4. september 2024

Hvem er Lisbeth Thorendahl:

Kilde: 10.04.2017 Nordjyske

Selv om det er 56 år siden, at Lisbet Thorendahl forlod V. Hjermitslev som 20-årig til fordel for en uddannelse som socialrådgiver og et voksenliv i Aarhus, så har hun stadig en levende interesse for barndomsbyen og sine rødder.

Derfor har hun også flere gange forfattet fortællinger til Egnssamlingens årsskrift.

– Jeg kan godt lide at ordne, organisere og opklare, men det er først og fremmest, fordi min familie har rødder langt tilbage i sognet, at jeg har en stor interesse for lokalhistorien i V. Hjermitslev, forklare Lisbet Thorendahl med pigenavnet Andreasen.

Ud fra kirkebøgerne har hun nemlig kunnet finde familienavnet helt tilbage til 1500-tallet, hvor en bedstemor blev født på gården, Hjertholm. Men det første skrift til Egnssamlingen tog udgangspunkt i en folketælling i Alstrup.

– Det var folketællingen i 1840, hvor der var 44 husstande i Alstrup. Jeg tog udgangspunkt i folketælleren, som om jeg fulgte med ham rundt fra hus til hus. Så tegnede jeg et stort kort over Alstrup og alle matriklerne og kunne ud fra kirkebøgerne komme med en lille fortælling om hver enkelt husstand, forklarer hun.

Hos en familie var sønnen druknet i Ryaa, en anden familie blev sat ud af deres hus.

– På den måde kunne jeg tegne et tidsbillede af Alstrup i 1840, forklarer Lisbet Thorndahl, som også har hjulpet lokale beboere med at skrive deres livshistorier.

De mange oplysninger og viden har hun samlet og gjort tilgængelig på hjemmesiden www.vesterhjermitslev.dk

Trods forkærligheden for barndomsbyen tænker hun ikke på at forlade Aarhus, men Lisbet Thorndahl glæder sig over den positive udvikling i V. Hjermitslev.

– Jeg har stor respekt for de ildsjæle, som de senere år har gjort så meget for byen og fået den ud af det hul, der var. Der er nu gang i så mange gode ting, siger hun.

 Barn i Vester Hjermitslev i 1950.

af Lisbeth Thorendahl

Som barn i en lille landsby i Vendsyssel oplevede jeg, at den verden, jeg levede i, var spændende og fyldt med oplevelser – nogle allerede udforskede, og andre lå bare ventede på at blive fundet. Jeg vidste, at alle husene – også vores eget – indeholdt hemmeligheder, der var værd at gå på opdagelse efter.

På loftet øverst oppe i vores hus fandt jeg engang ved hjælp af en lygte et stykke gammelt legetøj. Det var to heste med en vogn bagved. Tingen var rusten og snavset, men da jeg fik den tørret af, kunne jeg se, at det havde været et farvestrålende stykke mekanisk legetøj af blik. Fundet gjorde loftet til et hemmelighedsfuldt sted med mulighed for nye opdagelser fra en svunden tid og mindelser om børn, der for længst var voksne og måske endda gamle. Disse mørke loftsarealer og ligeledes de trekantede skakter imellem tag og værelsernes vægge kaldte vi på min hjemegn for skunke. På loftet i mit hjem var der ligesom i mange andre hjem kister og store skabe. Da disse møbler ofte stod under de nøgne tagsten, opstod der også bag disse skunke. I et almindeligt hus kunne der være adskillige af disse rum i forskellig størrelse og mere eller mindre tilgængelige.

Vores genbo havde en misundelsesværdig skunk bag soveværelset. Det særlige ved denne skunk var, at en af tagstenene, der dannede det skrå loft i skunken, var af glas. Det betød, at rummet i dagtimerne var lyst. Mit største ønske var dengang at få mit eget værelse, og til dette formål kunne sådan en skunk med “vindue” være helt ideel. Hjemme på loftet bag et stort klædeskab indrettede jeg et rum, som var mit, og hvor jeg kunne få lov til at være mig selv. Rummet fandtes som nævnt mellem de tre flader, gulvet, skabets bagside og det skrå tag. Ved siden af skabet var der en smal indgang. Rummets sider var delvis afgrænset af endevægge, men i en lille vinkel nede ved gulvet i begge sider fortsatte lange hemmelighedsfulde og vanskeligt tilgængelige skunke i det uendelige. Alle husets skunke var støvede og fyldt med kasserede og bortgemte ting såsom kasser med gamle bøger og ugeblade, mine ældre søstres skistøvler og skøjter, bedstes kniplebræt med alle de små trisser af træ, ruller af mørkerøde mørklægningsgardiner, gamle umoderne ting, og ting der havde en skade, men som man alligevel ikke nænnede at smide ud.

Det, der var mest spændende, når jeg gjorde skunken bag det store skab til mit værelse, var indretningen. Det første, jeg gjorde, var at få fat i en lang ledning med en elektrisk pære i den ene ende og en kontakt i den anden. Herefter hentede jeg hammer og søm i min fars værksted, så jeg kunne lave et ophæng til min “lampe”. Så var lyset installeret. Skunken skulle nu tømmes og indholdet flyttes til andre skunke. Spindelvæv blev fejet ned og gulvet vasket – og nu var rummet parat til det virkelig spændende – nemlig møbleringen. Nye malkestole blev lånt hos far i butikken. Der kom dug på bordet, som bestod af en køkkentaburet. Min dukkeseng og kommode blev hentet, og der blev klippet forsider ud af Familie Journalen og igen gik turen til butikken efter tegnstifter. Så var der billeder på væggene. Kurven med alle mine køkkensager blev også fundet, dukkekaffestellet kom frem og der blev dækket bord. Kaffekanden blev fyldt fra den store blå på komfuret og nu blev mor og andre, der var i huset, inviteret til kaffeselskab i den forvandlede skunk.

 Ligesom skunkene på lofterne var der også uden for og mellem husene uventede smøger, som børn kunne gå på opdagelse i. Mit hjem bestod af huset langs fortovet, hvor vi selv boede og hvor min far også havde sin butik. Bagved mod havesiden var forskellige bygninger og skure, som var bygget efter familiens behov og uden nogen form for arkitektonisk plan – fuldstændig som værelserne på loftet. Imellem vores hus og baghuset var en plads, vi kaldte gården. Denne afgrænsedes i den ene side af tørveskuret. Her var ud til gaden en port, som var låst om natten med en hængelås. Under krigen var der også en port i den anden side af gården mod havesiden. Denne port var ligeledes låst om natten. I baghuset havde min far sit varelager af gummistøvler. Her var også WC, vaskehus og rum, hvor der bare var ting, der var stuvet væk. Under krigen var min ældste søsters udstyr i form af sølvtøj gemt bort i en jordkælder under dette baghus. Midt på gårdspladsen var der en høj udvendig trappe, der førte op til baghusloftet. Dette loft var også et varelager. Her var mest ting af træ, såsom skafter til haveredskaber, bunde til træsko, høkroge, malkestole og mange andre ting. Her var også et gammelt dueslag, der ikke længere var i brug. Duepindene var blevet til hylder med alt muligt gammelt ragelse. På sommerdage med styrtende regnvejr var det godt at sidde i døråbningen til dette loft og med fødderne på øverste trin af baghustrappen. Her var man i tørvejr og alligevel tæt på vejret, og her havde man overblik men kunne ikke umiddelbart nås. Lige over middag, når mor sov middagssøvn og far sov på sin stol i værkstedet, var der mest fredeligt. På andre tidspunkter kunne man nemt komme ud for at blive beordrede en til at rende et ærinde, eller man kunne få at vide, at man sad og frøs og skulle komme ind.

Der var en smøge mellem vores udhuse og Brugsens lagerbygning, hvor man kunne have gemt sig i årevis uden at blive opdaget. Stedet havde ikke noget navn, for man kom der jo ikke. At komme derind var meget vanskeligt og slet ikke ufarligt. Man kunne ikke komme dertil fra gården, selvom stedet lå tæt ved. Man skulle helt ned bagved kohuset. Her skulle man igennem et tæt buskads, buske af brændenælder og over de spidse kanter af rustne, bortkastede ting, inden man kom ind i selve smøgen, hvor der i øvrigt ikke var mindre farligt.

Den rute, man oftest brugte, til stedet var luftruten fra køkkentrappen og op over tørveskuret. Man var totalt afsløret, hvis det man kastede kom til at ligge på Brugsens tag.  De ting, der fik denne tur, havde alle været udsat for uheld. Og det var den, der havde forårsaget uheldet, der håbede – uset af andre – at kunne fjerne sporene med denne flyvetur. Det kunne stort set være alle mulige ting, der blev kastet over tørvehustaget og ned til forglemmelse i smøgen. Hyppigst var det ituslået porcelæn, men det kunne også være madvarer, man havde haft uheld med – noget, der havde fået en tanke eller på anden måde ansås for uspiseligt. Disse ting gik almindeligvis på møddingen, men var der noget, der skulle skjules, – ja, så var det op over taget med det. De voksne kom aldrig i den smalle mørke smøge, som stedet udgjorde. Det var et grimt sted, og de gange jeg var der i min barndom alene eller med en veninde, var i dybeste hemmelighed. En ekspedition til stedet krævede lange bukser og gummistøvler. Der var fælt i smøgens dyb. Over alting var der et fedtet, slimet, mosagtigt lag. Solens lys kom der aldrig, og for hvert skridt man tog, knaste det under ens fødder, og man kunne risikere, at et spidst glasskår gik igennem sålen på gummistøvlerne. Men på denne gravplads for families uheld kunne man finde spændende ting. Her lå hovedet af den porcelænshund, der lige pludselig ikke længere stod på reolen. Her genså man pludselig den ene halvdel af koppen med rosenbuketten og her lå vores termokaffekande fra sommerudflugterne. “Smid det over baghustaget” var et udtryk, der var kendt i mit hjem, og tidligt lærte jeg, at tog man noget med fra smøgen, skulle man ikke vise det frem, da ingen ønskede at gense ting, der én gang var kastet.

Skunke og smøger – var rum, hvor børn kunne være sig selv – og rum, hvor alt kunne ske. I 50’erne havde børn i almindelighed ikke egne værelser, og der var ingen voksne, der satte dem i gang med aktiviteter i fritiden. De måtte selv skabe rum og oplevelser, og det var der gode muligheder for, hvis man voksede op i en landsby med det liv, der var i her på dette tidspunkt. Skunke og smøger er lille kig ind i de mange muligheder for daglige adspredelser og aktiviteter, som landsbybørnene midt i det tyvendeårhundrede havde.

   

 

I Brønderslev omtalt som Harald C.R. Thomsen. I over fire årtier år drev han en forretning med papir og kontorartikler foruden lædervarer i Nygade i Brønderslev, deltog aktivt i foreningslivet i Brønderslev bl.a. Grænseforeningen og Foreningen Norden m.fl.

Harald Thomsen blev født den 30. maj 1918 i landsbyen Hundelev i den nord- vestlige del af Vendsyssel midt mellem Løkken og Hjørring og voksede op på en mindre gård som den næstyngste af en søskendeflok på seks. Allerede som toårig fik han konstateret polio i sit højre ben, men det lagde ikke bånd på hans appetit på livet.

Hans forældre drev gården sammen, og de havde både grise og køer, “og så var der selvfølgelig heste til arbejdet i marken”. Hans forældre havde begge gået på Kvissel Højskole i den lille stationsby af samme navn lidt nordvest for Frederikshavn, og med sig derfra havde de et nært forhold til salmebogen og Højskolesangbogen og en interesse for det sønderjyske spørgsmål.

Mit første minde om Grænseforeningen er fra midten af 1920’erne. Vores lærer havde fået nogle Dybbøl-mærker tilsendt. Så han må jo have været engageret i Grænseforeningen på en eller anden måde, men jeg ved ikke præcis hvordan. Jeg var bare en lille dreng, men jeg husker tydeligt, at han kom med de der mærker og spurgte, om vi kunne tænke os at gå ud og sælge nogle af dem. Så var vi en flok drenge, der gik rundt i sognet og solgte Dybbølmærker. Vi blev taget godt imod, for man kendte hinanden, og mange var meget optaget af spørgsmålet om danskhed og Sydslesvig i de år, for det var jo lige efter Genforeningen”, siger Harald Thomsen, der hedder Christian Richard til mellemnavn.

 

“Jeg ved ikke, om mine forældre var medlemmer af Grænseforeningen, men jeg fornemmede, at de ligesom andre i sognet var optaget af, hvordan det danske mindretal syd for grænsen kunne klare sig, og hvordan man kunne støtte dem. Jeg tror ikke, at de var med ved genforeningsfesten på Dybbøl Banke i 1920. Men jeg husker, at de talte om det, og som barn syntes jeg, at det var vældig spændende. Siden kom jeg på Halvorsminde Ungdomsskole ved Hjørring, hvor lærerne og forstanderne var meget interesserede i det grænsepolitiske”.

Inden Harald Thomsen kom på ungdomsskole, havde han mistet sin mor.

“Jeg fik selv en alvorlig lungebetændelse som 12-årig, som lægen sagde, at det var heldigt, at jeg overlevede. Året efter døde min mor af lungebetændelse, og min ældste søster, som ellers skulle ud at tjene, måtte blive hjemme i nogle år og hjælpe min far med at holde hus og tage sig af os mindre søskende”, fortæller han. “Så jo, det er egentlig heldigt, at jeg overhovedet nåede at blive voksen”, tilføjer han.

 

Han tog præliminæreksamen fra gymnasiet i Rønde. Derfra flyttede han til Aarhus for at gå på Den jyske Handelshøjskole, hvorfra han tog handelseksamen i 1938. Derefter gik turen til Toftlund i Sønderjylland, hvor han arbejdede som kontorassistent hos et derværende firma et års tid.

DET UNGE GRÆNSEVÆRN

Han erindrer ikke med sikkerhed, hvordan det gik til, at han besluttede at blive medlem af Grænseforeningen, udover at det faldt naturligt som en fortsættelse af hans engagement i Det unge Grænseværn (DuG), en fællesorganisation for de eksisterende ungdomsforeninger i Sønderjylland, der blev stiftet i 1934 med det formål at være et fælles værn og en styrkelse af dansk-nordisk ånds- og kulturliv i grænselandet. I april 1933 besluttede repræsentanter for ungdomsorganisationerne ved et møde i Aabenraa at samarbejde på tværs, og efter et gymnastikstævne i Tønder med 10.000 deltagere måneden efter og et møde på Dybbøl med 40-50.000 deltagere dannede man DuG. I løbet af få år opnåede DuG stor tilslutning over hele landet, og i 1939 var der 30.000 medlemmer, der samledes til foredrag, idræt, folkedans, vandreture, husflids- kurser m.m.

Harald C.R. Thomsen fik kendskab til DuG kort efter organisationens grundlæggelse, mens hans boede i Rønde. I studieårene var han aktiv i DuG, som i 1940 skiftede navn til Dansk-nordisk ungdomsforbund, og i 1942 var han med til at stifte en lokalafdeling af Foreningen Norden i Brønderslev. Omtrent samtidig meldte han sig ind i Grænseforeningen. I 2017 kunne han således – som den eneste, der havde været med fra begyndelsen – deltage i fejringen af 75-års jubilæet for Foreningen Norden i Brønderslev og blev ved samme lejlighed udnævnt til æresmedlem. Året efter blev han ligeledes udnævnt til æresmedlem af Grænseforeningen for Vendsyssel.

“Det nordiske og det sønderjyske har fulgtes ad for mig. Mit engagement i Grænseforeningen har ikke haft noget direkte med mine egne erfaringer fra grænselandet at gøre”, siger han.

TOFTLUND VED ET TILFÆLDE

Harald C.R. Thomsens familie havde ikke som sådan nogen relation til grænselandet. Men to af hans brødre kom i landbrugslære i Sønderjylland, den ene i Bevtoft, den anden i Toftlund, og Harald Thomsen var nede og besøge dem begge. Da han havde fået sin handelseksamen, ville han gerne blive boende i Aarhus, men da der ikke umiddelbart var nogle stillinger at få, søgte han andre steder i landet. På et tidspunkt så han en annonce i Berlingske Tidende om en kontorassistentstilling. Så vidt han husker, fremgik det ikke, hvor i landet virksomheden lå, men han søgte om stillingen, og da han blev ringet op af direktøren og tilbudt jobbet, viste det sig, at der var tale om et firma i Toftlund i Sønderjylland.

“Så på den måde kom jeg til Toftlund, som jeg jo kendte lidt til fra min ene brors ophold dernede. Jeg havde ikke tænkt på at søge derned, og jeg havde altid vidst, at landbruget ikke var mit gebet. Som lille blev jeg ramt af polio, og selv om jeg slap nogenlunde billigt fra det, betød det, at jeg ikke kunne lave det samme fysiske arbejde på gården som mine søskende. Jeg havde en lille have med grøntsager, som jeg nød at dyrke. Jeg har også selv anlagt haven her”, siger Harald C.R. Thomsen og peger ud i den velplejede have, hvor der på terrassen står krukker med blomster i mange farver.

“Men ellers har jeg altid mest været til noget med papirer”, siger han med et blik på de sirligt ordnede bunker af papirer, han har fundet frem.

Der er notater om hans foreningsarbejde, breve, avisudklip og andre papirer, der dokumenterer hans mangesidede virke. Også en gæstebog, som blev indviet, da han blev gift med sin Karen den 29. december 1944 og er ført op til hans 100-års fødselsdagsfest sidste år, har han fundet frem. Fra tiden i Toftlund har han ikke mange papirer, for opholdet varede kun et års tid. Men han nåede at få et vist indblik i stemningen i grænselandet mindre end to årtier efter Genforeningen.

TELEFONCENTRALEN VAR STADIG TYSK

“Jeg bemærkede, at der var forskel på, hvor nationalt interesserede folk var, og jeg husker, at telefoncentralen, som direktørens hustru bestyrede, endnu ikke var kommet ind under Jysk Telefon, men stadig var under tysk administration”, siger han.

Vi skal blive ved med at betragte os som ét samfund, selv om vi bor på hver sin side af grænsen.

Efter et år i Toftlund blev Harald Thomsen tilbudt en stilling som kontorassistent hos Pedershåb Maskinfabrik i Brønderslev, hvor han arbejdede frem til 1944. Fra krigsårene husker han især en episode, hvor den lokale tyske kommandant spærrede hele Brønderslev og Hjørring af og lukkede for lys, gas og vand i tre døgn som reaktion på sabotage mod jernbanen.

“Jeg sad sammen med nogle venner og lyttede til en batteridrevet radio for at op- snappe meldinger fra Sverige og London. En af mine venner skrev referater af det, og så lavede vi et blad, Brønderslevkureren, inde på mit kontor og delte det ud i byen”, siger Harald CR Thomsen.

 

 

Det var under krigen han mødte sin hustru, Karen. “Jeg var inviteret til indvielse af et sommerhus i Lønstrup, som nogle af mine venner havde bygget. Karen var ung pige i huset hos naboen og blev inviteret med til festen. Næste dag gik vi på besøg hos hende, og da jeg så den kærlighed, der var mellem hende og de to børn i familien, faldt jeg for hende. Jeg har altid været meget glad for børn”, siger han og udpeger de nyeste billeder af sine oldebørn, som står på et bord i det åbne køkkenalrum.

Han og Karen flyttede ind i en lejlighed i Vestergade i Brønderslev i januar 1945, efter at de var blevet gift i al hast. “Dengang kunne man ikke få en lejlighed, hvis man ikke var gift, så selv om det egentlig ikke var planen, at vi ville gifte os på det tidspunkt, måtte vi jo få det arrangeret. Min svigerfar, som var tømrermester i Mygdal nord for Hjørring, ryddede sit værksted og lavede det om til en festsal, og så inviterede vi alle dem, der var plads til”, fortæller han.

ÅBENT HUS FOR FORENINGERNE

Samme år havde han åbnet Harald CR Thomsen Kontor- og Papirvarehandel i centrum af Brønderslev,

Harald Christian Richard Thomsen (1918-2019)

hvor hans kone også hjalp til, og året efter fik de datteren Hella. Siden kom der to børnebørn og fire oldebørn til, der alle bor i københavnsområdet. Han har god kontakt med dem alle både ved højtider og i ferier. Som enkemand har han samlet familien til en stor fest hvert femte år.

“Da jeg fyldte 70 år, inviterede jeg til åbent hus om dagen – så var jeg sikker på ikke at glemme nogen af alle dem, jeg kender fra de tosset mange foreninger, jeg er medlem af – og til festmiddag om aftenen for familien og de nærmeste venner. Det har jeg gjort siden ved min runde og halvrunde fødselsdage, så da jeg fyldte 100 år, var det syvende gang, jeg markerede min fødselsdag på den måde”, siger Harald C.R. Thomsen.

Til åbent hus-arrangementet dukkede mange af Harald C.R. Thomsens bekendte og venner fra foreningslivet op, ligesom viceborgmesteren i Brønderslev kom forbi og opfordrede Harald til at kigge en ekstra gang i postkassen efter fødselsdagspost. “Og så var der sørme kommet brev fra dronning Margrethe, som jeg læste op for gæsterne”, siger han.

KARL OTTO MEYER KOM FORBI

På bogreolen i stuen står der biografier om så forskellige personer som kronprins Frederik, Nelson Mandela og Karl Otto Meyer (fhv. chefredaktør på Flensborg Avis og mangeårigt landdagsmedlem i Slesvig-Holsten for mindretalspartiet Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), red.) samt en erindringsbog, Hjertesprog, af sidstnævntes kone, Marie Meyer. Desuden bøger om kunst, kristendom, sydslesvigsk historie og lokalhistorie fra Vendsyssel.

“Karl Otto Meyer mødte jeg nogle gange via Grænseforeningen, og han har også været på besøg herhjemme hos mig. Han var en stor personlighed, som har gjort meget for danskheden i Sydslesvig, så ham var jeg glad for at få lov at møde”, siger Harald Thomsen.

Han tilføjer, at han gennem årene har været på mange besøg i grænselandet, både i regi af DuG, på bilture med sin kone, datter og svigerforældre og på busture med Grænseforeningens lokalafdeling.

VI SKAL BETRAGTE OS SOM ÉT SAMFUND

Gennem tiden har han beklædt adskillige poster i Grænseforeningen, herunder formandsposten i lokalafdelingen i Brønderslev – i dag Grænseforeningen Vendsyssel – foruden en periode med sæde i hovedbestyrelsen for Grænseforeningen. Han blev formand for Grænseforeningen i Brønderslev i 1986 og var formand frem til 2015, hvor lokalforeningerne i Brønderslev og Vrå blev slået samen til Grænse- foreningen Vendsyssel, hvor Harald Thomsen sidder i bestyrelsen.

“Medlemstallet er faldet. Det synes jeg er meget beklageligt, for det er så vigtig en sag. Vi skal vise verden, at det er helt nødvendigt at enes om at gøre noget sammen.

Hele spørgsmålet om indvandring og grænser er imidlertid kompliceret og svært at have enkle holdninger til, synes Harald C.R. Thomsen.

“Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke om genindførelsen af grænsekontrollen. Det er vigtigt at have kontrol med grænsen, men om kontrollen skal være så barsk, som den er blevet, ved jeg ikke. Til gen- gæld er jeg ikke i tvivl om, at vi har brug for EU. Der er ganske vist en masse uro internt i EU, men det er helt nødvendigt at enes om at gøre noget sammen.”

HARALD C. R. THOMSEN er født 30. maj 1919 og har været medlem af både Grænseforeningen og Foreningen Norden i over 75 år. Han er som nævnt æresmedlem af lokalafdelingerne af begge foreninger og af flere andre foreninger i Brønderslev og omegn, som han har engageret sig i. Hans seneste æresmedlemskab er af Museumsforeningen for Vildmosemuseet.

“Brønderslev har i mange år været venskabsby med Tønning i Sydslesvig, så der har vi haft mange gode oplevelser. Jeg har stadig kontakt med gode venner dernede, og jeg havde håbet, at jeg kunne komme derned til genforeningsjubilæet, men det kan jeg nok ikke klare.

Det er vigtigt, at vi støtter danskerne i Sydslesvig i at bevare deres kærlighed til Danmark. Vi skal blive ved at betragte os som ét samfund, selv om vi bor på hver sin side af grænsen. Som danske har vi noget, som er værd at bevare. Jeg holder især af den nærhed, vi har til hinanden i Danmark. At man kommer sammen og hygger sig og respekterer hinanden. Jeg oplever det personligt her med mine naboer, som er nogle utroligt rare mennesker. Og heldigvis er der også mange eksempler på, at nye mindretal i Danmark bliver modtaget på en god måde, hvor de mødes med den stedlige befolkning og drikker kaffe og føler, at de er velkomne.

Foreningslivet var altid et afgørende omdrejningspunkt i Harald C.R. Thomsen liv, og med stort engagement og interesse var han medlem af mange foreninger. Det var I forbindelse med foreningens 75-årsjubilæum i 2017, at han blev udnævnt til æresmedlem af foreningen.

Også grænseegnen interesserede Harald Thomsen meget, og han beklædte gennem en årrække adskillige poster i Grænseforeningen, herunder formandsposten i lokalafdelingen i Brønderslev – i dag Grænseforeningen Vendsyssel – foruden en periode, hvor han havde plads i hovedbestyrelsen for Grænseforeningen.

Fra 1989 blev han et aktivt medlem, også som bestyrelsesmedlem, af Støtteforeningen for Neuroenhed Nord – Brønderslev, hvor man genoptræner patienter med hjerneskader, og fra 2013 var han æresmedlem i foreningen og kommitteret til bestyrelsen.

I 1973 blev Harald Thomsen valgt ind i Brønderslev Menighedsråd, hvor han sad som medlem indtil år 2000. Han beklædte gennem 18 af de 27 år i menighedsrådet posten som formand. I sit lange virke her sad han også i en årrække som næstformand i provstiudvalget for Brønderslev Provsti. Desuden var Harald Thomsen i samme periode medlem af Stift Middeludvalget i Aalborg Stift.

Som 100-årig levede Harald stadig et aktivt liv, hvor han var engageret i foreningslivet og altid glædede dig til at tilbringe tid sammen med familie og nære venner. Familien bestod af en datter, to børnebørn og fire oldebørn.

Jubilæumsfest i 2017

Det er sjældent, at man oplever en 75-årig forening, der har et medlem, der har været med i alle årene. Men det kan Foreningen Norden i Brønderslev præstere. Harald C. R. Thomsen deltog i jubilæumsfesten, hvor han fortalte om tilblivelsen i 1942.

Der var en gruppe af initiativrige personer, der sluttede op om foreningen, fortalte han, at han var med i den allerførste bestyrelse, der blev dannet, sammen med en gruppe borgere.

Harald C.R. Thomsen sagde, at der nu som aldrig før er brug for Foreningen Norden, da der er mange aktuelle forhold, der kræver sammenhold. Det er helt enestående, at der ikke kræves pas for at komme mellem de fem nordiske lande. På den måde betragtes de fem lande nærmest som ét land.

Foreningen Norden i Brønderslev som noget helt unikt.

Det er en forening, der er lagt mærke til på landsplan. Vi var meget spændte på, hvad der skete med foreningen, da foreningens formand, overlærer Axel Schade, døde i 2013 efter 33 år på formandsposten, men den ny bestyrelse har løftet arven på fantastisk vis.

Han fortalte at Brønderslev Kommune har nære bånd til den svenske venskabsby Nässjö, hvor der jævnligt er besøg fra, ligesom der arrangeres besøg i Nässjö fra både Brønderslev Kommune og Foreningen Norden.

Brønderslev har stor glæde af dette samarbejde og påpegede, at det nordiske samarbejde er af stor betydning for Danmark

På grund af den forestående kommunalreform i Norge, er samarbejdet med Eidsberg Kommune gledet ud, men der arbejdes på at finde en ny venskabskommune, og at kommunen vil bakke op om dette initiativ.

En halv snes medlemmer fra Nässjö besøgte Brønderslev i tre dage i forbindelse med jubilæet.

 

Et besøg hos Harald C.R. Thomsen

Her fortæller Harald C. R. Thomsen at han var med til at udgive illegal avis i Brønderslev og var et af de sidste vidner til krigsårene i Brønderslev.

Mens der drikkes formiddagskaffe i den hyggelige stue i udkanten af byen, finder han et gulnet papir ud af en større bunke minder på sofabordet.

Papiret får ham til at tænke tilbage på, hvordan han oplevede besættelsesdagen, den 9. april 1940.

Det er jo forfærdeligt, og det gør ondt at se på, hvordan tyskerne vælter ind over Brønderslev og resten af landet, siger Harald C. R. Tomsen, når han mindes sine tanker på besættelsesdagen.

Luften vibrerer af dyb motorlarm allerede tidligt om morgenen, da snesevis af tungtlastede krigsfly kravler hen over den mørke himmel i større og mindre grupper.

Hitlers Luftwaffe er lastet med ydmygelser, undertrykkelse, lemlæstelse og død til både Danmark og Norge.

Nogle af flyene smider flyverblade ud over Brønderslev, og kort tid efter regner det ned med ”Oprop”, et papir, som Harald C. R. Thomsen viser frem mellem kaffekopperne på sofabordet.

Papiret opfordrer befolkningen til at holde sig i ro og samarbejde med tyskerne.

På det tidspunkt bor jeg i Fredensgade 1 i Brønderslev, og alle i byen er chokerede over synet på himlen. Jeg får det stadig helt dårligt, når jeg tænker på alt det tyske krigsmateriel, som også kommer til at rulle oppe på jernbanen. Og de tyske tropper, som pludselig tramper rundt i byen, fortæller Harald C. R. Tomsen, der som aktiv i Konservativ Ungdom godt nok går ind for både gud, konge og fædreland, men vel at mærke et fædreland uden tyske tropper.

Nej, KU er altså ikke tyskervenlig, og jeg kan der i 1940 ikke lade være med at tænke på, hvordan vi dog skal komme af med alle de tyskere og deres elendige krigsskrammel igen, husker Harald C. R. Tomsen, som først i 1940’erne har god medvind på det personlige plan.

Tosset med papir

Da krigen bryder ud, er jeg 21 år og arbejder som kontorassistent på Pedershaab Maskinfabrik, men da jeg så ser nogle ledige lokaler i Nygade, og den 1. november 1941 var det jeg åbnede min egen forretning med kontorartikler og papir, for jeg har altid været tosset med papir, fortæller Harald C. R. Tomsen.

Det skal senere vise sig at blive til stor nytte, da forretningen giver mulighed for aktiviteter, som ville have gjort byens tyske kommandant rasende – eller rettere sagt: Endnu mere rasende.

Høje brag i natten

Som en reaktion på de allieredes invasion i Frankrig den 6. juni 1944, begynder tyskerne at trække våben, ammunition og tropper fra nord mod syd.

Dermed bliver jernbanen mellem Frederikshavn, Sindal, Hjørring, Brønderslev og Aalborg ekstrem vigtig for tyskerne, og det gør de mange kilometer togskinner, lokomotiver og vogne til oplagte mål for modstandsbevægelsen.

Strækningen er da også udsat for sabotage flere gange i løbet af efteråret 1944, da modstandsfolk sender skinner og tog til himmels med høje brag i natten.

Den 22. september 1944 har en aldeles rasende tysk kommandant fået nok af de genstridige vendelboer.

Han lukker for lys, gas, telefoner og vand, og der er erklæret undtagelsestilstand med vagter på vejene i flere byer i Vendsyssel, husker Harald C. R. Tomsen, der ikke selv deltager i sabotageaktioner.

”Da jeg har haft Polio, også kaldet børnelammelse, som helt lille, har det  for stedse ødelagt min evne til at gå og løbe normalt, og det dur ikke, hvis man skal være aktiv modstandsmand med sprængstoffer og våben”, fortæller Harald C. R. Tomsen.

Men han er gode venner med en redaktør Svend Gjedsig, og alle i omgangskredsen er frustrerede over nu at være afskåret fra reelle nyheder, da de rasende tyskere gør det umuligt at distribuere de sædvanlige illegale aviser.

Hallo, her er London

I den periode sidder vi flere oppe på 1. sal i en bygning i Bredgade, hvor der nu er sundhedshus, og lytter til forbudt radio fra London og Sverige. Da den tyske kommandant afskærer byen fra omverdenen, er der behov for en illegal avis, og det er lige en opgave for Svend Gjedsig at organisere det praktiske, fortæller Harald C. R. Tomsen.

Flere af vi illegale radiolyttere sørger for at skrive nyhederne ned på papir, og så ryger ”Brønderslev Kureren” i trykken på en trykkemaskine bagerst i min forretning, fortæller Harald C. R. Tomsen, der dog ikke selv er med til selve trykningen.

De borer et lille hul i et vindue i baggården, så de kan få vinduet haspet af og komme til at trykke avisen. Bagefter lægger de et pænt brev med tak for lån. Hvis tyskerne kommer ind i forretningen, vil det dermed se ud, som om forretningen intet har at gøre med sagen, husker Harald C. R. Thomsen, mens han finder brevet frem og lægger det mellem kaffekopperne.

Han husker ikke længere de øvrige navne på initiativtagerne til ”Brønderslev Kureren”, kun at der nok foruden Svend Gjedsig deltager yderligere en tre-fire mand, og at ”Brønderslev Kureren” udkommer under tyskernes afspærring af byen den 22., 24. og 26. september 1944.

Den udkom kun, mens der var lukket for gas, lys og vand. Da undtagelsestilstandens bliver ophævet igen, ophører bladet med at udkomme, for så kunne byens borgere igen modtage de ordinære illegale blade udefra, husker Harald C. R. Thomsen.

Jeg møder jo min dejlige Karen til en fest i et sommerhus i Lønstrup i 1944, og vi bliver gift den 29. december samme år. Det var en dejlig tid, mens vi lærer hinanden at kende, og det lykkes os også at få en lille lejlighed i Vestergade, men tyskernes besættelse er stadig forfærdelig, siger Harald C. R. Thomsen og lader blikket flakke mellem stuens fotos af familien og de gulnede papirer på bordet.

Helt glad er jeg jo først, da jeg hører i radioen den 4. maj 1945, at de tyske tropper har overgivet sig. Samme aften er der fest overalt. Folk løber rundt i gaderne og er vilde af glæde, husker Harald C. R. Thomsen, der selv i dag har svært ved at sætte ord på sine følelser på befrielsesdagen.

Det er altså svært at forklare. Jeg tror man skal have oplevet det, for at forstå de følelser, der er i spil. Det er bare så vidunderligt. Alle er der. Alle er glade, og der er faktisk kun en måde at beskrive det på: ”Det er en befrielse”, siger Harald C. R. Thomsen.

 Som 67-årig og efter mere end 40 års ægteskab mistede han sin kone i 1985. Samme år afhændede han butikken. Det blev startskuddet til en meget aktiv tredje alder. Først erhvervede han sig kørekort som 67-årig, og i en alder af 74 år, valgte han at skifte lejligheden i bymidten ud med en andelsbolig med egen have nogle kilometer uden for centrum.

 Mens uret kukker, lægger han de gulnede papirer tilbage i bunken.

Tidligere præst i Brønderslev Henning Christensen fortalte bl.a. ved Harald C.R. Tfølgendehomsens begravelse forsamlingen :

En oplevet hændelse fra en gang jeg besøgte Harald CR.

Thomsen i butikken i Nygade.

Det siger med få ord meget, om hvilken person Thomsen var.

”Han fortalte mig, at han havde sendt regnskabet fra butikken til skattevæsenet i Frederikshavn, men kunne ikke forstå, hvorfor han ikke havde fået det tilbage igen, for nu var der gåen ret lang tid, siden det blev afleveret.

Men så ringede de en dag fra momskontoret og undskyldte, at de ikke havde returneret regnskabet endnu, men de ville gerne beholde det lidt endnu, for som de sagde, så ville de bruge det for a vise andre, hvordan et regnskab skulle føres.”

 

Stodderkonge. Danmarks vandrende folk forgår. »Vi dør jo. Og der kommer ikke nye til.«

Til vagabondtræf på Fyn, hvor Sheriffen, Høvlen, Pølse og de andre landstrygere vælger deres leder.

De sidste

Riddere

 

Artiklen er skrevet af EMIL JØRGENSEN (f. 1993)

er journalist fra Danmarks Journalisthøjskole med en cand.mag. i Mellemøststudier fra Syddansk Universitet. Han har boet i Istanbul, Beirut og Jerusalem.

På Weekendavisen skriver han menneske bårne reportager og fortællinger, ligesom han tidligere har gjort det for Zetland og Avisen Danmark.

Jens Otto Madsen fortæller: Jeg blev ringet op af Emil Jørgensen som var i gang med at skrive en artikel om Vagabonder og i den anledning havde researchet omkring emnet og bl.a. fundet de artikler som jeg har lavet og lagt ud på min hjemmeside omkring Vagabondavisen og Vagabondernes bedstefar Harry Jørgensen, som udgav Vagabondavisen i en årrække og hvor senere sønnen Kristian Jørgensen efter faderens død fortsatte som redaktør. Kristian er nu også død og Vagabondavisen udgives nu ikke længere. Emil Jørgensen lovede at sende mig sin artikel som har været udgivet i Weekendavisen.

Til denne historie som kommer her på min hjemmeside og også udgives på FB gruppen ”Historier fra Vendsyssel” kommer først min historie om Harry og Kristian Jørgensen og herefter Emil Jørgensens artikel.

Vagabondernes Bedstefar – Harry Jørgensen, Vrensted

Harry Jørgensen døde i 1995.

Harry Jørgensen er født i 1907 i Vrensted og døde i en alder af 88 år i Vrensted i 1995. Det meste af livet boede og arbejdede han dog i Løkken. Han var oprindelig landarbejder men blev så arbejdsmand i Løkken. Han tilbragte sit liv i Løkken, hvor han i 1930 blev gift og stiftede familie, blev forsørger og måtte tage det arbejde, der var at få for at kunne forsørge familien. Han var med til at bygge læmolen i Løkken. Fra 1930 og frem til tæt på slutningen af 2. verdenskrig, var han rejsebud mellem Løkken og Hjørring. Senere var han fiskehandler og produkthandler. I den seneste tid i Løkken var han hotelkarl på Hotel Klitbakken. Sideløbende hermed var han meddeler først til Ny Tid og senere til Vendsyssel Tidende, hvor man gennem årene nød godt af både læserbreve og lokale nyheder. Han var aktiv inden for politik og foreningslivet og sluttede sit politiske engagement i Fremskridtspartiet, hvor han blev æresmedlem.

 

I 1974 startede Vrensted tilværelsen igen, hvor han flyttede alene ind i ”Ørnholms minde” lige syd for Kirkedammen. Harry Jørgensen var en farverig og flittig person, kendt af mange over hele Vendsyssel, dels som tidligere meddeler til avisen, men også som en flittig og meget velformuleret læserbrevsskribent, en af de mest markante under Frit ord i Vendsyssel Tidende men også i københavnerpressen, hvis de trængte til et hip og et ord på vejen.

Harry Jørgensen var altid god for en interessant beretning. Han var et omvandrende arkiv og gennem årene samlede han et rigtigt arkiv af udklip og materiale af lokalhistorisk art.

Den kendte forfatter Knud Holst var også nogle år forinden flyttet til Vrensted. De kendte hinanden fra den tid de begge boede i Løkken. Harry Jørgensen havde altid haft et godt forhold til vagabonder og landevejsridderne og som rejsebud havde han mødt mange af de farende svende. Han havde fået tilnavnet “Vagabondernes Bedstefar”. Knud Holst får Harry Jørgensen i gang med at lave en lille avis, Vagabond-Avisen, landets mindste på fire A4 sider. Den 16. februar 1987 udkommer så det første eksemplar af Vagabond-Avisen. I begyndelsen udkom den en gang om måneden, men hurtigt blev den en ugeavis, som fortrinsvis sælges på markeder og steder hvor vagabonder færdes. Harry Jørgensen forestod alle opgaver på avisen. Som udgiver, redaktør, journalist og trykker. I 1989 var den udkommet i 810 udgaver. Selveste det Nordjyske Landsbibliotek i Ålborg var blevet fast abonnent. Harry Jørgensen havde en fast kreds som han sendte en halv snes eksemplarer til ad gangen. Det var Oplandsavisen, der sørgede for at fotokopiere Vagabond-Avisen i det nødvendige antal eksemplarer.

Efter Harry Jørgensens død i 1995 overtog sønnen Kristian Jørgensen, Vrensted hvervet som redaktør indtil juni 2009 hvor han måtte stoppe på grund af sygdom.

 

 

 

 

 

 

Historien om De sidste Riddere

Der bedes fadervor med hænderne foldet om dåsebajere og snapseflasker. Hunde ligger i græsset, små hashskyer svæver mod himlen, solen kaster skygger mellem grenene. Præsten under træet, iført pibekrave og sort kjole, siger »amen«, så »skål«, og forsamlingen brummer »skål« tilbage.

»Det var en vigtig sætning,« lyder det hæst fra en af tilhørerne.

Vi er til såkaldt gøglergudstjeneste på Tingstedet bag forsamlingshuset i Kværndrup på Fyn. 40 mænd og kvinder sidder i en cirkel om præsten. På kampesten og i campingstole. Iført læderveste med brocher og medaljer, Tuborg-hatte med rævehaler i nakken, pjaltede benklæder og store smil. Fjogede kommentarer, småsnak og latter akkompagnerer ceremonien, men alvoren sænker sig på opfordringen til et øjebliks stilhed.

»For dem, der går på de evige landeveje,« siger præsten i mikrofonen. Folk tager hattene af, rejser sig og holder kæft. Pludselig kan man høre deres kæledyr trække vejret. Keyboardspilleren sætter tonen, og de synger »Altid frejdig, når du går«. En salme, som også bruges til begravelserne, som flokken mødes til. Efterhånden oftere og oftere. De er Danmarks sidste landevejsriddere, de vandrende vagabonder, der er dus med himlens fugle og skovens grønne træer. I hvert fald i Morten Korch-film og på Storm P.-plakater. Med slibesten og barnevogne er land-strygerne kendt som nogle, der går fra dør til dør, fløjtende, fulde og fri. For en lille skilling, en madpakke eller et sted at sove sliber de herrens og fruens sløve knive, før de igen bevæger sig mod de åbne horisonter. Men den romantiserede og folkekære figur er ved at uddø. Der er lidt over 6.000 hjemløse i Danmark, og tallet stiger, men landevejsridderne kan efterhånden stå samlet under det samme egetræ. Og det gør de den anden torsdag i september hvert eneste år. For at hilse og hygge, gennemføre en gudstjeneste, men også for at stemme.

De udpeger stodderkongen, deres leder.

 

I gammel tid – fra år 1600 og frem til 1803 – blev stodderkongen udnævnt af politimyndighederne. Det var en stærk person fra de fattiges kreds, som fik ansvaret for at holde sognet frit for fremmede tiggere. I dag vælger landevejsridderne selv deres frontfigur, men funktionen er lidt derhenad. Han eller hun, der vinder den demokratiske afstemning, står for dialogen med landets kræmmermarkeder og hjælper med at håndhæve, at riddernes  protokoller overholdes.

Du må ikke lyve. Du må ikke stjæle. Og du må ikke tage hårde stoffer. Vi er klar til afstemningen,« siger præsten.

»Hvem stiller op?«

 

Pølses 1,7 millioner kilometer

Vi begynder historien et par timer forinden. Klokken er otte om morgenen, men Vagabondlejren i Kværndrup er allerede sprællevende. »Tre hvide duer,« synger Jodle Birge fra en håndværkerradio, mens folk sidder i teltåbninger og campingstole med opknappede bajere og mad-kasser med tobak i.

»Det koster 20 kroner, hvis du vil være passivt skæv,« siger en og ler hæst.

Pølse – en 65-årig mand med skovmandsternet fleecetrøje, solbriller og julemandsskæg – forklarer, hvad det vil sige at være landevejsridder. »Vi er ikke udsatte, og vi er ikke hjemløse. Og du bliver heller ikke landevejs-ridder af at drikke dig fuld foran Brugsen. Du skal ud at stemme dørklokker,« siger han.

Selv har Pølse været landevejsridder siden 1989. Det var også der, han fik navnet. Alle landevejsriddere navngives og døbes på ny – Syvstjernen, Kransekagen, Bjørneungen, Rundetrunten, den slags – og nogle gange ligger der en direkte logik bag. »Jeg var arbejdsdreng på Stryhn’s’ leverpostejsfabrik i Roskilde. En dag efter arbejde var der en af mine kammerater, der sagde: ‘Hvad fanden er det, du har bag øret?’ Det var så et stykke kødpølse. Siden den dag har jeg været Pølse-Leif. Eller bare Pølse,« siger han. Fra en dyb lomme i sine shorts finder han en dåsebajer. »Kære lille mormor,« spiller fra højttaleren, mens Pølse tæller i sit hoved. »Jeg har gået 1,7 millioner kilometer i Danmark,« siger han. »Altså sådan løst regnet.« Meningen var, at han skulle gå tre uger i en sommerferie. Men han vendte aldrig tilbage til sin kone og sine børn, fortæller han. »Landevejene er ligesom spjældet. Når man er ude, vil man ind. Når man er inde, vil man ud.« Pølse går ikke længere ude alle fire årstider. Det meste af året bor han på Præstø med sin papegøje, Mandy. Men for 35 år siden, da Pølse startede, var det anderledes. Dengang var der 450 vagabonder i Danmark, siger han.

»I dag er vi maks. 45. Vi dør jo. Og der kommer ikke nye til.«

Interviewet afbrydes. Troldmanden vil have Pølse til at »bippe sin bil op«. »Så bjerger jeg lige en flaske Bailey fra bagagerummet,« siger han.

 

Sæsonriddere

Ingen har rigtig forsket i landevejsriddernes bortgang, men Lars Benjaminsen har flere bud. Han er seniorforsker ved VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

»Udsatheden er blevet mere kompleks. De unge, der har mistet grebet om tilværelsen, har typisk både psykiske lidelser, fysiske helbredsproblemer og misbrug,« siger han.

De vandrer ikke fra gård til gård. De vandrer snarere fra herberg til forsorgshjem og andre former for opholdstilbud. Og deri ligger en anden mulig årsagsforklaring: Samfundets sikkerhedsnet er generelt blevet bedre til at indfange de udsatte. »Men det handler også om, hvem de udsatte i dag er, og hvor de kommer fra. De opholder sig typisk i de store og mellemstore byer, og de ser ikke sig selv som nogle, der går på vejene. Så sover de hellere på sofaer hos venner. Eller på gaden,« siger Lars Benjaminsen.

76-årige Kristian Jørgensen, tidligere redaktør for den nu lukkede Vagabond Avisen, fremsiger sin analyse uden at pakke tingene ind. »Det er lovgivningen og samfundet, der har ændret sig. Jeg går selv her på pension og får 11.000 kroner og bor i en lejlighed med elevator og det hele. Landevejsridderne har biler, hus og mobiltelefoner. De farende svende farer kun, når ølteltene på kræmmermarkederne er åbne.«

 

Sheriffens valg

Tilbage i Kværndrup siger Sheriffen, at »det er blevet for nemt at lade være med at være landevejsridder«. »Prøv at se på parkeringspladsen,« siger hun og peger forbi træet, hvor der om lidt skal være gøgler-gudstjeneste og stodderkongeafstemning.

»Folk kommer jo kørende hertil.«

I gamle dage sagde en rigtig vagabond nej tak til alle offentlige ydelser for at leve fuldkommen frit. Det gjorde Sheriffen også. Den 55-årige kvinde, der er født på Grønland, men vokset op i Danmark, siger selv, at hun stod over for et valg. »Skal jeg tage mit eget liv, eller skal jeg tage Landevejene?«

Det var i 1999. Hun var lige blevet skilt, huset var på tvangsauktion, og børnene var kommet i pleje hos hendes mor.

Sheriffen taler sagte. Hun er svær at høre for Peter Belli i højttalerne, der synger »Bli’ væk fra vort kvarter«, men man mærker hende.

Under sin sorte lædervest har Sheriffen regnbuefarvet tøj og et taknemmeligt sind. Hun er glad for, at hun valgte vejen med slibesten og barnevogn, siger hun og lader blikket panorere rundt i vagabondlejren. »Vi er en familie. Vi passer på hinanden.« Sheriffen har været stodderkonge i flere år. Men heller ikke hun er ridder på fuld tid længere. Hun har en toværelses lejlighed i Horsens. Danmark har ændret sig, siger hun. Landets små gårde er blevet til kæmpestore drifter med titusindvis af svin. Sygdomsfrie besætninger med SPF-systemer, smittebeskyttelse og sundhedskontrol, hvor omvandrende vagabonder ikke så nemt får adgang. Men en ting er uforandret. Mødet med »hr. og fru Danmark« er, som det altid har været. Langt de fleste mennesker behandler Sheriffen med tillid og respekt, når hun banker på døren og beder om deres knive. »Vestjyderne har altid været hammersvære at få til at byde en indenfor, fordi de er så indremissionske. Men så er de til gengæld søde til at forære madpakker.« Hun vifter sin lille hund væk, tænder en smøg og smiler, da jeg spørger, om det er godt eller skidt, at landevejsridderne langsomt forgår. »Jeg tror egentlig, det er for det bedste. For det er altså ikke et romantisk liv at leve på landevejene.«

Kravlede ind i vagabondlejren

Det samme siger Høvlen. »Det er ikke en Morten Korch-film. Solen skinner ikke altid på vejene.« Hans hår er pjusket, hans krop er lang og tynd og hans blå øjne en anelse blodsprængte. Med sine 37 år er han en af de yngste landevejsriddere, men han er også nærmest født ind i det, siger han. »Min far var kræmmer. Og jeg plejer at sige, at jeg kravlede ind i vagabondlejren, da jeg var tre år. Siden har jeg ikke kunnet kravle ud igen.« Han står med hænderne bag ryggen, mens han interviewes. Høfligt, men seriøst.

Omkring træet i Kværndrup danser flere arm i arm til »Himmelhunden«, Teddy Edelmanns udødelige klassiker. Nogle har tændt op i store piber, andre er gået i snapsen. I græsset ligger to mænd med viltre skæg og omfavner hinanden. Alle er feststemte, kærlige og glade. Også Høvlen, for han skal faktisk giftes i dag.

Efter gudstjenesten er der bryllup i vagabondlejren, Høvlen skal have sin Sol, men lige nu fortæller han om sit liv. Om hvordan han »slapper af«, når han »går med barnevognen«. Hvordan lejligheder »trækker sig sammen«, når han opholder sig i dem for længe ad gangen. »Jeg har faktisk spekuleret meget på, hvorfor der ikke er flere unge, som bliver landevejsriddere,« siger Høvlen, der selv var på prøve i seks år, før han blev endeligt optaget. Først bliver man navngivet. Så skal man vise sit værd, før man bliver døbt. Dåben cementeres med et brusebad i øl, og reglerne er, at man derefter ikke må vaske sit hår i tre dage. Høvlen undskylder sig. Gudstjenesten begynder snart, og han vil gerne nå at ryge.

Den nye stodderkonge

»Hvem stiller op?« spørger præsten.

Blikkene flakker rundt i cirklen omkring træet. Et par spændte sekunder, før Sheriffen rejser sig fra sin stol og træder frem til spredt jubel. Med blikket rettet mod jorden gør Høvlen det samme.

Afstemningen foregår med håndsoprækning, men der bliver også råbt.

»SÅ VED JEG GODT, HVEM JEG STEMMER PÅ!«

»HOLD NU DIN KÆFT.«

»FUCK DIG, DIN BUMS!«

Skældsord råbes med et glimt i øjet, det er jargonen, og alle klapper, da Høvlen vinder. Ovenikøbet med et stort flertal. Han får mikrofonen i den ene hånd, vandrestaven i den anden og kronen på hovedet, hvor alle tidligere stodderkongers navne er indgraveret. »Vi er så få tilbage. Så vi skal hjælpe hinanden,« siger Høvlen, før han starter en fællessang, som alle tilslutter sig:

»Jeg er ikke som de andre,

jeg er noget for mig selv.

På landevejen vil jeg vandre,

til den dag jeg må sige farvel!«

 

Præsten spørger, om nogen skal døbes. En er ved at rejse sig op, men råbes ned i stolen igen af »NEJ«-kor. »HUN HAR IKKE VÆRET DER HELE ÅRET,« gjaldes der. Ingen nye landevejsriddere optages. Til gengæld er der bryllup. Og fest i flere dage. Så længe bliver præsten, som hedder Peder Thyssen, ikke hængende. Han skal tilbage til Odense, hvor han bor og arbejder som gadepræst. Siden år 2006 har han stået for gøgler-gudstjenesten. I starten var det »overvældende at se elendigheden«, siger han på syngende fynsk. Men på to årtier er der sket en forvandling. De gamle går bort, og de unge går ind i de offentlige systemer. Landevejsridderne forsvinder, og det er en fin udvikling, mener han.

»Deres liv har været helvede på jord. De er fri, men de lever ikke i frihed, for de er alkoholikere næsten allesammen. Til gengæld føler mange af dem, at de får en identitet, når de er landevejsriddere,« siger præsten.

En høj mand kommer løbende mod hans bil. Det er Høvlen. »Du må hellere lige tage det her indtil næste år,« siger han og afleverer kronen og vandrestaven til præsten. Han vil ikke risikere at tabe det. Peder Thyssen smiler i stodderkongens retning, da han lunter tilbage mod festen. Dansktopmusikken er nu skiftet ud med AC/DC. »Thunderstruck.«

Fortællingen om landevejsridderen bygger måske på en skrøne. Men præsten mener også, at vi alle kan lære noget af den snart uddøde vandringsmand.

»En ting er den åbne tilgang til livet. Men lige så inspirerende er det, hvor taknemmelige de fleste af dem er.«

 

Emil Jørgensen, journalist – Weekendavisen

September 2024

Historien om Eneboeren og Skærslipperen Aksel Bast, Åsendrup Kær, Vrensted Sogn. Han blev kun kaldt Bast i daglig omtale.

Bast der oprindelig var udlært bager og konditor, boede ude på Åsendrup Kær,  i en meget lille rødmalet træhytte,

 

kaldet “Sorgenfri” på ca. 2 x 4 m, ca. 3 km fra Løkken By og noget længere til Vrensted By. Han var kendt af mange mennesker i omegnsbyerne og det ganske land, hvor han kom, sammen med sin lille hund og sleb knive og sakse m.m. for folk.

Nedenfor en avisartikel fra 1966, som fortæller en fin historie om et besøg Bast gør hos sin bror, der bliver 90 år og opholder sig på Statshospitalet i Brønderslev.

Her en lille anekdote fortalt af en af mine venner, som var næsten nabo til Bast i Åsendrup,  en historie han har fået fortalt:

“En dag står Bast’s lille hund alene uden for købmand Damgaards forretning i Løkken. Købmanden undrer sig. Hunden bliver stående og Bast er der ikke. Købmanden bliver bekymret og drager nu ud til Bast’s hytte og finder ud af at Bast er syg og har brug for hjælp.”

Man kan vel næsten sige, at hunden reddede Bast’s liv.

Bast boede de sidste 5-6 år af sit liv på Vrensted Alderdomshjem, hvor han følte sig godt tilpas og var glad for at være.

Aksel Bast døde 92 år gammel, han ligger begravet på Løkken Kirkegård,  født 1881 død 1973.

Hans hund og ”Sorgenfri”

Besøg hos den 84-årige Aksel Bast, der bor alene med sin hund i huset ,,Sorgenfri” paa Aasendrup kær ved Løkken

Langt ude paa Aasendrup kær, tre kilometer fra Løkken, liggger et lille, rødmalet træhus, som en tilfældig iagttager vil regne med er et redskabsskur, men kører man ad den smalle klittvej, der snor sig i østlig retning fra hovedvejen Løkken Aalborg, og gennem det flade landskab, hen til huset, lyder der hundeglam, og en sort hund af ubestemmelig afstamning løber med en advarende snerren den besøgende i møde.

Hunden er ikke stor, men der er et vagtsomt blik i de gule øjne. da vi standser bilen, ruller vinduet ned og kigger neæmere paa det lille hus.

>A. Bast-Sorgenfri staar der paa den lille navneplade, der hænger over vinduet. En haand derinde visker ruden fri for morgenduggen, et ansigt kommer til syne i kighullet, og haanden gør en vinkende, Kom ind -bevægelse.

„Nu skal du væk Bast”

Med hunden snusende til buksebenet, gør vi vor entre i huset, der i al sin enkelthed bestaar af et rum paa ca. 24 x 3 meter. Der er et lille bord, hvorpaa der staar et gasapparat og et større bord med tilhørende stol. Rummet domineres af en seng, der fylder hele endevæggen under vinduet. Her ligger forhenværende skærslipper, nu folkepensionist Aksel Bast, der er 84 aar.

– Velkommen paa kæret, siger han og sætter en alpehue paa hovedet, svinger benene ud over sengekanten, og lader fødderne glide ned i et par træsko. Det er ikke hver dag, man ser mennesker herude østen for hovedvejen. Trafikanterne svinger næsten altid vest på mod stranden. Kæret er ingen turistattraktion, men til gengæld dejlig fredelig.

Jeg har nu ellers boet paa vestsiden af hovedvejen, oppe i klitterne, men der blev jeg vist bort fra.

Ja, det vil sige, det var nu ikke noget, de kunne gøre saadan lige paa en studs. Jeg havde købt huset her, men pludselig en dag stod der nogle høje herrer, og sagde: Nu skal du væk, Bast

»Det bliver vi flere om at bestemme«, sagde jeg, og fandt mine papirer frem, og de godtgjorde, at jeg havde lejet huset for 65 kr. om aaret, for en periode af 18 aar,

,,Derfor flyttede jeg paa kæret”

Naa, der har jo nok alligevel været et smuthul i loven, for de Kom igen og sagde, at nu skulle huset flyttes.

>Lad os se, hvem der tør tage det første skridt«, sagde jeg, og stillede mig an i døren med en økse i haanden.

De veg tilbage, de høje herrer, og jeg blev boende. Nu hændte det, at ham, jeg havde købt huset af, kunne skaffe mig en plads til det her paa kæret, og jeg indvilgede i at flytte, for det var lidt træls at staa døgnvagt ved huset hver dag, og desuden kom der saa mange turister, at jeg ikke havde noget imod at flytte herud, hvor der er meget mere fredeligt.

„En dram er ingen tosset medicin”

Bast er under samtalen kommet i tøjet og skænker sig en morgendram, mens hunden veltilfreds lægger sig til rette paa dynen.

Jeg skal have mig en dram for at faa stivheden ud af keroppen, forklarer Bast. Den varmende væske ligesom løsner muskulaturen, og saa kan folk iøvrigt mene, hvad de vil, for saadan en dram kan nu ikke være en helt tosset medicin, naar jeg fortsat kan klare mig selv i en alder af 84.

Men skærslippertilværelsen har De maattet afskrive?

– Ja, skærslippervognen, de lange marchture, og det frie liv paa landevejen har jeg maattet sige farvel til. Men jeg var dog 71 aar, inden jeg holdt op med at slibe. Først da fik jeg min folkepension, og jeg havde lagt lidt penge op som supplement til pensionen.

Men jeg savner den fredfyldte skærslippertilværelse, og turene rundt i landet. Jeg har været over det hele, ogsaa paa Bornholm, jo, Aksel Bast har set andet end Aasendrup kær, men det er nu ikke det daarligste sted at tilbringe sin livsaften.

„Herude er vand en luksusvare”

De har ikke altid været skærslipper?

Nej, jeg lærte bagerfaget som ung hos daværende bagermester Steenberg, Østergade 18, Hjørring, men det er saa længe siden nu, at ingen kan huske, at jeg har været andet end skærslipper, og Hjørring er ogsaa helt forandret. Hvem kan f. eks. huske gæstgiver Anders Bidstrup i Kirkestræde. Til ham kom vi unge dengang, og vi blev godt beværet. Han kræsede for os, og selv vor beskedne ugeløn slog helt godt til, for maden var billig, og en dram kostede kun to ører.

– Kan De holde varmen her i huset, nu da vinteren nærmer sig?

– Ja, men det er dyrt at varme op med gas. Naar det er koldt, bruger jeg en flaske gas paa fire dage. Vand er ogsaa et problem. Her er selvfølgelig ikke vand indlagt, og ingen nærliggende vandpumpe, men en god ven kommer lejlighedsvis med en mælkejunge fuld, men alligevel er vand en luksusvare, naar det skal hentes flere kilometer borte.

Saadan er det ogsaa med indkøb af de daglige fornødenheder. Det er ikke rart at komme hjem og opdage, at man har glemt at købe tændstikker og skal en ekstra tre kilometer lang tur ind til købmanden.

Mine gamle ben er ikke, hvad de har været, men endnu kan jeg trave turen til Løkken og foretage mine indkøb.

Min bedste ven og følgesvend er hunden, jeg har haft flere, og de er trofaste. Min eneste sorg har jeg, naar de dør. Mennesket kan ikke leve ensomt og helt alene, og hunden har altid været min bedste Teammerat.

,,Sorgenfri” — et glædens hus

Som om hunden forstaar den gamle skærslippers tale, rejser den sig, springer op paa skødet af ham og slikker med den lyserøde tunge nænsomt hans haand. Den belønnes med en sigtebrødsskorpe, og Aksel Bast tager sig en kopfuld øl, hælder lidt brændevin i, drikker, og faar ligesom mere hold paa de rystende hænder, der har slebet saa mange knive rundt om i landet.

> Sorgenfri«, staar der paa husets gavl, men hvor mange af vor tids velfærdsborgere ville som den gamle skærslipper kunne finde glæden i de øde omgivelser, fjernt fra nutidens bekvemmeligheder, adspredelser – og alderdomshjem. Aksel Bast ønsker det ikke anderledes, og det bør respekteres.

Avisartikel fra 1965

Den gamle skærsliber kom til fødselsdagsfest hos sin bror

Glædeligt og rørende gensyn mellem den 84-aarige eneboer paa Aasendrup kær, Aksel Bast, og hans 90-aarige bror, Henning Bast, paa statshospitalet i Brønderslev.

Bagggrunden for invitationen var den, at Aksel Basts bror, Henning Bast, fyldte 90 aar. Han er for tiden patient paa hospitalet, og da nogle havde hørt, at Aksel Bast hele vinteren har maattet holde sig indendøre i sit lille træhus paa to gange fire meter paa Aasendrup kær, tre kilometer uden for Løkken, tilbød man at hente ham til fødselsdagsfesten. Hunden fik lov at komme med. Det tør nok antydes, at Bast blev glad, da det lokale postbud, der har været hans eneste kontakt i vinter, mundtligt overbragte ham invitationen, men alligevel havde han et par bekymringer.

– Hvad med hunden, sagde han til chaufføren, den kan ikke være alene hjemme.

Det talte man lidt om, men da hunden begyndte at pibe ved udsigten til, at Bast ville tage alene afsted, enedes de om, at den ‘hellere maatte komme med.

– Og sig mig saa engang, spurgte Bast, da bildøren blev aabnet for ham og hunden, hvor meget skal jeg betale for at køre i saadan et flot køretøj.

– Det skal du ikke bekymre dig om, trøstede chaufføren, det er der andre, der tager sig af. Og saa steg Bast, iført nobelt mørkt tøj, ind i bilen med hunden i snor, for at den ikke skulle være til unødig besvær.

Det skal blive dejligt at komme lidt hjemmefra efter den lange, kolde vinter, hvor sne og frost har hindret én at komme ud, sagde den gamle tidligere skærsliber og eneboer Aksel Bast, Aasendrup koer, da chauffør Sigurd Jensen, Brønderslev, i gaar kom for at hente ham til en fødselsdag paa statshospitalet, Brønderslev.

---

Skraar du stadig?

Paa statshospitalet blev han budt velkommen af afdelingssygeplejerske, fru Karen Jensen, og han gjorde store øjne, da han saa de veldækkede borde.

– Hvad med hunden, spurgte Bast.

– Ja, den maa vi jo se at finde nogle boller til ogsaa, smilte sygeplejersken.

Hermed var Basts bekymringer væk, og gensynet mellem brødrene, som ikke har set hinanden i otte aar, var hjerteligt, og mange gamle minder blev genopfrisket. Der blev talt om de andre brødre og søskende i København, og Henning Bast kunne ogsaa glæde sig over flere familiebesøg i dagens anledning.

— Skraar du stadig, spurgte Henning Bast, da de to brødre var blevet bænket.

– Ja, selvfølgelig.

– Saa giv mig en skraa og lad mig saa høre, hvorlænge du vil blive boende derude paa kæret, langt fra andre mennesker?

Ja, smilte Aksel Bast, du har nu altid været en kende nysgerrig, men jeg tror nu nok, det er sidste vinter. Der er gaaet alt for meget gas til at varme op med, og det har været meget vanskeligt at faa hentet vand fra byen.

– Aah, hva’, drillede Henning Bast, du er jo kun en knægt endnu (Aksel Bast er 84), saa du skulle da nok kunne klare dig selv lidt endnu.

— Ja, men jeg tror nu nok, jeg vil paa alderdomshjem, for saadan en vinter, kan jeg ikke klare en gang til. Men du kan være rolig for, at jeg ikke flytter før til næste vinter, og den sidste sommer paa kæret vil hunden og jeg rigtig nyde.

Jeg tror ogsaa, vi faar besøg, du kan ikke tænke dig, alle dem der har tænkt paa os, selv helt fra København fik vi en pakke med mange gode ting.

Chokolade og fest for fødselar og gæst

Saadan gik sludderen om løst og fast, indtil der kom bud, at festbordet var klar, og saa fulgtes Henning og Aksel Bast ad ind til fødselsdagschokoladen med boller og hjemmebag. Hunden tog plads ved Aksel Basts fødder, og fandt som Bast, at det nu ikke var saa tosset at komme en tur hjemmefra..

Der var takt i Basts mund og øjne, da han og hunden sagde farvel og derefter blev kørt hjem.

— Bilen, sagde Bast, da han kom hjem igen og stod uden for det lille rødmalede hus paa kæret.

— Er betalt, sagde chaufføren, og saa gik Bast og hunden ind for at se til gasapparatet, og et øjeblik efter blev døren lukket til » Sorgenfri«, som huset er døbt. Navnet passer godt, for Bast beklager sig aldrig over forholdene derude i ensomheden, maaske derfor glæder han sig særlig, naar andre tænker paa ham.

 

1973

Fhv. skærslipper Karl Aksel Bast, Vrensted, er død, 92 år.

I et langt og rigt liv nåede han at blive kendt mange steder i Danmark. Han var udlært bager og konditor. I en ung alder sprang han ud af det traditionelle livsmønster og valgte den mere usikre, men for ham ulige mere tiltrækkende levevej som vandrende skærslipper.

Med sin bør og hund gik han i en menneskealder ad de danske landeveje og fik venner overalt. Det frie liv i naturen var det, han holdt mest af, og i mange år boede han i vinter månederne i et ensomtliggende træhus på Aasendrup Hede.

For fem år siden var han nær ved at indebrænde i huset, og derefter flyttede han til Vrensted Alderdomshjem. Psykisk svækkedes han gradvis, men sin glæde ved og evne til at fortælle om oplevelser fra de mange år på landevejen bevarede han til det sidste.

 

april 2019-jens otto madsen

P.M. Sørensen f.1918 d.2000

Født 1918 Sdr. Saltum. Student 1936 Sorø. Cand. med. 1944 København. Embedslægeeksamen 1960. Hospitalsuddannet på Aarhus Kommunehospital Marselisborg 1944-47. Praksis i Vrensted 1947-85. Vikariater i Sverige 1986-89. Formand for skolenævnet Brønderslev Gymnasium 1973-78. I studietiden kollegierådsformand og formand for medicinske studenterråd. Haft tillidshverv i Den alm. danske Lægeforening, medl. best. Hjørring amts Lægekredsforening. Formand for sygekasseudvalget, medl. Jyske centraludvalgs forhandlingsudvalg, best. Jysk med Sel. skab, praksisrepræsentanten i Nordjyllands amts voldgiftsret. Medl. af Den alm. danske Lægeforenings etiske råd 1975, formand 1979-80. Tildelt mindelegat for brygger I.C. Jakobsen 1968 Æresmedlem af Nordjyllands lægekredsforening 1986.

Vrensted lægen P.M. Sørensen, fortæller om sin slægt, barndom og ophold på Sorø Akademi. Han var borte fra Vendsyssel, under uddannelse i 14 år, inden han i 1947 vender tilbage og nedsætter sig som praktiserende læge i Vrensted.

Historien er fra 1991 i Barn af Vendsyssel.

 

Noget om en sølvske.

Jeg sidder her med en gammel sølvske, der altid har været i min mors slægts eje, og som jeg har fået pålagt at passe på. På skebladets bagside er der graveret en bladkrans, og i dens midte er skrevet:

LNSB

DIDB

1635

Det er helt sikkert en bryllupsske, hvor øverste linje angiver brudgommens navn. F.eks. Lars Niels Søn og sognet Børglum. Nederste linje brudens navn. F.eks. Dorthea lens Datter og sognet Børglum.

Vi ved, den stammer fra Stenbjerggård, der dengang hørte til Børglum sogn, og ved giftermål er den kommet rundt på gårdene her på egnen og i Hvetbo herred og befandt sig, da min mormor var en ung livslysten pige, i hendes hjem: Lykkegård, Vester Hjermitslev.

Min oldefar Christian Frandsen f. 1834 og oldemor Kirsten Madsdatter ansås for at være dygtige folk med orden i tingene. Derfor havde de allerede tidligt bestemt hvem af pigerne, der skulle have forskellige arvestykker. Således skulle Maren min mormor, og søsteren Stine, have to lysestager af yngre dato.

Og pga. samme ordenssans og sparsommelighed sagde forældrene nej, da Maren bad om penge til et par nye sko til et forstående bal.

Så skete noget frygteligt en formiddag. Da oldefar kom hjem til middag, havde Maren solgt sin sølvske for 10 kr. til en omvandrende handelsmand, og nu skulle hun ud og købe sko.

Oldefar satte alle hensyn til side og helmede ikke, før han havde sporet handelsmanden og fik handlen gjort tilbage.

Nu var han jo ikke rigtig rolig ved, at Maren atter havde ansvaret for skeen, og derfor overtalte han den, efter hans bedømmelse, mere stabile Stine til at tilbyde sine to pæne lysestager i bytte for sølvskeen. Så faldt der ro over den sag.

Maren blev med eller uden nye dansesko gift med min morfar, Peder Madsen Poulsen, Østrup, hvis gård så langt registrering rækker, har tilhørt samme slægt. Her blev min mor, Ane Marie Povlsen, født 7. feb.1891.

Stine blev gift med Jens Peter Møller fra Østrup, og de fik Søndergaard i Vrensted, som er nærmeste nabo til præstegården. Jens Peter Møller blev sognefoged, men døde tidligt. Enken, Stine Møller, blev en hel institution i Vrensted, myndig, afholdt og en højt skattet nabo for 3-4 præstefamilier.

Da Gitte og jeg som purunge i 1947 kom til Vrensted og startede lægepraksis, efter at jeg havde været borte fra Nordjylland i 14 år og Gitter var indfødt Århusianer, var Stine Møller en stor støtte i tilpasningsprocessen. Jeg var læge for hende.

Og nu kommer så slutningen på skeens historie: Engang, da Stine Møller var langt oppe i firserne og havde overlevet et svært sygdomstilfælde, blev jeg kaldt til gården. Alle børnene var til stede. Stine sagde: Jeg har en gammel ske her. Vi er enige om, at nu skal den tilbage til, hvor den hører hjemme. Pas godt på den. Jeres ældste datter skal have den efter dig, for hun er opkaldt efter din mor, Ane Marie, og det var jo mig, der vågede ved din mor, da hun døde fra i tre små børn.

 Noget om min far og hans slægt

Se evt. også Thyger Rugholm, En vendelboslægt 1949. ajourført af Danske Slægter, Aalborg. 1986.

Farfar: Søren Jensen Sørensen f. Hune Brogård 1865. død 13-12-1930 Gårdejer i Pandrup og sognerådsformand i Jetsmark. Farmor: Ane Kirstine Larsen f. 1860 i Tvilstedgård, Pandrup blev 91 år. Far: Lars Pedersen Brogård f. Hune Brogård 27-2-1887, død 8-7-1973. Gårdejer Sdr. Saltum og sognerådsformand

Redaktør C Nørrelykke, Vendsyssel Tidende, havde en periode et afsnit i avisen, han kaldte Søndagsbrevet 12-9-1971 handlede det om selve det at skrive breve: Det er sagt, at det er en kunstart i forfald. Og det vil han modbevise ved bl.a. at citeret fra et brev, han har fået fra min far:

Forleden modtog jeg et brev fra en 81-årig forhenværende bonde formet på en sådan måde, at hvert ord var et brudstykke af et livsmønster omhandlende beskriverens menneskelige baggrund og en svunden tids menneskelige og sociale vilkår. Brevets strengt personlige form gør, at jeg her kun skal gengive et enkelt afsnit.

Jo, jeg fulgte med mor og far i marken den første høstdag. Far høstede og mor bandt op, og det var især rugen, som blev høstet med stor omhyggelighed og ærbødighed. Den skulle jo give brød til hele familien i et helt år. Jeg har selv tærsket rug med plejl på et lergulv. Vi havde altid skiftetræsko. At komme ind i loen direkte fra kostalden var strengt forbudt. Træskoene var jo snavsede, og rugen skulle jo blive til brød

Mon ikke nok jeg har fortalt dig, at min far var fra en stor gård ude bag klitterne. De såede hvert efterår 10 tdr. land med rug, og så døjede de endda med at brødføde sig selv. Far, som var den ældste, fortalte, at da den sidste af hans søskende blev født, det var den 11. kom en bror ud i kohuset, hvor en anden bror gik og græd. Hvad græder du for, spurgte han, og han svarede: Jeg synes, vi bliver så mange. Det var brødet, han tænkte på, for til tider var der 15-16 mennesker på gården, som skulle mættes. Derfor var det heller ikke så sært at min bedstemor sommetider kunne virke sørgmodig. Meget andet skulle jo gøres. Der skulle stoppes, lappes og strikkes, og der var også udearbejde at klare. Men når bedstefar mærkede, at bedstemor var i dårligt humør, gik han hen til hende, og tog hende om livet og sagde: Lillemor, vi skulle vel ikke køre en tur i byen. Og hendes svar var altid: Jo far, det vil være skønt. Og så kørte bedstefar dem altid et sted hen, hvor de havde det mere småt end hjemme hos dem selv, og dette var nok til at bedstemor blev glad igen.

Den beskrevne gård er mine oldeforældres, Hune Brogård, som kendt af de ca. 300.000 årlige gæster i Fårup Sommerland. Stuehuset ligger smukt restaureret lige ved indkørslen, hvor man betaler billet.

Farfar og farmor købte gård i Pandrup, og hans rige evner fik han stærkt brug for i offentlige hverv. Således var han i 24 år uafbrudt, sognerådsformand 1907 til 1930 i Jetsmark kommune. Ved et sognerådsmøde blev han smittet med en stærk forkølelse, som udviklede sig til lungebetændelse og en uge efter var den stoute mand død. Det var før sulfa og penicillin blev opfundet. Ved begravelsen kunne den store Jetsmark kirke knap rumme det store følge, der også talte Amtmand Wullf i galla.

Det er interessant at læse nekrologerne 15-12-1930 i de borgerlige aviser: Aalborgs Amtstidende, Aalborg Stiftstidende op Vendsyssel Tidende. Vendsyssel Tidende skrev således til slut: Efter at have været medlem af Jetsmark Sogneråd nogle år, valgtes han fra nytår 1907 som formand denne gerning har han med stor dygtighed varetaget siden, altså 24 år. Det er en bestilling, der i en stor kommune kræver meget af sin mand og da særligt i de senere år, men Søren Jensen Sørensen har vist at han har kunnet bestride den. Selv om der var delte meninger om en ting, var han ikke den der straks for op, nej han tog roligt og besindigt på sagen og søgte på en stilfærdig måde at få et godt resultat ud af forhandlingerne. Han havde folks agtelse og tillid, og budskabet om hans død vil vække beklagelse over hele sognet. Ved de seneste sognerådsvalg er han hver gang opstillet som nr. 1 og valgt med det største antal stemmer.

Det er med særlig glæde, at jeg kan citere nekrologen af 17.12.1930 Nordjyllands Socialdemokraten i Aalborg: Afdøde var en dygtig kommunal mand. Den 1. april 1921 oplevede Søren Jensen Sørensen, at det kom to socialdemokratiske medlemmer i Jetsmark Sogneråd, og siden har vort parti været repræsenteret. Vi som har haft samarbejde med afdøde, vil gerne sige, at han var en fordragelig og behagelig mand at have samarbejde med. Han har aldrig set os over hovedet, men tog lige hensyn til vor mening som til hans egne partifællers.

En episode fra hjemmefronten

I forbindelse med farfars offentlige gøremål. Hjørring-Løkken-Aabybro jernbane blev åbnet i 1913. Som repræsentantskabsmedlem skulle han deltage i en festmiddag i Hjørring, hvor også Hans Majestæt kongen sad med til bords.

Hvad nu med påklædningen? For farfar var der ingen tvivl, han ville møde med sit pæne sorte kravebryst. Men drengene, min far og farbror Kristian, havde på det tidspunkt set andet end Pandrup og sagde, at det hører sig til med hvidt stivet kravebryst. Og da farfar ikke ville anskaffe sig det, gik de hen i Fransk Vask og Strygning og bjergede sådan en sag og under lidt protest fik de det anbragt på festdeltageren før afrejsen til Hjørring.

Da farfar kom hjem sagde han: Det var godt nok sådan de andre så ud, men aldrig nogensinde mere skal i få mig i sådan noget træls tøj.

Far og socialloven

Far stod sin far meget nær. Far kom på Bælum Højskole og Præliminær kursus. Forstander Villumsen, tror jeg nok han hed, støttede far meget i hans ønske om at blive rigtig cand.jur, og ikke dansk jurist, og hjalp far med at skrive et brev hjem til farfar, om han kunne regne med at få 10.000 kr. hjemmefra, for det ville et universitets studium koste.

Farfar svarede tilbage, at han nok kunne få 10.000 kr., hvis han ville læse til præst, men ville han være sagfører, kunne han kun få 5.000 kr for: Jeg vil nødig, du skal blive en kæltring.

Så måtte far vende tilbage til landbruget, men hans trang til at fordybe sig i bøgerne og specielt trænge til bunds i sociallove holdt sig hele hans lange liv ud.

Da han selv blev sognerådsformand i Saltum-Hune kommune 1933, udkom Steinckes socialreformlov samme år. Mange love blev samlede og forenklet i et eneste stort lovkompleks. Far, som var æresmedlem af partiet Venstre, forsømte ingen lejlighed til at fortælle os børn, at socialdemokraten Steinkes sociallov var retfærdig og god.
Han kunne den til sidst så godt, at han flere gange blev ringet op fra Hjørring og spurgt , hvordan fortolker du den paragraf?

Han læste lovstof ved middagshvil og til langt ud på natten og havde vi ikke haft vores nye stedmoder og min storebror Søren, var landbruget vist gået i fisk i mit hjem i Sdr. Saltum.

Mor.

Mor og far blev gift 4-11-1913. De havde købt Vrå-Gård i Hundelev, der var en god gård, som gav godt udbytte, men den havde meget besværlig vejforbindelse til omverdenen.

Min storebror Søren blev født der i 1915. I 1918 solgte de op købte Vestergård i Sdr. Saltum, hvor jeg blev født i 1918 og min søster Maren 1921.

Vestergård var ved overtagelsen stærkt præget af at ejendomshandlere havde haft den under behandling. Det blev landbrugsmæssigt en barsk start, men det lykkedes at få driften ordentligt i gang.

Værre var, at mor blev syg af tuberkulose og slet ikke blev rask efter Marens fødsel. Mor døde 29. januar 1923.

Efter forgæves sanatorieophold blev mor plejet hjemme i havestuen, men far blev ved at bevare håbet og tilkaldte også læge fra Aalborg, Kuren dengang var jo frisk luft og fed kost. Tuberkelbacillerne skulle indkapsles i fedt. Mor, der lige som far, var af en høj slank familie, blev rund, som man ser det på det eneste fotografi, der eksisterer af den samlede familie. Det er karakteristisk, at Maren sidder på fars skød, ikke på mors. Vi måtte ikke blive smittet, og bortset fra en kalkskygge i min lunge som tegn på en ophelet proces slap vi alle tre fri af sygdommen.

Men endnu husker jeg lyden af sygeplejerskens knirkende sko, endnu husker jeg, hvordan jeg kunne stå i dagligstuen ved døren ind til den sydvendte havestue, og mor opfattede det og spurgte: Er det dig Peder, Ja, Kom bare. Og så listede jeg ind til mor. Her har du en sukkerknald, men så skal du også gå, sagde hun med et vemodigt smil. Jeg husker, da mor skulle begraves. Hun lå i kiste inde i stuen. Søren på 7 år gik med foldede hænder rundt om kisten rundt igen: men der var ikke noget at gøre. Jeg på 4 år og Maren på 1 1/2 år forstod nok ikke, hvilken katastrofe, det var.

Igennem mit voksne liv har jeg søgt oplysninger om, hvordan mor egentlig var. Som læge på hendes hjemegn har jeg truffet mange mennesker, som har kendt hende fra mange forskellige synsvinkler, som medlem af familien, som ungdomsveninde, som højskolekammerat, som bondekone, og som madmor overfor tjenestefolk, og der står for mig et mere tydeligere billede. Hun sang meget til sit arbejde, hun var altid tilfreds, livlig og udadvendt, god mod sine tjenestefolk. Og så var hun den man sendte bud efter, hvis det var rav i den et eller andet sted. Hun kun få folk forliget.

Efter mors død fulgte nogle meget svære år. Far lærte os at bede vort fadervor, og det blev der rigeligt brug for. Efter nogle år med skiftende husbestyrerinder blev far i 1927 gift igen, det var i Budolfi Kirke

Ny mor

Far blev gift med Kristine Klitgaard f. 20-3-1893, som en tid havde været husbestyrerinde hos os. Hun var af en gammel Hasseris gårdmands slægt møllerdatter fra Gammel Hasseris mølle. Hun tog den store opgave på sig. Det var godt hun kom. Navnlig nu som modne mennesker, er vi taknemmelige for det, og for at vi i 1928, 1930, 1931 og 1935 fik fire gæve søskende, hvoraf den ældste Klitgaard sammen med sin Rise førte vores barndomshjem videre på bedste vis.

Kristine var flittig og dygtig til al husgerning og lærte os mange gode ting, gode skikke, som kom os til nytte sidenhen, og var først og sidst far en uundværlig støtte, hvilket ikke mindst blev nødvendigt, da han fra 1919 kom i Saltum-Hune sogneråd, hvis formand han var i 9 år,

Utallige er de kopper kaffe, Kristine serverede for utallige mennesker i de år.

Stuen hjemme var jo også kommunekontor. Her var typisk langbord med fast bænk. Far sad ved køkkenenden, hvor også telefonen var. Folkeregister og pengeskab var der også plads til,

Klienterne, hvis man kan kalde dem det, kunne være mange slags, og hvis Steinckes sociallov ikke slog til så- ja her kan jeg bedst citere, hvad Kristine sagde til Vendsyssel Tidende ved fars 70-års fødselsdag: Ja, min mand havde i hvert fald svært ved at sige nej, og når han var med til det, så skete det ikke så sjældent, at han kom ud i køkkenet til mig og sagde at jeg var nød til at give denne eller hin en rullepølse med hjem, og selv om vi havde slagtet godt, kunne det unægteligt godt medføre svind i beholdningen.

Klienterne kunne også være lærere, der søgte stilling. Jeg husker, da embedet som 1. lærer i Sdr. Saltum skulle besættes. Det var 76 ansøgere, i en tid, var det næsten hver aften en ansøger, der bankede på døren Selv sad jeg engang og gennemlæste alle ansøgningerne. Nogle havde meget høje eksamener. Det gav stof til eftertanke.

Børnenes hverdag

Til at passe på os, da vi var små, havde vi en stor sanktbernhardshund, som vi var helt fortrolige med. Den vogtede os nidkært.

En morgen stillede politiet i gården. I nattens løb var nogle får i dalene Sydest for Saltum Teglværk blevet mishandlede eller blevet drevet ud i tørvegravene, man mistænkte nu vor hund. Vi havde selv en jordparcel der til tørveæltning og til får på græs Hunden fik brækpulver og afslørede uldtotter i opkastet. En foxterrier havde lokket den på afveje eller omvendt. Men det var ingen vej udenom. Den blev skudt.

Som nabobørnene kom vi tidligt til at gøre nytte, Maren blev i flere år en uundværlig barnepige. Søren havde et stort ansvar som ældst og blev hele livet den, vi andre søskende spurgte til råds.

Jeg var høver dreng som mine jævnaldrende. Arbejdsdagene var lange som vore tjenestefolks.

Gårdens hovedkraft var vindmøllen, og den skulle udnyttes hvis det blæste. En stor sag var at få tærsket årets høst. Jeg husker sådan en februar dag.

Jeg var inviterer til en klassekammerats fødselsdag. Så blev det blæse- vejr og vi skulle tærske, og jeg skulle hjælpe til. Min plads var oppe i ladegulvet, hvor jeg skulle hjælpe med at tage halm fra og stoppe det ind bagved. Der, højt oppe under pandepladerne begravet i halm, som karlen stangede op, og som ikke altid blev fjernet hurtigt nok tilbragte jeg så den eftermiddag, hvor de andre drak chokolade og legede. Det var en lang dag.

Nu mange år efter er jeg kommet til at tænke på, om far i virkeligheden ville beskytte mig mod smitte, idet der nogle år tidligere havde været tuberkulose tilfælde i pågældende hjem.

Men skønne minder er nu i flertal. Det at tærske kunne også være fornøjeligt.

En dag var vore to karle ved at tærske rug med plejl. Jeg kom ud til dem, var vel ca. 8 år og så sagde den ene til den anden: Den spirrevip kunne nok hænges op på væggen i bare et rugstrå, Nej da, sagde den anden. Vil du vædde spurgte den første. Og det gjorde de så. Jeg skulle lægge mig ned på logulvet og tage strømperne af. Så tog forkarlen et godt langt rugstrå. Mine to store tæer lå tæt ved siden af hinanden, og så førte han rugstrået i gentagne S-tals ture rundt om storetæerne, fæstnede enden, tog mig i fødderne med hovedet nedad, og hængte mig op på et stort spiger på lade væggen. Han vandt!

Endnu et skønt minde. Jeg sidder her med et fotografi fra ca. 1928 set udenfor Sdr. Saltum forsamlingshus, som ligger på et hjørne af jorden til Vestergård. Danselærer Ad. Christensens danseskoleelever hvo ca. 40 store og små børn, også Søren, Maren og jeg er på.

Jeg glemmer aldrig den første undervisningsdag. Det var om vinteren Jeg ville ikke med og gemte mig. Stor opstandelse. Endelig fandt de mit skjulested, nedenfor bakken dybt inde i naboen, Søren Vestergård, roekule, hvis stivfrosne vægge dannede et solidt skjold, en god bolig for dem der ville skjule sig. Jeg blev hentet op i forsamlingshuset, og endnu husker jeg, at den noget ældre Klara Kusk venligt tog sig af mig, tusind tak skal Klara have. At danse vals er stadig en af mine store glæder nu som ivrig seniordanser.

Skole

Vi gik i Sdr. Saltum skole hos to gode lærere. August Villadsen og Jens Poulsen. Der var to klasseværelser; de store gik i skole to dage om ugen i sommeren og fire dage i vinteren og de små omvendt. Det var en god skole

Hjemmedåb

En dag, det var 21. maj 1928, blev lærer Poulsen midt i vores skoletid kaldt op til mit hjem. Min ældste lillebror var lige blevet født 16. maj. nogen tid før beregnet, vejede kun 4 pund, og man skønnede at der var fare på færde, han skulle hjemmedøbes. Der klarede lærer Poulsen hjemme i soveværelser. I farten kunne de ikke bestemme sig for et navn og diplomatisk foreslog læreren, at han kunne få mors pigenavn, Klitgaard, som mellemnavn, og han blev døbt Klitgaard Sørensen. Om han skulle leve, kunne han altid i kirken få et fornavn. Til glæde for os alle levede Klitgaard og overtog senere vort fødehjem, men Klitgaard forblev hans eneste fornavn.

Læreren ændrer børns livsforløb.

En dag kom lærer Poulsen op på gården og sagde til far og Kristine, at de skulle tage mig ud af skolen. Jeg kom på Aabybro Realskole. De tre år jeg gik der fra 1930, til jeg i 1933 tog mellemskoleeksamen, var en mærkelig og vanskelig overgangstid. Det var der flere grunde til. Der var krisetider, der ikke mindst ramte landbruget. Hjemme var brug for alle hjælpende hænder. Jeg husker en sommer, vi byggede ny kostald. Vi havde ude i laden midlertidige svinestier med nogle søer, der skulle fare. Jeg sad og skulle passe to søer, der var ved at få grise. Men jeg skulle også læse til eksamen i geografi, som jeg skulle høres i om eftermiddagen i Aabybro. Fra aktiviteten som fødselshjælper kom blodpletter i geografibogen. Jeg blev afløst og cyklede via Toftegården ved Vildmosen til eksamen og tilbage til søerne igen.

Det føltes naturligt og ligetil. Alligevel følte jeg ofte dårlig samvittighed overfor mine to søskende, når jeg sad og læste, fordi de altid skulle bestille så meget ved gårdens daglige drift sammen med Kristine. Far var tit til møde eller sad på kontor.

Men hvad det var virkelig tungt at bære, var prisudviklingen på svin. Jeg husker juledag, posten havde været der. Der var også en afregning fra slagteriet på tre fedesvin. Ingen af dem havde kostet 30 kr. Der var fundet nogle sygdomstegn. Far sad alene inde i havestuen og græd. Bare jeg kunne have trøstet ham.

Hvad nu efter mellemskoleeksamen? Der var jo 30 km til både Hjørring og Aalborg, hvor der var gymnasium.

Søge Sorø Akademi

Tidligt på foråret fik vi et godt råd af en nabosøn, Søren Gammelgaard (Jacobsen), som var stud polit. og boede på Regensen. Det er ham, der senere blev Danmarks første overvismand og rektor på Aarhus Handel højskole. I skal prøve at få drengen ind på Sorø Akademi..

Og det blev målet. På den skole meldte sig i 1933 3 gange så mange ansøgere, som de kunne tage, og vi, der ønskede os i sprogligt gymnasium, skulle have bestået latinprøven forinden. I Aabybro havde vi ikke latin på timeplan Skolebestyrer Okkels tog så ved påsketid et lille privat hold i sit hjem om aftenen indtil juni, så jeg i den periode kørte to gange dagligt med toget Saltum-Aabybro t t/r,

Optagelsesprøven i Sorø var en torsdag fra kl. 8.00 morgen, hvor jeg onsdag eftermiddag var til sidste eksamen i Aabybro. Lærerne i Aabybro var flinke til at tage mig op i det første hold op ret hurtigt derefter udfærdige mit eksamensbevis, som blev forsynet med frisk rødt lakstempel. Med det drog jeg videre til Aalborg, hvor jeg skulle møde far på Odd Fellow, hvor han var med Saltum teglværksfolk på den årlige udflugt.

Far havde bestilt natsovevogn, og velinstalleret i vores kupé satte jeg mig ved den lille bordklap ved vinduet og terpede Mikkelsens grønne latinbog.

Da vi om morgenen ankom til Sorø Akademi, blev ansøgerne delt op i grupper på fire-fem stykker i hvert klasseværelse, og i dages løb kom så vores kommende lærere og eksaminerede os i deres fag.

Da dommen faldt sidst på eftermiddagen, skete det på den måde at rektor Råschou-Nielsen stod op på bænken på Stengangen op læste navnene op på dem, der slap ind. Der blev grædt meget rundt omkring.

Jeg var heldig. Vi skulle komme ind på rektors kontor og afhente de papirer, vi havde med. Stor var min forbavselse over, at min konvolut fra Aabybro Realskole slet ikke var åbnet. Gennem den uåbnede konvolut mærkede man endnu duften af laksejl fra i går eftermiddags.

Af de optagne elever fik halvdelen i løbet af sommerferien alumneplads på akademiet, resten måtte bo ude i byen. Også der var jeg heldig og kom til at blive en rigtig soraner fra starten.

Jeg var lige fyldt 15 år, og der skulle nu gå 13 1/2 år borte fra Nordjylland, hvor jeg boede 3. år på Sorø, 4 år i Aarhus. 3 1/2 år i København og atter 3 år i Aarhus.

Soranerliv

Når nu artikelserien hedder Barn af Vendsyssel, synes jeg, det er rigtigt at fortælle om, hvordan det føles for barnet totalt at skifte miljø, bo på en kostskole 300 km fra sit hjem med mulighed for at komme hjem 4 gange pr. år, bo på femmandskamre, hvor vi sad omkring er rundt bord med skabe til tøj og bøger langs de to sidevægge, i krogen en brændekakkelovn, vinduet vendte ud til Fratergården og Fraterbrønden med den store Sorø Kirke parallelt med hovedbygningen, hvor alumnat lå øverst oppe med værelser til 64 drenge i alt. Korsgangen havde for hver ende en sovesal til 32 drenge. Sengene stod tæt, inspektionshavende lærers soveværelse gik som en niche ind i sovesalen, en lærer til hver sovesal.

Midt på korsgangen var vinduet såvel ud til Fratergården mod nord som ud mod akademihaven og Sorø sø og skovene mod syd.

Når jeg kom hertil fra Vestergård i Saltum, hvor vi fra haven kunne se ud over Vildmosen til Aalborg op fra gården mod vest kunne se Hanstholm Fyr og mod nord Rubjerg Fyr, følte jeg mig lukket inde. En lille trøst var det, at et sted på den anden side af søen var en lysning i skoven og der kunne man om aftenen på jernbanen København Korsør se den oplyste nat ekspres køre hjem til Jylland. Det var måske en fattig trøst men det smagte da altid lidt af kontakt med Vendsyssel,

Aksel Dahlerup, den senere generaldirektør for Statsradiofonien som på det tidspunkt kørte en serie, der hed Hørebilleder fra daglivet, var en dag på Sorø Akademi for direkte optagelser og interviews. Som eksempel på kamrene valgte han vort nr.11, fordi han syntes, der var repræsentativt, Kammeduksen, elev i 1.g, som jeg, var fra Svendborg, jeg var fra Vendsyssel. En i realklassen var fra Leningrad, én i 4. mellem var fra Færøerne og så var der en Københavner. Desværre fik vi ikke tid til at underrette vore hjem om at nu gik vi i luften, men nogle på min hjemegn hørte udsendelsen. Dahlerup var meget grundig og elskelig. Det var jo en stor begivenhed for en 15-an dreng i 1933.

Sprogskifte.

I min egen klasse var ingen fra Jylland. Selv om eleverne var fra alle aldersgrupper, fra adelige og nedefter, var der ingen sociale klasseskel, for vi gik i uniform. Men der var meget mobning, drøjt, som vi sagde. De, der som havde boet der i mellemskolen, ca. halvdelen regnede ikke de nye for ret meget. De benyttede enhver lejlighed til at drille, og for læseren må jeg jo erkende, at det jeg blev drillet med, var mit sprog Vendelbotonefaldet afsløredes ved hvert ord. Det eneste sted, det var til nytte, var i engelskundervisningen, hvor lektor Juul Mortensen (psykiateren Ebbe Linnemanns far) benyttede mig som eksempel på korrekt udtale af det engelske w. Han var en støtte for mig.

Marcus

Helt enestående var lektor Marcus Pedersen, gift med rektors datter Elisabeth. Han havde selv været hele sprogskolen igennem, idet hans hjemby var en gård i Hvorup. (se Barn af Vendsyssel IV K Axel Nielsen s. 16).

Marcus var en højt estimeret lærer og var dansklærer, og endnu får jeg hvert år til jul et to siders tæt skrevet kort fra ham. i 1990 dog skrevet af fruen Lisbeth. Han er nu 97 år og sengeliggende. Marcus har i mine læge år i Vrensted hjulpet mig med at få en halv snes unge vendelboer ind på Sorø Akademi. En enkelt af disse har endog inviteret Gitte og mig til sin disputats, en anden underviser på Odense Universitet.

Når jeg fik mine danske stile tilbage, var de fulde af hans røde rettelser. Stavningen og tegnsætningen var der aldrig noget galt med, men sprogbrugen, hvor jeg oversatte vendelboordene direkte til rigsdansk mange, mange fejl, fordi man ofte slet ikke brugte den vending på dansk. Marcus boede med sin familie i Klosterporten, der forbinder Sorø by og akademi terrænet. Børnene Aage og Else havde måske sommetider nogle snævre udfoldelsesmuligheder. I hvert fald husker jeg en morgen, hvor Marcus Pedersen stod ved klassens vinduer der vender ud mod søen, sukkede og sagde,

Jeg siger så til Lisbeth når børnene er utidige, var vi dog, som i mit hjem, havde en stald at slippe dem løs i.
Det var nok sådanne tanker, der gjorde, at han fik mig til at rødme af skam. Vi havde fået et stilemne: Fortal om dit værelse. Da vi fik dem tilbage, begyndte han timen med at læse min stil op fra ende til anden Jeg beskrev bl.a. udsigten hjemmefra, der vekslede med årstiden, hvordan kreaturene om foråret blev blev drevet eller kørt ud til sommergræsning i engene, hvor man kørte ud og gravede tørv lavede tørv i Vildmosen og arbejdede med at tørre tørvene og få dem Kørt hjem. Synet af de store læs med duftende eng hø etc., Marcus drømte helt sikkert hjem til sit eget kære hjem, som lå på den anden side af Vildmosen, og som han aldrig glemte at rose. Hvorfor rødmede eleven? fordi jeg aldrig på det tidspunkt havde haft mit eget værelse.

Nå, efterhånden aftog drilleriet. På sportspladsen var det ikke noget i vejen, hverken ved cricket tennis eller roning. Sorø-to’er uden styrmand – vandt dengang europamesterskab, og hele byen var illuminerer da de to kom hjem fra Budapest og blev modtaget på rådhuset. Vi måtte ro i gymnastiktimerne og havde adgang til almindelige robåde i ture på to timer.

Jeg blev skolens håndbold og fodboldmålmand i kampene mellem de forskellige kostskoler.

I 2. og 3. g. skulle vi bo på gymnasiet, hvor der var to mands kamre. Det var en af de store dage i mit soranerliv, da en af de gamle Ole Fog Poulsen fra min klasse spurgte mig, om jeg ville bo sammen med ham næste år. Det gjorde vi så de to sidste år. Jeg fyldte 18 år under min studentereksamen. Det var en stor dag.

Rektor boede i den høje gule bygning, der dannede Fratergårdens vestende, gymnasiet vendte ud til rektorboligens gårdsplads

Om morgenen, da jeg lukkede døren op ud til gården, kom rektor ud på sin hovedtrappe og råbte over til mig: Tillykke Peder. Tak Rektor. svarede jeg og bukkede dybt. Siger du ikke tak i lige måde. Rektor anede ingenting om min 18års fødselsdag, men tænkte på, at der i dag var Sorø Akademis 350-års fødselsdag, og der skulle være fest. Kong Christian X. dronning Alexandrine og de nygifte, kronprins Frederik og den svenske kronprinsesse Ingrid, kommer. Vi i ældste klasse dannede spalier under besøget i rektorboligen. Ved den store officielle handling i festsalen stod to af klassekammeraterne æresvagt. Erik Bruus de Neergaard (Aalborg dommeren) og en anden og lige så høj og flot elev, fik hver et sølvcigaretetui med kongens monogram i guld, da rektor var i København for at takke for kommandørkorset. Professor Ville Andersen var den uforglemmelige festtaler.

De uvurderlige år på Sorø Akademi var isprængt gode ferier i Saltum. Jeg glemmer aldrig en juleaften, hvor en af mine små søskende var lidt syg. Hun sad på mit knæ ved juletræet. Pludselig sagde hun: Nu hjælper det på mig! Så følte jeg mig rigtig velkommen hjem.

Et sted jeg også altid følte mig velkommen hjem var blandt mine jævnaldrende, mest af alt ved ungdomsforeningens årlige juletræ i Sdr. Saltum forsamlingshus. Venner og veninder fra den tid vækker stadig gode minder.

I 1956 fik jeg et brev fra Hans Sølvhøj, dengang chef for Statsradiofonien foredrags afdeling. Han bad mig holde et radioforedrag med titlen ”Ødelægger vi vort helbred allerede som unge”? Ja tak var mit svar. Niels Østergaard var dengang formand for Vrensted Ungdomsforening og havde oprindeligt givet mig den opgave lokalt.

Uden censur fik jeg så lov til at tale i radioen i de tilmålte 23 min. i den bedste sendetid. Pga. lytterstorme blev det genudsendt. Mod slutningen af foredraget havde jeg prøvet at give gode råd til de unge i deres forhold til det andet køn, og sluttede: jeg kunne ønske, at der i dansesale og hvor unge mødes var en tavle på væggen med samme tekst som i den sal, hvor jeg har danset og moret mig i min ungdoms vår:

Altid renhed i din tanke

Altid lys i stort og småt

altid føle hjertet banke

altid gøre andre godt.

(Chr. Jensen Andreasen)

Men tilbage til min uddannelse

Fremtiden

Med en god nysproglig studentereksamen, der dengang omfattede rigeligt med matematik og fysik, kunne jeg tage fat på næsten hvad som helst og valgte det medicinske studium i Aarhus. Jeg synes også, jeg havde et gammelt udestående med Kochs syrefaste stav, tuberkelbacillen, men den blev drevet på stort tilbagetog, inden jeg blev færdig som læge januar 1944.

De i skolen erhvervede færdigheder i fremmede sprog kunne jeg. Lige så vel som Gitte, der dengang læste medicin, og som jeg traf i Aarhus, udnytte ved at tage privatelever i engelsk og tysk for 2 kr. i timen. Hvordan gik det mit eget sprog? Siden at Gitte, der er fra Højbjerg ved Aarhus, i den første tid på Aarhus Universitet opfattede mig som sjællænder, for jeg talte ligesom hendes fætre fra Lille Frederikssund imellem Sorø og Slagelse. Men jeg har stadig samme opfattelse af det rene vendelbomål, som formanden for dansk sprognævn gav udtryk for for nylig i en formiddags udsendelse i radioen. Vi havde lige hørt en djærv håndværkerkone fra Sdr. Harritslev på sit modersmål fremsætte et musikønske og også fortælle fornøjeligt om sin mand, som var gammel og arbejdsivrig. Sprogforskeren sagde: Den kone talte et meget smukt dansk.

Selv kan jeg ikke bruge det, så det lyder ægte. Specielt ikke hvis det drejer sig om det fagområde, jeg har forstand på.

Barnet af Vendsyssel var borte under uddannelse i 14 år. Det var et tilfælde, at vi kom til Vendsyssel, men vi blev vel modtaget og har nu boet i Vrensted siden 1947. Gitte og jeg er blevet slidt på, men på en sådan måde, at vi er trykke ved også at tilbringe vort otium her. Om oplevelser i lægepraksis og arbejder i lægeorganisationerne og om fjerne udenlandsrejser kunne fortælles meget, men dette her skal jo ikke være mine memoirer i gængs forstand, men fortælling om en vendelbos oplevelser fra tidlig barndom til begyndelsen af hans egentlige livsværk. Jeg er taknemmelig for, at man har bedt mig give denne skildring, som jeg har opfattet skulle belyse, hvor meget mit hjem og min hjemegn og skolegang har betyder for mig

I min lægegerning blandt Vendelboere har jeg søgt at kvittere. Stærkt støttet af min trofaste Gitte, som altid har bedt mig blive i Vrensted, så vore børn har en rod.

Vi to glæder os over at sporene åbenbart ikke har virket skræmmende idet fire af vore fem børn arbejder i sundhedssektoren

Annemarie Schierup som fysioterapeut i Løgstør. Kirsten Schierup Freund som praktiserende læge i Gandrup. Jørgen Schierup som praktiserende læge i Vrensted. Grethe Schierup Larsen som histolaborant på Aalborg Sygehus. Og så har vi Elsebeth, som i hvert fald ikke ville være læge, men alligevel være noget med mennesker, og hun og Henning har i hvert fald selv tre glade børn og er en glad familie.

Fortællinger fra Vendsyssel

Af Søren Chr. Bentzen, december 2010

Den 27. Januar 1917 har i snart henved 100 år været en skæbnedag i Bentzen-familien. Det var den dag, hvor  den agtværdige 74-årige kancellieråd Mads Peter Bentzen i Pandrup på bestialsk vis blev myrdet ved et røverisk overfald i Hvetbo Herreds Spare- og Laanekasse, hvor han i næsten 50 uafbrudte år havde været bogholder.

M. P. Bentzen var født på den magre Engesgaard i Hune sogn i det allervestligste Vendsyssel og kunne været blevet bonde som alle andre i slægten, hvis ikke hans forældre havde banet vejen for at han kunne komme til at studere.

Cecilie Andersdatter og Bent Madsen

Hans forældre, Cecilie Andersdatter og Bent Madsen, der kun havde 2 børn, nemlig sønnerne Mads Peter og Anders, havde fået den storartede tanke, at deres velbegavede knægte skulle studere. De blev derfor sendt den lange vej fra Vendsyssel til 1860’ernes København. Anders til dyrlægestudiet og Mads Peter til jurastudiet på universitet.

Mads Peter i Kongens København

Brødrene var hjemmefødinge om en hals, så kort efter deres afsluttende eksaminer vendte de begge tilbage til Vendsyssel. Anders for at starte dyrlægepraksis i Brønderslev og Mads Peter for i 1867 at blive bogholder i den nystiftede Hvetbo Herreds Spare- og Laanekasse, som fik til huse i Hune Kro, som hans far, Bent Madsen havde ladet opføre og senere overdraget til den hjemvendte søn.

Om Bent Madsen kan fortælles, at han var født under en heldig stjerne og havde sans for penges ynglen. Da den jyske længdebane skulle føres gennem Vendsyssel og det var bestemt, at der i Vester Brønderslev – det nuværende Brønderslev – skulle ligge en station på jord tilhørende Vestergård, så han snart en mulighed for at tjene en skærv, da han fik efterretning om, at gården skulle sælges på auktion. Den mundtlig overlevering fortæller, at ejeren var skrækslagen for de nye larmende uhyrer af damplokomotiver og bare ville væk derfra.

På auktionsdagen skulle Bent Madsen med karlen køre til Vester Brønderslev, men den unge knøs havde sovet over efter en våd og glad aften på Jes markedet. I hast var hestene blevet spændt for vognen og i voldsomt trav drog de af sted. Det blev for meget for den ene hest. Den styrtede omkuld og var død. I hast blev en ny hest fremskaffet og tidsnok nåede man frem til auktionen. Der blev budt og Bent Madsen var nu ejer af herligheden. Sammen flyttede han nu med Cecilie ind på gården, som efterfølgende blev udstykket til det som nu er centrum i handelsbyen Brønderslev. De blev så umådelige velhavende, at Bent Madsen i efterfølgende folketælling kunne tituleres “Capitalist”.

Hjemme i Hune havde unge Mads Peter travlt med sparekasse, landbrug og kro. Der var megen lykke, men også stor sorg. Først døde hans første kone og siden den anden, inden han blev gift tredje gang.

Med denne lille diskurs tilbage til sparekassen. Dens første 50 års historie er tæt knyttet til Mads Peter Bentzen og Hune Kro, som nærmest blev en institution og et begreb på egnen. I stedet for at sætte penge i sparekassen kunne man høre folk sige, at de satte penge i kroen – også lang tid efter at sparekassen havde fået sin egen bygning og var flyttet til Pandrup.

Det blev til 50 års virke i sparekasssen og mange år som forligskommisær, vurderingsmand osv. Den 17. januar 1917 endte det hele brat. Tragedien ramte egnen og familien. Hustruen Else Marie overvandt aldrig den voldsomme tildragelse og døde 3 år senere, kun 60 år gammel.

—o—

Marinus Bentzen i Riga i 1880’erne

Året 1917 blev også på anden vis et annus horribilis for familien. Den ældste søn, Marinus var allerede i slutningen af 1880’erne som mejeriingenør rejst til Zarens Rusland og var i Ukraine blevet gift med en russisk godsejerdatter, Nathalia. Efter nogle år var det unge par rejst til Kainsk i Tomsk Oblast i Sibirien, hvor Marinus var blevet engageret i opbygning af mejerivæsenet.

Nathalia og Marinus fik to børn, nemlig  en datter, der blev opkaldt efter den danskfødte kejserinden Dagmar, som i Rusland tog navnet Maria Feodorovna – og en søn Peter Marinovitz Bentzen. Disse børn blev i begyndelsen 1900-tallet sendt hjem til Pandrup for bl.a. at lære deres fars modersmål, efter at han var død allerede i sommeren 1899. Kort forinden havde han været hjemme til sin yngste bror Aages barnedåb. På det sidste store familiebillede taget i denne anledning ser man, at Marinus er mærket af den nyresygdom, som blev hans død. Marinus ligger begravet i Kainsk.

Peter Marinovitz Bentzen som barn i Rusland

Efter et par års ophold i Danmark rejste børnene tilbage til Rusland, og Peter Marinovitz blev i 1914 indkaldt til hæren og blev uddannet på Militærakademiet i Novgorod. I august samme år kom han til at gøre tjeneste ved Petrograds Hær og var kommet til zarens residens, Zarskoe Selo uden for Sankt Petersborg. Kortene afsendt derfra blev censuret og påstemplet “Petrogradska Boennaja Censura”.

I lange tider var Peter Marinovitz ved fronten under den 1. verdenskrig, men sendte jævnligt hilsener til familien i Pandrup – ofte i form af postkort, hvor han af og til kort fortalte om krigssituationen. Da man nåede frem til 1917 kom det som bekendt til revolution i Rusland. Han skriver fåmælt i maj måned et postkort fra Riga: “Rusland Republik” . Det var det sidste livstegn fra Peter Marinovitz – og den russiske del af Bentzen-famlien. Hen på efteråret 1917 havde kommunisterne overtaget magten og grænserne blev nærmest hermetisk lukkede.

Der er nu snart gået 100 år siden den sidste kontakt. Måske omkom Peter og resten af familien under myrderierne de efterfølgende år. I mange år levede man med troen på livtegn fra Rusland, men håbet svandt efterhånden ind.
Indtil nu er det ikke lykkedes at få klaring på, hvad der skete i det dramatiske år, umiddelbar efter at den gamle kancellieråd selv var blevet myrdet hin kolde januardag 1917 i Pandrup.

– Familien Bentzen 1899 –

Stående var venstre døtrene af 2. ægteskab: Marie og Anna, efterfulgt af børnene af sidste ægteskab: Bent, Niels og Christine.
Siddende sønnen, Marinus af 1. ægteskab, min oldefar Mads Peter Bentzen selv, hans ældgamle moder, den 91-årige Cecilie Andersdatter og datteren Natalie af sidste ægteskab. Længst til højre sidder min oldemor Else Marie med dåbsbarnet, min farfar, Aage Bentzen.

Kancelliraad Mads Peter Bentzen

Ekstra Nummer – Aalborg Stiftstidende, Søndag Middag den 28. Januar 1917:

Rovmord i Pandrup

Bankdirektøren findes kvalt.

–

6000 Kr. stjaalet

I Pandrup Sparekasse er i Nat Kl. 12 Kassereren, Kancelliraad Bentzen fundet myrdet i Bankens Forlokale. Han var bundet paa Hænder og Fødder med og Snøre, en af hans egne Uldvanter var stoppet i Hans Mund og bundet fast med en Snor bag om Hovedet.

Han havde blødt lidt fra Ansigtet, men dog øjensynlig kun fra overfladiske Saar.

Der er stjaalet ca. 6000 Kr., deraf  2000 Kr. i Hundredekronesedler, 2000 Kr. i Halvtredskronesedler og Resten i Ti- og Femkronesedler.

Det menes at Mordet er sket ved 8-9 Tiden, idet Kancelliraaden havde Overfrakke paa og Liget var ganske koldt. Han var, som han plejede, gaaet i Sparekassen Kl. 8 og da han ved 12 Tiden endnu ikke var kommet hjem, fattede hans Hustru Mistanke og sendte sin Pige derop.

—-

Vor Meddeler i Pandrup fortæller:

”Formanden for Sparekassen, Bisgaard, havde været sammen med Bentzen umiddelbar førend han spiste til Aften. Kl. 8 spiste han i sit Hjem, gik saa til Sparekassen, og siden har ingen set ham.

Han blevet fundet med bundne Hænder og Fødder og en Hanske stoppet i Munden, hans forlorne Tænder laa i et Hjørne af Stuen, hans Hue i et andet. Man formoder, at Morderne har slaaet ham ned, inden de bandt ham, men han er næppe død af Slaget men ved Kvælning.

I hans Lomme har de taget hans Nøgler, lukket Pengeskabet op og taget Pengene godt 5500 Kr. men længere inde i Lokalet laa et andet Sted mange flere Tusinder, og dem har de ikke fundet.

Da Pigen kom for at søge Kancelliraaden, var Sparekassens Dør var lukket og der var slukket.

Der blev slaaet Alarm og Døren brudt op.”

Eftersøgning

Herredsfogden og Politiet i Pandrup har straks sat sig i bevægelse. Statspolitiet i Hjørring og Aalborg har givet Møde tidlig i Morges med d’Herrer Klitten og Jensen

Liget og Lokalerne er blevet fotograferet.

Politiet siger foreløbig intet Spor at have.

—–

Kancelliraad, exam. jur. Bentzen er født i Hune gamle Kro i Saltum Sogn, som han selv siden blev Ejer af. Han blev udnævnt til Kancelliraad, da han i 25 Aar havde været Forligsmægler i Hvetbo Herred. Han blev omtrent 74 Aar og var gift 3die Gang.

Formand i Sparekassen er Proprietær Petersen, Bisgaard. Bentzen var Kasserer.

Aalborg Stiftstidenden, Mandag 29 januar 1917:

Rovmord i Pandrup

Bankkasseren, Kancellieraad Bentzen findes kvalt

Ca. 6000 kr. Stjaalet

I Pandrup Sparekasse er Lørdag Nat Kl. 12 Kasseren, Kancelliraad Bentzen, fundet myrdet i Bankens Forlokale. Han var bundet på Hænder og Fødder med en ny Snøre, en af hans Uldvanter var stoppet i hans Mund og bundet fast med Snøren om Hovedet.

Han havde blødt lidt fra Ansigtet, men dog øjensynlig, dog kun fra overfladigske Saar, tillige var der mærker paa Ligets Hals som af Hænder, der ville kvæle ham.

Der er stjålet ca 6000 Kr., deraf 2000 i Hundredekronerssedler, 200 i Halvtredskronerssedler og Resten i Ti- og Femkronerssedler.

Det menes, at Mordet er sket ved 8-9 tiden, idet Kancellieraaden havde Overfrakke paa, og Liget var ganske koldt.

Vor Meddeler i Pandrup fortæller :

Formanden for Sparekassen, Bisgaard, havde været sammen med Bentzen umiddelbart, førend han spiste til Aften. Kl 8 spiste han i sit hjem, gik saa til Sparekassen, og siden har ingen set ham.

Han blev fundet med bundne Hænder og  Fødder og en Hanske stoppet i Munden – Hans forlorne Tænder laa i et hjørne af Stuen, hans Hue i et andet. Man formoder, at Morderne har slaaet ham ned, inden de bandt ham, men han er næppe død af Slaget, men ved Kvælning.

I hans Lomme har de taget hans Nøgler, lukket Pengeskabet op og taget Pengene. Men længere inde i Lokalet laa et andet Sted mange flere Tusinde, og dem har de ikke fundet. Da Pigen kom for at søge Kancellieraaden, var Sparekassens Dør lukket, og der var slukket.

Huset hvor Mordet fandt sted

Eftersøgning

Herredsfogeden og Politiet i Pandrup har straks sat sig i Bevægelse, Statspolitiet i Hjørring og Aalborg har givet Møde tidlig søndag Morgen med d’Herrer Klitten og Jensen.

Politiet siger forløbig intet Spor at have.

— — —

Formand i Sparekassen er Propritær Petersen, Bisgaard. Bentzen har været Bogholder i Sparekassen i 50 Aar.

Mordet opdages .

(Fra vore udsendte Korrespondent.)

Det er nu oplyst, at Kancellieraad Bentzen ved 8-Tiden efter Aftensmaaltidet i sit Hjem var gaaet over i Sparekassens Kontor, hvor han regelmæssig plejer at opholde sig nogle Timer hver Aften. Kl. ca. 10 ½ plejede han at vende tilbage til sit Hjem, men da han kl. 11 endnu ikke havde indfundet sig, sendte Fruen Bud over for at se efter ham. Tjenestepigen kom tilbage med en Meldning, at der var lukket og slukket i Sparekassens Kontor, og man mente da, at Kancellieraaden var gaaet ind til en af Naboerne, hvad ham ellers ikke plejede paa denne Tid af Døgnet; efter endnu en Stunds Venten blev Fruen dog urolig og gik da først til Naboerene for at finde ham. Da det viste sig at være forgæves, hentede man et ekstra Nøgle til Kontoret og lukkede sig ind.

Lige inde for Døren i Venteværelset laa Kancellieraaden bastet, bundet og kneblet med en af sine egne Vanter stoppet i Munden. Der blev straks gjort Anskrig, og Herredsfoged og Herredsfuldmægtig kom til Stede. Bentzen laa med Overfrakke og Galoscher paa, Huen var slaaet til en Side, hans Stok til en anden, og i et Hjørne af Værelset laa hans Gebis, alt hans Tøj var oprevet, og Blod stod ham ud af Næse og Mund. Rundt i Værelset laa spredst Kancellieraadens Tegnebog, Portemonnæ og et Par opbrudte Pengekonvolutter. Nøglerne til Pengeskabet var taget af hans Lomme, og Skabet, hvori Pengebrevene beroede, stod aabent.

Der menes at være taget 5-6000 Kr.. Sparekassen havde samme Dagen modtaget 16,000 Kr., men de 10,000 laa i et andet rum, hvortil Kasseren, Gmd. Pedersen, Bisgaard havde nøglen; dette Beløb var i Behold.

Kancelliraadens Gulduhr havde Morderen ladet urørt, og paa Skrivebordet laa to Tikronesedler, som ligeledes var efterladt. Dette i forbindelse med de efterladte Konvolutter, Tegnebog og Portemonnæ kunde maaske tyde paa, at Morderen ikke har været nogen professionel Forbryder.

Det menes, at Morderen eller Morderne har staaet paa Lur, da Bentzen er gaaet ind ad Døren, og er da spruget bagfra ind paa ham, inden døren er bleven lukket, og inden Lyset blev Tændt. Kancellieraaden plejede nemlig aldrig at have rullet Gardinerne ned for Vinduerne. En ung Dame fra Naboejendommen gik ved 8-Tiden forbi Sparekassens Ejendom og mente da at have hørt en Tummel med Stole, men anede iøvrigt intet usædvanligt.

Blod saas der ikke meget af; dog laa Hovedet i en Blodpøl, der havde dannet sig fra Blod, som var strømmet fra Næse og Mund. Han havde øjensynligt faaet et hårdt Slag i Ansigtet og var derefter falden bag over med Hovedet mod Døren til Ekspeditionslokalet. Uden Tvivl havde der funden en kort Kamp Sted; paa Ligets venstre Haand fandt man nemlig et Par Skrammer, og paa Halsen var der spor af et par kværkende Hænder, og Ansigtet var noget fortrukket. Kroppen var noget sammenbøjet, men Liget indtog ellers en forholdsvis naturlig stilling.

Et Spor?

Overbetjent Klitten var allerede Kl. 4 Morgen kommet til Stede samt Betjent Jensen fra Hjørring, men der savnedes ethvert Spor. Forbryderende have anvendt et Stykke tyndt, nyt reb, men ingen af de handlende kunne erindre at have solgt det. En noget mistænkeligt udseende, kraftig bygget Mand havde, umiddelbart inden Mordet er foregaaet, vakt Mistænksomhed hos en handlende i Byen, hvor han havde købt Sprit og Glycerin, og et Par Damer mener efter opgivet Signalement at havet set vedkommende Mandsperson i ilsom Gang af Toftegaardsvejen lidt efter nævnte Tid.

Efter Overbetjent Klittens Ankomst til Aabybro Søndag Eftermiddag blev meldt til ham, at en Murer paa Aaby Kær havde fundet to Tikronersedler paa Vejen undenfor sit Hus. Derudover findes ingen som helst Spor, ligesom det heller ikke kan afgøres, om der har været flere om Forbrydelsen. Kancellieraaden var trods en høje alder en ret kraftig Mand, som ikke enhver med lethed kunne overmande.

Dødsaarsagen.

Den legale Lægeundersøgelse kunde ikke afgøre, om Døden var indtraadt ved Kvælning eller som Følge af et Hul, som fandtes i Baghovedet, og Liget førtes derfor til Saltum Sygehus til Obduktion.

I Kancellieraadens Hjem

er der selvfølgelig den dybeste Sorg, men Fru Bentzen og hendes Børn forstod dog at takke, fordi de kun havde gode Minder at tænke tilbage paa om den afdøde, og en stor Trøst i deres Sorg er den enestaaende Deltagelse i hele Sognet og langt ud over dets Grænser. Ved næsten ethvert Hus stod der Folk i Klynger Dagen igennem, og paa deres alvorlige Miner kunde enhver straks spore, at der var forgaaet noget meget alvorligt, som er gaaet den til Hjertet.

Kancelliraad Bentzen var en meget agtet og afholdt Mand, altid rolig og behersket, der vanskeligt kunne tænkes at have nogen Uven. Han besad en sjælden Arbejdsevne og Energi, hvorom hans næste utallige Bestillinger og Tillidshverv var et talende Vidnesbyrd om. Han fødtes den 13de Januar 1843 og blev altsaa 74 Aar. 22 Aar gammel blev han exam. jur. ved Universitet i København, og efter et Par Aars Virksomhed paa et Sagførerkontor i Aalborg overtog han sit fødehjem Hune Kro; ved siden af at drive Krohold, Købmandsforretning og Landbrug fik han Tid til at lægge et betydeligt og samvittighedsfuldt Arbejde i Sognets Tjeneste. Han var saaledes i 12 Aars Formand for Saltum-Hune Sogneraad, Formand for Hune Plantage, Formand for Aabybro og Omegns Plantningsforening, for Hesteavlsforeningen og Hesteforsikring , for Umyndiges Midler, Jordboniteringsmand, i omtrent 50 Aar Forligsmægler og i lige saa lang tid Sparekassebogholder, vurderingsmand for Landkreditforeningen i Viborg o. s. v.

Da Herredskontoret for 24 aar siden flyttede til Pandrup, flyttede Bentzen Kroen dertil, og samtidig flyttedes Sparekassen dertil. Efter at have virket som Vurderingsmand for Kreditforeningen i 25 Aar udnævntes han til Kancellieraad. Alle de mange Hverv optog mere og mere den aldrende Mands Tid, men Energien beholdt han til det sidste, og han forstod hele Tiden i sit Forhold til de mange Mennesker, han kom i Berøring med, at vinde alles Agtelse og Tillid. Til den stor Sorg over hans uhyggelige Bortgang knyttes derfor savnet af en god Mand for sit Hjem og sit sogn.

Sporet?

Vi har i Dag talt med berømmelige Overbetjent Klitten, der allerede er langt inde i Arbejdet med at opklare den mystiske og uhyggelige Begivenhed.

”Der er intet Spor endnu,” siger han.

”Den mystiske Mandsperson, der købte Glycerin og Sprit og siden skal være set paa Toftegaardsvejen —? ” sprørger vi.

” Det klares nok, det Punkt, i Løbet af Dagen, jeg tror nu ikke, det har noget med denne Sag at gøre; men selvfølgelig skal det opklares til Bunds.”

Ogsaa Statsbetjenten fra Thisted havde givet Møde.

Sparekassen.

Da Hvetbo Herreds Spare- og Laanekasse stiftedes i 1867, blev Bentzen antaget som Bogholder. Hans Regnskaber var altid i en mønsterværdig Orden, og trods Sparekassens stærke Udvikling, fra en Aktiekapital paa 7000 Kr. er Indskydskapitalen vokset til ca. 1,400,000 Kr., passede han lige til det sidste Bogholderiet uden nogen Medhjælp.

Hvem er Morderen?

Der kan næppe være Tvilvl om, at det ikke har været Morderens Hensigt at dræber Kancellieraaden; derpaa tyder, at der jo slet ikke var Tale om hverken Skud eller Stik, og Døbsaarsagen er da sikkert nok dels Faldet, idet Morderen eller Morderne slog ham til Jorden, dels Kvælning paa Grund af, at Morderen for at uskadeliggøre ham greb ham om Halsen og stoppede Hansken i Munden paa ham, dels vel ogsaa et Nervechock.

Det maa have været stedkendte Folk, der har forøvet Mordet; der er jo ikke andre end lokalkendte Mennesker, der kunde vide, at den dræbte havde for Skik hver Aften ved 8-Tiden at gaa hen til Sparekassen, og endnu mindre kunde Folk andetsteds fra ane, at Sparekassen netop i Lørdags laa med større Beløb, 16,000 Kr., hvoraf en Del af Formanden, Pedersen, Bisgaard, var gemt i et Rum, der ikke var tømt, mens de 6000 Kr., som Ingstrup Mejeri, skulde have, skulde ligge saaledes, at Bentzen kunde tage dem frem uden Formandens Hjælp.

Man maa derfor antage, at Morderen eller Morderne er Folk, der i al Fald en Tid har været paa Egnen, og den Omstændighed gør selvfølgelig ikke Begivenheden mindre uhyggelig.

Nogen professionel Storforbryder er der næppe Tale om, at der har været paa Spil.

”Morderen fanget!”

lød en opsigtsvækkende Meddelelse, vi i Formiddags fik fra Aabybro, hvor en Jernbanefunktionær, der kom med Toget fra Aalborg, fortalte, at Aalborg Politi havde fanget en ”Bisse”, som havde mange Penge paa sig.

Historien har dog intet paa sig. Togføreren paa et tog fra Aabybro havde givet Politiet Besked om at se lidt efter, et Par skumle Personer, der var med toget, men Penge der ingen set af, og en Anholdelse eller nogensomhelst i den Retning var der ikke Tale om.

Familien.

Kancellieraad Bentzen var 3die Gang gift. Enken er Datter Af afdøde Niels Christian Christensen i Kvorup. Der er 4 Børn af 3die Ægteskab og 2 af 2det. Det yngste Barn er 17 Aar gl., Ingen af Børnene var Hjemme, En Datter har overtaget Hune Kro, en Datter er ugift, en søn er Gaardejer i Haldager.

Til Kasserer

har Bestyrelsen paa et Møde i Gaar valgt Kontorist Enevoldsen.

Ducør

Samtidig har Bestyrelsen udlovet 600 Kr. til den, der oplyser noget, der fører til Rovmoderens Paagribelse.

Ved Obduktionen

i Middags, der foretoges paa Saltum Sygehus i Overværelse af Herredsfogeden, konstateredes, at Dødsaarsagen var Kvælning, foraarsaget af Hansken, der havde været stoppet i afdødes Hals.

I Pandrup Sparekasse er Lørdag Nat Kl. 12 Kasseren, Kancelliraad Bentzen, fundet myrdet i Bankens Forlokale. Han var bundet på Hænder og Fødder med en ny Snøre, en af hans Uldvanter var stoppet i hans Mund og bundet fast med Snøren om Hovedet.

Han havde blødt lidt fra Ansigtet, men dog øjensynlig, dog kun fra overfladigske Saar, tillige var der mærker paa Ligets Hals som af Hænder, der ville kvæle ham.

Der er stjålet ca 6000 Kr., deraf 2000 i Hundredekronerssedler, 200 i Halvtredskronerssedler og Resten i Ti- og Femkronerssedler.

Det menes, at Mordet er sket ved 8-9 tiden, idet Kancellieraaden havde Overfrakke paa, og Liget var ganske koldt.

Vor Meddeler i Pandrup fortæller :

Formanden for Sparekassen, Bisgaard, havde været sammen med Bentzen umiddelbart, førend han spiste til Aften. Kl 8 spiste han i sit hjem, gik saa til Sparekassen, og siden har ingen set ham.

Han blev fundet med bundne Hænder og  Fødder og en Hanske stoppet i Munden – Hans forlorne Tænder laa i et hjørne af Stuen, hans Hue i et andet. Man formoder, at Morderne har slaaet ham ned, inden de bandt ham, men han er næppe død af Slaget, men ved Kvælning.

I hans Lomme har de taget hans Nøgler, lukket Pengeskabet op og taget Pengene. Men længere inde i Lokalet laa et andet Sted mange flere Tusinde, og dem har de ikke fundet. Da Pigen kom for at søge Kancellieraaden, var Sparekassens Dør lukket, og der var slukket.

Eftersøgning

Herredsfogeden og Politiet i Pandrup har straks sat sig i Bevægelse, Statspolitiet i Hjørring og Aalborg har givet Møde tidlig søndag Morgen med d’Herrer Klitten og Jensen.

Politiet siger forløbig intet Spor at have.

— — —

Formand i Sparekassen er Propritær Petersen, Bisgaard. Bentzen har været Bogholder i Sparekassen i 50 Aar.

Mordet opdages .

(Fra vore udsendte Korrespondent.)

Det er nu oplyst, at Kancellieraad Bentzen ved 8-Tiden efter Aftensmaaltidet i sit Hjem var gaaet over i Sparekassens Kontor, hvor han regelmæssig plejer at opholde sig nogle Timer hver Aften. Kl. ca. 10 ½ plejede han at vende tilbage til sit Hjem, men da han kl. 11 endnu ikke havde indfundet sig, sendte Fruen Bud over for at se efter ham. Tjenestepigen kom tilbage med en Meldning, at der var lukket og slukket i Sparekassens Kontor, og man mente da, at Kancellieraaden var gaaet ind til en af Naboerne, hvad ham ellers ikke plejede paa denne Tid af Døgnet; efter endnu en Stunds Venten blev Fruen dog urolig og gik da først til Naboerene for at finde ham. Da det viste sig at være forgæves, hentede man et ekstra Nøgle til Kontoret og lukkede sig ind.

Lige inde for Døren i Venteværelset laa Kancellieraaden bastet, bundet og kneblet med en af sine egne Vanter stoppet i Munden. Der blev straks gjort Anskrig, og Herredsfoged og Herredsfuldmægtig kom til Stede. Bentzen laa med Overfrakke og Galoscher paa, Huen var slaaet til en Side, hans Stok til en anden, og i et Hjørne af Værelset laa hans Gebis, alt hans Tøj var oprevet, og Blod stod ham ud af Næse og Mund. Rundt i Værelset laa spredst Kancellieraadens Tegnebog, Portemonnæ og et Par opbrudte Pengekonvolutter. Nøglerne til Pengeskabet var taget af hans Lomme, og Skabet, hvori Pengebrevene beroede, stod aabent.

Der menes at være taget 5-6000 Kr.. Sparekassen havde samme Dagen modtaget 16,000 Kr., men de 10,000 laa i et andet rum, hvortil Kasseren, Gmd. Pedersen, Bisgaard havde nøglen; dette Beløb var i Behold.

Kancelliraadens Gulduhr havde Morderen ladet urørt, og paa Skrivebordet laa to Tikronesedler, som ligeledes var efterladt. Dette i forbindelse med de efterladte Konvolutter, Tegnebog og Portemonnæ kunde maaske tyde paa, at Morderen ikke har været nogen professionel Forbryder.

Det menes, at Morderen eller Morderne har staaet paa Lur, da Bentzen er gaaet ind ad Døren, og er da spruget bagfra ind paa ham, inden døren er bleven lukket, og inden Lyset blev Tændt. Kancellieraaden plejede nemlig aldrig at have rullet Gardinerne ned for Vinduerne. En ung Dame fra Naboejendommen gik ved 8-Tiden forbi Sparekassens Ejendom og mente da at have hørt en Tummel med Stole, men anede iøvrigt intet usædvanligt.

Blod saas der ikke meget af; dog laa Hovedet i en Blodpøl, der havde dannet sig fra Blod, som var strømmet fra Næse og Mund. Han havde øjensynligt faaet et hårdt Slag i Ansigtet og var derefter falden bag over med Hovedet mod Døren til Ekspeditionslokalet. Uden Tvivl havde der funden en kort Kamp Sted; paa Ligets venstre Haand fandt man nemlig et Par Skrammer, og paa Halsen var der spor af et par kværkende Hænder, og Ansigtet var noget fortrukket. Kroppen var noget sammenbøjet, men Liget indtog ellers en forholdsvis naturlig stilling.

Et Spor?

Overbetjent Klitten var allerede Kl. 4 Morgen kommet til Stede samt Betjent Jensen fra Hjørring, men der savnedes ethvert Spor. Forbryderende have anvendt et Stykke tyndt, nyt reb, men ingen af de handlende kunne erindre at have solgt det. En noget mistænkeligt udseende, kraftig bygget Mand havde, umiddelbart inden Mordet er foregaaet, vakt Mistænksomhed hos en handlende i Byen, hvor han havde købt Sprit og Glycerin, og et Par Damer mener efter opgivet Signalement at havet set vedkommende Mandsperson i ilsom Gang af Toftegaardsvejen lidt efter nævnte Tid.

Efter Overbetjent Klittens Ankomst til Aabybro Søndag Eftermiddag blev meldt til ham, at en Murer paa Aaby Kær havde fundet to Tikronersedler paa Vejen undenfor sit Hus. Derudover findes ingen som helst Spor, ligesom det heller ikke kan afgøres, om der har været flere om Forbrydelsen. Kancellieraaden var trods en høje alder en ret kraftig Mand, som ikke enhver med lethed kunne overmande.

Dødsaarsagen.

Den legale Lægeundersøgelse kunde ikke afgøre, om Døden var indtraadt ved Kvælning eller som Følge af et Hul, som fandtes i Baghovedet, og Liget førtes derfor til Saltum Sygehus til Obduktion.

I Kancellieraadens Hjem

er der selvfølgelig den dybeste Sorg, men Fru Bentzen og hendes Børn forstod dog at takke, fordi de kun havde gode Minder at tænke tilbage paa om den afdøde, og en stor Trøst i deres Sorg er den enestaaende Deltagelse i hele Sognet og langt ud over dets Grænser. Ved næsten ethvert Hus stod der Folk i Klynger Dagen igennem, og paa deres alvorlige Miner kunde enhver straks spore, at der var forgaaet noget meget alvorligt, som er gaaet den til Hjertet.

Kancelliraad Bentzen var en meget agtet og afholdt Mand, altid rolig og behersket, der vanskeligt kunne tænkes at have nogen Uven. Han besad en sjælden Arbejdsevne og Energi, hvorom hans næste utallige Bestillinger og Tillidshverv var et talende Vidnesbyrd om. Han fødtes den 13de Januar 1843 og blev altsaa 74 Aar. 22 Aar gammel blev han exam. jur. ved Universitet i København, og efter et Par Aars Virksomhed paa et Sagførerkontor i Aalborg overtog han sit fødehjem Hune Kro; ved siden af at drive Krohold, Købmandsforretning og Landbrug fik han Tid til at lægge et betydeligt og samvittighedsfuldt Arbejde i Sognets Tjeneste. Han var saaledes i 12 Aars Formand for Saltum-Hune Sogneraad, Formand for Hune Plantage, Formand for Aabybro og Omegns Plantningsforening, for Hesteavlsforeningen og Hesteforsikring , for Umyndiges Midler, Jordboniteringsmand, i omtrent 50 Aar Forligsmægler og i lige saa lang tid Sparekassebogholder, vurderingsmand for Landkreditforeningen i Viborg o. s. v.

Da Herredskontoret for 24 aar siden flyttede til Pandrup, flyttede Bentzen Kroen dertil, og samtidig flyttedes Sparekassen dertil. Efter at have virket som Vurderingsmand for Kreditforeningen i 25 Aar udnævntes han til Kancellieraad. Alle de mange Hverv optog mere og mere den aldrende Mands Tid, men Energien beholdt han til det sidste, og han forstod hele Tiden i sit Forhold til de mange Mennesker, han kom i Berøring med, at vinde alles Agtelse og Tillid. Til den stor Sorg over hans uhyggelige Bortgang knyttes derfor savnet af en god Mand for sit Hjem og sit sogn.

Sporet?

Vi har i Dag talt med berømmelige Overbetjent Klitten, der allerede er langt inde i Arbejdet med at opklare den mystiske og uhyggelige Begivenhed.

”Der er intet Spor endnu,” siger han.

”Den mystiske Mandsperson, der købte Glycerin og Sprit og siden skal være set paa Toftegaardsvejen —? ” sprørger vi.

” Det klares nok, det Punkt, i Løbet af Dagen, jeg tror nu ikke, det har noget med denne Sag at gøre; men selvfølgelig skal det opklares til Bunds.”

Ogsaa Statsbetjenten fra Thisted havde givet Møde.

Sparekassen.

Da Hvetbo Herreds Spare- og Laanekasse stiftedes i 1867, blev Bentzen antaget som Bogholder. Hans Regnskaber var altid i en mønsterværdig Orden, og trods Sparekassens stærke Udvikling, fra en Aktiekapital paa 7000 Kr. er Indskydskapitalen vokset til ca. 1,400,000 Kr., passede han lige til det sidste Bogholderiet uden nogen Medhjælp.

Hvem er Morderen?

Der kan næppe være Tvilvl om, at det ikke har været Morderens Hensigt at dræber Kancellieraaden; derpaa tyder, at der jo slet ikke var Tale om hverken Skud eller Stik, og Døbsaarsagen er da sikkert nok dels Faldet, idet Morderen eller Morderne slog ham til Jorden, dels Kvælning paa Grund af, at Morderen for at uskadeliggøre ham greb ham om Halsen og stoppede Hansken i Munden paa ham, dels vel ogsaa et Nervechock.

Det maa have været stedkendte Folk, der har forøvet Mordet; der er jo ikke andre end lokalkendte Mennesker, der kunde vide, at den dræbte havde for Skik hver Aften ved 8-Tiden at gaa hen til Sparekassen, og endnu mindre kunde Folk andetsteds fra ane, at Sparekassen netop i Lørdags laa med større Beløb, 16,000 Kr., hvoraf en Del af Formanden, Pedersen, Bisgaard, var gemt i et Rum, der ikke var tømt, mens de 6000 Kr., som Ingstrup Mejeri, skulde have, skulde ligge saaledes, at Bentzen kunde tage dem frem uden Formandens Hjælp.

Man maa derfor antage, at Morderen eller Morderne er Folk, der i al Fald en Tid har været paa Egnen, og den Omstændighed gør selvfølgelig ikke Begivenheden mindre uhyggelig.

Nogen professionel Storforbryder er der næppe Tale om, at der har været paa Spil.
”Morderen fanget!”

lød en opsigtsvækkende Meddelelse, vi i Formiddags fik fra Aabybro, hvor en Jernbanefunktionær, der kom med Toget fra Aalborg, fortalte, at Aalborg Politi havde fanget en ”Bisse”, som havde mange Penge paa sig.

Historien har dog intet paa sig. Togføreren paa et tog fra Aabybro havde givet Politiet Besked om at se lidt efter, et Par skumle Personer, der var med toget, men Penge der ingen set af, og en Anholdelse eller nogensomhelst i den Retning var der ikke Tale om.

Familien.

Kancellieraad Bentzen var 3die Gang gift. Enken er Datter Af afdøde Niels Christian Christensen i Kvorup. Der er 4 Børn af 3die Ægteskab og 2 af 2det. Det yngste Barn er 17 Aar gl., Ingen af Børnene var Hjemme, En Datter har overtaget Hune Kro, en Datter er ugift, en søn er Gaardejer i Haldager.

Til Kasserer

har Bestyrelsen paa et Møde i Gaar valgt Kontorist Enevoldsen.

Ducør

Samtidig har Bestyrelsen udlovet 600 Kr. til den, der oplyser noget, der fører til Rovmoderens Paagribelse.

Ved Obduktionen

i Middags, der foretoges paa Saltum Sygehus i Overværelse af Herredsfogeden, konstateredes, at Dødsaarsagen var Kvælning, foraarsaget af Hansken, der havde været stoppet i afdødes Hals.

Dødsannonce 28. Januar 1917

Kancelliraad Bentzens Begravelse.

( Pr. Telefon fra vor udsendte Medarbejder.)

I den smukke, hvide Jetsmark Kirke med de mange Kalkmalerier samledes i Eftermiddag ca. 400 Mennesker; men en Mængde maatte blive udenfor Kirken, hvor der ikke var rart at være i den stærke Storm. Der laa over Baaren en overvældende Mængde Blomster og Kranse, og paa Kisten laa paa en Fløjlspude en Sølvkrans fra Beboerne i Pandrup.

Pastor Therkildsen tog sit udgangspunkt i Ordet: ” Trange Tider langsomt skrider.” Han manede til Alvor og Eftertanke og lagde paa Sinde at sætte sin Lid til Herren. Under stærk Bevægelse dvælede han ved den Sorg, der havde ramt de efterladte. Og han lagde slutteligt paa Hjerte ogsaa at sende en Tanke til den stakkels forvildede Fange, der nu sad i Ensomhed  og gruede for sin Gerning.
Otte af Sparekassens Bestyrelse bar Kisten til Graven.

Fortællinger fra Vendsyssel

Peder Siig halshuggede sin kone 1875

Mordet på Mette Christensdatter i Bolleskov 6. juni 1875

Af Søren Christian Bentzen, December 2010

Søndag, den 6 juni 1875 blev beboerne i Bolleskov i Dronninglund Sogn vidner til en ganske tragisk hændelse: Husmanden Peder Nielsen Siig halshuggede sin kone, Mette med en hakkelseskniv i en voldsom brændevinsrus og et anfald af vanvittig sindsyge. Min tipoldemor i Fjeldgaard, Ane Margrethe Christensdatter var som en af de allernærmeste naboer tæt på begivenhederne og blev lig andre naboer indkaldt som vidne under retssagen.

Mordet vakte selvfølgelig megen forfærdelse og stor rædsel på egnen og der blev eftefølgende skrevet en skillingsvise om misgerningen. Nogle af versene er gengivet i Lønborg Friis’s ”Vendsyssels Nationaldragter og Vendelboerne i gamle Dage” (Vendsyssel Tidendes Forlag, 1902):

”En vise synger jeg sørgelig,

Den handler om Peter Nielsen Siig,

Han havde nu den Tanke faaet,

At Satan selv i ham var gaaet.

Han havde Hus og en herlig viv,

Han ofre Satan vil hendes Liv,

Det skulde gjøre ham stærk i Troen;

Ham gik en Morgeenstund ud i Loen.

Og da hun traadte i Loen ind,

Med kjærligt Blik og Smil paa Kind,

Hun aned’ ej hvad der vilde ramme;

Men Skrækken næsten mon hende lamme.”

Her skildres hvorledes han halshuggede sin Kone, hvorefter nogle Folk, som hendes skrig havde hidkaldt, vare Viden til, at:

”Han hendes Hoved holdt i sin Haand,

Og brølte ud med forvildet Aand:

I bliver behandlet saaledes alle,

Kom, jeg skal Død over jer nedkalde!”

De mange retsmøder i forbindelse med sagen strakte sig over det meste af sommeren og blev indført dels i Ekstraretsprotokollen dels i Politiprotokollen fra Dronninglund Herred. Peder Siigs egen forklaring, som han i det væsentlige fastholdt under det meste af forløbet, omhandlede bl.a., at det var Fanden, som havde fået ham til at begå mordet, og at Ane Margrethes søn, Jens Fjeldgaard havde været tilstede under det morderiske overfald.

Det følgende er en afskrift af forhørene under retssagen med enkelte originale dokumenter, som er bevaret på Landsarkivet for Nørrejylland i Viborg

Bolleskov, Søndag, d. 6. juni 1875

Det bevarede transportpas, som sognefoged Christen Nielsen, Gingsholm udstedte og sendte med den bundne og anholdte Peder Nielsen Siig til Sæby. Heri orienteres kort hvad der var hændt og øvrigheden anmodes om at tage sagen under behandling:
 

Til By- og Herredsfogedcontoiret i Sæby

Transport Pas – her medfølger en Skjerting [1]

–o–

Transport Pas

Hermed sættes Peder Nielsen Sig paa Transport til Sæby formedeles mordige Overfald mod hans Kone. Han løb efter hende 21 Favne Sønder i Heden og huggede Hovedet af hende med medfølgende Skjerting , hvorfor vi beder bemeldte Person taget under Behandling af det ærede Øvrigheds Personer, da saa groft et Overfald haver vi ikke hørt magen til.

Disse Personer, som kom tilstede ved Gjerningen vare nemlig:

 

1. 
   Jens Petter Sørensen, Fladkjær.
2. Jens Poulsen, Rørholt.
3. Niels Christian Pedersen, Langbak.

  Paa Tiden, Bolleskov, den 6te Juni 1875.

1. Jensen Langbak.   Chr. Nielsen, Sognefoged.

Retsmøder indført i Ekstraretsprotokollen :

Bolleskov, Mandag, d. 7. Juni 1875

Aar 1875, Mandagen den 7. Juni, Eftermiddag kl. 12 ¼  blev Dronninglund Herreds Politiret sat paa i Lejehusmand Peder Nielsen Siigs Hus i Bolleskov, Dronninglund Sogn og administreret af den ordinære Dommer, Kammerjunker Molkte i Overværelse af de tilforordnede Retsvidner, hvor da (Sagsnr.112/75)  foretages Forhør i Anledning af indløben Melding om, at forannævnte Peder Nielsen Siig havde dræbt sin Hustru.

Fremlagt blev Transportpas med Indberetning af Gaars Dato fra Bolle Sognefoged. Den i Rapporten ommeldte Skærekniv var tilstede.

 Dommeren bemærkede, at da han igaar Aftes Kl. 10 var vendt tilbage fra en Embedsrejse i Landsjurisdiktion i Anledning af  Forhørsoptagelse, forefandt han i sit Kontor den fremlagte Indberetning, ligesom det blev ham meldt, at Husmand Peder Nielsen Siig igaar hen ved Kl. 8 i Aftes var indbragt til Sæby og indsat i Arresten samt at der ifølge Lægens Rekvisition var sat Vagt ved ham, fordi han antoges at være afsindig.

 Dommeren begav sig straks over i Arresten til Anholdte, som han fandt liggende med lukkede Øjne og forstyrret Udseende. Det var ikke muligt at faa nogen som helst Forklaring eller Ytring af ham eller blot en Tilkendegivelse af eller Tegn paa, at han forstod, hvad der blev sagt ham.

Da der saaledes igaar Aftes ikke var nogen Mulighed for at holde Forhør, forsøgte Dommeren atter i Morges Kl. 7, inden han begav sig hertil Bolleskov, at faa Forklaring af Peder Nielsen, men det var heller ikke muligt i Dag at bevæge ham til at fremføre et eneste Ord eller Svar paa de til ham rettede Spørgsmaal, saa at det ogsaa i Morges maatte opgives at stille ham for et formeligt Forhør.

 De to Mænd, som i Nat havde haft Vagt i Arresten hos Anholdte forklarede, at Peder Siig i Nat mellem Kl. 2 og 4 havde været ustyrlig, men derefter var han falden i Søvn og atter bleven rolig.

Distriktslæge Jacobi, som var tilstede, bemærkede, at han igaar Aftes omtrent Kl. 8 af Fuldmægtig Hellum blev anmodet om øjeblikkelig at komme ned i Arresten for at tilse ovennævnte Anholdte. Da han kom derned fandt han Anholdte liggende paa en Madras paa Gulvet i den Arrest, hvor anholdte Personer foreløbig anbringes.

Han var dækket med et Par Tæpper. Han stirrede vildt hen for sig og det var ikke muligt at faa ham til at give en Lyd fra sig. Efter at han med Magt var bleven rejst for at kunne iagttage ham i Lysningen fra Vinduet, lod han til ikke at kunne staa paa Benene og faldt saa snart, man ikke holdt ham. Da det ikke kunne afgøres, hvorvidt han var aldeles sindsforvirret eller simulerede det, og da man kunne befrygte, at han ville gøre Skade paa sig selv, ansaa Lægen det for nødvendigt, at der blev sat Vagt ved ham.

Han blev derpaa anbragt i en anden Arrest, hvor ham kunne anbringes i en Seng og der afklædt, hvorpaa der ved Fuldmægtig Hellums Foranstaltning blev tilvejebragt 2 Mand til at sidde Vagt hos ham om Natten.

Lægen tilsaa ham et Par Timer herefter. Tilstanden var da uforandret. I Morges Klokken hen imod 7 tilsaa han ham igjen og fandt Tilstanden stadig uforandret. Han havde været noget larmende  midt paa Natten, derpaa sovet lidt, men havde hverken talt eller nydt noget som helst. Urin og Ekskrementer var ikke kvitterede siden Ankomsten.

Saa bemærker Dommeren, at ved Ankomsten hertil Stedet i Bolleskov paaviste Peder Nielsens Stedsøn, Peder Christian Pedersen, der er Avlskarl paa Dronninggaard og som ikke havde været tilstede i Gerningsøjeblikket, det Sted  i Marken, hvor Peder Nielsen havde aflivet sin Mette Christensdatter, hvilket Sted var betegnet med en nedrammet Pæl og som er beliggende i en Afstand af  63 Alen fra Ladebygningens sydvestre Hjørne. Paa dette Sted fandtes en Mængde levret Blod, nogle Hudlapper tildels bedækket med Haar samt flere Benstykker og Tænder foruden enkelte Stykker med Blod gennemtrængt Tøj, hvilke alt tages i Forvaring af Retten. I Jorden fandtes et ca. ½ Alen langt dybt Spor at et Hug med et skarp Instrument.

Efter at Jens Peter Sørensen af Fladkjær, Jens Poulsen af Rørholt og Niels Peter Pedersen [2] af Langbak havde indfunden sig, paaviste de ligeledes det ovennævnte Sted i Marken som det Sted, hvor de havde set, at Peder Nielsen havde dræbt sin Hustru. Peder Chr. Pedersen paaviste fremdeles da Klædningsstykker, som Afdøde igaar havde været iført og som var blevne hængte i nogle Buske i Haven ved Huset.

I alle Klædningsstykkerne fandtes der Flænger i Ryggen, der øjensynlig vare frembragte ved Hug af et skarpt Instrument, ligesom den øverste del af Klædningsstykkerne omkring Halsen dels afskaarne dels hang i Laser.

Liget af Afdøde fandtes henlagt paa Halm, som var spredt paa 2 Vognfjæle i Laden. Det var iført et rent Stykke Linned samt tildækket med Lagen.

Med Hensyn til Ligets Tilstand afgav Distriktslæge Jacobi følgende:

Visum repertum.

[3]

       Liget laa paa Ryggen og viste sig at være en Kone paa mellem 60 og 70 Aar. Dødsstivhed var tilstede. Hypostatisk Rødme fandtes ikke. Ved at røre ved Liget saaes straks, at det bestod af 2 Dele. Hovedet med Undtagelse af Underkæben og de dertilhørende Bløddele dannede den ene Del. Kroppen med Hagen og en Del af Underkæben samt Ekstremiteterne den anden.

 Igennem Munden var der faldet flere Hug, som havde skilt den øverste Del af Hovedet fra den nederste Del. I en Linie, som gik fra Mundvinklerne under Ørerne til Nakken. Tungens ene Del fandtes i Forening med Hovedet, den anden Del i Forening med Kropsdelen. Paa Bagfladen af Hovedet saaes tydelige Spor af flere voldsomme Hug, og Nakkehvirvlerne syntes at være gennemhugget paa flere Steder.

En Del af Huden paa Bagfladen og Sidedelene af Halsen manglede. Forfladen af Hagen var ubeskadiget.

Paa Ryggen fandtes lidt under højre Skulderbladskam et Saar paa, omtrent en Tomme Længde, som gik skraat ovenfra nedad og udenfra indad og gennemskar Huden, uden at have beskadiget de dybere Lag. Imellem Skulderbladene mest til højre Side fandtes et andet Saar af omtrent 2 Tommers Længde, som gik parallelt med det forrige og gennemskar Huden, de underliggende Muskellag og var trængt ind i Ryghvirvlerne, saaledes at man i Bunden af Saarene følte løse Benstykker. Paa venstre Skulderblad fandtes et Saar af omtrent 2 ½ Tommers Længde, som gik ovenfra nedad og indenfra udad, gennemskar Musklerne og syntes at være trængt næsten igennem hele Skulderbladskammen. Et Par Tommer fra dette udad imod Overarmen fandtes et 4de Saar af 1 ½ Tommers Længde, der ligeledes gennemskar Huden og Muskler og synes at gaa tværs igjennem den ydre Del af Skulderbladskammen og ind i Leddet.

Paa øverste Del af Overarmen findes et lidet Saar, som er overfladisk og løsner et Hudparti af omtrent 1 ½ Tommers Længde og 1 ¼ Tommers Bredde, hvilket Stykke  med sin forreste Del er tilhæftet i den øvrige Hud.            Jacobi

Dommeren henholdt sig til det af Distriktslægen afgivne Skøn.

Den tilstedeværende af Sognefogden indsendte Hakkelseskniv blev udtagen af den Halm, hvori den var indbunden, og besigtiget af Dommeren og Retsvidnerne. Den bestaar af et 1 Alen langt  og 4 ½ tommer bredt Staalblad, der er nittet til Jernryg, hvis Angel er forsynet med et Træskaft. Den ydre Del af Ryggen med Øjet er afbrækket i Linie med Bladet. Hakkelseskniven vejer i det hele 3 ½ Pund. Den yderste Del af Bladryggen er fuld af Saar, og der findes i samme i Revne, som gaar 1 ½ Tomme ind fra Ryggen. Den inderste Del er skarpsleben. Fra Haandtaget indtil Midten af Bladet findes indtørret Blod, hvori hæfte enkelte Haar. Fra Midten indtil Enden af Bladet er tydelige Spor af, at Kniven har været hugget i Jorden. Kniven forsynes med Rettens Segl.

Herefter fremstod:

1. Vidnet Tjenestekarl Niels Poulsen af Rørholt, Bolle Fjerding, der formanet til Sandhed forklarer, at da han og Tjenestekarl Niels Peter Pedersen af Langbak igaar Formiddags opholdt sig i Husmand Jens Peter Sørensen Fladkjærs Hede, hvor de tilligemed sidstnævnte var beskæftiget med at skære Tørv syd for Peder Siigs Hus i en Afstand af omtrent 150 Favne fra dette, saa han, at Peder Siigs Hustru Mette kom løbende hen i Retning af det Sted, hvor Vidnet stod, efterfulgt af hendes Mand, der slog hende i Ryggen med en stor Genstand, hvilken Vidnet paa Grund af Afstanden ikke kunne se, hvad var. Idet Vidnet blev opmærksom paa Peder Siigs Hustru, faldt hun omkuld efter at have gjort et Par Skridt, og han saa, at Peder Siig med Genstaden, han havde i Haanden, huggede ned  paa det Sted, hvor Konen laa.

Vidnet og Niels Peter Pedersen løb nu saa hurtigt, de kunne, hen imod Peder Nielsen, der vedblev at hugge nedefter med den Genstand, han havde i Haanden. Inden Vidnet og Niels Peter samt Jens Peter Sørensen, der fulgte saa hurtigt, han kunde, naaede Peder Siig, løftede denne en Genstand i Vejret, som Vidnet antog at være Konens Hoved, hvorhos han truede ad dem med den Genstand, han havde hugget med, og som Vidnet nu kunne se at være en Hakkelseskniv, som han holdt i Skaftet.

Da Peder Siig havde truet med Kniven, løb han ind i Gaarden med denne, medens han i Marken kastede den Genstand, som Vidnet antog var Konens Hoved, fra sig. Da Vidnet naaede hen til det Sted, som er paavist af ham i dag for Retten, og hvor der findes en Blodpøl og en nedrammet Pæl, saa han, at Kroppen af Peder Siigs Hustru laa der, medens hendes Hoved, som var afhugget, laa et par Alen syd derfor. Vidnet, der ikke kunne taale at se det lemlæstede Lig, lagde ikke Mærke til, i hvilken Stilling Kroppen laa.

Af Frygt for, at Peder Nielsen ogsaa skulle gør Ulykke paa dem, løb de tilbage efter deres Spader for at have noget at værge sig med og begav sig atter hertil Huset, men da de dog ikke kunde gaa hen til Peder Nielsen, som gik i Gaarden med Hakkelseskniven, tilkaldte de flere Folk, som Vidnet dog ikke kender med Undtagelse af Husmand Hans Jensen af Bolleskov.

Vidnet saa, at Peder Nielsen først gik ind i Rollingen og derfra over i Laden, hvor han satte sig til at hugge i noget Træ, medens de tilstedeværende udefra søgte at tale ham tilrette.

Da han imidlertid vedblev at true ad dem med Hakkelseskniven, saa at de ikke kunne komme ham nær, hentede Hans Nielsen og Niels Peter Pedersen en Brandhage ved Hjælp af hvilke de fik Peder Nielsen virret omkuld, hvorpaa de fratog  ham Kniven og bandt ham om Hænder og Fødder. Efter at var bleven overmandet ytrede Peder Nielsen flere Gange: ”Her er Manden, som gjorde. Jeg var nød til det”.

  Vidnet, som forøvrigt ikke kender nærmere til Peder Nielsen, ansaa denne for forrykt. Vidnet har heller ikke tidligere set noget til Peder Nielsen og kan ikke have noget Skøn om hans Sindstilstand.

Vidnet blev tilstede indtil Sognefogden efter nogle Timers Forløb havde indfunden sig. I dette Tidsrum talte Peder Nielsen af og til uden at Vidnet lagde mærke til det ”Pjank”, han fremførte. Af og til var ham derimod ikke til at formaa til at sige et eneste Ord.

Forevist den tilstedeværende Hakkelseskniv erklærer Vidnet, at han i denne med Bestemthed genkender den Kniv, som Peder Nielsen, saaledes som af Vidnet forklaret, havde i Haanden og brugte igaar.

Oplæst og vedtaget med den tilføjelse, at efter at Peder Nielsens Hustru, som forklaret, var falden omkuld, lagde Peder Nielsen sig paa Knæ over hende og huggede med den Genstand, der senere viste sig at være en Hakkelseskniv.

1. Vidnet Tjenestekarl Niels Peter Pedersen af Langbak, der formanet til Sandhed, forklarer, at han, der er født i Langbak den 7de August 1855, igaar Formiddags sammen med foregaaende Vidne og Jens Peter Sørensen Fladkjær var tilstede i sidstnævntes Hede syd for Peder Siigs Hus for at skære Tørv. Han saa her, at Peder Nielsens Kone Mette kom løbende fra Huset ud ad Heden mod det Sted, hvor han og de 2 andre skar Tørv. Hun blev efterfulgt af Peder Nielsen, der huggede hende i Ryggen med en Genstand, han havde i Haanden, som Vidnet  paa Grund af Afstanden ikke straks kunne se, hvad var.

Da Konen var kommet hen til det af Vidnet i dag paaviste Sted i Marken, hvor der findes en Blodpøl, og en Pæl nu er nedrammet, skubbede Peder Nielsen hende omkuld og tildelt hende et Par Hug med den ovennævnte Genstand, hvorefter han lagde sig paa Knæ og vedblivende i denne Stilling at hugge paa hende.

Vidnet, som med Niels Poulsen og Jens Peter Sørensen, da Peder Nielsens Kone kom løbende fra Huset, stod omtrent 150 Favne fra dette, ilede hen til hende, da de saa, at hun blev forfulgt af Peder Nielsen, men inden de naaede hen til det Sted, hvor hun laa og hvor Peder Nielsen havde lagt sig paa Knæ, saa Vidnet, at sidstnævnte holdt sin Kones Hoved, som han havde afhugget, frem imod dem, ligesom han ogsaa truede dem med den Genstand, med hvilken han havde hugget paa Konen, og som Vidnet nu saa var en Hakkelseskniv.

Saasnart Peder Nielsen havde truet ad dem og kastet sin Kones Hoved fra sig, løb ham ind i sit Hus. Vidnet og de andre hentede deres Spader og vendte tilbage til det Sted, hvor Konen laa. Kroppen af Peder Nielsens Hustru laa paa Marken paa det Sted, hvor Blodpølen findes, og Hovedet et Par Alen syd derfor.

Med Spaderne nærmede de sig Peder Nielsen, som gik i sin Gaard med Hakkelseskniven i Haanden. De turde dog ikke alene gaa til ham, hvorfor de kaldte flere Naboer til, deriblandt Hans Jensen.

Peder Nielsen havde imidlertid begivet sig ind i sin Lade, hvor han med Hakkelseskniven overhuggede et temmelig tykt Elletræ. De tilstedeværende forsøgte at tale ham tilrette, hvorfor Vidnet og Hans Jensen, da Peder Nielsen vedblivende truede med Hakkelseskniven, hentede en Brandhage, med hvilken det lykkedes at trække Nielsen omkuld, hvorefter de fratog ham Hakkelseskniven og bandt ham.

Imedens de tilstedeværende var i færd med at binde Peder Nielsen, ytrede denne, at han ikke troede, at de Mænd, som bandt ham, vilde taget Livet af ham. Forøvrigt hørte Vidnet ikke, at han sagde noget.

Saasnart Peder Nielsen var bundet begav Vidnet sig paa Vej efter Sognefogden for at tilkalde ham, og Vidnet var ikke senere tilstede herved Huset.

Vidnet har kendt Peder Nielsen saalænge, han kan huske. Sidstnævnte har i mange Aar været forfalden til Drik. Og hans Drikfældighed er navnlig tiltaget de sidste 4 á 5 Aar. Vidnet har ikke haft Lejlighed til at bemærke, hvorledes Forholdet har været mellem Peder Nielsen og hans Hustru, der for øvrigt var mange Aar ældre end han. Efter Vidnets Skøn var Peder Nielsen svirende igaar. Han opførte sig i det hele, som om han var forrykt.

Forevist den tilstedeværende Hakkelseskniv erklærer Vidnet, at han genkender denne som den af ham omforklarede, med hvilken Peder Nielsen igaar har hugget sin Kone ude i Marken.

III. Vidnet Husmand Jens Peter Sørensen af Fladkjær, 58 Aar gl., der efter at være formanet til Sandhed, forklarer saaledes overensstemmende med foregaaende Vidne alene med Undtagelse af, at han ikke saa, at Peder Nielsens Hustru Mette kom løbende ud fra Huset, men først blev opmærksom paa hende, idet hun faldt omkuld paa det Sted i Marken, hvor nu en Blodpøl findes.

Efter at foregaaende Vidnet var redet efter Sognefogden, blev Vidnet tilstede ved Huset.

Peder Nielsen Siig blev flere Gange løst af sine Baand om Fødderne og ført hen til sine Kones Lig. Naar han kom tilbage til Huset, ytrede han flere Gange: ”Her er Gerningsmanden, jeg har gjort det”. Da Hans Jensen spurgte ham, hvorfor han havde gjort det, sagde han, ”at han skulle gjøre det, han havde flere Gange advaret hende imod at se ind i Laden til ham, men hun ville ikke adlyde ham”. Til enkelte Tider talte han ganske fornuftigt, men til andre tider førte han forvirret Tale eller tavs rent stille.

Efter at være forevist den tilstedeværende Hakkelseskniv, erklærer Vidnet, at han i denne genkender den Kniv, som Peder Nielsen igaar havde i Haanden, da han paa Marken truede ad Vidnet og de to foregaaende Vidner, og som han ikke slap førend han blev bunden. Vidnet saa ogsaa, at Peder Nielsen havde den nævnte Hakkelseskniv i sin Haand, da forlod sin Kones Lig.

1. Vidnet Avlskarl Peder Christian Pedersen af Dronninggaard, 30 Aar gl., der formanet til Sandhed forklarer, at han er en søn af afdøde Mette Christensdatter og dennes første Mand Peder Svendsen. Hans Moder var i en Alder af 66 Aar og havde i andet Ægteskab været gift i 19 Aar med Peder Nielsen Siig, der er omtrent 18 Aar yngre end Vidnets Moder.

Vidnets Moder og Stedfader har i det hele taget levet i god Forstaaelse med hinanden, og hans Moder gav aldrig Anledning til Uenighed, idet hun stadig søgte at rette sig efter sin Mand. De havde ingen Børn sammen, og da Vidnet var ude at tjene, boede de alene her i Huset, dog havde de siden November forrige Aar udlejet den østre Stue til et Fruentimmer ved Navn Stine, der ikke er hjemme i dag.

Peder Nielsen Siig er i Aarenes Løb bleven en Del drikfældig, dog drikker han ikke til Stadighed, men kun til enkelte Tider, og han er ikke beruset i flere Dage i Træk.

Igaar Formiddags Kl. 11 ½  kom der Bud til Vidnet, som opholdt sig paa Dronninggaard, med Meddelelse om at hans Moder var død, og at hans Fader skulde have dræbt hende. Han begav sig snarest muligt hertil Huset, hvor han traf sin Moder liggende paa det Sted i Marken, hvor der nu findes en Blodpøl. Hovedet var skilt fra Kroppen og laa et Par Alen syd for den.

Hans Fader var allerede bleven bunden af de tilstedeværende Folk. Han kendte straks Vidnet og ytrede noget efter, idet han nævnte Vidnet ved Navn og bad ham om at løse hans Baand, at han ikke troede, at Vidnet var saa haard. Vidnet vægrede sig imidlertid ved at løse Baandene, men da hans Stedfader bad om at maatte se sin Kone, løsnede Vidnet dog Baandene og førte ham hen til Dødsstedet. Her forlangte han om at maatte se sin Kones Hoved, og da han ikke maatte se det, bad han om at maatte røre ved det, hvilket Vidnet ligeledes nægtede ham.

Da Vidnet foreholdt ham det afskyelige i hans Gjerning, svarede han, at han skulle gjøre det, hun havde været nysgerrig og villet se ind til ham i Laden.

Vidnet, som ikke havde set sine Forælder siden afvigte April Maaned, kan intet oplyse om deres Forhold den seneste Tid. Efter Folks udsigende har Peder Nielsen i flere Dage i forrige Uge været beskænket, dog forekom det ikke Vidnet, at hans Fader igaar var videre beruset. Han var dog en del forstyrret. Han var ikke forstyrret, medens han laa bunden her igaar eller da han blev bragt til Vognen for at transporteres til Sæby.

Vidnet, som forevist den tilstedeværende Hakkelseskniv, erklærer, at han godt kender denne. Hans Fader har ejet den i et Par Aarstid, og Vidnet har ofte skaaret Hakkelse med den. Hvor Kniven beroede igaar, indtil hans Fader benyttede den imod hans Moder, ved Vidnet ikke. De Saar, som nu findes i dens yderste Del af Kniven, antager Vidnet, at være frembragte ved, at hans Fader efter at have dræbt sin Kone har hugget i Træ med den.

Peder Christian Pedersen paaviste i Ladens Vognport et Elletræ af omtrent 3 ½ Tommers Diameter, hvilket hans Fader igaar havde overhugget med Skærekniven. Desuden fandtes paa Vognportens Kant Spor af, at der i samme var hugget med en skarp og blodig Genstand.

Efter at de paa Gerningstedet fundne Hudlapper m.m. saa vel som Afdødes Klædningsstykker, som hun havde været iført igaar vare bleven lagt ind i Laden, hvor Liget af Afdøde anligger, blev Laden omhyggelig med Kroge paa indre Side af den ene Port og Dørene, medens den anden Port paa udvendig Side blev lukket til sidst og forsynet med Rettens Segl.

De mødte dimitterede [4] , idet Peder Christian Pedersen, som foreløbig bliver boende her i Huset, lovede at føre Tilsyn med den aflaasede Lade. Hakkelseskniven blev taget i Rettens Forvaring.

(Oplæst og vedtaget)  Politiretten hævet.

A. Molkte.    A. Lund.   N. C. Astrup.

Sæby Raadhus, Tirsdag, d. 8. juni 1875:

Aar 1875, Tirsdagen den 8. Juni, Eftermiddag kl. 3  blev Dronninglund Herreds Politiret sat paa i Sæby Raadhus og  betjent af den ordinære Dommer, Kammerjunker Molkte i Overværelse af de tilforordnede Retsvidner, hvor da Sagen paany blev foretaget:

Fremlagt blev Erklæring af Dags Dato fra Distriktslæge Jacobi til Indlemmelse:

”Til Herredsfoged, Kammerjunker Molkte!

Ved mit Besøg i morges i Arresten hos anholdte Peder Nielsen af Bolleskov fandtes hans Tilstand i det væsentligste uforandret. Hans Blik er mindre forvildet, men det er endnu umuligt at faa nogen Lyd fra ham, ligesom han heller ikke har været at formaa til at tage Næring til sig siden hans Ankomst hertil. Vagten kan ikke afgøre, om han har sovet i Nattens Løb, da han stadig har ligget med lukkede Øjne.   Sæby den 8de Juni 1875   Jacobi”

Dommeren bemærkede, at han ved sin Hjemkomst igaar Aftes Kl. 11 indfandt sig hos Arrestanten, der laa stille Sengen uden at ville ytre noget som helst.

For protokollen fremstod Arrestforvarer Kallenberg, der forklarede, at Peder Nielsen igaar Eftermiddags havde været noget ustyrlig og end ogsaa bidt den ene af Vagterne i Armen, men hen ad Aftenen faldt han igjen til ro og har hele Natten ligget ganske stille i Sengen.

Et Par timer efter at Distriktslægen i morges havde tilset Anholdte, spurgte Vidnet ham, der i igaar Aftes havde kvitteret Urinen i sin Seng, om han ikke ville staa op for at komme ud at forrette sin Nødtørft. Hertil svarede han, ja, hvorpaa han blev paaklædt og ført ud i Gaarden. Han opholdt sig imidlertid kun ganske kort derude og vendte tilbage til Arresten med den Erklæring, at han ikke kunne være derude, da Djævelen var efter ham.

Anholdte er derefter forbleven paaklædt i Arresten, hvor han har talt en Del, som dog har været forvirret Tale, ligesom han ogsaa har taget Næring til sig. Hele Dagen igaar var Anholdte ikke at formaa til at fremføre et Ord. Hver Gang Vidnet talte til ham, spyttede han efter Vidnet.

(Oplæst og vedtaget)

Anholdte blev nu fremstillet og forklarer paa Dommerens Spørgsmaal, at han hedder Peder Nielsen Siig, er 48 Aar gl., at han har et Hus i Leje i Bolleskov, og at han i 18 Aar har været gift med Mette Christensdatter, der var 18 Aar ældre end han. Han har ingen Børn med sin Kone, der af første Ægteskab har 2 Børn, nemlig en Søn ved Navn Peder Christian Pedersen, som er Avlskarl paa Dronninggaard, og en Datter Ane Pedersdatter, der opholder sig Sønden Fjorden, hvor hun er gift med en Mand ved navn Jens Christian Andersen.

Da Dommeren derpaa adspurgte Anholdte angaaende det af ham forøvede Drab, forklarer han, at han i Søndags huggede Hovedet af sin Kone, fordi hun kiggede ind igjennem et Hul paa den nordre Side af hans Rolling, indenfor hvilket Fanden sad, da dette bevirkede, at han ikke kunde faa Magt med Djævelen.

Han udsiger fremdeles, at han afhuggede sin Kones Hoved med en Hakkelseskniv syd for Laden, men at han atter satte det paa, og at hun senere har været her, hvilket Folk har sagt ham.

Dommeren samtalede i længere Tid med Anholdte. Saalænge Samtalen drejede sig om den af ham forøvede Gerning, gav han forvirrende og usammenhængende Svar, i hvilket han stadig indblandede Djævelen. Han omtalte bl.a., at en Mand ved Navn Jens Fjeldgaard havde læst Fanden til ham for at faa at vide, hvem der havde forhekset Anholdtes Ko, og at medens Fanden atter skulde læses bort, kom hans Kone og kiggede ind ad Hullet i Rollingen.

Naar Dommeren derimod henledede Talen paa Genstande, der ikke stod i Forbindelse med Anholdtes Kone, gav han klare og bestemte Svar, der ikke tydede paa Sindsforvirring. Peder Nielsen forholdt sig for øvrigt rolig under Dommerens Samtale med ham, men hans Blik var stift og stirrende, dog afvekslede det i forskellig Grad.

Dommeren afsagde saadan

Kendelse:

Da Anholdte under de foreliggende Omstændigheder og i Betragtning af den af ham forøvede Gerning vil være at holde tilstede, bliver han at belægge med Varetægtsarrest.

Thi eragtes:

Peder Nielsen Siig bør fængsles.

Kendelsen oplæst.

Den tilstedeværende Hakkelseskniv blev forevist Arrestanten, der erklærede, at den er ham tilhørende og at det er denne Kniv, han benyttede til dermed at afhugge sin Kones Hoved. Han hentede Kniven fra hans Hakkelsekiste, som stod i Laden. Han har for et Par Aarstid købt Kniven hos Købmand Pallesen i Asaa, og en Smed ved Navn Peder Christian har befæstet Bladet til en gammel Jernryg, som han ejede.

Umiddelbart efter at Arrestanten havde afgivet denne Forklaring, bemærkede han, at en Engel har bragt 100 Rdl. ……., som han skal have. Arrestantens Forklaringer var saaledes en Blanding af fornuftig og forstyrret Tale.

Arrestanten afhørt. Forhøret udsat. Politiretten hævet.   A. Molkte   A. Lund     N. C. Astrup

Bolleskov, Onsdag, d. 9. Juni 1875

Aar 1875, Onsdagen den 9. Juni, Middag Kl. 12  blev Dronninglund Herreds Politiret sat paa i i Peder Nielsen Siigs Hus i Bolleskov og  administreret af den ordinære Dommer, Kammerjunker Molkte i Overværelse af de tilforordnede Retsvidner, hvor da Sagen paany blev foretaget:

Paa Dommerens Anmodning vare mødt Fysikus Poulsen af Aalborg og Distriktslæge Jacobi for at foretage Bopælsobduktionsforretning af Liget af Mette Christensdatter.

Arrestanten var bragt tilstede.

Saa var mødt de tidligere afhørte Vidner Tjenestekarl Jens Poulsen af Rørholt, Tjenestekarl Niels Peter Pedersen af Langbak og Husmand Jens Peter Sørensen af Fladkjær.

Dommeren med Retsvidnerne undersøgte derpaa den forseglede Dør i Ladebygningen og befandtes det for samme anbragte Retssegl ubeskadiget. Rettens Segl fratoges og blev, efter at Laden var aabnet, Liget, der henlaa urørt sammesteds, taget i Øjesyn af Arrestanten, som erklærede, at han i dette genkender hans Hustru, hvis Hoved han i Søndags havde afhugget med Skærekniven.

Paa Dommerens Spørgsmaal om af hvilken Grund, han havde aflivet sin Hustru, svarede Arrestanten først, at han havde maattet være gal, og paa nærmere Forespørgsel erklærede han, at han havde forøvet Gerningen, fordi hun havde kigget ind ad Hullet paa den nordre Side af Rollingen.

Ligeledes blev Liget paany beset af de ovennævnte tre tidligere afhørte Vidner, der alle erklærer, at dette er Liget af Mette Christensdatter, som de havde fundet paa Marken, efter Arrestanten havde hugget Hovedet af hende i Søndags.

Liget af Arrestantens Hustru blev herefter overladt til Lægerne til Obduktion, som  foretoges og Fysikus lovede, at sende Dommeren den beskrevne Forretning.

Arrestanten paaviste et Hul af 6 á 8 Tommers Størrelse i Rollingens nordre Væg, som det af ham omklarede gennem hvilket hans Kone i Søndags havde kigget imod hans Vilje. Hullet var tilstoppet med grøn oprykket Rugstraa, og Arrestanten erklærede, at han havde gjort dette. Ligeledes paaviste han i Marken syd for Laden det Sted, hvor han havde hugget Hovedet af sin Hustru.

Forklaringerne oplæste og vedtagne. De mødte Vidner dimitterede. Arrestanten afgivet til Bevogtning.

Forhøret udsat. Politiretten hævet.

A. Molkte.    A. Lund.    N. C. Astrup.

Retsmøder indført i Politiprotokollen:

Aar 1875, Mandagen den 7., Tirsdagen den 8. og Onsdagen den 9. Juni foretaget No.112/75 Forhør til Oplysning om Husmand Peder Nielsen Siig af Bolleskov har dræbt hans Hustru, vide (se) Ekstraretsprotokollen.

Sæby Raadhus, Fredag, d. 11. juni 1875

Aar 1875, Fredagen den 11. Juni blev Dronninglund Herreds Politiret sat paa Sæby Raadhus og betjent af den ordinære Dommer Kammerjunker Molkte i Overværelse af de tilforordnede Retsvidner, hvor da Sagen blev paany foretaget:

Arrestanten (Peder Nielsen Siig), der ifølge Arrestforvarerens Udsagn siden hans Tilbagekomst fra Forhøret i Bolleskov den 9. ds. har forholdt sig rolig og tilsyneladende været ved sin Fornufts Brug, blev nu fremstillet.

Paa Dommerens Opfordring til ham om at meddele de nærmere Omstændigheder ved Drabet af hans Kone, afgav Arrestanten imidlertid følgende Forklaring, idet han vedblivende erklærede, at han ikke vidste bedre Besked:

” I Søndags Morges begav han sig hen til Jens Christian Jensen Fjeldgaard af Bolleskov for af denne at faa at vide, hvem der havde været Aarsag til at Arrestantens ene Ko i afvigte Vinter havde været syg. Jens Fjeldgaard gik med Arrestanten ud paa Marken nord for sit Hus, hvor han gav sig til at læse, idet de begge laa i Jens Fjeldgaards Rug. Da Jens Fjeldgaard havde læst noget, kom Christen Clausen og Christen Hansen begge af Bolleskov til, hvilke forvandlede sig henholdsvis til en Hugorm og en Slange, som løb ind i Rugen.

Jens Fjeldgaard læste dem bort, hvorpaa han og Arrestanten begav sig til dennes Hus. Her kom Satan til dem. De fik ham lukket ind i Laden, hvorpaa Arrestanten for at holde ham derinde lukkede Porten og Dørene paa Laden samt tættede Aabningerne paa disse med Komøg, for at Djævelen ikke skulle slippe ud. Desuagtet løb han fra Laden over i Rollingen, og slap ind i et Aflukke sammesteds, hvor Arrestanten og Jens Fjeldgaard holdt paa ham.

Medens de sad her, kiggede Arrestantens Kone ind ad det Hul i Rollingens nordre Væg, som han i Onsdags paaviste for Retten. Han bad hende gentagende Gange om ikke at se igjennem Hullet. Men da hun desuagtet vedblev dermed, løb han, for at Djævelen skulde faa Magt over ham og Jens Fjeldgaard, over i Laden og løsnede Skærekniven fra Hakkelseskisten, som stod paa Loen samt forfulgte sin Kone sønden ud i Marken, idet han huggede efter hende med Skærekniven, som han holdt med begge Hænder.

Han erindrer, at hun faldt om i Marken paa det Sted, han i Onsdags paaviste Retten, og at han har afhugget hendes Hoved, men han kan ikke huske, hvorvidt han forinden havde saaret hende paa andre Steder af Kroppen eller om han laa paa knæ, da han huggede hendes Hoved af.

Arrestanten erklærer, at han ikke kan huske, om han i Søndags eller de foregaaende Dage har drukket Brændevin.

Han Kone har altid været god imod ham, og fortryder han højlig den Gerning, som han har forøvet imod hende. Arrestanten gjentager, at hans Kone var 18 Aar ældre end han og at de har været gifte i 18 Aar. – ”

Han er født i Bolleskov og er Søn af afdøde Husmand Niels Simonsen og Hustru Ane Nielsdatter. Han har 2 Brødre, nemlig Jens Nielsen, der er Husmand og bor syd for Hou, og Niels Nielsen, der tidligere har boet i Lyngsaa og i Nørre Ørvad, men som nu bor sydøst for Hjørring. Han har kun en Søster der hedder Ane Nielsdatter og er gift med en Mand ved Navn Christen, som bor i et Hus, som ligger syd for Arrestantens Broder Jens’s Hus.

Arrestanten klager over ildebefindende og navnlig over sit Hoved uden at han nærmere kan beskrive, hvad han fejler.

Efter at Forklaringen var oplæst for Arrestanten, bekræfter han dennes Rigtighed, idet han erklærer, at han ikke kan huske bedre. – Arrestanten afgivet til Bevogtning. Dommeren og Retsvidnerne siger, at de havde iagttaget, at der paa Dørene i Arrestantens Lade var Spor af, at disse forneden havde været tilstoppet med Kogødning.

Forhøret udsat

Sæby Raadhus, Fredag, d. 18. juni 1875

Aar 1875, Fredagen den 18. Juni blev Dronninglund Herreds Politiret sat paa Sæby Raadhus og betjent af den ordinære Dommer Kammerjunker Molkte i Overværelse af de tilforordnede Retsvidner, hvor da Sagen blev paany foretaget:

Fremlagt blev en fra Fysikus Poulsen og Distriktslæge Jacobi modtagen Skrivelse dateret 11. ds. indeholdende den beskrevne Obduktionserklæring til Vedfølge.

Arrestforvarer Kallenberg fremstod og forklarer, at Arrestanten vedblivende forholder sig rolig, men er indesluttet og meget ordknap. Arrestanten er ofte blevet truffet grædende saaledes ogsaa i Morges tidlig, da han, idet Vidnet han kom ind til ham, gik grædende op og ned ad Gulvet. Arrestanten klager stadig over, at hans Hoved ikke er godt.

Efter Tilsigelse var mødt:

I.) Vidnet Hans Jensen, Bolleskov, der formanet til Sandhed, forklarer, at i Søndags for 8 Dage siden om Formiddagen kom Konen Marie Jensdatter, der er gift med en Mand med Navn Samuel [5] , som er nærmeste Nabo til Peder Siig, løbende til Vidnets Bolig for at hente Vidnet paa Grund af at Peder Siig havde hugget Hovedet af sin Kone og var ustyrlig.

Da Vidnet imidlertid ikke var Hjemme, begav Marie Jensdatter sig til Teglbrænder Peder Christian Pedersen [6] og Vidnets Kone til Husmand Bertel Thomsen [7] for at faa disse til at gaa hen til Peder Siig. Bertel Thomsen sendte straks Bud til Vidnet, Hans Jensen som opholdt sig hos Husmand Anders Rasmussen og Vidnet begav sig straks med Bertel Thomsen og Peder Chr. Pedersen til Peder Siigs Hus.

Men foruden Jens Poulsen, Niels Peter Petersen og Husmand Jens Peter Sørensen var kommet tilstede Husmand Henrik Jensen af Bolleskov og Tjenestekarl Jens Sørensen, der tjener hos Husbestyrer Jens Christian Jensen Fjeldgaard. De sidstnævnte 2 Personer havde Marie Jensdatter tilkaldt paa Tilbagevejen til Peder Siigs Hus. Da Vidnet indtraf ved dette, gik han først hen paa Marken syd for Laden, hvor han saa Liget af Mette Christensdatter ligge paa det Sted, hvor Arrestanten Peder Siig havde afhugget hendes Hoved.

Derefter begav Vidnet sig hen i Gaarden, hvor de førnævnte 5 Personer var tilstede, og saa her, at Arrestanten stod i Vognporten og huggede med sin Skærekniv i et Elletræ. Vidnet spurgte ham, hvad det var for en Gerning, han havde forøvet, men dertil svarede han intet.

Da Vidnet ville gaa ind til Arrestanten, sprang denne op og huggede efter Vidnet med Skærekniven, hvorfor Vidnet slog Porten til. Da han ikke paa anden Maade kunde faa fat paa Peder Nielsen, der vedblev at være ustyrlig, greb Vidnet en Brandhage, som Teglbrænder Peder Chr. Pedersen havde hentet, og søgte med denne, idet Tjenestekarl Niels Peter Pedersen hjalp med at holde Hagen, at virre Arrestanten omkuld. Sidstnævnte huggede med Skærekniven i Brandhagen, men til sidst lykkedes det dog ved at anbringe Brandhagen om Arrestantens venstre Ben at faa ham omkuld.

Da Arrestanten stadigvæk ikke ville lægge Hakkelseskniven, som han holdt med begge Hænder, slog de tilstedeværende ham over Fingrene, indtil han endelig gav slip.

Han blev derpaa bunden paa Hænder og Fødder, og medens dette skete ytrede han, at han ikke troede at de Mænd, som bandt ham, ville tage Livet af ham. For øvrigt forholdt ham sig ganske tavs. Vidnet løsnede flere Gange Arrestantens Baand og førte ham til hans Hustrus Lig. Ved dette udtalte ham hver Gang: ”Her er Gerningsmanden, Her er Morderen”. Vidnet spurgte ham derfor, af hvilken Grund ham havde dræbt sin Kone, og hertil svarede han, at han var nødsaget til det. Hun fik det for sin Nysgerrigheds Skyld.

Arrestanten blev henlagt bunden øst for Huset, indtil Sognefogden kom tilstede og lod ham transportere til Sæby.

Medens Arrestanten laa bunden, forlangte han at tale med Jens Fjeldgaard, som ikke var tilstede, uden at han dog omtalte, hvad han vilde denne. Han fortalte ogsaa, at Christen Hansen af Bolleskov havde hjulpet ham med at afhugge Konens Hoved. Dette sidste retter Vidnet til, at Arrestanten sagde, at Christen Hansen var Skyld i, at Arrestanten havde afhugget sin Kones Hoved.

Jens Fjeldgaard kom først til Peder Siigs Hus, efter at Arrestanten var afsendt til Sæby. Vidnet kender Jens Fjeldgaard godt og ved, at han, som ikke ynder Arrestanten, ikke i lang Tid har været i Arrestantens Hus. Jens Fjeldgaard har fortalt Vidnet, at der Natten mellem Lørdag den 5. og Søndag den 6. ds. var nogen, der tog i hans Husdør og at han ved at se ud af Vinduet bemærkede, at det var Arrestanten, som stod udenfor. Jens Fjeldgaard lukkede dog ikke op for Arrestanten.

Den 6. ds. om Morgenen saa Jens Fjeldgaards Moder [8] , at Arrestanten stod i hendes Søns Rugmark. –

Vidnet, Hans Jensen har kendt Peder Siig og Hustru Mette Christensdatter i mange Aar, endda ogsaa før de blev gift. Mette Christensdatter var mange ældre end Arrestanten og havde 2 Børn af første Ægteskab.

Vidnet har ikke bemærket, Arrestanten var ond imod sin Hustru, hvorimod han nok ved, at han har været irriterlig imod hende, naar han var beskænket. For øvrigt udtalte Mette Christensdatter sig aldrig angaaende hendes Mands Forhold mod hende. Arrestanten har stedse været drikfældig og er bleven det mere og mere de sidste Aar. Han har dog ikke drukket stadig, men kun af og til. Vidnet er kun meget sjældent kommen i Arrestantens Hus, da han, naar han var fuld, var saa urimelig. Naar Arrestanten har været fuld har han jævnlig talt om Fanden. Arrestantens Svigersøn, Hans Christian Andersen [9] , som bor sønden Fjorden, har fortalt Vidnet, at han en Jul har set, at Arrestanten har kastet Penge ud af sit Vindue for at fordrive Fanden.

(Oplæst og vedtaget)

Da blev af Arresten fremstillet Arrestanten, der erklærer, at han kender Vidnet Hans Jensen. Efter at være gjort bekjendt med dennes Forklaring udsiger Arrestanten, at han gerne vil tro, at det forholder sig som af Vidnet forklaret, men han paastaar, at  han ikke kan huske andet angaaende de nærmere Omstændigheder ved hans Kones Død og Aarsagen til denne end, hvad han tidligere har forklaret, ligesaa lidt, som han kan huske, hvad der blev foretaget med ham, efter at han havde afhugget sin Kones Hoved.

Arrestanten vedbliver som tidligere at paastaa, at han ikke kan erindre, hvorvidt han Søndagen den 6. ds. eller de foregaaende Dage har drukket Brændevin, Derimod ved han vel, at han tidligere oftere har været beskænket.

(Oplæst og vedtaget) Arrestanten afgivet til Bevogtning.

II ) Vidnet Gaardmand Jens Christian Christensen af Meisigen der formanet til Sandhed forklarer, at han i hen ved 30 Aar har kendt Arrestanten Peder Nielsen Siig og dennes afdøde hustru Mette, der var Enke og havde 2 børn, da hun blev gift med Arrestanten, der var mange Aar yngre end hende.

Vidnet ved, at Arrestanten har været drikfældig, navnlig i de senere Aar. Han har vel ikke stadig drukket, men af og til, og har da i Reglen drukket Brændevin i flere Dage i Træk. For øvrigt har Vidnet ikke tidligere erfaret, at Arrestanten har været ond imod sin Kone.

Lørdagen den 5. denne Maaned om Eftermiddagen indfandt Arrestantens Hustru sig hos Vidnet og bad om at laane 3 Pægle Brændevin til hendes Mand, da denne var syg og havde godt af at faa en Snaps. Mette fik de begærede 3 Pægle Brændevin, med hvilke hun begav sig Hjem.

Om Natten omtrent Kl. 1 kom Arrestanten ind til Vidnet, der laa i sin Seng, idet han om Aftenen havde glemt at aflaase sin Dør.

Arrestanten Peder Nielsen Siig bad Vidnet om at denne ville laane ham sine Heste og Vogn til at hente Præsten. Vidnet vægrede sig derved paa Grund af, at det var Nat, men Arrestanten vedblev sin Begæring og fortalte, at han havde væddet med et Par Personer, at han skulde faa Vidnet til at hente Præsten. Hvis han vandt Væddemaalet, skulde han faa 10 Kroner, hvoraf han vilde give Vidnet de 2.

Paa Arrestantens gentagne Opfordringer stod Vidnet op og gik udenfor efter Arrestanten, som var gaaet i Forvejen. Da Vidnet kom ud, saa han ikke straks Arrestanten, men straks efter kom han gaaende rask hen imod Vidnet, hvem han bad om at være stille og hurtig spænde for.

Vidnet erklærede, at han ikke kunde faa sin Vogn ud, hvortil Arrestanten svarede, at han var tilfreds, naar han blot fik Hestene og Seletøjet. Han gik derpaa bort, men en halve Times Tid efter, da Vidnet atter var gaaet i Seng, vendte han tilbage og bad paany om Heste – nu med tilføjende, at han nu havde faaet en Vogn tillaans.

Vidnet nægtede i midlertidig at efterkomme Arrestantens Begjæring, hvorpaa denne fjernede sig. Arrestanten var tilsyneladende ikke meget beskænket, men Vidnet kunde dog mærke, at han havde faaet mere Brændevin end forsvarligt.

En gammel Aftægtsmand, Steffen Jensen Bjergen i Bolleskov har meddelt Vidnet, at Arrestanten den her ovennævnte Nat ogsaa havde været hos ham og bedt om at laane en Vogn til at hente Præsten, idet han bemærkede, at han kunde faa Heste hos Vidnet.

Søndagen den 6. Formiddagen Kl. 8 kom Arrestantens Kone Mette til Vidnet og afleverede de 3 Pægle Brændevin, hun den foregaaende Dag havde laant, idet hun bemærkede, at den gamle Aftægtsmand Søren Glinvad af Bolleskov den foregaaende Dag i Melholt til hendes Mand havde hentet i en Dunk med 2 Potter Brændevin, hvoraf hun havde taget de 3 Pægle hun her medbragte.

Mette fortalte tillige, at hendes Mand, som i 8 Dage havde drukket 13 Potter Brændevin, den afvigte Nat havde vækket hende og sagt, at han var sulten . Hun havde opfordret ham til at staa op og selv skære sig Mad. Arrestanten stod ogsaa op og hentede lidt Kød og Ost fra Spisekammeret, som han satte ind paa Bordet i Sovekammeret, hvor han ligeledes hensatte Dunken med Brændevin. Hun antog i midlertidig ikke, at han havde spist eller drukket noget inden han om Natten gik bort.

Efter Mettes udsigende var han først vendt tilbage, da hun var staaet op og gaaet ud for at bringe Kreaturerne paa Marken. Hvad Arrestanten Peder Nielsen Siig videre havde fortaget sig, indtil hun om Formiddagen omtrent Kl. 8 var gaaet til Vidnet, omtalte hun ikke.

Da Vidnet Søndag Middag var kommet tilbage fra Dronninglund Kirkegaard, hvor han havde været tilstede ved Steffen Bjergens Søns Begravelse, erfarede han, at Arrestanten havde aflivet sin Kone Dog gik Vidnet ikke hen til Gerningstedet.

(Oplæst og vedtaget)

III. Vidnet Ugifte Christine Larsen, 40 Aar, der formanet til Sandhed forklarede, at hun, der tidligere havde boet i Øster Hassing, siden November forrige Aar har beboet en Stue i den østre Ende af Peder Nielsen Siigs Hus i Bolleskov. Hun havde lejet Stuen af Peder Nielsen.

Vidnet har intet erfaret om, at Arrestanten lever i daarligt Forhold til sin Kone, der for øvrigt var meget ældre end han. Hun har derimod vel mærket til, at Arrestanten af og til har været svirende, og har dette navnlig været Tilfælde i de sidste 8 Dage før Søndagen den 6. ds., da han ihjelslog sin Kone.

I de nævnte 8 Dage var Vidnet ikke Hjemme om Dagen, men opholdt sig hos sin Slægtning, Aftægtsmanden Steffen Bjergen, hvis Søn var død, men hun kom Hjem til Arrestanten hver Aften, og hun lagde da Mærke til, at han, som hun saa udenfor i Gaarden, var beskænket.

Lørdagen den 5. ds. om Aftenen saa hun ham i Kostalden og ytrede til ham, at hun troede, at han allerede var gaaet i Seng, hvortil han svarede nej, idet han begav sig ind i sin Bolig i Rollingen.

Om Natten Kl. 11 ½ blev Vidnet vækket ved at Arrestanten bankede på hendes Vindue og spurgte om hun sov. Da hun kunne mærke, at han var svirrende, svarede hun slet ikke, hvorefter han bortfjernede sig.

Søndag Morgen Kl. 4 ½ kom Arrestantens Kone, Mette ind til hende og fortalte, at hendes Mand om Natten var staaet op og var gaaet bort uden, at hun vidste hvorhen. Da Vidnet derpaa forlod Huset for at begive sig hen til Steffen Bjergen, hvis Søn den Dag skulde begraves, fulgte Arrestantens Kone med Syd ud for at se efter sin Mand, men hun fandt ham ikke og vendte tilbage til Huset.

Hen paa Formiddagen kom der en Kone ind til Steffen Bjergen og fortalte, at Arrestanten havde aflivet sin Hustru. Vidnet, som blev hos Steffen Bjergen indtil Ligfølget havde spist og var taget bort, kom først Hjem om Eftermiddagen Kl. 3, og da var Arrestanten allerede transporteret til Sæby.

Naar Arrestanten var svirende, talte han altid om Fanden og han saa snart i det ene og snart i det andet Hjørne af Stuen. Han gik og talte med sig selv og ytrede: ” Jeg ser dig nok, jeg ser dig nok”. Saavel afvigte Nytaarsaften som Nytaarsmorgen har Vidnet, der var tilstede i Arrestantens Bolig, set, at Arrestanten gik paa Gulvet og lagde Straa overkors samt med Fingrene slog Kors over Straaende, uden at han dog ytrede noget. Hans Kone Mette var ogsaa tilstede.

(Oplæst og vedtaget)

Arrestanten, som paany blev fremstillet, erklærer, at han kender Vidnet Jens Meisig saavelsom Kristine Larsen, der har boet i Arrestantens østre Stue og skulde betale 8 Kr. om Aaret. Med Hensyn til disse Vidnernes Forklaring, med hvilke Arrestanten blev gjort bekendt, gentager han ligeledes, at han godt vil tro, at de er stemmende overens med Sandheden, men han selv kan ikke huske videre af hvad der er passeret paa den Dag, da han ihjelslog sin Kone og de nærmest foregaaende, end hvad han allerede har forklaret. Han kan derfor heller ikke erindre, at han Natten før sin Kones Død har talt med Jens Meisig eller Steffen Bjergen, ligesaa lidt som han kan huske, at han i afvigte Jul har i sin Stue lagt Straa overkors eller hvorfor han har gjort dette.

(Oplæst og vedtaget) De mødte dimitterede – Arrestanten afhørt.

Dommeren bemærker, at den af Arrestanten omforklarede Jens Christian Jensen Fjeldgaard er tilsagt at møde førstkommende Tirsdag.

Forhøret udsat. Politiretten udsat.

A. Molkte.     A. Lund.      N. C. Astrup.

Sæby Raadhus, Tirsdag, d. 22. Juni 1875

Aar 1875, Tirsdagen den 22. Juni Formiddag Kl. 10 blev Dronninglund Herreds Politiret sat paa Sæby Raadhus og betjent af den ordinære Dommer Kammerjunker Molkte i Overværelse af de tilforordnede Retsvidner, hvor da Sagen blev paany foretaget.

Fremlagt blev Skrivelse til Bolle Sognefoged af 187. ds. med Sognefogdens Paategning af 19. ds. til Jens Christian Jensen Fjeldgaard, der ikke var mødt.

Af Arresten fremstilledes Arrestanten, der paa Anmodning udsiger, at det er bedre med hans Hoved.

Dommeren opfordrede ham til paany at meddele de nærmere Omstændigheder ved Drabet af sin Kone, i hvilken Anledning han forklarer, at han en Morgen, som han ikke nu erindrer, om det var en Søndag eller en Hverdag, gik til Jens Christian Jensen Fjeldgaard, for at faa at vide hvem der kunde være Skyld i at Arrestantens ene Ko havde været syg. Han kan ikke huske, at han, forinden han kom til Jens Fjeldgaard, havde været hos Jens Meisig og SteffenBjergen. Jens Fjeldgaard gik med Arrestanten ud i Rugmarken inde fra sit Hus; om han her læste, erindrer Arrestanten ikke, men medens de stod i Rugmarken, kom 2 Mand – han erindrer ikke, hvem det var – hen til den anden Ende af Rugmarken, hvor de forvandlede sig til en Hugorm og en Slange.

Gjort opmærksom paa, at han tidligere har sagt, at det var Christen Hansen og Christen Clausen, som kom tilstede, erklærer han, at han ikke kan huske dette, ligesaa lidt som han nu kan huske, at Jens Fjeldgaard læste dem bort. Sidstnævnte og Arrestanten begave sig til dennes Hus, hvor Fanden kom til dem. Han gik ind i Gangen i Rollingen og derfra ind i Køkkenet, hvorfra Jens Fjeldgaard drev ham ind i Aflukket bag ved Kjøkkenet og bandt ham sammesteds.

At Arrestanten tidligere har forklaret, at Fanden først blev lukket ind i Laden, kan han ikke huske. Hans Kone kiggede gennem Hullet i Rollingens nordre Væg ind i Aflukket, og hver Gang hun gjorde dette, sagde Fanden til Arrestanten, at han skulde hugge Hovedet sin Kone, da han, Fanden, ellers ville slaa Hovedet af Jens Fjeldgaard og Arrestanten. Da hans Kone nægtede ham gentagne Gange, da bad hende om ikke at se ind gennem Hullet – men vedblev derved – hentede han i Laden sin Skærekniv fra Hakkelseskisten og forfulgte med den sin Kone ud i Marken syd for Laden, hvor han afhuggede hendes Hoved med Skærekniven. Om han holdt denne med begge Hænder kan han ikke erindre, ligesaa lidt som han kan huske, om han saarede hende i Ryggen, forinden han afhuggede hendes Hoved, eller om han gjorde dette, idet han laa paa Knæ.

Arrestanten udsiger, at han ingensinde før den Dag, han slog sin Kone ihjel, har set Fanden eller søgt at skaffe ham bort. Arrestanten gentager idelig og idelig, at han ikke kan huske andet, om at nogen er tilgaaet som nu forklaret, medens han dog tilføjer, at han nok tror, at han var noget forstyrret i Hovedet den paagældene Dag.

Han kan ikke huske, om han de sidste Dage før sin Kones død havde drukket Brændevin, men til andre Tider ved han nok, at han har drukket lidt mere, end han kunne taale. –

Arrestanten fyldte 48 Aar den 12. Februar dette Aar. I et af Krigsaarene under den første Krig blev han den 1st April indkaldt til Aalborg for som Soldat at gemmengaa Skolen sammesteds, men endnu i April blev han syg og indlagt paa Sygestuen for en Sygdom, han havde paadraget sig under Øvelserne. Bl.a. led han, som var tunghør, af Bullenskab i Ørerne. I August Maaned blev ham hjemsendt og blev senere gennem Session kasseret. Arrestanten har derefter oftere følt sig upasselig uden dog at være sengeliggende eller at have søgt Lægehjælp. Han kan ikke opgive nogen, der samtidig med ham var paa Exercerskolen i Aalborg.

–o—

Da saavidt var passeret mødte Vidnet Husbestyrer Jens Christian Jensen af Bolleskov, der formanet til Sandhed forklarer, at han, der er født den 24. Oktober 1850, siden hans Fader Jens Christian Jensen for 5 ½ Aar siden rejste til Amerika, har bestyret dennes Hus i Bolleskov, som bebos af Vidnets Moder, Ane Margrethe Christensdatter og hendes 3 Børn, nemlig Vidnet og 2 Døtre. Huset kaldes Fjeldgaard og er beliggende i Nærheden af Peder Siigs Hus.

Denne mand har Vidnet kendt saalænge, han kan huske, men er kun meget sjælden kommet sammen med ham, da Vidnet ikke yndede ham. Peder Nielsen Siig har i mange Aar været drikfældig og har navnlig haft den Vane at drikke stærkt flere Dage i Træk. Vidnet kender ikke noget nærmere til, hvorledes Forholdet har været mellem Arrestanten, Peder Nielsen Siig og dennes Hustru.

Natten mellem Lørdagen den 5. ds. og Søndagen den 6. ds. Kl. 1 ½ vaagnede Vidnet Jens Christian Jensen Fjeldgaard  og hørte, at nogen gik udenfor Huset og talte. Ved at lytte efter hørte Vidnet, at det var Arrestanten, som flere Gange kaldte paa Vidnet og bad ham om at spænde for og køre for Arrestanten. Hvor denne skulde køre hen, hørte Vidnet ikke. Vidnet, som paa Arrestantens Snak kunde høre, at han var beskænket, svarede ham ikke, og efter nogen Tids forløb fjernede Arrestanten sig. Senere har Vidnet ikke set eller hørt noget til Arrestanten, hvorimod Vidnets Tjenestekarl Jens Christian Sørensen Søndagen den 6. om Formiddagen kom Hjem og fortalte, at Arrestanten havde hugget Hovedet af sin Kone.

Vidnet begav sig hen til Arrestantens Hus noget efter Middag, men da var Arrestanten allerede transporteret til Sæby.

Derimod har Vidnets Moder den 6. ds. om Morgenen omtrent Kl. 5 set Arrestanten i Vidnets Rugmark. Arrestanten havde Munden fuld af Rugstraa og gik omkring i Rugen, idet han slog ud med Armene, som om han gennede med noget.

Vidnet har aldrig hørt noget om, at Arrestantens ene Ko afvigte Vinter har været syg og heller ikke har Arrestanten nogensinde henvendt sig til Vidnet, for at faa at vide, hvem der var Skyld i Koens Sygdom. Vidnet har aldrig givet sig af med overtroiske Kunster af nogen som helst Slags og navnlig ikke med at læse Fanden frem og har aldrig talt med nogle om saadanne Ting.

Han har ikke i over 1 Aar været i Arrestantens Hus. Sidste Gang Vidnet var i Arrestantens Hus var Helligtrekongersaften 1874, da han gik derhen med Arrestantens Stedsøn, Peder Chr. Pedersen og var tilstede da Arrestanten udstedte et Gjældsbevis til Peder Chr. Pedersen for 100 Rigsdaler, som denne havde laant ham.

(Læst og vedtaget)

Arrestanten, som paany blev fremstillet, udsiger, at Vidnet er Jens Chr. Jensen Fjeldgaard, om hvilken han tidligere har forklaret. Efter at været blevet gjort bekendt med, at Vidnet har benægtet paa den Dag, da Arrestanten ihjelslog sin Kone, at have været med Arrestanten i Rugmarken eller hjemme i Arrestantens Hus, erklærer sidstnævnte, at han godt vil tro, at Jens FjeldgaardsForklaring er Sandhed, men Arrestanten kan ikke huske andet end at Jens Fjeldgaard var med ham i Marken og samme hjemme i Arrestantens Bolig paa den Dag, han dræbte sin Kone.

Det staar for Arrestantens Tanker, som om Jens Fjeldgaard ved den nævnte Lejlighed var tilstede, men han antager nok, at dette er urigtigt. Han kan ikke huske, at han om Natten forinden hans Kones Død har været udenfor Jens Fjeldgaards Hus og forlangt, at denne skulde køre for ham. Arrestanten har i mange Aar kjendt Jens Fjeldgaard, og erindrer han, at denne var tilstede, da Arrestanten underskrev et Gjældsbevis for 100 Rdl., som hans Stedsøn Peder Chr. Pedersen havde laant ham. Disse 100 Rdl. har Arrestanten tilbagebetalt sin Stedsøn, af hvem han senere har laant 25 Rdl. paa hvilke han endnu skylder 17 Rdl. [10]

(Læst og vedtaget). Mødte dimitterede – Arrestanten afhørt – Forhøret udsat

Politiretten hævet.   A. Molkte.       A. Lund.     N. C. Astrup.

Sæby Raadhus, Tirsdag, d. 29. Juni 1875

Aar 1875, Tirsdagen den 29. Juni Formiddag Kl. 10 blev Dronninglund Herreds Politiret sat paa Sæby Raadhus og betjent af den ordinære Dommer Kammerjunker Molkte i Overværelse af de tilforordnede Retsvidner, hvor da Sagen blev paany foretaget.

Efter Tilsigelse var mødt:

1. Jens Christian Jensens Hustru Ane Margrethe Christensdatter, 63 Aar gl., der formanet til Sandhed forklarer, at hun har boet en Snes Aar i Bolleskov og at hendes Søn Jens Christian Jensen,efter at hendes Mand af samme Navn er afrejst til Amerika,har bestyret hendes Sted i Bolleskov. Vidnet forklarer, at hun vel har kendt Arrestanten Peder Nielsen Siig og dennes Hustru Mette Christensdatter siden de blev gift, men at hun dog ikke har haft megen Omgang med dem [11] .

Arrestanten har meget sjælden været i hendes Hus. Vidnet har ikke erfaret andet, end at Arrestanten og hans Kone have levet i et godt Forhold med hinanden. Hun har nok hørt omtale, at Arrestanten havde Tilbøjelighed til Drik, men hun har ikke selv haft Lejlighed til at bemærke dette.

Paa den Søndag paa hvilken Arrestanten dræbte sin Hustru, saa Vidnet om Morgenen Kl. 5 fra sin Kostald, hvor hun opholdt sig, at Arrestanten gik i hendes Rug, som ligger nord for Huset, og slog ud med Armene, som om han jagede noget.

Vidnets omtrent 10 Aar gl. Hyrdedreng blev af hende sendt hen for nærmere at se, hvad han foretog sig, og han kom tilbage med den Besked, at Arrestantens Ører og Mund var fuld af Rugstraa og at han ikke jagede efter nogen bestemt Genstand.

Efter at Arrestanten havde gaaet noget omkring i Rugen, lagde han sig ned i Kanten af denne, saaledes at Hovedet laa i Rugen og Kroppen paa Grønjorden. Da han havde ligget der kort Tid, rejste han sig og truede med Haanden ind imod Rugen, hvorpaa han atter lagde sig. Vidnet bortfjernede sig nu og saa senere ikke noget til Arrestanten. Vidnets Søn Jens Christian Jensen var ikke ude i Marken hos Peder Siig.

Samme Dags Formiddag kom Vidnets Tjenestekarl Jens Chr. Sørensen hjem og fortalte, at Arrestanten havde hugget Hovedet af sin Kone.

Vidnets Søn giver sig ikke af med nogen Slags overtroiske Kunster.

(Oplæst og vedtaget)

1. Vidnet Husmand Samuel Christoffer Hylling Sørensens Hustru Marie Jensdatter af Bolleskov, 25 Aar gl., der under Formaning om Sandhed forklarer, at hun og hendes Mand har boet i Bolleskov siden Paaske 1873, og at deres Hus er beliggende ret øst for Peder Nielsen Siigs.

Vidnet, som ofte har talt med Arrestanten, Peder Siig saavel som med dennes Kone, Mette, har ikke bemærket, at Arrestanten har været ond mod sin Kone, ligesaa lidt som denne nogensinde har beklaget sig over sin Mand.

I den tid Vidnet har kendt Arrestanten, har denne været meget drikfældig, og navnlig har hun, som daglig saa Arrestanten, i den sidste Uge før Søndagen d. 6 d.M. lagt Mærke til, at Arrestanten saa godt som hver Dag i nævnte Uge har været beskænket. Dog var han det kun i svagere Grad, da hun Lørdagen den 5. om Eftermiddagen saa ham. Han stod dengang ved østre Ende af sin Lade beskæftiget med at spænde sine Stude for Vognen, hvormed hans Kone var ham behjælpelig.

Vidnet, som havde hentet Vand fra en Mergelgrav, der ligger paa Arrestantens Mark, spurgte ham, om han skulde til Møller, hvortil han svarede, at han skulde hen at harve for Husmand Henrik Jensen. Vidnet saa, at Arrestanten omtrent Kl. 3 om Eftermiddagen kørte bort og at han kom tilbage igen mellem 7 og 8 om Aftenen.

En halv Timestid derefter indfandt sig hos Vidnet Arrestantens Hustru, der tilbageleverede en Pægl Brændevin, som hun nogle Dage forud havde laant.

Vidnet sad og læste i et gudeligt Skrift, hvilket gav Anledning til, at de kom til at tale om deres Salighedssag og Arrestantens Kone ytrede under denne Samtale, at hun nok troede, at hun kom til Vorherre, naar hun døde. Derimod nævnte hun aldeles ikke sin Mand eller omtalte hvorvidt hun var tilfreds eller ej. Efter Forløbet af et Kvarterstid gik Mette Christensdatter atter Hjem.

Søndagen den 6. ds. om Morgenen omtrent Kl. 7, da Vidnet stod udenfor sit Hus, saa hun, at Arrestanten stod i sin Rugmark og trak Vipperne af Rugen og slog ud med Armene, som om han talte med nogen. Da Vidnet en Timestid senere atter kom udenfor sit Hus, saa hun, at Arrestanten stod paa samme Sted i sin Rug, og at Arrestanten kort efter begav sig ind i sin Lade, og dette var sidste Gang hun saa Arrestanten forinden, han dræbte sin Kone.

Et Kvarterstid efter, at Arrestanten var gaaet ind i sin Lade, bemærkede Vidnet, som hentede Vand fra ovenforstaaende Lergrav, at Mette Christensdatter stod øst for Laden. Da Vidnet troede, at Mette ville tale med hende, blev førstnævnte derfor staaende et Øjeblik. Da Mette, der var lidt pyntet, som om hun havde været i By, ikke kom hen til Vidnet, gik denne videre, og har derefter ikke senere set Arrestantens Hustru i levende Live.

Et godt Kvarter efter at Vidnet var kommet tilbage til sit Hus, indfandt sig hos hende Jens Peter fra Fladkjær med 2 Tørvegravere og fortalte hende, at Peder Siig havde hugget Hovedet af sin Kone.

Vidnet, som først ikke ville tro denne Beretning, paatog sig, da hendes Mand ikke var hjemme, at hente Husmand Hans Jensen af Bolleskov. Hun traf ikke Hans Jensen og begav sig derpaa til Teglbrænder Peder Christian Pedersen fra hvem hun vendte tilbage til sin Bolig. Paa Tilbagevejen traf hun paa Husmand Hans Jensen og Tjenestekarl Jens Sørensen, som ledsagede hende til Peder Siigs Hus.

Da Vidnet kom til sit Hus, saa hun herfra, at Arrestanten gik fra sin Lade over i Rollingen med Hakkelseskniven, og at han kort efter vendte tilbage til Laden. Vidnet begav sig ikke hen til Arrestanten før efter, at denne var bleven overmandet og bunden. Vidnet saa da, at Arrestantens Kone laa med afhugget Hoved paa Marken.

Vidnet har ikke lagt Mærke til, at Arrestanten til Tidspunkter har været sindsforvirret end ikke naar han har været svirende. Og har heller ikke set, at han har gjort Brug af overtroiske Kunster.

(Oplæst og vedtaget)

III. Vidnet Tjenestekarl Jens Chr. Sørensen af Fjeldgaard, der formanet til Sandhed forklarede, at paa en Søndag Formiddag, da han og Henrik Jensen af Bolleskov var beskæftiget med at stakke Tørv, meddelte foregaaende Vidne dem, at Peder Nielsen Siig havde hugget Hovedet af sin Kone.

De begav sig straks til Arrestantens Sted, hvor Vidnet saa, at han fra Rollingen gik over i Laden, idet han holdt en Skærekniv i Haanden og at han i Vognporten i Laden gav sig til at hugge med Kniven mod et Elletræ. Endvidere saa Vidnet, at Hans Jensen og tjenestekarl Niels Chr. Pedersen af Langbak virrede Arrestanten omkuld ved hjælp af en Brandhage.

Efter at det var lykkedes at faa Arrestanten til at give Slip paa Skærekniven ved at slaa ham over Fingrene, blev han bunden og lagt udenfor Laden. Vidnet hørte ikke, at Arrestanten sagde noget, og navnlig ytrede, at han var Morderen.

Liget af Arrestantens Kone laa paa Marken syd for Laden med afhugget Hoved.

Vidnet har hørt Omtale af Arrestanten. Peder Siig var drikfældig og Vidnet har ogsaa enkelte Gange set ham beskænket. Hvorvidt Arrestanten har været svirende i flere Dage før han dræbte sin Kone, ved Vidnet ikke.

Vidnet, som er 21 Aar gl. har nok kendt Arrestanten i flere Aar, men har dog ikke haft noget videre Samkvem med ham.

(Oplæst og vedtaget)

Arrestanten blev derpaa fremstillet og erklærer han efter at have alle 3 Vidner i Øjesyn, at han kender disse og at de er Jens Fjeldgaards Moder Ane Margrethe Christensen, hans Nabo Samuels Hustru Marie og Jens Fjeldgaards Tjenestekarl Jens Christian.

Efter at være blevet gjort bekjendt med det væsentligste af Vidnernes Forklaringer forsaavidt ham angaar, erklærer ham, at han gerne vil tro, at disse var rigtige, men at han ikke kan bekræfte dette, da han ikke nøjagtig kan erindre, hvad der foregik den Dag, han dræbte sin Kone, eller paa de nærmeste forudgaaende Dage. Han kan saaledes ikke huske, at han Dagen før sin Kones Død om Eftermiddagen har talt med Samuels Kone eller at han har været henne for at harve for Henrik Jensen. Derimod forekommer det ham nok, at han paa den Dag, han dræbte sin Kone, om Morgenen var henne i Jens Fjeldgaards Rug, men hvad han bestilte paa dette Sted, erindrer han ikke.

Angaaende Drabet paa hans Kone og de derved forbundne Omstændigheder giver Arrestanten den ganske samme Forklaring, som i Forhøret den 22. ds. –  Arrestanten kan huske, at han afhuggede sin Kones Hoved med Hakkelseskniven paa Marken syd for Laden, men han kan fremdeles ikke erindre, om han forinden havde saaret hende i Ryggen med Kniven eller om han havde lagt sig paa Knæ, da han afhuggede hendes Hoved. Han erklærer under Graad, at han havde foretaget den forøvede Misgerning.

(Oplæst og vedtaget) Arrestanten afhørt – C. Mørck dimitterede – Forhøret udsat

Sæby Raadhus, Tirsdag, d. 6. juli 1875

Aar 1875, Tirsdagen den 6. Juli Formiddag Kl. 10 blev Dronninglund Herreds Politiret sat paa Sæby Raadhus og betjent af den ordinære Dommer Kammerjunker Molkte i Overværelse af de tilforordnede Retsvidner, hvor da Sagen blev paany foretaget.

Efter Tilsigelse var mødt:

Vidnet Fæstehusmand Henrik Jensen af Bolleskov, der formanet til Sandhed, forklarer, at han ikke siden 1ste November forrige Aar har opholdt sig stadig i sit Hjem, idet han fra den nævnte Tid har ladet sig fæste som fast Tjenestekarl paa Melholtgaard.

Vidnet har i 7 à 8 Aar kendt Arrestanten Peder Nielsen Siig og dennes Hustru Mette. Han har aldrig mærket andet end, at der var et godt Forhold mellem disse Ægtefolk. Vidnet som bor i Nærheden af Arrestantens Hus, har ofte talt med dennes Kone, uden at denne nogensinde har beklaget sig over sin Mand. Lige saa lidt har Arrestanten nogensinde besværet sig over sin Kone, og Vidnet har ingensinde hørt, at Arrestanten har været ond mod sin Kone.

Derimod er det Vidnet vel bekendt, at Peder Siig navnlig i de senere Aar været stærkt hengiven til Drik. Han har sidst ikke drukken stadig, men naar han først begyndte at drikke Brændevin, blev han gerne ved i flere Dage i Træk.

At Arrestanten har haft Hang til at drive overtroiske Kunster, har Vidnet ikke erfaret.

Arrestanten havde i længere Tid lovet Vidnets Kone at vilde harve Vidnets Kartofler. Dette Arbejde udførte Arrestanten Lørdag den 5. forrige Maaned om Eftermiddagen. Vidnets Kone talte ved denne lejlighed med Peder Siig, der dengang ikke var beskjænket, hvilket Vidnets Kone Bodil Marie Pedersen udtrykkelig har meddelt Vidnet.

Arrestanten har fortalt hende, at han ville til Marked og sælge nogle Kreaturer, for at kunde betale sin Gæld. Da han var færdig med at harve, fik han af Vidnets Kone 2 Snapse i en Kop Kaffe, og derefter endnu en Snaps at drikke. Klokken 6 om Eftermiddagen forlod Arrestanten med sit Køretøj Vidnets Bolig.

Vidnet, som kom hjem fra Melholtgaard den nævnte Lørdag om Aftenen Kl. 9, var Søndagen den 6 f.M. om Formiddagen beskæftiget med at grave Tørv i sin Mark tilligemed Tjenestekarl Jens Christian Sørensen. Medens Vidnet var beskæftiget med dette Arbejde, kom Gud-Samuels [12] Kone og fortalte, at Arrestanten havde hugget Hovedet af sin Hustru.

Vidnet begav sig straks med Jens Christian Sørensen til Arrestantens Hus, og da Vidnet af de Tilstedeværende bragtes i Erfaring, at Arrestanten opholdt sig i sin Rolling, gik Vidnet ind i denne for at gribe ham. Arrestanten opholdt sig i Køkkenet og havde en Hakkelseskniv i Haanden. Da han gjorde Mine til at vilde bruge denne mod Vidnet, forføjede Vidnet sig ud af Rollingen, hvorefter Peder Siig kom ud i Gaarden og gik ind i Vognporten i Laden, hvor ham med Hakkelseskniven overhuggede et Elletræ, som laa paa Gulvet.

Vidnet hørte ikke, at Arrestanten ytrede noget, uagtet flere talte til ham. Det lykkedes til sidst Husmand Hans Jensen, at faa Arrestanten kastet omkuld ved Hjælp af en Brandhage, hvorpaa han blev bunden, efter at han havde givet slip paa Hakkelseskniven, som Følge af, at Vidnet og flere andre havde slaaet ham over Fingrene med en Kæp.

Vidnet, som holdt Arrestantens Hænder, medens Hans Jensen bandt ham, forføjede derefter bort og har siden ikke set noget til Arrestanten. Vidnet var ikke henne ved Liget af Arrestantens Hustru, som laa paa Marken syd for Laden. –

Paa Anledning bemærker Vidnet, at hans Hustru er meget gigtsvag og kun daarlig kan gaa.

(Oplæst og vedtaget)

Af Arresten fremstilledes nu Arrestanten, som blev gjort bekendt med Vidnets Forklaring. Han udsiger, at det er rigtig, at han og Henrik Jensen har kendt hinanden i 7 á 8 Aar, og at Henrik Jensen har tjent paa Melholtgaard siden November forrige Aar.

Det forholder sig ligeledes rigtigt, at han, som han udtrykker sig: ”længe før Gerningen blev gjort” har lovet Henrik Jensens Kone at harve dennes Kartofler, men han paastaar formedeles, at han ikke kan huske, at han har foretaget den lovede Harvning, navnlig ikke at han har udført dette Arbejde Dagen før, han dræbte sin Kone. Han tror forsaavidt gerne, at Henrik Jensens Forklaring  i det hele er rigtigt, men han kan ikke erindre, at Henrik Jensen, efter at han, Arrestanten, havde afhugget sin Kones Hoved, har været inde hos ham i Rollingen eller at Henrik holdt hans Hænder, medens Hans Jensen bandt ham. –

Arrestanten fastholder under Graad, at han ikke angaaende Drabet paa sin Kone kan give anden Forklaring end den af ham tidligere gjentagne Gange meddelt.

Paa Anledning bemærker Arrestanten, at han i Reglen har købt det Brændevin, han har forbrugt, hos Købmand Lars Peter i Melholt, og har han snart selv, snart ved Aftægtsmand Søren Glinvad hentet Brændevinen. Denne er i Reglen ikke betalt kontant, men taget paa Regning, og han har da af og til berigtiget sin Skyld hos Købmanden, naar han har faaet Penge.

I Gjeraa Kro har Arrestanten kun sjælden købt Brændevin.

Han kan ikke erindre, hvem den Officer hed, som kommanderede Rekrutskolen, da han var indkaldt som Soldat; derimod kan han nu erindre, at en i Bolleskov boende Husmand ved navn Jens Nielsen Møller af og til besøgte ham, da han laa paa Sygestuen i Aalborg.

(Oplæst og vedtaget) Arrestanten afhørt.

Dommeren bemærkede, at Aftægtsmændene Steffen Bjergen og Søren Glinvad havde været tilsagte til i Dag, men at de ikke vare mødte, formentlig paa Grund af deres høje Alder og Svagelighed.

Forhøret udsat – Politiretten hævet            A. Molkte   A. Lund   N.C. Astrup

—o—

Modtaget til Indlemmelse: ”Til Høivelbaarne Herr Kammerjunker By- og Herredsfoged Molkte! Rapport, Søndag den 3. Juli 1875. Da jeg for 1 Par Dage siden var paa en … i Dronninglund Sogn, havde jeg Ordre til, at jeg, hvis jeg kom i Bolleskov, da skulde afæske Steffen Bjergen og Søren Glinvad nogen Forklaring om Arrestanten Peder Nielsen Siig.

Der fremstod Steffen Jensen Bjergen, 74 Aar gl., som forklarer paa Anledning, at Natten mellem den 5 og 6 dennes omtrent Kl. 2 kom Arrestanten ind til ham, der laa i Sengen, og bad om at laane en Vogn, da Jens Meisig havde lovet ham Heste og Tøi. Steffen Bjergen svarede, at det kunde han godt faa, thi der stod 2 Vogne i Gaarden og 1 i Laden, og een af dem kunde han faa, naar han kom med Hestene. Arrestanten omtalte ikke, hvem han vilde bringe Vognen til, og kom heller ikke efter den. Steffen Bjergen skjønnede nok, at Arrestanten var noget fraværende, og er det ham bekjendt, at Arrestanten har gaaet og svirret i de Dage.

Derefter fremstod Søren Jensen Glinvad, 77 Aar gl. Han forklarer paa Anledning, at han hentede 2 Potter Brændevin til Arrestanten d. 5. forrige Maaned hos Lars Peter i Melholt. Søren Glinvad betalte ikke Brændevinen, men Arrestanten blev skrevet for det. Videre udsiger Søren Glinvad, at han flere Gange har hentet Brændevin til Arrestanten, men hvor meget kan han ikke huske, thi han i sin høie Alder er meget glemsom. Sluttelig bemærker han, at saavidt han ved, skal Mogens-Berte ogsaa have hentet Brændevin til Arrestanten.

Derefter henvendte jeg mig til Kjøbmand Lars Peter Sørensen af Melholt, der meddelte mig, at Arrestanten var skrevet i Bøgerne for 11 ¾ Potter Brændevin, som han har modtaget i Dagene fra den 28. Maj til den 5. Juni dette Aar begge Dage inklusive. Før den 28. Maj har Arrestanten ikke faaet Brændevin siden først i April.

Jeg skal tillade mig, at bemærke, at jeg har forhørt mig paa Gieraa Kro om Arrestanten havde faaet Brændevin der i den sidste Tid, men han har ikke faaet Brændevin der siden tidlig Foraar.

Foranstaaende tillader jeg mig at melde.           

           Ærbødigst A Matzen

Sæby Raadhus, Tirsdag, d. 13. Juli 1875

Aar 1875, Tirsdagen den 13. Juli 1875 blev Dronninglund Herreds Politiret sat paa Sæby Raadhus og betjent af den ordinære Dommer Kammerjunker Molkte i Overværelse af de tilforordnede Retsvidner, hvor da Sagen blev paany foretaget:

Fremlagt blev Skrivelse til Bolle Sognefoged af 6. ds. med Sognefogdens Paategning af  8. Juli 1875.

Dommeren bemærker, at da den i Sognefogdens Paategning ommeldte Jens Nielsen Bødker er den paagjældende Person, som vil være at afhøre i Sagen, var denne bleven tilsagt til at møde førstkommende Fredag.

Af Arresten fremstilledes Arrestanten, der paa anledning forklarede, at den af ham tidligere omforklarede Jens Nielsen Møller kaldes Jens Nielsen Bødker og er Søn af Aftægtsmand Niels Nielsen Bødker i Bolle.

For øvrigt vedbliver Arrestanten sin tidligere Forklaring.

(Oplæst og vedtaget) Arrestanten afhørt. – Sagen udsat.

Politiretten hævet.      A. Molkte.    A. Lund.     N. C. Astrup.

Sæby Raadhus, Fredag, d. 16. juli 1875

Aar 1875, Fredagen den 16. Juli Formiddag Kl. 10 blev Dronninglund Herreds Politiret sat paa Sæby Raadhus og betjent af den ordinære Dommer kammerjunker Molkte i Overværelse af de tilforordnede Retsvidner, hvor da Sagen blev paany foretaget:

Efter Tilsigelse var mødt Husmand Jens Christian Nielsen kaldet Niels Bødker af Bolleskov, der næst at bemærke, at hans Fader hedder Niels Møller, forklarer paa Anledning, at han har kendt Peder Nielsen Siig fra Barndom af.

De blev begge samtidig i Foraaret 1850 indkaldt til Militærtjeneste, for at gennemgaa Rekrutskolen i Aalborg. Arrestanten blev kun i kort tid ved Skolen, da han som syg blev indlagt paa Sygestuen i Aalborg. Vidnet besøgte ham under hans Sygdom flere Gange i Hospitalet, men han ved dog ikke, hvori Arrestantens Sygdom bestod.

Arrestanten blev kasseret for Tunghørhed.

Vidnet har ingensinde mærket, at Peder Nielsen Siig har vist Tegn paa Sindsforvirring, hverken i hans yngre Aar eller senere. Derimod har Arrestanten altid været tilbøjelig til Drik, og hans Drikfældighed er navnlig i de senere Aar tiltaget. Efter at Arrestanten var bleven gift med Mette Christensdatter, har Vidnet kun af og til været i Arrestantens Hus. Vidnet har ikke bemærket, at der har været Uenighed mellem Arrestanten og hans Hustru, og efter hvad han har erfaret, har der været et godt Forhold mellem disse Ægtefolk.

Onsdagen før den Søndag, paa hvilken Arrestanten dræbte sin Kone, gik Vidnet til Arrestantens Bolig for at afkræve Arrestanten 35 Rigsdaler, som Vidnet havde tilgode hos ham. Da Vidnet kom til Peder Siigs Hus, saa han, at denne gik over Gaarden ind i Kostalden, og Vidnet kunne straks se paa ham, at han var beskænket. Vidnet gik ind i Kostalden, hvor han talte med Peder Siig, og uagtet han øjensynlig var beskænket, talte han fornuftig nok.

Han ville ikke indlade sig paa at betale det nævnte Beløb, fordi Gælden efter hans Formening ikke var forfalden. Inden Vidnet gik maatte han gaa med Arrestanten over i Rollingen for at drikke en Snaps. Vidnet traf her Mette Christensdatter liggende i Sengen, og hun erklærede paa Vidnets Spørgsmaal, at hun var syg og navnlig, at hun havde Smerter i Armene og i Ryggen. Det er Vidnet bekendt, at Mette Christensdatter kom sig igen, og at hun de følgende Dage var oppe af Sengen.

Siden den nævnte Onsdag har Vidnet ikke set Arrestanten eller dennes Kone

(Oplæst og vedtaget)

Af Arresten fremstilledes Arrestanten, der blev gjort bekendt med Vidnets Forklaring, mod hvilken han intet har at erindre. Navnlig forholder det sig rigtigt, at han skyldte til en Søster af Vidnets Kone 35 Rigsdaler [13] for en Ko.

Paa Anledning erklærer Arrestanten, at han aldrig har tænkt paa at ville skille sig af med sin Hustru og at han, da han dræbte hende, ikke vidste, hvad han gjorde. Skønt han dog nok kan erindre de nærmere Omstændigheder ved Gerningen og navnlig, at det forekom ham, at han af Fanden blev tvungen til at dræbe sin Kone.

(Oplæst og vedtaget) Arrestanten afhørt – Sagen udsat

Sæby Raadhus, Fredag, d. 23. juli 1875

Aar 1875, Fredagen den 23 Juli Kl. 10 blev Dronninglund Herreds Politiret sat paa Sæby Raadhus og betjent af den ordinære Dommer kammerjunker Molkte i Overværelse af de tilforordnede Retsvidner, hvor da Sagen blev paany foretaget:

Fremlagt blev en Skrivelse fra Pastor Bjerring til Indlemmelse.

Efter Tilsigelse var mødt Husmand Christen Hansen af Bolleskov, der formanet til Sandhed forklarer, forklarer, at han har boet i Bolleskov i hen ved 9 Aar har og flyttede dertil fra Nørresundby. Han har vel kendt Peder Nielsen Siig og Hustru Mette i den tid, han har boet i Bolleskov, men han har kun haft overmaade lidt Omgang med dem og kan derfor intet oplyse angaaende, hvorledes deres ægteskabelige Forhold har været. Det er Vidnet bekendt, at Peder Siig er hengiven til Drik og navnlig af og til drikker sig fuld.

Vidnet har ikke set Peder Siig i de sidste 14 Dagestid før han dræbte sin Kone. Søndagen den 6. Juni d.A. om Morgenen forlod Vidnet sit Hus for at begive sig til Hjallerup Marked, hvor han om Eftermiddagen erfarede, at Peder Siig havde ihjelslået sin Kone. Vidnet er saaledes ikke istand til at meddele Oplysninger om de nærmere Omstændigheder ved Drabet.

Vidnet har intet erfaret om, at Peder Siig har drevet overtroiske Kunster, ligesaalidt som han har erfaret, at Arrestanten har ytret Tegn paa Sindsforvirring.

(Oplæst og vedtaget)

Saa var mødt Husmand Christen Clausen af Bolleskov, der forklarer, at han, som er født i Bolleskov, i mange Aar har kendt Arrestanten Peder Siig, uden dog nogensinde at have haft nærmere Samkvem med ham.

Vidnet har ikke hørt andet end at der var et godt Forhold mellem Arrestanten og hans Hustru Mette.

Vidnet har vel hørt sige, at Arrestanten var drikfældig, men har ikke selv haft Lejlighed til at bemærke dette. Det er vistnok over et halvt Aar siden, at Vidnet har talt med Peder Siig, og han har ingensinde erfaret noget om, at Arrestanten drev overtroiske Kunster eller har vist Tegn paa Sindsforvirring.

Søndagen den 6. f.M. paa hvilken Dag Peder Siig dræbte sin Hustru, rejste Vidnet om Morgenen til Hjallerup, for at overvære Markedet sammesteds og kan saaledes ikke oplyse noget om de nærmere Omstændigheder ved det begaaede Drab.

(Oplæst og vedtaget)

Af Arresten fremstilledes Arrestanten, der erklærer at han genkender Vidnerne Chr. Hansen og Chr. Clausen, og at det er disse 2 Mand, som det forekom ham, gik ind i Jens Fjeldgaards Rug om Morgenen paa den Søndag, han dræbte sin Kone og som han, paa Grund af at han var forstyrret i Hovedet, mente forvandlede sig til en Hugorm og en Slange. Han ved nu, at saadant ikke var Tilfældet. Han ved ogsaa nu, at det ikke var Fanden, der fik ham til at ihjelslaa, men han vidste hin Søndag ikke bedre, fordi han, som han gentager, var forstyrret i Hovedet. Mod Vidnernes Forklaringer, som Arrestanten forklarer, har han intet at erindre.

Paa Anledning udsiger Arrestanten, at i den sidste Ugestid før han dræbte sin Kone, opholdt sig i hans Hus en Stenkløver ved navn Pedersen, som bor i Pot-Niels’s Hus paa en Hedelod under Dronninglund nord for Bolleskov, hvilken Stenkløver var beskæftiget med at kløve Sten, som Arrestanten vilde bruge til Brolægning i sin Gaard.

(Vedtaget og oplæst)

Mødte dimitterede. – Arrestanten afhørt. Forhøret udsat.

Erklæring fra Pastor Bjerring til Indlemmelse:

Til Herredskontoret i Sæby!

Peder Nielsen, Søn af Husfæster Niels Simonsen Siig og Hustru Ane Nielsdatter, er ifølge Dronninglund Kirkebog født i Bolleskov her i Sognet d. 12. Februar 1828 – otte og tyve – døbt d. 3. April s.A og konfirmeret d. 3. April 1842. Hans Vandel hidtil og hans ægteskabelig Forhold til hans Kone er mig ubekjendt.

Lundager Præstegaard, d. 22. Juli 1875   Bang Biering, Sognepræst

Sæby Raadhus, Fredag, d. 30. juli 1875

Aar 1875, Fredagen den 30. Juli Kl. 10 blev Dronninglund Herreds Politiret sat paa Sæby Raadhus og betjent af den ordinære Dommer Kammerjunker Molkte i Overværelse af de tilforordnede Retsvidner, hvor da Sagen blev paany foretaget:

Efter Tilsigelse var mødt Stenkløver og Husmand Lars Christian Pedersen af Kibsgaard Hede, der forklarede, at han har et Hus i Fæste under Dronninglund, hvilke Hus tidligere har været beboet af Pot-Niels. [14]

Vidnet har i Forsommeren dette Aar opholdt sig nogle Dage hos Peder Nielsen Sig i Bolleskov for at kløve Sten, som Peder Siig ville bruge til Brolægning i sin Kostald. Vidnet forlod Peder Siigs Hus Onsdag Aften før den Søndag, paa hvilken Arrestanten dræbte hans Hustru.

I de Dage Vidnet Lars Pedersen opholdt sig hos Peder Sig, nemlig Lørdag Eftermiddag, Mandag Eftermiddag samt hele Tirsdag og Onsdag, var Arrestanten stadig fuld med Undtagelse af Tirsdag Formiddag, da han ikke kunne faa Brændevin paa Grund af, at der i Øjeblikket ikke var noget i Huset. Skønt Arrestanten var beskænket, talte han fornuftigt og sagde Vidnet Besked om Arbejdet.

I den Tid Vidnet var tilstede i Huset var der intet at udsætte paa Arrestantens Opførsel imod hans Kone. Paa Vidnets Bemærkning til sidstnævnte om, at det var slemt, at Peder Sig drak saa meget, svarede hun, at det ikke gjorde ikke videre noget, thi naar han var ædru, var han flink til at arbejde.

Den sidste Dag Vidnet var i Huset, altsaa om Onsdagen, laa Arrestantens Kone paa Sengen, fordi hun var upasselig, men hun omtalte ikke, hvad hun egentlig fejlede.

Vidnet, der i øvrigt kun kendte lidt til Arrestanten, har ikke lagt mærke til, at denne, naar han var beskænket, talte om Fanden eller gik og snakkede med sig selv, ligesaa lidt som han har hørt, at han har brugt overtroiske Kunster.

(Oplæst og vedtaget)

Arrestanten, som blev fremstillet, idet han i Vidnet genkender den af ham i forrige Forhør ommeldte Stenkløver Pedersen, og Arrestanten, som blev gjort bekjendt med Indholdet af Vidnets Forklaring, har intet mod denne at erindre. Arrestanten kan huske, at hans Kone den dag i den sidste Uge, hun levede, var syg og en del af Dagen laa til Sengs, og forekommer det ham, at det var en af de Dage, da Vidnet opholdt sig i Arrestantens Hus. I øvrigt vedbliver han sin tidligere Forklaring.

(Oplæst og vedtaget) Mørck dimitterede – Arrestanten afhørt – Forhøret udsat.

Politiretten hævet.                      A. Molkte.        A. Lund.        N. C. Astrup.

Sæby Raadhus, Lørdag, d. 14. august 1875

Aar 1875, Lørdagen d. 14. August Kl. 10 blev Dronninglund Herreds Politiret sat paa Sæby Raadhus og betjent af den ordinære Dommer Kammerjunker Molkte i Overværelse af de tilforordnede Retsvidner, hvor da Sagen blev paany foretaget:

Arrestanten der blev fremstillet, forklarede paa Anledning, at Hans Christian Andersen, der er gift med Arrestantens Steddatter Ane Johanne Pedersdatter, tog straks efter sit Giftemaal Ophold i Arrestantens og Hustrus Hus, hvor han blev boende i et Par Aars Tid. Han bestyrede Stedet og var det Meningen, at Arrestanten og Hustru skulde have Aftægt hos Hans Andersen, imod at denne tog Indtægten af Ejendommen. Da Andersen imidlertid havde paadraget sig en Gjæld af 100 Rigsdaler, overtog Arrestanten igen Stedets Bestyrelse imod at tilsvare vedkommende Kreditor det nævnte Beløb, og flyttede Hans Andersen og Kone til Dokkedal i Mou Sogn.

Arrestanten paastod, at han ikke har været ondskabsfuld eller gnaven imod sin afdøde Hustru, ligesaa lidt som han nogensinde har tænkt paa at banke hende, hvortil han heller ikke har haft nogen Grund, da hun, som han udtrykker sig, var god nok imod ham.

Han fastholder, at det staar for ham, at det var Fanden, der truede ham til at dræbe hans Kone, saa at han ikke kunde gøre andet, men han indser nu nok, at saadant har været det i Virkeligheden ikke været Tilfælde, og at han har været forstyrret i Hovedet, da han udøvede Drabet, hvilke han sikkert ikke ville have begaaet, naar han havde været sig selv mægtig.

Han kan nu ikke huske, at det var paa en Søndag, at han huggede Hovedet af sin Kone, ligesaa lidt som han kan erindre, hvad han foretog sig paa de nærmest foregaaende Dage eller om Natten før den Dag, paa hvilken han begik Drabet.

Derimod kan han, som tidligere forklaret, huske, at Stenkløver Pedersen opholdt sig et Par Dage kort før Tid før Drabet, ligesom han ogsaa kan erindre, at hans Hustru paa det nævnte Tidspunkt var syg og laa en Del af Dagen i Sengen.

Arrestanten forsikrer gentagende under Graad, at han angrer den af han forøvede Misgerning.

(Oplæst og vedtaget) Arrestanten afhørt.

Fremstod derefter Arrestforvareren Kallenberg, der forklarer, at Arrestanten i hele den Tid, han har været arresteret, har, efter at han var kommet til sin Fornufts Brug, været meget ordknap og indesluttet og aldrig med Vidnet indladt sig paa anden Samtale, end at han har givet korte Svar paa de til ham rettede Spørgsmaal.

Derimod har Vidnet ofte truffet ham grædende i Arresten, og naar Vidnet har spurgt ham, hvorfor han græd, har ham svaret, at han tænkte paa sin Kone.

(Oplæst og vedtaget) Mødte dimitterede – Forhøret udsat.

Fremlagt var blevet Skrivelse fra Byfogedkontoret i Aalborg af Larsen med 1 Bilag. Skrivelse til Indlemmelse. Bilag til Stadfæstelse.

Bilag: ”Aalborg Byfoged- og Birkedommer- samt Fleskum Herredsfogedkontor, den 10. Aug. 1875. Hermed tillader jeg mig tjenstligt at fremsende udskrift af et Forhør der her i Anledning af behagelig Skrivelse af 3die. d.M er optaget til Oplysning under den mod Peder Nielsen Siig indladede Undersøgelse. – Den medfulgte Forhørsudskrivelse følger hoslagt tilbage. Timm.”

Politiretten hævet.          A. Molkte    A. Lund     J. C. Holth

Sæby Raadhus, Torsdag, d. 26. august 1875

Aar 1875, Torsdag den 26. August Formiddag Kl. 10 blev Dronninglund Herreds Politiret sat paa Sæby Raadhus og betjent af den ordinære Dommer Kammerjunker Molkte i Overværelse af de tilforordnede Retsvidner, hvor da Sagen blev paany foretaget:

Fremlagt blev en fra Distriktslæge Jacobi modtagen Erklæring dateret 21. d.M til Vedfølge.

Af Arresten fremstilledes Arrestanten, der paany erklærer, at det staar for ham, at det var Fanden, der tvang ham til af hugge Hovedet af hans Kone, fordi hun saa gennem et Hul i Væggen paa hans Hus, indenfor hvilket Fanden stod, og at han ogsaa har udført denne Gerning. Men han kan nu ikke huske, hvorledes det er foregaaet eller de nærmere Omstændigheder ved Drabet, som han ved, han har forøvet, medens han var forstyrret i Hovedet.

Da Dommeren foreviste Arrestanten den i Retten tilstedeværende Hakkelseskniv faldt Arrestanten i Graad. Han erklærede at Kniven var ham tilhørende, men at han nu ikke kan erindre, at han har benyttet den til dermed at dræbe sin Kone, men han nærer dog ingen Tvivl om, at han virkelig har gjort Brug af den ved den nævnte Lejlighed, og at han har hentet Kniven fra Laden, hvor den stadig havde sin Plads paa Hakkelseskisten.

Paa Anledning udsiger Arrestanten, at hans af ham tidligere nævnte Søster Ane Nielsdatter, der er gift med en mand ved Navn Christen og som bor syd for Hou for mange Aar siden har været straffet, nemlig da der var nedsat en Kommission i Dronninglund Herred, men han kan ikke huske, hvorfor hun blev straffet, dog tror han, at det var, som han siger, ”for et Barn”, eller hvilken Straf hun erholdt.

Dommeren bemærkede, at ifølge Strafregistrets Udvisende er Ane Marie Nielsdatter Siig dømt ved Dronninglund Kommissionsdom af 13. Marts 1843 til 3 Aars Arbejde i Viborg Tugt- og Forbedringshus for Barnefødsel i Dølgsmaal, Tyveri og Hæleri.

Forklaringen oplæst og vedtaget, idet Arrestanten udsiger, Ane Nielsdatters Mand ikke hedder Christen men Mikkel.

Arrestanten afhørt – Forhøret udsat.

Sæby Raadhus, Torsdag d. 28. oktober 1875

Aar 1875, Torsdag den 28. Oktober Formiddag Kl. 10 blev Dronninglund Herreds Politiret sat paa Sæby Raadhus og betjent af den ordinære Dommer Kammerjunker Molkte i Overværelse af de tilforordnede Retsvidner, hvor da Sagen blev paany foretaget:

Fremlagt blev Skrivelse fra Hjørring Amt af 26. ds. med Bilag.:

”Til Kammerjunker, By- og Herredsfoged Molkte, Ridder af Dannebrogen!

Efter at jeg i Henhold til Hr. Kammerjunkers behagelige Skrivelse af 28. August d.A. havde indskudt den med bemeldte Skrivelse fulgte Forhørsudskrift angaaende det af Peder Nielsen Siig d. 6te Juni d.A. paa hans Hustru forøvede Drab, til Sundhedskollegiet, har dette under 20de dennes tilskrevet mig saaledes:

” Med Amtets Skrivelse af d. 1 f.M har Sundhedskollegiet modtaget hermed tilbagefølgende Udskrift af et under Dronninglund Herreds Politiret optaget Forhør i Anledning af, at Arrestanten Peder Nielsen Siig den 6. Juni d.a. har dræbt sin Hustru.

Da Kollegiets Erklæring er begæret saavel angaaende Arrestantens mentale Tilstand i Almindelighed, som navnlig med Hensyn til hans Beregnelighed i Gjerningsøjeblikket, skal Kollegiet tjenstlig bemærke, at det af Akterne fremgaar, at Arrestanten i lang Tid har været drikfældig og navnlig i de senere Aar periodevis hengiven til umaadelig Nydelse af Brændevin, samt at han under slige Perioder har vist umiskjendelig Tegn paa Sindsforvirring med Hallucinationer. Den af Distriktslægen ytrede Anskuelse, at denne Sindsforvirring har beroet paa Anfald af delirium tremens [15] , som er fremkaldt ved og har afsluttet Drankerperioden, finder Kollegiet ikke bekræftet ved de foreliggende Oplysninger, men derimod antager det, at Arrestanten lider af den under Benævnelsen: ”periodisk Disharmoni” bekjendte form for chronisk Alcoholisme, der i Paroxysmer [16] kan bryde ud i fuldstændig Afsindighed under en Række Symptomer, som i det væsentlige netop svarer til dem, der her have været tilstede, og de maa ganske sættes ved Siden af en paa hvilken som helst anden Aarsag beroende Sindssygdom. I et hvert Tilfælde er Arrestantens Tilstand i Gjerningsøjeblikket saa tilstrækkelig belyst, at Kollegiet kan erklære det for ganske utvivlsomt, at han da har været fuldstændig afsindig og altsaa utilregnelig.

Kollegiet finder anledning til at henpege paa, at Arrestanten maa anses som en for Samfundet farlig Person, mod hvem det vil være tilraadeligt at træffe Sikkerhedsforanstaltninger.”

Hvilket ved Tilbagesendelse af Forhørsudskriftet herved tjenstlig meddeles. Hjørring amt 26. Okt. 1875     Wedell-Wedellsboerg

–o–

Af Arresten fremstilledes nu Arrestanten, hvem foreholdes den under 23. Juli d.A. fremlagte Daabsattest, hvilken Arrestanten erkendte at være ham vedrørende, saa at han altsaa er født i Bolleskov den 12. Februar 1828 og følgelig er 47 Aar og ikke som tidligere forklaret 48 Aar. Han har bestandig opholdt sig i Dronninglund Sogn med Undtagelse af den korte Tid i Aaret 1850, da han var indkaldt som Soldat i Aalborg. Han har ingensinde tidligere været tiltalt eller straffet.

For øvrigt vedholder han sin tidligere Forklaring.

(Oplæst og vedtaget) Arrestanten afhørt.

Dommeren attesterede overensstemmende med de herførte Strafferegistre, at Arrestanten Peder Christian Siig ikke findes kriminaliter tiltalt [17] , dømt eller straffet ved Sæby Kjøbstads og Dronninglund Herreds Jurisdiktion.

Forhøret sluttet – Politiretten hævet

Efterskrift

Efter retsmøderne i Politiretten, hvor skyldsspørgsmålet blev afklaret, gik sagen videre til afsluttende behandling om strafspørgsmålet. Selve dommen blev afsagt d. 23. december 1875 og er indført i Dronninglund Herreds Dombog. En afskrift findes gengivet i Vendsysselske Årbøger, Historisk Samfund for Hjørring Amt 1967, side 12 i en artikel af P. Christensen.

Peder Siig Nielsen blev kendt skyldig i misgerningen, men retten anerkendte Sundhedskollegiets skøn, der ud fra bl.a. vidnernes forklaringer konkluderede, at Peder Siig var sindssyg på gerningstidspunktet og ikke kunne straffes for sin forbrydelse, hvorfor han blev fritaget for straf.

Men da man anså ham til fare for omgivelserne, skulle han sætte i livsvarig forvaring. Peder Siig blev derefter anbragt på Mariager Pleje- og Arbejdsanstalt, som var Randers Amts anstalt for sindssyge.

Peder Nielsen Siig døde dér 72 år gl. den 1. november 1899 på og blev begravet d. 8. november samme år på Mariager Kirkegaard. I kirkebogen fra Mariager står følgende noteret ved hans død: ”Under Fattigforsørgelse fra Dronninglund. Hensat efter Dom til livsvarig Forvaring paa Randers Amts Anstalts Sygeafdeling. Enkemand.”

[1] Hakkelseskniv

[2] I den håndskrevne tekst i protokollen er der først skrevet ”Christian”, som er overskrevet og rettet til ”Peter”

[3] Obduktionsrapport

[4] Forlod mødet

[5] I.e. Samuel Hylling Sørensen – også kaldet ”Gud-Samuel”

[6] En søn af teglbrænder Peder Chr. Pedersen blev gift Hedevig Sørensen, datter af Sine Franzen og Søren Lunden, Ulstedlund i Ulsted Sogn.

[7] Gift med Johanne Franzen – en datter af Lærer Franzen, Gjeraa

[8] Ane Margrethe Christensdatter

[9] Vedkommende er også tidligere omtalt som heddende  ”Jens Christian Andersen”

[10] Beløbet er bekræftet i skifteprotokollen vedr. skiftet efter Mette Christensdatter.

[11] Mette Christensdatter og Peder Siig stod i 1857 faddere til Ane Margrethes og Jens Christian Fjeldgaards yngste datter, Mine, så det antages, at familierne har haft mere omgang med hinanden tidligere.

[12] Gud-Samuel er den Samuel Hylling Sørensen, som tidligere er nævnt

[13] Ifølge skifteprotokollen var søsteren til vidnets kone enken Mette Marie Olsen, Bolleskov ( Steffen Bjergens svigerdatter)

[14] På omslagspapiret er der noteret med småt: ”Lars Pedersen i Pot-Niels’s Hus i Ørsøe Fj. En Stenkløver kaldet Lars Chr. og Pedersen. ¼ Mil Nord for Bolleskov. Faa Dage af den sidste uge hos Peder Siig.”  Lars Pedersen var svigersøn til den tidligere afhørte Ane Margrethe Christensdatter i Fjeldgaard. Gift med datteren Margrethe.

[15] Kortvarig sindsforstyrrelse ved alkoholisme med synsforstyrrelse og rysten

[16] Ophidsel, heftig anfald eller pludselig forværring af sygdom

[17] I.e. tiltalt for kriminelle forhold

[18] Kortvarig sindsforstyrrelse ved alkoholisme med synsforstyrrelse og rysten

[19] Ophidsel, heftig anfald eller pludselig forværring af sygdom