Løkken Badehotel

Kilde: Løkkenhistorie – Lokalhistorisk

1. juli 1895 ankom de første gæster til det nyåbnede Løkken Badehotel. Det var enkefru Kromann fra Marstal med sine to døtre. Dagen efter kom de næste gæster sagfører Christiansen fra Aarhus med familie, købmand C. H. Friis fra København og købmand Chr.Jensen fra Ribe. I de følgende dage fulgte flere gæster efter. Løkken havde fået et badehotel, og det var kommet godt i gang.

Badehotellets åbning var begyndelsen på en ny æra i Løkkens historie. Man begyndte for alvor at satse på turisterne, eller badegæsterne, som man kaldte dem i begyndelsen. Meget betegnende åbnede badehotellet i en af byens gamle skudehandlergårde, Asps Gaard. Badegæsterne afløste handelsvarerne, som der ikke længere var forretning i. Fra Asps Gaard var der drevet skudehandel i alt fald tilbage til slutningen af 1700-tallet. Gården havde fået navn efter Niels Asp Geertsen, der købte ejendommen i 1849. Han døde allerede i 1855. Hans enke giftede sig med Conrad Christensen, der drev skudehandlen videre og blev en af de betydeligste skudehandlere i Løkken. Efter hans død i 1876 overtog Niels Asp Geertsens søn, Peder Mortensen Asp Geertsen forretningen. Skudehandlen sang på dette tidspunkt på sit sidste vers, og forretningen gik efterhånden over til at være en købmandshandel uden ind- og udførsel over Løkken strand. I 1895 valgte Peder Mortensen Asp Geertsen at sælge ejendommen til Løkken Badehotel A/S, som han selv var en af initiativtagerne til oprettelsen af, og selv var storaktionær i. Han havde set, at fremtiden lå i turismen og flyttede til Frederikshavn.

Badehotellets hovedbygning var skudehandlergårdens stuehus ud mod Torvet med en meget central og synlig placering. På facaden stod der “Badehotellet-Løkken” med store bogstaver. Denne bygning blev i høj grad Badehotellets ansigt udad til. Der er produceret et utal af postkort af Badehotellet, de viser altid hovedbygningen taget fra Torvet. Det samme gør de foto, man finder i private album. Det er svært at få et ordentlig billede af bygningerne andet sted fra. Badehotellet set fra Torvet er måske det mest fotograferede motiv i Løkken gennem tiderne. I hovedbygningen blev indrettet spisesal, køkken, fadebur, læseværelser og et antal hotelværelser. Billedet far kort efter hotellets åbning er formentlig taget af Kirstine Lund. Foran hotellet holder den vogn, man brugte til at hente gædter på stationen i Vraa med.

Foruden hovedbygningen var der en fløj ud mod Vrenstedvej. Den var oprindeligt en selvstændig skudehandel, men blev opkøbt af Niels Asp Geertsen i 1854. Den havde gennem tiderne været pakhus, bolig og rummet flere forskellige funktioner, f.eks. posthus. Den blev ombygget og indrettet til 15 hotelværelser. Bag ved hovedbygningen lå endnu et hus fra skudehandlertiden. Det blev indrettet til bolig for bestyreren og personalet. Den 4. og sidste bygning lå mod nord og var indrettet med sal og havestue. Mellem bygningerne var der sportsplads og længst mod øst en have. Her groede der store træer, som man kunne sidde i skyggen af og nyde sin kaffe, når solen blev for voldsom. De fleste blev overrasket over en have med store træer så tæt ved havet i Løkkens salte luft. Haven var man da også så stolt af, at man fik lavet et postkort af den. Desuden havde hotellet fået opstillet en pavillon i klitten ved vejen ned til stranden og badevogne på stranden. Hotellet tog også initiativ til til at få anlagt en ny og bedre vej til stranden (senere kaldt Sdr. Strandvej), man købte en grund, der spærrede, og rev det gamle hus ned (hvor Peter Baadsmand ligger i dag).

Hele herligheden kan ses på en turistplakat, man fik fremstillet i forbindelse med åbningen af Badehotellet. Hotellet er på plakaten flyttet ned i klitterne og vendt om, så man får et kik ud over havet. Og der er ikke sparet på effekterne. Reklamer var dengang ikke mere troværtdige end i dag. Men Badehotellets bygninger er gengivet nogenlunde troværdigt, og billedet på plakaten giver et meget godt indtryk af , hvordan Badhotellet så ud, da det åbnede.

Før Badehotellet åbnede, var der også badegæster i Løkken, men de var få. De boede på Gæstgivergaarden eller indkvarterede sig privat. Efter åbningen kom de til byen i et helt andet antal. Det var det finere borgerskab. Almindelige mennesker havde ikke råd til at holde 14 dages ferie med indlogering på hotel. I Vendsyssel Tidende blev der om sommeren bragt lister over, hvem der nu var ankommet til Badehotellet i Løkken for at indlogere sig og nyde strandlivet. På trods af de mange fine gæster, der blev skrevet om i avisen, var de første år ikke en økonomisk succes.  I 1904 var kapitalen spist op, og aktieselskabet solgte hotellet til Carl Elias Christensen, der både var bestyrer på Badehotellet og ejede Gæstgivergaarden.

Carl Elias Christensen – kaldet Bade-Christensen – var født i Sdr. Felding syd for Herning og udlært i mejerifaget. Inden han købte først Gæstgivergaarden og senere Badehotellet i Løkken, havde han i nogle år lejet Lem Station Gæstgivergaard i Vestjylland. Han var en fremsynet og dynamisk mand, der indså, at det ikke var nok at have en af Danmarks bedste badestrand. Hvis der skulle lokkes badegæster til måtte byen gøres mere indbydende i sig selv, og det kæmpede han utrætteligt for. Som formand for sundhedskommissionen var han med til at begrænse møddingernes antal og sørge for, at der i 1908 blev gennemført en kloakering af hovegaden. Det var også hans fortjeneste, at hovedgaden blev brolagt i 1909, ligesom han var med til at skubbe på for at få oprettet vandværk og elektricitetsværk. Han var desuden en af initiativtagerne til oprettelsen af Borgerforeningen i 1905.

Den nye vej til stranden er vist på de to billeder, der er taget samme dag. Beplantningen på skrænten på billedet til højre ser ny ud, og vejen ser nyanlagt ud. Man har villet vise den nye strandvej frem. Før denne vej blev anlagt, lå adgangsvejen til stranden længere mod syd i forlængelse af Sverigesvej.

Badehotellet havde de første år ikke spiritusbevilling. Det blev åbnet i en periode, hvor afholdsbevægelsen stod meget stærkt, og hvor man fra afholdsfolkenes side agiterede kraftigt imod spiritusbevillinger til hoteller og restauranter. Man var imod både nye bevillinger og fornyelse af eksisterende. Badehotellet fik, da man søgte, sognerådets opbakning, men amtsrådet afslog. Forretningsmæssigt var det selvfølgelig uheldigt, med det klientel man havde, at man ikke kunne servere en øl eller et glas vin til maden. Man kom uden om problemet i de perioder, Badehotellet blev drevet sammen med Gæstgivergaarden, så kunne gæsterne gå derhen og få et glas.

I 1910 solgte Carl Elias Christensen Badehotellet til Inger Søndergaard, og først med hende fik Badehotellet selvstændig bevilling. Det skete dog ikke uden sværdslag, for nu havde afholdsbevægelsen fået vind i sejlene. Der blev afholdt kommuneafstemning, som man kunne efter de nye regler, og her var der stort flertal mod at give Badehotellet bevilling. Bevillingen blev alligevel givet af Indenrigsministeriet, men først i 1915. Inger Søndergaard var ugift. Hun drev Badehotellet sammen med en bror.

Der var i de lokale aviser jævnligt beretninger om livet i Løkken i badesæsonen: “Vor By (Løkken) er i denne Tid overfyldt med Badegæster, og selvfølgelig sætter de mange fremmede Mennesker Præg paa den. Hotellerne har alt optaget, og i næsten hvert Hus er et eller flere Værelser udlejet; alene paa Badehotellet “ligger”  der ca. 150 Gæster, og Hotellets store Gaard er Dagen lang fyldt med Automobiler fra alle Egne af Landet……… Livet gaar ellers sin sædvanlige Gang – man sover, spiser, gaar i vandet, flirter lidt – og keder sig! Men saaledes er det jo overalt ved Badesteder, og det er ikke noget særegent for Løkken! En af Sæsonens store Begivenheder, der for en Dag ryster Folk ud af den sædvanlige Trædemølle, finder iøvrigt Sted i Dag, Mandag, idet Fru Oda Nielsen giver en Underholdning paa badehotellet med paafølgende Bal. En anden begivenhed, dog af lidt anden Art, Indtræffer i Morgen, Tirsdag, idet der da afholdes en Maleriauktion samme Sted, for øvrigt for første Gang i Løkkens Historie. Og begge Dele – baade Fru Oda og Malerierne – glæder Gæsterne sig til; thi er der noget ,man lærer ved et badested, saa er det i hvert Fald med hensyn til Adspredelse – Nøjsomhed.”  (Nordjysk Dagblad 19.7.1920).

Inger Søndergaard solgte i 1924 badehotellet til gårdejer og strandfoged Marinus Svendsen fra Sdr. Kongerslev i Himmerland. Han byggede i 1928 en ekstra etage på hotellets hovedbygning. Kort tid efter byggede han også en ekstra etage på fløjen ud mod Vrenstedvej. Det er lidt uklart, om det også var ham, der udvidede med en fløj vinkelret på hovedbygningen med nyt køkken og spisesal, eller om den blev opført i Inger Søndergaards tid. Den blev formentlig bygget i Marinus Svendsens tid. Efter 17 år som hotelejer solgte Marinus Svendsen i 1941 Badehotellet til fiskeeksportør Peder Brix Kjelgaard og frk. Anne Christensen.

Det blev Anne Christensen, der kom til at stå for driften. Hun var 20 år forinden kommet til hotellet som servitrice. Hun var vellidt og myndig og regerede på stedet frem til 1963, hvor hun solgte sin andel. I 1985 blev hotellet solgt til et konsortium, der foretog en gennemgribende renovering med respekt for stedets historie, og hvor hotellet fik sit nuværende udseende. Det ombyggede hotel blev solgt i time share andel, en ejer- og driftsform, der stadig anvendes.

Fra barndom, skolegang og arbejdsliv til den 3.alder

Af Ole Bøgh Johansen, Vestergårdsgade 21, Brønderslev

Ole Bøgh Johansen, f.1956

og tidligere bankmand i Brønderslev

Da jeg blev spurgt af Jens Otto Madsen, om jeg ville fortælle om mit liv, skulle jeg lige vende skråen. Er jeg allerede blevet så gammel, at jeg skal til at skrive mine erindringer? Jeg sagde ja, og kan med hensyn til alder meddele, at jeg i april måned rundede de 67 år og i den forbindelse netop er blevet Folkepensionist. Dette i sig selv fortæller jo også, at man har nået den 3. alder, hvilken forhåbentlig bliver både lang og god.

Barndommen

Jeg er som sagt født i april 1956. Er den næstældste i en søskendeflok på 4. Jeg har min 3 år ældre søster Grethe der bor i Ø. Brønderslev, min 3 år yngre lillebror Svend der bor i Struer samt min 5 år yng1956re lillebror Hans der bor i Hasseris.

Og fødsler dengang var primært hjemmefødsler, med hjælp fra en Jordemoder, der blev tilkaldt. Mine forældre Bodil og Erik havde et lille husmandssted i Hostrup mellem Sulsted og Vestbjerg på Sulsted Kirkevej.

     Her blev jeg født på det lille husmandssted ved Hammer Bakker mellem Sulsted og Vestbjerg

En vej der desværre er blevet kendt i offentligheden i forbindelse med drabet på Mia Skadhauge.

At det var en hjemme fødsel, betød også, at det med forældrebarsel, ikke var meget af. Allerede dagen efter måtte mor ud at malke. Og på sådan et lille husmandssted, klos op ad Hammer Bakker, var der ikke meget luksus. Toiletforholdene var ude bag køerne.

Og klos op ad Hammer Bakker betød også, at det var en meget mager jord, hvor de store udbytter var en sjældenhed. Det betød, at far for at supplere indtægten tog arbejde som mælkekusk hos Sulsted Mejeri. Det var før tankbilerne blev taget i brug, hvilket betød at han med sin egen traktor og gummivogn afhentede mælkejunker hos landmændene. Når vognen var fyldt, gik vejen til mejeriet hvor jungerne blev vejet ind, hvorefter far måtte retur til landmændene med spandene. Nogle gange med fyldte spande med valle, som blev brugt til at fodre grisene med.

Det var et meget slidsomt arbejde, og da det jo var landmand far ville være, solgte de i 1965 ejendommen og købte ny i Ø. Brønderslev på Granvej.

Her voksede jeg op på gården Jægersborg i Ø. Brønderslev hvortil vi flyttede i 1965

Gården hed Jægersborg. Hvorfra det navn kommer, ved jeg ikke, men det var dog en væsentlig større gård, end den i Hostrup efter datidens forhold. Nu er hverken far eller mor her længere, så jeg kan spørge dem, men jeg mener der var 40 ha til gården hvortil far også havde noget i forpagtning. Og igen var det malkekvæg der var fars hovedinteresse selvom han også opfedede grise på gården.

Især vi brødre fik alle lov at bidrage med arbejdet på gården. Især med at hakke roer, hvilket gav mange dårlige rykke og solbrændte skuldre. Her må jeg erkende, at min lillebror Hans var den kvikkeste i den disciplin. Han var altid langt foran Svend og mig. Så kan vi altid drøfte kvaliteten af arbejdet! Og så var der høsten hvor far forventede at vi stod til rådighed, også da vi blev større. Far var altid stresset i høsten, hvilket måske skyldtes, at det altid var maskinstationen der kom og høstede. Og nåede de nu at komme, inden regnen satte ind? Nu skrev jeg, at det især var os brødre der bidrog med arbejdet. Det betyder ikke, at Grethe ikke lavede noget. Det var dog mest derinde.

Far var ikke særlig involverende i vores fritidsinteresser.

Alle vi brødre spillede fodbold i Ø. Brønderslev. Han har aldrig set os spille en eneste kamp, og derfor var han også ret ligeglad med, om der var kamp når der var høst og hø og halm skulle køres ind. Jeg husker et år, hvor jeg var til sommerfest i byen. Jeg som alle andre havde også smagt på de våde varer, og var vel blevet lidt fuld. Mit værelse var på loftet og den nat havde jeg det så dårlig, at jeg måtte kaste op, hvilket skete ud ad vinduet. Næste morgen kom far og vækkede mig. Jeg skulle ud at muge ud blandt grisene. Han kommenterede ikke, at jeg havde drukket for meget. Der var ingen kære mor, hvilket betød at jeg måtte ud og gå i den stærke lugt blandt grisene, hvilket gav yderligere opkast til stor glæde for grisene!

Ellers må jeg sige, at vi har fået en ganske tryg opvækst. Jeg husker kun at have fået en endefuld en gang, og det var nok berettiget. Min søster Grethe havde i fødselsdagsgave fået en fin rød dukkevogn. Jeg havde vel været en 3 eller 4 år dengang og var måske blevet misundelig over denne fine gave. Så jeg tog en saks og jog den gennem kalechen flere gange, hvorefter det fine gik af vognen. Det blev far for meget, og jeg fik som fortjent, hvilket åbenbart har indprentet sig i min hukommelse.

Udover at have gået de første knap 2 år på Sulsted Skole inden vi flyttede til Ø. Brønderslev, gik jeg frem til og med 7. klasse på Ø. Brønderslev Centralskole hvorefter jeg kom på Søndergade Skole inde i Brønderslev for at tage Realeksamen. At gå på Realen skulle man indstilles til, og her blev jeg heldigvis erklæret ”egnet”. Min bror Hans der er 5 år yngre end mig, var i øvrigt på den sidste årgang indtil Realskolen blev afskaffet i forbindelse med en Skolereform med virkning fra 1978.

Jeg føler egentlig jeg altid har haft gode kompetente lærere. I Ø. Brønderslev var det Henning Nordlund jeg havde som klasselærer, hvilket også betød at jeg havde ham til Dansk. Samtidig havde jeg Kaja Andersen til Regning og Matematik. Begge lærer som jeg har kendt og haft mere eller mindre kontakt med indtil de ikke var mere. På Søndergade Skole havde vi Ester Kjær som klasselærer og dansklærer. Som lærer i Regning og Matematik havde vi Knud Svante Eriksen. Han var helt unik og vel over kvalificeret til at undervise på dette niveau. Han gik meget op i rumfart. Og da amerikanerne skulle lande på månen i 1972 eller var det 1973 ville Svante Eriksen gerne se det på TV. Det var om formiddagen, hvilket betød at hele klassen blev inviteret hjem i hans stue og fik saftevand og kage medens vi så månelandingen. Svante Eriksen boede i villaen lige over for skolen. Han er for øvrigt først død her i april 2023 i en alder af knap 97 år.

Men ingen ungdom uden bump på vejen. Som 11-årig mistede jeg min sidde kammerat i skolen, Henning Sørensen fra Hallund. Børnene fra Hallund var med skolebus til og fra skole, og en dag havde Henning travlt med at komme hjem. Han skulle ud at se cykelløb. Han løb om bag bussen og over vejen uden at se sig for, og den stakkels bilist der netop passerede, havde ingen jordisk chance for at undgå påkørsel af Henning. Det var en hård tid at komme igennem. Jeg husker stadig begravelsen, som vel var den første jeg deltog i. Her strøede vi klassekammerater roser foran ligtoget på vej til graven. Henning var i øvrigt lillebror til Carsten Sørensen, der har været politibetjent på stationen i Brønderslev i mange år.

Jobmæssigt

Umiddelbart efter Realskolen kom jeg på Handelsskolen i Saxogade i Aalborg. Jeg havde egentlig ikke nogen planer om hvad det skulle føre til, men efter endt eksamen søgte jeg et par banker, bl.a. den lokale Ø. Brønderslev-Hallund Sparekasse, hvilken dog ikke kunne bruge mig. Jeg havde dog også en forestilling om, at ens forældre skulle være noget og måske også være kunder i sparekassen for at ens chance for ansættelse der, var en mulighed. Men pyt med det. Jeg blev i stedet ansat i Landmandsbanken i Algade i Aalborg. Danmarks største pengeinstitut på det tidspunkt. Vi var et elevhold på hele 17 elever der påbegyndte vores uddannelse den 1.8.1974.

Jeg startede i ”ekspeditionen” og på det tidspunkt var IT i sin vorden, så der var rigtigt meget manuelt arbejde der skulle udføres. Og som første års elev, måtte man jo starte fra bunden med meget arkivarbejde, og i øvrigt forefaldet arbejde, som assistenterne ikke gad.

Landmandsbanken i Aalborg var hovedkontor for Landmandsbanken i Nordjylland. Hvor mange ansatte der var i filialen ved jeg ikke, men det var da mange, med kasseekspedition, ekspedition- og privatkundeafdeling, veksel og inkassoafdeling, erhvervsafdeling og valutaafdeling. På det tidspunkt følte jeg, at dem ovre i erhvervsafdeling var nogle snobber og ikke værdigede os unge et blik. Efter en tid i ekspeditionsområdet kom jeg til valutaafdelingen, hvilket var en rimelig stor afdeling dengang. Vi ekspederede erhvervskunders overførsler til udlandet, solgt udenlandsk valuta ligesom der var veksler i udenlandsk valuta. Alt dette er tiden nu løbet fra. Overførsler til udlandet klarer kunderne selv via deres Netbank og udenlandsk valuta kan købes i automaterne, ligesom kreditkortene har taget over når hr. og fru Jensen skal på ferie.

Efter min tid i Algade kom jeg til filialen i Vejgaard, dog havde jeg forinden lavet en ansøgning til Provinsbanken, da Landmandsbanken gerne ville have de unge assistenter til København hvor de havde problemer med at finde egnede medarbejdere. Det var på det tidspunkt en alvorlig trussel for en. I dag havde det nok været noget anderledes. Med hensyn til ansøgningen til Provinsbanken, så kom jeg også til samtale på den baggrund. Jeg fik ikke svar her og nu, men i stedet blev jeg kaldt ind til personalechefen i Landmandsbanken, der meddelte mig, at jeg ikke vil blive flyttet til København. Jeg er overbevist om, at personalecheferne i de 2 banker havde udvekslet min ansøgning.

I Vejgård afdeling, der var en pæn stor filial, kom jeg ud til filialdirektør Hans Georg Christensen. Kun kaldet Christensen. Han var en lille cigarrygende mand som vi havde stor respekt for. Jeg fik den tillidspost at møde lidt før, for at åbne post sammen med ham. Den skulle jo være fordelt til den enkelte medarbejders bord, inden de mødte op. I denne filial var der stadig en del forefaldet arbejde, men langsomt fik vi unge da også gaflet os ind på de mere interessante kundeopgaver med ekspedition ved skranken. Det førte dog også til lidt slavearbejde, som at stemple kontonumre på checkhæfter, når kunderne kom ind og skulle have suppleret op.

I 1979 havde min ægtefælle Inger og jeg bygget hus på Bålhøj i Ø. Brønderslev. Herefter blev det noget bøvlet at komme til og fra Vejgård. Jeg havde dog kendskab til, at filialdirektøren for bankens Gug afdeling boede lidt uden for Ø. Brønderslev, så jeg fik det ordnet sådan, at jeg kunne køre med ham, dog med arbejdsplads i Gug. Men Niels Aage som filialdirektøren hed, havde andre planer. Han blev udnævnt til filialdirektør i Hirtshals hvorefter min kørelejlighed ophørte.

Det førte til, at jeg søgte en assistentstilling i Handelsbanken i Brønderslev hvor Børge Bøss var chef. Jeg fik stillingen fra 1.1.1981. Afdelingen her var på det tidspunkt en pæn stor afdeling med 4 kasser. Der var både hovedkasserer, fuldmægtige, kontorchef C.O. Carlsen og andre der kunne ses op til og stræbe efter at nå deres position. På det tidspunkt var der vel over 20 ansatte i Brønderslev og stadig i en tid hvor det var skrivemaskinen der blev brugt fremfor computeren. Samtidig, var det på det tidspunkt, hvor Dankortet ikke var opfundet, hvilket betød at der var kø ved kassen, og især da omkring den 1ste hvor der var pres på indgangen når dørene blev åbnet. Samtidig var PC-erne ikke hver mands eje, hvilket betød, at Netbank ej heller var opfundet. Det betød, at vi havde mange serviceopgaver, som at betale folks regninger og lave budget for dem. Dankortet kom først i 1983, hvorefter det så småt aftog med presset på kasserne i takt med at kortet blev introduceret.

På det tidspunkt i starten af 80-erne var checks det store betalingsmiddel i Danmark. Dette var en stor administrativ byrde for bankerne. Udover at vi skulle modtage dem som manuelle indbetalinger fra kunderne, skulle de også cleares (trækkes på udstedende pengeinstitut). Dette kunne nemt beskæftige en medarbejder i en bankfilial som Brønderslev udover de kassemedarbejdere der modtog indbetalingen.

Check ophørte som betalingsmiddel i Danmark med udgangen af 2016. På det tidspunkt var der dog også et stort fald i brugen af disse, da Dankortet og Net betalingerne havde taget over.

I Handelsbanken Brønderslev var jeg i første omgang til 1985, hvor jeg søgte og fik stillingen som souschef i filialen i Hvide Hus i Aalborg. En lille filial med 7 ansatte på det tidspunkt. Filialen var delt op i et ekspeditionslokale ud mod parkeringspladsen samt et lokale hvor vi havde mulighed for at afholde møder. For at komme til dette lokale, skulle vi gå gennem hotellets reception. Ekspeditionslokalet kunne give anledning til mange pudsige episoder. Under Pelsdyravlernes årsmøde kom en avlers frue ind i banken i sin fine pels. Hun troede jeg var piccolo og bad mig bære hendes kuffert op på hendes værelse. Jeg måtte dog henvise hende til døren ved siden af, hvilken førte til hotellets reception.

At vi skulle gå gennem receptionen for at komme til vores interne lokale, betød også at kom tæt på de store kunstnere der optrådte i Aalborghallen og som boede på Hvide Hus. De sad tid i receptionens cafe og slog tiden ihjel.

Vi havde egentlig mange gode kunder i filialen. Specielt læger inde på Sygehus Syd havde vi mange af. Og så havde vi også en del af hotellets ansatte, hvilket kunne give nogle fordele. Her tænker jeg på en gang hvor vi havde abonnement på Aalborg Teater sammen med et vendepar. Før en forestilling skulle vi ud at spise, hvilket skete på toppen af Hvide Hus. En af mine kunder var tjener den aften, og der blev i den grad sørget for os. Jeg og min ven Frede spiste rigeligt, for der blev serveret mere end en gang af retterne. Vi var så forspiste, at vi faldt i søvn under første akt af teaterstykket, hvilket blev pigerne for meget. De mente vi skulle gå i biografen i stedet. Her faldt vi også i søvn.

Jeg endte med at blive konstitueret som chef i Hvide Hus, da den daværende kvindelige chef skulle på barsel. Det varede dog kun kort, da den store fusionsbølge i branchen startede. Den Danske Bank, Handelsbanken og Provinsbanken blev fusioneret med virkning fra 1990, og der skulle straks iværksættes rationaliseringer, der betød, at Hvide Hus blev nedlagt som filial. Jeg kom kort ind på filialen på Vesterbro inden jeg kom retur til Brønderslev. Her var Provinsbankens medarbejdere blevet flyttet over i Handelsbankens lokaler, og på det tidspunkt var der hele 28 medarbejdere i filialen. Flere end der var stole og skriveborde til. Det betød at der var kamp om pladserne og at man skulle møde tidligt for at få en stol. Samtidig var det også på et tidspunkt hvor IT var begyndt at vækste. Der var kommet computere i filialen, men ikke til alle. Det betød at der gik megen tid med at vente på at der blev en ledig, hvilket selvfølgelig ikke var rationelt.

Men udover at der skulle rationaliseres med filiallukninger, påbegyndte de første massefyringer også i 1990. Jeg husker dagen hvor det skulle ske, hvilke bestemt ikke var rar. Her ville en industriarbejder eller en håndværker nok sige, at det var da ikke noget særligt. Det var de da vant til. Men det var vi bestemt ikke i pengeinstitutbranchen. Her var en ansættelse at betragte som en livsstilling. Men fra 1990 bestemt ikke længere. Fyringerne, eller prikkerunden som den blev kaldt, foregik på førstesal, og det gjorde da ondt at se, når den enkelte måtte gå den tunge gang op af vindeltrappen. 4 kollegaer blev afskediget denne dag, men der kom flere til senere. Jeg har dog opnået det privilegium, aldrig at være blevet afskediget i mit arbejdsliv.

I årene omring årtusindskiftet, var banken i opkøbshumør. Det betød bl.a., at Fokus Bank i Norge blev købt i 1999 og Østgøta Enskilda Bank blev opkøbt i 2000. I den forbindelse var jeg heldig at blive udstationeret i Norge og Sverige. Ganske vist kun i 2 x 16 dage, for at hjælpe de 2 bankers medarbejdere med implementeringen til Danske Banks IT-system. I Norge var jeg i en filial nord for Trondheim i en by der hedder Levanger. Det var i november måned hvor mine forældre netop havde lavet grønlangkålsboller, hvilket jeg mente, at nordmændene da skulle smage. Så vi afholdt en lille julefrokost for dem med sild og grønlangkål. Modsat fik jeg så smagt deres typiske juleret ”Lutefisk”, hvilket er en traditionel ret af tørret fisk, som er udblødt i lud og derefter udvandet. Det kunne jeg godt havde undværet!

I Sverige, var vi i den store filial i Gøteborg. Her havde vi den oplevelse, at vi havde meldt vores ankomst forinden implementeringen for at orientere om forløbet. Vi havde en forventning om, at de stedlige chefer var til stede. Det var de ikke. Elgjagten var sat ind på netop samme dag, så det prioriterede de højere end os danskere.

I Brønderslev afdeling, hvor jeg hovedsageligt beskæftigede mig med privatkunder, blev jeg indtil 2003, hvor jeg søgte og fik stillingen som leder af filialen i Skalborg. Det var på det tidspunkt en filial med 7 medarbejdere. Her oplevede jeg i 2007, at filialen blev røvet. Jeg ved ikke, om i som læser husker, at en forsmået kæreste dræbte sin ex-kæreste med knivstik ved en gymnasiefest på Hasseris Gymnasium? Ugen efter det skete, kom en bankrøver ind i filialen og truede med en stor slagterkniv kassereren til at udlevere penge. Hun reagerede ved at smide sig på gulvet og begyndte at skrige. Røveren gik så selv ind og tømte kassen. Det han ikke vidste var dog, at han også tog de ”røde penge”. Så posen han bar pengene i eksploderede i hænderne på ham, hvorved han kastede dem fra sig. Han fik derfor ikke andet ud af røveriet, end at han fik ødelagt kassererens liv, forstået på den måde, at hun aldrig kom til at sidde i en kasse igen. I april 2007 blev jeg kontaktet af den daværende chef i Danske Bank, Brønderslev. Han stod og manglede en stedfortræder, og ville gerne om jeg ville søge, hvilket jeg gjorde og fik posten.

Dette job varede dog ikke længe, så blev chefen hentet ind til bankens

Finanscenter, hvorefter jeg fik posten som filialchef for med Pandrup Afdeling som underliggende filial. Her var vi 11 medarbejdere i Brønderslev, medens der var 4 i Pandrup.

Rationaliseringerne tog virkelig fart i disse år. Gud og hver mand begyndte at få personlige computere og dermed også Netbank. Det betød at mange af de serviceopgaver vi havde faldt fra, ligesom belastningen på kasserne også var kraftig aftagende. I 2011 har jeg et billede fra Brønderslev Bys 90-års købstadsjubilæum. Her var vi nede på 7 medarbejdere i Brønderslev Afdeling. Men så skal man også huske på, at vi havde en kundelinje, der tog de fleste af de indkomne telefoner, ligesom erhverv blev flyttet i 2007 til Aalborg. Af rationaliseringer, kan også nævnes, at mange af de kontrolfunktioner vi dagligt havde, også blev flyttet ud af huset.

I januar 2012 kom jeg igen ud for et bankrøveri, her i Brønderslev filialen. Det var overfor den stedlige kasserer meget magtpåliggende, at der var så lille en kontantbeholdning liggende i kassen. Resten skulle være under tidslås. Men røveriet skete på det mest uheldige tidspunkt kort efter lukketid. Alle døre var låst og pengene var taget op for at blive afstemt. Det betød at røverne der brød bagdøren op med økser, løb med hele beholdningen. Vi personale der overværede situationen, blev passet op med en økse, der var klar til at blive svunget, så ingen af os havde lyst til at gribe ind. Der kom senere anholdelser i sagen, men om der er faldet dom, ved jeg ikke. Pengene blev aldrig fundet.

Senere på året 2012, havde banken fat i den store sparekniv med mange filiallukninger til følge. Det betød at der kom en del filialchefer i overskud der enten blev afskediget eller placeret i anden stilling. Chefen for filialen i Hadsund Torben B. Jensen, blev udset til at skulle videreføre Brønderslev Afdeling, hvilket betød at jeg efter 5 år på posten måtte træde et skridt ned til stedfortræder. Det betød selvfølgelig en lønnedgang, men de 9 år jeg fik sammen med Torben, har jeg ikke kunnet klage over. Vi havde det fint sammen og efter min mening, en meget veldrevet filial. Det skal hertil siges, at i forbindelse med filiallukningerne i 2012 lukkede også filialen i Pandrup Afdeling.

I 2020 hvor vi var 4 tilbage i filialen, kom der et fratrædelseskatalog, hvor man ved at søge selv kunne få sin opsigelsesperiode udbetalt som løn. Jeg søgte og fik det bevilget, dog på den måde, at jeg først fratrådte den 1.10.2021 på et tidspunkt hvor jeg var 65½ år. Og med opsigelsesperioden oveni, havde jeg løn frem til jeg blev 66 år. Det var en god ordning for mig. Kom på et perfekt tidspunkt, hvor man følte, at der kun var rådgivning tilbage, samtidig med at filialen i Brønderslev nu var blevet en underafdeling af filialen i Hjørring.

 47 år i banken blev det til, og jeg har ikke fortrudt mit valg i 1974 en eneste dag. Men det har da været en turbulent tid, hvor man som medarbejdere har skulle forsvare mange af bankens handlinger, hvilket ikke altid har været lige let. Her tænker jeg specielt på hvidvasksagen i Estland. Og så har jeg ikke tal på, hvor mange ordførende direktører der har været i banken i disse år. Det er da nogle stykker, hvor enkelte kun sad i korte perioder.

Privatliv/Seniorliv

Nu er det 2 år siden jeg stoppede i banken. Straks jeg stoppede, blev jeg kontaktet af en tidligere kollega, der mente, at Fårup Sommerland godt kunne bruge mig. Jeg søgte, og fik straks jobbet i slutsæsonen 2021. Der har jeg været siden, og er nu det man kalder ”operatør” på Danmarks hurtigste og største rutsjebane, FØNIX. Desværre må jeg her skrive, at jeg ikke selv har prøvet banen. Mit balancesystem kan ikke klare sådanne udfordringer. Jeg bliver slået fuldstændig ud af kurs, hvilket betyder at jeg ikke er mig selv de næste par dage. Mine kollegaer er dog efter mig. De mener ikke man kan være operatør og ikke selv have prøvet aktiviteten. Bliver det et krav, bliver det uden mig.

I efteråret 2022 ønskede jeg at prøve mig selv af med en Camino. Ikke den lange fra Frankrig over Pyrenæerne til Santiago de Compostela i Spanien som er over 800 km lang, men en mindre udgave i form at ”Kystruten” fra Porto i Portugal til Santiago de Compostela. En rute på 280 km som skulle tilbagelægges på 13 gå dage. Der var dagsruter på mellem 14 og 30 km.

Vi ankom til Porto lufthavn lørdag den 17. september. Jeg rejste og gik sammen med min søster og en veninde til hende. I lufthavnen kunne vi konstatere, at min søsters og min kuffert ikke var med. Det fik vi selvfølgelig anmeldt i lufthavnen, men inden i kom ind til centrum af Porto var klokken over 12, hvilket betød at alle tøjbutikker var lukket. Og at købe tøj i dagligvarebutikker som hjemme i Danmark, er ikke muligt i Portugal, hvilket også gælder om søndagen. Jeg var heldigvis rejst i mine vandrestøvler og bukser hvor benene kunne tages af. Jeg manglede nu en T-shirt, hvilket jeg fik tigget mig til af rejsearrangøren Green Walk.

Caminoen startede allerede om søndagen med en 20 km rute. Der var ekstremt varmt. Over 30 grader, hvilket betød, at jeg gerne ville have skiftet tøj, da jeg kom hjem. Men jeg måtte vaske lidt i hånden og tørre med hårtørreren på hotellet. Og det samme gentog sig om mandagen, hvor vi gik ud tidlig for at undgå den værste varme på den 25 lange rute denne dag. Også denne dag var der også ekstremt varmt, hvilket især pigerne havde svært ved at kapere.  Og kufferterne var stadig ikke kommet! Det betød, at jeg i den grad trængte til at få skiftet underbukser.

Ole går på Caminoen i Portugal 280 km

Forestil jer at gå næsten 50 km i over 30 grader i de samme underbukser! Så da pigerne hang lidt i bremsen, løb jeg i forvejen, for at være tidlig fremme. Så tidlig, at jeg kunne nå at komme i en tøjbutik inden de lukkede. Det lykkedes og jeg kom til at ”lugte” godt igen. Først om tirsdagen efter vi var gået i seng, blev der banket på vores værelsesdør. Kufferterne var ankommet, hvilket var en stor lettelse. Vi fik i tiden op til, stor hjælp af receptionisterne, der ringede til lufthavnen og forklarede hvor kufferterne skulle sendes hen når de forhåbentlig dukkede op.

Efter de 2 første gå dage, blev vejret mere normalt for os nordboer. 23-25 grader, og vi fik en rigtig god tur.

 Fritiden

I fritiden har jeg haft adskillige bestyrelsesposter i bl.a. Ø. Brønderslev Idrætsforening, i skolebestyrelsen på Øster Brønderslev Skole i 12 år, hvor de sidste 4 år var som formand blot for at nævne nogle. Lige for tiden sidder jeg som sekretær i Lions Club Brønderslev hvor jeg har været medlem i 15 år.

Huset vi byggede på Bålhøj i 1979 boede vi i indtil 1995 hvor vi købte et nedlagt landbrug på Hvilshøj Mark. Her renoverede vi stuehuset totalt, hvilket jeg efterfølgende nok fortrød. Tror det ville havde været billigere at rage det ned og bygge nyt. Men det gjorde vi ikke. På gården havde vi ved købet 2 heste som min datter Anne havde. Hun var dog på det tidspunkt 15 år, skulle på efterskole og var vel så småt ved at miste interessen herfor. Den ene hest fik lov at gå indtil den døde en naturlig død af alderdom. Jeg slog mig i stedet ind på Limousine fede kvæg. Jeg følte dog, at det var et stort arbejde med at passe bygninger, udenoms arealer og dyr, så det blev kun 12 år vi boede der indtil vi flyttede ind til Brønderslev i 2007 i øvrigt samtidig med at jeg kom tilbage for at arbejde i Brønderslev Filialen. Det var ren luksus. Nu kunne jeg gå på arbejde. 3 minutter tog det.

 Sport

Jeg har altid dyrket en del sport. Ikke på noget højt plan, men jeg har og er glad for det. I mere end 40 år har jeg gået til ”manne” gymnastik i Ø. Brønderslev med efterfølgende volleyball. Og jeg gør det stadig. Og så er jeg i forbindelse med at jeg fik en diskusprolaps, begyndt at svømme 3 morgener om ugen. Så kl. 06.00 når døren er åben, er jeg i vandet til mine 1.100 m og efterfølgende boblebad og sladder med det faste slæng.

Og så har jeg i 16 år spillet golf i Brønderslev hvor jeg en kort periode var med i bestyrelsen.

Golfen har også betydet meget med hensyn til at rejse. Her har vi nogle gange været i Malaga for at spille sammen med min svoger, ligesom jeg de sidste 4 år (corona-året) har været på herretur til nord Tyskland for at spille.

Sluttelig kan nævnes, at jeg har været ungdomstræner i håndbold i en årrække i ØBI. Det var dog altid på de hold mine egne børn spillede.

 Min familie

Familien har jeg stort set ikke nævnt, med udover min hustru Inger igennem 44 år har vi sammen børnene Anne fra 1980, Charlotte fra 1986, Mathias fra 1990 og Katrine fra 1992. De har alle bosat sig på Sjælland eller i København, hvilket i nogen grad besværliggør et hurtigt visit, ligesom de ikke lige kan ringe og anmode om en ad hoc barnepige tjans. Og børnebørn er der efterhånden kommet 7 af. Uffe på nu 12 år, Heike på 10, Tilde på 8, Luie på 6, tvillingerne Marie og Ella på snart 3 år og lille Buster på 1 år når denne bog udkommer.

September 2023 – Ole Bøgh Johansen

Af Poul Eriksen tidligere direktør for Vendsyssel Korn, Brønderslev, født og opvokset i Stenum

Kilde: Løkken-Vraa Lokalhistoriske

Poul Eriksen, f. 1923 i Stenum

På opfordring af Lokalhistorisk Arkiv i Vrensted og med venlig bistand af Arnold Michaelsen, Vrensted følger hermed mine erindringer om Danmarks besættelse i 1940 – 1945 og om hvorledes jeg oplevede disse år i Vrensted.

Jeg er født i 1923 Stenum og havde mit hjem der indtil 1942, da mine forældre flyttede til Hvilshøj sydøst for Brønderslev for at overtage min fars fødegård “Østergaard“.

Den 1. april 1937-4 dage før min konfirmation – begyndte jeg at gå på Vraa Realskole i 3. mellemskoleklasse. Da jeg aldrig havde haft sprog modtog jeg ekstraundervisning, efter skoletid indtil sommerferien, hvorefter jeg måtte følge med på lige fod med de øvrige i klassen. Sidst i marts i 1940 fik jeg min realeksamen. Den 9. april 1940 blev min familie og jeg vækket meget tidlig morgen ved lyden af mange flyvemaskiner, der drønede hen over hustagene. Det var en ret tåget morgen, og luften var fuld af den ret øredøvende larm, men på grund af tågen, kunne vi ikke se noget, før de var lige over os. De fløj meget langsomt og meget lavt – lige over trætoppene – så vi var bange for, at de fløj ind i både el- og telefonledninger. Da vi kom ud og så op imod dem, kunne vi se de hvide hagekors malet under de store vinger. Da anede det os, hvad der var ved at ske. Vore bange anelser fik vi desværre snart bekræftet via radioen og flyvebladene, der blev nedkastet fra flyvemaskinerne, og var skrevet på dårligt dansk, nærmest en blanding af norsk og dansk.

Om eftermiddagen var jeg med en kammerat ude i engene sydvest for Stenum for at så kunstgødning. Jeg skulle køre hestene, og kammeraten sad bag i vognen og strøede kunstgødningen med en gødningsskovl. Jeg husker endnu, hvor bange hestene var for de mange transportfly, der stadig drønede lavt hen over os. Allerede samme dag fik vi over radioen og i avisen besked på, at vinduerne skulle være mørkelagt ved mørkets frembrud samme aften, og der blev fundet tæpper frem til at hænge for vinduerne,  Senere kunne vi købe det sorte mørklægningspapir i forretningerne. Dette blev enten sat på trærammer, der var tilpasset vinduerne eller sat på rullegardinstokke. Ligeså skulle gadebelysningen afskærmes og neddæmpes, så lamperne ikke kunne ses fra luften. Inden aften den 9. april var der tyske soldater overalt i landet. Danmark var simpelthen taget på sengen. Jeg var uden fast job, så jeg tog arbejde ved landbruget – gravede tørv og lignende. Jeg var bl.a. hos en gårdejer som daglejer til 5 kr. om dagen, og da vi skulle i gang med roeudtyndingen, spurgte han mig, hvad jeg helst ville, enten på daglejen eller på akkord. Jeg ville helst på akkord og startede kl. 6.00 om morgenen og blev ved til kl. 21.00. Men det kneb for mig at skille de – for mig at se – genstridige og sammenfiltrede roeplanter, så da ugen var forbi, og jeg skulle ind til gårdejeren for at få afregnet, spurgte han mig, hvor mange favne jeg havde tyndet ud. Det fortalte jeg ham. Så sad han lidt, og sagde ”A trouwer no heller, do må fortsæt mæ å wæer på dawløn” – og det var jeg tilfreds med. med!

Jeg blev antaget som lærling i Vrensted Brugsforening, men først fra 1. november 1940, så jeg kom til min moster og onkel i Hollensted for at hjælpe med med høst og efterårsarbejde. Jeg husker at vi ofte om aftenen kunne se, når der var luftangreb på Aalborg Lufthavn. Vi kunne tydeligt se lyskasterne sende deres klare stråler op mod himlen hvor de forsøgte at fange de engelske bombemaskiner i strålerne. Kunne tyskerne fange en maskine i et strålekryds hvor 2 lysstråler krydsede hinanden, så vi, hvorledes selvlysende sporkugler fra antiluftskytset pejlede sig ind  på maskinen. Omkring flyvepladsen havde tyskerne hængt nogle kæmpe balloner op i nogle tykke stålwirer. En dag efter et stormvejr kunne vi pludselig se 8 til 10  kæmpe balloner svæve hen over himlen. Vi anede ikke, hvad det var, og nogle af dem styrede hen mod gården, og der hang en kraftig stålwire ned fra hver. Vi var virkelig bange for, at wirene skulle slæbe hen over tagene og ødelægge taget, men de styrede heldigvis lige udenom. Først senere blev vi klar over, at det var spærreballoner, som tyskene havde hængt op omkring Flyvepladsen i Aalborg, De havde revet sig løs i stormvejret. De hang der, for at de alieredes fly ikke skulle gå for lavt ind over Flyvepladsen, for så kunne tyskerne ikke pejle dem.

Udstyret med 2 nye habitter, ny overfrakke samt 2 hvide kitler og en splintemy cykel, drog jeg den 1. november 1940 til Vrensted brugsforening som lærling. Jeg var da ca. 17 år og skulle stå i lære i 4 år. Lønnen var 10 kr. om måneden + kost og logi, stigende til 15 kr. på andet år, 20 kr. tredje år og 35 kr. om måneden i det fjerde år. Det var ikke store penge i betragtning af min alder. Dengang startede de fleste læretiden lige efter konfirmationen. Da jeg begyndte, var der allerede rationeringsmærker på flere varer, bl.a. kaffe og te, og det skulle snart blive meget værre. Sukker, mel, gryn, sæbe, smør og margarine, tekstiler m.v. blev hen ad vejen rationeret med mærker. Men det allerværste var dog alle de varer, der var rationeret men ikke på mærker. Det gjaldt bl.a. tobak, øl, vin og spiritus. Her måtte vi først gennemgå kundernes gamle kontrabøger for at se, hvad de tidligere havde købt og dele ud i forhold til tidligere køb. Vi måtte simpelthen føre kartotek over, hvornår og hvad den enkelte havde fået. Det var meget vanskeligt at fordele disse varer nogenlunde retfærdigt, men folk følte sig meget heldige hvis de ind imellem kunne få blot en enkelt rulle sytråd. Ja, jeg husker sågar, at til en ting som kunstige blomster havde vi medlemmer skrevet op på lange lister. Når der så endelig kom en sending, tog vi blot efter listen, og til dem, der stod først pakkede vi en buket, som de fik næste gang de kom i butikken. Prisen var der aldrig tale om.

Ind imellem fik vi et par harmonikaer og mundharper. Her kunne vi også blot se på listen, hvem der stod først. En ting som børstevarer blev med tiden kun at få som lyngkoste og lyngskure børster. I det hele taget havde folk mange penge mellem hænderne, de kunne bare ikke købe noget, alt var jo rationeret, og mange banker og sparekasser ville simpelthen ikke modtage penge til opsparing. Det var flot, hvis de tog imod pengene rentefrit. Den tid havde ikke meget med handel at gøre, for der var maksimalpriser på næsten alt. Konkurrence og kalkulation var næsten ukendt. Desuden kunne forretningerne ikke modtage nye kunder for man havde ikke varer nok af dem, der var rationeret og ikke var på rationeringsmærke. Hvis man tog af den ration, man havde fået tildelt, ville det jo gå ud over forretningens faste kunder. Med hensyn til kalkulation husker jeg tydeligt, da jeg selv blev uddeler, hvor usikker jeg var med hensyn hertil, efterhånden som maksimalpriserne blev ophævet. Under krigen havde vi også statslager for korn. Landmændene skulle aflevere alt deres brødkom – og til maksimalpriser. De fik så udleveret foderkorn i stedet

Det giver sig selv, at med næsten alt rationeret florerede på sortbørshandelen. Alt kunne sælges på “Den sorte Børs” – ja, selv en tom snaps flaske kostede 5 kr., idet det var den første betingelse for at kunne købe en flaske snaps, at man havde tom flaske at give i bytte. Før krigen fik vi amerikansk flormel i hvide lærredssække. Disse sække var bl.a. gode til at sy kitler af. Jeg var heldig at få så mange sække af min chef, at jeg kunne få syet 2 kitler. Så havde jeg 4, men undertiden var jeg nødsaget til at cykle turen til Hvilshøj en aften midt i ugen, for at få en ren kittel. Frem og tilbage var det ca. 50 km, men det var jo ingen sag, når man var så heldig at have en god cykel. Vi i Brugsen havde gratis kørsel med rutebilen til Brønderslev, men jeg cyklede altid, for jeg kom betydelig hurtigere frem end bussen, der jo ind imellem skulle holde for at fyre i generatoren. Allerede inden besættelsen var mange nazivenlige danskere begyndt at stikke næsen frem. Søndag formiddag blev der marcheret og lært at hilse og sige “Heil” m.v. – først i smug – men efter besættelsen gik de mere åbenlyst til værks. Det udviklede sig ofte til slagsmål mellem nazister og dem, der var imod.

1942 – 1944 gik jeg på handelsskole i Løkken om aftenen. Ofte holdt tyskerne razzia ved alle ind og  udfaldsveje og stillede “spanske ryttere” op, så der kun var en smal gennemgang. Her blev vi så stoppet og måtte fremvise vort legitimationskort, som alle havde fået udleveret, og som man altid skulle bære på sig. Det skete også ofte, når jeg cyklede til mit hjem sent lørdag aften efter arbejdstid (jeg var som regel først færdig til at køre ved 23-tiden), at jeg blev stoppet både i Stenum og i Brønderslev. Det var særlig slemt, når der havde været sabotage i omegnen. Jo, det legitimationskort blev flittigt benyttet. Tyskerne byggede masser af bunkers langs vestkysten, lokalt mest fra Kettrup til Furreby. De som arbejdede hermed, tjente gode penge, for når de først gik i gang med at støbe en bunker, fortsatte man døgnet igennem, til man var færdig.

Der blev gravet en kanal 6 m bred og 3-4 m dyb (tank spærring) vest om Vrensted og op mod Børglum Kloster. Til dette arbejde blev arbejdere fra hele landet tvangsudskrevet og tvangsindkvarteret på gårdene rundt om Et firma, som blev kaldt OT man kaldte det ogsås Organisation Tot (det styrede gravningerne og havde hovedkvarter hos Bager Bedholm i Vrensted. Her var der mange mennesker og lastbiler i arbejde, og det skete også, at der blev piftet både dæk og slanger. De tyske forlægninger i Løkken og Brønderslev var ofte på øvelse i Vrensted området, og de kom ofte ind i forretningen for at handle, men Brugsen ville ikke handle med dem. Det blev de undertiden sure og agrasive over. Så fik uddeleren fremstillet et emaljeret skilt, hvorpå der på tysk stod, at vi kun udleverede varer til medlemmer. Det blev sat på butiksdøren, og det hjalp.

Foreningslivet trivedes virkelig under besættelsen. Der var et fantastisk fremmøde, når f.eks. Kirkeligt Samfund eller Ungdomsforeningen holdt møde. Til ungdomsmøderne i Forsam lingshusets lille sal, der nu hedder Blondestuen, var det almindeligt med et fremmøde på op til 40 unge mennesker. Jeg husker i hvertfald, at vi sad tæt omkring bordene. Pastor Stevns var den gang formand. Vi sang metervis af fædrelandssange, og Stevns læste op som regel af en forfatter, der talte det tyske rige midt imod. Det gjorde han sandelig også selv. Når Kirkeligt Samfund holdt møder med en indbudt taler var den store sal næsten altid fyldt. Og til disse møder sang vi mange fædrelandssange. Jeg husker at en af de mest benyttede var “Det haver så nyeligen regnet “. Når den lød blev der virkelig lagt stemmet i, for vi syntes lige den passede til tiden, og den gav os fornyet mod på den daglige tilværelse. Der var stor forskel på foredragsholdene. Alle talte om tiden og fædrelandskærligheden, nogle i vege og forsigtige vendinger, andre meget mere bramfrit. Jeg husker bla. Pastor Sundbæk, som talte meget udfordrende om hvor forhadte tyskerne var i vort land. Han forstod at opildne os, og vi beundrede ham, for det var jo virkelig farligt det han gjorde, for hvis der var en tysker eller en tyskvenlig til stede, kunne de jo knalde ham på stedet, og hvordan ville han slippe fra det? I sparetiden efter den 28. august 1943 nár Idrætsforeningen holdt bal i forsamlingshuset var det altid om søndagen fra kl. 16 til senest kl. 20 da tyskere forbød forsamlinger over 5 person efter mørkets frembrud. Der cirkulerede mange illegale blade blandt befolkningen. Dem Læste vi med stor iver og interesse. Også den forbudte danske radioudsendelse fra England havde meget stor interesse. Det var dog ikke hver dag vi fik noget ud af dem på grund af tyskernes støjsendere. Det var vores to vigtigste nyhedskilder, for vore egne aviser kunne vi slet ikke stole på når det drejede sig om situationen på de forskellige krigsfronter. De var jo censureret effektivt af tyskere, og det var fantastisk at læse i aviserne, hvorledes de mange gange næsten kunne få vendt et nederlag til sejr. Det blev der megen humor ud af blandt befolkningen, og der blev fortalt mange vittigheder desangående bl.a. denne: “Det tyske hovedkvarter meddeler: Syd for Rom lykkedes de stærke tyske formationer, støttet af flere bombemaskiner og talrige jagere og panservogne at bringe en fjentlig cykeldragon til at stå af. Efter timelange kampe var forhjulet tilintegjort, ligesom forgaflen var brækket. Der kan regnes med, at også baghjulet vil blive erobret. Styret er faldet i vore hænder mens der stadig kæmpes om stellet. Ved et overraskende flankeangreb foretaget af vore panserdivisioner og med heltemodig indsats, lykkedes det at få venstre pedal revet af. Der erobredes talrige møtrikker og skruer, ligesom et kugleleje faldt i vore hænder. Samtlige stridskræfter formåede uden væsentlige tab, at nå tilbage til vore støttepunkter. Det lykkedes den fjentlige soldag at bringe sig i sikkerhed med cykelklokke og bagebærer”

Jeg vil udtrykke det således:

Uden den fanden ivoldske humor, ville det have været endnu sværere for danskerne at overleve disse fem for bandede år!

Efter regeringens brud med tyskerne i 1943 kom der for alvor gang i den danske modstandsbevægelse. Sabotage mod jernbanerne og fabrikker, der producerede for tyskene steg for hver måned. Modstanden blev mere professionelt organiseret, og England smed tonsvis af våben ammunition og sprængstoffer ned til sabotørerne.

Så vidt jeg husker, kom jeg i modstandsbevægelsen sidst i 1943 som medlem af  “Vrenstedgruppen” med pastor Aage Stevns som gruppeleder,

De øvrige medlemmer var Arnold Michaelsen, Knud Svenningsen, Vilhelm Ørum, Ejnar Sørensen, Thøgerslund og min bror Erik Eriksen. Det blev dog ikke det helt store vi udrettede, da pastor Stevns måtte gå under jorden bla, fordi han husede folk, som var eftersøgt af tyskerne, Senere har jeg ofte tænkt på, at vi var meget heldige at Stevns, der havde været med toget til Hjørring blev adviseret i tide og dermed undgik at løbe lige i Gestapos klør, for præstegården var omringet af soldater.. Hvis han var blevet fanget, ved jeg ikke hvordan det var gået ham, for Gestapo veg ikke tilbage for at bruge tortur for at få folk til at fortælle. Var det sket, havde vi andre seks kun et at gøre, nemlig omgående at gå under jorden.

Vi forsøgte at få godkendt en nedkastningsplads på Sundsted mark, men den blev kasseret, fordi der var for åbent og derfor let ville kunne opdages af tyskerne.

Det blev stort set kun, at vi hjalp med at flytte og fordele nedkastede våben.Jeg nævner lige et par enkelte eksempler på, hvorledes det kunne lade sig gøres. Mange kan sikkert huske de gamle trækontrolkasser, som kontrolassistenterne rejste rundt med. En sådan blev tømt og derefter fyldt med våben og ammunition, som en af os, der havde hest og vogn, hentede et aftalt sted. Kassen læssede vi så af i brugsens pakhus, hvorefter en anden af os kom og hentede den og bragte den videre. Vi i gruppen fortalte aldrig hinanden, hvad vi havde lavet eller været med til. Det var bedst for os hver især ikke at vide for meget, for hvad vi ikke vidste, kunne vi heller ikke tvinges til at fortælle. Disse her fik jeg først fortalt senere: Stevns skulle hente våben og ammunition et sted østpå og havde fået fat i en med lastvogn. Uheldigvis punkterede de på hjemvejen og måtte holde for at Lappe. Da kom der et par tyske soldater. De tilbød at hjælpe og så slet ikke efter, hvad der var på ladet. Det var desværre. blev stærkt snevejr.

Lasten skulle køres til Arnold Michaelsen, men der var for meget sne på vejen fra Østre skole. De læssede så våbnene af ved skolen,og Stevns ringede til Amold, at der en pakke oppe ved Brønderslevvejen, som han bad Arnold hente. Han gik op for at hente den, men den viste sig at være alt for tung, han måtte hjem at rigge slæden til, hvorefter han hentede pakken, men da han så nogle unge mennesker komme imod sig foretrak han at køre en omvej. “Pakken” kom dog velbeholdent i hus.

Distriktsleder i modstandsbevægelsen i vort område var politibetjent Poul Nielsen, Hirtshals, kaldet “Polle”. Da tyskerne trak tropper tilbage fra Norge, skulle de med toget fra Hirtshals til Hjørring og derfra sydover. Det skulle dels ske med banen Hjørring- – Aabybro og derfra videre til Aalborg. Derfor skulle jernbanebroen mellem Vrensted og Ingstrup sprænges i luften “Polle” var blevet meget forsinket. Han kom cyklende østfra, men da han kom til tunnelen ved Nørre Mølle, stod der tyskere der, og da han cyklede rundt med en pistol i bætet, måtte han køre en omvej og da det samtidig stormede, forstår man forsinkelsen. Da han nåede frem ringede Stevns til Arnold. at de manglede en makker. Han mødte op, og de tre tog af sted. Men inden de nåede frem, var det for sent, og de måtte opgive forehavendet, hvilket fik Stevns til tørt at bemærke “Det er som i folk kommer og anmelder et dødfødt barn”.I 1945 kunne vi se, at det lakkede mod slutningen af krigen. Jeg havde hørt den engelske presse den 3. maj om aftenen og kunne deraf udlede, at tyskernes kapitulation var lige op over den 4. maj om aftenen cykede jeg ud til min kæreste i Østergaard med en flaske vin i lommen. Hun var alene hjemme med sin farfar, som dog snart gik i seng. Jeg var meget spændt på at høre den engelske presse – og så endelig det glade budskab, at tyskerne havde kapituleret. Så fik vi farfar hevet op af sengen igen og skålede glædestrålende for freden. Først denne aften fortalte jeg Kirsten, at jeg var medlem af modstandsbevægelsen. Den aften glemmer vi aldrig!

Næste dag – det var en lørdag – startede folk med feste – og der var da virkelig noget at feste for. Friheden til atter at tænke, tale og tro og Danmark frit igen efter 5 års besættelse skulle naturligvis fejres. Folk var helt berusede, ikke nødvendigvis af spiritus, men af oprigtig glæde og taknemlighed. Glæden herover kan næsten ikke beskrives. Befrielsessangene blev sunget flittigt i den følgende tid! Vi lukkede forretningen til middag

Lige over middag mødtes vor gruppe i præstegården. Pastor Stevns var kommet hjem igen, og han fortalte, at vi skulle gå vagt i gaderne i Løkken for at holde ro og orden. Senere på eftermiddagen tog vi til Thøgerslund til skydeøvelse med vore halvautomatiske engelske rifler. Det var en mærkelig fornemmelse, og vi var meget spændte. da vi med vort frihedskæmperarmbind i rødt og hvidt med blåt omkring – med gevær over skulder vandrede ud på vor første vagt. Vi gik to og to. Jeg husker, min bror og jeg gik ad Vrenstedvej ind mod Badehotellet. Vi gik på det nordre fortov, og da tyskerne på det tidspunkt endnu ikke var afvæbnede, så vi, at de gik og patruljerede på det modsatte fortov med gevær over skulder. Men både de og vi var adviseret, og alt forløb roligt Den følgende dag var politiet atter på plads, og vort arbejde bestod i at bevogte tyskernes militære anlæg i Furreby og Kettrup samt afhente og arrestere værnemagere, feltmadrasser” og andre, som havde haft omgang med tyskerne. De blev sendt i lejr i Brønderslev til videre retsfor følgning, “Feltmadrasserne” blev kronraget og de fleste herefter frigivet.

Jeg husker tydeligt den dag vi overtog Furreby lejren. Her var der både tyske soldater og flygtningelejr. Efterhånden som de kom igennem lejrporten undersøgte vi hver enkelt for våben, hvor efter de kunne påbegynde den tunge rejse til bage mod det sønderbombede Tyskland. I lejren var der masser af håndvåben forskelligt husgeråd, lagner, tæpper, radioer, kikkerter og meget mere både i barakkerne og de mange bunkers, der alle var forbundet med smalle gange der var overdækket af net med vissent græs ovenpå. Vi skulle have visse pejlemærker dernede, ellers for vi let vild i de smalle gange. Jeg husker de fantastiske kikkerter, der sad på kanonerne, der stod i de yderste bunkers med udsigt ud over havet. Her kunne vi sidde på kanonerne en tidlig sommer morgen og styre både kanonen og kikkerten og se fiskerne i deres både ganske tydeligt langt ude på havet. Det viste sig meget vanskeligt at holde uvedkommende ude, for det var et stort areal at overvåge, og danskerne var sultne efter at stjæle alt muligt. for alle effekterne var jo let salgbare på “Den sorte Bars”. Også i Kettrup skulle vi holde vagt omkring de mange bunkers. Senere viste det sig, at det desværre ikke var så forfærdeligt, om nogle danskere havde beriget sig lidt, for alle tilbageværende effekter blev senere erklæret for allieret krigsbytte. Ikke engang den danske stat fik del i byttet, selv om Danmark havde betalt den største part af tyskernes efterladenskaber Her slutter min beretning, idet jeg allerede den 18. juli 1945 blev indkaldt til militærtjeneste, og det er jo en helt anden historie.

Hvem er Lisbeth Thorendahl:

Kilde: 10.04.2017 Nordjyske

Som barn i en lille landsby i Vendsyssel oplevede jeg, at den verden, jeg levede i, var spændende og fyldt med oplevelser – nogle allerede udforskede, og andre lå bare ventede på at blive fundet. Jeg vidste, at alle husene – også vores eget – indeholdt hemmeligheder, der var værd at gå på opdagelse efter.

På loftet øverst oppe i vores hus fandt jeg engang ved hjælp af en lygte et stykke gammelt legetøj. Det var to heste med en vogn bagved. Tingen var rusten og snavset, men da jeg fik den tørret af, kunne jeg se, at det havde været et farvestrålende stykke mekanisk legetøj af blik. Fundet gjorde loftet til et hemmelighedsfuldt sted med mulighed for nye opdagelser fra en svunden tid og mindelser om børn, der for længst var voksne og måske endda gamle. Disse mørke loftsarealer og ligeledes de trekantede skakter imellem tag og værelsernes vægge kaldte vi på min hjemegn for skunke. På loftet i mit hjem var der ligesom i mange andre hjem kister og store skabe. Da disse møbler ofte stod under de nøgne tagsten, opstod der også bag disse skunke. I et almindeligt hus kunne der være adskillige af disse rum i forskellig størrelse og mere eller mindre tilgængelige.

Vores genbo havde en misundelsesværdig skunk bag soveværelset. Det særlige ved denne skunk var, at en af tagstenene, der dannede det skrå loft i skunken, var af glas. Det betød, at rummet i dagtimerne var lyst. Mit største ønske var dengang at få mit eget værelse, og til dette formål kunne sådan en skunk med “vindue” være helt ideel. Hjemme på loftet bag et stort klædeskab indrettede jeg et rum, som var mit, og hvor jeg kunne få lov til at være mig selv. Rummet fandtes som nævnt mellem de tre flader, gulvet, skabets bagside og det skrå tag. Ved siden af skabet var der en smal indgang. Rummets sider var delvis afgrænset af endevægge, men i en lille vinkel nede ved gulvet i begge sider fortsatte lange hemmelighedsfulde og vanskeligt tilgængelige skunke i det uendelige. Alle husets skunke var støvede og fyldt med kasserede og bortgemte ting såsom kasser med gamle bøger og ugeblade, mine ældre søstres skistøvler og skøjter, bedstes kniplebræt med alle de små trisser af træ, ruller af mørkerøde mørklægningsgardiner, gamle umoderne ting, og ting der havde en skade, men som man alligevel ikke nænnede at smide ud.

Det, der var mest spændende, når jeg gjorde skunken bag det store skab til mit værelse, var indretningen. Det første, jeg gjorde, var at få fat i en lang ledning med en elektrisk pære i den ene ende og en kontakt i den anden. Herefter hentede jeg hammer og søm i min fars værksted, så jeg kunne lave et ophæng til min “lampe”. Så var lyset installeret. Skunken skulle nu tømmes og indholdet flyttes til andre skunke. Spindelvæv blev fejet ned og gulvet vasket – og nu var rummet parat til det virkelig spændende – nemlig møbleringen. Nye malkestole blev lånt hos far i butikken. Der kom dug på bordet, som bestod af en køkkentaburet. Min dukkeseng og kommode blev hentet, og der blev klippet forsider ud af Familie Journalen og igen gik turen til butikken efter tegnstifter. Så var der billeder på væggene. Kurven med alle mine køkkensager blev også fundet, dukkekaffestellet kom frem og der blev dækket bord. Kaffekanden blev fyldt fra den store blå på komfuret og nu blev mor og andre, der var i huset, inviteret til kaffeselskab i den forvandlede skunk.

 Ligesom skunkene på lofterne var der også uden for og mellem husene uventede smøger, som børn kunne gå på opdagelse i. Mit hjem bestod af huset langs fortovet, hvor vi selv boede og hvor min far også havde sin butik. Bagved mod havesiden var forskellige bygninger og skure, som var bygget efter familiens behov og uden nogen form for arkitektonisk plan – fuldstændig som værelserne på loftet. Imellem vores hus og baghuset var en plads, vi kaldte gården. Denne afgrænsedes i den ene side af tørveskuret. Her var ud til gaden en port, som var låst om natten med en hængelås. Under krigen var der også en port i den anden side af gården mod havesiden. Denne port var ligeledes låst om natten. I baghuset havde min far sit varelager af gummistøvler. Her var også WC, vaskehus og rum, hvor der bare var ting, der var stuvet væk. Under krigen var min ældste søsters udstyr i form af sølvtøj gemt bort i en jordkælder under dette baghus. Midt på gårdspladsen var der en høj udvendig trappe, der førte op til baghusloftet. Dette loft var også et varelager. Her var mest ting af træ, såsom skafter til haveredskaber, bunde til træsko, høkroge, malkestole og mange andre ting. Her var også et gammelt dueslag, der ikke længere var i brug. Duepindene var blevet til hylder med alt muligt gammelt ragelse. På sommerdage med styrtende regnvejr var det godt at sidde i døråbningen til dette loft og med fødderne på øverste trin af baghustrappen. Her var man i tørvejr og alligevel tæt på vejret, og her havde man overblik men kunne ikke umiddelbart nås. Lige over middag, når mor sov middagssøvn og far sov på sin stol i værkstedet, var der mest fredeligt. På andre tidspunkter kunne man nemt komme ud for at blive beordrede en til at rende et ærinde, eller man kunne få at vide, at man sad og frøs og skulle komme ind.

Der var en smøge mellem vores udhuse og Brugsens lagerbygning, hvor man kunne have gemt sig i årevis uden at blive opdaget. Stedet havde ikke noget navn, for man kom der jo ikke. At komme derind var meget vanskeligt og slet ikke ufarligt. Man kunne ikke komme dertil fra gården, selvom stedet lå tæt ved. Man skulle helt ned bagved kohuset. Her skulle man igennem et tæt buskads, buske af brændenælder og over de spidse kanter af rustne, bortkastede ting, inden man kom ind i selve smøgen, hvor der i øvrigt ikke var mindre farligt.

Den rute, man oftest brugte, til stedet var luftruten fra køkkentrappen og op over tørveskuret. Man var totalt afsløret, hvis det man kastede kom til at ligge på Brugsens tag.  De ting, der fik denne tur, havde alle været udsat for uheld. Og det var den, der havde forårsaget uheldet, der håbede – uset af andre – at kunne fjerne sporene med denne flyvetur. Det kunne stort set være alle mulige ting, der blev kastet over tørvehustaget og ned til forglemmelse i smøgen. Hyppigst var det ituslået porcelæn, men det kunne også være madvarer, man havde haft uheld med – noget, der havde fået en tanke eller på anden måde ansås for uspiseligt. Disse ting gik almindeligvis på møddingen, men var der noget, der skulle skjules, – ja, så var det op over taget med det. De voksne kom aldrig i den smalle mørke smøge, som stedet udgjorde. Det var et grimt sted, og de gange jeg var der i min barndom alene eller med en veninde, var i dybeste hemmelighed. En ekspedition til stedet krævede lange bukser og gummistøvler. Der var fælt i smøgens dyb. Over alting var der et fedtet, slimet, mosagtigt lag. Solens lys kom der aldrig, og for hvert skridt man tog, knaste det under ens fødder, og man kunne risikere, at et spidst glasskår gik igennem sålen på gummistøvlerne. Men på denne gravplads for families uheld kunne man finde spændende ting. Her lå hovedet af den porcelænshund, der lige pludselig ikke længere stod på reolen. Her genså man pludselig den ene halvdel af koppen med rosenbuketten og her lå vores termokaffekande fra sommerudflugterne. “Smid det over baghustaget” var et udtryk, der var kendt i mit hjem, og tidligt lærte jeg, at tog man noget med fra smøgen, skulle man ikke vise det frem, da ingen ønskede at gense ting, der én gang var kastet.

Skunke og smøger – var rum, hvor børn kunne være sig selv – og rum, hvor alt kunne ske. I 50’erne havde børn i almindelighed ikke egne værelser, og der var ingen voksne, der satte dem i gang med aktiviteter i fritiden. De måtte selv skabe rum og oplevelser, og det var der gode muligheder for, hvis man voksede op i en landsby med det liv, der var i her på dette tidspunkt. Skunke og smøger er lille kig ind i de mange muligheder for daglige adspredelser og aktiviteter, som landsbybørnene midt i det tyvendeårhundrede havde.

I Brønderslev omtalt som Harald C.R. Thomsen. I over fire årtier år drev han en forretning med papir og kontorartikler foruden lædervarer i Nygade i Brønderslev, deltog aktivt i foreningslivet i Brønderslev bl.a. Grænseforeningen og Foreningen Norden m.fl.

Harald Thomsen blev født den 30. maj 1918 i landsbyen Hundelev i den nord- vestlige del af Vendsyssel midt mellem Løkken og Hjørring og voksede op på en mindre gård som den næstyngste af en søskendeflok på seks. Allerede som toårig fik han konstateret polio i sit højre ben, men det lagde ikke bånd på hans appetit på livet.

Hans forældre drev gården sammen, og de havde både grise og køer, “og så var der selvfølgelig heste til arbejdet i marken”. Hans forældre havde begge gået på Kvissel Højskole i den lille stationsby af samme navn lidt nordvest for Frederikshavn, og med sig derfra havde de et nært forhold til salmebogen og Højskolesangbogen og en interesse for det sønderjyske spørgsmål.

Mit første minde om Grænseforeningen er fra midten af 1920’erne. Vores lærer havde fået nogle Dybbøl-mærker tilsendt. Så han må jo have været engageret i Grænseforeningen på en eller anden måde, men jeg ved ikke præcis hvordan. Jeg var bare en lille dreng, men jeg husker tydeligt, at han kom med de der mærker og spurgte, om vi kunne tænke os at gå ud og sælge nogle af dem. Så var vi en flok drenge, der gik rundt i sognet og solgte Dybbølmærker. Vi blev taget godt imod, for man kendte hinanden, og mange var meget optaget af spørgsmålet om danskhed og Sydslesvig i de år, for det var jo lige efter Genforeningen”, siger Harald Thomsen, der hedder Christian Richard til mellemnavn.

“Jeg ved ikke, om mine forældre var medlemmer af Grænseforeningen, men jeg fornemmede, at de ligesom andre i sognet var optaget af, hvordan det danske mindretal syd for grænsen kunne klare sig, og hvordan man kunne støtte dem. Jeg tror ikke, at de var med ved genforeningsfesten på Dybbøl Banke i 1920. Men jeg husker, at de talte om det, og som barn syntes jeg, at det var vældig spændende. Siden kom jeg på Halvorsminde Ungdomsskole ved Hjørring, hvor lærerne og forstanderne var meget interesserede i det grænsepolitiske”.

Inden Harald Thomsen kom på ungdomsskole, havde han mistet sin mor.

“Jeg fik selv en alvorlig lungebetændelse som 12-årig, som lægen sagde, at det var heldigt, at jeg overlevede. Året efter døde min mor af lungebetændelse, og min ældste søster, som ellers skulle ud at tjene, måtte blive hjemme i nogle år og hjælpe min far med at holde hus og tage sig af os mindre søskende”, fortæller han. “Så jo, det er egentlig heldigt, at jeg overhovedet nåede at blive voksen”, tilføjer han.

Han tog præliminæreksamen fra gymnasiet i Rønde. Derfra flyttede han til Aarhus for at gå på Den jyske Handelshøjskole, hvorfra han tog handelseksamen i 1938. Derefter gik turen til Toftlund i Sønderjylland, hvor han arbejdede som kontorassistent hos et derværende firma et års tid.

DET UNGE GRÆNSEVÆRN

Han erindrer ikke med sikkerhed, hvordan det gik til, at han besluttede at blive medlem af Grænseforeningen, udover at det faldt naturligt som en fortsættelse af hans engagement i Det unge Grænseværn (DuG), en fællesorganisation for de eksisterende ungdomsforeninger i Sønderjylland, der blev stiftet i 1934 med det formål at være et fælles værn og en styrkelse af dansk-nordisk ånds- og kulturliv i grænselandet. I april 1933 besluttede repræsentanter for ungdomsorganisationerne ved et møde i Aabenraa at samarbejde på tværs, og efter et gymnastikstævne i Tønder med 10.000 deltagere måneden efter og et møde på Dybbøl med 40-50.000 deltagere dannede man DuG. I løbet af få år opnåede DuG stor tilslutning over hele landet, og i 1939 var der 30.000 medlemmer, der samledes til foredrag, idræt, folkedans, vandreture, husflids- kurser m.m.

Harald C.R. Thomsen fik kendskab til DuG kort efter organisationens grundlæggelse, mens hans boede i Rønde. I studieårene var han aktiv i DuG, som i 1940 skiftede navn til Dansk-nordisk ungdomsforbund, og i 1942 var han med til at stifte en lokalafdeling af Foreningen Norden i Brønderslev. Omtrent samtidig meldte han sig ind i Grænseforeningen. I 2017 kunne han således – som den eneste, der havde været med fra begyndelsen – deltage i fejringen af 75-års jubilæet for Foreningen Norden i Brønderslev og blev ved samme lejlighed udnævnt til æresmedlem. Året efter blev han ligeledes udnævnt til æresmedlem af Grænseforeningen for Vendsyssel.

“Det nordiske og det sønderjyske har fulgtes ad for mig. Mit engagement i Grænseforeningen har ikke haft noget direkte med mine egne erfaringer fra grænselandet at gøre”, siger han.

TOFTLUND VED ET TILFÆLDE

Harald C.R. Thomsens familie havde ikke som sådan nogen relation til grænselandet. Men to af hans brødre kom i landbrugslære i Sønderjylland, den ene i Bevtoft, den anden i Toftlund, og Harald Thomsen var nede og besøge dem begge. Da han havde fået sin handelseksamen, ville han gerne blive boende i Aarhus, men da der ikke umiddelbart var nogle stillinger at få, søgte han andre steder i landet. På et tidspunkt så han en annonce i Berlingske Tidende om en kontorassistentstilling. Så vidt han husker, fremgik det ikke, hvor i landet virksomheden lå, men han søgte om stillingen, og da han blev ringet op af direktøren og tilbudt jobbet, viste det sig, at der var tale om et firma i Toftlund i Sønderjylland.

“Så på den måde kom jeg til Toftlund, som jeg jo kendte lidt til fra min ene brors ophold dernede. Jeg havde ikke tænkt på at søge derned, og jeg havde altid vidst, at landbruget ikke var mit gebet. Som lille blev jeg ramt af polio, og selv om jeg slap nogenlunde billigt fra det, betød det, at jeg ikke kunne lave det samme fysiske arbejde på gården som mine søskende. Jeg havde en lille have med grøntsager, som jeg nød at dyrke. Jeg har også selv anlagt haven her”, siger Harald C.R. Thomsen og peger ud i den velplejede have, hvor der på terrassen står krukker med blomster i mange farver.

“Men ellers har jeg altid mest været til noget med papirer”, siger han med et blik på de sirligt ordnede bunker af papirer, han har fundet frem.

Der er notater om hans foreningsarbejde, breve, avisudklip og andre papirer, der dokumenterer hans mangesidede virke. Også en gæstebog, som blev indviet, da han blev gift med sin Karen den 29. december 1944 og er ført op til hans 100-års fødselsdagsfest sidste år, har han fundet frem. Fra tiden i Toftlund har han ikke mange papirer, for opholdet varede kun et års tid. Men han nåede at få et vist indblik i stemningen i grænselandet mindre end to årtier efter Genforeningen.

TELEFONCENTRALEN VAR STADIG TYSK

“Jeg bemærkede, at der var forskel på, hvor nationalt interesserede folk var, og jeg husker, at telefoncentralen, som direktørens hustru bestyrede, endnu ikke var kommet ind under Jysk Telefon, men stadig var under tysk administration”, siger han.

Vi skal blive ved med at betragte os som ét samfund, selv om vi bor på hver sin side af grænsen.

Efter et år i Toftlund blev Harald Thomsen tilbudt en stilling som kontorassistent hos Pedershåb Maskinfabrik i Brønderslev, hvor han arbejdede frem til 1944. Fra krigsårene husker han især en episode, hvor den lokale tyske kommandant spærrede hele Brønderslev og Hjørring af og lukkede for lys, gas og vand i tre døgn som reaktion på sabotage mod jernbanen.

“Jeg sad sammen med nogle venner og lyttede til en batteridrevet radio for at op- snappe meldinger fra Sverige og London. En af mine venner skrev referater af det, og så lavede vi et blad, Brønderslevkureren, inde på mit kontor og delte det ud i byen”, siger Harald CR Thomsen.

Det var under krigen han mødte sin hustru, Karen. “Jeg var inviteret til indvielse af et sommerhus i Lønstrup, som nogle af mine venner havde bygget. Karen var ung pige i huset hos naboen og blev inviteret med til festen. Næste dag gik vi på besøg hos hende, og da jeg så den kærlighed, der var mellem hende og de to børn i familien, faldt jeg for hende. Jeg har altid været meget glad for børn”, siger han og udpeger de nyeste billeder af sine oldebørn, som står på et bord i det åbne køkkenalrum.

Han og Karen flyttede ind i en lejlighed i Vestergade i Brønderslev i januar 1945, efter at de var blevet gift i al hast. “Dengang kunne man ikke få en lejlighed, hvis man ikke var gift, så selv om det egentlig ikke var planen, at vi ville gifte os på det tidspunkt, måtte vi jo få det arrangeret. Min svigerfar, som var tømrermester i Mygdal nord for Hjørring, ryddede sit værksted og lavede det om til en festsal, og så inviterede vi alle dem, der var plads til”, fortæller han.

ÅBENT HUS FOR FORENINGERNE

Samme år havde han åbnet Harald CR Thomsen Kontor- og Papirvarehandel i centrum af Brønderslev,

Harald Christian Richard Thomsen (1918-2019)

hvor hans kone også hjalp til, og året efter fik de datteren Hella. Siden kom der to børnebørn og fire oldebørn til, der alle bor i københavnsområdet. Han har god kontakt med dem alle både ved højtider og i ferier. Som enkemand har han samlet familien til en stor fest hvert femte år.

“Da jeg fyldte 70 år, inviterede jeg til åbent hus om dagen – så var jeg sikker på ikke at glemme nogen af alle dem, jeg kender fra de tosset mange foreninger, jeg er medlem af – og til festmiddag om aftenen for familien og de nærmeste venner. Det har jeg gjort siden ved min runde og halvrunde fødselsdage, så da jeg fyldte 100 år, var det syvende gang, jeg markerede min fødselsdag på den måde”, siger Harald C.R. Thomsen.

Til åbent hus-arrangementet dukkede mange af Harald C.R. Thomsens bekendte og venner fra foreningslivet op, ligesom viceborgmesteren i Brønderslev kom forbi og opfordrede Harald til at kigge en ekstra gang i postkassen efter fødselsdagspost. “Og så var der sørme kommet brev fra dronning Margrethe, som jeg læste op for gæsterne”, siger han.

KARL OTTO MEYER KOM FORBI

På bogreolen i stuen står der biografier om så forskellige personer som kronprins Frederik, Nelson Mandela og Karl Otto Meyer (fhv. chefredaktør på Flensborg Avis og mangeårigt landdagsmedlem i Slesvig-Holsten for mindretalspartiet Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), red.) samt en erindringsbog, Hjertesprog, af sidstnævntes kone, Marie Meyer. Desuden bøger om kunst, kristendom, sydslesvigsk historie og lokalhistorie fra Vendsyssel.

“Karl Otto Meyer mødte jeg nogle gange via Grænseforeningen, og han har også været på besøg herhjemme hos mig. Han var en stor personlighed, som har gjort meget for danskheden i Sydslesvig, så ham var jeg glad for at få lov at møde”, siger Harald Thomsen.

Han tilføjer, at han gennem årene har været på mange besøg i grænselandet, både i regi af DuG, på bilture med sin kone, datter og svigerforældre og på busture med Grænseforeningens lokalafdeling.

VI SKAL BETRAGTE OS SOM ÉT SAMFUND

Gennem tiden har han beklædt adskillige poster i Grænseforeningen, herunder formandsposten i lokalafdelingen i Brønderslev – i dag Grænseforeningen Vendsyssel – foruden en periode med sæde i hovedbestyrelsen for Grænseforeningen. Han blev formand for Grænseforeningen i Brønderslev i 1986 og var formand frem til 2015, hvor lokalforeningerne i Brønderslev og Vrå blev slået samen til Grænse- foreningen Vendsyssel, hvor Harald Thomsen sidder i bestyrelsen.

“Medlemstallet er faldet. Det synes jeg er meget beklageligt, for det er så vigtig en sag. Vi skal vise verden, at det er helt nødvendigt at enes om at gøre noget sammen.

Hele spørgsmålet om indvandring og grænser er imidlertid kompliceret og svært at have enkle holdninger til, synes Harald C.R. Thomsen.

“Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke om genindførelsen af grænsekontrollen. Det er vigtigt at have kontrol med grænsen, men om kontrollen skal være så barsk, som den er blevet, ved jeg ikke. Til gen- gæld er jeg ikke i tvivl om, at vi har brug for EU. Der er ganske vist en masse uro internt i EU, men det er helt nødvendigt at enes om at gøre noget sammen.”

HARALD C. R. THOMSEN er født 30. maj 1919 og har været medlem af både Grænseforeningen og Foreningen Norden i over 75 år. Han er som nævnt æresmedlem af lokalafdelingerne af begge foreninger og af flere andre foreninger i Brønderslev og omegn, som han har engageret sig i. Hans seneste æresmedlemskab er af Museumsforeningen for Vildmosemuseet.

“Brønderslev har i mange år været venskabsby med Tønning i Sydslesvig, så der har vi haft mange gode oplevelser. Jeg har stadig kontakt med gode venner dernede, og jeg havde håbet, at jeg kunne komme derned til genforeningsjubilæet, men det kan jeg nok ikke klare.

Det er vigtigt, at vi støtter danskerne i Sydslesvig i at bevare deres kærlighed til Danmark. Vi skal blive ved at betragte os som ét samfund, selv om vi bor på hver sin side af grænsen. Som danske har vi noget, som er værd at bevare. Jeg holder især af den nærhed, vi har til hinanden i Danmark. At man kommer sammen og hygger sig og respekterer hinanden. Jeg oplever det personligt her med mine naboer, som er nogle utroligt rare mennesker. Og heldigvis er der også mange eksempler på, at nye mindretal i Danmark bliver modtaget på en god måde, hvor de mødes med den stedlige befolkning og drikker kaffe og føler, at de er velkomne.

Foreningslivet var altid et afgørende omdrejningspunkt i Harald C.R. Thomsen liv, og med stort engagement og interesse var han medlem af mange foreninger. Det var I forbindelse med foreningens 75-årsjubilæum i 2017, at han blev udnævnt til æresmedlem af foreningen.

Også grænseegnen interesserede Harald Thomsen meget, og han beklædte gennem en årrække adskillige poster i Grænseforeningen, herunder formandsposten i lokalafdelingen i Brønderslev – i dag Grænseforeningen Vendsyssel – foruden en periode, hvor han havde plads i hovedbestyrelsen for Grænseforeningen.

Fra 1989 blev han et aktivt medlem, også som bestyrelsesmedlem, af Støtteforeningen for Neuroenhed Nord – Brønderslev, hvor man genoptræner patienter med hjerneskader, og fra 2013 var han æresmedlem i foreningen og kommitteret til bestyrelsen.

I 1973 blev Harald Thomsen valgt ind i Brønderslev Menighedsråd, hvor han sad som medlem indtil år 2000. Han beklædte gennem 18 af de 27 år i menighedsrådet posten som formand. I sit lange virke her sad han også i en årrække som næstformand i provstiudvalget for Brønderslev Provsti. Desuden var Harald Thomsen i samme periode medlem af Stift Middeludvalget i Aalborg Stift.

Som 100-årig levede Harald stadig et aktivt liv, hvor han var engageret i foreningslivet og altid glædede dig til at tilbringe tid sammen med familie og nære venner. Familien bestod af en datter, to børnebørn og fire oldebørn.

Jubilæumsfest i 2017

Det er sjældent, at man oplever en 75-årig forening, der har et medlem, der har været med i alle årene. Men det kan Foreningen Norden i Brønderslev præstere. Harald C. R. Thomsen deltog i jubilæumsfesten, hvor han fortalte om tilblivelsen i 1942.

Der var en gruppe af initiativrige personer, der sluttede op om foreningen, fortalte han, at han var med i den allerførste bestyrelse, der blev dannet, sammen med en gruppe borgere.

Harald C.R. Thomsen sagde, at der nu som aldrig før er brug for Foreningen Norden, da der er mange aktuelle forhold, der kræver sammenhold. Det er helt enestående, at der ikke kræves pas for at komme mellem de fem nordiske lande. På den måde betragtes de fem lande nærmest som ét land.

Foreningen Norden i Brønderslev som noget helt unikt.

Det er en forening, der er lagt mærke til på landsplan. Vi var meget spændte på, hvad der skete med foreningen, da foreningens formand, overlærer Axel Schade, døde i 2013 efter 33 år på formandsposten, men den ny bestyrelse har løftet arven på fantastisk vis.

Han fortalte at Brønderslev Kommune har nære bånd til den svenske venskabsby Nässjö, hvor der jævnligt er besøg fra, ligesom der arrangeres besøg i Nässjö fra både Brønderslev Kommune og Foreningen Norden.

Brønderslev har stor glæde af dette samarbejde og påpegede, at det nordiske samarbejde er af stor betydning for Danmark

På grund af den forestående kommunalreform i Norge, er samarbejdet med Eidsberg Kommune gledet ud, men der arbejdes på at finde en ny venskabskommune, og at kommunen vil bakke op om dette initiativ.

En halv snes medlemmer fra Nässjö besøgte Brønderslev i tre dage i forbindelse med jubilæet.

Et besøg hos Harald C.R. Thomsen

Her fortæller Harald C. R. Thomsen at han var med til at udgive illegal avis i Brønderslev og var et af de sidste vidner til krigsårene i Brønderslev.

Mens der drikkes formiddagskaffe i den hyggelige stue i udkanten af byen, finder han et gulnet papir ud af en større bunke minder på sofabordet.

Papiret får ham til at tænke tilbage på, hvordan han oplevede besættelsesdagen, den 9. april 1940.

Det er jo forfærdeligt, og det gør ondt at se på, hvordan tyskerne vælter ind over Brønderslev og resten af landet, siger Harald C. R. Tomsen, når han mindes sine tanker på besættelsesdagen.

Luften vibrerer af dyb motorlarm allerede tidligt om morgenen, da snesevis af tungtlastede krigsfly kravler hen over den mørke himmel i større og mindre grupper.

Hitlers Luftwaffe er lastet med ydmygelser, undertrykkelse, lemlæstelse og død til både Danmark og Norge.

Nogle af flyene smider flyverblade ud over Brønderslev, og kort tid efter regner det ned med ”Oprop”, et papir, som Harald C. R. Thomsen viser frem mellem kaffekopperne på sofabordet.

Papiret opfordrer befolkningen til at holde sig i ro og samarbejde med tyskerne.

På det tidspunkt bor jeg i Fredensgade 1 i Brønderslev, og alle i byen er chokerede over synet på himlen. Jeg får det stadig helt dårligt, når jeg tænker på alt det tyske krigsmateriel, som også kommer til at rulle oppe på jernbanen. Og de tyske tropper, som pludselig tramper rundt i byen, fortæller Harald C. R. Tomsen, der som aktiv i Konservativ Ungdom godt nok går ind for både gud, konge og fædreland, men vel at mærke et fædreland uden tyske tropper.

Nej, KU er altså ikke tyskervenlig, og jeg kan der i 1940 ikke lade være med at tænke på, hvordan vi dog skal komme af med alle de tyskere og deres elendige krigsskrammel igen, husker Harald C. R. Tomsen, som først i 1940’erne har god medvind på det personlige plan.

Tosset med papir

Da krigen bryder ud, er jeg 21 år og arbejder som kontorassistent på Pedershaab Maskinfabrik, men da jeg så ser nogle ledige lokaler i Nygade, og den 1. november 1941 var det jeg åbnede min egen forretning med kontorartikler og papir, for jeg har altid været tosset med papir, fortæller Harald C. R. Tomsen.

Det skal senere vise sig at blive til stor nytte, da forretningen giver mulighed for aktiviteter, som ville have gjort byens tyske kommandant rasende – eller rettere sagt: Endnu mere rasende.

Høje brag i natten

Som en reaktion på de allieredes invasion i Frankrig den 6. juni 1944, begynder tyskerne at trække våben, ammunition og tropper fra nord mod syd.

Dermed bliver jernbanen mellem Frederikshavn, Sindal, Hjørring, Brønderslev og Aalborg ekstrem vigtig for tyskerne, og det gør de mange kilometer togskinner, lokomotiver og vogne til oplagte mål for modstandsbevægelsen.

Strækningen er da også udsat for sabotage flere gange i løbet af efteråret 1944, da modstandsfolk sender skinner og tog til himmels med høje brag i natten.

Den 22. september 1944 har en aldeles rasende tysk kommandant fået nok af de genstridige vendelboer.

Han lukker for lys, gas, telefoner og vand, og der er erklæret undtagelsestilstand med vagter på vejene i flere byer i Vendsyssel, husker Harald C. R. Tomsen, der ikke selv deltager i sabotageaktioner.

”Da jeg har haft Polio, også kaldet børnelammelse, som helt lille, har det  for stedse ødelagt min evne til at gå og løbe normalt, og det dur ikke, hvis man skal være aktiv modstandsmand med sprængstoffer og våben”, fortæller Harald C. R. Tomsen.

Men han er gode venner med en redaktør Svend Gjedsig, og alle i omgangskredsen er frustrerede over nu at være afskåret fra reelle nyheder, da de rasende tyskere gør det umuligt at distribuere de sædvanlige illegale aviser.

Hallo, her er London

I den periode sidder vi flere oppe på 1. sal i en bygning i Bredgade, hvor der nu er sundhedshus, og lytter til forbudt radio fra London og Sverige. Da den tyske kommandant afskærer byen fra omverdenen, er der behov for en illegal avis, og det er lige en opgave for Svend Gjedsig at organisere det praktiske, fortæller Harald C. R. Tomsen.

Flere af vi illegale radiolyttere sørger for at skrive nyhederne ned på papir, og så ryger ”Brønderslev Kureren” i trykken på en trykkemaskine bagerst i min forretning, fortæller Harald C. R. Tomsen, der dog ikke selv er med til selve trykningen.

De borer et lille hul i et vindue i baggården, så de kan få vinduet haspet af og komme til at trykke avisen. Bagefter lægger de et pænt brev med tak for lån. Hvis tyskerne kommer ind i forretningen, vil det dermed se ud, som om forretningen intet har at gøre med sagen, husker Harald C. R. Thomsen, mens han finder brevet frem og lægger det mellem kaffekopperne.

Han husker ikke længere de øvrige navne på initiativtagerne til ”Brønderslev Kureren”, kun at der nok foruden Svend Gjedsig deltager yderligere en tre-fire mand, og at ”Brønderslev Kureren” udkommer under tyskernes afspærring af byen den 22., 24. og 26. september 1944.

Den udkom kun, mens der var lukket for gas, lys og vand. Da undtagelsestilstandens bliver ophævet igen, ophører bladet med at udkomme, for så kunne byens borgere igen modtage de ordinære illegale blade udefra, husker Harald C. R. Thomsen.

Jeg møder jo min dejlige Karen til en fest i et sommerhus i Lønstrup i 1944, og vi bliver gift den 29. december samme år. Det var en dejlig tid, mens vi lærer hinanden at kende, og det lykkes os også at få en lille lejlighed i Vestergade, men tyskernes besættelse er stadig forfærdelig, siger Harald C. R. Thomsen og lader blikket flakke mellem stuens fotos af familien og de gulnede papirer på bordet.

Helt glad er jeg jo først, da jeg hører i radioen den 4. maj 1945, at de tyske tropper har overgivet sig. Samme aften er der fest overalt. Folk løber rundt i gaderne og er vilde af glæde, husker Harald C. R. Thomsen, der selv i dag har svært ved at sætte ord på sine følelser på befrielsesdagen.

Det er altså svært at forklare. Jeg tror man skal have oplevet det, for at forstå de følelser, der er i spil. Det er bare så vidunderligt. Alle er der. Alle er glade, og der er faktisk kun en måde at beskrive det på: ”Det er en befrielse”, siger Harald C. R. Thomsen.

 Som 67-årig og efter mere end 40 års ægteskab mistede han sin kone i 1985. Samme år afhændede han butikken. Det blev startskuddet til en meget aktiv tredje alder. Først erhvervede han sig kørekort som 67-årig, og i en alder af 74 år, valgte han at skifte lejligheden i bymidten ud med en andelsbolig med egen have nogle kilometer uden for centrum.

 Mens uret kukker, lægger han de gulnede papirer tilbage i bunken.

Tidligere præst i Brønderslev Henning Christensen fortalte bl.a. ved Harald C.R. Tfølgendehomsens begravelse forsamlingen :

En oplevet hændelse fra en gang jeg besøgte Harald CR.

Thomsen i butikken i Nygade.

Det siger med få ord meget, om hvilken person Thomsen var.

”Han fortalte mig, at han havde sendt regnskabet fra butikken til skattevæsenet i Frederikshavn, men kunne ikke forstå, hvorfor han ikke havde fået det tilbage igen, for nu var der gåen ret lang tid, siden det blev afleveret.

Men så ringede de en dag fra momskontoret og undskyldte, at de ikke havde returneret regnskabet endnu, men de ville gerne beholde det lidt endnu, for som de sagde, så ville de bruge det for a vise andre, hvordan et regnskab skulle føres.”

Stodderkonge. Danmarks vandrende folk forgår. »Vi dør jo. Og der kommer ikke nye til.«

Til vagabondtræf på Fyn, hvor Sheriffen, Høvlen, Pølse og de andre landstrygere vælger deres leder.

De sidste

Riddere

Artiklen er skrevet af EMIL JØRGENSEN (f. 1993)

er journalist fra Danmarks Journalisthøjskole med en cand.mag. i Mellemøststudier fra Syddansk Universitet. Han har boet i Istanbul, Beirut og Jerusalem.

På Weekendavisen skriver han menneske bårne reportager og fortællinger, ligesom han tidligere har gjort det for Zetland og Avisen Danmark.

Jens Otto Madsen fortæller: Jeg blev ringet op af Emil Jørgensen som var i gang med at skrive en artikel om Vagabonder og i den anledning havde researchet omkring emnet og bl.a. fundet de artikler som jeg har lavet og lagt ud på min hjemmeside omkring Vagabondavisen og Vagabondernes bedstefar Harry Jørgensen, som udgav Vagabondavisen i en årrække og hvor senere sønnen Kristian Jørgensen efter faderens død fortsatte som redaktør. Kristian er nu også død og Vagabondavisen udgives nu ikke længere. Emil Jørgensen lovede at sende mig sin artikel som har været udgivet i Weekendavisen.

Til denne historie som kommer her på min hjemmeside og også udgives på FB gruppen ”Historier fra Vendsyssel” kommer først min historie om Harry og Kristian Jørgensen og herefter Emil Jørgensens artikel.

Vagabondernes Bedstefar – Harry Jørgensen, Vrensted

Harry Jørgensen døde i 1995.

Harry Jørgensen er født i 1907 i Vrensted og døde i en alder af 88 år i Vrensted i 1995. Det meste af livet boede og arbejdede han dog i Løkken. Han var oprindelig landarbejder men blev så arbejdsmand i Løkken. Han tilbragte sit liv i Løkken, hvor han i 1930 blev gift og stiftede familie, blev forsørger og måtte tage det arbejde, der var at få for at kunne forsørge familien. Han var med til at bygge læmolen i Løkken. Fra 1930 og frem til tæt på slutningen af 2. verdenskrig, var han rejsebud mellem Løkken og Hjørring. Senere var han fiskehandler og produkthandler. I den seneste tid i Løkken var han hotelkarl på Hotel Klitbakken. Sideløbende hermed var han meddeler først til Ny Tid og senere til Vendsyssel Tidende, hvor man gennem årene nød godt af både læserbreve og lokale nyheder. Han var aktiv inden for politik og foreningslivet og sluttede sit politiske engagement i Fremskridtspartiet, hvor han blev æresmedlem.

I 1974 startede Vrensted tilværelsen igen, hvor han flyttede alene ind i ”Ørnholms minde” lige syd for Kirkedammen. Harry Jørgensen var en farverig og flittig person, kendt af mange over hele Vendsyssel, dels som tidligere meddeler til avisen, men også som en flittig og meget velformuleret læserbrevsskribent, en af de mest markante under Frit ord i Vendsyssel Tidende men også i københavnerpressen, hvis de trængte til et hip og et ord på vejen.

Harry Jørgensen var altid god for en interessant beretning. Han var et omvandrende arkiv og gennem årene samlede han et rigtigt arkiv af udklip og materiale af lokalhistorisk art.

Den kendte forfatter Knud Holst var også nogle år forinden flyttet til Vrensted. De kendte hinanden fra den tid de begge boede i Løkken. Harry Jørgensen havde altid haft et godt forhold til vagabonder og landevejsridderne og som rejsebud havde han mødt mange af de farende svende. Han havde fået tilnavnet “Vagabondernes Bedstefar”. Knud Holst får Harry Jørgensen i gang med at lave en lille avis, Vagabond-Avisen, landets mindste på fire A4 sider. Den 16. februar 1987 udkommer så det første eksemplar af Vagabond-Avisen. I begyndelsen udkom den en gang om måneden, men hurtigt blev den en ugeavis, som fortrinsvis sælges på markeder og steder hvor vagabonder færdes. Harry Jørgensen forestod alle opgaver på avisen. Som udgiver, redaktør, journalist og trykker. I 1989 var den udkommet i 810 udgaver. Selveste det Nordjyske Landsbibliotek i Ålborg var blevet fast abonnent. Harry Jørgensen havde en fast kreds som han sendte en halv snes eksemplarer til ad gangen. Det var Oplandsavisen, der sørgede for at fotokopiere Vagabond-Avisen i det nødvendige antal eksemplarer.

Efter Harry Jørgensens død i 1995 overtog sønnen Kristian Jørgensen, Vrensted hvervet som redaktør indtil juni 2009 hvor han måtte stoppe på grund af sygdom.

Historien om De sidste Riddere

Der bedes fadervor med hænderne foldet om dåsebajere og snapseflasker. Hunde ligger i græsset, små hashskyer svæver mod himlen, solen kaster skygger mellem grenene. Præsten under træet, iført pibekrave og sort kjole, siger »amen«, så »skål«, og forsamlingen brummer »skål« tilbage.

»Det var en vigtig sætning,« lyder det hæst fra en af tilhørerne.

Vi er til såkaldt gøglergudstjeneste på Tingstedet bag forsamlingshuset i Kværndrup på Fyn. 40 mænd og kvinder sidder i en cirkel om præsten. På kampesten og i campingstole. Iført læderveste med brocher og medaljer, Tuborg-hatte med rævehaler i nakken, pjaltede benklæder og store smil. Fjogede kommentarer, småsnak og latter akkompagnerer ceremonien, men alvoren sænker sig på opfordringen til et øjebliks stilhed.

»For dem, der går på de evige landeveje,« siger præsten i mikrofonen. Folk tager hattene af, rejser sig og holder kæft. Pludselig kan man høre deres kæledyr trække vejret. Keyboardspilleren sætter tonen, og de synger »Altid frejdig, når du går«. En salme, som også bruges til begravelserne, som flokken mødes til. Efterhånden oftere og oftere. De er Danmarks sidste landevejsriddere, de vandrende vagabonder, der er dus med himlens fugle og skovens grønne træer. I hvert fald i Morten Korch-film og på Storm P.-plakater. Med slibesten og barnevogne er land-strygerne kendt som nogle, der går fra dør til dør, fløjtende, fulde og fri. For en lille skilling, en madpakke eller et sted at sove sliber de herrens og fruens sløve knive, før de igen bevæger sig mod de åbne horisonter. Men den romantiserede og folkekære figur er ved at uddø. Der er lidt over 6.000 hjemløse i Danmark, og tallet stiger, men landevejsridderne kan efterhånden stå samlet under det samme egetræ. Og det gør de den anden torsdag i september hvert eneste år. For at hilse og hygge, gennemføre en gudstjeneste, men også for at stemme.

De udpeger stodderkongen, deres leder.

I gammel tid – fra år 1600 og frem til 1803 – blev stodderkongen udnævnt af politimyndighederne. Det var en stærk person fra de fattiges kreds, som fik ansvaret for at holde sognet frit for fremmede tiggere. I dag vælger landevejsridderne selv deres frontfigur, men funktionen er lidt derhenad. Han eller hun, der vinder den demokratiske afstemning, står for dialogen med landets kræmmermarkeder og hjælper med at håndhæve, at riddernes  protokoller overholdes.

Du må ikke lyve. Du må ikke stjæle. Og du må ikke tage hårde stoffer. Vi er klar til afstemningen,« siger præsten.

»Hvem stiller op?«

Pølses 1,7 millioner kilometer

Vi begynder historien et par timer forinden. Klokken er otte om morgenen, men Vagabondlejren i Kværndrup er allerede sprællevende. »Tre hvide duer,« synger Jodle Birge fra en håndværkerradio, mens folk sidder i teltåbninger og campingstole med opknappede bajere og mad-kasser med tobak i.

»Det koster 20 kroner, hvis du vil være passivt skæv,« siger en og ler hæst.

Pølse – en 65-årig mand med skovmandsternet fleecetrøje, solbriller og julemandsskæg – forklarer, hvad det vil sige at være landevejsridder. »Vi er ikke udsatte, og vi er ikke hjemløse. Og du bliver heller ikke landevejs-ridder af at drikke dig fuld foran Brugsen. Du skal ud at stemme dørklokker,« siger han.

Selv har Pølse været landevejsridder siden 1989. Det var også der, han fik navnet. Alle landevejsriddere navngives og døbes på ny – Syvstjernen, Kransekagen, Bjørneungen, Rundetrunten, den slags – og nogle gange ligger der en direkte logik bag. »Jeg var arbejdsdreng på Stryhn’s’ leverpostejsfabrik i Roskilde. En dag efter arbejde var der en af mine kammerater, der sagde: ‘Hvad fanden er det, du har bag øret?’ Det var så et stykke kødpølse. Siden den dag har jeg været Pølse-Leif. Eller bare Pølse,« siger han. Fra en dyb lomme i sine shorts finder han en dåsebajer. »Kære lille mormor,« spiller fra højttaleren, mens Pølse tæller i sit hoved. »Jeg har gået 1,7 millioner kilometer i Danmark,« siger han. »Altså sådan løst regnet.« Meningen var, at han skulle gå tre uger i en sommerferie. Men han vendte aldrig tilbage til sin kone og sine børn, fortæller han. »Landevejene er ligesom spjældet. Når man er ude, vil man ind. Når man er inde, vil man ud.« Pølse går ikke længere ude alle fire årstider. Det meste af året bor han på Præstø med sin papegøje, Mandy. Men for 35 år siden, da Pølse startede, var det anderledes. Dengang var der 450 vagabonder i Danmark, siger han.

»I dag er vi maks. 45. Vi dør jo. Og der kommer ikke nye til.«

Interviewet afbrydes. Troldmanden vil have Pølse til at »bippe sin bil op«. »Så bjerger jeg lige en flaske Bailey fra bagagerummet,« siger han.

Sæsonriddere

Ingen har rigtig forsket i landevejsriddernes bortgang, men Lars Benjaminsen har flere bud. Han er seniorforsker ved VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

»Udsatheden er blevet mere kompleks. De unge, der har mistet grebet om tilværelsen, har typisk både psykiske lidelser, fysiske helbredsproblemer og misbrug,« siger han.

De vandrer ikke fra gård til gård. De vandrer snarere fra herberg til forsorgshjem og andre former for opholdstilbud. Og deri ligger en anden mulig årsagsforklaring: Samfundets sikkerhedsnet er generelt blevet bedre til at indfange de udsatte. »Men det handler også om, hvem de udsatte i dag er, og hvor de kommer fra. De opholder sig typisk i de store og mellemstore byer, og de ser ikke sig selv som nogle, der går på vejene. Så sover de hellere på sofaer hos venner. Eller på gaden,« siger Lars Benjaminsen.

76-årige Kristian Jørgensen, tidligere redaktør for den nu lukkede Vagabond Avisen, fremsiger sin analyse uden at pakke tingene ind. »Det er lovgivningen og samfundet, der har ændret sig. Jeg går selv her på pension og får 11.000 kroner og bor i en lejlighed med elevator og det hele. Landevejsridderne har biler, hus og mobiltelefoner. De farende svende farer kun, når ølteltene på kræmmermarkederne er åbne.«

Sheriffens valg

Tilbage i Kværndrup siger Sheriffen, at »det er blevet for nemt at lade være med at være landevejsridder«. »Prøv at se på parkeringspladsen,« siger hun og peger forbi træet, hvor der om lidt skal være gøgler-gudstjeneste og stodderkongeafstemning.

»Folk kommer jo kørende hertil.«

I gamle dage sagde en rigtig vagabond nej tak til alle offentlige ydelser for at leve fuldkommen frit. Det gjorde Sheriffen også. Den 55-årige kvinde, der er født på Grønland, men vokset op i Danmark, siger selv, at hun stod over for et valg. »Skal jeg tage mit eget liv, eller skal jeg tage Landevejene?«

Det var i 1999. Hun var lige blevet skilt, huset var på tvangsauktion, og børnene var kommet i pleje hos hendes mor.

Sheriffen taler sagte. Hun er svær at høre for Peter Belli i højttalerne, der synger »Bli’ væk fra vort kvarter«, men man mærker hende.

Under sin sorte lædervest har Sheriffen regnbuefarvet tøj og et taknemmeligt sind. Hun er glad for, at hun valgte vejen med slibesten og barnevogn, siger hun og lader blikket panorere rundt i vagabondlejren. »Vi er en familie. Vi passer på hinanden.« Sheriffen har været stodderkonge i flere år. Men heller ikke hun er ridder på fuld tid længere. Hun har en toværelses lejlighed i Horsens. Danmark har ændret sig, siger hun. Landets små gårde er blevet til kæmpestore drifter med titusindvis af svin. Sygdomsfrie besætninger med SPF-systemer, smittebeskyttelse og sundhedskontrol, hvor omvandrende vagabonder ikke så nemt får adgang. Men en ting er uforandret. Mødet med »hr. og fru Danmark« er, som det altid har været. Langt de fleste mennesker behandler Sheriffen med tillid og respekt, når hun banker på døren og beder om deres knive. »Vestjyderne har altid været hammersvære at få til at byde en indenfor, fordi de er så indremissionske. Men så er de til gengæld søde til at forære madpakker.« Hun vifter sin lille hund væk, tænder en smøg og smiler, da jeg spørger, om det er godt eller skidt, at landevejsridderne langsomt forgår. »Jeg tror egentlig, det er for det bedste. For det er altså ikke et romantisk liv at leve på landevejene.«

Kravlede ind i vagabondlejren

Det samme siger Høvlen. »Det er ikke en Morten Korch-film. Solen skinner ikke altid på vejene.« Hans hår er pjusket, hans krop er lang og tynd og hans blå øjne en anelse blodsprængte. Med sine 37 år er han en af de yngste landevejsriddere, men han er også nærmest født ind i det, siger han. »Min far var kræmmer. Og jeg plejer at sige, at jeg kravlede ind i vagabondlejren, da jeg var tre år. Siden har jeg ikke kunnet kravle ud igen.« Han står med hænderne bag ryggen, mens han interviewes. Høfligt, men seriøst.

Omkring træet i Kværndrup danser flere arm i arm til »Himmelhunden«, Teddy Edelmanns udødelige klassiker. Nogle har tændt op i store piber, andre er gået i snapsen. I græsset ligger to mænd med viltre skæg og omfavner hinanden. Alle er feststemte, kærlige og glade. Også Høvlen, for han skal faktisk giftes i dag.

Efter gudstjenesten er der bryllup i vagabondlejren, Høvlen skal have sin Sol, men lige nu fortæller han om sit liv. Om hvordan han »slapper af«, når han »går med barnevognen«. Hvordan lejligheder »trækker sig sammen«, når han opholder sig i dem for længe ad gangen. »Jeg har faktisk spekuleret meget på, hvorfor der ikke er flere unge, som bliver landevejsriddere,« siger Høvlen, der selv var på prøve i seks år, før han blev endeligt optaget. Først bliver man navngivet. Så skal man vise sit værd, før man bliver døbt. Dåben cementeres med et brusebad i øl, og reglerne er, at man derefter ikke må vaske sit hår i tre dage. Høvlen undskylder sig. Gudstjenesten begynder snart, og han vil gerne nå at ryge.

Den nye stodderkonge

»Hvem stiller op?« spørger præsten.

Blikkene flakker rundt i cirklen omkring træet. Et par spændte sekunder, før Sheriffen rejser sig fra sin stol og træder frem til spredt jubel. Med blikket rettet mod jorden gør Høvlen det samme.

Afstemningen foregår med håndsoprækning, men der bliver også råbt.

»SÅ VED JEG GODT, HVEM JEG STEMMER PÅ!«

»HOLD NU DIN KÆFT.«

»FUCK DIG, DIN BUMS!«

Skældsord råbes med et glimt i øjet, det er jargonen, og alle klapper, da Høvlen vinder. Ovenikøbet med et stort flertal. Han får mikrofonen i den ene hånd, vandrestaven i den anden og kronen på hovedet, hvor alle tidligere stodderkongers navne er indgraveret. »Vi er så få tilbage. Så vi skal hjælpe hinanden,« siger Høvlen, før han starter en fællessang, som alle tilslutter sig:

»Jeg er ikke som de andre,

jeg er noget for mig selv.

På landevejen vil jeg vandre,

til den dag jeg må sige farvel!«

Præsten spørger, om nogen skal døbes. En er ved at rejse sig op, men råbes ned i stolen igen af »NEJ«-kor. »HUN HAR IKKE VÆRET DER HELE ÅRET,« gjaldes der. Ingen nye landevejsriddere optages. Til gengæld er der bryllup. Og fest i flere dage. Så længe bliver præsten, som hedder Peder Thyssen, ikke hængende. Han skal tilbage til Odense, hvor han bor og arbejder som gadepræst. Siden år 2006 har han stået for gøgler-gudstjenesten. I starten var det »overvældende at se elendigheden«, siger han på syngende fynsk. Men på to årtier er der sket en forvandling. De gamle går bort, og de unge går ind i de offentlige systemer. Landevejsridderne forsvinder, og det er en fin udvikling, mener han.

»Deres liv har været helvede på jord. De er fri, men de lever ikke i frihed, for de er alkoholikere næsten allesammen. Til gengæld føler mange af dem, at de får en identitet, når de er landevejsriddere,« siger præsten.

En høj mand kommer løbende mod hans bil. Det er Høvlen. »Du må hellere lige tage det her indtil næste år,« siger han og afleverer kronen og vandrestaven til præsten. Han vil ikke risikere at tabe det. Peder Thyssen smiler i stodderkongens retning, da han lunter tilbage mod festen. Dansktopmusikken er nu skiftet ud med AC/DC. »Thunderstruck.«

Fortællingen om landevejsridderen bygger måske på en skrøne. Men præsten mener også, at vi alle kan lære noget af den snart uddøde vandringsmand.

»En ting er den åbne tilgang til livet. Men lige så inspirerende er det, hvor taknemmelige de fleste af dem er.«

Emil Jørgensen, journalist – Weekendavisen

September 2024

Historien om Eneboeren og Skærslipperen Aksel Bast, Åsendrup Kær, Vrensted Sogn. Han blev kun kaldt Bast i daglig omtale.

Bast der oprindelig var udlært bager og konditor, boede ude på Åsendrup Kær,  i en meget lille rødmalet træhytte,

kaldet “Sorgenfri” på ca. 2 x 4 m, ca. 3 km fra Løkken By og noget længere til Vrensted By. Han var kendt af mange mennesker i omegnsbyerne og det ganske land, hvor han kom, sammen med sin lille hund og sleb knive og sakse m.m. for folk.

Nedenfor en avisartikel fra 1966, som fortæller en fin historie om et besøg Bast gør hos sin bror, der bliver 90 år og opholder sig på Statshospitalet i Brønderslev.

Her en lille anekdote fortalt af en af mine venner, som var næsten nabo til Bast i Åsendrup,  en historie han har fået fortalt:

“En dag står Bast’s lille hund alene uden for købmand Damgaards forretning i Løkken. Købmanden undrer sig. Hunden bliver stående og Bast er der ikke. Købmanden bliver bekymret og drager nu ud til Bast’s hytte og finder ud af at Bast er syg og har brug for hjælp.”

Man kan vel næsten sige, at hunden reddede Bast’s liv.

Bast boede de sidste 5-6 år af sit liv på Vrensted Alderdomshjem, hvor han følte sig godt tilpas og var glad for at være.

Aksel Bast døde 92 år gammel, han ligger begravet på Løkken Kirkegård,  født 1881 død 1973.

Hans hund og ”Sorgenfri”

Besøg hos den 84-årige Aksel Bast, der bor alene med sin hund i huset ,,Sorgenfri” paa Aasendrup kær ved Løkken

Langt ude paa Aasendrup kær, tre kilometer fra Løkken, liggger et lille, rødmalet træhus, som en tilfældig iagttager vil regne med er et redskabsskur, men kører man ad den smalle klittvej, der snor sig i østlig retning fra hovedvejen Løkken Aalborg, og gennem det flade landskab, hen til huset, lyder der hundeglam, og en sort hund af ubestemmelig afstamning løber med en advarende snerren den besøgende i møde.

Hunden er ikke stor, men der er et vagtsomt blik i de gule øjne. da vi standser bilen, ruller vinduet ned og kigger neæmere paa det lille hus.

>A. Bast-Sorgenfri staar der paa den lille navneplade, der hænger over vinduet. En haand derinde visker ruden fri for morgenduggen, et ansigt kommer til syne i kighullet, og haanden gør en vinkende, Kom ind -bevægelse.

„Nu skal du væk Bast”

Med hunden snusende til buksebenet, gør vi vor entre i huset, der i al sin enkelthed bestaar af et rum paa ca. 24 x 3 meter. Der er et lille bord, hvorpaa der staar et gasapparat og et større bord med tilhørende stol. Rummet domineres af en seng, der fylder hele endevæggen under vinduet. Her ligger forhenværende skærslipper, nu folkepensionist Aksel Bast, der er 84 aar.

– Velkommen paa kæret, siger han og sætter en alpehue paa hovedet, svinger benene ud over sengekanten, og lader fødderne glide ned i et par træsko. Det er ikke hver dag, man ser mennesker herude østen for hovedvejen. Trafikanterne svinger næsten altid vest på mod stranden. Kæret er ingen turistattraktion, men til gengæld dejlig fredelig.

Jeg har nu ellers boet paa vestsiden af hovedvejen, oppe i klitterne, men der blev jeg vist bort fra.

Ja, det vil sige, det var nu ikke noget, de kunne gøre saadan lige paa en studs. Jeg havde købt huset her, men pludselig en dag stod der nogle høje herrer, og sagde: Nu skal du væk, Bast

»Det bliver vi flere om at bestemme«, sagde jeg, og fandt mine papirer frem, og de godtgjorde, at jeg havde lejet huset for 65 kr. om aaret, for en periode af 18 aar,

,,Derfor flyttede jeg paa kæret”

Naa, der har jo nok alligevel været et smuthul i loven, for de Kom igen og sagde, at nu skulle huset flyttes.

>Lad os se, hvem der tør tage det første skridt«, sagde jeg, og stillede mig an i døren med en økse i haanden.

De veg tilbage, de høje herrer, og jeg blev boende. Nu hændte det, at ham, jeg havde købt huset af, kunne skaffe mig en plads til det her paa kæret, og jeg indvilgede i at flytte, for det var lidt træls at staa døgnvagt ved huset hver dag, og desuden kom der saa mange turister, at jeg ikke havde noget imod at flytte herud, hvor der er meget mere fredeligt.

„En dram er ingen tosset medicin”

Bast er under samtalen kommet i tøjet og skænker sig en morgendram, mens hunden veltilfreds lægger sig til rette paa dynen.

Jeg skal have mig en dram for at faa stivheden ud af keroppen, forklarer Bast. Den varmende væske ligesom løsner muskulaturen, og saa kan folk iøvrigt mene, hvad de vil, for saadan en dram kan nu ikke være en helt tosset medicin, naar jeg fortsat kan klare mig selv i en alder af 84.

Men skærslippertilværelsen har De maattet afskrive?

– Ja, skærslippervognen, de lange marchture, og det frie liv paa landevejen har jeg maattet sige farvel til. Men jeg var dog 71 aar, inden jeg holdt op med at slibe. Først da fik jeg min folkepension, og jeg havde lagt lidt penge op som supplement til pensionen.

Men jeg savner den fredfyldte skærslippertilværelse, og turene rundt i landet. Jeg har været over det hele, ogsaa paa Bornholm, jo, Aksel Bast har set andet end Aasendrup kær, men det er nu ikke det daarligste sted at tilbringe sin livsaften.

„Herude er vand en luksusvare”

De har ikke altid været skærslipper?

Nej, jeg lærte bagerfaget som ung hos daværende bagermester Steenberg, Østergade 18, Hjørring, men det er saa længe siden nu, at ingen kan huske, at jeg har været andet end skærslipper, og Hjørring er ogsaa helt forandret. Hvem kan f. eks. huske gæstgiver Anders Bidstrup i Kirkestræde. Til ham kom vi unge dengang, og vi blev godt beværet. Han kræsede for os, og selv vor beskedne ugeløn slog helt godt til, for maden var billig, og en dram kostede kun to ører.

– Kan De holde varmen her i huset, nu da vinteren nærmer sig?

– Ja, men det er dyrt at varme op med gas. Naar det er koldt, bruger jeg en flaske gas paa fire dage. Vand er ogsaa et problem. Her er selvfølgelig ikke vand indlagt, og ingen nærliggende vandpumpe, men en god ven kommer lejlighedsvis med en mælkejunge fuld, men alligevel er vand en luksusvare, naar det skal hentes flere kilometer borte.

Saadan er det ogsaa med indkøb af de daglige fornødenheder. Det er ikke rart at komme hjem og opdage, at man har glemt at købe tændstikker og skal en ekstra tre kilometer lang tur ind til købmanden.

Mine gamle ben er ikke, hvad de har været, men endnu kan jeg trave turen til Løkken og foretage mine indkøb.

Min bedste ven og følgesvend er hunden, jeg har haft flere, og de er trofaste. Min eneste sorg har jeg, naar de dør. Mennesket kan ikke leve ensomt og helt alene, og hunden har altid været min bedste Teammerat.

,,Sorgenfri” — et glædens hus

Som om hunden forstaar den gamle skærslippers tale, rejser den sig, springer op paa skødet af ham og slikker med den lyserøde tunge nænsomt hans haand. Den belønnes med en sigtebrødsskorpe, og Aksel Bast tager sig en kopfuld øl, hælder lidt brændevin i, drikker, og faar ligesom mere hold paa de rystende hænder, der har slebet saa mange knive rundt om i landet.

> Sorgenfri«, staar der paa husets gavl, men hvor mange af vor tids velfærdsborgere ville som den gamle skærslipper kunne finde glæden i de øde omgivelser, fjernt fra nutidens bekvemmeligheder, adspredelser – og alderdomshjem. Aksel Bast ønsker det ikke anderledes, og det bør respekteres.

Avisartikel fra 1965

Den gamle skærsliber kom til fødselsdagsfest hos sin bror

Glædeligt og rørende gensyn mellem den 84-aarige eneboer paa Aasendrup kær, Aksel Bast, og hans 90-aarige bror, Henning Bast, paa statshospitalet i Brønderslev.

Bagggrunden for invitationen var den, at Aksel Basts bror, Henning Bast, fyldte 90 aar. Han er for tiden patient paa hospitalet, og da nogle havde hørt, at Aksel Bast hele vinteren har maattet holde sig indendøre i sit lille træhus paa to gange fire meter paa Aasendrup kær, tre kilometer uden for Løkken, tilbød man at hente ham til fødselsdagsfesten. Hunden fik lov at komme med. Det tør nok antydes, at Bast blev glad, da det lokale postbud, der har været hans eneste kontakt i vinter, mundtligt overbragte ham invitationen, men alligevel havde han et par bekymringer.

– Hvad med hunden, sagde han til chaufføren, den kan ikke være alene hjemme.

Det talte man lidt om, men da hunden begyndte at pibe ved udsigten til, at Bast ville tage alene afsted, enedes de om, at den ‘hellere maatte komme med.

– Og sig mig saa engang, spurgte Bast, da bildøren blev aabnet for ham og hunden, hvor meget skal jeg betale for at køre i saadan et flot køretøj.

– Det skal du ikke bekymre dig om, trøstede chaufføren, det er der andre, der tager sig af. Og saa steg Bast, iført nobelt mørkt tøj, ind i bilen med hunden i snor, for at den ikke skulle være til unødig besvær.

Det skal blive dejligt at komme lidt hjemmefra efter den lange, kolde vinter, hvor sne og frost har hindret én at komme ud, sagde den gamle tidligere skærsliber og eneboer Aksel Bast, Aasendrup koer, da chauffør Sigurd Jensen, Brønderslev, i gaar kom for at hente ham til en fødselsdag paa statshospitalet, Brønderslev.

Skraar du stadig?

Paa statshospitalet blev han budt velkommen af afdelingssygeplejerske, fru Karen Jensen, og han gjorde store øjne, da han saa de veldækkede borde.

– Hvad med hunden, spurgte Bast.

– Ja, den maa vi jo se at finde nogle boller til ogsaa, smilte sygeplejersken.

Hermed var Basts bekymringer væk, og gensynet mellem brødrene, som ikke har set hinanden i otte aar, var hjerteligt, og mange gamle minder blev genopfrisket. Der blev talt om de andre brødre og søskende i København, og Henning Bast kunne ogsaa glæde sig over flere familiebesøg i dagens anledning.

— Skraar du stadig, spurgte Henning Bast, da de to brødre var blevet bænket.

– Ja, selvfølgelig.

– Saa giv mig en skraa og lad mig saa høre, hvorlænge du vil blive boende derude paa kæret, langt fra andre mennesker?

Ja, smilte Aksel Bast, du har nu altid været en kende nysgerrig, men jeg tror nu nok, det er sidste vinter. Der er gaaet alt for meget gas til at varme op med, og det har været meget vanskeligt at faa hentet vand fra byen.

– Aah, hva’, drillede Henning Bast, du er jo kun en knægt endnu (Aksel Bast er 84), saa du skulle da nok kunne klare dig selv lidt endnu.

— Ja, men jeg tror nu nok, jeg vil paa alderdomshjem, for saadan en vinter, kan jeg ikke klare en gang til. Men du kan være rolig for, at jeg ikke flytter før til næste vinter, og den sidste sommer paa kæret vil hunden og jeg rigtig nyde.

Jeg tror ogsaa, vi faar besøg, du kan ikke tænke dig, alle dem der har tænkt paa os, selv helt fra København fik vi en pakke med mange gode ting.

Chokolade og fest for fødselar og gæst

Saadan gik sludderen om løst og fast, indtil der kom bud, at festbordet var klar, og saa fulgtes Henning og Aksel Bast ad ind til fødselsdagschokoladen med boller og hjemmebag. Hunden tog plads ved Aksel Basts fødder, og fandt som Bast, at det nu ikke var saa tosset at komme en tur hjemmefra..

Der var takt i Basts mund og øjne, da han og hunden sagde farvel og derefter blev kørt hjem.

— Bilen, sagde Bast, da han kom hjem igen og stod uden for det lille rødmalede hus paa kæret.

— Er betalt, sagde chaufføren, og saa gik Bast og hunden ind for at se til gasapparatet, og et øjeblik efter blev døren lukket til » Sorgenfri«, som huset er døbt. Navnet passer godt, for Bast beklager sig aldrig over forholdene derude i ensomheden, maaske derfor glæder han sig særlig, naar andre tænker paa ham.

1973

Fhv. skærslipper Karl Aksel Bast, Vrensted, er død, 92 år.

I et langt og rigt liv nåede han at blive kendt mange steder i Danmark. Han var udlært bager og konditor. I en ung alder sprang han ud af det traditionelle livsmønster og valgte den mere usikre, men for ham ulige mere tiltrækkende levevej som vandrende skærslipper.

Med sin bør og hund gik han i en menneskealder ad de danske landeveje og fik venner overalt. Det frie liv i naturen var det, han holdt mest af, og i mange år boede han i vinter månederne i et ensomtliggende træhus på Aasendrup Hede.

For fem år siden var han nær ved at indebrænde i huset, og derefter flyttede han til Vrensted Alderdomshjem. Psykisk svækkedes han gradvis, men sin glæde ved og evne til at fortælle om oplevelser fra de mange år på landevejen bevarede han til det sidste.

april 2019-jens otto madsen

P.M. Sørensen f.1918 d.2000

Født 1918 Sdr. Saltum. Student 1936 Sorø. Cand. med. 1944 København. Embedslægeeksamen 1960. Hospitalsuddannet på Aarhus Kommunehospital Marselisborg 1944-47. Praksis i Vrensted 1947-85. Vikariater i Sverige 1986-89. Formand for skolenævnet Brønderslev Gymnasium 1973-78. I studietiden kollegierådsformand og formand for medicinske studenterråd. Haft tillidshverv i Den alm. danske Lægeforening, medl. best. Hjørring amts Lægekredsforening. Formand for sygekasseudvalget, medl. Jyske centraludvalgs forhandlingsudvalg, best. Jysk med Sel. skab, praksisrepræsentanten i Nordjyllands amts voldgiftsret. Medl. af Den alm. danske Lægeforenings etiske råd 1975, formand 1979-80. Tildelt mindelegat for brygger I.C. Jakobsen 1968 Æresmedlem af Nordjyllands lægekredsforening 1986.

Vrensted lægen P.M. Sørensen, fortæller om sin slægt, barndom og ophold på Sorø Akademi. Han var borte fra Vendsyssel, under uddannelse i 14 år, inden han i 1947 vender tilbage og nedsætter sig som praktiserende læge i Vrensted.

Historien er fra 1991 i Barn af Vendsyssel.

Noget om en sølvske.

Jeg sidder her med en gammel sølvske, der altid har været i min mors slægts eje, og som jeg har fået pålagt at passe på. På skebladets bagside er der graveret en bladkrans, og i dens midte er skrevet:

LNSB

DIDB

1635

Det er helt sikkert en bryllupsske, hvor øverste linje angiver brudgommens navn. F.eks. Lars Niels Søn og sognet Børglum. Nederste linje brudens navn. F.eks. Dorthea lens Datter og sognet Børglum.

Vi ved, den stammer fra Stenbjerggård, der dengang hørte til Børglum sogn, og ved giftermål er den kommet rundt på gårdene her på egnen og i Hvetbo herred og befandt sig, da min mormor var en ung livslysten pige, i hendes hjem: Lykkegård, Vester Hjermitslev.

Min oldefar Christian Frandsen f. 1834 og oldemor Kirsten Madsdatter ansås for at være dygtige folk med orden i tingene. Derfor havde de allerede tidligt bestemt hvem af pigerne, der skulle have forskellige arvestykker. Således skulle Maren min mormor, og søsteren Stine, have to lysestager af yngre dato.

Og pga. samme ordenssans og sparsommelighed sagde forældrene nej, da Maren bad om penge til et par nye sko til et forstående bal.

Så skete noget frygteligt en formiddag. Da oldefar kom hjem til middag, havde Maren solgt sin sølvske for 10 kr. til en omvandrende handelsmand, og nu skulle hun ud og købe sko.

Oldefar satte alle hensyn til side og helmede ikke, før han havde sporet handelsmanden og fik handlen gjort tilbage.

Nu var han jo ikke rigtig rolig ved, at Maren atter havde ansvaret for skeen, og derfor overtalte han den, efter hans bedømmelse, mere stabile Stine til at tilbyde sine to pæne lysestager i bytte for sølvskeen. Så faldt der ro over den sag.

Maren blev med eller uden nye dansesko gift med min morfar, Peder Madsen Poulsen, Østrup, hvis gård så langt registrering rækker, har tilhørt samme slægt. Her blev min mor, Ane Marie Povlsen, født 7. feb.1891.

Stine blev gift med Jens Peter Møller fra Østrup, og de fik Søndergaard i Vrensted, som er nærmeste nabo til præstegården. Jens Peter Møller blev sognefoged, men døde tidligt. Enken, Stine Møller, blev en hel institution i Vrensted, myndig, afholdt og en højt skattet nabo for 3-4 præstefamilier.

Da Gitte og jeg som purunge i 1947 kom til Vrensted og startede lægepraksis, efter at jeg havde været borte fra Nordjylland i 14 år og Gitter var indfødt Århusianer, var Stine Møller en stor støtte i tilpasningsprocessen. Jeg var læge for hende.

Og nu kommer så slutningen på skeens historie: Engang, da Stine Møller var langt oppe i firserne og havde overlevet et svært sygdomstilfælde, blev jeg kaldt til gården. Alle børnene var til stede. Stine sagde: Jeg har en gammel ske her. Vi er enige om, at nu skal den tilbage til, hvor den hører hjemme. Pas godt på den. Jeres ældste datter skal have den efter dig, for hun er opkaldt efter din mor, Ane Marie, og det var jo mig, der vågede ved din mor, da hun døde fra i tre små børn.

 Noget om min far og hans slægt

Se evt. også Thyger Rugholm, En vendelboslægt 1949. ajourført af Danske Slægter, Aalborg. 1986.

Farfar: Søren Jensen Sørensen f. Hune Brogård 1865. død 13-12-1930 Gårdejer i Pandrup og sognerådsformand i Jetsmark. Farmor: Ane Kirstine Larsen f. 1860 i Tvilstedgård, Pandrup blev 91 år. Far: Lars Pedersen Brogård f. Hune Brogård 27-2-1887, død 8-7-1973. Gårdejer Sdr. Saltum og sognerådsformand

Redaktør C Nørrelykke, Vendsyssel Tidende, havde en periode et afsnit i avisen, han kaldte Søndagsbrevet 12-9-1971 handlede det om selve det at skrive breve: Det er sagt, at det er en kunstart i forfald. Og det vil han modbevise ved bl.a. at citeret fra et brev, han har fået fra min far:

Forleden modtog jeg et brev fra en 81-årig forhenværende bonde formet på en sådan måde, at hvert ord var et brudstykke af et livsmønster omhandlende beskriverens menneskelige baggrund og en svunden tids menneskelige og sociale vilkår. Brevets strengt personlige form gør, at jeg her kun skal gengive et enkelt afsnit.

Jo, jeg fulgte med mor og far i marken den første høstdag. Far høstede og mor bandt op, og det var især rugen, som blev høstet med stor omhyggelighed og ærbødighed. Den skulle jo give brød til hele familien i et helt år. Jeg har selv tærsket rug med plejl på et lergulv. Vi havde altid skiftetræsko. At komme ind i loen direkte fra kostalden var strengt forbudt. Træskoene var jo snavsede, og rugen skulle jo blive til brød

Mon ikke nok jeg har fortalt dig, at min far var fra en stor gård ude bag klitterne. De såede hvert efterår 10 tdr. land med rug, og så døjede de endda med at brødføde sig selv. Far, som var den ældste, fortalte, at da den sidste af hans søskende blev født, det var den 11. kom en bror ud i kohuset, hvor en anden bror gik og græd. Hvad græder du for, spurgte han, og han svarede: Jeg synes, vi bliver så mange. Det var brødet, han tænkte på, for til tider var der 15-16 mennesker på gården, som skulle mættes. Derfor var det heller ikke så sært at min bedstemor sommetider kunne virke sørgmodig. Meget andet skulle jo gøres. Der skulle stoppes, lappes og strikkes, og der var også udearbejde at klare. Men når bedstefar mærkede, at bedstemor var i dårligt humør, gik han hen til hende, og tog hende om livet og sagde: Lillemor, vi skulle vel ikke køre en tur i byen. Og hendes svar var altid: Jo far, det vil være skønt. Og så kørte bedstefar dem altid et sted hen, hvor de havde det mere småt end hjemme hos dem selv, og dette var nok til at bedstemor blev glad igen.

Den beskrevne gård er mine oldeforældres, Hune Brogård, som kendt af de ca. 300.000 årlige gæster i Fårup Sommerland. Stuehuset ligger smukt restaureret lige ved indkørslen, hvor man betaler billet.

Farfar og farmor købte gård i Pandrup, og hans rige evner fik han stærkt brug for i offentlige hverv. Således var han i 24 år uafbrudt, sognerådsformand 1907 til 1930 i Jetsmark kommune. Ved et sognerådsmøde blev han smittet med en stærk forkølelse, som udviklede sig til lungebetændelse og en uge efter var den stoute mand død. Det var før sulfa og penicillin blev opfundet. Ved begravelsen kunne den store Jetsmark kirke knap rumme det store følge, der også talte Amtmand Wullf i galla.

Det er interessant at læse nekrologerne 15-12-1930 i de borgerlige aviser: Aalborgs Amtstidende, Aalborg Stiftstidende op Vendsyssel Tidende. Vendsyssel Tidende skrev således til slut: Efter at have været medlem af Jetsmark Sogneråd nogle år, valgtes han fra nytår 1907 som formand denne gerning har han med stor dygtighed varetaget siden, altså 24 år. Det er en bestilling, der i en stor kommune kræver meget af sin mand og da særligt i de senere år, men Søren Jensen Sørensen har vist at han har kunnet bestride den. Selv om der var delte meninger om en ting, var han ikke den der straks for op, nej han tog roligt og besindigt på sagen og søgte på en stilfærdig måde at få et godt resultat ud af forhandlingerne. Han havde folks agtelse og tillid, og budskabet om hans død vil vække beklagelse over hele sognet. Ved de seneste sognerådsvalg er han hver gang opstillet som nr. 1 og valgt med det største antal stemmer.

Det er med særlig glæde, at jeg kan citere nekrologen af 17.12.1930 Nordjyllands Socialdemokraten i Aalborg: Afdøde var en dygtig kommunal mand. Den 1. april 1921 oplevede Søren Jensen Sørensen, at det kom to socialdemokratiske medlemmer i Jetsmark Sogneråd, og siden har vort parti været repræsenteret. Vi som har haft samarbejde med afdøde, vil gerne sige, at han var en fordragelig og behagelig mand at have samarbejde med. Han har aldrig set os over hovedet, men tog lige hensyn til vor mening som til hans egne partifællers.

En episode fra hjemmefronten

I forbindelse med farfars offentlige gøremål. Hjørring-Løkken-Aabybro jernbane blev åbnet i 1913. Som repræsentantskabsmedlem skulle han deltage i en festmiddag i Hjørring, hvor også Hans Majestæt kongen sad med til bords.

Hvad nu med påklædningen? For farfar var der ingen tvivl, han ville møde med sit pæne sorte kravebryst. Men drengene, min far og farbror Kristian, havde på det tidspunkt set andet end Pandrup og sagde, at det hører sig til med hvidt stivet kravebryst. Og da farfar ikke ville anskaffe sig det, gik de hen i Fransk Vask og Strygning og bjergede sådan en sag og under lidt protest fik de det anbragt på festdeltageren før afrejsen til Hjørring.

Da farfar kom hjem sagde han: Det var godt nok sådan de andre så ud, men aldrig nogensinde mere skal i få mig i sådan noget træls tøj.

Far og socialloven

Far stod sin far meget nær. Far kom på Bælum Højskole og Præliminær kursus. Forstander Villumsen, tror jeg nok han hed, støttede far meget i hans ønske om at blive rigtig cand.jur, og ikke dansk jurist, og hjalp far med at skrive et brev hjem til farfar, om han kunne regne med at få 10.000 kr. hjemmefra, for det ville et universitets studium koste.

Farfar svarede tilbage, at han nok kunne få 10.000 kr., hvis han ville læse til præst, men ville han være sagfører, kunne han kun få 5.000 kr for: Jeg vil nødig, du skal blive en kæltring.

Så måtte far vende tilbage til landbruget, men hans trang til at fordybe sig i bøgerne og specielt trænge til bunds i sociallove holdt sig hele hans lange liv ud.

Da han selv blev sognerådsformand i Saltum-Hune kommune 1933, udkom Steinckes socialreformlov samme år. Mange love blev samlede og forenklet i et eneste stort lovkompleks. Far, som var æresmedlem af partiet Venstre, forsømte ingen lejlighed til at fortælle os børn, at socialdemokraten Steinkes sociallov var retfærdig og god.
Han kunne den til sidst så godt, at han flere gange blev ringet op fra Hjørring og spurgt , hvordan fortolker du den paragraf?

Han læste lovstof ved middagshvil og til langt ud på natten og havde vi ikke haft vores nye stedmoder og min storebror Søren, var landbruget vist gået i fisk i mit hjem i Sdr. Saltum.

Mor.

Mor og far blev gift 4-11-1913. De havde købt Vrå-Gård i Hundelev, der var en god gård, som gav godt udbytte, men den havde meget besværlig vejforbindelse til omverdenen.

Min storebror Søren blev født der i 1915. I 1918 solgte de op købte Vestergård i Sdr. Saltum, hvor jeg blev født i 1918 og min søster Maren 1921.

Vestergård var ved overtagelsen stærkt præget af at ejendomshandlere havde haft den under behandling. Det blev landbrugsmæssigt en barsk start, men det lykkedes at få driften ordentligt i gang.

Værre var, at mor blev syg af tuberkulose og slet ikke blev rask efter Marens fødsel. Mor døde 29. januar 1923.

Efter forgæves sanatorieophold blev mor plejet hjemme i havestuen, men far blev ved at bevare håbet og tilkaldte også læge fra Aalborg, Kuren dengang var jo frisk luft og fed kost. Tuberkelbacillerne skulle indkapsles i fedt. Mor, der lige som far, var af en høj slank familie, blev rund, som man ser det på det eneste fotografi, der eksisterer af den samlede familie. Det er karakteristisk, at Maren sidder på fars skød, ikke på mors. Vi måtte ikke blive smittet, og bortset fra en kalkskygge i min lunge som tegn på en ophelet proces slap vi alle tre fri af sygdommen.

Men endnu husker jeg lyden af sygeplejerskens knirkende sko, endnu husker jeg, hvordan jeg kunne stå i dagligstuen ved døren ind til den sydvendte havestue, og mor opfattede det og spurgte: Er det dig Peder, Ja, Kom bare. Og så listede jeg ind til mor. Her har du en sukkerknald, men så skal du også gå, sagde hun med et vemodigt smil. Jeg husker, da mor skulle begraves. Hun lå i kiste inde i stuen. Søren på 7 år gik med foldede hænder rundt om kisten rundt igen: men der var ikke noget at gøre. Jeg på 4 år og Maren på 1 1/2 år forstod nok ikke, hvilken katastrofe, det var.

Igennem mit voksne liv har jeg søgt oplysninger om, hvordan mor egentlig var. Som læge på hendes hjemegn har jeg truffet mange mennesker, som har kendt hende fra mange forskellige synsvinkler, som medlem af familien, som ungdomsveninde, som højskolekammerat, som bondekone, og som madmor overfor tjenestefolk, og der står for mig et mere tydeligere billede. Hun sang meget til sit arbejde, hun var altid tilfreds, livlig og udadvendt, god mod sine tjenestefolk. Og så var hun den man sendte bud efter, hvis det var rav i den et eller andet sted. Hun kun få folk forliget.

Efter mors død fulgte nogle meget svære år. Far lærte os at bede vort fadervor, og det blev der rigeligt brug for. Efter nogle år med skiftende husbestyrerinder blev far i 1927 gift igen, det var i Budolfi Kirke

Ny mor

Far blev gift med Kristine Klitgaard f. 20-3-1893, som en tid havde været husbestyrerinde hos os. Hun var af en gammel Hasseris gårdmands slægt møllerdatter fra Gammel Hasseris mølle. Hun tog den store opgave på sig. Det var godt hun kom. Navnlig nu som modne mennesker, er vi taknemmelige for det, og for at vi i 1928, 1930, 1931 og 1935 fik fire gæve søskende, hvoraf den ældste Klitgaard sammen med sin Rise førte vores barndomshjem videre på bedste vis.

Kristine var flittig og dygtig til al husgerning og lærte os mange gode ting, gode skikke, som kom os til nytte sidenhen, og var først og sidst far en uundværlig støtte, hvilket ikke mindst blev nødvendigt, da han fra 1919 kom i Saltum-Hune sogneråd, hvis formand han var i 9 år,

Utallige er de kopper kaffe, Kristine serverede for utallige mennesker i de år.

Stuen hjemme var jo også kommunekontor. Her var typisk langbord med fast bænk. Far sad ved køkkenenden, hvor også telefonen var. Folkeregister og pengeskab var der også plads til,

Klienterne, hvis man kan kalde dem det, kunne være mange slags, og hvis Steinckes sociallov ikke slog til så- ja her kan jeg bedst citere, hvad Kristine sagde til Vendsyssel Tidende ved fars 70-års fødselsdag: Ja, min mand havde i hvert fald svært ved at sige nej, og når han var med til det, så skete det ikke så sjældent, at han kom ud i køkkenet til mig og sagde at jeg var nød til at give denne eller hin en rullepølse med hjem, og selv om vi havde slagtet godt, kunne det unægteligt godt medføre svind i beholdningen.

Klienterne kunne også være lærere, der søgte stilling. Jeg husker, da embedet som 1. lærer i Sdr. Saltum skulle besættes. Det var 76 ansøgere, i en tid, var det næsten hver aften en ansøger, der bankede på døren Selv sad jeg engang og gennemlæste alle ansøgningerne. Nogle havde meget høje eksamener. Det gav stof til eftertanke.

Børnenes hverdag

Til at passe på os, da vi var små, havde vi en stor sanktbernhardshund, som vi var helt fortrolige med. Den vogtede os nidkært.

En morgen stillede politiet i gården. I nattens løb var nogle får i dalene Sydest for Saltum Teglværk blevet mishandlede eller blevet drevet ud i tørvegravene, man mistænkte nu vor hund. Vi havde selv en jordparcel der til tørveæltning og til får på græs Hunden fik brækpulver og afslørede uldtotter i opkastet. En foxterrier havde lokket den på afveje eller omvendt. Men det var ingen vej udenom. Den blev skudt.

Som nabobørnene kom vi tidligt til at gøre nytte, Maren blev i flere år en uundværlig barnepige. Søren havde et stort ansvar som ældst og blev hele livet den, vi andre søskende spurgte til råds.

Jeg var høver dreng som mine jævnaldrende. Arbejdsdagene var lange som vore tjenestefolks.

Gårdens hovedkraft var vindmøllen, og den skulle udnyttes hvis det blæste. En stor sag var at få tærsket årets høst. Jeg husker sådan en februar dag.

Jeg var inviterer til en klassekammerats fødselsdag. Så blev det blæse- vejr og vi skulle tærske, og jeg skulle hjælpe til. Min plads var oppe i ladegulvet, hvor jeg skulle hjælpe med at tage halm fra og stoppe det ind bagved. Der, højt oppe under pandepladerne begravet i halm, som karlen stangede op, og som ikke altid blev fjernet hurtigt nok tilbragte jeg så den eftermiddag, hvor de andre drak chokolade og legede. Det var en lang dag.

Nu mange år efter er jeg kommet til at tænke på, om far i virkeligheden ville beskytte mig mod smitte, idet der nogle år tidligere havde været tuberkulose tilfælde i pågældende hjem.

Men skønne minder er nu i flertal. Det at tærske kunne også være fornøjeligt.

En dag var vore to karle ved at tærske rug med plejl. Jeg kom ud til dem, var vel ca. 8 år og så sagde den ene til den anden: Den spirrevip kunne nok hænges op på væggen i bare et rugstrå, Nej da, sagde den anden. Vil du vædde spurgte den første. Og det gjorde de så. Jeg skulle lægge mig ned på logulvet og tage strømperne af. Så tog forkarlen et godt langt rugstrå. Mine to store tæer lå tæt ved siden af hinanden, og så førte han rugstrået i gentagne S-tals ture rundt om storetæerne, fæstnede enden, tog mig i fødderne med hovedet nedad, og hængte mig op på et stort spiger på lade væggen. Han vandt!

Endnu et skønt minde. Jeg sidder her med et fotografi fra ca. 1928 set udenfor Sdr. Saltum forsamlingshus, som ligger på et hjørne af jorden til Vestergård. Danselærer Ad. Christensens danseskoleelever hvo ca. 40 store og små børn, også Søren, Maren og jeg er på.

Jeg glemmer aldrig den første undervisningsdag. Det var om vinteren Jeg ville ikke med og gemte mig. Stor opstandelse. Endelig fandt de mit skjulested, nedenfor bakken dybt inde i naboen, Søren Vestergård, roekule, hvis stivfrosne vægge dannede et solidt skjold, en god bolig for dem der ville skjule sig. Jeg blev hentet op i forsamlingshuset, og endnu husker jeg, at den noget ældre Klara Kusk venligt tog sig af mig, tusind tak skal Klara have. At danse vals er stadig en af mine store glæder nu som ivrig seniordanser.

Skole

Vi gik i Sdr. Saltum skole hos to gode lærere. August Villadsen og Jens Poulsen. Der var to klasseværelser; de store gik i skole to dage om ugen i sommeren og fire dage i vinteren og de små omvendt. Det var en god skole

Hjemmedåb

En dag, det var 21. maj 1928, blev lærer Poulsen midt i vores skoletid kaldt op til mit hjem. Min ældste lillebror var lige blevet født 16. maj. nogen tid før beregnet, vejede kun 4 pund, og man skønnede at der var fare på færde, han skulle hjemmedøbes. Der klarede lærer Poulsen hjemme i soveværelser. I farten kunne de ikke bestemme sig for et navn og diplomatisk foreslog læreren, at han kunne få mors pigenavn, Klitgaard, som mellemnavn, og han blev døbt Klitgaard Sørensen. Om han skulle leve, kunne han altid i kirken få et fornavn. Til glæde for os alle levede Klitgaard og overtog senere vort fødehjem, men Klitgaard forblev hans eneste fornavn.

Læreren ændrer børns livsforløb.

En dag kom lærer Poulsen op på gården og sagde til far og Kristine, at de skulle tage mig ud af skolen. Jeg kom på Aabybro Realskole. De tre år jeg gik der fra 1930, til jeg i 1933 tog mellemskoleeksamen, var en mærkelig og vanskelig overgangstid. Det var der flere grunde til. Der var krisetider, der ikke mindst ramte landbruget. Hjemme var brug for alle hjælpende hænder. Jeg husker en sommer, vi byggede ny kostald. Vi havde ude i laden midlertidige svinestier med nogle søer, der skulle fare. Jeg sad og skulle passe to søer, der var ved at få grise. Men jeg skulle også læse til eksamen i geografi, som jeg skulle høres i om eftermiddagen i Aabybro. Fra aktiviteten som fødselshjælper kom blodpletter i geografibogen. Jeg blev afløst og cyklede via Toftegården ved Vildmosen til eksamen og tilbage til søerne igen.

Det føltes naturligt og ligetil. Alligevel følte jeg ofte dårlig samvittighed overfor mine to søskende, når jeg sad og læste, fordi de altid skulle bestille så meget ved gårdens daglige drift sammen med Kristine. Far var tit til møde eller sad på kontor.

Men hvad det var virkelig tungt at bære, var prisudviklingen på svin. Jeg husker juledag, posten havde været der. Der var også en afregning fra slagteriet på tre fedesvin. Ingen af dem havde kostet 30 kr. Der var fundet nogle sygdomstegn. Far sad alene inde i havestuen og græd. Bare jeg kunne have trøstet ham.

Hvad nu efter mellemskoleeksamen? Der var jo 30 km til både Hjørring og Aalborg, hvor der var gymnasium.

Søge Sorø Akademi

Tidligt på foråret fik vi et godt råd af en nabosøn, Søren Gammelgaard (Jacobsen), som var stud polit. og boede på Regensen. Det er ham, der senere blev Danmarks første overvismand og rektor på Aarhus Handel højskole. I skal prøve at få drengen ind på Sorø Akademi..

Og det blev målet. På den skole meldte sig i 1933 3 gange så mange ansøgere, som de kunne tage, og vi, der ønskede os i sprogligt gymnasium, skulle have bestået latinprøven forinden. I Aabybro havde vi ikke latin på timeplan Skolebestyrer Okkels tog så ved påsketid et lille privat hold i sit hjem om aftenen indtil juni, så jeg i den periode kørte to gange dagligt med toget Saltum-Aabybro t t/r,

Optagelsesprøven i Sorø var en torsdag fra kl. 8.00 morgen, hvor jeg onsdag eftermiddag var til sidste eksamen i Aabybro. Lærerne i Aabybro var flinke til at tage mig op i det første hold op ret hurtigt derefter udfærdige mit eksamensbevis, som blev forsynet med frisk rødt lakstempel. Med det drog jeg videre til Aalborg, hvor jeg skulle møde far på Odd Fellow, hvor han var med Saltum teglværksfolk på den årlige udflugt.

Far havde bestilt natsovevogn, og velinstalleret i vores kupé satte jeg mig ved den lille bordklap ved vinduet og terpede Mikkelsens grønne latinbog.

Da vi om morgenen ankom til Sorø Akademi, blev ansøgerne delt op i grupper på fire-fem stykker i hvert klasseværelse, og i dages løb kom så vores kommende lærere og eksaminerede os i deres fag.

Da dommen faldt sidst på eftermiddagen, skete det på den måde at rektor Råschou-Nielsen stod op på bænken på Stengangen op læste navnene op på dem, der slap ind. Der blev grædt meget rundt omkring.

Jeg var heldig. Vi skulle komme ind på rektors kontor og afhente de papirer, vi havde med. Stor var min forbavselse over, at min konvolut fra Aabybro Realskole slet ikke var åbnet. Gennem den uåbnede konvolut mærkede man endnu duften af laksejl fra i går eftermiddags.

Af de optagne elever fik halvdelen i løbet af sommerferien alumneplads på akademiet, resten måtte bo ude i byen. Også der var jeg heldig og kom til at blive en rigtig soraner fra starten.

Jeg var lige fyldt 15 år, og der skulle nu gå 13 1/2 år borte fra Nordjylland, hvor jeg boede 3. år på Sorø, 4 år i Aarhus. 3 1/2 år i København og atter 3 år i Aarhus.

Soranerliv

Når nu artikelserien hedder Barn af Vendsyssel, synes jeg, det er rigtigt at fortælle om, hvordan det føles for barnet totalt at skifte miljø, bo på en kostskole 300 km fra sit hjem med mulighed for at komme hjem 4 gange pr. år, bo på femmandskamre, hvor vi sad omkring er rundt bord med skabe til tøj og bøger langs de to sidevægge, i krogen en brændekakkelovn, vinduet vendte ud til Fratergården og Fraterbrønden med den store Sorø Kirke parallelt med hovedbygningen, hvor alumnat lå øverst oppe med værelser til 64 drenge i alt. Korsgangen havde for hver ende en sovesal til 32 drenge. Sengene stod tæt, inspektionshavende lærers soveværelse gik som en niche ind i sovesalen, en lærer til hver sovesal.

Midt på korsgangen var vinduet såvel ud til Fratergården mod nord som ud mod akademihaven og Sorø sø og skovene mod syd.

Når jeg kom hertil fra Vestergård i Saltum, hvor vi fra haven kunne se ud over Vildmosen til Aalborg op fra gården mod vest kunne se Hanstholm Fyr og mod nord Rubjerg Fyr, følte jeg mig lukket inde. En lille trøst var det, at et sted på den anden side af søen var en lysning i skoven og der kunne man om aftenen på jernbanen København Korsør se den oplyste nat ekspres køre hjem til Jylland. Det var måske en fattig trøst men det smagte da altid lidt af kontakt med Vendsyssel,

Aksel Dahlerup, den senere generaldirektør for Statsradiofonien som på det tidspunkt kørte en serie, der hed Hørebilleder fra daglivet, var en dag på Sorø Akademi for direkte optagelser og interviews. Som eksempel på kamrene valgte han vort nr.11, fordi han syntes, der var repræsentativt, Kammeduksen, elev i 1.g, som jeg, var fra Svendborg, jeg var fra Vendsyssel. En i realklassen var fra Leningrad, én i 4. mellem var fra Færøerne og så var der en Københavner. Desværre fik vi ikke tid til at underrette vore hjem om at nu gik vi i luften, men nogle på min hjemegn hørte udsendelsen. Dahlerup var meget grundig og elskelig. Det var jo en stor begivenhed for en 15-an dreng i 1933.

Sprogskifte.

I min egen klasse var ingen fra Jylland. Selv om eleverne var fra alle aldersgrupper, fra adelige og nedefter, var der ingen sociale klasseskel, for vi gik i uniform. Men der var meget mobning, drøjt, som vi sagde. De, der som havde boet der i mellemskolen, ca. halvdelen regnede ikke de nye for ret meget. De benyttede enhver lejlighed til at drille, og for læseren må jeg jo erkende, at det jeg blev drillet med, var mit sprog Vendelbotonefaldet afsløredes ved hvert ord. Det eneste sted, det var til nytte, var i engelskundervisningen, hvor lektor Juul Mortensen (psykiateren Ebbe Linnemanns far) benyttede mig som eksempel på korrekt udtale af det engelske w. Han var en støtte for mig.

Marcus

Helt enestående var lektor Marcus Pedersen, gift med rektors datter Elisabeth. Han havde selv været hele sprogskolen igennem, idet hans hjemby var en gård i Hvorup. (se Barn af Vendsyssel IV K Axel Nielsen s. 16).

Marcus var en højt estimeret lærer og var dansklærer, og endnu får jeg hvert år til jul et to siders tæt skrevet kort fra ham. i 1990 dog skrevet af fruen Lisbeth. Han er nu 97 år og sengeliggende. Marcus har i mine læge år i Vrensted hjulpet mig med at få en halv snes unge vendelboer ind på Sorø Akademi. En enkelt af disse har endog inviteret Gitte og mig til sin disputats, en anden underviser på Odense Universitet.

Når jeg fik mine danske stile tilbage, var de fulde af hans røde rettelser. Stavningen og tegnsætningen var der aldrig noget galt med, men sprogbrugen, hvor jeg oversatte vendelboordene direkte til rigsdansk mange, mange fejl, fordi man ofte slet ikke brugte den vending på dansk. Marcus boede med sin familie i Klosterporten, der forbinder Sorø by og akademi terrænet. Børnene Aage og Else havde måske sommetider nogle snævre udfoldelsesmuligheder. I hvert fald husker jeg en morgen, hvor Marcus Pedersen stod ved klassens vinduer der vender ud mod søen, sukkede og sagde,

Jeg siger så til Lisbeth når børnene er utidige, var vi dog, som i mit hjem, havde en stald at slippe dem løs i.
Det var nok sådanne tanker, der gjorde, at han fik mig til at rødme af skam. Vi havde fået et stilemne: Fortal om dit værelse. Da vi fik dem tilbage, begyndte han timen med at læse min stil op fra ende til anden Jeg beskrev bl.a. udsigten hjemmefra, der vekslede med årstiden, hvordan kreaturene om foråret blev blev drevet eller kørt ud til sommergræsning i engene, hvor man kørte ud og gravede tørv lavede tørv i Vildmosen og arbejdede med at tørre tørvene og få dem Kørt hjem. Synet af de store læs med duftende eng hø etc., Marcus drømte helt sikkert hjem til sit eget kære hjem, som lå på den anden side af Vildmosen, og som han aldrig glemte at rose. Hvorfor rødmede eleven? fordi jeg aldrig på det tidspunkt havde haft mit eget værelse.

Nå, efterhånden aftog drilleriet. På sportspladsen var det ikke noget i vejen, hverken ved cricket tennis eller roning. Sorø-to’er uden styrmand – vandt dengang europamesterskab, og hele byen var illuminerer da de to kom hjem fra Budapest og blev modtaget på rådhuset. Vi måtte ro i gymnastiktimerne og havde adgang til almindelige robåde i ture på to timer.

Jeg blev skolens håndbold og fodboldmålmand i kampene mellem de forskellige kostskoler.

I 2. og 3. g. skulle vi bo på gymnasiet, hvor der var to mands kamre. Det var en af de store dage i mit soranerliv, da en af de gamle Ole Fog Poulsen fra min klasse spurgte mig, om jeg ville bo sammen med ham næste år. Det gjorde vi så de to sidste år. Jeg fyldte 18 år under min studentereksamen. Det var en stor dag.

Rektor boede i den høje gule bygning, der dannede Fratergårdens vestende, gymnasiet vendte ud til rektorboligens gårdsplads

Om morgenen, da jeg lukkede døren op ud til gården, kom rektor ud på sin hovedtrappe og råbte over til mig: Tillykke Peder. Tak Rektor. svarede jeg og bukkede dybt. Siger du ikke tak i lige måde. Rektor anede ingenting om min 18års fødselsdag, men tænkte på, at der i dag var Sorø Akademis 350-års fødselsdag, og der skulle være fest. Kong Christian X. dronning Alexandrine og de nygifte, kronprins Frederik og den svenske kronprinsesse Ingrid, kommer. Vi i ældste klasse dannede spalier under besøget i rektorboligen. Ved den store officielle handling i festsalen stod to af klassekammeraterne æresvagt. Erik Bruus de Neergaard (Aalborg dommeren) og en anden og lige så høj og flot elev, fik hver et sølvcigaretetui med kongens monogram i guld, da rektor var i København for at takke for kommandørkorset. Professor Ville Andersen var den uforglemmelige festtaler.

De uvurderlige år på Sorø Akademi var isprængt gode ferier i Saltum. Jeg glemmer aldrig en juleaften, hvor en af mine små søskende var lidt syg. Hun sad på mit knæ ved juletræet. Pludselig sagde hun: Nu hjælper det på mig! Så følte jeg mig rigtig velkommen hjem.

Et sted jeg også altid følte mig velkommen hjem var blandt mine jævnaldrende, mest af alt ved ungdomsforeningens årlige juletræ i Sdr. Saltum forsamlingshus. Venner og veninder fra den tid vækker stadig gode minder.

I 1956 fik jeg et brev fra Hans Sølvhøj, dengang chef for Statsradiofonien foredrags afdeling. Han bad mig holde et radioforedrag med titlen ”Ødelægger vi vort helbred allerede som unge”? Ja tak var mit svar. Niels Østergaard var dengang formand for Vrensted Ungdomsforening og havde oprindeligt givet mig den opgave lokalt.

Uden censur fik jeg så lov til at tale i radioen i de tilmålte 23 min. i den bedste sendetid. Pga. lytterstorme blev det genudsendt. Mod slutningen af foredraget havde jeg prøvet at give gode råd til de unge i deres forhold til det andet køn, og sluttede: jeg kunne ønske, at der i dansesale og hvor unge mødes var en tavle på væggen med samme tekst som i den sal, hvor jeg har danset og moret mig i min ungdoms vår:

Altid renhed i din tanke

Altid lys i stort og småt

altid føle hjertet banke

altid gøre andre godt.

(Chr. Jensen Andreasen)

Men tilbage til min uddannelse

Fremtiden

Med en god nysproglig studentereksamen, der dengang omfattede rigeligt med matematik og fysik, kunne jeg tage fat på næsten hvad som helst og valgte det medicinske studium i Aarhus. Jeg synes også, jeg havde et gammelt udestående med Kochs syrefaste stav, tuberkelbacillen, men den blev drevet på stort tilbagetog, inden jeg blev færdig som læge januar 1944.

De i skolen erhvervede færdigheder i fremmede sprog kunne jeg. Lige så vel som Gitte, der dengang læste medicin, og som jeg traf i Aarhus, udnytte ved at tage privatelever i engelsk og tysk for 2 kr. i timen. Hvordan gik det mit eget sprog? Siden at Gitte, der er fra Højbjerg ved Aarhus, i den første tid på Aarhus Universitet opfattede mig som sjællænder, for jeg talte ligesom hendes fætre fra Lille Frederikssund imellem Sorø og Slagelse. Men jeg har stadig samme opfattelse af det rene vendelbomål, som formanden for dansk sprognævn gav udtryk for for nylig i en formiddags udsendelse i radioen. Vi havde lige hørt en djærv håndværkerkone fra Sdr. Harritslev på sit modersmål fremsætte et musikønske og også fortælle fornøjeligt om sin mand, som var gammel og arbejdsivrig. Sprogforskeren sagde: Den kone talte et meget smukt dansk.

Selv kan jeg ikke bruge det, så det lyder ægte. Specielt ikke hvis det drejer sig om det fagområde, jeg har forstand på.

Barnet af Vendsyssel var borte under uddannelse i 14 år. Det var et tilfælde, at vi kom til Vendsyssel, men vi blev vel modtaget og har nu boet i Vrensted siden 1947. Gitte og jeg er blevet slidt på, men på en sådan måde, at vi er trykke ved også at tilbringe vort otium her. Om oplevelser i lægepraksis og arbejder i lægeorganisationerne og om fjerne udenlandsrejser kunne fortælles meget, men dette her skal jo ikke være mine memoirer i gængs forstand, men fortælling om en vendelbos oplevelser fra tidlig barndom til begyndelsen af hans egentlige livsværk. Jeg er taknemmelig for, at man har bedt mig give denne skildring, som jeg har opfattet skulle belyse, hvor meget mit hjem og min hjemegn og skolegang har betyder for mig

I min lægegerning blandt Vendelboere har jeg søgt at kvittere. Stærkt støttet af min trofaste Gitte, som altid har bedt mig blive i Vrensted, så vore børn har en rod.

Vi to glæder os over at sporene åbenbart ikke har virket skræmmende idet fire af vore fem børn arbejder i sundhedssektoren

Annemarie Schierup som fysioterapeut i Løgstør. Kirsten Schierup Freund som praktiserende læge i Gandrup. Jørgen Schierup som praktiserende læge i Vrensted. Grethe Schierup Larsen som histolaborant på Aalborg Sygehus. Og så har vi Elsebeth, som i hvert fald ikke ville være læge, men alligevel være noget med mennesker, og hun og Henning har i hvert fald selv tre glade børn og er en glad familie.