Kilde: VT/Nordjyske februar 1989

Vrensted

Arbejdet med ny vindmølle på Bådstedhede, den første i Vrensted sogn, februar 1989.

På mandag indledes opførelsen af den nye vindmølle på Bådstedhede i Vrensted.

Den dag indledes støbningen af fundamentet, og så kommer det ellers til at gå slag i slag, siger mølle-folkene, der bestemt mener at have deres mølle driftsklar til påske – som planlagt for længe siden.

Sideløbende med det meget forarbejde til møllen har møllelauget også holdt sin første, ordinære generalforsamling

Her kunne formanden, kommunalbestyrelsesmedlem Poul Søndergaard Nielsen,

bl.a. oplyse, at der siden den ekstraordinære generalforsamling i december, er kommet tilsagn om statstilskud. Det bliver på 15 procent. Den samlede investering er på 1,5 mill. kr. uden moms og uden fradrag for statstilskud.

På det seneste er el-prisen steget, så salget af strøm vil indbringe 25.000-30.000 kr. mere end beregnet, men vi har jo også måttet bruge ekstra penge til nedramning af pæle under fundamentet. Projektet tegner fortsat godt, selv om der er tæret på de økonomiske reserver sluttede formanden.

Til bestyrelsen afgik efter lodtrækning Erik Søborg Jensen og Søren Søndergaard Nielsen. Begge blev genvalgt. Som revisorer valgtes registreret revisor Ole Olsen, Vrå, og læge Leif Jensen, Vrensted.

Der vedtages nogle vedtægtsændringer – af redaktionel karakter, og det oplystes, at man har oprettet en venteliste, som interesserede kan optages på ved afhændelse af anparter.

 juli 2019-jens otto madsen

Povl, en “Ildsjæl” i Vrensted

 

Præsentation af Vrensted Aktivitet- og Ferie Center

Historien om hvordan Vrensted Aktivitets- og Ferie Center opstod og dens aktiviteter. 

Alderdomshjemmet i Vrensted lukket

De sidste beboere er flyttet

Kilde VT. 1. APRIL 1990

VRENSTED:Så er det slut med den daglige drift af alderdomshjemmet i Vrensted. Her op til weekenden står hjemmet tomt. De sidste portioner mad er blevet lavet i køkkenet, og de sidste, få beboere er udflyttet.

Dermed er et kapitel i Vrensteds historie sluttet. Beslutningen om lukningen af alderdomshjemmet blev i princippet truffet allerede for en del år siden, men i realiteten skete det først efter en langvarig debat i kommunalbestyrelsen i november 1988

Ikke alle i kommunalbestyrelsen var enige i beslutningen, som dog blev gennemført med et massivt flertal. Der blev aftalt en afviklingstid over godt et års tid for hjemmet, men nu er det altså slut. På det seneste, var der kun enkelte beboere, som der blev lavet mad til på selve hjemmet, foruden levering af mad til beboerne i Ane Maries hus samt en enkelt, hjemmeboende pensionist.

Som den officielle beslutning om nedlægningen af hjemmet ikke kom til at foregå uden sværdslag, så har der på det seneste lydt lokale røster for at bevare alderdomshjemmet. Det var lige efter årsskiftet, da den lokale Venstre-vælgerforening med formanden. amtsrådsmedlem Niels Østergaard i spidsen krævede en genvurdering af beslutningen i den nye kommunalbestyrelse.

Men det kom ikke til en ny debat. Beslutningen var uigenkaldelig. hed det, mens en vred Niels Østergaard talte med store bogstaver og fastslog, at »systemet havde taget magten over mennesket«. Vore ældre kan og vil hellere klare sig med mindre flotte installationer og så blive i deres hjemby, hed det blandt andet.

Nedlæggelsen blev i sin tid besluttet, fordi man fandt, at det ville blive for dyrt at foretage en række bygningsmæssige ændringer med nye installationer, bl.a. elevator. Efter luknings-beslutningen nedsattes et udvalg af Vrenstedborgere, som siden har arbejdet med forskellige planer for den fremtidige benyttelse af hjemmet, der blev opfort i den daværende Vrensted-Thise Kommunes tid.

kilde. VT 10.03.1993

 

Vrensted Aktivitets- & Ferie Center afholder reception fredag den 12. marts 1993,

for der igennem at give medlemmerne af de 9 foreninger som danner baggrund for etablering af Vrensted Aktivitet Center Fonden – samt leverandører m.fl. en orientering.

Vrensted Aktivitets- og Ferie Center blev oprettet på baggrund af, at da Løkken-Vrå Kommune havde bygget “Havgaarden” i Løkken, og dermed skabt nye, moderne forhold for kommunens ældre, blev tidligere alderdomshjem lukket, herunder Vrensted Alderdomshjem. Byens borgere (og omegnes) blev enige om, at de meget nødig så bygningen solgt og anvendt fremover på een for borgerne uønsket måde. Der blev derfor nedsat et udvalg som gennem vinteren 1990/91 arbejdede på forskellige “løsnings”-modeller, modeler, med det endelig fremlagte resultat, var ikke acceptabelt for kommunen. Et nyt udvalg blev nedsat med Evald Nielsen som formand og idémand, og en bestyrelse på yderligere 4 valgt.

Evald Nielsen henvendte sig til fhv, erhvervschef Eric Lindstrøm, som efter et forarbejde i sommeren 1991 fremlagde en plan, hvorefter beboerne skulle etablere en fond med det formål, at tilbyde kommunen at købe bygningen, og herefter omdanne samme til Aktivitet- & Ferie Center. Samtlige foreninger i byen (og omegn) blev ved sine bestyrelser indkaldt til et orienteringsmøde, hvor det nedsatte udvalg præsenterede de indbudte for projektet, samt de af Eric Lindstrøm udarbejde forslag til budget og vedtægter. Med megen skepsis – for risikoen, at de enkelte foreninger kunne drages til ansvar økonomisk – var der enighed om at projektet skulle fortsætte for udarbejdelse af endelig projekt til vedtagelse. Med stor støtte fra revisor Tage Kielsgaard, Hjørring og advokatfirmaet Henrik Skaarup, Brønderslev blev det endelige resultat fremlagt på et stiftende møde den 26. september 1990, hvor projektet blev endelig vedtaget med 9 foreninger for endelig stiftelse på et møde 25. oktober 1990 .

Med megen stor velvilje fra Løkken-Vrå Kommune var det muligt for fonden at købe bygningen på meget fordelagtige vilkår, og med Løkken Sparekasse som en uundværlig støtte, at sikre den økonomiske baggrund, dels for køb af bygningen, dels fondsbeløbet og endelig økonomisk støtte til investering for ombygning og inventar m.v. Ud fra de udarbejdede budgetter blev det planlagt, at etablere endelig drift fra vinteren 1992/93, idet bestyrelsen havde vedtaget, at Centeret skulle have tid til markedsførings-arbejdet.

Den 22. maj 1992 meddelte Evald Nielsen på et betyrelsesmøde, at han af private årsager blev nød til at trække sig som formand, hvorefter bestyrelsen konstituerede sig med Svend Åge Andersen som formand, mens Evald Nielsen accepterede at fortsætte i bestyrelsen, da Løkken Turistforening i slutningen af maj 1992 opfordrede bestyrelsen til at indrette centret til ferieophold i juni-juli-august, trådte Povl Søndergaard Nielsen til, og under stort arbejdspres fik han – ikke alene centret gjort modtager klar for gæster, men gennem sommeren tog han også arbejdet med at betjene de mange gæster. Centret er nu endelig klar, og markedsføringen har medført reservationer for 1993.

Kilde VT. 20.09.1992

Vrensted Aktivitetscenter

10 foreninger køber plejehjem i Vrensted

Ny aktivitet i de gamles hjem – Vrensted Alderdomshjem

VRENSTED: Turister kan lide at opholde sig på Vrensteds tidligere plejehjem, der nu hedder Vrensted Aktivitets Center.

Tallet for sommerens overnatninger siger 1000 på en måned. I januar 1990 var det slut med beboere på hjemmet, og den store bygning stod derefter tom som et hult spøgelse.

10 foreninger fra Vrensted dannede en fond for et år siden med det formål at bringe livet tilbage til huset fra 1957. Idræts-, Husmands-, Pensionist og Jagtforeningen i Vrensted står bag, sammen med Vrensted 4H, idrættens støtteforening, Vendsyssel Husholdningsforening, Vrensted Ungdomsklub, Lege-ringen og Vrensted Husholdningsudvalg.

– Efter at vi havde besluttet at købe af kommunen, stod kreditforeningen af. Heldigvis fandt vi midler hos Løkken Sparekasse og EFs fiskerifond. Vi købte bygningen for 300.000 kr., og midt i juni rumsterede håndværkerne rundt, fortæller Povl Søndergaard Nielsen, der bestyrer byens aktive center.
Turistbureau har uddelt reklamer om stedet, og Povl Søndergaard Nielsen har været ude med sedler.

– Alt gik så stærkt, og sæsonen var godt i gang, da vi kom til. Derfor nåede vi ikke at gøre tilstrækkelig opmærksom på os selv. Næste år satser vi mere på reklame og plads i guider, siger Povl Søndergaard Nielsen.

De første bekymringer gik på, om turisterne kunne lokkes de fem kilometer fra Løkken ind i landet til den lille landsby med købmand, bager, skole, fodboldbaner, rideskole og 350 beboere. Familier med mindre børn vil godt dreje fra i Løkken og køre mod fred og ro i Vrensted.

Prisen for en nat i centrets nyindkøbte køjesenge lyder på 250 kr. for en familie på fire. Maden skal de selv sørge for, og stedets køkken er flot

udstyret. Alt fra æggebægre til pander og gryder er nye. 300.000 kr. er brugt på at købe nyt og lave om.

Senge og stole i lyst træ fylder værelserne. Møblerne i opholdsstuen er også nye, men lysekronerne fra de gamles tid hænger der stadig sammen med Skovsøen på væggen.

– En nat sov 58 gæster her. Normalt er stedet beregnet til 50. Værelserne ovenpå er vi først ved at få sat i stand nu, men de blev også brugt, når der var mange gæster, forklarer Povl Søndergaard Nielsen, der har haft en arbejdsuge på mere end 37 timer og siger, at det hører med, når de skal have det til at køre.

Nu er det igen hverdag og turist-sæsonen forbi. En lokal håndværker arbejder ovenpå i det ene badeværelse. Bestyreren har været i gang med hvid maling og dækkende strøg ovenpå. Men nu er der ikke mere at lave.

Hvad han nu skal rive i afhænger helt af aktiviterne på centret, der indtil videre passer sig selv.

– Jeg går hjemme ved lillemor, men er ansat igen, når der forhåbentlig sker noget til vinter, siger han, der har har lært en del svensk i løbet af sommeren.

Uden for sommertiden er det meningen, at centret skal fyldes af sportsklubber på træningsophold, lejrskoler og de lokale foreninger.

– I kælderen vil vi gerne have værksteder til foreningerne og omklædningsrum til sporten.

Holdene kan bruge fodboldbanerne ved skolen, lyder det fra centerlederen, indfødt og med flere kasketter på. 57 Han er kasserer i idrætsforeningen og i gang med er sin tredje periode i kommunalbestyrelsen. I den forbindelse er han også formand for kulturudvalget.

I politiker-rollen siger han om centret: De mindre samfund har brug for borgernes engagement og sammenhold. Det kræveer en indsats, og den er blevet ydet her i Vrensted. Jeg håber inderligt, at stedet kommer til at køre økonomisk fornuftigt.

Repræsentanter fra de 10 foreninger udgør Fondens Venner, der mødes for at drøfte mulighederne med stedet og deres ønsker. Vennerne kan give råd videre til bestyrelsen.

Vrensted AktivitetsCenter 2

Kilde: VT/Nordjyske juli 1992

Vrensted Aktivitets Center indvies juli 1992

VRENSTED:

Det nye Vrensted Aktivitets Center, som er indrettet i byens tidligere Alderdomshjem, og som officielt blev meldt klar midt på ugen, har fået en forrygende start.

Her op til weekenden dukkede 32 børn og voksne fra Aalborg-området op i centret for at holde ferie den kommende uge. De besatte hele under-etagen i den moderniserede bygning. hvor der på vandrerhjems-lignende betingelser kan holdes ferie til omkring halvdelen af den overnatnings-pris, som der ellers taget på egnen i højsæsonen.

Ud over de 32 havde et mindre selskab i forvejen lejet sig ind i centret, der har fået de mange ekstra gæster ved en tilfældighed. De 32 havde bestilt plads på en i Sønderjylland, men måtte forleden se sig om efter et andet ferie-sted, fordi der var opstået bygningsmæssige skader i lejren sydpå.

løvrigt kan kommunalbestyrelsesmedlem og kulturudvalgsformand Povl Søndergaard Nielsen, Vrensted,

nu smykke sig med endnu en titel. Nemlig center-leder. Han er blevet udpeget til at være daglig leder af det nye center i Vrensted.

Fonden, der er oprettet af en række lokale foreninger, med det formål at skabe aktiviteter i bygningen har nu indrettet den med 8 store, lyse værelser i stueetagen, 7 på første sal, et stort køkken og 4 tekøkkener. Desuden er der fortrinlige toilet- og badeforhold, en stor spisestue, opholdsstue, åben/overdækket terrasse samt dejlige udenoms anlæg.

Det er tanken, centret skal drives som udlejning for turister i sommerperioden, desuden træningsophold for fodbold-og håndboldspillere. Man har allerede nu aftaler med idrætsanlæg, ridecenter, svømmehal m.v.

Ejendommen som er et moderne vel indrettet feriecenter drives under navnet ”Vrensted Ferie Center”

 

Kilde. VT 28.02.1994

 

VRENSTED: Vandrerhjems-funktionen blev i 1993 den største aktivitet hos Vrensted Aktivitets Center, det forenings-ejede center, som er indrettet i det tidligere alderdomshjem i Vrensted. Men ikke alle intentionerne for drifts-året er blevet opfyldt.

Det fremgik klart af den beretning, som centrets formand Svend Aage Andersen afgav på den årlige generalforsamling. Trænings-ophold for sportsfolk har kun delvist opfyldt forventningerne. Belægningen har kun været halvdelen af den forventede, men der arbejdes på at forbedre den kommende sæson. Det har også knebet med at få fyldt op ved lejrskole-opholdene, men de besøgende har været yderst tilfredse, hed det videre i beretningen.

Svend Aage Andersen understregede, at centret opfylder et stort lokalt behov. Dels som hjemsted for de fester, som ikke har kunnet være i forsamlingshuset, dels som overnatningssted for gæster til Vrensted-familier. Desuden er centret i vinterhalvåret hjemsted for legestue, ungdomsklub og 4H, og der har været åbent husarrangementer med en række aktiviteter, bl.a. for pensionister.

Der har i årets løb været 2600 overnatninger foruden de nævnte aktiviteter. Men der har været stilstand i lange perioder, og der har været store etableringsudgifter med deraf følgende rentebyrde.

Formanden slog fast, at indtjeningen i år skal øges med 25 procent – og desuden skal der spares. Budgettet viser, at dette er muligt, hed det i beretningen Der blev udtalt tro på og håb om videreførelsen af centret, og dertil også et håb om fortsat opbakning fra foreningerne og beboerne. I modsat fald kan vi jo godt se alternativet. Og det er ganske klart, nemlig at vi ikke selv vil få indflydelse på centrets anvendelse, hed det alvorligt i afslutningen af beretningen.

AktivitetsCentret sælges

Centret har fungeret indtil 2011, hvor det var blevet besluttet at sælge det.

Centret Solgt pr. 01.01.2011. og aktiviteter ophørt.

 

Fonden ændrer  navn pr. 16.10.1999 til Vrensted Aktivitets Center Fonden, som støtter aktiviteter i Vrensted.

Fonden yder støtte til foreninger m.m. i Vrensted.

 

Hvad får man for 589 kr. i dag? Ikke meget. Men i 1938 kunne dette beløb betale en byggegrund. Se lige lidt mere på denne dags dato-seddel!

1178 kvadratalen byggegrund a 50 øre !

Det er Harry Jørgensen, Båstedhedevej 28. Vrensted, der har sendt os den gamle kvittering. Det var hans nu afdøde hustru, Anna Ørnholm, der i 1938 købte grunden, der blev udstykket fra en landejendom tilhørende Harald Mørk. Og her byggede Anna Ørnholm det hus som Harry Jørgensen stadig bor i. Det fremgår af en anden gammel regning som Harry Jørgensen har sendt til Bagsideredaktionen.

Det samlede byggesum for huset beløb sig til 5.713.29 kr. Altså i 1938. I dag er huset vurderet 150.000 kr. juni 1980.

I 1974 startede Vrensted tilværelsen igen,  hvor han flyttede alene ind i Ørnholms minde lige syd for Kirkedammen. Harry Jørgensen var en farverig og flittig person, kendt af mange over hele Vendsyssel, dels som tidligere meddeler til avisen men også som en flittig og meget velformuleret læserbrevsskribent, en af de mest markante under Frit ord i Vendsyssel Tidende men også i københavnerpressen, hvis de trængte til et hip og et ord på vejen.

Harry Jørgensen var altid god for en interessant beretning. Han var et omvandrende arkiv og gennem årene samlede han et rigtigt arkiv af udklip og materiale af lokalhistorisk art.

Harry Jørgensen døde i 1995

 Historier med Harry Jørgensen

juli 2019-jens otto madsen

Om “Meningsfyldt arbejde for 50 år siden” i 1930erne.

Kilde: VT kronik 25.04.1982

Når man læser om den indsats, som regeringen vil gøre for at komme ungdomsarbejdsløsheden til livs- og som vist ikke ret mange tror på vil lykkes, selv om der vil blive givet store offentlige tilskud dertil, og man læser, at det arbejde, de unge skal til at udføre, skal være meningsfyldt og alligevel af en art der ikke ville blive udført, dersom arbejdsgiveren af sin egen lomme skulle betale hele arbejdslønnen, kan jeg, der i dag er 75 år gammel, ikke lade være med at tænke tilbage på, hvordan det var vore arbejdsmænd ude på landet og sommetider var arbejdsløs, for bare 50 år siden.

Dengang ville det have været en hel gullasch tilværelse at være ung og arbejdsløs, dersom der var blevet gjort så meget for at yde hjælp til de unge, som der gøres i dag. Men det var der ingen, der spekulerede på dengang. Var der ikke andet, var det en selvfølge, at de unge tog en helårlig fast plads på en gård. Aviserne var fyldt med annoncer, i hvilke søgtes såvel piger som karle, og årslønnen var for det meste et sted mellem 500 og 300 kr plus kost og logi.

Dersom man i dag bød de unge arbejdsløse en tilværelse, som den formede sig for 50 år siden, sikke en ballade, der så ville blive.

Jeg boede i 1932 i Løkken og var nogle år tidligere blevet gift og var således familieforsørger, og måtte som mange andre tjene til familiens underhold ved at tage arbejde som daglejer rundt om på gårdene i omegnen. Om det arbejde, man fik, var meningsfyldte, og man var glad ved at tage arbejde, selv om daglønnen dengang kun var en meget lille brøkdel af det, en timeløn er i dag.

Når jeg i dag fortæller de unge om, hvordan det var at være ung i i mine ungdomsår, og hvilken løn man fik for den slid, man måtte levere for at tjene til udkommet, tror mange af dem, at det er løgn. Men det er måske kun historien, der gentager sig. Når min bedstefar, dengang var ung, for talte mig, hvordan tilværelsen havde været, da han var ung, var jeg også tilbøjelig til at tro, at det var løgn.

1 1932 var daglønnen for at arbejde ude på gårdene tre og allerhøjst fire kroner, og der var dengang de fleste steder en arbejdsdag på ti timer og seks hele arbejdsdage i en uge. Det med weekend og 40 times arbejdsuge var ikke opfundet dengang, Blev man arbejdsløs, og det hændte ofte, kunne man få tre kroner om dagen i arbejdsløshedsunderstøttelse og kun i 100 dage om året. Opbrugte man på grund af arbejdsløshed disse 100 dage hvert år i tre år, var der ingenting at få det fjerde år.

Min årsindtægt var i 1932 omkring 1000 kr., og med denne skulle man forsørge sin familie. Dette med at tage på udenlandsrejser, og hvad andet der i dag af mange betragtes som en selvfølge at have råd til var fuldstændig udelukket.

Hvad var så det som man dengang kaldte meningsfyldt arbejde! Det var kort sagt alt hvad man blev sat til at udføre. Dengang var der ikke noget, der hed læssegrabbe og – spredere, så i fortiden var det meget almindeligt, at gårdmændene ringede til den lokale fagforening om at få en mand anvist til at læsse møg. Dette arbejde bestod i, at man med en stor greb gravede sig igennem de store møddinger og fik møget læsset på store arbejdsvogne, som med heste som trækkraft blev kørt ud på markerne, hvor det med en møgkrat blev læsset af i møgstak, som man, når man var færdig med at tømme møddingen, kunne gå i gang med, ligeledes med håndkraft, at sprede i et jævnt lag ud over markerne.

Kunstgødning blev også den gang anvendt en de inden for landbruget. Såningen af denne gødning foregik ligeledes uden anvendelse af maskiner. Man fik en såsæk over nakken, fik denne fyldt op med kunstgødning, og så var det bare med at spadsere op og ned ad agrene og sprede gødningen ud. Var agrene fugtige, og det var de ofte i forårsmånederne, var det et mildt udtryk at anvende, at sige at man var godt træt, når man havde travet rundt i en halv snes timer med en såsæk over nakken.

Senere på sommeren blev der arbejde med udtynding og hakning i roemarkerne. Dette arbejde blev for det meste betalt med 25 øre for hver 100 favne roerækker, der blev udtyndet og gjort ren for ukrudt, der skulle arbejdes gennem 1200 favne om dagen for at tjene daglønnen på tre kroner. Var roemarkerne fyldt med ukrudt, måtte der ofte lange og kedelige forhandlinger med arbejdsgiveren for at få denne til at betale en halv snes øre mere for 100 favne udtyndede og rengjorte roer. I den tid, der var arbejde at gøre i roemarkerne, blev dette ret ofte tilbudt i annoncer i aviserne, og blandt annoncerne var en del indrykket af såkaldte roeentreprenører, som søgte arbejdskraft til sukkerroehakning på Lolland. For at tjent så meget som muligt i den tid, udtyndings- og haknings arbejdet i roemarkere stod på, var det ikke ualmindeligt, at en arbejdsmand begyndte med arbejdet kl. fire om morgenen og først holdt fyraften omkring klokken ni om aftenen.

Senere hen på sommeren kom hø bjærgningen, og det var vel nok noget, der kunne få sveden frem, når man på rigtig varme sommerdage blev beskæftiget med at stakke hø, og det samme var tilfældet, når stakkene skulle køres hjem til gårdene og slæbes ind på staldlofterne.

Endelig kom så høsttiden, som medførte, at der blev arbejde nok at få. Det var før mejetærskernes tid og det var kun på enkelte gårde, man havde fået anskaffet selvbindere. Kornet blev de fleste steder mejer med slåmaskiner, og dette medførte et enormt arbejde med at få det bundet i neg. Når negene havde ligget i nogle dage og var blevet tørre, blev de ligeledes med håndkraft slæbe sammen i hobe og indtraf der regnvejr, så hobene blev våde, skulle disse vendes for at blive luftet . Hjemkørslen af kornet fra marken var ligesom arbejdet med hobebjergningen noget, der kunne få sveden frem.

Udover disse arbejder, som jeg har skildret, var der masser af meningsfyldt arbejde, som man som landarbejder ofte kom til at udføre. Der var arbejde med oprensning af grøfer, optagning af roer og kartofler også med håndkraft), tildækning med jord på roe- og kartoffelkuler og meget andet, som det vil være for vidt at komme ind på.

 Om vinteren var det sne kastnings arbejde at få, men det var jo ikke sne hele tiden og kommunerne havde ligesom i dag ofte stort besvar med at finde beskæftigelse til de arbejdsledige, som havde opbrugt den understøttelse, som de kunne opnå gennem arbejdsløshedskassen. Mange kommuner klarede problemet med at sætte skærve slånings arbejde i gang. men i de fleste kommuner blev dette arbejde indstillet, når den værste vintertid var ovre. Dette skete for det meste med den begrundelse, at der ikke var flere penge i kommunekassen, som kunne undværes til sådant arbejde.

• Historier med Harry Jørgensen

juli 2019 – jens otto madssn

 

 

 

 

 

 

 

 

På visitkort med Harry

Harry Jørgensen, 71 år i 1978

En af Løkkens kendte skikkelser. Ikke på grund af nogen særlig! fremtrædende stilling. Han er hotelkarl. Men fordi han er Harry. Slet og ret. Stor og skægget, med ølforklæde og kasket som kendemærker. Malerisk synes byens turister, og snupper et billede. Harry mener nok, han er byens mest fotograferede person. Og ked af det er han ikke.

Kun er han er smule fortrydelig over, at de fleste turister glemmer at sende ham et billede. Man vil jo gerne se resultatet, siger han. For at hjælpe turisternes hukommelse lidt på gled, når de sidder derhjemme med de fremkaldte feriebilleder, har han fået fremstillet visitkort med billede af sig selv, fuldt navn og adresse. Første oplag! er på 2000 styk, så der skulle være nok til sommerens forbrug, mener Harry og fisker et kort frem fra bunken i tegnebogen.

Men Harry vil også gerne snakke. Han spenderer gerne en øl på en snak efter endt fotografering.

– Jo, omkostninger er der da ved det siger Harry. Så det er godt at kunne lægge lidt til pensionen med arbejdet her. Hellere det end alt det her omsorgsarbejde og pjat, de går og laver for gamle folk. Nej, så er det noget andet at gå her og få en sludder og en tår øl med alle de flinke folk, der kommer til byen.

Og Harry er nok en sludder værd. Han kender sin by. Kan fortælle om huset, som nu er blevet til bymuseum. Om sine mange år i Løkken som bl.a. rejsebud til Hjørring og som klunser. I dag bor han i Vrensted, men det er ingen sag at tilbagelægge de seks kilometer på cykel.

– Man er da ikke noget skravl endnu, påpeger han.

Harry er en flittig avislæser. Mest af danske, men også af svenske, selv om det her mest bliver til overskriftlæsning.

– Vil man snakke med folk, må man også følge med i, hvad der sker ude i verden, mener Harry.

Vil turisterne møde Harry, er der et sted, de ikke skal søge. På stranden eller på sandet, som han selv siger. Der kommer han ikke.

– Det skal da være et meget strengt ærinde, der skal få mig til at gå på sandet. Nej, lad turister og andre om det, mener Harry. Og en dukkert i havet. Aldrig. Man har vel badeværelse derhjemme.

•  Historier med Harry Jørgensen

 

Kilde: VT nov . 1979

Dengang der var bumser til

Svend Pedersens artikel i Vendsyssel Tidende søndag den 11. november om bumser på Hjørring-egnen har fået Harry Jørgensen, Vrensted, til at mindes de 14 år, da han som rejsebud fra Løkken var i Hjørring hver søgnedag. Harry Jørgensen skriver:

Jeg kendte flere af bumserne, som Svend Pedersen nævner, og især kendte jeg særlig godt Fattig Laurits, som var en skikkelig og godmodig fyr, men som nok i en rus kunne optræde lidt umanerligt, så politiet måtte tage sig af ham.

Laurits havde sommetider tilholdssted hos et ægtepar, der boede i Skallerup Sogn og kom også enkelte gange til Løkken, hvor jeg nogle gange havde besøg af ham. Om hans endeligt har jeg hørt, at han blev så forbrændt en nat, han havde lagt sig til at sove op mod en varm teglværksovn, at han måtte indlægges på sygehuset, vistnok i Brønderslev, hvor han døde. Nogen nekrolog kom der ikke i avisen efter hans død. Det var der dengang sjældent nogen af hans stand, der fik.

Hvor meget, man dengang regnede Laurits og hans ligemænd for, fremgår af en begivenhed, der fandt sted et par år efter, jeg var holdt op med at være rejsebud:

En af Laurits’ kolleger blev ude på Aalborgvej pakørt af en bil ført af en af Hjørrings kendte borgere. Han blev så alvorlig kvæstet, at han kom på sygehuset. Da bilisten efter på kørslen standsede, og man blev klar over, hvem det var blevet påkørt, udbrød bilistens hustru, der var passager i bilen: – Det var da et held i uheld, at det kun var en bums, min mand kørte på.

 

• Historier med Harry Jørgensen

juli 2019 -jens otto madsen

Kilde: Løkken Folkeblad 1984

Han blev Æresmedlem

Harry Jørgensen, 77-årig debat-ivrig pensionist fra Vrensted, er blevet udnævnt til æresmedlem af Folkebevægelsen for Frie Fagforeninger. Han er endda organisationens første æresmedlem. Udnævnelsen skete på landsmødet i Brædstrup den første og anden september,

Folkebevægelsen for Frie Fagforeninger er en organisation, som vil bekæmpe det, de kalder fagforeningstvangen.

– Jeg har længe haft kontakt med organisationen og sympatiserer med det, den står for. Jeg har i det seneste år hver uge sendt avisudklip fra de nordjyske aviser til organisationen. Det er avisudklip, som fortæller om fagforeningstvang, som f.eks. portør-sagen fra Hjørring, fortæller Harry Jørgensen

Som begrundelse for udnævnelsen skriver Folkebevægelsen for Frie Fagforeninger: Vi vil især fremhæve din store indsats med at samle avisudklip til organisationen og med at skrive mange læser-indlæg om fagforeningstvangen. En sådan aktivitet af en mand på din alder vakte landsmødets begejstrings.

– Jeg er selvfølgelig vældig stolt over at blive udnævnt til

æresmedlem. Det er ikke en titel, jeg får i de andre foreninger jeg er med i, da slet ikke i Vrensted Pensionistforening, siger Harry Jørgensen.

Udnævnelsen kom temmelig overraskende for ham.

Jeg vidste ikke på for hånd, at jeg skulle udnævnes til

æresmedlem. Jeg var godt nok blevet inviteret med til landsmødet. Men hvordan skal en gammel mand på 77, der der lige nok kan komme til Løkken, bære sig ad med at komme helt til Brædstrup, siger Harry Jørgensen

• Historier med Harry Jørgensen

juli  2019 – jens otto madsen

Kilde: VT 9. januar 1986

Harry Jørgensen, Ørnholmsminde, Vrensted, har sendt os følgende ungdomserindringer om en gartneri og landbrugsmedhjælpers tilværelse i Løkken. Harry Jørgensen fortæller:

Ungdomserindringer:

Hvor mange af de unge, der bor i Løkken i dag, tænker mon over, at for bare omkring 60 år siden var meget helt anderledes i byen end det er i dag? Dengang var adskillige af gaderne kun sandveje, og omtrent der, hvor omfartsvejen skiller byen i to dele, var der jernbanespor; om sommeren var det en dagligdags foreteelse at se hotelkarlene fra byens hoteller møde op på den daværende jernbanestation ved næsten alle togenes ankomst for med deres trækvogne eller trehjulede varecykler at afhente gæster, der havde bestilt kortere eller længere ophold på hotellerne.

Øst for jernbanesporene, hvor der i dag er et helt bykvarter, var der inden man nåede op til Aasendrup, ikke anden bebyggelse end stuehuset og ladebygningen til den allerede dengang nedlagte Løkken Mølle, og jordarealerne nærmest jernbanesporene var i brug som gartnerier.

Som 16-årig fik jeg plads hos den endnu levende levende gartner og senere planteskoleejer i Hjørring, Jens Vittrup Christensen, der foruden et mindre landbrug drev et efter datidens forhold ret stort gartneri i Løkken og boede i ejendommen Vrenstedvej 21.

Såvidt jeg husker var min månedsløn som gartneri- og landbrugsmedhjælper – ud over kost og logi – 50 kr.

Jens Vittrup Christensen har for nogen tid siden i et interview, som Vendsyssel Tidende bragte, fortalt hvorledes han ved at anvende kødet fra en ilanddrevet hval som gødning, avlede nogle kæmpeselleri. Dette gav mig anledning til at tænke tilbage og mindes det første år jeg havde i Løkken, hvor jeg kom til at bo i adskillige år.

Året før jeg fik plads hos Jens Vittrup Christensen var der drevet en hval i land på stranden mellem Nybæk og Grønhøj, og den kendte vragfisker Sigurd Damsgaard, der dengang boede i Løkken, fandt ud af, at det måtte kunne give nogle gode penge med at lade hvalen fremvise ved byfester og markeder.

I samarbejde med en bror, der dengang ejede Ny Kallehavegaard, blev hvalen læsset på en lastbil, og ved anvendelse af nogle gamle pressenninger blev et telt rigget sammen, hvorefter de to brødre tog ud på en fremvisningsturné, der så vidt jeg husker startede med godt besøg og presseomtale i Aalborg.

Forevisningsturneen gik godt de første dage, men det varede jo ikke længe inden hvalkadaveret begyndte at gå i forrådnelse og som følge deraf kunne lugtes langt væk. Det medførte, at de to hvalfremvisere blev nægtet adgang til markedspladserne, og så var den fidus ovre. For at slippe af med kadaveret blev det enten solgt eller foræret til Jens Vittrup Christensen, som lod det skære i nogle stykker, der blev stablet op i en stak og dækket til med jord, og da foråret kom blev kødklumperne skåret i mindre stykker og gravet ned som gødning. Hvalkødet lugtede fælt, og nedgravningsarbejdet, som jeg deltog i, foregik altid når der var vestenvind for ikke at få alt for mange klager over stanken. Udover hvalkød anvendte Jens Vittrup Christensen også meget andet organisk gødning i sit gartneri, bl.a. affald fra Løkkens mange fiskepakhuse. Hestegødning var også meget eftertraktet i gartneriet.

Ved Hotel Klitbakken var der en hestestald, hvor omegnens beboere stalde ind, når de var kørende til Løkken, og jeg hentede adskillige læs hestegødning ved den stald og kørte det ud til gartneriet. Jeg husker en lørdag, hvor jeg havde afhentet gødning på hotellet, og for ikke at risikere at køre fast på de to sandveje Houmannsvej og Den Skæve linje valgte at køre over Torvet og videre ad Vrenstedvej. Det med førte en gevaldig – og for mig ubehagelig – ballade. Arbejdsvognen var ikke helt tæt, hvilket nogle vældige striber af gødning lige foran Badehotellet kom til at vidne om. Det passede selvfølgelig ikke ejeren af badehotellet, og han ringede til landbetjenten i Vrå (det var jo længe før en sådan blev stationeret i Løkken) for at anmelde svineriet. Det medførte at jeg i stedet for at få fri om aftenen blev udkommanderet med skovl og kost for at rengøre Torvet for den spildte hestegødning.

• Historier med Harry Jørgensen

juli 2019-jens otto madsen

• 
• Harry Jørgensen – hvem var han ?
• Sådan var det af være karl på landet i 1920erne
• Vagabondernes Bedstefar
• 80 årig smidt ud af rutebil
• Vagabonden der døde i havehuset
• En kok i Vrensted
•  Ungdomserindringer
• Han blev æresmedlem
• Dengang der var bumser til
• På visitkort med Harry
• Om “Meningsfyldt arbejde for 50 år siden”
• De grunde skulle man have købt nogle flere af

 

 

Kilde: VT juli1968

En mælkekusk og hans hest slutter mange års kørsel.

Henry Nørlev har kørt mælk fra Vrensted mejeri i 24 år, og i 16 år har hans hest været med. Nu indsættes tankvogn.

Siden 1944 har husmand Henry Nørlev, Kongsengene, kørt mælketur for andelsmejeriet „Lykkens prøve” i Vrensted, men nu er der sat to tankvogne ind til at afhente mælken hos leverandørerne, og mælkekuskene er blevet arbejdsløse.

Henry Nørlev er den eneste af mælkekuskene, der gennem alle årene har kørt mælk med hest og vogn. Hans hest „Gamle gule” er 22 år, og i 16 år har den kørt den samme rute til leverandørerne, og daglig transporteret ca. 3000 pund mælk til mejeriet.

Både for Henry Nørlev og hesten, blev det en vemodig afskedstur, men samtidig også minderig, for der blev taget højtidelig afsked alle steder, og som Henry Nørlev sagde: „Nu skal den gule sørme på pension. Den skal have lov til at nyde sine sidste år i fred og ro og trave rundt på græs i stedet for at få ømme ben på asfalten”.

Gennem alle årene har Henry Nørlev været punktligheden selvom hos formanden for mejeriet, Chr. Thomsen, stod der varm kaffe og smørrebrød parat til ham, da de sidste spande var læsset af.

– Nørlev og hans hest har gennem de mange år været præcisionen selv, fortæller Chr. Thomsen. Kun én gang i de 24 år, han har kørt ruten, har han været forhindret i at hente mælken hos leverandørerne, ellers kom han på klokkeslet hver dag, hvad enten det regnede, stormede eller sneede. Ja, der går endda den historie om ham, at han var endnu mere præcis end Løkken-Brønderslev rutens tidligere indehaver, Svend Brix, og det siger en del.

Hver dag mødtes rutebil og mælkemand på samme sted på vejen, men det fortælles, at en skolepige en morgen sagde til Brix:

„Du er forsinket i dag”. ,,Er jeg?” spurgte Brix ..Ja, for Henry Nørlev er to telefonpæle længere fremme, end han plejer, når vi møder ham”.

Må finde noget nyt at se til:

Henry Nørlev fylder 60 år inden længe, men han er ikke til sinds at holde op med at arbejde, selv om mælke-turen nu inddrages.

Jeg må se at få noget at arbejde med derhjemme, og måske af og til ude omkring, siger han. Ganske vist er det meste af jorden til min lille ejendom nu solgt til jordfordelingsnævnet, men foreløbig har jeg nok at se til, og noget viser sig nok.

Det sidste får han sikkert ret i, for han er afholdt og populær, så fremtiden skal nok byde på noget. For ,,Gamle gule“ vil tilværelsen blive rolig og stille. Den vil nok savne sin rute den første tid, men grønt græs og en pension uden seletøj, er nu heller ikke at foragte, så det tegner sig ikke så dårligt for Henry Nørlev og hans hest.

 juli 2019-jens otto madsen

 

 

Kilde: VT/Nordjyske 1972

Den 90-årige Anna Christensen,  Vrensted Østre Hede, fortæller om sit liv som biavler og væverske

Slidstærke håndklæder —

Som 14-årig kom jeg i ni måneders vævelære i Hjørring hos Inger Pedersen, fortæller hun. Om vinteren sad jeg derefter hjemme ved væven, og om sommeren var jeg ude at arbejde. Min far var tømrer hos godsejer Jens Rottbøll, Børglum Kloster, og godsejerens søster, frk, Othilie, gav mig arbejde.

Den normale pris for en alen vævet stof var 10 øre, men jeg havde tænkt på at forlange 12 øre i dette tilfælde. Det sagde min mor nej til, og stor var derfor min glæde og overraskelse, da frk. Othilie spurgte, om jeg var fornøjet med 25 øre pr. alen. Den flinke’ dame uddelte det stof, jeg fremstillede, til fattigbørn.

Gå-på-mod har præget Anna Christensen hele livet. Hun har aldrig ladet sig slå ud af modgang. Da manden døde for ca. 30 år siden overtog en søn gården, og hun byggede nyt hus ved landevejen, hvor hun stadig bor.

Biavl som bijob

Anna Christensen er især kendt for to ting: vævning og biavl. Indtil for ca. tre år siden havde hun biavl som bijob, men med kort tids mellemrum indstillede hun både vævning og honningfremstilling.

– Jeg syntes, jeg skulle til at tage det roligere, fortæller hun, Men væven solgte jeg, fordi den fyldte en hel stue, som jeg ville nyindrette. Det salg har jeg fortrudt en lille smule. Men jeg laver da stadig noget håndarbejde, selv om haven er mit et og alt, og det er en dårlig dag, hvis jeg ikke kommer ud at arbejde der.

Interessen for bier har jeg fra min far. Jeg begyndte på biavlen, da jeg blev gift, og med min mand, Martin Christensen, flyttede ind på Engholm i Vrensted. Ved siden af at hjælpe med landbruget passede jeg mine bier. Der var en produktion på 1000 pund honning om året. En overgang var prisen helt nede på 35 øre pr. pund.

Er De aldrig blevet stukket?

– Mange gange, men jeg tror, det har holdt mig ung. Bistik er bl.a. godt for gigt. Hele livet har jeg også spist store mængder honning, og jeg indleder stadig hver morgen med en kop kogt vand med en skefuld honning. Det er godt for synet, og jeg kan stadig læse avis uden briller.

Engang forærede jeg min datter og svigersøn en bifamilie. Min svigersøn var noget gigtplaget, og jeg tænkte, at han havde godt af at blive stukket nogle gange. Disse bier er i øvrigt de eneste, der nogen sinde for alvor har angrebet mig. Da jeg arbejdede med dem, gik de på mig, og jeg blev stukket overalt. Jeg for ud i stalden og hældte vand over mig for at få dem af. så tog jeg den med ro en halv times tid, hvorefter jeg gik ud til bierne igen.

Anna Christensens bier har været til bedømmelse på allerhøjeste plan: i ministeriet. Det var på et tidspunkt, hvor bipest hærgede. Fru Christensen ville sælge 19 bifamilier til en mand i Rødovre, men det var forbudt at eksportere bier syd for Limfjorden. Efter forhandlinger gav ministeriet speciel rejsetilladelse for hendes bier.

I mange år fremstillede Anna Christensen i hundredvis af håndklæder på sin væv. De har beviseligt været meget slidstærke, idet mange stadig hænger rundt omkring i badeværelserne i Vendsyssel.

På væven har hun også fremstillet gulvtæpper, bordløbere, gardiner m.m.

Jeg tror, det er alle de bistik og honningen, der har hærdet mig og holder mig ung. Sådan siger fru Anna Christensen, Vrensted Østre Hede, 90 år og særdeles ungdommelig. De mange år som biavler har gjort godt.

 

År 1982:

Fru Anna Christensen der bliver 100 år, er en livlig og engageret dame, der går op i tidens problemer. Hun klarer alt i sit store hus og den dejlige have, som er i mønsterværdig stand. Hun slår de to græsplæner som en mis, afstikker bedene, kultiverer jorden og fører en evig kamp mod mosegrisene. Foruden en skøn prydhave, er der en meget stor køkkenhave, hvor den friske dame henter en del af det fornødne til husholdningen.

 

juli 2019-jens otto madsen

VRINGELBY:

Kilde: VT/Nordjyske i 1970 erne

Tekst: Elisa Sloth Olsen Foto: Kurt Bering

Mellem feriebyen Løkken og landsbyen Vrensted ligger Vringelby,

som med sine fem huse vel roligt kan kaldes for landets mindste landsby. Og kunne man det ikke før, kan man det i alle tilfælde om et par måneder, for da river amtet et af husene ned for at gøre plads til cykelstier.

Hermed formindskes Vringelbys indbyggertal fra 11 til 10, idet Anna Heide, 84 år, til den tid flytter til et af Løkken Vrå Kommunes plejehjem.

Anna Heides lille hvide hus med tilbygget stald har dannet rammen om tre børns opvækst og været hendes tilholdssted i de 22 år, hun har været enke.

 

Som 20-årig flyttede hun til Vringelby fra Ingstrup, hvor hun havde tjent på en gård. Hendes mand havde købt en landejendom i Vringelby, men jorden har nu i flere år været solgt fra.

Anna Heide klarer selv den daglige husholdning på gammeldags maner uden nogen form for moderne hjælpemidler. Heller ikke telefon, TV eller radio forstyrrer hendes fredelige hverdag. Det ugentlige besøg af købmanden, en lille tur udenfor i de smukke omgivelser og en snak med naboerne samt besøg af familien er de adspredelser, der bydes på.

 

Tredje generation

En af naboerne er den 80-årige landmand, Marius Mathiasen, der »kun« har boet i Vringelby i 46 år.

Da han i sin tid købte sit stråtækte landbrug, der allerede dengang havde omkring hundrede år på bagen, var der 34 indbyggere i landsbyen, men stadig kun fem huse, for folk havde jo en del flere børn dengang: – Vi var faktisk som en stor familie, fortæller Marius Mathiasen. I dag kommer vi da også lidt sammen. Men flere af beboerne arbejder hele dagen, og kommer her faktisk kun for at sove. Så jeg er glad for, at jeg har min bil, så jeg kan komme lidt rundt og få en sludder. Gennem mit virke i alverdens foreninger i Vrensted kender jeg mange mennesker, og min telefon kimer jævnt tit.

Marius Mathiasen er tredie og sidste generation i Vringelby, da han er ungkarl.

Større by

Men hans mor er vokset op i byen, hvor hans bedstefar havde møllen, der for længst er revet ned. Og via moderens fortællinger fra sin barndom i slutningen af det forrige århundrede, ved Marius Mathiasen, at Vringelby dengang var en noget større by, der lå på hver sin side af to hjulspor, der siden er blevet til Vrenstedvej via gentagne udvidelser og nedrivninger af huse.

Han fortæller: – Møllen var stedet, hvortil alle havde et ærinde, og derfor var der også en smed, en snedker, en skomager, en sadelmager og en kadaverslagter samt en bødker og en høker, hvis varesortiment dog var noget begrænset.

Vejen her var ikke dengang det, vi nu kalder en samfærdselsvej. Det var et par sandede hjulspor, hvor bønderne fra Vrensted og Stenum kom kørende med deres små læs landbrugsprodukter, som de afsatte til skudehandelens købmænd i Løkken, og som disse for en stor del afsatte til Norge.

Hver sin ko

Marius Mathiasen fortsætter: – Vejen var kun få alen bred, og husene var bygget så nær mod vejen som muligt, for der skulle ikke frådses med jorden, da alle gerne skulle kunne holde en ko på den lille plet jord, der hørte til huset. Plantning var ikke noget, man spekulerede på, for det var spild af jord, og det hæmmede udsigten over de flade kærstrækninger ud mod klitterne og havet. Møllen, der lå her, skulle også gerne have blæsten så uhæmmet som muligt, og lå derfor på det højeste sted.

Mølleren – altså i dette tilfælde min bedstefar, fortæller Marius Mathiasen, var dengang en mægtig mand, som det ikke var nogen spøg at blive uvenner med. For så kunne man risikere at få kornet dårligt malet. Han kunne derfor også altid få en mand til at afløse sig i møllen, for det var nødvendigt, den gik i døgndrift på grund af for lidt blæst, og ligeledes ind under jul, da skulle alle nemlig have malet til lager. For om julen måtte møllen ikke gå.

Gik til Mors

Denne friperiode benyttede min bedstefar til besø ge familie på Mors, hvor han stammede fra. Efter juleaften og juledag trak han derfor i sine fedtelæderstøvler og sine vinterklæder, hvorefter han gik hele den lange vej frem og tilbage – selvfølgelig med diverse overnatninger undervejs.

– Nu skal der hjul under folk, når de skal ud på en lægere rejse. Og derfor skal vejbelægningen gøres stærkere, så den kan holde til den tungere trafik. Og derfor skal vejene også være og bredere. Det går så igen ud over de gamle huse og den dejlige beplantning, langs vejen, slutter Marius Mathiasen, mens han sørgmodig betragter de store bunker af fældede træer og buske der nu kanter vejen i Vringelby.

juli 2019-jens otto madsen

Her følger en fin beskrivelse af  Vrensted Idrætsforening, VI af 1937.

Omtalen går fra starten i 1937 og så frem til 1950.

Jeg håber at kunne fremskaffe yderligere materiale om VI samt billeder.

Der må ligge billeder hos nogen, dem er jeg meget interesseret i.

Der er vigtigt at få samlet materiale sammen om dem der har løftet opgaven og fået unge mennesker igang med en sund sportsgren, enten det er gymnastik, håndbold eller fodbold.

Ved klik på linket nederst kommer du til  billeder.

Kilde: Jydsk Fodbold i Fortid og nutid

Det hører til sjældenhederne, at en idrætsforening af VIF’s størrelse har kunnet klare sig med kun fire formænd, selv om den er af relativ ny dato. Det normale er jo, at foreningerne skifter formand lige så regelmæssigt, som den årlige generalforsamling giver mulighed for det, og det kan da heller ikke nægtes, at dette stort set må betegnes som en svaghed i foreningernes organisation. Heldigvis kan man runde dette lille sidespring af med en glædelig kommentar, idet vi gang på gang har stødt på den kendsgerning, at de nuværende formænd tilsyneladende er kommet for at blive i en længere periode, hvilket er ensbetydende med en roligere udvikling og ensartet ledelse, som kun kan være til gavn for idrætten.

Men i Vrensted Idrætsforening var man altså så heldig, at man fra starten fik fat i den rigtige mand. Det skete, da VIF den 4. oktober 1937 blev en kendsgerning, efter at man på et møde havde besluttet at trække samme vej, hvor før i tiden Vrensted Boldklub og Vrensted Gymnastikforening havde optrådt som konkurrenter på det lokale marked. E. Sloth blev den første formand, og Ludvig Jensen, Harald Nielsen, Chr. Steffensen, Kaj Munck Nielsen, Astrid Vittrup og Agnes Petersen fik sæde i den øv. rige bestyrelse.

Med Sloth havde man fået den rigtige leder som i 12 år prægede idrættens udvikling i Vrensted på den allerbedste måde. Han er så ubetinget foreningens dominerende skikkelse. og hans fortjeneste består først og fremmest i at den sportslige udvikling i VIF har kunnet foregå i stille og rolige baner, selv om man stadig har den eftertragtede oprykning til A-rækken til gode. Foreningen blev iøvrigt tilsluttet JBU i 1944 og har været aktiv lige siden. Også i sin turneringstilværelse i B-kredsen har Vrensted Idrætsforenings kurve været støt stigende, I de senere år har kampholdet hørt til mellem rækkens bedste og mest lovende, men det ville være synd at påstå, at heldet har tilsmilet foreningen. Holdet spiller til tider godt, og mandskabets dominerende folk er de fire brødre: Vilhelm, Tage, Verner og Ejner Andersen. E. Sloth nedlagde for første gang sit formandshverv i 1947, da Gunnar Brusgaard afløste ham, men Sloth kom til igen i 1948, og da fulgte en to-årig periode, hvorefter Poul E. Christoffersen blev leder. Den nuværende formand, Haakon Kragh Jensen, blev indvalgt i efteråret 1951, og han har hidtil bestridt hvervet på bedste måde.

 

Omtalen af 25 års jubilæet i 1962

 

 

Den 04.10.1977 fejrer Vrensted Idrætsforening 40 års jubilæum
Kilde: VT/Nordjyske

40 års jubilæum i Vrensted Idrætsforening.

Den 4. oktober 1937 stiftedes Vrensted Idrætsforening. Allerede tidligere havde der været dyrket idræt i Vrensted. Bl. a. eksisterede der gennem en lang årrække en gymnastikforening, senere kom en boldklub til, da fodboldspillet begyndte at vinde indpas. Det var disse to foreninger der gik sammen og stiftede idrætsforeningen.

I gamle protokoller får man et godt indtryk af, hvordan arbejdsforholdene var. Gymnastikken var så nogenlunde stillet med forsamlingshusets sal som samlingssted, men fodboldspillet havde trange kår. Der blev først i nogle år spillet på en ujævn åbning i »Præstens Plantage«. Senere blev der lejet en græsmark øst for forsamlingshuset.

Omkring 1960 fik foreningen tidssvarende forhold på den nye skoles stadion og i dens gymnastiksal.

Udviklingen gik hurtigt videre. I 1968 blev der bygget klubhus ved skolen, hvilket var et stort fremskridt efter brugen af små rum i kældre og udhuse. I dag er pladsforholdene både i klubhuset og på banerne allerede for små og utilstrækkelige. Medlemstilslutningen er så stor som aldrig før. I ungdomsafdelingen er der ca. 160, og hertil kommer en ret stor seniorafdeling.

Der dyrkes fodbold, gymnastik, håndbold, badminton og terrænsport. Det betyder, at de eksisterende få baneanlæg er udsat for meget hård belastning, og klubhusets rammer er forlængst sprængt. Heldigvis har kommunen nu stillet nye og flere baner i udsigt, og der arbejdes seriøst med planer om et helt nyt, rummeligt klubhus. Denne gode udvikling i foreningen skyldes ikke mindst, at der altid har været et stort antal frivillige ledere, som har brugt deres fritid på de unge. Der er også opnået gode resultater, her skal blot nævnes, at pigehåndboldholdet i år opnåede en tredieplads ved DDGUs landsmesterskaber i Fuglsø.

For nogle år siden stiftedes støtteforeningen, som har vist sig at være en uvurdelig hjælp. En stor kreds af forældre støtter dels økonomisk, dels ved at medvirke på forskellig vis, bl.a. med kørsel af ungdoms- og børneholdene.

Idrætsforeningens skiftende formænd har været følgende landbrugsmedhjælper Eigo Sloth, Hundelev, Håkon Krag Jensen, malermester i Skallerup, købmand Poul E. Christoffersen, Hasseris, maskinarbejder Knud Svenningsen, Fyn. landmand Poul Hansen, Løkken, fængselsbetjent Svend E. Mørk, Vrensted, købmand Erik Jensen, Frederikshavn, vognmand Kaj Andersen. Vrensted, tømrer Kaj Svenningsen, Vrensted, maskinabejder Børge Svenningsen, Ingstrup, elektriker Aarle Nielsen Vrensted, administrationschef Kristian Andersen, Skive, sparekasseassistent Ole Bækgård, Fyn, murersvend Kjeld Pedersen, Brønderslev, og den nuværende formand, lagerarbejder Poul Søndergård Nielsen, der har været formand i fire år, men endvidere har haft formandsposten i syv år tidligere.

Selve jubilæumsfesten er arrangeret til lørdag aften i for samlingshuset med middag og dans.

 

 

 

• Vrensted Idrætsforening – billeder

 

Lilly Hyldgaard Nielsen, tidligere  landmandskone på gården “Koldbrolund”, Kongsengene, Vrensted, gør som sin mor gjorde allerede i 1939. Hun foretog i 1983 en rejse til USA  for at besøge søskende og familie. Dog foregår rejsen nu med fly,

hvorimod moderen i 1939 sejlede til Amerika med dampskib. (Flere historier kan læses ved klik på link nederst)

Lilly Hyldgaard, født i 1913 i Horsens Hammer sogn, er opvokset på gården ”Søndergaard” i Åsendrup, sammen med sine 11 andre søskende.  Hendes mor og far flyttede til “Søndergaard” i 1916, da de købte denne ejendom, efter at de havde solgt en ejendom i Langholt, som faderen havde overtaget efter sinke forældre.
Faderen døde i 1923 kun 59 år gammel og efterlod sig kone og 12 børn. Moderen døde i 1951 i Vrensted.

Lilly’s ægtefælle:

Anker Elmer Nielsen, født i 1909 i Vrensted sogn, er opvokset på Åsendrup Kær, Vrensted i en søskendeflok på 4
Faderen drev en mindre ejendom og havde lidt arbejde ved siden af om sommeren med kreaturpasning.
Anker E. Nielsen døde i 1970 blot 61 år gammel.

Lilly og Anker blev gift i Vrensted Kirke i 1935 og etablerede sig på Kongsengene på ”Koldbrolund” som de købte også i 1935.

Efter Anker Nielsens død i 1970 drev Lilly gården videre indtil 1976 hvor den blev  overdraget til en søn. Ejendommen er i dag solgt og lagt sammen med en anden ejendom.

De sidste mange år boede Lilly i hus på Stationsvej 2 i Vrensted, indtil sin død i 1999.

Tre af Lilly’s søskende var som helt unge emigreret til USA og ligesom sin mor, som i 1939 – hvad måske ikke var helt almindeligt dengang – foretog en rejse til USA med Dampskib, for at besøge sine børn, havde Lilly også ønske om at besøge sine søskende og familie i USA.

Hun besluttede sig derfor til, at foretage en rejse til USA for at møde sine søskende og familien og sammen med sin niece Alice Olsen fra Stenum, som også havde noget familie, der var emigreret til USA som unge. De var klar til at rejse i slutningen af maj måned 1983.

Den 29. maj 1983 var kufferten pakket og de to rejsefæller var rejst til København, hvorfra de med fly påbegyndte rejsen til USA.

Lilly Hyldgaard Nielsen har ført en dagbog som gengives her.

Mandag den 30. maj 1983:

Ja så kom vi efter en god flyvetur til USA over til søster Inger. Vi havde en god rejse.

Tirsdag:

Jeg gik i gang med at skrive brev til Danmark og lidt over middag kom bror Lars efter os. Vi skulle ud på kirkegården og se gravstederne. De er noget anderledes end på vores kirkegård. Der er kun græs, men det ser jo også pænt ud. Nogen gør jo meget ud af det og andre gør det ikke, men det er jo ligesom hjemme. Herefter kørte vi ud til Lars’s datter Charlotte for at drikke eftermiddagskaffe. Hun havde et dejligt hus. Aftensmaden spiste vi hos Lars som også har er dejligt hus. Begges huse er jo nyere end søster Ingers hus. Hos Lars spiste vi noget kogt kød, ja det var af gris og så kartoffelmos. Dertil var der grøn salat og det er så krydret, men det er ikke noget de gør så meget ud af, som vi gør hjemme. Vi var så mange. Charlotte og hendes mand Wesley og to børn og så kom svigerinden Ethels bror og hans kone.

Onsdag:

I dag har vi været ude at køre. Charlotte kørte med os. Vi var ude i den største forretning i Omaha. Vi kørte ved 9 tiden, men der var også langt der ud. Der var så meget at se på, men vi fik ikke købt noget udover nogle postkort, som jeg nu vil skrive på til jer. Vi gik rundt der til kl. 14 hvorefter vi vi spiste der. Vi fik noget kyllingesalat. Turen hjem varede et par timer og vi var hjemme ca. kl. 16. Aftensmaden skulle vi spise hos Charlotte og her fik vi kalvekød og kartofler og en marineret salat og til dessert fik vi frugt og så kaffe. Så så vi film hele aftenen. De rejser jo så meget og så var der jo også en del film fra Danmark. Vi var hjemme hos søster Inger kl. 23 og så på hovedet i seng.

Torsdag:

I dag har vi været hjemme hos søster Inger hele dagen. Om formiddagen var vi ude at gå. Inger skulle i banken og så var vi oppe for at se det danske Brodersamfund. Vi var inde og se det hele. Det var dansk alt sammen. Vi talte med en mand som arbejder der, og han var så dansk så dansk. Hans mor boede i Hirtshals på Alderdomshjemmet. Han skulle til Danmark nu den 25. juni for at se til hende. Hun er så syg af kræft sagde han. Han havde en søn der var rejst i forvejen, han havde skrevet til ham, at der regnede hele tiden i Danmark.

Fredag:

I dag var vi i den danske by der hedder Elk Horn Java. Der havde været så mange danskere der engang, men det er der ikke mere, men der er stadig danske varer at købe. Møllen der er der, er dansk. Den blev sejlet derover for mange år siden. Vi kunne købe dansk julepynt. Der var meget pænt der.

Lørdag:

I dag har vi været til en stor fest i noget der hedder Kensington. Der var 100 års jubilæum. Der var mange folkedansere fra Hele verden.

Søndag:

I dag søndag har vi været i kirke og der var mange i kirke. Bror Lars kørte os. Vi skulle skrive vores navne i en bog som hører kirken til. Vi bliver taget så godt imod alle steder hvor vi kommer, så snart de hører vi kommer fra Danmark.

Mandag den 6. juni 1983.

I dag har vi været ude at køre igen. Vi var ude at se de flotte forretninger de har her ovre, men man bliver træt af at gå sådanne steder. Jeg kan ikke huske hva de hedder. Vi har også været ved at vaske. Lars har været her og slå græs.

Tirsdag:

I dag har vi været herhjemme. Inger har haft gæster til frokost. Vi var 7. De var så flinke folk. Det var Marie Edelskov, Florence, Niels og Lars. De talte dansk alle sammen. Niels var fra Danmark, så han kunne fortælle så meget. Hans kone var født herovre, men hun talte også godt dansk. Det havde han lært hende. Hun havde også meget familie i Danmark. Det har været en skøn dag.

Onsdag:

I dag har vi været ved at vaske og koge klejner som vi skulle have med op til Jey, og vi fik også snittet rabarber. Vi spiste til aften hos Lars og fik kalkunbryst og så var der ikke mere den dag.

Torsdag:

Så går rejsen så videre med bus til Colorado . Kl. 8 morgen skal vi køre og vi var der ikke før kl. 23, så det var en hård dag. Joyce og Charle var inde efter os. Da vi kom hjem til dem fik vi the og et stykke kage dertil. Herefter skulle vi i seng godt trætte.

Fredag:

Så har vi fredag morgen og vi har sovet godt efter den lange køretur. Vi får til morgenmad cornflakes og kaffe og søsterkage, ja søster Alice får et par ristede franskbrød. Så fik vi ikke mere før til aften. Der fik vi en bolle Jerry havde ristet på grillen. Vi kom nemlig sent hjem, for vi havde været ude at køre, da Jerry kom fra arbejde. Han kørte os helt op i bjergene. Vi kan stå herhjemme hos dem og se dem og der ligger sne på toppen. I kan tro der var pænt deroppe. Vi var meget højt oppe, men der bor mennesker deroppe, hele vejen op ad skråningen. Vi er ude at spise hver dag. Sallie kom hjem, hun har to små piger. Den store hedder Christi og den mindste hedder Charle. Så er der ikke mere den dag.

Lørdag:

I dag har Jerry ikke været på arbejde, så vi kørte også op i bjergene og et andet sted ud. Vi var inde og se så meget og vi fik også købt lidt, men det er så dyrt herovre. Vi var inde og se en Katolsk Kirke. Der er meget pænt ved bjergene og ja vi har næsten kørt over alt. Det går jo op hele tiden, men vejene snoer sig. Vejene er meget gode der oppe og der er lavet store tunneller, de er meget lange og mørke. I dag har vi også været ude at spise.

Jerry kone vil ikke lave mad. Om aftenen kom Salli og hendes mand og børnene hjem for at drikke kaffe.

Søndag:

Så er der igen søndag og vi skal ud at køre igen. Vi var henne at besøge søster Ingers datter Sue, hun bor ikke så langt derfra. De bor alle tre i Colorado. Sue bor alene, hun har mistet sin mand. De havde kun været gift i 2 år. Han var ude at flyve i sin egen flyvemaskine og faldt ned ude i bjergene. De fandt ham først fire dage efter. Hun er ikke så gammel. Vi tog hende med hen til søster Ingers datter Sally. Hun bor ikke så langt fra dem. Vi spiste også der. Vi var hjemme ved firetiden. Så skulle vi have pakket inden vi skulle på Kinesisk restaurant for at spise. Kl. 20 skulle vi til bussen, den gik kl. 21 og så kørte vi hele natten.

Mandag den 13. juni 1983:

Så er vi kommet tilbage til Omaha. Kl var 11 og da var Lars kommet for at hente os. Vi har været ved at vaske nu, for i morgen skal vi til South Dakota. Vi skal køre kl 9, så kommer Lars også til at køre, men det er ikke så langt dertil, det tager kun 5 timer at køre.

Tirsdag:

Lars kom ved 9 tiden og kørte os så op til Margrethe og Chris. Charle ville også med og så kunne de jo skiftes til at køre så at Lars kunne få et hvil. Vi var inde at spise på en lille restaurant og så kom vi til søst erMyrthe kl. 14. Chris var ved at slå græs da vi kom. De har det dejligt. Til aftensmaden spiste vi kalvesteg.

Onsdag:

Så har vi været her hos nogle bekendte Margrethe og Chris den første nat og  vi har sovet godt. Vi har drukket morgenkaffe og ellers været hjemme hele dagen. Verner og Norma kom til aften kaffe.

Torsdag:

Vi har fået morgenkaffe og vi fik snakket om alt fra gammel tid. Ved tretiden kørte Chris og Margrethe med os til Brues, vi skulle ud at se hvor søster min søster Alice havde boet. Om aftenen var vi hjemme.

Fredag:

Det er morgen og jeg tror ikke vi skal ud at køre i dag. Chris skal til mekanikeren og Judith kommer hjem i dag med mand og to børn. Vi har været med søster Myrthe nede i byen i eftermiddag og jeg har købt en ny kjole. Vi kom hjem til aften og vi spiste kylling til aften.

Lørdag:

I formiddag har vi været hjemme og Judith har været ved at bage en kage og røre noget kalvefars, som vi skal have til aften. Om eftermiddagen var vi nede i byen og handle. Judith skulle have nyt tøj. Om aftenen var Myrthe og Chris og Alice og mig ude at gå en tur.

Søndag:

Vi har været i kirke og til middag kom nogle af børnene hjem. Det er fars dag og derfor var vi så mange.

Mandag den 20. juni 1983.

Vi var hjemme hele dagen. Om eftermiddagen var vi ovre at besøge tre søstre som bor sammen lige over for Myrthe og Chris.

Tirsdag:

Der er meget varmt og vi er hjemme. Om aftenen var vi henne ved Norma og drikke aftenkaffe. Vi har også været ude og handle.

Onsdag:

I dag har vi været ude at spise på et Kinesisk hotel. Det var Norma der gav middag. Vi fik en pandekage der var fyldt met grønsager og så en forårsrulle og ris. Det er ikke noget jeg bryder mig om.

Torsdag:

I formiddag har vi været på besøg hos en der hedder Maria Nielsen, hun er fra Vrensted og var født ude på Bådstedhede, der som Rose og Johannes boede. Hendes far hed Svend Holm. Der kom også Anna Holmen, så der blev talt meget om Danmark. De talte begge godt dansk. Om eftermiddagen var vi ude at drikke kaffe ved Emma og Niels. De er også danskere. Niels er fra Ingstrup og Emma er fra Thise. Det er krog Kristians datter. Vi så billeder, der var mange bekendte fra Vrensted. De længes alle efter Danmark.

Fredag:

Vi har været ude at køre hele dagen, kørte langt ud på landet. Der var meget pænt. Vi var ude ved en stor sø, hvor Verner og Norma har sommerhus. Det hed Volga der hvor vi kørte. Markerne stod godt. Om eftermiddagen kørt vi ud til noget som hed Point West, der var et gammelt museum. Om aftenen kom Sindi og hendes kæreste.

Lørdag:

Har vi været hjemme hele dagen. Børge og Hans kone kom en tur.

Søndag.

Vi har været i kirke. Det er meget hyggeligt. Om eftermiddagen kom nogle af børnene hjem.

Mandag den 27. juni 1983.

I formiddags kom Roy hjem, men han skulle skynde sig på arbejde. Så fik vi ham at se. Han ville gerne se os. I eftermiddag har vi været ude at køre. Vi kom langt ud på landet. Det hed vist West.

Helt præcist husker familien ikke hvornår Lilly og niecen kom tilbage til Danmark, der mangler en slutning på dagbogen, som beskriver de første fire uger, men de fortæller, at deres mor fortalte om den store oplevelse med stor begejstring og glæden ved at have genset og mødt både søskende og familie i USA.

Herunder andre historier om familien Hyldgaard Nielsen, Vrensted

• Rejsen til USA i 1939 – Birgitte Hyldgaard Pedersen, Vrensted
• En børnerig familie – Familien Hyldgaard Nielsen, Kongsengene, Vrensted
• En 50 års fødselsdag og et sølvbryllup – gæster er næsten hele sognet

juni 2019-jens otto madsen

Det var helt almindeligt i sognet, at når der var noget der skulle fejres, så indbød man næsten hele sognet med til fest, det var også tilfældet hos Lilly og Anker Nielsen,  “Koldbrolund”, Kongsengene, Vrensted. år 1959 eller 60.

Lilly og Anker Nielsen var kendte personligheder. Anker Nielsen havde sæde i mange bestyrelse, var vurderingsmand for Kreditforeningen og sad i det daværende sogneråd for Vrensted-Thise Kommune. Lilly var hjemme for at passe de mange børn, der kom 12, og hun tog stor del i arbejdet på gården, ligesom børnene måtte hjælpe til med forefaldende arbejde.

Med tilladelse fra børnene vises her en kavalkade af skønne billeder af mange af sognets beboere. Jeg har kun påført billederne navne på de personer jeg kender og kan huske. Modtager gerne tilføjelser.

Dog startende med et skønt billede af mor Lilly med alle sine 12 børn

Anker E. Nielsen’s 50 års fødselsdag i 1959 som blev holdt hjemme i laden

 

 

Herunder billeder fra Lilly og Ankers sølvbryllup i 1960 i Vrensted Forsamlingshus hvortil endnu engang det meste af sognet var indbudt. Det var meget almindeligt at man dengang holdt så store komsammen, det var familien, naboerne, forretningsforbindelser og andet godtfolk fra Vrensted

 

 

 

• En børnerig familie – Familien Hyldgaard Nielsen, Kongsengene, Vrensted

Familien Lilly Hyldgaard Nielsen og Anker E. Nielsen, ”Koldbrolund”, Kongsengene, Vrensted, der fik 12 børn

Lilly Hyldgaard, født i 1913 i Horsens Hammer sogn, er opvokset på gården ”Søndergaard”

i Åsendrup, sammen med sine 11 andre søskende.  Hendes mor og far flyttede til “Søndergaard” i 1916, da de købte denne ejendom, efter at de havde solgt deres ejendom i Langholt som faderen havde overtaget efter sine forældre.
Faderen døde i 1923 kun 59 år gammel og efterlod sig kone og 12 børn. Moderen døde i 1951 i Vrensted.

Anker Elmer Nielsen, født i 1909 i Vrensted sogn, er opvokset på Åsendrup Kær, Vrensted

i en søskendeflok på 4
Faderen drev en mindre ejendom og havde lidt arbejde ved siden af om sommeren med kreaturpasning.
Anker E. Nielsen døde i 1970 blot 61 år gammel.

Lilly og Anker blev gift i Vrensted Kirke i 1935 og etablerede sig på Kongsengene på ”Koldbrolund” som de købte også i 1935.

Ejendommen var på 12 ha, som de efter købet, ved flid og dygtighed formåede at udvide flere gange.

Gennem de næste mange år kom der en stor børneflok. Ikke mindre end 12 børn kom der til på 22 år alle er nævnt herunder:

Lilly og Anker E. Nielsens fik 12 børn som alle er nævnt nedenfor:

 

Ingrid Hyldgaard Nielsen f. 1934 d. 2003 var bosat i Hirtshals. Hun blev tidligt gift og bosatte sig i Hirtshals med sin mand.
Her er 5 børn

Ella Hyldgaard Nielsen f. 1935 d.2018. Hun blev gift og bosatte sig i Gunsølille, hvor de havde et landbrug.
Her er 3 børn

Henning Hyldgaard Nielsen f. 1937. Han blev gift og er bosat i Vrensted. Han bestyrede en stor minkfarm i Løkken.
Her 4 børn

Ole Hyldgaard Nielsen f. 1938. Han blev gift og er bosat i Vrensted. Han var chauffør og kørte gennem mange år med minkfoder.
Her er 2 børn

Grethe Hyldgaard Nielsen f. 1939 er bosat i Vrensted. Hun blev gift med en landmand. De etablerede sig med en ejendom på Kongsengene.
Her er 4 børn

Lis Hyldgaard Nielsen f. 1944. Hun blev gift og de bosatte sig i Skøttrup.
Her er 3 børn

Karen Hyldgaard Nielsen f. 1972. Hun blev gift og de bosatte sig i Hirtshals.
Her er 3 børn

Aksel Hyldgaard Nielsen f. 1948. Han blev gift og var bestyrer af en minkfarm i Hørby.
Her er 2 børn

Bodil Hyldgaard Nielsen f. 1951. Hun blev gift og er bosat i Nr. Halne.
Her er 4 børn

Svend Hyldgaard Nielsen f. 1953. Han blev gift og er tømrer og er bosat i Løkken.
Her er 2 børn

Børge Hyldgaard Nielsen f. 1954. Han er gift og nu bosat i Løkken. Han har tidligere drevet et landbrug i Åsendrup.
Her er 3 børn

Birgit Hyldgaard Nielsen f. 1956 . Hun er gift og bosat i Hjørring. Hun er uddannet pædagog.
Her er 2 børn.

Anker Nielsen var en udadvendt person og som ung landmand vandt han snart stor respekt på egnen og han fik gennem årene adskillige tillidsposter. I mange år var han medlem af Vrensted-Thise Sogneråd,

vurderingsmand i Jysk Husmandskreditforening, havde forskellige formands- og bestyrelsesposter indenfor husmandsforeningen, mejeri og- andelsforetagender.

Den store børneflok voksede op i et trykt og varmt hjem og de fleste af børnene har været vant til, at skulle give en hånd med i det daglige arbejde på gården. Der kørtes en mælketur til Vrensted Mejeri og den fik de ældste af drengene lov til at køre.

Efter Anker Nielsens død i 1970 drev Lilly gården videre indtil 1976 hvor den blev den overdraget til en søn. Ejendommen er i dag solgt og lagt sammen med en anden ejendom.

De sidste mange år boede Lilly i hus i Vrensted, indtil sin død i 1999.

Hun oplevede at se alle sine børn komme godt i vej. Desuden oplevede hun at se sine 38 børnebørn og 45 oldebørn.

Lilly var en gæstfri og afholdt kvinde, som havde mange besøg af venner og familie genne årene, samtidig deltog hun i aktiviteter i Vrensted.

Lilly Hyldgård Nielsen, blev enke i 1970.

I Vendsyssel Tidende kunne man læse:

Min kære mand, vor gode far, svigerfar og bedstefar, Anker Elmer Nielsen er stille sovet ind.
Vrensted d. 12 november 1970.
Lilly Hyldgård Nielsen,
Børn, Svigerbørn og børnebørn.

Begravelsen foregår i stilhed fra Vrensted kirke lørdag d. 14 november 1970 kl. 14.

Senere kunne man læse:

Vurderingsformand Anker Elmer Mielsen er død, 61 år. Allerede som ung landmand, vandt han sig hurtigt en position på egnen, var bl. a. i mange år medlem af Vrensted- Thise sogneråd, formand for Husmandsforeningen og havde bestyrelsesposter i mejeri-og andre andelsforetagender. I mange år var han vurderingsformand i Jydsk Husmands Kreditforening.

Om sin barndoms minder har Lilly nedskrevet følgende og fortæller :

Ja, jeg vil prøve om jeg kan drage lidt frem fra jeg var barn, måske I kan have glæde af det engang, jeg har kun gode og lyse minder. Vi blev ikke overvældet med nogen ting, men med kærlighed. Jeg husker bedst fra den gang jeg skulle begynde i skolen jeg tror det var i 1920, og det var jo d. 1. april dengang, og vi skulle helst kunne de små bogstaver, og også skrive tal og det havde jeg også fået lært. Jeg havde fået ny taske, så jeg var stolt, og mor havde syet nyt livstykke til mig, og det var jeg også meget glad for, vi var jo i lange strømper og skulle have noget at holde dem oppe med. Min kjole kan jeg ikke rigtig huske hvordan så ud, Jeg tror ikke far eller mor var med mig, jeg skulle følges med de store der gik i skole dengang, og vi skulle møde kl. 9 om morgenen, men jeg har aldrig været glad for at gå i skole, for jeg var meget optaget af hvad som skete derhjemme, særlig til julen, det var en meget lykkelig tid, der slagtedes gris og næste dag skulle vi jo lave blodpølser og så ville jeg jo helst være med, jeg ville så gerne holde tarmene. Mor lavede en blodpandekage, og vi skulle også bage småkager, det var virkelig skønt, det var jo ved petroliums lampens skær, eller tælle lys, for vi lavede også lys dengang og bryggede øl, og der skulle også bages rugbrød og sigtebrød i den store ovn, og til sidst kom pebernødderne ind, så stod de natten over, Den 22 december skulle vi helst slagte gæs og ænder, der var altid en 20 til 25 af hver slags, det var et meget stort arbejde, men der kom jo altid naboer og hjalp til, så det gjorde ikke så meget vi var sent færdig, alle var glade og tilfreds, Anine og Niels Jensen, Bagterp kom også d. 22 december, det var jo fars fødselsdag og de blev de også ved med efter far var død. Juleaften oprandt, og det var altid de store der skulle pynte juletræet, vi små måtte ikke se det inden det blev tiden, men vi kunne jo se ind ad nøglehullet i døren, Julemiddagen var jo mest gås eller and, ja vi fik jo også risengrød med hjemmebrygget øl til.
Ja, jeg er vist gået helt i stå med at skrive, så i dag har jeg tid, jer sidder helt alene, så kommer minderne frem, jeg har siddet og læst en god bog, det var også om gamle dage, og det er som jeg har oplevet det fra jeg var barn, så derfor elsker jeg at læse sådan en bog, nå nok med det, jeg blev ikke færdig med at fortælle om min juleaften, da jeg var barn. Vi havde altid et stort jule træ, det skulle helst nå loftet. Vi lavede selv vores julepynt, det bestod af roser, kurve, kræmmerhuse, enle og mange lys, det var meget smukt, men som sagt vi måtte ikke se det før vi var færdig med at spise og vaske op, men så kom det store øjeblik at døren blev lukket op, et væld af lys og stjernekaster kom os imod. Men den højtid der var over juleaften dengang får vi aldrig igen der er ingen der har tid til det, det er bare noget derskal overståes. Vi fik dengang en pakke hver, der bestod af et par strømper og et par bukser, der ud over har jeg engang fået et lille vaskekar og vaskebræt med tøjsnor og klemmer . I dag får de så mange gaver at de slet ikke er glade, nej da jeg var barn, da var det jul, jul er ikke som den har været og bliver det heller aldrig. Ja det var det, men der er jo meget mere jeg kan skrive om fra jeg var barn. Vinteren var virkelig dejlig selv om der var mere vinter dengang end nu om dage, ja vi måtte hjælpe til, både store og små, og det både inde og ude i stald og lade, da skulle vi jo tærske, så da skulle vi jo hjælpe til alle sammen, dem der kunne, Det var det værste vi piger vidste, for vi skulle træde i halmen, vi tænkte tit, bare det kunne gå i stykker, det var jo store grebfulde drengene kunne tage, og der var langt til det inderste af et gulv, og der skulle vi gå od træde det sammen for at der kunne være noget, så vi blev hurtigt træt i benene, men ellers havde vi det hyggeligt om vinteren. Vi sad altid en time i tus mørke, for der skulle spares på petroliumen, det var lykkelige timer. Kl. 5 skulle der laves aftensmad, vi spiste kl. 6 og det var stuede kartofler og flæsk, kogt mælk og rullepølsemad og hvad der ellers var af pålæg, et godt fårelår, vi fik også meget rugbrød med puddersukker og kærnemælk. 

Lilly Hyldgaard Nielsen døde i 1999, der blev skrevet følgende nekrolog i avisen:

Lilly Hyldgaard Nielsen, Sct. Thøgersvej 2,Vrensted, 86 år.
Lilly Hyldgaard Nielsen var født i Langholt, men som barn flyttede hun til Åsendrup, hvor hendes forældre købte ”Søndergaard”. På egnen mødte hun også sin senere mand, Anker Nielsen.
Da parret blev gift i 1935, købte de et husmandssted på Kongsengene. Her hjalp Lilly Nielsen i mark og stald, og hun sørgede for, at de 12 børn, der efterhånden kom til, fik en tryg og god opvækst. Da Anker Nielsen kom i sognerådet og tillige blev vurderingsmand, fik Lilly Nielsen endnu mere at se til derhjemme.
I 1970, da Lilly Nielsen mistede sin mand, blev hun boende på ejendommen, og ved sønners hjælp drev hun den videre. I 1978 afhændede hun gården og købte hus i Vrensted. Også her faldt hun godt til og tog del i mange lokale aktiviteter. Hun var en flittig gæst i pensionistforeningen, og hun lærte at male på porcelæn.
Allerbedst befandt Lilly Nielsen sig dog, når hun kunne samle den store familie.
Hun var familiens samlingspunkt
Hun efterlader 12 børn, hvoraf de 11 bor i Nordjylland og én boede på Sjælland, samt 38 børnebørn og 45 oldebørn.

• Hun gør det samme som sin mor – Rejsen til USA i 1983
• En 50 års fødselsdag og et sølvbryllup – gæster er næsten hele sognet
• Lillys mor – Rejsen til USA i 1939

juni 2019-jens otto madsen

Om Birgitte Kirstine Mathilde Pedersen af hendes skudsmålsbog fremgår :
at hun er døbt 26 dec.1875 og efter udskrivning af skolen confirmeret i Hammer kirke d. 6 oktober (16. søn. e. Trin.) 1889. Ess. 30,15 Underskrevet Horsens Præstegård 0. Boeck, sognepræst. 8.10.89. Videre står der: Meldt afgang fra Hammer til N. Sundby Sogn d. 1/11 93. H. Christensen, Sognefoged. Meldt tilgang. N. Sundby 5/11 93. E. Nielsen. Birgitte Christine Mathilde Larsen er fæstet hertil fra 1 Maj 1896 til 1 November samme år som ene pige for løn 55 kr. H. 01 sen, Nørre Sundby. Birgitte Larsen har tjent hos undertegnede fra 1 maj til 1 nov. d. 8. N. Sundby d. 1/11 96 I. F. Olsen. Meldt afgang til Hammer sogn, N. Sundby d. 3/11 1896. E Nielsen. Meldt tilgang til Hammer Sogn 4/11 96. 11. Christensen, Sognefoged.

Hun blev i 189? gift med Jens Hyldgaard Pedersen. De kom til “Søndergaard” i Åsendrup ved Vrensted i 1916, fra en gård i Langholdt som Jens Hyldgaard Pedersen havde overtaget efter sin far.

De fik sammen 13 børn, hvoraf 1 barn døde et halvt år gammel.

Jens Hyldgaard Pedersen døde i 1923 kun 59 år gammel. Herefter drev Birgitte Pedersen gården videre bl.a. ved børnenes hjælp indtil 1944 hvor den blev solgt.

 

TUREN TIL AMERIKA:

En spændende fortælling om en rejse til U S A i 1938 , fortalt af Birgitte Hyldgaard Pedersen.
Hun har tidligere boet på gårdene ”Søndergaard” og et hus i Vrensted og senest på ”Roden” i Åsendrup,Vrensted hos en søn.

Hun besøgte en datter og søn der havde bosat sig i USA.

REJSEN TIL U S A

I 1938 gjorde Birgitte Kirstine Mathilde Larsen, f. 1875 d. 1951 en rejse til U. S. A.
Af hendes pas, der er udstedt d. 22 april 1938 fremgår det at hendes bopæl er Løkken, vækst : middel, hår: blondt, øjne: 5.18.
Passet er stemplet: Uppvisat vid avresan d. 16 maj 1938. Folisen i Gøteborg. Admitted at Nev York, N. Y. on may 26 1938, under paragraph 2, section 3, immigration att. of 1924 for 6 mo. Immigrant Inspektor. Indrejst den 18 dec.

1938 København. I paskontrollen. I hendes dagbog kan læses:
Onsdag d. ll maj ankom jeg til København med damper, og jeg sov fra det hele og Thoral og Inga kom til damperen efter mig, og vi kørte lige ud til Thoral og Elna, frokosten stod på bordet da vi kom og Inga var med her ude. Så om eftermiddagen fulgtes Inga og mig på kontoret til Jakobsen og han kørte med mig på konsulatet og på det Svenske American Line kontor og alt blev ordnet på bedste måde og så kørte Jakobsen mig ud til Thoral igen.
Vi spiste til middag en dejlig hønsekødsuppe og sovs og kød. Elnas søster og svoger var her og sidste sammen med os, og vi havde en dejlig tid sammen, vi drak kaffe og kage og så gik vi i seng, og jeg sov så godt og rolig og er så glad og taknemlig for alt godt. Alle beder lige hilse mine kære børn hjemme, dermed slutter jeg for idag.

Torsdag den 12 maj.
Ja så har jeg været her en dag og idag kom Marius og Tante og Kristine og en dame til og vi kørte så ud til Tante og fik kaffe og æbleskiver og anden fin kage, og så spiste vi til aften, vi spiste koteletter her ved Tante og så var vi ved Kristine og drak kaffe, og så sov jeg hos Tante om natten og sov så godt det var en lyst. Så dejlig som Tante hun bor og så hjemligt og skjønt, I kan tro det er flot herude, store flotte haver og fuld udsprungne træer, og deres villa er flot, vi havde vel nok en hyggelig aften. Inga er hos mig hele tiden hun forlader mig ikke, imorgen skal hun så komme og følge mig ud til Thoral vi skal jo så køre med sporvognen, for der er så lang afstand imellem at det ikke er til at gå.
Fredag den 13 maj.
Ja idag var Inga og mig på farten igen, jeg sov jo så ved Tante og så kom Inga og hjalp mig ud til Thoral, han er jo ikke på arbejde idag så vi skal jo være sammen nu han er hjemme, og så var vi oppe ved Olga og drikke kaffe, så hjem og spise til aften, vi spiste bøf og rabarbergrød, men så blev jeg dårlig om natten, men så skulle jeg jo rejse ud til Tante om søndagen igen. Ja kære børn, det kan jo sagtens gå, når jeg er hos Thoral, de har jo et dejligt hjem, ja nu skriver jeg ikke mere, nu kun kærlig hilsen fra turen.

Søndag morgen 22 maj kl. halv 8
har været dækket rundt 4 gange, vi sidder her begge to og jeg er rask og vel tilpas. Kl. 8 skal vi spise, vandet er så stille ikke så høje søer som i Vesterhavet, men jeg har ingen fisk set og heller ingen damper. Nu tænker jeg i har spist hjemme og har kyllinger fodret. Mine tanker er hos Eder hele tiden, det er forskellig fra hvad jeg er vant til. Kl. er 9 og vi har spist havregrød, mælk, svesker, røræg og mælk, jeg drikker ikke kaffe. Kaffen er ikke til at drikke.

Søndag den 22 maj.
Søndagen havde vi fin vejr og vi fik en fin middag, suppe med gulerødder, peberrødder, flæskesteg kartofler sovs, grønærter, tyttebær og en fin budding, kaffe og kage og så sov jeg til middag, og kl. 4 havde vi gudstjeneste, men på svensk og koncert har vi hele tiden. Til aften spiste vi kalvekoteletter, kartoffelsalat, grønærter, tyttebær, al slags pålæg, som de bærer rundt på store sølvfade og et æble og en appelsin, som jeg ikke kan spise, dem putter jeg i kufferten, og kaffe the, kakao og mælk. Jeg har ingen fisk set men mange dampere, så går jeg iseng og sover godt. Vi har megen tåge men alt vel.

Mandag morgen den 23 maj.
Så har jeg spist min havregrød og mælk og ostebrød og mælk men i kan ikke tænke det slags mad de kan få og fin opvartning. Jeg kan ikke skrive så meget for jeg har hovedpine.
Mandag eftermiddag, ja så har vi spist til middag, en dejlig middag kød suppe og kød i peberrodssovs og gullerødder, kartofler, rabarbergrød og dansk rugbrød I kan tro det ver en mid dag for mig. I aften skal vi i biografen. I eftermiddag var jeg ovre på turist klassen og drikke kaffe og fik en god passiar med Fru Madsen, der er dejligt, det er min fører der inviterede mig, han er et dejligt menneske.

Tirsdag den 24.
Imorges stod vi op kl. 7 og gik morgentur på dækket, der er fin vejjer, søen stille og nu har vi spist fro kost og nu skal vi til at skrive. Ja så har vi spist til mid dag vi fik flæskekød salt og kartofler og stuede kål og alt slags pålæg og kaffe og så havde vi kaptajnen til middag. Ja aldrig har jeg set noget finere, spisesalen var pyntet så fint så jeg aldrig har set noget finere og så fik vi hver sin hat, så komisk så der blev sådan et leve, og så spiste vi suppe, kalkunsteg, kartofler, blomkål, salat og gulerødder, syltetøj og is, så flot så jeg har aldrig set noget lignende, det fineste jeg har.

Onsdag den 25 maj.
Onsdag morgen var jeg tidlig oppe og der var stærk tåge, vi skulle så have været inde i dag, men kommer ikke grundet på tågen, men alt går vel her ombord. Andersen var hos os da mig og Fru Jørgensen gik tur på dækket , det gør vi hver morgen kl. 7 så har vi god a petit til frokost. Ja jeg skulle jo skrive meget mer, men vi skal også tale, nu skal vi jo snart skilles og jeg kan sige at vi har meget at glæde os over og allerførst vil vi takke Gud for en dejlig tur over vandet og så kan vi pakke vort mandskab for god forplejning og dernæst min gode ven Andersen, det er den danske fører, for det gode han har gjort for mig.

12 juni 1938.
Erindring fra Seneca Lake and Watkins Glen N. J. Ja det var altså søndag d. 12 juni, vi bilede dertil og vi gik a mil ind i bjergene inden vi nåede toppen, ja noget så stor slået har jeg aldrig set, der var vand der kom ud gennem bjer gene lige fra det øverste og de tre mil lang, ja der er ingen mennesker, der ikke har set det, der kan forestille sig den storslåede natur . Der var trapper hele vejen og da vi nåede toppen var der en stor forlystelses plads deroppe og så var der plantning oppe på toppen og der var jo ene sten, det hele var så flot så jeg har ikke set noget lignende, men Lars siger at det vand fald er ikke det flotteste, det skal vilop til på søndag. Så da vi gik ned, gik vi igennem skoven, der var ikke slet så langt men vidunderligt, alperoser på begge sider af gangen og det var også naturskønhed og træer så store så vi kunne ikke se til toppen. Derfra havde vi udsigt over hele vandfaldet, når vi stod deroppe og så ned i dybet så var menneskerne kunstdukker, i den stengrube. Da så vi kom ned til bilen, der var en stor parkeringsplads, ja der er millioner af biler, det er ikke i tusindvis, kan I tro, og der er store pavilioner, hvor folk kan sætte sig og spise deres mad, alle har mad med selv, så drak vi kaffe og spiste mad og så tog vi bilen og kørte ind i en park med en stor så, og de biler der var der, er ikke til at beskrive. Der var lystflyvemaskiner, lystsejlere og alt mulig gøgl og hvor folk badede. Ja så kom der regn og så gik vi hjem og havde haft en dejlig dag og kan have dejlige minder fra den dejlige tid fra min Amerika tur.

Erindring fra den 19 juni.
Jeg var ude ved Erling i Mensfield han har jo gartneri, jeg kom der fredag aften, om lørdagen blev Erling hjemme for at vise mig rundt og søndagen var vi på udflugt til Harrison State Fark og havde en dejlig dag, og så kon Lars efter mig om eftermiddagen.

Sommeren 1938 den 3 juli.

Til erindring om udflugten til Kanada og Niagara Falls N.J.
Ja kl. 7 om morgenen kørte Lars, Ethel og Charllotte mig ud i den vide verden, helt op til Niagara Falls, ja et sted så dej dejligt er der ingen mennesker de kan tænke sig, der ikke har set det. Der er loo mil fra Vestfield og da vi kom derud var kl. 2 og så spiste vi af den medbragte mad og kaffe, og så begynd te vi at gå rundt, vi var i en park så vidunderlig, træerne så høje at vi kna? kunne se toppen af dem, og græsplæner overalt. og et vandfald så pragtfuldt, det bruste ud fra klipperne og ned i en flod, og ved kanterne var der sten så store at man ikke kan tænke sig. Et sted i klippen var der lagt bro så folk kunne gå der, men så skulle de have olietøj på og det kunne de leje i pavilionen og så kom de ned med elevator igennem klip perne og kom ud gennem en haf, så regnede der, og der kunne være store regnbuer, ja I kan tro det var smukt, og så var der et klippedrag til , der var mig og Lars nede, ja det var det mest forunderlige jeg så, vi kom ind i en hal, med trapper ned i for hallen og igennem et hjul, og der skulle vi putte lo cent i så så kunne vi gå hen i en anden hal og så kom vi i elevator ned på bunden og så kunne vi gå lige ud, men der oplevede jeg det m mest forunderligesyn, det kan jeg ikke beskrive, så gik vi fra den ene sten til den anden, og vandet strømmede ned, vi så mennesker stå der oppe ved kanten, der var et stort jernrækværk overalt med tråd imellem for faldt en ned deroppe fra var han knust øjeblikkelig. Lars havde fotografiapparatet med og han tog flere billeder deraf, og jeg blev også taget et billede af oppe på de høje sten. Den flod laver de elektricitet af til hele New York State. Kanada var jo på den anden side af floden, der var en bro over, så var vi i Kanada, og de laver jo hele deres elektricitet deraf også, men der var vel nok vidunderligt, og vi kørte lige op ad Buffals , ja den vidunderlighed jeg så der, den glemmer jeg aldrig så længe jeg lever, og så kl 5 spiste vi igen og så skulle vi på hjemturen og det forløb godt uden uheld Det var nogen brede veje, der kan køre 3 biler lige side om side og så så smukt alle vegne, så på en side af vejen kunne der være jernbaneskinner, hvor der var 7 a 8 spor side on side, der kører loo a 20 – 30 vogne i et tog og de er på 20 tons så der er noget at se af alt, ja og så store floder overalt langs vejen og så stenklipper med træer overalt, men overalt er der gode veje men ikke alle lige vejje, så kan vi være oppe på toppen af et bjerg og så nede i en dal, men alle vegne smukt. Ja der så jeg noget af alt, men kun ene naturskønhed så det er en tur er i østen af Amerika , jeg glemmer det aldrig, jeg kan glæde mig over det al tid, når jeg kommer hjem til mit lille land igen og så vil jeg takke min søde dreng Lars for det at han har kørt mig rundt og se alt den naturskønhed og jeg kan glæde mig over at jeg er rask og kan glæde mig over det. Så havde vi 4. juli og da var vi også ude at bile, vi var i Mensfield ved Erling og Gunner og havde en dejlig tur, og om aftenen havde vi fyrværkeri, til minde om den 4. juli, og det var så pragtfuldt så vi havde en dejlig tid.

Søndag 4 december 1938.

Den sidste søndag i Amerika det var ved Lars og vi havde en dejlig dag, Erling og kone, Tom og hans kone og mig, vi spiste andesteg og rødkål, æblekage og kaffe, og så kom Gunnar Rasmussen og hans kone. Så herlig en tid, og alle gav mig dejlige minder med hjem til Danmark, den søndag glemmer jeg ikke, den står i min erindring om min Amerika tur.
Birgitte Hyldgård.

En avisnotits fra U, S. A. lyder:
Fra Løkken, Danmark er Fru Birgitte Petersen kommet i besøg hos sin datter og svigersøn, Mr. og Mrs. Peter Jensen 6018 Frederick St. Før hun kom her havde Fru Petersen besøgt sønnen Lars i Mansfield, I’a. og senere er det meningen hun skal besøge en datter i Bruce S. Dak. Fru Petersen havde en ualmindelig god rejse over Atlanterhavet, og både den og besøget hos børn og børnebørn her er hende til stor glæde. Sikkert også til glæde for hendes pårørende, Mrs. Petersen vil måske opholde sig her i landet et helt år.

En dansk avisnotits:
Mandag d. 4. juni fylder Enkefru Birgitte Hyldgård, Vrensted , 70 år. I begyndelsen af den første verdens krig kom hun og hendes mand Jens Hyldgård fra Langholt til Vrensted, hvor de købte gården Søndergård i Åsendrup). I 1924 døde hendes mand og hun har siden drevet den forholdsvis store gård med dygtighed. I nogle år var en søn bestyrer for hende. For et års tid siden solgte hun gården og købte en villa i Vrensted by. Der er 12 børn i ægteskabet, og de er alle i gode stillinger.

Hendes død bekendtgjordes således:
Det bekendtgøres herved for slægt og venner, at vor moder, svigermoder, bedstemoder og oldemoder, Birgitte Hyldgård Pedersen, født Larsen, idag stille er sovet ind, 76 år gammel.
Roden i Åsendrup, den 21 september 1951.
Børn, svigerbørn og børnebørn.

Senere kunne man læse:
Enkefru Birgitte Hyldgård Pedersen , Roden, Åsendrup er død efter nogen tids sygdom. I 1916 købte hendes mand Jens Hyldgård Pedersen, gården Søndergård i Åsendrup, men allerede i 1923 døde han, og enken sad til bage med en stor familie, 12 børn ialt. Hun drev gården indtil 1944, bl.a. ved børnenes hjælp, og købte en villa i Vrensted by hvor hun boede indtil hendes helbred ikke tillod hende mere at bo alene. Hun flyttede så til sønnen Verner Hyldgård på gård Roden, hvor hun fik en god og kærlig pleje, Birgitte Hyldgård og hendes mand stammede fra Horsens ved Langholt. Hun var en god og flittig kvinde, der efterlader det bedste minde i slægten og blandt vennerne.

Nedenfor historien om datteren Lilly Hyldgaard Nielsen:

• Hun gør det samme som sin mor – Rejsen til USA i 1983
• En børnerig familie – Familien Hyldgaard Nielsen, Kongsengene, Vrensted

juni 2019-jens otto madsen

Endnu en historie fra Povl Stevns, fhv. gårdejer i Stenum og født i Vrensted Præstegaard i 1933.

Et fæstemål i 1949.

”Udvikle sig eller gå til grunde”; sådan udtrykte sagfører A. Olesen sig for over hundrede år siden om erhvervslivets vilkår. Samme citat er stadig aktuelt og vil uden tvivl fortsat være det i tiden fremover. Vi oplever det jo på nært hold i det daglige, hvor små virksomheder må opgive kampen, hvor de små forretninger lukker som følge af udviklingens krav og hvor vi på landet er vidne til, at også større gårde i dag sammenlægges til få og endnu større brug.

Alt er jo efterhånden blevet så effektivt og rationelt, hvilket bl.a. også har medført, at landbefolkningen er skrumpet ind til et minimum. Denne udvikling får mig til at vende blikket bagud til den tid, hvor der var liv på gårdene, hvor karlene og pigerne boede, hvor de var ansatte og hvor de på én uge kunne overkomme tæt på en 2×37 timers arbejdsuge. Turen går derfor tilbage til slutningen af 40rne.

Som 16årig ønskede jeg efter endt realeksamen at få en uddannelse indenfor landbruget og kom derfor i sommeren i 49 ned til min morbror, der drev en gård i Vordingborgs nærhed. Her var jeg indtil 1. oktober, hvorefter jeg tog hjem for at hjælpe far med haven, inden jeg skulle i plads til 1. november.

I oktober lykkedes det mig at få et fæstemål i stand ude hos Else og Niels Østergård, der begge var sidst i 20rne.

Det var en god plads, så det blev med tiden til en tre årig ansættelse. – Ved ansættelsen orienterede Niels Østergård om gårdens størrelse og drift: ”Østergård” var på 70 tdr. l. og havde en besætning på 22 køer + opdræt samt 2 søer og et mindre antal svin, men planer om at bygge til flere, hvilket skete i sommeren 50. . Trækkraften var dengang 2 spand heste samt 1 plag og 1 føl. Endvidere fortalte Niels Østergård, at der desuden dagligt skulle køres mælk fra 6 gårde til mejeriet og at det foregik med en fladbundet vogn på træhjul forspændt et spand heste. – Gårdens maskinpark bestod af de gængse hestetrukne redskaber og vogne, hvoraf den ene var en firehjulet ”Mullerupvogn” på gummihjul. Om denne yndede Niels Østergaard at sige, at det var den første gummivogn, der kom til sognet. – Her skal lige indskydes, at også ”mågbo`ren” var på gummihjul, så vi var da med på noderne.

”Til at løse disse opgaver skulle der ansættes 3 unge mænd (2karle + 1 fodermester) samt en pige til hjælp i huset. Denne arbejdsstyrke blev jeg en del af på følgende ansættelsesvilkår:

Jeg skulle melde mig i pladsen d. 1. nov. medbringende garderobeskab og naturligvis det arbejdstøj, der var brug for. – Jeg skulle dele værelse i ”Østhuset” med de to andre karle. – – I værelset ville der være en kakkelovn, hvori pigen om vinteren ville tænde op kl. 17, så der kunne være lidt lunt, når vi noget senere dukkede op til omklædning inden spisningen. – Vi måtte vaske os i bryggerset og kunne hente varmt vand til barberingen oppe i køkkenet. Middags og aftensmåltiderne indtog vi sammen med familien i spisestuen.

Ved ansættelsen, der gjaldt for det kommende år drøftedes naturligvis også: Arbejdstider samt fritid (eller mangel på samme) og løn. Hvad angår det første, arbejdstider, skal jeg gå let hen over det, da det allerede er omtalt i indledningen.- Fritiden derimod skal have et par ord med på vejen. – Vilkårene var her følgende: Hver 3. weekend var der fri fra lørdag aften til mandag morgen. Den følgende søndag skulle man hjælpe fodermesteren færdig i stalden om morgenen, før man kunne tage af sted og den 3. søndag stod man så selv for pasningen af bedriften. Endvidere blev der givet fri til en tur til Brønderslev marked i september og fridage i forbindelse med højtiderne. Sidst, men ikke mindst, var der jo sommerferien. Der blev først sagt, at det var en uge, men så kikkede Niels Østergaard pludselig op og tilføjede med et smil: ”Ja, du får faktisk 8 dage, for du for søndagen med i begge ender”. – Hvor rørende!

Næste punkt var så det med lønnen, der skulle aftales for hele det kommende år, hvor den ville blive udbetalt med en tredjedel d. 1. maj og resten, – fratrukket det beløb, ejeren havde lagt ud for den ansatte til skat og sygekasse i det sidst forløbne halvår, – til november. Det skal dog her indskydes, at den ansatte året igennem kunne få udbetalt en mindre del af lønnen som forskud, hvis han stod og manglede en skærv. Det var dog mest velset, at man hævede så lidt som muligt i årets løb. Omkring skiftedagen d. 1. nov. var det således et godt emne at tale om, hvor mange penge de forskellige havde tilbage af lønnen til udbetaling. Der var naturligvis stor forskel, for der var jo altid nogle iblandt, der havde ”formøblet” en stor del af lønnen bort i årets løb og det var jo ikke så rart, at blive placeret i den gruppe.

For mit vedkommende blev lønnen for det kommende år fastsat til 1800 kr. + 20 kr. på vilkår, som det hed, og så ville jeg kunne få akkord i roerne, når jeg først havde hakket et vist antal favne til gården. – Selvfølgelig kom dertil både kost og logi, for ellers kunne der jo slet ikke blive noget at ”lægge til side” til engang, man selv skulle ud og købe gård.

Som noget helt specielt fik jeg indføjet, at jeg skulle kunne forlade pladsen den følgende sommer, hvis jeg til den tid ønskede at læse videre. – Det skete dog ikke.

Ved lønudbetalingen 1. november modtog jeg de 200 kr., der var stillet mig i udsigt, hvis man havde været tilfreds med min indsats i årets løb. Samtidig ansatte Niels Østergaard mig som fodermester for det kommende. Det var jo da begge dele et skulderklap, hvis jeg selv skal sige det. Ansættelsesvilkårene blev denne gang nedfældet i en kontrakt, som jeg fik forelagt til godkendelse og godtog med den ene ændring, at jeg for udført arbejde udover det i kontrakten nævnte skulle honoreres med 1.50 kr. i timen i stedet for 1.00 kr. Kontraktens fulde ordlyd er følgende:

Fodermesterkontrakt.

Undertegnede fodermester Povl Stevns og forpagter Niels Østergaard har dags dato indgået fæstemål fra 1. november 1950 til 1. november 1951.

Povl Stevns påtager sig pasning og pleje af besætningen. Malketiden er kl. 5 morgen og 16.45 aften. Povl holder den bedste orden i stalden og holder malkemaskiner og spande rene. Desuden udføres vinduesvaskning hver 14.- dag. Stenbroen og gårdspladsen fejes og rives hver lørdag. En gang ugentlig renses kloakken. Der skal strigles køer og kvier mindst en time hver dag i vinterhalvåret. Malkemaskinen hovedrengøres hver 3. uge.

Povl Stevns deltager i fodermesterkonkurrencen ved Brønderslev og Omegns Landboforenings staldbedømmelse.

Af løn herfor ydes der en grundløn af 2000.00 kr. + 2 kr. hver gang mælken er i 1. klasse (52 uger) 104.00 – + 5 kr. for hver ko, der er garanteret drægtig (efter 6 uger) 125.00 –

+ for 1. præmie i fodermesterkonkurrencen (bedste halvdel) 100.00 –

+ 1kr. i timen for ekstra arbejde og akkord i roerne ca. 500.00

I alt 2829.00kr.

”Østergaard” pr. Vrensted den 10. september1950.

Underskrevet: Niels Østergaard.

Sålunde lød kontrakten, som jeg accepterede efter en ændring af timelønstaksten fra 1 kr. til 1.50 kr. Den samlede løn for året blev bl.a. af den grund højere, end prognosen viste.

Endnu en ændring af mandskabsstyrken fandt sted den 1. november 51, da et ægtepar tiltrådte stillingen som fodermesterfolk. Der var nu kun brug for en medhjælper og den plads blev jeg tilbudt for en årsløn på 3000.00 kr. + ”kost og logi” til 1 ung Nordbakke (norsk hesterace). – Det blev ved denne aftale og hermed det 3. år i Østergaard. Det var alle sammen gode år, som jeg i dag med glæde ser tilbage på.

Ved en omtale af ansættelsesforholdene, som de dengang var i ”Østergård”, håber jeg at have efterladt et billede af situationen for tyendet på landet for 70 år siden. Noget anderledes er forholdene på landet unægtelig i dag og jeg tror, at mange unge i dag vil have svært ved at forstå, at man fandt sig i det dengang. Det ville jeg såmænd også selv have haft svært ved, hvis jeg kun havde hørt om det, men ikke selv oplevet det. – Sådan var det bare, og dengang var det nærmest en selvfølgelighed, som man accepterede.

Serritslev i maj 2019. Povl Stevns.

Afskrift fra bogen “Vort sogns historie i 100 år” ca. 1955

”Østergaard”, Pilgårdsvej, Vrensted,

---

ØSTERGAARD, NIELS, Forpagter, er født samme Sted 20. 12. 1922. Forældre: Kresten N. Østergaard og Hustru Johanne f. Nielsen. »Kræmmergaarden«, Hjermitslev. Niels Østergaard er gift med Else Marie f. Drivsholm i »Toftegaard«, Vrensted, 24. 5. 1922. Forældre: Gdr. Thomas Drivsholm og Hustru Maren f. Eriksen. Niels Østergaard overtog i Juni 1947 Forpagtningen af Gaarden, som ejes af Faderen, der har ejet den siden 1921, da han overtog den efter sin Far, som købte den 1894. Arealet er 70 Tdr. Ld. og normal Besætning er ca. 30 Køer, ca. 40 Ungkreaturer, ca. 100 Svin, 2 Heste samt Traktor med alle nødvendige Maskiner. Stuehuset er opført 1840, Laden ca. samtidig. Hestestald, Garage og Folkeværelser er moderniserede og ombyggede, Kostalden opført 1929, Svinestalden 1950 og Maskinhuset 1941. Stuehuset er siden blevet moderniseret. Gaarden har siden 1. 10. 1953 været drevet som Kvægdemonstrationsbrug i Hjørring Amt og drives ved Hjælp af tre Karle og en Assistent. Østergaard har de sidste 10 Aar været Formand for Ungdomsforeningen samt Formand for Landbokredsen.

 

Kilde ”Ud at Tjene”

Erindringer 2004 fra Løkken Vraa Kommune

Ud at tjene

Emma Jensen, Søengene, f.1908 d.2006 

Jeg vil fortælle lidt om mig selv, min barndom og ungdom.

Jeg er født den 18. oktober 1908 på en gård på Gjøl.

Jeg er den yngste af syv søskende. Derudover havde min mor tre børn og min far fem af tidligere ægteskaber, så vi var 15 i alt, men det husker jeg ikke meget af.

Min storesøster har fortalt mig, at min far havde megen omgang med sagfører Olesen. Han gjorde det sådan, at mine forældre flyttede tre gange, fra de havde en pæn gård, til de havde en lille gammel ejendom. Sådan var sagfører Olesen. Han narrede en masse mennesker, og tog

næsten alt fra dem. Han fik ikke sin rigdom af ingenting. Thomas Olesen Løkken har beskrevet ham i romanen Sagfører Sigerslet.

I 1910 døde min mor, jeg var to år gammel dengang. Min Moster, Marianne Eriksen, kom og tog mig med hjem. Hun boede på en gård på Vrensted Østre Hede. Jeg kom i pleje hos min mosters naboer, Stine og Marinus Thomsen. De havde ingen børn dengang, men i årene efter fik de fem og senere et barnebarn, så jeg har haft mange søskende.

Jeg vil fortælle lidt om min barndom og ungdom hos mine plejeforældre. Da jeg var seks år, var der en pige hos en nabo, Marie hed hun, hun lærte mig at sy, og hun syede dukketøj til mig. Jeg husker vi gemte saks, nål og tråd under hækken. De køer, hun passede på, gik løse, og når de gik, hvor de ikke måtte, skulle jeg løbe efter dem, så syede hun dukketøj til mig. Der var roemarken eller kornmarken, de løb ud i.

Da jeg var 6 1/2 år, da begyndte jeg i skolen. Vi skulle kunne bogstaverne og tallene. Jeg husker hvor slemt det var, men mine plejeforældre havde en hyrdedreng Thomas Vestergaard, han lærte mig at kende tal og bogstaver.

Jeg skulle også altid være barnepige og lidt senere hyrdepige. Jeg skulle have barnevognen og de små med ud, og jeg havde altid mit hækletøj med i barnevognen. Da jeg var ti år kunne jeg allerede hækle mellemværk og blonder.

I 1916 da jeg var otte år, var jeg hyrdepige hos mine plejeforældre. Køerne stod tøjret og jeg skulle flytte dem to gange om formiddagen og to gange om eftermiddagen.

I 1919 brændte mine plejeforældres gård. Jeg var kun ti år, men jeg husker , at alle de ting, jeg havde lavet, brændte. Gården blev bygget op igen. I den tid boede vi hos en nabo, Mads Østergaard. Vi fik soveværelset og et værelse. Jeg husker at jeg så gerne ville hen og se hvor langt de var på byggepladsen, men jeg skulle altid havde de små med i barnevognen og vist to elle tre andre ved siden af. Jeg husker hvor hårdt det var altid at være barnepige.

Jeg blev konfirmeret i 1922, og samme efterår kom jeg ud at tjene. Gårdejeren kom selv for at høre om en tjenestepige, bettepigen blev jeg kaldt. De blev enige om at jeg skulle have 100 kr. for vinteren og 200 kr. for sommeren. Den 1. november, da jeg blev hentet i plads, kom de efter mig i hestevogn. Jeg skulle selv have skab eller kommode med. Jeg var også med vognen, for jeg havde ingen cykel.

Vi skulle op kl. fem om morgenen, og jeg skulle malke syv køer morgen og aften. Bagefter skulle jeg give de spæde kalve mælk. At vaske spande, det var også mit arbejde, det foregik udendørs. Jeg skulle skrubbe bryggersgulv, og om lørdagen blev borde, grydelåg og andet skuret i sand og kalk. Om eftermiddagen skulle jeg hjælpe med at stoppe tøj eller sy for fruen. Om vinteren skulle jeg hjælpe med at tærske.

Vi var to piger, der delte værelse. Der var to senge, et lille bord og måske to stole. Det var en god go lærerig plads, og kosten var god. Når vi spiste sad manden i folkestuen sammen med karlene. Fruen, barnepigen og tre børn sad i børneværelset, kokkepigen og jeg i køkkenet.

Jeg havde fri hver anden søndag fra kl. 13-19. Det tog en time at gå hjem til mine plejeforældre ad sandvej. Om aftenen gik jeg derfra kl. 18 og havde en lygte, vist en flagermuslygte, i hånden.

I april 1923 fik jeg min første cykel. Den kostede 135 kr.

Efter et år kom jeg hjem og var der i fire år. Det hårdeste arbejde var nok, når der blev gravet tørv. En hel uge skulle jeg trille tørv ud, det var hårdt. Der var mange andre ting der ikke var rare, men jeg var jo kun plejebarn.

I 1927 fik jeg en ny plads. Det var på en gård hvor datteren var kokkepige. Jeg var det de kaldte bryggerspige. Mit arbejde bestod i at malke. Det var ikke et bestemt antal, vi skulle malke, vi hjalp hinanden, til vi alle sammen var færdige. Jeg skulle også gøre spande rene, vaske gulve og andet skrubbearbejde. Det var gode folk. Vi spiste godt og var altid mætte. De var sparsommelige, men behandlede os godt. Det var ikke alle steder, folkene fik så god en behandling, for mange steder blev tjenestefolkene behandlet usselt.

Jeg havde fri en eftermiddag om ugen. Det var ikke en fast tid, men når vi var færdige over middag. Vi skulle sy og ordne vores eget tøj. Det var jo hjemmestrikkede strømper vi brugte, og de skulle stoppes. Nogen gange kunne jeg også nå at brodere lidt. Der var ikke mange steder man havde en frieftermiddag.

Jeg har næsten aldrig ordnet karlekamre. Jeg husker, det var det værste, jeg vidste. Som jeg husker det, var værelserne ved hestestalden, og der var ikke altid dør imellem. Der var halm i sengene og der var ingen fjedre eller sengebund.

Når vi skulle til bal, blev vi inviteret på et balkort. Det var ikke hver gang, vi var inviteret med. Var det gårdmands sønnerne, der inviterede, blev det kaldt knastbal. Ballet begyndte ved 21-tiden, når der var malket og toget kommet ind. Det var gratis for vi piger, men karlene gav to kroner. Det var til betaling af musik, kaffe og kage. Der var altid hjemmebagt kage. Der blev spillet en kaffemarch, og så tog herrerne en dame, og vi gik i den lille sal og satte os til bordet. Når der var fyldt, måtte resten tilbage til den store sal og vente til næste kaffemarch. Der kunne man se hvem der var gode venner eller kærester. Pigerne var gerne i silkekjoler, det fineste, de havde.

Jeg husker, det var Marie og Søren Nielsen, den gamle sognefoged, der serverede kaffen. Der var levende musik. Det kunne være Frans Møller, Aage Jensen, barber Simoni Sørensen eller murermester Martin Andersen, der spillede. I november 1928 flyttede jeg i en ny plads, hvor jeg var kokkepige. Der var en bettepige og en barnepige. Min påklædning var fri, men jeg havde kappe på om formiddagen og altid hvidt forklæde om søndagen. Vores toilet var ude i tørvehuset, men fru og børnene havde træk og slip.

Mit arbejde var at lave maden og at bage brød. Jeg bagte fem store franskbrød, finbrød, og to kringler om ugen. Maden var der ligesom andre steder, kogt eller stegt flæsk, og om lørdagen spegesild eller pandekager, og så vælling eller grød.

Vi lavede al maden på komfuret. Det gjorde de alle steder. Aftensmaden var nogle gange smurt mad, som blev sat på en tallerken til hver, og dertil fik man kogt eller kold mælk.

I den plads blev der også slagtet mange spædekalve. De skulle slagtes, inden de fik deres første mælk, ellers blev kødet løst. Jeg kan endnu se for mig, når slagteren kom gående over gårdspladsen med kalven over skulderen. Den hang ude i et rum, hvor vi opbevarede de tomme saltkar og andre ting. Så tog vi et stykke af kalven, det kunne være til bøf, frikasse` eller andet. Vi lavede noget helt specielt af kalvene, kalveost. Det var sidebenene og andre tynde stykker kød, der blev kogt. Så pillede vi benene af, derefter blev det presset i en forme, og når det var koldt, blev det brugt som pålæg.

Når vi havde vaskedag, ca. en gang om måneden, vaskede vi i to dage. Det foregik på vaskebræt. Det var fruen, bettepigen og jeg, der vaskede. Der var meget, der skulle vaskes, bl.a. karlenes sengetøj og håndklæder, og det var meget snavset. Vi pumpede vandet op, men pumpen var godt nok i bryggerset. I de to dage vi vaskede, skulle barnepigen lave mad. Den bestod af kartofler, gulerødder og løg skåret i tern og kogt sammen, dertil fik vi enten kogt flæsk eller frikadelle.

Der skulle også bæres tørv ind til komfur og kakkelovne. Komfuret skulle pudses mindst en gang om ugen, og kakkelovnen to gange om året. Asken skulle tages ud hver dag.

I den plads malkede vi ikke fast, men da fodermesterens kone fødte et barn, malkede vi tre eller fire dage, så skulle hun i gang igen.

I november 1929 flyttede jeg igen hjem til mine plejeforældre og skulle arbejde for dem.

Til november 1930 fik jeg ny plads. Det var i Østergaard hos Johanne og Chr. Østergaard. Det var et dejligt halvt år. Jeg havde det godt og lærte meget. De havde nogle dejlige børn, og jeg var så glad for dem. De var også glade for mig og min senere mand, Aage. Det blev et venskab, som har varet siden. Jeg skulle have været der et år, men til maj flyttede jeg for at blive gift. Den 22. maj 1931 blev jeg gift med Aage, og vi overtog hans hjem på Søengen. Jeg var så glad for at få mit eget.

Pengene var små, men vi havde det godt. Vi fik med årene 10 børn. Jeg har haft er arbejdsomt liv, men med mange gode stunder og minder.

Herunder alle Emmas 10 børn

 

 

Afskrevet med tilladelse fra Emmas børn.