Den søndre købmand i Vrensted – lukker i 1964

Der har ligget en købmandsforretning på Bådstedhedevej lige overfor Kirkedammen i Vrensted langt tilbage i tiden.

Men opr. blev ejendommen opført i 1879 som bolig for en kapelan ved navn Alfred Hannibal Andersen, som blev ansat ved Vrensted og Thise sogne.

Han forlod dog sognet i 1883 og boligen blev så senere omdannet til købmandsforretning.

Hvornår den første købmand er startet op er mig ukendt, men forretningen  er ikke forandret væsentligt i 1920.

 

Den blev senere ombygget med en etage mere, her foto fra ca. 1950

Købmandsbutikken blev drevet af købmand Riis i en lang periode. Ved hans død solgte ægtefællen Johanne Riis forretningen og opførte ejendommen på Sct Thøgersvej 2 hvorfra hun drev en lille trikotageforretning m.m.

Hvem der overtog den Søndre købmandsforretning herefter, er jeg ikke klar over.

Poul Stevns, Serritslev har sendt følgende beskrivelse til mig den 08.01.2019:

”Søndre Købmand”.

Som et supplement til din omtale af ”Søndre Købmand” kan jeg supplere med følgende:

Hvem der overtog forretningen efter købmand Riis er mig ukendt. Det samme gælder tidspunktet for overdragelsen; blot ved jeg, at der i 30rne var en købmand Schønning, der vist nok efter salget af forretningen flyttede til Hjørring. Købmanden havde flere børn heriblandt en datter ved navn Ruth, der kom sammen med mine storesøstre. Efter Schønning overtog købmand Frederiksen forretningen, som han drev gennem en årrække, inden den løb ind i en periode med hyppige ejerskift, der efterhånden førte til lukning af forretningen.

I købmand Frederiksens tid handledes der udover kolonialvarer også med foderstoffer og brændsel. I foderstofafdelingen fandtes en eldrevet kværn, der i vindstille perioder, når gårdmøllerne måtte melde pas, blev benyttet af de omkringliggende landmænd, så de fortsat kunne lave grutning til svinene. Man kom til købmanden med en sæk korn eller to på trillebøren eller bag i fjedervognen og fik malet efter tur. I ventetiden var der så lejlighed til at udveksle erfaringer og ”gode historier” med andre ventende kolleger over en øl i bagbutikken. Det var således ikke alle, der var utilfredse med denne ventetid. Efterhånden fik flere og flere dengang indlagt kraft på gårdene, så de med den nyanskaffede elmotor som drivkraft selv kunne forestå formalingen af kornet.

Ellers var krigsårene samt flere af de følgende år efter krigen vanskelige år at drive købmandshandel i. En meget stor del af de varer, der hørte hjemme i en normal købmandshandel, fandtes dengang ikke. Ganske vist hang der stadig de gamle skilte fra tidligere år med reklamer for fernis, margarine, byens bedste kaffe osv. osv., men der var ikke dækning for noget af det, de skiltede for. Det var alt sammen ting, kunderne dengang måtte nøjes med at drømme om, – for visse varers vedkommende – endda i adskillige år.

At mange af de gængse varer ikke alene var begrænsede, men også rationerede, gjorde ikke arbejdet for købmanden lettere. Når en kunde skulle ekspederes, skulle således mel, gryn, sukker o.l. vejes af i poser , spegesilden fiskes op af tønden med en trægaffel og pakkes ind i en gammel avis, siruppen hældes på sirupsflasken osv. osv., der skulle klippes rationeringskort og samtidig skulle det hele noteres i kontrabogen, som købmanden gjorde op hver måned. – Jo, man må rigtignok sige: der er virkelig sket noget af en revolution på det felt siden da.

Købmand Schønnings og Købmand Frederiksens tid som købmænd i Vrensted er i dag for længst gået i glemmebogen hos de fleste.

Jan. 2019. Povl Stevns.

Den har været ejet af Mary og Magnus Andersen omkring 1950 og senere af Købmand Tage Christiansen som solgte i 1957 til købmand Søren Steffensen der drev den indtil 1964 hvor han lukkede den ned. De blev boende i ejendommen indtil 1971 hvor de flyttede i nybygget villa på Bådstedhedevej overfor købmand Simonsen – nu Letkøb.

De solgte ejendommen til den tidligere ringer og graver Niels Jørgensen.

Ejendommen benyttes i dag udelukkende til bolig.

I Vrensted var der herefter tilbage med dagligvarer, Brugsen og købmand Martin Jensen i Mejeribyen i den nordlige del af Vrensted samt købmand Simonsen ved Lægehuset.

den 08.01.2019 – jens otto madsen

Ane Maries Hus, Sælges til Kommunen i 1983

Kilde. VT 30.12.1983

Løkken-Vrå kommune har købt ejendommen >>Ane Maries Hus«i Vrensted

for 330.000 kr. Kommunalbestyrelsen har hermed fulgt en indstilling fra socialudvalget om ikke alene købet, men også at ejendommen istandsættes og indrettes med pensionistboliger.

>>Ane Maries Hus er en smuk bygning at se på, men bag facaden er der ikke megen nutidig komfort at finde, og det medførte et problem for kommunen, der via et legat fik dispositionsret over huset mod at forestå det administrative og sørge for at legates bestemmelser opretholdes. Det vil bl.a. sige at sørge for at lejlighederne i huset overlades til enlige kvinder boende i Vrensted sogn. Legatværdien lyder på 600.000 kr., men da næsten alle legat-pengene er murstenspenge er – bygningens vurderingspris – måtte der hentes penge fra kommunens kasse til nødvendige udgifter. Det må man ikke sådan uden videre, viste det sig.

Kommunens revisionsudvalg stillede i hvert fald kommunal bestyrelsen spørgsmålet: Hvad agter kommunen at foretage sig med et konstateret udlæg på 238.628 kr. til Ane Maries Hus? Det spørgsmål har kommunalbestyrelsen nu besvaret med at købe huset, med henblik på at indrette det med pensionistboliger. Man håber på forståelse hos socialministeriet overfor denne måde at søge problemet løst på. For ingen kan være interesseret i at ejendommen får lov at forfalde pø om pø. Alternativet er der for at få huset restaureret og indrettet nutidigt, specielt med henblik på sanitær komfort, mener kommunalbestyrelsen.

Ane Maries Hus blev bygget i 1914, og det var sagfører A. Olesen, der førte familiens ønske om et legat, for hans og søskendes moder Ane Marie ud i livet. Legatet blev oprettet i 1929 efter sagførerens død, men legatværdien, der dengang var at betragte som meget stor, er gennem årene reduceret til det modsatte. Der er fem lejligheder i Ane Maries Hus, og de nuværende beboere får fortrinsret til beboelse i de forventede nye pensionistboliger.

Ifølge legatet, skal bl.a. legatstifternes gravsteder vedligeholdelse, og der skal efterleves visse regler om tilskud til nedbringelse af huslejen for værdig trængende beboere. Alt sammen noget som kommunen naturligvis agter at efterleve -alligevel finder man, at det eneste rigtige var at købe Ane Maries Hus, og indrette det med pensionistbolger. Også fordi kommunen ikke må tage af kommunekassen til vedligeholdelse af huse, som kommunen ikke ejer.

 

Jeg vil aflevere gården i god stand udtalte Solveig Skovrider Eriksen i 1981

da tragedien pludselig indtraf på “Rykind”. Gårdejer Niels Skovrider Eriksen døde ved et ulykkestilfælde ved en foderkontrol.

 

Han var sammen med konsulenten hvor de skulle måle foderbeholdningen i kornsiloen. En kontrol han havde gjort utallige gange. Han havde indåndet giftige dampe og hans liv stod ikke til at redde.

Tilbage stod ægtefællen, Solveig Skovrider Eriksen, med gården og  den meget fine  stambesætning og 4 børn i alderen fra 14 til 22 år.

I 1958 var Niels blevet gift med Solveig, hvor de købte “Grinstedgaard” nord for Brønderslev, som de drev i nogle år for så at overtage fødehjemmet “Rykind” i Vrensted i 1960.

De var en aktiv og udadvendt familie, der tog del i mange aktiviteter, det gælder Vrensted Ungdomsforening og ungdomsarbejde med gymnastik i Vrensted. Niels havde en lang række tillidsposter inden for det landbrugsfaglige, hvilket også betød at han skulle have dygtige medarbejdere. Rykind har altid haft ry for at uddanne dygtige landmænd med interesse for kvægbrug.

Besætningen på “Rykind” var kendt ikke blot i Vendsyssel men over det ganske land. Utallige selskaber med landmænd har været på besøg på “Rykind” i Vrensted for at se og høre om den sortbrogede stambesætning som tog flotte præmier på lokale dyrskuer samt landsskuet i Herning.

Hele familien incl. børnene, har lagt et enormt og dygtigt arbejde på gården, for de var 6. generation på “Rykind”  og håbede på at 7. generation skulle føre den videre. De vidste at det forpligtede, men de forstod at leve op til forventningerne.

 

Nedenfor en artikel fra Søndags B.T. fra 1982, der fortæller om en stærk familie der måtte forlade gården “Rykind”, slægtsgården der endte på tvangsauktion.

Ægtefællen Solveig Skovrider Eriksen fortæller til Søndags B.T. den triste historie med overskriften

Jeg vil aflevere gården i god stand:

I 200 år har gården Rykind været i familien Skovrider Eriksens eje. Men da Niels Skovrider Eriksen omkom ved en ulykke i kornsiloen, måtte slægtsgården på tvangsauktion – med sine 170 tønder land og 250 kreaturer. Alligevel arbejder hans enke videre på Rykind fra tidlig morgen til sen aften.

Det er ikke alene far, vi mister, men også gården,« sagde Solveig Skovrider Eriksen til sin 16-årige datter, da de sad på sygehuset og ventede på lægernes endelige besked. Hun kendte svaret på forhånd: Hendes mand var død af den forgiftning, han havde været udsat for i gårdens kornsilo, og hun indså klart, at uden ham ville de ikke kunne drive den 200 år gamle slægtsgård i Vrensted videre.

Solveig Skovrider Eriksen vedgik ikke arv og gæld. Havde hun gjort det, ville hun ikke have haft en krone at leve videre for. Gårdens gæld oversteg det, den kan sælges for i dag. For et par år siden ville den have kostet mindst syv millioner i fri handel. På tvangsauktionen for nylig blev den overtaget af Dansk Landbrugs Realkreditfond, som håber at sælge den videre for fire millioner. Men Solveig Skovrider Eriksen og hendes fire børn får en ikke en øre. De skal sætte nyt bo for ulykkesforsikringen.

Indtil man finder en køber, har kreditforeningen ansat Solveig Skovrider Eriksen som bestyrer på Rykind, som i seks generationer har været i hendes mands families eje, og som hun og hendes mand havde håbet, at syvende generation skulle føre videre, for den yngste søn, som er 14 år, har alle dage ønsket at blive landmand.

Niels og jeg har brugt hele vores ungdom på at investere og bygge op, og så skal vi drives fra det hele af død og ulykke, siger Solveig Skovrider -Havde jeg i forvejen vidst, hvad vi skulle igennem i løbet af bare et år, havde jeg næppe haft kræfter til at klare det.

Byggede op efter brand

Den 20. marts sidste år brændte gårdens udlænger, fortæller hun. -Ilden opstod ved et halmfyr og bredte sig med lynets hast, så der ikke var en chance for at redde staldene. Den fine stambesætning på over hundrede køer med kalve og ungkreaturer måtte staldes op hos hjælpsomme naboer, mens der blev bygget nyt på Rykind. 

Branden kostede dyrt, for man får aldrig dækket alle tab, selv om man har forsikret. En besætning tager skade af at blive flyttet rundt med, og vi var netop ved at få den godt i gang igen, da Niels’ død satte punktum for det hele.

Landbrugets situation var dårlig, efter branden overvejede vi grundigt, om vi overhovedet skulle bygge så stort op igen. Men vi var optimistiske. Vi følte os stadig unge og stærke — Niels var 46, jeg 42 år – og vi har aldrig været bange for at tage fat. Nu havde vi chancen for at få det, som vi altid havde drømt om med store nye stalde med rationel arbejdsgang. Imens vi byggede, jublede vi næsten af glæde, for arbejdet skred hurtigt frem. På kun 41 dage fik håndværkerne rejst de store bygninger, og vor besætning kunne komme i egen stald igen. Det var minsandten en glædens dag.

Forgiftet i korn siloen

Men så ramte endnu en ulykke os. Det blev høst, og Niels var så uheldig at falde ned fra en grønthøster. Han brækkede kæben og beskadigede den ene arm slemt. Det tog tid, før han blev frisk igen, og han nåede kun lige at afslutte behandlingen af armen, før han døde.

Det var den 24. februar i år. Vi havde foderkontrol om morgenen, og Niels og konsulenten skulle måle foderbeholdningen i kornsiloen. Det har Niels gjort hundreder af gange, og jeg har aldrig tænkt på, at der kunne være fare forbundet ved det. Han gik som sædvanlig seks-syv meter op ad en stige i et lukket rør i siloen, hvor man fra en luge kan måle beholdningen af foder. Og jeg er sikker på, at han blev så overrasket over, at det var svundet så meget i beholdningen, at han har stukket hovedet ekstra langt frem. Og så har han indåndet de giftige dampe. Han sank sammen på stigen, og konsulenten kom løbende og sagde, der var noget galt.

Jeg tilkaldte straks læge og ambulance. Niels hang stadig bevidstløs oppe på stigen, og det var kun med stort besvær, at lægen, som er vores gode ven, fik ham ned. »Nu er det ude med ham,« sagde jeg. Men lægen sagde, »nej, det må ikke være for sent.« Og han gav ham hjertemassage og kæmpede for at redde hans liv, men der var intet at gøre. Han var død.

Må have en uddannelse

Jeg havde mistet min mand, vores fire børn havde mistet deres far og Rykind med sine 250 kreaturer og 170 tønder land, der skal dyrkes, havde mistet sin drivkraft. Kri stian er 21 og uddannet berider, og han har aldrig villet være landmand. Karen er 20. Hun blev student i sommer, og Else er 16 og skal på gymnasiet. De har heller ikke planer om at uddanne sig inden for landbruget. Men Torkil har alle dag fulgt sin far i mark og stald, og hans højeste ønske er en dag at overtage Rykind, som hans far, bedstefar, oldefar og mange flere slægtsled for dem har drevet.

Men jeg har ikke en chance for at drive gården videre selv, selv om jeg pukler alle døgnets timer året rundt, og det ville blive alt for dyrt at drive den alene med frem med hjælp. Så stort afkast kan den slet ikke give.

Nu ser vi os om efter en lille ejendom, hvor vi kan indrette os og det vigtigste for mig er at komme igang med en uddannelse Derfor har jeg meldt mig til forberedelseskursus for voksne, hvor jeg regner med at tage 8. og 9. klasses pensum på et år. Nu mangler jeg pludselig en uddannelse, men jeg har aldrig savnet den, for Rykind har været Niels’ og min fælles arbejdsplads, siden vi over. tog den som ganske unge i 1960.

Der er nogen, der siger, at jeg er godt tosset, når jeg nu arbejder næsten i døgndrift for at klare det. Men jeg er glad for, at jeg kunne bruges som bestyrer, for så kan jeg sikre mig, at gården bliver afleveret til de nye ejere i ordentlig stand. På Rykind lader vi ikke græsset vokse vildt, heller ikke selv om den ikke længere er vores. Vi har altid sat en ære i at have det pænt omkring os og at have vel passede dyr. Selvfølgelig gør det ondt at skulle forlade det hele. men sagen er afgjort. Rykind kan blive solgt hvad dag, det skal være, og så må vi herfra.

 

 

 

PROJEKT: Ane Maries Hus

 

Kilde Nordjyske 11.12.2018

Landsbykulturen skal i fokus

Ane Maries Hus Vrensted skal i fremtiden gøre landsbykulturen levende for nye generationer.

Ane Maries Hus får en fremtid som oplevelses- og kommunikationscenter, så man kan komme ind og opleve arven fra landsbykulturen. Huset var tidligere børnehave.

Arkivfoto: Bente Poder

ARKIVFOTO: BENTE PODER

VRENSTED: Støtteforeningen bag et påtænkt oplevelses- og kommunikationscenter for landsbykultur har købt Ane Maries Hus af kommunen.

Støtteforeningens formand og næstformand var i 2018 Christian Østergaard og næstformand Mette Hyldgaard Roussis. (Der er senere sket ændringer i bestyrelsen)

Huset skal rumme centret, som skal beskæftige sig med landsbyernes kulturarv i hele Vendsyssel og trække gæster til fra hele landet, som vil lære om og opleve den nære fortid på en ny måde.
I projektbeskrivelsen fortæller man, at der skal skabes ”et levende hus med forskellige aktiviteter indenfor landsbykulturarv”, så man kan komme ind og opleve kulturarven fra oldeforældrenes tid på en ny måde og opdage, at kulturarven trak tråde udefra ind i et ”typisk bonde-landsbysamfund.”
Slægtsforskning, kunsthåndværk samt ildsjæle og iværksætteres betydning for landsbyudvikling bliver nogle af emnerne.
Støtteforeningen skal nu i gang med at søge fondsmidler til projektet, som forventes at koste fire millioner kroner. Huset skal energirenoveres og forventes at åbne i 2020.
– Vi har allerede fået beløb fra to fonde, men skal i løbet af 2019 i gang med at søge flere fonde. Det er en længerevarende proces som kræver vedholdenhed, siger støtteforeningens formand, Christian Østergaard.
Støtteforeningen blev stiftet 6. august i år og skal styre projektet, indtil en fond bliver oprettet.
Flere foreninger og arbejdsgrupper skal knyttes til huset. Blandt andet arbejdes der på en afdeling om digteren Knud Holst (1936-1995), som boede de sidste 14 år af sit liv i Vrensted. Flere kendte personer, deriblandt kunstnere – samt ikke mindst sagfører Anders Olesen (1854-1929), som lod huset opføre i 1914, har sat sig spor med udspring i Vrensted. Anders Olesen grundlagde Nørresundby Bank i 1897 og ejede store landområder i Hammer Bakker. Han lod Vodskov kirke opføre og ejede på et tidspunkt Vrensted Kirke.
Maleren Niels Larsen Stevns og billedhugger Bodil Dam har også sat sig kunstneriske spor i Vrensted.
Huset indrettes med en lejelejlighed, hvis indtægter forventes at dække lys og varme i huset.
Ane Maries Hus skal desuden have plads til en artist-in-residence, altså en for- fatter eller kunstner, som midlertidigt kan bo og skabe sin kunst i huset.
– En gruppe studerende fra Aalborg Universitet har lavet en rapport med et bud på, hvordan vi interaktivt og digitalt kan formidle landsbykulturen. Det er vigtigt at understrege, at det ikke er et museum, siger Christian Østergaard.
Vrensteds lokalhistoriske forening har til huse i det nyindrettede Byen Hus, men ønsker ifølge Christian Østergaard at benytte Ane Maries Hus til udstillinger.
– Vi forventer, at der bliver et udbredt samarbejde mellem Byens Hus og Ane Marie Hus, fortæller Christian Østergaard.
Købsprisen er ikke offentlig, men kommunen har før solgt huse til andre projekter meget billigt under forudsætning af, at projekterne realiseres. Eksempelvis Håndværkernes Hus i Hjørring.
Borgmester Arne Boelt (S) og Hjørring byråd hilser projektet velkomment.
– Vi ser gerne, at de får projektet op at stå. Betingelsen for købet er, at de får samlet nok penge ind fra fonde, siger Arne Boelt.
Kommunen ejer huset, indtil pengene til projektet ligger klar.

Denne ejendom ligger længst ude ved Præstens Plantage og tilhørte på et tidspunkt gårdejer Ejnar Sørensen og hans familie.  Fra denne ejendom kom der en del skolesøgende børn til Vrensted Byskole.

Ejendom matr. nr. 1-l Vrensted by

areal:

ejere:

2019 – Thom Thellefsen

 

 

 

Gårdejer -Kresten Rykind Eriksen f. 1898 d. 1988

Han havde det ikke fra fremmede: Hans morfar, Christen Christensen Rykind (med sin søn Niels Christian) var med til at få et af de første andelsmejerier, “Lykkens Prøve” etableret på Vrenstedvej i 1890 og Hjørring Amts Andels-Svineslagteri i 1891 (efter hans død i 1889)

Kresten Rykind Eriksen var født og opvokset på slægtsgården, ”Rykind” i Vrensted. Gården hørte oprindelig under Børglum Kloster, hvorfra Kresten Rykinds morfar købte den i 1868. Ved sin overtagelse af gården blev han 5. generation, som skulle drive den videre.

 

 

 

 

 

I sin ungdom dygtig gjorde Chresten Rykind Eriksen (1898 – 1988) sig ved forskellige

 

Her viste han sin dygtighed, ikke mindst i avlsarbejdet inden for den sortbrogede danske malkerace, hvor han på dyrskuet i Hjørring og landsskuet i Herning og andre steder hjemførte den ene første præmie efter den anden. Besætningen på Rykind var kendt ikke blot i Vendsyssel, men over det ganske land, og tyrekalve fra Rykind blev efterhånden eftertragtet over hele landet. Utallige selskaber med landmænd har været på besøg på Rykind i Vrensted for at høre om den sortbrogede stambesætning.

Kresten Rykind var også meget udadvendt i hele sit liv. Med sin dygtighed og sine eminente evner, blev han snart valgt til mange tillidsposter. Han var således primus motor ved oprettelsen af Vrensted Brugsforening i 1932 og ligeledes ved opførelsen af det nye Vrensted Forsamlingshus i 1935. Senere kom han i sognerådet og blev her i perioden 1953-1958 valgt til sognerådsformand i den daværende Vrensted-Thise Kommune. Han blev også medlem af bestyrelsen og senere formand for Hjørring landøkonomiske Selskab.

Inden for landspolitik var Kresten Rykind også virksom og spillede i sin tid en vigtig rolle inden for partiet Retsforbundet, hvor han en tid var folketingskandidat. I hans sidste år kom hans politiske interesse til udtryk gennem Fremskridtspartiet, hvor han var meget aktiv, og hvor han blev udnævnt til æresmedlem.

Efter at Kresten Rykind afhændede gården til en søn, opførte han og hustruen Ellen, en ny villa på Stationsvej i Vrensted, hvor de fik et godt og langt otium.

Fra 1868 til 1983 var gården Rykind i familien Rykind Eriksens eje.

Kresten Rykind Eriksen overtog ejendommen i 1927 og solgte i 1960 gården til sønnen Niels. Efter dennes død blev den i 1983 købt tilbage til Børglum Kloster.

”Rykind” blev kendt i vide kredse ikke mindst i avlsarbejdet inden for den sortbrogede danske malkerace, hvor man på dyrskuet i Hjørring og landsskuet i Herning og andre steder hjemførte den ene første præmie efter den anden. Besætningen på Rykind var kendt ikke blot i Vendsyssel, men over det ganske land, og tyrekalve fra Rykind blev efterhånden eftertragtet over hele landet. Utallige selskaber med landmænd har været på besøg på Rykind i Vrensted for at høre om den sortbrogede.

Gården “Rykind” på Rykindvej 14, Vrensted

Gården har eksisteret helt tilbage til 1750 hvor den hed “Ryttgaarden”.  Gården skiftede navn i 1806 fra Ryttergården til Rykindgården. Børglum Kloster  solgte Rykindgården til Christensen-Rykind slægten i 1867, men før det havde slægten været fæstebønder på gården siden 2. september 1790.

Den 4. Christensen-Rykind gårdsejer valgte at lade sin dygtige datter Johanne (2.8.1858-6-5.1920) overtage slægtsgården (istedet for sin tvillingebror Christian!!) i 1890 og derved blev det til at Rykind-Eriksen overtog gården, idet hun giftede sig med den 3 år yngre Mads Eriksen den 19 Feb. 1891 i Vrensted Kirke.

Det er hendes søn Kristen Rykind Ejner Eriksen der blev født den 13 Jan. 1898 i Rykind . Han døde den 13 Jan. 1988 i Vrensted i en alder af 90 år

 Max Vittrup Jensen fortæller.

“I min slægt siges det at det startede med tip-tip-tip-oldefar, Chresten Christensen Rykind (1747-1827) der overtog fæstet på Rykind gården i 1790.

Det fæste overtog hans søn Christen Christensen Rykind (1790-1867) i 1817. Det siges at både som landmand og sognefoged gav han Rykind-navnet et godt ry i sognet og at Rykindgården blev den bedste gård i Vrensted under hans drift.

Det var imidlertid først hans søn, Chresten Christensen Rykind (1824-1899) der fik mulighed for at købe Rykind gården i 1867:

“Christian Michael Rottbøll, eier af hovedgården Børglum-kloster med underliggende gør vitterligt: at jeg i overensstemmelse med foranstående arvefæstekontrakt af 9. august 1867 har solgt, lige som jeg herved fra mig og mine arvinger, overdrager og tilskjøder Chresten Christensen Rykind den i nævnte arvefæstecontract betegnede, hidtil under Børglumkloster gods hørende fra Vrensted by udfløttede gård i Vrensted by og sogn, Børglum herred, Hjørring amt er ansat for hartkorn, i alt 5 tdr. 8 skpr. 2frk, 1 ¾ album
Bemeldte gård med alle rettigheder samt byrder og forpligtelser således som foranstående købecontract nærmere bestemmer (der foreligger 6½ maskinskrevne sider detaljer), tilhører fra nu af Chresten Christensen Rykind som hans lovlige arvefæsteejendom, og da har berigtiget den accorderede købesum 5000 rigsdaler (2.500 kontant, 2.500 i panteobligation.) rigsdaler rigsmønt, så meddeles ham herved dette arvefæsteskøde, som jeg til bekræftelse har underskrevet og forseglet i overværelse af tvende vitterligheds vidner.
Børglumkloster, den 15. oktober 1868 C. Rottbøll”

Chresten valgte at give Rykind videre til sin datter Johanne der giftet sig med Mads Eriksen, og derved stoppede 150 år med Cristensen slægten som ejere af Rykindgården. Deres søn blev døbt Kristen Rykind Eriksen og han arvede den efter Mads, men ingen af hans drenge kom til at hedde Rykind, de fik mellemnavnet Skovrider efter deres mor.

Johannes tvillingebror, Christen Christensen Rykind, blev nok lidt knotten over at han ikke fik Rykind gården, så han flyttede til Sindal en stund, men efter nogen år returnerede han og købte Søndergård og dermed blev han kendt som Christen Søndergård Christensen. En af hans sønner fik navnet Jens Vittrup Christensen (Vittrup efter hans morfar), og det er gartneren fra Vrensted, der blev stor planteskoleejer i Hjørring, men det er en anden historie

 

 

 

 

 

 

Gårdejer Jens Drivsholm f.1889 d.1987.

Gårdejer Jens Drivsholm var født på gården Drivsholm, beliggende ved Munkebrovej mellem Vrensted og Børglum Kloster.

Han begyndte tidligt i arbejdet på sit fødehjem, men allerede som 16 årig kom han på Vraa Højskole som elev der. Dengang var det ganske udsædvanligt at komme på højskole i så ung en alder. Men det højskoleophold kom til at præge ham livet igennem.

Derefter kom han ud at tjene, bl.a på en gård i Himmerland og kun 20 år gammel blev han bestyrer på sin fødegård Drivsholm, idet forældrene havde købt en gård mere i Stenvad ved Vraa.

Jens Drivsholm ville dygtiggøre sig, så det blev til flere skoleophold. Han tog ophold på Thune Landbrugsskole for at få mere viden inden for sit fag, landbruget.

Endnu et højskoleophold på Askov Højskole blev det til, inden han  i 1915 blev gift med Ane og overtog Drivsholm.

De drev sammen gården i 45 år hvor de skabte et godt hjem for dem selv og deres børn.

Jens Drivsholm var ikke alene en dygtig landmand men havde også mange gode interesser. Han havde stor glæde af de foredragsholdere der bl.a. kom til Vrensted og han var velbevandret i historie, kulturhistorie med mere. Hjemmet var desuden meget kirkeligt orienteret.

Hans dygtighed og personlighed gjorde, at det også blev kaldt på ham udefra. Han var bl.a. medlem af Vrensted-Thise sogneråd i 9 år. I 50 år sad han i bestyrelsen for Løkken Sparekasse, heraf 17 år som en meget dygtig formand.

Løkken Sparekasse havde på daværende tidspunkt en filial på mejeriet i Vrensted, hvor han en gang om ugen sad sammen med en sparekasseassistent fra Løkken, som kom cyklende til Vrensted. Her kunne man så få klaret sine sparekasse sager, måske indsætte eller hæve penge på sin sparekassebog eller underskrive lånedokumenter m.m.

Han var også i en meget lang årrække i bestyrelsen for Vraa Højskole og desuden også med i mange forskellige lokale bestyrelser.

Efter at have solgt gården til et barnebarn, byggede han hus i Vrensted og nød der et langt otium.

Som jeg husker det havde vi i Vrensted i min barndom tre murermestre

Murermester Charles Andersen,

gik i faderens fodspor og etablerede sig med egen forretning som murermester i 1935.

Utallige er de huse og gårde og institutioner, han har været mester for at opføre. Bl.a. opførte han det nye Vrensted Forsamlingshus i 1935.

Restaureringsarbejderne på omegnens kirker i Tolstrup, Stenum og Vrensted blev også hurtigt lagt i hænderne på Charles Andersen, der har sat sit præg på såvel Thise Kirke, Tolstrup Kirke og Vrensted Kirke.

Udover at virke som murermester virkede han i mere end 25 år som husflidslærer i Tolstrup, Stenum og Vrensted.

Han havde også tillidshverv. Var en årrække kasserer for Vrensted Forsamlingshus og var medlem af Svendekommissionen og i bestyrelsen for Murerforbundet 4. hovedkreds.

Fritiden brugte Charles Andersen på musikken. Han spillede i 17 år til folkedans og komponerede også. Han underholdt ofte sammen med sønnen Keld Martin.

Murermester Christian Nielsen,

var født og opvokset i Vrensted på Nørkær. Faderen var også murer. Chr. Nielsen etablerede sig som selvstændig murermester i 1927. Utallige er de arbejder som Chr. Nielsen har været med i.

Sammen med Charles Andersen havde han murerarbejdet på Vrensted Alderdomshjem og Vrensted Skole

da de blev opført. Desuden arbejder på Vrensted kirke, landbrugsejendomme og huse i Vrensted og omegn. I 1960 gik han i kompagni med sin søn Svend Nielsen og otte år senere overtog Svend Nielsen forretningen. Chr. Nielsen fortsatte med at arbejde en tid herefter. Han tog sig af småreparationer og mindre arbejder indtil han blev 80 år. Da byggeriet var på sit højeste havde han mellem 15 og 20 mand i sving.

Murermester Svend Nielsen som jf. ovenfor tog over efter sin far, fortsatte med at have mange arbejder inden for parcelhusbyggeri og landbrugsbyggeri og fortsatte med den store mandskabsstyrke. Efter en brand på gården Haugaard, opførte han der, de nye stalde og lade. Byggeboomet satte ind i 1960erne så der var nok at lave.

Han opførte bl.a. også parcelhuset her på Anders Olesens vej 8

Så også Svend Nielsen havde en stor del af nybyggeriet, ombygninger og reparationer i Vrensted og omegn. Ved sin pensionering lukke han forretningen.

Her i 2018 er der ikke længere nogen murermester i Vrensted

Sommerfest i anlægget i Vrensted, det var før 1965, noget som Vrensteds borgere så frem til hvert år, med  fest og forlystelser  lørdag og søndag og med dans for børn om eftermiddagen og voksne om aftenen og ringridning søndag på sportspladsen.

Om sommeren blev der holdt sommerfest i anlægget nede ved Stationen.

Anlægget er nu nedlagt og fjernet, købt af mekaniker Svend Andersen.

Stedet var dengang ejet af Vrensted borgerforeningen.

Anlægget var omkranset af en stor hæk med indgang både fra nord siden og syd siden. Der var bygget et fint langt lavt træhus malet rødt og med pap tag. Her opbevarede man bænke, borde og dansegulv. Når der var sommerfest var huset ryddet. Der blev lagt dansegulv ud, stillet en gummivogn op til orkesteret og overdækket med presenninger (sikkert fra vognmand Mathis Westergaards lastbiler) og sat sne skærme rundt om dansegulvet. Lørdag og søndag var der så stor fest.

I huset kunne skodderne fjernes, således der blev flere åbninger ind i huset.
Man kunne bl.a. skyde efter skiver med luftbøsser, der var tombola med flottegevinster. Der var også et stort spil der blev stillet op på bukke ude på græsset med et lærredstag over. Her kunne man spille på de forskellige spillekort hvor man lagde 10 ører og når der blev trykket på en stor knap kørte skiven rundt og der hvor pilen stillede sig vandt man så sit indskud –måske x 10 ?. Det var sjovt og spændende, men det var ikke nemt at ha penge nok til det, idet man sjældent var heldig.

Ved sommerfesten var der også arrangeret ringridning om søndagen på sportspladsen. Jeg husker især, Lis Mørk, Hanne Helledie, Niels Elmer Helledie, Erik Korsbæk og så alle karlene ude fra de forskellige gårde som kom med deres flotte og pyntede heste. Det var sjovt og spændende at overvære, samt meget prestigefyldt at blive ridderkonge.

Selma Mølgaard Hansen fortæller:

“Senere kom der også tivoli til sommerfesten. Det var Svends Tivoli. Jeg tror de var der i 1 uge i forbindelse med sommerfesten Så vidt jeg husker, var der spilleautomater, en karrusel, radiobiler og ikke mindst luftgynger. Luftgyngerne syntes vi var vildt udfordrende. De var udformet som små både, og vi skulle selv få dem op i luften. Når vi fik rigtig gang i dem, gyngede vi så højt, at vi næsten stod på hovedet.”

Disse sommerfester kunne virklig samle børn og voksne fra både by og land og det var noget man så frem til.

Chr. Roden, der er født på gården Roden i Åsendrup uddannede sig i tømrerfaget og allerede i 1913 etablerede han sig i Vrensted som tømrermester, hvor han havde virksomhed helt til 1947, da en søn overtog virksomheden. Chr. Roden var en dygtig håndværker, der sjældent manglede arbejde. Han har været med til at bygge adskillig af de huse der er opført i Vrensted og omegn. Men ud over håndværket fik han overdraget adskillige tillidsposter. Han var formand for Vrensted Sogns sygekasse og fra 1937 til 1967 var han formand for Almindelig Brand landbrugsforsikringer og fra 1937 til 1971 for Hjørring Amts Kær Herreders Brandforsikring. Chr. Roden opførte ved overdragelsen til sønnen Morten Roden et nyt hus på den modsatte side af vejen og havde der Apoteksudsalg fra Løkken Apotek i mange år.

Morten Roden drev herefter virksomheden dygtigt indtil 1980 og havde i den periode mange arbejder i Vrensted og omegn. Han overtog efter faderens død dennes hus på modsat side af vejen.

Men i 1979 overtog hans svend, Bjarne Svenningsen, virksomheden. Bjarne havde stået i lære hos Morten Roden. Fremgangen for virksomheden fortsatte med Bjarne ved roret. I 1988 blev der pladsmangel og virksomheden måtte udvides med et nyt værksted således at der kunne rådes over 220 m2 værksted incl. Kontor, lager og mandskabsrum. Bjarne drev virksomheden indtil 2015.

 

 

 

 

 

Tidligere havde Vrensted yderligere 2 tømrermestre Marius Ejersted på Ingstrupvej og Ejnar Miller på Gl. Byvej. Begge lukkede ned ved deres pensionering for mange år siden.

Desuden var der i Vrensted midt i byen, en karetmager og snedkermester Villy Christensen, der også drev forretning i mange år. Her overtog sønnen Elmer Christensen efter faderen. Denne virksomhed er nu også lukket ned.

Karetmager Villy Christensens værksted på Vrenstedvej midt i byen.Foruden før omtalte virksomheder var der også i Vrensted en møbelsnedker Oluf Jensen, som hovedsagelig fremstillede, reparerede og restaurerede møbler. Oluf Jensen er omtalt i en anden Vrensted Historie.

 

Fortalt af Christian Larsen, Brønderslev, opvokset på Bådstedhede og udlært elektriker hos Vrensted El-Installationsforretning v/ Marie og Knud Erik Jensen.

Udskiftning af mastesikring.

Som de fleste nok er bekendt med, har jeg været i lære som elektriker i Vrensted El forretning. Forretningen er for længst nedlagt
Forretningen var i den bygning lige ud for A.C. Andersens vej , og som nu tilhører Jørgen Michaelsen.
Virksomheden ejedes af elinstallatør Knud Erik Jensen, og ikke at forglemme Marie.
Vrensted El forretning var efter datidens forhold en stor forretning, jeg mener at vi var op til syv personer ansat. Ud over almindelig installationsarbejde, havde vi også alle de omkringliggende transformatorforeninger at arbejde for.
Som yngste lærling havde jeg flere opgaver, blandt andet passe deres have, feje fortov og ikke mindst kigge efter deres to børn, Jes og Per.
Medens jeg var i lære i Vrensted, startede min mester, en filial op i Tylstrup, hvor Johannes Pedersen og undertegnede arbejde, når der var behov for det.
Da jeg ikke havde kørekort på det tidspunkt, kørte Knud Erik mig til Tylstrup hver morgen, og ligeledes hentede mig om aftenen. Hvis jeg var heldig fik jeg lov til at køre bilen hjem, dog kun ude for bymæssig bebyggelse.
Da jeg var gammel nok til at få kørekort, hændte det at jeg fik lov til at tage en firmabil hjem.
En kold vinteraften lige før Jul ringede Knud Erik, og spurgte om ikke jeg ville køre til Ajstrup og skifte en mastesikring, hvilket jeg selvfølgelig sagde ja til.
Jeg boede hjemme på det tidspunkt, så min fader spurgte om han ikke måtte komme med til Ajstrup, hvilket han selvfølgelig fik lov til.
Jeg fik skiftet mastesikringen, og konen i huset spurgte om ikke jeg ville have kaffe, og hun spurgte samtidig om jeg var alene i bilen, hvilket jeg desværre svarede ja til.
Familien der var lykkelige over at have fået strøm igen, beværtede mig med masser af kage, og noget af familiens julebag. Da jeg jo havde sagt at jeg var alene i bilen, kunne jeg jo ikke meddele at min fader sad derude i bilen – og frøs.
Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, men det var en meget sur og kold fader, da jeg kom retur til bilen igen, og jeg kan ikke mindes at han spurgte om han måtte komme med på arbejde en anden gang.

Christian Larsen, 18.11.2018

 

 

Mælketur fra Bådstedhede til Vrensted mejeri skrevet af Christian Larsen, Brønderslev opvokset på en ejendom aller sydligst på Bådstedhede.

Som dreng var det en stor oplevelse at komme med mælkemanden på mejeriet. Mine forældre leverede mælk til mejeriet i Manna, men da vi havde mest tilknytning til Vrensted, hændte det oftest at jeg kom med på mælketuren til Vrensted.
Mælkekusken var på et tidspunkt Svend Erik Kristensen, Bådstedhedevej 159,. Turen startede helt ude ved Svend Pedersen, videre til Sø-Åge, Stadsvold og Marius i Rørbæk, det sydligste af Bådstedhede o.s.v. ind mod Vrensted by og mejeriet.
På turen til Vrensted, havde de forskellige mælkeleverandører typisk skrevet en indkøbsseddel, som mælkekusken afleverede i Brugsen, og på hjemvejen tog mælkekusken varerne med hjem.
Når vi kom til mejeriet, var der to mejerister der tømte de tunge mælkejunger ned i et stort kar, hvor det leverede mælk blev vejet, inden mælken gik ind til videre forarbejdning.
I Vrensted var man god til at producere smør, og det var spændende og se, når det færdigproducerede smør kom ud af den store beholder, hvor smørret blev produceret.
Jeg kan desværre ikke huske det, men jeg mener at smørret blev hældt i dritler – tønder magen til dem der i dag anvendes til at slå katten af tønden.
Når al mælk var afleveret, blev mælkejungerne fyldt op med valle – et restprodukt ved smørproduktionen, og herefter afleveret ved de forskellige mælkeleverandører.
I mit hjem havde vi en lille mælkejunge, som mejeriet fyldte op med nylavet kernemælk – det var bare godt.
På mejeriet kunne man også få kogt kartofler, som blev anvendt til foder til dyrene. Der blev boret to huller i bagsmækken af gummivognen, hvorefter der blev stukket to damprør ind i disse, og efter at der var lagt en presenning over kartoflerne, blev der sendt damp ind i disse.
Da jeg senere kom i lære som elektriker, var det altid en stor udfordring at udføre arbejde på det lokale mejeri, som jo for længst er nedlagt.

Christian Larsen 18.11.2018

Selv om der i Vrensted aldrig har været mulighed for privat musikundervisning eller der har været nogen form for musikskole, har der alligevel været unge mennesker som har haft lyst til at spille på et instrument. Det resulterede nogen gange i, at de lærte sig selv at spille efter gehør eller nogle havde nogen i familien der kunne spille på et instrument, harmonika eller violin måske, som de kunne lære af.

Men  i slut 1940 erne har  der dog  i Vrensted været flere som havde håndelag og gehør for at spille musik. I min barndom var det traktor Charles, fra Nyhavn på harmonika sammen med Gunnar Gade på banjo som spillede op til årets juletræsfest i forsamlingshuset, senere sammen med sønnen Leo på trommer.

Så i 1950 erne kom Ivan Krag som sammen med Carlo Westergaard og nogle flere dannede orkestret Arizona Boys, som spillede i egnens forsamlingshuse, men det var før jeg selv begyndte at gå til bal.

Senere kom der så i midt 1960 erne et orkester med Keld Andersen, Kristian Andersen (Kesse) og Jens Tilsig samt Per Vandkrog. De spillede også mange steder i omegnen. Senere blev det orkester til Keld Martins orkester omkring 1968.

Da det ophørte, var kun tilbage Gunnar Gade  som stadig var aktiv sammen med Helga Pallesen på harmonika,  især underholdt man i  pensionistforeninger og på plejehjem.

Senest har Vrensted så fostret et By Orkester  eller også kaldet for Vrensted  Musikforsyning med sangerinde. Det stiller ofter op ved forenings arrangementer  i Vrensted og omegn.

Herunder billede af Keld Martins orkester 1968,

Gunnar Gade og Helga Pallesen 1992 og

Vrensted By Orkester 2016.

Skulle nogen ligge inde med foto af de andre orkestre kunne det være sjovt at få dem frem i lyset.

Vrensted By Orkester består normalt af Peter, Leo og Jørgen samt Annemarie, Hanne og Elin alle kendte i Vrensted og omegn

 

 

Kilde VT 1987,

Harry Jørgensen – Hvem var han

Harry Jørgensen omtalt som ”Vagabondernes Bedstefar” var en farverig person.

Her skriver Knud Holst, Vrensted om ham i forbindelse med hans 80 års fødselsdag i 1987.

Nybagt redaktør fylder 80 år.

En farverig og flittig person, kendt af mange over hele Vendsyssel, Harry Jørgensen, Vrensted fylder tirsdag den 14. april 80 år.

Gennem et helt liv har Harry Jørgensen fyldt spalterne i aviserne , dels som meddeler og lokal korrespondent, dels som flittig og meget velformuleret læserskribent, en af de mest markante under Frit Ord i Vendsyssel Tidende f.eks., og trængte de til et hib og et ord med på vejen i københavnerpressen, udgår der en fyldig kommentar fra Huset på Bådstedhede vej i Vrensted.

Harry Jørgensen har ikke slappet af med årene. Tværtimod ser det ud som om han aldrig har været mere aktiv. Han skriver lokalhistoriske artikler, han taler pensionisternes sag, han siger bramfrit sin mening om forpligtelsen til at hjælpe flygtninge og tør godt indtage et særstandpunkt inden for sit eget parti – Z. Og han har tit talt vagabondernes sag.

Det sidste har ligefrem ført til, at han kan føje en ny titel til pensionist betegnelsen – nemlig redaktør og bladudgiver. I vinter startede Harry Jørgensen dristigt sit eget lille blad ”Vagabond Avisen”, der nu allerede har mange læsere, både i Vendsyssel og i ”udlandet”. Der skal endda findes abonnenter helt på Langeland! Og der går hver uge nye bestillinger ind til ”Redaktionshuset” i Vrensted.

De farende folk har tit haft et godt ly hos ”Vagabondernes Bedstefar” som de kærligt kalder ham. Og han er en velset gæst på alle markeder. Så velset, at han sidste år fik en sjældent ”markedslegat” – fri fortæring under Jerslev Marked. Der er både lune og en egen autotitet over ham når han toner frem med tophue og stok.

Hele landet kunne se ham som iøjnefaldende statist i TV-spillet ”Menuet i Mårup” hvor han var lige ved at tage billedet fra hovedkraften Aksel Erhardsen, der ganske vis sagde mere. Men Jørgensen sad smukt i centrum.

Selv er Harry Jørgensen altid god for en interessant beretning. Han er et omvandrende arkiv – og har desuden gennem årene samlet et omfattende ”rigtigt” arkiv af udklip og materiale af lokalhistorisk art. Det bruges der også flittigt af i Vagabond Avisen, så det kommer nye læsere til gode. Det er på en måde hans ”samlede” værker.

De fleste redaktører har takket af, når de bliver 80 år. Harry Jørgensen begyndte. Og han bestemmer selv sin aldersgrænse. Det er da vist også presse-historie!

Vi ønsker tillykke og håber at høre mere fra ham i mange år fremover.

Knud Holst

Følgende blev også skrevet:

Et lille uddrag fra en artikel fra VT:

Den 80 årige er en snurrig fyr. En markant ener og vital som få på den alder.

80 års dagen markeres med åbent hus i Vrensted Forsamlingshus, hvor der serveres en stille øl til den medbragte madpakke samt det gode humør. Der er grænser for en pensionists økonomiske formåen, så i sin invitation har Harry Jørgensen bemærket, at købmanden bor lige overfor og har forskelligt til salg. Kun en type som Harry ”Vagabond” kunne finde på at invitere på denne måde.

Harry Jørgensen døde som 88 årig den 29.06.1995

klik på link:

Historier med Harry Jørgensen

Kilde: Artikel VT 1987 skrevet af Preben Friis

80-årig smidt ud af rutebil

Efter 200 m kørsel smed en chauffør på NT-ruten Brønderslev-Løkken torsdag aften en 80 årig passager ud af rutebilen og lod den gamle mand stå på gaden med sin fuldt gyldige billet.

Den usædvanlige hændelse skete 200 meter fra rutebilstationen i Brønderslev, hvor den ældre mand, pensionist Harry Jørgensen, Vrensted, kort forinden var stået på bussen og havde betalt billet. Chaufføren kaldte inden bussens start den aldrende mand udenfor og fortalte, at han ikke kunne komme med rutebilen fremover, men at han denne gang skulle få lov at køre med hjem til Vrensted. Chaufføren nævnte, at der var kommet en klage over manden, som jævnligt kører med bussen.

Efter denne hændelse startede chaufføren bussen, men efter kun 200 meters kørsel skiftede chaufføren mening, for han standsede køretøjet og sagde kort til Harry Jørgensen: Så må du ud.

Vrensted pensionisten forlod med sin stok og to tasker bussen uden at indlede nogen diskussion med chaufføren, som fortsatte mod Vrensted og Løkken med sine forholdsvis få passagerer.

Harry Jørgensen, der godt nok var noget langskægget, var ikke beruset og mener selv, at hans opførsel ikke kunne genere andre. Jeg havde som sædvanlig mine to tasker med foruden min stok. På min jakke havde jeg en række medaljer, som jeg har fået rundt omkring på landsdelens markeder landet over i sommerens løb. Men det kan være, at chaufføren ikke kan lide medaljer, slutter Harry Jørgensen, der ud over at være redaktør af Vagabond Avisen også er kendt som Vagabondernes Bedstefar.

Afsnit 2:

Bedt om at forlade bus efter passager-klager.

Hr. redaktør Jørgensen, Vrensted blev bestemt ikke smidt ud af Brønderslev-Løkken-bussen, men blev bedt om at forlade bussen efter klager fra passagererne.

Det siger Poul Jensen, Rakkeby, der var chauffør på rute 209-bussen torsdag aften i Brønderslev, da den 80-årige pensionist Harry Jørgensen, Vrensted efter 200 meter fra Brønderslev Rutebilstation blev bedt om at forlade bussen.

Det var simpel hen nødvendigt, forklarer Poul Jensen til VT.

Rutebilejer Edith Bæk, Løkken og Nordjyllands Trafikselskab havde drøftet forholdet, idet der gennem flere måneder var kommet klager fra bus-passagerer over, at disse ikke mente af etisk/hygiejniske grunde at kunne være tjent med at køre i bus sammen med Harry Jørgensen.

Jeg havde fået besked om i givet fald at afvise Harry Jørgensen som passager hvis forholdene skulle gøre det nødvendigt. Og det var altså nødvendigt torsdag aften, siger Poul Jensen. Jeg er ked af at gå nærmere i detaljer med sagen af medmenneskelige grunde, men når Jørgensen selv går til pressen med sagen, så tvinges jeg til at tage bladet fra munden og klart sige, at det hele drejer sig om noget med sæbe og vand – eller rettere mangel på samme. Sandheden er ilde hørt, men altså nødvendig.

Både NT og min arbejdsgiver er enige om, at vi ikke kan miste øvrige passagerer for at køre med Harry Jørgensen, der måske ikke selv helt er klar over forholdene, men det er de øvrige passgerer. Og torsdag aften var det altså helt galt. Den øvrige halve snes passagerer i bussen var rykket helt ned i køretøjets bagende.

Jeg havde meddelt Jørgensen, at han ikke – som forholdene har udviklet sig – – fremover kunne køre med bussen, men jeg var indstillet på at lade ham tage med til Vrensted, men efter et par hundrede meters kørsel, måtte jeg altså bede ham om at forlade bussen. Andre passagerer skal jo benytte bussen bagefter, og hverken af hensyn til andre eller til overholdelsen af køreplanen kan det ikke være rimeligt at køre rundt med skånebetræk eller foretage ekstraordinær rengøring efter transport af en enkelt passager.

Som sagt er sandheden altid ilde hørt, og jeg er ked af at måtte sige dette til avisen, men omstændighederne har altså tvunget mig til det, slutter Poul Jensen, der samtidig understreger, at hans passager blev sat af midt i en by, tæt ved Taxa. Det var højlys dag, varmt og solrigt. Jørgensen ville selvfølgelig aldrig være blevet sat af et øde sted eller i tilfælde af dårligt vejr.

Harry Jørgensen døde i 1995, 88. år gammel

• Historier med Harry Jørgensen

Skrevet af Birthe Helledie i Løkken Folkeblad

den 10.04.1997. 

Hun har talt med graver og kirketjener ved Vrensted Kirke.

Niels Jørgensen,  som efter 50 års arbejde – nu går på efterløn som 61 årig.

 

Niels Jørgensen foran Vrensted Kirke i 1997.

I 16 år har Niels Jørgensen passet kirkegården i  Vrensted, men når han selv skal herfra, vil han gerne begraves på Grønland, hvor de efter hans mening har så smukke hvide kors.

Han stopper nu med arbejdet og går på efterløn.

Niels Jørgensen er kun 61 år, men har alligevel været på arbejdsmarkedet i 50 år. Jeg synes jeg har gjort det godt nu. Jeg har arbejdet siden jeg var 11 år. Da kom jeg ud som hyrdedreng og siden har hver dag været en arbejdsdag. Nu vil jeg give mig selv lov at dyrke mine interesse siger Niels Jørgensen, der sammen med sin grønlandske  kone bor på Bådstedhedevej overfor Kirkedammen.

Oprindelig ville Niels være skibstømrer, men det var dengang umuligt at få en læreplads. Istedet blev han uddannet tømrer. men havde i flere år arbejdet som bådebygger. I 60 erne var det småt med arbejde, og Niels søgte til Grønland.

De otte år i Napasokk på Grønlands vestkyst er de bedste år i hans liv. Vi rejste huse til fiskeindustrien og det var et vidunderligt sted at bo, fortæller Niels. – Deroppe tænker man ikke så meget på luksus og prestige, folk kommer hinanden meget mere ved, og jeg kom til at holde utroligt meget af landet og menneskene der. Jeg mødte min kone og hendes fire børn deroppe, og vi blev en lille familie, som har holdt sammen siden, fortæller Niels. I 1973 vendte familien  næsen hjem mod Danmark – og Vrensted.

En del år arbejdede Niels som tømrersvend, men da graverembedet ved Vrensted Kirke i 1980 blev ledigt, fik han det.

Et 7-16 job er ikke Niels. Som graver kunne han til dels selv passe tiden, bare arbejdet blev gjort. Hækkene kan jo ligeså godt klippes tidligt om morgenen, og så bliver man ikke forstyrret, siger Niels Jørgensen, der har fået mange bekendtskaber gennem sit arbejde som graver og kirketjener. Han har været med til at anlægge den nye urnekirkegård, som han kalder “græsplænen” Det er hans opfattelse, at flere og flere vælger det sidste hvilested her, fremfor et gravsted som skal holdes. Selv vil Niels gerne “hjem” til Grønland, når den tid kommer. Der har de så smukke, hvide kors uden navn på, fortæller han.

Niels har gennem sit skiftende arbejdsliv bevaret sin kærlighed til søen. Båd har han altid haft, og netop nu er han igang med at snedkerere på en, som skal søsættes til sommer på Limfjorden. Og så er der så mange gamle møbler, der skal repareres for folk. Køkkenhaven og blomster haven skal passes og de er ikke af de mindste. – Men allermest glæder jeg mig til at gense Grønland. Det sker til juli, hvor min kone og jeg tager derop i tre uger fortæller Niels Jørgensen. Vi skal besøge min kones familie og min broder, som har været deroppe siden 1967, og vi glæder os utroligt.

Niels Jørgensen døde 22/10-2016

Bådstedhedevej 10

Historien om Vrensted Fællesvaskeri som blev til en lille helårsbolig på 62 m2

Industrialiseringen begyndte for alvor i 1950 erne på alle områder og det fandt man også ud af i Vrensted.

En gruppe mennesker blev i 1953enige om at bygge et Fællesvaskeri.

Følgende er 35 år efter etableringen indrykket som annonce i avisen i 1988.

“I Vrensted har ca. 20 familier tegnet sig for at oprettelse af et vaskeri med selvbetjening. Anlægssummen andrager ca. kr. 25.000 og leveringen af anlægget er overdraget Aarhusfirmaet Sigvald Lund. Vaskeriet monteres med maskiner fra Nyborg Vaskerimaskinefabrik.

Der har været afholdt stiftende generalforsamling i Interessentskabet der står for vaskeriet, og det blev her vedtaget, at lade vaskeriet opføre så snart man har sikret sig en egnet grund.  Til bestyrelsen valgtes fru Marie Frandsen, Bådstedhede, lærerinde fru Westergaard, købmand Poul E. Christoffersen, murermester Chr. Nielsen og handelsmand Simon Thomsen, der valgtes til formand. Anlægget afdrages over femten år.”

(se annoncen nederst)

Et lille gult murstenshus blev opført på en grund mellemmem købmanden og  Sct. Thøgersvej, og indrettet med tre rum på en 703m2  stor grund. 

Huset der var på 62 m2 med Vaskerum, tørrerum og strygerum.

Jeg ved ikke hvem der var foregangsmand i dette projekt. Det blev etableret som et interessentskab.

Skønt var det for vores mor og andre Vrensted familier, at man nu kunne ordne alt vasketøj i vaskeriet, i stedet for af bruge gas gruekedlen ude i vores vaskehus eller hvad man nu brugte for at vaske.

Man lejede/bookede sig ind i det nye vaskeri og så blev der ellers vasket i en stor tromlevaskemaskine.

Der var også i vaskerummet opstillet en stor centrifuge, hvor man efterfølgende lagde tøjet i for oven – der kunne være rigtig meget i den – og så fik tøjet ellers en ordentlig slyngetur.

Herefter blev det hængt op i et tørrerum.

Efter tørring var der så mulighed for at få strøget tøjet på en stor varmerulle i det 3. rum.

Det var lidt sjovt at være med til det. Det stod som regel på over to dage.

Et stort fremskridt var det der i 1950 erne.

I dag er vaskeriet ombygget til bolig og chauffør hos Mathias Vestergaard, Ejnar Andersen boede der indtil sin død i 2012.

Huset der har været indrettet som bolig i mange år, er senest i 2021 solgt til en familie fra Viborg, der har renoveret huset totalt – nu bruges det som fritidsbolig.

En Telefoncentral var en kommunikations virksomhed som via et omstillingsbord satte telefoner i forbindelse med hinanden. Centralen dækkede et geografisk område, som kunne være en by eller en bydel. Fra telefonens barndom til op i 1950’erne var centralen manuelt betjent, herefter semi-automatiske frem til slutningen af 1970 erne, hvor de blev med otte cifre og fuldt automatiseret.

En abonnent, der ville i telefonisk forbindelse med en anden abonnent, ringede centralen op på sin telefon:

En telefonist svarede,

 og abonnenten opgav nummeret på den abonnent, man ønskede forbindelse med. Telefonisten forbandt med kabler på omstillingsbord pågældende abonnenter, hvorved modtagende abonnents telefon blev aktiveret. Telefonisten registrerede den forbrugte samtaletid, som påførtes den løbende regning hos den abonnent, der havde ringet op.

Telefoncentralen var ejet og drevet af et telefonselskab.

I Vrensted havde vi i 1950 erne også telefoncentral. Den havde til huse på nuværende Vingevej 6, dengang med udsigt til trehjørnet.

Det var netop dengang, vi havde telefoner som ovenfor og hvor man ringede op til centralen og bad om det nummer vi skulle snakke med. Vi havde, Vrensted 17.

Central Kesse og konen Inger, kaldet “centralbestyreren”,  vidste altid meget om hvad der skete i Vrensted og omegn, idet de kunne høre med på samtalerne.

Mange gange har de, hvis et nummer ikke svarede eller var optaget, kunne fortælle, hvor og hvornår folk kunne træffes.

Det betød meget, at man havde gode og ordentlige mennesker på Centralen og det havde vi i Vrensted.

Fortalt af Anne Hyldgaard lige til at smile af:

Min far Børge Hyldgaard har ofte fortalt

En lille anekdote om telefoncentralen, hvor min farfars søster, Stinne, arbejdede. Når min farfar, Anker E. Nielsen, snakkede med sin bror, Reinholdt, i telefonen, blev der snakket om lidt af hvert. En gang imellem stoppede de dog op i samtalen og sagde “Nej, vi må hellere lade være, for Stinne lytter bare” – hvortil Stinne svarede “Nej, det gør jeg ikke”.