Det var helt almindeligt i sognet, at når der var noget der skulle fejres, så indbød man næsten hele sognet med til fest, det var også tilfældet hos Lilly og Anker Nielsen, “Koldbrolund”, Kongsengene, Vrensted. år 1959 eller 60.
Koldbrolund efter brand i 1959
Lilly og Anker Nielsen var kendte personligheder. Anker Nielsen havde sæde i mange bestyrelse, var vurderingsmand for Kreditforeningen og sad i det daværende sogneråd for Vrensted-Thise Kommune. Lilly var hjemme for at passe de mange børn, der kom 12, og hun tog stor del i arbejdet på gården, ligesom børnene måtte hjælpe til med forefaldende arbejde.
Med tilladelse fra børnene vises her en kavalkade af skønne billeder af mange af sognets beboere. Jeg har kun påført billederne navne på de personer jeg kender og kan huske. Modtager gerne tilføjelser.
Dog startende med et skønt billede af mor Lilly med alle sine 12 børn
Her står mor Lilly med alle sine 12 børn f.v. Ingrid, Lis, Børge, Ella, Ole, Grethe, Henning, Gitte, Karen, Svend, Aksel, forrest Bruden Bodil og mor Lilly
Anker E. Nielsen’s 50 års fødselsdag i 1959 som blev holdt hjemme i laden
Lilly og Anker Nielsen ved Ankers 50 års fødselsdag 1959 .
f.v. kæmner Laursen, herefter Ulrik Jørgensen og kone,Kirsten Jægerum stående, f.v. gdr. Harald Mørk, gdr. Poul Hansen, ??, Petra Nielsen, Boline og Johan Nielsen, der skåles i snapsf.v. Ida og lærer Elith Madsenf.v. nr.1 Rosa Pedersen 2 Ida og Ejnar Andersen, Bådstedhede herefter nr. 4. og 5 gdr. Kristian og Anna Jægerumf.h. nr. 1 Niels Sloth, Bådstedhede, 2 gdr. Aage Aaris, Bådstedhede, 3, Anton Nielsen, Libak, 4 og 5 Karl Pedersen og frue Kongsengene 6. fru Årisf.v. nr. 2 gdr. Frants Jensen, Filholm, Herdis Laursen, gdr. Chresten Rendbeck, “Holmen”, kæmner Laursen serveringsdame, Kirsten Madsen, Libaksønnen Ole Hyldgaard stående nr. 2 f.v. Niels Sloth, Bådstedhedef.v. nr. 4 Elin Nielsen ved sin far vognmand Reinholdt Nielsen bror til Anker Nielsenf,v, nr. 2 gdr. Aage og Emma Jensen, Søengene, 4. Anna Frederiksen, 5. Karen Pedersen, 6 Harald Frederiksen, alle Bådstedhedenr. 2 fv. syerske Ragnhild Westergaardf.h. 1 Poul Jensen, 2 Kristian Poulsen, 3og4 Marie og Niels Andreas Nielsen, Ankers forældre og Sidst Børge Hyldgaardder manglede ikke noget på bordene, her Chresten Rendbeck, Holmen, som kunne være en bestemt herre, men også spasmager. fv. sognerådsformand Frants Jensen, Filholm, Herdis Laursen, Chr. Rendbeck og kæmner Laursenf.v. kæmner Laursen, Ulrik Jørgensen og frueSå godt som altid var fru Frandsen i køkkenet omgivet af serveringspersonale : f.v.nr 1 Ellen Wittrup, 2 Marie christensen, 3 Jytte Jensen, Udflytterne 4 Marie Frandsen, Kirsten Jægerum, 7 Kirsten Madsen, 8 arne Pedersen, 9 Niels svenningsen, 10 Kirsten Hyldgaard, 11 Ole Hyldgaard Nielsen
Herunder billeder fra Lilly og Ankers sølvbryllup i 1960 i Vrensted Forsamlingshus hvortil endnu engang det meste af sognet var indbudt. Det var meget almindeligt at man dengang holdt så store komsammen, det var familien, naboerne, forretningsforbindelser og andet godtfolk fra Vrensted
Lilly og Anker med børneneLilly og Anker med børnenefra højre Chresten Rykind, Poul Hansen og frue, Lærer Madsen og Ida Madsen og sidst Åse Mikkelssnf.v. Hans Juhl Hansen nr. 2 barber Villy Romedahl, slagter Knud Haugaard Mortensen og frue, Kirsten Romedahl
f.h. uddeler Kjeldsen og frue, kæmner Laursen og fruef.v. ?, nr. 2 Emma og Aage Jensen, Søengenef.h. pastor Mikkelssn, gdr. Niels Østergaard, gdr. Peter Stadsvoldf.v. Søren Sørensen, “Kærgaard”, Kresten og Anna Jægerumf.h. nr. 3 Augusta WestergaardKlavs Johanne, datteren Thea, Valdemar og Rosa Pedersen, Marie og Gerhard, Gunnar Gadef.v. Elna Mørk, gdr. Ulrik Jørgensen og fruef.v. murermester Svend Nielsen, smedemester Per Hvarregaard, Erna Nielsen, fru Hvarregaarf.v. ?, nr. 2 ringer og graver Chr. Gade og Anine GadeYderst til højre, brodereren Reinholdt Nielsen, herefter Vagn fra AlderdomshjemmetI midten, gdr. Marius Christiansen
f.h. Else Sørensen, Cecilie Christensen stationsforstander, sognefoged Christensen,Søren Sørensen, Kristian Jægerumlængst th. gdr. Madsen, Libak med front mod fotogfrafenfv. nr. 3, stations Christensen, frode, Johanne, Thea, Valdemar, Rosa
f.v. Axel Nielsen, Edith Nielsen, fru Roden,?, Morten RodenI midten traktor Charles og frue tv,I midten gdr. Aage Aaris yderst tv. fru Aaris
Her i forsamlingshuset hele serveringsholdet sammen med fru Frandsen f.v. Kirsten Tilsig, Ninna Lifland Kjær, fru Frandsen, Anna Nielsen, Nelly, Kirsten Jægerum, midten f.v. Ellen Wittrup., Lis Westergaard, Birthe Romedahl, Margit Nielsen, Kirsten Madsen, bagerst f.v. Kirsten Hyldgaard, Birgit Stadsvold, kontrollen, Poul og Arne Pedersen
Medhjælpere om morgenen Yderst th. Martha og Vagn bestyrer på Alderdomshjemmet.
Familien Lilly Hyldgaard Nielsen og Anker E. Nielsen, ”Koldbrolund”, Kongsengene, Vrensted, der fik 12 børn
Koldbrolund foto fra ca. 1946
Lilly Hyldgaard, født i 1913 i Horsens Hammer sogn, er opvokset på gården ”Søndergaard”
Lillys hjem, Søndergaard i Åsendrup
i Åsendrup, sammen med sine 11 andre søskende. Hendes mor og far flyttede til “Søndergaard” i 1916, da de købte denne ejendom, efter at de havde solgt deres ejendom i Langholt som faderen havde overtaget efter sine forældre.
Faderen døde i 1923 kun 59 år gammel og efterlod sig kone og 12 børn. Moderen døde i 1951 i Vrensted.
Anker Elmer Nielsen, født i 1909 i Vrensted sogn, er opvokset på Åsendrup Kær, Vrensted
Ankers hjem på Åsendrup kær
i en søskendeflok på 4
Faderen drev en mindre ejendom og havde lidt arbejde ved siden af om sommeren med kreaturpasning.
Anker E. Nielsen døde i 1970 blot 61 år gammel.
Lilly og Anker blev gift i Vrensted Kirke i 1935 og etablerede sig på Kongsengene på ”Koldbrolund” som de købte også i 1935.
“Koldbrolund” -Gårdmaleri fra ca. 1950Fra bogen Vort sogn med landbrug ca. 1955, alle børn er ikke født ved bogens udgivelse.
Ejendommen var på 12 ha, som de efter købet, ved flid og dygtighed formåede at udvide flere gange.
Gennem de næste mange år kom der en stor børneflok. Ikke mindre end 12 børn kom der til på 22 år alle er nævnt herunder:
Her familien fotograferet før de tre yngste blev født
Lilly og Anker E. Nielsens fik 12 børn som alle er nævnt nedenfor:
Her står mor Lilly med alle sine 12 børn f.v. Ingrid, Lis, Børge, Ella, Ole, Grethe, Henning, Gitte, Karen, Svend, Aksel forrest bruden Bodil og mor Lilly
Ingrid Hyldgaard Nielsen f. 1934 d. 2003 var bosat i Hirtshals. Hun blev tidligt gift og bosatte sig i Hirtshals med sin mand.
Her er 5 børn
Ella Hyldgaard Nielsen f. 1935 d.2018. Hun blev gift og bosatte sig i Gunsølille, hvor de havde et landbrug.
Her er 3 børn
Henning Hyldgaard Nielsen f. 1937. Han blev gift og er bosat i Vrensted. Han bestyrede en stor minkfarm i Løkken.
Her 4 børn
Ole Hyldgaard Nielsen f. 1938. Han blev gift og er bosat i Vrensted. Han var chauffør og kørte gennem mange år med minkfoder.
Her er 2 børn
Grethe Hyldgaard Nielsen f. 1939 er bosat i Vrensted. Hun blev gift med en landmand. De etablerede sig med en ejendom på Kongsengene.
Her er 4 børn
Lis Hyldgaard Nielsen f. 1944. Hun blev gift og de bosatte sig i Skøttrup.
Her er 3 børn
Karen Hyldgaard Nielsen f. 1972. Hun blev gift og de bosatte sig i Hirtshals.
Her er 3 børn
Aksel Hyldgaard Nielsen f. 1948. Han blev gift og var bestyrer af en minkfarm i Hørby.
Her er 2 børn
Bodil Hyldgaard Nielsen f. 1951. Hun blev gift og er bosat i Nr. Halne.
Her er 4 børn
Svend Hyldgaard Nielsen f. 1953. Han blev gift og er tømrer og er bosat i Løkken.
Her er 2 børn
Børge Hyldgaard Nielsen f. 1954. Han er gift og nu bosat i Løkken. Han har tidligere drevet et landbrug i Åsendrup.
Her er 3 børn
Birgit Hyldgaard Nielsen f. 1956 . Hun er gift og bosat i Hjørring. Hun er uddannet pædagog.
Her er 2 børn.
Anker Nielsen var en udadvendt person og som ung landmand vandt han snart stor respekt på egnen og han fik gennem årene adskillige tillidsposter. I mange år var han medlem af Vrensted-Thise Sogneråd,
Her tv. Anker Nielsen og Chresten Rykind i sognerådssalen på Kommunekontoret
vurderingsmand i Jysk Husmandskreditforening, havde forskellige formands- og bestyrelsesposter indenfor husmandsforeningen, mejeri og- andelsforetagender.
Den store børneflok voksede op i et trykt og varmt hjem og de fleste af børnene har været vant til, at skulle give en hånd med i det daglige arbejde på gården. Der kørtes en mælketur til Vrensted Mejeri og den fik de ældste af drengene lov til at køre.
Ved Ankers 60 års fødselsdag i 1969
Efter Anker Nielsens død i 1970 drev Lilly gården videre indtil 1976 hvor den blev den overdraget til en søn. Ejendommen er i dag solgt og lagt sammen med en anden ejendom.
De sidste mange år boede Lilly i hus i Vrensted, indtil sin død i 1999.
Hun oplevede at se alle sine børn komme godt i vej. Desuden oplevede hun at se sine 38 børnebørn og 45 oldebørn.
Lilly var en gæstfri og afholdt kvinde, som havde mange besøg af venner og familie genne årene, samtidig deltog hun i aktiviteter i Vrensted.
Lilly Hyldgård Nielsen, blev enke i 1970.
I Vendsyssel Tidende kunne man læse:
Min kære mand, vor gode far, svigerfar og bedstefar, Anker Elmer Nielsen er stille sovet ind.
Vrensted d. 12 november 1970.
Lilly Hyldgård Nielsen,
Børn, Svigerbørn og børnebørn.
Begravelsen foregår i stilhed fra Vrensted kirke lørdag d. 14 november 1970 kl. 14.
Senere kunne man læse:
Vurderingsformand Anker Elmer Mielsen er død, 61 år. Allerede som ung landmand, vandt han sig hurtigt en position på egnen, var bl. a. i mange år medlem af Vrensted- Thise sogneråd, formand for Husmandsforeningen og havde bestyrelsesposter i mejeri-og andre andelsforetagender. I mange år var han vurderingsformand i Jydsk Husmands Kreditforening.
Om sin barndoms minder har Lilly nedskrevet følgende og fortæller :
Ja, jeg vil prøve om jeg kan drage lidt frem fra jeg var barn, måske I kan have glæde af det engang, jeg har kun gode og lyse minder. Vi blev ikke overvældet med nogen ting, men med kærlighed. Jeg husker bedst fra den gang jeg skulle begynde i skolen jeg tror det var i 1920, og det var jo d. 1. april dengang, og vi skulle helst kunne de små bogstaver, og også skrive tal og det havde jeg også fået lært. Jeg havde fået ny taske, så jeg var stolt, og mor havde syet nyt livstykke til mig, og det var jeg også meget glad for, vi var jo i lange strømper og skulle have noget at holde dem oppe med. Min kjole kan jeg ikke rigtig huske hvordan så ud, Jeg tror ikke far eller mor var med mig, jeg skulle følges med de store der gik i skole dengang, og vi skulle møde kl. 9 om morgenen, men jeg har aldrig været glad for at gå i skole, for jeg var meget optaget af hvad som skete derhjemme, særlig til julen, det var en meget lykkelig tid, der slagtedes gris og næste dag skulle vi jo lave blodpølser og så ville jeg jo helst være med, jeg ville så gerne holde tarmene. Mor lavede en blodpandekage, og vi skulle også bage småkager, det var virkelig skønt, det var jo ved petroliums lampens skær, eller tælle lys, for vi lavede også lys dengang og bryggede øl, og der skulle også bages rugbrød og sigtebrød i den store ovn, og til sidst kom pebernødderne ind, så stod de natten over, Den 22 december skulle vi helst slagte gæs og ænder, der var altid en 20 til 25 af hver slags, det var et meget stort arbejde, men der kom jo altid naboer og hjalp til, så det gjorde ikke så meget vi var sent færdig, alle var glade og tilfreds, Anine og Niels Jensen, Bagterp kom også d. 22 december, det var jo fars fødselsdag og de blev de også ved med efter far var død. Juleaften oprandt, og det var altid de store der skulle pynte juletræet, vi små måtte ikke se det inden det blev tiden, men vi kunne jo se ind ad nøglehullet i døren, Julemiddagen var jo mest gås eller and, ja vi fik jo også risengrød med hjemmebrygget øl til.
Ja, jeg er vist gået helt i stå med at skrive, så i dag har jeg tid, jer sidder helt alene, så kommer minderne frem, jeg har siddet og læst en god bog, det var også om gamle dage, og det er som jeg har oplevet det fra jeg var barn, så derfor elsker jeg at læse sådan en bog, nå nok med det, jeg blev ikke færdig med at fortælle om min juleaften, da jeg var barn. Vi havde altid et stort jule træ, det skulle helst nå loftet. Vi lavede selv vores julepynt, det bestod af roser, kurve, kræmmerhuse, enle og mange lys, det var meget smukt, men som sagt vi måtte ikke se det før vi var færdig med at spise og vaske op, men så kom det store øjeblik at døren blev lukket op, et væld af lys og stjernekaster kom os imod. Men den højtid der var over juleaften dengang får vi aldrig igen der er ingen der har tid til det, det er bare noget derskal overståes. Vi fik dengang en pakke hver, der bestod af et par strømper og et par bukser, der ud over har jeg engang fået et lille vaskekar og vaskebræt med tøjsnor og klemmer . I dag får de så mange gaver at de slet ikke er glade, nej da jeg var barn, da var det jul, jul er ikke som den har været og bliver det heller aldrig. Ja det var det, men der er jo meget mere jeg kan skrive om fra jeg var barn. Vinteren var virkelig dejlig selv om der var mere vinter dengang end nu om dage, ja vi måtte hjælpe til, både store og små, og det både inde og ude i stald og lade, da skulle vi jo tærske, så da skulle vi jo hjælpe til alle sammen, dem der kunne, Det var det værste vi piger vidste, for vi skulle træde i halmen, vi tænkte tit, bare det kunne gå i stykker, det var jo store grebfulde drengene kunne tage, og der var langt til det inderste af et gulv, og der skulle vi gå od træde det sammen for at der kunne være noget, så vi blev hurtigt træt i benene, men ellers havde vi det hyggeligt om vinteren. Vi sad altid en time i tus mørke, for der skulle spares på petroliumen, det var lykkelige timer. Kl. 5 skulle der laves aftensmad, vi spiste kl. 6 og det var stuede kartofler og flæsk, kogt mælk og rullepølsemad og hvad der ellers var af pålæg, et godt fårelår, vi fik også meget rugbrød med puddersukker og kærnemælk.
Her Lilly stående på trappen th. ved sit hus på stationsvej 2, Vrensted
Lilly Hyldgaard Nielsen døde i 1999, der blev skrevet følgende nekrolog i avisen:
Lilly Hyldgaard Nielsen, Sct. Thøgersvej 2,Vrensted, 86 år.
Lilly Hyldgaard Nielsen var født i Langholt, men som barn flyttede hun til Åsendrup, hvor hendes forældre købte ”Søndergaard”. På egnen mødte hun også sin senere mand, Anker Nielsen.
Da parret blev gift i 1935, købte de et husmandssted på Kongsengene. Her hjalp Lilly Nielsen i mark og stald, og hun sørgede for, at de 12 børn, der efterhånden kom til, fik en tryg og god opvækst. Da Anker Nielsen kom i sognerådet og tillige blev vurderingsmand, fik Lilly Nielsen endnu mere at se til derhjemme.
I 1970, da Lilly Nielsen mistede sin mand, blev hun boende på ejendommen, og ved sønners hjælp drev hun den videre. I 1978 afhændede hun gården og købte hus i Vrensted. Også her faldt hun godt til og tog del i mange lokale aktiviteter. Hun var en flittig gæst i pensionistforeningen, og hun lærte at male på porcelæn.
Allerbedst befandt Lilly Nielsen sig dog, når hun kunne samle den store familie.
Hun var familiens samlingspunkt
Hun efterlader 12 børn, hvoraf de 11 bor i Nordjylland og én boede på Sjælland, samt 38 børnebørn og 45 oldebørn.
Om Birgitte Kirstine Mathilde Pedersen af hendes skudsmålsbog fremgår :
at hun er døbt 26 dec.1875 og efter udskrivning af skolen confirmeret i Hammer kirke d. 6 oktober (16. søn. e. Trin.) 1889. Ess. 30,15 Underskrevet Horsens Præstegård 0. Boeck, sognepræst. 8.10.89. Videre står der: Meldt afgang fra Hammer til N. Sundby Sogn d. 1/11 93. H. Christensen, Sognefoged. Meldt tilgang. N. Sundby 5/11 93. E. Nielsen. Birgitte Christine Mathilde Larsen er fæstet hertil fra 1 Maj 1896 til 1 November samme år som ene pige for løn 55 kr. H. 01 sen, Nørre Sundby. Birgitte Larsen har tjent hos undertegnede fra 1 maj til 1 nov. d. 8. N. Sundby d. 1/11 96 I. F. Olsen. Meldt afgang til Hammer sogn, N. Sundby d. 3/11 1896. E Nielsen. Meldt tilgang til Hammer Sogn 4/11 96. 11. Christensen, Sognefoged.
Hun blev i 189? gift med Jens Hyldgaard Pedersen. De kom til “Søndergaard” i Åsendrup ved Vrensted i 1916, fra en gård i Langholdt som Jens Hyldgaard Pedersen havde overtaget efter sin far.
Birgitte og Jens Hyldgaard Pedersen
De fik sammen 13 børn, hvoraf 1 barn døde et halvt år gammel.
Birgitte og Jens med deres børn – foto 1920-25Søndergaard, Åsendrup, Vrensted
Jens Hyldgaard Pedersen døde i 1923 kun 59 år gammel. Herefter drev Birgitte Pedersen gården videre bl.a. ved børnenes hjælp indtil 1944 hvor den blev solgt.
TUREN TIL AMERIKA:
En spændende fortælling om en rejse til U S A i 1938 , fortalt af Birgitte Hyldgaard Pedersen.
Hun har tidligere boet på gårdene ”Søndergaard” og et hus i Vrensted og senest på ”Roden” i Åsendrup,Vrensted hos en søn.
Hun besøgte en datter og søn der havde bosat sig i USA.
REJSEN TIL U S A
I 1938 gjorde Birgitte Kirstine Mathilde Larsen, f. 1875 d. 1951 en rejse til U. S. A.
Af hendes pas, der er udstedt d. 22 april 1938 fremgår det at hendes bopæl er Løkken, vækst : middel, hår: blondt, øjne: 5.18.
Passet er stemplet: Uppvisat vid avresan d. 16 maj 1938. Folisen i Gøteborg. Admitted at Nev York, N. Y. on may 26 1938, under paragraph 2, section 3, immigration att. of 1924 for 6 mo. Immigrant Inspektor. Indrejst den 18 dec.
1938 København. I paskontrollen. I hendes dagbog kan læses:
Onsdag d. ll maj ankom jeg til København med damper, og jeg sov fra det hele og Thoral og Inga kom til damperen efter mig, og vi kørte lige ud til Thoral og Elna, frokosten stod på bordet da vi kom og Inga var med her ude. Så om eftermiddagen fulgtes Inga og mig på kontoret til Jakobsen og han kørte med mig på konsulatet og på det Svenske American Line kontor og alt blev ordnet på bedste måde og så kørte Jakobsen mig ud til Thoral igen.
Vi spiste til middag en dejlig hønsekødsuppe og sovs og kød. Elnas søster og svoger var her og sidste sammen med os, og vi havde en dejlig tid sammen, vi drak kaffe og kage og så gik vi i seng, og jeg sov så godt og rolig og er så glad og taknemlig for alt godt. Alle beder lige hilse mine kære børn hjemme, dermed slutter jeg for idag.
Torsdag den 12 maj.
Ja så har jeg været her en dag og idag kom Marius og Tante og Kristine og en dame til og vi kørte så ud til Tante og fik kaffe og æbleskiver og anden fin kage, og så spiste vi til aften, vi spiste koteletter her ved Tante og så var vi ved Kristine og drak kaffe, og så sov jeg hos Tante om natten og sov så godt det var en lyst. Så dejlig som Tante hun bor og så hjemligt og skjønt, I kan tro det er flot herude, store flotte haver og fuld udsprungne træer, og deres villa er flot, vi havde vel nok en hyggelig aften. Inga er hos mig hele tiden hun forlader mig ikke, imorgen skal hun så komme og følge mig ud til Thoral vi skal jo så køre med sporvognen, for der er så lang afstand imellem at det ikke er til at gå.
Fredag den 13 maj.
Ja idag var Inga og mig på farten igen, jeg sov jo så ved Tante og så kom Inga og hjalp mig ud til Thoral, han er jo ikke på arbejde idag så vi skal jo være sammen nu han er hjemme, og så var vi oppe ved Olga og drikke kaffe, så hjem og spise til aften, vi spiste bøf og rabarbergrød, men så blev jeg dårlig om natten, men så skulle jeg jo rejse ud til Tante om søndagen igen. Ja kære børn, det kan jo sagtens gå, når jeg er hos Thoral, de har jo et dejligt hjem, ja nu skriver jeg ikke mere, nu kun kærlig hilsen fra turen.
Søndag morgen 22 maj kl. halv 8
har været dækket rundt 4 gange, vi sidder her begge to og jeg er rask og vel tilpas. Kl. 8 skal vi spise, vandet er så stille ikke så høje søer som i Vesterhavet, men jeg har ingen fisk set og heller ingen damper. Nu tænker jeg i har spist hjemme og har kyllinger fodret. Mine tanker er hos Eder hele tiden, det er forskellig fra hvad jeg er vant til. Kl. er 9 og vi har spist havregrød, mælk, svesker, røræg og mælk, jeg drikker ikke kaffe. Kaffen er ikke til at drikke.
Søndag den 22 maj.
Søndagen havde vi fin vejr og vi fik en fin middag, suppe med gulerødder, peberrødder, flæskesteg kartofler sovs, grønærter, tyttebær og en fin budding, kaffe og kage og så sov jeg til middag, og kl. 4 havde vi gudstjeneste, men på svensk og koncert har vi hele tiden. Til aften spiste vi kalvekoteletter, kartoffelsalat, grønærter, tyttebær, al slags pålæg, som de bærer rundt på store sølvfade og et æble og en appelsin, som jeg ikke kan spise, dem putter jeg i kufferten, og kaffe the, kakao og mælk. Jeg har ingen fisk set men mange dampere, så går jeg iseng og sover godt. Vi har megen tåge men alt vel.
Mandag morgen den 23 maj.
Så har jeg spist min havregrød og mælk og ostebrød og mælk men i kan ikke tænke det slags mad de kan få og fin opvartning. Jeg kan ikke skrive så meget for jeg har hovedpine.
Mandag eftermiddag, ja så har vi spist til middag, en dejlig middag kød suppe og kød i peberrodssovs og gullerødder, kartofler, rabarbergrød og dansk rugbrød I kan tro det ver en mid dag for mig. I aften skal vi i biografen. I eftermiddag var jeg ovre på turist klassen og drikke kaffe og fik en god passiar med Fru Madsen, der er dejligt, det er min fører der inviterede mig, han er et dejligt menneske.
Tirsdag den 24.
Imorges stod vi op kl. 7 og gik morgentur på dækket, der er fin vejjer, søen stille og nu har vi spist fro kost og nu skal vi til at skrive. Ja så har vi spist til mid dag vi fik flæskekød salt og kartofler og stuede kål og alt slags pålæg og kaffe og så havde vi kaptajnen til middag. Ja aldrig har jeg set noget finere, spisesalen var pyntet så fint så jeg aldrig har set noget finere og så fik vi hver sin hat, så komisk så der blev sådan et leve, og så spiste vi suppe, kalkunsteg, kartofler, blomkål, salat og gulerødder, syltetøj og is, så flot så jeg har aldrig set noget lignende, det fineste jeg har.
Onsdag den 25 maj.
Onsdag morgen var jeg tidlig oppe og der var stærk tåge, vi skulle så have været inde i dag, men kommer ikke grundet på tågen, men alt går vel her ombord. Andersen var hos os da mig og Fru Jørgensen gik tur på dækket , det gør vi hver morgen kl. 7 så har vi god a petit til frokost. Ja jeg skulle jo skrive meget mer, men vi skal også tale, nu skal vi jo snart skilles og jeg kan sige at vi har meget at glæde os over og allerførst vil vi takke Gud for en dejlig tur over vandet og så kan vi pakke vort mandskab for god forplejning og dernæst min gode ven Andersen, det er den danske fører, for det gode han har gjort for mig.
12 juni 1938.
Erindring fra Seneca Lake and Watkins Glen N. J. Ja det var altså søndag d. 12 juni, vi bilede dertil og vi gik a mil ind i bjergene inden vi nåede toppen, ja noget så stor slået har jeg aldrig set, der var vand der kom ud gennem bjer gene lige fra det øverste og de tre mil lang, ja der er ingen mennesker, der ikke har set det, der kan forestille sig den storslåede natur . Der var trapper hele vejen og da vi nåede toppen var der en stor forlystelses plads deroppe og så var der plantning oppe på toppen og der var jo ene sten, det hele var så flot så jeg har ikke set noget lignende, men Lars siger at det vand fald er ikke det flotteste, det skal vilop til på søndag. Så da vi gik ned, gik vi igennem skoven, der var ikke slet så langt men vidunderligt, alperoser på begge sider af gangen og det var også naturskønhed og træer så store så vi kunne ikke se til toppen. Derfra havde vi udsigt over hele vandfaldet, når vi stod deroppe og så ned i dybet så var menneskerne kunstdukker, i den stengrube. Da så vi kom ned til bilen, der var en stor parkeringsplads, ja der er millioner af biler, det er ikke i tusindvis, kan I tro, og der er store pavilioner, hvor folk kan sætte sig og spise deres mad, alle har mad med selv, så drak vi kaffe og spiste mad og så tog vi bilen og kørte ind i en park med en stor så, og de biler der var der, er ikke til at beskrive. Der var lystflyvemaskiner, lystsejlere og alt mulig gøgl og hvor folk badede. Ja så kom der regn og så gik vi hjem og havde haft en dejlig dag og kan have dejlige minder fra den dejlige tid fra min Amerika tur.
Erindring fra den 19 juni.
Jeg var ude ved Erling i Mensfield han har jo gartneri, jeg kom der fredag aften, om lørdagen blev Erling hjemme for at vise mig rundt og søndagen var vi på udflugt til Harrison State Fark og havde en dejlig dag, og så kon Lars efter mig om eftermiddagen.
Sommeren 1938 den 3 juli.
Birgitte med sin søn LarsBirgitte Hyldgaard på tur til Niagara Falls
Til erindring om udflugten til Kanada og Niagara Falls N.J.
Ja kl. 7 om morgenen kørte Lars, Ethel og Charllotte mig ud i den vide verden, helt op til Niagara Falls, ja et sted så dej dejligt er der ingen mennesker de kan tænke sig, der ikke har set det. Der er loo mil fra Vestfield og da vi kom derud var kl. 2 og så spiste vi af den medbragte mad og kaffe, og så begynd te vi at gå rundt, vi var i en park så vidunderlig, træerne så høje at vi kna? kunne se toppen af dem, og græsplæner overalt. og et vandfald så pragtfuldt, det bruste ud fra klipperne og ned i en flod, og ved kanterne var der sten så store at man ikke kan tænke sig. Et sted i klippen var der lagt bro så folk kunne gå der, men så skulle de have olietøj på og det kunne de leje i pavilionen og så kom de ned med elevator igennem klip perne og kom ud gennem en haf, så regnede der, og der kunne være store regnbuer, ja I kan tro det var smukt, og så var der et klippedrag til , der var mig og Lars nede, ja det var det mest forunderlige jeg så, vi kom ind i en hal, med trapper ned i for hallen og igennem et hjul, og der skulle vi putte lo cent i så så kunne vi gå hen i en anden hal og så kom vi i elevator ned på bunden og så kunne vi gå lige ud, men der oplevede jeg det m mest forunderligesyn, det kan jeg ikke beskrive, så gik vi fra den ene sten til den anden, og vandet strømmede ned, vi så mennesker stå der oppe ved kanten, der var et stort jernrækværk overalt med tråd imellem for faldt en ned deroppe fra var han knust øjeblikkelig. Lars havde fotografiapparatet med og han tog flere billeder deraf, og jeg blev også taget et billede af oppe på de høje sten. Den flod laver de elektricitet af til hele New York State. Kanada var jo på den anden side af floden, der var en bro over, så var vi i Kanada, og de laver jo hele deres elektricitet deraf også, men der var vel nok vidunderligt, og vi kørte lige op ad Buffals , ja den vidunderlighed jeg så der, den glemmer jeg aldrig så længe jeg lever, og så kl 5 spiste vi igen og så skulle vi på hjemturen og det forløb godt uden uheld Det var nogen brede veje, der kan køre 3 biler lige side om side og så så smukt alle vegne, så på en side af vejen kunne der være jernbaneskinner, hvor der var 7 a 8 spor side on side, der kører loo a 20 – 30 vogne i et tog og de er på 20 tons så der er noget at se af alt, ja og så store floder overalt langs vejen og så stenklipper med træer overalt, men overalt er der gode veje men ikke alle lige vejje, så kan vi være oppe på toppen af et bjerg og så nede i en dal, men alle vegne smukt. Ja der så jeg noget af alt, men kun ene naturskønhed så det er en tur er i østen af Amerika , jeg glemmer det aldrig, jeg kan glæde mig over det al tid, når jeg kommer hjem til mit lille land igen og så vil jeg takke min søde dreng Lars for det at han har kørt mig rundt og se alt den naturskønhed og jeg kan glæde mig over at jeg er rask og kan glæde mig over det. Så havde vi 4. juli og da var vi også ude at bile, vi var i Mensfield ved Erling og Gunner og havde en dejlig tur, og om aftenen havde vi fyrværkeri, til minde om den 4. juli, og det var så pragtfuldt så vi havde en dejlig tid.
Søndag 4 december 1938.
Birgitte Hyldgaard Pedersen med sin søn Lars, svigerdatter Ethel og barnebarn CharlotteBagerst fra venstre er det hendes datter Myrtha, svigersøn Chris Hansen, Birgitte selv og foran deres børn. Fra venstre er det Lilly, muligvis fætter Jimmy, lloyd, og allerforrest er det Verner og BørgeBirgitte på tur – uvist hvortil. Sandsynligvis er manden ved siden af hende, hendes søn Lars med sin datter Charlotte,Birgitte på tur med sin familieBirgitte står sammen med sin nevø Erling Buus og hans lille søn Arne Joy Buus. Erling Buus var søn af Jens Hyldgaards yngste søster Thora, der var gift med Knud Buus. De boede på gården Landlyst syd for Ålborg, ca. der hvor AAB’s baner nu ligger. Billedet er taget 4. december 1938, den sidste søndag på turen.
Den sidste søndag i Amerika det var ved Lars og vi havde en dejlig dag, Erling og kone, Tom og hans kone og mig, vi spiste andesteg og rødkål, æblekage og kaffe, og så kom Gunnar Rasmussen og hans kone. Så herlig en tid, og alle gav mig dejlige minder med hjem til Danmark, den søndag glemmer jeg ikke, den står i min erindring om min Amerika tur.
Birgitte Hyldgård.
En avisnotits fra U, S. A. lyder:
Fra Løkken, Danmark er Fru Birgitte Petersen kommet i besøg hos sin datter og svigersøn, Mr. og Mrs. Peter Jensen 6018 Frederick St. Før hun kom her havde Fru Petersen besøgt sønnen Lars i Mansfield, I’a. og senere er det meningen hun skal besøge en datter i Bruce S. Dak. Fru Petersen havde en ualmindelig god rejse over Atlanterhavet, og både den og besøget hos børn og børnebørn her er hende til stor glæde. Sikkert også til glæde for hendes pårørende, Mrs. Petersen vil måske opholde sig her i landet et helt år.
En dansk avisnotits:
Mandag d. 4. juni fylder Enkefru Birgitte Hyldgård, Vrensted , 70 år. I begyndelsen af den første verdens krig kom hun og hendes mand Jens Hyldgård fra Langholt til Vrensted, hvor de købte gården Søndergård i Åsendrup). I 1924 døde hendes mand og hun har siden drevet den forholdsvis store gård med dygtighed. I nogle år var en søn bestyrer for hende. For et års tid siden solgte hun gården og købte en villa i Vrensted by. Der er 12 børn i ægteskabet, og de er alle i gode stillinger.
Hendes død bekendtgjordes således:
Det bekendtgøres herved for slægt og venner, at vor moder, svigermoder, bedstemoder og oldemoder, Birgitte Hyldgård Pedersen, født Larsen, idag stille er sovet ind, 76 år gammel.
Roden i Åsendrup, den 21 september 1951.
Børn, svigerbørn og børnebørn.
Senere kunne man læse:
Enkefru Birgitte Hyldgård Pedersen , Roden, Åsendrup er død efter nogen tids sygdom. I 1916 købte hendes mand Jens Hyldgård Pedersen, gården Søndergård i Åsendrup, men allerede i 1923 døde han, og enken sad til bage med en stor familie, 12 børn ialt. Hun drev gården indtil 1944, bl.a. ved børnenes hjælp, og købte en villa i Vrensted by hvor hun boede indtil hendes helbred ikke tillod hende mere at bo alene. Hun flyttede så til sønnen Verner Hyldgård på gård Roden, hvor hun fik en god og kærlig pleje, Birgitte Hyldgård og hendes mand stammede fra Horsens ved Langholt. Hun var en god og flittig kvinde, der efterlader det bedste minde i slægten og blandt vennerne.
Nedenfor historien om datteren Lilly Hyldgaard Nielsen:
Endnu en historie fra Povl Stevns, fhv. gårdejer i Stenum og født i Vrensted Præstegaard i 1933.
Et fæstemål i 1949.
”Udvikle sig eller gå til grunde”; sådan udtrykte sagfører A. Olesen sig for over hundrede år siden om erhvervslivets vilkår. Samme citat er stadig aktuelt og vil uden tvivl fortsat være det i tiden fremover. Vi oplever det jo på nært hold i det daglige, hvor små virksomheder må opgive kampen, hvor de små forretninger lukker som følge af udviklingens krav og hvor vi på landet er vidne til, at også større gårde i dag sammenlægges til få og endnu større brug.
Alt er jo efterhånden blevet så effektivt og rationelt, hvilket bl.a. også har medført, at landbefolkningen er skrumpet ind til et minimum. Denne udvikling får mig til at vende blikket bagud til den tid, hvor der var liv på gårdene, hvor karlene og pigerne boede, hvor de var ansatte og hvor de på én uge kunne overkomme tæt på en 2×37 timers arbejdsuge. Turen går derfor tilbage til slutningen af 40rne.
Som 16årig ønskede jeg efter endt realeksamen at få en uddannelse indenfor landbruget og kom derfor i sommeren i 49 ned til min morbror, der drev en gård i Vordingborgs nærhed. Her var jeg indtil 1. oktober, hvorefter jeg tog hjem for at hjælpe far med haven, inden jeg skulle i plads til 1. november.
I oktober lykkedes det mig at få et fæstemål i stand ude hos Else og Niels Østergård, der begge var sidst i 20rne.
“Østergaard” foto fra 1949
Det var en god plads, så det blev med tiden til en tre årig ansættelse. – Ved ansættelsen orienterede Niels Østergård om gårdens størrelse og drift: ”Østergård” var på 70 tdr. l. og havde en besætning på 22 køer + opdræt samt 2 søer og et mindre antal svin, men planer om at bygge til flere, hvilket skete i sommeren 50. . Trækkraften var dengang 2 spand heste samt 1 plag og 1 føl. Endvidere fortalte Niels Østergård, at der desuden dagligt skulle køres mælk fra 6 gårde til mejeriet og at det foregik med en fladbundet vogn på træhjul forspændt et spand heste. – Gårdens maskinpark bestod af de gængse hestetrukne redskaber og vogne, hvoraf den ene var en firehjulet ”Mullerupvogn” på gummihjul. Om denne yndede Niels Østergaard at sige, at det var den første gummivogn, der kom til sognet. – Her skal lige indskydes, at også ”mågbo`ren” var på gummihjul, så vi var da med på noderne.
”Til at løse disse opgaver skulle der ansættes 3 unge mænd (2karle + 1 fodermester) samt en pige til hjælp i huset. Denne arbejdsstyrke blev jeg en del af på følgende ansættelsesvilkår:
Jeg skulle melde mig i pladsen d. 1. nov. medbringende garderobeskab og naturligvis det arbejdstøj, der var brug for. – Jeg skulle dele værelse i ”Østhuset” med de to andre karle. – – I værelset ville der være en kakkelovn, hvori pigen om vinteren ville tænde op kl. 17, så der kunne være lidt lunt, når vi noget senere dukkede op til omklædning inden spisningen. – Vi måtte vaske os i bryggerset og kunne hente varmt vand til barberingen oppe i køkkenet. Middags og aftensmåltiderne indtog vi sammen med familien i spisestuen.
Ved ansættelsen, der gjaldt for det kommende år drøftedes naturligvis også: Arbejdstider samt fritid (eller mangel på samme) og løn. Hvad angår det første, arbejdstider, skal jeg gå let hen over det, da det allerede er omtalt i indledningen.- Fritiden derimod skal have et par ord med på vejen. – Vilkårene var her følgende: Hver 3. weekend var der fri fra lørdag aften til mandag morgen. Den følgende søndag skulle man hjælpe fodermesteren færdig i stalden om morgenen, før man kunne tage af sted og den 3. søndag stod man så selv for pasningen af bedriften. Endvidere blev der givet fri til en tur til Brønderslev marked i september og fridage i forbindelse med højtiderne. Sidst, men ikke mindst, var der jo sommerferien. Der blev først sagt, at det var en uge, men så kikkede Niels Østergaard pludselig op og tilføjede med et smil: ”Ja, du får faktisk 8 dage, for du for søndagen med i begge ender”. – Hvor rørende!
Næste punkt var så det med lønnen, der skulle aftales for hele det kommende år, hvor den ville blive udbetalt med en tredjedel d. 1. maj og resten, – fratrukket det beløb, ejeren havde lagt ud for den ansatte til skat og sygekasse i det sidst forløbne halvår, – til november. Det skal dog her indskydes, at den ansatte året igennem kunne få udbetalt en mindre del af lønnen som forskud, hvis han stod og manglede en skærv. Det var dog mest velset, at man hævede så lidt som muligt i årets løb. Omkring skiftedagen d. 1. nov. var det således et godt emne at tale om, hvor mange penge de forskellige havde tilbage af lønnen til udbetaling. Der var naturligvis stor forskel, for der var jo altid nogle iblandt, der havde ”formøblet” en stor del af lønnen bort i årets løb og det var jo ikke så rart, at blive placeret i den gruppe.
For mit vedkommende blev lønnen for det kommende år fastsat til 1800 kr. + 20 kr. på vilkår, som det hed, og så ville jeg kunne få akkord i roerne, når jeg først havde hakket et vist antal favne til gården. – Selvfølgelig kom dertil både kost og logi, for ellers kunne der jo slet ikke blive noget at ”lægge til side” til engang, man selv skulle ud og købe gård.
Som noget helt specielt fik jeg indføjet, at jeg skulle kunne forlade pladsen den følgende sommer, hvis jeg til den tid ønskede at læse videre. – Det skete dog ikke.
Ved lønudbetalingen 1. november modtog jeg de 200 kr., der var stillet mig i udsigt, hvis man havde været tilfreds med min indsats i årets løb. Samtidig ansatte Niels Østergaard mig som fodermester for det kommende. Det var jo da begge dele et skulderklap, hvis jeg selv skal sige det. Ansættelsesvilkårene blev denne gang nedfældet i en kontrakt, som jeg fik forelagt til godkendelse og godtog med den ene ændring, at jeg for udført arbejde udover det i kontrakten nævnte skulle honoreres med 1.50 kr. i timen i stedet for 1.00 kr. Kontraktens fulde ordlyd er følgende:
Fodermesterkontrakt.
Undertegnede fodermester Povl Stevns og forpagter Niels Østergaard har dags dato indgået fæstemål fra 1. november 1950 til 1. november 1951.
Povl Stevns påtager sig pasning og pleje af besætningen. Malketiden er kl. 5 morgen og 16.45 aften. Povl holder den bedste orden i stalden og holder malkemaskiner og spande rene. Desuden udføres vinduesvaskning hver 14.- dag. Stenbroen og gårdspladsen fejes og rives hver lørdag. En gang ugentlig renses kloakken. Der skal strigles køer og kvier mindst en time hver dag i vinterhalvåret. Malkemaskinen hovedrengøres hver 3. uge.
Povl Stevns deltager i fodermesterkonkurrencen ved Brønderslev og Omegns Landboforenings staldbedømmelse.
Af løn herfor ydes der en grundløn af 2000.00 kr. + 2 kr. hver gang mælken er i 1. klasse (52 uger) 104.00 – + 5 kr. for hver ko, der er garanteret drægtig (efter 6 uger) 125.00 –
+ for 1. præmie i fodermesterkonkurrencen (bedste halvdel) 100.00 –
+ 1kr. i timen for ekstra arbejde og akkord i roerne ca. 500.00
I alt 2829.00kr.
”Østergaard” pr. Vrensted den 10. september1950.
Underskrevet: Niels Østergaard.
Sålunde lød kontrakten, som jeg accepterede efter en ændring af timelønstaksten fra 1 kr. til 1.50 kr. Den samlede løn for året blev bl.a. af den grund højere, end prognosen viste.
Endnu en ændring af mandskabsstyrken fandt sted den 1. november 51, da et ægtepar tiltrådte stillingen som fodermesterfolk. Der var nu kun brug for en medhjælper og den plads blev jeg tilbudt for en årsløn på 3000.00 kr. + ”kost og logi” til 1 ung Nordbakke (norsk hesterace). – Det blev ved denne aftale og hermed det 3. år i Østergaard. Det var alle sammen gode år, som jeg i dag med glæde ser tilbage på.
Ved en omtale af ansættelsesforholdene, som de dengang var i ”Østergård”, håber jeg at have efterladt et billede af situationen for tyendet på landet for 70 år siden. Noget anderledes er forholdene på landet unægtelig i dag og jeg tror, at mange unge i dag vil have svært ved at forstå, at man fandt sig i det dengang. Det ville jeg såmænd også selv have haft svært ved, hvis jeg kun havde hørt om det, men ikke selv oplevet det. – Sådan var det bare, og dengang var det nærmest en selvfølgelighed, som man accepterede.
Serritslev i maj 2019. Povl Stevns.
Afskrift fra bogen “Vort sogns historie i 100 år” ca. 1955
”Østergaard”, Pilgårdsvej, Vrensted,
“Østergaard” med ny kostald foto fra 1950 hvor Povl arbejdede som fodermester.
ØSTERGAARD, NIELS, Forpagter,er født samme Sted 20. 12. 1922. Forældre: Kresten N. Østergaard og Hustru Johanne f. Nielsen. »Kræmmergaarden«, Hjermitslev. Niels Østergaard er gift med Else Marie f. Drivsholm i »Toftegaard«, Vrensted, 24. 5. 1922. Forældre: Gdr. Thomas Drivsholm og Hustru Maren f. Eriksen. Niels Østergaard overtog i Juni 1947 Forpagtningen af Gaarden, som ejes af Faderen, der har ejet den siden 1921, da han overtog den efter sin Far, som købte den 1894. Arealet er 70 Tdr. Ld. og normal Besætning er ca. 30 Køer, ca. 40 Ungkreaturer, ca. 100 Svin, 2 Heste samt Traktor med alle nødvendige Maskiner. Stuehuset er opført 1840, Laden ca. samtidig. Hestestald, Garage og Folkeværelser er moderniserede og ombyggede, Kostalden opført 1929, Svinestalden 1950 og Maskinhuset 1941. Stuehuset er siden blevet moderniseret. Gaarden har siden 1. 10. 1953 været drevet som Kvægdemonstrationsbrug i Hjørring Amt og drives ved Hjælp af tre Karle og en Assistent. Østergaard har de sidste 10 Aar været Formand for Ungdomsforeningen samt Formand for Landbokredsen.
Jeg vil fortælle lidt om mig selv, min barndom og ungdom.
Jeg er født den 18. oktober 1908 på en gård på Gjøl.
Jeg er den yngste af syv søskende. Derudover havde min mor tre børn og min far fem af tidligere ægteskaber, så vi var 15 i alt, men det husker jeg ikke meget af.
Emma til højre
Min storesøster har fortalt mig, at min far havde megen omgang med sagfører Olesen. Han gjorde det sådan, at mine forældre flyttede tre gange, fra de havde en pæn gård, til de havde en lille gammel ejendom. Sådan var sagfører Olesen. Han narrede en masse mennesker, og tog
næsten alt fra dem. Han fik ikke sin rigdom af ingenting. Thomas Olesen Løkken har beskrevet ham i romanen Sagfører Sigerslet.
I 1910 døde min mor, jeg var to år gammel dengang. Min Moster, Marianne Eriksen, kom og tog mig med hjem. Hun boede på en gård på Vrensted Østre Hede. Jeg kom i pleje hos min mosters naboer, Stine og Marinus Thomsen. De havde ingen børn dengang, men i årene efter fik de fem og senere et barnebarn, så jeg har haft mange søskende.
Stine og Marinus Thomsens gård, Kongsengene 274, Vrensted Østre Hede
Jeg vil fortælle lidt om min barndom og ungdom hos mine plejeforældre. Da jeg var seks år, var der en pige hos en nabo, Marie hed hun, hun lærte mig at sy, og hun syede dukketøj til mig. Jeg husker vi gemte saks, nål og tråd under hækken. De køer, hun passede på, gik løse, og når de gik, hvor de ikke måtte, skulle jeg løbe efter dem, så syede hun dukketøj til mig. Der var roemarken eller kornmarken, de løb ud i.
Da jeg var 6 1/2 år, da begyndte jeg i skolen. Vi skulle kunne bogstaverne og tallene. Jeg husker hvor slemt det var, men mine plejeforældre havde en hyrdedreng Thomas Vestergaard, han lærte mig at kende tal og bogstaver.
Jeg skulle også altid være barnepige og lidt senere hyrdepige. Jeg skulle have barnevognen og de små med ud, og jeg havde altid mit hækletøj med i barnevognen. Da jeg var ti år kunne jeg allerede hækle mellemværk og blonder.
I 1916 da jeg var otte år, var jeg hyrdepige hos mine plejeforældre. Køerne stod tøjret og jeg skulle flytte dem to gange om formiddagen og to gange om eftermiddagen.
I 1919 brændte mine plejeforældres gård. Jeg var kun ti år, men jeg husker , at alle de ting, jeg havde lavet, brændte. Gården blev bygget op igen. I den tid boede vi hos en nabo, Mads Østergaard. Vi fik soveværelset og et værelse. Jeg husker at jeg så gerne ville hen og se hvor langt de var på byggepladsen, men jeg skulle altid havde de små med i barnevognen og vist to elle tre andre ved siden af. Jeg husker hvor hårdt det var altid at være barnepige.
Jeg blev konfirmeret i 1922, og samme efterår kom jeg ud at tjene. Gårdejeren kom selv for at høre om en tjenestepige, bettepigen blev jeg kaldt. De blev enige om at jeg skulle have 100 kr. for vinteren og 200 kr. for sommeren. Den 1. november, da jeg blev hentet i plads, kom de efter mig i hestevogn. Jeg skulle selv have skab eller kommode med. Jeg var også med vognen, for jeg havde ingen cykel.
Vi skulle op kl. fem om morgenen, og jeg skulle malke syv køer morgen og aften. Bagefter skulle jeg give de spæde kalve mælk. At vaske spande, det var også mit arbejde, det foregik udendørs. Jeg skulle skrubbe bryggersgulv, og om lørdagen blev borde, grydelåg og andet skuret i sand og kalk. Om eftermiddagen skulle jeg hjælpe med at stoppe tøj eller sy for fruen. Om vinteren skulle jeg hjælpe med at tærske.
Vi var to piger, der delte værelse. Der var to senge, et lille bord og måske to stole. Det var en god go lærerig plads, og kosten var god. Når vi spiste sad manden i folkestuen sammen med karlene. Fruen, barnepigen og tre børn sad i børneværelset, kokkepigen og jeg i køkkenet.
Jeg havde fri hver anden søndag fra kl. 13-19. Det tog en time at gå hjem til mine plejeforældre ad sandvej. Om aftenen gik jeg derfra kl. 18 og havde en lygte, vist en flagermuslygte, i hånden.
I april 1923 fik jeg min første cykel. Den kostede 135 kr.
Efter et år kom jeg hjem og var der i fire år. Det hårdeste arbejde var nok, når der blev gravet tørv. En hel uge skulle jeg trille tørv ud, det var hårdt. Der var mange andre ting der ikke var rare, men jeg var jo kun plejebarn.
I 1927 fik jeg en ny plads. Det var på en gård hvor datteren var kokkepige. Jeg var det de kaldte bryggerspige. Mit arbejde bestod i at malke. Det var ikke et bestemt antal, vi skulle malke, vi hjalp hinanden, til vi alle sammen var færdige. Jeg skulle også gøre spande rene, vaske gulve og andet skrubbearbejde. Det var gode folk. Vi spiste godt og var altid mætte. De var sparsommelige, men behandlede os godt. Det var ikke alle steder, folkene fik så god en behandling, for mange steder blev tjenestefolkene behandlet usselt.
Jeg havde fri en eftermiddag om ugen. Det var ikke en fast tid, men når vi var færdige over middag. Vi skulle sy og ordne vores eget tøj. Det var jo hjemmestrikkede strømper vi brugte, og de skulle stoppes. Nogen gange kunne jeg også nå at brodere lidt. Der var ikke mange steder man havde en frieftermiddag.
Jeg har næsten aldrig ordnet karlekamre. Jeg husker, det var det værste, jeg vidste. Som jeg husker det, var værelserne ved hestestalden, og der var ikke altid dør imellem. Der var halm i sengene og der var ingen fjedre eller sengebund.
Når vi skulle til bal, blev vi inviteret på et balkort. Det var ikke hver gang, vi var inviteret med. Var det gårdmands sønnerne, der inviterede, blev det kaldt knastbal. Ballet begyndte ved 21-tiden, når der var malket og toget kommet ind. Det var gratis for vi piger, men karlene gav to kroner. Det var til betaling af musik, kaffe og kage. Der var altid hjemmebagt kage. Der blev spillet en kaffemarch, og så tog herrerne en dame, og vi gik i den lille sal og satte os til bordet. Når der var fyldt, måtte resten tilbage til den store sal og vente til næste kaffemarch. Der kunne man se hvem der var gode venner eller kærester. Pigerne var gerne i silkekjoler, det fineste, de havde.
Jeg husker, det var Marie og Søren Nielsen, den gamle sognefoged, der serverede kaffen. Der var levende musik. Det kunne være Frans Møller, Aage Jensen, barber Simoni Sørensen eller murermester Martin Andersen, der spillede. I november 1928 flyttede jeg i en ny plads, hvor jeg var kokkepige. Der var en bettepige og en barnepige. Min påklædning var fri, men jeg havde kappe på om formiddagen og altid hvidt forklæde om søndagen. Vores toilet var ude i tørvehuset, men fru og børnene havde træk og slip.
Mit arbejde var at lave maden og at bage brød. Jeg bagte fem store franskbrød, finbrød, og to kringler om ugen. Maden var der ligesom andre steder, kogt eller stegt flæsk, og om lørdagen spegesild eller pandekager, og så vælling eller grød.
Vi lavede al maden på komfuret. Det gjorde de alle steder. Aftensmaden var nogle gange smurt mad, som blev sat på en tallerken til hver, og dertil fik man kogt eller kold mælk.
I den plads blev der også slagtet mange spædekalve. De skulle slagtes, inden de fik deres første mælk, ellers blev kødet løst. Jeg kan endnu se for mig, når slagteren kom gående over gårdspladsen med kalven over skulderen. Den hang ude i et rum, hvor vi opbevarede de tomme saltkar og andre ting. Så tog vi et stykke af kalven, det kunne være til bøf, frikasse` eller andet. Vi lavede noget helt specielt af kalvene, kalveost. Det var sidebenene og andre tynde stykker kød, der blev kogt. Så pillede vi benene af, derefter blev det presset i en forme, og når det var koldt, blev det brugt som pålæg.
Når vi havde vaskedag, ca. en gang om måneden, vaskede vi i to dage. Det foregik på vaskebræt. Det var fruen, bettepigen og jeg, der vaskede. Der var meget, der skulle vaskes, bl.a. karlenes sengetøj og håndklæder, og det var meget snavset. Vi pumpede vandet op, men pumpen var godt nok i bryggerset. I de to dage vi vaskede, skulle barnepigen lave mad. Den bestod af kartofler, gulerødder og løg skåret i tern og kogt sammen, dertil fik vi enten kogt flæsk eller frikadelle.
Der skulle også bæres tørv ind til komfur og kakkelovne. Komfuret skulle pudses mindst en gang om ugen, og kakkelovnen to gange om året. Asken skulle tages ud hver dag.
I den plads malkede vi ikke fast, men da fodermesterens kone fødte et barn, malkede vi tre eller fire dage, så skulle hun i gang igen.
I november 1929 flyttede jeg igen hjem til mine plejeforældre og skulle arbejde for dem.
Til november 1930 fik jeg ny plads. Det var i Østergaard hos Johanne og Chr. Østergaard. Det var et dejligt halvt år. Jeg havde det godt og lærte meget. De havde nogle dejlige børn, og jeg var så glad for dem. De var også glade for mig og min senere mand, Aage. Det blev et venskab, som har varet siden. Jeg skulle have været der et år, men til maj flyttede jeg for at blive gift. Den 22. maj 1931 blev jeg gift med Aage, og vi overtog hans hjem på Søengen. Jeg var så glad for at få mit eget.
Pengene var små, men vi havde det godt. Vi fik med årene 10 børn. Jeg har haft er arbejdsomt liv, men med mange gode stunder og minder.
Herunder alle Emmas 10 børn
f.v. Poul, Ninna, Rise, Thit, Helge, m.f. Henning, Jens, ?, øverst f.v. Birthe (Søster) Else, Kathrine (Kinne)år 1998 Emma 90 år – hele familien til fest i Vrensted forsamlingshusår 1998 Emma 90 år og omkranset af børn og svigerbørn
Vrensted sogn omkranses af sognene, Løkken- Furreby sogn, Børglum sogn, Stenum sogn, Thise sogn og Ingstrup Sogn
Vrensted er en by i det vestlige Vendsyssel med 310 indbyggere (2017), beliggende 6 km sydøst for Løkken, 14 km nordvest for Brønderslev og 24 km sydvest for Hjørring. 4 km nord for Vrensted ligger Børglum Kloster. Byen hører til Hjørring Kommune og ligger i Region Nordjylland.
Vrensted sogn omkranses af sognene, Løkken- Furreby sogn, Børglum sogn, Stenum sogn, Thise sogn og Ingstrup Sogn
Den første omtale der findes, mellem bevarede aktstykker, om Vrensted som ligger midtvejs mellem Brønderslev og Løkken, skriver sig tilbage til 1340, hvor ridder Ove Nielsen bortskøder alt sit gods i Wrensted i Jerslev Herred. Man antager at navnet er opsået kort efter folkevandrings-tiden, som for Nordjyllands vedkommende vil sige omkring år 700 e. Kr. Navnets begyndelse Wren peger muligvis hen på mandsnavnet Wrang. Det kan også være afledt af Wreni som på olddansk betyder hingst. Dette kunne betyde, at Vrensted var “stedet med hingstene”, eller at man kunne fange vilde hingste der, – måske var det en af landsbyens bønder som var kendt for sine gode hingste. Der kan også være en helt tredje oprindelse til navnet Vrensted. Tilsyneladende ser det ud til at der allerede i romersk jernalder, før Kristi fødsel, har været en ret betydelig bebyggelse, som måske er blevet forladt ved beboernes udvandring til andre egne, efter at klimaet i Danmark var blevet for vådt og koldt. At der har været en betydelig bebyggelse på stedet tidligere, underbygges af, at da man i 1912 anlagde jernbanen mellem Hjørring og Løkken, lavede udgravninger i forbindelse med etableringen af Vrensted stationsbygning, fandt en stor boplads, fra hvilken der blev optaget ca. 30.000 skår af lerkar; heraf har man kunnet sammensætte ca. 100 mere eller mindre fuldstændige kar, herudover var der skår af mindst 500 forskellige andre kar.
Det oprindelige Vrensted var en samling gårde og huse, som lå langs en byvej.
Lille Knudsgaard, kirken og Vrensted Byskole
Vrensted Station
Byen har tidligere været stationsby på jernbanen Hjørring – Løkken – Aabybro, som startede i 1913. Ved stationen opstod en ny bebyggelse, som efterhånden voksede sammen med resten af landsbyen. Vrensteds status som stationsby varede kun 50 år, idet banen blev nedlagt i 1963.
Sct Thøgers Kilde
Kirken som stammer fra 11-1200 tallet, blev i katolsk tid viet til Sankt Thøger. Sankt Thøger var den missionær, der ifølge overleveringer bragte kristendommen til Thy og det vestlige Vendsyssel. Han nød stor anseelse blandt vendelboerne, hvilket sikkert også er grunden til at den helligkilde som findes syd for kirkegårdsdiget, ligeledes er viet til ham.
Sankt Thøgers “arbejdsgiver” var den norske konge, Olav den Hellige. Kongen har sikkert haft en hel del at sige og bestemme i landsdelen.
Den hvidkalkede kirke ligger smukt i landsbyen og rager op over huse og gårde.
Vrensted Kirke “Sct Thøger”
Kirketårnet som er forsynet med rødkalkede blændinger, tjente engang som sømærke og måtte derfor ikke kunne forveksles med de øvrige kirketårne langs kysten.
Inde i kirken hænger et smukt 1200 tals krucifiks med den sejrende Kristus med kongekrone. Krucifikset er forsynet med et cirkelslag med små engle i rosetter. Kirkens trefløjede altertavle er malet af Niels Larsen Stevns. Forfatteren Erling Kristensen blev i sin tid konfirmeret i kirken, han var da i sin bedstemors nypudsede træsko, da han ikke selv ejede et par sko.
Børglum Kloster beliggende nord for Vrensted by
Alle gårde og huse i Vrensted, på nær et par stykker, var fæstegårde under Børglum Kloster, som kun ligger ca. fire kilometer nord for Vrensted. I 1806, da man tog fat på udskiftningen, var der ca. 50 gårde i landsbyen.
Siden oldtiden har Vrensted været et trafikknudepunkt, hvor veje fra alle fire verdenshjørner mødtes. Færdsel ad fortidens elendige veje gav en naturlig tørst, og det forstod vrenstedboerne at udnytte.
De oprettede smugkroer, hvorfra der blev solgt øl og brændevin til de rejsende. Med det ulovlige krohold fulgte druk, slagsmål, knivstikkeri og mord, og det fortælles, at Vrensted i 16- og 1700-tallet var en af de mest »»uskikkelige« byer i Vendsyssel. Omkring år 1700 sagde man, at »den, der kan gaa gennem Vrensted uskændt, kan gaa gennem Helvede ubrændt«!
På et tidspunkt havde landsbyen også en privilegeret kro, men den blev nedlagt igen sidst l 1700-tallet. Vrenstedboerne ville dog ikke give afkald på brændevin af den grund, og mange havde brændevinsredskaber til hjemmebrænding. Dette kom øvrigheden for øre, og en efterårsdag i 1784 drog en politifuldmægtig og to konsumptionsbetjente, m.fl., til Vrensted for at fortage husundersøgelser hos beboerne. Da de kørte ind l byen, blev de mødt af vrede vrenstedboere, hvoraf nogle var bevæbnet med spader, grebe og høtyve. De stimlede sammen om øvrighedens hestevogne, og da de begyndte at bombardere de fine herrer med sten, forsvandt disse skyndsomst ad vejen mod Løkken. Politifuldmægtigen fik en sten i baghovedet og en i venstre side, og en af betjentene blev såret i hovedet og på ryggen. Så galt kunne det gå, når man forsøgte at tage brændevinen fra vrenstedboerne.
I 16- og 1700-tallet deltog flere vrenstedboere i skude-handelen på Norge. Denne trafik foregik fra kysten ved Løkken. I 1810 handlede Vrenstedpræsten Axel Rosenkrantz Segelckes søn, Severin Vincens Segelcke, på det norske Sørlandet. Han boede i Vrensted, men flyttede i 1812 til Lønstrup, hvor det næste skud på stammen, Axel Rosenkrantz Segelcke, med tiden fik oparbejdet en blomstrende skudehandel.
Ane Maries Hus
opført som bolig for 5 enlige kvinder med tilknytning til Vrensted
Nord for kirken ligger denne smukke gulstenslænge, som bærer navnet »Ane Maries Hus«. Denne ejendom der blev opført i 1914, var oprindelig en stiftelse for ugifte kvinder eller enker fra Vrensted Sogn.
Opførelsen blev bekostet af Anders Olesen, som var sagfører i Nørresundby, men stammede fra Vrensted, stiftelsen blev opkaldt efter hans mor, Ane Marie Andersen, født Drivsholm.
Kirkedammen lige syd for kirken og Sct Thøgers kilde
Sagføreren bekostede også en ny klokke til kirken. Den bærer følgende tekst: “Nu kalder Sct. Thøgers Klokke paany paa gammel og ung i Vrensted By«. Anders Olesen betalte også Larsen Stevns for den trefløjede altertavle, og han testamenterede sin store bogsamling til byens bibliotek. Han døde l 1929 og ligger begravet på Vrensted kirkegård.
Nedenfor kirkegårdsdiget findes et åbent område, som er tilsået med græs. Her lå tidligere et beskedent rødstenshus, som rummede en meget speciel Virksomhed – en tårnurfabrik.
Ørnholms tårnurfabrik med bolig og værksted
Tårnurfabrikant Chresten Ørnholm i sit værksted
Fabrikanten hed Chresten Ørnholm og levede fra 1857 til 1936. Som reklame for sit firma havde han anbragt et stort ur på huset. Ørnholm var finmekaniker, og han blev betegnet som »»genial««, Han leverede ure til kirker, banegårde, m.v., på det historiske arkiv har man et gammelt fotografi af den stolte håndværker, som står udenfor sit hus med et stort urværk. Han er iført arbejdstøj og et stort forklæde, og ansigtet er prydet af et mægtigt overskæg.
fabrikant Ørnholms bolig ovenfor, med ur og påskriften “Tårnurfabrik”
Forfatteren A.C. Andersen, født i Vrensted
Vrensted har haft sin egen forfatterr, A. C. Andersen, som i dag er gået i glemmebogen. Byen har hædret ham ved at opkalde en vej efter ham. Han levede fra 1874 – 1928. Han var en social forfatter og skrev bl.a. hjemstavnsskildringen »Husmandens Datter«.
Forfatter Knud Holst, bosiddende i Vrensted
Også forfatteren Knud Holst har boet i Vrensted. Han levede 1936-1995. Han voksede op i Vendsyssel og blev student fra Hjørring Gymnasium. Han havde fødderne solidt plantet i den nordjyske muld. Han var i starten af 1960erne en af Danmarks mest fremtrædende mordernister og var en glimrende portrættør af det landlige liv. Mere end noget andet har den Vendsysselske natur , miljø og sociale forhold sat sit præg på Holsts virke både som billedkunstner, digter og novelleforfatter. Debut: Dementi i 1962 en digtsamling og efterfølgende digtsamlingen Trans fra 1964. Holst var redaktør af tidskrifterne Vindrosen og Hvedekorn i perioden Fra 1964-1967.
Møbelsnedker og kunstner Oluf Jensen, Vrensted
Møbelsnedker og kunstner Oluf Jensen, (1904-1974) barnefødt i Vrensted, han er kendt viden om for sine skulpturer og møbler og har udstillet sine værker på store udstillinger i hele Danmark. Også her har byen hædret Oluf Jensen ved at opkalde en vej efter ham.
Sidst i 1990 erne blev der i regi af Vrensted Idrætsforening, startet en Krocket afdeling. Der spilles / trænes stadig 2 gange om ugen hele året så vidt muligt. Spillere er hovedsagelig seniorer som deltager i turnering i Vendsyssel.
Her billeder fra banen og fra hyggeligt samvær.
Der vil løbende blive tilføjet nye billeder.
Krocket stævne i Vrensted ved Byens fest juni 2019
Ovenfor 7 fotos fra Krocket stævne juni 2019 ved byens fest med efterfølgende kaffe og hygge i teltet
Banerne gøre klar til krocket spil, græsset er klippet green bliver klarKrocket banen skridtes af og kontrolleres af Mogensspillet er igangSpillet diskuteresDer kigges på
glade spillere som sikkert har vundet en præmie for dygtigt spil – kendte ansigterDer kan også spilles krocket på strandenTid til hyggeligt samvær er der også plads til – en kold øl gør godtHygge !Der fester også, men hvor er damerne ?
Mormonernes verdensomspændende database over dåb og vielser. Mormonerne i Utah i USA har gennem årene læst og indført dåb og vielser fra kirkebøgerne i mange lande i en database. Her kan der søges på navn på en person i et årstalsinterval og så kommer der en række navne som er født inden for dette interval med oplysning om dåbsdato og forældrenes navne. Hurtig at bruge til søgning, men også fyldt med en del fejl, så alle oplysninger skal kontrolleres i kirkebogen.
Foreningen Dis-Danmarks hjemmeside. Forening for slægtsforskere. Foreningen arbejder med digitalisering af data og har mange projekter i gang. På hjemmesiden er der mange gode henvisninger og råd til begyndere i slægtsforskning. Under Forum kan man få hjælp af erfarne slægtsforskere til søgning, læsning og vejledning hvis man er gået i stå med forskningen. Udenlandske forskere som har rødder i Danmark kan også få hjælp. Årlig medlemskontigent, men man behøver ikke at være medlem for at få hjælp.
Dansk kirkegårdsindex. Forening som arbejder med at affotografere gravsten på landets kirkegårde. Her er der billeder af kirkerne og gravstenene. Register over de affotograferede kirkegårde. Gravsteder som er yngre end 10 år medtages ikke.
Gerdas hjemmeside har en mængde oplysninger fra Hvetbo Herred og mange gode links. Hun har lavet en database med mange tusinde personer fra Vestvendsyssel (klik på Hvetbo området) hvor man kan søge på navn.
Engelsksproget hjemmeside lavet af Aurelia Clemons. Aurelia er mormon og bor i Utah men har rødder i Vendsyssel. Her er en utrolig mængde data, kirkebøger, folketællinger, mormonernes udvandring 1852-1881, Ellis-Island indvandring til USA i tiden 1892 til 1924 og meget andet. Tillige en stor navnedatabase med danske norske og amerikanske navne.
Postmester T M Sørensens arkiv over vendelboer. Søgbar database med oplysninger om 130,000 personer. Oplysningerne om personerne er hentet fra aviser og blade, folketællinger og personalhistoriske bøger, forskning og andres forskning.
http://www.krabsen.dk/ Database med 58000 stednavne og deres tilknytning til sogn, kommune
og amt.
www.vortsognshistorie.dk Database med indskanning af de 13 bind af ”Vort Sogns Historie” som blev udgivet i årene 1950 til 58. Indholdet består af billeder af gårde og husmandssteder med en beskrivelse af ejendommen og avl og besætning. Ejernes navne oplyses og ofte deres forældres og bedsteforældres navne. Indholdet dækker kun dele af Jylland og kun dem som købte bøgerne kom med i bindet. Der er mange med fra Hvetbo Herred.
http://www.wadschier.dk/ Klik på kilder – Søg Arkivaler. En mængde søgelinks. Blandt andet Viborg tugthus fangeprotokol 1763 til 1874.
Alimentationsbidrag i Hjørring Amt 1868 til 1954. Åbn Daisy – Arkivskaber er Hjørring Amt – Abn Hjørring Amt – Abn 1793 – 1970 Hjørring Amt – Åbn Alimentationsjournal 1868 – 1954.
Personregister til nordjyske godsers skifte og fæstearkivalier med alle navnene som er nævnt i samtlige skifte og fæstesager. Udarbejdet af Rigmor Nørgård, Frederikshavn og Else Jørgensen, Arden.
http://www.krabsen.dk/ Godsskifter fra Vendsyssel indtastet af Asger Bruun fra Slægtshistorisk Forening for Hjørring og Omegn. Her kan man i en database søge efter et navn eller alle navnene i et gods.
http://www.thistedmuseum.dk/ Thisted Museums hjemmeside. Ved klik på Historisk Årbog kan man læse alle årgange af Årbog for Thy og V Han Herred fra 1906 til 2004.
Hvetbo Herreds tingbog 1631-32-33 transkriberet af I C Højensgård. I tingbogen er der mange oplysninger og navne og ofte kan man her hente oplysninger som kan føre slægten en generation længere tilbage end i kirkebøgerne som jo først begynder i 1646-48.
http://www.skippere.dk/index.php Database med examinerede skippere og styrmænd i perioden 1707 til 1839. Ligeledes en database over prisonfanger 1807 til 1814 (fanger son sad i engelsk fangenskab under Englandskrigen 1807-14)
www.dkconline.dk/ Fund og Fortidsminder. Et nationalt register over arkæologiske fund og fortidsminder. Dysser, gravhøje, borge og voldsteder. Her kan søges på såvel kort som i database.
Niels Jensen Hirtshals Fortællinger og billeder af både og fiskere på vestkysten.
http://www.kms.dk/ Kort og Matrikkelstyrelsen. Her kan man se landkort, historiske kort og gamle matrikkelkort helt tilbage til 1812 med navne påført af datidens ejere.
http://www.aalborg.stift.dk/ Ålborg Stifts hjemmeside. Link til alle kirkerne i stiftet. Kirkebilleder og oplysning om kirkerne.
http://corpo.dk/hvorup Lokalhistorisk Arkiv på Hvorup gamle skole har gennem en årrække samlet dødsannoncer, takkeannoncer og mindeord i arkivets dækningsområde (Nørresundby, Ålborg, Hvorup mm.) Materialet er overført til edb og kan søges i en database.
http://www.kongehuset.dk/ Gå til ”Samlinger” og til ”Ordenskapitlet” Hvis man har aner der er blevet tildelt en orden ligger der muligvis deres levnedsbeskrivelse i Ordenskapitlet. Denne levnedsbeskrivelse er det muligt at få en kopi af.
Besættelsen og Militære arkiver.
http://modstand.natmus.dk/ Frihedsmuseets modstandsdatabase. Information om modstandsbevægelsen og dens medlemmer under anden verdenskrig.
http://www.kasler-journal.dk/privatkrigNQ.htm De private krige under besættelsen. Besættelsestidens terror. Sapotager, drab, likvideringer, snigmord, rovmord, vådeskud under besættelsen.
Udenlandske links.
USA.
http://www.dkmuseum.org/ Det danske immigrantmuseum i Iowa i USA. Mange oplysninger om emigrerede til USA. Mange links til websider (Useful websides for Genealogical Research)
http://www.illustrerettidende.dk Illustreret Tidende udkom fra 1859 til 1924. Bladet var unik for sin tid og er i dag en vigtig historisk kilde. Alle årgange kan læses her og der er også en søgefunktion.
http://www.tidsskrift.dk/bladring.jsp Her er der adgang til flere forskellige tidsskrifter, blandt andet Historisk Tidsskrift fra 1840 til 2002 og Jydske Samlinger fra 1911 til 2002.
http://www.kulturarv.dk/ Kulturarvstyrelsen. Vore fortidsminder. Fredede bygninger. Museer. Kommune og turisme. Flere databaser.
Sall-data Søg på Google. Mange sider for slægtsforskere.
Sådan var det at være på landet for næsten 100 år siden i 1920 erne, fortæller afdøde Harry Jørgensen.
Kilde: VT/Nordjyske 1989
82-årig om sin ungdom
Sådan var det at være karl på landet
VRENSTED: Høsten går over landet i denne tid med kværnende mejetærskere, der kan æde en mark på ingen tid. Bagefter rykker andre maskiner ud for at gøre jorden tjenlig til ny avl.
Dette maskinræs har fået den nu 82-årige Harry Jørgensen, Båstedhedevej 28 i Vrensted, til at fortælle om, hvordan tilværelsen formede sig på landet da han var ung i 20’erne.
– Hvor mange unge tænker i dag på, hvordan de ville have haft det som ung for 65-70 år siden, siger Harry Jørgensen. Når jeg beretter om den tid er de fleste tilbøjelige til at tro, at det er løgn.
Da jeg var 17 år fik jeg plads som trediekarl på Kræmmergaard i Åsendrup ved Løkken. Folkeholdet bestod af fire tjenestekarle, en fodermester, en fast daglejer og to tjenestepiger. Arbejdstiden var ud over staldtjeneste om morgenen 10 timer daglig. En selvfølgelighed i dag som ferie, var dengang et ukendt begreb.
Landbrugsmaskiner kendte man heller ikke ret meget til, og de der dukkede op, var jo af den slags man i dag kalder gammeldags. Årslønnen var efter datidens forhold ret god med 600 kroner plus kost og logi. Kosten var også upåklagelig. Jeg boede på et tomands-karlekammer, der om vinteren var uopvarmet, men sengetøj og senge var der ikke noget udsætte på.
Der var dengang mulighed for at tjene en ekstra- skilling, hvis man kunne nå tusinde favne roerækker om dagen. Så fik man en godtgørelse på 25 øre for hver yderligere 100 favne.
– Derfor var det ikke ualmindeligt, siger Harry Jørgensen, at man frivilligt forlængede arbejdsdagen med både fire og fem timer.
Harry Jørgensen levede i mange år i Vrensted og blev gift med Anna Ørnholm i hvis hus de boede ved Kirkedammen, Bådstedhedevej 28, Vrensted. Han var født i 1907 og døde i 1995. Han var i mange år meddeler til Vendsyssel Tidende og en ivrig debatør. Han var redaktør af Vagabondavisen.
Er der nogen der ligger inde med billeder fra Vrensted Idrætsforening, fodbold, håndbold, gymnastik, dart, kroket m.m., så send dem til mig på mail: jensotto1946@hotmail.com
eller sæt dem på facebook-gruppen.
Gerne med navne, som jeg så vil sætte på den respektive side.
Ny aktivitet i Vrensted Idrætsforening i 2022
Vrensted Idrætsforening har nu adgang til gymnastiksal, omklædningsfaciliteter, mødelokaler med indgang her fra nordsiden og indefra med fin udsigt til idrætsbanerneEt meget flot idrætsanlæg 2019Klubhuset fra 1981 er nu revet ned i 2019 og klubfaciliteter er fremover i Byens HusDet gamle klubhus som blev opført i 1982 og nedrevet i 2019 for forskønnelse af området. Idrætsforeningen tager istedet nye lokaler i brug i “Byens Hus” med badefaciliteter, omklædning og opholdslokalerOpført i 1982 nedrives i 2019
Vundne pokalerNye dragter til ledere i 1990Nye træningsdragter50 års jubilæum i 1987Et hold fra VI s storhedstid i 1970erne. Billedet er fra 1979 og spillerne er følgende, bagerst f.v. træner, Leo Falk, Chr. Nielsen, Henning Madsen, Bjarne Nielsen, Per Jensen, Anders Vestergaard, Leif Jensen (kondi Leif) og Lars Ole Sand, forrest f.v. Bjarne Svenningsen, Wahlter Sørensen, Jens Eskildsen, Ole Nielsen, Tage Rørbæk og Poul Egebak.Hygge i Klubhuset i 1979
Det gamle Forsamlingshus er nu indrettet til Antikvitetsforretningen “Antik og Moderne”
Kilde: Løkken Folkeblad 1.05.2019
FORSAMLINGSHUS ER FYLDT MED ANTIKVITETER
Ingstrup Antik har taget det tidligere samlingssted for Vrensted i brug efter en grundig renovering.
Vrensted Forsamlingshus har i generationer været samlingssted for egnen og rummer utallige minder for mange. Så blev aktiviteterne flyttet til Byens Hus hvor de lever videre.
Ændringen har givet forsamlingshuset et helt nyt liv med handel. Nu hedder det Antik og Moderne. Antikhandlerparret Anna Rutkowska og Preben Larsen har fyldt huset helt op med spændende varer og et hatteværksted.
Preben Larsen har rykket sin Ingstrup Antik og Moderne til Vrensted.
Anna Rutkowska er modist og antikhandler. Hun driver Løkken Antik i Nørregade, Løkken samt Annas Antik & Nostalgi på Løkkensvej 779 i Rubjerg. Det fortsætter hun med og har nu også fået indrettet hattebutik og værksted i et lokale i Vrensted.
Det gamle forsamlingshus har fået en grundig istandsættelse med nyt gulv, vinduer og ny elinstallation og alt er malet lyst og venligt.
– Vi har brugt vinteren på at lave det hele klart, og nu er vi flyttet ind.
– Huset ideelt til fremvisning af mine teakmøbler, palisander møbler samt mange sjove lamper til diverse indretning og tusindvis af andre ting, fortæller Preben Larsen.
Og man må sige, at der er fyldt op. Selv i forsamlingshusets store indgangsparti er der udstilling af varer, og det store køkken er fyldt med varer som venter på udpakning og klargøring til butikken.
Selv om Anna Rutkowska har antikbutikker i to byer, så har hun fået sin helt specielle aktivitet i Vrensted. Da hun så det lille hjørneværelse ud til Vrenstedvej tabte hun sit hjerte og så fik den bogstaveligt talt ”en på hatten”.
Anna Rutkowska er nemlig uddannet modist i sit hjemland Polen. Det er en uddannelse der tage 4 år, og man får både en grundig faglig og historisk viden om hatte og mode. Og alt er håndsyet. Der er formentligt kun to modister i Danmark.
– Jeg elsker at lave hatte og har et lager af færdige hatte og hårpynt. Desuden laver jeg på bestilling.
– At lave en hat er en proces på tre dage plus det løse, og det kan godt ske, at jeg må arbejde til ud på natten, når en hat skal være færdig til festen, fortæller hun glad.
Preben Larsen driver desuden en virksomhed med eksport af retromøbler til Japan, USA og Australien. Det foregår fra to store lagerhaller i Vrensteds gamle mejeri lige på den anden side af gaden. Her kommer de udenlandske opkøbere forbi og vælger ud, hvad de gerne vil købe med hjem.
– Vi er meget glade for vore nye omgivelser her i Vrensted, hvor vi prøver at give vore gæster en god oplevelse. Vi er også overvældede over den gode modtagelse vi har fået af byens borgere. Vi havde en særdeles god påske, hvor mange kiggede indenfor, siger parret.
Vrensted Antik og Moderne er i sommersæsonen åben hver dag, og uden for sæsonen hver weekend kl. 10-16.
– Eller vi har åbent når flaget er ude, siger Preben Larsen, da vi står ude ved den gamle budcykel der er butikkens blikfang ud mod gaden.
Nu er der gået elleve år siden en af mine gode venner Kurt Malmberg en dag sagde til mig -Vi skal til Syd Afrika og bygge et børnehjem færdigt-.
Det var engang i 2008 hvor vi boede i vore sommerhus i Kryle Klit ved Blokhus og var nabo med Kurt Malmberg der boede 500 m fra os, på sin nedlagte ejendom.
Kurt havde året forinden været i Syd Afrika for at besøge bekendte og var på sin 14 dages tur, kørt rundt i Syd Afrika og var kommet til byen Graskop, ca. 400 km nordøst for Johannesburg, hvor han besøgte et børnehjem.
Vores Børnehjem i GraskopKirken ved Børnehjemmet i Graskop
Børnehjemmet var ledet af en ældre præst fra England, der havde været bosiddende i Syd Afrika i over 40 år og missioneret der.
Der leges på græsplænen foran Børnehjemmet i Graskop
Han havde på privat sponseret basis oprettet børnehjemmet i Graskop, som var et børnehjem for forældreløse og for børn som forældrene ikke magtede at passe, bl.a. på grund af stofmisbrug m.m. Aldersgruppen var fra 3 mdr. til 14-15 år, ialt var der vel omkring 20 børn.
Man var påbegyndt en tilbygning til børnehjemmet men pengene var sluppet op, byggeriet var gået i stå, da det var halvfærdigt.
Her huset som vi skal færdiggøre indvendigt
Kurt sagde, vi skal havde fundet folk der vil med derned. Jeg var med på ideen og efter en snak hjemme, blev Else Marie og jeg enige om at det kunne blive en stor oplevelse at deltage.
Vi skulle hver især selv betale for rejsen, kost og ophold.
Kurt, som har mange kontakter, fik hurtigt gjort 5 andre personer interesserede i at deltage. Vi havde alle nået pensionsalderen og havde forskellig baggrund. Vi holdt møde om det og blev enige om at vi ville prøve at samle et beløb sammen, således at vi kunne færdiggøre Børnehjemmets tilbygning og forsøge at komme derned i februar måned 2009. Vi var enige om, at vi hver især måtte bidrage arbejdsmæssigt med hvad vi kunne.
Vi var 2 ægtepar som kunne tænke os at deltage, foruden Else Marie og jeg også Britta og Jens Chr. Buje fra Saltum, Jens Oluf Hvarregård, Hune, Kristian Svenningsen fra Silkeborg og Ove Sørensen fra Hune og selvfølgelig Kurt Malmberg ,initiativtageren. De to piger havde lovet at ville stå for madlavning m.m.
Vi blev enige om at der skulle skaffes ca. kr. 100.000, som vi kunne tage med derned. Vi gik i gang med at søge midler. Vi søgte forskellige organisationer og private og efter mange flotte donationer til projektet, herunder Røde Kors og Lions Pandrup, Hune Tømmerhandel og mange private med kontante bidrag, til indkøb af diverse redskaber til arbejds brug og materialer, og fra Lego, flere kasser klodser m.m. til børnene, var vi den 18. februar 2009 klar til at tage af sted til Graskop for at færdiggøre den nye tilbygning til børnehjemmet og vi havde ca 100.000 kr. med, så vi kunne udføre den opgave vi havde sat os for.
Vi blev hver især kørt til Aalborg Lufthavn, hvor vi fik al vores bagage tjekket ind, således at vi først skulle tænke på det, når vi kom til lufthavnen i Johannesburg.
Således havde vi kun håndbage at holde styr på, plus at Kurt desuden havde sin violin med.
Da han året forinden havde besøgt Graskop havde han besøgt en skole og spillet for dem på violinen og det ville han gerne gentage.
Vi fløj til København og efter lidt ventetid, fløj vi så videre til London, til Heathrow lufthavn, hvor vi skulle på et stort fly videre til Johannesburg.
Heathrow lufthavn er en kæmpe lufthavn i forhold til det vi var vant til. Vi fandt med lidt besvær et tog, der kunne bringe os videre i Lufthavnen til rette gate og det lykkedes da også at komme dertil.
Vores store fly til Johannesburg
Aldrig har jeg set så mange og så store British Airways flyvemaskiner på et sted. Vi skulle flyve med en af dem til Johannesburg. Den var i to etager og der var 10 sæder på tværs og brede gange, så vi kunne gå rundt og strække ben. Der var stor forplejning på hele turen.
Vi havde haft kontakt til Syd Afrika undervej i vores forløb med forberedelserne og fundet en Lodge, (vandrerhjem) hvor vi næsten vederlagsfrit kunne bo, dels i et hus som vi to ægtepar delte og værelser til de 4 andre mænd. Fra vores Lodge var der ikke langt til Børnehjemmet.
Vi havde desuden gennem en af Kurts kontakter i Syd Afrika lejet et 10 personers folkevognsrugbrød, som stod klar til os i Lufthavnen da vi ankom, og som vi kunne bruge under hele vores ophold, som strakte sig frem til den 15 marts 2009.
Ca. i alt 5 uger havde vi til at udføre det arbejde, vi havde sat os for, at få lavet på Børnehjemmet i Graskop.
Følgende er en fin dagbog, som er skrevet af Britta Buje:
Dagbog for Børnehjemsprojekt i Graskop i tiden 18. februar til 15. marts 2009.
Vores gruppe bestod af følgende personer:
Kurt, Jens Oluf, Ove, Kristian, Else Marie, Jens Otto, Britta og Jens Chr.
Vi mødtes i Aalborg lufthavn onsdag den 18. februar 2009 og fløj til København, hvorfra turen gik videre, først til London, Heathrow lufthavn, hvor vi havde et ophold inden vi fløj direkte til Johannesburg.
Torsdag, den 19. februar 2009:
Vi ankom til Johannesburg om morgenen. Da vi skulle have vores bagage, manglede der desværre to kufferter og en var i stykker, så der gik nogen tid med efterlysninger og indkøb af ny kuffert. Det var Else Marie og Kurt der manglede deres kuffert, Jens Oluf s kuffert var i stykker, men han fik en ny.
Kurt havde lejet en bil, den blev afleveret af en sort mand med en stor cowboyhat på og med et skilt, hvorpå, der stod Kurt,
Her manden som kom med vores bus
det var en fin rød folkevognsbus.
Her holder vi pause på vej til Graskop 400 km nord øst for Johannesburg
Så gik turen mod Graskop, der var vi ca. kl. 17.00,(1 times forskel på dansk tid) og da var vi også trætte alle sammen. En tur på ca. 400 km
Vi kørte først til børnehjemmet og hilste på børnene og ”mødrene”. Kurt var jo allerede lidt kendt i Graskop.
Efter at have besøgt Børnehjemmet og hilst på, kørte vi til vores Lodge ”Blyde Lodge” som skulle være vores hjem de næste ca. 5 uger.
Vi fik nøglerne udleveret til vores hus hvor Britta og Jens Chr. og Else Marie og Jens Otto skulle bo og til de enkeltværelser hvor de øvrige fire skulle bo. Da vi kom til Blyde Lodge, var Else Marie’s kuffert allerede kommet frem, men Kurt’s kuffert dukkede aldrig op.
vores bolig mens vi var i Graskop
Vi fik vist alle et tiltrængt bad, inden vi skulle spise på Blyde Lodge.
Her vores første møde med den hvide og sorte præst
Efter middagen kom præsten for at snakke om hvad der skulle laves på det nye børnehjem, huset var bygget med tag og vægge, så det var alt det indvendige, der skulle laves.
Fredag, den 20. februar 2009.
Efter en god nats søvn mødtes vi med de to præster og gik i byggemarkedet for at finde de ting, der skulle bruges og bestilles og derefter hjem igen og hen på børnehjemmet og se på tegninger og der blev lavet arbejdsfordeling. Resten af dagen gik med at slappe af og nogle gik i gang med arbejdet. Der var fint vejr da vi ankom og de næste dage, omkring 25 – 30 gr.
En af damerne, som hjalp på børnehjemmet lavede frokost og aftensmad til os, men vi skulle med rundt i forretningen og købe ind, så på resten af turen lavede vi selv mad, det var det nemmeste, syntes vi to piger.
Lørdag, den 21. februar 2009:
Mændene startede på arbejdet
Kurt og Kristian arbejder
og gik i gang med de materialer der var kommet. Kurt, Jens Otto og Jens Chr. kørte til en større by, Hazyview, hvor de kunne købe det værktøj der skulle bruges. Kurt havde lidt problemer med sit VISA-kort. Else Marie og jeg gik på indkøb, der var en Spar Butik, hvor man kunne købe alt. Det var et stort arbejde, især at slæbe alle varerne hjem. Butikken kunne skaffe mørkt brød, dog ikke rugbrød, men det var vi nu alligevel glade for.
Vi havde frokosten klar kl. 13.00 og efter frokosten fik mændene en middagssøvn, hvorefter de gik på arbejde igen.
Om aftenen grillede vi, bøffer og pølser.
Søndag, den 22. februar 2009.
Søndag var fridag, vi gik i kirke kl. 10.00,
Her er vi til søndags gudstjeneste
Det var en helt anderledes gudstjeneste end vi var vandt til. Den varede 2 timer, hvor forskellige prædikede, nogle damer sang i kor i gospel stil. Børnene sad i den ene side af kirken og de større børn tog sig af de små, der var ingen uro under hele ”forestillingen”.
Om eftermiddagen kørte vi en tur, først til et udsigtspunkt, som hed ”gods window”, der var en fantastisk udsigt, vi var ved et flot vandfald “Berlin falls” til sidst fik vi en øl på en lokal bar i en lille by på vejen tilbage til vores Lodgs.
Her er vi på udflugt
Om aftenen spiste vi T-bone steek på en hyggelig restaurant, som var indrettet i den gamle stationsbygning “the Loco Pub”.
Mandag, den 23. februar 2009:
Her Kristian og Jens Oluf retter gulv af
Dagen startede med regn og det regnede hele dagen, det gjorde arbejdet på børnehjemmet lidt mere besværligt, der manglede at blive sat glas i alle vinduer, men det er ikke let i regnvejr.
Jens Otto blander beton
Det går godt med støbning og pudsning af gulve og opsætning af lægter til loftsplader. Vi piger har nok at gøre med at købe ind og lave mad, det er jo en stor familie.
Tirsdag, den 24. februar 2009:
Det regner stadig, Else Marie og jeg læste og hyggede os om formiddagen, der var ikke vejr til andet.
Arbejdet på børnehjemmet går godt, det er heldigvis indendørs arbejde på nær Jens Chr.’s job, at sætte glas i vinduerne, men det går fremad.
Efter frokosten var Else Marie og jeg med Kurt i Hazyview, en by ca. 30 km. fra Graskop, det var en utrolig flot tur med store skove og bjerglandskab, vejret var også meget bedre der, byen lå lavere end der hvor vi er. Da vi kørte ind i Graskop igen, var det meget tåget, vi kørte i skyerne, det virkede som havgus derhjemme.
Onsdag den 25. februar 2009.
Det går rigtigt godt på børnehjemmet. Alle rummene er lægtet, loftet sat op i et rum og der er malet. Alle glas er sat i, 55 stk., taget er tætnet, blikkenslageren er færdig med VVS arbejdet, og håndvaske og varmvandsbeholder er sat op. Fliser til gulve og bruserum er leveret. Jens Oluf har leget Tarzan, han hoppede på stilladset, et af brædderne gik i stykker og han faldt ned. I første omgang havde han ikke slået sig, men han lovede aldrig at gøre det igen, han havde slået sig.
Ove og Jens Christian sætter loft op
Der var regnvejr om morgenen, men heldigvis holdt det tørvejr resten at dagen.
Kurt gav øl i baren på Blyde Lodge om aftenen.
Torsdag den 26. februar 2009.
I dag er man gået i gang med maling, et rum er malet i en meget gul farve og et andet er grundet. Vinduerne er kittet og strømmen er ved at være færdig, så det går rigtig godt.
Britta gør rent
Vi havde solskin hele dagen, men om aftenen blev der et forfærdeligt tordenvejr, lyset var væk flere gange i hele byen, det lynede så der var helt lyst udenfor.
Vi fik kartoffelsalat og røde pølser til aftensmad.
Fredag den 27. februar 2009.
Det går stadig fremad med byggeriet. Lofterne er færdige, to rum er malet, der er fliser på gulvet i et rum.
Der var meget tåget om morgenen, men vejret blev helt fint op ad dagen.
Her en af de berømte pantekager fra Graskop
Der var motorcykel-træf i byen, de kom fra Irland. Graskop benævnes som “pandekage byen ” og ligger på Panorama ruten og er kendt for sin smukke natur.
Motorcykeltræf i pandekagebyen Graskop
Byen var ”på den anden ende” i dag, det vrimlede med ”sorte” overalt med poser og store tasker, måske havde de fået løn her til den sidste i måneden.
Jens Oluf skulle klippes, det foregik hos frisøren i en gammel telefonboks.
I dette skur blev Jens Oluf klippet
Da det blev hans tur, forsvandt frisøren pludselig, men han kom hurtig tilbage med en rigtig flot pige (meget barmfager), han sagde at det var hans søster, hun skulle sidde på Jens Oluf’s knæ og fotograferes.
Her er vi på tur, og er inde at få en kold øl på en bodega
Else Marie og jeg købte ind og lavede mad som sædvanlig.
Lørdag den 28. februar 2009.
Solen skinnede fra morgenstunden, mændene aftalte at holde fri om eftermiddagen. Else Marie og jeg hyggede os på terrassen.
Efter frokosten havde vi aftalt en køretur i området, men det begyndte at regne og det blev ved hele eftermiddagen, vi skulle spise på restaurant om aftenen, men vi blev smaddervåde af at gå derhen, men vi fik noget rigtigt godt at spise, 145 ran for 3 retter mad – billigt.
Søndag den 1. marts 2009.
Dagen begyndte med regnvejr, vi skulle i den “Hvide” kirke, dog også for de sorte. Det endte med, at vi blev gennemblødte af at gå derhen og så var døren låst, der var ingen gudstjeneste den dag. Else Marie og Jens Otto ville prøve en anden kirke, men der var gudstjenesten forbi, så vi fik ingen “syndsforladelse” denne søndag.
Om eftermiddagen kørte vi en tur, først til Pilgrims Rest, en gammel guldgraverby, hvor vi spiste en sen frokost. På turen hjem kørte vi til Lydenburg og Sabie. Vi kørte i et fantastisk flot terræn med klipper og runde “bakker”, vi var oppe i en højde på omkring 2120 m over havet, desværre var der en del tåge.
Mandag den 2. marts 2009.
Vi kørte hjemmefra kl. 8.00 til Krüger National Park, Kurt ville blive hjemme, han havde været i Krüger året før. Vi kom til parken ca. kl. 11.00 og kørte 56 km gennem bushen, hvor vi så impalaer, skildpadder, flodhest, næsehorn, giraf, elefant, gnuer og en masse fugle, vi havde mange fotostop. Vi ankom til Skukuza ca. kl. 13.00, det var lodgen, hvor vi skulle overnatte. Efter vi var blevet indkvarteret i små runde hytter, fandt vi en restaurant og fik frokost.
Så er vi i Kruger Nationalpark med overnatning i de små hytter
Oppe under taget hang der en masse flyvende hunde. Det var en åben restaurant til det fri.
Efter frokosten var der nogle der tog en lille middagssøvn og nogle gik en tur, der var meget varmt, 30-35 gr. Kl 19.00 mødtes vi igen og spiste middag sammen. Vi gik tidlig i seng, for vi skulle på safari kl. 5.00 næste morgen.
Så skal vi på Safari i Kruger Nationalpark
Tirsdag den 3. marts 2009.
Vi startede på vores safaritur kl. 5.00 om morgenen. Vi kom op på ladet på en specialbygget lastbil
og i førerhuset var der foruden chaufføren en person med en skarpladt riffel. Der var stadig meget mørkt da vi kørte, men vi havde ikke kørt længe, før det begyndte at blive lysere.
Det første vi så var en hyæne, der gik på vejen. Senere så vi bøfler, ca. 30 stk., de stod bare og spiste og kiggede på os. Senere så vi zebraer, giraffer og masser af impalaer. Solen begyndte at stå op, et flot syn, men vi ville naturligvis gerne se løver. Vi kørte ned til en sø, der så vi en flodhest, på vejen tilbage lå der lige pludselig en hanløve i siden af vejen, (vi havde set friske løvespor)
den lå helt stille og løftede hovedet
engang imellem.
På et tidspunkt var der 5 biler omkring den og den blev fotograferet fra alle sider. Efter et stykke tid rejste den sig og luskede lige så stille væk fra vejen og vi kunne lige skimte hunløven og unger, som lå under et træ. Vi kørte i tre timer, da vi var næsten tilbage på lodgen i Krügerparken, så vi en kæmpestor hanelefant og vi så næsehorn, så det var en fin og spændende tur.
Kl. 9.00 skulle vi være ude af vore hytter, vi fik et bad og pakkede, hvorefter vi fik et tiltrængt morgenmåltid.
Vi kørte en anden vej ud af parken, ca. 30 km, vi så store flokke af impalaer, vortesvin med små grise og en stor flok grippe.
På vejen hjem besøgte vi en kaffefarm, som lå i et fantastisk naturområde.
kaffebønnerkaffeplantage
Vi fik grillmad på Blyde lodge om aftenen. Onsdag den 4. marts 2009.
Efter et par dages pause, tog mændene igen fat på arbejdet på børnehjemmet. Else Marie og jeg måtte ud på vores indkøbstur igen. Vejret var fint fra morgenstunden, sol hele dagen. Det går godt fremad med arbejdet, to rum med fliser på gulvet, Jens Oluf er i gang med fliser i brusenichen, alle gulvene er støbt.
Vi var med Kurt igennem “slumkvarteret”, det var noget forfærdeligt ”byggeri”.
De boede i blikskure, nogle steder var der kun plastik på taget, de havde ingen mulighed for at blive ordentlig vasket. Vi så også et andet børnehjem i det område, hvor der hverken var toilet eller vand.
Vi fik boller i karry til aftensmad, med efterfølgende hygge i de private gemakker.
Torsdag den 5. marts 2009
De af os der havde lyst var med Kurt på besøg på det lokale savværk. Det var interessant at se, hvordan træet blev bearbejdet. En del af træet var helt sort. Der havde været en del skovbrande i området for ca. 10 år siden, derfor havde træstammerne den farve. Der arbejdede en del kvinder på savværket.
savværket i Graskop
Vi var noget chokeret over to af arbejderne, der stod ved en sav, der ikke var afskærmet, den ene pressede træet hen mod savklingen, den anden trak det hen mod sig selv, hvis en af dem snublede over et eller andet, røg de lige ind i saven (uha, den var ikke gået herhjemme).Alt affaldstræet blev brændt i en stor ovn på pladsen.
Efter frokosten tog jeg med ned til børnehjemmet og begyndte at male vinduer, meget blå. Det var jernvinduer, der havde en rødbrun farve, så det var ikke så lige til, at få den blå farve til at dække.
Else Marie lavede aftensmad, en spændende pølseret.
Fredag den 6. marts 2009.
Det står på flisearbejde og maling på børnehjemmet nu.
Else Marie laver den sidste finish med malingDer støbes gangarealer rundt om børnehjemmet
I dag blev der også støbt udenom, så de kan gå tørskoet omkring huset. Det var lokale håndværkere der lavede det stykke arbejde.
Vi fik besøg af et par fra Odense, som vi havde mødt i Krüger Park, de ville besøge Graskop alligevel, så da de hørte om vores projekt, fik de lyst til at se, hvad vi gik og lavede.
Jens Christian fuger gulvfliser
Jens Oluf og Kristian lægger fliser, Ove og Jens Otto maler dørkarme, Kurt og Jens Chr. fuger og vasker af. Jeg har malet et par vinduer. Else Marie lavede frokost til os.
Vi spiste aftensmad på The Logo Pub, dejligt mad.
Lørdag den 7. marts 2009
Der blev arbejdet til middag i dag, fliserne er næsten færdige, der mangler lidt fugearbejde. Kurt og Jens Chr. var i Sabie og Hazyview for at købe vaskemaskine og tørretumbler til børnehjemmet, de fik også købt nyt gulvtæppe til opholdsstuen i det gamle børnehjem, Mazie blev så lykkelig, så de fik en stor knuser begge to. De plejede altid at få aflagte ting på børnehjemmet, så det at få et helt nyt gulvtæppe var bare dejligt.
Vejret var fantastisk lige fra morgenstunden, helt skyfrit.
Sidst på eftermiddagen kørte vi en tur til ”Gods Window” og lidt rundt i byen.
Vi spiser ude på en lokal restaur. Vi spiste aftensmad på The Logo Pub.
Søndag den 8. marts 2009.
Vi skulle jo i kirke kl. 10.00. Kurt havde violinen med, vi havde fået lov til at synge et par sange, Jeg ved ikke hvordan det lød, men de klappede da. Ove fortalte om teksten i sangene, på Engelsk, det gjorde han rigtig godt. Vi sang: “Kom og syng en enkel sang om frihed og Åbent Landskab”. Der var en lang gudstjeneste, 2 1/2 time.
Om eftermiddagen kørte Kurt, Else Marie, Jens Otto, Jens Chr. og jeg til drypstenshulerne (Sudwala Caves) en spændende tur, hulerne er de ældste i verden.
Om aftenen spiste vi igen på The Loco Pub.
Mandag den 9. marts 2009.
Der var meget tåget lige fra morgenstunden.
Vi fik besøg af vore venner fra Odense, de var oppe for at tale med Brenda, fordi de havde en datter, som gerne ville arbejde der i 3 måneder.
Brenda er en Amerikansk dame, som arbejdede for et projekt i en anden kirke.
Ove er begyndt at sætte stuk op, Jens Otto maler vinduer. Jens Oluf og Kristian sætter fliser op i brusenichen og ved håndvaskene. Jens Chr. fuger fliser på gulvet. Kurt har hentet mere gulvtæppe, han fik også sendt en mail hjem, så skulle vores datter Tina, sende den videre til avisen og sponsorerne.
Else Marie og jeg er begyndt at gøre vinduer og gulve rene.
Tirsdag den 10. marts 2009.
Der var tåget og kedeligt vejr hele dagen.
Kurt. Mazie og en af drengene fra børnehjemmet, David, kørte til Nelspruit. David skelede på da ene øje så han skulle undersøges på et hospital, om det kunne opereres. De fandt ud af at han var blind på det ene øje, men der kunne rettes op på hans skelen. Det var en lang tur de var på, men sikkert en oplevelse at komme til en stor by, for mange af børnene har sikkert ikke været uden for Graskop.
Vi er ved at gå tør for ideer til aftensmaden, så vi fik suppe.
Onsdag den 11. marts 2009.
Nu er arbejdet snart helt færdig på børnehjemmet. Fliserne er færdige både på vægge og gulve. Sengene er kommet og er ved at blive samlet.
Ove og Jens Orto samler senge
Stukkene er næsten færdige, skal lige fuges og males. Skabene er kommet og sat på plads. Der er ryddet op udenom og sat nyt tørrestativ op.
Nu mangler der bare rengøring.
Torsdag den 12. marts 2009.
Mændene finder stadig på ting der skal laves, så vi kunne ikke komme i gang med rengøringen i dag. Dørene er ved at blive sat i og der skal pletmales.
Else Marie og jeg gik en tur på kirkegården, der var grave med flotte granit gravsten og nogle var bare store sten i en firkant.
Kirkegården
På vej tilbage var vi inde i et slags fritidshjem, der var mange børn og der manglede ikke legetøj, men ingen af dem legede ude, selvom vejret var fint.
Fredag den 13. marts 2009.
Der har været fint vejr de sidste 3 dage.
Der blev sat spejle op, det sidste skab blev sat på plads, der blev sat håndtag på skabene og kroge samt holdere til toiletpapir blev sat op. Nu var vi helt færdige med projektet, vi skulle gøre rent, men Wiwian og Mazie ville gerne gøre rent, så vi blev enige om at betale dem for det (de fik 500 ran hver) de var lykkelige.
Da vi gik derned om eftermiddagen, var sengene redt,
men børnene måtte først sove der lørdag.
Kurt havde fødselsdag (72 år) vi fejrede dagen med aftensmad på Blyde Lodge, Piere gav maden og fødselsdagskage, den var fint pyntet og der stod 27 år.
Kl. 18.30 kom alle børnene fra børnehjemmet og sang fødselsdagssang for Kurt, det var en stor oplevelse og overraskelse.
Kurt gav sodavand til børnene og vin til maden.
Lørdag den 14. marts 2009.
Så er det sidste dag vi er her, vi skulle lave et grill-party på børnehjemmet.
Else Marie og jeg lavede salat og bøf, vi havde også købt pølser.
Kl. 12.00 tog vi på børnehjemmet og tændte op i grillen, Jens Oluf og Jens Chr. passede grillen.
Forberedelser til indvielsen af det nye husalle hygger sigDer er gaver og slik til børnene som Britta finder i posen
Der var købt ind og lavet mad til 30 personer, der blev spist op.Værten på The Loco Pub havde sponsoreret juice og brød.
Efter overstået spisning blev det nye hus indviet, som det hører sig til, Wiwian (Mamma) klippede den røde snor over
Så skal snoren klippes og huset tages i brug
og gik først ind sammen med Mazie (medhjælper) og de børn, der skulle bo der.
Så venter børnene spændt på at indtage deres nye soverum og badeværelser
Så er sengene allerede taget i brug
De nye senge prøves af
Måske lidt betuttede børn
Kurt sluttede af med at spille på violin og børnene sang med på de sange de kendte, det var en god eftermiddag.
Så fik børnene LEGO-KLODSER
Vi tog afsked med børnene og ”mødrene”.
Fra den sidste aften hele holdet fotograferet med den sorte præst og Mamma fra Børnehjemmet.
Vi er samlet til afskedsmiddag på Lodgen sammen med den sorte præst og Mamma
Søndag den 15. marts 2009.
Vi spiste morgenmad hos Pierre på Blyde Lodge og tog afsked med dem.
Kl. 8.00 var bilen pakket og vi tog afsked med Graskop.
Vi havde et stop ved Milly’s restaurant,
Vi gør ophold på vej tilbage til JohannesburgHovedstaden i Syd Afrika – Pretoria
hvor vi fik formiddagskaffe, det var det samme sted, som vi holdt pause ved, på vej op til Graskop.
Vi kørte videre til Pretoria (hovedstaden i Syd Afrika), det er en smuk by. Vi så blandt andet regeringsbygningen hvor Nelson Mandela havde regeret fra. Herefter kørte vi videre til Johannesburg hvor bilen skulle afleveres og vi skulle med fly til London.
Udsigt ud over smukke Pretoria taget lige foran regeringsbygningen
Her afleveres bilen inden vi skal med flhyet tilbage til London
Vi skulle flyve kl. 20.00, så tiden gik med at spise aftensmad og vente.
Her købte flere af os Silkedyner
De af os der havde købt silkedyner med hjem, skulle have Tax-afgift retur, men det gik forholdsvis nemt.
Mandag den 16. marts 2009
Vi nåede London, Heathrow Lufthavnen om morgenen, hvor vi spiste morgenmad og senere tog vi et tog til den gate med fly til København, hvor vi så ventede igen, inden turen gik videre til København.
I Kastrup lufthavn tog vi afsked med Jens Oluf, han skulle besøge sin familie på Sjælland.
Vi landede i Aalborg kl. ca. 15.00, godt trætte, og ventede på vores bagage, men den var desværre ikke med flyet så vi måtte køre hjem uden kuffert.
Vi fik dog vores kuffert leveret senere på aftenen med taxa.
Da vi tog afsked,med hinanden aftalte vi at mødes når vi havde ”sundet” os lidt oven på turen.
Vi var samlet den 8. april (med påhæng) hos os på Fælledvej 52, Saltum, hvor vi havde en hyggelig aften.
April. 2009 Britta Buje.
Det var en kæmpe oplevelse at være med i dette projekt, som vi kunne se, gjorde en forskel.
Vi oplevede at vi var meget velkomne.
Vi fik et fantastisk forhold til de to medarbejdere på børnehjemmet, Mamma som hun blev kaldt, samt en medhjælp. Børnene blev glade for os, og ligeså fik vi et forhold til mange af børnene. Else Marie og jeg fik et skønt forhold til en pige og en dreng på ca. 11-12 år. To børn som i en lang periode kom til at betyde meget for os. Vi fik mulighed for at tage dem med ud at spise på restaurant, noget de ikke havde prøvet
før.
Vi forærede dem nye cykler, noget de ikke selv havde haft før. Børnehjemmet havde en enkelt cykel til deling for de mange børn.
Der var flere andre i gruppen som også købte cykler til de størrer børn.
Vores to skønne unger og Else Marie med deres nye cykler
Vores dejlige unger med de nye cykler og så ude at spise.
Det var sådan, at de børn der var skolepligtige, dagligt kom i byens kommuneskole.
KommuneskolenBørnehaven i kirken
Der var andre der blev passet i kirken som også var børnehave og som lå lige ved siden af børnehjemmet. Det foregik i kirkesalen.
Det var en oplevelse at se dem lege og også se dem få middagssøvn, blot liggende på et tæppe på gulvet.
Arbejdet var en stor del på vores ophold i Graskop, men vi fik dog mulighed for at køre rundt i bussen og vi fik set lidt af området omkring Graskop. Graskop ligger på det der bliver kaldt ”Panoramaruten” i det nordøstlige Syd Afrika og Graskop kaldes også ”pandekagebyen” og ligger i et smukt bjergrigt (lave bjerge) område med udsigtspladser og vandfald m.m.
Byen er delt op med hvide som bor i fine huse med højt hegn omkring og hunde gående indenfor.
Derforuden er der en bydel med fattige sorte som bor i blikskure under kummerlige forhold. Børnehjemmet og den tilhørende kirke lå tæt ved denne bydel.
Når vi gik fra Lodgen og til Børnehjemmet var vi altid to der gik sammen for en sikkerheds skyld. Vi oplevede mange som ikke lavede noget og var berusede og vi ville undgå at blive antastet af disse personer.
Byen havde en del forretninger både dagligvarer og detailhandel, desuden restauranter og hoteller. Der var stort byggemarked hvor vi gjorde vores små som store indkøb til byggeriet. Der var autoværksteder og en stor virksomhed der opskar tømmer til forskelligt.
Desuden en stor skole.
Efter at vi kom hjem forsøgte vi at holde kontakten til Børnehjemmet og vores to adoptivbørn. Vi sendte penge ned til dem i en lang periode, men hørte aldrig fra dem. Præsten der var over 80 år døde. Vi forhørte os om hvorfor vi ingen respons fik. Det viste sig at al post til børnehjemmet gik i postbox. Her havde kun Mamma adgang.
Man havde fundet ud af, at vores breve aldrig blev afleveret til børnene, men at Mamma åbnede brevene og tog de vedlagte penge.
Der havde også været indbrud på børnehjemmet og alle børnenes cykler var blevet stjålet.
Det viste sig at også, at her var det Mamma der stod bag og havde stjålet cyklerne, som var blevet overgivet til hendes egen familie.
Mamma blev fyret og der kom en ny Mamma.
I dag 2019 ved vi ikke om børnehjemmet eksisterer længere. Det fik svære kår og kommunen var ikke velvillig indstillet over for det.
Jens Otto Madsen
Her lidt forskellige billeder bl.a. fra Kryger Nationalpark hvor vi var i tre dage og fra børnehjemmet
Harry Jørgensen i Vrensted – vagabondernes bedstefar, udgiver af Vagabond Avisen og meget mere – har ikke mere hverken katte, hunde eller kvindfolk i huset, som han selv siger. Om de første nævner han dog, at de var ved at æde ham ud af huset, så en god part af pensionen blev brugt til indkøb af kattemad hos købmanden. Der er ingen umiddelbare kommentarer om de to sidste.
Men hvorom al ting er, så har han nu atter fået husdyr – her må altså ses bort fra kvindfolk. Det er i form af en kok, som til gengæld er billig i kost. Dyret bliver kraftigt beundret af de mange, som kommer på besøg på Bådstedhedevej.
Harry Jørgensen fortæller, at han erhvervede klenodiet en dag, da han var ude på den kommunale losseplads i Åsendrup. Her var kokken – lavet af halm, men lidt af et kunstværk – havnet ude på pladsen sammen med noget andet skrammel.
Dersom du vil love at lade være med at forære den bort, så må du have den, sagde opsynsmanden.
Men heldigvis, tilføjer den nu 81-årige pensionist med et lunt glimt i øjenkrogene, så sagde opsynsmanden ikke noget om, at jeg ikke måtte sælge kokken. Måske kommer der en køber en dag. Men kokken sælges ikke for en slik.
som danner skellet mellem Vrensted og Thise sogne, blev der omkring 1950 bygget et hus/garage til Vrensted-Thise Kommunes nyindkøbte vejtromle.
Billedet viser vejtromlehuset i 2019, noget forfaldent, men det forklarer historien. Har fundet et billede som viser folk fra sognerådet der modtager den nye vejtromle – billedet er desværre ikke klart – Mon nogen kan genkende personerne.
Den blev malet op da de havde fået den slæbt hjem til Brønderslev Materielgård
John AndersenSom barn havde vi Rørbæk og tromlehuset som nabo.
Hele sommeren legede og badede vi i bækken, fange hundestejler, frøer, ål og haletudser. Vi byggede dæmninger, tømmerflåder, lavede mudderkager og meget mere.
Og så var der det der mystiske Tromlehus henne ved broen over Rørbæk.
I starten var der låst, så vi bare kunne kigge der ind, når vi stod på skuldrene af hinanden. For os børn var det spændende, men også lidt uhyggeligt, for der var mørk og skummelt derinde.
Senere, da husets forfald begyndte, fik vi mulighed for at snige os der ind. Der stod det store grå og farlige jernuhyre, en vejtromle, der mest af alt lignede en dinosaur. Der var en mærkelig lugt derinde af maskine, diesel og smøreolie. Sollyset stod i stråler ind gennem de højt placerede vinduer.
Vi drejede på rattet, og alle de knapper vi kunne finde på uhyret, men det lykkedes os heldigvis aldrig at starte tromlen.
Vi ødelagde ikke noget, for det hele var så solidt bygget, at det slet ikke lod sig gøre 🙂
Og så en dag stod porten åben, og tromlen var væk…….
Gad vide hvor den forsvandt hen?
Vringelby ligger mellem Vrensted og Løkken ca. 2 km fra Vrensted by. Det er en lille samling af huse og nedlagte landbrugsejendomme. I dag er de tilbageværende huse blevet renoveret og istandsat og flere er beboet af tilflyttere og der drives ikke mere landbrug fra ejendommene. Al jord er sammenlagt med nogle få større landbrugsejendomme som ikke ligger i selve Vringelby.
Herunder en artikel med en spændende historie fra 1962 om og med beboerne fra
På cykel hjem fra skole, den 8 årige Ellen Marie fra gården Bagterp
Kilde: VT marts 1962
Danmarks mindste bysamfund er på syv, og fem er ugifte.
Vringelby opstod omkring en mølle, men med dens ungkarle er det en by uden fremtid.
Midt imellem Løkken og Vrensted ligger en by, som siges at være Danmarks mindste. Den er saa lille, at vejfarende, der kommer kørende ad den asfalterede vej passerer de fem ejendomme, byen bestaar af, uden at slippe foden nævneværdigt fra speederen, og det er undskyldeligt, for kun den lokalkendte ved, at her ligger Vringelby.
Bynavnet er særpræget, og navnet er maaske af nedsættende betydning, da » Vringel<, i vendsysselsk folkesprog udledes som noget skævt, krumt eller tvært. Om byen i en fjern fortid har faaet navn efter sine indbyggere 9vides ikke, men man kan i hvert fald ikke betegne det nuværende Bysamfund, der bestaar af syv personer, som tvære, derimod kan man med nogen ret sige, der er noget særpræget ved de vringelbyboere, for der er kun et ægtepar imellem, og af de øvrige fem er de fire inkarnerede ungkarle, mens den femte, der repræsenterer spindesiden, er husholderske.
100 aar gammelt stuehus
Nu er det ikke almindeligt, at man træffer en hel bys indbyggere hjemme paa en og samme dag, og i Vringelby var husmændene Jakob Nielsen og Niels Nielsen ikke til at træffe,
mens Marius Mathiasen, der som de øvrige bor lige op til asfaltvejen, gik og kiggede paa sit 100 aars gamle stuehus, der slet ikke kan maale sig med hans næsten nye staldbygning,
– Jeg maa have det hus revet ned, og bygget op igen, sagde han, men det er ikke let at naa det hele, naar man er alene om det. Byen her er ikke alene karakteristisk ved sin lidenhed, men ogsaa derved, at den efterhaanden er blevet til en ungkarleby, og for mig at se danner vi et bysamfund, der vil uddø.
Et husmandsbrug som mit, kan ikke føde en familie, i hvert fald ikke efter de krav, der stilles i dag. Jeg har 27 tdr. land og fem malkekøer samt nogle svin, men min største interesse er plage. Jeg har tre staaende for tiden, og jeg holder meget af at opdrætte dem, og saa, naar chancen viser sig, kan man være heldig at tjene en halvtresser paa dem.
Møllen beskæftigede tre Møllesvende.
Naboen er gårdejer Kaj Vittrup han overtog i 1954 sine forældres ejendom, og det er en velholdt gaard paa ca. 50 tdr. land.
– Jo, det var min far, der ejede og drev den store mølle, fortæller han. Den blev opført her ved ejendommen, og ude i laden kan man se spær og andet materiale opført af den gamle mølles træværk. Der er blandt andet et spær hvorpaa er indridset aarstallet 1868, det aar, da blev møllen opført. Den blev hurtigt et samlingspunkt paa egnen, for alle skulle jo dengang til mølle, saa der var travlt dagen igennem, og de tre møllersvende som far beskæftigede, havde fuldt op at gøre.
Dengang hørte kun 7 tdr. land til ejendommen, men far forudsaa i tide udviklingen og købte gradvis jord til. Det var klogt, for da møllerivirksomhed ikke længere var rentabel, stod han med en gaard, der kunne brødføde familien. Han nedlagde møllen i 1929.
De hører til blandt Vringelbys ungkarle?
-Ja, og jeg befinder mig godt, der er maaske nok lidt rigeligt at se til, men jeg har vænnet mig til at gaa alene med en ung karl til hjælp, saa det fortsætter jeg med.
Spiste et pund svesker
Johannes Heide er Vringelbys ældste indbygger, han er 65, og den eneste der er gift – og det har jeg ikke fortrudt, smiler Heide, det har sine fordele, se bare nu kommer mutter med kaffekanden. Jo, en kop kaffe og veltillavet mad er en de fordele, ægteskabet indebærer.
– Naa, jeg tager den ogsaa med ro nu, og de fem tdr. land der hører til huset her er jo til at overse, men i gamle dage skete her noget, da var travlheden højsædet. Huset ejedes dengang af vor bys smed, og han havde mange kunder. Min far købte af ham i 1913, og smeden køte derefter en landejendom ved Løkken, forresten den, der er blevet til Kallehavegaard badehotel,
Lige heroverfor boede Hans Bødker, der samtidig var indehaver af byens høkerforretning. Det var i de tider, da snapsen var billig, og blev taget som medicin. Paa stille dage stod der altid mange og sludrede i hans Bødkers butik, og der blev indgaaet mange besynderlige væddemaal om cigarer eller lignende. Det mest besynderlige var da nok da en af beboerne vandt et pund svesker ved først at æde et pund, endda med stenene indeni. Han vandt, men hans mave opførte sig mindre godt i lang tid efter.
Fra New York til Vringelby
I 1921 flyttede min kone og jeg ind i huset. Jeg ville egentlig til Amerika, men det ville konen ikke, Jeg tog til Amerika som 18-aarig for at besøge nogle af mine søskende, bl. a. havde jeg en bror, der arbejdede på automobilfabrikken >Nash, hvor han senere blev direltør for det store foretagende og han skaffede mig arbejde. Først var jeg paa landet, og senere prøvede jeg lidt af hvert, lige fra sømand til tjener. Jeg rejste hjem i 1919, og planen var at rejse til Amerika igen, men så traf jeg min kone, og tanken om igen at rejse til staterne var ikke velset.
Solgte fisk og kirsebær fra hestevogn
Naa, Vringelby var nu ogsaa et hyggeligt sted, selv om det jo ikke er New York. Her skete mange sjove ting, og her boede mange hyggelige mennesker. Jeg husker| bl. a. Jens Jacob, han boede her ved siden af og handlede meget og gerne. Næsten daglig kørte han til Løkken med hest og vogn og købte et hel læs fisk.
Engang kørte han helt til Aalborg med et læs torsk og fik det solgt saa hurtigt, at han fandt, tiden maatte udnyttes endnu mere, saa han spændte for igen og kørte længere sydpaa, hvor han handlede sig til et helt læs kirsebær. Han vendte vognen igen og fik i løbet af kort tid hele læsset solgt til aalborgenserne. Det gaar godt det her tænkte Jacob, og vendte nok engang vognen sydpaa, hvor han købte endnu et læs kirsebær.
Men denne gang gik det galt. Aalborggenserne var nu syltet til i kirsebær, og selv om Jacob kørte rundt i flere dage, sank det kun lidt i kirsebærrene, og han vendte næsen hjemad.
Enden paa den historie blev, at vi her i Vringelby vadede i kirsebær, men alligevel var der flere. Vi spiste og vi syltede, men det hjalp ikke stort paa læsset. Først da Jacob tog en tur nordpaa lykkedes det ham at sælge resten af bærrene for en slik, sluttede Heide, og helliger sig sin kaffe.
Sluttes ringen?
Med fire ungkarle i byen er det naturligt, at man ikke ser børn i Vringelby. Der er heller ingen, og da det nok vil blive vanskeligt at sælge i hvert fald et par af ejendommene til landbrug igen, ja saa kan man forudse at Vringelby indenfor en overskuelig fremtid bliver endnu mindre. Jorden til de faa ejendomme er oprindelig købt af den daværende indehaver af Bagterpgaard, og maaske bliver enden paa Vringelbys historie, at en af de omliggende større gaarde køber jorden tilbage, og saa er ringen luttet.
Byens storhedstid
Naa, men det var Vringelby vi skulle tale om. I gamle dage havde den mere karakter af en by, og selv for blot 30 aar siden boede der betydeligt flere mennesker end i dag, og der var ogsaa flere huse. Tilsyneladende er byen opstaaet omkring en stor mølle, der ogsaa er forsvundet, men dengang var her baade høkerbutik, smedie, bødker og skomager. Nu er al handel nedlagt i Vringelby, men byens storhedstid opstod uden tvivl omkring den gamle mølle, som De kan høre mere om hos min nabo.
Historien om Eneboeren og Skærslipperen Aksel Bast, Åsendrup Kær, Vrensted Sogn. Han blev kun kaldt Bast i daglig omtale.
Bast der oprindelig var udlært bager og konditor, boede ude på Åsendrup Kær, i en meget lille rødmalet træhytte,
kaldet “Sorgenfri” på ca. 2 x 4 m, ca. 3 km fra Løkken By og noget længere til Vrensted By. Han var kendt af mange mennesker i omegnsbyerne og det ganske land, hvor han kom, sammen med sin lille hund og sleb knive og sakse m.m. for folk.
Nedenfor en avisartikel fra 1966, som fortæller en fin historie om et besøg Bast gør hos sin bror, der bliver 90 år og opholder sig på Statshospitalet i Brønderslev.
Her en lille anekdote fortalt af en af mine venner, som var næsten nabo til Bast i Åsendrup, en historie han har fået fortalt:
“En dag står Bast’s lille hund alene uden for købmand Damgaards forretning i Løkken. Købmanden undrer sig. Hunden bliver stående og Bast er der ikke. Købmanden bliver bekymret og drager nu ud til Bast’s hytte og finder ud af at Bast er syg og har brug for hjælp.”
Man kan vel næsten sige, at hunden reddede Bast’s liv.
Bast boede de sidste 5-6 år af sit liv på Vrensted Alderdomshjem, hvor han følte sig godt tilpas og var glad for at være.
Aksel Bast døde 92 år gammel, han ligger begravet på Løkken Kirkegård, født 1881 død 1973.
Hans hund og ”Sorgenfri”
Besøg hos den 84-årige Aksel Bast, der bor alene med sin hund i huset ,,Sorgenfri” paa Aasendrup kær ved Løkken
Langt ude paa Aasendrup kær, tre kilometer fra Løkken, liggger et lille, rødmalet træhus, som en tilfældig iagttager vil regne med er et redskabsskur, men kører man ad den smalle klittvej, der snor sig i østlig retning fra hovedvejen Løkken Aalborg, og gennem det flade landskab, hen til huset, lyder der hundeglam, og en sort hund af ubestemmelig afstamning løber med en advarende snerren den besøgende i møde.
Hunden er ikke stor, men der er et vagtsomt blik i de gule øjne. da vi standser bilen, ruller vinduet ned og kigger neæmere paa det lille hus.
>A. Bast-Sorgenfri staar der paa den lille navneplade, der hænger over vinduet. En haand derinde visker ruden fri for morgenduggen, et ansigt kommer til syne i kighullet, og haanden gør en vinkende, Kom ind -bevægelse.
„Nu skal du væk Bast”
Med hunden snusende til buksebenet, gør vi vor entre i huset, der i al sin enkelthed bestaar af et rum paa ca. 24 x 3 meter. Der er et lille bord, hvorpaa der staar et gasapparat og et større bord med tilhørende stol. Rummet domineres af en seng, der fylder hele endevæggen under vinduet. Her ligger forhenværende skærslipper, nu folkepensionist Aksel Bast, der er 84 aar.
– Velkommen paa kæret, siger han og sætter en alpehue paa hovedet, svinger benene ud over sengekanten, og lader fødderne glide ned i et par træsko. Det er ikke hver dag, man ser mennesker herude østen for hovedvejen. Trafikanterne svinger næsten altid vest på mod stranden. Kæret er ingen turistattraktion, men til gengæld dejlig fredelig.
Jeg har nu ellers boet paa vestsiden af hovedvejen, oppe i klitterne, men der blev jeg vist bort fra.
Ja, det vil sige, det var nu ikke noget, de kunne gøre saadan lige paa en studs. Jeg havde købt huset her, men pludselig en dag stod der nogle høje herrer, og sagde: Nu skal du væk, Bast
»Det bliver vi flere om at bestemme«, sagde jeg, og fandt mine papirer frem, og de godtgjorde, at jeg havde lejet huset for 65 kr. om aaret, for en periode af 18 aar,
,,Derfor flyttede jeg paa kæret”
Naa, der har jo nok alligevel været et smuthul i loven, for de Kom igen og sagde, at nu skulle huset flyttes.
>Lad os se, hvem der tør tage det første skridt«, sagde jeg, og stillede mig an i døren med en økse i haanden.
De veg tilbage, de høje herrer, og jeg blev boende. Nu hændte det, at ham, jeg havde købt huset af, kunne skaffe mig en plads til det her paa kæret, og jeg indvilgede i at flytte, for det var lidt træls at staa døgnvagt ved huset hver dag, og desuden kom der saa mange turister, at jeg ikke havde noget imod at flytte herud, hvor der er meget mere fredeligt.
„En dram er ingen tosset medicin”
Bast er under samtalen kommet i tøjet og skænker sig en morgendram, mens hunden veltilfreds lægger sig til rette paa dynen.
Jeg skal have mig en dram for at faa stivheden ud af keroppen, forklarer Bast. Den varmende væske ligesom løsner muskulaturen, og saa kan folk iøvrigt mene, hvad de vil, for saadan en dram kan nu ikke være en helt tosset medicin, naar jeg fortsat kan klare mig selv i en alder af 84.
Men skærslippertilværelsen har De maattet afskrive?
– Ja, skærslippervognen, de lange marchture, og det frie liv paa landevejen har jeg maattet sige farvel til. Men jeg var dog 71 aar, inden jeg holdt op med at slibe. Først da fik jeg min folkepension, og jeg havde lagt lidt penge op som supplement til pensionen.
Men jeg savner den fredfyldte skærslippertilværelse, og turene rundt i landet. Jeg har været over det hele, ogsaa paa Bornholm, jo, Aksel Bast har set andet end Aasendrup kær, men det er nu ikke det daarligste sted at tilbringe sin livsaften.
„Herude er vand en luksusvare”
De har ikke altid været skærslipper?
Nej, jeg lærte bagerfaget som ung hos daværende bagermester Steenberg, Østergade 18, Hjørring, men det er saa længe siden nu, at ingen kan huske, at jeg har været andet end skærslipper, og Hjørring er ogsaa helt forandret. Hvem kan f. eks. huske gæstgiver Anders Bidstrup i Kirkestræde. Til ham kom vi unge dengang, og vi blev godt beværet. Han kræsede for os, og selv vor beskedne ugeløn slog helt godt til, for maden var billig, og en dram kostede kun to ører.
– Kan De holde varmen her i huset, nu da vinteren nærmer sig?
– Ja, men det er dyrt at varme op med gas. Naar det er koldt, bruger jeg en flaske gas paa fire dage. Vand er ogsaa et problem. Her er selvfølgelig ikke vand indlagt, og ingen nærliggende vandpumpe, men en god ven kommer lejlighedsvis med en mælkejunge fuld, men alligevel er vand en luksusvare, naar det skal hentes flere kilometer borte.
Saadan er det ogsaa med indkøb af de daglige fornødenheder. Det er ikke rart at komme hjem og opdage, at man har glemt at købe tændstikker og skal en ekstra tre kilometer lang tur ind til købmanden.
Mine gamle ben er ikke, hvad de har været, men endnu kan jeg trave turen til Løkken og foretage mine indkøb.
Min bedste ven og følgesvend er hunden, jeg har haft flere, og de er trofaste. Min eneste sorg har jeg, naar de dør. Mennesket kan ikke leve ensomt og helt alene, og hunden har altid været min bedste Teammerat.
,,Sorgenfri” — et glædens hus
Som om hunden forstaar den gamle skærslippers tale, rejser den sig, springer op paa skødet af ham og slikker med den lyserøde tunge nænsomt hans haand. Den belønnes med en sigtebrødsskorpe, og Aksel Bast tager sig en kopfuld øl, hælder lidt brændevin i, drikker, og faar ligesom mere hold paa de rystende hænder, der har slebet saa mange knive rundt om i landet.
> Sorgenfri«, staar der paa husets gavl, men hvor mange af vor tids velfærdsborgere ville som den gamle skærslipper kunne finde glæden i de øde omgivelser, fjernt fra nutidens bekvemmeligheder, adspredelser – og alderdomshjem. Aksel Bast ønsker det ikke anderledes, og det bør respekteres.
Avisartikel fra 1965
Den gamle skærsliber kom til fødselsdagsfest hos sin bror
Glædeligt og rørende gensyn mellem den 84-aarige eneboer paa Aasendrup kær, Aksel Bast, og hans 90-aarige bror, Henning Bast, paa statshospitalet i Brønderslev.
Bagggrunden for invitationen var den, at Aksel Basts bror, Henning Bast, fyldte 90 aar. Han er for tiden patient paa hospitalet, og da nogle havde hørt, at Aksel Bast hele vinteren har maattet holde sig indendøre i sit lille træhus paa to gange fire meter paa Aasendrup kær, tre kilometer uden for Løkken, tilbød man at hente ham til fødselsdagsfesten. Hunden fik lov at komme med. Det tør nok antydes, at Bast blev glad, da det lokale postbud, der har været hans eneste kontakt i vinter, mundtligt overbragte ham invitationen, men alligevel havde han et par bekymringer.
– Hvad med hunden, sagde han til chaufføren, den kan ikke være alene hjemme.
Det talte man lidt om, men da hunden begyndte at pibe ved udsigten til, at Bast ville tage alene afsted, enedes de om, at den ‘hellere maatte komme med.
– Og sig mig saa engang, spurgte Bast, da bildøren blev aabnet for ham og hunden, hvor meget skal jeg betale for at køre i saadan et flot køretøj.
– Det skal du ikke bekymre dig om, trøstede chaufføren, det er der andre, der tager sig af. Og saa steg Bast, iført nobelt mørkt tøj, ind i bilen med hunden i snor, for at den ikke skulle være til unødig besvær.
Det skal blive dejligt at komme lidt hjemmefra efter den lange, kolde vinter, hvor sne og frost har hindret én at komme ud, sagde den gamle tidligere skærsliber og eneboer Aksel Bast, Aasendrup koer, da chauffør Sigurd Jensen, Brønderslev, i gaar kom for at hente ham til en fødselsdag paa statshospitalet, Brønderslev.
Skraar du stadig?
Paa statshospitalet blev han budt velkommen af afdelingssygeplejerske, fru Karen Jensen, og han gjorde store øjne, da han saa de veldækkede borde.
– Hvad med hunden, spurgte Bast.
– Ja, den maa vi jo se at finde nogle boller til ogsaa, smilte sygeplejersken.
Hermed var Basts bekymringer væk, og gensynet mellem brødrene, som ikke har set hinanden i otte aar, var hjerteligt, og mange gamle minder blev genopfrisket. Der blev talt om de andre brødre og søskende i København, og Henning Bast kunne ogsaa glæde sig over flere familiebesøg i dagens anledning.
— Skraar du stadig, spurgte Henning Bast, da de to brødre var blevet bænket.
– Ja, selvfølgelig.
– Saa giv mig en skraa og lad mig saa høre, hvorlænge du vil blive boende derude paa kæret, langt fra andre mennesker?
Ja, smilte Aksel Bast, du har nu altid været en kende nysgerrig, men jeg tror nu nok, det er sidste vinter. Der er gaaet alt for meget gas til at varme op med, og det har været meget vanskeligt at faa hentet vand fra byen.
– Aah, hva’, drillede Henning Bast, du er jo kun en knægt endnu (Aksel Bast er 84), saa du skulle da nok kunne klare dig selv lidt endnu.
— Ja, men jeg tror nu nok, jeg vil paa alderdomshjem, for saadan en vinter, kan jeg ikke klare en gang til. Men du kan være rolig for, at jeg ikke flytter før til næste vinter, og den sidste sommer paa kæret vil hunden og jeg rigtig nyde.
Jeg tror ogsaa, vi faar besøg, du kan ikke tænke dig, alle dem der har tænkt paa os, selv helt fra København fik vi en pakke med mange gode ting.
Chokolade og fest for fødselar og gæst
Saadan gik sludderen om løst og fast, indtil der kom bud, at festbordet var klar, og saa fulgtes Henning og Aksel Bast ad ind til fødselsdagschokoladen med boller og hjemmebag. Hunden tog plads ved Aksel Basts fødder, og fandt som Bast, at det nu ikke var saa tosset at komme en tur hjemmefra..
Der var takt i Basts mund og øjne, da han og hunden sagde farvel og derefter blev kørt hjem.
— Bilen, sagde Bast, da han kom hjem igen og stod uden for det lille rødmalede hus paa kæret.
— Er betalt, sagde chaufføren, og saa gik Bast og hunden ind for at se til gasapparatet, og et øjeblik efter blev døren lukket til » Sorgenfri«, som huset er døbt. Navnet passer godt, for Bast beklager sig aldrig over forholdene derude i ensomheden, maaske derfor glæder han sig særlig, naar andre tænker paa ham.
1973
Fhv. skærslipper Karl Aksel Bast, Vrensted, er død, 92 år.
I et langt og rigt liv nåede han at blive kendt mange steder i Danmark. Han var udlært bager og konditor. I en ung alder sprang han ud af det traditionelle livsmønster og valgte den mere usikre, men for ham ulige mere tiltrækkende levevej som vandrende skærslipper.
Med sin bør og hund gik han i en menneskealder ad de danske landeveje og fik venner overalt. Det frie liv i naturen var det, han holdt mest af, og i mange år boede han i vinter månederne i et ensomtliggende træhus på Aasendrup Hede.
For fem år siden var han nær ved at indebrænde i huset, og derefter flyttede han til Vrensted Alderdomshjem. Psykisk svækkedes han gradvis, men sin glæde ved og evne til at fortælle om oplevelser fra de mange år på landevejen bevarede han til det sidste.
Her ved den grå sydmur ved Vrensted Kirke er de seks omtalte gravstenEt fint maleri med de seks gravsten ved syd muren tydeligt gengivet.
(fra vest mod øst)
Kort oversigt
Justitsråd Wincent DavidGottlieb (1776-1858):
Havnekontrollør i København, havde 3 sønner og 7 døtre, hvoraf den ene, Anna Augusta Gottlieb(1812-1870), var gift med pastor Frederik Nicolai Severin Michelsen, som var præst i Vrensted (1852-1861).
Justitsråden døde under et besøg hos datteren i Vrensted præstegård 81 år gammel.
En efterkommer af justitsråden er generalmajor Rud Gottlieb, der i perioden 1984-1993 var chef for hjemmeværnet.
Stenen ligger ned og er dekoreret med et anker.
——————
JensChr. Pilgaard 1865-1943 og fruPetrea Pilgaard (f. Olesen) 1870-1959.
Jens Chr. Pilgaard drev en købmandshandel, som han afstod i 1898 for sammen med sin ægtefælle Petrea Pilgaard at overtage hendes hjem ”Høngaard” i Vrensted, der indtil da havde været fæstegård under Børglum Kloster.
Udover at drive landbruget var Jens Chr. Pilgaard sognerådsformand for Vrensted- Thise i perioden 1907- 1943. Ved 25 års jubilæet som sognerådsformand i 1932 modtog Pilgaard et dobbeltkapslet guldur med følgende inskription: ”Tak for trofast virke fra 1907-1-1-1932. Vrensted-Thise Kommune”. – Uret er i dag i privat eje.
Efter J. Chr. Pilgaards død drev fru Pilgaard gården videre med bestyrer, indtil hun i starten af 50erne flyttede ind i ennybygget villa på Stationsvej i Vrensted, hvor hun boede til sin død i 1959.
Fru Pilgaard var hovedsponser ved udgivelsen af Carl Klitgaards bog ”Vrensted Sogn”, der udkom i 1955. I bogens forord skriver C. Klitgaard således om bogudgivelsen: ” — og når, det er lykkedes at tilvejebringe det betydelige beløb, der krævedes hertil, skyldes det den interessefor foretagenet, som vrenstedboerne har udvist for det, i første række fru Petrea Pilgaard (søster til sagf. A. Olesen), der ved et større pengebidrag til udgivelsen har vist sin broders minde pietetshensyn”.
(Det var også sagf. A. Olesen, der i 1915 tog initiativ til udarbejdelsen af bogen).
Endvidere var fru Pilgaard sammen med søsteren Johanne Olesen og broderen Anton Frederik Tscherning Olesen stifter af fonden vedrørende Ane Maries Hus.
Stenen er dekoreret med udhugget cirkel med egeløv samt deres navne.
———————-
Ole Andersen 1827-1893 og fru Ane Marie Olesen (f.Christoffersdatter) 1831-1913.Samt datteren: Frøken Johanne Olesen 1866-1951.
Ole Andersen opførte i 1852 gården ”Høngaard” på gårdfæstets største jordlod efter overtagelsen af gårdfæstet under Børglum Kloster efter sin mor, der var enke. Parret blev viet i Vrensted Kirke d 18. nov. 1853 og flyttede herefter ind på den nye gård.
Frk.Johanne Olesen flyttede som ung ind hos broderen Anders Olesen i Nørresundbyfor her at virke som støtte og leder af husførelsen. Efter sagførerens død i 1929 blev stuehuset på ”Høngaard”forlænget mod øst for at give plads til en ekstra lejlighed, som kunne stå til hendes rådighed, når hun opholdt sig i Vrensted.
Stenen er udsmykket med ”Det Græske Kors” over navnene. (Ved opførelsen af Vodskov Kirke lod Sagføreren en mosaikrude med ”Det Græske Kors” indsætte i nordre korsgavl).
——————
Christoffer Olesen 1868-1903.
I en omtale af Vodskov Kirke i Niels Hedins bog,”Hammer Bakker et Mindeskrift” (s. 143), skriver forfatteren bl.a. følgende om forholdet mellem Sagføreren og broderenChristoffer:
”Det hele freskoværk i Vodskov Kirke med dets indtrængende ledemotiv, Kristusbæreren, forklarer for øvrigt i en sum, hvorfor kirken i Vodskov er blevet bygget:Sagfører Olesen havde en bror, som han elskede. Han var landinspektør og hed Christoffer Olesen. Han var i øvrigt elsket ikke blot af sin bror, men af hele sin slægt og af alle, der kendte ham. Han døde pludseligti oktober 1903. Når sagfører Olesen nu lader Christophorus male i Vodskov Kirkes Apsis, så aner man, at det er hans kærlighed til broderen, der fra først af har affødt ham den tanke at hjælpe befolkningen i Vodskov til en kirke. Og aldrig har en mand sat sin broder et smukkere mindesmærke”.
I 1922 skænkede Sagføreren Vrensted Kirke den flotte Christophorusfigurlige indenfor døren.
Stenen er hugget af Niels Hansen Jacobsen og symboliserer med den syngende lærke Christoffers lyse sind og tiltalende væsen. – Stenen blev afsløret i 1906.
——————–
Anders Olesen 1854-1929.
Født 5. september 1854 på gården ”Høngaard” som den førstefødte af en søskendeflok på 13. Anders Olesen blev uddannet til sagfører og drev i mange år sin sagførervirksomhed fra et kontor på Østergade i Nørresundby. Hans virkefelt var stort og dækkede bredt: Sagførervirksomhed,– stifter af Nørresundby Bank og mangeårig direktør for samme,– kirketiendeejer (Vrensted 1890-1914 og Hammer kirke 1899-1911), – kirkebygger: Vodskov kirke, der indviedes Trinitatis d. 6/6. 1909. Ved indvielsen prædikede pastor Jensen, Horsens ud fra dagens tekst, Joh. evangeliet kap. 3 v. 1-21 om Jesu natlige samtale med Nikodemus. Otte år senere lod sagfører Olesen Niels Larsen Stevns male netop dette motiv i hovedfeltet på altertavlen til Vrensted Kirke.–Dertil kom også andre store projekter i bl.a. Hammer Bakker og Vrensted sogn. Endvidere fortæller Ole Berg i bogen ”Sagføreren – Konge af Hammer Bakker” følgende om et af sagførerens mange gøremål:”– et af de betydeligste engagementer fra de unge år og livet ud var hans stilling som godsforvalter hos Chr. Michael Rottbøll, –”.
I begyndelsen boede Sagføreren i Nørresundby, men i 1899 påbegyndte han byggeriet af villa ”Møgelbjerg” i Hammer Bakker, hvortil han flyttede i 1901 sammen med søsteren Johanne. Her døde han af rosen den 15. dec, 1929.
Udnævntes til Ridder af Dannebrog i 1924 i forbindelse med et besøg i Hammer Bakker af Chr. X.og dr. Alexandrine.
Begraves fra Vrensted kirke d. 20. dec. 1929.
Stenen er hugget af Niels Hansen Jacobsen, Vejen. Motiverne på stenen symboliserer ifl. Niels Hedin følgende: ”Øverst de drivende skyer, det gamle kendingsmærke, luften en forårsdag over Vrensted kær, herunder den jævne, tildannede flade, de hjemlige marker, selve jorden, som den nu breder sig lavt under de høje himle. Tværs over fladen Olesens navn og årstal i ophøjet skrift, men nederst i svage fortoningerhans jordiske virke symboliseret i bikuben og granerne i den nye skov, han plantede i Hammer Bakker”. – Stenen blev afsløret 9/5. 1931.
———————-
Peder Pedersen født i Roskilde 20/12.1812. – død 13/3. 1862.
Præst for Vrensted- Thise fra 1861 til 1862. Dør som 49årig.
Erindringer fra min barndom i Vrensted – Ole Stevns – født i Vrensted Præstegård
Historien er fra bogen Min Barndom 2
Erindringer fra Løkken-Vraa
Lokalhistoriske Arkiver
2014
med tilladelse fra Ole Stevns
Barnelivets favre dage
kun forgæves folk på jord
kalder sukkende tilbage,
som en drøm de heden for,
Sådan begynder en af Grundtvigs gode salmer, og han har jo ganske ret i, at mennesket i tanken ofte vender tilbage til barndommens land – til en tid, der mestendels genopleves i et forklaret skær, hvor visse hændelser og ofte sære tildragelser og begivenheder farvedes af det intellekt, der udviklingsmæssigt var til stede på daværende tidspunkt.
Heldigvis er vi langt hen ad vejen således indrettet, at de lyse erindringer er langt i overtal, uagtet at der naturligvis også har været tidspunkter og episoder, hvor tolerancen blev voldsomt udfordret, og livet gjorde ondt.
Ole med sin søster og bedste legekammerat, Kirsten
Ofte lever jeg mig i fantasien tilbage til barndoms dagene med familielivet i Vrensted Præstegård som udgangspunkt. Med et par idérige forældre, en større søskendeflok samt unge piger. Jeg savnede aldrig afveksling i dagligdagen. Andre levende skabninger såsom hunde, kaniner, høns og geder fandt også et trygt hjem her, så alt i alt var der tale om en husholdning af betragtelig størrelse. Tilrejsende gæster var ej heller noget særsyn, og ikke sjældent måtte det i forvejen store spise bord monteres med ekstra plader og trækkes ud, så det fyldte det meste af spisestuen.
At føre en sådan menage var utvivlsomt noget omkostningskrævende, men mine forældre havde indgået naturalieaftaler med lejerne af den agerjord, som tilhørte præsteembedet, og hvis potentielle afkast var en del af præstens aflønning. Således havde vi f.eks. gratis kartofler og gulerødder, mælk og indimellem en gris og et par gæs. Det drøjede en del på indkøbet af daglige forbrugsvarer og var en simpel forudsætning for, at der kom brød på bordet. Dengang – som nu – var præstelønningen ikke noget at skrive hjem om. Desuden havde far indrettet og tilplantet haven, således at den i sommerperioden bugnede af grøntsager og alverdens frugt.
Jeg husker de podede frugttræer, ofte med tre fire slags æbler på hvert træ, adskillige sorter af blommer, især de saftige Reine Claude, og stadigvæk mærker jeg saften løbe ned ad hagen! Alt i bærbuske var der også, selv et morbærtræ øste i august gavmildt af sine fine frugter, men jeg oplevede også, at ferskentræet, der hvert eneste forår viste sin prangende blomsterpragt med efterfølgende anlæg af frugter, kun en enkelt gang var i stand til at ”aflevere” én moden frugt. Denne blev naturligvis nøje skåret ud i mange lige store stykker og uddelt til husets indvånere. Stenen trak vi efterfølgende lod om, for den kunne jo godt suttes på i lang tid efter.
Jo, denne have var i barnlig opfattelse et genskin af Paradiset, hvor frugterne hang overalt og blot ventede på at blive plukket for at gå al kødets gang.
For nogle år siden kunne man i den for længst hedengangne Vendsyssel Tidende læse, at der var bevilget penge, så der kunne indrettes en passende legeplads i Vrensted. Min første tanke var: Hvad i alverden skal de da med en sådan, mulighederne for at lege ligger da lige uden for døren! Det er da blot et spørgsmål om at bruge fantasien og skaberevnen og selv finde på.
Men som gamle romerske Cicero sagde: Tiderne ændrer sig, og vi ændrer os i dem!
Der er megen sandhed i denne sproglige vending, og det Vrensted, jeg oplevede som dreng, er i dag noget helt andet. Sådan skal det også være; ingen kan sætte en klods for udviklingen. Jeg synes, vi dengang kunne boltre os på verdens største legeplads, der ikke bare begrænsede sig til præstegårdshaven, men kunne omfatte store dele af sognet. Vi havde ingen til at organisere vores lege, ingen til at instruere os, ingen til at rette os af, når det gik for voldsomt og for upassende til. Nej, vi kunne selv, og der gik lige som en sand sport i at finde på, og de kreative evner fejlede intet, skulle jeg hilse og sige. Vi klatrede i træer, jo højere jo bedre, red uden sadel på hestene, balancerede på Kirkedammens tynde is, løb om kap på toppen af kirkegårdsdiget, drillede landsbyens hunde. Ja, meget mere kunne føjes til, men kedsomhed i dagligdagen var ikke et begreb, vi kendte til. Indimellem kunne det næppe undgås, at vi trådte over stregen og måtte efterfølgende finde os i kontant betaling med røde ører og kinder til følge!
Selv om jeg først er født i det andet besættelsesår, lykkedes det mig at deltage i illegalt arbejde, dog mest indirekte. Hvad vil det så sige? Jo, mine forældre havde en del ”varme sager” liggende, f.eks. småvåben og illegale blade. Den slags havde det vist bedst med at være uden for almindelig synsvidde og blev derfor gemt væk, ofte under madrassen i børnesengene, for skulle tyskerne dukke op ved nattetide for at foretage husundersøgelse, fik de små nok lov til at få deres nattesøvn i fred og ro. Sådan gik det også, og den dag, tysken så omsider kom, blev børnene ikke purret, men sov trygt videre på det hårde leje.
Kirkedammen med Vrensted Kirke i baggrunden
Begivenhederne under krigen udfordrede til stadighed fantasien, og vi drenge var naturligvis for det meste bevæbnede, når vi færdedes i området. Dog ikke med sofistikerede våben, som vi kendte fra billeder i aviser og ugeblade. Nej, her taler vi om noget så enkelt som en rækbøsser, et af gråspurvene frygtet våben, men også en sag, der indimellem gjorde skade på byens gadelygter, hvor den ubeskyttede pære var et let mål. Også hundepistoler og propbøsser indgik, og var man gode venner med Oluf Jensens børn, kunne man her i værkstedet være heldig få lov til at lave en geværkolbe af et stykke tiloversblevet teaktræ, der så sluttelig, forsynet med et par stykker el-rør fra Harald Landbo, udgjorde et fint jagtvåben. Aftrækkeren skulle helst være en messingskrue, for fint skulle det jo være!
Jeg husker engang, vi drenge havde sat os for at ville lave verdens største rækbøsse. Fip-Niels for ærede os et par aflagte, kraftige cykelslanger, som vi med diverse snorværk fik bundet op mellem to hegnspæle på marken vest for præstegården. Læderet var en frøsæk, hentet hos Harald Mørk, og ammunitionen var diverse murstensfyld, som vi pillede op af jordvejene, og snart gik det løs med skyderiet. Fire-fem drenge tog fat i sækken og gik baglæns, indtil gummiet var strakt maksimalt. Der taltes en-to-tre, og ”granaten” røg så vestover det bedste, den havde lært. Heldigvis kom ingen til skade, hvilket må tilskrives et usandsynligt held, eller var det måske en anden deroppe, der holdt hånden over sine børn!
Faldskærme kunne vi også finde på at lave, og en ganske simpel og let udgave fremstilledes ved at organisere et velstrøget herrelommetørklæde, binde fire små stykker snor i hjørnerne og så ellers lade en sten af passende størrelse danne kontra vægt. Op i luften med det, og så var det jo spændende at se, hvor langt vinden kunne bære det.
Selv valgte jeg en dag at afprøve faldskærmsmodellen i en lidt større skala, idet jeg, forsynet med fars sorte kirkeparaply, kravlede op på altan muren ved præstegårdens sydside, slog den op og sprang så i det lønlige håb, at jeg ville lande sikkert på græsplænen, der lå lidt foran.
Men galt gik det. Paraplyen klappede sammen med et hørligt smæld, og inden jeg fik set mig om, var jeg landet i en stikkende berberisbusk, ganske tæt ved den gamle pumpe, hvor musvitten residerede. Mit smerteråb og skrigeri var ret tydeligt, og mor kom da hurtigt stormende til, for at se, hvad der var vederfaret hendes kære pode. Trøstet blev jeg, men da det gik op for hende, at jeg vist var sluppet ret billigt, blev det videre forløb vendt til en kraftig, men også vel fortjent overhaling. Jeg selv erfarede af denne episode, at der nok bør være et vist forhold mellem “faldskærmens” størrelse og den udspringende persons vægt!
Om sommeren var der ofte familietur til det grønmalede badehus på Løkken strand, men af og til kunne det også være rart med en uplanlagt dukkert i lokalområdet. Uagtet at det var forbudt og risikabelt, kunne vi knægte finde på at bade i Jægerums mergelgrav. Det var vist før miljømyndighedernes tid med mange advarsler om dette og hint, men vi befandt os da ganske godt mellem konservesdåser, frøæg, haletudser m.m. Vi overlevede dog, og jeg husker, at vi som et ekstra raffinement havde kreeret en glidebane ned ad lerskrænten, og det kildede dejligt i kroppen, når vi på den bare rutsjede lige ud i suppen.
Når man nu er præstebarn, præstens Ole, ligger det lige for at følge med i, hvad der skete på det kirkelige felt. Lige fra min tidligste barndom har jeg været en flittig kirkegænger, fulgt med far til gudstjenester og bryllupper både i Vrensted og Thise. Især salmerne holdt jeg meget af, og jeg tror ikke, det er praleri, når jeg siger, at jeg ved min skoletids begyndelse kunne de fleste af salmerne, der brugtes i kirken. Begravelser måtte jeg ikke komme med til – det var ikke for børn – så det måtte da i hvert fald være spændende.
Skolebillede fra Vrensted Byskole, 1949. Ole sidder i forreste række med pegefingeren op mod næsen.
Det lykkedes da også i et par tilfælde ved graver Niels Chr. Gades mellemkomst at snige mig ind, og gemt bag orglet kunne jeg så bivåne handlingen, der alligevel ikke var morsom, men dybt alvorlig. Så fandt jeg da ud af det. Naturligvis hørte far intet herom, ellers var han nok blevet vred.
Det kan næppe undre nogen, at vi børn også somme tider legede præst og kirke. Jeg havde jo en basalviden om forholdene fra mine mange besøg i Herrens hus, en viden, jeg intet havde imod at omsætte i praksis. Når omtalte leg fandt sted, var det altid i rollen med mig som præst, og jeg har meget klare erindringer om de hunde hvalpe, kattekillinger og fugle, der blev begravet i præstegårdshaven efter hele det folkekirkelige ritual. Set i bakspejlet vil Vorherre sikkert rose mig – det var jo, når alt kommer til alt, hans små skabninger, vi ærbødigt sendte af sted mod evigheden.
I en meget ung alder havde jeg besluttet, at jeg ville være præst, ligesom karrieremulighederne på området også var vel gennemtænkte. Kort kan det siges, at jeg i mit hoved havde planlagt at afløse far, når han på grund af alder skulle nedlægge sit embede for så efter en årrække her at slutte mit arbejdsliv som biskop i Ribe.
Store forventninger udtænkt i en lille drengs hjerne, kunne man sige, og de blev da heller aldrig indfriet. At jeg så som voksen i mange henseender har været stærkt engageret i kirkeligt arbejde på forskellige niveauer, er jo en ganske anden sag, men jeg er helt på det rene med, at fundamentet for denne store interesse blev grundlagt i de tidlige barneår, hvor jeg havde gode vejledere.
Skolen skulle også passes, og jeg begyndte i Vrensted Byskole hos Johanne Mogensen, der senere blev gift med Richard. En elskelig lærerinde, der altid ville børnene det allerbedste, og især havde hun en levende fornemmelse for at hjælpe børn, der af en eller anden grund havde brug for ekstra opmærksomhed. Jeg kunne læse flydende, allerede inden jeg kom i skole, og stavningen var også næsten perfekt. Derfor fik jeg lov til at arbejde meget for mig selv med lidt sværere opgaver, for at jeg ikke skulle kede mig, mens de andre læste og stavede i kor med en styrke, som kunne høres helt ude på vejen. Hun indførte os i regnekunstens mysterier, og mange gode kræfter blev brugt på tabelindlæring efter nogle ganske særlige metoder.
Da jeg blev lidt ældre, overtog skolens leder, Elith Madsen, undervisningen af mig. En retlinet og skrap, men meget dygtig underviser, der ud over at tage sig af det faglige tillige følte sig kaldet til at opdrage eleverne til livet. Kontant og ordensmenneske var han, og trådte man lidt forkert, blev den rette vej hurtigt repeteret, ofte ledsaget af et par flade eller et nap under hagen. Påpasselig var han også med skolens midler, intet måtte gå til spilde. Jeg husker f.eks. en episode, hvor der af en eller anden grund var opstået en lille revne på en af siderne i min læse bog. Jeg gik op til Madsen og spurgte, om jeg kunne få et stykke gennemsigtigt klisterpapir, i dag tape, til at reparere med. Jo, det kunne jeg da godt, men forinden måtte jeg gå tilbage til min plads og med linealen nøje udmåle, hvor mange cm, det drejede sig om. Sådan – og så blev siden sat sammen igen!
Madsen forlangte også, at vi skulle hilse på ham, hvis vi mødte ham på vejen, og havde vi hue på, skulle vi i forbindelse med hilseriet tage denne af. Var vi på cykel, skulle vi standse og indtage en rimelig retstilling, alt imens vi bukkede. Alt dette virkede måske en smule overdrevet, mindre kunne have gjort det, men alligevel tænker jeg tit på, at nutidens børn og unge ville have haft godt af lidt undervisning hos Madsen, så de kunne lære, hvad det vil sige at have respekt for sine lærere og for den ældre generation.
Det har været ganske morsomt at nedskrive disse få erindringer fra barnelivet i Vrensted. En tid, jeg ser tilbage på med udelt glæde, og som desværre blev så pludselig afbrudt ved fars alt for tidlige død i 1952. Vi flyttede såtil Brønderslev, men ikke sjældent går turen ud vesterpå, hvor vi stadig plejer gamle bekendt skaber.
Ole Stevns tog mellemskoleeksamen fra Sorø Akedemi, studentereksamen fra Hjørring Gymnasium og siden lærereksamen fra Hjørring Seminarium i 1964.
Efter endt militærtjeneste blev han ansat som lærer ved Rødby Skole. I 1974 tiltrådte han stillingen som skoleleder ved Øster Hjermitslev Skole i Brønderslev. I Rødby havde han job som kordegn i Rødby Købstads Sogn, og i en årrække var han kirkesanger til hverdagstjenester ved Ø. Hjermitslev Kirke. Fra december 1977 og til 31. december 2012 har han været kirkesanger ved Aaby Kirke ved Aabybro.
Ole Stevns har i mange år været aktiv i hjem meværnet som kompagnichef i Brønderslev og har siden 1987 haft grad som kaptajn. Han blev tildelt 25-års tegnet ogi 1998 benådet med hjemmeværnets fortjenstmedalje. I 2009 blev han tildelt Forsvarsbrødrenes 40-års tegn. Ole Stevns har været formand for Round Table Brønderslev, amtsformand for samme og medlem af præsidiet. Han er mangeårigt medlem af Den danske Frimurerorden.
Ole Stevns har i flere perioder været medlem af Brønderslev Menighedsråd og var fra 1999 til 2007 formand for provstiudvalget i Brønderslev Provsti. Fra 2005 til 2007 var han formand for menighedsrådet, og han har siden 2007 været formand for kirkeudvalget. Han var fra 2005 til 2009 medlem af hovedbestyrelsen i Landsfore ningen af Menighedsråd.
.
Siden 2005 har han været medlem af repræsentantskabet i Danske Sømands- og Udlandskirker.
I 2010 blev han bestyrelsesmedlem af DSUK, Aalborg Stift og året efter formand for samme. I 2011 blev han medlem af hovedbestyrelsen for DSUK og medlem af udvalget for Dansk Kirke i Sydslesvig (DKS). Siden 2005 har han været medlem af repræsentantskabet for TV2 Nord, udpeget af menighedsrådene i Aalborg Stift.
Siden 2007 har han været formand for fondsbe styrelsen på Semaiskolen for unge med tilpas ningsproblemer.
Fra 2005 til 2010 medlem af bestyrelsen for Kirkemusikskolen i Løgumkloster og fra samme år formand for Støttekredsen dèr.
Ole Stevns blev gift med tandklinikassistent Elisabeth Larsen i 1962, og parret kunne i 2012 fejre guldbryllup. Parret har fire børn og otte børnebørn.
”O, fjerne barndomstid! som os forlod, som vi forlod, og som i mindet sover… ”Sådan begynder et af Frederik Paludan-Müllers digte i Adam Homo. Og netop sådan er det jo med barndoms årene og mange af oplevelserne fra den tid: De sover i mindet, men heller ikke mere. Mange af dem gjorde dengang et så uudsletteligt indtryk, at de stadig står ganske klare for mig, og visse af dem kom til at påvirke mine holdninger for resten af livet.
En buket af disse minder stammer fra besættelsesårene, hvor jeg var seksethalvt år ved krigens begyndelse, og så frem til befrielsen fem år senere i maj 1945. Det var på mange måder et langt åremål, der efterhånden på flere måder også udviklede sig til at blive en meget spændende periode – ja, en endog til tider lovlig spændende tid.
Jeg er født i oktober 1933 i Vrensted Præstegård, som nummer tre i en søskendeflok, der senere voksede til seks. Mine forældre var Inger og Aage Stevns, og min far var sognepræst i Vrensted Thise sogne.
Allerede den 8. april 1940 kom krigen på en vis måde til at præge tilværelsen for os i Vrensted Præstegård. Mor og min søster, Hanne, tog til Sjælland den dag. Besøget i Ruds Vedby hos min morfar havde længe været planlagt, men isvinteren havde lagt hindringer i vejen for turens gennemførelse. 8. april var første dag, man kunne gennemføre normal færgeoverfart til Sjælland, så mor og Hanne tog afsted. Efter deres ankomst til Ruds-Vedby ringede de hjem og fortalte, at overfarten var gået godt, og føjede Hanne til: ”Og vi har set krigsskibe og isbjerge på turen.”
Tidligt næste morgen blev vi vækket af larmende fly på vej nordpå. Far kom ned og sagde kort og klart med uro i stemmen: ”Nu er de her!” Det var nærmest kun en konstatering, for deres ankomst var både ventet og frygtet. Det blev indledningen til besættelsesårene med de følger, de efterhånden fik på forskellig vis på dagligdagen i præstegården og for landet i øvrigt.
Det blev ikke nogen lang skoledag den dag. Da jeg mødte op i første klasse hos Frk. Mikkelsen, tog hun grædende imod os. Hvad der ellers skete i skolen den dag, husker jeg ikke, men vi børn havde også temmelig travlt med at kikke efter de mange fly, der ustandselig var i luften i nordgående retning. På hjemmefronten måtte vi til at spekulere i mørklægningsgardiner, som straks blev beordret opsat, og allerede efter få dages forløb var det slut med bilkørsel i private biler, hvilket gjorde tilværelsen noget mere besværlig og blandt andet medførte, at Byskolens sommer udflugt til Lyngby Mølle og biografen i Løkken måtte foretages i hestekøretøjer af forskellig art. Man måtte tilpasse sig forholdene og tage det, som det kom, med indskrænkninger på snart sagt alle områder. Sådan var vilkårene nu engang allerede fra begyndelsen af, og bedre blev det ikke, som besættelsen skred frem.
Bortset fra de forskellige indskrænkninger mærkede vi i Vrensted i begyndelsen ikke så meget til tyskernes tilstedeværelse i landet. Men at de i allerhøjeste grad var uønskede, blev indprentet vi søskende i præstegården gennem den opdragelse, vi fik, især derhjemme, men også i skolen. Hjemme brugte far gerne at læse højt for os børn, før vi skulle i seng. En af de bøger, vi satte højest, var H.P. Holsts bog: Den lille Hornblæser fra 1849, om nyboder drengen, der gik i spidsen for den danske hær mod tyskerne i treårs krigen og bagefter blev hædret af kongen for sin helte modige indsats. Den bog og andet af samme skuffe var medvirkende årsag til, at vi kom til at hade de tyske soldater og betragte dem med afsky og som nogle, man skulle holde sig så langt væk fra som muligt. Følelser, der yderligt tog til med årene og udvidedes til også at indebære en frygt for, hvad de og deres håndlangere kunne finde på.
Familien Stevns samlet engang i trediverne foran den hamle bygning, der senere for en tid kom til at fungere som arsenal. Povl står forrest til højre
At denne opdragelse – eller måske indoktrinering – påvirkede os børn allerede i en meget tidlig alder, fik vi bevis for i sommeren 1943. Torsdag den 2. august det år fejrede fru Andersen, Kallehavegaard i Løkken sin runde fødselsdag, og for rigtigt at kunne festligholde dagen, fik hun samme dag kl. ti i Vrensted Kirke døbt to børnebørn. Efter dåbshandlingen i Vrensted Kirke var der middag for selskabet på Kallehavegaard, hvor vi var inviteret med. Da vi senere på dagen cyklede mod Vrensted og skulle passere den bevogtede ”byport” ved udkørslen fra Løkken, hvor to tyske soldater med opplantede bajonetter holdt øje med trafikken, spyttede min søster, Kirsten, efter dem. Heldigvis tror jeg ikke, soldaterne observerede det. Min søster var født om sommeren i 1940 og fik kørende på stangen af fars cykel. Det siger noget om, hvor tidligt børn kan påvirkes.
Ellers medførte besættelsen, at vi derhjemme fik en radio. Fars opfattelse af radioer havde hidtil været den, at de gerne medførte en del spild af tid, der med fordel kunne anvendes bedre. Vi fik jo Vendsyssel Tidende dagligt, så det måtte da være godt. Situationen havde imidlertid ændret sig på grund af den indførte censur, således at sandhederne ikke altid kom frem i de danske dagblade. Derfor var der nu brug for en radio, så vi kunne høre de danske udsendelser fra BBC i London med nyheder og de her ”mærkelige” hilsner. Radioen havde plads oppe på fars kontor og blev kun brugt til Familien Hansen og hvad nu de forskellige underholdningsprogrammer hed, når far og mor ikke var hjemme. Efter befrielsen blev den sat på loftet.
Den 9. december 1943 fik vi gennem sognefoged Søren Nielsen en indkvarteringsordre. Der skulle skaffes husly til dem, der arbejdede ved byggeriet af det store fæstningsanlæg ved vestkysten. For vores vedkommende drejede det sig om en entreprenør ved navn Emil Hansen. Hvor længe, han havde bopæl hos os, husker jeg ikke, men det var kun ganske kort tid. Dernæst flyttede en ingeniør Sommer ind. Han havde tidligere arbejdet med fæstningsanlæg i Kirkenes i Nordnorge og ville gerne underholde os med sine norske oplevelser. Selv troede han, at han var populær, indtil han en dag spurgte far, om vi havde noget imod at have ham boende. Hertil svarede far ham ganske kort: “Ja, i høj grad!” Og så flyttede hr. Sommer.
Senere havde vi personer boende af en ganske anden karat. Det, at vi havde besøg af fremmede en aften eller måske over en længere periode, var da ikke noget, vi børn gik og udbredte os om. Dem, vi havde boende, fik stillet gæsteværelset til rådighed og kunne bruge stuerne, som de ønskede. En tid havde vi et professorpar boende. Det drejede sig om professor Møller-Sørensen og frue fra Landbohøjskolen. Parret var på vej til Sverige og skulle over med en af de illegale både fra østkysten. De forlod os en aften med kort varsel for at blive sejlet over i nattens løb. Under opholdet hos os gik de under dæknavnene hr. og fru Smith. De blev for øvrigt senere svigerforældre til min søster og var flere gange vært for mig på Landbohøjskolen under mit ophold som soldat i hovedstaden. Den sidste af vores logerende var en journalist, der under opholdet hos os arbejdede med at indsamle stof og behandle det til udgivelse i de illegale blade. Til dette arbejde havde han mors stue inde bag fars kontor stillet til rådighed og sad der og klaprede på sin skrivemaskine. Der skulle jo hele tiden bruges nyt stof til bladene. Han måtte desværre den 7. marts 1945 forlade præstegården i Gestapos bil efter et mislykket flugtforsøg ud gennem et vindue.
Vrensted Præstegård
At der naturligvis var tilfælde, hvor vi børn spurgte mor om et eller andet vedrørende de besøgende, kan vel næppe undre. En aften havde vi således fået at vide, at der skulle være bestyrelsesmøde i ungdomsforeningen oppe på kontoret. Det var der i sig selv ikke noget mærkeligt i, da far var for mand for foreningen. Det, der undrede os, var dels, at det blev holdt senere på aftenen end normalt, dels at det ikke var Fie, der kom til mødet, men hendes mand Erik. Da vi så spurgte mor om, hvor for Erik kom, når det var Fie, der sad i bestyrelsen, slog mor det hen ved at sige, at Fie nok ikke kunne den aften. ”For øvrigt”, føjede mor til, ”er det ikke alting, man behøver at vide besked om. Der er også ting, det er bedst ikke at vide noget om.” Det havde mor da ret i, for det vedkom jo ikke os børn, at far også var leder af den modstandsgruppe, Erik var medlem af.
Som før omtalt var vores sidste logerende så uheldig at falde i kløerne på fjenden, da han for søgte flugt gennem vinduet. Det hele tog sin begyndelse midt på eftermiddagen 7. marts 1945, da far ringede hjem til os fra Hjørring og sagde, at Gestapo ville komme på besøg i præstegården. Far var taget med toget til Hjørring tidligere på dagen under påskud af, at han skulle købe ind til
min søsters nært forestående konfirmation. I Hjørring blev far advaret mod Gestapos nært forestående besøg af nogle modstandsfolk, der havde fået nys om deres planer. Far ringede der for straks hjem for at sikre sig, at vores loge rende, Chr. Winther, kunne komme afsted, før det var for sent. At det ikke lykkedes, skyldtes udelukkende en fejlvurdering af situationen fra Chr. Winthers side. Gestapos første besøg var nemlig kun af kort varighed. De spurgte efter far og fik at vide, at han ikke var hjemme, men i Hjørring og forventedes at komme hjem med toget ved attentiden. Det vidste mor nemlig, at han ikke ville være. Derefter drog de afsted igen. Vi fik advaret Chr. Winther, der på det tidspunkt var på en spadseretur i plantagen, så han kunne holde sig borte, og fortalt ham, at mor havde gemt hans skrivemaskine og papirer. Efter at Gestapo var kørt første gang, kontaktede vi atter Winther, som vi fortalte om besøget og bad ham tage til Thise i stedet for at vende tilbage til præstegården. Winther var imidlertid af en anden opfattelse, idet han mente, faren nu var drevet over, så han gik hjem, fandt alle sine ting frem og bestilte en bil, hvilket fik meget alvorlige føl ger for ham.
Kort efter aftentogets ankomst vendte Gestapo tilbage til præstegården ledsaget af tyske soldater, der omringede huset. De kørte op på gårds pladsen bagefter den vogn, Winther havde bestilt til at hente sig. Vognmanden, der fortalte, at han skulle hente en herre, fik følgende besked: ”De kan godt køre igen. Den herre skal vi nok tage os af.” Og sådan kom det også til at gå.
Under Gestapos andet besøg foretog de en husundersøgelse med hovedvægten lagt på en undersøgelse af fars kontor, hvor de søgte efter våben under skrivebordet og bag de mange bøger på reolerne. Alle bøger på nær én blev skubbet ind. Undtagelsen var Mein Kampf.
Chr. Winther blev taget med kuffert, skrivemaskine og stof til illegale blade, men heldigvis uden sin pistol, som far opbevarede, ellers kunne det let være gået meget værre, end det gik. Inden Gestapo drog af med Winther, beordrede de ham til at stå med ansigtet mod væggen i entréen, mens de raslede med deres skydevåben, hvorefter de i mors påsyn gav ham et meget hårdt slag på den ene side af hovedet. Winther havnede efterfølgende i Frøslev lejren.
Da Gestapo igen forlod præstegården, efterlod de to tyske soldater, der skulle blive og afvente fars hjemkomst. Samtidig fik vi besked på, at ingen måtte forlade præstegården, ingen måtte tage telefonen, hvis den ringede, alle skulle opholde sig i spisestuen, som vi kun måtte for lade under ledsagelse af en af de tyske soldater, og at eventuelle gæster ikke måtte tage afsted igen. Det sidste påbud kom til at gælde et par damer nede fra byen, der havde fulgt Hanne, Kirsten, Ole og mig hjem efter et besøg. De kom til at tilbringe natten og den næste formiddag i præstegårdens spisestue sammen med familien og de tyske soldater.
Det blev en lang aften og nat. Mine to mindre søskende fik lov at sove i deres egne senge i børneværelset. Jeg derimod fik lov at sove i mors seng, der stod op mod muren ind til spisestuen.
Hvilken luksus, må man sige, men hvordan i alverden skulle det kunne lade sig gøre at sove, når der i stuen ved siden af sad to tyske soldater bevæbnede med skarpladte geværer og ventede på, at ens far skulle vende hjem? Det var da noget af et mareridt.
Den følgende formiddag kom et par af husets venner for at se, hvad der var i gang. Også de blev nægtet at gå igen. Ved 11-tiden ringede soldaterne så forskellige steder hen og endelig langt om længe gik de deres vej og interneringen ophørte.
Det er intet problem at beskrive dette døgns hændelsesforløb – endda i enkeltheder. Det er derimod meget svært at beskrive de følelser af uro og frygt, der fyldte os alle. Når man gennem opdragelsen har lært at betragte de tyske tropper som landets fjender, har lært at frygte og afsky.
Vrensted Byskole
Gestapo og deres håndlangere på grund af deres misgerninger, ja, så er det altså svært at forklare andre, hvordan det føles at være fange i eget hjem under bevogtning af tyske soldater, der sid der og venter på, at ens far skal vende hjem, og så samtidig være uvidende om, hvornår Gestapo igen dukker op og hvad et sådant besøg eventuelt vil medføre. Det tror jeg, man selv skal have prø- vet for at forstå. Det skal siges, at mor taklede situationen på en beundringsværdig måde.
Om eftermiddagen blev det besluttet, at vi alle skulle forlade præstegården for en tid. Mine to storesøstre kom til at bo hos veninder i Vrensted, hvorimod mor, Kirsten, Ole og jeg “gik under jor- den” i Tolstrup Præstegård hos pastor Kjær med familie. Her boede vi en uges tid, inden vi atter vendte hjem. Under opholdet i Tolstrup Præstegård var jeg en dag sammen med pastor Kjærs drenge oppe ved rutebilen med et brev. Her blev jeg genkendt af rutebilejer Svend Brix fra Løkken, der efter hjemkomsten til Løkken ringede til præstegården og sagde, at jeg meget gerne måtte komme ned og bo hos dem, så jeg kunne passe min skolegang på Løkken Realskole. Det var et smukt træk af Brix, men det blev ikke realiseret, da vi kort efter vendte hjem til Vrensted Præstegård for at sikre, den ikke skulle blive beslaglagt til indlogering af tyske flygtninge.
Med den slags oplevelser i bagagen voksede naturligvis længslen efter en afslutning på mare ridtet. Ville det lykkes for far at holde sig skjult til befrielsen? Ville Gestapo atter vise sig i præstegården osv.? Men heldigvis gik det, som Halfdan Rasmussen skriver i sit digt Længsel fra
1944: “Men det bli’r atter stille efter stormen. Og det bli’r godt at leve her på ny.”
Befrielsesbudskabet blev som bekendt bragt i BBC’s aftenudsendelse 4. maj 1945. Jeg er ikke sikker på, at vi hørte det derhjemme første gang, det blev sendt, for vi børn var alene hjemme den aften, da mor var taget afsted for at besøge far på hans skjulested, og vores pige var på besøg hos sin søster. Mor og far sad derimod sammen og hørte frihedsbudskabet, hvorefter de straks tog hjem til præstegården. Det blev dog kun til et kort besøg, da mor skulle cykle til Thise med en besked, og far havde andre opgaver at løse den nat.
Den følgende tid var far stærkt engageret i ar bejdet inden for modstandsbevægelsen med blandt andet vagter og opsyn vedrørende kyst befæstningen i Løkken og omegn. I den periode blev der kørt en hel del materiel såsom afstands målere, kikkerter, telefoner m.m. fra fæstnings anlæggene til Vrensted Præstegård, hvor det blev oplagret i en af de gamle bygninger samt under træerne nede i haven. Årsagen hertil var, at det ellers ville være blevet betragtet som engelsk krigsbytte og destrueret. Det blev sene re afhentet af den danske marine, hvis chef, admiral Vedel, derefter sendte far en takkeskrivelse på grund af redningsaktionen.
Da udhuset igen var ryddet, blev der i et af rummene gravet et hul under gulvet, hvori der blev anbragt en del våben og ammunition. Ingen kunne jo vide, hvad tiden fremover ville bringe, så for en sikkerheds skyld…! Disse våben lå der for øvrigt i flere år, før de blev fjernet for senere at blive afleveret til myndighederne.
Der var naturligvis også festligheder i forbindelse med befrielsen. I Brønderslev var der således en stor folkefest, der blev afviklet ude ved friluftsbadet. Den blev afholdt 13. maj med far som en af talerne. Dagen forinden pakkede vi derfor vores bil ud, efter at den havde stået opklodset og indpakket i garagen under hele krigen. Den blev tanket op og påsat grønne plader med nummeret DF 16. Så var den klar igen. Mor og vi tre største af søskendeflokken fik lov at køre med til mødet. Jeg husker så tydeligt turen op gennem den flagsmykkede Bredgade til friluftsbadet. Nede på hjørnet ved Mandrup Poulsens boghandel gik et par modstandsfolk med rødt, hvidt og blåt armbind. Det var første gang, jeg så den slags armbind, da det armbind, far dengang havde, var ensfarvet grønt. Jeg spurgte derfor far, hvad disse armbind betød, og fik svaret: ”Tænk dig om!” Far var jo nok lidt nervøs, for overalt vrimlede det jo med folk, der skulle ud til festlighederne.
Også en madindsamling til nordmændene, der manglede alt, skulle der være plads til. Mange følte sig jo også i stor gæld til nordmændene på grund af deres heroiske indsats mod besættelsesmagten. Noget mange danskere beundrede dem meget for, og gerne ville takke dem for på en eller anden måde. Derfor blev der iværksat en madindsamling i Løkken og omegn, hvor far stod som leder. Der blev indsamlet kartofler, mel, gryn, flæsk, pølser, æg osv. rundt i sognene til udskibning i fiskerbåde fra Løkken til Norge. Turen til Norge foregik i dagene 24.-25. maj 1945. Det blev et frygteligt blæsevejr undervejs, så far fortalte efterfølgende, at han på det meste af turen derop havde siddet på dækket tøjret til masten med en livrem. Turen blev dog en stor oplevelse for deltagerne, og far kom da også hjem med lommen fuld af visitkort fra kendte personer, han havde truffet under besøget.
Den gamle præstegård i Vrensted
Alt, hvad jeg indtil nu har beskrevet, foregik i min barndom fra jeg var seksethalvt til 12 år gammel. Jeg vil nu til slut springe 50 år frem i tiden til 13. og 14. maj 1995, 50-året for madindsamlingen til Norge. Det skulle naturligvis mar keres, syntes nordmændene, der inviterede til festligheder i Arendal. Inviteret til disse festlig heder var folk fra Løkken, heriblandt to fiskere, der havde været med på turen i 1945, borgme steren, formanden for turistforeningen, amts rådsmedlem Niels Østergaard og en del flere. Også Estrid og jeg modtog en invitation, da far jo i sin tid havde været involveret i projektet, og vi tog naturligvis med stor glæde imod denne indbydelse, der gik på fri rejse, ophold, udflugter, festgudstjeneste, kransenedlæggelse og en fin festmiddag, alt sammen under ledelse af fylkes ordfører Jon Fløistad.
Det var en meget stor oplevelse at være med på denne tur, og det gjorde et stærkt indtryk på mig at erfare, med hvilken respekt arrangementet i 1945 blev omtalt såvel af præsten i kirken som af fylkesordføreren under hans tale på havnen. At fars navn indgik i samtlige norske taler, gjorde naturligvis ikke mindre indtryk på mig. Bordplanen til den meget fornemme festmiddag var udarbejdet således, at Estrid skulle sidde til høj bords med Arendals borgmester som bordherre og en højtstående embedsmand på sin højre side, hvorimod jeg måtte “affinde” mig med at få direk tør Chr. Brix Kjelgaard fra Løkken som ”bord dame”. Det var skam meget hyggeligt. Sikken hæder der blev Estrid og mig forundt på grund af fars gode gerninger så mange år forinden. Noget vi overhovedet ikke havde haft andel i. Men vi nød det.
Povl Stevns
Efter realeksamen var Povl Stevns ansat i tre år på Østergaard i Vrensted, fra november 1949 til november 1952, et år på Vrejlev Kloster, fra maj 1953 til maj 1954, to gange på højskole, på landbrugsskole, et år på et landbrug i USA og soldat ved Livgarden. Fra 1958 til 2000 var han gård ejer i Stenum og havde flere tillidshverv. Povl Stevns blev i 1958 gift med Estrid i Vartov. De har fem børn og bor nu i Serritslev.