KNUD HOLST

 

Det gamle Brønderslev

Oktober 2009

I serien “Det gamle Brønderslev” kigger vi tilbage i tiden. Vi bringer historier og portrætter fra svundne tider, og denne gang beretter vi om Christiansgade.

Bysbarnet, lærer Ella Pedersen, der også i tidligere City Aviser har fortalt om Det gamle Brønderslev, har igen været i gang med at grave i lokalhistorien, og denne gang fortæller Birthe og Georg Nygaard om Christiansgade.

Christiansgade

Georg Nygaard, gift med Birthe Nygaard, har boet i Christiansgade siden 1946 med et afhop til Jerslevvej i en periode. Han kom med sine forældre med toget fra Hjørring, og startede som medhjælper hos sin far i fiskeforretningen i Nygade. Forretningen “Jacob Sko” lå på hjørnet af Bredgade og Nygade (i dag Herreforretningen MR), derefter kom ”Alma”, også kaldet “Smørforsyningen”, der bl.a. handlede med kaffe. Så kom Nygaards fiskeforretning, der kaldtes “Fiskehuset”.

Fra Nørregade ind på Christiansgade var det første hus på højre hånd dyrlæge Bundgaards. Derefter lå Frøken Færchs hus, der var af træ Så var der ikke flere huse på denne side.

På den anden side fra Nørregade lå ”BORIDA” huset. I stuen boede forsikringsmand Christiansen. På 1. sal var der et pensionat for kontorfolk og ekspedienter. Lederen af pensionatet hed frk. Christiansen, men blev kaldt “Mads”. Derefter lå der et dobbelthus, hvor den ene del hørte til Nørregade. I Christiansgade-delen boede hr. og fru Høgh. Høgh arbejdede på fabrikken.

 

I den første del af det næste hus boede fiskehandler Rudolf Nielsen, der var fiskehandler før Georg Nygaards far, og i den anden del boede murermester Kaj Frederiksen.

Familien Nygaards hjem i Christiansgade

I næste hus boede autoforhandler Krog Jensen, og på 1. sal boede dekoratør ved Høy Hansen, Riis Jørgensen.

Derefter lå huset, hvor familien Jacob Christensen (Jacob Sko) boede. Ved siden af boede Kaj Budolph, der var på kontoret hos “Winther og Andersen” og senere i Brønderslev Bank. I huset derefter boede Anker Hedegaard, der var maskinarbejder på Vinduesfabrikken. Der var yderligere to lejligheder. I næste hus boede Aksel og Signe Jacobsen. Aksel var typograf. I det sidste hus med adresse i Frederiksgade, men med have til Christiansgade, boede musik- og cigarhandler Mellerup og hans kone. Mellerup var meget musikalsk og havde lune og der går mange historier om ham.

Dette var beboere i Christiansgade dengang (sidst i 1940erne og først i 1950erne).

I huset, hvor Krog Jensen, boede der under krigen en højtstående tysk officer. Det betød, at tyske bevæbnede soldater holdt vagt ved at gå frem og tilbage foran huset.

Georg Nygaard fortæller, at der af og til stod en pekingeser hund i døren til Fiskehuset. Den gøede, indtil den fik en røget sild.

Han husker ligeledes, at Gosmer skulle tjære deres tag, men der var en hvepserede på taget.

Så blev han klædt på i min mors tøj. Det var et syn, man aldrig glemmer.

Thorhauge ville købe fisk, og da han var på vej ud, vendte han sig om og spurgte: “Har I appelsiner herinde?”

Der var ikke så mange penge mellem folk den gang, og mange kunder blev skrevet. Det kneb af og til med at med at få pengene ind, så måtte Georg ud med regningerne. Han husker især et sted, hvor han nødigt ville ind, for når døren stod åben, stod der en stank af mados, snavs, uvaskede mennesker o.l.  ud imod ham. Men der var jo sikkert en årsag til, at regningerne ikke var blevet betalt.

I Vrensted var der i 1950erne og 1960erne et Fælles AndelsFrysehus, som var blevet klemt ind mellem 2 huse midt i Vrensted by og var beliggende mellem Trehjørnet og Mejeriet.

Frysehuset i Vrensted blev opført i 1949. Amtsrådet havde bevilget en lånegaranti på kr. 45.000. På den første generalforsamling i 1950 blev oplyst, at huset havde kostet kr. 40.455.

Der var 127 bokse, hvoraf 95 var udlejet fra start. Som første bestyrer blev antaget fru Johanne Riis.

Åbningstider var tirsdag til lørdag fra kl. 8-10 og fredag desuden  fra kl. 14,30-16,30.

Indlevering af pakker begynder mandag den 12. december 1949.

Frysehuse oplevede deres storhedstid fra 1940 og frem, hvor private borgere benyttede dem. I et frysehus betalte man et fast årligt beløb, der så gav adgang til at have sine varer på frost i frysehuset. Betalingen fra medlemmerne sikrede, at elregningen og huslejen blev betalt og bestyreren af frysehuset fik sin løn, og at det evt. lån, der oftest var blevet optaget i forbindelse med byggeriet af selve frysehuset.

Det var en tid, hvor de færreste havde frysemuligheder hjemme, noget som vi i dag stort set alle har, og med et fælles frysehus fik folk mulighed for at fryse deres varer ned. Det var alle typer af varer, man havde mulighed for at fryse ned i et sådan lokalt frysehus, men typisk var det frugt, grønt, kød og fisk på helt samme måde, som det er i dag. På den måde kunne private fryse deres bær og så henkoge dem på et senere tidspunkt, hvor det passede dem bedre. Man behøvede heller ikke at salte eller ryge alt ens kød i forbindelse med slagtning, for nu kunne man fryse kødet ned i stedet og dermed få fersk kød på middagsbordet meget oftere, end det tidligere var muligt.

Når man ude på gårdene havde slagtet gris eller kalv, blev der skåret stege ud, skåret mørbraden ud og lavet fars og andet fra det slagtede dyr. De forskellige dele blev pakket ind i brunt frysepapir og efterfølgende blev det transporteret hen til frysehuset, hvor de mange kødpakker så blev afleveret i Frysehuset. Efter Johanne Riis tiltrådte Else Nielsen kaldet Fryse Else. Hun forestod indlevering og udlevering af pakkerne, som hun herefter lagde ind i fryserummet i de respektive bokse. Hver pakke var forsynet med navn, dato og et nummer, og det pågældende hjem, havde så noteret nummer på hver pakke, og hver pakkes indhold i en bog med kopi. Når man så efterfølgende skulle bruge en pakke, medbragte man så en kopiseddel, man kunne rive ud af sin bog, med det pågældende nr., således at Fryse Else nemt kunne finde den rigtige pakke. Med bogen over ens nummererede frysepakker, havde man så også styr på at få brugt de ældste pakker først. Når frysehuset var åbent på faste ugedage, iførte Else sig så en tyk frakke, hue og tykke vanter,

så hun kunne gå ind i det store boksrum for at hente pakker uden at komme til at fryse og undgå at røre de iskolde pakker med de bare hænder. I andre frysehuse havde man nogen steder selv en nøgle til sit frysehus hvor der så var bokse med nøgle til ens fryseboks. Efterhånden blev køleskab og fryser mere og mere almindeligt i de danske husholdninger i slut 1960erne og 1970erne og efterhånden blev de små lokale frysehuse overflødige og blev lukket og solgt til andet formål.

Frysehuse for og til private gled ud i glemslen igen, og langt de fleste indstillede driften i løbet af 1970’erne, hvor flere og flere husholdninger fik frysere hjemme. Mange frysehuse lukkede helt, og nogle bygninger blev revet ned, mens andre kunne benyttes til helt andre formål. Men enkelte frysehuse overlevede, og der findes store frysehuse i dag, der leverer deres service til professionelle indenfor dagligvare og restaurationsbrancherne, hvor der fortsat er et behov for at kunne lagre større mængder af forskellige fødevarer, indtil der er brug for dem, og hvor forretningerne selv ikke har den nødvendige kapacitet til at kunne gøre det.

I Vrensted er det gamle frysehus blevet omdannet til en fin lille bolig og samtid udvidet.

november 2022 – jens otto madsen

 

 

Vrensted Byskole

Der har langt tilbage i tiden været skole i Vrensted.

Det fortælles, at der allerede i 1553 var en degnebolig i Vrensted, men først med skoleloven af 1814 blev landets skolevæsen sat i system og allerede året efter, i 1815 opføres et nyt skolehus i Vrensted. Det holdt i en generation således at man atter i 1852 måtte opføre en ny skole.

Men 2. dec. 1905 opstod der en stor ildebrand der lagde både skole og nabogården Lille Knudsgaard i aske.
Herefter opførtes efter datidens forhold en ganske stor skolebygning med 2 skolestuer i hver sin ende af huset. Imellem var der indrettet bolig til en lærerfamilie og en læreinde.
Bygningen står stadig som da den blev opført, men er selvfølgelig løbende blevet renoveret.

Vrensted Byskole ved Kirken blev lukket i 1959, da den nye centralskole på Stationsvej stod klar august 1959..

Åsendrup Skole også kaldt Nordre Skole

I Aasendrup var der et selvstændigt ejerlav, også med egen fast skole fra omkring 1800-tallet. Nogen skolebygning var der dog næppe tale om. Der var opført en lille hytte til bopæl og ophold for skoleholderen. Skolen har antagelig været en såkaldt omgangsskole, hvor læreren gik rundt til beboerne for at undervise børnene i hjemmene. Samtidig fik læreren så kosten som en ikke uvæsentlig del af den beskedne løn.

Men i 1826 opførtes en ny skolebygning på en jordlod øst for gården Bagterp, og selv om det jo nok ikke er helt de samme bygninger, så står skolen der endnu, dels med beboelse, dels med skolestue, der dog nu er indrettet til landbrugsbygning.

Aasendrup skole / Nordre skole bestod som sådan indtil 1. april 1954. Lærer C.M. Pedersen havde taget sin afsked året før, og det sidste år undervistes der ved vikar. Da overflyttedes børnene til Vrensted byskole, som derved samtidig omdannedes til 5-klasset skole, og det var dengang første klasse blev undervist i præstegårdens konfirmandstue.

Østre Skole

I sognets østlige distrikt påbegyndtes en skole i 1870. Det var en såkaldt vinterskole i udflyttergården »Pyt«.
I 1872 rejstes en skolebygning på Østre Fælled, der dengang lå uopdyrket hen og fuld af ler huller. Bygningen har ikke været særlig god, for i 1893 måtte man opføre en ny skole, den som endnu eksisterer på hjørnet af Sundstedvej og Brønderslevvej.

Den 1.12. 1952 besluttede det daværende sogneråd, at der skulle være to syvklassede skoler i Vrensted-Thise kommune, i Vrensted og i Thise.
Byggetilladelsen blev givet i januar 1958 med den bemærkning, at arbejdet skulle sættes i gang snarest muligt og inden 1. april. Tilladelsen blev givet på grund af den store arbejdsløshed i kommunen.

Den nye Vrensted Skole på Stationsvej

I oktober 1958 var man nået så langt, at man kunne invitere til rejsegilde. Alle elever gik sammen med lærere ind foran de nye bygninger, hvor sogneråd, arkitekt og håndværkere var samlet. Sognerådsformanden gårdejer Frants Jensen, Thise bød velkommen og rettede tak til arkitekt og håndværkere for veludført og smukt arbejde. Derefter holdtes der konkurrence blandt skolens elever om at ramme tre flasker, der var bundet til kransen. Den sidste flaske var meget gen. stridig, og der måtte en jæger med gevær til at pille den ned. Der blev holdt tale af gårdejer Kr. Rykind Eriksen, skolekommissionens formand pastor Otto Mikkelsen, førstelærer Elith Madsen, arkitekt Jens Knudsen, Brønderslev samt tømrermester Emil Carlsen, Opførelsen var beregnet til at skulle koste 470.000 kr. og med inventar ca. 600.000 kr.- med hensyn til det sidste kom skolen til at koste 510.000 kr. med inventar og udendørs anlæg.

Skolen blev taget i brug den 1. august 1959, men desværre nedlagt i 2011 grundet faldende børnetal. I stedet oprettedes en friskole, men den fik kun lov at leve ca. 1 år inden personerne bag projektet måtte give op.

Byens hus

Skolen er i 2018 blevet ombygget og indrettet til “Byens Hus” med Forsamlingshus, mødelokaler, gymnastiksal, Lokalhistorisk Arkiv m.m. til stor glæde for borgerne i Vrensted sogn.

 

Kilde: artikel af fhv.lærer Ella Pedersen, maj 2008.

Et møde med pensioneret ekspeditionsleder Ove Jensen, Brønderslev, der med ’brønderslevsk’ humor fortæller om hverdagen i gamle dage, samt Gitte Lundø, hvis far var ansat i banken.

Brønderslev Bank kunne i 1918 flytte ind i en nyopført, meget smuk bygning på hjørnet af Bredgade og Torvegade. Navnet Brønderslev Bank blev senere til Den danske Bank og hedder i dag Danske Bank og ligger på hjørnet af Bredgade og Nygade.

Ove Jensen var ansat i banken fra 1958 – 1991 og fortæller levende om ’dengang da der var atmosfære’ i banken. Banklokalet var meget smukt med to søjler og et flot dekoreret loft, fortæller han.

Der var direktør Ejnar Mortensen, direktør Richard Lundø, fuldmægtig Holger Thygesen, bankassistent Carl Otto Carlsen, der senere blev kontorchef og bankassistent Inger Hansen, gift med arkitekt Hansen. Ove Jensen var kasserer og blev senere ekspeditionsleder. Den yngste mand i banken var Tage Andersen.

Når man skulle ind i banken, trådte man først ind i en lille forgang. Derefter var der to store høje fløjdøre, der skulle skubbes til hver sin side, således at man kunne gå ind i midten.

Emas Sørensen en af vore kunder, stod engang ude i den lille forgang og kiggede i sin tegnebog. Tage Andersen fra banken skulle et ærinde og slog fløjdørene til side. Derved blev Emas Sørensen ramt i hovedet og besvimede. Tage Andersen blev forskrækket og ulykkelig og løb ind igen og råbte: ”Jeg har slået en mand ihjel”. Personalet bar Emas Sørensen over gaden til doktor Bøgh Andersen. På vej over gaden vågnede han op, kiggede rundt og sagde: ”Hvor bær I mæ hæn?”. ”Du skal til lægen, du har været besvimet”. ”Sæt mæ nier, a feilet int noe”. Derefter gik han over i banken og ordnede sit ærinde.

Der var engang cirkus i byen, og der var optog ned ad Bredgade med bl.a. store elefanter. Bankpersonalet stod og kiggede på dyrene og så at en elefant lavede store klatter ud for banken. Direktør Mortensen sagde til den yngste elev: ”Du kan nok finde en spand og en skovl nede i kælderen”. Der var mange klumper, og der kunne kun være en klump ad gangen i spanden. Den unge mand blev mere og mere rød i hovedet for hver spandfuld han slæbte væk.

Jens Eduardsen. Bag ved banken var der en stor græsplæne. Havemand Jens Eduardsen skulle slå den store plæne, og det skulle nu være med motorplæneklipper. Hele personalet stod og kiggede på. Pludselig gik motoren i gang og plæneklipperen kom strygende hed ad græsset med Jens Eduardsen i strømpefødder i fuld fart bagefter, beretter Ove Jensen.

Nytårsdag var arbejdsdag, men det betød bestemt ikke at nytårsaften blev sløjfet. Så ikke alle var glade for at komme på arbejde den dag, fortæller Ove Jensen. Dengang brugte man skrivemaskiner og bogføring var i hånden. Ekspeditioner førtes ’ind og ud’ i en lille bog. Når der så var tid til det, blev det ført over i den store bog. Der skulle laves afstemning hver aften. Var der fejl, skulle fejlen findes. Ove Jensen havde fundet en fejl på 3 øre og måtte ned i banken om lørdagen. Da kom Thygesen. Han pegede ned i bogen og sagde: ”Det der skulle jo også være et 4-tal”. Så var den sag ordnet.

Fru Torpegaard stod en dag i banken og sagde, at hun ikke kunne finde sin bankbog. Ove Jensen gik med hende hjem for at lede. Imens kom Andersen fra Dampvaskeriet med en stor kurv med vasketøj. Ove Jensen hjalp med at lægge vasketøjet på plads, og bankbogen dukkede op. Det varede ca. en time. Derefter sagde han farvel. Da han åbnede yderdøren, stødte han ind i vaskeriejer Andersen. ”De har da lige været her” sagde Ove Jensen. ”Ja, men vasketøjet var ikke til fru Torpegaard”, sagde han. ”Var det ikke – nu går jeg – farvel”, sagde Ove Jensen og gik.

Man fornemmer humoren i det Ove Jensen fortæller, og han viser os den vendsysselske (Brønderslevske) form for humor. Men man skulle vise respekt, det var ”De” og ”Hr” ved tiltale, men der måtte være tryghed, for dengang var der ingen tegn på stress.

Gitte Lundø fortæller om det at være vokset op i en dejlig rummelig lejlighed i bankbygningen.

De var fem søskende, to drenge og tre piger. Hendes far, Richard Lundø, var kasserer i banken, men blev senere direktør. Hun husker, at der i banken var to, der hed Ejner Mortensen. Den ældre og den yngre. De blev begge direktører, først den ældre, senere den yngre. Så var der fuldmægtig Thygesen og bankassistent, senere kontorchef Carl O. Carlsen og fuldmægtig Sølvsteen, der senere blev sygehusinspektør på Brønderslev Sygehus. Der var 57 trin op til lejligheden, og der var vaskehus ved lejligheden og rulle i kælderen. Under krigen boede der en tysk officer i et værelse på samme etage som familien Lundø. Han ville så gerne løfte den mindste af pigerne, men han fik ikke lov. Lundø var ikke tyskervenlig. Tårntrappen blev sjældent benyttet, men Gitte benyttede den hver morgen, når hun gik med mælkespanden over til mejeriet i Torvegade for at hente frisk mælk. Den ene af hendes brødre havde engang fået nye træsko med spidsnæser. Da han havde fået træskoene på, gik han ned og sparkede alle de små, firkantede ruder, der sad allernederst i bankbygningen, i stykker. Direktør Mortensen blev rasende og skældte ud på Lundø. Drengen blev straffet med en omgang klø.

 

Artikel af Ella Pedersen, fhv.lærer, fra juli 2007.

Robert Kristensen, Flemming Sørensen og Else Aabo (f. Knudsen) om deres barndom i Mejlstedgade.

De har alle tre trådt deres barnesko i Mejlstedgade.

Robert og Flemming boede der, og Else legede der.

Der var i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne et stort sammenhold mellem børnene i gaden, er de to mænd enige om. Der var omkring 20 børn, og når der blev slåskamp med dem fra Gravensgade, var der virkelig gang i den. De to er enige om at Mejlstedgade altid vandt.

Turen ned ad Mejlstedgade begynder ved Bredgade på østsiden.

Manufakturhandler Høy Hansens store forretning lå på hjørnet. I dag er der frisørsalon. Høy Hansen havde to børn, Vivi og Thorkild.

Derefter kom glarmester Mortensens forretning. Mortensen havde tre børn – Erik, Kaj og Nina.

Næste hus var staldforpagter Frandsens. I dag er der sportsforretning. Frandsens have to børn – Inga og Niels (kaldet Blap).

Så kom smutten – en stor plads med skjulesteder og plads til fodbold og andre lege. I dag tilhører området Føtex, og der er indrettet parkeringsplads. I smutten var der garager og allerinderst havde Brønderslv Bank en have. Banken lå dengang der, hvor Teknisk Forvaltning senere har haft til huse.

Nabohaven tilhørte stenhugger Larsens, hvis have var fyldt med gravsten. Når det var ved at blive mørkt, var det ret uhyggeligt med de mange gravsten, fortæller Else Aabo.

På højre side i smutten havde Frelsens Hær til huse.

Derefter kom skrædder Haugaard Jensens værksted. Der arbejdede bl.a. ”Dick”, Gunnar Hellum og skrædder Andersen.

Bagved staldforpagter Frandsens hus lå Margarine fabrikken og el-installatør Eilertsens forretning, som havde indgang fra Bredgade.

Efter smutten kom huset, hvor Robert Kristensen og hans forældre boede. Forældrene hed Andrea og Eiler Kristensen. De fik i alt syv børn.

Dernæst kom huset, hvor vognmand Chr. Christensen – kaldet Hedebonden – boede. Han havde en søn Sofus, der også blev taxa-vognmand,og en datter Karen. Sofus kom som voksen til at bo i den anden ende af huset. Datteren, Karen, var mor til Flemming Sørensen. Hun døde, da Flemming var seks år. Han kom så i pleje hos sin bedstemor og bedstefar (Hedebonden). Både Hedebonden og sønnen Sofus havde ord for at være af den lune slags. Det fortælles at Sofus skulle afhente nogen på Luneborg Kro, og da manden var kommet ind i taxaen, begyndte han straks at kaste op. Sofus udbrød: Nu har jeg aldrig kendt magen, du har så mange tønder land derhjemme, og så brækker du dig i min rene bil.

Flemming Sørensen kan fortælle en historie om sin bedstefar, der jo også kørte taxa. En dag kom politibetjent Bentzon hen til hans bedstefar og sagde: Tror du ikke det er ved at være tiden hvor du skal ha’ kørekort? Jo, svarede bedstefaderen.- Så melder jeg dig til i Hjørring. De to kørte så til Hjørring, hvor bedstefaderen gav frokost. Og så fik Flemming Sørensens bedstefar sit kørekort.

Går man tilbage til Bredgade og ned ad Mejlstedgades vestlige side, lå rebslager Lehms forretning på hjørnet. Rebslager Lehm var en personlighed, som man husker, er de 3 enige om. – Vi løb af og til ærinder for ham og fik drikkepenge, fortæller Flemming Sørensen. Han havde røgeri i sin forretning, og rebslageriet lå ved Gravensgade og Dannebrogsgade.

Det næste man kom til, var Carl Lauritzens gård. Det var en dejlig gård med vindruer og valnødder, lyder det fra de tre.

Efter gården lå skrædder Holger Vraas forretning. Han gik senere over til radio-branchen.

Oven over forretningen havde boghandler Axelsen sin private bolig. I det næste hus lå en brændselshandler, der aldrig hed andet end ”Diesel-Krølle”.

Og i bager Christensens gård boede skomager Peter Jensen, kaldet ”skomager Peter”. Han flyttede senere ud i Vestergade.

Derefter kom slagter Kusks gård, hvor Anders Jensen – aldrig kaldt andet end ”Ajs” boede.

Derefter lå bagsiden af Dyrlægegården ud mod Mejlstedgade og på hjørnet mod Algade boede barber Henriksen, der var far til Hans og Svend.

Flemmming Sørensen fortæller: Når vi legede, løb vi meget tit på rulleskøjter. Vi lavede også en vogn med kuglelejer, styret med snor. Den lavede et dejligt spektakel, så den tog en af beboerne fra os. Så fandt vi på noget med at køre på cykel ud over nogle brædder, der gik skråt opad, og hvor der lå to børn under brædderne. Det blev også hurtigt taget fra os. Vi spillede rundbold, og vi gik på mold i Eilertsens have. Vi kom i bager Christensens bageri, hvor vi fik enderne af rouladerne, som vi greb, når de blev skåret af. Og vi holdt tombola og basar, dog med en meget lille omsætning. Det var en dejlig barndom i Mejlstedgade, er Else, Flemming og Robert enige om.

 

af Peter Larsen

Brønderslev befinder sig 3.639 km syd for Nordpolen og 6.368 km fra Ækvator.

Det var drømmen om at dyrke giftfrie grøntsager, som fik mig til at sige mit job op på polyteknisk læreanstalt i dag DTU og flytte til Brønderslev sammen med andre fra kollektivet i Taastrup.

Muligheden opstod på en øllebrødsfest i Slagelse i 1972, hvor vi spiste brødrester efter en algang mod Det Europæiske Fællesskab, EF i dag EU. Marchen startede i Veksø og gik til fælledparken i København efter samme koncept som 60’ernes atomvåbenmarcher.

I Kollektivet, hvor jeg boede, havde vi længe talt om at finde et sted, hvor vi kunne dyrke vores egne grøntsager uden brug af kunstgødning og sprøjtegifte. Pludselig på øllebrødsfesten i Slagelse opstod muligheden for at købe en lille landejendom 6 km øst for Brønderslev med tilhørende 1,6 ha. jord.

Vi vidste ikke dengang, hvor Brønderslev lå. Vi fik samlet pengene og købte stedet ubeset, fordi det var jorden, vi var interesseret i, og prisen var ikke høj. Planen var, at vi på skift skulle bo i Brønderslev og dyrke giftfrie grøntsager til en håndfuld kollektiver i Taastrup. Det blev ikke nogen succes, og det endte med, at jeg selv overtog ejendommen og lige siden har dyrket alle mine grøntsager efter økologiske principper.

Jeg var allerede, som ung automekaniker, interesseret i samfundet omkring mig. Det førte mig til kollektivet i Taastrup og videre til Brønderslev.

Det blev ikke jorden eller biler, som blev det, jeg skulle leve af. Efter mange år med omskiftelige arbejdspladser som svejser, fabriksarbejder, murerarbejdsmand og radio-iværksætter blev det miljøet og fremme af energibesparelser og vedvarende energi, som blev mit levebrød.

Kampen mod EF blev tabt. Arbejdet i Folkebevægelsen mod EF førte mig sammen med andre samfunds-engagerede mennesker i Brønderslev Kommune.

”Debat 73” en del af historien.

Det hele startede i 1973 med ”Debat 73”, hvis formål var at sætte fokus på lokale emner. Det skete ved uformelle og åbne møder, hvor udenbys oplægsholdere mødte lokale nøglepersoner, og hvor alle kunne diskutere på lige fod.

Vi skal huske, at tiden dengang var sådan, at man ikke talte fagforeningsformanden, direktøren og borgmesteren imod. Bare ordet debat virkede som en rød klud i Brønderslev dengang.

Året sidste møde handlede om den lokale presse. Oplægsholder var journalist Gunni Busch tidligere redaktør ved Nordenfjord Avis. Tilstede ved mødet var både Aalborg Stiftstidende og Vendsyssel Tidende. Det blev en hed og lang debat, hvor utilfredsheden med den lokale presse var åbenlys.

Baggrunden for debatten var en 9 siders undersøgelse af de to aviser, hvor vi i ”Debat 73” havde gennemgået 15 aviser med udgangspunkt i, hvad de skrev om, og hvordan de skrev om det? Var der noget, som de ikke skrev om, noget som blev fortiet? Hvem blev refereret, og hvis synspunkter kom frem? Aalborg Stiftstidende og Vendsyssel Tidende blev sammenlignet med den nystartede Vejle Avis, som var opstartet som protest mod et bladmonopol i Vejle. Medarbejderne havde netop fået Cavlingprisen.

Resultatet af debatten blev, at Gunni Busch foreslog de fremmødte at lave en lokalavis selv. På det tidspunkt var der en spirende grøde i opstart af små alternative aviser landet rundt.

En af deltagerne var en lokal fabrikant, og han havde en duplikator, som han ville stille til rådighed for projektet.

Lokalavis på en anden måde.

Første nummer af Brønderslev Avis kom på gaden 1. februar 1974. Modtagelsen var over al forventning.

I lederen i næste nummer stod der blandt andet, at eksperimentet lykkedes med et salg på næsten 600 eksemplarer. Allerede første dag, avisen var på gaden, var det nødvendigt at sende flere eksemplarer til et af de mange salgssteder.

”Den modtagelse, avisen har fået, viser at der også i Brønderslev er behov for et blad med lokalstof, kritik og debat. Og vi kan love læserne, at hvis I bare vil hænge på, skal vi nok hænge i” Sådan blev der skrevet i 1974, og sådan blev det helt frem til 1985, hvor det sidste nummer af avisen udkom.

I de 11 år Brønderslev Avis udkom blev den skrevet, tegnet, klippet, opsat, trykt, samlet, solgt og distribueret af 100 mennesker med forskelligartet baggrund.

I årene 1976 – 77 – 78 oplevede avisen en af sine bedste perioder med mange gode artikler, som straks blev honoreret med stigende salgstal.

I 1977 tog Brønderslev Avis initiativet til et samarbejde på venstrefløjen. Det resulterede i dannelse af Brønderslev Tværsocialistiske Arbejdsgruppe i 1978 og opstilling til kommunevalget i 1978 og 1981. Brønderslev Avis bekendte sig nu offentligt som en socialistisk avis.

Det praktiske arbejde

I 1980 købte avisen et brugt off-set-trykkeri takket være bidrag fra en lang række læsere, foreninger og fonde. Med det nye trykkeri blev det også muligt at bringe fotografier. De første 6 år var avisen fyldt med tegninger.

Når avisen blev opsat til trykning, forgik det på den måde, at teksterne blev skrevet i spalter på en skrivemaskine for derefter at blive klisteret op på en A4-side i 3 spalter med plads til overskrifter, tegninger og billeder.

Overskrifter og tegningerne blev tegnet med det samme, og billederne blev tilpasset i reprokammerat. Det færdige materiale blev de første 6 år placeret i en stencilbrænder, hvor originalen blev placeret på en tromle ved siden af en stencil. Tromlen bevægede sig forbi en fotocelle, som styrede en gnist fra en stift, der brændte hul i dæklaget på stencilen.

Stencilen blev monteret i duplikatoren. Ved offsetmaskinen var det en belyst aluminiumsplade. Ved farvetryk skulle der trykkes 2 gange på hver side. Når alle siderne var trykt, skulle bladet samles. Det skete ved, at vi gik rundt om et bord, hvor alle siderne lå i bunker.

Det praktiske arbejde med at producere avisen startede søndag eftermiddag med opsætning. Herefter trykning tirsdag og onsdag og samling torsdag og slutteligt salg ved Brugsen i Brønderslev og i kioskerne om fredagen.

Derudover var der oftest 2 redaktionsmøder og udarbejdelse af artikler. Det var et kæmpe arbejde. Når jeg tænker tilbage, er det utroligt, at vi kunne gennemføre det igennem 11 år. Det havde været meget nemmere i dag.

Avisen blev solgt uden for Brugsen i Brønderslev og en lang række salgssteder i Brønderslev, Ø. Brønderslev, Hallund, Jerslev, Manna, Serritslev, Stenum og Ø. Hjermitslev. Prisen var 1 krone i starten og steg med 1 krone løbende til 5 kroner.

Mangfoldigheden blomstrer.

Da Brønderslev Avis startede, var der ingen partiafdelinger på venstrefløjen i Brønderslev kommune. Siden blev der dannet lokale partiafdelinger inden for VS, DKP og SF. Derudover kom der kvindegrupper og fredsgrupper og en afdeling af OOA. ”Kimen til mange af disse aktiviteter, tør vi nok påstå, er kommet fra Brønderslev Avis”, fremgår det af en folder udarbejdet i forbindelse med ”Kulturoffensiven” i Brønderslev Kommune i 1984.

Denne mangfoldige udvikling af aktiviteter på venstrefløjen havde også en bagside, fordi tilgangen til nye frivillige til Brønderslev Avis blev mindre, nogle af de aktive brugte også tid i andre grupperinger.

10 års- jubilæumsnummeret skulle have været det sidste nummer af Brønderslev Avis. Sådan gik det ikke. En kampagne havde betydet flere redaktionsmedarbejdere og mange nye abonnementer. Det havde givet os fornyet mod til at fortsætte et stykke tid endnu.

Den sidste avis

Det blev til 5 aviser mere, hvor det sidste nummer udkom januar 1985 med byrådspluk fra byrådsmødet, som var et fast indslag i avisen gennem mange år.

• Hovedhistorien i den sidste avis havde overskriften, ”Selvfølgelig skal vi handle i Brugsen – men”! Artiklen handlede om uddeleren i Kvickly, der som alle andre uddelere i Danmark, var kollektivt indmeldt i Kristelig Fagforenings A-kasse – det var fagbevægelsen i Brønderslev ikke tilfreds med.
• Der var en artikel om børn som arbejdede med medier og lavede vægavis på biblioteket i samarbejde med studerende fra Hjørring Seminarium.
• ”Gå en tur for freden” var en reportage, hvor 250 mennesker var gået igennem byen med afsluttende taler i Hedelund.
• Der var også en historie om rådhusbyggeriet, som var blevet 1600 kr. dyrere per indbygger. Kommunens hof-arkitekt Jepsen forlod byggeprojektet i protest, fordi økonomiudvalget ville barbere projektet ned.
• Derudover var der planer om en Børneteaterfestival i 1987 og meget andet.

 Lokale meninger

I forbindelse med 10 års -jubilæumsnummeret spurgte Brønderslev Avis en række offentlige kendte personer om deres mening om Brønderslev Avis.

Formanden for miljøudvalget: Avisen har været god til at gøre opmærksom på træer og bevaring af naturen, men taler for meget om profit. Skoleinspektøren: Er ikke enig i alt hvad avisen skriver, men det vil være et tab for den offentlige debat, hvis ikke ”den lille næsvise” stak hovedet frem med mellemrum. Formanden for LO Brønderslev, som har holdt avisen i alle 10 år: Der står meget godt i avisen, men den er for ensporet. Viseborgermesteren, som også har holdt avisen i alle årene: At avisen blev en del af det tværsocialistiske samarbejde har gjort avisen ensidig i sine holdninger. Formanden for SID: Godt med en modpart til de borgerlige lokalaviser. Efter hans mening er avisen for venstreorienteret. Lokalredaktøren Aalborg Stiftstidende: ”Vi på redaktionen køber 2 eksemplarer af Brønderslev Avis hver gang, og naturligvis diskuterer vi den. Jeg tør også sige, at vores praktikanter ser positivt på, at der er en alternativ avis til den etablerede presse. Jeg synes Brønderslev Avis for bevidst søger det negative, der sker også positive ting i byen. Samtidig vil jeg sige, at med de tekniske midler, I har til rådighed, så slipper i godt fra det”

Eksperimentet lykkedes

Da det hele startede på mødet i ”Debat 73”, pegede vi på, at de etablerede aviser tog alt for meget hensyn til de magtgrupper og annoncører, som venstrebladet Vendsyssel Tidende og den liberale Aalborg Stiftstidende mente, de repræsenterede.

Det var en fordel, vi ikke var journalister – vi sad selv midt i det, vi skrev om. Det var en fordel, at vi alle kom fra forskellige arbejdspladser i kommunen. Her fik vi folks reaktioner – positive som negative.

Fik vi færten af et eller andet emne, tog vi derefter ud og fik en snak med folk, som vidste noget om emnet, og efterfølgende lavede vi et interview.

Vi arbejdede med Brønderslev Avis for at skabe debat og forbedre den lokale presse, så de også skrev om arbejdspladsforhold, forurening og boligmiljø, som de forsømte, men også for at lære noget selv. Samtidig ville vi demonstrere en model, som andre måske kunne lære noget af.

 

Når jeg ser tilbage på de 11 år, synes jeg, at eksperimentet lykkedes meget godt. Aalborg Stiftstidende og Vendsyssel Avis begyndte også at tale med andre end meningsdannerne og etablerede magtgrupper. Selvom oplaget ikke var stort, vidste alle i kommunen, hvad vi skrev om.

Brønderslev Avis blev den længst levende alternative avis i Danmark. Efter en kronik i Politiken i 1974 om Brønderslev Avis, kom der henvendelser fra hele landet. En af dem kom fra Møn. I efteråret 1974 kom Ø-bladet på gaden. Bladet udkom frem til 1982. Over hele landet bredte der sig, som ringe i vandet, alternative blade – Tølløse Avis, Slagelse Avis, Folk i Lejre, Holbæk Bladet er blot et lille udsnit, som opstod i kølvandet af Brønderslev Avis.

Fra tryksværte til mikrofon

Allerede før vi sluttede med Brønderslev Avis, blev jeg opmærksom på, at der var et nyt medie på vej. I 1983 blev der givet tilladelse til at oprette lokalradioer, og i 1985 blev ordningen gjort permanent. Ideen var at give interesserede borger adgang til radiomediet for at styrke den lokale debat.

Jeg skiftede tryksværten ud med mikrofonen et år senere. I 1990 var jeg med til at starte ”Brønderslev Medieproduktion Aps” og ”Brønderslev Nærradio” på en ny frekvens. Det skete efter flere års lokalradio i ”Radio Veronica” og ”Hele byens Radio”, med blandt andet morgen nyheder og et direkte 2 timers ugentligt program ” Det højaktuelle hjørne – programmet der lover mere end det holder.” I programmet kom der aktuelle gæster, som fortalte og debatterede om meget af det, vi dengang skrev om i Brønderslev Avis. Fordelen ved radioarbejdet var, at jeg ikke skulle skrive, trykke og sælge for at få holdninger og debatter ud til mange mennesker.

Min radiotid er dog en helt anden og meget mere dramatisk historie, som jeg ikke tænker positivt tilbage på!

Det gør jeg heldigvis på de efterfølgende mange års arbejde inden for energibevægelsen, med vind- og sol-projekter og energibesparelser.

Jeg har boet og arbejdet på Brønderslev-egnen siden 1993, og Vendsyssel blev hjemme for mig på et splitsekund. Min fortælling om mine mange år på den egn – de fleste sammenhængende år i mit liv – er en fortælling om at følge sit hjerte, både når livet har været fyldt med glæder, og når det har bragt sorg.

Præst i Jerslev

En solbeskinnet lys forårsdag i 1993 kørte jeg igennem Jerslev og byen tog sig ud fra sin bedste side. Jeg havde netop prøveprædiket til embedet som sognepræst i Jerslev, Mylund og Hellum, og jeg var ikke helt sikker på det var gået godt.

Da menighedsrådsformanden et par dage senere ringede og sagde: ’Vi har været så letsindige, at vi har peget på dig’, så vidste jeg bare, at jeg ville få det godt i Jerslev.

Omkring første juni flyttede jeg ind i præstegården med min mand og mine tre sønner. Vi kom fra 60 kvadratmeter i et lille usundt hus i Salling, så den store præstegård var vældig overvældende.

For mig var det meningsfyldthed fra dag et, jeg kom som en lidt usikker studerende der pga. af børnefødsler, min mors sygdom og meget flytten omkring havde brugt alt for lang tid – i hvert fald efter min fars mening – på at blive færdiguddannet.

Men pludselig gav det hele bare mening, alle de småbekymringer jeg havde før min ordination om kjole og ritualer og ditten og datten forsvandt som dug for solen, for jeg trådte ind i en gerning, som bare var mig, sammen med en række skønne mennesker, som gjorde det nemt at være deres præst.

Jeg følte mig som en blomst der endelig var sprunget ud.

Jeg blev kastet ud i begravelserne og havde tre den første uge jeg var præst. Min yngste søn blev indlagt i Hjørring med lungebetændelse, samtidig med jeg startede, så jeg sad på Hjørring Sygehus og skrev min første begravelsestale i hånden en nat.

Men selv der var jeg i en dejlig ro, for jeg kunne mærke at tingene gav mening.

Mit ægteskab holdt ikke til at jeg blev præst, så efter halvandet år flyttede min daværende mand ud af præstegården.

Jeg bliver stadig rørt, når jeg tænker på de tilkendegivelser, jeg fik dengang, en bakke æg på trappen, praktisk hjælp, et par der mente at sofaen i deres udestue, havde de vist ikke brug for selv.

Drengene fik også ret hurtigt en slags reservebedstemor, som boede lige på den anden side af vejen og var en uvurderlig hjælp for mig, mens de stadig var små.

Når jeg ser tilbage på de 14 år jeg var sognepræst i Jerslev, ser jeg tilbage på en tid med store personlige glæder og sorger, og en tid hvor jeg levede med i mit sogn og mine sognebørns liv, og de levede med i mit.

Jeg ved, at det, at jeg ikke skjulte sorgerne i mit eget liv, gjorde at mange oplevede, jeg virkelig var deres præst ved at være et lige så sårbart og fejlbarligt mennesker som alle andre.

Når jeg var vred på mig selv over, at jeg ikke havde kunnet lade være med at knibe tåre på vej ud foran kiste, sagde folk til mig: Det viser jo bare at du er vores præst.

Når jeg som mor til et fodboldbarn gennem flere år tog vagter i markedsteltet til Jerslev Marked og ryddede op der fredag aften, syntes folk, at det da godt nok var friskt gjort af præsten. Det gav anledning til mange sjove snakke, når folk hjulpet på vej af alkohol og markedsstemning havde ting, de gerne ville tale med præsten om.

Mit livs kærlighed

Det kom til at sætte et helt nyt fortegn for mit liv, at jeg i efteråret 2001 mødte Per, mit livs kærlighed.

Han og jeg var begge – mere af pligt end lyst – taget til et møde i Det mellemkirkelige Stiftsudvalg, hvor vi skulle samarbejde om at opstille en Grundtvigsk Liste til valget.

Vi havde ikke så længe i forvejen fået renoveret Jerslev Kirke med nye farver og et smukt orange solskinsloft, og da jeg havde farvet håret rødt den gang, var Pers indgangsreplik til mig:

’Nå du er hende med det orange loft, er det fordi det skulle stå til håret?’

Sammen med min organist, Jørn Andersen, havde vi gennem nogle år udviklet en meget smuk tradition med ni læsninger i december, som Per blev meget begejstret for.

Han henvendte sig til mig og tilbød at finansiere en optagelse af vores Ni læsninger, som skulle deles ud som cd’er til hele pastoratet. For ham var vi et eksempel på, hvad det lokale sognearbejde kan, når det er bedst.

Jeg drillede ham senere med, at det var et meget dyrt scoretrick.

For selv om jeg nok syntes, han var lidt for kvik i replikken ved første øjekast, var han en ihærdig og meget overbevisende bejler og i januar året efter blev vi kærester.

Min storebror sagde senere, at han aldrig havde hørt mig være så sikker på noget, som da jeg ringede og fortalte jeg skulle giftes.

I maj måned 2002 blev vi gift en pinselørdag med høj sol og den smukkeste blå himmel, telt i præstegårdshaven, overvældende mange gæster og det hele sluttede med fyrværkeri.

Desværre fik vi kun lov til at være gift i atten måneder, Per blev alvorligt syg af depression året efter og i august måned 2003 tog han sit eget liv.

Det skabte naturligvis chok i hele lokalområdet, og jeg oplevede endnu engang en fantastisk opbakning og vilje til at være der for mig.

Jeg fik det smukkeste brev fra et sognebarn, som skrev at hun havde spekuleret over hvem der nu var præst for mig, som ellers var til stede for alle andre. Og hun var kommet frem til, at nu var det sognebørnenes tur til at være præst for mig.

Per var et meget engageret og viljestærkt menneske. Han fyldte et rum, når han trådte ind i det. Som par var vi gode sammen, der opstod en helt særlig energi i mellem os, og jeg har siden tænkt, at tiden med ham gjorde mig til et mere modigt menneske, end jeg var i forvejen.

Jeg ved, det kan være svært for andre at forstå, fordi det endte så brat og så voldsomt, men jeg er fyldt af taknemmelighed over tiden med Per og ville ikke have været ham foruden. Han er en del af mit fundament i livet nu.

Angående de Ni læsninger så indspillede vi CD’en efter Pers død, og den blev husstandsomdelt som han havde bestemt. Jeg hører den stadig hvert år op til jul.

 Svensmark Samtaleværksted

Det skulle vise sig, at mit hjerte få år efter jeg mistede Per, førte mig ind på en helt ny vej.

Allerede før jeg mødte Per, var jeg begyndt at overveje, om jeg skulle tage en psykoterapeutisk efteruddannelse.

Jeg blev stadig oftere søgt til sjælesorg og havde et ønske om at udvikle mine evner og faglighed på det område.

Så da jeg var vendt tilbage til en lidt mere normal hverdag igen efter Pers død, startede jeg på en uddannelse som narrativ psykoterapeut i 2005.

Det kaldte på noget i mig, og en dag mens jeg kørte mellem to gudstjenester i Hellum og Mylund, slog det ned i mig, som et lyn fra en klar himmel, at jeg måtte forlade præsteembedet og starte som psykoterapeut.

Det virkede som en helt håbløs tanke, som jeg i første omgang prøvede at slå hen. Men tanken var stædig, det var en vej, som jeg var nødt til at følge.

Så efter 14 år som præst i Jerslev forlod jeg i 2007 embedet for at blive selvstændig psykoterapeut og jeg lavede firmaet Svensmark Samtaleværksted.

Det var alle ikke lige tilfredse med. En minikonfirmand stillede sig op overfor mig med armene i siden og sagde meget bestemt: ’Jeg synes, at når man har døbt nogen, skal man også konfirmere dem.’

Svensmark samtaleværksted gik i begyndelsen ganske godt, jeg havde blandt andet samtaler, undervisning, et vikariat hos Kræftens bekæmpelse, undervisning af pårørende til mennesker i alkoholbehandling. Men så kom finanskrisen.

Endnu engang blev jeg reddet af, at jeg fik givet muligheden for at følge mit hjerte og på den måde finde den vej jeg skulle følge.

 Det gammelrosa hus

Med til det at følge sit hjerte hører også at skabe sig gode fysiske rammer. Skønhed, ro og farver omkring sig er simpelthen godt for sjælen.

Jeg var så privilegeret at jeg kunne købe en byggegrund og skabe mit eget sted.

Drømmen startede på et stykke kvadreret A4-papir, hvor jeg slog og flyttede streger. Ofte vågnede jeg om natten med en ny ide og stod op for at rette til på papiret.

Så fik byggefirmaets arkitekt mit udkast og omsatte det til det muliges kunst, men han slap ikke af med alle mine skæve vinkler, jeg holdt stædigt fast i nogle ting og udtænkte selv løsninger.

Den proces var fuld af gaver for mig, efter 14 år i en præstegård var det mig meget magtpåliggende at blive herre i eget hus. Give mig lov til at mærke efter, hvad der var rigtig og forkert, og kunne give det et så stærkt fysisk udtryk som et hus er.

Min bygmester sagde på et tidspunkt: ’Jeg ved godt, hvorfor du ikke er blevet gift igen Hanne. Du er så stædig, og ofte viser det sig du har ret.’

I den tid jeg boede i det gammelrosa hus, er jeg ikke vågnet én eneste morgen uden at føle taknemmelighed over, at dette var mine rammer.

Maleriet og farveglæden

At bygge hus var virkelig en kreativ proces, og netop det kreative og farveglæden, har altid haft en særlig plads i mit hjerte, men gennem mange år havde jeg svært at få rigtig på, plads hvad det betød for mig.

Jeg skulle først gøre op med andres absolutte udsagn om hvad der var rigtig og fin kunst, og at det ikke nødvendigvis er mig, der ikke har forstået noget, når jeg ikke kunne se det store i et anerkendt værk, men måske forelskede mig i det lige ved siden af.

Kombinationen af gul og lilla har jeg altid været ganske særlig vild med, men fik som ung at vide, at det kunne man da bare ikke sætte sammen, så jeg skulle lige blive gammel og moden nok til at befri mig fra det der ’man’, før jeg for alvor fik øjnene op for, hvad kunsten kan.

Denne nye indsigt befriede mig til at begynde at male for alvor det år min yngste tog på efterskole og jeg blev alene i mit hus.

Jeg har mange motiver i mit repertoire, men det år malede jeg især sorgen over min mand, jeg malede mange billeder og græd mange tårer og gennem det fik jeg lov til at sørge og hele.

Den erfaring var med til at føre mig på sporet af meningen med at tage en kunstterapiuddannelse. For her arbejder man netop med at lade tingene komme til udtryk, uden vi først har censureret dem med forstanden, og det giver så mange muligheder for at opdage, hvad der er det rigtige for en selv.

Kunstterapi og socialpsykiatri

Samtidig med at jeg begyndte på uddannelsen som kunstterapeut var jeg så usædvanlig heldig at få job i Center for Aktiv Livsstil ved Brønderslev Kommune som netop kunstterapeut. Og på den måde fik jeg lov til at lære socialpsykiatrien at kende.

Det var en ren gave at få lov til at omsætte alt det jeg lærte i praksis løbende og Aktiv Livsstil var et virkelig godt projekt, hvor især unge som faldt mellem alle mulige andre stole fik ro og støtte og sparring til at finde lige netop deres vej.

Ideen bag Aktiv Livsstil faldt så godt i tråd med mine værdier om at give mennesker mulighed for at finde deres egen vej gennem tingene, fremfor at servere lukkede og færdige løsninger.

Desværre faldt projektet for kommunens sparekniv og blev lukket og jeg blev omplaceret til Det Blå Hus.

Arbejdet i psykiatrien var for mig rigtig meningsfyldt. Jeg har stor respekt for de mennesker, jeg mødte som brugere af vores tilbud og deres evner til at skabe sig et liv på trods af alle de udfordringer, som var deres.

Det Blå Hus er et hus med så meget gensidig hjælpsomhed, humor og plads til at være, at jeg er meget stolt af at have været en del af dette fællesskab.

Jeg husker med stor taknemmelighed håndsarbejdstimerne i huset – hvor jeg takket være stor tålmodighed fra en brugers side, lærte at hækle og hvor vi havde rigtig mange gode samtaler om livets tilskikkelser.

En af de sjove ting er, at selv om jeg selv var meget optaget af at adskille det, at jeg var præst fra mig som psykoterapeut, blev jeg ret konsekvent kaldt Hanne Præst i Det Blå Hus.

Og her – ligesom i mit private samtaleværksted – blev jeg flere gange opsøgt til samtaler, netop fordi jeg var begge dele. Når jeg kigger tilbage på det, giver det så meget mening og er en rød tråd i mit liv, at jeg selvfølgelig er alt det jeg bærer med mig, og med til det hører at jeg er præst.

Men mit arbejde hvor jeg var ansat som kunstterapeut, blev lige så langsomt udhulet til at kunstterapien ikke var min hovedopgave, men noget jeg da godt måtte lave, hvis jeg havde tid, for alt det andet som skulle klares.

Det var kommunens sparepolitik som til sidst drev mig til at kigge efter andre veje, da jeg til ikke fagligt kunne stå ind for det som Det Blå Hus på det tidspunkt blev sparet ned til.

At insistere på hver dags glæde

Før vi kommer til næste kapitel i mit arbejdsliv, hører året 2013 med i min beretning. I den periode mens jeg arbejdede i psykiatrien, blev jeg ramt af brystkræft.

Heldigvis blev jeg radikalt opereret, det vil sige, at al kræften blev fjernet sammen med knuden, men alene det at blive konfronteret med tanken om, at nu er det måske slut, er selvfølgelig meget voldsom.

Jeg skulle gennem et behandlingsforløb med både kemo og stråler og forud for det, havde jeg en underlig ide om, at det ville være en helt sort tid, som bagefter ikke kunne spores i kalenderen.

Heldigvis blev det til noget helt andet. Jeg tilskriver det selv en oplevelse, jeg havde på vej til Mors, i den periode jeg ventede på svar på min biopsi.

På vej gennem det smukkeste landskab til færgen ved Feggesund kunne jeg pludselig mærke en solstråle varme mig i nakken, og midt i min kaotiske sindstilstand, blev jeg bare ramt af den mest ubændige livsglæde. Dér gav jeg mig selv et løfte om at fokusere på livskvaliteten og på de kostbare øjeblikke, uanset hvad der skete.

Jeg skrev bloggen ’Troldheksens cancerdagbog’, den handler om min kamp for at være så meget andet end en kræftpatient og alle de tanker som sådan et forløb skaber i en.

Det er en meget typisk måde for mig at møde mit livs udfordringer på, at prøve at finde en måde at reflektere og dele og finde meningen, også når det hele er sat på spidsen.

Den dag i dag kan jeg stoppe op og mærke taknemmeligheden over, at der var flere år til mig at leve i.

Om at vende tilbage til et udgangspunkt

I årene efter jeg stoppede som præst i Jerslev, havde jeg fra tid til andet vikarieret som præst ved forskellige gudstjenester, men altid med den følelse, at det havde været rigtigt for mig at forlade præsteembedet.

Sådan var det lige indtil juleaften 2015 hvor jeg vikarierede for en kollega og pludselig kunne mærke en helt anden følelse på prædikestolen.

Jeg stod på prædikestolen og kiggede på kirkegængerne, og kunne mærke, at nu ville det give mening, at jeg blev sognepræst igen.

Det kom til mig på samme måde, som tanken om at lave mit eget samtaleværksted under turen mellem Hellum og Mylund, og da tanken først var sluppet ind i mit hoved, ville den ikke forlade mig igen.

På det tidspunkt var jeg i stigende grad opmærksom på samfundets krav om kontrol, og at vi skal være perfekte, og jeg var og er optaget af at formidle, at vi er gode nok, præcis som dem vi er – også når vi fejler.

Det giver præsteembedet med budskabet om Guds betingelsesløse kærlighed den smukkeste platform for at få sagt.

Så denne hjertesag sammen med min tiltagende metaltræthed over at være kommunalt ansat, fik mig til at rette blikket tilbage mod præstegerningen.

Sognepræst i Dronninglund

Da embedet som præst ved Dronninglund Kirke blev ledigt kort tid efter, søgte og fik jeg det.

Det var lige så godt og meningsfyldt at blive præst igen, som det var første gang. Det giver rigtig meget mening at flette mine erfaringer fra mine forskellige virker. Det jeg har lært og gjort i mellemtiden, er med til at gøre mig til den præst, jeg er i dag.

Jeg fik en overgang en særlig hjertesag i Dronninglund, da jeg fik til opgave at undervise de asylansøgere, som gerne ville døbes, mens der var asylcenter i byen.

Det gav intense og lærerige timer, sammen med mennesker som så kristendommen med helt nye øjne, og som på den måde lærte mig, som jo har kristendommen, som en naturlig del af min opvækst og baggrund en masse nyt, med deres spørgsmål om ting, som jeg aldrig har skænket en tanke.

Det var en opgave af den slags, som altid har betydet stor arbejdsglæde for mig, nemlig når jeg ikke helt ved på forhånd, hvordan i alverden jeg skal løse det. Jeg elsker at blive udfordret til at bruge alle mine evner og mit åbne og nysgerrige blik på tingene for at få det til at lykkes.

Coronatiden kom til at betyde det samme for mig: Et krav om og en mulighed for at tænke nyt og prøve at finde ud af hvordan det kan være muligt at være kirke for mennesker, som man ikke kan være nær.

Af til bruges der det billede om præster, at vi er hyrder, og det var netop den følelse jeg blev ramt af, jeg havde brug for at række ud og vise folk, at der var nogen, som var der for dem, trods krav om afstand.

Så dagen efter Danmark lukkede ned, fandt jeg ud af hvor mit kamera var på pc’en, for at kunne fortælle mine sognebørn, at kirken stadig var der og var til at nå.

Det udviklede sig til daglige eftertanker, små videoer på kirkens Facebookside, som var et forsøg på hver dag, at give en smule nærvær og hjælp til at møde dagene.

Sognepræstens coronaeftertanker startede fuldstændig uforberedt, men jeg lærte undervejs at klippe, få et stativ, så jeg kunne optage med telefonen og det var en gave for mig, at være tvunget til hver dag, at fokusere på, hvad der er det vigtigste lige nu.

Efterskrift

Årene i Jerslev vil altid være en del af mig, og den jeg er i dag, fordi de rummer så stor del af mit liv og min rejse, til at blive den jeg er i dag.

Der er mange andre ting, det kunne have givet mening at berette om, mit politiske engagement, foreningsarbejde af forskellig slags, venskaber og familie. Alt har været med til at forme mig.

Her har jeg prøvet at dele tråden i mit arbejdsliv.

Jeg er født den 4. september 1947 i Vrejlev sogn, datter af landmandsparret Ellen og Søren Jordansen

Gift 1968 med John Møller Nielsen (enke siden 1991) 2 børn og 6 børnebørn.

Født i Tollestrup i 1947 på gården Hulsig, i folkemunde kaldet gården med de 2 løver, nr. 6 af en søskendeflok på 7 med 5 drenge og 2 piger. Barneårene var i trygge rammer med en far og en mor på gården, og større søskende omkring sig altid, hvad mere kunne man ønske sig som barn, jeg har aldrig prøvet at skulle ”passes”, der var altid nogen, der så efter en.

Bastholm skole blev rammen om mine første 6 skoleår, og det var 2 år i 1. klasse – 2 år i 2. klasse og 3 år i 3. klasse. Jeg hører til den årgang, hvor præsten en gang om året kom på besøg og overværede undervisningen. I min tid var det pastor Dissing fra Vrejlev kirke.

 

Bastholm skole blev senere bedre kendt, end da jeg gik der, fordi den grænsede lige op til Prinsessernes gård, om hvem der blev skrevet en bog af Annemarie Løn. Bogen blev senere opført som teater på Vendsyssel teater. Som barn kendte jeg prinsesserne, Anna og Stinne fra Storgaard. De kom i mit hjem, når der blev inviteret til kaffe, og jeg husker præcis, hvordan de så ud. – Senere igen blev Bastholm skole kendt, fordi Poul Ancher Bech købte den og indrettede atelier på stedet.

 

I 1960 solgte min forældre gården, og vi flyttede til Brønderslev, hvor jeg kom på Søndergade skole i 7. klasse, med dengang vel 500 elever. Det var et kulturchok, der ville noget, men det viste sig faktisk, at Bastholm skole slet ikke havde været et ringe lærested. Efter nogle måneder skiftede jeg klasse og kom i den klasse, der skulle have ”realen” med”, selvom min far havde sagt til inspektøren, som var Villy Kløve, at jeg nok ikke var så godt med som ”bybørnene”.

 

Det at komme til byen, åbnede en ny verden for mig, især i forhold til fritidsaktiviteter, som jeg var bidt af, og som blev en stor del af mit liv. Mine ældre søskende havde alle været på Halvorsminde Ungdomsskole, men jeg kom, som den eneste af søskendeflokken, på Gerlev Idrætshøjskole, og det var fantastisk, for en gymnastikpige som mig, at møde Ester Skriver, som på det tidspunkt havde et godt navn indenfor den verden, og Johannes Stræde, der slog igennem som højskoleforstander og rollemodel for foreningslivet. Det blev de måneder, der fuldstændig samlede mit blik for den ledergerning, der blev en stor del af mit liv de næste 50 år.

Da jeg kom hjem fra højskole startede min ledergerning, og jeg var ”verdensmester” i at lede gymnastik efter eget udsagn. Det gik, og det gik godt, men det var også i den periode, jeg mærkede, at ingen kan gå på vandet. Jeg var så heldig, at det var min mor, der sad ved klaveret, og hun var en fantastisk dygtig pianist. Hun kunne understøtte mig, når det kneb, hvilket der ikke blev gjort noget ud af – det var bare sådan det var. Rigtig mange i Brønderslev har lavet gymnastik til min mors (Ellen Jordansen) klaverspil både i skolen og i foreningslivet.

Sammen med dette er der stort set ikke en gymnastiksal i en radius af 30 km fra Brønderslev, hvor jeg ikke har ledet børnehold – voksenhold – motionshold. Der er ingen tal på, hvor mange der har gået til gymnastik hos mig. Den dag i dag oplever jeg, at folk hilser på mig, fordi de kender mig – de har gået til gymnastik hos mig som barn – ung – voksen.  Jeg havde 35 år som gymnastikleder, og så var det, efter eget ønske, slut. Jeg var mættet og færdig med at undervise.

Efter højskolen ville jeg gerne have været på Poul Petersens institut i København, men det var vigtigt for mine forældre, at jeg fik en ”rigtig uddannelse” og ikke kun en gymnastikuddannelse. Jeg kom derfor hjem til Brønderslev, hvor min far havde skaffet læreplads til mig på Brønderslev apotek. Det var stort at få hvid kittel på og være på byens apotek, selvom vi elever, hele det 1. år, blot fyldte riboflavin og prosil på flasker og stablede glas med codimagnyl.

Vi havde en helt fantastisk chef i Apoteker Thorwald Olesen, en mand af få ord, men de får ord betød rigtig meget. Efter endt læretid, blev det lidt kedeligt. Jeg var også blevet gift, og 2 døtre blev født indenfor de næste 3 år. Samtidig havde jeg haft nogle idrætstimer på det nystartede Brønderslev Gymnasium, og det gav blod på tanden til at læse til lærer på Hjørring seminarium, og blive ”rigtig” idrætslærer.

Som familie var vi optaget af et aktivt fritidsliv, hvilket også medførte at min mand i 1976 blev ansat i Østervråhallen som bademester. Vi flyttede til Østervrå, og jeg arbejdede på Flaunskjold Skole, og vore 2 døtre gik på Torslev Centralskole. Østervrå blev rammen om vores liv i knap 20 gode år med et rigt idrætsliv, et mangfoldigt kulturliv, en god skole og en dagligdag i og omkring Østervråhallen.

Det hele fik en brat ende, idet min mand i 1991 uventet faldt om og døde af en blodprop i hjertet. Jeg valgte i 1995 at flytte tilbage til Brønderslev. Jeg var i mellemtiden (1982) blevet ansat i daværende VGU (Vendsyssel Gymnastik- og Ungdomsforening) som forretningsfører, men kontoret blev i 1992 flyttet fra VGU centret i Vittrup til Markedsvej i Brønderslev, så for mig gav det god mening at flytte tilbage til Brønderslev, efter pigerne var flyttet hjemmefra.

Det var i de år, de store idrætsorganisationer kom til at spille en større rolle i samfundet. Alle havde indset, at vi mere end nogensinde før, fik brug for frivillig arbejdskraft samtidig med, at man også indså, at fritidsaktiviteter kan løfte en stor social opgave i Danmark.

For mig blev det til 35 år (1982 – 2017) i VGU, som senere blev til DGI. Jeg har i alle 35 år været drevet af den store frivillighed, vi har i Danmark – den store lyst til at få folk til at arbejde sammen – den store lyst til at kunne gøre en forskel – den store lyst til at se, at når vi løber efter en fodbold, så er alle lige – den store lyst til at mærke, hvordan idrætten er med til at løse mange sociale problemer og udfordringer i vores samfund.

Mine første år som forretningsfører var på kontoret i Vittrup.  Det var ikke kun et kontorjob, det var også udlejning af idrætshal, opsætning af bander, hjælp i køkkenet, når det gik vildt til, men det var en dejlig tid med masser af frivillige hænder, der havde en stolthed over at være en del af et fællesskab, omkring at få VGU centret til at fungere. De mennesker, der havde været med til at søsætte projektet med VGU centret, brændte for det, og det skulle lykkes. Det gjorde det også i 20 år, men så blev kravene til kursuscentre og lejrskoler væsentlig højere, og det kunne VGU centret ikke honorere.

Som i alle andre instanser – banker – forsikringsselskaber o.s.v., blev der også arbejdet på fusioner i DGI, hvilket betød, at vi i Nordjylland først fusionerede med Aalborg området – senere med Himmerland området og sidst med Thy området. Da jeg forlod DGI i efteråret 2017, dækkede DGI Nordjylland således hele Region Nordjylland med godt 800 foreninger og ca. 160.000 medlemmer og 35 medarbejdere. I alle fusioner har jeg været så heldig at have en central rolle, og ende op med at blive chefen efterfølgende, hvilket sikkert også har været forbundet med en vis frækhed.

Efter 13 år i Brønderslev flyttede kontoret til Aalborg for at være midt i området – og DGI tog beslutning om at være med i projektet omkring Nordkraft. Det fik stor betydning for mig personligt, idet jeg fik lov til at være med i hele opbygningen af Nordkraft,  –  et projekt der tog 10 år og kom til at koste 270 mill. kroner, og i dag rummer idræt – teater – sundhed – biograf – musik og meget mere – et fantastisk hus. Projektet blev ledet af de bedste arkitekter og bygherrer og gav Aalborg megen positiv omtale.

Nordkraft tiltrak utrolig mange mennesker fra hele Europa – som var mest optaget af, hvordan en så stor industribygning kunne forvandles til et kultursted, hvor der i snit går 2000 mennesker igennem om dagen.

Det tiltrak også dronningen og prinsen – så den 28. juli 2015 modtog jeg regentparret på Nordkraft – det var helt fantastisk – og jeg kan kun bekræfte, at prins Henrik var en yderst nysgerrig – nærværende og behagelig person. Det samme kan siges om dronningen – og de havde bestemt sat sig ind i, hvad det var, de skulle se, og hvilket hus der havde gennemgået den forvandling – en stor oplevelse for mig – ikke mindst al den postyr, inden de overhovedet kom – der er mange etiketter, der skal overholdes, inden man får lov at modtage regentparret.

Jeg skulle stoppe som 68-årig, sagde min kontrakt – men sådan blev det ikke. Jeg blev spurgt, om jeg ville blive 2 år mere, og dermed have en central rolle i det landsstævne, der var planlagt til afvikling i Aalborg i juni 2017 – det var svært at sige nej til, så sådan blev det.

Det blev 2 år med intenst arbejde med landsstævnet. Et projekt med 25.000 aktive idrætsudøvere og 60.000 tilskuere, der skulle være i Aalborg en lille uges tid. Økonomisk blev det til en omsætning på 70.000 mill. Kroner. Ubetinget den største opgave jeg har haft i DGI – og det hele kulminerede i et fantastisk stævne med 26.000 idrætsfolk – deraf 7000 efterskoleelever – besøg af dronningen, statsministeren og mange andre prominente gæster.

Rent ud sagt blev det en kulmination på et arbejdsliv, jeg aldrig havde drømt om. Slet ikke, som en autodidakt person, der blot havde kastet sig over gymnastikken og foreningslivet som ganske ung. At opleve, at det kom til at betyde så meget for mig rent arbejdsmæssigt.

Det er klart, at når man, som jeg, har levet det meste af mit liv i idrættens foreningsverden, så er det også det, der har præget mig i forhold til de værdier, jeg sætter højest. Du kan ikke måle, om du har indfriet salgskurven, eller om du er produktiv nok, men du kan mærke, om du er med til at flytte noget hos mange mennesker i forhold til deres velvære, mentale og fysiske sundhed, og sociale liv. Når du mærker det, så er dét det hele værd, så er du med til at løfte en samfundsopgave, som er så vigtig i Danmark. Danmark er jo det eneste land i verden, der har et så rigt et foreningsliv og så mange frivillige kræfter på alle fronter, noget vi skal være meget stolte af og værne om.

Det, at have haft en så mangeartet arbejdsplads i så mange år, har gjort det ved mig, at jeg til tider er en rummelig person, der lytter til folk, velvidende, at skal der flyttes noget, så skal der også en god portion ledelse til – det er en egenskab, jeg har benyttet mig meget af i de mange år som leder – faktisk er der 2 mennesker, jeg tænker: ”Det har de lært mig”, nemlig apotekeren Thorvald Olesen og lederen på Gerlev, Ester Skriver. – De kunne den sjældne kunst, at lede mennesker uden de store armsving og uden at nogen tabte ansigt, og så alligevel nå frem til målet.

Jeg plejer at sige, at når man placerer sig i skudlinjen, så har man også store chancer for at blive ramt – jeg har som oftest placeret mig i skudlinjen, og er bestemt også blevet ramt et par gange, men så er det jo op på hesten igen, selvom det kan være trægt og uoverskueligt, men rigtig god lærdom.

Jeg sluttede mit arbejdsliv den 1. september 2017.  Landsstævnet var afleveret, ny direktør var ansat, og DGI Nordjylland var faktisk i fin form – og hvad så Inger Møller? ”At gå fra – i alle årene at have arbejdet 40 – 50 timer hver uge – og så til ingenting, det går ikke”, tænkte jeg – ”men hvem mon vil bruge en afdanket direktør til noget som helst, og hvad var det, jeg faktisk kunne byde ind med?”

Efter mange overvejelser, besluttede jeg i 2017 at stille op til ældrerådet i Brønderslev kommune. -( Alle kommuner har et ældreråd) – Jeg tænkte, at det arbejde måtte jeg kunne sætte mig ind i og være med til at præge. Jeg var så heldig, både at blive valgt og også blive formand, så det var bare at komme i arbejdstøjet – Det er et spændende arbejde, men også udfordrende, vi er jo krævende, vi der er i den ende af skalaen. Opgaven er ikke så meget anderledes, end opgaven var i DGI. Der er nogle projekter og processer, der skal sættes i gang,  der skal søges størst mulig konsensus hele vejen rundt, og der skal følges op på opgaverne. Det er nogle andre områder, vi snakker om, men værktøjerne, der skal bruges, er de samme.

Jeg har nu arbejdet med ældrerådet i snart 4 år. Vi har et rigtig godt ældreråd, som består af folk, der vil noget med den opgave, de har påtaget sig, og jeg synes, vi er nået i mål på mange områder. Der er valg igen nu til november. Jeg stiller op igen, men i skrivende stund er der ingen, der ved, hvem der bliver valgt. Men ét er sikkert, vi skal passe på den velfærd vi har, og vi skal også helst have den udbygget de kommende år.

De 98 kommunale ældreråd har en paraplyorganisation ”Danske ældreråd”, som er talerøret ind i ministeriet – KL – regioner m.v. Jeg blev i juni måned valgt som formand for den organisation, og har dermed, sammen med en bestyrelse, gode muligheder for at være med til at påvirke de beslutninger, der bliver truffet på de bonede gulve – spændende arbejde.

Når man ikke har lært at kigge ned i bordet, når der bliver efterspurgt folk til en opgave, ja så bliver man nemt rullet ind i noget. Jeg blev bedt om at være med omkring opbygning af det nye Vildmosemuseum i PN-bygningen, og det var svært at sige nej til. – Det lugtede for meget af Nordkraft projektet, til jeg kunne sige nej. Nu må vi se, om det kan bære. Jeg håber det, for Brønderslev skal byde på noget mere kultur.

Når man er født og opvokset i Vendsyssel, kender man Janteloven, og man ved, at ydmyghed er en dyd. Begge dele er både en svaghed og en styrke, men ved at skulle skrive lidt af min historie, er jeg blevet bekræftet i, at jeg skal være dybt taknemmelig overfor alle de mennesker, der har vist mig tillid og givet mig lov til at være en så stor del af foreningslivet i Vendsyssel i så mange år.

 

Af Ole Olesen med fast bopæl i Tyrkiet

I 1950’erne og 60’erne voksede jeg op i Vestergade. Mine forældre, Ingeborg og Oluf Olesen drev der en købmandsforretning. Der var to andre drenge i hjemmet, Gert og min tvillingebror Bent.

Vi fik 10 øre hver gang en kunde skulle have varer bragt

ud. Efter skoletid var jeg også avisdreng hos Aalborg Stiftstidende. Det var hårdt søndag morgen klokken 6:00, men aviserne skulle jo ud.

Den spæde begyndelse

Efter realeksamen blev jeg antaget som bankelev i Brønderslev Bank pr. 01.07.1966,

som blev overtaget af Handelsbanken samme dag som jeg startede på mit job. Så jeg blev ansat af Brønderslev Bank og startede som elev i Handelsbanken. Det var nu ikke så tosset endda, for Handelsbanken var sikkert mere international end Brønderslev Bank. Jeg kan huske, at alle medarbejdere i Brønderslev afdelingen blev inviteret til at se Kjøbenhavns Handelsbank’s hovedsæde i København. Vi drog med Københavner båden fra Aalborg fredag aften klokken 23:00 og hele weekenden tilbragte vi i hovedstaden. Det var spændende at se “den store bank” i København og især arbitrage-afdelingen, som handler med fremmed valuta i millionstørrelsen. Det var nok dette som gav mig det største “push” eller skub til en international bank karriere. Efter soldatertid blev jeg overført til Handelsbanken’s afdeling i Aalborg, som havde store kunder med international handel. For unge bankassistenter var det kutyme at tage den etårige bankskole med efterfølgende eksamen, som jeg bestod. Men det var også kutyme at fortsætte og tage den toårige bankskole. Efter at have bestået den etårige bankskole, bestemte jeg, at min fremtidige bank karriere ville være i udlandet.

Jeg fik blod på tanden, som man siger, og havde adgang til adresser på Handelsbanken’s korrespondent banker i den store verden. Det var som en magnet for mig. Jeg kan huske at jeg spurgte vores filialdirektør i Aalborg hvad han mente, hvis jeg tog et par år i udlandet i en korrespondent bank. Han sagde ganske klart, at når jeg kom tilbage til Danmark efter et par år, ville der være flere hundrede bank assistenter, som ville havde bestået den toårige bankskole. Jeg ville så være een i mængden og ikke bare være i mængden. Dette gav mig skubbet til at skrive til 3 af de største banker i Schweiz. Jeg fik svar fra 2 af dem, at de gerne ville se mig og eventuelt ansætte mig. Jeg bestemte mig for Schweizerischer Bankverein i Zürich, den største.

Min første tur til Schweiz

Jeg drog fra alt og alle i Danmark og tog toget til Zürich. Dengang var en flyvetur kun for velhavende personer. Jeg var desværre ikke en sådan person. Tog først toget fra Brønderslev til Hamburg, hvor nogle af mine forældres venner sørgede for at jeg kom med det rigtige tog tl Zürich. Antje og Manfred, som de hed, havde nemlig lejet mine forældres sommerhus hver sommer i mange år, så de var efterhånden blevet personlige venner. Mine forældre var nok lidt betænksomme. Tænk sig, at jeg ville gøre noget, som ikke var normen. Sådan er det jo med alle forældre, tror jeg. De vil jo det bedste for deres børn. Men hvis ikke unge mennesker skubber på, så går verden i stå.

Turen til Zürich hovedbanegård gik fint i en sovevogn. Allerede før ankomst havde den schweiziske bank sendt mig en adresse på et klubværelse. Der boede jeg så, kun nogle få minutters kørsel med sporvogn fra banken, hvor jeg skulle arbejde.

Dengang kunne man ikke uden videre ringe hjem, for det var enormt dyrt og ofte skulle samtalen bestilles. Så det blev til breve frem og tilbage. En enkelt gang en kort telefonsamtale, måske med en lille tåre.

Det var virkelig spændende at arbejde i så stor en bank i finansernes Mekka. Transaktioner på mange millioner af dollars eller schweizer frank var normalt. Tog på skiture hver weekend i vinterhalvåret, indtil jeg brækkede mit ben i den italienske del af Schweiz, som jo har 4 officielle sprog, nemlig tysk, fransk, italiensk og romanish. Det sidste bliver kun talt af omkring 60000 mennesker. Jeg blev opereret på Kantonspital Zürich, et udmærket hospital. Schweiziske læger er verdensmestre i at reparere brækkede ben. Vi var faktisk 7 eller 8 stykker, som lå på række til at blive røntgenfotograferet på en klinik i selve skisportsområdet. Det var som en fabrik. Fik et midlertidigt meget tyndt gibs på benet, så jeg kunne holde til transporten med normal bus til Zürich. Man er ikke så pylret i Schweiz, når et ben brækker. Ifølge statistikker er der 76000 benbrud om året i Schweiz, og så mange ambulancer findes der vistnok ikke i Schweiz.  Jeg lå på bagsædet af bussen med mine røntgenbilleder. Chaufføren havde fået besked på at aflevere mig på sygehuset, hvor jeg var nummer 3 eller 4 i køen til at blive opereret. Efter operationen og med gibs på hele mit lange ben i 3 måneder, skulle jeg til genoptræning.  På dette punkt er schweiz også professionelle; så jeg var i gode hænder. Denne genoptræning var inkluderet i prisen på selve operationen Virkelig fin og første klasses operation i Zürich, men de er jo også vant til det.

Højtysk eller schwizerdytsch?

Dette er spørgsmålet, for i den tysktalende del af Schweiz taler man schwizerdytsch. Jeg lærte dog tysk, dog med en tvist af dialekten i Schweiz, for det skrevne sprog er det samme, om man er i Tyskland, Østrig eller Schweiz. Den tyske dialekt i Schweiz er lidt forskellig fra det højtyske, som bliver talt i det meste af Tyskland. Ligesom jydsk er lidt forskellig fra det danske sprog, som bliver talt af speakerne i Danmark Radio. Efter 18 dejlige måneder i Schweiz, opfriskede jeg mit tyske med 6 måneder i Dresdner Bank’s arbitrage afdeling i Hamburg. Der var ingen til at hjælpe mig, bortset fra en kollega i banken i Schweiz, som kendte en hos Dresdner Bank i Hamburg. Han ringede og spurgte om de kunne bruge mig. Jeg måtte ellers klare alt selv, men det bliver man hærdet af. Selv søge job, men ofte havde jeg hjælp fra de respektive bankers personaleafdeling m.h.t. beboelse. Man skal jo også registgreres hos myndighederne og det er ikke altid en lige sag. Heldigvis havde Danmark lige haft en folke afstemning angående medlemskab i Det Europæiske Fællesskab, som det hed dengang. Derfor blev alle mine papirer stemplet som en formalitet hos myndighederne i Hamburg, selvom Danmark rent teknisk ikke endnu var medlem af klubben.

Skulle jeg tage hjem til Danmark eller ej?

På dette tidspunkt talte jeg med flere af mine tidligere kollegaer i Danmark. Alle sagde, at der var ikke noget at komme hjem til, bliv derude og nyd det!

Se nu var gode råd dyre, for jeg vidste på det tidspunkt, at kunne kommunikere med udenlandske bankfolk var et ”must” eller en nødvendighed i denne mere og mere globale verden. Jeg ville derfor  gerne studere engelsk i England. Jeg havde sparet pengene til skolen, men jeg skulle jo også rejse til Engand. Min far var meget positiv overfor sagen og sagde, at han ville betale for en flybillet til London. En flybillet, halleluja! Det var sager. Jeg meldte mig til et seks måneders sprog program på en international skole i Bournemouth i Sydengland og betalte derfor. Boede hos en engelsk familie og gik i skole hver dag i seks måneder. Fik derfor et meget godt indblik i hvordan livet leves i England med pubs o.s.v. På skolen mødte jeg mange internationale studenter og nød livet.

Efter at have bestået “Proficiency in English” eksamen, hvilken man kunne ekspandere ved også at kunne oversætte fra et andet hovedsprog til og fra engelsk. Så jeg valgte tysk og bestod eksamen med direkte oversættelse til/fra tysk/engelsk. Når man lærer et sprog, begynder man meget hurtigt med at tænke på dette sprog, hvis man bor i det pågældende land. Sådan var det også med mig i både tysktalende lande og i England.

Har man sagt A, må man også sige B. Hvad så med fransk?

Som sagt så sagde jeg også B, og søgte et job i en bank i Paris. Jeg kunne kun tale det fransk, som Fru Hæstrup havde lært mig på Søndergades skole i sin tid. Det var altså limiteret hvad fransk jeg lærte af fru Hæstrup, selvom hun var en fantastisk lærerinde. Hvad gør man så, når man vil søge et job i Paris? Jeg fik faktisk en fransk student, som også studerede engelsk på samme internationale skole som jeg, til at skrive en ansøgning på fransk på mine vegne. Jeg skrev ikke noget om, at mine kendskaber til det franske sprog var ekstremt limiteret, eller næsten nul, eller om jeg overhovedet kunne tale fransk. Jeg havde jo ikke løjet, for jeg havde jo bare sendt en ansøgning på fransk. Blev inviteret til et interview i Paris og jeg var meget nervøs, for hvad pokker skulle jeg sige når de interviewede mig på fransk? Jeg tænkte, at hvis man ikke selv presser på, så får man intet i denne verden.

P.g.a mine engelskkundskaber og min erfaring fra arbitrage- afdelingen i en tysk bank, blev jeg interviewet af chefarbitragøren, som netop søgte folk med meget gode engelskkundskaber. Dette var enmlig en mangelvare i Frankrig. Han talte heldigvis nogenlunde engelsk, dog med en kraftig fransk accent. Jeg accepterede jobbet og flyttede teltpælene til Paris. Boede i en lille “studio”, som var en lille hyggelig møbleret et-værelses lejlighed med to franske altaner. Der var alt hvad jeg havde brug for, dog ikke en vaskemaskine, så jeg mødte mange herlige mennesker på det lokale møntvaskeri. Jeg boede på 5. etage uden elevator i det 8. arrondissement (district). Ingen problem, jeg løb op og ned flere gange om dagen. Mine naboer var fantastiske og de kendte lidt til Danmark, fordi vores majestæt var gift med en franskmand. Jeg var den eneste udlænding i ejendommen og jeg mindes en dag, hvor jeg var synligt syg. Feber, influenza og det hele. En af mine naboer så mig i trappeopgangen og blev helt forskrækket over at se mig syg. “Monsieur Olesen, vous êtes malade” (Mr. Olesen, De er syg). Man er De’s i det store udland, også idag, hvis ikke man kender folk rigtig godt. Dette giver også mere respekt. Hun var vældig sød. Monsieur Olesen, De må øjeblikkelig gå tilbage til Deres lejlighed og jeg kommer med varm mad; ingen tale om at De må gå ud, når De har feber, sagde hun. Så jeg gik op igen og hun kom med dejlig mad. Efter en dag eller to var jeg på benene igen. Skønne hjælpsomme naboer.

Medens jeg boede i Paris, blev jeg en sen aften omringet af nogle ”voyous” eller bøller, som brugte ”fers américain”, en slags jern som de havde på knoene. Disse kunne let knuse mine tænder eller gøre mig blind, hvis ikke jeg lystrede. Jeg lystrede. De tog mine penge og ur, men heldigvis ikke min nøgle til min lejlighed. Jeg fik fat i en politibil, som jeg så kørte rundt i bydelen. Blev sat ind på bagsædet og så kørte vi rundt i denne parisiske bydel for at kunne muligvis  finde de kriminelle. Desværre fandt vi ingen, men jeg blev kørt på politistationen, hvor de i løbet af natten have fanget nogle kriminelle. Jeg skulle så konfrontere dem, for at kunne genkende hvem der havde taget mine penge og ur. Ingen held og jeg spadserede hjem til min lejlighed midt om natten.

Mine 3 år i Paris var fantastiske. Jeg læste min første bog på fransk efter 7 måneder. En dag spurgte min chef, om jeg kunne gå på børsen alene. Den parisiske børs var beliggende ca. 10-15 minutter med taxa fra banken og normalt ville vi være 2 eller 3 medarbejdere for at være med til at “fixe” (officielt notere) den daglige notering af valutakurser mod den franske franc. Men desværre var nogle af mine kollegaer fraværende denne dag, derfor spurgte min chef, om jeg kunne klare børsen alene for banken. Jeg klarede skuden alene. Det var altid meget hektisk, ja yderst hektisk. Alle banker havde en kabine med flere telefoner til den respektive bank’s arbitrage afdeling, samt direkte adgang til området hvor der blev råbt og skreget som bare pokker. Samtidig ringede flere telefoner inde i vores kabine. Jeg klarede det med bravour, selvom det var hårdt og meget krævende. Husk på at alle tal, valuta handler og kurser, bliver råbt og skreget på fransk. Man skal koncentrere sig 100% på børsen, ingen kære mor der hjælper. Ingen tid til kaffe og man gik altid på toilettet før børsen startede, for man kunne ikke spilde et sekund i de 2 timer seancen varede.

Fordi mine kollegaer og jeg ofte handlede med “courtiers” (vekselerere/brokere) som formidlere, var vi fra tid til anden inviteret til spisning på nogle af de fine, kendte og store restauranter i Paris. Jeg levede “the high life” og elskede det. Arbejdstids ophør var flydende, for valuta bliver jo også handlet i New York og andre tidszoner. Efter arbejdstid var mine kollegaer fra arbitrageafdelingen og jeg næsten altid på “Madrigal”, en café få meter fra banken på Champs-Élysées, for en kop stærk kaffe inden vi gik hver til sit. Hver morgen hilste vi på hinanden med håndtryk. Jeg var du’s og på fornavn med mine kollegaer undtagen Madame Le Strat. Vi var alle De’s med hende, for hun var en dame. Der var respekt. Mine franske kollegaer var fantstiske, de tog mig ind i deres hjerter fra første dag. Franskmænd er meget spontane og planlægger ofte ingenting som sådant. Ofte fandt vi ud af, i sidste øjeblik,  at skulle spise på en restaurant og diverse hustruer blev ringet op og bad om at møde os på restauranten 10-20 minutter senere. Et par gange var vi ude at spise og drikke, og den fik ikke for lidt. Franskmænd lever i nuet og tænker ikke på dagen derefter.

Jeg erindrer, at jeg var på ferie hos mine forældre i Brønderslev. Et par gange blev jeg gjort opmærksom, at jeg skulle tale dansk til dem og ikke fransk. Når man vågner eller knap nok er vågen, så er man jo helt rundt på gulvet, ikke sandt? Jeg tænkte på fransk.

Efter min herlige og uforglemmelige tid i Paris.

Efter min tid i Paris, tilbragte jeg faktisk nogle år i København, hvor jeg arbejdede for en amerikansk bank, men jeg tror ikke jeg følte mig helt tilpas i Danmark; det var ligesom om der manglede noget spændende. Var det fordi jeg var blevet smittet af min tid i udlandet, især i Paris? Var jeg blevet mere spontan? Det tror jeg virkelig. Blev så overført til denne bank’s afdeling i Frankfurt, hvor jeg arbejdede sammen med ”The Group Risk Manager” (gruppe risiko direktør) for hele denne amerikanske bank’s Europæiske arbitrage afdelinger. Det var spændende med næsten ugentlige møder i London. Frem og tilbage med fly samme dag. Flere gange var jeg også til møder i New York.

Bahrain og Singapore blev det også til medens jeg arbejdede i Frankfurt. Et par gange blev jeg bedt om at undervise unge mennesker fra banken’s Europæiske afdelinger i “risk management” på bankens kursuscenter i London. Det er sandelig også en udfordring at holde styr på 15-20 forskellige nationaliteter, når der undervises. Grækere, spaniolere, italienere, portugisere og andre gode nationaliteter tænker og opfører sig anderledes end for eksempel skandinavere. Alt dette skal tages i betragtning, når man kommunikerer med andre.

Den store kulturomvæltning

Så gik turen til den mest ukendte kultur for mig. Jeg blev spurgt om jeg kunne tænke mig en “assignment”, et par år i bankens arbitrage afdeling i Saudi Arabien. Wow, dette var et helt nyt kapitel for mig.

Banken havde købt en flybillet på første klasse fra Frankfurt til Riyadh, som er hovedstaden i Saudi Arabien. Det var ca. 7 timers flyvning, og lige før vi nåede grænsen (i luftrummet) til Saudi Arabien,  blev al servering af alkohol standset. Dette var reglen, for alkohol i Saudi Arabien er forbudt.

Jeg blev inlogeret på et hotel de første par dage og senere flyttede jeg ind i et møbleret hus. Det var vældig vanskeligt at få indrejse visum til landet og det kunne let vare 3 måneder at få tilkendt et arbejds visum. Et arbejds visum skulle godkendes af indenrigs ministeriet i Riyadh og selve stemplingen i mit pas skulle ske på den Saudi Arabiske ambassade i Hellerup. Så banken betalte for en flybillet til København, så jeg kunne få visummet stemplet i mit pas. Jeg tog denne lejlighed til at besøge min mor i Brønderslev i 2 dage. Hun blev helt forskrækket over at se mig, ikke fordi hun ikke vidste at jeg ville besøge hende, men jeg havde faktisk tabt mig en hel del. Jeg havde jo ikke drukket alkohol i 3 måneder.

Tilbage til Saudi Arabien og arbejdet ventede. Det var spændende.

Jeg lærte virkelig meget af 3 år i Saudi Arabien. At være chef for Saudi arabere og andet godtfolk, var en virkelig prøvelse. Jeg var ansvarlig for bankens “sales of financial products” (salg af financielle produkter) og havde meget frie hænder. Jeg fyrede og hyrede og lukkede to satellite arbitrage afdelinger, en i Jeddah og den anden i Al-Khobar. Jeg centraliserede al (salg af financielle produkter) i Riyadh, hovedstaden. Jeg forlangte at mine medarbejdere ofte besøgte vores største kunder i nogle fjerne kroge af Saudi Arabien og jeg fulgte ofte med dem, eller rettere de fulgte med mig. Så jeg fløj til mange steder i Saudi Arabien. Jeg var faktisk priviligeret i mit arbejde, for når jeg fløj rundt i mellem-østen, var det altid på første klasse.

I banken havde vi en etage, som virkede som moske. Alle mine kollegaer bad bønner fem gange om dagen, tre af dem i arbejdstiden. Jeg var den eneste ikke muslim i afdelingen, men dette respekterede mine kollegaer, og jeg respekterede, at de skulle bede tre gange i arbejdstiden. Fredag er muslimernes ”søndag” og derfor var vi ikke altid fuldt besat m.h.t. personale om fredagen. Vi var dog nødt til at arbejde om fredagen i arbitrage afdelingen, for vi handlede med banker i den store verden og de finansielle markeder var jo åbne om fredagen. Lørdag og søndag besøgte vi mange af vore kunder, for de finansielle markeder var lukket i weekenden, og vi havde tid dertil. Jeg arbejdede faktisk 7 dage om ugen, dog kunne jeg selv råde over min tid, især om fredagen, hvor jeg ofte gjorde lidt sightseeing i Riyadh.

Fordi der er ”sharia law” (sharia lovgivning) i Saudi Arabien, er der om fredagen også andre ting som finder sted, nemlig offentlig henretning af folk, som ikke har overholdt loven. Allerede om torsdagen kunne man få en fornemmelse af, at der ville ”ske” noget om fredagen, fordi politiet ville sætte skilte op,  at parkering var forbudt ved indkørselsgaderne og ved selve stedet hvor henretningen skulle finde sted.

Som ikke muslim, havde jeg ikke tilladelse til at besøge Mekka og Medina, nogle af de allerhelligste steder i islam. Man bliver meget tolerant af at arbejde med mange forskellige nationaliteter fra forskellige kulturer. Som skrevet ovenfor er der i Saudi Arabien “sharia law” (sharia lovgivning), for eksempel vil hånden blive hugget af, hvis man stjæler. Og dette sker, for jeg har set flere personer uden hånd. Der var ingen fritidsliv, bortset fra sport. Ingen biografer, teatre og alkohol var totalt bandlyst. Jeg var, som eneste vesterlænding, medlem af en gruppe på 10-12 stykker, som dyrkede cirkeltræning 5 aftener pr. uge i et sportslokale på Hotel Intercontinental i Riyadh.  Vor træner hed Mohammed og var ægypter. Jeg har aldrig været så trænet og “fit” i mit liv. Jeg lærte aldrig arabisk som sådan, men kunne tælle til det uendelige på arabisk. Dog kunne jeg oplæse og udtale på arabisk fra aviserne, da jeg havde lært mange af de vigtigste arabiske tegn. Man læser fra højre mod venstre. Jeg forstod næsten ingenting af hvad jeg oplæste og udtalte, men mine kollegaer forstod mig. Det er jo det vigtigste.

En af mine Saudi Arabiske kollegaer blev gift og jeg var inviteret med til brylluppet. Hans far blev kontaktet af en velhavende mand, som havde en datter, der skulle giftes. Min kollega, den kommende brudgom,  og hans far besøgte den kommende sviger-familie og han fik lov til at snakke med datteren uden ansigts-slør i 30 minutter. Derefter tog han beslutningen og sagde ja til at gifte sig med hende. Jeg ved ikke om bruden havde et valg.  Selvom jeg var med til brylluppet, har jeg aldrig set hende. Brylluppet blev holdt på byens fineste luksus hotel og vi var omkring 200 mænd og ca. 200 kvinder. Mænd og kvinder fejrede brylluppet separeret i to forskellige afdelinger af hotellet. Ved festens slutning stod vi i kø for at ønske brudgommen tillykke. Derefter gik han over til kvinde afdelingen og hentede sin brud. Et dejligt, men anderledes bryllup for mig.

I min tid i Riyadh, hovedstaden i Saudi Arabien, har jeg hilst på kronprinsen af Saudi Arabien og har været til cocktailparty med præsident George Bush og hans kone Barbara. Ingen alkohol blev serveret, fordi dette er forbudt i Saudi Arabien. Vi havde også besøg af kaptajnen for Pakistan’s nationale cricket hold, Imran Khan, og jeg havde glæden af at hilse på ham. Idag (år 2021) er han statsminister i Pakistan.

New York og Africa.

Efter Saudi Arabien havde jeg base i New York i et par år, men var meget ofte på forretningsrejse over hele verden, lige fra Argentina til Japan. Jeg fløj på business class og i nogle tilfælde på første klasse.   Amerikanere er også herlige kollegaer, er mere direkte og meget uhøjtidelige i forhold til mange andre nationaliteter. Japanere og andre fra Asia Pacific bukker dybt når man hilser på dem.

Halvandet år i Nairobi, Kenya er det også blevet til, hvor jeg havde mange møder med senior Nationalbank personale, inklusive Nationalbank direktøren i Nairobi. Havde ofte møder med chefen, som var ansvarlig for Kenya’s valutareserver. I Africa ser man megen fattigdom med folk som bor i slumkvarterer.

Jeg var på foto safari, som er helt utrolig. Nationalparker, på flere hundrede km2, er fantastiske med masser af dyr, som lever af dyr. Jeg har set en løve, som dræbte et andet dyr, så hendes unger kunne få noget at spise. Dette skete bare fem meter fra vores jeep.

Hong Kong lige efter kolonien blev tibageleveret til Kina.

Efter Kenya gik turen til Hong Kong, hvor jeg arbejdede i knap 6 år. Dette var lige efter at kolonien blev afleveret tilbage til Kina. Det var også spændende tider i en helt utrolig international atmosfære. Fordi der bor 6 millioner mennesker i Hong Kong, som areal mæssigt er på 1.108 km2 eller en trediedel af Vendsyssel, bygger man opad med masser af skyskrabere. Jeg boede på 29. etage i en bygning med 33 etager. Når der var en tyfon, måtte jeg klæbe tape, næsten som gaffatape, på de store vinduer, ellers kunne de let blive blæst ind af tyfonen. I nogle nætter slæbte jeg min madras ud i korridoren, hvor der ikke var vinduer. Jeg har set store affaldsspande flyve i luften og træer knække som tændstikker samt bygninger med vinduer, som var blevet trykket ind af en tyfon.

Fordi jeg har arbejdet, for det meste, i den amerikanske bank’s afdelinger i mange dele af verden, har mit arbejdssprog været engelsk, også medens jeg arbejdede i København, for vi var mange nationaliteter ansat der.

Jeg er nu pensioneret og bor i Yalikavak (Muğla distriktet) i Tyrkiet. Købte en grund med udsigt til det græske øhav og byggede en villa derpå.

 

Mit hus i Tyrkiet

I 9 år var jeg nabo til en tidligere tyrkisk præsident, som havde sommerbolig lige overfor mig. Hans bolig var overvåget af sikkerhedsvagter med maskinpistoler 24/7 hele året, selvom han kun boede der en måned pr. år. Disse var de fakto også mine sikkerhedsvagter, da vejen kun er 10 meter bred.  Forholdet til sikkerhedsvagterne, som blev udskiftet hver 4. time, var fantastisk. De var som venner. Jeg har drukket te med den tidligere president og han har også besøgt mig. Når han ankom til sin sommerbolig, var det med 2 politi motorcykler med blinkende lys, derefter en bil med nogle af hans bodyguards, derefter hans egen sorte limousine med bodyguard. Til sidst endnu en bil med flere bodyguards og derefter to politi motorcykler.  Efter hans død forsvandt sikkerhedsvagterne.

Jeg har mange tyrkiske venner, både i Yalikavak og Istanbul. Var til bryllup med en af mine venner i Istanbul. Stor fest med over 200 gæster. I Tyrkiet er man De’s med folk, som man ikke kender.  Dette giver virkelig respekt. Jeg blev du’s med min barber efter fem år. Skolebørn bærer uniform. De første par år har både piger og drenge en blå skjorte/bluse med hvid krave. Senere, når børnene bliver lidt mere voksne, bærer drenge grå bukser, hvid skjorte, slips og blå jakke. Piger bærer nederdel, bluse og en jakke. Eleverne siger Hr. Lærer eller Fru Lærerinde. Eleverne lærer respekt.

Nu en lille morsom episode.

Jeg købte en sommerhusgrund i Nordjylland og byggede et hus derpå. Grunden blev købt medens jeg arbejdede i Frankfurt og huset blev bygget medens jeg arbejdede i New York. Pludselig fik jeg en opringning af min onkel Helmer, som var pensioneret arkitekt i Brønderslev. Han var manden som ledede mit huskøb. Han havde fuldmagt til at skrive under på mine vegne. Han sagde at al byggeri var standset, fordi myndighederne mente, at jeg ikke var dansk statsborger. Udlændinge må jo, som bekendt, ikke eje sommerhuse i Danmark. Ingen problem, sagde jeg til Helmer, jeg faxer bare mit pas og så er det bevist, at jeg er dansk statsborger. Problemet var, at grunden var købt med min adresse i Frankfurt og huset blev opført med min adresse i New York, mit pas var udstedt i Saudi Arabien og faxen var sendt fra Korea, hvor jeg var på forretningsrejse. Alle lamper blinkede rødt. Til sidst var alle brikker på plads og byggeriet blev færdigt til tiden.

Min konklusion

Til allersidst en konklusion af hvad der sker med en person, som vover noget ud over det normale. Man tager selvfølgelig en risiko. Man kan rent menneskeligt blive belønnet derfor, eller måske kan man slet ikke acceptere et sådant internationalt liv, og vender hjem efter en kort tid i udlandet. Man bliver forandret i forhold til personer, som kun har arbejdet i Danmark, for man kan se de fleste situationer rundt om i verden med andre øjne. Man bliver tolerant og mere robust. Man klager ikke, når man har set virkelig fattigdom med sultne børn.

Jo, man bliver virkelig tolerant, robust og måske lidt stærkere, når man har set hvordan andre kulturer og nationaliteter lever. Det giver også mere respekt for andre mennesker.

Remarks by:  Ole Olesen

 

Af tidligere husholdningskonsulent Kirsten Andersen

Måske en naiv overskrift – men er taknemlig for de mange jeg har mødt privat og i arbejde.

Utroligt at have levet i en tid med tre samfundsformer, jeg er født i et landbrugssamfund, arbejdet i et industrisamfund og lever nu i et computersamfund.

Jeg er født i Hjørring 1939, som den ældste af fire søskende.

Mine forældre havde gården Nr. Vindstrup, i dag er noget af jorden solgt til golfbanen i Hjørring, herefter overtog de Vandstedlund i Sct. Knudsby, hvor min far også passede sit hjem Øster Brønderup i Hjørring. Senere købte mine forældre St. Håbendal i Aasted. Far er uddannet landmand.

Min mor er fra Hellerup. Uddannet i dans og step og underviste på Odd Fellow Palæet i København. Hun mødte min far i 1937, da han aftjente sin værnepligt ved Livgarden.

Mor ville lære landhusholdning før mine forældre blev gift. Det var hos Edith og Anker Ladefoged på gården Christiansdal i Børglum, som var venner med min farmor og farfar. Her mødte min mor op i egen sportsvogn, med hest og hund. Det var en stor omvæltning, men mor har aldrig savnet ”københavnerlivet”.

Naturen har mine forældre altid værdsat. Far var jæger og i mange år med i jagten på Vejlerne, det var min bedstefar og brødre også, inden Vejlerne blev overtaget af Aage V. Jensens Fond. Naturoplevelser er en ”gave” som er fortsat i vores familie.

Jeg har haft en dejlig og tryg barndom. Gik på Vestre skole i Hjørring, tog realeksamen fra Hjørring Private Realskole, nu HPR. Har gået til dans, spillet håndbold og dyrket gymnastik.

Efter realeksamen i 1956 kom jeg på Aarhusegnens Husholdningsskole. Et udbytterigt ophold. Jeg havde ikke hjemme lavet meget mad, da vi i mit hjem har haft ung pige. Ernærings- og husholdningsøkonomi fandt jeg spændende.

Jeg var usikker på, hvilken uddannelse jeg gerne ville have, så jeg fik plads i huset, som det dengang hed. På Vellingshøj i Gårestrup, i Hellerup og i Frederikshavn, desuden var jeg Au pair i England. Dengang var der ikke noget der hed skype el.lign. Jeg ringede kun hjem to gange i løbet af 8 måneder. Da jeg ankom og så til min søsters konfirmation. Nu er jeg på Facebook med far til de to piger, som jeg passede, og han er i dag 94 år – en utrolig udvikling.

Vi og vores børn har også besøgt familien, hvor jeg var au pair, da vores to børn var under uddannelse i England.

Jeg bestemte mig for at læse til husholdningslærer på Ankerhus Seminarie i Sorø – i samråd med mine forældre. Dengang var der ikke noget, der hed SU, og man skulle være 19 år og have enten real- eller studentereksamen, have været et halvt år i huset på land og i by – alt det var ok og opfyldt.

Det var to spændende og udbytterige år.

Mit første job var som lærer på Ølgod Ungdomsskole, med 80 piger, hvor jeg udover hjemkundskab underviste i boliglære og engelsk. Det var en dejlig tid, men der var langt til Nordjylland, da jeg var blevet forlovet med Poul Andersen, Stenum. Jeg havde først fri lørdag til middag. Det var nærmest umuligt at nå Nordjylland på en weekend med offentlige transportmidler. Forstanderen formidlede kontakt til Varde kasserne, så jeg kunne komme med en orlogsbus fra Varde til Aalborg, og retur igen søndag eftermiddag.

Start på 37 år i konsulentjob.

Jeg ville gerne være Husholdningskonsulent, men på daværende tidspunkt var der ingen ledige stillinger.

Heldig og glad var jeg, da husholdningskonsulent Elisabeth Lindgreen, Hjørring Amts Landøkonomiske Selskab Hjørring, tilbød mig en stilling som assistent. Derfor blev det kun til 8 måneder i Ølgod.

De første år havde jeg utallige kurser i aftenskoler, folkeskolen i Hundelev og Vrå, vordende 3.G studenter i Hjørring, Martha kurser m.m. Det var et arbejde, der krævede megen planlægning, indkøb ”slæbe” varer.

I 1970 afløste jeg Elisabeth Lindgreen, en meget dygtig og visionær konsulent. Gennem årene har der desuden være ansat en assistent.

Det handler om Landbofamilien og især Landbokvinden

I Brønderslev området har landbruget gennem mange år præget by og land, derfor mener jeg, det er vigtigt at give et tidsbillede af de mange dygtige og energiske landbokvinder.  

Det vil fylde alt for meget at gå i detaljer, blot vil jeg nævne, at der etableres samarbejde i 1975 med Hjørring – Frederikshavn Familiebrug, i 1990 med Brønderslev og Omegns Landboforening. Alle foreninger repræsenteret af dygtige, visionære landbokvinder gennem årene.

Konsulentarbejdet bestod i faglig, socialt og kulturelt arbejde.

Faglige: Oplyse om kost, ernæring, privatøkonomi, ideer til forbedring af arbejdet i hjemmet, udarbejdelse af skitser til indretning af stuehuse, køkkener, bad m.m., vejledning i valg af tekniske hjælpemidler, oplysning om landbrugets kvalitetsprodukter. Formidle/påvirke social viden vedr. landbokvinden.

Disse arbejdsopgaver blev udført ved møder og demonstrationer rundt i områderne, på Landbogården, Hjørring. Landboskolen, Brønderslev. Hjemmebesøg, dyrskueudstilling, møde med forbrugerne i supermarkeder og telefonrådgivning.

Korte tidsbilleder i oplysning

1960erne

Opvaskemaskinen, fryser, elkomfur, vaskemaskinen og kaffemaskinen kom som nye hjælpemidler. Man var selvforsynende med 25% af udgiften til madvarer.

1970erne

De sociale og økonomiske forhold for medhjælpende hustruer var elendige, ingen pensionsordninger, efterløn, sygedagpenge m.m. Desværre var få dengang inde i driftens økonomi. 53% af landbokvinderne var udearbejdende i bedrift eller uden for hjemmet.

I mange områder etablerede lokale udvalg legestuer, der var meget få børnehaver.

Der var en kæmpe udvikling i tiltrængt forbedring af landbrugets boliger, utallige køkkentegninger, badeværelser, nye stuehuse kom på tegnebrættet.

Køkken, kort arbejdsgang mellem opvaskemaskine, service og spiseplads. Bemærk opvaskemaskine hævet, ergonomisk vigtig.

1980erne

Krise i landbruget, renteniveau op til 20-22 %. Jeg var med til at lave utallige økonomikurser for landbokvinder, og var medarrangør af de første økonomikurser for Landbokvinder på Try Landbrugsskole. Behovet og interessen steg, socialkonsulent Susanne Sander blev ansat og utallige kurser, debataftener m.m. har vi lavet sammen. Mikrobølgeovnen vinder indpas, brug og anvendelse demonstreres.

1990erne

Flere blev udearbejdende udenfor hjemmet, flere ”bypiger” blev gift med en landmand, de fleste ”hang” på opgaver i hjemmet, børnepasning, omsorg for familien, vedligehold af stuehus, have, bogføring, alt sammen værdifuldt arbejde, men også en stress-faktor. 90% var udearbejdende i bedrift eller uden for hjemmet. Der blev oprettet 13 ERFA—grupper, nogle eksisterer endnu, det faglige er nok mest blevet socialt, men af stor værdi gennem årene.

Der blev gjort op med traditionerne, meningsdannende piger, de lukkede køkkenhaven, lod bærbuske være prydbuske, satte vinduespudser på stuehusets 15 fags vinduer, tog rengøringshjælp. Disse piger blev der ind imellem set skævt til, de var uvurderlige. De tilførte økonomi til hjemmet. Utrolig spændende debatter, især møder med emnet sammen med landmænd. Der var gode oplevelser med demonstrationer og foredrag om rationalisering i hjemmet.

Jeg var selv heldig at have erfaring med regnskabsføring og indsigt i økonomi, som vi altid har været enige om. Det kræver planlægning med familie trivsel, folk i kost m.m., men også dårlig samvittighed og debat om forståelse/respekt for hinandens arbejde.

Heldigt at jeg havde deltaget i gode kurser for husholdningskonsulenter på landsplan, og været på studietur til Holland, England og USA – en vigtig inspirationskilde i arbejdet.

Vores liv på gården ”LEEN” i Stenum

Poul er uddannet landmand på bl.a. på Vrejlev Kloster, i USA og på Malling Landbrugsskole.

Pouls hjem var Kærgaard i Stenum, søn af Esther og Aage Andersen. Han er vokset op sammen med tre søskende, Niels Regner, Else og Grethe.

Desuden drev Pouls forældre Leen i Stenum som de købte 1938.

Vi blev gift i Aasted kirke. I 1963 fik vi Niels og i 1969 Merete.

Vi købte Leen i 1970.

Da vi overtog gården, var stuehuset fyldt med svamp, mus m.m. så vi byggede nyt stuehus i 1972.Der havde før været kvægdrift på ”Leen”, vi startede med svineproduktion, byggede farestald, fravænnings stald, halmlade, startede minkfarm i 1985, udvidede og renoverede stalde og minkfarm.

Vi jokede med, at Poul havde ”cementsyge” 😊

I mange år havde vi ung pige. Der var ikke dagpleje, børnehave m.m. i Stenum. Senere fik vi privat dagpleje.

I 1970 var vi nogle få, der tog initiativ til at oprette en legestue, dog kun en gang om ugen, med pædagog Karen Hågen, Stenum som leder.

Vi har haft mange gode aktive år i Stenum sammen med børnene. Mange gode medhjælpere som boede hos os og var på fuld kost. Samt gode venner og naboer.

Merete tog efter handelsskole eksamen til USA og England. Hun er uddannet som speditør i Sønderjylland. Senere som lægesekretær hvor hun nu arbejder i Sundhedshuset. Merete bor nu i Brønderslev med Anders samt de to børn Sofie og Mille.

Niels er uddannet landmand, med pladser på bl.a. Vestergaard i Hvilshøj, Teglgaarden i Klæstrup, var i England og USA, og var på Lundbæk og Bygholm Landbrugsskoler.

I USA traf Niels Teri fra Iowa. Vi var til bryllup i USA 1987. Teri er uddannet på Iowa State University. De besluttede sig for en fremtid i Danmark. Hun arbejdede i nogle år ved en amerikansk virksomhed Laitram i Hjørring. Står nu for regnskab og alt det der hører med til at have ansatte. De har 5 børn, Mike, Sara, Julia, Andrea og William.

Mike er gift med Anne og har to børn. De bor på V. Stenbjerggård, Sara er gift med Mathias og har et barn, og bor i Smidstrup.

I 1991 købte vi Vester Stenbjerggård af vores venner Rita og Peder Thomsen. Vi lavede ”glidende generationsskifte” med Teri og Niels.

De flyttede på Leen og vi på V. Stenbjerggård. Vi fik tid til at rejse – USA flere gange, Peru, Afrika, Canada, Rusland, Kroatien, Frankrig m.m. Gode golfrejser med venner til Florida, Tunesien og Malaga.

I 2019 købte vi hus i Olufsgade som vi har indrettet til vores alderdom. Vi spiller bl.a. golf to gange om ugen, Poul i Frimurerloge, jeg i Inner Wheel, højskoleforening m.m.

Mike og Anne bor nu på V. Stenbjerggård med deres to børn Esther og August. Sara og Mathias i Vrå med Valdemar

SAMMENHOLD

Værdien af et godt familieliv har vi altid prioriteret højt, så derfor er vores mormor/farmordag hver torsdag en god tradition som vi har haft i 31 år. Familien er øget med tre oldebørn – så vi er nu 19.  Det kræver et ekstra klapbord.

 

Fortalt af Ingrid Eriksson

Ellen Boelt Christiansen født Sørensen.

Den 7. maj 1937 blev Ellen født som den yngste af en børneflok på fem. Hendes barndomshjem var en landejendom ved navn Boelt beliggende i Stagsted nær Hjallerup. Ellen gik i Stagsted skole i syv år, hun var glad for at gå i skole og havde mange kammerater. Leg efter skoletid foregik oftest hjemme hos Ellen dog mest udendørs lege, der var god plads til at boltre sig på. Allerede som barn var hun glad for at bevæge sig, slå kraftspring, saltomortaler m.m. Ellen fortæller, at hun og hendes far skulle slå kraftspring ude på græsplænen, når de havde spist et vist antal æbleskiver. Hun var med i arbejdet derhjemme, også efter at hun var gået ud af skolen.

Som 16årig kom Ellen på Halvorsminde Ungdomsskole. Det var et 5 mdrs. ophold, som hun aldrig glemmer, det var her, hun fik den store interesse for gymnastik og håndarbejde. Efter skoleopholdet kom Ellen hjem igen, men havde fået lyst til at komme ud og tjene sine egne penge. Som 18årig fik hun plads i en bagerforretning i Dronninglund, hvor hun var pige i huset, og derudover skulle hjælpe til i forretningen, når der var brug for det. Her var Ellen i 2 år. Den sidste tid var hun mest i forretningen. I bageriet var der en ung bagersvend, som Ellen var en del sammen med. En aften, hvor der var bal på hotellet, ville Ellen gerne danse med Ebert, som bagersvenden hed, men det havde han ikke lyst til, så derfor sagde Ellen, at hvis han ikke ville danse, så skulle han i hvert fald følge hende hjem. Det var så den aften, deres kæresteforhold begyndte.

Ellen gik til gymnastik både i Dronninglund og Rørholt den samme aften. Når det var færdigt i Dronninglund, cyklede hun til Rørholt. I Rørholt var der en leder, som hed Inger Fejborg, hun var gymnastik- og håndarbejdslærer på Try Højskole. Inger opfordrede Ellen til at komme på Haslev Udvidede Højskole, som havde gymnastik som hovedfag, men havde også samarbejde med Den Private Håndarbejdsskole i Haslev. Det var de to fag, som Ellen interesserede sig mest for. Hun var på skolen fra maj – nov. 1957. Ebert var selvfølgelig ked af, at Ellen skulle være så langt hjemmefra i så lang tid, men de skrev til hinanden næsten dagligt.

Da skoleopholdet var slut, kom Ellens mor til Haslev og hentede hende hjem. Hun fortalte, at Ellen skulle starte som håndgerningslærer på aftenkurser på Dorf skole, Thorup skole og Stagsted skole. Ellen sagde, at det vidste hun ikke, om hun kunne, det havde hun jo ikke prøvet før. Hendes mor sagde, at hvis hun ville, så kunne hun også, nu havde hun haft 5 måneder til at lære det i.

Der var stor glæde især hos Ebert, da Ellen var hjemme igen. De blev gift den 10. maj 1959. Ebert var ikke indstillet på at blive selvstændig, men Ellen fik ham overtalt til, at de overtog bagerforretningen i Hellum med overtagelse den 20. december 1959.

Det var noget af et sats, byen var ikke særlig stor, men det skal nok gå, mente Ellen. Den første dag blev der solgt for 35,- kr. Hellumboerne var flinke til at støtte op. På det tidspunkt var mejeriet, lige på den anden side af vejen, i drift. Mælkekuskene havde bestillinger med fra gårdene især på rugbrød. Efterhånden blev det til en stor kundekreds, og det rygtedes hurtigt, at der var kommet en rigtig god bager i Hellum, en helt almindelig søndag morgen kunne køen til forretningen være langt ned ad vejen. Ellen passede forretningen med lidt ekstra hjælp om søndagen.

Inden Ellen og Ebert overtog forretningen, havde de fået deres førstefødte, Søren. Svend Aage blev født 3 år efter, og Lasse 1 år efter Svend Aage. 12 år efter, at Lasse blev født, kom Mette til verden. Det var en sensation, at der nu også var en pige i børneflokken. Mette skulle ikke være alene, så 3 år efter blev Stine født.

Udover at passe børn og forretning optog Ellen håndgerningsundervisningen en aften om ugen i Skæve. Hellum idrætsforening havde brug for en leder til gymnastik, og det blev Ellen, der hver onsdag eftermiddag havde op til 5 hold på Hellum Kro. Dette fortsatte indtil kroen brændte den 1. januar 1992.

Ebert var ikke så rask, så den 5. november 1995 besluttede de at lukke forretningen, det var et stort savn for de mange kunder. Der har ikke været bagerforretning siden. Ellen og Ebert blev boende, og de deltog aktivt i byens aktiviteter.

I 1996 blev Ebert udnævnt til museumsbager, først på Try Museum, hvor han brugte en transportabel bageovn. I 1997 kom han til Dorf Møllegård, hvor der i forvejen var en gammel indmuret stenovn, her blev på årets ”Store Bagedag” bagt jødekager m.m. efter Eberts egne opskrifter. Der var stor søgning til dette bagværk, Ellen stod for salget. Eberts opskrift på jødekager bliver endnu i dag brugt på Dorf Møllegårds Store bagedag. Ebert fortsatte som museumsbager på Dorf Møllegård indtil oktober 2004, hvorefter hans kræfter ikke slog til mere. Ebert døde i 2005.

Hellum havde i 1995 fået bygget et multihus, hvor der var plads til forskellige aktiviteter.

I 1997 ansatte kommunen en sundhedskoordinator, formålet var, at der skulle oprettes steder, hvor pensionister og efterlønsmodtagere kunne komme og dyrke motion og socialt samvær. Hellum havde nu et samlingssted, så der blev rettet henvendelse til Ellen, da det var almindeligt kendt, at hun havde ledet gymnastikhold. Først var hun ikke parat til at stå for dette i sin egen by, men blev efterhånden overtalt til det. Det var meget spændende, om der overhovedet ville møde nogen op til sådanne motionsdage. Allerede første gang var der 55 deltagere. Var det udelukkende nysgerrighed, eller var det blivende deltagelse? Det fortsatte med stor deltagelse, og foreningen fik navnet ”Hellum Krudtugler”. Foreningen lever i bedste velgående og har 25 års jubilæum den 22. januar 2022. Der er selvfølgelig sket udskiftning i deltagerne, men Ellen er stadig leder og styrer tropperne hver onsdag formiddag.

Det er ikke kun Krudtuglerne i Hellum, som har glæde af Ellens ekspertise inden for gymnastik og socialt samvær.

Hun har ledet gymnastik i Tårs, har haft et hold sommergymnaster i Hjallerup med opvisninger i forskellige byer, og hun er stadig aktiv leder af Krudtuglerne i Brønderslev. I Jerslev har hun 2 hold gymnastikdamer hele vinterhalvåret. Siden 2006 har Ellen haft et hold med til DGI’s landsstævner.

I 2019 blev Ellen indstillet til ”Spar Nords Hall of Fame”. Denne pris gives til en person, som markant har sat sit præg på det frivillige arbejde i fritids- og idrætslivet i kommunen. Den pris har hun virkeligt fortjent.

Ellen er et varmt og omsorgsfuldt menneske, ingen går forgæves, hvis der er brug for hjælp eller bare en snak. Hun samler ind til runde fødselsdage, begravelser og andre begivenheder, køber gaver og blomster. Hun bager til forskellige lejligheder, især er den traditionelle jordbærkage Sankt Hans aften meget populær. Ellen vil gerne, at tilflyttere skal føle sig velkomne, jeg glemmer aldrig, da jeg selv i 2006 sammen med mit barnebarn flyttede til Hellum, og Ellen kom med nybagte jødekager, og ønskede os velkommen. Vi har efterfølgende opbygget et venskab, som jeg nødigt vil være foruden.

Hvad var Hellum uden Ellen Bager?

Dette er kun et udpluk af Ellens liv og virke.

 

Af:Birgitte Josefsen

Skriv om Brønderslev! Ja, men hvad?

Ja sådan lød mit spørgsmål, da jeg blev spurgt, om jeg ville bidrage. For godt nok har jeg bevæget mig meget rundt i Brønderslev og hele ”gamle” Brønderslev kommune, men pludselig at skulle til at sætte mine mange oplevelser og erindringer ned på et stykke papir er en udfordring. Men måske er det meget sundt, så jeg gik i gang med opgaven

Det første jeg husker:

Det første og meget tydelige billede, der kommer frem, når jeg tænker på Brønderslev, er min bedstemors hus i Dybetsgade i Brønderslev by.

Et lille hus med en lille frodig have, hvor jordbær, kartofler, kål og andet godt stod i snorlige velplejede rækker sommer efter sommer.

Duften af nybagt kringle og boller med smør. Og så det, der dannede basis for at min bedstemor kunne eksistere, nemlig hendes gamle Singer symaskine, som mange dage var i gang fra morgen til sen aften.

Min bedstemor og bedstefar havde været landmænd og ejede Vibsiggård i Tolstrup, men flyttede efter nogle år til noget mindre tæt ved mejeriet i Øster Hjermitslev, da min bedstefars helbred ikke kunne holde til det hårde arbejde.

Desværre døde min bedstefar Morten Berg-Mortensen for 68 år siden, så jeg erindrer ham ikke. Og hvad så nu? Datidens muligheder var ikke mange for en enke uden uddannelse og med en stor søn (min onkel Christian Berg-Mortensen), som stadig var hjemmeboende, krævede det en indkomst.

Derfor blev det til en flytning ind i det lille hyggelige hus i Dybetsgade, og min bedstemor fik etableret en aftale med manufakturhandler Høj Hansen, som havde byens førende forretning med alt inden for konfektion.

Hun blev sypige for Høj Hansen og opbyggede samtidig selv en kundekreds, der fik syet de flotteste kjoler. Og var der rester af stof tilbage, kunne der blive til en kjole til mig og min søster eller en skjorte til mine to brødre.

Min bedstemors adresse blev ligeledes centrum for min udforskning af Brønderslev. Når jeg var der på ferieophold, blev det til mange ture ned ad Dybetsgade mod den dengang spændende Vestergade fyldt med den ene butik efter den anden på begge sider af gaden. Bager, købmand, blomsterhandler, slagter o.s.v. Der var næsten intet, som ikke kunne købes i Vestergade på det tidspunkt.

Med bedstemor i hånden fik jeg lov at komme over banen og ned til Nygade og Bredgade. Sikken en oplevelse. Den ene lille hyggelige butik efter den anden, placeret ved siden af hinanden, og med spændende udstillinger i de store butiksvinduer, som især til jul kunne få alle børns øjne til at blive lige så store som tekopper.

Højdepunkterne var dog, når vi drog afsted fra mit barndomshjem i Årup 3 kilometer nord for Serritslev for at tage med far til Brønderslev.Han skulle hver uge til landboauktionen, der lå placeret over for Hedelund.

Køer, kalve, grise, høns med mere. Der var liv og ånd. Der blev handlet, byttet og snakket. Det var lige her, livet udspillede sig ,set med en 8-årig piges øjne. Og eftermiddagen blev altid afsluttet med sodavand og kage – hver uge afsluttede min far og alle andre landmænd auktionsdagen med kaffe og kage på restauranten.

Auktionsdagene blev dog overgået af Brønderslev marked. Først gik min mor og far en runde med os børn, og vi fik lov til at få en tur i karrusellen og radiobilerne. Blev bespist med røde glaserede æbler, is, honninghjerter og sodavand. Når ikke vi kunne klare mere, blev jeg sammen med mor og mine søskende afleveret hos bedstemor, for nu skulle min onkel og min far på markedet, og der skulle spilles og skydes, og målet var at komme tilbage med markedets største bamse til os alle.

Jeg kan berette om mange barndomsoplevelser i Brønderslev. Mit billede af byen er præget af idyl, hygge, tryghed, oplevelser, ja kort sagt alt det skønne og kønne. Det må være begrundelsen for at jeg vendte tilbage til byen.

Brønderslev sygehus:

I år 1971 vendte jeg som ung tilbage til Brønderslev. Jeg var i gang med at uddanne mig til sygeplejerske, og selvfølgelig skulle det være i Brønderslev, jeg skulle have mit første praktikophold.

Et forløb først hos afdelingssygeplejerske Fru Sagmo Hansen på medicinsk dameafdeling og dernæst et forløb hos afdelingssygeplejerske Fru Stenbak på kirurgisk mandsafdeling blev starten på min elevtid. Det blev ikke kedeligt, for vi elever havde værelser i den røde bygning ud mod Nørregade, sygeplejeelever på 1. sal, og i overetagen boede de lægestuderende, der dengang ligeledes var i længerevarende praktikforløb. Enhver kan vist tænke sig til, hvilket liv der udspandt sig i en blok med unge sygeplejeelever og unge lægestuderende.

Vores største problem var, at forstanderinden, Karen Larsen, boede i lejlighed for enden af vores gang. Blev støjen for uudholdelig, kom hun trippende på høje hæle hen ad gangen, og der faldt mildes talt brænde ned. Hun var en lille rund dame, men hold da fast, hvor kunne hun skælde ud og blive arrig, alle havde respekt for denne lille buttede dame. Efter sådan en omgang holdt vi ro i nogle dage, indtil der igen var en eller anden, der tog initiativ til en lille fest på gangen.

Mit ophold blev af så positiv karakter, at jeg bad om at vende tilbage til Brønderslev sygehus i mit sidste praktikforløb. Efter endt uddannelsesforløb startede jeg den 1. september 1974 som sygeplejerske på medicinsk dameafdeling på Brønderslev sygehus.

Brønderslev sygehus havde på det tidspunkt en damemedicinsk afdeling, en herremedicinsk afdeling, en damekirurgisk afdeling, en herrekirurgisk afdeling, en lille børneafdeling kombineret med en lille modtagelse, røntgenafdeling, laboratorium, en operationsgang og en narkoseafdeling. Desuden havde en privatpraktiserende ørelæge en lille klinik på sygehuset, hvor han kom et par dage om ugen.

I kælderen var der et lille apotek, køkken og kantine samt omklædningsrum for personalet. – I sidebygninger vaskeri og kapel.

Medicinsk afdeling tog overlæge Bagger Thomsen sig af, og han blev assisteret af et par yngre læger.

Kirurgisk afdeling var bemandet med overlæge Uffe Kristoffersen og overlæge Jens Buus, ligeledes assisteret af et par yngre læger. Røntgenafdelingen stod overlæge Gurli Kristoffersen for (gift med Uffe Kristoffersen). Narkoseafdelingen styrede overlæge Fru Knudsen.

Som sygeplejerske var der rigeligt at se til, men dog aldrig mere end vi havde tid til at tale med patienterne og drage pleje og omsorg for de meget dårlige patienter, for hvem livet var ved at rinde ud. Diskussioner om overarbejde fandtes ikke, var der behov for, at vi blev der lidt længere, ja så gjorde vi det. Jeg holdt utrolig meget af arbejdet på Brønderslev sygehus, men min ansættelse fik en brat afslutning i 1982, da min mand Asger Josefsen blev syg.

Gulvmanden:

I 1979 flyttede min mand virksomheden ”Gulvmanden” fra Serritslev til Nørrehus i Brønderslev, på hjørnet af Nørregade og Grønnegade. Butikken blomstrede, og i 1982 var der så godt gang i virksomheden, at der var plads til mellem 4 og 6 ansatte. Derfor blev det en udfordring, da min mand blev alvorlig syg.

Beslutningen blev, at jeg stoppede mit virke som sygeplejerske og blev fuldtidsbeskæftiget i gulvforretningen. Da lærte jeg virkelig både Brønderslev by og oplandet at kende. Og som sidegevinst, fik jeg større kendskab til mange af kommunens virksomheder, da en stor part af dem var kunder i butikken.

Specielt daværende arkitekt J.C. Hansen var flittig gæst på vores kontor i Nørrehus.

J.C. Hansen var ikke alene en god sparringspartner og mentor for min mand, han blev ligeledes en fantastisk mentor for mig under min mands sygdom. Sammen med daværende revisor Jan Andersen, som havde kontor i Vestergade, og vores dygtige medarbejdere, lykkedes det at køre gulvforretningen på fuld styrke under min mands længerevarende sygdomsforløb.

Efter ca. 4 år i forretningen vendte jeg tilbage til sygeplejefaget, dog ikke på Brønderslev sygehus. Allerede på det tidspunkt var der lidt snak i krogene omkring sygehusets fortsatte funktioner. Jeg tog job i Hjørring på Psykiatrisk afdeling, men Brønderslev trak i mig, og så blev det som hjemmesygeplejerske i det kommunale regi.

Sideløbende med arbejde, børn og mand havde jeg engageret mig i livet i Serritslev, hvor vi boede. Sammen med et par friske damer i byen, fik vi etableret legestue for vores børn under skolealderen. Der kom gang i flere projekter i vores lille dejlige lokalsamfund, og pludselig sad jeg som medlem af skolenævnet ved Serritslev skole, og i skolekommission, så i borgerforeningens bestyrelse, i menighedsrådet, og som medlem af den lokale idrætsforening PSI, hvor jeg i en årrække var formand.

En ny begyndelse:

En aften ringede daværende medlem af Nordjyllands amtsråd, Tage Buus, til mig. Han havde, efter mange år som Venstres repræsentant valgt for Brønderslev området, besluttet at stoppe. Netop på det tidspunkt var der en stor og ophedet debat omkring Brønderslev Sygehus. Et flertal i amtsrådet ville nedlægge vores lokale sygehus, og alle så vi det som en stor katastrofe, for i årene omkring 1992, som vi nu er nået til, var det alles holdning, at det bedste var at have så mange sygehuse som muligt, og så tæt på borgerne som muligt.

At få mere end 15 km. til et sygehus var uhørt.

Det er værd at bemærke sig, at vi tilbage i 1992 ikke havde set begyndelsen på specialiseringen i sundhedssektoren.

Alle blev ved akut indlæggelse bragt til Brønderslev Sygehus, uanset om det, de skulle behandles for, eksempelvis var en blindtarmsbetændelse, en blodprop, en hjerneblødning, en tumor i hjernen eller om der var tale om en svært tilskadekommen fra en trafikulykke

Det lille hold af læger, sygeplejersker og sygehjælpere på Brønderslev sygehus skulle klare alle opgaver, og det gjorde de. Det kan så diskuteres, om det altid var med det bedste resultat, men sådan var det bare den gang, alle gjorde virkelig, hvad de kunne, og alle var fagligt kompetente.

Nå, men Tage Buus ville have mig til at opstille som Venstres repræsentant ved det kommende valg til Amtsrådet. Jeg sagde ja og gik til opstillingsmøde, hvor jeg kom ud i et kampvalg mod overlæge Axel Tilma.

Jeg vandt opstillingen, og så var det bare derud af, til kamp for Brønderslev sygehus. For jeg var på det tidspunkt ikke klogere end hverken overlæger og sundhedseksperter.

Vores lokale sygehus skulle bestå, ingen skulle røre ved det. Vi ville have det, som vi plejede i Brønderslev. Vi ville gerne tale om udvikling men ikke forandring.

Jeg blev valgt, og den 1. januar 1994 satte jeg mig i stolen som valgt politiker for første gang.

Hvad var det, jeg havde sagt ja til. Hvad var jeg nu i gang med? Jeg må indrømme, at jeg var nervøs for, om jeg kunne leve op til borgernes forventning, og min Venstre-gruppes forventninger. Heldigvis havde jeg en dygtig mentor.

Brønderslev Kommunes tidligere borgmester blev mig en stor støtte i de første år af min politiske karriere. Jeg kunne ringe til ham, og han var altid ærlig og åben over for mig, når jeg søgte råd og vejledning. Jeg har ofte tænkt tilbage på mine gode samtaler med P. N. Jensen, som jeg gennem flere år havde beundret for det engagement, han lagde i jobbet som kommunens borgmester.

Neurorehabilitering:

Min første periode i Nordjyllands amtsråd blev en kamp op ad bakke. Jeg sad der ved hvert eneste møde og kæmpede og kæmpede for at bevare Brønderslev sygehus, men måtte sande, at ikke engang mine egne (Venstres amtsrådsgruppe) var villige til at bakke mig op, så da der kom et forslag på bordet om at omdanne sygehuset til Neurorehabilitering, vidste jeg og andre, at det var bedre end ingenting, og sådan blev det så.

Der gik da heller ikke særlig lang tid efter, at jeg havde sat mig i den politisk valgte stol, inden de første ideer og tanker kom på bordet om at se på en specialisering i sundhedssektoren, og det var jo, for at være ærlig, den rette vej at gå. Ingen vil vel i dag tænke på at lade sig operere for en cancer på et lille sygehus med to overlæger ansat, som skulle vide alt om alle diagnoser?

Det, at være valgt som politiker, bærer ikke igennem, hvis man alene sidder og tværer rundt i en enkelt sag, så derfor blev min politiske dagligdag i høj grad præget af, hvordan jeg kunne være med til at så nogle frø, der kunne sikre nye institutioner til Brønderslev og omegn, hvordan jeg kunne være med til at sikre arbejdspladser i området og gerne øge antallet, hvordan jeg kunne overbevise de øvrige om, at vores amtsveje i og omkring Brønderslev trængte til en kærlig hånd og noget asfalt.

Det lykkedes faktisk ret godt, da jeg fandt ud af at alliere mig med advokat Jørgen Østergaard, som var valgt for Hjørring-området og Niels Kristian Kirketerp valgt for Hobro-området. Vi blev et godt trekløver, som formåede ikke blot at så nogle ideer, men også at finde flertal for at få vores ideer gennemført. Det blev især rigtig godt, da vi alle tre fik plads i Amtsrådet økonomiudvalg.

Det blev til nye afdelinger og opgaver på Brønderslev Psykiatrisk sygehus, en institution for unge med misbrugsproblemer i Brønderslev, asfalt på vejene, grusgravningsprojekter og meget andet.

Kommunalbestyrelsen:

Ved kommunalvalget i 1997 havde jeg sagt ja til at opstille som kandidat til både Amtsrådsvalg og Kommunalvalg, og blev valgt til begge instanser.

Den 1. januar 1998 kunne jeg skrive både amtsrådsmedlem og kommunalbestyrelsesmedlem på visitkortet. Jeg fik godt nok travlt, men hvad gjorde det, når det var i en god sags tjeneste.

I kommunalbestyrelsen kom jeg ligeledes til at arbejde med den social- og sundhedspolitiske dagsorden, og der var mildest talt rigeligt at tage sig af.

Noget af det, jeg fik fokuseret meget på, var de svage unges muligheder, og derfor blev jeg rigtig glad, da jeg fik muligheden for at sidde som kommunalbestyrelsens repræsentant i bestyrelsen for Brønderslev Produktionsskole.

Produktionsskolen i Brønderslev blev ledet med smil og hård hånd af skoleleder Niels Jensen.

Sjældent har jeg oplevet en så engageret skoleleder. Altid var Niels der, og altid handlede det om at hjælpe de mange unge mennesker, som havde behov for en voksen at sparre med. Niels og hans dygtige medarbejdere på Brønderslev Produktionsskole leverede en fantastisk indsats for kommunens unge. Jeg blev så grebet af arbejdet og indsatsen på Produktionsskolen, at jeg sagde ja til at blive formand for Produktionsskoleforeningen i Danmark – en opgave som for mig var af stor og væsentlig betydning at have fokus på.

Det blev til 12 år i kommunalbestyrelsen, blandt andet som formand for social- og sundhedsudvalget. Jeg sprællede som en fisk i vandet i det hverv. Nu fik jeg mulighed for sammen med de øvrige i kommunalbestyrelsen at sætte en retning for udviklingen af kommunens ældrepleje, at få sat lidt mere fokus på den kommunale tandpleje, og ikke mindst at bruge tid på at få etableret et netværk med kommunens mange dygtige praktiserende læger.

Der havde ikke været tradition for at holde møde med lægerne, men det kom vi til, og hvor var det berigende og givende for alle parter.

Amtsråd, og Kommunalbestyrelse prægede hele min tilværelse, samtidig med at jeg passede jobbet som sygeplejerske på deltid, men nu i psykiatrien på Aalborg psykiatrisk sygehus. Jeg kørte også rundt med vores to børn, når de skulle til dans, fodbold, håndbold o.s.v. Min mand havde besluttet sig for at sælge gulvforretningen og havde startet ny forretning, nu som bedemand, stadig med adresse i Nørrehus.

Vi kom begge meget rundt i Brønderslev kommune og har gennem årene begge haft et stort netværk rundt omkring i kommunen.

På et tidspunkt sad jeg til et møde i en af de lokale erhvervsforeninger, og snakken faldt på, at der i området var behov for at få knyttet nogle stærkere bånd til politikerne på Christiansborg.

Via mine valgte poster i både Amtsråd og Kommunalbestyrelse havde jeg gennem årene fået opbygget et netværk, som gjorde, at jeg indimellem blev inviteret til møder på Christiansborg for at give mit mening til kende, over for blandt andet Venstres daværende politisk valgte, så jeg begyndte at dyrke dette netværk lidt mere, og pludselig fik jeg en henvendelse, der gik på, om jeg ville stille mig til rådighed som folketingskandidat i landets mindste kreds, ”Fjerritslev Kredsen”. Jeg sagde ja, og ved valget i 2001 stod jeg pludselig i den situation, at der blev udskrevet valg til både kommunalbestyrelse, amtsråd og folketing på en gang. Jeg kunne ikke trække mig fra nogen af listerne, så det var på med vanten.

Pu ha! Hvor var jeg glad for, at jeg ikke opnåede valg til folketinget, på trods af at den lille Fjerritslev kreds opnåede det bedste resultat til folketinget nogen sinde.

Nå men jeg blev 1. suppleant og var inde som afløser i folketinget to gange i valgperioden.

Folketinget:

Den 4. november 2004 klokken cirka 20.00 ringede den netop afgående forsvarsminister, Svend Aage Jensby, med beskeden om, at han gerne så mig som afløser som Venstres folketingskandidat i Hobrokredsen.

Jeg sagde ja til at deltage ved opstillingsmødet, og igen skulle jeg ud i et kampvalg og var overbevist om, at jeg ikke blev kandidaten, da jeg var oppe imod den tidligere formand for den lokale landboforening. Men jeg blev folketingskandidat igen.

Jeg fik ikke meget tid til at tænke over dette, for allerede i februar 2005 blev der udskrevet valg til folketinget, og jeg var valgt til folketinget.

Jeg glemmer aldrig dagen, hvor jeg gik op ad trappen ved Christiansborg, sammen med Brønderslev Kommunes tidligere socialdemokratiske borgmester Lene Hansen, som ligeledes havde opnået valg til folketinget.

Her var jeg så medlem af folketinget, amtsrådet og kommunalbestyrelsen.

Jeg valgte amtsrådet fra og blev i kommunalbestyrelsen, da jeg her så den største mulighed for en synergieffekt mellem de to hverv.

Jeg må indrømme, jeg havde nogle fantastiske år i folketinget helt frem til 2015, hvor jeg valgte at stoppe.

Har det nogen betydning for en kommune med en lokal valgt til folketinget?

Mit svar er ja.

Det er muligt at bære rigtig mange opgaver med fra ens lokalområde til folketinget og ligeledes den anden vej.

Jeg havde igennem mine år i folketinget en fantastisk sparring med Brønderslev Kommunes tidligere borgmestre Jens Arne Hedegaard, Lene Hansen og borgmester Mikael Klitgaard. Det gode samarbejde på tværs af kommune, amtsråd og folketing og det gode personlige samarbejde var med til at sikre mange aftaler på Christiansborg, og blev til stor gavn og glæde for alle.

For mig var det af stor betydning, at jeg kunne servicere hele Nordjylland, da det også ville smitte af på Brønderslev Kommune.

Et par af de punkter, der stod øverst på min dagsorden, var, sammen med Venstres øvrige medlemmer at arbejde videre med at få rykket lægeuddannelsen til Nordjylland. Det lykkedes, og det var en glædens dag, da den aftale kom i hus. For lægeuddannelse i Nordjylland ville for mig også betyde flere veluddannede læger til Brønderslev. Det tager tid at uddanne læger, men nu høster vi frugten af det arbejde, der startede for mere end 20 år siden, og lad os glædes over det.

Et andet projekt var at få gang i kvalitetsudviklingen og specialiseringen af hele sundhedsområdet.

Som både sygeplejerske og politiker havde jeg gennem flere år kunnet se, at vi haltede bagefter.

Forud for min entre i folketinget havde mit parti Venstre bedt mig være med i en arbejdsgruppe, der fik til opgave at analysere hele den danske sundhedssektor og komme med forslag til forbedringer. Det var derfor stort for mig at kunne betræde folketingets talerstol som ordfører på de mange lovforslag, der senere blev vedtaget, og som sikrede alle borgerne en fri og lige adgang til sundhedsbehandling, og hvor der kunne vælges et privat tilbud til, såfremt det offentliges tilbud ikke kunne matche efterspørgslen. Og specialeplanen for sundhedsområdet blev ligeledes vedtaget med et bredt flertal i folketinget. Jo, en lokal valgt kan være med til at ændre på tingenes tilstand, kunne jeg konkludere.

Jeg tænkte i den proces mange gange på min tidligere arbejdsplads, Brønderslev Sygehus, som virkelig var en fantastisk arbejdsplads og et godt sundhedstilbud set med datidens øjne, men jeg måtte også erkende, at tiden krævede noget mere og noget bedre. Borgerne i hele landet havde krav på at få den bedste behandling, når eksempelvis canceren ramte, eller når en borger blev ramt af en blodprop i hjernen, og det krævede altså mere end, at der var kort afstand til sygehuset.

Der var behov for specialisering for at redde menneskeliv og for at kunne give den optimale behandling. Sådan blev det, og også den ændring har jo gavnet mange af Brønderslevs borgere, der gennem årene har haft brug for, at de rette kompetencer altid er til stede, hvis eller når vi bliver ramt af alvorlig sygdom.

Et tredje område, der krævede en del politisk fokus, var hele socialområdet, og her specifikt hvordan vi hjælper de børn, der oplever svigt fra forældrenes side, eller hvor forældrene har manglende forældreevne.

Serritslevsagen:

Fra november 2006 blev jeg formand for folketingets ”Paragraf 71 udvalg”, som jævnfør Grundloven blandt andet har tilsyn med tvangsindlagte psykiatriske patienter og anbragte børn. Udvalgets opgave er, ud fra de konkrete sager, at stille spørgsmål til både ministre, kommuner og regioner. Ud fra de indkomne svar kan udvalget efterfølgende bede om møde med den konkrete kommune, tage på tilsynsbesøg,  eller indkalde parterne til møde på Christiansborg.

På et tidspunkt ramte det, der senere blev kaldt Serritslevsagen, mit bord, og jeg kan roligt sige, at det ikke var spor morsomt at sidde i et udvalg, som pludselig skulle til at sætte spotlys på ens egen kommune, og stille kritiske spørgsmål. Men sådan er arbejdet som folkevalgt altså også. Loven er lige for alle, og derfor skal lovene også følges i Brønderslev Kommune.

Hele denne sag, og flere desværre af samme karakter andre steder i landet, optog mig en del. I det hele taget må jeg erkende, at opgaven med at sikre bedre vilkår for alle inden for sundheds- og socialområdet har haft størst betydning for mig i mine mange år som politisk valgt.

11 år og 8 måneder blev det til i folketinget, og det er mit håb, at også borgerne i Brønderslev har følt, at det gør en forskel at have lokalt valgte repræsenteret på Christiansborg.

Regionsrådet:

På et tidspunkt i 2008 blev jeg en aften spurgt, om jeg ville spise aftensmad sammen med daværende minister Claus Hjort Frederiksen. Jeg sagde tak for invitationen, og naiv, som jeg måske var, troede jeg, at formålet var, at han ville vende en aktuel sag med mig, men det var et helt uventet tema, der kom på bordet. Claus Hjort Frederiksen ville høre, om ikke jeg kunne overveje at stille op som mit partis spidskandidat til det kommende regionsrådsvalg.

Det grublede jeg noget over, men hvorfor ikke? Og sådan blev det så.

Den 1. januar 2010 satte jeg mig i stolen som gruppeformand for Venstres regionsrådsgruppe efter et ikke så ringe personligt valg. Det var ikke nok til at blive regionsrådsformand, men det blev til en plads i regionens forretningsudvalg og ydermere opgaven med at være formand for Danske regioners udvalg for regional udvikling.

Fire spændende år sammen med arbejdet i folketinget – et match, som faktisk fungerede godt, men samtidig blev de mest travle fire år i mit liv.

Også i det embede blev det til en fokusering på mit eget lokalområde.

En del af det regionale udvalgs opgavefelt var at sætte og holde fokus på regional infrastruktur, både hvad angår veje, trafik på land, til vands og i luften. Og ligeledes at forholde sig til den digitale infrastruktur. Ydermere skulle udvalget inspirere alle regioner til at sætte turbo på oprensning af forurenede arealer i hele landet. Fortidens svineri skulle der rettes op på. Og jeg siger jer, der var rigeligt med opgaver at forholde sig til. Og jeg tror ikke på, at de fem regioner er færdige med den opgave på nuværende tidspunkt.

Det væltede ind med problemstillinger, for både i Brønderslev-området og andre steder i landet viste der sig udfordringer. Der var trængsel på vejene og manglende internetforbindelse i, det der populært kaldes, Udkants-Danmark.

Jeg holdt mange møder med de lokalt valgte i Brønderslev Kommune, for hvor skulle jeg ellers gå hen for at få et ærligt svar og få nogen til grundlæggende at forholde sig til problemstillingerne.

2015:

Efter 4 år i Regionsrådet, sammenlagt 11 år og 8 måneder i Folketinget, næsten 12 år i Amtsrådet og 12 år i Kommunalbestyrelsen i Brønderslev, besluttede jeg mig for, at tiden som valgt til et politisk hverv skulle være slut.

Jeg forsøgte hele vejen igennem at holde fokus på mit lokalområde og forsøgte at gøre, hvad jeg kunne for at skabe udvikling til gavn for alle i Brønderslev og resten af Danmark.

Det er mit håb, at blot nogle enkelte er af den opfattelse, at jeg har ydet et bidrag til en positiv udvikling.

Jeg kan sige, at jeg havde det sjovt, det var lærerigt, udfordrende og givende. Og mit mål var hele vejen igennem at skabe bedre rammer for alle i området, og til alle i vores fantastiske Danmark.

”De politiske Sild”:

Men ingen kan flytte de tunge sten alene og slet ikke som kvinde i politik, desværre. Der er stadig, set med mine øjne, mænd i det politiske miljø, der er af den opfattelse, at kvinderne bør blive hjemme ved kødgryderne. Sådan var det i alle tilfælde, da jeg startede min politiske løbebane.

Derfor blev perioden, hvor jeg sad i Amtsrådet den mest givende for mig, for det lykkedes at etablere et netværk af politisk aktive kvinder på tværs af partier.

Lis Andersen valgt for Venstre til kommunalbestyrelsen, Gerda Pedersen valgt for de Konservative til kommunalbestyrelsen, Elna Bech valgt for Fremskridtspartiet til kommunalbestyrelsen og Bodil Nielsen valgt for Socialistisk Folkeparti til kommunalbestyrelsen, og jeg selv etablerede netværket, ”De politiske Sild”.

En lørdag formiddag hver måned mødtes vi til sildebord på Cafe Chris eller på Brunders og talte om politiske problemstillinger og opgaver. Vi hjalp hinanden, og vi kunne betro os til hinanden.

Jeg har så meget at takke ”De politiske Sild” for. Nogle fantastiske kvinder, som var ærlige og modige.

Tid til noget andet og tid til eftertanke:

Jeg evner ikke at sætte mig stille i særlig lang tid, så derfor har jeg, ud over det politisk valgte, altid engageret mig. Så i tiden efter 2015 har jeg i fire år været formand for Venstres organisatoriske bestyrelse i Nordjylland og været kampagneleder for EU-medlem Søren Gade, der er vores lokale valgte mand i EU.

År 2021:

Nu er jeg Præsident for Maria-logen i Aalborg, som er et kvindenetværk for alle, der har lyst at være med. Logen har medlemmer fra hele Nordjylland. I netværket arbejdes der med personlig udvikling, og medlemsskaren inkluderer flere Brønderslev kvinder.

Jeg er stadig repræsenteret i et udvalg under trafikministeriet, og så er jeg ikke mindst borger med bopæl centralt i den by, som har leveret så meget til både min familie og jeg.

Tænk at være familie i Brønderslev, hvor vi altid trygt har kunnet sende vores børn afsted til et godt gymnasium med dygtige kvalificerede lærere.

Vi har kunnet sende vores børn afsted til den kommunale musikskole, hvor de ikke alene fik lært noderne og lærte at spille på et instrument men samtidig fik fantastiske musikalske og sociale oplevelser.

Min mand fik mange gode år i en erhvervsvenlig kommune, hvor hans virksomhed ”Gulvmanden” og senere ”Bedemanden” blev omdrejningspunktet for gode forretningsmæssige aftaler og forløb. Og hans kontor var tilmed stedet, hvor der blev etableret mange kontakter og relationer. Derfor er min og hans pensionisttilværelse ikke spor kedelig, da disse netværk stadig er intakte.

Jeg har kunnet møde borgerne i øjenhøjde ved de mange politiske valg, jeg stillede op til, og aldrig har jeg oplevet, at nogen har råbt efter mig, eller til mig. Borgerne i Brønderslev opfører sig ordentligt.

Når jeg i dag går tur i vores by Brønderslev, oplever jeg, at der i år 2021 er lige så trygt og godt, som da jeg gik her, som det lille barn og holdt bedstemor i hånden. Jeg møder smil og venlighed.

Her vil min mand og jeg glæde os over hver eneste dags oplevelser og trygt se alderdommen i øjnene og benytte os af de mange tilbud, der er i byen.

Jeg føler stor taknemlighed over at være så privilegeret, at netop jeg har fået lov at repræsentere Brønderslev i mange sammenhænge, og taknemlig over at være borger i hjertet af Vendsyssel.

Af Anders Theisen

Ophavet…

Det er pudsigt at skulle skrive en levnedsbeskrivelse efter så mange år, – egentlig tror jeg ikke, der er mange af mine skolekammerater, der kender min virkelige baggrund. Jeg blev født i København (Rungsted) den 21. januar 1946 og den opmærksomme læser vil kunne regne ud, at undfangelsen er ca. den 4. maj 1945 – plus/minus en træsko. Da jeg var 4 år døde min biologiske far, og min bror og jeg blev udstationeret i Brønderslev hos min faster og onkel (Inger og Svend Sanvig). På trods af min unge alder blev jeg efter 3-4 måneders forløb spurgt, om jeg kunne tænke mig at blive der permanent. Derfor blev jeg “adoptivbarn” i Nørregade og blev altid opfattet som en Sanvig.

Rungsted dejligst vang og vænge…

 Måske er det meste noget jeg er blevet fortalt, men jeg husker og kan den dag i dag beskrive Rungsted Strandvej 49. Huset lå lidt højt over Strandvejen med en lang opkørsel, og min far (Jens Marius) havde et lille Austin – den havde Paul (6 år) og jeg (4 år) fået sat i frigear, pedalerne kunne vi ikke nå, så jeg sad nede på gulvet og Paul styrede bilen – lige ned på Strandvejen, tværs over vejen og ned i grøften. En anden gang kunne min far ikke forstå, hvorfor bilen ikke ville starte – da havde vi leget tankstation og stoppet benzinrøret fuldt af grønkål.

Vi boede lige i nærheden af Karen Blixens hus – fra bunden af vores have løb vi over en eng over til Rungstedlund – ikke fordi hun boede der, men fordi det var spændende. Til den anden side lå et kæmpestort sommerhus i træ, der tilhørte en grev Moltke – de var der aldrig så vi legede også i deres have, spiste deres frugt og bær.

Det var rationeringstid – blandt andet kaffe og sukker var rationeret. Vi var sendt til købmanden efter kaffe i hele bønner, – dem dryssede vi i haverne på vejen hjem, fordi så blev alle folk jo så glade, når der voksede kaffeplanter op og duftede så dejligt af kaffe.

En gang havde Paul fundet noget maling og ville male en havebænk, – jeg ville ikke flytte mig, så malede han bare mig hvid ligesom bænken.

Selv om jeg ikke er barnefødt, har jeg altid betragtet mig som vendelbo, – det er nu ikke noget jeg er stolt af, ……. det er noget jeg er taknemmelig for.

 Den lille Skole….

Torsdag den 1. april 1952 var min første skoledag i Den lille Skole i Tygelsgade – jeg var blevet 6 år i januar. 1. klasse havde timer fra 13-16 og 2. klasse fra 8-12 – fra 3. klasse gik vi på Skolegade Skole fra 8-16 og lørdag fra 8-13 og var ”vandreklasse” med op til 48 elever i hver klasse. ”Vandreklasser” havde ikke fast klasselokale, men vi for rundt i hvert frikvarter for at sætte tasken i det næste lokale. Det var de store årgange fra de sidste krigsår (1943-45) der overraskede politikerne og deres embedsmænd – de havde ellers haft 6-8 år til at bedømme behovet.

Mange af lærerne havde haft vore forældre som elever, – de var tudsegamle, gik med sort tøj og vest og lignede et begravelsesoptog. Vi fik rap over fingere med en lineal, hvis vi skrev forkert og eftersidning, hvis vi var uartige – jeg kom tit sent fra skole og havde mange mærkelige forklaringer. Der var nu også mange spændende ting og fristelser at opleve på vejen hjem fra skole, – et smedeværksted hvor hestene blev skoet, en sodavandsfabrik, et ægpakkeri, jernbanen, Pedershåb, Trælastens lager, Hedelund, Landboauktionen med grise og køer, – der var uendelige oplevelser.

Sommerferierne…

 Min farmor havde det mest vidunderlige sommerhus, – ja det hed ”Guds Fred” og lå 25 meter fra vandkanten i Bunken syd for Skagen, og blev bygget af min farfar i 1927. Der var ca. 20 sovepladser inklusive ”Rædselskabinettet”, det kaldte vi loftværelset på 2. sal med grønne brædder på væggene, ferniserede gulve … og madrasser på gulvet. Her holdt vi den ene sommerferie efter den anden sammen med fætre og kusiner, – der var år, hvor det kun var forældrene, der blev udskiftet fra 20. juni og indtil 12. august, hvor skolerne begyndte på ny. Vi cyklede fra Brønderslev til Bunken ved feriens begyndelse og retur i august – der var godt 60 km, men cyklerne skulle med på ferie, fordi det gav en fantastisk frihed med ture til Skagen, Frederikshavn og Kandestæderne.

Vi badede, spillede fodbold, gravede i vandkanten, byggede sandslotte og gravede totempæle ned (det var bundgarnspæle drevet i land), lavede cirkusforestilling for at tjene ekstra lommepenge, gik over Milen og til Aalbæk, hvor vi købte karamel- og jordbærstænger til 2 øre stykket. Dem tjente vi ved at slå fluer ihjel, fordi min faster Kirsten udlovede en løbende dusør for dræbte fluer – at det tit var de samme fluer, hun fik at se – det var en anden sag.

Vi sprang fra klitterne, lå og tyggede marehalm og kiggede på skyerne og fortalte hinanden historier – så en havørn kredse lige over vore hoveder og fangede en hugorm – det var farligt indtil vi fandt ud, det kun var en udskiftet ham.

Vandet i hanerne havde lidt for meget rust og okker, så vi hentede rent vandværksvand hver eneste dag til the og kartoflerne hos landinspektør Luther-Jørgensen længere nede på stranden. Et år skulle min bror Peter og jeg aflevere den obligatoriske æske med fyldte chokolader på sidste sommerferiedag, – huset var tomt og ingen hjemme, så vi åd hele æsken og smed dem væk, vi ikke kunne lide. Værre var det, at min mor var blevet tidligere færdig med at pakke sammen og lige ville sige personligt tak. Fru Luther-Jørgensen var bare nede i sin lille køkkenhave…. så der vankede ”dallerbakker” og mavepine og ingen lommepenge indtil chokoladen var betalt.

Lømmelalderen…

Det var en lykkelig barndom med en sund, retfærdig opdragelse, – af mine skolekammerater fra gaden talte Erik Mølvadgaard og en kort periode også Jacob Leth, hvor Erik og jeg lærte ham om livets alvor i Nordbyen. Ulrikka Sørensen (overlægens datter) kom senere til, men det var nu mest hendes storebror Paul, der deltog i løjerne.

Hvordan mon Pikanto i Nygade fik et N i løbet af en nat, eller købmanden i Vestergårdsgade mistede et K og fik byttet om på Ø og B.

Krudt og kugler….

Eller hvor overlægens Paul skaffede et MEGA-kanonslag – det var som en overarm, blåt og kunne kun tændes på en husholdningsæske. Det blev fyret af i Mogens og Mitten Nielsens have på Thorsvej lige foran spejlglasvinduerne til deres swimmingpool. Det blev berettet, at vinduerne krummede sig ca. 2-3 cm af lufttrykket. Det måtte kunne have revet en arm af, men det viste vi ikke. Hold da kæft for et brag!

Paul havde også rådighed over en gammel muskedonner fra det 18-århundrede. En forlader med tændsats. Vi havde jo ikke forstand på ammunition til sådan en djævel, så vi skilte for en sikkerheds skyld en to-tre af min fars patroner til haglgeværet af, – det var godt nok pladekrudt, men hvad det kunne vel bruges. En gammel klud til at stoppe forladeren med og så godt med hagl og tændsatsen kunne man købe hos Stagsted. Paul lå i sengen med en forstuvet skulder i flere dage, – han glemte at holde ordentlig ved forladeren.

Og da vi lavede en cykelpumpe om til en raket og placerede den klemt inde mellem to zinkaffaldsspande – selv lunten var hjemmerullet, – selv mere end 40 år efter kunne man stadig se mærkerne under tagskægget hvor håndtag og pumpestang ramte garagen i Nørregade 75.

Døden på distance….

Af de oplevelser som gjorde mest indtryk på mig i mine barne- og ungdomsår har især tre efterladt et uudsletteligt indtryk hos mig, – da en skolekammerat (Leo?) tog livet af sig og da en banearbejder, der boede på 1.sal hos Eriks far og mor omkom ved en tragisk arbejdsulykke.

Senere blev en god kammerat og ven – Hans Espensen – det første offer i en række af Brønderslev unge, der absolut skulle afprøve de hårde stoffer.

Sportens verden….

Jeg havde store ambitioner på fodboldbanen, jeg kunne ikke drible og til gengæld kunne jeg heller ikke tackle, – men løbe stærkt, når det gjaldt om at komme væk fra noget jeg havde rodet mig ind i, var jeg eminent til. Jacob Leth husker sikkert, vi kravlede rundt oppe på transformatorstationen på stadion, – vi andre viste, at når sirenen på Pedershaab lød kl. 16, så var der ca. 10 minutter inden Anker (han passede station) kom hjem, så skulle vi være væk. Det var Jacob ikke klar over, og han turde ikke springe de 6-7 meter ned og blev fanget som den eneste. Eller da Erik Mølvadgaard, Anders Peter Thomsen (Appetit) og jeg fik startet Ankers selvkørende plæneklipper til stadion og den løb fra os og endte oppe ved Markedsvej. Jeg var i hvert fald ikke hjemme resten af eftermiddagen.

Uanset mine kvalifikationer på fodboldbanen var jeg stensikker på mindst en innerwing-plads, – jeg var nemlig den eneste der havde en ægte læderfodbold!

Nørreå, selv om jeg ikke måtte bade der, kom jeg ofte kom hjem med grønne underbukser og vådt hår. Friluftsbadet især var vore yndede udflugtsmål om sommeren, det jo også der, vi (op)søgte det andet køn. Jeg husker endnu, hvordan jeg “bagte på Bodil Mørk” en hel weekend så jeg var helt solskoldet, og så var det selvfølgelig Aage Egholm, der fulgte hende hjem. Havde vi ingen penge, så tog vi bare derud efter lukketid og plankede den ind. – Æble og pæremold i efteråret, selv lærer Røns pærer gik ikke ram forbi, når vi besøgte Jacob Leth på Solvangsvej. Hans mor blev stiktosset.

Stærk tobak…

Ryge skulle vi selvfølgelig, – vi (jeg) huggede nogle af min fars cigarer, og kors hvor vi brækkede os, og kunne vi ikke finde på andet at ryge, så kunne bøgeblade da bruges. En eftermiddag lå vi oppe ved Thorshøj og havde ild i piberne af bøgetræ, – græsset var knastørt og én af os havde et brændeglas og inden vi fik set os om, brændte alt græsset omkring os. Vi tissede på det og slog på ilden med vore vindjakker – mærkeligt nok var der 4-5 drenge, der havde mistet deres vindjakker på mystisk vis og lige den samme dag. Vi blev nu sendt ud for at finde dem – påtalen og stuearresten, den taler vi ikke om.

Omme bag Nørregade lå Nygårdsvej og Tolstrupvej og her boede flere af byen originaler, bl.a. Bolsjevik Valdemar og Musseverner og de var helt tossede med at skrå med godt med snus (aske fra cigarer og cerutter). Min far var cigarryger med høj kvalitet, så askebægrene med både skod, stumper og aske blev indsamlet og solgt til højestbydende – det gav tit til en ekstra biografbillet eller 5 Eifel. Cigaretterne kostede 15 øre uden filter og 20 øre med filter hos købmand Vestergaard på hjørnet af Søndergade/Vestergade/Østergade – det var vist ikke helt lovligt at sælge cigaretter i løs vægt, så vi lærte at vente pænt i baggrunden til butikken var tømt. Det var datidens ”narkotikahandel”.

En pinse muntrede vi drenge fra Nørregade og Markedsvej med at lege “korsriddere”, – vi havde jo ikke rigtigt nogen at slås med, men omkring Fælledvej skulle man normalt bare vise sig – altså hvis man var fra Skolegades Skole – så vankede der. Så vi lagde en slagplan, der resulterede i et slag i og omkring pinseferien, – slaget varede i flere dage. Vi genoptog jo bare løjerne næste dag, fordi spisetiderne skulle jo overholdes. Det gik ikke så godt for Richard Løvehjerte og Ivanhoe på trods af flotte dragter og sværd. Min fætter Poul fra Tårs var på feriebesøg og blev udstyret med det mest nødvendige. På et hastigt tilbagetog løb han direkte gennem en hæk, – det kunne tydeligt ses på både ham og tøjet, for det var en tjørnehæk. Senere på dagen stod der to politibetjente med overbetjent Bendtzen i spidsen foran døren. DSB havde tilkaldt lovens lange arm, fordi horder af drenge sloges vildt på banestrækningen omkring viadukten ved Tunnelvej, – og hvem blev genkendt trods krigsmaling, tyskerhjelm og gamle lagner med store, røde kors?

Naturen og det andet..

Cykelturene til Ribsengene i Vildmosen, hvor vi intet havde at gøre, bare ligge i græsset ved tusmørke og vente på ålene kom op af grøfterne, eller når vi legede røvere og soldater i Gyvelskoven nord for byen, kælkede og stod på ski i “Djævlebakkerne”. Det var de samme områder, vi gik/cyklede de første ture med “kæresterne” da vi de der 14-15 år, og en efterårsdag ved en tilfældighed opdagede et hedt og heftigt stævnemøde mellem een af “Pedershåberne og en landbrugskyndig elskerinde fra vestegnen” oppe i Pedershåb Frugtplantage – det var et syn for guder og især for sådan nogle konfirmander som os. Hvorfor vi egentlig var der selv, gætter I vel næppe….

Et åbent og meget internationalt hjem…

Hjemmet i Nørregade havde stort set hvert andet år en udvekslingsstudent boende i 8-9 måneder, primært fra USA, men også England, New Zealand, Frankrig – der blev talt meget engelsk, og da jeg var så heldig at få Hans R. Knudsen som engelsklærer, blev engelsk et af mine yndlingsfag, – men jeg blev af Knudsen kritiseret for min manglende engelske udtale. Jeg har siden fået overskæg og fået lært at holde overlæben i nogenlunde ro. Både mine søskende og jeg har fortsat kontakt med vore amerikanske venner trods de mange år.

Noget skulle vi jo få tiden til at gå med…

Når jeg ikke kunne drive det til noget med fodbold, var tennis måske en mulighed. Jeg var håbløs selv med en landstræner Regnar Schrøder som underviser, men der var jo lige det der med pigerne, – de opholdt sig jo meget på og omkring banerne, så det gav jo endnu en indfaldsvinkel.

Schrøder trænede bl.a. Jan Lesley i Sandgraven i Århus når han ikke lige havde travlt med at undervise talenterne i Brønderslev. Drengene fra Århus gav i øvrigt opvisning en sommer for novicerne i BLTK – og selvfølgelig boede både Schrøder og Jan Lesley i Nørregade.

Købmanden i enhver…

Det lå næsten i luften, at “købmand” det måtte jeg blive. Jeg havde et fast job to gange om året med at opkræve brandforsikringer for min far. Prisen var 30 øre pr. stk., – de blev altid klaret af de to ældste hjemmeboende, men da jeg til sidst var alene tilbage og der faktisk var ca. 1000 besøg, fandt jeg på at udlicitere jobbet. Kammeraterne fik buddet på yderdistrikterne for 25 øre pr. stk., – jeg tog selv alle boligforeningerne og forretningerne i den indre by. Hvorfor de skulle have yderdistrigterne var fordi betalingen var “no cure – no pay”. Det var lidt frækt, men den kloge narrer jo den mindre kloge….

Musik og sang….

Min gamle skolekammerat, Orla Sørensen huskede mig på, at jeg vist var den eneste i Brønderslev, der havde en karakterbog med en anmærkning “Anders har anlæg for pyromani”, – herom lidt senere. Dem der ikke husker så godt, så var vi nogle stykker, der havde svært ved at koncentrere os i sangtimerne. Vi blev kaldt “brummerne”, fordi vi ikke måtte synge med, – fri fra timerne kunne vi ikke få, så frøken Vig placerede os bagerst i lokalet, hvor hun absolut ikke kunne holde øje med os (hvad kunne hun i øvrigt holde øje med, det søde menneske). Vi k-e-d-e-d-e os, – et par springture ud af vinduet efter slik eller ind i “Baptisten” for at smøge den. Jeg husker, at lærer Thomsen afleverede os i sanglokalet med en formaning om aldrig at gøre det igen (før næste gang), – frøken Vig var meget overrasket, – hun havde nemlig ikke savnet os. Det var også letsindigt bare at sætte sig i solen lige nedenfor sanglokalernes vinduer.

Pyromanen….

Hvad skulle man så få tiden til at gå med? Jeg havde opdaget en klump harpiks på bagsiden af skabet med sangbøger, og af kedsomhed fandt jeg fyrtøjet frem og frembragte en kvalm og ildelugtende røg i lokalet. Frøken Vig opdagede intet før Ingeborg Lauersen og Grethe Jensen højlydt gjorde opmærksom på “faren”. I den efterfølgende engelsktime blev jeg afhentet, min lighter skulle konfiskeres og jeg en tur op til Elis Frederiksen. Han gav mig for en sikkerheds skyld et par på kassen, fordi det plejede han jo, – derefter kunne jeg fortælle… Min far må have grinet, fordi en sådan skriftlig irettesættelse skulle jo vises frem, og på mystisk vis “forsvandt min karakterbog i 3. mellem” og var umulig at finde. Jeg blev sendt direkte hjem efter den med besked om kun at komme tilbage medbringende den famøse bog. Min fars sekretær på advokatkontoret forklarede senere min far, at “Anders har været på kontoret med sin karakterbog fordi den skulle skrives under, men Sanvig var optaget”. Han insisterede på, at den fik et stempel og en underskrift”. Så var den klaret, – indtil næste gang.  Lighteren, – I tror da ikke jeg var så dum, – jeg havde da byttet til tændstikker med Erik i frikvarteret. Vi viste jo godt, at “tampen brændte”. Elis Frederiksen – han fulgte jo som nævnt princippet om ”slå først og tal senere”. Så lærer Jørgensen havde sendt mig til skoleinspektøren med en sag, han ikke selv kunne tage stilling til, og Elis Frederiksen havde dårligt set mig og spurgt til, hvorfor jeg nu igen var sendt op, og inden jeg overhovedet havde berettet om mit ærinde, så havde jeg igen fået en på kassen – at jeg bare skulle bede om fri fredagen mellem Kr. Himmelfart…. Det var en anden sag.

 De sidste skoleår….

Luddovne var vi, og vi fandt altid det laveste gærde i skolen, når lektierne skulle klares, – nogle fordele skulle man da udnytte, når man havde 3 ældre, flittige søskende. Erik Mølvadgaards storebror Ove var altid klar med hjælp, når matematikken og geometrien skulle klares i en håndevending. Det sidste 1½ år af min skoletid inkl. realklassen måtte jeg indse, at nu måtte jeg hellere se at få lært noget og forbedret mine karakterer en hel del, hvis det ellers skulle blive til noget. Jeg tog mig gevaldig sammen efter formaninger fra min far.

Megen tid blev brugt på cykelture til Statshospitalet for at besøge Karen Vibeke Olsen, – tro endelig ikke, at jeg var det mindste forelsket, det var – for den tid – et usædvanligt venskab, som desværre løb ud da hun forlod byen. Jeg opsøgte Karen Vibeke adskillige gange i Brøndbyerne på uanmeldt besøg og traf selvfølgelig sjældent hende hjemme. Det venskab genoptog jeg heldigvis efter sammenkomsterne og skolejubilæerne, og vi udveksler løst og fast pr. mail og på FB.

Om det hjalp på skolegangen, at Erik Mølvadgaard kom i lære hos Høj Hansen, skal være usagt. Det gik i hvert fald tilfredsstillende i både 4. mellem og så tog vi jo realen med.

Først var det VU-baller, så Jazzbal i Hjørring og på Phønix med rød/hvide duge, dæmpet belysning og lys på bordet, øllerne kostede 2 kr. på værtshusene og pigerne havde efterhånden længere og længere hjem. Senere var det PG-klubben med “pigtråd”, Beatles, Rolling Stones, Kinks og “Pretenders” for at nævne de mest kendte. Jeg sluttede karrieren som koncertarrangør brat efter min attenårs fødselsdag efter at have arrangeret adskillige koncerter sammen med Torsten Sørensen og resten af PG-klubben, – det var Hollies, Red Squares, Peter Belli og Rivalerne, Defenders, Hitmakers og mange, mange flere samt de lokale ”Pretenders” som de største navne. Vi tjente så mange penge ind til klubben de år, at bankdirektør Ejner Mortensen pludselig opdagede at den der lille klub af langhårede musikanter sgu havde mere end ti tusinde på kontoen. Han skulle skrive på en banknoteret check til Thorbjørnsens Scandinavian Booking Agency. Knud Thorbjørnsen – oprindeligt herreekviperingsuddannet – og Niels Wenkens var hårde hunde at forhandle med og var sikkert blevet snydt mange gange for pengene til musikken, så da vi bookede The Hollies og skulle betale 10.000 kr. (tror jeg) slog jeg bare ud med hånden og sagde at hvis han garanterede deres optræden ku’ han sgu få dem forud. Torsten Sørensen sagde senere, at Knud Thorbjørnsen have måbet.

Det ærgrer mig den dag i dag, at jeg ikke var i bestyrelsen for PG-klubben i oktober 1963, hvor SBA tilbød de fuldstændig ukendte Beatles til Danmark på deres allerførste udlandsturne. Kun Sverige fik glæde af tilbuddet, fordi ingen i Danmark var interesseret, – de optrådte for måbende svenskere i fire byer. Thorsten og jeg havde garanteret lejet Aalborg-Hallen.

En vildfarelse skulle der være plads til, – jeg var sgu medlem af KU en kort periode, men det var nu mest fordi vi – Jørgen Agerbæk og Anders Christensen (Amtstidende) var ihærdige kortspillere og meget lidt politiske. Hurtigt kom jeg på bedre tanker efter et besøg på Christiansborg med tale af Poul Schlütter og underholdning med Cæsar.

Det var skideskægt og hold da kæft, hvor fik vi mange bajere dengang.

Lyse nætter og solskinsdage…

 Nu var somrene altid varmere i gamle dage og vintrene koldere og med mere sne. At det var på grund af de lange sommerferiedage, og at gummistøvlerne havde kortere skafter, har vi glemt i mellemtiden, men sommeren 1963 blev helt unik. Min ven Bengt Randholm fra Nässjö havde besøgt os året før, – hans far havde en fabrik der lavede stålgryder (Polaris) og var vist styrtende rig.  Bengt var en rigtig fuglenørd lige som jeg selv, – det var bare rigtige fugle, han interesserede sig for og ikke ”chicks”. Han cyklede ud i Vildmosen og kiggede på fugle, – jeg fandt nu nogle helt andre fugle at besøge imens.

Jeg skulle besøge ham fra slutningen af juni og indtil september i 1963 på en slags udveksling, – først i Tüllesand ved Halmstad, hvor det ene af deres sommerhuse lå, – her lærte jeg at køre på ”moped”, – det er en knallert på svensk. Det var også der, hvor svenska polisen samlede mig op på landevejen mellem Halmsted og Tüllesand og kørte mig hjem. De syntes ikke at en 16-års dreng skulle gå hjem midt om natten.  Så til vandskabsbyen Nässjö – en gudsforladt stationsby med spor fra fire verdenshjørner, men til sidst på nordkysten af Öland, hvor vi var i næsten 2 måneder. Der var smukt, især på sydøen. Jeg fik smagt krebs for første gang, danset med mange lyshårede svenske flickor i sommernatten og lært sproget til husbehov og drukket en masse øl, der var tyndere end vand.

Hvad skal du være….

Så gik læretiden i Brønderslev Bank fra 1963-66 – jeg lærte at begå mig med jakkesæt, slips og nylonskjorter, blev sendt i kælderen efter ”en rembursåbner og senere efter rentefoden”- det var fest og ballade i stort set alle tre år. Kvinderne i mit liv var mange og de fleste varede ca. 14 dage, – livet skulle jo prøves af og pigerne med. Festerne i Nørregade var mange, vilde og meget fugtige. Der var adskillige forklaringsproblemer og historierne blev bedre og bedre, men eet er sikkert, dydens smalle vej var bred i de år. Det var f….. ta’ mig skægt, så længe det varede.

Så kom den virkelige forelskelse pludselig i foråret 1966 og i oktober året efter blev jeg gift med Murer Kajs Ulla, som man plejer at beskrive sådanne familieforhold i Brønderslev. Vi havde kendt hinanden i flere omgange fra 1962, – i april 1968 fik vi Simon, – der er jo aldrig så lang leveringstid på den første. Det var en smuk oplevelse, som jeg har oplevet to gange senere.

Nogen af de lokallokalhistoriske….

 Niels Juul Nielsen fra A/S Peder Nielsen var en af mine forældres venner, og han fortalte historien om, hvordan ”Nielsen” en kold vinterdag på vej hjem i middagspausen så en lille dreng stå ved Cementstøberiet med hænder dybt begravet i lommerne. ”Nå, fryser den lille mand”? ”Nej, ham har jeg i hånden”.

Om byens mangeårige dommer Johan Kardel

• Johan kom hjem fra en animeret fest sammen med Pedershåberne hos skoleinspektøren Sørensen, han var blevet så beruset, at havde kastet op ned af vesten og forklarede Ingeborg, at det var Peder, der havde brækket sig ned af ham, hvortil Ingeborg svarede: ”Så er det måske også Peder, der har tisset i dine bukser”.

 

• Johan havde for vane at stoppe cigarer i brystlommen, når han var gæst og der lå tobak til fri afbenyttelse. Det skete også hos Oscar og Rigmor (Langeland) Nielsen og i afskedens stund, gav Rigmor ham et vældigt kram og knuste alle cigarerne. Så kunne han lære det….

 

• Johan var altid ”bybud” for Dommerkontoret – kunde i Brønderslev Bank – så kunne han få en frisk cigar af kasserer Ove Jensen – ”Har I ikke nogen med spids” – jo, gratis glæder er ikke at foragte.

 

• Min far berettede, at under et retsmøde sad dommeren og sov og måtte vækkes af den offentlige anklager.

 

• Johan var meget nærsynet og mon ikke han havde grå stær, – jeg har i min elevtid i hvert fald fuldt ham over Bredgade mange vinterdage i den mørke tid.

Det er de ringste…..

”Hvorfor rejse til Venedig og dø når man ka’ kede sig ihjel i Brøeslev”. Jo, det var opbrudstid, Ulla var også udlært i banken, og jeg havde udlængsel. ”Det er de ringeste vi sender ud, men de klarer sig nu godt, hvor der kommer frem”, som man siger i Vendsyssel.

Handelsbanken åbnede filialer overalt i landet dengang og valget stod mellem Aalborg, Herning og Svendborg, – dem der har besøgt Herning ved sikkert hvorfor jeg valgte Svendborg. Fra 1968 til 1973 blev jeg skolet af en hovedbank, – det bekom mig med tiden meget dårligt, alt initiativ blev frataget een og jeg havde meget svært ved at indordne mig under “Forretningsorden for Handelsbanken”. Jeg havde masser af ideer til hvordan man administrativt kunne forenkle og billiggøre driften, – en enkelt ide tjente Handelsbanken en formue på og jeg selv fik 250 kr. i præmie! Det sidste år gik det op for mig, at det jeg savnede allermest, var godt købmandskab og selvstændige beslutninger, og jeg forlod banken i rimelig god ro og orden uden at hamre døren i. Jeg tror ikke de savnede mig. Omgivelserne ser altid imponeret på mig, når jeg fortæller, jeg har været ansat 10 år i en bank – selv forstår jeg det ikke.

En mindre papirindustri, der producerede dekorationsartikler og lampeskærme blev min “nye læreplads”. Jeg lærte økonomi, produktion og salg, alt sammen i løbet af eet år. Det var spændende alene fordi det var en ung virksomhed. Vi solgte ca. 90 % til USA, men i 1973-74 kom oliekrisen som påvirkede hele verden. Alle råvarer steg fuldstændig umotiveret, der var knaphed både på råvarer og ordrer, og vort lampeskærmprodukt, som var “non flameable” blev alt for dyrt og usælgeligt. Nedskæringer var nødvendige, og jeg måtte i 1976 finde et andet job, og det måtte hellere blive noget stensikkert. Jeg var i mellemtiden blevet eneforsørger for Simon (1968), Hans (1970), Louise (1973) og Ulla (1947).

 Et job med indhold….

Petersminde Teglværk søgte en leder af administrationen. Det blev en udfordring af de største og jeg gennemlevede sammen med virksomheden høj- og lavkonjunkturer, en teknologisk udvikling som i dag ikke er til at fatte. Lederen var – skulle det vise sig – een af Danmarks allerdygtigste i branchen. Faktisk var jeg meget stolt af at være med på teamet og fik meget brede beføjelser, da lederen var meget udadvendt og involverede sig i mangt og meget. Desværre døde han af kræft i en al for tidlig alder og uden at se sit livsværk bragt frem til det mål, han selv havde sat sig. Uden at rødme, så var “murstensfabrikken” Petersminde vist een af de fremmeste, som de siger på Sydfyn, og det var jeg nu lidt stolt af. Nye tider blev det også i teglindustrien, – to vidt forskellige ansatte direktører udenfor familien med himmelvid forskellig baggrund satte en ildsjæl som mig på prøve. Den sidste anede intet om teglværk, hverken da han blev ansat eller da han blev fyret, …. og pengene fossede ud af kassen sammen med Danmarks bedste renomme.  Inden da havde han heldigvis fyret mig i 2001 efter 25 års ansættelse. Jeg var uduelig og kunne ikke samarbejde, hed det sig, og det kom selvfølgelig til at koste dem en del penge. Det var i øvrigt det bedste, der kunne ske, – ellers havde jeg aldrig fået taget resten af mit liv op til revision, og allerede på vejen hjem med opsigelsen i tasken, viste jeg hvad jeg ville bruge de næste år til.

Regnskab og roser…

Arbejdsramt blev jeg få måneder efter verdens bedste sommerferie på seks måneder, – www.simac.dk manglende en regnskabskyndig og i to omgange har jeg slået min folder som barselsvikariat og holdt skuden i vandet og på ret kurs.

Mit administrative overblik fejler fortsat intet, alderen til trods – og så kender jeg endnu forskel på debet og kredit, hvor jeg syntes bedst om ”indtægter” – så jeg agerer regnskabskonsulent, bogholder, sparringspartner og meget mere for www.bilpartnerstenstrup.dk og www.transparent.dk, – og i 2014 fulgte yderligere www.form4.dk som Simon købte pr. 1. juli 2014. Sammen med en nabo har jeg omlagt hans rosenplanteskole fra 20 % privatsalg og 80 % en gros til 100 % privat salg på www.rosertilhaven.dk – uden nogen kendskab til hverken roser eller webdesign startede jeg butikken op fra bunden som webdesigner og senere administrator og medejer – og så passer jeg på, mine lejere i min pensionsopsparing betaler til tiden. Netbutikken blev solgt 31. december 2015.

Fritiden….

Der blev også tid til andet, Bankskole I og II, merkonom i regnskab, afsætning og markedsføring for at lære lidt mere i teorien, bestyrelsespost i DA for at lufte meninger og holdninger overfor andre, – især som gæsteunderviser i folkeskole, gymnasium og handelsskole igennem 10 år. Erfaringsudveksling gennem Junior Chamber, blev der også plads til i een årrække.

Svendborg Firmasport fik en plads i mit hjerte med venlig tanke til Palne Bertelsen, som jo startede vore gadeturneringerne i Brønderslev for børn og unge og fik organiseret den spæde start til det der senere udviklede sig til firmasport i byen.

Hvis nogen har besøgt Svendborg så ved I, at bor man her, så er “sejlsport en herlig drik”. Sammen med en god ven, der havde en H35, har jeg som gast deltaget i alle de kapsejladser, der sejles på vore kanter, – Fyn Rundt, Als Rundt og Ø-havet Rundt er nogle af betegnelsen for aktiviteterne. Det gav den afslappelse, de fysiske krav og det kammeratskab som netop en sejler oplever.

I 2000 byttede Ulla og jeg vort smukke hus fra 1898 i byens midte ud med Møllegaarden fra 1789 (55° 4’7.95″N og 10°40’38.92″Ø) ved Skårupøre Sund, 5 km fra centrum – her bor vi så i smukke omgivelser med bindingsværk og stråtag på vore tyve tønder land.  Jorden har vi forpagtet ud til nogle af de få bønder, der ikke sætter penge til hver eneste dag – vi dyrkede den selv et enkelt år for at sikre sig EU socialhjælp – det gav 624 kr. mindre end at forpagte ud, og så var mine egne timer sat til et stort NUL.

Computerfreak og stamtræer har jeg kombineret og søger at dataregistrere mine aner, – jeg er tilbage i 1580-erne og kommer næppe længere. Ulla fattede ikke, jeg brugte så megen tid foran skærmen.

Samtidig med mit fuldtidsjob drev jeg sammen med min sejlerven en kombineret malerforretning/farvehandel som 50/50 partnere med alle de problemer en sådan virksomhed må slås med – det løb over næsten 10 år, og efter vi havde solgt malersektionen overlod jeg min part til vennen i 2000.

Nu er jeg pensionist og livsnyder på deltid og arbejder kun det jeg har lyst til. Regnskabskonsulent for en række mindre virksomheder, bestyrelsesmedlem i SEF A/S med en række datterselskaber.

Mine børns mor….

Ulla stoppede i banken allerede i 1970 og vendte aldrig vendt tilbage. Hun fik senere et deltidsjob på kontor hos en mindre snedkermester og samtidig god ven, – det udviklede sig med tiden, 100-120 mand i arbejde og til sidst endte hun som hans personlige sekretær med et udlandsophold i England som afslutning meget mod sin vilje, men hun kunne selvfølgelig ikke sige nej – det kan de vendelboer jo ikke. Hun påstod, at det var spændende….

Vore børn fløj fra reden allerede i 80-erne, og de bor alle tre i København og Holte. Simon sælger møbelstoffer, Hans har eget Mediebureau og Louise er arkitekt hos Københavns Kommune.

Syv børnebørn har givet livet endnu en dimension – Peter, Mads, Rasmus, Laurits, Thomas, Tobias og Johs – citat PeterJ ”I vores familie får vi kun drenge”.

Desværre mistede jeg pludselig Ulla den 13. november 2013 – kun 65 år blev min Ulla. Vi havde planlagt et otium sammen på ”Møllegaarden” og havde regnet med bo her sammen indtil vi ikke kunne klare hverdagens gøremål, – vi skulle læse, sy, reparerer, ombygge, rejse og være bedsteforældre for vore 7 drengebørnebørn.

Sådan blev det ikke.

 

”Hold fastere omkring mig

Med dine runde Arme;

Hold fast, imens dit Hjerte

Endnu har Blod og Varme.

 

Om lidt, saa er vi skilt ad,

Som Bærrene er paa Hækken;

Om lidt, er vi forsvundne,

Som Boblerne i Bækken.”

 

En heldig mand er jeg dog og har truffet min Bodil, der mistede sin mand samtidig med jeg mistede Ulla. Tilsammen har vi 15 børnebørn og nyder vi vor tosomhed, bor stadig hver for sig, men er sammen mange af ugens dage enten på Møllegaarden eller Bodils dejlige hus lige ned til det smukke Svendborg Sund.

Jeg vil ha’ liv, ikke livsstil….

 Nogle mennesker er født i det forkerte århundrede, og jeg er nok én af dem, og det er blevet mere og mere klart for mig, jo ældre jeg er blevet.

Nok har jeg en opvaskemaskine og vasker ikke op i hånden, men jeg spiser til gengæld stegt flæsk med persillesovs med den største fryd og uden tanke på hverken dyrevelfærd, mit eget helbred eller klimaforandringer på grund af gylle for den sags skyld. Og jeg røg min pibe fra jeg var fjorten til jeg var tres med stort velbehag og generede mine omgivelser uden blusel.

Jeg tror stadig på pligtopfyldelse, hårdt arbejde, trofasthed, og at modgang skaber folk.

Jeg taler ikke det 21. århundredes sprog. Jeg har ingen trang til at tage del i alle og enhvers frustrationer, til at rationalisere, realisere sig selv, indsamle data, slå kludene sammen med nogen eller kaste mig ud i et meningsfyldt forhold eller arbejde for den sags skyld, hverken på den korte eller lange bane eller fremadrettet for den sags skyld. Alt arbejde, nogen vil betale for er meningsfyldt, – både her og nu, i morgen og i fremtiden. Jeg vil meget hellere elske og blive elsket, hjælpe, gennemføre, forstå, blive gift eller slå en sludder af. Jeg foretrækker ægte ord kun afbrudt af ægte tavshed. Ting tager jo som sagt tid, ævl tager evigheder.

Ingen er længere tilfreds med at være almindelig. Man skal helst lave noget spændende og påkalde sig andres opmærksomhed, – det jeg kunne kalde diskret selvsmagning. Hvorfor kan man ikke stille sig tilfreds med at være vicevært, husmor, sælger, skraldemand, manden på toppen eller manden på gulvet – sådan helt uden de ny opfundne titler som hjemmegående, key-account-manager, CEO eller hvad-har-vi. Og hvorfor skal alle altid føre sig frem som Guds gave til den undrende tilskuer. Jeg ville ønske, alle havde travlt med at lave det, der virkeligt tæller, så de aldrig fik tid til at skænke deres egen glorværdighed en tanke.

Ku’ jeg bare få den ægte vare. Jeg længes efter at se naturligt hår, lidt for mange kilo, rynkede ansigter, garvede hænder, sorte negle og øjne med liv i. Nybagte mødre skal lugte af mælk. Kaffe skal dufte og smage af kaffe, blomster skal være ny plukkede og dufte vidunderligt, græs skal være græs og gi’ grønne knæ, skoler skal være skoler, ikke opbevaring, og kirker skal være kirker.

Det 21. århundrede er et kedeligt cirkus. Jeg er så træt af uforståelige intellektuelle, skidtvigtige bureaukrater, fornærmede og indignerede politikere, teknokratiske regnedrenge, medieudvalgte eksperter i-hvad-som-helst, udvandede teorier, statistikker, ugeblade og magasiner med drømmescenarier og gør-nu-det-for fanden-selv.

Jeg vil kunne tale om Gud og fædreland uden at blive taget for andet end det jeg er, og jeg vil ku’ fælde en retfærdig tåre over Margrethes nytårstale uden at blive kaldet blødsøden. Jeg vil grine og slå mig på låret mindst én gang om dagen, le af hjertets lyst, skære igennem alle dybsindighederne og find ind til kernen –  jeg vil ha’ liv, ikke en livsstil.

2021

Af tidligere lærer Birte Nielsen

Den første 100års fødselsdag i Brønderslev´s historie, og lidt om mit liv og relation til Brønderslev, og

Mine første år. Uddannelse og Lærerjob. Mit Spejderliv. Horne Efterskole. Menighedsråd, Børnearbejde. Juleaften. Genbrugsforretning, Kolonihaveforeningen Agdrupparken.Bestyrelsesarbejde på Vildmosemuseet

Jeg er ikke indfødt borger i Brønderslev, men mine aner har dog rødder i Brønderslev. Min oldefar var Sixtus Nikolaj Pedersen, som den gang han levede, var en kendt person i Brønderslev, nok mest på grund af sin høje alder. Han var den første borger i Brønderslevs historie, der fyldte 100 år.

Han blev født i Tversted den 30. marts 1845 og kom ud at tjene allerede som 10-årig hos plantør Vejrum, hvor han fik 1 Mark i dagløn. Da han var konfirmeret, fik han plads på Vestergård i Mosbjerg for 4 Rigsdaler om året. Senere nåede han op på 50 Rigsdaler om året

Det blev der den gang gjort megen festivitas ud af, på trods af, at Danmark stadig var besat af tyskerne. Der var rationeringstid, og jeg har et gammelt brev skrevet til mine forældre, hvor hans datter Anna, spørger om mor kan undvære nogle rationeringsmærker. På fødselsdagen var der flag i hele byen. Til frokosten kom en hel deputation fra byrådet og mange andre ansete personer i byen. Formanden for socialudvalget, murer Martinus Pedersen overrakte en mappe med byens hilsen.  Mappen var underskrevet af samtlige byrådsmedlemmer og var vedlagt en check på 100 kr. Blandt talerne var borgmester Th. Jensen, lærer Emil Dehn, Købmand Theophil Nielsen, direktør Juul Nielsen, gårdejer Anton Kjær og gartner Laurits Nielsen. Der var fødselsdagshilsen fra Kong Christian den 10. Desuden mange gaver fra fjern og nær. Carlsberg sendte 2 kasser øl, en øl fra hvert af fødselarens hundrede år. Cognac fra Odense vinkompagni. Desuden et væld af blomster og lykønskninger.

Jo det var virkelig en sensation at fylde 100 år. Jeg husker ham som en meget, meget gammel mand, og det var han jo også.

Min farmor Karen er født 1880 i Serritslev og voksede op på Krogens Kær i Brønderslev og var elev i 1. klasse på Skolegade skole, da skolen var helt ny. Skolegade Skole blev indviet i 1888.

Min far Peder Jensen Graven er født i Ladefogedgården, Brønderslev i 1912, og hans forældre har senere boet i Gravensgade, inden de flyttede til Høgsted.

Min farfars far blev født i 1817 i Østergård i Ålstrup, hans navn var Jens Graven Christensen, men blev kaldt Jens Dronninglund. Jens Dronninglund ejede en firlænget gård, der hed Rostok. Gården lå ud til Bredgade hvor den tidligere Brønderslev Bank ligger.

Mine første år.

Jeg er født i 1939 i Grønhøj, nær ved Vesterhavet, hvor mine forældre havde forpagtet et lille husmandssted (senere kaldet Strandfogedgården). Der var hverken indlagt vand eller strøm. Et halvt år før jeg blev født, blev min far indlagt på Hjørring sygehus med en ødelagt fod, efter at have kørt løbsk med hestevognen. Han var indlagt i mange uger, indtil min mor, som efterhånden var højgravid, bad om at få ham hjem. Et par koste gjorde det ud for krykker, så han kunne humpe omkring og hjælpe mor. Senere købte mine forældre en lille ejendom i Nr. Harritslev. Jeg begyndte min skolegang i Nr. Harritslev skole, men inden da havde jeg fået en brugt cykel og havde lært at cykle, så jeg kunne cykle til skole.

I foråret 1947 købte mine forældre ejendommen Sønderkær i Tolne.

Til ejendommen var der knap 40 tdr. land jord, og den kostede 48.000 kr. Da far og mor overtog gården, var stalden fuld af dyr, men der var ikke et halmstrå eller andet foder til dyrene, så det var meget svært for mine forældre at få startet op. Det var jo stadig kun 2 år siden krigen sluttede og der var stadig mange ting, de ikke kunne købe. F.eks. kunne de kun købe 100 kg gødning til markerne. Det var meget tørt den sommer. Nogle høstede lyng, som de tørrede og brugte til foder.

For at kunne klare alt arbejdet med både mark og stald var der ansat en karl og en pige.

På ejendommen var der indlagt el, men vand skulle pumpes op ved håndkraft i malkerummet og bæres ind i en spand. Vi havde ikke toilet eller badeværelse, men måtte klare toiletbesøgene i kostalden bag køerne. Hver lørdag blev der varmet vand, oftest i gruekedlen, for at vi kunne komme i bad. Det foregik i en balje på køkkengulvet. Den daglige vask og tandbørstning foregik ved køkkenvasken. Madlavning foregik på brændekomfuret og opvarmning af stuen kom fra en kakkelovn.

De fleste gårde havde også et tørvelod i mosen, de fleste gravede tørv med håndkraft og en speciel spade, Enkelte havde en æltemaskine, men far havde ingen æltemaskine. Mine forældre havde et tørvelod i Måstrup Mose, det var ca. 1 tønde land. Her gravede far tørv hver sommer. Når tørvene var tørre, blev de kørt hjem i hestevogn og blev brugt til brændsel. Der skulle bruges tørv til brændsel i både komfuret og til kakkelovnene

Vi havde ikke hverken køleskab eller fryser. Når der blev slagtet, blev flæsket lagt i saltlage i saltkarret. Medisterpølser og andet kød blev henkogt, noget af kødet og spegepølser blev røget og derefter opbevaret på loftet, hvor det blev hængt op på en bjælke. Som erstatning for et køleskab var der i et køkkenskab en elevator, så der kunne hejses madvarer ned i kælderen. Storvask foregik ved at tøjet blev lagt i blød dagen før. Det kogeægte tøj blev næste dag kogt i gruekedlen. Mor var så heldig, eller moderne, at hun havde en vaskemaskine, hvor der i bunden var en anordning der lignede en omvendt malkeskammel, som skvulpede tøjet frem og tilbage, når der blev drejet på håndtaget.

I løbet af 50erne skete der rigtig mange forbedringer i dagligdagen. I stedet for brændekomfuret, fik mor gasapparater til madlavning. Der blev etableret elektrisk vandpumpe i malkerummet, så man var fri for at pumpe vandet op med håndkraft. Det blev indlagt vand i stuehuset. Takket være at min onkel var smed, så blev der også installeret centralvarme med fyr i kælderen. Der blev etableret et andelsfrysehus i Tolne, her lejede man en eller 2 frysebokse, det var en stor hjælp, at man nu kunne fryse både kødvarer og frugt. Vi boede ca. 2 km fra Tolne, så det var ikke hver dag, der blev hentet frostvarer, turen frem og tilbage foregik for det meste på cykel.  Jeg tror det var i 1952, at tre naboer investerede i en Ferguson traktor, som først og fremmest skulle bruges til mælkekørsel (landmændene skiftedes til, hver dag, at køre mælk til mejeriet i Tolne). På skift havde man derudover traktoren til udførelse af markarbejdet. Efter fars uheld med sin ødelagte fod havde han svært ved at går efter plov, harve og såmaskine, derfor blev jeg ofte sat til at trave efter ploven, harven og såmaskinen, så det var en stor lettelse, at en del af markarbejdet nu kunne klares ved hjælp af en traktor og det blev nu mere spændende at hjælpe med markarbejdet.

Min skolegang i Hørmested.

Jeg gik i skole i Hørmested Skole. Der var kun et klasseværelse og kun en lærer. Vi var opdelt i bette klasse og store klasse. Bette klasse gik i skole 4 dage om sommeren og 2 dage om vinteren. Store klasse omvendt, idet de kun gik i skole 4 dage om ugen i vinterhalvåret, og 2 dage om ugen i sommerhalvåret, de skulle jo hjælpe der hjemme med markarbejdet om sommeren. Lærerens kone underviste os piger i håndarbejde. Det var også hende, der klarede rengøringen af skolen.

Jeg gik til præst (konfirmationsforberedelse) i Tolne Præstegaard og blev konfirmeret i Hørmested Kirke.

Efter konfirmationen og afslutningen af 7 års skolegang kom jeg om efteråret ud at tjene. Jeg ville gerne, sammen med nogle af mine skolekammerater, have fortsat i realskolen i Sindal, men det kunne der ikke være tale om. Mine forældre mente ikke jeg havde noget at bruge en realeksamen til, da det var mere vigtigt, at jeg lærte noget om husholdning og landbrug, desuden kostede det jo skolepenge at gå på realskolen.  Da jeg var 14 ½ år fik jeg plads hos en gartner i Tårs, hvor jeg skulle hjælpe med husligt arbejde og børnepasning, og ind imellem også hjælpe til i forretningen og gartneriet. Senere havde jeg forskellige pladser i huset, men den bedste tid var dog, at min plads i huset på en gård i Nr. Harritslev, hvor jeg var i 1½ år.

Det var en meget lærerig plads. Min madmor vidste nok, hvordan en husholdning skulle føres. Hun var datter af en herremand i Vestjylland og havde sin opvækst på herregården. Med i min ansættelsesaftale var, at jeg hvert vinterhalvår skulle gå til husholdningskursus i Hjørring. Turen til Hjørring foregik på cykel, den cykeltur var dog ikke noget at regne mod cykelturen hjem til Tolne når jeg havde fri hver anden weekend, dvs. man havde fri fra lørdag aften, når opvasken var klaret, til søndag aften. På gården havde de fodermester, som lavede alt arbejdet i stalden, Min husbond passede markerne, men om foråret og i høst var der også ansat daglejere.

 

Min arbejdsdag på gården

En almindelig hverdag kunne se sådan ud: Op kl. 6,30 for at lave morgenmad til fodermesteren som kom ind ved godt 7-tiden. Morgenmaden var havregrød eller øllebrød, kaffe og brød. Når børnene vågnede (Den yngste, som var ½ år, da jeg kom, var tidligt vågen), skulle jeg sørge for at de kom i tøjet og fik morgenmad. Der skulle hentes brænde og tændes op i kaminen. Så skulle der vaskes op efter morgenmaden, gøres rent i stuerne, sengene skulle redes og der skulle gøres rent i soveværelse og badeværelse. Der skulle vaskes bleer, bages brød skrælles kartofler og laves middagsmad. Kl. 12 skulle middagsmaden være klar, altid 2 retter. Efter middagsmaden gik alle hen for at sove middagssøvn, mens jeg skulle vaske op, vaske gulv i køkken og bryggers, hvorefter jeg havde middagspause indtil der skulle laves kaffe. Kaffen skulle være klar kl. 15,00.  Efter at have vasket op efter eftermiddagskaffen var det meget forskelligt, hvad jeg blev sat til ud over at passe børnene, der skulle der ordnes have, vasketøj, stoppes strømper, lappes tøj. Der skulle plukkes og renses bær frugt og grønsager osv.  Så skulle der laves aftensmad til kl. 18,00, derefter vaskes op, børnene skulle vaskes og lægges i seng. Senere skulle der laves aftenkaffe. Hvis ikke jeg skulle være barnepige havde jeg resten af aftenen til egen disposition.

Det var en lang arbejdsdag, men jeg var meget glad for at være der. Jeg havde et lille kammer, hvor der var et lille klædeskab, og så havde jeg min kommode, derudover bestod møblementet af en stol og en seng. Det var ikke et sted man opholdt sig ret meget ud over den tid, man sov, da der ikke var varme på værelset. På gården så man helst, at man i fritiden enten var i folkestuen eller sad og broderede eller strikkede inde i dagligstuen. I vinterhalvåret gik jeg i husflidsskole, hvor jeg flettede peddigrør og lærte at væve. På gården var der i vinterhalvåret kun ansat en fodermester, men om sommeren var der i perioder også en eller to daglejere.

Som tidligere nævnt havde jeg fri hver anden weekend, men de weekender jeg ikke havde fri, var det dog en lettere arbejdsdag, hvor der kun blev lavet det nødvendigste, madlavning, opvask og børnepasning.

Løn.

Det første år, jeg var ude at tjene fik jeg 80 kr. om måneden. Det lyder ikke af meget, men det kunne række til lommepenge og tøj. Da jeg kom til Nr. Harritslev, fik jeg vistnok 150 kr. om måneden det første halvår. Lønnen blev udbetalt pr. 1. maj og 1. november (bagudbetalt). Hvis man havde brug for penge forinden, måtte man bede om at få lidt på forskud og fortælle hvorfor, og til hvad man skulle bruge pengene

Vaskedag.

Jeg tror, det var ca. en gang om måneden, at vi vaskede storvask. Imellem vaskedagene blev bleer og måske lidt børnetøj kogt i en stor gryde på gasapparatet En del af gårdene på egnen ejede i fællesskab en vaskemaskine med motor på, det var et stort skrummel, som blev transporteret på hestevogn fra sted til sted. Dagen før, vi skulle vaske blev tøjet sorteret og lagt i blød, det mest beskidte i Blenda-vand. På selve vaskedagen kom en vaskekone for at hjælpe med vasken. Der blev tændt op under gruekedlen og alt hvad der kunne tåle at blive kogt, blev kogt i sæbevand i gruekedlen, hvorefter det blev hevet over i vaskemaskinen,

som så skvulpede det frem og tilbage indtil det var rent, derefter blev tøjet trukket op og lagt på vaskebænken, så det kunne dryppe noget af inden det blev skyllet i mindst 3 hold rent vand. Det hvide blev til sidst skyllet i vand tilsat blånelse. Alt skyllevand var selvfølgelig koldt vand, men heldigvis var der på gården indlagt vand. Efter at tøjet var skyllet blev det kørt igennem vridemaskinen. Det vand som blev til rest når kogevasken var trukket op af det, blev brugt til at vaske det kulørte, som ikke måtte koges.

Alt tøjet blev så hængt til tørre på tørresnoren, og der blev sat ekstra tørresnor op, ligesom lommetørklæder og andre småting blev lagt til tørre på tjørnehækken.

Når tøjet var tørt, forestod der et stort arbejde i at få tøjet stænket og strøget, eller rullet, lagt sammen. De fineste duge blev sendt til rullekonen.

Tøj, der skulle lappes og stoppes, blev sorteret fra, så det senere kunne blive repareret. (Hos min bedstemor, kom der ind imellem en ”lappekone”, som lappede det hullede tøj og satte nye stopper i håndklæder og viskestykker, satte nyt elastik i de underbukser der havde behov for det).

Uddannelse og Lærerjob.

Da jeg senere var elev på Viborg Gymnastikhøjskole, blev jeg her, af et par lærere opfordret til at tage en læreruddannelse, men nu manglede jeg den realeksamen, jeg ikke fik lov at få, så den letteste vej til lærergerningen ville for mig være at starte i en præparandklasse på et Småbørnsseminarium. Jeg søgte optagelse på Statens Seminarium for Småbørnslærerinder i Vejle og blev optaget. Det viste sig at være en rigtig god og solid uddannelse, som jeg har haft rigtig megen glæde af. Jeg blev færdiguddannet som småbørnslærerinde i 1962 og blev derefter ansat som vikar i en lærerstilling) på Skolegade Skole i Brønderslev (der var desværre ingen ledige stillinger til en småbørnslærerinde på skolen). Jørn, Uffe og jeg flyttede ind i vores nyopførte bolig på Kløvermarksvej. De fleste timer havde jeg på forskolen i Tygelsgade. Efter sommerferien i 1963 blev jeg klasselærer i en første klasse med 28 elever. Det var svært for en ung nyuddannet lærer. Jeg følte hele tiden, at jeg havde svært ved at nå rundt til alle de små elever. Da der så blev opslået en stilling som småbørnslærer på en lille forskole i Klæstrup,

greb jeg chancen, søgte og fik stillingen og blev ansat fra sommeren 1964. Vi solgte huset i Brønderslev og flyttede ind på skolen. Det blev mange år på den lille skole med 1., 2. og 3. klasse med samlæsning de fleste timer. Jeg var ene-lærer på skolen de første mange år. Da jeg blev ansat i 1964, var der forskoler i Sterup, Mylund, Hellum, Jerslev og Klæstrup. På Jerslev forskole var der 2 lærere, på de øvrige forskoler var der kun 1 lærer. Vi skulle samarbejde i et fælles lærerråd. Eleverne skulle gerne så vidt muligt have gennemgået nogenlunde det samme inden de efter 3. klasse skulle videre i 4. klasse på Toftegårdsskolen. Hvert fag skulle tildeles et bestemt antal timer, og det skulle passe med det antal timer læreren skulle undervise, derfor var det nødvendigt at samlæse nogle fag. 3. klasse mødte hver dag kl. 8,00, 2. klasse nogle dage også kl. 8. og ellers kl. 9,00 eller kl. 10,00. Midt på dagen mødte 1. klasse, så alle tre årgange skulle undervises samtidig, derfor var timerne med alle tre årgange formning, sang, bibelhistorie og idræt. Idrætstimerne foregik det meste af året udendørs med boldspil, gåture og gymnastik. I slemt vintervejr blev borde og stole skubbet sammen, så der var plads til gymnastik-udfoldelse i klasseværelset.

Hvert år blev der afholdt skolefest, forinden havde eleverne indøvet et skuespil, som først blev vist som generalprøve for elevernes mindre søskende og for pensionisterne i Klæstrup. Om aftenen blev stykket vist for forældrene. Nogle år medvirkede forældrene også i optrinet enten sammen med børnene eller et teaterstykke, som forældrene indøvede og opførte for børnene til festen. Der var rigtig god opbakning til skolen fra forældrene, hvilket i høj grad også var medvirkende til, at der ikke var disciplinære problemer. Min tid som lærer i Klæstrup Skole var en ønskestilling for en småbørnslærer, men under overfladen lurede i næsten alle årene en usikkerhed omkring skolens fremtid. Tiden var jo efterhånden sådan, at eleverne skulle samles på centralskolen, og dette medførte at alle forskoler skulle nedlægges, Toftegårdsskolen blev udbygget, så alle årgange kunne samles der. Nogle forældre ønskede at bevare forskolerne til de første årgange og dermed det ”nære” forhold til skolen. Det medførte protester og afstemninger. Til sidst var det kun Klæstrup skole, der overlevede, alle øvrige forskoler blev nedlagt og eleverne i skoledistriktet var efterhånden samlet på Toftegårdskolen. For at undgå, at eleverne i Klæstrup skulle blive en ”glemt” enklave, opgraderede jeg min uddannelse med, i flere år efter skoletid, at læse matematik og dansk som linjefag i Aalborg, så jeg blev ansat som lærer ved Toftegårdsskolen og Klæstrup skole. Jeg underviste så både på Toftegårdsskolen og i Klæstrup Skole. Til at varetage de manglende timer i Klæstrup, var der enkelte lærere fra Toftegårdsskolen, som nu fik timer i Klæstrup. I 1982 var det ikke længere muligt at bevare Klæstrup Skole, en æra var slut i Klæstrup, og både jeg og eleverne blev overflyttet til Toftegårdsskolen. Her var jeg ansat som lærer indtil, jeg blev pensioneret i 1999.

I 1968 blev vi selvbyggere og byggede et HØM-hus i Brønderslev. Det blev vort hjem i ca. 35 år.

Mit Spejderliv.

i 1967 opstod der i Jerslev et ønske om at få oprettet et spejderarbejde og der blev derfor indbudt til et orienteringsmøde i Jerslev forsamlingshus. Til denne aften havde de bedt Ole og Niels Graven fra KFUM-Spejderne i Brønderslev til at komme og fortælle om spejderarbejde. Efterfølgende indbød de interesserede forældre til at komme med til Brønderslev for at overvære et flokmøde. Vi var 6, her iblandt undertegnede, som tog mod tilbuddet mest af nysgerrighed. Vi deltog i flere flokmøder i deres mødelokale i kælderen under Brønderslev Missionshus, for at få mere indsigt i spejderarbejdet. Det resulterede i, at der i februar 1968 blev oprettet en ulveflok under Brønderslev gruppe, med flokmøder i Jerslev. Senere blev der også oprettet en spejderpatrulje under Brønderslev gruppe. I maj 1972 blev KFUM-Spejderne i Jerslev en selvstændig gruppe.

Jeg havde været elev på Viborg Gymnastikhøjskole, og der taget delingsføreruddannelse. Mens jeg gik på seminariet fyldte gymnastikken en stor del af mit fritidsliv. Jeg underviste 3 hold børnegymnaster på Søndermarksskolen i Vejle. Jeg var helt sikker på, at ledelse af gymnastik skulle være min fritidsinteresse, men sådan skulle det ikke gå. Da jeg flyttede til Brønderslev i 1962, manglede man ikke gymnastikledere hverken i Brønderslev eller Jerslev. Men da vores ældste dreng Uffe var i den alder, at han kunne blive spejder, så blev det indenfor spejderbevægelsen, at jeg nu lagde mine kræfter. Jeg havde ikke haft mulighed for at være spejder hverken i min barndom eller ungdom. Jeg blev meget hurtigt grebet af den fantasiverden der var omkring Mowgli-fortællingerne og de aktiviteter, der kunne bygges op heromkring. I spejderbevægelsen har jeg fået et utal af udfordringer, oplevelser og fantastiske venner. Det startede med at jeg i de følgende år nu blev flokleder, senere gruppeleder, tropleder og bæverleder i Jerslev gruppe. En kort tid var jeg også bæverleder i Brønderslev gruppe.

Det har så videre udviklet sig til, at jeg i 1980 blev divisionschef for Øst-Vendsyssel Division med 1200 spejdere. Jeg kom med i distriktsstaben i Nordjyske distrikt, med i bestyrelsen for Thorup Hede. Blev valgt til Hovedbestyrelsen for KFUM-Spejderne i Danmark, hvor jeg kom med i flere udvalg og arbejdsgrupper. Men den vigtigste opgave jeg fik, var dog, at jeg som formand for Arbejdsgruppen for 6-7årige spejdere, efter deltagelse i en Verdenskonference i Irland, tog Bæveriderammen med hjem til Danmark og dermed blev de 6-7 årige spejdere nu bævere. Det blev en meget travl tid, da Landsmødet på Nyborg strand godkendte arbejdsgrenen. Der skulle laves lov, retningslinjer, arbejdsstof, uddannelse, kurser, blad, mærker, særpræg og meget, meget mere. Men også en utrolig spændende tid med møder og venskaber med mennesker med entusiasme og åbenhed overfor den nye arbejdsgren.

Jeg har haft den glæde at være med til at planlægge aktiviteter på Korpslejre i Langeskov og Holbæk, været med i ledelsen af Frederikshavnlejren i 1985, og været medhjælper på de efterfølgende Korpslejre. Jeg har i 24 år haft glæden af at været lejrleder på MUS-lejre på Thorup Hede, en lejr med 120 deltagere det første år, men som år efter år voksede og ret hurtigt voksede til omkring 1000 deltagere hvert år.

I flere år var vores kælder hjemsted for distriktets idecenter og udlevering af diverse bestilte spejderartikler. Hver eneste uge havde vi besøg af spejdere, som enten kom for at hente spejderartikler, eller hjælp og ideer til planlægning af spejdermøder. Når der var kurser eller andre lederarrangementer i distriktet blev den lukkede trailer fyldt med idebøger og alskens idestof. Hele herligheden kørte jeg så ud til kursusstedet og stillet frem.  Idecentret er i dag opbevaret på Thorup Hede, men har jo næsten overlevet sig selv, takket være internettet, hvor der nu kan hentes alskens idestof.

Spejderlivet har i mere end 50 år været en stor del af mit liv og for en stor del også Jørns liv. Vi har gennem spejderarbejdet fundet de bedste venner. Det kan umuligt beskrives hvor stor en gave vi har fået igennem dette. At opleve de mange børns glæde og forventninger. At opleve voksne, som ikke bliver trætte af at lege. At sidde om bålet en stille sommeraften. Det har formet mit liv og tilværelse. Igennem de mange kurser jeg har deltaget i, har jeg fået så megen livsforståelse, teori og praksis. Jeg har gennemført 2 Gilwellkursus, og haft den store oplevelse at være både kursusleder og instruktør sammen med fantastisk dygtige folk på flere Lederkurser og på Gilwellkurser.

 

Pensionistjob på Herregården Odden

I 2005, var vores svigerdatter, Lisbet daglig leder på Herregården Odden, som huser en samling på mere end 1000 værker af kunstneren J. F. Willumsen. Hun manglede en kustode, og bad mig om at tage denne post. Kunst var ikke min stærkeste side, men ved at følge et par rundvisninger, læsning af diverse beskrivelser om J. F. Willumsen, studere hans værker og læse om Oddens historie, følte jeg mig efterhånden nogenlunde klædt på til opgaven. Det blev et spændende job, som bestod af modtagelse af gæster, introduktion af samlingen, ind imellem enkelte rundvisninger, bage kage, servere kaffe, fortælle om herregården Oddens historie, rengøring osv. Efterhånden blev jobbet mere og mere omfattende, især efter at Lisbet opsagde sin stilling, da hun og Uffe overtog Svanelunden. I 2015 gik jeg over til kun at stå på vikarlisten.

Bestyrelsesarbejde på Horne Efterskole.

Sidst i firserne indvilgede jeg i at repræsentere KFUM-Spejderne Øst-Vendsyssel i Repræsentantskabet for Horne Ungdomsskole. I 1990 blev jeg valgt som bestyrelsesmedlem og senere i flere år, formand for skolen. Det blev en meget turbulent tid med forstanderafskedigelser og ansættelse af forstandere og af mange nye lærere. Heldigvis sluttede min formandstid rigtig godt efter vi fik ansat Mogens Dalager som forstander. Vi havde i alle årene et rigtig godt samarbejde i bestyrelsen, og med ansættelsen af Mogens ”voksede” skolen både i kvalitet og kvantitet til glæde for både elever, ansatte, forstander og bestyrelsen.

Menighedsråd, Børnearbejde, Juleaften, Åbent Hus

Fra 1982 til 1992 var jeg medlem af Brønderslev Menighedsråd. Det var et spændende og meget interessant arbejde. Jeg var alle årene med i Aktivitetsudvalget. Jeg kom i menighedsrådet dag Sognegården (den gang blev det kaldt Menighedshuset) blev indviet. Dette gav jo nogle udfordringer til at igangsætte nogle aktiviteter. Nu var der rum, til at afholde forskellige arrangementer. Vi fik startet Åbent Hus-arrangementer. I begyndelsen inviterede vi både børn, unge og voksne til spisning og forskellige aktiviteter. Det viste sig ret hurtigt, at det ikke var optimalt at skulle lave arrangementer for alle aldersgrupper samme aften. Det udviklede sig til arrangementer, som kun henvendte sig til voksne. Vi kunne samle ca. 50-80 mennesker til disse aftner, hvor vi startede med fællesspisning og efterfølgende underholdning eller foredrag.

Vi fik også startet et børnearbejde, som hver søndag, når der var børn med i kirke, kunne under prædiken komme med ind i Sognegården for at blive beskæftiget med at tegne, lege, synge og høre bibelhistorie

Det var også i den periode, at vi fik startet Juleaften-arrangement. Folk som måske sidder alene, eller som ikke har lyst og kræfter til at besøge familien juleaften, er velkomne til at være med til juleaften i Sognegården. Her bliver holdt traditionel juleaften med flæskesteg, ris a la mande, dans om juletræet og julegaver. Det første år var pastor Klejnstrup vært, og aktivitetsudvalget tog sig af det praktiske. Julemaden fik vi i mange år fra Grillbaren Uret, og senere blev det Bondestuen.

Menighedsrådsarbejdet medførte flere andre opgaver udover de månedlige menighedsrådsmøder.

På job i Genbrugsforretning.

I 2008 var Jørn og jeg med på en studierejse til Sierra Leone, et land som var under opbygning efter 11 års frygtelig borgerkrig. Vi husker måske bedst den krig som krigen, hvor rigtig mange børnesoldater deltog. Børnesoldaterne skulle kæmpe med våben i krigen, ellers ville de selv blive dræbt, mange var under 12 år. Denne rejse var i høj grad en på mange måder en øjenåbner for os. Efter hjemkomsten holdt vi et utal af foredrag om levevilkårene i Afrika.

Det var derfor også let at overtale os til at give en hjælpende hånd i en genbrugsbutik. Både Jørn og jeg arbejdede i 7 år i Mission Afrika Genbrug.

De seneste 4 år har jeg været en del af medarbejderne i Folkekirkens Nødhjælp Genbrug, hvor min hovedopgave er at sortere og prismærke bøger. Et spændende arbejde, som med få midler kan hjælpe mennesker i nød

Kolonihaveforeningen Agdrupparken.

Vi har i mere end 30 år haft sommerhus ved Vestkysten, og da vi afhændede det til vores søn Asbjørn, blev der et lille tomrum. Da vi en dag gik tur i kolonihaveområdet fik vi ideen til at købe en kolonihave. Det viste sig at være en rigtig god beslutning. Vi savnede begge det at have det ”rum”, at kunne se ud i naturen. Det fik vi i Agdrupparken.

Kolonihaveforeningen Agdrupparken er en naturperle i Brønderslev by. Her er ingen støj fra trafik, her er plads til dyreliv, et eldorado for fugle, harer leger på de grønne områder, pindsvinet trisser rundt i haverne, rådyrene er fascinerende gæster, men ind imellem også uønskede, når de har spist jordbærrene hos Henrik, eller tulipanerne i Peters have, eller Lises hindbær. Kolonihaveområdet ejes af kommunen, og lejes af kolonisterne. Kolonihavehusene ejes af de enkelte lejere. Haverne benyttes på forskellig måde, rigtig mange dyrker grønsager og frugter, andre går meget op i blomster-og prydhave. Aldersgrupperne spænder fra unge og børnefamilier til pensionister og kommer fra forskellige samfundslag. Det er folk, der bor i lejlighed eller har hus og have, som benytter kolonihaven som sit fristed. Nogle tror at have kolonihave kan sammenlignes med, at have sommerhus, men på flere måder, kan det ikke sammenlignes. Kolonihavehusene må højst være på 50 m2, der må ikke være kælder, og huset være max 3,5 m højt, have og hæk skal vedligeholdes, man skal have fast bopælsadresse i Brønderslev kommune, og man må ikke bo i kolonihaven om vinteren, desuden er der flere restriktioner og regler, der skal overholdes end der er i et sommerhusområde. Alle regler og påbud overskygges dog af den glæde det er, at nyde sommerdage i egen have eller sammen med naboer i haverne.

I efteråret 2014 blev jeg valgt til formand for kolonihaveforeningen.

Det har fyldt meget i mit liv. Der er 85 haver i foreningen, og der er bygget kolonihavehuse i de 81 af haverne. Det er om sommeren en levende lille landsby med mange opgaver for en bestyrelse. Foruden almindeligt bestyrelsesarbejde omfatter det mange flere områder. Det drejer sig om salg af huse (bestyrelsen medvirker ved alle salg af kolonihavehuse) det er afvikling af arrangementer af forskellig art, praktiske opgaver omkring vedligeholdelse af klubhus, veje og sikre at hele området bliver vedligeholdt osv.

Frivillig og bestyrelsesarbejde på Vildmosemuseet.

For ca. 15 år begyndte jeg at deltage i frivilligt arbejde på Vildmosemuseet, og i 2011 blev jeg valgt til suppleant til bestyrelsen, senere som bestyrelsesmedlem. Det har været en spændende tid, men også en turbulent tid.

Det har været sammenlægning af museerne Dorf Møllegård, Try Museum, som begge var statsanerkendte, og Vildmosemuseet. Senere en udskillelse af Try museum. Og for 3 år siden lukning af Vildmosemuseet. Meget har drejet sig om økonomi. Der var alt for mange dårlige bygninger, som krævede vedligeholdelse. For at kunne opnå statslig støtte, er der nogle krav vedrørende bl.a. opbevaring af museumsgenstandene, der skal opfyldes. Genstandene fra Vildmosemuseet er pt. opbevaret i museets magasiner. Der har været en del udskiftning af personale. Det seneste er, at vi har sammenlagt Museumsforeningen for Dorf Møllegård og Museumsforeningen for Vildmosemuseet, hvilket er en naturlig følge af, at de to museumsafdelinger: Dorf Møllegård og Vildmosemuseet er et samlet museumsvæsen

Foruden bestyrelsesarbejdet har jeg deltaget i rigtig mange frivillige opgaver, såsom bl.a. Skoletjeneste, hvor vi dels har fortalt og undervist om livet i ”gamle dage”. Det har været sommerskole, hvor børnene har stiftet bekendtskab og prøvet gamle håndværk og skikke. Det har været og er som hjælper ved forskellige arrangementer. Jeg har bagt i hundredvis af æbleskiver på det gamle brændekomfur på Paukjærgård, passet billetkontor m.m. Der foregår i øjeblikket vildt mange spændende aktiviteter både i Dorf Møllegård og Vildmosemuseet med udstillinger, foredrag og byvandringer. Vildmosemuseets genstande er, som tidligere nævnt opmagasineret med henblik på senere anvendelse i et kommende nyt museum i Brønderslev. Museerne har købt en fløj af A/S Peder Nielsen Beslagfabrik. Stueetagen er taget i brug til diverse arrangementer, og administrationen er flyttet ind på 2. sal. Der er udarbejdet et flot projekt, og der søges nu penge til at realisere planerne for Det Ny Vildmosemuseum. Det bliver et moderne museum placeret centralt i Brønderslev, nær ved Rhododendronparken, banegården og midtbyen. Det er en rigtig spændende tid begge museumsafdelinger går i møde, med opbygning af Det Ny Vildmosemuseum som forventes klar om få år, og efterfølgende skal Dorf Møllegård have en gennemgribende restaurering.

Afrunding.

I dag nyder min mand, Jørn og jeg pensionisttilværelsen i en lille andelsbolig, men det meste af sommerhalvåret tilbringer vi i kolonihaven. Jørn har bl.a. arbejdet som maskinarbejder på Pedershåb Maskinfabrik. Vi har 3 drenge og hvoraf de to har fået deres uddannelse i Brønderslev, Stig som blikkenslager og VVS-mand og arbejder nu hos Brønderslev VVS. Asbjørn blev udlært som bager i det daværende Kvickly i Brønderslev, og er nu bagermester i Randers Bilka. Uffe blev uddannet som skibskok hos J. Lauritsen og er nu restauratør i Hjørring og Børglum. Vi har 5 børnebørn, Tim er ansat hos DLG i økonomiafdelingen, Christian ansat som direktør i et feriecenter i det nordlige Vietnam, Camilla ansat som ergoterapeut ved Brønderslev Kommune og Malene og Sofie går på gymnasium i Brønderslev og Aalborg. For kort tid siden har vi fået et lille oldebarn.  Som man næsten kan regne ud, så er det svært at samle hele familien samtidig. Heldigvis kan det med lidt langtidsplanlægning ind imellem lykkes. Vi nyder det i fulde drag, når det endelig lykkes.

Birte Nielsen oktober 2021

Kilde: Artikel af fhv. lærer Ella Pedersen, april 2007.

I 1850erne var der 2 små teglværker i Brønderslev, Nibstrup Teglværk og Døvlings Teglværk.

De nedlagdes begge i 1870erne.

Et nyt teglværk blev anlagt af Gerhard Poulsen i 1883 på grunden, hvor Nibstrup Teglværk havde ligget.

Det blev i 1899 flyttet ud til hovedvejen – Østre Teglværk. Bestyrerboligen overfor teglværket ligger der stadigvæk – tæt ved Bryggerivej.

På pladsen, hvor Døvlings Teglværk lå, opførtes i 1903 af gårdejer Morten Dam et nyt teglværk – Vestre Teglværk. Bestyrerboligen, der også her lå overfor teglværket, ligger der endnu – på hjørnet af Fasanvej og Tranevej.

I 1919 dannedes der et aktieselskab – A/S Brønderslev Teglværker. Senere overtog Winther og Andersen teglværkerne, hvor Augustinus Pedersen blev direktør.

Den røde vej blev til Fælledvej og senere til Fasanvej. Der lå jo et teglværk ved den røde vej, og efterhånden blev der kørt så meget tegl hen ad den ujævne jordvej, at vejen fik samme farve som den røde tegl i vognene. Efter vognene stod der røde skyer. Vejen hed aldrig andet end den ”Den røde Vej”. Ved den røde vej på vestsiden lå der kun – udover bestyrerboligen – det smukke røde hus ”Slottet”, derefter kom vognmand Møller Jensens ejendom og længst ude vognmand Kjølholms ejendom. På den anden side var der kun teglværket.

Elis Bertelsen fra Brønderslev har fra 1948 kørt sten ud til byggepladserne, først med hestevogn og senere med lastbil. Elis Bertelsen husker tydeligt, da boligblokkene i byen blev opført. Da, var der travlhed. Han læssede altid selv køretøjet ved hjælp af en tang med plads til otte sten ad gangen. Der kunne være ca. 8000 sten på en lastbil. Han var meget glad for sit arbejde i det fri. I dag er de sten, der køres ud til murerne, ikke berørt af menneskehånd, tilføjer han.

Arbejdsgangen på teglværkerne beskriver Elis Bertelsen således: Arbejderne gravede leret op med en skovl og fyldte det på tipvogne, der kørte på skinner. Leret blev tippet ned i en lergrav – en sump. En mand i lergraven skubbede så leret videre hen til en såkaldt snegl, der æltede leret. Derfra førtes det til skærebordet, hvor det blev skåret ud i mursten, teglsten og drænrør. De våde sten skulle skilles ad, inden de blev lagt til tørre på hylder. De tørre sten blev lagt i en ”klamp lade” inden brændingen. Stenene skulle være helt tørre, inden de kom i ovnen.

Der kunne ikke arbejdes hele året, for frosten kunne ødelægge stenene. Der blev produceret omkring 2.000.000 sten om året på de to teglværker tilsammen.

En teglværksarbejder var virkelig slidt, når han stoppede med at arbejde, siger Elis Bertelsen.

Der hentedes rødler ved V. Kornum men i 1950erne var leret i lergravene i Brønderslev opbrugt, og i stedet blev der hentet ler i Tylstrup Enge.

I 1950erne blev Søndergades Skole opført på den tidligere teglværksgrund, og på lergravene var der om vinteren de dejligste skøjtebaner.

Teglværkernes sidste bestyrer var Walter Hansen, der kom hertil i 1947 fra Vokslev. Hans datter, Birgit Knudsen, fortæller, at hun er vokset op ved teglværker. Hun blev født ved Nybølle Teglværk og boede derefter ved forskellige teglværker, indtil hun på et tidspunkt flyttede hjemmefra. Både hendes farfar og hendes onkel har været ansat ved teglværker. Som teenager tjente hun penge ved at adskille de våde sten inden de blev lagt til tørre. De to teglværker havde såkaldte ”ringovne”, og i ringovnen på Vestre Teglværk i den del, hvor der ikke brændtes sten, havde Hjemmeværnet skydeøvelser. Vagabonderne, der ofte gik fra teglværk til teglværk, boede på eller ved ringovnen og blev især ved juletid betænkt af min far, fortæller Birgit Knudsen.

Sidst i 1960erne var det slut med teglværksdrift i Brønderslev, og Birgit Knudsen husker tydeligt, da den 40 meter høje skorsten på Vestre Teglværk blev sprængt. Elis Bertelsen er så heldig at være i besiddelse af et fotografi af ”teglværksbisserne” oppe på ringovnen. Bisserne kogte suppe ved at tage en af hætterne – en slags prop – op af ovnen, og sætte deres egen kasserolle i hullet. De klarede sig selv, fortæller Elis Bertelsen, der var dengang ingen hjælp at hente ved kommunen. Fotografen fik først lov at fotografere dem efter at han havde forsynet dem med vin og øl.

Af Anni Guldberg Madsen og Inger Aarup-Kristensen.

.

 

 

 

 

 

 

De mange arrangementer, der i perioden blev afviklet med børnebiblioteket som koordinator, kunne kun udføres på grund af det kæmpe samarbejde, der var med alle kommunens børneinstitutioner og foreninger, der arbejdede med børn, og på grund af den store velvilje fra resten af bibliotekets personale, som holdt skruen i vandet, når vi føjtede rundt.

Vi har i de næste afsnit delt kapitlerne mellem os, selvom vi stort set altid optrådte som makkere.

Brønderslev får et børnebibliotek

Af Anni Guldberg Madsen

I 1971 fik Brønderslev et børnebibliotek. Anden sal i Grønnegade blev indrettet til det, og børnebøgerne blev flyttet derop fra et hjørne af voksenbiblioteket.

Indvielsen fandt sted den 16.marts 1971. Jeg var blevet ansat i en stilling, der havde stået ledig siden 1964, og tog over fra København for at være med til indvielsen, som var meget festlig. Biblioteket havde dengang middagslukket fra 12-14, så voksenbiblioteket var lukket om formiddagen, så alle kunne deltage i indvielsen. Skiltet på voksenbiblioteket blev dog rettet fra, at der var lukket til kl.14 – til kl.15 – til kl.16 – til resten af dagen, og da jeg tog tilbage, spekulerede jeg på, hvad det dog var, jeg havde indladt mig på ved at blive ansat i Brønderslev.

Min familie og jeg flyttede til Brønderslev 1.juni, og det var dejligt. Vi havde boet i Høje Gladsaxe nogle år, og vi ville hjem til Jylland (vi kommer begge fra Vestjylland). Den første dag i Brønderslev var min mand hjemme med vores yngste, som var sløj, og jeg cyklede ind forbi den lille købmand i nærheden af os i frokostpausen for at købe te. Men hun spurgte, om det ikke godt nok var os, der var flyttet ind på hjørnet af Frilandsvej, for så behøvede jeg ikke at købe te – det havde min mand gjort. Vi var kommet hjem til der, hvor man kender hinanden!

Det var sjovt at skulle bygge et nyt børnebibliotek op. Der var tre ting, der var vigtige for mig:
1. samarbejde med alle, der havde med børn at gøre
2. film, teater og alle mulige andre arrangementer
3. at få gang i bøgerne.

Bøgerne har altid stået mit hjerte nærmest. Det er så vigtigt med bøger til børn, fordi de får udbygget deres ordforråd (vold begynder der, hvor ordene slipper op), og de lærer at forstå andre mennesker.

Et samarbejde på tværs af institutioner og fag skaber en grobund for, at ideer kan vokse frem, som de har gjort det i Brønderslev Kommune. Og arrangementerne giver oplevelser, som man kan huske i mange år efter.

I det nye børnebibliotek var der til at begynde med ud over mig to HK’ere på forskelligt timetal: Gitte Laursen (derefter Lis German) og Kirsten Ørum (og senere også Jette Tømmerby).  I 1978 kom Inger Aarup-Kristensen til. Der var ikke mange bøger til at begynde med, men det kom der, og udlånet steg kraftigt. Vi fik sat hjul under reolerne, så de kunne skubbes til side, hver gang vi viste film eller havde teaterbesøg.

Vi viste film rundt omkring i kommunen, ikke bare flere forestillinger i Brønderslev, men også på filialerne i Jerslev, Ø. Brønderslev, Serritslev og Thise. Og det var en kraftig kvalitetstestning af filmene at vise en tegnefilm for ottende gang, og der stadig var detaljer at finde – det var der for eksempel i Muldvarpefilmene.

Vi havde også musikarrangementer rundt omkring. I 1976 havde vi besøg af Poul Kjøller og i 1977 af Trille. Jeg mindes stadig, at jeg skulle møde Trille i Serritslev til den første optræden af en lang række. Jeg kom i min gule Citroen Dyane, 156 cm høj og iklædt cowboybukser, t-shirt og en farvestrålende vest, og ud af en gul Renault kom Trille, på min højde, i cowboybukser, t-shirt og farvestrålende vest. Efter dagens mange forestillinger overnattede hun hjemme hos os i min datters værelse.

Vi havde også børneteater rundt omkring i hele kommunen, ikke kun de lidt større steder. I Kraghede havde vi en børneteaterforestilling, og teaterfolkene fortalte bagefter, at de havde troet, de var kørt forkert. Der var bare et lille klubhus og ingen mennesker at se, men de myldrede til, da det var tid for forestillingen, så der var fuldt hus.

De spurgte bagefter, om børnene overhovedet kunne lide forestillingen, for de var så stille. Det kunne vi så forsikre dem om, at de kunne. Det har været vigtigt for os, at så mange Brønderslev-børn som muligt fik teateroplevelser, og derfor har den geografiske spredning haft stor betydning.

Placeringen på 2.sal var ikke ideel for et børnebibliotek. Dagplejemødrene kom med barnevogne og små børn, børnehaverne kom med grupper af børn, og vi havde lånere, som ikke kunne klare trapperne. Men vi og vores brugere fandt ud af det.

Vi havde vores egen skranke på børnebiblioteket, det vil sige, at folk lånte og afleverede hos os på 2.sal. Det var dengang, da der sad et kort bag i hver bog, hvor vi med blyant noterede lånernummeret og så stemplede datoen. Ved lukketid ordnede vi kortene over de udlånt bøger alfabetisk, og når der var reserveringer, blev det markeret med en clips på bogkortet.

I kartoteket skulle man vide, hvad det første ord i titlen var. Man kunne ikke søge på Lille sorte Sambo, fordi titlen var Historien om Lille… IT betød en revolution for det daglige arbejde på biblioteket, men hvis ikke bibliotekerne skulle have glæde af informationsteknologien, hvem skulle så!

Børneåret 1979

Af Anni Guldberg Madsen

I 1979 var det FN´s internationale børneår, og der blev nedsat lokale komiteer rundt omkring. I Brønderslev nedsatte den lokale børneårskomite 5 arbejdsgrupper, bl.a. om Børn og Fritid med en stor fritidsundersøgelse som resultat. I børneårsarbejdet deltog børnehaver, dagplejen, søndagsskoler, 4H, spejdere, legestuer med mere, og arbejdet kulminerede i en stor børnefest i Brønderslevhallen den 29.september 1979 kl.10-18 med deltagelse af 3-4.000 børn.

Børneårsfesten havde ikke bare til formål at være en fest, men også at præsentere en lang række af de tilbud, der fandtes til børn i Brønderslev Kommune, at vise nogle af de ting, Børneårskomiteen havde arbejdet med i årets løb og at samle ind til børn i u-landene.

Den var tilrettelagt, så børn ikke bare skulle se på, men også selv være med. Inde i hallen var der bl.a. spejdere, 4H, søndagsskoler, musikskolen, lystfiskerforeningen og 4 af arbejdsgrupperne. Børn viste teater, sang, spillede og dansede. Udenfor holdt bogbussen med udlån af børnebøger, man kunne bage snobrød med spejderne, spille boldspil med basketballklubben, lære at opdrage sin hund med hundeførerforeningen og at lære at fiske med lystfiskerforeningen.

En vigtig del var præsentationen af Aktivitetskalenderen, et hæfte, hvor alle foreninger, organisationer og institutioner med tilbud til børn kunne få optaget en side med beskrivelse af aktiviteter og tilbud, så det var lettere for børn og forældre at finde ud af, hvad man kunne gå til i fritiden. Aktivitetskalenderen kom i nye udgaver i 1981, 1983 og 1988-89.

Børneåret og Børnefesten var vores første store samarbejdsprojekt. Det var en fornøjelse at opleve de mange aktive børn og voksne, og det gode samarbejde fortsatte i mange år derefter.

Hverdagen efter Børneåret

Af Anni Guldberg Madsen

En milepæl var, da børnebiblioteket holdt 10 års fødselsdag i 1981, og daginstitutionerne hjalp med at fejre den ved at komme og optræde. Der var folkedans mellem reolerne med Brønderslev Folkedanserlaug og musik til sidst ved Brønderslev-orkesteret Moon-Step. Jeg husker den børnehave, hvor alle børnene var klædt ud som blomster og havde hver sin papirblomst med til os. Buketten af papirblomster stod på skranken i lang tid til stor glæde for os.

Vi havde ikke store, flotte lokaler, men til gengæld mange samarbejdspartnere, og det var mindst lige så meget værd. Og så havde vi hjul under reolerne.

I 1983 startede Frode Muldkjær med Syv-Ti, Nordjyllands Radios morgenudsendelse for børn, med støtte fra lokalredaktioner rundt om i Nordjylland. Vi havde en meget aktiv lokalredaktion i Brønderslev, og så havde vi også en fast medvirkende fra Brønderslev, nemlig Thorvald Thomsen (opfundet af Frode Muldkjær), som de, der var børn i Brønderslev i 80’erne, garanteret kan huske. På et tidspunkt fik vi besøg på børnebiblioteket af Thorvald Thomsen i skikkelse af Frode Muldkjær til stor fornøjelse for både børn og voksne. Børneredaktionen i Brønderslev:

Cirkus Pædagogski.

Af Inger Aarup-Kristensen

”Cirkus Pædagogski, Cirkus Pædagogski, Cirkus Pædagogski er tilbage igen!” sådan sang flere hundreder børn fra kommunens børnehaver og fritidshjem hver sommer gennem 12 år, når de sammen med deres pædagoger gik i optog fra Grønnegade til Hedelund-anlægget for at se cirkus. I optoget kunne man gennem årene også møde Trolden Hugo, Bamse og Kylling, en domptør, en ildpuster, en fakir, flere akrobater hekse, tryllekunstnere, klovne m.m. Alle sammen i voksen-størrelse. Inden i kostumerne gemte sig ansatte fra byens børneinstitutioner, biblioteket eller musikskolen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I spidsen for optoget marcherede politistationens leder Bent Søndergaard, som gav udtryk for, at han virkelig nød denne dag sammen med kommunes børn.

Herefter fulgte to personer med et stort banner, hvorpå der stod, at alle var velkomne i parken. Banneret blev i flere år stolt båret af Jette Donskov, en af bibliotekets flittige lånere, der selvom hun var voksen udenpå, stadig havde et barnligt sind og derfor elskede at være en del af cirkus.

Midt i optoget af børn med ansigtsmaling, så man også en hestevogn. Vognen var flot pyntet af børnene fra Sct. Georgsgårdens fritidshjem, som skiftedes til at trække den. Et enkelt år var det dronning Margrethe der sad på vognen, da hun var indkaldt som vikar for sprechstallmeister Niels Koch. Ellers blev vognen brugt til at transportere et par af cirkussets børnemusikere, der gennem hele turen spillede cirkussangen, der var komponeret af Thyge Wandel fra Brønderslev Musikskole.

Når optoget nåede frem til Hedelund ventede en flot scene med blåstribet bagtæppe, syet af personalet fra Børnehaven Rømersvej, og ikke mindst et stort cirkusorkester bestående af en flok børn under ledelse af Marie og Thyge Wandel.

Men hvad var grunden til al denne virak?

 I sommerferien 1982 havde biblioteket hyret en cirkusgruppe til at give forestilling på plænen bag fælleshuset ved Niels Bohrs Plads. Alle børn var inviteret, og især børnehaverne mødte talstærkt op.

Pædagogerne var ikke så imponerede over forestillingen, og Niels Koch fra Børnehuset Jyllandsgade sagde direkte: ” Det ka´ vi da gøre bedre selv!”

Det skulle han ikke sige to gange, for året efter inviterede Anni og jeg samtlige pædagoger i kommunen til et planlægningsmøde på biblioteket, og det blev startskuddet til 12 år med Cirkus Pædagogski, støttet økonomisk af Kulturelt Samråd.  Et cirkus, som alle børnehaver, fritidshjemmet, børnebiblioteket og musikskolen bidrog til, og dermed blev eksempel på et godt og sjovt samarbejde på tværs.

De fleste institutioner bidrog med et nummer eller to til forestillingerne, andre syede kostumer, lavede rekvisitter, bagtæppe og lignende. Det var forskelligt fra år til år, hvem der deltog fra de enkelte børnehaver og biblioteket, men der var dog en fast kerne på 5-6 personer, der var så ivrige, at de, som Anni og jeg, planlagde deres sommerferie, så de altid var i byen den midterste onsdag i juli, hvor forestillingen blev afviklet.

Formålet med Cirkus Pædagogski var:

1. At vise børn og forældre, at vi voksne, der arbejdede med børnene i dagligdagen, absolut ikke var kedelige, men sagtens kunne slå os løs.
2. At inspirere børnene til selv at lege cirkus.
3. At lave noget sjovt, for de børn, der ikke kom på sommerferie.

Forestillingen blev altid kun vist én gang, og vejrguderne var med os. Ikke en eneste gang blev vi nødt til at flytte arrangementet på grund af dårligt vejr.

Hvert forår mødtes alle optrædende i bibliotekets mødelokale for at fordele rollerne. Herefter blev der trænet ude i de enkelte institutioner, hvilket gjorde, at de fleste børn blandt publikum følte et ejerskab til netop det cirkusnummer, som de havde overværet ”deres voksne” øve sig i.

Rollerne gik på skift, men det blev dog en fast tradition, at Niels Koch udfyldte rollen som sprechstallmeister og Jens Klemmensen var ”røg – og dampmesteren”, der sørgede for, at der kunne pustes ild, skydes med kanoner og andre farlige ting, som krævede en rigtig fyrværkerimester.

I juli måned er der, som bekendt agurketid, så aviserne bragte hvert år store artikler med store overskrifter og flotte fotos fra forestillingen. Det medførte, at antallet af publikummer steg fra år til år, og efterhånden var der ikke kun børn blandt publikum, men også voksne turister og lokale samt rigtig mange plejehjemsbeboere.

Fra at være et cirkus kun for børn blev Cirkus Pædagogski hele byens cirkus.

Der opstod mange sjove episoder gennem årene.

Jeg husker tydeligt, da Anni og jeg måtte gå gennem byen iført små tylskørter. Situationen opstod, fordi alle vi, der optrådte, iførte os cirkuskostumerne på biblioteket, så vi kunne være flotte i optoget. Vi havde bare glemt, at vi på hjemturen ikke kunne følges med børnene, da der skulle ryddes op i parken efter forestillingen. Kostumet, som var OK, da vi fulgtes med flere hundrede sminkede børn, var lige rigelig iøjnefaldende, da vi på hjemturen skulle gå forbi de mange arbejdere fra PN Beslag, der holdt middagspause. Det blev så heller ikke mindre komisk af, at vi fulgtes med Niels, som var iført tropehjelm og havde en ridepisk i hånden. Vi kunne jo ikke ringe efter nogen til at hente os eller levere vores tøj. Mobiltelefonen var endnu ikke opfundet!

De følgende år sørgede vi for at have skiftetøj liggende i Den runde pavillon!

Hvert år blev der indkøbt sære ting, der skulle bruges til forestillingen. Det kunne være to levende ål, strømpebånd, tør-is, fakler eller krudt. Det hele skulle bogføres i bibliotekets regnskab og afleveres på rådhuset. Mon ikke et par revisorer i årenes løb har undret sig over, hvad disse ting blev brugt til!

Personalet fra Børnehaven Rømersvej syede gennem alle årene de flotteste ting. Udover bagtæppe blev det f.eks. til to meget vellignende rotter, fem stribede badedragter med lange ben og et utal af dragter til akrobater. Disse kostumer blev i mange år opbevaret i bibliotekets kælder og brugt rundt omkring i kommunen til andre forestillinger, så de gjorde gavn i mere end de 12 år.

Alt godt har jo en ende og efter mange gode år med skæg og ballade, blev ”cirkusvognen kørt i garage”, og der blev plads til andre spændende samarbejdsprojekter mellem daginstitutionerne, biblioteket og musikskolen.

Selvom Cirkus er lukket ned, gætter jeg på, at der stadig er mange af dem, som i tidernes morgen deltog i cirkusoptoget, der stadig kan synge Padagogski-sangen, som Anni Guldberg har skrevet teksten til.

Den lyder i sin helhed sådan:

Jeg sidder og ser

på klovnen og ler,

når jeg kommer hjem

vil jeg lege klovn som dem.

En dristig domptør

en smidig jonglør

det bliver jeg til,

hvis bare jeg vil.

Min næse den er malet blå,

og kinden har jeg stjerner på.

Vi gik igennem Brønderslev

på skiltet så jeg, at de skrev:

Cirkus Pædagogski, Cirkus Padagogski, Cirkus Padagogski er tilbage igen.

Cirkus Pædagogski, Cirkus Pædagogski, Cirkus Pædagogski er tilbage igen.

 Børneteaterfestival 1987

Af Inger Aarup-Kristensen

Formålet med Verdens største Børneteaterfestival, som i dag kaldes Aprilfestivalen er:

• At præsentere teater for børn og unge et nyt sted i Danmark hvert år.
• At gøre det muligt for alle børn i festivalområdet at se mindst en forestilling i løbet af festivalen.
• At gøre det muligt for børn og voksne at opleve teater sammen.
• At præsentere dansk teater for et internationalt publikum og gøre det muligt for professionelle kunstnere fra Danmark og udlandet at mødes
• At præsentere ny dansk teaterproduktion for et bredt udsnit af formidlere og arrangører – nationalt såvel som Internationalt.

Siden slutningen af 70érne havde Anni Guldberg og jeg, stort set hvert år i april, pakket bilen med alle vores børn for at tage til børneteaterfestival.  Vi tog af sted for at finde de bedste forestillinger, der efterfølgende skulle spilles på kommunens biblioteker og i børneinstitutionerne.

Her så vi, hvor stor en oplevelse det var for de lokale børn, unge og forældre at kunne vælge og vrage mellem hundredvis af gratis forestillinger i løbet af en weekend. De samme børn og unge havde derudover set forestillinger i løbet af ugen på deres institutioner.

Den oplevelse ville vi virkelig gerne give Brønderslev Kommunes borgere.

Vel hjemme startede processen med først at reservere festivalen, da der var mange kommuner, der gerne ville være værter.

Selvom skuepillerne faktisk arbejder gratis i festival-ugen, skal der skaffes en masse penge til at dække deres rejseomkostninger, kost og logi samt det store administrative arbejde, det er forbundet med så stort et arrangement.

Vi fandt derfor hurtigt frem til, at vi ville invitere vores nabokommuner Pandrup og Løkken-Vraa som partnere, så vi var tre kommuner til at dække udgifterne.

Foruden at være gode naboer var der den fordel, at de mange skuespillere og tilrejsende formidlere kunne bo i de to kommuners feriebyer, da Brønderslev jo ikke kunne huse alle landets skuespillere og teaterinteresserede borgere på Hotel Phønix. At være tre kommuner om et arrangement åbnede også muligheden for at søge om økonomisk støtte fra Nordjyllands Amt.

Næste skridt var at kontakte alle skoler og børneinstitutioner i de tre kommuner og få lærere og pædagoger med på ideen. Det viste sig at være let. Alle ville gerne samarbejde, selvom det betød, at de penge, hver institution havde på deres årlige budget til teater, skulle lægges i den fælles kasse til festivalen. Resultatet ville jo være, at alle børn kom til at se meget mere teater end i et normalt år.

Nu kom det vanskelige: At overbevise politikkerne fra de tre kommuner om at åbne for pengekassen.

Jeg havde æren af at fremlægge projektet på et fællesmøde for de tre kommuners politikere. Her var kunsten at gøre det tydeligt, hvor meget kultur børn og unge kunne få, og ikke mindst hvor stor en promovering det ville være, at få så mange tilrejsende skuespillere og publikummer til at rejse til vores kommuner. Kort sagt.”Det ville sætte de tre kommuner på landkortet.”

Økonomisk ville man ”kunne tjene ind på gyngen, hvad der blev brugt på karrusellen”.

Med stor hjælp fra daværende skoledirektør Villy Kløve, lykkedes det at få alle tre kommuner til at spytte i kassen.

Brønderslev Kommune, som var storebror, skulle betale det dobbelte af de øvrige kommuner og til gengæld herfor have æren af at huse det store arrangement i weekenden. Startskuddet skulle finde sted i Løkkenhallen og Pandrups kulturudvalgsformand Flemming Jansen skulle holde åbningstalen. Sådan blev sol og vind ligeligt fordelt. Størst udgift og mest PR gik til Brønderslev, men de to øvrige kommuner kunne få gode indtægter ved udlejning af feriehuse. Alle de tre kommuners børn skulle selvfølgelig tilbydes lige mange forestillinger i løbet af ugen.

Efter at have sikret os, at staten og amtet ville give tilskud, gik det egentlige arbejde i gang.

Hver kommune deltog med repræsentanter fra skoler, biblioteker og børneinstitutioner, og desuden deltog Else Kragelund fra kulturudvalget i Brønderslev.

Teaterfestivalen har hvert år en ny plakat ofte tegnet af en lokal kunstner, men arbejdsgruppens første beslutning blev, at her ville vi have et barn til at lave teaterplakaten. Vi udskrev en konkurrence og resultatet blev denne flotte plakat, udført af et barn fra Pandrup Kommune.

Endelig oprandt dagen.

Lørdag den 25.april 1987 ankom 65 teatergrupper, hver bestående af 4-5 personer til Rødhus Ferieby. De skulle være klar til det store åbningsarrangement i Løkkenhallen dagen efter.

I Løkken blev de mødt af en flagallé og en veloplagt Løkkengarde, der spillede i byens gader. Det var en velkomst, de mange ”københavnere” sent ville glemme ifølge formanden for Teatercentrum, der står bag festivalen. Efter Flemming Jansens tale blev der vist en flot ungdomsforestilling, hvor handlingen udsprang fra den sande historie om Røverbanden fra Jyske Ås.

 OG SÅ VAR VI I GANG:

Herefter fulgte en travl men spændende uge i de tre kommuner. Alle, der kunne kravle og gå fik mulighed for at se indtil flere forestillinger fra mandag d. 27.4. til fredag d. 1.5. i deres eget lokalområde. I alt blev der i de tre kommuner opført 380 børne-ungdomsforestillinger fordelt på 111 forskellige forestillinger, så der var noget at vælge imellem; og alt sammen gratis for borgerne og de mange tilrejsende gæster.

Hvordan gik det i Brønderslev Kommune.

Som optakt til festivalen havde alle byens forretninger udstillet flotte teaterkostumer og alle skoler, børnehaver, fritidshjem, musikskolen og gymnasiet var klædt på til at modtage de mange teatre. Den gode forberedelse skyldtes i høj grad de mange lærere og pædagoger, der havde deltaget i arbejdsgruppen i næsten 2 år.

Flere børnehaver benyttede sig af – udover at se de forestillinger, der blev vist i deres egen institution – at besøge musikskolen, biblioteket, Den Runde Pavillon” m.m., så mange børn og deres voksne så virkelig meget teater fra mandag til fredag, både dag og aften.

Arbejdsgruppens medlemmer var meget spændte på, hvordan vi skulle klare de mange tilrejsende gæster, der ville ankomme for at deltage i det store åbne weekend-arrangement.

Teatercentrums folk havde besøgt alle spillesteder og her forberedt servicepersonalet på det store rykind. Der var skaffet skoleklasser, der ville tjene penge ved at sælge mad i weekenden, og NT havde indsat en bus, der kørte i pendulfart mellem banegården og de forskellige spillesteder.

 

Der blev vist teater på Sct. Georgsgården, Gymnasiet, Hedegårdsskolen og i Brønderslevhallen, så afstanden mellem stederne var ikke så voldsom. Desuden blev der lavet et specielt teaterarrangement i Den Runde Pavillon om fredagen i anledning af fejringen af Arbejdernes Internationale Kampdag 1. maj.

Alt forløb godt, og til vores store glæde fik vi at vide, at Teatercentrums folk især ville huske festivalen i vores tre kommuner for to ting.

1. Det var det sted, hvor der var vist størst lokal interesse blandt børnefamilier, og der var derfor rigtig mange lokale børn som tilskuere – også i weekenden.
2. Hver gang en teatergruppe kom i vanskeligheder af den ene eller anden art, blev de mødt med ” Det er ik´ noget problem. Det klarer vi let.”

Fint besøg på rådhuset.

Onsdag den 29.april indløb der en besked fra den Cubanske Ambassade i København. Cubas ambassadør ville komme til Brønderslev i anledning af børneteaterfestivalen, og man anmodede om, at der kunne arrangeres en velkomst for ham på rådhuset.

Samtidig havde lederen af et stort teater i Sct. Petersborg meldt sin ankomst. Hun ville også gerne hilse på kommunens borgmester.

Heldigvis tog daværende venstre-borgmester P.N. Jensen pænt imod de venstreorienterede gæster og holdt en fin tale, der efterfølgende blev oversat til russisk af en medarbejder fra Teatercentrum.

Da den fornemme russiske dame efterfølgende ville takke for den flotte modtagelse på rådhuset, holdt hun konstant P. N. Jensens hånd, mens hun forsøgte at tale med ham på alverdens sprog. ” Do you speak English”? Parlez-vous francais? lød det.

Men nej, P.N. Jensens kunne tale vendelbomål, og det kunne hun så ikke.

De to prominente gæster skulle, udover at se teater, deltage i en stor brugerkonference for teaterformidlere, der blev afholdt på Nordjyllands Idrætshøjskole mandag den 4.maj.

I den forbindelse skulle Solveig Skovridder og hendes assistenter stå for maden til de mange deltagere, hvoraf flere var vegetarer, veganere m.m.

Derfor blev jeg sammen med pædagog Hanne Weidlich, (der selv er vegetar) inviteret til prøvesmagning af maden på forhånd. Det var da et dejligt frynsegode ved at være med i arbejdsgruppen.

Forsøg på en gentagelse af succesen.

Da rigtig mange i Brønderslev Kommune kunne huske den gode oplevelse, det var at være værter for Børneteaterfestivalen, foreslog Afdelingen for Børn og Kultur den 3. februar 2010 det daværende Børne- og Kulturudvalg, at Brønderslev Kommune (eventuelt sammen med en anden kommune) skulle ansøge om værtskab for den årlige festival i 2013.

Der var rigtig mange kommuner i kø for at få festivalen til deres område, og Morsø kommune havde en foreløbig aftale. De havde dog endnu ikke skaffet midlerne, så vi kom på venteliste.

Kulturudvalget og herefter byrådet nikkede ja til at arbejde videre med ideen, men desværre for os lykkedes det for Morsø at skaffe pengene, og vi kunne så i stedet blive skrevet op til at holde festival i 2014.

Da det ville være efter et kommende kommunalvalg, var politikerne af flere grunde ikke interesserede i, at vi arbejdede videre med ideen.

Selvfølgelig var vi i vores afdeling på Rådhuset skuffede over afslaget, men efterfølgende viste det sig, at det var heldigt, vi ikke skulle holde festival netop i 2013, da det, som mange måske husker, var et forår med lærer-lockout og lukkede skoler.

Det var derfor ikke muligt for Morsø kommune at vise de mange teaterforestillinger på kommunens skoler i løbet af festival-ugen.

VI, der elsker at se børne- og ungdomsteater, må så håbe, at kommunen tager chancen en anden gang og gentager succesen med at afholde ”Verdens største Børneteaterfestival” i Brønderslev Kommune.

 Børnesuset

af Anni Guldberg Madsen

I 1992 foreslog Hallund-Hollensted Fritidsråd til et møde i Kulturelt Samråd, at der skulle laves en børnefestival i Brønderslev Kommune. Vi blev inviteret til møde med Samrådet, som igennem mange år havde været en fantastisk samarbejdspartner for os. De gav penge til mange kulturelle tiltag for børn, blandt andet til opstarten af Cirkus Pædagogski, og var i det hele taget involveret i mange tiltag omkring børnekulturen.

Efter aftale med Kulturelt Samråd inviterede børnebiblioteket derefter til et åbent møde 24.8, hvor planerne for en børnekulturuge begyndte efter en brainstorm.

Der blev holdt en række møder med mange forskellige deltagere. For at vise bredden citeres her fra deltagerlisten til mødet 27.1.93:

Handicap Idræt, Skyttelauget, Vildmosemuseet, Idrætskurset, Daghøjskolen, Bas, Børnehaven Hedelundsgade, Børnehaven Myretuen, Den Private Legestue, Musikskolen, Stenum Borgerforening og Legestue, Skolefritidsordningen Ø.Brønderslev, Apostolsk Søndagsskole , Gymnastikforeningen, Dagplejen, Stenum 4H, FDF, børnebiblioteket + et par interesserede enkeltpersoner. Derudover er der en stribe deltagere, der ikke kunne lige den aften, men fik referatet.

Der var enighed om en uge med aktiviteter rundt om i hele kommunen med start 26.4 1993 og i weekenden 1.-2.maj kun i Brønderslev.

Posthuset stod for en tegnekonkurrence, hvor man skulle tegne et postkort, børnene kunne prøve et ønskejob for en dag, eleverne overtog en time i skolerne, Folkeuniversitetet havde foredrag om børn og kultur, der blev bygget drager og sæbekassebiler.

Der var malerværksted og idrætsværksted, der var gøgl, teater og musik, og en dag i for eksempel Stenum indeholdt professionelt teater, malerværksted, Cirkus Musica med lærere fra Brønderslev Musikskole, dukketeater opført af eleverne på Brønderslev Daghøjskole, lokale indslag i bogbussen og gøgl.

I weekenden 1,-2.maj var der gang i Brønderslev-hallen igen. Det summede af aktivitet hele lørdagen og søndagen, og det var bemærkelsesværdigt, at flere tusinde børn ikke larmede og løb rundt, men arbejdede koncentreret på værksteder eller så på og lyttede til alt det, der foregik.

Fra folderen om Børnesuset kan citeres blandt andet:

Læg forbinding med Falck
Se på fly med modelflyveklubben
Vær bæver i en bæverhule med KFUM-spejderne
Send et postkort på Posthuset
Lav dit eget legetøj med Vildmosemuseet
Tegn sundt og lækkert med Sund By-butikken
Spil computer-skak med skakklubben
Lav dejlig med mad 4H
Prøv dit måløje med Baptistspejderne

Tegn og tryk med Kirken på Kirkevej
Syng og spil med Stenum Legestue
Ram plet med Skytteforeningen
Lav masker på Kunstnerværkstedet
Bag snobrød med FDF/FPF
Mal på stof med Dagplejen
Smink dig med BAS
Lav radio med Veronica
Leg bogbus med biblioteket

Derudover var der teater og dukketeater, Gymnastikforeningen havde opvisning, Vindstyrke 8 spillede, Crescendo spillede, drageflyvning og sæbekassebiler med dem, man havde bygget i ugens løb, opvisning med modelfly og cykelløbet Poststafetten. Og lørdag aften var der musik til kl.1 – Rocken rykker, hed det.

Frederiksgade var afspærret og omdøbt til Spektakelmagernes Gade efter en gadeteaterforestilling.

Det er helt utroligt at tænke tilbage på, hvor mange mennesker der var engagerede i Børnesuset. Og selv om vi havde søgt og fået penge i forskellig størrelse fra Højlund-fonden, Arbejdsgruppen om Børn og Kultur, Kulturelt Samråd, Brønderslev Kommune, Tuborg-fondet, Nordjyllands amt, Bibliotekarforbundet, Pædagogmedhjælperforbundet og børnebiblioteket var det ikke nok.

Der var et krav om lokal finansiering også, og vi fik bidrag fra bl.a. Øster Brønderslev-Hallund Sparekasse, Jerslev-Hellum Sparekasse, Sparekassen Nordjylland, Lions Club, Serapion-logen, Arbejdernes Fællesorganisation, Jerslev Borgerforening, Jerslev-samvirket og Hallund-Hollensted fritidsråd ud over præmier fra Fårup Sommerland, Coca Cola og Jørns Busrejser.

Det var et imponerende lokalt engagement, og det var virkelig det sus gennem kommunen, det var tænkt som. Godt gået, Brønderslev. Der var et samlet regnskab på 122.000 kr., og folderen havde for første gang et flot trykt omslag i farver. Indeni var den så duplikeret ligesom alle vores udgivelser dengang.

Formålet med Børnesuset var at præsentere en stor samlet vifte af tilbud til børn over et kort tidsrum. Børnebiblioteket var sekretariat, og Inger og jeg havde heldigvis fået hjælp af Lisbeth Juhl Andersen, for det var et kæmpestort arbejde.Efter Børnesuset fortsatte samarbejdet, men i meget mindre omfang, var der enighed om.

Og nu flytter vi snart –

af Anni Guldberg Madsen

De store samarbejdsprojekter har fyldt meget her, men der skete selvfølgelig også meget i den almindelige hverdag. Ind imellem reolerne på hjul var der skakspil, folkedans, dyrepassere med dyr (der nogen gange slap væk), børn med deres kæledyr, teater, film og så selvfølgelig børn og bøger. Vi gør bøgerne levende, var en overskrift for en række arrangementer.

Penge var der ikke mange af, men Kulturelt Samråd var positiv overfor ansøgninger, og de har hjulpet med at finansiere mange af tingene. Vores plakater og billetter var hjemmelavede, og vi må have slidt en del duplikatorer op. Vi klippede og klistrede til den store guldmedalje, når der skulle laves plakater og billetter.

Og alt imens alt det spændende foregik, skulle børnebiblioteket holdes i gang med åbningstider og udlån takket være Lis, Kirsten og Jette.

Et nyt hovedbibliotek var undervejs, så det var snart slut med at flytte reoler på hjul, hjælpe dagplejemødre med flere små børn op ad alle trapperne til 2.sal og bære poser med bøger ned for dem, der ikke kunne selv.

Inden vi flyttede i 1994, fik vi hele trappegangen dekoreret.  En gruppe børn og billedkunstner Jens Brun malede en hel skov på alle væggene.

Det var så også slut med egen skranke på børnebiblioteket og det tætte fællesskab mellem de ansatte. Lis German, Jette Tømmerby, Inger Aarup-Kristensen og jeg (Kirsten Ørum døde for en del år siden) mødes ind imellem stadigvæk og mindes tiden på det gamle børnebibliotek. For mig var det en gylden tid.

Tak for samarbejdet til alle – fra Anni og Inger.

Denne artikel bygger på en artikel fra 2008 af Ella Pedersen, tidligere lærer i Brønderslev. De oprindelige oplysninger er redigeret og opdateret, og der er desuden tilført meget mere stof.

Karin Nielsen og Bent Konrad Andersen er begge opvokset i Valby. Forfatteren er jævnaldrende med Karin, og vi er vokset op sammen. Bent er noget yngre.

Her berettes om, hvordan vi husker Valby fra vores barndom.

Før Anden Verdenskrig var der boligmangel i Brønderslev, og Fabrikant Peder Nielsen fra Peder Nielsen ”Pedershaab” lod opføre vest for fabriksområdet nogle boliger til sine ansatte.

Han opførte også arbejderboliger andre stede som for eksempel i Hedelundsgade. I alt byggede han 35 boliger.

De blev bygget af cementblokke og sten, og i blokkene var der hulrum som isolering.

Arbejderne på beslagfabrikken Peder Nielsen ”Pedershaab” hjalp med opførelsen af husene. Fra Fabrikant Peder Nielsen lød det: ”Hvis du ikke kan mure, er det ikke for tidligt, du får det lært.”

Karin og Bent havde hver en bedstefar, som var med til at bygge disse boliger.

Spærene blev lavet af træ købt i Sverige og sejlet til Saltum strand, hvor det blev smidt i havet.

Lokale folk fik træet bjærget og kørt til Købmandsgården i Manna.

Fabrikanten så gerne, at hans gifte medarbejdere havde deres egen bolig, og derfor kunne de sidde billigt til leje eller købe et hus på favorable vilkår med en udbetaling på 200 til 300 kroner, og restgælden kautionerede fabrikanten selv for hos kreditforeningerne.

De sidste lejede huse blev solgt engang i 1970’erne.

Området omkring Danavej (i dag Danevej) og noget af Solvej fik navnet ”Valby”. De ældste boliger ligger på Sveavej, Parallelvej og en del af Solvej. Dette område kaldes ”Det gamle Valby”.

På vejen fra Nørregade forbi fabrikken til Valby (i dag Tunnelgade) skulle der opføres en tunnel under jernbanen, og da man spurgte Fabrikant Peder Nielsen om tunnellens størrelse, svarede han: ” Åh, den skal bare være så stor, at der kan køre et spand heste igennem. Mere får vi ikke brug for”. Tunnellen er nedlagt for nogle år siden.

Gik man ind i Valby fra Norgesvej, som blev kaldt ”Den sorte Vej”, kom man til Danavej. På højre hånd ligger der et dobbelthus. I det første, nr. 7, boede Viktor og Lilly Nielsen med børnene John og Ingelise. Viktor Nielsen var værkfører på Peder Nielsen Beslagfabrik, og hans forældre var de første der boede i huset.

På 1. sal boede hans bror Anker, der blev værkfører på Pedershaab Maskinfabrik A/S, med sin hustru Dagny og deres børn Per, Finn og Kurt.

Før Anker flyttede på 1. sal, boede Viktor og Ankers far på 1. sal. Det fortælles, at når han skulle have tørrede rødspætter til middag, stak han kakkelovnskrogen igennem fisken, og stak den ind i kakkelovnen, og så sad han og drejede krogen rundt til fisken var vel tilberedt.

Om vinteren, når Hedelundssøen var frosset og egnet til skøjteløb, var der altid mange børn på isen. Brødrene Viktor og Anker var også som voksne ofte at se på skøjter, og de havde en særdeles elegant skøjtestil.

I den anden ende af huset, nr. 5, boede Elna og Almann Sørensen, der var værkfører på Pedershaab Maskinfabrik. De havde børnene Kirsten, Leif og Hanne.

Derefter lå et enkelthus, nr. 3, og her boede Valdemar Andersen, og i det næste enkelthus, nr. 1, boede Ejnar Larsen med hustruen Lilly og deres børn, Børge og Edith. Før dem boede Ejnars forældre (Tinus og Agnes) der.

På Danavejs venstre side, når man kom fra Norgesvej, boede først i nr. 12 Charles og Signe Sørensen med børnene Lis og Alex. Charles fik senere cykelforretning i Vestergade og flyttede dertil

Efter familien Sørensen flyttede Fillip Thomsen ind med hustru og børnene, hvoraf jeg husker Hans og Børge, men der var endnu flere børn.

Da familien Thomsen var flyttet, kom Knud Andersen og hans mor, og senere Knuds hustru Ragna.

I næste hus, nr. 10, boede Thorvald og Marie Larsen med ni børn, hvoraf de seks blev født i huset. På 1. sal boede datteren Ebba med sin mand Kaj Jørgensen, kaldet Dick. De havde børnene Kaja og Karin.

Thorvald havde arbejdet på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, hvor han i en maskine fik hugget de tre midterste fingre af på den ene hånd, men han lærte sig at klare opgaverne med kun en tommel- og lillefinger på den hånd.

Marie syede tøj til private og var med i Frelsens Hær. Når hun en aften om ugen cyklede af sted til møde, sagde Thorvald: ”Nu skal Marie til bal.”

I dag bor Karin med sin mand i huset.

Det næste hus var et dobbelthus. I den ene ende, nr. 8, boede Marie og Konrad Andersen (Danmarks Konrad) med børnene Egon, Ejnar og Signe.

Sønnen Egon blev gift med Erna og overtog huset fra forældrene. De fik sønnen Bent, der bor der i dag.

I den anden ende, nr. 6, boede Chresten Larsen (Lassen) og hustru med deres voksne sønner Poul og Manfred boende på 1. sal.

Chresten Larsen samlede ind til ”Julens Glæde”. Det var en slags opsparing for folk i byen, idet man – hvis man kunne undvære lidt penge – indbetalte til opkræveren, som holdt regnskab. Pengene fik man så tilbage i julemåneden.

I det sidst dobbelthus boede, i nr. 4 på 1. sal, fru Sørensen med sin voksne datter Gerda, og i stueetagen boede Thorvald og Gudrun Bistrup med børnene Tonny, Joan og Lone.

Ejendommen blev købt af Christian Madsen (kaldet Sæby Madsen) og hustruen Rosa. De havde sønnen Per Lykke Madsen, der i en alder af 10 år omkom ved en tragisk ulykke i fælleden ved Pedershaab Maskinfabrik A/S.

Da familien Madsen ville bo i stueetagen, måtte familien Bistrup flytte op i den noget mindre lejlighed på 1. sal.

Tonny blev senere direktør på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik.

I den anden halvdel af huset, nr. 2, boede Louise Kristensen med sin voksne søn Harry, og på 1. sal boede datteren Maja med sin mand Henry Christensen og børnene Bente og Jørgen.

På hjørnet af Danavej og Solvej lå en stor ejendom, som var henholdsvis beboelse og et stort karetmagerværksted. Adressen var Solvej 7.

Den del af ejendommen, som havde facade til Danavej var karetmagerværksted. Den del, der havde facade til Solvej, var beboelse.

I stueetagen boede Elis og Oda Flyvbjerg med børnene Karin og Annette. På 1. sal boede Torben og Lilly Flyvbjerg med børnene Lillian og Arne.

I karetmagerværkstedet reparerede brødrene Flyvbjerg skader på bilers karrosseri. Der blev rettet mange buler ud.

De byggede også lastbiler op fra bunden. De nøgne chassiser hentede de på havnen i Aalborg, og med prøvenummerplader og siddende på en trækasse kørte de til Brønderslev.

Ladet blev bygget op i træ. Førerhuset blev bygget af et træskelet som blev beklædt med karrosseriplade. Pladerne blev banket op med hammer og pladen liggende på en sæk sand, og således kunne de forme karrosseripladen til den færdige facon. Var der lidt buler i det nye karrosseri, blev de dækket med smeltet tin, hvor man i dag bruger spartelmasse.

Solvej nr. 7 var sammenbygget med nr. 5, hvor Christian Nielsen (Kesse) boede på 1. sal med hustruen Karen og datteren Grethe, og nedenunder boede en enke.

Senere flyttede familien Jellesen med to drenge ind i nr. 5

I det sidste dobbelthus, nr. 3, boede Karl Georg Johannesen med hustruen Grethe og sønnen Kim. Bedstemoderen boede nedenunder med en voksen datter.

I den anden del af huset, nr. 1, boede en enke, der hed Krista. Hun havde mange børn, og på 1. sal boede en af hendes gifte døtre med sin familie.

I dobbelthuset på Solvej, nr. 36 boede kobbersmed Lindhardt og hans kone med børnene Maja, Anna, Poul Anthon og Ole.

I den anden ende af huset, nr. 38, var der købmandsforretning, hvor man kunne købe næsten alt. Købmand Grøn døde i en ung alder, men hans hustru, Gudrun, blev boende med sin lille søn Mogens og førte forretningen videre, indtil baneforlægningen fandt sted. Da solgte Gudrun Grøn og åbnede ny forretning på hjørnet af Knudsgade og Frederiksgade.

Da broen skulle laves over Vester Alle (i dag Parkvej) i forbindelse med baneforlægningen, blev der arbejdet dag og nat med støbningen, og da man inden støbningen bankede pæle ned med rambuk, gik mange kloakker i Valby i stykker.

I Valby har der altid været et godt sammenhold og stor hjælpsomhed, er Karin Nielsen, Bent Konrad Andersen og forfatteren enige om. Det gjaldt både blandt de voksne, men også blandt børnene, der havde de dejligste områder at lege på.

På den ubebyggede mark for enden af Danavej blev der spillet fodbold og leget to mand frem for en enke med deltagelse af både børn og voksne. Der blev afbrændt store Sankthansbål med heks og efterfølgende blev der leget. Der blev serveret æbleskiver og en øl til mændene og sodavand til børnene og kvinderne.

Masser af kartofler blev smidt ind i gløderne, og der blev råbt og skreget, når det sorte skulle tages af de brandvarme kartofler, som var de bedste hele året.

Der blev klatret i træer på Norgesvej og i fælleden ved Pedershaab Maskinfabrik A/S.

Det var dengang børn ville lege udendørs og var vanskelige at få ind om aftenen. Jørgens mor kaldte en aften på ham og måtte gøre det mange gange, inden han endelig kom hjem. Moderen skældte ud og spurgte: ”Hvorfor kommer du først nu, jeg har kaldt mange gange?”

”Jamen jeg hørte det først, da du kaldte tredje gang,” var det ikke særligt gennemtænkte svar.

I mange år havde næsten alle mændene arbejde på Pedershaab Maskinfabrik A/S eller A/S Peder Nielsen Beslagfabrik.

Tonny Bistrup

September 2021

 

I 1936 indviede man i Brønderslev et friluftsbad, 50 meter langt og 20 meter bredt.

Arkitekt J. Knudsen projekterede friluftsbadet, som man forventede kunne opføres for 50.000 kr. Byrådet vedtog at yde et tilskud på 25.000 kr., hvis byens borgere ville tegne sig for resten. Interessen for projektet var så stort, at borgerne tegnede sig for resten af beløbet i løbet af få dage.

Friluftsbadet blev manuelt gravet ud med skovl, og der var tale om mere end 2.000 kubikmeter jord.

En uge før åbningen af det nye friluftsbad blev der fyldt vand på med det katastrofale resultat, at bunden brød sammen på grund af det store vandtryk fra 2.000.000 liter vand.

Stadsingeniøren i Aalborg fornyede bunden ved at sætte sine hold af arbejdere til at arbejdede i treholdsskift, og friluftsbadet var klar til åbningsfesten, hvor 2.000 tilskuere mødte op. Festen varede tre dage, og på andendagen mødte 5.000 borgere op.

Statsminister Thorvald Stauning holdt hovedtalen ved indvielsen.

Prisen endte med at blive 72.000 kr.

Da der blev afholdt klubmesterskab 1937, var vandtemperaturen 11 grader celsius – i dag er det opvarmede bassin 28 grader.

De tyske besættere ville have friluftsbadet

Under besættelsen forlangte tyskerne at få friluftsbadet udleveret, ellers skulle de tyske soldater have gratis adgang. Borgmesteren, dyrlæge Aksel R. Møller, fik dog lavet den aftale, at soldaterne skulle have friluftsbadet en dag om ugen og ellers blive borte de øvrige dage. De måtte heller ikke komme, når der var stævner. Aftalen blev stadfæstet af den tyske øverstkommanderende for Danmark.

Tyskerne forsøgte flere gange at overtræde aftalen, men med papiret i hånden lykkedes det hver gang at afværge det. De stedlige tyske officerer var meget vrede over aftalen.

Der blev efterhånden så meget trængsel, når tyskerne havde friluftsbadet, at man blev nødt til i en periode at give dem to dage.

Tyskerne havde ikke friluftsbadet gratis, og i 1944 betalte de 7.000 kr. i leje.

Brønderslev Svømmeklub

Allerede i 1936 blev ideen til en Svømmeklub fostret, og den 23. februar 1937 blev Brønderslev Svømmeklub oprettet på et møde på Rådhuset. I henhold til vedtægterne skulle bestyrelsen bestå af 9 personer, hvoraf Friluftsbadet, Gymnastikforeningen og Idrætsforeningen havde ret til en plads hver.

I 1937 var der 45 voksne svømmere og 51 børn altså 96 medlemmer.

Allerede i 1938 stod Brønderslev Svømmeklub for afvikling af Danmarksmesterskabet, og klubben kunne også sende svømmere til stævner i andre byer.

Generalforsamlingen i 1942 foregik i halvmørke på grund af kravet om mørklægningsgardiner, men man kunne dog konstatere, at indtægterne havde være 683 kr. og udgifterne 672 kr., så det gav et overskud på 11 kr., og medlemstallet var vokset til 331.

I årene fra 1943 til 1987 skete der forskellige ændringer i bestyrelsen, og klubbens svømmere deltog i mange stævner og vandt mange medaljer.

Et svømmestævne i Brønderslev i 1944 med 2000 tilskuere blev indledt med grammofonkoncert.

I 1946 truede Svømmeklubbens formand med at forlade bestyrelsen på grund af uoverensstemmelser mellem nogle borgere og formandens holdning til måden, hvorpå Friluftsbadets blev drevet.

Formanden, kioskejer Bech Hansen, synes ikke, det var rimeligt, at friluftsbadet arrangerede folkelige begivenheder om søndagen, så Svømmeklubbens topsvømmere ikke havde mulighed for at træne.

Om søndagene havde de unge svømmere tid til at træne, og den mulighed blev dem frataget ved disse arrangementer. Der var også diskussion om, hvordan klubben kunne få råd til at betale topsvømmernes udgifter, når de var til udenbys stævner.

Der blev enighed om løsning på begge problemer, og Bech Hansen forblev på formandsposten, som han havde løftet med stor dygtighed og engagement gennem årene.

Brønderslev Svømmeklub oprettede vandpolo i 1947.

Klaus Pedersen blev i 1969 først jysk mester og senere dansk mester med ny jysk rekord. Klaus Pedersen blev herefter udtaget til landsholdet mod Skotland.

Medlemstallet udviklede sig positivt til 530 svømmere i 1982.

Boblen blæste ned

En kold novemberdag i 1985 rev en efterårsstorm friluftsbadets boble fra 1974 ned. Det kunne være blevet Svømmeklubbens endeligt. Brønderslev kommune fandt dog hurtigt ud af, at Brønderslev ikke kunne undvære et sted, hvor man kunne forlyste sig i det våde element. Et udvalgt fandt ud af, at det ikke kunne svare sig at købe en ny boble, og derfor besluttede man at opføre en svømmehal over det bestående bassin.

I februar 1987 blev en helt ny svømmehal til 13 mio. kroner indviet.

Svømmeklubben havde i byggeperioden trænet i Løkken svømmehal. Svømmerne havde i knapt et år kørt i bus til Løkken flere gange om ugen betalt af Brønderslev kommune. Medlemstallet faldt til ca. det halve i den periode.

Efter en del tovtrækkeri med bestyrelsen for Brønderslevhallerne havde Svømmeklubben fået et klublokale i den nye svømmehal. Hallens bestyrelse havde ment, at klublokalet også skulle være en del af cafeteriet. Sådan blev det ikke, men klublokalet skulle deles med bokseklubben.

1987 var også det år, hvor klubben kunne fejre 50-års jubilæum med en reception i svømmehallen. Den bedste gave til klubben var selvfølgelig den nye moderne svømmehal. Der blev holdt tale af en af klubbens tidligere mestersvømmere og nuværende formand for Jysk Svømmeunions Svømmeudvalg, Poul Højbjerg, formanden for Brønderslev Idrætssamvirke Poul V. Christensen, kulturudvalgsformand Arne Andersen, borgmester P.N. Jensen og klubbens daværende formand Leif Sørensen.

1988 – Svømmeklub med fremgang

Perioden, hvor svømmehallen blev bygget, var dyr for Svømmeklubben, som havde mistet kontingent for 75.000 kr. Opgaven var så at sammensætte et budget og se, hvad pengene kunne række til, og hvordan gælden på 29.000 kr. kunne afvikles.

For at få penge i kassen tog Svømmeklubben en ide til sig fra en anden

klub og arrangerede sponsorsvømning. Nogle personer eller virksomheder skulle sponsere en svømmer ved at betale Svømmeklubben et beløb på fem, ti eller 25 øre for hver meter, vedkommende svømmede.

35 talentsvømmere meldte sig, og i tre hold skulle de svømme tilsammen i fire timer. Der var givet tilsagn fra ca. 100 firmaer og andre, der ville støtte det gode formål, og fordi svømmerne tilsammen svømmede 46 km, gav sponsorerne 46.000 kr.

Brønderslev Svømmeklub havde 800 medlemmer i 1988 takket være den nye svømmehal.

Succesfulde svømmere

Jens Højbjerg var træner for Brønderslev Svømmeklubs svømmere i topklasse fra den 7. september 1977 til 2004, og Vibeke Pedersen var i en periode træner for talentholdet.

I de år fostrede klubben mange topnavne i dansk svømning.

Jens Højbjerg var samtidig bademester i svømmehallen. Han har ikke selv været konkurrencesvømmer, men har spillet meget vandpolo.

Jens har taget svømmeforbundets basiskursus og elitetrænerkursus, samt kurser i fysiologi og anatomi. Han mente, træneren er et hjælpemiddel for svømmerne, som selv skal ville den hårde træning. De bestemte selv, hvor meget de ville træne.

En gang om måneden kom en massør og masserede elitesvømmerne.

Overvældende resultater

Brønderslev Svømmeklub havde mange svømmere, der deltog i svømmestævner og konstant satte personlige rekorder. De hjembragte mange medaljer af forskellig karat, og de figurerede meget ofte øverst på resultattavlerne. Mange af dem nåede helt til tops i det danske svømmeunivers som vindere af internationale mesterskaber og danmarksmesterskaber, vandt guldmedaljer, og Klaus Pedersen og Jesper Boye har været aspiranter til OL.

I 2000 svømmede Camilla Rask sig til fem medaljer ved ungdomsmesterskaberne i Ringe på Fyn, de tre af medaljerne var i guld. Hun deltog i finalen i alle sine løb. Esben Svendsen vandt to guldmedaljer og en i bronze. Simon Wille vandt to guldmedaljer. Det blev i alt til sytten medaljer.

Camilla Rask gjorde sig igen bemærket ved de Jysk-Fynske Mesterskaber i 2006 i Brønderslev ved at snuppe to guldmedaljer. Esben Svendsen og Grit Sigsgaard var også blandt medaljetagerne. Ved stævnet var kun fire svømmere ud af 300 fra Brønderslev.

Ved Vendsyssel Cup i Skagen i 2006 deltog Brønderslev Svømmeklub med 17 svømmere, hvilket var rekord og viste, hvor stærkt klubben stod med nyudviklede talenter. Svømmetræner Michael Nielsen fortalte stolt om de resultater, hans svømmere opnåede i de 56 løb, der var blev afviklet.

Tilsammen hjembragte de 16 guldmedaljer, 13 sølv- og 11 bronzemedaljer. De 17 svømmere deltog i 50 finalepladser. Mette Hansen og Joachim Mortensen satte stævnerekorder, hvilket placerede dem på toppen af de danske ranglister.

Nogle officials roste truppen fra Brønderslev for at stå sammen og heppe på hinanden. Nogle af de andre deltagende svømmeklubber var større end Brønderslevs, men det var dem fra Brønderslev, der heppede højest.

Brønderslev Svømmeklub var ikke blot den største i Danmark, men havde også virkeligt bidt sig fast i toppen af dansk svømning.

Listen med resultater er så overvældende, at det er uoverkommeligt at beskrive blot en brøkdel af dem, og derfor nævnes herefter kun de talentfulde svømmeres navne, men desværre vil der nok være yderligere navne, som ikke nævnes.

Af talentfulde svømmere gennem årene i Brønderslev Svømmeklub kan blandt drenge/mænd nævnes Arne Svendsen (udspring), Esben Svendsen, Finn Malthe Madsen (udspring), Jacob Rask, Jan Poulsen, Jesper Boye, Jesper Bundgaard, Jesper Christensen, Jesper Johannesen, Joachim Mortensen, Johan Sebulla, Kaj Norring (dansk mester i udspring), Karsten Kristensen, Klaus Pedersen, Mads Hansen, Michael Andersen, Michael Nielsen, Nicolai Nordsborg, Ole Stevns (udspring), Per Halvorsen, Per Knudsen, Peter Fuglsang, Peter Ørum, Poul Højbjerg, Simon Simonsen, Simon Wille, Søren Thomsen, Thomas Budolfsen, Thomas Kallehauge, Torben Riis og mange flere.

Af piger/damer kan nævnes Camilla Rask, Gitte Lundø, Grit Sigsgaard, Helle Nielsen, Karin Lentz, Maren Sivesgaard, Marlene Thomsen, Marie Bjørn Hansen, Mette Hansen, Pernille Dam, Pia Boelskifte, Rikke Sørensen, Sanne Bundgaard og Trine Bomholt.

Camilla Rask har gennem sin svømmekarriere vundet utallige medaljer og mesterskaber og slået rekorder, og er den mest vindende kvindelige svømmer i Brønderslev Svømmeklub gennem årene. Camilla har også været valgt som årets sportsnavn i Brønderslev.

Klaus Pedersen

Klaus Pedersen skriver således om sin tid i Brønderslev Svømmeklub.

Det hele begyndte med, at jeg som mange andre unge i Brønderslev levede det meste af min fritid på friluftsbadet fra 1. maj til 1. september.

Da jeg var 10 – 12 år havde jeg så meget vandskræk, at min storebroder, Henning, ikke ville have mig med på friluftsbadet. Men omkring 13-års alderen var der svømmestævne mellem Skolegades skole og Søndergades skole i Brønderslev.

Jeg gik på Søndergades skole og må have haft det lidt som humlebien, der ikke vidste, at den kunne flyve.

Jeg vidste ikke, at jeg svømmede stærkt! 50 meter bryst på 42 sek. Det var hurtigt!

Men den daværende livredder (han hed vist Jens Olsen) tog fat i mig og sagde, at jeg skulle give mig til at svømme i Brønderslev Svømmeklub, og han sendte mig hen til svømmetræneren Werner Schwertfeger, som jeg husker som en meget høj mand. Jeg aftalte med Werner, at jeg ville komme til træning.

Da tiden kom, ville jeg ikke ret gerne afsted, jeg var genert, men min mor fik mig sendt af sted.

Jeg frøs meget og troede, at Werner var ved at opgive mig.

Så skulle der holdes et svømmestævne, og jeg var ikke helt vild med at skulle deltage, men min gode ven, Bent Faurholt Olsen, havde fået det arrangeret sådan, at jeg skulle ligge på en bane ved siden af ham.

Jeg svømmede alt det, jeg kunne, og slog alt og alle – også Bent. Efter det stævne var jeg ligesom med i kliken.

Svømmeklubbens største talenter var Bent Faurholt Olsen, Flemming Nicolaisen, Ole Andreasen, Jens Højbjerg, Henning (Bager), Henning Sander Nielsen, Ole Christiansen, Elsebeth Engel Jensen, Karin Lund Nielsen, Helle Lund Nielsen, Kirsten Rod, Elsebeth Kroer, Ingebrit Jensen og mange flere. Der var et godt sammenhold os alle imellem.

Vi svømmere hjalp også med til det praktiske på Friluftsbadet. Jeg husker, at vi skulle have et stævne, som hed ”Jysk Ikke Hal Mesterskab”. Vi skulle forinden have nye banetove, som blev købt ved en vodbinder i Hanstholm, og inden der blev fyldt vand i bassinet, ringede Andresen, Bademesteren, at hvis vi ville have sorte striber i den lave ende, så var det nu, vi skulle komme og male striber på bunden af basinnet. Det gjorde vi hvert år. Selv det gamle højttaleranlæg med gammel kulkornsmikrofon skulle repareres, og som radiomekanikerlærling var det mig, der måtte gøre det.

Min svømmekarriere startede for alvor, da jeg var til Jysk Junior Mesterskaber i Esbjerg 1967. Jeg var på lejrskole på Læsø og havde af skoleinspektør Kløve fået lov til, at jeg måtte komme hjem en dag før mine skolekammerater for at kunne nå at komme til stævnet.

Svømmetræneren Werner Schwertfeger og hans kone, Tove, kørte Elsebeth Engel og mig til Esbjerg. Jeg var heldig og vandt!

Ved Jysk Mesterskab i Viborg i 1968 blev jeg nr. 7.

Ved Danmarks Mesterskaberne i Gladsakse 1969 vandt jeg bronze i 200 meter brystsvømning.

Ved Jysk Mesterskab i 1970 og ved DM indendørs i Odense samme år vandt jeg begge steder.

Senere i 1970 deltog jeg i DM i Århus, hvor jeg boede hos Werners forældre i deres kolonihavehus. Jeg lånte fru Schwertfegers damecykel og cyklede selv til 200 meter brystsvømning.

Werner og Tove var på camping i Lundeborg, så jeg måtte klare mig selv ved dette stævne.

På vej til stævnet væltede jeg på fru Schwertfegers cykel i sporvognskinnerne og slog mig noget, men jeg nåede det og vandt.

Da jeg kom hjem til kolonihavehuset og havde vundet, mente fru Schwertfeger, at det skulle fejres med et glas portvin, og selvfølgelig skulle naboen skåle med.

Naboen var selveste Henry From, den legendariske målmand på fodboldlandsholdet, så jeg har skålet med Henry From!! Stolt!

Om lørdagen var Werner med, og der skulle svømmes 100 meter brystsvømning, som jeg vandt!

Ud af mine mange diplomer og medaljer er er der to nåle, som jeg er særlig stolt af. Guld med Sløjfe, som man får efter at have svømmet på guldtid fire år i træk.

Elitenålen er jeg særlig stolt af at have fået. Jeg var nr. fem eller seks, der fik den meget prestigefyldte anerkendelse.

I 1971 tabte jeg 200 m bryst til Karl Christian Kock, men vandt 100 m bryst.

I 1972 var jeg med igen, men tabte, fordi jeg var blevet opereret i knæet og var ikke helt kommet i form igen.

Jeg havde dansk rekord i 200 m og i 100 m brystsvømning.

Da jeg første gang satte dansk rekord i 100 m bryst, var det i en tid på
1 minut og 16,7 sekunder, som jeg forbedrede over nogle år til
1 minut og 9,1 sekunder.

Olympiske lege

Ved fortræningen til de Olympiske Lege i München 1972 deltog Klaus Pedersen assisteret af sin træner, Werner Schwertfeger, på Idrætshøjskolen i Vejle. Klaus var dansk mester i 100 og 200 meter brystsvømning og havde store chancer for at blive udtaget til OL.

Klaus havde overrasket alle i svømmekredse med sine flotte resultater. Han havde officielt sat to danske rekorder og uofficielt seks, som ikke kunne godtages, fordi begivenhederne ikke var anmeldt til Svømmeforbundet.

Desværre blev han ikke udtaget til OL trods de fine resultater, han havde opnået hidtil.

Svømmetræneren Werner Schwertfeger var den eneste af de deltagende trænere, der accepterede selv at gennemgå programmerne, som de skulle instruere deres svømmere i. Werner ville selv mærke, hvor træningen gjorde ondt. Så kunne Klaus ikke komme og beklage sig over smerter de forkerte steder.

Europa Cup

I 1971 afholdtes Europa Cup i Oslo, hvor Klaus Pedersen skulle deltage. Han var ikke tryg ved at skulle deltage ved så stort et arrangement uden at have sin træner med, men det var der ikke afsat penge til.

Klaus bad om et møde med Brønderslevs borgmester, P. N. Jensen, og forklarede ham sit problem. Borgmesteren viste forståelsen for den unge svømmers problem og gav ham 3.000 kr. til transport og ophold til træneren.

Klaus Pedersen kunne lettet tage til Oslo med sin træner Werner Schwertfeger, som kørte i egen bil til Oslo med Klaus og sin kone Tove.

Klaus stod for den bedste danske præstation ved at vinde sølv i 100 meter brystsvømning og forbedrede samtidig sin egen danske rekord med 0,5 sekund til 1 minut og 14,4 sekunder.

Jacob Rask

I januar 1987 begyndte den kun syvårige Jacob Rask at svømme i Brønderslev Svømmeklub. Han havde ikke svømmet ret længe, før han begyndte at komme i toppen på resultattavlerne.

I perioden 1987 til 1999 udviklede Jacob sig til at være Brønderslev Svømmeklubs største svømmetalent i mange år med utallige mesterskaber og medaljer, både nationalt og internationalt. Ved Vendsyssel Cup i 1990 var han med til at få 1. pladsen i 4 x 50 meter medley og han fik 3. pladsen i 100 meter rygcrawl for herrer yngre juniorer.

Så gik det støt fremad med topplaceringer ved det ene mesterskab efter det andet. Trods sygdomstilfælde kunne han præstere at vinde. Som 12-årig kunne man i reportager fra svømmestævner se ham benævnt som stortalent.

Jacob Rask blev udtaget til det danske juniorlandshold, der skulle deltage i Multi Nations Youth Meet i Lissabon den 6. og 7. april 1996, hvor han fik to sølvmedaljer.

Den 18. oktober 1996 var en stor dag for Jacob Rask, da han på Se og Hørs domicil i København skulle modtage Gunnar Nu Fondens pris, som blev overrakt af den legendariske fodboldspiller Harald Nielsen, Guld Harald. Med prisen fulgte 10.091 kr. De 91 kr. var fordi Gunnar Nu vil være fyldt 91 år få dage efter prisoverrækkelsen.

I foråret 1997 deltog Jacob sammen med landsholdet i et internationalt svømmestævne i det nye olympiske stadion i Athen med deltagere fra 13 lande. Han vandt to guldmedaljer i henholdsvis 100 og 200 meter ryg.

Tre DM-medaljer kunne i 1998 smykke Jacobs hals ved De Danske Kortbanemesterskaber. En guldmedalje i 100 meter ryg, en sølv i 50 meter ryg og en sølv i Jacobs favorit-distance, 200 meter ryg.

I bladet SVØMMESPORT nr. 3 i marts 1998 omtales Jacob Rask som talentfuld, målrettet, ambitiøs og dansk svømnings største talent.

Jacob Rask fik i december 1998 overrakt Mælkens Idrætspris, af den kendte fodboldspiller Tommy Troelsen. Jacob havde gjort sig værdig til prisen ved at have sat 17 danske juniorrekorder og vundet flere mesterskaber for seniorsvømmere, og samtidig havde han passet sin gymnasieuddannelse.

Jakob er to gange kåret som Årets Navn i Brønderslev.

Jacobs scrapbøger fylder tre brevordnere med avisudklip, diplomer, billeder og notater om hans utrolige karriere som svømmer.

Der er så mange diplomer og artikler om resultater ved svømmestævner nationalt som international, at det er helt uoverskueligt at skulle nævne dem. Desuden har han slået sine egne rekorder gang på gang.

Brønderslev Svømmeklub i kaos

I 2004 blev der kaos i Brønderslev Svømmeklub på grund af uoverensstemmelser mellem bestyrelsen og svømmetræner Jens Højbjerg, der gennem 28 år havde stået for eliteholdet, og det førte til, at han flyttede til Svømmeklubben S68 i Hjørring, hvor han bliver assisterende træner.

Flere elitesvømmere flyttede med Jens Højbjerg, fordi de følte, bestyrelsen for Brønderslev Svømmeklub satsede alt på motionssvømmerne og vendte den kolde skulder til eliteholdet. Det viste blandt andet en episode, hvor guldmedaljer hang om halsen på nogle svømmere, som blev lykkeønsket af alle, men ikke af nogen fra Svømmeklubbens bestyrelse, der også var til stede.

Under Jens Højbjergs træning havde en svømmer blandt andet vundet 22 medaljer, og nogle svømmere havde deltaget på landsholdet. På grund af Jens’ træneregenskaber fulgte de med ham til S68.

Formanden for bestyrelsen, Allan Merrild, forklarede, at man satsede på andre områder end eliten, og de gik med planer om at lave et nyt konkurrencehold.

Hvorfor gå med planer om at lave et nyt konkurrencehold, når man havde et af landets bedste i forvejen?

En elitesvømmer erklærede, at et konkurrencehold ikke bare lader sig opbygge, og bestyrelsen havde skudt sig selv i foden med et stort gevær.

Jens Højbjerg syntes, det var mest synd for svømmerne. Det tager to år at ødelægge et hold. Det tager otte til ti år at bygge det op igen.

Bademesteren stoppede i svømmehallen

Bademesteren i Brønderslev Svømmehal Jens Højbjerg, som også tidligere var træner for eliteholdet i den gamle Brønderslev Svømmeklub fra 1977 til 2004, stoppede som bademester i september 2008 for at blive cheftræner i svømmeklubben S68 i Hjørring.

Jens Højbjerg blev ansat i Brønderslev Svømmehal i april 1976.

De sidste fire år havde han virket som assisterende træner i svømmeklubben S68 i Hjørring og skulle fra oktober være deres cheftræner.

Den nye situation gav Jens nogle flere fritimer til at dyrke sin store passion – heste. Siden 1965 havde Jens deltaget i hestevæddeløb på amatørbasis, og det skulle der gøres mere ved. Jens havde købt en lastbil til hestetransport og var derfor ved at tage det store kørekort.

I løbet af de mange år som træner, havde klubbens svømmere hentet medaljer hjem ved både DM, EM og VM, der manglede kun en OL-medalje. Det havde været et stort privilegium for Jens at arbejde med sådanne dygtige unge mennesker. Han forlod ikke svømmehallen tynget af vemod, men havde været glad for jobbet – i hvert fald i de første 25 år af de 32.

Med Jens som træner havde Svømmeklubben fostret fire landstrænere:

• Bodil Bach
• Nicolai Nordsborg
• Peter Fuglsang
• Mads Hansen – seniorlandstræner med en omfattende uddannelse blandt andet i Canada.

De trænede svømning hos Jens, medens de var elever på Trænerskolen i Aalborg.

Brønderslev Svømmeklub er landet største

På generalforsamlingen i september 2005 var formanden for Brønderslev Svømmeklub stolt over at konstatere, at klubben var landet største med 2670 medlemmer.

Konkurrenceholdene havde mange dygtige svømmere, og nye trænere havde givet nyt blod til klubben, hvilket havde givet resultater på holdene. På konkurrence- og talentholdet var der ingen konger eller dronninger – alle var lige, erklærede formanden for Svømmeklubben, Allan Merrild.

Ikke mindst Babysvømning var meget populært, og der kom mødre og babyer fra det meste af Vendsyssel.

Økonomisk krise

I januar 2008 meddelte formanden for Brønderslev Svømmeklub, Allan Merrild, at økonomien ikke så godt ud. På grund af dårlige omklædningsfaciliteter og manglende P-pladser var tilslutningen til klubben ikke så god som budgetteret, og derfor var der et budgetunderskud på 200.000 kr.

De nye regler indenfor Brønderslev Ordningen Idrætssamvirket gav
ca. 400.000 kr. mindre i tilskud end før, så der forventedes et underskud på
ca. 100.000 kr.

I juni 2008 begærede SKAT Brønderslev Svømmeklub konkurs på grund af en skattegæld på 500.000 kr.

Konkursboet blev i december 2008 gjort op til en gæld på 1,9 mio. kr.

Der var lønkrav fra de ansatte på 700.000 kr., som blev dækket af Lønmodtagernes Garantifond. SKAT havde knap 500.000 kr. til gode. Dansk Svømmeunion havde 200.000 kroner til gode. Et pengeinstitut havde 150.000 kr. til gode. 14 kreditorer måtte vinke farvel til sammenlagt 1,2 mio. kr., som Brønderslev Svømmeklub skyldte dem.

Formanden for Svømmeklubben, Allan Merrild, forklarede, at de nye tilskudsregler kostede dem 485.000 kr.

Beløbet var slet ikke så stort, sagde Brønderslev Ordningens formand og gav udtryk for, at bestyrelsen selv måtte tage ansvaret for konkursen. Det var urimeligt at skyde skylden på tilskudsordningen.

Der kunne sagtens drives Svømmeklub med det nye tilskud og hvis ikke, lå problemet hos bestyrelsen, sagde formanden for Brønderslev Ordningen.

Brønderslev Svømmeklub anno 2008

Brønderslev Svømmeklub Anno 2008 (BSK08) blev stiftet den 10. juli 2008. Foreningen blev etableret, efter at den gamle Brønderslev Svømmeklub gik konkurs, med det formål at sikre Brønderslev og omegn en svømmeklub i fremtiden.

BSK08 og dens bestyrelse blev etableret uden nogen personmæssige eller økonomiske relationer til den konkursramte Brønderslev Svømmeklub.

Om BSK08

Økonomien startede på bar bund uden penge og ingen gæld. Der var trænere til 600 til 700 mennesker, og der blev tilbudt samme aktiviteter som før undtagen vandyoga.

Målet var at blive en klub med et bredt udbud af svømmeaktiviteter til alle aldre, og hvor det sociale blev vægtet højt.

Der blev lavet et skrabet budget, der ikke gav plads til at kunne spendere.

Det lykkedes BSK08 at købe redskaberne af konkursboet efter svømmeklubben i konkurs.

Der var tilmeldt 800 medlemmer, men så blev klubben nødt til midlertidigt at lukke for tilgang på grund af manglende trænere.

Den nye svømmeklubs intentioner

Klubben ville arbejde på at have et bredt udvalg af aktiviteter for alle aldre af svømmere. Basis skulle ligge i svømmeskolerne for både børn og voksne.

De allerbedste svømmere kunne svømme på talent- og konkurrence-holdet, og som deltagere i stævner rundt om i landet, og de allerbedste ville få mulighed for at deltage i danmarksmesterskaberne.

Der var andre aktiviteter som for eksempel vandgymnastik, aquafitness og babysvømning. Der blev hele tiden søgt nye aktiviteter, som kunne tilbydes medlemmerne.

BSK08 skulle være et godt sted at være for alle uanset alder, køn og etnisk baggrund. Der skulle tages udgangspunkt i den enkelte, men med et forpligtende ansvar for fællesskabet. Svømning er en enkeltmands- og konkurrencesport, men med holdånd. Man så for eksempel gerne, at svømmerne heppede på hinanden.

Svømmeskolen gav alle mulighed for at svømme på hold, hvor man var på nogenlunde samme niveau i forhold til svømmernes alder og talent.

Svømmerne skulle efterleve BSK08’s værdigrundlag og svømmehallens ordensregler. Det ville blandt andet sige, at rekvisitter skulle behandles ordentlig og lægges på plads efter brug, så de var klar til den næste, der skulle bruge dem.

Det var vigtigt, at alle fik gode svømme- og sociale oplevelser. Det var vigtigt, at alle viste respekt for hinanden.

For at Svømmeklubben kunne fungere, var det meget væsentligt, at forældre også bidrog med at løse visse opgaver og gav opbakning til klubbens aktiviteter.

Nutidens BSK08

Det er ofte vanskeligt at begynde noget nyt ovenpå noget, der er gået galt. Den nye svømmeklub BSK08 fik etableret et godt økonomisk grundlag i løbet af de to første år. I 2009 var medlemstallet ca. 1.000, men faldt langsomt til ca. 625, da coronapandemien ramte verden i december 2019 i Kina og med lynets hast bredte sig til hele verden.

Da alt i Danmark blev lukket ned i 2020, måtte BSK08 også lukke for aktiviteterne, og medlemstallet dalede og er i skrivende stund lidt under 500. Der har været mange trofaste medlemmer.

Takket være en stram økonomisk styring af kassereren var klubben godt polstret til en vis modgang. BSK08 valgte at fastholde ansættelsen af trænerne for at være klar, når aktiviteterne kunne genoptages, og der blev søgt om og givet økonomisk støtte via de landsdækkende tilskudsordninger.

Der er ikke defineret specielle planer for fremtiden, men svømmeklubben tilbyder børn og alle andre, der har lyst til at være i vand, at kunne lære at svømme, lære at beherske vandskræk og voksne kan gå til aquafitness.

Der er mulighed for genoptræning ved at cykle på cykler, som står på bunden af svømmebassinet, og når man træder på pedalerne, kommer man ingen steder, men vandmodstanden på benenes bevægelse, opbygger musklerne i benene og flere andre steder.

Der er et talenthold med 21 svømmere, som trænes af dygtige trænere, og blandt de yngste svømmere er der nogle meget målbevidste, som også vil være talenter, og de ved godt, det kræver disciplin og hård træning.

Fremtiden tegner positivt for BSK08, økonomien er meget sund, og bestyrelsen ser optimistisk på situationen og ser frem til en svømmeklub med fremgang i medlemstallet og aktivitetsniveauet og gerne mange medaljer.

Dette kapitel er skrevet på baggrund af samtaler med Elsebeth og Bent Rask, Benthe og Jens Højbjerg, Klaus Pedersen, Camillas og Jacob Rasks scrapbøger og mange avisartikler.

En stor tak til dem.

 

Tonny Bistrup

Oktober 2021