Foreningssamvirket i Vrensted ansøgte i september 2015, på vegne af Lokalhistorisk Arkiv for Vrensted og Omegn, Hjørring kommune om at få ”Ane Maries Hus” på Sct. Thøgers vej optaget på kommunens liste over bevaringsværdige bygninger.

Ønsket er, at bevare et usædvanligt hus, bygget i 1914 som institution og bolig for enlige kvinder af sagfører Anders Olesen på en tid, hvor dette ikke var almindeligt – og hvis betydning for den lille landsby Vrensted den dag i dag udgør en væsentlig del af landsbyens historiske og kulturelle sjæl.

Anders Olesen var en udsædvanlig mand med en social fremtidsvision, født i 1854 på Pilgårdsvej i Vrensted, og Nørresundby Banks grundlægger og første direktør. Desuden var han medstifter af Den Kellerske Anstalt i Hammer Bakker og med til at foranstalte tilplantning og bevaring af store jordarealer i Bakkerne.

Det over hundredårige ”Ane Maries Hus”, der var i brug som institution indtil begyndelsen af 1980’erne og nu bruges som børnehave, står i dag bygningsmæssigt meget nær det oprindelige, da den blev tegnet af københavnerarkitekten V. J. Mørk-Hansen og opført på grunden lige overfor Vrensted Kirke.

I forbindelse med en artikel i Nordjyske i foråret 2016, hvori ”Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Hjørring Kommune” efterlyste bevaringsværdige bygninger i Hjørring, henvendte Arkivet sig til denne, og i april 2016 havde vi besøg af repræsentanter for foreningen, der besigtigede huset og det historiske miljø, med den ligeledes i 1914 opførte gård Kirkemarken og donorhusene på Bådstedhedevej og Vingevej, der fra 1914 til 1950’erne udgjorde den daværende ”Stiftelse”.

I dag kan der ikke være tvivl om, at Vrensted med ”Ane Maries Hus” er i besiddelse af en enestående arkitektonisk perle, der gennem årene heldigvis er behandlet med den fornødne omtanke og respekt af dets kommunale ejere, således at bygningen står i flot original og bevaringsværdig stand, og må betragtes som et vigtigt vidnesbyrd om datidens begyndende sociale tankegang og om dets mæcen og bygherre.

Det er Lokalhistorisk Arkiv magtpåliggende at få ”Ane Maries Hus” gjort bevaringsværdigt nu, idet projektet ”Byens hus” vil stå færdigt i efteråret 2018 og dermed flyttes børnehaven til den ombyggede tidligere skole og ”Ane Maries Hus” går en usikker fremtid i møde.

Ane Maries en nu blevet erklæret bevaringsværdigt:

Ønskefondens historie fortalt af Erik Buus, stifter af Ønskefonden.

Formålet er at opfylde ønsker for børn og unge, mellem 3 og 18 år, der har en uheldbredelig sygdom.

Den 24. april 1999, blev Landsforeningen Ønskefonden stiftet i Vrensted på Bådtedhedevej 243 i Vendsyssel, med undertegnede som initiativtager.

’
Frem til januar 2011 fungerede jeg om formand. I disse næsten 12 år, nåede Ønskefonden at opfylde ønsker for 1.000 børn og unge. Et resultat jeg er glad og stolt over. En glæde jeg gerne deler med de mange frivillige som har været med. Tak til jer alle.
Landsforeningen Ønskefonden samarbejdede frivilligt og uafhængigt med Make-A-Wish Foundation International. Dette ændredes den 30. november 2010, hvor den nye bestyrelse ændrede Landsforeningen Ønskefonden fra at være en dansk forening, til at være en afdeling af Make-A-Wish Foundation International og afgav dermed Ønskefondens suverænitet til Make-A-Wish Foundation International, da denne organisations vedtægter nu står over de danske. Et nyt kapitel startede under navnet Make-A-Wish Ønskefonden Danmark
Det havde aldrig været min mening, at Landsforeningen Ønskefonden skulle være styret af en anden organisation.
Erik Buus stifter
Hvorledes startede det hele?
Kimen blev lagt en aften i januar måned 1999, hvor DR1 sendte en dramadokumentarisk film, »En families kamp« (A Fight for Justice), den tegnede et portræt af en amerikansk familie, hvor der bl.a. var en meget idræts-aktiv teenagepige.
Efter en fodboldkamp kom hun hjem og klagede over ondt i det ene knæ, man antog at smerten skyldtes overbelastning. Men smerterne ville ikke forsvinde og det gav anledning til adskillige undersøgelser af det ømme knæ.
Efter mange undersøgelser, kom man – noget overraskende – frem til diagnosen: knoglekræft. Som viste sig at være af den aggressive type.
Sygdommen medførte mange langvarige sygehusophold, med deraf økonomiske omkostninger for familien. På et tidspunkt bliver faderen afskediget og dermed ryger også familiens sygeforsikring og familien bliver hurtigt fattigere og fattigere.
Efter et langt sygdomsforløb bliver det dårlige ben amputeret, men desværre havde sygdommen spredt sig og var ikke til at standse. Der fulgte endnu en lang sygdomsperiode med adskillige operationer o.s.v.
Som seer blev man langsomt, men sikkert involveret i denne piges liv og det bliver klart, at hun er uhelbredelig syg og ikke har lang tid tilbage at leve i.
En dag har faderen en yngre dame med hjem, det viser sig at hun kommer fra en organisation som opfylder ønsker for livstruende syge børn, den unge dame spørger pigen om hun har et specielt ønske
Pigen udtrykker, at hun altid har haft ét ønske; at komme ind i »Det Hvide Hus«, ind i »Det Ovale værelse« og evt. møde USA’s præsident.
Kort efter bliver pigen og familien hentet og kørt til lufthavnen og bliver fløjet til Washington DC, her møder de igen den unge dame fra tidligere, som sørger for at de i limousine bliver kørt til et flot hotel inde i byen, her bliver de installeret i en suite.
De næste dage går med at se regeringsbyen og efter nogle dage lykkedes det at komme ind i det »Det Hvide Hus« og også at komme ind i »Det Ovale Værelse«.
l »Det Ovale Værelse« får pigen lov til, i sin kørestol, at sidde ved skrivebordet. Efter et par minutter her, går døren op og hendes forældre kommer ind. Alle er enige om at pigens drøm gik i opfyldelse.
Kort efter går døren igen op og ind kommer præsidenten, i skikkelse af Bill Clinton og dermed pigens højeste ønske i opfyldelse.
Her ender filmen og man er klar over at det gør pigens liv også.
Det var Bill Clinton, som i egen person var med i filmen og ikke en stand-in. I øvrigt var han i 1999 den siddende Præsident i USA og har flere gange udført lignende opgaver i sin præsident periode.
Efter jeg havde set filmen, undrede jeg mig over at der i USA var en sådan organisation, der opfylder børn med livstruende sygdomme uden profit eller andre motiver.
Jeg blev enig med mig selv om at en sådan forening / organisation skulle vi også have i Danmark.
Efter lidt søgen fandt jeg frem til, at organisationen der stod bag det filmatiserede, det var Make-A-Wish Foundation. Jeg kontaktede Make-A-Wish Foundation og spurgte om jeg måtte se hvorledes de arbejdede. Der kom et digert værk, med historik, love m.v.
Herunder tilblivelsen af Make-A-Wish Foundation, som så dagens lys i Phoenix, Arizona, USA den 29. april 1980.
Det hele begyndte med opfyldelsen af et højeste ønske for et barn i Phoenix Arizona USA.

Sidst i 1970’erne rejste Chris (Christopher James Greicius) til Phoenix i Arizona, for at besøge mor moderen. Der var lidt knas i ægteskabet.
Medens de var i Phoenix, fik Chris pludselig stærk næseblod og fik efterfølgende konstateret Leukæmi. I 1970’erne var dette nærmest en dødsdom, hvor man i dag har en overlevelsesprocent på mere end 80. Takket være lægevidenskabelige landevindinger.
Chris’ mor Linda havde i tidens løb i Phoenix fået en del venner, heriblandt toldofficer Tommy Austin. Første gang Chris mødte Tommy Austin, havde Chris vist sine rets håndhæver evner ved at sige: Freeze, jeg er strisser! Dette førte til et omgående venskab
Den 7 årige Christopher James Greicius drømte om at blive en politibetjent, fordi politiet i hans øjne repræsenterede styrke, kraft og godhed i livet.
Da Chris’ helbred atter var for nedadgående (3. remission) var det var helt naturligt for hans moder at bede vennerne om at hjælpe med at opfylde Chris’ højeste ønske. Således blev Arizona Department of Public Safety (Politi), herunder også motorvejstjenesten (State Trooper) involveret i opgaven.
»John’s Uniformer«, der var ansvarlig for at fremstille Highway Patrol uniformer, blev bedt om at fremstille en uniform, nøjagtig kopi, i Chris’ størrelse. Indehaveren blev så rørt over dette, at han besluttede at involvere sig i opgave, så han og de to syersker arbejdet hele natten for at skræddersy uniformen for Chris.
Den 29. april blev dagen hvor Chris’ ønske skulle opfyldes, blev han hentet i sit hjem og kørt til hovedkvarteret. Chris der aldrig gik nogen steder uden sit Bubble-gum, blev hurtigt at sine nye politivenner døbt »The Little buble-gum trooper«. Selv denne dag havde han tid til at dele en pakke med politidirektøren.
Chris blev eskorteret rundt i Phoenix i bil, han var ude at flyve i en af politiets helikoptere, men da motorcykelbetjent Frank Shankwitz spurgte om ikke han kunne tænke sig en tur på hans motorcykel, sagde Chris »neato« og begrundede det med at der ikke var døre på en motorcykel.
Til gengæld var han meget fascineret af den vinge som Frank havde på sin uniform, som var et tegn på at han var motorcykelbetjent.
Chris fik besked om at såfremt han skulle have en sådan vinge, skulle han aflægge en prøve på motorcykel. Da var det heldigt at moderen havde givet ham en elektrisk trehjulet motorcykel, den kunne han nu aflægge prøve på.
Det er sikkert ikke nødvendigt at fortælle, at Chris bestod med glans!
Han fik også en bødeblok, så alle i nabolaget fik efterfølgende en bøde.
I løbet af dagen blev der også tid til, at Chris med hånden på biblen kunne aflægge ed som politibetjent.
Han var den første honorære State Trooper i Arizona historie og stadig den eneste.
Chris blev igen indlagt på sygehuset, stolt og glad over at være blevet betjent, han bad om at hans uniform blev hæng således han kunne se den fra sin seng og hans motorcykel hjelm og »Smokey Bear« hat placeres på hans kommode.
Få dage senere afgik han ved døden.
Moderen skriver i erindringerne om Chris, at hun er sikker på at han døde med et smil i sit hjerte.
Chris blev efterfølgende fløjet til sin hjemby Kewanee, Illinois, for at blive begravet, med fuld politimæssig honnør.
Med i flyet, på den triste mission var politibetjentene Scott Stahl og Frank Shankwitz.
På flyet tilbage til Arizona, sad Frank og Scott og reflektere over Chris’ ønske og den oplevelse det havde været at se hvor glad Chris var ved, at hans ønske gik i opfyldelse. Ønsket havde, synes de også, fjernet noget af Chris og hans moders smerte. Erstattet angst med smil og latter.
De mente at dette måske også ville gælde andre livstruende syge børn, så de blev enige med Linda, Chris’ moder om at de ville prøve at opfylde et ønske mere.
Man fandt frem til Frank Salazar kaldet »Bopsy«. Ligesom Chris, var han 7 år og havde diagnosen leukæmi.
»Bopsy« ønske var at blive brandmand, herudover ønskede han at besøge Disneyland og prøve at flyve i en luftballon. Phoenix Brandvæsen (Phoenix Fire Department), herfra var man meget villige til at opfylde »Bopsy’s« ønske.
Da han ankom til brandstationen nr. 9, en af flere i Phoenix, fik han en skræddersyet uniform komplet med en gul hjelm og støvler. Han blev kørt i brandsprøjte, fik lov til at bruge udrykningshornet og en brandslange og ved dagens ende fik han et brandmands emblem og var dermed officielt udnævnt som brandmand.
Dette ønske fik en hel del medieomtale og undervejs viste det sig at »Bopsy« ud over at ville være brandmand, havde to andre ønsker, det ene var et besøg i Disneyland og at flyve i en luftballon.
Først var der et par brødre som havde en luftballon og var luftskippere, som tog Bopsy med på en uforglemmelig tur, hvor han så Phoenix i fugleperspektiv.
Senere lavede Disneyland en helt speciel dag, for »Bopsy«, med private ture, måltider, gaver og meget mere.
Således fik han alle sine ønsker opfyldt, på den anden led strømmede der midler ind til de tre stiftere, således at de reelt fik et mindre problem og måtte oprette en fond af midlerne.
Denne fond fik navnet Chris Crecius Memorial Foundation, denne blev senere ændret til den Make-A-Wish Foundation.
Opfyldelsen af Frank Salazar’s (»Bopsy«) ønske blev også begyndelsen på den Make-A-Wish Foundation’s magiske forbindelser med Disney. Besøg i en Disney park er fortsat et meget stort ønske for mange børn.
Efter turen til Disneyland, var Bopsy tilbage på hospitalet, han var indlagt på tredje sal, en dag var der nogen som bankede på hans vindue, det var fem af hans nye kolleger fra Phoenix brandvæsen.
De havde kørt en stigevogn hen til bygningen og klatrede derpå end på hans værelse, alle grinede og hyggede sig en tid, inden hans nye kolleger skulle
tilbage til brandstationen. Senere samme aften, gik »Bopsy« bort. Alle hans ønsker var blevet opfyldt.
Således fik Chris’ drøm om at blive politibetjent en dimension mere, hans drøm gav inspiration til at mange andre børn kunne få et ønske opfyldt.
Make-A-Wish Foundation er senere blevet delt i en afdeling for USA Make-A-Wish Foundation America og en for resten af verdenen Make-A-Wish Foundation International.
Make-A-Wish Foundation International omfatter i dag mere end 30 lande udenfor USA.
Stifterne af Make-A-Wish Foundation America.

Efter at jeg havde læst om Make-A-Wish Foundation, dens formål og måden der blev hjulpet på, tæt på det omgivende samfund, ikke i et eller andet fjernt land, tiltalte mig. Så jeg gik i gang med at finde nogle som ville være med til at starte en sådan forening / organisation. Der var nogle stykker som godt ville være med og vi meddelte Make-A-Wish, at jeg overvejede at »stjæle« deres koncept og ændre på det til danske forhold. Her fik jeg at vide, at det var helt i orden med dem.
Herefter skulle formalia på plads, der skulle laves vedtægter, hvilket Advokat Anne Mette Ovesen i Hjørring var behjælpelig, samt statsautoriseret revisor Freddy Rasmussen, BDO Revision Hjørring. Begge hjalp uden vederlag.
Så den 24. april 1999 kunne Landsforeningen »Ønskefonden« stiftes i Vrensted, mellem Løkken og Brønderslev. Det var bestemt i vedtægterne at formålet var at opfylde ønsker for børn og unge, mellem 3 og 18 år, der er bosiddende i Danmark og lider af en sygdom af livstruende karakter(undtaget er Færøerne og Grønland). Dertil at der skulle være en garantikapital kr. 250.000, før der kunne opfyldes ønsker. Dette for at ingen, af de familier hvis barn skulle have et ønske opfyldt, skulle komme i økonomisk klemme i forbindelse med Ønskefondens arbejde.
Alderskriteriet var i en del år 4 til 18 år, da det var meget vanskeligt, at få ønsker fra 3-årige uden at forældrene kom til at bestemme, hvilket ikke var i tråd med intentionerne om at det skal være børnenes ønsker.
Det blev til et langt sejt træk at få disse penge samlet ind, det tog indtil midt i 2001 at få samlet de 250.000,-. Der blev talt om at nedlægge foreningen, men ved hjælp udefra kom det til sidst at lykkes. Dog måtte min hustru og jeg i en del år betale alle omkostninger til transport, husleje for foreningen, samt lys og varme.
Allerede i 1999 blev jeg inviteret til Phoenix for at se hvorledes Make-A-Wish Foundation International arbejdede, jeg var inviteret til at være med til deres årsmøde og generalforsamling. Invitationen var ikke fulgt op af nogen biletter, så jeg måtte i banken for at låne til turen. Dette var ikke den nemmeste opgave, da vi, min hustru og jeg, kort tid før var blevet »klædt af« af Bikuben og havde været gennem en gældssanering. Vi søgte adskillige nye jobs, vore dåbsattester som vidnede om vores alder var formentlig årsagen til at vi ikke kunne finde nyt arbejde. Så efter mange forgævedes ansøgninger havde vi valgt at gå på efterløn.
Jeg kom til Phoenix og havde en virkelig god oplevelse, ja! jeg var kommet til en helt ny verden. Mødet var samme sted og delvist sammen med Make-A-Wish Foundation America, så det blev også til samtaler med flere forskellige fra det amerikanske kontor, herunder de daværende CEO (direktør).
Hun gav tilsagn om at når der var skaffet kr. 125.000,-, ville hun sende et tilsvarende beløb, således garantikapitalen ville være på plads og der kunne opfyldes ønsker i Danmark. Der fulgte ingen bindinger med dette tilbud.
Det lykkedes mig også at få hjælp til rejse og ophold, så det hele kom til at koste mig ca. kr. 1.000,-
Ud over den lovede hjælp fra Make-A-Wish Foundation America, fik vi i starten pæne beløb fra flere Make-A-Wish afdelinger, f.eks. Minnesota, Israel og Texas.
Så ud fra al denne hjælpsomhed, blev der i 2000 underskrevet en aftale med Make-A-Wish Foundation International, om et samarbejde. Dette blev igen i 2007 verificeret. Samarbejdet med Make-A-Wish Foundation International, gjorde ikke landsforeningen Ønskefonden til en amerikansk filial, det var stadig en selvstændig Dansk forening, ledet af danskere.
Den nydannede bestyrelse blev man hurtigt klar over at det, at dække hele landet, var en meget stor mundfuld, så man begyndte at oprette lokalforeninger, under navnet »Ønskefondens Venner«. Disse lokalforeninger skulle hjælpe landsforeningen med det økonomiske grundlag, samt være med til at udføre opfyldelsen af ønsker. De første blev oprettet i Hjørring, Kolding, Rønne og et par stykker i Københavnsområdet. Desværre viste denne idé ikke at være holdbar, alle lokalforeninger sad bare og ventede på at hovedbestyrelse lavede alt arbejdet og lokalbestyrelserne skulle så kun tage sig af ønsker.
Dette blev rettet til at landet blev opdelt i 16 regioner, som hver skulle agere som hovedbestyrelsens forlængede arme.
En af årsagerne til at landsforeningen Ønskefonden blev stiftet, har været, at hjælpe i Danmark og ikke i et eller andet fjernt land. For selvom vi et rimeligt socialt sikkerhedsnet, så vil mange familier der kommer ud for at få et livstruende sygt barn betyde en indkomst nedgang for hele familien. Da de fleste børnefamilier indkomst er baseret på to indkomster, vil en ændring af indkomsten, være en belastning og det er helt sikkert at mindst denne part af forældrene vil komme være nødsaget til at få orlov fra arbejdsmarkedet. Godt nok vil den økonomiske nedtur ikke være af samme dimensioner som i USA, men den psykiske side af sagen vil nok være af nogenlunde samme dimensioner.
Når en familie så uheldigvis er kommet i den situation, at få et livstruende sygt barn, er det de kan ansøge om at få et ønske opfyldt for deres syge barn. For mange af forældre er det vanskelig eller umuligt at opfylde deres børns højeste ønsker, – og ofte har børnene ikke tid nok til at vente på at deres højeste ønske går i opfyldelse. Vi ved at mange forældre ikke har overskuddet til at henvende sig. Derfor kan enhver som har kendskab til et livstruende sygt barn, det være i familien eller i bekendtskabskredsen, kan henvende sig med en ansøgning.
Fra Ønskefondens side finder der ikke noget opsøgende arbejde sted, i forbindelse med at finde frem til evt. børn og unge som kunne få et ønske opfyldt. Dette fordi man ikke på forhånd kan love at opfylde ønsker. Man ved jo ikke hvor mange ønsker der kommer eller hvor mange penge der kommer ind til opfyldelsen af ønsker.
Principielt arbejdes der med ønskerne efter først til mølle princippet og der indgås ikke i aftaler om behandlingsforløb.
Som tidligere nævnt er det et krav at børnene og deres forældre er bosiddende i Danmark, deres etniske baggrund er uden betydning for at få et ønske opfyldt.
Med en ansøgning skal medfølge en ny lægeerklæring, et nyt billede af barnet og en beskrivelse af familiens arbejde og fritidsfornøjelser.
Når dette er modtaget, vil den læge som er tilknyttet Ønskefonden tage stilling til om barnet opfylder betingelserne. Er dette ikke i orden, afsendes der et afslag. Er ansøgningen godkendt, vil et hold (to frivillige) fra Ønskefonden kontakte familien for at aftale et tidspunkt hvor de kan mødes. Under dette møde skal barnet selv formulere tre ønsker og derefter sammen med de frivillig prioritere ønskerne, således man ved hvilket ønske der er det højeste. Her er det vigtigt, at det er barnets ønske og ikke forældrenes.
At der har været besøg af frivillige, er ikke ensbetydende med at der bliver opfyldt et ønske. Dette beror på ønskes art og Ønskefondens finansielle muligheder.
Alt vil blive gjort for at barnets højeste ønske kan blive opfyldt, men omstændigheder kan gøre dette umuligt, hvorfor det måske bliver et af de andre ønsker der bliver opfyldt.
Alle omkostninger afholdes af foreningen (det være sig transport, overnatninger, bespisning, billetter o.lign.). Samtidigt vil alle anstrengelser blive gjort for at barnets nærmeste familie kan deltage l arrangementet. Således det kan blive en oplevelse for livet, for hele familien. barnet og dets familie, således de sammen kan opleve og skabe specielle minder. Minder som kan bestå hvis det værste skulle ske.
Landsforeningen Ønskefonden har indtil nu kunnet opfylde gennemsnitlig 100 – 120 ønsker om året,
Hvad driver Ønskefonden? Det er ikke offentlige midler men en række medlemmer, som hver især betaler et kontingent, derudover er det donationer fra Erhvervslivet, Serviceklubber, Ordenssamfund og Kirkelige samfund.
Foreningen har ingen tilknytning til politiske eller religiøse organisationer, og køn, race, religion el.lign. er uden relevans for foreningens virke.
Foreningen bygger i al væsentlighed bygger på frivillig og ulønnet arbejdskraft, så langt den største del af de indsamlede midler går til at opfylde ønsker for syge børn.
Foreningen er medlem af ISOBRO, som er den danske paraplyorganisation for frivillige og velgørende foreninger o. lign., og tilslutter sig fuldstændig de retningslinjer og regler, som ISOBRO har fastlagt, både omkring indsamling af midler, regnskabsaflæggelse og af etisk karakter i øvrigt.
Foreningen er godkendt efter ligningslovens § 8A og § 12A, og kan således også modtage arv uden at skulle betale arveafgift.
Alle som yder et bidrag / donation på kr. 1.000 og derover, opføres på foreningens website. Bidragsyderne står på den aktuelle liste i et år, derefter flyttes de over på en anden liste. Men bliver på websiden. Listen over bidragsydere udsendes to gange årligt, med Nyhedsbrevene.
I foreningen har man altid bestræbt sig på at holde omkostningerne til administrationen nede, dette er bl.a. sket ved at der kun er en ansat i foreningen. P.t i 15 timer pr. uge. Eksempelvis har Danske Bank haft stillet kontorlokaler til rådighed for landsforeningen i nogle år og det på fordelagtige vilkår. Skoda forhandlerne i Ballerup, Glostrup, Roskilde og Valby stillede i 5 år en bil til rådighed, Alka forsikrede, Elf Oil betalte vægtafgiften. Jensen Skilte i Hedehusene dekorerede den og Mols-Linien sørger for at man kunne kommer let og smertefrit mellem landsdelene.
Alle midler, som indsamles i Danmark, går udelukkende til opfyldelse af ønsker for børn og unge, som bor i Danmark. Der opfyldes kun et ønske pr. barn!
Det landsforeningen Ønskefondens håb, at kunne bringe glæde og fornøjelse ind i familiers stressede tilværelse og forsøge for en kort stund at aflede tankerne fra de anstrengelse det er at have en svær sygdom i familien.
Det er spændingen og forventningen om, at kunne opfylde et ønske. Det er glæden ved at kunne opfylde det og det er tilfredsheden ved at have opfyldt et barns drøm, der er drivkraften og essensen i landsforeningen Ønskefonden. Der findes ikke nogen større belønning end smilet fra et barn.
Det er vigtigt at huske på, at vi voksne har haft tiden til at få de fleste af vore ønsker til at gå i opfyldelse. De børn Ønskefonden gerne vil hjælpe, har ikke denne luksus. De har ikke tid til at vente på at deres drømme og ønsker går i opfyldelse.
Følgende lille vers, siger med få ord hvad det hele drejer sig om:
Dagene kommer, og dagene går.
Snart er gået endnu et år.
Tiden går med raske fjed,
Vi må bare følge med.
Nogen bliver født – andre går bort.
For nogen bliver livet alt for kort.
Landsforeningen opfyldte sit første ønske den 2. august 2001, det var en hest til en pige i Hirtshals. Siden er det blevet til mange opfyldte ønsker og indtil den 30. november 2010, hvor første kapitel i Ønskefondens historie ender, blev det til 1000 ønsker et eller andet sted i Danmark.
Udført af ca. 100 frivillige, uden dem havde Ønskefonden ikke kunnet klare at opfylde disse ønsker.
Et nyt kapitel startede den 30. november, her ændrede Ønskefonden navn til Make-A-Wish® Ønskefonden Danmark og ændrede dermed status fra at være en ren dansk forening, til at være en filial / afdeling af den amerikanske organisation Make-A-Wish Foundation International.

Historien er fra bogen Min Barndom 2

Erindringer fra Løkken-Vraa

Lokalhistoriske Arkiver

2014 ,

med tilladelse fra familien udgivet på min hjemmeside.

Erindringer fra et langt liv med dyr i Vrensted, fortalt af kreaturhandler Simon Thomsen

 

 

 

 

 

Simon Thomsen blev født på gården Kjærgaard i Stenum i 1918 som søn af Maren og Hans Thomsen. Han voksede op på gården Eriksminde, øst for Vrensted. Det var hans mors hjem. Han havde fem søskende: Anna f. 1905, Agnes f. 1907, Ella f. 1909, Chresten f. 1912 og Esther f. 1922. I det følgende fortæller han om sin barndom og ungdom, sine forældre og sine bedsteforældre.

Nedenstående er et uddrag af 125 sider erindringer, som Simon Thomsen skrev i 2006.

Barndom – forældrene

Da mor og far, Maren og Hans Thomsen, blev gift, gik far i begyndelsen på arbejde. Et år havde han akkord på at rense et langt stykke af en stor bæk op. Den dannede skel mellem Stenum og Børglum og længere vest på fra Vrensted, for til sidst at løbe ud i havet i den nordre side af Løkken ved Furreby bæk. Længere østpå blev den kaldt Klostergrøften. Jeg tror, det var det stykke, der dannede skel mellem Stenum og Børglum, og som også er kommuneskel. Når han begyndte kl. fire om morgenen, kunne han tjene to kr. på en dag. En dag kom han i snak med en mand fra Børglum, som spurgte, om han ville købe en slagtekalv. Det gjorde han, og jeg kan huske, at han fortalte, at han tjente fire kr. på den. Det blev begyndelsen på hans liv som kreaturhandler.

Så begyndte han at slagte dyr. Da jeg gik i skole, blev der nogle gange slagtet et kreatur hjemme i laden. En gang var hele klassen ovre at se, da en stor tyrekalv på ca. 500 kg blev slået for panden og slagtet. Derefter blev den hejset op i en bjælke og gjort i stand. Dagen efter blev den parteret og pakket i trækasser. Far kørte til Brønderslev med kasserne, og de blev så sendt til Kvægtorvet i København. Det var først, når kødet kom i Kødhallen, at dyrlægen så på det. Sådan er det ikke i dag. Senere sendte han dyrene til det lille slagteri i Brønderslev, og derfra blev det sendt med kølevogn til København. Mor var vist den, der var bedst til at skære dyr i stykker og pakke det sammen.

Far var natteblind, og han havde derfor aldrig set stjernehimlen. På den tid af året, hvor det tidligt blev mørkt, spurgte mor ham altid, hvilken vej han cyklede. Jeg husker, at hun nogle gange tog en lampe i hånden og gik far i møde, hvis han ikke var kommet hjem før mørkets frembrud. Hun vidste jo, hvilken vej han skulle komme fra. Så kom far trækkende med cyklen i den ydre side af vejen, med cyklen mellem ham og grøften. Jeg har også prøvet at blive sendt ham i møde. Jeg husker, han sagde, at han var spændt på, om vi børn havde samme fejl med øjnene, som han selv havde. Jeg kan faktisk ikke mindes, at far nogensinde var ved lægen. Da han var 82 år, var han med mig til Aalborg Marked, og han gik op i byen og besøgte nogle af deres gamle venner. Da han så efter middag skulle gå ned til kvægtorvet igen og med mig hjem, da blev han påkørt af en pige på knallert. Far blev væltet omkuld og fik skrammer på det ene ben. Der kom to betjente og optog rapport. Den ene sagde til far: ”Har du fået et par bajere, Thomsen?” ”Ja, det hår a godt nok”, sagde far, ”men a fæk dej sidst, da a var 29 år!” Mor og far blev jo omvendt, da de var 29 år.
Betjentene så til hinanden og smilede, og så sagde den ene, at det kunne de godt se bort fra. Der blev ringet fra sygehuset, at jeg skulle hente far der. Jeg kan endnu høre, da han i snakken om, at det ikke er så skønt at få en indsprøjtning, sagde at det kunne han nu ikke forstå var noget at regne.

Jeg havde ringet til min søster, Agnes, at jeg skulle op at hente far på sygehuset. Det var den gang, han boede alene i Vrensted. Da så vi kom, var Esther og Anna kommet hen til Agnes, og de stod alle tre og tog imod ham. Far spurgte, hvor for de var kommet, men det var da i orden. De kunne jo ikke vide, hvor meget han var kommet til skade. Et andet minde fra drengeårene var, da en af husmændene kom og bankede på soveværelses vinduet. Han spurgte, om vi ville spænde hesten for jumben og hente jordemoren, som boede i Tømmerby eller der omkring. Når en fødsel stod for døren, fik vi besked, og så blev forkarlen væk ket og sendt af sted efter jordemoren. Mor tog sin store taske og cyklede så hen og var til hjælp med forskelligt. Det var en anden tid. Mor kunne næsten hjælpe til med, hvad det skulle være. Der var vist ingen af os, der kunne malke køer, som hun kunne, i hvert tilfælde ikke bedre.

Barndom – bedsteforældre

Jeg har kendt begge mine bedstemødre, men jeg har aldrig set nogen af mine bedstefædre. Jeg ved faktisk ikke, hvor gammel min fars far blev. Min fars hjem var på Vesterheden i Stenum. Det lå et langt stykke nord for vejen og er for længst fjernet.

Far havde, tror jeg, to søstre, som døde af tuberkulose, da de var små, og en søster, som blev sygeplejerske og cyklede rundt til de syge i Løkken. Jeg tror kun, hun blev 27–28 år, inden hun døde af samme sygdom. Der foruden var der tre søstre og to brødre. Far tjente tre år på Østergaard i Stenum som karl, og alt hvad han tjente de tre år gik hjem til hans forældre. Det reddede dem fra at komme på fattiggården i Tømmerby. Far fortalte, at hans far engang købte to køer for 25 kr. En nabo skulle have den ene, og han skulle så give en krone mere for den.

I 18 år, fra jeg var dreng, og til jeg blev voksen, lå bedstemor, min fars mor, i sengen hjemme hos os. Jeg ved faktisk ikke, hvad hun fejlede, men jeg har aldrig hørt, at hun klagede sig. Jeg kan huske, at mor havde hende oppe i en stol hver formiddag, mens hun blev vasket og sengen gjort i stand. Derefter blev hun hjulpet i seng igen. Om foråret, når køerne blev trukket på græs, holdt vi engang med køerne ude på vejen, så hun kunne se dem gennem vinduet. De nye karle kom med ind for at hilse på bedstemor, og der var flere af dem, som blev ved med at gå ind og tale med hende. Når fårene fik lam, gik vi tit ind til bedstemor med et lille lam, og vi har også været inde for at vise hende en spædkalv.

En sommer havde vi et føl, som blev ualmindelig kælent og lysten i en skive brød. Jeg gik og kælede for det, når det lå ude i gården, og lå det på siden, kunne jeg godt lægge mig oven på det. Jeg fik føllet til at gå efter mig, når jeg havde et stykke brød i hånden, og det gik så vidt, at jeg en dag fik føllet til at følge mig ind i bedstemors stue. Det var jo nok lidt risikabelt, men det gik fint.

Det er vist ikke mange, der som vores mor har passet sin svigermor i sengen i 18 år. Jeg synes, det var godt gjort.

Min mors far hed Erik Eriksen, og om ham ved jeg, at han fik et ben sat af, da han var i halvtredserne og vist døde, da han var 57 år.

Min mors mor boede sammen med mors søster, Else, som ikke blev gift, før hun var over 50 år. De boede mange år i Brønderslev, og moster Else arbejdede i forretning. Bedstemor havde en væv, som var ca. 180 cm bred. Der sad hun og vævede det meste af dagen, både væg- og gulvtæpper. Jeg husker engang, jeg var på ferie hos hende i Brønderslev, at jeg var kommet for langt væk fra huset, og jeg kunne ikke finde tilbage. En mand kom hen og spurgte, hvorfor jeg græd. Jeg var jo gået vild og kunne ikke finde, hvor bedstemor boede. ”Hvad hedder hun”, spurgte han. ”Hun hedder Lene”, svarede jeg, men det sagde ham ikke noget. Men da jeg fortalte, at hun vævede, vidste han, hvem det var. Så var den gåde løst. Bedstemor i Brønderslev døde lige til nytår i 1947. Min bror, Chresten, og jeg hentede hende i kisten på slæde, for hun skulle jo til Vrensted for at blive begravet. Det var en hård vinter det år, og vejene var lukkede mange steder. Der var flere steder, vi var nødt til at køre ud over markerne. Morbror Marius boede i Skæve. Han var kommet til Brønderslev, da bedstemor skulle i kapellet. Han gik bag efter slæden, til vi kom til sygehuset. Så gik han tilbage. Da der var begravelse, var vejene ryddet, så det gik ligesådan.

 

Drengeår

Når jeg som dreng kom hjem fra skole, sagde mor ofte: ”Du skal til købmanden”.

Jeg husker, at jeg f.eks. skulle købe en primus renser til tre øre, et glas til en lampe, som hæng te på væggen, til 15 øre, for ti øre gær og en pakke cikorie til at blande i kaffen for at gøre den billigere. Måske også tre spegesild, som købmanden havde i en lille tønde, hvor de lå i stærk lage, både med hoved og hale. De blev pakket ind i en slags tæt papir, som lagen ikke kunne trænge igen nem. Når så vi fik dem, havde mor renset dem og skåret dem i små stykker. Det var stærk kost! Når jeg var ved købmanden, sagde mor: “Hvis der er penge tilbage, må du købe sukker for to øre.” For dem fik jeg et stort kræmmerhus med blandede bolcher.

Da jeg var dreng, var der marked i Brønderslev hver mandag. Jeg har mange gange som 12-14 årig trukket alene med en ko eller to til Brønderslev. Det var en lang tur. Når så jeg kom derned, traf det, at far sagde: ”Du må gå hen til bageren og købe en stor jødekage”. Det var nu ikke altid så godt, for så havde far købt et dyr, der skulle hjem, og så gik turen tilbage til Eriksminde. Oven på det sov man godt om natten.

En gang havde far købt en islænderhest af Marie og Lars, som boede på Østerheden, og den skulle til slagteriet i Brønderslev. Marie græd, da jeg trak af sted med deres gamle hest. Inden jeg nåede frem, var den gået træt. Da jeg var ud for sygehuset i Brønderslev, lagde den sig midt på vejen. I det samme kom der en bil, og den måtte stoppe op, indtil jeg fik hesten op igen, og jeg blev skældt ud for, at jeg ikke kunne styre den.

Til marked i Brønderslev kørte far som regel med hest spændt for en fjedervogn med skravler på. Her kunne han have et par kalve eller søer med til marked. Når der ikke var dyr, der skulle trækkes hjem, fik jeg kørende med far i vognen. Senere sendte far også dyr til kreaturmarkedet i Aalborg. Det var ikke så sjældent, vi trak nogle dyr til stationen i Brønderslev om mandagen, og så kom de med banevogn til Aalborg. Her var marked om tirsdagen. Jeg kan huske, at første gang far fik dyr med bil til Aalborg Marked, var det med Peter Nielsen, Stenum. Der kunne bare stå to køer på langs i bilen, og den havde ikke engang dobbelt baghjul. Så jeg kan ikke se, at der var meget sikkerhed med to så store dyr i sådan en bil. Engang var far til hestemarked i Nørresundby, hvor han købte en hest og trak den hjem. Det var en lang tur. Da jeg var fem-seks år lærte jeg at malke køer, og 10-12 år gammel var jeg tit ude at malke et par køer, inden jeg skulle i skole. Prøv at bede en dreng om det i dag! Det var ikke så sjældent, at når jeg skulle i skole om vinteren og var færdig til at gå, kom Chresten og fik mig til at blive hjemme. Jeg skulle smide neg på tærskeværket, når han stod og lagde dem i maskinen. Det var jeg ikke glad ved. Næste dag spurgte læreren om, hvorfor jeg ikke havde været i skole. Så måtte jeg fortælle, at jeg skulle arbejde i laden. Det kostede nogen gange 10–15 øre i bod. Far var jo ude at handle, og så måtte jeg rette mig efter Chresten. Der var nogle landmænd i Børglum, som far tit handlede med, og nogle gange skulle en af dem trække hjemmefra med en ko til et bestemt tids punkt. På samme tid skulle en af os gå hjemme fra og så mødes mellem Børglum og Vrensted oppe på en engvej.

Den første cykel, jeg havde, købte far til mig for 30 kr., tror jeg. Jeg var nok 10-11 år dengang. Cyklen blev købt hos Gilbert Mikkelsen, som var cykelhandler i Vrensted. Det var ingen svær cykel, men det gik alligevel. Jeg fik lavet en stor kasse, som der blev sat tråd over, og så begyndte jeg at cykle rundt hver mandag aften til dem, der havde duer. Jeg købte dueunger, som kom i kassen. Det var mest drengene nede på Kongsengene, der havde mange duer.

Jeg kunne samle 20-30 duer de fleste uger, som jeg betalte 20-25 øre for pr. stk. Når jeg så kom hjem med dem, blev de aflivet ved at klemme dem under vingerne. Det gik hurtigt. Når de så var døde, bandt jeg dem sammen i et knippe. Der kom en mærkeseddel med navn og adresse på, og så fik jeg dem med til et lille eksportslagteri, som dengang fandtes i Brønderslev.

De kom derefter med kølevogn sammen med kreaturer, der var slagtet, videre til Kødbyen i København. Jeg kunne som regel tjene fem øre pr. stk. Det var en helt fin forretning. Grunden til, at de blev klemt ihjel, var, at det var sådan, slagteriet ville have dem.

Når jeg kom rundt på min tur, sagde de andre drenge: ”Nu kommer Due-Simon”.

Senere kom der en tid, hvor alle ville have kaniner, og så tror jeg, at det var ”Kanin-Simon”, jeg kom til at hedde.

Skolen

Mit hjem lå lige over for skolen, og jeg var godt kendt med læreren, Hans Brøchner-Hansen. Nogle gange havde jeg været ovre med mælk eller andet, som de ofte fik fra vores hjem.

Jeg havde lært at læse lidt, inden jeg skulle i skole, så jeg kunne ikke forstå, hvorfor vi skulle have den bog med, som vi skulle lære at stave efter. Så sagde mor: ”Du kan gå over og spørge Brøchner-Hansen, om du skal have ABC’en med”.

Jeg gik over til skolen dagen før, vi skulle begynde, og Brøchner-Hansen sad ude i hønsegården. De havde 10–15 høns, og når de havde spist fjerkræ til middag, gik han ud i hønsegården med de hønseben, der var blevet tilbage. Han sad på en sten og slog benene i stykker, mens hønsene stod rundt om ham og var parat til at spise de knuste ben. Jeg havde taget den lille røde læsebog med, som vi skulle bruge. Brøchner-Hansen spurgte, hvad jeg ville, og jeg svarede meget forknyt, at jeg gerne ville vide, om jeg skulle have ABC’en med i morgen. ”Selvfølgelig skal du det, det skal alle”. ”Ja, men a ka’ nok løøs”, sagde jeg så. ”Kan du?”, spurgte Brøchner-Hansen. ”Ja, a hår dæj bette røe med.” Så læste jeg for skolelæreren, mens hønsene gik rundt omkring og spiste benene, som han havde knust til dem. “Ja, men det kan du jo godt, så prøver vi det.”

Næste morgen fik jeg den lille røde bog, penalhus og en bog mere med. Så sagde mor, at hun ville følge mig over til skolen, det var jo lige nede ved vejen. ”Nej, a ka’ da nok go jenne derøver”, og så gik jeg frisk afsted. Mor stod ved enden af huset og så efter mig. Da jeg kom gående over legepladsen, hvor vi også kunne pumpe vand op, stod der en dreng, to-tre år ældre end mig. Hans hjem var et lille hus henne på Vrensted Fælled, ca. midt mellem Østre Skole og byen. Hvorfor ved jeg ikke, men da jeg gik forbi ham, fik jeg en ordentlig ørefigen. Jeg smed alle mine sager, og så gik det hjemad, alt hvad jeg kunne løbe. Mor stod stadig ved enden af stuehuset, da jeg kom vrælende hjem. Hun fik lige fat i armen af mig og fik så at vide, hvad der var i vejen, og at jeg med garanti ikke skulle i skole mere. Men mor var stærkest, og så måtte jeg tilbage igen. Der var tre-fire store piger, der havde fulgt deres mindre søskende i skole. Da mor kom med mig, havde de samlet mit “rejsegods” op, og jeg så, at de havde fat i Aage, som overfaldsmanden hed. Han fik en ordentlig afstraffelse, og så gik det. Og jeg blev faktisk glad ved at gå i skole. Næsten hele min skoletid sad jeg som nummer to i klassen, men der var en, jeg ikke kunne komme forbi.

Da jeg begyndte i skole i 1925, var det ikke så almindeligt med biler. Når vi kunne se, at der kom én østfra på grusvejen, så råbte vi: ”Der kommer en bil”, og så stod hele klassen ude ved vejen og så, når den kørte forbi.

Dengang var det ikke ulovligt at give børnene en over nakken eller en ørefigen og i værste fald en omgang i bagenden med en stok. Jeg husker, at en af de ældre drenge havde væltet naboens datter i grøften. Pigens far gik til læreren og for talte det. Næste dag så vi, at der var blevet sat en lang kæp ved siden af katederet. Drengen blev kaldt op foran os andre og fik besked om at bøje sig ned og tage fat om anklerne, og nu fik han at føle, hvad stokken skulle bruges til. Jeg kan huske, at han råbte: “A tisser i bukserne”, og så forsvandt han ud af klassen, og vi så ham ikke mere den dag.

De første tre år af min skoletid gik vi i skole to dage om ugen og de sidste tre år fire dage.

Ud over det gik jeg om vinteren et par år til nogle kurser om aftenen og vist også nogle eftermiddage. Mere har jeg faktisk ikke gået i skole, men det har gået alligevel.

To eller tre år af skoletiden var der også en lærerinde, og vi var delt i to klasser, men efter hun gik af på grund af alder, blev Brøchner Hansen ene om jobbet. Jeg holdt meget af ham. Han var militærmand, inden han blev lærer, og han var hurtig til at træffe en afgørelse, når der var noget, der ikke passede ham, men fem minutter efter var han den samme igen.

De første biler

Som sagt så løb vi af og til ud og stod ved vejen, når en af de nymodens biler kørte forbi på grus vejen. De kørte ikke så stærkt, og der var huller i vejen. Når hullerne blev for store og mange, blev der kørt dynger af grus og ral på. En vejmand med ”hjulbøre” gik så og fyldte hullerne op og jævnede vejen. Jeg husker mere end én fast vejmand, der reparerede vejen den tid på året, det kunne lade sig gøre. Jeg tror, at de dengang fik toenhalv til treenhalv kr. for en arbejdsdag på ti timer. Jeg kan huske, at vi en gang om året skulle til Frederikshavn og besøge fars søster, der var forstanderinde der. Jul Gjerlevs havde noget familie den vej, og så lejede vi en taxa, hvor der kunne være otte-ni personer i. Der blev ringet til et par vognmænd, om hvad de ville have for at køre turen.Jeg kan huske et år, at det kostede 17 kr. til deling for de to familier.

Esther og jeg var med, men jeg kan ikke huske, hvem af Jul Gjerlevs børn, der var med. Det var til eftermiddagskaffe og aftensmad, og vi var hjemme igen ved titiden om aftenen. Chaufføren blev i mellemtiden holdende i Frederikshavn, for det kunne ikke betale sig for ham at køre hjem. Han kom så med ind og spise, og ellers tror jeg, at han sad ude i bilen.

Ungdomsårene

Da jeg var 17 år, blev Stinne og Chresten gift. Det var ham, der havde drevet landbruget hjemme, men nu blev det så mig, der kom til at stå for det daglige arbejde.

Når jeg tænker tilbage, så havde vi seks heste til at gøre arbejdet i marken med. Om vinteren stod de på stald og blev fodret, og når de skulle arbejde i marken, var arbejdsdagen på ca. ti timer, så de skulle fodres godt. Det var op kl. fem og ud i stalden og begynde fodringen. De fik hakkelse, havreneg, der blev skåret i hakkelse med en maskine og et par sukkerroer. Der blev muget ud bag dem, og de blev striglet og børstet.

Kl. seks gik vi ind til morgenmaden, og kl. halvsyv fik de seletøjet på og kom ud i marken for at harve, pløje, tromle eller køre med såmaskine. Kl. 11.30 gik det hjemad til middag, og hestene blev fodret i stalden igen.

Vi havde fri til kl. 13, og så skulle vi i marken igen. På den tid, hvor der var travlt i marken, blev hestene fodret fra kl. 18 til 20.30 med en smule hakkelse for hver halve time og til sidst kl. 20.30 med hakkkelse og sukkerroer. Der blev fejet under dem og strøet tørt halm.

Det var mit arbejde i flere år, og det kunne godt være hyggeligt at gå og fodre dem af om aftenen. Vi havde et karlekammer i hjørnet af hestestalden, så når jeg kom i seng, kunne jeg ligge og høre på dem, når de stod og åd roer. Når det blev sommer, og der blev græs nok, kom de i engen om natten, og så skulle de hentes hjem før morgenmaden.

Jeg tror ikke, at der er mange i dag, der ville gå og fodre hestene på den måde.

Jeg har mange gange om efteråret gået og pløjet med en enfuret plov, der kunne lave en seks-syv tommer fure. Så det tog tid at pløje op til 20 tønder land. Når det gik godt, kunne man pløje ca. halvanden tønder land om dagen.

Jeg kan huske et par heste, som jeg kørte meget med. Markerne var ca. 250 meter lange. Når jeg kom til enden af furen ved vejen, og det var ved at knibe med at gøre en tur mere inden middag eller aften, så ville de helst stoppe. De kunne godt mærke om det var middags- eller aftenstid. Kom der nogen gående langs vejen, prøvede de på at stoppe, for om jeg mon ikke skulle snakke med den, der kom forbi. Heste er meget kloge. Vi havde to, nogle gange tre, karle foruden mig. Det var for det meste mig, der stod for at fæste dem, og det var som regel for et år ad gangen. Vi havde tit også to piger. Den ene var fæstet til at hjælpe i høsten, når vi kørte korn hjem i laden. Det var neg, som var bundet og stod i rækker, sat sammen for at tørre. Der var oftest seks neg i hob sat sammen i lange rækker. Når negene var tørre, blev de kørt hjem i laden. Vi kørte med to spand heste, og det var tit en af pigerne, som var med i marken og gik og stak neg op i vognen. Det var høje læs, så høje at det oftest kneb med at komme gennem porten ind i laden. Man skulle passe på at læsse læsset for højt, ellers traf det, at man kunne vælte med det. Hjemme var der to til at tage imod, når vi stak negene fra vognen op i gulvet, som vi kaldte det stykke af laden. En tog imod, og en anden lagde dem i pæne lag, så de var nemme at få fat i igen.

Når de om vinteren skulle i tærskemaskinen, så var der en, der smed negene ned til ham, der lagde dem i maskinen. Der var også en tredje, som tog halmen og kornet fra. Kornet kom fra tærskemaskinen i 100 kilos sække. Sækkene blev båret op på loftet. Hjemme bar vi hver vinter en del ind på loftet over stuehuset ad en trappe, som var i bryggerset. Kornet lå så der, indtil vi skulle bruge det til foder til svinene. En del blev brugt til sædekorn.

Den anden af pigerne var fæstet til at hjælpe til med at malke. Det var mest kl. seks om morgenen og kl. syv om aftenen. Jeg tror ikke, at det vil være let at fæste nogen til det i dag. Vi malkede hver fem-seks stykker.

I den tid, da jeg stod for landbruget hjemme, skulle jeg sætte karlene i arbejde om morgenen. Et år havde vi en Per Pedersen, en bror til Krista, som hjalp mor i mange år. Jeg har altid været god til at komme op om morgenen, men Per kunne jeg ofte kalde på to-tre gange, inden han stod op. Samtidig havde vi en frisk ung mand, Niels, fra Øster Brønderslev. Så en middag, hvor jeg havde kaldt ad dem, og Niels og jeg havde fået kaffe og skulle i arbejde, sov Per stadigvæk.

Det havde regnet om natten, og når der var kommet meget regn, var der en lille dam ude på gårdspladsen. Jeg fik Niels til at tage ham i benene, og jeg tog et tag i overkroppen, og så gik vi ud på gårdspladsen og ”tabte” ham lige ned i vandpytten. Når han efter den tid så mig i døren ind til sit værelse, røg han op af sengen, som var han blevet bidt af en gal hund. Det virkede vist bedre end skældud.

Jeg tror nok, at jeg var ret god til at enes med karlene, bare de ikke var for længe om at komme op, efter der var kaldt på dem.

Vi havde dog en ung mand, som var nem til at blive irriteret. Han kom engang kl. tre om efter middagen og forlangte den løn, han havde til gode. Han ville flytte – jeg husker ikke grunden. Jeg tog vist lidt fast i armen af ham og sagde til ham, at jeg ikke betalte penge midt på dagen. ”Se at komme i gang med det, du er ved, og så kan du komme, når vi har spist til aften. Så kan du godt få det, du har til gode”. Der blev aldrig talt mere om det. Han blev, som aftalen var, til 1. november.

Foråret efter, Chresten var flyttet, kom tiden, hvor vi skulle bestille græsfrø til en mark. Den gang fik vi en seddel på de forskellige græssorter, som skulle sås sammen med kornet til græsmark året efter. Jeg sagde til far, at vi skulle have bestilt græsfrø. ”Det er jeg vant til, at forkarlen ordner”, sagde far. Jeg vidste ikke noget om, hvilke sorter, der var bedst. Morbror Marius var dengang bestyrer på en gård i Vrensted. Jeg fik ham til at hjælpe mig med at lave en blanding, som passede, og så blandede jeg frøet, da vi fik det hjem. Når det skulle sås, blev det gjort med hånden. Det var jo meget let. Jeg var nogle gange oppe kl. fire om morgenen, mens det var helt stille vejr. Der skulle ikke sås mere, end man kunne tage det med to fingre. Kornet var sået med en maskine, som var ca. to meter bred, og det passede så, at jeg kunne sprede over den bredde, maskinen havde gået. Jeg husker det første år, jeg såede, hvor spændt jeg var på, hvor jævnt det var sået, og om jeg havde fået det hele med. Men det så nu godt nok ud, da marken var høstet, og græsmarken viste sig. Når frøet var sået, kørte vi med en hest for en let, men bred harve. Bagefter kørte vi med en tromle for at holde det nede, når der var hård vind.

Tørvegravning

Det år, hvor jeg skulle have været inde som soldat, havde vi fæstet en karl, som skulle afløse mig derhjemme. Så den sommer tog jeg ud at grave tørv ude i Vildmosen.

Vi var to, der arbejdede sammen. Den uge, vi gravede tørv til forbruget hjemme, begyndte vi om morgenen før kl. seks. Vi havde en hest for fjedervognen og redskaber med i vognen, blandt andet spader, en trillebør, og hvad vi ellers skulle bruge, og vi havde mad med til hele dagen. Den ene af os stod og gravede tørv og lagde dem op på brinken, og den anden kørte dem på trillebør ud og lagde dem på række til tørring. Det var et hårdt arbejde. Det var forskelligt, hvor dyb tørvejord, der var i mosen, nogle steder var der op til 24 lag tørv, og så skulle de køres langt ud for at få plads til tørvene. Vi havde jo ikke mere plads at lægge dem på end bredden af det stykke, vi gravede.

Vi kørte gennem Thise, Manna og Hammelmose Mark, og en kilometer syd for herregården Ny Hammelmose stod hesten i tøjr på vejen hele dagen. Vi var hjemme igen ved 18.30-tiden og så føltes det godt at hvile sig, efter at vi havde spist. Bagefter gravede jeg for min søster og svoger, Anna og Harald, og en nabo. Den tid boede jeg ude hos Anna og Harald. De havde en ejendom på Hammelmose Mark med ca. 19 tønder land. De havde to mindre heste til markarbejdet og et par grisesøer og knap ti køer plus kalve. Harald havde i nogle år turen med at køre mælk til Manna mejeri for en række naboer for at tjene lidt ekstra. Tørvene, som vi havde gravet og lagt ud på jorden, skulle vi ud at rejse op i rækker. Efter en uges tid var vi ude at stable dem op i skruer, som det kaldes. Når de var tørre, skulle de køres hjem og ind i laden. Vi havde nogle høje skravler på vognen, så der kunne læsses mange tørv på. Jeg er tit kørt hjemmefra mellem kl. fire og halvfem om morgenen for at få læsset vognen og komme hjem, inden det blev for varmt, især for hestenes skyld. Når det blev varmt, blev hestene overfaldet af fluer og klæge, som der var så mange af i mosen. Jeg kunne være hjemme til middag og af sted igen næste morgen.

Vintertur til Vildmosen

En nat i oktober 1942 eller 1943 kom der rigtig meget sne. Peder Bonnerups og vi havde en fenne, det vil sige en lejet mark, i Vildmosen, og vi havde endnu ikke fået plagene og fårene hjem. Der blev diskuteret, hvad vi skulle, og om formiddagen red jeg og en karl, vi havde, og to fra Bonnerups af sted til mosen. Da vi kom ud til fennerne, var fårene søgt sammen i det sydvest lige hjørne af fennen, og eftersom det sneede, kravlede fårene tæt sammen og stod efterhånden oven på hinanden. Vi bandt hestene og begyndte at grave fårene fri. De stod nærmest i en stak, og når vi trak et får fri, stod vi tit oven på et andet. Stakken var blevet så høj, at to får var kommet så højt op, at de var faldet ud over hegnet og ned en dyb grøft, der var mellem fennerne, og de var druknet. Vi fik fårene drevet over i en anden fenne, og så skulle der jo ny sne til for at det samme kunne ske igen. Vi drøftede, hvad vi skulle gøre med plagene. Det var vist mig, der var formand for det projekt. Plagene ville gerne hjem, så vi åbnede fennen, og jeg red forrest. Bagefter kom hele flokken ud på vejen. Jeg tror, der var syv, og så gik det ellers hjemad gennem Manna og Thise, og da vi nåede hjem, var der mørkt, og mine gummistøvler var fulde af vand. Alle plagene var fulgt med uden mindste vrøvl, men det havde været en hård tur, og vi var meget trætte. Anna og Harald boede på Hammelmose Mark dengang, og dagen efter fik vi ham til at køre ud og se til fårene. Han fandt to får, hvor dyngen fra dagen før havde været. Han så ulden stikke op af sneen, og han fik dem fri. Deres tykke pels gjorde, at de kunne få luft, selv om de var sneet til. Der var fire karle fra to andre gårde, som også var blevet sendt ud efter plage. De turde ikke begynde på turen hjem den dag og overnattede på en gård i mosen. Jeg tror nok, at vi andre var lidt hårde ved dem bagefter.

Simon Thomsen blev i 1948 gift med Inga Lisa Pedersen fra Løkken, og de fik to børn. Parret købte først en lille ejendom på Gl. Byvej og senere en gård på Bådstedhedevej i Vrensted og Simon Thomsen blev ligesom sin far kreaturhandler.

Han døde i maj 2012.

 

Bør børn have et hemmeligt liv

En omtale af Niels Jægerum om forældrebøger med gode råd.

Kilde :jane.buenemann@nordjyske.dk efter  2001.

Niels Jægerums produktion

Niels  har skrevet en række bøger. Flere af dem er bøger til forældre og handler om børns grundvilkår.

1997: “Da far var lille og spiste fisk”.

1999: “At bakse med livet”. 

2000: “Løse børn”.

2001: “Barndommens hemmeligheder”.

Alle bøger er udkommet på Kroghs Forlag A/S.

 “Vi kan sagtens forbyde vores børn at balancere højt på hanebjælken i laden. Vi kan også forbyde dem at springe i på hovedet fra en eller anden mole, men vi kan ikke forhindre dem i at gøre det”.

Sådan skriver Niels Jægerum i en ny forældrebog. Den hedder “Barndommens Hemmeligheder”, netop udkommet på Kroghs Forlag.

I bogen beskriver han levende det hemmelige liv, som børn efter hans mening skal have. Det hemmelige liv, som alle vi andre også havde.

• Jeg var ude og holde et foredrag. En mor henvendte sig til mig og sagde, at hun havde i hvert fald aldrig gjort noget farligt som barn, Så holdt hun en lille tænkepause og så kom det: “Jo forresten. Vi legede da på isflager”, fortæller Niels Jægerum.

• Og sådan er det med os alle. Vi mindes stunder, hvor der var fryd eller frygt godt skjult for forældrenes øjne. Som forældre hører man også om nogle af børnenes stunder – men først mange, mange år efter. “Barndommens hemmeligheder” indeholder en række erindringer om det forbudte og om det dobbeltliv, mange børn lever.

Bogen beskriver det der, hvor et barn for første gang går hjemmefra. Hen for enden af vejen, hvor man møder frygten for første gang, da starter det hemmlige liv. Det er det ved frygten, at man ikke kan lære den at kende via sine forældre. Man skal simpelthen prøve den selv. Derfor er man som forældre nødt til at sige til sit barn: Så nu går du selv det sidste stykke af vejen, forklarer Niels Jægerum.

Mod Kontrol

“Børns hemmelige liv” er en tydelig fortsættelse af den forrige bog med titlen “Løse Børn”. Den handlede om børns ret til frihed fra forældrenes evige overvågning. Den nyeste bog går længere.

Her skal børnene have lov til deres eget liv helt uafhængige af forældrene. Et liv, hvor de kan prøve livets smerte eller lyst af.

Selv betegner Niels bogen som en anti-bog mod kontrol og sikkerhed. En bog imod “Big Brothersamfundet”

– Vi er nødt til at tro på, at børnene kan klare sig selv. Børn er ikke født til at blive ført ved hånden altid eller leve på et skåneprogram, siger Niels Jægerum.

Selv husker han oplevelser fra sin egen barndom, der netop foregik udenfor overvågning.

– Det kys, man fik af sin kæreste på lejrskole, da lærerne sov. Det husker man da 35 år efter. Det er sådanne stjernestunder, man bærer rundt på som voksen, erklærer han.

En bog om året

Niels Jægerum underviser på Hjørring Seminarium. Han er desuden en meget efterspurgt foredragsholder over hele landet. Det er blandt andet historier fra disse mange møder, han fortæller om i sine bøger.

Mindst en gang om ugen er han afsted for at holde foredrag, når det er “mødesæson” i institutioner, skoler og foreninger. Derudover bliver der altså tid til at skrive den ene bog efter den anden.

Jeg sætter mig til computeren og skriver, mens mange andre ser fjernsyn, forklarer han.

Han skriver altid med slukket skærm. Det med at tælle linier bruger han ikke. Han kan mærke, når en historie er færdig.

Jeg kan så tænde for skærmen og være helt forbavset over, at jeg har lavet en fortælling, siger Niels Jægerum.

Han tilføjer, at det ikke er noget problem at skrive den ene bog efter den anden – siden 1997 én om året:

Når jeg skriver bøger, så oplever jeg, at jeg fyldes med den næste, når en historie er færdig.

Så vi kan formentligt vente endnu en Jægerum-bog næste efterår.

Den seneste bog er som den forrige illustreret af Michael Daniel N. B. Nielsen.

Hjemmeside: Niels Jægerum

• Niels Jægerum – hans digte

august 2019 z- jens otto madsen