Historien bag Hjallerup Marked

 Hjallerup Marked er afholdt siden 1744.

Markedet blev i 1744 lagt i hænderne på kromanden i Hjallerup, der helt frem til 1965 havde ret og pligt til at holde marked. Men fra 1966 har Hjallerup Marked været folkeeje, idet Hjallerups borgere gennem Hjallerup Samvirke og senere Hjallerup Markedsforening har stået for markedets gennemførelse.

Den første markedsplads var placeret syd for Hjallerup ved ejendommen Frederikshvile. Her lå Hjallerup Kro fra 1744-1858. Frederik den 7. overnattede som kronprins på stedet i 1843, heraf navnet Frederikshvile.

Ved etableringen af den nye hovedvej Aalborg – Frederikshavn flyttede kroen og markedet i 1858 ind i Hjallerup by. Der var gode vejforbindelser og rigelig jordtilliggende til markedets afholdelse.

Efter 2 år ved kroen flyttede man markedspladsen til et lejet areal ved Østergade, hvor der nu er fodboldbaner, og i 1972 flyttede man til den nuværende markedsplads ved Markedsgården i Algade, hvor man købte Søndergård og videresolgte bygningerne. Markedspladsens areal er siden udvidet flere gange.
Gennem årene er markedspladsen udbygget til sit formål med indlagt el, vand, kloak og endda pipeline til ølforsyning. Der er lavet friluftsscene og en stor lagerhal.

Med omkring 20.000 heste
…siger man – nåede Hjallerup Marked i 1930-50 sin bedste periode.
Men så vendte billedet med traktorens fremmarch. Interessen for arbejdsheste faldt og kromand Nørgaard Jacobsen søgte om tilladelse til at sælge markedspladsen som byggegrunde.

Da besluttede læge Halvor Heuch at leje kroens markedsplads for 2 år, så Hjallerups borgere selv kunne drive Hjallerup Marked videre. Med et godt samarbejde mellem byens daværende 1200 borgere, som grundlag, fik han ideen til Hjallerup Samvirke – paraplyorganisationen som alle byens foreninger og organisationer står bag.

Den organisation har siden – med visse ændringer f.eks Hjallerup Markedsforening – styret Hjallerup Marked, hvis overskud anvendes til almen nyttige formål. Fra et overskud på 17.000 det første år i 1966 er markedet siden vokset til en ny storhedsperiode med betydelige overskud til gavn for byen.

Den fortsatte store opbakning fra borgerne skal derfor nok findes i, at de synes de får stor gavn ud af deres indsats, at de synes det er sjovt at arbejde frivilligt sammen for at nå et resultat, og at de alle har indflydelse på, hvad pengene bruges til i form af møde- og taleret på paraplyorganisationens møder.

Derfor har Hjallerup Marked ikke blot en lang og traditionsrig historie bag sig, men formentlig også lyse fremtidsudsigter foran sig.

Læs mere om Hjallerup Marked på Wikipedia.

Hørt på Hjallerup Marked                  

Karl Ejner og konen tog på Hjallerup Marked. På et tidspunkt havde de forskellige interesser og gik hver for sig.

Karl Ejner gik hen forbi en hestehandler og kiggede på et par ”krikker”.

Straks var ”prångeri” der og fortalte om krikkernes fantastiske kvaliteter, og der var slet ingen grænser for, hvad de ku`: ” Og ved du hvad? – De kan løbe hele vejen til Ålborg og tilbage igen”. Frem med ”labben” og gør en god handel!

”Nååå”, sagde Karl Ejner,”jeg må lige snakke med konen om det”.

Lidt efter kom han tilbage.

Hestehandleren havde igen labben fremme: ”Er du så klar til en god handel”?

”Neeej”, sagde Karl Ejner. ”For min kone siger, at vi ikke har noget at gøre i Ålborg”!

Ane Maries Hus-historier om

Historien om landmanden Niels Hjorth der gjorde vand til lys

Niels Hjorth hans bænk.              Niels Hjorth f. 1869, d. 1960

HAN GJORDE VAND TIL LYS

Skrevet af Poul Krabbe 2005

Hvad har en skrummel bænk, lavet af en landmand og smed for 80 år siden, med Bindslev Gl. Elværk at gøre? Tilsyneladende intet.

For den lå mellem så mange andre gamle sager i maskinhuset på gården Skrubbeltrang, lige udenfor Bindslev. Gården blev solgt, bænken halet ud af maskinhuset – hvad skulle den gamle ejer med den? Et øjebliks tvivl, så fik den alligevel lov til at komme med flyttelæsset.

Niels Hjorth havde selv lavet den, kort før han solgte Skrubbeltrang.

Han var blevet enkemand og skulle nu klare bedriften selv, desuden var kræfterne ikke, hvad de havde været. Nej, så hellere afhænde, og så se om han kunne få en ordentlig aftægtsordning med den nye ejer. Og hvad, manden var jo gammel, så man kunne godt være i det flinke hjørne og tilbyde ham en rimelig kontrakt. Det kunne vel tilmed hentes ind på gårdens pris. Papirerne blev underskrevet. Økonomien i den sag blev nu ikke helt, som efterfølgeren havde regnet med. Niels Hjorth blev meget gammel, over halvfems, blev boende på gården, og spiste ikke som en fugl. Bænken fik han god brug for. Den stod lige op mod stuehuset, og der sad han i over tyve somre og kiggede på livet her ude på gårdspladsen. Her kunne han se, når hestene kom rumlende ind med den stive arbejdsvogn efter sig. Jernringene larmede hen over brolægningen, og alligevel spidsede gårdhunden ikke ører, når den hørte vogntoget nærme sig. Den kendte deres egne heste på travet. Den lå på en kolde trappesten, hvor den kunne holde gigten ved lige, og hvorfra den kunne overskue, hvad der måtte være verdenen. Når posten kom og lagde avisen ind på bryggersbordet, blev den liggende. Kun en gang havde den rejst sig, da brevbæreren skrævede over den for at komme ud, og det var den ene gang for meget. For posten, siger sig.

Den nye pige havde hentet en taburet for at kunne sidde ude i solskinnet og bælge ærter. Niels Hjorth drillede med hendes kæreste; det havde hun hørt på før, men så gik noget af den formiddag da! De skidtvigtige hanekyllinger rodede op i støvet. Modsat hønsene, måtte de selv sørge for det meste af føden, en ørentvist de kunne overraske, eller en af de sløve sensommerfluer. Kokkene spilede nakkefjerene op for at provokere, hvad der nu sjældent kom noget ud af, ikke en gang en lade-som-om slåskamp. Der stod for lidt på spil.
Nede i hjørnet, hvor slibestenen stod, var en skrukhøne kommet ud i lyset med et nyt kuld kyllinger. Kom der en silhuet til syne over gårdspladsen eller katten nærmede sig, klukkede hun ophidset, og lidt efter sad flokken gemt under hendes vinger. Duehøgen er farlig, og katte skal man aldrig stole helt på. Herude på den plads, hvor han hentede den gamle mands oplevelser, som regel de samme som i går og i forgårs og dagen før, kunne han følge med i en film over et langt liv som bonde. Dyr der blev spændt for, slagtet, hentet, parret, vandet eller vist frem. Samme forestilling, der var gået over en gårdsplads i tusinde år, samme rollehavere, samme tilskuere og samme kulisser.

Nu var det ved at være sidste sæson, de store gårde havde bygget store stuehuse, som de ikke havde brug for, karlene blev alligevel boende oven på hestestalden. De fleste af dem rejste til storbyerne og pigerne fulgte med. Det blevet sjældent syn at se folk på markerne; kun maskinerne. Naboerne havde ikke tid længere, ingen heste rimmede over til dem på den anden side af bækken. Husdyrene blev indskrænket til to arter: Kvæg og svin, medmindre man da talte hunden og det katskidt med.

Niels Hjort nåede at få de sidste oplevelser med, men så var man også kommet til sidste akt.

Hvis du vil høre mere om det, må du opsøge en af de gamle på Plejehjemmet Smedegården, eller endnu engang læse for dine børnebørn om Emil fra Lønneberg.

Det var svært for ham ikke at blande sig i gårdens drift. Når ejeren var taget i byen, gik han efter karlenes stemmer, indtil han fandt dem. Selv efter tyve år som aftægtsmand stod der endnu så meget respekt tilbage for ham, at karlene standsede arbejdet og hørte efter. Han blev aldrig træt af at foreholde dem, at de skulle holde orden på gården, også under den nye ejer. De skulle gøre det, akkurat som karlene gjorde i hans tid. Endda selvom det ikke blev påskønnet, ja selvom de fandt, at det tog for lang tid med al den orden. Da han var mand på gården, brugte han lang tid på at lære en ny karl at skovl og kost til at muge med, skulle renses efter brugen. Og derefter skulle de stilles ude i laden, halvanden meter fra døren ind til stalden. Ikke en meter, og ikke to meter, men halvanden meter.

En ny karl syntes det var noget pjat at gøre en mogskovl ren efter brugen, den ville alligevel komme til at se sådan ud næste formiddag, men efter nogle uger opdagede de noget: Når Hjorth havde lært dem at en ko skulle malkes, sådan som han ville have det, og ikke kun indtil man blev øm i håndleddene, eller når han havde herset længe med dem, for at de skulle lægge seletøjet rigtigt på hestene, ja så gik det op for dem, at de køer, de havde ansvaret for, ikke fik yverbetændelse, når de blev malket helt ud, og der ikke stod en sjat mælk tilbage i det varme yver, når de var færdige. Og at den hest, hvor seletøjet var lagt rigtigt på, ikke gjorde sig utilbens, som når det var hastværk, der afgjorde om hestene skulle få gnavsår af de snærende remme, og derfor ikke kunne lægge hele trækkraften i arbejdet. Endnu engang opfordrede han dem til at tage den holdning med sig, når en dag en familie eller et brug, blev deres ansvar.

En kendt dansker tog det motto til sig “RETTIDIG OMHU”. Det kunne have været Niels Hjorths motto, men i Bindslev brugte man ikke den slags, og dog passede ingen ord og inden mand bedre sammen. I 1920 blev der brug for det løsen og den mand. Elektriciteten var nogle år tidligere blevet indført i Danmark ved et el-værk på Fyn. Det var nu gået op for folkene i Bindslev, hvor afgørende det var for det lokale samfund, at de nye tider også kom hertil. Tællepråsene trængte til en afløser, for slet ikke at tale om de forjættelser, der lå i at elektriciteten kunne omskabe noget af det hårde legemlige slid, som var vilkårene, ikke mindst i landbruget.

Bindslevboerne besluttede sig for at bygge et el-værk, koste hvad det ville.

Efter nogle forgæves, men kostbare forsøg med andre energikilder til at drive et sådant værk, var man på grund af 1. Verdenskrigs mangler på importerede varer, nødt til at forsøge sig med vandkraften. Man havde jo åen. Man ville bygge et maskinhus hen over en slyngning af åen, hvor det var muligt at dæmme op for vandet, og dermed udnytte den energi, der ligger i faldende vand.

Endelig kunne man se opfyldelse af flere års forsøg med at indføre en ny tids teknologi, endelig kunne man se en mulighed for at få noget for de mange penge, som private og sogneråd havde skudt i projektet.

Men lige netop på det tidspunkt indtraf katastrofen, ja to endda. Man skulle nemlig grave et rum ud nedenunder huset, således at man kunne anbringe en turbine, som så skulle skabe vandpresset om til roterende bevægelser for at danne elektriciteten. Dette krævede, at man lavede en dæmning foran huset, så man kunne arbejde tørskoet.

Og her gik det galt.

Man havde engageret en ingeniør fra Sønderjylland til at lave dæmningen. Hans plan viste sig ikke at du. Man ansatte derefter en erfaren entreprenør til at forestå arbejdet. Ham lykkedes det at bygge en dæmning, men netop mens man var ved at grave ud i læ af hans projekt, brød dæmningen sammen.

Ingen af de to, ingeniøren eller entreprenøren, ville forsøge sig igen. Der var ingen, der ikke deltog i håbløsheden – undtagen en: Niels Hjorth. Han indkaldte sogneråd og andelshavere og tilbød at gøre det, som begivenhederne havde vist, var en umulighed: At dæmme vandet op, indtil arbejdet med bygningen var gjort færdig. Han satte andelshaverne med hjælpere stævne en dag fra morgenstunden. I dagene forinden havde han opsøgt nogle bundgarnsfiskere og af dem lånt en rambuk. Desuden havde han fremskaffet en stor stabel pæle. Han havde påbudt andelshaverne at medtage et stort antal sække. Til brug for arbejdet ude på vandet havde han lejet en fladbundet pram.

På selve dagen var han gået ned til el-værket, så snart det var lyst nok til at arbejde. Med hjælp af to af sine karle havde han målt vandstanden, havde spændt tre reb over åen, der hvor dæmningen skulle ligge. Tre alen mellem tovene – ikke mere -ikke mindre. På hvert af tovene havde han bundet tjavser der, hvor pælene skulle hamres ned.

Da folkene var ankommet, instruerede han dem i, hvor de skulle grave leret, der skulle i sækkene, hvor meget de skulle fyldes op, og hvordan der skulle bindes for sækkene: Med råbåndsknob, og ikke med noget som helst andet! Han havde tilmed sat en gammel mand til at kontrollere knuderne, inden de blev rakt ud til hjælperne, der skulle anbringe sækkene efter hans anvisninger. Rettidig omhu!

Inden pælene blev banket ned, havde han kasseret en del af dem, fordi der var en knast eller flere i spidsen. Der var ekstra at tage af. Hen på formiddagen var man nået så langt, at nu kunne han fjerne det første reb, for så at gå videre til det næste. Han gav en mand besked på at hale det ind. Det gjorde han, men smed så rebet på jorden. Niels Hjorth blev vred og råbte, at det skulle lægges sammen. Han fik et tvært svar, og rebet blev liggende. Tid var der ikke overskud af, og alligevel standsede han arbejdet, både på vandet og ved skrænterne. Der skulle ikke arbejdes mere, før det reb var lagt sammen! Resten af formiddagen skovlede og bar man så i en trykket og tavs stemning.

Det blev middag og folkene spiste de medbragte klemmer.

Der blev murren, da Niels Hjorth ville, at de skulle fortsætte uden pause. Nogle satte sig demonstrativt, og begyndte at snakke indbyrdes i trods mod lederen. Niels Hjorth blev hurtigt klar over, hvad vej dette kunne gå. Han sprang fra prammen ud i åen, hvor vandet nåede ham over livet, fik rakt en sæk ned fra prammen og vaklede så hen til pælene. Han måtte have armene helt under vand for at lægge sækken rigtigt. Gentog så handlingen. Folk blev flove og bad ham om at kravle op i båden igen. De hev ham op, og han stod så i vådt tøj, hvid i hovedet af raseri eller kulde, men fortsatte med at give ordre.

Jeg tror at de fleste, der har prøvet hårdt legemligt arbejde, kender den situation: Arbejdet er kedeligt og anstrengende; det er umuligt at se egen fordel ved dets udførelse. Men så kan det pludselig ske, at der kommer en rytme over arbejdet, ja at det bliver næsten som musik. Nu dirigerer man selv værket, trætheden forsvinder, og selv er man vokset ind i opgaven. Det er dejligt at blive brugt, og der er en mening med det hele. Nu var 100 mand, en leder, pæle og sække blevet til et. Før solen gik ned, stod dæmningen der – solid, tillidsvækkende, en halv meter over vandet opstrøms, nedstrøms en mur hvor vandet kun var blevet til et par dyndede pytter.

Bindslevboerne samlede deres redskaber sammen, gned træskoene i græsset, gik så hver af dem hen og gav Niels Hjorth hånden, inden de fandt hjemvejen.

Niels Hjorth havde gjort, hvad ingen anden havde kunnet. Han havde reddet sognet fra at miste så meget at der ikke engang blev til fattighjælpen. De rige blandt andelshaverne havde han hjulpet til ikke at miste en formue. De fattige til ikke at miste alt. Hans største bedrift var dog, hvad han lærte folk i Bindslev: At når viljen er der, og modet kommer til, så kan vi selv dæmme op for håbløsheden.

Hjørring har sin hellige Birgitta, Aalborg Skipper Clement, Thisted I. P. Jacobsen, Hirtshals Jørgen Fibiger, Skagen har Krøyer, Frederikshavn Tordenskjold.

I Bindslev har vi Niels Hjorth. Skammeligt om vi ikke ville kendes ved ham.

Poul Krabbe
Bindslev
Februar 2005

Som overskriften – sådan udtales det i Vrensted

En god lille historie som desuden skabte kontakt til tidligere arbejdskammerater tilbage i 1960erne

Gunnar Christiansen

Hej Poul . Du har tilsyneladende ikke glemt vendelbomålet . Vi havde samme læreplads hos Møller Lee Hjørring Trælasthandel, sidst i tredserne. Husker du Kelly og Holger? Vi var 4 lærlinge på samme tid.

• Gunnar Christiansen

Tak, har lige læst dit opslag om at være i lære hos Møller Lee. Genkender meget af det du skriver. Dejligt at få opfrisket gamle minder.

Kelly Ottesen

Flot beskrivelse af vores læretid hos Møller Lee. Dejligt at du har taget dig tid til at beskrive tiden dengang.

Den bringer mange minder frem om de mennesker der var der dengang. Der var jo også By-Hansen som kun kørte varer i byen (blev nogen gange til Fy-Hansen)

Vi har solgt vores ejendom i Vogn og bor nu i Sindal. Ellers er din hukommelse rigtig nok, jeg var AF-chef i Frederikshavn fra 1992 til 2007 hvor det statslige AF system blev nedlagt

• Poul Sørensen:

Kelly Ottesen Hej Kelly, hyggeligt at høre fra dig, der nu har flyttet sig fra Vogn til Sindal, så er der ikke så langt hjem til Bindslev.

Tak for gode minder ved Møller Lee.

Vi to ryddede en dag op i den prokkenskij, som havde hobet sig op i “Det gule hus”, som lå som et spøgelseshus i udkanten af tømmerpladsen. Jeg var dengang ved at dø af grin under oprydningen, hvor jeg stod med kosten og du med et fejeblad. Du optrådte dengang som klovnen Charlie Rivel – det var kostelig underholdning. Arbejdsformidlingen kunne have skaffet dig ind på et teater dengang!

Du, Gunnar, hvis muligt også Holger og jeg bør mødes i en café i Metropol i Hjørring, når jeg næste gang kommer ril Hjørring.

Det bli’r grin, fatter!

Jeg mødte byforvalteren PHJ ude i Aalborg i 1970’erne.

Jeg mødte ham i en pinsekirke, hvor min fætter Esben havde mødt sin kone.

By-forvalteren havde omvendt sig – ja, det har vi alle brug for.

Jeg har også engang spurgt om vej hos en flink mand på gaden i Hjørring. Da han havde vist mig på rette vej, spurgte jeg ham: “Kjeldsen, kan du huske, dengang vi var hos Møller Lee?”

Så genkendte han også mig.

Kjeldsen tog alting afslappet og på en humoristisk måde.

Lev vel, Kelly!

Det er en aftale, at de 4 lærlinge mødes på den gamle tømmerplads og rydder lidt op i den prokkenskij.

• Kelly Ottesen

Så vidt jeg husker hed det gule hus “Krogen”

Hvis du er i Hjørring engang kunne det da være hyggeligt at mødes.

Giv mig et kald på 40229807 hvis det bliver aktuelt.

Ha’ det godt

• :Poul Sørensen

Forfatter

Kelly Ottesen Ja, det kan sagtens blive aktuelt!

Jeg kunne godt tænke mig at komme til juleudstilling i Hjørring.

Lige som i gamle dage, selv om Hjørring har forandret sig siden.

Gårdbogård

23. juli 1929

Hvor Danmarks nordligeste herregård, Gårdbogård, nu ligger omgivet af vide enge, veldyrkede agre og store plantninger, var for et halvt hundrede år siden en sø, omgivet af hede land og klit.

Lodsejerne omkring søen havde længe spekuleret på, om ikke det kunne lade sig gøre at sænke vandstanden i søen, og derved indvinde eng. I året 1854 begyndte de at uddybe Knasborg Å, der dannede afløb fra søen til havet. Dette forsøg mislykkedes dog der mest. Det var først, da den nuværende ejer af Gårdbogård, etatsråd JW. Larsen tog arbejdet i sin hånd, at det lykkedes helt.

Etatsråd Larsen købte Nørre- og Søndre Gårdbogård, hvis jorder stødte ud til søen. Disse to gårde var dannet af jorder, der havde hørt under en gammel herregård, som var blevet stykket ud, efter at dens jorder omkring 1660 delvis var blevet ødelagt af sandflugt, og ved sammenkøbet af disse gårde genopstod Danmarks nordligste herregård.

Arbejdet med udtørringen af søen blev påbegyndt i 1881. Der blev gravet en kanal omkring hele søen, “landkanalen”; denne kanal fik en længde på 8,8 km og var 4 m bred. Tværs gennem søbunden gravedes en hovedkanal direkte ud til Knasborg Å, og fra hver side sender landkanalen gennem to smukke vandfald sit vand ud i hovedkanalen i skoven nær Gårdbogård.

Søen havde en dybde på 2 á 3 særlig stor dybde, men Knasborg  Å måtte uddybes 6 á 7 m for at vandet kunne ledes bort. Søen kunne allerede delvis tørlægges i april 1882.

Det på denne måde indvundne areal beløb sig til 650 tdr. land til Gårdbogård, medens de øvrige 250 tdr. land tilfaldt de øvrige lodsejere omkring søen.

Ved tørlægningen blev der fanget og solgt fisk for adskillige tusinde kroner; det var særlig ål og gedder, der blev fanget.

Søbundens dyndjord afgiver en udmærket engbund. Vårsæd trives også godt, derimod egner den sig ikke så godt for vintersæd, da stærke tøbrud om foråret undertiden kan sætte den lavtliggende jord under vand.

Alle bygninger har etatsråd Larsen selv opført. Den smukke hovedbygning med tårn er opført i 1891. Den er muret i røde sten i hollandsk renaissancestil. Tegningerne er leveret af arkitekt Martin Borch. Stalde og lader bærer tal for det år, de blev bygget. Over hestestalden og kostalden er der anbragt henholdsvis afstøbningen af et hestehoved og et oksehoved, så man straks kan se, hvad der er hvad.

Skoven, der ligger omkring Gårdbogård har etatsråd Larsen selv plantet. I alt har han tilplantet ca. 300 tdr. land af gårdens dårligste jord.

Malkekvæget på Gårdbogård består udelukkende af jerseykøer. Der er for tiden en besætning på 135 stk. Etatsråd Larsen har som den første indført jerseykvæget til Danmark.

Det påstås almindeligvis, at denne kvægrace er meget modtagelig for tuberkulose, og mange steder ser man da også, at jerseykvæget bukker under for denne for vort landbrug så alvorlige sygdom; men etatsråd Larsen forsikrer, at det ikke er så vanskeligt at holde kvæget fri for sygdommen, blot man vil passe nogenlunde omhyggeligt på, I hvert tilfælde har han ikke haft sygdommen blandt kvæget i alle de år, han har haft jerseykøer på gården, og der findes også mange andre jerseybesætninger i Danmark, der er holdt helt fri for tuberkulose.

I det hele taget har etatsråd Larsen gjort et stort arbejde for udbredelsen af jerseykvæget i Danmark. Han har indført 5 a 600 stk., hertil og været formand for jerseyforeningen í 25 år.

Gårdbogård har på grund af sin sædvanlige tilbliven og på grund af den mønsterværdige måde, hvorpå den bliver drevet, stadig været genstand for den mest levende interesse, ikke alene fra et landbrugsmæssigt synspunkt. Etatsråd Larsen modtager jævnligt besøg af landbrugsinteresserede foreninger, men ikke nok med det; der aflægges også ofte besøg af folk, hvem ikke i særlig grad selve landbruget interesserer så stærkt, men som med egne øjne gerne har villet se det enestående arbejde, der er udført.

Tekst og billeder af Ejnar Rolighed Larsen år 2000

Jens Otto Madsen

Gårdbogårds historie

Gårdbogård er en historisk herregård beliggende ved Aalbæk i det nordligste Vendsyssel, ca. 20 km syd for Skagen, og er med sin nordlige placering Danmarks nordligste herregård.

Godsets historie kan spores helt tilbage til middelalderen, og i dag fremstår herregården som et velbevaret stykke historie med sit særprægede udtryk, der eftergiver 1800-tallets nationalromantik. Gårdbogård er nu privat hjem for familien Christiansen, og derudover beskæftiger virksomheden sig med de tre hovedområder: landbrug, jagt, og events.

Navnet kendes fra 1335 som Garthbuth, af gammeldansk garth ‘indhegning’ og -bod.

Den nuværende Gårdbogård oprettedes af entreprenør Jørgen W. Larsen (1851-1931) på de arealer der fremkom da han fik Gårdbo Sø udtørret. Hovedbygningen opførtes 1896 efter tegninger af Martin Borch og blev fredet i 1990.

Gårdbogård, Danmarks nordligste herregård ved Ålbæk 20 km sydvest for Skagen. En adelig sædegård af samme navn kendes fra 1335, men tilsanding ødelagde den i løbet af 1500-t., og det tilhørende birk nedlagdes endeligt 1797.

Gårdbogård er i dag beliggende ca. fire kilometer vest for Aalbæk i Råbjerg Sogn, Horns Herred, Frederikshavn Kommune. I den sydøstlige del af sognet øst for den nu udtørrede Gårdbo sø lå i middelalderen Gårdbogård.

Gaardbogaard Gods er på 916 hektar. Grundlæggeren af Gårdbogård, Jørgen Wendelboe Larsen, tørlagde Gårdbo Sø i årene 1881-83. Søen var indtil da den største i Nordjylland. Afvandingsanlægget blev restaureret i 1941-45 med betydelig statsstøtte fra Landbrugsministeriet.

Danmarks Naturfredningsforening ønsker at genskabe Vendsyssels største sø, Gårdbo Sø, som blev tørlagt i slutningen af 1800-tallet. Gårdbo Sø er tørlagt ved dræning og gravning af kanaler. Vandet bliver stadig pumpet væk og via en ringkanal ledt til Knasborg Å.

Syd for Gårdbogård skal der 1842 under flyvesandet være fundet spor af en bygning, vistnok den ældre Gaardbogaard.

Ejere af Gårdbogård

(1335-1343) Ridder Henrik Nielsen Panter

(1343-1536) Vrejlev Kloster

(1536-1559) Kong Christian d.3

(1559-1577) Kong Frederik d.2

(1577-1592) Karen Ejlersdatter Rønnow gift Bille

(1592-1604) Ingeborg Nielsdatter Skeel gift Banner til Voergård

(1604-1608) Slægten Arenfeldt / Slægten Lykke

(1608-1611) Hans Axelsen Arenfeldt

(1611-1658) Jørgen Hansen Arenfeldt

(1658) Margrethe Jørgensdatter Arenfeldt gift (Banner) Høg

(1658-1661) Tage Banner Høg

(1661-1662) Tage Banner Høg / Christoffer Frederik Buck

(1662-1671) Lene Rud gift Grubbe / Knud Christoffer Ulfeldt / Ida Skeel gift von Rantzau

(1671-1684) Ida Skeel gift von Rantzau

(1684-1724) Enke efter Frederik Rantzau til Krapperup m.v.

(1724-1771) Christian Ottosen von Rantzau

(1771-1782) Frederikke Louise von Raben gift von Rantzau

(1782-1793) Carl Adolf Christiansen von Rantzau

(1793-1795) Søren Hillerup

(1795-1854) Den Dansk Stat

(1854-1880) Forskellige Ejer

(1880-1931) Lars Jørgen Wendelboe Larsen

(1931-1940) Engeline Margrethe Thorn gift Larsen

(1940-1964) Georg Østergaard

(1964-1974) Ejnar Flensted Nielsen

(1974-1999) Vincent Carl Christian baron Lerche

(1999-) Svend Aage Christiansen

Gårdbogårds historie

Godsets historie kan spores helt tilbage til middelalderen, hvor den første kendte ejer af ejendommen var ridderen Henrik Nielsen Panter, der stod noteret som ejer i 1335. Senere blev godset solgt til Vrejlev Kloster, hvorefter det i 1536 efter reformationen, ligesom andet kirkegods, overgik til Kronen. I 1546 fik godset egen birkeret, hvilket vil sige, at det blev en selvstændig domsret. I 1577 solgte Frederik II godset til Karen Rønnow, der var enke efter Jens Bille. Efter Karen Rønnows død blev Gaardbogaard solgt til den navnkundige Ingeborg Skeel til Voergaard.

I løbet af 1600-tallet var den nordlige del af Vendsyssel voldsomt plaget af sandflugt, og i slutningen af 1600-tallet samt i 1700-tallet var godsets jorder næsten ødelagt af sandflugten. Dette var en skæbne, Gaardbogaard delte med flere andre gårde i Vest- og Nordjylland.

I løbet af 1800-tallet lærte man at bekæmpe sandflugten mere effektivt, og i den sidste halvdel af 1800-tallet lykkedes det den entreprenante godsejer, og senere etatsråd, Jørgen Wendelboe Larsen at genrejse Gaardbogaard, blandt andet ved udtørring af Gårdbo Sø, der inden da var Vendsyssels største sø.

Wendelboe Larsen opførte et moderne og prægtigt herregårdsanlæg, hvilket blandt andet tæller den nuværende hovedbygning fra 1893, som er opført efter tegninger af arkitekt Martin Borch i nederlandsk renæssancestil. Wendelboe Larsen opbyggede et mønsterlandbrug på Gaardbogaard og importerede blandt andet jerseykoen til Danmark i 1896. Godset havde i år 1900 en besætning på 160 jersey-årskøer, hvilket var en meget stor besætning efter datidens forhold. Endvidere var der på godset eget mejeri, og mælkeprodukterne blev afsat under eget navn og brand.

Efter Jørgen Wendelboe Larsens død solgte hans enke godset i 1940 til arkitekt Georg Østergaard, og ejendommen har i 1900-tallet haft flere skiftende ejere. Siden 1999 har Gårdbogård været ejet af familien Christiansen, og det er lykkedes at videreudvikle ejendommen og virksomheden gennem perioden.

Landbrug med tradition og innovation

På Gårdbogård drives i dag et moderne landbrug, hvor hovedfokus er planteavl. Inklusive alle forpagtninger og samarbejdsaftaler dyrkes her omkring 1.400 hektar planteavl med forskellige afgrøder.

Moderne landbrug med planteavl

I dag er det primære fokus på planteavl, og Gårdbogårds vigtigste afgrøde er kartofler. Her dyrkes stivelseskartofler, som sendes til den lokale virksomhed AKV Langholt AmbA, som er den nordligste af de fire kartoffelstivelsesfabrikker, der findes i Danmark.

Derudover dyrkes også et varieret sædskifte, som blandt andet består af korn, raps, frøgræs og grovfoder, som dækker over græs og majs. Markbruget på Gårdbogård drives efter principperne om reduceret jordbehandling, som er en form for pløjefri dyrkning.

Jagtoplevelser i særklasse

Gårdbogårds jagtvæsen tilbyder mange forskellige muligheder; alt fra traditionel udlejning af arealer og jagtterræner, som både enkeltpersoner og konsortier kan leje, til dagjagter på såvel klovbærende vildt som fasaner, agerhøns, ænder, gæs og andet småvildt.

Træning og jagt med stående jagthunde

Godsets jagtvæsen er specialiseret i træning og jagt med stående jagthunde. I den forbindelse tilbydes kurser og træningsdage med jagthunde, hvor der vil være professionel undervisning. Er du interesseret i jagt og træning af jagthunde, er du velkommen til at følge vores specialiserede Facebook-gruppe ”Gårdbogård Jagt & Sport”

Kulturelle og festlige events i historiske rammer

På Gårdbogård afholdes forskellige kulturelle arrangementer, og det er også muligt at leje vores festsal til privat brug.

Godset vil gerne bidrage med kulturelle oplevelser i særklasse. Blandt herregårdens egne events er musikarrangementer, hvor forskellige artister inden for blandede genrer underholder og fortæller gennem musik og sang. Tidligere er der afholdt koncertarrangementer med Allan Olsen (solo), Kræn West og Lars Lilholt.

Leje af festsal

Godsets smukke festsal kan lejes til private arrangementer, som kan nyde godt af de skønne omgivelser.

Herregårdens omgivelser er ideelle til alt fra en spændende weekend med jagtselskab til livets store begivenheder. Der forefindes anretterkøkken samt borde, stole og service til 150 personer.

Min fars barberstue i Løkken

Af Bjarne Hessellund, Brønderslev

Kilde: Erindringer fra Løkken-Vraa

Min far, Ole Hessellund, blev født i 1887. Han var af landmandsfamilie og tjente som ung på flere gårde, men han var lille af vækst og sikkert ikke stærk nok til at virke ved landbruget. I januar 1907 kom han i barber- og frisørlære i Askov. To måneder senere rejste han til Brædstrup, hvor han virkede som svend og 1. august rejste han videre til Brønderslev til byens største og fineste forretning med en løn på 8 kr. om ugen. Her arbejde han sammen med en Henriksen, der blev min frisør, da jeg i 1947 kom til Brønderslev som lærer.

Far blev kun i Brønderslev til den 9. november 1907, da han begyndte selvstændig barberforretning i Løkken med 60 kr. på lommen og fik varer hjem på veksel. Han lejede sig ind i et gammelt hus ved siden af former Jensen og senere i et hus, der lå på torvet vest for Damemes Magasin Senere købte han en grund af manufakturhandler Chr. Kraglund nord for dennes ejendom og vest for mejeriet, nuværende adresse: Torvet 3. På denne grund lod far, der nok var byens mindste mand, 1912 opføre byens højeste hus. Mester for byggeriet var murer Olesen, som senere blev forstander for Løkken tekniske skole. Endvidere medvirkede murer Johan Christensen “Milt-Jon” og tømrermester Nielsen. Huset fik det norsk- klingende navn Fredheim, som det endnu har, idet det er indpræget i murværket på dets altan. Dette hus blev mit fødehjem. At huset fik det norske navn skyldes uden tvivl min mor, Mathilde Emilie Danielsen, der var fra Norge. Endnu i slutningen af 1800-tallet blev der fra Løkken udskibet varer, der blev afsat på Sørlands kysten, og nogle Løkkenboere giftede sig med norske piger, bla. havde en kendt fisker Valdemar Jensen, også kaldt Dørgekongen, norsk mor. Det var denne mand, der bragte min mor til Danmark. Hun havde formodentlig været på besøg hos hans mor, der var fra Arendal, ikke langt fra Fevik, hvor mor havde en strikkeforretning. Valdemar Jensen fiskede makrel fra Sørlandet i perioden 1907-12 og har berettet for sine børn om sin færd med mor. Min far traf min mor på Løkken strand, og det blev nok kærlighed ved første øjekast. Far var senere i Norge, og det endte med bryllup i 1912. De kunne nu flytte ind i deres nye hus “Fredheim”.

Jeg blev født i 1923 som barn nr.  5 af en børneflok på 6.

Barberstuen

Ad et par trappetrin kom man ind i huset til en forstue, hvor der var et hjørneskab bag døren. Her opbevarede far forskelligt materiale, som han havde brug for i barberstuen, såsom sprit. brillantine, vat og sæbe i stænger. Det blev skåret i spåner til brug i sæbemaskinen. På væggen over for barberstuedøren hang, så længe jeg kan huske, et stort billede i farver af Amerikabåden “Frederik VIII” på vej ud af Københavns havn. I barberstuen var der tre store vinduer, to mod øst og et mod nord. I hvert vindue var der forneden anbragt en ramme med matteret glas, hvorpå der i de to østlige var påmalet “Barber – Frisør”, men ikke noget i det nordlige. Man havde så ikke mulighed for fra gaden at se direkte ind i barberstuen.

Under vinduerne mod øst var der stole og senere to stålbænke, hvor kunderne kunne sidde og vente til det blev deres tur til at blive behandlet. Mellem bænkene var der et bord til blade og aviser

I hjørnet mellem vinduerne mod nord og øst var der et spejl med en kumme nedenunder, som kunderne brugte, når de skyllede ansigtet efter barberingen. De tørrede sig så med servietten, hvorpå de smed den i en bøtte ved siden af. Ved vandkummen fik de også håret skyllet efter hårvask. Det var i varmt vand, som blev hentet på mejeriet i en emaljeret kande, så længe vi havde kakkelovne i huset. Far havde en aftale med mejeristen om, at vi kunne hente varmt vand på mejerier, mod at han til gengæld blev barberet gratis. Det var tit min opgave at bære vandet hjem.

Langs indervæggen var der tre store spejle med to skabe med glasdøre imellem, hvori der fandtes salgsvarer: hårsprit, Jacobs vidundercrem m.v.  Hvad der ikke solgtes var kondomer, hvilket jeg erfarede engang, hvor far blev ilde berørt, da en kunde kom ind og med lavmælt stemme spurgte efter dem. Imidlertid svarede far ret afvisende, at det ikke førtes her. Under glasskabene var der plads til barberservietter. Far sorterede de brugte servietter. De fleste af dem blev lagt i en bunke for sig og brugt igen til mindre renlige kunder.

Under spejlene var der en lang disk, hvorpå der stod forskellige brugsgenstande, børster, sakse og skåle med flydende brillantine, som kom i håret med en lille blød børste. Endvidere var der tre med metallåg og påført et rødt kors. I glassene var der en slags desinfektionsvæske, som far brugte at stikke barberkniven ned i inden barbering De Weywath kom engang med en ironisk bemærkning herom. Det var nok et spørgsmål, hvad gavn det nu skulle gøre, eftersom det var den samme væske, der Blev brugt gang efter

Gang. Men det røde kors fik det til at se ud som, der kunne minde om en lægefunktion. Der var en barberstol foran hvert spejl, oprindelig træstole, der senere blev udskiftet med stole af stålrør og bløde sorte sæder og ryglæn. I den travle sommerperiode blev en af de gamle stole bragt foran vinduet mod nord. I hver ende af disken var der en skuffe. Den ene blev brugt som pengekasse, og her havde far også en lille bog hvoe han noterede, hvad der var indkommet af penge dag for dag.

Der var oprindelig en stor kakkelovn i barberstuen. Den blev senere udskiftet med en radiator, der stod bag et aflukke, bestående af en trævæg og et forhæng. I dette aflukke havde far sine barberknive hængende i læderfoderaler, og på den smalle trævæg hang strygeremmen til at skærpe knivene på inden hver barbering. Her var også sæbeskumsmaskinen anbragt med en petroleumslampe under, så sæbevandet kunne holde sig varmt, maskinen var der en slags propel, og når man drejede med et sving, blev sæbevandet pisket til skum, der kom ud af en tud ned i de sæbeskåle, vi brugte under indsæbningen. Skålene var som stor kop uden hank. Om der i tidligere tider har været brugt et slags fad er tænkeligt, idet et sådant hang uden for forretningen på en stang Dette markerede, at her boede barberen. Det første, vi havde, var af messing og skulle jævnligt pudses. Det blev udskiftet med et skilt af rustfrit stål, hvilket var nok så praktisk i den salte havluft.

Barberknivene måtte ind imellem slibes op på en blød slibesten fugtet med olie for at holdes skarpe. Det var et arbejde, som jeg blev sat til i 15-16års alderen. Der skulle nogen øvelse til at føre kniven rigtigt. Til inventaret i barberstuen skal også nævnes de to spytbakker, der var hvidemaljeret. Øverst lå der et lag med hul i, og nedenunder var der vand, som blev udskiftet dagligt. Brugen af skråtobak var almindelig, og skråen blev gerne vendt i den aske, der lå i askebægrene.

Livet i og omkring barberstuen

Man må vist sige, at far var idé- og initiativrig og meget arbejdsom. Der måtte slides i det for at klare til det daglige brød til den store familie. I mange år havde han et stort opland, da der ikke var andre barberer i nærheden. Folk kom således langvejs fra for at blive klippet og barberet. Dengang var det ikke så almindeligt, at man gjorde det selv. Arbejdsdagene var lange. Om lørdagen gik den sidste kunde først efter klokken 23. Vi skulle bl.a. vente på nogle af byens forretningsfolk, før vi kunne lukke. Folk havde god tid og sad på rad og række på de to bænke i salonen, hvor de fik sig en snak om familieforhold og meget andet på uforfalsket vendelbomål.

Jeg var ikke ret stor, før jeg kunne mine hjælpe til med at sæbe kunderne ind, så jeg måtte stå på en skammel for at nå op til deres hoved. I sommerperioden, hvor far også havde svend, var der særligt travlt med de mange gæster, der ofte blev barberet 2 gange om dagen, både om formiddagen, inden de gik til stranden, og igen sidst på eftermiddagen inden middagen på hotellet. Jeg blev træt i ben og ryg af den ensartede stilling som jeg stod, derfor havde min far også sat en ribbe op på loftet, så jeg kunne lave strækøvelser.

Arbejdet gik imidlertid og ud over fingrene, der blev slidt, så blodet piblede frem. Det gjorde ondt, især om lørdagen, når fiskerne kom med deres urgamle skæg, der stak som nåle i de i for vejen tyndslidte fingerspidser, så sæben blev gul af blod. Far knipsede med fingrene, når jeg skulle forlade en kunde for at gå i gang med den næste.

Det var også en af mine opgaver at rulle de mange servietter, der blev brugt i barberstuen.  Det var ikke altid lige spændende. Jeg husker en sommersøndag, hvor jeg brokkede mig derover. Den slags arbejde var normalt i noget, vi foretog os på en helligdag. Men der har nok været brugt så mange servietter, at der nok ikke var nok på lager til om mandagen, så det måtte gøres. Jeg var nu nok mere opsat på at komme til stranden at bade, så jeg slog på de religøse strenge og sagde, at det lignede ikke noget, at vi skulle arbejde om søndagen. Jeg slap dog alligevel ikke, før jeg var helt færdig med at rulle. Da der senere kom en barberforretning mere, gjaldt det om at holde på kunderne. Der var til tider et vældigt tempo over arbejdet, for det var ikke altid gæsterne affandt sig med at vente. Jeg husker en utålmodig kunde, som ville gå igen.  Derefter meddelte far ham, at det kun ville vare minutter, før det blev hans tur. Det troede han næppe på, men han satte sig og tog tid. Han var meget duperet og overrasket, da han fem minutter efter sad i stolen.

Engang var der en kunde, der fik lov at komme foran de andre, da han sagde, at han kun skul barberes på den ene side af hovedet. Det var alle jo spændt på at se. Da han kom i stolen, erklærede han, at det skulle være på den udvendige side af hovedet. De øvrige kunder bar over med han selv om han havde taget dem ved næsen. Der kunne opstå festlige stunder i barbersalonen, når installatør Skadelund og hans svend, Berg Christensen, kom sammen. De var et par sprade- basser, fulde af skæg og halløj.

Når der kom kunder ind i butikken, ringede klokke ovenpå, hvilket var praktisk, når vi spiste middag. Vi skulle dog altid være musestille ved bordet for at far kunne høre klokken ude på gangen. Kunderne skulle jo nødig gå igen uden behandling. Da far var ungkarl og havde sin første forretning, spiste han på Afholdshotellet. På et skakbræt havde han skrevet, at han straks kom tilbage. Men tree kunder havde engang skrevet på brættet. ”Vi er gået alle tre, kommer aldrig tilbage”

De økonomiske forhold

Lørdag var den bedste dag i ugen, hvor indkomsten  kunne snige sig helt op til 15-20 kr. Men der kunne være perioder uden for badesæsonen, hvor der var lidt at lave, og daglønnen var minimal. Far skrev dagligt op, hvad der var indkom st. Det svingede ofte mellem 2-5 kr. Men dertil skal siges, at vi undertiden fik fisk som betaling. Nogle kunder havde rabatkuponer, små sedler med fars stempel, som de afleverede efterhånden.

Det betød selvsagt en fastere kundekreds. Et af de initiativer, far også tog for at øge indkomsten, var byggeriet af damesalonen mellem Kraglunds ejendom og “Fredheim”. Grunden tilhørte Kraglund, men på en eller anden måde fik far mulighed for at bygge ud mod Kraglunds nye hus og lave et lokale, hvor der blev indrettet damsalon og ansat en damefrisørinde. Af disse husker jeg flere, f.eks. frøken Yelva, frøken Beck og frøken Christensen. De fik kost og logi hos os. Det var en tid, hvor det var nyt og moderne med permanentkrølning. Stærkt mod min vilje skulle jeg være prøveklud og fik håret krøllet, hvilket ses af et multifoto fra den tid. På den måde kom jeg til at reklamere for permanentkrølning. Efter at den anden barber slog sig ned i Løkken, har far nok mærket, at det ramte ham økonomisk.

Han oprettede en filial, først i Lønstrup og senere i Vittrup. I en periode var der tale om priskrig mellem de to konkurrenter, hvor bl.a. prisen for barbering kun kostede 10 øre. Men det kunne jo ikke svare sig i længden.

Fra det tagvindue, der vendte mod nord, fik jeg engang til opgave, at finde ud af, om der var stor søgning til fars konkurrent. Hans forretning kunne nemlig ses derfra. Den lå i Nørregade og jeg betragtede den som en andenrangs salon, for her lå efter sigende en del ‘smudsblade, som hans kunder kunne fordrive ventetiden med og så var han jo fars konkurrent.

Kontor og barberstue blev også lejet ud. En sagfører Valdemar Smith fra Hjørring havde kontor til rådighed en eftermiddag om ugen, og Wagner, også fra Hjørring, kom hver tirsdag aften og tog barberstuen i brug til tandklinik. Kontoret var hans venteværelse. Onsdag morgen måtte vi rydde op efter tandlægen. Han havde bla. en boremaskine, som blev drevet rundt med en trædepedal, der mindede om en rok, og jeg fandt ofte hane brugte bor på gulvet efter ham. Han trak også mange tænder ud på folk. Blod og tænder gik i en slags spyttebakke og havnede i en spand Det var et ulækkert indhold, der derpå blev tømt ud i vort wc. Far havde den aftale med tandlægen, at han gratis skulle holde familiens tænder i orden.

Det var krisetider først i 1930eme, og jeg har ofte undret mig over, hvordan mor og far formåede at klare økonomien. Den klaredes bla. med løbende veksler, som jeg måtte i Sparekassen med, for at få dem diskonteret, uden at jeg anede, hvad det drejede sig om. Dertil kom, at mor var økonomisk med husholdningen. Intet gik til spilde. Fiske resterne blev lavet til plukfisk, som efterhånden ikke var min livret. Mor var ellers fortrinligt til lave mad. Svinepriserne var lave, så vi hele eller halve grise, som mor tilberedte, lavede stege, pølser og frikadeller. Noget blev henkogt, andet blev røget og hængt op ved skorstenen på loftet. Æg blev konserveret i en kalklage. Makrel blev saltet ned i krukker og anbragt i kælderen.  Så vi sultede aldrig. Men om sommeren, hvor vi havde svend, pige og damefrisørinde på kost og flere af os børn var hjemme, skulle der mad til. Da var vi en halv snes stykker i dag kost, så mor havde nok at se til.

Om vinteren strikkede mor strømper for folk og tjente penge til udgifterne. Hun havde en strikkemaskine som hun nok medbragte fra Norge. Den var anbragt i et værelse på loftet. Det var hyggeligt, at  opholde sig i værelset, når mor strikkede og man fik lov til at dreje garnvinderen, der kørte rundt som en mølle. Her var lunt og godt.

Den hjemlige økonomi var et emne, som mor og far holdt for sig selv. Men det anede mig, at det ikke altid stod lige godt til. Både mor og far var sparsommelige mennesker, der satte tæring efter næring. Gudfrygtige som de var, er jeg sikker på at de lagde alt i Guds hånd. Jeg glemmer i hvert ikke synet af min far en morgen, da jeg kom ned i barberstuen, hvor han lå på knæ i bøn bag forhænget. Jeg følte, at det var de økonomiske forhold der tyngede ham.

Til hånde på barberstuen

Efter jeg var gået ud af 7. klasse, kom jeg på handelsskole indtil jeg fandt ud af, hvad jeg så ville.

Skolegangen foregik om aftenen, så om dagen gik jeg far til hånde på barberstuen. Det havde jeg efterhånden gjort i nogle år, men nu ikke ikke blot med at sæbe ind. Jeg vaskede hår, lærte at slibe knive på både slibestenen og strygerem . At barbere kom jeg også til. Jeg begyndte med nogle landevejsriddere, som blev klippet og barberet gratis. Jeg husker især en af dem, der ikke var særlig soigneret. Han havde et meget tæt og rødt skæg, som det tog lang tid at sæbe ind før det  var nogenlunde blødt. Alligevel havde jeg svært ved at få det skåret af.  Det føltes, som om  kniven ville skære kinderne af. Den blev hurtigt sløv og måtte have flere omgange på strygerem- inden jeg blev færdig med ham. Men han ømmede sig ikke og var meget taknemmelig, da han gik. Efterhånden fik jeg da nogen rutine i både at klippe og barbere. Jeg blev endda sendt ud i byen for at klippe syge, sengeliggende folk, så jeg gjorde det faktisk ud for en svend. Jeg kunne sådan set have opnået at blive udlært som barber, hvad jeg også fornemmede, at far så hen til. Men det havde jeg nu slet ikke noget ønske om. På handelsskolen havde jeg stadig forbindelse med mine gamle Lærere, Skjødsholm og Vestergaard. Sammen med dem og mor og far drøftede jeg mine frem tidsmuligheder. Jeg blev anbefalet at søge optagelse på et seminarium, for at blive lærer. Den tanke faldt i god jord hos mig, da det var min opfattelse, at en lærer økonomisk set var godt stillet. Jeg havde jo gang på gang, måned efter måned set, hvordan lærerne den første i hver måned gik i sparekassen og hævede deres faste løn. De havde en sikker indkomst modsat en barber. Hvor meget lønnen var, vidste jeg ikke, men alene den faste løn, var i mine øjne et stort gode.

Afslutning

I 1943 solgte mine forældre “Fredheim”. Medvirkende årsager var måske min mors dårlige he bred og usikkerheden, der var forbundet med besættelsestiden. Mine forældre flyttede først til Kettru ved Fjerritslev, hvor min ældste bror var præst, og derfra til Ranum, hvor jeg gik på seminariet. Senere flyttede de til København. Min far blev ved med at arbejde indenfor sit fag. Min mor døde i 1954, min far i 1968.