De tre Rømer-gårde ved Tyrsigvej – en personlig beretning

Langs Tyrsigvej lå der i sin tid tre gårde, som alle bar navnet Rømer. Der hvor PMU ligger i dag, lå Vegner Rømer-gården. Lidt længere fremme kom V. Ledet, ejet af Martin Rømer, og den tredje var Ø. Ledet, hvor Gustav Rømer stod som ejer.

Tre gårde, tre slægtsled, og et lille stykke lokalhistorie, som mange i området stadig husker.

Det var på den midterste gård. V. Ledet, at jeg selv fik min plads i historien. Gården står der endnu, (Martin KOK) og når jeg kører forbi, kan jeg stadig se for mig, hvordan livet formede sig dér, da jeg som ung knægt trådte ind i landbruget den 1. april 1956 – dagen efter jeg havde forladt skolen.

Planen var ellers klar: et halvt år i landbruget, og så i tømrerlære. Men sådan blev det ikke.

Efter omtrent en måned hos Martin Rømer stod min storebror Erling pludselig uden for mit vindue. Jeg husker endnu hans ansigt og ordene, der ændrede alt:

“Svend… vores far er pludselig død. Du må komme hjem.”

Med ét blev fremtiden vendt på hovedet. Erling boede allerede hjemme, da han var i lære som smed, og der var ikke råd til to drenge i huset på samme tid.

Så jeg blev hos Rømer – ikke et halvt år, men næsten tre år. Jeg blev bondekarl, længere end nogen af os havde forestillet sig.

Når jeg ser tilbage, står det klart, hvor hurtigt livet kan skifte retning. Det, der skulle have været et kort ophold, blev til en tid, der satte spor – både i mig og i den lille egn omkring Tyrsigvej, hvor Rømer-gårdene engang lå som faste holdepunkter i landskabet-

Den simple bondemand – sviner naboer! (Billedet)

For år tilbage kunne læses i NORDJYSKE, at en landmand i Sønderskov har sat gang i et omfattende byggeri af to moderne svinestalde.

Ifølge avisen er der tale om topmoderne faciliteter, gennemgået og godkendt af alle relevante myndigheder.

Samme dag som byggeriet gik i gang, passerede jeg ejendommen.

Store maskiner arbejdede målrettet med jorddyngerne, og man fornemmede straks en driftig landmand, der vil være på forkant med udviklingen. Det er jo sådan, landbruget overlever – ved at følge med tiden.

Men naturligvis kom det næste kapitel i avisen: Naboerne var ikke taget i ed. Storhedsvanvid, lød det. En jordvold på tre sider – hvad siger I så?

Ja, hvad siger man. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over nabostridigheder, men det satte nogle tanker i gang om, hvordan det var at arbejde i landbruget for 50–60 år siden.

Som så mange andre unge blev jeg dengang “sendt på landet”. Jeg var bondekarl i fire år – først som bettekarl, siden som forkarl.

Arbejdsdagene var lange: I stalden kl. 6 og først færdig efter aftensmaden ved 19.30-tiden. Fri hver anden søndag. Vask i koldt vand i malkerummet. Et uopvarmet karlekammer. Og kramper i benene om natten efter en dag med møg, høst og hårdt slid.

Bygningerne var, set med datidens øjne, rimelige – men langt fra moderne. Svinestalden var lavloftet, fugtig og klam. Kostalden var ny og havde ventilationsriste, så dér kunne man da trække vejret. En ny lade blev bygget, mens jeg var der, opført af dygtige håndværkere fra Sønderskov.

Og så er vi tilbage ved Sønderskov. Tænk, hvis man som ung dengang havde haft mulighed for at arbejde i en moderne stald som den i Sønderskov.

Det havde været noget af en forandring. Men det store spørgsmål er vel, om der overhovedet skal være mennesker i sådan en stald længere – eller om teknologien klarer det meste.

Svend Høholt.