Historien om Vrensted Kirkes Orgel

Vrensted Kirke fik nyt orgel i 1939 som i  2019 er  blevet udskiftet med et helt nyt og flot orgel.

Nedenfor et indlæg af Povl Stevns om orglet fra 1939 og efterfølgende Nordjyskes artikel om det nye orgel som ibrugtages i nov. 2019

Vrensted Kirke fik i 1939 et nyt orgel med 8 stemmer, fordelt på 1 manual og pedal og med 600 piber. Det blev bygget af det kendte orgelbyggerfirma i Aarhus, A.C. Zacahariasen og Søn og indviet 31.05.1939

Det flotte orgel i Vrensted Kirke fra 1939 der erstattes med et nyt orgel
Her små avisartikler fra Vendsyssels Tidende fra den 10.12.1938

og fra den 20.01.1939

 

Fhv. gårdejer Povl Stevns, Serritslev tidligere Stenum og søn af Vrensteds tidligere præst, provst Aage Stevns, har sendt mig følgende fine historie.

Povl skriver i februar 2017 om sit besøg i Vrensted Kirke:

​Når man på sådan en kølig vinterdag kikker indenfor i ”Sct. Thøger” finder man tårnrummet afspærret og et midlertidigt orgel anbragt i skibets nordvestlige hjørne til erstatning for det hedengangne orgel fra 1939, der nu er fjernet fra pladsen i tårnrummet og spredt for alle vinde. Den plads, hvorpå det i mine drengeår blev placeret, efter at være skænket kirken af ”ukendte” givere, som en meget kærkommen gave til afløsning af det harmonium, der, så vidt jeg husker, var placeret i kirken. – Jeg husker endnu svagt, hvordan orgelbyggeren en dag kom til mit hjem med en træplade for at vise far, hvorledes, man havde tænkt sig, træsorten skulle fremstå. – Jeg mindes de kommende års besøg af orgelstemmeren, Bruno, der gerne ville have os til at hjælpe under arbejdet med at holde de forskellige tangenter nede, mens han gik rundt og ordnede de forskellige orgelpiber, så de atter kom i den rette stemning. – Alt dette er for længst fortid. Meget vand er løbet i stranden siden da, men tankerne går jo det til trods jævnligt tilbage til den tid. – Når man så ind imellem dykker ned i arkiveret materiale fra de år og støder på noget, der måske også kan have andres interesse, er det jo nærliggende at finde det frem og præsentere det. Ud fra det synspunkt har jeg i dag valgt at viderebringe lidt stof vedrørende orglets indvielse den 31. maj 1939.

Som indledning dette referat fra ”Vendsyssel Tidende” den 2. juni 1939:

​”Indvielse af Kirkens nye Orgel blev en smuk og stemningsfuld Højtid. I Kirken, der var smukt pyntet, samledes ved 20-Tiden så mange Mennesker, som der på nogen Måde var Plads til. Højtideligheden begyndte med Salmen ”Giv mig Gud en Salmetunge” som Fællessang, og Pastor Stevns talte derefter smukt om Kirken og Menighedens Lovsang og bragte på Menighedens Vegne en Tak til de anonyme Givere for den smukke og storstilede Gave.
​Organist Allesch, Aalborg, spillede derefter Joh. Seb. Bachs Præludium og Fuga i C-Dur, en krævende Musik, der stillede betydelige Fordringer både til Udøver og Orgelet.
​De sammensluttede Kor fra Aalborg under Domkantor Støvring Nielsens Ledelse sang forskellige Salmer med middelalderlige Melodier. Den fint afstemte Korsang var af betydelig Virkning.
​Fru Ellen Astrup og Kantor Ancher Pedersen, Aalborg, sang solo.
​Musiklærer Kjeldsen og Organist Allesch afspillede Kompositioner af Stradello og Jærnfeldt for Violin og Orgel.
​Den smukke Højtidelighed skuttede med ”Aleneste Gud i Himmerig” som Fællessalme.
​Efter Festen i Kirken var Menighedsrådet Vært ved en lille Festlighed i Forsamlingshuset. Her talte Pastor Stevns og takkede især Orgelbygger Zakariasen, Aarhus, for det smukke og veludførte Arbejde, som Firmaet havde udført ved Bygningen af Orgelet. Desuden talte Domkantor Støvring Nielsen, Lærer Jensen, Organist Allesch og Kirkens Graver, Skomager Niels Chr. Gade.”

​​​——————-
NB:: Træpiberne var udført af Oregon Pine. – Orgelfacaden af Oregon Pine.
​​​———————
Tale holdt i Vrensted Kirke ved Indvielsen af Kirkens nye Orgel 1939 d.31. Maj.

​”Vi beder dig, Gud Fader i Himlen, at du vil give os en god og festlig Time!
​Velsign til Velsignelse!

​Lovsynger Herren min Mund og mit Indre!
​Sjungende, Hjerte, tag Ånden i Favn!
​Tonerne spille, som Stjernerne tindre,
​trindt om Jehovas højhellige Navn.

​Sjæl! kom i Hu, at Guds Pris du forkynder
​tidlig og sent, for han evig er god,
​han, som forlader i Skok dine Synder,
​råder på al din Elendighed Bod!

​Lovsynger Herren, hans Værker i Klynge,
​Verdener alle! thi Riget er hans!
​Glæd dig, min Sjæl! til, for evigt at synge
​Skaberens Pris, hvor han troner i Glans!

Det er Støvets og Dødens Lov, at vi Mennesker, som er bundne til Støvet i dette skønne og tunge Menneskeliv, ældes og arres, som Årene går. Livet trækker den ene Streg efter den anden i vore Ansigter, – skriver her Årenes tal, – taler om Gråd og om Smil.
​Vore Ansigter skifter og ældes.
​Noget andet med Kirkerummets Ansigt.
​Også det skifter fra Slægtled til Slægtled, men det ældes aldrig.
Slægt efter Slægt har Tid efter anden skrevet sin Tro, sit Smil og sin Gråd her i vor gamle, skønne Kirke. Snart føjede man et nyt Træk ind, – snart ændrede man et gammelt. Med et Smil fortæller Kirkerummet selv sin Historie. Fortæller om Døbefonden, der i sin Tid stod dernede ved Indgangsdøren, som et Billede på, at her var Indgangen til Menigheden, – Døbefonden, som senere blev skubbet op i en Krog, men som nu står således, at den fanger Hvermands Øje. – Bjælkestumperne, der højt oppe fortæller om, at Kirken i sin Tid havde romansk Bjælkeloft, indtil man til Guds Ære indbyggede disse smukke Hvælvinger. – En overskåren Bjælke derhenne under Lampetten fortæller, at her stod engang Kirkens dejlige gamle, romanske Krucifiks, stod rigtigt, således at Kristus løftede sine Hænder velsignende mod Menigheden, hver Gang den var samlet i Kirkehuset. – Ja, sådan kunne vi blive ved og blive ved at nævne og påvise nye eller ændrede Træk i Kirkerummets Ansigt. Overalt ser vi Slægternes Spor. Kirkerummets Ansigt ældedes vel, men det forblev dog lige ungt, lige smukt.
​Og nu denne lyse, dejlige Sommeraften er vi samlet her til Fest og Højtid for at føje et nyt, smukt Træk ind i vort gamle Kirkerums unge og smukke Ansigt.
​Et stort nyt, smukt Orgel betyder ikke, at nu behøver vi ikke at synge så meget mere.
​Et stort nyt Orgel betyder, at vor Lovsang til Gud fra nu af skal bæres af bredere Vinger, – af stærkere Vinger.
​Gud velsigne Menigheden til, at disse brede Vinger får meget at bære!
​Vi siger her i Menighedens Forsamling Hjertens Tak til de Mennesker, der har givet os denne store og smukke Gave. – Vi er i Aften mange, der gerne ville have trykket deres Hænder med en inderlig Tak.
​Vi ønsker Guds Fred med dem, – hvem de er og hvor de er!
​Vi ønsker og lyser i Jesu Navn: Guds Fred med os alle!
​​​​​​Amen. Aage Stevns.
​​​————————

​I anledning af orglets indvielse d. 31. maj 1939 skrev pastor Stevns følgende digt:

​​Når Menighedssangen mod Himlen svinger
​​fra os, der må bygge i Mørke og Slud,​
​​skal Orglet den bære på bredere Vinger
​​til højere, friere Flugt imod Gud.

​​Og Lovsangens Toner fra Jorderigs Våde
​​skal binde Gud Herren uvisnelig Krans
​​af Tro og af Tak for usigelig Nåde,
​​for Æren, der altid og ene er HANS.

​​På Lovsangens bredere, stærkere Vinger
​​vor Tillid og Tro skal for Gud bæres frem,
​​til Døden har talt, og Guds Engel os bringer
​​til Himlen, og Gud smiler: Velkommen hjem!

​​​​​1939 31/5. Aage Stevns.

​​​————————–

​​​​​ Serritslev i februar 2017. Povl Stevns.

​​I stedet for det gamle og udtjente orgel blev der i marts 2013 af Provstiudvalget bevilget lån til køb af nyt orgel til Vrensted Kirke.

Løkken Folkeblad 30.12.2016:

– Noget af det, som det nye menighedsråd i Vrensted skal i gang med er, at få installeret et nyt orgel i Vrensted kirke. Det nye orgel forventes at kunne tages i brug i efteråret 2017, fortæller Jens Juhl i forbindelse med konstitueringen efter valget i efteråret.

Tegning af det nye orgel
Det nymalede skellet til det nye orgel opsat på nyt gulv
Model af det nye orgel

Det forventes at det nye orgel vil være klar til indvielse i 2017/18.

Februar 2017: Jens Otto Madsen

 

 – Ny  lysner det for Vrensted Kirke  –  sept. 2019

Kilde: Nordjyske 15.09.2019

Kirkeorgel på vej i 10 år

Omkringsiggribende:
Egentlig skulle Vrensted Kirke “kun” have et nyt orgel. Det blev en totalrenovering.

Det har krævet godt 10 års arbejde for Vrensted Menighedsråd at få nyt kirkeorgel og en nyrenoveret Vrensted Kirke på plads fortæller formand Jens Juhl og Byggesagkyndig Jørgen Schierup.

VRENSTED:
Det havde haft det skidt i adskillige år – det gamle orgel, der havde stået i Vrensted Kirke siden 1937 og trofast pustet sig gennem tusinder og atter tusinder af salmer.

– Og nu kan det altså ikke mere. Det spiller falsk og nogle af de gamle piber duer slet ikke mere, havde adskillige organister og andre musikere fortalt menighedsrådet, som for 10 år siden tog kritikken alvorligt og begyndte at tænke tanker. Et nyt kirkeorgel er en stor og dyr sag, som kræver både penge, god tid og stillingtagen til både det ene og det andet.

I 2014 var finansieringen på godt 2,2 mio. kroner til selve orgelet plus godt et par millioner til selve arbejdet i kirken og løn til orgelbyggeren på plads og dermed kunne udskiftningen af det falske orgel tage sin begyndelse. De første par år foregik i orgelbygger Anders Rasmussens værksted i Bramming. Her blev der tegnet skitser og diskuteret lyd med menighedsrådet, før byggeriet gik i gang.

– De ville gerne have en dyb, varm klang, som kræver en kirke med en god akustik – og det har kirken i Vrensted, siger Anders Rasmussen, som nu er tæt på at afslutte fem års arbejde.

 

800 piber og en stærk graver

Det nye orgel er både større og højere end det gamle, og derfor skulle gulvet i tårnrummet, hvor orgelet skal stå, graves op og sænkes, så der blev plads til de højeste piber på over fem meter. Og det gør man ikke uden videre i en kirke fra 1200-tallet.

– Vi havde besøg af Nationalmuseet, som siede jorden, da der blev gravet op … men de fandt nu kun nogle glasskår og et par søm, fortæller formanden for menighedsrådet, Jens Juhl.

Da det nye orgelfundament var støbt, begyndte opsætningen af de godt 800 orgelpiber – en ad gangen med en omhyggelighed, som er meget langt fra noget, der ligner akkordarbejde. Et spritnyt kirkeorgel er en lang proces, som kræver omhyggelig og stor tålmodighed.

– Det er vidunderligt at være orgelbygger. Man får lov til at lave et ordentligt stykke arbejde helt fra bunden, slår Anders Rasmussen fast.

Piberne skal sættes op og tages ned flere gange, også de helt store, og her har kirkens graver, Henry Kragh, været en stor hjælp.

– Han er en stor og stærk mand, og han har hjulpet meget, når der skulle løftes, siger Anders Rasmussen.

– Neej, hvor bliver det flot

Vrensted Menighedsråd havde ikke selv pengene til det nye orgel, men måtte via provstiet ud på lånemarkedet. Derfor har provstiet fulgt med i processen, og da der i 2018 var inspektionsbesøg ville begejstringen næsten ingen ende tage.

– Da de så, hvor fint det nye orgel bliver, blev det besluttet, at resten af kirken også skulle have en ordentlig tur … sådan for at passe til det nye, fine orgel, siger Jens Juhl.

Frisk og nyrenoveret kirke

Den beslutning tog menighedsrådet i Vrensted imod med udstrakte arme for kirken var ikke for alvor kigget efter i krogene siden 1917.

Beslutningen kom dog også til at betyde, at kirken skulle lukkes for menigheden i længere tid end planlag – for efter 102 år gemte der sig en del overraskelser, da håndværkerne tog fat.

Især de gamle, kalkede indervægge i selve kirken tog tid, for gammel kalk fjerner man ikke bare og kalker over igen.

– Det skulle undersøges, om der gemte sig gamle kalkmalerier under de øverste lag kalk, så vi havde konsulenter fra Nationalmuseet til at overvåge processen, fortæller menighedsrådets byggesagkyndige, Jørgen Schierup.

Kalkmalerier var der nu ingen af, kun et sortkalket område bag altertavlen, som man undrede sig noget over.

– Konklusionen blev, at det nok har været kalket sort i forbindelse med et kongeligt dødsfald en gang for meget længe siden, siger han.

Da den gamle kalk var fjernet og murværket havde fået lidt tiltrængt opmærksomhed, kunne der kalkes igen, ligesom kirkebænkene er nymalede i farver, der matcher altertavlen fra 1917. Som også er frisket op af en konservator og nu igen fremstår frisk og klar efter 102 års falmen.

Den i 2019 nyrenoverede altertavle i Vrensted Kirke
Flotte nyrenoverede/malede bænke i Vrensted Kirke
Her det smukke nyrenoverede kirkerum i 2019

Den samlede regning for orgel og renovering ender på godt 6,5 mio. kr. , som menighedsrådet har finansieret dels via fordelagtige lån og af egen kasse.

Et kirkeorgel er pengene værd

Selv i en kirke må der gerne drilles lidt, og derfor blev Jens Juhl og Jørgen Schierup spurgt, hvorfor et godt og moderne digitalt orgel med gode højttalere til en samlet pris på under 10.000 ikke kunne klare opgaven med at spille kirken op?

– Jaha, det kan man måske godt tænke – men Vrensted Kirke er en vaskeægte 800 år gammel middelalderkirke, og sådan en skal altså have et rigtigt orgel. Det mente både Nationalmuseet, provstiet og vi … det er jo et stykke dansk kulturarv, som vi både skal værne om og holde liv i, siger Jens Juhl, som samtidig slår fast, at det nye orgel skal bruges flittigt både under gudstjenester og til kirkekoncerter.

Og nu varer det kun et lille øjeblik, før Vrensted igen slår dørene op for menigheden. Søndag 10. november  2019 indvies både orgel og kirke med gudstjeneste, fællesspisning og egentlig koncert.

– Vi har engageret en af landets dygtigste orgelspiller, Bo Grønbeck, der er domorganist i Helsingør, til en koncert søndag eftermiddag, siger Jens Juhl, som glæder sig til både indvielsen og til at kunne afslutte 10 års arbejde i Vrensted Kirke.

 

Vrensted Kirkes nye flotte orgel år 2019 bygget af orgelbygger Anders Havgaard Rasmussen, Bramming.

Læs også om: klik på link

Barn under besættelsen, Povl Stevns – et stævnemøde med barndoms- og ungdomsår.

Af Povl Stevns tidligere Stenum, nu Ligustervej 1, Serritslev, 9700 Brønderslev,

skrevet i Barn af Vendsyssel i 1999, og med tilladelse fra Povl Stevns, har jeg fået lov til at udgive historien på denne hjemmeside.

 

Født Vrensted Præstegård den 13. oktober. 1933 Realeksamen fra Løkken Realskole 1949 . “Østergård”, Vrensted 1949 – 1952 .Vrå Højskole 1952 – 1953.Vrejlev Kloster 1953 – 1954 Livgarden 1954 – 1955. Ladelund Landbrugsskole 1955 – 1956 Demonstrationsbrugene for kvæg maj – november 1956. Askov Højskole 1956 – 1957 Udveksling i USA 1957 – 1958. Selvstændig landmand 1958 – 1993. Bestyrelsesmedlem Brønderslev Slagteri og Wenbo 1967 – 1977. Ligningskommission – skatteankenævn 1974 – 1997. Medlem af taksationskommissionen 1986 – 1994.

 

En lys og lykkelig barndom

vi her oplevet har

blandt grønne træer og blomster

hos en kærlig mor og far,

de beredte vejen for os

så lykkeligt frem,

derfor af hjertet takker vi

vort kære barndomshjem.

Hanne Stevns 1953.

 

Kommer du sydfra kørende ad Bådstedhedevej mod Vrensted, fanges dit blik før landsbyen af præstegården med den flotte sydvendte facade, der ligesom spejder ud over det åbne land med “Holmen”, liggende på bakken, de åbne marker, plan tagerne og bag dem området, hvor i min barndom og ungdom Ingstrup Sø dækkede et stort areal, indtil den blev afvandet i årene 1950-52.

Det er en statelig beboelse, der i 1928 opførtes som afløser for de gamle stråtækte huse fra 1759, der nu overgik til anden anvendelse. Præstegårdens arkitekt, der for øvrigt var bror til sognepræsten, var ingen ringere end den meget kendte U. A. Plesner, der havde løst adskillige større arkitektopgaver i bl. a. København, Roskilde og Ringkøbing. Af os vendelboere er han nok mest kendt for sine mange arbejder på Skagen, bl. a. Chr. X’s og dronning Alexandrines sommerbolig “Klit gården”, der opførtes i 1914.

Vrensted Præstegård

For øvrigt har Vrensted også fra tidligere tider været kendt for at have sig en præsentabel præstegård, således skrev biskoppen i 1694 om den daværende præstebolig bl. a., at den hørte til blandt de smukkeste i Aalborg stift.

Fortsætter du ad vejen, der i 30-erne lå hen som grusvej, forbi præstegårdens indkørsel og videre nordpå, passerer du i søndre ende af Vrensted kirkedammen, kirken, byskolen, den gamle bydel, og kommer længere fremme gennem mejeribyen igen ud i det åbne land på vej mod Løkken eller Børglum Kloster.

Vrensteds historie går meget langt tilbage, hvilket bl. a. fremgår af et fund i 1912, der afslørede en større boplads fra før den romerske jernalder, før Kristi fødsel. Hvad selve navnet “Vrensted” angår, så hører det til en navnegruppe, der antages opstået omkring år 700 e. Kr. Senere var Vrensted i en periode kendt som et vigtigt handelssted, men også som et sted med mange kroer og smugkroer, hvilket gjorde, at Vrensted blev betegnet som en af de mest “uskikkelige” egne i Vendsyssel. Den tid var i min barndom naturligvis for længst forbi. Vrensted var en fredelig lands by, der ligesom hvilede i sig selv. En landsby med de fleste af de servicetilbud, der var nødvendige i det daglige – måske lige bortset fra en læge – men det problem løste læge P. M. Sørensen for os, da han i 1947 sammen med sin familie flyttede ind i “Villa Holmen” og startede en lægepraksis, der med årene har udviklet sig i en sådan grad, at Vrensted i dag har et velfungerende lægehus med fem praktisereende læger foruden dets øvrige personale.

Foruden kirken og skolerne havde Vrensted dengang landets fineste sogne bibliotek indrettet i lokaler, stillet til rådighed af den forlængst afdøde, kendte og trofaste vrensteddreng, sagfører Anders Olesen, Vodskov. Det var baseret på hans imponerende, skindindbundne bogsamling på 2400 bind, skænket af boet efter sagføreren. Der var – og er – et dejligt forsamlingshus. Der var møllen, hvor landmændene kunne få malet og sigtet hvede til bagning. Der var mejeriet, smede værksteder, snedkerværksteder og en karetmager, der også lavede bødkerarbejder. Der var slagter, flere købmænd og en brugs, skomager, saddelmager, træskomager, skrædder, manufakturhandler, cykelhandler og barberer. Vrensted havde egen manuelt betjent telefoncentral, “Traadebo”, hvorfra man dengang under samtalen hvert tredje minut blev mindet om, hvor længe man havde talt. Og så havde Vrensted dengang og indtil 1963 sin egen station på Hjørring-Løkken-Aabybro banen, der var fra 1913, og det at bo i en landsby, der havde egen station, var altså noget særligt. Noget, man følte, gav status overfor andre landsbyer og ligesom var med til at gøre Vrensted til noget helt specielt.

De unge præstefolk

I før omtalte præstegård flyttede mine forældre Inger og Aage Stevns ind som nygifte præstefolk i begyndelsen af 1930. Far var dengang 26 år og mor 22. Kun lidt indbo medbragte de, og deres indkomst var ret beskeden, men masser af plads fik de, og selvom de led under udgifterne til opvarmningen af det store hus i de kolde vintermåneder, så var det med opvarmningen dog ikke mere belastende, end at far flere gange i årenes løb udtalte, at plads nu engang var en velsignelse. I løbet af få år blev der da også brug for alle rummene, da der efterhånden skulle findes plads til en hurtigt voksende børneflok, være et værelse til den unge pige og derudover helst være et ledigt værelse, hvor til rejsende familie, en overnattende foredragsholder eller andre kunne installeres med kort varsel og således nyde godt af gæstfriheden, selvom man dengang på gæsteværelset måtte tage til takke med servantestellet og det til tider nødvendige “møbel” under sengen. Men sådan var det jo nu engang selv i en præstegård bygget i 1928 af en landskendt arkitekt.

I disse omgivelser så jeg første gang dagens lys en oktoberdag i 1933 som ægteparrets tredje barn. Før mig var kommet to døtre, så der var storesøstre nok til at tage sig af lillebroderen lige fra starten. Stor aldersforskel på os tre var der jo ikke, og med årene føltes den hurtigt udvisket. Selv opnåede jeg at være den mindste i syv år, inden den tredje søster meldte sin ankomst i 1940 og efter hende igen en bror og en søster. I dag vil man nok synes, at seks børn er mange – selv har vi da også kun fem – men sådan føltes det ikke dengang, selvom far ind imellem pralede af at have tre og et kvart dusin. Vi var jo dukket op i to hold, med hele syv år mellem holdene.

Far blev kaldet til embedet i Vrensted-Thise pastorat den 15. januar 1930 og indsat i begge kirker den 7. marts samme år. Pastoratet, der består af Vrensted og Thise sogne, strækker sig fra Ryssensgrav i syd til Klostergrøften i nord, og syd for Løkken grænser det op til Vesterhavet. Et areal på i alt 75 km2, som i 1930 havde en befolkning på 2600 indbyggere. To meget smukke kirker findes i pastoratet: Mod syd højt hævet over landskabet på morænebakkerne ved Thise, “Vor Frue Kirke” og midt i Vrensteds gamle bydel ligger “Sct. Thøgers Kirke”. Begge kirker, der er bygget i den store kirkebygningsperiode omkring 1150 af tilhuggede granitkvadre, er dog senere ændret og påsat tårne.

Det var en stor, krævende og i høj grad spændende opgave for mine forældre at gå i gang med. For mor betød det bl. a., at hun måtte forlade det blide Sjælland, hvor hun var født og opvokset som den ældste af tre søskende på en købmandsgård i Ruds Vedby af forældre, der ikke havde haft megen tilknytning til Vendsyssel. Nok var min morfar, Povl Bendtsen, født i Aalborg, hvor hans far var prokurator, men det var nu engang syd for fjorden. Fra sin tidligste ungdom boede han i Ruds-Vedby, hvor han startede som elev i den købmandshandel, han senere blev ejer af og drev i mange år. Min mormor, Thyra Helms, var født i Randers, hvor hendes far, der var præstesøn fra Esbønderup, dengang var skolebestyrer, men da familien kort efter mormors fødsel flyttede til Frederiksberg, fik mormor sin opvækst derovre. Hovedparten af mors slægt var således bosat på Sjæl land, hvor hun også selv tilbragte sin barndom og ungdom kun afbrudt af et års skoleophold i Schweiz og en tur på spejderskolen ved Brahe Trolleborg på Fyn. Nu gik turen altså til Vrensted Præstegård, til det barske klima ved Vestkysten, til vendelboerne, til landet norden for lands lov og ret, som nogen har kaldt området, men hun klarede det med glans og valgte Vendsyssel som sit hjemsted til sin død i 1991.

For far var situationen derimod en ganske anden, da han af fødsel var vendelbo. Han blev født på Kvissel Højskole i 1903 som den femte i en søskendeflok på syv. Hans forældre, Dorthea og Ole Stevns, var i 1899 vendt hjem til Danmark efter et otteårigt ophold blandt danske i staten Minnesota, USA, hvor de i flere år drev den danske højskole “Danebod”, som de inden hjemrejsen solgte til den danske menighed derovre. Allerede samme år lykkedes det farfar at erhverve Kvissel Højskole, der var oprettet i 1875, men efterhånden kørt helt i sænk. Farmor og farfar genetablerede skolen, der herefter kunne starte med nyt elevhold den 4. november 1899 og fortsætte som højskole i endnu 18 år, hvorefter dens videre drift måtte opgives på grund af manglende elevtilgang.

Farfar og farmor som forstanderpar på Kvissel Højskole 1899-1918.

Selv om det aldrig blev nogen stor højskole, de kom til at drive her i Vendsyssel, blev årene i Kvissel nogle af deres lykkeligste arbejdsår, for, som farmor skrev nogle år senere: “Der havde vi elever med åbne hjerter og åbne øren for, hvad vi havde at bringe”.

Min farfar, der stammede fra en gårdmandsslægt i Højerup på Stevns – derfor familienavnet – havde som ganske ung fravalgt landbruget for i stedet at vie sit liv til højskolegerningen, der havde grebet ham stærkt under et ophold på Vallekilde. Ligeledes havde min farmor, der stammede fra Alsø Mølle ved Grenå, fra sin tidligste ungdom været stærkt engageret i højskolearbejdet ved forskellige skoler først som elev og senere som underviser. For dem begge var gudsfrygt, baseret på det grundtvigske livssyn, det fundamentale, nationalfølelse var en selvfølgelighed, tabet af Sønderjylland derfor en katastrofe, og drøm men om en genforening med det tabte land brændende. Efter en opvækst i det miljø og med den  ballast, det gav, var det, at far ef ter endte studier i København i 1930 vendte tilbage til Vendsyssel for her at udøve sin manddomsgerning blandt vendelboerne.

På havearbejde hos farmor og farfar i Sindal

Til præstegården hørte en stor have samt en plantage, “Thøgerslund”, men kun lidt landbrugsjord. Fra plantagen solgtes under krigen træ til opvarmning af kedelen på mejeriet, da der jo ikke var kul at få fat på. Også private havde mulighed for køb af nyfældet bjergfyr, der solgtes i bunker af passende størrelse til et stort læs på en stiv arbejdsvogn. Sådant kvas var ret eftertragtet, da det sammen med en luftig mosetørv hurtigt kunne få en gryde i kog. Hvor eftertragtet det var, fremgik tydeligt en dag, far besøgte en gammel kone i sognet. Under besøget spurgte hun pludselig: “Så De, a var i kirke i søndags pastor Stevns”? Ja, det havde far da set, hvorefter hun prompte stillede næste spørgsmål: “Så ka’ a vel få et læs kvas fra plantagen i år igen”? Det fik hun.

Landbrugsjorden var bortforpagtet, og i forpagtningsafgift modtog vi kartofler, gulerødder samt noget flæsk til husholdningen, der var ret stor, da vi jo var en stor børneflok og til tider havde både kokkepige og barnepige. Hvornår vi skulle have de halve grise, aftalte mor med forpagteren, og på slagtedagen blev et af os børn sendt afsted til slagtestedet med en spand til blodet, så vi kunne få lavet blodpølse. Det var i høj grad noget, vi så hen til. Det skete nogle gange, vi i stedet for en del af flæsket modtog en gås til jul. Den kom gerne nogle dage i forvejen og blev hængt op på det åbne loft, hvor der på den årstid var bidende koldt. Heldigvis lykkedes det dog altid at få den tøet op igen og efter en tur i ovnen få den serveret sprød og lækker på julebordet, hvor far med stor fryd svingede forskærerkniven og delte ud til højre og venstre.

Selv havde vi kun undtagelsesvis husdyr hjemme udover hunden, der naturlig vis ikke kunne undværes. Den første var en Grand Danois ved navn Lis, men efter den gjorde jagthundene deres indtog, da far var ivrig jæger. En tid havde mor høns, men det nåede aldrig at blive det helt store menageri. Mit første husdyr fik jeg i 1939 som gave fra en kær ven af huset. Mine søstre og deres veninde, Erma på “Holmen”, fik cykler det år, mens jeg derimod måtte vente endnu et år og blot nøjes med bemærkninger som: “Din tid kommer også engang. Du må ikke glemme, at pigerne er ældre end dig” osv. osv. Men svært var det i hvert fald for mig at godtage disse forklaringer, da jeg jo på ingen måde tvivlede på mine evner som kommende cyklist. Skuffelsen var derfor så stor, at venindens far fik ondt af mig og bad mig komme op på “Holmen”, da han havde et lam, han ville forære mig. Endda et lam, der havde kærlig pleje behov, da moderen havde mistet interessen for det. Det var naturligvis lige sagen med sådan en legekammerat. At det derudover blev en trofast leverandør af uld til strømper og trøjer og af to lam, som kunne indgå i husholdningen, gjorde ikke sagen mindre interessant i årene der fulgte, med knaphed på mangt og meget.

Ellers var der masser af husdyr i præstegårdens nærmeste omegn på landbrug af varierende størrelse, men dog gennemgående så små, at tiden for længst er løbet fra de fleste af dem. Dengang udgjorde de arbejdspladsen for ejerne og deres familier. Udbyttet var nok ikke altid overvældende i forhold til indsatsen, men trods sliddet var der noget tiltalende ved disse brug, hvor ægtefællerne sammen klarede arbejdet og opdragelsen af børnene, der også gav en hånd med, hvor de kunne.

Som børn var det begrænset, hvilke daglige pligter vi søskende havde derhjemme udover skolearbejdet, da vi jo hverken havde stald eller mark at passe. Vi havde dog den store have, hvor vi hver havde et afsnit at passe i sommerhalvåret. Senere kom så andre opgaver til, og hele det sidste år, jeg gik i skole, stod jeg for kartoffelskrælning samtidig med, at jeg skulle sikre, der var brænde og tørv inde til samtlige kaminer. Det gav naturligvis en smule lommepenge. Resten måtte jeg bjærge bl. a. ved at gå til hånde på nabogården, ved at tage ud og hakke roer og ved at tage kartofler op i efterårsferien osv.

Det er begrænset, hvad jeg husker fra 30-erne, men i denne forbindelse vil jeg dog nævne min sommerferie i 1938, hvor jeg var anbragt hos min farmor og farfar i Vestergade i Sindal, mens mor og far var på biltur til Tyskland, Holland og Belgien. Det var gode dage, hvor farmor sang og læste eventyr for mig, og hvor jeg i haven fik rig lejlighed til at gå farfar til hånde og således rigtig få jord under neglene.

Turen sydpå talte mine forældre senere om flere gange og sluttede gerne med at fortælle, at det vrimlede med soldater overalt i Tyskland. Der var allerede dengang noget alvorligt i anmarch, noget der i den grad virkede foruroligende, og som bevirkede, at far året efter, den 1. september, da tyskerne gik ind i Polen, i sin kalender blot skrev det ene ord KRIG. Det blev dog først senere, vi herhjemme kom til at mærke noget til det.

Den 1. april 1940 begyndte jeg i Vrensted Byskole i den bette klasse hos frk. Mikkelsen. Det var en dag, vi alle havde set forventningsfulde frem til. Nu skulle der rigtignok læses ABC, og der skulle skrives og regnes på vore nye tavler, hvortil hørte både griffel, stritflaske og klud, så der var nok at tage fat på. Foruden lærerinden, der tog sig af de små elever, var der ansat en førstelærer, der overtog eleverne, efterhånden som de rykkede op i “store klasse”. Han havde eleverne, indtil de som 13-14 årige blev konfirmeret og herefter forlod skolen. Denne førstelærer, der hed Anton Jensen, var tillige degn, hvilket af og til kom os til gode, da det indebar, at han til tider ved sølvbryllupper i sognet skulle synge for ved morgenbesøget. Når han endelig igen viste sig på skolen hen på formiddagen, undertiden stadig med lys på lampen, var han let at overtale til at læse for os resten af dagen i en af Ingemanns romaner, “Onkel Toms hytte”, eller hvad der nu havde vores interesse, og det nød vi naturligvis. Degnen var for øvrigt en ganske god underviser i danmarkshistorie, som han fortalte ret så levende for os, og klassens udsmykning, der nok var beskeden, bar også præg af hans historiske interesse, idet et af billederne forestillede “Mordet i Finderup Lade” og et andet “De sønderjyske piger”.

Den næste skoledag, jeg husker, var den 9. april 1940. Det blev nu ikke nogen lang skoledag, da lærerinden på grund af det tyske overfald på Danmark græd sine modige tårer, og vi unger naturligvis ikke kunne samle os om noget som helst, da flyvemaskiner hele tiden drønede nordpå over vore hoveder. Krigen havde gjort sit indtog, og det kom på mange måder til at påvirke tilværelsen for os allesammen mange år frem.

Knap to måneder efter denne skæbnesvangre dag døde vores lærerinde frk. Mikkelsen. På den efterfølgende skoleudflugt, der foregik i jumber og charabancer, gjorde vi holdt ved kirkegården for at lægge blomster på hendes grav, inden turen gik videre til Lyngby Mølle, hvor den medbragte mad blev sat til livs. Hjemturen gik over Løkken, hvor hestene opstaldedes på Hotel Klitbakken, mens vi andre var en tur i biografen i den bygning i Vendelbogade, hvor nu møntvaskeriet har til huse.

At morgenstunden den 9. april naturligvis også hjemme var ret speciel er en selv følge. Min ældste søster og jeg var den dag ene hjemme med far, da mor og min anden søster, Hanne, dagen forinden var taget til Ruds-Vedby for at aflægge besøg i mors barndomshjem. Et uheldigt sammentræf, som dog heldigvis fik en god ud gang. Tidligt om morgenen vækkedes vi af støjen fra tyske maskiner på vej mod Norge, og straks derefter kom far ned og sagde, at nu var de her. Hvem “de” var, var det unødvendigt at sige. Det var underforstået, for deres ankomst havde længe været både ventet og frygtet. At det ikke ligefrem var gæster eller venner, der meldte deres ankomst, stod os derfor ganske klart. Deres synderegister var jo allerede på det tidspunkt stort, og Hitlers politik og visioner allerede forlængst offentlig gjort i bogen “Mein Kampf”, så i mit hjem var holdningen fra starten lysende klar. “Den 9. april var uvejrsdagen over Danmark”, som min farfar samme år skrev i en artikel. Tyskerne var landets fjender, at have sympati for dem og det, de stod for, var i allerhøjeste grad forkasteligt. At melde sig under deres faner var ensbetydende med at sælge sin sjæl til fanden selv, og det var da kun noget, tølpere kunne finde på. Denne klare holdning hos mine forældre satte naturligvis præg på den opdrag else, vi børn fik. Anderledes kunne det ikke være. De sydfrakommende blev også vore fjender, det nationale blev sat i højsædet, et stort billede af Christian X fik en fornem plads i fars kontor osv., og for ligesom at sætte prikken over i’et blev en tysk vimpel med hagekors hængt op i altanværelset, så vi kunne spytte på den, hver gang vi gik forbi. I dag vil man nok kalde den slags indoktrinering. Det var det måske også. Selv har jeg somme tider tænkt på vi søskendes situation under krigen, når jeg i “Matador” så grisehandlerens hund, der afskyede alt, hvad tysk var. Den havde vi vist lidt tilfælles med. Senere oplevelser under krigen kom til yderligere at forstærke denne holdning.

Vrensted Byskole, klassebillede med to årgange. Jeg ses som nr. 1 fra venstre i forreste række

Nu skal mine drengeår i første halvdel af fyrrene naturligvis ikke betragtes som et langt mareridt på grund af krigen, for det vil være meget forkert. Det var nemlig helt igennem et dejligt hjem, vi børn fik lov at vokse op i. Vi havde pragtfulde forældre, og vi trivedes i allerhøjeste grad i miljøet, men krigen satte nu engang begrænsninger for snart det ene, så det andet, og det mærkedes mere og mere, som den skred frem.

Som noget af det første kom mørklægningen, der i starten for de fleste voldte store problemer, da man vel nok havde gardiner, men ikke af en beskaffenhed, der kunne hindre lyset i at trænge ud. Hjemme havde vi ret høje vinduer og måtte derfor kravle rundt på stole, trappestiger, og hvad vi ellers havde, for at hænge tæpper op, indtil det lykkedes os at få lavet mørklægningsgardiner, der tilfredsstillede kravene.

Ret hurtigt gik det også ud over bilisterne, der ganske vist ikke talte nær så mange som i dag. De måtte for flertallets vedkommende aflevere pladerne og lade deres køretøjer opstalde. Lidt bittert sådan at måtte nøjes med bare at kigge ind i garagen til “vidunderet”, der i vort tilfælde stod opklodset og indpakket i brunt papir. Inden det nåede så vidt, havde vi dog lidt fornøjelse af de sidste dråber benzin, der var i tanken, idet far flere gange lod os børn få en køretur rundt om flagstangen ude på gårdspladsen. Det var da bedre end ingenting. Vognmændene, der havde kørsels tilladelse, fik bilerne udstyret med gengasanlæg og måtte derfor af og til gøre holdt for at rode lidt i ilden eller komme brænde på, men fremad kom de da, ganske vist ikke så hurtigt som nu til dags. Hastighedsgrænsen var dengang max. 60 km i timen, og den passede udmærket til såvel vejene som datidens køretøjer, der ud styret med delvis mørklagte forlygter jo ikke var særlig trafiksikre efter mørkets frembrud. På grund af bilens opklodsning blev mine forældre tvunget til at erhverve sig et par brugte cykler for at klare transportbehovet, og det gik da også udmærket i hvert fald så længe dæk, slanger og kæder kunne holde. Ret hurtigt blev også disse ting mangelvarer, og så var gode råd og stor opfindsomhed nødvendig.

Flere og flere varer forsvandt fra forretningernes hylder, nogle helt, mens andre erstattedes af surrogater. “Kaffen” kom til at bestå af brændt rug, sæben blev til 40% – sæbe, tøjet blev lavet af celluldsstof osv., og det meste af det, der kunne frem skaffes, var rationeret, men det gik jo endda. Vi lærte nøjsomhed, og vi lærte. hvad genbrug vil sige, begge dele noget, der siden fulgte os og er kommet os til gode, så noget godt kom der da ud af det i den sidste ende. At det samtidig betød, at vi siden hen har fået lidt for svært ved at smide gamle ting bort, er en anden sag.

Nok blev varemanglen mærkbar, men også på mange andre områder, der var langt værre, strammedes grebet om befolkningen, da friheden trådtes mere og mere under fode af “herrefolket” på utallige områder. En dag kom jeg således op til far på kontoret, hvor han var i færd med at binde en mærkeseddel med sit navn og sin adresse på sin salonriffel. Far var ivrig jæger, hvilket ingen kunne være i tvivl om, hvis de havde besøgt ham på kontoret, hvor han havde sine jagtvåben hængende på væggen, men den dag måtte salonriflen altså ned fra sit søm. Salonrifler skulle afleveres til politiet, og jeg husker tydeligt, hvordan han med vemod og vel også med en vis bitterhed bandt mærkesedlen på riflen med ordene: “Den ser jeg aldrig mer”, hvad for øvrigt kom til at holde stik.

Et andet og naturligvis meget større problem var censuren af nyhedsformidlingen. Vi havde ikke radio i mit hjem før krigen. “En radio stjæler alt meget af ens tid, og det kan ikke være meningen”, sagde far, der er fornuftigere ting at tage sig til”, så vi fik de fleste af vore nyheder fra Vendsyssel Tidende, men her kom så det med den manglende ytringsfrihed ind i billedet. Enden på det blev, at vi i et af krigens første år fik radio. Den fik sin plads på fars kontor og blev tændt, når der var nyhedsudsendelse fra London, som vi hørte hver aften. Jeg husker, vi børn syntes, det var pudsigt med alle de hilsner i slutningen af udsendelserne. Så blev der lyttet af alle på kontoret, selv om vi naturligvis ikke havde den ringeste ide om, hvem de gjaldt. Vi anede ikke, at en af disse særmeldingers hilsner kunne gælde far og den gruppe, han i 1943 sammen med fire andre oprettede i Vrensted, og som senere blev udvidet til en syvmandsgruppe, for vi kendte jo ikke dens eksistens. Nok havde vi mere eller mindre en fornemmelse af, at der i huset foregik noget, vi ikke var orienteret om, men hvad det var, vidste vi ikke. Mor havde lige som dæmpet vores spørgelyst ved at sige, at der var ting, det ikke var rart at vide for meget om, så derved blev det. Lige så uvidende var vi også om, hvad der fore gik på sene møder med fremmed foredragsholder. Det var først efter krigen, vi blev bekendt med, at der var tale om instruktionsmøder i brug af våben og sprængstof, og at våbenleverancer senere fulgte. Også de danske nyheder blev aflyttet, men her blev flere af oplysningerne naturligvis modtaget med et vis forbehold. Et par gange mindes jeg at have hørt Hitler tale eller rettere råbe og skrige i radioen, og havde man blot hørt det en enkelt gang, kunne man næppe være i tvivl om, at han var splittergal.

Sommeren 1944 forlod jeg Vrensted Byskole for efter ferien at begynde i 1. mel lem på Løkken Private Realskole, hvor mine ældre søstre allerede dengang var elever. Vi var en flok, der hver morgen gjorde turen til Løkken. Normalt foregik transporten på cykel, men om vinteren var der perioder, hvor vi benyttede os af toget, hvis det var muligt. Det var gammeldags togvogne med træbænke, men det skete også, at der var plysbetrukne sæder imellem. Dem fik vi at vide, vi skulle holde os fra, medmindre vi da ligefrem ønskede at blive befængt med lus og andet utøj, og hvem ønskede vel det?

Undervejs til skolen passerede jeg for enden af vores have et par tomands skytte huller i læbæltet. Når jeg så lidt senere sammen med kammeraterne var nået nord for Vrensted, passerede vi pansergraven, der startede nordvest for Hjørring, gik øst om byen for dernæst at fortsætte gennem bl. a. Vrensted til Limfjorden nær Gjøl. Det var et mægtigt anlæg, der var gravet med spader og skovle og afstivet i siderne med kraftige pæle og faskiner. Langs pansergraven var der tilmed et bælte med masser af pigtråd. Senere på turen passerede vi Løkken Vandværk, der holdtes under konstant tysk bevogtning, og lidt øst for Løkken på vejens sydside var en stor skyde vold, der under øvelser blev beskudt med kanoner, hvorfor vejen til tider var af spærret i flere timer. Det sidste vejstykke var omgivet af pigtråd og minefelter og sluttede med en “byport” af stærk beton, omgivet af spanske ryttere og bevogtet af tyske soldater. En ret speciel skolevej og så endda intet at regne mod, hvad der fandtes i Løkken og i klitrækken ud mod havet.

Til at etablere denne del af fæstningsanlægget, som i sin helhed udgjorde Vestvolden, der gik fra Norges vestkyst til den fransk-tyske grænse, var ansat arbejds kraft fra alle egne af landet. Opgaven med at skaffe indkvartering til denne arbejds styrke var pålagt myndighederne, på hvis vegne sognefogeden i december 1943 meddelte mine forældre, at vi i mit hjem “ifølge dekret fra den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark skulle afgive kvarter om fornødent med forplejning”. Det var langtfra noget, der passede mine forældre. Ganske vist var det med at have logerende ikke noget nyt, når blot det var folk med den rigtige holdning til tingene. Således havde vi bl. a. i en længere periode et københavnsk professorpar boende under deres flugt til Sverige. Men ordren skulle efterkommes, og en entreprenør flyttede ind. Han blev hurtigt klar over, at vi hellere var ham foruden, og det gav da også resultat, men så kom i stedet en ingeniør ved navn Sommer fra samme foretagende. Han yndede at fortælle om sit tidligere job ved fæstningsanlæg nær Kirkenæs i Norge og troede, han derved blev vældig populær. Da han havde været hos os nogle dage og gerne ville have sin “popularitet” bekræftet, spurgte han far, om vi havde noget imod at have ham boende, hvortil far prompte svarede: “Ja, i høj grad”, og så flyttede hr. Sommer også.

Atter stod gæsteværelset tomt. Der blev luftet godt ud og skiftet sengetøj for at give plads til en ny logerende. Denne gang til en herre, der ikke byggede vestvold eller pralede af sine bedrifter, men til en ung journalist, der havde til opgave med sin spidse pen og sin skrivemaskine gennem “Frit Danmark” at kommentere forholdene og orientere om hændelsesforløb, almindelige aviser var afskåret fra at omtale på grund af censuren. Hans navn var Chr. Winther, men det vidste vi børn naturligvis ikke. Vi troede, han hed Obel Møller og kaldte ham derfor hr. Møller, da det jo var en herre på tredive år. Efter krigen blev Chr. Winther for øvrigt kendt af de fleste danskere som Danmarks Radios korrespondent ved Europarådet i Strass bourg, FN’s generalforsamling i New York og som politisk kommentator fra Washington.

Det at huse lokalredaktionen af “Frit Danmark” medførte naturligvis en forøget postmængde til mit hjem med landposten, der kom to gange dagligt, men det gav også hyppigere besøg af personer, vi børn ikke kendte. En aften efter mørkets frem brud kom en af disse fremmede til præstegården. Han var ikke kendt i Vrensted og spurgte derfor nogle unge aftenskoleelever, der gik udenfor byskolen og nød frikvarteret, om vej til præstegården. Først studerede de unge den ukendte i tavs hed, hvorefter en af dem rettede sig lidt op, trådte et skridt frem og sagde: “Vi har sgu’ da ingen præst her i Vrensted”. Det var naturligvis en dum besked for den fremmede at få, men samtidig gav den ham en dejlig fornemmelse af, at de unge stod sammen om deres præst og ikke udleverede ham til hvem som helst. En efterfølgende forespørgsel hos førstelærer Elith Madsen gav dog efter en fortrolig samtale den besøgende et bedre resultat.

Chr. Winthers aktiviteter fik desværre en brat afslutning, da han naturligvis meget mod sin vilje måtte forlade præstegården i selskab med Gestapo Jørgensen og hans lakajer. Det var ret så uhyggeligt at opleve “hr. Møller” først blive ufor skammet behandlet og dernæst taget med af det sjak, men heldigvis klarede han både kløene og efterfølgende ophold i Frøslevlejren indtil befrielsen.

Besættelsen af præstegården og tilfangetagelsen af Winther skete den 7. marts 1945. Far var den dag om formiddagen taget med toget til Hjørring for, som det hed sig, at købe ind til min søsters konfirmation senere på måneden. Under op holdet i Hjørring blev han kontaktet af folk fra modstandsbevægelsen, der havde fået opsnuset, at Gestapo var på vej til Vrensted Præstegård for at hente ham. Straks gik han derfor til en telefon og ringede hjem og fortalte om det nært forestående besøg, således at vi kunne få Chr. Winther ud af huset og fjernet sporene efter ham, mens tid var. Herefter lånte far en cykel og kørte til Vrensted for at være nærmere brændpunktet.

Det lykkedes at få Winther, der var gået sig en tur, advaret i tide, så han ikke kom hjem, og samtidig nåede mor af få hans ejendele gemt i tørvehuset under tørvene, inden Gestapo dukkede op første gang og spurgte efter far. Mor fortalte dem, at far ikke var hjemme, men at hun ventede ham med sekstoget, hvorefter de kørte igen. Straks gik der bud til Winther, at Gestapo nu var kørt igen, men at han endelig ikke skulle komme tilbage, da faren næppe var drevet over. Det mente han derimod, den var, hvorfor han kom tilbage fra spadsereturen, fandt sine ting frem fra tørvestakken og bad mor ringe efter en vogn. Taxaen kom lidt senere, men umiddelbart efter den fulgte Gestapo samt tyske soldater, der straks omringede præstegården. Løbet var således kørt for Winther, der under den efterfølgende husundersøgelse forsøgte flugt gennem et vindue, men straks blev taget af solda terne og kom under forhør. Unægtelig en lidt vanskelig situation at blive bragt i med falsk legitimationskort og med en bagage, der overvejende bestod af illegalt materiale og en skrivemaskine. Heldigvis var det ikke lykkedes Winther at finde sin pistol, som far opbevarede. Det ærgrede ham en del, da han pakkede, men glædede ham sikkert, da han blev taget.

Da husundersøgelsen var slut, og Gestapo under ransagningen ikke var stødt på noget, der havde deres interesse lige bortset fra “Mein Kampf”, som far havde stående i reolen, og det efterhånden også var gået op for dem, at far ikke var med seks toget, som åbenbart forventet, drog de afsted med Chr. Winther. Inden de forlod os, gav de dog mor besked om, at der ville blive to soldater tilbage for at afvente fars hjemkomst. De ville opholde sig i spisestuen sammen med familien og et par damer, der var kommet på besøg under aktionen, og ingen måtte forlade stu en uden ledsagelse af en soldat. Kun soldaterne måtte benytte telefonen, og endelig fik mor besked på hen på aftenen at servere kaffe for de to uniformerede “herrer”. Det blev en meget lang aften og nat – en nat jeg aldrig glemmer. Når vi siden talte om den, sagde mor gerne som noget formildende, at hun aldrig hverken før eller siden havde fået stoppet så mange strømper på en gang som den nat, da også damerne gav en hånd med. Næste formiddag kl. 11 forlod soldaterne igen præstegården efter at have ført flere telefonsamtaler, og vi kunne atter ånde en smule lettet op, men var naturligvis mærket af døgnets oplevelser, så dagen der på forlod vi alle præstegården en uge uden at efterlade vore adresser. At mor formåede at klare omtalte situation og for øvrigt mange andre og være far den støtte, hun var under besættelsen, har jeg siden beundret hende meget for. At stå med sådan en børneflok og sam tidig satse så hårdt krævede i høj grad mod og offervilje.

Far var naturligvis afskåret fra at vende hjem før den 4. maj 1945 om aftenen, men takket være sognebørns trofasthed kunne han indtil da holde sig skjult i sine sogne. I en periode, hvor han opholdt sig i et gavlværelse i “Villa Holmen” med udsigt til præstegården, havde jeg en enkelt gang lejlighed til at besøge ham. Jeg blev inviteret ned til Anna Michaelsen i “Villaen” intetanende, at far opholdt sig der. Stor var overraskelsen og glæden ved gensynet, da hun åbnede døren for mig til hans værelse. Hjemme forsøgte vi andre at få dagligdagen til at fungere, men en frygtelig, utryg tid var det at komme igennem frem til den meget kærkomne befrielse.

Far som taler ved frihedsfesten i Brønderslev d. 13. maj 1945

Endelig kom så om aftenen den 4. maj frihedsbudskabet fra London. Mor var på besøg hos far der på det tidspunkt boede i nærheden, og sammen hørte de frihedsbudskabet i radioen, hvorefter de straks tog hjem for en kort bemærkning, inden de igen drog af, da mor havde lovet at cykle til Thise med en besked, og far havde andre opgaver at varetage den nat. En ny periode var begyndt. En periode, hvor rollerne var byttet om, og hvor far derfor udover at genoptage sin embeds førelse sammen med andre modstandsfold blev stillet overfor løsningen af adskillige store og vanskelige opgaver, da vi jo på det tidspunkt hverken havde militær eller politi. Eksempelvis kan nævnes overvågning af fæstningsanlæggene ved Vest kysten, tilfangetagelse af nogle norske landsforræddere, der i en stjålen båd var flygtet fra Norge osv. I perioden frem til 15. september 1945 var far således souschef under oprydningsarbejdet i fæstningsanlæggene ved Løkken og Kettrup, og fik under dette arbejde fjernet en del kostbart materiel fra anlæggene og bragt det i sikkerhed hjemme i vores hønsehus. Således undgik det destruktion som krigsbytte. Efter nogle måneder i præstegården blev det afhentet af den danske marine, der for denne indsats i februar 1946 sendte far en takkeskrivelse underskrevet af direktøren for marineministeriet, admiral Vedel.

Hvad de norske bådflygtninge angik, fik denne episode en lykkelig udgang, hvorefter båden senere på måneden kunne returneres til Norge sammen med lokale fiskerbåde, fuldt lastet med indsamlede fødevarer til den sultende norske befolkning, som man dengang følte sig i stor gæld til på grund af deres forbilledlige modstand mod tyskerne. For at mindes denne begivenhed på 50-årsdagen var min kone Estrid og jeg sammen med to ældre fiskere fra turen i 45 samt andre repræsentanter fra Løkken af Aust-Agder Fylkes kommune indbudt som gæster ved et Dansk-Norsk Frihedstreff i Arendal. Det var en meget stor oplevelse, som naturligvis gjorde et stort indtryk på os alle på grund af den enestående taknemlighed, der fra norsk side blev givet udtryk for. At det samtidig virkede stærkt på mig at erfare, med hvilken respekt far blev omtalt i de officielle norske taler på grund af hans indsats i forbindelse med før omtalte madindsamling, er vel forståelig.

For at løse forskellige opgaver var det nødvendigt for far at have et transportmiddel, så umiddelbart efter befrielsen fik jeg lov til at hjælpe ham med at pakke bilen ud igen. Det brune papir og klodserne blev fjernet, der kom nyt olie og benzin på, og den 12. maj blev den igen forsynet med nummerplader. Denne gang var det tynde, grønmalede plader med nummeret DF16. Allerede dagen derpå blev vi børn stoppet ind bag i bilen og fik lov at køre med mor og far til Brønderslev, hvor egnens befolkning fejrede befrielsen ved et stort festligt møde ved Friluftsbadet med 7-8000 deltagere og far som taler. Stadig kan jeg huske mylderet af folk ud gennem Bredgade og de mange armbind, modstandsfolkene luftede den dag.

Der var nu gået en uge efter befrielsen, men stadig færdedes i området farlige elementer, som det godt kunne blive nødvendigt at forsvare sig imod. Derfor kunne især kørsel med de grønne plader godt indebære en vis risiko. Således mindes jeg en dag, far skulle forrette en kirkelig handling i Ingstrup Kirke. Jeg havde fået lov til at komme med, og da vejen fra Vrensted til Ingstrup dengang var en ufremkommelig jordvej, måtte vi køre over Løkken, hvilket ikke alene øgede afstanden, men også risikoen væsentligt, så inden afgangen hjemmefra anbragte far en skarpladt pistol i handskerummet foran mig. Et under normale forhold ret specielt udstyr til en kirketur, men den gang var det hele jo noget anderledes.

Den længe eftertragtede frihed kom med befrielsen, men det krævede lang tid at få alt under kontrol og få normaliseret forholdene i et acceptabelt omfang. Andre steder i Europa havde forholdene dog været langt værre end hos os, og for at yde en beskeden hjælp til Europas sultende børn havde vi i mit hjem i nogle måneder så sent som i 1947 en lille, fransk pige boende. Hun kom fra et område i Paris’s ud kant, var meget afmagret og medbragte en slags foderplan, der beskrev, hvordan hun gradvis kunne tilvænnes næringsrig, dansk mad. Hun var seks år gammel, lille af vækst, men særdeles godt begavet og lærte derfor efter kort tid at tale et forståe ligt dansk samtidig med, at hun lærte mine små søskende adskillige franske ord. Sct. Hans aften tog vi hende med til bål i anlægget, men da det var blevet tændt, og der lød knald fra noget fyrværkeri anbragt i bålet, gik hun helt amok og måtte i hast – vildt sprællende og skrigende af fuld hals – fragtes hjem. Hun havde åbenbart oplevet skud og ildebrand nok, hvor hun kom fra.

Efteråret 1945 var vi en flok Vrensted drenge, der meldte os ind i spejderbevægelsen under Det Danske Spejderkorps, der i Løkken havde en trop, som vi blev en del af. Da vi i Vrensted var nok til at danne en patrulje, kunne vi afvikle en del af vore patruljemøder på skift i hjemmene, men ellers gik turen til lokaler under Teknisk Skole på Sdr. Strandvej i Løkken. Det at være spejder krævede jo en uniform, så vore mødre fik travlt ved symaskinerne, hvor godt brugte lagner blev omdannet til uniformsskjorter, der efter en tur i farvegryden ikke efterlod nogen tvivl om, at det var de gule spejdere, vi tilhørte.

Spejdertiden gav os mange gode oplevelser – herunder mulighed for at deltage i lejre forskellige steder. Især blev sommeren 1946 minderig, da vi i slutningen af juli deltog i en divisionslejr ved Kalø Vig under dygtig ledelse af den kendte statsskovrider, Jens Hvass, Rold. Det blev en oplevelse, næppe nogen af os glemmer, bl. a. fordi han beordrede os alle til at vade tværs over vigen fra slotsruinen tilbage til lejren gennem vand, der var så dybt, at vi på en del af turen måtte have i skuldrene på en af drengene fra Løkken for at holde hans hoved oven vande. Nå, vi mistede ingen undervejs og kunne dagen derpå fortsætte til fods de 36 km til havnen i Arhus, hvorfra vi fragtedes over til Kalundborg og videre derfra i tog til Klampenborg for så endelig at slæbe os af sted det sidste stykke til den store spejder jamboree, der afholdtes på Ermelundssletten det år. Selv om vi alle var dødtrætte, da vi endelig nåede frem i nattens mulm og mørke og havde fået teltene slået op til tiltrængt søvn, så blev det efterfølgende lejrliv med dyster og udflugter en meget stor oplevelse for os Vrensteddrenge, der ikke ligefrem var forvænte med at komme udensogns. Løkkentroppen, der blev ledet af læge Boisen og tømrermester Ulrik, hævdede sig for øvrigt godt. Ikke mindst på grund af troppens store orkester, som Ulrik nok så professionelt dirigerede med en blyant.

Den 4. april 1948 blev jeg konfirmeret i Vrensted Kirke. For mange af mine kammerater betød konfirmationen samtidig, at skoletiden var forbi, men selv kunne jeg fortsætte i Løkken til den afsluttende realeksamen i 1949. Konfirmationen så vi naturligvis alle frem til med spænding og forventning, da den jo for de fleste af os også betød fest i hjemmet med familie og venner og dertil oven i købet gaver i dagens anledning. Det var før, man var tobakkens skadelige virkninger så bevidst som i dag, så udvalget på mit gavebord indeholdt ikke mindre end tre cigaretetuier samt krus og æsker til cigaretter og tændstikker. Dertil kom som noget ganske nyt og helt specielt en kuglepen, som dengang ikke måtte bruges i skolen og ej heller var tilladt til brug på officielle papirer. Boggaverne handlede især om Hakon Milches udflugter og andre rejsebeskrivelser. Som nykonfirmerede fik vi fra Vrensted Ungdomsforening gratis tilsendt et medlemskort samt en indbydelse til den nært forestående forårsfest. For de fleste af os var denne fest – bort set fra skolens juletræ – den første, vi deltog i, hvor der var dans, så det var ret så spændende at kunne komme med, få luftet sit nye tøj og få lov til at føle sig voksen”, selv om det nok faldt de fleste af os frygteligt svært og sikkert også har virket temmelig komisk. For mange af os blev ungdomsforeningens arrangementer, møder såvel som fester, for øvrigt noget, vi i høj grad værdsatte og med glæde tænker til bage på. Ellers var der dengang husflidsskolen, hvor vi startede med at lave spækkebrætter og støvleknægte og endte med at lave mere raffinerede ting, og der var idrætsforeningen med gymnastik, håndbold og fodbold, hvor vi cyklede rundt og dystede med holdene i omegnsklubberne.

Derudover gav Vrensted med sin beliggenhed nær havet og nær Ingstrup Sø enhver naturelsker rig lejlighed til at dyrke sine hobbies. Vi havde et badehus på stranden i sommermånederne før og efter krigen. En lang periode under krigen måtte det ikke komme derned og blev derfor malet grønt og anbragt på plænen ved dammen hjemme i haven, hvor vi så kunne bruge det som legehus året rundt. Ellers var der søen, der trak på næsten alle årstider. Om foråret samlede vi mågeæg, om sommeren fiskede vi, om efteråret kom så jagten på ænder og forskellige for mer for vadefugle, og om vinteren var det bare skønt med en god skøjtetur hen over de oversvømmede marker, engene og søen, for dernæst godt trætte og rødmossede igen at vende hjem til en varm stue.

At det især var jagten, der blev min store interesse, er vel ikke så mærkeligt. Far var ivrig jæger, vi havde plantagen, og jeg fik for en symbolsk betaling – en hare i ny og næ – tillige lov at jage på andres arealer. Som 13-årig startede jeg med at fange mår, ilder og væsel, og som 17-årig skød jeg mit første dyr. En oplevelse, jeg naturligvis blev meget betaget af. At jeg også var en lille smule stolt af det, er vel forståeligt, og at stoltheden ikke blev mindre, da biskop Erik Jensen, der kort efter sammen med bispinden besøgte mit hjem og fik dyreryggen serveret, udbragte en skål for den unge skytte, er vel tilgiveligt.

“Østergaard” Vrensted. Mit lærested fra november 1949 – november 1952

Allerede fra mine tidligste drengeår lå det fast, at jeg efter endt skolegang ville i gang inden for landbruget i håb om på et tidspunkt at få egen bedrift, hvorfor jeg i efteråret 49 søgte ansættelse på “Østergård” i Vrensted hos Else og Niels Øster gaard. Aftalen, som kom i orden den 6. oktober 1949, kom til at lyde på en étårig ansættelse fra 1. november – dog med den indføjelse, at ønskede jeg fra sommeren 1950 at starte på en videregående, boglig uddannelse, skulle jeg have lov at forlade pladsen i “utide”. Østergård var dengang på 70 tdr. land og havde en besætning på 25 køer plus ungkvæg, 100 svin og to spand heste plus opdræt. Endvidere hørte til gården en fast mælketur, som beskæftigede en mand nogle timer dagligt, så den samlede arbejdsstyrke udgjorde foruden Else og Niels en pige i huset og tre unge til arbejdet i mark og stald. Et helt lille samfund var det, og således fungerede det også, hvad jeg blev klar over allerede andendagen, da jeg sammen med Niels og de andre karle var i engene efter kvier, der skulle hjem og græsse ved gården. På udturen spurgte jeg Niels om, hvor mange kvier han havde gående i engen, hvorpå Niels svarede mig med ordene: “Det hedder ikke, hvor mange kvier har du i engen Niels. Nej det hedder, hvor mange kvier har vi i engen, for når man arbejder på en gård som den her, så udgør man en del af et mindre samfund, der løser opgaverne i fællesskab, og så siger man vi om tingene”. At det ikke var tomme ord, stod mig hurtigt klart, og det var en væsentlig årsag til, at mit ansættelsesforhold ikke blev étårigt, men treårigt og førte med sig et varigt venskab, jeg meget påskønner.

Nogle dage før jeg forlod Østergård for at tage på Vrå Højskole, døde min far kun 48 år gammel på grund af et dårligt hjerte. Far levede med sine sognebørn i lyst og nød, i medbør og modstandskamp, men især havde besættelsesårene slidt på ham. Om fars kamp for troen, sandheden og retten de år skrev forfatteren Jens Thise i nekrologen om ham bl. a.: “Hans mod stod særlig sin prøve under besæt telsen, da han fra prædikestolen udtalte fordømmelse over fjendens ugerninger”.

Det var et hårdt slag for os alle i familien og ikke mindst for mor, der nu stod alene med tre “voksne” og tre mindreårige børn i alderen 12, 10 og 6 år. Samtidig betød det, at familien i løbet af vinteren måtte forlade Vrensted Præstegård. Også det gjorde utrolig ondt. Selv tilbragte jeg den vinter som elev på Vrå Højskole for, som det så smukt hed i højskolens formålsparagraf, “at søge folkelig og menneskelig oplysning og dannelse”. Desuden undervistes der på skolen i alm. skolefag, samt i vinterhalvåret for os bondedrenge i landbrugsfag, og jeg afsluttede da også det område med en uddannelse som kontrolassistent. Noget jeg senere fik brug for som ansat inden for demonstrationsbrugene for kvæg.

Da foråret oprandt, forlod jeg efter en god vinter højskolen i Vrå for at tiltræde en plads som elev på Vrejlev Kloster, hvortil jeg ankom 2. påskedag 1953. Her var det dengang skik, at den elev, der havde hjemtur, på helligdage spiste sammen med familien og pigerne oppe i spisestuen, og da 2. påskedag jo var helligdag, blev også jeg budt med til bords. Ved den lejlighed præsenterede fru Holst de for skellige omkring bordet for mig, og da hendes blik under præsentationsrunden faldt på en af de unge piger, sagde hun henvendt til mig: “Og det er så vores hus jomfru, Hanne Nielsen. Hende må De se at stå Dem godt med, det betaler sig”. Sikke titler, man havde sådan et sted, det var jeg ikke vant til, og så det med at blive sagt De til og blive kaldt ved efternavn var jo også noget nyt for mig, men den slags kunne man åbenbart også vænne sig til, så selv om det i dag er ca. 45 år siden, jeg forlod klostret, er det stadig de dengang ansattes efternavne, jeg husker på, når jeg mindes dem.

Dagene på klostret begyndte med morgenarbejdet, der bestod i klargøring af traktorer og maskiner. Når vi så efter morgenmaden skulle i gang med den egentlige arbejdsdag, samledes vi på loen lige inden for porten, hvor vi stillede op på rad og række med 1. eleven på fløjen og så hele striben nedad for til sidst at ende med traktorføreren, chaufføren samt en husmand. I det øjeblik tårnuret faldt i slag, trådte forvalter Christensen ind ad porten, hvorpå alle hilste og hev kasketterne af. Dernæst blev hele styrken sat i arbejde, og da der dengang var en del arbejde med håndredskaber i forbindelse med transport af kartofler, roer, korn, staldgødning osv., måtte forvalteren ved fordelingen af de forskellige arbejdsopgaver bl. a. tage et vist hensyn til, hvem af eleverne, der havde højre hånd forrest, og hvem der havde venstre forrest på redskaberne. Ud fra det kunne han sammensætte arbejdsholdene på den mest rationelle måde – noget, næppe nogen i dag ville skænke en tanke.

Nu var alt arbejde jo ikke håndarbejde. Mekaniseringen af landbruget var godt i gang, og da godsejer S. M. Holst var foregangsmand, blev der investeret i maskiner bl. a. en mejetærsker i 1953. Det var en femfods, bugseret sækkemaskine med presse, men da vi på det tidspunkt ikke havde traktorer med uafhængig kraftoverføring og vel ej heller tålmodighed til at vente, til kornet var modent, blev første års mejetærskning ikke den store succes, så der var stadig en del til binderne at klare.

Regnar Bønkel underviser kontrolassistenterne. Jes ses (med det stribede hår) på forreste række.

Ellers blev de tretten måneder, jeg tilbragte på Vrejlev Kloster, en tid, jeg med glæde ser tilbage på. Der var god orden i tingene, gode arbejdsforhold og en masse dejlige mennesker at være sammen med. En familie på otte, fire piger i husholdningen, en forvalter, syv elever, en traktorfører, en chauffør, en husmand, en gartner og altmuligmand foruden de fire, der var beskæftiget med pasning af kreaturer, svin og heste. Maj 1954 måtte jeg forlade klostret på grund af indkaldelse til Livgardens rekrutskole i Jægerspris. I den anbefaling, godsejer S. M. Holst gav mig ved afrejsen, stod bl.a., at jeg under opholdet på Vrejlev Kloster hurtigt havde tilegnet mig færdigheden i at køre traktor. Denne passus studsede jeg i starten lidt over, da jeg i min tidligere plads var vant til at køre Ferguson, men så slog det mig, at det måske ikke var alle, der kaldte en grå Ferguson for en traktor. Jeg må her indskyde, at der også var stor forskel på at køre den lille grå Ferguson og så klostrets John Deere A model med samlede forhjul og håndkobling eller Fordson Majoren på petroleum med en stor bugseret plov på slæb. Herefter accepterede jeg formuleringen.

Afrejsen fra klostret betød samtidig et farvel til Vendsyssel frem til maj 1958, da jeg købte “Teglgården” i Stenum, hvor Estrid og jeg siden da har haft mange dejlige år sammen med vor børneflok på fem. En efter en er de nu draget hjemmefra og er blevet, spredt fra København til Seattle. Ingen af dem valgte landbruget som erhverv, men nævnes skal det dog, at en af pigerne er gift med en gårdejer. Selv valgte jeg som ung landmandsgerningen og fortrød det ikke. Nu har vi bortforforpagtet bedriften og glæder os over det, ikke mindst på grund af den umyndiggørelse, vi efterhånden følte os udsat for ved indførelsen af alle de krav og forordninger, der er pålagt erhvervet.
Det har været mig en stor glæde, af gode venner at blive opfordret til at skrive noget om mine oplevelser som barn i Vrensted Præstegård under besættelsen. Samtidig har arbejdet med at løse denne opgave været mig en kærkommen lejlighed til at genopfriske minderne om barndomshjemmet, mine aner og livet i præstegården og dens omgivelser, som jeg oplevede det i min barndom og første ungdom før, under og umiddelbart efter besættelsen.

Meget vand er løbet i stranden siden da, og meget har ændret sig, men når alt kommer til alt, er det alligevel således at:

Barndomstid og ungdomsår

i sorrig, fest og glæde

tanken tit tilbage når

i minderækkens kæde.

Til det land bag klit og kær

med himmelrum og vidder,

som mit hjerte står så nær

og som min hu besidder

P.S. 1997.

Selv har vi da også kun fem børn. (Marts 1967) De er nu spredt fra København til Seattle.j

Skolebilleder fra Skoler i Vrensted sogn.

 

Er der nogen der ligger inde med skolebilleder, så send dem gerne  på mail til: jensotto1946@hotmail.com

eller sæt dem på facebook-gruppen  “ Goe’ gamle Vrensted”, gerne med navne, hvorefter jeg så vil sætte dem på denne side.

 

fra Lisbeth Christensen, Kongsengene

 

Denne fine sang, som Frank Sørensen fik lavet til klassens 25 års jubilæum i 1993, fortjener at komme frem i lyset som en hyldest

til vores gamle skole, Vrensted skole, og de lærere, vi havde 🤗😊. Vi sang den igen til vores “efterkonfirmation” ☺️.

Billed nedenfor: Forrest fra venstre Ellen Vestergård, Tove Westergård, Else Pedersen, Grethe Jensen og Eva Pallesen. I midten fra venstre Per Ulrick, Lisbeth Hansen, Karen Margrethe Jensen, Signe Pilgård, Svend Nielsen og fru Vestergård. Bagerst Børge Hyldgård, Frank Sørensen, Niels Pilgård, Ole Bækgård og Tage Larsen 😊

 

Bagerst fv : Bjarne Vestergaard, Ingerlis Thomsen, Gunnild Jacobsen, Jørgen ?, Iver Efraimsen, Fritz Nielsen, Lisbeth Nielsen, Søren Krogh. Forrest fv : Erik Langbak, Tom Mogensen, Asger Boelt, Kristian (solli) Mortensen, Tina Mikkelsen, Hanne Christensen, Hanne Hyldgaard. Nogle af efternavnene kan have ændret sig med tiden. fra ca. 1977 / 78.
Årgang 1977 – gik ud af Vrensted skole 1991. Øverst fra venstre: Sanne Pedersen (Nielsen), Anna Hyldgaard (Hyldegaard Pedersen), Agnethe Stave Jensen, Heine Pedersen, lærer Søren Krogh. Forrest fra venstre: Mette Vingaard Olesen, Dianna Helledie Nielsen, Gitte Schiønning (Fjeldgaard), Lisbet Dalsgaard, Martin G Gade.
Lærere ved Vrensted skole 2002/2003 Bg. rk f.v. Gitte Madsen sekretær, Janne Tilsig, Gitte Rubak, Ole Ottesen. Børge Drivsholm, Bodil Jensen Leo Fjeldgaard pedel forrest f.v. Annette Philipsen, Birthe Dam børnehaveklasseleder, Tom Skjoldborgs, Annemarie Poulsen, Helle Windfeldt, Kirstine Staun

Herunder tre udklædningsbilleder fra sidste skoledag 1985.

Jørn Bertelsen og Børge Drivsholm
fv. Kirsten Jensen, Birgit Dinesen, Jens Andresen, Inger Østergaard sekretær, Jørn Bertelsen, Leif Jensen pedel, Ingrid Andresen, Lise Kragh, Søren Lrogh, frede Pallesen
Børnehaveklasse 1983 – Bagerst fra venstre. Johnny Helledie. Jens Erik Hsugård. Christian Mogensen. Kristian Andersen. Allan Andersen. Mads Sørensen. Bo Holm. Michael Mejlholm. René Hansen. Forreste række fra venstre. Rikke Jensen. Mette Larsen. Stine Schirup. Mette Fuglsang. Bettina Bøstrup. Mette Sørensen. Maiken Trolle Jørgensen. Anja Hansen. Malene Søborg Jensen. Nogen har skiftet efternav

 

2009/2010. Mener det må være 4, 5 og 6 klasse slået sammen, fordi vi var så få elever 😅
Øverste række fra venstre: Maria Gjerløv Jensen, Camilla Hansen, Dennis Bæk, Lasse Jensen, Anne-Sofie Jensen (mig), Mathilde Merete Jensen og Thomas Larsen
Midterste række fra venstre: Kamilla Lind, Maiken Nielsen, Nicklas Holm, Jonas Mørch Fosdal, Frederikke Jensen og Rane Isak Nielsen
Nederste række fra venstre: Karoline Westergaard Eskildsen, Lasse Kammer, Christopher Hyldgaard Andersen, Charlotte Damsgaard, Johanne Sofie Stagsted Nielsen og Jonas Gade
Lærerinde til venstre er Gitte Rubæk
Lærerinde til højre er Rikke Bønkel

Den mindste årgang fra min skoletid, årgang 77 mener jeg. Nok fotograferet syvende, så 1990-1991,

Øverst fra Venstre -Sanne Pedersen, Anna Hyldgaard, Agnethe Stave, Heine Pedersen. Nederst fra venstre – Mette Olesen, Dianna Helledie, Gitte Fjeldgaard, Lisbet Dalsgaard og Martin G Gade

☺️ En god lille klasse med Krogh som klasselærer fra 4. – 7. kl. Fra 1. – 3. kl. havde vi Gunnar Kristensen, inden han gik på pension.

 

fra 1982 Bagerst fra venstre Jan Erik Berthelsen, Benny Mørk, Dan Andersen, Jørgen Christensen, Keld Sørensen, Brita Helledie, Helle Dithmarsen Midterste række Susanne Svenningsen, Anette Larsen, Flemming Christiansen, Hans Kristensen, Jørgen Kjær, Kim V. Mortensen, Annemarie Nielsen og Inge Nørgaard Forrest John Helledie Nielsen, Arne Nielsen, Roland Jensen, Per Larsen, Annette O. Jensen, Inge Bolet
fra 1980 Forrest fra venstre Benny Mørk, Jørgen Christensen, Keld Sørensen, Helle Dithmarsen, Brita Helledie og Annemarie Nielsen. Midterste række fra venstre John Helledie Nielsen, Flemming Christiansen, Thorbjørn Jensen, Kim V Mortensen, Jørgen Kjær, Hans Kristensen, Thorkild Skovridder Eriksen, Dan Andersen. Bagerste række fra venstre Gunnar Kristensen, Inge Bolet, Ilse Sølvkær Andersen, Roland Jensen, Per Larsen, Arne Nielsen, Susanne Svenningsen, Anette Larsen, Annette O. Jensen.
Bagerst fra venstre Arne Nielsen, John Helledie Nielsen, Ilse Sølvkær Andersen, Anette Larsen, Torkild Skovridder Eriksen, Roland Jensen, Ane Krogsgaard, Per Larsen, Gunnar Kristensen. Midterste række Annette O. Jensen, Annemarie Nielsen, Hans Kristensen, Jørgen Christensen, Susanne Svenningsen, Jørgen Kjær, Kim V. Mortensen, Thorbjørn Jensen. Forrest Dan Andersen, Helle Dithmarsen, Keld Sørensen, Flemming Christiansen, Benny Mørk, Inge Bolet og Brita Helledie
Her er der også en flok artige unger fra 1980 . Øverst f.v.:Helle Anette Jensen, Ib Kristensen, Flemming Dalsgaard Helle Larsen, Berit Bøjstrup, Jens Jacob Haugaard, Helle ledet Ågaard, Gitte Marie Zakariasen. Midten fra venstre: Annie Olesen, Marian, Jan Hellidie, Tina Svenningsen, Dot Hyldgaard Nielsen, Christian. Forreste række fra venstre: Bente Jensen, Majbritt, Martin Vestergaard, Inger Larsen Klasselærer: Jørn Berthelsen ( Få efternavne er desværre glemt😊)

Vrensted skole 1 klasse årgang 1977.
Kan i mon genkende nogen?

 

Å 1959 bagerst f.v. Lasse Sørensen, Jens Jørgen Pedersen, Knud Jørgensen, Kaj Hansen, Rudi Pedersen, Preben Nielsen, Jørgen Schierup, række 2 f.v. Poul Pomykala, Kaj Hansenm Jørgen Sloth, Mogens Larsen, Elmer Christebnsen, Poul Justesen, Kaj Steffensen, lærer Kristensen forrest f.v. Anne Marie Pilgaard, Mie Aaris, Inger Jensen, Åse Jensen, Annette Jensen, Ellen Jensen Lene Thomsen, Selma Nielsen, Karen Hyldgaard Nielsen

Fra venstre bagerst – Rasmus Hyldgaard, Lotte Sørensen, Nanna Buus, Tobias, Nicolai, Tanja Fjordbæk, Morten Juhl Nederst fra venstre – Alex Nansen, Lea Mejlholm, Nanna Christoffersen, ved ikke, til sidst Mike Larsson Årgang 1992
år 1996 1. klasse, det er øverst fra venstre Josefine Lene, Hans Henrik Rottbøl, Louise Svenningsen, Christian Høj, Tanja Kjeldseb, Mathilde Helledie Sørensen, Simon Monjezi, Christine Rosenvinge Jensen, Louise Jensen, Anne Kolding Sørensen 🙂

 

1.række Niels Jørgen,Tenny,Birgit,Connie,Elna. 2 række: Gert,Kurt,Inge,Margrethe,Grethe,Gitte,Elsebeth. 3.række: Kasper,Bent,Kurt,Ole,Karsten,Claus,Kristian,Bent,Knud. Lærer Søren Krogh og vi har fødselsår 1956.
Årstal 1963: nr 1 ved ikke. Dernæst Poul Erik Ulrich, Chren Bonnerup, Poul Erik Thomsen, Arthur Nehm,  Christian Sørensen, Børge Volf, og Chresten Hansen Pigerne fra venstre mod højre. Kirstine Justesen, Grethe Schierup, Ellen Nielsen,  Inga Pedersen,  Lone Korsbæk, Ingrid Mikkelsen. Henny Kodahl , Lisbeth Hansen.
Øverst fra venstre: Joan Kjølby, Gitte Fjeldgaard Schiønning, Mette Vingaard Nielsen, Lisbet Dalgaard, Dianna Helledie, Gunnar Christensen. Nederst fra venstre: Rasmus, Martin G Gade, Heine Pedersen, Agnethe Stave Jensen, Christian, Anna Pedersen og Sanne Pedersen
Bagerst fra venstre: Peter Nielsen, Kristian Skovridder Eriksen, Karen, Gitte Bæk, Laila Thomsen, Kirsten Thomsen og Marianne Larsen. Midterste række: Carsten Kjær, Birgit Svenningsen, Ellen Pallesen, Poul Gade, Carsten Jensen, Per Jensen, Torben Simonsen og Karsten Nielsen Forreste række: Ole Sørensen, Annette Larsen, Lene Kristensen, Anette Jensen og Hanne Mouritsen (mig)

foto fra 1962-63 lærer Karen Bønding Bagerste række: Hans Træholt, John Andersen, Kurt?, Jens Nielsen, Per Nielsen, Birthe ?, Jette Erik Sloth Midterste række: Kirsten Hedegaard Fynsk, Hanne Fjeldgaard, Bente Hvarregaard, Kirsten Svenninggaard, Jette Houen, Ulla Hansen, Helle Dårbak, Leo  Forreste række: Jørgen Michaelsen, Gert Hedegaard, Jens Sørensen, Bjarne Svenningsen, Bent Nielsen, Jens Tuesen, Poul Anker Steffensen, Erik Sloth.
Søren Krogh. Fv.øverst.Niels Jørgen Gade. Kristian Larsen,Bent Koldkær,Knud Christoffersen,Gert Knudsen,Kurt Nielsen,Kurt Sørensen,Ole Ulrik Nielsen. Midt. Fv. Bent Svenningsen,Margrethe Pallesen, Gitte Nielsen,Grethe Pedersen,Claus Søndergaard, Carsten Sørensen, Nederst. Tenny Olesen,Inge Nielsen, Birgit Hyldgård Nielsen, Elsebeth Sørensen,Conny Nielsen og Elna Gade.

Øverst fra venstre Børge Hyldgaard, Frank Sørensen, Niels Pilgaard, Ole Bækgaard, Tage Larsen. 2 række fra venstre Per Ulrick, Lisbeth Hansen ( Christensen ) Karen Margrethe, Signe Pilgaard, Svend Nielsen, fru Vestergaard. Nederste række fra venstre, Ellen, Tove Vestergaard, Else Pedersen, Grethe Jensen, Eva Pallesen.
. Øverst til venstre efter lærer Kristensen : John, Per, Svend, Carsten, Leo, Jens Jørgen, Peter Træholt, Jørgen. I midten til venstre:Bjarne,Peter, Jens, Anne Marie, Gudrun, Poul, Jørgen Richard. Nederst fra venstre: Kirsten, Ellenmarie, Birthe Marie, Mona, Lisbeth.

 

Forrest fra venstre: Jette Romedahl, Nina Pedersen, Conny Jensen, Anni Vejergang, Inger Nielsen, Agnete Mørk, Bodil Hyldgaard Nielsen, Kitty Hansen. I midten fra venstre: Bent Larsen, Frede J. Nielsen, Bodil (Jensen?) Rita Westergaard, Kirsten Larsen, Jytte Larsen, Tala Knudsen, Aase Hyldgaard, Svend T. Christensen, Karsten Madsen, Henning Sørensen, lærer E. Madsen. Bagerst fra venstre: Frank Nielsen, Kurt (Hansen?) Evald Nielsen, Knud Østergaard, Søren Andersen, Poul Erik Jensen, Jens-Jørgen V. Jensen, Jens A. Mortensen, Per Westergaard, Kurt Sloth, Jørgen Romedahl
Årgang 1959
Årgang 1959 i 1984 lidt forandrede
Læreren er Bodil Poulsen( kom fra Vrensted Østre Skole) Bageste række : Jens Christian Eriksen, Poul E Ulrik, Kresten Hansen og Christian Sørensen Midterste række : Anette en Løkken pige, Lisbeth Christensen, Poul E Thomsen, Henning, Chren Bonnerup, Arthur Nehm Forreste række : Grethe Schierup Sørensen, Lisbeth Hansen, pige nr 3 og 7 var Hanne og Kirstine, tvillinger fra Løkken,,de gik der ikke så længe, nr 4 Kirstine Justesen, Henny Kodahl, Inga Pedersen og de to sidste er Lone Korsbæk og Ingrid Mikkelsen. Jeg gik selv i klassen, men er ikke med på billedet, mit navn var dengang Ellen Nielsen
Maren Margrethe Nielsen Dem husker jeg – det er min 7. klasse. Forreste række venstre: fru Bønding, Nanna Jensen, Ilse Hansen, Maren Margrethe Nielsen, Niels Jægerum, Jørgen Koldkjær, Jens Nicholaj Nielsen, Jørgen Andersen, Thorkild Pedersen. Bagerste række fra venstre: Inger Marie Olesen, Arne Mogensen, Søren Nielsen, Niels Krogsgaard og Henning Pedersen. 50 år senere lykkedes det at samle klassen med fru Bønding i spidsen hos Søren i Vrensted. (Nanna og Thorkild var ikke med. Thorkild døde for nogle år siden)

4 kl Vrendsted skole ,de er født i 1950 ,så de fylder ca 71 år i år ,et par dage siden .nr 3 fra venstre, nederste række er Ilse ,nr 4 Nanna Jensen

Bagerst f.v.Ole Larsen, Kaj Kristensen, Orla Jensen, Kristian Østergaard, Niels Chr. Larsen, Karl Ole Jensen 2. bagerst. f.v. Birte Nørlev, Thit Jensen, Else Kirstine Sloth , Anette Pedersen, lærer fru Westergaard m/Aase 3. bagerste række, f.v. Jette Thrane, Tove Nielsen, Joan Kragh, Hanne Vestergaard, Ingelise Sørensen, Dora Jensen , Louise Jensen, siddende f.v. Poul Christoffersen, Kesse Damgaard, Jørgen Michaelsen, Poul Mørk, Aksel Hyldgaard Nielsen, Bent Andersen og Tommy Pedersen. (Kesse og Tommy er faldet bort.)

 

Forrest f.v. Bent Jensen, Henrik Søndergaard Jensen, Ninna  Martiager  Jensen, Else Riis Eriksen, Grethe Nielsen, Rigmor Larsen, Ole Nielsen, Keld Martin Andersen, Svend Koldkjær bagerst f.v. Johanne Westergaard med sønnen Peter, Niels Ole, Per Ejersted, Erik Sørensen, Keld Pedersen, Poul Kodahl, Jens Jørgen Laursen, Jørgen Bøgh Larsen, lærer Madsen med sønnen Karsten på armen

Bagerst f.v. Elmer Christensen, Kaj Hansen, Kaj Steffensen, Poul Pomykala, Jørgen Schierup, Preben Nielsen, 2 bagerste rk. f.v. Karen Hyldgaard Nielsen, ?? ?, Anne Marie Pilgaard, lærer Kristensen, F.v. Ellen Jensen, Selma Nielsem, Mie Aaris, Inger Jensen, Rigmor Jensen, Lene Thomsen, Aase Jensen, Forrest f.v. Poul Justesen, Jens Jørgen Pedersen, Rudy Pedersen, Knud Jørgensen, Mogens Larsen, Lasse Sørensen.
Årstal ca. 1955Bagerst. f.v. :Rudy Pedersen Poul Pomykala, Jens Jørgen Pedersen, Knud Jørgensen, Mogens Larsen, Elmer Christensen, Aksel Hyldgaard Nielsen, Preben Nielsen, Jørgen Schierup, lærer Madsen 2.Bagerste række f.v.:  Ole Larsen, Carl Ole Jensen, Poul Justesen, Kaj Steffensen, Kaj Christensen, Jørgen Sloth, Niels Chr. Larsen, 3.Bagerste række f.v.:  lærer Johanne Westergaard, Peter Westergaard, Tommy Pedersen, Annette Pedersen, Selma Nielsen, Mie Aaris, Rigmor Larsen, Ellen Jensen, Karen Hyldgaard Nielsen,  Maren Margrethe Nielsen , Grethe Tilsig, Grethe Kragh,  Poul Christoffersen, Poul Mørk Forreste række f.v.: Thit Jensen, Lene Thomsen, Aase Jensen, Else Kirstine Stadsvold,  Birthe Christensen,   ?  , Louise Jensen,  Tove Nielsen, Jette Thrane

 

 

Bagerst f.v., Poul Erik Jensen, Ole Nielsen, Keld Steffensen, Per Ejersted, Lars Olsen, Poul Kodahl, Svend Koldkjær, Keld Martin Andersen, lærer Pallesen, Niels Ole Nielsen,  Keld Pedersen, Bent Jensen, Inga Nehm. Ninna Jensen, forrest f.v. Grethe Nielsen, Birgit Michaelsen, Grethe Tilsig, Rigmor Larsen, Bente Gjerlev , Else Sørensen, Anna Lise Pedersen
foto fra 1954 2 kl.

 

ukendt dreng bagerst er: Karl Aage Kodahl og ukendt piger stående er: Else Larsen, Grenegården, ukendt forrest er: Leif Gade Freund

 

foto ca. 1952 Vrensted Byskole, Bagerst f.v. lærer Johanne Westergaard, Kirsten Tilsig, Lis Mørk, ukendt, Inger Thomsen, Ninna Lifland Kjær, Esther Pedersen, Ulla Nielsen, ukendt, Ingrid Sørensen, Anni Weirgang, Ellen Christoffersen, Åse Jensen, Margit Nielsen, lærer Elith Madsen, 2 rk f.v. Anna Nielsen 3 ræk.f.v. Carl Robert Christoffersen, Bjarne Mikkelsen, ukendt, Jens Mariager Jensen, Kurt Jensen, Erik Koldkjær, Jørgen ?, forrest f.v. Kaj Jensen, Niels Chr. Larsen,Jørgen Ulrick, Poul Mariager Jensen, Poul Andersen, Jens Otto Madsen, Svend Riis Eriksen
foto 1952 – Vrensted Byskole foto ca. 1950Foto fra ca. 1949 fra det østre klasseværelse i Vrensted Byskole – lærerinde Johanne Westgaard 1 række f.v. Erik Koldkjær, Jens Otto Madsen, Bjarne Mikkelsen 2 række f.v. Birthe Romedahl ,Inger Thomsen 3. fv. ? , Ninna Lifland Kjær 4. fv. ?, Poul Andersen 5. fv. Esther Pedersen, Rosas, Ingrid Sørensen, Aslau Weirgang næste række ved vinduer fv. Kurt Jensen , SøgeÅges Jens , 2. fv . Carl Robert, Leo Jensen 3. Kirsten Tilsig, Ulla (Gerhards) 4. Bente Madsen, Margit Nielsen 5. fv. ?, postens Ellen
foto ca. 1948 Vrensted Byskole med navneliste med nr. modtaget fra Arne Søndergaard Jensen (Olufs Arne)

 

 

Vrensted Byskole, to årgange, foto fra ca. 1945 på knæ til venstre Povl Stevns

 

Øverste række fra v nr. 2 Svend Mørk nr. 3 Erik Kjeldsen nr. 4 Henning ( Hertas søn) nr. 5. Jens Ditlev ? nr. 8 Arne Christensen nr. 10 Poul Stevns nr. 12 Helge Christensen Anden øverste række f.v. Margit Vestergård nr. 2 Nelly Mikkelsen nr. 6 Lilly Andersen nr. 10 Hanne Stevns nr. 13 Inger Hansen 3. ø. række nr. 2 f. v. Otea nr. 5 Anni Christensen nr. 7 Vilhelm Gade nr. 8 Axel Bækgård nr. 10 Leo ( barberens) nr. 11 Svend (murer) 4. ø r. f. v. Edel ? nr.2? nr. 3 Nanny Pedersen nr. 4 Edel Kragh nr. 5 Jytte Vestergård nr. 6 Kirsten Kjær nr. 8 Ellen ? nr. 9 Ingrid Nielsen nr. 10 Ella Nielsen? nr.13 Oda Kragh nederste række f. v. Bodil Pedersen? nr. 5 Thomas Larsen nr. 6 Vagner Gade nr. 8 Svend Kristensen Nr. 9 Lindhart Kristoffersen nr. 10 Jens Mørk – foto fra 1943-1944 fra Vrensted Byskole

 

Vrensted Byskole foto ca. 1933

 

 

 

 

avisudklip fra sidst i 1920erne

Vrensted Byskole 1914
foto 1914

 

ØSTRE SKOLE

Lærervikar Nissen, Niels Møller Bonderup ,Jørgen Pedersen,Niels Jørgen Mejlholm ,Børge Pedersen og Jørn Hansen. 2 rk. Nelly Pedersen , Kirsten Nielsen ,Mona Pedersen ,Karen Sørensen ,Anne Grethe Jensen,Ella Hansen ,Hanne Birthe Thomsen , Conny Gjerlev ,Inger Jensen..3. Birgit Michaelsen ,Bente Gjerlev , Grethe Nielsen ,Else Sørensen , ? Else Vestergård. Nederst. Ingelise Sørensen ,Hanne Vestergård ,Inger Marie Olesen ,Annelise Pedersen ,Bent Andersen ,Niels Krogsgård og Kaj Hansen .
1954/55, Lærer Brøchner Hansen, f.v. v Anna Lise Pedersen Else Vestergård ,Bente Gerlev ! Birgit Michaelsen ,Kaj Jensen ,Niels J Mejlholm ,Niels M Bonnerup Mona Sørensen , Else Sørensen

Foto fra først i 1930erne lærer Hans Brøchner-Hansen som ung bagerst t.h. pigen i midterste række er Karen Pedersen (Sørensen)  senere boede på Bådstedhede bag ved  Søåges.

Åsendrup Skole

Lærerstaben ved starten af den nye skole august 1959

De fire nye og de to gamle lærere i midten, fotograferet ved den nye Vrensted Skole på Stationsvej, ved starten august 1959

 

 

 

Vrensted 2019

 

 

Vrensted er en by i det vestlige Vendsyssel med 291 indbyggere (2018)], beliggende 6 km sydøst for Løkken, 14 km nordvest for Brønderslev, 25 km nord for Aabybro og 24 km sydvest for Hjørring. Byen hører til Hjørring Kommune og ligger i Region Nordjylland.

Den tidligere skole er ombygget til “Byens Hus”,

der rummer:

Mulighed for børnehave

Forsamlingshus – kaldet Vrensted KulrurCenter – med en stor og en lille sal,

Vrensted Idrætsforening og andre aktiviteter.

Vrensted Efterløns- og Pensionistforening m.fl.

Foreningssamvirket For Vrensted & Omegn  udgiver hvert kvartal lokalbladet Wræn’niken, der kan læses på byens hjemmeside. 

Historie:

Endelsen “-sted” tyder på at bebyggelsen er fra germansk jernalder, dvs. år 400-600. Forleddet er det gammeldanske ord wreni, som betyder “hingst”.
Ingstrup Sø

Mellem Vrensted og nabobyen Ingstrup lå den 265 ha store Ingstrup Sø. Den blev afvandet i 1950–53, men var allerede i 1800-tallet så tilsandet eller tilgroet, så den ikke er vist som sø på kortet. Den havde afløb til Limfjorden via Ryå, og det var i middelalderen en vigtig vandvej,

hvor varer er transporteret til og fra Aalborg. Den omtales ligefrem som “Hærvejen”. Pilgrimme er også rejst den vej, så der har været herberger og kroer i Vrensted. Søen havde også afløb gennem Kældergrøften til Jammerbugten.

Skoler

I Vrensted var der i 1553 en degnebolig. I 1677 blev der bygget nyt skolehus. I 1852 blev der igen bygget ny skole. Den brændte i 1905, og året efter blev Vrensted Byskole opført ved siden af kirken. Byskolen blev i 1955 hovedskole for hele sognet, som også havde haft Åsendrup Skole mellem Løkken og Vrensted og Østre Skole mellem Stenum og Vrensted. I 1959 indviede man Vrensted Centralskole, som blev nedlagt i 2011 og nu er blevet til Byens Hus.

Stationsbyen

I 1901 beskrives Vrensted således: “Vrensted med Kirke, Præstegd., Skole, Forsamlingshus (opf. 1895), 3 Møller og Andelsmejeri (Lykkens Prøve);“

Vrensted fik station på Hjørring-Løkken-Aabybro Jernbane (1913–63). Stationen lå i den vestlige ende af byen og havde 185 m krydsningsspor ud for hovedbygningen og 92 m separat læssespor nord for den.

I banens tid fik byen også bageri og telefoncentral. I 1960 havde stationsbyen 429 indbyggere og i 1965 435 indbyggere.

Stationsbygningen er bevaret på Stationsvej 32. Mellem stationen og Ingstrupvej er en banedæmning bevaret.

A.C. Andersen – Fortællingen om Digteren fra Vrensted

Her følger så historien om A.C. Andersen

skrevet af Erik Schardelmann, tidligere bibliotekar på Brønderslev Bibliotek

Digteren fra Vrensted

Om A.C. Andersen, hans folkelige og menneskelige baggrund og hans forfatterskab i hundredåret for hans fødsel i 1874

„Den 24. august 1874 fødtes jeg på en lille gård i Vrensted sogn oppe i Vendsyssel – en mils vej øst for Jammerbugten, hvis brusen ind over klitterne vi i stille sommernætter altid kunne høre. På de brede kær voksede jeg op som hyrde og blev fortrolig med naturen, med vejret, med vilde dyr og vilde fugle. Skolen pinte mig ikke. Om sommeren gik jeg der kun hver onsdag formiddag. Det var alt. Men det var nok. Hvad skal man med al den skolegang, der giver os det fjerne som en kummerlig erstatning for alt det nære! Mit barndomsliv i naturen blev uudtømmelig rigt“.

Således skrev A. C. Andersen i 1924, da han i anledning af sin 50 årsdag blev anmodet om et bidrag til serien „Danske forfattere fortæller om sig selv“. I levende live var kritiken ikke altid lige blid mod ham, men eet var alle kritikere enige om: han var en aldeles fremragende naturskildrer, vel endda en af vore allerbedste. I de „solbeskinnede kær“, som han kaldte dem, skabtes hans enestående naturkendskab, og her blev grunden også lagt til den naturtilbedelse, der var et bærende grundtræk i hans karakter og i hans forfatterskab.

Anders Christian Andersen blev som nævnt født 24. august 1874 i Vrensted, hvor faren, Jens Andersen, ejede en mindre gård. I den storladne natur, hvor man på den ene side har Jammerbugten og på den anden side Store Vildmose, tilbragte han en usædvanlig lykkelig barndom, som han vel egentlig sidenhen altid længtes tilbage til; især var forholdet til moren meget smukt, hvilket afspejles flere steder i forfatterskabet, smukkest nok i hans posthume bog „De stille i landet”. I hjemmet var desuden to piger, tvillinger, og en bror, og A C. Andersen var iøvrigt nabo til den så kendte sagfører A. Olesen. Hver for sig er de repræsentanter for to af de mest fremtrædende træk hos vendelboen: fantasi og stædighed.

Som barn kendte A. C. Andersen ikke til at lege i stuerne. Altid var han ude i det frie, uanset vejret, ja selv at danse lærte han ude mellem tuerne i kæret, hvor hans søster tog ham ved hånden og lærte ham trinene.

En anden vendelboforfatter, Mads Ledet, der kendte A. C. Andersen, har fortalt, at bedstemoren var noget for sig. Da A. C. Andersens far var blevet gift, og man derfor havde bygget et aftægtshus, nægtede bedstemoren pure at flytte ind, og de unge måtte derfor bo i aftægtsstuerne, til hun døde. Hun skal have haft et ganske enestående naturkendskab, og når hun var særlig oprørt, fandt hun fred ved at plukke blomster i marken, og da turde ingen nærme sig hende, idet de så blev skældt huden fuld.

A.C.Andersens fødegård i Vrensted , beliggende ved den efter digteren navngivne A.C. Andersensvej

Allerede tidligt var A. C. Andersen klar over, at han ville være digter. „At blive digter var mit mål fra jeg var 12– 13 år. Jeg havde intet valg. Jeg ville være præst og som præst digte“, siger han i en selvbiografisk skitse. Han skal da også som dreng have vist digterisk begavelse og var kendt for at kunne lave vers. Således beretter Jens Thise i „Ungdomsår og manddomskår“, at mens den kendte og afholdte A. F. Pommerencke var sognepræst i Vrensted-Thise, kom A. C. Andersen meget i præstegården. En dag da præsten var ude at køre, standsede han og tog Anders op og spurgte ham, om han kunne lave vers idag, men da drengen undslog sig tilbød Pommerencke ham en 25 øre – dengang mange penge for en dreng; efter nogen forlegen betænkningstid begyndte Anders da også:

,,Hesten er ung / og vejen er tung / og det er et væmmeligt føre” – men her standsede han. Da præsten pressede på for at få verset færdigt, svarede Anders, at han ikke turde. „Klø du bare på“, sagde Pommerencke, og Anders kom så med sidste linie: „og præsten er et vrøvl til at køre“. Han fik sin 25 øre og takkede iøvrigt på anden måde sidenhen ved at give en smuk skildring af præstedatteren i sin bog „Stavnsbunden ungdom“.

Efter sin konfirmation kom han 1888 i gartnerlære i Brønderslev, men dels længtes han tilbage til barndomshjemmet og naturen, og dels ville han læse. Han tog derfor på Bælum højskole, hvis forstander Hans Villumsen han kom til at sætte stor pris på. 1892 tog han præliminäreksamen fra Hals realskole og turen gik nu til København, hvor han 1896 tog studentereksamen på Døckers kursus og året efter filosofikum. Her i København brast hans barndoms drømme om at blive præst snart, og han begyndte i stedet at studere litteraturhistorie. Julius Bomholt, der lige til sin død forgæves forsøgte at få udgivet en samling af A. C. Andersens fremragende naturskildringer, fortæller i sit sm forord til dette utrykte manuskript, hvorledes han i sine unge dage i Studenterforeningen hørte og så A. C. Andersen. Skønt der var andre og mere kendte figurer, der samlede øjeblikkets opmærksomhed, var det A. C. Andersen, man huskede – især hans øjne. Også andre har hæftet sig herved. På den lange, ejendommelige knoglede skikkelse sad der et besynderligt formet hovede med en lille, alt for bred, opadvendt næse og en mægtig hvælvet pande, men alt dette bemærkede man knapt på grund af hans øjne, der lyste i dette sære og mærkelige ansigt, et blik så strålende, at ingen undgik at bemærke det.

På universitetet læste han bl. a. hos prof. Vedel, der havde et lille hold på 3. De to øvrige var Harald Kidde og Chr. Rimestad. Det viste sig hurtigt, at A. C. Andersens tilsyneladende robuste fysik ikke fulgtes af en tilsvarende sjælelig modstandskraft. Han forsømte sin læsning, andre interesser optog ham, han begyndte også her at skrive, bl. a. et skuespil, der aldrig blev offentliggjort, men de anstrengende læseår, tvivl, grublerier og anfægtelser bevirkede, at A. C. Andersen kom ind i en alvorlig psykisk krise, der faktisk prægede ham resten af livet. Han måtte derfor opgive at få sin embedseksamen, tog i stedet plads som lærer, og 1902 giftede han sig med en skomagermesterdatter fra Østofte ved Maribo, Caroline Christensen.

Hans første år som lærer var ingen succes, fordi det faldt ham meget vanskeligt at indordne sig under de herskende pædagogiske principper, der stred mod alt hvad han anså for ret og rigtigt. A. C. Andersen blev da også rask væk afskediget. En tid var han bl. a. lærer ved den forlængst nedlagte Hesselballe højskole nord for Århus. Af dette ophold har han givet en ikke særlig smigrende skildring i sin bog „Den lille højskole”.

A.C.Andersen, digteren fra Vrensted

”Præst blev jeg ikke”, siger han selv, „jeg blev lærer, men det faldt mig vanskeligt at finde mig til rette. Jeg er overalt blevet afskediget. Først hos dr. C. N. Starcke fandt jeg de pædagogiske principper, jeg sympatiserede med. Her lagde-man i første række vægt på barnesjælens naturlige og frimodige vækst“.

Som lærer ved Det danske selskabs skole under C. N. Starcke – iøvrigt far til afdøde minister Viggo Starke – følte han sig rigtig hjemme. C. N. Starcke, denne fremragende pædagog, der var langt forud for sin tid, og som vel aldrig blev værdsat efter fortjeneste, fik meget stor betydning for A. C. Andersen og hans udvikling, hvilket A. C. Andersen aldrig glemte at fremhæve. „Her kunne jeg undervise, her kom det an på at lade barnet leve selv, her fik det lov til at gro, som jeg i min barndom groede hjemme i Vendsyssels kær“.

Først her fik A. C. Andersen bygget bro fra de lykkelige barndomsår over det hul i tilværelsen hans ungdoms- og studietid havde været og først her vandt han noget af den ro og ligevægt tilbage, han havde sat over styr i de anstrengende studieår. Det var iøvrigt på Skjoldborgs initiativ, at han kom ind ved Det danske selskabs skole, hvor han blev, indtil skolen af økonomiske grunde måtte lukke. Senere underviste han på Slomanns skole, Borgerdydskolen, Hellerup gymnasium og til sin død på Købmandsskolen.

I sin nekrolog fremhæver prof. Vedel ham som en aldeles fremragende lærer, der i sjælden grad forstod og havde tag på de unge. Viggo Starcke, der havde stået A. C. Andersen nær som elev, læge og ven, meddeler i et brev, at „jeg havde ham som lærer både i dansk og engelsk, og han var en fortræffelig lærer. Selv om han manglede universitetsuddannelse og seminarieuddannelse havde han et pædagogisk indfølingstalent, som min far åbenbart har kunnet se, da han ansatte ham“.

Dette er ikke stedet til at komme ind på A. C. Andersens pædagogiske principper, men nævnes skal det dog, at han både i skrift og tale modigt og godt forfægtede sine synspunkter, der – bortset fra C. N. Starcke og hans kreds – i allerhøjeste grad stred mod de på bjerget gældende. Allerede lige efter århundredeskiftet kæmpede han således for at få karakterbogen afskaffet. Glemmes må det heller ikke, at hans store pædagogiske evner gjorde ham til en fremragende formidler af litteratur, som hver vinter i mange år samlede mange mennesker 1 sit hjem i Hellerup.

Det var Jeppe Aakjær, der fik A. C. Andersen ind i litteraturen, idet Aakjær søgte en kritiker, der med bedre forståelse end hovedstadens recensenter kunne fortælle almindelige mennesker, hvad „bondedigtningen“ havde på hjertet, og i det af Aakjær redigerede årsskrift „Jydsk stævne“, 1902 (der kom kun denne ene årgang) debuterede A. C. Andersen med en afhandling under titlen „Ung dansk bondedigtning“, en artikel, der stadig kan læses med stort udbytte, og som viser, at A. C. Andersen kunne være blevet en glimrende kritiker; Aakjær tilgav ham faktisk aldrig helt, at han opgav kritikergerningen til fordel for forfattergerningen. I „Jydsk stævne“ havde Aakjær samlet alle penneførende jyder af betydning til en fælles opmarch – den jyske bevægelses første litterære udbrud – og man finder her navne som Johs. V. Jensen, Skjoldborg, Aakjær naturligvis, Thøger Larsen, Feilberg, Egeberg, Marie Bregendahl, E. Tang Kristensen, Andr. Th. Grønborg (en overgang red. af Vendsyssel Folkeblad, Brønderslev, og folketingsmand), Jakob Knudsen, Fr. Poulsen, P. Munch m. fl. og A. C. Andersen giver i sin afhandling en karakteristik af Aakjær, Johs. V. Jensen og Skjoldborg med en ganske forbløffende sikkerhed.

Sely om Aakjær stort set var ganske tilfreds med den karakteristik, A. C. Andersen giver af ham, kunne han dog ikke tilbageholde et par halvsure bemærkninger, især over Andersens dom over hans vers; desuden syntes han, at Skjoldborg blev for hårdt dømt. „Jeg vil sikkert få adskillig ubehag ved denne afhandling, men jeg har villet tage den – ikke fordi De roser mig – men fordi jeg ser deri et lovende førsteforsøg, der fortjener at vejes offentligt. De er gået ud på litteraturens torv gennem min dør. Derude må De selv kæmpe for livet og æren. Det skal sikkert ikke mangle på håndgemæng! God lykke i slagsmålet“! skrev Aakjær til A. C. Andersen inden udgivelsen af årsskriftet.

På mere end een måde gik A. C. Andersen ud på litteraturens torv gennem Aakjærs dør, for 1905 sendte han Aakjær manuskriptet til „Husmandens datter“ og bad ham sige sin mening og evt. hjælpe ham til at få det udgivet, hvis han fandt det egnet. Aakjær fandt den „tunge sorgtunge bog“ egnet,, men syntes dog nok Andersen burde have begrænset sig og ikke „hobet ulykke på ulykke op, til vi strækker vore hænder i vejret af fortvivlelse og beder dig skåne os – sandelig, denne bog er undfanget ved Jammerbugten“, skriver Aakjær til ham og bebrejder ham – med rette, at han tilsyneladende er kemisk renset for humor og henstiller til ham at neddæmpe et par erotiske scener for ikke at havne i spjældet!

Den tungsindige og grublende A. C. Andersen blev stødt og væver i et brev til Aakjær om et mistet venskab, hvilket Aakjær afviser, men indrømmer, at han dog nok holdt mest af ham som kritiker – „ham trænger vi dybest, men en menneskeskildring af så dyb og stærk en inderlighed som i „Husmandens datter“ har vi sandelig hverken råd eller hjerte il at vrage“. I det hele taget var Aakjær den ofte bekymrede Andersen en god ven, som også måtte berolige, da bogen var antaget af Gyldendal til udgivelse. Aakjær råder ham til at holde op med sine kyllingesorger og sin snak om indre fejl i bogen, fejl som kritiken nok skal finde, men det vil blive værre at „få de asner til at se dens herlige jyske dyder“. Aakjærs store hjælpsomhed og overbærenhed over for A. C. Andersen hang nok sammen med, at hans søn af ægteskabet med Marie Bregendahl, Svend Aakjær, den senere rigsarkivar og forfatter, gik i Det danske selskabs skole hos C. N. Starcke og her som lærer bl. a. havde A. C. Andersen, der tog sig meget af ham og allerede dengang spåede Svend Aakjær en stor fremtid.

Men ud kom „Husmandens datter“ i 1906, og den blev mødt af en næsten enstemmig rosende kritik. Knapt så godt blev den modtaget i Vrensted, hvor den vakte stort røre. Man opfattede bogen som en anklage og et bagholdsangreb, fordi den ganske usminket skildrede ældre tiders ulykkelige samfundsforhold og menneskelig uforstand. Man valgte at glemme og overse A. C. Andersen, hvilket afgjort pinte ham. I sin bog „Til hyrdefløjtens toner“, skriver han: „Ude på kæret står en lang mager karl med en træsko i sin hånd. Han hilser truende på mig med sin træsko, han svinger den i luften. Det er rigtigt, du. Du er den ærligste! Vrenstedboerne, mine kære bysbørn, stod helst med træskoene i deres hænder, når jeg kom. Det er en sød kærlighed, de føler for deres digter. Men således er det, fordi vrenstedboerne er magelige og skyr sjæleligt arbejde. De vil ikke gennem mørke til lys eller gennem tvivl til tro. De vil ikke anstrengelsen. En mand, der tænker, betragter de som halvtosset eller i det mindste som sær“. Hårde ord, men rigtigt er det, at de aldrig sendte bud efter deres digter. A. C. Andersen har dog siden fået en vej opkaldt efter sig men kunne nu nok fortjene lidt mere hæder.

Besynderligt iøvrigt, at den ellers så grundige C. Klitgaard i sin fortrinlige bog fra 1955 „Vrensted sogn,, overhovedet ikke nævner A. C. Andersen, og besynderligt er det også, at han ikke har nået at indhente det forsømte, eftersom Aug. F. Schmidt oplyser, at han på en forespørgsel allerede i 1932 til Klitgaard fik at vide, at denne ikke kendte A. C. Andersen!

A. C. Andersen hadede oprigtigt al slags undertrykkelse og uret, hvad enten det gjaldt forholdet mellem rig og fattig, mellem husbond og tyende eller mellem opdrager og barn, mellem mand og kvinde, hvilket også fremgår af „Husmandens datter“, hvor han ubarmhjertig sandt skildrer tre kvinders tragiske skæbner. Bogen er et gribende menneskeligt dokument, der med eet slag gjorde sin forfatter til en af sin samtids ypperste bondelivs- og naturskildrer. Inspiration har A. C. Andersen utvivlsomt hentet fra Aakjærs „Bondens søn“ og „Husmandens datter“ er sikkert også i sin engagerende holdning på virket af „Vredens børn“. Også Skjoldborg har Andersen skelet til.

Som sagt fik bogen overalt gode anmeldelser, naturligvis især i den social demokratiske presse, der gjorde et stort nummer ud af den. I ,, Vendsyssel Folkeblad” blev den anmeldt af Markus Hansen, lærer og Brønderslevs første borgmester, der roser bogen, men ganske rigtigt peger på, at forfatteren mangler lune og at „jysken er brugt til overmål“. Også andre anmeldere er inde på dette, og de har ret. Det skæmmer ganske givet både denne og andre af Andersens bøger og har uden tvivl også hindret deres udbredelse.

I „Vendsyssel Tidende“ omtales et stykke tid efter bogens fremkomst et møde i Vrensted husmandsforening, hvor en gartner Laurits Hedager talte om bondestandens stilling i begyndelsen af forrige århundrede, og det hedder videre i referatet: „Taleren gav dernæst en del oplysninger om sommerstaldfodring. Efter at taleren havde omtalt kostalden gik han ind i stuehuset, rev alle gardinerne ned og smed urtepotterne ud af vinduet. Taleren havde læst en bog, „Husmandens datter“ af A. C. Andersen, som jo var her fra egnen, men mente den var alt for mørk, blad for blad. Ja vel er den mørk“, slutter referatet, men den er desværre sand“.

I et forfatterskab er bog nr. 2 som bekendt vigtig – hos A. C. Andersen er det „Stavnsbunden ungdom“, der udkom 1907 og ganske givet er meget selvbiografisk, bygget over hans barndomsog ungdomserindringer. Også denne gang blev Aakjær taget med på råd og han slutter sit brev med at sige, at der er jo ingen sammenlignende litteraturkund

skab i dette land, „ellers tror jeg man ville sige om dette arbejde, at det står samme forhold til „Bondens søn“ som Skjoldborgs „Sara“ til „Husmandens datter“, hvilket er rigtigt set – „nå fanden med alle indvendinger, du er jo en brav fyr med et stort skælvende hjerte og en ægte ukranglet natur. Det er set og sanset alt det, du siger, det er ramme alvor med dit forfatterskab og ikke bare stilkunster og litterære ræk- og strækkeøvelser“. Atter blev Andersen lidt stødt og siger i et brev til Aakjær, at han faktisk har fortrudt at have udgivet bogen, før den var helt færdig; ingen forstår ham og bogen, ejheller forstår man, at han var tvunget til at udgive den nu, for dels var han syg og kunne intet bestille og ikke tænke og dels trængte han til penge – hvilken poet har ikke gjort det! Som sædvanlig var Aakjær forstående og venlig, men minder ham dog om, at endnu har du ikke helt fået hovedet over sivene i dit hjemsogns kær og sumper. Der er et navn, som nu og da sætter blå strimer – havstrimer – i din stil: Jammerbugten”, og Aakjær slutter med at invitere Andersen til et ferieophold på Jenle, hvor „vi sætter os hen og tales ved om det jydske land, mens vore kvinder pludrer i det fjerne“.

„Stavnsbunden ungdom“ fik stort set en ganske pæn kritik; dog skriver studiekammeraten Rimestad i „Politiken“, at den er usikker og episodisk, præget af for megen agitationsiver, men roser stærkt skildringerne af den vendsysselske natur, der giver bogen en ejendommelig karakter. Valdemar Rørdam advarede i sin anmeldelse Andersen, som vil være agitator men ikke ved hvad han skal agitere for og imod. Gid det må lykkes ham at finde sig selv og være sig selv bekendt i sin begrænsning. Det ville være synd, om denne gode digter skulle gå tabt for en tarvelig prædikant“. Selv om Rørdam lige så lidt som de fleste kritikere forstod, hvad Andersen ville med sin bog, er der meget rigtigt i disse advarende ord.

Året efter, 1908, kom fortsættelsen „Stavnsbundne mænd“, der allerede var bebudet i den foregående bog. A. C. Andersen fortsætter her sit opgør og sit råb til bønderne om at vorde seende, men bønderne ville hverken læse eller prøve at forstå bøgerne. Hovedpersonen, Anton Dige, er, viser Andersen, stavnsbunden på dobbelt vis: i sin egenskab af bonde og i sin egenskab af ægtemand. Anton Dige er en dygtig landmand, der nyder respekt hos sine standsfæller, men når han forsøger at bekæmpe deres åndelige slendrian, deres nedarvede bondeegoisme og småtskårethed, taler han for døve øren.

I en kronik i Politiken anmelder Aakjær bogen og giver den en meget smuk omtale, omend han – som flere andre – ikke kan skjule, at bogen ville have vundet ved at blive beskåret. En af A. C. Andersens store skødesynder er hans ofte løse komposition, gentagelserne og en helt unødvendig bredde, i denne og andre bøger som oftest forårsaget af, at der er alt for mange pegefingre og alt for megen belæring, som han burde have skånet os for. Atter i denne bog mærker man Andersens store kærlighed til Vendsyssels storslåede natur, sommernatten i Vendsyssel, de månebelyste, koglende tåger over engene, alt dette er ganske simpelt fremragende skildret og hører til noget af det skønneste i dansk litteratur.

Aakjærs kronik glædede Andersen, men til gengæld blev Andr. Th. Grønborg sur, fordi Aakjær på sin sædvanlige bramfri facon indledningsvis i kronikken om vendsyssellitteraturen skrev, at „her gik en hjertensbrav højskolemand som Grønborg, der i enkelte mærkbare førsteting har sat knoerne tungt i bordet; siden er han forsvunden i grundtviganismens elvetåge eller i vandblåt ævl om det, som ligger over al forstand“.

I Vendsyssel Folkeblad spørger Grønborg, hvor Aakjær dog kan have dette fra, og svarer selv, at det må være fra A. C. Andersen, der „ikke længere er venligsindet over for mig, fordi han ikke har kunnet få lov til at køre frit ud og ind i Vendsyssel Folkeblad med gamle kærestehistorier, som er nærgående for bladets læsere“.

Anmeldelsen af „Stavnsbundne mænd“ i Vendsyssel Folkeblad var iøvrigt ikke overvældende rosende. Hovedpersonen er, siges der, en underlig indpakket genstand, der omhyggeligt er ombyltret af forfatterens klamme livsbetragtninger, og man får et ret udvisket og kedeligt indtryk af denne bondestandens Johannes Døber. Forfatteren ejer ikke lune, og lidt peber og salt ville i høj grad have været ønskeligt.

Anmeldelsen i Vendsyssel Tidende indledes således: „Stavnsbundne mænd“ hedder en ny fortælling af A. C. Andersen, der skal være en ung akademiker, barnefødt i et landsogn i nærheden af Løkken“ – ak ja, profeten og fædrelandet tænker man, men længere henne i anmeldelsen, efter lidt nedladende at have rost naturskildringerne, får vi forklaringen på den noget ejendommelige indledning: „I „Stavnsbundne mænd“ finder vi hist og her udslag af en hensynsløshed, som vi før har påtalt, f. eks. hos Herman Bang. Det er den uvane at skildre personer og forhold under så tydelige adresser, at stedkendte folk mener med sikkerhed at kunne finde dem og pege på dem“.

Den endelige forklaring må man dog ty til Jens Thises erindringer ,,Ungdomsår og manddomskår” for at få: pastor Dahl, der efterfulgte den populære Pommerencke, var kommet på kant med en dygtig gårdmand, der ikke navngives af Thise, men som er Anton Dige i A. G. Andersens bøger. Uvenskabet brød ud i lys lue, da „Stavnsbundne mænd“ udkom – „en ren nøgleroman“, skriver Thise, „hvor han på en ufin og ubarmhjertig måde stiller pastor Dahl og lærer Jensen i gabestokken. Andersens hjemmelsmand var ovennævnte gårdmand, hos hvem han hver sommer tilbragte sin ferie”. En del tyder faktisk på, at Vendsyssel Tidende og Thise har ret, og de to portrætter af præsten og læreren i bogen er virkelig alt andet end flatterende.

I et indlæg i Vendsyssel Folkeblad tager en Anth. Jensen Johs V. Jensen og Aakjær under behandling og spørger senere: „Hvor er f. eks. det levende, fremtidsforjættende i en bog som „Stavnsbundne mænd” af A. C. Andersen. Man skal være i højeste grad „jysk“ for at kunne goutere en bog, hvis grundidé røber et næsten forbløffende ukendskab til mennesker og menneskelige forhold hos forfatteren, og hvis skildringer råber højt om naivitet og unatur”.

Maja Aagaard, hvis navn vel nu kun er kendt af de færreste, som 1911 udsendte en lille digtsamling „Opaler”, og som var lærerinde i Brønderslev, har nogle dage senere et både klogt og skarpsindigt indlæg vedr. Den jyske bevægelse, som Anth. Jensen havde kaldt sit indlæg. Heri konkluderer hun, at nok er navnet fælt, men bevægelsen er ikke dekadent, og det der er sket er blot dette, at „Johs. V. Jensen vågnede, rejste sig og gik tværs over Himmerland. At ham følger 100 svende er selvsagt, men de er så langt borte fra mesteren og de andre få. Alle parter må for sandhedens skyld indrømme, at den johs. v. jensenske retning betegner en nyskabelse“.

Valdemar Rørdam, der allerede dengang blev kaldt en poetisk chauvinist, siger til at begynde med ganske rigtigt, at det gælder forfatteren, hvad Anton Dige siger om sig selv: at ondt piner ham, og han tåler ikke vrangt. Men han vil ikke brøle op, vil intet ved hårdhed og magt. „Denne skønne og tankerige bog”, slutter Rørdam, der her kommer ind på de tanker og ideer, der under besættelsen skulle gøre ham til nazisympatisør, „er som en ren og stærk hånd, klemt fast om den onde byld, som plager, ikke bonden alene, men hele vort folk, fejheden. Alt det trælske ved os er det, denne ensomme tænker vender sig imod, vort snæversind, vor forhærdelse, personligt, politisk, socialt, allevegne“.

 

A.C.Andersen og hustru, født Caroline Christensen (Foto ca. 1902)

Med den fortræffelige debutroman „Husmandens datter“ in mente var det ikke let for A. C. Andersen hos kritikerne at få sine følgende bøger helt objektivt bedømt; ustandselig måtte han høre, at hans første bog var hans bedste, hvilket næppe er rigtigt. Selv mente A. C. Andersen, at „Stavnsbunden ungdom“ og „Stavnsbundne mænd“ var hans hovedværk, næppe med urette, for var disse bøger blevet strammet, en del skønhedsfejl fjernet og havde han så haft den sans for publicity, som Aakjær og Skjoldborg var i besiddelse af, da ville disse bøger utvivlsomt være nået langt videre ud; hans menneskekundskab er langt dybere end disses, han var ikke hildet i sociale fordomme som Jakob Knudsen, men hans tunge, kantede, grublende facon, hans sjælelige udredninger, hans mangel på humor, på det lyse og det lette – noget man undertiden ligefrem kan skrige efter, når man læser hans bøger – bevirkede desværre, at han ikke slog igennem for alvor, ejheller med disse to bøger, der ellers rummer så mange fine passager.

„Stavnsbundne mænd“ er ret selvbiografisk præget, men det skader bogen, at Andersen ganske tydeligt ikke er kommet fri af sit stof; det er også tydeligt, at han var kommet ind i personlige brydninger og spekulationer, som voldte ham mange kvaler. I Studentersamfundet havde han lært en kvinde at kende, som han knyttede sig ret nært til, men forholdet var alt andet end harmonisk. Dertil var han bl. a. for alvorlig, for grublende og hun måske nok for flagrende, men dette bekendtskab resulterede i, at han i ,,Stavnsbundne mænd“ og de følgende bøger atter og atter tager emnet op, altså også i hans næste bog „Niels Haven og Inger Waage (1909), der så absolut er hans svageste. Helt berettiget fik den bortset fra ganske få undtagelser en ilde medfart, og Andersen indrømmede ved flere lejligheder, at den var dårlig. „Jeg kalder den april“, sagde han. Rimestad sagde om den, at man læste den med forundring og beklagelse. Hvordan er det dog gået til, at denne forfatter er faldet som offer for affektationen, og i Højskolebladet siges det, at personerne i bogen taler et sprog, der aldrig er hørt på dødeliges læber – og det er ikke engang løgn, som man siger i Vendsyssel.

A.C. Andersen var en ganske udmærket forfatter, der i modsætning til mange af sine samtidige virkelig havde noget på hjertet, men hans personer udtrykker sig desværre ofte i mærkelige, affekterede og kunstlede vendinger. Der var tilløb til det i hans første bøger; i denne tager det simpelthen overhånd, hvilket skæmmer bogen i utrolig grad. Selv om Andersen ved flere lejligheder har forsvaret sig med, at hvis man f. eks. vidste hvad han havde set af frierbreve, at højskolen havde lært folk at tale således, må man alligevel spørge sig selv, hvorledes den ellers så udmærkede forfatter kunne få sig til at sætte sligt på prent.

Motivet i bogen er som nævnt næsten det samme som i Stavnsbundne mænd“. Her er bonden Anton Dige blot ombyttet med den københavnske proletar, billedhuggeren Niels Haven, der kom til verden i en fattig lejekaserne på Christianshavn og ved egen hjælp kæmpede sig opad. Også Niels Haven er staynsbunden på grund af de livsforhold, han er vokset op under, og ligesom Anton Dige frigøres han gennem en kvinde, i dette tilfælde en kvinde af overklassen, grossererdatteren Inger Waage.

Udgivelsen af „Niels Haven og Inger Waage“ gik stille af; til gengæld blev hans næste bog et gevaldigt spark i løgsovsen og fremkaldte dels et hav af anmeldelser for og imod og dels en lang polemik fordi Andersen i denne bog. „Sigrig fra Skovlunde” (1911) angriber først og fremmest kvinders deltagelse i politik og dernæst levebrødspolitikerne, der er beregnende og egoistiske og altid kun har eet i tankerne: hvordan vil mine vælge- re reagere?

Hovedsigtet i bogen er, at kvinder ikke egner sig til det offentlige liv; kærligheden til en mand er hendes kald. Bimotivet er, at det offentlige liv forplumrer en mands karakter. Begge motiver gav som sagt anledning til et voldsomt røre, og i Rigsdagen nævnede red. Wiinblad A. C. Andersen og bogen i et indlæg om skolebespisning, hvor han var Socialdemokratiets ordfører.

Selvfølgelig prøvede man at finde ud af, hvem Andersen havde haft i tankerne med folketingsmand Møller, Sigrids mand, og såvel Alberti som I. C. Christensen blev nævnt for at have lagt træk til figuren, men mon ikke Andersen især har haft kig på det nordjyske regeringsvenstre og P. P. Pinstrup; ingen var i hvert tilfælde i tvivl om, at Skovlunde avis var Aalborg Amtstidende. At Andersen ikke undså sig for at bruge levende model fremgår af en bebrejdelse fra Aakjær, der ellers var så glad for boger men som siger i et brev, at Andersen ikke burde have skrevet så tydeligt, at „man side 164 kan sige: Det er hende! Nemlig fru Lis Jacobsen. Det synes jeg er en plet på skjoldet“.

Anmeldelsen i Aalborg Amtstidende resulterede i en langvarig polemik for og imod kvinders deltagelse i politik. Vore dages rødstrømper ville fråde, såfremt de læste nogle af A. C. Andersens indlæg. „Kvinden“, siger han, „er den inspirerende og modtagende, manden den aktivt skabende, men den ny type kvinder, de udartede, bilder sig ind, at de har en gerning af stor betydning ved siden af moderskabet, de der altså ikke formår at elske mand og børn, så deres selviskhed fordufter – disse kvinder vil io foruden at være mødre også være mænd“. I een retning så han dog rigtigt: dengang som nu er rødstrømperne fortrinsvis de vejbjergede piger, piger der kan artikulere og formulere sig.

Men ellers forstår man protesterne, når Andersen videre skriver, at kvinden i ungdommen skal få sig „en ikke for enerverende eksistens. Husgerning er så herlig sund for kvinder! Og lad kvinder så snart de gifter sig, fuldt og inderligt KLYNGE sig til manden. Og de kvinder, de mange kvinder, der ingen mand får, ja, de må jo så fortsætte med egne næver. For dem er nødstilstanden varig“.

På dette tidspunkt skred Thomas Olesen (det var før han tog navnet Løkken) ind og mente, at begge parter havde uret. Kvinder skulle være med i politik, ikke for at gøre det store arbejde, det magter de ikke, heller ikke for at tænke de mest logiske tanker, for det kan de ikke, men for med sit sikre instinkt at skære gennem mandens væv af beregninger, for at have hendes bløde hånd til hjælp ved børne- og fattigpleje og for at have hendes uforsonlighed over for de dovne og dvaske, der snylter på os alle.

Indtil nu havde det udelukkende været en polemik for mænd, hvilket nok er ganske karakteristisk for tiden, men endelig tog en pige mod til sig, og hun gav faktisk A. C. Andersen, der naturligvis stod noget svagt i debatten, tørt på. Der var vel på dette tidspunkt ca. 250.000 kvinder herhjemme, der som fru C. Christensen sagde, ikke havde nogen mand at klynge sig til. Skulle de i huset allesammen? Og hvad skulle de kvinder gøre, der fik en mand, der ikke var værd at klynge sig til? Spørgsmålet til Andersen var det man kalder et godt spørgsmål og så meget mere relevant som han netop i ,,Sigrid fra Skovlunde“ gør et stort nummer ud af den gamle pige, Bodil, der fortæller om sin mors, sin egen og sin datters tragiske skæbner i dybt ulykkelige ægteskaber.

Med „Sigrid fra Skovlunde“ havde Andersen virkelig grebet om tidens puls, taget et såre aktuelt emne op til debat for netop på den tid sloges kvinderne for ligeret; denne bog er også den af hans bøger, der er solgt bedst. På grund af sine synspunkter måtte han som påvist stille til klø, men som Aakjær trøstende sagde til ham var vindstille det værste, der kunne overgå en forfatter. Med sin næste bog, „Den lille højskole“, der udkom 1913, kom A. C. Andersen atter ud i blæsevejr. Hensigten med denne bog var at behandle den afstumpethed, der efter hans mening var typisk for en del af landbobefolkningen og for en del af de danske højskoler. Andersen anså højskolerne for stort set at være til gavn for bondebefolkningen, men nogle af dem, især de små, havde efter hans mening mange uheldige sider, og han ønskede, at hans bog skulle hjælpe til med at få luften renset ud hist og her på nogle skoler.

Det er afgjort ikke nogen god bog, og skal man tro Peter Nansen på Gyldendal havde den endda været værre, hvis ikke Nansen var trådt hjælpende til. Samme Nansen så helt klart Andersens svagheder, bl. a. hans usikkerhed med hensyn til smag. „De kan skrive ganske henrivende ting, men De kan også plumpe ud med noget, der er aldeles umuligt. De kan nå vidt, De kan også gå i stykker, fordi De ikke kan kontrollere Dem selv. Jeg tilstår, at jeg er usikker“, skriver Nansen til Andersen, der havde bedt om forskud og desuden havde givet udtryk for, at bogen havde bevirket, at han var blevet overanstrengt; Nansen svarer ham, at bogen ikke kan have voldt ham overanstrengelse at skrive, eftersom han, Andersen, havde taget sig sin opgave for let.

Thomas Olesen, der så småt var begyndt at tumle med skriveriet og var begyndt at anmelde, skriver i et brev til Andersen, der havde efterlyst en anmeldelse fra ham, at når han ikke havde anmeldt „Den lille højskole“ skyldtes det, at bogen var et skridt tilbage i forfatterskabet, og at han stadig „venter på den store bog, der skal hæve Dem op over det almindelige plan. „Sigrid fra Skovlunde“ havde noget af det rigtige – derfor håber og venter jeg”.

Kun få anmeldere fandt noget godt ved bogen; mest dræbende var ikke uventet den unge Kai Friis Møller, der i Politiken bl. a. siger, at kapitlet ,,Bondens agrariske dygtighed“ sikkert kunne gøre sig i et folkeligt tidsskrift, „men er ved Gud ikke anvendeligt som kærestebrev. Helten gør over for den tilbedte rede for elevernes kønslige forvildelser og for vanskeligheder ved de lokale toiletforhold“.

I sin bog, der er formet som en række breve fra højskolelærer Knud Bratten til sin forlovede, får Andersen ganske vist sagt nogle drøje og sikkert rigtige sandheder om især den lille højskole – han burde nu nok have taget de store med – og højskolerne trængte og trænger ganske givet til kritik, men det havde nok været en god idé at anvende en anden form end kærestebreve. Synd at Andersen havde så lidt kritisk sans og så usikker en smag, for hans intentioner var udmærkede.

Mens Thomas Olesen som nævnt ikke ønskede at anmelde „Den lille højskole“ havde han intet imod i Vendsyssel Folkeblad at give „Slægten Hovgaard“ så smukke ord med på vejen, at A. C. Andersen nogle dage senere takkede ham i avisen. Det må da også siges, at bogen, der udkom 1915, så absolut er et betydeligt værk, men Andersens gamle skødesynd stikker her atter hovedet frem: det kunstige, det affekterede, der især kommer frem i samtalerne mellem bogens hovedpersoner, Niels Hovgaard, og Karen Rylander. Igen må man konstatere det besynderlige i, at en så indsigtsfuld forfatter lader sine personer tale et sprog, der undertiden ikke alene nærmer sig, men nogle gange overskrider det parodiske; Oscar Geismar, der var en svoren fjende af A. C. Andersen og i sine anmeldelser ikke levnede ham megen ære kan denne gang have noget ret i at kalde Andersen en af vore værste litterære skruer.

Helge Rode, der ville A. C. Andersen det så godt, siger det på en noget pænere måde, idet han i sin anmeldelse peger på, at „vel er Andersen en født og ægte digternatur, men han ser så meget mærkeligt og gør det endnu mærkeligere end det er. Det bliver så uhyre mærkeligt altsammen! Forfatteren er en så ivrig prækehest som nogen. Han burde udrense sin smag med svovl og ild, så ville der blive fine og sjældne evner tilbage.

„Slægten Hovgaard“ skildrer en slægts forfald, og gør det på mange måder med stor og overbevisende styrke. Glimrende skildret er især forholdet mellem den tungsindige, grublende og søgende Niels, og hans kone, den sunde naturlige, men næsten for nøgterne Anna Elise, der ikke kan lade rokken stå stille for at snakke med sin mand. Niels bliver mere og mere ensom og drives længere og længere ud. Heller ikke ,,Elverpigen“ Karen Rylander (den fødte pebermø, som A. C. Andersen selv har karakteriseret hende i et brev) kan hjælpe ham; kun i naturen finder han nu og da hvile, og bogen er fyldt med smukke naturbeskrivelser. De to ægtefæller fjerner sig mere og mere fra hinanden, kan ikke råbe hinanden op, til trods for, at de faktisk elsker hinanden, og bogen slutter med, at Niels begår selvmord.

I denne bog har A. C. Andersen bl. a. villet vise os, at et menneske med viden og et modtageligt, følsomt sind meget let bliver ensomt og isoleret – noget han uden tvivl har erfaret og mærket på sin krop.

Hidtil havde Andersen ladet sine bøger foregå i Vendsyssel, men „Drømmen“ (1918) foregår i Nordsjælland, og er en studie over forholdet mellem mand og kvinde i ægteskabet, når man ikke får den man elsker og ikke elsker den man får; en fortælling om, hvordan et hjem kan bygges op, og hvordan det kan lægges øde, når drøm og virkelighed ligger i strid med hinanden. Også i denne bog har Andersen fat på noget godt og rigtigt, men desværre lykkes det heller ikke denne gang. A. C. Andersen ville så meget, han var sandhedssøger, men også en sværmer, en stræbende men tung skribent, som man får en masse sympati for, men som på grund af splittethed ikke opnåede den kunstneriske sejr, han i levende live så ivrigt tragtede efter og også havde fortjent.

Det er ganske tydeligt, at Andersen må have stiftet bekendtskab med Freud og psykoanalysen, der på dette tidspunkt for alvor var ved at komme på mode herhjemme – eller som Viggo Starcke siger det i det førnævnte brev „noget endnu værre end Freud og derved forsvandt meget af hans oprindelighed“. I „Kærlighedens vækst“, der udkom 1922 – den første danske oversættelse af Freud kom 1920 ved Gelsted – skildrer A. C. Andersen en seksuelt forkvaklet kvinde, Bode Kähler, som digteren Aksel Hørve forgæves forsøger at redde. I den alt for brede bog bliver der desværre atter præket for meget; alligevel er det forbavsende, at kun få anmeldere forstod eller prøvede på at forstå, hvad der var Andersens ærinde med bogen. Blandt de få undtagelser var Vendsyssel Tidende og Aalborg Amtstidende, hvis anmeldere han da også takkede varmt i aviserne.

Når denne bog blandt alle Andersens bøger fik den hårdeste medfart, skyldes det nok for det første emnet. At skrive en bog i 1922 hvor den kvindelige hovedperson er erotoman fik på forhånd de fleste anmeldere til at vende tommeltotterne nedad og stemple bogen som smudslitteratur. (1922 var året, hvor Broby Johansen fik digtsamlingen „Blod“ beslaglagt, og hvor han blev dømt ved Københavns byret). Men for det andet, og det var nok den væsentligste grund, HAVDE man rubriceret A. C. Andersen som en ganske brav hjemstavnsforfatter, og så var det faktisk lidt frækt af ham at ville være noget andet og mere. Det, der adskilte Andersen fra de traditionelle hjemstavnsforfattere var, at han beskæftigede sig med sådanne ting og sager som moralsk livsholdning, religiøs verdensanskuelse, med familiens, ægteskabets og kærlighedens moral. Herved hævede han sig langt over de øvrige hjemstavnsforfattere og for den sags skyld også over de fleste andre forfattere i hans samtid. Kun få af vore forfattere fra den tid har kendt til og haft mod til at beskrive den tunge kødelighed, den tungsindige inderlighed, alt det grublende og sygelige hos bønderne – noget Andersen forstod, måske fordi han selv havde en god rem af huden.

På grund af sin store sandheds- og retfærdighedstrang veg han ikke tilbage for at give sig i kast med de mest sammensatte moralske og psykologiske problemer, som f. eks. i „Kærlighedens vækst“. Nu skal det retfærdigvis siges, at Andersen også havde sin del af skylden for, at bogen fik en så negativ modtagelse. Atter lader han sine personer tale et alt for kunstlet sprog, stundom er han direkte naiv og endelig savnede han kendskab til det miljø bogen beskriver.

Ni år havde A. C. Andersen brugt til at studere sygt sjæleliv, og at han havde stor psykologisk indsigt viser både denne og hans foregående bøger, der imidlertid kun hos fagfolk vandt anerkendelse. Andre, herunder kolleger og venner, fandt derimod, at han havde mistet fodfæstet. Jens Thise anfører i „Ved løvfaldstider“ således et brev fra Aakjær, der skriver, at han „så møj wal“ kender de andre vendelboforfattere, A. C. Andersen og Thomas Løkken, „men de lever i skyerne eller nærmere bestemt: den syvende himmel, et sted, hvor jeg sjældent aflægger visit“.

Ingen kan dog beskylde Andersen for, at han med sin næste bog ,,Til hyrdefløjtens toner“ (1927) opholder sig i skyerne. Det har ganske givet været en befrielse for ham at få denne bog ud; da „Kærlighedens vækst“ var udkommet og slagtet af kritiken, sagde han selv, at nu var han træt og længtes efter at komme ud i lysere luft. Med „Til hyrdefløjtens toner“ var Andersen atter kommet hjem, idet store dele af bogen er fra Vendsyssel og Sjælland – nærmere betegnet Søndersø, hvor han havde et hus.

Ved at læse denne selvbiografiske bog får man virkelig et indtryk af A. C. Andersen og hans personlighed, og atter får man en række dejlige naturbeskrivelser, som f. eks. denne:

„Jeg kom en sen eftermiddag fra Store Vildmose, hvor jeg havde ligget i lyngen og set ud over den endeløse moseflade så længe, at jeg næsten i angst for naturen, i angst for det gådefulde tomme begyndte at fable og se syner. Jeg måtte vist helst liste mig ud af mosen så hurtigt som muligt, om jeg ville bevare min forstand. Og så stod jeg da på broen over Ryå et stykke øst for Pandrup. Jeg så mod nord op ad åens løb. Og åen drog mig med en egen ond mystik. Åen kaldte på mig – næsten som Vildmosen. Jeg måtte virkelig træde et par skridt tilbage fra rækværket for ikke at svimle og synke ned. Jeg kunne ikke se bund i det dybe, sorte vand. Hverken midt ude eller ved bredderne. Der var en egen dragende urolig ro i åens langsomme men magtfulde flyden. En stor fisk vendte sig nede i mørket. Jeg så dens side glimte hvidligt fra dybet. Det aftnedes. Men jeg kunne ikke rive mig løs. Ud fra den Store Vildmose i øst kom der stilhed og stumhed, evighedens stumhed. Også den fængslede mig. Men langs åen, mod nord brølte køer i tusmørket. Og hyrder sang og råbte. I skumringsmørket pløjede en bonde langt borte. Jeg så hesten men af manden kun hans hvide ærmer. Og åen blev i mørket mere dragende. Det var som strømmen lige foran mig i stedet for at skride frem standsede og dannede hvirvler, der gik bundløst ned. En underlig bevægelse løb ildevarslende hen over overfladen, hvis småbølger gik både med vinden og mod vinden, også mod strømmen. Så lå der med eet røde aftenskyer under himlen. Men åen optog skyernes skær i sig og blev som blod. Ryå blev en trolddom, blev et væsen, et kvindeligt. Og dette farlige væsen kom nordfra og bugtede sig, og de røde vande fyldte til overskridelse mellem de lave græsbevoksede bredder. Der var slet ingen brinker. Derved steg og svulmede åens magt. Jeg stod – midt på broen – betaget, angst, grebet, mystisk draget af denne røde glidende strøm, der tays kom til mig ud fra mørket i nord. Jeg kunne næsten i fryd springe i den, både angst og uangst for følgerne“.

Det er både gribende og betagende at læse, hvad Andersen i „Til hyrdefløjtens toner” fortæller om hyrden Emanuel fra Læsø, og man regner næppe forkert, når man gætter på, at dette ikke er fra Læsø men fra barneårene i kærene ved Vrensted, hvilket Viggo Starcke også bemærker i det før omtalte brev. Starcke gør ligeledes opmærksom på, at under afsnittet „Hirtsholmen“ kommer en side af A. C. Andersens stemningsliv og naturopfattelse ufrivilligt frem som en selvkarakteristik: „Jeg flytter mig og lægger mig i læ af skræpperne. Jeg elsker ikke døde sten, jeg elsker ikke storm, heller ikke de visne bulmeurter, der vokser foran min støvle. Jeg elsker ikke de grå bænkebidere, der kravler under enhver sten og nu også under mit hoved. Men jeg elsker den fattige tristhed, som hviler over alt kryb, som hviler over tunge kampesten og også ofte over menneskers sjæle. Jeg elsker dødens tone!“.

Her findes en syntese af barndomsoplevelserne ved Jammerbugten, af noget der ikke lykkedes for ham i hans liv og i hans forfatterskab. I den tale, som Andersen selv havde bedt Viggo Starcke holde ved sin båre, sluttede Starcke med at citere denne triste, men ægte og skønne livsbetragtning – eller dødsbetragtning.

1927 opholdt A. C. Andersen sig i et par måneder nå kuranstalten G Skovridergaard“ ved Silkeborg, hvor Viggo Starcke var overlæge – dog ikke fordi Andersen var egentlig syg, og det kom derfor som en smertefuld oplevelse for familie og venner, da han 21. juli 1928 i et festligt og muntert lag, hvor han som altid var midtpunktet, døde af en hjerneblødning i sit hus „Gryden“ ved Søndersø i Værløse. Han blev kun 53 år gammel.

Af et brev til K. K. Nicolaisen (lærer, senere hospitalsforstander, forfatter og litteraturkritiker i Aalborg) dateret 19. 8. 1927 fremgår det, at Andersen nogle måneder forinden havde sendt manuskriptet til sin posthume bog „De stille i landet“ til Gyldendal, og han føjer til, at det skulle være min sidste bog. Måske skriver jeg en til og udgiver den i 1931, en bog af nogenlunde samme slags som „Til hyrdefløjtens toner“.

Skønt A. C. Andersen måtte være blevet opmuntret af den kritik, „Til hyrdefløjtens toner“ fik, var han kørt træt – måske også fordi den samlede kritik ganske overså, at et af hans vigtigste ærinder i denne bog var det religiøse. Træt og skuffet var han, også selv om han lader bogen munde ud i: „Og vi har fremtiden for os!“.

Da „De stille i landet“ udkom fik den en enstemmig god presse – som død fik han den anerkendelse, han aldrig fik i levende live. Der er i hovedpersonen, Anders Kærsig, stærke selvbiografiske træk, men bogen er også blevet til ud fra mindet om en søn, som Andersen havde den sorg at miste i 1922, kun 19 år gammel. Vemodig, men absolut ikke sentimental er denne stilfærdige fortælling om Anders, der vokser op på en lille gård i nærheden af Jammerbugten, en tænksom men svagelig fyr, der vil så meget, men må afbryde sine studier på grund af tuberkulose. Anders dør netop som han har lært at forstå både livets rigdom og dets enorme ødslen.

Drengens opvækst, hans meget smukke forhold til forældrene, hans tragiske skæbne og hans og en nabodatters smukke kærlighedsforhold er alt sammen skildret fint og ægte. Dybt indtryk gør også Andersens skildring af den bidende vinterkulde, en kulde der simpelthen gennemisner alt på den lille gård, en kulde man i dag ikke kan gøre sig forestillinger om. Dengang hundefrøs man bogstavelig talt, og det er klart, at det måtte gøre indtryk på et følsomt barnesind. Andre vendelboforfattere har været inde på denne græsselige kulde – det gælder Thomas Olesen Løkken i „Klavs Bjerg og Bodil“, og det gælder Erling Kristensen i „Vendsysselrejsen”.

Under sit ophold på kuranstalten gennemtravede Andersen egnen omkring Silkeborg og ved sin død efterlod han sig en række naturskildringer, der i 1933 udkom under titlen „Sommer i Silkeborg“. „Mindeblade fra Gl. Skovridergaard“. Disse 5 efterladte naturskildringer viser endnu en gang, hvilken fremragende naturskildrer, han var, og i den sidste skitse, „Himmelbjerget“, får han sagt noget rigtigt og væsentligt om den måde vi ødelægger vort land på.

A. C. Andersen var en langt betydeligere forfatter end hans samtid – og eftertid – har forstået. Det er noget af en skandale, at denne digter fra Vrensted, der virkelig havde noget på hjertet, endnu ikke er blevet opdaget af den litterære inderkreds, som sidder på alt her i landet, og hvor der hersker en frygtelig indavl. Det er dybt beskæmmende, at han end ikke er nævnt i værker som „Danske digtere i det 20. århundrede“ „Politikens store danske litteraturhistorie“ – de forskellige udgaver af „Hvem skrev hvad“, der ellers roser sig af at tage revl og krat med. Sidsteudgaven af „Vor tids hvem skrev hvad“ er endda redigeret af en lektor ved Danmarks Bi blioteksskole, der åbenbart må have et yderst slet kendskab til dansk litteratur. At A. C. Andersen ikke er omtalt er ikke blot beskæmmende, tåbeligt og latterligt, men også symptomatisk for det litterære liv herhjemme. Den eneste nogenlunde retfærdige er – ikke uventet – prof. Ejnar Thomsen, der i sin bog „Dansk litteratur efter 1870“ nævner ham, men ganske vist kun i en fodnote.

A. C. Andersen skal dog nok klare sig. En bog som „Husmandens datter“ vil såmænd også overleve dette, men både denne og andre af hans bøger burde nok gennemses, rettes og forkortes med nænsom og kærlig hånd og derpå genudgives.

Og så må man atter have lov til at udtale sin forundring over, at J. Bomholt ikke kunne finde en forlægger til sit manuskript, hvori han har samlet en række af A. C. Andersens pragtfulde naturskildringer og derhos forsynet dem med et smukt og forstående forord. Kunne denne artikel måske give stødet til denne udgivelse, ville den ikke være skrevet forgæves.

Erling Kristensen, for hvem det var næsten umuligt at skrive under besættelsen, skriver i et brev til fru Andersen (nov. 1943), at han er ked af, at han ikke har fået skrevet en kronik om „Husmandens datter“ – noget han føler som en pligt, fordi „jeg kender egnen, hvor bogen foregår. Vendsyssel slår imod mig fra hver linie. Jeg kan virkelig kontrollere og bedømme, HVOR fin og sand kunst bogen er“. Man kunne have ønsket, at denne dejlige forfatter havde fået skrevet sin kronik om sin landsmand A. C. Andersen, som han nok forstod bedre end de fleste. Hvor godt Erling Kristensen forstod digteren fra Vrensted viser dette digt, der passende kan danne afslutningen på denne gennemgang af et forfatterskab, vi her i Vendsyssel har grund til at være stolte over og glade for:

A. C. ANDERSEN

Bag Jammerbugtens stormkløftede klitter

går havet, det evigt vandrende,

i dagenes klimprende solsang over

blanke stene.

Men i månenætter har det hændt sig,

at havstokken legede med lig – – –

 

Du sad ved de vindtudende slugter

og skar din hyrdefløjte,

mens du så den sære leg.

Derfor blev der gråd i fløjtens tone,

derfor blev den forstået af så få —

 

Nu hulker den ikke mere;

dens rør sprang i livets sandflugtstørke.

Din skælvende mund er lukket i.

Du fortalte engang med din fløjtes

hyldetoner,

at en bondedreng i Vrensted enge

rejste sig af græsset og truede dig

med sin træsko.

 

Det var takken for dit spil.

Du kom med skælvende hjerte for at se

pletten, hvor du var født.

Nu kan han godt lade træskoen synke.

Man fik has på dig.

Du var for sand til at leve.

Endnu leger havet med lig —

Litteraturhenvisninger:

En tak til A. C. Andersens datter, fru Elin Holten, der beredvilligt har stillet breve og andet materiale til rådighed, og som gav sin tilladelse til fra Det Kongelige Bibliotek at låne A. C. Andersens to scrapbøger.

Herudover kan der henvises til flg. kilder:

Bomholt, Jul.: A. C. Andersen. Naturoplevelser. Forord og udvalg ved Jul. Bomholt. (Utrykt manuskript).

Bogvennen. 1911. Dansk biografisk leksikon. Bd. 1, 1933. Den ny litteratur. 1924/25. Kierkegaard, Th.: Protestantisk Tidende. 1928. (A. C. Andersen lod sig i sine seneste år optage i Det Frie Kirkesamfund – den danske afdeling af unitarismen).

Olesen Løkken, Th.: A. C. Andersen. Tilskueren, 1929.

Schmidt, Aug. F.: A. C. Andersen. Dansk Udsyn, 1933.

Thise. Jens: Ungdomsår og manddomskår. 1945.

Thise, Jens: Tider, tanker og oplevelser. 1947. Thise, Jens: Ved løvfaldstider. 1949.

Vedel, Vald.: Nekrolog. Dagens Nyheder, 25. juli 1928.

A.C.Andersens gravsten på Hellerup Kirkegård

En stor Vrensted familie – Elvine og drænmester Jens Andersen og de ti børn

Historien om familien Elvine Petrea og Jens Andersen, Søren Nielsens Vej 1, Vrensted. En familie med en stor børneflok.

Søren Nielsens Vej 1 Det gamle hus som har været i slægtens eje i flere generationer.Seneste ejere før Elvine og Jens var forældrene og derfør bedsteforældrene

Foto 1946-52 Elvine og Jens Andersens hus
foto 2018

Elvine, f.1903 d.1974 blev 71 år og Jens Andersen, f. 1901 d. 1990,blev 88 år. De slog sig ned på Gl. Byvej i Nyhavn/ Søren Nielsens Vej  i Vrensted, i et lille strå tægget hus som var Elvines fødehjem og her boede Elvine hele livet fra de blev gift i 1924.

Her er et avisudklip fra 1949 hvor de holdt et stort sølvbryllup med fest om aftenen i Forsamlingshuset med 250 indbudte gæster, næsten hele sognet deltog.

Elvine og Jens i deres velmagtsdage

Jens Andersen var født i Sulsted med voksede op i Tagmarken og Blåsiggårds Mark. Efter gifte målet med Elvine, havde de også Elvines far boende i en periode. Så udover at passe sine egne børn var der også i en periode, hendes gamle far, som fik en kærlig pleje. Senere flyttede han til Ll. Knudsgaard, til en datter, der var gift med sognefoged Søren Nielsen, og der blev han så boende ind til sin død.

De første år måtte de begge ud at arbejde, hun som bl.a. malke kone og han som daglejer på gårdene. Senere slog han sig på drænarbejde, og efter en uddannelse på Borris Landbrugsskole havde han nok at lave.

Elvine og Jens med et af de første børn

I den østre ende af det lille hus, havde de et mindre fårehold i et rum, de kaldte fårestien. Når der af og til blev en gris billig til salg, købte Jens den, og så blev den fedet op der til slagtning. Jørgen fortæller, at når hans far skulle ”måge ud” ved grisen, blev den lukket udenfor, hvor den så løb rundt til stor fornøjelse for de omkringboende børn. Senere da der var kommet flere børn til, blev der i fårestien lavet et nyt værelse, hvor nogle af drengene lå i køjesenge.

 

 

Familien samlet foran huset på Søren Nielsens vej. Fra venstre: Knud fra Løkken, , Vilhelm, Emil, Else, Elvine, Johanne, Jens, og så t.h. Elna og Harald Mørk m/Lis på armen. forrest de små Verner, Tage, Kaj og Knud

Jens Andersen var nu blevet dræningsmester og Elvine var delvis hjemmegående, hvor hun havde nok at gøre i hjemmet, for de fik efterhånden en stor børneflok, 10 i alt. I det lille hus på Gl. Byvej/Søren Nielsens vej i Nyhavn voksede den store børneflok op. Selv om pengene var små, formåede de at skabe et godt hjem for dem alle. Drengene kom tidligt ud at tjene, Verner fortæller at han som 9 årig fik sommer- arbejde i tre somre hos Harald Jensen i Åsendrup og skulle to dage om ugen cykle til skole i Vrensted, næsten helt fra Løkken på en damecykel med fast gummi og på grusvej. Men sådan var det almindeligt, at børn tidligt kom i arbejde, og det gjorde sig også gældende for Elvine og Jens`s børn. Alle måtte yde for at familierne kunne klare sig økonomisk. Det var ganske almindeligt dengang i 1930 og 40erne. Verner fortæller at der blev fyret med tørv ude fra mosen ved Kaas. Når tørvebilen kom med et læs tørv, havde de nogen gange ikke nok penge til betalingen, hvorfor de måtte have drengenes hjælp. Så de havde bestemt hårde tider – økonomisk – ind imellem.

Efter at Jens Andersen havde nedsat sig som drænings- mester, hvilket vil sige, at han forestod arbejdet med dræning af landmandens jorder, så blev han engageret af de landmænd der ønskede at få udført sådan drænings- arbejde, for at få jordbundsforholdene forbedret, hvilket der var mange landmænd der ønskede, for også at kunne få et større udbytte af de forskellige afgrøder der blev dyrket på markerne. Det foregik dengang som manuelt gravearbejde, med nedlægning af små drænrør der havde udløb til en grøft, hvorfra vandet så blev ledt videre. Alt sammen noget man i dag kan klare med gravemaskiner og store plastikslanger med små huller som lægges i jorden. Jens Andersen var også med da Ingstrup Sø blev drænet, i 1950erne og store landbrugsarealer blev lagt til gårdene i Vrensted og Ingstrup.
Hans drenge var også ofte med ham på forskellige opgaver på egnen, bl.a. når der skulle skæres grøde i grøfterne omkring Vrensted.

Ejnar iført våddragt hjælper sin far med grøfte arbejde

Elvine var som nævnt hjemmegående, og der var nok at se til. Der var mange munde der skulle mættes hver dag. Der skulle gøres rent, vaskes og ordnes tøj m.m. Det var dog alligevel nødvendigt for familien, at hun havde lidt arbejde uden for hjemmet. Hun gik ofte med kogekonen Marie Frandsen ud for at lave mad til de fester, der holdtes i Vrensted og omegn, desuden hjalp hun Klavs Johanne med hovedrengøring i Byskolen og havde sikkert også andet rengøringsarbejde.

Af drenge var der: Vilhelm f.1925 d. 2004, Ejnar f.1926 d. 2012, Verner f.1932, Tage f.1934 d.2014, Kaj f.1937 d. 2017, Knud f.1939 d. 2005, Poul f.1943 og Jørgen f.1950

og af piger: var der: Else, som var den ældste og f.1923 d. 1996 og Lilly f.1928 d.2012

Vi drenge i Vrensted så op til disse noget ældre drenge nede fra Nyhavn. De kunne nemlig meget mere end at arbejde og lave sjov og ballade. Gode fodboldspillere var de alle sammen, og de kom i Vrensted Idrætsforening og var forbillede for vi drenge, som kunne lide at spille fodbold og vi kom efterhånden på hold med mange af dem. Nogle af dem tog en stor tørn i Vrensted Idrætsforening. Kaj var bl.a. formand i en periode.

fra v. Tage, Vilhelm, Kaj og Verner på Vrensteds førstehold i serie 4.
VI serie 4 hold til fotografering med Andersen brødrerne på holdet. De yngre drenge kom senere på holdet.

Arbejdsomme og dygtige var de også, og havde nemt ved at omgås folk og derved nemt ved også at få arbejde. Alle søskende har haft en god tilværelse med familie og børn. De fortæller at det kan være svært at samle hele flokken, da de er blevet så mange, men at man i stedet samles i forsamlingshuset af og til til hyggelig sammenkomst.

Foto fra Bodil og Jørgens bryllup i 1984. Her hele børneflokken sammen med Jens
Her alle børnebørnene fra en familiesammenkomst i 2017

Else blev gift med murerarbejdsmand Emil Jensen og byggede hus på Søren Nielsens vej. Emil arbejdede hos Vrensted murermester Chr. og Svend Nielsen. Else havde rengøringsjob forskellige steder i Vrensted. I en lang periode klarede Else og Emil at vaske alle fodbold- og håndbold holdenes trøjer. Inden gifte målet havde Else også forskellige pladser, indtil hun blev gift. Else og Emil fik en datter Jytte. Alle tre er desværre borte i dag. Else blev 72 år.

Lilly havde sikkert også forskellige pladser i huset på landet. Hun arbejdede gennem en menneskealder på pleje- hjemmet i Stenum. Hun blev gift med Verner Ritter som arbejdede på Pedershaab i Brønderslev.
I en del år boede de til leje i et hus på toppen af Thise Bakke, lige ved siden af kirken. Senere flyttede de først til Stenum, men senere til Vrensted, hvor de overtog Jens og Elvines hus på Søren Nielsens Vej 1. De er begge gået bort. Lilly blev 83 år. De fik fire børn.

Vilhelm blev gift med Johanne fra Thise og de bosatte sig i et hus ved Rørbæk, skellet mellem Vrensted og Thise. Vilhelm gik ud som arbejdsmand og Johanne gik i perioder ud som rengøringshjælp. Når sønnen Hennings holdt fødselsdag for sine klassekammerater, cyklede vi drenge derud fra Vrensted og havde det bare skønt. Johanne og Vilhelm blev senere værtspar i Forsamlingshuset i en lang periode og flyttede derfor til Vrensted i lejligheden ovenpå forsamlingshuset. Da de ophørte med at være værtspar i forsamlingshuset, byggede de hus i Vrensted på Stationsvej. De var blevet pedelpar på skolen, et job de havde indtil deres pensionering. Vilhelm var i flere perioder medlem af Vrensted-Thise Sogneråd. Begge er her ikke længere. Vilhelm blev 79 år. De fik to børn. Henning som idag bor i Vrensted og en datter i Sindal

Ejnar blev, efter også at have været ansat ved landbruget nogle år, ansat som chauffør hos vognmand Mathias Vestergaard og var der en lang årrække, Senere var han en periode periode hos vognmand Reinholdt Nielsen. Han blev gift med Ida og de bosatte sig også på Bådstedhede i huset lige før Johanne og Vilhelms hus ved Rørbæk. Ida havde bl.a. været pige hos Gert Haugaard, men var også ansat i flere år hos familien Korsbæk på Smedegården øst for Vrensted. Det var medens hun arbejdede her, at hun mødte de vilde brødrene Andersen. Da Ejnar købte huset ved siden af Johanne og Vilhelm i efteråret 1952, flyttede også bror Kaj med på loftsværelset, så en stor del af familien var samlet ved Rørbæk. Her kom der tre børn. Ejnar og Ida er også gået bort. Ejnar blev 85 år. 

Verner havde som de to ældste brødre ,også som omtalt, plads på landet og købte senere sin egen landbrugs- ejendom. Han etablerede sig med et mindre landbrug på Vittrup Hede, da han blev gift med Lis. Han startede med 5 køer og havde ingen heste. De klarede sig dog godt. De har drevet det sammen gennem en lang årrække, som et mindre familiebrug. Trods høj alder er Verner stadig bosiddende på gården og klarer sig selv. Lis er gået bort i 2018. De fik to drenge som begge bor tæt på.

Jeg husker at vi fodboldspillere måtte hen og hakke roer hos Verner, for at han kunne få tid til at spille på fodboldholdet om søndagen. Han var en stor tekniker. Verner har leget med fodbolden indtil han blev 85 år, nu vil bentøjet ikke mere. Han har forpagtet jorden ud til en søn. Hverken Verner eller Lis har haft kørekort eller bil. De har transporteret sig med deres traktor med førerhus og ellers fået kørelejlighed. Verner fortæller dog at han har været syd for Limfjorden i Dokkedal. Som ung Vrensted fodboldspiller, har han dog med Vrensted Idrætsforening været med på venskabsture til Sverige hos en Svensk Idrætsforening hvert andet år i en periode.

Tage havde også pladser på landet og blev senere gift med Elly Andersen, datter af Johanne og Alfred ved Stationen i Vrensted. De etablerede sig, da de blev gift, med et landbrug i Sterup og senere fik Tage arbejde på den Lokale foderstofforretning i Jerslev. Elly har været hjemmegående og medarbejdende ved landbruget. Tage er også gået bort. Tage blev 80 år. De fik fire børn.

Kaj havde som de ældre brødre også haft pladser på landet, men blev senere chauffør hos vognmand Reinholdt Nielsen, og var også en periode ansat hos vognmand Mathias Vestergaard. Han blev gift med Lisbet Nielsen fra Vrensted. Lisbeth var blevet udlært som damefrisør og da der på daværende tidspunkt ikke var nogen damefrisør i Vrensted, etablerede hun sig med egen frisørsalon i lokaler der tidligere havde været cykelforretning og senere havde hun salon i det nybyggede hus. Desværre blev hun tidligt syg og gik bort. Kaj havde på daværende tidspunkt etableret sig med Taxa forretning og drev den i en årrække med bl.a. skolekørsel. Kaj byggede hus i Vrensted hvorfra han drev sin Taxaforretning. Han er også gået bort. Kaj blev 80 år. De fik to børn.

Knud havde også forskellige pladser på landet, bl.a. ude på Enggaarden hvor han kørte en mælketur. Senere kom han i fisken i Hirtshals, som vi siger. Efterfølgende var han en periode på Pedershaab i Brønderslev. Han blev senere gift med Margit som arbejdede i Børnehaven i Vittrup i mange år. De boede først til leje i Rykinds fodermesterhus. Senere købte de hus Vittrup. I mange år arbejdede Knud også som maskinfører hos Kommunen. De seneste år arbejdede han igen på maskinfabrik i Brønderslev. Han er også gået bort. Knud blev 65 år. Der kom tre børn.

Poul har også haft forskellige pladser. Han startede som bydreng hos købmanden og efter afgang fra skolen kom han på landet og fik senere arbejde bl.a. på lageret hos Vrensted Foderstofforretning. Her var han i 25 år. Han har desuden været chauffør i 6 år hos Mathias Westergaard hvor han afløste sin bror Kaj, der overtog en Taxa forretning efter Slagteren i Vrensted. De sidste 15 år af sit arbejdsliv har Poul kørt Taxa i Manna. Han blev gift med en Vrensted pige Rigmor og de stiftede familie og bosatte sig på en lille ejendom i Vrensteds udkant. Rigmor passede i nogle år Klubhuset i Vrensted Idrætsforening samt stod for rengøring og trøje vask. De har 2 børn

Jørgen, er den yngste af den store søskendeflok. Han har også haft pladser på landet. Han startede ude på Enggaarden, senere i Tilsiggaard, så Skøttrup. Blev soldat og efter hjemkomsten gik han som arbejdsmand i nogle år og var bl.a. med ved omfartsvejens etablering i Løkken. Som flere af sine brødre blev han også lastbilchauffør hos de to Vrensted vognmænd. Da Reinholdt Nielsen ville sælge sin vognmandsforretning i 1976 slog Jørgen til og etablerede sig i Børglum, efter at være blevet gift med Bodil fra Stenum, som havde stået i tøjforretning i Hjørring. Bodil har gennem 24 år været medarbejdende hustru i forretningen indtil Deres søn overtog forretningen i 2010. Jørgen gik på efterløn og Bodil uddannede sig til social og sundhedshjælper og har arbejdet som sådan. De har to børn.

Mange i Vrensted kom i berøring Elvine og Jens . Ligeså med børnene og mange havde også haft dem i arbejde helt fra de kunne klare et arbejde. Drengene var arbejdsomme, slagfærdige og friske med godt humør, tit med en frisk bemærkning om dit og dat. De kom i Idrætsforeningen spillede på de forskellige hold og var både berømte og berygtede i omegns klubberne sammen med en anden Vrensted familie, der også kunne stille med en flok drenge som også var gode på fodboldbanen. Fra Vrensteds arvefjende Thise, går der flere historier om Winne drengene. Bl.a. er der blevet sagt omkring fodboldkampene Vrensted mod Thise: ”Det bliver aldrig bedre, før de Winne drenge er væk fra Vrensteds hold”. En anden Thise spiller har udtalt, at inden Winne drengene gik på banen, så skrabede de støvlerne hen over betongulvet så gnister fløj omkring dem. Det var dengang propperne under fodboldstøvlerne var sømmet til selve støvlen.

Som unge opkoblinge, var brødrene Andersen friske og var med på sjov og ballade. Har hørt om dem, men ikke set, at de heller ikke gik af vejen for en frisk slåskamp med de bare næver, når de måske også havde fået for meget at drikke. Det gjorde man også dengang. Hørte som dreng, at det engang var Kaj og Jens Mørk der mødtes til nævekamp så blodet flød. Og sådan var det dengang.

Ejnars kone Ida har berettet, at Jens Andersens drenge ikke havde lyst til at danse. De kom først sent på aftenen, når der var bal i Vrensted forsamlingshus. Først havde de siddet og drukket nogle øller på et karlekammer et eller andet sted, og så gjorde de deres entre med rabalder og spetakler. Men de var selvsikre og gemytlige, og det var bla. derfor, at Ida faldt for ved Ejnar.
Senere lykkedes det Ida, med store anstrengelser at lære Ejnar at danse.

Drengene, Kaj, Ejnar, Poul og Jørgen kom vidt omkring fordi de havde kørsel som deres erhverv. Det var en stor forskel fra andre i Vrensted, i den tid hvor transport i bil ikke var for alle.

Jørgen fortæller at alle drengene blev indkaldt til militæret, og blev soldat. Hans mor havde billeder af dem alle samme hængende og hun viste altid med stolthed disse billeder frem.

Fra en gammel ven Kesse, (Kristian Andersen) bror til Elly Andersen som var gift med Tage, fortæller han følgende: ”Når jeg med jævne mellemrum var sammen med Elvine og Jens Andersens drenge, var der fuld tryk på med sang, snak og spændende – og måske ikke altid sande – historier fra Vrensted. Det var ustyrligt morsomt og noget, som jeg aldrig glemmer”.

fra v. Ejnar, Tage, Vilhelm og Kaj. Bagerst Jørgen i festligt lag
Her alle søskende bagerst fra v. Ejnar, Vilhelm, Kaj, Tage, Verner, forrest f.v. Else, Knud, Jørgen, Poul og Lilly

Det var fortællingen om en af Vrensteds store, børnerige markante og kendte familier, som har et godt godt familieforhold og også har taget del i livet i Vrensted både kommunalpolitisk ved Vilhelm, men også en stor tørn i Vrensted Idrætsforening gennem mange år.

Den store flok børnebørn der er kom, var en stor glæde for Elvine og Jens og det var ikke sjældent de havde børnebørnenes besøg i det lille hus på Søren Nielsens vej. Også alle børnebørnene betød meget for dem.

Jens Andersen med børnebørn

Stor tak til jer tilbageværende søskende, fordi jeg måtte lave denne lille omtale af jeres familie. I har gennem mange år og på mange måder, sat jeres aftryk i Vrensted på den gode måde.

Her Jens, bor nu på Vrensted Alderdomshjem
f.v. Johanne, Margit, Ida, Lilly og Else,  5 svigerinder
Elvine og Jens sammen med de først fødte
Alle drengene blev soldater og fotografier hængt op på væggen. Elvine var stolt af sine drenge. Her Ejnar
Familiebillede
Else på havearbejde ved sit nye hus
Elvine og Jens ligger begravet på Vrensted Kirkegård

Februar 2019 – Jens Otto Madsen

Familien Rosa og Valdemar Pedersen, Vingevej 20, Vrensted og de ti børn

En kendt familie i Vrensted

var familien Rosa og Valdemar Pedersen, som boede på Vingevej.

Vingevej 20 set fra haven

 

Vingevej 20 set fra vejen

Rosa f. 1912 og Valdemar f. 1909 havde mødt hinanden på en gård på Kraghede.

Rosa var født på Fælleden i Vrensted og levede hele sit liv i Vrensted. Som ung kom hun ud at tjene på egnens gårde.

De stiftede hjem i Vrensted på Vingevej 20, hvor der gennem årene voksede en stor børneflok op, 11 ialt incl. bonusbørn, heraf var de 9 hendes egne børn. Måske i små kår og et lille hus, men det var et varmt og trykt hjem for dem alle. Rosa var vel nok den styrende og bestemmende i hjemmet. Rosa var altid engageret i naboer og venners ve og vel og var altid rede til at give en hjælpende hånd. Når der var festdage i familien var det altid hende der kaldte sammen og agerede kogekone.

Rosa havde nok at se til med den store børneflok. Derudover gik hun ud som kogekone og ind imellem hjalp hun også en Vrensted kogekone fru Frandsen, Bådstedhede, til de større arrangementer.

Valdemar, som stammede fra Kraghede, tjente som ung på hjemegnens gårde og det var der, han som nævnt mødte Rosa. Han fik arbejde som murerarbejdsmand, hos mureremester Chr. Nielsen, Vrensted, hvor han var i mere end 30 år. Han var også med som medhjælp med sneploven om natten i mange år. Senere fik han arbejde hos sønnen Poul, der var murermester i Brønderslev. I mange år bestred han en række tillidsposter inden for fagbevægelsen, hvor han var formand og kasserer for SID og senere kontorbestyrer.

De var nøjsomme mennesker.

Der kom børnene Bodil fra 1931, Nanny fra 1933, Bernhard fra 1935, Poul fra 1936, Johannes fra 1938, Esther fra 1942, Jane fra 1944, Keld fra 1947, Annette fra 1949, desuden blev Bodil`s 2 drenge, Tommy fra 1948 og Kille fra 1950, opfostret hos deres bedsteforældre.

Så i en periode på over 30 år har Rosa og Valdemar haft små børn i huset.

Forrest f.v. Rosa, Keld, Nanny, Jane Bodil, Esther og Annette på skødet af Valdemar. Bagerst f.v. Johannes, Bernhard og Poul
f. v. Tommy og Kille

Man må sige, at i Vrensted var familien kendt af alle.

I Vrensted havde alle et kaldenavn. Således blev Valdemar omtalt ude i byen som RoseValdemar, Børnene hed for eks. Rosas Poul, Rosas Jane, Rosas Keld og sådan hed de som regel i omtalen, når man talte om dem. Alle børnene kom ud at tjene som ganske unge, med fritidsjob både på landet og som avisbude. Efter endt skolegang fik flere af drengene plads på gårdene i Vrensted og de to piger ligeså.

Bodil havde bl.a. plads i huset hos gårdejer Peder Brusgaard, og havde efter sit giftermål, rengøringsjob i Vrensted og var også på fiskefabrik. Efter at hun var flyttet fra landsdelen til Odense fik hun job på Lindø Værftet og boede der indtil sin død i 2017.

Nanny arbejdede som gardinsyerske i bl.a. Brønderslev og fik senere arbejde som sygehjælper på Brønderslev Sygehus og arbejdede der indtil sin pensionering. Nanny døde i 2016.

Bernhard har sikkert også arbejdet på landet, men blev udlært som murer og havde gennem mange år en stor murermesterforretning i Brønderslev. Gennem hans mange byggerier i Brønderslev fik han sat sit fingeraftryk mange steder i Brønderslev. Bl.a. byggede han tribunen ved Brønderslev gamle stadion ved Brønderslev Hallerne og mange parcelhuse. I en periode havde han sin far ansat i firmaet. Bernhard var en meget dygtig fodboldspiller og gennem mange år var han en af Brønderslevs store profiler, på det bedste hold i bl.a. Jyllandsserien. Bernhard flyttede til Odense efter at murerforretningen var afviklet. Han faldt væk i 1990.

Poul blev efter endt skolegang landbrugsmedhjælper. Men da Bernhard blev selvstændig i Brønderslev, kom Poul i lære hos Bernhard og han var gennem mange år ansat der. Da Bernhard lukkede sin forretning, startede Poul op som selvstændig murermester og arbejdede som sådan i over 40 år. Her var både Valdemar og Keld ansat i mange år. Han udførte flere store arbejder og byggede gennem årene en del parcelhuse. Han var også kendt i vide kredse, og spillede i mange år Old Boys fodbold i Thise Idrætsforening. Naturen, jagt og gamle motorcykler var hans store interesse. Poul faldt væk i 2011.

Johannes kom efter endt skolegang i lære som maskinarbejder på Pedershaab Maskinfabrik A/S i Brønderslev. Efter endt uddannelse blev han indkaldt som soldat ved Marinen og begyndte på Sjælland men blev senere overført til Frederikshavn. Johannes var den eneste af brødrene som var soldat. Efter soldatertiden skulle der igen findes arbejde. Der var der masser af arbejde at få på Lindø Stålskibsværft og han fik job der, hvilket selvfølgelig medførte, at han flyttede til Odense. Senere gjorde han sig inden for fagbevægelsen og blev tillidsmand og senere formand for Odense afdelingen af Teknisk Landsforbund. Johannes er nu folkepensionist.

Esther blev efter endt skolegang hushjælp forskellige steder bl.a. også i København. Senere flyttede hun til Norge, hvor hun også havde forskellige pladser i huset. Hun uddannede sig til Sygehjælper og havde arbejde indenfor dette fag i mange år. Esther er nu folkepensionist og er stadig bosat i Norge.

Alle de hidtil beskrevne børn, må man sige, klarede sig godt i tilværelsen. Som det var almindeligt i de fleste hjem 1940 og 50 erne, gik børnene ud af skolen efter 7. klasse, hvilket også er tilfældet for de førnævnte, af Rosa og Valdemars børn.

Men efter dem kom Jane. Jane kom efter de første skoleår i Vrensted Byskole på Løkken Private Realskole og fik her en realeksamen. Hun har fortalt, at hendes far sagde til hende, at når hun var færdig med realen, var det slut med skolegangen, for hun skulle ud at tjene sine egne penge. Efter realeksamen fik Jane plads som kontorelev på Branddirektoratet i Brønderslev hos landinspektør P. Møller Christensen. Efter at hun blev gift og manden etablerede sig med en VVS forretning, var Jane medarbejdende hustru og passede virksomheden med hensyn til al kontorarbejdet og den regnskabsmæssige del i virksomheden i ca. 40 år. Jane er stadig aktiv gymnast.

Keld fik også 7 års skolegang i Vrensted Skole. Herefter gik han 1 år på Aabybro Ungdomsskole. Efter ungdomsskolen fik han arbejde på en gård på Østre Hede ved Ella og Karl Erik Mouritsen. Det var en periode Keld var meget glad for og det blev næsten hans andet hjem. Senere kom han i lære som murer i Brønderslev og fik en mureruddannelse. I mere end 25 år var han ansat hos sin bror Poul. Han var ligesom sine større brødre også en dygtig fodboldspiller. Som ret ung kom Keld ud for en forfærdelig trafikulykke, som medførte mange operationer i hans ansigt. Han kom senere tilbage på arbejdsmarkedet og med hans altid gode humør, klarede han sig godt. Han fik senere problemer med helbredet og måtte gå på førtidspension. Han var i mange år kendt som Brønderslevs julemand. Keld var en aktiv person og blev i en periode også ansat som bestyrer af BI-Centret i Brønderslev, Brønderslev Idrætsforenings idrætsanlæg. I en periode har han også været formand både for Vrensted og Thise Idrætsforening. Keld faldt væk i 2015.

Annette som den yngste, havde også sin skolegang i Vrensted og tog der 8. klasse. Som voksen, har hun senere taget en HF eksamen. Efter skolegang og efter at have haft pladser som barnepige og medhjælp hos Bager Bedholm, fik hun arbejde på en skjortefabrik i Løkken. I 1963 flytte hun til Norge og fandt der sin kommende mand. De flyttede efter nogle år tilbage til Danmark og bosatte sig i Brønderslev. Efter forskellige jobs fik hun mod på at blive selvstændig og købte en stofforretning i Brønderslev, som hun drev i en årrække, indtil helbredet svigtede. I dag er hun folkepensionist, men afløser stadig i forretning i Brønderslev.

De to mindste børn som Rosa og Valdemar havde i det lille hus, var Bodils to drenge, som fik hele deres opvækst hos Rosa og Valdemar og som de betragtede som deres egne børn.

Tommy havde ligesom de andre børn, sin skolegang i Vrensted skole. Efter 7 klasse kom han på Ungdomsskole. Efterfølgende fik han læreplads som automekaniker hos Ford i Brønderslev og kom senere til at arbejde hos maskinforretningen DLAM i Brønderslev. De sidste mange år var han ansat på Teknisk Skole i Hjørring som pedel. Tommy var en omgængelig fyr. Han var foreningsmand. Han blev tillidsmand på sin arbejdsplads, han var engageret i forskellige foreninger i Vrensted. Bl.a. pensionistforeningen og Idrætsforeningen. Han var Vrensted Idrætsforenings formand gennem en årrække. Han var kendt for sit rolige, men bramfrie væsen. Tommy blev boende hjemme hos Rosa og Valdemar og efter deres død overtog han huset, som han boede i indtil sin død i efteråret 2018.

Kille den yngste af dem alle, fik også sin skolegang i Vrensted. Han flyttede efter skolegangen til Odense og fik arbejde på Lindø. Efter en periode der, flyttede han til Manna og fik arbejde på telefonfabrikken Dancall i Pandrup. Her boede han til sin død i 2002.

Alle børnene, fra Vingevej 20, var sportsinteresserede. Alle drengene spillede fodbold og pigerne håndbold og gjorde gymnastik og de var særdeles dygtige til det. Det betød bl.a. også, at Rosa og Valdemar var aktive i Idrætsforeningen. Når der var Idrætsuge, som det jo var hver sommer en hel uge, med aktiviteter på sportspladsen, fodbold og håndboldkampe, finaler om søndagen og ringridning om søndagen, så havde Rosa lavet dej til vafler, som så blev solgt til fordel for Idrætsforeningen.

Ikke nok med at Rosa havde den store børneflok at tage sig af, desuden havde hun jobbet med kontrolstuen, den tids arbejds- anvisning for ledige og udbetaling af understøttelse. Den bestyrede hun med fast og myndig hånd. Hen på Vingevej kom de personer, som stod uden fast job og så kunne folk som havde brug for arbejdskraft kontakte hende, for at få bestilt den arbejdskraft, man havde brug for. Hun stod for anvisningen og vidste jo, hvem hun kunne sende til et bestemt job. Engang om ugen kunne Rosa så hente penge i Sparekassen som havde kontor på Vrensted Mejeri, penge som var blevet anvist fra et ministerium, og Valdemar hjalp så Rosa med at tælle de kontanter op, som den ledige var berettiget til. De kom i små gule kuverter, som blev hentet den følgende dag af den ledige. Det fortsatte indtil der blev ændret ved lovgivningen.

Rosa og Valdemar var troende mennesker. Fra en artikel i Egnssamlingen i Saltums årsskrift 2018, skrevet af Simon Jacobsen, Hjørring, er følgende uddrag:

Simon Jacobsen skriver: “Mine forældre blev frelst i vinteren 1941-42 i den mørke tid under 2. verdenskrig, i Vrensted, inden de blev gift 27. februar 1942. Efter giftermålet flyttede de ind på Smedegaard i “Nyhavn” i Vrensted. Der blev holdt møder i hjemmet til Valdemar og Rosa Pedersen i Vrensted, en familie der tilhørte den Apostolske Kirke i Løkken. Bedstefar (handelsmand Hans Thomsen) kom til møde i dette hjem. Det var der, far og mor begyndte at tilegne sig bibelens sandheder. Rosa blev en stor hjælp for mor, idet far var garder og gik vagt på Amalienborg det første år de var gift. Det var helt naturligt, at far og mor efterhånden cyklede til Løkken sammen med Valdemar og Rosa til møderne i den Apostolske Kirke og på den måde fik kontakt med karismatisk kristendom”. 

Det var ikke noget man i Vrensted ligesom bemærkede, børnene var slagfærdige og kendte i Byen og som drengene blev større, kunne de bestemt også deltage i alt det sjove og festlige og holdt sig heller ikke tilbage. Rosa sagde altid, “det er i hvert fald ikke mine drenge der drikker, for de er tørstig efter mælk søndag morgen”. De var en del af dem, som sammen med andre unge fra Vrensted og omegn, kom på Trehjørnet sommeraftener, og viste frem der, nye fodboldstøvler, motorcykler, knallerter og andet sjovt og spændende, og vi mindre kunne så høre om deres oplevelser.

Valdemar havde også en hang til store biler, hvilket også var nødvendig med den stor børneflok. Det var ikke de fleste i Vrensted der havde så store biler. Med bilerne indtog på Vingevej, var økonomien helt sikkert også blevet bedre.

Alle børnene har fået en god og kærlig opdragelse. Hjemmet på Vingevej har samtidig altid været et gæstfrit hjem, hvor man følte sig velkommen.

Rosa og Valdemar havde den glæde, udover at have en stor børneflok, også at få ikke minde end 27 børnebørn.

Desuden har årene vist, at alle i den store familie kom godt i vej, som vi siger i Vrensted.

Alle børnene på nær Tommy, fik familie og børn. 

 

Rosa og Valdemar
Bernhard
Johannes
Bodil
Poul
Esther
Nanny

 

 

 

Jane

 

 

 

 

 

Keld

 

 

Annette
Kille
Tommy

 

Rosa og Valdemar ligger begravet på Vrensted Kirkegård

 

 

Martin Dietz – en af landets mest omtalte degne, var ansat i Vrensted og Thise Sogne

Historien om degnen Martin Dietz der blev ansat i Vrensted og Thise Sogne, og blev en af landets mest omtalte degne

 

Kilde: Bogen Vrensted Sogn af C. Klitgaard fra 1955

Martin Dietz, der 1807 blev Degn her, havde en ret bevæget Fortid, inden han kom til Vrensted, og hans Virke her medførte, at han maaske blev landets mest omtalte Degn*).

Martin Dietz

Dietz synes ved denne Tid i nogen Grad at have ændret Karakter og var blevet en udpræget Kværulant. Hans uordentlige Levned i Forbindelse med, at hans Familie voksede til 7 Børn, ødelagde hans Økonomi, og for at bøde paa dette forhold greb han til »Vinkelskriveri og andre vanærende Foretagender”, skriver Skolekommissionen, og dette Erhvery medvirkede vel ogsaa til at udvikle hans Kværuleren. 1806 blev han ogsaa mistænkt for at have været Forfatter til et falsk Brev fra Kronprinsen til Borgmester Carøe i Randers om at udbetale 200 Rdl. til Dietz, og endelig blev han 1807 udlagt som Barnefader af en løsagtig Kvinde, hvilken Beskyldning han dog fralagde sig ved Ed; men Jorden var nu begyndt at brænde under ham i Randers, og saa lykkedes det for ham at blive kaldet til Degn i Vrensted-Tise af Kancelliraad Jørgen Qvistgaard til Børglum Kloster, og Biskop Jansen, der kendte Dietz som »et ondt og uroligt Menneske“, gik modstræbende med til at give ham Kollats. 21. Nov. 1807 aflagde han Degneeden, hvorefter han 1. Jan. 1808 overtog sit Degneembede, som han til en Begyndelse passede godt, og i 21/2 Aar havde han en tidligere Skoleholder i Skræm og paa Fyn Christen Mortensen, senere Skoleholder i Hune og Løkken, som Medhjælper%), medens der tillige var en fast ansat Skoleholder (se disse). Pastor A. R. Segelcke i Vrensted var veltilfreds med Dietz, og en af hans Sognemænd sagde, at han var en mægtig Kirkesanger, hvem ingen kunde naa med Røsten. Skønt Vrensted Degnekald sagdes at være et af de bedste i Landet, varede det dog ikke længe, inden Dietz fik økonomisk Vanskeligheder. 21. Juli 1809 brændte hele Degneboligen med alt Familiens Indbo, hvorefter der samledes Penge ind til ham, dels paa Biskop Jansens og Pastor Segelckes Opfordring gennem Præsterne og dels gennem Sognefoged Jørgen Andersen i Vrensted som Hjælp fra Beboerne, samt af en anonym Person ved en Auktion i Løkken (33 Rdl.). Dietz henvendte sig ogsaa med en Ansøgning om Brandhjælp til Danske Kancelli og fik bevilget 2 Mark af hver Kirke i Aalborg Stift.

Men samme Aar kom han noget paa Kant med sine Foresatte. Vrensted Sogn skulde deles i 2 Skoledistrikter med Skoler i Vrensted By og Aasendrup, og Dietz skulde være Lærer ved Skolen i Vrensted; men det vilde han absolut ikke være, da han hidtil kun havde passet Degneembedet. Han klagede derfor baade i Februar og Marts til Biskoppen over disse Planer, men Biskoppen svarede, at det efter Degnens Kollats og Kancelli-Kollegiets Resolution var ham og enhver Degns Pligt at holde Skole, naar det behøvedes, og Sognet blev forsynet med faste Skoler, og Biskoppen tilraadede Dietz, at han for sin egen, Kones og Børns Velfærds Skyld viste den tilbørlige Lydighed mod højere og lavere Foresatte og stræber at overvinde den Genstridighed, der er ham saa egen …. I Aarene 1811 og 1812 paadrog han sig strenge Irettesættelser for sin utidige Indblanding i Peder Hansens Beskikkelse til Skoleholder i Tise; men værre blev det, da Skoleloven af 1814 traadte i kraft Januar 1815. Dietz indsendte paa Beboernes Vegne Forslag til Kancelliet om, at der i Stedet for de to planlagte Skoler kun skulde være én i Vrensted By, og at Aasendrup som hidtil skulde have en Omgangsskole. Det var selvfølgelig Dietz, der havde lavet Skrivelsen, og han tilbød at bygge en ny Skole i Vrensted By mod, at han fik Degneboligens og dens Jordtilliggende af Hk. 49. Td., samt at han blev fritaget for at blive Lærer mod at holde en Stedfortræder, som han yndede. Det hedder bl. a. i Forslaget, at Dietz var en »føjelig og forligelig Mand og en sjælden god og duelig Degn«, samt at Degneboligen var brændt to Gange i hans Tid, saa der var atter Ildebrand hos ham 1815. Skolekommissionen betegnede imidlertid Beboernes Forslag som »utidigt og anordningsstridigt«, og det viste sig, at Dietz selv havde skrevet 9 af Beboernes Navne paa Ansøgningen. Men Dietz gav ikke op, han sendte straks en ny Skrivelse til Kancelliet, som dette 1816 sendte til Skolekommissionens Erklæring, da Dietz havde betegnet dens Fremgangsmaade som »inqvisatorisk«, og 10. Jan. besvarede den Dietz’ Klage i en meget afvisende Form og tegnede et ret utiltalende Billede af Degnen hvorefter Kancelliet 1. Juni meddelte den, at der ikke skulde tages Hensyn til Dietz’ Klager over Skoleforholdene.

Imidlertid trak der et Uvejr op over Dietz fra anden Side. I Vrensted havde han ogsaa optaget sin gamle Virksomhed med juridiske Forretninger og havde efterhaanden oparbejdet en ret stor Praksis med at affatte Klager for Folk til Kongen og Kancelliet, give juridiske Raad, skrive Indlæg i Retssager o. s. v., og det laa jo i hans Interesse at skabe saa megen Misfornøjelse med Forholdene – Hoveri, Embedsmisbrug, Tiende, Tyendeog Skoleforhold – som muligt, og han sleb ikke uden Vand, men lod sig godt betale af sine Klienter, holdt endog Kontor, hvor den foran nævnte Chr. Mortensen vist var Kontorist. Dietz’ juridiske virksomhed og Vinkelskriveri var ulovlig), og da han 14. Okt. 1814 mødte i Overpolitiretten i Hjøring som Lovværge for en Enke af Aasted Gods, foreholdt Amtmand F’. Sporon ham det unimtime i hans Vinkelskriveri, og da Dietz optraadte uhøfligt, viste Sporon ham ud, men Degnen værgede sig og det endte med, at Amtmanden satte ham ud med Magt under hans Modstand. Nu lod Sporon indlede en undersøgelse af Dietz’ Vinkelskriveri, og indsendte Materialet til Kancelliet, som 29. Maj 1815 beordrede anlagt justitsag mod Degnen, der ikke alene blev tiltalt for sur veriet, men ogsaa for Falsk, falsk Ed, Forledelse til falsk Forklaring, Forledelse af Hoveribønder til Opsætsighed mod deres Husbonder og falske Klager over Embedsmænd. Efter at Prokurator Niels Arctander Holm i Hjørring var blevet beskikket til Aktor og Birkedommer Hans Knudstrup i Kringelhede til Defensor, verserede Sagen saa for Børglum-Jerslev Herreders Ret i Sæby, hvor By- og Herredsfoged Carl Chr. Boeck var Dommer, og i over to Aar samledes der yderligere Materiale i Sagen. Man skal ikke her komme ind paa en detailleret Redegørelse for Indholdet af Akterne i Sagen, men i saa Henseende henvise til Byretssekretær Chr. Petresch Christensens fortrinlige Afhandling i » Vendsysselske Aarbøger« 1917, og her skal man nøjes med at anføre, at 9. Jan. 1818 kom Herredsfoged Boeck til Vrensted ledsaget af en Underofficer og 2 menige Soldater og anholdt Dietz, som derefter blev bragt i Arrest i Sæby. Dietz var noget syg, og hans Hustru var efter den sidste Ildebrand blevet svagelig, saa han blev som Arrestant sammen med Hustruen indkvarteret hos Skomager Christian Schioldann, hvor de fik et anstændigt Værelse og fik varm Mad, os senere blev ogsaa nogle af deres Børn indkvarteret der. Dietz blev behandlet meget lemfældigt som Fange; trods Forbud modtog han en Mængde besøgende Personer, og om Aftenen kunde der være en hel Forsamling hos ham for at høre hans muntre Historier, for en De Art, og Dietz fik ogsaa Lov til at gaa Tur i Sæbygaards skov. Omsider fandt Herredsfogeden dog at det gik for vidt med friheden, og han foreslog 1. Aug. 1818, at Fangen blev bevogtet Dag og Nat af to paalidelige Uge Mænd eller, at han overflyttedes til Citadellet 1 Findstrand (Frederikshavn) eller Arresten i Hjørring, og 7. Aug. tiltraadte Amtmanden, at han blev ført til Hjøring. Da denne Ordre kom til Sæby, var Herredsfogeden bortrejst, og den konstituerede Politimester, Byfogeden fuldmægtig Løjtnant Mørck var paa Tjenesterejse i Her redet. Det blev saa hans Stedfortreder Postmester Kohlet, der aabnede Amtmandens Brev, og da der 17. Aug. kom en Befordring for at afhente Dietz, gik Kehlet hen til Schioldanns og bad Dietz om at gøre sig rejseklar og følge med. Men saa blev der Tumult. Dietz vilde ikke med; hans Hustru fik Krampeanfald eller foregav det, to Døtre talte om at stikke og en Søn om at skyde, og Postmesteren forlod Huset.

2. Akt af Dramaet foregik 5 Dage senere, da Løjtnant Mørck var hjemkommet. Med to Politibetjente fra Sæby og to fra Hjøring begav han sig til Schioldanns Hus, men fik samme Modtagelse som Postmester Kehlet, og det nyttede heller ikke, at Mørck gav Ordre til Byens Borgervæbning om at være sig behjælpelig. Dietz og hans Familie udslyngede Trusler om væbnet Modstand, og baade de fire Politibetjente og Borgervæbningen vilde ikke vove Pelsen ved et Angreb, saa meget mindre, som den Sværm af Publikum, der havde samlet sig under Episoden, tydeligt tog Degnens Parti, og Medlidenheden med ham var vel ogsaa blevet styrket ved, at hans ubeboede Degnebolig i Vrensted var brændt Natten til 25. Maj med alt Indbo og uden at være assureret. Begivenheden d. 22. Aug. endte med, at Mørck og hans Betjente maatte trække sig tilbage, og de mødte Medlemmer af Borgervæbningen kom for en Del i Slagsmaal med andre af Borgerne.

Saa havde Dietz Ro et Par Dage; men Øvrigheden: Sæby rekvirerede saa militær Hjælp fra Aalborg, og Aug. kom Løjtnant Mantzius med en Underofficer og Menige til Sæby for at sikre sig Degnens Person. Diety havde imidlertid hørt Rygtet om Tilkaldelse af Militaret og havde faaet en Laas og en Skodde til sin Dør, og han tilkaldte gennem sin Søn Frederik og andre af Familien Fiskerne i Sæby og andre af sine Tilhængere til Hjælp. og fik samlet Sten som Vaaben mod Soldaterne.
Da Løjtnanten kom til Byen om Eftermiddagen, gik han med 3 af sine Mænd hen til Dietz’ Arrest, men Døren var laaset, og Mantzius gik derfor bort med sin Styrke for efter en Times Forløb at vende ene tilbage til Schioldanns Hus. Her var der imidlertid blevet samlet en Mængde Mennesker, og nu kom Løjtnanten ind til Degnen uden Hindring og kom til at tale med ham i Enrum i et Kvarters Tid.
Schioldann med flere spurgte Løjtnanten, om ikke deres Kaution for Degnens Tilstedeblivelse kunde være nok til at hindre, at han blev ført til Hjøring Arrest, og Mantzius svarede, at de kunde bringe ham et saadant Kautionsbevis inden en Times Forløb. Kautionen blev ogsaa udfærdiget; men da den ikke blev afleveret inden Tidsfristens Udløb, lod Mantzius hele sin Styrke tage Opstilling ved Schioldanns Hus, uden for hvilket Ejeren og Agathe Dietz lidt efter traadte frem, og Agathe raabte til Garver Myhrman: Lad mig nu se, at De holder med Fader og ikke er bange for de rode Karle (o: Soldaterne). Andre af Mængden, bl. a. Palle Morek, raabte til Soldaterne om at skyde, for hvis de gjorde det, skulle ingen af dem slippe levende bort, og saa begyndte Mäng. den at bombardere Løjtnanten og hans Folk med Sten, af bride en ramte Byfogedfuldmægtig Mørck, og Mantus blev trangt saa stærkt af Mængden, at han maatte værge sig med sin Sabel. Folkeskaren hentede ogsaa Byens Sprøjte, som der dog ikke blev Brug for, da Soldaterne, mod hvem den efter Guldsmed Thranes Udsagn skulle anvendes, ikke skød, og deres Geværer derfor ikke kunde skades af Vand.

Naar Løjtnant Mantzius ikke lod aabne Ild mod den balstyrige Folkemængde, var Grunden den, at han var bange for, at hans Bemyndigelse til at bortføre Dietz fra Sæby ikke gik saa vidt; han lod henad Aften sin Styrke gaa i Kvarter i Købmand Aabels Gaard paa Adelgade og sendte en Stafet til Landgreve Vilhelm af Hessen, der var General i Aalborg, for at faa nærmere Forholdsordre.

Under Bataljen havde Dietz staaet i sit Vindue og betragtet dens Forløb, og fra et andet Vindue talte hans nu ganske forstyrrede Hustru til Folkemængden. Dietz’ Garde trak sig som Vagtmandskab til Ro for Natten i Schioldanns Lade, og Dietz trakterede sine Tilhængere med Smørrebrød og Brændevin, navnlig med det sidste.

Der var hele Natten »Folkefest«, om man saa maa sige, i Sæby; der gik Musik gennem Gaderne, og udenfor Dietz’ Arrest sad Toldbetjent Wilsen og spillede Violin, medens Ungdommen dansede paa Schioldanns Toft. Men efter den søde Kløe kom den sure Svie.

Landgreve Vilhelm sendte straks Stafet fra Aalborg til Kong Frederik d. 6., der øjeblikkeligt stillede to Kavalleriregimenter til Disposition; men forinden denne Besked indløb, havde Landgreven truffet anden Foranstaltning, idet han havde sendt Kaptajn Stricker til Sæby med 200 Mand af 2. jyske Infanteriregiment, og de ankom til Byen 28. August.

Dietz havde imidlertid søgt at rejse Befolkningen i Vrensted, Fladstrand og Bangsbostrand, vel særlig Fiskerne, for at komme ham til Hjælp, men det lykkedes ikke forinden Soldaterne besatte Sæby, og Dietz vidste da ikke bedre Raad end at skjule sig i Maren Tu Spisekammer, hvor han blev fundet om Aftenen i Lænker Natten over paa Gaden sammen med fler Foruden Dietz blev en Mængde andre arresteret og der. iblandt hans Datter Agathes Forlovede Thomas Chr. Ma. thiasen fra Sæby, og de blev foreløbig anbragt i Købmand Aabels Gaard; Mathiasen, der havde forklædt sig som Kvinde, blev dog først fundet 3. Sept. skjult i en Lade. Ialt blev der arresteret 51 Personer, hvoraf dog nogle løslodes efter første Forhør; men Dietz og de mest virksomme af hans Tilhængere blev 18. Sept. ført til Aalborg, hvor de indsattes i Arresten i Hovedvagten paa Nytorv, og Forhør afholdtes i Købmand N. C. Raschs Gaard ved Østeraa. Den 2. og 12. Sept. nedsattes en kgl. Kommission til at undersøge og dømme i Sagen fra Sæby saavel som i Dietz’ tidligere Sager, og til Kommissarier blev udnævnt tidligere Amtmand i Bergen Herman Gerhard Treschow, By- og Herredsfoged Hans Jakob Jørgensen i Frederikshavn og Major Thomas Frederik Westenholz i Frederikshavn, og 27. Juli 1819 afsagde de Dom.

Regimentskirurg Poul Mørch Wandall i Aalborg havde indstillet til Kommissionen, at Dietz skulde have frisk Luft og Motion samt god Forplejning med 2 Snapse Brændevin og et par Piber Tobak daglig, men han var ikke tilfreds med den Behandling, han fik, og klagede 27. April 1819 til Kongen i højstemte Vendinger og bad om, at han og de andre arresterede blev sat i Frihed, men han fik intet Svar og heller ikke paa et B Prinsesse Frederikke, saa han mistænkte Kommissio for at have tilbageholdt baade Breve og Svar. Vedkommissionsdommen blev Dietz dømt til at have Haand og Ære og Boelslod samt sit Degneembede forbrudt samt tilpligtet at betale Sagens Omkostninger, hans Hustru og Datteren Agathe Marie dømtes til at hensættes 1 Viborg Tugthus 1 Aar, Sonnen Frederik sammesteds i 8 Maaneder, Svigersønnerne Jens Nørhalne og Th. Chr. Mathiasen til Fæstningsarbejde i Jern i henholdsvis 2 og 6 Aar, og 8 andre fik ligeledes Fæstningsarbejde, 16 fik Fængsel paa Vand og Brød, 1 simpelt Fængsel og 15 slap med Boder, medens kun 2 frikendtes.

Kommissionsdommen gik saa til Højesteret, der først 2. April 1821 afsagde Dom, men betydelig mildere. Dietz skulde bøde sine 3 Mark, d. v. s. miste sin Ære, og desuden bøde 43 Lod Sølv (= 86 Kr. i vor Tids Penge) samt hensættes i Viborg Tugthus i 3 Aar og have sit Embede forbrudt; hans Hustru frikendtes, Th. Chr. Mathiasen og to andre fik Fæstningsarbejde i Kbh. 1 Aar, Jens Nørhalne Vand og Brød i 6 X 5 Dage. Agathe Marie i 2 X 5 Dage og Frederik i 5 Dage; 2 af de andre kom i Viborg Tugthus i 8 Maaneder, 16 af dem fik Fængsel paa Vand og Brød i 6 X 5 Dage, 1 fik Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 20 Dage, og Resten frikendtes.

»Vi har vel reyset, Herre!« kunde Dietz Medkæmpere i Sæby sige med Holbergs Sganarel.

I Vrensted by fik man i 1807 en meget omtalt degn ved navn Martin Dietz. Efter mange mærkelige omskiftelser – herunder direkte slagsmål og processer – endte han i Christianshavns tugthus med en dom på tre år. Den meget spændende beretning om Martin Dietz kan findes  under “Vrensted Historier” på denne hjemmeside, eller man kan på biblioteket låne bogen “Vrensted Sogn”                af  C. Klitgaard.

Dietz kom dog ikke til at afsone sin Straf i Viborg Tugthus, men i Christianshavns Tugthus, og da han om Sommeren 1824 slap fri, rejste han tilbage til Vendsyssel og fortsatte sin Prokurator-Virksomhed. I 1826 opholdt han sig i Jerslev Herred, maaske i Vrensted, men 1827 fik han Skøde paa Gaarden Kovstrup af Hk. 4 Tdr. 5 Skp. i Cerum. Længe fik han dog ikke Ro her, thi 1828 blev han mistænkt for at have givet en falsk Kvittering paa en Panteobligation paa 400 Ebdir. Solv, og 10. Okt. kom Politifuldmægtig Johs. Kahlen og Herredsfoged Henrik Flindt fra Frederikshavn samt Ferredsfoged Joh. Alh. Spark fra Ejaring til Koustrup for at bemægtige sig Dietz`Person og hans papirer. Her kom det til Haandgemæng mellem Øvrigheden og Dietz og hans Familie, og Stole og Borde væltede, og da Øvrighedspersonerne havde faaet tilkaldt Hjælp, blev Dietz fort som Arrestant til Frederikshavn og næste Dag til Arresten i Hjøring, Da Krigsraad Spârek selv var indblandet i Sporgsmaalet, fik han Byfoged Selgen Poulsen i Hjoring beskikket til Sættedommer i Sagen, men dens Udfald kendes ikke. Det vides dog, at han et Par Aar efter endnu sad som Arrestant, men nu i Frederikshavn, 1833 blev hans Gaard Kovstrup solgt efter Amtets Foranstaltning, og Kongens Foged maatte sætte Familien Diets ud, og den flyttede saa til Thomas Jensen i Vrensted, hvor den boede 1834, og Diets flyttede vist samme Aar til København, hvor han 1834 søgte om at blive Inspektør ved Tugt, Rasp og Forbedringshuset! Hans økonomiske kaar var sikkert usle, men han opnaaede at faa en Understøttelse paa 200 Rbdl. aarlig af Frederik d. 6.s Chatolkasse. Til Trods herfor tryglede han stadig Kongen om yderligere Gratialer og sendte ham mange Gratulationsdigte, saa han tilsidst fik Paalæg om at ophøre med sine Ansøgninger, da han ellers vilde miste sin Understøttelse”). 1834 begyndte han Udgivelsen af sin Levnedsbeskrivelse, men den blev vist stoppet af Regeringen, der næppe ønskede at faa Sæby-Affæren offentlig belyst i Dietz’ Affattelse. Han begyndte ogsaa 1838 med Udgivelsen af et Ugeblad > Aftenunderholdninger af hvilket der udkom to Serier paa ialt 47 Numre. Dietz døde i Armod i Lille Strandstræde Nr. 75 i København 16. Aug. 1843 begr. paa Assistens Kirkegaard d. 20. Aug. og efterlod sig kun nogle gamle Sengeklæder og noget Træskrammel uden Værdi. Hans Hustru var som foran nævnt allerede død 1836, og ved sin Død havde han en Husholderske.

Dietz og Hustru havde efternævnte Børn:

1. Inger Kirstine Marie Dietz, f. Aalborg 1794, d. lille.

2. Inger Marie Dietz, f. Randers 1795, d. Frhvn. 18757), gift før 1818 med Jens Larsen Nørhalne, der med Hustruen var hos Dietz paa Kovstrup 1828 og skulde have haft Gaarden. Var 1837 sindssyg.

3. A gathe Marie Dietz, f. Randers 1798, d. Jelstrup 1834, var 1818 forlovet med Thomas Christian Mathiasen i Sæby, men blev gift med Mads Sørensen i Jelstrup. 3 Børn.

4. Frederica Catomine Dietz, f. Randers 1799, opholdt sig 1818 og 1874 i København, antagelig ugift.

5. Mette Marie Dietz, f. Randers 1800, d. lille. 6. Johan Frederik Dietz, f. Randers 1802, d. 18…, var Husmand og Murer i Fristrup i Børglum S. og senere (1837) paa Løth i Børglum S. Gift i Børglum 1825 med Ane Christensdatter. Fra dem nedstammer en stor og anset Efterslægt.

7. Mette Marie Dietz, f. Randers 1804, d. Nørresundby 1880. gift med Gæstgiver Jens Jensen Dig. mand, f. Norresundby 1808, d. Aalborg 1883; bl. Bornene Kobmand. Kancelliraad Jens Andreas Digmann.

8. Hansine Christence Dietz, f. Randers 1806, d. Vrensted 1814.

9. Salomon Thielsen Dietz, f. Vrensted 1811, d. 1812.

Kirkemarken i Vrensted – tænkt som Landbrugsskole

Gården “Kirkemarken” opført i 1917/1918 i Vrensted på A.C. Andersensvej 33,  var oprindeligt tænkt bygget til en Landbrugsskole.

 

foto ca. 1950

Markkort og købekontrakt venligst udlånt af Kristian Justesen, Mellegaard, A C Andersensvej, Vrensted.

Den kendte sagfører Anders Olesen, med kontor i Nørresundby, og bopæl i Vodskov, havde store planer omkring opførelse af en ejendom i Vrensted på Præstegårdens jorder, tænkt som en ny Landbrugsskole. Han fik en aftale i stand med Kirkeministeriet og Vrensted Kirke v/ pastor Plesner.

Anders Olesen var bondesøn fra Vrensted, opvokset på “Høngaard”, på Pilgårdsvej i Vrensted.

Han opførte bl.a. Vodskov Kirke, var med i oprettelsen af Nørresundby Bank, var dens direktør de første 25 år. Erhvervede store arealer i Hammer Bakker. Opførte Skovgaarden i Vodskov. Byggede i Vrensted også Ane Maries Hus plus de huse der i byggestil ligner, på Vingevej og Bådstedhedevej ved Trehjørnet. Desuden har han været Kirketiendeejer af Vrensted Kirke og opført Kapellet og skænket altertavlen og forestået noget udsmykning ved Vrensted Kirke.

Hvordan købet af jorden til opførelse af en Landbrugsskole i Vrensted er foregået, læs nedenfor, dog kan tilføjes, at ifølge købekontrakten er den indledende korrespondance omkring salget af en del af kirkens jorder til sagfører Olesen, allerede påbegyndt i januar 1917 og sagen er først endelig afsluttet i 1926 iflg. tinglyst købekontrakt.

Iflg. kopi af købekontrakten, som er afskrevet sidst i denne lille historie,  blev den underskrevet den 30.  august 1920  i Vrensted Præstegaard af pastor Jul. Plesner for Vrensted Kirke og af sagfører Olesen den 28. august 1920, som køber af jorden til sin Landbrugsskole, for at opføre gården Kirkemarken, på A.C. Andersensvej i Vrensted til brug som Landbrugsskole.

Som skrevet: Sælger af jorden er Vrensted Kirke ved pastor Jul. Plesner.

Arealet udgør ialt 70 tdr. land, som hovedsagelig ligger omkring stedet hvor Landbrugsskolen skal opføres, dels nede i Kæret, dels ved Præstens Plantage. Gården blev opført på A.C. Andersensvej 33, Vrensted.

Iflg. markkort dog kun ca. 41 tdr. land, som ikke stemmer overens med ovenfor anførte. Måske noget jord tilkøbt efterfølgende

Købesummen var aftalt til kr. 53.000 samt at de gamle avlsbygninger ved Vrensted Præstegård skulle bortskaffes, desuden forligtelser til oprensning af grøfter m.m. Endvidere skal opsættes hegn omkring den tilbageværende del af Præstegårdens jorder.
Der gives fri færdselsret på en 10 alen bred vej fra Bådstedhedevej til Præstens Plantage (den eksisterer og kan stadig benyttes ved 1. hus på højre hånd efter Præstegården mod Thise – (ved Marie og Gerhards  lille hus).
Købekontrakten er tinglyst og underskrevet af pastor Plesner  30. aug. 1920 og A. Olesen 28.08.1920. Det endte med komplikationer omkring etablering af landbrugsskolen, som aldrig blev til noget.

Men gården “Kirkemarken” var  allerede blevet opført i 1917 og blev forpagtet ud, da det mislykkedes at få etableret en Landbrugsskole. Forpagtningen overgik til Kaspar Koldkjær, der havde været forpagter af gården Rødslet ved Vadum, og senere igen i 1943 overtog sønnen Ejnar Koldkjær forpagtningen. I 1955 købte Ejnar Koldkjær og hustruen Gudrun så “Kirkemarken” og de drev den i en årrække. Ejendommen blev omkring 1969/70 solgt til Richard Justesen og jorden frastykket. Bygninger blev efterfølgende solgt til en privatperson og her i 2019 ejes bygningerne alene, af Rene Nielsen, der er igang med en gennemgribende renovering af stuehuset.

Vi ved, at det er Sagføreren, der har ladet sin ven, arkitekt Mørk-Hansen tegne og opføre bygningerne til gården i samme stil som bygningerne til ”Skovgaard” i Vodskov, der er opført i 1908 af samme arkitekt.

Kirkemarken 2017

Kirkemarken 2019

Dette er en afskrift fra en kopi som Landsarkivet Nørrejylland i Viborg har udfærdiget den 06.12.1981 sign. kg. og som jeg har lånt til afskrift af Kristian Justesen, Mellegaard, Vrensted hvis bedstefar købte Kirkemarken for år tilbage og frastykkede jorden til sammenlægning med Mellegaard.

Således skrevet:

18. Marts 1926

Stpl. 410 Kr. 40 øre

K j ø b e k o n t r a k t.

Underskrevne Sognepræst for Vrensted og Thise Menigheder J. Plesner sælger herved til Sagfører A. Olesen i Henhold til Kirkeministeriets Skrivelse af 10de Januar 1917 saalydende: Med Hensyn til Hr. Kammerherrens og Deres Højærværdigheds Skrivelse af 14de November f. A. angaaende det dermed indsendte fornyede Andragende fra Sognepræsten for Vrensted og Thise Menigheder, Plesner, om Tilladelse til at afhænde den på de hoslagt tilbagefølgende Tilbud og Rids nærmere angivne Del af Vrensted Præstegaards Jorder til Sagfører A. Olesen, Nørresundby, der agter at lade opføre en Landbrugsskole på den, samt tillige en Del af Præstegaardens avlsbygninger til Nedrivning for en Købesum af henholdsvis 51.ooo Kr og 2.ooo Kr., skal man tjenstligt meddele til Efterretning og videre Bekjendtgørelse, at Ministeriet efter Omstændighederne vil kunne bifalde at de omtalte Jorder og Avlsbygninger afhændes for de tilbudte Kjøbesummer, dog saaledes at der forbeholdes Embedet Ret til 50% af Værdistigningen ved hvert senere Salg af de omhandlede Jorder eller Dele af samme, hvorved bemærkes, at der til Grund for Beregning af Værdistigningen vil være at lægge følgende Priser for de paagjældende Jorder: 1. for ca. 12 Tdr. Land af Kirkemarken, der støder op til Stationsvejen: 1200 Kr. pr. Td. Land. 2. for de øvrige ca. 17 Tdr. Land af Kirkemarken 1000 Kr. pr. Tdr. Land. 3. for ca. 12 Tdr. Land Kærjord (vestenunder) 500 Kr. pr.Tdr. Land. 4. for den ca. 9 Tdr. Land store opdyrkede Del af ”Sandkæret” 400 Kr. 5. for den øvrige (uopdyrkede) Del af Sandkæret ca. 18 Tdr. Land 300 kr. 6. for ca 2 Tdr. Land mellem Stationsvejen og Kirken 2500 kr.

Der er endvidere Vilkaar for Salget, at Kjøbesummen inddrages blandt Stiftets offentlige Midler til Forrentning til Fordel for Sognekaldet, at Kjøberen bærer alle Handelen og Udstykningen forbundne Udgifter samt sætter og vedligeholder lovligt Hegn med den tilbageværende Del af Præstegaardens Jorder.

Om hvorvidt Salget herefter finder Sted forventer man at modtage Indberetning samt til Skrivelse fra Kirkeministeriet af 9. Marts 1917 saalydende:

”Efter at Ministeriet i Skrivelse af 10de Januar d.A. havde meddelt Tilladelse til Bortsalg af en nærmere beregnet Del af Vrensted Præstegaards Jorder til Sagfører A. Olesen, Nørresundby, blandt andet på Vilkaar, at der forbeholdes Præsteembedet Ret til 50% af Værdistigningen ved hvert senere Salg af de omhandlede Jorder, har nævnte Sagfører Olesen i et med Hr. Kammeherrens og Deres Højærværdigheds Skrivelse af 23. f. M. (255/16) hertil indsendt Andragende anholdt om, at det omhandlede Forbehold maa bortfalde saa snart det solgte er overtaget af en Landbrugsskole eller dog saaledes at Forbeholdet kun gjælder Salg indenfor et Tidsrum af 25. a 30 Aar fra 1ste Januar 1917 at regne

I Anledning heraf skal man tjenstlig melde til Efterretning og videre Bekjendtgørelse at Minnisteriet herved efter Omstændighederne bifalder, at Forbeholdet bortfalder, naar de fornævnte Jorder er overdraget til den Paarænkte Landbrugsskole som selvejende Institution.

Efternævnte Jorder fra Vrensted Præstegaard, der nu efter passeret Udstykning er betegnet og skyldsat saaledes under Vrensted By og Sogn:

Matr. Nr. 1 d Hartkorn o Tdr. 5 Skp. 2 Fdk. 1 1/2 Alb.

Matr. Nr- 1 e ” o 5 ” 3 ” 1 1/4 ”

Matr. Nr. 1 f ” o 5 ” 1 ” 2 ”

Matr. Nr. 1 g ” o 3 ” 1 ” o 1/4 ”

Matr. Nr. 1 h ” o 3 ” o ” 2 ”

Matr. Nr. 1 i ” o 1 ” o ” 1 3/4 ”

Matr. Nr. 1 k ” o 2 ” 2 ” o ”

Matr. Nr. 1 r ” 1 5 ” 3 ” 2 ”

Matr. nr. 1 q ” o 2 ” 1 ” 2 1/4

Tilsammen: 5 Tdr. 3 Skp. 1 Fdk. 1 Alb.

Tilsammen ca. 70 Tdr. Land samt af Præstegaardens Avlsbygninger Forpagterboligen det vestre hus og et stykke af Laden til Nedrivning.

1. Jorderne overdrages Kjøberen med de Rettigheder og Forpligtelser, hvormed de hidtil har tilhørt Sognekaldet, hvorved særlig bemærkes, at der på ejendommen hviler Jernbaneskyld og at Kjøberen sætter og vedligeholder lovligt Hegn mod den tilbageværende Del af Præstegaardens Jorder. Paa Ejendommens Folio er noteret Thinglæste Tiendeforretninger. Ifølge Vandsynskendelse paahviler der det solgte Forpligtelse til Deltagelse i Vedligeholdelsen af Dalgrøften og nordre Kjærgrøft og i Henhold til Jernbaneexpropriationsforretning paahviler der Ejerne af Kjæret Oprensningspligt for begge Sider af Skelgrøften mod Banen. 1/6 Bankhæftelse henstaar uudslettet. Endelig bemærkes, at enhver Ejer og Bruger af Lars Michael Sørensens Ejendom Matr. Nr. 1 1, Vrensted Præstegaarden Matr. nr. 1 a sstds. Har Ret til fri Færdsel af enhver Art ad en 10 Alen bred Vej langs Østgrænsen af Matr. Nr. 1 k i dens hele Udstrækningfra Landevejen til Plantagen.

Herom vil Skjødet være særlig at læse og notere som Servitut. De solgte Bygninger ere nedrevne og bortførte. 2 Kjøberen har overtaget Jorderne. Han har fra Overtagelsen udredet de af disse gaaende Skatter og Afgifter, som han også fremtidig tilsvarer uden Ansvar for mig og Embedet. 3. Kjøbesummen er fastsat til 51.ooo Kr. for Jorderne og Kr. 2.ooo Kr. for Bygningerne tilsammen 53.ooo Kr. Heraf er betalt 210 Kr. for Jorderne og 2.ooo Kr. Restkøbesummen 52.790 Kr. forrentes fra 1ste Juli D. A. med 4% p.a. hvilken Rente betales med en Fjerdedel hver 1ste Januar, 1ste April 1ste Juli og 1ste October, første gang 1ste Oktober d.å til Stiftskassen. Kjøbesummen der inddrages under Aalborg Stifts offentlige Midler, berigtige saaledes, at Køberen udsteder Obligation for den Del af samme, som med Stiftsøvrighedens Samtykke kan forblive indestaaende på 1ste Prioritet i Ejendommen med Bygninger, Besætning, Inventar og Tilbehør i Henhold til en Vurderingsforretning efter Reglerne i Lov af 19. Marts 1869, medens Restkjøbesummen betales kontant og skadesløst på nærmere Anfordring. Paa Ejendommens Folio i Registret til Pantebøgerne vil der være at gjøre fornøden Paategning om Embedet forbeholdte Ret til 50% af Værdistigningenved hvert senere Salg beregnet på Grundlag af de Ministeriets Skrivelse af 1o Januar 1917 anførte Værdiansættelser. Naar Kjøbesummen er berigtiget som anført, meddeles der Kjøberen Skøde på de solgte Jorder. Paa Tro og Love ansættes den faste Ejendom til Værdi 51.ooo Kr. 4. Omkostningerne ved denne Kontrakts og Skjødet samt Udstykningen betales af Kjøberen alene. Til Bekræftelse om, at saaledes er kontraheret, medunderskriver jeg Sagfører A. Olesen denne Kontrakt som jeg fra min Side opfylder skadesløs.

Vrensted Præstegaard 30. Aug. 1920. Jul. Plesner

Nørresundby 28. Aug. 1920, A. Olesen

Stempeltakst 2 Kr. Hjørring Amt. Den 12. Juni 1926 P. Nørgaard (L.S)

S k j ø d e. I Henhold til foranstående og Kirkeministeriets Skr. Af 8. Jun i 1921 skjøder jeg Sognepræst Jul. Plesner herved til til Sagfører A. Olesen den ham solgte parcel Matr. nr. 1 q Vrensted By og Sogn, Hartkorn 2 Skp. 1 Fdk. 2 1/4 Alb.. Kjøbesummen for denne Parcel 5719 Kr. er betalt. Den gjemmen Parcellen på Kortet viste Vej er nu henlagt til Vestsiden af Matr. nr. 1 q Vrensted, hvor den bestandig skal henligge til fri og uhindret Færdsel for alle og enhver herom bedes Skødet særlig læst og noteret som servitutstiftende. Bestemmelsen i Kjøbekontrakten Post 1 om særlig Læsning gjentages. Vrensted Præstegaard den 22. Juli1922 Jul. Plesner, Sognepræst. Foranstaaende Skøde approberes herved. Aalborg Stiftsøvrighed, den 24. Oktober 1922. Bache. Chr. Ludwigs. Reg. nr. 11 ved 5. alm. Vurderin g. Vurderingssum til Ejendomsskyld 250009 kr. i Forb. m. 2 i og 1 p smst. Ved 4. alm Vurd. Er 1 q ansat til Ejendomsskyld til 61.800 Kr. i Forb. m. anden Ejendom, men fraskilt ifølge Landbrugsmin. Skr. Af 19/7 1919. Ingen Restancer af Amtsstueskatter. Hjørring Amtsstue, d. 13. marts 1926, Chr. Riis. F.L.p.HK…

den 18/3 1926 og protokolleret J. Damsgaard. Kst.

Skødet er læst og noteret tillige som Servitut om Vejret for alle og enhver paa den solgte Parcel og som servitut om Ret til Færdsel for Matr. nr. 1 l og Matr. nr. 1 a Vrensted på Matr. Nr. 1 k ibd.

Retsanmærkning: Præsteembedet er uden tinglyst Adkomst.

Den hjemvendte “Amerikaner” – Alfred Westergaard

26.01.2019 Modtaget fra og fortalt af Egon Olesen, Filippinerne

En kort historie om mine bedsteforældre Petrea ( 6. April 1899 – 14. Maj 1974) og Alfred Westergaard ( 6. Juli 1891- 6. Maj 1969) Villa “Thybo” i Vrensted.

I sine meget unge dage besluttede Alfred sig til at emigrere til USA, hvor han bosatte sig i staten Syd Dakota.

Den 24. Juni 1918 blev han optaget i den amerikanske hær for senere at blive sendt til Frankrig i skytte gravene under første verdenskrig.

soldaterpapirer

Veterandokument

Han aftrådte dette ikke helt planlagte kapital i sit liv den 18. Juli 1919.

Derefter rejste han tilbage til Danmark hvor han blev gift med Petrea Hyldgaard Pedersen.

Nygifte Alfred vendte derefter tilbage til Syd Dakota med sin brud, hvor de drev et landbrug.

Min mor Alice Nielsine kom til verden der, samt hendes søskende, Erling, Florence og Alfred Stanley (Jim Westergaard).Det gamle foto af familien, er fra deres pas i forbindelse med deres tilbage rejse.

 

En lille dreng ved navn Jens Elmer, døde desværre af lunge betændelse. Han blev begravet på kirkegården i Bruce, Syd Dakota.

Hvad der gjorde udslaget til at ægteparret besluttede sig til at rejse tilbage til Danmark, har jeg ikke kendskab til. Men en af grundene kunne være den dybe recession i USA efter børs krakket 1929.

De solgte landbruget, som kan ses på opslaget. Der var ikke årstal på plakaten, men den 25. Februar forekom i 1930.

salgsannonce

I Danmark bosatte de sig i Tømmerby, familien blev øget med yderlige fire børn, Lilly, Gunnar, Aage og den yngste søn som arvede navnet Jens Elmer.

Senere flyttede familien til Nørregård i Stenum.

Min far og mor Peter Juul og Alice Nielsine forpagtede senere gården, som derefter blev det sted hvor jeg skulle træde mine barndoms sko.

Alfred og Petrea flyttede til Vrensted i villa “Thybo” sidst i 50erne.

Villa “Thybo”, Vrensted

Det var et såkaldt “murermester hus”, trapper ned i kælderen, trapper op til køkken og stuer, igen trapper op på første sal hvor der var sove værelser.

Der har jeg overnattet mangen en gang, især om sommeren var det extra attraktivt. Efter en tallerken fyldt med jordbær og mælk, var det ren luksus, at sove for åben vindue til duften af syren busken lige uden for. Det var livs kvalitet på første klasse. Jeg kan huske Alfred sagde “Der ville ha’ været nemmere at komme rundt i det her hus, hvis det havde ligget ned paa siden”.

Alfred havde en stor urtehave, som vi børnebørn nød godt af om sommeren. Vi var dog mest interesseret i jordbærrene og de grønne ærter. Hvid, rød og blomkål kunne godt få lov at være i fred. Vi måtte hellere end gerne hjælpe med at plukke jordbær, men vi skulle altid fløjte under plukningen. Så var han sikker på jordbærrene ikke gled det forkerte sted hen.

Alfred havde altid en stor flok gæs gående sommeren over, som derefter blev slagtet til Mortens Aften eller blev givet som gaver til jul, suppleret op med kål i alle farver.

På daværende tidspunkt havde Alfred og Petrea en stor omgangskreds og de satte deres markante præg i Vrensted, i alle de år de boede der, med deres imødekommende gæstfrihed.

Fra Vrensted Kirkegård hvor Petrea og Alfred Westergaard ligger begravet

Kommentar fra Mette Hyldgaard Roussis:

Petrea havde 3 søskende, som også var udvandret og bosat i Nebraska og South Dakota, Myrthe, Lars og Inger Hyldgaard Pedersen, søskende til min mormor Lilly. Det er derfor sjovt at se at veteranbrevet er underskrevet af Verne H. Hansen, det er jeg ret sikker på er Myrthe’s søn, min mors fætter. Og Petrea’s nevø, som bor i Brookings, South Dakota, hvor brevet er fra.

Vringelby mellem Vrensted og Løkken

Et af Hjørring Kommunes mindste bysamfund må være “Vringelby” ved Vrensted. !!!!.

Vringelby ligger mellem Vrensted og Løkken ca. 2 km fra Vrensted by. Det er en lille samling af huse og nedlagte landbrugsejendomme. I dag er de tilbageværende huse blevet renoveret og istandsat og flere er beboet af tilflyttere og der drives ikke mere landbrug fra ejendommene. Al jord er sammenlagt med nogle få større landbrugsejendomme som ikke ligger i selve Vringelby.

22.01.2019 Ole og Annemarie Andreasen skriver

Ja jeg er født og opvokset i Vringelby. Mine forældre var Elly og Niels Nielsen. Mine forældre byggede det gule hus. Ved siden af mit hjem boede Anne Heide. Hun var faster til min mor. Hun boede alene og hendes hus måtte vige pladsen for en udvidelse af vejen i 80érne og hun flyttede ind i Ane Maries Hus i Vrensted. Ved siden af Anne var der et stykke jord, hvor der havde været meningen der skulle være campingplads. Jeg husker der var en bygning med toilet og vaske. Marius Mathiessen boede overfor. Da jeg var barn boede han i et lille hus langs vejen. Det var, som jeg husker det køkken, stue og soveværelse i et. Han var ugift og ingen børn. Jeg husker han havde et par heste og kalve til at gå på græs. Han begyndte at renovere noget af stalden/laden til beboelse, et rum ad gangen, og flyttede senere derind. Over for os boede et søskendepar Jakob og Katrine Nielsen. Der har jeg tilbragt mange hyggelige timer. Jeg har spillet meget kort og ludo med Katrine.

Min fars 50 års fødselsdag i 1963

Elith Madsen, skoleinspektør fra 1959-1974

Da min far blev 50 år i 1963 holdt han en hyggelig herrefrokost. Kolleger på Vrensted Skole og naboskoler var indbudt tillige med venner og familie. Det var første gang jeg selv var med til en herrefrokost, og det gik da også galt for mig.

Lærer Vinther Jensen i det mørke tøj, billede nedenfor, gav den hele armen da telefonen ringede, den stod lige bag ham.

Vinther Jensen holder tale

Marie Frandsen var i køkkenet.
Hun var en meget brugt kogekone hos mange i Vrensted. Hun var en livlig og munter dame som lavede noget godt mad. Mor og far har brugt hende rigtig mange gange til fester, fødselsdage, konfirmationer bryllup m.m. Hun kom i mange år cyklende ude fra Bådstedhede. Hvordan hun blev kørt hjem husker jeg ikke. Hun kunne godt lide et glas vin men det gik aldrig over gevind. Til min fars 50 års fødselsdag stod fru Frandsen som nævnt i køkkenet. Det var første gang jeg skulle med til en voksenfest hjemme. Ved fars 50 års fødselsdag. Jeg sidder mellem far og lærer PallesenDet var en herrefrokost. Der blev ikke indtaget for lidt. Der var Vrensted folk, fars brødre og en del kolleger både fra skolen og omegnsskoler m.fl. Lige pludselig ringede telefonen. Stemningen var høj. Ham der sad nærmest telefonen, det var førstelærer Vinther Jensen, Ø. Hjermitslev.

Vinther Jensen i mørkt tøj

Husker ham som en sjov person. Han tog telefonen med bemærkning om hvad han kunne hjælpe med. Vedkommende som ringede spurgte efter fru Frandsen. Vinter Jensen var meget uforstående over for spørgsmålet for han kendte ikke fru Frandsen. Efter længere tid samtale hvor vi tilhørere var ved at dø af grin, endte det da med at Fru Frandsen blev hentet frem fra køkkenet og fik talt med den aldeles uforstående person der ringede op. Det var første gang hjemme, jeg drak for meget og skulle brække mig flere gange. Ved samme fødselsdag kan jeg også huske, at min fars bror også fik rigeligt, ham med bøjet hoved, han kom i en god stemning – og han gik på besøg på Vrensted Alderdomshjem, som var vores nabo og besøgte alle de gamle. Det har vi moret os over mange gange siden. Ligeså tror jeg de gjorde på alderdomshjemmet. Han var lærer og blev senere præst.

Vrensted Alderdomshjem nu nedlagt

Smedegaard – Johanne og Peter Korsbæk

Smedegaard foto 1946-52

Smedegaard, Brønderslevvej 107 havde i sin tid Johanne og Peter Korsbæk som ejere, nogle skønne mennesker. Er der nogen som husker denne familie og børn?

KORSBÆK, PETER, Gaardejer, Smedegaard, Vrensted,

født i Klim 27. 6. 1898. Forældre: Bærent Korsbæk og Hustru Anna Katrine f. Gaardal. Peter Korsbæk er gift med Johanne f. Mølbæk i Klim 17. 3. 1906. Forældre: Jens Mølbæk og Hustru Karen Marie f. Pedersen.

I Ægteskabet er 5 Børn: Jens Bærent 28. 7. 1928, Nanna 20. 10. 1930, Kamma 17. 10. 1932, Erik 10. 11. 1933 og Lone 24. 4. 1951.

Peter Korsbæk købte ca. 1927 Gaarden Matr. Nr. 9a, 48p af Ole Christensen, der havde ejet den ca. 10 Aar. Arealet er 49 Tdr. Ld. og normal Besætning er 12-14 Køer og lign. Ungkreaturer, 3 Søer, ca. 30 Svin og 3 Heste.

Bygningerne er ca. 100 Aar gamle på nær Udbygningerne, som er yngre, men blevet paalagt fast Tag.

Ejdsk. 54.000 Kr., ny 80.000 Kr. Udhusene lå før 1915 syd for Stuehuset, men er flyttet hertil for mange Aar siden.

Der har tidligere været Smedie her.

Ejer da billedet blev taget var Martin Michaelsen også kaldet smed Martin

Smedegaard ejes i 2018 af Raghild og Halfdan Jacobsen

Gudrun Nielsen, Gøttrup

Detter billede er fra 1940. Min mor Karen var pige i huset hos Korsbæks. Johanne Korsbæk var moster til min mor Karen.
Her ses  fire af Korsbæks fem børn f.v.  Karen, Nanna, Kamma og Erik

Lisbeth Jensen Min mor Elin Marie Jensen var i ung pige i huset hos Peter og Johanne Korsbæk i 1950.

Orla Jensen Jeg er kommet en del i Smedegården, da min bror var Karl der. Jeg har ofte hjulpet ham med at køre halm eller andet. Kender også begge børn – en dreng Erik og en pige Lone tror jeg hun hed!
Nanna er min mands bedstemor (mormor). Erik er gået bort, men de 4 andre børn lever endnu. Jens Bærent bor i Californien.

Inga Madsen

Jeg gik i klasse med Lone.

Gik også i klasse med Lone, som var den yngste af Korsbæks børne- flok.
Min real-klasse fra Søndergade Skole i Brønderslev havde 50 års gensynsdag i september. Her traf jeg Lone igen. Hun har boet på Sjælland i mange år.
Hendes ældste bror på 90 bor i øvrigt i USA. Der var to søstre også ved jeg. Lone er ikke på fb, så hun ser desværre ikke med her 😊

Korsbæks havde en periode i start 60’erne en hushjælp fra institutionen i Hammer Bakker, Sonja hed hun. De fik penge for at have hende! Hun var stærk og energisk og arbejdede rigtig godt. Sonja havde en kæreste, som også kom fra Hammer Bakker, han hed Sander og var noget ældre end Sonja. Han var karl hos Niels Østergaard. De kørte tit i biografen: Kinopalæet, tror jeg det hed, i Løkken. Sander på knallert og Sonja på cykel – hun kørte hurtigst! Sander var nok lidt til en side, men havde dog hørt, at når man var i biografen med sin kæreste så skulle man sidde tæt og måtte også gerne pille lidt! De sad på “cowboyrækkerne”, det var billigst, derfor kunne hele salen overvære optrinnet, da Sonja gav Sander en lussing, så det kunne høres i hele salen!!Sander havde pillet!

havde da helt glemt Sonja, kan huske hende fra når vi var til fødselsdag med Lone.
Det var i øvrigt de bedste børnefødselsdage. Når vi havde spist kagemand , som selvfølgelig var oppe fra Bedholm, blev der lagt en masse farver midt på den hvide papirsdug, og så måtte vi lave tegninger derpå. Husker også Maren Vittrup ( Johanne’s søster ) havde to piger, der var lidt ældre end os. De styrede leg i haven. Det kunne være ‘2 mand frem for en enke’, stafet med en kartoffel på en spiseske, spark til bøtten og mange andre lege. Noget som børn i dag ikke leger. Det var tider dengang 😀
Husker også de havde nogle store kalkuner, der fulgte os, godt nok hegnet inde, når vi cyklede op og ned ad vejen 😄
Min bror Svend, Lone og jeg kørte en dag halm ind. På vej hjem med et læs sagde min bror, at han skulle hjem og klargøre kartoffelsorteringsmaskinen. “Hvad kan den?”, spurgte Lone. “Den kan sortere de hvide fra de røde”!
Orla Jensen Hed han ikke Sandersen? Han var hos Niels Østergaard længe, for jeg husker ham fra slut 80’erne.
 jo sikkert. Vi kaldte ham Sander, og jo han var der længe. Sonja røg tilbage til Hammer Bakker – hun overfaldt Johanne ( Korsbæk) en dag i køkkenet. Svend tilbød at lave en boksering😂.
Claus Krogh Madsen Nej kun som gæst. Bl.a. legede jeg sommetider med hans barnebarn når hun var på ferie i Vrensted. Jeg var omkring 10 på det tidspunkt.
 Ja kan også huske Sonja. Husker også engang jeg var til fødselsdag hos Lone,hun havde 2 små skildpadder,den ene,tog hun i munden.Altid hyggeligt der.
Gudrun Nielsen:
Jeg er kommet en del i Korsbæks hjem ,da min mor Karen var kusine til Korsbæks børn, jeg kan godt huske Sonja.
Det var et dejlig og gæstfri hjem, at komme i .

Byens Samlingspunkt “Trehjørnet”

”Trehjørnet” i Vrensted i 1950 til sidst i 1960 erne

foto 1946-50 Trehjørnet her deler vejen sig til Stationen til Thise/Ingstrup, til Vingevej og til Brønderslev

 

foto 1946-50

Samlingspunktet for Vrensteds ungdom var især om aftenen, “Trehjørnet”, med slagteren på vestsiden og barber og herrefrisør Romedahl på østsiden af vejen, med deyt lyseblå ishus, som ofte blev betjent af fru Romedahl og deres 3 piger. Her solgtes is og slik.

Det var ubetinget mødestedet om sommeren.

Efter fodboldtræning og håndboldtræning og om klædning, mødtes vi ved iskiosken for at få en snak.

Her blev fremvist nye cykler, knallerter, røvskubbere (knallert med motoren på bagagebæreren), scootere, og sågar motorcykler – Nimbus, BSA og hvad de ellers hed dengang.

Det var især de store karle med plads på gårdene, der havde motorcykler. Her blev pralet og fortalt historier om ens bedrifter m.m.

Fra Trehjørnet blev der om dagen efter skoletid eller i sommerferien også af de mindre børn, skrevet bilnumre ned. Det var et stort hit på det tidspunkt, hvor jeg selv var barn i 1950 erne.

Hvem kunne samle flest. Det var numre som bl.a. var begyndende med K, P, U, Å, PN, PS osv., det var sjovt.

Når jeg husker tilbage, synes jeg, at vejret om sommeren dengang, altid var meget bedre end i dag, (lige med undtagelse af sommeren 2018), om det passer ved jeg ikke.

Men på de gode sommerdage, var der en turiststrøm fra Brønderslev til Løkken.

Jeg husker en weekend hvor Brix – rutebiler der havde ruten Løkken-Brønderslev måtte leje rutebiler af Hjørring Privatbaner for at have kapacitet nok til at fragte folk fra Brønderslev til Løkken og hjem igen.

Jeg mener, at der havde været 10-15 rutebiler efter hinanden. Det var et flot og usædvanligt syn, da de kørte gennem Vrensted uden at stoppe.

Rutebilen Løkken-Brønderslev holdt dengang normalt, når man stod ved vejen og rakte en arm ud, som tegn på at man skulle med.

 

Ligner næsten Sv. Brix’s rutebiler

I Vrensted var det normalt, at rutebilen holdt ved Brugsen og ved Trehjørnet ved slagteren, når man skulle til Brønderslev og ved Romedals iskiosk og Forsamlingshuset, når man skulle til Løkken, og dem der skulle med, gik så derhen.

Herunder endestationerne for Rutebilforbindelsen Løkken – Brønderslev

Rutebilstationen i Brønderslev

 

Rutebilstationen i Løkken

 

 

Vrensted Mejeri “Lykkens Prøve”

Vrensted Andelsmejeri – ”Lykkens Prøve”

nedlagt i 1970

foto ca. 1950

Kørsel af mælk fra gårdene til mejeriet. Foto fra 1960 erne Svend Erik Kristensen, Bådstedhedevej 159 på sin daglige mælketur.

Sidst i 1960 erne begynder stordriften på mange forskellige områder i Danmark. Bl.a. inden for mejeriområdet. Mælken bliver nu opbevaret i tanke på gårdene og herefter afhentet af tankbiler som transporterede mælken til mejerierne.

Herefter begynder sammenslutning af mejerier og tilsidst er så kommet de store koncerner som Arla, der har moderne -mejerier/ fabrikker- der nu afhenter mælken hos landmanden i meget store tankbiler.

De små brug med få køer bliver efterhånden nedlagt.

De små landbrug med køer eksisterer her i 2019  ikke længere, idet der i dag skal være stordrift for at det kan blive rentabelt for landmanden.

Vrensted Mejeri, ”Lykkens Prøve” har en lang historie bag sig, idet det blev etableret allerede i 1890 og blev ombygget i 1915 til et stort flot mejeri.

Det udmærkede sig med fine resultater på smør og var et meget anerkendt mejeri, som i mange år var dygtigt ledet af Mejeribestyrer Chr. Baand.

I mange år gik hovedparten af mejeriets smørproduktion til eksport til England. Smørret kom dengang i store dritler, bl.a. lavet af karetmager Villy Christensen, Vrensted. Transporten til Aalborg hvor det blev udskibet blev kørt af Vrensted vognmænd.

I 1932 er der 154 leverandører med 1350 køer og heraf 13 leverandører med mere end 20 køer.

Der var 70 leverandøer med mere end 4 køer eller mindre.

I 1963 er der 134 leverandører, der leverede 5,25 mio. kg mælk. Mejeriet har da følgende ansatte: en mejeribestyrer, 2 mejerister og 1 ufaglært.

I 1970 Vrensted andelsmejeri ”Lykkens Prøve” blev nedlagt og solgt til andet formål.

I 2018 – er der i Vrensted sogn kun to store landbrug tilbage med kvægdrift.

De to kvæggårde er:

Vestergaard med ca. 700 køer

og

Kærgaard med ca. 500 køer.

Her en lille ordveksling, som har fundet sted med to gårdejere i Vrensted der havde lige mange køer:

Den ene siger til den anden:

Hvorfor leverer du ikke så meget mælk som jeg gør ?

Hvortil den anden svarer:

Hvorfor betaler du ikke så meget i skat som jeg gør?

Hvad kan man udlede af det?

Da fjernsynet var en nyhed på Bådstedhede

04.11.2018 Fortalt af Christian Larsen, Brønderslev, søn af Julle og Kesse som boede på en ejendom på Bådstedhede.

Så fjernsyn hos naboerne
Før at næsten alle fik fjernsyn ude på Bådstedhede, måtte vi unge finde alternative steder at kigge fjernsyn, for se fjernsyn, det ville vi.

Fjernsyn, radio og båndoptager fra 1960 erne

Jeg mener kun, at der var to steder i den sydlige del af Bådstedhede, hvor man havde investeret i fjernsyn, nemlig ved Stadsvold og ved de tre søskende Ertmann, Else og Agnes.
I flere år var det henne på Stadsvold, der måtte lægge fjernsyn til, og det kunne godt blive sent inden vi havde fået set nok.
Holger Stadsvolds mor beværtede os med både sodavand, kaffe og kage, så vi havde ikke så travlt med at komme hjem.
Da Holger Stadsvolds mor døde, måtte vi finde et andet sted og se fjernsyn, så det blev henne ved de tre søskende Ertmann, Else og Agnes.
De tre søskende var nu meget gæstfrie, men at drikke kaffe ved det samme bord, som en kat og lignende havde gået på, det var vi nu ikke meget for.
Vi var jo efterhånden blevet ældre, og kunne ikke få nok fjernsynskiggeri, så vi havde svært ved at sætte en tid på, hvornår vi skulle hjem i seng, men det kunne de tre søskende.
Opfordring til at vi skulle gå hjem i seng om aftenen overhørte vi, selv om vi fik den flere gange, så de måtte finde andre metoder for og få os til at tage hjem.
Og pludselig mens vi var helt opslugt af at kigge fjernsyn, gik deres sikring, så alt lys gik ud, så nu var vi selvfølgelig nødt til at gå hjem.
Selvfølgelig havde vi gennemskuet at lyset pludselig gik ud, men når vi ikke ville høre hvad der blev sagt, måtte vi tage konsekvenserne.

 

Kreaturer på græs i Store Vildmose

 

Fortalt af Christian Larsen, Brønderslev, søn af Julle og Kesse der boede på Bådstedhede

Vrensted Husmandsforening, kreaturer på græs i Store Vildmose.

Jeg ved ikke om der er en husmandsforening i Vrensted nu, men da jeg var dreng var der en sådan, og mine forældre var medlem af denne.
Det gav blandt andet den fordel at have ret til at få dyr på græs i Store Vildmose om sommeren.
Efter at kvierne var blevet gjort med kalv, kom en vognmand – vistnok Reinholt, og hentede kvierne og kørte dem ud til de to fenner som Vrensted Husmandsforening havde lejet ude i Vildmosen.
Her blev der talt op hvor mange dyr vognmanden havde med, inden de blev sluppet løs i fennerne.
Hele sommeren blev dyrene talt op af tilsynet hver dag, og man tjekkede at alle dyrene var raske og sunde.
Som en tradition var mine forældre, min søster og mig ude i Vildmosen hver søndag aften, for at se til vores dyr. Der var ikke tvivl om hvilke dyr der var vores, de kunne kende os, og kom løbende hen imod os.

Om efteråret når dyrene skulle hjem var der virkelig brug for os unge mennesker, for selvfølgelig var vores dyr længst ude i fennerne, og det var så vi unge der måtte ud op til flere gange og hente dyrene, og genne dem retur til fangefoldene, hvorefter de blev læsset på lastbilerne for at blive kørt hjem til de rette ejere.

I 1956 var der flere heste der brød ud af deres indhegning i Vildmosen, og man gjorde en stor indsats for at finde dem.
Dengang havde man ikke droner og lignende hjælpemidler til at søge efter heste, men desværre fandt man dem ikke, før det var for sent.
Hestene blev fundet langt inde i mosen, sunket ned i den bløde mosejord. Hestene havde gjort alt for at komme fri af den bløde mosejord, men des mere de arbejdede for at komme fri, des længere sank de ned.
Den søndag aften vi kom derud, var der kun ryggen af hestene til syne, alt andet var nede under terræn højde. Der er ingen tvivl om at dyrene har lidt meget inden de døde.

Familielægen i Vrensted og Omegn – P.M. Sørensen

 Læge P.M. Sørensen og fru Gitte –  Vrensted og omegns læge

Dengang vi havde familielægen der også kom på sygebesøg

Diverse kommentarer:

fra  Poul Christoffersen 25.11.2018

Læge. P.M. Sørensen, Vrensted.

Jeg var engang i min barndom på Bådstedhede skyld i, at doktor Sørensen kom på “sygebesøg”. Jeg var nok 9-10 år dengang og havde fået mit eget værelse på loftet. For at komme ned skulle jeg løfte en lem op og gå ned ad en trappe, men en aften var jeg så søvnig, at skvattede ned af trappen mens jeg med den ene hånd holdt på lemmen for at lukke efter mig. Jeg fik fingrene i klemme og rev et par af fingrene til blods i faldet. Lidt omtumlet rejste jeg mig og gik ind i stuen og fortalte jeg havde stået baghovedet. Min mor besvimede da hun så mig og fik øje på min hånd. Den var stadig bedøvet af slaget. Min far ringede efter doktor Sørensen, men inden han kom havde jeg fået skyllet hånden i koldt vand og lagt en forbinding omkring fingrene, der ikke var så slemt beskadiget som det i første omgang så ud til. Så det var mest min mor, der var “patienten”, da doktor Sørensen kom

25.11.2018 Fra Egon Olesen:

Vedr. læge P.M. Sørensen

Jeg har ikke de 3 sidste danske bogstaver paa mit Komputer tastetur, saa baer over med mig. Heller ikke dansk stave rettelse, saa jeg skriver kun efter gehoer eller hvad der ellers haengte ved fra laerer Thomsens ihaerdige forsoeg paa at banke lidt kultur og laerdom ind i hovdet paa os landmands boern. Jeg har kun gode erindringer vedroerende Laege Soerensen. I min tidligere barndom var jeg saa uheldig at kontrakte sygdommen “Rosen” som er en infektions sygdom der havde udspring fra et pille saar paa naesen. Det gjorde at mit ansigt svulmede helt op og naesen var naesten helt flad med resten af ansigtet. Laege Soerensen blev tilkaldt paa hus besoeg og ankom senere paa dagen i sin Volvo. Da han saa’ mig, blev hans oejne lige store som moelle hjul og munden sprang aaben paa vid gab. Det er jo ikke lige det ansigts udtryk man oensker at se naar laegen kommer paa syge besoeg og en’ selv er patienten. Jeg fik et ordentlig skud pencilin paa halvanden million enheder, noget som var “meget” paa davaerende tidspunkt kunne jeg forstaa paa samtalen ind imellem min mor og Laege soerensen. Det hele faldt sammen med at Danmarks Radio’s TV afdelingen var paa besoeg i omegnen for at lave en udsendelse om en praktiserende land laege. Laege Sorensen ville have at film holdet optog mig paa film som saa’ skulle vaere en del af programmet. Men det ville holdet ikke, de mente det ville skraemme de smaa boern, eftersom det var til en boerne udsendelse. Alt dette blev hoejlydt diskuteret i mit paahoer, som om jeg ikke existerede. Det var ikke de mest opmunterende naar man er den lille knaegt der syg. Jeg var allerede begyndt med frygt at taenke paa de oege navne jeg nu skulle lide under resten af min tid her paa Moder Jord. Gudsketak og lov for opfindelsen af pencilinen som havde sin rigtige virkning udfoert med Laege Soerensen’s livs lange erfaring og vejledende haand. Jeg slap for oege navnene som jeg helt sikkert villle blive paaduttet, herom hersker der ingen tvivl med den sikre tillid jeg har til mine med mennesker, det ville vaere min stoerste skraek, ikke at jeg skulle gaa rundt med et graeskar hoved resten af min tid som et andet Fankenstein uhyre.

25.11.2018 fra Birte Nørlev:

Vedr. læge P.M. Sørensen
Jeg husker fra min barndom ,at jeg tit havde halsbetændelse og fik medicin i form af sprøjter. Det var mest en gammel sygeplejerske som kom og gav det . Men doktor Sørensen kom og tilså mig engang imellem .En dag han kom ,sagde jeg , hvor er det skønt ,det er dig der kommer, hvor til han sagde, hvorfor synes du det Birte.? Fordi du er så god til at prikke, det er sygeplejersken ikke, hun står firker med det . Det gav Sørensen et stor smil på læben 😄

 25.11.2018  fra jens otto madsen:

Ja min lille historie om doktor Sørensen kommer så her.

Jeg må have været 5-6 år og havde været ude at lege .
Nede bag ved vaskehuset og tørveskuret, ud mod Bådstedhedevej, der havde vi vores affaldskasse (skarnskasse) som var muret og med to låg ovenpå. Den skulle jeg selvfølgelig op på, for så at hoppe ned. Det gjorde jeg så med begge hænderne i lommen. Det resulterede i, at min højre skulder gik af led og jeg ikke kunne få arme op af lommen.
Løb skrigende ind til mor. Så blev doktor Sørensen tilkaldt.
Han var hurtigt oppe hos os, vi var jo næsten naboer. Husker jeg stod inde på mit værelse oppe i sengen. Da Sørensen så kom ind for at kigge på mig, råbte jeg til ham. “Hvis du rører mig så pisser jeg på dig”. Men, lige pludselig tog han ved min arm og med et vist tag, fik han sat skulderen på plads😊

Har stadig problemer med den skulder.

En dejlig barndom i Vrensted

Sorgløs og dejlig barndom i 1950 erne.

Vi havde en dejlig og sorgløs barndom i mit hjem som var i Vrensted Byskole.

Der skete altid noget. Der var jo altid børn i skolen fra morgen kl. 7,30 til om eftermiddagen ved 3 til halvfiretiden. De blev undervist på skift af min far (Elith Madsen) og lærerinde fru Vestergaard (Johanne Vestergaard).

De store børn om formiddagen og de små børn om eftermiddagen.

Der var kakkelovn i klasseværelserne og opvarmningen foregik med tørv og briketter.

Om eftermiddagen efter skoletid kom Klavs Johanne og Frode, som boede i et lille hus nede ved kirkedammen, for at gøre skolestuerne rene.

Bordene blev stillet på højkant, det var 2 mands pulte og bænk i et, med plads til blækhus i midten og en hylde under bordpladen til fralægning af bøger m.m. – det hjalp jeg tit med – Johanne dryssede så fint savsmuld tilsat olie ud på gulvet og det blev så fejet hen over gulvet så det skinnende. Deres datter Thea hjalp også tit.

Tørveskuret var også indrettet til min fars duer, som han gik en del op i.

I denne bygning var der også lavet drenge og pigetoiletter og i enden var der vaskehus med gruekedel, hvor der kunne fyres op for at varme vand når der skulle vaskes eller koges grønkål. Senere fik vi gas gruekedel. I vaskehuset kunne far også slynge honning fra sine 4 bistader der stod nede i køkkenhaven.

Da centralvarmen og oliefyr blev installeret blev tørveskuret ombygget til 2 garager, 1 til hver lærer. Jeg husker Richard gift med fru

Westergaard,havde en lille Opel og i 1954 købte mor og far en helt ny Ford Anglia,vores første bil. Den var bare flot og grøn og den havde vi stor fornøjelse af.

Omkring skolegården var der blevet opstillet et flot ståltrådshegn malet i sølvfarve, med en lille låge lige ud for bageren og en dobbeltlåge i den østre ende, så biler kunne køre ind i skolegården.

Jeg skulle passe fortovet omkring skolen. Det skulle fejes om lørdagen. Ved skolebørnenes leg blev der skubbet sten ud på fortovet og det var dem der skulle fejes tilbage.

Jeg husker at fortovet føltes uoverkommeligt stort.

Vi havde en lille plads ved den østre ende af skolebygningen. Den skrånede lidt ned mod Bådstedhede vej. Her kunne vi drenge spille med små farvestrålende lerkugler. Vi lavede et lille hul hvor vi så kastede kuglerne, så så mange som muligt kom i hullet. Jo bedre vi blev til spillet jo flere kugler kunne vi spille med. De blev lagt i håndfladen i en lang række og helt op ad håndleddet. Vinderen var så den der havde fået flest kugler i hullet og han kunne så beholde medspillerens kugler også. Vi opbevarede kuglerne i en lille lærredspose. Det fik vi i perioder megen

 

01.12.2018 – jens otto madsen:

Hvordan vi varmede vores bolig op i min barndom.

I hele mine barndom, opvokset i Vrensted Byskole, var der i begge skolestuer store runde kakkelovne 2 til 2,5 m høje,som begge lærere skulle fyre op i om vinteren. Desuden var der en stor tørvekasse til brændsel, så der var nem adgang til at lægge i ovnen, når der var behov for det.

Jeg husker min far stod op kl. godt 6 for at tænde op, så der var varmt til skolebørnene kom kl. 7,30.

I vores gamle køkken havde vi brændekomfur og i den pæne stue, kaldet dagligstuen, var der en fin kamin og i spisestuen havde vi kakkelovn ligeså på kontoret hvor også radioen stod. I soveværelset og min søsters og mit fællesværelse var der ingen varme. Min lillebror Karsten må have sovet i soveværelset indtil storesøster Bente fik nyt værelse på loftet.

Om vinteren varmede vi sengene op med varmedunk, først i metaldunke men senere i flade gummidunke. Når der var hård frost var der isblomster på ruderne og de var så frosne, at vi kunne tegne med vore fingre på de kolde og tilfrosne ruder. Senere blev der lavet forsatsvinduer til isætning om vinteren for at holde kulden ude.

Vi fik senere etableret centralvarme med et koks/kul fyr. Fyret blev stillet op i et rum ned i kælderen under bryggerset og man kunne så smide koksene og kullene ned gennem en skakt ude fra, så der var et lager at tage af.

Køkkenet blev senere renoveret og vi fik gaskomfur.

Jeg husker, at vi kun kom i den pæne stue, om søndagen, selvfølgelig var det også for at være fri for at skulle tænde op i kaminen hver dag.

I hverdagen brugte vi kun køkkenet, spisestuen mod syd og min fars kontor mod nord ud mod skolegården.