Hej Jeppe, jeg er ved at lave en bog om Brønderslevs, virksomheder, forretninger, institutioner og de personer der har haft deres virke i byen, kunne du ikke tænke dig at være med? Svaret kom omgående, Jo det vil jeg gerne. Der skulle ikke megen betænkningstid til, men så kom alle problemerne.
Hvad af alt det du har beskæftiget dig med, siden du for 57 år siden kom til Brønderslev, har interesse for en lidt bredere kreds af læsere. Svaret må blafre i vesten vinden, min far lærte mig: ”når du har sagt JA, må du også efterleve det JA”, så nu kommer der en levneds beskrivelse, som hvis du som læser, ikke er interesseret i at læse den, kan du som en løsning rykke de sider ud af bogen!!!
Barndom og opvækst
Det hele startede for 80 år siden, jeg blev født 1941, i Nibe, de stolte forældre var Mor Magna, oprindelig fra Tornby ved Hjørring, Far Jens, oprindelig fra Haverslev i Han Herred, når jeg skriver stolte forældre, skyldes det, at jeg var barn nr. 4, og de tre første havde været piger, så nu kom der endelig en dreng.
3 år senere blev jeg, ret sjældent for datiden, skilsmissebarn, idet min Mor og Far valgte at gå fra hinanden, far overtog hele børneflokken og i 1946 blev min far ansat på Aalborg Eternit fabrik, vi flyttede først til Frydendal i Aalborg, og efterfølgende til Visse for til sidst, i 1950, at flytte til Frejasgade 29, i Vejgaard.
I 1947 startede jeg i Nøvling Skole, der dengang bestod af 2 klasser, første klasse for de tre første årgange og anden klasse for de 4 næste årgange, så måtte det også være på tide at komme ud af skolen og foretage sig noget fornuftigt, de lidt klogere børn kom på Elisabeth Brøndsteds privatskole i Aalborg, der kunne man så tage Mellemskole- og Realeksamen. Jeg husker de tre år i Nøvling skole som ret gode år, selv om griflerne peb på skiffertavlerne og blækket klattede på diktaterne, var der alligevel fredeligt og roligt, og når førstelærer Jensen og lærerinde frk. Jensen dikterede ro i klassen, så blev der ro.
I 1950 flyttede vi som nævnt til Vejgaard, dengang Nørre Tranders Sogn, og jeg startede min skolegang på Vejgaard Vestre skole, og det var noget af en start, efter første skoledag kom jeg hjem med et blåt øje og havde endvidere opnået at få min første lussing, af lærer Conradsen.
Det blå øje var vel meget naturligt, efter datidens normer, der kom en ny dreng i klassen, helt ude fra bøhlandet af, hvor stærk var mon han, en anden dreng fra klassen blev udpeget til at finde ud af det og efter lidt provokationer fra den drengs side, skulle det jo ende med et slagsmål og et efterfølgende blåt øje til en af os, og det blev i det tilfælde mig.
Lussingen fra lærer Conradsen, var efter mine begreber, fuldstændigt ude i hampen, jeg havde, som jeg skulle, meldt min ankomst hos skoleinspektør J.E. Jensen, på hans kontor, en flink og rar mand, der bød mig velkommen til Vejgaard Vestre Skole. Efter de indledende øvelser pegede han ud af vinduet og fortale, at jeg skulle melde mig hos Malthilde Madsen i 4.A, det var lige over for inspektørens kontor i en parallel bygning, der gik under navnet ”den gamle Skole”. Glad og frejdig begav jeg mig af sted for at finde frk. Madsen og 4 A, jeg valgte naturligvis den nemmeste og mest direkte vej. På stien mellem de to skoler, mødte jeg så bemeldte lærer Conradsen, frygtet af alle, viste det sig. Jeg hilste naturligvis høfligt, det havde jeg lært hjemme fra, men jeg blev mødt med ordene ”hvad laver den lille dreng her” den sti her er kun for lærerne!! Jeg forklarede, at jeg lige var begyndt på skolen, og at jeg ikke kendte noget til hvilke stier eleverne ikke måtte betræder. Svaret kom omgående, ”skal den lille dreng svare igen” og så kom kødhammeren, uden at jeg nåede at flytte hovedet, og slam, det sad alle 5 fingre på min venstre kind, så det var noget af en debut på Vejgaard Vestre Skole, der sikkert var som skoler var den gang. Lærere der aldrig havde behov for at slå for at få ro, og lærere der høvlede løs på eleverne med både lussinger og spanskrør.
På Vejgaard Vestre skole kunne man den gang ikke gå længere end til og med 8. klasse, men da jeg nåede så langt, havde man på landsplan fundet ud af, at det måske kunne være en god ide´ at lave et 9.klassesforløb. Til at etablere et sådant forsøg udvalgte man Vejgaard Vestre skole og en skole på Lolland. Jeg tilmeldte mig det pågældende forsøg og startede i Danmarks første 9.klasse, den 1. april 1955. Forinden var der lavet en aftale mellem skolen og eleverne, der i korthed gik ud på, at hvis en elev fik en læreplads, kunne man forlade forsøget og hvis en elev fik 3 advarsler fra skolen, kunne de opsige samarbejdet. Da jeg den 3. maj, naturligvis uberettiget, fik advarsel nummer 2, vurderede jeg, at det måske var på tide at finde en lærerplads, det lykkedes og d. 15. Maj, 1955, startede jeg som Kolonial lærling hos købmand Robert Nielsen Herluf, Trolles gade i Aalborg Vest. Efter udstået læretid var der intet arbejde at få i Nordjylland så det blev København, Jeg skulle helst begynde mit nye job d. 1.Maj 1959 og måtte derfor bede min læremester om lov til at rejse, 14 dage før min læretid sluttede, hvilket for ham var OK.
april 1959 gik turen, med det gode skib Jens Bang fra Aalborg til København, 18 år gammel og med mod på livet og spændt på hvad der ventede en ung nordjyde i Kongens København. Mit første job var hos en købmand på Utterslev Torv, det varede 45 dage, så blev jeg sagt op, det viste sig, at købmanden havde ansat en anden kommis, men han kunne først tiltræde 15 Juni, så min opgave var at ”fylde hullet ud” det havde man bare glemt at fortælle mig, heldigvis var der masser af arbejde at få, så dagen efter jeg fratrådte hos købmanden på Utterslev Torv, begyndte jeg et nyt job i Koloniallageret Billigst, Nordre Frihavnsgade, på Østerbro, hvilket i øvrigt var et rent drømmejob, gode løn og arbejdsforhold Den første måned, efter jeg flyttede til København boede jeg hos min faster Ingrid i Livjægergade 16 på Østerbro, hvilket var meget rart, for at falde godt til. Senere lejede jeg et værelse i Herlev og til sidst et værelse i I.O.Olsensgade på Østerbro.
Efterhånden nærmede sig tiden hvor jeg skulle på session, det skete naturligvis i København, der mente de, at jeg vil egne mig til at være luftværns artillerist og at Aalborg ville være et godt sted at sende mig hen, de anede ikke at jeg oprindeligt kom fra Aalborg, så den ide´ var jeg helt med på, det havde nok heller ikke hjulpet hvis jeg havde protesteret. Så den 1. juli 1960 startede min 16 måneders ”karriere” hos Jydske luftværns regiment på Hvorup Kaserne i Nørresundby.
Efter endt soldater tjeneste gik turen igen til København, oprindeligt havde jeg aftalt, at jeg skulle tilbage til Kolonial lageret Billigst, såfremt der var et job ledigt, desværre var situationen den, at både mine tre kolleger fra før soldater tiden og ham der havde afløst mig, alle stadigvæk var ansat og ikke havde planer om ændre på det, så jeg søgte i stedet et job hos købmand Foldberg Petersen, på hjørnet af Livjægergade og Holsteinsgade, hvilket viste sig at være en god disposition, da en af de kunder der kom (mere og mere) i butikken, var min senere forlovede og kone gennem mange år, Litten.
Jeg boede på det tidspunkt på KFUMs pensionat, Valdemarsgade på Vesterbro, en af de øvrige der boede der, var en ung mand fra Aalborg, Per Sørensen, han var ansat i Stormgades Tæppelager, og vi fandt hurtigt sammen i vores fritid, da vi jo begge kom fra Nordjylland, Per nævnede ved flere lejligheder, at jeg skulle se at komme væk fra ”rosin piller branchen” som kolonialbranchen dengang ofte blev betegnet, nej tæppe branchen var der mere gang i !!. Vi jokede med det i en lang periode, men pludselig en dag til morgenkaffen fortalte Per, at de nu manglede en mand i Stormgades Tæppelager, så jeg kunne begynde med det samme, om eftermiddagen den samme dag var der en episode i butikken hvor jeg var ansat, hvor en lærling var ubehøvlet over for en kunde, da jeg, på nordjysk, forklarede den unge mand, at sådan opførte man sig ikke over for vores kunder, blandede købmanden sig og tog parti for lærlingen, det endte med at jeg bad købmanden om at regne ud hvor meget jeg havde til gode i løn for den pågældende måned og at jeg ikke kom mere, samme aften meddelte jeg Per, at jeg kunne starte i Stormgades Tæppe lager næste morgen, det var det, og næste morgen var jeg tæppemand. Ændringen til tæppemand skete januar 1963 og jeg fortrød det ikke et øjeblik, lønnen var bedre end i kolonialbranchen og jobbet lang mere varieret. I efteråret 1963 meddelte Per, at han ville starte en tæppeforretning i Aalborg og den skulle hedde Tæppe Experten, han havde lejet et lokale i Bredgade i Aalborg og ville starte hurtigst muligt, jeg tilbød ham straks at ville bruge en uge af min ferie for at få ham godt i gang, og godt i gang det kom han, forretningen eksisterer endnu, under navnet Garant Tæpper og ligger på toppen af Skalborg bakke, den drives i dag af Pers datter og svigersøn .
Drømmen om at blive selvstændig Tæppehandler
Hver gang jeg var i Nordjylland, besøgte jeg Per, og blev efterhånden lun på selv at starte en Tæppeforretning, men det skulle naturligvis ikke være i Aalborg.
Ved et besøg hos min søster og svoger, der på det tidspunkt boede i Brønderslev, fik jeg den ide´, at det måske skulle være i Brønderslev jeg skulle starte, så jeg bad min svoger om at holde øje med hvornår der blev et lokale ledigt i byen. En dag ringede han og fortalte, at nu var der et lokale ledigt i Algade 31, et tidligere sælgerkontor for automobilforhandler Johs. Andersen, der var flyttet ned i Østergade. Jeg tog kontakt til ejerne af lokalet og vi blev hurtigt enige om, at jeg godt kunne leje lokalet, så 1. august 1964 var vi klar til at åbne Brønderslev Tæppelager, man kunne næsten kalde det verdens mindste Tæppe forretning, forretningens samlede gulvareal var 28 m2. Jeg husker i dag stadigvæk vores første kunde der var købmand og boede i Tollestrup mellem Tårs og Jerslev.
Jeg var i starten ene om at passe butikken, tage ud til kunderne, vise prøver, måle op og give tilbud og i visse tilfælde selv lægge tæppet på, det betød en arbejdstid på 70-80 timer om ugen, men det betød intet, som 23årig har man uanede kræfter. Jeg fik dog hurtigt hjælp fra en tidligere klassekammerat fra Vejgaard Vestre Skole der var startet som freelance tæppemontør i Aalborg.
Vi havde virkeligt travlt, dengang var tæppehandel lidt anderledes end den er i dag, hvor man har tæpper i brede baner, det var først lige begyndt i 1964, så vi syede tæpper sammen fra ruller der var 70, 90 og 100 cm. brede, det var på det tidspunkt både Sisal, Kokos, Axminster og vendetæpper og op til Julen 1964, var der dage hvor vi solgte tæpper om dagen, lagde dem på om aftenen og syede dem sammen om natten. Til det formål havde jeg lejet en tidligere kostald hos Ahlmann Larsen på Fasanvej, uden varme indlagt, så varmen skulle vi arbejde os til, den var nok ikke gået i dag.
Vi fik ret hurtigt brug for mere plads og da Opel forhandler Johs Andersen byggede nyt bilhus i Østergade, kunne vi mangedoble vores plads og flytte ind på hjørnet at Algade og Torvegade, det nuværende Cafe RendezVous. Johs. Andersen havde stadigvæk sin brugtbils afdeling i Torvegade og da de flyttede hele deres bilsalg ned i Østergade blev også de lokaler ledige, det medførte, at jeg kontaktede Fru Andersen der ejede hele bygningen, med 2 lejligheder på 1. sal og 2. lejligheder på 2. sal, vi forhandlede frem og tilbage og blev til sidst enige om en pris på kr.345.000,00, hvilket var prisniveauet for en ejendom af den type i en provinsby som Brønderslev, underligt at tænke på. Vi kunne så fejre Brønderslev Tæppelager 10 års Jubilæum med en forretning der på det tidspunkt var på 400 m2. Lokalerne i Algade/Torvegade blev efterhånden for u handy og jeg stod over for det valg, at enten skulle jeg renovere hele bygningen eller flytte tæppeforretningen til nye lokaler, evt. bygge en helt ny forretning på en af de industrigrunde kommunen havde til salg, mit første valg var en grund der var placeret i Østergade, hvor det nuværende Labtech er, jeg kontaktede kommunen og vi blev hurtigt enige, da der var faste m2 priser på industrigrunde i det område, jeg var glad og tilfreds indtil vi løb ind i et problem, jeg var på det tidspunkt medlem af Brønderslev Byråd, og ifølge tilsynsloven skulle en kommune, hvis man solgte jord til et byrådsmedlem, sende det i offentlig udbud, jeg var dog ret rolig idet grunden havde ligget der længe uden at nogen havde været interesseret. Efter en omtale af sagen i aviserne, viste det sig at der var andre der havde interesse i at købe grunden, jeg bød naturligvis også selv, men ikke nok, så min drøm om en tæppeforretning i Østergade smuldrede, men der var andre grunde til salg i kommunen, jeg fik øje på en grund, beliggende med facade ud mod hovedvejen med indkørsel fra hovedvejen, der opstod problem nr. 2 , det viste sig at Amtet krævede den indkørsel nedlagt, så adgangen til forretningen skulle ske af Østergade og Industrivej, egentligt ikke noget problem for kunder fra Brønderslev By, men lidt besværligt for de impulskunder, vi havde regnet med ved placeringen ved hovedvejen ville give. Resultatet blev, at vi byggede en dejlig lækker tæppe forretning på stedet, indrettet så alt var tænkt på, og vi fik en rigtig god start, men så indtrådte katastrofen, byggeriet gik fuldstændigt i stå, fra den ene dag den anden, regeringen gennemførte en af flere kartoffelkure, der standsede alt aktivitet i byggebranchen, det var naturligvis en katastrofe for bl.a. tæppe branchen, hvor den normale cyklus var, at vi kunne følge en linie, hvor ejerne af det nye hus fik nye tæpper, de havde ofte solgt et mindre hus hvor den nye ejer skulle have nye tæpper, de var så flyttet fra en lejlighed hvor de nye lejere skulle have nye tæpper, men hvis nybyggeriet stort set stopper, kommer den kædereaktion ikke. Efteråret 1980 måtte jeg kaste håndklædet i ringen og indgive en betalingsstandsning, anmodning der førte til en senere konkurs, jeg valgte at arbejde for boet for at følge med hvad der skete, og da jeg så hvordan alt blev prisfastsat til langt langt under normal indkøbspris, efter rådgivning fra en tæpprhandler fra en anden by, som boet havde bedt om at medvirke, og som i øvrigt selv havde et bud med til det afsluttende skifteretsmøde. Jeg havde i mellemtiden sikret mig, ved et familiemedlems hjælp, så meget kapital så jeg selv kunne deltage i budrunden, der endte med at jeg overtog både inventar og varelager, til en særdeles fornuftig pris.
Der var kun to der deltog i auktionen, og det var jo begrænset hvor højt den pågældende tæppehandler kunne byde, da han jo selv havde fastsat værdien over for boet. Summa summarum, jeg stod nu med alt inventaret og resterne af varelageret og bygningen var solgt så jeg havde en måned til at finde en løsning.
Løsningen blev at jeg lejede de lokaler på hjørnet af Bredgade og Skolegade hvor tidligere Herremagasin Agerbæk havde haft forretning, der indrettede jeg Brønderslev Tæppelager, alt det inventar jeg ikke kunne bruge i de nye lokaler, solgte jeg til en nyåbnet tæppeforretning i Norge. Udover et mobilt tæpperense anlæg som vi selv beholdt, for nu skulle der renses tæpper, det passede fint med at tæpperne ofte blev renset i weekenderne, da vores kunder var banker og institutioner, og samtidigt var tæppeforretningen i Bredgade lukket i weekenderne. I sommeren 1982 skete der noget nyt og spændende i mit liv, der gjorde at jeg helt forlod Tæppe branchen efter små 20 år.
Min tilknytning til Brønderslev handelstands forening
Jeg startede som tidligere nævnt, i en alder af 23 år, tæppeforretning i Algade 31, og mente også at jeg nok burde være medlem af byens Handelsstands forening, jeg kontaktede Materialist Willy K. Madsen, der var medlem af bestyrelsen og han lovede at sørge for at jeg blev medlem og efter nogen tid modtog jeg en indbydelse til den årlige generalforsamling, der det år blev afholdt på Hotel Phønix og hele Korsbæk var til stede. Der var den lokale sherif Bengtson, Simon tolder, senere en meget god ven, Postmesteren, Stationsforstanderen, 2-3 direktører fra Pedershåb maskinfabrik og PN, direktøren fra Brønderslev Jernhandel, Simon Krog, Ford, div. Bankdirektører, Henning Jensen Nye Danske, den første jeg lærte at kende godt i Brønderslev, repræsentanter fra kommunen, og naturligvis var detailhandelen stærkt repræsenteret med både Jacob og Johannes sko, Willy K, Jens Stagsted, Høy Hansen, Hans Agerbæk, Tage Buus, m.fl., man gik pænt rundt, gav høfligt hånd og præsenterede sig, jeg har senere tænk over hvad tanker de forskellige gjorde sig, når sådan en hvalp på kun 24 år tillod sig at deltage i så fornem en forsamling. Dagsordenen var den samme som i de sidste 50 År, ultrakort beretning fra formanden, der var jo heller ikke sket meget i foreningen det sidste år, udover at man havde startet et Julelotteri og haft en vis succes med det, hurtigt overstået valg, alt var på forhånd klappet af ingenting til eventuelt og så over til aftenens højdepunkt, den kogte Torsk med tilbehør, og den kogte Torsk var fantastisk god. Da spisningen var overstået, fordelte de fleste sig i de mindre lokaler alt efter rang og tilhørsforhold, tilbage sad en flok yngre, 10-12 stk. forretningsfolk, der hurtigt blev enige om, at der skulle mere liv i den her forening, der skulle gang i udviklingen, ellers ville det bare ende med afvikling i stedet for.
Til generalforsamlingen året efter kom der endnu flere yngre forretningsfolk, og der var blandt dem enighed om, at nu skulle Brønderslev ud af tornerose søvnen og gøres kendt, som en god handelsby, på forslag fra salen blev der nedsat et initiativ udvalg med følgende medlemmer: Jørgen Johansen, Tage Buus, Harding Busk, Thorkild Høy Hansen og Jeppe Bisgaard. Opgaven var at få liv i byens gader, så det blev rart at komme til byen på alle tider af året, fra det store opland, men opgaven bestod også i at få kunderne til at blive i byen og handle, i deres egen by.
Initiativudvalget begyndte hurtigt sit arbejde, med bl.a. nogle inspirerende møder hos Jørgen Johansens forældre der boede i den gamle Tagmarken skole ude i Vildmosen. Ret hurtigt blev der enighed om, at vi ville lave en aktivitets uge allerede det første år, 1968, udvalget boblede med den ene gode ide efter den anden, og det første man var enige om var, at navnet skulle være ”Hjerte ugen” forklaringen på det var egentligt ret enkelt, for år tilbage havde daværende postmester fået den geniale ide, at på det stempel alle posthuse dengang stemplede brevene med, når et brev blev afleveret til videre forsendelse på posthuset, stod der normalt kun bynavn og indleverings dato, teksten på det stempel blev ændret til ”Vendsyssels Hjerte-Brønderslev er det” ikke særligt mundret efter nutidens grammatik, vi ændrede det så til ”Brønderslev, Vendsyssels hjerte” hvilket grammatisk var mere tidssvarende. Det var så i øvrigt den eneste gang vi brugte navnet Hjerte ugen, der skete det, at vi fik en henvendelse fra Hjerteforeningen, der planlagde en Lands dækkende Hjerteuge, de mente at det var et lidt uheldigt at have to så forskellige aktiviteter med samme navn, vi slog omgående op i banen, og de efterfølgende år kaldte vi vores aktivitets uge for ”Brønderslev ugen”, men stadigvæk med hjertet som symbol, der skete så yderligere det pudsige, at min kone, Litten, fødte vores søn Lars, midt i hjerteugen, det medførte så en artikel i Aalborg Stiftstidende med teksten ` Hjertebarn født i Brønderslev`, det er så i øvrigt den Lars, der i dag er handelschef i Brønderslev og fører de traditioner videre, der blev startet for 53 år siden, fordi nogle yngre forretningsdrivende var klar over, at synlighed er alt afgørende i kampen om kunderne.
Aktiviteterne var utallige gennem de 12 år jeg og en hel flok af initiativrige og arbejdsomme forretningsfolk, arbejdede for at skabe liv i Brønderslev, først i initiativudvalget og senere i Bestyrelsen for Handelstands- Foreningen, det vil blive alt for omfattende her, at redegøre for de mange tiltag og aktiviteter, men der er naturligvis altid noget der står særligt klart i erindringen, som f.eks. dengang under den første aktivitets uge Hjerteugen i 1968, hvor vi havde lavet en aftale med Direktør Per Henrik Nielsen fra Pedershaab Maskinfabrik om, at de sponserede en flyvetur for 2 deltagere henover byen, samtidigt med, at vi havde 100 gavekort der skulle kastes ud fra flyveren, når den fløj hen over banegårds pladsen, alt var klappet og klart, vi havde afholdt en konkurrence om hvem der skulle have de to ledige pladser i flyet, men to dage før den fredag, hvor det hele skulle løbe af stabelen, blev jeg ringet op af Per Henrik, der kunne fortælle at den store pressedækning havde betydet, at luftfartsmyndighederne gjorde opmærksom på, at det ikke var tilladt at kaste ting ud fra en flyvemaskine. Der stod vi så med skæget i postkassen, alle havde læst om det i aviserne, dengang var der fire lokalredaktioner i Brønderslev og annoncerne der omhandlede arrangementet med flyveturen og alle gavekortene var bragt i samme aviser og i Oplandsavisen. Vi lod os naturligvis ikke slå ud af det, og et kvikt hoved i udvalget nævnte den gamle brandstige, der stod i en bygning ved siden af skolegades skole, den skulle køres ned på banegårdspladsen, så skulle der findes en modig person til at stå i toppen af brandstigen og når flyveren fløj over banegårdspladsen, skulle han kaste gavekortene ud over de mange fremmødte, alt klappede Kommunen sagde ja til at vi kunne låne den gamle brandstige, vi havde selv en modig mand, Harding Busk, så da flyveren kom hen over banegårdspladsen et par gange, kastede Harding alle de rare gavekort fra byens forretninger ned til de fremmødte.
Da den gamle banegård blev revet ned, og inden Spar Nord byggede deres nuværende bank bygning, var der på trekants grunden mellem Algade, Vestergade og Ny Banegårdsgade en stor, mørk og ubebygget grund, den gav den del af byen et lidt trist udseende og bedre blev det ikke, da efteråret kom og vi nærmede os Jul. Vi diskutere om vi kunne gøre noget og pludselig kom Tage Buus i tanke om, at uden for Slagelse var der et udflugtsområde, Eventyr skoven, som en privat mand havde indrettet med små huse og et stisystem, så publikum gik fra hus til hus, trykkede på en knap og en skuespiller læste eventyrer af bl.a. HC Andersen. Alle var straks fyr og flamme, pludselig var det muligt at få lys og hygge på den mørke plet i byen. En delegation, Tage Buus og jeg blev sendt af sted, vi mødtes med ejeren på stedet, alt var lukket ned, men det lykkedes os at leje et antal huse, båndoptagere, med bånd, div. nisser og andre figurer, det hele blev afhentet af en vognmand og kørt til Brønderslev, vi købte 500 stk. mindre grantræer hos en lokal skov ejer (til rimelige penge) kommunen hjalp os med at lave et midlertidigt sti system. Elværket trak nogle kabler, så vi kunne få strøm, både til båndoptagere og lys, udvalget knoklede en hel forlænget weekend, med hjælp fra bl.a. el-installatør Arne Eriksen og pludselig havde byen en eventyrhave, med lys, eventyr figurer, eventyrfortællinger og den sidste uge før jul, suppleret med en æbleskivebod. Ganske vist havde den en begrænset levetid, men hyggeligt og flot var det.
På det tidspunkt var lukkeloven noget anderledes end i dag. Forretningerne måtte op til Jul holde åbent den sidste søndag før Jul fra kl.16 til kl. 2o. Efterhånden da flere og flere fik bil, opstod der den trend at flere og flere kom kørende med hele familien, og kørte til den større handelsby Aalborg. Det kunne vi i initiativudvalget naturligvis ikke bare se på, uden at forsøge at gøre noget. Vi lagde en plan, hvis vi nu kunne holde folk hjemme i Brønderslev til kl.16 når forretningerne åbnede, så var der en chance for at de blev her, vi planlagde et Juleshow både for Børn og Voksne, med landskendte kunstnere, masser af gaver til børnene sjove konkurrencer hvor der godt måtte grines lidt af deltagerne, på en godmodig måde. Juleshowene var en stor succes, hele Brønderslev Hallen var fyldt til sidste plads inkl. ekstra stole, alle hyggede sig, vi startede kl.14 og sluttede præcist kl. 15.45, så kunne alle nå ned i byen når forretningerne åbnede kl.16. En af de sjovere episoder under et af Juleshowene var dengang, der blev afholdt en konkurrence mellem 5 af de voksne deltagere i Juleshowet, der var forskellige muntre indslag, sidste konkurrence var at konferencier udstyrede hver deltager med en sæk og meddelte, at uden for hallen holdt der 5 stk. taxa (det var dengang !!!) De fem deltagere skulle tage hver sin taxa og se hvem der kunne komme først tilbage med en levende høne, der var ingen begrænsninger for hvor de måtte køre hen. Imens fortsatte Juleshowet en større gave uddeling, der jo altid var meget populær. Deltagerne var ret hurtigt tilbage og hver af dem skulle så tage hønen op op af sækken og fortælle, hvordan de var kommet i besiddelse af den. En af deltagerne var Carsten Normann, ansat hos Hennings Møbler i Algade, da turen kom til ham åbnede han sækken og ud kom den flotteste store Plymorock høne og pludselig lyder det, nærmest råbende nede fra 3 række ”jamen ved gud-det er jo vores Plymoroch høne ”, og ganske rigtigt, Plymorock hønens ejere var gode venner med Carsten, derfor var han kørt op til dem for at låne hønen, men vennerne var ikke hjemme, de var til juleshow i hallen, nå pyt tænkte Karsten, de er nok ude at besøge noget familie og kommer sikkert først hjem til aften, jeg låner hønen og kan sagtens nå at få leveret den tilbage, inde vennerne kommer hjem.
Den sidste aktivitet jeg vil nævne her er, at vi i 3 år lavede en vandrertur hvor vi mødtes nede på banegårdspladsen kl.18 med madpakker m.m., så gik vi i samlet flok, med musik i spidsen, ud til Grinsted Plantage alle hyggede sig med den medbragte mad, der var forskellige former for underholdning, et år var den kendte bakkesangerinde Cleo på besøg, når det begyndte at blive mørkt sluttede arrangementet og alle gik hjem, der var jo både skole og arbejdsdag næste morgen.
Brundergildet.
Først i 70erne var der 2 andre årlige aktiviteter i Brønderslev, Fagenes fest der blev arrangeret af Fællesorganisationen, og Børnedyrskuet arrangeret af Landboforeningen, begge arrangementer døjede med mindre og mindre tilslutning, derfor opstod ideén om at lave fælles arrangement, hvor alle tre foreningen, Arbejdernes fællesorganisation, Landboforeningen og Handelsstands Foreningen kunne gå sammen om at afholde en fest og så lave noget hvor både Land og By kunne se sig selv i. Der blev nedsat nogle udvalg og det hele resulterede i oprettelsen af Brundergildet, der i mange år var den årligt tilbagevendende byfest der blev afholdt i Hedelund, indtil tiden også løb fra den. Brundergildet er også årsagen til at vi i dag har den runde pavillon og at der kom fokus på de muligheder der var i Hedelund. Med hensyn til den runde pavillon, blev den på det tidspunkt brugt til at opbevaring af kommunens gartner maskiner, og når politiet holdt deres årlige auktion af hittegodscykler, den var rådden i bunden flere steder, så man kunne se direkte ud i det fri. Da Brundergildet en aften mødtes i Hedelund for at diskutere placeringen af telte m.m., kiggede vi også ind af de beskidte vinduer i pavillonen, og sammenstemmende kom der fra flere af os, den her skal vi bruge som centrum for Brundergildet. Der har sikkert siddet en eller anden embedsmand og rystet på hovedet, for kommunen ville, på det tidspunkt, ikke ofre en krone på det gamle bras. Vi fik tilladelse, til at låne den og straks opstod den ide´ at lave en cabaret med lokale amatør kunstnere, det arbejde tilbød bibliotekar Schardelmann at tage sig af, ved klaveret sad Bent Wisborg og en af skuespillerne var Poul Andersen, der gjorde det fantastisk som dame. Den gamle pavillon blev ”shinet” op, gulvene blev skrubbet med savsmuld nogle gange, spindelsvæv fjernet fra vægge og loft og pludselig havde vi en pavillon, der så helt tåleligt ud, de tre aftener kabaretten kørte var alt udsolgt, der kom frisk savsmuld på gulvet efter hver forestilling, publikum startede med at spise revelsben, med tilbehør fra Slagter Stiller, der var lavet et sanghæfte, så aftenen var også krydret med fællessang.
Brundergildet blev en øjenåbner for de mange muligheder den gamle træ pavillon og Hedelund indeholdt, det var årsagen til at kommunen ofrede lidt penge på at få skiftet de rådne brædder ud, efterhånden blev den gamle pavillon mødested for mange forskellige aktiviteter i Rhododendron Parken, som blev etableret, ved hjælp af en stor indsats fra aktive borgere, og den udformning ”den runde” har dag ,med gode toiletforhold m.m. skyldes igen en stor indsats fra borgere i byen, gennem foreningen Pavillonens Venner og gode tilskud fra div. fonde.
Opstart af FDF-kreds i Brønderslev
Kort tid efter at jeg var flyttet til Brønderslev, blev jeg kontaktet af Simon Sørensen i daglig tale kaldet Simon Tolder, Simon var leder af det lokale toldkontor, deraf navnet, Simon var primus motor i et projekt hvis opgave det var at få startet en FDF-kreds i Brønderslev, hvor han fik mit navn opsnuset fra fandt jeg aldrig ud af, Simon havde fundet ud af at jeg havde været FDFer fra jeg var en lille dreng, først i Aalborg 1.kreds, senere var jeg med til at starte Aalborg 9. Kreds i Vejgaard og da jeg som 18.årig flyttede til København, blev jeg medlem af K.25, Brønshøj hvad jeg var indtil jeg 5 år senere flyttede til Brønderslev, alt dette havde Simon fået opsnuset og han havde så udset mig, til at være den første kredsleder i Brønderslev-FDF. Jeg takkede pænt nej, Jeg havde lige startet min tæppeforretning og den slugte næsten alt min tid, men lovede dog Simon at jeg godt ville deltage i en gruppe, hvis opgave det var at etablere kredsen. Simon var hurtigt på tangenterne og kort tid efter meddelte han mig, at han nu havde en gruppe klar, der gerne ville arbejde for at etablere en FDF-kreds i Brønderslev, det var, udover Simon selv, Knud Brønden, Mogens Friis Larsen, Mogens og jeg kendte hinanden fra Aalborg 9 kreds, Knud Jacob Slotsager, Gunnar Bruun Jacobsen og mig selv. Gruppen fik ret hurtigt det hele på plads og fik startet en FDF-kreds og man valgte, da man endnu ikke havde fundet en kredsleder, at arbejdsgruppen kørte videre indtil det problem, blev løst, indtil da måtte gruppen fordele opgaverne imellem sig. Min opgave blev, allerede det første år, i 1966, at lave en sommerlejr, vi valgte Nordsjælland hvor jeg havde mulighed for at trække på nogle af mine kontakter fra K. 25tiden, hvilket også lykkedes, vi havde en fantastisk tur til Sjælland og den dag i dag, kan jeg møde granvoksne mænd, dengang var FDF kun for drenge, der beretter om oplevelserne på turen til Nordsjælland. Efterhånden som jeg fik mere og mere at lave i min forretning blev tiden til FDF arbejdet også mindre, det sidste jeg deltog i, var købet og etableringen af ”Godset ” i Hallund, senere fik jeg berøring med FDF igen, men da var det som byrådsmedlem og medlem af kulturudvalget i forbindelse med bygningen af de to FDF og Spejderhuse på Døvlingevej.
Formand BI 1978/1979
Årsagen til at jeg blev formand for BI var lidt speciel, BI havde afholdt 2 på hinanden følgende generalforsamlinger uden at kunne få valgt en formand. Jeg fik så en henvendelse fra formanden for Håndboldafdelingen, Ulrik Sørensen, om jeg ikke kunne hjælpe dem et år, sagen var nemlig at Uffe Sørensen, den senere mangeårige formand godt ville være formand, men han var lige tiltrådt som skoleinspektør for den Nye Hedegårdsskole, og derfor ikke følte at han kunne påtage sig opgaven før året efter. Jeg havde selv meget at se til som byrådsmedlem m.m., men indvilgede i, efter en samtale med Uffe Sørensen, at påtage mig opgaven for 1 år. Det blev et meget spændende år, det kneb gevaldigt med økonomien, ikke mindst i kraft af økonomien omkring det forholdsvis nye BI center på Agdrupvej, jeg havde og har den personlige opfattelse, at idrætsledere, dengang som nu, skal bruge alt for meget af deres tid, til at tænke økonomi. På vores første bestyrelsesmøde snakkede vi om, at det var rimeligt, at kommunen overtog BI-centret så bestyrelsen ikke skulle bruge al sin tid på at snakke økonomi. Der blev indledt forhandlinger med økonomiudvalget, helt aktuelt stod vi og manglede ca. 125.000,00 til afdrag på lån m.m. Forhandlingerne gik faktisk rigtigt godt, kommunen skulle overtage, driften af BI centret, og vi skulle bare koncentrere os om at dyrke sport. Aftalen skulle afsluttes ved et fællesmøde mellem det samlede økonomiudvalg og den samlede BI bestyrelse, stemningen var god, vi fik kaffe med blødt brød og alt var godt, indtil Borgmesteren tilføjede at kommunen godt ville overtage centret, men jo ikke kunne garantere at BI kunne være alene om at bruge det. Det var en helt ny drejning, som ikke var aftalt på forhånd. Jeg kan huske, at jeg faktisk blev en smule vred, den gode stemning var i hvert fald ødelagt, jeg bad om at få mødet sat på pause og bestyrelsen trak sig herefter tilbage for at drøfte den nye situation, her fremlagde jeg de muligheder jeg så, vi kunne afvise kommunen og så stå tilbage med svære økonomiske problemer, men stadigvæk være ejere af centret eller vi kunne sige ja til kommunen og så risikere, at skulle dele BI centret med en anden klub, vi havde et par helt unge i bestyrelsen, det eneste navn jeg kan huske var Bruno Sørensen. Pludselig sagde en af de unge. Vi kan lave en indsamling, gå fra dør til dør for at samle de 125.000kr ind vi mangler, det lød som et lidt fantasifuld projekt, kan vi det spurgte jeg ? og kiggede rundt i kredsen af bestyrelsesmedlemmer og alle nikkede ja, så var det afgjort, vi gik tilbage til det undrende økonomiudvalg, og mit svar var jo enkelt, såfremt i fastholder at BI ikke kan garanteres, at vi stadigvæk er eneste bruger af centret, vil vi gerne takke nej tak til aftalen og selv starte en indsamling for at skaffe de nødvendige penge. Mødet var slut, økonomiudvalget ønskede klubben held og lykke med Indsamlingen, der blev sat i gang, men først afsluttet efter min formandsperiode, men de nødvendige midler blev indsamlet så BI i dag står som ejer af centret, det i kraft af nogle helt unge bestyrelsesmedlemmer, der var klar til at yde en indsats for deres klub.
Politisk indsats og karriere
Allerede fra barnsben blev min politiske interesse vakt, som opvokset i et typisk arbejderhjem og med en far der var glødende Socialdemokrat og med en stor del af familien, der var venstrefolk, overværede jeg mange spændende debatter, og jeg mente naturligvis, at min far havde ret i hans argumentation, så vejen til at få en politisk overbevisning var ikke så lang og jeg husker hvor glad og stolt jeg var da jeg fyldte 18 år og første gang kunne stemme. Da jeg kom i lære som 14årig var det første jeg gjorde også at melde mig ind i HK og HKs ungdomsgruppe, hvor en af opgaverne var at kontakte andre unge lærlinge og fortælle dem vigtigheden af, at være organiseret og solidarisk kæmpe for at alle kunne få det bedre, men der var naturligvis også tid til fest og ballade. Efter først en tur til København, soldat i Aalborg og en ny tur til København, endte jeg i Brønderslev som 23 årig, der var ikke så meget tid til politik, men der var sket det i Brønderslev byråd at Borgmester Anton Tolstrup var død og der derfor skulle vælges en ny borgmester, Anton Tolstrup var valgt på en såkaldt Upolitisk borgerliste og første suppleanten som nu skulle i byrådet var formanden for Brønderslev Handelsstandsforening, Willy K. Madsen, der var flere der bejlede til den ledige borgmester post, men det artede sig sådan at Willy K. Madsen endte med at blive byens nye borgmester. Det var noget med ”At hvis ikke du vil stemme på mig, skal jeg nok sørge for at du i hvert fald ikke bliver borgmester”. Der var simpelthen udbrudt krig i den borgerlige lejr. Willy K. Madsen var efter min, og andres opfattelse, en ganske god borgmester så da der skulle være nyt byrådsvalg i 1970, efter at kommunesammenlægningen var vedtaget i folketinget, var vi, blandt de fleste handlende i byen, enige i, at vi måtte kæmpe for at Willy K. Madsen kunne fortsætte som borgmester, det medførte også, at jeg blev spurgt og sagde ja til, at lade mig opstille på den såkaldte upolitiske borgerliste, men jeg lagde nu ikke skjul på at jeg stemte normalt på Socialdemokratiet. Willy K. Madsen blev ikke borgmester i Brønderslev, Venstre og Socialdemokratiet pegede i stedet på P.N. Jensen fra Venstre, det blev samtidigt enden på den upolitiske borgerliste i Brønderslev. Jeg havde faktisk lidt dårlig samvittighed over at have ladet mig opstille på en anden liste, end der hvor jeg følte jeg politisk hørte hjemme, og 3 måneder efter valget meldte jeg mig hos Socialdemokratiets Partiforening i Brønderslev, hvor jeg har været medlem lige siden.
Ved byrådsvalget i 1974 var jeg igen opstillet, og blev valgt, denne gang for Socialdemokratiet. Det samme skete 4 år senere og jeg kunne derfor starte på min 2 periode i 1978. I mellemtiden var jeg også blevet kredsformand for Socialdemokratiet i Sæby kredsen og i marts 1981 kredsens folketingskandidat. Det var en utrolig spændende tid og jeg kunne mærke at det politiske arbejde virkelig greb mig. I 1981 så jeg så, i et stillingsopslag, at AOF søgte ny Amtssekretær i Nordjyllands Amt, det var lige jobbet for mig, tænk at komme til at arbejde med politik hver dag, og så ovenikøbet så jeg kunne leve af det, jeg strikkede en ansøgning sammen og glæden var naturligvis stor, da jeg sammen med 5 andre blev indkaldt til en samtale med Amtsbestyrelsen og en repræsentant fra AOFs landsledelse. Jeg fik besked om at de ville bestemme sig samme dag og at den pågældende de valgte ville blive ringet op. Da der ikke var sket noget om aftenen kl.20, sagde jeg til Litten at det blev der ikke noget ud af, men pludselig kl.22 ringede telefonen, vi vil gerne tilbyde dig jobbet, men der er tre betingelser og du skal sige ja til alle tre, 1. du skal nedlægge dit folketings kandidatur, 2. du skal udtræde af Brønderslev Byråd 1. August og 3. du skal afvikle din tæppeforretning, så du er klar til at begynde dit nye job den 1. August, og endvidere skal du give os et svar inden i morgenkl.12.
Jeg tror ikke jeg sov meget den nat, lige foran mig lå mit ønskejob, men hvis jeg sagde ja, måtte jeg sige farvel til 2. aktiviteter jeg også brændte for, mit byrådsarbejde og det at jeg kort forinden var blevet valgt til folketingskandidat for Sæby Kredsen og nu skulle jeg give det fra mig, uden overhovedet, at prøve en valgkamp. Vedrørende tæppeforretningen havde Vagn Åge Haaning, der dengang drev Køkken bussen i Brønderslev faktisk kort tid forinden spurgt, om jeg var interesseret i at sælge, så ville han gerne høre fra mig. Næste morgen kl. 9 ringede jeg til AOF og meddelte at jeg gerne ville sige Ja tak til jobbet som amtssekretær for Nordjyllands Amt. Det næste jeg foretog mig, var at ringe til Vagn Åge Haaning for at høre, om han stadigvæk var interesseret i at overtage tæppeforretningen i Bredgade, han svarede ja og vi aftalte at han skulle komme næste dag kl.10, sammen med sin revisor, sammen gennemgik vi varelageret, og fandt frem til en samlet pris for inventar og varelager. Vagn Åge og hans revisor forlod så forretningen og vi aftalte at de kom tilbage kl.13, hvilket de også gjorde. Præcist kl. 13 kom de tilbage og meddelte, at da vi var enige om prisen, kunne jeg godt pakke mine personlige ting, bogholderi med debitorer sammen, så ville de komme tilbage med en check på det aftalte beløb og ville så få nøglerne udleveret. Jeg sad tilbage med en underlig fornemmelse, men også en glæde over, at jeg inden for så kort tid, både havde fået nyt job og solgt tæppeforretningen, og nu kunne jeg ovenikøbet afholde lidt ferie, inden jeg skulle starte i mit nye job.
Min opgaver som amtssekretær for Arbejdernes Oplysnings Forbund (AOF) var bredt funderet, jeg skulle servicere AOF-afdelingerne over hele amtet, lave lokale kursusaktiviteter under FIU-systemet for fagbevægelsen og endeligt skulle jeg medvirke i valgkampe for Socialdemokratiet i forbindelse med f.eks. folketingsvalg samt endvidere bistå med Socialdemokratiets tillidsmand uddannelse. Jeg vil ikke ligge skjul på at jeg var kommet på den rette hylde og tiden i AOF står for mig som noget der virkeligt udviklede mig, jeg traf fantastisk mange spændende mennesker og når din arbejdsplads rækker, fra Skagen til Hobro og Hadsund til Års, var der virkelig kul på, ikke noget der hed 37 timer om ugen, men det havde jeg jo heller ikke været vant til som tæppehandler, endvidere var der tilknyttet en fuldtids sekretær stilling til jobbet, den søgte min kone Litten og fik, vi indrettede kontor først i vores hus på Brahmsvej og senere i Vestergade under Viadukten, hvor der tidligere var slagterforretning samt grønthandler, det betød så også at Litten havde opgaver f.eks. i forbindelse med afvikling af Voksenpædagogiske grundkurser eller tillidsmandskurser for Socialdemokratiet, der ofte foregik i weekenden, så på den måde var vi sammen om at løse opgaverne.
TV 2 Nord
Som amtssekretær er der mange forskelligt rettede opgaver, hvor du repræsenterer arbejderbevægelsen i dit område, en af dem var som medlem af Amts programrådet for Nordjylland Amt, hvor jeg efter et par år blev formand, samtidigt boblede lokalradioerne frem på landkortet og som AOF sekretær havde jeg også opgaver i den forbindelse, LO havde også interesse for det område og havde ansat en mediesekretær, Niels Peter Arskov, senere DR korrespondent i Peking, hans opgave var, at rådgive i forbindelse med etablering af nye lokalradioer. På et tidspunkt i efteråret 1987 kontaktede Niels Peter Arskov mig og vi aftalte at mødes den efterfølgende torsdag i Aalborg. Her kunne Niels Peter fortælle, at om fredagen ville der i folketinget blive fremsendt et Lovforslag om etablering af et antal lokal-tv stationer under TV2 og i forslaget var Østjylland og Nordjyllands amter lagt sammen til et område, der kun skulle have en Lokal-TV station. Jeg kunne hurtigt se, at et Lokal-TV der skulle dække fra Skagen i Nord og til Skanderborg i Syd ikke kunne være særligt lokalt, derfor var hans opfordring til mig, at jeg skulle se af at få fingeren ud, og komme i gang med at gøre de Nordjyske politikere opmærksomme på, at det kunne vi ikke acceptere i Nordjylland. Vi skulle rejse en folkestemning, så alle kunne se og høre, at vi i Nordjylland ville have vores egen lokal-TV station. Vi var som sagt klar over at det skulle gå stærkt med at lave en plan, og da TV syd havde kørt som et forsøg i et par år (med bl.a. goddaw jeg hedder Lars Larsen), var det vigtigt at komme til Sønderjylland for at lære lidt af dem. Fredag ringede jeg, i min egenskab af amtsprogramrådsformand til Amtsborgmester Søren Madsen og forklarede ham situationen, han var helt enig i at det var med at komme ud af starthullerne og vi aftalte et møde allerede lørdag formiddag ude på Amtsgården, på Sørens foranledning deltog også kulturudvalgsformand i amtet Hanne Thygesen og som praktisk medhjælp Vibeke Gamst der også var sekretær for amtsprogram rådet. Inden mødet på amtsgården havde jeg kontaktet lederen at TV syd, Helge Lorentzen og aftalt et par tider hvor han ville være til stede, og hvor vi var velkomne til at komme og få nogle input om, hvordan de havde taklet opgaven på TV syd. Den første tid var om mandagen kl.11 og på vores møde på amtsgården blev det aftalt at Hanne Thygesen, Vibeke Gamst og jeg skulle køre til Haderslev mandag morgen for at mødes med Helge Lorentzen på TV Syd.
På mødet redegjorde Helge Lorentzen for hvad der var vigtigt i forbindelse med at skabe den folkelige opbakning for et sådant projekt, det var vigtigt at få opbakning fra både arbejdstager og arbejdsgivere, og landbruget, sportsorganisationer, kirkelige organisationer, lytteforeninger, spejdere, simpelthen fra alle dele af samfundet. Vel hjemme i Aalborg igen begyndte så den egentlige planlægning, vi ville afholde et stormøde på amtsgården med repræsentanter fra alle dele af samfundet, herunder de politikere der var valgt til folketinget fra Nordjylland, fra alle partier, det var vigtigt at hele opgaven med at få en af de nye TV-stationer til Nordjylland, ikke skulle have et partipolitisk præg, det skulle være for alle Nordjyder uanset politisk tilhørsforhold. Det store arbejde med at sende de mange invitationer ud til amtets mange organisationer klarede Vibeke Gamst til bravour, så allerede 14 dage efter vores besøg på TV Syd, kunne vi indkalde til stormøde på amtsgården, med det formål at få præsenteret projektet og få nedsat en arbejdsgruppe som hele Nordjylland kunne spejle sig i. For at nå så langt var det vigtigt på forhånd, at få vedtaget et sæt spilleregler, så der ikke var en enkelt gruppe, der kunne tryne alle andre, derfor var der på forhånd lavet forslag til nogle vedtægter og valggrupper, som så efterfølgende fik lejlighed til at udpege medlemmer til den 7 mands arbejdsgruppe. Der var mødt 140 deltagere frem til mødet og ikke alle var i godt humør, heller ikke da mødet sluttede, på den anden side af midnat, nogle mente at jeg som mødets initiativtager, dirigent og den der havde udarbejdet forslag til vedtægter, havde haft alt for stor indflydelse på det færdige resultat, det kunne jeg til dels godt give dem ret i, men for mig drejede det sig om at være hurtige til at få udarbejdet den ansøgning, der skulle af sted til kulturminister Clausen, så Nordjylland kunne være blandt de første der fik tildelt de 25 millioner der blev givet som opstart til hver ny godkendt TV station.
I Aalborg stiftstidende stod der også næste dag d.26. september 1986
NORDJYLLAND ER FØRST MED REGIONALT TV2
Der blev på mødet valgt en syv mands arbejdsgruppe bestående af John Mørk DIF, Bent Brown Pedersen Arbejdernes Fællesorganisation Hjørring, Arne Arildsen Heltids Bibliotekerne, Skørping, Martin Rytter Landbo foreningerne, Gunderup, Kaj Normann Handelsstandsforeningerne, Brønderslev, Kr. Skaarup FOF, Aalborg og Jeppe Bisgaard AOF-Brønderslev og som sekretær for gruppen, Vibeke Gamst, amtet. Arbejdsgruppens opgave var at finpudse vedtægterne og gøre klar, så man kunne få afsendt en ansøgning, der først skulle til amtsrådet og derefter videre til kulturministeren. En anden opgave var at få oprettet en støtteforening og et repræsentantskab det fik deres medlemmer fordelt fra hele amtet. På trods af de knubbede ord fra stormødet på Amtsgården, arbejdede udvalget fortrinligt sammen, alle var opsat på at nå et resultat, vi vidste at det var en kamp mod uret og vi kunne se at i flere andre amter gik der fuldstændigt kage i den, i 1987 blev ansøgningen sendt og d. 1. april 1989 var TV Nord klar til at gå i luften, helt præcist et år efter startede TV 2 Østjylland så vi havde ved fælles hjælp været klar et helt år foran kollegerne fra TV Øst. Ved udpegning af medlemmer til bestyrelse, repræsentantskab og støtteforening havde arbejdsgruppen gjort sig selv overflødig og som det var aftalt nedlagde den sig selv, kun 2 medlemmer af arbejdsgruppen valgte at fortsætte i den nye bestyrelse for TV 2 Nord. For mit eget vedkommende var jeg blevet tilbudt et job i AOFs hovedkontor i København, som projektleder for en nystartet afdeling i AOF, AOF erhverv, Det lød og var, meget spændende og da vores børn alle var fløjet fra reden, den yngste, Charlotte, var lige startet på et USA ophold, valgte vi, at sige ja til at flytte til hovedstaden, jeg kendte mit job og min kone Litten søgte, efter vores ankomst til København, et ledigt job som sekretær i LO og kunne tiltræde en måned senere.
Millex
Det blev til 4 dejlige år i København, hvor jeg beskæftigede mig med helt andre opgaver end i min AOF-tid som amtssekretær i Nordjylland, nu var fokus rettet mod bestyrelses- og lederuddannelse både for private virksomheder og fagforeningernes hovedbestyrelser.
Da der var gået 4 år i København, pegede pilen atter mod Nordjylland, jeg
fik en henvendelse fra min søster Åse og hendes mand Svend Erik, der var noget de gerne ville tale med os om, vi startede turen til Nordjylland den følgende weekend og var naturligvis noget spændte på hvad det mon drejede sig om. De havde for år tilbage startet Lampevirksomheden NORDLUX, den havde de solgt et par år tidligere og havde nu fået idéen til en ny virksomhed, det skulle naturligvis ikke være noget med lamper, Svend Erik var stadigvæk tilknyttet NORDLUX med den opgave at tegne og udvikle nye lamper, men Svend Erik havde fået øje på de mange muligheder der lå i at udvikle artikler til folks private hjem, på det tidspunkt blev folk huse ikke større, men man fik flere og flere ting at holde styr på, og kommunikationen mellem familiemedlemmer blev også vigtigere og vigtigere. De ville starte en ny virksomhed, ansætte mig som direktør for virksomheden med mulighed for senere medejerskab. Jeg var på det tidspunkt 49 år og skulle jeg prøve et jobskifte endnu engang, skulle det være nu, så mit ja kom hurtigt. Fordelingen af opgaverne skulle være den at Svend Erik produktudviklede, fandt virksomheder, der kunne producere og pakke artiklerne, og når de stod klar på vores lager, var det min opgave at sælge dem, og i øvrigt have ansvaret for virksomhedens drift, det er naturligvis en forenklet udgave, vi drøftede på forhånd potentialet i alle nye produkter, og når vi var enige blev næste fase startet, men jeg kan ikke erindre at der på noget tidspunkt har været nogen uoverensstemmelse hvad det angår. Vi havde hver især vores klart defineret ansvarsområde. Det blev til 15 gode år med Millex A/S først 3 år på Troensevej i Aalborg Øst, derefter 12 år på Maltvej i Brønderslev, hvor vi drev virksomhed 2 forskellige steder. Vores kunder var Bilka, Føtex, Bauhaus, Silvan, Trælasthandel kæder, Aldi, COOP, Netto, Boghandel kæderne, INCA, Bog og Ide, Bøger & Papir. m.fl. Vi eksporterede endvidere vore artikler til hele Skandinavien og flere andre lande i Europa, og det er blevet til mere end 50 messebesøg, både i USA og Tyskland, som udstiller eller på indkøb. En af vores helt store artikler var vores Memoplan tavle, en whiteboardmagnet og skrivetavle, når man købte en Memoplan tavle fulgte alt tilbehøret med, skruer til ophængning, magneter, whiteboardpen, og magnetisk penne holder og magnetisk tavlevisker. Da vi startede i 1991, kendte alle Whiteboard tavlen fra undervisningslokaler m.m., men ikke fra private boliger, det fik vi lavet om på i Millex, og vi solgte mange tusinde tavler i de 15 år jeg var tilknyttet virksomheden. Da det var 12 år siden vi startede Millex A/S og Svend Erik var blevet 68 år og jeg nærmede mig 63 år kom tiden, hvor vi skulle bestemme hvordan fremtiden for Millex skulle se ud, vi lavede en aftale så jeg overtog virksomheden, idet der skulle findes en samarbejdspartner der kunne drive Millex A/S videre, det fandt vi i Artic Import i Nørresundby, de ville gerne købe virksomheden med varelager og den bygning vi drev virksomhed fra på Maltvej, Brønderslev. I virksomheden frem til 1. januar 2006, på det tidspunkt ville jeg være tæt på 65 år og nærme mig pensionsalderen. Det med pensionist tilværelsen kom nu ikke til at vare så længe, men mere herom senere, men først en lille pudsig ting, den der skulle afløse mig som direktør for Millex A/S hed Bo Andersen. Det viste sig at være ”lille” Bo fra en gruppe der hed Familien Andersen, de var fra Hobro og huserede på de Danske Landeveje år tilbage, de optrådte til et Brundergilde, hvor jeg var konferencier og Bo havde kun en rolle, han skulle synge” jeg har set en rigtig negermand” , på det tidspunkt var en rigtig landeplage, nu skulle han overtage mit job.
Radio Veronica.
Som jeg tidligere har nævnt var jeg i min amtssekretær tid for AOF involveret i etablering af lokalradioer i Nordjylland, dog ikke i Brønderslev, der havde aktive folk selv klaret opgaven, da jeg vendte tilbage til Brønderslev efter mit Københavner trip, var der udbrudt en veritabel radiokrig i Brønderslev, nogle udbrydere fra radio Veronica havde startet deres egen radio, Brønderslev Nærradio, på en anden frekvens end den Radio Veronica sendte på, og da lokalradioerne blev finansieret ved salg af reklamer til byens forretningsdrivende, opstod der hurtig en krig, der var ødelæggende for begge radioer. Jeg fik en anmodning om at hjælpe til for at få den knude løst, men det var en svær opgave, men man mente vel at jeg, via min AOF-fortid havde visse præferencer, så jeg blev valgt som formand for Radio Veronica. Det første, der skulle ske, var at få de to lejre til at begynde at tale sammen, det var svært, men efterhånden kunne flere og flere se, at det var den eneste vej fremad, samtidigt rykkede Radio Veronica ind i de nuværende lokaler i det der kaldes stjernekrydset, så der var nu plads til de frivillige medarbejdere fra begge radioer, øvelsen lykkedes og til sidst var der enighed om at stifte Brønderslev Medie produktion, som paraply for de fire sendetilladelser, Radio Veronica, Brønderslev Nærradio, Byens Bedste Radio og Hele Byens Radio, sådan er det stadigvæk i dag, her små 30 år senere, en periode hvor der på landsplan er lukket rigtigt mange lokalradioer.
Tiden efter Millex A/S, BFC og Power People.
Det med pensionering som 65årig lykkedes ikke rigtigt, 4 dage før min afskeds reception fra Millex, ringede min daværende svigersøn, Stig, om jeg ikke kunne komme til et lille møde i Brønderslev Floorball Club, de havde noget de gerne ville drøfte med mig, jeg sagde naturligvis ja, det kunne der vel næppe ske noget ved. Ved mødet sad der 3 personer med stenansigt, årsagen var følgende: klubben havde afholdt en stort Power People. Man manglede en formand.
Min formands periode førte også noget andet godt med sig, på et tidspunkt i 2009 kom en af spiller fra vores Elitehold, Kim Olesen og spurgte mig, om jeg ikke lige ville hjælpe ham med at se nogle papirer igennem, Kim var ansat i et Vikar Bureau, Power People i Nørresundby og var nu blevet tilbudt at blive medejer, men han var lidt i tvivl om det var fornuftigt, derfor bad han om min assistanse, da han mente at jeg, via min høje alder havde noget mere erfaring. Jeg gennemgik div. papirer sammen med Kim og min konklusion var at den konstruktion, skulle han ikke indgå i, men måske var der en anden løsning, så jeg kontaktede min egen revisor, der kom til den samme konklusion. Forslaget til Kim var, at han skulle tilbyde at købe alle sunde aktiviteter ud af Power People og samtidigt overtage forpligtelsen, i forhold til de ansatte vikarer. Kim udarbejdede en forretningsplan og pludselig kom spørgsmålet til mig, kunne du ikke tænke dig at være med? Jeg har erfaringen fra salg af vikarer, men mangler erfaring med drift af en virksomhed, der kan du så til gengæld bidrage. Jeg tænkte kort over det, og svarede så Ja. Aftalen blev så, at vi skulle lave et anpartsselskab med 50% indskud fra hver, jeg ejede i forvejen ejendommen Gravensgade 11 i Brønderslev, der var der ledige kontorfaciliteter så vi kunne flytte Power People fra Nørresundby til Brønderslev. Det viste sig efterfølgende, at den tidligere ejer af Power People, gerne ville være med i den nye konstruktion, hvad hverken Kim eller jeg havde noget imod, så vi lavede et selskab med 33 1/3% ejerskab til hver. Det viste sig desværre at være en dårlig idé. Det var sikkert det gamle ord om 3 hjul til en gig. Allerede efter 4 mdr. skiltes vore veje, og Kim og jeg havde igen hver sin halvpart i Power People ApS. Det gode samarbejde fortsatte indtil Kim følte sig klar til at overtage Power People i 2017.
Virksomheden var i mellemtiden flyttet til Frederikshavn hvor Kim bor, vi havde udvidet med en afdeling i Rødovre og en afdeling i Aalborg, der skal dække området syd for Limfjorden (Aalborg og Himmerland) og en afdeling med kontor i Frederikshavn der skal dække området nord for fjorden, det oprindelige Power People ApS er så administrationsselskab for alle afdelinger, og i dag består Power People yderligere af en afdeling i Aarhus og en afdeling i Kalundborg. De syv år i Power People var igen noget helt andet, det var salg, men ikke af varer som tidligere, her var det mere salg af en god ide`. Som brug af vikarer f.eks. i spidsbelastnings perioder er der mange mindre virksomheder som kan undgå lønadministration ved at bruge vikarer og da Power People altid betalte overenskomstmæssig løn, feriepenge, pensionsordning m.v. var der heller ikke nogen risiko for virksomhederne ved at bruge vikarsystemet. For første gang i de år jeg har drevet virksomhed, var jeg også fri for den sædvanlige revisorbemærkning til det årlige revisionsmøde. Dit varelager er for stort.
Turen til Kilimanjaro i Afrika
Jeg har i mange år haft en drøm om at ville bestige det ikoniske bjerg midt i Afrika, Kilimanjaro, der med sin hvide kalot af sne har befundet sig på den plet i ½ til ¾ millioner år. Kilimanjaro er verdens højeste enkeltstående bjerg, en gammel slukket vulkan, der af visse dele af den indfødte befolkning, stadigvæk tiltænkes overnaturlige kræfter. Bjerget blev første gang besteget af to Østrigske bjergbestigere i 1889, bjerget er 5895 meter højt og udmærker sig ved, at man kan gå op af bjerget, du skal ikke i gang med at hænge i karabinhager ud over en bjergvæg.
Når en nu afdød gammel ven og jeg mødtes over en flaske eller to talte vi tit om, at vi skulle en tur på Kilimanjaro, ved hans begravelse juni 2017 kom jeg pludselig til at tænke på alt det vi går og drømmer om og aldrig får noget gjort ved, herunder turen til Kilimanjaro, som nu for min vens vedkommende var overstået, (så vidt jeg ved). Jeg besluttede mig for at nu skulle det være, og fra bilen ringede jeg til Jesper Thomsen der havde fortalt mig at han arrangerede ture til Kilimanjaro. Hej Jesper, skal du til Kilimanjaro til januar? (2018) ja svarede han.
Kan jeg stå på toppen og fejre min 77års fødselsdag, den 28. januar? ja svarede han, så har du hermed min tilmelding. Så var det på plads. Vi aftalte, at vi skulle lave et træningsprogram, så jeg kom i så god form, som det var muligt for en mand i min alder. Kort tid efter ringede han og fortalte mig, at han havde fundet en træningsmakker til mig, han hed Kurt og var en hvalp på 74 år, det passede mig fint og vi begyndte et træningsforløb i henholdsvis Hammer Bakker og i Kridtgraven i Nørresundby, den ene uge 8 – 10 kilometer i Hammer Bakker, næste uge de mange trapper i kridtgraven, der fra starten var den hårdeste del af programmet, sådant fortsatte vi frem til november, hvor vi var mandag i Hammer Bakker og onsdag i Kridtgraven, ca. 14 før afrejsen d.20 januar 2018 stoppede vi træningen for at restituere inden vi skulle på Kilimanjaro. Et andet vigtigt punkt, inden vi skulle afsted var, indkøb/ leje af grej til turen, det vigtigste er et par ordentlige støvler, en god sovepose, der kunne holde kulden ude noget ordentlig tøj, ikke for varmt og ikke for koldt, alt det hjalp Jesper os med, og det er muligt at andre kunne gøre turen lidt billigere med den hjælp vi fik af Jesper, både inden ture, under turen, på bjerget og under hjemturen var super.
På vej op ad bjerget til toppen
Desværre blev min makker Kurt syg den sidste nat hvor vi stiger 1000 meter og måtte følges ned af en af vores portere, da vi var nået til 5200 meter højde, meget ærgerligt for Kurt, der naturligvis havde glædet sig lige så meget som vi andre til at nå toppen. Kurt har gerne villet prøve senere, men på grund af Covid19 pandemien, har der ikke været arrangeret ture til Kilimanjaro det sidste halvandet år. Om selve turen op af bjerget er der næsten kun at sige, hårdt arbejde, det gør ondt, men når du står på toppen, snappende efter ilten, er alt glemt og du får en dejlig fornemmelse i kroppen. Så hvis du har lyst, tag turen, men du behøves ikke at vente til du bliver 77 år!!!!
Du kan endvidere se meget mere om turen på TV 2 Nord, søg på ”Jeppe på bjerget” og du vil finde den 40 min. udsendelse TV Nord lavede om turen.
”Er dej i lod, Marius?” ”Jow, jow, så godt å wal en’da.”
Af: Arne Søndergaard – en Vrensted dreng, der flyttede til Løkken
Kilde: Løkken Ladeplads (Lokalhistorisk)
Ovenstående lille ordveksling var en meget almindelig vits da jeg begyndte min håndværkertid i Løkken. Et godt bud på årstallet er 1960 hvor jeg fik arbejde som snedker hos Carl Johannes Christensen, som var nystartet tømrermester i Løkken.
Jeg husker ikke hvor lang tid jeg var der i første omgang, for jeg tog på højskole et halvt år. Jeg nåede at være med til et halvt års restaureringsarbejde på Løkken Kirke inden højskoleopholdet. Da jeg nærmede mig afslutningen af opholdet på højskolen i Rønshoved, skrev jeg et brev til min gamle mester for at høre, om der var arbejde til en møbelsnedker igen. Der gik kun nogle dage, før jeg fik brev fra ham. Forstanderen på højskolen hed Hans Haarder, han havde sin egen specielle måde at uddele posten på. Han havde gennem årene lært sig at kaste brevene præcist, så de ramte modtageren, næsten.
Hr. kirkesnedker Arne Søndergaard Jensen fik også brev hjemmefra, og det var med særlig spænding, jeg åbnede brevet, men heldigvis var det godt nyt til mig. Den fine titel kunne jeg ikke holde for mig selv, så den har jeg hørt mange gange siden.
I 1962 blev Annelisa og jeg gift i Vrensted Kirke, og en uge efter rejste vi til Canada, hvor vi skulle være i godt et år. Beskrivelsen af den tid kan læses i min erindringsbog “Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”. Bogen kan stadig købes på Lokalarkivet i Løkken eller på museet. Jeg kom meget i folks private hjem, hvor der blev lavet forbedringer og reparationer. Det var alt muligt forskelligt såsom nye vinduer og gulvarbejde m.m. Jeg har lovet at finde eksempler på nogle af de personer eller hændelser, som jeg stadig husker, og som fortæller lidt om håndværkerliv i Løkken. I denne artikel vil jeg beskrive nogle af de oplevelser, jeg havde.
Løkken Herregårdsmejeri, som lå i Nørregade, skulle have nyt vindue og dør til udsalget. Jeg gik i gang med opgaven straks fra morgenstunden, og det vakte opsigt, når vi på den måde afspærrede fortovet. Alle ville jo gerne kommentere på det, vi var i gang med, men på et tidspunkt, da jeg havde besvaret det mest stillede Spørgsmål 600 gange, så valgte jeg en ny strategl. “Naa, de ska nok ha ny dør?” “Nej, det ska de entj, vi hår båer vendt vrangen uk på dej gammel. Nåå, ka det osse la sæ joer?” Jeg ved ikke, om der var nogen, der troede på den historie, men så fik de da noget at tænke over. Der var især en del pensionerede håndværkere, arbejdsmænd og fiskere, anført af Postkarl, der havde deres rute i byen for at følge med i, hvad der foregik.
Overskriften til denne artikel fortæller lidt om en kendt løkkenborger, Marius Ulrik, som havde haft fast arbejde hos tømrermester Peter Damgaard. Marius var også medlem af menighedsrådet og var som sådan kirkeværge for Løkken Kirke. Efter han blev pensioneret, kom han dagligt i præstegården som personlig ven af familien Dørup Jensen.
Engang skulle der sættes en ny dør i ud mod den sydvendte veranda, og Marius var klar til at følge arbejdet med en kop kaffe og sin cigaret indenfor rækkevidde. På et tidspunkt kom pastor Dørup hastende igennem stuen., og han stoppede op for at kommentere arbejdet og sagde: ”Det må egentlig være rart at være håndværker, for så kan man hver dag se resultatet af sit arbejde, sådan er det jo slet ikke med en præsts arbejde” ”Nej”, siger Marinus, ”det goer lige ej å det jæen øer Å uk å det åent.”, Jeg husker ikke, hvad Dørup sagde til den udmelding, men mon ikke han også syntes, det var en morsom replik.
Det skete ikke så sjældent, at vi skulle arbejde hos byens handlende, som havde det princip, at de støttede hinanden. Jeg var med, da Ingrid Ørum, kaldet Frøken Ørum, skulle have nyt køkken. Frøken Ørum fulgte med i det hele, også da vi skulle sætte nyt loft op. På et tidspunkt kom hun efter, at hun gerne ville lægge et brev op, inden den sidste plade blev monteret, så vi ventede med den, til hun var klar. Noget efter kom hun med en klar flaske, som hun ville lægge dokumentet i. Jeg blev inspireret til at skrive et lille vers, som også skulle med i flasken. Da alt var klar, blev flasken forseglet med rigtig gammel dags rød lak som blev smeltet over et lys. Inden flasken blev lagt op, gik frøken Ørum over til “Henning Marinus”, købmand Henning Christensen, og købte en flaske vin og en pakke kransekagestykker. Pladen blev derefter sømmet på, og jeg tror da, at den ligger der endnu. Lang tid efter var jeg igen henne hos hende, og da gav hun mig kopier af dokumenterne, og dem vil jeg gengive i deres fulde ordlyd.
Flaskepost den 23. januar 1977. (7-tallet er overskrevet, så der skal måske stå 1978) Dette køkken nyindrettet i matrikelnummer 76 d, Vrenstedvej 6. Efter 1. november Turistforeningens ejendom Malermester Henrik Nielsen, tømrermester Carl Johannes Christensen, installatør Lewis Sloth og murermester Kaj Andersen. Mestersvend Arne Jensen med sin glade sang og fløjten. Mestersvend Henning Skadelund med sin gode latter. Mestersvend Willy Helledie med sin besindighed. Det blev et arbejdsvenligt rum. Ingrid Ørum betalte hele herligheden Det lille vers, jeg fandt på, er her gengivet, som Ingrid Ørum havde skrevet det.
Vi fire svende her fra Løkken
Vi gjorde vort bedste med dit køkken.
Et ønske har vi dog igen,
Når du får brug for håndværksmænd.
At du kan bruge os igen.
Arbejde hos private
En væsentlig del af arbejdet hos private var og begrundet i, at mange lejede ud til badegæster.
Det var ingen selvfølge, at der var penge til nye vinduer, hvis fiskeriet eller vejrforholdene havde svigtet. Efter en god sæson på havet var der noget at stå imod med, hvis alt andet skulle svigte. Det var specielt at komme hos private flere gange, så jeg følte det næsten, som jer var en del af familien. Hvis jeg var ny, ville folk jo gerne vide, hvem jeg var, hvor jeg kom fra og hvem jeg var gift med. En sjov ting, som jeg oplevede, var, at nogle af de arbejdere eller fiskere jeg lærte at kende, havde været høwere, hyrdedrenge, på gårde i Vrensted. Nogen af dem havde gået i skole hos min farfar i Vrensted. Jeg fik mange røverhistorier fra den gang. En af dem gik på, at når de havde sang, så gik lærer Jensen frem og tilbage og spillede violin. Børnene sang med for fuld hals. Når de sang den norske nationalsang og nåede til og den saganat, som sænker drømme på vor jord” så sang alle drengene “Å dej satans kat, som stjæller mjælken frå vor mor”. Lærer Jensen sagde ikke noget, men når han gjorde, så blev der afregnet hurtigt.
Arbejdet i private hjem kunne også give anledning af en noget fri omgangstone. Et af de steder, hvor jeg kom rigtig meget, kunne jeg godt sige til konen i huset: “Er der noget i vejen med kaffemaskinen?” “Nej, hvorfor siger du det?” “Jo, vi plejer da altid at kunne høre, når du starter med at lave kaffe.” Det var meget tydeligt, at i de hjem, hvor der ikke var så meget at gøre godt med, var vi altid sikre på, at der ikke manglede noget til formiddagskaffen. Jeg husker tydeligt en kone, som spurgte: “Hvornår drikker i formiddagskaffe?” Jeg svarede hende, at det jo ikke var nogen selvfølge, at hun skulle give os kaffe. “Jo, Børge seer, at det ka nok betåel sæ”. Hendes søn var blikkenslager og var vant til at arbejde i private hjem. Når vi var så mange, som arbejdede på den måde, så var der også kunder, som havde bestemte ønsker om, hvem de helst så. Der var visse undtagelser, men det forstod mester at fordele. Vi var et par stykker, der altid sang eller fløjtede meget på arbejdet, så der opstod et mindre problem, da kunden erklærede at “a vil entj ha jej, der piber hiele tijn”. Hvad gør man så? C.J. spurgte mig, om jeg kunne have det i tankerne, og jeg lovede, at jeg nok skulle prøve at undgå det. Da jeg skulle lave nyt loft i køkkenet, bad jeg konen om at flytte et spejl, der hang på væggen. ”Det er vist også det klogest, ellers smadrer du jo nok spejlet”, sagde hun. “Nej”, sagde jeg, “jeg er mere bange for, at du bliver så forskrækket over at se dig selv, at du smadrer spejlet.” Så så hun på mig, og så sagde hun: “A tent sku nok, det var i døwl, haj hae sent her uk”. Så var tonen slået an, og det gik uden problemer lige til, at jeg glemte mit løfte om piberiet. Uden at tænke over det, så begyndte jeg at fløjte, og i det øjeblik, det skete, blev døren revet op til malkerummet, og så råbte hun: “Glemmer du, så husker jeg”.
Jeg tror, døren blev siddende på trods af den hårde medfart, men der opstod ikke yderligere problemer den dag. Jeg husker ikke årstallet, men jeg fandt ud af, at trods den lidt skrappe fremtoning, så var der også et varmt hjerte, der bankede. På min 60-års fødselsdag ringede hun kl. 7 om morgenen og ønskede mig tillykke. Kort og resolut, samtale. “Ka do høer, hvem det er?” Ja, det ku’ jeg, en hilsen som varmede, og som jeg stadig husker. Ovenstående er mit billede af de håndværksaktiviteter, der var i et lille bysamfund som Løkken. Der var ingen store stilladser eller byggekraner, som man ser i de større byer. Enkelte personer står lidt tydeligere frem på grund af deres særpræg, men der er nok blevet længere mellem de personer, som husker dem, jeg har omtalt her.
Dette er beskrivelsen af en handelsmand, der som 30-årig fik sit liv radikalt forandret. Han mødte Jesus på vej hjem fra et værtshus i Brønderslev. Fra en opvækst i trange kår på Stenum Hede blev Hans Thomsen en velkendt kreaturhandler og gårdejer. Det kristne liv gennemsyrede han hverdagsliv, og han blev et stort eksempel for mange mennesker.
Børnene valgte at gå i Hans Thomsens fodspor og leve livet som kristne. Mange af hans børnebørn og oldebørn er i dag aktive i kirker rundt om i Danmark
Min bedstefar mødte Jesus på vej hjem fra værtshuset og blev en radikal kristen
Maren og Hans Thomsen
Skrevet af Simon Jacobsen i begyndelsen af 00’erne
Da min bedstefar var 30 år, blev hans liv radikalt forandret. Han mødte Jesus på vej hjem fra et værtshus i Brønderslev. Denne oplevelse forvandlede ikke blot hans liv, men hans børn og de generationer, der er fulgt efter ham. Alle har fået en arv, som er meget mere værd end al verdens rigdom.
GENERATIONSVELSIGNELSEN
Det er en stor velsignelse at vokse op i en kristen familie. Bibelen taler også om en generations- velsignelse. Man kan sige, at Guds velsignelse har fulgt vor familie helt tilbage fra min oldemor. De mange bønner, som er bedt for familien gennem generationerne, er årsag til, at de fleste familiemedlemmer i Thomsen-familien er kristne.
TRANGE KÅR PÅ STENUM HEDE
Min bedstefar Hans Pedersen Thomsen blev født den 20. november 1881 i et husmandssted på Stenum Hede. Han var den tredje ud af en søskendeflok på 9. Der var trange kår i hjemmet på grund af, at min oldefar var syg. Bedstefar var ude at ’tjene’ på forskellige gårde, og efter at han havde arbejdet på Østergård i tre år, kom han hjem for at hjælpe oldefar og oldemor.
For at tjene til livets ophold arbejdede bedstefar derforuden som daglejer. Han gravede grøfter for en dagløn på kun 2 kroner.
Min oldemor lærte bedstefar at slagte, og han kørte ud med hestevogn og solgte kød. Fjedervognen blev gjort ren. Der blev lagt et lagen oven på halmen, hvorpå kødet lå, og det blev ligeledes dækket med et lagen.
Da han ikke var særlig glad for den form for salg, begyndte han nu at handle med smågrise og kørte til Aalborg med hestevogn. På et tidspunkt købte han også en kalv og fandt ud af, at der var flere penge at tjene som handelsmand end ved at grave grøfter.
Bedstefar blev gift med Maren Eriksen. De købte fødehjemmet på Stenum Hede. Kort tid efter, da bedstefar var 26 år, døde min oldefar i 1907.
HANDELSMANDEN
Det blev efterhånden sådan, at bedstefar solgte husmændenes og gårdejernes dyr til slagteriet i Brønderslev. Ofte kom han hjem med nogle kalve- eller kviehaler til familiens aftensmad.
Senere begyndte bedstefar at rejse til Aalborg Marked / Aalborg Kvægtorv hver uge. Han cyklede til Brønderslev og tog toget til Aalborg. Men det viste sig at være en dårlig ide.
Min bedstefar begyndte at spille kort med de andre handelsmænd i toget. Tit endte det med, at de tog på værtshus i Brønderslev, når arbejdsdagen var forbi, og han kom ofte fuld hjem. Det blev nogle hårde og vanskelige år for min bedstemor, der nu havde 3 børn og ventede det fjerde. Min oldemor boede også hos bedstefar og bedstemor.
Det var ikke blot dyr, bedstefar handlede med. Han solgte flere gange det hus, familien boede i. Bedstemor måtte pakke og flytte ret ofte, så ind imellem blev al flyttegodset slet ikke pakket ud.
MØDET MED JESUS
Min oldemor og min bedstefars søster, Anna, samt fru Rasmussen, som bedstefar kaldte ’den gudfrygtige kvinde’, bad meget for ham.
En dag, da han var på vej hjem fra værtshuset i Brønderslev, standsede Gud ham ved Tolstrup Kirke og sagde højt og tydeligt: ”Din søster beder for dig. Det er nu eller aldrig.”
Bedstefar fortalte, at han godt vidste, hvilken søster det var, der bad for ham. Det var søster Anna, der var bestyrer på Metodistkirkens børnehjem i Frederikshavn.
Da bedstefarkom hjem, bøjede han knæ og gav sit liv til Jesus. Bedstemor gav også sit liv til Jesus kort tid efter.
Det blev en sådan radikal omvendelse, at han aldrig siden smagte hverken spiritus, vin, øl eller kaffe. Det var også slut med tobak og skrå. Jeg husker, at bedstefar altid drak kogt vand med sukker. Og betalte nogle af sine børnebørn for ikke at drikke kaffe, før de fyldte 21.
Bedstefar fortalte mig, at det var om natten, han bøjede knæ ved sengen og gav sit liv til Jesus. Næste nat vækkede bedstemor ham; hun bad ham om hjælp, da Gud nu kaldte på hende. Han sagde, at hun skulle stå op og bøje knæ, for sådan havde han gjort. Det var jo ikke nogen stor hjælp, tilføjede han med et smil, men mere kendte han jo ikke selv til.
Alle, der kendte Hans Thomsen, så, hvordan han havde ændret sin livsstil, og spurgte ham: ”Hans, er du blevet hellig.” Bedstefar fik på den måde mulighed for at fortælle alle om sin frelse og mødet med Gud ved Tolstrup Kirke.
ET ANDERLEDES LIV
Bedstefar begyndte at gå til møder, og en af de første prædikanter, han hørte, var Skovgård Pedersen. Han læste også gerne Skovgård Pedersens bøger.
Min bedstefar kom også i kontakt med den kendte grosserer Blom fra København, som udgav bladet Kirkeklokken, som bedstefar abonnerede på i en menneskealder.
Bedstefar bestilte mange eksemplarer af Kirkeklokkens julenummer, som han cyklede hen med til udvalgte personer.
Der blev også holdt møder hos bedstefar og bedstemor, og mange kendte prædikanter og missionærer har talt Guds ord i deres hjem.
Til tider blev der også holdt børnemøder hos bedstefar og bedstemor. De indbød, gerne igennem min kusine Karen, en hel flok børn fra skolen i Vrensted. Det var på et af disse børnemøder, at Ole, som jeg skriver om i et andet kapitel, hørte om Jesus.
Bedstefar og bedstemor blev døbt af prædikanten J. Santon i Vesterhavet.
CYKLEDE ELLER BLEV KØRT TIL MØDE
Ofte cyklede bedstefar til møde i Løkken. Da han fik bil, kørte moster Agnes ham til sommermøde i klitterne ved Løkken.
Bedstefar var en person med markante meninger, også når det drejede sig om åndelige ting. Om sommeren havde han altid sin stråhat på, akkurat som skagensmalerne.
Bedstefar kom overalt, hvor Guds ord blev forkyndt, da han havde en dyb længsel efter at kende Jesus mere.
En af hans mest anvendte bibeltekster var Johannes Evangeliet, kapitel 17:21: ”At de alle må være ét.”
Moster Agnes kørte også ham og bedstemor til de årlige møder på Nyborg Strand med Poul Madsen. Bedstefar kom også til ’Hvide Marker-møderne’ i Kompagnihuset i Aalborg og lyttede til Poul Madsen og hans hustru Thyra.
Han kunne ikke synge, men gjorde det alligevel af karsken bælg. Naturligvis for at udtrykke glæde over sangens indhold – og til stor morskab for os børnebørn, mens de, der kørte ham til møde, sad og klemte tæerne sammen i skoene.
Bedstefar havde bil i mange år, men der var altid nogen, der skulle køre for ham, for han kunne ikke se, når det blev mørkt, og kørte aldrig selv. Det er underligt at tænke på, at han aldrig så stjernerne på grund af, at han var natteblind.
DET KRISTNE LIV MIDT I HVERDAGEN
Bedstefar levede virkelig det kristne liv ud i hverdagen. Alt for mange er blot ’kristne’ to timer hver søndag formiddag. Han var en reel og bundærlig handelsmand, som havde en stor kundekreds af landmænd, lige fra husmænd til den store proprietær.
Han var en hædersmand, én man kunne regne med. Det er blevet fortalt, at han var den første kreaturhandler, der handlede i kommission. Det betød, at landmanden bad bedstefar om at sælge sine dyr for den bedste pris, og så fik han et beløb for at have dyrene i kommission
Han var frimodig og fortalte gerne om sit møde med Jesus, og hvad det betød for ham i hans hverdag. Når han rejste med toget til Aalborg, fortalte han sine medrejsende om sin tro og det evige liv. Bedstefar fortalte, hvorledes han ligefrem holdt ’bedemøde’ i toget på vej fra Aalborg til Brønderslev.
ALLE FIK KRIGSRÅBET
På Kvægtorvet i Aalborg var der en restaurant, hvor handelsmændene købte et måltid mad eller fik sig en tår over tørsten. Bedstefar var fast gæst. Hver måned kom nogle piger fra Frelsens Hær og solgte Krigsråbet.
De kom altid hen til bordet, hvor bedstefar sad. Bedstefar ønskede ikke blot selv at få Krigsråbet, men han så en mulighed for at give de andre handelsmænd et ord med på vejen. Han rejste sig op og slog på glasset for at få opmærksomhed: ”Nu kommer Frelsens Hær pigerne rundt til jer alle med et blad, og hvis I ikke betaler, så betaler jeg.”
Der var en respekt om min bedstefar, så alle tog imod bladet. Selv de mest ugudelige handelsmænd hostede op med penge. De ville ikke være bekendt, at bedstefar skulle betale for dem.
En dag på vej hjem fra markedet i Aalborg, sad han i sin hvide kittel og læste i Krigsråbet. En medrejsende i toget spurgte, om han tilhørte Frelsens Hær. Bedstefar svarede: ”Det kan alle købe for 25 øre.”
Lidt efter tænkte han, at det var et kort svar, så han tilføjede: ”Men jeg ved, at Jesu Kristi Guds søns blod renser for al synd.”
Det gør jeg også, svarede hans medrejsende.
Disse bemærkninger åbnede op for en lang samtale om åndelige ting.
Da toget nåede Brønderslev, gav bedstefar sin samtalepartner hånden og sagde: ”Farvel, jeg er kreaturhandler Hans Thomsen!”
Den medrejsende svarede: ”Jeg er præst i en forstad til København!”
STÆRK TRO PÅ AT GUD HELBREDER
Troen på Gud som læge havde bedstefar gennem alle årene.
Min mor har fortalt mig, hvorledes hun oplevede bedstefars stærke tro på bøn og Guds indgreb.
Hun plejede at være ude i fælleden for at malke køer sammen med min morbror Chresten. En aften væltede en ko hende pludselig bagover og trådte hende i mellemgulvet. Morbror Chresten kørte hende hjem. Bedstemor ville ikke tilkalde lægen, før bedstefar kom hjem. Da han kom hjem, gik han ind til mor og sagde:
”Min pige, skal vi ringe til lægen, eller skal vi bede til Jesus!” Mor sagde, at de skulle bede til Jesus.
Næste morgen var hun oppe og malke igen.
Jeg husker min bedstefar sige på hans gamle dage, da han boede alene i huset på Stationsvej i Vrensted: ”Han kom og plagede mig i nat, men så stod jeg op og lukkede vinduet op og sagde:
”Vil du så kom ud, satan, i Jesu navn.”
Derefter lukkede han vinduet og sov videre.
Bedstefar kendte Gud og kraften i Jesu navn. Der var ingen tvivl hos bedstefar om, hvor plager og sygdom kom fra. Han vidste, at Jesus havde besejret djævelen, og han måtte forlade ham i Jesu navn.
I mange år kørte bedstefar sammen med morbror Simon til marked i Aalborg.
En dag han gik over gaden, blev han påkørt af en scooter. En betjent kom og spurgte bedstefar: ”Har De drukket?”
Ja, svarede han lunt, men det er 50 år siden.
Rent rutinemæssigt blev han kørt på skadestuen. Da han skulle forlade sygehuset, sagde en sygeplejerske til ham: ”Når De kommer hjem, må De hellere gå til Deres læge.
”Min læge, det er overlægen i Himlen, men hvis du synes, kan jeg godt gå hen og hilse på doktor Sørensen i Vrensted,” svarede min bedstefar.
Det var det eneste lægebesøg, bedstefar havde i sit liv. Han kunne læse sin Bibel uden briller, til han døde, 97 år gammel.
BEDSTEFAR HAVDE ET GUDS ORD TIL MANGE
Der kom mange og besøgte ham, ikke blot venner og familie, men også handelsmænd og gårdejere. Selv om mange af datidens verdensbegivenheder blev drøftet, var det centrale emne altid troen på Gud. Bedstefar havde altid et Guds ord til den besøgende.
Bibelen lå inden for hans rækkevidde, og han kendte skriften ud og ind. Ofte besøgte bedstefar også mennesker rundt om i landsdelen. Det kunne være nogle af hans tidligere kunder, husmænd, gårdejere, proprietærer og Om et besøg på herregården Knivholt ved Frederikshavn forlyder det: Godsejeren bød bedstefar til bords sammen med nogle andre. Der var sodavand på bordet til bedstefar, mens de andre fik øl. Da bedstefar havde en bemærkning til det, sagde godsejeren: ”Jeg ved godt, du er en kristen og ikke drikker øl.” Hvortil bedstefar straks sagde: ”Det kan du også blive.”
Senere besøgte godsejeren bedstefar, og jeg er sikker på, at han delte Guds ord med ham og bad for ham.
Bedstefar var til hjælp og opmuntring for mange mennesker. Hvert år før jul købte han en stak af bladet Kirkeklokkens julenummer, som han cyklede rundt og gav en række mennesker. På den måde fik mange nogle gode beretninger, om hvad det betyder at leve et kristent liv. Min kusine Karen og moster kørte også bedstefar forskellige steder hen, så han kunne aflevere bladet.
FØRSTE JULEDAG VAR HELE FAMILIEN SAMLET
Så længe jeg kan huske, var hele familien samlet på Stationsvej hjemme hos bedstefar og bedstemor første juledag. Det var virkelig en festdag, hvor vi mødte hele familien. Mens min bedstemor levede, havde hun pyntet juletræ for børnebørnene. Bedstemor havde ofte strikket sokker til os børn, og bedstefar delte 100 kr. sedler ud til både store og små.
Der var en meget stor spisestue, og hele familien var samlet om et festligt julebord med gåsesteg og is. Når vi var bænket ved bordet, blev der delt sangbøger ud: ’Trosstrid og Strengeleg’ med Santos 77 evangeliske sange. Efter flere sange læste bedstefar juleevangeliet, holdt en prædiken, bad til slut og velsignede familien.
PÅ BESØG HOS BEDSTEFAR
Jeg besøgte bedstefar regelmæssigt gennem alle årene, da han boede i Vrensted og senere på plejehjemmet i Vrå.
Da bedstemor levede, fyrede de i kakkelovn. Jeg husker, at bedstefar ofte sad med fødderne på lågen. Han nød varmen og sad tilbagelænet i stolen, som vippede på to ben. Det skete, at han råbte til bedstemor: ”Maden brænder på ude i køkkenet.” Bedstemor måtte så konstatere, at det ikke var middagsmaden, der lugtede brændt, men bedstefars sokker stod næsten i lys lue. Ved hvert besøg stillede bedstefar mig altid 3 spørgsmål. Hvordan går det i Hjørring? Hvordan har du det med Jesus? Er der vækkelse i Hjørring?
Han var meget interesseret i, hvorledes jeg og min familie havde det. Men det, som virkelig lå ham på hjerte, var, hvorledes vi havde det med Jesus. Bedstefar ville være sikker på, at hans familie kom i Himlen. Han bad for hele familien hver dag. Ofte løftede han hånden og citerede et bibelvers om, at Jesu blod renser fra al synd. Når vi havde talt sammen, og jeg havde besvaret de tre obligatoriske spørgsmål, tog bedstefar sin bibel og læste et stykke af Guds ord og bad for mig og familien. Derefter sluttede vi altid besøget med at synge: ”Befal du dine veje.” Hvorefter bedstefar sagde: ”Tak, fordi du kom, og hvis du vil have en sodavand, kan du tage én ude i køkkenet.”
Sidste gang, jeg besøgte ham, var den 12. december 1978, aftenen før han døde. Min mor sad og holdt ham i hånden, da han stille og roligt drog det sidste åndedrag og rejste hjem til bedstemor i Himlen i en alder af 97 år.
Han var mæt af dage efter et langt og virksomt liv og ønskede nu at møde sin kære frelser Jesus.
SLÆGTEN FØRER TROEN VIDERE
Bedstefar kom til møder i forskellige kirker og menigheder. Han gjorde meget ud af, at han aldrig havde tilhørt noget parti, hvormed han nok mente, at han aldrig havde meldt sig ind i en frikirke.
I en periode var han dog tilknyttet Frimissionen (Missionsforbundet) i Stenum, men ellers var han medlem af Folkekirken indtil sin død. Han kunne godt lide, når sognepræsten kom på besøg; så fik de en god snak om tingene.
Bedstefar var et fantastisk eksempel, og de fleste i familien er frelst. Hans søskende og familie var tilknyttet forskellige kirker og menigheder i Vendsyssel. Min mor og hendes søskende er også fulgt i bedstefars fodspor og har valgt at leve livet som kristne. Mange af hans børnebørn og oldebørn er i dag aktive i kirker rundt om i Danmark.
Vrensted har overtaget Brønderslevs tidligere præst primo 2021 og præstegården er igen blevet beboet, efter at den har stået tom i lang tid, mens Løkken Stor pastorat har søgt efter en præst med bopæl i Vrensted Præstegård.
Løkken Stor pastorat har nu 2 præster: Kennet Berg (kirkebogsfører) og Gitte Lykke Andersen, som skal betjene de 7 kirker i pastoratet nemlig: Løkken, Furreby, Vrensted, Børglum, Vittrup, Rubjerg og Lyngby Kirker
Her fortæller Gitte Lykke Andersen om hvordan hun blev præst:
Løkken Stor pastorats nye præst ville oprindeligt arbejde i reklamebranchen, men valgte så i stedet for at læse teologi, og det har hun bestemt ikke fortrudt, selv om familien troede, at det rablede for hende. I 2021 er hun tiltrådt som sognepræst i Løkken Stor pastorat med bopæl i Vrensted Præstegård.
Sådan fortæller Gitte Lykke Andersen i 2004
Hverken min mand eller jeg kommer fra specielt religiøse familier, fortæller Gitte Lykke Andersen, der 8. august 2004 bliver indsat i sit embede som ny sognepræst i Brønderslev og Serritslev. – Oprindeligt ville jeg da også arbejde i reklamebranchen. Jeg havde taget et syv måneders kursus som computer grafiker, men det var vanskeligt at få en læreplads. – Jeg var nødt til at tage et kontorjob, da min søgning var resultatløs. De mente flere steder, at jeg havde for lidt computererfaring. Men efter halvandet år var der tæt på at være bid. Jeg blev kaldt til samtale hos et reklamebureau. – Det virkede som et rigtig godt bureau og jeg ville rigtig gerne have jobbet. Men der var to andre kandidater til jobbet. To unge fyre. Så da jeg ikke havde hørt noget ti dage efter samtale, tog jeg selv kontakt til reklamebureauet, men de bad mig afvente deres beslutning.
Imidlertid havde jeg ikke tænkt mig at vente. – Jeg troede, at min chance for at få jobbet var forspildt, så besluttede jeg mig for at være præst i stedet. Hvorfor det ved jeg ikke, men det besluttede jeg mig for. Få dage senere tilbød reklamebureauet mig alligevel stillingen. Men jeg sagde nej tak. Jeg havde allerede søgt ind på teologistudiet på kvote to. – Min familie og mine venner troede, at det rablede for mig. Nu havde jeg søgt en stilling i reklamebranchen i halvandet år, og når jeg så fik tilbudt et job, så sagde jeg nej uden at vide, om jeg overhovedet ville blive optaget på teologistudiet. Jeg blev imidlertid optaget, og har ikke fortrudt min beslutning. – Jeg havde allerede dengang fået mit første barn, og reklamebureauet ville have mig til at love, at jeg ikke fik børn de første fire år, ligesom de krævede, at jeg kunne klare overarbejde fra tid til anden. På den måde passer præstehvervet mig langt bedre. Her har jeg mulighed for at planlægge arbejdstiderne selv, så jeg får mere tid til mine børn, og jeg kan også tage dem med på arbejde.
Det betyder store ændringer fors familien, at jeg er blevet sognepræst i Brønderslev. Børnene må flytte skole og min mand har måttet sige hans to job op. – Claus har endnu ikke fundet nyt arbejde, men han flytter også først til Brønderslev 1.august. – Min familie har hele tiden vidst, at vi skulle flytte, den dag jeg blev færdiguddannet. – Men jeg vægtede min families ønsker højt, da jeg søgte stillingen i Brønderslev. Det var vigtigt for mig at komme til en by, hvor mine børn kunne cykle til skole, fodbold, ridning m.v.
En fjerdedel af mit job skal foregå på Psykiatrisk Sygehus. – Jeg skal have kontortid en dag om ugen på sygehuset, men jeg skal ikke lave papirarbejde. Jeg er der, hvis der er nogen, der har brug for at tale med mig. Det er vigtigt for mig, at alle føler sig som en del af fællesskabet – det menneskelige fællesskab. – Jeg vil gå ind i det her arbejde med åbenhed og imødekommenhed overfor alle typer mennesker, unge, gamle og socialt udstødte. Jeg har arbejder som telefonvagt hos Sct. Nicolai Tjenesten. – Her talte jeg om natten med mange ensomme mennesker, som ikke havde nogen at tale med om deres dagligdag og problemer. Det viste mig, hvor vigtig det er, at alle har nogen, der lytter til dem og tager dem seriøst. -Derfor kunne jeg godt finde på selv at opsøge bumserne i byen, når de sidder på en bænk og drikker. Dem vil jeg gerne tale med. Jeg er god til at tale med folk og til at få en dialog igang. Jeg glæder mig til at starte i sit nye job. – Jeg ser enormt meget frem til at lære folk at kende i byen. Jeg har forstået, at det er en meget travl kirke, hvor der altid er gang i alle mulige aktiviteter. Jeg håber blot, at folk kan lide mig, for som præst har man ofte meget på hjertet, men det er svært at komme af med, hvis der ikke er nogen, der gider at høre på dig.
Den 24.05.2021 skriver Gitte Lykke denne kommentar til artiklen:
Hold nu op, det er længe siden, jeg har læst den artikel Jeg husker, jeg var irriteret, fordi jeg ikke havde fået lov at læse den igennem, før den kom i avisen. F.eks. kunne jeg aldrig drømme om at bruge ordet “Bums” om et (socialt) udsat menneske !! – hvilket, jeg skrev til journalisten efterfølgende. Det var heller ikke reklamebureauet, der gjorde mig til præst eller en “fiks idé”, jeg lige fik, at ville være præst – det var et pludseligt kald fra Gud ud af det blå, et kald der var så stærkt i mig, at jeg bare måtte søge ind på teologi. Nå … men pudsigt at læse den igen, meget er sket siden dengang
Hvor stor betydning havde teglværkerne for Vester Brønderslev og Brønderslev?
Hvor mange mand var der beskæftiget på disse teglværker og hvor rige blev teglværkspatronerne?
———————————————
Gennem årene har der eksisteret flere teglværker i Brønderslev, men de to største og vigtigste var Østre og Vestre Teglværker. Østre teglværk lå ved Ålborgvej, omtrent for enden af Bryggerivej
Østre Teglværk ved Hovedvejen
og herunder Vestre Teglværk luftfoto fra 1954
x
og Vestre teglværk lå på Fælledvej, det der nu hedder Fasanvej.
.
Østre teglværk blev oprettet i 1883 af Gerhard Poulsen på det sted, hvor Nibstrup teglværk havde ligget. Gerhard Poulsen flyttede i 1899 teglværket op til Hovedvejen, hvor nu teglværksvej og Bryggerivej krydser Aalborgvej. Her var i forvejen en del mindre forretninger og virksomheder: Kro, købmandshandel, jernstøberi, uldspinderi, stamperi, rebslageri, bageri, smedeværksted, vognfabrik etc.
Hvad er et “stamperi”?
.
Vestre Teglværk blev oprettet af Morten Dam i 1903 på det sted, hvor Døvling Teglværk havde ligget. Morten Dam solgte i 1907 til Jens Christensen, der angiveligt gik af i 1919, da værket blev lagt sammen med Østre Teglværk i et interessantselskab.
I/S Brønderslev Teglværk opstod i 1919 på initiativ af bl.a. direktør F.C. Winther og arkitekt Otto Færch og som en fusion mellem Østre og Vestre Teglværk. C. Wehrmann indtrådte hurtigt efter, som medejer og var værkernes administrerende direktør til 1939, hvor Augustinus Pedersen overtog. Trods sammenslutningen kaldte man stadig værkerne henholdsvis Østre og Vestre Teglværk. Omkring 1967 lukkede Vestre Teglværk, mens Østre holdt stand til midten af 197. En epoke var forbi.
Teglværkerne har haft stor betydning for Brønderslev, ikke blot økonomisk og som arbejdsplads for mange mennesker, men også for selve byens udseende. Tænk på Algade for 30-40 år siden, gule sten de fleste steder – ikke mindst det gamle posthus. Østre teglværk lavede især gule sten, Vestres var røde. Det er nærliggende at tænke sig at Brønderslev teglværk leverede sten til det nye rådhus, der stod færdigt i 1920, men det er ikke verificeret.
• Gerda Christensen, hvis far var kusk på Vestre teglværk, fortæller, at den nuværende Fasanvej i hendes barndom ikke blev kaldt andet en ”Den røde vej” – netop fordi den var belagt med knuste røde tegl fra Vestre Teglværk og det grisede! Så når børnene skulle til eksamen og have fine sko på, fulgte mor efter med dem i hånden, mens børnene gik op til Vestergade i deres træsko. Først her kom skoene på, og mor gik hjem med træskoene.
Fasanvej, som i min barndom hed Fælledvej, var asfalteret da jeg boede der fra ca 1953-1959.
Mursten:
Ler er finkornet. Det består af partikler med en diameter på helt ned til 0,002 mm. Når ler optager vand, svulmer det op og bliver til noget klistret stads, som næsten ikke kan fjernes fra ens fodtøj.
Rødler – gi´r røde mursten
Blåler – gi´r gule mursten
Ler bruges til bl.a. teglsten, mursten, vaser og krukker, keramik, ansigtsbehandling og til forbedring af markens jordstruktur (bonitetsforøgelse), som membran i kunstige søer og hvad ved jeg. Læs gerne selv videre, der findes en masse spændende litteratur om ler og tegl på nettet.
Allerede på Vitruvius´ tid (ca 75 år før Kristus til 25 år før Kristus) dukkede de første brændte mursten op. Vitruvius var arkitekt, militæringeniør og sikkert meget andet.
At lave mursten kræver et godt håndelag og en masse rutine.
De ”bagte sten” – som de tidligste teglsten blev kaldt – blev som hersker- og magtsymbol benyttet .
Med afsæt i naturens egne materialer – ler, ild, luft og vand – producerer de danske teglværker hver dag mursten, tagsten og klinker til byggerier over hele verden. De danske mørtelværker binder det hele sammen med mørtler, som også baserer sig på naturens egne råstoffer.
Vestre Teglværk
Teglværksarbejdere og bumser som søgte ly for natten
I bogen om Vester Brønderslevs historie fra 1942 skriver Carl Klitgård kort om byens teglværker. Han nævner Nibstrup teglværk og Døvling teglværk, men han nævner også et teglværk, der har ligget vest for Kornumgård.
Ove S. Johansen :
Tak Anne-Marie, i gamle dage var der rigtigt mange teglværker i Danmark, dog flest på eller ved Als og på Fyn. I Vendsyssel var det lidt tyndt mht. teglværker – kan det have haft betydning for at egnen udviklingsmæssigt har stået lidt i stampe ift. de andre landsdele – blot en strøtanke. Hvis du har present info om de øvrige teglværker skal vi så ikke knytte dem til opslaget? Mursten og ler har været lig med GULD i fordums tid, tænker jeg.
kunne Nibestrup teglværk ikke være Øster teglværk Nibstrup gård havde jord op til Øster Teglværk og Vester teglværk lå i et område der på gamle kort er benævnt Døvling og deraf også navnet Døvlingvej.
Lotte Lybech Rasmussen skriver:
“Slottet” på Fasanvej, hvor vi (familien Jepsen) boede fra vinteren 1965/66 til ca 1972, hvor huset blev købt af familen Sølvkjær. Det var Vestre Teglværks gamle direktørbolig (mener jeg), og vi børn kunne gå ud af en dør i baghavens rækværk og lege på teglværkets område, hvor man f.eks kunne falde i askedyngen🙄 eller vandhullet, der lå der hvor Ravnevej nr. 7 nu har have – dejlige minder med børnene i den ende af Fasanvej – Irene og Louise Fisker, Hanne og Rikke, Aksel, Jørgen Frandsen og Arne Frandsen.
Afskrift af René Bejlegaard Ovesen’s opslag om teglværksbørsterne. Jeg synes denne historie bør gemmes, så vores efterkommere kan se, hvordan livet var, dengang i 1939 og årene derefter.
Jeg har selv mødt sådanne/disse “børster” når de var på vej til og fra vestre Teglværk, ved Fælledvej, ganske vist først fra midten af 1950’erne. Nogen kom tilmed slæbende med trillebører og skærslibercykler etc.
Håber det er O.K at jeg lige skrev artiklen af.
Der er ikke mange, som har vaskeægte fotografier af vaskeægte “børster” – fotografering var ikke netop hverdagskost i de dage og på de kanter, hvor børsterne færdedes, og der var da heller ikke sådant at ta’ motivet af, så ægtheden forblev ægte.
Men i Hjørring har værkstedsleder Leif Jensen et sådant fotografi – der fortæller en masse historie om livet på kanten af tilværelsen.
Det skyldes Købmand Georg Thomsen, der havde forretning på hjørnet af Aalborgvej og Teglværksvej i Brønderslev og således var nabo til Brønderslev østre Teglværk, hvor “børsterne” holdt til. Over ringovnen, på “etagen” her, var der varmt og tørt og godt at være, her kunne der kokkereres og her kunne man mødes, når man havde handlet hos købmanden.
Det, de drak
Dette billede viser en sådan sammenkomst – dog noget atypisk derved, at der drikkes vin af flasker. Det var købmandens betaling for at måtte tage billedet. Ellers blev der drukket øl – gerne øl og sprit i en blanding, som hed WORM, og som Leif Jensen har brygget adskillige gange til teglværkets gæster.
Han kom på teglværket, fordi hans bedstefar var teglværksarbejder her – han ses yderst til venstre med skovlen, med hvilken han fyrede i ovnene ovenfra, samt med en krog, med hvilken han løftede ringene af fyrhullerne. Man kender det fra de gamle brændefyrede komfurer. Der er distance mellem teglbrænder Chr. Jensen, Teglværksvej, som bærer vest- og urkæde, og loftets børster.
Reddede arbejder
Disse er fra venstre Den Store Ugle – der kunne være en noget voldsom krabat – og Magnus Dykker, der hed sådan, fordi han engang hoppede i vandet, for at reddeen arbejder, der var faldet i ved et slusebyggeri, han havde i øvrigt engang været formand. Der er, stort smilende, Jens Jacob, som havde en cykel, og ved grødfadet ses Den bette Ugle, som fulgtes med den Store Ugle. De var begge fra Tverstedegnen. Endelig er der Knøsen, bærende på et ølanker. Et sådant kunne børsterne hente gratis ovre på bryggeriet Brønderslevhus.
Hvem var børsterne?
Men på bordet ses dog ikke opknappede øller – lige til en omgang til alle.
Børsterne var en blanding af landevejens farende svende og arbejdsfolk på dagleje på de større gårde. I sådanne tilfælde uden sprit, lige som etiketten bød ikke at tigge i teglværkets nære omgivelser. De sidder i et hjørne, hvor opholdsrummests forskellige muligheder understreges af stegepanden, der hænger i vinduet. Der var gode kogemuligheder over ilden fra de store teglværksovne og der var i øvrigt også en gryde blandt det ellers spartanske inventar. På en hylde – bag teglbrænder Chr. Jensen – ses en avispakke. Formentlig Jens Jacobs jordiske gods, måske en jakke og et par bukser.
Og apropos jordisk gods Den Store Ugle var barfodet.
Brændte ihjel
I sjakket savnes Skole-Valde – hans far havde været skolemester, selv læste han også, dog, tilværelsen gik skævt. Han bar briller og var præget af “bedre dage”, men ved en ulykke brændte han ihjel på et teglværk.
Leif Jensen husker tydeligt sin barndoms oplevelser med børsterne, der var skikkelige mennesker i et samfund uden socialt sikkerhedsnet – men også med fysiskeog menneskelige muligheder for de frie fugle, dr ikke kunne og ville indordne sig det reglementerede samfund. Teglværksovnenes varme var en af de muligheder, der bød sig – når ilden slukkedes hen på vinteren, kunne myndighederne godt lade arrestdøren åbne for en spjældtur i den koldeste tid underforegivende af et uopklaret cykeltyveri. Her på Brønderslev østre teglværk blev der dækket op Juleaften med god mad, betingelsen var dog at børsterne denne aften havde rene negle.
Ivrig amatørfotograf
Alle de afbildede er døde nu, fotografen også. Købmand Georg Thomsen, der var en ivrig amatørfotograf, flyttede til Løkken. Hans billede fra teglværkets fyringsloft rummer en helt særlig atmosfære og er da også blevet mangfoldighjort på forskellig måde, dels gennem affotografering til familiens glæde, dels som maleri. Leif Jensen undrer på, om det skulle hænge et maleri gjort efter dette fotografipå teglværket i Sindal.
Han kunne nemlig genkende disse gamle børster her fra “de go’e gamle dage”, da der panoreredes hen over et maleri på Sindal Teglværk som afslutning på en TV-udsendelse om teglværker.
Tilføjelse.
Er der nogen der ved, om man dengang blandede leret med et eller andet, inden det blev formet og brændt i ringovnen? Hvordan bærer man sig ad idag?
Ønskefonden blev deres livsværk: Må flere ønsker bliver opfyldt!
Kilde: Familiejournalen april 2021 – af Johan Isbrand
En gribende tv-film inspirerede Erik Buus til at stifte Ønskefonden, som nu hedder Make-A-Wish Danmark. Han og hustruen Birgitte knoklede og satte selv penge til, for at alvorligt syge børn kunne få deres største ønsker opfyldt. Og deres fornemste mål er fortsat at udbrede kendskabet til fonden og dens arbejde.
Det var et rent tilfælde, at Erik Buus i sit daværende hjem i Vrensted, Vendsyssel, i januar 1999 satte sig til at se en dramadokumentarisk amerikansk film, som ikke blot skulle vende op og ned på hans eget og hans kone, Birgittes, liv, men tillige indirekte kom til at påvirke tusindvis af danske familiers tilværelse.
– Hovedpersonen var en ung amerikansk pige, der led af en aggressiv form for knoglekræft. En dag havde hendes far en gæst med hjem: En yngre kvinde, der kom fra en organisation, som opfyldte ønsker for dødeligt syge børn og unge, husker Erik, som nu er 76 år.
Pigens største ønske var at se Det Hvide Hus og om muligt møde USA’s præsident. Og tv-filmen mundede ud i en rørende finale, hvor den døende teenagepige sad i Det Ovale Værelse og dermed havde fået sit ønske delvist opfyldt. Pludselig gik døren op, og ind trådte selveste Bill Clinton, som i de år bestred landets øverste post.
– Jeg var helt paf. Og jeg gik straks på nettet for at undersøge, om der virkelig fandtes en velgørende organisation af den art. Det gjorde der tilsyneladende under navnet Make-A-Wish Foundation, og jeg fik dem til at sende mig noget materiale, siger Erik.
Snart dumpede en pakke med en betragtelig bunke dokumenter ned i ægteparret Buus’ postkasse.
– Da jeg havde tygget mig gennem en del af stakken, var jeg ikke i tvivl om, at det var alle tiders idé at starte noget tilsvarende for alvorligt syge danske børn. Og heldigt nok havde Birgitte og jeg på det tidspunkt al tid i verden til det frivillige arbejde, som opgaven krævede, idet vi for nylig var gået på efterløn, fortæller Erik.
Økonomisk nedtur
Om baggrunden for deres daværende situation fortæller kvinden i hans liv:
– Jeg havde min egen Matas-butik i Hjørring i en årrække. På et tidspunkt tog jeg Erik, som oprindelig var uddannet elektriker, i lære, og i flere år stod vi i butikken sammen. Vores økonomi kunne dog ikke hænge sammen, så Erik måtte tage andre jobs. Hans arbejde var af den omfarende slags, og til sidst boede han mere på hotel end hjemme. Det hele kunne dog ikke forhindre, at vi måtte lukke butikken, erklære os konkurs og gennemleve en gældssanering.
Da parret på det tidspunkt havde lagt deres pureste ungdom bag sig, var det ikke nemt at finde nyt arbejde, og efterlønnen endte med at blive løsningen.
– Og så gik jeg i gang med at søge efter andre, der var interesserede i min idé. Vi fandt en revisor og en advokat, og vi fik udarbejdet nogle vedtægter. Derudover havde vi kontakt til et reklamebureau, der rådede os til at finde på et dansk navn. Navnet blev Ønskefonden, og det var helt o.k. med den amerikanske fond, som i det hele taget gav os fuldstændig frie hænder. Vi kunne endda i stort omfang trække på deres erfaring og ekspertise, fortæller Erik.
Og ikke nok med det: Allerede i den helt tidlige fase inviterede amerikanerne Erik til at besøge deres hovedsæde i Phoenix, Arizona, så han kunne se, hvordan de arbejdede.
– Her mødte jeg en fantastisk hjælpsomhed. Blandt andet havde jeg møde med direktøren for Make-A-Wish Foundation America, og ved den lejlighed var det mig, der fik et ønske opfyldt: Jeg havde bestemt, at Ønskefonden skulle have en garantikapital på 250.000 kroner. Da jeg gik derfra, havde direktøren lovet mig, at når vi selv havde samlet de første 125.000 kroner ind, ville hun forære os resten. To år senere havde vi nået målet. Og så kunne vi ellers påbegynde arbejdet med at opfylde ønsker.
Barske historier
Erik og Birgitte har to børn, Helge og Susanne, der nu er 50 og 47 år, og som har beriget dem med i alt seks børnebørn. Men i årene med Ønskefonden var det i høj grad de syge børn og deres familier, der lagde beslag på parrets tid. Birgitte fortæller:
– Det har givet os fantastiske oplevelser, men mange af dem har i sagens natur været hårde. Jeg husker mødet med en 17-årig dreng, der havde kræft. Han ønskede sig en knallert, fordi den gav ham mulighed for at komme lidt ud uden andres hjælp. Knallerten fik han, men desværre havde han ikke fornøjelse af den længe. Hans familie sad hårdt i det økonomisk, og på et tidspunkt kontaktede de os og spurgte, om de skulle aflevere knallerten nu, hvor sønnen ikke længere var i live, eller om hans lillebror kunne få den. Vi svarede dem naturligvis, at køretøjet var deres.
– I øvrigt rådede vi altid vores mange frivillige til at afslutte deres kontakt med familierne, når det enkelte barns ønske var opfyldt. Huskereglen havde til formål at forhindre, at de engagerede mennesker blev helt vanvittige af at følge de barske skæbner på tæt hold. Der var stor og tiltrængt glæde i luften, når vi opfyldte børnenes ønsker, men lykkelige udgange var der ikke mange af.
Enkelte glade undtagelser var der dog:
– En pige fra Hirtshals med leukæmi ønskede sig en hest. Vi skaffede hende en hest fra Norge, da det er vigtigt, at dyrets højde og temperament passer til rytteren, som på det tidspunkt var syv år. Pigen lever endnu, har det godt og er i gang med at læse til dyrlæge, fortæller Birgitte.
Indledningsvis havde man altid en tilbundsgående snak med barnets familie.
– Det var vigtigt for os, at det var barnets ønske og ikke forældrenes, vi opfyldte. Og vi har rent faktisk oplevet enkelte forældre, der ikke var specielt lydhøre over for deres børn og i stedet kørte på med deres egen dagsorden, fortæller Erik.
Den nærmeste familie blev i øvrigt altid så vidt muligt tilgodeset, når det for eksempel gjaldt en rejse til Hawaii eller andre drømmesteder, hvor det syge barns oplevelser sammen med sin familie i virkeligheden var det allervigtigste.
Gavmilde sponsorer
– De første to år, hvor jeg kørte land og rige rundt og præsenterede min idé for Gud og hvermand, betalte Birgitte og jeg alle udgifter ud af egen lomme. Men da først fonden kom i sving med sine aktiviteter, meldte sponsorer og donatorer sig på banen i stor stil. Og mange var interesseret i at hjælpe, fortæller Erik.
Og eksemplerne er talrige:
– En overgang sejlede vi gratis med Molslinjen. At vi flyttede til Ebeltoft, hvor vi bor nu, var selvfølgelig også på grund af byens placering midt i Danmark. Landets daværende forsvarschef gav os i øvrigt lov til at overnatte gratis på samtlige kaserner inklusive de nedlagte. Danske Bank gav os kontorlokaler på særdeles fordelagtige, næsten omkostningsfri betingelser. Og i en periode på fem år nåede jeg at køre i 10 forskellige, spritnye sponsorbiler fra Skoda, siger Erik.
Fonden hedder nu Make-A-Wish Danmark og er en dansk filial af den amerikanske organisation. Erik er blevet folkepensionist og blev for 10 år siden udnævnt til æresmedlem af organisationen samt kontingentfri på livstid.
– Og så er jeg selvsagt fortsat frivillig og kan blive bedt om at hjælpe med at opfylde et ønske her i området, hvis det bliver aktuelt. Fonden har rundet de 2.000 opfyldte ønsker, og jeg håber, det bliver til mange, mange flere. Jeg brænder jo stadig for mit hjertebarn, siger Erik Buus.
Et ønske opfyldes
Nordjyske 05-03-2003
Sofie fra Torrild har fået en hundehvalp, Camilla fra Fredensborg en hest. Dennis fra Randers har fået en elektrisk bil og Martin fra Hurup Thy en specialbygget tandem. Lars fra Odense har mødt fodboldlandsholdet, og ialt har næsten 100 børn og unge fra hele landet fået deres højeste ønske opfyldt siden Ønskefonden blev dannet i 1999. Andre 100 børn og unge står på venteliste til at få et ønske opfyldt, og folkene bag Ønskefonden, håber at det lykkes for hver og én. Men det er sket, at et barn er dødt lige før et ønske skulle opfyldes. – Det er træls, men det er en del af arbejdet. Det er livet på godt og ondt, konstaterer Erik Buus, initiativtager til og formand for Ønskefonden. Tårerne løber Erik Buus bruger stort set al sin tid på Ønskefonden, og det samme gør hans kone, Birgitte, der ikke i samme grad lægger låg på sine følelser. – Jeg kan klare det, når vi er ude hos børnene, men når vi ude i bilen igen, går der ikke fem minutter før tårerne løber. Sådan er det for os alle, selv efter så mange børn. Men heldigvis er man stærk så længe man er midt i det, fortæller hun. – Vi er nødt til at sige til vores folk, at når et ønske er opfyldt, skal de afslutte forbindelsen med familien, ellers bliver de tossede i hovedet. De kan ikke holde til det, hvis de skal gå og bekymre sig om hvert enkelt barn. Det er svært, men man er nødt til at trække gardinet ned. Man skal se det som et stykke arbejde, selv om det er frivilligt, fastslår Erik Buus. Birgitte og Erik Buus har selv to børn og tre børnebørn, som alle er sunde og raske. De er imponerede af de syge børn og unge, de kommer i kontakt med. – Mange af de her børn tager deres sygdom med ophøjet ro. Hvad vi ikke kunne lære af de børn… Vi har opfordret tv til at lave en udsendelse om dem, men tv-stationerne vil åbenbart kun fortælle om kræftsyge børn.
Bagsiden af medaljen
Oplevelserne med Ønskefonden er berigende for de frivillige, men medaljen har en bagside. – Nogle kræver bare ind, og tager det som en selvfølge, at de kan få hvad de peger på. Deres ønsker er helt urimelige og det viser sig som regel, at det mere er forældrenes end børnenes ønske. Det er ikke meningen, og hvis vi får en fornemmelse af, at vi bliver udnyttet, stopper vi, fortæller Erik Buus. Ellers er der i princippet ingen regler for, hvad børnene må ønske sig. – Der er ingen økonomisk grænse. Det er kun børnenes fantasi der sætter grænsen. Som udgangspunkt. For vi kan være nødt til at sætte en grænse. Men det afgørende er, at det er barnets og ikke forældrenes ønske, der opfyldes. Dyre ønsker bruger vi dog lidt tid på at skaffe sponsorer til, så vi kan få dem ned i pris. Vi kan jo opfylde fem ønsker for andre børn, der venter, for det det koster, hvis et barn skal i Disneyland med sin familie, påpeger Erik Buus. Når Ønskefonden får en henvendelse fra pårørende til et sygt barn, beder de om en lægeerklæring og tre ønsker. Ét af de hyppigste ønsker er en computer. – Det kan man godt undre sig over, når man ved at kommunerne er forpligtet til at give et barn en computer, hvis det er nødvendigt for at barnet kan følge med i skolen, siger Erik Buus. Skraber penge indErik Buus er langt fra med til opfyldelsen af alle ønskerne. Derimod kører han landet tyndt i Ønskefondens røde sponsorbil for at oplyse om Ønskefonden og skrabe penge ind, så endnu flere ønsker kan opfyldes. Listen over bidragydere vokser stille og roligt, og tæller både fonde, loger, virksomheder, fagforeninger og private, fra 2.b. på Brønderslev Gymnasium 2002 til Rollo & King. Hidtil største bidragyder er standup’eren og Jeopardy-værten Lasse Rimmer, der vandt en kvart mio. kr. i “Hvem vil være millionær” og donerede pengene til Ønskefonden. Et andet, måske stort beløb er på vej til Ønskefonden fra Vejle. – Tre Odd Fellow loger på Vejlekanten har henvendt sig for at høre om de måtte arrangere en gallakoncert til fordel for Ønskefonden. En tidligere velgørenhedskoncert i Vejle indbragte en anden organisation 150.000 kr., fortæller Erik Buus. Koncerten finder sted 13. april i Musikteatret i Vejle og har Jesper Lundgaard, Kim Sjögren, Swing Sisters m.fl. på plakaten. Nemmere og nemmere – Det bliver nemmere og nemmere at finde sponsorer i takt med at vi bliver mere kendte. Og folk kan se at vi bruger minimum 85 procent på ønskerne. Vi har ingen udgifter til kontorhold, fordi jeg lægger mit eget hus og min egen computer til, forklarer Erik Buus. Hans indsats for Ønskefonden indbragte ham Veritasfondens pris for ekstraordinær humanitær indsats i 2001. Ikke desto mindre oplever han af og til, at folk i lokalområdet ser lidt skævt til ham. – Mange tror vi får en god løn, men det hele er frivilligt, forsikrer han. Erik og Birgitte Buus lever af overgangsydelse.
Historien om Løkken Sparekasses kollaps i 2008 og garantformanden Kristian Andersens foredrag om hele forløbet
Historien om en ildsjæl i forbindelse med Løkken Sparekasse´s kollaps i 2008.
Indhold:
1) Hvem er Kristian Andersen
2) Hele forløbet gennem avisartikler fra Nordjyske
3) Domsudskrift der gik Garant Løkken imod
4) Kristian Andersens foredrag om hans oplevelser igennem det lange forløb
5) Nordjyske Avisomtale omkring retssag mod Direktion, Bestyrelse og Revisionsfirmaer
GARANTERNES MAND,
den tidligere Vrensted dreng, Kristian Andersen.
Kristian Andersen, tidligere IT-konsulent, Projekt- og Personaleleder.
Hans lange og besværlige kamp for at redde sin egen, familiens samt de tidligere garanters penge, der var indskudt som garantikapital på garant-konti i Løkken Sparekasse, (den forhenværende sparekasse som gik konkurs i 2009 – og som gennem en menneskealder havde en filial i Vrensted).
Hele sagen startede under finanskrisen i efteråret 2008 da Løkken Sparekasse kom i kæmpe problemer, med tab på store udlån til udenbys ejendomsspekulanter uden lokal tilknytning, som havde overtalt Sparekassen til at låne dem penge.
Det gik ud over mange loyale småsparere i Sparekassens lokalområde, penge som de havde lagt til side for at forsøde tilværelsen med.
Et langt forløb som slutter den 28.02.2020
Løkken Sparekasse
kom i økonomisk uføre, da de begyndte at bevæge sig uden om deres kerneområde Løkken og omegnsbyerne. De etablerede filialer i Aalborg og København og så begyndte de på et tidspunkt at udlåne store beløb til nye kunder, med store ejendomsporteføljer, et område hvor de ikke havde stor viden og ekspertise omkring og tilstrækkeligt uddannede ansatte. Herunder direktion og bestyrelse, hvori der kun sad lokale mennesker uden den store indsigt og proffessionalisme.
Retsmøder Løkken Sparekasse
Nedenstående artikler Kilde: Nordjyske
august/ september 2019.
Sparekassedirektør brød ud i tårer på bestyrelsesmøde
Erstatningssag: Husadvokat fortalte om afgørende bestyrelsesmøde i Løkken Sparekasse
FØRST I FEBRUAR 2009 BLEV LØKKEN SPAREKASSES BESTYRELSE USIKKER PÅ BANKENS STORE UDLÅNSKUNDER
VIBORG: Løkken Sparekasses direktør Poul Blicher Johnsen reagerede meget voldsomt på et krisemøde i Løkken Sparekasses bestyrelse om aftenen 10. februar 2009, da han og bestyrelsen blev konfronteret med store tab på sparekassens udlån.
Det kom frem mandag, da Løkken Sparekasses daværende husadvokat Erik Bo Sørensen blev afhørt som vidne under Finansiel Stabilitets erstatningssag mod den kuldsejlede sparekasses ledelse og revision.
På det ekstraordinære bestyrelsesmøde præsenterede advokaten og sparekassens revision bestyrelsesmedlemmerne for resultatet af en gennemgang af bankens største udlån.
Konklusionen lød på yderligere nedskrivninger på 127 millioner kroner og et underskud i 2008 på 207 millioner kroner.
– Der bredte sig en dødlignende tavshed, forklarede Erik Bo Sørensen.
Så tog Knud Rødbro, der var menigt bestyrelsesmedlem, ordet og beskyldte ifølge Erik Bo Sørensen i voldsomme vendinger Poul Blicher Johnsen for at have ført bestyrelsen bag lyset.
Efter et stykke tid med tavshed omkring bestyrelsens mødebord tog Poul Blicher Johnsen ordet.
– Han sagde, at den eneste følelse, jeg har, er skam. Og så begyndte han at græde, husker Erik Bo Sørensen.
Poul Johnsen forsvarede sig ifølge husadvokaten ikke mod Rødbros angreb.
– Bestyrelsesmedlemmerne så rådvilde på hinanden, og ingen sagde noget. Det endte med, at jeg foreslog, at mødet blev suspenderet, forklarede Erik Bo Sørensen.
Var blevet bange for risikoen
Det var bestyrelsen selv, der 11 dage tidligere på et andet ekstraordinært bestyrelsesmøde havde bedt advokaten om at gennemgå sparekassens 20 største udlån.
– Lokalsamfundet var blevet utrygt ved avisskriverier i JP og NORDJYSKE om udviklingen på ejendomsmarkedet, og bestyrelsen ville vide, om sparekassen havde problemer på dette område.
Da Erik Bo Sørensen så listen over Løkken Sparekasses største udlån, som han skulle gennemgå, blev han paf.
– Profilen var helt i modstrid med den sparekasse, jeg troede, jeg kendte, forklarede han.
Erik Bo Sørensen havde i efteråret 2008 udarbejdet en rapport om kvaliteten af sparekassens juridiske arbejde, når den skulle sørge for sine sikkerheder i forbindelse med udlån.
Rapporten var ikke positiv læsning.
Erik Bo Sørensen nåede nemlig frem til, at der var mange mangler, når det handlede om at sikre sparekassens krav for eksempel i forbindelse med konkurser blandt kunderne.
Han var gået ud fra, at hans rapport var gået videre til bestyrelsens medlemmer.
– Men nu kom det frem, at flere bestyrelsesmedlemmer aldrig havde set den.
Spar Nord advarede Løkken Sparekasse
RETSSAG: Flere af sparekassens storkunder var ”ikke kreditværdige”
VIBORG: Spar Nord Bank var i efteråret 2008 blevet så usikker på den økonomiske situation i Løkken Sparekasse, at to medlemmer af bankens topledelse – administrerende direktør Lasse Nyby og direktør Lars Møller – tog det helt usædvanlige skridt at invitere sig selv til et møde i Løkken for at kigge i sparekassens udlånsbog.
– Sparekassen var vokset meget kraftigt på få år, forklarede Lars Møller, da han onsdag blev afhørt som vidne under Finansiel Stabilitets erstatningssag.
Det var ikke kollegial omsorg, der havde fremkaldt Spar Nords interesse. Spar Nord havde ydet udlandslån til kunder i Løkken Sparekasse for i alt over 200 millioner kroner, som Løkken Sparekasse garanterede for.
Derfor var Spar Nords sikkerhed afhængig af sparekassens økonomiske sundhedstilstand.
Da de to Spar Nord-direktører 16. oktober kørte sydpå fra et møde med sparekassedirektør Poul Blicher Johnsen og erhvervskundechef Thomas Bjørn Mortensen, var det med en vis uro i maven.
De havde fået gennemgået sparekassens 15 største udlån, der samlet udgjorde over halvdelen af sparekassens totale udlån.
– Vi identificerede kunder, som var involveret i ejendomskarrusellen, og nogle af dem havde tidligere påført pengeinstitutter tab. Mange af dem var ikke kreditværdige ud fra normal bankpraksis, og om nogle af dem sagde vi, at hvis de kom ind i vores lokaler, så skulle sprinkleranlægget gå i gang, forklarede Lars Møller.
Han og Lasse Nyby mente, at de problematiske udlån ville betyde et ekstra kapitalkrav på op imod 100 millioner kroner for sparekassen.
Sendte et brev til Johnsen
Selvom det ikke var aftalt på mødet, så besluttede de to Spar Nord-direktører at sende et brev med deres konklusioner til Poul Blicher Johnsen.
– Det, syntes vi, var fair, sagde Lars Møller.
Da Løkken Sparekasse i februar 2009 blev kastet ud i en dødskamp, forsøgte sparekassen at finde fusionspartnere blandt andre pengeinstitutter.
Lasse Nyby afviste, at Spar Nord var blevet kontaktet i den forbindelse.
– Og var vi blevet det, så havde vi med det samme sagt nej, sagde han.
Spar Nord overtog i 2008 nogle af den krakkede Roskilde Banks kunder og filialer, men Løkken Sparekasse indbød altså ikke til en gentagelse.
Finansinspektør: Sparekasse var ikke seriøs
Inspektør efter undersøgelse i Løkken Sparekasse: – Det var bizart
VIBORG: Egentlig skulle de kun have brugt en enkelt arbejdsuge i juni 2008 i Løkken, men tre ansatte fra Finanstilsynet endte med at tilbringe to arbejdsuger på inspektion hos Løkken Sparekasse. Årsag: Sparekassen havde svært ved at finde det materiale, som tilsynet udbad sig under inspektionen.
– Vi måtte sidde og vente på, at det blev fundet frem. Nogle gange vendte Thomas Bjørn Mortensen (sparekassens erhvervskundechef, red.) slet ikke tilbage til mødelokalet. Det var lidt bizart, sagde den ansvarlige finansinspektør, Karin Kjærgaard, da hun torsdag blev afhørt som vidne under Finansiel Stabilitets erstatningssag.
Problemerne med at skaffe materiale fra sparekassen var ifølge Karin Kjærgaard så store, at hun og hendes to medarbejdere i en vis udstrækning måtte tage hjem med uforrettet sag.
– Der var megen kommunikation efterfølgende med sparekassen om de oplysninger, som vi fortsat manglede, før vi kunne komme med vores konklusioner. Det var helt usædvanligt, forklarede hun.
Sparekassen fik 20 påbud
Da tilsynet omsider kunne sende en rapport om sine iagttagelser under inspek- tionen til sparekassens ledelse, indeholdt den 20 påbud, altså tilfælde hvor sparekassen blev bedt om at rette ind efter lovgivningen.
Flere påbud var gengan- gere fra tidligere inspek- tioner af sparekassen.
– Der var en følelse af, at Poul Blicher Johnsen (sparekassens direktør, red.) og Thomas Bjørn Mortensen talte uden om engagementerne (udlånene, red.). Det var ikke altid seriøst, og situationen blev ikke taget alvorligt, sagde Karin Kjærgaard, der i dag er pensionist.
Allerede i foråret 2008 – og altså før besøget i Løkken – havde tilsynet skrevet ud til en række danske pengeinstitutter med mange lån til ejendomsbrancher på udlånsbøgerne.
Løkken Sparekasse var blandt dem, der modtog tilsynets brev.
– Derfor havde vi fokus på denne type af udlån under inspektionen, men i flere tilfælde var de regnskaber, som sparekassen lå inde med, meget gamle, og der manglede for eksempel kundeoplysninger på låneindstillingerne, forklarede hun.
Finanstilsynets uro blev ikke mindre, da Roskilde Bank og ebh bank krakkede hen over sommeren og efteråret 2008 – i begge tilfælde efter store tab på ejendomsbranchen.
Hos Finanstilsynet bredte der sig en usikkerhed om, hvorvidt Løkken Sparekasse havde kapital nok til at dække tabsrisikoen på sine udlån.
Sparekassens ledelse blev kaldt til møde hos Finanstilsynet 27. oktober. Det var ikke en normal procedure, men der var heller ikke noget normalt ved situationen.
– Vores kraftige budskab var, at sparekassen nu skulle finde sig en fusionspartner, fortalte Flemming Nytoft Rasmussen, på det tidspunkt vicedirektør i Finanstilsynet med ansvar for pengeinstitutter, da han onsdag afgav forklaring under erstatningssagen.
Mødet begyndte med en klage fra Poul Blicher Johnsen, der følte, at sparekassen blev udsat for en meget uretfærdig behandling.
– Det hele var meget bedre, da …. (navn på ansat i Finanstilsynet udeladt, red.) var ansvarlig for tilsynet med sparekassen, lød det fra sparekassedirektøren.
Oprydder i chok: – Ingen værdier
Løkken Sparekasse: Ole Bjerg forsøgte at skaffe penge hjem efter sparekassens ejendomseventyr
EJENDOMMENE VAR BELÅNT PÅ KONJUNKTUREN OG IKKE UD FRA INDTÆGTSBUDGETTER, SAGDE OLE BJERG
VIBORG: Ingen værdier, ingen lejeindtægter, ingen indtægtsstrømme og ingen dokumentation.
Det var det billede, der mødte Ole Bjerg, da han i marts 2009 som ansat i Finansiel Stabilitet blev sat i spidsen for afviklingen af konkursramte Løkken Sparekasses problemfyldte udlån til en lang række udenbys ejendomsspekulanter.
– Der manglede dokumentation om de belånte ejendomme, og der var ikke taget sikkerhed i dem, forklarede den tidligere Nordea-direktør, da han som vidne blev afhørt under Finansiel Stabilitets erstatningssag.
Og økonomisk set var der ingen indtægter fra de ejendomme rundt om i Danmark, som Løkken Sparekasse havde finansieret.
– Der var ikke en eneste ejendom, hvor lejer havde betalt depositum, og der var ingen lejeindtægter fra dem. De var belånt på konjunkturen og ikke ud fra indtægtsbudgetter, sagde han.
Som direktør i afviklingsbanken Løkken Sparbank, et datterselskab af Finansiel Stabilitet, som havde overtaget Løkken Sparekasses aktiviteter, koncentrerede Ole Bjerg sig om at få afviklet de 30 største udlån med en samlet værdi på 1,1 milliarder kroner, som ingen andre banker ville røre ved.
Disse problemudlån var alle givet til kunder inden for ejendomsbranchen.
Derfor var arbejdet med at få afviklet problemlånene i realiteten et forsøg på at maksimere værdien af de ejendomme, som Løkken Sparekasse havde belånt.
Mange mærkelige oplevelser
Ole Bjerg havde mange mærkelige oplevelser, når han kørte rundt i landet for at besigtige de ejendomme, som Løkken Sparekasse havde engageret sig i.
I Lyngby ved København havde Løkken Sparekasse finansieret en kundes køb for 60 millioner kroner af et tidligere gymnasium.
– Ejendommen stod tom og var købt i forventning om, at kommunen ville udarbejde en lokalplan, men det var aldrig sket, og der var ingen rentabilitetsberegninger udarbejdet, sagde han.
Ejendommen endte med at blive solgt for 11 millioner kroner til kommunen.
Ved Ølsted havde Løkken Sparekasse hjulpet en kunde med at købe et grundareal, hvor betonproducenten HTH’s tidligere hovedsæde lå forladt hen.
– Ingen køber meldte sig, og der kom ingen indtægter fra grunden, forklarede Ole Bjerg.
Pris fordoblet på en enkelt dag
På Frederikssundsvej i København havde Løkken Sparekasse finansieret en kundes køb af en grund med et gammelt værksted på.
– Der var ingen indtægter fra ejendommen, der røg på tvangsauktion, sagde han. Også i København- i Landskronagade – havde den krakkede sparekasse finansieret en ejendom, som blev købt for 14,5 millioner kroner og selvsamme dag solgt videre for 26 millioner kroner.
– Vi undrede os over den store værdistigning, men vi så fremad, og så det som vores opgave at få afviklet sparekassens udlån så godt som muligt, forklarede Ole Bjerg.
Han stoppede i Finansiel Stabilitet i juni 2010 for at genoptage pensionisttilværelsen.
Topembedsmand: Ville presse Løkken Sparekasse til fusion
Erstatningssag: Sparekassen havde ikke styr på kreditgivningen
VIBORG: Da Løkken Sparekasses ledelse 27. oktober 2008 troppede op hos Finanstilsynet i Århusgade i København, var der tale om en helt usædvanlig begivenhed på en dyster baggrund.
– DET VAR PÅ TIDE AT DISKUTERE SPAREKASSENS FREMTID, SAGDE FLEMMING NYTOFT RASMUSSEN.
– Vi var usikre på, hvad der foregik i Løkken Sparekasse. Der var behov for at stramme op, og vi var ikke sikre på, at vi altid fik korrekte oplysninger, forklarede Flemming Nytoft Rasmussen, da han afgav forklaring under Finansiel Stabilitets erstatningssag.
Flemming Nytoft Rasmussen var i 2008 vicedirektør i Finanstilsynet og ansvarlig for tilsynet med danske pengeinstitutter.
– Meldingen til mig fra holdet, der havde været på inspektion i sparekassen, var, at sparekassen var vokset voldsomt og mere end sektoren generelt, og at den ikke havde tilstrækkeligt styr på kreditgivningen, forklarede han.
Ejendomskrise udløste møde
Det var først og fremmest krisen på ejendomsmarkedet, der fik tilsynet til at indkalde Løkken Sparekasse til møde.
– Det var bestemt ikke sædvanligt at holde sådan et møde, men det var også usædvanlige tider med en krise på ejendomsmarkedet, hvor risikoen bare steg og steg, sagde Flemming Nytoft Rasmussen.
Hovedbudskabet fra tilsynet til sparekassen var, at den skulle finde sig en fusionspartner.
– Situationen havde udviklet sig sådan, at det var på tide at diskutere sparekassens fremtid. Vi havde ikke nogen juridisk magt til at kræve en fusion, men vi ville gerne have, at sparekassen tænkete i de baner, forklarede han.
Direktør tog det roligt
Løkken Sparekasses direktør Poul Blicher Johnsen var ifølge et mødereferat, som tilsynet udarbejdede, helt tryg ved situationen.
Sparekassen ville ikke gå ned, og han forventede ikke større tab på ejendomsområdet.
Hvis det blev nødvendigt, så mente Johnsen, at fusionspartnerne nærmest stod i kø ved sparekassens dør.
Han så blandt andre Sparekassen Hvetbo som en mulig fusionspartner, og sparekassen havde fået at vide, at den altid var velkommen hos Spar Nord.
Sidstnævnte har administrerende direktør Lasse Nyby fra Spar Nord afvist under retssagen
Advokat i Løkken Sparekasse-sag smider bombe: Mistanke om urent trav ved ejendomshandel
Advokat Karoly Nemeth mistænker Finansiel Stabilitet for urent trav ved ejendomshandel – Nemeth er advokat for Løkken Sparekasses tidligere formand Poul Sørensen
Ejendomshandel: Advokat for Løkken Sparekasses tidligere formand sår tvivl om, hvorvidt alt gik korrekt for sig, da Finansiel Stabilitet solgte ejendom
SANKT ANNÆ PLADS 13 HUSER BÅDE KØBER OG SÆLGER AF FREDERIKSBERG-EJENDOMMEN.
VIBORG: Flere adressesammenfald og en ejendomshandel i 2012 trækker nu spor til Finansiel Stabilitets erstatningssag mod den tidligere ledelse og revision i konkursramte Løkken Sparekasse.
Lars Løcke
EJENDOMMEN I SMALLEGADE 20 B, SOM FINANSIEL STABILITET SOLGTE I 2012 FOR 24,2 MILLIONER KRONER.
Her sår advokat Karoly Nemeth, der repræsenterer sparekassens tidligere formand Poul Sørensen, nu tvivl om den rolle, som Finansiel Stabilitet og selskabets daværende formand, Henning Kruse Petersen, spillede, da Finansiel Stabilitet for nogle år siden solgte ejendommen Smallegade 20 B på Frederiksberg.
– Jeg må sætte spørgsmålstegn ved, om den er gået rigtigt for sig, siger advokaten om handlen.
Finansiel Stabilitet blev ejer af Frederiksberg-ejendommen, da Løkken Sparekasse i marts 2009 gik konkurs, og selskabet overtog sparekassens aktiviteter.
Ejendommen var tidligere ejet af en af sparekassens mange storkunder inden for ejendomsbranchen.
Sparekassen havde ydet ham en kredit på omkring 50 millioner kroner til ombygning af Frederiksberg-ejendommen som den havde pant i.
Da kunden gik konkurs, blev Finansiel Stabilitet som arvtager efter Løkken Sparekasse ejer af ejendommen i Smallegade.
Flere sammenfald i adresser
I januar 2012 solgte Finansiel Stabilitet bygningen i Smallegade for 24,2 millioner kroner.
Køber var selskabet CC Properties IV ApS, som er ejet af Pfa Pension.
CC Properties IV er registreret med adresse hos selskabet Capital Investment A/S, der har til huse på Sankt Annæ Plads 13, 2. th. i det indre Købehavn.
Bogstavelig talt lige overfor – på Sankt Annæ Plads 13, 2. tv. – har Finansiel Stabilitet til huse.
Og Sankt Annæ Plads 13 huser også et eksklusivt kontorfællesskab, hvorfra en række tidligere topchefer fra dansk erhvervsliv driver deres private aktiviteter.
Blandt kontorfællesskabets lejere er – i hvert fald frem til 2016 – Henning Kruse Petersen.
Den kendte erhvervsmand var indtil august 2012 en magtfuld bestyrelsesformand for Finansiel Stabilitet, altså sælgeren af Frederiksberg-ejendommen.
– Det er påfaldende
– Det er påfaldende med de sammenfald i adresser, og at bestyrelsesformanden i Finansiel Stabilitet selv har sin kontoradresse samme sted som køber, mener Karoly Nemeth.
Salget af Smallegade 20 B udløste ifølge Finansiel Stabilitets erstatningskrav under erstatningssagen et tab på godt 31 millioner kroner.
– Man må spørge sig selv, om realisationen (salget af ejendommen, red.) er sket efter armslængdeprincippet og dermed til markedsprisen, siger han.
Karoly Nemeth har bedt advokat Lotte Eskesen, der repræsenterer Finansiel Stabilitet under erstatningssagen, om en redegørelse.
Den har hun lovet at komme med.
– Ejendommen i Smallegade blev vurderet til 28 millioner kroner af Colliers (et ejendomsmæglerfirma, red.) i 2010 og altså solgt for 24,1 millioner kroner i 2012, siger Lotte Eskesen.
Karoly Nemeth overvejer nu at indkalde Henning Kruse Petersen til at afgive forklaring under erstatningssagen.
Nordjyske: 05.11.2019
Løkken Sparekasse-sagen: Finansiel Stabilitet afslutter sin procedure
VIBORG: Advokat Lotte Eskesen havde undtagelsesvis et par venlige ord til de sagsøgte, da hun på vegne af Finansiel Stabilitet afsluttede sin procedure under erstatningssagen mod den tidligere ledelse og revision i Løkken Sparekasse.
Lars Løcke
– Det må have været svært for de sagsøgte at sidde og høre på alt det, vi har dynget op under sagen, sagde hun.
Men så var det også slut med venlighederne over for de sagsøgte fra Finansiel Stabilitets side.
– Det er tankevækkende, at alle de eksterne instanser som Finanstilsynet, advokater og skønsmænd, der har kigget ind i sparekssen før og efter konkursen, alle har bekræftet det billede, som sagen har tegnet af rod og uforsvarlighed, mente advokaten.
Lotte Eskesen refererede her til Finansiel Stabilitets opsummering under proceduren af elendighederne i Løkken Sparekasse.
Som et skrækeksempel på den fraværende styring af sparekassens kreditter fremhævede advokat Søren Stæhr udlånet til Jyske Ejendomme ejet af Jan Sørensen.
De syns- og skønsmænd, der som sagkyndige har udarbejdet en omfattende rapport om revisionens arbejde i Løkken Sparekasse, når frem til, at Jan Sørensen ved udgangen af 2006 skyldte den nordjyske sparekasse tæt på i alt 286 millioner kroner. Tallet udgør 60 procent af sparekassens kapitalgrundlag.
Klar overtrædelse af loven
286 millioner kroner i samlet gæld er langt mere, end sparekassen selv og dens revision når frem til, at Jan Sørensen og Jyske Ejendomme skyldte.
Er tallet på 286 millioner kroner korrekt, er der tale om en klar overtrædelse af den finansielle lovgivning. Den forbød nemlig et pengeinstitut at have et udlån til en enkelt kunder, der overstiger 25 procent af kapitalgrundlaget (basiskapitalen).
– Der er tale om en betydelig lovovertrædelse, der skyldes, at man ikke har lagt de lån, som Jan Sørensen reelt stod bag, sammen, mente advokaten.
Et af de lån, der i sidste instans stod Jan Sørensen på, uden at sparekassen havde opdaget det, var en – i øvrigt ustyrlig – byggekredit til KS Smallegade 20B, som i første omgang lånte 36 millioner kroner til renovering af en ejendom beliggende på denne adresse.
Gælden – der i øvrigt på et tidspunkt blev omlagt til tjekkiske kroner – voksede hurtigt til 66 millioner kroner.
Det skibbrudne ejendomsprojekt endte med at koste sparekassen et tab på 31 millioner kroner.
Jan Sørensen ejede 33 procent i KS Smallegade 20B, hvor han var direktør og kautionerede for kommanditselskabets gæld.
– Den i øvrigt uforsvarligt bevilgede byggekredit skulle derfor været lagt til Jan Sørensens gæld, men det skete ikke, sagde Søren Stæhr.
Sagsøgtes procedurer i gang
Onsdag begynder advokat Arvid Andersen, der repræsenterer tidligere sparekassedirektør Poul Blicher Johnsen, sin procedure.
Finansiel Stabilitet kræver en samlet erstatning på 275 millioner kroner af sparekassens tidligere formand og næstformand – Poul Sørensen og Leo Christoffersen – Poul Blicher Johnsen, statsautoriseret revisor Morten Ovesen og revisor Mango Nielsen samt firmaerne BDO og Mango Nielsen.
Nordjyske 05.11.2019:
Afslutning: Proceduren er begyndt i Løkken Sparekasse-sagen
VIBORG: – Billedet er blevet bekræftet. Sparekassens risikoprofil blev afgørende ændret i 2005, og det forholdt ledelsen sig overhovedet ikke til.
SNART VED TIDLIGERE BESTYRELSESFORMAND I LØKKEN SPAREKASSE POUL SØRENSEN, HVORDAN LANDSRETTEN VURDERER HANS ANSVAR.
Sådan lød det fra advokat Lotte Eskesen, da hun mandag tog hul på Finansiel Stabilitets procedure under erstatningssagen mod den tidligere ledelse og revision i Løkken Sparekasse.
Ikke overraskende mente Lotte Eskesen det bevist, at den konkursramte sparekasses ledelse har handlet uforsvarligt og erstatningspådragende ved fra 2005 at låne ud i stor stil til en række udenbys kunder fra den meget spekulative del af ejendomsbranchen på et uforsvarligt grundlag.
– Mange af disse kunder var kommet til sparekassen anbefalet af Henrik Fischer (en af bankens allerstørste udlånskunder, red.). Udlånene var baseret på, at kunderne skulle opnå en hurtig gevinst ved et hurtigt videresalg af ejendomme. Sparekassen interesserede sig ikke for rentabilitetsberegninger eller budgetterede lejeindtægter på den enkelte ejendom og tillagde det ikke nogen betydning, om kunderne selv kom med penge. Den finansierede gladeligt 100 procent af købsprisen for dem, fortsatte hun.
Samtidig var ledelsens beslutningsgrundlag ifølge Lotte Eskesen elendigt og nærmest ikke eksisterende, når selv store udlån blev bevilget.
– Og når sparekassen skulle vurdere sine sikkerheder, så brugte man nogle handelsværdier, der fremstår helt udokumenterede, sagde hun.
Kunder stod på lerfødder
Lotte Eskesen afviste, at det var finanskrisen, der fældede Løkken Sparekasse.
– Ejendomsinvestorer kunne godt klare sig gennem finanskrisen, hvis der var positive indtægter fra ejendommene, sagde hun.
Men sådan var Løkken Sparekasses kunder ikke.
– Vi har set flere eksempler under denne sag på, at en ejendom er blevet købt og solgt i løbet af en enkelt dag med en prisstigning på et tocifret millionbeløb, hvor sparekassen har finansieret både køber og sælger. Fortæl mig lige, hvordan en ejendom kan blive et tocifret millionbeløb mere værd i løbet af en enkelt dag, sagde advokaten.
I andre af Finansiel Stabilitets erstatningssager har danske domstole tildelt ledelserne i de krakkede pengeinstitutter et bredt rum for at foretage forkerte forretningsmæssige skøn, uden at det har ført til erstatningsansvar – også selv om de har ført til store tab.
– Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke efterfølgende kan tage stilling til ledelsens skøn. Det skal blot konkret påvises, at et udlån er bevilget på et uforsvarligt grundlag, og at der er en årsagssammenhæng mellem det og så det efterfølgende tab på udlånet, mente Lotte Eskesen
Rapport belaster revisionen
Lotte Eskesens kollega på sagsøgerside, advokat Søren Stæhr, fremhævede, at sagen mod Løkken Sparekasses ledelse og revision på et enkelt punkt afviger markant i forhold til de andre erstatningssager, som Finansiel Stabilitet har anlagt.
To syns- og skønsmænd har udarbejdet en 550 sider lang rapport om den indsats, som Løkken Sparekasses revision – BDO – har gjort i Løkken Sparekasse.
– I de andre sager er revisionen blevet frikendt på grund af manglende ekspertudtalelser, men her har vi en rapport, der indeholder en sønderlemmende kritik af revisionens arbejde, mente han.
Syns- og skønmændene når i deres rapport frem til, at sparekassens revisorer i flere tilfælde ikke har udført deres arbejde i overensstemmelse med god revisorskik.
Mere konkret mener syns- og skønsmændene – to statsautoriserede revisorer – blandt andet, at revisorerne i Løkken Sparekasse har forsømt at vurdere værdien af sparekassens store udlån og båndene mellem sparekassens storkunder korrekt.
Og de har ladet sig nøje med forældet og utilstrækkeligt regnskabsmateriale fra Løkken Sparekasses store udlånskunder og ikke gjort noget, selvom sparekassens ledelse ikke overholdt de vedtagne forretningsgange.
Hvorfor gør disse fejl ifølge Finansiel Stabilitet revisionen erstatningspligtig for sparekassens tab, selv om det er ledelsen, der har bevilget de tabsgivende udlån?
– Hvis bestyrelsen havde fået korrekte informationer fra revisionen, havde den været tvunget til at gribe ind. Eller Finanstilsynet kunne have fået kendskab til forholdene på grund af revisionens indberetningspligt, mente Søren Stæhr.
herunder Nordjyske Lars Løcke d. 06.11.2019
Løkken Sparekasse-sagen: Finansiel Stabilitet afslutter sin procedure
Trøstens ord til de sagsøgte fra Finansiel Stabilitet: – Det må have været svært at høre på
VIBORG: Advokat Lotte Eskesen havde undtagelsesvis et par venlige ord til de sagsøgte, da hun på vegne af Finansiel Stabilitet afsluttede sin procedure under erstatningssagen mod den tidligere ledelse og revision i Løkken Sparekasse.
Lars Løcke 05.11.2019
– Det må have været svært for de sagsøgte at sidde og høre på alt det, vi har dynget op under sagen, sagde hun.
Men så var det også slut med venlighederne over for de sagsøgte fra Finansiel Stabilitets side.
– Det er tankevækkende, at alle de eksterne instanser som Finanstilsynet, advokater og skønsmænd, der har kigget ind i sparekssen før og efter konkursen, alle har bekræftet det billede, som sagen har tegnet af rod og uforsvarlighed, mente advokaten.
Lotte Eskesen refererede her til Finansiel Stabilitets opsummering under proceduren af elendighederne i Løkken Sparekasse.
Som et skrækeksempel på den fraværende styring af sparekassens kreditter fremhævede advokat Søren Stæhr udlånet til Jyske Ejendomme ejet af Jan Sørensen.
De syns- og skønsmænd, der som sagkyndige har udarbejdet en omfattende rapport om revisionens arbejde i Løkken Sparekasse, når frem til, at Jan Sørensen ved udgangen af 2006 skyldte den nordjyske sparekasse tæt på i alt 286 millioner kroner. Tallet udgør 60 procent af sparekassens kapitalgrundlag.
Klar overtrædelse af loven
286 millioner kroner i samlet gæld er langt mere, end sparekassen selv og dens revision når frem til, at Jan Sørensen og Jyske Ejendomme skyldte.
Er tallet på 286 millioner kroner korrekt, er der tale om en klar overtrædelse af den finansielle lovgivning. Den forbød nemlig et pengeinstitut at have et udlån til en enkelt kunder, der overstiger 25 procent af kapitalgrundlaget (basiskapitalen).
– Der er tale om en betydelig lovovertrædelse, der skyldes, at man ikke har lagt de lån, som Jan Sørensen reelt stod bag, sammen, mente advokaten.
Et af de lån, der i sidste instans stod Jan Sørensen på, uden at sparekassen havde opdaget det, var en – i øvrigt ustyrlig – byggekredit til KS Smallegade 20B, som i første omgang lånte 36 millioner kroner til renovering af en ejendom beliggende på denne adresse.
Gælden – der i øvrigt på et tidspunkt blev omlagt til tjekkiske kroner – voksede hurtigt til 66 millioner kroner.
Det skibbrudne ejendomsprojekt endte med at koste sparekassen et tab på 31 millioner kroner.
Jan Sørensen ejede 33 procent i KS Smallegade 20B, hvor han var direktør og kautionerede for kommanditselskabets gæld.
– Den i øvrigt uforsvarligt bevilgede byggekredit skulle derfor været lagt til Jan Sørensens gæld, men det skete ikke, sagde Søren Stæhr.
Sagsøgtes procedurer i gang
Onsdag begynder advokat Arvid Andersen, der repræsenterer tidligere sparekassedirektør Poul Blicher Johnsen, sin procedure.
Finansiel Stabilitet kræver en samlet erstatning på 275 millioner kroner af sparekassens tidligere formand og næstformand – Poul Sørensen og Leo Christoffersen – Poul Blicher Johnsen, statsautoriseret revisor Morten Ovesen og revisor Mango Nielsen samt firmaerne BDO og Mango Nielsen.
07.11.2019 Nordjyske:
Advokat: Ikke noget at komme efter
Løkken Sparekasse-sag: Johnsens advokat i skarp kritik af sagsøger
VIBORG: Direktør Poul Blicher Johnsen varetog efter bedste overbevisning den krakkede Løkken Sparekasses økonomiske interesser, og Finansiel Stabilitet har ikke bevist, at sparekassens ledelse bevilgede lån på et uforsvarligt og dermed erstatningsudløsende grundlag.
Lars Løcke
– Sparekassens udlån blev bevilget på et oplyst grundlag, sagde Johnsens advokat, Arvid Andersen, da han onsdag begyndte sin procedure under erstatningssagen.
Finansiel Stabilitet mener, at sparekassen lånte store millionbeløb ud til storkunder fra ejendomsbranchen på et beslutningsgrundlag, hvor der manglede basale økonomiske og forretningsmæssige oplysninger. Finansiel Stabilitet har fremlagt låneindstillinger, som efter Finansiel Stabilitets opfattesle er så indholdsløse, at de beviser, at bevillinger skete på et meget løst grundlag.
Arvid Andersen afviste, at der var noget at komme efter og rettede i stedet en skarp kritik mod Finansiel Stabilitet.
– Det materiale, som er blevet fremlagt her under sagen, er påfaldende tilfældigt og ufuldstændigt, sagde han og henviste til, at både Poul Blicher Johnsen og revisionen under sagen har forklaret, at der til hver lånebevilling var udarbejdet kundemapper, der detaljeret beskrev enkelte låneansøgere, mapper, som Finansiel Stabilitet afviser findes.
Når det var sagt, så mente Arvid Andersen også, at hele beslutningsgrundlaget for en lånebevilling ikke nødvendigvis behøver at foreligge i skriftlig form. Der kunne også komme mundtlige oplysninger.
– Og vi ved, at både Johnsen og erhvervskundechefen på bestyrelsesmøderne er kommet med mundtlige bemærkninger til de enkelte låneindstillinger, og de hører også med til bevillingsgrundlaget, mener Arvid Andersen, der i øvrigt henviste til, at der ikke er nogen branchenorm for, hvad en forsvarlig bevilling er.
Ramt af bagklogskab
Ligesom under ebh bank-sagen så mener de sagsøgtes advokater, at Finansiel Stabilitet bebrejder deres klienter, at de ikke så finanskrisens komme.
– Men det var der ingen, der gjorde, mente Poul Blicher Johnsens advokat.
Han henviste til, at en ekspert under en anden af Finansiel Stabilitets erstatningssager har forklaret, at finanskrisens negative tal var så ekstreme, at de blev beskrever som en hændelse, der skete hvert tusinde år, og som ikke var lagt ind i nogen stresstest.
– Man skal vurdere ledelsens handlinger i lyset af det billede, der tegnede sig for dem på et givet tidspunkt over årene. Og her kan vi af bestyrelsesreferaterne se, at direktionen og bestyrelsen løbende har forholdt sig til udviklingen i økonomien, og var der problemer hos en kunde, så gjorde man det nødvendige, lød det fra Arvid Andersen.
Der var i øvrigt ikke støtte i retspraksis til at gøre hans klient erstatningspligtig som direktør.
– Poul Blicher Johnsen har handlet efter sin bedste overbevisng om, hvad der var i Løkken Sparekassens økonomiske interesse. Skal han være erstatningspligtig, så skal han bevidst have handlet mod denne interesse, og det er vist vanskeligt at påstå.
Løkken Sparekasse-sagen holder nu pause frem til mandag, hvor Arvid Andersen fortsætter sin procedure.
Sagen slutter inden jul, og der falder dom i 2020.
Hej alle skriver Christian Andersen 06.11.2019:
Journalist Lars Løcke fra Nordjyske var til stede under de tre seneste retsmøder i Vestre Landsret, så jeg vil kun komme med et par enkelte bemærkninger til de seneste oplevelser i Vestre Landsret.
Ifølge tidsplanen for møderne i Landsretten skulle de to skønsmænd have været afhørt den 25., 29. og 30 oktober vedrørende den meget omfattende syns- og skønsrapport, de havde udarbejdet i forbindelse med retssagen. Men pludselig fik jeg, af Lars Løcke, at vide, at man havde droppet disse, efter min mening, meget vigtige afhøringer. Det har ikke været muligt for os at finde ud af, hvad årsagen til det har været.
Men det bevirkede så, at vi fik nogle flere ‘fridage’, og det var jo ikke så skidt endda.
Det påvirkede tilsyneladende ikke ‘Finansiel Stabilitets advokat Lotte Eskesen og hendes kollegaer, idet de gang på gang, i deres procedure, henviste til den meget kritiske rapport fra skønsmændene. Rapporten kritiserede primært revisionens arbejde, men der var også mange kritiske bemærkninger til sparekassens ledelse.
Det har for mig også været nogle lidt mærkværdige dage, for når man sidder og lytter til de forskellige advokaters procedurer, må man nogle gange knibe sig selv i armen og gøre sig selv opmærksom på, at det rent faktisk er den samme virksomhed og den samme person, de taler om.
For selvom jeg i denne sag er meget subjektiv, ville det for mig være fuldstændig umuligt at forsvare en person, der har medvirket til at gøre så mange mennesker ulykkelige.
Men det rører tilsyneladende ikke den pågældende advokat. Det virker faktisk som om, han er fuldstændig overbevist om, at han har ret i alle hans påstande, som for manges vedkommende er fuldstændig absurde, når man ved, hvad der reelt er foregået i Løkken Sparekasse.
Proceduren vedrørende Poul Johnsen fortsætter
og afsluttes på mandag og fortsætter torsdag med Poul
Sørensens og Leo Christoffersens procedure. Derefter er det revisionens tur og så nærmer vi heldigvis afslutningen.
Rigtig god weekend til jer alle
Kristian
09.11.2019 Kilde: Nordjyske
Mangler vigtigt materiale i sagen?
LØKKEN SPAREKASSE: De sagsøgte påstår, at vigtigt materiale er forsvundet
VIBORG: Har sagsøgeren Finansiel Stabilitet undladt at fremlægge materiale, der støtter de sagsøgtes sag, eller er der tale om et desperat trick fra de sagsøgtes side?
Lars Løcke
Svaret på det spørgsmål spiller en vigtig rolle under erstatningssagen mod ledelse og revision i Løkken Sparekasse, der nu nærmer sig sin afslutning ved Vestre Landsret.
Finansiel Stabilitet mener, at mange af sparekassens store udlån blev bevilget på et uforsvarligt beslutningsgrundlag, fordi der manglede helt elementære oplysninger om udlånskunder.
Her har Finansiel Stabilitet under retssagen fremlagt meget kortfattede og summariske låneindstillinger som et bevis for sin opfattelse.
Forsvar: Der er mere materiale
De sagsøgte på deres side afviser, at retten har fået forelagt det fulde billede.
Der er nemlig mere dybtgående materiale om de enkelte lånebevillinger, som Finansiel Stabilitet har forlagt eller undladt at fremlægge, siger de.
Både tidligere sparekassedirektør Poul Blicher Johnsen og sparekassens revision har under sagen forklaret, at de handlede på baggrund af lånemateriale, der var lang mere omfattende end det, som er fremlagt under erstatningssagen.
Hvis de sagsøgte kan overbevise retten om eksistensen af dette materiale, så vil meget være vundet for de sagsøgte.
Så vil det nemlig svække den kritik, som Finansiel Stabilitet – for revisorernes vedkommende støttet af syns- og skønsmændenes rapport – har rettet mod dem, nemlig at de ikke sørgede for et oplyst beslutningsgrundlag under de enkelte lånebevillinger og for revisionens vedkommende ikke passede deres kontrolopgaver ordentligt.
Kun egne forklaringer
Udfordringen for de sagsøgte er, at det kun er deres egne forklaringer, der understøtter, at der var et omfattende materiale til rådighed.
De eksterne syns- og skønsmænd har ikke fundet referencer til dette materiale i revisorernes egne arbejdspapirer i forbindelse med sparekassens årsrappor for 2007.
Og ingen af de vidner, der har været afhørt under sagen, har bekræftet eksistensen af dette materiale.
Nordjyske 15.11.2019:
Advokat: – Et skandaløst forløb
Løkken Sparekasse-sag: Advokat for den tidligere bestyrelsesformand mener, at erstatningssagen har sejlet hos både domstolene og Finansiel Stabilitet
VIBORG: Helt som forventet blev der skudt med skarpt, da advokat Karoly Nemeth på vegne af Løkken Sparekasses tidligere formand Poul Sørensen torsdag – som den første uden mikrofon – begyndte sin procedure under Finansiel Stabilitets – FS – erstatningssag.
– Erstatningskravet blev rejst i 2010, og nu står vi her ni år senere. Det er helt urimeligt og en krænkelse af de sagsøgtes menneskerettigheder, mente advokaten.
Nemeth gav både FS og Vestre Landsret skylden for forsinkelsen.
– Sagsøger har ikke fremmet sagen, men den har også sejlet hos domstolen uden retsledelse.
Karoly Nemeth undrede sig over, hvorfor erstatningskravet blandt bestyrelsens medlemmer alene er rejst mod bestyrelsens formand og næstformand.
– De taler ikke på vegne af den øvrige bestyrelse, og formandskabet var ikke et officielt organ med nogen speciel beslutningskompetence, sagde han.
FS har ikke bevist, at Løkken Sparekasses formand har bevilget lån på et uforsvarligt grundlag og dermed er erstatningspligtig for tab på disse lån, lød det ikke overraskende fra Nemeth.
– Poul Sørensen og bestyrelsen har taget stilling på baggrund af de låneindstillinger, de fik forelagt, og de har ikke haft grund til at tro, at de var fejlbehæftede eller utilstrækkelige.
Der lød ingen advarsler
Det var ifølge Nemeth en helt normal fremgangsmåde i bestyrelser i pengeinstitutter at beslutte sig på baggrund af de låneindstillinger, man fik forelagt.
– Det har Finans Danmark (bankernes brancheorganisation, red.) udtalt, da de blev spurgt om det i forbindelse med Roskilde Bank-sagen. Bestyrelsen skal ikke give sig til at lave kreditorganisationens arbejde. Bestyrelsen havde et tillidsfuldt samarbejde med direktionen og revisionen, som ikke kom med advarsler, sagde han.
Karoly Nemeth mente, at Løkken Sparekasses tab på udlån lå inden for det fejlskøn, som et pengeinstituts ledelse kan udøve uden at blive erstatningspligtig.
– Vores domstole siger, at man skal være forsigtig med at tilsidesætte det skøn, som ledelsen har udøvet ved bevilling af et lån, selv om det endte med at udløse et tab.
Under sine afsluttende bemærkninger argumentede Karoly Nemeth for, at erstatningskravet mod både Poul Sørensen og bestyrelsens næstformand Leo Christoffersen skulle lempes (nedsættes), hvis de mod hans forventning skulle blive kendt erstatningspligtige.
Advokaten oplyste i den forbindelse, at Poul Sørensen, der er 78 år, har en formue på omkring seks millioner kroner. For Leo Christoffersens vedkommende er tallet på 2,1 millioner kroner.
15.11.2019 mail fra Kristian Andersen:
Kære alle
Dette er ikke et referat men en status på min situation i Vestre Landsret.
Mit temperament har i den seneste tid haft det meget svært i Vestre Landsret. Så jeg overvejer lige nu, om jeg vil deltage i flere retsmøder i sagen.
Jeg er lige ved at komme til at råbe op, når jeg hører de forskellige advokater ‘forherlige’ direktørens, formandens og næstformandens (og for den sags skyld også den øvrige bestyrelsesmedlemmers) fuldstændig fejlfrie indsats i deres tid i Løkken Sparekasse.
De påstår, at alle har overholdt alle regler og interne aftaler og har arbejdet 100 % i sparekassens interesse.
Og da Poul Sørensen, i en pause, kom hen til Kirsten og mig for at fortælle, at han jo, lige som os, havde tabt mange penge på hans garantikapital, måtte jeg for en god ordens skyld fortælle ham, at der jo var den store forskel på vores og hans situation, at han, i modsætning til os, havde haft rig mulighed for at gøre noget for, at det ikke var sket.
Så hvis det var hans GPS, der havde vist ham hen til os, burde han skynde sig at købe en ny
Efter at have oplevet en sådan sag har jeg en meget bedre forståelse for, at vores ældste datter valgte at blive anklager i stedet for forsvarer.
Tak for jeres mange positive tilbagemeldinger på mine referater og rigtig god vind til jer alle.
Mange hilsner
Kristian
15.11.2019
Hej Kesse
Forstår dine frustrationer. Men fortsæt, gør historien færdig. Du har rygstød til at klare det.
Det er en sag som vil gå over i HISTORIEN. Men ikke for noget godt.
God weekend til jer
Med venlig hilsen
Jens Otto
15.11.2019
Kære Kristian.
Mange tak for din mail. Det er godt, du holder os orienteret om sagens gang. Jeg var også noget overrasket over forsvarets procedure efter referatet i Nordjyske. På den anden side har jeg oplevet før, at nogen er blevet hævet til skyerne for noget, som efter min mening var for ringe, og vi skal jo ikke tage disse procedurer særlig alvorligt. Det er jo bare en form for tranedans, hvor advokaterne verbalt skal tage sig ud og enten fortælle det gode eller det dårlige – og kun den ene side. Anklageren er sikkert lige så ensidig som forsvareren. Men det undrede mig noget, at jeg ikke har set noget om, at to tredjedele af lånene blev bevilget uden om bestyrelsen. Nu ved du jo særlig meget om sagen, formentlig lige så meget som advokaterne, så du vil naturligt nok dømme forsvaret hårdt. Det er sikkert berettiget, men sådan er det. Jeg synes du skal unde dig selv at deltage i resten af møderne. Du har sikkert det værste tilbage, når (og hvis) Johnsen bliver frikendt!!!
De bedste hilsener
Peter. (Ussing Olsen, Løkken)
05.12.2019
Kilde: Lars Løcke, Nordjyske
VIBORG: – Der var 13 danske banker, men kun en i Tyskland og slet ingen i Sverige og Norge, der gik ned i kølvandet på finanskrisen. Så den globale finanskrise kan ikke bruges som en undskyldning.
Lars Løcke
Sådan lød det fra advokat Lotte Eskesen, da hun torsdag indledte Finansiel Stabilitets sidste indlæg – replikken – under erstatningssagen mod formandskabet og revisionen i Løkken Sparekasse.
Det var ikke noget tilfælde, at Finansiel Stabilitets advokat brugte en stor del af sit krudt på finanskrisen. Advokaterne for de sagsøgte har nemlig argumenteret for, at det var den, der kom som en tyv om natten og ødelagde Løkken Sparekasses forretning.
– Ledelsen udviste ikke den tilstrækkelige samvittighedsfuldhed, og det er den forsømmelse, der har udløst sparekassens tab og ikke finanskrisen, mente hun.
Også ansvarlig før finanskrisen
Lotte Eskesens medadvokat Rune Grinderslev afviste de sagsøgtes opfattelse af retspraksis på området.
Den går ud på, at ledelserne i krakkede pengeinstitutter kun kan gøres erstatningsansvarlige for tab på udlån, der er bevilget efter finanskrisens udbrud i september 2008, hvor alle burde kende til den høje risiko for tab.
– Højesteret har også dekreteret erstatningspligt i forbindelse med lån bevilget før finanskrisen, sagde han.
Lotte Eskesen sluttede Finansiel Stabilitets replik af med at henvise til, hvad kreditdirektør Lars Møller fra Spar Nord sagde, da han blev afhørt som vidne under erstatningssagen.
– Hvis Løkken Sparekasses ejendomskunder var kommet ind i Spar Nord, så ville sprinkleranlægget gå i gang.
På torsdag og fredag afsluttes erstatningssagen med de sagsøgtes duplikker.
13.12.2019
Kilde Nordjyske: Lars Løcke
Afslutningen er nær
Løkken Sparekasse: Er det bestyrelsen eller finanskrisen, der er skyldig?
VIBORG: Er alt materiale lagt frem, og hvor megen betydning bør retten lægge på en syn- og skønsrapport?
Lars Løcke:
Vestre Landsrets svar på de spørgsmål ser ud til at være afgørende for, hvordan retten vil afgøre Finansiel Stabilitets – FS’s – erstatningssag mod formandskab, direktør og revision i den krakkede Løkken Sparekasse.
Torsdag var tiden kommet til revisionsfirmaet BDO’s duplik.
Advokat Søren Halling-Overgaard mente, at det var blevet bevist under sagen, at der forelå et langt mere omfattende materiale, når der blev taget stilling til udlån, end det, som FS har fremlagt under sagen.
– Mange vidner har forklaret, at der forelå et omfattende materiale som beslutningsgrundlag, så det kan retten lægge til grund, mente han.
Køber retten det synspunkt, så bliver en del af FS’s juridiske skyts vådt. Erstatningskravet på 275 millioner bygger nemlig i høj grad på, at de sagsøgte har besluttet og vurderet lånebevillinger på et helt utilstrækkeligt beslutningsgrundlag.
Søren Halling-Overgaard gentog også BDO’s stærke afvisning af den rapport, som to syns- og skønsmænd har udabejdet om revisionens arbejde i sparekassen.
– Syns- og skønsmændene har misforstået deres opgave, og derfor har vi krævet rapporten ud af sagen.
Rapporten indeholder en sønderlemmende kritik af revisionens arbejde.
Torsdag morgen var det håbet, at Finansiel Stabilitets erstatningssag mod formandskab, direktør og revision i Løkken Sparekassen kunne slutte samme dag. Men som dagen skred frem, viste det sig, at sidste retsdag først bliver i dag fredag.
den 18.12.2019
Datoen er sat for dom i Løkken-sag
LØKKEN: Vestre Landsret har sat dato på dommen i Finansiel Stabilitets erstatningssag mod nøglepersoner fra den krakkede Løkken Sparekasse. Domsafsigelsen sker 28. februar 2020 klokken 10.00.
Under erstatningssagen retter Finansiel Stabilitet et krav på i alt 275 millioner kroner mod sparekassens tidligere formand og næstformand, direktøren og revisionen.
De sagsøgte bebrejdes, at de ikke sørgede for at sikre en forsvarlig ramme om sparekassens udlånsaktivitet, og at en række store udlån blev bevilget på et uforsvarligt grundlag. Revisionen gøres ansvarlig for, at den forsømte sin kontrolopgave.
Løkken Sparekasse brød sammen i marts 2009 og overdraget til Finansiel Stabilitet.
Erstatningskravet blev rejst i 2010.
I Finansiel Stabilitets parallelle erstatningssag mod ledelse og revision i den krakkede ebh bank falder der dom 31. januar 2020.
28.02.2020 Dom afsagt i Løkken Sparekasse sagen – Alle blev frifundet
De gjorde krav på 275 millioner, men får ikke en krone
LØKKEN: På under en måned er det blevet til to nederlag for Finansiel Stabilitet, der populært kaldes statens skraldespandsselskab for krakkede banker.
Først frikendte Vestre Landsret topfolkene i Ebh Bank, og fredag blev både tidligere ledelse, bestyrelse og revision i Løkken Sparekasse så frikendt.
– Vi er overraskede over frikendelsen. Nu vil vi nærlæse dommen og sammen med vores bestyrelse og advokater tage stilling til, om vi skal anke, siger Henrik Bjerre-Nielsen, direktør for Finansiel Stabilitet.
Med dommen skal Finansiel Stabilitet betale 34 millioner kroner for sagens omkostninger.
Vundet fire, tabt tre
– Der er altid forbundet en procesrisiko med at føre retsager. Vi har overtaget 12 banker og sparekasser i forbindelse med finanskrisen.
– Hver gang har vi fået lavet en advokatredegørelse, og hvis den har anbefalet, at vi skulle køre en erstatningssag mod ledelse og eventuelt revision, har vi gjort det.
– Det har vi gjort i syv sager. Hvis man gør det op i de syv sager med den brede pensel, har vi vundet fire og tabt tre.
I er blevet kritiseret for at spilde millioner på at føre alt for omfattende retssager mod ledelser i en stribe krakkede banker. Nu skal I betale yderligere 34 millioner kroner. Hvad tænker du om det?
– Det er bestemt ikke sådan, at vi har tabt alle vores sager. Hvis man gør regnestykket op, er der nogenlunde balance mellem, hvad vi har fået tilkendt i erstatning, og hvad vi har måttet bruge af penge på det her – inklusiv det som vi har skullet betale til de sagsøgte.
– Og vi regner da med, og håber på, at det ser bedre ud, når alle dommene er endelige.
– Men det er vigtigt at være opmærksom på, at vi fører ikke sagerne ud fra et forretningsmæssig vurdering.
– Vi fører dem, fordi vi vurderer, at det er af samfundsmæssig værdi at stille ledelserne i en bank, som vi har måttet overtage, til ansvar erstatningsmæssigt, hvis vi vurderer, at der er tilstrækkelig grundlag for det, siger Henrik Bjerre-Nielsen.
Du sagde i forbindelse med Ebh-bank sagen, at havde I haft dommen i sagen om Capinordic Bank fra start, havde I nok gjort nogle ting anderledes. Gælder det samme i denne sag?
– Ja, det må man sige. Løkken Sparekassen måtte vi overtage i begyndelsen af 2009, og Ebh var i slutningen af 2008, så de minder jo på flere punkter om hinanden tidsmæssigt.
– Mange af bevillingerne i Ebh er foretaget før finanskrisen. Det er der også tale om her.
– Men vi har så vurderet, at der var et endnu mere uforsvarligt beslutningsgrundlag i Løkken Sparekasse i de her udlånsbevillinger, og det har landsretten så altså ikke accepteret, siger Henrik Bjerre-Nielsen.
Finansiel Stabilitet har nu fire uger til at beslutte, om man vil anke sagen til
Tidligere garant-formand: – Jeg er dybt chokeret
Reaktion: Kristian Andersen mener, at dommen er en hån mod sparekassens garanter
LØKKEN: – Jeg er dybt chokeret, frustreret og vred over, at man i Danmark kan slippe godt fra at handle så uforsvarligt, som man har gjort i Løkken Sparekasse.
Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra den tidligere formand for de tidligere garanter i Løkken Sparekasse Kristian Andersen på Vestre Landsrets totale frikendelse af de sagsøgte i Finansiel Stabilitets erstatningssag mod den krakkede sparekasses direktør, formandskab og revision.
– Jeg synes, at den manglende domfældelse også er en hån mod de mange garanter, der uden skyld har mistet hele eller store dele af deres opsparing, fortsætter han.
Uhørt mængde svigt
Hvis domstolene ikke er i stand til at dømme i en så oplagt sag som denne, så er der brug for at få gået lovgivningen efter i sømmene, mener Kristian Andersen.
Han mener ikke, at dommen afspejler, hvad han som tilhører under erstatningssagen hørte.
– Der har været en uhørt mængde svigt i det arbejde, som alle de involverede har udført i Løkken Sparekasse, siger den tidligere garantformand.
De tidligere garanter i Løkken Sparekasse har tidligere måttet opgive at få erstatning for deres tabte garantkapital på i alt 173 millioner
Mysteriet om de forsvundne kundemapper
LØKKEN SPAREKASSE: Landsretten har ladet al tvivl komme de sagsøgte til gode i erstatningssagen
LØKKEN: Det er sat på spidsen, men de sagsøgte nøglepersoner fra Løkken Sparekassen kan i stor udstrækning takke en række forsvundne kundemapper for, at de alle er blevet pure frifundet for Finansiel Stabilitets erstatningskrav på 275 millioner kroner.
Det har nemlig været et stort stridspunkt mellem sagsøger og sagsøgte, om Finansiel Stabilitet har fremlagt alt det materiale, som lå til grund for de lånebevillinger, som Finansiel Stabilitet kritiserer.
De sagsøgte har uden undtagelse påstået, at der i forbindelse med hver enkelt lånebevilling fandtes kundemapper, som indeholdt væsentlige oplysninger om kunderne, og som var en vigtig del af beslutningsgrundlaget.
Disse kundemapper er ikke blevet fremlagt under erstatningssagen.
Det skyldes ifølge Finansiel Stabilitet, at kundemapperne ikke findes.
Kunne Finansiel Stabilitet overbevise retten om dette, så var sagsøger kommet et godt stykke vej mod at bevise, at lånene var bevilget på et uforsvarligt grundlag og derfor burde udløse erstatningspligt.
Kommer de sagsøgte til gode
Modsat ville de sagsøgte stå stærkt, hvis de kunne vinde sagens dommere for deres synspunkt.
Det er sagsøger – Finansiel Stabilitet – der skal løfte bevisbyrden for, at de sagsøgte har bevilget udlånene på et uforsvarligt grundlag.
Derfor har retten ladet tvivlen om eksistensen af kundemapperne komme de sagsøgte til gode.
Eller formuleret i rettens forsigtige sprog: Man har ikke villet tilsidesætte de sagsøgtes forklaringer om, at Finansiel Stabilitet ikke har fremlagt alt relevant materiale.
Derfor bliver de sagsøgte over en bred bank frikendt over for Finanstilsynets påstand om, at de har bevilget de kritiserede udlån på et utilstrækkeligt og dermed uforsvarligt grundlag. Og de sagsøgte går også fri for Finansiel Stabilitets påstand om, at de generelt har organiseret sparekassen på en uforsvarlig måde.
Også på andre punkter har retten valgt at lade tvivlen komme de sagsøgte til gode.
Vestre Landsret har nemlig valgt at tro på sparekassedirektør Poul Blicher Johnsens og næstformand Leo Christoffersens forklaring om, at bestyrelsen på sine møder mundtligt fik en række supplerende oplysninger i forbindelse med de enkelte låneindstillinger, som gjorde beslutningsgrundlaget endnu stærkere.
Retten kritiserer, at Løkken Sparekasse ingen kreditafdeling havde. Det forøger risikoen for, at der manglede kontrol med lånebevillingerne.
Men dette er ikke nok til at kende de sagsøgte erstatningsansvarlige, for det må afgøres ud fra en konkret vurdering af de enkelte udlån.
Retten kritiserer også Poul Sørensen
– Poul er glad og lettet
AFGØRELSE: Dommen er ikke uventet, mener advokaten for den tidligere bestyrelsesformand
LØKKEN: – Ingen sager ligner totalt hinanden, men frifindelsen af min klient og de andre sagsøgte ligger i forlængelse af dommen i ebh bank-sagen og den retspraksis, som efterhånden har nedfældet sig, siger advokat Karoly Nemeth, som repræsenterer den tidligere bestyrelsesformand Poul Sørensen fra Løkken Sparekasse under erstatningssagen.
Advokaten mener, at retten har foretaget en grundig gennemgang af sparekassens organisation og de 43 udlån, som Finansiel Stabilitet har baseret sit erstatningskrav på.
– Og den har så konkluderet, at Finansiel Stabilitet ikke har løftet bevisbyrden over for de sagsøgte.
Karoly Nemeth fortæller, at hans klient naturligvis er glad og lettet over dagens dom.
– Der er løftet mange års tung byrde af hans skuldre, og derfor er han selvfølgelig glad. Sagen har været en stor personlig belastning, siger advokaten, der under sagen har harceleret over den lange sagsbehandlingstid.
Poul Sørensen har ikke afgivet forklaring under erstatningssagen.
Heller ikke advokat Noaman Azzouzi, der repræsenterer tidligere næstformand Leo Christoffersen, er overrasket over fredagens dom.- Vi havd troet og håbet på, at det ville gå sådan her.
– Jeg tror ikke, man kan forstå, hvor hårdt det egentlig er at leve med sådan en sag i 10 år. Så min klient er selvfølgelig glad og lettet, siger Noaman Azzouzi.
Materialet hentet/modtaget
oktober / november 2019. og februar 2020 hvor sagen er afsluttet medmindre at sagen ankes.
Se Landsrettens afsluttende dom nedenfor
D O M
afsagt den 25. april 2017 af Vestre Landsrets 14. afdeling (dommerneLisbeth Parbo, Lars Christensen og Henrik Præstgaard (kst.)) i ankesag
V.L. B–0465–16
Foreningen Garantloekken
(ADVOKATERNE MARTIN CHRISTIAN KRUHL OG LASSE MØLLER, AARHUS)
MOD
Finansiel Stabilitet
(ADVOKATERNE LOTTE ESKESEN OG CLAUS RICHTER WEIGELT, AARHUS)
Retten i Aarhus har den 11. marts 2016 afsagt dom i 1. instans (sag nr.BS 1308/2013). Dommen angår spørgsmålet, om sagen kan behandlessom gruppesøgsmål.
Påstande mv.
For landsretten har appellanten, Foreningen Garantloekken, nedlagtpåstand om, at sagen fremmes ved byretten som et gruppesøgsmål,hvor Foreningen Garantloekken udpeges som grupperepræsentant, ogat sagen hjemvises til byretten.
Indstævnte, Finansiel Stabilitet, har påstået dommen stadfæstet.
Foreningen Garantloekken har ikke fri proces under denne sag.
Det er for landsretten oplyst, at ingen af parterne er momsregistreret i
relation til udgifter vedrørende denne sag.
Supplerende sagsfremstilling
Ifølge en udskrift fra Erhvervsstyrelsen blev det registreret i Det Centrale
Virksomhedsre– 2 –
gister (CVR) den 19. juli 2010, at en række bestyrelsesmedlemmer den
maj 2010 var udtrådt af bestyrelsen i Løkken Sparekasse, CVR-nr.
Der er enighed mellem parterne om, at der herefter ikke
længere var nogen bestyrelse eller ledelse i Løkken Spa-rekasse.
Procedure
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten
og har procederet i overensstemmelse hermed.
Foreningen Garantloekken har vedrørende krav omfattet af
foreningens principale på-stand supplerende anført, at ved vurderingen
af, om et gruppesøgsmål skønnes at være den bedste måde at behandle
kravene på, har byretten fejlagtigt foretaget en materiel prøvelse af
påstanden. Det skal ikke ske på dette indledende stadie. Spørgsmålet,
om betingelsen i retsplejelovens § 254 b, stk. 1, nr. 5, er opfyldt, skal
afgøres ud fra en vurdering af, om andre procesformer er bedre egnede
til behandling af kravene, og i dette tilfælde er et gruppesøgsmål den
eneste realistiske procesform.
I forhold til de subsidiære påstande har Foreningen Garantloekken
supplerende anført, at både spørgsmål om ugyldighed og erstatning kan
behandles under samme gruppesøgsmål. Det er retten, der fastlægger
rammen for gruppesøgsmålet, jf. retsplejelovens § 254 e, stk. 4.
Foreningen har allerede under sagen for byretten fremsat en række
forslag til rammer. Foreningen ser helst, at der fastlægges en ramme,
der gør det muligt for alle foreningens medlemmer at deltage i
gruppesøgsmålet, men hvis retten måtte nå frem til, at kravet om
ensartethed i retsplejelovens § 254 b, stk. 1, nr. 1, fører til, at der ikke
kan fastlægges en ramme omfattende alle medlemmer, accepterer
foreningen en tilskåret ramme efter rettens nærmere bestemmelse. I
forhold til de fremsatte forslag for byretten kunne en endnu mere
tilskåret ramme eksempelvis fastlægges til følgende:
De deltagende gruppemedlemmers krav støttes på, at Løkken
Sparekasse i forbindelse med en salgskampagne i november 2006 gav
de garanter, der tegnede garantikapital fra november 2006 til og med
januar 2007 på bag-grund af materialet i salgskampagnen, forkerte og
vildledende oplysninger om risikoen ved garantikapital i sparekassen, og
at de deltagende gruppe-medlemmer derfor har krav på tilbagebetaling
grundet ugyldighed.
Finansiel Stabilitet har supplerende anført, at Foreningen
Garantloekkens principale på– 3 –
stand hviler på et helt andet faktisk og retligt grundlag end de
subsidiære påstande. I for-hold til foreningens principale påstand havde
foreningen det åbenlyse alternativ at inddrage Finansiel Stabilitet under
gruppesøgsmålet mod Løkken Sparekasse ved Retten i Hjørring.
Foreningen blev udtrykkeligt gjort bekendt med, at Finansiel Stabilitet
ikke anså sig for forpligtet af en dom mod Løkken Sparekasse, og
foreningen blev udtrykkeligt opfordret til at inddrage Finansiel Stabilitet i
gruppesøgsmålet, hvilket foreningen også havde fået fri proces til. På
trods af dette valgte foreningen at undlade at inddrage Finansiel
Stabilitet og fik i stedet afsagt udeblivelsesdom over Løkken Sparekasse.
Der var således et væsentligt mere hensigtsmæssigt alternativ til
nærværende sag, og det bør på den baggrund ikke tilla-des foreningen
at anlægge et nyt gruppesøgsmål til behandling af den principale
påstand.
I forhold til foreningens subsidiære påstande har Finansiel Stabilitet
supplerende anført, at disse påstande reelt dækker over en række
forskellige søgsmål. Det er retten, der fastlæg-ger rammen for et
gruppesøgsmål, men det er ikke rettens opgave at bygge en sagsøgers
sag. Fastlæggelsen af rammen må derfor ske på baggrund af en
sagsøgers påstande og for-slag til ramme, og rettens vurdering af, om
kravene må anses for ensartede, jf. retsplejelo-vens § 254 b, stk. 1, nr.
Heller ikke det forslag til en yderligere indsnævret ramme, der er
fremkommet under hovedforhandlingen for landsretten, er i
overensstemmelse med for-eningens påstande og anbringender. Hertil
kommer, at kravet om ensartethed heller ikke er opfyldt for de krav, der
måtte være omfattet af denne indsnævrede ramme.
Retsgrundlaget
Retsplejelovens kapitel 23 a om gruppesøgsmål blev indsat ved lov nr.
181 af 28. februar 2007 om ændring af retsplejeloven og forskellige
andre love (Gruppesøgsmål m.v.). Af kapitlet fremgår bl.a. følgende:
”§254 a. Ensartede krav, som fremsættes på vegne af flere personer,
kan be-handles under et gruppesøgsmål efter reglerne i dette kapitel.
…
254 b. Gruppesøgsmål kan anlægges, når
1) der foreligger ensartede krav som nævnt i § 254 a,
…
5) gruppesøgsmål skønnes at være den bedste måde at behandle
kravene på,
… og
7) der kan udpeges en grupperepræsentant, jf. § 254 c. – 4 –
254 c. Gruppesøgsmål føres af en grupperepræsentant på gruppens
vegne. Grupperepræsentanten udpeges af retten. Som
grupperepræsentant kan, jf. dog stk. 2, udpeges
1) et medlem af gruppen,
2) en forening, privat institution eller anden sammenslutning, når
søgsmålet falder inden for rammerne af sammenslutningens formål,
eller
…
Stk. 3. Grupperepræsentanten skal være i stand til at varetage
gruppemed-lemmernes interesser under sagen.
…
254 e. Retten udpeger en grupperepræsentant, hvis betingelserne i §§
254 b og 254 c er opfyldt.
Stk. 2. Retten kan i forbindelse med udpegningen af
grupperepræsentanten eller efter udløbet af fristen for at tilmelde sig
henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet, jf. stk. 6 og 8, bestemme, at
grupperepræsentanten skal stille sikkerhed for de sagsomkostninger,
grupperepræsentanten kan blive pålagt at betale til modparten.
Sikkerhedens art og størrelse fastsættes af ret-ten. Stilles sikkerheden
ikke, og udpeges der ikke en anden grupperepræsen-tant, afvises
sagen.
…
Stk. 4. Retten fastlægger rammen for gruppesøgsmålet. Retten kan
senere ændre rammen, hvis det er påkrævet.
… ”
Lovforslaget, der lå til grund for vedtagelsen af kapitlet om
gruppesøgsmål, blev udarbej-det på baggrund af Retsplejerådets
betænkning nr. 1468/2005. Af betænkningens kapitel 5 om
gruppesøgsmål fremgår bl.a. følgende:
”1.1. Overordnet afgrænsning af Retsplejerådets overvejelser
…
Retsplejerådet har på disse to punkter (forholdet til andre regler henholdsvis
alternativer til gruppesøgsmål) baseret sine overvejelser om
grup-pesøgsmål på følgende grundantagelser:
Formålet med at indføre regler om gruppesøgsmål i dansk ret vil
navnlig være at forbedre mulighederne for ved domstolene at håndhæve
eksisterende materielle regler i en række situationer, hvor en
håndhævelse af disse materielle regler gennem anvendelse af de gældende
processuelle regler i praksis ikke vil komme på tale, fordi omkostningerne
ved et individuelt sagsanlæg ikke står mål med det økonomiske
udbytte, som den enkelte vil kunne få i tilfælde af medhold i
sagsanlægget. Det ligger uden for Retsplejerådets opgaver at overveje
ændringer af materielle regler, herunder gældende erstatningsregler, og
Retsplejerådets overvejelser om gruppesøgsmål tager således udgangspunkt
i de eksisterende materielle regler.
… – 5 –
De almindelige regler om bevisbyrde, beviskrav og bevisførelse bør
også gælde for gruppesøgsmål.
…
5.1. Er der mange tilfælde af ensartede krav?
…
Retsplejerådet har i forlængelse heraf opstillet nedenstående katalog
over forskellige eksempler på et større antal ensartede krav. Formålet
med listen er navnlig at vise bredden i rådets overvejelser om
gruppesøgsmål, der går væsentligt ud over de forbrugersager, som ofte
nævnes først, når talen fal-der på gruppesøgsmål. Listen er dog alene til
illustration og skal ikke anses for udtømmende. …
Forbrugersager, dvs. krav fra en gruppe af ikke-erhvervsdrivende, der
har indgået aftaler med en eller flere erhvervsdrivende, og som rejser
krav i anledning af aftalen. Der kan være tale om betalingskrav (erstatning
og/eller tilbagebetaling af vederlag), andre fuldbyrdelsespåstande
(levering, omlevering eller afhjælpning) eller anerkendelsespåstande
(om aftalens eller aftalevilkårs gyldighed eller ugyldighed eller
om parternes forpligtelser). …
…
Børssager, dvs. krav fra en gruppe af investorer (professionelle og/eller
private) i anledning af prospektansvar eller ansvar i øvrigt for
oplysninger, der har påvirket investeringsbeslutninger med tab til føl-ge.
…
5.3. Er der mange tilfælde af ensartede krav, som i dag opgives,
men som kan forventes gennemført, hvis der indføres regler om
gruppe-søgsmål?
…
Retsplejerådet finder det imidlertid sandsynligt, at indførelse af regler
om gruppesøgsmål i det mindste vil føre til, at der for krav, som for den
enkelte sagsøger er af mindre økonomisk værdi (men som samlet kan
ud-gøre et betydeligt beløb), i en række tilfælde anlægges retssager om
ensar-tede krav, som i dag opgives.
Retsplejerådet skal i den forbindelse pege på, at spørgsmålet om
proces-økonomi normalt vil have afgørende betydning for den, der
overvejer at anlægge en retssag. Personer, der er berørt af en retstvist,
vil derfor helt generelt kunne have interesse i, at ensartede krav kan
behandles og afgøres på én gang. Fælles behandling af ensartede krav
vil således normalt være billigere, end behandling af kravene i en række
forskellige retssager. Dette indebærer i praksis, at visse krav alene vil
blive forfulgt, hvis kravene kan behandles sammen med andre ensartede
krav. Det vil særligt være tilfæl-det, hvis kravet er individuelt
uprocesbart, dvs. at udgifterne ved gennem-førelsen af et individuelt
søgsmål om kravet beløbsmæssigt overstiger sel– 6 –
ve kravet, således at en person, der anlægger retssag om et sådant krav
og får medhold, vil have sat penge til på retssagen.
…
Hvor den enkelte potentielle sagsøgers krav er af mindre økonomisk
værdi, vil et kollektivt præget søgsmål ofte være den eneste mulighed
for at forfølge et krav for domstolene. Adgangen til at sammenlægge
krav (kumulation) efter retsplejelovens regler vil – nærmest uanset den
nærmere tilrettelæggelse heraf – efter Retsplejerådets opfattelse
imidlertid ikke altid være nok til, at mindre individuelt uprocesbare krav
bliver rejst for dom-stolene. Gældende regler om kumulation vil nok give
en teoretisk mulig-hed for samlet behandling af mange individuelt
uprocesbare krav, men vil efter Retsplejerådets opfattelse i praksis ikke
sjældent kunne vise sig util-strækkelige.
Samfundsudviklingen, der i en periode har bevæget sig mod mere masseproduktion
og standardiserede løsninger, kan føre til mange ensartede
men isoleret set ubetydelige krav fra flere forbrugere mod samme næringsdrivende.
Det vil eksempelvis kunne være bank- og
forsikringstjene-ster, telefoni- og elektroniske kommunikationstjenester,
strømlevering, transporttjenester mv., jf. herved også afsnit 5.1 ovenfor.
…
Sådanne krav af mindre økonomisk værdi vil efter Retsplejerådets
opfattelse næppe kunne forventes forfulgt under de nuværende
processuel-le regler, selv om de retligt kan være velfunderede. Principielt
må det be-tragtes som uheldigt, hvis et krav, som er retligt godt
forankret, ikke kan forfølges for domstolene. Det kan føre til, at formålet
med de materielle regler – for eksempel forbrugerbeskyttelse – ikke nås.
Det er Retsplejerådets opfattelse, at civilprocessen må tilpasses udviklingen
i samfundet og dermed søgsmålsbehovet for typiske massekrav i
bl.a. forbrugersager. Adgangen til domstolene er en
retssikkerhedsgaranti for den enkelte, og adgangen må derfor som
udgangspunkt også sikres for in-dividuelt uprocesbare krav, så længe
det er muligt at tilrettelægge en ef-fektiv og forsvarlig behandling af
kravene. Er det muligt, vil regler om gruppesøgsmål efter
Retsplejerådets opfattelse sikre en reel adgang til domstolene for flere,
og søgsmålsformen vil dermed bidrage til en mere ef-fektiv
håndhævelse af den materielle lovgivning.
…
5.4.3. Risiko for gennemtvingelse af uberettigede krav?
Set fra den anden side, dvs. fra personer eller virksomheder, der må forventes
typisk at blive mødt med krav, opstår betænkelighederne ved
grup-pesøgsmål i forhold til uberettigede krav. Efter Retsplejerådets
opfattelse kan der ikke rettes (berettigede) indvendinger mod den
effektivisering, der ligger i en kollektiv gennemførelse af krav, der hver
især efter gældende materielle retsregler er berettiget på det
individuelle plan. Det bemærkes herved, at Retsplejerådet ikke stiller
forslag om ændring af de materielle retsregler, og at der altså ikke
foreslås indført mulighed for standardiserede (gennemsnitlige)
erstatninger eller lignende.
…
Udformningen af regler om gruppesøgsmål – 7 –
…
Retsplejerådet finder, at gruppesøgsmål som udgangspunkt bør behandles
efter samme processuelle regler som individuelle søgsmål, og at der
så-ledes kun bør fastsættes særlige processuelle regler om
behandlingen af gruppesøgsmål på de punkter, hvor der efter
gruppesøgsmålets karakter er et klart behov herfor. …
6.1. Grundlæggende betingelser
Ensartede krav
…
Det bør således efter rådets opfattelse overlades til rettens skøn, om de
fremsatte krav er tilstrækkeligt ensartede til, at gruppesøgsmål vil være
en hensigtsmæssig procesform. Af betydning vil navnlig være, om
kravene udspringer af samme faktiske omstændigheder og om de har
samme retlige grundlag.
…Gruppesøgsmålets subsidiære karakter
…Ved vurderingen af, om gruppesøgsmål må antages at være den
bedste måde at behandle kravene på, skal gruppesøgsmålet
sammenlignes
med realistiske alternativer i den konkrete situation.
…6.2. Grupperepræsentanten
…Foreninger mv.
…Retsplejerådet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at begrænse muligheden
for at udpege foreninger mv. som grupperepræsentanter til visse
ty-per af krav eller for at stille andre krav til foreningens alder,
medlemstal, repræsentativitet, økonomi mv. end dem, der indirekte
følger af de gene-relle krav til grupperepræsentanter, jf. nedenfor.
…Der gælder ingen almindelige kapitalkrav til foreninger, og man kan sagtens
forestille sig, at en forening vil være ude af stand til at betale
sagsom-kostninger til modparten, hvis sagen tabes, uden at der er tale
om omgåelse af retsplejelovens regler om sagsomkostninger.
Retsplejerådet foreslår imidlertid, at grupperepræsentanten skal kunne
pålægges at stille sikkerhed for sagsomkostninger, jf. nedenfor, og i lyset
heraf ser Retsplejerådet ikke grund til at afskære foreninger med ingen
eller lille formue fra at udpeges som grupperepræsentant.
Frem for at stille krav til selve foreningens kapitalisering mv. – som ville
være indgribende over for foreningen også i andre relationer – finder
Rets-plejerådet det således mere hensigtsmæssigt og fuldt tilstrækkeligt
at give mulighed for at stille krav om sikkerhedsstillelse specielt i forhold
til sags-omkostningerne i gruppesøgsmålet, som er det, der reelt er
behov for. Selv om foreningen ikke selv råder over formue af betydning,
kan det således – 8 –
tænkes, at den ved støtte fra forskellig side vil kunne stille en krævet
sik-kerhed. Eksempelvis kan medlemmer af gruppen tænkes at være
mere til-bøjelige til at bidrage til en sikkerhedsstillelse for
sagsomkostninger for et gruppesøgsmål, som specifikt angår deres krav,
frem for mere generelt at skyde penge ind i foreningen, hvor indskuddet
ville kunne komme til at hæfte for foreningens samlede forpligtelser.
…Sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger
Det er en forudsætning for at kunne udpeges til grupperepræsentant, at
den pågældende råder over tilstrækkelige økonomiske midler til at
kunne gen-nemføre retssagen på betryggende vis, jf. ovenfor. Heri
ligger, at den på-gældende skal være i stand til løbende at betale de
udgifter, der for den på-gældende er forbundet med at føre retssagen
frem til en afgørelse. Der-imod indgår muligheden for ved sagens
afslutning at blive pålagt at betale sagsomkostninger til modparten ikke i
denne vurdering.
Retsplejerådet foreslår på denne baggrund en selvstændig regel om, at
retten kan bestemme, at grupperepræsentanten skal stille sikkerhed for
de sagsomkostninger, grupperepræsentanten kan blive pålagt at betale
til modparten.
Gruppesøgsmål er mere komplicerede og mere ressourcekrævende
end individuelle søgsmål, og omkostningerne ved et gruppesøgsmål kan
efter omstændighederne være meget store. Sammenholdt med, at de
perso-ner, på hvis vegne der fremsættes krav, kun i begrænset omfang
hæfter for sagsomkostningerne, jf. herom afsnit 6.4 nedenfor, er det
efter Retspleje-rådets opfattelse nødvendigt i gruppesøgsmål at give
mulighed for at stille krav om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger,
selv om denne mulighed ikke findes ved individuelle søgsmål.
…”
I de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 41 af 10. oktober 2006
er bl.a. anført følgende:
”3.1. Generelt om gruppesøgsmål
…
Som anført af Retsplejerådet bør det så vidt muligt sikres, at der er reel
mulighed for at gennemføre berettigede krav ved domstolene, også når
kra-vene enkeltvis er så små, at de er individuelt »uprocesbare«, og de
foreslåe-de regler om gruppesøgsmål vil som nævnt bidrage hertil.
Hovedformålet med de foreslåede regler om gruppesøgsmål er således
at bidrage til, at be-rettigede krav – f.eks. om erstatning – opfyldes,
hvilket klart falder inden for den civile retsplejes funktion. …
…Med hensyn til risikoen for »misbrug« af muligheden for at anlægge
gruppesøgsmål lægger Justitsministeriet vægt på, at der foreslås en
række betingelser for anlæg af et gruppesøgsmål, herunder at retten
skal godkende, – 9 –
at sagen er egnet som gruppesøgsmål, og kontrolmekanismer i øvrigt
bl.a. vedrørende rettens godkendelse af grupperepræsentanten og
rettens proces-ledelse. Justitsministeriet er enig med Retsplejerådet i, at
risikoen for, at uberettigede krav bliver gennemtvunget, derved i
væsentlig grad imødegås.
Retsplejerådets forslag er udformet ud fra en samlet afvejning af en
række relevante hensyn, der må indgå i vurderingen af, om der i dansk
ret bør ind-føres regler om gruppesøgsmål, og Justitsministeriet finder,
at der med Retsplejerådets forslag er udformet en model, der både
indebærer en styrket behandling af ensartede krav og samtidig i meget
vidt omfang imødegår den misbrugsrisiko, der kunne være.
Justitsministeriet er således enig i Retsplejerådets generelle synspunkter
og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
…3.3. Grundlæggende betingelser for gruppesøgsmål
3.3.1. Den helt grundlæggende betingelse for overhovedet at tillade
gruppe-søgsmål er efter Retsplejerådets forslag, at der foreligger
ensartede krav, som fremsættes på vegne af flere personer. Spørgsmålet
om fremsættelse af ensartede krav mod flere personer omtales særskilt
nedenfor.
Retsplejerådet har ikke fundet grundlag for i selve lovteksten at angive
nærmere kriterier for, hvad der forstås ved ensartede krav. Det bør
således efter rådets opfattelse overlades til rettens skøn, om de
fremsatte krav er til-strækkeligt ensartede til, at gruppesøgsmål vil være
en hensigtsmæssig pro-cesform. Af betydning vil navnlig være, om
kravene udspringer af samme faktiske omstændigheder, og om de har
samme retlige grundlag. Efter Rets-plejerådets forslag skal retten
fastlægge rammen for gruppesøgsmålet og dermed, hvilke krav der er
omfattet heraf.
…Hvis der foreligger sådanne individuelle forhold angående krav, der tilkommer
flere personer, at kravene ikke kan siges at være »ensartede«,
kan reglerne om gruppesøgsmål ikke anvendes på kravene i deres
helhed. I nog-le tilfælde vil det imidlertid være muligt at udskille
ensartede spørgsmål vedrørende kravene og anlægge et gruppesøgsmål
herom. Under et sådant gruppesøgsmål vil en anerkendelsespåstand
vedrørende de udskilte spørgs-mål være udtryk for »kravene« i sagen,
og betingelsen om, at der skal være tale om ensartede krav, vil derfor
være opfyldt. Som eksempler på ensartede spørgsmål, som eventuelt
kan behandles under et gruppesøgsmål i form af et
anerkendelsessøgsmål, kan nævnes spørgsmål om gyldigheden af et
kon-traktvilkår i forbindelse med krav om tilbagebetaling af erlagt
vederlag og spørgsmål om ansvarsgrundlag i forbindelse med krav om
erstatning.
I sådanne tilfælde, hvor ensartede spørgsmål er udskilt til særskilt
behand-ling under et gruppesøgsmål, kan der i tilfælde, hvor gruppen
får medhold, være behov for efterfølgende at afklare, hvilket beløb det
enkelte gruppe-medlem skal have udbetalt i erstatning mv. Hvis
grundlaget for udmålingen af erstatning mv. ikke er ensartet, vil dette
ikke kunne ske efter de foreslåe-de regler om gruppesøgsmål, og det vil
derfor i sådanne tilfælde kunne være nødvendigt for de
gruppemedlemmer, der ikke opnår en forligsmæssig løs– 10 –
ning, efterfølgende at anlægge individuelle søgsmål om udmålingen af
er-statning mv.
…3.4. Grupperepræsentanten
3.4.1. Det hører til gruppesøgsmålets grundlæggende vilkår, at de
personer, på hvis vegne der fremsættes krav, ikke selv deltager som
parter i retssagen i sædvanlig forstand, men derimod repræsenteres af
grupperepræsentanten.
…3.4.6. Det bør være en forudsætning for at kunne udpeges til
grupperepræ-sentant, at den pågældende råder over tilstrækkelige
økonomiske midler til at kunne gennemføre retssagen på betryggende
vis, jf. ovenfor i pkt 3.4.5. Heri ligger, at den pågældende skal være i
stand til løbende at betale de ud-gifter, der for den pågældende er
forbundet med at føre retssagen frem til en afgørelse. Derimod indgår
muligheden for ved sagens afslutning at blive på-lagt at betale
sagsomkostninger til modparten ikke i denne vurdering.
Retsplejerådet foreslår på denne baggrund en selvstændig regel om, at
retten kan bestemme, at grupperepræsentanten skal stille sikkerhed for
de sagsom-kostninger, grupperepræsentanten kan blive pålagt at betale
til modparten.
Gruppesøgsmål vil ofte være mere ressourcekrævende end individuelle
søgsmål, og omkostningerne ved et gruppesøgsmål kan efter
omstændighe-derne være meget store. Sammenholdt med, at de
personer, på hvis vegne der fremsættes krav, kun i begrænset omfang
bør hæfte for sagsomkostnin-gerne, jf. herom pkt. 3.6 nedenfor, er det
efter Retsplejerådets opfattelse nødvendigt i gruppesøgsmål at give
mulighed for at stille krav om sikker-hedsstillelse for sagsomkostninger,
selv om denne mulighed ikke findes ved individuelle søgsmål.
…3.8. Individuelle spørgsmål. Undergrupper
3.8.1. Retsplejerådet finder, at reglerne om gruppesøgsmål bør
udformes så-ledes, at der ikke bliver tale om en egentlig behandling af
individuelle spørgsmål under gruppesøgsmålet. Dette er ikke til hinder
for, at der under et gruppesøgsmål kan nedlægges forskellige påstande
for forskellige grup-pemedlemmer, f.eks. med hensyn til størrelsen af en
tilbagebetaling eller er-statning eller med hensyn til, om der påstås
ophævelse eller afhjælpning, når blot der foreligger et ensartet grundlag
for en stillingtagen til de forskellige påstande.
Eksempelvis vil der ikke være noget til hinder for, at en tilbagebetaling
el-ler erstatning udmåles forskelligt for forskellige gruppemedlemmer afhængigt
af, i hvilken periode de pågældende har været berørt af en
påstået retskrænkelse, eller afhængig af størrelsen og arten af deres
forbrug af f.eks. et teleabonnement eller en aftale om levering af gas,
varme eller elektricitet.
Derimod kan betingelsen om, at der skal være tale om ensartede krav,
ef-ter omstændighederne være til hinder for, at der under et
gruppesøgsmål nedlægges påstand om individuel udmåling af erstatning
på grundlag af de enkelte gruppemedlemmers individuelle, subjektive
forhold. I givet fald må gruppesøgsmålet afgrænses således, at sådanne
individuelle spørgsmål ikke – 11 –
skal afgøres under gruppesøgsmålet. Dette kan opnås ved f.eks. at
begrænse gruppesøgsmålet til en anerkendelsespåstand om
ansvarsgrundlaget.
3.8.2. Retsplejerådet har overvejet, om der bør være mulighed for at
opdele et gruppesøgsmål i undergrupper, således at der udpeges
særskilte (un-der)grupperepræsentanter for hver af undergrupperne.
Rådet finder imidler-tid ikke grundlag herfor.
Hvis der både foreligger retlige og/eller faktiske spørgsmål, der er fælles
for hele gruppen, og retlige og/eller faktiske spørgsmål, der angår
bestemte delmængder af gruppen, bør man efter Retsplejerådets
opfattelse anvende retsplejelovens regler om sammenlægning og
adskillelse af krav.
Afhængigt af, hvad der er mest hensigtsmæssigt ud fra sagens konkrete
omstændigheder, kan retten således vælge fra starten at afgrænse
gruppe-søgsmålet på en sådan måde, at det kun omfatter ensartede
krav. I eksemplet med flere undergrupper er dette ensbetydende med,
at der i givet fald må an-lægges flere gruppesøgsmål, som i relation til
reglerne om gruppesøgsmål behandles hver for sig (dvs. med hver sin
grupperepræsentant, uden at der dog er noget forbud mod, at samme
person samtidig kan være grupperepræ-sentant i flere gruppesøgsmål),
men flere gruppesøgsmål vil kunne behand-les samlet efter de
almindelige regler om samlet behandling efter retspleje-lovens §§ 250
og 254.
Alternativt kan retten, hvis det forekommer mest hensigtsmæssigt, godkende
et gruppesøgsmål med en afgrænsning, der indebærer, at visse
fakti-ske og/eller retlige spørgsmål kun vedrører en vis del af
gruppemedlemmer-ne. Retten kan herefter ved anvendelse af
retsplejelovens § 253 om adskil-lelse af krav opnå en hensigtsmæssig
opdeling af sagens forhandling og af-gørelse. Der vil imidlertid være tale
om ét gruppesøgsmål med én gruppere-præsentant.
…3.8.3. Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets synspunkter og forslag,
og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
…”
I bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser er bl.a. anført
følgende:
”Til § 254 a
…Den grundlæggende betingelse er, at der er tale om ensartede krav,
som tilkommer flere personer, jf. stk. 1. Kravene kan være både krav om
at få tilkendt noget (fuldbyrdelsessøgsmål) og krav om at få fastslået en
retsstil-ling (anerkendelsessøgsmål), herunder krav om, at de
pågældende personer ikke er forpligtet i forhold til sagsøgte vedrørende
et nærmere angivet for-hold (negativt anerkendelsessøgsmål). Kravene
behøver ikke at være identi-ske. Det er tilstrækkeligt, at de i faktisk og
retlig henseende er ensartede. Som eksempler på tilfælde, hvor denne
betingelse ofte kan være opfyldt, kan nævnes krav fra deltagerne i en
pakkerejse i anledning af påståede mangler f.eks. ved indkvarteringen,
udflugter, faciliteter mv. eller krav fra – 12 –
investorer i anledning af påståede mangler ved det prospekt, der lå til
grund for deres investering.
…Hvis der foreligger sådanne individuelle forhold angående krav, der tilkommer
flere personer, at kravene ikke kan siges at være »ensartede«,
kan reglerne om gruppesøgsmål ikke anvendes på kravene i deres
helhed. I nog-le tilfælde vil det imidlertid være muligt at udskille
ensartede spørgsmål vedrørende kravene og anlægge et gruppesøgsmål
herom. Under et sådant gruppesøgsmål vil en anerkendelsespåstand
vedrørende de udskilte spørgs-mål være udtryk for »kravene« i sagen,
og betingelsen om, at der skal være tale om ensartede krav, vil derfor
være opfyldt. Som eksempler på ensartede spørgsmål, som eventuelt
kan behandles under et gruppesøgsmål i form af et
anerkendelsessøgsmål, kan nævnes spørgsmål om gyldigheden af et
kon-traktvilkår i forbindelse med krav om tilbagebetaling af erlagt
vederlag og spørgsmål om ansvarsgrundlag i forbindelse med krav om
erstatning.
…Til § 254 b
Den foreslåede bestemmelse opregner de betingelser, der skal være
opfyldt, for at et gruppesøgsmål kan anlægges.
Efter stk. 1, nr. 1, skal der for det første foreligge ensartede krav som
nævnt i § 254 a, jf. nærmere bemærkningerne til denne bestemmelse.
…Desuden er der som noget helt centralt den betingelse, at
gruppesøgsmålet skønnes at være den bedste måde at behandle
kravene på, jf. nr. 5. Dette in-debærer, at gruppesøgsmål er subsidiært i
forhold til andre muligheder for at behandle kravene på.
Ved vurderingen af, om gruppesøgsmål må antages at være den bedste
måde at behandle kravene på, skal gruppesøgsmålet sammenlignes med
rea-listiske alternativer i den konkrete situation, og vurderingen skal
derfor fore-tages på grundlag af en samlet afvejning af den enkelte sags
konkrete om-stændigheder. Hvis kravene kan behandles lige så godt
eller bedre under in-dividuelle søgsmål, der eventuelt behandles samlet
efter reglerne i retspleje-lovens § 250 eller § 254, kan der ikke
anlægges gruppesøgsmål om kravene. Ved denne vurdering indgår
også, om sagskomplekset har en sådan karak-ter, at fælles spørgsmål
må forventes at kunne afklares under en prøvesag, ligesom der kan
tages hensyn til, om den foreslåede grupperepræsentant, som måske
har særlige forudsætninger for at bidrage til en hensigtsmæssig
koordinering mv., eventuelt vil kunne medvirke på anden måde end som
grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, f.eks. som biintervenient eller
som mandatar for en eller flere parter i et individuelt søgsmål.
…”
I et svar til Folketingets Retsudvalg vedrørende kommentarer til et
høringssvar fra Advo-katrådet – besvarelse af spørgsmål nr. 6 af 31.
oktober 2016 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om
ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Gruppe– 13 –
søgsmål m.v.) – har Justitsministeriet bl.a. anført følgende:
”Advokatrådet anfører, at det bør afklares, hvad der ligger i betingelsen
om, at der skal være tale om ”ensartede krav” for, at der kan anlægges
et gruppe-søgsmål.
Som anført i pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger vil det
be-ro på rettens vurdering af den enkelte sag, om der er tale om
ensartede krav. Kravene behøver ikke at være identiske, idet det er
tilstrækkeligt, at de i fak-tisk og retlig henseende er ensartede. Efter
Justitsministeriets opfattelse vil retten næppe i praksis have særlige
problemer med at tage stilling til, om kravene i en konkret sag er
tilstrækkeligt ensartede til, at de med fordel kan behandles samlet i et
gruppesøgsmål.
Hvis der ikke er tale om ensartede krav, kan reglerne om gruppesøgsmål
ik-ke anvendes. I nogle tilfælde vil det imidlertid være muligt at udskille
ensar-tede spørgsmål vedrørende kravene og anlægge et
gruppesøgsmål herom. Som eksempler på sådanne ensartede retlige
spørgsmål, som eventuelt kan behandles under et gruppesøgsmål i form
af et anerkendelsessøgsmål, kan nævnes spørgsmål om gyldigheden af
et kontraktvilkår i forbindelse med krav om tilbagebetaling af erlagt
vederlag og spørgsmål om ansvarsgrundlag i forbindelse med krav om
erstatning. For så vidt angår den individuelle er-statningsudmåling mv.
vil der derimod som regel ikke være tale om
ensartede krav, der kan behandles i et gruppesøgsmål.
Advokatrådet finder endvidere, at det bør afklares, hvad der ligger i
betin-gelsen om, at gruppesøgsmålet skal skønnes at være den bedste
måde at be-handle kravene på.
Denne betingelse indebærer, at gruppesøgsmålet er subsidiært i forhold
til andre muligheder for at behandle kravene. Efter Justitsministeriets
opfattel-se bør det være retten, der i den enkelte sag skal sammenligne
et gruppe-søgsmål med realistiske alternativer i den konkrete situation
og på grundlag heraf vurderer, om gruppesøgsmålet må anses for at
være den bedste måde at behandle kravene på. Som anført i pkt. 3.3.2 i
lovforslagets almindelige bemærkninger kan der f.eks. ikke anlægges
gruppesøgsmål om kravene, hvis de efter rettens opfattelse kan
behandles lige så godt eller bedre ved in-dividuelle søgsmål, der
eventuelt kan behandles samlet efter retsplejelovens regler om
kumulation (sammenlægning af krav). Ved denne vurdering kan det
indgå, om sagskomplekset har en sådan karakter, at fælles spørgsmål
forventes at kunne blive afklaret under en prøvesag. Der kan også tages
hen-syn til, om den foreslåede grupperepræsentant, som måske har
særlige for-udsætninger for at bidrage til en hensigtsmæssig
koordinering mv., i givet fald vil kunne medvirke i sagen på en anden
måde end som grupperepræsen-tant i et gruppesøgsmål, f.eks. som
biintervenient eller som mandatar for en eller flere parter i et individuelt
søgsmål.
…” – 14 –
Landsrettens begrundelse og resultat
Krav omfattet af Foreningen Garantloekkens principale påstand
Den principale påstand, som Foreningen Garantloekken ønsker
behandlet under gruppe-søgsmålet, angår spørgsmålet, om Finansiel
Stabilitet (tidligere under navnene Løkken Sparebank A/S, EBH Bank A/S
og FS Finans A/S) skal pålægges at dække de krav, som Løkken
Sparekasse er dømt til at betale ved dom af 30. december 2011 fra
Retten i Hjør-ring.
Foreningen Garantloekken udtog stævning mod Løkken Sparekasse den
november 2010 som et gruppesøgsmål ved Retten i Hjørring. Forud
for dette havde advokat Jørgen Holst på vegne af Finansiel Stabilitet og
Løkken Sparebank A/S ved brev af 9. november 2009 tilkendegivet over
for foreningens advokat, at Finansiel Stabilitet og Løkken Sparebank A/S
ikke ville anse sig for forpligtet til at honorere krav omfattet af en dom
over Løkken Sparekasse. Advokat Jørgen Holst opfordrede på den
baggrund foreningen til også at rette søgsmålet mod Løkken Sparebank
A/S, hvis foreningen ønskede en afgørelse, der var rets-kraftig over for
banken. Ved brev af 18. november 2010 til garantforeningens advokat
gen-tog Finansiel Stabilitet tilkendegivelsen om, at man ikke anså sig for
forpligtet af en dom i sagen mod Løkken Sparekasse, uden at der var
udtaget stævning mod Løkken Sparebank A/S.
Civilstyrelsen meddelte den 25. marts 2011 Foreningen Garantloekken
fri proces til at ned-lægge påstand om, at Løkken Sparebank A/S skulle
anerkende at dække de krav, som for-eningen havde nedlagt påstand
om over for Løkken Sparekasse. Ved brev af 8. april 2011 til Finansiel
Stabilitet meddelte foreningens advokat, at foreningen nu havde fået fri
proces til at adcitere EBH Bank A/S i den verserende sag mod Løkken
Sparekasse. I et brev af 9. august 2011 til Retten i Hjørring – som
foreningens advokat modtog i kopi – gjorde advo-kat Jørgen Holst
opmærksom på, at LS Løkken (tidligere Løkken Sparekasse) var uden
aktiver og uden ledelse, og at byretten ifølge retsbog af 22. juni 2011
forventede, at der ville blive afsagt udeblivelsesdom. Advokat Jørgen
Holst tilkendegav samtidig, at det fort-sat var opfattelsen, at en
retskraftig afgørelse i forhold til FS Finans A/S måtte forudsætte, at FS
Finans A/S blev omfattet af søgsmålet. Advokat Jørgen Holst foreslog på
den bag-grund, at Retten i Hjørring skulle opfordre Foreningen
Garantloekken til at adcitere FS Finans A/S under det verserende
gruppesøgsmål, således at kravene mod Løkken Spare– 15 –
kasse – og spørgsmålet om FS Finans A/S’ hæftelse for disse – kunne
prøves materielt, og således at der blev truffet afgørelse med retskraft
for såvel Løkken Sparekasse som FS Fi-nans A/S. Foreningen
Garantloekken afstod imidlertid fra at adcitere FS Finans A/S i det
verserende gruppesøgsmål, der således blev afsluttet med en
udeblivelsesdom over Løkken Sparekasse.
En prøvelse af Foreningen Garantlokkens principale påstand under
denne sag burde mest hensigtsmæssigt være sket ved at inddrage FS
Finans A/S under gruppesøgsmålet ved Ret-ten i Hjørring i stedet for at
afvente en udeblivelsesdom. Som ovenfor anført blev forenin-gen
udtrykkeligt opfordret til en sådan adcitation, som foreningen også
havde fri proces til.
På denne baggrund tiltræder landsretten, at et nyt gruppesøgsmål ikke
kan anses for den bedste måde at behandle de krav, der støttes på
Foreningen Garantloekkens principale på-stand, og at der derfor ikke
kan anlægges et nyt gruppesøgsmål om disse krav, jf. retspleje-lovens §
254 b, stk. 1, nr. 5.
Krav omfattet af Foreningen Garantloekkens subsidiære påstande
Som anført af byretten hviler de krav, der er omfattet af Foreningen
Garantloekkens subsi-diære påstande, på forskellige retlige grundlag i
form af ugyldighed, erstatningsansvar og manglende udbetaling af
opsagt garantikapital.
Efter retsplejelovens § 254 e, stk. 4, er det retten, der fastlægger
rammen for et gruppe-søgsmål. Ved rettens vurdering af, om der
foreligger ensartede krav som nævnt i § 254 a, må retten tage
udgangspunkt i de nedlagte påstande og forslag til ramme og således
vurde-re, om der foreligger et ensartet grundlag for en stillingtagen til
påstanden/påstandene. Som anført i forarbejderne til retsplejelovens §
254 a må retten dog samtidig lade det indgå i vurderingen, om det er
muligt at udskille ensartede spørgsmål fra de nedlagte påstande og
tillade et begrænset gruppesøgsmål herom.
Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at de krav,
der er omfattet af Foreningen Garantloekkens påstande og forskellige
forslag til ramme for gruppesøgsmålet, ikke har den fornødne
ensartethed til at kunne behandles under et gruppesøgsmål. Dette
gælder også for de krav, der er omfattet af det forslag til en indsnævret
ramme, der er fremkommet for landsretten. En bedømmelse af disse
krav vil fortsat nødvendiggøre, at der – 16 –
tages individuelt stilling til blandt andet, hvad der for den enkelte garant
var bestemmende for beslutningen om at tegne garantikapital, og
hvilken rådgivning den pågældende modtog fra sparekassen i
forbindelse hermed.
Ud fra de foreliggende oplysninger om de krav, der er omfattet af
foreningens subsidiære påstande, er der ikke tilstrækkeligt grundlag for,
at retten på egen hånd kan udskille ensar-tede spørgsmål fra en eller
flere af påstandene og således tillade et begrænset gruppesøgs-mål
herom.
Landsretten tiltræder herefter, at betingelsen i retsplejelovens § 254 b,
stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt for de krav, der er omfattet af foreningens
subsidiære påstande.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal
Foreningen Garantloekken betale sagsomkostninger for landsretten til
Finansiel Stabilitet med i alt 500.000 kr. Belø-bet angår udgifter til
advokatbistand inkl. moms. Landsretten har ved fastsættelsen af
beløbet på den ene side lagt vægt på sagens økonomiske værdi, men på
den anden side også lagt vægt på, at sagen for landsretten har haft et
begrænset omfang og herunder alene omfattet spørgsmålet, om sagen
kan fremmes som et gruppesøgsmål ved byretten.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Byrettens dom stadfæstes.
Foreningen Garantloekken skal betale sagens omkostninger for landsretten til Finansiel Stabilitet med 500.000 kr.
Sagsomkostningerne skal betales inden 14 dage og forrentes efterrentelovens § 8 a.
Lisbeth Parbo Lars Christensen Henrik Præstgaard (kst.) – 17 –
Udskriften udstedes uden betaling.
Udskriftens rigtighed bekræftes.
Vestre Landsret,
Viborg den 25. april 2017
Marianne Rindom
Retssekretær
Kilde: Løkken Folkeblad 08.09.2019
Garantloekken-formand holder foredrag
LØKKEN: Onsdag 25. september kl. 14 holder Ældre Sagen Løkken-Vrå møde på Ældrecenter Havgården, Brændingen 8 i Løkken. Den tidligere formand for foreningen Garantloekken Kristian Andersen kommer og fortæller om sine mange oplevelser i forbindelse med Løkken Sparekasses kollaps i 2009 – herunder også om garanternes forsøg på at få erstatning for deres tabte garantikapital.
Kristian Andersen var formand og konsulent for Garantloekken fra 2009 til 2016/2017 og skrev – sammen med Peter Ussing, Hans Fink og Egon Kjøller – bogen ”Overmod”. Bogen beskriver de forskellige aspekter om Løkken Sparekasses kollaps og blev udgivet 7. oktober 2018.
Kristian Andersen har siden januar 2019 fulgt Finansiel Stabilitets store retssag mod ledelsen og revisionen i Løkken Sparekasse i Vestre Landsret. Det er foreløbig blevet til 35 retsdage. Sagen genoptages 30. september og forventes afsluttet inden jul. Kristian Andersen vil også give mødedeltagerne et indblik i, hvad der er foregået i Vestre Landsret i de første 35 dage af retssagen.
– Jeg vil fortælle noget om tiden fra sommeren 2008 og frem til, at det var endeligt afgjort at Løkken Sparekasses tid som selvstændigt pengeinstitut var forbi. Jeg løfter også sløret for, hvordan garanterne reagerede, da det gik op for dem, at Løkken Sparekasse var kollapset, og at de havde mistet hele eller store dele af deres opsparing. Jeg vil i den forbindelse også fortælle deltagerne noget om de mange genvordigheder foreningen Garantloekken og garanterne løb ind i efter, at sparekassen var kollapset, lover Kristian Andersen.
Kristian Andersens foredrag på Havgaarden i Løkken, september 2019
Indledning
Goddag og tak fordi I er kommet for at høre mig fortælle om mine oplevelser i forbindelse med Løkken Sparekasses kollaps.
Kristian Andersen jeg er 74 år
Min kone Kirsten og jeg bor i dag 17 km nord for Aarhus og vi har sommerhus i Rubjerg og badehus på stranden i Løkken
Vi kommer begge fra Vrensted.
Vi har begge gået i Løkken Realskole
Mere end 40 år i dansk erhvervsliv – de fleste år som chef og leder primært hos LEC – Landbrugets EDB-Center i Risskov.
I mine unge dage arbejdede jeg i administrationen på slagterierne i Brønderslev og i Vrå.
Vores familie har været kunder i Løkken Sparekasse gennem mindst 4 generationer og Kirsten og jeg og Kirstens forældre mistede tilsammen ca. 780.000 kr.
Jeg var fra 2009 til 2015 formand for foreningen Garantloekken, som var en forening af 1.326 tidligere garanter i Løkken Sparekasse. Fra 2015 til 2016 var jeg konsulent for foreningens bestyrelse.
De efterfølgende ca. 2 år brugte jeg sammen med tre andre på at få skrevet en bog om det, der af mange betegnes som Danmarks relativt største krak i pengeinstitutsektoren – nemlig Løkken Sparekasses kollaps.
Hvorfor bruge så meget tid på at skrive en bog?
Vi har haft to hovedformål med at skrive bogen:
For det første at få de svigt der var i sparekassens ledelse skrevet ned for alle involverede og til eftertiden.
For det andet at få sendt et budskab til omverdenen om, at alle skal være meget opmærksomme på, hvordan man gebærder sig, når man bevæger sig ind i ”pengeverdenen”.
Det gælder både de ansvarlige i pengeinstitutterne og i andre virksomheder og dem der anbringer deres værdier i disse.
Bogen er, så vidt jeg ved, den eneste bog der både dokumenterer og beskriver årsagerne til at det gik så galt for et pengeinstitut, og hvor svært det har været for dem, det gik ud over.
Så også af den årsag har det været vigtigt for os at få skrevet bogen.
Og da der, efter den viden jeg har, er rigtig mange ligheder i det, der er foregået i de mange kollapsede pengeinstitutter, er der helt sikkert også mange andre end kunderne og garanterne i Løkken Sparekasse, der kan have udbytte af at læse bogen.
Der er også, efter min opfattelse, mange andre, der kan få et par ting med på vejen, så de ikke begår de samme fejltrin med deres penge, som vi andre har begået.
I 2019 har jeg indtil nu tilbragt 35 dage som tilhører til Finansiel Stabilitets stor retssag mod ledelsen og revisionen i Løkken Sparekasse.
Retssagen starter igen den 30. september og forventes afsluttet inden jul. Dommen afsiges så nok engang i første halvdel af 2020.
Det jeg vil fortælle jer om idag er noget om tiden fra sommeren 2008 og frem til at det var endeligt afgjort at Løkken Sparekasses tid som selvstændigt pengeinstitut var forbi.
Dernæst vil jeg fortælle noget om hvordan garanterne reagerede, da det gik op for dem at Løkken Sparekasse var kollapset og at de havde mistet hele eller store dele af deres opsparing.
Jeg vil i den forbindelse også fortælle jer noget om de mange genvordigheder foreningen Garantloekken og garanterne løb ind i efter at sparekassen var kollapset.
Jeg vil derefter give jer mit bud på, hvorfor det gik så galt i Løkken Sparekasse, og hvad jeg tror, vi som garanter måske kunne have gjort for, at det ikke var gået så galt for os.
Herunder vil jeg også sige lidt om medarbejdernes, revisionens og Finanstilsynets rolle i sparekassens kollaps.
Jeg vil her også give jer et indtryk af hvordan jeg har oplevet de 35 dage i Vestre Landsret.
Hvis tiden tillader det, vil jeg til sidst fortælle jer noget om de mange juridiske problemer vi også oplevede igennem hele forløbet.
Det kan være lidt vanskeligt af få godt 10 års, til tider voldsomme oplevelser, kogt ned til en fortælling på ca. 2 timer, men jeg har gjort det så godt, jeg kan.
Jeg håber, at I vil stille nogle spørgsmål undervejs så jeg kan få en fornemmelse af, hvad det er, I gerne vil høre noget om.
Jeg vil i den forbindelse gøre jer opmærksomme på at bogen er på 268 sider og at det har taget 2 år at skrive den. Til sammenligning har jeg skrevet knap 50 sider – dog med store bogstaver – og brugt omkring 3 dage for at skrive det ned som jeg vil fortælle jer i dag.
Så det siger sig selv at det der står i bogen er meget mere detaljeret end det jeg fortæller jer i dag, men modsat så fortæller jeg også i dag en del som ikke står i bogen.
Når det hele er slut bliver, alle de mange dokumenter jeg, gennem årene, har samlet sammen afleveret til Lokalhistorisk Arkiv i Løkken.
Men jeg kan lige så godt sige det med det samme – det jeg vil fortælle om er ikke en godnathistorie for små børn – det er efter min mening en rigtig sørgelig og uskøn historie, som de fleste gerne havde været foruden.
Men jeg tror også at historien vil være spændende for rigtig mange.
Tiden med angst og uro fra sommeren 2008
Avisskriverier efter offentliggørelsen af sparekassens dårlige halvårsregnskab
Rygter
Meget information fra sparekassen om hvor godt det gik, og at der ikke var grund til uro, både i medier, på hjemmesiden og fra sparekassens medarbejdere.
Mange var selvfølgelig meget usikre, men troede som sædvanligt på sparekassen og på den information de fik fra dem.
Det var jo en god gammel solid sparekasse fra 1871 som ikke tidligere havde været i større problemer
En del garanter valgte dog at trække deres penge ud, og andre sagde deres garantikapital op med de tre måneders opsigelsesvarsel, man havde fået at vide, at der var.
Man troede så, at den hellige grav var velforvaret,
for man var nu sikker på at få sine penge ud, når de tre måneder var gået, men den 4. november meddelte sparekassen at garantikapitalen var blevet fastlåst.
Det skete dog sammen med ca. 50 andre garantsparekasser, og det blev selvfølgelig kraftigt understreget af sparekassen og dens medarbejdere samtidig med at informationen om at sparekassen var godt polstret og meget solid fortsatte.
En ting som snød rigtig mange var, at man ikke havde behøvet at vente tre måneder, for mod et gebyr på 1 % kunne man have fået sine penge udbetalt med det samme.
Det havde sparekassen bare ’glemt’ at fortælle garanterne.
Der blev i denne periode trukket ca. 54 mio. kr. ud
Rygterne og avisskriverierne fortsatte hen over efteråret og uroen hos garanterne forstærkedes mærkbart, alt imens at sparekassen fortsatte med at sende en masse vildledende information ud til kunderne og garanterne.
Mange af dem der havde opsagt deres garantikapital stod pludselig med et dobbelt problem, for mange af de garanter, der havde opsagt garantikapitalen havde i tillid til sparekassens forsikringer om at stoppet for udbetaling var midlertidigt, havde lavet aftaler med håndværkere, tandlæger og andre.
Det problem klarede sparekassen på den måde, at man tilbød dem et lån med op til samme beløb og samme rente, som var gældende for garantikapitalen.
Men nogle få måneder senere fandt de ca. 50 garanter ud af, at de nu ikke bare havde mistet deres garantikapital – nu stod de også med et stort lån oveni.
Februar 2009
For at sikre garanterne fælles information om, hvad der foregik omkring sparekassen startede en ung mand ved navn Søren Møller i februar 2009 et netværk på internettet.
Jeg sluttede mig med det samme til netværket, og da Søren på det tidspunkt boede i Canada, delte vi arbejdet op på den måde, at han klarede kommunikationen via mails, og jeg tog mig af pressen og telefonopringningerne fra garanterne og andre.
Ca. 1700 personer tilsluttede sig i første omgang til netværket.
Marts
marts 2009 var det på grund af store økonomiske problemer slut med Løkken Sparekasses tid som selvstændigt pengeinstitut, og man indgik derfor en midlertidig overdragelsesaftale med Finansiel Stabilitet, der var en virksomhed der var etableret til at overtage kollapsede pengeinstitutter.
I daglig tale kalder man virksomheden for Statens Skraldespandsselskab.
Søren og jeg var klar over, at hvis vi skulle gøre noget alvorligt ved situationen, var vi nødt til at lave en juridisk enhed der på forskellig vis kunne varetage garanternes interesser.
Så den 12. marts 2009 stiftede vi derfor foreningen Garantloekken, hvis bestyrelse kom til at bestå af 5 garanter.
(Per Brix, Mogens Christensen, Hans Tordal Mortensen, Søren og mig)
Foreningens formål var:
At formidle information om hvad der foregik omkring sparekassen
At stå til rådighed med støtte og hjælp til de garanter der havde behov for det, i det omfang foreningens bestyrelse kunne magte det
At etablere en forening der kunne være juridisk enhed for en eventuelt kommende retssag
Det var et meget stort stykke administrativt arbejde at få tilmeldt og registreret alle interesserede i foreningen og få indbetalt kontingent osv.
Alt skulle i sagens natur ske elektronisk, og der var rigtig mange ældre garanter, der havde meget svært ved at håndtere dette.
marts 2009 – repræsentantskabsmøde – endelig aftale med Finansiel Stabilitet
Samme dag kom der en rapport fra Finanstilsynet indeholdende stærk kritik af sparekassens manglende overholdelse af lov om finansiel virksomhed – herunder bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomhed.
God skik bekendtgørelsen indeholder en udmøntning af samfundets krav til, hvordan finansielle virksomheder skal opføre føre sig i forskellige sammenhænge.
Vi blev meget glade for denne rapport, for den gav garanterne ret i stort set alt hvad, de havde oplevet i forbindelse med deres køb af garantikapital i Løkken Sparekasse.
Det viste sig desværre senere, at hverken Pengeinstitutankenævnet eller domstolene ville tage hensyn til rapporten i deres afgørelser af garanternes klager og i de 5 individuelle retssager der blev rejst ved domstolene.
Garanternes reaktioner da det var endeligt afgjort at Løkken Sparekasses tid som pengeinstitut var endegyldigt forbi
Hvordan reagerer man, når man pludselig står og har mistet hele eller store dele af sin opsparing fordi ens pengeinstitut er kollapset.
Det er der sikkert en hel del af jer, der har oplevet og derfor ved hvordan det er, men jeg tror, alle kan forestille sig, hvordan man selv ville reagere i en sådan situation.
Det jeg oplevede igennem de mange telefonsamtaler jeg gennem tiden har haft i forbindelse med Løkken Sparekasses kollaps er, at det er utroligt forskelligt hvordan man reagerer i en sådan situation.
Nogle blev utroligt kede af det og græd meget, andre blev ufatteligt vrede og råbte og spyttede efter sparekassens medarbejdere, når de mødte dem på gaden eller i byens butikker.
Andre igen blev fuldstændig apatiske og lukkede sig inde i sig selv.
Mange af garanterne forsøgte at hente trøst hos familie, naboer og venner, men de fik som regel bare et hånligt svar som: ”Nå er du også med på den vogn, hvordan kunne du dog være så dum”
Så der har ikke været megen trøst at hente ad den vej, og det har derfor været en stor trøst for mange, at man har kunnet stå sammen – først i et netværk og senere i en forening – hvor man kunne snakke med nogle ligestillede om det, der rørte sig og at der var nogen der gjorde hvad de kunne for at de kunne få deres penge tilbage.
Jeg ved fra utallige samtaler med rigtig mange garanter, at der er mange triste skæbner bag de tab, der er lidt.
Der er enlige mødre med to/tre børn der mistede det forholdsvis beskedne beløb der skulle have forsødet deres tilværelse med en ekstra lille julegave eller et besøg i en forlystelsespark.
Eller personen der havde sparet 250.000 kr. op til at hans kræftsyge datter kunne tage til Kina for at få behandling for sin sygdom.
Herudover er der en del der fik problemer i parholdet, fordi det var den ene af parterne, der havde truffet beslutningen om at foretage de uheldige dispositioner med parrets penge.
Men når der så er gået en del tid, tænker mange:
”Godt vi bor i Danmark, her er der heldigvis mange virksomheder, institutioner og politikere, der helt sikkert er parate til at hjælpe os. Det er godt at vi ikke bor i en eller anden ”bananrepublik”.
Jeg er ked af at måtte sige, at sådan er det bestemt ikke. Der var så godt som ingen, der havde lyst eller vilje til at hjælpe os – hverken virksomheder, institutioner eller politikere.
Jeg skal dog huske at nævne en enkelt person nemlig den meget unge politiker fra partiet Venstre – Karsten Lauritzen. Karsten forsøgte virkelig ved flere lejligheder at hjælpe os.
DET ER VIGTIGT AT FORSØGE AT VÆRE PÅ FORKANT MED UDVIKLINGEN I SIT PENGEINSTITUT, FOR NÅR DET FØRST ER GÅET GALT, ER DER IKKE MEGEN HJÆLP AT HENTE HOS ”DET DANSKE SYSTEM”
Der er absolut ingen, der står med åbne arme og er klar til at støtte og hjælpe dig.
FORÅRET 2009
Da Finansiel Stabilitet overtog Løkken Sparekasse blev der etableret et datterselskab med navnet Løkken Sparebank. (Dette datterselskab skiftede navn flere gange undervejs – først blev det til EBH Bank, senere til FS Finans for til sidst at blive indlemmet som en del af Finansiel Stabilitet)
Så hvis jeg undervejs kommer til at bruge forskellige navne er det den samme virksomhed, det drejer sig om.
Sparekassen blev samtidigt opdelt tre dele:
Grøn del – gode kunder – godt 30 medarbejdere
Denne del skulle sælges til et andet pengeinstitut, som senere viste sig at blive Nordjyske Bank.
Rød del – dårlige kunder – knap 20 medarbejdere
Denne del skulle forblive i Løkken Sparebank for løbende at blive afviklet.
FS Løkken – Garantikapitalen og den tidligere bestyrelse blev placeret i en forening der kom til at hedde FS Løkken.
Foreningens formål var at fordele et eventuelt overskud til garanterne fra afviklingen af Løkken Sparekasse.
Det blev ikke nogen stor opgave, idet det jo viste sig, at det hele endte med et drønende stort underskud på ca. 1 mia. kr.
Det blev, i sagens natur, derfor Løkken Sparebank foreningen Garantloekken kom til at samarbejde med i de kommende år – hvis man da kan tale om et samarbejde i den forbindelse.
Løkken Sparebank havde meget svært ved at finde ud af, hvem og hvordan man skulle informere, støtte og hjælpe garanterne.
Vi tog derfor over de næste 4 måneder flere kontakter til både den administrerende direktør for Løkken Sparebank og til bankens formand for at få en afklaring af hvem, hvordan og hvornår man havde tænkt sig at informere den enkelte garant om Løkken Sparekasses situation.
Vi havde nemlig fået rigtig mange henvendelser fra Garantloekkens medlemmer om, at de blev afvist af deres tidligere rådgivere både i Nordjyske Bank og af Løkken Sparebank, når de kontaktede dem for at få noget at vide om situationen omkring deres garantikapital.
Der er for mig ingen tvivl om at rigtig mange garanter, af den årsag, valgte at skifte pengeinstitut og det er måske også en af årsagerne til at Nordjyske Bank i dag er helt lukket ned i Løkken.
På grund af den manglende direkte information til garanterne, kunne vi konstatere, at der rent faktisk var garanter, der, efter flere måneders forløb, ikke var klar over, at Løkken Sparekasse var kollapset, og at de derfor havde mistet deres garantikapital.
Løkken Sparekasses kunder kom fra mere end 250 forskellige postnumre.
Sommeren 2009
Fra Løkken Sparebank fik vi endelig at vide, at de ikke ville informere garanterne direkte, men at man fortsat kun ville informere via pressemeddelelser, og at de for øvrigt mente, at det var foreningen LS Løkken, der havde ansvaret for at hjælpe og informere garanterne.
Det var en fuldstændig tåbelig ting at sige, for den tidligere bestyrelse havde jo hverken økonomi eller administrative ressourcer til noget sådant.
Det var først efter, at jeg havde haft foretræde i Folketingets Erhvervsudvalg – ca. et år senere, at vi i en mail fra daværende Økonomiminister Brian Mikkelsen fik at vide, at det var Løkken Sparebank, der havde ansvaret for at hjælpe og informere garanterne.
Så Løkken Sparebank havde heller ikke i denne sammenhæng forstået deres rolle.
Naturligvis til stor frustration for os og for garanterne.
Efteråret 2009
Flere garanter fortalte os, at de fra medarbejderne i Nordjyske Bank, havde hørt, at der sikkert snart ville ske et eller andet med deres tilgang til deres garantikapital.
(den havde hidtil været tilgængelig i deres netbank i Nordjyske Bank)
Jeg kontaktede derfor Nordjyske Bank for at få en forklaring. Her fik jeg at vide, at garantikapitalen ville forsvinde fra Nordjyske Banks netbank ved en konvertering den 22. november, og man henviste mig i den forbindelse til Løkken Sparebank.
Jeg kontaktede derefter Løkken Sparebank for at få at vide, hvad de havde gang i og fik at vide, at de ville flytte garanternes data over på en CD den 20. november, og at dataene ville blive opbevaret på vegne af foreningen LS Løkken.
Man skrev også, at man forventede at LS Løkken ville informere den enkelte garant om sagen.
Den 18. november (8 måneder efter sparekassens kollaps) kom der så endelig noget direkte information til den enkelte garant i form af et brev.
Der var så mange uklare og uhensigtsmæssige ting i brevet, at det affødte flere spørgsmål, end det gav svar.
Der var også ting i brevet, som senere viste sig at være så forkerte at det affødte store ulemper både for garanterne og flere af de involverede parter.
Den endelige udredning af disse mange uklarheder stod på fra den 19. november 2009 til den 15. april 2010.
Altså ca. 5 måneder.
Lang tid efter kunne vi konstatere, at der tilsyneladende aldrig var blevet lavet en CD, men at dataene i stedet var blevet overflyttet til Skandinavisk Datacenter.
Hertil kommer, at vi i forbindelse med at skrive vores bog i juni 2017 tog kontakt til Skandinavisk Data Center for at spørge til, hvordan det stod til med disse data.
Her kunne man blot konstatere at de ifølge lovgivningen havde slettet alle data vedrørende Løkken Sparekasses garanter.
Det kunne jo være blevet lidt af en katastrofe, for de skulle måske have været brugt i en senere retssag.
Et meget stort ressourcespild fra alle sider på grund af, at man hos Løkken Sparebank ikke rigtig vidste, hvad man havde med at gøre.
Pengeinstitutankenævnet
I slutningen af 2008 og begyndelsen af 2009 startede utilfredse garanter med at sende en klage til Pengeinstitutankenævnet.
Når Pengeinstitutankenævnet har modtaget en klage, sender de den videre til pengeinstituttet til udtalelse.
Løkken Sparekasse, Finansiel Stabilitet og Pengeinstitutankenævnet havde meget svært ved at finde
ud af, hvordan man skulle behandle disse klager, og det tog derfor 1 år, inden man fik de første afgørelser på sager fra Løkken Sparekasse, hvilket selvfølgelig var meget utilfredsstillende for dem, der havde klaget.
Det skulle dog senere vise sig at blive endnu værre – der var faktisk klager hvor der gik op til 2½ år før man fik en afgørelse på sin sag. Og der var endda nogle der aldrig fik deres sag afgjort fordi de på et tidspunkt var nødt til at vælge, om man ville med i det kommende gruppesøgsmål, eller om man ville beholde sin klage i Pengeinstitutankenævnet.
Nogle få garanter fik medhold i deres klage, men de fleste fik ikke medhold.
Det er generelt meget svært at få medhold i Pengeinstitutankenævnet, hvilket bl.a. skyldes, at man stort set ikke bruger omvendt bevisbyrde, og at man heller ikke tager hensyn til udefra kommende rapporter som i vores tilfælde endda var udarbejdet af Finanstilsynet.
Omvendt bevisbyrde er eksempelvis, når et pengeinstitut skal bevise at de har ydet en fyldestgørende rådgivning.
Normalt er det kunden der skal bevise at han ikke har modtaget en fyldestgørende rådgivning. – Og hvordan skal man kunne gøre det???????????
Garanterne fra Løkken Sparekasse indsendte 128 af 5.621 mulige klager til Pengeinstitutankenævnet og kun 24 fik medhold og det var primært de mindreårige.
En meget stor del af de klager hvor garanterne ikke fik medhold var afgjort med stemmerne 3/2 idet Forbrugerrådets 2 medlemmer af ankenævnet stemte for, at garanterne skulle have erstatning for deres tabte penge.
Vi brugte i den periode også en masse tid på at få udredt betingelserne for de garantikapitallån, der var blevet lavet i slutningen af 2008.
Lånene var, sammen med de gode kunder, blevet overført til Nordjyske Bank, men da garanterne ikke kunne finde ud af de nye betingelser for lånene, herunder den meget store rente, tog vi på deres vegne fat i Nordjyske Bank for at få en forklaring.
Efter et par rykkere fik vi endelig et svar, hvori det fremgik, at man, på grund af garanternes store utilfredshed med Nordjyske Banks håndtering af lånene, havde lavet en aftale med Løkken Sparebank om at flytte lånene tilbage til dem.
Så måtte vi igen i gang med Løkken Sparebank for at få en afklaring. De kunne heller ikke finde ud af, hvordan disse lån skulle håndteres.
Så det tog igen ca. 5 måneder, inden den sag kom nogenlunde på plads.
Foråret/sommeren 2010
I midten af april måned 2010 blev vi bekendt med, at Pengeinstitutankenævnets behandling af garanternes klager helt tilbage fra januar var gået i stå.
I ankenævnets vedtægter fremgår det, at pengeinstitutterne har 5 uger til at svare tilbage til ankenævnet på de klager, de får tilsendt.
Fra ankenævnet fik vi at vide, at årsagen til at sagerne ikke var blevet behandlet skyldtes manglende svar fra Løkken Sparebank.
Vi bad derfor Løkken Sparebank om en forklaring og bad samtidig ankenævnet om at efterleve deres egne vedtægter om den ovennævnte 5 ugers regel.
Omkring en måned senere fik vi så endelig en forklaring. Forklaringen kom fra Løkken Sparebanks advokat, som kunne fortælle, at de var blevet udelukket fra at få adgang til garanternes data af Skandinavisk Datacenter.
Og nu er vi så tilbage ved den famøse CD, som i virkeligheden nok aldrig har eksisteret. For havde den det, burde man jo ikke have besvær med at finde garanternes data.
Vi var efterhånden ved at være der, hvor vi betragtede Løkken Sparebank som en stor rodebutik, hvor alt hvad der vedrørte garanterne bare sejlede rundt.
Selvfølgelig til stor frustration for os i foreningen og dermed også for garanterne.
Samtidig med det, måtte vi også have fat i nakken på Løkken Sparebanks advokat, fordi hans sprogbrug i de svar, han gav til de berørte garanter gjorde dem meget ulykkelige og kede af det.
2011
Efter mere end et par hårde år med foreningen Garantloekkens mange frustrationer på det administrative område flyttedes fokus fra 2011 mere og mere over på det juridiske område, som jeg vil fortælle om til sidst – hvis tiden tillader det.
Ellers kan vi eventuelt tage det en anden dag for det er, efter min opfattelse, bestemt lige så spændende som det andet jeg fortæller om.
Hvorfor gik det så galt for Løkken Sparekasse?
For at I kan forstå sammenhængen i tingene vil jeg starte med at fortælle jer lidt om hvordan Løkken Sparekasses organisation så ud, og hvorfor den ikke fungerede, som den burde.
Løkken Sparekasses organisation
Som de fleste andre garantsparekasser var Løkken Sparekasse organiseret på følgende måde:
Løkken Sparekasses ledelse bestod af et repræsentantskab, en bestyrelse og en direktør. Repræsentantskabet var valgt af garanterne, og bestyrelsen og revisionen var valgt af repræsentantskabet.
Direktøren var ansat af bestyrelsen.
Baggrunden for denne måde at organisere sig på er, at man som garant selv er med til at vælge den øverste ledelse i sparekassen og dermed også i højere grad burde kunne stole på, at de penge, man på forskellig vis betror sparekassen, bliver forvaltet af de bedst egnede.
Som hjælp til at holde et overordnet øje med den måde sparekassen arbejdede på, var Finanstilsynet og to revisionsselskaber tilknyttet.
Finanstilsynet er en offentlig virksomhed, som dengang hørte under Erhvervs- og Vækstministeriet.
Som det desværre viste sig med Løkken Sparekasse, er det dog ikke nok, at opbygningen af en ledelse er demokratisk. Det kræver også, at de personer, der lader sig vælge til de forskellige poster, tager opgaven alvorligt og forstår det ansvar, de er blevet tildelt.
Erfaringen fra Løkken Sparekasse blev, at dette specielt gælder, når man vedtager større ændringer i de strategier, man arbejder efter.
Repræsentantskabet
Repræsentantskabet er en sparekasses øverste myndighed.
Som medlemmer til repræsentantskabet valgte garanterne i de fleste tilfælde nogle personer, man kendte personligt eller nogle af dem, der var mest fremtrædende i lokalsamfundet eller i nogle få tilfælde nogle, man kun kendte gennem medierne.
Der var valg til repræsentantskabet hvert 4. år. Stemmeprocenten var meget lav, der var et enkelt år hvor stemmeprocenten var på 45 %, men den normale stemmeprocent lå, så vidt jeg har fået oplyst, meget lavere.
I Løkken Sparekasse var der, i modsætning til de fleste andre sparekasser, det lidt specielle, at man også kunne vælge sparekassens egne medarbejdere til repræsentantskabet.
I 2005 var der 4 medarbejdere i repræsentantskabet
Repræsentantskabet var ikke organiseret med f.eks. en formand og en næstformand.
Det betød blandt andet, at der ikke var en løbende kontakt mellem repræsentantskabet og bestyrelsen og at bestyrelsen derfor ikke fik nogen form for sparring fra repræsentantskabet.
Den væsentligste begivenhed for repræsentantskabet var det årlige repræsentantskabsmøde, hvor repræsentantskabet fik en orientering om hvor godt det gik og hvor man skulle godkende regnskabet og vælge medlemmer til bestyrelsen samt vælge revisionen.
Det kunne i særlige tilfælde forekomme at man afholdt et ekstraordinært repræsentantskabsmøde.
Det skete, hvis der f.eks. skulle ske en hurtig ændring i vedtægterne.
I Løkken Sparekasses vedtægter stod der om repræsentantskabet, at det bestod af mellem 24 og 36 medlemmer, og at det var repræsentantskabet selv, der fastsatte antallet af repræsentantskabsmedlemmer.
I vedtægterne stod der herudover, hvem der kunne vælges til repræsentantskabet, hvor tit der var valg, og hvordan valget foregik.
Repræsentantskabet fungerede langt fra som sparekassens øverste myndighed. Man kan stille spørgsmålstegn ved, om den måde vedtægterne beskriver, at repræsentantskabet skal arbejde på, er god nok.
Et aktivt og velinformeret repræsentantskab burde dog som minimum have været i stand til at vælge en kompetent bestyrelse.
Det gjorde repræsentantskabet i Løkken Sparekasse ikke, og det mener jeg, man med rimelighed kan bebrejde dem i forbindelse med sparekassens kollaps.
Alt andet lige må det være en overkommelig opgave at sætte sig ind i og være enig i nye vedtægter eller godkende et regnskab, der er fremlagt af direktionen og bestyrelsen og godkendt af to revisionsselskaber, der vel og mærke også vælges af repræsentantskabet.
Bestyrelsen
Løkken Sparekasses bestyrelse bestod af gode solide folk som primært kom fra lokalsamfundet.
De fleste af dem var temmelig stolte og beærede over at være valgt ind i sparekassens bestyrelse.
Det var jo også forbundet med en vis prestige at være medlem af sparekassens bestyrelse.
Man kan så gætte på, om det var en af de væsentligste årsager til at man ikke var mere kritisk over for Poul Johnsens måde at styre og lede sparekassen på.
Valg af nye bestyrelsesmedlemmer
Valg af bestyrelsesmedlemmer i Løkken Sparekasse foregik på en, for mig at se, temmelig speciel måde.
Selvom det var repræsentantskabet, der skulle vælge bestyrelsen, fremgår det tydeligt af bestyrelsesmødereferaterne fra februar 2004 til marts 2008, at både direktøren og bestyrelsesmedlemmerne var særdeles aktive med at finde kandidater til ledige poster i bestyrelsen.
Bestyrelsesmødereferaterne viser, at proceduren var, at bestyrelsen drøftede, hvem der skulle vælges ind på det kommende repræsentantskabsmøde.
Forskellige kandidater blev foreslået, og direktøren fik efterfølgende til opgave at se nærmere på deres kvalifikationer, hvorefter bestyrelsen foretog en indstilling og bad efterfølgende et medlem af repræsentantskabet om at foreslå vedkommende på det kommende repræsentantskabsmøde.
Ved enkelte lejligheder var der dog også opstillet kandidater fra repræsentantskabets side.
Ved læsning af referaterne fra bestyrelsesmøderne og andet materiale fra sparekassen, kan man dog konstatere, at det i den nævnte periode altid var de kandidater, som ledelsen foreslog, der blev valgt.
Bestyrelsen var således stort set selvsupplerende, og den valgte procedure har uden tvivl givet direktøren en betydelig indflydelse på, hvem der kom i bestyrelsen. Repræsentantskabet havde i princippet ladet sig koble ud af bestyrelsesvalgene.
Man kan så gisne om, hvorfor de gjorde det. Nogle medlemmer af repræsentantskabet påstår, at det, på grund af repræsentantskabets sammensætning (6-8 siddende bestyrelsesmedlemmer og 4 medarbejdere), var let at skabe et flertal for den af direktøren og bestyrelsen foreslåede kandidat?
Efter min mening var denne måde at vælge nye bestyrelsesmedlemmer på både forkert og til skade for Løkken Sparekasse. For reelt var det jo ikke repræsentantskabet der valgte de nye medlemmer af bestyrelsen, det var jo den siddende bestyrelse og direktøren.
Nye friske bestyrelsesmedlemmer ville efter min mening kunne have sikret, at man var bedre rustet til at håndtere den nye strategi, der var blevet vedtaget i januar 2005. Det var jo her hele nedturen startede.
Bestyrelsens største svigt
Bestyrelsen svigtede helt klart deres væsentligste rolle, nemlig at kontrollere direktøren og give ham det modspil, der er så vigtigt for en virksomheds eksistens.
Man svigtede også på den måde, at man ikke reagerede på, at direktøren ikke overholdt de forskellige skriftlige aftaler, der var indgået mellem bestyrelsen og direktøren, og at man ikke sørgede for, at der blev reageret på de mange advarsler, påbud og henstillinger der blev givet af Finanstilsynet.
Som bekendt vedtog bestyrelsen i 2005 en ny strategi, som betød, at de mange penge sparekassen, gennem mange år havde sparet op, skulle ud og arbejde og dermed give sparekassen mulighed for at tjene nogle flere penge.
Det var for så vidt en god ide, men sparekassen var desværre ikke i stand til at håndtere de udfordringer der fulgte med en sådan beslutning.
En så betydeligt mere aggressiv strategi krævede meget mere af ledelsen og af hele organisationen end man havde været vant til. Men det eneste man tilsyneladende gjorde i Løkken Sparekasse i den anledning var at udnævne nogle af de eksisterende medarbejdere til chefer.
Ellers tullede man bare videre på samme måde som man altid havde gjort, og som det viste sig, var det slet ikke godt nok til at håndtere den meget anderledes situation, som man havde begivet sig ud i.
Direktøren
Der er for mig ingen tvivl om, at Løkken Sparekasses direktør havde en meget stor magt over både bestyrelsen, repræsentantskabet og medarbejderne.
Som han selv, ved flere lejligheder, har udtrykt det, havde han både repræsentantskabet og bestyrelsen i sin hule hånd.
Ved sin måde at være på havde han formået at tiltage sig den fulde styring over både sparekassens bestyrelse og dens repræsentantskab.
Han tålte ikke at blive modsagt, og dem der prøvede at komme med kritiske spørgsmål eller kommentarer blev i mange tilfælde nedgjort i andres påhør.
Det gjaldt både for medlemmer af repræsentantskabet, bestyrelsesmedlemmer og medarbejdere.
F.eks. udnævnte Poul Johnsen sig selv til kreditchef, hvilket nok var en af hans største brølere, mest fordi han, efter min vurdering, slet ikke magtede den opgave.
Og selvom Finanstilsynet flere gange meget kraftigt opfordrede sparekassen til at ansætte en kreditchef, reagerede sparekassen så sent på disse opfordringer, at en ansat kreditchef ikke kom til at arbejde i sparekassen.
Det er meget klart fremgået i Vestre Landsret, at Poul Johnsen ikke kunne huske ret meget om de meget store udlån, han som kreditchef burde have kigget meget kritisk på.
Ledelsen generelt
Direktøren var ganske enkelt for egenrådig, bestyrelsen for passiv og repræsentantskabet uden reel indflydelse.
Der var ingen, der stillede kritiske spørgsmål eller sagde direktøren imod. Det fremgår blandt andet af de undersøgelser, der er blevet lavet efter sparekassens kollaps.
For eksempel fremgår det af en uvildig advokatrapport, at direktøren heller ikke havde overholdt den skriftlige aftale mellem ham og bestyrelsen (§70-instruksen), hvilket tilsyneladende heller ikke har givet anledning til bemærkninger fra bestyrelsesmedlemmerne.
Derudover skriver advokaterne, at direktøren ikke formåede at få organisationen gearet til den nye strategi.
Oveni dette sendte direktøren en masse vildledende information ud til omverdenen, langt forud for sparekassens kollaps.
Regnskaberne var ikke retvisende, og det var dermed ikke muligt, for læserne af regnskabet, at gennemskue sparekassens reelle økonomiske situation.
Inkompetence og vildledende oplysninger udgjorde ikke den fulde sandhed. Flere medlemmer af repræsentantskabet har fortalt, at direktøren flere gange har reageret aggressivt over for medlemmer af repræsentantskabet, hvis der blev stillet kritiske spørgsmål.
Baseret på disse historier får man indtryk af, at direktøren manglede respekt for både bestyrelsen og repræsentantskabet.
Min vurdering er, at direktøren, efter at den nye strategi blev vedtaget i 2005, manglede de fornødne kompetencer, både hvad angår de faglige kvalifikationer og de menneskelige egenskaber, til at stå i spidsen for den daglige ledelse af Løkken Sparekasse.
Når man læser den uvildige advokatrapport, får man samtidig indtryk af, at bestyrelsen ikke forstod at udføre deres vigtigste opgave nemlig at kontrollere direktøren. Her tænker jeg specielt på deres ansvar i forbindelse med bevilling af store lån, hvor direktøren åbenlyst og gennem mange år, misbrugte de skriftligt indgåede aftaler mellem ham selv og bestyrelsen.
Både direktøren, bestyrelsen og revisionen valgte tilsyneladende at overhørte de mange advarsler og påbud, som de fik både på møder og i skriftlige rapporter fra Finanstilsynet.
Man må derfor konstatere, at bestyrelsesmedlemmerne tilsyneladende ikke vidste eller forstod, hvilket ansvar og arbejdsopgaver de påtog sig, da de lod sig vælge til bestyrelsen.
Det er enhver ledelses opgave at afstikke rammer og tildele ansvar og kompetence for det arbejde, der skal udføres i den virksomhed, de er ledelse for.
Men det er mindst lige så vigtigt, at man som ledelse følger op på, om rammerne, det tildelte ansvar og kompetencekravene bliver efterlevet. Dette er en løbende proces for enhver ledelse, og det er også ledelsens ansvar at sørge for, at tingene bliver justeret, hvis der viser sig behov for det.
Det er, efter min mening, en misforståelse, hvis en ledelse forlader sig på, at tingene bare foregår som aftalt, og ledelsen dermed forudsætter, at alt går, som man forventer.
Meget kunne have været anderledes, hvis ledelsen i Løkken Sparekasse havde efterlevet ordsproget: ”Tillid er godt, men kontrol er bedre.” En virksomhed bliver utrolig meget præget af de personer, man sætter til at lede den. Det synes jeg desværre, at ledelsen i Løkken Sparekasse er et rigtig godt eksempel på.
Ledelsens vigtigste opgave er uden diskussion at udevise rettidig omhu over for den opgave, de har påtaget sig.
Jeg synes, den tidligere ledelse i Løkken Sparekasse også er et rigtigt godt eksempel på en ledelse, der ikke har efterlevet dette kendte udtryk.
Set i bagklogskabens lys kan man vist godt tillade sig at konstatere, at de tre ledelseshierarkier i Løkken Sparekasse ikke fungerede efter hensigten – hverken hver for sig, i forskellige alliancer eller som en samlet ledelse.
I Løkken Sparekasse var det i praksis direktøren og ikke repræsentantskabet der var sparekassens øverste myndighed.
Revisionen
Der er også fejl at påpege hos revisionen, som også var valgt af repræsentantskabet. Revisionen forvaltede ikke deres opgave godt nok. Det fremgår flere steder i den uvildige advokatrapport, at revisionen overtrådte god revisionsskik i forbindelse med årsregnskabet for både 2006 og 2007. Herudover kritiserer advokaterne også revisorernes ekstraordinære revisionsmæssige gennemgang af engagementer i december 2008.
Den ekstraordinære gennemgang var direkte bestilt af sparekassens bestyrelse, hvilket efter advokaternes mening burde have krævet ekstra opmærksomhed fra revisorernes side.
Advokaterne fandt det blandt andet kritisabelt, at revisionen stillede sig tilfredse med kun at gennemgå de af sparekassen udvalgte engagementer og ikke selv foretog en opgørelse over, hvilke engagementer der burde omfattes af en sådan undersøgelse. Hvis det havde været tilfældet, ville revisionen have fået flere svage engagementer med.
Om ansvarsfordelingen i Løkken Sparekasses kollaps står der i advokatrapporten følgende:
”Direktør Poul Blicher Johnsen, bestyrelsen og revisionen har alle et medansvar for Sparekassens sammenbrud. Gennem deres handlinger og undladelser har de pådraget sig et erstatningsansvar over for det tab, som Sparekassen har lidt som følge deraf.”
Som det tydeligt fremgår af det, advokaterne skriver om sparekassens ledelse og revision, er der ingen tvivl om deres mening om hvem, der havde ansvaret for Løkken Sparekasses kollaps.
Finanstilsynet
Der har gennem tiden også været rejst kritik af Finanstilsynets rolle i kollapsede pengeinstitutter.
Hvis Finanstilsynet ikke har gjort deres arbejde godt nok, skal de naturligvis stå til ansvar for det, men at påstå at Finanstilsynet er ansvarlig for et pengeinstituts kollaps, synes jeg er skudt over målet.
Det er og bliver ledelsens opgave og ansvar at styre og lede det pengeinstitut, hvis velbefindende, de er valgt eller ansat til at varetage.
Når man, i de forskellige rapporter og redegørelser, der er lavet i forbindelse med Løkken Sparekasses kollaps, ser de mange advarsler, påbud mv. ledelsen har fået af Finanstilsynet, er det helt tydeligt, at det er ledelsen og revisionen, der har svigtet og ikke Finanstilsynet.
Hvad kunne jeg og de andre garanter have gjort bedre som garanter i sparekassen?
Jeg har naturligvis tænkt meget over, hvad jeg kunne have gjort for, at jeg og mange andre ikke var kommet i den meget ulykkelige situation som vi kom i.
Og hvis jeg kunne gøre det hele om, ville jeg have været meget mere opmærksom og aktiv på flere forskellige områder.
Ikke have været så godtroende over for de oplysninger, jeg på forskellig vis fik fra sparekassen.
Have været meget mere aktiv ved valget af medlemmer til repræsentantskabet
Og jeg burde måske selv have stillet op.
Have været opmærksom på det, der kom frem i medierne om sparekassen og lyttet noget mere til de rygter, der begyndte at opstå.
Have stillet direkte spørgsmål til medlemmer af bestyrelsen og til repræsentantskabet.
Have sat mig bedre ind i hvordan sparekassens organisation fungerede.
Have været mere opmærksom på tallene i sparekassens regnskab og stillet spørgsmål til udviklingen – specielt til sparekassens store udlån.
Forsøgt at sikre at de mange kompetencer der var hos medlemmerne af repræsentantskaber blev brugt til gavn for sparekassens daglige drift f. eks. i forbindelse med strategiskift og lignende.
Medarbejderne
Der er for mig ingen tvivl om at der mellem sparekassens medarbejdere og kunderne har været et særdeles godt forhold. Kunderne stolede fuldt ud på det medarbejderne fortalte dem og fulgte det som medarbejderne anbefalede dem at gøre.
Det var nok også derfor at mange garanter reagerede så voldsomt, da det gik op for dem at den tillid de havde haft til sparekassen og dens medarbejdere i rigtig mange tilfælde var skyld i, at de havde mistet en masse penge.
Det har været diskuteret meget hvor meget medarbejderne vidste om sparekassens økonomiske situation.
Det er min personlige opfattelse at flere af medarbejderne har vidst mere end de har villet indrømme – i hvert fald i den sidste halvdel af 2008.
Jeg har aldrig oplevet en virksomhed hvor medarbejderne ikke har anet noget som helst om de større ting, der foregik i deres virksomhed.
I Løkken Sparekasse var der fra 2007 3 medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, som deltog i bestyrelsesarbejdet på lige fod med de øvrige bestyrelsesmedlemmer.
De har derfor haft mulighed for at sætte sig ind i hele proceduren omkring de store udlån, og de er også blevet orienteret om de mange kritiske bemærkninger der kom frem efter Finanstilsynets inspektioner.
I mødereferater fra sparekassens morgenmøder fra sidste halvdel af 2008 fremgår det, at Poul Johnsen holdt ugentlige møder med alle medarbejderne og i de referater fremgår det tydeligt at der var problemer med økonomien i sparekassen og at medarbejderne blev meget kraftigt opfordret til at tie med det overfor kunderne og til at holde fast i garantikapitalen og meget gerne sælge mere.
Så efter min overbevisning er det andre forhold, der har gjort, at man ikke har villet vedgå, at man som medarbejder vidste, at der var noget galt.
Finansiel Stabilitets sag mod ledelsen og revisionen i Vestre Landsret.
For at I kan få et indtryk af, hvordan tingene foregår i så stor en landsretssag, vil jeg starte med at sætte rammerne for sagen.
I retslokalet er der:
9 advokater
3 fra sagsøgeren (Finansiel Stabilitet)
6 som forsvarere for de tiltalte
1 til Poul Johnsen
2 til revisor Morten Ovesen
1 til revisor Mango Nielsen
2 til Poul Sørensen og Leo Christoffersen
2 bisiddere fra revisionsselskabet BDO
4 dommere
4 tiltalte
Direktør Poul Johnsen
Formand Poul Sørensen
Næstformand Leo Christoffersen
Revisor Morten Ovesen
Revisor Mango Nielsen var ikke til stede på grund af alvorlig sydom.
Poul Sørensen og Leo Christoffersen deltog kun en del af retsmøderne, hvilket var lidt usædvanligt.
Herudover var journalist Lars Løcke fra Nordjyske der en del dage
Og så var der mig og engang imellem min kone Kirsten og nogle få gange også andre tilhørere.
I en sådan retssag er der tre typer vidner:
De tiltalte (Poul Johnsen, Poul Sørensen, Leo Christoffersen og Morten Ovesen).
De tiltalte har pligt til at møde i retten og til at svare på de spørgsmål der bliver stillet og det er strafbart at lyve for retten. Man har dog altid ret til at sige hvis der er noget man ikke kan huske.
De indkaldte vidner (medarbejdere, Løkken Sparekasses advokat, medarbejdere fra Finanstilsynet m.fl.)
Har samme pligter og rettigheder som de tiltalte.
De procestilvarslede (Bestyrelsesmedlemmerne Verner Jensen, Tommy K. Jensen, Tom Hertel og Knud Rødbro)
Tom Hertel er endnu ikke afhørt og Knud Rødbro kan ikke komme på grund af sygdom).
En procestilvarslet er en person der er indkaldt som vidne fordi han kan risikere at blive stævnet hvis den ’gruppe’ han tilhører – i dette tilfælde formanden og næstformanden – bliver dømt.
En procestilvarslet person har pligt til at møde i retten, men har ikke pligt til at udtale sig i retten.
Rent fysisk bliver et vidne placeret midt i retssalen med ansigtet vendt mod dommerne og således at der er mulighed for øjenkontakt mellem vidnet og den advokat der afhører vidnet.
HVORDAN HAR JEG SÅ OPLEVET DE 35 DAGE I VESTRE LANDSRET I VIBORG?
Landsretssalen er indrettet på den måde at dommerpanelet sidder foran i salen og sidder lidt højere en alle de øvrige i retssalen.
Ned langs den ene side sidder sagsøgerens (Finansiel Stabilitets) 3 advokater.
Ned langs den anden side og et stykke hen ad den bageste del af salen sidder de sagsøgte og deres advokater. Dog sidder revisor
Morten Ovesen og de to bisiddere forrest i det område der er tiltænkt journalister og tilhørere.
Alle advokaterne og dommerne har hver sin store skærm, hvorpå man kan se alle de dokumenter, der bliver fremlagt i sagen. Da de fleste af de tiltalte sidder tæt på deres advokat, kan de også følge med i hvad der kommer frem på skærmen.
Til vidnerne i vidneskranken er der også en skærm, således at vidnerne kan se de dokumenter som advokaterne henviser til.
Det er som tidligere nævnt en meget stor sag (25.000 siders dokumentation) så de første 20 dage gik med at forelægge sagen.
Det foregår på den måde at sagsøgerens advokat læser alle sagens dokumenter op for alle de tilstedeværende i retssalen og så kan sagsøgtes advokater komme med nogle få kommentarer undervejs.
Det skal for en god ordens skyld lige nævnes at advokaterne havde fået alle dokumenterne tilsendt elektronisk inden sagen startede.
Retsformanden var dog så venlig, at han ind imellem aftalte med advokaterne at en del af de dokumenter der ellers skulle oplæses blev givet som hjemmearbejde. Så kunne man efterfølgende komme med kommentarer hvis man havde nogen.
Efter en temmelig lang og kedelig og måske også en lidt overflødig start kom vi så til afhøringerne af vidnerne.
Der var fra starten fastlagt en nøje tidsplan for alle afhøringerne, men da mange af vidnerne ikke kunne huske ret meget af det de havde oplevet i deres tid i Løkken Sparekasse gik der ret hurtigt kludder i planlægningen.
For at undgå alt for meget spildtid, var man nødt til flere gange at flytte rundt på tidspunkterne for vidnerne, så det blev faktisk noget af et kludetæppe at få det hele til at gå op i en højere enhed.
På den måde fik man også flyttet rundt på den nøje planlagte rækkefølge.
Afhøringerne
For mig var afhøringerne af direktøren, formandsskabet, bestyrelsesmedlemmerne og medarbejderne i Løkken Sparekasse en temmelig pinlig affære.
Jeg var næsten flov over at kende nogle af dem.
Jeg vil ikke kommentere afhøringen af de enkelte vidner i detaljer, men da I sikkert kender mange af dem, vil jeg kort nævne deres navne og deres funktion i sparekassen.
For ledelsen og revisionen vil jeg dog give et par enkelte kommentarer til hvordan jeg oplevede dem i Vestre Landsret.
Afhøringen af Poul Johnsen startede den 27. februar og varede i 5 dage
Poul Johnsen kunne ikke huske særlig meget om de enkelte store sager.
Han blev også ind imellem både aggressiv og ubehøvlet når advokaterne efter hans mening kom lidt for tæt på hans uvidenhed om sagerne.
Umiddelbart efter at Poul Johnsen var blevet afhørt skulle Poul Sørensen og Leo Christoffersen have været afhørt, men Poul Sørensen havde, af for mig ukendte årsager, meldt fra, så Leo Christoffersen var alene om at blive afhørt på formandsskabets vegne.
Leo Christoffersen kunne heller ikke huske ret meget af det han havde været involveret i vedrørende de store udlån i sparekassen og han blev også vrissen når advokaterne gik tæt på.
Bestyrelsesmedlem Verner Jensen og
bestyrelsesmedlem Tommy Krogh Jensen
Det var nok det mest pinlige øjeblik for mig da Verner og Tommy satte sig i vidneskranken og erklærede at de ikke ville sige noget som helst.
Bestyrelsesmedlem Knud Rødbro
Knud Rødbro kunne ikke afhøres på grund af sygdom, hvilket man havde fået lægeerklæring på.
Revisor Morten Ovesen
Ligesom de øvrige afhørte, var det også begrænset hvad Morten Ovesen kunne huske fra sit arbejde med Løkken Sparekasses store udlån, og han blev ligesom de to andre hovedtiltalte aggressiv når advokaterne gik til ham
Revisor Mango Nielsen
Mango Nielsen er, på grund af meget alvorlig sygdom ikke blevet afhørt. I stedet bliver der udarbejdet en skriftlig erklæring fra ham.
Revisor Morten Mejlvang
Som kollega til Morten Ovesen var det meget begrænset hvad han kunne huske fra arbejdet med sparekassen
Andre afhørte medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer
Medarbejder, tillidsmand og bestyrelsesmedlem Birgitte Gaarden
Medarbejder Allan Nielsen
Investeringschef Jens Lyngbøl
Erhvervskundechef Thomas Bjørn Mortensen
Bestyrelsesmedlem Mogens Gjerløv
Her var der endelig et bestyrelsesmedlem der turde tage bladet for munden. Mogens fortalte klart og tydeligt hvad han havde oplevet som bestyrelsesmedlem i Løkken Sparekasse, og han lagde bestemt ikke fingrene imellem når han fremførte sin stærke kritik af det han havde oplevet.
Medarbejder og bestyrelsesmedlem Kristian Larsen
Erhvervskundechef (nyudnævnte) Jette Thrane
Her var der så også en medarbejder, der turde tage bladet fra munden og turde sige hvad hun mente om det der var foregået i erhvervsafdelingen i Løkken Sparekasse.
Et dejligt forfriskende pust i en for mig utrolig pinlig oplevelse.
Medarbejder Heidi Thomsen
Regnskabschef Birgitte Nielsen
Landsbrugskundechef Hans Jørgen Christoffersen
Andre afhørte
Direktør og bestyrelsesmedlem i Løkken Sparebank Niels Olesen
Revisor Lars Roed Søndergaard, Finansiel Stabiliet.
Generelt kan jeg sige, at det er utroligt, at der ikke var flere af vidnerne fra Løkken Sparekasse, der kunne huske særlig meget fra deres tid i sparekassen.
Min kone Kirsten og jeg har efterfølgende prøvet at huske, hvad vi oplevede af større ting på vores arbejdspladser for en 10 – 15 år siden.
Og det var faktisk rigtig meget, og vi er bestemt ikke noget særligt på det område.
Kirsten var ansat i Vrensted Thise Kommune i 60’erne og jeg var i samme periode ansat på slagteriet i Brønderslev, og vi kunne faktisk huske temmelig mange ting også fra den tid.
Så det er derfor uforståeligt for os at dem der har været tæt på begivenhederne i Løkken Sparekasse ikke kunne huske særlig meget af de større ting de havde været involveret i i Løkken Sparekasse.
Til efteråret skal afhøres følgende personer:
Direktør Ole Bjerg Løkken Sparebank
Advokat Erik Bo Sørensen
5 – 8 personer fra Finanstilsynet
2 statsautoriserede revisorer – syns- og skønsrapporten
Direktør Lasse Nyby Spar Nord
Direktør Lars Møller Spar Nord.
Den 4. november starter advokaternes procedurer, som varer til og med den 29. november.
Derefter er der så forskellige svar og modsvar på det der er kommet frem under proceduren – det der i fagsproget hedder replik og duplik.
Det var Kristians Andersens indlæg på mødet på Havgaarden i Løkken, sept. 2019.
Kilde: Nordjyske 06.10.2019
Oprydder i chok: – Ingen værdier
Løkken Sparekasse: Ole Bjerg forsøgte at skaffe penge hjem efter sparekassens ejendomseventyr
EJENDOMMENE VAR BELÅNT PÅ KONJUNKTUREN OG IKKE UD FRA INDTÆGTSBUDGETTER, SAGDE OLE BJERG
VIBORG: Ingen værdier, ingen lejeindtægter, ingen indtægtsstrømme og ingen dokumentation.
Det var det billede, der mødte Ole Bjerg, da han i marts 2009 som ansat i Finansiel Stabilitet blev sat i spidsen for afviklingen af konkursramte Løkken Sparekasses problemfyldte udlån til en lang række udenbys ejendomsspekulanter.
– Der manglede dokumentation om de belånte ejendomme, og der var ikke taget sikkerhed i dem, forklarede den tidligere Nordea-direktør, da han som vidne blev afhørt under Finansiel Stabilitets erstatningssag.
Og økonomisk set var der ingen indtægter fra de ejendomme rundt om i Danmark, som Løkken Sparekasse havde finansieret.
– Der var ikke en eneste ejendom, hvor lejer havde betalt depositum, og der var ingen lejeindtægter fra dem. De var belånt på konjunkturen og ikke ud fra indtægtsbudgetter, sagde han.
Som direktør i afviklingsbanken Løkken Sparbank, et datterselskab af Finansiel Stabilitet, som havde overtaget Løkken Sparekasses aktiviteter, koncentrerede Ole Bjerg sig om at få afviklet de 30 største udlån med en samlet værdi på 1,1 milliarder kroner, som ingen andre banker ville røre ved.
Disse problemudlån var alle givet til kunder inden for ejendomsbranchen.
Derfor var arbejdet med at få afviklet problemlånene i realiteten et forsøg på at maksimere værdien af de ejendomme, som Løkken Sparekasse havde belånt.
Mange mærkelige oplevelser
Ole Bjerg havde mange mærkelige oplevelser, når han kørte rundt i landet for at besigtige de ejendomme, som Løkken Sparekasse havde engageret sig i.
I Lyngby ved København havde Løkken Sparekasse finansieret en kundes køb for 60 millioner kroner af et tidligere gymnasium.
– Ejendommen stod tom og var købt i forventning om, at kommunen ville udarbejde en lokalplan, men det var aldrig sket, og der var ingen rentabilitetsberegninger udarbejdet, sagde han.
Ejendommen endte med at blive solgt for 11 millioner kroner til kommunen.
Ved Ølsted havde Løkken Sparekasse hjulpet en kunde med at købe et grundareal, hvor betonproducenten HTH’s tidligere hovedsæde lå forladt hen.
– Ingen køber meldte sig, og der kom ingen indtægter fra grunden, forklarede Ole Bjerg.
Pris fordoblet på en enkelt dag
På Frederikssundsvej i København havde Løkken Sparekasse finansieret en kundes køb af en grund med et gammelt værksted på.
– Der var ingen indtægter fra ejendommen, der røg på tvangsauktion, sagde han. Også i København- i Landskronagade – havde den krakkede sparekasse finansieret en ejendom, som blev købt for 14,5 millioner kroner og selvsamme dag solgt videre for 26 millioner kroner.
– Vi undrede os over den store værdistigning, men vi så fremad, og så det som vores opgave at få afviklet sparekassens udlån så godt som muligt, forklarede Ole Bjerg.
Han stoppede i Finansiel Stabilitet i juni 2010 for at genoptage pensionisttilværelsen.K
Kilde: Nordjyske 08.10.2019
Topembedsmand: Ville presse Løkken Sparekasse til fusion
Erstatningssag: Sparekassen havde ikke styr på kreditgivningen
VIBORG: Da Løkken Sparekasses ledelse 27. oktober 2008 troppede op hos Finanstilsynet i Århusgade i København, var der tale om en helt usædvanlig begivenhed på en dyster baggrund.
– DET VAR PÅ TIDE AT DISKUTERE SPAREKASSENS FREMTID, SAGDE FLEMMING NYTOFT RASMUSSEN
– Vi var usikre på, hvad der foregik i Løkken Sparekasse. Der var behov for at stramme op, og vi var ikke sikre på, at vi altid fik korrekte oplysninger, forklarede Flemming Nytoft Rasmussen, da han afgav forklaring under Finansiel Stabilitets erstatningssag.
Flemming Nytoft Rasmussen var i 2008 vicedirektør i Finanstilsynet og ansvarlig for tilsynet med danske pengeinstitutter.
– Meldingen til mig fra holdet, der havde været på inspektion i sparekassen, var, at sparekassen var vokset voldsomt og mere end sektoren generelt, og at den ikke havde tilstrækkeligt styr på kreditgivningen, forklarede han.
Ejendomskrise udløste møde
Det var først og fremmest krisen på ejendomsmarkedet, der fik tilsynet til at indkalde Løkken Sparekasse til møde.
– Det var bestemt ikke sædvanligt at holde sådan et møde, men det var også usædvanlige tider med en krise på ejendomsmarkedet, hvor risikoen bare steg og steg, sagde Flemming Nytoft Rasmussen.
Hovedbudskabet fra tilsynet til sparekassen var, at den skulle finde sig en fusionspartner.
– Situationen havde udviklet sig sådan, at det var på tide at diskutere sparekassens fremtid. Vi havde ikke nogen juridisk magt til at kræve en fusion, men vi ville gerne have, at sparekassen tænkete i de baner, forklarede han.
Direktør tog det roligt
Løkken Sparekasses direktør Poul Blicher Johnsen var ifølge et mødereferat, som tilsynet udarbejdede, helt tryg ved situationen.
Sparekassen ville ikke gå ned, og han forventede ikke større tab på ejendomsområdet.
Hvis det blev nødvendigt, så mente Johnsen, at fusionspartnerne nærmest stod i kø ved sparekassens dør.
Han så blandt andre Sparekassen Hvetbo som en mulig fusionspartner, og sparekassen havde fået at vide, at den altid var velkommen hos Spar Nord.
Sidstnævnte har administrerende direktør Lasse Nyby fra Spar Nord afvist under retssagen.
18.12.2019
Datoen er sat for dom i Løkken-sag
LØKKEN: Vestre Landsret har sat dato på dommen i Finansiel Stabilitets erstatningssag mod nøglepersoner fra den krakkede Løkken Sparekasse. Domsafsigelsen sker 28. februar 2020 klokken 10.00.
Under erstatningssagen retter Finansiel Stabilitet et krav på i alt 275 millioner kroner mod sparekassens tidligere formand og næstformand, direktøren og revisionen.
De sagsøgte bebrejdes, at de ikke sørgede for at sikre en forsvarlig ramme om sparekassens udlånsaktivitet, og at en række store udlån blev bevilget på et uforsvarligt grundlag. Revisionen gøres ansvarlig for, at den forsømte sin kontrolopgave.
Løkken Sparekasse brød sammen i marts 2009 og overdraget til Finansiel Stabilitet.
Erstatningskravet blev rejst i 2010.
18.12.2019
I Finansiel Stabilitets parallelle erstatningssag mod
ledelse og revision i den krakkede ebh bank falder der dom 31. januar 2020.
Den 28.02.2020 – Dom afsagt. De sagsøgte bestyrelsesmedlemmer formand og næstformand, direktør og revision blev frifundet.
Tidligere garant-formand: – Jeg er dybt chokeret
Reaktion: Kristian Andersen mener, at dommen er en hån mod sparekassens garanter
LØKKEN: – Jeg er dybt chokeret, frustreret og vred over, at man i Danmark kan slippe godt fra at handle så uforsvarligt, som man har gjort i Løkken Sparekasse.
Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra den tidligere formand for de tidligere garanter i Løkken Sparekasse Kristian Andersen på Vestre Landsrets totale frikendelse af de sagsøgte i Finansiel Stabilitets erstatningssag mod den krakkede sparekasses direktør, formandskab og revision.
– Jeg synes, at den manglende domfældelse også er en hån mod de mange garanter, der uden skyld har mistet hele eller store dele af deres opsparing, fortsætter han.
Uhørt mængde svigt
Hvis domstolene ikke er i stand til at dømme i en så oplagt sag som denne, så er der brug for at få gået lovgivningen efter i sømmene, mener Kristian Andersen.
Han mener ikke, at dommen afspejler, hvad han som tilhører under erstatningssagen hørte.
– Der har været en uhørt mængde svigt i det arbejde, som alle de involverede har udført i Løkken Sparekasse, siger den tidligere garantformand.
De tidligere garanter i Løkken Sparekasse har tidligere måttet opgive at få erstatning for deres tabte garantkapital på i alt 173 millioner kroner.
Mysteriet om de forsvundne kundemapper
LØKKEN SPAREKASSE: Landsretten har ladet al tvivl komme de sagsøgte til gode i erstatningssagen
LØKKEN: Det er sat på spidsen, men de sagsøgte nøglepersoner fra Løkken Sparekassen kan i stor udstrækning takke en række forsvundne kundemapper for, at de alle er blevet pure frifundet for Finansiel Stabilitets erstatningskrav på 275 millioner kroner.
Det har nemlig været et stort stridspunkt mellem sagsøger og sagsøgte, om Finansiel Stabilitet har fremlagt alt det materiale, som lå til grund for de lånebevillinger, som Finansiel Stabilitet kritiserer.
De sagsøgte har uden undtagelse påstået, at der i forbindelse med hver enkelt lånebevilling fandtes kundemapper, som indeholdt væsentlige oplysninger om kunderne, og som var en vigtig del af beslutningsgrundlaget.
Disse kundemapper er ikke blevet fremlagt under erstatningssagen.
Det skyldes ifølge Finansiel Stabilitet, at kundemapperne ikke findes.
Kunne Finansiel Stabilitet overbevise retten om dette, så var sagsøger kommet et godt stykke vej mod at bevise, at lånene var bevilget på et uforsvarligt grundlag og derfor burde udløse erstatningspligt.
Kommer de sagsøgte til gode
Modsat ville de sagsøgte stå stærkt, hvis de kunne vinde sagens dommere for deres synspunkt.
Det er sagsøger – Finansiel Stabilitet – der skal løfte bevisbyrden for, at de sagsøgte har bevilget udlånene på et uforsvarligt grundlag.
Derfor har retten ladet tvivlen om eksistensen af kundemapperne komme de sagsøgte til gode.
Eller formuleret i rettens forsigtige sprog: Man har ikke villet tilsidesætte de sagsøgtes forklaringer om, at Finansiel Stabilitet ikke har fremlagt alt relevant materiale.
Derfor bliver de sagsøgte over en bred bank frikendt over for Finanstilsynets påstand om, at de har bevilget de kritiserede udlån på et utilstrækkeligt og dermed uforsvarligt grundlag. Og de sagsøgte går også fri for Finansiel Stabilitets påstand om, at de generelt har organiseret sparekassen på en uforsvarlig måde.
Også på andre punkter har retten valgt at lade tvivlen komme de sagsøgte til gode.
Vestre Landsret har nemlig valgt at tro på sparekassedirektør Poul Blicher Johnsens og næstformand Leo Christoffersens forklaring om, at bestyrelsen på sine møder mundtligt fik en række supplerende oplysninger i forbindelse med de enkelte låneindstillinger, som gjorde beslutningsgrundlaget endnu stærkere.
Retten kritiserer, at Løkken Sparekasse ingen kreditafdeling havde. Det forøger risikoen for, at der manglede kontrol med lånebevillingerne.
Men dette er ikke nok til at kende de sagsøgte erstatningsansvarlige, for det må afgøres ud fra en konkret vurdering af de enkelte udlån.
Retten kritiserer også Poul Sørensen.
– Poul er glad og lettet
AFGØRELSE: Dommen er ikke uventet, mener advokaten for den tidligere bestyrelsesformand
LØKKEN: – Ingen sager ligner totalt hinanden, men frifindelsen af min klient og de andre sagsøgte ligger i forlængelse af dommen i ebh bank-sagen og den retspraksis, som efterhånden har nedfældet sig, siger advokat Karoly Nemeth, som repræsenterer den tidligere bestyrelsesformand Poul Sørensen fra Løkken Sparekasse under erstatningssagen.
Advokaten mener, at retten har foretaget en grundig gennemgang af sparekassens organisation og de 43 udlån, som Finansiel Stabilitet har baseret sit erstatningskrav på.
– Og den har så konkluderet, at Finansiel Stabilitet ikke har løftet bevisbyrden over for de sagsøgte.
Karoly Nemeth fortæller, at hans klient naturligvis er glad og lettet over dagens dom.
– Der er løftet mange års tung byrde af hans skuldre, og derfor er han selvfølgelig glad. Sagen har været en stor personlig belastning, siger advokaten, der under sagen har harceleret over den lange sagsbehandlingstid.
Poul Sørensen har ikke afgivet forklaring under erstatningssagen.
Heller ikke advokat Noaman Azzouzi, der repræsenterer tidligere næstformand Leo Christoffersen, er overrasket over fredagens dom.
– Vi havde troet og håbet på, at det ville gå sådan her.
– Jeg tror ikke, man kan forstå, hvor hårdt det egentlig er at leve med sådan en sag i 10 år. Så min klient er selvfølgelig glad og lettet, siger Noaman Azzouzi.
Materialet er samlet af Jens Otto Madsen og sluttet den 01.03.2020
26-03.2020
Finansiel Stabilitet anker frifindelse af sparekasse-direktør
ANKE: Kræver 50 millioner kroner i erstatning ved Højesteret
LØKKEN: Finansiel Stabilitet har besluttet at anke dele af Vestre Landsrets dom fra 28. februar i år i erstatningssagen vedrørende den krakkede Løkken Sparekasse, for så vidt angår sparekassens tidligere direktør Poul Blicher Johnsen.
Lars Løcke
Med landsrettens dom blev alle de sagsøgte frikendt.
”Finansiel Stabilitet og virksomhedens eksterne advokater vurderer, at landsrettens dom rejser principielle spørgsmål i relation til udstrækningen af en direktørs ansvar for utilstrækkelig kreditopfølgning og fejl og mangler i kreditorganisationen samt om den bevismæssige betydning af de manglende kundemapper i sparekassen” skriver Finansiel Stabilitet i en pressemeddelelse.
Efter rådgivning fra de eksterne advokater finder Finansiel Stabilitet, at der er størst sandsynlighed for, at Højesteret vil nå til et andet resultat end landsretten for så vidt angår tre engagementer (udlån).
Disse tre engagementer er Dansk Jord ApS, Gl. Kongevej 33 og H. J. Henriksens Vej 12.
Kravet mod Poul Blicher Johnsen ved Højesteret er på 50 millioner kroner.
Anken betyder, at Vestre Landsrets frikendelse af sparekassens formand, næstformand og revision er endelig.
Vedhæftet er mine personlige (og måske også lidt farvede) notater fra Kirstens og mine oplevelser i København og ikke mindst oplevelserne i Højesteret.
Som det fremgår af notatet , var det en meget stor oplevelse for os, og for dem der måtte have interesse i det, har vi også vedhæftet nogle få billeder fra Højesteret.
I er naturligvis meget velkomne til at kontakte os med kommentarer og spørgsmål.
Mange hilsner
Kristian
Retssagen mod Poul Johnsen i Højesteret.
24. maj 2022
Kære alle
Så er en, for Kirsten og mig, meget spændende uge i København slut.
Kirsten og jeg havde nogle dejlige og meget interessante dage i den store by. Vi fik også bekræftet, at alting i København kører i et meget højt gear. Bilerne og de tusindvis af cyklister kører utrolig hurtigt, og de mange fodgængere nærmere løber end går.
Men vi kommer ikke uden om, at København er en meget flot og spændende by at besøge. Ikke mindst når man ser på de mange flotte historiske bygninger og de meget store renoveringsprojekter,man, de senere år, har gennemført.
De tre dage i Højesteret var også rigtig spændende. Sagen i Højesteret foregik fra tirsdag den 17. maj til og med torsdag den 19. maj. Den daglige sagsbehandling forgik fra kl. 9.00 til kl. 14.00 med en 10 minutters formiddagspause fra kl. 10.30 til kl. 10.40 og en halv times middagspause fra kl. 12.00 til kl. 12.30.
Det var, for os, en meget speciel oplevelse at se lokalerne i Højesteret og i det hele taget at opleve hele atmosfæren i Højesteret. Det hele foregår meget anderledes, end det gør i en byret og en landsret. Det er på en eller anden måde mere ’højtideligt’ og måske også temmelig gammeldags.
I Højesteret er der 2 retssale, retssal 1 og retssal 2. Vi var i retssal 2, som, efter min vurdering, ikke adskiller sig så meget fra en retssal i en byret eller en landsret.
Kirsten og jeg fik med lidt charme og list overtalt retsbetjenten til at vise os retssal 1. Da han lukkede døren op til dette utroligt smukke og specielle lokale, er jeg sikker på, at vi begge stod med hagen hængende nede på brystet. Det var en meget speciel og på en måde også en meget højtidelig oplevelse.
I Højesteret er der også mange mindre lokaler, som advokaterneog andre kan benytte til deres forberedelse og andre ting. Vi så naturligvis ikke dem alle, men det vi så var, at de alle var meget smukt møbleret.
Alt i alt en meget stor oplevelse for to bonderøve fra Vrensted.
I Højesteret bliver man som tilhører henvist til et lokale lige inden for hoveddøren, hvor man skal blive, indtil retsbetjenten kommer og kalder på en. Derefter bliver man ledt ud på en gang, hvor også de pågældende advokater bliver bedt om at komme ud på, naturligvis pænt klædt på i deres kapper. Derefter går vi alle i procession ind i retslokalet, selvfølgelig med advokaterne forrest. Her sidder de fem dommere pænt og venter på os også iklædtderes til sagen hørende kapper.
I retslokalet var der nu, ud over de fem dommere, følgende personer:
Finansiel Stabilitets to advokater med møderet for Højesteret og to unge advokater, alle fra advokatfirmaet Gorissen Federspiel.
En direktør fra Finansiel Stabilitet
Poul Johnsens advokat
Poul Johnsen var kun til stede i Højesteret de sidste 1½ dag.
Kirsten og mig.
Så er vi alle behørigt placeret på vores respektive pladser, og retsformanden kigger venligt på os, siger godmorgen og beder Finansiel Stabilitets ledende advokat om at starte sit indlæg.
Finansiel Stabilitets ledende advokat, Lotte Eskesen, indledte sit indlæg med at fortælle lidt om Løkken Sparekasse, herunder at det var en mindre lokal sparekasse med en stærk forankring i lokalsamfundet. Hun fortalte også, at Løkken Sparekasse havde været en særdeles solid sparekasse indtil 2005, hvor man havde vedtaget en ny strategi, som havde medført en markant ændring i sparekassens markedsområde. Sparekassens kollaps i 2009 rystedehele Løkken og omegn og de mange andre kunder, som sparekassen havde fået i den øvrige del af Danmark, og der var rigtig mange garanter, der havde mistet hele eller store dele af deres opsparing.
Hun fortalte også i sit indledende indlæg, at der var skrevet en bog om garanternes problemer i forbindelse med deres store tab på deres garantikapital og at en af forfatterne, Kristian Andersen, lige nu var til stede i Højesteret. Hun hæftede sig ved, at bogen hed ”OVERMOD”, og at hun syntes at dette navn passede perfekt tildet, der var foregået i Løkken Sparekasse.
Kirsten og jeg blev naturligvis meget glade og berørte over, at arbejdet med bogens tilblivelse blev nævnt i Højesteret. I dette skrivende øjeblik føler jeg stor trang til, endnu engang, at takke mange gange for det meget store og flotte stykke arbejde, alle de involverede har lagt i at gøre det muligt, at få bogen udgivet, for bogen ser ud til at have gjort indtryk på nogen, som vi måske ikke havde regnet med, da vi satte os sammen for at skrive bogen.
Finansiel Stabilitet havde stævnet Poul Johnsen for 50 millioner kroner, en stævning der vedrørte tre konkrete lånesager.
Finansiel Stabilitets advokaters påstand gik i det hele på, at de pågældende lån var blevet givet på et alt for løst og udokumenteret grundlag, og at det var Poul Johnsen der som direktør og selvudnævnt kreditchef havde ansvaret for, at disse lån overhovedet var blevet bevilget, når grundlaget for dem var så dårligt.
Advokaterne forsøgte af al magt at overbevise dommerne om, at Poul Johnsen burde have vidst, at disse lån var givet på et alt for svagt grundlag, ikke mindst fordi han jo også var Løkken Sparekasses kreditchef, hvilket også Finanstilsynet havde kritiseret sparekassen for.
Advokaterne mente heller ikke, at man som direktør og kreditchef kunne overse, at der var en række mangler i dokumentationen i de bevilgede lån, og at lånene i nogle tilfælde var blevet udbetalt uden at være bevilget i overensstemmelse med reglerne i sparekassens egne regler for kreditgivning.
En anden meget væsentlig kritik som blev fremført at Finansiel Stabilitets advokater var den manglende løbende kontrol af og tilsyn med de store lån.
Sparekassen havde forskellige lister og anden dokumentation forforløbet i deres långivninger, og det undrede derfor Finansiel Stabilitets advokater, at Poul Johnsen, med hans ansvar for en løbende kontrol med de bevilgede lån, kunne overse de mange fejl og mangler der var i forbindelse med de store og risikofyldte lån.
Lotte Eskesen havde også svært ved at forstå, at Poul Johnsen kunne finde på at bevilge lån på mange millioner kroner, når han havde en aftale med bestyrelsen om, at han kun havde mandat til at bevilge lån på maximalt 5 millioner kroner.
Hun henviste i den forbindelse også til advokat Erik Bo Sørensens og Jette Tranes vidneudsagn i Vestre Landsret, hvor de i den store oprydning efter Thomas Bjørn Mortensen havde konstateret et syndigt rod i papirerne vedrørende de meget store udlån.
Vestre Landsret valgte at frifinde alle de tiltalte i Finansiel Stabilitets sag mod ledelsen og direktionen i Løkken Sparekasse, bl.a. fordi der manglede kundemapper med dokumentation for bl.a. sikkerhederne i de lån, sagen vedrørte. Her kunne Lotte Eskesen nu fortælle, at Finansiel Stabilitet havde ’støvsuget’ alt, hvad der var af dokumentation og andre ting, da Finansiel Stabilitet overtog Løkken Sparekasse. Man havde, i første omgang, ikke kunnet finde de påståede kundemapper, der, ifølge Løkken Sparekasse, skulle indeholde de dokumenter, der burde have været i de kundemapper, der vedrørte de lån sagen drejede sig om. Efter endnu en gennemgang af materialet fra overtagelsen af Løkken Sparekasse havde man fundet ud af, at årsagen til at man ikke havde kunnet finde de pågældende kundemapper var, at de ikke havde været i de påståede kundemapper, men i stedet lå rundt omkring i nogle charteks. Så vidt jeg husker, nævnte hun, at det drejede sig om ca. 300 siders dokumentation.
Men som Lotte Eskesen sagde, så bekræftede indholdet i disse charteks blot påstanden om, at man i sparekassen havde bevilget nogle meget store lån uden den fornødne sikkerhed og dokumentation.
Man havde, i den forbindelse, også haft kontakt med dem, der havde været involveret i de pågældende projekter, og at denne kontakt blot havde bekræftet det, man jo godt vidste i forvejen.
Kirsten og jeg bemærkede at alle Højesterets dommere var meget opmærksomme og aktive under Lotte Eskesens indlæg.
Finansiel Stabilitets anden advokat Søren Stæhr gennemgik herefter Poul Johnsens ansvar og forpligtelser som direktør og kreditchef. Da Løkken Sparekasse ikke havde nogen selvstændig kreditfunktion, var det, i sagens natur, Poul Johnsen, der havde detdirekte ansvar for erhvervskundechef Thomas Bjørn Mortensens gøren og laden i forbindelse med de store lån til Løkken Sparekasses erhvervskunder. Med en sådan organisation var det jo ikke muligt af holde ansvar og kontrol adskilt. Så Søren Stæhr mente derfor, at Poul Johnsen havde det fulde ansvar både for sine egene handlinger og for tilsynet med långivningen i sparekassen.
Sammenfattende sagde Søren Stæhr, at hvis sparekassens kreditpolitik var blevet overholdt, var mange af de store lån aldrig blevet bevilget, at Poul Johnsen slet ikke havde levet op til sit ansvar som kreditchef og direktør, at hverken Poul Johnsen eller Thomas Bjørn Mortensen havde følt, at de havde ansvar for de store lån, at hverken Finanstilsynet, revisionen eller aktiv eftersynet havde ansvar for de store lån. Det var og blev direktørens fulde ansvar.
Poul Johnsens forsvarer Arvid Andersen indledte sin procedure med at fortælle, at Poul Johnsen nu var kommet til stede i Højesteret, og at det var hans 74 års fødselsdag, som han havde valgt at fejre i Højesteret.
Arvid Andersen var naturligvis langt fra enig i noget som helst af det Finansiel Stabilitets advokater havde fremført. Efter hans opfattelse var det Finanstilsynets, revisionens og Thomas Bjørn Mortensens skyld, at sparekassen havde bevilget og ikke efterfølgende havde kontrolleret sikkerheden og dokumentationen i forbindelse med de meget store og tvivlsomme lån. Det var også hans opfattelse, at Thomas Bjørn Mortensen havde skjult flere ting for Poul Johnsen i forbindelse bevillingen af de tvivlsomme lån,hvilket bevirkede, at det ikke havde været muligt for ham at foretage et tilsyn og/eller en kontrol af det, der foregik omkring Thomas Bjørn Mortensen.
Han brugte også en del tid på at tale om hvilke krav, man kunne stille til kreditopfølgningsprocessen i forhold til Poul Johnsens kontrakt. Han var i den forbindelse også inde over forskellige forhold om, hvordan man skulle vurdere en lånesag. Det kunne, efter hans mening, f.eks. dreje sig om økonomiske forhold, om evnen til at drive en virksomhed, ny kunde/kendt kunde, betydelig kunde (her nævnte han Henrik Fischer Christensen), og et forretningsmæssigt skøn.
Arvid Andersen gjorde også rigtig meget ud af Finanstilsynets karaktergivning af sparekassens udlån. Jeg forstår ikke helt grundlaget for denne karaktergivning, og jeg skal derfor undlade at kommentere på den. Det jeg kan konstatere, er blot at der blev brugt rigtig meget tid på det.
Arvid Andersen forsøgte i sit indlæg også at give Finanskrisen en stor del af skylden for sparekassens kollaps og mente derfor ikke,at sparekassen selv havde nogen skyld i sparekassens kollaps.
Han henviste gang på gang til sagen vedrørende Capinordic Bank. Det gik aldrig op for mig hvad disse mange henvisninger gik ud på, men det har helt sikkert, efter Arvid Andersens opfattelse, haft betydning for Arvid Andersens forsvar for Højesterets bedømmelse af de fejl, der var begået i Løkken Sparekasse.
Arvid Andersen henviste også til Højesterets dom i sagen vedrørende direktøren for EBH Bank, Finn Strier Poulsen og han havde også vanskeligt ved at forstå at Finansiel Stabilitet ikke havde bragt Vestre Landsrets frifindelse af bestyrelsen i Løkken Sparekasse for Højesteret.
Det har jeg også svært ved at forstå, men jeg kender ikke Finansiel Stabilitets begrundelse for dette, men med mit flerårige kendskab til Finansiel Stabilitets ledende advokat, er jeg sikker på, at der er en god begrundelse for det.
Arvid Andersen henviste i sit indlæg til en del andre, for mig ukendte, pengeinstitutsager, men det fremgik ikke, om det også var sager, hvor direktøren også var kreditchef. Det var, efter min viden, Finn Strier Poulsen ikke i EBH Bank. Det er, efter den viden jeg har, ret usædvanligt at et pengeinstitut med så store udlån ikke har en særskilt kreditchef. Det var i hvert fald det, som Finanstilsynet flere gange havde påpeget som en nødvendighed for Løkken Sparekasse.
Arvid Andersen brugte også i sin argumentation Thomas Bjørn Mortensens forklaring i Vestre Landsret om, hvordan han gennemgik en låneansøgning for bestyrelsen. Advokaten forsøgte i den forbindelse at flytte en del af ansvaret for de tvivlsomme lån over på bestyrelsen.
Arvid Andersen gjorde i hele hans procedure meget ud af, at Thomas Bjørn Mortensen, som leder af erhvervsafdelingen, havde begået graverende fejl i strid med sine beføjelser og Løkken Sparekasses retningslinjer.
Han afviste også rygterne om, at der, i nogle af lånesagerne, havde været tale om vennetjenester.
Til sidst fortalte Arvid Andersen om Poul Johnsens økonomiske situation og bad i den forbindelse Højesteret om at mildne en eventuel dom, hvis Højesteret skulle beslutte at dømme Poul Johnsen for det, der var foregået i sparekassen.
Som tidligere nævnt havde Finansiel Stabilitet stævnet Poul Johnsen for 50 millioner kroner, men vi fik, i løbet af sagen, også oplyst, at der var løbet mere end 40 millioner kroner på i renter.
Under dette, for mig, lidt kedelige indlæg kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at hvis det hele var foregået så regelret og rigtigt som Arvid Andersen forsøgte at overbevise Højesteret om, så burde den lille, gode og solide Løkken Sparekasse aldrig været kollapset på den måde, som den gjorde.
Efter at Arvid Andersen havde afsluttet sin procedure, var der mulighed for, at advokaterne kunne komme med en replik inden sagen blev lukket.
Lotte Eskesen sagde, at revisionen på nogle punkter ikke havde levet op til reglen om god revisionsskik, at Thomas Bjørn Mortensens politisag var blevet afvist, og at det ikke havde været noget problem for Poul Johnsen at opdage, hvad der foregik i sparekassen.
Kirsten og jeg mener ikke, at Arvid Andersen havde noget at sige som sin replik
En lille sidebemærkning om Poul Johnsens advokat Arvid Andersen. Kirsten og jeg er åbenbart, på en eller anden måde, kommet til at fornærme ham, siden vi sidst så hinanden i Vestre Landsret. I Højesteret ville han ikke hilse på os, og han gik direkte forbi os uden at værdige os et blik.
Sådan kan det gå, men det kan vi heldigvis godt leve med.
Dommen i sagen afsiges den 2. juni kl. 12.00.
Der er for Kirsten og mig ingen som helst tvivl om, at Poul Johnsen burde dømmes for sine fejl og forsømmelser i sin tid som direktør og kreditchef i Løkken Sparekasse.
Men med de mange års erfaring vi har fra retssystemet, tror vi dog heller ikke på, at der sker domfældelse i denne sag. Så vi har for længst tilsluttet os den gruppe, der siger, at jura ikke altid er lig med sund fornuft.
Tak for jeres interesse for at følge sagerne omkring Løkken Sparekasses kollaps.
Mange hilsner og god sommer til alle
Kristian
02.06.2022
Historien om et sammenbrud
Så blev der efter en årelang retssag sat punktum i sagen omkring Løkken Sparekasse, som kolapsede i 2008.
Alle omkring sparekassen blev frifundet, senest sparekassens sidste direktør Poul Blicher Johnsen.
Alle de af Sparekassens kunder som ejede garantbeviser led store tab, idet garantbeviserne over en nat blev værdiløse.
En lang kamp blev kæmpet af foreningen Garant Løkken Sparekasse, med formanden Kristian Andersen i spidsen, men forgæves.
Var ventet
Hos Kristian Andersen, der er tidligere formand for garanterne i Løkken Sparekasse, der mistede i alt 173 millioner kroner ved konkursen, er reaktionen irritation kombineret med resignation.
– Frifindelsen af Poul Blicher Johnsen kommer ikke som en overraskelse, men det ændrer ikke på min grundlæggende skuffelse og irritation i sagen, siger han.
Kristian Andersen er både skuffet og resigneret efter Højesterets dom.
Den tidligere garantformand mener, at der er brug for ændringer af lovgivningen, hvis samfundet i fremtiden skal undgå lignende sager.
– Sådan som landsretterne og Højesteret har vurderet denne og andre sager, så må jeg konkludere, at der nærmest ingen juridiske grænser er for, hvor lemfældigt en ledelse i et pengeinstitut kan udøve sin ledelse, uden at det får nogen økonomiske konsekvenser for ledelsen, mener han.
Kristian Andersen mener, at den eneste måde at undgå gentagelser på er gennem ændringer af lovgivningen.
– Der må gennemføres opstramninger i ledelsesansvaret, som sikrer samfundet, kunderne og garanter eller aktionærer mod gentagelser, når samfundet næste gang blive ramt af en finansiel boble.
Af journalist Poul Christoffersen opvokset på Bådstedhede, Vrensted
Som barn på Bådstedhede tilbage i 1950’erne og 1960’erne hørte jeg ofte udtrykket “heden” om min barndomsegn. Ordene forbandt jeg dog ikke med, at jeg boede på en egn med fremtrædende sparsom vækst – eller at kragerne fik sand i øjnene, når de fløj ud over “heden”. Det sidste blev dog somme tider sagt for sjov.
Jorden ved mit barndomshjem havde en rimelig god kvalitet, og kun når vestenvinden susede vildt over landskabet, fløj der sand/jord gennem vores læhegn fra nærliggende lette jordarealer. Men for at bremse jord- og sandfygning endnu mere, blev der i min barndom plantet flere læhegn eller gamle blev fornyet.
Poul Christoffersens barndomshjem på Bådstedhede
Så der var altså alligevel lidt om snakken om sandet. Og meget mere førhen. Det vidner beretninger fra fortiden om. Således skrev daværende sognepræst i en præsteindberetning fra 1690 om Bådstedhede, og kaldte området: “En liden sandbakke, hvor sognemænd brugte jorden til at grave efter tørv.”
Det var sikkert en overdrivelse kun at anvende det udtryk om “heden”, for dele af jorden under overfladen var og er gammel søbund, og de mest attraktive arealer var da også delt op i små markstrimler som en del af landsbyfællesskabet for gårdene i Vrensted. Og det var typisk engarealer beliggende tæt på Ingstrup Sø; arealer som formentlig opstod efter forsøg på at dræne den store sø.
Alligevel kom der ikke vedvarende beboelse på “heden” umiddelbart efter udflytningen af gårde fra Vrensted by i starten af 1800-tallet. I 1810 var 21 ud af 57 gårde ifølge en optælling flyttet ud af byen og ingen af gårdmændene genopførte deres gårdbygninger på Bådstedhede. Tilsyneladende var der ingen interesse blandt ejerne, i de fleste tilfælde godsejere, at udflytning skete den vej. Jorden var bedre i nordre og østre udflytter.
Udflytningen af gårde fra landets landsbyerne var et led i en række landboreformer, der havde til formål at gøre landbrugsdriften mere produktiv. Et af midlerne hertil var at bryde det gamle landsbyfællesskab op. Det var først og fremmest et driftsfællesskab, hvor gårdmændene sammen fandt ud af, hvornår der skulle sås, høstes osv. på deres marker. Markerne var for det meste opdelt i smalle jordstrimler, og en gårdmand havde oftest tre-fire jordstrimler at dyrke spredt omkring landsbyen. Lovgiverne mente således at en samling af marker omkring den gård, de hørte til, ville give gårdmændene større motivation og på længere sigt medvirke til at de kan klare sig som selvstændige bønder i stedet for at være fæstebønder. Det var nemlig også intensionen, at fæstevæsenet skulle afskaffes.
Bådstedhede passede ikke ind i puslespillet med samling og udflytning af en del af gårdene.
Det første historiske matrikelkort (1813) for Vrensted giver nogle ledetråde om hvorfor. To store gårde Holmen og Sundsted – også kaldet enestegårde – havde allerede samlet en stor del af deres jorde som en lagkage omkring gårdene, og til Sundsted hørte på det tidspunkt også store arealer på Bådstedhede. Desuden hørte flere store matrikler på “heden” til gårde, der lå til godset Nibstrup i den periode – og ikke under Børglum Kloster. De fleste gårde i sognet var i store dele af 1700- og 1800-tallet arvefæstegårde under Børglum Kloster. Kun den vestligste del af Bådstedhede var ifølge matrikelkortet opdelt i små jordstrimler med matrikelnumre tilhørende gårde i Vrensted by. Det var primært eng- og kærstrimler. På matrikelkortet var der kun Holmen og Sundsted markeret med bygninger i den del af sognet.
Kernen af den senere bebyggelse med ca. 30 gårde og huse på Bådstedhede kom til at ligge et par kilometer sydøst for landsbyen med Holmens marker liggende mellem “hede” og by.
1845 blev første gang en folketælling i Vrensted sogn registrerede beboelse på Bådstedhede. Det var med 6 gårde og huse, men ingen af dem sætter varige spor, der kan føres frem til nuværende adresser på Bådstedhedevej. To af omtalte gårdmænd matcher med navne skrevet på matrikelkort med jordstrimler vest for præstegården, så måske var der i første omgang blot var tale om en vestlig udbygning af byen. I de næste folketællinger bliver beboerne da også registreret som hørende til Vrensted by.
Og alligevel. Ifølge en landbrugsoptælling foretaget i 1861 har der været 21 ejendomme på Bådstedhede på det tidspunkt. Dog med megen sparsomt dyrehold med to til seks dyr og små med dyrkede lodder på 1-2 tdr. land. Peter Ussing, Løkken skrev i Vendsyssel Årbog årgang 2007 om optællingen, og konklusionen var, at beboerne på Bådstedhede var fattigere end sammenlignelige områder i nabosognet Ingstrup – Grønhøj og Klitten.
Omkring det tidspunkt er der også pionerer, som for alvor tager fat på at forandre “heden”. Og den udvikling fremmes af behovet for kapital hos nogle af de bønder i sognet, som er blevet selvejere. De udstykkede dele af deres ejendomme, der lå længst væk.
1861 er året hvor Jens Christian Hansen, født i Thise sogn, købte 11 tdr. land fra Rasmus Bonnerup og Chr. Kronborg. der blev betegnet som hedejord. Han opdyrkede jorden og købte yderligere 3 tdr. land engjord, og dermed skabte han grundlaget for opbygningen af slægtsgården Langbækgård ved Bådstedhedevej 213. Rørbækgård på Præstens Eng blev bygget i 1873 ved grænsen til Thise sogn og i 1877 kom fire gårde mere til af forskellig størrelse. Herunder Søengen i det fjerneste hjørne af sognet.
Udstykningen på Bådstedhede til knap 30 gårde og huse, når alle hjørner tages med, tog for alvor fart i de første 20 år efter århundredeskiftet. Mit barndomhjem Bådstedhedevej 176 med 4,8 tdr. land blev bygget i 1920 som et statshusmandsbrug. Jorden havde tidligere tilhørt Sundstedgård. Nummer to udstykning fra samme jordlodden tilhørende Sundsted var til et noget større statshusmandsbrug, og den udstykning afsluttede udbygningen af “heden”. Det skete i 1947.
Gennem de sidste hundrede år har det flade landskab mellem Ingstrup Sø i vest og bakkerne omkring Holmen, Sundsted og Libakken i øst ændret karakter. Adskillige steder fik de nye jordbrugere plantet læhegn langs deres opdyrkede arealer for at dæmpe eller hindre jordfygning.
Som omtalt før var store dele af Bådstedhede i fortiden søbund. Hvor udstrakt Ingstrup Sø har været for flere hundrede år siden er der delte meninger om, men før de første seriøse forsøg på tørlægning af søen i begyndelsen af 1800-tallet var Ingstrup Sø den næststørste sø i Vendsyssel kun overgået af Gårdbogård Sø.
Tørlægningen af den engang så mægtige sø mellem Vrensted og Ingstrup blev fuldendt i 1950’erne. Jeg husker stadig synet af gravkøer i horisonten, der gnavede i jorden og efterlod en vandkanal midt gennem det vidtstrakte flade landskab mellem gårdene i gl. Ingstrup og gårdene langs Bådstedhedevej. Nye engarealer opstod på begge sider af kanaler, men det engang så rige fugleliv forsvandt sammen med udtørringen af Ingstrup Sø. Noget naturelskere fortsat beklager. Også fordi Gårdbogård Sø led samme skæbne, og dermed blev Vendsyssel en søfattig landsdel.
En cykeltur i sommeren 2020 gennem Bådstedhede viste at de fysiske ændringer i naturen fortsatte efter jeg flyttede væk i anden halvdel af 1960’erne. Dengang kunne cyklende på “heden” se langt de fleste gårde og huse fra landevejen. Sådan er det langtfra længere. På flere dele af strækningen spærrer velvoksne og brede læhegn langs vejen for indkig. Samtidig har opkøb og samling af jordarealer siden 1960’erne forandret den måde jorden dyrkes på. Flere af gårdene fra dengang er helt forsvundet. Andre steder har nye ejere været i gang med renoveringer eller moderniseringer.
Gamle bygninger til Langbækgård er for længst revet ned og på pladsen, hvor hovedbygningen stod, ligger i dag et nyere pænt parcelhus.
Også bygningerne til Rørbæk er væk, men rester fra det, der var en Bådstedhedes ældste gårde lå fortsat og gav indtryk af, at gården fik lov til at falde sammen som en gammel ruin.
Bådstedhede 2020 med masser af beplantning
Artiklen er blandt andet skrevet på grundlag af research på nettet i digitale tingbøger, realregister for ejendomme, skøde- og pantebrevsprotokoller, folketællinger og optegnelser på gamle matrikelkort.
Cykelhandler Gilbert Mikkelsen var en initiativrig mand og opførte og flyttede med tiden til ny forretning med værksted på 3 forskellige adresser i Vrensted, hvad nedenstående billeder og tekst viser.
Herover billede fra deres bolig.
Herover Gilbert Mikkelsens første værksted på Vingevej og billede fra deres bolig
Indebrand i 1927:
Herover Gilbert Mikkelsens 2. cykelforretning 1929 og 1934, som han opførte på Vingevej inden han senere flyttede til Trehjørnet
Herover den markante ejendom på Trehjørnet blev opført af cykelhandler Gilbert Mikkelsen som tidligere drev forretning med cykelværksted på Vingevej. Han blev desværre ikke så gammel og hans enke Helga Mikkelsen solgte ejendommen. hvorfra der også har være drevet slagterforretning fra det nordligste vindue og gartnerforretning fra det sydligste vindue. Der har også været brødudsalg og sparekasse filial. Senest overtog Løkken Sprekasse hele underetagen. I dag drives der en tøjforretning på stedet.
Helga Mikkelssn byggede hus længere mod nord og drev der en systue i mange år. Helga var mor til to piger og to drenge. Helga Mikkelsen boede senere i sit hus, sammen med Produkthandler Dusinus Christensen som kom fra Ingstrup.
Peter Gilbert Mikkelsen, som er barnebarn og søn af Helgas søn Finn, skriver:
I 1941 solgte min farfar, Cyklehandler Gilbert Mikkelsen i Vrensted, denne Dürkopp damecykel. For cirka 30 år siden fandt min onkel (Bjarne Mikkelsen) cyklen i et skur/på et loft og fik den retur til familien. Min far (Finn Gilbert Mikkelsen) fik den og har senest brugt den som sommerhus cykel i Løkken, indtil for cirka 20 år siden, hvor jeg fik den overdraget. Siden har den været gemt væk på loftet.
Denne vinter har vi, så sat den i stand. Vi har malet cyklen og isat nye reservedele.
I Cyklehandler Gilbert Mikkelsens gamle kassebog fra 1941, står der at cyklen er solgt den 7. juni til Anne Christensen. Nu synes jeg, at det kunne være sjovt om nogen i denne gruppe kender til Anne, så historien om den gamle damecykel kan fuldendes.
Senere begyndte bedstefar at rejse til Aalborg Marked / Aalborg Kvægtorv hver uge. Han cyklede til Brønderslev og tog toget til Aalborg. Men det viste sig at være en dårlig ide.
Bedstefar havde bil i mange år, men der var altid nogen, der skulle køre for ham, for han kunne ikke se, når det blev mørkt, og kørte aldrig selv. Det er underligt at tænke på, at han aldrig så stjernerne på grund af, at han var natteblind.
og Vestre teglværk lå på Fælledvej, det der nu hedder Fasanvej.
