af Niels Chr. Søndergaard Jensen, USA

Kilde:Lokalhistoriske Arkiver Løkken-Vraa

Mit navn er Niels Chr. S. Jensen, født den 11. april 1923 i Helledie, Kongsengene i Vrensted. Jeg bor nu i South Carolina, USA.

 

Jeg vil først prøve at fortælle om mine første oplevelser.

Efter mine forældres forklaring var jeg sat i pleje i Ingstrup hos en familie, som var min mors bedste venner fra hendes unge dage.

Så vidt jeg husker, var jeg ca. fire år, da jeg begyndte at blive transporteret mellem Ingstrup og Vrensted. Det foregik med toget for det meste. Der blev købt billet, og den blev overrakt til konduktøren, og han blev bedt om at hjælpe mig ud i Vrensted. Jeg sad så ved siden af ham og havde en vældig god udsigt ud af forruden. Det var ikke et langt tog, kun en påhængsvogn for andre rejsende. Konduktøren prøvede på at samtale med mig, men som lille var jeg vist ikke meget snakkesalig, men min madmor sagde, at hun ikke kunne stoppe munden på mig, når jeg først var kommet i gang. En lille smule mere om Ingstrup. Jeg fandt hurtigt mange venner i Ingstrup. Mange af naboerne var også i familie med min madmor, så turen gik flere gange ud at besøge forskellige. Mange af dem havde børn på min alder. Der er en ting, jeg husker tydeligt. Alle børnene kaldte mig Dutty. Jeg tror mit navn var vanskeligt for dem at udtale.

Nu vil jeg lige fortælle en lille hændelse i den anledning. Jeg var ca. 17 år, da min bror og jeg tilfældigt var til dans i Ingstrup. På dansegulvet var der pludselig en person, som råbte: “Der er Dutty!” Så vi fik en samtale om gamle dage. I Ingstrup begyndte jeg at dyrke sport og gymnastik, fordi sønnen var ivrig gymnast, så han tog mig med – for det meste til gymnastik i forsamlingshuset. Sønnens navn var Helmer, og jeg havde mange oplevelser sammen med ham. For eksempel tog han mig også med til Ingstrup
Meieri med mælk. Helmer kendte Ingstrup, så der blev snakket meget ture på disse ture.. Jeg fandt ud af, at han havde en kæreste i Ingstrup, og flere gange var vi på besøg og fik småkager m.m. Helmer blev senere gift med pigen.

Der var en ting, som jeg nød i fulde drag. Det var, når Helmer skulle ud og fodre alle hestene for natten. Han satte mig op i vindueskarmen lige over hvor alle hestene skulle drikke vand Jeg tror der var 9 heste i alt. Jeg fulgte også med i, når køerne skulle malkes. Der var ca. 30 køer, og der var 4 til at malke dem. Der var ingen elektricitet, så der var en flagermuslygte, som hang på en stålsnor, som de så skubbede frem, eftersom der blev malket.

Jeg kan her fortælle om noget, som skete under malkningen. Jeg havde selvfølgelig også en malkestol at sidde på under malkningen. Der var en ko, som skulle af med noget blødt, men den hostede samtidig, og jeg fik hele ladningen i ansigtet. Min madmor fik mig hurtigt under vandhanen. Ak.

Min første dag i Vrensted Byskole 1929

Nu vil jeg prøve at skrive om min skolegang som blev i Vrensted Byskole, hvor frk. Mikkelsen var lærer dengang. Min første skoledag var omkring 1. maj 1929. Jeg var tryg og godt tilfreds, fordi min ældre bror Knud tog mig helt ind i klasserummet og placerede mig på den forreste række lige foran den sorte tavle. Det blev min plads alle årene hos frk. Mikkelsen. Jeg vil da lige tilføje, at hun var en meget dygtig og statelig dame, som klarede alt så flot. Min sidekammerat var Gunnar Gade, skomagerens søn. Jeg husker tydeligt, at vi havde fået forklaret, at hver morgen, når skoledagen begyndte, skulle vi alle bøje hovedet dybt, standse og sige pænt godmorgen, og omgående gå til vores pladser. Skoledagen begyndte med morgensang og bibellæsning. Hver dag var der selvfølgelig læsning, skrivning og regning. En gang om ugen var der gymnastik og tegning. Af alt i skolen var gymnastik og tegning mine bedste fag. En ting, som jeg aldrig glemmer, var den måde, vi lærte at tælle på. Frk. Mikkelsen brugte den træpind, som fandtes i en slikkepind. Vi var blevet bedt om at gemme dem til senere brug. Hun havde dem i forskellige bundter med elastik om. Det kunne være 10, 15, 20 og 25 stk. I vores skoletasker var der bl.a. et pennalhus, en regnebog, en danmarkshistoriebog og en tegnebog.

 

Jeg vil nævne en hændelse om en dag, vi skulle lære at skrive bogstaver. Vi fik udleveret en helt ny stilebog med forskellige farver. Mens frk. Mikkelsen delte ud, en til hver, begyndte jeg med det samme at skrive et stort A på første side. Jen vendte bladet til side 2 og skrev her et stort B. Jeg kom til 4. eller 5. side, og til min forskrækkelse fik jeg en ordentlig lussing. Det var den første og sidste lussing, jeg mindes. Nu må jeg sige, at frk. Mikkelsen også havde sine gode sider. En gang jeg kom en time for tidligt i skole, kom hun ud og tog mig med op i sin lejlighed, og mens hun spiste sin morgenmad, lærte hun mig klokken. Samme dag havde vi i skolen om at lære klokken. Jeg blev bedt om at tie stille i den time.

Vejen til skole

Vejen fra Helledie og op til landevejen var nærmest en slags markvej med en nogenlunde cykelsti, men for det meste måtte jeg trave til skole. Det hændte af og til, at min bror Knud tog mig på stangen, særlig i mit første år i skolen. Om vinteren, når det blev koldt og der var sne på jorden, havde jeg altid en madpose og en flaske mælk i rygsækken. Der var flere af skoleeleverne, som havde det samme, og vi altid i en rundkreds og spiste vores med og sludrede. På den måde kom vi til at kende anden meget bedre.

Det jeg hidtil har skrevet om skoletiden var de fire år hos frk. Mikkelsen. Derefter kom så hvad vi kaldte store klasse, som var hos Jensen, som efter min mening var en ældre herre. Hans familie boede også på skolen. familien var dengang fru Jensen, en søn Hans som var i konfirmationsalderen og en datter Bitten, som var på min alder.

Jeg vil sige, at gå i den store klasse var anderledes på mange måder. Frk. Mikkelsen havde jo allerede givet os en fin opdragelse i de første år Det var lige som om, at lærer Jensen gav os mere løse tøjler, men alligevel, skolegang var ikke min “cup of tea”. Jeg kunne bedre lide gymnastik og fodbold. Når vi havde sangtime. spillede lærer Jensen på violin. Engang i frikvarteret tog jeg violinen og gik frem og tilbage lige som lærer Jensen og strøg violinen. Jeg havde også taget hans galocher på. Nu troede alle de andre i klassen, at jeg nok ville få en ordentlig omgang, men til min og deres forbavselse skete der ikke noget: “Nå, du Niels, læg nu den violin tilbage i kassen og sæt dig på din plads”, og skolen gik videre.

En ting, som lærer Jensen var meget god til, var at fortælle om oldtiden. Han havde en masse forskellige flinteredskaber, og han fortalte om, hvad de var beregnet til.

Det skete af og til, at lærer Jensen måtte lade skolen, måske for at deltage i noget angående kirken. Det var altid i sidste time, hvor han skulle have læst historie for os. For det meste kom fru Jensen, og så læste hun op for os. Men ofte viste nogle af eleverne ikke nok respekt for fru Jensen, og hun endte med at klappe bogen sammen og forlade os, hvorefter vi gik hjem. Når vi havde lærer Jensen i sidste time, sluttede vi altid med at gå ud på gulvet, give ham hånden og sige pænt farvel.

Om sommeren kom tørvene til skolen. De blev kørt ind fra mosen af nabofolk, der havde heste og vogne. De efterlod vognene i skolegården, og vi skolebørn skulle så læsse tørvene af og bære dem ind i tørveskuret. I året 1936 begyndte jeg at gå til præst. Det var hos Aage Stevns i Vrensted, og vi gik sammen med elever fra Thise sogn. Pastor Stevns var godt kendt af alle i Vrensted. Han blev under besættelsen leder af en gruppe frihedskæmpere i Vrensted. Efter min konfirmation blev jeg hjemme i et par år, for så senere at komme ud at tjene. Første gang tjente jeg et år hos Kresten Larsen, derefter i Skøttrup og i Vittrup. I 1944-45 var jeg på Ryslinge Højskole.

 

Min tid i Canada og USA

Jeg rejste til Canada i 1951, og det samme gjorde mine venner, Egon Gade og Chris Pedersen. I 1955 rejste jeg til Californien, hvor min ældre bror Knud boede. Han forlod Danmark i 1950. Vi arbejdede sammen i flere år og boede også sammen. I de fem år jeg boede i Canada, havde jeg mange oplevelser. I 1952-53 havde vi tre venner fra Vrensted, Egon Gade, Chris Pedersen og undertegnede, arbejde ved banen i British Colombia, Canada, da vi ville prøve noget andet end landbrug. Efter et års tid besluttede vi os dog til noget helt andet. Vi talte kun dansk sammen, men vi tænkte, at hvis vi rejste hver til sit, ville vi blive bedre til engelsk. Jeg flyttede til Moose Jaw, Saskatchewan og begyndte som murerarbejdsmand. Mit arbejde var for det meste at sørge for blandemaskinen.

Egon fik for resten arbejde samme sted, men fik meddelelse om, at hans bror Andy, som boede i Redvers, Saskatchewan, var kommet på hospitalet og var meget dårlig. Egon besluttede sig så til at køre til Redvers for at hjælpe på farmen,som hans bror ejede. Desværre døde Andy efter meget kort tid, og derefter blev farmen Egons hjem. Omkring et år senere blev Egon og Andys kone, Anna, gift. Andy og Anna havde en søn på 6 år, som hedder Harvy, og de ventede et barn mere. Det blev en lille pige, som fik navnet Juanita. Senere fik Egon og Anna en datter sammen, så de har tre børn.

Nu tilbage til mine oplevelser. Jeg bleyv hos entreprenøren Graham & Son i 3 år. Jeg købte en lille campingvogn, som jeg kunne bo i og tage med mig. Det skete flere gange, at vor arbeide flyttede andre steder hen f.eks. til anden by. Vi boede i længere tid i byen Estev som lå 150 miles væk, så turen gik flere gange imellem Moose Jaw og Estevan, og jeg havde altid blandemaskinen med mig. På disse ture besøgte jeg gerne Olga og Svend Michaelsen også fra Vrensted, som boede på strækningen Jeg kørte også flere gange til Redvers om søndagen for at besøge Egon og Anna.

 

Chris Pedersen var i mellemtiden flyttet til Edmont, Alberta. Senere købte han et hus i Inisfail, Alberta, hvor han stadig bor. Vi besoger hinanden mindst hvert andet år. Turen tager en uges tid, og der er omkring 3000 miles.

Senere begyndte jeg at lære tømrerfaget hos det firma, som jeg begyndte hos i Moose Jaw. I 1955 fik jeg tilladelse til at immigrere til USA. Jeg læssede alle mine ejendele på lastbilen og kørte sydpå mod Los Angeles. Det var en meget spændende tur, som var på 14-1500 miles.

Mit første arbejde blev på et mejeri, som hed Knudsen Creamery. Når man var dansker, var det lige som om, at det var nemmere at få arbejde, selv om vinteren. Klimaet i Californien var meget anderledes end i Canada. I 1956 fik jeg endelig gang i tømrerfaget igen, så det har jeg arbejdet med op til 1985, hvor jeg fik min pension. Den får jeg stadigvæk, men jeg begyndte at købe og sælge huse. På den måde var der nok arbejde med at bygge om og sætte i stand. Min bror Knud blev også tømrer, og vi arbejdede for det meste sammen, men han døde desværre i 1990.

Jeg flyttede til North Carolina, til byen Lenore, og købte en lille ejendom på 30 tdl. Vi havde for det meste 9 køer.

Min første kone døde i 1976, og jeg blev så gift igen i 1982 med en dame fra North Carolina. Hun har fire børn, som alle er gift og selv har familie. Den ældste datter bor i Alberta, Canada, så det giver os en anledning til at køre til Canada engang imellem. Vi var i Canada i 2005 og besøgte dengang alle vores venner.

Jeg kan huske mange af mine skolekammerater. Der er enkelte, som jeg stadig skriver sammen med, og vi besøger også hinanden.

Der er flere fra Vrensted, som tog derover, men ikke alle var mine skolekammerater. Der er Svend Michaelsen, som bor i Calgary, Alberta, Canada, og der er Jens B. Korsbæk og hans kone Erna, født Holmen, som er i familie med Chris Pedersen. Vi har alle været sammen nogle gange, så går snakken for det meste om Vrensted.

Husker du din Skoletid 

Af Leo Helledie Sørensen, Aalborg, Købmand og medejer af produktforretninger og bor nu i Aalborg

Kilde: Lokalhistoriske Arkiver Løkken-Vraa

Den 7 oktober 2007 var jeg i Vrensted til åben arkivdag og fik en folder i hånden, hvor der stod “Skriv bare løs”, og det gør jeg så.

Jeg er i skrivende stund 77 år og født i Vrensted i 1930, så min skolegang har været fra 1937 til 1944.

Mine forældre var Søren Simoni Sørensen, kaldet Simoni Helledie, 1895-1955, og Magda Christence Christiansen, 1903-1991.

Min far var født i Vrensted og min mor i Århus, men hendes far var født i Vrensted.

Min far var barber og min mor damefrisør. De virkede i Vrensted i 40 år.

Første skoledag

Jeg husker ikke min første skoledag, men min mor syede en pose af blåternede køkkengardinstof, og den var snøret sammen med en snor i toppen. I den var mit træpennalhus med en griffel og ABC-bogem. Jeg er ikke sikker på den hed ”Ole Bole” dengang.

Øverste række fra v nr. 2 Svend Mørk nr. 3 Erik Kjeldsen nr. 4 Henning ( Hertas søn) nr. 5. Jens Ditlev ? nr. 8 Arne Christensen nr. 10 Poul Stevns nr. 12 Helge Christensen Anden øverste række f.v. Margit Vestergård nr. 2 Nelly Mikkelsen nr. 6 Lilly Andersen nr. 10 Hanne Stevns nr. 13 Inger Hansen 3. ø. række nr. 2 f. v. Otea nr. 5 Anni Christensen nr. 7 Vilhelm Gade nr. 8 Axel Bækgård nr. 10 Leo ( barberens) nr. 11 Svend (murer) 4. øv rk. fra v. Edel ? nr.2? nr. 3 Nanny Pedersen nr. 4 Edel Kragh nr. 5 Jytte Vestergård nr. 6 Kirsten Kjær nr. 8 Ellen ? nr. 9 Ingrid Nielsen nr. 10 Ella Nielsen? nr.13 Oda Kragh nederste række f. v. Bodil Pedersen? nr. 5 Thomas Larsen nr. 6 Vagner Gade nr. 8 Svend Kristensen Nr. 9 Lindhart Kristoffersen nr. 10 Jens Mørk – foto fra 1943-1944 fra Vrensted Byskole

 

Vi sad ved siden af hinanden to og to på en træbænk med en skrå pult foran os. Alle skolebænkene var lige store. De passede fint i 1. klasse, hvor vi gik de første fire år, men da vi rykkede op i 2. klasse, var der meget lidt plads mellem bænk og pult.

I skolestuen, som det hed dengang, var der træpaneler hele vejen rundt, og i nordsiden hang der billeder. I den vestlige skolestue, hvor 2. klasse hørte til var skolens bibliotek lige til højre for indgangen. Det var kun et skab. Videre var der lærer Jensens pult, og derefter et stort skab med bl.a. vores fysikting. Fra den bogsamling har jeg det eneste synlige minde om skoletiden. En pjaltet bog, uden rygbind, hvor der står: “1ste Præmie – Vrensted Byskole 1944 – A.J. for Leo Sørensen”. A.J. stod for Anton Jensen, som var vores lærer. Det var det år, jeg blev 14 år. I et frikvarter havde et par drenge taget flasken med kviksølv frem og tabt en del på gulvet. Vi lå med små papirstykker lommeknive og vore lommeknive for at samle det op, men noget løb ned mellem gulvbrædderne, det fik vi ikke fat i. I den nederste ende af lokalet var den store kakkelovn og ved siden af stod den store trækasse med tørv. Vi drenge skulle på skift to og to sørge for at hente tørvene, som opbevarede udhuset øst for skolegården. I udhuset var også toiletterne og lærer Jensens vaskehus og garage. Bil fik han vist først efter krigen. Til drengene var der et lille rum, hvor vi kunne gå ind og tisse op ad væggen. Jeg behøver nok ikke at fortælle, at der lugtede noget stramt, og fingervask var der ikke tale om. Længere inde i bygningen var lokummet. Jeg har kun set derind en enkelt gang, men jeg har aldrig siddet der, så hellere klemme lårene sammen.

 

 

Skolevejen

Den var let for mit vedkommende, for i 1939 boede vi på Stationsvej, og derefter flyttede vi til Vrenstedvej 493, Mejeribyen. Værre var det for de børn, der kom helt ude fra Søengene, som lå lige op ad grænsen til Thise. Deres far “Sø-Aage” var mælkekusk, så de kørte med ham ind om morgenen, hvor de skulle hjælpe med at læsse mælkejunger. Men om eftermiddagen måtte de selv trave hjem.

Lærere og skolefag

Frøken Mikkelsen husker jeg som en meget bestemt dame, men hun var nok som lærerinder flest dengang. Fra 1. klasse husker kun jeg fik en finger i klemme i døren til skolestuen. Jeg mistede senere neglen.

Lærer Anton Jensen var også en bestemt lærer. Der var kontant afregning en gang imellem, men de lussinger der faldt, var for det meste fortjent. Jeg var lidt dum til dansk, og jeg tror tror lærer Jensen betragtede mig som lidt doven til dette fag. Derimod kunne jeg fint følge ham i regning, så der var vi fine venner. Da jeg i 1944 fik førstepræmie, var det sikkert fordi, jeg var god til regning, men det kunne også godt være i geografi, som også var en af mine stærke sider. For det var vel ikke, fordi lærer Jensen ret ofte sendte mig til købmand Alfred Pedersen efter en pakke stangskrå?

Han lærte mig også at tegne, og mine skoletegninger er sammen med den pjaltede bog det eneste, jeg opbevarer som et kært minde om min skoletid og lærer Jensen. Mange gange i den sidste skoletime kunne vi overtale lærer Jensen til at hente fru Jensen, som så læste en god historie for os. Om sommeren kunne han ofte tage os med på en botaniktur ud i Præstens Skov, og jeg må sige, at jeg var en af dem, der holdt sig klods klods op ad ham, for det var fantastisk,, hvad han kunne fortælle om de forskellige planter. Stien ud til skoven var fuldstændig uberørt, så der var planter i alle farver. Kun en gang imellem drev Jens Ellitsgaards Mogens deres tre køer ud af stien til afgræsning.

En gang om året kom Pastor Stevns og hørte på.

Frikvarter – lege i skolegården, legepladsen, skolekammerater.

Vi havde kun skolegården at lege i, og så det lille hjørne ved siden af udhuset, hvor vi gravede små huller til kugletrilning. Kuglerne var af ler. Vi spillede også rundbold, men ellers hang vi bare over hinanden, og Gades Vilhelm elskede at gå rundt og trykke os ned. Skolekammerat var jeg med dem alle. Jeg havde ingen uvenner, men de rigtige gode venner, var nok mine fodboldkammerater. Fodbold spillede vi først i Thøgerslund og senere på pladsen ved Peter Ledet på Stationsvej. Mine kammerater udenfor fodbold var Ejner Pedersen, Arne Christensen, Vagner og Vilhelm Gade, Svend Nielsen, Christian (Kesse) Aagaard og Haakon Kragh.

Skolebøger, skoletasker, madpakker

Af skolebøger husker jeg kun ABCen, men jeg vil da tro, vi efterhånden også fik bøger om bibelhistorie, regning og geografi. Jeg tror ikke, vi havde skrivehæfter, det hele foregik med tavle og griffel, så vidt jeg erindrer. Madpakken bestod af rugbrød med leverpostej eller pølse. Vi fik ingen tomater eller andet grønt, og pålægschokolade var ikke opfundet.

Udflugter, ferie og fridage, skolefester, skolekomedier

En gang om sommeren var vi på udflugt. Et år gik turen til Lyngby Mølle, et andet til Vestbjerg Bakker. Turen foregik på ladet af vognmand Mathias Vestergaards lastbil med kreaturskravler, og så sad vi på træbænke, som bager Bedholm stillede til rådighed. Vi havde ferie, men jeg aner ikke hvor længe. Jeg husker ikke, hvad tiden gik med, men min mor og jeg tog gerne en tur til Randers for at besøge mine bedsteforældre. Det var for øvrigt det længste, jeg har været indtil mit 20. år. Min bedstefar, der var født i Vrensted, var værkfører i 40 år hos Vilh. Nellemanns cykelfabrik, som var det førende cykelfirma i disse år. Mine bedsteforældre forærede mig en splinterny cykel til min 7-års fødselsdag. Min første tur på cyklen foregik ned af stationsbakken, og min mor løb skrigende bagefter. Hun var bange for, at jeg skulle køre ud foran toget, men jeg fik drejet af på stationspladsen. I kartoffelferien deltog vi børn i kartoffeloptagning hos Chr. Rendbæk i Holmen og hos Chr. Lassen i Kærgaard.

Af skolefester havde vi kun den årlige julefest i forsamlingshuset. Det var vistnok 4. juledag. Vi fik her en lille godtepose med slik, et æble appelsin. Appelsiner måtte vi dog undvære under besættelsen. I festen deltog også Østre Skole og jeg husker, at lærer Brøckner Hansen sang for.

Konfirmationsforberedelse

I 7. klasse gik vi en gang om ugen til præst i Vrensted Præstegård hos Pastor Aage Stevns Der skulle vi lære nogle vers udenad, og det var jeg bestemt ikke god til, men konfirmeret blev jeg da. Til min konfirmation fik jeg en lysebrun habit, som var lavet af noget presset filt. Senere, da jeg i 1946 kom i lære hos købmand Poul Erik Christoffersen, havde jeg flere gode samtaler med Stevns. Han købte af og til rent kridt til tandbørstning, og det var der også få andre der gjorde. Man var begyndt at kunne købe tandpasta, men det var dyrt. Vi morede os lidt over en dame, som forlangte Gol-ga-ta, når hun skulle købe Colgate. Men de fleste klarede sig uden. Det forklarer nok, hvorfor så mange af de årgange fik forlorne tænder.

Sjove episoder og særlige oplevelser

Jeg begynder med lussingerne. Nu var lærer Jensen ikke en, der gik og stak lussinger ud til højre og venstre, men en gang imellem var der nok behov for det, hvad jo er ganske uhørt i dag. Lærer Jensen kunne ellers godt sætte sig respekt. Jeg spurgte en dag om fri kl. 11, for jeg skulle med rutebilen til tandlæge i Brøndersley, men Jensen mente, det var tidligt nok at gå 12 for at nå rutebilen. Så stak jeg af, og det betød, at jeg måtte indkassere rn lussing næste dag under de andre børns ikke helt lydløse fnisen. Da jeg fortalte det hjemme, var min mor parat til at sætte sig på cyklen for at komme ned og skælde lærer Jensen ud, men det modsatte min far sig og det løb ud i sandet.

Familien Jensen havde deres cykler stående i skolegangen og en dag var Gades Vilhelm og jeg de sidste på vej ind fra frikvarter. Vilhelm der var noget af en spasmager, bøjede sig cykel ned ved en cykel og ville ligesom for sjov løsne en ventil, hvad han i hvad han i virkeligheden ikke kunne drømme om at gøre. Han så ikke Jensen var på vej ind ad døren, og det kostede altså en lussing.

Et par drenge fra Bådstedhede havde en dag overskud i madkassen, og de par mellemmadder puttede de i den røde postkasse, der hang i skolegården. Det kostede en times eftersidning dagen efter, men det passede ikke de to gutter. så de stak af ud af vinduet. Det indkasserede de dagen efter et par lussinger for under alles påsyn.

En af de hårde vinterdage var de fleste børn fra klassen løbet ned på Kirkedammen i frikvarteret for at more sig på isen. Vi var nogle stykker, der nåede tilbage på vores pladser, inden frikvarteret var omme, og vi var tilskuere til, at Jensen stillede sig i døren til skolestuen og delte lussinger ud til drenge og piger som de trådte ind. Mon ikke han var lidt øm i hånden den dag, selv om dasket til pigerne var mindre end det til drengene.

Men tro nu ikke at alt var lussinger og ballade, set tilbage over årene, så var der kun få skærmydsler. Alt i alt var skoletiden en dejlig tid. Jeg gik alle 7-8 år i Vrensted Byskole, og her fik vi en grundig uddannelse. Senere gik jeg fire år på Løkken Handelsskole i forbindelse med min læretid, så det er den skolemæssige uddannelse, jeg har fået. Resten er autodidakt.

 

Fastelavn

Kilde: Lokalhistoriske Arkiver Løkken-Vraa

Jeg er en årgang 1944. Jeg er født og opvokset på ejendommen Roden i Aasendrup.

Fastelavn var noget vi børn så frem til i et godt stykke tid. Vi snakkede om og planlagde, hvordan vi  skulle være klædt ud, og når Brugsen havde fået fastelavnsmasker i papmaché hjem, var vi inde og udvælge en under stor omhu.

Når vi taler om udklædning var det for det meste som en gammel kone eller måske en landevejsridder eller til nød en skorstensfejer sådan som jeg husker det. Det kunne også bare være noget med at vende vrangen ud på noget gammelt voksentøj. Man måtte frem for alt være godt klædt på, for der var jo som regel koldt i februar.

Vi skulle også have forberedt en raslebøsse. Det var en blikdåse, hvor der blev lavet en sprække til pengene. Der kom et par to-ører i, for at den kunne rasle fra begyndelsen af.

Fastelavnsmandag havde vi fri fra skole, så om formiddagen klædte vi os ud og tog masken på. Så gik vi fra gård til gård og fra hus til hus. Undervejs mødte vi måske andre børn, som vi fulgtes med videre.

Vi gik til dem, vi sådan kendte, og så sang vi “Boller op, boller ned”. Det gav nogle småpenge og en hjemmebagt fastelavnsbolle. Dem havde konerne bagt, for man ventede jo besøg, og så skulle der fastelavnsboller til. Sommetider fik vi bolcher eller sukkerknalder. Det var jo ikke godt at vide, hvilken ballade det ville medføre, hvis fastelavnsnarrerne ikke fik noget! Den dag i dag strejfer tanken mig, som regel op til fastelavn, at jeg vist bør have fastelavnsboller klar.

---

Hos dem vi besøgte, blev der af og til holdt lidt sjov og man forsøgte, at få os til at tage masken af og man gættede på, hvem vi kunne være. Jeg husker ikke enkeltheder, og det har nok ikke været så meget, som vi i fantasien gjorde det til.

Et problem var det, at vi ikke kunne spise boller med masker på, så det var med at få bollen i hånden og så spise den, mens vi gik videre og kunne tage masken af. Nogle steder insisterede man på, at vi spiste bollen i huset, og så måtte vi jo tage masken af, og give os til kende.

Min mor og far har fortalt, at i begyndelsen de var gift, kom der et par store nabobørn på fastelavnsnar. Mor og Far var i stalden, og fik dem lokket ind i roerummet og lukkede en låge for. Så måtte de lægge masken, før de blev lukket ud igen. Der har sikkert været meget spas ud af det besøg.

Mandag formiddag gik med at gå på fastelavnsnar, og så var papmasken også godt opløst omkring næse og mund af det varme og fugtige åndedræt og af at forsøge at spise fastelavnsboller gennem den lille sprække. Ved hjemkomsten blev det økonomiske resultat gjort op.

Om eftermiddagen cyklede vi så til Vrensted Forsamlingshus for at slå katten af tønden. Jeg husker ikke så meget om det, ud over at det vist var nogenlunde som nu. Der var nok ikke så meget slik i tønden. Vi fik i hvert fald en fastelavnsbolle fra bager Bedholm, og det var jo noget andet end de hjemmebagte. En sodavand vel også, og bagefter var der sanglege og dans til harmonikamusik.

Det var hvinende koldt at cykle hjem i den sene februar eftermiddag, hvor dagene var blevet længere, men vinteren til gengæld på sit strengeste.

 

 

 

Kilde:Lokalhistoriske Arkiver i Løkken-Vraa

Musikken i min barndom af Åse Hyldgaard musikterapeut f.1952 I Åsendrup

 

Jeg er født i 1952 på gården Roden i Åsendrup som ligger på Hulbakvej nord for Vrensted. Mine forældre var Verner og Kristine Hyldgaard Pedersen

Min storesøster hedder Kirsten og bor i Furreby. Hele vores barndom boede vi på Roden. Jeg gik i Vrensted Skole fra 1959, hvor den nye skole blev taget i brug, og derefter i Løkken Skole fra 1966 til 1969, hvor jeg fik min realeksamen og flyttede hjemmefra. Jeg blev uddannet sygeplejerske i 1981, og fra 2006 til 2011 uddannede jeg mig til musikterapeut på Aalborg Universitet. I forbindelse med studiet skulle jeg skrive en opgave, der hed Min musikalske identitet”. Følgende er et redigeret uddrag derfra, som handler om musikken i min barndom.

Musik der tilhører tid og kultur.

Mine første erindringer om musik er fra mine forældre. Fra min mor husker jeg, at hun sang “Den lille Ole med Paraplyen” , når jeg skulle sove Jeg kunne godt høre, at hun ikke sang melodien helt rigtigt, men jeg nød alligevel, at hun sad stille og sang for mig. Fra min far husker jeg, at jeg altid kunne høre, hvor han var, for han fløjtede, når han gik i stald og på mark. Engang jeg var med ham ude på engen, blev jeg så træt. Så lavede han en seng ved bækken til mig af nogle gamle sække. Der lå jeg i læ og lyttede til vandets rislen, vindens susen og lærkernes sang, der blandede sig med min fars fløjten, mens han gik rundt og reparerede hegnet, så køerne kunne komme på græs. Jeg kan ikke komme i tanker om et sted, hvor jeg har følt mig mere tryg.

Ellers var musik noget vi hørte i radioen da jeg var barn. Om tirsdagen var der børnenes kvarter, og kendingsmelodien var temaet fra “Drømmebilleder“ af H.C. Lumbye. Til mine dages ende vil det tema betyde eventyr for mig. Må de spille det for mig, når jeg bliver gammel og ikke kan huske andet! Om torsdagen var der gammeldags dansemusik med Bror Kalles Kapel. Det hørte mine forældre altid, og når de spillede “Skæve Thorvald”, dansede jeg rundt og rundt, til jeg blev helt svimmel og trimlede omkuld. Bagefter kom der torsdagskoncert; det var klassisk musik, men så blev der slukket for radioen hjemme hos os. Søndagen var det bedste. Da var der Giro 413 fra klokken tolv til to Det hørte vi altid, mens vi spiste søndagsmiddagen. En veninde af mig nævnte forleden sangen “Mit barndomshjem”, der blev sunget af nogen, der hed Lørdagspigerne. Intet kan som den sang bringe mindet om steg med brun sovs frem i mig. Et paradoks var, at når vi havde spist, skulle der skrues ned for radioen, for så skulle min far sove til middag. Så sad jeg med hovedet inde i radioen for at høre det sidste. Når min far vågnede, fortalte jeg ham hvilke sange, der var blevet spillet, mens han sov, men han havde altid hørt dem alligevel. Det kunne jeg ikke forstå. Som voksen har jeg afprøvet teknikken, og det kan faktisk godt lade sig gøre. Det er det, man kalder at “powernappe nu om dage. Det fungerer gode til Giro 413.

Danse gjorde jeg også til juletræsfest i Vrensted Forsamlingshus. Udover at danse om juletræet og synge salmer blev der leget sanglege som “Bro Bro Brille” , “Tornerose” ,”Jeg gik mig over Sø og Land” og “Så går vi rundt om en Enebærbusk “. Bagefter sanglegene var der dans, og der var et orkester, der bestod af tre personer, der spillede harmonika, trommer og banjo, tror jeg. Jeg elskede at høre dem spille. Så dansede vi alle sammen “Skomagerpolka og Fynsk Polka” og en dans som hed “ Den toppede Høne”, som man dansede til sangen “Lange nok har jeg Bondepige været”. Til den dans skulle man være tre personer, som dansede rundt i ring. Det er børnelærdom, som jeg ikke glemmer, og jeg forsøger al lære de sange videre til mine børnebørn, for jeg støder tit på unge mennesker, der ikke kender dem, og det gør mig trist. I mit nye erhverv som musikterapeut, hvor jeg laver musikaktiviteter for ældre mennesker med demens, er det guld værd at kunne dem, de giver lys i øjnene hos selv de mest glemsomme. Min far havde som regel en gammel harmonika, som han spillede på af og til. Han spillede mest tidens populære sange. Når jeg havde hørt dem tilstrækkelig mange gange i radioen, kunne jeg dem udenad og sang til. Alle vores gæster ville gerne høre det. En meget populær sang var en, der hed “Fiskerpigens Sang”. Den kunne jeg udenad, og da vi var til konfirmation hos naboen, gav alle gæsterne mig femogtyveører for at synge den. Først var jeg kostbar, det var jo sin sag at synge uden musikledsagelse, men en ung mand, der var onkel til konfirmanden, lovede at han ville synge med på sidste vers, hvor sømanden kommer hjem, ligesom de gjorde i radioen. Men han svigtede mig og sang ikke med. Det var min første skuffende erfaring med performance!

Da jeg blev lidt større fik jeg en legekammerat, som var glad for at synge. På det tidspunkt havde min storesøster fået en radiogrammofon, og alle hendes spare penge gik vist til grammofonplader. Fra den lærte vi en masse sange udenad, og legede sangerinder, når vi var hjemme hos mig. Hjemme hos min legekammerat havde de klaver. Det tiltrak mig som en magnet, og min legekammerat blev irriteret, fordi jeg kunne sidde i lang tid og spille på det. Når jeg ikke engang kunne spille! Hun gik til spilleundervisning hun vidste i hvert fald bedre. Jeg plagede min far i flere år om at få et klaver, og på et tidspunkt købte en af mine voksne fætre et brugt klaver på auktion. På en eller anden måde havnede det hos os. Da var jeg 12 år, og jeg begyndte at gå til undervisning hos en spillelærerinde, som boede i Stenum. Jeg kunne noder allerede, for en ung og entusiastisk skolelærer havde i en periode forsøgt at at lære min klasse at spille blokfløjte.

Klaverundervisningen blev en stor succes for mig jeg elskede det og øvede mig en halv time hver morgen, før jeg gik i skole, mens mine forældre var i stalden. Undervisningen sluttede da jeg var 16 år. Det var det år, jeg skulle til realeksamen, og mine forældre mente vist ikke jeg havde tid længere. Da havde jeg lært at spille sangene i Højskolesangbogen, lettere klassisk musik som Lumbye, Strauss, Mozart og Mendelssohn, men mest af alt havde jeg lært at spille såkaldt salonmusik som f.eks. “ Aftenklokkerne “, og fantasier over julesalmerne. Det er også en erfaring, som jeg har haft glæde af i mit arbejde på plejehjem. “De gamle aftenklokker “ bliver ikke sjældent efterspurgt af ældre mennesker. De bringer minder frem om en svunden tid.

Udvikling af personlig musiksmag 

I mellemtiden havde jeg også fået andre interesser. I radioen havde jeg hørt Oscar Petterson spille sin Hymn to Freedom. Hos en boghandler havde jeg fundet noden og lærte mig at spille den, selvom den var helt anderledes end det musik, jeg plejede at spille. Jeg havde jo hørt den jazzede lyd i radioen og efterlignede den. En dag tog jeg noden med til min spillelærerinde. I disse racismepolitisk korrekte tider vil jeg ikke referere hendes kommentar, men hun roste mig at have lært den og syntes vist også, den ganske god. Den er i hvert fald svær. Jeg har efterprøvet den for nylig.

Den afstedkom dengang ikke nogen ændring i repertoiret fra min spillelærerindes side, det vil kræve hårdt arbejde af mig hvis jeg nogen sinde skal komme til at spille jazz på klaveret. Jeg må klare mig med det, jeg indtil videre har samlet op undervejs, men jeg lytter gerne til do type jazz, når lejligheden byder sig.

Til min konfirmation fik jeg en guitar, eller rettere jeg købte en for mine gavepenge. Jeg vaklede længe mellem en guitar og en violin, men i mellemtiden havde årstallet sneget sig op midt i tresserne, og Beatles var kommet frem. Jeg valgte guitaren. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af at spille på den, men min spillelærerinde havde åbenbart andre talenter end klaveret, så hun viste mig, hvordan jeg skulle spille akkordspil. Da jeg først fattede systemet, klarede jeg mig godt med en gribetabel og lærte at spille og synge tressernes sange We Shall Overcome og Where Have all the Flowers Gone og andre af samme type.

Omkring den tid, hvor jeg begyndte på klaverundervisning, holdt fjernsynet sit indtog hjemme hos os. Jeg ved ikke, om det var klaverundervisningen eller fjernsynet, der dengang transmitterede store operaer og koncerter, der åbnede mine ører for klassisk musik, men det var nok begge dele. Jeg blev meget glad for klassisk musik. Selvom jeg aldrig har sat mig særlig meget ind i hverken musikken eller komponisterne, så er den mit førstevalg, når jeg skal høre musik herhjemme. Set i forhold til min opvækst er det lidt besynderligt, at jeg skulle komme til at holde af klassisk musik, for det var der jo ingen i mine omgivelser, der gjorde. Og dog – på en eller anden måde fik min søster anskaffet et par grammofonplader med klassisk musik. Det var Mozarts “Eine kleine Nachtmusik”og “Måneskinssonaten”af Beethoven. Jeg må have hørt dem rigtig mange gange, for jeg kan stadig høre dem for mit indre øre, selv om jeg ikke har hørt dem i lang tid.

Ja, barndommen er en tid hvor både sind og sanser er vidtåbne for alle slags indtryk – både gode og de mindre gode – men heldigvis husker vi bedst de gode, og dette var lidt af de gode minder, jeg har om musikken i min barndom. De gav mig erfaringer, som jeg på mange måder har kunnet bruge i mit nuværende arbejde som musikterapeut for ældre mennesker med demens.

 

 

 

Kilde: Lokalhistoriske Arkiver i Løkken-Vraa

Lilli er født Westergaard. Arbejdede en tid hjemme, var 3 sæsoner på Rønshoved Højskole, først som elev, senere som stuepige og bager, ansat i 6 år på Vrensted Skole som bl.a. rengøringsassistent, har i 24, 5 år været sygehjælper på Brønderslev Sygehus. Gift i 1955 med Hans Hansen, bosat først på Kraghede og nu i Vrensted

Jul i min barndom

Jeg er født i Tømmerby i 1931 på Langagergaard liggende lunt neden for Hammerbakken. Vi flyttede til Nørregaard i Stenum, da jeg var 3 år. Der tråde jeg mine barnesko. Vi var nok ikke så traditionsbundne i min familie, kun julen måtte der ikke gerne røres ved. I december måned fik vi i skolen bestillings sedler på bøger, blandt andet “Ved Julelampens Skær og “Historiebogen Børnenes Julebog’. Det var meget spændende, når disse sedler kom, det smagte lidt af jul. Bøgerne skulle gemmes til læsning i juledagene.

De første juleforberedelser var gerne lægning af dej til brunkager, så den var klar til en dag det var lyst i vejret. Med mange børn i huset kunne dejen godt skrumpe ind, den smagte godt. Vi bagte i læssevis af kager og pebernødder. Jeg har ikke kendt andet slik til jul, vidste ikke at slik hørte til, men vi fik æbler hver dag. Juleøl fik vi hjem i en mælkespand på 30 liter. Den blev senere fyldt op igen til nytårsdagene. Vi fik kun sodavand til sommerudflugten. Der skulle sørges ekstra godt for dyrene til juleaften. Mor sagde, at denne specielle aften kunne dyrene tale sammen. Jeg husker, at jeg gik ud i stalden for at blive overbevist og hørte ikke en lyd. Mor sagde, at jeg ikke havde lyttet godt nok efter.

Vi skulle også sørge for, at alle markredskaber var rengjorte og inde i vognskuret, inden vinteren kom. Stod der en plov ude i marken, kunne man risikere at Jerusalems skomager satte sig på den. Jeg tænkte tit som barn, hvordan han mon så ud, og hvad man kunne komme ud for. Men stod redskaberne ude, var det i hver tilfælde noget, der blev snakket om.

Ind under jul blev der slagtet gris og ikke at forglemme fjerkræ . Vi leverede blandt andet gæs til Hjørring Sygehus, og det var mange.

Aftenen før juleaften kogte vi grønkål, og vi skurede og ferniserede køkkengulv. Først juleaftensdag lavede vi den egentlige julemad. Vi begyndte med at bage finbrød. Derefter kom gæssene i ovnen, og rødkålen blev kogt. Til dessert fik vi saftbudding med cremesovs, der var en mandel i.

Juleaften gik vi alle om juletræet og sang masser af julesalmer. Vi fik en enkelt pakke hver, ikke noget overdådigt. Derefter spillede vi for skellige spil.

Julemorgen efter malkningen fik vi kogt øl og rullepølsemad. Til frokost fik vi grønlangkål med flæsk og pølse. Hos os var julen en hjemmets fest, og det eneste vi deltog i var juletræet i forsamlingshuset. Juledagene var det rene slaraffenland, da vi kun skulle røgte dyrene. Hver dag kom der dog en del drenge fra byen. De hjalp til i stalden mod at komme med ud at ride på hestene. Vores købmand havde julepyntet et vindue, den rene magi, vil jeg kalde det. Lidt mos, et par sten med nisser og andet troldtøj. Vi stod og trykkede næserne flade på ruden. Et forunderligt syn, som jeg mindes, som var det i går. Allerede første juledag om aftenen, Sct. Stefans aften, kunne vi lave løjer i beskedent omfang. Først nytårsaften blev det store skyts kørt frem. Møgbører i nabolaget blev fjernet, og karlekammersenge blev væltet, om der lå nogen deri betød mindre. Det vildeste skyts vi havde, var knaldperler og hundeprop pistoler med propper, der ikke kunne gøre en kat fortræd. Jeg mindes, at når julen og nytår var ovre, ja, så var de første dage så triste, akkurat som nutidens børn synes i dag.

 

 

 

Min barndom i Vrensted og Ingstrup

Kilde: Lokalhistoriske Arkiver i Løkken-Vraa

Fortalt af Niels Chr. Søndergaard Jensen, USA i 2012

 

 

 

Jeg er født i 1923 og opvokset på gården Helledie i Vrensted, og i 1951 emigrerede jeg først til Canada og siden til USA.

Min barndom kan jeg huske meget af, men det største besvær er at skrive på dansk efter så mange år. Til dette har jeg fået teknisk bistand nf min niece, Kirsten, i Løkken.

Vi var seks børn i Helledie, og vores forældre var Anne Marie og Kristian Jensen. Mine søskende var Kristine, Else, Knud, Erik, Inger, og jeg var selv den yngste.

Delt mellem to hjem

Jeg har to sæt barndomserindringer fra henholdsvis Vrensted og Ingstrup. Det skyldes, at jeg tilbragte de første år af min barndomstid i Ingstrup hos Elna og Kresten Jensen Søndergaard, fordi min mor var indlagt på hospitalet i en længere periode. Min nærmeste storesøster, Inger, var også sat i pleje hos vores bedstemor på min fars side. Det var på gården Raalund i Stenhøj. Far var så alene med de fire ældste børn. Grunden til, at jeg kom til Ingstrup, var den, at Elna var min mors ungdomsveninde, og jeg var der, fra jeg var et halvt år, til jeg var omkring fire, og senere i ferieperioder.

På tur

I den periode var familien lejlighedsvis samlet i Raalund eller i Helledie, og også i Ingstrup. Turen frem og tilbage foregik med hest og landauer. Det var skik og brug at køre tur om søndagen. Så blev den fine vogn vasket pænt ren, og der var også et fint seletøj, som blev blankpudset. Det var som om, hesten også mærkede, at det var noget særligt. Når vi kørte hele vejen til Stenhøj med hest og landauer, havde vi en fodpose for hvert sæde, og den var indvendigt foret med lammeskind. Det var dejligt varmt. Når vi var fremme, kunne vi få hesten på stald på mejeriet, hvor bedstemor boede lige overfor, men vi skulle have foder med hjemmefra.

Den slags begivenheder skulle arrangeres uden for mark sæssonerne. Dyrene skulle også passes og det var vores nabo, som hjalp med det. Engang regnede det hele vejen hjem og vi frøs rigtig meget. – Vi kørte også på besøg hos min onkel Jens Jensen i Hæstrup

 

I pleje i Ingstrup

Mine plejeforældre, Elna og Kresten, havde børnene Helmer og Emilia, som var en halv snes år ældre end mig. De havde desuden en stor familie som også havde børn på min alder. Hver gang nogen havde fødselsdag var der altid stor komsammen, det forekommer mig, at der altid var fest.

Når Elna og Kresten skulle i byen om aftenen, havde Emilia og Helmer deres venner på besøg Elna og Emilie spillede på klaveret, og så var der fest og glade dage med sang og dans.

På nabogården boede min morbror, Erik Søndergaard. Den familie kom vi meget sammen med, og vi delte mælketur. Min mormor boede også i Ingstrup, så i mine øjne var det en skøn og god tid.

Jeg husker, at Helmer på et senere tidspunkt var indkaldt som dragon i Aalborg og Emilia og jeg besøgte ham engang. Vi gik over Limfjordsbroen og tilbage igen. Som jeg husker broen, var det en flydende bro, og det kostede i hvert fald fem øre pr. person at krydse den. Min plejefamilie havde en større gård end mit hjem, så der var mange ting at lære og opleve i en tidlig alder, og jeg var med i alt, hvad der foregik både i familie- og arbejdsforhold.

Der var ikke elektricitet eller badeværelse, men dog en telefon. De havde en stor petroleumsmotor med et meget stort svinghjul, og jeg havde fornøjelse af at kigge på, når den skulle startes. Så skulle der tærskes korn, og Helmer skulle lægge negene i tærskemaskinen.

Jeg fulgte også med hos køerne, når der skulle malkes. Det gjorde Emilia sammen med en tjenestepige og en karl. Helmer så efter hestene, og også her var jeg med Om sommeren red vi af sted, når hestene skulle ud på græs. Helmer sad på den forreste, og jeg på den bageste. Det var en gammel, trofast hest, og den gik stille og roligt frem. Jeg tror den vidste, at den skulle passe på lille mig. Den blev kun brugt til enkelte ting, som at radrense roer, og Helmer sagde, at det var den bedste hest, de havde haft.

Når hestene kom ud til kæret, blev de tøjret med hvert sit reb, og Helmer skulle flytte dem, når de havde ædt det græs, de kunne nå. Han var altså hyrdedreng, og jeg lærte en hel del af ham den gang. Der var også andre hyrdedrenge i området, og når de havde tid, kom de sammen, og de havde forskellige talenter. En kunne lave en fløjte af de sivstrå, som groede der. En anden kunne tegne, og jeg husker endda, at der var en, som havde harmonika og mundharpe, så der foregik altid noget på disse ture.

Hjemme i Vrensted

Jeg skulle jo også lære min familie i Vrensted at kende Helmer var meget flink til at tage mig på cyklen og køre til Vrensted. Det er de tidligste minder jeg har. Da jeg var fire år, kunne jeg rejse alene med toget, for Aabybro banene kørte imellmem Ingstrup og Vrensted, og der var altid en af mine søskende til at møde mig på stationen. Da jeg var den lille, blev jeg meget forkælet. For eksempel var der konkurrence mellem mine to ældste søstre om, hvem jeg skulle sove hos om natten. Jeg var meget tilfreds, for jeg var glad for dem begge to, Brødrene kom i anden række. Jeg husker engang under et besøg hjemme i Helledie, at far havde bestemt sig for, at vi børn skulle fotograferes, nu da vi alle var samlet men jeg havde ikke det rigtige tøj med mig. Det endte med, at jeg lånte noget af min søster, og da vi så alle stod foran fotografen, sagde jeg det til ham, at jeg havde min søsters bukser på og trak ud i elastikken på dem.

 

Historier om mine brødre

Mine ældre brødre, Erik og Knud, fortalte mig om flere hændelser i Helledie, som nok kunne få mig til at spærr øjnene op. De var engang ved at køre møg ud i marken. Far havde en daglejer til at hjælpe til, og det var ham, der kørte læsset. Erik og Knud var med for at hjælpe med aflæsningen. Da de var færdige, blev de sat op i vognen, men i samme øjeblik stak hestene i galop med de to drenge. Erik besluttede at smide sin yngre bror af straks, men var så uheldig, at hans hoved ramte en sten. Knud skreg i vilden sky, og Erik måtte springe af vognen for at komme ham til hjælp. Så var det daglejerns sag at løbe efter hestene, det bedste han kunne. En anden gang havde de lige fået hestene spændt for og hoppede op i vognen. Så løb hestene atter i fuld gallop i retning af vores nabo.  Da de nåede ind i naboens gård væltede vognen helt omkring med hjulene opad, med Erik under den. Han blev indlagt på Hjørring Sygehus, men slap med en bræekket arm. De fortalte også om engang, de skulle hakke kålrabi i roerasperen. Knud skulle holde på roen  mens Erik drejede håndtaget. Knud var så uheldig at få sin højre lillefinger slemt skrællet. Far måtte hurtigt få ham til doktor Weywade i Løkken for at få fingeren syet sammen. Far lovede Knud en flot skindhue, hvis han ville lade være  med at græde, mens doktoren syede i fingeren. Knud var ganske tavs, men der skete det slemme, at lægen syede forkert, så neglen sad nedenunder fingeren. Lægen  gjorde det om for at få neglen til at sidde rigtigt. Lillefingeren blev aldrig helt god igen, men Knud fik sin vel fortjente skindhue. Erik havde også et uheld. Engang var pigerne efter ham, og han løb gennem  gården. Da han ville kigge sig tilbage, løb han ind i en slåmaskine, hvor kniven var løftet. Han skar sin hage meget slemt, så doktoren måtte sy den sammen, og han havde et ar for resten af livet. Jeg selv havde også et uheld engang på vej hjem fra skole på cykel. Det gik jo så hurtigt som muligt, og netop den dag kom Theodor, en mand fra nabolaget, cyklende. Han svingende fra den ene side af vejen til den anden. Det endte med vi ramlede sammen og hans forhjul knækkede sammen i et ottetal. Den ulykke kunne han ikke glemme, og hver gang han så mig, råbte han at jeg skulle betale for hjulet. Far måtte have en lille samtale med ham, inden den sag var glemt. En gang havde Theodor været på sygehuset Brønderslev. Da han var kommet hjem, var han henne i Vrensted Bymølle, som min far og mine brødre ejede dengang. I møllen var der en elevator med et reb, som man skulle rykke i for at få den op og ned. Theodor ville fortælle om sit ophold på sygehuset, hvor han havde holdt en masse  sjov med sygeplejerskerne. Mens han for talte, kom han til at rykke i rebet til elevatoren og var uheldig at falde helt ned i kælderen. Erik måtte i stor hast ringe efter Falck, som som kørte ham på sygehuset igen. Det var for det meste Knud jeg holdt sammen med. Han havde mange spændende ting for, og när han skulle nogen steder, kunne jeg sidde på stangen af cyklen, men de fleste gange prøvede han at komme af sted uden mig. Mens jeg var lille, fik vi en hund, der fik navnet Knold. Han var min bedste ven. Han fik navnet fordi vi holdt ugebladet Hjemmet med tegneserien om Knold og Tot, som mor eller mine søstre læste højt for mig. Knold ventede oppe ved enden af vores vej, når jeg kom hjem fra skole. Han havde fødselsdag den 24. juni og fik han et stykke lagkage med flødeskum. Han levede mange år.

Hyrdedreng i Ingstrup kær.

Turene i Ingstrup kær, da jeg var lille, og samværet med hyrdedrengene var en rig lærdom for mig. Da jeg blev 14 år, blev jeg selv hyrdedreng på gården, hvor jeg havde været i pleje. Min betaling for sommeren var 100 kr. og et par træsko.

Efter min skolegang i Vrensted blev jeg hyrdedreng hos Kresten og Elna Søndergaard i Ingstrup. Det var det samme sted, som jeg var i pleje i mine første barndomsår.

Nu blev det jo lidt anderledes, for jeg skulle lære at sørge for omkring 30 køer. Det første jeg skulle lære, var om hvordan disse køer skulle kobles sammen. Kresten mente, efter to uger, at der var på tide at starte på det, så nogle dage gik med at finde reb, grimer, tøjler og kølle til at slå tøjret ned med. Når ellers alt dette var sørget for, gik det faktisk meget nemt. Der var en ko, nr. 1, som var håndkoen, hun vidste mere, end jeg gjorde. Alle køerne var egentligt koblet til den, der var således fire i hver række, og så videre til de fire bagerste.

De første dage løb køerne mere i galop, end de gik. Det var en lang tur til kæret, det tog 20 minutter. Jeg tøjrede køerne en ad gangen ved at hamre pælen i jorden med køllen.

Mange gange kunne jeg blive ude ved køerne, hvis der ikke var andre ting at foretage sig på gården. Køerne skulle jo flyttes hver time, men kl. 12 var jeg hjemme til middag i en time eller to. Der var for det meste andre opgaver, der skulle udføres, inden køerne skulle hjem helst inden kl. 5.

Der var en ting, som jeg fik meget grundigt forklaret, og det var, at jeg skulle passe på toget, når jeg skulle krydse banelinjen, der gik over vejen ned til kæret.
Når jeg havde fri hver tredje søndag gik turen gerne hjem til Helledie i Vrensted for at være sammen med forældre og søskende. Der var noget jeg ikke var stolt ved. Når jeg skulle cykle til Ingstrup sent om aftenen, var jeg altid bange for at køre forbi et lille skovområde på vejen. Jeg forestillede mig, at grenene, som hang ud over vejen, prøvede at fange mig. Det fortalte jeg til min mor i al hemmelighed. Hun foreslog, at jeg kunne vente med at køre hjem til Ingstrup tidligt næste morgen. Det gjorde jeg så og måtte derfor stå tidligt op for at nå mine pligter.

Jeg blev glad for Ingstrup og gik til fodbold og gymnastik, og jeg kan huske, at når jeg kom hjem om aftenen, havde Elna Søndergaard altid sat et eller andet på mit natbord. Det kunne være rødgrød med mælk eller kage af forskellig slags og sodavand. Hun var altid god ved mig på mange måder, og hun var meget gemytlig. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at hun var den bedste til at fløjte, jeg nogensinde har hørt, og hun kunne også synge. Senere havde jeg pladser i Vrensted og Skøttrup,  og i 1944-45 var jeg på Ryslinge højskole. Derefter arbejdede jeg to-tre år på Sjælland. Mine forældre døde i 1944 og 1946, og jeg tror egentligt, at det var grunden til, at både Knud og jeg forlod Danmark. Jeg rejste til Canada og senere til USA, hvor jeg bor i dag

 

 

 

 

 

Kilde:Lokalhistoriske Arkiver i Løkken-Vraa , år 2000

 

I Løkken Folkeblad af 10.03.99opfordres der til at skrive om oplevelser under Danmarks besættelse

Jeg er født i i Vrensted i 1930 og levede de første 20 år af mit liv i denne dejlige landsby. Mine forældre var Magda og Simoni Helledie Sørensen damefrisør og barber/frisør i Vrensted i mere end 40 år. Jeg er født i det sidste hus på højre hånd lige før stationen, i dag Stationsvej 30.

 

I 1939 byggede mine forældre hus i Mejeribyen, Vrenstedvej 493.

Min far døde i 1955, og min mor flyttede til Randers i 1962, hun solgte huset til en gartner, og der har senere været brødbutik i huset. Det sjove er, at det, der skete i sidste uge, husker jeg ikke meget af, men det der skete for 60 år siden, det står tydeligt i hukommelsen. Skulle der være et par ting, der ikke er 100% korrekt, så må I tilgive mig, alt er i hvert fald skrevet i en god og positiv mening. Den 9. april 1940 var jeg med Vilhelm Gade ude med ugeblade (Familie Journalen, Skipper Skræk, Anders And m.fl.) Der var gråvejr, men ikke regn. Da vi cyklede ude i Aasendrup, kunne vi høre en masse flyvemaskiner på vej til Norge. Det var min første krigsoplevelse, men ellers skete der jo ikke de store alvorlige ting i Vrensted under besættelsen, heldigvis for det, men en del genvordigheder og oplevelser var der da, men de havde ikke alle direkte noget med krigen at gøre.

I vinteren 1941-42 var vinteren meget hård og lang, vejen fra Løkken til Brønderslev var lukket i flere dage. Peter Christensen med sneploven kunne ikke klare de store snedriver. Jeg husker vejformand Nørgaard kom og ”båjje”, min far til Snekastning i nogle dage, men min far havde stift ben og han var ikke stærk, så han måtte leje en mand til at skovle for sig. En dag sidst på vinteren kom der en mand fra Kaas i en lastbil og ville sælge tørv. Min far havde travlt med at klippe en kunde så han købte læsset ubeset. Det skulle han ikke have have gjort, for da han senere på dagen skulle ud for at smide tørvene ind, var de alle smadder våde.

Som dreng havde jeg mit andet hjem hos Marie og Alfred Helledie, min fars fætter, nede på kæret. Alfred og hans bror Valdemar Helledie havde lejet et stykke jord i Vildmosen til tørvegravning. De 2 brødre havde Peter Danielsen og bagerens Charles Bedholm til at grave, rejse og stakke tørvene.

En gang vi kom i mosen ved middagstid skulle Peter og Charles i gang med madpakken, og hvad så jeg – jo Charles satte 10 hårdkogte æg til livs, om han fik brød til skal være usagt. Til hjemtransporten havde vi høvogne med høje “skravler”, og de bløde tørv kunne virkelig stables højt , så der var en god udsigt på toppen af læsset. Jeg må også nævne de flotte heste, Alfreds de 2 brune frederiksborgere og Valdemar, som halvpart i Sundstedgård, havde 2 kulsorte heste, jo det var virkelig paradekørsel. Også bagermester Bedholm havde et par flotte heste, Peter Bedholm kørte brødtur rundt til bønderne et par dage om ugen. Bøndernes heste var for det meste de store trækdyr, jyske og belgiske heste. Mange af husmændene havde nordbagger dvs. norske fjordheste. En vinterdag var jeg med Alfred og Valdemar på en heldagstur i kane, med de 2 sorte foran, til den anden side af Vra ved hovedlandevejen, hvor de havde en bror, der boede. Der var så meget sne, at der mange steder var lavet afmærkning med pæle og halmtotter ind over markerne. Jo, der var vintre dengang. Mens vi er ved heste. Alfred Helledie solgte en hest til Brønderslev Marked i september til en pranger fra Aalborg. En dag næste forår stod vi ude i gården og var ved at spænde for, da stod den solgte hest lige pludselig foran os. Historien var den, at manden, der nu ejede hesten, var startet tidlig om morgenen fra Aalborg, han skulle til Vrensted for at køre jord til kanalbyggeriet. Manden fortalte, da han kom til Brønderslev, kunne han mærke, at der skete noget med hesten. Han lod den passe sig selv, og den løb hele vejen til Vrensted, og den standsede først, da den stod i Alfreds gård.

---

Kanalen, tyskerne fik gravet, var ret dyb og vandfyldt, vel ca. 8 m bred. I siderne blev der nedrammet svære pæle og bagved dem faskiner, bundter af grangrene. Den blev jo gravet for at standse vest magternes panserkøretøjer, hvis de skulle gå i land på Jyllands vestkyst. Kanalen blev gravet lidt vest for Alfred Helledies og Svenning Svenningsen ejendom, og fortsatte over til Ingstrupvej og banen, hvorefter den bøjede af og fortsatte ud til kældergrøften og videre op mod Ingstrup Station.

På marken lige ud for Alfreds køkkenvinduer, blev der lavet pigtrådsspærring, og da marken dermed blev delt, måtte vi trække langt uden om når køerne skulle på græs på den anden side. Den gang var køerne ikke i indhegning, men stod tøjret hvilket betød, at tøjrpælene skulle flyttes flere gange om dagen. Der var streng straf, hvis man klippede hul i pigtrådsspærringen, men vi fik dog vredet så meget i det, at vi kunne kravle igennem, vi kunne komme over for at flytte køerne. Alfred Helledie dyrkede under krigen tobak til eget brug-den duft mindes jeg endnu, når Alfred med sin halvlange pibe sad og bakkede efter middagsmaden og samtidig sad og lyttede til den skrattende radioudsendelse fra London De havde batteridrevet radio. Marie og Alfred havde endnu ikke elektricitet.

Da de gravede kanalen, tjente Gades Vilhelm og jeg af og til nogle få ører ved at passe pumperne, mens arbejderne sad inde i skuret og spillede Mausel eller Poker. Vi hentede også wienerbrød til dem hos bager Bedholm. Wienerbrød var i 1939 med i mit første og eneste tyveri. Stations Christensens havde det en feriedreng fra København. En dag skulle jeg følge ham til bageren, og da vi kom ind i butikken, kunne der godt gå lidt tid, inden “Søster eller fru Bedholm kom. Lige pludselig snuppede københavneren 2 stykker wienerbrød og stoppede dem inden for sin hvide skjorte. Jeg behøver vel ikke at fortælle, at skjorten var blevet noget ”fjættet”, da vi spiste kagerne oppe ved kirkegårdsdiget.

Nu kom vi lidt fra kanalen. Alfred Helledie havde en del af marken ud mod Kældergrøften, og da kanalen blev gravet, måtte vi i en lang tid køre en længere omvej, indtil der blev lavet en lille træbro over, men den turde vi kun køre med tom vogn over. De tunge korn- og roelæs måtte vi over Ingstrupvej med, hvor der blev lavet en bro af planker. Der arbejdede mange folk ved udgravningen al kanalen og opsætning af pigtrådsafspærringen. Der kom folk fra hele Vendsyssel og Aalborgegnen, men der, hvor de fleste var beskæftiget, var ved bunkers- og kanonstillingbyggeriet i Furreby og Løkken. Det kostede mange penge. Tyskerne gjorde bestillingerne. Danske skatteborgere betalte. De mange hestevogne med kuske blev tvangsinstalleret rundt på gårdene, men så vidt jeg ved, tog tyskerne ingen heste i Vrensted. Som de gjorde andre steder i landet. I Vrensted boede der under kanalbyggeriet en del folk ved bager Bedholm om det var tyskere eller værnemagere husker jeg ikke. Bedholm havde jo værelser, han af og til lejede ud for en nat til handelsrejsende m.fl, han kunne ikke nægte at have disse fine personer boende. Nogle af dem var kørende i store Mercedes. Kanalen blev dækket til efter krigen, men der blev ved med at være en stump tilbage i flere år, helt ude ved Kældergrøften, der har Vilhelm Gade og jeg fanget en del fisk.

En vinter havde Alfred Helledie lejet en mand med med et tærskeværk, som blev drevet af en petroleumsmotor. Så var der flere folk til at hjælpe, og køkkenbordet var fyldt op langs slagbænken. En af de medhjælpende folk var Minister Theodor En af dagene skulle vi have budding til dessert og Marie havde jo sat desserttallerkner på bordet men Minister Theodor så på Marie og sagde ”Do hår vel int en dyb tallerken?” Om vinteren havde vi tre muligheder for at skøjte, Ingstrup Sø, Koldkjærs Mark ved Thøgerslund, og kirkedammen. Vi begyndte med at gå på banelinien ud til Ingstrup Sø hvor vi kunne skøjte 10 km rundt om ”taget”, sivet til tagdækning. En gang Ejnar Pedersen cyklede turen rundt på isen, væltede han og brækkede benet. Hvordan han blev bjærget og hvordan ambulancen kom til søen, husker jeg ikke.

Der var en del uenighed om, hvem der havde ret til at ”bjærge”, dvs. høste taget. Jeg husker der var et skænderi med

Ingstrupfolkene, der mente, taget stod på Ingstrupsiden. Da var der en fra Bådstedhede jeg husker ikke navnet, der truede Ingstrupfolkene med et jagtgevær.

Under besættelsen fik mine forældre radio og det var jo for at kunne høre om krigens gang fra BBC i London, for det var der, man regnede med at høre sandheden. De danske aviser og radio var Censureret

I en del af krigen var vi uden gadebelysning Vrensted. I de mørke aftener kunne vi tydeligt se lyskasterne afsøge himlen over Aalborg. Rubjerg Fyr kunne vi også se, men om det var slukket under

Besættelsen, husker jeg ikke. Mine forældre havde sorte rullegardiner, og der var strenge ordrer til at rulle ned, inden man tændte lys.

Der var rationeringsmærker på mange fornødenheder, men jeg tror ikke, der var nogle, der manglede mel, det kunne vi købe i møllen, men det skulle der nok ikke snakkes højt om. Fisk manglede vi ikke, der kom en fiskemand og solgte ved dørene og Jens Ellitsgaard kom og solgte ved dørene, men det var mest sild. Når mor købte en halv gris til jul til saltning i trækarret i kælderen skulle hun passe på , at det ikke var en gris fra Løkken, for den var fodret op med en del fiskeaffald, og det betød harmonikaflæsk, og det brød vi os ikke om. I en lang periode kom der hver tirsdag en tysk soldat ind til far, for at blive barberet og klippet Han var cyklende kurer mellem Løkken og Brønderslev. En dag fortalte han, at næste tirsdag var sidste gang, han kom. Han havde fået en besked om at han skulle sendes til Østfronten. Han var en mand i halvtredserne, så det må have været sidst på krigen, for da blev både ældre mænd og store drenge sendt den vej. Mor og far talte om, om de skulle invitere den flinke mand ud i køkkenet til en kop kaffe, men turde alligevel ikke. Den sidste tirsdag havde soldaten billeder med af sin kone og børn, da græd han, og det gjorde far vist med. Men ellers gik livet i Vrensted sin stille gang. Om Vinteren var min mor med til at spille dilettant, min far spillede violin eller fløjte til. Han spillede også til folkedans sammen med murermester Charles Andersen. Om sommeren spillede nogle af byens borgere kroket i det skønne anlæg ved stationen Om sommeren var der og sommerfesten med ringridning og fodbold på sportspladsen ved Peter Ledets ejendom, og derefter var der fest og bal i anlægget, hvor der var tombola og slikbod m.m. Der blev udlagt dansegulv med orkesterforhøjning. Alle baller i Vrensted sluttede kl.1. Risikoen for at blive kørt over af en bil under besættelsen var minimal. Så vidt jeg husker, var der kun en personbil, det var lillebilvognmand Jens Madsens, han arbejdede også hver dag på mejeriet. Så mener jeg også, at møller Harald Nielsen i den periode begyndte at køre lillebil. Af de store bønder tror jeg kun, der var en, der havde bil Chr. Rendbæk, Holmen, men den blev klodset op. Dyrlægen fra Vester Hjermitslev og Large Weywardt fra Løkken havde også bil. Der er i øvrigt en historie om Weywardt. En dag kom han kørende mod Vrensted, ude i svinget ved Tilsiggaard bremsede han op, da røg det højre baghjul af bilen og løb foran, men da Weywardt var en ret kraftig mand, og han samtidig drejede til højre, skete der ikke det store uheld. Han kørte i en HGFer, Høj Gammel Ford

Af lastbiler med kakkelovn på siden var der Peter Christensen med 2 biler og Mathias Vestergaard med 2 biler. Chauffører var Henry Nielsen fra Stenum og Mathias bror, Richard Vestergaard. Så var der Brix’ rutebil der Kørte igennem byen 1 – 2 gange om dagen.

En dag vi drenge besøgte Poul Stevns,i Præstegården og hans forældre ikke var hjemme, brugte vi hele huset som legeplads. Da vi kom igennem Pastor Stevns kontor, hang der på væggen et tysk flag med hagekorset. Det så ikke ret pænt ud, og det skyldtes, sagde Poul, at min far spytter på det, hver gang han går forbi det. Det blev ekstra vådt den dag da vi 5-6 drenge havde spyttet. Stevns deltog i modstandsbevægelsen og måtte den sidste del af krigen gå under jorden”.

Til min konfirmation fik jeg nyt tøj, jakke og bukser, brunligt af noget presset filt. I konfirmationsgave fik jeg en ny, brugt cykel købt ved Gilbert Mikkelsen i Vrensted. Forhjulet var med fast gummi, og baghjulet var af træ med fjedre. Træet var beklædt med gamle dæk..

Efter at jeg blev konfirmeret i 1944, var jeg en tid hos gårdejer Richard Justesen, hvor jeg hjalp til med at tærske korn, og det foregik i hvert fald ikke i det tempo, jeg var vant til nede hos Marie og Alfred på kæret. Om aftenen, når kom hjem, var jeg så træt, at jeg måtte gå på seng, så landmand på dette niveau skulle jeg ikke være.

Derefter kom jeg i lære hos karetmager Willy Christensen. Der kom jeg den første måned sammen med Henry Jensen til at gå ude i Thøgerslund, hvor vi lavede faskiner. Den anden måned stod jeg hjemme på værkstedet og kløvede generatorbrænde med en økse. Den 3. måned kørte Henry og jeg rundt på vore cykler i Vrensted Stenum og Thise og satte glas i staldvinduer. En tid derefter, da jeg åbenbart ikke var hurtig nok til at lave smørdritler til mejeriet, blev Willy træt af mig og jeg af ham. Den 1. januar 1946 kom jeg i lære hos købmand Poul E. Christoffersen, som netop havde købt forretningen af Alfred Pedersen. Hos Poul E. var jeg i 5 år og så et enkelt år som postbud i Løkken, men har ellers været beskæftiget hele mit voksne liv inden for handelen.

Hos Poul E. Christoffersen havde vi en del arbejde med rationeringsmærkerne som vi skulle afgive igen til grossisterne, for at få varer hjem. Snaps, f.eks., var ikke på mærker, mens vi var rationeret. Tolv halv flasker havde vi at disponere over pr. måned.

Nogle kunder skulle have en flaske om måneden, andre en en gang i kvartalet. Nogle gemte vi til jul, så der var flere, der kunne få en flask. En mand kom og fik en flaske hver måned det var Christoffersen lidt ked af, for vi syntes ikke, han købte ret meget af andre varer i butikken. En dag så vi, at han stod lige uden for forretningen og solgte snapsen videre. Så blev han slettet af listen.

Det var noget af det, jeg som dreng oplevede under Besættelsen, der er sikkert nogen, der kan huske mere, men havde jeg ikke skrevet dette ned nu, så er det jo ikke sikkert, det blev skrevet.

 

 

Dagligdagen i Efterkrigstiden

Kilde: Lokalhistoriske Arkiver i Løkken-Vraa

Af Erna Kjeldgaard Thomsen, Vrensted

Det er ikke så meget, jeg kan huske, om alle de problemer efterkrigstiden medførte. Det lod jeg mine forældre om. Jeg manglede ikke noget, for jeg havde ikke prøvet andet. Jeg husker tydelig frihedsaftenen, da var jeg til børnefødselsdag hos naboens. Jeg mindes også, at mor havde gemt en grøn sirupsflaske med kaffebønner i hjørneskabet i stuen, men hvornår de blev brugt, ved jeg ikke. Der blev brugt kaffeerstatning i Danmark. Deri var der mærker, som vi samlede i et hefte. Det kunne være med skuespillere, dyr og lignende. Var der ikke nogen at bytte mærker med, kunne vi sende dubletter ind og finde mærker, vi manglede. Mor ristede rug på stegepanden. Det blev malet og brugt til kaffe. Vi havde ikke selv en kaffekværn den lånte vi inde hos naboen. Lang tid efter, at vi kunne købe kaffe, blandede vi  stadig en pakke erstatning med et pund kaffe. Da vi begyndte at kunne købe appelsiner, var det kun til jul, vi fik dem, og så var det én til deling til os alle fem. I stedet for risengryn blev grøden kogt på grovvalsede byggryn. Sukker var der heller ikke for meget af, men vi fik da sådan, at vi kunne sylte de bær, vi havde i haven. Vi var også i mosen for at plukke blåbær og tranebær. Glassene blev sat på en hylde i kælderen, og når syltetøjet skulle bruges, kunne der være et tykt lag mug på. Men det blev fjernet, og så kunne vi ikke smage det. Dengang var der ingen, der sagde, at det var sundhedsskadeligt, og vi er da heller aldrig blevet syge af det.

Tøj var der ikke meget at få af. Dengang kunne familien godt nøjes med et enkelt skab og en kommode. I dag skal man gerne have et helt værelse til sit tøj. Efter hver vask skulle der repareres tøj. Hvem vil i dag gå i lappede underbukser – men det var nødvendigt dengang. Efter jeg var blevet konfirmeret, hjalp jeg til der hjemme det første år. Samtidig var jeg meget ude hos min moster for at hjælpe dem, når de havde brug for det. De havde min oldemor boende, og hun kunne ikke være alene hjemme, så når familien skulle ud, var jeg der. Hun blev 101 år. En eftermiddag om ugen cyklede vi unge til madlavning på Landboskolen i Brønderslev. Højdepunktet var afslutningen med dans. Det var første gang jeg var til bal. Senere kom jeg til bal i Stenum Forsamlingshus. Det var ungdomsforeningen, der holdt dette. Hilbert spillede på harmonika, og han gik rundt imellem os, der dansede. Den store sal var ryddet, og der var bare bænke i hver side, som vi kunne sidde på. Der var meget stor klasseforskel, gårdmandssønnere var i den ene ende af salen og arbejdernes sønner i den anden. Der kunne købes kaffe og sodavand. Jeg husker ikke, om vi kunne købe øl, men jeg tror det ikke, for karlene gemte øl og snaps ude i hækken, som de gik ud og drak af. Hvis de blev meget fulde, kunne der godt blive slagsmål mellem Stenum og Vrensted. Hvis karlene fra Hjortnæs og Børglum Kloster kom, kunne vi være sikre på, at der blev slåskamp. Det var, som om de bare kom for at slås.

I 1953 fik jeg min første plads, det var ved tre aldrende søskende. Der skulle jeg lave alt forefaldende arbejde, såsom at passe hønsene, gøre æggene rene og bære dem til købmanden. En gang gik det galt. Jeg gled på isen, og så det var ikke sjovt at gå tilbage med en hel kurv æg, der var smadrede. Der var da heldigvis en avis i bunden, så det blev til den store bagedag. Der var især noget, der undrede mig. Når vi havde fået kaffe, skulle alt kaffegrumset kommes i en kasserolle, som stod på palen ved komfuret. Hver formiddag blev det kogt op, så var det den kop kaffe!

I dag tales der så meget om, at folk skal dele, men den tanke er ikke ny. For dengang var der gårde, der var gået sammen om en vaskemaskine på hjul. Når man var færdig med at vaske blev vaskemaskinen kørt til den næste gård. Frysehusene var også fælles. Efter et år flyttede jeg til Østergaard i Stenum. Der var altid liv og glade dage. Her samledes altid en masse unge, og vi sad i stuen og hørte musik. De havde en grammofon, så hvis nogen havde købt en ny plade, tog de den med. Det hændte tit, at vi fik lyst til is. Så gik vi i samlet trop hen til Gas-Anders og købte is med lyserød guf. En aften om ugen var der sykursus i Tolstrup Forsamlingshus, hvor Dagny Westergård fra Vrensted var leder, og så var der også gymnastikken. Medens jeg var på gården, kom der en syerske fra Vrensted, der hed Augusta. Hun syede kjoler og skjorter til hele familien, og blev hun ikke færdig overnattede hun.

I 1956 var jeg på Store Restrup Husmandsskole Det var en dejlig tid med en masse nye venner. En del af dem ser jeg stadig en gang om året. Når vi skulle hjem fredag aften, cyklede vi. Det tog to timer, dengang var der ikke gear på cyklerne I 1958 blev jeg gift med Willy, og vi fik plads på Kærholt i Stenum, hvor Willy var med både i stald og mark. Jeg skulle malke to gange om dagen og holde malkemaskine og malkespande rene. Dengang gav mejeriet præmie, hvis vi kunne holde mælken i første klasse et helt år. Det var også lykkedes, hvis ikke konen på gården havde hældt gammel mælk ud i spanden. Det var her, jeg så tv for første gang. Udsendelserne begyndte kl. 20 med nyhederne. Bagefter var der en eller anden underholdning, og det sluttede kl. 22. Når der ikke var udsendelser, var der et ur, der gik. Hver gang vi sad og så på uret, blev konen så irriteret, at hun sagde, det var spild af tid, men hun kunne heller ikke selv lade være med at se på det. På gården hakkede vi også roer på akkord Willy havde lavet et nyt favnemål, men han havde brugt en engelsk tommestok, og der er forskel på danske og engelske tommer. De hakkede roer blev målt op, og vi fik pengene udbetalt og tog en uge på ferie. Sikke et ramaskrig der blev, da vi kom hjem, for vi havde jo snydt dem! Det havde vi også, men det var kun for nogle få kroner. Alligevel så havde konen gået og været gal en hel uge. Det er det, man får ud af at tage sorgerne på forskud. I 1960 fik vi Kirsten, og i 1963 kom Kurt, og så er livet eller fløjet af sted.

 

 

Min barndom

af Erna Kjeldgaard Thomsen

født i 1937 i Stenum nu bosiddende i Vrensted

Kilde: Lokalhistoriske Arkiver Løkken-Vraa

Jeg så dagens lys i marts 1937 i et forrygende snevejr, hvor jordemoderen måtte hentes i en kane, og nabokonen sank i sne til bæltestedet Det var jeg nu ligeglad med, for jeg blev født til en dejlig barndom med en søster, Else, som er fire år ældre end mig, og tre et halvt år efter kom endnu en søster Ella.

Mine forældre havde en landejendom på 23 tønder land, som de havde købt ved deres giftermål i 1932. Dengang var der kun en lade, der kunne bruges, resten var noget gammelt noget. På ejendommen havde vi to heste, køer, grise og høns samt en hund og to katte.

Mine forældre begyndte straks at tænke på at bygge nyt stuehus og kostald, men først skulle der støbes cementsten. De lavede nogle støbeforme og blandede cement, sand og vand. Det blev selvfølgelig gjort med håndkraft, så det tog sin tid, inden murerne kunne begyndte at bygge På noget af marken voksede der lyng, så det skulle og ryddes, men alt dette blev gjort, før jeg blev født.

Vi børn havde ikke faste pligter, men vi skulle hjælpe til med mange ting som at feje og strø sand på broen i kostalden. Det skulle gøres efter hver fodring. Jeg mindes aldrig, far har forladt kostalden, uden det først var gjort.

I høst skulle vi stå i stanghullet og give negene videre til far, så han kunne lage dem til rette.

De skulle lægges taglagte over hinanden med en pæn lige kant ud mod loen, så var de jo lettere an få fat på, når de om vinteren skulle tærskes. Så var det vores arbejde at lægge på brættet eller tage halm fra. Når roerne skulle tyndes ud, hakkede far dem i busk, så kravlede vi bagefter og tyndede dem ud, så der kun sad én roe tilbage. På den måde kunne far tage mange flere rækker, end hvis han først skulle dele dem. Det arbejde var jeg ikke glad for, men da jeg først blev så stor, at jeg blev betroet en hakke, var det ikke så slemt mere.

Der skulle også lægges kartofler og tages op igen. Jeg husker især et år, hvor vi havde tre koner fra nabolaget til at hjælpe med at tage op. Vi havde fået lus, og far havde været hos skolelæreren for at melde det, men den gang var det en flov sag, så vi måtte ikke fortælle det til nogen. De tre koner lå og snakkede om, hvem det kunne være, og Else og jeg kunne ikke lade være med at grine.

Vi havde altid et stort stykke med kartofler, for de blev også brugt som foder til høns og grise. Gruekedlen fra det gamle hus var blevet muret op henne i hønsehuset, så mor kogte hver anden dag en grydefuld, som blev moset med en jomfru og givet til grisene.

Hver sommer skulle der graves tørv ude i mosen, så blev der smurt en stor madpakke, og så snart dyrene var blevet malket og fodret, blev Musse og Palle spændt for vognen, og så kørte vi alle fem af sted. Det glædede vi os meget til, for mens vi var små, blev vi sat af ved vores bedsteforældre. De boede lige i kanten af mosen, og så kunne vi være der, mens mor og far gravede tørv. Det blev til mange ture i mosen, for tørvene skulle både ryngles og skrues. Først skulle de sættes op i rækker, og bagefter skulle de sættes i stakke til de var helt tørre. Så kørte far ud og hentede dem. Han kunne klare et læs om formiddagen, og mens han sov til middag, skulle vi smide dem ind i tørveskuret. Der blev løsnet en pandeplade, så de kunne komme den vej ind. Mens far kørte efter et læs mere, kunne mor og vi pige er stable dem.

Jeg husker en gang, der skulle laves kartoffelmel. Far cyklede til Hammelmose Mark til sin bror efter en maskine, som kartoflerne skulle rives på. Så kom det store slagtekar ind og blev skrubbet, og så kom der gang i maskinen. Det var en lille maskine med håndsvind, så det tog sin tid. Vi fik da karret fyldt op men da alle urenheder var vasket og skummet fra, var der kun et lille lag kartoffelmel tilbage i bunden af karret. Det blev ikke prøvet mere end den ene gang. Når der blev slagtet gris til jul, blev der lavet blodpølse. Vi skulle stå ude og røre i blodet, til det blev koldt. Det kunne nok tage nogen tid, selv om vi stod ude i frostvejr.

Vi kunne få lov til at få urinblæren, som blev pustet op og tørret.

Derefter blev den spændt ud over en blikmalerbøtte, og der blev stukket en gåsefjer igennem den. Det var en rumlepotte.

Når vi kørte med fingrene op og ned af fjeren, larmede den. Den blev brugt nytårsaften sammen med en trærulle, der havde været sytråd i. Vi skar takker hele vejen rundt i kanten og satte et stykke ståltråd igennem hullet og en snor på. Når den så blev sat mod vinduet, og vi hev i snoren, larmede den å. Det var den å, vi lavede nytårsløjer på hos naboerne Vi havde masser af tid til at lege, og hver dag legede vi med naboens børn, bla. Inga, som var to år ældre end jeg. I godt vejr spillede vi bold ude, hoppede i reb eller gik på stylter.

Om vinteren var vi heldige, at vi havde en meget god kælkebakke på vores og naboens mark. Havde der været et vådt efterår, var der en meget stor dam nedenfor bakkerne, så der kunne rigtig komme fart på kælke og ski. På gode dage kunne vi være 15-20 børn, måske flere hvis de kom fra Stenum og Tolstrup. Men der var nogle drenge fra Stenum, der kunne finde på at ødelægge isen, inden den kunne bære, og så var der krig.

Far lavede et par ski til os af to tynde brædder som blev kogt i gruekedlen og sat i spænd på stigen. Når de havde siddet der er stykke tid, ”stod” de op med snuden. Derefter blev der sat en læderrem på til at stikke fødderne ind i. Var der ikke vej til at være ude, kunne vi lege med dukker og påklædningsdukker. Det var især Mariedukkerne, som var berømte. Der var en kjole i hver pakke Mariekiks, men vi kunne jo selv tegne tøjet.

Vi legede også med nipsenåle og lerkugler og spillede forskellige spil som Ludo, Mølle og Dam og mange andre.

Om aftenen hørte vi altid radio. Der var selvfølgelig nyhederne, som mor og far skulle høre, men der var også tit god musik, og var der hørespil, så sad vi stille og lyttede.

Vi børn havde hver en cykel fra vi var seks-syv år, men den måtte vi ikke bruge til at køre i skole på, der skulle vi gå. Men den måtte bruges, når vi skulle til gymnastik og danseskole. Skete det, at vi måtte deles om en cykel, kørte den ene foran og lagde cyklen i grøften og skyndte sig og gå, så kom den anden og tog cyklen og kørte forbi. På den måde var vi hurtigere fremme, end hvis den ene skulle gå.

Så var der jo også sommerferierne. En af de første dage i ferien spændte far Musse for jumben, og så korte vi til Brønderslev Banegård og hentede Sys fra København. Hun var her i hele ferien. Det første ár var det svært for hende at vænne sig til, at alt jo var anderledes for sådan en pige på syv-otte år, selv maden, men hun holdt da ud og kom ár efter år.

Vi børn holdt hvert år en uges ferie hos mors kusine, som havde os med i Zoo og Tivoli, Vi skiftetedes til at være der og var der sammen med en kusine. Vi cyklede også tit ud til en moster, der var de ti børn, så der var altid legekammerater og badede vi i Ryå. Engang havde for aftalt med en del naboer, at vi skulle på stranden, så der blev lejet en turistbus.Der var en mand fra Stenum, der havde en. Den blev kaldt for Himmelfarten, fordi den var så høj Der blev smurt en madpakke, og vi kørte, så snart alle var færdige i stalden. Turen gik til Løkken, hvor vi var, til vi skulle hjem og fodre. Det var en stor oplevelse. Engang hver sommer var vi med Ingas bedste forældre på Børglumkloster Kirkegård, hvor de skulle ordne et gravsted, og hver gang kunne vi finde på de værste historier om hekse og trolde, der boede i Hjortnæs Skov.

Skulle vi have nyt tøj, skulle vi have det syet, men det var ikke noget problem, for der var fire hjemmesyersker i gåfstand. Det var vanskeligere at få fat i noget ordentlig stof. Engang havde mor fået fat i noget blåt stof og så valgte vi Rikke som syerske. Hun var så fin til at sy perler på, så det blev en rigtig pæn kjole med perler på bærestykket. Det værste var, at jeg blev syg og kastede op ned af min nye kjole første gang. Jeg havde den på. Det gik aldrig af, selv om den blev sendt til rensning Jeg tror nu, mor var mest ked af det, for man kunne jo ikke bare gå hen og købe en ny kjole.

Som jeg husker det var vintrene altid med en masse sne. Far var snefoged, han skulle sørge for at få samlet mandskab, der kunne rydde vejene. På vores skolevej var der en hulvej. Her lå der altid så meget sne, at den måtte smides op I flere lag.Vi kunne altid komme i skole, for at vi gik bare inde på marken.

Der kunne gå lang tid, inden vejene var åbnet, så vi måtte køre i kane. Dette gjaldt også når mælken skulle til mejeriet. Skulle vi børn med, blev vi pakket ind i tæpper og puttet ned i fodposen, der var lagt bag i kanen. Der sad vi varmt og godt. Mine forældre var medlem af Tolstrup Brugsforening i Gravensgade i Brøederslev Den blev senere til Kvickly og er nu lukket. Det var nok der, vi handlede mest. De kom med varer hver uge og fik æg med tilbage, og så blev regnskabet gjort op. Når far skulle derned kørte han med hestevogn, og hestene blev sat på stald mens han handlede i andre butikker.

Hver fredag kom en bager med to små m rugbrød. Var vi ikke hjemme, blev der lagt en krone og 18 øre på bryggersbordet, og brødene lå der, når vi kom hjem.

Der kom også en vogn med hvidtøl. Vi fik en stor flaske 10 liter, men det var ikke hver uge. Når flasken var tom, blev den stillet ud på brønddækslet, så den kunne ses fra vejen. Den var fra Bryggeriet Svalen. Flasken var anbragt i et træhylster, så den var lettere at bære.

 

Vi holdt meget af at komme på besøg hos min bedstemor. Min far havde elleve brødre, hvoraf en rejste til USA. Ellers boede de alle i nærheden, så til fødselsdage mødte alle op, og selskabet kunne blive på 30-40 gæster. Der blev altid serveret middag, hvor desserten bestod af svesketrifli, hovedretten husker jeg ikke. Når vi havde spist, spillede mændene kort. Der var dog en, der ikke spillede, han gik rundt og så på de andre. Når damerne var færdige med at rydde ud og vaske op, satte de sig ind i den pæne stue og strikkede og snakkede, og der blev last breve fra Amerika.

Naboerne besøgte vi tit. Naermest havde vi Inga med hendes forældre og bedsteforældre. Når vi var der, fik vi tit sigtebrød med Ramona. Det syntes vi var godt, for det fik vi aldrig hjemme. Vi var der tit søndag eftermiddag, for da var deres voksne sønner tit på besøg. De havde en rejsegrammofon med hjem, og så blev der spillet plader.

Ingas mor var kogekone og barselshjælper. Når det skete, at hun ikke kom hjem om natten, sov jeg sommetider derovre. Det var også hende, der passede os, når mor og far skulle i byen uden os. Hendes bedstemor syede kludesko af gammelt tøj for at sælge dem. Senere lavede hun de flotteste morgentøfler med kaninskind. De var nemme at sælge.

Bagved dem boede vejmanden. Han flettede sivsko om vinteren og solgte dem. Jeg kan huske, at vi plagede for at få et par, men det måtte vi ikke, for de sled for meget på de ferniserede gulve. Vi skulle bruge kludesko.

Jeg har haft en rigtig god barndom, men med en grim afslutning. Da jeg var 15 år, havde Inga, Else og jeg bestemt, at vi ville en tur i biografen i Brønderslev for at se Jul i Den Gamle Købmands gaard. Da vi cyklede hjem, sagde Inga, at hun havde så mærkeligt ondt i ryg og arme. Det var sidste gang, jeg så hende, for næste morgen kunne hun ikke stå ud af sengen. Hun havde fået børnelammelse og døde fire dage senere. Der var flere børn i Stenum, der fik det, men de kom alle over det.