Erindringer fra min barndom på Frederiksberg

Fortalt af Birthe Greve Volden

f. 1933, d. 2008

En fortælling fra min barndom på Frederiksberg

Birthe Greve Volden er født d. 26. marts 1933 på Frederiksberg. Birthes far havde egen forretning som skomager, som han, på grund af krigen, blev nødt til at sælge og han blev vist nok snydt i den handel. Birthe holdt meget af at være i forretningen, hun husker lugten af læder og sværte, en lugt hun stadig holder meget af.

Birthe har en ældre søster og senere blev familien forøget med den længe ventede søn. I de første år af Birthes liv gik moderen hjemme og passede børnene, men da Birthe var 4-5 år, tog moderen noget rengøringsarbejde og Birthe kom i halvdagsbørnehave og det var ikke helt almindeligt på den tid. Pengene, som moderen tjente, blev brugt til et helt bestemt formål, nemlig til at betale afdragene på en sommerhusgrund i Hvidovre, som familien anskaffede sig i 1940 og det beløb sig til den formidable sum af 30 kr. om måneden. De første år var det bare et stykke jord, men efterhånden som tiden gik, kom der et sommerhus op at stå og der blev bygget lidt til hvert år og der boede familien så fra maj til oktober og havde nogle dejlige somre, pigerne havde hver sin cykel og cyklede frem og tilbage indtil de fik sommerferie og det var lidt af en cykeltur, for sommerhuset lå i Hvidovre og pigerne gik i skole hjemme på Frederiksberg.

Birthes 1. Skoledag var, eller rettere skulle have været d. 9. april 1940, det var en dag hun havde set frem til længe, men den blev selvfølgelig overskygget af, at det var den dag, Danmark blev besat af Tyskerne, men i skole kom hun da, om end med en uges forsinkelse. I de første år gik Birthe i en ren pigeskole, men hun blev senere flyttet til Frederiksberg Kommuneskole.

Birthe var glad for at gå i skole, men hun husker dog en meget kedelig episode. Det var dengang, hendes mor havde fået nogle appelsiner, efter at have stået i kø meget længe, for det var jo under besættelsen og der var indført rationering og frugter var en sjældenhed og Birthe var meget heldig at få en af appelsinerne. Hun tog appelsinen med i skole og midt i en time, ville hun liste sig til at spise den, men inden hun nåede at få skrællen af, blev hun opdaget og læreren ikke alene blev appelsinen konfiskeret, men han skrællede den og spiste den, båd for båd, mens tårerne sved i Birthes øjne, ikke så meget fordi hun ikke selv fik lov til at smage appelsinen, men mest af harme over at læreren fik den appelsin, som Birthes mor havde stået i kø i flere timer for at få. Den pågældende lærer var ingen ringere end Jørgen Clevin.

Birthes far var aktiv Socialdemokrat og Birthe var engang med ham på besøg hos Stauning, på hvis knæ hun ved samme lejlighed kom til at sidde, ikke fordi hun var imponeret over det, for det hun husker bedst er, at hans store skæg kradsede hende på kinden.

Birthe husker besættelsestiden godt og hun føler ikke, at hendes familie led noget egentlig afsavn. Der var erstatninger for mange forskellige fødevarer, men man vænnede sig til jo til det, og indimellem kom der også nogle sjove situationer ud af det.

Der er den om ”mandlen”, der forsvandt, for under krigen kunne man jo ikke få rigtige mandler og så havde Birthes mor kommet et hvidt bolsje i den varme risengrød, som selvfølgelig smeltede, inden nogen nåede at få det og det var jo ikke så godt.

Det var det heller ikke med det sidste af den rigtige the, der skulle gemmes til, krigen var slut og der lå den så i dåsen i flere år og smagte ikke særlig godt den dag krigen endelig var slut og der skulle brygges en rigtig kande The.

Birthe og hendes søskende fik 25 øre om søndagen til slik og hvis man købte bolsjeaffald, i stedet for hele bolsjer, fik man mere end dobbelt så meget for sin 25 øre og Birthes rakte endnu længere, for når det begyndte at synke i Birthes kræmmerhus, sneg hun sig til at bytte med søsterens.

Birthes forældre var begge meget kunstnerisk, moderen var dygtig til at tegne og faderen var meget musikalsk og der blev sunget og spillet meget i Birthes barndomshjem. Under besættelsen blev der indført spærretid, dvs. at man ikke måtte færdes på gaden om aftenen og hvis man skulle besøge hinanden om aftenen, ja så måtte man blive til om morgenen og det kom der mange hyggelige aftener ud af. Birthe husker at venner af familien kom og der blev spillet til den lyse morgen.

Når Birthe ikke føler, at der var de store afsavn under besættelsen, så skyldes det nok at familien havde en stor køkkenhave ude ved sommerhuset, hvor der blev avlet kartofler og andre grøntsager, men der kom også mange gode sager fra Birthes morbror, der havde en gård ved Assens på Fyn. Denne gård blev også et elsket feriemål for ”Københavnerpigen” og det var virkelig en lang rejse fra Frederiksberg til Assens. Toget kørte fra Københavns Hovedbanegård tidligt om morgenen og først ved middagstid var man fremme ved færgen, som dengang var en hjuldamper. Så gik turen over Storebælt og det var sidst på eftermiddagen inden pigerne blev hentet af deres morbror og så var det endda i hestevogn. Det var meget spændende, for sådan et par pigebørn, at være på gården foruden al den dejlige mad de fik at spise, var der mange nye oplevelser for pigerne derovre på Fyn.

Der var et par heste på gården og dem blev, især Birthe, meget glad for. Om pigerne også var glade for at hakke roer, er måske tvivlsomt, men de tjente da lidt lommepenge om ikke andet.

Men selvfølgelig rummer tiden under besættelsen ikke kun sjove og varme minder for Birthe. Hun har prøvet at gemme sig i en kartoffelmark med sin cykel, det var en dag, hvor nogle tyske soldater gik rundt i sommerhusområdet ude i Hvidovre, de var på ude efter cykler og det var netop på det tidspunkt, at Birthe og hendes søster kom cyklende hjem fra skole, men heldigvis nåede moren at få både piger, cykler og sig selv gemt ude på marken, for ellers ville soldaterne have konfiskeret cyklerne og så ville det have været svært for pigerne at klare turen frem og tilbage til skolen. Alt imens dette stod på, stod den nye lillebror i sin barnevogn oppe ved sommerhuset og sov sødeligt, uberørt af situationen.

Birthe husker også den dag, da tyskerne tog det danske politi, det var meget uhyggeligt, i samme opgang som den opgang Birthe og hendes familie boede i, boede der også en politimand og denne var netop på vej på arbejde på Frederiksberg Politistation, der lå lige overfor, da han i Gadedøren mødte Birthes mor, som netop havde hørt, at det danske politi var blevet taget af tyskerne og den pågældende politimand kunne således takke Birthes mor for at han slap fri, for han nåede at gå under jorden. Børnene var meget stolte af deres mor og det med rette, for hun var en modig og stærk kvinde.

Selvom Birthes barndom i høj grad var præget af krigsårene, så havde hun en tryg og god opvækst i et kærligt hjem. Hun gik ud af skolen i 1949 og fik plads som telefonistinde på KTAS.

År 2008:

Petrea og Frederik Rokholm fra “Ny Rokholm” ved Vraa

Det allerførste billede i Karen Rokholms eget fotoalbum er et fotografi af hendes forældre, Petrea og Frederik Rokholm.

På billedet er de klædt i hverdagstøj. Frederik er klædt i vadmelstøj, og Petrea bærer en stribet kjole, som hun måske selv har vævet.

Foto fra cirka 1915 af gården “Ny Rokholm” ved Vrå.

Kvinden i midten er Petrea Rokholm (1869-1942).

De ligner et ægtepar i guldbryllupsalderen, men billedet er taget blot nogle få år efter deres sølvbryllup.

De sidder sammen på en bænk i haven til gården “Ny Rokholm”, som Frederik købte i 1893.

Han antog Petrea som husbestyrerinde, og meget naturligt blev de gift den 25. oktober 1895 i Vrå kirke.

Ved giftermålet var Frederik 45 år, mens Petrea dengang var 25 år.

Frederik kunne først tænke på at gifte sig, da hans mor, Ane Johanne Nielsdatter, døde i 1893.

Fra 1873 til 1893 havde Frederik bestyret gården “Rokholm” for sin mor, der blev enke i 1873.

Fotografiet er taget nogenlunde samtidig med deres yngste datter Karens konfirmation i 1925.

På dette tidspunkt var Frederik 76 år og Petrea 56 år.

Karen har kun kendt sin far som en ældre mand. Han var 62 år, da hun blev født.

Da Petrea ved Karens fødsel var 42 år, blev Karen den yngste af 5 søskende.

Frederik og Petrea var nu blevet så gamle, at de havde brug for Karen som medhjælp derhjemme. Derfor kom Karen ikke ud at tjene hos fremmede, men boede hjemme på gården i Borup ved Vrå, indtil hun blev gift på sin 23-års fødselsdag med Edvard Sørensen.

Karen og Edvard var begge unge og kunne derfor nå at få 9 børn, hvoraf jeg er nummer 7.

Jeg, der blev født i 1946, har ikke oplevet min mors forældre, Frederik og Petrea, som døde i 1932 og 1942.

Jeg ved dog ret meget om dem gennem min mors mundtlige og skriftlige fortællinger.

På fotografiet sidder Frederik med en vaks hundehvalp, og Petrea sidder med en buket af havens blomster.

Frederik ryger på sin pibe.

Begge har et par spidsnæsede træsko på fødderne, den tids foretrukne fodbeklædning.

Karen sluttede sine skrevne erindringer med ordene: “Mine kære forældre, hav tak!”

Selv om jeg aldrig har set mine morforældre, vil jeg dog alligevel føle en tak til dem også, fordi de med deres liv har været forudsætningen for, at også jeg og mine søskende har fået et liv.

Poul Sørensen

Forfatte – pastor emeritus

En boksekamp på ord mellem direktør, avis og redaktør

Bladet Børsen, den 25. NOV. 1932

Tanker til Overvejelse

Fra Hr. Fabrikant P. Nielsen, Brønderslev, har vi modtaget følgende Indlæg i Dagens Spørgsmål:

Nu er der vel atter faldet Ro i Sindene efter de bevægede Valgkampe.

Men – hvad er der så nået? Er vi kommet et Gran frem til Klaring af de forrykte Forhold, hvori vi før befandt os? Er der nogen Udsigt til, at der kan skaffes Beskæftigelse til de ca. 145.525 ledige Mennesker? Nej! Strømmen går i Retning af en, Forøgelse af disse Tal, idet Stigningen vel er 100.000 i de sidste 13 Måneder. Dette kan nok give Anledning til Alvor og Eftertanke.

Endnu er Vejret således, at der hver Dag kan arbejdes i Marken, og der er selvfølgelig meget at gøre; men der er så lidt at betale med, så meget bliver forsømt, som skulde gøres. Og ligeså med Industrien, den kan ikke konkurrere med de Udlande, som har væsentlig lavere Arbejdsløn.

Den højere Løn gavner intet, når den ikke kan betales.

Nu står vi måske over for en Lønkamp, som muligt kan dræbe de sidste Spirer til Beskæftigelse, der ellers kunde være at øjne. For mig synes det at være i Arbejdernes egen Interesse, om Lønnen blev nedsat så meget, at der virkelig kunde blive forøget Beskæftigelse. Den højere, Løn gavner intet, når den ikke kan betales.

I Foråret tillod jeg mig at henvende nogle Betragtninger til Offentligheden angående Tidernes Ugunst, og mange var de, der mente, at man ikke – skulde se så mørkt på Forholdene; men for mig synes det nu, at det bliver jo længer jo værre. Det kan måske hjælpe for en Tid med Krisehjælp til Landbruget, Moratorium med Kreditforeningsydelserne og andre Renter og Gældsposter; men denne Udvej er ikke farbar i det lange Løb, og at jage brave Landboere fra Gård og Hjem for at lade arbejdsløse komme til, vil i de færreste Tilfælde være nyttigt.

Et har i hvert Fald moralsk Betydning at huske på, at vi er i samme Båd og må sætte Ryg mod Ryg for at klare Skærene. At være splidagtige gør kun ondt værre. Enhver føler jo bedst Trykket hos sig selv; men dette at være uden Beskæftigelse er en forfærdelig Tilstand, selv om der ikke absolut er Tale om at lide Sult og Nød endnu: men den Dag Skatterne svigter så meget, at der kun bliver indbetalt Halvdelen eller mindre af det allernødvendigste, og hverken Kommune eller Stat kan låne – hvad så? Kommunisme kan næppe redde Situationen uden for en meget begrænset Tid.

Det har så ofte været sagt, at Tiderne omkring 1912-13-14 at de var så fortrinlige, gid vi havde de Forhold. tilbage. Ja, Priserne på Landbrugsprodukterne er vel omtrent de samme, som da. Jorden er vel endog i betydelig bedre Stand, også Driftsmateriel er som oftest i bedre Stand. Var det helt umuligt at vende tilbage til et sådant Udgangspunkt, således at alle Lønninger, private som offentlige, blev nedsat til Datidens? Jeg ved, at det ikke vilde være behageligt og vilde slet ikke ønske det. dersom det ikke måtte blive nødvendigt. Men Nøden lærer nøgen Kone at spinde”, og der vilde dog være mere Mulighed for, at der ad den Vej kunde sættes mere Arbejde i Gang med Byggeri og lignende, når Priserne. kunde stille sig således, at Huslejen. blev overkommelig at betale. Et véd vi, at et Samfund, der for en stor De! skal leve af Arbejdsunderstøttelse, skal efterhånden komme i en ynkelig Stilling, og kan vi ikke snart nå til at indføre en grundig Reform i denne Retning, tror jeg, at vi er værst mod os selv, enten vi skal nyde eller yde.

Ingen af os har vel noget at rose sig af med Hensyn til vore Dispositioner under og efter Verdenskrigen, vi har alle levet i Nuet og ikke tænkt over, at Ødelæggelsen af andre Nationer skulde føre vor egen Undergang med sig.

Pedershaab”. Brønderslev,

den 25. November 1932.

P. Nielsen

–

Vendsyssel Tidende, Hjørring

skriver den 30. NOV. 1932

Frit Ord.

Hr. Fabrikant P. Nielsen,

Pedershaab!

De skriver i deres Artikel af 25. November, at Prisen på Landbrugsprodukter vel omtrentlig ligger som i Årene 1912-14. Nej desværre ligger disse langt under. Når Smør dengang kostede 2,10 Kr. pr. kg., koster det i Dag 1,80, en fed Tyr eller Kvie kostede den- gang ca. 30 Øre pr. 1⁄2 kg., nu 12 -14 Øre pr. 2 kg., en fed Gris koster i Dag 20 Kr. mindre end dengang. Nej, kunde vi blot få de samme Priser, vi fik i 1913, og så få Skatterne nedsat med 40 pct. og Lønninger (ikke for Landarbejdere) nedsat med noget lignende, da tror jeg ikke nogen Land- mænd forlanger væsentlig mere.

Agrarius.

Vendsyssel Tidende skriver

Den 27. DEC. 1932

BRØNDERSLEV Lysglimt i Mørket.

I den Mørketid, vi er inde i, hvor Pessimisme og evindelige Klager hører til Dagens Uorden, spejdes der efter Lys, og den Lys seer, der kan underbygge sin Optimisme med fornuftige Grunde, vil der blive lyttet til som ingen anden.

Hvor Pessimisme og Klager får Livet til at stagnere og hensygne, der griber Optimismen ind med sin Tro og sit Vovemod og sætter Hjulene i Gang.

På Pedershaab Cementindustri i Brønderslev udtaler Direktør P. J Nielsen I sine Nytårsbetragtninger til Personalet følgende, der må betegnes som et Lysglimt, der skinner videre end til den snævre Kreds, det først når, og som derfor også kan påregne Interesse i vide Kredse:

Det var jo ikke med de bedste Forhåbninger, vi gik ind i det nye År, og hele Året, også for Virksomheden her, var været præget af den almindelige Depression, Vor Eksport, som vi i tidligere År har regnet betydeligt med er om ikke fuldkommen gået i stå, så dog betydelig formindsket, og har i det forløbne År ikke andraget 10 pct. af vor samlede Omsætning Når vi alligevel har kunne opretholde en relativ god Beskæftigelsesgrad, da skyldes dette meget væsentlig vor nye Vinduesfabrik, der jo har arbejdet for fuld Kraft omtrent hele Året.

Hvor mørkt det end ser ud for alle Erhverv her i Danmark, er der dog flere Ting, der tyder på, at vi står. overfor et Vendepunkt i Krisen.

Beretninger, vi har modtaget bl.a. fra Brasilien og Argentina lyder således rét optimistiske og vore Repræsentanter mener, at man der står overfor en ny Opgangsperiode. I Rumænien står man overfor Opbygning af helt nyt Vejnet, og vi har Grund til at tro, at vi kommer i Betragtning ved Levering at Vejbygningsmaskiner, således modtog vi for nogle Dage siden Ordre fra Bukarest Kommune på 1 Brostensstødemaskine, der vil efterfølges af et betydeligt Antal, såfremt den viser sig tilfredsstillende. Vi har således kun Grund til at se med Fortrøstning på det nye År.

Jeg finder det også af Betydning at nævne, at vi for kort Tid siden har afsluttet en meget vigtig Kontrakt med det største Vejbygnings maskinfirma i Skandinavien, hvorefter dette Firma aftager hele sit Salg af Vejbygningsmaskiner hos os, hvilket efter al Sandsynlighed vil bevirke en meget betydelig Forøgelse af vor Beskæftigelsesgrad. Vi har allerede modtaget ret betydelige Ordrer fra dette Firma.

En anden Betydning ser jeg også I denne Kontrakt, nemlig, at vort Sortiment i Vejbygningsmaskiner herefter vil komme til at omfatte alle Maskiner til Vejes Bygning såvel for Asfalt som Betonveje, og derigennem åbne os nye Eksportmuligheder.

Endvidere venter vi også meget betydelige Ordrer til vor Vinduesfabrik, dette vil dog i første Række afhænge af vor Konkurrencedygtighed. At vore/ Afdelinger i Aalborg og Thisted samt vor Traktorafdeling her særlig har lidt under Krisens Virkninger, er jo kun naturligt efter som disse Afdelinger i væsentlig Grad er afhængige af Landbrugsklientel.

Derimod har vor Afdeling i København som sædvanlig arbejdet over Forventning godt, og har præstere en ikke uvæsentlig Del af de Ordrer, der er indgået i Løbet af Året.

Af nye Maskiner har vi i det forløbne År intet optaget. De vil af det, jeg netop har nævnt, sikkert give mig Ret i, at når vi bedømmer Situationen relativ optimistisk, da er dette ikke uden Grund; der er, som De vil se, flere Ting, der tyder på, at vi for vort Vedkommende gaar en bedre Tid i Møde, og da er det i hvert Fald kun godt, at stå rustet med et godt Produktionsapparat således, at Efterspørgslen kan tilfredsstilles.

Så vidt Direktørens Ord.

Pessimisten vil straks sige: ”Svale gør ingen Sommer”! den, der vil ud af Mørket Vel, siger ”een Svale her, en anden der, de bebuder dog, at Våren er nær”, og det er den, som den arme Verden længes efter og spejder imod.

Et Tilbud og dets Modtagelse.

07.01.1933 – Vendsyssel Tidende

Fabrikant Nielsen angribes i” Social-Demokraten” for et Tilbud om Hornørarbejde, og belyser nu Angrebets Karakter.

Vi har modtaget:

Da Social-Demokraten eller dens Redaktør i Brønderslev endnu ikke har fundet Anledning til at besvare mit Brev af 2. ds., hvori jeg forlanger offentlig Tilbagekaldelse af den under 29. December i Bladet rejste Beskyldning mod mig for at ville nedsætte Lønnen for Arbejderne, mener jeg, at det er rigtigt at fremdrage Bladets Adfærd for Offentligheden ved at anføre Bladets Angreb på mig og mit Svar til Redaktøren.

Pedershaab, den 6. Jan. 1933.

P. Nielsen.

Angrebet.

Billig Arbejdskraft søges.

Et ”smukt” Tilbud i Arbejdsmændenes Forsamlingsstue,

Vi blev i Går præsenteret for følgende Aktstykke opslået i Arbejdsmændenes Samlingsstue. Under Forudsætning af, at der er 35-40 Arbejdere, der har Lyst til at istandsætte et Stykke af den gamle. Kongevej, der fører fra Landevejen til Jordemoderhuset mod Vest, vil jeg gerne lede dette Arbejde. Der begyndes Torsdag den 29. ds. Kl. 10 pr. og hver medtager Spade eller Skovl. Der arbejdes i 4-5 Timer. Kl. 12 opvartes med Kaffe og Kage, når hver selv medbringer Kop. Der ydes ingen Timebetaling, idet dette må betragtes som Honnørarbejde, som Kommunen ikke vil bekoste, da denne Vej har mindre Interesse. Men jeg vil betale 2 Kr. til hver, når Arbejdet er færdigt. For at Arbejdet kan begynde i Morgen Formiddag, må der mindst være tegnet 35 Arbejdere.<

Det er vel nok, selv om Fabrikant P. Nielsen vinker med Kaffe og Kage, en tør Kost her bydes paa. Kommunen vil ikke bekoste Arbejdet udført. Nej, det tror Pokker. Kommunen har vel ingen Interesse i at istandsætte Vejen til Fa- brikantens Plantage. Det er Honnørarbejde. Ja det er der saa sandelig ingen Grund til at benægte, men leve af Honnør kan selv ikke en Arbejdsløs, om han end er nok så trænet i at mangle.

Arbejderne er naturligvis stolte af, at Hr. Nielsen tilbyder at lede Arbejdet, men de vilde have været nok så begejstrede, hvis Hr. Nielsen havde tilbudt en Dagløn for Arbejdet, selv om der så ikke var opvartet med kaffe og kage

Spørgsmålet rejstes også: Mon det er flere Dages Arbejde, der skal gøres for de 2 Kr.? men selv om vi ved, at der er adskillige, der benytter sig af Arbejdernes Nødstilstand til at drive Arbejdslønnen ned, vægrer vi os dog ved at tro, at der skulde arbejdes flere Dage for 2 Kr. Det er forståeligt, at Tilbuddet har vakt Harme hos de mange Arbejdsmænd, der var til Kontrol i Går Formiddag.

Svaret,

Hr. Redaktør Jacob Sørensen, Brønderslev.

I Social-Demokratene for 29. December fremkom en Artikel, som formentlig er skrevet af Dem, en skarp Kritik af min Fremfærd forleden ved at tilbyde 40 Arbejdsløse en Beskæftigelse med at jævne et Stykke af den gamle Kongevej mod en Betaling af 2 Kr. for 4 Timer.

De må formodentlig savne Kendskab til, hvad De skriver om, ellers er Tankegangen meget ufin, idet de forudsætter, at jeg vilde nedsætte Arbejdsmændenes Løn. Dette er en hel Misforståelse. Det, jeg i dette Tilfælde vilde tilbyde, var en lille ekstra For- tjeneste til den knapt tilmålte Understøttelse, der ydes. De mener, at jeg kan have en personlig Fordel af at få denne Vej gjort mere farbar. Var det Tilfældet, var det vel nærmest en Forbrydelse at give 50 Øre i Timen, men da jeg har en bedre Vej til min Plan- tage, der ikke er halvt så lang, kan De, hvis De vil sætte Dem ind i Forholdet, ikke finde, at jeg har nogen som helst Interesse af, om denne Vej bliver farbar eller ikke, hvorimod den har Interesse for mange Beboere der omkring. Jeg kan tænke mig, at De i Sandhedens Interesse vil undersøge Sagen og derefter igen offentliggøre Resultatet, om der findes nogen Egeninteresse i dette Arbejde.

M. H. t. min Tendens til lav Arbejdsløn i Almindelighed skal jeg oplyse, at Brønderslev iflg. Statistikken står med den højeste Arbejdsmandsløn i Provinsens Købstæder, og Pedershaab er vel ikke af de mindste i Byen. En anden Sag er, at det gavner for lidt med den høje Timeløn, når så få kan betale den.

Pedershaab, den 6. Jan. 1933.

P. Nielsen.

Overklit en liden Herregård

Overklit har i 2019 været i Færch slægtens eje i 150 år

Overklit 2024

6 generationer

Ejerforhold før Overklit kom i Færchslægtens eje

Overklit, lidt historie

Overklit i Færchslægtens eje, skødeoplysninger

Færch’erne i Vennebjerg

Overklit Mølle

Ejerforhold før Overklit kom i Færchslægtens eje

1552-1580: Niels Iversen Juel (Krabbe-Juel’erne)

1580: Skrev sønnen Jep Nielsen Juel sig til gaarden, dog lidt usandsynligt

1577: Faderen afhændede gaarden til Daniel Bildt fra Abildgaard

1616: Daniel Bildt’s søn Otte Bildt til Næs i Norge staar som ejer

Ca. 1625: Otto Bildts datter Blanceflor Bildt bragte ved ægteskab gaarden til kaptajn Christoffer Kaas

Ukendt aarstal: Datter (Inger) af Blancheflor Bildt og Christoffer Kaas arver Overklit

1686: Forpagter på Aastrup, Niels Poulsen Børglum

1703: Gjord Christoffer Unger til Willerup

1704: Overklit udlægges til Gjord Christoffers broder Wulff Unger for dennes part i Willerup

1709: Poul Iversen (Vilholt), ejer af Aastrup ved Hjørring

1740: Grev Christian Frederik von Levetzau, ved hans død i 1756 oprettedes Stamhuset Store Restrup (læs herom

senere). Levetzaus enke Sophie Hedevig ejer Stamhuset indtil sin død i 1775

1779: Iver Rosenkrantz Levetzau får tilladelse til at afhænde Aastrup og Overklit fra Stamhuset

1786: Kancellir Christen Svejstrup

1793: Nic. Brorson Agerbech, hvis enke videresolgte ejendommen

1802: Michael Aagaard (brodersøn til Nic. Agerbechs enke), Baggesvogn ved Sindal

1818: Jørgen Egholm

1846: Proprietær Chr. Jensen

1848: Proprietær Lars Christensen

1855: Daniel Thanning

I perioden 1709 til 1818 laa Overklit under Aastrup Hovedgaard.

*Kildermateriale:

Wikipedia

Store Restrup Historie

Egne arkivalier, herunder skøder der p.t. opbevares på Overklit.

Overklit – Lidt historie

Præsten Pouell Jenssøn skriver i sine præsteindberetninger til Aalborg Stift i aaret 1638, at der i Winneberg sogn er en liden herregaard, kaldis Orklett. Men før denne tid ved man, at gaarden har bestaaet, hvilket det efterfølgende kan fortælle.

Mange stavemaader har der ogsaa gennem aarene været paa gaarden, saaledes Ørklit, Orklett, Aarklet m.fl., navnet skal hidrøre fra, at man staar ved gaardens marker, når man paa en tur fra havet er kommet over klitterne.

I 1552 tilhørte Overklit Niels Iversen Juel (Krabbe-Juel’erne), d. 1580, men om han har beboet denne, er næppe tænkeligt, da han endvidere ejede hovedgaarden Eskjær ved Mosbjerg og her nævnes sammen med sin hustru Anne Lauritsdatter.

Efter faderens død i 1580 skrev sønnen Jep Nielsen Juel sig til gaarden, hvilket lyder lidt usandsynligt, da faderen afhændede den i 1577 til Daniel Bildt fra Abildgaard, d. 1585, hvis søn, Otte Bildt til Næs i Norge, staar som ejer i 1616.

Otte Bildts datter Blanceflor Bildt, d. 1667, bragte omkring 1625 ved ægteskab Overklit til sin ægtefælle, kaptajn Christoffer Kaas (Sparre-Kaaserne), d. 1657. Denne fik i 1632 kgl. bevilling til at bortsælge af hendes gods til dækning af fælles gæld.

Bl.a. kan man af arkivmateriale, som forefindes i den lederborgske haandskriftssamling se følgende: 1632 19/9 Cristoffer Kaas til Aarklet skøder med Kongen og sin hustrus samtykke til Niels Lange til Rønnovsholm følgende gods i Hørby sogn, Børglum herre: En gaard Trankjær, et bol (et jordstykke) og Trundbakken.

Overklit bibeholdt de dog, og den gik videre i arv til deres datter Inger, d. 1698. Hun var gift 2 gange, først med Laurids Lunov, som døde på Overklit i 1665, anden gang med Jens Hvas til Færumgaaard (Orningslægten), d. 1703.

En tid var gaarden bortforpagtet, indtil den i 1686 solgtes til forpagter paa Aastrup, Niels Poulsen Børglum.

Denne Niels P. Børglum var 1678 forvalter på Hæstrupgaard, beliggende syd for Hjørring, senere forpagter paa Aastrup, og købte som før omtalt i 1686 Overklit. Han var gift med Maren Knudsdatter, f. 1649, datter af herredsfoged i Hvetbo herred, Knud Christensen. Deres søn, Poul Nielsen Børglum, blev i 1731 udnævnt til byfoged i Hjørring og foged i Horns og Vennebjerg herreder.

Efter Niels P. Børglums død kom gaarden til hustruens anden ægtefælle, Christen Lauridsen, der i 1703 solgte den til Gjord Christoffer Unger til Willerup. I 1704 udlagde han Overklit til sin broder Wulf Unger for dennes part i Willerup.

I Vennebjerg Kirke findes en kalk fra 1669, som blev skænket kirken af Christoffer Unger. Ligeledes findes der i Skallerup kirke en smuk tavle opsat af herskabet Unger til Villerup, Hans Unger og fru Birgitte Kaas, hvorpaa staar:

En Stejer-Marker af geburt

En Unger af Famili.

I Stejer-Mark min Tiid var kort,

Til Danmark stod min Willi.

Em Kaases Rood jeg planted der,

Sex Greene deraf kommer.

De voxte 5 til Vaaben at bær,

Den Siet’ en Jomfru Unger.

I 1709 skiftede gaarden igen ejer, idet ejeren til Aastrup, Poul Iversen (Vilholt), købte Overklit, gaarden laa herefter i perioden 1709-1818 under Aastrup Slot (nu Aastrup Hovedgaard, beliggende på Aastrupvej ca. 2 km vest for Hjørring).

Historien fortæller, at Overklit brændte i 1730 og blev genopført i 1789, gaarden blev på det tidspunkt brugt til græsning for Aastrups kreaturer. Gaarden blev bortforpagtet den 22. september 1789.

Aastrup Hovedgaard og Overklit blev indlemmet under stamhuset Store Restrup ved Aalborg, som blev oprettet i forbindelse med den saa kendte generalmajor, Ridder af Dannebrog og Elefantordenen, grev Christian Frederik van Levetzaus død i 1756. Stamhuset bestod bl.a. af gaardene Store Restrup, Torstedlund, Aastrup og Overklit.

Grev Levetzau er meget kendt for sin militære baggrund og for sit virke som gehejmsraad for kongen. Det der i dag er Christian den 8. palæ på Amalienborg, blev bygget for Christian Frederik van Levetzau. Palæet hed oprindeligt Levetzaus palæ og er opført i perioden 1750-1760. Christian den 8. palæ har siden 2010 været privat bolig for kronprinseparret Mary og Frederik.

I 1779 fik en slægtning, Iver Rosenkrantz Levetzau, tilladelse til at afhænde Aastrup og Overklit fra omtalte stamhus.

Iver Rosenkrantz Levetzau ejede et stykke af Rold Skov, i lighed med mange andre godsejere i 1700-tallet, han må have udlagt et stykke af Rold Skov til Overklit i Vendsyssel, da en ejendom, med navnet Overklit, i Rebild Skovhuse var et skovløbersted, der hørte under Overklit i Vendsyssel.

Michael Aagaard, der i 1816 blev ejer af Baggesvogn ved Sindal, solgte Overklit i 1812 til Jørgen Egholm for 30.000 rdl., i handlen fulgte en mølle, 10 huse og Vennebjerg Kirketiende. Jørgen Egholm havde været forpagter siden 1801.

Jørgen Egholm bortsolgte i 1819 en parcel fra Overklit, og efter hans død i 1846 solgte hans enke gaarden til proprietær Chr. Jensen. Denne ejede kun gaarden i 2 aar indtil 1848, da den blev afhændet til proprietær Lars Christensen, efter han han havde ejet Overklit i 7 aar, solgtes den til Daniel Thaning i 1855.

Thaning afhændede gaarden og Vennebjerg Kirke i 1869 til købmand og vicekonsul i Nibe Søren Færch, f. 1813.

Søren Færch var søn af fiskeriudreder Rasmus Sørensen Færch og Magdelene Beaujou. Rasmus Færchs velstand investeredes blandt andet i sønnens (broder til Søren Færch) tobaksfabrik i Holstebro, R. Færchs Tobaksfabrik, en virksomhed der i 1939 beskæftigede 500 medarbejdere, har senere udviklet sig til Færch Plast.

Siden 1869 har Overklit været i Færchslægtens eje, gaarden er gaaet fra søn til søn, hvilket vil sige, at den gik fra Søren Færch til Hans Færch, igen til dennes søn Søren Færch, derefter til Hans Christian Færch, der afhændede til sønnen Ole Færch, der igen afhændede til sine sønner Rasmus og Jacob Haugaard Færch. Jacob Færch ændrede i 2017 sit navn til Jacob Ellegaard Færch, da han blev gift med Nikoline.

Overklit i Færchslægtens eje

Ifølge udskrift af skøde- og panteprotokollen for Vennebjerg Herred, findes kopi af skøde af 9. august 1869:

Daniel Thanning afhænder hovedgården Overklit, en hollandsk vejrmølle, Vennebjerg sogns kirke med korn- og kvægtiende samt den under hovedgaarden tilhørende fæstegaard til konsul og købmand Søren Færch fra Nibe, ifølge skøde, for 32.500 rigsdaler (ca. 65.000 kr.).

Ifølge udskrift af skøde- og panteprotokollen for Vennebjerg Herred, findes kopi af skøde af 15. juni 1874:

Konsul Søren Færch af København afhænder hovedgården Overklit og den på ejendommen opførte hollandske vindmølle hollandsk vejrmølle for 46.000 rigsdaler (ca. 92.000 kr.) til sin søn Hans Færch. Vennebjerg Kirketiende er ikke nævnt i det renskrevne skøde, men Hans Færch har også ejet kirken.

Skøde af 24. oktober 1910:

Proprietær Hans Færchs enke Caroline Johanne Færch solgte Overklit til sønnen Søren Færch for 85.000 kr. Den hollandske vindmølle er sandsynligvis fjernet på dette tidspunkt, da der intet er nævnt om denne i skødet.

Skøde af 16. februar 1953:

Proprietær Søren Færch solgte halvdelen af Overklit for 150.000 kr. til forvalter Hans Christian Færch.

Skøde af 6. december 1960:

Proprietær Søren Færch solgte den anden halvdel af Overklit for 150.000 kr. til proprietær Hans Christian Færch.

Skøde af 26. april 1977:

Proprietær Hans Chr. Færch solgte tre fjerdedele af Overklit for 1.395.000 kr. til sin søn forvalter Ole Færch.

Skøde af 9. november 1982:

Proprietær Hans Chr. Færch solgte den sidste fjerdedel af Overklit for 825.000 kr. til sin søn proprietær Ole Færch.

Skøde af 20. februar 2007:

Proprietær Ole Færch sælger Overklit til I/S Brdr. Færch for 14.500.000 kr., selskabet ejes af Jacob og Rasmus

Færch (altså 6. generation af Færchslægten, der ejer Overklit).

Rasmus og Jacob Færch, har ikke boet på Overklit som voksne, deres far, Ole Færch, er i skrivende stund forpagter af Overklit.

Tilkøb af ejendomme

Skøde af 17. august 1989:

Ole Færch køber naboejendommen Mariegaard, Mariegaardsvej 23, Løkken af enke Gerda Jensen. Tilkøbte areal var på 61,2 ha., bygninger og ca. 7 ha. solgtes samme år videre til sanger Niels Samuel Hausgaard for 175.000 kr.

Skøde af 2. marts 2017:

Rasmus og Jacob Færch køber Voldvej 32 og 55, Vennebjerg ialt 17,5 ha. for 2.000.000 kr.

Foto er taget den 20. juli 1966 der grønthøstes. Ole er 19 år på det tidspunkt, fotoet er taget, så der er en lang landmandskarriere foran ham.

Ifølge folketællinger har rigtig mange familier været registreret på Overklit, der er ikke dykket ned i hvor alle disse familier kommer fra, men det vides, at mange lokale familier har haft en del af deres arbejdsliv på Overklit og mange også deres bopæl.

Ole har fortalt, at da traktorerne kom, besluttede hans far, Hans Christian, at sådan en skulle de have, da der skulle tre heste foran en selvbinder, det var et meget hårdt arbejde for hestene, der blev brugt to hold heste hver dag, et hold om formiddagen og et hold om eftermiddagen. Bedstefar, som Hans Christian hedder i daglig tale her på Overklit, syntes det var et ganske forfærdeligt arbejde for de arme heste, så med industrialiseringen var det et stykke arbejde, der havde en meget høj prioritet med hensyn til at få arbejdet udført med traktor i stedet for heste.

Det var nok ikke kun hestene, der var glade for traktorerne, det var medarbejderne helt sikkert også.

Overklits adresse: Overklitvej 154, 9800 Hjørring.

Matr. nr. 1a m.fl. Overklit Hgd., Vennebjerg.

Efter køb af naboejendomme i 2017 har Overklit et samlet areal på 174 ha, heraf vej 1,7 ha. Gården har siden midt firserne udelukkende været drevet som en ejendom med planteavl, oprindeligt var der både kreaturer og grise. Kreaturerne blev på et tidspunkt solgt, Overklit blev herefter i en årrække en ejendom med fedesvin og planteavl.

Avisartikel i Vensyssel Tidende 23. oktober 1960

Vennebjerg Kirke

Kirken fulgte ikke med da Søren Færch overtog Overklit i 1910, i 1912 eller 1913 afstod Søren Færchs mor kirken.

Kirken er sandsynligvis solgt til Overklit af kongen efter reformationen i 1536, hvor Den Lutherske tro, kristendommen, indførtes i Danmark.

Mange af landets kirker blev efter reformationen privat ejendom, hvilket gjorde at ejerne af kirkerne kunne opkræve tiende. Efter grundlovens indførelse i 1849 kom menighedsrådsloven, og kirkerne gik stille og roligt over til staten, der så kunne opkræve kirkeskat. Øst for gavlen på Vennebjerg Kirke findes familiegravsted for en del slægten Færch.

På et tidspunkt er der blevet sat større vinduer i Vennebjerg Kirke, 2 af de gamle vinduesbuer er indmuret dels i den østre gavl og dels inde i kirkens kapel, den tredje bue havnede af uforklarlige årsager på Overklit, den var væk i mange år, indtil den blev fundet i forbindelse med nedrivning af en gyllebeholder, se foto på næste side af Ole, hvor

han sidder på vinduesbuen.

På sydsiden af tårnet til Vennebjerg kirke er der jerninitialer for Søren Færch, Overklit, og årstal 1889.

Tidligere var der initialer for *Nicolaj Brorson Agerbech og Karen Aagaard, hvis gravsted findes stående op ad Sct. Hans Kirke i Hjørring (Overklit nævnes på denne store flotte gravsten). **Det smukke navnløse skib, der hænger ned fra loftet midt i kirken, er bygget af en tilskadekommen sømand fra Aalborg og skænket af proprietæt Hans Færch, Overklit, skibet er ophængt i 1908.

Af ***Jyske Samlinger fremgår følgende historie om Blanchflor, der som tidligere nævnt har ejet Overklit:

Før Blancheflor, der var adelig, kommer til at bo på Overklit, har gården været bortforpagtet til bønder i mange år og derfor, havde de der boede på Overklit nok ikke søgt til Vennebjerg Kirke, så ejerne på Villerup fik ejerfornemmelser over kirkestolene i Vennebjerg Kirke, men det ville Blachflor ikke finde sig i, så hun tog kampen op for at få sine rettigheder, i Jyske Samlinger er der et længere skrift vedr. striden om fruestolene i Vennebjerg Kirke. Striden går på hvem der har ret til de øverste kirkestole. Blacheflor taber striden og må gå i den næst øverste kirkestol sammen med Villerups piger.

*Danmarks Kirkehistorie, **Vendsyssel Årbog 1953, ***Jyske Samlinger, 5. række VI bind.

Tekst til avisartikel i Vensyssel Tidende 23. oktober 1960

“Der skal helst være noget, man skal ha’ gjort hver dag”

Saa gaar man ikke i staa, siger den 77 aarige proprietær Søren Færch, der den 1. november har ejet Overklit i Nr. Harritslev i 50 aar.

For ikke saa mange aar siden var proprietær Søren Færch fast udstiller af heste paa dyrskuet i Hjørring. Hans fine jyske hopper høstede adskilligt sølvtøj hjem gennem aarene. Når der var travlt i marken paa Overklit kunne en hesteelsker fryde sig over synet af fem spand solide, røde, blankskinnende jyder, der støt nikkede sig frem over jorderne. I dag er de solgt alle sammen, og i stedet pruster tre store traktorer afsted med vogne og markredskaber. Der er sket mange ændringer i de 50 aar, proprietær Færch har ejet Overklit, og traktorernes indtog paa hestenes bekostning er kun en af dem

Ejerskifte 1. november

Den 1. november er det 50 aar siden Søren Færch overtog Overklit efter sin far Hans Færch, og den dag skifter Overklit ejer igen, idet sønnen Hans Chr. Færch, der i nogle aar har haft halvpart i gaarden, da overtager den helt. Søren Færch er trods sine 77 aar stadig i fuld vigør. Rask til bens og stovt af skikkelse følger han med i alt, selvom sønnen de senere aar har taget sig af den daglige drift. Der skal helst være noget, man skal hver dag, saa gaar man ikke i staa, siger han. Jeg passer stadig fjerkræet – høns, gæs og ænder.

De kender stemmen

Beviset herpaa leverer en flok gæs, der i lykkelig uvidenhed om mortensaften vralter rundt paa den store gaardsplads. Da de hører proprietær Færchs stemme fra hoveddøren, drejes de lange halse, som trukket paa en snor og med hovederne trekvart meter foran de vraltende rumper sætter de kursen mod trappen, hvor de højt skræppende stimler sammen, som en flok udsalgskunder om disken med de billige tilbud. Først da de bliver klar over, at det endnu ikke er fodringstid, holder de bøtte og trasker modstræbende ud paa grønsværen.

I slægten siden 1869

Overklit har været i slægtens eje siden 1869, fortæller Søren Færch. Min bedstefar konsul Søren Færch, der var købmand i Nibe, købte den af Daniel Thanning, og i 1874 overtog min far, Hans Færch, den.

Gaarden var meget forsømt dengang. De fleste af bygningerne var kun til at rive ned, og de blev da ogsaa bygget om med det samme. Hovedbygningen blev opført i 1873, hestestalden samme aar og laden og kostalden i 1875.

Med Overklit, der dengang var paa ca. 10 tdr. hartkorn og havde 30 køer i stalden, fulgte Vennebjerg Kirke, og konsul Færch betalte 36.000 rigsdaler for det hele.

Kirken fulgte med

-Dengang kunne man altsaa uden videre købe en kirke?

-Ja det hang sammen med tiendeordningen, der var tre tiender, en til præsten, en til kongen og en til kirkeejeren. Sidstnævnte havde pligt til at vedligeholde kirken efter provstetilsynets anvisninger, og det, der blev tilovers af hans del af tiendeafgiften, var hans fortjeneste.

Kirken fulgte ikke med, da jeg, efter min fars død, overtog gaarden i 1910, men to-tre aar efter afstod min mor den til selveje.

– Var jorden ogsaa forsømt, da Deres far overtog gaarden?

– Det meste af det saa slemt ud. Der var endda et stykke jord, hvor lyngen var begyndt at gro igen, og det var drøjt at faa ryddet. Min far fræsede, merglede og kultiverede jorden, saa den efterhaanden kom til at yde godt.

Gode og daarlige aar

Der var engang 200 tdr. land, siden er der solgt lidt fra til nogle indeklemte landmænd, og i dag er der 190 tdr. land middelgod jord

– Det har ikke været lige let at være landmand gennem et halvt århundrede.

– Starten var faktisk den letteste. I aarene 1910 til 1914 steg alting støt. Da havde en landmand virkelig mulighed for at forbedre sin bedrift, og han kunne oven i købet betale de maskiner, han købte. Dengang kunne man ogsaa faa folk, og vi plejer at have vore folk i mange aar. Vi har haft adskillige i seks-otte aar, og een havde vi i 22 aar.

Det gaar den gale vej

Fra første verdenskrig begyndte det at gaa den gale vej, og det kulminerede med krisen i trediverne, hvor man kunne købe smaagrise for 40 kr. pr. stk. og saa få 35 kr. for dem, når de gik paa slagteriet.

De sidste par aar før anden verdenskrig var det bedre. Da gik prisen for landbrugsvarer op, og udgifterne var ikke saa slemme, men det forhold er unægteligt ændret siden.

Vi klarer generationsskiftet

Hvordan klarer De generationsskiftet?

– Det gaar forholdsvis let, fordi vi har været enige om det, fra det blev aktuelt. Min kone døde i 1940, og da min søn blev gift samme aar, overtog han og min svigerdatter husholdningen. Min søn virkede som forvalter, indtil han for seks aar siden købte en halvpart i gaarden.

– Vi er seks søskende indskyder proprietær junior, og vi er alle indstillet paa, at gaarden skal blive i slægtens eje. Mine søskende har faaet del i forskud paa deres arv, men hvis de ville forlange boet skiftet, naar min far afstaar gaarden, kunne jeg ikke overtage den, der skulle alt for mange penge ud.

Men selvom vi altsaa har klaret det forholdsvis smertefrit, er der mange, som har store problemer med det. De unge, som overtager en ejendom, burde have en ordentlig skattelettelse paa de afdrag, de betaler. Derved ville de ogsaa hurtigere faa forbedret deres økonomi og indtjening og dermed blive bedre skatteydere for samfundet.

Moderniseret og mekaniseret

Paa en rundtur i gaardens bygninger viser proprietær Færch, hvor der er udvidet og forbedret gennem aarene. Kostalden blev moderniseret saa sent som i fjor, den fik brandsikret loft, separatbokse til alle spædkalve, drikkekummer og nye bindsler. Der er ogsaa planer om en mekanisering af fodring og rensning, men det rigtige system er endnu ikke dukket op.

Ellers er der mekaniseret saa meget som muligt. Roerne læsses ned i en transportør, der fører dem ind i roehuset, og i marken læsses roer og top med maskine. I høsttiden bruges transportør til kornet i laden, selv om den mægtige tømmerkonstruktion af og til er i vejen.

Masser af tømmer

-Der er faktisk tømmer til to lader i den, siger proprietær Færch senior. En del af det er strandingstømmer, men meget af det er kommet fra Norge. Min morfar, der hed Segelcke, var købmand i Lønstrup og han havde skuder, der gik i norgesfart. Med dem fik min far en masse solidt tømmer, og det kostede jo ikke noget videre dengang.

– Men nu skal min søn altsaa overtage det hele, og han har jo da ogsaa et par drenge, der maaske vil overtage gaarden engang. Selv kan jeg jo faa folkepension, selvom jeg ikke behøver at leve af den. Det er for resten ogsaa godt det samme.

– Jeg fik for nogen tid siden en check på 180 kr. for tre måneder, men dagen efter fik jeg en opkrævning på 160 kr. i tvangslaan, saa der var 20 kr. tilovers, og dem kommer man jo ikke langt med.

Mælk for fem kroner

Saadan er der egentlig saa mange ting, man undrer sig over. Jeg kan saaledes huske, da vi havde en radikal regering for mange aar siden, den gik saa vældigt ind for, at det hele skulle være ens for alle, og skønt jeg leverede 1000 pund mælk om dagen til mejeriet, fik jeg skam alligevel et kort, der gav mig ret til at faa mælk for 5 kroner. Kortet har jeg gemt som et minde om tåbelighed.

Det var ogsaa den radikale regering, der under første verdenskrig tildelte hele Overklit én liter petroleum til samtlige gaardens lamper. Vi kunne ikke faa mere, for alle skulle jo have lige meget, og saa brugte vi tranlamper. Det skete, at der gik ild i dem og det var et helt held, at gaarden ikke brændte dengang, men den staar der endnu, og det bliver den forhaabentlig ved med.

Overklit Mølle

Overklit Mølle som postkort. Kortet er skrevet mellem 1906 og 1910, dels fordi Frederik den 8. er på frimærket, han var konge i perioden 1906-1912, dels blev møllen sandsynligvis fjernet senest 1910. Kortet er skrevet af en pige, der har været ansat på Overklit. Kortet fik jeg tilsendt for en del år siden, afsenderen var en herre fra Horsens, der vel havde fundet kortet og tænkt, det måtte have sin plads på Overklit – flot tænkt.

Avisartikel

En gang forbryder – altid forbryder i 1920’erne

En gammel laset frakke vurderet til 25 øre

En ”tidligere straffet” landbrugskarl på 21 år fik i juni 1926 arbejde på herregården ”Overklit” ved Hjørring.

Godsejeren Færch og forvalteren var af den opfattelse, at det var upassende at stille en seng til rådighed for karlen, og lod ham sove ude i en af laderne.

Efter at have arbejdet på herregården i et par uger, blev karlen ked af pladsen og gik sin vej. Ved bortgangen tog han en gammel, laset frakke, der lå på tærskemaskinen. Den tilhørte imidlertid 3. karlen på gården, og selv om frakken var uden værdi, anmeldte han ”tyveriet” til politiet.

”Tyven” blev anholdt, og sagen kom for Kriminalretten i Hjørring, hvor frakken blev vurderet til 25 øre. Den fængslede forklarede, at han troede, frakken var kasseret og henkastet på tærskemaskinen. Ejeren af frakken 3. karlen var mødt op, og fik den på armen hjem.

Overvagtmester Christensen bemærkede meget rigtigt til 3. karlen, at han ikke kunne være bekendt at komme til retten med så ringe en sag; og så gik sagen sin gang ved retten, og ”tyven” blev idømt en fængselsstraf på næsten en måned.

Mon den unge mand nogensinde fik sin genoprejsning? jeg tror det næppe.

Kilder: JP, VT, lokale skrifter m.m.

27.07.2019 – FK Clarkfeldt

1901 Bagerst med pibe Hans Færch, på hans højre side hustru Caroline Johanne Færch og på venstre side Søren Færch, oldefar til Rasmus og Jacob.
Øvrige personer på fotoet vurderes at være ansatte og deres børn.

1909

1914 Familiefoto taget i haven på Overklit, til
venstre med pibe Søren Færch, nr. 2 siddende fra
venste Søren Færchs hustru Gudrun, drengen til
højre må være bedstefar, der i daglig tale altid er
blevet kaldt H C., drengen til venstre må være
bedstefars ældste lillebroder Poul.

1969 6. august er dette foto taget. Bygning forrest til venstre er en staklade, lige bagved er der et hønsehus og den hvide fløj, der er bygget på mod vest er en del af svinestalden, her var grise. Det tidligere fordermesterhus ude til højre er hvidt på dette tidspunkt, det er kalket det gult for over 40 år siden, det lille hvide hus, der ligger lige fører et hønsehus, her er der dam i dag.

Ca. 1986

Herregården ”Skårupgård” (Tolne Sogn)

Nuværende ejer fra 1995 – Henrik Hougaard

Skårupgård er en herregård, beliggende i Tolne Sogn, Horns Herred, Hjørring Amt

Skårupgård omtales muligvis i 1419 i formen Skordorp som tilhørende Hr. Niels Ovesen Panter (døde før 1419) til Asdal, Kærsgård og Knivholt og hans hustru Johanne Andersdatter Stenbrikke, men blev på skiftet efter dem i 1419 udlagt til rigshofmesteren Hr. Anders Jacobsen (Jepsen) Lunge til Gunderslevholm, der havde været gift med deres datter Fru. Ingeborg Nielsdatter Panter (døde 1391), Herefter er ejerhistorien noget usikker indtil 1546. Netop dette år overdrog Poul Vinter Skaarupgaard til sine nevøer, Christian og Jens Christensen. Gården var på dette tidspunkt formodentlig blot en almindelig selvejergård. I 1568 nævnes Christopher Pedersen i Skårup. I 1579 fik Fru. Karine Krabbe (Krabbe af Østergård) (døde 1586), enke efter Niels Skeel til Nygård(Brusk Herred)(døde 1561), og Otte Banner til Asdal(døde 1585) på hans hustru Ingeborg Skeel (døde 1604) til Voergårds vegne af kronen tilladelse til at forhandle sig til bondeskylden i en selvejergård i Skårup, formentlig identisk med den i 1546 omtalte gård.

Først i 1600-tallet fik Skaarupgaard hovedgårdsstatus, da den blev ejet af Jørgen Orning, der stammede fra en lavadelig, vendsysselsk slægt. I et brev fra 1636 forpligtigede Orning sig selv og sine arvinger til at levere en del tønder korn til præsten i Elling. Han følte sig forpligtet til dette, da han havde ødelagt byen Skaarup i sin bestræbelse på at oprette hovedgården Skaarupgaard, hvorved præsten mistede noget tiende. Byen Skaarup har dog næppe bestået af mere end et par gårde på dette tidspunkt, men også disse gårde forsvandt altså, da Orning udvidede Skaarupgaard.

I første halvdel af 1600tallet kom Skårupgård i underadmiral Jørgen Orning til Eget besiddelse, i 1638 skriver han sig til Skårupgård, formentlig har han (eller Fru Ingeborg) udvidet gårdens marker anseligt ved at lægge andre gårdes jord derunder. I 1672 var borggården og ladegården under et og ikke bygget anderledes end en bondegård. Efter Jorgen Ornings død i 1644 arvede enken Lisbet Stensdatter Rodsteen sammen med døtrene Christence Orning (døde tidligst 1653), Kirsten Orning (døde 1718) gift med Niels Harbou til Søgård (døde 1675), Sophie Orning, gift med Mogens Krabbe (Krabbe af Østergård) til Vejbyvad (døde 1676) og Agathe Orning (døde 1684) gift med Wolf Unger til Hæstrup.

I 1672 var borggården og ladegården under et og ikke bygget anderledes end en bondegård. Efter Jorgen Ornings død i 1644 arvede enken Lisbet Stensdatter Rodsteen sammen med døtrene Christence Orning (døde tidligst 1653), Kirsten Orning (døde 1718) gift med Niels Harbou til Søgård (døde 1675), Sophie Orning, gift med Mogens Krabbe (Krabbe af Østergård) til Vejbyvad (døde 1676) og Agathe Orning (døde 1684) gift med Wolf Unger til Hæstrup.

Ornings enke, døtre og sønnen Vil Orning overtog Skaarupgaard efter hans død i 1644. Vil Orning døde senest 1658, hvorefter hans svoger Mogens Krabbe, der var gift med Sophie Orning, samlede gården under sig. Krabbe faldt under Den Skånske Krig (1675-1679), hvor han gjorde tjeneste i rytteriet. Hans bror Otte Krabbe, som var en fremtrædende godssamler og embedsmand, administrerede derefter arven for Mogens Krabbes seks umyndige børn.

Det var hårde tider for landbruget, og da hovedgårdenes skattefrihed efter 1682 blev betinget af, at gårdene havde et fæstegods på mindst 200 tdr. hartkorn, mistede Skaarupgaard i 1686 skattefriheden for hovedgårdsjorden. Krabbe fik dog – på de umyndige arvingers vegne – kongelig bevilling til, at Skaarupgaard fortsat kunne være fritaget for tiende.

Efter et par hurtige ejerskifter i sidste halvdel af 1600-tallet kom Skaarupgaard i Otte Arenfeldts besiddelse. Arenfeldts ejede herregården Lerbæk, og Skaarupgaard fungerede efter hans overtagelse som ladegård under Lerbæk indtil 1794, hvor senere stiftamtmand i Norge, Marcus Bøye Rosenkrantz, videresolgte gården.

I 1654 skødede Lisbet Rodsteen sammen med døtrene Sophie og Agathe deres part i Skårupgård til sidstnævntes broder Vil Orning, der imidlertid døde senest 1658. Mogens Krabbe samlede derefter en del eller alle arveparter, og hans broder stiftamtmand Hr. Otte Krabbe (Krabbe af Østergård) til Holmegård (døde 1719) fik i 1686 på de umyndige arvingers vegne kongelig bevilling, at Skårupgård herefter måtte være en tiendefri bondegård, hvorefter den i 1687 blev solgt til tidligere foged på Eskær, Rasmus Jørgensen i Dal.

I 1693 ejedes den af Christen Lauridsen, der solgte gården med noget gods til Otte Arenfeldt til Lerbæk (døde 1720) men hvilken Herregård den herefter var forenet til 1794, da den senere stiftamtmand i Norge Marcus Gjøe Rosenkrantz (døde 1842) solgte Skårupgård med tiende for 4200 rdl. til forvalter på Sæbygård, Bo Johannesen Møller (døde 1842) senere degn i Rubjerg, han videresolgte gården i 1798 for 5500 rdl. til Peder Hansen Milling på Tidemandsholm (døde 1838), fra hvem statskassen i 1824 måtte overtage den på grund af skatterestance og først solgte den i 1835 (skøde 1837) sammen med Tolne Kirke og det såkaldte Bangsbo strøgods for 12.600 rbdl. Sølv til købmand C. Sørensen og prokurator, vicekonsul Ferdinand Christian Rørbye, Frederikshavn (døde 1860), de videresolgte i 1837 gården (uden Kirke med tiender) for 4000 rbdl. Sølv til Poul Møller af Elling, fra hvem den siden kom til sønnen Christian C. Møller.

Hovedbygning

Skaarupgaards hovedbygning er en lav, trefløjet bygning. Sidefløjene er delvist af bindingsværk og er muligvis ældre end hovedfløjen. Bygningens alder en ukendt, men den er muligvis opført af Peder Hansen Milling i starten af 1800-tallet.

Under det tidlige 1800-tals landbrugskrise måtte Peder Hansen Milling på grund af skatterestance overdrage Skaarupgaard til statskassen i 1824. Herefter fulgte atter en række ejerskifter, hvor ejer O.L. Bang i 1870’erne forbedrede ejendommen.

I 1877 blev bygningen hærget af en brand, hvorefter O.L. Bang foretog en gennemgribende restaurering. Bang anbragte da sit våben i en lav fronton over hovedindgangen. En efterkommer af Bang, N.S. Høm, købte Skaarupgaard i 1961 og begyndte en gennemgribende modernisering af bygningerne, der var blevet forsømte.

I 2013 fremstår bygningen med grundmurede gavle, et muret gesimsbånd, kalkede mure og saddeltag. Mod gården findes en nyere frontkvist med balkon.

Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.

Andre bygninger

Umiddelbart syd for hovedbygningen ligger en trelænget avlsgård, hvis længer åbner sig mod hovedbygningen i nord.

Skaarupgaards trelængede avlsgård fra 1800-tallet er opført i grundmur med fast tag.

Fredningsstatus 2013: Avlsgården er ikke fredet.

Omgivelser

En landskabelig have med en mindre sø tilhører Skaarupgaard.

Ejere af Skårupgård

1419 – Niels Ovesen (Panter)

1419 – Anders Jacobsen Lunge

1540 ca. Poul Vinter

1546 – Chr. Jens Christensen

1568 – Christopher Pedersen

1600 – Jørgen Orning

1658 – Mogens Krabbe

1687 – Rasmus Jørgensen

Christen Lauridsen

1693 – Otte Arenfeldt (under Lerbæk)

1794 – Boe Johannesen Møller

1799 – Peder Hansen Milling

1824 – Staten

1835 – C. Sørensen og Ferdinand Chr. Rørbye

1837 Poul Møller

Chr. C. Møller

1857 Chr. Fr. Ingerslev

Peter Chr. Wilhelm Frederiksen * 1874 – O.L Bang

1961 – N.S Hom

1874 Andreas Skriver

1874 O.L.Bang

E.K.Jørgensen

1885 F.N.Westengård

1894 J.Westengård

1913 Hans Claus Chr. Bang

1914 Niels Andersen

1944 Knud Andersen

1961 N.S.Høm

1987 – Aage Roune

1995 – Henrik Hougaard

Kilde:

Hjørring Slægtsforening og Wikipedia

Vandstedgaard, hvor lå den, og hvad var det for en gård?

Læs historien om en gård, der blev genfundet

Af Poul Dahl, Horsens-Hammer Hjemstavnsforening. Lokalhistorisk Arkiv.

I Horsens-Hammer Hjemstavns arkiv har vi mange forunderlige ting samlet. I en af arkivets mapper med postkort findes et gulnet fotografi af en gård med en noget løjerlig ”arkitektur”. Hvad var det for en gård, og hvor lå den?
Forfatteren havde længe gået med et ønske om at få fat på flere enkeltheder om gården i Vandsted ved Grindsted og dens mulige tragiske endeligt. Med hjælp fra ældre Grindsted- og Uggerhalneboere lykkedes det at afdække noget af gårdens historie.

Postkort med påskriften Vandstedgaard. Fotoet er fra starten af 1900-årene
Fotografiet er skænket til Horsens-Hammer Hjemstavnsforening af Niels Jørgen Jensen, Uggerhalne.

På det gulnede fotografiet ser man en unormal lang længe, hvoraf en del er hvidkalket, andet fremstår med bindingsværk. Cirka midt på går en kortere længe ud i retning af fotografen. Man fornemmer, at bygningen har udviklet sig i forskellige etaper. Til højre for selve ejendommen ligger et hus, et såkaldt udhus, måske et hønsehus. Alle længer er med stråtag.
Foran ejendommen ses en jordvej, fotografen har stået på den anden side af vejen på en bakke. Der er kun lidt bevoksning mellem fotograf og bygningerne og ligeledes bagved, hvor en vej slynger sig gennem landskabet. Ejendommen ligger formentlig øst-vest, som mange landbrugsejendomme gjorde tidligere.
I arkivets optegnelser har en af medarbejderne noteret, at postkortet forestiller Vandstedgaard og er indleveret af mangeårigt medlem af foreningen og bestyrelsen, Niels Jørgen Jensen, Uggerhalne.
Postkort med påskriften Vandstedgaard. Fotoet er fra starten af 1900-årene Fotografiet er skænket til Horsens-Hammer Hjemstavnsforening af Niels Jørgen Jensen, Uggerhalne.
Men hvad er Vandstedgaard, og hvor ligger eller rettere hvor lå den? I Vandsted ja, men hvor i Vandsted? I en helt anden sammenhæng kørte jeg en lokalhistorisk rundtur i Grindsted og omegn med Lasse Hedegaard Henriksen, Dronninglund, der i en del af sin barndom i 1940’erne boede i
Grindsted. Lasse vidste, hvor Vandstedgaard lå, for han havde boet der i en kortere periode under Besættelsen. Vi kørte ind ad Vandstedvej fra øst, krydsede den ældgamle vej til Møgelmose, forbi huset mange kalder for ”Ekko”, hvor Gartnerkarl og hans mor i sin tid boede. Hundrede meter længere mod vest går en nu næsten forsvunden vej mod syd, her lå Vandstedgaard. Der er stadig fundamentrester, hyld og andre planter, der vidner om tidligere beboelse.
Lasse fortalte, at den landsbrugsejendom, hans familie boede på i Grindsted, på nuværende Svanelundsvej, brændte delvis ned som følge af tyske sporlyskugler, der faldt ned på stråtaget og forårsagede ildløs. Familien blev genhuset for en periode i Vandstedgaards hønsehus, det fritstående udhus på fotografiet.

Vandstedgaard fik en sørgelig ende, ifølge en notits i Aalborg Stiftstidende fredag den 12. april 1957 brændte gården, og et spædbarn blev kvalt ved branden. ”En otte måneders datter af arbejdsmand Otto Børgesen, Vandstedet ved Uggerhalne blev i eftermiddags kvalt, da der opstod ild i hendes hjem. Branden, der skyldtes en væltet petroleumsdunk, bredte sig med så stor hast, at beboerne ikke kunne komme ind til den lille, der lå og sov. Efter adskillige forsøg slap en ung mand ind gennem de knuste vinduer, men var selv ved at kvæles i røgen.” Artiklen slutter med at fortælle, at det var Horsens-Hammer Kommunes husvildebolig, der nedbrændte, og som blev beboet af børnerige familier.

Forrets i billedet ses Vandstedvej. Mod syd anes vejen gennem ”Vandstedgaard”. Hønsehuset, hvis fundamenter stadig kan se af den, der leder omhyggeligt, lå til højre, hvor grantræet rager op.
”Nutidsfotografen” kunne på grund af granplantage ikke komme op på den bakke, hvor ”fortidsfotografen” stod placeret.
Foto: Ole Faaborg, 2017

Vognmand Knud Skindbjerg fortæller, at det var hans far, Henry Skindbjerg, der forsøgte at komme ind for at redde spædbarnet. Baggrunden var, at ilende fra Vandsted kom til Grindsted for at telefonere efter brandvæsenet. På den baggrund løb Henry og Harry Larsen fra ”Mellergaard” ned til brandstedet. Harry stod udenfor vinduet, mens Henry prøvede at komme ind, hvilket altså mislykkedes!
Det blev enden på Vandstedgaard, den blev ikke genopbygget, men henligger nu med så få fundamentrester, at man knapt aner, at der tidligere lå en ejendom på stedet, hvor frugttræer, buske og grantræer nu er fremherskende.

Trosretninger i Løkken

Kilde: Løkkenshistorie – Lokalhistorisk Arkiv

Gennem nogle år har Simon Jacobsen kortlagt trosretninger, der har virket eller haft medlemmer i Løkken. Han har fundet frem til ikke færre end 18 kirker, menigheder og grupperinger, som kan opdeles på denne måde:

1. Lutheranere – Folkekirken, Indre Mission og grundtvigianere – Vrå Valgmenighed

2. Frikirker, som er medlem af Danske Kirkers Råd, Frikirkeforum (Evangelisk Frikirkeråd) og Evangelisk Alliance – Apostolsk Kirke, Baptistkirken, Det Danske Missionsforbund, Metodistkirken, Pinsekirken og (Guds Menighed, der er ophørt som kirkesamfund i Danmark)

3. Maran Ata og Hegnstrup Folket – der begge er/var grene af pinsekirken

4. Den Katolske Kirke og Den Reformerte Kirke – der begge er medlem af Danske Kirkers Råd

5. Det Mosaiske Trossamfund – jøder har boet eller haft sommervilla i Løkken

6. Frikirker som ikke samarbejder med andre kirker eller er tilknyttet Kirkers Råd, Frikirkeforum (Evangelisk Frikirkeråd) og Evangelisk Alliance – Syvende Dags Adventistkirken, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige – Mormonerne, Jehovas Vidner og Unitarisk Kirkesamfund

I 1800-tallet og langt efter år 1900 var der et stort skel mellem Folkekirken og frikirkerne, som diskriminerende blev omtalt som sekter, men den tid er heldigvis forbi.

I dag samarbejder Folkekirken og de fleste kristne kirker, som medlemmer i Danske Kirkers Råd, der er et nationalt råd af kristne kirker og organisationer i Danmark.

Danske Kirkers Råd, som blev oprettet i 2004, er et fællesskab af kirker, trossamfund og menigheder i Danmark, som tilbeder og bekender én Gud – Faderen, Sønnen og Helligånden som skaber, Frelser og Livgiver – i overensstemmelse med Bibelen og Den apostolske Trosbekendelse.

Frikirkerne begyndte allerede et samarbejde i 1930’erne, idet de fire gamle frikirker, Baptistkirken, Metodistkirken, Missionsforbundet og Frelsens Hær, i 1933 dannede Evangelisk Frikirkeråd.

Alliancemøder, fælleskirkelige møder, har været kendt i Løkken siden 1930’erne. Denne bevægelse, Evangelisk Alliance, der er verdensomspændende, kom til Danmark i 1884. Den blev stiftet i London i 1846.

Her finder du en beskrivelse og historie om de kirker og trosretninger, som har virket eller har haft medlemmer i Løkken gennem tiden. Danske Kirkers Råd, Evangelisk Frikirkeråd og Evangelisk Alliance er også nærmere beskrevet.

Historien om en fattig husmandsfamilie i Hammer Bakker

Historien om en fattig og mishandlet husmandsfamilie i Hammer Bakker.

Historien om Løkken Badehotel

Løkken Badehotel

Kilde: Løkkenhistorie – Lokalhistorisk

1. juli 1895 ankom de første gæster til det nyåbnede Løkken Badehotel. Det var enkefru Kromann fra Marstal med sine to døtre. Dagen efter kom de næste gæster sagfører Christiansen fra Aarhus med familie, købmand C. H. Friis fra København og købmand Chr.Jensen fra Ribe. I de følgende dage fulgte flere gæster efter. Løkken havde fået et badehotel, og det var kommet godt i gang.

Badehotellets åbning var begyndelsen på en ny æra i Løkkens historie. Man begyndte for alvor at satse på turisterne, eller badegæsterne, som man kaldte dem i begyndelsen. Meget betegnende åbnede badehotellet i en af byens gamle skudehandlergårde, Asps Gaard. Badegæsterne afløste handelsvarerne, som der ikke længere var forretning i. Fra Asps Gaard var der drevet skudehandel i alt fald tilbage til slutningen af 1700-tallet. Gården havde fået navn efter Niels Asp Geertsen, der købte ejendommen i 1849. Han døde allerede i 1855. Hans enke giftede sig med Conrad Christensen, der drev skudehandlen videre og blev en af de betydeligste skudehandlere i Løkken. Efter hans død i 1876 overtog Niels Asp Geertsens søn, Peder Mortensen Asp Geertsen forretningen. Skudehandlen sang på dette tidspunkt på sit sidste vers, og forretningen gik efterhånden over til at være en købmandshandel uden ind- og udførsel over Løkken strand. I 1895 valgte Peder Mortensen Asp Geertsen at sælge ejendommen til Løkken Badehotel A/S, som han selv var en af initiativtagerne til oprettelsen af, og selv var storaktionær i. Han havde set, at fremtiden lå i turismen og flyttede til Frederikshavn.

Badehotellets hovedbygning var skudehandlergårdens stuehus ud mod Torvet med en meget central og synlig placering. På facaden stod der “Badehotellet-Løkken” med store bogstaver. Denne bygning blev i høj grad Badehotellets ansigt udad til. Der er produceret et utal af postkort af Badehotellet, de viser altid hovedbygningen taget fra Torvet. Det samme gør de foto, man finder i private album. Det er svært at få et ordentlig billede af bygningerne andet sted fra. Badehotellet set fra Torvet er måske det mest fotograferede motiv i Løkken gennem tiderne. I hovedbygningen blev indrettet spisesal, køkken, fadebur, læseværelser og et antal hotelværelser. Billedet far kort efter hotellets åbning er formentlig taget af Kirstine Lund. Foran hotellet holder den vogn, man brugte til at hente gædter på stationen i Vraa med.

Foruden hovedbygningen var der en fløj ud mod Vrenstedvej. Den var oprindeligt en selvstændig skudehandel, men blev opkøbt af Niels Asp Geertsen i 1854. Den havde gennem tiderne været pakhus, bolig og rummet flere forskellige funktioner, f.eks. posthus. Den blev ombygget og indrettet til 15 hotelværelser. Bag ved hovedbygningen lå endnu et hus fra skudehandlertiden. Det blev indrettet til bolig for bestyreren og personalet. Den 4. og sidste bygning lå mod nord og var indrettet med sal og havestue. Mellem bygningerne var der sportsplads og længst mod øst en have. Her groede der store træer, som man kunne sidde i skyggen af og nyde sin kaffe, når solen blev for voldsom. De fleste blev overrasket over en have med store træer så tæt ved havet i Løkkens salte luft. Haven var man da også så stolt af, at man fik lavet et postkort af den. Desuden havde hotellet fået opstillet en pavillon i klitten ved vejen ned til stranden og badevogne på stranden. Hotellet tog også initiativ til til at få anlagt en ny og bedre vej til stranden (senere kaldt Sdr. Strandvej), man købte en grund, der spærrede, og rev det gamle hus ned (hvor Peter Baadsmand ligger i dag).

Hele herligheden kan ses på en turistplakat, man fik fremstillet i forbindelse med åbningen af Badehotellet. Hotellet er på plakaten flyttet ned i klitterne og vendt om, så man får et kik ud over havet. Og der er ikke sparet på effekterne. Reklamer var dengang ikke mere troværtdige end i dag. Men Badehotellets bygninger er gengivet nogenlunde troværdigt, og billedet på plakaten giver et meget godt indtryk af , hvordan Badhotellet så ud, da det åbnede.

Før Badehotellet åbnede, var der også badegæster i Løkken, men de var få. De boede på Gæstgivergaarden eller indkvarterede sig privat. Efter åbningen kom de til byen i et helt andet antal. Det var det finere borgerskab. Almindelige mennesker havde ikke råd til at holde 14 dages ferie med indlogering på hotel. I Vendsyssel Tidende blev der om sommeren bragt lister over, hvem der nu var ankommet til Badehotellet i Løkken for at indlogere sig og nyde strandlivet. På trods af de mange fine gæster, der blev skrevet om i avisen, var de første år ikke en økonomisk succes. I 1904 var kapitalen spist op, og aktieselskabet solgte hotellet til Carl Elias Christensen, der både var bestyrer på Badehotellet og ejede Gæstgivergaarden.

Carl Elias Christensen – kaldet Bade-Christensen – var født i Sdr. Felding syd for Herning og udlært i mejerifaget. Inden han købte først Gæstgivergaarden og senere Badehotellet i Løkken, havde han i nogle år lejet Lem Station Gæstgivergaard i Vestjylland. Han var en fremsynet og dynamisk mand, der indså, at det ikke var nok at have en af Danmarks bedste badestrand. Hvis der skulle lokkes badegæster til måtte byen gøres mere indbydende i sig selv, og det kæmpede han utrætteligt for. Som formand for sundhedskommissionen var han med til at begrænse møddingernes antal og sørge for, at der i 1908 blev gennemført en kloakering af hovegaden. Det var også hans fortjeneste, at hovedgaden blev brolagt i 1909, ligesom han var med til at skubbe på for at få oprettet vandværk og elektricitetsværk. Han var desuden en af initiativtagerne til oprettelsen af Borgerforeningen i 1905.

Den nye vej til stranden er vist på de to billeder, der er taget samme dag. Beplantningen på skrænten på billedet til højre ser ny ud, og vejen ser nyanlagt ud. Man har villet vise den nye strandvej frem. Før denne vej blev anlagt, lå adgangsvejen til stranden længere mod syd i forlængelse af Sverigesvej.

Badehotellet havde de første år ikke spiritusbevilling. Det blev åbnet i en periode, hvor afholdsbevægelsen stod meget stærkt, og hvor man fra afholdsfolkenes side agiterede kraftigt imod spiritusbevillinger til hoteller og restauranter. Man var imod både nye bevillinger og fornyelse af eksisterende. Badehotellet fik, da man søgte, sognerådets opbakning, men amtsrådet afslog. Forretningsmæssigt var det selvfølgelig uheldigt, med det klientel man havde, at man ikke kunne servere en øl eller et glas vin til maden. Man kom uden om problemet i de perioder, Badehotellet blev drevet sammen med Gæstgivergaarden, så kunne gæsterne gå derhen og få et glas.

I 1910 solgte Carl Elias Christensen Badehotellet til Inger Søndergaard, og først med hende fik Badehotellet selvstændig bevilling. Det skete dog ikke uden sværdslag, for nu havde afholdsbevægelsen fået vind i sejlene. Der blev afholdt kommuneafstemning, som man kunne efter de nye regler, og her var der stort flertal mod at give Badehotellet bevilling. Bevillingen blev alligevel givet af Indenrigsministeriet, men først i 1915. Inger Søndergaard var ugift. Hun drev Badehotellet sammen med en bror.

Der var i de lokale aviser jævnligt beretninger om livet i Løkken i badesæsonen: “Vor By (Løkken) er i denne Tid overfyldt med Badegæster, og selvfølgelig sætter de mange fremmede Mennesker Præg paa den. Hotellerne har alt optaget, og i næsten hvert Hus er et eller flere Værelser udlejet; alene paa Badehotellet “ligger” der ca. 150 Gæster, og Hotellets store Gaard er Dagen lang fyldt med Automobiler fra alle Egne af Landet……… Livet gaar ellers sin sædvanlige Gang – man sover, spiser, gaar i vandet, flirter lidt – og keder sig! Men saaledes er det jo overalt ved Badesteder, og det er ikke noget særegent for Løkken! En af Sæsonens store Begivenheder, der for en Dag ryster Folk ud af den sædvanlige Trædemølle, finder iøvrigt Sted i Dag, Mandag, idet Fru Oda Nielsen giver en Underholdning paa badehotellet med paafølgende Bal. En anden begivenhed, dog af lidt anden Art, Indtræffer i Morgen, Tirsdag, idet der da afholdes en Maleriauktion samme Sted, for øvrigt for første Gang i Løkkens Historie. Og begge Dele – baade Fru Oda og Malerierne – glæder Gæsterne sig til; thi er der noget ,man lærer ved et badested, saa er det i hvert Fald med hensyn til Adspredelse – Nøjsomhed.” (Nordjysk Dagblad 19.7.1920).

Inger Søndergaard solgte i 1924 badehotellet til gårdejer og strandfoged Marinus Svendsen fra Sdr. Kongerslev i Himmerland. Han byggede i 1928 en ekstra etage på hotellets hovedbygning. Kort tid efter byggede han også en ekstra etage på fløjen ud mod Vrenstedvej. Det er lidt uklart, om det også var ham, der udvidede med en fløj vinkelret på hovedbygningen med nyt køkken og spisesal, eller om den blev opført i Inger Søndergaards tid. Den blev formentlig bygget i Marinus Svendsens tid. Efter 17 år som hotelejer solgte Marinus Svendsen i 1941 Badehotellet til fiskeeksportør Peder Brix Kjelgaard og frk. Anne Christensen.

Det blev Anne Christensen, der kom til at stå for driften. Hun var 20 år forinden kommet til hotellet som servitrice. Hun var vellidt og myndig og regerede på stedet frem til 1963, hvor hun solgte sin andel. I 1985 blev hotellet solgt til et konsortium, der foretog en gennemgribende renovering med respekt for stedets historie, og hvor hotellet fik sit nuværende udseende. Det ombyggede hotel blev solgt i time share andel, en ejer- og driftsform, der stadig anvendes.

Ole Bøgh Johansen – En levnedsbeskrivelse fra barndom, skolegang og arbejdsliv til den 3.alder

Fra barndom, skolegang og arbejdsliv til den 3.alder

Af Ole Bøgh Johansen, Vestergårdsgade 21, Brønderslev

Ole Bøgh Johansen, f.1956

og tidligere bankmand i Brønderslev

Da jeg blev spurgt af Jens Otto Madsen, om jeg ville fortælle om mit liv, skulle jeg lige vende skråen. Er jeg allerede blevet så gammel, at jeg skal til at skrive mine erindringer? Jeg sagde ja, og kan med hensyn til alder meddele, at jeg i april måned rundede de 67 år og i den forbindelse netop er blevet Folkepensionist. Dette i sig selv fortæller jo også, at man har nået den 3. alder, hvilken forhåbentlig bliver både lang og god.

Barndommen

Jeg er som sagt født i april 1956. Er den næstældste i en søskendeflok på 4. Jeg har min 3 år ældre søster Grethe der bor i Ø. Brønderslev, min 3 år yngre lillebror Svend der bor i Struer samt min 5 år yng1956re lillebror Hans der bor i Hasseris.

Og fødsler dengang var primært hjemmefødsler, med hjælp fra en Jordemoder, der blev tilkaldt. Mine forældre Bodil og Erik havde et lille husmandssted i Hostrup mellem Sulsted og Vestbjerg på Sulsted Kirkevej.

Her blev jeg født på det lille husmandssted ved Hammer Bakker mellem Sulsted og Vestbjerg

En vej der desværre er blevet kendt i offentligheden i forbindelse med drabet på Mia Skadhauge.

At det var en hjemme fødsel, betød også, at det med forældrebarsel, ikke var meget af. Allerede dagen efter måtte mor ud at malke. Og på sådan et lille husmandssted, klos op ad Hammer Bakker, var der ikke meget luksus. Toiletforholdene var ude bag køerne.

Og klos op ad Hammer Bakker betød også, at det var en meget mager jord, hvor de store udbytter var en sjældenhed. Det betød, at far for at supplere indtægten tog arbejde som mælkekusk hos Sulsted Mejeri. Det var før tankbilerne blev taget i brug, hvilket betød at han med sin egen traktor og gummivogn afhentede mælkejunker hos landmændene. Når vognen var fyldt, gik vejen til mejeriet hvor jungerne blev vejet ind, hvorefter far måtte retur til landmændene med spandene. Nogle gange med fyldte spande med valle, som blev brugt til at fodre grisene med.

Det var et meget slidsomt arbejde, og da det jo var landmand far ville være, solgte de i 1965 ejendommen og købte ny i Ø. Brønderslev på Granvej.

Her voksede jeg op på gården Jægersborg i Ø. Brønderslev hvortil vi flyttede i 1965

Gården hed Jægersborg. Hvorfra det navn kommer, ved jeg ikke, men det var dog en væsentlig større gård, end den i Hostrup efter datidens forhold. Nu er hverken far eller mor her længere, så jeg kan spørge dem, men jeg mener der var 40 ha til gården hvortil far også havde noget i forpagtning. Og igen var det malkekvæg der var fars hovedinteresse selvom han også opfedede grise på gården.

Især vi brødre fik alle lov at bidrage med arbejdet på gården. Især med at hakke roer, hvilket gav mange dårlige rykke og solbrændte skuldre. Her må jeg erkende, at min lillebror Hans var den kvikkeste i den disciplin. Han var altid langt foran Svend og mig. Så kan vi altid drøfte kvaliteten af arbejdet! Og så var der høsten hvor far forventede at vi stod til rådighed, også da vi blev større. Far var altid stresset i høsten, hvilket måske skyldtes, at det altid var maskinstationen der kom og høstede. Og nåede de nu at komme, inden regnen satte ind? Nu skrev jeg, at det især var os brødre der bidrog med arbejdet. Det betyder ikke, at Grethe ikke lavede noget. Det var dog mest derinde.

Far var ikke særlig involverende i vores fritidsinteresser.

Alle vi brødre spillede fodbold i Ø. Brønderslev. Han har aldrig set os spille en eneste kamp, og derfor var han også ret ligeglad med, om der var kamp når der var høst og hø og halm skulle køres ind. Jeg husker et år, hvor jeg var til sommerfest i byen. Jeg som alle andre havde også smagt på de våde varer, og var vel blevet lidt fuld. Mit værelse var på loftet og den nat havde jeg det så dårlig, at jeg måtte kaste op, hvilket skete ud ad vinduet. Næste morgen kom far og vækkede mig. Jeg skulle ud at muge ud blandt grisene. Han kommenterede ikke, at jeg havde drukket for meget. Der var ingen kære mor, hvilket betød at jeg måtte ud og gå i den stærke lugt blandt grisene, hvilket gav yderligere opkast til stor glæde for grisene!

Ellers må jeg sige, at vi har fået en ganske tryg opvækst. Jeg husker kun at have fået en endefuld en gang, og det var nok berettiget. Min søster Grethe havde i fødselsdagsgave fået en fin rød dukkevogn. Jeg havde vel været en 3 eller 4 år dengang og var måske blevet misundelig over denne fine gave. Så jeg tog en saks og jog den gennem kalechen flere gange, hvorefter det fine gik af vognen. Det blev far for meget, og jeg fik som fortjent, hvilket åbenbart har indprentet sig i min hukommelse.

Udover at have gået de første knap 2 år på Sulsted Skole inden vi flyttede til Ø. Brønderslev, gik jeg frem til og med 7. klasse på Ø. Brønderslev Centralskole hvorefter jeg kom på Søndergade Skole inde i Brønderslev for at tage Realeksamen. At gå på Realen skulle man indstilles til, og her blev jeg heldigvis erklæret ”egnet”. Min bror Hans der er 5 år yngre end mig, var i øvrigt på den sidste årgang indtil Realskolen blev afskaffet i forbindelse med en Skolereform med virkning fra 1978.

Jeg føler egentlig jeg altid har haft gode kompetente lærere. I Ø. Brønderslev var det Henning Nordlund jeg havde som klasselærer, hvilket også betød at jeg havde ham til Dansk. Samtidig havde jeg Kaja Andersen til Regning og Matematik. Begge lærer som jeg har kendt og haft mere eller mindre kontakt med indtil de ikke var mere. På Søndergade Skole havde vi Ester Kjær som klasselærer og dansklærer. Som lærer i Regning og Matematik havde vi Knud Svante Eriksen. Han var helt unik og vel over kvalificeret til at undervise på dette niveau. Han gik meget op i rumfart. Og da amerikanerne skulle lande på månen i 1972 eller var det 1973 ville Svante Eriksen gerne se det på TV. Det var om formiddagen, hvilket betød at hele klassen blev inviteret hjem i hans stue og fik saftevand og kage medens vi så månelandingen. Svante Eriksen boede i villaen lige over for skolen. Han er for øvrigt først død her i april 2023 i en alder af knap 97 år.

Men ingen ungdom uden bump på vejen. Som 11-årig mistede jeg min sidde kammerat i skolen, Henning Sørensen fra Hallund. Børnene fra Hallund var med skolebus til og fra skole, og en dag havde Henning travlt med at komme hjem. Han skulle ud at se cykelløb. Han løb om bag bussen og over vejen uden at se sig for, og den stakkels bilist der netop passerede, havde ingen jordisk chance for at undgå påkørsel af Henning. Det var en hård tid at komme igennem. Jeg husker stadig begravelsen, som vel var den første jeg deltog i. Her strøede vi klassekammerater roser foran ligtoget på vej til graven. Henning var i øvrigt lillebror til Carsten Sørensen, der har været politibetjent på stationen i Brønderslev i mange år.

Jobmæssigt

Umiddelbart efter Realskolen kom jeg på Handelsskolen i Saxogade i Aalborg. Jeg havde egentlig ikke nogen planer om hvad det skulle føre til, men efter endt eksamen søgte jeg et par banker, bl.a. den lokale Ø. Brønderslev-Hallund Sparekasse, hvilken dog ikke kunne bruge mig. Jeg havde dog også en forestilling om, at ens forældre skulle være noget og måske også være kunder i sparekassen for at ens chance for ansættelse der, var en mulighed. Men pyt med det. Jeg blev i stedet ansat i Landmandsbanken i Algade i Aalborg. Danmarks største pengeinstitut på det tidspunkt. Vi var et elevhold på hele 17 elever der påbegyndte vores uddannelse den 1.8.1974.

Jeg startede i ”ekspeditionen” og på det tidspunkt var IT i sin vorden, så der var rigtigt meget manuelt arbejde der skulle udføres. Og som første års elev, måtte man jo starte fra bunden med meget arkivarbejde, og i øvrigt forefaldet arbejde, som assistenterne ikke gad.

Landmandsbanken i Aalborg var hovedkontor for Landmandsbanken i Nordjylland. Hvor mange ansatte der var i filialen ved jeg ikke, men det var da mange, med kasseekspedition, ekspedition- og privatkundeafdeling, veksel og inkassoafdeling, erhvervsafdeling og valutaafdeling. På det tidspunkt følte jeg, at dem ovre i erhvervsafdeling var nogle snobber og ikke værdigede os unge et blik. Efter en tid i ekspeditionsområdet kom jeg til valutaafdelingen, hvilket var en rimelig stor afdeling dengang. Vi ekspederede erhvervskunders overførsler til udlandet, solgt udenlandsk valuta ligesom der var veksler i udenlandsk valuta. Alt dette er tiden nu løbet fra. Overførsler til udlandet klarer kunderne selv via deres Netbank og udenlandsk valuta kan købes i automaterne, ligesom kreditkortene har taget over når hr. og fru Jensen skal på ferie.

Efter min tid i Algade kom jeg til filialen i Vejgaard, dog havde jeg forinden lavet en ansøgning til Provinsbanken, da Landmandsbanken gerne ville have de unge assistenter til København hvor de havde problemer med at finde egnede medarbejdere. Det var på det tidspunkt en alvorlig trussel for en. I dag havde det nok været noget anderledes. Med hensyn til ansøgningen til Provinsbanken, så kom jeg også til samtale på den baggrund. Jeg fik ikke svar her og nu, men i stedet blev jeg kaldt ind til personalechefen i Landmandsbanken, der meddelte mig, at jeg ikke vil blive flyttet til København. Jeg er overbevist om, at personalecheferne i de 2 banker havde udvekslet min ansøgning.

I Vejgård afdeling, der var en pæn stor filial, kom jeg ud til filialdirektør Hans Georg Christensen. Kun kaldet Christensen. Han var en lille cigarrygende mand som vi havde stor respekt for. Jeg fik den tillidspost at møde lidt før, for at åbne post sammen med ham. Den skulle jo være fordelt til den enkelte medarbejders bord, inden de mødte op. I denne filial var der stadig en del forefaldet arbejde, men langsomt fik vi unge da også gaflet os ind på de mere interessante kundeopgaver med ekspedition ved skranken. Det førte dog også til lidt slavearbejde, som at stemple kontonumre på checkhæfter, når kunderne kom ind og skulle have suppleret op.

I 1979 havde min ægtefælle Inger og jeg bygget hus på Bålhøj i Ø. Brønderslev. Herefter blev det noget bøvlet at komme til og fra Vejgård. Jeg havde dog kendskab til, at filialdirektøren for bankens Gug afdeling boede lidt uden for Ø. Brønderslev, så jeg fik det ordnet sådan, at jeg kunne køre med ham, dog med arbejdsplads i Gug. Men Niels Aage som filialdirektøren hed, havde andre planer. Han blev udnævnt til filialdirektør i Hirtshals hvorefter min kørelejlighed ophørte.

Det førte til, at jeg søgte en assistentstilling i Handelsbanken i Brønderslev hvor Børge Bøss var chef. Jeg fik stillingen fra 1.1.1981. Afdelingen her var på det tidspunkt en pæn stor afdeling med 4 kasser. Der var både hovedkasserer, fuldmægtige, kontorchef C.O. Carlsen og andre der kunne ses op til og stræbe efter at nå deres position. På det tidspunkt var der vel over 20 ansatte i Brønderslev og stadig i en tid hvor det var skrivemaskinen der blev brugt fremfor computeren. Samtidig, var det på det tidspunkt, hvor Dankortet ikke var opfundet, hvilket betød at der var kø ved kassen, og især da omkring den 1ste hvor der var pres på indgangen når dørene blev åbnet. Samtidig var PC-erne ikke hver mands eje, hvilket betød, at Netbank ej heller var opfundet. Det betød, at vi havde mange serviceopgaver, som at betale folks regninger og lave budget for dem. Dankortet kom først i 1983, hvorefter det så småt aftog med presset på kasserne i takt med at kortet blev introduceret.

På det tidspunkt i starten af 80-erne var checks det store betalingsmiddel i Danmark. Dette var en stor administrativ byrde for bankerne. Udover at vi skulle modtage dem som manuelle indbetalinger fra kunderne, skulle de også cleares (trækkes på udstedende pengeinstitut). Dette kunne nemt beskæftige en medarbejder i en bankfilial som Brønderslev udover de kassemedarbejdere der modtog indbetalingen.

Check ophørte som betalingsmiddel i Danmark med udgangen af 2016. På det tidspunkt var der dog også et stort fald i brugen af disse, da Dankortet og Net betalingerne havde taget over.

I Handelsbanken Brønderslev var jeg i første omgang til 1985, hvor jeg søgte og fik stillingen som souschef i filialen i Hvide Hus i Aalborg. En lille filial med 7 ansatte på det tidspunkt. Filialen var delt op i et ekspeditionslokale ud mod parkeringspladsen samt et lokale hvor vi havde mulighed for at afholde møder. For at komme til dette lokale, skulle vi gå gennem hotellets reception. Ekspeditionslokalet kunne give anledning til mange pudsige episoder. Under Pelsdyravlernes årsmøde kom en avlers frue ind i banken i sin fine pels. Hun troede jeg var piccolo og bad mig bære hendes kuffert op på hendes værelse. Jeg måtte dog henvise hende til døren ved siden af, hvilken førte til hotellets reception.

At vi skulle gå gennem receptionen for at komme til vores interne lokale, betød også at kom tæt på de store kunstnere der optrådte i Aalborghallen og som boede på Hvide Hus. De sad tid i receptionens cafe og slog tiden ihjel.

Vi havde egentlig mange gode kunder i filialen. Specielt læger inde på Sygehus Syd havde vi mange af. Og så havde vi også en del af hotellets ansatte, hvilket kunne give nogle fordele. Her tænker jeg på en gang hvor vi havde abonnement på Aalborg Teater sammen med et vendepar. Før en forestilling skulle vi ud at spise, hvilket skete på toppen af Hvide Hus. En af mine kunder var tjener den aften, og der blev i den grad sørget for os. Jeg og min ven Frede spiste rigeligt, for der blev serveret mere end en gang af retterne. Vi var så forspiste, at vi faldt i søvn under første akt af teaterstykket, hvilket blev pigerne for meget. De mente vi skulle gå i biografen i stedet. Her faldt vi også i søvn.

Jeg endte med at blive konstitueret som chef i Hvide Hus, da den daværende kvindelige chef skulle på barsel. Det varede dog kun kort, da den store fusionsbølge i branchen startede. Den Danske Bank, Handelsbanken og Provinsbanken blev fusioneret med virkning fra 1990, og der skulle straks iværksættes rationaliseringer, der betød, at Hvide Hus blev nedlagt som filial. Jeg kom kort ind på filialen på Vesterbro inden jeg kom retur til Brønderslev. Her var Provinsbankens medarbejdere blevet flyttet over i Handelsbankens lokaler, og på det tidspunkt var der hele 28 medarbejdere i filialen. Flere end der var stole og skriveborde til. Det betød at der var kamp om pladserne og at man skulle møde tidligt for at få en stol. Samtidig var det også på et tidspunkt hvor IT var begyndt at vækste. Der var kommet computere i filialen, men ikke til alle. Det betød at der gik megen tid med at vente på at der blev en ledig, hvilket selvfølgelig ikke var rationelt.

Men udover at der skulle rationaliseres med filiallukninger, påbegyndte de første massefyringer også i 1990. Jeg husker dagen hvor det skulle ske, hvilke bestemt ikke var rar. Her ville en industriarbejder eller en håndværker nok sige, at det var da ikke noget særligt. Det var de da vant til. Men det var vi bestemt ikke i pengeinstitutbranchen. Her var en ansættelse at betragte som en livsstilling. Men fra 1990 bestemt ikke længere. Fyringerne, eller prikkerunden som den blev kaldt, foregik på førstesal, og det gjorde da ondt at se, når den enkelte måtte gå den tunge gang op af vindeltrappen. 4 kollegaer blev afskediget denne dag, men der kom flere til senere. Jeg har dog opnået det privilegium, aldrig at være blevet afskediget i mit arbejdsliv.

I årene omring årtusindskiftet, var banken i opkøbshumør. Det betød bl.a., at Fokus Bank i Norge blev købt i 1999 og Østgøta Enskilda Bank blev opkøbt i 2000. I den forbindelse var jeg heldig at blive udstationeret i Norge og Sverige. Ganske vist kun i 2 x 16 dage, for at hjælpe de 2 bankers medarbejdere med implementeringen til Danske Banks IT-system. I Norge var jeg i en filial nord for Trondheim i en by der hedder Levanger. Det var i november måned hvor mine forældre netop havde lavet grønlangkålsboller, hvilket jeg mente, at nordmændene da skulle smage. Så vi afholdt en lille julefrokost for dem med sild og grønlangkål. Modsat fik jeg så smagt deres typiske juleret ”Lutefisk”, hvilket er en traditionel ret af tørret fisk, som er udblødt i lud og derefter udvandet. Det kunne jeg godt havde undværet!

I Sverige, var vi i den store filial i Gøteborg. Her havde vi den oplevelse, at vi havde meldt vores ankomst forinden implementeringen for at orientere om forløbet. Vi havde en forventning om, at de stedlige chefer var til stede. Det var de ikke. Elgjagten var sat ind på netop samme dag, så det prioriterede de højere end os danskere.

I Brønderslev afdeling, hvor jeg hovedsageligt beskæftigede mig med privatkunder, blev jeg indtil 2003, hvor jeg søgte og fik stillingen som leder af filialen i Skalborg. Det var på det tidspunkt en filial med 7 medarbejdere. Her oplevede jeg i 2007, at filialen blev røvet. Jeg ved ikke, om i som læser husker, at en forsmået kæreste dræbte sin ex-kæreste med knivstik ved en gymnasiefest på Hasseris Gymnasium? Ugen efter det skete, kom en bankrøver ind i filialen og truede med en stor slagterkniv kassereren til at udlevere penge. Hun reagerede ved at smide sig på gulvet og begyndte at skrige. Røveren gik så selv ind og tømte kassen. Det han ikke vidste var dog, at han også tog de ”røde penge”. Så posen han bar pengene i eksploderede i hænderne på ham, hvorved han kastede dem fra sig. Han fik derfor ikke andet ud af røveriet, end at han fik ødelagt kassererens liv, forstået på den måde, at hun aldrig kom til at sidde i en kasse igen. I april 2007 blev jeg kontaktet af den daværende chef i Danske Bank, Brønderslev. Han stod og manglede en stedfortræder, og ville gerne om jeg ville søge, hvilket jeg gjorde og fik posten.

Dette job varede dog ikke længe, så blev chefen hentet ind til bankens

Finanscenter, hvorefter jeg fik posten som filialchef for med Pandrup Afdeling som underliggende filial. Her var vi 11 medarbejdere i Brønderslev, medens der var 4 i Pandrup.

Rationaliseringerne tog virkelig fart i disse år. Gud og hver mand begyndte at få personlige computere og dermed også Netbank. Det betød at mange af de serviceopgaver vi havde faldt fra, ligesom belastningen på kasserne også var kraftig aftagende. I 2011 har jeg et billede fra Brønderslev Bys 90-års købstadsjubilæum. Her var vi nede på 7 medarbejdere i Brønderslev Afdeling. Men så skal man også huske på, at vi havde en kundelinje, der tog de fleste af de indkomne telefoner, ligesom erhverv blev flyttet i 2007 til Aalborg. Af rationaliseringer, kan også nævnes, at mange af de kontrolfunktioner vi dagligt havde, også blev flyttet ud af huset.

I januar 2012 kom jeg igen ud for et bankrøveri, her i Brønderslev filialen. Det var overfor den stedlige kasserer meget magtpåliggende, at der var så lille en kontantbeholdning liggende i kassen. Resten skulle være under tidslås. Men røveriet skete på det mest uheldige tidspunkt kort efter lukketid. Alle døre var låst og pengene var taget op for at blive afstemt. Det betød at røverne der brød bagdøren op med økser, løb med hele beholdningen. Vi personale der overværede situationen, blev passet op med en økse, der var klar til at blive svunget, så ingen af os havde lyst til at gribe ind. Der kom senere anholdelser i sagen, men om der er faldet dom, ved jeg ikke. Pengene blev aldrig fundet.

Senere på året 2012, havde banken fat i den store sparekniv med mange filiallukninger til følge. Det betød at der kom en del filialchefer i overskud der enten blev afskediget eller placeret i anden stilling. Chefen for filialen i Hadsund Torben B. Jensen, blev udset til at skulle videreføre Brønderslev Afdeling, hvilket betød at jeg efter 5 år på posten måtte træde et skridt ned til stedfortræder. Det betød selvfølgelig en lønnedgang, men de 9 år jeg fik sammen med Torben, har jeg ikke kunnet klage over. Vi havde det fint sammen og efter min mening, en meget veldrevet filial. Det skal hertil siges, at i forbindelse med filiallukningerne i 2012 lukkede også filialen i Pandrup Afdeling.

I 2020 hvor vi var 4 tilbage i filialen, kom der et fratrædelseskatalog, hvor man ved at søge selv kunne få sin opsigelsesperiode udbetalt som løn. Jeg søgte og fik det bevilget, dog på den måde, at jeg først fratrådte den 1.10.2021 på et tidspunkt hvor jeg var 65½ år. Og med opsigelsesperioden oveni, havde jeg løn frem til jeg blev 66 år. Det var en god ordning for mig. Kom på et perfekt tidspunkt, hvor man følte, at der kun var rådgivning tilbage, samtidig med at filialen i Brønderslev nu var blevet en underafdeling af filialen i Hjørring.

47 år i banken blev det til, og jeg har ikke fortrudt mit valg i 1974 en eneste dag. Men det har da været en turbulent tid, hvor man som medarbejdere har skulle forsvare mange af bankens handlinger, hvilket ikke altid har været lige let. Her tænker jeg specielt på hvidvasksagen i Estland. Og så har jeg ikke tal på, hvor mange ordførende direktører der har været i banken i disse år. Det er da nogle stykker, hvor enkelte kun sad i korte perioder.

Privatliv/Seniorliv

Nu er det 2 år siden jeg stoppede i banken. Straks jeg stoppede, blev jeg kontaktet af en tidligere kollega, der mente, at Fårup Sommerland godt kunne bruge mig. Jeg søgte, og fik straks jobbet i slutsæsonen 2021. Der har jeg været siden, og er nu det man kalder ”operatør” på Danmarks hurtigste og største rutsjebane, FØNIX. Desværre må jeg her skrive, at jeg ikke selv har prøvet banen. Mit balancesystem kan ikke klare sådanne udfordringer. Jeg bliver slået fuldstændig ud af kurs, hvilket betyder at jeg ikke er mig selv de næste par dage. Mine kollegaer er dog efter mig. De mener ikke man kan være operatør og ikke selv have prøvet aktiviteten. Bliver det et krav, bliver det uden mig.

I efteråret 2022 ønskede jeg at prøve mig selv af med en Camino. Ikke den lange fra Frankrig over Pyrenæerne til Santiago de Compostela i Spanien som er over 800 km lang, men en mindre udgave i form at ”Kystruten” fra Porto i Portugal til Santiago de Compostela. En rute på 280 km som skulle tilbagelægges på 13 gå dage. Der var dagsruter på mellem 14 og 30 km.

Vi ankom til Porto lufthavn lørdag den 17. september. Jeg rejste og gik sammen med min søster og en veninde til hende. I lufthavnen kunne vi konstatere, at min søsters og min kuffert ikke var med. Det fik vi selvfølgelig anmeldt i lufthavnen, men inden i kom ind til centrum af Porto var klokken over 12, hvilket betød at alle tøjbutikker var lukket. Og at købe tøj i dagligvarebutikker som hjemme i Danmark, er ikke muligt i Portugal, hvilket også gælder om søndagen. Jeg var heldigvis rejst i mine vandrestøvler og bukser hvor benene kunne tages af. Jeg manglede nu en T-shirt, hvilket jeg fik tigget mig til af rejsearrangøren Green Walk.

Caminoen startede allerede om søndagen med en 20 km rute. Der var ekstremt varmt. Over 30 grader, hvilket betød, at jeg gerne ville have skiftet tøj, da jeg kom hjem. Men jeg måtte vaske lidt i hånden og tørre med hårtørreren på hotellet. Og det samme gentog sig om mandagen, hvor vi gik ud tidlig for at undgå den værste varme på den 25 lange rute denne dag. Også denne dag var der også ekstremt varmt, hvilket især pigerne havde svært ved at kapere. Og kufferterne var stadig ikke kommet! Det betød, at jeg i den grad trængte til at få skiftet underbukser.

Ole går på Caminoen i Portugal 280 km

Forestil jer at gå næsten 50 km i over 30 grader i de samme underbukser! Så da pigerne hang lidt i bremsen, løb jeg i forvejen, for at være tidlig fremme. Så tidlig, at jeg kunne nå at komme i en tøjbutik inden de lukkede. Det lykkedes og jeg kom til at ”lugte” godt igen. Først om tirsdagen efter vi var gået i seng, blev der banket på vores værelsesdør. Kufferterne var ankommet, hvilket var en stor lettelse. Vi fik i tiden op til, stor hjælp af receptionisterne, der ringede til lufthavnen og forklarede hvor kufferterne skulle sendes hen når de forhåbentlig dukkede op.

Efter de 2 første gå dage, blev vejret mere normalt for os nordboer. 23-25 grader, og vi fik en rigtig god tur.

Fritiden

I fritiden har jeg haft adskillige bestyrelsesposter i bl.a. Ø. Brønderslev Idrætsforening, i skolebestyrelsen på Øster Brønderslev Skole i 12 år, hvor de sidste 4 år var som formand blot for at nævne nogle. Lige for tiden sidder jeg som sekretær i Lions Club Brønderslev hvor jeg har været medlem i 15 år.

Huset vi byggede på Bålhøj i 1979 boede vi i indtil 1995 hvor vi købte et nedlagt landbrug på Hvilshøj Mark. Her renoverede vi stuehuset totalt, hvilket jeg efterfølgende nok fortrød. Tror det ville havde været billigere at rage det ned og bygge nyt. Men det gjorde vi ikke. På gården havde vi ved købet 2 heste som min datter Anne havde. Hun var dog på det tidspunkt 15 år, skulle på efterskole og var vel så småt ved at miste interessen herfor. Den ene hest fik lov at gå indtil den døde en naturlig død af alderdom. Jeg slog mig i stedet ind på Limousine fede kvæg. Jeg følte dog, at det var et stort arbejde med at passe bygninger, udenoms arealer og dyr, så det blev kun 12 år vi boede der indtil vi flyttede ind til Brønderslev i 2007 i øvrigt samtidig med at jeg kom tilbage for at arbejde i Brønderslev Filialen. Det var ren luksus. Nu kunne jeg gå på arbejde. 3 minutter tog det.

Sport

Jeg har altid dyrket en del sport. Ikke på noget højt plan, men jeg har og er glad for det. I mere end 40 år har jeg gået til ”manne” gymnastik i Ø. Brønderslev med efterfølgende volleyball. Og jeg gør det stadig. Og så er jeg i forbindelse med at jeg fik en diskusprolaps, begyndt at svømme 3 morgener om ugen. Så kl. 06.00 når døren er åben, er jeg i vandet til mine 1.100 m og efterfølgende boblebad og sladder med det faste slæng.

Og så har jeg i 16 år spillet golf i Brønderslev hvor jeg en kort periode var med i bestyrelsen.

Golfen har også betydet meget med hensyn til at rejse. Her har vi nogle gange været i Malaga for at spille sammen med min svoger, ligesom jeg de sidste 4 år (corona-året) har været på herretur til nord Tyskland for at spille.

Sluttelig kan nævnes, at jeg har været ungdomstræner i håndbold i en årrække i ØBI. Det var dog altid på de hold mine egne børn spillede.

Min familie

Familien har jeg stort set ikke nævnt, med udover min hustru Inger igennem 44 år har vi sammen børnene Anne fra 1980, Charlotte fra 1986, Mathias fra 1990 og Katrine fra 1992. De har alle bosat sig på Sjælland eller i København, hvilket i nogen grad besværliggør et hurtigt visit, ligesom de ikke lige kan ringe og anmode om en ad hoc barnepige tjans. Og børnebørn er der efterhånden kommet 7 af. Uffe på nu 12 år, Heike på 10, Tilde på 8, Luie på 6, tvillingerne Marie og Ella på snart 3 år og lille Buster på 1 år når denne bog udkommer.

September 2023 – Ole Bøgh Johansen