Et tabt paradis – Åsendrup Skole

Elever og lærer foran Åsendrup skole 1931

Betsy Sand Mortensen, Pandrup, der var elev i den  i 1955 nedlagte Åsendrup skole, mindes i denne artikel sin barndoms skolegang for et halvt århundrede siden.

VT 17.09.1961.

Jeg står ofte i de tidlige morgentimer ved mit vindue og følger med øjnene de små purke, der glade og veloplagte er på vej til deres fine nye, næsten palæagtige skole. Velklædte, med fine skoletasker over skulderne og med fine nye skinnende cykler, noget der nu om stunder kun betragtes som en selvfølgelighed.

Og så går der vilkårligt en vemodig tanke til min egen skoletid, til barndommens tabte paradis”, til tiden før første verdenskrig. Mit hjem lå lige udenfor Løkken syd for sognegrænsen til Vrensted sogn i Åsendrup kær. Vi hørte derfor skolemæssigt til den 34 mil borte fra Løkken liggende Åsendrup skole.

I dag forstår man dårligt, at disse otte-ti børn ikke kunne optages i Løkken skole, så meget mere som der var løst sognebånd til Løkken kirke. Der fandtes ganske vist skiftende små private skoler, men efter den tids økonomiske forhold var det kun de mere velhavende, der havde råd til at lade deres børn undervise der – uanset evner.

I dag kan vi heldigvis i velfærdsstaten Danmark glædes over, at sådan er det ikke mere, og lad os så ikke glemme det, når vi så ofte jamrer over de høje skatter og de dyre, flotte skoler.

Nå, det var om min lille landsbyskole, jeg ville fortælle. En landsbyskole kunne man vist egentlig ikke kalde den: den lå nemlig ganske alene midt imellem det vestlige og østlige sogn, og vi få børn hørte altså til den yderste grænse af dette skoledistrikt.

Skolen er forlængst nedlagt og solgt som landbrugsejendom, idet der, som til de fleste små skoler på landet, hørte landbrug til, i de sidste år i skolens historie vist kun drevet af den sidste lærer ved skolen, lærer C. M. Pedersen. Skolen var toklasset med førstelærer og lærerinde, og der har gennem årene været knyttet flere kendte og dygtige skolefolk som lærerkræfter hertil. En af de første var den senere borgmester i Brønderslev, Markus Hansen, og hans hustru Oline Hansen, der også underviste. Senere kom lærer Dalum og i min tid H. M. Rosenkilde og lærerinde Marie Mikkelsen af den kendte slægt fra sognefogedgården i Nr. Lyngby. Den sidste lærer var den førnævnte C. M. Pedersen. Han var ligesom Markus Hansen og frue meget stærkt politisk interesseret, så det var, ligesom der var politik i luften omkring den lille skole.

Der fortælles, at før i tiden, når en ny lærer skulle ansættes, måtte denne først gøre rede for sit politiske standpunkt før man ville gå over til den egentlige ansættelsessamtale, og C.M. Pedersen har måske hos Markus Hansen fået sine første politiske impulser, der har ført ham til tillidsposten som formand for et politieke parti. Vejen til dette har dog været lidt bugtet ligesom den gamle sti, vi travede ad til skole. På min første skoledag nåede mine kammerater og jeg ikke derop til tiden kl. 8, og vi måtte derfor stå i gangen til morgensangen var sluttet. Jeg husker tydeligt, at det var salmen Gud skal alting mage. – Jeg stod træt og modløs og lyttede til salmen, hvorí linien ”som Gud elsker sine” forekommer. I min barnlige fantasi forbandt jeg disse linier med, at der måtte være en, der hed Sine, som Gud elskede, og det faldt godt i tråd med, at et af de bedste mennesker, jeg kendte, hed Sine. Dette kastede på en måde et forsonende skær over den triste, mørke vinterdag, der indledte et afsnit af min barndom.

Det varede lidt, inden jeg faldt til i de fremmede omgivelser. Jeg var født ved havet i et hjem, hvor alt var afhængigt af dagens vind og vejr og udsigten til at komme ud på fiskeri, og da min far også var leder af det stedlige redningsvæsen fik jeg tidligt indblik i livets alvor ved den åbne kyst.

Det hjalp mig meget, at min lærerinde, frk. Mikkelsen, selv var født ved havet og ligesom forstod mig. Derfor kunne ingen være mere stolt end jeg, da frk. Mikkelsen i en dansktime overlod mig at fortælle min klasse om det danske redningsvæsen.

Det jeg bedst mindes hos min lærerinde er alle de små, dejlige sange, hun lærte os — særlig forårssangene, bl. a. ” Våren er i luften”, og ”Sorte stær på grene”, om David, der slog Goliat, Abraham i Mamrelund og mange flere. Kun én sang, vì meget ofte sang, kunne jeg ikke forlige mig med, og jeg sang derfor meget sjældent med. Det var ”Til våben, brødre, tag bøssen fat”.

Jeg var 13 år, da den første verdenskrig brød ud, og al dens rædsel og gru, som vi læste om, gjorde et dybt indtryk på mit følsomme sind, og fra den tid: har, jeg vist altid været ”antimilitarist”. Senere i livet har jeg dog forstået; at min lærerinde hadede vold og krig lige så stærkt som jeg selv.

Frk. Mikkelsen var en sjælden rank og myndig dame, velbegavet og selvstændig. Således havde hun ladet sit sorte hår klippe ganske kort, og det var absolut ikke efter datidens skik og brug, men hvor det klædte hende. Jeg husker også, at hun, når hendes mor fra sognefogedgården var på besøg, bad hende overvære undervisningen, og vi børn forstod, at vi her havde en meget kyndig censor.

Vor skoledag om vinteren var fra kl. 8 til kl. 16 med en times middagspause. Vi måtte altså starte kl. 7 hjemmefra, det meste af tiden i buldrende mørke, og vi nåede heller ikke hjem ved dagens lys. Nutidens praktiske fodtøj, gummistøvler, og lange benklæder kendte vi jo ikke, men vi havde solide træsko, der hen på vinteren fik en ekstra ring sat under – altså blev ”skoet”.

Min mor tog, når vejret var særlig koldt, en glød fra kakkelovnen og varmede vore træsko med den, og vi fik et par gamle sokker udenpå, godt med sukkermellemmader i tasken, og så gik det i trav over de sneklædte marker for at holde varmen. I mine sidste skoleår byggedes Hjørring-Aabybro-banen, og da banen var stukket ud, fik vi her en lettere og hurtigere vej tværs over marken til skolen. Det var jo dengang, da der var vinter til, men også dejlige, varme somre. Vi gik kun i skole en dag ugentlig fra maj til november – hver onsdag og mødte da kl. 7. Det var tidligt, men hvor var det dejligt i de tidlige morgentimer på vor skolesti og over de grønne marker. Også forårstiden var dejlig; særlig glade var vi den første dag, vi kunne nå hjem, mens det endnu var lyst, og glade var vi, når vi hørte de første Fuglestemmer, der meldte vårens komme. Jeg er sikker på, at den glæde, jeg hvert år føler ved at høre den første lærke synge over en grå og tåget mark, stammer fra min skoletid.

Man kan vel undres over, at man skulle have en skoledag paa otte timer til de forholdsvis få fag, der blev undervist i, men vi syntes dog, der var nok at lære. Religion, dansk, skrivning, geografi, regning og en times sang, samt en ugentlig håndarbejdstime var hele repertoiret, og i skrivning og regning var der vist ikke mange i de højere skoler, der kunne slå os ud.

Jeg husker, vi skrev politikeren Bergs fyndige ord »Gå aldrig på akkord med uretten« side op og side ned, til det blev til skønskrift.

Når vi havde sunget aftensang, var der kapløb ud af skolen for at komme ned til vejen for om muligt at få lov at køre med en vogn, der havde ærinde til Løkken.

En forårsdag i 1912 mødte vi en mand, der fortalte, at kongen var død. Det gjorde nu ikke særligt indtryk på os, og vi blev hurtigt enige om, at det måtte da vist kunne give os en fridag.

Julefest og udflugter kendte vi ikke til, havde kun hørt, det var skik paa de finere skoler. Jeg dristede mig en dag til at spørge vor forbavsede lærer, om vi ikke kunne få lov til at rejse en tur med den fine, ny bane, der blev indviet i 1913. Vi fik lov, og turen gik over Hjørring til Tolne skov. Det blev en dejlig dag, og hele turen kostede 125 øre foruden de røde sodavand. På hjemturen besøgte vi Vendsyssel Tidende, hvor vor lærerindes bror var redaktør, og hvor vi vel af samme grund blev trakteret med jødekager.

Julen blev forbigået i stilhed i skolen bortset fra et par julesalmer den sidste dag. Da vi havde sparet sammen til vor lærer, der et år til jul lå syg, købte vi en dejlig rødhættefigur, som vi overbragte ham på sengen, idet vi ønskede glædelig jul, glade over, at når vi, mødtes igen, gik mod lysere dage.

Hvad mon man i dag ville sige, hvis man blev præsenteret for datidens skolehygiejne. En overgang var der på skolen mange potter både, ude og inde i udhus og stald. Vi havde en gammel vandpumpe, der meget nødigt gav vand, og da vi en dag gennem dækslet så en masse døde rotter i vandet, blev vi enige om at demonstrere ved at møde alle som én med en flaske vand hjemmefra. Der skete dog ingen forbedring af den grund.

Rotterne huserede også slemt i vort ”đas” og underminerede til sidst helt stengulvet, der lignede ruiner på et gammelt slot. Det forhindrede dog ikke, at vi piger hver dag tilbragte hyggestunder sammen på det fælles tremandsrum, og her er mange hemmeligheder og spændende forelskelser blevet drøftet. Årene gik dog hurtigt, og en dag var skoletiden slut. Vi havde set hen til denne dag med stor forventning, men trods alle strabadser med våde strømper, der blev tørret på fødderne, lang og sølet vej, mørke og kulde, var det alligevel vemodigt at sige farvel. Jeg skrev et vers i min venindes geografibog i dagens anledning, og jeg vil slutte disse små glimt fra min gamle skole med første vers af en sang, vi ofte sang, og som jeg synes passer på billedet af en lille skolepiges oplevelser og tanker for 50 år siden:

Vort jord liv er kun regn og rusk,

en nat, hvori vi græde,

vort jord liv er en rosenbuske

med solskin og med glæde.

Betsy Sand Mortensen-1961

Historien om Kalle

Kalle  i ”Vestergaard” –

Hans rette navn var Karl Thomsen

Der er fortsat nogle, der husker Kalle, som for mange år siden var karl og svinepasser på gården “Holmen” ved Chr. Rendbæk syd for Vrensted by

og senere i Vrensted på gården  Vestergaard på Ingstrupvej 10, som fodermester,  ved Carla og Chr. Jensen.

Hans rigtige navn var Karl Thomsen, men mest kaldt Kalle.

Flere gange fik han overrakt diplom for lang og tro tjeneste hos gårdejer Chr. Jensen, Vestergård, som fæstede Kalle i 1955. Han blev i rigtig mange år på Vestergaard, hvor Carla og Chr. tog sig rigtig godt af Kalle, som en del af familien.

Karl Thomsen fik ikke den bedste start i livet. Han blev født den 3. januar 1921 i Frederikshavn, men endte ret hurtigt på et nyoprettet børnehjem i Søndergade i byen. Hans mor Elvina Thomsen, der var ugift, var tilsyneladende ikke i stand til at tage sig af sit nyfødte barn.

Ifølge kirkebogen blev barnet navngivet ved en hjemmedåb under medvirken af en kordegn i Frederikshavn sogn. Der er ingen fader angivet ved dåben, men en note er tilføjet om, at fattigudvalget anerkender at barnet hører hjemme i kommunen.

Ved folketællingen i 1925 og 1930 står Karl Thomsen opført som et af plejebørnene på Børnehjemmet ”Fremtidshåb”, som blev oprettet i 1921 af Centralmissionen i Bethania foreningen.

I 1930 var der registreret 16 plejebørn på børnehjemmet, som Søster Ane Thomsen var forstanderinde for. Hvor længe Karl Thomsen var anbragt på børnehjemmet melder historien ikke noget om, men som stor knægt kom han hos Anes bror gårdejer Hans Thomsen, som ejede Eriksminde på Pilgårdsvej i Vrensted. Måske på ferie.

Der er ikke opført folketælling mellem 1930 og 1940 i de folketællinger, som Statens Arkiver har offentliggjort på nettet, og som kan give spor efter Karl Thomsen. Om hvor længe han opholdt sig på børnehjemmet eller hvad han beskæftigede sig med som ung.

Ifølge folketællingen fra 1940 havde han ikke på det tidspunkt ophold i Vrensted hos Hans Thomsen eller på gården ”Holmen”, hvor han i en periode var karl før han kom til Vestergård i Vrensted by i 1955.

Karl Thomsen har formentlig i 1940’erne haft ophold i Frederikshavn. Et foto viser, at han efter afslutningen af krigen havde været vagt ved en flygtningelejr i Frederikshavn. Måske ved Knivholt, som var den ene af to flygtningelejre i området.

Om Kalles liv i Vrensted har jeg fået fortalt, at han kom meget hos Gerhard og Marie i det lille hus på Bådstedhedevej, hvor der også kom andre for at spille kort og hygge sig.

Kalle var også en rigtig god fodboldspiller og kom i idrætsforeningen i Vrensted.  Jens Mørk fortæller: “Jeg husker Kalle som en meget god fodboldspiller. Han var ret god til at lave mål, og var Kalle lidt for lav til at dirigere bolden i mål med hovedet, brugte han en hånd, ligesom Maradona sener blev kendt for. Vi var altid spændt på om dommeren opdagede det”

Kalle i “Holmen”:

Der fortælles også at Kalle altid var til Brønderslev Marked. Han blev der gerne alle markedsdage, fra fredag til tirsdag. Han havde det problem, at når først han var begyndt at drikke, så blev han ved indtil han gik under bordet. Engang var Chr. Rendbæk således kørt til Brønderslev efter ham. Da han efter nogen søgen fandt ham, fik han ham ind i bilen, hvilket ikke lige var det Kalle havde mest lyst til. Da de så kom forbi den første købmand ville Kalle have Chr. Rendbæk til at stoppe så han kunne købe nogle øl, hvilket Rendbæk ikke ville. Da de så kom til Tolstrup bad Kalle ham om at stoppe ved købmanden der, hvilket Rendbæk gjorde og tænkte, at det kunne der nok ikke ske noget ved. Han ventede i bilen, men der kom ingen Kalle ud, så Rendbæk vil hente ham i butikken. Kalle havde i mellemtiden set sit snit til at forlade butikken ud af bagdøren. Kalle var igen på vej til Brønderslev, så Rendbæk vendte om og fandt Kalle gående på vej tilbage til Brønderslev Marked.

Povl Stevns fortæller :” I det tidlige efterår 1955 var jeg efter aftjent militærtjeneste ved Livgarden et par måneder ansat som daglejer på ”Holmen”, hvor jeg i den periode var installeret i et af karlekamrene over hestestalden i Vestfløjen. – Jeg mindes gerne året, som det år, hvor der kom gardiner i vinduerne på værelserne. –  Vi var nogle stykker på gangen, husker jeg. Det var jo inden mekaniseringen gjorde sit indtog på ”Holmen”, så der var arbejde nok til en del medhjælpere. Foruden os karle var der ansat gifte fodermesterfolk til pasning af kreaturerne og så var Kalle ansat til at passe svinene. Dette job gav i sig selv også en del arbejde, da Kalle også skulle koge kartofler og male korn til svinene. Det klarede han dog tilsyneladende til alles tilfredshed, – vel at mærke, –  når han var der. Det var han nu også normalt; men det kunne altså glippe.

En mandag morgen, da vi karle i Vestfløjen efter morgenarbejdet og morgenmaden havde taget opstilling i en lang række bag hestene i stalden og ventede på, at Chr. Rendbæk skulle dukke op for at sætte os i arbejde, gik døren op og Rendbæk trådte ind med et spørgende blik. – På vejen over til stalden om morgenen havde Rendbæk for vane at slå et slag om ad svinestalden for ar se, om alt her stod vel til. Det havde han også gjort den morgen. Derfor det søgende blik ned langs rækken. Efter at have ønsket os god morgen fulgte spørgsmålet: ”Er der nogen, der har set Kalle?” – Dyb tavshed, men så trådte mælkekusken lidt frem og fortalte, at han godt nok ikke havde set Kalle, men han havde da set Kalles cykel. ”Hvor har du set Kalles Cykel?”  lød Rendbæks næste spørgsmål, og så kom det frem, at den var observeret nede i byen, hvor den stod op ad en telefonpæl. Det var da altid noget. Herefter bad Rendbæk en af de andre karle om at gå over og tage sig af svinene.

Kalle havde haft fri om søndagen og havde måske endda også fået udbetalt et lille forskud på lønnen og det var da ikke til at stå for. – Der var jo også en verden udenfor ”Holmen”. – Om Kalle dukkede op senere på dagen eller først den følgende, husker jeg ikke, men tilbage kom han da og så var det jo alt sammen godt igen og tilbage ved det gamle”.

Kalle i “Vestergaard”

Hos Chr. Jensen i Vestergaard var Kalle blevet ansat som fodermester. Han passede dyrene til alles tilfredshed. Men her skete der det samme, at engang imellem udeblev Kalle fra sit job, grundet at han var taget på turne. Når han så kom hjem, faldt der sikkert brænde af og engang fortælles det, at han var blevet fyret af Karla Jensen. Kalle flyttede så til Gerhard og Marie på værelse på loftet. Der gik dog ikke lang tid inden Carla og Chr. Jensen kom ud  og hentede og genansatte Kalle.

Desværre havde Kalle en hang til at drikke. Jeg har fået fortalt, at han var kvartalsdranker, men en rigtig godmodig fyr. En morgen var han kommet fuld hjem, hvor en ko var ved at kælve. Så Kalle hjalp med at få den lille kalv sikkert til verden. Da Chr. Jensen om morgenen kom ud til køerne, sad Kalle med den nyfødte kalv på skødet i sit fine tøj og varmede sig ved kalven.”

Jens Otto Madsen fortæller: Husker engang jeg en morgen mødte Kalle på fortovet mellem Kommunekontoret/Lægehuset og købmanden. På strækningen var en gammeldags stor trætelefonpæl. Kalle var stødt ind i den og dansede rundt om den i angrebsstilling råbende, vil du slås. Noget som står indprentet i min bevidsthed.

Louise som er datter af Carla og Chr. Jensen i Vestergaard, fortæller: “Kalle var en del af familien på Vestergård i mange år. Han fandt en hel egen døgnrytme, hvor han prioriterede det meste af tiden hos dyrene i stalden. Alle dyrene havde navne og Kalle førte mange og lange samtaler med dem. Ofte var Kalle ikke klar til aftensmaden før kl 22, men maden var klar, når Kalle kom ind fra stalden uanset tidspunkt. Dog blev han bedt om at blive færdig i stalden kl. ca.  19.00 juleaften!

Efter tiden i Vestergaard flyttede Kalle som nævnt til Løkken på et værelse på Vrenstedvej, hvor han så modtog pension. Der fortælles også, at han der betalte mad og husleje forud som sikkerhed for at have de daglige fornødenheder sikret og resten kunne han så bruge på sprut og tobak og det varede som oftest kun nogle få dage.

Karl  Thomsen døde pludselig den 8. august 1974 kun 53 år gammel. Sygdom gjorde, at han ikke kom til at leve det liv med fast arbejde, som han havde set frem til og som han havde vist, han kunne i de mange år hos Chr. og Carla Jensen. i Vestergaard i Vrensted.

Her er fotos af 2 diplomer samt et billede som vagt ved flygtningelejren i Frederikshavn.

Alle oplysninger fra Kirkebøger og omkring Kalles barndom på børnehjem er fundet af Poul Christoffersen og de små anekdoter er fortalt af Louise Gml, Jens Mørk,  Jens Otto Madsen og Leo Jensen, og Povl Stevns og Carl Ole Jensen alle opr. fra Vrensted.

december 2020 – jens Otto Madsen

År 1968

Formand for Brønderslev og Omegns Landboforening, gårdejer Niels Østergaard, Vrensted, holder tale for Brønderslevs Dommer, Johan Kardel, der går af til sommer.

Kilde: Børs

Retssagen endte med forlig over en kop chokolade.

Brønderslevs dommer, der går af til sommer, er ikke helt almindelig.

Brønderslevs dommer, Johan Kardel, er ingen helt almindelig dommer, og når han til sommer trækker sig tilbage på grund af alder, kan det med sikkerhed fastslås, at han ikke vil blive glemt på egnen. Han er som få i bogstavelig forstand blevet dus med landsdelens befolkning, og han er skønt sjællænder af fødsel stolt over at have virket i henved 25 år i en retskreds ”norden for lands lov og ret”.

Dommer Kardel er især blevet kendt for at efterleve det gamle ord ,,Hellere et magert forlig end en fed proces og et eksempel herpå gav Brønderslev og omegns Landboforenings formand, gdr. Niels Østergaard, Vrensted i en tale for dommeren ved en selskabelighed efter foreningens generalforsamling, hvor Johan Kardel repræsenterede retskredsen for sidste gang.

For en del år siden havde jeg købt en hoppe på ungskuet, fortalte Østergaard. Den havde fejl, og da den havde fået et par føl, solgte jeg den igen med de samme fejl. Halvandet år efter kom der bud fra dommeren, at jeg skulle møde i retten på grund af hoppe-handelen. Hvorfor skal jeg med”, spurgte jeg. Jo, der er en hel del krejlere indblandet i sagen, og jeg vil I hvert fald have en med der vil sige sandheden svarede dommeren,

Nå, vi mødtes i retten, men meningerne stod stejlt, og udtalelserne var skarpe, alt imens dommer Kardel sad og bladede i papirerne og stambogen. Pludselig fandt han ud at, at der var hoppens fødselsdag, og den chance lod han ikke gå fra sig: ”I stedet for at sidde her og skændes, så synes jeg, I skulle skillinge sammen og give chokolade på restaurant Hedelund til os alle syv”, sagde han. Det hjalp. Vi fik chokolade, og der blev forlig i sagen.

Pluk af minder fra min barndom

af Kirsten Hyldgaard Olsen

f.1944 i Åsendrup

Kilde: Lokalhistoriske Arkiver Løkken-Vraa

Mit navn er Kirsten Hyldgaard Olsen, og jeg er årgang 44. Jeg er født og opvokset på ejendommen Roden i Aasendrup. Mens jeg var lille, boede min bedstemor hos os i nogle år. Det jeg husker, hun lavede, var at passe mig, gøre og rent og strikke. Det var meget praktisk, at hun var hos mig, så kunne mor og far roligt gå i marken, og hun var også barnepige, når de skulle i byen. När vi var alene hjemme legede vi ofte med påklædningsdukker, eller også sad vi på hver sin side af spisebordet, der var rundt, og så trillede vi bold. Jeg havde nogle bolde, og dem trillede vi over bordet til hinanden, og det var vi så dygtige til, at vi kunne have flere bolde trillende frem og tilbage samtidig. Når en bold trillede på gulvet, hentede jeg den altid, for min bedstemor havde et dårligt ben. Jeg kan ogsh huske en mindre glædelig ting. Min far og jeg var gået op på høloftet for at sove middagssøvn i det friske hø, og pludselig hørte vi en bil. Far gik ned for at se, hvem der kom, og derfor fik jeg så travlt med at komme bagefter, at jeg faldt ned ad trappen. Så husker jeg ikke mere, for doktor Sørensen fra Vrensted var der, og han sagde, at jeg skulle ligge i sengen i otte dage på grund af hjernerystelse. Min bedstemor havde dengang dårligt hjerte og måtte af og til ligge i sengen, og derfor spurgte jeg, om jeg ikke måtte nøjes med at ligge i fire dage og så ligge de andre fire dage engang, når bedstemor var syg. Jeg sov nemlig i værelse sammen med hende.

Kontakten til Amerika

I mit hjem havde vi livlig kontakt med Amerika, som det mest blev kaldt dengang. Far havde tre søskende, som var rejst derover i deres yngre dage, og de skrev til både os og bedstemor. Jeg kan også svagt mindes, at faster Inger besøgte os og bedstemor. Jeg tror, det var i 1949. Jeg husker, at far og jeg hentede hende på stationen i Vrensted, og jeg tror, at det var i slæde. Måske har det været et julebesøg. Jeg blev gode venner med min faster, og vi blev faktisk penneveninder. Hun skrev regelmæssigt til min fødselsdag, lige til hun blev gammel og ikke kunne se. I min barndom sendte hun af og til en pakke fra Amerika til bedstemor. Den skulle hentes på stationen, og det var ret eventyrligt, når de pakkerkom med varer, som vi dengang ikke kunne få, fordi det stadig var kort efter krigen. Det var svesker, rosiner, kaffe, stof til en kjole og nogle helt fantastisk gode flødekarameller. I sommeren 1951 fik bedstemor og jeg syet ens kjoler af stof, som faster Inger sendte.

Stil skrevet på Halvorsminde 1960:

Mit hjem og min hjemegn

Mit hjem ligger ca. 3 km fra Løkken, der er 37 tdr. dertil. Stuehuset er over 200 år gammelt, det er med bindingsværk og stråtag. Haven var for nogle år siden meget stor, men ca. halvdelen er lavet til et lille hegn, hvor de små kalve græsser om sommeren. Et stykke er også blevet beplantet, så haven har fået en mere passende størrelse. Så er der eng som støder lige ned til en bæk der hedder “Klostergrøften” Sydøst for ligger Vrensted det er det sogn, hvor jeg hører til. Der handler vi i Brugsen og hos købmanden. Der er tre købmænd i byen og et andelsmejeri som hedder ”Lykkens Prøve” der blev bygget i 1915. Forsamlingshuset ligger lige overfor. Så er der en fryseboks og en helt ny skole, der blev taget i brug første gang den 12 august sidste sommer. Så er der forskellige foreninger, og den jeg lige vil nævne, er 4H Klubben, den er jeg medlem af. Kirken hedder Skt. Thøger og lige syd for kirkegårdsdiget ligger noget, som her Skt. Thøgers Kilde. Så er der noget som hedder Thøgerslund og Thøgersminde, alt dette er opkaldt efter en munk, der kom og anlagde kirken omkring år 1100.

Vores nabo hedder Peter Andersen. De har to piger på alder med med mig.

Det var beskrivelsen om mit hjem og min hjemegn.

4H arbejde – Hånd, Hoved, Hjerte og Helbred

Jeg var med i 4H-arbejdet, men desværre ikke i så lang tid. Jeg begyndte, da jeg gik i syvende klasse. 4H er landbo organisationernes ungdomsarbejde og man kunne arbejde med dyr, mark eller husholdning.

Jeg havde en 4H-have i 1959 og igen i 1961 Jeg fik et lille stykke jord sat af i roemarken, det skulle have en vis størrelse. Jeg skulle selv planlægge, købe blomster- og grønsagsfrø, så og passe haven hen over sommeren. Der skulle føres regnskab og gøres notater over arbejdet. To -tre gange i løbet af sommeren kom 4H-konsulent Jacob Lyager sammen med repræsentanter for husmandsforeningen for at rådgive og se, hvordan vi klarede opgaven. Det føltes som en slags eksamen. Om efteråret holdt vi afslutning med udstilling af resultaterne af vores arbejde i forsamlingshuset. Det var en stor begivenhed. Om vinteren arrangerede 4H smásløjd, og det var jeg også med til. Det var jeg glad for, og jeg har endnu nogle ting, som jeg lavede dengang. Det var smykker i træ, horn og ben, skafter til knive og salatskeer og den slags ting. Det foregik i Vrensted i den nye skoles kælder en eftermiddag om ugen.

Da vinteren sluttede, havde vi en udstilling i forsamlingshuset, og jeg fik en præmie for mit arbejde. Det var et sæt med seks små file til hobbybrug. En gang mange år senere havde 4H en jubilæumsudstilling på dyrskuet i Hjørring, hvor nogle af mine ting fra dengang var med. Jeg har endnu hæftet “Regnskab over dyrkning af Have- og Markafgrøder” for året 1961, hvor jeg deltog for anden gang. Den indeholder lister over tidsforbrug, arbejdets udførelse, frøforbrug og regnskab.

Til slut er der en beretning om arbejdets gennemførelse:

Sommeren 1961:

Mine afgrøder har i sommerens løb groet helt godt, selv om jeg ikke har haft tid til at passe dem så godt, som jeg skulle. Jeg har nemlig haft plads på et sommerpensionat, det giver jo god løn, men temmelig sparsom fritid. Det har nu ikke været så slemt med ukrudt, for jorden er pæn og ren, der hvor jeg har min have. Jeg fik sået lidt sent i år, men det gjorde ikke så meget, kun græskarrene tog skade af det, og jeg tror ikke, de når at blive store, før frosten kommer. En del sidder jo i jorden endnu, så der skulle jo noget mere til regnskabet, men det er der ikke noget at gøre ved. Det er 2. ár jeg er med i 4H med et års mellemrum. Nu da jeg er kommet ud at tjene, vil jeg nok ikke være med mere, jeg kan ikke få tid til at passe det

4H-klubben

Mens jeg var med, blev der stiftet en 4H-klubi Vrensted. 4H-arbejdet blev ledet af Husmandsforeningens Husholdningsudvalg, hvis formand, Edith Olesen, var meget entusiastisk. På den tid var det almindeligt, at der blev lavet en børneklub, hvor børnene så kunne lære at styre en forening, og jeg må sige, at det var en god øvelse i at organisere. Vi holdt stiftende generalforsamling, og der blev valgt en bestyrelse, som jeg var medlem af. Vi holdt bestyrelsesmøder, lavede små arrangementer og stod selv for så mange som muligt af aktiviteterne.

Engang holdt vi en havefest med tombola, tivoli og slik- og kagebod. Det var et kæmpe arbejde som vi klarede fint, og jeg kan ikke huske, at det var træls at cykle til disse arrangementere selv om de fleste af aktiviteterne foregik langt øst for Vrensted, fordi de fleste medlemmer boede der.

Da jeg blev voksen, kom jeg i Husmandsforeningens Husholdningsudvalg i Ingstrup. Da var jeg selv med konsulent Jacob Lyager ude og bedømme 4H-haver.

Mit navn er Kirsten Hyldgaard Olsen og jeg er årgang 1944.

Jeg er født og opvokset på ejendommen ”Roden” i Åsendrup

Skole

Jeg mindes ikke min skoletid som nogen dejlig tid, det kan godt undre mig – og måske andre – for da jeg som voksen genoptog min skolegang blev det en af de bedste perioder i mit liv.

Jeg begyndte i Åsendrup Skole og fortsatte i Vrensted Byskole. Min skolegang i Vrensted blev besværliggjort af en godt tre kilometer lang grusvej, som jeg skulle frem og tilbage ad i al slags vejr. Det skulle andre naturligvis også, men jeg var ked af den vej. Så skolegangen skulle nærmest bare overstås, og jeg vidste ikke dengang, at man skal lære så længe man lever.

Skolestart i Åsendrup

Da jeg i 1952 begyndte i “den stråtækte” i Åsendrup, der dog nu havde fået tegltag begyndte skoleåret 1. april. Min skolevej var bare en jordsti, som man kunne cykle ad, og posten kom også cyklende den vej. Min lillesøster var blevet født i marts, så hjemmet har vel været lidt ude af daglig gænge. I året op til min skolestart havde jeg været i skole mange gange sammen med min fætter, der var “høwerdreng” i mit hjem. Så jeg tror, at jeg er den første, der har gået i “børnehaveklasse”.

Vi boede nabo til den gamle skole i Åsendrup. På skolen boede lærer Pedersen og fru Pedersen, dem var vi på “kaffegilde” med. Til skolen hørte et lille landbrug med bl.a. et par køer, som det var skik. Drengene fra store klasse skulle trække køerne ud på græs i frikvarteret, og de blev også sendt hen til Vrenstedvejen efter mælkespanden på trillebør. I øvrigt havde min far og hans søskende fra Søndergaard også gået til lærer Pedersen i sin tid. Så det var jo bare hyggeligt, at lille Kirsten kom og var med til skoletime. Jeg havde gået en del i skole i året, før jeg skulle begynde. Jeg kunne også bogstaverne, det skulle man vist dengang, når man begyndte i skole. Men da det blev alvor, ville jeg ikke være der og gik jævnligt hjem igen. Sommetider græd jeg, og så kom jeg ind til fru Pedersen og blev trøstet. Jeg var jo blevet vant til, at jeg ikke var nødt til at være der, og så var det noget andet når det pludselig var en pligt. De store piger prøvede at trøste mig. Jeg mindes at en af dem sagde, at det nok var fordi jeg længtes efter min nye lillesøster. Jeg tænkte, at det gjorde jeg hvert fald ikke, så det har nok været lidt mangel på opmærksomhed, og måske en følelse af at blive “sendt væk”, som fik mig til at længes hjem.

Dengang kunne man også godt komme op at sidde på skødet hos lærer Pedersen. Det var når der var nogle, der skulle have hjælp, eller nogle havde gjort sig særligt godt bemærket. Det kan lyde mærkeligt i vore dage, men for os var det ganske normalt. Pedersen var en gammel mand. Han havde haft ord for at være streng, men var nok noget min far huskede fra sin skoletid. Jeg husker ham som god og venlig.

I”bette” klasse

Problemerne gik dog over, og jeg traskede i skole fire dage om ugen om sommeren og to dage om vinteren. Sådan var det i “bette klasse. ”Store klasse” gik så modsat, for så havde de store elever mere tid til at hjælpe til derhjemme om sommeren. Hver dag begyndte med morgensang. Vi sang en salme, og læreren bad Fadervor, og så blev vi hørt i salmevers. Vi havde bibelhistorie i første time hver dag, hvor lærer Pedersen fortalte alle historierne fra Det gamle Testamente. Han må have været en god fortæller, for bibelhistorie og danmarkshistorie er noget af det, jeg husker som spændende. I de andre timer havde vi regning og geografi. Pigerne havde håndarbejde med fru Pedersen, og vi lærte at strikke og hækle. Så kunne drengene gå hjem. Det var lidt uretfærdigt, syntes vi, men de havde vel andre pligter. Jeg husker at der var en dreng som skulle vente og følges med min storesøster hjem, men han blev ikke beskæftiget med noget i den time.

Til middag havde vi så lang en pause, at vi kunne nå hjem og spise varm mad som man fik om middagen dengang. Jeg ved ikke om dem længst væk fra havde madpakke med. Jeg kunne nemt nå hjem, men det kunne godt være træls at skulle af sted igen. Lærer Pedersen var jæger, så vi fik fri den dag jagten gik ind. Så skulle vi komme i skole en anden dag, måske på kongens fødselsdag, som dengang var en fridag.

Lærer Pedersen døde pludseligt. Jeg gik i 2 klasse på det tidspunkt, og der kom en ung kvindelig vikar i stedet, og det var noget af en

omvæltning. Det eneste jeg husker om hende, er at hun talte et mærkeligt sprog, for hun talte meget korrekt. Så blev det besluttet, at skolen skulle nedlægges. Vi skulle gå i Byskolen i Vrensted fra det nye skoleårs begyndelse.

Den 1. april begyndte jeg der i 3. klasse. Jeg syntes, der var en lang træls grusvej til Vrensted, og den lagde en skygge over resten af min skolegang.

I Byskolen

I Vrensted Skole havde vi fru Vestergaard i de mindre klasser, formentlig til og med 4. klasse. De store klasser havde lærer Madsen. Fru Vestergaard var en sød og venlig dame, og børnene var glade for hende. Lærer Madsen var mere streng, men det var nok den almindelige måde dengang. Jeg mindes mest de ting, jeg ikke kunne finde ud af.

Hos fru Vestergaard

Vi havde fru Vestergaard til håndgerning og de almindelige skolefag. I håndgerning lærte vi at sy og strikke. Jeg syede et sygeplejeforklæde, og det er ikke lang tid siden, jeg forærede det til husmandsmuseet i Mosbjerg, da de manglede forklæder der. Vi lavede også en strikkepose af blåternet stof med broderi med rødt garn. Opå den måde lærte vi forskellige forskellige broderityper, og den pose har jeg endnu, ligesom jeg også har en mappe med forskellige syprøver i. Der er feks. en firkant, syet af et viskestykke. I hjørnet har jeg broderet mine forbogstaver, og på hver af de fire sider har jeg syet stropper i på forskellige måder. Engang fik vi noget tyndt garn. Jeg tænker, fru Vestergaard havde fået det billigt i Agnes Baks lille manufakturforretning lige over for skolen. Vi skulle strikke sokker til os selv, og vi fik arbejdet med hjem, for at vi kunne strikke på det i fritiden. Men garnet var så tyndt, at det ingenting blev til. Jeg fik aldrig de sokker strikket, og jeg havde meget dårlig samvittighed over det i lang tid.

Jeg havde dog også en succesoplevelse hos fru Vestergaard. Hver morgen havde vi morgensang i klassen, og vi skiftedes til at at foreslå en salme. Det var ikke så længe efter, at vi fra Åsendrup var kommet til Vrensted, og det var min tur til at foreslå en salme.

Jeg mener at jeg foreslog ”Blomstre som en rosengård” fru Vestergaard sagde, at den kendte de ikke, men de ville gerne lære den. Jeg sang så første vers alene i klassen, og det er jo ubegribeligt for jeg var ellers meget genert. Men jeg var og er meget glad for at synge, og det gik fint. Snarts sang fru Vestergaard og de andre børn i klassen med, og jeg kan stadig synge for på en sang i en mindre forsamling. Når jeg tænker tilbage på det i dag, tror jeg, at fru Vestergaard ville lade mig vise, at jeg kunne synge salmen.

Hos lærer Madsen

En gang skulle vi tegne en fugl efter en bog, Det må have været i naturhistorie eller tegning. Jeg kunne overhovedet ikke få den til at ligne. Så forsøgte jeg at ligge papiret over fuglen for at sammenligne og se, hvad der var galt. Det så lærer Madsen, og han troede straks, jeg ville snyde og tegne af, og jeg fik skænd. Derfor ved jeg den dag i dag, at jeg ikke kan tegne. Hjemme tegnede jeg dog meget, f.eks, blomster, sjove mønstre og forskellige landes flag, som jeg kunne se i en lommebog..

Jeg har for nylig fundet en arbejdsmappe fra historie og geografi i 7. klasse. Der er tegninger og beskrivelser af bl.a. dyrkning af ris, silke og kaffe om Nordamerikas historie og noget om 1.Verdenskrig. I arbejdsmappen er der tegninger af hvordan mosen er blevet skabt og dette skrev jeg i 7. klasse;

Hvad mosen fortæller,

Vor viden om Danmarks plante- og dyreliv fra de ældste tider har vi fra vore moser. Her har man fundet planterester fra fortidens skove og knogler af de dyr, der boede i dem, og ud fra den plads, disse rester har i tørvelagene kan man slutte, hvornår de forskellige planter og dyr, har vokset og levet og i hvilken rækkefølge de er kommet ind i landet.

Også de første spor af mennesket – simple økser af hjortetak – har man fundet i mosen. Disse redskaber regnes for at være titusinde år ganle og stammer sandsynligvis fra omstrejfende jægere der fra de sydligere egne er kommet til vort land. Senere tog mennesker fast ophold i Danmark og slog sig ned i huler eller hytter ved søer eller åløb, hvor der var adgang til jagt og fiskeri. De kendte ikke til metaller, men lavede alle deres redskaber af ben, træ og sten.

Med disse mennesker begynder stenalderen i Danmark.

Jeg husker dog også gode eller sjove ting fra tiden hos lærer Madsen. Engang havde han brug for en kniv til et eller andet, og han spurgte ud i klassen: “Er der en frisk dreng, der har lommekniv? Ingen svarede. Jeg havde en lommekniv, men han havde jo sagt en dreng. Madsen spurgte, om det virkeligt kunne være rigtigt, at der ikke var nogen, der havde en lommekniv. Så reagerede jeg jo tøvende og gik op med min kniv, og så sagde Madsen, at det var dog godt nok mærkeligt, at den eneste friske dreng i klassen var en pige.

Jeg havde børnesygdommen “røde hunde”, mens jeg gik hos lærer Madsen. Uheldigvis kom jeg for tidligt i skole og måtte tage endnu en sygedag. Den dag, da jeg så endelig kom i skole igen, gik det rigtig godt med regnestykkerne. Jeg fik ros, og Madsen sagde: “Ja, Kirsten har “røde hunde” hver anden dag, men regne kan hun da!” Det syntes jeg var noget pinligt.

Jeg synes nu ikke, jeg var nogen ørn til regning. Jeg tror nok, det var de mange terpestykker, der kedede mig, men f.eks. var jeg ikke ked af tabel. Jeg har senere troet, at jeg ikke kunne finde ud af regning, men i dag finder jeg regnskabsarbejde spændende. Når jeg her ser tilbage på disse oplevelser, ligner det mere og mere et mønster, der fortæller, hvad succes og fiasko kan betyde i barndommen, og det kan nok give anledning til eftertanke.

Gymnastik

I Åsendrup Skole havde vi en gymnastiksal, og vi kom jo nok derind en gang imellem. Jeg husker det blot som et solflimrende, støvet lokale, hvor vi løb rundt.

I Vrensted Byskole var der ingen gymnastiksal, så gymnastik var noget, vi havde om somme når vi kunne komme på idrætspladsen. Den lå stort set hvor den stadig ligger i dag.

Så gik vi i kolonner derhen, og pigerne spillede rundbold og langbold, mens drengene spillede fodbold. Jeg kunne ikke gribe en bold og havde ingen konkurrence- og holdfølelse. Jeg var af de sidste, der blev trukket på hold. Gymnastik var ikke noget, jeg holdt af, og i det hele taget kedede det mig meget. Det har siden præget min generøse holdning og forståelse, når mine egne børn havde brug for en seddel i forbindelse med skoleidrætsdage.

Skolekørsel

I forbindelse med at vi skulle i Byskolen besluttede sognerådet, at de mindste elever skulle køres i bil til Vrensted om vinteren. Kørslen kom vist i licitation, og i hvert fald blev det en landmand i Åsendrup, der fik den. Han havde en gammel, grøn Chevrolet, og han havde selv børn på min alder, der gik i skole. Det var praktisk, for de var nogle af de sidste på ruten. Ofte var han i sidste øjeblik, og vi lå tit sidelæns bag i Chevroletten, når vi svingede fra Hulbakvej ad Vrensted til.

Da jeg blev større, og ikke kunne komme med skolebil, kan jeg huske, at far engang spændte hestene for slæden og kørte os i skole. Lærer Madsen stod på trappen og fløjtede ind, lige da vi kom, og han vinkede og syntes, det var rigtig godt. Men vi måtte gå hjem, og det var langt og koldt.