perioden. Derfor måtte man henvende sig til sognerådsformanden på hans bopæl.

Sogneråd afløste ved lov om landkommunernes styrelse m. v. af 6. juli 1867[1], der trådte i kraft i 1868, sogneforstanderskab som betegnelse for ledelsen af en sognekommune. Det blev samtidig bestemt, at et landdistrikt der hørte under en købstadskirke, men havde eget fattigvæsen, skulle have sit eget sogneråd. Som hidtil skulle sogne, der havde fælles fattigvæsen, være én sognekommune.

Den nye ordning for sognekommunerne betød også, at skolevæsenets administration og økonomiske forvaltning blev lagt over til sognerådene. Samtidig blev der nedsat en skolekommission, der skulle føre tilsyn med undervisningen. Her var sognepræsten fast medlem, mens kommissionens to øvrige medlemmer blev udpeget af sognerådet. Mindst ét af disse medlemmer skulle samtidig være medlem af sognerådet.

I 1908 blev reglerne for valgret ændret, så både mænd og kvinder over 25 år havde valgret til sognerådet. Hvis man skyldte i skat eller ikke havde tilbagebetalt sin fattighjælp havde man dog frem til 1933 stadig ikke valgret.

Vrensted-Thise Kommunes sognerådsformænd indtil nedlæggelsen i 1970 og det sidste sogneråd.

Det sidste sogneråd:

År ca. 1970 Det sidste sogneråd i Vrensted-Thise Kommune:

fra venstre: Ellen Jensen, Thise Udflytter, Niels Østergaard, Vrensted, Søren Mikkelsen, Hammelmose, Poul Vang Christensen, Manna, Verner Jensen, Hammelmose, Jens Andersen, Filholm, Kaj Andersen, Vrensted, Kæmner Arne Bak Andersen, Frants Jensen, Filholm, Villy Volff-Pedersen, Løkken og Kr. Rykind Eriksen, Vrensted. Anker Nielsen, Kongsengene var fraværende.

Sognerådsformænd i Vrensted-Thise Kommune:

 

 

 

 

 

Sognerådsformand – begrebet blev nedlagt ved den nye Kommunalreform i 1970.

Nedenfor vises den periode de har været formænd.

1958-1970 gårdejer Frants Jensen, “Brendborg”, Filholm

1953-1958  gårdejer Chrisren Rykind Eriksen, “Rykind”, Vrensted

1943 – 1953  gårdejer Peder Bonnerup, “Hedegaard”, Vrensted

1907 – 1943  gårdejer Jens Chr. Pilgaard, “Høngaard”, Vrensted

1896 – 1898  gårdejer Christen Jensen, Stadsvold

1893 – 1895   gårdejer Niels Christensen, “Thise Ladegaard”, Thise

1890  – 1892  gårdejer Lars Chr. Larsen, “Blomstergaarden”, Åsendrup, Vrensted

1885 –   1890  ????

1868   – 1885  gårdejer Peter Thøgersen Christensen, “Kræmmergaard”, Åsendrup, Vrensted (f. 1816, d. 1885)

 

år-1943:

 

 

 

 

 

En Sognefoged på kontoret i eget hjem

En sognefoged var før Kommunalreformen i 1970 en af amtmanden udpeget person som var autoriseret til at udøve en begrænset politimyndighed.

Fra 1873 til 1924 havde sognefogeden endvidere til opgave at føre tyendeprotokollen. Heri blev alle tjenestefolk registreret, når de flyttede til eller fra sognet. Samtidig påtegnede han den pågældendes skudsmålsbog. Før 1873 blev denne funktion varetaget af sognepræsten, der førte kirkebogens til- og afgangslister. Efter 1924 overgik funktionen til folkeregisteret.

Sognefogeden var udnævnt til at skulle:

1. Udføre øvrighedens befalinger.
2. Holde øje med god orden i sit sogn.
3. Advare og formane hvis nogen forseer sig ved ulovlig krohold, krogang, drik og slagsmål. Hvis forseelsen gentages skal sognefogeden melde det til Retten.
1. Hæfte (arrestere), hvis nogen gribes i forbrydelser af grovere art, såsom drab, tyveri eller deslige, og melde sådant for stedets
herredsfoged eller birkedommer.
5. Hæfte fremmede omløbere (tiggere).
6. Holde øje med, om der viser sig tegn til opløb i almuen og prøve at afværge dette.
7. Inddrive bøder.
8. Sørge for at øvrighedens bud bringes videre til andre landsbyer og sogne.
9 Vise sagtmodighed og beskedenhed imod almuen i embedsførelsen
Desuden skulle han forrette borgerlige vielser og udpantninger. Det gav et lille vederlag, men det var først og fremmest en tillidspost, der gav stor agtelse i sognet

De fleste sognefogedembeder er i dag forsvundet, men ordningen har fået lov at bestå på en række småøer, hvor det ordinære politi ikke kan komme frem hurtigt og gribe ind over for for eksempel husspektakler eller foretage bevissikring i forbindelse med færdselsuheld. Mange sognefogeder assisterer desuden politiet med udlændingekontrol. Sognefogederne har ingen særlig uddannelse, og de har ikke videre beføjelser til at efterforske og forhindre kriminalitet, end almindelige borgere har. Sognefogederne oppebærer en symbolsk løn på mellem 1.200 og 4.000 kr. om året. Der er i dag omkring 17 sognefogeder i Danmark.

Sognefogeden må ikke forveksles med sognerådsformanden.

Vrensteds sogns Sognefogeder som ophørte ved Kommunesammenlægningen i 1970:

Sognefoged fra 1962 – 1970 banearbejder Carl Christensen, Vrensted Station 

Carl Christensen der blev 86 år var født i Hørmested Sogn og som ung arbejdede han dels som murerarbejdsmand dels som landmand på Øster Vraa egnen. I 1919 blev han  gift med Cecilie og boede først i Øster Vraa indtil de flyttede til  Tranget Station hvor han var baneformand og  hun varetog stationen.  I 1929 flyttede parret til Vrensted station hvor de overtog en tilsvarende funktioner, indtil banen blev nedlagt i 1963. Carl Christensen kom med årene til at nyde stor anseelse blandt sognets beboere og han sad helt naturligt i Vrensted-Thise sognerådet i flere perioder. Han beklædte flere offentlige hverv og var med til at starte Vrensted Brugsforening. Endelig beklædte han gennem mange år posten som sognefoged, indtil disse embeder blev nedlagt i 1970. Folk kom gerne til ham for at få gode råd eller en håndsrækning på anden  vis og han var altid ordholden og ærlig.

Sognefoged fra 1929 – 1962 gdr. Søren Christian Nielsen, Ll. Knudsgaard, f.1881, d.1962

 

Sognefogeder – begrebet blev nedlagt ved den nye kommunalreform i 1970

Sognefoged fra 1962 – 1970 banearbejder Carl Christensen, Vrensted Station

Sognefoged fra 1929 – 1962 gdr. Søren Christian Nielsen, Ll. Knudsgaard,

Sognefoged fra 1909 –1929 gdr.  Lars S. Larsen, “Vestergaard”, Vrensted

Sognefoged fra 1895 – 1909 gdr. Jens Peder Møller, “Søndergaard” Vrensted, f. 1865-d.1909

Sognefoged fra 1883 – 1895 gdr. Anders Jensen (Nørgaard) “Nørrregård” i Åsendrup f. 20.08.1842 d

Mangler navn fra 1867 til 1883

Sognefoged fra ??    –  1867   gdr. Christen Christensen Rykind “Rykind” i Vrensted overtaget i 1817,   f. 18.04.1790, d. 13.06.1867. Han blev beskikket på grund af alle hans gode egenskaber  af Amtmanden i Hjørring til at være sognefoged i Vrensted.

Amtmanden skulle vælge en person efter formuleringen: ”dertil bør altid vælges en af de skikkeligste, redeligste og mest kyndige mænd blandt sognets almue.”

Forordning om Sognefogders Beskikkelse, deres Embeds Forretninger og Belønninger af 11. november 1791.

august 2018 – jens otto madsen

 

 

 

Orla Jensen, født og opvokset på ”Vrensted Fælled”

 

Fælleden i Vrensted ligger lige øst for Vrensted by ved vejen mod Brønderslev, lige efter vejen der går mod Kongsengene.

Mit liv

Efter 7. klasse i Vrensted skole, tog jeg realeksamen på Søndergades skole i Brønderslev. Herefter havde jeg et år med forskellige jobs i Vrensted, inden jeg i 1967 blev indkaldt til Dronningens Livregiment i Nørre Sundby til 4 måneders rekruttid.

Derefter 6 måneder på sergentskole ved Hærens militærpolitiskole på Østerbrogades Kaserne i København. Det er der hvor Krudttønden nu ligger! Lige ved siden af Fælledparken og Øbrohallen og Parken.

Det blev til yderligere godt 3 år ved militærpolitiet på Hvorup Kaserne.

01. september 1971 startede jeg ved Toldvæsenet. Et 5 ugers startkursus og derefter fast ansættelse ved Frederikshavn Distriktstoldkammer.

Så efter at have boet i Pandrup i et par år flyttede vi nu til Haldbjerg mellem Frederikshavn og Sæby, hvor vi stadig bor

I Frederikshavn har jeg gjort tjeneste indtil min pensionering i 2008, kun afbrudt af 4 år som chef for toldkontrollen i Hirtshals fra 1990 til 1994. Derefter igen Frederikshavn. De seneste 13 år som funktionschef, med ansvar for bl.a. inddrivelse, momskontrol og arbejdsgiverkontrol for blot at nævne nogle.

Jeg er gift med den samme siden 1969 og vi har 2 sønner.

Min Barndom.

Min fødsel husker jeg ganske klart: jordemoderen kom med mig i sin taske!

Billedet står ganske klart i min erindring: en midaldrende, rund dame med en lædertaske over styret på sin cykel!

Dog er jeg ved nærmere eftertanke sikker på, at der er tale om hjemmesygeplejersken, frk. Boye, som ofte kom for at behandle mig i mine første år, da jeg var noget svagelig.

Landsbyen, hvor jeg blev født, hedder Vrensted.

Vrensted By

Den første omtale, der findes mellem bevarede aktstykker om Vrensted, som ligger mellem Brønderslev og Løkken, skriver sig tilbage til 1340, hvor ridder Ove Nielsen bortskøder alt sit gods i Wrensted i Jerslev Herred.

Man antager at navnet er opstået kort efter folkevandringstiden, som for Nordjyllands vedkommende vil sige omkring år 700 e. Kr. Navnets begyndelse Wren peger muligvis hen på mandsnavnet Wrang. Det kan også være afledt af Wreni, som på olddansk betyder hingst. Dette kunne betyde, at Vrensted var “stedet med hingstene”, eller at man kunne fange vilde hingste der, – måske var det en af landsbyens bønder som var kendt for sine gode hingste. Der kan også være en helt tredje oprindelse til navnet Vrensted. Tilsyneladende ser det ud til at der allerede i romersk jernalder, før Kristi fødsel, har været en ret betydelig bebyggelse, som måske er blevet forladt ved beboernes udvandring til andre egne, efter at klimaet i Danmark var blevet for vådt og koldt.

At der har været en betydelig bebyggelse på stedet tidligere, underbygges af, at da man i 1912 anlagde jernbanen mellem Hjørring og Løkken, blev der lavet udgravninger i forbindelse med etableringen af 2 Vrensted stationsbygning, hvor man fandt en stor boplads, fra hvilken der blev optaget ca. 30.000 skår af lerkar; heraf har man kunnet sammensætte ca. 100 mere eller mindre fuldstændige kar, herudover var der skår af mindst 500 forskellige andre kar.

Det oprindelige Vrensted var en samling gårde og huse, som lå langs en byvej. Byen har tidligere været stationsby på jernbanen Hjørring – Løkken – Aabybro, som startede i 1913. Ved stationen opstod en ny bebyggelse, som efterhånden voksede sammen med resten af landsbyen. Vrensteds status som stationsby varede kun 50 år, idet banen blev nedlagt i 1963.

Senere kom kirken til, som i katolsk tid blev viet til Sankt Thøger. Sankt Thøger var den missionær, der ifølge overleveringer bragte kristendommen til Thy og det vestlige Vendsyssel. Han nød stor anseelse blandt vendelboerne, hvilket sikkert også er grunden til at den helligkilde som findes syd for kirkegårdsdiget, ligeledes er viet til ham.

Sankt Thøgers “arbejdsgiver” var den norske konge, Olav den Hellige. Kongen har sikkert haft en hel del at sige og bestemme i landsdelen.

Den hvidkalkede kirke, der ligger smukt i landsbyen og rager op over huse og gåde, stammer fra 11-1200 tallet.

Kirketårnet som er forsynet med rødkalkede blændinger, tjente engang som sømærke og måtte derfor ikke kunne forveksles med de øvrige kirketårne langs kysten.

Inde i kirken hænger et smukt 1200 tals krucifiks med den sejrende Kristus med kongekrone. Krucifikset er forsynet med et cirkelslag med små engle i rosetter. Kirkens trefløjede altertavle er malet af Niels Larsen Stevns. Forfatteren Erling Kristensen blev i sin tid konfirmeret i kirken, han var da i sin bedstemors nypudsede træsko, da han ikke selv ejede et par sko.

Alle gårde og huse i Vrensted, på nær et par stykker, var fæstegårde under Børglum Kloster, som kun ligger ca. fem kilometer borte. I 1806, da man tog fat på udskiftningen, var der ca. 50 gårde i landsbyen.

Siden oldtiden har Vrensted været et trafikknudepunkt, hvor veje fra alle fire verdenshjørner mødtes. Færdsel ad fortidens elendige veje gav en naturlig tørst, og det forstod vrenstedboerne at udnytte.

De oprettede smugkroer, hvorfra der blev solgt øl og brændevin til de rejsende. Med det ulovlige krohold fulgte druk, slagsmål, knivstikkeri og mord, og det fortælles, at Vrensted i 16- og 1700-tallet var en af de mest »»uskikkelige« byer i Vendsyssel. Omkring år 1700 sagde man, at »den, der kan gaa gennem Vrensted uskændt, kan gaa gennem Helvede ubrændt«!

På et tidspunkt havde landsbyen også en privilegeret kro, men den blev nedlagt igen sidst i 1700-tallet. Vrenstedboerne ville dog ikke give afkald på brændevin af den grund, og mange havde brændevinsredskaber til hjemmebrænding. Dette kom øvrigheden for øre, og en efterårsdag i 1784 drog en politifuldmægtig og to konsumptionsbetjente, (toldere!) m.fl., til Vrensted for at fortage husundersøgelser hos beboerne. Da de kørte ind i byen, blev de mødt af vrede vrenstedboere, hvoraf nogle var bevæbnet med spader, grebe og høtyve. De stimlede sammen om øvrighedens hestevogn, og da de begyndte at bombardere de fine herrer med sten, forsvandt disse skyndsomst ad vejen mod Løkken. Politifuldmægtigen fik en sten i baghovedet og en i venstre side, og en af betjentene blev såret i hovedet og på ryggen. Så galt kunne det gå, når man forsøgte at tage brændevinen fra vrenstedboerne!

I 16- og 1700-tallet deltog flere vrenstedboere i skudehandelen på Norge. Denne trafik foregik fra kysten ved Løkken.

I 1810 handlede Vrenstedpræsten Axel Rosenkrantz Segelckes søn, Severin Vincens Segelcke, på det norske Sørlandet. Han boede i Vrensted, men flyttede i 1812 til Lønstrup, hvor det næste skud på stammen, Axel Rosenkrantz Segelcke, med tiden fik oparbejdet en blomstrende skudehandel.

Overfor kirken findes en idylliske kirkedam, hvor træerne spejler sig smukt i vandet.

Nord for kirken ligger en smuk gulstenslænge, som bærer navnet »Ane Maries Hus«. Denne ejendom der blev opført i 1914, var oprindelig en stiftelse for ugifte kvinder eller enker fra Vrensted Sogn.

I denne ejendom boede min mor fra juni 1986 til sin død 11/12-1986

Opførelsen blev bekostet af Anders Olesen, som var sagfører i Nørresundby, men stammede fra Vrensted, stiftelsen blev opkaldt efter hans mor, Ane Marie Andersen, født Drivsholm.

Efter ombygning af stiftelsen Anne Maries Hus, blev den til en integreret børneinstitution, en ombygning som blev gennemført på grundlag af frivillig arbejdskraft og aktivitet.

Huset er i øjeblikket ved at overgå til en fondsejet institution, som skal rumme en form for kulturhus i Vrensted, herunder en lokalhistorisk ”Landsby”, hvor byens indbyggere kan komme og dyrke lokalhistorie/slægtsforskning og hvad man ellers kan tænke sig. Der er oprettet en støtteforening med et medlemskontingent på 100 kr. om året. Jeg har meldt mig ind!

Sagføreren bekostede også en ny klokke til kirken. Den bærer følgende tekst: “Nu kalder Sct. Thøgers Klokke paany paa gammel og ung i Vrensted By«. Anders Olesen betalte også Larsen Stevns for den trefløjede altertavle, og han testamenterede sin store bogsamling til byens bibliotek. Han døde l 1929 og ligger begravet på Vrensted kirkegård.

Nedenfor kirkegårdsdiget findes et åbent område, som er tilsået med græs. Her lå tidligere et beskedent rødstenshus, som rummede en meget speciel virksomhed – en tårnurfabrik!

Fabrikanten hed Christen Ørnholm og levede fra 1857 til 1936. Som reklame for sit firma havde han anbragt et stort ur på huset. Ørnholm var finmekaniker, og han blev betegnet som »»genial««, Han leverede ure til kirker, banegårde, m.v., på det historiske arkiv har man et gammelt fotografi af den stolte håndværker, som står udenfor sit hus med et stort urværk. Han er iført arbejdstøj og et stort forklæde, og ansigtet er prydet af et mægtigt overskæg.

Ovenstående er hentet fra Vrensted lokalhistorisk arkiv.

Vrensted-Thise sogn og Vrensted – Thise kommune. Indbyggere vel 1500 i kommunen. Indbyggere i Vrensted i 2015 er 300-400. Vrensted ligger 14 km. vest for Brønderslev og ca. 7 km. fra Løkken. I fugleflugt ca. 5 km. I mine første barneår kunne vi tydeligt høre når miner fra krigen, som var drevet i land på stranden i Løkken blev bortsprængt. Jeg blev jo født kun 3 år efter krigens afslutning. Krigen havde ikke haft den store indflydelse på livet i Vrensted og omegn. Dog havde den givet arbejde til en del af arbejdsstyrken i området, der i blandt min egen far, som havde arbejdet med bygningen af bunkeranlæg i bl.a. Grønhøj

I tåget vejr hørte vi også tydeligt sirenen på molen i Løkken, som orienterede fiskerne om, hvor tæt de var på land.

I byen var der i min barndom 3 købmænd. Derudover var der en brugsforening, som landmændene handlede i. Der var også en bager, som kørte landtur med hestevogn, en gul lukket vogn med 1 hest forspændt. Bagerens hund, en sort puddel som hed Birk (måske en forkortelse af birkes!) med hele hovedet dækket af hår, sad på bukken ved siden af bageren. Brødet var fra dagen før, men til gengæld til halv pris. Det købte mine forældre. Min mor bagte dog selv franskbrød og mange slags kage, men wienerbrød og rugbrød købte de hos bageren. Bageren kom tit ind og fik kaffe og det hændte, at han snakkede så længe, at hesten gik hjem!! I byen var der også en slagter, hvor vi kunne få for 50 øre leverpostej! Der var en gartner, en herrefrisør – ham kaldte vi hundeklipperen! Men han havde byens eneste iskiosk, som blev passet af hans kønne døtre, såååååh iskiosken var populær. En sodavandsis kostede 15 øre og en rund vaniljeis kostede 20 øre!

Der var en damefrisør, et mejeri, en maskinstation. Bønderne var også fattige dengang og havde ikke råd til alle mulige maskiner, så de gik sammen om at købe maskiner og hjalp så hinanden med de forskellige arbejdsopgaver der nu en gang var i landbruget. Der var et lægehus med Dr. Sørensen. En ualmindelig afholdt læge, som vi kendte meget godt, da jeg jf. tidligere var en del syg. Han boede i et stort hus, som også rummede klinik og med grund lige ned til byens gadekær, hvor han havde udsigt til svanerne, som havde et hus lige midt i gadekæret.

Der var også en manufakturhandler, Agnes Bak, som handlede med stof, undertøj, strikkegarn, sytilbehør og hvad der ellers lige var nødvendigt.

Midt i byen lå der et frysehus, hvor folk, som os, kunne leje en boks og få kød frosset ned. Vi fik en halv gris en gang imellem og på den tid var kummefryser eller skabsfryser ikke opfundet. Kødet blev i stedet saltet og måske røget for at kunne holde sig, og så altså frosset i en lejet boks. Else styrede frysehuset og gik rundt iført masser af varmt tøj og store vanter, når hun hentede kødet i fryserummet.

I byen var der selvfølgelig også håndværkere: tre smedier, 2 tømrermestre, en karetmager, som selvfølgelig også lavede almindeligt tømrer/snedkerarbejde, en snedker, som også var lidt af en kunstner. Han har blandt andet lavet et kunstnerisk kors til byens kirke. Snedkeren var også en dygtig skakspiller. Hos ham købte jeg det første træ til at lave et opspændingsbræt til sommerfugle – abaki en særlig blød træart, som det var nemt at stikke insektnåle i! Der var også en møbelsnedker, som nok var mere kunstner end snedker. Han malede malerier og lavede skulpturer i træ. Nogle af hans værker kan ses på Vrå kunstmuseum. Det var ikke noget han blev rig af, konen hentede 5 cigaretter ad gangen hos købmanden.! Dengang kunne man købe cigaretter stykvis.

Der var også 3 lastbilvognmænd: Reinholdt, som min ældste bror kørte for i nogle år og Henry Nielsen, som var en lidt kontant type. Den tredje var Mathiesen, som var gift med min senere klasselærer

Midt i byen var der en cykelhandler, han var autodidakt cykelsmed, automekaniker, knallertreparatør. Han tilbød mig et job, da jeg var færdig med skolen, han kunne jo som følge af sin egen manglende uddannelse ikke tilbyde en læreplads.

Et forsamlingshus var der naturligvis også. Der blev afholdt midnatsballer, alle mulige private fester og dilettant, med mig som deltager i et par år.

Når der blev holdt sølvbryllup eller lignende var det ikke ualmindeligt, at et par af byens enlige mænd sneg sig ind og fik lidt af den gode mad. Herregud – der var jo mad nok!

Vrensted var også en stationsby. Linien Hjørring-Løkken- Åbybro gik gennem Vrensted, den blev indviet i 1913 og nedlagt i 1963. Fru Kristensen bestyrede stationen og iført uniform sendte hun togene af sted og betjente billetkontoret.

Tæt på mit hjem var der en ødegård, som var mere eller mindre faldet sammen. Den blev kaldt Birkedommergården.

Birkedommer (eller birkefoged) kaldtes indtil 1919 den embedsmand, der forestod et birk.

Birkedommerne i de kongelige birker blev altid beskikkede efter samme regler som herredsfogderne, før 1660 af lensmanden, derefter af kongen. Birkedommerne i de private birker blev oprindeligt beskikkede af birkepatronen på egen hånd, men efter at det allerede 1690 var blevet påbudt, at beskikkelserne skulle indsendes til kongelig konfirmation, blev beskikkelsesretten ved Forordning af 3. juni 1809 reduceret til en forslagsret.

Birkepatronen skulle nu foreslå 3 personer, blandt hvilke kongen ville beskikke den, han fandt værdigst til embedet. Da den private birkeret bortfaldt ved Grundloven, gik udnævnelsen endelig helt over til kongen. Efter indførelsen af juridisk eksamen kunne kun eksaminerede personer (indtil 1821 også danske jurister) beskikkes til Birkedommer og birkeskriver, en bestemmelse, som det dog ikke altid var let at få overholdt for de private birkers vedkommende. Bestillingerne i disse var ofte meget slet aflagte, og lovgivningen kom først efterhånden ind på at stille bestemte krav med hensyn til lønningen.

I senere tid var det ikke ualmindeligt, at samme mand var dommer i flere private birker, eller at han med embedet i et sådant forenede stillingen som kongelig retsbetjent.

I det 17. og 18. århundrede var birkedommeren i de private birker som oftest meget afhængig af birkepatronen, hvad selvfølgelig kunne have uheldige følger for retsplejen. Birkedommeren har i øvrigt fra gammel tid indtaget en stilling, der er ganske analog med herredsfogdens. Ligesom denne var han oprindelig alene dommer, men blev siden det 18. århundrede også administrativ embedsmand. Titlen afskaffedes helt i 1919.

(ovenstående kopieret fra Wikipedia)

Familien.

Jeg er den sidste af en søskendeflok på 7. Min far kendte ikke ordet matematik, men vi 7 søskende er alligevel ”organiseret” næsten matematisk, først kom en dreng så 2 piger så en dreng så 2 piger og til sidst en dreng. Der er 11 år mellem den første og anden dreng og 11 år mellem den anden og den tredje dreng! Vi er født med følgende interval: 3-5-3-5-3-3 år! Jeg er altså født 2 år for tidligt! Men min mor var 42 og min far 43 da jeg blev født, så nok godt at de ikke ventede 2 år mere og i hvert fald godt for mig, at de ikke stoppede før jeg blev født!

På den tid var mange børn almindeligt. Der var familier i byen, som havde 11 børn, 13 var heller ikke ukendt. På vores fodboldhold var der en overgang 4 brødre på holdet på samme tid!

Min far havde 6 søskende og min mor havde 3 (med 3 forskellige fædre! Hvilket skyldtes, at min mormor i nogle år var alene og drev et lille landbrug. Når hun skulle have hjælp til dette eller skulle have slagteren til at slagte en gris for sig, skete betalingen på høloftet!)

Min far var arbejdsmand og min mor var hjemmegående, hvilket var det normale på den tid. At min far var arbejdsmand betød på den tid, at han måtte tage til takke med det arbejde, der var at få. Da han var i fagforeningen fik han anvist arbejde på fagforeningskontoret, som blev bestyret af en kvinde. Var man arbejdsløs, mødte man op på fagforeningskontoret hver dag, enten for at få anvist et arbejde eller hvis der ikke var arbejde at få, for at få et stempel i sin fagforeningsbog. Når ugen var gået kunne de ledige således få udbetalt arbejdsløshedsunderstøttelse efter hvor mange stempler man have i sin bog. Mødte man ikke op på fagforeningen og fik sit stempel – ja så fik man ikke penge for den dag.

Arbejdet man kunne få anvist, var alt lige fra høstarbejde, hakning af roer eller hvad der ellers var sæson for på områdets gårde, plantning af skov – på den tid blev der plantet masser af nåletræsskove, det er dem man i dag fælder for at plante løvtræsskove! Under krigen var der også arbejde at få med at bygge bunkers og andre anlæg for tyskerne, det var dog ikke alle der var lige begejstrede for det, men folk var fattige og havde derfor ofte ikke andre valg. De blev behandlet ordentligt af tyskerne, som ikke alle var lige nazistiske.

Min far lavede også en overgang skærver af kampesten. Han havde en stor trækasse, hvor han lagde stenene op i og derefter slog dem i stykker med en stor stenhammer. Han havde ikke beskyttelsesbriller eller handsker, det var ikke brugt på den tid! Hvem der afleverede stenene og hentede skærverne husker jeg ikke.

Han deltog også i gravning af mergel, som er en lerart der brugtes til jordforbedring på landbrugsarealerne. Gravningen af dette efterlod nogle store ” huller” i landskabet – såkaldte mergelgrave.

Disse mergelgrave var som oftest fyldt med vand og udover at udgøre en risiko for at vi børn kunne drukne i dem, gav de også et væsentligt bidrag til floraen og faunaen.

Jeg har således tilbragt utallige timer ved en af disse mergelgrave, som var ganske få hundrede meter fra vores hjem, med at studere dyre- og især insektlivet der. Der var også fisk i dammen. Min første fiskestang var en bambusstang med et rødt plastikhjul. Jeg fangede en gang en karudse, som min mor tilberedte. Hun var en dygtig husmor og intet, som kunne spises, gik til spilde.

Jeg kunne iagttage guldsmede, vandnymfer eller som de også kaldes uægte guldsmede. Skøjteløbere, som kunne løbe på vandoverfladen på grund af spændingen i vandet. Der var rygsvømmere, bugsvømmere, vandedderkopper, som er sjældne i dag, men som dengang var almindelige. De kunne opholde sig under vandet ved at danne en ”dykkerklokke” med luft. Der var vandkalve, som er nogle af vores største billearter. Ind i mellem kom der vandrotter smuttende forbi. Det var en oase for dyr og planter, vandfladen var næsten dækket med åkander og andre vandplanter – et smukt syn når de blomstrede. Dammen findes ikke mere –det var for besværligt for landmanden, som ejede jorden omkring dammen, at køre udenom, når han skulle pløje og så!!!

Her er et billede af min far (øverst) og hans lillebror (med hesten) udgrave den omtalte mergelgrav. Læg mærke til, at den ene havde bare fødder og en anden havde store støvler på! Det var hårdt arbejde, hesten trak trillebøren op af graven, da det var for hårdt med håndkraft.

At min mor var hjemmegående betød ikke, at hun ikke bidrog til familiens indtjening. Hun gjorde rent på den lokale skole – den jeg startede i, senere om det. Hun hjalp egnens kogekoner, når der var store fester på egnens gårde og hun hakkede roer i forsommeren. Roer brugtes til foder til kreaturerne. De blev sået i rækker, men skulle udtyndes og renses for ukrudt. Det kunne være et hårdt arbejde, hvis der var meget græs i marken. Jeg har selv deltaget i dette arbejde. Hårdt ja – men også gode penge, hvis man kunne bruge et hakkejern!

Selv om vi var 7 søskende, betød det ikke 7 julegaver eller fødselsdagsgaver! Gaven fra mine forældre var altid noget tøj, som jeg trængte til. Jeg fik dog gaver af mine søskende: af min ældste bror fik jeg et år en kælk, den var ikke ny – han var dengang skraldemand i Skagen og havde fundet kælken i skraldet. Han havde sat den fint i stand og malet den. Det var en rigtig god gave. Omkring min 7 års fødselsdag fik jeg en cykel af min anden bror. Det var virkelig et hit, jeg sad på den inde i stuen hele aftenen! Den samme bror gav mig også et år en lastbil af træ i julegave og da han tjente på en gård, hvor der var et stort kastanjetræ, havde han samlet en pose kastanjer, som jeg legede var roer og læssede på lastvognen! Han gav mig også et ingeniørsæt et år. Det bestod af en masse stænger og bolte og møtrikker som man kunne bygge en masse forskellige ting af. Men når jeg en af juledagene kom hen til min legekammerat, hvis forældre havde en gård, blev jeg noget misundelig, når jeg så at han havde fået 8-10 julegaver. Han havde kun en søster og sine forældre!

Julen var en god tid, der var ekstra god mad og slik og appelsiner, dadler, figner og juleøl!

Juleaftensdag til frokost fik vi grønlangkål med tilbehør. Dertil fik vi juleøl. Det var en usødet hvidtøl, som blev serveret opvarmet! Vi kaldte det for tremmeøl, det skyldes, at vi fik den i 5 liters flasker i en træholder.

Op til jul blev der slagtet gris. De første år havde vi selv opfedet grisen. Hvem der slagtede og opskar grisen husker jeg ikke, men jeg husker at jeg selv blev sat til at røre i blodet fra grisen. Det skulle bruges til blodpølse. Det var vigtigt, at der blev rørt i blodet, da det ellers ville størkne. Det blev senere blandet med fedtegrever og rosiner og blev til en velsmagende blodpølse.

Kødet kunne vi jo ikke bare putte i fryseren, da vi ikke havde en sådan, så en del af det blev saltet og noget af det blev pakket ind i fedttæt papir og lagt i byens frysehuset, som før omtalt.

Noget af kødet blev kogt og kogelagen blev brugt til at koge grønkål i. Det blev til Vendsysselske Grønlangkål.

Vi havde altid høns og duer. Brevduer – vi fik ikke mange breve, men masser af duesteg. Det var altid sjovt, at se min far slagte høns – han holdt dem henover en huggeblok, en stor træblok på ben, så huggede han hovedet af dem med en økse. Men det sjove var, at han så smed dem hen ad jorden og så løb de rundt uden hoved, mens blodet sprøjtede til alle sider ! Min mor blev sur over det, da det betød mere rensning af hønen!!

Når vi havde fødselsdag var vores kammerater inviteret – det var ikke hele klassen. Når jeg selv var til fødselsdag hos kammeraterne havde jeg altid en daler (en tokrone) med i et plasticetui. Jeg ønsker i dag, at jeg havde gemt nogle af disse dalere, da de har en betydelig samlerværdi i dag!

Min mor og jeg kørte af og til med toget til Sdr. Saltum, hvor min moster boede. Min moster Gudrun havde flere børn, men den yngste Kaj- min fætter- legede jeg meget med. Jeg har også været på ferie hos min moster og under disse ferier lærte min fætter, som var et par år ældre end mig, mig at ryge. Man kunne den gang købe en 5-stk. pakning cigaretter , Eiffel hed de! Sammen med en øl blev de gemt i hækken til min mosters hus!

Min kusine, søster til Kaj, havde job på den lokale telefoncentral. Det var spændende at se hvordan telefonsamtaler dengang fungerede.

 

 

Man ringede op til centralen ved at dreje på et håndtag på højre side af telefonen og bad om et nummer eller navnet (centraldamen kendte de fleste numre på folk, som havde telefon! I mange tilfælde vidste hun også om de pågældende var hjemme!!) på den man skulle snakke med så puttede centraldamen et kabel ind i hullet svarende til det pågældende nummer og så kunne man snakke sammen! Man skulle bare lige huske, at centraldamen kunne lytte med. Så dengang var der også overvågning – sladder var ind i mellem affødt af en samtale som centraldamen havde overhørt og ikke kunne holde for sig selv.

Hun kunne dog også være nyttig: min søster og svoger havde taxaforretning og når de begge var ude at køre ringede de til centralen -Anne- og spurgte om hun ville tage imod besked, hvis der var nogen som ville bestille en taxa!

Vi fik først telefon da jeg var omkring 14-15 år. Indtil da måtte vi låne naboens telefon, hvis der skulle ringe efter læge eller lignende. Efter samtalen ringede man op til centraldamen og spurgte, hvad samtalen kostede, så betalte man beløbet!

Ca. 2 km. øst for Vrensted by ligger Vrensted østre udflyttere. Der var der en købmand og en smed og nogle få huse. Mellem Vrensted by og Vrensted Østre Udflyttere ligger Fælleden og det er der jeg er født. Lidt øst herfor lå den landsbyskole, som jeg gik i de første 3 år af min skoletid. Derom senere

Alle kendte jo alle i en lille by som Vrensted, men den udbredte brug af øgenavne kunne ind i mellem være et problem, når folk udefra brugte folks rigtige navn: min far blev en dag stoppet af en bilist, som spurgte vej til Andreas Eriksen! ”Det er der ikke nogen i Vrensted der hedder”, sagde min far og kørte videre. Da han fortalte dette til naboen, sagde naboen:” det er sgu da Dyt-ski”. Ja selvfølgelig! Andreas havde fået sit øgenavn da han en dag sad og reparerede sin motorcykel inde i stuen! og genboen kom og hilste på: ” hvad er der galt med motorcyklen? ”Den vil sgu hverken dyt eller ski’!

Min egen familie blev kaldet baas- jensen. Jeg ved faktisk ikke hvoraf øgenavnet opstod, måske er det et gammelt udtryk for en som ikke er så god en fyr!

En god ting ved at alle kendte alle var, at postbuddet Svend altid vidste hvem posten var til, uanset der ind i mellem var mangelfuld adresse. Min far hed Harald Jensen og det var der også en anden i byen, der hed. Når der kom julekort stod der ofte på vores kun Harald Jensen, Vrensted! Men postbuddet læste så bare hvem kortet var fra og så vidste han hvilken Harald, som kortet var til!

Nedenfor er gengivet skødet, som mine forældre fik på huset med tilhørende jord. Læg især mærke til 2. afsnit:

”Ejendommen er overtaget af køberen med de samme rettigheder og byrder, hvormed den har tilhørt sælgeren, hvis adkomst er formelt mangelfuld, men da ejendommen er taget i besiddelse af en tidligere ejer med byfolkenes tilladelse, hjemler jeg køberen det solgte”. Der er med andre ord tale om, at jorden her ikke har tilhørt nogen, og derfor har hvem der havde lyst, kunnet sige at det var hans.!! Vi er i år 1921, altså for mindre end 100 år siden!!

Hjemmet

Huset vi boede i var ikke særlig stort. Det var på samme tid beboelse og landbrugsbygning! Lille stue, lille køkken med et brændefyret komfur, som senere blev skiftet ud med gasapparater. Spisekammer, som senere blev lagt sammen med køkkenet og erstattet af et køleskab. Lille værelse med sandgulv, lille soveværelse, bryggers med gruekedel, lade og stald, hvor der var et lille toilet med en spand med et bræt på. Min far tømte spanden når den var fuld. Om den lugtede – tja men det var en del af livet. Indholdet var en del af gødningen til jorden!

Vi havde ingen badeværelse. Når vi børn skulle i bad foregik det i en balje. Vandet blev varmet i grukedlen og det blev genbrugt! Så det var træls at være den yngste og dermed den sidste – for så var vandet noget ”brugt”.

Der var selvfølgelig et loft i huset. Huset var jo gammelt og derfor kunne man falde igennem loftet! Min søster og jeg havde en gang dristet os op på loftet. I et gavlvindue flagrede nogle sommerfugle, som jeg ville fange. På vej derhen trådte jeg på nogle rådne brædder og endte på ansigtet nede hos hønsene nedenunder! Det kostede et par mælketænder og flækkede læber – måske var min interesse for insekter allerede vakt dengang!

Til ejendommen hørte 6500 kvm. jord. En tønde land, som var datidens arealmål, var ca. 5500 kvm. Huset lå ca. 500 meter fra alfarvej, vejen mellem Brønderslev og Løkken, en smal sti førte op til vejen. Ellers var det forbi naboen, hvor vi havde tinglyst vejret. Der blev også tinglyst vejret på stien.

Mine forældre havde i deres første år en ko og nogle grise i stalden. Jeg husker kun nogle grise.

Opvarmningen af huset skete ved kakkelovnen i stuen (og selvfølgelig indirekte ved komfuret i køkkenet). Brændet var blandet: træ, tørv, briketter eller hvad der ellers kunne brænde. Oven på kakkelovnen stod der altid en kedel vand, som kom i kog og derved sparede min mor brænde i komfuret for at koge vand til madlavningen eller kaffe. Kakkelovnen stod på en fod, som var hul og med et hul ind forfra – her lå vores kat inde når den rigtig skulle hygge sig!

Mine forældre gravede selv tørv på en tørvelod i Store Vildmose om sommeren. I Nordjylland findes der 2 store mosearealer: Store Vildmose, som ligger lidt sydvest for Brønderslev og lille Vildmose, som ligger på den anden side af Limfjorden syd for Egense. Lille Vildmose er i dag den største. Mine to nærmeste søstre og jeg legede i mosen og fandt masser af bær i mosen mens vores forældre gravede tørv. Tørvene blev stakket til afhentning om efteråret. Min far lånte naboens hest og vogn til at fragte tørvene hjem.

Vi købte dog også tørv af de berygtede tørvekrejlere fra Kås og Moseby.

De kom kørende i en ¼ tons lastvogn fyldt med de bedste tørv! Om morgenen kørte disse krejlere til Aalborg og fik vejet et læs af nogle meget fine tørv med en høj brændværdi på en officiel brovægt. Så kørte de hjem og byttede disse fine tørv med nogle langt ringere, hvorefter de kørte rundt og solgte disse ringe tørv med henvisning til deres vejeseddel!

Vi var stort set selvforsynende med grøntsager og kartofler. Vi havde også et hyldebærtræ som gav masser af bær, som min mor lavede til hyldebærsaft, som blev til hyldebærsuppe og andre gode desserter i løbet af vinteren. Vi børn brugte dog også bærrene som ”hagl” i pusterør! Pusterørene lavede vi af grene fra hyldetræet, som var lette at udhule.

Vi havde også æbletræer. Et enkelt pæretræ var der også. Æbletræerne var af sorten Guldborg og gav nogenlunde med frugt. Pæretræet gav i min tid kun én pære. Den plukkede jeg inden den blev moden, for at min søster ikke skulle få den- ak ja!

Ribsbuske og solbærbuske gav også masser af bær til både saft og syltetøj.

Min mor var en meget dygtig husmor, som forstod at udnytte alt. Hun var tilligemed en glad kvinde, som sang fra morgen til aften – hun havde en meget smuk sangstemme og havde haft en drøm om at synge i radioen!

Hvad der var nok så ”sjovt” var, at hun led af narkolepsi – en sygdom, som bevirkede at hun fik nogle anfald, hvor hun faldt sammen og blev helt slap i ansigtet. Hun kunne følge med i hvad der foregik men ikke selv tale. Disse anfald varede som regel kun få øjeblikke. Når jeg skriver sjovt, var det fordi vi ikke vidste hvad det var og fordi det jo ikke gjorde ondt. Vi troede det også var derfor vi kunne ”tale” med hende når hun sov til middag – vi kunne snakke til hende og hun svarede os .meeen hun svarede i øst når vi spurgte i vest, det morede vi os virkelig over.

En gang var vi i Tivoli Karolinelund i Aalborg! Det var noget ganske særligt, da vi ellers ikke kom meget ud. Her var der specielt en begivenhed, jeg husker – spejlhallen! Her var mange forskellige spejle i helfigurstørrelse. Da min mor så min far i disse spejle – et var han lille og tyk, et andet var han høj og tynd og i andre havde han andre figurer, da brød hun fuldstændig sammen af grin!

Vi var 7 søskende:

Jens Harry gift med Inger

Ketty Jensine gift med Gunnar

Ruth Harriet gift med Kjeld

Svend Godtfred gift med Dagny

Karla Leonora gift med Poul

Inger Marie gift med Henning 

Niels Orla (Niels slettet 1997, samtidigt med udmeldelse af folkekirken) gift med Inge

Jeg er sikker på, at det er min mor, som har stavet vores navne, min far var ikke den boglige type!

Min mor havde 3 søskende

Svend

Alfred

Gudrun

Min far havde 6 søskende:

 

 

 

Herunder et skolebillede fra den selv samme skole, som jeg gik på. Det er min far i bagerste række nr. 4 fra venstre. Hans søster Betty står som nr. 4 af pigerne i 2. række. På billedet kan man tydelig se, at børnene ikke var vant til at blive fotograferet

 

Opdragelsen

Hård og kontant. Lussinger var en del af opdragelsen. Jeg fik ikke så mange, fordi jeg altid forsøgte at dække mig og fordi min mor altid tog mig i forsvar.

Dyr var altid en del af tilværelsen. Vi havde høns og duer og næsten også altid en kat. Jeg havde også kaniner:

Jeg husker engang da vi gik til præst (konfirmationsforberedelse) at vi havde besøgt den nærliggende købmand for at købe slik. Dagen efter spurgte min mor om jeg havde stjålet en pibe hos købmanden! Det 23 havde jeg i hvert fald ikke og jeg følte mig meget forurettet! Jeg vidste godt hvem af mine kammerater, der havde stjålet piben. Det var en gårdmandssøn, som havde bedre råd til at købe en pibe end jeg havde!!

Det var jo længe inden der var noget der hed computer – ja inden fjernsynet blev almindeligt. Det første fjernsyn jeg husker var hos en familie, som boede mellem os og byen. Vi var en del børn, som samledes der hver lørdag eftermiddag, da blev der vist Robin Hood!

Senere fik min onkel Harry, som boede i huset, hvor mine bedsteforældre havde boet få hundrede meter fra os, fjernsyn og hos ham tilbragte jeg utallige timer med at se landskamp Danmark – Sverige, som var årets begivenhed på fodboldfronten og mange mange andre udsendelser.

Ellers legede vi børn en masse forskellige lege, som stort set alle indebar fysiske anstrengelser. Dengang behøvede man ikke at sætte motion på skoleskemaet! Vi spillede rundbold, spark til bøtten, Antonius, som var noget med at kaste en bold over hustaget til hinanden hvor det så gik ud på at gribe bolden, inden den nåede jorden. Tag fat, var en leg der gik ud på, at fange hinanden, det dyrkede vi også i frikvartererne i skolen. Vi legede også med kugler: vi havde nogle små lerkugler, som vi legede forskellige lege med. En af legene gik ud på at trille kuglerne i et hul i jorden efter nogle bestemte regler.

Vi legede også med hønseringe – nogle plasticringe, som vi satte sammen og kastede med – det gjaldt om at komme så tæt på en mur eller lignende som muligt – den der kom tættest på vandt de andres hønseringe. Skjul var også en meget almindelig leg, det gjaldt om at skjule os for den: ”der var den”! En blev udpeget til at være den, der skulle finde de andre og den der først blev fundet skulle så finde de andre næste gang.

Vi kunne også finde på, at lave snydepakker: vi pakkede en papæske pænt ind og satte en snor fast i den. Så lagde vi den i vejkanten og skjulte os i vejgrøften. Dengang cyklede de fleste jo frem og tilbage til byen for at handle, og der var næsten altid én som, som stoppede op for at se hvad der var i den fine pakke. Lige når han næsten var henne ved den trak vi i snoren! Snydt!!

Aftenerne gik tit med at spille kort. Vi var næsten født med et spil kort i hånden og det var ikke altid et spørgsmål om vi havde lyst til at spille, nej vores far forlangte at vi skulle spille og han gik meget højt op i det. Der kunne godt falde en lussing af, hvis vi spillede forkert!

En anden del af opvæksten var sundheden!

Et dagligt tilskud af vitaminer i form af levertran, 2 dråber på en skefuld mælk! Føj hvor det smagte, men ned skulle det. Det var en glædens dag, da man kunne få levertran i pilleform – men ak jeg kunne ikke sluge piller – så jeg tyggede dem! Det smagte ligeså frygteligt som levertransdråberne! Derfor udviklede jeg en teknik, hvor jeg stillede mig med ryggen til vores dækketøjsskab (et skab hvori vi opbevarede vores service) og behændigt smed pillen ind under skabet!!

Meeeen ak! Den dag der skulle tapetseres i stuen, skulle skabet jo flyttes ud fra væggen – og der lå alle mine piller!! Havde jeg dog bare spist dem var jeg måske ikke blevet ramt af engelsk syge, som er en mangelsygdom – mangel på D vitaminer.

Ved lægekontrollen på session, da jeg skulle ind som soldat konstaterede sessionslægen, at jeg havde haft engelsk syge, hvilket jeg ikke var klar over, men min brystkasse var skævt udviklet.

Skolen.

I Vrensted var der 2 skoler – en i byen og så Vrensted Østre Skole som jeg og alle mine søskende gik på.

Da jeg kom i skole var jeg ca. 7,5 år gammel. Jeg kunne have startet året før, men min mor havde svært ved at give slip!

Dengang startede skoleåret 1. april og der var undervisning 5 dage om ugen. Klasserne var sammenlagt på grund af det lave elevtal ude på landet – de 4 første årgange ( der var ikke noget der hed børnehaveklasse eller 0’te) kaldte vi ”betteklasse” og 5.-7 klasse kaldte vi ”storeklasse”. Drengene sad i venstre side af lokalet og pigerne i højre side. De dygtigste sad øverst! I 3. klasse sad jeg næstøverst, hvilket betød, at jeg var dygtigere end resten af min egen årgang og alle dem fra den ældre årgang på nær én! Det var min mor meget stolt af.

”Store klasse” gik i skole om formiddagen, så de havde fri til at hjælpe derhjemme resten af dagen, mange var jo børn af bønder og de skulle jo hjælpe i landbruget. ”Bette klasse” gik i skole om eftermiddagen.

Der var kun èn lærer på skolen, derfor kunne alle årgange jo ikke gå samtidigt.

Første skoledag fik vi udleveret en tavle og en griffel. Begge dele af skifer, med griflen kunne man skrive på tavlen og viske det ud igen. Det var en billig måde at komme i gang med at skrive på.

 

Papir var jo dyrt. Til sammenligning brugte man i Kina 50 år senere at øve sig i at skrive de mange tusinde skrifttegn ved at bruge en stor blød kost, dyppet i en spand vand, på fortovsfliserne. Når man nåede enden af fliserne var de første tørret så meget at man kunne starte forfra!

Skolen var en vinkelbygning, hvor den ene fløj, på billedet herunder den høje bygning til venstre, var skolelokaler og den anden fløj var lærerbolig. Desuden var der et stråtækt! udhus, som blandt andet rummede toiletter. Skolefløjen bestod af to klasselokaler, hvoraf kun det ene blev brugt til undervisning. Det andet fungerede som gymnastiksal.

Som det også ses på billedet går der en vej lige uden for skolehegnet, den førte op til en gård. På den anden side af vejen ses en græsmark, som også hørte til skolen, der spillede vi fodbold, dødbold (det der i dag hedder rundbold) og hvad vi ellers legede.

I lokalet, som fungerede som gymnastiksal var der en plint, som vi skulle springe over

Som det ses på billedet kunne man fjerne et eller flere af de seks lag den bestod af så man kunne tilpasse højden efter elevernes størrelse og springkraft.

Der var også en ”Buk”, som vi sprang over.

Men det var kun når vejret ikke tillod, at vi var udendørs, at vi havde gymnastik indendørs.

Legene, vi legede i frikvartererne, var alle fysisk krævende og der var derfor langt i mellem overvægtige børn.

Der blev ikke taget hensyn til børn med særlige behov, alle børn blev anset for at være lige egnede til undervisning. Fik man ikke noget ud af undervisningen var det bare ærgerligt.

Vi sad ved pulte, som bestod af bænk og bord til 2 mand. Under bordpladen, som var skråtstillet var der et rum til vores bøger

Midt i bordpladen foroven var der et hul til et blækhus, som vi delte. Blækhusene blev uddelt, når vi skulle skrive ”Ind” , som det hed når vi skulle skrive ”pænt”. Blækhusene blev fyldt af læreren fra en flaske med blæk. Min første lussing i skolen fik jeg en dag hvor læreren var på vej ind for at få sin formiddagskaffe og derfor satte os til at skrive ”ind” med blæk. Jeg rakte fingeren op og sagde: ” Der er ikke mere blæk i mit blækhus”! Han tog blækhuset og hældte det så der kom lidt blæk ned i det ene hjørne og sagde:” det passer ikke” ”Det passer”, sagde jeg. Så fik jeg en lussing! Min mor gjorde rent på skolen og jeg tror nok, at hun tog læreren i skole” da hun kom derhen samme eftermiddag!

 

Folkeskoleloven, som jeg startede under var fra 1937 og senere 1958 loven.

Mellemkrigstiden og 1937-loven

Ro, orden og disciplin, ikke sjældent håndhævet med fysiske midler, boglighed, øvelser, træning, terperi og udenadslære var stadig en del af folkeskolens virkelighed i mellemkrigstiden, hvor der i øvrigt var forsøg med både nye undervisningsformer og reformpædagogisk nytækning, som pegede i andre retninger. Barnet og ikke lærestoffet skulle i centrum, mente man. Disse tanker vandt indpas i arbejdet frem mod skoleloven fra 1937, hvor man fra begyndelsen ønskede at styrke det praktiske arbejde og elevernes selvvirksomhed i skolen og mindske sorteringen ved mellemskoleeksamen.

 

I folkeskoleloven fra 1937 slås det fast, at “Folkeskolen er den kommunale Skole for Børn i den undervisningspligtige Alder samt de Mellemskoleklasser, der slutter sig hertil. Til Folkeskolen kan der være knyttet andre Eksamensklasser eller eksamensfri Klasser efter de i denne Lov givne Regler. Folkeskolens Formaal er at fremme og udvikle Børnenes Anlæg og Evner, at styrke deres Karakter og give dem nyttige Kundskaber. Kristendomsundervisningen i Folkeskolen skal være i Overensstemmelse med Folkekirkens evangelisk-lutherske Lære.”

Mens denne skolelov var ret forsigtig med at indholdsbestemme de enkelte fag, som der heller ikke blev indført flere af, var den mere vejledende med hensyn til elevernes identitetsdannelse. Skolen skulle, hed det, udvikle og styrke elevernes sans for kristelige værdier, kærlighed til hjemmet og vort folk og land, respekt for andres meninger og fællesskab mellem folkene, særlig de nordiske. Generelt gælder det i fagbeskrivelserne, der blev udsendt under den tyske besættelse i 1941, at de kulturbærende fag skulle styrke den nationale bevidsthed og de kristelige værdier.

Folkeskoleloven 1958 og Den Blå Betænkning

I 1958 reformeredes skolen igen, ikke med hensyn til formål, men med hensyn til struktur. For det første blev land- og byskoler ligestillet. Dernæst afskaffede man mellemskolen, således at skolens syv første klasser var et samlet forløb, mens eleverne efter 7. klasse enten kunne forlade skolen, gå i en treårig realafdeling for de boglige, eller følge 8. og 9. klasse for de praktisk orienterede. Allerede i 6. klasse skulle eleverne dog normalt deles i en boglig og en almen linje. Den såkaldte Blå Betænkning, der udkom i 1960-61 med diverse bestemmelser, råd, anvisninger og læseplaner for skolen, lå i det meste i forlængelse af det allerede eksisterende. Et enkelt nyt fag så dagens lys, nemlig orientering, der skulle informere om det omkringliggende samfund, arbejds- og erhvervslære og familiekundskab. På det pædagogiske område var børnene rykket mere i centrum, og der skulle tages udgangspunkt i børnenes behov og forudsætninger, der også indbefattede sociale kompetencer til at leve mellem andre og tage hensyn. Det pointeredes også, at skolen skulle dygtiggøre børnene til at gå ud i samfunds- og erhvervslivet ved siden af, og at skolen skulle fremme børnenes muligheder for at vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker. I praksis var der åbnet op for mere varierede undervisningsog arbejdsformer. Nye skolebogssystemer så dagens lys i 1960’erne, audiovisuelle undervisningsmidler kom til, og fx gruppearbejde blev inddraget som en progressiv arbejdsform.

En sjov ting, jeg husker fra Østre skole var, at der kom en lastvogn fra Zoologisk Have i Aalborg. Ladet på lastvognen var indrettet med bure, hvor der var så mange forskellige dyr, som man kunne proppe ind i dem.

Der var en tiger, der var aber og papegøjer og mange andre. Se det var spændende, især for en som mig, som var meget interesseret i dyr.

Dengang gik skoleåret fra 01. april til 31. marts. Sommerferien lå dog nogenlunde som i dag.

Efterårsferien kaldte vi dengang kartoffelferien. Det var fordi den faldt på den tid, hvor kartoflerne var klar til at blive taget op.

Kartofler er sårbare over for mug og råddenskab, hvis de bliver høstet for sent eller ligger afdækkede på markerne. Så børnene blev i første omgang trukket ud af skolen, når behovet var der, snarere end når kalenderen tillod det. Men det var svært for lærerne på landet at få undervisningen til at hænge sammen, når børnene ikke var fraværende på samme tid, og da den irritation havde vokset sig stærk nok i 1899, blev det fastlagt, at kartoffelferien skulle ligge i uge 42.

I dag rimer nye kartofler på lyse sommernætter og friske jordbær, men de kartofler, vi dyrkede i Danmark for små 200 år siden, var en anden sort. De skulle ikke være små og faste delikatesser, men give så meget mad på bordet som muligt. Derfor dyrkede man kartoffelsorter, som kunne vokse helt til oktober, hvor de blev samlet med hjælp fra børn helt ned til seksårsalderen, der allerede var vant til at tage fra.

“Formålet med at være barn på landet i 1800-tallet var ikke at gå i skole, men at deltage i arbejdet på gården. Børnene havde ansvar for smådyr som gæs, geder og lam og trissede rundt efter dem. Pigerne hjalp med kvindernes arbejdsopgaver og drengene med mændenes. Arbejdet mellem kartoffelrækker kom altså oven i de pligter, børnene havde i forvejen,” fortæller Benedikte Jeppesen, der er formidlingsleder i Den Fynske Landsby.

Mens husfaderen eller karlen gik forrest gennem kartoffelrækkerne med hesten og en simpel plov, der skubbede kartoflerne op af jorden, kravlede ungerne bagefter og samlede knoldene.

Kartoffeloptagningen deltog vi børn i. Det var børnearbejde. Jeg husker ikke hvad vi fik for det, men det var et bidrag til familiens økonomi!

Efter 3. klasse flyttede vi til en helt ny centralskole i Vrensted. Den lå midt i byen og der hørte en stor sportsplads til, som også byen idrætsforening benyttede. Her startede jeg i 4. klasse. Dengang startede vi med engelsk i 5. klasse! Det var stort i det lille hjem at have et barn som lærte at tale engelsk!

Engang fik mine forældre besøg fra Amerika af min fars gamle skolekammerater, (af hvilken den ene var ham min mor hellere ville have været gift med). Da kunne jeg brillere med mit meget spartanske engelsk!

I den nye skole var der sløjdlokale, som også blev brugt til fysikundervisning, en stor gymnastiksal med tilhørende badefaciliteter – vi skulle alle i bad efter gymnastik og det sluttede altid med koldt vand! Byens bibliotek flyttede også ind i skolen, det blev samtidigt biologilokale. Hertil knytter sig en særlig historie – jeg var i 7. klasse begyndt at interessere mig for at samle på insekter, godt hjulpet af en ny lærer. Han viste mig hvordan man præparerede sommerfugle. Da vores klasse samledes til et forsinket jubilæum – efter ca. 32 år fra vi forlod Vrensted Skole var det selvfølgelig på skolen og vi fik en rundvisning af den nye skoleinspektør, som vi selvfølgelig ikke kendte. Da vi kom ind i biologilokalet/biblioteket fandt jeg hurtigt en cigarkasse med låg af glas samlet med sort isolerbånd indeholdende forskellige insekter fint sat på nåle. Jeg spurgte skoleinspektøren, om han vidste hvem der havde lavet denne! Det vidste han ikke – ”det har jeg”, sagde jeg, imponeret over, at den havde overlevet så mange år. Jeg kunne godt huske, at jeg havde foræret den til skolen. Men de enkelte insekter var ikke forsynet med etiketter og havde derfor ikke den store værdi, men det var jo ude på landet, hvor man godt vidste hvad det var for dyr der var i kassen!

I en stor del af den tid jeg gik på denne skole hjalp jeg skolens førstelærer, som også var bibliotekar med at passe biblioteket. Hvis han var forhindret i at passe åbningstiden vikarierede jeg og stod for modtagelsen af bøger, der havde været udlånt og stod for udlån. En del af arbejdet var også at sætte bøgerne på plads efter udlån. Det gav en læring om hvordan bøger er organiseret i et bibliotek.

Den sjoveste oplevelse i biblioteket havde dog ikke noget med bøgerne at gøre. En af mine klassekammerater havde fået en eftersidning. Det betød, at man skulle sidde i biblioteket en time efter skoletid. Kammeraten var gårdmandssøn og skulle hurtigt hjem efter skoletid for at hjælpe med høsten! Jeg sagde, at jeg ikke havde noget for denne eftermiddag og godt kunne sidde efter for ham!!

Efter ca. en halv time kom læreren, som havde givet kammeraten eftersidningen, for at sikre sig at han sad der. ”Hvor er Christian?” spurgte han. ”Han skulle hjem og hjælpe med høsten”, sagde jeg. Og det var så det!!

Sløjd havde min store interesse, jeg syntes det var sjovt at arbejde med træ. Jeg købte en træklods – en såkaldt bruyere, roden af en lyngbusk, som vokser i middelhavsområdet. Det var den tids nethandel, nemlig postordre. Træklodsen blev til en pibe, som min lærer, ham som også hjalp mig i gang med at samle på insekter, købte!

Postordrehandel benyttede min mor sig også af, hun fik katalog fra Daells Varehus, som var et københavnsk lavprisvarehus, som lukkede i 1999! Det lå tæt ved Rundetårn, jeg har været der senere i livet, da jeg var på sergentskole på Østerbrogades Kaserne i 1967/68.

Der kom dog også i min barndom en uldkræmmer forbi en gang imellem. Han kom ind med en stor bylt tøj, som han pakkede ud på gulvet. Mine forældre købte som regel noget af ham.

Det skete også, at der kom en bogsælger forbi. Han solgte en form for lægebog, hvori man kunne læse om alle mulige sygdomme! Min mor spurgte, om der også stod noget om gigt, som hun led en del af. ”Ja ja”, sagde sælgeren, ”der står alt om gigt ”! ”Og dine naboer har allerede købt bogen”! Mor købte den, men blev rasende, da hun opdagede, at den kun handlede om kvindesygdomme. (hvad det så er). Hun smed simpelthen bogen i kakkelovnen! Den eneste bog hun nogensinde købte!

Dengang skulle vi altid ud i skolegården i frikvartererne. Vi legede en del forskellige lege, som stort set alle var fysisk krævende.

Der skete altid noget i frikvartererne. I skolegården, op ad gymnastiksalen, var der en drikkekumme

lidt ligesom denne, men muret sammen med muren til gymnastiksalen og i en halvbue med 4 haner, der altid løb i skoletiden. Der var ikke meget pres på vandet, men nok til at vi kunne drikke af det. Nogle af de store drenge syntes det var sjovt at holde for vandet med en finger, derved 32 steg presset og på et tidspunkt slap de på én gang og så kunne de få vandet til at sprøjte helt op til taget af gymnastiksalen! En dag havde nogen proppet en tændstik ned i et af hullerne på vanddyserne. Det skulle gårdvagten – Pallesen ordne. Bevæbnet med en synål bad han tre af de store drenge om at holde for vandet i de øvrige dyser for at det derved større tryk kunne hjælpe med at få tændstikken op. Mens han fumlede med synålen for at få tændstikken op, steg trykket på de øvrige dyser nu så meget, at en af drengene ikke længere •kunne holde helt tæt på sin dyse! Uheldigvis for ham kom der en tynd stråle af vand op af den dyse han skulle holde for og den ramte lærer Pallesen lige i ansigtet! ”Hold op med det” hvæsede Pallesen. Da gik det først op for Mogens, som drengen hed, at vandet ramte Pallesen – så kom han til at grine og jo mere han grinede jo tykkere blev strålen som ramte Pallesen i ansigtet!! Det endte med, at Pallesen smed nålen og jagtede Mogens ind på toilettet, hvor han gav ham en masse lussinger. Pallesen ramte ikke særlig godt og Mogens grinede stadig da han bagefter kom ud!

Det var jo i det hele taget en helt anderledes skolegang vi nu fik på den nye skole. Ud over de nye faglokaler var der nu også hele 6 lærere.

Den nye skole betød jo også en masse nye klassekammerater og en masse nye aktiviteter. Jeg begyndte at spille fodbold i Vrensted Idrætsforening. Jeg var rimelig god – stor og ikke bange for at gå ind i en god tackling, jeg havde min storebror som forbillede. Han spillede det, vi på den tid kaldte ”stopper”, dvs. midtforsvarer eller libero! Dengang var der lokale turneringer mellem nabobyerne og jeg var med til at vinde adskillige af disse turneringer som drenge B, drenge A og junior.

Som senior spillede jeg skiftevis på serie 4 og serie 5 afhængig af min kampform og hvor der var brug for mig. Det gav masser af dejlige oplevelser og en identitet udenfor skolen. Jeg husker kun at have haft en enkelt skade – jeg brækkede min højre tommelfinger da jeg slog den ind i en modstander i en tackling!! Det fritog mig for at aflevere skriftlige opgaver i skolen i nogle uger!

Vi var allerede dengang dopede for at prøve at vinde kampe!! jeg husker en kamp, hvor vi var i Vejby for at spille og en af de andre spillere havde medbragt en pakke druesukker -!!. Som vi spiste før kampen! Vi tabte……

En af disse lokale idrætsdage husker jeg særlig godt. Den fandt sted i Ingstrup – 5 km. fra Vrensted. Vi havde vundet vores første kampe og ventede på at spille mod vores næste modstander. En dreng, som vi ikke kendte, kom hen til os og spurgte, om vi kunne tænke os nogle pærer! Ja da- vi havde jo ikke madpakke med og ingen penge til at købe noget for. ”Så kan I bare plukke nogle fra vores pæretræ” sagde drengen, som vi fik opfattelsen af var præstens søn. Vi styrtede ind i præstegårdshaven og forsynede os med pærer. Dejligt – vi vandt turneringen og fik overrakt fine ”skjolde”, hvilket var små nåle, med en plade, hvorpå der var indgraveret turnering og præmie.

Da vi kom i skole dagen efter, kom førstelærer Madsen og spurgte om nogle af os havde spillet fodbold i Ingstrup dagen før? Vi, der havde deltaget, rakte stolte hånden op. ”Så skal jeg bede Jer om efter skoletid, at cykle til Ingstrup præstegård og give præsten en undskyldning for at I har stjålet hans pærer”!!! Vi forklarede naturligvis, at præstens søn havde givet os lov! ”Præsten har ingen søn” var svaret. En uretfærdighed, som følger én resten af livet!

Nå, men fodbolden gav mange gode oplevelser og gav også en god samhørighed med alle de andre, som spillede. Fodbolden gav de mindre boglige kammerater en ligestilling i klassen: de haltede efter i klassen men det tjente de ind udenfor. Jeg husker ikke, at der var mobning i vores klasse, jeg husker kun, at vi legede med alle. Selvfølgelig var der en form for favorisering, eksempelvis, når vi skulle spille rundbold eller andre boldspil: vi valgte så en anfører for hvert hold, som så valgte sit hold ved at de 2 holdledere på skift valgte spillere – de valgte naturligvis efter, hvor gode de forskellige klassekammerater var til at spille, så de dårligste stod altid tilbage! Men det var jo en lære, som gjorde en bevidst om, sine svage og stærke sider!

En gang om året var der byfest. Der var fodboldturneringer, ringridning og masser af andre aktiviteter. Det strakte sig over en weekend og var årets højdepunkt. Til fodboldkampene blev der af og til opkrævet entré. Det skete ikke ved indgangen, da fodboldbanen ikke var indhegnet, så man kun kunne komme ind et sted. Kassereren for idrætsforeningen gik så rundt til alle tilskuerne og opkrævede et mindre beløb. Men vi unger havde jo ingen penge, så vi gik bare rundt om banen så kassereren ikke nåede os!

Som stor dreng fik jeg lov til at holde fugle i stuen. Det var zebrafinke, nogle små livlige fugle, som ikke svinede så meget. Jeg havde faktisk held til at få dem til at yngle. Da jeg på dette tidspunkt fik mit eget værelse, flyttede fuglene fra et lille bur til et større hjemmelavet, som selvfølgelig stod i mit værelse. En dag fandt jeg en bogfinke, som ramte en af vores ruder og derfor var lidt groggy, den satte jeg ind i buret til mine zebrafinke. Mit værelse lå i forlængelse af en gang, som førte direkte ud i haven. En sommerdag, hvor døren til gangen og dermed mit værelse stod åben, kom jeg ind på værelset og ovenpå mit fuglebur sad der en kat! Fuglene flaksede rundt i buret – katten smuttede ud mellem benene på mig! Men…. min bror havde en riffel stående i hjørnet af mit værelse og den snuppede jeg og ladede hurtigt, jeg var ret fortrolig med riflen. Hurtigt ud i havedøren for at se hvor katten var blevet af? Dér, bag kartoffeltoppene gik den- ok jeg kunne se halen stritte i vejret og sigtede lidt foran og trykkede af! Katten sprang en meter i vejret og faldt derefter til jorden død!!

Hurtigt ind for at finde en spade for at begrave katten. Min mor spurgte hvad jeg skød efter? Gråspurve – var svaret, hvorefter jeg fik katten begravet. Nogle dage efter spurgte min far om jeg havde set naboens grå kat? Nej det havde jeg ikke, jeg vidste ikke engang, at han havde en grå kat!

Jeg var meget optaget af fugle og brugte mange timer på at betragte dem og læse om dem. Jeg brugte mange timer i en plantage, som vi kaldte ”Præstens plantage”, med at lytte til fuglenes lyde. I denne plantage boede der en familie, som vi ikke kendte så godt – faren blev kaldt skovtrolden! En af de første gange, jeg gik i plantagen hørte jeg en ”fuglelyd” som jeg ikke kendte. Jeg havde læst nogle indianerromaner og forestillede mig, at det nok var ”skovtroldens” børn, som forsøgte at skræmme folk! Meeeen , det var såmænd bare en fasankok, som gav lyd af sig!!

Apropos naboer. Vores naboer, hvis kat jeg skød, var faderen og moderen til konen til vores tidligere nabo Thorvald. Anna hed hun. de havde ikke selv børn, men da de var meget glade for børn var mine søskende og jeg altid velkomne derinde. Både mine søstre og jeg tilbragte mange timer hos dem, vi hjalp dem med at køre roer og mange andre ting. Min søster stak engang forken gennem et dæk på vognen, som vi læssede roerne op på, det punkterede! Jeg kom engang til at smadre en glastavle, som hang over en svinesti. Tavlen viste noget om svinene, som var i den pågældende sti. Jeg fik travlt med at komme hjem!!! Men da jeg nogle dage senere kom ind til Thorvald tog han mig i kinden og sagde, at jeg bare skulle have sagt til ham, at jeg havde slået glasset itu. Det var hvad der kunne ske, men det var vigtigt, at få glasskårene fjernet inden grisene åd dem. En pædagogisk måde at sige tingene på! Jeg var så glad for Thorvald at jeg kunne sidde i deres stue mens han sov til middag uden at give en lyd fra mig. Da han nogle år senere gik forbi os, var han syg og kastede blod op på vejen hjem. Da han døde, sagde min mor, om det virkelig kunne være Vor Herres mening, at så god en mand skulle dø! Det er nok den reelle grund til, at jeg ikke længere er medlem af folkekirken!

Hos Thorvald og Anna skete der jo mange ting. En af de ting der skete, var at de en gang om året fik kogt kartofler! Ja det var ikke som når vi koger kartofler til aftensmaden. Nej de avlede kartofler til foder til svinene og en gang om året kom en kartoffelkoger forbi. Det var en stor maskine, som kunne koge kartofler i store mængder ad gangen. Vi børn spiste masser af disse kartofler, de smagte af en eller grund meget bedre end dem vi fik til daglig

Hos Thorvald oplevede jeg også, hvordan man vænner en plag til. En plag er en ung hest, som skal vænnes til at trække en vogn eller en plov eller et hvilket som helst andet arbejdsredskab. Jeg var med engang hvor dette skulle foregå. Thorvald havde 2 heste – Musse, som var en ældre norsker og så en ny plag. Begge heste blev spændt for en vogn og så gik det ellers derudaf. Plagens iver blev holdt i ave af den ældre Musse og 35 således blev plagen vænnet til det arbejde den fremover skulle udføre. Der lærte jeg også aldrig at gå tæt bag en hest, da den kan blive bange for et eller andet og sparke bagud – og bliver man ramt af et par hestehove kan man godt dø af det.

Min bror Svend var ansat på en gård i nærheden, hvor jeg af og til hjalp med at køre halm ind i høsten. På gården havde de 2 sorte oldenborgere – et par flotte, stærke heste. En dag vi kørte halm og jeg stod oppe i vognen og lagde halmballerne pænt, så der kunne være flest mulige på vognen, havde den ene af hestene fået tømmerne ind under halen, og da jeg forsøgte at trække den ud, kneb den bare halen fastere omkring tømmen. ”Bare tag fat om tømmen på begge sider af halen og træk hurtigt frem og tilbage” sagde min bror, ”så skal den nok slippe”. Det bevirkede, at rebet ville ”brænde” under halen på hesten og det ville selvfølgelig gøre ondt. Det gjorde jeg, og ganske rigtigt lettede hesten halen, men den sparkede også bagud og ramte træværket på vognen lige foran mit hoved. Der kunne mit liv have været endt!

Jeg hjalp også min broder med at tærske korn. Kornet blev høstet med selvbinder, en maskine, som høstede kornet og bandt det sammen i neg, som så senere skulle gennem et tærskeværk for at skille kernerne fra halmen. Når vi nåede de sidste neg i laden, var der fyldt med rotter. Min broder fik ram på en, der var vej op af en bjælke i laden, han stak en fork gennem dens rygskind og ind i bjælken! Rotten løb rundt om flenen på forken, men min broder fik ram på den med en skovl!

Rotter var også dengang et problem. Når mine forældre opdagede, at der var rotter i huset bagte min mor pandekager til dem! Pandekagerne indeholdt karbid! Når karbiden kom i forbindelse med rottens mavesyre eksploderede den!

Sankt Hans aften blev i mine barndomsår fejret noget anderledes end de gør i dag. Vi mødtes på en mark et sted i området og der var konkurrence om hvem der kunne præsentere den flottest pyntede ko eller kvie. Jeg husker min søster Karla havde lånt en ko af vores omtalte nabo Thorvald. Hende og min anden søster Inge og jeg havde brugt flere dage på at flette kranse af rødkløver og sikkert også andre blomster til at pynte koen med. Jeg husker ikke, om hun vandt præmien for den finest pyntede ko. Det var dog nok en ære at få lov til at deltage! Efter at de fint pyntede kreaturer var blevet trukket rundt i ”ringen” var der naturligvis bål med afbrænding af en heks! Der var selvfølgelig også en del af disse som overlevede!

Dengang var der jo vintre til! Masser af sne og frostgrader ned omkring 25-30° var ikke ualmindeligt. Da vinduer i husene på den tid kun bestod af et enkelt lag glas, var vinduerne tit frosset til indvendigt, så for at kunne kigge ud tøede vi ruderne op med hænderne! Vi havde tit sne op til hustaget og mange gange har vi gået ovenpå vores hæk omkring vores have. På en dam tæt ved vores hus, som altid var bundfrosset, lavede vi gange i sneen og legede isbjørn: det samme som ” tag fat” rundt i disse gange, hvor sneen var så høj, at vi ikke kunne se hinanden før vi mødtes! Vi havde skøjter, men ikke som man kender dem i dag, hvor de sidder på støvler, men løse skøjter, som vi spændte fast på vores gummistøvler med en 36 særlig nøgle. Min bror Svend var eminent til at skøjte, ligesom han var god til alle mulige andre fysiske udfoldelser, han var f.eks. god til at cykle siddende baglæns på styret af cyklen!

I 7. klasse gik vi ”til præst”, som vel i dag hedder konfirmationsforberedelse. Vi var sammen med konfirmanderne fra nabobyen Thise, da det var Vrensted – Thise sogn. Vi var i alt 45 konfirmander i præstegårdens konfirmandstue, som vel var beregnet til det halve.

Vi havde en meget behagelig præst, som forstod at folk på landet havde en lidt afslappet holdning til religion, det balancerede han på forbilledlig vis.

Min konfirmation blev holdt som en traditionel familiefest hjemme. Min mor havde lavet maden, godt hjulpet af svigerinde og flere, som jeg ikke husker hvem var. Jeg husker ikke, om der var sange – der var i hvert fald ingen taler. Jeg fik en ny cykel i konfirmationsgave, hvilket var normalt på den tid.

I konfirmationsgave fik vi alle et års medlemskab i Vrensted Idrætsforening, med gratis adgang til nogle midnatsballer, som blev holdt i forsamlingshuset. Vi fik også et medlemskort til Vrensted Ungdomsforening og det fik stor betydning for mig. Jeg blev på et tidspunkt valgt ind i bestyrelsen for ungdomsforeningen og blev valgt som kasserer. Det betød, at jeg for første, men absolut ikke sidste gang kom på kursus!! Jeg kom på et højskolekursus i bogholderi!

Præsten var en betydende person i ungdomsarbejdet i sognet. På hans initiativ blev vi deltagere i en landsomfattende konkurrence i ”Hvem ved mest om Norden”?

Konkurrencen gik ud på, at vi gennem nogle tests, skulle finde frem til en vinder. Vi fik alle udleveret en bog om hvert af de nordiske lande: Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island.

I Thise blev der oprettet et seniorhold og i Vrensted et juniorhold bestående af Poul Christoffersen, Christian Østergaard og mig. Thises seniorhold og vi vandt landskonkurrencen!

Vi kvalificerede os dermed til nordisk finale i Stockholm. Tænk sig 3 unge mennesker fra Vrensted skulle deltage i en finale i Stockholm!!

Vi rejste til Stockholm, os tre juniorer, de tre seniorer fra Thise og præsten og hans kone en fredag og havde en fridag i Stockholm om lørdagen. Her står en enkelt episode klart i min erindring: vi gik en tur gennem Stockholms indre by og på et tidspunkt kom vi til en gade, hvor folk stimlede sammen og det var på grund af, at der oppe på en balkon et godt stykke oppe stod en mand, som ville springe ud for at slå sig ihjel. Det uhyggelige ved denne oplevelse var, at folk i kor råbte: ”Spring, spring”!!

Om søndagen fandt konkurrencen sted. Vi var velforberedte, vi kunne bøgerne udenad. Desværre kom der spørgsmål, hvor svaret ikke kunne findes i bøgerne! Vi blev nr. 4 ud af 5, men fik et smukt litografi tegnet af en af Sveriges mest kendte naturtegnere Harald Wiberg, det har jeg stadig, det er et litografi af en duehøg siddende i skovbrynet. Smukt!

Efter 7. klasse og konfirmationen var det på tide at tage stilling til, hvad jeg ville lave efter skolen!

Byens autodidakte cykelsmed og automekaniker ville godt have mig, men kunne i sin egen mangel på uddannelse ikke tilbyde en læreplads

Jeg var ikke ukendt med knallerter, min far havde en – en Rekord, som jeg af og til fik lov til at låne. En dag jeg var henne at besøge en kammerat, tunede kammeraten den så den kunne køre lidt stærkere!!! Det opdagede min far en dag han var hos nævnte cykelhandler. Jeg fik dog ikke skældud, min far havde intet imod, at den kunne køre lidt stærkere.

Vi havde ikke bil, min far havde ikke kørekort, det havde han ikke brug for. Vi havde cykler og det rakte dengang. Jeg lærte at cykle på min brors cykel. Den var for høj, men jeg kunne sætte det ene ben ind under stangen og på den måde cykle! Da jeg begyndte at køre på min fars knallert, købte han en brugt knallert, som han kørte på og dermed havde jeg hans for mig selv!

En af byens tømrere ville godt tilbyde mig en læreplads og jeg havde også mod på at arbejde med træ, men jeg havde også lyst til at læse videre. Jeg fik derfor lov til at komme på realskole, hvilket dengang svarede til 8. – 10. klasse, men en boglig linje. I disse år skete der en udvikling i skolegangen, sådan, at der var en praktisk linje i 8. og 9. klasse for elever som var ”udpræget praktisk begavede”, og en anden linje, realskolen, som var en 3 årig mere boglig linje.

Optagelse på realskolen var et spørgsmål om begavelse! Vi var 5, som søgte optagelse. Skal vi tale om social baggrund var vi 3 med arbejdsmandsbaggrund og 2 gårdmandssønner. De 2 gårdmandssønner og Poul, som elles var velbegavet, med en arbejdsmand som far skulle til optagelsesprøve. Den anden arbejdsmandsdatter og jeg som også havde lav social baggrund blev optaget uden prøve!!

Det var en fordel for os alle 5, at en af gårdmandssønnernes far var medlem af sognerådet, som var den tids byråd. Takket være ham kom vi på datidens bedste realskole, gratis og endda med gratis buskort til Brønderslev. Uden disse fordele var jeg næppe kommet på realskole og min videre færd i livet havde været mere besværlig…

På realskolen havde vi selvfølgelig også idræt. Jeg var god til volleyball og var på skoleholdet. Jeg var også rimelig god til atletik.

Jeg havde forskellige forestillinger om, hvad jeg ville være: forstkandidat, biolog eller politibetjent (kriminalpolitiet).

I de tre år på realskolen, Søndergades Skole i Brønderslev, havde jeg i ferierne forskellige jobs.

Min søster havde fået job på Restaurant Strandpavillonen i Løkken i kaffekøkkenet, og jeg søgte derfor job der. Jeg fik job som parkeringsvagt. Det indebar, at jeg skulle hjælpe gæsterne med at finde en ledig parkeringsplads på en rimelig stor parkeringsplads.

Derudover skulle jeg holde parkeringspladsen ren og sætte flag, de nordiske, og om aftenen tage flagene ned igen.

Når dette var overstået, havde jeg fri.

Lønnen var kost og logi og de drikkepenge gæsterne gav!!

Jeg delte værelse med en anden mand, som var ansat som opvasker.

Det gav egentlig udmærket, folk var ikke nærige, det var fruen i huset derimod! Hende røg jeg hurtigt uklar med og sagde op! Hun forventede, at jeg også hjalp med opvasken! Det var ikke en del af aftalen og så var det ansættelsesforhold slut!

Jeg gik direkte derfra hen på den nærliggende restaurant ”Klitbakken” og spurgte om de manglede arbejdskraft! Det gjorde de og jeg kunne begynde i buffeten dagen efter!

Det var en meget spøjs arbejdsplads. Indehaveren Lundstrøm var meget påholdende og vi skulle gemme servietter, som havde været på bordene, men ikke så brugte ud, lysestumper og hvad der ellers kunne bruges igen – en dyd som vi hylder i vore dage!!

Overtjeneren var bøsse og da jeg ikke ville køre en tur med ham i hans nye Volvo 544, blev han sur på mig og var på nakken af mig resten af min tid på restauranten. (altså ikke bogstaveligt)!!en anden tjener var alkoholiker og så var der diverse sommerafløsere. En lærerig sommerferie!

En anden sommerferie tilbragte jeg som købmand på Svalereden Kro, mellem Frederikshavn og Sæby.

Som bestyrelsesmedlem i Vrensted Ungdomsforening var jeg inviteret med til en årsafslutning for alle ungdomsforeningbestyrelsesmedlemmer og det sluttede på Svalereden Kro. Fin fest med musik og dans. Jeg spottede chefen i løbet af aftenen og spurgte ham om han manglede arbejdskraft i sommerferien. Det gjorde han. Og få dage efter fik jeg et brev (vi havde ikke telefon) at jeg var velkommen til at bestyre købmandsforretningen for sæsonen!

Min lykke var gjort. Jeg skulle selv sørge for indkvartering og fik 1500 kr. i løn for sæsonen!

Jeg tog til Løkken og købte et lille spidstelt og blev kørt til Svalereden Kro af min svoger Poul, som havde taxaforretning. Min mor var også med. Vi havde ikke selv bil.

Dette feriejob var nok noget af det mest udviklende jeg til dato havde haft.

Jeg skulle selv bestille brød hos bageren om aftenen efter hvad jeg forventede jeg kunne sælge dagen efter!

Jeg blev gode venner med bager Birk! Bager Birk havde bageri og forretning i Søndergade i Frederikshavn, han havde en sikker fornemmelse af, hvad jeg kunne sælge, da han havde leveret brød til campingpladsen i årevis.

Om aftenen, når jeg havde lukket købmandsforretningen, gik jeg op i restauranten og hjalp servitricerne, jeg havde jo erfaring som buffist fra Klitbakken. Til gengæld kunne jeg forvente, at mine teltstænger var væltede når servitricerne havde været i byen og kom hjem ud på natten!

Til en campingplads hører naturligvis også en lejrchef. Det var en mand fra Hjørring, som lige var færdig på gymnasiet og derfor skulle tjene nogle penge, inden han skulle starte på tandlægehøjskolen. Han havde arbejdstid fra 07 morgen til 22 aften. Jeg havde arbejdstid fra 07 til 21.

Han havde en Velo-solex!

2-3 gange om ugen kørte vi de ca. 3 km. ind til Sæby til Kildekroen på Veloen for at drikke et par bajere og danse med nogle piger!

Musikken på Kildekroen blev leveret af Kurt Siel og hustru med band.

Kurt Siel havde indspillet en LP plade og have en rigtig god sangstemme, konen spillede trommer

Deres 2 døtre, Tina og Lene har begge haft sangkarrierer.

I 1966 blev jeg færdig med realskolen.

Her slutter de første 18 år af min fortælling. Måske kommer der en fortælling om de næste mange år, som omhandler 4 år i forsvaret – bl.a. som sergent i militærpolitiet og en karriere i toldvæsenet, senere Skat. En kongelig udnævnelse og derfor et besøg hos Dronningen for at takke for udnævnelsen

EN BORGMESTERS SYNSPUNKT

Hvad kan ildsjæle set fra en borgmesters synspunkt?

Borgmester i Hjørring Kommune, Arne Boelt, ser ildsjæles engagement som en nødvendighed for at skabe en positiv forandring i landdistrikterne:

“Det jeg ser, er, at de lokale succeser forekommer der, hvor ildsjæle selv har taget teten og skabt forandring. Ildsjæle og kommune skal arbejde sammen mod fælles mål. Nogle gange kan ildsjælene se nogle ting, som kommunen ikke har blik for. Ildsjælene kan jo godt se, at der sker kun noget, hvis de selv er med og gør en indsats. Og når vi arbejder sammen, kan der opstå stor stolthed over de positive forandringer, vi sammen kan skabe.”

ILDSJÆLE ER DEN VIGTIGSTE INGREDIENS I EN OMRÅDEFORNYELSE

Ildsjæle er kendetegnet ved ikke at definere sig selv som sådan. Ildsjæl er et ord, man sjældent bruger om sig selv, men gerne bruger i anerkendelsen af andre, aktive borgere i lokalsamfundet. Ildsjæle fokuserer oftest på fællesskabet, som de er en del af, og projektet, som de skaber. De kommunale område fornyelseskoordinatorer er derimod hurtige til at pege på markante ildsjæle og fremhæve betydningen af ildsjæles indsats: “Ildsjæle er uundværlige, fordi de kender byen. De ved hvor skoen trykker, og de har visionerne,” siger områdefornyelseskoordinator i Ryslinge, Trine Hedegaard. Og ildsjælene er med til at forankre projekterne og give energi og gejst til at blive ved med at skabe: “Ildsjæles indsats sikrer lokal forankring og engagement, der smitter af på nye projekter. På den måde er ildsjæle den vigtigste ingrediens i en områdefornyelse.”

GENOPDAGELSEN AF DET FRIVILLIGE

Centerleder for Center for frivilligt socialt arbejde, Laust Kristensen, påpeger, hvordan frivilligt arbejde gennem de sidste 100 år har spillet en afgørende rolle i samfundets udvikling. Men med velfærdsstaten blev den frivilliges opgave flyttet over i det store fællesskab, som staten er udtryk for. Laust Kristensen ser en ny tendens forme sig: “Man taler om genopdagelsen af det frivillige. Det er en illusion at tro, at staten kan løse alle problemer, og der er en vigende opbakning til den totale velfærdsstat, der favner alle opgaver – for nogle opgaver løses bedst på andre måder. Hvor det offentlige kan levere universelle løsninger på praktiske udfordringer, kan lokale ildsjæle tilbyde social sammenhængskraft, venskaber og netværk, som kan være mindst lige så vigtige for, at et lokalområde fungerer.”

VRENSTED

En engageret gruppe af ildsjæle har været med hele vejen i omdannelsen af Vrensted. Der er etableret nye vejforløb med små pladser med frugtlund, bænk, skulptur og steder, hvor borgere kan mødes.

lldsjælene komplementerer hinanden og har skabt en god forbindelse til deres bagland og fået bred anerkendelse for beslutninger og forandringer. siger JØRGEN SCHIERUP, ILDSJÆL

OMRÅDE Vrensted, Hjørring Kommune

V I S I O N

Det overordnede formål har været at skabe fysiske forbedringer og forskønnelser i 4 udvalgte landsbyer – heriblandt Vrensted – som styrkede et tidssvarende landsbymiljø således, at byerne fortsat er attraktive at bo i for såvel yngre som ældre indbyggere. Indsatsen har styrket det lokale engagement og sammenhold, inspireret til private initiativer samt inspireret øvrige landsbyer til at sætte fokus på identitet og kvaliteter i lokalmiljøet

En styregruppe (bestående af repræsentanter for kommunens Teknik- og Miljøudvalg og administrationen) er overordnet ansvarlig for områdefornyelsen, mens en projektgruppe (bestående medarbejdere fra Plan & Udvikling og Park & Vej) sikrer fremdriften, inddrager lokale interessenter samt leder gennemførelsen af de enkelte projekter i områdefornyelsen. Herudover findes en Dialoggruppe i hver landsby (lokale borgere og interessenter), der inddrages i projektudviklingen

PROJEKTPERIODE Områdefornyelsen i fire landsbyer gennemførtes i perioden 2009 – 2012

5 pointer

Med udgangspunkt i erfaringer om samarbejdet mellem ildsjæle og kommune.

 

DE GØR DET AF LYST

Ildsjæle motiveres af forskellige projekter og af at bringe egne talenter i spil. Derfor er det afgørende, at de beskæftiger sig med lige netop det, de brænder for.

FÆLLES AKTIVITETER HOLDER ILDEN I GANG

Der kan være lang vej fra idé til realisering, og det kræver tålmodighed at være ildsjæl. Men med enkle greb kan man sikre, at ildsjæle i et projekt holder gejsten – også i de lidt ‘døde’ perioder. Med løbende fejringer af delmål og afvikling af midlertidige aktiviteter kan man holde ilden i gang.

DET AFGØRENDE BINDELED

Områdefornyelseskoordinatorer – de kommunale tovholdere for områdefornyelsen – udgør et afgørende bindeled mellem den offentlige og den civile verden. Gennem en personlig relation til ildsjæle bidrager de til at skabe nærhed mellem kommune og borger.

ILDSJÆLEN SOM KREATIV KRAFT

Tør man sætte ildsjælene fri og som kommune slippe tøjlerne, kan resultatet blive en dynamisk udvikling i lokalmiljøet. Ildsjæle kan ofte give et anderledes blik på et lokalsamfunds muligheder og er ikke bundet af formelle rammer. Ildsjæle gemmer med andre ord på en innovativ og kreativ kraft.

FORANDRING SKER GENNEM FORANKRING

Områdefornyelser skaber dialog og nye relationer mellem mennesker på tværs af lokale skel. Samtidig får ildsjæle gennem udførelse af konkrete projekter i lokalmiljøet en forstærket relation til deres lokalområde. Relationer, som alle er med til at sikre en fortsat indsats og omsorg for stedet, efter en områdefornyelse formelt set er slut.

lldsjæle er meget forskellige. Det er vigtigt at have for øje, for det betyder også, at de motiveres af forskellige tings iger ANNIKA AGGER, LEKTOR VED RUC

Ildsjæle drives oftest af passionen for en specifik sag, og det vil som regel være sagen – og ikke myndigheders agendaer – der motiverer. Derfor er det ikke givet, at lokale ildsjæle orienterer sig efter områdefornyelsens vision og kommunens opgave er at sikre, at ildsjælenes passion og områdefornyelsens vision kan spille sammen og skabe synergi. Med det for øje, er det afgørende, at ildsjæle beskæftiger sig med lige netop dét, der tænder dem i en områdefornyelsesindsats – ellers er der risiko for, at de falder fra undervejs.

Når det er lysten, der driver værket, er det vigtigt at bruge og anerkende hinandens talenter. Nogle motiveres af det praktiske, som for eksempel at dyrke en fælles have eller varetage konkrete renoveringsopgaver, mens andre motiveres af at arbejde med de større, strategiske linjer i et projekt eller at udvikle nye, kreative idéer.

Hvis der er en ambition om, at ildsjæle skal spille en aktiv rolle i forbindelse med en områdefornyelsesindsats, er det derfor vigtigt fra starten at afdække, hvilke borgerdrevne initiativer, der allerede er i gang, og at være lydhør for ildsjælenes input til, hvor det er relevant at tage fat. Samtidig bør man være opmærksom på, hvad der skaber begejstring hos den enkelte. Med en tidlig opmærksomhed på, hvad der tænder ildsjælene i lokalsamfundet, og hvilke initiativer, der allerede har godt fat, er der større chance for et frugtbart samarbejde, der giver værdi for alle parter.

Ildsjæle i områdefornyelsen 2009-2012 i

Vrensted

SAMMEN STÅR VRENSTEDS ILDSJÆLE STÆRKERE

Det tidligere fembenede vejkryds i Vrensted er byens nyeste stolthed: Et farligt trafikalt knudepunkt er omlagt og forskønnet, og fremstår nu langt mere overskueligt for bilister og gående. Samtidig er der skabt fællesarealer med en lang, snoet bænk og lokalt designet skulptur, der lyser op i døgnets mørke timer og får bilister til at løfte foden fra speederen og bemærke den lille by

 

“Det er os, der er Dialoggruppen, men vi er mange flere ildsjæle i Vrensted.” Det er sådan Svend Aage Andersen præsenterer Vrensteds kerne af ildsjæle, der, udover ham selv, består af Jørgen Schierup, Malene Stentoft Sørensen, Ingrid Andresen og Jens Juhl. Svend Aage Andersen er tidligere landmand og har efter eget udsagn boet i Vrensted i en menneskealder. Malene Stentoft Sørensen er uddannet byplanlægger og har med sit personlige engagement og faglige identitet sat tydelige aftryk i forhold til byens udvikling og profil. Hun supplerer: “Ja, vi er Dialoggruppen. Det er os, der bliver ringet til, når kommunen vil noget.”

Dialoggruppen blev nedsat på det første borgermøde i forbindelse med Vrensteds områdefornyelse. Kirsten Munk, projektleder i Hjørring Kommune: “Ildsjælene har har fulgt projektet tæt og været med til at udvikle det. Det er dem, der har lokalkendskabet og derfor dem, der er eksperter i områdefornyelsen i deres by.’ Helle Friis Kristiansen, udviklingskonsulent ved Hjørring Kommune, er enig og uddyber: “Ildsjælene komplementerer hinanden og har skabt en god forbindelse til deres bagland og fået bred anerkendelse for beslutninger og forandringer.”

Ifølge ildsjælene selv er det en nødvendighed for borgere i en lille landsby at investere egen tid og energi, hvis der skal ske noget. “Her laver vi selv de ting, vi gerne vil have. Vi kan ikke vælge frit fra alle hylder, men må selv gøre noget. Der er ikke andre, der gør det for os,” siger Jørgen Schierup, som udover at være lokal ildsjæl også er én af byens tre læger. Han fortsætter: “Fællesskabet kommer ikke af sig selv. Hvis vi ikke selv gør noget i et lille samfund som dette, dør det ud. Den indstilling kommer tydeligt til udtryk i ildsjælenes engagement i at omdanne Vrensteds tidligere skole til Byens Hus; et samlingssted for alle byens aktiviteter. Socialt liv og gode samlingssteder er essentielle for landsbyens fremtid, værdi og attraktivitet.

VRENSTED ER IKKE TIL AT KOMME UDENOM!

Lægehuset ligger ud til det omdannede vejkryds, og Jørgen Schierup er derfor nabo til områdefornyelsens fysiske resultater. Derfor syntes han, at det lå lige for at gå ind i projektet. “Pladsen omkring krydset var alles og ingens. Der var lidt græs, men det blev ikke holdt. Stedet er det første man ser, når man kommer til byen og skulle gerne give et godt indtryk,” forklarer han om sine bevæggrunde for at gå med i projektet.

En anden ildsjæl, Ingrid Andresen, har fulgt byen gennem tiden og bidt mærke i, at der er sket en væsentlig forandring til det bedre: “Før opdagede man som gennemkørende bilist måske ikke engang byen, før man var ude af den igen, men nu – særligt når bænken og skulpturen står oplyst i mørket – giver den et helt andet indtryk. Vi har fået en flot indgang til byen, og vi får meget ros af både beboere og folk udefra.”

 

EN ILDSJÆL BRÆNDER FOR EN SAG

Malene Stentoft Sørensen er gift ind i Vrensteds lokalsamfund og mor til to af landsbyens nyeste generation. Med sin uddannelse som byplanlægger er Malene Stentoft Sørensen en stærk faglig ressource for områdefornyelsen, men hendes personlige engagement er ikke kun professionelt: ”Jeg ville sørge for at skabe et omdrejningspunkt for mine børn, sådan som jeg havde det, da jeg selv var lille. Dengang var det skolen. Den er her ikke mere, men hvad er det så? Det vil jeg gerne være med til at definere og skabe.” Hendes mand er også aktiv og træner gymnastik på byens tidligere skole, hvor en række nye aktiviteter fylder de tidligere klasse – og idrætslokaler, og hvor endnu flere aktiviteter kommer til at rykke ind med skabelsen af Byens Hus. Efter eget udsagn kan Malene Stentoft Sørensen ikke lade være med at deltage i byens udvikling: ”Jeg kan ikke bare sidde derhjemme.” Til gengæld er det vigtigt, at samarbejdet med kommunen fungerer, understreger hun: ”Hvis ildsjæle skulle gøre det hele selv, skulle de jo tage orlov fra deres job. Som ildsjæl kan man ikke gøre noget, hvis ikke man får en håndsrækning oppefra,” siger Malene Stentoft Sørensen: ”Vi skal bare komme med de gode idéer og bidrage med os selv. Herude er det er alfa omega, at kommunen er med til at løfte opgaven. Ellers er jeg bange for at ilden dør ud.”

 

ILDSJÆLE SOM MEDIATORER

Ud for lægehuset er der nu etableret en rund opholdsplads med en markant bænk.

“Bænkens form og udseende adskiller sig fra, hvad vi normalt kan forestille os her i Vrensted, siger Jørgen Schierup om den specielle, snoede bænk.’ Men det er godt, at vi er blevet udfordrede,” fortsætter han og henviser til borgenes indledende  forbehold overfor bænken: ‘Folk i byen syntes, at det var en virkelig mærkelig bænk. Der var vi i Dialoggruppen med til at få stemningen vendt og fungerede på den måde som mediatorer mellem borgere og kommune.”

Ingrid Andresen uddyber: “Jeg kan huske den dag, vi fik tilsagn til bænken, og jeg glad fortalte andre borgere om den. De synes nu godt nok, at den var lidt dyr, og kunne man nu ikke have fået mere for pengene? Men i dag er den ikke alene blevet et samlingssted, men også startsted for mange fælles arrangementer i byen, som for eksempel forårs vandreturene. Folk er glade for den.”

 

FUGLETRÆ OG GADEFORMÆND

På den anden side af krydset – overfor lægehuset og bænken – ligger en lille frugtlund med kirsebærtræer, pæretræer og forskellige æbletræer. Her kan man mødes, plukke frugter og få en snak med sine medborgere. Midt i det grønne område står skulpturen, Fugletræet, der er udarbejdet af den lokale kunstner Bodil Dam. Skulpturens navn refererer til sine omgivelser i frugtlunden såvel som til sin form, der ligner et stiliseret træ med flere fugle på, end vi havde troet, der kunne blive råd til. Fugletræet er et symbol på borgernes velvilje til nye tiltag her i byen.”

Indsamlingen til Fugletræet har resulteret i oprettelsen af gadeformænd, der hver især var ansvarlige for ind – samling på deres egen gade i byen. Organiseringen lever videre og de enkelte gadeformænd er nu ansvarlige for at rapportere forandringer ud til deres naboer og svare på spørgsmål – og så distribuerer de det lokale blad. ”Det er smart, at folk kan deltage i en begrænset opgave. Det aflaster Tordenskjolds soldater og er med til at forankre projekterne,” mener Svend Aage Andersen.

ILDSJÆLE PYNTER PÅ BYEN

Lidt nede ad vejen fra Vrensteds ombyggede kryds ligger den lokale købmand. I købmandsbutikken har byens ildsjæle fået lov at ophænge sedler, der gør opmærksom på de nye projekter i bymiljøet. Indehaver Karina Jensen synes, at ildsjælene og område fornyelsen har pyntet på byen. Hun fortæller: “Det er dejligt, at der sker noget. Der er jo ikke så meget fokus på de små samfund, så de lokale har selv givet deres bidrag. Jeg synes ildsjælene har gjort det godt. Forskellen betyder ifølge Karina Jensen både noget for turisters oplevelse af Vrensted og for de lokales kendskab til hinanden: “Det gør en forskel for turister, der kører igennem byen på vej til Løkken, at det ikke ligner en spøgelsesby,” forklarer hun og fortsætter: “Og bænken er et godt tiltag. Om sommeren har man et sted at sætte sig, man møder flere mennesker på den måde, og så har byens ældre beboere fået et sted at tage et lille hvil.”

Folk i byen syntes, at det var en virkelig mærkelig bænk. Der var vi i Dialoggruppen med til at få stemningen vendt og fungerede på den måde som mediatorer mellem borgere og kommune udtaler JØRGEN SCHIERUP, ILDSJÆL.

ÆBLELAUG UDDELER MOST TIL BYENS BØRN

Én af de særligt saftige gevinster, der er kommet ud af områdefornyelsen, er Vrensteds eget æblelaug. Jørgen Schierup forklarer, hvordan lauget kom i stand: “I kraft af vores deltagelse i områdefornyelsen vidste vi, hvem vi skulle spørge for at få et projekt til at lykkes. Så jeg fandt én, der er interesseret i most, ligesom jeg.” Flere kom til, og sammen startede ildsjælene et æblelaug. “Jeg stod for at søge midler til apparaturet og skrev i det lokale blad, at folk kunne låne det til at lave most mod at give 10 procent af mosten til børnehaven. Det gik rent ind hos både fonde og de lokale. Æblelauget har knyttet bånd mellem folk i byen, og samtidig gør vi noget for børnene,” siger Jørgen Schierup. Svend Aage Andersen, der er tidligere landmand, tilføjer: “Jeg var personligt lidt skeptisk i starten, men vi samlede nedfaldsæbler og fik 25 liter ud af det. Det havde jeg slet ikke forestillet mig.”

 

 

=========================================================

=========================================================

 

=============================================

=========================================================

Billeder fra familien – herre og damefrisører – Magda og Søren Simoni Helledie Sørensen, Vrensted by – ved siden af møbelsnedker Oluf Jensen

 

 

=========================================================

 

 

 

4H Vrensted

 

Lidt mere 4H fra Vrensted i 1966, -67 😊

 

År 2022 v/ Ane Maries Hus

Dilettant i Vrensted forsamlingshus 1974 😊

Søndag den 21. April 1968 var der konfirmation ved pastor Mikkelsen i Vrensted Kirke ,

Herunder 10 billeder malet af Leo Helledie Sørensen, søn af frisør Magda og Simoni Sørensen med salon ved siden af møbelsnedker Oluf Jensen. Billederne hænger i Byens Hus – Forsamlingshuset.

 

år 2021:

 

Huset som Ane Marie og Morten Rørbæk byggede i 1914 og hvor Vrensted-Thise sogneråd holdt deres møder indtil det nye Kommunekontor i Vrensted blev bygget i 1940/41

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

---

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her Keld Martins orkester i 1966 bestod af  f.v. Keld Martin Andersen, Jens Tilsig, Karsten Jørgensen og Per Vandkrog

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Herunder lidt billeder fra Vrensteds Bager Bedholm som alle kendte

Den røde bygning Bager Bedholm med forretning og konditori og bageriet  ligger bagved tv og th. ligger sal der brugtes til sammenkomster efter begravelser m.m. aller bagerst var der hestestald og svinestald, foto ca. 1950

Her Lassen med den berømte kagekone og kagemand

 

Den 1. november 1985 er det slut,  Brødrene Bedholm lukker og slukker i Vrensted – der bliver ingen efterfølger:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Karsten Madsen holder fødselsdag med kagemand fra naboen Bager Bedholm, Jens Otto skærer for tv. Grethe, Jens Jørgen, Jens Otto der skærer for, Bdente, Peter, Karen og Anne Marie og Karsten siddende ved koppen

 

 

 

 

 

 

 

 

Keld Martins orkester fra Vrensted med Keld Martin på

Herunder en billed kavalkade gennem Vrensted by

 

Lidt nostalgi herunder

Her er tidligere dræningsmester Jens Andersen i snak med leder af Vrensted Alderdomshjem Martha Larsen

 

 

Det første bord Erik Koldkjær, Jens Otto Madsen og Bjarne Mikkelsen foto ca. 1951 fra klasselokale i Vrensted Byskole

Så har Jernbanestrækningen Hjørring – Løkken – Aabybro med station i Vrensted eksisteret i 50 år og skal nedlægges. Her kommer skinnebus og lokomotiv for sidste gang til Vrensted Station  i 1963.

 

 

 

 

Ejendom nr. 1 på Bådstedhedevej over for det gamle Kommunekontor Thøgerstedet på Vingevej ca. 1950, Husede udover beboelse, det gamle bibliotek indtil 1959 i den vestre ende, hvor det blev flyttet til den nye skole

 

 

 

Vrenstedvej 474 – vognmand Henry Nielsen

 

 

 

 

 

Herunder nogle billeder af kunstneren Svend Riis Eriksen der er barnefødt i Vrensted forældre var Erik og Fies Riis Eriksen. Fie var en dygtig sangskriver. Bedsteforældrene var den søndre købmand Riis og ægtefælle Johanne Riis.

Ane Maries Hus

 

Byens Hus der såes og plantes forår 2019

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

FORÅR

af Povl Stevns opvokset i Vrensted Præstegård i 1940’erne.

Et lyspunkt i en barsk tid med Corona virus i hele verden marts 2020

​I denne for verden så katastrofale situation, hvor vi på det nærmeste via medierne dagligt bombarderes med tragiske nyheder, må vi ikke glemme at skønne på, hvilke undere, der sker omkring os i naturen lige uden for vores dør i denne skønne forårstid.

​Vi har så mange gode danske sange, der dækker vore årstiders forskelligheder. Nogle er dystre, men hovedparten belyser dog årstidernes positive sider. Selv blev jeg i 1999 grebet af stemningen en skøn forårsmorgen og nedfældede mine tanker og følelser i denne lille forårssang. – Jo, der er heldigvis også noget at glæde sig over.

    Povl Stevns 1999

               ​​​​

 

​​​

---

Gennem årene har der været nogle dygtige sangskrivere i Vrensted. I dag er der flere af sangene der ofte synges ved forskellige lejligheder.

Derfor laves denne side, idet de ikke er trykt i officielle sangbøger – Jeg synes de siger og fortæller så meget om det lille samfund Vrensted

Har jeg overset eller glemt nogle vil jeg gerne have dem tilsendt.

Vrensted-sangen-helt-ny-sang-fra-april-2025-omskrevet

 

Her skrevet af afdøde provst i Vrensted og Thise sogne, Aage Stevns, der under 2. verdenskrig var aktiv modstandsmand og måske skrevet i anledning af hans had til Nazismen.

 

Her er skrevet af afdøde gårdejer Viggo Kragh, der havde en gård på Gl. Byvej  – nu nedrevet-.

 

 

Her også af Viggo Kragh

Her skrevet af afdøde forfatter Knud Holst som bl.a. boede på Søndergaard på Gl. Byvej og Store Knudsgaard ved Trehjørnet

 

Her er i 2019 skrevet af fhv. gårdejer Povl Stevns, Serritslev (søn af Aage Stevns) til genindvielse af Vrensted Kirke og kirkens nye orgel i 2019.

 

Nr. 6 er skrevet af nu afdøde, skomager og ringer og graver ved Vrensted Kirke Niels Christian Gade. Sangen er skrevet på en vagt da han var soldat i Fredericia i 1916. Måske for at få tiden til at gå under de lange vagter.

Melodi: På Sjælland var en pige

 

FORÅR

Et digt skrevet af Povl Stevns i 1999

Et lyspunkt i en barsk tid – marts 2020 med Corona Virus i heleverden -.

​I denne for verden så katastrofale situation, hvor vi på det nærmeste via medierne dagligt bombarderes med tragiske nyheder, må vi ikke glemme at skønne på, hvilke undere, der sker omkring os i naturen lige uden for vores dør i denne skønne forårstid.

​Vi har så mange gode danske sange, der dækker vore årstiders forskelligheder. Nogle er dystre, men hovedparten belyser dog årstidernes positive sider. Selv blev jeg i 1999 grebet af stemningen en skøn forårsmorgen og nedfældede mine tanker og følelser i denne lille forårssang. – Jo, der er heldigvis også noget at glæde sig over.

Min barndom på “Kongsengene” i Vrensted

Fortalt af Lisbeth Christensen (Hansen),  der sammen med sin mand har overtaget Lisbeth` s  barndomshjem på Kongsengene.

Jeg er født og opvokset på Kongsengene,  – min mor og far, Ninna og Søren Hansen drev et mindre landbrug med 14 tønder land,- og med køer, grise, heste og høns. De overtog ejendommen efter min fars forældre i 1943, som havde haft den i 40 år. Der blev senere bygget til stuehuset, så mine bedsteforældre kunne blive boende her indtil deres død i 1943 og 1953.  Lade og kostald er bygget til i 1951. Jeg er den yngste af en søskendeflok på 4, mine søskende er fra 1943, 45 og 47, og jeg fra 1954, så jeg kan kun huske, at min storebror Kai, som er 7 år ældre end mig, har boet herhjemme. Ella og Jørn var fløjet fra reden, de var kommet ud at tjene,  – jeg kan huske, at Jørn var soldat og kom hjem, når han havde orlov, ellers kan jeg ikke huske, han boede herhjemme. Husker at Ella bl.a. tjente hos Kristine og Jens Bach Eriksen på ”Nørgård” i Åsendrup, og at jeg besøgte hende dernede,  – husker hendes lille værelse inde bag køkkenet.

Jeg kom til senere:

 Det føles som om, jeg er vokset op i en tid, hvor der altid var sne om vinteren, og solskin og dejlig varmt om sommeren. Det er sikkert ikke tilfældet, men når jeg tænker tilbage, føles det sådan. Jeg havde en dejlig barndom på Kongsengene, tryg og god og med masser af varme og kærlighed. Min far passede sit landbrug, og mor var hjemmegående husmor, med både blomster-, frugt- og urtehave,       –  og hun hjalp også til i marken, når der var brug for det, og det var vel sådan, det var på de fleste ejendomme herude. Nogle landbrug var lidt større og nogle lidt mindre, men ellers var billedet det samme, en familie der levede af deres landbrug.

Her på Kongsengene var der mange børn, – i næsten hver eneste ejendom var der børn, og vi kunne lege hver eneste dag.  Vi kom og gik hos hinanden, og vi legede hver dag ,  og efter vi startede i skolen, kunne vi lege, når vi kom hjem. Vi var næsten jævnaldrende alle sammen, nogen lidt ældre, og nogen lidt yngre, men det betød ikke så meget, vi havde i det store og hele et godt sammenhold herude.

Det var, foruden os pigers  leg med dukker og påklædningsdukker, ofte de gamle lege som : Antonius, Kluddermutter, Stokken er væltet, Hali Hallo (en boldleg, hvor man også skulle gætte navne eller ord), Hoppe i flyvemaskine, hoppe i langreb/sjippetov, hoppe i elastik, spille bold – her var det de små bolde, vi havde, og når vi havde lært at spille med 4 bolde var det rigtig godt, ellers spillede vi med 2 eller 3 – oftest op af muren eller ladeporten. Vi spillede også med små plastikfigurer og hønseringe (begge dele kunne købes hos Agnes Bak i Vrensted), – vi spillede med figurerne på asfalten, man skulle med sine fingre få dem sendt op i en cirkel tegnet med kridt, og jeg kan stadig huske, hvor ondt det kunne gøre i fingrene, når de næsten var slidt helt til blods i et forsøg på at vinde de andres figurer.

Vi brugte også meget tid på at gå i marken og lede efter glasskår….. ja det lyder måske underligt, men det gjorde vi altså. Der var mange fine skår med flotte farver og mønstre at finde,  vel sagtens fra kopper, tallerkener eller fade, som var gået i stykker og smidt ud på møddingen, som så senere blev kørt ud på marken. Vi var også i  marken og lede efter fugle-reder, og Ellen og jeg gik tit en tur langs markskel og grøftekanter for at finde hjertegræs, som vi plukkede. I dag er hjertegræs desværre væk herude.

 Dukkerne blev der selvfølgelig også leget rigtig meget med, og ligeledes påklædningsdukkerne, som blev samlet og lagt i et gammelt kladdehæfte med en side til hver dukke – og med dukkens navn, jeg har stadig de gamle kladdehæfter liggende, og der er enkelte af dukkerne, jeg husker meget tydeligt og næsten kan fornemme, hvordan legen var. Min mor lavede dukkehus til mig af en gammel appelsinkasse, som blev tapetseret med gamle tapet-rester, og mange af møblerne lavede hun også selv, det var tomme tændstikæsker, der blev limet sammen til eksempelvis sofa eller lænestol, og så syede eller strikkede hun betræk dertil, ligesom hun også syede og strikkede tøj til dukkerne. Jeg havde et fjernsyn til mit dukkehus, tror det var et, min onkel havde lavet, malet sort og med et billede af Bamse, fra ”Bamse og Dukkelise” fra Familie Journalen limet på som skærmbillede. Jeg havde også enkelte købte møbler, – kan huske jeg bl.a. havde et klaver i træ. Min far lavede på et tidspunkt en seng og en slags trækvogn til mine store dukker, og begge dele blev malet i den fineste blå farve. Sengen er gået til, men trækvognen har jeg stadig, ligesom dukkehuset også står gemt på loftet.

Vi havde ikke så mange børnebøger, men vi havde mange Richs album med billeder samlet fra Richs pakkerne (til kaffen), vi havde mange forskellige, men jeg husker især et, det med ”Dyrefabler” med historier som ”Drengen og ulven”, ”Ræven og rønnebærrene” og mange andre, og den dag i dag kan jeg stadig huske mange af historierne, der var en masse gode ”moraler” deri.

 Senere kom rulleskøjterne frem, og dem brugte vi også flittigt, de var med jernhjul, så der var en skøn spektakel, når vi løb på dem.  Der var ikke så meget legetøj til rådighed dengang, men vi klarede os rigtig godt endda, tænker jeg 😊.

I en periode brugte vi meget tid på at sidde i vejkanten og notere bilernes nummerplader, på det tidspunkt var de jo indregistreret efter byen eller den politikreds, de kom fra, men jeg kan da undre mig over, at vi kunne lave de lange lister, som jeg synes, vi havde, for så mange biler kom der da heller ikke på Kongsengene dengang…. Så var det sjovere, når vi skulle besøge mine to ældste søskende, Ella og Jørn, som var flyttet på Als i Sønderjylland, da var det spændende at se, hvor mange forskellige, vi mødte. Rigtig sjovt var det, hvis jeg på Als så en PN eller en PS bil, så var den ”hjemmefra”.

Om sommeren samledes vi børn og unge udenfor om aftenen, enten blev der bare snakket, eller også spillede vi bold, eller hvad vi nu kunne finde på. Det naturlige samlingssted var tit udenfor Aksel Pedersens ejendom, for her var der i siden af vejen stablet de sneskærme, som var sat op på markerne om vinteren, – så her kunne man få en siddeplads. Senere samledes vi også nogen gange i et lille anlæg overfor Jens Krogsgårds ejendom.

Sommeren bød på en masse dejlige oplevelser, både sammen med de andre børn herude, men også sammen med mine forældre. Vi havde tit kaffe og madpakke med i marken, især når vi var henne i ”engen”, og den der følelse af nærhed og tryghed var virkelig dejlig. Og kaffen smagte altid meget bedre henne i marken.

Vi havde ingen fine havemøbler dengang eller en fin terrasse, og det var der for så vidt ingen herude, der havde,  men mor tog nogen gange nogle lænestole og et bord ud om sommeren, hvis vejret var godt, og så blev der drukket kaffe i haven.

Til fastelavn var vi børn ude og rasle, vi havde altid fri fra skole fastelavns-mandag. Vi blev klædt ud i noget gammelt tøj hjemmefra og fik et fastelavnshoved på… en papmache maske, og jeg kan stadig huske, hvordan det var, når vi gik i samlet trop fra ejendom til ejendom med den hjemmelavede raslebøsse, og jeg kan stadig fornemme følelsen af den der papmaske, som begyndte at ”opløses” ved munden….

Om efteråret havde vi ”kartoffelferie”  vel nok fordi vi skulle hjælpe med at ta´ kartofler op…. Jeg husker dog mest vores leg med de grønne kartoffelæbler, som vi satte på en pind, vi havde spidset, og så skulle vi se, hvem der kunne kaste dem længst væk. Det skete også, at vi stegte kartofler i et lille bål.

Vi havde ikke indlagt vand eller varme i min tidlige barndom, vandet fik vi fra en pumpe, der stod nede i bryggerset, og varmen fik vi fra kakkelovnen i stuen, og jeg mindes svagt, at vi havde en kakkelovn i soveværelset også. Når vi skulle i bad, var det i en stor zinkbalje nede i bryggerset med opvarmet vand fra gruekedlen, så jeg er sikker på, at vi ikke kom i bad hverken hver eller hver anden dag. En hverdags vask var vand i en vaskebalje i køkkenet med varmt vand fra kedlen og en vaskeklud.

Vi fik kakkelovnen skiftet ud med centralvarme midt i 60´erne, og fik indlagt vand sidst i 60´erne, hvor vi også fik badeværelse.

 Når der skulle vaskes storvask, var det en hel dags arbejde, – det var et stort og hårdt arbejde. Jeg kan huske, hvordan min mor opholdt sig nede i bryggerset hele den lange dag, – der skulle først koges vand i gruekedlen, som stod i hjørnet nede i bryggerset, og så skulle der vaskes og skylles. Jeg kan huske, at vi på et tidspunkt fik en vaskemaskine, den kunne både vaske og skylle, og så kunne man køre det våde tøj igennem en slags vridemaskine, der sad på vaskemaskinen, det må ha lettet arbejdet en hel del, om end det stadig var hårdt.

Jeg begyndte i 1. klasse i Vrensted skole i august 1961, og da var den forholdsvis ny, den er fra 1959. Min bror Kai nåede at gå deroppe i et år, han havde ellers gået på Østre Skole, som mine andre søskende også gjorde. Det var op på cyklen hver dag for at komme i skole, – og i alt slags vejr…. og om vinteren i mørke og med dynamo-lygten tændt. Jeg kan huske, der var grusvej herude på Kongsengene, og det forekommer mig, at der var det i de første år, jeg gik i skole, men jeg er i tvivl om, hvornår der blev asfalteret herude. Vinteren var ikke altid lige sjov, når vi skulle i skole, og heller ikke de dage, regnen stod ned i stænger, og vi skulle jo afsted i 6 af ugens 7 dage, da var der skolegang om lørdagen også. Da kunne man godt få lidt ondt af det med sig selv, men det var sådan det var. Mor eller far kunne ikke lige køre os, og der var ingen skolebus, så det kunne ikke være anderledes.

 Vi var 15 i klassen, og vi havde fru Vestergård til klasselærer, vi var 4 herude fra Kongsengene, der gik i klasse sammen, – Børge Hyldgård, Ellen Vestergård, Else Pedersen og mig.

 Nu er ”Minister-Tøvdor” nævnt flere steder i Vrensted-historierne, og jeg husker da også tydeligt, at vi var bange for den gamle mand…. Ikke at jeg kan huske, at han havde gjort noget, der skulle kunne gøre os bange, men det var nok mere den der gamle og mørke skikkelse.

I skolen var poesibøger den helt stor dille, jeg kan se, at jeg fik min første poesibog, da jeg var 7 år, og her skrev så skolekammerater, lærere, familie, og på det nærmeste alle man kom i nærheden af, en hilsen – ofte i form af et vers eller anden rim/remse. Det er lidt sjovt at sidde og kigge i de gamle poesibøger, som jeg har liggende i skuffen (jeg har været god til at gemme mine ting, og det er jeg glad for i dag, jeg har en masse gode minder liggende). I 5. klasse skulle vi med skolen på en endagstur til Århus, og jeg kan huske, at min onkel Ejnar var på besøg nogle få dage før, vi skulle afsted, og da han hørte, at vi skulle på tur, gav han mig 5 kr., – hold da op… 5 KR., det var helt vildt, det var virkelig mange penge, syntes jeg, —— og så længe er det jo heller ikke siden…… 😊😊 😊.

Der var ikke så mange herude, der havde biler, så det var ikke så tit, vi kom på udflugt, men jeg synes jeg kan huske, at vi sammen med nogle af nabofamilierne engang havde Slagteren fra Vrensted, som også kørte lidt taxa i sådan et folkevognsrugbrød, til at køre os i Zoologisk Have i Ålborg.

I 1964 var jeg med min mor på ferie på Bornholm, hun havde tre brødre, der var bosat derovre, – alle tre gift med bornholmer-piger. Vi sejlede med færgen Jens Bang fra Ålborg til København, og derfra med Bornholmer-færgen til Rønne.  Det var meget overvældende at være så langt væk hjemmefra, men vi havde en dejlig ferie derovre, og vi har været der mange gange siden, og nyder det hver gang.

Jeg var nogen gange barnepige på Kirsten og Christian Poulsens børn – Linda og Henning,  og jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt fik 3 kr. for det, og det var jo en god skilling dengang.

 Jeg blev konfirmeret i april 1968 i Vrensted kirke af Otto Mikkelsen, og konfirmationsfesten blev holdt herhjemme. Der var inviteret gæster til eftermiddagskaffe og middag om aftenen. Jeg fik 575 kr. og en hel del gaver, – skoletaske, en hvid kuffert, smykker, 3 sølv-skeer, en toilettaske, en kjole, lommetørklæder og en bog. Af de 575 kr. brugte jeg 245 kr. på et nyt ur.

 Jeg gik ud af 7. kl. i Vrensted sommeren 68, hvorefter turen gik til Søndergades Skole i Brønderslev. Vi kunne vælge mellem Løkken skole og Søndergades skole, – vi havde ikke så megen tilknytning til Løkken på det tidspunkt, men meget mere til Brønderslev – vel nok fordi vi havde meget familie dernede, så det var altid der, vi kom. I 1. og 2. real i Brønderslev var der også skolegang om lørdagen, men jeg kan se på gamle skemaer, at i 3. real var lørdagen fri, og det var i 70/71.

 Jeg havde den store fornøjelse at være med til at samle mine gamle klassekammerater fra Vrensted skole tilbage i april 2018, helt nøjagtig den 21. april, hvor det var 50 år siden, vi blev konfirmeret. Det var sjovt at se dem alle sammen igen (eller de fleste, der var enkelte afbud, og en er her desværre ikke mere). Tre er bosat på Sjælland, et par stykker i Århus, og ellers er vi vist mange lokal patrioter, der er blevet i Vrensted eller egnen omkring, Vi var lidt spændte på, om vi nu også havde noget at snakke om efter alle de år, men den tanke blev virkelig gjort til skamme. Snakken gik fra første minut, og der gik ikke mange minutter, før alle var slået over i vendelbo dialekten….. 😊, – det blev en rigtig dejlig dag.

I 1968 havde mine forældre sølvbryllup, og det blev fejret herhjemme med æresport, musik, morgenkaffe, naboer og familie, og fest om aftenen.

Vi fik bil i juli 1970.  Efter jordfordelingen i 1968, hvor far solgte jorden fra, begyndte mor at arbejde som hjemmehjælper, i starten cyklede hun – både i regn og blæst, men det blev for hårdt, så hun tog kørekort, og så købte de en lille bil, – og vores gamle hestestald blev bygget om til garage. Jeg synes, det var så flot, at hun i så sen en alder tog kørekort og begyndte at køre bil.

 Det var sådan, at vi faktisk kendte vore naboers familier ret godt dengang, da der var ofte besøg af familien i weekenden både her og hos de andre herude, og vi kom og gik hos hinanden, selv om der var besøg. Vi var også rigtig meget på ferie hos mostre, fastre og onkler dengang for at lege med kusiner og fætre, og disse kusiner og fætre kom så også på ferie her på Kongsengene, hvor vi så mere eller mindre legede sammen alle sammen. Der var også børnebørn, der kom hjem til bedsteforældrene, som vi kom til at kende rigtig godt, og der var ”dem fra Fyn”… det var Sigrun, Arne og Tages brors børn fra Fyn, de var på ferie heroppe hver sommer, og de var også en del af fællesskabet.

Naboskabet var rigtig godt herude, vores mødre hjalp hinanden ved fødsler og ved sygdom, og ellers hvor der var brug for det. Mændene hjalp hinanden med redskaber til marken, hvor det var muligt. Der blev drukket aftenkaffe, og der blev spillet kort, og de to ting hørte nok nogen gange sammen 😊.  ”Det go´er dælen hulme godt her ue på engen”, ville Henry Andersen muntert ha´ sagt,  – han kom af og til for at høre, hvordan det gik her henne i ”Vestergade”, han boede selv nogle huse længere øst på, altså i ”Østergade” …   – – –   nej det var aldrig kedeligt at bo på Kongsengene 😊.

Der er i det hele taget blevet spillet rigtig meget kort her i huset, ikke bare med naboer, men også med familien – især min fars søskende og min mors brødre. Det fortælles, at når der blev spillet kort, skulle min mor ha´ kaffe og kage klar ude i køkkenet, og så skiftedes de til at gå derud og drikke kaffe, for det skulle de jo også nå at ha´, – og gik det rigtig godt, blev mine søskende sendt op til rutebilen for at stoppe den og sige til chaufføren, at ”faster Helga kommer altså lige om lidt og skal med rutebilen”…. Om det var sådan, ved jeg ikke, men det lyder meget sandsynligt 😊.  Kortspillet smittede af på os børn, vi fik hurtigt lært at spille kort, og når mine ældre søskende var hjemme på besøg, blev der altid spillet kort, – enten 31, 500 eller Olsen, – eller vi  spillede  ”Loppespil”  eller ”Æsel”. I en periode kom naboens Henning herind efter skoletid hver eneste dag, og så vi spillede vi Olsen.

Jeg kan huske, at far nogen gange var til præmiewhist i Vrensted, jeg ved egentlig ikke, om det var på skolen, eller hvor det foregik.

Jeg gik på danseskole i Vrensted, da jeg var 10 år, jeg dansede med vores nabopige Grethe, og til afdansningsballet i 1965 havde jeg fået den flotteste lyserøde tyl-kjole. Vores danselærer hed Jette Johnstad Møller, og det er lidt pudsigt, for efter at vi var flyttet her hjem, gik vi på et tidspunkt til dans i Løkken, og her var det igen – 30 år senere-  Jette Johnstad Møller, der var danselærer. Jeg viste hende en kvittering for betalt danseundervisning i 1965, for den havde jeg selvfølgelig også gemt 😊.

Ellers gik vi til gymnastik i vinter perioden med efterfølgende opvisning i forsamlingshuset om foråret, det var i mange år Solveig Skovridder Eriksen, der stod for gymnastikken, så vidt jeg husker.

Fjernsyn var der kun nogle få herude, der havde, – Niels Sørensen havde et, og Sigrun havde et, så når vi gerne ville se fjernsyn, var vi henne ved Niels og spørge pænt, om vi måtte komme ind og se fjernsyn. Det var vi tit om eftermiddagen, tror det var Lassie og Flintstone, vi så. Der var også en serie, der hed ”Flygtningen”, den var vi meget optaget af, både unge og ældre. De voksne, vores forældre, kom også hos Niels for at se fjernsyn, når der var noget godt at se. Niels var ungkarl, havde altid boet sammen med sine forældre på det lille husmandssted, og jeg tror sådan set, at han nød, når der kom nogen, der gerne ville se fjernsyn. Der kunne være helt fyldt op i Niels´s meget lille stue, når vi var flere familier, der gerne ville se fjernsyn. Vi børn lå på gulvet, og de voksne sad i sofaen og ved spisebordet. Var det en god aften gik Niels  ud og fandt en appelsin eller to, som blev delt, – en sjælden gang fik de voksne kaffe, og så var det en rigtig god aften, så delte vi børn nemlig nogen gange en citron sodavand. Vi fik først fjernsyn i april 1969, og indtil da havde vi klaret os fint med Niels´ fjernsyn 😊. Mine forældre hørte Nyhederne i radioen hver middag i form af ”Pressens radioavis”, så de også kunne følge lidt med i, hvad der foregik ude i den store verden.

Skulle vi bruge telefon, måtte vi også til naboen. Anna og Jens Krogsgård havde den store vægtelefon, kan jeg huske,  så der måtte vi gå hen og spørge om lov til at låne. Senere, i 1967, fik Kjeld Pedersen også telefon i forbindelse med hans post som formand for husmandsforeningen. Det først var i starten af 70´erne, at vi fik telefon herhjemme, i 1972 tror jeg.

Jeg skrev i starten, at det føltes som om, der altid var sne om vinteren….., – vinteren var for så vidt en dejlig tid, bortset fra, når vi måtte kæmpe os igennem sneen nogen gange, når vi skulle i skole, – der skulle ikke så meget til, før vi ikke kunne cykle, og så måtte vi gå. Ellers legede vi meget ude i sneen, de sneskærme, jeg før har omtalt, gav nogle gode – ja bakker er nok så meget sagt, men så store driver, som man kunne muntre sig med. Når tæerne var blevet kolde, og vanterne var blevet våde, og det blev de egentlig ret hurtigt, for det var som regel strik-vanter, måtte man hjem og ha´ dem lagt til tørre på kakkelovnen.  Jeg husker tydeligt vinteren 1969/70, hvor der var så meget sne, at vejen herude var helt lukket, og der lå meterhøje driver overalt, nogle steder næsten helt op til telefontrådene. Så vidt jeg husker, var vores nabo Aksel Pedersen snefoged, han skulle så samle alle mændene herude, og så var det ellers ud med skovlen og grave vejen fri.

Op til jul var vi rundt i samtlige forretninger i Vrensted og få julekalendere, de blev delt ud som en slags reklame vel nok, og jeg kan huske, at jeg har haft rigtig mange hængt op på væggen på mit værelse, – en fra slagteren, en fra købmanden, en fra Brugsen o.s.v.

Der blev slagtet gris, der blev kogt grønkål, og der blev bagt småkager og kogt klejner, og pyntet op.

Vores juleaften var hyggelig og dejlig, – jeg fik lov til at pynte juletræet den 24. om formiddagen, og vi var samlet hele familien. I en periode var jeg altid juleaften, hen på aftenen, lige en hurtig tur inde ved Kirsten og Chr. Poulsen, jeg var nok inde for at se, hvad Linda og Henning havde fået i julegave.   4.Juledag var vi til juletræsfest i forsamlingshuset om aftenen, og hvilken juletræsfest… det store træ, de levende lys og pynten, det var næsten helt magisk. Efter dansen om juletræet fik vi poser med slik, pebernødder og et æble,  og derefter spillede  ”Charles´s orkester” op til sanglege og dans.

Nytårsaften var vi børn altid ude og lave løjer først på aftenen. Niels Sørensen, som vi så fjernsyn hos, var i mange år herhjemme hos os og fejre nytårsaften, mine søskende var her, og familien fra Tolne var her også hver år, så der var liv og glade dage, – tit skete det, at der også kom nogen henne fra Henry Andersen hen på aftenen,  så det var altid festligt.

Vi lavede glidebaner på vejen (der kom ikke så mange biler dengang…) og på den is, der var på markerne, og vi gjorde et noget sølle forsøg på at stå på skøjter… det var de skøjter, der skulle skrues på gummistøvlerne, og jeg mindes en øm bagdel engang imellem, når vi faldt på den glatte is.

Der var en stor grøft lige her udenfor, den løb langs Kjelds vej, under vejen og hen langs vores ejendom, og ned mellem Aksels ejendom og vores, for at løbe ned i den lidt større bæk, Rørbæk. Den grøft gav mange oplevelser, både gode og dårlige…. Skulle vi over grøften henne ved stuehuset, var det ad en smal bro, – og den grøft er jeg faldet i flere gange. Jeg kan huske, at jeg havde fået en fin ny olivengrøn vinterjakke med noget hvidt pels-for i, og en morgen, da jeg skulle i skole, og skulle over broen, faldt jeg i grøften, og bagefter var pelsforet ikke hvidt længere ! Da var jeg godt nok ked af det.  Jeg faldt også i en sommer, og der var masser af brændenælder på grøftekanten, så det var heller ikke sjovt. Grøften kunne heldigvis bruges til andet end at falde i…. vi børn fangede masser af haletudser, som vi så puttede i syltetøjsglas (fyldt op med vand fra grøften), og vi prikkede omhyggeligt hul i låget, så de kunne få luft.  Grøften blev rørlagt og dækket til i 1968. På billedet nedenunder fra først i 60´erne kan man se grøften og den lille bro.

Mange af os børn herude var med i 4-H, man kunne vælge forskellige områder at arbejde med, -husholdning, have og husdyr tror jeg, der var. Jeg havde i mange år Husholdning som mit område, jeg skulle bage eller lave mad, og så skulle jeg føre en slags log-bog over det. Der kom en konsulent ud og skulle se, når vi bagte eller lavede mad. Om efteråret var der 4-H fest i forsamlingshuset, hvor vi skulle udstille et eller andet indenfor vores område samt vores mapper, og så blev der bedømt og uddelt præmier, – ofte noget sølvtøj af en slags, skeer eller gafler. Til 4-H festerne var der musik og dans.

Vi var vel mere eller mindre selvforsynende herude dengang, – grisen blev slagtet, mælk fik vi fra køerne, vi havde jersey køer, så det var en god mælk, hvor der blev en god tyk fløde fra, jeg kan stadig huske fornemmelse af at skumme den tykke fløde af en skål mælk. Æg fra hønsene, og bær, frugt og grøntsager havde vi i haven. Jeg kan stadig se hylderne i spisekammeret for mig – fyldt op med saft og marmelade, som mor havde lavet af sommerens høst. Når vi havde slagtet, kom noget af kødet, måske flæsket, i saltlage, og resten op i frysehuset til Else, pakket ind i brunt papir og med en lille seddel på, og hvor vi havde tilsvarende seddel herhjemme i et lille hæfte, så når vi skulle ha´ en flæskesteg om søndagen, måtte vi ha´ en seddel med op til Else, og så gik hun ind i fryserummet efter pakken. Jeg kan stadig se hende for mig, den lille kone i træskostøvler og i en stor, tyk, ulden frakke, der lukkede den tykke dør op ind til fryserummet. Jeg kan ikke huske, hvor længe det eksisterede som frysehus, – i -68 kan jeg huske, at vi stadig afleverede og hentede pakker i frysehuset, men jeg husker ikke, hvor længe vi blev ved derefter.

Mælken blev leveret til mejeriet i Vrensted, og ofte var vi omkring mejeriet på vej hjem fra skole for at få mælkepengene med hjem, de lå godt i en brun kuvert med navn og nr. udenpå. Jeg synes kun, at jeg kan huske, at det var vognmand  Henry Nielsen, der i sin lastbil hentede mælk herude,  -det må virkelig ha´ været hårdt arbejde at skulle løfte alle de tunge mælkespande op på ladet af lastbilen. Mine søskende husker, at Jens Krogsgård – eller vist en karl derhenne fra-  kørte mælk her med hestevogn, men det synes jeg ikke, at jeg kan huske. Jeg kan godt huske Henry Nørlev med hest og mælkevogn, men kan ikke huske, om han kørte herude.

De æg, vi ikke selv brugte, blev leveret til Brugsen i Vrensted i de der store trækasser – bakker  med 25 æg i hver, som så blev stablet i trækasserne. Pengene vi fik for æg blev sikkert brugt til at handle for i Brugsen.

Bager-Peter kom i sin lille, gule varebil rundt på brødtur en gang om ugen . Han havde så bilen fyldt med brød og kager, især wienerbrød, som vi kunne købe. Jeg kan stadig se for mig, når han kom ind med bakken med brød og spurgte, om vi skulle ha ´noget i dag…. Franskbrød bagte min mor selv, så det var måske rugbrød , vi købte, eller en sjælden gang wienerbrød, og så var der glade dage, det var nemlig sjældent, vi ellers fik det. Far og Bager-Peter havde altid godmodige drillerier kørende, og jeg kan huske, at far tit sagde til Peter: ”Ja så´n en bette kage der kan vel ikke koste mere end 5 øre” 😊

Selv en frisør havde vi herude…. Vores nabo Aksel var ikke frisør, men han var dygtig med en saks og barbertrimmer, eller hvad den nu hedder, så han klippede en hel del herude, især mændene, – curler og krøller gav han sig dog ikke i kast med 😊 – min far blev altid klippet hos Aksel, – og jeg fik klippet pandehår, når det trængte. Jeg kan endda huske, at selv efter at Aksel var flyttet til Ingstrup, var vi på besøg hos Else og Aksel en aften, og det var midt i 70´erne, for far skulle klippes hos Aksel.

 Samme Aksel var en lun fyr og lidt af en spøgefugl, jeg kan huske et år til nytårsaften, da kom Aksel med en høne og satte den ind i gangen her, så det blev der meget sjov ud af.

Dagligvarer handlede vi for det meste hos købmand Lassen (Carl Larsen) oppe på Vrensted Østre Hede, det var en rigtig gammeldags butik, ja sådan tænkte jeg selvfølgelig ikke dengang, for det var jo sådan det var, men når jeg tænker tilbage, er det sådan en købmandsforretning, vi i dag besøger som museum mange steder, og det føles virkelig, som om det er 100 år siden, jeg var barn… 😊. Disken stod midt i butikken, og bagved var der hylder med diverse ting, – for enden af disken var der et glasskab, og så vidt jeg husker, var der ost deri. Ellers havde Lassen lidt af hvert, foruden kolonialvarer også glas, porcelæn m.m., og til jul havde han de flotteste julekalendere, husker jeg, nogen endda med lidt sølvglimmer på, det var fine sager. Når der skulle handles, kom mors store, solide flettede kurv bagpå cyklen, og så gik turen op til købmand Lassen. Om vinteren blev kurven bundet fast på en slæde, hvis der var sne, og vejen var glat. Den selv samme kurv har jeg stående i dag som aviskurv, – som et kært minde fra en dejlig tid. Rutebilen fra Løkken til Brønderslev havde stoppested ved købmand Lassen, man kunne sende pakker med rutebilen, så satte Lassen et flag ud i døren, og så vidste rutebils-chaufføren, at der var pakker, der skulle med. Skulle man med rutebilen, gik man indenfor i butikken og ventede, til rutebilen kom. Carl Larsen og hans kone Asta havde butikken i 38 år og lukkede i 1971. Købmand Lassen var over de 80, da han gik på velfortjent pension.

Arbejdet i marken foregik med hest og redskaber spændt efter, vi havde også hest, men fik i 1965 eller 66 en lille Ferguson traktor, og det var nye tider…., min var var stolt og glad for sit nye køretøj. De fleste herude havde hest i min tidlige barndom, men nogen skiftede så hesten ud med sådan en lille traktor. Vores genbo Kjeld Pedersen holdt sig til sine heste i den tid, han drev landbrug, og helt op i midt 80´erne høstede han stadig med selvbinder, det blev dog senere overtaget af maskinstationen, men ellers holdt Kjeld sig til sine to nordbagger, så da vi kom hjem i 1987, kunne jeg stadig opleve, at Kjeld gik i marken med sine heste, og det var simpelthen en lise for sjælen at se ham gå der, stille og roligt gik han op og ned ad marken, og engang imellem stoppede han og skulle lige ha´ piben tændt. Mine børn, især Simon, som var 5 år på det tidspunkt, fik lov til at være med Kjeld i marken, og det var ikke enhver forundt at få lov til at opleve det på den måde dengang, – at være med i det virkelige liv.

Postvæsenet dengang var unægtelig noget anderledes, end det er i dag. Hedemann var post her på Kongsengene, og det foregik i rigtig mange år på cykel – i al slags vejr. Der var stort set post hver dag dengang, og man kunne betale regninger hos posten, pengene til regningen + regningen blev lagt på bryggersbordet, så hvis der ikke lige var nogen hjemme, klarede Hedemann det også endda. Min mor havde den aftale med posten, at hvis hun skulle ha´ bud med, bandt hun et mønstret halstørklæde ud på telefonspælen ude ved vejen, og så vidste Hedemann, at han skulle komme ind, hvis der ellers ikke var noget den dag. Allerbedst var det, når der engang imellem kom en pakke fra Daells Varehus, en stor brun papkasse, så var der glæde i det lille hjem. Da skrev man jo efter lidt af hvert… det var fortrinsvis tøj, men også meget andet, f.eks. julepynt, legetøj og slik…. Jeg har to dåser stående, hvori der engang har været bolcher fra Daells Varehus.

 Mange informationer og hilsner var jo også pr. brev dengang, jeg kan huske, at da min bror Jørn og hans kone fik deres første barn, Marianne i 1967, da kom der brev fra Jørn, at nu havde de fået den lille pige, og det var jo vel at mærke nogle dage efter, at hun var født. I dag ved alle, når et barn ser dagens lys, og de ved det i løbet af få minutter og endda med billede. Jeg kan også huske i forbindelse med min konfirmation, hvordan der kom breve fra onkler og fastre, at de gerne ville komme til festen.

Min storebror Kai købte midt i 60´erne en grammofon, en rejsegrammofon, den lignede en lille blå kuffert, og jeg tror den første plade, han købte, var ”Lille fregnede Louise”, – jo nu var vi sørme blevet moderne herhjemme, og hold da op som vi spillede musik, for der kom selvfølgelig flere og flere plader til. Jeg fik selv en af de der store spolebåndoptagere sidst i 60´erne, og jeg skal da lige love for, at der var musik her, og sikken et fremskridt at man kunne optage musik fra radioen, men man skulle lige huske at tie stille, for når man optog, kom alt med…. Ellers var det transistorradioen, der kørte med ”Efter skoletid”, Dansktoppen eller om aftenen ”Radio Luxemborg”.  Søndag middag hørte vi altid ”Ønskekoncert”, og senere kom ”Palmehaven” til fredag aften, tror jeg, det var.

Vi delte i mange år avis med vores naboer Kirsten og Chr. Poulsen, – når den var læst, blev den afleveret på bryggersbordet hos naboen, tror vi skiftedes lidt til at få den først. Døren var aldrig låst, hverken det ene eller det andet sted, heller ikke selv om vi var væk en hel dag, – at nogen skulle finde på at gå ind i ulovligt ærinde, var vist slet ikke i tankerne dengang…   Jeg kan huske, at vi på et tidspunkt skulle hente avisen i en bageovn, der stod i siden af vejen, der hvor Bodil Haugård nu bor, så vores avis var altid ” ny og varm”. Vendsyssel Tidendes avisbil leverede en del aviser der i bageovnen, og så hentede vi hver især vores avis.

      Go´e gamle Kongsengene 😊

I sommerferien var der altid masser af liv her i huset, Ella og Jørn var hjemme på ferie fra Als, og alle tre søskendes børn var her altid på ferie om sommeren,  – og jeg kan nogen gange her bagefter tænke,  gad vide hvor vi fandt alle de sovepladser…., men det gjorde vi, og jeg husker det på ingen måde som et problem. Til højtiderne var de også hjemme på ferie. Ella flyttede hjem med sin familie i 1971, men Jørn er blevet boende dernede.

Efter realeksamen i 1971 fik jeg arbejde i en Røde Kors børnehave i Brønderslev, jeg arbejdede hver dag fra 8-17, med 1 times middagspause, og hver anden lørdag til kl. 13. Jeg var med rutebilen hver dag. I 1971 var arbejdstiden 41,75 timer om ugen. Min første løn var på 774,00 kr., udbetalt 691,87 kr., som revisoren for børnehaven kom med i kontanter i en kuvert, – senere blev det til, at vi fik en check. Jeg ville gerne være pædagog, og dengang skulle man samle point for at komme ind på seminariet, d.v.s.  jeg skulle prøve lidt forskelligt, så det blev efterfølgende arbejde i bl.a. vuggestue, bh.- klasse, fabrik og på højskole, inden jeg i 1975 kom ind på Socialpædagogisk Seminarium i Ålborg, og i 1978 var jeg færdig som børneforsorgspædagog, som det hed dengang.

Min far døde i 1978, og i 1987 købte mor et mindre hus tættere på Vrensted . Vi, -Ove, Simon på 5 år, Ditte på 3 mdr. og jeg (siden kom Anne Dorte til i 1993) flyttede hjem på Kongsengene i april 1987, og det føltes virkelig som at komme hjem, – hjem til et hus hvor jeg kendte alle hjørner og kroge, kendte dørens knirken og hver et træ udenfor, omgivelserne og naboerne. Naboer som også var her, da jeg var herhjemme som barn, så det føltes trygt og godt. Det var naboer, som jeg havde fulgt op igennem livet både til hverdag og fest, og det var en stor glæde, at vi blev inviteret med til mange runde fødselsdage og andre mærkedage, hvor jeg så fik lejlighed til at hilse på hele deres familie igen. Det var naboer, som jeg senere kunne følge det sidste stykke vej, – det har føltes godt på en eller anden måde.

 Vi renoverede huset, – stalden blev lavet til værelser, et lille spisekammer og badeværelse, og der blev lavet nyt køkken (med gangen lagt til).  De søm, som min gynge hang i nede i stalden, da jeg var helt lille, sidder stadig i bjælken nede i gangen ved værelserne, jeg nænnede ikke, at de skulle tages ud og smides væk. Ligeledes sidder fars hylde til hans ”barberkasse”  stadig i køkkenet, en lille hjemmelavet hylde slået op under bjælken, og på den stod kassen med barbergrejet altid.

Vores børn kom i skole i Vrensted, og senere til Løkken,  Brønderslev, – og Hjørring, – de uddannede sig siden i hver deres retning og fik gode uddannelser, så det er dejligt, at de er ”kommet godt i vej” 😊.  Da jeg på et tidspunkt fortalte børnebørnene, at da jeg var på deres alder, havde vi hverken badeværelse, fjernsyn eller telefon, kom det prompte fra den ældste af drengene på 14:                    ”For h…… farmor,   – seriøst ??? ”,   og ja ….  jeg synes også, det lyder som om, det er 100 år siden, men det var sådan det var, og jeg synes, jeg havde en dejlig barndom.

Jeg synes, vi levede et godt liv herude, enkelt og nøjsomt, -der var måske ikke altid så meget at gøre godt med, men der var nok, og der var måske ikke altid så meget plads, men der var plads nok.  Alle svarede enhver sit, og vi lærte at passe på vores ting – og på hinanden. Der var en nærhed og et fællesskab her, og det var skønt at være en del af.

Kongsengene og vores forældre har gjort det godt, vi er i hvert fald 4-5 stykker, der er tilbage i vores hjem, og det må være et udtryk for, at her er godt at være 😊.

Jeg har heldigvis stadig en hel del kontakt med de ”børn”, jeg voksede op sammen med herude, og det er dejligt, når vi sammen kan mindes de gode gamle dage.

Jeg har desværre ikke så mange” livliner” tilbage herude ….. Jeg har heldigvis stadig Karen (Pedersen), som er 91 år, og det er dejligt at kunne spørge hende om noget herude fra, for hun husker rigtig godt og rigtig meget. ”Jeg kan godt nok kun huske tilbage til 1951”, siger Karen (de flyttede herud i 51), men det er rigeligt til mig, det er så fint. Vi får tit en snak om gamle dage, og hun var såmænd med til at tage imod mig engang for mange år siden 😊.

I sommeren 1989 arrangerede vi, sammen med Grethe og Ib, ”gadefest” herude. Det foregik her i vores lade, som var blevet støvet af og fejet i dagens anledning, og der var heldigvis rigtig mange, der tog imod invitationen, og vi havde en hyggelig og sjov aften. Det blev starten på mange flere gadefester herude hver sommer, hvor vi skiftedes til at holde det.