En travl læge har altid tid

Udtaler lægeparret Gitte og læge P.M. Sørensen

Det afgående lægepar foran Lægehuset i Vrensted

Kilde: Nordjyske 01.07.1985

Den 1. juli 1985 var der generationsskifte i Løkkenegnens lægehus i Vrensted.

Læge P. M. Sørensen efterfulgtes af læge Henning Krogsgaard, der er 37 år og tog lægeeksamen i 1976 og siden har haft ansættelse på forskellige afdelinger på Brønderslev og Hjørring Sygehus. Han er fortrolig med arbejdet i praksis i Vrensted, idet han i perioder har været vikar for sygemeldt kollega.

Det var en taknemmelig og afslappet seniorlæge, der ved en afskedssammenkomst i lægehuset afleverede nøglerne, og det var med en tryg forvisning om, siger læge Sørensen, at patienterne er i gode hænder hos lægerne der fremover skal gøre tjeneste i den store praksis, Frede Nørgaard, Jørgen Schierup, Leif Jensen og Henning Krogsgaard, samt den faste stab af sygeplejersker og sekretærer.

Den afgående læge P. M. Sørensen – eller man skal nok hellere sige lægepar, for læge Sørensen er det en selvfølge at hustruen er med – Gitte er nemlig den bedre halvdel af mig, siger Sørensen – kan ved afgangen se tilbage på 38 1/2 års arbejde i praksis i Vrensted.

– I de første mange år havde lægerne enkeltmandspraksis på

egnen, og selv om vi allerede i 1948 etablerede en vagtordning, var vi overordentlig meget bundet.

– I midten af tresserne fremsattes et praksisplanlægningsforslag til, hvordan tingene kunne gøres bedre. Der var specielle problemer i Løkkenområdet, på grund af de store årstidssvingninger i beboerantallet.

En kolonialbutik, en bagerforretning, et hotel kan i turistsæsonen tilkalde f.eks. skoleungdom i stort tal. Sådan er det ikke med lægepraksis. Det er bedst at lægepraksis er stabilt bemandet hele året rundt.

Hvis en praksis året rundt skal have så mange læger, som er nødvendigt for sommersæsonen, skal den 10 km cirkel, der begrænser en praksis, have sit centrum borte fra det mennesketomme hav. Udvalget foreslog da også Vrensted, og sygekasserne og senere sygesikringen har da også løbende tiltrådt de vagtordninger, der fungerer med Saltum og de praksissammenlægninger, som fandt sted i 1970 med Hundelev og 1973 med Løkken.

Siden da har der altid i sommersæsonen været fire læger, to sygeplejersker og to-tre sekretærer i arbejde. Ferier og kurser er for vort vedkommende henlagt til mere stille årstider.

Denne bemanding gør, at det altid er muligt, at der kan køre en læge ud i akut besøg, hvis det er nødvendigt. Alle vore biler er udstyret med radio.

I 1970 købte lægerne Ingvardsen og Sørensen det nedlagte kommunekontor i Vrensted og ombyggede det. Senere er der bygget til i to omgange, således at huset i dag fremstår som et meget velfungerende lægehus med ni konsultationsstuer, laboratorium, mødelokale og overnatningslokale for praksisreservelæge eller amanuensis, idet lægepraksis i Vrensted er godkendt som undervisningssted af kommende praktiserende læger.

En af lægerne i huset er autoriseret søfartslæge, og alle er visiterende læger, hvilket vil sige, at de ligesom embedslægerne er autoriserede af sundhedsstyrelsen til for statens regning vederlagsfrit at behandle hud- og kønssygdomme, og det kan nok være aktuelt i den varme sommer.

– De gode ydre rammer og

En af lægerne i huset er autoriseret søfartslæge, og alle er visiterende læger, hvilket vil sige, at de ligesom embedslægerne er autoriserede af sundhedsstyrelsen til for statens regning vederlagsfrit at behandle hud- og kønssygdomme, og det kan nok være aktuelt i den varme sommer.

– De gode ydre rammer og en velkvalificeret stab har naturligt medført, at der i stigende grad udføres operationer og foretages undersøgelser, som tidligere henhørte under sygehusene. Det sparer samfundet for mange penge, og derfor føltes det fantastisk bittert, da indenrigsminister Britta Schall Holberg konfiskerede en del af praktiserende lægers lønsum i 1984. Derfor blev der anlagt sag mod ministeren for grundlovsbrud. Dommen er netop faldet, og i Ugeskrift for læger kommenteres dommen af praktiserende lægers formand, Sv. Nielsen:

– Indgrebet er i strid med Grundlovens paragraf 73, når der ikke gives erstatning.

– Og jeg vil da gerne gøre landsformandens ord til mine, siger P. M. Sørensen. Det siger vi ikke med skadefryd overfor ministeren, men med glæde over, at vi har en grundlov, der skal overholdes også af en minister.

Dommen blev iøvrigt appelleret til Højesteret.

– Du har nu i 38/2 år praktiseret som læge. Hvordan er det nu, når de skal gå ind i den >>tredje alder«?

– Vi (bemærk vi) kom som unge fra Århus og stillede vor arbejdskraft til rådighed. Gitte er jo sygeplejerske, og vi blev mødt med tillid. Vi blev brugt og slidt på, blev selv hjulpet og er rolige ved at skulle leve den »tredje alder« her på egnen.

– Hvordan med tilliden. Er der den samme tillid til læger, som da du begyndte i 1947?

– Ja, jeg oplever bestemt ikke nogen tillidskløft, men hvad der gør det, ved jeg ikke. Men jeg har en praktisk erfaring for, hvad en praktiserende læge kan gøre – og skal gøre. Det er vores opgave at lytte – først og fremmest. Når der kommer en patient, er det fordi, noget ikke fungerer, som det skal med ham. Måske lider han. Og da er det lægens opgave at lytte sig til, hvad der er patientens problem. Og det har altid været min hovedsætning, og det har jeg sagt til mine kolleger og til pigerne i vores praksis. Ingen må gå herfra, uden vi hjælper ham/hende. Ingen må gå herfra med en fornemmelse af, at lægen ikke forstod vedkommende. Og kan det nås, og det både kan og skal det, så er vi nået et langt skridt i behandlingen. Og så kan jeg begynde at råde patienten. Det er mig meget imod at være kategorisk. Jeg siger for eksempel aldrig til en patient, at han skal holde op med at ryge. Jeg kan og skal fortælle ham, hvad rygning kan indebære at problemer – men afgørelsen skal være patientens egen. Jeg skal råde og vejlede. Det er min opgave, og derved skabes tilliden.

– Den »tredje alder« – hvad skal den bruges til?

– Vi – igen vi – har et stort program med hus, have, sommerhus og nogle træer, der skal passes. Der er bestillinger på foredrag med lysbilleder fra sjældne rejser, der skal indfries. Der er aftenskole, som f. eks. sidste vinter i fransk, der venter. Der er pensionistforeninger, der beder om foredrag om den tredje alder og meget mere.

Og så har vi fem børn rundt om i Jylland og deres afkom, og de kalder jævnligt – hvad selvfølgelig glæder os meget. At de ikke er blevet helt afskrækket af at have en far, der var travlt optaget, vidner to »nye« læger i familien om, idet sønnen Jørgen i dag er praktiserende læge – ja, selvfølgelig, kunne man næsten sige – i Vrensted, og en datter, Kirsten, har lægepraksis i Gandrup.

Min livshistorie

Jeg hedder Palle Nielsen er født i 1952 i Vrensted og er tidligere sømand.

Palle Nielsen, Faddersbøl ved Vorupøre. Han sejlede i 30 år, først som maskinist, siden som navigatør i coastere, forsyningsskibe m.v. Efteruddannet på Sømandsskolen i Svendborg og var i Søværnet i 10 år, både over og under vandet i 6-7 år.

 Jeg er født i Vrensted i 1952 ude på Kæret sydvest for gården Bagterp mellem Vrensted og Løkken. Mine forældre og vi søskende boede hos min farmor og farfar Helga og Niels Nielsen.

Vi boede ved min farfar og farmor til jeg var 5 år, farmor og farfar havde hver især været gift, farmors mand druknede, der var 5 børn, farfar havde også børn fra et tidligere ægteskab, de fik nogle sammen bl.a. min far Gunner Nielsen, de fiskede fra Løkken, mor arbejde på et af hotellerne i Løkken, der var ikke meget tilovers til livet, vi fik fisk morgen middag og aften, det var kun søndag, der kom andet på bordet, efter vi havde været i kirke i Vrensted. De var i kirke hver søndag.

Da de blev gamle, solgte de huset og flyttede op ved siden af bageren i Vrensted på Sct. Thøgersvej, sammen med fars bror Henry og hans kone Grethe, ja lidt minder.

Billedet er fra mit hjem sydvest for Bagterp mellem Vrensted og Løkken.

Min far var fisker, det var farfar også. Både farfar og farmor havde som nævnt begge børn med i ægteskabet, tilsammen var der 13 børn, og det var et ret barsk liv de havde.

Farfar og min far var meget på søen, der skulle være barsk vejr, før de måtte blive inde. Havet som også tog mange gode søfolk på må og få, var en farlig arbejdsplads. Der var mange børn der ikke så deres far komme hjem fra havet, og hvor moren måtte gifte sig med en ny mand bare for at overleve, det var jo en tid hvor den offentlige hjælp ikke fandtes og hvor det at have et arbejde, var guld værd. Det var i efterkrigsårene, man havde ikke de store muligheder som arbejder, og viste chancen sig for at få et arbejde, måtte man mange gange gribe den.

Min mor arbejdede på et af hotellerne i Løkken, som jo også var et ferieparadis for de velstillede.

Vi boede i en lille lejlighed ved mine bedsteforældre, tror nok at far kunne se, at de havde nok med at skaffe føden selv, vi fik fisk til hvert måltid, det var kun om søndagen, at der var noget andet. Jeg kan huske, at når vi var i kirke i Vrensted om søndagen, var den altid helt fuld af mennesker, det var et meget religiøst samfund deroppe, man var meget troende i den tid. Jeg husker også, at far var farmors kæledægge, når de andre brødre drillede ham, blandede farmor sig altid.

Da jeg blev 4 år, flyttede vi til Kerteminde, hvor far fik arbejde på en stor gård i nærheden, det var en dejlig barndom dernede – vi 4 drenge legede i skoven og på den forbudte klint, der var så mange huller med dybt vand og sumpet, men vi kendte det jo, i dag er det meste af klinten styrtet i vandet dernede, der kunne vi sidde i timevis og se på skibene ude i bugten.

Jeg vil fortælle om min barndoms jul. Vi var fem i familien og boede nede ved Kerteminde.

Min far stod for at bejdse korn til såning. Ja, det med kviksølv, I ved. Efter et-to år blev han syg med nyrerne. Dengang var der ikke noget ”Ja, så prøver vi her”. Der var ikke nogen bistand dengang i 1956, men min far var ikke dum. Han kom fra Vrensted ved Løkken.

Han havde tre gæve sønner – Per, Poul og mig, Palle. Vi kunne jo godt arbejde. Per var 11 år, Poul 10 år og jeg otte år. Vi arbejdede hos Per, en murer i Kerteminde. Poul kom med et skib, ”Clement” af Kerteminde. Og jeg fik noget arbejde ved bageren i Revninge med at rense plader og hente brænde til ovnen. Derefter gik jeg med Fyens Stiftstidende. Det var ikke helt sjovt om vinteren, hvor det var mørkt tidligt. Så vi klarede os sådan nogenlunde. Men der var også tider hvor de, der skulle betale os, ikke havde penge.

Så gik mor op til sognerådsformanden og bad om hjælp. Han sagde til hende: ”Kan du ikke klare dine børn, kan vi hjælpe med at få dem på børnehjem.” Ja, sådan var det jo. Men vi klarede os.

Så var det, at far fik først fjernet den ene nyre og derefter det halve af den anden. Så ville han op til sin far og mor. Han vidste, hvad der skulle ske snart – sådan ligesom for at tage afsked.

Far havde en ven, Børge, der havde en lille bil, og den kunne  mor og far låne til turen. Vi unger kunne blive passet hos en moster, så de drog afsted. Da de nåede lidt op i Jylland, var der desværre en stor lastbil, der overså dem og kørte over dem. De blev dræbt. Far 34 år og mor 28 år gammel. De er stadig savnet, men chaufføren kom ikke noget til. Jeg overdriver ikke: Vi græd i tre uger. Jeg var jo kun 10 år.

Enden blev da også, at vi kom på børnehjem, hvor der kom folk for at se på os, ja, nærmest som dyr: ”Ham der kan vi godt bruge,” hørte jeg én sige. Vi havde jo hverken fnat eller skab. Jeg mente dengang, at jeg var heldig, for jeg kom til en skipper familie på Thurø, der havde eget skib.

Det var lykken, jeg var 10 år, og Thurø var tæt på havet. Jeg var jo gået ud af 3. klasse og skulle i skole igen. Jeg fik et dejligt værelse oppe på loftet, men kunne jo komme med ud at sejle i ferierne. Næste dag sagde “Far Skipper”: “Du kan komme med nu. Skolekundskaberne tager vi hen ad vejen.” Den nat sov jeg ikke. Det var for meget for en dreng på 10 år. Jeg tænkte på mor og far i himlen: Ser de mig nu som sømand?

Det var lykke, da vi kom ombord på skuden, som blev mit hjem i fire år. Ja, der var snusket, men jeg var nu sømand. Vi sejlede ud fra Svendborg. “Mor Mie” var med sådan ligesom for at opvarte sine søfolk. Da vi nåede Gedser, røg hun i land, og da vi sejlede ud af havnen, råbte de ad hinanden som sindsyge.  Så sagde jeg til ”Far Skipper”: ”Det var dog godt nok en gal kvinde.” Det skulle jeg aldrig havde sagt. Han vappede mig en vinge, så jeg røg over i hjørnet i styrehuset.

Da jeg vågnede igen, var det blevet mørkt. Så sagde Skipper: ”Nå, nu skal Georg lære dig at styre for kosten.” Den nat lærte jeg at styre et skib. Jeg fik så mange på hovedet, at da det blev morgen, kunne jeg styre, men ikke høre motoren. Aldrig i mine 30 år til søs er der nogen, der har sat spørgsmålstegn ved dette.

Da jeg var meget ung.

10 år boede jeg ved en venlig familie på Thurø, ja ja venlig!!!!   Manden der havde sit eget skib, som lå nede i Svendborg, der boede jeg mest, ude foran, der var en gammel Besmar ovn, når det blæste, kunne den ikke virke, ja så var det sku halvkoldt sådan en vinter hvor temp. var på -20 grader, selv om Olmar dynen varmede, “far” skipper og konen boede ude ved Grasten 17 km fra Svendborg, det tog ca. 2 en halv time at gå derud, så var det, at jeg gik en dejlig sommerdag og kom forbi en bod med jordbær, kikkede længe på dem, men gik så videre lidt længere af vejen, ved jordbærmarken står en dame og stopper mig, hun havde set at jeg kikkede på boden, hun spørger, vil du ikke købe nogle, jeg siger har ingen penge, hvorpå hun siger, du får en bakke af mig gratis. 10 år gammel og smager jordbær første gang, uhm. Næste gang jeg går forbi, sidder konen lidt ude ved vejen sammen med en ret gammel mand, hun siger, hils på Søren det er min mand, og jeg hedder Hilda. Efter mange ture forbi deres gård åbner Hilda op, og langt senere fortæller hun mig hendes historie. Hun arbejdede på en gård på Sjælland. En dag hvor konen på gården ikke var hjemme, voldtog gårdmanden Hilda, hun blev med barn og blev sendt til Sprogø, hun var jo bavlet, når hun “forførte ham”. Hilda fortalte om de grumme forhold derude, og om hvordan det var at se sin søn i 5 minutter, hvorefter han blev fjernet, hun så ham aldrig mere. Hun blev så tvang steriliseret, så kunne hun komme væk, hvis der var en mand, der ville have hende. Der var så Søren, en gammen eneboer. Hilda passede den lille gård, hun arbejde røven ud, men da han døde, fik hun gården, derefter arbejde hun kun med hendes katte og blomster. Hun havde Thurøs flottest roser. Hilda blev min papmor. Hilda døde af kræft ene, og uden nogen venner, jeg var desværre ude og sejle. Hilda blev begravet på de Ukendtes Kirkegård. Der var noget familie hun aldrig så, som jo arvede hende.

Nu var det jo ikke dårligt det hele, jeg husker flere weekend, når vi lå i Svendborg, sådan en dejlig sommerdag, så tændte jeg den forbudte radio og satte mig ude på dækket, og hørte Jens Peter Åses orkester og deres musik, mange unge mennesker gik ude på kajen og nogle stoppede op for at høre musikken, nogle kom da også med tilråb, hvad er det for noget tøj du går i, jeg fik jo ” Far” skippers efterladte tøj og så syede jeg det ind, det var som “Far ” skipper sagde med tøjet, mågerne siger det ikke til andre.

Nej det værste var nu nok, at når der skulle hentes en kasse øl, det var dem med 50 i en trækasse, det var sku hårdt, men man er ikke helt dum som 10 årig, en gammel sæk og et tov så kunne jeg slæbe dem de små 1500 meter, og så kunne man ta 30 af kassen og så sætte kassen ombord og derefter fylde den igen.

Det tænker jeg på, nu små 60 år efter. At når Skipper var nødt til at drikke alle de øl, så var der bare mig til at sejle. Tænk en dreng på 10 år, sejle i tyk tåge og storm til Karlshamn i Sverige, det havde været guf for aviserne.

Nåå jeg kom videre, efter 5-6 år kom dette: Brevet!!

Det var en vinterdag som så mange andre, jeg var ombord på et dejligt skib og var godt tilfreds med dette, vi var lige lagt til kaj og der var breve hjemmefra, det første jeg læste var, indkaldelse til Session, ha det var ikke planen nu, hvor det gik så godt, men det endte med, at vi var i dansk havn da tiden var, til at komme på Session. Ja, det var for det første hundekoldt i omklædningsrummet, men det var ikke bare mig der frøs, det gjorde de andre også.

Vi blev undersøgt, med det hele, har du nogen skavanker o.s.v. vi kunne dårligt nok svare inden vores papir var stemplet egnet.

Næste kvækkede han, nå vi kom så for panelet, der var fra alle værn – der står man så kun iført underbukser og en fyr kommer med en bøtte hvor man trækker et nummer – det må være et frinummer tænker man, nummeret bliver læst op og alle kigger ned i deres papirer, men en gammel gammel knag siger: ”hvor kunne du ønske dig hen i forsvaret” øhh, godt – du er taget til Søværnet – næste, øhh så står man på gaden og er færdig, pis –

Taget til Søværnet,

t”hmm Søværnet” man smager ligesom på det, jeg skal være der et år – det er fanme lang tid uden ordentlig hyre –

Nå, har jo hørt om nogen, der havde været væk fra Danmark så længe, at de dårligt kunne bruges til fejemand i kantinen, så lad os nu se hvordan det går, det var jo heller ikke sorg det hele den dag. Der var nogle af gutterne jeg kendte fra søen, vi havde da sejlet sammen et par stykker af os, og det havde vi jo lejlighed til lige at få en øl over – så sådan en session tar altid mindst et par dage -, men vi kom over det!!!

Ja nu har jeg jo boet på Fyn og i resten verden, så mit spørgsmål er, hvad betyder: ”knerber”, havde da godt nok mit besvær med at forstå dem herude ved Vorupøre, da jeg kom herop for små 7 år siden.

Det startede i 1969, da jeg som sømand var med en coaster der kom fra Hamborg med en last majs, til Thisted. I Thisted skulle vi have en ny kok, og en af gutterne ombord Egon Nielsen kendte en, der gerne ville til søs som kok, så hende sejlede jeg sammen med i 7 mdr. Hun var nem at snakke med, vi var nærmest en stor familie på skibet, nå men hun mønstrede af og livet gik videre. Så skiltes vore veje, og vi fik hvert sit liv. Men for ganske få år siden mødtes vi igen, og nu 45 år efter blev vi så gift.

Det er efter at jeg havde sejlet små 30 år og siden kørt lastbil, hvorefter jeg gik jeg på efterløn.

Så en dag finder jeg hende inde på Internettet og skriver til hende, vi skrev meget om vores liv, siden snakkede vi også sammen, en dag siger hun, at hun har lejet en gammel rønne i Thy, men der skulle laves en del, jeg tilbød min hjælp, kunne da tage min campingvogn og komme og hjælpe, så kunne vi snakke om gamle dage og spise lidt god mad, så gjort.

Efter en tid heroppe i vest Thy fik vi indbydelse til den årlige byfest. Der var stillet telt op og en masse mennesker deltog. Det startede med velkomst og en gratis Thy pils uhm, vi havde mad og drikkelse med selv til resten af aftenen. Min veninde satte sig ved siden af et ægtepar og begyndte at snakke med dem, jeg sad på den anden side, hørte ikke helt hvad de sagde, rykkede lidt nærmere for bedre at kunne høre, det blev det ikke bedre af, tænkte Nielsen. ”Du er nok ved at blive døv”, nå de snakkede, så hørte jeg de sagde ”bar” og grinede, da tænkte jeg, de skal ikke tro at jeg er dum, så jeg grinede også, så var isen sådan ligesom brudt.

De snakkede stadig ”bar”, ja mig som gammel sømand ved godt hvad ”bar” var, troede at de var meterologer, indtil at jeg hørte, ”bette bar” flere gange, så var jeg ikke med mere. Efter en tid da det blev stille, hørte jeg manden sige “sikke gue vejle” der faldt kæden helt af.

Da jeg den aften lagde mig til at sove, tænkte jeg på samtalerne, tror jeg fattede 30% af det. Næste dag spurgte jeg ind til flere ord og fik forklaringen på det. Så en skøn morgen mødte jeg en af de ældre og tænkte, nu må du vise, at du har nemt ved at falde til, så jeg sagde ”sikke gou vejle”, han kikkede på mig som om, jeg havde slået ham.

Jeg spurgte min veninde, hun sagde: Når du siger det, ligger du trykket det forkerte sted, og så forstår de dig ikke, efter den tid tænkte jeg, du venter lidt til du kan Thy mål noget bedre. Endnu er jeg ikke begyndt at forstå det efter små 7 år.

Nå, men som sømand bliver man lidt religiøs hen ad vejen, vi gik meget i kirke, en dag var der en dame der sagde hej ved kirken, hun sagde: Dig kan jeg huske p.g.a. øreringen, ja sømanden og øreringen er fortællingen om, hvorfor sømænd går med ørering. Sømænd der har rundet Cap Horn “Sydspidsen af Sydamerika”, har ret til at sætte en ørering i. Øreringen er for, at man kan betale færgemanden, der skal sejle en til dødsriget, så er det at ringen skal være af ægte guld, ikke en der er købt oversøisk, for så vil han sige at det er ”Nyrenberg kram”, og så kommer du ikke med, så kommer du til at sidde til evig tid på brinken, sammen med Toldere Skibshandler onde Kaptajner og Speditører, hvis du ikke evt. har en god sømandshistorie.

”Knerber” det betyder at snakke meget, ”at knerbre” – det ved jeg så nu.

Historien om Husmand Jens Jensen kaldet ”Pyt Jens” og hans hustru Kristine, Kongsengene 198, Vrensted

Søren Borup, Brønderslev fandt oplysninger om sine forfædre jf. nedenfor:

Jeg-Søren Borup, Brønderslev, -søger oplysninger om min mormor Maren Oline Jensen. F. 6.2 1884 Kongsengene i Vrensted. Død 1.3.1955 i Hjørring.

Hendes forældre var Jens Larsen Jensen og Christine Jensen (Christiansen).

I 1894 køber Jens Jensen en ejendom på Kongsengene. Det skulle være den, der bliver kaldt ”Pyt” og skulle tidligere have været skole, en såkaldt vinterskole.

I 1924 overtager sønnen Jens Kristoffer Jensen ejendommen, men Jens og Maren bliver boende indtil de dør. Maren dør i 1932 og Jens i 1933. Deres sidste fælles bopæl er ”Pyt”.

VT omtaler jordefærden for Jens.

Præsten siger blandt andet, at Jens blev kaldt ”Pyt Jens”.

Jens Kristoffer bliver gift og får 3 børn: Ingeman Jensen, Egon Jensen og Ejvind Jensen.

Han sælger ejendommen i 1941 til Aksel Christian Pedersen og flytter sammen med konen og børnene til Vennebjerg.

Af kirkebogen fremgår det, at Aksel og Else får en søn i 1942: Villy Pedersen. I 1950 får de en datter: Inga Pedersen. Begge er født på Kongsengene.

Aksel sælger i 1972 gården til Poul Erik Bjerg. Af optegnelser om mrt. nr. fremgår det, at mrt. nr. 106c lægges ind under 21d. De to parceller ligger lige op af hinanden. Spørgsmålet er så om den ejendom, der ligger Kongengene 198, er den der er Pyt gården og min mormors fødested.

I sognets østlige distrikt påbegyndtes en skole i 1870. Det var en såkaldt vinterskole i udflyttergården »Pyt«.
I 1872 rejstes en skolebygning på Østre Fælled, der dengang lå uopdyrket hen og fuld af ler huller. Bygningen har ikke været særlig god, for i 1893 måtte man opføre en ny skole, den som endnu eksisterer på hjørnet af Sundstedvej og Brønderslevvej.

Omtale af Pyt Jens og hustru Kristine i anledning af deres guldbryllup.

Den 29. December 1930, er det 50 Aar siden Kristine og Jens Jensen (Pyt) blev viet i Børglum Klosters Kirke, og de er nu henholdsvis 73 og 71 Aar gamle. Kristine er født i Thise Sogn og fra hun var 2 Aar og til sin Konfirmation opvokset i Forfatteren Jens Thises Hjem, hvorfra hun har bevaret mange kønne gode Minder, ikke mindst dette, at hun har været Barnepige for Jens Thise.

Jens Jensen er født i Fristrup, men opvokset hos den gamle »Pyt-Mett«, som boede i Enggaarden i Vrensted. Derfra Navnet, som Jens gaar under i daglig Tale – Pyt Jens. De har lige fra deres unge Dage været livlige og opvakte Mennesker, og de følger endnu med i Tidens Rørelser, men Hukommelsen svigter lidt for Kristine. De bosatte sig først paa Vrensted Fælled som Daglejerfolk, og Kristine var aldrig ledig. Jens arbejdede i Grusgraven oppe i Jetsmark hos nu afdøde Entreprenør Rottbøll, som tog Grus op til Amtsvejene. Daglønnen var 150 Øre paa egen Kost. I 15 Aar boede de paa Fælleden, hvor de fleste af deres 9 Børn fødtes, hvoraf nu kun 6 er levende, saa der var Munde nok at slide for. Senere gik Jens i 9 Aar paa Dagleje og nu afdøde Thomas Østergaard, medens Kristine, naar hun havde tid dertil, hjalp til i Huset hos nuværende pens. Lærer Hjortnæs.

Men der oprandt der bedre Vilkaar, idet Parret fik foræret en Jordlod og lidt Besætning ude paa Kongsengene, og denne Ejendom har de drevet i 35 Aar. I 16 Aar kørte Jens Mælk til Mejeriet. Nu nyder de en lykkelig Alderdom hos en Søn, til hvem de har overdraget Ejendommen. De har frabedt sig al Opmærksomhed paa Festdagen, men mange vil sikkert sende dem en venlig Hilsen med Ønske om, at de maa bevare deres gode Helbred og Humør endnu i mange Aar.

Jordefærd 1933:

Forleden jordedes gamle Jens Jensen, Kongsengene, i daglig tale kaldet ”Pyt Jens”. Han stammede fra Gården Pyt i Vrensted. For få år siden døde hans hustru, hvilket blev ham et stort savn, og han var nu træt og vag, så døden kom som en befrier. I sine unge dage og langt op i årene var han foruden at være en dygtig og afholdt arbejder tillige en mand med interesse for alt, hvad der rørte sig i tiden. Pastor Stevns talte kønt over afdøde ud fra salmen ”Frelseren er mig en hyrde god”. Ved graven takkede lærer Brøchner Hansen på familiens vegne det temmelig store følge. Afdøde blev 76 år.

I ca. 1930 bliver Anders Thomsen, Vrensted omtalt som en hædersmand af forfatteren Jens Thise. Han var desuden krigsveteran fra Treårskrigen fra 1848 til 1850 om retten til Slesvig.

Treårskrigen eller 1. Slesvigske krig fra 1848 til 1850 var en borgerkrig. Den er i Tyskland også kendt som den Slesvig-Holstenske krig. Det var en dansk borgerkrig, der havde sin årsag i den spændte situation i den danske helstat i 1848.

De tysksindede, nationalliberale slesvig-holstenere krævede Slesvigs og Holstens løsrivelse fra Danmark og sammenslutning til en tyskpræget slesvig-holstensk stat. Den danske, nationalliberale ejderpolitik sigtede mod en adskillelse af hertugdømmerne, det vil sige at Slesvig som dansk skulle integreres mere eller mindre i Kongeriget Danmark, mens Danmark ville give afkald på det rent tyske Holsten (og Lauenburg).

Den slesvig-holstenske oprørshær kæmpede mod den danske regering. Samtidig var den en af 1800-tallets første nationalitetskrige. De storpolitiske interesser og Preussens indblanding gjorde krigen til et internationalt spørgsmål.

Anders Thomsen,

Vrensted.

Kilde: Gammel avisartikel fra. ca. 1930

Det er Jens Thises meget interessante beretning om veteranerne fra vore to sidste Krige, som faar mig til at omtale den Mand, hvis Navn staar over disse Linier, med et par hædrende Ord, fordi Anders Thomsen Vrensted fortjener saavel som nogen at blive nævnt blandt de mange tapre Mænd, der i en hedengangen Tid var med til at kæmpe for vort kære Fædreland, da det var i Fare.

Hans oprindelige Herkomst er omgivet med en vis Mystik. I sidste Halvdel af 18. Aarhundrede opholdt sig paa Børglum Kloster en norsk Dame, der her gjorde Tjeneste som Husjomfru. Hun blev gode venner med Forvalteren paa Gaarden, og Forholdet mellem disse to afstedkom, at Husjomfruen uden for Ægteskab fødte et Drengebarn, der kort Tid efter fødselen blev udsat som Hittebarn, samtidigt med, at Barnemoderen, der var af fin Familie, rejste hjem til Norge. Saaledes lyder i hvert fald Traditionen.

Barnet kom imidlertid paa Faderens Foranstaltning i gode Menneskers Hænder og fik Navnet Thomas Andersen.

Han blev senere i mange Aar Kusk paa Klosteret og kom derfor hele Livet igennem til at gaa under Navnet Thomas Kusk.

Han ægtede Maren Andersdatter fra Vestergaard i Børglum, der havde været Skummepige paa Klosteret i 20 Aar, cg nogle Aar efter deres Bryllup fik de af Godsejeren en Gaard i Vrensted i Fæste paa gode Vilkaar, fordi de begge havde været ualmindelig godt lidt af deres Herskab.

Deres Søn var Anders Thomsen Vrensted, som vistnok var født 7. September 1818.

Han gjorde hele Treaarskrigen med som Underjæger og skal i de forskellige Træfninger, han deltog i have lagt stor Tapperhed for Dagen.

Navnlig skal dette have været Tilfældet i Slaget ved Isted, hvor han blev temmelig haardt saaret i begge Laar under Deltagelse i en udsat Patrouilletjeneste. Han gennemgik nogle strenge Dage paa Lazarettet, hvor han umiddelbart efter Indlæggelsen blev benaadet med Dannebrogsmændenes Hæderstegn.

I Aaret 1853 tildeltes han 58 Rigsdaler i Invalideforsørgelse, et Beløb, der tre Aar efter forandredes til 56 Rigsdaler.

Anders Thomsen var i sine bedste Aar en høj, smuk Mand. Han var af Naturen faamælt, men kom Krigen paa Tale, kan det nok være, at han kunde fortælle om denne for vort Fædreland saa bevægede Tid, der for de gamle Veteraner rummede et Utal af stolte og alvorlige Minder.

Anders Thomsen var første Gang gift med Ane Johanne Christensdatter, Datter af Fæstegaard Chresten Christensen, Linderup i Tolstrup Sogn, død 1866, 2. Gang med Kirsten Christensdatter, Datter af Smeden i Linderup. Der var 7 Børn i første og 3 i andet Ægteskab, af hvilke endnu nogle er i Live. I Aaret 1854 overtog han sin første Hustrus Hjem mod en ret anselig Aftægt, og her havde han sit Hjem i en Aarrække, indtil Alderdomssvagheder meldte sig. Sine sidste Aar tilbragte han hos en Datter, gift med Gaardejer Thomas Christensen, Guldager Hede, Vrejlev Sogn; her døde han i 1899 og ligger begravet paa Vraa Kirkegaard.

Anders Thomsen betegnes som en Hædersmand i alle Henseender, en Mand, som Folk havde Tillid til, og paa hvis Ord man altid kunde stole. Han var i en Aarrække Medlem af det stedlige Sogneraad og Skolekommission og var tildelt forskellige andre Tillidshverv, var bl. a. Ligsynsmand.

Et tabt paradis – Åsendrup Skole

Elever og lærer foran Åsendrup skole 1931

Betsy Sand Mortensen, Pandrup, der var elev i den  i 1955 nedlagte Åsendrup skole, mindes i denne artikel sin barndoms skolegang for et halvt århundrede siden.

VT 17.09.1961.

Jeg står ofte i de tidlige morgentimer ved mit vindue og følger med øjnene de små purke, der glade og veloplagte er på vej til deres fine nye, næsten palæagtige skole. Velklædte, med fine skoletasker over skulderne og med fine nye skinnende cykler, noget der nu om stunder kun betragtes som en selvfølgelighed.

Og så går der vilkårligt en vemodig tanke til min egen skoletid, til barndommens tabte paradis”, til tiden før første verdenskrig. Mit hjem lå lige udenfor Løkken syd for sognegrænsen til Vrensted sogn i Åsendrup kær. Vi hørte derfor skolemæssigt til den 34 mil borte fra Løkken liggende Åsendrup skole.

I dag forstår man dårligt, at disse otte-ti børn ikke kunne optages i Løkken skole, så meget mere som der var løst sognebånd til Løkken kirke. Der fandtes ganske vist skiftende små private skoler, men efter den tids økonomiske forhold var det kun de mere velhavende, der havde råd til at lade deres børn undervise der – uanset evner.

I dag kan vi heldigvis i velfærdsstaten Danmark glædes over, at sådan er det ikke mere, og lad os så ikke glemme det, når vi så ofte jamrer over de høje skatter og de dyre, flotte skoler.

Nå, det var om min lille landsbyskole, jeg ville fortælle. En landsbyskole kunne man vist egentlig ikke kalde den: den lå nemlig ganske alene midt imellem det vestlige og østlige sogn, og vi få børn hørte altså til den yderste grænse af dette skoledistrikt.

Skolen er forlængst nedlagt og solgt som landbrugsejendom, idet der, som til de fleste små skoler på landet, hørte landbrug til, i de sidste år i skolens historie vist kun drevet af den sidste lærer ved skolen, lærer C. M. Pedersen. Skolen var toklasset med førstelærer og lærerinde, og der har gennem årene været knyttet flere kendte og dygtige skolefolk som lærerkræfter hertil. En af de første var den senere borgmester i Brønderslev, Markus Hansen, og hans hustru Oline Hansen, der også underviste. Senere kom lærer Dalum og i min tid H. M. Rosenkilde og lærerinde Marie Mikkelsen af den kendte slægt fra sognefogedgården i Nr. Lyngby. Den sidste lærer var den førnævnte C. M. Pedersen. Han var ligesom Markus Hansen og frue meget stærkt politisk interesseret, så det var, ligesom der var politik i luften omkring den lille skole.

Der fortælles, at før i tiden, når en ny lærer skulle ansættes, måtte denne først gøre rede for sit politiske standpunkt før man ville gå over til den egentlige ansættelsessamtale, og C.M. Pedersen har måske hos Markus Hansen fået sine første politiske impulser, der har ført ham til tillidsposten som formand for et politieke parti. Vejen til dette har dog været lidt bugtet ligesom den gamle sti, vi travede ad til skole. På min første skoledag nåede mine kammerater og jeg ikke derop til tiden kl. 8, og vi måtte derfor stå i gangen til morgensangen var sluttet. Jeg husker tydeligt, at det var salmen Gud skal alting mage. – Jeg stod træt og modløs og lyttede til salmen, hvorí linien ”som Gud elsker sine” forekommer. I min barnlige fantasi forbandt jeg disse linier med, at der måtte være en, der hed Sine, som Gud elskede, og det faldt godt i tråd med, at et af de bedste mennesker, jeg kendte, hed Sine. Dette kastede på en måde et forsonende skær over den triste, mørke vinterdag, der indledte et afsnit af min barndom.

Det varede lidt, inden jeg faldt til i de fremmede omgivelser. Jeg var født ved havet i et hjem, hvor alt var afhængigt af dagens vind og vejr og udsigten til at komme ud på fiskeri, og da min far også var leder af det stedlige redningsvæsen fik jeg tidligt indblik i livets alvor ved den åbne kyst.

Det hjalp mig meget, at min lærerinde, frk. Mikkelsen, selv var født ved havet og ligesom forstod mig. Derfor kunne ingen være mere stolt end jeg, da frk. Mikkelsen i en dansktime overlod mig at fortælle min klasse om det danske redningsvæsen.

Det jeg bedst mindes hos min lærerinde er alle de små, dejlige sange, hun lærte os — særlig forårssangene, bl. a. ” Våren er i luften”, og ”Sorte stær på grene”, om David, der slog Goliat, Abraham i Mamrelund og mange flere. Kun én sang, vì meget ofte sang, kunne jeg ikke forlige mig med, og jeg sang derfor meget sjældent med. Det var ”Til våben, brødre, tag bøssen fat”.

Jeg var 13 år, da den første verdenskrig brød ud, og al dens rædsel og gru, som vi læste om, gjorde et dybt indtryk på mit følsomme sind, og fra den tid: har, jeg vist altid været ”antimilitarist”. Senere i livet har jeg dog forstået; at min lærerinde hadede vold og krig lige så stærkt som jeg selv.

Frk. Mikkelsen var en sjælden rank og myndig dame, velbegavet og selvstændig. Således havde hun ladet sit sorte hår klippe ganske kort, og det var absolut ikke efter datidens skik og brug, men hvor det klædte hende. Jeg husker også, at hun, når hendes mor fra sognefogedgården var på besøg, bad hende overvære undervisningen, og vi børn forstod, at vi her havde en meget kyndig censor.

Vor skoledag om vinteren var fra kl. 8 til kl. 16 med en times middagspause. Vi måtte altså starte kl. 7 hjemmefra, det meste af tiden i buldrende mørke, og vi nåede heller ikke hjem ved dagens lys. Nutidens praktiske fodtøj, gummistøvler, og lange benklæder kendte vi jo ikke, men vi havde solide træsko, der hen på vinteren fik en ekstra ring sat under – altså blev ”skoet”.

Min mor tog, når vejret var særlig koldt, en glød fra kakkelovnen og varmede vore træsko med den, og vi fik et par gamle sokker udenpå, godt med sukkermellemmader i tasken, og så gik det i trav over de sneklædte marker for at holde varmen. I mine sidste skoleår byggedes Hjørring-Aabybro-banen, og da banen var stukket ud, fik vi her en lettere og hurtigere vej tværs over marken til skolen. Det var jo dengang, da der var vinter til, men også dejlige, varme somre. Vi gik kun i skole en dag ugentlig fra maj til november – hver onsdag og mødte da kl. 7. Det var tidligt, men hvor var det dejligt i de tidlige morgentimer på vor skolesti og over de grønne marker. Også forårstiden var dejlig; særlig glade var vi den første dag, vi kunne nå hjem, mens det endnu var lyst, og glade var vi, når vi hørte de første Fuglestemmer, der meldte vårens komme. Jeg er sikker på, at den glæde, jeg hvert år føler ved at høre den første lærke synge over en grå og tåget mark, stammer fra min skoletid.

Man kan vel undres over, at man skulle have en skoledag paa otte timer til de forholdsvis få fag, der blev undervist i, men vi syntes dog, der var nok at lære. Religion, dansk, skrivning, geografi, regning og en times sang, samt en ugentlig håndarbejdstime var hele repertoiret, og i skrivning og regning var der vist ikke mange i de højere skoler, der kunne slå os ud.

Jeg husker, vi skrev politikeren Bergs fyndige ord »Gå aldrig på akkord med uretten« side op og side ned, til det blev til skønskrift.

Når vi havde sunget aftensang, var der kapløb ud af skolen for at komme ned til vejen for om muligt at få lov at køre med en vogn, der havde ærinde til Løkken.

En forårsdag i 1912 mødte vi en mand, der fortalte, at kongen var død. Det gjorde nu ikke særligt indtryk på os, og vi blev hurtigt enige om, at det måtte da vist kunne give os en fridag.

Julefest og udflugter kendte vi ikke til, havde kun hørt, det var skik paa de finere skoler. Jeg dristede mig en dag til at spørge vor forbavsede lærer, om vi ikke kunne få lov til at rejse en tur med den fine, ny bane, der blev indviet i 1913. Vi fik lov, og turen gik over Hjørring til Tolne skov. Det blev en dejlig dag, og hele turen kostede 125 øre foruden de røde sodavand. På hjemturen besøgte vi Vendsyssel Tidende, hvor vor lærerindes bror var redaktør, og hvor vi vel af samme grund blev trakteret med jødekager.

Julen blev forbigået i stilhed i skolen bortset fra et par julesalmer den sidste dag. Da vi havde sparet sammen til vor lærer, der et år til jul lå syg, købte vi en dejlig rødhættefigur, som vi overbragte ham på sengen, idet vi ønskede glædelig jul, glade over, at når vi, mødtes igen, gik mod lysere dage.

Hvad mon man i dag ville sige, hvis man blev præsenteret for datidens skolehygiejne. En overgang var der på skolen mange potter både, ude og inde i udhus og stald. Vi havde en gammel vandpumpe, der meget nødigt gav vand, og da vi en dag gennem dækslet så en masse døde rotter i vandet, blev vi enige om at demonstrere ved at møde alle som én med en flaske vand hjemmefra. Der skete dog ingen forbedring af den grund.

Rotterne huserede også slemt i vort ”đas” og underminerede til sidst helt stengulvet, der lignede ruiner på et gammelt slot. Det forhindrede dog ikke, at vi piger hver dag tilbragte hyggestunder sammen på det fælles tremandsrum, og her er mange hemmeligheder og spændende forelskelser blevet drøftet. Årene gik dog hurtigt, og en dag var skoletiden slut. Vi havde set hen til denne dag med stor forventning, men trods alle strabadser med våde strømper, der blev tørret på fødderne, lang og sølet vej, mørke og kulde, var det alligevel vemodigt at sige farvel. Jeg skrev et vers i min venindes geografibog i dagens anledning, og jeg vil slutte disse små glimt fra min gamle skole med første vers af en sang, vi ofte sang, og som jeg synes passer på billedet af en lille skolepiges oplevelser og tanker for 50 år siden:

Vort jord liv er kun regn og rusk,

en nat, hvori vi græde,

vort jord liv er en rosenbuske

med solskin og med glæde.

Betsy Sand Mortensen-1961

Historien om Kalle

Kalle  i ”Vestergaard” –

Hans rette navn var Karl Thomsen

Der er fortsat nogle, der husker Kalle, som for mange år siden var karl og svinepasser på gården “Holmen” ved Chr. Rendbæk syd for Vrensted by

og senere i Vrensted på gården  Vestergaard på Ingstrupvej 10, som fodermester,  ved Carla og Chr. Jensen.

Hans rigtige navn var Karl Thomsen, men mest kaldt Kalle.

Flere gange fik han overrakt diplom for lang og tro tjeneste hos gårdejer Chr. Jensen, Vestergård, som fæstede Kalle i 1955. Han blev i rigtig mange år på Vestergaard, hvor Carla og Chr. tog sig rigtig godt af Kalle, som en del af familien.

Karl Thomsen fik ikke den bedste start i livet. Han blev født den 3. januar 1921 i Frederikshavn, men endte ret hurtigt på et nyoprettet børnehjem i Søndergade i byen. Hans mor Elvina Thomsen, der var ugift, var tilsyneladende ikke i stand til at tage sig af sit nyfødte barn.

Ifølge kirkebogen blev barnet navngivet ved en hjemmedåb under medvirken af en kordegn i Frederikshavn sogn. Der er ingen fader angivet ved dåben, men en note er tilføjet om, at fattigudvalget anerkender at barnet hører hjemme i kommunen.

Ved folketællingen i 1925 og 1930 står Karl Thomsen opført som et af plejebørnene på Børnehjemmet ”Fremtidshåb”, som blev oprettet i 1921 af Centralmissionen i Bethania foreningen.

I 1930 var der registreret 16 plejebørn på børnehjemmet, som Søster Ane Thomsen var forstanderinde for. Hvor længe Karl Thomsen var anbragt på børnehjemmet melder historien ikke noget om, men som stor knægt kom han hos Anes bror gårdejer Hans Thomsen, som ejede Eriksminde på Pilgårdsvej i Vrensted. Måske på ferie.

Der er ikke opført folketælling mellem 1930 og 1940 i de folketællinger, som Statens Arkiver har offentliggjort på nettet, og som kan give spor efter Karl Thomsen. Om hvor længe han opholdt sig på børnehjemmet eller hvad han beskæftigede sig med som ung.

Ifølge folketællingen fra 1940 havde han ikke på det tidspunkt ophold i Vrensted hos Hans Thomsen eller på gården ”Holmen”, hvor han i en periode var karl før han kom til Vestergård i Vrensted by i 1955.

Karl Thomsen har formentlig i 1940’erne haft ophold i Frederikshavn. Et foto viser, at han efter afslutningen af krigen havde været vagt ved en flygtningelejr i Frederikshavn. Måske ved Knivholt, som var den ene af to flygtningelejre i området.

Om Kalles liv i Vrensted har jeg fået fortalt, at han kom meget hos Gerhard og Marie i det lille hus på Bådstedhedevej, hvor der også kom andre for at spille kort og hygge sig.

Kalle var også en rigtig god fodboldspiller og kom i idrætsforeningen i Vrensted.  Jens Mørk fortæller: “Jeg husker Kalle som en meget god fodboldspiller. Han var ret god til at lave mål, og var Kalle lidt for lav til at dirigere bolden i mål med hovedet, brugte han en hånd, ligesom Maradona sener blev kendt for. Vi var altid spændt på om dommeren opdagede det”

Kalle i “Holmen”:

Der fortælles også at Kalle altid var til Brønderslev Marked. Han blev der gerne alle markedsdage, fra fredag til tirsdag. Han havde det problem, at når først han var begyndt at drikke, så blev han ved indtil han gik under bordet. Engang var Chr. Rendbæk således kørt til Brønderslev efter ham. Da han efter nogen søgen fandt ham, fik han ham ind i bilen, hvilket ikke lige var det Kalle havde mest lyst til. Da de så kom forbi den første købmand ville Kalle have Chr. Rendbæk til at stoppe så han kunne købe nogle øl, hvilket Rendbæk ikke ville. Da de så kom til Tolstrup bad Kalle ham om at stoppe ved købmanden der, hvilket Rendbæk gjorde og tænkte, at det kunne der nok ikke ske noget ved. Han ventede i bilen, men der kom ingen Kalle ud, så Rendbæk vil hente ham i butikken. Kalle havde i mellemtiden set sit snit til at forlade butikken ud af bagdøren. Kalle var igen på vej til Brønderslev, så Rendbæk vendte om og fandt Kalle gående på vej tilbage til Brønderslev Marked.

Povl Stevns fortæller :” I det tidlige efterår 1955 var jeg efter aftjent militærtjeneste ved Livgarden et par måneder ansat som daglejer på ”Holmen”, hvor jeg i den periode var installeret i et af karlekamrene over hestestalden i Vestfløjen. – Jeg mindes gerne året, som det år, hvor der kom gardiner i vinduerne på værelserne. –  Vi var nogle stykker på gangen, husker jeg. Det var jo inden mekaniseringen gjorde sit indtog på ”Holmen”, så der var arbejde nok til en del medhjælpere. Foruden os karle var der ansat gifte fodermesterfolk til pasning af kreaturerne og så var Kalle ansat til at passe svinene. Dette job gav i sig selv også en del arbejde, da Kalle også skulle koge kartofler og male korn til svinene. Det klarede han dog tilsyneladende til alles tilfredshed, – vel at mærke, –  når han var der. Det var han nu også normalt; men det kunne altså glippe.

En mandag morgen, da vi karle i Vestfløjen efter morgenarbejdet og morgenmaden havde taget opstilling i en lang række bag hestene i stalden og ventede på, at Chr. Rendbæk skulle dukke op for at sætte os i arbejde, gik døren op og Rendbæk trådte ind med et spørgende blik. – På vejen over til stalden om morgenen havde Rendbæk for vane at slå et slag om ad svinestalden for ar se, om alt her stod vel til. Det havde han også gjort den morgen. Derfor det søgende blik ned langs rækken. Efter at have ønsket os god morgen fulgte spørgsmålet: ”Er der nogen, der har set Kalle?” – Dyb tavshed, men så trådte mælkekusken lidt frem og fortalte, at han godt nok ikke havde set Kalle, men han havde da set Kalles cykel. ”Hvor har du set Kalles Cykel?”  lød Rendbæks næste spørgsmål, og så kom det frem, at den var observeret nede i byen, hvor den stod op ad en telefonpæl. Det var da altid noget. Herefter bad Rendbæk en af de andre karle om at gå over og tage sig af svinene.

Kalle havde haft fri om søndagen og havde måske endda også fået udbetalt et lille forskud på lønnen og det var da ikke til at stå for. – Der var jo også en verden udenfor ”Holmen”. – Om Kalle dukkede op senere på dagen eller først den følgende, husker jeg ikke, men tilbage kom han da og så var det jo alt sammen godt igen og tilbage ved det gamle”.

Kalle i “Vestergaard”

Hos Chr. Jensen i Vestergaard var Kalle blevet ansat som fodermester. Han passede dyrene til alles tilfredshed. Men her skete der det samme, at engang imellem udeblev Kalle fra sit job, grundet at han var taget på turne. Når han så kom hjem, faldt der sikkert brænde af og engang fortælles det, at han var blevet fyret af Karla Jensen. Kalle flyttede så til Gerhard og Marie på værelse på loftet. Der gik dog ikke lang tid inden Carla og Chr. Jensen kom ud  og hentede og genansatte Kalle.

Desværre havde Kalle en hang til at drikke. Jeg har fået fortalt, at han var kvartalsdranker, men en rigtig godmodig fyr. En morgen var han kommet fuld hjem, hvor en ko var ved at kælve. Så Kalle hjalp med at få den lille kalv sikkert til verden. Da Chr. Jensen om morgenen kom ud til køerne, sad Kalle med den nyfødte kalv på skødet i sit fine tøj og varmede sig ved kalven.”

Jens Otto Madsen fortæller: Husker engang jeg en morgen mødte Kalle på fortovet mellem Kommunekontoret/Lægehuset og købmanden. På strækningen var en gammeldags stor trætelefonpæl. Kalle var stødt ind i den og dansede rundt om den i angrebsstilling råbende, vil du slås. Noget som står indprentet i min bevidsthed.

Louise som er datter af Carla og Chr. Jensen i Vestergaard, fortæller: “Kalle var en del af familien på Vestergård i mange år. Han fandt en hel egen døgnrytme, hvor han prioriterede det meste af tiden hos dyrene i stalden. Alle dyrene havde navne og Kalle førte mange og lange samtaler med dem. Ofte var Kalle ikke klar til aftensmaden før kl 22, men maden var klar, når Kalle kom ind fra stalden uanset tidspunkt. Dog blev han bedt om at blive færdig i stalden kl. ca.  19.00 juleaften!

Efter tiden i Vestergaard flyttede Kalle som nævnt til Løkken på et værelse på Vrenstedvej, hvor han så modtog pension. Der fortælles også, at han der betalte mad og husleje forud som sikkerhed for at have de daglige fornødenheder sikret og resten kunne han så bruge på sprut og tobak og det varede som oftest kun nogle få dage.

Karl  Thomsen døde pludselig den 8. august 1974 kun 53 år gammel. Sygdom gjorde, at han ikke kom til at leve det liv med fast arbejde, som han havde set frem til og som han havde vist, han kunne i de mange år hos Chr. og Carla Jensen. i Vestergaard i Vrensted.

Her er fotos af 2 diplomer samt et billede som vagt ved flygtningelejren i Frederikshavn.

Alle oplysninger fra Kirkebøger og omkring Kalles barndom på børnehjem er fundet af Poul Christoffersen og de små anekdoter er fortalt af Louise Gml, Jens Mørk,  Jens Otto Madsen og Leo Jensen, og Povl Stevns og Carl Ole Jensen alle opr. fra Vrensted.

december 2020 – jens Otto Madsen

Bevaring af det gamle flotte hus lige nord for Vrensted kirke opført i 1914 af den kendte sagfører Anders Olesen, Vodskov – som var kirketiendeejer i Vrensted

Ane Maries Hus opførte Sagfører Olesen til minde om sin mor og skulle huse 5 ugifte kvinder som skulle bo kvit og frit i huset.

Læs herunder:

År 1968

Formand for Brønderslev og Omegns Landboforening, gårdejer Niels Østergaard, Vrensted, holder tale for Brønderslevs Dommer, Johan Kardel, der går af til sommer.

Kilde: Børs

Retssagen endte med forlig over en kop chokolade.

Brønderslevs dommer, der går af til sommer, er ikke helt almindelig.

Brønderslevs dommer, Johan Kardel, er ingen helt almindelig dommer, og når han til sommer trækker sig tilbage på grund af alder, kan det med sikkerhed fastslås, at han ikke vil blive glemt på egnen. Han er som få i bogstavelig forstand blevet dus med landsdelens befolkning, og han er skønt sjællænder af fødsel stolt over at have virket i henved 25 år i en retskreds ”norden for lands lov og ret”.

Dommer Kardel er især blevet kendt for at efterleve det gamle ord ,,Hellere et magert forlig end en fed proces og et eksempel herpå gav Brønderslev og omegns Landboforenings formand, gdr. Niels Østergaard, Vrensted i en tale for dommeren ved en selskabelighed efter foreningens generalforsamling, hvor Johan Kardel repræsenterede retskredsen for sidste gang.

For en del år siden havde jeg købt en hoppe på ungskuet, fortalte Østergaard. Den havde fejl, og da den havde fået et par føl, solgte jeg den igen med de samme fejl. Halvandet år efter kom der bud fra dommeren, at jeg skulle møde i retten på grund af hoppe-handelen. Hvorfor skal jeg med”, spurgte jeg. Jo, der er en hel del krejlere indblandet i sagen, og jeg vil I hvert fald have en med der vil sige sandheden svarede dommeren,

Nå, vi mødtes i retten, men meningerne stod stejlt, og udtalelserne var skarpe, alt imens dommer Kardel sad og bladede i papirerne og stambogen. Pludselig fandt han ud at, at der var hoppens fødselsdag, og den chance lod han ikke gå fra sig: ”I stedet for at sidde her og skændes, så synes jeg, I skulle skillinge sammen og give chokolade på restaurant Hedelund til os alle syv”, sagde han. Det hjalp. Vi fik chokolade, og der blev forlig i sagen.

Povl Stevns skrev ny salme til indvielsen:

Viggo Kragh’s sang:

Forfatter Knud Holst har skrevet følgende sang til Vrensted.

Vrensted Præst gennem 40 år, fra 1953 til
1993– Otto Mikkelsen, takker af.

Avisomtale i 1993

sognepræst Otto Mikkelsen, var ansat ved Vrensted og Thise Kirker og bosiddende i Vrensted Præstegård.
Otto Mikkelsen er født og opvokset i en præstegård i Virring øst for Randers. I 1942 blev han student fra Randers Statsskole, og derefter begyndte han at læse teologi ved Københavns Universitet. Anden
Verdenskrig betød imidlertid et afbræk i studierne, og efter krigen blev Otto Mikkelsen indkaldt som soldat.
I sommeren 1946 var han lærer på Kerteminde Højskole, og september 1946 genoptog han teologi-studiet. Det var også det år, han blev forlovet med sin hustru, Aase Quistgaard. 1949 blev Otto Mikkelsen lærer ved Bording Friskole, hvor Aage Quistgaard var lærer. På det tidspunkt blev Otto Mikkelsen involveret i ungdomsarbejde.
I 1950 overtog Otto Mikkelsen præsteembedet ved Grundtvigskirken, og her virkede han fra 1950 til 1953.
Vrensted blev familien Mikkelsens hjemsted fra 1953, hvor han blev sognepræst i Vrensted og Thise.

-Umiddelbart kan springet fra København til Vendsyssel virke stort, men jeg var jo vokset op på landet, siger Otto Mikkelsen. Vrensted og Thise er gode sogne med fint samarbejde med menighedsrådene, og det er selvfølgelig også en årsag til, at vi er blevet så længe.
Foruden engagementet i gymnastik- og ungdomsforeningerne har Otto Mikkelsen været medlem af skolekommission og desuden har han
været med i foreningen Skole og Samfund. I ti år har Otto Mikkelsen været medlem af Amtsprogramrådet, som er en parallel til Radiorådet, men i stedet har funktion over Regionalradioen. Ligeledes i ti år var Otto Mikkelsen medlem i bestyrelsen for Præsteforeningen.
I valgperioden fra 1977 til 1981 var Otto Mikkelsen med i kommunalbestyrelsen Løkken-Vrå kommune, men blev ikke genvalgt ved sidste kommunalbestyrelsesvalg.
Han var præst i Vrensted i 40 år. Otto Mikkelsen var en meget positiv og livsglad person. Hans virke i de to menigheder og kirker har været til stor glæde for de personer som
mødte ham der. Han fandt altid fornyelse i sine bibelske tekster, som han formåede at give videre til de menigheder han betjente.
Otto Mikkelsen var meget engageret i Ungdomsarbejde. Han gjorde en stor indsats inden for Vendsyssels Gymnastik- og Ungdomsforeninger og var dens formand i ca. 20 år.
Han var i en årrække medlem af hovedbestyrelsen for Den Danske
Præsteforening ligesom han på lokalt plan i 2 perioder var medlem af Løkken-Vraa Kommunalbestyrelse for Venstre, og medlem af Skolekommissionen og Skolenævnet.
Otto Mikkelsen havde evnen til altid at finde en positiv løsning på problemerne og altid så han et lyspunkt forude.

Gunnar Gade, søn af tidligere graver og ringer Chr. Gade overdrager herved skulpturen af munken “Sct. Thøger” han har skåret og snittet til Vrensted kirke, tidligere kaldt Sct. Thøgers kirke

Efter at Otto Mikkelsen og hustruen Aase Q. Mikkelsen flyttede fra præstegården i Vrensted bosatte de sig i Hjørring.

Otto og Aase Mikkelsen ligger begravet på Vrensted Kirkegård