MED LOKAL-HISTORIER FRA , 1) VRENSTED, 2) BRØNDERSLEV , 3) VENDSYSSEL
Ejere
1904. Ingvard og Ane Kristine Sørensen
1957 Niels Sørensen (søn)
1989 Lilly og Anker Nielsen
1992 Anni og Bo Hyldgaard Andersen
Ejendommen er opr. opført som en statsejendom i 1904 af Ingvard og Ane Kristine Sørensen som kom fra Saltum.
Kilde: Wræn’niken jan. 2020.
Genåbning af Sct. Thøgers kirke i Vrensted og indvielse af det nye akustiske orgel søndag den 10/11 2019.
Sammen med den lille Furreby kirke er Vrensted kirke, Løkken storpastorats eneste tilbageværende intakte middelalderkirke dateret tilbage til Valdemarernes tid i 11-1200 tallet. Dette gør at vedligeholdet og renoveringen af kirken kræver stor omtanke og indsigt. Senest er kirken gennemgående renoveret for 100 år siden, i årene omkring 1920, hvor sagfører Anders Olesen, Vrensteds datidige velgører forestod en meget omfattende ombygning af kirken, som stod i en ret faldefærdig tilstand. Her blev også middelalderinventaret renoveret: Prædikestol, krucifix og altertavle. Sidstnævnte blev forynget med de meget smukke billedfelter, malet af Niels Larsen Stevns, som et af hans hovedværker, sammen med frescoen over udgangsdøren.
I 1939 fik kirken et nybygget orgel, som har tjent kirken tro, indtil det i de senere år er blevet umuligt at stemme op. Orglet blev vurderet og kasseret i 2004 af kirkeministeriets orgelkonsulent, Jens Chr. Hansen, utæt og udslidt. Vi søgte herefter med assistance af Peter Lindhardt Toft ”en prisbevidst, fremtidssikret kvalitetsløsning på et orgel, der klangligt og arkitektonisk er kirkerummet værdigt”. Valget stod mellem nogle få akustiske orgler, hvor dette, bygget af orgelbygger Anders Havgaard Rasmussen, Bramming, bedst opfyldte både de spillemæssige og de arkitektoniske krav, vi stillede. Processen gik i gang. Godkendelse og financiering kom i hus. Herefter kunne Anders starte orgelbyggeriet på sit værksted. Orglet er tegnet og konstrueret således at orglets klang spredes jævnt over kirkerummet, og organisten får optimale lydmæssige forhold.
Samtidig med at der er mulighed for opstilling af kirkens kor omkring orglet. Orglet er veludbygget med 14 stemmer og en fyldig vokalklang, som er optimal for både gudstjenestebrug og koncertopførsel. Samtidig er det lykkedes at skabe et orgel, som arkitektonisk løfter kirkerummet med sin smukke englelignede form.
I forbindelse med orgelbyggeriet var det nødvendigt at ombygge tårnrummet, hvilket indebar sænkning af gulvet og udgravning af teknikkanal etc. Dette skete under Nationalmuseets overvågning. Denne del blev styret fra Arkitektfirmaet Brøgger, og udført af lokale håndværkere med hjælp og koordinering fra vores meget dygtige og opmærksomme graver, Henry Kragh.
Renoveringen af tårnrummet viste, hvor flot og stilren vores kirke kan tage sig ud. Og ved næste Provstesyn blev det vedtaget at fortsætte renoveringen kirken igennem! Der blev via Arkitektfirmaet Bundgaard, Hjørring indhentet tilbud på kalkning af kirkerummet, maling af stolestader og knæfald, samt konservatorrensning af altertavle og fresco, oppudsning af messingkroner og stager, og udskiftning af hynder på bænke og knæfald. Kalkningen har voldt store vanskeligheder, dels grundet større oppudsningsproblemer på det gamle murværk, dels vanskeligheder med dækningen på den meget sodsværtede kalk.
Efter udskiftning af murerfirmaet er det efter 8 kalkninger lykkedes at få et glimrende resultat med en smuk varm hvid farve på hvælvene.
Altertavle og fresco står begge klare og lysende i rummet. Nye hynder på bænke og knæfald frisker op og er samtidig i deres fasthed befordrende for orglets klang. Og de nye messingstager i stolene er smukke og samtidig beskyttende mod stearin, sod og vildfarne flammer i nærheden af kirkegængerens tøj og hår.
Farvesætningen i kirken er i hænderne på konservator Kurt Nedergård blevet meget smagfuld i sin afdæmpethed og binder de eksisterende farver fint sammen med de nye toner på orgel og stole.
Fra kirkens side har vi været begunstiget af at graver samt menighedsrådsformand Jens Juhl har været gennemgående i alle byggeårene. Begge har ydet en meget stor indsats for at holde sammen på det store projekt. Projektet har givet en del indskrænkning i kirkens anvendelighed, men der er udvist meget smidighed fra kirkens betjening, således at det meste af kirkegangen har kunnet gennemføres nogenlunde som vanligt.
Indvielsesdagen forløb med fest og højtidelighed fra biskoppens indvielsesgudstjeneste om formiddagen, festfrokost i byens hus med mange flotte anerkendende taler, sange, hvoraf en skrevet til dagen af Poul Stevns. Orglet blev demonstreret ved en flot koncert ved domorganist Bo Grønbech, Helsingør, som kom ud i alle de spillemæssige facetter, som orglet magter, også som underlag for Grønbechs til lejligheden skrevne kyrier, som Rubjerg Knude koret lagde stemmer til.
Tak for den store tålmodighed fra håndværkere, menighed og fra personale! Og tak for det flotte fremmøde til alle tre afdelinger af indvielsesdagen, hvor der ikke var ledige sæder at finde!
Vrensted Menighedsråd
Læs også:
Et fin fortælling om Fulling fra naboen Thise-Manna af Jens Egon Jensen.
Juledag 2019. kl. ca.10.00.
Apropos fulling.
I disse minutter er det nøjagtig 44 år siden jeg første gang stiftede bekendtskab med fulling. Havde aldrig smagt det, endsige hørt om det.
Mærkeligt nok, for det skete i “V. Hjærmsle”, kun ca. 5 kilometer fra mit hjem på “Månnes Udflytter”.
Opskriften falder lidt udenfor hvad jeg efterfølgende har hørt.
Letsaltet ribben af gris eller lam koges. når de er afkølet steges de på panden, nydes med sirup (skal ikke på panden) og nybagt franskbrød, kogt stakitøl drikkes til.
På daværende tidspunkt var lam ikke lige min spidskompetence, når så det man kaldte lam svarede til at man kaldte en konfirmand for en aldersrentemodtager, nemlig får, så står jeg af.
I dag elsker jeg retten, og spiser også gerne “konfirmanderne”. Jeg har tit tænkt på hvor forskellige vi er inden for en ganske lille radius, måske hænger det sammen med at man ikke kom så meget rundt førhen, kan huske når folk snakkede om “Jordmoderhuset” i Tømmerby (ca 2 kilometer fra mit hjem), så troede jeg nærmest det var i udlandet, eller turen til doktor Sørensen I Vrensted, uha, uha, en hel dagsrejse!, og så ville han tilmed stikke med nåle. Når vi nu er i Vrensted, her kaldte man kirken for “tjærken”, hvorimod i Thise blev den kaldt “sjærken”.
Fortsat god jul.
Et godt råd!
Vent med julebadet til efter indtagelsen af fullingen. God appetit!
Kilde:
Dette er min opskrift på fulling. Der er nemlig mange forskellige måder at lave retten på, og hvilken, der er den rigtige, er noget, der kan bringe sindene i kog og skabe debat en hel aften, men min måde at servere retten på har jeg fået overleveret fra min mors barndomshjem i Ejersted mellem Saltum og Ingstrup, så den er for mig ikke bare den bedste, men den eneste rigtige!
Læs om andre måder at lave fulling på nederst på siden, men først efter du har læst den bedste opskrft – min! Klik her. Nyeste opskrift er indsendt af Berit Brønderup. Klik her
Selv om det traditionelt er en juleret, kan den sagtens spises hele den kolde årstid, og jeg har med fornøjelse også lavet den en enkelt sommerdag, men det var mest for sjov, selv om den stadig smagte godt.
Den oprindelige idé med retten er at anvende lokale råvarer, der var almindelige i enhver landhusholdning: saltet kød og ingredienser til bagning. Heraf laves rettens forskellige dele: Fullingkagen, stegt saltet svinekød og sirup. Sammensætningen af noget neutralt smagende, der fylder (deraf navnet fulling), noget salt og noget sødt giver tilsammen en god smagsoplevelse.
Når fulling har fået navn efter noget, der fylder, skyldes den udtalen af ordet “at fylde” på jyske også kan hedde fulde og på vendelbomål udtales fu.l
Fullingkagen
Ingredienser (ca. 4 personer)
250 g mel
½ spsk. sukker
½ tsk. salt
1 tsk. natron
2 æg
ca. 4 dl. kærnemælk
Ingredienserne blandes til en dej, der også kan bruges til æbleskiver: Halvdelen bages på en pande med høj kant, til den er næsten gennemstegt og lægges ud på et låg eller andet af samme størrelse, hvorefter den anden halvdel bages på samme måde,. Når den sidste halvdel er næsten gennembagt, vendes den første oven på, så den samlede højde bliver 3-4 cm.
Når den tykke fullingkage er gennembagt, tages den af panden og skæres i strimler på ca. 2 cm. tykkelse, hvorefter strimlerne bages så igen på panden på alle sider, til de er gyldne. Stykkerne kan holdes lune i ovnen, indtil tilbehøret er færdigt.
Tilbehør
Letsaltet kogeflæsk / ribbenssteg koges og afkøles. Derefter skæres kødet i skiver, der steges sprøde på panden. De serveres til fullingkagen.
Desuden serveres sirup til retten, og nogle steder blandes sirup med fedtet fra stegningen af ribbensstegen inden servering med ¼ fedt og ¾ sirup, men jeg foretrækker at sætte begge dele på bordet og lade folk selv blande, hvis de har lyst.
Drikkevarer
Juleøl – enten nisseøl eller af en sværere kaliber. Bruges nisseøl, kan den koges og tilsættes en lille smule sukker, ligesom det nogle steder er skik til grønlangkål, men det er ikke noget krav.
En bjesk er også fin til fulling, både for at tilføre smagssammensætningen lidt skarphed, og fordi det virker godt på fordøjelsen oven på den noget tunge, men velsmagende ret.
Andre opskrifter på fullingFulling som serveret paa ”Nordkær” ved Nørhalne
2. Juledag 1912-1998:
Kære Per
Af de opskrifter paa fulling, jeg har set, er din den mindst forkerte. Men du bor jo ogsaa midt i Vendsyssel. Og jeg har ret, for der er ikke een eneste draabe søndenfjordsk blod i mig!
”Nordkær” var min Mors Barndomshjem. Fulling indgik i en opulent Julefrokost for alle min Mors Forældres Efterkommere, vi var som Regel 40 – 50! Frokostens 1. Del var almindelig Landhusmoderjulefrokost. Herefter gik Herrerne ud bag ved Køerne, mens Damerne brugte Toiletterne i Huset. 2. Del var Fullingen. De, der havde den Interesse, forsynede sig passende med Snaps og Øl til.
Ægte fulling er noget, man skal værne om. Det tog mig mange Aar og mange Æg at lære kunsten.
Lars Otto Kristensen (Bibliotekar ved Statsbiblioteket)
Marselis Boulevard 36 V th.
8000 Aarhus C
Tlf.: 8613 8715
PS: Der findes falske Opskrifter med Bagepulver, Sirup og Guderne vide hvad. De fleste er formodentlig af søndenfjordsk Oprindelse.
Her er den ægte opskrift:
6 Æg
600 g. Hvedemel
Salt mindst 1. Spskf
Sødmælk
Æggene slaaes ud i en Skaal og røres sammen med Mel og Salt til Dejgen bliver blank.
En Gryde Vand bringes i Kog, der skal ca. 2-3 Spskf. Salt i.
Dejgen lægges i en Bageform, der sænkes ned i det kogende Saltvand. Efter nogle Minutter (ca. 5) tages Formen op af Vandet og Dejgen æltes, saa det, der allerede er størknet, kommer inderst. Herefter fortsat Kogning til en Strikkepind viser, at det inderste lige akkurat og ikke mere er størknet.
Massen tages ud af Bageformen og serveres helst indenfor et Par Timer i Skiver à ca. 1 Cm. Tykkelse. – Skiverne steges paa en Pande i Smør, Fedt eller Olie til de er let brune.
Hertil serveres mager Ribbenssteg, stegt saa meget, at Kødet falder af Knoglerne af sig selv, naar man løfter dem. Det hele overhældes – sjaskes til!! – med Sky.
Fulling fremstillet som fortalt af Christian Boelt, Hallund
Kræn Boelt, der var opvokset i Sdr. Saltum, fortalte mig en gang for mange år siden om sin barndoms fulling, der minder lidt om den fremstillingsmåde, som Lars Otto Kristensen har beskrevet ovenover, men alligvel en mere ‘krydret’ variant. Med et stort glimt i øjet fortalte han om opskriften ca. sådan her:
Hvert år til jul, når vi alligevel skulle have skifet lagner, blev der af lagnerne syet nogle runde poser, som lige kunne passe ned i en stor og høj gryde. Fullingdejen blev så hældt i poserne og kogt i vand. Dejen fyldte derefter poserne ud, og de blev med indholdet hængt ud i spisekammeret. Efterhånden som der blev brug for det, kunne man så skære skiver af de runde dejstykker og brune dem på en pande. Til retten serveredes saltet og stegt ribbensteg, og sirup samt stegesky.
For at sætte trumf på, fortalt han, at retten ikke kun blev spist i juledagene, så poserne med dejen kunne godt hænge så længe, at de blev mugne på ydersiden. Det betød dog ikke noget, for når de var blevet skrabet af, var resten af dejen så god som ny.
Om RIGTIG fulling – fortalt af Kirsten Boelt, Hallund
(datter af Mie og Chr. Boelt, Hallund)
Hun skriver:
Vi er flere i Hallund og omegn, der får fulling juledag til frokost. Jeg er ikke helt enig med dig, Per, i, hvordan fulling laves. Men ribbenene og siruppen er vi enige om.
Efter vores forældres død er det blevet mig, der fortsætter traditionen med fulling bl.a. fordi min mand og jeg overtog hjemmet i 2000.
Jeg kender godt fars historie om lagenposerne. Med det var nok også det eneste, han havde med selve tillavningen at gøre. For selv om det var ham, der bragte traditionen til Dyndgaard i Hallund, var det min mor, der har overleveret opskriften til mig.
Fullingdejen laves af:
4 pund kartofler (2 kg)
2½- 3 pund mel (1250- 1500 g)
3 poser bagepulver (45 g)
1 l mælk
25 æg
Kog de skrællede kartofler i let saltet vand. De afkøles lidt og køres gennem kødhakkeren. Røres med æg, mel, bagepulver og mælk i røremaskinen.
Hold lidt af melet tilbage, for dejen må ikke blive for fast.
Dejen fyldes i lagenposer på ca. 8 cm i diameter, men fyldes kun 3/4 del op. Poserne simrer i letsaltet vand 1- 1½ time, og må ikke koge. Poserne køler af og opbevares koldt og tørt.
Serveres på følgende måde:
Fullingen tages ud af poserne og skæres i skiver, der brunes på panden i rigeligt svinefedt. Ribbenene varmes, og det hele serveres med sirup til.
Dette er den gamle opskrift, som jeg laver fulling efter hver år til jul. Dog bruger jeg kun 3 pund kartofler, for det passer til min røremaskine.
Fulling set fra Slagelse – fortalt af Berit Brønderup
Vores opskrift er lavet efter min svigermor, som lavede den lidt mere “fedtfattig” – hvis man kan kalde den ret det?
Første gang jeg blev introduceret fullingspisen var i 1972. Mine svigerforældre, som stammer oppefra Vester Hjermitslev, serverede den hver juledag til frokost. Det var et tilløbsstykke af format, for mine svigerforældre havde 5 børn 5 svigerbørn og rigtig mange børnebørn, der alle deltog i denne fællesspisning.
Vi får alle fulling juledag på trods af, at vi bor i hver sin ende af Danmark. Hjemme hos os er det IKKE jul uden fulling. Vore børn, som nu er henholdsvis 31 og 27 år, spiser det også og har tit inviteret en masse venner til spisen. De synes alle, det lyder ulækkert ,indtil de har smagt det. De vil videreføre traditionen, når vi IKKE kan mere. Her serverer vi den dog først til aften juledag, og familien vil næsten hellere undvære juleaftensanden end fullingen juledag. Vi har prøvet at lave den på andre tidspunkter af året, men det smagte ikke så godt.
Tyk Pandekagedej steges og skæres ud
Nakkesteg saltes og koges, før den skæres ud og brunes i margarine.
Der kommes sirup ved, og man lægger pandekager og kød i panden sammen og varmer det op.
Serveres med rødbeder.
Efter gammel tid skulle der serveres solbærrom til , det undlader vi dog.
http://www.dotface.dk/fulling/
På denne gode hjemmeside er der en fyldig beskrivelse af forskellige varianter samt om rettens oprindelse m.v. Siden er lavet af en kender og elsker af retten, så nyd den (og fulling) selv om vi ikke er enige om, hvilken opskrift, der er den bedste!
http://mp.sol.dk/madogvin/samlingen/p0810494.html
Her præsenteres en enkelt anden version af fulling, og samme sted kan andre vendsysselske opskrifter også findes, men min måde at servere fulling på er stadig den bedste – synes jeg.
Grønkål var en af de vigtigste grøntsager for jævne folk fra middelalderen og frem mod moderne tid. Faktisk kaldte man slet og ret køkkenhaverne for “kålhaver” i gamle dage. Grønkål kan jo holde sig på voksestedet langt ud på vinteren. På den måde blev den et vigtigt vitamintilskud i vinterkosten. Grønkålen blev spist som suppe, grødagtige sammenkog eller grønlangkål. Tilberedningen fremmer fordøjeligheden og gør at man rent praktisk kan overkomme at spise mere kål. Det var vigtigt dengang kålen var basiskost. Grønlangkålen har overlevet i to versioner, den sønderjyske og den vendsysselske, som begge spises til jul og ved vintertide. Jeg stammer fra Vendsyssel, så det er naturligvis den version jeg laver.
Man kan bruge enhver form for grønkål. Det betyder ikke noget om den er mere eller mindre kruset eller om man bruger en af de rødlige varianter (den røde farve forsvinder). Man kan selvfølgelig ikke bruge andre kåltyper, så bliver det en anden ret. Nogle mener at kålen helst skal have fået frost. Jeg synes måske nok at grønkål som har fået frost lugter mere af kål, men jeg synes altså ikke det gør nogen forskel for det færdige produkt. Grønkålen skal ikke være hakket og der skal være rigeligt af den. Her er bare en lille portion til to personer. Man kan sagtens lave alt det grønlangkål man skal bruge i løbet af vinteren på en gang i en suppegryde og fryse bollerne ned.
Først skal kålen vaskes grundigt og rippes. Dvs at man fjerner den kraftige midtribbe. Det gøres bare med fingrene som vist på fotoet.
Sådan ribbes grønlangkål:
De ribbede kål koges i en times tid i suppe. Traditionelt er suppen kogevandet fra skinke, hjemmelavet rullepølse eller lignende. Man kan altså også bruge en klar hønsekødssuppe. Når kålen er kogt godt mør står den og køler ned i suppen indtil den er kold nok til man kan få hænderne i. Så skal kålen krøstes. Dvs. tager kålen op med fingrene og former den til boller og presser suppen ud samtidigt. På den måde får man de grønkålsboller som også kan købes frosne. Den store skål grønkål jeg startede med blev til to boller på størrelse med en fersken. Bollerne kan fryses eller gemmes et par dage i køleskabet. Før brug hakkes de groft.
Den hakkede kål “steges” i smør under omrøring i en passende stor gryde. Der tilsættes sukker, ca. en halv tsk pr bolle af denne størrelse, og steges lidt videre. Så skrues der lidt ned og tilsættes fløde. Man skal ikke være nærig med fløden, men der skal dog ikke bruges så meget at kålen bliver flydende. Kålen bliver på komfuret til fløden er varmet igennem, så smages til med salt og sukker inden servering.
Grønlangkål serveres traditionelt til medisterpølse, hamburgerryg og skinke. Jeg spiser den også gladeligt til flæskesteg og and.
I Vendsyssel er der nogle som bruger kanelsukker på grønlangkålen og det kan være anledning til livlig diskussion vendelboer imellem. Jeg for min del gemmer kanelen til risengrøden.
.
Kommentarer:
Birgit Borup Jeg kommer jo ikke fra Vrensted, men da jeg var 16 år, kom jeg i huset på Kærgaard. En dag inden jul fik jeg til opgave at skylle grønkålene, som skulle koges i en gruekedel. Ude i malkerummet lå et bjerg af kål. Jeg var usikker og spurgte Else, hvor mange hold vand, jeg skulle skylle i. Til de er rene, svarede hun. Jeg har aldrig glemt svaret. 🎄🎄🎄
Claus Krogh Madsen I min barndom købte vi altid grønkålskugler hos slagter Ole i Løkken. Jeg kan huske at slagterfruen engang var i TVnord og forklare hvordan man når dertil. Jeg har desværre ikke kunnet finde klippet nogen steder. Selv har jeg lavet det af egne grønkål nogle gange således: Kålene vaskes og ribbes (man skal bruge rigtigt meget). Her efter koges de i en times tid. De skal koges i noget suppe af en art. Helst kogevandet fra et eller andet svinekød, men jeg har altså også sluppet fra at bruge en klar hønsekødssuppe. Kålen køler af i kogevandet indtil man kan få hænderne der i. Så knyses (eller hedder det krøstes?) kålen. Dvs at man former kuglerne i hænderne og presser suppen fra. Så er man fremme ved de kugler man kan købe. Jeg plejer at hakke dem groft inden jeg “steger” dem lidt i smør, tilsætter sukker, fløde og lidt salt. Her hjemme er det største stridspunkt hvor meget fløde der skal i, men min kone er heller ikke vendelbo, så hvad ved hun😁 Jeg mener bestemt ikke at der skal så meget i at massen flyder ud.
Claus Søndergaard Jeg koger selv grønlangkål sammen en af mine gode venner. Kålen hentes i Skøttrup. Det er ikke så let at skaffe mere. Den skylles og ribbes. Derefter koges den i vand tilsat salt,altså ingen suppe. Det gjorde vi altid i mit barndomshjem. Fordelen er at den ikke er så tungt fordøjelig. Tilberedning sker i gryde sammen med smør,fløde,lidt sukker og evt svinebouillon.
Vi har den tradition,altid at spise grønlangkål den dag,vi har kogt. Altid spændende om årets produktion er ok.(det er den altid😉)Kanel bruger vi ikke.😩
Anne-Marie Viborg Vi fik altid varm hvidtøl med sukker i til grønlangkålene.
Else Margrethe Vittrup nu om dage køber jeg grønkålsboller ,skærer dem på kryds og tværs ,varme dem langsomt ilidt fedt og margarine og lidt det fløde ,men de skal stadigvæk være til dels tørre ,så stribet flæsk og medisterpølse ,og rødbeder og sennep ,så er der jul ,🎅🎅🌲🌲
Doris Svenningsen Grønkåls bollerne skærer vi i lidt grove stykker og steger dem igennem i smør og lidt sukker i . Spæder med fløde til de har en god konsistens . Smager til med salt . Tilbehør er Hamburgerryg sylte , kogt/stegt medister og kogt bacon . Sennep rødbeder og kanelsukker . Stuvet hvidkål spiser vi i hele vinterperioden , med samme tilbehør 🤗
Mai Nielsen Blancheret grønkål skæres i mindre stykker,i gryde sammen med mælk,mel,fedtstof,krydderier eller hvad man nu vil have i….blende til det er fint og koges i 5 min. Så nemt 🙂
Lene Kragh Westhoff Min far laver dem sådan her: koger grønkålen og presser dem til kugler og så fryses de.
Tages op og skæres i “skiver” steges på panden i andefedt og smør.
Tilbehør: kogt medister, sylte, ribbensteg, sennep og rødbeder.
Det er en KONGESPISE ❤️🤤🤤🤤
Dec. 2019. Heidi Petersen, Hedensted opr. fra Ingstrupvej i Vrensted, skriver følgende, sin oplevelse omkring at lave grønlangkålsboller
Mor og far havde i årevis hjulpet hinanden med “forbandede” kål som mor sagde (det var et enormt arbejde men de gjorde det!). Et år vill jeg – som den flinke datter🤓- overraske mor og far i form af at have hentet, ribbet, skyllet, kogt og krystet kål bollerne før de kom hjem fra en weekend væk fra matriklen. Jeg er – som resten af min familie – typen der ikke giver op, har vi sagt A siger vi også B. Så igang med arbejdet! Det gik sådan set temmelig godt indtil jeg skulle til at tage kålen af gryden for at kryste bollerne. Vor herre havde beriget “suppen” med lidt ekstra kød! 😱Ovenpå kålen i gryden lå der – temmelig mange – kålorme 😱. De var dobbelt så tykke som vanlig (de tåler altså ikke kogning 🙄). Gode råd var dyre. Så for at komme i mål med opgaven satte jeg med på en stol og finkæmmeede hver en håndfuld før de blev krystet (der blev 56 boller 😎). Og hvorfor var ormene der så? Jo ser I, et rigtig godt tip – som jeg jo desværre ikke anede – er, at vente med at plukke kålene til den første nattefrost har været der for så falder ormene af bladene. Ja nogle gange skal man lære på den hårde måde! Fra den dag havde jeg kæmpe respekt for det enorme arbejde mor og far gjorde hvert år med grønlangkålene. Og de smager jo skønne 🎄🎄♥️♥️💃💃
Kilde: Nordjyske 29.11.2019
Bønderslev: Der er slet ingen tvivl om, at grønlangkål er den ultimative ingrediens i en vendelbos julefrokost-føde.
Det ved alle vendelboer – og for at bringe klarhed over, hvor meget den lange kål egentlig betyder bringer vi her et uddrag fra Vendsyssel Årbog.
Uddraget er forfattet af skribenten Inge Pedersen, der er fra Brønderslev.
I videnskaber og hjertesager – herunder juletraditioner – bør man være omhyggelig. Og for at forebygge enhver misforståelse skal jeg straks slå fast, at det i dette tilfælde ikke drejer sig om en hvilken som helst juletradition, omfattende indtagelsen af en hvilken som helst grønlangkål.
Jeg er derfor nødt til at forklare for de uindviede, hvad denne kulinariske specialitet ikke er.
Der er nemlig her ikke tale om det lysegrønne, melopbagte fluidum, som sønderjyderne formaster sig til at benævne grønlangkål.
Den sønderjyske udgave kan være udmærket i andre sammenhænge og på andre årstider, men på julebordet er den direkte uspiselig.
Der er heller ikke tale om eventuelle vestjyske, sydfynske eller nordsjællandske afarter. Endsige københavnske.
Jeg har med egne øjne set, at folk fra andre landsdele med hensyn til julemad er fuldkommen blottet for smag, idet de har afvist at fortære så meget som den mindste lille mundfuld af den omtalte ret.
De ”sputter i kolen”, ville man sige på min vendsysselske hjemegn, og her siger man også, at det er noget, man skal være højst varsom med.
Så kan det nemlig let hænde, at man kan blive tvunget til at søbe den kål, som man selv har spyttet i.
Produktets udseende er altså ikke ligegyldigt, og jeg skal ikke undlade til sidst at advare imod den allerværste version, idet der nemlig mindst af alt er tale om den slags usle og lortegrønne, fabriksproducerede gnallinger, som man hvert år i december pludselig kan finde indpakket i plastic i supermarkeders frysediske overalt i Danmark.
Det står ganske vist ikke på pakken, men mellem os sagt, så indeholder disse misfostre ganske umiskendeligt vand, hvad der kun kan udløse retfærdig harme og indignation:
Det er meget muligt, at vand ved andre højtidelige lejligheder er helligt, men i denne sammenhæng er det profant.
Nej, vogt Dem for efterligninger. Den ægte vare finder De kun i landets nordligste del, nærmere betegnet i Vendsyssels hjerte, hvilket medlemmerne af en diskret og til daglig anonym og uidentificeret sammenslutning – hvis forbindelses-linier ligger som et net under hele Danmark, for ikke at sige hele verden – vil give mig ret i.
Kommet så langt vil jeg nu nøjagtig præcisere, hvad det da er, jeg begærer.
Idealet, med andre ord.
Den ultimative grønlangkål, hvor ikke bare oprindelsen, udseendet, konsistensen, duften, men naturligvis også smagen spiller en altafgørende rolle.
Den omtalte guddommelige ret, ved hvis konsumering enhver indfødt hører englene synge, skal først og fremmest være fabrikeret af rigtige gammeldags grønkålsplanter med dunkelgrønne, stærkt krusede og sprøde blade, som om foråret plantes ud i kilometerlange rækker i en rigtig gammeldags vendsysselsk kålgård.
Hele den udslagne, lærkebesungne vendsysselske sommer står de små planter og strækker sig i solen og slår rod, mens kattene ligger og slikker sig om munden, på spring efter fugleunger.
Og hele det blæsende, trækfugleoverfløjne vendsysselske efterår står planterne og kror sig og vokser sig store, mens kattene stryger langs rækkerne med mus i flaben.
Lige indtil den første bidende morgenkulde standser grønkålens vækst ved at overdække den med rimfrostens glitrende stjernecamouflage.
På dette tidspunkt kunne ubefæstede sjæle måske blive glubske og finde på at kaste sig over den godt skjulte blågrønne overdådighed.
Men her er det vigtigt med stålsathed og veritabel freudiansk behovsudskydelse. For det er nødvendigt at kålplanterne bliver stående uantastet i de første uger af gnistremåneden december og dermed udsættes for frost, før man høster dem og kører dem hjem på håndtrukken slæde gennem meterhøj sne, hvilket ikke er ganske ufarligt.
Der findes mange eksempler på, at folk er døde af kulde eller har fået frost i tæerne under dette forehavende.
Når kålen på denne måde er kommet i hus, skal den ribbes og skylles i mindst fem – og gerne 10 – hold iskoldt vand, ikke noget med blødsøden iblanding fra den varme hane.
Imens er den bedste gris blevet slagtet og kogt, og i suppen herfra – og vel at mærke ikke i en hvilken som helst gryde, kun gruekedler i 50-liter-størrelsen og derover er brugbare – koges kålen i fem til otte timer.
Efter kogningen krystes grydens indhold med hænderne, og de derved opståede kugler fryses ned i sneen under zinkbaljer.
Dog kan der i stedet, men mere profant, anvendes et par kummefrysere. Her opbevares kuglerne indtil frokost på lillejuleaftensdag, hvor der ganske vist – på samme tid som ved julefrokoster andre steder i landet – serveres sild, forskellige lune retter og ost, men hvor det vigtigste element, det altdominerende højdepunkt, er og bliver grønlangkål.
I god tid forinden er den blevet hakket og svitset i panden med svinefedt og piskefløde, så enhver moderne ernærings- og vitaminekspert ville slå syv kors for sig, og efter silden spises den nu under skiftevis andægtig tavshed og høj jubel.
Da kålen skal indtages rygende varm, må den under spisningen opvarmes flere gange, og det siger dermed sig selv, at det er nødvendigt med et stort folkehold, så der er hænder nok til at holde fadene fyldte. Sammen med kålen serverer tyendet fire – og kun fire – andre levnedsmidler: flæsk, sennep, rødbeder og snaps, alt i rigelige mængder.
Hvordan der imidlertid i vankundige hoveder har bredt sig en forestilling om, at der også bør medfølge sukkerbrunede kartofler, er en uløst gåde.
Dog kan det muligvis være en snigende og subversiv indflydelse fra Sønderjylland, som der bør advares imod.
Men efter behørig servering dvæler fra nu af den umiskendelige, livgivende duft i alle gader, langs alle huse og langt ud over markerne uden for byen, og fra nu af spises der af kålen mindst én gang om dagen hele julen, som varer til Helligtrekonger, eller til zinkbaljerne er tomme.
Som nævnt er det afgørende, at kålen forefindes i rigelige mængder.
Og når en indfødt – der dog i værste fald kan være bosat i andre dele af landet, eller af verden – i juletiden møder en anden indfødt, benytter man sig ikke af en af danskernes sædvanlige hilsner, som ved sammenligning godt kan forekomme en smule stereotype.
Nej, den ene vendelbo hilser altid den anden ved at sige: ”Hår do fåt no kol?”
Grammatikalsk at opfatte – ikke som en eller anden nærmere defineret mængde – men som et forhåbentlig betragteligt stort flertal. (I øvrigt på samme måde som man på genuint, indfødt sprog også taler om ”flere grød” og ”flere fløde”).
Dog skal bemærkes, at denne hilsen ikke i første række – som man kunne tro – er relateret til at erfare, om personen faktisk har nydt grønkål. Den er i virkeligheden mest af alt en indfølende forespørgsel til dennes hele velbefindende og juleglæde. I denne situation at måtte svare nej, ville være højst beklageligt for den adspurgte, for ikke at sige direkte livstruende.
Hver dag året rundt er vi, der tilhører denne sammenslutning, uhyre fredelige og meget tolerante over for al slags mad.
Vi spiser for eksempel gerne spanske tapas, jødisk rødbedesuppe, japansk sushi, arabisk oksekød med figner, eller – om galt skulle være – endda madretter af københavnsk tilvirkning.
Men hvis nogen skulle blive så frække at drage kvaliteten af vores foretrukne juleret i tvivl – efter sigende er det i nogle familier forekommet, at tilløbende ægtefæller fra andre landsdele har holdt sig for næsen – så ville vi blive onde i sulet.
Og hvis nogen skulle pønse på at forhindre os i at spise denne ret på samme måde som vore forfædre – om hvem man siger, at ”de o og de drak og de slås’t mæ knyw” – tror jeg endda jeg kan sige, at vi ville blive rasende og kunne finde på at rive os løs fra det øvrige Danmark.
En og anden læser, som ikke tilhører de indviedes kreds, vil måske nu tage sig til hovedet og stadig ikke have forstået, hvad jeg taler om. Dertil kan jeg kun sige: Det kan vi slet ikke tage os af.
Alle kan jo ikke være født under samme heldige stjerne, og nogen har jo nu engang måttet lide den vanskæbne at vær kommet til verden syd for Limfjorden.
Det sker ind imellem, at man bliver spurgt, om der er tilgang for nye medlemmer. Dertil kan jeg svare, at det er da noget, som kan overvejes, men at forberedelsen til et medlemskab naturligvis kræver en vis andagt og mange års intensiv og vedholdende øvelse. Og her er vi nået til et punkt, hvor vi er urokkelige. Hvor vi har vores ståsted.
For alle medlemmer af denne vendsysselske orden vil sammen med mig vide, at indtagelsen af grønlangkål er den rene og skære anarkistiske nydelse og hedenskab.
Kilde: Niels Jægerum
Niels Jægerum
I dag stod den på jagt efter kolde æg. Æg, som de gamle fugle havde forladt, fordi der ikke var fred og rugero alligevel. Kolde æg var en lækkerbidsken for en nysgerrig drengehånd, der glubsk greb muligheden for at kaste de spraglede vibeæg i en stor bue hen mod den hvidkalkede ladevæg for at se på det fascinerende fyrværkeri af gulrøde brændende farver, der spredtes ud i en solcollage og langsomt bevægede sig nedad mod det bølgende sommergræs, der strakte sig mod soklen. Så endnu et koldt æg. Samme eksplosion, samme koncentration og samme fornemmelse. Samme kastefryd ved tanken om håndkraftens formåen med det kolde ægs gule slimklat. Nogle gange viste der sig også at være en død fugleunge inden i ægget. Det var ikke så rart.
I dag var han heldig kun at finde gode kasteæg med store klumper af guldgelé indvendigt. Han kom nu forbi hønsegården og spejdede efter ægbomber. Flere kasteæg. For hvis han fandt et hønseæg så… Der i hulningen under det gamle mirabelletræ lå der tre store brungule hønseæg, vindkolde som morgendug, dragende og ventende på ham og hans brændende samleinstinkt. Han tog æggene op, smadrede dem mod slibestenen, der stod i hjørnet af hønsegården og bød sig til som en fristende målskive for kæmpegranater i en drengs slyngehånd. I går havde de leget springleg på en død ko, der lå ved siden af møddingen og ventede på død-bilen. Det havde de gjort før i flok. Man tager tilløb og hopper med samlede ben op på en død oppustet komave og ser beundrende på den stråle, der skyder ud af dens bagerste hul. Legende børn, der kender det døde fra det levende ved at gå ind i begge dele. Der var masser af børneliv i at springe op på en død ko, så spyfluerne stod til alle sider, mens koen gloede statisk med sine matdøde kæmpeøjne lige ud i den rådne luft. Hørmen, som man vænnedes til, når man sprang ind i den, betrådte den, indsnusede den, indtog den, neddæmpede den og legede med den.
Stine Møller
Kilde: BT dec. 1955 af Malin Lindegreen
Hun er ikke så ringe – den Kone
Julebesøg hos Stine, Præsternes Veninde, der har båret en tung Skæbne – Jeg skal gense min Mand – Hils i København, som jeg aldrig har set.
Næh Tak, I skal ikke komme med jeres Kukkasse.
– Bare et enkelt Fotografi. – Det er ti år siden, jeg sidst var hos Fotografen. Jeg har lovet mig selv, at det også bliver – det sidste Billede, Verden får set af mig.
Stine Møller har talt. Det er ganske tydeligt, at der er Vilje bag Ordene. Det vil ikke nytte os Spor at snakke mere om den Sag. I Avisen vil hun ikke.
– Men et Glas Vin og en Julekage kan I få.
– Det behøves ikke.
— Ja, I får undskylde, her er det nu mig, der bestemmer. Ingen har endnu besøgt Gården uden at smage på Bagningen ind under Jul.
Stine forlader sin Stol i Kakkelovns krogen og går ind i den iskolde Stadsstue for at hente Glas og Småkager. Hun er lille og gammel, halvblind og har snehvidt Hår i en sparsom Fletning. Men skønt hun ikke har været uden for en Dør i mange år, ved hun Besked om alt, hvad der foregår i Vrensted og omliggende Kirkesogne. Folk kommer til hende for at fortælle, og alle lægger stor vægt paa hendes Mening.
Naar Gårdmændene i Vrensted snakker om Stine, spytter de en ekstra Gang og siger anerkendende: Hun er ikke så helt ringe, den Kone!
Et års Løn
Stines Liv er en Hverdagshistorie, Hun maler ikke med bred Pensel og stærke Farver. Hun fortæller bare om en ung Pige, der måtte bytte sine lyse Drømme med Hjertesorg, Pligter og et alt for tungt Ansvar.
– Min Mand var Sognefoged her i Vrensted – et sjældent fint og godt Menneske. Han var bare 44 år, da han døde. Han slog Hovedet mod en Dørkarm, og ingen Læger kunde redde ham. Ikke dengang i. hvert Fald – var det sket i Dag, var alt måske endt anderledes.
Det var hårdt, kan De tro. Jeg syntes ikke, der var nogen Mening med noget mere, havde ikke Lyst til at gå ud mellem Mennesker og vidste knap nok, hvordan Gården blev skøttet i Begyndelsen. Men Børnene reddede mig – jeg havde fire – og jeg blev efterhånden klar over, at for deres Skyld måtte jeg slås. De fire er Grunden til, at jeg beholdt Gården og fik Lyst til at leve videre.
Jeg havde ikke megen Forstand paa Landbrug. Ganske vist havde jeg været ude og tjene paa en Gård et år. Lønnen for det års Arbejde blev et Fotografi af Manden og Konen. Men jeg kendte ikke noget – hverken til Afgrøder eller Kvæghold. Derfor har jeg måttet holde Bestyrer, indtil min Søn blev gammel nok til at overtage Styret.
Alt hjemmelavet
– Husholdningen i sig selv kunde vel også give Dem Arbejde nok?
Stine Møller rækker Klejnerne frem imod os: Spis, de er ellers gode nok.
– Det er Øjnene, ikke Hovedet, der er noget i Vejen med! Jeg kan huske Julen hjemme paa min Fødegård. Da havde vi Forberedelser næsten hele December Måned. Vi støbte Lysene selv, bagte Brød og lavede Slagtemad. Der blev gjort rent inde og ude, og vi bryggede mægtige Kar med Juleøl. Det smagte sandelig meget bedre end det, Bryggerierne kan lave. Men besværligt var det jo og heller ikke helt billigt.
Vi havde ingen Juletræ hverken i mit Barndomshjem eller her på Gården de første år. Det var kun noget, de fine Familier i Byerne brugte. I det hele taget var Julen meget enklere og mere beskeden i gamle Dage. Alt det der med Gaver og stor Gudstjeneste i Kirken Juleaften kendte vi heller ikke noget til. Man kom først i Kirke 1. Juledag om Morgenen. Så skulde det helst være Snevejr, og så kom de i Kane fra alle Gårdene.
Vi skal mødes
– Men nu går De da i Kirke Juleaften, ikke?
– Jeg har ikke været i Kirken i mange år. Desværre. For havde jeg ikke haft min Gud, var jeg nok aldrig kommet gennem de svære år. Men jeg vover mig aldrig ud mere. Hjertet ter sig pludselig så tosset, når jeg kommer udenfor, og jeg vil ikke risikere at blive syg midt mellem så mange fremmede Mennesker. Men heldigvis har jeg Radiogudstjenesterne – jeg hører dem begge to hver eneste Søndag. De synger så kønt, og så kan jeg sidde og tænke imens. Jeg er ikke bange for Døden – jeg håber jo – på, jeg skal gense min Mand. Over fyrre år har vi været skilt; kunde man ikke tro på et Gensyn, vilde det hele bare være så fattigt.
Jeg er blevet gammel nu, og det er ikke altid lige let. Men jeg har fået et godt Liv. Børn og Børnebørn kommer tit til mig, og næsten hver Dag finder en eller anden fra By Vejen ind til min Stue. Og så har jeg jo Præsten.
– Hvordan mener De?
– Har De ikke set Hullet i Hækken? Jeg er Nabo til Præstegården og har haft det bedste Forhold til alle de skiftende Præster. Mange af Præstebørnene derindefra, som nu er spredt over hele Landet, holder stadig Forbindelsen ved lige med mig. Allesammen er de krøbet gennem Hækken for at komme ind til Stine, Hullet i Hækken må aldrig – gro til, for det er Symbolet paa trofaste Venskaber. – –
Stine er træt nu. Hun tåler ikke at tale alt for længe ad Gangen, og en fin varm Rødmen er steget op i. hendes Kinder. Over hendes Kakkelovnskrog tikker det gamle Ur. med de kolorerede Billeder på Skiven, Den grå Kat strækker sig og slikker sine Poter. Vi vilde så gerne taget et Billede af dette gamle Stykke Vendsyssel. Men ingen kan gøre Stine imod.
-God Jul da, siger hun på sit klingre Jydske, og hils i København. Den By har jeg desværre aldrig set. Den skal ellers være så stor og køn, siger de andre.
Murer Evald fik en lærestreg.
Evald Nielsen er opvokset i Vrensted hvor hans forældre drev en minkfarn på Bystien i Nyhavn. Evald har altid været en frisk gut og gennem alle ungdomsårene spillede han både fodbold og håndbold og til begge dele var han dygtig. I årenes løb blev han desuden træner for håndbold ungdommen i Vrensted Idrætsforening og gjorde et stort arbejde her.
Han har også i tidens løb gjort det på de skrå brædder, når der blev kaldt på ham. Evald var gennem mange år bosiddende i Nyhavn, hvor han stiftede familie. Evald kunne spille på mange strenge og han gjorde det også gerne. På et tidspunkt flyttede familien til Rubjerg hvorfra Evald drev en murermester forretning. Han kom også i Kommunalbestyrelsen i daværende Løkken-Vraa Kommune, men måtte udtræde da han fik sin dom. Evald er desværre gået bort.
Efter Promillekørsel, måtte han ruske tremmer i 14 dage i arresten i Hjørring om hvilket ophold han fortæller nedenfor. Ud fra Evald dagbogsnotater som jeg har læst, befandt han sig rimeligt godt under opholdet og fik snakket med mange af de andre indsatte og set noget TV.
Kilde: Nordjyske Lone Beck 15.08.1999
Det var med bævende hjerte, at murer Evald Nielsen fra Rubjerg, mandag den 2. august klokken lidt i ni sagde farvel til sin kone Connie og gik hen og ringede på døren til Hjørring Arresthus.
Udsigten til to uger bag tremmer sammen med 22 andre mere eller mindre hærdede kriminelle, kan nok tage pippet fra de fleste almindelige, lovlydige borgere, men Murer Evald, der skulle afsone en dom for spritkørsel, fandt snart ud af, at alle kriminelle ikke er rendyrkede psykopater.
De indsatte i Hjørring Arresthus virker faktisk som ganske almindelige mennesker, synes han.
Ansigt til ansigt
– Jeg troede, at det ville være underligt at stå ansigt til ansigt med en mand, der har slået et andet menneske ihjel, men alle fangerne er faktisk nogle meget flinke gutter, fortæller Evald, der er den eneste førstegangsdømte i Hjørring Arresthuset i øjeblikket.
– Det er meget anderledes end jeg havde forventet – det er det spændende ved at komme herind. Det er en suveræn oplevelse at lære de typer at kende og høre dem fortælle om baggrunden for deres forbrydelser. Det bliver dét, de har gjort, selvfølgelig ikke rigtigt af, men jeg vil i hvert fald ikke være så hurtig til at dømme i fremtiden. Baggrunden kan være noget, man slet ikke forestiller sig, f.eks. en almindelig familiefar, der er et par terminer bagud, og begår bankrøveri, siger Evald Nielsen.
Synd for de unge
Murer-Evald hører ikke ligefrem til de generte og tilbageholdende, så han kom hurtigt i snak med de andre indsatte og har taget mange spil kasino med en ung fyr, der afsoner 30 dage for vold.
– Jeg er ked at at se så mange unge mennesker, der sidder herinde for vold, siger Evald.
– Vi har én, der har siddet varetægtsfængslet i syv måneder, før han nu kommer for retten. Det er synd.
De unge bliver ødelagt af at være her i månedsvis, mens de venter på deres dom. Jeg ved godt at den tid de har været varetægtsfængslet bliver trukket fra dommen, men det er lang tid at sidde og vente i det uvisse.
– Jeg aner ikke hvordan det ville påvirke mig, hvis jeg skulle sidde her så længe, men 14 dage er ikke slemt. Det har været utroligt lærerigt rent menneskeligt, fortæller MurerEvald.
Lærestreg
Evald Nielsen måtte vinke farvel til kørekortet, pladsen i Løkken-Vrå Kommunalbestyrelse og den pletfri straffeattest efter at han sidste efterår blev taget for spritkørsel med en promille på 2,04.
Desuden blev han idømt14 dages hæfte, der nu er overstået.
– Det største straf var at miste kørekortet og blive smidt ud af kommunalbestyrelsen, konstaterer Evald.
Dén lærestreg skal nok afholde ham fra at sætte sig bag rattet efter at have drukket i fremtiden.
– Men at slappe af og blive vartet op i 14 dage herinde på statens regning, føles ikke som en straf. Der ville være mere mening i at sende førstegangsdømte som mig ud og lave noget nyttigt i de to uger, mener Evald.
I fin form
Han synes, han har haft et par interessante uger i arresten. En stor del af tiden er de indsatte låst inde i deres celler, men det kan Evald godt holde ud.
– Fjernsynet gør, at tiden ikke føles så lang, og man kan også arbejde lidt på værkstedet. Jeg har blandt andet lavet flagliner og pakket vimpler, bare for at få tiden til at gå. Andre pakker søm og skruer og tjener en rimelig skilling på det, fortæller Evald.
Maden i arresthuset er ikke førsteklasses og der er ikke så meget af den, som Murer-Evald plejer at fortære. Heldigvis for ham leverer en købmand varer til de indsatte hver tirsdag og fredag efter forudgående bestilling, så Evald er hverken fysisk eller mentalt nedbrudt, når han senere idag bliver sat på fri fod igen.
Evald var med i mange sammenhænge her som bestyrelsesmedlem i Vrensted Idrætsforening:
november 2019, jens otto madsen
Niels er født og opvokset på gården “Søndermarken”, Kongsengene 42, i Vrensted
==========================================
————-_———————-
15.12.2020
12.09.2020
25.06.2020
Kender du det
at du føler dig forkert
selvom du gør alting rigtigt
at du gør dit bedste
og det er ikke godt nok?
Kender du det
at du altid bruger dig selv
presser dig selv
til sidste blodsdråbe
men aldrig føler dig tilstrækkelig?
Kender du det
at du tilbringer mange
timer foran spejlet
kigger kritisk og retter på alt
og stadigvæk ikke er tilfreds?
Kender du det
at du har de bedste intentioner
vil det hele på én gang
kæmper for at blive nummer et
og alligevel bliver alt værre og værre?
Kender du det
at du stiver dig selv af
med forskellige stimulanser
danser rundt i en rus
af oppumpet selvtillid
og stadigvæk er lille indeni?
Kender du det?
Det gør mange unge!
22.06.2020
Engang var min far en
levende krop af handlekraft
omgivet af markens tilstand
og mors kys før kaffen
Engang gik drengen i takt
med karlens saftige fortællinger
og hakkede løs på ukrudt
imellem de sunde planter
Engang legede vi i høet
kravlede i de dybeste gange
holdt om og holdt af
på afstand af de voksne
Engang undersøgte man
ethvert lille væsen på sin vej
gemte det i et syltetøjsglas
indtil det lå stille og sov ind
Engang var undringen
drivkraften i sansernes samling
på nysgerrighedens grøftekant
med haletudser i bækkens understrøm
Engang var der en daglig rislen
fra kilden i de inderste længsler
en stemme fra barndommens sus
som fløjtede sig frem mod livets aften
Engang er nu en gensmag af
det vi stræber efter og lærer
at kende for allerførste gang
mens fuglene synger om kap i træerne
27.02.2020
Du må have noget at stå op til:
–
et brev at skrive
en bog at læse
en tanke at vende
et menneske at elske
et barn at klappe
–
en begejsring at forfølge
et lys at nyde
en idé at realisere
en drøm at dvæle ved
en kærlighed at pleje
–
en gave at give
en ven at besøge
en sang at synge
en liv at forme
en nutid der hænger sammen med hjertet
30.01.2020
Lyt til verden
mærk havets melodi
mærk når det bruser i oprør
mærk når det dovent skvulper
mod det varme sand en hed sommerdag.
–
Lyt til vandet i den isskærende frostnat
og mærk støjen fra den piskende vintervind
gennem marv og ben.
Snus til verden
giv dig tid til at dufte
til blomsterne bag havet.
–
Træk vejret dybt ind
midt i en rose.
Lad duften forplante sig
helt ned i hjertet.
Ånd på verden med din rosenånde.
Snus til din livssødme
i skovens i havens underbund.
–
Føl på stængler og blade,
snegle, hunde og skildpadder.
Mærk deres forskellighed.
–
Luk øjnene
og se den brogede verden.
Se med dine hænder
se med din krop.
Drik af livets dråber
pluk de modne solbær.
–
Lad tungen slikke kanten af glasset
Lad saften
som du drikker
forplante sig til en gylden rislen
i din indre frugthave.
–
Gå i ét med græsset
læg dig på ryggen i det.
Leg at du skal dø.
Stræk dig ud i hvert et græsstrå
der kæler for din kind
og kildrer dig på benene.
–
Lyt til fuglene
Se på skyerne
Flyv af sted over bjerget.
Intet holder dig tilbage
– kun dig selv.
25.01.2020
hvad er der med de øjne
der leger med blodets brus
kigger igennem os som nøgne
og sender et stikkende sus
hvad er der med det øje
der lukker os ind i sjælens sø
dykker ned i hjertets køje
og får tapper til at tø
hvad er der med de øjne
som forfører os til tanker i drømme
slikker indersiden ren for løgne
og kalder i længselsfulde strømme
hvad er der med de øjne
der stirrer på os fra spejlenes sø
og fanger det flygtige forfløjne
rammer det punkt der ikke vil dø
hvad er der med de øjne
der stråler som diamanter
som de inderste kamre kan højne
gennem kærlighedsfrø der bliver til planter
hvad er der med de øjne
05.02.2020
det første sekund
du lægger et frø i jorden
det første blik du sender
til de smukke øjne
det første ryk du mærker
i din krop når noget vokser
det første tegn på
at noget er gået forbi
det første chok der ryster
din inderste sjæl
det første glimt
af evigheden i tiden
det første først
mens du er i live
det første sidst
når du ligger for døden
det første udsyn
at noget er vigtigere
det første suk
i den sidste fase af livet
20.01.2020
Han malede sit navn på hendes ryg
men nu er den varme søjle her ikke mere
Han tegnede deres kærlighed på ruden
men nu er duggens kurver borte med blæsten
Han formede hendes krop i det varme sand
men nu er stregerne skyllet væk
Han nød hendes ånde i ly af nattens himmel
men nu er kun mørket tilbage
Han stirrede på hendes smukke ansigt om morgenen
nu er blot den tomme pude ved hans side
Han borede sit blik ind i hendes smukke øjne
nu fylder kun tårernes tåge hans udsyn
Han kyssede hendes mund og smagte forelskelsen
nu er båndet bristet og munden har han mistet
Han kunne kæle for hendes hår i timer
nu er krøllernes blødhed ude af hans hænder
Han smagte på hendes trylleretter i livet
nu sidder kun de gyldne spor i maven
Han hørte hendes stemme tæt på sit øre
nu er kun et langstrakt ekko tilbage
Han flettede alt hos hende ind i sin sjæl
og det har hans hjerte det godt med
nu er her så stille
19.01.2020
Hvem ville ikke undersøge sit barn
hvis det havde smerter?
Hvem ville ikke befri det for fremmedlegemer
hvis det havde slugt noget forkert?
Hvem ville ikke sørge for ilt til barnet
hvis det ikke kunne få luft?
Hvem ville ikke søge hjælp til barnet
hvis temperaturen var livstruende?
Hvem ville ikke få barnet renset
hvis det var fyldt med bakterier?
Hvem ville ikke redde barnet
hvis det var ved at drukne?
Hvem ville ikke hjælpe barnet
hvis det havde indtaget forurenet vand?
Hvem ville ikke redde barnet ud af flammerne
hvis det brændte omkring det?
Hvem ville ikke gøre det samme
hvis JORDEN selv var et barn?
Hvem ville ikke?
17.01.2019
nogle har det
andre er helt foruden
som om de aldrig har kendt det
jeg mødte én i toget
som havde det
vi kiggede længe på hinanden
og der i blikket var det
blev suget ind i det
da hun gik
lagde hun sin hånd på min arm
by by Sir
der var det
siden har jeg mødt det
på gåture
på ferier
på gaden
på stier
og her for nylig
på en restaurant
øjnene greb fat i det
på tværs af bordene
fløj det afsted som et missil
borede sig ind i
sjælens gemmer
og eksploderede omkring hjertet
vi ved det findes
imellem os
nogle har det resten af livet
16.01.2019
små dronninger sminkes som voksne kvinder
pyntes til duller mens barndommen forsvinder
alle filmes med smarte telefoner i konkurrence
agerer som dukker med snore i kunstig balance
lærer at gå catwalk foran den griske arrangør
man ser deres tomme øjne og svingende humør
de græder og presses ud af livets leg og sus
de skuffes hvis de ikke får pokalen i hus
barnet købes til reklame som lokker
skal anbefale og får penge som blogger
hvad sker der når de sociale medier gemmer
at de forfører andre med sprøde stemmer
man får den tanke at små hjerter vil falme
når børn bruges som middel får man kvalme
hvorfor haste med at voksne op
gi` barnet en tid til rødder og top
15.01.2020
de er lænket sammen
de må ikke tale sammen
de må ikke vende sig om natten
-vi ved det godt
de skal tisse i den samme spand
de har 15 kvadratmeter til 15 personer
de er omgivet af lys og overvåges hele døgnet
-vi ved det godt
de skal se på en voldtægt
de skal se på tortur
de skal høre smerteskrig
-vi ved det godt
de skal tilstå trods uskyld
de bliver sat på en sømstol
de får revet neglene af
-vi ved det godt
de må ikke tale deres eget sprog
de må ikke danse deres egne danse
de må ikke have kontakt med slægtninge
-vi ved det godt
de får skåret tungen af hvis de ikke indordner sig
de får fjernet en hånd hvis de er ulydige
de stenes til døde hvis de gribes i at elske ved siden af
-vi ved det godt
de skal alle genopdrages i lejre med vold
de skal alle hjernevaskes med magt
de skal alle bekende i kor under bevogtning
-vi ved det godt
vi er jo alle mennesker
05.01.2020
at runde og blive rundere
med tidens tand
være lykkelig med sig selv og sine
når nu solen skinner
på en ufortjent fødselsdag
og man bare skal nyde et nyt tal
i lille sluttet cirkel så
blir man da glad som et lille barn
og lamslået på fortrappen
når kendte gamle venner
naboer slægtninge børn
svigerbørn og ringene i vandet
dukker op i en slange af
skønne øjne i overtøj
målløs og uden mæle
tager man bevæget imod
flokkens sang og dirrer
i alle grene af det gamle træ
enhver kommer frem med varme
kinder og tillykke og
knuses en ekstra gang
med følsomme hænder
og blikke fra sjælenes sø
en kæde af minder
i en uvirkelig surprise
på hjemmebane i stuens
stemte snakkehygge
varme taler og et leve
en begivenhed på en dag
som lyser op og
tillægges en særlig betydning
en dag hvor man mærker
at der er noget langt større
end en gråhåret fødselar
der tager imod på fortrappen
stemmer at længes efter
sidder nu i vores vægge
og spøger i al fremtid
med latter og tusinde ord
af hjertet tak til jer der bar slæbet
og alle jer der holdt på hemmeligheden
og kom i den aftalte konspirationsflok
og tog mig på lænestolen i en morfar😀
kh
Fødselaren
30.12.2019
det er ganske spændende at se på ben der går
det er glimt for øjet som enhver forstår
de små piler over sten og stok
falder og slår hul i sok
børn sætter af for at springe over bækken
benene kører i luften og rammer hækken
senere vandrer man mere roligt i lunden
holder i hånd og bruger munden
to unge kærester fletter fingre og tæer
de sidder tæt på molen og går ikke mer`
det er med næsen i sky at nogle går
det er med bøjet nakke at nogle blot står
en del kommer for sent trods ilen
en del går rundt om sig selv med mobilen
jeg så en mand komme dinglende hen ad vejen
ved siden gik en kvinde som traskede lidt forlegen
nogle humper afsted som var det dagen derpå
andre glider over vejen som en ganger grå
de gravide kan vralte som en and så trind
de er så smukke med buler der går over gevind
når benene svigter og man pludselig skrider i svinget
ligger man der og har skrammer på skindet
soldater strækker ud i stram eksercits
på store paradepladser som en vits
de hjulbenede kan trille afsted som en bold
men på grise og hvalpe kan de ikke få hold
på film er haltefanden med hestefod
lister rundt som djævelen og spiller god
så kommer der et par som går i takt
under skoene står der ”ecco” eksakt
en mand og kone går gåsegang i trance
hun går forrest han bagerst i deres alliance
sølvbrudeparret holder om og danser en vals
de andre maser i kredsen og strækker hals
når de gamle veteraner tripper på banen
tænker de på 3. halvleg og noget til ganen
de gamle krogede ben vil ikke sprinte mere
”drengene” er trætte og nyder en pilsner eller flere
sådan går det i livet med ben og med fødder
vi ender med knuder og ondt i de gamle rødder
ingen ønsker her at tage benene på nakken
vi nøjes med at løbe med snakken
før vi går til de evige jagtmarker
og træskoen er sat af en knoldesparker
29.12.2019
de små leger med blikket mod himlen
de yderste grenes lokkende svimlen
trækroner fyldt med fristende frugter
større end frygten for voksne der tugter
til alle tider mod de vippende pinde
hvor det forbudte ligger dem på sinde
et nej pas på er en opfordring til at ville
falder for fristelsen mens man er lille
forbuden frugt smager bedst af alt
de voksne ved at det kan gå galt
derfor pakkes børnene ind i vat
for tænk om grenen kunne være glat
dog er det langt bedre at bakse med livet
end få det foræret og tage det for givet
det er farligt at leve og sådan må det være
kun af de knubs man selv får kan man lære
det forbudte træ er det bedste der findes
gid alle børn kunne klatre og ikke bindes
lad barnet kravle op og mærke suset
hele kroppens sang såvel som bruset
29.12.2019
ord som skaber nærhed
ord som skaber afstand
ord som varmer et forhold
ord som fryser en relation
ord som knytter os sammen
ord som deler os i to
ord som gør os glade
ord som gør os ondt
ord som åbner sig mod verden
ord der ekskluderer det fremmede
ord som viser tolerance
ord som river negle af
ord som bekræfter alt det gamle
ord som integrerer det nye
ord som skaber fryd
ord som føder smerte
ord som beskytter mindretal
ord som hjernevasker afvigere
ord som indånder betydninger
ord som udrenser det anderledes
ord som vækker oplagthed
ord som får noget til at visne
ordet skaber verden
28.12.2019
Øjne
søg de øjne som fugten fanger
kig dybt i de smukke pupiller
luk op til sjælens kammer
fang den sang som iris spiller
de gamles øjne hvor er de kære
af gamle øjne kan man meget lære
26.12.2015
Skønhed
vi ser den grånende dag
omtåget i det triste mørke
vi ser solen bryder frem
oplyser græstæppet i forandringes linse
vi ved at foråret venter forude
piblende i de indre landskaber
vi ved at efter kulde kommer varme
damper jorden med kærlige strøg
skønnest er dog det vi ikke fatter
mirakler i menneskehøjde
livets magi i de små ting
som fnug af frø der blir til nye træer
25.12.2019
når jeg vågner regner det med bomber
når jeg leger er det i ruiner
når jeg spiser ryster mine hænder
jeg ville så gerne kunne græde
jeg ville så gerne kunne drømme
jeg ville så gerne være tryg
min angst fylder min krop
mine øjne flakker af frygt
mit hjerte banker for livet
stop ondskaben i verden
25.12.2019
Hvis vi lever evigt
er der så ingenting der haster?
Hvis vi kun lever én gang
er alt mon så altid for sent?
Hvis vi dyrker den absolutte sandhed
tror vi da vi ved fordi vi ikke ved vi tror?
Hvis vi opstår på ny til evigt liv
hvor mange mon så der er bag os af de andre?
Hvis vi ikke ved vi er døde når vi er det
er denne side så den eneste vi har?
Hvis vi er levende kan vi ikke være døde
når vi er døde kan vi så ikke være?
Hvis vi tror på vegne af andres tro
kan vi så låne religiøsitet ved særlige lejligheder?
Hvis der er stunder i livet hvor vi må sige tak
hvor retter vi da vores øjne hen?
Hvis vi kastes ud i tomhedens hul
hvad gør vi så med meningsløsheden?
Hvis sekulariseringen vinder terræn
hvilke materielle guder er det så vi dyrker?
Hvis vi ikke tror at vi tror nok
hvordan kan vi så måle det der ikke kan siges?
Hvis svarene blæser i vinden
hvad kan myterne så fortælle om de grå zoner?
Hvis de store fortællinger er brudt sammen
hvordan kan man så leve mellem stumperne?
Hvis der ikke er nogen plan med mennesket
hvordan kan vi så tackle at det højeste ikke findes?
Hvis gamle ord kan blive til kød
kan man da leve af et nyt menukort?
Hvis vi ikke har et gelænder at støtte os til
hvad gør vi så når vi mister balancen i livet?
Hvis vi ikke er fanget af vores fejltagelser
hvor venter så den nye begyndelse?
Hvis ikke virkeligheden kommer til mennesket
er det så mennesket der frembringer virkeligheden?
Hvis livet er en daglig kamp
er der så uden denne kamp intet liv?
Hvis vi leder efter sandheden hele livet
skal vi så frygte dem der har fundet den?
23.12.2019
vi hører børnenes skrig
i en verden fyldt med krig
mærker deres smerte og længsel
midt i lejrens usle fængsel
kan se de øjne og de hænder
beskidte men rene som venner
de små er altid det bedste
kunne vi se dem som vores næste
eller er de blot et middel i en verden
hvor egoisterne beregner deres færden
barndommen er vores livs morgen
og denne bør ikke druknes i sorgen
kunne vi blot gå børnene i møde
ville færre af dem skulle forbløde
genopfrisk det indre barn hvis kraft
du engang selv har haft
22.12.2019
Det bedste jeg ved
er at ligge under et tæppe
og flyde sammen med sjælen
Det værste jeg ved
er at tale til en væg
der sender en kold skulder
Det bedste jeg ved
er at kigge gamle billeder
og drømme om svundne tider
Det værste jeg ved
er at blive lagt i lænker
uden at kunne se kæden
Det bedste jeg ved
er når ordene får ånd
i nattens fortrolighed
Det værste jeg ved
er at blive dømt på mit humør
og ikke kunne være mig selv
Det bedste jeg ved
er at kunne være helt stille
og mærke et bånd af samvær
Det værste jeg ved
er skulle tvinges til at smile
når man inderst inde er ked af det
Det bedste jeg ved
er at nyde livets dessert
og kaste sten i vandet med barnebarnet
Det værste jeg ved
er når sandheden låses ned i en fryser
og tankerne stivner til koncepter
Det bedste og det værste
er modsætninger i livets toppe og dale
der strides på hjerternes holdeplads
små drenge på grønne plæner
unge muskuløse mænd der træner
virile veteraner der tror de spæner
fantasiens drengebørn i eventyrlandet
ungdommens kampe om piger i vandet
alderdommens petanque-kugler i sandet
uendelige drømme i drengesind
pubertetens scorereplikker mod pigekind
den gamle dreng leger med hund og pind
drenge kan stryge en mor så kærligt på panden
den smukke teenager kysser en pige fra forstanden
når drengen dør i manden dør manden
meningen med livet er ikke at blive mange år
men at mærke livets pulsslag som i livets vår
at bruge alle sine sanser hver dag som tiden går
Mangfoldighed og fjendebilleder
I mange lande er der stærke racistiske kræfter, der forsøger at tegne negative billeder af de befolkningsgrupper, der ikke passer ind i normen. Vi møder ofte spørgsmålet: Hvad er det der gør, at de afstumpede holdninger og intolerancen vinder terræn? Hvorfor kan vi ikke leve sammen i forskellighed?
Uanset hvilken farve du har
Uanset om du er sort, hvid eller gul
Eller har en helt anden farve
Uanset om du er kvinde eller mand
Uanset om du er barn eller voksen
eller om du lever i livets efterår
Uanset om du er født med alle sanser
Uanset om du er syg eller rask
Eller om du mangler en del af din krop
Uanset hvor du kommer fra
Uanset hvor du er på vej hen
Eller blot er midt imellem
Så er vi alle mennesker
14.12.2019
Ved juletid kommer der mange glæder og savn:
at miste er som at drømme en lang film man har glemt
og gense en kær person med en længsel mod stemmen der var
i en dyb samtale med hjertets mørkekammer
at miste er at besøge knyttede forbindelser i en kæde af minder
fra gennemlevede fortællinger til fortidens bånd
og at tabe tråden til kommende samvær
at miste er at bære en kurv af minder under armen til en stille plet
hvor man hører fortidens musik fra en indre klangbund
til en dans med varme hænder og levende fødder
at miste er en gave af levet liv i vores bagage af sanselighed
som modtager minder i en ledetråd af taknemmelighed
hvor savnet står lysende klart i skyggen af livets puls
at miste er når sorgens fugle bygger rede i dit hår
og du ringer til en der ikke svarer mere
mens du inderligt savner som herfra og til månen
at miste er en begyndelse til en ny rejse
hvor kærlige øjne blinker forude som lokkende milepæle
et sted i tågen hvor du finder en hånd der rækker ud
Det smukkeste i livet
kunne ikke være sket
på kortere tid!
Det hæsligste i livet
kunne ikke være sket
på et værre tidspunkt.
Jeg kaster mønten
hver morgen og håber
den gode side vender op.
.
Livets lava kan ikke
slette de spor
som har brændt sig fast
i erindringens vulkan.
Nedenunder det sorte landskab
og slaggernes røg
ulmer det nye håb
og livets længsel mod sig selv.
I det mørkeste indre
brænder den heftigste ild.
sådan helt som i gamle dage
en hel dag i nærhedens tegni
en hel dag i kærlighedens navn
sådan helt som det var
kun os to side om side
kun os to uden omsvøb
sådan helt som båndene var
der er ingenting som filtreres
der er ingenting som udelades
sådan helt som når kinder mødes
i et glimt af øm erindring
i to hænder som flettes
sådan helt som det var engang
da du fyldte det mest af livet
da du var det der gav mening
sådan helt som i gamle dage
og aldrig helt det samme
09.12.2019
i det ene øjeblik trækker vi vejret
i det næste puster vi ud
i det ene øjeblik flytter vi fødderne
i det næste ligger vi på langs
i det ene øjeblik hilser vi på hinanden
i det næste siger vi farvel
i det ene øjeblik mødes vore øjne
i det næste et kys på kinden
i det ene øjeblik danser vi på roser
i det næste rammes vi af tragedien
i det ene øjeblik samler vi på fjer
i det næste en tung sten i hånden
i det ene øjeblik smiler vi til verden
i det næste det sidste klem
i det ene øjeblik ånder vi ud
i det næste bliver vi stille
i det ene øjeblik slukker vore hjerter
i det næste er vi væk
det er i grunden ganske smukt
07.12.2019
Sender et hjerte til de øjne
mærker kærlighedens varme spor
stirrer ind i sjælens mørke sø
beruset af fantasiens kraft
Blinker til de øjne
sanser de dybe vibrationer
mimer en fortrolighed
i en tråd af længselsfuld berøring
Mærker den buldrende puls
i tankekraftens inderste intuition
bestøvet af dryssende sansekraft
i en støvsky af inderlighed
Kysser de smukke øjne
i en rus af livets mening
sender en gestus til det blik
hvor musikken spiller de dybe toner
i en ledetråd af kroppenes harmoni
04.12.2019
at kaste sindet mod verden
som en rislende duft af friske blomster
med nysgerrige tanker i en grød af hjertets slud
er et afmægtigt opkast fra ordenes lygtemand
at grave sig ned i understrømmenes hvirvel
som et uhyre i meningernes stræde
med fare for at drukne i begrebernes slam
er en risikabel balance på en knivsæg
at mærke det skvulper i gamle blodpytter
som en bylt mod tunge tinder
med sten der skubbes op ad livets bjerg
er en kamp mod det tabte barneland
at længes efter nye sprudlende spirer
som kommende afgrøder på den gamle mark
med små hænder i de rynkede næver
er det håb der tændes i drømmenes stjernetegn
at græde med længsel i de blanke øjne
som vejret der holdes af skæbnens spil
med stikkende åndedræt mod den kolde verden
er en flig af dramaet fra tilfældighedernes holdeplads
at fyldes med klumpen af rørt betagethed
som en glæde af forventningens vingesus
med fingeren på pulsen til modstridende tankespil
er at leve forlæns og forstå baglæns
at se på tosomhedens kærlighedskys
som en mindesten for hudens berøring
med sitrende sus af sammensmeltning
er at være ét med dybdernes sansemark
at prikke sig på tornen i smertens møde
som natlige stik i alle blodbaners delta
med en overvågende døsig opmærksomhed
er at lege med tankens kraft i afmægtighed
at flytte sig fra de mørke tankers nætter
som en ætsende virus af modvindens smerte
med lettelsens lysskær i brystets bolig
er at vove sig selv på kanten af livets længsel mod sig selv
at finde en vej i mørkets umulige uvejr
som en buldrende orkan af dulgte kræfter
med kaotiske ruiner efter stormens hærgen
er at ane at intet mørke kan slukke selv den mindste flamme
hvem du end er skal mit ønske være
lys ja lys lille stjerne
02.12.2019
Vedbliv blot at være ærlig
barnlig, god og blid,
vær imod din næste kærlig
og til hver en tid.
Hjælp de svage hvor du evner
når du frem i livet stævner,
når du trøster dem der græder
øges dine glæder.
26.11.2019
er det vi gør fint
eller er det fint fordi vi gør det
er det vi tror på sandt
eller er det sandt fordi vi tror på det
er det vi tænker virkeligt
eller er det virkeligt fordi vi tænker det
er det vi retter os efter retfærdigt
eller er det retfærdigt fordi vi retter ind
er det vi dyrker sundt
eller er det sundt fordi vi dyrker det
er det vi finder godt bedst
eller er det bedst fordi vi finder det godt
er det vi værdsætter værdifuldt
eller har det værdi fordi vi værdsætter det
svaret bider sig selv i halen
og
sådan er det tit og ofte
En lille sang fra min barndomstid i Vrensted, hvor vi byggede huler og røg så det svimlede:
vil du med i min hule
vil du lege med mig
skal vi finde en smule
og pakke vor grej
en kiks og en kage
en snor og en kniv
min bedstefars pibe
så vi kan få et hiv
dernede i mørket
vil vi tænde et lys
kigge på sager
og tænde et lys
først blir man svimmel
så blir man hvid
da er man voksen et stykke tid
lidt tobak vi har
det håber jeg på
det vil vi blande med blade og strå
så vil vi sidde i os og i røg
der vil vi nyde vor første smøg
dernede i mørket
vil vi tænde et lys
kigge på sager
og mærke et gys
først blir man svimmel
så blir man hvid
da er man voksen et stykke tid
Kampen og modsætninger mellem liv og død har været en central del af min opvækst på landet. Mit motto har altid været: Hellere bakse med livet end få det foræret! Uden en sansebaseret og erfaringsbaseret opvækst ville jeg slet ikke kunne forestille mig et liv som forfatter, foredragsholder og underviser i billedsprog, ledelse og kulturbegrebet. Uden den sanselige selvbevidsthed ville jeg ikke kunne forstille mig hverken livsmod, forestillingskraft eller jordforbindelse.
Lyt til verden
mærk havets melodi
mærk når det bruser i oprør
mærk når det dovent skvulper
mod det varme sand en hed sommerdag.
Lyt til vandet i den isskærende frostnat
og mærk støjen fra den piskende vintervind
gennem marv og ben.
Snus til verden
giv dig tid til at dufte
til blomsterne bag havet.
Træk vejret dybt ind
midt i en rose.
Lad duften forplante sig
helt ned i hjertet.
Ånd på verden med din rosenånde.
Snus til din livssødme
i skovens i havens underbund.
Føl på stængler og blade,
snegle, hunde og skildpadder.
Mærk deres forskellighed.
Luk øjnene
og se den brogede verden.
Se med dine hænder
se med din krop.
Drik af livets dråber
pluk de modne solbær.
Lad tungen slikke kanten af glasset
Lad saften
som du drikker
forplante sig til en gylden rislen
i din indre frugthave.
Gå i ét med græsset
læg dig på ryggen i det.
Leg at du skal dø.
Stræk dig ud i hvert et græsstrå
der kæler for din kind
og kildrer dig på benene.
Lyt til fuglene
Se på skyerne
Flyv af sted over bjerget.
Intet holder dig tilbage
– kun dig selv.
Niels Jægerum
Dreng fra Vrensted
der er så meget man håber
vi krydser fingre
vi krydser tæer
vi krydser arme og ben
der er så meget man kan ønske
vi kaster mønter i brønden
vi knækker ønskeben
vi går på streger
der er så meget man kan tro på
vi folder vores hænder
vi drikker vin som blod
vi spytter over skulderen
der er så meget vi erfarer
vi kan ikke håbe os til et liv uden modgang
vi kan ikke ønske os til lykken
vi kan ikke flytte livets væsen med tvang
alle kan vi være på det forkerte sted
på det forkerte tidspunkt
alle kan vi rammes af katastrofen
lige midt i en god dessert
ude af vores hænder
opfinder vi et symbol
der beskytter os mod det vi ikke kan udholde
selv går jeg rundt med en sten og fjer i lommen😊
være ti og vågne
med ild i kroppen
blod på hænderne
male sig i ansigtet
putte fjer i håret
og bånd på armenes muskler
gå på jagt efter blegansigter
være ti og dræbe uslinge
meje dem ned imellem rabarber og frugttræer
binde dem til totempæle
og kradse deres indvolde ud
nyde sødmen af kampens sejrsrus
i en stille middagsstund
med blikket mod himmel og skyernes flugt
være ti og løbe fra en hær af fjender
med jordsmag og græsstrå i munden
en skarp dolk i skeden
og skind over hofterne
flyvende hen over markens knolde
springende for livet over bækkens afgrund
mærke kroppens kamp i mødet
med krodiller, ler og sumpvand
være ti på randen af gråd og sivgræs
trukket ned i bunden af grøftens mudder
omgivet af småfisk og frøernes kvækken
guldsmedenes luftdans som sværmende mirakler
med regnbuens farver i øjenhøjde
vandnymfernes frihedskamp i syltetøjsglasset
på kanten af mergelgravens forførende dybder
være ti og høre græshoppernes skjulte musik
summeaf biernes kærlighed til blomsterne
hundenes jagt efter kattene
stærens fløjten i poppeltræet
vibernes sang under himlen
lytte til sit eget hjerte
og blodets banken mod fantasien
være ti og drømme om en lille kalv
der blev til en elefant
12.11.2019
tiden tilbage er fremtidens morgendis
hyllet ind i en tåge af tilfældigheder
en listig kattelem til kommende overraskelser
på den nysgerrige knivsæg
mellem det tunge og det lette
tiden tilbage er livets mystiske sandkorn
der drysser mod en bunke af uvished
mellem dryp fra en rislende kilde
af livets længsel mod sig selv
til tonerne af blodets flydende musik
tiden tilbage er et tov af nye minder
der breder sig som ringe i vandet
frem mod det skæbnemønster
vi kun kan se i bakspejlet
fra et fugleperspektiv i en stille stund
den 09.11.2019
Barndommens mark
at gå rundt mellem viber på lerede marker
at samle klumper af jord under neglene
at lytte til revner og vind med bare fødder
så er jordforbindelsen i sansehøjde
så er opmærksomheden slået til
så er der strøm på tissehegnet
at ligge i læsset med øjne mod skyerne
at svimle i vuggende højder under himlens tag
at lukke sine øjne mod de åbne vidder
da himler det på drømmenes ønsketur
da svæver tankerne mod stjerner i det fjerne
da fyldes man af længsel mod sin skæbne
i ly af barndommens mark
Vi kører rundt i en lastbil så stor
den laver dybe lastbilspor.
Sådan er vor tanke den graver sig ned
når den først er lavet så bliver den ved.
Frem og tilbage
samme trummerum.
Verden er af lave
hvis noget laves om.
Blive ved samme
gøre li´som sidst.
Det er befriende ubevidst.
Vi plejer at indtage vor faste plads
sidder ved de samme er godt tilpas.
Her har vi bygget et trygt lille tårn.
Det som vi ser er det samme hver mor´n.
Frem og tilbage
samme trummerum.
Verden er af lave
hvis noget laves om.
Blive ved samme
gøre li´som sidst.
Det er befriende ubevidst.
Her går vi rundt i vort indre hus,
her har vi hjemme med det er vi dus.
Tænk hvis vi rulled` gardinerne op
hvad vi så ku` se ja måske vi fik en prop?
Frem og tilbage
samme trummerum.
Verden er af lave
hvis noget laves om.
Blive ved samme
gøre li´som sidst.
Det er befriende ubevidst.
ude af flasken
er der lukket op for posen
og melet i munden
vælter ud i en røg af forklaringer
ude af flasken
er der ikke pakket noget ind
sandheden er punkteret
og dækket er for fladt til retorisk kørsel
ude af flasken
er der gået hul på bylden
materien flyder dampende omkring
og lægger sig tilrette
mellem kæberne
ude af flasken
kravler argumenterne rundt
som arrige hvepse
der er ekskluderet fra boet
flasken fyldes langsomt igen
forleden gik jeg så selv bort
sukkede og slukkede med et smil
fandt det passende at sove glad ind
nu hvor jeg er væk tænker jeg ikke mere
min lysende bevidsthed er blevet mørk
kan ikke skelne mellem noget og har intet sprog
mine dejlige børnebørn taler til mig
men jeg taler ikke tilbage til dem
de hører kun min stemme på deres indre grammofon
jeg er stendød uden at vide det
er kold uden at føle det
er brændt til aske uden at mærke det
her i min guitar-urne er der stilhed
et par triller fra en gråspurv på stenen
høres kun af de efterladte
da jeg nedlagde mig selv med et klem
og gav mig hen til det sidste dybe åndedrag
vidste jeg at livets glade sekund var forbi
mens vi lever er vi ikke døde
når vi dør kan vi ikke være
hverken dernede eller deroppe
livet er et mysterium der skal leves
på en knivsæg mellem her og der
af ild er jeg kommet til ild skal jeg blive
det er i grunden ganske smukt
og ulidelig let at gå bort til noget
som ikke har et begreb om sig selv
det kalder på et smil
memento mori
en ven er én der ved hvem du er
forstår hvor du kommer fra
accepterer hvem du er blevet
og nænsomt lader dig vokse
en ven er én der ved hvad du gemmer på
lægger øre til dine bekymringer
følger dig i sorgens kølvand
ledsager dig på dine nye eventyr
en ven er én der tager din arm på nedturen
holder om dig i trange tider
besøger din angst med opmærksomhed
genskaber troen på et nyt forsøg
en ven er som en skål der udhules
for at kunne rumme endnu mere
sammen med hvem man ikke kan håbe for meget
og som man ikke bliver skuffet af
en ven er én man kan være stille sammen med
så sjælen luftes ren i en rørende eftertanke
med et smil på læben og et kærligt blik
hvor man kan tage det tunge med let sind
en ven er en kilde så dyb
at den kan rumme de spande vi bærer dertil
omgivet af menneskelig virksomhed
hjælpekunst og erfaringer med liv og død
man får en ven ved selv at være én
09.11.2019
du ser at jeg græder
men grådens sø er min egen
du ser jeg blinker
men sjælens øje tilhører mig selv
du ser jeg falder i staver
men mit åndsfravær er nærvær i en anden verden
du ser jeg vakler
men min slingrevals er livets salt
du ser jeg dummer mig
men at fejle er min rettesnor
du ser jeg smiler
men latteren klukker i mit eget bryst
vi ser så mange ting hos andre
men kun med hjertet kan man se rigtigt
PLATONS HULE
bryd lænken
ryst tankerne
krads horisonterne
sæt ord under ørerne
blikke på neglene
klø din semantik
puds forståelsen
rids din selvindsigt
forløs dine drømme
gå en tur med definitionerne
dans med din forestilling
forfør din hypotese
grav efter diskursen
fremkald paradigmerne
afslør magtens masker
forstyr riterne
skub til symbolerne
tænd visionerne
op af Platons hule
væk fra doxas mørke
kend dig selv
kritisk
har du en hammer, ser du søm
har du et fejlsyn, ser du mangler
har du et ressourcesyn, ser du potentialer
tror du på noget er det det, du får øje på
tror du det lykkes, bliver vejen lettere
tror du, at du tror styrkes din tro
hvis vi er enige om, at dette er virkeligt
hvis vi er enige om, at sådan ser verden ud
hvis ja så er det også den virkelighed, vi får
hammer og søm hænger sammen
nu kan man svindle i selskabsskat
og trække udgifterne til rådgivningen fra
stikke folk en knytnæve
og få specialisthjælp til hånden
snyde med bidrag til familien
og modtage tilskud til fornøjelser
røve penge fra private folk
og få fradrag til skærebrænderen
lyve og bedrage til højre og venstre
og få medaljer for sin opfindsomhed
hvidvaske sine sorte penge
og bygge luksushuse bag høje hegn
kaste med sten når man bor i et glashus
og få politibeskyttelse og livvagt
opgive kreative håndværkerfradrag
og undgå kontrol på det man oplyser
anklage politiet for krænkende adfærd
og modtage erstatninger for lovbrud
tømme offentlige kasser med sociale ydelser
og investere dem i rideheste og ejendomme
lænse en fremmed konto for penge
ved at købe en bank til transaktionen
“retfærdighed” er en by i Fuskland
tænk hvis vi kunne
ligge i en sofa på en motorvej
gå til kirke og høre en nøgen præst
spille fodbold på en skrå bane
skifte musiksmag og lytte på en ny måde
køre rundt med vores døde far på forsædet
blive begravet i en guitar og spille videre
tænk hvis vi kunne
finde en gratis p-plads i en storby
kysse en andens ægtefælle uden jalousi
flette fingre med en sulten kannibal
blæse og have mel i munden
gå i hundene uden bebrejdelser
kigge på ethvert menneske som menneske
tænk hvis vi kunne
være os selv uden at være grådige
løbe efter penge uden at dø af det
knække sammen uden at gå i stykker
rejse os fra afgrunden uden at gå over gevind
vinde i spil og kærlighed på samme tid
redde et menneske uden at få en belønning derfor
tænk hvis vi kunne
drømme en hel nat og huske vores drømme
sætte ord på verden og fange den med nye øjne
kræve mindre af tiden end den giver
holde op med at fylde fremmed betydning i alt
fjerne livets skyggesider før vi dør
forlige os med det sidste suk før lukketid
tænk hvis…
Herunder en række fine billeder modtaget fra Marie og Peter Jensens Ole . . De boede på en lille ejendom overfor gårdejer Ulrik Jørgensen, på Bådstedhedevej 206, Vrensted. Peter Jensen kørt en overgang en mælketur til mejeriet fra ejendommene på Bådstedhede. Der er desuden modtaget billeder fra andre med tilknytning til Bådstedhede.
Herluf Nielsen trækker sin ko på græs
November 2019- jens otto madsen
Vrensted Kirke fik i 1939 et nyt orgel med 8 stemmer, fordelt på 1 manual og pedal og med 600 piber. Det blev bygget af det kendte orgelbyggerfirma i Aarhus, A.C. Zacahariasen og Søn og indviet 31.05.1939
Her små avisartikler fra Vendsyssels Tidende fra den 10.12.1938
Povl skriver i februar 2017 om sit besøg i Vrensted Kirke:
Når man på sådan en kølig vinterdag kikker indenfor i ”Sct. Thøger” finder man tårnrummet afspærret og et midlertidigt orgel anbragt i skibets nordvestlige hjørne til erstatning for det hedengangne orgel fra 1939, der nu er fjernet fra pladsen i tårnrummet og spredt for alle vinde. Den plads, hvorpå det i mine drengeår blev placeret, efter at være skænket kirken af ”ukendte” givere, som en meget kærkommen gave til afløsning af det harmonium, der, så vidt jeg husker, var placeret i kirken. – Jeg husker endnu svagt, hvordan orgelbyggeren en dag kom til mit hjem med en træplade for at vise far, hvorledes, man havde tænkt sig, træsorten skulle fremstå. – Jeg mindes de kommende års besøg af orgelstemmeren, Bruno, der gerne ville have os til at hjælpe under arbejdet med at holde de forskellige tangenter nede, mens han gik rundt og ordnede de forskellige orgelpiber, så de atter kom i den rette stemning. – Alt dette er for længst fortid. Meget vand er løbet i stranden siden da, men tankerne går jo det til trods jævnligt tilbage til den tid. – Når man så ind imellem dykker ned i arkiveret materiale fra de år og støder på noget, der måske også kan have andres interesse, er det jo nærliggende at finde det frem og præsentere det. Ud fra det synspunkt har jeg i dag valgt at viderebringe lidt stof vedrørende orglets indvielse den 31. maj 1939.
Som indledning dette referat fra ”Vendsyssel Tidende” den 2. juni 1939:
”Indvielse af Kirkens nye Orgel blev en smuk og stemningsfuld Højtid. I Kirken, der var smukt pyntet, samledes ved 20-Tiden så mange Mennesker, som der på nogen Måde var Plads til. Højtideligheden begyndte med Salmen ”Giv mig Gud en Salmetunge” som Fællessang, og Pastor Stevns talte derefter smukt om Kirken og Menighedens Lovsang og bragte på Menighedens Vegne en Tak til de anonyme Givere for den smukke og storstilede Gave.
Organist Allesch, Aalborg, spillede derefter Joh. Seb. Bachs Præludium og Fuga i C-Dur, en krævende Musik, der stillede betydelige Fordringer både til Udøver og Orgelet.
De sammensluttede Kor fra Aalborg under Domkantor Støvring Nielsens Ledelse sang forskellige Salmer med middelalderlige Melodier. Den fint afstemte Korsang var af betydelig Virkning.
Fru Ellen Astrup og Kantor Ancher Pedersen, Aalborg, sang solo.
Musiklærer Kjeldsen og Organist Allesch afspillede Kompositioner af Stradello og Jærnfeldt for Violin og Orgel.
Den smukke Højtidelighed skuttede med ”Aleneste Gud i Himmerig” som Fællessalme.
Efter Festen i Kirken var Menighedsrådet Vært ved en lille Festlighed i Forsamlingshuset. Her talte Pastor Stevns og takkede især Orgelbygger Zakariasen, Aarhus, for det smukke og veludførte Arbejde, som Firmaet havde udført ved Bygningen af Orgelet. Desuden talte Domkantor Støvring Nielsen, Lærer Jensen, Organist Allesch og Kirkens Graver, Skomager Niels Chr. Gade.”
——————–
NB:: Træpiberne var udført af Oregon Pine. – Orgelfacaden af Oregon Pine.
———————
Tale holdt i Vrensted Kirke ved Indvielsen af Kirkens nye Orgel 1939 d.31. Maj.
”Vi beder dig, Gud Fader i Himlen, at du vil give os en god og festlig Time!
Velsign til Velsignelse!
Lovsynger Herren min Mund og mit Indre!
Sjungende, Hjerte, tag Ånden i Favn!
Tonerne spille, som Stjernerne tindre,
trindt om Jehovas højhellige Navn.
Sjæl! kom i Hu, at Guds Pris du forkynder
tidlig og sent, for han evig er god,
han, som forlader i Skok dine Synder,
råder på al din Elendighed Bod!
Lovsynger Herren, hans Værker i Klynge,
Verdener alle! thi Riget er hans!
Glæd dig, min Sjæl! til, for evigt at synge
Skaberens Pris, hvor han troner i Glans!
Det er Støvets og Dødens Lov, at vi Mennesker, som er bundne til Støvet i dette skønne og tunge Menneskeliv, ældes og arres, som Årene går. Livet trækker den ene Streg efter den anden i vore Ansigter, – skriver her Årenes tal, – taler om Gråd og om Smil.
Vore Ansigter skifter og ældes.
Noget andet med Kirkerummets Ansigt.
Også det skifter fra Slægtled til Slægtled, men det ældes aldrig.
Slægt efter Slægt har Tid efter anden skrevet sin Tro, sit Smil og sin Gråd her i vor gamle, skønne Kirke. Snart føjede man et nyt Træk ind, – snart ændrede man et gammelt. Med et Smil fortæller Kirkerummet selv sin Historie. Fortæller om Døbefonden, der i sin Tid stod dernede ved Indgangsdøren, som et Billede på, at her var Indgangen til Menigheden, – Døbefonden, som senere blev skubbet op i en Krog, men som nu står således, at den fanger Hvermands Øje. – Bjælkestumperne, der højt oppe fortæller om, at Kirken i sin Tid havde romansk Bjælkeloft, indtil man til Guds Ære indbyggede disse smukke Hvælvinger. – En overskåren Bjælke derhenne under Lampetten fortæller, at her stod engang Kirkens dejlige gamle, romanske Krucifiks, stod rigtigt, således at Kristus løftede sine Hænder velsignende mod Menigheden, hver Gang den var samlet i Kirkehuset. – Ja, sådan kunne vi blive ved og blive ved at nævne og påvise nye eller ændrede Træk i Kirkerummets Ansigt. Overalt ser vi Slægternes Spor. Kirkerummets Ansigt ældedes vel, men det forblev dog lige ungt, lige smukt.
Og nu denne lyse, dejlige Sommeraften er vi samlet her til Fest og Højtid for at føje et nyt, smukt Træk ind i vort gamle Kirkerums unge og smukke Ansigt.
Et stort nyt, smukt Orgel betyder ikke, at nu behøver vi ikke at synge så meget mere.
Et stort nyt Orgel betyder, at vor Lovsang til Gud fra nu af skal bæres af bredere Vinger, – af stærkere Vinger.
Gud velsigne Menigheden til, at disse brede Vinger får meget at bære!
Vi siger her i Menighedens Forsamling Hjertens Tak til de Mennesker, der har givet os denne store og smukke Gave. – Vi er i Aften mange, der gerne ville have trykket deres Hænder med en inderlig Tak.
Vi ønsker Guds Fred med dem, – hvem de er og hvor de er!
Vi ønsker og lyser i Jesu Navn: Guds Fred med os alle!
Amen. Aage Stevns.
————————
I anledning af orglets indvielse d. 31. maj 1939 skrev pastor Stevns følgende digt:
Når Menighedssangen mod Himlen svinger
fra os, der må bygge i Mørke og Slud,
skal Orglet den bære på bredere Vinger
til højere, friere Flugt imod Gud.
Og Lovsangens Toner fra Jorderigs Våde
skal binde Gud Herren uvisnelig Krans
af Tro og af Tak for usigelig Nåde,
for Æren, der altid og ene er HANS.
På Lovsangens bredere, stærkere Vinger
vor Tillid og Tro skal for Gud bæres frem,
til Døden har talt, og Guds Engel os bringer
til Himlen, og Gud smiler: Velkommen hjem!
1939 31/5. Aage Stevns.
————————–
Serritslev i februar 2017. Povl Stevns.
I stedet for det gamle og udtjente orgel blev der i marts 2013 af Provstiudvalget bevilget lån til køb af nyt orgel til Vrensted Kirke
Løkken Folkeblad 30.12.2016:
Det forventes at det nye orgel vil være klar til indvielse i 2017/18.
Februar 2017: Jens Otto Madsen
– Nu lysner det for Vrensted Kirke – sept. 2019
Det har krævet godt 10 års arbejde for Vrensted Menighedsråd at få nyt kirkeorgel og en nyrenoveret Vrensted Kirke på plads fortæller formand Jens Juhl og Byggesagkyndig Jørgen Schierup.
VRENSTED:
– Og nu kan det altså ikke mere. Det spiller falsk og nogle af de gamle piber duer slet ikke mere, havde adskillige organister og andre musikere fortalt menighedsrådet, som for 10 år siden tog kritikken alvorligt og begyndte at tænke tanker. Et nyt kirkeorgel er en stor og dyr sag, som kræver både penge, god tid og stillingtagen til både det ene og det andet.
I 2014 var finansieringen på godt 2,2 mio. kroner til selve orgelet plus godt et par millioner til selve arbejdet i kirken og løn til orgelbyggeren på plads og dermed kunne udskiftningen af det falske orgel tage sin begyndelse. De første par år foregik i orgelbygger Anders Rasmussens værksted i Bramming. Her blev der tegnet skitser og diskuteret lyd med menighedsrådet, før byggeriet gik i gang.
– De ville gerne have en dyb, varm klang, som kræver en kirke med en god akustik – og det har kirken i Vrensted, siger Anders Rasmussen, som nu er tæt på at afslutte fem års arbejde.
800 piber og en stærk graver
Det nye orgel er både større og højere end det gamle, og derfor skulle gulvet i tårnrummet, hvor orgelet skal stå, graves op og sænkes, så der blev plads til de højeste piber på over fem meter. Og det gør man ikke uden videre i en kirke fra 1200-tallet.
– Vi havde besøg af Nationalmuseet, som siede jorden, da der blev gravet op … men de fandt nu kun nogle glasskår og et par søm, fortæller formanden for menighedsrådet, Jens Juhl.
Da det nye orgelfundament var støbt, begyndte opsætningen af de godt 800 orgelpiber – en ad gangen med en omhyggelighed, som er meget langt fra noget, der ligner akkordarbejde. Et spritnyt kirkeorgel er en lang proces, som kræver omhyggelig og stor tålmodighed.
– Det er vidunderligt at være orgelbygger. Man får lov til at lave et ordentligt stykke arbejde helt fra bunden, slår Anders Rasmussen fast.
Piberne skal sættes op og tages ned flere gange, også de helt store, og her har kirkens graver, Henry Kragh, været en stor hjælp.
– Han er en stor og stærk mand, og han har hjulpet meget, når der skulle løftes, siger Anders Rasmussen.
– Neej, hvor bliver det flot
Vrensted Menighedsråd havde ikke selv pengene til det nye orgel, men måtte via provstiet ud på lånemarkedet. Derfor har provstiet fulgt med i processen, og da der i 2018 var inspektionsbesøg ville begejstringen næsten ingen ende tage.
– Da de så, hvor fint det nye orgel bliver, blev det besluttet, at resten af kirken også skulle have en ordentlig tur … sådan for at passe til det nye, fine orgel, siger Jens Juhl.
Frisk og nyrenoveret kirke
Den beslutning tog menighedsrådet i Vrensted imod med udstrakte arme for kirken var ikke for alvor kigget efter i krogene siden 1917.
Beslutningen kom dog også til at betyde, at kirken skulle lukkes for menigheden i længere tid end planlag – for efter 102 år gemte der sig en del overraskelser, da håndværkerne tog fat.
Især de gamle, kalkede indervægge i selve kirken tog tid, for gammel kalk fjerner man ikke bare og kalker over igen.
– Det skulle undersøges, om der gemte sig gamle kalkmalerier under de øverste lag kalk, så vi havde konsulenter fra Nationalmuseet til at overvåge processen, fortæller menighedsrådets byggesagkyndige, Jørgen Schierup.
Kalkmalerier var der nu ingen af, kun et sortkalket område bag altertavlen, som man undrede sig noget over.
– Konklusionen blev, at det nok har været kalket sort i forbindelse med et kongeligt dødsfald en gang for meget længe siden, siger han.
Da den gamle kalk var fjernet og murværket havde fået lidt tiltrængt opmærksomhed, kunne der kalkes igen, ligesom kirkebænkene er nymalede i farver, der matcher altertavlen fra 1917. Som også er frisket op af en konservator og nu igen fremstår frisk og klar efter 102 års falmen.
Den samlede regning for orgel og renovering ender på godt 6,5 mio. kr. , som menighedsrådet har finansieret dels via fordelagtige lån og af egen kasse.
Et kirkeorgel er pengene værd
Selv i en kirke må der gerne drilles lidt, og derfor blev Jens Juhl og Jørgen Schierup spurgt, hvorfor et godt og moderne digitalt orgel med gode højttalere til en samlet pris på under 10.000 ikke kunne klare opgaven med at spille kirken op?
– Jaha, det kan man måske godt tænke – men Vrensted Kirke er en vaskeægte 800 år gammel middelalderkirke, og sådan en skal altså have et rigtigt orgel. Det mente både Nationalmuseet, provstiet og vi … det er jo et stykke dansk kulturarv, som vi både skal værne om og holde liv i, siger Jens Juhl, som samtidig slår fast, at det nye orgel skal bruges flittigt både under gudstjenester og til kirkekoncerter.
Og nu varer det kun et lille øjeblik, før Vrensted igen slår dørene op for menigheden. Søndag 10. november 2019 indvies både orgel og kirke med gudstjeneste, fællesspisning og egentlig koncert.
– Vi har engageret en af landets dygtigste orgelspiller, Bo Grønbeck, der er domorganist i Helsingør, til en koncert søndag eftermiddag, siger Jens Juhl, som glæder sig til både indvielsen og til at kunne afslutte 10 års arbejde i Vrensted Kirke.
Her et lille hæfte med nedenstående tekst og sange lavet til Kirkens åbningsgudstjeneste og festmiddag i Byens Hus.
I kirken til højmessen prædikede stiftets Biskop, Henning Toft Bro
Genåbning af Sct. Thøgers kirke i Vrensted og indvielse af det nye akustiske orgel den 10.11.2019.
Sammen med den lille Furreby kirke er Vrensted kirke storpastoratets eneste tilbageværende intakte middelalderkirke, dateret tilbage til Valdemarernes tid i 11-1200tallet.
Dette gør at vedligeholdet og renoveringen af kirken kræver stor omtanke og indsigt. Senest er kirken gennemgående renoveret for 100 år siden i årene omkring 1920, hvor sagfører Anders Olesen, Vrensteds datidige velgører forestod en meget omfattende ombygning af kirken, som stod i en ret faldefærdig tilstand. Her blev også middelalderinventaret renoveret: Prædikestol, krucifix og altertavle. Sidstnævnte blev forynget med de meget smukke billedfelter, malet af Niels Larsen Stevns, som et af hans hovedværker, sammen med frescoen over udgangsdøren. I 1939 fik kirken via en anonym donation et nybygget orgel (Zakariassen, Arhus), som har tjent kirken tro indtil det i de senere år er blevet umuligt at stemme op, og derfor også helt uegnet til sammenspil.
Orglet blev vurderet og kasseret i 2004 af kirkeministeriets orgelkonsulent, Jens Chr. Hansen, utæt og udslidt. Vi søgte herefter med assistance af Peter Lindhardt Toft “en prisbevidst, fremtidssikret kvalitetsløsning på et orgel, der klangligt og arkitektonisk er kirkerummet værdigt”. Der var ikke egnede brugte orgler at finde i Danmark, hvorfor valget stod mellem nogle få akustiske orgler, hvor dette orgel, bygget af orgelbygger Anders Havgaard Rasmussen, Bramming, bedst opfyldte både de spillemæssige og de arkitektoniske krav, vi stillede. Processen gik i gang. Godkendelse og financiering kom i hus. Herefter kunne Anders starte orgelbyggeriet på sit værksted, og orglet kunne stilles op med spillebordet under tårnbuen. Orglet er tegnet og konstrueret således at orglets klang spredes jævnt over kirkerummet, og organisten får optimale lydmæssige forhold. Samtidig med at der er mulighed for opstilling af koret omkring orglet. Orglet er veludbygget med 14 stemmer og en fyldig vokalklang, som er optimal for både gudstjenestebrug og koncertopførsel. Samtidig er det lykkedes at skabe et orgel, som arkitektonisk løfter kirkerummet med sin smukke englelignede form.
I forbindelse med orgelbyggeriet var det nødvendigt at ombygge tårnrummet, hvilket indebar sænkning af gulvet og udgravning af teknikkanal etc. Dette skete under Nationalmuseets overvågning. Der var imidlertid ingen skeletter i skabet dvs. ingen middelalderfund i underlaget, kalkmalerier etc., og ombygningen gik glat med de forsinkelser, som tilsynene fra Nationalmuseets side indebar. Denne del blev styret fra Arkitektfirmaet Brøgger, og udført af lokale håndværkere med hjælp og koordinering fra vores meget dygtige og opmærksomme graver, Henry Kragh.
Renoveringen af tårnrummet viste hvor flot og stilren vores kirke kan tage sig ud. Og ved næste Provstesyn blev det vedtaget at fortsætte renoveringen kirken igennem. Der blev via Arkitektfirmaet Bundgaard, Hjørring indhentet tilbud på kalkning af kirkerummet, maling af stolestader og knæfald, samt konservatorrensning af altertavle og fresco, oppudsning af messingkroner og stager, og udskiftning af hynder på bænke og knæfald.
Kalkningen har voldt store vanskeligheder, dels grundet større oppudsningsproblemer på det gamle murværk, dels vanskeligheder med dækningen på den meget sodsværtede kalk.
Efter udskiftning af murerfirmaet er det efter 8 kalkninger lykkedes at få et glimrende resultat med en smuk varm hvid farve på hvælvene.
Altertavle og fresco står begge klare og lysende i rummet. Nye hynder på bænke og knæfald frisker op og er samtidig i deres fasthed befordrende for orglets klang. Og de nye messingstager i stolene er smukke og samtidig beskyttende mod stearin, sod og vildfarne flammer i nærheden af kirkegængerens tøj og hår.
Farvesætningen i kirken er i hænderne på konservator Kurt Nedergård blevet meget smagfuld i sin afdæmpethed og binder de eksisterende farver fint sammen med de nye toner på orgel og stole.
Fra kirkens side har vi været begunstiget af at graver samt menighedsrådsformand Jens Juh 1 har været gennemgående i alle byggeårene. Begge har ydet en meget stor indsats for at holde sammen på det store projekt.
Projektet har givet en del indskrænkning i kirkens anvendelighed, men der er udvist meget smidighed fra kirkens betjening, således at det meste af kirkegangen har kunnet gennemføres nogenlunde som vanligt.
Tak for den store tålmodighed fra håndværkere, menighed og fra personale! Vrensted Menighedsråd
Ved genindvielsen af kirken havde Povl Stevns, Serritslev skrevet en ny sang som blev afsunget for første gang.
Ved genindvielsen af Sct. Thøgers kirke blev der sunget i Byens Hus følgende sange:
november 2019 – jens otto madsen