Min barndom i Vrensted og Ingstrup

Kilde: Lokalhistoriske Arkiver i Løkken-Vraa

Fortalt af Niels Chr. Søndergaard Jensen, USA i 2012

 

 

 

Jeg er født i 1923 og opvokset på gården Helledie i Vrensted, og i 1951 emigrerede jeg først til Canada og siden til USA.

Min barndom kan jeg huske meget af, men det største besvær er at skrive på dansk efter så mange år. Til dette har jeg fået teknisk bistand nf min niece, Kirsten, i Løkken.

Vi var seks børn i Helledie, og vores forældre var Anne Marie og Kristian Jensen. Mine søskende var Kristine, Else, Knud, Erik, Inger, og jeg var selv den yngste.

Delt mellem to hjem

Jeg har to sæt barndomserindringer fra henholdsvis Vrensted og Ingstrup. Det skyldes, at jeg tilbragte de første år af min barndomstid i Ingstrup hos Elna og Kresten Jensen Søndergaard, fordi min mor var indlagt på hospitalet i en længere periode. Min nærmeste storesøster, Inger, var også sat i pleje hos vores bedstemor på min fars side. Det var på gården Raalund i Stenhøj. Far var så alene med de fire ældste børn. Grunden til, at jeg kom til Ingstrup, var den, at Elna var min mors ungdomsveninde, og jeg var der, fra jeg var et halvt år, til jeg var omkring fire, og senere i ferieperioder.

På tur

I den periode var familien lejlighedsvis samlet i Raalund eller i Helledie, og også i Ingstrup. Turen frem og tilbage foregik med hest og landauer. Det var skik og brug at køre tur om søndagen. Så blev den fine vogn vasket pænt ren, og der var også et fint seletøj, som blev blankpudset. Det var som om, hesten også mærkede, at det var noget særligt. Når vi kørte hele vejen til Stenhøj med hest og landauer, havde vi en fodpose for hvert sæde, og den var indvendigt foret med lammeskind. Det var dejligt varmt. Når vi var fremme, kunne vi få hesten på stald på mejeriet, hvor bedstemor boede lige overfor, men vi skulle have foder med hjemmefra.

Den slags begivenheder skulle arrangeres uden for mark sæssonerne. Dyrene skulle også passes og det var vores nabo, som hjalp med det. Engang regnede det hele vejen hjem og vi frøs rigtig meget. – Vi kørte også på besøg hos min onkel Jens Jensen i Hæstrup

 

I pleje i Ingstrup

Mine plejeforældre, Elna og Kresten, havde børnene Helmer og Emilia, som var en halv snes år ældre end mig. De havde desuden en stor familie som også havde børn på min alder. Hver gang nogen havde fødselsdag var der altid stor komsammen, det forekommer mig, at der altid var fest.

Når Elna og Kresten skulle i byen om aftenen, havde Emilia og Helmer deres venner på besøg Elna og Emilie spillede på klaveret, og så var der fest og glade dage med sang og dans.

På nabogården boede min morbror, Erik Søndergaard. Den familie kom vi meget sammen med, og vi delte mælketur. Min mormor boede også i Ingstrup, så i mine øjne var det en skøn og god tid.

Jeg husker, at Helmer på et senere tidspunkt var indkaldt som dragon i Aalborg og Emilia og jeg besøgte ham engang. Vi gik over Limfjordsbroen og tilbage igen. Som jeg husker broen, var det en flydende bro, og det kostede i hvert fald fem øre pr. person at krydse den. Min plejefamilie havde en større gård end mit hjem, så der var mange ting at lære og opleve i en tidlig alder, og jeg var med i alt, hvad der foregik både i familie- og arbejdsforhold.

Der var ikke elektricitet eller badeværelse, men dog en telefon. De havde en stor petroleumsmotor med et meget stort svinghjul, og jeg havde fornøjelse af at kigge på, når den skulle startes. Så skulle der tærskes korn, og Helmer skulle lægge negene i tærskemaskinen.

Jeg fulgte også med hos køerne, når der skulle malkes. Det gjorde Emilia sammen med en tjenestepige og en karl. Helmer så efter hestene, og også her var jeg med Om sommeren red vi af sted, når hestene skulle ud på græs. Helmer sad på den forreste, og jeg på den bageste. Det var en gammel, trofast hest, og den gik stille og roligt frem. Jeg tror den vidste, at den skulle passe på lille mig. Den blev kun brugt til enkelte ting, som at radrense roer, og Helmer sagde, at det var den bedste hest, de havde haft.

Når hestene kom ud til kæret, blev de tøjret med hvert sit reb, og Helmer skulle flytte dem, når de havde ædt det græs, de kunne nå. Han var altså hyrdedreng, og jeg lærte en hel del af ham den gang. Der var også andre hyrdedrenge i området, og når de havde tid, kom de sammen, og de havde forskellige talenter. En kunne lave en fløjte af de sivstrå, som groede der. En anden kunne tegne, og jeg husker endda, at der var en, som havde harmonika og mundharpe, så der foregik altid noget på disse ture.

Hjemme i Vrensted

Jeg skulle jo også lære min familie i Vrensted at kende Helmer var meget flink til at tage mig på cyklen og køre til Vrensted. Det er de tidligste minder jeg har. Da jeg var fire år, kunne jeg rejse alene med toget, for Aabybro banene kørte imellmem Ingstrup og Vrensted, og der var altid en af mine søskende til at møde mig på stationen. Da jeg var den lille, blev jeg meget forkælet. For eksempel var der konkurrence mellem mine to ældste søstre om, hvem jeg skulle sove hos om natten. Jeg var meget tilfreds, for jeg var glad for dem begge to, Brødrene kom i anden række. Jeg husker engang under et besøg hjemme i Helledie, at far havde bestemt sig for, at vi børn skulle fotograferes, nu da vi alle var samlet men jeg havde ikke det rigtige tøj med mig. Det endte med, at jeg lånte noget af min søster, og da vi så alle stod foran fotografen, sagde jeg det til ham, at jeg havde min søsters bukser på og trak ud i elastikken på dem.

 

Historier om mine brødre

Mine ældre brødre, Erik og Knud, fortalte mig om flere hændelser i Helledie, som nok kunne få mig til at spærr øjnene op. De var engang ved at køre møg ud i marken. Far havde en daglejer til at hjælpe til, og det var ham, der kørte læsset. Erik og Knud var med for at hjælpe med aflæsningen. Da de var færdige, blev de sat op i vognen, men i samme øjeblik stak hestene i galop med de to drenge. Erik besluttede at smide sin yngre bror af straks, men var så uheldig, at hans hoved ramte en sten. Knud skreg i vilden sky, og Erik måtte springe af vognen for at komme ham til hjælp. Så var det daglejerns sag at løbe efter hestene, det bedste han kunne. En anden gang havde de lige fået hestene spændt for og hoppede op i vognen. Så løb hestene atter i fuld gallop i retning af vores nabo.  Da de nåede ind i naboens gård væltede vognen helt omkring med hjulene opad, med Erik under den. Han blev indlagt på Hjørring Sygehus, men slap med en bræekket arm. De fortalte også om engang, de skulle hakke kålrabi i roerasperen. Knud skulle holde på roen  mens Erik drejede håndtaget. Knud var så uheldig at få sin højre lillefinger slemt skrællet. Far måtte hurtigt få ham til doktor Weywade i Løkken for at få fingeren syet sammen. Far lovede Knud en flot skindhue, hvis han ville lade være  med at græde, mens doktoren syede i fingeren. Knud var ganske tavs, men der skete det slemme, at lægen syede forkert, så neglen sad nedenunder fingeren. Lægen  gjorde det om for at få neglen til at sidde rigtigt. Lillefingeren blev aldrig helt god igen, men Knud fik sin vel fortjente skindhue. Erik havde også et uheld. Engang var pigerne efter ham, og han løb gennem  gården. Da han ville kigge sig tilbage, løb han ind i en slåmaskine, hvor kniven var løftet. Han skar sin hage meget slemt, så doktoren måtte sy den sammen, og han havde et ar for resten af livet. Jeg selv havde også et uheld engang på vej hjem fra skole på cykel. Det gik jo så hurtigt som muligt, og netop den dag kom Theodor, en mand fra nabolaget, cyklende. Han svingende fra den ene side af vejen til den anden. Det endte med vi ramlede sammen og hans forhjul knækkede sammen i et ottetal. Den ulykke kunne han ikke glemme, og hver gang han så mig, råbte han at jeg skulle betale for hjulet. Far måtte have en lille samtale med ham, inden den sag var glemt. En gang havde Theodor været på sygehuset Brønderslev. Da han var kommet hjem, var han henne i Vrensted Bymølle, som min far og mine brødre ejede dengang. I møllen var der en elevator med et reb, som man skulle rykke i for at få den op og ned. Theodor ville fortælle om sit ophold på sygehuset, hvor han havde holdt en masse  sjov med sygeplejerskerne. Mens han for talte, kom han til at rykke i rebet til elevatoren og var uheldig at falde helt ned i kælderen. Erik måtte i stor hast ringe efter Falck, som som kørte ham på sygehuset igen. Det var for det meste Knud jeg holdt sammen med. Han havde mange spændende ting for, og när han skulle nogen steder, kunne jeg sidde på stangen af cyklen, men de fleste gange prøvede han at komme af sted uden mig. Mens jeg var lille, fik vi en hund, der fik navnet Knold. Han var min bedste ven. Han fik navnet fordi vi holdt ugebladet Hjemmet med tegneserien om Knold og Tot, som mor eller mine søstre læste højt for mig. Knold ventede oppe ved enden af vores vej, når jeg kom hjem fra skole. Han havde fødselsdag den 24. juni og fik han et stykke lagkage med flødeskum. Han levede mange år.

Hyrdedreng i Ingstrup kær.

Turene i Ingstrup kær, da jeg var lille, og samværet med hyrdedrengene var en rig lærdom for mig. Da jeg blev 14 år, blev jeg selv hyrdedreng på gården, hvor jeg havde været i pleje. Min betaling for sommeren var 100 kr. og et par træsko.

Efter min skolegang i Vrensted blev jeg hyrdedreng hos Kresten og Elna Søndergaard i Ingstrup. Det var det samme sted, som jeg var i pleje i mine første barndomsår.

Nu blev det jo lidt anderledes, for jeg skulle lære at sørge for omkring 30 køer. Det første jeg skulle lære, var om hvordan disse køer skulle kobles sammen. Kresten mente, efter to uger, at der var på tide at starte på det, så nogle dage gik med at finde reb, grimer, tøjler og kølle til at slå tøjret ned med. Når ellers alt dette var sørget for, gik det faktisk meget nemt. Der var en ko, nr. 1, som var håndkoen, hun vidste mere, end jeg gjorde. Alle køerne var egentligt koblet til den, der var således fire i hver række, og så videre til de fire bagerste.

De første dage løb køerne mere i galop, end de gik. Det var en lang tur til kæret, det tog 20 minutter. Jeg tøjrede køerne en ad gangen ved at hamre pælen i jorden med køllen.

Mange gange kunne jeg blive ude ved køerne, hvis der ikke var andre ting at foretage sig på gården. Køerne skulle jo flyttes hver time, men kl. 12 var jeg hjemme til middag i en time eller to. Der var for det meste andre opgaver, der skulle udføres, inden køerne skulle hjem helst inden kl. 5.

Der var en ting, som jeg fik meget grundigt forklaret, og det var, at jeg skulle passe på toget, når jeg skulle krydse banelinjen, der gik over vejen ned til kæret.
Når jeg havde fri hver tredje søndag gik turen gerne hjem til Helledie i Vrensted for at være sammen med forældre og søskende. Der var noget jeg ikke var stolt ved. Når jeg skulle cykle til Ingstrup sent om aftenen, var jeg altid bange for at køre forbi et lille skovområde på vejen. Jeg forestillede mig, at grenene, som hang ud over vejen, prøvede at fange mig. Det fortalte jeg til min mor i al hemmelighed. Hun foreslog, at jeg kunne vente med at køre hjem til Ingstrup tidligt næste morgen. Det gjorde jeg så og måtte derfor stå tidligt op for at nå mine pligter.

Jeg blev glad for Ingstrup og gik til fodbold og gymnastik, og jeg kan huske, at når jeg kom hjem om aftenen, havde Elna Søndergaard altid sat et eller andet på mit natbord. Det kunne være rødgrød med mælk eller kage af forskellig slags og sodavand. Hun var altid god ved mig på mange måder, og hun var meget gemytlig. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at hun var den bedste til at fløjte, jeg nogensinde har hørt, og hun kunne også synge. Senere havde jeg pladser i Vrensted og Skøttrup,  og i 1944-45 var jeg på Ryslinge højskole. Derefter arbejdede jeg to-tre år på Sjælland. Mine forældre døde i 1944 og 1946, og jeg tror egentligt, at det var grunden til, at både Knud og jeg forlod Danmark. Jeg rejste til Canada og senere til USA, hvor jeg bor i dag

 

 

 

 

 

Kilde:Lokalhistoriske Arkiver i Løkken-Vraa , år 2000

 

I Løkken Folkeblad af 10.03.99opfordres der til at skrive om oplevelser under Danmarks besættelse

Jeg er født i i Vrensted i 1930 og levede de første 20 år af mit liv i denne dejlige landsby. Mine forældre var Magda og Simoni Helledie Sørensen damefrisør og barber/frisør i Vrensted i mere end 40 år. Jeg er født i det sidste hus på højre hånd lige før stationen, i dag Stationsvej 30.

 

I 1939 byggede mine forældre hus i Mejeribyen, Vrenstedvej 493.

Min far døde i 1955, og min mor flyttede til Randers i 1962, hun solgte huset til en gartner, og der har senere været brødbutik i huset. Det sjove er, at det, der skete i sidste uge, husker jeg ikke meget af, men det der skete for 60 år siden, det står tydeligt i hukommelsen. Skulle der være et par ting, der ikke er 100% korrekt, så må I tilgive mig, alt er i hvert fald skrevet i en god og positiv mening. Den 9. april 1940 var jeg med Vilhelm Gade ude med ugeblade (Familie Journalen, Skipper Skræk, Anders And m.fl.) Der var gråvejr, men ikke regn. Da vi cyklede ude i Aasendrup, kunne vi høre en masse flyvemaskiner på vej til Norge. Det var min første krigsoplevelse, men ellers skete der jo ikke de store alvorlige ting i Vrensted under besættelsen, heldigvis for det, men en del genvordigheder og oplevelser var der da, men de havde ikke alle direkte noget med krigen at gøre.

I vinteren 1941-42 var vinteren meget hård og lang, vejen fra Løkken til Brønderslev var lukket i flere dage. Peter Christensen med sneploven kunne ikke klare de store snedriver. Jeg husker vejformand Nørgaard kom og ”båjje”, min far til Snekastning i nogle dage, men min far havde stift ben og han var ikke stærk, så han måtte leje en mand til at skovle for sig. En dag sidst på vinteren kom der en mand fra Kaas i en lastbil og ville sælge tørv. Min far havde travlt med at klippe en kunde så han købte læsset ubeset. Det skulle han ikke have have gjort, for da han senere på dagen skulle ud for at smide tørvene ind, var de alle smadder våde.

Som dreng havde jeg mit andet hjem hos Marie og Alfred Helledie, min fars fætter, nede på kæret. Alfred og hans bror Valdemar Helledie havde lejet et stykke jord i Vildmosen til tørvegravning. De 2 brødre havde Peter Danielsen og bagerens Charles Bedholm til at grave, rejse og stakke tørvene.

En gang vi kom i mosen ved middagstid skulle Peter og Charles i gang med madpakken, og hvad så jeg – jo Charles satte 10 hårdkogte æg til livs, om han fik brød til skal være usagt. Til hjemtransporten havde vi høvogne med høje “skravler”, og de bløde tørv kunne virkelig stables højt , så der var en god udsigt på toppen af læsset. Jeg må også nævne de flotte heste, Alfreds de 2 brune frederiksborgere og Valdemar, som halvpart i Sundstedgård, havde 2 kulsorte heste, jo det var virkelig paradekørsel. Også bagermester Bedholm havde et par flotte heste, Peter Bedholm kørte brødtur rundt til bønderne et par dage om ugen. Bøndernes heste var for det meste de store trækdyr, jyske og belgiske heste. Mange af husmændene havde nordbagger dvs. norske fjordheste. En vinterdag var jeg med Alfred og Valdemar på en heldagstur i kane, med de 2 sorte foran, til den anden side af Vra ved hovedlandevejen, hvor de havde en bror, der boede. Der var så meget sne, at der mange steder var lavet afmærkning med pæle og halmtotter ind over markerne. Jo, der var vintre dengang. Mens vi er ved heste. Alfred Helledie solgte en hest til Brønderslev Marked i september til en pranger fra Aalborg. En dag næste forår stod vi ude i gården og var ved at spænde for, da stod den solgte hest lige pludselig foran os. Historien var den, at manden, der nu ejede hesten, var startet tidlig om morgenen fra Aalborg, han skulle til Vrensted for at køre jord til kanalbyggeriet. Manden fortalte, da han kom til Brønderslev, kunne han mærke, at der skete noget med hesten. Han lod den passe sig selv, og den løb hele vejen til Vrensted, og den standsede først, da den stod i Alfreds gård.

---

Kanalen, tyskerne fik gravet, var ret dyb og vandfyldt, vel ca. 8 m bred. I siderne blev der nedrammet svære pæle og bagved dem faskiner, bundter af grangrene. Den blev jo gravet for at standse vest magternes panserkøretøjer, hvis de skulle gå i land på Jyllands vestkyst. Kanalen blev gravet lidt vest for Alfred Helledies og Svenning Svenningsen ejendom, og fortsatte over til Ingstrupvej og banen, hvorefter den bøjede af og fortsatte ud til kældergrøften og videre op mod Ingstrup Station.

På marken lige ud for Alfreds køkkenvinduer, blev der lavet pigtrådsspærring, og da marken dermed blev delt, måtte vi trække langt uden om når køerne skulle på græs på den anden side. Den gang var køerne ikke i indhegning, men stod tøjret hvilket betød, at tøjrpælene skulle flyttes flere gange om dagen. Der var streng straf, hvis man klippede hul i pigtrådsspærringen, men vi fik dog vredet så meget i det, at vi kunne kravle igennem, vi kunne komme over for at flytte køerne. Alfred Helledie dyrkede under krigen tobak til eget brug-den duft mindes jeg endnu, når Alfred med sin halvlange pibe sad og bakkede efter middagsmaden og samtidig sad og lyttede til den skrattende radioudsendelse fra London De havde batteridrevet radio. Marie og Alfred havde endnu ikke elektricitet.

Da de gravede kanalen, tjente Gades Vilhelm og jeg af og til nogle få ører ved at passe pumperne, mens arbejderne sad inde i skuret og spillede Mausel eller Poker. Vi hentede også wienerbrød til dem hos bager Bedholm. Wienerbrød var i 1939 med i mit første og eneste tyveri. Stations Christensens havde det en feriedreng fra København. En dag skulle jeg følge ham til bageren, og da vi kom ind i butikken, kunne der godt gå lidt tid, inden “Søster eller fru Bedholm kom. Lige pludselig snuppede københavneren 2 stykker wienerbrød og stoppede dem inden for sin hvide skjorte. Jeg behøver vel ikke at fortælle, at skjorten var blevet noget ”fjættet”, da vi spiste kagerne oppe ved kirkegårdsdiget.

Nu kom vi lidt fra kanalen. Alfred Helledie havde en del af marken ud mod Kældergrøften, og da kanalen blev gravet, måtte vi i en lang tid køre en længere omvej, indtil der blev lavet en lille træbro over, men den turde vi kun køre med tom vogn over. De tunge korn- og roelæs måtte vi over Ingstrupvej med, hvor der blev lavet en bro af planker. Der arbejdede mange folk ved udgravningen al kanalen og opsætning af pigtrådsafspærringen. Der kom folk fra hele Vendsyssel og Aalborgegnen, men der, hvor de fleste var beskæftiget, var ved bunkers- og kanonstillingbyggeriet i Furreby og Løkken. Det kostede mange penge. Tyskerne gjorde bestillingerne. Danske skatteborgere betalte. De mange hestevogne med kuske blev tvangsinstalleret rundt på gårdene, men så vidt jeg ved, tog tyskerne ingen heste i Vrensted. Som de gjorde andre steder i landet. I Vrensted boede der under kanalbyggeriet en del folk ved bager Bedholm om det var tyskere eller værnemagere husker jeg ikke. Bedholm havde jo værelser, han af og til lejede ud for en nat til handelsrejsende m.fl, han kunne ikke nægte at have disse fine personer boende. Nogle af dem var kørende i store Mercedes. Kanalen blev dækket til efter krigen, men der blev ved med at være en stump tilbage i flere år, helt ude ved Kældergrøften, der har Vilhelm Gade og jeg fanget en del fisk.

En vinter havde Alfred Helledie lejet en mand med med et tærskeværk, som blev drevet af en petroleumsmotor. Så var der flere folk til at hjælpe, og køkkenbordet var fyldt op langs slagbænken. En af de medhjælpende folk var Minister Theodor En af dagene skulle vi have budding til dessert og Marie havde jo sat desserttallerkner på bordet men Minister Theodor så på Marie og sagde ”Do hår vel int en dyb tallerken?” Om vinteren havde vi tre muligheder for at skøjte, Ingstrup Sø, Koldkjærs Mark ved Thøgerslund, og kirkedammen. Vi begyndte med at gå på banelinien ud til Ingstrup Sø hvor vi kunne skøjte 10 km rundt om ”taget”, sivet til tagdækning. En gang Ejnar Pedersen cyklede turen rundt på isen, væltede han og brækkede benet. Hvordan han blev bjærget og hvordan ambulancen kom til søen, husker jeg ikke.

Der var en del uenighed om, hvem der havde ret til at ”bjærge”, dvs. høste taget. Jeg husker der var et skænderi med

Ingstrupfolkene, der mente, taget stod på Ingstrupsiden. Da var der en fra Bådstedhede jeg husker ikke navnet, der truede Ingstrupfolkene med et jagtgevær.

Under besættelsen fik mine forældre radio og det var jo for at kunne høre om krigens gang fra BBC i London, for det var der, man regnede med at høre sandheden. De danske aviser og radio var Censureret

I en del af krigen var vi uden gadebelysning Vrensted. I de mørke aftener kunne vi tydeligt se lyskasterne afsøge himlen over Aalborg. Rubjerg Fyr kunne vi også se, men om det var slukket under

Besættelsen, husker jeg ikke. Mine forældre havde sorte rullegardiner, og der var strenge ordrer til at rulle ned, inden man tændte lys.

Der var rationeringsmærker på mange fornødenheder, men jeg tror ikke, der var nogle, der manglede mel, det kunne vi købe i møllen, men det skulle der nok ikke snakkes højt om. Fisk manglede vi ikke, der kom en fiskemand og solgte ved dørene og Jens Ellitsgaard kom og solgte ved dørene, men det var mest sild. Når mor købte en halv gris til jul til saltning i trækarret i kælderen skulle hun passe på , at det ikke var en gris fra Løkken, for den var fodret op med en del fiskeaffald, og det betød harmonikaflæsk, og det brød vi os ikke om. I en lang periode kom der hver tirsdag en tysk soldat ind til far, for at blive barberet og klippet Han var cyklende kurer mellem Løkken og Brønderslev. En dag fortalte han, at næste tirsdag var sidste gang, han kom. Han havde fået en besked om at han skulle sendes til Østfronten. Han var en mand i halvtredserne, så det må have været sidst på krigen, for da blev både ældre mænd og store drenge sendt den vej. Mor og far talte om, om de skulle invitere den flinke mand ud i køkkenet til en kop kaffe, men turde alligevel ikke. Den sidste tirsdag havde soldaten billeder med af sin kone og børn, da græd han, og det gjorde far vist med. Men ellers gik livet i Vrensted sin stille gang. Om Vinteren var min mor med til at spille dilettant, min far spillede violin eller fløjte til. Han spillede også til folkedans sammen med murermester Charles Andersen. Om sommeren spillede nogle af byens borgere kroket i det skønne anlæg ved stationen Om sommeren var der og sommerfesten med ringridning og fodbold på sportspladsen ved Peter Ledets ejendom, og derefter var der fest og bal i anlægget, hvor der var tombola og slikbod m.m. Der blev udlagt dansegulv med orkesterforhøjning. Alle baller i Vrensted sluttede kl.1. Risikoen for at blive kørt over af en bil under besættelsen var minimal. Så vidt jeg husker, var der kun en personbil, det var lillebilvognmand Jens Madsens, han arbejdede også hver dag på mejeriet. Så mener jeg også, at møller Harald Nielsen i den periode begyndte at køre lillebil. Af de store bønder tror jeg kun, der var en, der havde bil Chr. Rendbæk, Holmen, men den blev klodset op. Dyrlægen fra Vester Hjermitslev og Large Weywardt fra Løkken havde også bil. Der er i øvrigt en historie om Weywardt. En dag kom han kørende mod Vrensted, ude i svinget ved Tilsiggaard bremsede han op, da røg det højre baghjul af bilen og løb foran, men da Weywardt var en ret kraftig mand, og han samtidig drejede til højre, skete der ikke det store uheld. Han kørte i en HGFer, Høj Gammel Ford

Af lastbiler med kakkelovn på siden var der Peter Christensen med 2 biler og Mathias Vestergaard med 2 biler. Chauffører var Henry Nielsen fra Stenum og Mathias bror, Richard Vestergaard. Så var der Brix’ rutebil der Kørte igennem byen 1 – 2 gange om dagen.

En dag vi drenge besøgte Poul Stevns,i Præstegården og hans forældre ikke var hjemme, brugte vi hele huset som legeplads. Da vi kom igennem Pastor Stevns kontor, hang der på væggen et tysk flag med hagekorset. Det så ikke ret pænt ud, og det skyldtes, sagde Poul, at min far spytter på det, hver gang han går forbi det. Det blev ekstra vådt den dag da vi 5-6 drenge havde spyttet. Stevns deltog i modstandsbevægelsen og måtte den sidste del af krigen gå under jorden”.

Til min konfirmation fik jeg nyt tøj, jakke og bukser, brunligt af noget presset filt. I konfirmationsgave fik jeg en ny, brugt cykel købt ved Gilbert Mikkelsen i Vrensted. Forhjulet var med fast gummi, og baghjulet var af træ med fjedre. Træet var beklædt med gamle dæk..

Efter at jeg blev konfirmeret i 1944, var jeg en tid hos gårdejer Richard Justesen, hvor jeg hjalp til med at tærske korn, og det foregik i hvert fald ikke i det tempo, jeg var vant til nede hos Marie og Alfred på kæret. Om aftenen, når kom hjem, var jeg så træt, at jeg måtte gå på seng, så landmand på dette niveau skulle jeg ikke være.

Derefter kom jeg i lære hos karetmager Willy Christensen. Der kom jeg den første måned sammen med Henry Jensen til at gå ude i Thøgerslund, hvor vi lavede faskiner. Den anden måned stod jeg hjemme på værkstedet og kløvede generatorbrænde med en økse. Den 3. måned kørte Henry og jeg rundt på vore cykler i Vrensted Stenum og Thise og satte glas i staldvinduer. En tid derefter, da jeg åbenbart ikke var hurtig nok til at lave smørdritler til mejeriet, blev Willy træt af mig og jeg af ham. Den 1. januar 1946 kom jeg i lære hos købmand Poul E. Christoffersen, som netop havde købt forretningen af Alfred Pedersen. Hos Poul E. var jeg i 5 år og så et enkelt år som postbud i Løkken, men har ellers været beskæftiget hele mit voksne liv inden for handelen.

Hos Poul E. Christoffersen havde vi en del arbejde med rationeringsmærkerne som vi skulle afgive igen til grossisterne, for at få varer hjem. Snaps, f.eks., var ikke på mærker, mens vi var rationeret. Tolv halv flasker havde vi at disponere over pr. måned.

Nogle kunder skulle have en flaske om måneden, andre en en gang i kvartalet. Nogle gemte vi til jul, så der var flere, der kunne få en flask. En mand kom og fik en flaske hver måned det var Christoffersen lidt ked af, for vi syntes ikke, han købte ret meget af andre varer i butikken. En dag så vi, at han stod lige uden for forretningen og solgte snapsen videre. Så blev han slettet af listen.

Det var noget af det, jeg som dreng oplevede under Besættelsen, der er sikkert nogen, der kan huske mere, men havde jeg ikke skrevet dette ned nu, så er det jo ikke sikkert, det blev skrevet.

 

 

Dagligdagen i Efterkrigstiden

Kilde: Lokalhistoriske Arkiver i Løkken-Vraa

Af Erna Kjeldgaard Thomsen, Vrensted

Det er ikke så meget, jeg kan huske, om alle de problemer efterkrigstiden medførte. Det lod jeg mine forældre om. Jeg manglede ikke noget, for jeg havde ikke prøvet andet. Jeg husker tydelig frihedsaftenen, da var jeg til børnefødselsdag hos naboens. Jeg mindes også, at mor havde gemt en grøn sirupsflaske med kaffebønner i hjørneskabet i stuen, men hvornår de blev brugt, ved jeg ikke. Der blev brugt kaffeerstatning i Danmark. Deri var der mærker, som vi samlede i et hefte. Det kunne være med skuespillere, dyr og lignende. Var der ikke nogen at bytte mærker med, kunne vi sende dubletter ind og finde mærker, vi manglede. Mor ristede rug på stegepanden. Det blev malet og brugt til kaffe. Vi havde ikke selv en kaffekværn den lånte vi inde hos naboen. Lang tid efter, at vi kunne købe kaffe, blandede vi  stadig en pakke erstatning med et pund kaffe. Da vi begyndte at kunne købe appelsiner, var det kun til jul, vi fik dem, og så var det én til deling til os alle fem. I stedet for risengryn blev grøden kogt på grovvalsede byggryn. Sukker var der heller ikke for meget af, men vi fik da sådan, at vi kunne sylte de bær, vi havde i haven. Vi var også i mosen for at plukke blåbær og tranebær. Glassene blev sat på en hylde i kælderen, og når syltetøjet skulle bruges, kunne der være et tykt lag mug på. Men det blev fjernet, og så kunne vi ikke smage det. Dengang var der ingen, der sagde, at det var sundhedsskadeligt, og vi er da heller aldrig blevet syge af det.

Tøj var der ikke meget at få af. Dengang kunne familien godt nøjes med et enkelt skab og en kommode. I dag skal man gerne have et helt værelse til sit tøj. Efter hver vask skulle der repareres tøj. Hvem vil i dag gå i lappede underbukser – men det var nødvendigt dengang. Efter jeg var blevet konfirmeret, hjalp jeg til der hjemme det første år. Samtidig var jeg meget ude hos min moster for at hjælpe dem, når de havde brug for det. De havde min oldemor boende, og hun kunne ikke være alene hjemme, så når familien skulle ud, var jeg der. Hun blev 101 år. En eftermiddag om ugen cyklede vi unge til madlavning på Landboskolen i Brønderslev. Højdepunktet var afslutningen med dans. Det var første gang jeg var til bal. Senere kom jeg til bal i Stenum Forsamlingshus. Det var ungdomsforeningen, der holdt dette. Hilbert spillede på harmonika, og han gik rundt imellem os, der dansede. Den store sal var ryddet, og der var bare bænke i hver side, som vi kunne sidde på. Der var meget stor klasseforskel, gårdmandssønnere var i den ene ende af salen og arbejdernes sønner i den anden. Der kunne købes kaffe og sodavand. Jeg husker ikke, om vi kunne købe øl, men jeg tror det ikke, for karlene gemte øl og snaps ude i hækken, som de gik ud og drak af. Hvis de blev meget fulde, kunne der godt blive slagsmål mellem Stenum og Vrensted. Hvis karlene fra Hjortnæs og Børglum Kloster kom, kunne vi være sikre på, at der blev slåskamp. Det var, som om de bare kom for at slås.

I 1953 fik jeg min første plads, det var ved tre aldrende søskende. Der skulle jeg lave alt forefaldende arbejde, såsom at passe hønsene, gøre æggene rene og bære dem til købmanden. En gang gik det galt. Jeg gled på isen, og så det var ikke sjovt at gå tilbage med en hel kurv æg, der var smadrede. Der var da heldigvis en avis i bunden, så det blev til den store bagedag. Der var især noget, der undrede mig. Når vi havde fået kaffe, skulle alt kaffegrumset kommes i en kasserolle, som stod på palen ved komfuret. Hver formiddag blev det kogt op, så var det den kop kaffe!

I dag tales der så meget om, at folk skal dele, men den tanke er ikke ny. For dengang var der gårde, der var gået sammen om en vaskemaskine på hjul. Når man var færdig med at vaske blev vaskemaskinen kørt til den næste gård. Frysehusene var også fælles. Efter et år flyttede jeg til Østergaard i Stenum. Der var altid liv og glade dage. Her samledes altid en masse unge, og vi sad i stuen og hørte musik. De havde en grammofon, så hvis nogen havde købt en ny plade, tog de den med. Det hændte tit, at vi fik lyst til is. Så gik vi i samlet trop hen til Gas-Anders og købte is med lyserød guf. En aften om ugen var der sykursus i Tolstrup Forsamlingshus, hvor Dagny Westergård fra Vrensted var leder, og så var der også gymnastikken. Medens jeg var på gården, kom der en syerske fra Vrensted, der hed Augusta. Hun syede kjoler og skjorter til hele familien, og blev hun ikke færdig overnattede hun.

I 1956 var jeg på Store Restrup Husmandsskole Det var en dejlig tid med en masse nye venner. En del af dem ser jeg stadig en gang om året. Når vi skulle hjem fredag aften, cyklede vi. Det tog to timer, dengang var der ikke gear på cyklerne I 1958 blev jeg gift med Willy, og vi fik plads på Kærholt i Stenum, hvor Willy var med både i stald og mark. Jeg skulle malke to gange om dagen og holde malkemaskine og malkespande rene. Dengang gav mejeriet præmie, hvis vi kunne holde mælken i første klasse et helt år. Det var også lykkedes, hvis ikke konen på gården havde hældt gammel mælk ud i spanden. Det var her, jeg så tv for første gang. Udsendelserne begyndte kl. 20 med nyhederne. Bagefter var der en eller anden underholdning, og det sluttede kl. 22. Når der ikke var udsendelser, var der et ur, der gik. Hver gang vi sad og så på uret, blev konen så irriteret, at hun sagde, det var spild af tid, men hun kunne heller ikke selv lade være med at se på det. På gården hakkede vi også roer på akkord Willy havde lavet et nyt favnemål, men han havde brugt en engelsk tommestok, og der er forskel på danske og engelske tommer. De hakkede roer blev målt op, og vi fik pengene udbetalt og tog en uge på ferie. Sikke et ramaskrig der blev, da vi kom hjem, for vi havde jo snydt dem! Det havde vi også, men det var kun for nogle få kroner. Alligevel så havde konen gået og været gal en hel uge. Det er det, man får ud af at tage sorgerne på forskud. I 1960 fik vi Kirsten, og i 1963 kom Kurt, og så er livet eller fløjet af sted.

 

 

Min barndom

af Erna Kjeldgaard Thomsen

født i 1937 i Stenum nu bosiddende i Vrensted

Kilde: Lokalhistoriske Arkiver Løkken-Vraa

Jeg så dagens lys i marts 1937 i et forrygende snevejr, hvor jordemoderen måtte hentes i en kane, og nabokonen sank i sne til bæltestedet Det var jeg nu ligeglad med, for jeg blev født til en dejlig barndom med en søster, Else, som er fire år ældre end mig, og tre et halvt år efter kom endnu en søster Ella.

Mine forældre havde en landejendom på 23 tønder land, som de havde købt ved deres giftermål i 1932. Dengang var der kun en lade, der kunne bruges, resten var noget gammelt noget. På ejendommen havde vi to heste, køer, grise og høns samt en hund og to katte.

Mine forældre begyndte straks at tænke på at bygge nyt stuehus og kostald, men først skulle der støbes cementsten. De lavede nogle støbeforme og blandede cement, sand og vand. Det blev selvfølgelig gjort med håndkraft, så det tog sin tid, inden murerne kunne begyndte at bygge På noget af marken voksede der lyng, så det skulle og ryddes, men alt dette blev gjort, før jeg blev født.

Vi børn havde ikke faste pligter, men vi skulle hjælpe til med mange ting som at feje og strø sand på broen i kostalden. Det skulle gøres efter hver fodring. Jeg mindes aldrig, far har forladt kostalden, uden det først var gjort.

I høst skulle vi stå i stanghullet og give negene videre til far, så han kunne lage dem til rette.

De skulle lægges taglagte over hinanden med en pæn lige kant ud mod loen, så var de jo lettere an få fat på, når de om vinteren skulle tærskes. Så var det vores arbejde at lægge på brættet eller tage halm fra. Når roerne skulle tyndes ud, hakkede far dem i busk, så kravlede vi bagefter og tyndede dem ud, så der kun sad én roe tilbage. På den måde kunne far tage mange flere rækker, end hvis han først skulle dele dem. Det arbejde var jeg ikke glad for, men da jeg først blev så stor, at jeg blev betroet en hakke, var det ikke så slemt mere.

Der skulle også lægges kartofler og tages op igen. Jeg husker især et år, hvor vi havde tre koner fra nabolaget til at hjælpe med at tage op. Vi havde fået lus, og far havde været hos skolelæreren for at melde det, men den gang var det en flov sag, så vi måtte ikke fortælle det til nogen. De tre koner lå og snakkede om, hvem det kunne være, og Else og jeg kunne ikke lade være med at grine.

Vi havde altid et stort stykke med kartofler, for de blev også brugt som foder til høns og grise. Gruekedlen fra det gamle hus var blevet muret op henne i hønsehuset, så mor kogte hver anden dag en grydefuld, som blev moset med en jomfru og givet til grisene.

Hver sommer skulle der graves tørv ude i mosen, så blev der smurt en stor madpakke, og så snart dyrene var blevet malket og fodret, blev Musse og Palle spændt for vognen, og så kørte vi alle fem af sted. Det glædede vi os meget til, for mens vi var små, blev vi sat af ved vores bedsteforældre. De boede lige i kanten af mosen, og så kunne vi være der, mens mor og far gravede tørv. Det blev til mange ture i mosen, for tørvene skulle både ryngles og skrues. Først skulle de sættes op i rækker, og bagefter skulle de sættes i stakke til de var helt tørre. Så kørte far ud og hentede dem. Han kunne klare et læs om formiddagen, og mens han sov til middag, skulle vi smide dem ind i tørveskuret. Der blev løsnet en pandeplade, så de kunne komme den vej ind. Mens far kørte efter et læs mere, kunne mor og vi pige er stable dem.

Jeg husker en gang, der skulle laves kartoffelmel. Far cyklede til Hammelmose Mark til sin bror efter en maskine, som kartoflerne skulle rives på. Så kom det store slagtekar ind og blev skrubbet, og så kom der gang i maskinen. Det var en lille maskine med håndsvind, så det tog sin tid. Vi fik da karret fyldt op men da alle urenheder var vasket og skummet fra, var der kun et lille lag kartoffelmel tilbage i bunden af karret. Det blev ikke prøvet mere end den ene gang. Når der blev slagtet gris til jul, blev der lavet blodpølse. Vi skulle stå ude og røre i blodet, til det blev koldt. Det kunne nok tage nogen tid, selv om vi stod ude i frostvejr.

Vi kunne få lov til at få urinblæren, som blev pustet op og tørret.

Derefter blev den spændt ud over en blikmalerbøtte, og der blev stukket en gåsefjer igennem den. Det var en rumlepotte.

Når vi kørte med fingrene op og ned af fjeren, larmede den. Den blev brugt nytårsaften sammen med en trærulle, der havde været sytråd i. Vi skar takker hele vejen rundt i kanten og satte et stykke ståltråd igennem hullet og en snor på. Når den så blev sat mod vinduet, og vi hev i snoren, larmede den å. Det var den å, vi lavede nytårsløjer på hos naboerne Vi havde masser af tid til at lege, og hver dag legede vi med naboens børn, bla. Inga, som var to år ældre end jeg. I godt vejr spillede vi bold ude, hoppede i reb eller gik på stylter.

Om vinteren var vi heldige, at vi havde en meget god kælkebakke på vores og naboens mark. Havde der været et vådt efterår, var der en meget stor dam nedenfor bakkerne, så der kunne rigtig komme fart på kælke og ski. På gode dage kunne vi være 15-20 børn, måske flere hvis de kom fra Stenum og Tolstrup. Men der var nogle drenge fra Stenum, der kunne finde på at ødelægge isen, inden den kunne bære, og så var der krig.

Far lavede et par ski til os af to tynde brædder som blev kogt i gruekedlen og sat i spænd på stigen. Når de havde siddet der er stykke tid, ”stod” de op med snuden. Derefter blev der sat en læderrem på til at stikke fødderne ind i. Var der ikke vej til at være ude, kunne vi lege med dukker og påklædningsdukker. Det var især Mariedukkerne, som var berømte. Der var en kjole i hver pakke Mariekiks, men vi kunne jo selv tegne tøjet.

Vi legede også med nipsenåle og lerkugler og spillede forskellige spil som Ludo, Mølle og Dam og mange andre.

Om aftenen hørte vi altid radio. Der var selvfølgelig nyhederne, som mor og far skulle høre, men der var også tit god musik, og var der hørespil, så sad vi stille og lyttede.

Vi børn havde hver en cykel fra vi var seks-syv år, men den måtte vi ikke bruge til at køre i skole på, der skulle vi gå. Men den måtte bruges, når vi skulle til gymnastik og danseskole. Skete det, at vi måtte deles om en cykel, kørte den ene foran og lagde cyklen i grøften og skyndte sig og gå, så kom den anden og tog cyklen og kørte forbi. På den måde var vi hurtigere fremme, end hvis den ene skulle gå.

Så var der jo også sommerferierne. En af de første dage i ferien spændte far Musse for jumben, og så korte vi til Brønderslev Banegård og hentede Sys fra København. Hun var her i hele ferien. Det første ár var det svært for hende at vænne sig til, at alt jo var anderledes for sådan en pige på syv-otte år, selv maden, men hun holdt da ud og kom ár efter år.

Vi børn holdt hvert år en uges ferie hos mors kusine, som havde os med i Zoo og Tivoli, Vi skiftetedes til at være der og var der sammen med en kusine. Vi cyklede også tit ud til en moster, der var de ti børn, så der var altid legekammerater og badede vi i Ryå. Engang havde for aftalt med en del naboer, at vi skulle på stranden, så der blev lejet en turistbus.Der var en mand fra Stenum, der havde en. Den blev kaldt for Himmelfarten, fordi den var så høj Der blev smurt en madpakke, og vi kørte, så snart alle var færdige i stalden. Turen gik til Løkken, hvor vi var, til vi skulle hjem og fodre. Det var en stor oplevelse. Engang hver sommer var vi med Ingas bedste forældre på Børglumkloster Kirkegård, hvor de skulle ordne et gravsted, og hver gang kunne vi finde på de værste historier om hekse og trolde, der boede i Hjortnæs Skov.

Skulle vi have nyt tøj, skulle vi have det syet, men det var ikke noget problem, for der var fire hjemmesyersker i gåfstand. Det var vanskeligere at få fat i noget ordentlig stof. Engang havde mor fået fat i noget blåt stof og så valgte vi Rikke som syerske. Hun var så fin til at sy perler på, så det blev en rigtig pæn kjole med perler på bærestykket. Det værste var, at jeg blev syg og kastede op ned af min nye kjole første gang. Jeg havde den på. Det gik aldrig af, selv om den blev sendt til rensning Jeg tror nu, mor var mest ked af det, for man kunne jo ikke bare gå hen og købe en ny kjole.

Som jeg husker det var vintrene altid med en masse sne. Far var snefoged, han skulle sørge for at få samlet mandskab, der kunne rydde vejene. På vores skolevej var der en hulvej. Her lå der altid så meget sne, at den måtte smides op I flere lag.Vi kunne altid komme i skole, for at vi gik bare inde på marken.

Der kunne gå lang tid, inden vejene var åbnet, så vi måtte køre i kane. Dette gjaldt også når mælken skulle til mejeriet. Skulle vi børn med, blev vi pakket ind i tæpper og puttet ned i fodposen, der var lagt bag i kanen. Der sad vi varmt og godt. Mine forældre var medlem af Tolstrup Brugsforening i Gravensgade i Brøederslev Den blev senere til Kvickly og er nu lukket. Det var nok der, vi handlede mest. De kom med varer hver uge og fik æg med tilbage, og så blev regnskabet gjort op. Når far skulle derned kørte han med hestevogn, og hestene blev sat på stald mens han handlede i andre butikker.

Hver fredag kom en bager med to små m rugbrød. Var vi ikke hjemme, blev der lagt en krone og 18 øre på bryggersbordet, og brødene lå der, når vi kom hjem.

Der kom også en vogn med hvidtøl. Vi fik en stor flaske 10 liter, men det var ikke hver uge. Når flasken var tom, blev den stillet ud på brønddækslet, så den kunne ses fra vejen. Den var fra Bryggeriet Svalen. Flasken var anbragt i et træhylster, så den var lettere at bære.

 

Vi holdt meget af at komme på besøg hos min bedstemor. Min far havde elleve brødre, hvoraf en rejste til USA. Ellers boede de alle i nærheden, så til fødselsdage mødte alle op, og selskabet kunne blive på 30-40 gæster. Der blev altid serveret middag, hvor desserten bestod af svesketrifli, hovedretten husker jeg ikke. Når vi havde spist, spillede mændene kort. Der var dog en, der ikke spillede, han gik rundt og så på de andre. Når damerne var færdige med at rydde ud og vaske op, satte de sig ind i den pæne stue og strikkede og snakkede, og der blev last breve fra Amerika.

Naboerne besøgte vi tit. Naermest havde vi Inga med hendes forældre og bedsteforældre. Når vi var der, fik vi tit sigtebrød med Ramona. Det syntes vi var godt, for det fik vi aldrig hjemme. Vi var der tit søndag eftermiddag, for da var deres voksne sønner tit på besøg. De havde en rejsegrammofon med hjem, og så blev der spillet plader.

Ingas mor var kogekone og barselshjælper. Når det skete, at hun ikke kom hjem om natten, sov jeg sommetider derovre. Det var også hende, der passede os, når mor og far skulle i byen uden os. Hendes bedstemor syede kludesko af gammelt tøj for at sælge dem. Senere lavede hun de flotteste morgentøfler med kaninskind. De var nemme at sælge.

Bagved dem boede vejmanden. Han flettede sivsko om vinteren og solgte dem. Jeg kan huske, at vi plagede for at få et par, men det måtte vi ikke, for de sled for meget på de ferniserede gulve. Vi skulle bruge kludesko.

Jeg har haft en rigtig god barndom, men med en grim afslutning. Da jeg var 15 år, havde Inga, Else og jeg bestemt, at vi ville en tur i biografen i Brønderslev for at se Jul i Den Gamle Købmands gaard. Da vi cyklede hjem, sagde Inga, at hun havde så mærkeligt ondt i ryg og arme. Det var sidste gang, jeg så hende, for næste morgen kunne hun ikke stå ud af sengen. Hun havde fået børnelammelse og døde fire dage senere. Der var flere børn i Stenum, der fik det, men de kom alle over det.

 

 

Vognmand i Vrensted 

af Mathias Vestergaard, Sct. Thøgersvej

Jeg er ikke barn af Vendsyssel, men fra Syd Salling vest for Skive, opfødt på en almindelig bondegård sammen med otte søskende. Min far var kvægavler. Vi havde pligter på gården og skulle arbejde før vi kom i skole. Drengene hjalp til med arbejdet udenfor, medens pigerne hjalp i husholdningen. Jeg gik i skole i 7 år.

Det var mor, der stod for opdragelsen, og far gav os noget at bestille. Vi havde en god ungdom og gik på aftenskole med forskellige interessante kurser og så var der ballerne og senere kom soldatertiden. I barndommen lavede vi til nytårsaften løjer naboerne bl.a. hos en enkekone som altid blev så gal.

Min første plads blev på sognets største gård som forkarl, og betingelsen var blandt andet, jeg skulle køre bil, for at køre med de andre karle til oplysende møder. Det var i 1927. Jeg nævner det, for det var egentlig det, der gjorde, at jeg kom ind på transportens område.

Jeg mødte min kone Dagny, på en gård i Thy hvor hun var stuepige. Hun havde en bror Kristian, som var tømrer og snedker. Jeg er husmand flidsmand, jeg lavede på hans værksted vores soveværelse. Jeg blev gift med Dagny Pedersen i Vrensted i 1932, og vi fik 4 børn,  3 piger og en dreng og de har givet os børnebørn og oldebørn. Om sommeren tog vi vores egne børn med på teltture. Vi fik vores første personbil sidst i 1930erne.

Efter giftermålet kom Valdemar Jensen, købmanden fra forretningen ved Kirkedammen, han manglede en chauffør til sin lastbil. Jeg blev ansat, og var der til han solgte, og jeg videreførte vognmandsforretningen.

Det var meget dårlige tider i trediverne, men med hjælp fra gode mænd her i Vrensted, blandt andet den daværende kreaturhandler, Hans Thomsen, som var kunde hos købmanden, fik jeg anskaffet min første Lastbil. Det var dårlige tider, og hvis ikke jeg havde så god en kone som Dagny, havde jeg nok ikke klaret mig. Det varede ikke så længe, inden jeg kunne se, at der måtte mere til. Jeg talte med kreaturhandleren, og han syntes det var en god ide at få fedekalve transporteret fra eksportslagteriet i Brønderslev til Kødbyen i København Altså nu var jeg det, man dengang kaldte langtursvognmand.

Der gik nogle år, jeg kan ikke huske hvorfor, men i Løkken var der et eksportslagteri, hvis ejere var Valdemar Kjær, Brix Kjelgaard og Mortensen. De var alle tre kreaturhandlere og købe fedekalve på Aalborg marked, og så var den ugentlige tur til København fastlagt.

Der gik nogle år sidst i 30erne, hvor jeg var det man kaldte selvkørende, alt var stort set roligt. Den engelske statsminister havde aftale med Hitler om fred og ingen angreb. Men så en morgen den 9. april, det var før det rigtig var lyst, jeg skulle til Løkken og læsse kød til København. Der var en underlig uro i luften, jeg var godt klar over, det ikke var en bisværm. Valdemar Kjær var sammen med de andre kreaturhandlere i Aalborg på Eksportmarked, så sagen skulle gå sin gang, 1. slagtersvend tilbød at tage med, men vi kom ikke længere end til Rokkedrejeren lige før lufthavnen. Der var ikke andet for end at vende om.

Og hvad så, det var selv den gang mange penge, det drejede sig om. Alt blev kaos. Jeg havde en lille personbil, og slagteren ville gerne med til Aalborg, men Limfjordsbroen var spærret. Vi lejede en lille båd og roede så til Aalborg Jeg var heldig og traf ret hurtigt de 3 mænd, men fik kun skæld ud, de kunne jo ikke gøre noget. Vi tog så hjem til Vrensted. Hen på eftermiddagen kom der besked om, at Aalborghus ville afgå planmæssigt, og det var den eneste forbindelse til København den dag, og som følge blev priserne høje.

Der gik ikke mange dage, inden man kom i gang igen, og jeg fortsatte med københavnsturen en to – tre år, så sagde tyskerne stop for benzinen, Det var kun dem, der kørte for tyskerne, der kunne få benzin, og det ville jeg ikke.
Det skete nok knap efter de havde besat landet. Nu var jeg så heldig at have Nørresundby Tømmerhandel som kunde med fragt af tagpap fra København, og tyskerne havde arrangeret deres indkøb af materialer til barakbyggeri, og der skulle meget tagpap til. På den måde kunne jeg få den benzin, der var brug for.

Der gik jo ikke mange år, inden alt gik i stå. Hundestedfærgen stoppede, men så startede jeg fragtruten Vrensted – Aalborg, men der var en værre bøvl, der skulle stemples både ud og hjem. En gang var der så mange, der skulle stemples i Aalborg, og så måtte man ikke køre, og hvad så, jo man kendte jo smutvejen over mosen, og det gik godt nok, men så var der jo det med stemplet. Der var ikke andet for jeg måtte til Løkken, hvor tyskerne havde en slags hovedkontor. Her fik jeg følelsen af, hvordan det er at stå over for en, der ser gal ud og har en pistol i hånden, men jeg fik da min påskrift eller stempel.

Nu gik en tid, tyskerne havde travlt med at støbe bunkere og grave grøfter, tanks spærringer, men så en dag stoppede færgen, og vi fik generator først med træfyring, men så slap træet op, og vi fik en, der skulle fyres med svelkoks, et tysk produkt. Det havde desværre den tilbøjelighed at blive rødglødende, og så var der ingen gas.

Jeg havde koncession, så vi undgik tyskernes påtrængenhed. Nu havde jeg fået en yngre bror Richard som chauffør. Han gav mig besked pr. telefon, at der ikke var noget at gøre, han skulle hente ammunition i Viborg sammen med nogle tyskere. Jeg tror, det er det værste døgn i mit liv. Jeg tænkte på den tossede generator. Det var en lettelse, da han kom hjem, men han fortalte mig, at på tilbagevejen i Støvring om aftenen blev generatoren gloende, og tyskerne løb, men min trofaste bror ragede ilden ud. Nu var det mørkt, så de måtte alle overnatte i et skur med cementgulv. Det var sidste tur i denne omgang. Lastbilen gik på værksted, blev skilt ad og måtte ikke samles.

Efter krigen kom der en skattesag, men blev eftergivet det hele, da jeg ikke havde tjent noget hos tyskerne.

Mathias fortæller at han var med til at oprette Vognmandsforeningen, hvor han var formand i en årrække.

1962

Jubilæumsskrift 1962

„Stavnsbåndets løsning 1788, folkehøjskolens og andelsbevægelsens indsats i vort samfund danner baggrunden for det mægtige oplysningsarbejde, der er øvet inden for dansk landbrug, og det har fastslået, at fri bonde på egen jord ikke alene er det bedste for bonden men også for hele samfundet.

Det var med dette mål for øje, landets mange landboforeninger blev oprettet. Disse foreninger har bevirket, at faglig oplysning i dag er sat i højsædet.

Da vore forfædre for 70–80 år siden grundlagde den danske andelsbevægelse var det en bedrift af rang, som mange andre lande har taget ved lære af. Det vidnede om et fællesskab og et tillidsforhold, som vi, der er arvtagere, må beundre og takke for.”

– Med disse ord indleder formanden for Brønderslev og omegns landboforening, der tirsdag den 30. januar fylder 50 år, gårdejer Chr. N. Østergård, Vrensted, jubilæumsskriftet, der er redigeret af konsulent Bjørn Christensen, Brønderslev.

På et møde i november 1911 enedes en del landboere om at indkalde til en stiftende generalforsamling på hotel Phønix den 30. januar 1912. Der blev udsendt en opfordring til landmændene, underskrevet af 24 kendte landmænd, og på de udsendte tegningslister tegnede 385 landmænd sig, og på generalforsamlingen den 30. januar 1912 blev lovene vedtaget og den første bestyrelse blev valgt.

Chr. Pedersen, Gl. Burholt, valgtes som formand, og i bestyrelsen indvalgtes Chr. Sloth, Thise, N. C. Pedersen, Stenbjerggård, G. Nyholm, Hellumlund, og P. M. Thomsen, Hvilshøj.

Dyrlæge M. R. Laursen, Brønderslev, valgtes som sekretær og kasserer.

Der er en god økonomi i foreningen. Auktionsordningen i Brønderslev kom da også til at danne forbillede for mange andre landboforeninger.

Planteavlsarbejdet fik en central plads i foreningens arbejde fra starten sammen med husdyrbrugsarbejdet.

Indtil april 1944 blev husdyrbrugsarbejdet varetaget af konsulenter under Hjørring amts landøkonomiske selskab, men i 1943 blev det vedtaget at ansætte egen konsulent, og i 1944 tiltrådte konsulent Bjørn Christensen.

Landboforeningen tog også ungdoms- og skolearbejdet op. I 1918 blev der begyndt med en enkelt kursusdag for de unge, og i 1935 blev Landboskolen bygget.

Foreningens nuværende formand, Chr. N. Østergård, Vrensted, afløste proprietær Bech, Thise Ladegård, i 1940, og i Østergårds 22årige formands periode har foreningen været inde i en rivende udvikling.

I 1947 blev den første del af landbrugsgården ved Nørregade bygget, i september 1947 blev den nye auktionshal taget i brug, og siden da er der foretaget mange udvidelser til Andelsmaskinstationen, Danske landbrugeres andels maskinindkøb, til kontorer o.s.v.

Der udvides stadig, og maskinstationen flytter nu ud i en ny hal der er under opførelse ved hovedlandevejen, for at skaffe mere plads til auktionerne.

Seks formænd i 50 år

I de 50 år har landboforeningen haft seks formænd. Chr Pedersen efterfulgte Jens Laurits Pedersen, Stubdrup, Anders L. Andersen, V. Linderup, Isak B. Isaksen, Ø. | Brønderslev, og H. Bech, Thise Ladegård, der i 1940 blev afløst af den nuværende formand, Chr. N. Østergård, der har beklædt formandsposten i 22 år og har været med i landboforeningens ledelse gennem 29 år.

Med tro på fællesskabets og sammenholdets styrke og på tillid, som det er kommet til udtryk gennem vor forenings virke i de forløbne 50 år, skal der nok vise sig en vej, også gennem kommende tiders vanskeligheder slutter Chr. N. Østergård sin indledning til festskriftet, og de resultater, den jubilerende forening har nået, er et vidnesbyrd om, hvad der kan løftes, når der løftes i flok.

Jubilerende forening blev stærkt hyldet

350 til møde med landbrugsrådets præsident, Anders Andersen, VoldbyLandbrugsrådets præsident, gårdejer og folketingsmand Anders Andersen, Voldby, hyldede tirsdag paa hotel Phønix, Brønderslev og Omegns Landboforening i anledning af foreningens 50 års jubilæum.

Blandt de ca. 350 af foreningens medlemmer sås flere gæster bl.a. tidligere skoleforstander, konsulent Oluf Nielsen, Aarhus, der i sin tid var medstifter af Brønderslev Andels Maskinstation.

Virksom institution

Gårdejer Anders Andersen overbragte hilser og gratulation fra Foreningen af Jydske Landboforeninger og sagde, at Brønderslev og Omegns Landboforening ikke hører til dem, der bliver grå af ælde. Han karakteriserede foreningen som en meget virksom institution, og sagde, at det, den har betydet for Brønderslev-egnens landboere, ikke kan måles i penge.

Den kontakt, man inden for Foreningen af Jydske Landboforeninger har haft med denne forening, fortsatte landbrugsrådets præsident, har bevirket, at man har fået respekt for den. Den viser, at man tør have en mening og st fast ved den.

I øvrigt fortsatte Anders Andersen med at uddybe landbrugets stilling i den tid, da der, som han sagde, foregår en strukturændring i dansk landbrug.

Fællesstalde aktuelle

Det kan blive nødvendigt med en begrænsning og specialisering, hvis vi skal stabilisere markedet, sagde han bl.a. – Vi må se i øjnene, at ting, vi hidtil ikke har holdt af at tænke på, for eksempel en sammenlægning af de mindre ejendomme, kan blive nødvendig.

Man må, fortsatte han, regne med, at der i indeværende folketingssamling kommer en ny lov der vil give fri ret til eksempelvis sammenlægning af de små brug. Det er et spørgsmål, om ikke oprettelsen af fællesstalde kan blive aktuel. Hvor der før skulle en mand til at passe 25 dyr, kan den samme mand passe 100 i en fællesstald.

En anden grund til specialisering er eventuel oprettelse af supermarkeder i udlandet. Sådanne markeder kræver store ensartede leverancer af for eksempel kød. For tiden aftager England kød, som er konserveret eller frosset, for to milliarder kr. årligt. Det er et beløb, der kan give anledning til at overveje muligheden af at oprette fabrikker, som de forskellige slagterier kan sende deres produkter ind til.

Kransenedlægning

Dagen begyndte med, at bestyrelsen lagde kranse på tidligere formænds grave. Paa Brønderslev kirkegård ligger Chr. Pedersen, Gl. Burholt, J. L. Pedersen, Stubdrup. og B. Isaksen, Mosbak, paa Vraa valgmenigheds kirkegård Anders L. Andersen, V. Linderup, og på kirkegården i Thise ligger H. Bech, Thise Ladegaard, begravet.

Til en reception på landboskolen om formiddagen mødte en lang række gratulanter. Fra byrådet kom borgmester Th. Jensen og fabrikant Karl Uggerby, fra pengeinstitutterne direktørerne H. Simonsen, Andelsbanken, og L. Østergaard, Brønderslev og Omegns Sparekasse. Desuden sås købmand R. Mortensen, Hvilshøj. direktør C. Behrens, Brønderslev Andelsslagteri, konsulent S. P. Nielsen bragte en hilsen fra Brønderslev Husmandskreds, afdelingsleder Kronborg Isager, der repræsenterede Pedershaab Maskinfabrik, svinekontrolforeningens formand gårdejer Carl Lunden, Stubdrup, formanden for planteavlsudvalget, tidligere byrådsmedlem Fr. Lunden. Agdrup. ungdomsudvalgets formand forpagter Niels Østergaard. Vrensted, andelsmaskinstationens formand, gårdejer N. Klokkerholm, Krogen. og salgsleder Harald Villadsen. Landbrugernes Andels-Maskinindkøb.

Stor gave til etableringsfondet

Til festmiddagen om aftenen paa restaurant Hedelund var den store sal fyldt af et festklædt publikum. I kredsen af særligt indbudte sås landbrugsrådets præsident, folketingsmand Anders.  Andersen, borgmester Th. Jensen, dommer Joh. Kardel, alle med fruer, og æresmedlemmerne, tidligere slagteridirektør L. Madsen, Brønderslev og gaardejer Chr. Jensen, Aalstrup.

Formanden, Chr. N. Østergaard, Vrensted oplyste, at der er skænket bl.a. 23.000 kr. til landmændenes etableringsfond – i større og mindre bidrag – adskillige vaser af porcelæn og sølv og et stort antal blomsterbuketter og telegrammer.

Vi er overvældede af den megen opmærksomhed og glade og lykkelige for samarbejdsvilje mellem by og land, som den er udtryk for, sagde han.

Der blev talt af bl. a. landbrugsrådets præsident, folketingsmand Anders Andersen, der fremhævede foreningens fremragende indsats for vendelbo-landmanden, borgmester Th. Jensen, proprietær K. Knudsen, Agdrup, tidligere konsulent i Brønderslev Olaf Nielsen, Aarhus, der fortalte om arbejdet for år tilbage, Brønderslev husmandskreds formand J. Sørensen, Jerslev, næstformand i Aalborg amts landboforening E. Andersen, Ajstrup,sparekassedirektør L, Østergaard, bankdirektør H. Simonsen og formanden for Arbejdernes Fællesorganisation, Chr. Kjeldsen, Brønderslev.

Den stemningsfulde fest, der begyndte med et leve for kongen og kongesangen, sluttede med ”Der er et yndigt land

Læs videre “Brønderslev og Omegns Landboforening fejrer 50 års jubilæum i 1962”

Her en masse gode og hyggelige og sjove sange som er gode til fællessang

• Opdateret-sanghaefte-version-08.2016.pdf (aeldreraadaarhus.dk)

• Hør sange og bliv glad

benyt link på computer for at høre sangene:

 

 

Ved afslutning af en lang og smuk lærergerning den 01.04.1944. Førstelærer Anton Marinus Jensen og hustru Harriet Jensen,  Vrensted Byskole

Afskrift af en avisartikel fra 1944.

Af beboere i Vrensted er førstelærer Jensen og hustru, Byskolen, indbudt til en afskedsfest i anledning af at lærer Jensen har søgt og fået sin afsked bevilget fra 1. april l944.

Det er forståeligt, at man har ønsket at hædre det afholdte lærerpar, der i mere end to snese år har lagt et stort og godt arbejde i oplysningens og opdragelsens tjeneste i Vrensted sogn. I det hyggelige lærerhjem med den smukke have i læ af Kirkegården med det gamle stendige, har der været levet et smukt familieliv og været vist stor gæstfrihed gennem de mange år.

Når hjemmene sendte deres børn til lærer Jensen, vidste de, at børnene kom i gode hænder, og den interesse, hr. og fra Jensen formåede at vise de enkelte børn, hørte ikke op med skoletiden. Det var lærer Jensen så naturligt at fortsætte sin gerning blandt de unge gennem et stort og frugtbart ungdomsarbejde. Han sad i mange år i Hovedbestyrelsen for Danmarks Ungdomsforeninger og var formand for den Vest Vendsysselske Ungdomskreds, som har arrangeret en række gode og velbesøgte møder på forskellige pladser i kredsen.

For det folkelige og kristelige oplysningsarbejde har lærerhjemmet i Vrensted haft stor betydning. Ligesom Jensen næsten hele sin lange lærer tid, har været kirkesanger, har fru Jensen en stor del af tiden spillet kirkens orgel. Jensen har desuden i mange år været medlem af Menighedsrådet og været formand for Kirkeligt Samfund. I sidstnævnte egenskab har han sørget for at få mange gode ordførere til sognet. Endvidere skal fremhæves, at lærer Jensen, som den folkelige Frihedsmand han er, har fundet sin plads i Venstres rækker og her indtaget en ledende stilling i Vraakredsen.

Lærer Jensen er født i Mou i 1875 som søn af en landmand, og han tog sin lærereksamen på Ranum Seminarium. Sin første faste lærer plads fik han i Haverslev i Hanherred. Derfra kom han i 1897 til Brønderslev Skole, hvor han traf sin hustru, datter af lærer Jansen, Nr. Saltum. Hun var lærerinde ved skolen. De flyttede dog efter et par års forløb til Hellum og blev her, til Jensen den 1. januar 1903, fik embedet i Vrensted, hvor de er forblevet siden.

Gerningen her er blevet røgtet således, at det har været til gensidig glæde, og det er næsten, som man kvier sig ved at ophæve den gode forbindelse. Endnu efter sin afsked fungerer lærer Jensen som vikar i sit gamle embede, men det kan jo ikke vedvare, hvad afholdelsen af den berammede afskedsfest jo også tilkendegiver. De mange venskabsbånd, der er knyttet, brister imidlertid ikke, fordi lærerparret forlader skolen. Af deres fem børn er en datter gift med lærer Brøchner Hansen i Østre Skole, en søn er lærer i Stenum, en er farmaceut i Struer og to bor i Vrensted. Der er således nok, der binder til stedet.

Ved afslutningen af den lange og smukke lærergerning vil der fra mange sider blive bragt en hjertelig tak til lærerparret, der forstod at knytte venskabsbånd til hjemmene og vinde både børn og ungdom, med hvem de selv vedblev at være unge, forstående og hjælpsomme.

 

 

Mit liv på de store verdenshave

Palle Nielsen, Faddersbøl. Han sejlede i 30 år, først som maskinist, siden om navigatør i coastere, forsyningsskibe m.v. Efteruddannet på Sømandsskolen i Svendborg og var i Søværnet i 10 år, både over og under vandet i 6-7 år.

Jeg hedder Palle Nielsen, er født i Vrensted i 1952, ude på
Kæret sydvest for gården Bagterp mellem Vrensted og Løkken.

Vi boede ved min farfar og farmor til jeg var 5 år, farfar og farmor
havde hver især været gift, farmors mand druknede, der var 5
børn, farfar havde også børn fra et tidligere ægteskab, de fik nogle
sammen bl.a. min far Gunner Nielsen, de fiskede fra Løkken.

Mor arbejde på et af hotellerne i Løkken, der var ikke meget tilovers til
livet, vi fik fisk morgen middag og aften, det var kun søndag, der
kom andet på bordet, efter vi havde været i kirke i Vrensted, de var
i kirke hver søndag.  Da de blev gamle solgte de huset og flyttede op
ved siden af bageren i Vrensted, sammen med fars bror Henry og
hans kone Grethe, ja lidt minder.

Billedet herunder er fra mit hjem sydvest for Bagterp.

Vi boede på Kæret sydvest for gården Bagterp mellem Vrensted og
Løkken, min far var fisker det var farfar også. Farfar og farmor
havde begge børn med i ægteskabet, tilsammen 13 børn, og det
var et ret barsk liv de førte. Farfar og min far var meget på søen,
det skulle være barsk vejr før de måtte blive inde. Havet som også
tog mange gode søfolk på må og få, var en farlig arbejdsplads. Der
var mange børn der ikke så deres far komme hjem fra havet, og
hvor moren måtte gifte sig med en ny mand bare for at overleve.
Det var jo en tid hvor den offentlige hjælp ikke fandtes og hvor det
at have et arbejde var guld værd. Det var i efterkrigsårene, man
havde ikke de store muligheder som arbejder og viste chancen sig
for at få et arbejde, måtte man mange gange gribe den.
Min mor arbejdede på et af hotellerne i Løkken, som jo også var et
ferieparadis for de velstillede, vi boede i en lille lejlighed ved mine
bedsteforældres ejendom, tror nok at far kunne se, at de havde nok med at
skaffe føden selv, vi fik fisk til hvert måltid, det var kun om
søndagen, at der var noget andet.

Jeg kan huske, at når vi var i  Vrensted kirke om søndagen, var den var altid helt fuld af mennesker. Det var et meget religiøst samfund deroppe, man var meget troende i den tid. Jeg husker også, at far var farmors
kæledægge, når de andre brødre drillede ham, blandede farmor sig
altid.
Da jeg blev 4 år, flyttede vi til Kerteminde, hvor far fik arbejde på
en stor gård i nærheden, det var en dejlig barndom dernede – vi 4
drenge legede i skoven og på den forbudte klint, der var så mange
huller med dybt vand og sumpet, men vi kendte det jo, i dag er det
meste af klinten styrtet i vandet dernede, der kunne vi sidde i
timevis og se på skibene ude i bugten.

Jeg har sejlet til søs fra små skibe til større i 60-70-80erne med
udgangspunkt fra Svendborg. Med ophold på Sømandshøjskolen,
hvor man fik en god grundlæggende uddannelse som ballast til min
allerede kunnen. At kunne begå sig på havet, og med respekt netop
for dette i al slags vejr – med gode venner og kolleger. Jeg vil
fortælle om de skibe jeg sejlede på, og mit virke efter jeg gik i land,
håber det vil være med til at fortælle lidt om livet til søs, da der var
mange søfolk på Danske skibe.

  

Færgemanden: Sømænd har en ørering af guld, den skal han bruge
når han skal ud på den sidste tur med færgemanden, derfor er det
godt, hvis man har købt den oversøs, at få den vurderet, ellers
kommer man ikke med, hvis det er ”Nyrenberg kram”, og så skal
man tilbringe intetheden sammen med Redere, Toldere,
Embedsmænd og Skibshandlere, så kan man være heldig at komme
med, hvis man kan en god sømandshistorie.
Gerda Priva mit første skib efter sømandsskolen, nyudklækket
sømand, færgen fra Bagenkop til Kiel, for at mønstre i
Kielerkanalen, efter ankomst til Kiel og med en god appetit, finder
jeg en lille sømandsknejpe, bestiller mad hos damen, hvorefter hun
sigen, Wass wollen sie trinken?, ja ja nu er man sømand, hvortil jeg
siger Beer og hun henter mad og en cola, ja ja man starter ikke et
sømands liv ved at gøre opmærksom på at hun havde hørt forkert,
nå men så kommer damperen, jeg skal med som messedreng og
hvis der er tid tilovers så på dækket, vi sejler Leningrad – London
med træ , derefter tom til Leningrad, her var vi på besøg i
sommerpaladset og i cirkus, så flot, heroppe kunne man sælge
nylonskjorter til en god pris, når man sejlede forbi Bornholm kunne
man købe friskfanget laks for lidt sprut og cigaretter, skønt.
Kong Olav v: jeg var med denne vinteren 67-68, som
hovmestermath, en dejlig tid vi sejlede Kbh. – Oslo der var arbejde
til langt ud på aftenen, men helt sikkert var der fest og farver, når vi
var færdige med dette.
Embla: En Ørskovbygning, vi sejlede England-Sverige med soda og
trælaster til Frankrig.
Skipperen hed Foged, han var medejer af skibet, det var før, der var
noget der hed overtidsbetaling, når vi fejede og spulede lasten for
soda, og vi havde nyset blod i flere timer, var skipper vært ved en
portion rødgrød for arbejdet. Vi havde en Italiensk kok
Marie, hun var en ”bette vaps”, men flink, vi fik mest fårekød,
kalvefrikassé a la får. Marie var fra Napoli, hun var som ung
kommet galt afsted og fået et barn, derfor sejlede hun til søs, 30 år
efter jeg sejlede sammen med hende på Embla, mødte jeg hende
nede på Sicilien, det var en dejlig oplevelse.
Heathershus ex Mistralen: den mønstrede jeg i Trelleborg først i 68,
skipper var Louis, husker ikke efternavnet, han var ikke ombord ret
længe, vi fik en ny, han var skipper da motoren sprang i luften i
Gent, de prøvede at starte den på ilt, nå vi fik så skipper Jens Peter,
han havde ikke sejlet ret langt væk fra kysterne, ihvertfald sejlede
vi til middelhavet med landkending hele vejen? Hen på sommeren
69 kom Leif B Pedersen ombord som styrmand, der gik ikke lang tid
før han blev skipper, vi fik ny kvindelig kok i Thisted efteråret 69, vi
sejlede sammen 7 mdr. Så skiltes vore veje, og vi fik hvert sit liv, for
ganske få år siden mødtes vi igen, nu 45 år efter blev vi så gift.
Louis S: Mønstrede Louis S. i Varberg Sverige tidlig foråret 67,
skibet sejlede forskellige varer rundt til de små bygder på
Færøerne, og fisk derfra eller fra Island til Spanien, det var lidt
barsk at opleve Nordatlanten i dårligt vejr.
Helga Bewa: den mønstrede jeg i Rotterdam, et helt nyt skib der
lige kom fra værftet i Frederikshavn, her arbejde jeg i maskinen.
Grethe Beva: Den mønstrede jeg som matros, et fint lille skib, med
en satans masse Kakerlakker, jeg var der ikke så længe, faldt aldrig
ind i resten af besætningen, iøvrigt sejlede den 3 uger efter min
afmønstring op på Belinga, de eneste små øer der ligger ud for
Portugal, i stille vejr 10 sømil fart op på øen, skibet sank efter en
halv time.
Det skal indledningsvis siges at målet var at komme i
Fremmedlegionen og en makker og mig opsøgte et hyringskontor,
men vi var nok for fulde og da vi kom lidt til hægterne, var vi godt
klar på, at os i solen og på gåben, ja så var vi tilfredse, med at blive
bedt om at komme næste morgen, så det blev denne. (En flot
nybygget, ja ikke isbryder som det man kender, men et
forsyningsskib der var beregnet til bl.a. at forcere ret svær is, og
med en, størrelse og rækkevidde der lå noget ud over hvad tidens
skibe af den slags havde i sig. Hmm skibets data: Besætning 127
mand + 82 passagerer (evt: 250 -300). Længde 132,8 m; Brede
19,5 m; Hangar og cockpittet til to Sea King helikoptere. Antiroll
stabilisatorer Motor diesel Sulzer 9.000 x2 hk. 22 knob
Transportkapacitet 3.500 m3 stykgods; 250 m3 nedkølet fragt 1.900
tons brændstof to synkrone fremdrivningsmotorer, to AC / AC cyclo
converters og to 4160-volt 600 hestekræfter luft bobler
kompressorer. Luften absorptionskolbe er monteret og kontrolleres
fra styrehuset for at reducere skrog friktion under is brydnings
operationer og fungerer også som en propel. Samt er der et U-rør
typen roll stabilisering og krængning, som bidrager til at opretholde
skibets stabilitet under ugunstige vejrforhold. Et veludstyret
hospital, kommunikationsudstyr om bord består af VHF FM- skib til
skib eller – shore kommunikationsudstyr, globale maritime nødsikkerhedssystem, med VHF- AM for flykommunikationsudstyr, et
særligt Navigationskort værelse, som er blevet brugt af
videnskabsfolk og forskere til at overvåge forskellige is, vand og
vejrforhold og is operationer, og på alle tidspunkter, mindst et
besætningsmedlem ombord, er en rednings specialist. Hertil
kommer, når fartøjet er i Arktis, at der er læge sygeplejerske, +
laborant, isobservatør, to helikopter piloter og en helikopter ingeniør
ombord. Efter at være afsejlet fra Sydafrika, skibet havde været
med en last til styret dernede, det var første rigtige togt og med en
kontrakt der ville gøre selv den bedste ven misundelig, var jeg klar
til Sydpolen, det var januar. Vi skulle sejle til Buenos Aires hvor
meningen var, at der skulle lastes til Sydpolen, men der havde jeg
nok forregnet mig, med sådan en hyre var der nok mere i vente
end som så. Sandheden var, vi var på vej til Falklandskrigen, gik det
op for mig, tror da fanden hyren var som det, og efter hvad Skipper
sagde, havde man brug for, hvad der kunne gå ,om så de gik med
krykker, nå tænkte jeg det var vel ingen skam, og i givet fald var
der ingen der behøvede at få at vide, hvad jeg lavede, så
drengemod, havde jo været i Forsvaret næsten 10 år , så det var
ikke nyt, kun sproget nu vel, kunne de andre udlændinge forstå
dem, kunne jeg vel også, Helikopter havde vi to, vi skulle få de
satans Englænder til at holde sig hjemme på Øen, i februar -Marts
måned var det den mest almindelige opfattelse, at de dumme
Englændere havde ikke mod til at ro deres robåde den lange vej, og
hvis de endelig skulle have heldet med sig ,så kunne man bruge
bådene til at lave en bro ud til Los Malivas, det var en af tingende
der var i spil, med hensyn til moralen dernede, at det så gik så
forfærdelig galt må man græde over, al viden om den beskidte krig
ligger på Internettet, så det er der ingen menig i, at bringe den her,
men det var dødens forgård. I det forår, blev vi så sendt til opgaver
i det sydlige Georgia. Området og havnen i Grytviken, hvor de få
Englændere der åbenbart havde mod til at blive, de blev sendt
hjem. Tiden blev brugt til at transporterer en del af de 12000
drenge som skulle forsvarer Falklandsøerne mod de tåbelige
Englænder der ville komme i robåde fra England, set i bakspejlet
var det så ikke robåde de kom med, men Skipper sagde at de ville
blive sænket og lagt fra fastlandet til Stanley, jo 750 km hmm, som
underlag for en bro, jo moralen fejlede ikke noget, desværre gik det
ikke helt efter Argentina’s ønske. Vi havde så også den tvivlsomme
ære at leverer de 94 frømænd der i Port Stanley fordrev
Englænderne, og stor var glæden, da man hejsede flaget og Los
Malivas igen efter 100 år igen hørte til Fædrelandet. Nu var det jo
sådan, at det gik ikke helt så godt. Set i bakspejlet havde man ikke
brugt tiden på at lave den landingsbane så god og lang at man
kunne angribe robådene fra Øerne, det var fatalt, først at skulle
flyve 750 km, så det blev ikke hvad man regnede med, og som vi
husker, blev det en ret blodig minikrig.