Forfatter: Jens Otto Madsen

Ane Maries Hus (anno 1914) er et bevaringsværdigt hus i landsbyen Vrensted, tæt på Løkken og Børglum Kloster.

“Ny og gammel landsbykultur i Ane Maries Hus”

Støtteforeningen Ane Maries Hus samlede i corona-vinteren 2020/21 penge ind lokalt – nok til at købe huset af Hjørring Kommune. Vi vil renovere huset, formidle landsbykulturarv og samtidig skabe nye rammer for fællesskabet og ny landsbykultur, og således bygge bro mellem fortid og nutid.

Hvad er idéen?

Det overordnede formål er at skabe grobund for samvær og fællesskab på tværs af generationer i det unikke og bevaringsværdige Ane Maries Hus (anno 1914) og den tilhørende “Ane Maries Have” på ca. 3200 kvm. Huset og haven ligger centralt i landsbyen. Det har en særlig historie og det betyder meget for lokale og folk med tilknytning til området, at huset bevares for eftertiden. Vi ønsker at formidle landsbykulturarven og skabe rammer for ny landsbykultur. Ane Maries Hus vil blive et fredfyldt åndehul med plads til kreativitet og kunsthåndværk. Her mærkes historien og fællesskabet i en landsby.

Hvor skal idéen realiseres?

Projektet realiseres i og omkring Ane Maries Hus og Ane Maries Have på Sct. Thøgersvej 10 i Vrensted. Projektet er således helt bundet af selve huset og stedet. Overfor huset ligger den gamle landsbykirke fra 1100-tallet, landsbyens gadekær og den tidligere skole, som nu er omdannet til Byens Hus – et forsamlings- og idrætshus med plads til større arrangementer og idræt. Ane Maries Hus fokuserer på landsbykulturarv, kunsthåndværk og kreative sysler, og komplementerer således fint Byens Hus. I Ane Maries Hus vil vi også tilbyde overnatningsmulighed, som mange brugere af Byens Hus savner.

Hvad omfatter projektet?

Vi har opdelt projektet i faser mhp. at være realistiske i forhold til praktisk gennemførelse. I denne første fase ønsker vi at
– energirenovere huset, bl.a. med ny og energivenlig varmeforsyning og isolering
– at istandsætte de bevaringsværdige elementer i huset, bl.a. døre, vinduer, vægpaneler, det originale loft og gulv, som skal slibes og behandles.
– at indrette en permanent lejebolig, som skal sikre en løbende indtægt til drift af huset
– at indrette rummet til formidling af landsbykulturarven, “Ane Maries Stue”, et lille køkken, gamle møbler, udstilling af artefakter og en særlig afdeling til formidling af historien om sagfører Anders Olesen, som byggede huset og var en stor mæcen i Vendsyssel i begyndelsen af 1900-tallet. A. Olesen stiftede bl.a. Nørresundby Bank, byggede Vodskov Kirke og opkøbte store arealer i Hammer Bakker.
– Endelig anlægges terrasser udenfor huset mod syd, den ene til offentligt brug og den anden tilhørende lejeboligen.
Forventet gennemførelse: 2022.

Hvem står bag projektet?

Støtteforeningen Ane Maries Hus ApS med +100 medlemmer har en bestyrelse på 7. Støtteforeningen har stiftet anpartsselskabet Ane Maries Hus ApS, som formelt ejer huset. Formålet er at begrænse risici og lave en klar opdeling mellem det frivillige og kreative på den ene side og stram styring af økonomi og kontakt til myndighederne på den anden. Derudover er der grupper af frivillige, som er aktive, bl.a. holder vi jævnligt “arbejdslørdage”: en havegruppe, en håndværkergruppe, en Knud Holst gruppe og en “Ane Maries Stue”-gruppe. Grupperne er åbne og man bidrager med det man kan og vil.

Hvordan involveres lokalsamfundet?

Byen har i forvejen en kunsthåndværkerforening og lokalhistorisk forening, som fra starten af projektet for ca. 4 år siden, har støttet projektet. Lokalsamfundet er i forløbet blevet involveret med afholdelse af informationsmøder og workshops i de ovenfor nævnte arbejdsgrupper. Vi holder lokalsamfundet informeret om projektets fremdrift i Facebookgruppen Ane Maries Hus og på hjemmesiden www.anemarieshus.dk informerer vi om det samlede projekt. Corona har gjort det svært at mødes i større forsamlinger, men alligevel lykkedes det os at indsamle 450.000 kr. til køb af huset i vinteren 2020/21.

Hvem gavner projekter og hvordan?

Målgruppen for projektet er såvel de lokale beboere i og omkring Vrensted/Løkken som besøgende udefra. Vi ser også Ane Maries Hus som en “lille attraktion” indenfor kulturturisme. Målgruppen er både unge og ældre – med fokus på et rodfast børneliv og en aktiv seniortilværelse. Ensomme borgere +50 vil kunne møde andre og være en naturlig del af fællesskabet. Andre brugere er (lokale) foreninger, iværksættere, kunsthåndværkere, forfattere, og generelt kunst-, arkitektur- og kulturarvsinteresserede. Ane Maries Hus kan tilbyde helt særlige rammer for små arrangementer, kurser, foredrag mv.

Hvordan og hvor meget er stedet åbent for offentligheden?

Ane Maries Have vil være åbent for offentligheden året rundt. Den offentlige del af huset vil være åbent i dagtimerne og ved arrangementer. Det vil være muligt for lokale og besøgende at forsamles i “Ane Maries Stue” og at benytte det kreative værksted på 1. sal i huset til sysler, kunsthåndværk, osv. Foreninger, klubber, skoler, iværksættere mv. vil kunne booke lokalerne til tema-baserede arrangementer i rammer, der emmer af landsbykultur, historie, fred og ro. Lokalsamfundet vil allerede fra foråret 2022 kunne gøre brug af Ane Maries Have, som vi er kommet langt med.

dec. 2021 Mette Roussis – formand for Ane Maries Hus ApS

Arkitekt Jørgen Ussing, Løkken, skriver følgende om Ane Maries Hus:

Professionelle ildsjæle kan man godt kalde den gruppe af dedikerede mennesker, der gennem flere år dygtigt, grundigt og vedholdende har arbejdet for at bevare Ane Maries Hus i Vrensted. Og der er rigtig god grund til at gøre en indsats for at netop dette hus fortsat skal lyse op i den store landsby Vrensted, som et yppigt eksempel på god arkitektur på landet. Det var sagfører Anders Olesen, der lod københavnerarkitekten Volmer Johannes Mørk-Hansen tegne huset, som et minde over sagførerens moder. Huset blev bygget i 1914 – en tid med uroligheder i Europa, men også en tid hvor bygningskunsten i Danmark er præget af gedigne materialer, smukke detaljer og godt håndværk. Alt dette genfinder vi i Ane Maries Hus, der er sjældent velproportioneret og sagtens kunne være en inspirationskilde og forløber for den landsforening til ”Bedre Byggeskik”, der året efter i 1915 blev dannet med det formål at fremme kvalitet og skønhed i det byggede miljø her til lands. Der er tale om en særdeles smuk bygning fyldt med tidstypiske detaljer, beliggende midt i landsbyen med skolen og kirken som nærmeste naboer. Det er ikke så tit vi støder på disse perler i landsbyerne, og når vi gør, er de oftest maltrakterede med eternittage, voldsomme udhæng og gabende sprosseløse termoruder. Her har vi en velbevaret, om end lidt slidt bygning, men husets sjæl er intakt, nisserne på loftet bor der endnu og de og alle os andre dødelige har fortjent, at dette smukke hus genfinder fordums glans og herlighed og får nyt liv med nye, mere offentlige funktioner – til glæde for kulturarven og mange mennesker.

januar 2022:

Jørgen Ussing Arkitekt MAA MDD / ekstern lektor i Arkitektur og Design, Aalborg Universitet

Det gamle indgangsparti til Ane Maries Hus

Her det ene af de to udhuse som skal indrettes til værksted

Den originale tegning til Ane Maries Hus anno 1914

Her fortæller formand Christian Østergaard om Ane Maries Hus

Her det ene af de to små udhuse som skal indrettes til værksteder

Det fine gamle loft skal nu fritlægges igen

De gamle møbler kommer igen til ære og værdighed

Skrevet af Mette Hyldgaard Roussis,  jan. 2022 i.f.b.m. ansøgning om fondsmidler hos Realdania fonden

Niels Jægerum født og opvokset i Vrensted

BØRNELIVETS KLAVIATUR

Denne artikel handler om de mange facetter og polariteter der opstår, når børn i alle aldre bevæger sig ud i det komplekse liv. Livet må leves forlæns og forstås baglæns og artiklen rummer en række fortællinger om de kampe børnene må igennem i modningsprocessen og om gode råd til voksne, der har ansvar for børns udvikling og dannelse. Metaforen ”Børnelivets klaviatur” skal forstås som de nødvendige tangenter børnene skal ”spille på”, hvis de skal udvikle deres motiver i bredde og i dybde. Alles liv har mørke og lyse toner og det er samspillet mellem medgang og modgang, der er livets motor. Artiklen vil kritisk behandle de tendenser i tiden, hvor præstationsræset er ved at kvæle børnene, og hvor teknologien og livsformerne accelereres og stresser børnene hen mod en afstumpet, krænkende og rå tone. Voksne skal turde være voksne også i forhold til at indvirke på børns sprog, omgangstone og livsstil under hensyntagen til andre.

Der må frit kopieres fra artiklen ved opgivelse af kilde.

Niels Jægerum

Galten 2019

INDHOLD:

1. Et barn har 100 sprog
2. De langsomme glæder
3. ”Den lige vej” eller slingrevalsen?
4. Buer og pile
5. Belæring bliver nemt til beskæring
6. Tilbage til skolen for livet

Et barn har 100 sprog

”Et barn har 100 sprog

men frarøves de 99

fordi kulturen og systemet

tvinger børn til at

tænke uden krop og

handle uden hoved

fordi virkeligheden og fantasien

videnskaben og fantasteriet

det indre og det ydre

gøres til hinandens modsætninger”

Malaguzzi

Børn er indrettet med forandringens linse og lægger mærke til de overgange og de processer, hvorigennem noget ændres fra en tilstand til en anden. De zoomer ind på fænomenerne, når gråvejr bliver til sol, når kulde bliver til varme, når sne bliver til vand, træ bliver til aske og liv bliver til død. Det er den sanselige selvbevidsthed der er den indlysende grundsandhed i et godt børneliv. Det er gennem vores 5 sanser, at vi møder verden, kategoriserer vores oplevelser og får appetit på livets klaviatur. Det er med tilbageholdt åndedræt, at vi fornemmer forårssolen efter mørkets tid, at vi ser varmedampen fra jordens kolde nætter, at vi opdager de små gule hyacinter titte frem fra jorden, og at vi lægger mærke til de små tings store gryende betydning på forsiden af årstidsskiftet.

Barndommen er vores livs morgen, og denne bør børnene have i fred og ikke gives ansvar for noget, de ikke kan tage ansvar for. Der skal en nidding til for at tage de langsomme glæder og naturens sceneskift fra børnene i den takt, de er klar til at møde det i deres univers. Det gælder om at kunne se tingene i børnehøjde og nyde livets facetter, som var det første gang man kyssede solen og månen. Vi mærker selv suset fra de magiske dimensioner, når vi står på en kulsort mark en klar aften og kigger op mod millioner af stjerner. Vi svæver som Den lille Prins ud mod fantasiens uendelige mørke med lysende tankespind i livsmodets raketmotor.

Der er en stigende tendens til, at vi skubber børnene ud af barndommen og gør dem til voksne børn alt for tidligt. Et mundheld siger, at ”tidlig moden er tidlig rådden”, og vi kender alle nogle barnestjerner, som siger at deres barndom blev taget fra dem. Præstationskulturen tvinger børn til at yde det ypperste af alt det, der kan måles og vejes. Vi spørger hele tiden om, hvor dygtige de er til det ene og det andet. Vi tænker mere på, hvad de kan blive, end hvem de er, og hvilket menneske de indeholder. Børn, der presses ud af barndommen, kan let få et hult voksenliv. Dette forhold har jeg skrevet en sang om:

♫Hvorfor nu presse vor barndom helt væk

putte den ned i en kæmpesæk?

Hvorfor blive voksne i rasende fart

se på resultater en hurtig start

Hvorfor presse hvorfor stresse

børn fra vid og sans?

Hvad vil vi monstro med det her til lands?

♫

♫Hvorfor nu måle og veje på alt

sætte tal på barnet hvad der er galt

finde det der mangler rette det ind

sige til den skæve:

Tag og forsvind!

Hvorfor presse hvorfor stresse

børn fra vid og sans?

Hvad vil vi monstro med det her til lands? ♫

♫Lad dog de børn være lidt mere i fred

skub ej til floden den flyder afsted

tænk på det store i det små

så vil de lære at finde på

Hvorfor haste hvorfor haste med at vokse op?

Giv barnet en tid

til rødder og top! ♫

Vi måler børns præstationer som aldrig før, selvom vi ved, at det usynlige er det vigtigste. At måle er at antage en vis størrelse og undersøge andre størrelser i forhold til samme. Heraf ser man, at det man måler, smelter sammen med målestokken. Klaviaturet bliver alt for smalt og ensidigt, hvis vi kun fokuserer på det målbare i livet. En dannelsesrejse hvor vi møder de 100 sprog må begynde med sansernes pædagogik og selvforvaltningens pædagogik, hvor børns erkendelse, fantasi og lyst til at lære er i centrum.

De langsomme glæder

Forestil dig at vi skulle følge en skildpadde i dens langsomme færden hen over en plæne eller en strand. Den ville standse op og kigge nysgerrigt på alt der var grønt og dvæle ved fænomenet, indtil den fandt ud af om det kunne spises. Forestil dig så at det tog lang tid før dens synkebevægelser kom i gang og før den langsomt åbnede sine kæber. Forestil dig også hvor umuligt det ville være at få den til at skynde sig. En skildpadde vil altid skyde en fantastisk skildpaddefart ligesom et barn vil bevæge sig i sit eget tempo, i barndommens tempo i overensstemmelse med kroppens musik og rytme. Vi kan ikke forcere barnets egen indre flod. Dont push the river it flows by itself!

Accellerationen i vores samfund angriber alle livets områder og spreder sig også til vores forståelse af, hvad et barn skal udsættes for. Vores teknologi accellererer, vores livsstil accellerer og vores behov sættes under et stigende pres. Børn sættes på program og udsættes konstant for stimuli og oplevelser i alt fra legeland til shoppingcentrenes børneområder. Når børnene endelig kunne trække sig tilbage til den kreative kedsomhed placeres der en ipad i hænderne på dem, og så er de overladt til den tingsliggjorte relation og den flimrende barnepige.

Vi må lære at tage tiden tilbage og bruge den langsomme tid igen. Da mine egne bedsteforældre sad i mørkningstimen og kom med smålyde og sukkede i takt med dagligstueklokkens monotone tikken, tænkte jeg som barn, at det var en slags mystik og musik, som pegede mod noget, jeg ikke selv forstod. Jeg vidste kun at denne stille time var betydningsfuld for dem, og at det var noget, jeg skulle lære. Senere forstod jeg, at de to gamle sad der i deres hvilestole ligesom køer, der ligger og tygger drøv. Bedstemor og bedstefar tyggede drøv på livets hændelser, og der var mange ting, som lå gemt i deres bagage af et langt levet liv.

Børn har brug for at møde langsomheden, og for at der standses op og fordøjes hændelser. Vi kan som mennesker ikke holde til, at der fyldes på hele tiden. Det enorme støjniveau i institutionen og i skolen presser barnet ud på yderste revle og ofte kan vi ikke forstå, at de udviser forvirrethed og rastløs ubalance i situationer, hvor vi ellers kunne hygge os. Børn der omgås turbulens og maskiner udvikler selv en maskinel personlighed og kan let miste empatiske evner for andre. Vi har vidst det i mange år, at det postmoderne barn, der oplæres i skanning som en tilegnelsesstrategi, bliver selvcentreret og individualistisk i sin indstilling til andre.

Børn har i vor tid brug for en række udfordringer, hvor de oplever, at der er noget, som er større end den enkelte. En konsekvens af det høje tempo og tingsliggørelsen af barndommen kan nemt være udviklingen af en narcissistisk karakter, som er skadet på relationskompetencerne og ikke kan se ud over sin egen næsetip.

Engang kunne man gå helt ned i fart

sætte sig ved åen og vente i timer på en ål

Engang var man så klog at være midt i tiden

lytte til guldsmede, nymfer, bobler og fuglesang

Engang kunne man kaste en gren i den langsomme strøm

følge den på vej hen til et sted hvor den drev i land

Engang var man så lille at man skabte de største erindringer

om at ingen kan skubbe til bække der flyder af sig selv

”Engang” kommer sejlende igen når man ældes og ved

at livets øjeblikke er som understrømme fra sit eget gamle hjerte

Engang opdager man at livets dessert er når man ser

at ens barnebarn følger efter den drømmende pind

”Den lige vej” eller slingrevalsen?

Vi kender alle fortællingen om Den lille Rødhætte, som skulle gå den lige vej over til sin bedstemor, der lå og var syg. Moderen advarede Rødhætte om at tage afstikkere fra den aftalte vej og sendte hende afsted. Vi ved også, at Rødhætte ikke kunne stå for fristelsen og begav sig ind i skoven på den forbudte sti, hvor hun mødte den farlige ulv. Livslæren er, at det vi forbyder vores børn allermest at opsøge, det vil de få en vældig god idé til netop at undersøge nærmere. I børns og unges liv ligger der en tænding på det forbudte og de udvikler to liv: det som forældrene kender og det andet. Ganske vist er der nogle forældre, som tror, at de kender alt til barnets liv, og der er også mødre, som antager, at de er veninder med deres døtre og derfor indvies i alt. Sådan forholder det sig ganske givet ikke. Det er blot en forestilling hos voksne. Børn og unge går ikke en lige tryg vej igennem livet men færdes på de små stier i forskellige aldre og i denne skole for livet er det, at de lærer sig selv at kende.

I eksistentiel forstand leves livet ikke på midten men ude på ekstremerne, hvor underlaget kan skride under dem. Her i disse situationer må de redde sig selv og slikke sårene efter en god dag. Børn, der pakkes ind i vat gennem barndommen og skærmes for modstand og smerte, vil udvikle en sårbar karakter og få svært ved at klare sig siden hen. Det ses også, at børn, der er vokset op under en tryghedsparaply, som ung kaster sig ud i voldsomme farlige eksperimenter og indhenter den forsømte risikofyldte levevis. Det farligste er ikke, at børn prøver at se, hvad de tør og har modet til men i at børn, der curles kan finde på i ungdommen at kaste sig ud i dumdristige og livsfarlige eksperimenter. Den, der vover mister fodfæste for en stund. Den der intet vover mister sig selv! Livet er ikke for krystere, og vi må derfor indstille os på at børnene balancerer på kanter, sten, grøfter, broer, moler osv. Børn kan sagtens slå sig og komme galt afsted, forstuve en hånd, slå hul på et knæ og knække en tand; men alle disse ar og små men fra et levet liv, vil sætte sig i sjælen som en perlerække af modets føljeton.

Børn trænger til voksne, som tør være voksne og som tør lade børnene afprøve sig selv ude på de små stier uden overvågning. Der er stor forskel på at holde øje med børn og så konstant at tjekke, hvad de laver. Det er ikke alt i et puderum eller i en hule, der kommer voksne ved. Der er en tid til at være voksen, en tid til at være barn og en fælles tid til at være sammen. Når børn leger, skaber de deres eget univers og danner en magi omkring deres roller og deres gøren. Alt det, de ser, alt det de suger til sig fra medier eller hører om, skal de have siet i legens masker og oversat til en verden, de selv forstår sig på.

Slingrevalsen er et symbol på den dannelsesrejse som må gennemleves af enhver, der skal udvikles som et helt menneske og lære sig selv at kende i bredden og dybden. De unge, der er så heldige at komme på en efterskole, væk fra de vanlige omgivelser, vil afsøge de nye udfordringer, de nye venskaber, de nye fristelser, de nye følelser, de nye steder, de nye situationer, de nye kærester osv. Slingrevalsen kan fortsætte ind i voksenlivet hvor de tager på en dannelsesrejse med veninden eller kæresten. Det er på afstand af det kendte og i mødet med det fremmede, at vi oplever egen identitet og inspireres til nye veje vi selv kan gå. Løsrivelse fra det kendte går forud for frigørelsen og forløsningen i det gode børne- og ungdomsliv.

Til mine forældre

Jeg blev ikke det I ventede.

Jeg blev alt det I havde frygtet.

Jeg voksede op næret ved jeres afsavn.

I opdrog med skjulte tårer

til at leve jeres liv

forsætte det.

Skal jeg sige sådan levede I

I gjorde ret.

altså er det rigtigt at leve sådan

eller skal jeg fortælle jer

at min verden ikke er jeres

at min glæde min sorg min smerte ikke er jeres.

Vil I tro min tak til jer på min tak til livet

eller vil I blot sige:

Han fik alt

han tog alt

men han giver os intet tilbage

uden sorg og skuffelse.

Jeg tror I har ret, når I siger det.

Jeg tror jeg har ret når jeg går til mit eget land.

Jeg går langsomt.

Jeg går tøvende.

Jeg går tungt

men jeg tror jeg skal gå.

Gustaf Munch-Petersen

Buer og pile

Hvis man vil vide, hvem man er, og hvor man er på vej til, må man også vide, hvor man kommer fra. Opdragelsen og dannelsen hænger sammen ligesom en mønt har to sider. Der er altid tale om en dobbelthed af læring og medlæring i alle relationer med personer i ens omgivelser. Vi har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at vi holder noget af dets skæbne i vores hænder, og vi, der har arbejdet med børn og unge, ved vi hvor stor betydning det har haft, hvordan vi har set dem eller ikke set dem. Vi taler om en Rosenthal-effekt, hvis vi møder et barn med et bestemt perspektiv fx et mangelsyn eller et ressourcesyn. Perspektivet kan blive en slags drejebog for barnets fremtidige selvopfattelse. En bue som børn eller unge har som base kan væres så stram, at de ikke får sig selv med i dannelsesprocessen; men strengen kan også være så slap, at der slet ikke er noget at sætte af fra.

Børn trænger til voksne, der tør være voksne, men ikke til voksne som ikke giver plads til at barnet og heller ikke til voksne, som glimrer ved deres fravær af holdninger. Alle de erfaringer vi gør os fra fødsel og fremad i relation til personer, ting og miljø spreder sig som frø i os. Men der er jo frø, som falder i gold jord og frø som falder i frugtbar jord og vokser med tiden til sunde planter. Båden buen og pilen kan jo have noget over sig, der gør at kommunikationen brister og samværet bliver til is, som det kan tage mange år at tø op. Der er ingen færdig opskrift på, hvordan et barn dannes; men vi ved, at erfaringer aldrig er noget du gør i et tomrum. Du øser fra dine nærmeste omgivelser gennem livet, og genspejler de holdninger der serveres fra voksenbuen.

Børn har undertiden mange buer, de sætter af fra og pædagoger og lærere spiller også en væsentlig rolle i opdragelsen og dannelsen. Skolen bør danne sådanne rammer for børns liv og virke, at de udvikler deres erkendelse, deres fantasi og lyst til at lære således, at de får baggrund for at tage stilling og handle. Det er ikke nok at børnene møde en snæver bue med en sandhed for enden af tunnellen. Børn har ret til at tro og tænke, hvad de vil og til at lære om, hvordan andre børn i verden har det og børn har ret til at lege fremfor at være tvunget til at arbejde på de voksnes betingelser. Vi skal lære at leve sammen og være sammen med det særlige perspektiv, at alle er mennesker og har ret til dannelse og uddannelse uanset forskellighed.

Uanset hvilken farve du har

Uanset om du er sort, hvid eller gul

Eller har en helt anden farve

Uanset om du er kvinde eller mand

Uanset om du er barn eller voksen

eller om du lever i livets efterår

Uanset om du er født med alle sanser

Uanset om du er syg eller rask

Eller om du mangler en del af din krop

Uanset hvor du kommer fra

Uanset hvor du er på vej hen

Eller blot er midt imellem

Så er vi alle mennesker

Jeg tror den største udfordring i vores tid er mangfoldigheden og nogle kulturelle tilbøjeligheder til at påberåbe sig sandheden. Vi skal huske på at en fundamentalist er en, der tror han ved, fordi han ikke ved, at han tror. Vi har alle en snert af en overbevisning, som ikke kan diskuteres og selvom de andre ender med at få ret, giver man sig ikke så let.

I dannelsesprocesser handler det om at kunne rumme den forskellighed, uanset hvor man kommer fra, og hvor man er på vej hen. Uden tolerance og indlevelsesevne i andres livsvilkår får vi den værste side af egocentriciteten frem og nationalismens spøgelse vil kræve eksklusion af de anderledes mennesker. Værdier er sociale konstruktioner og historisk funderede på samme måde som vores tro, vores kongehus og styreform. Hvis børn skal have baggrund for at tage stilling og handle er det vigtigt, at de vokser op i mulighedernes land i mulighedernes skole.

Der findes fortrinlige forældre, som forstår at sætte børn ind i vores nuancerede kulturforskelle både her i landet og i udlandet. Der findes fremragende formidlingspædagoger og narrative lærer, der tør lade børnene og eleverne eksperimentere. Det er mikset mellem relation og konstruktion, der er vigtig. Jeg antager at mennesket er en indfældet individualitet. Vi er unikke individer født ind i et fællesskab. Det kan godt være vi ikke kan overføre et budskab i et 1:1 forhold men vi kan sagtens og med megen beviselig effekt indvirke på hinanden under bestemte betingelser. Det, vi går rundt med, er ikke en skole men billeder af skolen. Ingen af os har nogensinde haft et fag men vi har haft lærerpersonligheder, som vakte eller slukkede vores lyst til at lære mere.

Mentale modeller kan dog ændres. Tankegangen, tankeformen, paradigmerne ændrer sig over tid. Kultur er konstruktion af meninger, der guider vores handlinger og bestemmer hvordan vi gør erfaringer. Skolens projekt er både binding til betydninger og frisættelse af disse. Vi lærer både at se og at se, de briller vi ser med. Al dannelse, uddannelse og opdragelse til mangfoldighed er en udfordring til de buer, børnene har som afsæt for deres liv og uliv. Det sværeste er at forstå, at vi ikke ejer vores børn, at vi kun har dem til låns og derefter må sende dem ud i verden på en dannelsesrejse. At finde sig selv handler om binding, løsrivelse, forførelse, frigørelse og forløsning.

Og en kvinde, som trykkede sit barn ind til sig, sagde: Tal til os om børn. Og han sagde:

Jeres børn er ikke jeres børn,

De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv.

De kommer ved jer, men ikke af jer,

Og selv om de er hos jer, tilhører de jer ikke.

Jeres kærlighed kan I give dem, men ikke jeres tanker;

Thi de har deres egne tanker,

Deres legemer kan I yde husly, men ikke deres sjæle;

Thi deres sjæle dvæler i huset af i morgen, som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme,

I kan stræbe efter at blive som de; men søg ikke at danne dem i jert eget billede.

Thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.

I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile.

På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke,

at hans pile må bevæge sig hastigt og langt.

Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd;

Thi ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage.

Kahli Gibrahn fra Profeten Lindhart og Ringhof 1987

Belæring bliver let til beskæring

Futurekids er oplærte fremtidsbørn med teknologivaner og et betalt hestehoved foran deres små jævnaldrende i kampen om fremtidens arbejdspladser. Futurekids er børn, der, helt ned til 3 års

alderen, går til computer. Konceptet er adfærdskontrol og derfor gennemsyret af belønningssystemer for at få børnene til at præstere det maksimale.

Mange forældre sender deres børn i Futurekids-skoler, fordi de er bange for, at deres børn sakker agterud eller senere rammes af arbejdsløshed, hvis de ikke magter den moderne teknologi. I det følgende vil jeg forsøge at argumentere for, at denne form for tidlig strukturering kan handle om belæring og beskæring af barndommen. Der er mange eksempler på dette:

En mor til et barn i en Futurekids-skole fortalte mig begejstret:

„Jeg synes, det er en god idé med sådan en computerskole for små børn, selvom det er noget dyrt. Vi har valgt det, fordi vi synes, det er spændende at se, om vores barn kan lære at bruge en computer så tidligt som i 3 årsalderen. Og det kan han sagtens. Det er helt fantastisk at se, hvordan han bare kan bruge musen og lave animation. Man tror det er løgn. Vi kan ikke selv

undervise ham, så derfor er det godt, at der findes eksperter på området. Det giver os en tryghed, når vi tænker på hans fremtid. I den forrige lektion sad han og malede en haj på computeren og lagde forskellige farver på den. Børn synes jo det er enormt spændende at sidde og trykke på knapperne, og så er det da langt bedre, at de lærer det rigtigt under kontrol.

Vi har også selv købt nogle programmer, så han kan lege videre, når han kommer hjem. Han har sådan et program med havets dyr, som han farvelægger og forstørrer på skærmen. Det kan han sidde og nusse med i lang tid, hvorefter han printer det ud og klistrer det op på væggen. Der findes også et tilsvarende program om planeter.

På computerskolen får børnene synlige belønninger, når de løser en opgave, og engang fik han også en gave med hjem.

Han lærer at bruge computeren som et legetøj; men ikke på den måde, at han leger selv. Han instrueres af en voksen og har et emne at arbejde med.

Det er smart ikk’?

Jeg synes, at forældre kraftigt skal overveje det hensigtsmæssige i, at vores børn sidder og manipulerer med farver og figurer på en computer, så de kan blive konkurrencedygtige voksne.

Jeg synes, man kraftigt skal overveje, om der er substans i de programmer, der findes på markedet. Jeg er overbevist om, at børn, der struktureres meget tidligt, går glip af en lang række uudnyttede muligheder i deres børneliv. Den danske pædagogiske tradition går ud på at fremme barnets alsidige udvikling i en vekselvirkning med fællesskabets muligheder, og ikke at låse dem

fast i en stiv adfærdslabyrint, hvor legen styres på de voksnes præmisser. En god barndom skal ikke bare udfyldes med elektronisk farvelægning og billedmanipulation, men rumme et kraftigt kritisk modbillede til den omsiggribende belærende belønningsfokusering.

En god leg belønner sig selv, fordi den er uberegnelig og menneskelig. Konklusionen må være, at børn skal undervises og lære om viden for at de kan finde vej i informationerne og indtage en kritisk holdning til kilder og kanaler. Viden kan ikke automatisk og uproblematisk overføres fra maskiner til børn; men opstår i konfronterende dialoger med omgivelserne. Informationer, der ikke fordøjes i legen og den nødvendige eftertanke, kan sætte sig til stress i vores børn og kan lamme dem i passiv afmagt.

En ung medieforsker sagde i sit foredrag om børn og medier:

„Futurekids er ikke indrettet til at sidde og snakke pædagogsnak med voksne i en social rundkreds, de sidder nemlig i deres egen selvkonstruerede verden. Børn i vor tid er ikke skabt til det kollektive, men til det individuelle liv. Glem den rundkreds, hvor børnene efter tur fortæller, hvad de har oplevet. Børn med fingeren i vejret gider ikke vente på, at det bliver deres tur.”

Hvis børnene trækkes i en egoistisk og individorienteret retning, vil den slumrende og spontane humanitet blive undertrykt, og hvor

ender vi så? Du kan ikke lære dig selv at kende uden at indgå i én eller anden social sammenhæng. Børn skal lære at vente og lære at lytte aktivt til andre og til den forskellighed, der er i en gruppe. Jeg frygter, at vi kan risikere at synke til rå afstumpethed ved at satse på den individorienterede dannelse af personligheden. Hvis vi skal bevare fællesskabet og udvikle fællesskabets muligheder, må vi oplære vores børn i demokratiske processer, og her bliver den gode gamle RUNDKREDS meget central. Hvis børnene ikke lærer at lytte til og forstå andres synspunkter, hvordan skal de da tolerante kunne medvirke til kompromisløsninger i et voksenliv?

Børn må flaskes op med socialt betonede oplevelser og konstruktive konflikter for at blive samfundsorienterede og bevidste om egne muligheder i et samspil med fællesskabet. Børn skal møde levende forskellige mennesker således, at de opdager, at verden kan tage sig helt anderledes ud, når de skifter perspektivet og lever sig ind i de andres opfattelser. Det er de primære sociale erfaringer, ansigt til ansigt, krop mod krop, øre mod øre, øjne mod øjne, hjerte mod hjerte, der kan udvikle humaniteten ikke de sekundære pseudoerfaringer. Det kan godt være, at computeren er fascinerende, men den er ikke nuanceret sanselig, og det er den sanselige selvbevidsthed, der er den indlysende grundsandhed i menneskelivet. Det er det, vi skal satse voldsomt på i en svær balancegang med den moderne teknologi, som på nogle punkter anmassende forsøger at stjæle barndommen.

Uden overleveringen, sanseligheden og de kropslige spor, får de ikke noget, de kan se den brogede verden med. Værdier kræver et ståsted, og det er det, vi skal give dem i en god sanselig barndom.

Børnene skal møde det nye med noget i bagagen. De skal have noget at stå imod med og sætte af fra, for at de kan sortere dagens input. Det, de skal bruge i denne filtrering, hedder kulturelle nærværsoplevelser i et lyshav af stærke barndomsblitz sammen med voksne, der har noget på hjerte.

Børn kan aldrig få virkeligheden ind under huden i ren form; men tager den ind gennem de erfaringsbaserede strukturer af følelsesmæssig og tankemæssig karakter, som kommer dem i møde ved omgang med andre mennesker. Men også medierne spiller i vor tid en afgørende rolle i dannelsen af barnets bevidsthed. Fortolkninger og forståelsesformer er ikke i første omgang noget, du selv skaber, det er noget, der bliver overført til dig. Senere kan du med det afsæt skabe dine egne meninger og helheder på den videre rejse frem mod voksenlivets fortsatte vækstmuligheder. Sættes proppen i for tidligt, stækker vi barnet.

et barn der kritiseres lærer at fordømme

et barn der hånes lærer foragt

et barn der svigtes lærer mistillid

et barn der undertrykkes lærer had

et barn med fodlænke lærer at kæmpe

et barn der overvåges lærer at snyde

et barn der opmuntres lærer tillid til sig selv

et barn der respekteres lærer at forstå

et barn der har venner lærer venlighed

et barn der oplever fairplay lærer retfærdighed

et barn der værdsættes lærer at anerkende

et barn der hjælpes lærer hjælpekunst

et barn der er elsket og får knus lærer at føle kærlighed i verden

Alice Miller

Tilbage til skolen for livet

Børn skal have et kvalificeret afsæt for at forstå den kultur, de er en del af, og dette afsæt får de gennem en alsidig personlig udvikling. Den, der vil lave noget om, må vide, hvordan noget ser ud, ellers handler man i blinde. Det er her den flygtige information bliver farlig for vores børn, hvis de blot overlades til i selvreference at skanne en overflade uden kritisk ballast. Børn skal indføres i en kultur og dens forudsætninger, for at de bevidst kan tage stilling til den og føre det bedste af den videre. En retning for fremtiden må starte med, at den voksne generation træder frem og viser, hvad det er for en ramme, der betinger den pågældende livsform, de er indfældet i. Det ville være alt for bevidstløst at overlade identitetsarbejdet til børnene som selvskabende individer i tilfældige samspil med nettets frie markedskræfter. Vi må alle lære, at overtage virkeligheden, ved at begive os ud i den, for at kunne lave den om på et demokratisk grundlag. Børn må gives en klar oplevelse af, at kunne gribe ind i virkeligheden ved at omgås den konkret og handlingsorienteret i et tæt samspil med andre.

Det er dette centrale forhold i dannelsen Jørn Lund formulerer i Sidste udkald :

„Kontinuitet er ikke det samme som stilstand. Kontinuitet indebærer, at man møder det nye med noget i bagagen. Det er ikke kun et spørgsmål om kontinuitet, men også om forståelse. Hvis man opfatter det som værdifuldt, at unge mennesker lærer at forstå den verden, de fødes ind i, og erkender, at verden ser ud, som den gør, fordi man står et bestemt sted og betragter den, så må man også finde det af betydning at medgive de unge en indsigt i kultur, historie, sprog – ved siden af alt det andet, som også skal til: det naturvidenskabelige, det musiske, det praktiske.“

Dannelse som sidste udkald handler om at børn erkender, hvad det er for en verden, de er kastet ind i. Hvis vi antager at mennesket er en social konstruktion af forskellige holdninger og paradigmer, må dannelsen gå ud på at kunne iagttage de mønstre man er fanget af og indført i, så man selv kan tage stilling til, om man vil overtage dem eller man kritisk vil forholde sig til dem. Jeg tror, at børn fødes med et anlæg for humanitet, som vi skal udvikle igennem den dannelsesproces, vi igangsætter med opdragelsen og den helhedsorienterede småbørnspædagogik. Hvis børnene trækkes i en egoistisk og individorienteret retning, vil den slumrende og spontane humanitet blive undertrykt, og hvor ender vi så? Du kan ikke lære dig selv at kende uden at indgå i én eller anden social sammenhæng.

„Humanitet er kendetegnet for vor art. Men denne humanitet har vi bare som anlæg. Derfor må den udvikles gennem opdragelse. Vi bringer den ikke færdig med os til verden, men i verden skal den være målet for vores bestræbelser, summen af vore øvelser, være vores værdi. For vi bekender os ikke til troen på nogen medfødt fuldkommenhed. Når den ånd som regerer os, ingen human ånd er, bliver vi plageånder for menneskene. Det i særlig grad karakteristiske for vor art er altså dannelse til humanitet. Alle store og gode mennesker, lovgivere, opfindere, filosoffer, digtere, kunstnere, hvert ædelt menneske i sin stand, har hjulpet med til det gennem opdragelsen af sine børn, ved at udføre sine pligter, gennem sit eksempel, sit arbejde, sin vejledning, og gennem de institutioner de har skabt. Humanitet er summen og udbyttet af al menneskelig stræben, så at sige vor arts kunst. Dannelse til humanitet er et værk som uophørligt må fremmes. Ellers synker vi – høj og lav – tilbage til rå dyriskhed, til brutalitet.“

JOHANN GOTTFRIED HERDER

Jeg frygter, ligesom Herder gjorde, at vi kan risikere at synke til rå afstumpethed ved at satse på den individorienterede dannelse af personligheden. Hvis vi skal bevare fællesskabet og udvikle fællesskabets muligheder, må vi oplære vore børn i demokratiske processer, og her bliver den gode gamle RUNDKREDS meget central. Hvis børnene ikke lærer at lytte til og forstå andres synspunkter, hvordan skal de da tolerante kunne medvirke til kompromisløsninger i et voksenliv? Børn må flaskes op med socialt betonede oplevelser og konstruktive konflikter for at blive samfundsorienterede og bevidste om egne muligheder i et samspil med fællesskabet.

Børn skal møde levende forskellige mennesker således, at de opdager, at verden kan tage sig helt anderledes ud, når de skifter perspektivet og lever sig ind i de andres opfattelser. Hvis vi skal tilbage til skolen for livet, må vi arbejde langt mere med de fællesskaber, som børnene indgår i og fokusere på det helt nødvendige relationsarbejde, hvor barnet indgår i noget, der er større end den enkelte. MIG-først er en tendens i tiden, hvor vi forstærker egocentriciteten. Det kræver opmærksomme voksne at få dæmpet selvreferencen og få børn til at lukke sig ud af hamsterhjulet. Vi har haft en lang kulturhistorisk periode med målstyring og testning af børn, så de kan opnå høje karakterer. Vi har i jagten på dette karakterræs oplevet en stigende kritik af præstationskulturen og perfekthedskravet.

Vi har glemt det eneste ene, glemt at være. Vi spørger hele tiden om hvad børnene har præsteret og ikke om hvem de er, og om de er ordentlige i deres relationer til andre. Etikken og filosofien om det gode liv og om ordentlighed må ind i dannelsen. Børn og unge skal have masser af teateroplevelser, kulturpåvirkninger hvor de indføres i alternative tankegange, som kunsten kan åbne til.

Børn skal på hvert klassetrin have mulighed for at komme hjemmefra på lejrskole og opleve en sansebaseret læring, hvor de rører ved de danske herregårde, de danske rundkirker og historiske monumenter, så de kan finde ud af hvor de kommer fra. Hvis børnene ikke har rødderne i orden, får de heller ikke vinger, som kan gavne fællesskabet.

Det er i et godt børneliv at der er en dialektik mellem det indre og det ydre, mellem de aktuelle og historiske samfundsforhold og den enkeltes egen unikke verden. Hvis vi ønsker børn med bredde, dybde og højde i deres motivdannelse, må de være virksomme og føres ind i meningsfyldte læreprocesser, hvor de aktivt lærer at tage stilling og handle under ansvar. Magien og fantasien må stå i et dialektisk forhold til de materielle vilkår, og det er denne vekselvirkning der må arbejdes med i skolen tilbage til livet. Dannelse er ikke bare en lige vej, men foregår med brug af fantasi og handlekraft i de situationer man udsættes for. Dannelse foregår med ført hånd i et samspil mellem voksne, der fagligt og personligt har noget på hjerte og nysgerrige eksperimenterende børn på vej ud i livet. Vi skal forstå at lytte til verdens mange stemmer og også få denne verden til at lytte til os. Hvis vi ønsker børn med jordforbindelse, livsmod og fantasi skal de omgås voksne socialt og personligt som kan, vil og tør noget, der kan udfordre dem.

Anerkendende tanker

læg jeres våben

parkér jeres tanker

begrav jeres fordomme

smid vanerne væk

tag plads ved bordet

lån den andens øjne

slå op i de andres historier

lyt til hinanden

lyt til modsætningen

lyt til det ens

lyt til det forskellige

nyd refleksionens gourmet

og anerkend den fremmede smag

Med venlig hilsen

Niels Jægerum

www.jaegerum.dk

Mobil 29640045

En fortælling    om og af   Murens Leo, årgang 1936                                                       

Hvem er jeg       

Leo Kjær Nielsen (kaldet murens Leo. Født i Manna 14-8-1936 af ugift mor. Boede i 3 år hos mine bedsteforældre Jens og Mathilde samt min oldemor Else Marie.

Da min oldemor døde i 1939, blev jer adopteret af murer Christian og Else (min biologiske mors søster) i Vrensted.

Gik i Vrensted Byskole 1943-1948 og Løkken Realskole 1948-1952

Var i 1952-1953 ”høwer” hos Arnold Trudslev.

Kom i smedelære i Stenum 1953-1957 hos Laurits Larsen

Gik på Ålborg Maskinmesterskole1956-1959.

Var marinesoldat 1959-1961 (17 mdr.)

Sejlede 1959-1961 med Mærsk Line.

Gik på Københavns Maskinmesterskole 1961-1963.

Arbejdede 1963-1966 på Enstedværket i Åbenrå.

Blev i 1966 ansat på Vendsysselværket (nu Nordjyllandsværket) og var med i hele opbygningen og senere driften

Var i årene 1970 til pensionering i 1995 overflyttet til driftskontoret og arbejde her som instruktør, sikkerhedsleder m.m.

Blev igen i 1996 hyret til div. konkrete opgaver samt til rundvisninger.

Kommer nu kun til pensionistsammenkomster.

 Min slægt. 

Der er nok nogle der tror, at hvis man søger tilstrækkelig langt tilbage finder man ud af, at man kommer fra ”noget fint”. Jeg tror nu nok, at det sjældent er tilfældet. Og det tror jeg også er tilfældet hos mig. Når jeg går tilbage til mine oldeforældre viser det sig, at de er ganske almindelige mennesker, i stor udstrækning med en håndværksmæssig baggrund.

Mine oldeforældre på min mors side stammer begge fra området. Her kommer min oldefar fra området mellem Manna og Gl. Hammelmose. Han nedsatte sig som Hjulmager og Karetmager på Gl. Hammelmose Mølle.

Min oldemor er født på Helledi mellem Thise og Vrensted. De er altså opvokset tæt på hinanden og kan let have mødtes ved en lokal festlig begivenhed som sommerfest på toppen af Thise Bakker.

Det andet hold oldeforældre på mors side stammer begge fra området omkring Arden i Rold Skov, mere herom senere.

Min morfar karetmager Jens Emanuel Kjær f. Pedersen, kommer fra en familie ved mosen syd for Manna. Faderen var hjulmager og karetmager og boede på Gl. Hammelmose Mølle. Flyttede senere til Thise og tog navnet Kjær da de tidligere boede på Manna Kær. Min bedstefar blev uddannet til karetmager. Familien flyttede senere til Aalborg og herefter til Manna og åbnede en karetmager/træskomager forretning i Manna, hvor jeg blev født. De flyttede til sidst til Brønderslev og ligger begravet her.

Min mormor stammer fra Arden hvor faderen var ledvogter og baneformand. Vi har en enkelt gang besøgt en onkel i ledvogterboligen ved vejovergangen med den store klokke. I husets vindue ud mod bommene stod der en papegøje i et bur. Det var i øvrigt Mathilde der en dag i min konfirmationsalder fortalte mig om hvordan min fødsel og første barndom kom til at gå. Det var jo ikke normalt at snakke åbent om problemet når en ung pige som her, af en indremissionsk familie kom ”galt afsted”.

Min farfar Jens Peter på Nørkæret kom fra en familie i Hundelev, der ligesom han var husmand og murer. Jeg husker ham tydeligt. Når vi besøgte dem på Nørkæret, sad han altid mellem kakkelovnen og døren til soveværelset og lige i nærheden var krogpiben og tobaksbordet med tobak i den ene skuffe og skrå og ”udkrasning” i den anden. Hans død står helt tydelig for mig. Da han skulle synges ud, stod han i den åbne kiste nede i gangen, og da vi skulle gå, fik jeg besked på at hente frakkerne. De hang desværre på knage bag ved kisten, så jeg måtte række hen over ham for at få frakkerne. Et syn jeg aldrig glemmer.

Min farmor, Anna Kirstine blev født på gården ”Ellisgård” som lå på Nørkæret tæt ved hendes nye hjem. Her fødte hun 8 børn samtidig med, at hun passede husmandsbruget med et par køer og nogle grise. Jeg har kendskab til to af hendes søskende, nemlig Elvine gift med smed Christensen fra Mejeribyen samt Jens Ellitsgård der også boede på Vingevej. Jeg har aldrig mødt min farmor, da hun allerede tidligt døde af koldbrand på Hjørring Sygehus. I min søgning er jeg ofte stødt på hendes navn, mest i.f.m. Ellitsgård. Tænk kun at flytte få hundrede meter fra sit fødehjem, føde 8 børn, arbejde hårdt med bruget og så dø i en al for tidlig alder. Jeg har ondt af hende.

Det ene hold oldeforældre på min fars side stammer begge fra Hundelev/Jelstrup. Her blev de også viet. De blev begge begravet i Jetsmark.

I det andet hold oldeforældre stammer faderen fra gården Eilertsgård på Nørkæret. Gården lå mellem Lindegård og Ågård. Moderen her stammer fra Klæstrup.

Så næsten hele min slægt stammer her fra Vendsyssel. Kun min mormors slægt stammer fra området omkring Hadsundbanen, hvor flere af familien senere blev ansat.

5 Bilag til oversigtsplan 1.

NB: nr. 1-6-9-10, se oversigtsplan 1.

12.Karetmager Jens Emanuel Kjær f. Pedersen f. d. 9-7-1877 i Hammelmose Mølle. Voksendåb d.15.04.1914. Død d. 21-1-1962 i Brønderslev. Viet til husmoder Mathilde Hendriksen d. 16-11-1901 i Storarden kirke.

13. Mathilde Hendriksen f. 23-12-1878 i Haldtostrup/ Hobro. Død d. 2-2-1953 i Brønderslev. Viet til Jens , se 12.
14. Jens og Mathilde fik 7 børn. Else Kirstine Kjær f. Pedersen 1903-1997. Christian Peter Kjær 1905-1987. Jens Richard Kjær 1907-1961. Thomas Kjær 1914-?. Inger Marie Kjær 1915-2003. Erik Henry Kjær 1918-1985. Karl Emil Kjær 1921-1968.
15. Hjulmager Jens Peder Pedersen f. 16.03.1840 i Svinget Manna Kjær. Voksendåb d. 18.04.1840 i Thise Kirke. Karetmager, Insidder, 1871 i Gl. Hammelmose Mølle,
16. Else Marie Thomasdatter 1847-1939 Manna Kær.
17. Ledvogter /baneformand Niels Christian Hendriksen 1845-1931 Arden.
18. Kirstine Pedersdatter 1846-1923 Arden.
19. Familien Hendriksen Arden.
20. Jens Peder og Else Marie fik 4 børn.

En mindetur gennem min barndoms gader i Vrensted.

Jeg er lige stået af Brix´s røde rutebil, som nu i en støvsky fortsætter mod Løkken. Det er sommer og grøftekanterne er fulde af liv. Jeg ser mig omkring. Lidt længere ude af Brønderslevvejen bor Chr. Slots`, som arbejder for min far. Håndlangerne siger, det er hårdt arbejde at forsyne Chresten med sten og mørtel, da ingen andre kan lægge så mange sten som ham.

I det fjerne, ud fra Kongsengene, kommer der nu noget mærkeligt kørende på en lille lav knallert. Den er så lille, at sædet og styret er sat op på et langt rør. En stor dame sidder på maskinen og med en lang frakke flagrende efter sig. Det er jordemoderen, som bor i et lille hus lidt længere ud mod Kongsengene. Et syn der altid grines af. Knallerten er en af de maskiner, der blev nedkastet med de engelske faldskærmssoldater. Gad vide om hun har fået den forærende af Vrensted nedkastningsgruppe.

På vejen tæt ved Emilie-Peter, var der en mergelgrav, som vi badede i. Det måtte vi ikke, da det kunne være farligt med det kolde vand. Måske derfor var det spændende.

Jeg vender blikket mod syd og får øje på Minister-Tewdor komme trækkende med sin ko. En ganske fredelig og hyggelig fyr. Under besættelsen hvor man havde svært ved at få tobak, tjente vi drenge en skilling ved at tørre kirsebærblade til hans pibe. Det tørrede vi på en bageplade i komfurovnen. Men det var svært at få den rette kvalitet. Var det for tørt smuldrede det, når han stoppede piben, og var det for vådt kunne han ikke få ild i det.

Jeg fortsætter op ad grusvejen op mod svinget. Til højre lå Vrensted Mølle. Jeg husker ikke at vingerne har drevet møllen. Til gengæld var der en stor petroleumsmotor med vandretliggende cylinder, som drev møllen. Motoren var anbragt i et muret maskinhus lige op ad møllens fundament. Til køling var der muret et bassin med vand, og fra motoren gik der rør hertil. Jeg har senere set en sådan maskine flere gange, og det, at de kom fra den nedlagte Maginolinie efter første verdenskrig. I selve møllens jordvold kunne vi grave et lille åbent hul forsynet med et meget hjemmelavet tag. Her kunne vi drenge i fred og ro sidde og drømme fremtidsdrømme. Mon ikke de fleste ville være lokomotivførere.

Hvem der boede i huset nord for vejen, husker jeg ikke men der blev fortalt, at de var i familie med mælkemand Ejlert og Marie (har senere fået at vide at det var Maries far)

I selve svinget på sydsiden af vejen boede Harald Nielsen, Else og Poul. Harald var lillebilvognmand. Han havde en af disse meget lave Citroenér, som man så i gl. franske kriminalfilm med Lemmy Constantine. Der fortælles, jeg kan ikke huske det, at han under besættelsen forsøgte at montere en gasgenerator bag på. Det må have set mærkeligt ud at se en så lav bil med en stor skorsten/generator stikkende op bagpå.

På samme side af vejen kommer det næste hus som bebos af Frederiksen. Han var vejformand ved et eller andet firma og til transport havde han en gl. motorcykel, som ofte stod udenfor. Den skulle vi drenge ofte hen at røre ved. Var det her i dette hus at Gilbert havde sin første cykelforretning?

I det næste hus på samme side boede Rosa og Valdemar. Han var en meget værdsat håndlanger hos min far, og jeg tror, han var der næsten hele tiden. Rosa var kasserer i den lokale fagforening, og der stod ofte kø udenfor bryggersdøren, når man skulle til kontrol og stemples. Jeg ved dårlig nok hvor mange roser denne familie skulle have. En stor buketfuld, mindst. Jeg kom der ofte, og der var altid plads til en mere, selv om huset var fuldt af både egne børn og børnebørn. En af årsagerne var også, at jeg var næsten jævnaldrende med Bernhard og Poul, og at Bernhard senere kom i murerlære hos min far og samtidig flyttede ind i drengeværelset sammen med Svend og mig. Om aftenen når vi var kommet i seng sang vi ofte en lille sang om vore hemmelige kærester. En af sangene var ” Dernede i dalen en lille hytte lå—”. Rosa var nok lidt ”missions”, og en kort overgang var min mor og mig med når der var møde i missionshuset i Løkken. En kort periode var jeg også med i søndagsskole. Men det var slet ikke noget for mig.

I huset overfor boede Wilhelm Ørum´s. Vi så ham ofte komme kørende i sin ponyvogn med ”skravler” og hvori der ofte var en levende gris. Man sagde, at han nok solgte grise til tyskerne. Og det var jo ikke velset. Efter besættelsen viste det sig, at han var medlem af Vrensted modstandsgruppe bestående af bl.a. Stevns, Knud Svenningsen, Erik Eriksen, Arnold Michaelsen m.fl. Så jeg tror mere på, at han samlede informationer til næste nedkastning ved Ingstrup Sø.

Det næste hus efter Rosa-Valdemar var Jens Ellitsgård`s. Jeg husker Mogens som læste til lærer. En søster, Nelly, udvandrede tidligere til USA hvor hun blev gift med Gene Thuesen der var Sales Manager i Knudsen Cremery Compagny. Jeg besøgte dem flere gange i Los Angeles når ” Nicholine Mærsk” var i havn der. Mere herom senere. Jens var frisk til det sidste. Jeg husker et billede i Vendsyssel Tidende, der blev taget på hans 85års fødselsdag og hvor vi så ham høste korn med sin ”hylli” (le). I forbindelse med min slægtsforskning, har det vist sig, at vi var i familie med hinanden, idet Jens Ellitsgård var min fars morbror. Se slægtsdiagram.

Lige efter Ørum boede Harald Hansen´s med sønnen Gunner. Det var et sted jeg kom ofte, da jeg syntes at alt ved landbruget dengang var spændende. Det var sjovt at se, når ”kontrollen” kontrollerede mælkeprøver inde i bryggerset med sin store skive med alle reagensglassene sat fast ude i periferien. Men det var en modbydelig lugt med den syre, der blev brugt til prøverne. Når der blev tærsket, var det sjovt at se alle de mus der efter det sidste neg i et gulv myldrede op ad væggen. Her havde hunden nok at lave. Udenfor ko huset ved ajlebeholderen, var der et lille hus til grise og kalve. Her blev der under og lige efter besættelsen tørret hjemavlet tobaksblade. Når bladene var passende, blev de rullet sammen og skåret i smalle strimler i en maskine, der var en mini rugbrødemaskine. Herefter blev tobakken tilsat en væske, sådan at tobakken kom til at dufte som ”Mac Barens” pibetobak. Vi knejter skulle naturligvis også prøve at ryge. Vi lavede en pibe af udmarvede hyldegrene som blev udhulet til både spids og hoved. Herefter husker jeg kun at vi alle herefter fik voldsomme opkastninger. En proces som alle raske drenge måtte igennem. Gunner var ikke altid god ved os drenge. På marken nord for gården gik der køer i en indhegning med ståltråd, hvori der var strøm. For at kontrollere om der var strøm på, sagde Gunner at vi blot skulle tisse på tråden, så ville vi opdage det. Ja mon ikke, Men jeg tror ikke vi lod os narre. I stedet kunne vi gøre et græsstrå vådt og lægge det på tråden. Under besættelsen lavede mor og Emma kartoffelmel af revne kartofler, som stod til bundfældning i en vaskebalje. Herefter kunne det lægges til tørre i solen. Når kornnegene var tærsket, blev halmen anbragt i et ”gulv”. Det var sjovt for os unger fra nabolaget at klatre op på ladens trækonstruktion og hoppe ned i den bløde halm. Jeg skylder lige at nævne, at det engang kostede et knæ i det ene øje, hjernerystelse og 14 dage på sygehuset.

Lige overfor mit hjem boede mælkemand Ejler og Marie med børnene Kirsten og Ninna. Det var jo piger, og dem legede vi drenge ikke så meget med. Men jeg var ofte med i marken sammen med Ejler. Han havde marken hen til Jens Ellitsgård, samt lidt jord på den anden side af Brønderslevvejen. Når der skulle tærskes korn, kom Traktor Charles med sit transportable tærskeværk, der blev trukket og drevet af en stor Fordson Major. Så var det med at holde sig på afstand, da den store rem mellem traktor og tærskeværk så farlig ud. Når Ejler var på mælketur, fik vi drenge ofte lov til at være kusk. Så kunne Ejler koncentrere sig om mælkesalget. Kirsten blev gift med Torben, som desværre døde under en ferietur. Kirsten fik senere konstateret kræft og døde af det. Ninna blev uddannet til damefrisør. I min slægtsforskning har det vist sig, at vi også var i familie med Ejler, idet hans far og min bedstefar fra familien Kjær var brødre.

Lige overfor, Vingevej 9 i dag, var mit barndomshjem. Jeg bliver nødt til at stå stille her under min vandring gennem barndommens gader. Det er helt utroligt, så mange positive tanker, der nu myldrer gennem mit hoved. Et fantastisk godt barndomshjem, som jeg kunne skrive meget mere om. Og det gør jeg så senere. Med en duft af nylagte hestepærer går jeg videre.

På marken hen mod Smed Søren, var der en oplagsplads til stilladsbrædder m.m. Da al stillads blev bygget op af træbrædder og stolper, var det vigtigt at alt var ok og klart til næste opgave. Lige inden smeden, blev der senere bygget et hus, som jeg ikke har kendskab til. Men de må have været radioamatører, da huset blev forsynet med høje antenner.

Det næste hus på vejen var smedemester Søren Nielsen med konen Ellen og datteren Kirsten. Sjovt nok var det ikke et sted jeg kom særlig meget, da jeg jo senere blev udlært til grovsmed. Ved siden af smedjen boede svendene. En af dem hed Åsholm. Han var jæger og havde derfor et jagtgevær. Under besættelsen når de tyske spærreballoner rev sig løs i en strid vestenvind og slæbte fundamentet med sig over stok og sten, blev Åsholm tilkaldt for at skyde ballonen ned. Om det lykkedes ved jeg ikke. En anden svend hed Dusinus eller Dion som boede til leje i enden af Tårnurfabrikken, over mod diget. Jeg tror ikke han var der særlig længe og flyttede fra byen. På et tidspunkt tog Søren en lærling fra Ingstrup Efterskole. Det var, så vidt jeg husker en skole for børn der havde fået en dårlig start på tilværelsen. Men han måtte desværre forlade pladsen, da der efterfølgende gik rygter om ar ”der forsvandt ting”. Senere gik der rygter om at det ”vist nok ikke var ham alligevel”. En træls skæbne for et ungt menneske der forsøgte at få en bedre start på livet. Smedjen blev senere solgt til Per Hvarregård.

Lige overfor smedjen lå Vrensted Central, som i min tid blev bestyret af ”Central Marinus”. Han var invalid, da han tilsyneladende ingen fødder havde. Han kørte i en trehjulet handicapcykel, hvor forhjulet blev trukket af kæder og pedalarme ført op således, at han kunne betjene dem fra sædet. Underbenene der næsten kun var et par klumper hang ned fra sædet og kunne ikke bruges. Han havde en hjælper eller kone som passede ham og indimellem også centralen. Når vi måtte lave ballade eks. Nytårs aften, gjorde vi det kun når hun sad ved omstillingsbordet, så vidste vi, at banen var klar. Marinus havde i øvrigt en i samme situation, nemlig ” Kræn Jensen Trehjywel” fra Bådstedhede. Vi så dem altid, når der var afslutning på idrætsugen eller der var fest i Anlægget. Ifølge min mors kogebog, hvori hun noterede alt muligt havde Marinus 30-års jubilæum i 1945.

I sidste hus på sydsiden ved siden af Centralen boede Jens Madsen. Det var et lille landbrug men Jens Madsen havde også en ”Lillebil”. Det var en stor 6-cylindret Chevrolet med plads til 6 passagerer, de to på klapsæder bagved de forreste sæder. I huset var der også Vrensted bibliotek, som jeg benyttede meget, da jeg læste meget og havde en bogreol oppe på drengeværelset. Også dette hus var et af Sagfører Olsens projekter.

Imellem Smed Søren og Knudsgård lå vandværket. Der måtte vi ikke komme ind, men når der var eftersyn, listede vi os til at se ind af døren og blev imponeret af de store beholdere og pumper, der langsomt gik op og ned og sagde DUNK-DUNK-DUNK. Jeg husker, at der blev forsøgt at lave en ny boring lige nord for vandværket. Ja, det har nok ikke lykkedes, da vandværket nu jo er flyttet. Vandværket blev senere ombygget til bolig for en familie. Det må have været et stort arbejde.

Og så står jeg pludselig midt i Vrensteds pulserende centrum. Her er der altid liv. Cyklister, mødre med barnevogne, hestevogne med læs til dyrene, glade skolebørn på vej hjem og meget mere. Uanset næsten hvor man kommer fra og næsten uanset hvor man skal hen, foregår det via Trehjørnet. Her er Kommunekontoret, her har Gilbert cykelforretning og her har Romedal bygget hus og lavet herreklip, og her har hans kone lavet isbod, som efter kort tid blev vores nye samlingssted (i stedet for bager Bedholms forgang). Jeg står her lidt i egne tanker og mindes de mange oplevelser, der knytter sig til dette sted. Men jeg vender mig mod nord og går ud i ” Mejeribyen.

Gården Knudsgård på højre hånd har jeg egentlig ikke haft noget forhold til. Min bror Svend, var en overgang hjælper her. Men mon ikke Svend og Knud Hoven var i samme alder. Min mor købte senere et stykke jord af Per Hoven til udvidelse af haven. Det gav desværre flere opgaver til mig.

I det næste gule hus på højre hånd boede min onkel Arnold og Hanny med børnene (jeg husker desværre kun Selma og Årle). Jeg mener der var to piger mere. Der kom jeg ikke særlig tit. Drenge leger jo ikke med piger (Undskyld piger men det kommer senere) og Årle var noget yngre. Arnold arbejdede for min far og sammen med onkel Ernst fra Nørkæret var de begge betroede medarbejdere på byggepladsen, når far var optaget hjemme af det administrative. De må have været gode læremestre, da Svend senere kom i lære.

Jeg står her lidt og kigger op på telefontrådene der skal hen til Marinus samt el-trådene, der kommer fra transformatortårnet i Mejeribyen. I de hårde vintre i 40-erne var der altid høje snedriver netop her, og vi blev advaret om, at det var farligt at røre trådene.

I det næste hus boede Astas Ejner sammen med sin mor og en søster. Ud af Ejners fortællinger kan jeg se, at han var karl hos Harald Hansen og senere i købmandslære i Stenum, hvor jeg også senere kom i lære. Efter sin pensionering blev Ejner en god foredragsholder og en god formidler af Vendelbomålet, som han også brugte i det daglige. Ejner kom senere til Aalborg Politi som kriminalkommissær sammen med endnu en Vrensted dreng, nemlig Svend Mejlholm fra Østre Hede. Svend bor i dag i Skalborg sammen med Inger. Vi holdt i øvrigt juleaften sammen hvert år.

I det næste hus boede Ejnar Kraghs med børnene Oda, Edel og Henning. Henning var desværre en spinkel og svagelig dreng. Man sagde at han havde haft Engelsk Syge som barn. Desværre var Henning et let offer for drillerier (mobning), da kan ikke kunne forsvare sig. Han var meget bange for grangrene og en dag blev der i et frikvarter anbragt en gren i hans skoletaske. Han skreg af rædsel, da han åbnede sin taske. Det var synd for Henning, så mobning fandtes også dengang. Henning døde desværre i en al for tidlig alder.

Næste hus på vejen var barberens, Her havde Simoni og Magda hver en salon. Inde hos Simoni lugtede det altid af hårvand og hos Magda af varm krøllemaskine. Magda blev betragtet som en fin dame, også af hende selv iflg. barberens Leo. Det var altid sjovt at se, når Simoni var ude at cykle. Han havde et stift højreben og cykelhandleren havde ændret pedalarmen så den godt kunne bruges selv med et stift ben. Jeg har i øvrigt truffet Leo senere her i Lindholm, hvor han var i gang med sin slægtshistorie. Den er senere udgivet på Jens Ottos hjemmeside. Læs den. Den er meget spændende.

Lige ved siden af boede Møbelsnedker Oluf Jensen med hustru Maren samt børnene Georg, Arne samt 2 mere som jeg ikke husker navnene på. Oluf var en meget dygtig håndværker og lavede gedigne møbler. Min datter har stadig et spisebord med stole fremstillet af Oluf og hans folk. Det var spændende at komme ind i værkstedet og se når der blev limet finer. Når den varme lim fra potten på komfuret blev smurt på fladerne og fineren blev lagt på, skulle det gå stærkt med at skrabe overflødig lim væk. En anden grund til at jeg kom der var, at Georg og jeg lavede en tre-mastet skonnert. Vi ville ud at sejle. Skibet blev laver af et stykke et-tommers planke og master og ræer blev lavet af tørrede grene fra haven. Da skibet skulle døbes, blev vi uenige om navnet. Jeg syntes det skulle hedde Ystalyfera, mens Georg mente det skulle hedde Rolf. Hvem der fik ret, husker jeg ikke. En af lærlingene var i øvrigt flokleder for en gruppe ulveunger i Løkken, og han overtalte mig til at blive spejder. Mere herom senere. Den yngre bror Arne har skrevet sine barndomserindringer i bogen ”Kærminder”. Kan anbefale at læse den.

Den sidste del af mejeribyen var egentlig ikke et sted, som vi drenge fra Midtbyen brugte, men der er alligevel nogle minder herfra, så jeg fortsætter turen.

Det næste sted jeg husker, er ”Cykelhandleren”. Skulle det være mere præcist blev han kaldt ”Christensen”. Her blev min interesse for teknik nok vakt. Det var sjovt at komme ind i det rodede, men hyggelige værksted og iagttage reparationerne. Her lærte jeg at vedligeholde vore cykler. Jeg lærte at stramme kæder, udskifte pedaler (husk links gevind på den højre), at justere nav og styr m.m. Han og Gerda flyttede senere hen på den gamle tivoliplads mellem Reinholt og Gilbert og lavede her autoværksted. Sønnen Svend og jeg blev i øvrigt kolleger, idet vi begge som maskinmestre kom til at arbejde på Elværker.

I huset og værkstedet ved siden af boede Willy Kristensen. Han blev næsten altid kaldt ”Karetmageren”. Jeg har nu aldrig set hverken vogne eller kareter der. Jeg tror heller ikke at far arbejdede sammen med ham. Men jeg husker Willy for en bestemt ting. Han begyndte at udleje transportable el-vaskemaskiner. Og det var en kærkommen gave for mig, da jeg ofte skulle hjælpe med at vugge den gamle vaskemaskine, når der var storvask. Willy havde en cykeltrailer og med den transporterede han maskinen ud til kunderne, der så kunne leje den et par dage. Senere kom jo fællesvaskeriet mellem Agnes Bak og købmanden. Jeg tror det fik en ende, da Elektrikerens Marie begyndte at sælge hårde hvidevarer fra deres butik i Mejeribyen.

De næste huse på vejen ud til mejeriet har jeg ingen kendskab til, så jeg stopper op ved Smed Christensen. Vi var på besøg der nogle gange og hvorfor vidste jeg ikke. Men det viser sig at vi ”er lidt i familie”. På et opslag af Jens Otto, kommenterede jeg vores besøg der. Denne bemærkning blev kommenteret af Konni Bentzen der skrev, at konen i huset var hendes oldemor. Hun hed Elvine, født Ellitsgård, og da min bedstemor på Nørkæret, Anne Kjerstine også var født Ellitsgård begyndte en slægtshistorie at tage form. Det har vist sig at Anne Kjerstine, Elvine Christensen og Jens Ellitsgård fra Vingevej alle er søskende. Dette kan ses på Slægtsdiagrammet for Familien Nielsen Nørkæret. En sjov detalje der gør Slægtsforskning spændende. Jeg tror ikke Smed Christensen var særlig aktiv i denne periode, vi besøgte ham. Men smedjen lugtede stadig af esse, kul og hestelort.

Så står jeg igen i et lille knudepunkt, dog noget mindre end Trehjørnet. Men aktivitet var her, ofte til ud på aftenen. Mejeriet kørte om formiddagen, Brugsen og Martin havde åbent til sidst på eftermiddagen, hvor så Forsamlingshuset så ofte startede op. Mejeriet var til stor hjælp for en beskidt smededreng som mig. Vi havde i starten ikke badeværelse hjemme, og i smedien, kun at blive vasket i en spand lunkent vand hele ugen igennem, var ikke tilstrækkeligt. Men om søndagen kunne vi få brusebad med vand fra de varme kedler.

Inde hos købmand Martin duftede det dejligt af træskosværte og nymalet kaffe. Det var dog ikke et sted vi handlede. Rygterne sagde, at Martin var Brugsens største kunde.

Forsamlingshuset har for mig spillet en stor rolle. Det var et centralt sted med de mange aktiviteter. Huset har været med til at forme mig til det jeg er i dag. Det har i min tid været et vigtigt sted i gode gamle Vrensted. Mere herom senere.

Men nu går det sydpå igen med at kigge på husene på vestsiden af vejen. Her husker jeg nogle få ting.

Brugsen havde to sønner Jørgen og Erik. Jørgen var engang ude for et uheld, så ambulancen måtte tilkaldes. Det var sjældent at se den grå bil med det gule udrykningsflag på forskærmen komme susende gennem Vrensted. Erik kom i lære på PM i Brønderslev og uddannede sig derefter til maskinmester. Jeg tror at Erik var mit forbillede, da jeg også senere blev maskinmester. Min far købte sin første bil af uddeleren. Det var en Ford 31 med nummeret P5089 og den tjente familien godt i mange år. Da Svend begyndte at tage kørekort hos Dam Nielsen i Brønderslev og lærte at køre Ford`en, var det ham der kørte folkene ud på arbejdspladsen. En førstemand i Brugsen, kaldet Søndergård, var for øvrigt, sammen med Kalle, nogle af de bedste på Vrensteds førstehold.

Herefter var der et tømrerværksted ejet af Chr. Rode. Han og far arbejdede meget sammen og var nok det værksted, far brugte mest. Også her var der en søn Morten, som senere overtog værkstedet. Da Morten og Elna blev gift, boede de kortvarigt i en lejlighed på 1. sal hos os.

Det næste hus jeg husker noget fra er vognmand Henry Nielsen. Det var altid ham der kørte med sneploven i de hårde vintre. Midt i 40erne havde han og snekasterne nok at gøre. Når Henry kom kørende med fuld fart og med gnister fra sneploven, når den kom til at røre grusvejen og derefter drønede ind i en stor snedrive, var det med at komme af vejen. Mon ikke Henry arbejdede en del for Kommunen, da han også både kørte sneskærme ud og hjem. En aktivitet vi jo ikke ser mere.

De næste huse på vejen efter sidevejen op til Kirkemarken kan jeg ikke rigtig huske noget om. Men frysehuset var en meget stor fordel for alle, der slagtede selv. Så var man næsten fri for at ryge, salte eller henkoge. Ole og Laila gjorde en stor indsats i husets forvandling til beboelse.

I det næste gule hus boede Post-Else og Poul. Jeg mener de flyttede hertil da Harald døde.

Det efterfølgende røde hus blev bygget af min bror Svend og Erna da de blev gift. Her blev min første kæreste fra min tid i Stenum vel modtaget. Det var et stort og dejligt hus, men måske lidt for farligt med små børn og de to trapper. Huset blev solgt til repræsentant Aksel Nielsen, hvorefter de byggede det nuværende hus på Anders Olesens Vej.

I det næste hus boede Helga Mikkelsen og Bjarne. Jeg mener de byggede huset da cykelhandler Gilbert Mikkelsen fra Trehjørnet døde.

Fra det næste hus på vejen, den lille røde bungalov, har jeg en lille sjov historie. De to ens huse blev bygget lige efter besættelsen, da der ved hjælp fra Marschall-hjælpen kom gang i byggeriet. Da de var ved at støbe dækket over kælderen, kom jeg derhen for at få lov til at købe en ny is type. Det var de runde AMA is med en pind stikkende ud af hver ende. Men far sagde nej. Men så protesterede de andre. Hvis ikke far hostede op med en skilling, ville de så selv betale. Jeg fik min is af far. Huset blev bygget til en enlig frøken som hed frøken Crokker. Hun kørte altid rundt med en lille hund i en flettet cykelkurv.

Ja, hvem husker ikke Maler Poul komme kørende i sin lille varebil. Utroligt at han kunne komme ud og ind med det stive ben. Jeg husker, at Poul malede vores køkken i egetræsmønster. Når han havde smurt maling på fyldningerne, blev mønstret lavet med en slags tandspartel. Det så godt ud-dengang. I mit værksted på havnen, har jeg stadig et køkkenskab, som blev malet samtidig. Dog uden egemønster.

Og så kommer jeg til Reinholt. Ham og hans biler har været en vigtig del i min barndom. Jeg mener at far for det meste brugte Reinholt til de mange transportopgaver der var, og det var mange. Han hentede grus og sten fra Klim, materialer fra Langeland i Brønderslev, flytning af stillads og blandemaskiner og meget mere. Under besættelsen var hans biler jo forsynet med gasgenerator, og jeg husker tydeligt den specielle lugt af generatorbrænde i garagen. Der var mange episoder med Reinholt, både sjove og alvorlige. Zoo i Aalborg var blevet åbnet i 1935 og vi havde en skoleudflugt dertil, hvor vi alle sad på bænke på ladet omgivet af skrawler. Pludselig kom der en gaseksplosion i generatoren og topdækslet sprang op og varm gas blæste ud og lige ud i ansigtet på Olufs Arne der fik hår og øjenbryn svedet. En af de sjove var, at Reinholt måtte have sin bil i brug for at hjælpe mig ned af en telefonpæl. Vi var ude med noget stillads på en arbejdsplads i Aasendrup. Her var også en telefonmontør i gang med noget arbejde i masterne. Hertil brugte man jo specielle sko med en gribeklo omkring masten. I middagspausen kravlede jeg op i masten vha. disse sko. Men jeg kunne ikke komme ned igen, så jeg råbte om hjælp. En stige var ikke lang nok, så Reinholt bakkede sin bil hen til masten og så kunne stigen nå. Jeg håber og tror på, at det skabte stor morsomhed.

Imellem Reinholt og Gilbert var der en åben mark. Jeg står lidt og kigger op mod Peter Ledet. Her er helt åben og god plads til sportspladsen tæt ved Peter Ledet. Men marken blev også brugt når det omrejsende tivoli kom til byen. Det var altid spændende og noget nyt. Der var en luftgynge, en lille karrusel, boder og en roulette. Her skulle vi altid hen at prøve lykken. Alt er jo relativt men i forhold til i dag er det jo små fornøjelser. Det var det ikke dengang.

Og så er jeg tilbage på Trehjørnet igen ved det store gule hus med Gilbert Mikkelsens cykelforretning. Her tror jeg at vi drenge var Vrensteds første, og forhåbentlig sidste, sniffere. Omme bag udhuset var der en dynge skrottede cykeldele. Dengang var der på styrene en beklædning af Celluloid, som vi brækkede af styrene. Med et brændglas eller forstørrelsesglas satte vi ild i Celluloiden, der afgav en sødlig og skarp røg som lugtede godt. Ja, det var utroligt hvad vi kunne finde på. Der er noget der siger mig, at Gilbert også solgte flødeboller, som var i en stor firkantet blikdåse. Nej det må nok have været hos købmanden. Og dog?

Med mindet om Celluloiden i næsen går jeg ned mod Stationen. På det første stykke var der ingen huse så her var der god plads til sportspladsen, der jo tidligere lå ude i Præstens Plantage. Pladsen var ikke et særligt stort aktiv for mig, da jeg ikke var god til fodbold. Nogle af os knægte havde dog en fodbold som vi ind imellem spillede med på banen. Mon ikke vi alle husker rædslen for at få en våd bold i panden, især hvis den ramte med den grove snøre. Det kunne godt give nogle skrammer. Årsagen til at jeg sjældent kom på holdet var, at jeg ikke fulgte med bolden, når jeg spillede yderwing. Så jeg holdt mig til gymnastik i forsamlingshuset. Men idrætsugen var altid spændende med de mange aktiviteter, som blev afsluttet om søndagen men bl.a. ringridning, ægge- og sækkevæddeløb. Jeg har kun deltaget en gang på en hest fra Arnold Trudslev. Jeg ramte aldrig ringen, og da vi skulle hjem, satte hesten i galop, så jeg var ved at falde af. Jeg har ikke siddet på en hest siden.

Jeg fortsætter forbi Peter Ledet og ned mod Stationen. Det var jo en helt traditionel landsbystation med ventesal, beboelse, baghus til pakker samt et større pakhus til gods. Men stationen var alligevel noget særligt, og det var pga. Stationsforstanderen Fru Christensen. Hun var en meget bestemt dame og vi skulle ikke lave uro i ventesalen. Kort før toget ankom blev den lille lem i døren åbnet, så vi kunne købe vores billetter. Den blev så stemplet i en lille stempelmaskine. Når toget ankom, tog Fru Christensen sin Stationsforstanderkasket på, og gik ud til banen for at stoppe toget. Jeg tror hun kunne gøre det kun med sin myndighed. Bagefter hende kom Christensen med sin lille tohjulede ladvogn til småpakker. Større pakker o. lign. blev aflæsset direkte fra godsvognen og lige ind i pakhuset. Når alt var klart, gav Fru Christensen signal til afgang, konduktøren fløjtede og så brugte lokomotivføreren sin dampfløjte til farvel og på gensyn. Dengang en oplevelse at se på. Oplevelsen forsvandt desværre da damplokomotivet blev afløst af en motorvogn, som jo også til sidst blev afløst af skinnebusser.

Med mindet om damp og kulstøv i næseborene går jeg op mod kirken. Til højre bor Store-Alfred som var i familie med mælkemand Ejlert.                                                                                   Lige overfor var en af byens aktiver, nemlig ANLÆGGET. Det var en lille lund med hæk hele vejen rundt. Her blev flere af byens aktiviteter afholdt, bl.a. Sct. Hansbål, afslutning af idrætsugen o. lign. Ofte var der også DANS PÅ ÅBEN ESTRADE. Da der jo var musik på, kostede det at komme ind og danse. Dansegulvet var derfor omkranset af et hegn lavet af sneskærme og en kontrollør stod ved indgangen og solgte billetter. På pladsen var der også en rød træbygning hvor der var tombola og salg af slik m.m. Engang vandt jeg et nummer og var spændt på, hvad jeg havde vundet. Jeg var meget skuffet, da jeg fik udleveret en buste af Kong Christian X. Hvad skulle jeg dog bruge den til? Så vidt jeg husker, brugte far den som brevpresser.

Det næste hus jeg husker noget om er et to families hus liggende lige før Vognmand Mathias. I den første halvdel boede en ældre dame og i det andet boede Harald Kragh og Stinne med børnene Doris, Ivan og ???. Ivan blev sammen med Karlo og Erik Ejersted mine bedste venner til langt op i ungdomsårene.

Men huset med Mathias, Dagny, Margit, Jytte, Sonja og Karlo blev mit andet hjem. I de første år var det mest Karlo og mig der var sammen. Vi havde mange aktiviteter her. Omme bag garagen var der et lille skur til haveredskaber. Det indrettede vi til vores lille private hule, hvor vi over en primus lavede pandekager. Til kagerne drak vi russisk te af en ægte samovar. Da vi ikke kunne få fat på teen, måtte vi indtil videre klare os med vand fra samovaren. Til dessert kunne vi vælge årets høst af frugt gemt i beskyttelsesrummet. Hen i ungdommen dannede Karlo m.fl. Arizona Boys. Et 4 mands orkester med harmonika, violin, trompet og kontrabas. Der spillede til baller rundt omkring og jeg var altid med som slæber. Og så kunne jeg jo også tage en dans når de andre spillede.                                                                        Da vi blev lidt ældre, skulle der være fest i gaden, når Mathias og Dagny var ude, og vi var alene hjemme. De havde en stor radio grammofon, som kunne forsynes med op til 10 stk. plader. De aftener var der altid mange til stede. Men alkohol var jo dyrt, så vi eksperimenterede med selv at lave drinks af filtreret sprit tilsat en essens, der tog den grimme smag. Vi husker alle mælkeflaskerne fyldt med pink, lysegrønne og klare væsker, som i dag ville smage modbydeligt. Men det var hvad vi havde. Senere i ungdommen kom vi jo alle i uddannelse og fik andre venner og kærester så vi gled lidt fra hinanden. Men de gode ungdomsoplevelser her, husker vi alle. Og så blev jeg jo senere gift med Sonja, med hvem jeg har 2 børn.

Med et lille suk og mindet om lykkelige ungdomsdage går jeg videre op mod skolen, Anne Maries Hus og Kirken, men drejer af lige før diget og går ned mod Ingstrupvej. Her støder jeg direkte mod Gades skomagerværksted. Her var der en herlig duft af læderolie og træskosværte, og her blev der repareret seletøj og træsko. Men vi kom der mest, når vi var på vej ud at skøjte på søen eller oversvømmelserne, og det var for at få vore skøjter hulslebne. Et par rundslidte skøjter kunne vi jo ikke følge med de andre og så blev vi drillet. Men den ordnede Gunner.

Ved siden af boede Marius Ejersted og Stinne med børnene Erik, Inge og Per. Erik var sammen med Karlo og Ivan mine bedste kammerater og vi brugte megen tid sammen. Det var en meget stor fordel at have en kammerat med forældre der havde et badehus i Løkken, og det havde Eriks forældre. Her var vi tit nede og bade, også fra, hvad vi ikke måtte, da vi i starten, ikke kunne svømme. Nå, men så hoppede vi bare i vandet lidt længere inde og drev med bølgerne ind, hvor vi kunne bunde. Også Løkken blev et sted vi kom meget både på stranden, Strandpavillionen, Klitbakken Biografen, Realskolen m.m. Løkken har også sat sit aftryk på mit videre liv.

Jeg nærmer mig nu et andet centralt sted i Vrensted nemlig Andedammen med omgivelser som kirken og kirkegården, Tårnurfabrikken, Lægehuset og købmanden. Her er andedammen meget central i min barndom. Her prøvede vi at fiske lidt, putte vand i et henkogningsglas for at iagttage planter og liv, samle kastanjer fra det store træ, nyde ænder og svaner og skøjte her om vinteren. Her var næsten altid aktiviteter. Her slutter også det område som vi færdedes i til daglig. Videre ned i Nyhavn og ud på Båstedhedevej, kom vi kun, hvis vi havde ærinder der.

Men jeg skal snart til at afslutte min mindetur, så jeg går op mod skolen ad den lille vej mellem diget og skolens have. Her var der nogle store frugttræer som gik lidt ud over vejen. Det var en stor fornøjelse, når vi kunne overtage Gunner Hansen til at tage den vej, når vi kørte hjem med et læs korn fra deres mark ved Ingstrupvej. Så kunne vi nemlig lige nå at plukke et par frugter, når vi kørte forbi.                                                                                                                       Foran mig har jeg nu Ane Maries Hus. Herfra husker jeg kun Mine i hendes store træsko.                                                                                                              Jeg stopper lidt ud for bager Bedholm og mindes, at vi her i deres forgang samlede vi os, når vi havde penge til slik. Hvem husker ikke da AMA is kom med deres runde is med en pind stikkende ud af begge ender.                                                                        Henne ved Agnes Baks lille forretning købte jeg mit første kamera. En stor firkantet kasse til 6X9 film.                                                                                       Og overfor begge forretninger BYSKOLEN. Herfra har jeg en masse minder, så herom senere.                                                                                                            Min mindetur slutter ud for Købmand Kristoffersen. Foruden de almindelige indkøb som vi foretog for vores forældre, kunne vi liste os til at få fat i lidt Karbid, som stod i en tønde ude bagved. Det brugte vi i vores cykellygter samt til bomber. Vi puttede lidt i en sodavandsflaske med patentprop, tissede lidt i flasken, lukkede proppen og smed flasken ud på marken. Når gassen havde udviklet sig sprængtes flasken med et stort brag. Sjovt men sikkert også farligt.

Mit barndomshjem.

Da jeg kom til Vrensted i 1939, var der 2 lejligheder i huset, nu Vingevej, en i stueetagen og en lille på 1. sal. Her boede i starten forskellige familier indtil denne blev ombygget til soveværelse for far og mor, værelse for Svend og mig, og senere også til Rosa-Valdemars Bernhard, da han kom i lære her. Bl.a. boede Morten Roden og Elna her, da de blev gift. Jeg kan huske at Morten ofte kom hjem med en sæk brænde på bagagebæreren til komfur og kakkelovn. Stueetagen var helt traditionel med køkken, spisestue, pæn stue, spisekammer m.m. I baghuset var der bryggers, tørverum og i starten et das. Ude bagved var der et lille skur til redskaber, høns og et rum til overskud fra byggerier.  Imellem husene var der en grube til læsket kalk som mor solgte fra til dem der selv kalkede huse. Bagved var der en meget stor have, som blev udvidet da mor købte et stykke jord fra Knudsgård. Så der var nok at se til for hele familien. Hverken Svend eller jeg fik lov til at drive den af. Svend var meget sammen med far på byggepladserne og jeg hjalp mor med ALT, syntes jeg. Hvem i min alder bryder sig om at røre i blod ved slagtning, agere garnholder under optrævling af gamle strikke trøjer, vugge med vaskemaskine, køre med kødhakker, slæbe brænde m.m.                                                                                                        Når det ind imellem blev for meget, skjulte jeg mig i Skunken hvor jeg gemte mine Ricks-mærker. Her kunne jeg i fred og ro sidde og udvælge mine byttemærker. På værelset havde jeg indbygget en reol til mine bøger. Jeg læste meget, lånte tit bøger på biblioteket, købte JAN-bøger og drengebøger om folkene på de stolte Svendborgskuder. Endvidere købte jeg Populær Mekanik, som gav mig mange gode ideer til at nørkle med på mit lille værksted på loftet. Om sommeren var der meget arbejde i haven. Det var bedre. Her hjalp jeg med bærplukning m.m. Engang gik det lidt galt. Jeg skulle plukke kirsebær oppe i træet, men uheldigvis faldt jeg ned og fik en fod ind i en kløftet gren. Her hang jeg med hovedet nedad indtil mor fik fat i en stige og hjalp mig ned. Og hver søndag var det min opgave, at skuffe og rive den store midtergang.                  Men vi fik naturligvis også tid til at lege med naboernes børn. Vi spillede Antonius, kugle spil, jep, kroket, samt kravlede i træerne og op på taget. Det gjorde jeg kun en gang. Jeg fik på 1. sal indrettet et lille værksted, hvor jeg rodede med alting, og det gør jeg stadig, men nu på havnen i vores værksted til bådereparation. Om vinteren gik det ofte med bordtennis, bobspil m.m.

Men det bedste var nok alligevel de mennesker, der var i huset nemlig far, mor og Svend. Jeg kunne ikke få et bedre hjem. Her var overskud til stor omsorg og kærlighed, og vi var aldrig i tvivl om det, selv om det ind imellem var tæt ved at få en røvfuld af tøjbankeren der hang på en krog i bryggerset. Jeg er aldrig blevet slået, selv om jeg nogle gange fortjente det. Svend reddede mig en gang da far bad ham gå ud og skære en gren af, så jeg kunne få et par dask med den. Det nægtede Svend. Men vi fik ikke lov til at drive den af. Vi hjalp med til rengøring af stillads, og jeg lavede bl.a. murbindere oppe på mit lille værksted. Og da vi var færdig i skolerne og ventede på at skulle videre, var Svend en periode inde på Knudsgård og jeg var Høwer hos Arnold Trudslev.

Men der var naturligvis også mange sjove oplevelser i hjemmet. Det kunne være de årlige kaffe komsammen med naboer, familier m.m. Her blev der dagen forinden åbnet for ristene fra kaminen i stuen og ind til den pæne stue. Der var en bred skydedør mellem stuerne, og var der mange gæster, blev der dækket et langt bord, som gik ind i den pæne stue, og så gik snakken omkring det veldækkede kaffebord med de traditionelle 7 slags kager. Her var der en del damer der ikke drak kaffe, så de fik varm vand med sukker og fløde. I slutningen af kaffebordet gik far rundt med en rød Aalborg til en bette sort. Her var det sjovt at lægge mærke til den gamle lærer Jensen. Når far nærmede sig ham, fik han ofte travlt med at snakke med sidemanden til den anden side. Det var far klar over så han hældte mere i koppen, indtil lærer Jensen udbrød stop Christian, jeg skulle ikke have haft så meget. Efter kaffen blev gæsterne delt. Damerne trak sig tilbage i den pæne stue til strikketøj og sodavand. Mændene delte sig til et spil whist. Det var ofte svært med 4 mand til hver gruppe, men så blev der spillet med blind makker eller med oversidning. Og så blev der serveret øl og cigarer og spillet gik ofte med høje udbrud om spillernes evner til at spille kort. De mest ivrige var i øvrigt onkel Ernst og Ole Helledie. Nogle gode aftener var det.

Andre gode minder fra hjemmet var vore søndagsture. Far havde købt sin første bil, en Ford 31 med nummeret P 5089 af uddeler Kjeldsen. Mor kom tit hen til min far ved skrivebordet, hvor han var optaget af tilbud m.m. og sagde om ikke vi skulle køre en søndagstur. Jo, sagde han, men smør lige noget mad først. Det havde mor naturligvis gjort, gode madder pakket ind i fugtige rabarberblade, og så måtte far med et suk finde nøglerne frem. Turen gik ofte ud til mosen, hvor vi ofte skulle forbi Gl. Hammelmose Mølle, hvor mine oldeforældre havde boet.

En ting som jeg ofte senere har tænkt over er, at i forbindelse med omtale af familierne og deres erhverv bliver husmoderen ofte glemt, og det er meget forkert. Bag enhver mand står en kvinde og det er rigtig. Fars forretning ville ikke kunne drives uden stor hjælp fra vores mor Else. Hun var i gang fra morgen til aften med alle mulige gøremål, således at far kunne koncentrere sig om forretningen med tegning, tilbud o. lign. Jeg kan godt forstå, at hun ind imellem tog en lur på sofaen.

Svend og jeg havde egentlig ikke nogen ting med fælles interesse. Han var 5 år ældre end mig og han kom tidligt med ud på arbejdspladserne. Og jeg er sikker på at han engang imellem var træt af at skulle være barnepige på mig og skulle have mig med til forskellige arrangementer, og jeg forstår ham udmærket. Men jeg savner ham i dag. Når jeg nu her sidder og skriver om min barndom, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad familiesammenhold betyder. Det må have været svært for min biologiske mor at komme hjem til en indremissionsk familie og fortælle, at hun var gravid. Men her stod familien sammen og gav mig en tryg opvækst. Og tak for det både til min familie og til Vrensted.

Min skoletid.

Ja uha, jeg husker ikke ret meget fra min tid i de små klasser. Men sjovt nok, så husker jeg en bestemt ting. og det var da vi skulle vaccineres. Doktor Weywath var kommet fra Løkken med sine nåle. Vi drenge forsøgte at forskrække pigerne, men da det kom til vores tur, var vi nu ikke særlig modige. En af pigerne var så bange at hun smed sig på gulvet og måtte her holdes fast for at blive vaccineret.

Men hvad vi lærte i de små klasser, husker jeg ikke. Det gik meget bedre i den store klasse. Her var fag som geografi og natur min store interesse, og det er det stadig. Det bedste var, når vi var ude i naturen og eks. fange sommerfugle, som vi med nipsnåle gjorde fast på et bræt, samlede æg fra så mange forskellige arter som muligt. Vi prak hul i æggene og pustede blommen og samlede æggene i en kasse med vat i bunden. I bække og åer tog vi vandprøver og iagttog dyrelivet her. Det var spændende, hvis vi også kunne fange haletudser for at se deres udvikling.

En vinter lokkede vi Lærer Madsen med på en skøjtetur på oversvømmelserne og Ingstrup sø. Han havde ikke gode støvler til at fastgøre skøjterne på, men anvendte galocher uden på skoene. Det gik naturligvis ikke godt og det var meget morsomt, at se ham på vaklende ben brase tværs over søen og ind i sivene på den anden side. Mon ikke det var sidste gang, det lykkedes at få ham med.

Men tiden i frikvartererne husker jeg bedre. Bag udhuset hvor der var Das og plads til tørv, var der på muren monteret ribber. Endvidere var der tre stolper, hvor imellem der var placeret bomme, der kunne hæves og sænkes. Når de skulle bruges, trak vi plinten ud af skuret og placerede den i god afstand fra bommene. Det drejede sig nu om at hoppe fra plinten og hen mod bommen, gribe fast og hænge der uden at falde ned. Den der kunne gøre det i den største afstand fra bommene havde vundet. En anden god leg var kugle spil med farvede kugler. Der blev gravet en rende i jorden og så gik spillet med at skubbe de andres kugler i hullet. Jeg tror vi tit kom ind i klassen igen med sorte pegefingre.

Vi var også på nogle skoleudflugter. Jeg husker ture med hestevogn til Thise Bakker og til Brønderslev Marked. Vi var også på tur til Zoologisk Have i Aalborg. Det foregik i Reinholts lastbil, hvor vi sad på bænke på ladet. Bilen kørte på en gasgenerator og på et tidspunkt sprang toplåget op og varm gas strømmede ud og ramte Olufs Arne i hovedet så hår og øjenbryn blev svedet. Men den bedste tur var nok turen til København hvor vi sov på Fregatten Jylland. Hvad vi så i København husker jeg ikke, men mon ikke vi så nogle af de mange seværdigheder, der imponerede en flok skoleelever helt ovre fra Jylland. Vi var med tog, og der var snakket om at tage Aalborg båden hjem. Det gik dog i vasken, så vi tog også toget hjem igen. Efter turen hørte vi at KØBENHAVN var blevet minesprængt, så vi var glade for at vi ikke var med der.

I 1948 var vi nogle stykker der fik lov til at gå på Løkken Realskole. Det kunne godt være anstrengende med sådan en cykletur i al slags vejr. Der var endda også 2 piger fra Østre Hede, som vi ventede på ved Trehjørnet, så vi sammen kunne cykle til Løkken. I de store vintre i 1940-erne blev vi flere gange fragtet frem og tilbage med hestetrukket slæde. Også skoletiden her stod heller ikke her som noget særligt. Her drejede det sig jo primært om at få lært noget. Men vi skulle være pligtopfyldende, da skoleforstanderes, E. Just Petersen var, mildest talt, meget streng og tålte ikke sløseri. Men i 4. mellem begyndte mine karakterer at falde, som tegn på at jeg var skoletræt. Jeg fik påtegningen, Leo udnytter ikke altid sine evner fuldt ud. Så jeg stoppede her efter 4. mellem. Men en god tid var det. Jeg lærte mange unge mennesker at kende, hvilket gjorde, at Løkken blev et sted jeg kom meget, både på Stranden, Klitbakken, Strandpavillionen og Lyngby Mølle. En fantastisk tid med mange oplevelser og kæresteri, både gode og dårlige minder. For nu var ungdommens usikre tid ved at melde sig.                                                                                                              Min skoletid sluttede, da jeg var færdig med at læse til maskinmester på Aalborg og Københavns Maskinmesterskoler.

Min barndom.

Her var der altid gang i den. Jeg havde mange interesser, både alene og sammen med vennerne. Jeg tror ikke, den adskiller sig fra kammeraternes barndom. Vi kunne altid finde på noget, sikkert både godt og dårligt.

Om sommeren var det nok mest naturen, og her spillede Præstens Plantage en stor rolle. Her var vi ofte. En populær leg var, når vi dannede bander. Her drejede det sig om at bygge simple hytter, skjult så godt som muligt. Andre bander gjorde det samme. Vi skulle så finde de andres hytter og ødelægge dem. Dog ikke så meget, kun så de andre kunne se, at vi havde været der. De fandt jo altid vores hytte og gjorde her det samme. Her var der kamp om at blive optaget i den bedste bande, som i min tid mest bestod af drenge fra den sydlige del af byen.

En anden vigtig ting var, at få lavet en god rækkebøsse. Her havde Evald den bedste, som vi alle prøvede at kopiere. Det lykkedes ikke, så jeg tror, at han her havde særlige evner. Ofte blev de dog brugt til noget forkert nemlig at skyde efter isolatorer på telefonpælene. Og kunne vi forskrække den sydlige købmands høns i hønsegården bagved købmandsforretningen, gjorde vi det.

Også Ingstrup sø spillede en stor rolle. Her fiskede vi Skaller, lånte små robåde for at sejle ud i sivene for at samle æg. Da ejerne opdagede lånet, blev årerne fjernet. Ingen problem. Jeg lavede nogle nye hjemme på værkstedet. Da bådene blev låst med kæder, måtte vi dog opgive.

Jeg var glad for at cykle og cyklede derfor ofte til Thise, hvor nogle af familien boede tæt ved kirken. Her var min fætter Kaj, senere Borgmester i Aalborg også glad for at cykle, og vi ræsede tit rundt på de små skovveje i den tids Mountain Bikes, en gl. herre eller damecykel.

Også Løkken strand med badehusene, molen, minigolfbanen, biografen trak i os om sommeren, og vi var der ofte. Alt dette fortsatte op i ungdommen, hvor der nu kom noget nyt ind i det hele, nemlig også at imponere pigerne. Lykkedes det? Jeg tror at det her, som også senere hen i livet, var både glæder og sorger, nogle mere alvorlige end andre.

Om vinteren var der jo også meget at foretage sig. Tænk, da var der is og sne. En stor forandring i forhold til i dag. Her var Kirkedammen et stort samlingspunkt, når isen var tyk nok. Men Ingstrup Sø med oversvømmelserne var dog det bedste. Tænk her kunne vi tage skøjterne på ved Ingstrupvejen og så skøjte ad Kældergrøften og søen næsten til Ingstrup. Vi havde ski og kælk og brugte det lige så snart det var muligt. De hjemmelavede go-kats, som om sommeren var forsynet med barnevognshjul, blev udstyret med skøjter, og så gik det ud afvejen indtil Henry kom med saltsprederen. Indendørs aktiviteter var bordtennis og bobspil på spisebordet. De forkælede havde et luftgevær, som vi indendørs brugte til at skyde på skive. En gang kom jeg dog til at skyde Karlo i bagen. Vi fortsatte dog med at være gode venner.

Barndommens gode og mere eller mindre sorgløse tilværelse ændrede sig meget, da jeg begyndte i Realskolen i Løkken. Nu blev der pludselig alvor bag skolegangen. Det samme skete også for fritidsfornøjelserne, som nu kom til at foregå både i Vrensted og Løkken. Her blev der skabt nye interesser og nu kom der også piger ind i grupperne. Det drejede sig både om skolekammerater/veninder, men også sommerbekendtskaber fra de årlig tilbagevendende feriegæster. Vi var jo nu kommet op i konfirmationsalderen og interessen for pigerne var jo voksende. Men også udfordringerne. Hvem er ikke kørt hjem i frustration, fordi den udkårne kiggede på en anden. Til gengæld ændrede fornøjelserne sig også. Nu var det med at søge ind i en bekendtskabsgruppe, der havde nogle muligheder og havde det sjovt. Nu var det pludselig samvær i klitterne og på stranden og molen, og når vi havde råd til det en tur i biografen, og havde vi flere penge gik aftenen til Strandpavillionen, hvor vi ikke ofte spiste krabbe klør og drak øl til. Det var toppen. Var der flere penge til overs, kunne turen gå til Lyngby Mølle, der havde åbent også om natten.

Og hvor fik jeg penge fra til alt det? Jo, at samle kartofler i kartoffelferien samt at gå med aviser. Jeg havde i lang tid, syntes jeg, avisuddeling af Vendsyssel Tidende ud af Rykindvej til Vringelby. Det gav lidt til.

Min spejdertid

Den startede på en sjov måde. En dag vi var på vej ud til Præstens Plantage for at lege bander, kom vi gående af den lille markvej ved Gerhards hus, kommer vi jo lige forbi Holmens løvskov. Her så vi, at der her var opslået nogle orange telte og hvor der var nogle børn i grønne skjorter og med en lille grøn kasket med guldstriber på hovedet gå rundt og lave sjove ting. Nogle sad og snittede i træ, andre samlede brænde til bålet. Det så spændende ud.

Men så kom der en voksen med en besynderlig hat med buler og spurgte, om vi ikke ville med ind og se, hvad de lavede. Det ville vi dog ikke, da vi skulle ud i Plantagen og finde andre banders huler.

Men en dag jeg igen kom hen til Oluf Jensens værksted, så jeg manden med hatten igen. Han var lærling hos Oluf. Jeg husker ikke hvad han hed. Var det Niels? Vi faldt i snak om oplevelsen, og han spurgte, om ikke det var noget for os. Det var det for mig, men jeg husker ikke, om der var andre, der kom med.

Og sådan startede min tid hos ulveungerne hos KFUM i Løkken.

Vi havde klubhus i en privat ombygget garage ude på Hjørringvej. Her boede lederen ved sine forældre.

Og nu startede endnu en spændende del i min tilværelse. Jeg har altid været glad for at færdes i naturen, så spejderlivet var lige noget for mig. Klubaftenerne kunne ind imellem være lidt kedelige, men når der så var øvelser, var det noget helt andet. Her kom vi udenfor uanset om der var bælgmørkt. Her havde lederne den største opgave at holde de mest bange i hånden, og ofte havde de en lang hale af børn efter sig. Jeg mener ikke jeg var mørkeræd, men når jeg cyklede alene hjem om aftenen, cyklede jeg altid stærkt, når jeg kom til den lille skov ved Bagterp.

Om sommeren var vi ofte på sommerlejr rundt omkring i Vendsyssel. Så vidt jeg husker, var det dog altid på en lejr, hvor vi kunne sove indenfor. De mest modige kunne få lov til at sove i telt. På disse ture havde vi altid en såkaldt Tante til at lave mad. En lejr vi ofte benyttede var en FDF/FDP-lejr syd for Ålbæk.

Jeg tror, mit aktive spejderliv stoppede, da jeg kom i lære i Stenum.

Men senere kom der gang i den igen. Jeg var blevet gift og hvor vi boede var Hammer Gruppe. Det var en velfungerende gruppe og begge mine børn blev aktive medlemmer.

Men på et tidspunkt blev der af private årsager mangel på leder af ulveflokken. Her meldte jeg mig og med stor hjælp fra Seniorerne, de lidt ældre aktive spejdere, påtog vi os opgaven med ulveungerne.

Det blev en flerårlig opgave, men det blev en periode med stor glæde, med ugentlige møder, weekend og sommerlejre m.m. Men jeg blev desværre også, efter nogle år også nød til at stoppe.

Mit spejderliv glemmer jeg aldrig og mindes det ofte med glæde. Og i dag er jeg medlem af Sct. Georgs Gilderne i Aalborg, hvor vi ofte mødes og mindes de gode gamle spejderdage.

Forsamlingshuset.

Når jeg nævner det separat, skyldes det, at det efter min mening, har spillet en stor rolle i manges barndom og ungdom. Her tilbragte vi megen tid både som børn og unge, og her lærte man sig selv at kende bedre, både de gode og svage sider.

Jeg mener, min tid her startede med danseskolen. Her skulle vi for første gang, med fin skjorte og vandkæmmet hår, for første gang nærme sig en pige, tage hende i hånden og nervøs gøre sig klar til at danse til tonerne fra Lotte gik; Lotte gik; op og ned ad gaden osv. og det uden at træde damen over tæerne, en stor udfordring. Men det lærte mig at være mere fri overfor pigerne, og de var jo egentlig meget søde og lige så nervøse som mig selv. Senere gik det jo heldigvis over til at danse moderne. Vals lærte jeg aldrig.

En anden spændende oplevelse var, når den mobile biograf kom på besøg. Det var en helt ny oplevelse at se levende billeder. Vi var for små til at gå i biografen i Løkken. Så var der sat bænke op og filmen blev vist på et lærred hængt op på en endevæg ved scenen. Jeg husker ikke filmene, men det var i sort og hvid og var før lystspillene i farver kom frem.

En anden årlig aktivitet var Husflidsskolen med Murer Charles som lærer. Jeg husker ikke mange af emnerne, men jeg fik da lavet en vejrmølle. Ved afslutning af skolen, blev der afholdt udstilling, og her var det med at få sine ting anbragt først på bordene og få lokket sine venner hen og se, hvad man havde lavet. Husflidsskolen har efterfølgende inspireret mig til altid at have et værksted, hvor jeg kunne nørkle med alt muligt, både maskin- og træ. Jeg har stadig værktøj fra min bedstefars karetmagerværksted i Manna. De opbevares som klenodier på vores værksted i Skudehavnen.

Også dilettantforestillingerne trak folk af huse. Det var også en kærkommen adspredelse i hverdagen. Det var, i en periode ofte de samme folk der optrådte. Det var sjovt at se en bekendt stå der oppe på scenen, udklædt og med helt anderledes stemmeføring spille en rolle, når man til daglig så den pågældende som karl på den nærliggende gård. Jeg er sikker på at dilettanterne havde det lige så sjovt som os.

En stor begivenhed var foreningernes juletræ. Her var der flere og jeg var altid inviteret til Fagforeningens juletræ. Der fik vi udleveret de største slikposer. Men jeg deltog i dem alle. Det var meget stemningsfuldt, at samles om det store juletræ og med hinanden i hånden synge vore dejlige julesange. Men det sjoveste var, når nogle af de voksne legede julelege med os. Her var BRO BRO BRILLE osv meget populær. Og her var den gamle førstelærer Anton Jensen ofte med.

Men gymnastikken spillede en stor rolle for mig. Det var stemningsfyldt, når vi startede træningen med at gå rundt i salen og med høj stemme synge eks. Vi er børn af sol og sommer osv. Bagefter blev vi stillet op på rad og række og så kunne gulvgymnastikken, i god Kaptajn Jespersen stil, begynde. Til sidst blev det øvelser på måtten og spring over redskaberne. Men toppen af kransekagen var dog den årlige gymnastikopvisning i Vrå Højskole. Her var det endnu mere stemningsfuldt, når vi alle samlet vandrede ind i salen med Dannebrog i spidsen. En stor ulempe var det, når vi var færdig med vores opvisning, at skulle i bare tæer, vandre hen over en snedækket gårdsplads til omklædningen, på den anden side. Men det gik stærkt. Vi skulle jo hurtigt tilbage og se de andre hold.

Men den største opdragelse/opdagelse af sig selv var ballerne. Vi fik jo af de forskellige foreninger et medlemskort og så kunne vi komme med på Ballerne. Det var de første gange en stor udfordring. Her drejede det sig om at komme i kontakt med den, på det tidspunkt, den udkårne og gøre hende opmærksom på, at man var interesseret i at danse og evt. senere at følge hende hjem. Men i starten manglede modet som det også gjorde ved mange andre nybegyndere. Vi samledes lige indenfor døren henne ved kakkelovnen eller døren til den lille sal. Her stod vi så og trykkede og turde ikke bevæge os ud af flokken. Tænk hvis vi gjorde noget forkert. Men her lagde vi mærke til hvordan det gik til. Når musikken skulle til at spille, bevægede de modige sig op langs væggen med ribberne og ventede. Hvis der blev spillet en melodi man kunne danse til, var det med at fange blikket på den udkårne der sad sammen med de andre piger på bænke på den modsatte side. Lykkedes det, måtte man tage mod til sig og bevæge sig hen over gulvet, hvor alle kunne se en. Hvis man på vej derover opdagede at den udkårne slog blikket ned, var det med i en fart at fange blikket af en anden og vise, at man ville danse. Samtidig skulle man med et overlegent blik gøre den udkårne opmærksom på, at jeg naturligvis ikke ville danse med hende. Og så drejede det sig om ikke at træde damen over tæerne, at følge musikken og evt. konversere sjovt og spændende. Den kombination lykkedes sjældent. Næste udfordring kom hvis melodi nr. 2 ikke kunne danses til, så var det med at finde en undskyldning for at stoppe og føre damen på plads. Den sidste udfordring jeg kan komme i tanke om er, når der blev lagt op til kinddans hen på aftenen, måske når der var overdans. Tænk på hvordan to varme og svedige kinder mod hinanden føltes, sikkert ikke rart, men dengang rigtig skønt.

Selv om man ofte måtte gå hjem alene, frustreret og jaloux, var oplevelserne dengang i Vrensted forsamlingshus med til at forme os unge, og jeg tænker tit tilbage på den tid med stor glæde.

Erindringer fra besættelsen.

Jeg var kun 4 år da den startede, så helt fra starten husker jeg intet. Men der er alligevel mange oplevelser herfra.

Når vi var i skole, kunne vi være heldige at komme til at snakke med en tysk ordonnans, der boede hos bager Bedholm. Han var glad for børn, for når han kom hjem fra en tur og så, at der var elever i skolegården, kørte han herind og så kunne vi få en snak og beundre hans motorcykel.

En anden oplevelse var når de tyske spærreballoner, der var anbragt langs kysterne for at forhindre de engelske flyvere til at flyve ind og bombe, rev sig løs og med deres fundament drev østpå og kunne derved ødelægge både hegn, huse og telefonledninger. Hvad gjorde man. Jo smed Åsholm, som havde et jagtgevær blev tilkaldt for at skyde dem ned. Om det lykkedes ved jeg ikke.

En anden episode var, da der blev fundet en mystisk genstand i græsset på Trehjørnet. Erik Eriksen blev tilkaldt og det viste sig ikke at være en bombe, men en del fra en cykel sikkert fra Gilberts skraldespand.

En stor og skræmmende oplevelse var, da vi legede ude i Præstens Plantage fandt nogle grønne containere i en grøft dækket af grangrene. Vi var klar over, at dem skulle vi holde os fra, selv om vi ikke vidste, hvad det var. Men vi havde alle hørt, at der ved Ingstrup Sø blev nedkastet våben, så vi skulle ikke røre noget. Sjovt nok så så vi efter besættelsen de samme slags containere liggende i den store beplantning, der var mellem Præstens have og Bådstedhedevej.

En anden oplevelse var at se hvordan der blev lavet spærringer for at forhindre evt. Engelsk invasion. Vi var ofte ude at se arbejdet mellem Ingstrupvej og Plantagen. Spærringen bestod først af Spanske Ryttere, derefter en pigtrådsspærring med 3 rækker hegnspæle, hvor der overalt var omviklet pigtråd. Det var umuligt, selv for os knægte at komme igennem. Til sidst var der en gravet kanal, hvor siderne var forsynet med Faskiner lavet af grangrene. Jeg har kun en enkelt gang besøgt arbejdet, når de gravede. Der var anbragt skure ved arbejdspladsen til ophold og spisning. Den største fornøjelse for os drenge var at brænde Pigtrådsspærringer af. Græsset mellem pigtrådene blev jo tørt, og så var det med at finde en dag, hvor vinden var langs med spærringen. Vi satte så ild til græsset så ilden kunne løbe langs spærringen og afbrænde græsset. Vi måtte ikke gå med tændstikker, så her var Chresten i Vestergård en god hjælper, idet vi lånte tændstikker af ham. Mon ikke vi glemte at aflevere dem igen. Så kunne vi nemlig grave et lille hul i skrænten op til banen og stege kartofler her. Vi kom ofte hjem sort om munden, men selvlavede kartofler smagte godt, selv om det meste var forkullet.

Vi kunne også være heldige at finde tomme patronhylstre, men med fænghætten intakt. Vi satte så hylstret på en lang jernstang og holdt det hen over et tændt stearinlys indtil fænghætten sprang. Her var et kloakrør under vejen ved Knudsgård velegnet. Det var sjovt, men sikkert også lidt farligt.

Ellers oplevede jeg kun, at vi skulle overholde de gældende regler om mørklægning, beskyttelsesrum, udgangsforbud m.m.

Da frihedsbudskabet kom, skulle der flages. Vi havde ingen flagstang, men da frihedsbudskabet kom, sagde far, at det skulle fejres med et flag, om så han skulle ødelægge en tagsten. Flaget kom dog op igennem et tagvindue.

Besættelsen har for mig ikke givet de store traumer, men det kan ikke undgås, at de mange personlige tragedier der fulgte, påvirker mig stadig. Specielt de situationer hvor Folkedomstolen tog over og straffede mennesker, der f.eks. af ulykkelig kærlighed var sammen med tyskerne. Den behandling de piger gennemgik, var måske forståeligt dengang, men uværdigt. Ligeledes var der også mange der af økonomiske grunde tog arbejde for tyskerne. Dem blev der også set ned på. Håber eftertiden har vist forståelse for disse mennesker.

5. Det er i dag 5. maj. En tilfældighed eller hvad, men da jeg i forgårs sad og læste i bind 2 faldt jeg over Poul Stevns fortælling om begivenheder under besættelsen, og i aftes så vi tv2s udsendelse om besættelsen. Minderne om den tid berører mig stadig. Og UHA, nu hører jeg pludselig afprøvning af sirenerne. Endnu en påmindelse om den onde tid.

Jeg håber i øvrigt at mange endnu huskede at tænde lys i vinduerne i aftes.

Min fars murerforretning.

Når jeg kigger tilbage i min slægtshistorie, er det sjovt at lægge mærke til at familiernes erhverv ofte fortsætter i flere generationer. Min fars far og bedstefar var alle husmænd og murere. Kun ved min far og Svend, var murerfaget alene.

Så vidt jeg kan se startede far sin murerforretning i slutning af 1920-erne, vel næsten samtidig med Charles Andersen. Hvordan de delte arbejdet mellem sig ved jeg ikke, men mon ikke det også drejede sig om pris og personer.

Far havde så vidt muligt de samme folk år efter år. Her husker jeg Chr. Sloth, Arnold, Ernst, Ludvig Haslund fra Manna samt Svend og Bernhard som lærlinge. Håndlangere var Valdemar og Emil. Men antallet svingede meget afhængig af arbejdets omfang. Så blev der skaffet folk andre steder fra end Vrensted. Arbejdsstyrken kunne svinge fra ca. 5-6 og op til 20-25 i den første tid efter besættelsen.

Jeg husker ikke meget byggeri i Vrensted, men jeg mener der også i Vrensted by blev bygget huse af min far Jeg husker de to røde huse lige overfor barber Simoni, måse fordi de den dag, der blev støbt over kælderen, havde Bedholm fået de runde AMA-is hjem, og dem ville jeg gerne smage. Far ville ikke give mig penge, men så sagde folkene at så ville de give. Så måtte murer-Christian op med læderet.

Men da Marschall-hjælpen kom i gang efter besættelsen, kom der gang i byggeriet. Her havde far meget arbejde på landbrugsbygninger, både i Vrensted og omegn. Også i Mosen blev der udstykket fra de store gårde, og her byggede far en del statshusmandsbrug. Da vi senere fik bil, skulle vi på søndagsturene altid hen forbi nogle af dem, og mor sagde altid, at dem har vi bygget. Murer Christian sagde ingenting. Han var en mand af få ord. Men han måtte have været stolt. Ja og på turen hjemad, skulle vi altid forbi en bestemt mark lige ved Vildmosekroen, for at få muldvarpeskud med hjem til planterne.

Men det største byggeprojekt jeg husker, er byggeriet af et antal ens enfamiliehuse i Hirtshals. Også dette var lige efter besættelsen. Men på det tidspunkt var der mangel på byggematerialer, så sammen med en tømrer fra Manna købte de en nedlagt tysk forlægning og flygtningelejr i Snevre. Bygningerne var opført af tyskerne som en forlægning for adskillige lytteposter placeret omkring Hirtshals. Bygningerne var opført af sten og med tagpap for at ligne en nærliggende gård. Bygningerne rummede indkvartering, garager, lager, værksted samt et vagthus med soverum, kantine samt vagtstuen ud mod indkørslen. Her spiste vi frokost. I den nordlige ende af lejren var der en bunkers med et rundt hul i toppen. Her var der nok anbragt en luftværnskanon. Bunkeren var opført som andre bunkere på vestkysten, nemlig meget solidt. Så – hvordan fik man den nedrevet. En af ideerne var, at forsyne det runde hul i toppen med en solid jernplade, fylde bunkeren med vand og så få søværnets minører til at sprænge den med en dybvandsbombe. Mon ikke dette forslag blev forkastet.

Det var jo meningen at bruge de nedrevne og brugbare materialer til byggeriet i Hirtshals. Så i 1948 begyndte nedrivningen. Der blev ansat flere folk og hver morgen startede et par biler fra Manna og fra Vrensted med kurs mod Snevre. Lastbilen fra Manna havde et lille hus på ladet til folkene. Fra Vrensted var det Reinholt og vores Ford 31 med Svend ved rattet, selv om han endnu ikke var 18.

Og så begyndte nedrivningen. Tagpap blev skovlet af tagbrædderne, hvorefter al trækonstruktion kom ned. Først herefter kom murværket. Her var der meget arbejde med at gøre stenene rene, stable dem og køre dem til Hirtshals. Et stort arbejde var det at fjerne al tagpappet. Så blev jeg spurgt om jeg ikke kunne samle nogle af mine kammerater til at afbrænde tagpappet. Så i en periode, var vi en flok knægte med til Snevre for at brænde pap. En dag blæste det op fra vest og så fløj det brændende pap over vejen og ind på den nærliggende mark hvor det var meget svært at indsamle. Mon ikke vi alle var sorte og trætte da vi kom hjem.

Jeg husker ikke noget fra byggepladsen i Hirtshals og var der sjældent på besøg, da jeg nu var startet på realskolen i Løkken. Men et par gange var min mor og mig på en lille ferie i Hirtshals, hvor vi lejede et værelse i fyrmesterboligen. Hver gang vi er på køretur deroppe, kører jeg altid op til fyret for at se vinduet.

Det er desværre ikke lykkedes mig senere at finde ud af hvor disse boliger blev bygget.

1. Se vedlagte En Flygtningelejr i Snevre.

Jeg har senere ofte tænkt på at far ofte var hjemme og arbejdede ved skrivebordet, men det er jo helt klart nu, at have folk i arbejde krævede jo jævnlig snak med Sparekassen i Løkken til betaling af regninger og udbetaling af lønninger. Der skulle jo også jævnligt laves tegninger, udregnes materialeforbrug og afgives tilbud. Der skulle også udskrives regninger, der skulle ud til kunderne. Her havde mor en vigtig opgave, da mange ikke ville være bekendt ikke at kunne betale regningen, når nu murer Christians Else kom med. Senere blev det administrative for meget og meget blev overladt til revisor og byggekonstruktør. Det var godt for far, så kunne han få mere tid til at komme med ud på byggepladsen og svinge murskeen Selv om Svend, Arnold og Ernst selv godt kunne finde ud af det. Men en god håndværkersnak, en skrå i munden og en frokostøl gjorde nu godt.

Svend overtog senere forretningen og drev den videre i samme ånd som vores far. Også her var far ofte med på byggepladsen for at svinge murskeen. Det blev med til han var over 70.

Både far og Svend kan være stolte af det byggeri de igennem de mange år har opført, og jeg er sikker på at de fleste står her endnu.

En flygtningelejr i Snevre.

Nogle gange i sommeren 1948-49 og 50 stod jeg og kiggede ud af det øverste vindue i Fyrmesterboligen ved Hirtshals Fyr. Men hvad lavede jeg dog der? Det kræver vist nok en nærmere forklaring.

Efter besættelsen skulle der gang i hjulene igen, og her var Marschall-hjælpen en god hjælp til at få byggeriet på fode igen.

Min far, Murer Christian gik sammen med tømrermester Emil Carlsen fra Manna om at bygge ialt 14 boliger i Hirtshals. Der var her enorm mangel på boliger og folk boede de utroligste steder

De købte derfor i efteråret 1948 en nedlagt tysk forlægning, senere flygtningelejr for ca. 100 tyske flygtninge, og som var opført i Snevre ved Bjergby.

Lejren bestod af ialt 15 forskellige huse opført af mursten. Af de nedrevne bygninger ville de bygge ialt 15 boliger i Hirtshals.

Lejren lå i vejkrydset Gammeljord, Bjergvej, og Pindherrevej og blev opført i 1941og var opført af mursten, der af hensyn til sløring overfor Engelske bombemaskiner skulle have udseende af en typisk dansk gård.

På billedet ses lejren som små hvide klatter og gården til højre herfor.

På højdedragene i det kuperede område opførtes udsigtstårne. Vest for gården var der 3 trætårne på 15 meter og der var 2 på 25

meter, dels ved Engbjerg og dels ved gården Gammeljords Høj. Der var yderligere et ståltårn på ca. 50 meter ved Hellehøj.

Det formodes derfor, at kasernen havde funktion i forbindelse med flyovervågning.

I bygningerne var bl.a. officersmesse og kantine for de menige soldater.

Efter besættelsen blev der i en periode indkvarteret flygtninge i bygningerne, der blev bevogtet af CBU. De ca. 100 flygtninge blev omkring 1946 overført til den noget større Skalleruplejr.

Da besættelsen var på sit højeste, var der ca. 1600 tyske soldater i Hirtshals. Det krævede en del for at kunne indkvartere dette antal i den lille by som Hirtshals var på dette tidspunkt. Derfor blev der opført en mængde træbarakker rundt omkring i byen.

Efter besættelsen stod de tomme og det var af disse genbrugsmaterialer fra barakkerne og fra flygtningelejren far og Emil Carlsen opførte de 15 huse.

Nedrivningen startede i foråret 1948. Jeg husker lejren som et stort antal huse placeret indenfor et hegn. Ved indkørslen var der en vagtstue med soverum til 6 soldater der sov i hængekøjer af stålrammer med trådnet med fjedre. 3 af disse blev i øvrigt monteret i Svend og mit værelse da Bernhard kom i lære. I den anden ende af lejren var der en bunker med et rundt hul i toppen. Jeg tror at der her havde været en antiluftskytskanon til forsvar for bombeflyene. Den skulle også fjernes, men det var ikke så nemt, da man dengang ikke havde så effektive redskaber som i dag. Et af de mere kreative forslag var at fylde bunkeren med vand og så lade Søværnets minører sprænge den med en dybvandsbombe. Jeg husker ikke løsningen på problemet.

I starten blev alle transporteret til Snevre hver dag. Fra Manna kom der en lastbil med et lille hus placeret på ladet. Fra Vrensted kom vognmand Reinholt med sin lastbil og hvis nødvendigt kom Svend i vores Fort 31 selv om han ikke i starten havde kørekort. Da byggeriet i Hirtshals blev nogle af folkene indkvarteret i de tomme træbarakker og hvor de kun var hjemme i weekenden.

Nedrivningen startede med at fjerne tagpappet på tagene. Det blev skovlet løs med skarpe skovle og skubbet ned på jorden. Herfra skulle det hurtig fjernes, men da det jo var uproduktivt arbejde, blev jeg spurgt om jeg ikke kunne samle nogle kammerater til at samle og afbrænde dette tagpap. Det kunne jeg og i nogle dage tog vi med til Snevre for at samle og afbrænde tagpap. Det gik udmærket indtil der en dag pludselig blev en kraftig vestenvind der blæste meget af det brændende tagpap over vejen og ind på de tilstødende marker. Her fik vi travlt med at indsamle brændende stykker tagpap. Mon ikke vi om aftenen kom hjem, sorte overalt og med brændemærker på hænderne.

Vagthuset med soverum, kantine, køkken, toilet samt vagtrummet ud mod indkørslen blev i øvrigt brugt af mig til ophold, når jeg var med deroppe.

Efter nedrivningen af tager, fortsatte man med den øvrige del af bygningerne. Jeg husker ikke tømrerarbejdet, men jeg husker murerarbejdet. Når stenene var løsnet, blev der gjort sten rene i stor stil. Der var her mange i gang med at banke og skrabe mørtel af stenene. Når de var rene, blev de samlet i 8 sten der lige kunne løftes op i en lastbil og transporteres til Hirtshals.

Mon ikke nedrivningen varede ca. 2 år inden alt var fjernet.

I Hirtshals blev der opført ialt 15 huse. Ved et besøg på Fyret for nyligt blev det fortalt at alle husene må være godt lavet, da de alle står der i dag, dog er nogle ombygget til mere moderne huse.

Men hvorfor stod jeg der ved Fyret og kiggede ud. Jo flere gange var min mor Else og mig på ferie i Hirtshals for at se byggeriet. Da boede i altid i Fyrmesterboligen, og vores værelse vendte ned mod havnen.

Ved et besøg på Fyret for nylig var jeg så heldig at blive vist op på disse værelser hvor vi boede dengang. Meget er ændret og udsigten til Havnen or dækket af høje træer og huse. Men det var en stor oplevelse at se det igen.

Det har i øvrigt altid været en oplevelse at være med ude på de forskellige byggepladser, men Snevre og Hirtshals har altid været noget særligt.

Ved tidligere omtalte besøg for nylig kørte vi rundt i området og op på Bjerget hvor der i dag er et populært udsigtspunkt med parkering. Gården var stadig tydeligt at se, men på området med flygtningelejren sås i dag rapsmarker.

Et tydeligt tegn på at de dårlige tider med besættelse og flygtninge nu er erstattet af smuk natur.

En stor og rørende oplevelse.

Her ses nærbillede af lejren med flygtningelejren øverst og gården Gammeljorden nederst. Denne ligger der stadig.

Min læretid.

Jeg var meget interesseret i at komme i lære på Pedershåb Maskinfabrik i Brønderslev. Nogle af mine kammerater gik der, men der var ingen plads, så mens jeg arbejdede ved landbruget, søgte vi efter lærepladser i det sorte fag. En dag kom far og spurgte om smedefaget var noget. Jeg var træt af landbruget, da det jo ikke var det jeg ville være, så jeg sagde ja.

Det blev aftalt at jeg skulle starte 1. marts 1953. Vi havde købt/fået et brugt karlekammerskab og på dagen blev det læsset bag på den gamle Ford. Jeg kan ikke huske, hvad jeg fik med af tøj, men kender jeg min mor ret, var skabet fyldt op. Læretiden var med fuld kost og logi og lønnen var første år 85 kr. Men så var der også god mad for Annina lavede god mad. Men kammeret, ja uha, det var ikke godt. Det var indrettet oven på smedjen, var med jernvinduer og var total u isoleret og uden varme. På gulvet var der linoleum direkte på de rå loftbrædder. Væggen ud til loftet, hvor der var lager for reservedele, var kun forskallingsbrædder med tapet. Om vinteren brugte vi en alm. primus til opvarmning. Ja det gav os lidt varme. Men Laurits var ikke glad for at vi brugte for meget petroleum, så enten købte vi selv eller også fik vi listet noget på sedlen for anvendte materialer.

Varmt vand var der ikke noget af. I baghuset var der et vaskerum med gruekedel, som vi evt. kunne tænde op i og få varmt vand.

Men vi havde en løsning. Når vi efter arbejdstid skulle vaskes varmede vi en tyk aksel i essen til den var rødglødende og hvorefter vi afkølede den i en spand vand, og så havde vi en spand lunkent vand fyldt med glødeskaller. Spanden var anbragt i smedjen lige indenfor porten, som var noget utæt forneden. Ja det var ikke rart, men vi vænnede os til det. Og så var det rart at komme hjem til Vrensted i weekenden og blive godt vasket.

Gad vide hvad pigerne tænkte, når vi var sammen med dem på sportspladsen eller i forsamlingshuset.

Men at lære smedefaget hos Laurits Larsen var en udfordring og derved fantastisk godt. Jeg kan ikke rose Laurits nok for hans måde at være mester på. I stor udstrækning lod han os udføre arbejdet uden den store indblanding. Men var vi i tvivl om noget, kunne vi med en vis respekt godt spørge.

Foruden mig var der en ældre lærling og et par svende efter behov.

Men vi lærte at huske tingene, når vi blev sendt ud på et stykke arbejde evt. til en maskine, der var gået i stykker og trængte til en hurtig reparation. Havde vi ikke husket sagerne, måtte vi op på cyklen igen og tilbage til smedjen efter det vi manglede. Dengang kunne vi jo ikke bare ringe hjem og få det bragt ud.

Her hos Laurits lærte vi håndværket. Det var vigtigt, både i forhold til kunderne, Laurits og sig selv altid at gøre tingene så godt som muligt.

Arbejdet var meget varieret. Foruden det almindelige smedearbejde i smedjen med reparation af landbrugsmaskiner, lavede vi eks. vis reparation af møllerne, som mange landbrug stadig havde på taget, indlægge centralvarme, ud tælle plage ude på marken, sko heste, belægge træhjul med ringe, bygge gummivogne og meget mere. En utrolig varieret arbejdsplads.

Og Laurits udviste os stor tillid. Den største han viste mig var en dag, jeg skulle hjælpe ham ved ambolten. Her tog han en lille kort mejsel i den bare hånd og så skulle jeg slå på den med en forhammer. Havde jeg ramt forkert, havde jeg knust hånden, men han beholdt den.

I Stenum var der på det tidspunkt flere lærlinge, bl.a. tømrer, købmand, smed, mejerist m.fl. Om vinteren gik vi på teknisk skole i Brønderslev, på aftenskole om vinteren, og transporten var cykler. En meget træls tur, når der var is og sne på vejene. Var der en god film i biografen, og havde vi råd til det, så vi en film efter skolen. Det var ofte sent, inden vi kom hjem og vi måtte ikke glemme, at Laurits var der kl. 7 og bankede os op med sin stok, som han bankede på loftet i smedjen. For mit vedkommende blev det noget lettere, da jeg fik en knallert.

Men vi var opfindsomme for at spare på kræfterne, når vi skulle hjem. Her var Brix Rutebiler os til stor hjælp. Det passede nemlig så godt, at rutebilen langsomt passerede svinget ved børnehjemmet, når vi var der også. Når rutebilen passerede os, cyklede vi hurtigt bagefter og smed en hjemmelavet krog op på bagagebæreren og med en lang snor, havde vi nu let transport til Stenum, hvor vi bare slap snoren, der nu med krog faldt ned på vejen. Jeg husker ikke, at det nogensinde gik galt.

I det sidste år af læretiden, var der mulighed for at erstatte aftenskolen i Brønderslev med aftenskole på Aalborg Maskinmesterskole. Jeg vidste, at jeg ikke skulle være smed, så jeg fik lov af Laurits til at starte her. Det var en utrolig god behandling jeg her fik, af både Laurits og Annine. Jeg fik tidligere fri og Annine lavede tidlig aftensmad, så jeg kunne nå et tog, så jeg kunne være i Aalborg lidt efter kl. 6, hvor undervisningen startede. Den sluttede kl. 9, og så var det bare med at komme hjemad og i seng.

Min læretid sluttede i marts 1957 og så startede et nyt kapitel i mit liv.

Jeg er både Laurits og Annine meget stor tak skyldig for den store hjælp de her gav mig.

Min uddannelse.

I den sidste del af læretiden, var det muligt at starte på en aftenskole for videreuddannelse. Her valgte jeg Aalborg Maskinmesterskole. Her startede jeg i efteråret 1956.

Undervisningen startede på skolen kl. 18,00 så jeg måtte tidlig afsted fra Stenum, køre til Brønderslev og tage toget til Aalborg. Her ankom toget lidt over 18 så jeg fik lov til at møde senere.

Jeg fik lov til at stoppe tidligere, så jeg kunne nå toget i Brønderslev til tiden.

På skolen var der undervisning til kl. 21,00 og så var det med at komme til Stenum i en fart. Jeg var hjemme og i seng ved 23 tiden.

Undervisningen var både skriftlig og mundtlig. Noget af læsestoffet kunne jeg nå i toget, hvis jeg da ikke var for træt, men de skriftlige opgaver måtte laves hjemme i weekenden, og det kunne ofte være svært da kammerater, fester m.m. også skulle passes. Nu var jeg jo i slutningen af teenage årene, så kammerater, veninder i både Løkken og Vrensted var jo meget vigtigt.

Undervisningen på skolen var meget interessant og lærerigt. Foruden de rent maskintekniske fag som foregik både i klasselokalet og i laboratorierne, var der undervisning i matematik, geometri, maskintegning, sprog, sundhedslære m.m. Endvidere var der besøg på virksomheden med relation til maskinmesteruddannelsen.

Da min læretid var slut, fik jeg arbejde på PM i Brønderslev og flyttede hertil. Men undervisningen fortsatte i Aalborg til skoleårets afslutning.

Men nu startede igen et nyt kapitel i min tilværelse, for da jeg nu havde bestået 1. del., skulle jeg starte på 2. del. Og da de undervisningstimer jeg havde haft mindre på aftenskolen, blev nu lagt oveni den ordinære tid. Det betød, at jeg nu skulle på dagskole med ekstra timer, og for at undgå transporttid flyttede jeg til Aalborg.

Her blev undervisningen mere krævende, da vi nu med en bestået 2. del fik certifikat, så vi kunne påmønstre et større skib som vagtgående mester. Fra nu af var der ikke megen tid til fis og ballade. Men jeg havde nu fået Vespa scooter, så der var nu kortere transporttid mellem skole, værelse, cafeteria, Vrensted og Løkken.

Jeg bestod 2. del i ??? og blev indkaldt til Marinen i ??? Her blev det 17 måneder og så en del af uddannelsen, idet tiden her også indgik i den samlede registrerede sejltid.

Og igen startede et nyt kapitel i mit liv, nemlig sejltiden.

Min sejltid.

Ja den startede meget tidlig. Efter de store snemængder der kom i årene 1942 og 43, kom der om foråret en mængde smeltevand strømmende ned ad vejen oppe fra Trehjørnet og som samlede sig i lavningen mellem Centralen og Ejlert mælkemand. Jeg overtalte Svend til at hjælpe mig med at trille slagtekarret herned til. Det var et oplagt sted at starte min jordomsejling. Men, ak og ve. Karret var blevet rusten og begyndte at tage vand ind, og efter kort tid stod jeg igen på mudderet i marken. Hvordan vi fik karret hjem igen og rengjort husker jeg ikke, men det skulle være pænt da det også blev brugt til fars badekar.

De samme oversvømmelser gjorde også at Ingstrup Sø blev større. I grøfterne ud til Kældergråben lå der nogle små robåde, som blev brugt af jægere, og det var jo oplagt at låne dem, når vi skulle ud i sivene på den anden side af søen for at samle æg. Bådene var også forsynet med årer, så det var let for os at kaste los og ro ud i søen. Selv om vi lagde båden tilbage igen samme sted blev det opdaget og årerne blev fjernet. Det var dog ingen problem, da jeg blot lavede nogle andre hjemme på mit værksted. Herefter blev bådene låst med kæder til nærmeste hegnspæl, og selv om vi snakkede om, at vi kunne grave hegnspælen op, blev det dog opgivet. Så også denne måde at starte jordomsejlingen på måtte opgives.

De næste mange år gik med kun turistsejladser, men da jeg blev indkaldt til Marinen i 1959 kom jeg igang igen.

Efter rekruttiden kom jeg om bord på en af de gamle tyske motortorpedobåde, som vi havde overtaget efter besættelsen. Da jeg nu havde certifikat som maskinmester, blev jeg udnævnt til befalingsmand og skulle derved være inde i 17 måneder.

Jeg blev dog ikke befalingsmand over mine kolleger, men over et maskineri bestående af 3 Mercedes Benz dieselmaskiner med ialt 60 cylindre og en samlet ydelse på 9000 HK. Og så kunne det gå stærkt. Under alm. træningssejlads, hvor vi eks. skød efter Hundestedfærgen med øvelsestorpedoer var farten ca. 37 knob, men max. fart var ca. 45 knob, og så varede en tur fra Holmen og til Frederikshavn kun få timer.

Tiden i marinen var lang men spændende og jeg fik mange gode kammerater, som holdt sammen i nogle år herefter.

En af de sidste dage i Marinen var vi et par stykker, der tog hen på A.P. Møllers forhyringskontor på Nordhavn og spurgte om de måske ved lejlighed kunne bruge sådan et par fyre som os. Han kiggede lidt på os og sagde, at det kunne det da godt være, men vi skulle nu først af med uniformen og så kunne vi tage hjem til Aalborg og få lavet en sundhedsattest ved Søfartslægen og så sende den til ham.

Jeg tog hjem med den formodning om, at der nok ikke skete noget og nu skulle Løkken opleves igen for fuldt tryk. Men det viste sig hurtigt at blive helt anderledes.

Et par dage efter blev jeg ringet op fra kontoret om, at jeg allerede dagen efter skulle møde op i Kastrup Lufthavn. Her var der en billet til mig om at flyve til New York, hvor jeg skulle påmønstre Nicholine Mærsk der lå der i Pier 8.

Det var en glad og spændt Leo der mødte op der om aftenen. Men så fik jeg at vide, at jeg skulle tilbage igen og indlogere mig på et hotel og tage ud til den Amerikanske Ambassade og hente et dokument. Det var et Alien Seamen Landing Permit og herefter sværge Cross my heart, at overholde alle regler i f.m. ind- og udrejse i USA. Og så kunne jeg godt tage ud i Lufthavnen igen.

Her gik jeg om bord på et fly til New York, men med mellemlandinger i Gander i Scotland og på New Foundland inden det landede i New York.

Her påmønstrede jeg så Nicholine Mærsk, der gik i rutefart til Bangkok via Østkysten, Panamakanalen, Vestkysten, Filipinerne og til Bangkok. Tilbageturen gik via Cambodia, Vietnam, evt. Filipinerne igen, Hongkong, Taiwan, Japan, tilbage til Vestkysten og gennem Panamakanalen og Østkysten til New York. En sådan tur varede ca. 5 md. og jeg tog turen 5 gange uden ferie.

De næste 2 år var en stor oplevelse for mig, jeg tænker tit tilbage på den tid. Der var naturligvis også arbejdet om bord med skiftevagterne under sejlads og arbejde med at efterse og vedligeholde maskinen under havneophold.

Men det var altid spændende at tage på opdagelse inde i de sikre lande. Her var vi næsten altid nogle stykker sammen, men jeg tog afsted alene for at opleve lokalbefolkningen. Efter et overfald i Bangkok stoppede det dog.

Under en tur fra San Fransisco og til Manila havde vi et slemt motoruheld, og vi måtte have hjælp til at gå til Japan for et længere værftsophold. Reparationen tog ialt 3 mdr. I denne tid kunne vi sove om bord, men toiletbesøg skulle foregå i land. De fleste af os skaffede os derfor privat indkvartering med fuld Service, i land. Disse 3 mdr. var igen en stor oplevelse, da vi blev vist rundt i nærområdet af værtinden. Her så jeg bl.a. Kyoto, Tokyo, Fusijama m.m. Mange af fridagene tog vi ud til en ferieø, hvor der kun var Japanere. Når vi ankom til øen, kom vi i bad, blev klædt på i den traditionelle japanske mandlige klædedragt, og så gik vi ellers i byen.

Efterfølgende gik vi tilbage i fast rutefart igen.

Em anden stor oplevelse var at møde folk fra Vrensted i Los Andeles. Far havde en kusine Nelly Ellitsgård, der tidligt udvandrede til Los Angeles hvor hun blev gift med en dansk-amerikaner, Gene, der arbejdede på en dansk ejet fabrik med mange danskere ansat. Her var jeg på besøg hver gang, vi var i Los Andeles bl.a. var jeg der 2 gange i juledagene, hvor vi gik omkring et dansk pyntet juletræ og sang vore gode danske julesange. Da græd Nelly lidt, men sagde at det var de bedste juleaftener, hun havde haft i mange år.

Men en dag jeg kom hjem til skibet efter et besøg der, blev jeg bedt om at komme ind i messen. Her var der en fra Løkken som godt ville snakke med mig. Vi fandt dog hurtig ud af at vi begge var fra Vrensted og at han kom fra Helledie i Vrensted. Han arbejdede på en dansk fabrik med danske ansatte og ledere. Jeg er i dag ikke i tvivl om, at jeg her traf Jens Christian Søndergård Jensen som også har skrevet i Goe Gamle Vrensted om sin barndom og opvækst.

Men sejltiden var alligevel ikke slut. Siden 1985 har jeg sammen med sønnen og gode venner renoveret og sejlet det gode skib LIVø i alle de Nordiske, Tyske og Hollandske farvande. Vi har stadig skibet, men sejler ikke mere.

I ca. 2003 blev jeg engageret i renoveringer i en 3-mastet skonnert LOA og her har jeg haft den store glæde at sejle med på bl.a.  Tall Ship.

Men nu er jeg PENSIONIST på alle fronter.

Et utroligt godt sejlerliv er nu slut.

Og nu kan det genopleves i dette skrift.

Afslutning.

Nogle gange når vi har været på køretur, har vi ofte været igennem ”Mit Område”. Turen er så gået igennem Vildmosen, hvor vi har set eks. Statshusmandsbrug, mit fødehjem, gennem Thise hvor der siges, at min ukendte far var yngste mand, videre enten over Kongsengene elle Bådstedhede og til Vrensted, hvor vi så er kørt gennem Barndommens Gader.

Her er det tydeligt at se, at byen har forandret sig. Der er nu bygget huse på de tidligere åbne marker og aktive gårde i byen er nu såkaldte Lystejendomme, og der er nu lavet Byens Hus i den nye skole.

Alt dette er heldigvis et udtryk for, at der fortsat sker en udvikling, og ikke afvikling af landsbymiljøet. Og jeg er sikker på at det gode miljø, der dengang var i min barndom stadig findes og er til stor glæde og gavn, som det har været for mig og som har præget mit liv lige siden.

Og stor tak for det Vrensted.

Leo Kjær Nielsen /

Som jeg husker det …. i spredt fægtning fra en tidsepoke.

Af Inger Marie Nielsen født i 1957 og opvokset på en gård på Øster Hede i Vrensted på Kongsengene vejen og lige øst for Den Østre Købmand.

Tidligere sekretariats- og personalechef ved Brønderslev kommune

 Indledning

Mandag den 3. juli 1967 lidt før kl. 8 satte jeg mig på trappestenen ved Kommunekontoret i Vrensted – iført citrongul spinlon kjole og hvide sling- back sandaler.

Vrensted-Thise Kommunekontor i Vrensted

Jeg ventede på, at en fremtidig kollega med nøgle skulle komme og lukke mig ind.

Jeg havde fået elevplads ved Vrensted-Thise kommune og skulle nu begynde mit arbejdsliv.

Elev på Kommunekontoret i Vrensted

Torsdag den 20. december 2013 omkring kl. 20 forlod jeg Brønderslev Rådhus på den røde løber mellem tændte fakler for at blive kørt hjem fra min sidste arbejdsdag – i veteranbil ført af chauffør i smoking og med champagne på bagsædet.

        Brønderslev Rådhus

Forude ventede min pensionisttilværelse, som jeg nyder i fulde drag. Tænk, at udviklingen i den mellemliggende tid har gjort det muligt at forlade arbejdslivet som 64-årig og derefter bare ”sætte sin egen dagsorden”.

I samme periode skete der en stor udvikling i den offentlige service, og sær-lig 2 forhold var med til at gøre udvíklingen mulig, nemlig kommunesam-menlægningerne den 1. april 1970 og den 1. januar 2007.

Endvidere fik hele den offentlige sektor en lønreform den 1. april 1998.

Ved sammenlægningen i 1970 blev Vrensted-Thise kommune delt. Vrensted sogn blev en del af Løkken-Vrå kommune, og Thise sogn blev en del af Brønderslev kommune. Personalet i Vrensted-Thise kommune blev også delt, og jeg fulgte med til Brønderslev kommune. I min tid i Brønderslev kommune arbejdede jeg i byrådssekretariatet/borgmester-kontoret og på personaleområdet.

Fra barnsben i Vrensted kendte jeg Brønderslev som den by, vi tog rutebilen til for at købe tøj og sko – og julegaver. Det var en helt særlig følelse, når rutebilen kørte ind ad Tolstrupvej, og vi kunne se julestjernen med lys over kørebanen nedenfor børnehjemmet. Når vores ærinder var overstået, og inden vi skulle med bussen hjem igen, købte vi for 50 øre leverpostej i Slagteriudsalget og en pose lakridsafskæring hos S. A. Ger-mann.

Senere kom jeg til at gå på Søndergades Skole, hvor jeg ”gik i realen” i en klasse med elever fra både oplandet og Brønderslev by. Det var min bedste skoletid, og én af grundene til at jeg valgte at flytte med til Brønderslev kommune ved kommunesammenlægningen i 1970.

Kommunesammenlægning 1970

Selve forarbejdet til sammenlægningen i 1970 var jeg ikke en del af, så det jeg husker bedst, var da kommunaldirektøren fra Brønderslev – Erik Kroer – kom på besøg på kommunekontoret i Vrensted for at tage stilling til hvilke møbler og andet inventar, der kunne være brugbart i Brønderslev.

Det var hård vinter, vinduerne på Kommunekontoret var piv-utætte, så vi 4 piger var klædt på efter forholdene. Da kommunaldirektør Kroer og kæmneren i Vrensted – Arne Bak Andersen – efter gennemgangen blev alene, spurgte Kroer, om det var almindeligt, at personalet gik i hjemme-sko!

Den 1. april 1970 var der himmelbetændt rendfog, så mange startede deres karriere i storkommunen med at komme for sent.

Min chef startede sin karriere med at revne sine bukser, så han måtte en tur til skrædderen. Det var dog ikke til hinder for, at han senere blev kommunaldirektør.

Selv startede jeg med at få et kulturchok. Mine nye kolleger fra Brønderslev sagde ”De” til hinanden – og var på efternavn. Mennesker, der havde arbejdet sammen i noget, der dengang for mig var en menneskealder.

Os, der kom udefra, var dus og på fornavn.

Tiden arbejdede nok for den mere uformelle form, for det varede ikke længe, før de fleste var dus, dog ikke med kommunaldirektør Kroer. Men vi var dus med borgmesteren, som var P. N. Jensen. Vi tiltalte ham ”Jensen” i starten, men med tiden blev det ”P.N.”.

De første måneder var det også udelukket for vi piger at gå på arbejde i lange bukser, men da buksedragten kom på mode, blev også den barriere nedbrudt.

De 2 kommunesammenlægninger har haft forskelligt indhold. I daglig tale bliver begge kaldt ”kommunesammenlægning”, men var i realiteten meget mere. Begge var en reform på inddeling af Danmark, hvor kommunerne blev meget større og mere bæredygtige til de fremtidige opgaver. I 2007 fik vi også en stor opgavereform, hvor opgaver blev flyttet mellem de 3 offentlige instanser, og en udligningsreform, der skulle gøre de økonomi-ske muligheder mere lige mellem kommunerne.

Hvis man spørger på Rådhuset i dag, tror jeg stadig man mener, at udligningsreformen aldrig rigtig er slået igennem. Der er stadig stor forskel på kommunernes økonomiske formåen.

Budgetbehandling og dens kvaler

Brønderslev kommune har gennem årene været en kommune med en befolkning med lave indkomster. Hvis serviceniveauet skal følge bare nogenlunde trit med andre kommuner, kræver det en høj udskrivnings-procent. Så længe jeg kan huske, har vi ligget lavt på udskrivningsgrundlag og højt i udskrivningsprocent.

Tilskud fra staten har derfor altid haft stor betydning for budgetlægningen. Forenklet sagt bliver statens tilskud hvert år fastsat efter en drøftelse mellem Finansministeriet og Kommunernes Landsforening.

Nu var det imidlertid sådan, at vi først fik et foreløbigt overblik over størrelsen af statstilskud hen over sommeren. Vi lavede det administrative forarbejde til næste års budget i det sene forår, og der var som regel et gabende hul mellem skatteindtægter og serviceudgifter, når forrige års regnskab var blevet fremskrevet til nye priser. Derfor var tiden, indtil vi kendte størrelsen af statstilskuddet, altid tiden for tungsind for ledelsen i Brønderslev kommune. Det gælder jo om at bekymre sig i tide!

Var hullet særlig stort, blev en delegation sendt til Finansministeriet for at klage vores nød. Så var vi måske heldige at få del i puljen til ”særligt vanskeligt stillede kommuner”. Jeg husker, at én af embedsmændene i Finansministeriet blev omtalt som noget påholdende. Man fik det råd at tælle sine fingre efter et håndtryk med ham.

Vi fik altid budgettet til at balancere, og vi var som regel i den situation, at budgettet på trods af besværlighederne blev vedtaget i bred politisk enighed. Dejligt for vi ansatte. Det gør det hele meget lettere at arbejde med end budgetter, der er stemt igennem med et snævert flertal.

Jeg mindes, at specielt Jens Arne Hedegaard fra V og Arne M. Jensen fra A var gode til at få de politiske ender til at nå sammen.

Men forud for vedtagelsen skulle der jo selvfølgelig være debat i Byrådssalen, ofte med megen hændervriden og brug af gloser fra især dyreriget.  ”Ulven” blev ofte nævnt. Den har siddet ude ved Kroen, lige ved hoveddøren, eller sågar bidt os i haserne. Hvis det ikke var ”ulven”, stirrede vi som regel ”lige ned i afgrunden” eller ”skar helt ind til benet”.

I forbindelse med oliekrisen i 1973 var der et byrådsmedlem, der foreslog, at der blev lukket for det varme vand på Rådhusets toiletter. Nu var der slet ikke lagt varmt vand ind – eller varme for den sags skyld – på toiletterne i den oprindelige del af Rådhuset, så det forslag havde ingen gang på jord. Ja, der var så koldt på toiletterne, at én af mine kolleger i anden sammenhæng sagde, at hun ”var nødt til at brække strålen af”. Først i 1983 blev den nye del af Rådhuset taget i brug, og nu var der ikke mindre end 26 toiletter med både varme og varmt vand.

Budgetbehandlingen foregik og foregår for åbne døre. Det gør langt størstedelen af indholdet af Byrådets møder. Møderne var sjældent et tilløbsstykke. Kun når der var forslag om at nedlægge eller forringe serviceniveauet i et bestemt område, kunne det trække folk af huse.

Sjove episoder fra byrådsmøder

Udover den formelle funktion, kunne byrådsmøderne også udvikle sig underholdende.

Førhen blev der meget varmt i byrådssalen. En aften var der et byrådsmedlem, der mente, at der var blevet en ”liderlig hede”. Vi fik straks åbnet et par vinduer, men efter mødet bemærkede P.N., at stemningen da var blevet ”helt frivol”.

I mine øjne var P.N. Jensen en dygtig og meget vidende borgmester, som jeg var meget glad for, men han var almindeligvis en alvorlig mand. Han holdt strengt på, at byrådsmøderne blev afviklet på en sober og værdig måde uden tant og fjas.

Det faldt derfor ikke i god jord, da byrådsmedlem Jeppe Bisgaard – også kendt som Tæppe-Jeppe – forsøgte sig med et festligt indslag til et byrådsmøde. Møderne blev dengang holdt i den noget mindre byrådssal, som vi havde, indtil der blev bygget til Rådhuset i 1983. Møbleringen var tunge træstole og et stort træbord med grøn linoleum på bordpladen. Før mødets begyndelse var der delt en tillægsdagsorden rundt – det var afslutningen på den åbne del af mødet. Almindeligvis opstår der lidt uro mellem den åbne og den lukkede del af mødet. Skæbnen ville, at Jeppe havde glemt tillægsdagsordenen, og da han troede at den åbne del af mødet var slut, kunne han nu fremføre sit nummer, og tog en lille spilledåse frem. Med det store byrådsbord som resonansbund, spillede han ”Internationale”. Det gik ikke upåtalt hen.

Som sekretær til et byrådsmøde lænede jeg mig nok også en gang lidt op ad en løftet pegefinger. Der skulle behandles en ansøgning om at etablere en Burger-Bar i Jerslev. ”Burger” var et nyt ord, som i de fleste indlæg blev til ”Børge”, og der var stemning både for og imod en ”Børge-Bar” i Jerslev. Det lød sjovt, og byrådsmedlem og arkitekt Leif Hellsten havde spottet, at jeg havde kvaler med at holde masken, og han gjorde sit til, at det skulle gå helt galt. Heldigvis holdt jeg mig.

Der har altid været stor forskel mellem byrådsmedlemmernes lyst til at ”få” ordet. Man ”tager” ikke ordet i byrådssalen. Det ”får” man af borgmeste-ren.

En meget ivrig debattør var byrådsmedlem og gårdejer Ole Lysgaard Jensen fra Serritslev. Han fik som regel ordet mange gange i løbet af et byrådsmøde. En aften, hvor det var blevet sent, blev det byrådsmedlem og optometrist Tage Buus for meget. Uden at have ”fået” ordet, sagde han derfor med klar røst: ”Bind den mand til stolen”.

Tage Buus var med sine indlæg i stand til at begejstre de fleste. Han talte ikke så ofte, men når han talte, havde han noget på sinde, og det måtte ud. Én af mine kolleger sagde engang, at ”først tog Buus ordet, så tog ordet Buus”. 

Valg og afstemninger

Jeg var en del af forberedelse og afvikling af alle valg og afstemninger fra 1970 til min afgang i 2013. Der var altid en særlig stemning, både under selve valghandlingen, men specielt under optælling og opgørelse.

Valgene starter jo i realiteten allerede ved opstillingen. Her handler det om at få en god placering på listen. Jeg husker en helt speciel situation. P. Juhl Olesen, der i flere perioder var opstillet for Venstre som en sikker kandidat med gode stemmetal, havde tilsyneladende lagt sig ud med det etablerede Venstre. På opstillingsmødet blev han i hvert fald placeret sidst på listen. Dét faldt vælgerne for brystet, og P. Juhl Olesen fik et kanonvalg, hvor han overhalede flere af de kandidater, der var opstillet over ham på listen. P. Juhl Olesen var i øvrigt en festlig mand, der påstod, at han havde haft større fornøjelse af sin letsindighed end af sin standhaftighed.

Som vælger skal man skal ikke undervurdere opstillingsmøderne. Det er i reglen her det fastslås, hvem der bliver partiets borgmesterkandidat. Selvom Brønderslev altid har været den største by i kommunen, og man derfor kunne forvente, at borgmesteren skulle komme herfra, er det kun tilfældet med 2 borgmestre, nemlig Peder Ivar Nielsen og Jens Arne Hedegaard. P. N. Jensen og hans hustru Gudrun bosatte sig dog hurtigt i Brønderslev by, efter at han var blevet borgmester.

Når valget skulle gøres op, kom der gang i regnemaskinerne. Vi tastede løs, det bedste vi havde lært. Derfor var det brandirriterende, at P.N. Jensen kiggede os over skulderen og kom frem til resultatet før os. Som tidligere brugsuddeler var han vant til at lægge talkolonner sammen. Heldigvis måtte han melde pas, når vi begyndte af bruge den d’Hontske-metode – det hedder den måde, som valget opgøres på. Senere overtog elek-tronikken arbejdet, men det mindskede ikke spændingen.

Enkelte gange har resultatet været så tæt, at vi har måttet i gang med en ekstra omtælling af stemmesedlerne.

I Brønderslev kommune har det altid været kutyme, at politikerne hjælper til med optællingen. Egne stemmetal er ikke overraskende mest inte-ressante, men det var udelukket, at et medlem kom til at tælle egne stemmer.

Sæby, Dronninglund og Brønderslev kommuner dannede tidligere valgkreds med hjemsted i Sæby. Ved folketingsvalg og afstemninger skulle vi derfor dagen efter afstemningen til Sæby for at gøre valget endeligt op, den såkaldte fintælling. Det var altid et kapløb på tid, for vi ville alle 3 kommuner være først færdige med arbejdet.

Til den efterfølgende spisning var der altid lidt godmodigt drilleri mellem de 3 borgmestre. En gang havde der før valget været en tvist mellem ejeren af Dronninglund Slot på den ene side og borgmesteren og kommunaldirek-tøren fra Dronninglund på den anden side. Ejeren ville derfor ikke have de 2 herrer nærmere end til porten ind til Slottet. Det år fik vi serveret en særlig Sæby-vin. Det fik borgmesteren fra Dronninglund til i sin tale at være benovet over, at Sæby havde egen rødvin. I Dronninglund kunne de imid-lertid servere Port-vin. Det var værre med Brønderslev, –vi havde kun et vandtårn!

Efter valget var der en tidsfrist for at kunne klage. Vi fik en klage fra en borger, da Lene Hansen ikke opnåede genvalg som borgmester i 2002. Lene Hansen fik enormt mange personlige stemmer, og liste A fik dermed et godt valg, men da støttepartiet gik tilbage, var der ikke flertal i byrådet, til at Lene Hansen kunne fortsætte som borgmester. Det fik vi en klage over. Det kan være svært for den menige vælger at forstå spillereglerne.

Jeg var en anden gang ved at komme galt afsted i forbindelse med fristen for valgklager. Vores byråd havde godkendt valget for Brønderslev Byråd, og jeg gav derfor pedellen besked på, at han godt kunne få stemme-sedlerne makuleret. Imidlertid ringede en kollega fra amtet et par dage senere, at de gerne ville have amts-stemmesedlerne for 2 partier sendt ud på Amtsgården, for der skulle gennemføres en fornyet optælling. Heldigvis havde pedellen ikke nået at få ryddet op. Jeg har aldrig hverken før eller siden været så glad for, at en kollega ikke havde gjort det, som jeg havde bedt om. 

Valgfeber

Vi kendte også et andet fænomen på Rådhuset, nemlig valgfeber. Valgfeberen begyndte når periodens sidste budget skulle vedtages. Det var ikke godt at skulle lægge ryg til upopulære beslutninger, som skulle føres ud i livet umiddelbart før kommunalvalget. Så det var almindeligt kendt, at upopulære beslutninger skulle træffes midt i byrådsperioden. Når valgdagen nærmede sig, kunne vi opleve, at debatten blev en smule mere ophedet, og politikernes lyst til at markere sig på forskellig vis blev forøget.

Royalt besøg – og andre

Dronningen har været på besøg i Brønderslev 2 gange i min ansættelsestid, sidste gang var Prinsgemalen også med. Der er altid et stort sikkerheds-opbud forbundet med royalt besøg. Rådhuset bliver undersøgt både oppe og nede, områder bliver spærret af og døre låst. Rullemarie kommer på besøg. Ved besøget i forbindelse med Idrætshøjskolens indvielse skulle velkomsten af majestæten foregå i dét, der dengang var var Rådhusets forhal. Her var alle byrådsmedlemmer og andre af byens honoratiores linet op for at hilse på Majestæten. Gudrun Jensen skulle overrække buketten til Dronningen. Forinden fik Gudrun af politiets repræsentant besked på, at hun skulle ryste buketten grundigt, så vi kunne være sikre på, at der ikke var noget farligt indeni. Både Gudrun og buketten overlevede heldigvis. Mens dronningen var i forhallen, stod jeg pænt i baggrunden – med en skruetrækker gemt i ærmet. Toilettet var nemlig afsikret og låst, og i det tilfælde at Majestæten skulle få brug for bemeldte lokalitet, skulle jeg lukke op med skruetrækkeren. Da Dronningen og Prinsgemalen var på besøg anden gang i anledning af 90-års købstadsjubilæum, havde jeg ingenting i ærmet, men fik et kongeligt håndtryk.

Vi havde også andre – men knap så fornemme besøg. Vi havde tæt kontakt til Kommunernes Landsforening, hvor Peder Ivar Nielsen en overgang sad i bestyrelsen. Også andre kontakter til kolleger både i Danmark og i udlandet betød, at vi fik besøg, og skulle fortælle om Brønderslev Kommune. Vi var også ofte på Den kommunale Højskole i Grenå for at holde oplæg. Det var altid spændende. Som regel var det sådan, at borgmesteren indledte, derefter kom kommunaldirektøren og så kom turen til mig. Som sidst på podiet har jeg tit måttet rette i mit indlæg, fordi forgængerne havde forgrebet sig på min del.

Engang havde vi besøg af en delegation fra Skotland. Peder Ivar ville vise dem et af Rådhusets kunstværker – en bundløs sparebøsse, udført af Niels Helledie. Den stod i gangen ind til byrådssalen, og Peder Ivar yndede at sammenligne den med kommunekassen. Da han den dag løftede spare-bøssen, lå der nogle mønter samt en knap på bordet under den. Peder Iver tog knappen, kiggede på den og sagde: ”Det kan jeg ikke forstå. Vi har da, så vidt jeg ved, ikke haft besøg af skotter før”.

En tid før Peder Ivars 60-års fødselsdag havde vi besøg af Brønderslev-drengen Jørgen Sørensen. Jørgen Sørensen og borgmesterens sekretær sad og stak hovederne sammen, og det undrede Peder Ivar sig efter-følgende over. Mysteriet blev opklaret, da Peder Ivar holdt reception på Landboskolen i anledning af 60-årsdagen, for Jørgen Sørensen havde haft en praktisk ting, som han skulle have afklaret med sekretæren. Ved fødselsdagen fremførte Jørgen Sørensen nemlig en Brønderslev sang, som han havde skrevet og tilegnet Peder Ivar.

Glimt fra personaleområdet

En kommune er ofte kommunens største arbejdsplads, og således også Brønderslev kommune. Hvis man laver det tankeeksperiment, at alle ansatte også er bosat i kommunen, vil ca. hver 10. borger være ens kollega.

Da vi i 1998 skulle overgå til individuel fastsættelse af lønnen, skulle vi igennem alle personalemapper, og alle medarbejderes lønforhold skulle individuelt forhandles med tillidsrepræsentanter eller de faglige organi-sationer. Det var et stort, men spændende arbejde. Flere organisationer var skeptiske. Men både forarbejdet til overgangen og selve forhand-lingerne gjorde, at vi fik et tæt og tillidsfuldt samarbejde med langt de fleste. Vi var på begge sider af bordet enige om, at vi havde en fælles opgave, som skulle løses til flest muliges tilfredshed.

Uanset opgaven nød jeg samarbejdet med mine kolleger, tillidsrepræsen-tanterne og de faglige organisationer. Altid er jeg blevet mødt med en vilje til at ville løse den opgave, vi sad med.

Undertiden kunne en uenighed, dog ikke løses lokalt, og så måtte vi mødes i København med hovedorganisationerne, for vores vedkommende var det Kommunernes Landsforenings Lønafdeling. Her blev sagerne forligt. Jeg nåede heldigvis aldrig at komme hverken i retten, arbejdsretten eller faglig voldgift.

Engang en samarbejdspartner fra KL gjorde mig opmærksom på en fejl, kom jeg til at sige, at det nok var én af de paragraffer, der var røget af i Limfjorden. Det morede KL-folkene sig meget over.

Tilbage i 70’erne var der som regel politikere med ved forhandlingerne, som nok kunne blive langtrukne. Det rakte P.N. Jensens tålmodighed ikke til, og en gang da vi langt om længe fik referatet skrevet under, kiggede han på sit armbåndsur og bemærkede: ”Ja, det er da onsdag endnu”.

Udviklingen gjorde, at det i de seneste år oftest var den enkelte leder og en repræsentant fra personalekontoret, der gennemførte forhandlingerne med tillidsrepræsentanterne.

En gang var vi dog flere ledere til stede ved en forhandling med Akade-mikernes tillidsrepræsentanter. Forinden havde jeg lavet forarbejde til forhandlingerne, og forarbejdet indeholdt ledelsens udspil og ledelsens smertegrænse. Begge eksempler var afstemt, inden vi gik til forhandlingen. Jeg havde en formodning om, at vi nok fik et resultat lidt over midten. Men én af lederne havde nok ikke været helt nærværende, da vi afstemte, for da jeg havde fremlagt udspillet for tillidsrepræsentanterne, udbrød han, at det da ikke var de tal, han sad med. Hvad værre var, han kom i samme åndedrag til at afsløre en del af smertegrænsetallene. Det blev en effektiv forhandling, som endte næsten før den var begyndt. Det er ikke nemt at tage pengene af bordet, når de først er lagt frem!

Gammel Brønderslev kommunes personalepolitik hvilede på Løgstrups etiske fordring fra 1956:  ”Med vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden dens skikkelse. Hvilken vidde og farve den andens verden får for ham selv, er jeg med til at bestemme ved min holdning til ham. Jeg er med til at gøre den vid eller snæver, lys eller mørk, mangfoldig eller kedelig – og ikke mindst er jeg med til at gøre den truende eller tryg. Ikke ved teorier eller anskuelser, men ved min blotte holdning.”

Den tænker jeg stadig meget over.

Fagre nye verden

Da jeg kom i lære i 1967, var den teknologiske tidsalder så småt ved at vise sit ansigt. F.eks. indberettede vi på papir alle kommunens til- og fraflytninger til Jyske Kommuners Hulkort- og EDB-central, hvor en række såkaldte hulledamer, så overførte oplysningerne til hulkort, som en maskine derefter kunne bearbejde.  Vi var dog ikke helt trygge ved maskinernes arbejde, for vi efterregnede skatten for indkomster over en vis grænse.

Det var også på den tid, vi fik personnumre.

Brønderslev kommune havde egen hullestue. I 1976 fik vi det første tekstbehandlingsanlæg. Når det udskrev, larmede det værre end et tærskeværk, så vi forsøgte at skærme af, så det var muligt at føre en telefonsamtale.

Senere har jeg været med til et utal af møder om IT:  Farligheden ved strå-ling fra maskinerne; om det var klogt at kable Rådhuset, det kostede immervæk omkring 200.000 kr.; var det nu også klogt at lade de ansatte få adgang til internettet. Vi havde ikke fantasi til at forestille os, at det skulle blive muligt at søge alle de oplysninger, der er nødvendige i sagsbe-handlingen, på nettet. Ja, da vi skulle passere årtusindskiftet gik hele Danmark næsten i panik. IT-branchen havde kronede dage, for vi skulle jo sikre os imod, at vore mange IT-systemer skulle bryde sammen, når årstallet skiftede fra 1999 til 2000. Selve nytårsaften før og efter kl. 00.00 var Rådhuset bemandet for at holde øje med udviklingen, men 1. januar 2000 var situationen uforandret. Ja, det gælder virkelig om at bekymre sig i tide, og diskussioner jeg har deltaget i, kan i bagklogskabens ulideligt klare lys være helt absurde.uH

Kommunalreform 2007.

Omkring årtusindskiftet begyndte vi så småt at høre tale om en ny kommunesammenlægning. Den blev en realitet den 1. januar 2007, hvor Dronninglund og Brønderslev kommuner blev til én: Brønderslev-Dronninglund kommune.

Forud var der som bekendt gået en række forhandlinger om andre konstellationer for begge kommuners vedkommende. Jeg tror, det gælder i begge kommuner, at man til sidst følte sig lidt forsmået, og at det endte sådan lidt som ordsproget – Får man ikke den man elsker, må man elske den, man får.

Heldigvis kendte vi mange kolleger fra Dronninglund kommune fra andre gode samarbejder.

Det var en befrielse, da beslutningen var taget, for så kunne vi gå i gang med at forberede sammenlægningen. Det var et stort arbejde at få to etablerede serviceniveauer og kulturer til at smelte sammen. Det var nødvendigt med stor medarbejderinddragelse. Vi skulle samtidig opret-holde hidtidigt serviceniveau, så borgerne ikke mærkede noget. Som en kollega fra en anden kommune sagde: Det er som at skifte hjul på bilen, samtidig med at den kører.

Mange arbejdsgrupper var nedsat for at komme rundt i alle hjørner af organisationen, og fysisk og organisatorisk var vi på plads til tiden. Det synes jeg godt, vi kan være stolte af.

At skabe samme kultur tager mange år. I Brønderslev var vi vel ikke engang færdige med at snakke om tiden før sammenlægningen i 1970!

Den nye kommune udmærkede sig på mange måder. Lad mig blot nævne, at vi havde dobbelt-navn, 2 motorveje, 2 sygehuse, 2 gymnasier og 2 store markeder. To komponenter er ændret – navnet og antallet af sygehuse.

Afslutning

Jeg tænker tilbage på mit arbejdsliv med stor glæde og taknemmelighed. Mange af mine tidligere kolleger kalder jeg også mine venner, og når jeg færdes i Brønderslev, er vi rigtig mange, der hilser på hinanden og slår en sludder af – mest om de gode gamle dage.

Jeg er jo nu i den situation, at bakspejlet viser mere end forruden. Det er godt at se noget positivt begge veje.

Lad den tidligere omtalte Brønderslev-sang være afslutning på mit indlæg, som jeg har forsøgt at skære over den humoristiske vinkel:

Som er skrevet af Jørgen Sørensen, Gl. Brønderslev dreng:

Det tindrer af sol over hav, over land,

og gederams lyser i Vildmosens sand.

Det synger i haver og hegn,

det dufter af sommerens regn.

Og her, hvor de vestlige vinde har magt,

blev Brønderslev lagt.

Af dristige tanker og håb blev den til,

ved målrettet virke: Man kan, hvad man vil,

men farverigt, båret af lyst,

Så broget som skoven i høst.

Vi værner det gamle, vi vover det ny

i Brønderslev by.

Når vinteren truer fra øst eller nord,

så samles vi tæt om det gavmilde bord,

hvor langkålen styrker vort mod,

hvor snapsen er gylden og god.

Da klinger på luneste vendelbomål

et længselsfuldt ”skål!”

Men snart vender våren tilbage igen,

i Bredgade mødes veninde med ven.

Selv mismodet går sig en tur,

hvor livsglæden ligger på lur.

Og så kommer solen og lyset påny

til Brønderslev by!

Jeg rejser så vidt på den vældige jord,

men mest for at gense den by, hvor vi bor,

de venner, der deler mit held,

den nabo, der si´r som jeg selv:

Mens andre må nøjes med Rom og Berlin,

er Brønderslev min!

Primo oktober 2021. – Inger Marie Nielsen

Vrensted-Historier.dk er historier som jeg har indsamlet og nedskrevet over en  del år, alt for at bevare fortiden om Vrensted Sogn og dets beboere for eftertiden og vores efterkommere.

Det er historier over en tidsperiode på ca. 100 til 150 år. Der er udgivet 10 bind som alle nu kan købes i Boghandler og på Nettet.

Klik på link for at se oversigt over historierne.     Vrensted-Historier.dk

God læselyst – Jens Otto Madsen