Forfatter: Jens Otto Madsen

Af Susanne Laub Elling

Da mine forældre i 1961 købte en tandlæge praksis i Brønderslev, flyttede familien – bestående af min far, mor, lillesøster og jeg – fra Hjørring til Brønderslev.

Her startede min store musikinteresse, idet jeg begyndte at gå til klaver hos Musikpædagog Nina Borkmann, som på det tidspunkt også boede i Brønderslev.

Syv år senere, nemlig i 1967, startede jeg på Nordjysk Musikkonservatorium i Aalborg, hvor jeg afsluttede med eksamen som Statsprøvet Musikpædagog med klaver som hovedfag i maj 1974.

De sidste fire år af studietiden underviste jeg nogle timer på Skørping Musikskole og på Løkken-Vrå Musikskole samt konservatoriets øvelsesskole for særligt begavede børn.

Da jeg nærmede mig min afsluttende eksamen, syntes jeg, at det ville være naturligt, for en kommune som Brønderslev, at få oprettet en musikskole.

Derfor henvendte jeg mig, i juli 1974, skriftligt til ”Udvalget for kulturelle anliggender” i Brønderslev Kommune.

Min henvendelse blev, ifølge et aviseudklip, modtaget med blandede følelser og skepsis, men trods det, fik jeg den 16. august en indkaldelse til et møde med udvalget berammet til d. 22. august.

Jeg havde forberedt mig meget grundigt til mødet – med forslag til vedtægter, budgetter, brochure, lærerkræfter m.v.

Et stykke tid efter mødet med udvalget, fik jeg besked om, at der foreløbig ikke var penge til etablering af en musikskole, men at man ville vende tilbage, når der var økonomi til det. Jeg husker, at jeg var meget skuffet.

Det førte dog til, at byrådet i 1976 nedsatte et udvalg med blandt andre sekretæren for Kulturudvalget Arne Bak Andersen. Udvalgets opgave var, at indhente oplysninger fra andre allerede etablerede musikskoler, beregne økonomi, lave forslag til vedtægter, organisation m.m. alt sammen noget, jeg faktisk havde siddet og arbejdet på, men en kommune skal sikkert agere sådan?

Endelig den 23. februar 1978, blev der indkaldt til stiftende generalforsamling i restaurant Hedelund.

Den aften var det et forfærdeligt snevejr, men trods det, mødte der et halvt hundrede mennesker op. Her vedtog man vedtægter for musikskolen, og der var valg til bestyrelsen for den selvejende institution Brønderslev Musikskole.

Valgt blev ejendomsmægler Karl Andersen, skoleinspektør Valdemar Friismose, fysioterapeut Tove Schausen, bankassistent Per Hartmann samt musikpædagog Susanne Laub. Senere kom også Arne Andersen, udpeget af byrådet, samt lærer Ib Christensen, udpeget af fælleslærerrådet for folkeskolens musiklærere, med i bestyrelsen.

1. september 1978 var Brønderslev Musikskole en realitet, og undervisningen startede pr. 15. september 1978.

Musik- og Kulturskolens ledere

Musikskolens første leder var Mogens Andersen, der kom fra musikskolen i Sindal.

Ved skolens opstart håbede man på mindst 400 elever, men omkring 600 håbefulde elever valgte at melde sig til musikundervisning.

I 1997, efter 19 år som leder af musikskolen, valgte Mogens Andersen at gå på efterløn.

Hans efterfølger blev Anders Majlund Christensen, som efter tre år på posten, valgte at komme til Hjørring Musiske som leder.

I en tre måneders periode, var jeg konstitueret leder, inden John Fuglsang, som stadig er skolens leder, blev ansat i august 2000.

 

                                                                    

 

 

Små historier fra Musikskolelivet

Når man tænker tilbage på de 40 år, der er gået, er der sket en kolossal udvikling. Ikke kun med lærerne og undervisningsmetoder, men absolut også med både elever og forældre.

Lærerne var anderledes engageret i 80’erne og 90’erne. Ikke fordi de er uengageret nu, men alt var på en anden måde. Man var nødt til at være idealist, alt var nyt og skulle ”opfindes” fra bunden, og det tog tid.

Blandt meget andet havde vi – i rigtig mange år – ”Juleafslutning” på de enkelte folkeskoler for musikskolens elever.

Inden julefesterne skulle gå i gang, samledes vi i kælderen hos Mogens Andersen og hans kone Ketty. De havde købt poser, slik og frugt til alle de af musikskolens elever, der havde tilmeldt sig – og det var mange, vi lærere blev så stillet op omkring et stort bord og fyldte i poserne. Vi havde det altid utrolig hyggeligt og morsomt, og der røg også lidt slik indenbords!

Når vi kom ud på skolerne, sang vi julesange, legede en masse sjove lege og dansede sanglege sammen med eleverne; og derefter var der godteposer til alle eleverne.

Lærerkoncerter var der også hvert forår, og alle lærerne skulle helst medvirke.

Derudover var der selvfølgelig de årlige tilbagevendende forårskoncerter for eleverne ude på de enkelte folkeskoler. Der var altid fuldt hus og hver koncert kunne tage op til 3 timer.

Fra min egen undervisning husker jeg mange sjove og hyggelige episoder. Blandt andet underviste jeg i en årrække tre søskende. De kom fra en stor gård, og af og til – når de slagtede en gris – fik jeg mørbraden, for – som moderen til børnene sagde: ”Vi er alt for mange til hverdag, så en lille mørbrad forslår ikke hos os”!

Derudover blev jeg, hver sommer igennem flere sæsoner, inviteret ud på deres gård til det helt store kaffe-/kagebord. Moderen kom fra Sønderjylland, så den første gang jeg var til eftermiddagskaffe, blev jeg temmelig dårlig, jeg spiste alt for meget kage, for jeg skulle smage det hele. Året efter havde jeg taget ved lære af denne bitre erfaring, så da tog jeg kun meget små stykker.

I 1987 startede en ny årlig tradition i samarbejde med restauratør Kaj Normann, Restaurant Hedelund, nemlig nytårsfest for kommunens voksne borgere. Under spisningen spillede Musikskolens, dengang 10 mand store salonorkester, musik – som man huskede fra de gode gamle dage fra Restaurant Wivex i København. Efter middagen spillede Musikskolens Big Band op til dans.

Nytårsfesterne er senere blevet afløst af Nytårskoncerter, de seneste mange år i tæt samarbejde med Nordjyllands Idrætshøjskole.

Jubilæerne

10 års jubilæum

I 1988 havde musikskolen 10 års jubilæum. Her blev det besluttet at opføre ”Folk og røvere i Kardemomme by”.

Maj det år blev jeg opereret for kræft og lå 27 dage på sygehuset.

En dag kom Musikskolens leder Mogens Andersen på besøg. I hånden havde han manuskriptet til ”Folk og røvere i Kardemomme by”, og sagde så: ”Vi er alle fuldstændig enige om, at du skal være Tante Sofie, det ligger helt naturligt for dig”! (- gad vide hvordan de kunne komme på den idé!)

Ja, så var der ikke andet for, end at skynde sig at blive rask.

Vi var omkring 40 medvirkende elever og lærere fordelt på scenen, bag den og i orkestret. To forestillinger – med omkring 1000 tilskuere – blev det til på Brønderslev Gymnasium.

25 års jubilæum

Da Musikskolen i 2003 havde 25 års jubilæum, blev der holdt reception på musikskolen i Torvegade 5.

Om aftenen var der fest for alle ansatte samt bestyrelsen, alle med ægtefæller.

Som altid – når vi holdt en fest – var der sange, taler og underholdning.

Her skal lige indskydes, at nogle af os lærere ofte spiste frokost sammen på lærerværelset, og når det var Dorthe Græsborg, Marie Louise Clemmensen og jeg, snakkede vi nok mere end vi spiste, så John Fuglsang kaldte os ”De tre høns”.

Selvfølgelig havde vi til jubilæumsfesten lavet en sang, som vi udførte klædt ud som tre høns.

Igen var elever og lærere på banen med et projekt, og denne gang blev det til udgivelsen af en jubilæums CD.

40 års jubilæum

Så i 2018 kom 40 års jubilæet, hvor vi var to lærere tilbage, der sammen med skolen kunne fejres. Det var samtidig den dag, jeg valgte at gå på pension.

Undervisningslokaler gennem tiden.

I 1978 da musikskolen startede og frem til august 1985, underviste vi udelukkende i lokaler på kommunens folkeskoler samt i private lokaler. Mogens Andersen havde kontor på det gamle rådhus oppe under taget.

Et par år måtte jeg – på Hedegårdsskolen – undervise i en lille øvelseslejlighed tilknyttet skolekøkkenet. Her havde vi fået lov til at stille et klaver ind. Lejligheden var rigtig hyggelig og ovenikøbet med eget toilet!

I Jerslev underviste vi i flere år på loftet over det gamle posthus.

Det var en smule uhyggeligt, især om vinteren når det var meget mørkt. Der hang kun én enlig pære i loftet øverst oppe, og ofte var den sprunget.

Eleverne kunne bestemt ikke lide, at gå alene på den skumle trappe, så jeg fik megen motion, når de skulle hentes op og følges ned igen.

Mogens Andersens kone Ketty, havde pyntet op med lidt billeder og kunstige blomster, i et forsøg på at gøre lokalet rigtig hyggeligt, og det lykkedes.

Allerede i 1979 luftede man idéen om, at få lokalerne i den gamle Tekniske Skole, Torvegade 5.

Der var dengang tillidsmandscenter, og det skulle flytte fra januar 1980. Ansøgningen kom til behandling i byrådet, men her var ønsket om en handelsskole på stedet større.

Handelsskolen blev dog ikke til noget.

I 1983 lagde Musikskolen billet ind på at få lokaler i Det gamle posthus, det lykkedes heller ikke.

I august 1985 fik vi så endelig lokaler i Den Tekniske skoles gamle bygning, Torvegade 5, med indvielse i december måned. De første mange år var der dog privat legestue i kælderlokalerne.

Fra Musikskole til Kulturskole.

Fra starten var Brønderslev Musikskole, som tidligere beskrevet, en selvejende institution, med en bestyrelse bestående af 5 medlemmer, valgt på den stiftende generalforsamling, og 2 medlemmer udpeget af henholdsvis byrådet og fælleslærerrådet for folkeskolens musiklærere, således at bestyrelsen bestod af 7 medlemmer.

I næsten alle 40 år har jeg siddet med i bestyrelsen, først valgt på den allerførste generalforsamling. Dernæst som lærerrepræsentant en del år og til sidst som souschef uden stemmeret.

Musikskolen overgik i 2006 fra at være selvejende- til at blive kommunal musikskole, således forberedt på den forestående kommunesammenlægning.

August 2006 blev Brønderslev Musikskole og Dronninglund Musikskole pga. kommunesammenlægningen til én musikskole, som i starten hed Brønderslev-Dronninglund Musikskole med John Fuglsang som leder af det hele. Størrelsen af musikskolen krævede dog en souschef. Stillingen blev slået op, og fra januar 2007 blev jeg Musikskolens – senere Kulturskolens – første souschef. En stilling jeg bestred, indtil jeg i september 2018, efter 40 år på skolen, valgte at gå på pension.

I Brønderslev Kommune besluttede man, at Brønderslev Musikskole fra den 1. januar 2013 skulle hedde Kulturskolen, Brønderslev Kommune. Tilbuddet skulle nu være musik, billedkunst samt teater og drama. Desværre fulgte der ikke ekstra penge med, alt skulle holdes indenfor de rammer, man havde i forvejen.

Hvis pladsen og tiden havde været til det, kunne jeg have skrevet meget mere om min tid på Brønderslev Musikskole/Kulturskolen.

Jeg kunne bl.a. have skrevet om dengang, vi optrådte med cirkus.

Om dengang vi samlede ind og fik til et flygel.

Om når lærerne tog rundt på skolerne og afholdt koncerter.

Eller om dengang én af mine seje klaverelever medvirkede i Hjørring Revyen, som lille Mozart.

Men her slutter min beretning, selvom jeg kunne dele mange flere skønne minder fra 40 dejlige års virke i Brønderslev Kommune.

Tak for godt samarbejde med elever, forældre, kolleger, ledelse og tak til alle politikere og andre, der gjorde det muligt, at Brønderslev Musikskole/Kulturskole blev en realitet, og altid har været en god arbejdsplads.

 

 

En beretning om lokalradio og bordhockey i Brønderslev.

Af Bjarne Axelsen

Når jeg har valgt at kalde afsnittet for Mit Liv i Luften skyldes det, at jeg i 31 år har været i luften (æteren) med Lokalradioerne i Brønderslev og desuden har tilbragt en del timer i luften (med fly) for at dyrke min sportsgren – bordhockey – på verdensplan som den fortsat mest vindende spiller nogensinde på World Touren i bordhockey.

Mit liv ændrede sig faktisk ret markant, da jeg første gang bevægede mig op ad trapperne på adressen Algade 32 i Brønderslev, som 15-årig i 1990.
Igennem længere tid havde jeg hørt et reklamespot i lokalradioen, at man manglede medarbejdere på sportsafdelingen.
Hvad det præcist indbefattede, blev der ikke sagt noget om, men jeg forestillede mig, at det var noget med at være studievært, læse nogle lokale sportsresultater op osv.
Det var faktisk min mormor, hos hvem jeg voksede op, som havde forsøgt at påvirke mig til at henvende mig på lokalradioen, da hun jo vidste, at jeg var ret sportsinteresseret og også havde hørt, hvordan jeg ”legede kommentator” som barn.

Mit første møde på radioen var med Arne Volden.
Han var selv frivillig på sportsafdelingen og transmitterede bl.a. fra håndboldkampene med BI, som på daværende tidspunkt var rykket op i landets bedste håndboldrække.

Det var ikke fordi, det var nogen stor prøve, der ventede mig.
Vi snakkede lidt sammen, og så sagde Arne:
”Jeg tror sgu, du er klar til at lave noget sport. Hvornår kan du starte?”

For mig bestod prøven dog i at henvende mig.
Det var ret grænseoverskridende, for jeg var ikke den mest udadvendte, og det at skulle i radioen – og lokalradio var altså noget ret vildt dengang i en tid uden YouTube og Facebook – var altså ret udadvendt i en by som Brønderslev.

Jeg kom ret hurtigt i gang. Det var en speciel lokalradiotid, for på grund af nogle stridigheder var der lokalradio to forskellige steder i byen, nemlig på hjørnet af Bredgade og Nygade samt i Algade.
Fra Algade transmitterede Radio Veronica, Radio Fri og Hele Byens Radio, og fra Bredgade var det BNR (Brønderslev Nærradio), Radio Brundur og Byens Bedste Radio.
På hver af disse programtilladelser sad forskellige mennesker, og i radioens hede opstartsfase fra 1. maj og 3. maj 1987 og indtil 1990 havde det været en tumultagtig tid med mange stridigheder om det ene eller det andet.

Alt dette vidste jeg intet om på daværende tidspunkt, og det var måske meget godt, men på medarbejdermøderne fandt man hurtigt ud af, at verden så lidt anderledes ud indefra, end den gjorde for os, der bare tændte på frekvensen 101,2 og så ellers lyttede med.

I starten var jeg studievært på vores fredagssport (fredag fra 18 til 19) sammen med Ivan Madsen.
Der gik ikke mere end et par uger, før jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at begynde at lave interviews.
Det var selvfølgelig enormt spændende, men samtidig var jeg kun 15 år, så det var heller ikke bare noget, man lige gjorde.
Studiet var meget lille og uden vinduer, så der blev svedt godt igennem derinde fra både studievært og gæster.
Spændende var det, og fra mit første interview var jeg tændt på, at det gerne måtte blive en fast del af vores fredagssport.
Mit andet interview husker jeg bedre end mit første, for dér havde jeg gæster i studiet fra JSI (Jerslev Sterup Idrætsforening) samt personer fra Sterup, som gerne ville benytte banerne i Sterup til at spille fodbold på, men det var JSI ikke umiddelbart med på, så det var en interessant debat.
Selvom jeg ikke var bevidst om det med det samme, så gav det mig alligevel et billede af, hvad lokalradio kunne bruges til – nemlig lokal debat.

Der gik heller ikke lang tid, før Arne Volden ønskede, at jeg skulle med ud og sende håndbold.
I starten var jeg med for at kigge, hvilket var utroligt spændende, men snart var det mig, der skulle berette for lytterne, hvordan kampen udviklede sig.
Jeg brugte meget at få kampen optaget på kassettebånd, så jeg bagefter kunne gennemlytte transmissionen og være kritisk over for mit eget arbejde.
Typisk har man for vane at sige de samme ting igen og igen, men man opdager det ikke i kampens hede – specielt ikke som ny kommentator – så det var meget givende at komme hjem og så ellers gå i gang med selvkritikken.

Den delte sendetid mellem flere programtilladelser i Brønderslev gjorde også, at hvis kampen var placeret på det forkerte tidspunkt, så kunne man ikke nødvendigvis sende den, for der var ikke nogen stor mængde samtale mellem personerne i Algade og dem i Bredgade.
Det vidste den unge sportsmedarbejder jo selvfølgelig ikke noget om, så på et tidspunkt, hvor en håndboldkamp skulle spilles en lørdag eftermiddag (hvor BNR havde sendetid), så ringede jeg til en medarbejder fra BNR – så vidt jeg husker Michael Michaelsen – som var meget venlig, og der var bestemt ikke noget problem med at få lov til at transmittere kampen i radioen hos BNR denne lørdag eftermiddag.
Derimod husker jeg, at jeg efterfølgende blev ringet op af et bestyrelsesmedlem fra Radio Veronica, som da lige ville påpege, at det ikke var nogen god ide at sende denne kamp i radioen for BNR, når jeg var tilknyttet Radio Veronica.
Det kunne jeg bestemt ikke forstå, og jeg argumenterede med, at lytterne nok var temmelig ligeglade med, om det var via den ene eller den anden programtilladelse, de kunne følge kampens udvikling, og der kom da heller ikke yderligere repressalier ud af denne ugerning, jeg åbenbart havde begået, men det siger unægtelig noget om, hvad der foregik mellem ”de voksne medarbejdere” på det pågældende tidspunkt.
Jeg husker også en given medarbejder i Algade, som omtalte BNR som Beirut Nærradio, og da jeg ikke kendte til navnet på Libanons hovedstad dengang, måtte jeg vist spørge en fortrolig, hvorfor radioen blev kaldt Beirut Nærradio.

Jeg nåede selv at arbejde nogle år, før radioerne omsider blev slået sammen, for det var jo fuldstændig uholdbart med dobbelte udgifter til alting i en lille by som Brønderslev.
Det betød, at jeg fra 1995 til 1999 kom til at arbejde sammen med Susanne Nielsen, som blev daglig leder af radioen.
Det blev jeg utrolig glad for.
Susanne var en person med ambitioner om, at der skulle være orden i tingene, og at det vi lukkede ud i æteren skulle have en vis kvalitet, og det motiverede mig meget og udviklede mig som studievært og kommentator.

Jeg blev også spurgt, om jeg ville være leder af sportsredaktionen.
Det blev jeg utroligt beæret over, og det betød også, at jeg skulle i gang med at tænke over, hvordan man skulle gå i spidsen for noget og lede noget.

Det var ikke altid lige let, men jeg er helt sikker på, at disse år har givet mig noget erfaring, som jeg senere har kunnet bruge mange steder i mit liv.

Det kan være skræmmende at stå med et ansvar, men man kommer ikke uden om det, så det var en gave – som teenager – at kunne få lov at træne i dette.

Min historie på radioen strækker sig jo fra 1990 til nu, så det er mere end 30 år.
Fra 1990-2004 var jeg frivillig medarbejder, i 2004 blev jeg ansat som programmedarbejder, og fra 2005 blev jeg leder af radioen.
Dermed har jeg også haft radioen som fritidsinteresse sideløbende med Brønderslev Gymnasium, Hjørring Seminarium og mit første job som folkeskolelærer på Muldbjergskolen i Hjørring.

Det har krævet en vis koordinering.
Jeg havde egentlig ikke lyst til at droppe radioen og de mange oplevelser, som det gav mig, så det var nødvendigt at finde ud af, hvordan man skulle indrette sit liv, så der altid var plads til radioen.
Det krævede nogle gange en god planlægning, og at man lærte at føre et kalendersystem, som virkede.
Det er bestemt noget, som jeg ihærdigt forsøger at lære de unge mennesker, som jeg møder på min vej som lærer på Søndergades Skole eller som træner for de unge bordhockeyspillere.
Selvfølgelig afhænger det af alder, men man kan godt – efter min mening – ret tidligt lære børn at skulle tage ansvar for deres egen kalender, at huske at tilmelde sig ting, aflevere sine opgaver til tiden osv.
Det er ikke fars og mors ansvar.
Man skal lære det selv.
For mit vedkommende lærte jeg det i høj grad gennem radioen, for min mormor signalerede ikke, at hun havde det fjerneste overblik over, hvornår jeg skulle sende håndbold fra Fredericia eller med BI-bordtennis til finale i Virum.
Jeg tror dog måske nok, hun havde rimeligt overblik over det alligevel, men i min verden kan man ikke på den ene side være leder af sportsafdelingen på den lokale radio og så samtidig have andre til at føre sin kalender.

Mange år senere var det helt andre udfordringer jeg stod med på radioen.
I 2004 blev jeg ansat som programmedarbejder, hvilket betød, at jeg søgte om orlov fra mit job som lærer på Muldbjergskolen i Hjørring.
Året efter måtte jeg tage en beslutning om, hvorvidt jeg ville fortsætte på skolen eller sige op.
Det var et vanskelig valg, men alligevel var jeg ikke i tvivl.
Radioen var en så stor del af mit liv, og at få muligheden for – fuld tid – at lave radio var en drøm for mig.
Derfor sagde jeg i foråret 2005 – efter et års orlov – mit job op på Muldbjergskolen, og jeg var nu fuldtids radiomedarbejder.
Forskellige omstændigheder gjorde, at jeg senere samme år pludselig stod som leder af radioen, og det var ikke nogen udsøgt fornøjelse.
Radioen havde i årene 2000-2003 aflagt regnskaber med gigantiske underskud, hvilket jeg ikke vidste noget om, før jeg selv fik mulighed for at kigge på regnskaberne, så det kom som lidt af en bombe.
Radioens likviditet var bombet tilbage til stenalderen, og der var i bogstavelig forstand tale om, at fogeden stod i døren.

Ergo måtte der iværksættes en nødplan, for jeg var om nogen interesseret i, at radioen overlevede, men samtidig ville det være for nemt bare at give op og starte forfra, da der så stod en masse kreditorer tilbage, som mistede deres penge.
Det irriterede mig noget, at der ikke var blevet grebet ind over for flere års dårlige regnskaber, men samtidig var det en motivationsfaktor for, at så måtte jeg jo gøre det.
Jeg arbejdede i en længere periode gratis, således KODA osv. kunne få deres penge.
Det hjalp på deres humør – af gode grunde – og dermed kunne vi med et langt sejt træk genetablere en radio med en ordentlig økonomi.
I 2010 blev radioen gældfri, og det var en lettelse, at der pludselig igen var sorte tal på kontoen.
Derfor har der i min ledelsestid været meget fokus på genetableringen af en ordentlig økonomi og en stabil drift.
Samtidig har radioen – ligesom andre etablerede medier – bevæget sig ind i en tid, hvor mediebilledet er meget mere fragmenteret end i dag.
Folk skaber deres egne overskrifter med opdateringer på facebook, instagram og twitter og transmitterer live fra forskellige begivenheder ved hjælp af disse funktioner.
Det er en udfordring for de klassiske medier at gebærde sig i nutidens medielandskab, men samtidig tror jeg i den grad, der er brug for de klassiske medier, så alt ikke handler om likes, og hvem der kan brande sig selv mest muligt.
Jeg har været tilknyttet radioen på forskellig vis i 31 år.
Det er min ambition at kæmpe for en lokalradio i Brønderslev, og så håber jeg da, at der står en ny radioaktiv person klar, når jeg engang om forhåbentlig en hel del år skal pensioneres.

Det ville være en ære at kunne give traditionen videre til en anden eller nogle andre med hjertet for dette medie.

 

Bordhockey

Den ene fritidsinteresse afløser den anden

Jeg har tit tænkt på, hvor sjovt det egentlig er, at jeg først startede seriøst på bordhockey som en fritidsinteresse det år, hvor lokalradioen gik fra at være fritidsinteresse til at være mit job.
Dog er det mere tilfældigheder end decideret planlægning.
I 2003 begyndte jeg igen at se mere til Peter Ørum, som gik i min parallelklasse i skolen.
Han flyttede fra Aarhus og tilbage til Brønderslev, vi var begge singler på daværende tidspunkt, så det blev til en del byture og bordhockeykampe for sjov på privaten.
På et tidspunkt mente vi selv, at vi var blevet nogenlunde gode til det, og interessen for at finde nogle andre at spille med blev større.
Vi kiggede lidt på internettet og fandt ud af, at bordhockey faktisk var en etableret sportsgren i en hel del lande.
Der var igennem en lang årrække blevet spillet verdensmesterskaber i forskellige lande.
Det overraskede os godt nok en del.
Derefter var der ikke andet for, end at vi også måtte etablere en klub i Brønderslev – Fremad Eagles Bordhockey (opkaldt efter ørnen på den daværende banegårdsplads) – og senere et landsdækkende forbund, som fik navnet Dansk Bordhockey Union.

Vi fik sat det danske mesterskab i gang i foråret 2004.
I 2004 blev DM afholdt over 14 afdelinger, hvor man samlede points i hver afdeling.
Den samlede vinder til efteråret ville så få overrakt DM-pokalen.
Det blev derved et langvarigt drama med mange dygtige spillere, dog primært fra de nordjyske byer Aalborg, Frederikshavn og Brønderslev, hvor der alle steder var etablerede klubber.
Efterhånden dukkede der også organiseret bordhockey op i Helsingør og København, og dermed kunne DM-serierne de kommende år blive spredt over hele landet.
Den dag i dag er DM meget anderledes, idet det arrangeres som en kvalifikationsturnering, hvorfra de bedste kvalificerer sig til DM, og så selve DM, der foregår over en enkelt dag, en lørdag i marts, april eller maj.

Da vi første gang indbød til bordhockeyturnering i Brønderslev, stod vi forventningsfyldte i min lejlighed på Niels Bohrs Plads i Brønderslev og kiggede ud ad vinduet for at se, om der mon ville dukke nogen op.
Det gjorde der, og vi kunne sætte den første turnering i gang.
TV2/Nord kom også og bankede på, hvilket vi heller ikke havde regnet med.
Vi havde ganske vist udsendt en pressemeddelelse, og det var fedt, at de valgte at prioritere det, for indslaget blev set i tv, og nye spillere henvendte sig fra hele Nordjylland.
Dermed fik Nordjylland et klart forspring i forhold til resten af landet, hvad angår organiseret bordhockeyaktivitet.
I starten havde vi meget glæde af gode lokale samarbejdspartnere i form af Nordjyske Bank og Nørresundby Bank, som dengang var to forskellige pengeinstitutter.
De hjalp os med penge til bordhockeyspil, som altid har været den største udgift for os, for der går mange spil til på et år.
Siden 2004 har cirka 750 forskellige personer spillet bordhockey hos Fremad Eagles Bordhockey.

I 2018 fik foreningen en overbygning i form af TABK (Team Axelsen Bordhockey Koncept), som er et nordjysk projekt for dem, der virkelig ønsker at blive gode til sporten og yde det nødvendige for, at TABK hvert år kan kæmpe med om titlen som dansk mester for hold.

Mange dygtige unge mennesker har i tidens løb vundet titler til Fremad Eagles Bordhockey og senere Team Axelsen Bordhockey Koncept, såsom Anders Dodensig, Nicolai Dahl Jeppesen, Mathias Jacobsen, Mathias Langbak Christiansen, Lasse Penning, Szymon Witulski m.fl.
Da jeg i 2014 igen begyndte at undervise først voksne udlændinge hos AOF, dernæst børn i modtageklassen på Skolegades Skole og senere i Dansk som andetsprog (DSA) på Søndergades Skole, så spredte interessen for bordhockey sig i den grad også blandt flygtninge og indvandrere i Brønderslev, hvilket betyder, at vi til tider har haft 7-8 forskellige nationaliteter med til vores turneringer.
Det har givet en ekstra dimension.

For mig har der egentlig altid været flere formål med at stifte bordhockeyklubben.
Til at begynde med var det Peters og min lyst til at dyste mod forskellige spillere. Dernæst blev det et mål at give denne sjove sportsgren videre til nogle af byens unge.
Eksempelvis spillede Anders Dodensig – som en af de bedste danske ungdomsspillere nogensinde – bordhockey gennem 13 år og vandt en masse turneringer.
Han havde tidligere prøvet andre sportsgrene, men det var ifølge hans forældre først med bordhockey, at han fandt glæden ved at gå til noget.
Det gør mig virkelig glad, at vi kan berige andres liv på denne måde.

Det har også altid været et mål for mig, at spillere med ambitioner skulle have mulighed for at møde en klub, hvor vi gerne hjælper dem med at arbejde målrettet for at nå nogle resultater.
Her gør vi meget ud af at forventningsafstemme med det pågældende unge menneske (og gerne også med deres forældre), at ambitioner er særdeles velkomne, men så skal man også forvente at skulle yde det nødvendige.
Det er i orden at ærgre sig over et nederlag, men det kræver, at man først har ydet en stor indsats for at nå sit mål og arbejdet med detaljen.
Vi har heldigvis på den vis lært en del unge mennesker at kende, som virkelig var parate til at arbejde hårdt.
Et eller andet sted håber jeg da også, at dette kan hjælpe dem andre steder i deres liv, hvor der også skal arbejdes hårdt nogle gange for at tage en uddannelse og få det arbejde, man ønsker sig.

Den dag i dag er kulturen meget den samme.
80-90% af vores bordhockeyspillere ønsker at spille for sjov og være med engang imellem – og det er superfint – mens de sidste 10-20% gerne vil bruge meget tid på at træne for at blive Danmarks bedste i fremtiden, og det er bare fedt at se, specielt for en person som mig, som næppe kan forvente at være med i toppen af dansk bordhockey om fem år.

Jeg har selv været drevet af primært to ting, nemlig at vinde turneringer i så mange lande som muligt samt ønsket om medaljer på World Touren.
Jeg er da lidt stolt af, at jeg stadigvæk er den mest vindende spiller på bordhockeyens World Tour med 54 medaljer (36 guld, 10 sølv og 8 bronze).

En dag bliver jeg nok overhalet, men foreløbig har jeg ligget nr. 1 på den statistik i 11 år og har desuden vundet turneringer i 17 forskellige lande.

Mit håb for bordhockey de kommende år er, at der så småt kan køres nye mennesker i stilling i den organisatoriske del, da ingen sportsgren arrangerer sig selv, og det er altid godt med både tradition og fornyelse.

 

Starten i 1944 og frem til 1972

I 1944 blev det på BI’s generalforsamling foreslået at oprette en afdeling med bordtennis på forlystelsesplan, og straks efter blev der bestilt et bordtennisbord, og så kunne der spilles bordtennis på Hotel Brønderslev.

Det kan man læse om i bogen ”100 år med vokseværk i Brønderslev Idrætsforening”.

Bordtennisspillerne trænede flittigt, og allerede i 1947 anmeldtes to hold af seks mand til Jysk Bordtennis Unions nordjyske kreds, og det første år blev begge hold vindere af deres kreds.

Ved en mesterskabsturnering i Aarhus opdagede spillerne fra Brønderslev, at nogle af de fremmede spillere havde limet nogle gummiplader med små dippedutter på deres bats, og det kunne få bolden til at skrue gevaldigt til stor irritation for brønderslevholdet.

På grund af indkvartering af flygtninge på Hotel Brønderslev blev træningen flyttet til kælderen i omklædningsrummet under Sinnes og Ankers lejlighed på stadion.

I 1953 var afdelingen rykket op i A-rækken og blev bevilliget et bordtennisbord mere til et beløb på 200 kr.

Langt om længe blev bordtennisafdelingen flyttet fra underholdningsafdelingen til Brønderslev Idrætsforening som en rigtig sportsafdeling.

De begyndte at træne i gymnastiksalen på den Lille Skole i Thygelsgade, og der var der mulighed for at bade efter træningen. Det var der dog ikke mange, der benyttede sig af i begyndelsen.

I 1958 blev der oprettet en bordtennisafdeling for piger, som blev vendsysselmestre det første år. Tilslutning til pige-bordtennis blev mindre og mindre, og derefter blev afdelingen nedlagt.

Til gengæld havde indsatte fra statsfængslet Kragskovshede og beboere på drengehjemmet Kettrupgaard vist interesse i at spille bordtennis i Brønderslev, hvilket var en lidt ejendommelig oplevelse, som dog forløb uden problemer.

Klubbens første jyske mester i single i A-rækken var Søren Krog Jensen i 1959, og han vandt adskillige mesterskaber i sin karriere indenfor bordtennis.

Klubben havde stor fremgang med flere end 70 medlemmer i 1970’erne og var dermed Jyllands største bordtennisklub.

Der blev trænet flere steder gennem årene, indtil klubben flyttede i egne lokaler i det nyanlagte BI-center i 1972.

Stor fremgang for klubben

I 1970’erne og 80’erne udviklede BI-bordtennis sig kolossalt på det sportslige og på det ledelsesmæssige plan, og klubben blev for alvor sat på det danske landkort.

Klubben havde topspillere som Søren Krog Jensen, Ove Christensen, Peter Holmsberg, Jan Lynge Jensen, Thomas Schmidt, Christian Nørgaard, Søren Poulsen, Jan Agerbæk og Ole Kjeldsen.

I begyndelsen af 1980’erne blev BI-bordtennis en af Danmarks mest kendte bordtennisklubber med to hold i divisionsbordtennis.

Den mangedobbelte danske mester i bordtennis Claus Pedersen blev i 1982 ansat som spillende træner for klubben. Det blev en helt ny epoke indenfor dansk bordtennis, og det blev virkeligt bemærket i hele landet.

Dengang var der i dansk bordtennis et stortalent ved navn Jan Harkamp, som flyttede til BI-Bordtennis for fortsat at kunne træne under sin læremester, Claus Pedersen.

Med stortalenterne Jan Harkamp, Claus Pedersen, Ove Christensen, Jan Lynge Jensen, Hugo Sørensen og Ole Vims Kjeldsen vandt BI-bordtennis den ene sejr efter den anden, og hele klubben nød godt af denne berømmelse.

Ikke blot på det sportslige gjorde BI-bordtennis sig bemærket. Klubben var også særdeles dygtig til at arrangere stævner af internationalt format med Hugo Sørensen i spidsen og har afholdt flere store stævner i Brønderslev. Der blev efterhånden TV-dækning af kampene eller sendt uddrag derfra, og tilskuerne strømmede til.

I 1996 havde BI-bordtennis tre divisionshold, og topspillerne var nu Jan Harkamp, Morten Adolphsen, Søren Jensen, Kim Høgsberg og Mads Sørensen.

BI-Bordtennis har vundet et hav af medaljer gennem årene både Nordisk Mesterskab og Dansk Mesterskab.

De unge bordtennisspillere blev selvfølgelig ældre, men Rasmus Jespersen, Mads Sørensen, Kaj Ove Bendixen, Søren Jensen, Kim Høgsberg og Jan Harkamp havde bidt sig fast i toppen af dansk bordtennis som seniorspillere.

Efter mange mesterskaber gennem årene vandt BI-Bordtennis i 2006 sit foreløbige sidste DM-guld for hold.

Parasport

Indenfor parasporten (sport for handicappede) har klubben også gjort sig bemærket. Jes Jacob vandt tre sølvmedaljer ved DM i 1991 og samme år en bronzemedalje ved EM i Barcelona. I Barcelona havde Jes den store ære at være fanebærer med Dannebrog.

Disse medaljer gav Jes adgang til de Paraolympiske Lege i 1992 i Barcelona,

og her vandt han bronze sammen med holdkammeraterne.

Hugo Sørensen

Hugo Sørensen begyndte at spille bordtennis som dreng sammen med sine brødre i kælderen i hjemmet i Knudsgade i Brønderslev.

I 2008 havde han været med i ledelsen af BI-Bordtennis i 40 år og havde bestridt samtlige bestyrelsesposter og har spillet på klubbens bedste hold.

Som leder måtte han være med til at træffe den tunge beslutning at trække klubben ud af elitebordtennis. Økonomien i klubben var slet ikke i stand til at bære de udgifter, der var i forbindelse med bordtennis på så højt plan.

Nogle elitehold fik støtte af deres kommuner, og der blev givet betragtelige tilskud. Det skete bare ikke i Brønderslev. Hugo Sørensen ville dog ikke afvise, at klubben engang ville være i stand til igen at spille bordtennis på eliteplan. Det var desværre også vanskeligt at skaffe frivillige hjælpere til BI-Bordtennis.

Hugo var i sin tid med til at få Claus Pedersen og Jan Harkamp til Brønderslev. Hugo Sørensen har været med til at arrangere store mesterskabsturneringer, og for alle sine anstrengelser i mere end 40 år blev han æresmedlem i BI-bordtennis.

Den største æresbevisning fik Hugo Sørensen i juni 2020, da han modtog Guldnålen af Dansk Bordtennisunion for gennem årtier at have været et fyrtårn for bordtennis i hele landet.

Hugo Sørensen døde ca. en måned efter at have modtaget Guldnålen.

Større alsidighed og klubliv

I 2009 konstaterede klubbens formand, Jan Lynge Nielsen, at det var en god ide at droppe eliteafdelingen som det primære i klubben til fordel for den alsidighed, der var kommet. Ændringen var gradvis lykkedes godt både sportsligt og økonomisk, og der havde været et overskud i 2008 på
37.000 kr.

Der var også kommet mere klubliv på seniorsiden takket være Hugo Sørensens og Kaj Ove Bendixens utrættelige bestræbelser for at få flere ud i BI-Centeret.

Ungdomsafdeling

Der var også en glædelig udvikling i ungdomsafdelingen med 50 medlemmer, og der var kommet mange nye til takket være en stor indsats fra trænerteamet under ledelse af Christian Andersen.

Der var også blevet etableret en forældrebestyrelse til at hjælpe med at udvikle klubben og være behjælpelig med praktiske opgaver.

Bjarke Krog trænede med verdenseliten

En af bordtennisklubben unge talenter, Bjarke Krog, fik i 2017 en stor oplevelse. I ti dage trænede han i Kina på ITTF Zhending Elite Training Center, hvor godt 80 unge talentfulde kinesere bor, går i skole og træner i en enorm stor hal.

Turen var gjort mulig ved hjælp af støtte fra Risagerfonden.

Der var stegende hedt, da Bjarke lagde ud med at træne i 6,5 time den første dag. Det var hårdt de første dage med vabler og ømhed i kroppen, når han spillede med unge fra Kina, England, Panama Sverige, Egypten og Saudi Arabien. Bjarke blev vant til udfordringen og lærte meget, der kunne udvikle hans spil under træningen hjemme. Bjarke kvalificerede sig til den næstbedste gruppe.

Startskud til en ny storhedstid

Sæsonen 2011 – 2012 blev startskuddet til en ny storhedstid for BI-Bordtennis. Det var ungdommen, som førte an i den nye udvikling.

I 2011 vandt et puslingehold det Jyske Mesterskab i E-rækken. Det var de meget unde bordtennisspillere Thomas Larsen, Jonatan Dolberg og Bjarke Krog, der tog pokalen hjem.

Yngre drenge vandt landsmesterskabet samme år.

Kulminationen kom i 2012, da en flok drenge for første gang i 20 år kvalificerede BI-Bordtennis til deltagelse i ungdomsdivisionen, der var den bedste række for spillere op til 14 år, og de slog hæderkronede SISU fra Aarhus. Holdet bestod af Philip Lundsgaard Møller, Steffen Hwiid, Frederik Jarl Nielsen, Kevin Nielsen og Bjarke Krog.

Nu var ”fødekæden” i ungdomsafdelingen klar til at rykke ind, når de ældste blev for gamle til drengedivisionen.

På BI-centret blev der arrangeret træningslejre under ledelse af den tidligere elitespiller Carsten Egeholt, hvilket også tiltrak nogle af de bedste fra andre jyske klubber.

Bordtennisklubben lavede en del generelle arrangementer for hele familier, skolebordtennis på skolerne for skolefritidsordningerne og meget andet.

Klubben havde så stor en succes, at de bedste ungdomsspillere fra Aalborg foretrak at træne og spille i Brønderslev sammen med de lokale talenter.

BI-Bordtennis blev styrket år for år og kom tættere på den absolutte top. I 2015 sikrede de sig DM-medaljer i en meget stærk drengedivision.

Allerede i 2014 havde Bjarke Krog vundet bronze i både single og double ved DM-mesterskaber. Jan Philipsen var klubbens cheftræner og havde stor betydning for udvikling af spillerne.

På det tidspunkt var der i klubben en gruppe meget talentfulde piger, som under Jan Philipsens ledelse udviklede sig til at være blandt Danmarks bedste bordtennisspillere. Det var pigerne Agnethe Kranker, Amalie Nørgaard, Victoria Cramer og Anna Ansø.

Jysk Bordtennisunion kårede i 2016 BI-Bordtennis som Årets Klub. Man fremhævede den gode ungdomsafdeling og deltagelse i mange turneringer og de mange frivillige, som havde hjulpet til ved afholdelse af Jyske Mesterskaber.

Samme år kvalificerede Jacob Laursen, Agnethe Kranker og Bjarke Krog sig til det prestigefyldte Top-12.

Flere hold blev i 2017 jyske mestre og kvalificerede sig til DM.

Den rutinerede Peter Bruhn og den polske træner Adam Duch var med til at sikre herrernes 1. hold i 1. division til oprykning i landets bedste række.

Der var mange initiativer i klubben, som i 2018 startede Projekt 60+ for interesserede bordtennisspillere på 60 år og derover og lidt under, hvilket i den grad fyldte bordtennislokalerne.

Samme år etablerede klubben også Skole-OL for 4. og 5. klasser, som blev instrueret i at kvalificere sig til et stort Skole-OL-stævne i Aarhus. Hedegårdsskolen vendte hjem med tre bronzemedaljer.

Status for BI-Bordtennis

På hjemmesiden for BI-Bordtennis er formanden, Frank Dolbergs, beretning for 2019 indsat, og af den fremgår, at succesen med 60+ og Skole-OL stadig er populære tiltag, ungdomsafdelingen er stor, og den vil man satse på.

Bordtennisklubben fejrede i 2019 sit 75-års jubilæum med en flot reception med mange gæster og talere.

Desværre rykkede 1. divisionsholdet ned i 2. division, men der er man klar til at kæmpe.

Serie 1-drengene førte med 3 point, men coronaen ramte også bordtennis, og derfor blev holdet automatisk kåret som vinder uden yderligere kampe.

Klubbens økonomi er sund med flotte indtægter fra påskebal og Brønderslev Marked, og jubilæet gav også en god indtægt.

Det store bump på vejen, Covid-19, satte for en stund al aktivitet i klubben i stå, men bestyrelsen har stor tiltro til en positiv udvikling for klubben.

Det var et stort øjeblik, da BI-Bordtennis fik æren af at uddele Bordtennis Danmarks største anerkendelse GULDNÅLEN, som helt fortjent blev overrakt Hugo Sørensen, som tidligere omtalt.

Tidligere formand for BI-Bordtennis, Thomas Krog, har været en stor bidragyder til dette kapitel.

Bogen, ”100 år med vokseværk i Brønderslev Idrætsforening” og Formandens beretning for 2019 fra hjemmesiden er også en væsentlig kilde sammen med mange avisartikler.

Stor tak skal lyde til Thomas Krog.

Tonny Bistrup

Oktober 2021

Den 12. januar 1944 om aftenen ringede telefonen hos dyrlæge Axel Ricard Møller, som boede i Nørregade 18 i Brønderslev. En mand, der talte vendelbomål, bad om at få dyrlægen ud til en kviefødsel. Axel Møller tog altid kontrolopringninger, hvor han kunne, men det var et husmandssted, og de havde jo ikke telefon dengang.

I det samme kom Axel Møller pludselig ind ad døren, og han snakkede selv med manden og hørte, han talte vendelbomål. Så sagde hans svigersøn, som også var dyrlæge, om han ikke skulle tage den tur. ”Næh, det skal du ikke”, siger Axel Møller, ”for den unge assistent kan lære en masse af det”.

På vej ud af Brønderslev blev Axel Møller og Ole Larsen overhalet af en bil, der tvang dem til at standse. Et par mænd stod ud af bilen og sagde, at Axel Møller skulle med til forhør i Aalborg. Axel Møller var bekymret for kælvningen og spurgte, om han ikke kunne lave dette sygebesøg først. Det kunne han ikke. Ole Larsen blev placeret i tyskernes bil, og to af dem satte sig ind i Axel Møllers bil, og begge biler satte kursen mod Aalborg.

På en øde strækning ved Vestbjerg Bakke standsede bilerne, og Ole Larsen blev skudt med en pistol uden for bilen og efterladt i grøftekanten.  Axel Møller blev skudt bagfra i sin bil med en automatpistol. Han blev ramt af 7-8 skud gennem hovedet og var dræbt på stedet.

Begge biler fortsatte ind mod Aalborg, hvor de stillede bilen med liget af Axel Møller på forsædet i Skipper Clements Gade. Liget blev anbragt i siddende stilling.

Kl. 04.44 blev Falcks ambulance alarmeret fra Skipper Clements Gade i Aalborg, hvor der var fundet en bil med en dræbt mand.

Dyrlægen Axel Richard Møller, som også var modstandsmand og tidligere borgmester i Brønderslev, var blevet dræbt og efterladt i en bil i Skipper Clements Gade i det centrale Aalborg samme sted, som en nazistisk leder var blevet likvideret af modstandsbevægelsen nogle dage forinden. Nu havde besættelsesmagten taget hævn. Også dyrlægens unge assistent, Ole Vagn Larsen, blev slået ihjel.

Næste morgen ringede direktør Peder J. Nielsen fra Pedershaab Maskinfabrik A/S til Axel Møllers hustru Elisabeth. Dyrlægeparret hørte til direktørens vennekreds. Peder Nielsen sagde, at han havde hørt, at Axel Møller var taget. Ikke at han var død, men at han var taget. Datteren Karen løb ned til redaktøren for Vendsyssel Tidende, som boede på samme villavej, for at få nærmere besked. Det gjorde hun så. Han kunne fortælle, at de var døde begge to.

Så blev der ringet fra Amtssygehuset i Aalborg om, at familien kunne komme og identificere ligene. Det var et chok.

Ifølge Højesterets dom var det to tyskere, der dræbte dyrlægerne med pistolskud på landevejen fra Brønderslev til Aalborg.

Assistentens hustru skulle jo også have besked, så Karen løb op ad hovedgaden i Brønderslev for at komme derhen.

Det første assistentens hustru sagde, var: ”Åh, jeg er gravid. Så får det barn aldrig set sin far.”

Axel Møller skulle bisættes to til tre dage efter. Hans kiste stod i dagligstuen derhjemme. De fleste forretninger i Brønderslev var lukket. Det skønnes, at der var over 1000 mennesker i kirken og ved kirken. De kunne ikke være der alle sammen. Det var meget rørende at se, hvordan hele byen tog del i tragedien.

I 1943 opstod Petergruppen som en terrorgruppe med tyske og danske nazister, der under direkte ordrer fra Heinrich Himmler tog på hævnaktioner for modstandsbevægelsens sabotager.

Petergruppen stod bag flere voldsomme aktioner i de 15 måneder, de var aktive. De bombede betydningsfulde bygninger og slog tilfældige danskere ihjel.

Et af de mest kendte attentater er mordet på digteren og præsten Kaj Munk.

Petergruppen var et rejsehold i død og ødelæggelse. Man ville vise øje for øje og tand for tand, at modstand havde konsekvenser.

Petergruppen udpegede systematisk kendte personer i lokalsamfundet.

Aage Mariegaard var medlem af Petersgruppen og det var ham, der på vendelbomål havde ringet til dyrlægens bolig for at kalde ham ud til et fingeret sygebesøg hos en husmand i Ø. Hjermitslev, og at dyrlægen måtte komme og se til en kælvekvie, der skulle føde.

Aage Thomas Mariegaard fra Stenum var en ung mand, der tidligt valgte sit ideologiske ståsted, og lod sig hverve til fremmed krigstjeneste og endte med at deltage i terrordrab på sine landsmænd.

Aage Thomas Mariegaard var ikke den eneste, der blev fascineret, fanget og forført af nazismen, for siden at blive dennes bøddel under besættelsen. Han var én blandt mange, og en stor del var nordjyder.

I sommeren 1941 tog Aage Mariegaard, der var 18 år, sammen med sin fætter på et såkaldt terrænsportskursus i Hamburg. Træningen på sådanne kurser lignede den, som rekrutter modtog, og skulle begejstre unge mennesker til at melde sig frivilligt som tysk soldat.

I juli 1941 meldte både Aage Mariegaard og hans fætter sig frivilligt til Frikorps Danmark. Her modtog soldaterne både militær og ideologisk træning med det særkende, at man tog højde for de frivilliges nationalitet og bildte dem ind, at de særligt kæmpede for, at Danmark ikke skulle blive overrendt af Den Røde Hær.

I maj 1942 sluttede Aage Mariegaard sin ideologiske og militære uddannelse i Treskai i Polen. Han blev sammen med kammeraterne kommanderet til Østfronten.

Aage Mariegaard har beskrevet sine oplevelser som “Stovt og fantastisk” eller “kold og fuldkommen rolig kæmper”.

I maj 1943 fik Aage Mariegaard ordre til at melde sig hos Germanische Leitstelle i København med henblik på at blive instruktør for rekrutterne i det, der skulle blive til Schalburgkorpset.

Aage Mariegaard blev idømt dødsstraf som landsforræder og henrettet natten til 9. maj 1947. Dødsdommen faldt i Københavns Byret 10. juli 1946. Der var 46 danskere, der blev henrettet på dette grundlag.

Dyrlæge Møllers barnebarn Gunvor Bjerre føler en dyb vrede over, at danske nazister var med til at slå hendes morfar ihjel, og det påvirker hende meget.

Karen beskrev moderen som en meget stærk kvinde. Hun havde for eksempel fået oprettet en børnehave. Hun gik på plejehjem og fik udskiftet halmmadrasserne med rigtige madrasser.

Alt sådan noget fik hun sat i gang. Hun holdt foredrag om mange forskellige ting. Hver anden torsdag samledes de i skolen, og så kunne folk komme og høre hende læse op af bøger. Så diskuterede man bøgerne bagefter.

Det havde været en stor hjælp for hende, at hun altid havde haft det aktive i sig, og således kunne klare tiden efter mordet.

Karen fortalte også, at hendes far, Axel Møller, var modstandsmand og havde hjulpet politibetjente ud til steder, hvor de kunne gemme sig. Han gav oplysninger om, hvor det ville være egnet at smide våben ned.

Axel Møller havde jo også været borgmester i 8 år og været formand for skolekommissionen, formand i bankrådet og 117 andre ting.

At Axel Møller var modstandsmand, var en væsentlig årsag til, at han blev myrdet, men også fordi han var kendt og respekteret. Så ramte det jo meget, meget hårdere end, hvis de havde taget en hvilken som helst anden, var Karens overbevisning.

Tonny Bistrup

september 2021

 

Guldsmed BØRGE HANSEN & SØN

           Algade, Brønderslev

Forretningen er grundlagt af urmager og guldsmed Peter Nielsen 1.november 1893, som den første guldsmedeforretning i den daværende stationsby Vester Brønderslev.

Peter Nielsen var født i 1863 i Horsens. Her blev han udlært hos urmager Emilius Jensen, hvor han var som svend i 15 år, indtil han flyttede til Brønderslev.

I tidens løb har forretningen ført en omskiftelig tilværelse i byen. Nielsen begyndte i det daværende Jernbanegade i et lejet lokale, hvor han delte butik med sin hustru, der var modist og solgte damehatte. Forretningen blev fra begyndelsen drevet som blandet urmager – og guldsmede-forretning.

Forretningen må have gået godt, for i løbet af et år eller to købte Peter Nielsen det nuværende Vestergade 12,

hvor der tidligere havde været Apotekerudsalg.  Brancheglidning er ikke noget nyt fænomen, således drev Nielsen i en del år kombineret ure, guld og pianomagasin.

Ca. 1913 døde Nielsens hustru og et par år senere overdrog Nielsen urmagerafdelingen til sin urmagersvend Jens Hansen, der flyttede urene til Nygade. Urmagerforretningen blev senere overtaget af K. E. Ulsted og senere af Palle Jespersen, som Gågadens Ure og Briller. Den er nu en Profiloptik og ren brilleforretning.  Siden ca.  1915 drev Peter Nielsen så forretningen som ren guldsmedevirksomhed.

Efterhånden viste det sig, at butikkerne samlede sig på østsiden af jernbanen, hvor stationen lå.  Omkring 1919 solgte Nielsen derfor ejendommen i Vestergade og købte Bredgade 3 af urmager

Thomsen. Der var på det tidspunkt 2 butikslokaler i huset og guldsmedeforretningen flyttede ind i den vestre, mens urmager Thomsen fortsatte som lejer i den østre.

I mange år havde Nielsen guldsmedesvend på værkstedet. Så vidt vides havde han ikke indregistreret navnestempel, og der kendes heller ikke arbejder fra værkstedet, så det må udelukkende have været drevet som   reparationsværksted.  I nogle år hed svenden Axel Pedersen. Han begyndte i 1932 selv guldsmedeforretning i Bredgade. Efter hans død blev den drevet af hans enke, indtil hun lukkede den i 1975.

Peter Nielsen døde også i 1932 og forretningen blev købt af Otto Christensen. Han solgte Ca. 1940 ejendommen til Andelsbanken (der senere er flyttet til nabohuset).  Han købte en anden ejendom længere ude i Bredgade, hvor forretningen kun var en kort tid, indtil han lejede butik i det nuværende Bredgade 34. Christensen var svagelig og det kneb med at passe butikken, så den var kørt noget ned, da Børge Hansen overtog den 1. februar 1943, hvorefter Christensen flyttede til Middelfart. Forretningen har således i 2021 været i familiens eje i 78 år.

Familien har dog tidligere haft tilknytning til forretningen, idet Børge Hansens far Johannes Hansen, var fra Brønderslev og lærte som urmager hos Peter Nielsen omkring år 1900.

Han etablerede sig i 1909 som urmager og guldsmed i Vrå.

Børge Hansen var født 1911 og udlært som guldsmed hos Chr. Pedersen i Hjørring og C. Åkerlund i Århus i årene 1925-30. Han var svend forskellige steder i Århus, Odense, Haderslev og Nykøbing F. indtil han forpagtede et værksted i Ålykkegade i Odense fra 1934.

Børge Hansen drev forretningen i Bredgade indtil 1945, hvor han købte ejendommen i Algade af sin faster Louise Thuen.

Han flyttede guldsmedeforretningen ind i den ende af huset, hvor hendes mand Chr. Thuen havde haft rebslagerforretning. Midt i huset var en lejlighed, hvor fru Thuen blev boende sammen med sin søster Karen Hansen. I den modsatte ende af huset var skrædderværksted med indgang fra fortrappen.

Facade 1963I 1974 blev lejligheden i stueetagen nedlagt og inddraget i forretningen, der blev helt ombygget og udvidet.

I 1976 kom sønnen Ole Agger Hansen hjem som kompagnon.  Han var udlært guldsmed hos A. Abrahamsen (Jørgen Dannesboe) Frederikshavn i årene 1965-1970. Senere arbejdede han som svend hos N. E. From i Nakskov (1972-73) og Georg Jensen I Ragnagade København (1973-75).

Ole Hansen blev eneindehaver i 1. okotber1983 samme år som Børge Hansen kunne holde sit 40års jubilæum. I 1989 køber han ejendommen og ombygger den, så forretningen nu anvender hele stueetagen.

Børge Hansen vedblev at arbejde som svend i forretningen indtil han flyttede på plejehjem i 1992. I en årrække var der enten lærling eller svend på værkstedet, der mest blev drevet som reparationsværksted. Ole Hansen har dog lavt borgmesterkæder til både Brønderslev og Løkken-Vrå Kommuner, og værkstedet har også leveret bestillingssmykker til kunder. I de senere år er det meste værkstedsarbejde lavet eksternt.

Ole Agger Hansen har været meget aktiv i branchesammenhæng og var i mange år formand for Jydsk Guldsmedeforening og i 8 år formand for Danske Guldsmede og Urmagere.

I 2019 blev Pontip Seephai ansat. Hun har været i en guldsmedeforretning i Horsens og været ansat i et urfirma. Hun indførte igen salg af ure i butikken, efter en pause på lidt over 100 år. Hun bliver i 2021 medindehaver og skal overtage firmaet i løbet af nogle år.

I 2021 vil der være 2 indehavere af den gamle Guldsmedeforretning

Tv. Den unge Pontip Seephai og th. den gamle guldsmed Ole Hansen.

I 2021 er salget næsten udelukkende smykker og ure.  Indtil midt af 1960erne var der et meget stort salg af sølv- og sølvplet bestik, men det er helt forsvundet nu.

Brønderslev 2021.

Guldsmed Ole Agger Hansen

Valdemar Pedersens hus brændte i ca. 1979.
Valdemar døde i sommeren 1978

Knud Erik Sørensen

Der har jeg været bydreng. En af opgaverne var at skubbe en gammel ost tilbage på hylden, inden vi gik hjem – den var så levende, at den flyttede sig ud over kanten

Helle Metha Larsen Hansen

Der lugtede altid af friskmalet kaffe, når man gik forbi den butik, han havde sådan nogle store gamle kaffemøller…. jeg elskede den duft.

Bent Kristensen

Her hos Valdemar Pedersen var der en nissemand, der havde fat i kaffemøllen i december måned, og trak den rundt.

Inger-Marie Bach Jensen

Her havde jeg fritidsjob i 3-4 år hver eftermiddag, fredag aften og lørdag. Hold op hvor har jeg slæbt mange 30 flaskers kasser over disken og tørret støv af nissen – alt var i skuffer, løs vægt – fantastiske minder – lærte meget, at “sidste salgsdato ikke betød noget” – Valdemar Petersen sagde “der står jo ikke, at det ikke kan spises “. Mug på osten blev også vasket af, og kaffeposerne skulle lukket på en særlig måde – tit en ommer .

Var dagligt i banken med dagens omsætning i en brun kuvert – nogle gange med 4000 kr. på en god dag. Fik i startløn 55 kr. om ugen – endte med 90 kr. som 15-årig.

Fik en budcykel på et tidspunkt og heldigvis lidt selvregulering af løn i forhold til lidt ekstra øl – en pakke smøger i posen til min bror Allan, Bette Leif og vennerne- husker du det Hanne Saaby.

De sidste år boede Gorie, Valdemars kone, i lejligheden ved siden af trods det, at de havde en fantastisk lejlighed i Nørresundby Solgården tæt ved Limfjorden.

Det var usle forhold, de boede under i Algade. Valdemar passede godt på sine penge. Drømte om at arve købmandsdisken – hvor mon den blev af, da huset blev solgt.

Preben Johansen

Ham husker jeg rigtig godt – var bydreng der i en periode, mens jeg gik i skole. Husker ølkælderen i baglokalet, og jeg skulle veje mel og sukker op i brune poser, og Valdemar lærte mig at folde lukningen på poserne korrekt – det skulle jo se fint ud. De mange ture på budcyklen husker jeg også en del af – gode minder hos Valdemar Petersen

Jeg boede i det, der dengang var Algade 27.

• John Larsen, som blev udlært hos Hagbart N. Simonsen i 1970´erne fortæller, at det var en fantastisk arbejdsplads og, at man dengang solgte øl i trækasser med 50 styk. Når de solgte øl eller vand, skulle det hentes op fra kælderen via en gulvlem. Senere hen, da man gik over til plastkasser, blev antallet af øl eller sodavand reduceret til 30 stk pr. kasse.

Kaffemøllen stod ved vinduet, som vendte ud mod Torvegade. De solgte 2 slags kaffe hos Simonsen – Santos og Java.

Gryn blev leveret til købmanden i store sække og skulle vejes af i baglokalet og hældes i mindre emballager.

Jens Otto Madsen:

Jeg kom i lære i Brønderslev Bank i 1962 og opdagede hurtigt, at vi havde ærinde derovre på den anden side af gaden til Hagbart Simonsen. Hver eftermiddag lidt over kl. 16, når vi havde lukket banken, var der et par tørstige kolleger, der altid skulle have en øl.

Ofte skete der også det, at enten havde der været en varm sommerdag, eller vi medarbejdere havde gjort en ekstraordinær indsats, så syntes vores direktør Richard Lundø, at vi alle fortjente en øl eller sodavand. Så blev de bragt over, men ellers hentede vi selv hos Hagbart Simonsen.

Han og konen Karen var nogle søde og rare mennesker, min moster var veninde med Karen Simonsen. Personalet i øvrigt var søde og rare og det var et hyggeligt sted at komme.

Ja, og det var dengang, at en kasse øl var en seriøs kasse. Kasserne blev meget populære og blev ofte senere bruget som bogkasser.

 

 

Fælledvej (nu Fasanvej), Glentevej, Vestergade, Gasværksvej, Søndergade, Smalbyvej, Risagergade, Vester Kærvej samt FREDENSBO Festerne:

Dato: 11. august 1952

Underholdning i fri luft.

Med stort held har Boligforeningen Fredensbo arrangeret en frilufts-underholdning for børnene.

Der begyndes med forskellige sportskonkurrencer for de mange deltagende børn og afsluttes med dans i skinnet fra kulørte lamper.

Det bliver antagelig ikke sidste gang, der skal festes på denne billige og fornøjelige måde.

Den 10.8.1953

Smuk børnefest

Boligforeningen ”Fredensbo” har på Fælledvej indrettet en udmærket legeplads for medlemmernes børn og man ønsker desuden at gøre noget for at more børnene. Med det mål for øje holdtes der lørdag og søndag en fest med et afvekslende underholdningsprogram. I det smukke sommervejr fik festen, der blev ledet af kommuneassistent Poulsen et yderst vellykket forløb.

Dato: 6. august 1956

Sommerfest i ”Fredensbo”

Boligforeningen Fredensbo holdt lørdag og søndag den årlige sommerfest. Selvom vejret ikke var det allerbedste, var tilstrømningen ganske god, og de mange konkurrencer blev afviklet efter planen, og under stort bifald.

En fodboldkamp mellem Fredensbo og Vestergade blev vundet af Fredensbo med 10-1 og de øvrige resultater var følgende:

Æggevæddeløb for drenge 6-9 år blev vundet af Kaj Ole Pedersen,

Sækkevæddeløb: Mogens Findinge, 60 meter løb: Ole Christensen (Chris Ole). Drenge 10-14 år 100 meter løb: Mogens Nielsen, sækkevæddeløb: Carsten Jespersgaard og forhindringsløb: Hugo Kjær. I konkurrencen for piger vandt: Birgit Knudsen sække- og æggevæddeløbet mens Bodil Kronborg vandt harehoppet. Ved cykelringridning blev resultatet: Finn Pedersen = Konge, Kaj Ole Pedersen blev Prins og John Nielsen adjudant. Festen sluttede med bål.

Dato: 16. august 1958

”Fredensbo” holder børnefest.

1. I dag og i morgen holder boligforeningen Fredensbo den årlige børnefest. PM-drenge og Fredensbos drenge kæmper om den af Pedershaab Maskinfabrik udsatte vandrepokal og drenge fra Gravensgade/Søndergade mod drenge fra Fælledvej/Glentevej om den af urmager Buus udsatte pokal. Endvidere bliver der forskellige konkurrencer, cykelringridning, koncert af PM-orkestret, opvisning af Judoklubben og sluttelig bal.

Gud ved, hvor disse pokaler befinder sig?

Dato: 9. september 1940

Bekendtgørelse.

På given foranledning meddeles, at Byrådet har bestemt, at vejen, der fører fra Vestergade til Vestre teglværk (den såkaldte røde vej), fremtidig benævnes som Fælledvej. (Senere omdøbt til Fasanvej).

Den 26. september 1946

Grundstensnedlæggelse i ”Fredensbo”

De påbegyndte ejendomme på Fælledvej medregnet har boligforeningen opført ejendomme for over 1,5 millioner kroner.

Boligforeningen ”Fredensbo” er blevet et stort byggeforetagende, der ved bestyrelsens indsats har skabt beskæftigelse og praktisk indrettede lejligheder til en rimelig pris.

Foreningen opførte den første blok i 1942 med 12 lejligheder. Året efter byggedes der ud mod Gasværksvej en blok med 12 lejligheder. I 1944 blev der bygget 3 husblokke i Gravensgade med 10 lejligheder i hver, og i 1945 en hjørne-ejendom, Gravensgade/Smalbyvej med ti lejligheder og 1 forretningslokale, samt boligforeningens kontor.

Nu er den femte blok påbegyndt på hjørnet af Vestergade og Fælledvej, den kommer til at bestå af tre blokke med 10 lejligheder i hver, desuden bliver der en forretning (Kbmd. Jens Winther, mens jeg var dreng) på det centralt beliggende sted, Vestergade, Fælledvej. Der er på denne måde skaffet lejlighed til cirka 100 familier, og skaffet muligheder for to købmænd i de tætbeboede kvarterer.

Tegningerne til den nye bebyggelse på Fælledvej er udarbejdet af arkitekt J. Knudsen. De forskellige arbejder udføres af byens håndværkere. Murerarbejde: Poul Eriksen, A Frederiksen og A. Winther. Tømrerarbejde: A Drejergaard og A.P. Jensen. Snedkerarbejde: Max Emil Christensen. Elektriske installationer: E Bredvig, malerarbejde: Stege og Madsen. Glarmesterarbejde: R. Bertelsen.

Ved grundstensnedlæggelsen i går var de forskellige håndværksmestre og leverandører samt de indbudte til stede, bla. Borgmester Th. Jensen, rejsesekretær Johan Pedersen fra ”Arbejderbo” i Odder. Foreningen formand Alfred Nielsen bød velkommen og udtalte bla. at det var første gang foreningen foretog grundstensnedlæggelse. Når ejendommen en gang med tiden skulle rives ned, var det rart for vores efterkommere at læse dokumenterne og derigennem erfare, under hvilke vilkår vi arbejdede for at skaffe gode boligforhold.

DEREFTER BLEV DOKUMENTET INDMURET I HJØRNET AF EJENDOMMEN.

BORGMESTEREN NEDLAGDE DEN FØRSTE STEN OG TAKKEDE BOLIGFORENINGEN FOR DET SAMFUNDSNYTTIGE ARBEJDE, DEN HAVDE UDFØRT. ARKITEKT KNUDSEN UDTALTE ET ØNSKE OM, AT DE OPFØRTE LEJLIGHEDER MÅTTE BLIVE RAMMEN OM LYKKELIGE FAMILIELIV. REJSESEKRETÆREN J. PEDERSEN TALTE OM FORDELEN VED GENNEM BOLIGFORENINGEN AT FÅ DEN MINDRE BEMIDLEDE STAND END DEN HIDTIL HAR HAFT. FORMANDEN RETTEDE EN TAK TIL KOMMUNALBESTYRELSEN OG EN TAK TIL ARBEJDERE OG

HÅNDVÆRKSMESTRE. NEDLÆGGELSEN AFSLUTTEDES MED AT FORSAMLINGEN SANG ”DER ER ET YNDIGT LAND”.

Den 11.9.1947

Kraftigt fremstød mod bolignøden i Brønderslev.

Boligforeningen ”P.M” og ”Fredensbo” har opført og projekterer i alt 360 lejligheder.

De to billeder, der her bringes, er fotografier af nybygninger i Brønderslev, hvormed byens to boligforeninger modvirker bolignøden.

At det også er en betydelig indsats boligforeningen har været i stand til at øve, vil nogle få tal anskueliggøre.

Boligforeningen ”P.M” hvis arkitekt er M. Johs. Jepsen, Carlo Odgaard og Aaby Sørensen har i løbet af de sidste år fuldført boligkomplekser ved Søndergade, Risagergade og Smalbyvej med i alt 78 lejligheder, der alle for længst er taget i brug. Og nu er der projekteret en ny type beboelse ved Vester Kærvej og Gasværksvej, hvoraf de første ses på billederne, omtrent færdige. Det er moderne rækkehuse, der i første række omfatter 52 huse, men der skal være 82 i alt. Halvdelen er 3 værelsers med kammer. Halvdelen er 2 værelser med kammer. Der bliver her en hel lille by og der indrettes 4 butikker. Vand, gas, elektricitet og en ny gade vil der opstå, og den er allerede navngivet til Danmarksgade. Prisen inklusive grunden er 24.000 kroner pr. lejlighed eller rettere pr. hus. Det vil sige 2 millioner alene for dette projekt.

Tilsammen skaffer ”P.M” således 100 familier hver en god lejlighed. Boligforeningen ”Fredensbo” der har arkitekt Knudsen, Brønderslev, til tegner og bygmester, når ligeledes op på et antal af 100 lejligheder. Foreningen har færdige ejendomme, der er taget i brug af 64 familier i Søndergade, Gasværksvej, Gravensgade og Smalbyvej. På hjørnet af Vestergade og Fælledvej er en ny, stor ejendom under opførelse. Den har en sens lejligheder og en butik, og som det ses på billedet er den snart færdig. Det, der ventes på, er gulvbrædder, men man regner da med at kunne få huset færdigt i dette år. Der er syd herfor påbegyndt yderligere to ejendomme med 10 lejligheder i hver og desuden er planerne færdige til 6 ejendomme, ligeledes med 10 lejligheder i hver. Disse nye ejendomme bygges efter parksystemet, så der bliver rigeligt med lys og luft i og omkring alle ejendomme.

Den indsats, der her med offentlig støtte gøres for at skaffe gode lejligheder til forholdsvis billig pris, må i højere grad påskønnes. Forhåbentlig vil materiale-situationen tillade, at alle byggeplanerne kan gennemføres inden så længe, da trangen til boliger stadig er stor.

Kilde: Vendsyssel Tidende. Datoerne er anført ovenfor.

Af Ove S. Johansen