Arven efter Harry

 

Kilde: Nordjyske år 2000, af Lone Beck

Kristian Jørgensen har i otte år været redaktør af Vagabond Avisen

Arven efter Harry

Vagabond: Kristian Jørgensen fra Vrensted laver avis for landevejsriddere.

En smal, stejl trappe fører op til redaktionen på 1. sal i den lille gulstensvilla midt i Vrensted. Redaktionslokalet er bare 10 kvm. stort, med nytapetserede, isblå vægge, reoler med ringbind i sirlig orden og et skrivebord med computer.

Det kunne være et ganske almindeligt kontor, men på væggene hænger fotos af langskæggede mænd med kasketter og frakker eller læderveste, der er tæt besat med medaljer og emblemer. På hver kasket sidder desuden et lille navneskilt: “Stifinder”, “Gamle” og ”Falken”. Og i et hjørne hænger en sort frakke som dem på billederne og tilhørende kasket. ”Redaktøren” står der på navneskiltet.

I det lille lokale bliver Vagabond Avisen til. Redaktør siden 1995 er Kristian Jørgensen. Han “arvede” Vagabond Avisen efter sin far, Harry.

Døden

Harry Jørgensen var livet igennem venner med de vagabonder, der kom forbi og fik et måltid mad og et sted at sove. Han var i den grad én af gutterne, at han blev døbt på ægte vagabondvis i øl, hvorefter han ikke måtte vaske sig i tre dage. Harry fik navnet ”Vagabondernes Bedstefar”.

Jeg bliver aldrig vagabondernes bedstefar. Jeg er deres redaktør, fastslår Kristian.

Han er aldrig blevet navngivet som landevejsridder og har heller ingen planer om at blive det.

Det ville betyde, at jeg kom ind i systemet, og det vil jeg ikke. Det er jo mit arbejde. Jeg skal ikke være anonym, men jeg skal heller ikke blande mig, mener Kristian.

Harry, der levede hele sit liv i Vrensted og Løkken, startede Vagabond Avisen i 1987, efter at den nu afdøde forfatter Knud Holst havde opfordret ham til at skrive en bog. En bog var for uoverskueligt et projekt, men så fik Harry, der i mange år var meddeler for Vendsyssel Tidende og Aalborg Stiftstidende, den idé at lave en avis om og til sine omstrejfende venner.

Kristian får stadig tårer øjnene, når han fortæller om den dag i februar 1995, da hans far døde. Men dødsfaldet gav også Kristian en ny mening med livet. Vagabond Avisen måtte ikke gå i stå, selvom redaktøren, trykkeren og distributionschefen i én og samme person faldt bort, så Kristian overtog bladet.

Glansperiode

52-årige Kristian Jørgensen var ellers tæt på selv at ende som vagabond for nogle år siden.

I 12 år levede han en almindelig, borgerlig tilværelse i København. Han arbejdede for et vagtfirma i København og havde hustru, hus og hund.

Det var min glansperiode, hvor jeg tjente styrtende med penge. Men jeg har altid haft vagabondblod i årerne. I mine unge dage for jeg rundt fra sted til sted. Det var først efter at jeg havde været soldat, at jeg slog ind på den borgerlige kurs, fortæller Kristian.

Men ægteskabet gik ikke, og i 1986 sparkede konen Kristian ud. Han stod pludselig uden tag over hovedet, måtte bo i sin bil og fik sin første nedtur.

Jeg kunne ikke klare det psykisk. Jeg holdt også op med at arbejde. Jeg var nok gået på landevejen, hvis ikke det havde været for hunden, mener Kristian.

Et herberg er ikke noget sted for en hund, så Kristian slog sig ned i en campingvogn.

Ny nedtur

Tiden læger alle sår, og Kristian mødte sin nye kone Bente. Han fik også et nyt job for et andet vagtfirma, men firmaet gik konkurs, og Kristian stod igen uden job. Parret havde ikke råd til at blive boende i lejligheden, så de boede i campingvogn i halvandet år og gik rundt og lavede ingenting og blev sure på systemet.

Dengang gjorde samfundet ikke noget for at få folk igang Arbejdsløse blev efter nogle år uden for arbejdsmarkedet sendt på førtidspension, og det skete også for Bente og Kristian, selv om de hverken var syge, fordrukne eller andet diskvalificerende.

I 1993 flyttede parret hjem til Vrensted, hvor de genopfriskede bekendtskabet med de vagabonder, der havde for vane at besøge Harry.

Heldigvis deler Bente Kristians sympati for landevejsridderne, og i sommers blev de to også gøglerviet.

Hvis jeg stadig havde været gift med min første kone, havde jeg ikke kunnet leve det liv, jeg gør nu. Hun kunne slet ikke have med vagabonder at gøre, fortæller Kristian.

Illusioner

Kristian Jørgensen har det bedst, når han trækker i sin vagabonduniform og tager ud på markeder for at være sammen med vennerne. Til daglig står den dog på hvid skjorte og nogle gange sågar slips.

Det der med slips har jeg det ikke godt med, men jeg kan godt lide at have det på engang imellem. Man er mere anonym i skjorte og slips, påpeger Kristian.

Jeg forstår mig ikke rigtig på at være borgerlig. Almindelige mennesker kan være meget hyggelige, men jeg vil hellere være sammen med landevejsriddere. De siger tingene ligeud, og det gør jeg også selv. Jeg er nok mere vagabond end borgerdyr. Jeg drikker ikke en masse bajere, men jeg har trangen til at fare rundt.

Kristian nærer dog ingen illusioner om landevejsriddernes tilværelse. Når man ser vagabonderne på markedspladserne, kan man nok få nogle romantiske forestillinger om det frie liv på landevejen, men Kristian ser også den anden side af medaljen – når de har tømmermænd og kaster op og måske laver i bukserne.

Det er ikke så romantisk. Vagabonder er ulykkelige mennesker med mange nederlag i rygsækken – forliste ægteskaber, konkurser – jeg har jo selv oplevet det, men er kommet ovenpå igen, fortæller han.

Arbejdet som redaktør på Vagabond Bladet giver ikke en rød øre i fortjeneste, men det er underordnet. Det handler om at gøre noget for andre, og at vagabonderne og de hjemløse påskønner Kristians indsats, viste de i efteråret ved at tildele ham en pris på 5000 kr.

Kristian skriver indholdet til bladet og sætter siderne op på sin pc. Derefter kører han på Exprestrykkeriet i Brønderslev, hvor han selv står for trykningen.

Siden sorterer han bladene og sender dem ud til abonnenter landet over. Der er også enkelte abonnenter i Norge, Sverige og Spanien.

Nu har vagabonder jo ikke for vane at opholde sig det samme sted ret lang tid ad gangen, så Kristian sender bladene til familie eller venner.

Seks abonnenter ringer simpelt hen til ham, når det næste nummer skal på gaden, og fortæller, hvor de er, så han kan sende bladet til det nærmeste posthus.

Man kan altid finde vagabonderne igennem Vagabond Avisen, for uanset hvor de befinder sig, skal de nok sørge for at komme ind et sted, hvor de kan læse deres avis. Hvis det skal gå hurtigt med at finde en vagabond, ringer man til Kristian, for han ved som regel besked.

Efterhånden kan vagabonderne og deres pårørende finde på at ringe om lidt af hvert. Kristian har hjulpet nogle af dem med at løse problemer omkring samkvem med børn og alt muligt andet bøvl med “systemet”.

Arveløs

Nogle gange kommer trangen til at gå på landevejen stadig op i Kristian, men han har ikke tid. Han skal jo hjem og lave den avis. Og så er der også sønnen, Mikael på 6 år, der ikke til sin tid skal arve Vagabond Avisen.

Mikael kan jo ikke lade være med at interessere sig for vagabonderne og bladet. Han snakker også med dem i telefonen, når de ringer til mig. Men han skal ikke opdrages til at tage over. Det er for dyrt. Det går ud over både sjælen og helbredet. Jeg arbejder jo 24 timer i døgnet. Mikael skal opdrages til at leve et normalt liv, fastslår Kristian.

Han håber, at sønnen vil få en god uddannelse, men vil ikke presse drengen til noget.

– Hvis han vælger at blive vagabond, er der ikke noget at gøre ved det. Jeg vil ikke forsøge at stoppe ham. Men jeg vil blive ked at det, siger Kristian.


LANDEVEJSRIDDEREN ANNO 2000

Der er 150 registrerede landevejsriddere i Danmark.

Vagabond-registret føres af Kristian Jørgensen og omfatter de vagabonder, der er blevet navngivet på gøglervis – med navne som Blegfis, Hidsig og kuldskær.

Som de fleste andre danskere er vagabonderne blevet mere magelige. Ved siden af livet på landevejen har mange vagabonder et pænt hjem med fjernsyn, vaskemaskine, støvsuger og det hele.

Til gengæld følger vagabonderne ikke trenden, hvad angår drikkevarer. Mens almindelige danskere er blevet mere tilbøjelige til at fravælge øl til fordel for vin, sværger vagabonderne stadig til øl og brændevin.

De fleste går kun om sommeren. Der er kun en snes tilbage, som går på landevejen hele tiden. Efter vinterhiet er der sæsonstart ved fastelavnsfesten i Sakskøbing.

Dresscoden foreskriver tøj og kasket oversået med medaljer og emblemer. Frakken gemmer stadigt hyppigere på en mobiltelefon.

 august 2019 -jens otto madsen

Dansk Arbejdsmands Forbund – Vrensted Afdeling etabl. i 1926

Dansk Arbejdsmands Forbund, Vrensted Afdeling blevet stiftet i 1926 og i 1956 afholdtes en 30 års jubilæumsfest for medlemmer og pårørende i Forsamlingshuset, hvor også den nyindkøbte fane blev indviet.

Forbundet har skrevet følgende omtale af Afdelingen

Jens Peter Sørensen, Bådstedhede, Vilhelm Andersen, Rørbæk, Bådstedhede, Valdemar Pedersen, Vingevej, Gerhard Nielsen, Bådstedhedevej det lille hus ved stien til Præstens Skov, Lars Nielsen var bosiddende på Kongsengene.

10 år senere i 1966 holdt man 40 års stiftelsesfest også i Forsamlingshuset og hedder nu DASF Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund, Vrensted Afdeling

 

august 2019jens otto madsen

 

 

En Amerikatur i 1965, Vejmand Niels Jensen – kaldet Jordemor Niels

foto fra 1977 af Niels jensen hvor han deltog i Vrensted Idrætsforenings 40 års jubilæumsfest

Fhv. vejmand Niels Jensen, Åsendrup også kaldet jordemor Niels i daglig tale, hvilket navn også kom til at hænge på hans børn. Niels Jensen havde for år tilbage købt et hus på jordemor bakken som den blev kaldt og hans lille ejendom blev kaldt Jordemoderhuset, fordi der engang havde boet en jordemoder i huset. Mere skulle der ikke til dengang.

Niels Jensen gjorde som pensionist en rejse til Amerika i 3 måneder, for at besøge nogle søskende. Turen er beskrevet i nedenstående avisartikel fra 1965.

Kilde VT 1965.

Niels Jensen og hustru
Her Niels Jensen og hustru med de 8 børn heriblandt traktor Charles

august 2019-jens otto madsen

Thyge og hans hjemmelavede traktor

Helt tilbage i 1964 byggede Thyge sig en lille traktor som han stolt kørte med. Hvor den er idag melder historien ikke noget om. Journalisten fik dog denne nedenfor stående lille artikel skrevet om Thyge og hans hjemmelavede traktor.
Thyge på sin hjemmelavede traktor

Thyge der blev 85 år, har altid været glad for motorkøretøjer. Medens han var chauffør hos vognmand Henry Nielsen, Vrensted,  var mærket Mercedes, hos vognmand Krogsgaard i Thise var mærket Volvo og hos Brix Kjeldgaard i Løkken  hvor han var langturschauffør var mærket Scania Vabis. Desuden har han kørt busruter her i Vendsyssel i forskellige mærker bl.a. Leyland

Som pensionist var han stadig glad for at køre bil, men nøjedes nu med en næsten ny Toyota diesel med 90 heste i motoren, som han sagde.

Den store traktor blev dog senere skiftet ud med en pæn stor havetraktor, da det meste af grunden blev udlagt i græsplæne. Kørsel med børnebørn og oldebørn var dog stadig en stor fornøjelse.

Alle kendte chauffør Thyge Jensen, Bystien, Vrensted, og som alle dage har været bidt af motorer og store køretøjer. Han var chauffør hos vognmand Henry Nielsen i Vrensted, som ikke ville give lønforhøjelse og  sagde til Thyge, at han bare kunne PISSE AF. Som sagt så gjort.  Han mødte Brix Kjeldgaard, fiskeeksportør i Løkken samme dags eftermiddag, hvor han spurgte Thyge om han kendte en chauffør, idet han havde brug for en sådan. Hertil svarede Thyge, ja han står her.  Hvorfor det, du har jo fast arbejde. Ja Thyge havde hørt at Kjeldgaard gav højere løn end han fik nu og fortalte hvad Henry Nielsen havde sagt. Hvornår kan du begynde.  I morgen tidlig og så var det en aftale og Thyge fik ansættelse hos Kjeldgaard i Løkken, hvor han kørte som langturschauffør til Syd Europa med fisk. Næste dags morgen kl.7,30 kom Henrys kone Stinne cyklende hen til Thyge. Thyges kone Sigrid  åbnede døren og Stinne spurgte om de havde sovet over, hvortil Sigrid svarede, at det havde de ikke og at Thyge var på vej til Esbjerg med fisk og fik forklaring så forklaringen hvorfor, som hun så måtte cykle hjem til Henry og fortælle.

Senere var Thyge ansat hos vognmand Krogsgaard, Thise og kom også herefter til at køre busruter. Nu har turene med børn og børnebørn på Havetraktor de senere år været den store fornøjelse for begge parter.

Denne traktor er dog ikke hjemmelavet
Her er Thyge i sit es.
Altid skønt at være motoriseret
Man skal lære det fra barnsben, mener Thyge
Thyge har nydt sit Otium i Løkken
En hyggestund på terrassen ved  Thyges 85 års fødselsdag i 2019.

Thyge døde den 05.09.2019. Han og hustruen Sigrid ligger på Vrensted Kirkegård.

juli 2019-jens otto madsen

Sognefoged Søren Nielsen, Vrensted

Her en nekrolog over tidligere sognefoged Søren Nielsen, Vrensted, der fra 1917 var forpagter af gården Ll. Knudsgaard, beliggende øst for Vrensted Byskole og tæt ved Kirkedammen. Her var han forpagter indtil han flyttede til nybygget hus i Vrensted midtby i 1950. Han var sognefoged fra 1929 indtil sin død. Han døde i 1961, 80 år gammel.

Kilde: VT 1961

 

juli 2019-jens otto madsen

To Vrensted piger vil drive badehotel

 

Kilde: VendelboPosten 12. maj 1992

 

To piger vil drive badehotel.

f.v. Stine Skov og Inge Justesen

Den skagensgule farve kravler op af gavlen, og penslen har omkranset de tre første bogstaver – KAL • resten af ordet LEHAVEGÅRD BADEHOTEL – står og venter på også at få en gul baggrund.

Men det begyndte at regne, ellers var hele gavlen blevet færdig, siger Stine Skov.

Hun er den ene af de to piger, som nu har tænkt sig at drive Kallehavegård Badehotel i Løkken. Den anden pige er hendes svigerinde, Inge Justesen. De er dog ikke helt alene – deres mænd, Poul Justesen og Mogens Skov er også med i projektet. Men det bliver de to piger, der skal styre hotellet, og de er gået til opgaven med krum hals.

Og det har været en stor opgave, som nu nærmer sig sin afslutning. Hele indmaden er renoveret – særligt køkkenet har fået en ordentlig omgang. Alle værelserne er sat i stand og er blevet malet og tapetseret. Desuden er der kommet nye tæpper over det hele.

Her Stine Skov der svinger penslen

Stine og Inge har selv svunget pensler og tapetruller, men har fået god hjælp af deres forældre og svigerforældre.

De har været en utrolig hjælp. Uden dem var det ikke gået så godt, siger begge piger.

Vi har prøvet at bevare den gamle stil, og værelserne skal ikke være ens, fortæller Stine Skov.

Det er de heller ikke, men de er meget charmerende og hyggelige – med smart blomstret tapet, og gardiner med sløjfer – ialt 43 meget romantiske værelser der oser af sommer og sol.

Stine Skov og Inge Justesen har selv stået for indretningen, og de har brugt en del af de gamle møbler.

Vi var jo også nødt til at skele lidt til tegnebogen. Vi har dog købt nogle enkelte nye senge hist og pist, siger Stine med et smil.

Men ikke kun på værelserne har de fået brug for de gamle møbler, som fulgte med badehotellet, da de overtog det den 31. december sidste år.

Vi har fået sat en del af de antikke mahognimøbler i stand, og de skal være i caféen, fortæller Inge Justesen.

Caféen er et kapitel for sig selv. Her har Inge og Stine købt et projekt af arkitektfirmaet Fjord i Gandrup, og caféen bliver indrettet i rigtig gammel 30ér stil. Desuden er det meningen, at der skal være levende musik, og dertil har de to piger hyret deres eget lille husorkester – et band fra Hjørring – som skal spille i hvert fald hele juli måned.

Ved siden af caféen bliver der cafeteria og udendørs laver vi en lille fortovscafé, forklarer Inge Justesen.

f.v. Inge Justesen og øverst på trappen Stine Skov

De to piger har haft et travlt forår. De har knoklet med badehotellet fra tidlig morgen til sen aften. Indimellem har de dog alligevel fået tid til at passe alt det, de lavede før de blev hotelejere. Stine Skov passer kontor for sin mand, der er el-installatør i Løkken. Inge Justesen og hendes mand
har landbrug, hvor Inge hjælper til og samtidig passer sine 11 heste.

Men vi syntes, at der skulle ske noget. Vi er jo ikke bare til pynt, griner de to.

I øjeblikket er der ved at blive lagt fliser og sat stakit op udenfor, så det hele er klar til at byde gæsterne velkommen.

Vi holder reception den 22. maj. Derpå tager vi en uge til at få de sidste småting på plads, inden vi åbner for alvor den 28. maj, siger Inge Justesen.

 

PS ! De to piger har dog senere afhændet hotellet
juli 2019- jens otto madsen 

 

Fremtidens politik i Danmark planlagt i Vrensted i 1970

I 1960erne havde Danmarks provo nr. 1, Ole Grunbaum, søn af den tidlige finansminister Henry Grunbaum, købt en ejendom som sommerbolig  ude i Thøgerslund ved Præstens Plantage i Vrensted. Her skrev han flere bøger, herunder “bar røv” og senere, i 1970, en provokerende bog  om hvordan han 15 år senere, når danskerne havde valgt ham til Statsminister vil lede Danmark.

Det kom der følgende avisartikel ud af hvor forfatteren Ebbe Kløvedal Reich indledningsvis i bogen kom med sine kommentarer.

juli2019-jens otto madsen

To brødre forlod Danmarks trange vilkår til fordel for USA

f.v. Henry Sloth. USA. Og Ejner Sloth USA

Kilde: VT 1986

Familiebillede fra besøget

til venstre Åge Sloth, Viggo Sloth, Gunner Sloth, Henry Sloth USA. Ejner Sloth. USA. Og så, Edith Asta Rosa og Agnes. En stor søskendeflok alle født i Vrensted.
Her hele familien samlet i Danmark mor og far og 9 søskende foran hjemmet på Vrensted fælled
Her forældrene til de to udvandrede drenge og øvrige 7 søskende

juli2019-jens otto