Min barndom på “Kongsengene” i Vrensted

Fortalt af Lisbeth Christensen (Hansen),  der sammen med sin mand har overtaget Lisbeth` s  barndomshjem på Kongsengene.

Jeg er født og opvokset på Kongsengene,  – min mor og far, Ninna og Søren Hansen drev et mindre landbrug med 14 tønder land,- og med køer, grise, heste og høns. De overtog ejendommen efter min fars forældre i 1943, som havde haft den i 40 år. Der blev senere bygget til stuehuset, så mine bedsteforældre kunne blive boende her indtil deres død i 1943 og 1953.  Lade og kostald er bygget til i 1951. Jeg er den yngste af en søskendeflok på 4, mine søskende er fra 1943, 45 og 47, og jeg fra 1954, så jeg kan kun huske, at min storebror Kai, som er 7 år ældre end mig, har boet herhjemme. Ella og Jørn var fløjet fra reden, de var kommet ud at tjene,  – jeg kan huske, at Jørn var soldat og kom hjem, når han havde orlov, ellers kan jeg ikke huske, han boede herhjemme. Husker at Ella bl.a. tjente hos Kristine og Jens Bach Eriksen på ”Nørgård” i Åsendrup, og at jeg besøgte hende dernede,  – husker hendes lille værelse inde bag køkkenet.

Jeg kom til senere:

 Det føles som om, jeg er vokset op i en tid, hvor der altid var sne om vinteren, og solskin og dejlig varmt om sommeren. Det er sikkert ikke tilfældet, men når jeg tænker tilbage, føles det sådan. Jeg havde en dejlig barndom på Kongsengene, tryg og god og med masser af varme og kærlighed. Min far passede sit landbrug, og mor var hjemmegående husmor, med både blomster-, frugt- og urtehave,       –  og hun hjalp også til i marken, når der var brug for det, og det var vel sådan, det var på de fleste ejendomme herude. Nogle landbrug var lidt større og nogle lidt mindre, men ellers var billedet det samme, en familie der levede af deres landbrug.

Her på Kongsengene var der mange børn, – i næsten hver eneste ejendom var der børn, og vi kunne lege hver eneste dag.  Vi kom og gik hos hinanden, og vi legede hver dag ,  og efter vi startede i skolen, kunne vi lege, når vi kom hjem. Vi var næsten jævnaldrende alle sammen, nogen lidt ældre, og nogen lidt yngre, men det betød ikke så meget, vi havde i det store og hele et godt sammenhold herude.

Det var, foruden os pigers  leg med dukker og påklædningsdukker, ofte de gamle lege som : Antonius, Kluddermutter, Stokken er væltet, Hali Hallo (en boldleg, hvor man også skulle gætte navne eller ord), Hoppe i flyvemaskine, hoppe i langreb/sjippetov, hoppe i elastik, spille bold – her var det de små bolde, vi havde, og når vi havde lært at spille med 4 bolde var det rigtig godt, ellers spillede vi med 2 eller 3 – oftest op af muren eller ladeporten. Vi spillede også med små plastikfigurer og hønseringe (begge dele kunne købes hos Agnes Bak i Vrensted), – vi spillede med figurerne på asfalten, man skulle med sine fingre få dem sendt op i en cirkel tegnet med kridt, og jeg kan stadig huske, hvor ondt det kunne gøre i fingrene, når de næsten var slidt helt til blods i et forsøg på at vinde de andres figurer.

Vi brugte også meget tid på at gå i marken og lede efter glasskår….. ja det lyder måske underligt, men det gjorde vi altså. Der var mange fine skår med flotte farver og mønstre at finde,  vel sagtens fra kopper, tallerkener eller fade, som var gået i stykker og smidt ud på møddingen, som så senere blev kørt ud på marken. Vi var også i  marken og lede efter fugle-reder, og Ellen og jeg gik tit en tur langs markskel og grøftekanter for at finde hjertegræs, som vi plukkede. I dag er hjertegræs desværre væk herude.

 Dukkerne blev der selvfølgelig også leget rigtig meget med, og ligeledes påklædningsdukkerne, som blev samlet og lagt i et gammelt kladdehæfte med en side til hver dukke – og med dukkens navn, jeg har stadig de gamle kladdehæfter liggende, og der er enkelte af dukkerne, jeg husker meget tydeligt og næsten kan fornemme, hvordan legen var. Min mor lavede dukkehus til mig af en gammel appelsinkasse, som blev tapetseret med gamle tapet-rester, og mange af møblerne lavede hun også selv, det var tomme tændstikæsker, der blev limet sammen til eksempelvis sofa eller lænestol, og så syede eller strikkede hun betræk dertil, ligesom hun også syede og strikkede tøj til dukkerne. Jeg havde et fjernsyn til mit dukkehus, tror det var et, min onkel havde lavet, malet sort og med et billede af Bamse, fra ”Bamse og Dukkelise” fra Familie Journalen limet på som skærmbillede. Jeg havde også enkelte købte møbler, – kan huske jeg bl.a. havde et klaver i træ. Min far lavede på et tidspunkt en seng og en slags trækvogn til mine store dukker, og begge dele blev malet i den fineste blå farve. Sengen er gået til, men trækvognen har jeg stadig, ligesom dukkehuset også står gemt på loftet.

Vi havde ikke så mange børnebøger, men vi havde mange Richs album med billeder samlet fra Richs pakkerne (til kaffen), vi havde mange forskellige, men jeg husker især et, det med ”Dyrefabler” med historier som ”Drengen og ulven”, ”Ræven og rønnebærrene” og mange andre, og den dag i dag kan jeg stadig huske mange af historierne, der var en masse gode ”moraler” deri.

 Senere kom rulleskøjterne frem, og dem brugte vi også flittigt, de var med jernhjul, så der var en skøn spektakel, når vi løb på dem.  Der var ikke så meget legetøj til rådighed dengang, men vi klarede os rigtig godt endda, tænker jeg 😊.

I en periode brugte vi meget tid på at sidde i vejkanten og notere bilernes nummerplader, på det tidspunkt var de jo indregistreret efter byen eller den politikreds, de kom fra, men jeg kan da undre mig over, at vi kunne lave de lange lister, som jeg synes, vi havde, for så mange biler kom der da heller ikke på Kongsengene dengang…. Så var det sjovere, når vi skulle besøge mine to ældste søskende, Ella og Jørn, som var flyttet på Als i Sønderjylland, da var det spændende at se, hvor mange forskellige, vi mødte. Rigtig sjovt var det, hvis jeg på Als så en PN eller en PS bil, så var den ”hjemmefra”.

Om sommeren samledes vi børn og unge udenfor om aftenen, enten blev der bare snakket, eller også spillede vi bold, eller hvad vi nu kunne finde på. Det naturlige samlingssted var tit udenfor Aksel Pedersens ejendom, for her var der i siden af vejen stablet de sneskærme, som var sat op på markerne om vinteren, – så her kunne man få en siddeplads. Senere samledes vi også nogen gange i et lille anlæg overfor Jens Krogsgårds ejendom.

Sommeren bød på en masse dejlige oplevelser, både sammen med de andre børn herude, men også sammen med mine forældre. Vi havde tit kaffe og madpakke med i marken, især når vi var henne i ”engen”, og den der følelse af nærhed og tryghed var virkelig dejlig. Og kaffen smagte altid meget bedre henne i marken.

Vi havde ingen fine havemøbler dengang eller en fin terrasse, og det var der for så vidt ingen herude, der havde,  men mor tog nogen gange nogle lænestole og et bord ud om sommeren, hvis vejret var godt, og så blev der drukket kaffe i haven.

Til fastelavn var vi børn ude og rasle, vi havde altid fri fra skole fastelavns-mandag. Vi blev klædt ud i noget gammelt tøj hjemmefra og fik et fastelavnshoved på… en papmache maske, og jeg kan stadig huske, hvordan det var, når vi gik i samlet trop fra ejendom til ejendom med den hjemmelavede raslebøsse, og jeg kan stadig fornemme følelsen af den der papmaske, som begyndte at ”opløses” ved munden….

Om efteråret havde vi ”kartoffelferie”  vel nok fordi vi skulle hjælpe med at ta´ kartofler op…. Jeg husker dog mest vores leg med de grønne kartoffelæbler, som vi satte på en pind, vi havde spidset, og så skulle vi se, hvem der kunne kaste dem længst væk. Det skete også, at vi stegte kartofler i et lille bål.

Vi havde ikke indlagt vand eller varme i min tidlige barndom, vandet fik vi fra en pumpe, der stod nede i bryggerset, og varmen fik vi fra kakkelovnen i stuen, og jeg mindes svagt, at vi havde en kakkelovn i soveværelset også. Når vi skulle i bad, var det i en stor zinkbalje nede i bryggerset med opvarmet vand fra gruekedlen, så jeg er sikker på, at vi ikke kom i bad hverken hver eller hver anden dag. En hverdags vask var vand i en vaskebalje i køkkenet med varmt vand fra kedlen og en vaskeklud.

Vi fik kakkelovnen skiftet ud med centralvarme midt i 60´erne, og fik indlagt vand sidst i 60´erne, hvor vi også fik badeværelse.

 Når der skulle vaskes storvask, var det en hel dags arbejde, – det var et stort og hårdt arbejde. Jeg kan huske, hvordan min mor opholdt sig nede i bryggerset hele den lange dag, – der skulle først koges vand i gruekedlen, som stod i hjørnet nede i bryggerset, og så skulle der vaskes og skylles. Jeg kan huske, at vi på et tidspunkt fik en vaskemaskine, den kunne både vaske og skylle, og så kunne man køre det våde tøj igennem en slags vridemaskine, der sad på vaskemaskinen, det må ha lettet arbejdet en hel del, om end det stadig var hårdt.

Jeg begyndte i 1. klasse i Vrensted skole i august 1961, og da var den forholdsvis ny, den er fra 1959. Min bror Kai nåede at gå deroppe i et år, han havde ellers gået på Østre Skole, som mine andre søskende også gjorde. Det var op på cyklen hver dag for at komme i skole, – og i alt slags vejr…. og om vinteren i mørke og med dynamo-lygten tændt. Jeg kan huske, der var grusvej herude på Kongsengene, og det forekommer mig, at der var det i de første år, jeg gik i skole, men jeg er i tvivl om, hvornår der blev asfalteret herude. Vinteren var ikke altid lige sjov, når vi skulle i skole, og heller ikke de dage, regnen stod ned i stænger, og vi skulle jo afsted i 6 af ugens 7 dage, da var der skolegang om lørdagen også. Da kunne man godt få lidt ondt af det med sig selv, men det var sådan det var. Mor eller far kunne ikke lige køre os, og der var ingen skolebus, så det kunne ikke være anderledes.

 Vi var 15 i klassen, og vi havde fru Vestergård til klasselærer, vi var 4 herude fra Kongsengene, der gik i klasse sammen, – Børge Hyldgård, Ellen Vestergård, Else Pedersen og mig.

 Nu er ”Minister-Tøvdor” nævnt flere steder i Vrensted-historierne, og jeg husker da også tydeligt, at vi var bange for den gamle mand…. Ikke at jeg kan huske, at han havde gjort noget, der skulle kunne gøre os bange, men det var nok mere den der gamle og mørke skikkelse.

I skolen var poesibøger den helt stor dille, jeg kan se, at jeg fik min første poesibog, da jeg var 7 år, og her skrev så skolekammerater, lærere, familie, og på det nærmeste alle man kom i nærheden af, en hilsen – ofte i form af et vers eller anden rim/remse. Det er lidt sjovt at sidde og kigge i de gamle poesibøger, som jeg har liggende i skuffen (jeg har været god til at gemme mine ting, og det er jeg glad for i dag, jeg har en masse gode minder liggende). I 5. klasse skulle vi med skolen på en endagstur til Århus, og jeg kan huske, at min onkel Ejnar var på besøg nogle få dage før, vi skulle afsted, og da han hørte, at vi skulle på tur, gav han mig 5 kr., – hold da op… 5 KR., det var helt vildt, det var virkelig mange penge, syntes jeg, —— og så længe er det jo heller ikke siden…… 😊😊 😊.

Der var ikke så mange herude, der havde biler, så det var ikke så tit, vi kom på udflugt, men jeg synes jeg kan huske, at vi sammen med nogle af nabofamilierne engang havde Slagteren fra Vrensted, som også kørte lidt taxa i sådan et folkevognsrugbrød, til at køre os i Zoologisk Have i Ålborg.

I 1964 var jeg med min mor på ferie på Bornholm, hun havde tre brødre, der var bosat derovre, – alle tre gift med bornholmer-piger. Vi sejlede med færgen Jens Bang fra Ålborg til København, og derfra med Bornholmer-færgen til Rønne.  Det var meget overvældende at være så langt væk hjemmefra, men vi havde en dejlig ferie derovre, og vi har været der mange gange siden, og nyder det hver gang.

Jeg var nogen gange barnepige på Kirsten og Christian Poulsens børn – Linda og Henning,  og jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt fik 3 kr. for det, og det var jo en god skilling dengang.

 Jeg blev konfirmeret i april 1968 i Vrensted kirke af Otto Mikkelsen, og konfirmationsfesten blev holdt herhjemme. Der var inviteret gæster til eftermiddagskaffe og middag om aftenen. Jeg fik 575 kr. og en hel del gaver, – skoletaske, en hvid kuffert, smykker, 3 sølv-skeer, en toilettaske, en kjole, lommetørklæder og en bog. Af de 575 kr. brugte jeg 245 kr. på et nyt ur.

 Jeg gik ud af 7. kl. i Vrensted sommeren 68, hvorefter turen gik til Søndergades Skole i Brønderslev. Vi kunne vælge mellem Løkken skole og Søndergades skole, – vi havde ikke så megen tilknytning til Løkken på det tidspunkt, men meget mere til Brønderslev – vel nok fordi vi havde meget familie dernede, så det var altid der, vi kom. I 1. og 2. real i Brønderslev var der også skolegang om lørdagen, men jeg kan se på gamle skemaer, at i 3. real var lørdagen fri, og det var i 70/71.

 Jeg havde den store fornøjelse at være med til at samle mine gamle klassekammerater fra Vrensted skole tilbage i april 2018, helt nøjagtig den 21. april, hvor det var 50 år siden, vi blev konfirmeret. Det var sjovt at se dem alle sammen igen (eller de fleste, der var enkelte afbud, og en er her desværre ikke mere). Tre er bosat på Sjælland, et par stykker i Århus, og ellers er vi vist mange lokal patrioter, der er blevet i Vrensted eller egnen omkring, Vi var lidt spændte på, om vi nu også havde noget at snakke om efter alle de år, men den tanke blev virkelig gjort til skamme. Snakken gik fra første minut, og der gik ikke mange minutter, før alle var slået over i vendelbo dialekten….. 😊, – det blev en rigtig dejlig dag.

I 1968 havde mine forældre sølvbryllup, og det blev fejret herhjemme med æresport, musik, morgenkaffe, naboer og familie, og fest om aftenen.

Vi fik bil i juli 1970.  Efter jordfordelingen i 1968, hvor far solgte jorden fra, begyndte mor at arbejde som hjemmehjælper, i starten cyklede hun – både i regn og blæst, men det blev for hårdt, så hun tog kørekort, og så købte de en lille bil, – og vores gamle hestestald blev bygget om til garage. Jeg synes, det var så flot, at hun i så sen en alder tog kørekort og begyndte at køre bil.

 Det var sådan, at vi faktisk kendte vore naboers familier ret godt dengang, da der var ofte besøg af familien i weekenden både her og hos de andre herude, og vi kom og gik hos hinanden, selv om der var besøg. Vi var også rigtig meget på ferie hos mostre, fastre og onkler dengang for at lege med kusiner og fætre, og disse kusiner og fætre kom så også på ferie her på Kongsengene, hvor vi så mere eller mindre legede sammen alle sammen. Der var også børnebørn, der kom hjem til bedsteforældrene, som vi kom til at kende rigtig godt, og der var ”dem fra Fyn”… det var Sigrun, Arne og Tages brors børn fra Fyn, de var på ferie heroppe hver sommer, og de var også en del af fællesskabet.

Naboskabet var rigtig godt herude, vores mødre hjalp hinanden ved fødsler og ved sygdom, og ellers hvor der var brug for det. Mændene hjalp hinanden med redskaber til marken, hvor det var muligt. Der blev drukket aftenkaffe, og der blev spillet kort, og de to ting hørte nok nogen gange sammen 😊.  ”Det go´er dælen hulme godt her ue på engen”, ville Henry Andersen muntert ha´ sagt,  – han kom af og til for at høre, hvordan det gik her henne i ”Vestergade”, han boede selv nogle huse længere øst på, altså i ”Østergade” …   – – –   nej det var aldrig kedeligt at bo på Kongsengene 😊.

Der er i det hele taget blevet spillet rigtig meget kort her i huset, ikke bare med naboer, men også med familien – især min fars søskende og min mors brødre. Det fortælles, at når der blev spillet kort, skulle min mor ha´ kaffe og kage klar ude i køkkenet, og så skiftedes de til at gå derud og drikke kaffe, for det skulle de jo også nå at ha´, – og gik det rigtig godt, blev mine søskende sendt op til rutebilen for at stoppe den og sige til chaufføren, at ”faster Helga kommer altså lige om lidt og skal med rutebilen”…. Om det var sådan, ved jeg ikke, men det lyder meget sandsynligt 😊.  Kortspillet smittede af på os børn, vi fik hurtigt lært at spille kort, og når mine ældre søskende var hjemme på besøg, blev der altid spillet kort, – enten 31, 500 eller Olsen, – eller vi  spillede  ”Loppespil”  eller ”Æsel”. I en periode kom naboens Henning herind efter skoletid hver eneste dag, og så vi spillede vi Olsen.

Jeg kan huske, at far nogen gange var til præmiewhist i Vrensted, jeg ved egentlig ikke, om det var på skolen, eller hvor det foregik.

Jeg gik på danseskole i Vrensted, da jeg var 10 år, jeg dansede med vores nabopige Grethe, og til afdansningsballet i 1965 havde jeg fået den flotteste lyserøde tyl-kjole. Vores danselærer hed Jette Johnstad Møller, og det er lidt pudsigt, for efter at vi var flyttet her hjem, gik vi på et tidspunkt til dans i Løkken, og her var det igen – 30 år senere-  Jette Johnstad Møller, der var danselærer. Jeg viste hende en kvittering for betalt danseundervisning i 1965, for den havde jeg selvfølgelig også gemt 😊.

Ellers gik vi til gymnastik i vinter perioden med efterfølgende opvisning i forsamlingshuset om foråret, det var i mange år Solveig Skovridder Eriksen, der stod for gymnastikken, så vidt jeg husker.

Fjernsyn var der kun nogle få herude, der havde, – Niels Sørensen havde et, og Sigrun havde et, så når vi gerne ville se fjernsyn, var vi henne ved Niels og spørge pænt, om vi måtte komme ind og se fjernsyn. Det var vi tit om eftermiddagen, tror det var Lassie og Flintstone, vi så. Der var også en serie, der hed ”Flygtningen”, den var vi meget optaget af, både unge og ældre. De voksne, vores forældre, kom også hos Niels for at se fjernsyn, når der var noget godt at se. Niels var ungkarl, havde altid boet sammen med sine forældre på det lille husmandssted, og jeg tror sådan set, at han nød, når der kom nogen, der gerne ville se fjernsyn. Der kunne være helt fyldt op i Niels´s meget lille stue, når vi var flere familier, der gerne ville se fjernsyn. Vi børn lå på gulvet, og de voksne sad i sofaen og ved spisebordet. Var det en god aften gik Niels  ud og fandt en appelsin eller to, som blev delt, – en sjælden gang fik de voksne kaffe, og så var det en rigtig god aften, så delte vi børn nemlig nogen gange en citron sodavand. Vi fik først fjernsyn i april 1969, og indtil da havde vi klaret os fint med Niels´ fjernsyn 😊. Mine forældre hørte Nyhederne i radioen hver middag i form af ”Pressens radioavis”, så de også kunne følge lidt med i, hvad der foregik ude i den store verden.

Skulle vi bruge telefon, måtte vi også til naboen. Anna og Jens Krogsgård havde den store vægtelefon, kan jeg huske,  så der måtte vi gå hen og spørge om lov til at låne. Senere, i 1967, fik Kjeld Pedersen også telefon i forbindelse med hans post som formand for husmandsforeningen. Det først var i starten af 70´erne, at vi fik telefon herhjemme, i 1972 tror jeg.

Jeg skrev i starten, at det føltes som om, der altid var sne om vinteren….., – vinteren var for så vidt en dejlig tid, bortset fra, når vi måtte kæmpe os igennem sneen nogen gange, når vi skulle i skole, – der skulle ikke så meget til, før vi ikke kunne cykle, og så måtte vi gå. Ellers legede vi meget ude i sneen, de sneskærme, jeg før har omtalt, gav nogle gode – ja bakker er nok så meget sagt, men så store driver, som man kunne muntre sig med. Når tæerne var blevet kolde, og vanterne var blevet våde, og det blev de egentlig ret hurtigt, for det var som regel strik-vanter, måtte man hjem og ha´ dem lagt til tørre på kakkelovnen.  Jeg husker tydeligt vinteren 1969/70, hvor der var så meget sne, at vejen herude var helt lukket, og der lå meterhøje driver overalt, nogle steder næsten helt op til telefontrådene. Så vidt jeg husker, var vores nabo Aksel Pedersen snefoged, han skulle så samle alle mændene herude, og så var det ellers ud med skovlen og grave vejen fri.

Op til jul var vi rundt i samtlige forretninger i Vrensted og få julekalendere, de blev delt ud som en slags reklame vel nok, og jeg kan huske, at jeg har haft rigtig mange hængt op på væggen på mit værelse, – en fra slagteren, en fra købmanden, en fra Brugsen o.s.v.

Der blev slagtet gris, der blev kogt grønkål, og der blev bagt småkager og kogt klejner, og pyntet op.

Vores juleaften var hyggelig og dejlig, – jeg fik lov til at pynte juletræet den 24. om formiddagen, og vi var samlet hele familien. I en periode var jeg altid juleaften, hen på aftenen, lige en hurtig tur inde ved Kirsten og Chr. Poulsen, jeg var nok inde for at se, hvad Linda og Henning havde fået i julegave.   4.Juledag var vi til juletræsfest i forsamlingshuset om aftenen, og hvilken juletræsfest… det store træ, de levende lys og pynten, det var næsten helt magisk. Efter dansen om juletræet fik vi poser med slik, pebernødder og et æble,  og derefter spillede  ”Charles´s orkester” op til sanglege og dans.

Nytårsaften var vi børn altid ude og lave løjer først på aftenen. Niels Sørensen, som vi så fjernsyn hos, var i mange år herhjemme hos os og fejre nytårsaften, mine søskende var her, og familien fra Tolne var her også hver år, så der var liv og glade dage, – tit skete det, at der også kom nogen henne fra Henry Andersen hen på aftenen,  så det var altid festligt.

Vi lavede glidebaner på vejen (der kom ikke så mange biler dengang…) og på den is, der var på markerne, og vi gjorde et noget sølle forsøg på at stå på skøjter… det var de skøjter, der skulle skrues på gummistøvlerne, og jeg mindes en øm bagdel engang imellem, når vi faldt på den glatte is.

Der var en stor grøft lige her udenfor, den løb langs Kjelds vej, under vejen og hen langs vores ejendom, og ned mellem Aksels ejendom og vores, for at løbe ned i den lidt større bæk, Rørbæk. Den grøft gav mange oplevelser, både gode og dårlige…. Skulle vi over grøften henne ved stuehuset, var det ad en smal bro, – og den grøft er jeg faldet i flere gange. Jeg kan huske, at jeg havde fået en fin ny olivengrøn vinterjakke med noget hvidt pels-for i, og en morgen, da jeg skulle i skole, og skulle over broen, faldt jeg i grøften, og bagefter var pelsforet ikke hvidt længere ! Da var jeg godt nok ked af det.  Jeg faldt også i en sommer, og der var masser af brændenælder på grøftekanten, så det var heller ikke sjovt. Grøften kunne heldigvis bruges til andet end at falde i…. vi børn fangede masser af haletudser, som vi så puttede i syltetøjsglas (fyldt op med vand fra grøften), og vi prikkede omhyggeligt hul i låget, så de kunne få luft.  Grøften blev rørlagt og dækket til i 1968. På billedet nedenunder fra først i 60´erne kan man se grøften og den lille bro.

Mange af os børn herude var med i 4-H, man kunne vælge forskellige områder at arbejde med, -husholdning, have og husdyr tror jeg, der var. Jeg havde i mange år Husholdning som mit område, jeg skulle bage eller lave mad, og så skulle jeg føre en slags log-bog over det. Der kom en konsulent ud og skulle se, når vi bagte eller lavede mad. Om efteråret var der 4-H fest i forsamlingshuset, hvor vi skulle udstille et eller andet indenfor vores område samt vores mapper, og så blev der bedømt og uddelt præmier, – ofte noget sølvtøj af en slags, skeer eller gafler. Til 4-H festerne var der musik og dans.

Vi var vel mere eller mindre selvforsynende herude dengang, – grisen blev slagtet, mælk fik vi fra køerne, vi havde jersey køer, så det var en god mælk, hvor der blev en god tyk fløde fra, jeg kan stadig huske fornemmelse af at skumme den tykke fløde af en skål mælk. Æg fra hønsene, og bær, frugt og grøntsager havde vi i haven. Jeg kan stadig se hylderne i spisekammeret for mig – fyldt op med saft og marmelade, som mor havde lavet af sommerens høst. Når vi havde slagtet, kom noget af kødet, måske flæsket, i saltlage, og resten op i frysehuset til Else, pakket ind i brunt papir og med en lille seddel på, og hvor vi havde tilsvarende seddel herhjemme i et lille hæfte, så når vi skulle ha´ en flæskesteg om søndagen, måtte vi ha´ en seddel med op til Else, og så gik hun ind i fryserummet efter pakken. Jeg kan stadig se hende for mig, den lille kone i træskostøvler og i en stor, tyk, ulden frakke, der lukkede den tykke dør op ind til fryserummet. Jeg kan ikke huske, hvor længe det eksisterede som frysehus, – i -68 kan jeg huske, at vi stadig afleverede og hentede pakker i frysehuset, men jeg husker ikke, hvor længe vi blev ved derefter.

Mælken blev leveret til mejeriet i Vrensted, og ofte var vi omkring mejeriet på vej hjem fra skole for at få mælkepengene med hjem, de lå godt i en brun kuvert med navn og nr. udenpå. Jeg synes kun, at jeg kan huske, at det var vognmand  Henry Nielsen, der i sin lastbil hentede mælk herude,  -det må virkelig ha´ været hårdt arbejde at skulle løfte alle de tunge mælkespande op på ladet af lastbilen. Mine søskende husker, at Jens Krogsgård – eller vist en karl derhenne fra-  kørte mælk her med hestevogn, men det synes jeg ikke, at jeg kan huske. Jeg kan godt huske Henry Nørlev med hest og mælkevogn, men kan ikke huske, om han kørte herude.

De æg, vi ikke selv brugte, blev leveret til Brugsen i Vrensted i de der store trækasser – bakker  med 25 æg i hver, som så blev stablet i trækasserne. Pengene vi fik for æg blev sikkert brugt til at handle for i Brugsen.

Bager-Peter kom i sin lille, gule varebil rundt på brødtur en gang om ugen . Han havde så bilen fyldt med brød og kager, især wienerbrød, som vi kunne købe. Jeg kan stadig se for mig, når han kom ind med bakken med brød og spurgte, om vi skulle ha ´noget i dag…. Franskbrød bagte min mor selv, så det var måske rugbrød , vi købte, eller en sjælden gang wienerbrød, og så var der glade dage, det var nemlig sjældent, vi ellers fik det. Far og Bager-Peter havde altid godmodige drillerier kørende, og jeg kan huske, at far tit sagde til Peter: ”Ja så´n en bette kage der kan vel ikke koste mere end 5 øre” 😊

Selv en frisør havde vi herude…. Vores nabo Aksel var ikke frisør, men han var dygtig med en saks og barbertrimmer, eller hvad den nu hedder, så han klippede en hel del herude, især mændene, – curler og krøller gav han sig dog ikke i kast med 😊 – min far blev altid klippet hos Aksel, – og jeg fik klippet pandehår, når det trængte. Jeg kan endda huske, at selv efter at Aksel var flyttet til Ingstrup, var vi på besøg hos Else og Aksel en aften, og det var midt i 70´erne, for far skulle klippes hos Aksel.

 Samme Aksel var en lun fyr og lidt af en spøgefugl, jeg kan huske et år til nytårsaften, da kom Aksel med en høne og satte den ind i gangen her, så det blev der meget sjov ud af.

Dagligvarer handlede vi for det meste hos købmand Lassen (Carl Larsen) oppe på Vrensted Østre Hede, det var en rigtig gammeldags butik, ja sådan tænkte jeg selvfølgelig ikke dengang, for det var jo sådan det var, men når jeg tænker tilbage, er det sådan en købmandsforretning, vi i dag besøger som museum mange steder, og det føles virkelig, som om det er 100 år siden, jeg var barn… 😊. Disken stod midt i butikken, og bagved var der hylder med diverse ting, – for enden af disken var der et glasskab, og så vidt jeg husker, var der ost deri. Ellers havde Lassen lidt af hvert, foruden kolonialvarer også glas, porcelæn m.m., og til jul havde han de flotteste julekalendere, husker jeg, nogen endda med lidt sølvglimmer på, det var fine sager. Når der skulle handles, kom mors store, solide flettede kurv bagpå cyklen, og så gik turen op til købmand Lassen. Om vinteren blev kurven bundet fast på en slæde, hvis der var sne, og vejen var glat. Den selv samme kurv har jeg stående i dag som aviskurv, – som et kært minde fra en dejlig tid. Rutebilen fra Løkken til Brønderslev havde stoppested ved købmand Lassen, man kunne sende pakker med rutebilen, så satte Lassen et flag ud i døren, og så vidste rutebils-chaufføren, at der var pakker, der skulle med. Skulle man med rutebilen, gik man indenfor i butikken og ventede, til rutebilen kom. Carl Larsen og hans kone Asta havde butikken i 38 år og lukkede i 1971. Købmand Lassen var over de 80, da han gik på velfortjent pension.

Arbejdet i marken foregik med hest og redskaber spændt efter, vi havde også hest, men fik i 1965 eller 66 en lille Ferguson traktor, og det var nye tider…., min var var stolt og glad for sit nye køretøj. De fleste herude havde hest i min tidlige barndom, men nogen skiftede så hesten ud med sådan en lille traktor. Vores genbo Kjeld Pedersen holdt sig til sine heste i den tid, han drev landbrug, og helt op i midt 80´erne høstede han stadig med selvbinder, det blev dog senere overtaget af maskinstationen, men ellers holdt Kjeld sig til sine to nordbagger, så da vi kom hjem i 1987, kunne jeg stadig opleve, at Kjeld gik i marken med sine heste, og det var simpelthen en lise for sjælen at se ham gå der, stille og roligt gik han op og ned ad marken, og engang imellem stoppede han og skulle lige ha´ piben tændt. Mine børn, især Simon, som var 5 år på det tidspunkt, fik lov til at være med Kjeld i marken, og det var ikke enhver forundt at få lov til at opleve det på den måde dengang, – at være med i det virkelige liv.

Postvæsenet dengang var unægtelig noget anderledes, end det er i dag. Hedemann var post her på Kongsengene, og det foregik i rigtig mange år på cykel – i al slags vejr. Der var stort set post hver dag dengang, og man kunne betale regninger hos posten, pengene til regningen + regningen blev lagt på bryggersbordet, så hvis der ikke lige var nogen hjemme, klarede Hedemann det også endda. Min mor havde den aftale med posten, at hvis hun skulle ha´ bud med, bandt hun et mønstret halstørklæde ud på telefonspælen ude ved vejen, og så vidste Hedemann, at han skulle komme ind, hvis der ellers ikke var noget den dag. Allerbedst var det, når der engang imellem kom en pakke fra Daells Varehus, en stor brun papkasse, så var der glæde i det lille hjem. Da skrev man jo efter lidt af hvert… det var fortrinsvis tøj, men også meget andet, f.eks. julepynt, legetøj og slik…. Jeg har to dåser stående, hvori der engang har været bolcher fra Daells Varehus.

 Mange informationer og hilsner var jo også pr. brev dengang, jeg kan huske, at da min bror Jørn og hans kone fik deres første barn, Marianne i 1967, da kom der brev fra Jørn, at nu havde de fået den lille pige, og det var jo vel at mærke nogle dage efter, at hun var født. I dag ved alle, når et barn ser dagens lys, og de ved det i løbet af få minutter og endda med billede. Jeg kan også huske i forbindelse med min konfirmation, hvordan der kom breve fra onkler og fastre, at de gerne ville komme til festen.

Min storebror Kai købte midt i 60´erne en grammofon, en rejsegrammofon, den lignede en lille blå kuffert, og jeg tror den første plade, han købte, var ”Lille fregnede Louise”, – jo nu var vi sørme blevet moderne herhjemme, og hold da op som vi spillede musik, for der kom selvfølgelig flere og flere plader til. Jeg fik selv en af de der store spolebåndoptagere sidst i 60´erne, og jeg skal da lige love for, at der var musik her, og sikken et fremskridt at man kunne optage musik fra radioen, men man skulle lige huske at tie stille, for når man optog, kom alt med…. Ellers var det transistorradioen, der kørte med ”Efter skoletid”, Dansktoppen eller om aftenen ”Radio Luxemborg”.  Søndag middag hørte vi altid ”Ønskekoncert”, og senere kom ”Palmehaven” til fredag aften, tror jeg, det var.

Vi delte i mange år avis med vores naboer Kirsten og Chr. Poulsen, – når den var læst, blev den afleveret på bryggersbordet hos naboen, tror vi skiftedes lidt til at få den først. Døren var aldrig låst, hverken det ene eller det andet sted, heller ikke selv om vi var væk en hel dag, – at nogen skulle finde på at gå ind i ulovligt ærinde, var vist slet ikke i tankerne dengang…   Jeg kan huske, at vi på et tidspunkt skulle hente avisen i en bageovn, der stod i siden af vejen, der hvor Bodil Haugård nu bor, så vores avis var altid ” ny og varm”. Vendsyssel Tidendes avisbil leverede en del aviser der i bageovnen, og så hentede vi hver især vores avis.

      Go´e gamle Kongsengene 😊

I sommerferien var der altid masser af liv her i huset, Ella og Jørn var hjemme på ferie fra Als, og alle tre søskendes børn var her altid på ferie om sommeren,  – og jeg kan nogen gange her bagefter tænke,  gad vide hvor vi fandt alle de sovepladser…., men det gjorde vi, og jeg husker det på ingen måde som et problem. Til højtiderne var de også hjemme på ferie. Ella flyttede hjem med sin familie i 1971, men Jørn er blevet boende dernede.

Efter realeksamen i 1971 fik jeg arbejde i en Røde Kors børnehave i Brønderslev, jeg arbejdede hver dag fra 8-17, med 1 times middagspause, og hver anden lørdag til kl. 13. Jeg var med rutebilen hver dag. I 1971 var arbejdstiden 41,75 timer om ugen. Min første løn var på 774,00 kr., udbetalt 691,87 kr., som revisoren for børnehaven kom med i kontanter i en kuvert, – senere blev det til, at vi fik en check. Jeg ville gerne være pædagog, og dengang skulle man samle point for at komme ind på seminariet, d.v.s.  jeg skulle prøve lidt forskelligt, så det blev efterfølgende arbejde i bl.a. vuggestue, bh.- klasse, fabrik og på højskole, inden jeg i 1975 kom ind på Socialpædagogisk Seminarium i Ålborg, og i 1978 var jeg færdig som børneforsorgspædagog, som det hed dengang.

Min far døde i 1978, og i 1987 købte mor et mindre hus tættere på Vrensted . Vi, -Ove, Simon på 5 år, Ditte på 3 mdr. og jeg (siden kom Anne Dorte til i 1993) flyttede hjem på Kongsengene i april 1987, og det føltes virkelig som at komme hjem, – hjem til et hus hvor jeg kendte alle hjørner og kroge, kendte dørens knirken og hver et træ udenfor, omgivelserne og naboerne. Naboer som også var her, da jeg var herhjemme som barn, så det føltes trygt og godt. Det var naboer, som jeg havde fulgt op igennem livet både til hverdag og fest, og det var en stor glæde, at vi blev inviteret med til mange runde fødselsdage og andre mærkedage, hvor jeg så fik lejlighed til at hilse på hele deres familie igen. Det var naboer, som jeg senere kunne følge det sidste stykke vej, – det har føltes godt på en eller anden måde.

 Vi renoverede huset, – stalden blev lavet til værelser, et lille spisekammer og badeværelse, og der blev lavet nyt køkken (med gangen lagt til).  De søm, som min gynge hang i nede i stalden, da jeg var helt lille, sidder stadig i bjælken nede i gangen ved værelserne, jeg nænnede ikke, at de skulle tages ud og smides væk. Ligeledes sidder fars hylde til hans ”barberkasse”  stadig i køkkenet, en lille hjemmelavet hylde slået op under bjælken, og på den stod kassen med barbergrejet altid.

Vores børn kom i skole i Vrensted, og senere til Løkken,  Brønderslev, – og Hjørring, – de uddannede sig siden i hver deres retning og fik gode uddannelser, så det er dejligt, at de er ”kommet godt i vej” 😊.  Da jeg på et tidspunkt fortalte børnebørnene, at da jeg var på deres alder, havde vi hverken badeværelse, fjernsyn eller telefon, kom det prompte fra den ældste af drengene på 14:                    ”For h…… farmor,   – seriøst ??? ”,   og ja ….  jeg synes også, det lyder som om, det er 100 år siden, men det var sådan det var, og jeg synes, jeg havde en dejlig barndom.

Jeg synes, vi levede et godt liv herude, enkelt og nøjsomt, -der var måske ikke altid så meget at gøre godt med, men der var nok, og der var måske ikke altid så meget plads, men der var plads nok.  Alle svarede enhver sit, og vi lærte at passe på vores ting – og på hinanden. Der var en nærhed og et fællesskab her, og det var skønt at være en del af.

Kongsengene og vores forældre har gjort det godt, vi er i hvert fald 4-5 stykker, der er tilbage i vores hjem, og det må være et udtryk for, at her er godt at være 😊.

Jeg har heldigvis stadig en hel del kontakt med de ”børn”, jeg voksede op sammen med herude, og det er dejligt, når vi sammen kan mindes de gode gamle dage.

Jeg har desværre ikke så mange” livliner” tilbage herude ….. Jeg har heldigvis stadig Karen (Pedersen), som er 91 år, og det er dejligt at kunne spørge hende om noget herude fra, for hun husker rigtig godt og rigtig meget. ”Jeg kan godt nok kun huske tilbage til 1951”, siger Karen (de flyttede herud i 51), men det er rigeligt til mig, det er så fint. Vi får tit en snak om gamle dage, og hun var såmænd med til at tage imod mig engang for mange år siden 😊.

I sommeren 1989 arrangerede vi, sammen med Grethe og Ib, ”gadefest” herude. Det foregik her i vores lade, som var blevet støvet af og fejet i dagens anledning, og der var heldigvis rigtig mange, der tog imod invitationen, og vi havde en hyggelig og sjov aften. Det blev starten på mange flere gadefester herude hver sommer, hvor vi skiftedes til at holde det.

HISTORIEN  OM

Gården ”Østergaard” – Pilgaardsvej 90, Vrensted

og

familien Østergaard

Chr. N. Østergaard er født 11.07-1896 på Østergaard i Vrensted.

Chr. N. Østergaard overtog i 1921 sin fødegård, Østergaard i Vrensted efter sin far Niels Chr. Nielsen, der havde ejet den siden 1894 hvor han købte den.

Han var blevet gift med Johanne F. Nielsen, ”Kræmmergaarden” Vester Hjermitslev. Hun var født den 08.03.1900

I ægteskabet var der tre børn, sønnen Niels Østergaard, født den 20.12.1922, desuden var der to piger.

Det var en af egnens bedste gårde på 70 tdr. land, og den nye ejer havde både lyst og dygtighed til at arbejde med jorden og anså bondens arbejde som det mest eftertragtelsesværdige. Det var gode betingelser at starte under, og de efterfølgende år viste en fremgang, der resulterede i et mønster drevet landbrug.

Hans interesse for foreningsliv, det folkelige og det åndelige, slog ret tidligt igennem, og det varede ikke længe, før folk fik øjnene op for, at han kunne og ville mere end gennemsnits mennesket. I 1933 blev han indvalgt i bestyrelsen for Brønderslev og Omegns Landboforening. I 1940 valgtes han til formand, og han kunne således snart have holdt 25 års jubilæum som formand.

Som formand for foreningen var han lydhør over for nye strømninger i landbruget, og han var en ivrig og energisk forkæmper for andelsbevægelsen. Det skyldes for en stor del ham, at Landboforeningen i dag råder over en velindrettet landbrugsgaard i Brønderslev. Den er blevet et samlingssted for landboer, der kommer til byen, det er også her der holdes auktioner og – eksportmarked og også findes en Andels Indkøbsforening for landbrugsmaskiner.

Som leder af den store forening, viste Østergaard djærvhed og mod; der stod respekt om hans navn, og han fremsatte sine meninger uforbeholdent og bestemt. Det bevirkede, at folk gerne lyttede til, hvad han havde på hjertet, og han forstod at tale til både ældre og til ungdommen. Han fulgte med særlig interesse arbejdet på Landboskolen i Brønderslev, og mange unge har ved afslutninger paa skoleåret lyttet til hans gode råd og henstillinger om at dygtiggøre sig.

Hans interesse for ungdommen kom også til udtryk i stiftelsen af en etableringsfond til hjælp for unge, nystartede landmænd. Det var hans idé, og det var på grund af hans energi, fonden blev stiftet. I dag har fonden en betydelig kapital, og hvert år uddeles der beløb af den.

Et hverv, der bragte ham i forbindelse med mange landboere var hans medlemsskab af Grundforbedringsudvalget for Hjørring amt. Han blev valgt ind som repræsentant for Landboforeningerne i 1940, og fra 1946 til 1955 var han udvalgets formand. I denne periode bortforpagtede han ”Østergaard” til sønnen, Niels Østergaard, og han boede derefter i en villa i Vrensted, indtil han købte Slotsgaarden.

Han var i mange år medlem af menighedsrådet ved Vrensted Kirke og formand for Vrensted mejeri, men mest vil han sikkert huskes som en dygtig og initiativrig formand for Landboforeningen, hvis medlemmer skylder ham meget, for hans kærlighed til standen og hans rige evner til at gennemføre betydelige fremskridt på fornuftig og velfunderet basis.

For sin betydelige indsats modtog Chr. N. Østergaard ved Landboforeningens jubilæum Ridderkorset.

Chr. N. Østergaard var en kendt Skikkelse inden for dansk landbrug. Bedst kendt var han som formand for Brønderslev og omegns Landboforening, et hverv, han røgtede med stor nidkærhed og aldrig svigtende interesse.

 Desværre blev han syg og efter mere end et års sygdom med flere indlæggelser på Brønderslev sygehus og Kommunehospitalet i Aarhus, døde gdr. Christian Nielsen Østergaard, Vrensted, i 1963 i sit hjem, Slotsgaarden i Vrensted, 67 år gammel.

 I 1947 havde sønnen Niels overtaget “Østergaard” efter forældrene og samtidig blev han gift med Else Marie Drivsholm der født den 29. maj 1922 i Toftegaard, Vrensted sogn, datter af Maren og Thomas Drivsholm, Toftegaard, Pilgårdsvej 195, Øster Hede, Vrensted.

Niels og Else Marie Drivsholm havde begge gået i skole i Vrensted Østre Skole og hun havde senere haft et ophold paa Havbro Ungdomsskole. Ellers opholdt hun sig hjemme indtil sit 18. år og efter at have været elev på Rødding Højskole og Hadsten Husholdningsskole i 1940 havde hun plads som husassistent i Hadsten paa den private realskole. Desuden var hun kokkepige paa Skanderup Nørregaard ved Lunderskov, elev på Askov Højskole i 1945-1946, ansat en sommer på et badehotel i Løkken samt beskæftiget endnu en periode hjemme inden giftermålet. Siden har hun været medhjælpende hustru.

Else Marie Drivsholm har været formand for det lokale husholdningsudvalg indenfor Landboforeningen i en årrække og medlem af Vrensted Menighedsråd. Endvidere har hun gennemgået kurser i bl.a. almuemaling og blomsterbinding.

Niels Østergaard havde efter skolegangen i Vrensted Østre Skole opgså flere skoleophold. Halvorsminde Ungdomsskole i 1939-1940, Ladelund Landbrugsskole i 1944-1945 og Askov Højskole i 1945-1946. Han var elev på Nr. Kornum ved Brønderslev, underforvalter paa Asdal Hovedgaard samt bestyrer 2 år på Rendbækgaard inden giftermålet, ved hvilket han forpagtede faderens gård, Østergaard, som han fik skøde på i 1958. Desuden købte han 1968 Lindegaarden i Vrensted, og her byggedes nyt stuehus i 1972-1973. Gården blev drevet med korn, raps og frø. Paa Østergaard blev der bygget ny svinestald i 1951 og maskinhus i 1962.

Niels Østergaard har haft en lang række tillidshverv, bl.a. var han formand for Vrensted Ungdomsforening i 10 år samt for Landboungdomsudvalget i Brønderslev i 6 år, og fra 1964 til 1978 var han i bestyrelsen og formand for Brønderslev Landboforening. Han blev æresmedlem. Endvidere har han været i bestyrelsen for Lundbæk Landbrugsskole. På et tidspunkt valgtes han til næstformand for mejeriet i Vrensted, og i 1962 blev han medlem af Vrensted-Thise Sogneraad.

Senere fortsatte han i storkommunen, og frem til 1978 var han viceborgmester i Løkken-Vraa Kommune.

Han blev amtsrådsmedlem i Hjørring i 1966, og 1970 fortsatte han i Nordjyllands Amtsråd, hvor var formand for udvalget for teknik- og miljø.

Fra 1972 til 1977 var han folketingskandidat for Venstre i Fjerritslev Kredsen, og han var formand for Vrensted sogns Venstrevælgerforening.

Han kom i 1956 i bestyrelsen for Andelsbanken i Brønderslev.

I 1965 blev Niels Østergaard forpagter af Drivsholm indtil 1973.
I 1966 overtog Niels Østergaard gården “Holmen” i Vrensted som han ejede indtil 1972 og drev sammen med “Østergaard” og forældrenes gård “Slotsgården”.

I perioden som folkevalgt politiker, var han nødsaget til at have dygtige og interesserede medhjælpere på gårdene, så han kunne overkomme alt det, han blev betroet uden for sin bedrift.

Niels Østergaard var Ridder af Dannebrog.

Efter salg af “Østergaard” og “Holmen” købte han ejendommen “Lindegården” på Pilgårdsvej i Vrensted.

”Østergaard” er nu solgt og nedlagt som landbrugsejendom, jorden er frastykket og sammenlagt med anden ejendom.

Nekrolog:

Fhv. amtsrådsmedlem, gårdejer Niels Østergaard, Pilgårdsvej 51, Vrensted, er død. Han blev 78 år.

Niels var gårdmandssøn fra Vrensted. Som ung fik han lov til at komme på Halvorsminde Ungdomsskole, senere uddannede han sig på Ladelund Landbrugsskole og Askov Højskole. I 1947 forpagtede han forældrenes gård, Østergaard, og han købte den i 1958. Senere købte han Lindegården, og i en årrække drev han desuden Holmen.

Tidligt vaktes interessen for politik og foreningsarbejde. Niels var kun 15 år, da han blev valgt som formand for Vrensted Ungdomsforening. Det var en tid, han til det sidste mindedes med glæde. Hele livet bankede hans hjerte for de unge, og han ønskede at give dem så mange tilbud som muligt.

I 1966 blev Niels opstillet til det daværende Hjørring Amtsråd, og ved kommunesammenlægningen i 1970 blev han medlem af Nordjyllands Amtsråd. I otte år var han formand for amtets teknik- og miljøudvalg, og han forblev medlem af dette i sine 28 år i amtet. Adskillige ekspropriationer var han med til at foretage, han sikrede jord til veje, cykelstier og meget andet, men han var en forhandlingens og forligets mand, der forstod at argumentere med djærve ord og gode argumenter. Derfor foregik ekspropriationerne uden sværdslag.

Allerede i 1962 var Niels Østergaard en vigtig brik i lokalpolitikken. Han var medlem af det daværende Vrensted-Thise Sogneråd, og senere var han medlem af Løkken-Vrás byråd, hvor han var viceborgmester. Også i dette arbejde var han respekteret og kendt for ikke at skjule sin mening.

Vi husker, dengang hans kontor i Vrensted var omdannet til socialkontor, fordi folk gerne kom til ham for at få hjælp med et problem.

Niels Østergaard var formand for Brønderslev og Omegns Landboforening i 14 år, et arbejde, han også udførte til punkt og prikke.

Folketingskandidat for Fjerritslev kredsen var han også en periode, men da det er en kreds, der sjældent giver valg til en venstremand, mistede han interessen for det. Beboerne i Løkken-Vrå Kommune har meget at sige Niels Østergaard tak for.

Fremsynet som han var, sikrede han, at det store areal syd for Løkken, nu kaldet Bikube arealet, blev opkøbt af Løkken-Vrå Kommune, mens tid var. Det var også ham, der fik gennemført en kloakeringsplan for kommunen. Han var en stor støtte i arbejdet med opførelsen af Løkken-Hallen. Smålighed kendte han ikke til. Altid var han de store liniers mand. Han havde humor, og den bevarede han til det sidste. I sit otium nød han opholdet i badehuset i Løkken sammen med gode venner, og trods besvær med hørelsen var han underholdende og festlig.

Niels Østergaard er et menneske, der vil stå respekt om i årene fremover.

Han vil meget sent blive glemt.

Niels Østergaard var Ridder af Dannebrog.

I ægteskabet kom der fire børn, sønnerne Christian Drivsholm Østergaard, født den 30.12.1948 på Østergaard, Knud Drivsholm Østergaard, født den 26.04.1952 og døtrene Mette Johanne Drivsholm Østergaard, født den 30.10. 1957, og Anne Drivsdolm Østergaard, født den 08.06.1965.

Både Johanne og Chr. N. Østergaard og Else og Niels Østergaard er borte og ligger på Vrensted Kirkegaard.

Drivsholm slægten – som Else kom fra –  kan føres helt tilbage til 1796 hvor Jens Thomsen, født i Kettrup, Ingstrup sogn, gifter sig den 28.10.1825 med Ane Christensdatter, født på Toftegaard i Vrensted by og sogn, og overtager Nørregaard i Åsendrup.

Om den slægt er der skrevet flere historier se under Levnedsbeskrivelser

De to gravsten på  Vrensted Kirkegård