Det er ikke så meget, jeg kan huske, om alle de problemer efterkrigstiden medførte. Det lod jeg mine forældre om. Jeg manglede ikke noget, for jeg havde ikke prøvet andet. Jeg husker tydelig frihedsaftenen, da var jeg til børnefødselsdag hos naboens. Jeg mindes også, at mor havde gemt en grøn sirupsflaske med kaffebønner i hjørneskabet i stuen, men hvornår de blev brugt, ved jeg ikke. Der blev brugt kaffeerstatning i Danmark. Deri var der mærker, som vi samlede i et hefte. Det kunne være med skuespillere, dyr og lignende. Var der ikke nogen at bytte mærker med, kunne vi sende dubletter ind og finde mærker, vi manglede. Mor ristede rug på stegepanden. Det blev malet og brugt til kaffe. Vi havde ikke selv en kaffekværn den lånte vi inde hos naboen. Lang tid efter, at vi kunne købe kaffe, blandede vi stadig en pakke erstatning med et pund kaffe. Da vi begyndte at kunne købe appelsiner, var det kun til jul, vi fik dem, og så var det én til deling til os alle fem. I stedet for risengryn blev grøden kogt på grovvalsede byggryn. Sukker var der heller ikke for meget af, men vi fik da sådan, at vi kunne sylte de bær, vi havde i haven. Vi var også i mosen for at plukke blåbær og tranebær. Glassene blev sat på en hylde i kælderen, og når syltetøjet skulle bruges, kunne der være et tykt lag mug på. Men det blev fjernet, og så kunne vi ikke smage det. Dengang var der ingen, der sagde, at det var sundhedsskadeligt, og vi er da heller aldrig blevet syge af det.
Tøj var der ikke meget at få af. Dengang kunne familien godt nøjes med et enkelt skab og en kommode. I dag skal man gerne have et helt værelse til sit tøj. Efter hver vask skulle der repareres tøj. Hvem vil i dag gå i lappede underbukser – men det var nødvendigt dengang. Efter jeg var blevet konfirmeret, hjalp jeg til der hjemme det første år. Samtidig var jeg meget ude hos min moster for at hjælpe dem, når de havde brug for det. De havde min oldemor boende, og hun kunne ikke være alene hjemme, så når familien skulle ud, var jeg der. Hun blev 101 år. En eftermiddag om ugen cyklede vi unge til madlavning på Landboskolen i Brønderslev. Højdepunktet var afslutningen med dans. Det var første gang jeg var til bal. Senere kom jeg til bal i Stenum Forsamlingshus. Det var ungdomsforeningen, der holdt dette. Hilbert spillede på harmonika, og han gik rundt imellem os, der dansede. Den store sal var ryddet, og der var bare bænke i hver side, som vi kunne sidde på. Der var meget stor klasseforskel, gårdmandssønnere var i den ene ende af salen og arbejdernes sønner i den anden. Der kunne købes kaffe og sodavand. Jeg husker ikke, om vi kunne købe øl, men jeg tror det ikke, for karlene gemte øl og snaps ude i hækken, som de gik ud og drak af. Hvis de blev meget fulde, kunne der godt blive slagsmål mellem Stenum og Vrensted. Hvis karlene fra Hjortnæs og Børglum Kloster kom, kunne vi være sikre på, at der blev slåskamp. Det var, som om de bare kom for at slås.
I 1953 fik jeg min første plads, det var ved tre aldrende søskende. Der skulle jeg lave alt forefaldende arbejde, såsom at passe hønsene, gøre æggene rene og bære dem til købmanden. En gang gik det galt. Jeg gled på isen, og så det var ikke sjovt at gå tilbage med en hel kurv æg, der var smadrede. Der var da heldigvis en avis i bunden, så det blev til den store bagedag. Der var især noget, der undrede mig. Når vi havde fået kaffe, skulle alt kaffegrumset kommes i en kasserolle, som stod på palen ved komfuret. Hver formiddag blev det kogt op, så var det den kop kaffe!
I dag tales der så meget om, at folk skal dele, men den tanke er ikke ny. For dengang var der gårde, der var gået sammen om en vaskemaskine på hjul. Når man var færdig med at vaske blev vaskemaskinen kørt til den næste gård. Frysehusene var også fælles. Efter et år flyttede jeg til Østergaard i Stenum. Der var altid liv og glade dage. Her samledes altid en masse unge, og vi sad i stuen og hørte musik. De havde en grammofon, så hvis nogen havde købt en ny plade, tog de den med. Det hændte tit, at vi fik lyst til is. Så gik vi i samlet trop hen til Gas-Anders og købte is med lyserød guf. En aften om ugen var der sykursus i Tolstrup Forsamlingshus, hvor Dagny Westergård fra Vrensted var leder, og så var der også gymnastikken. Medens jeg var på gården, kom der en syerske fra Vrensted, der hed Augusta. Hun syede kjoler og skjorter til hele familien, og blev hun ikke færdig overnattede hun.
I 1956 var jeg på Store Restrup Husmandsskole Det var en dejlig tid med en masse nye venner. En del af dem ser jeg stadig en gang om året. Når vi skulle hjem fredag aften, cyklede vi. Det tog to timer, dengang var der ikke gear på cyklerne I 1958 blev jeg gift med Willy, og vi fik plads på Kærholt i Stenum, hvor Willy var med både i stald og mark. Jeg skulle malke to gange om dagen og holde malkemaskine og malkespande rene. Dengang gav mejeriet præmie, hvis vi kunne holde mælken i første klasse et helt år. Det var også lykkedes, hvis ikke konen på gården havde hældt gammel mælk ud i spanden. Det var her, jeg så tv for første gang. Udsendelserne begyndte kl. 20 med nyhederne. Bagefter var der en eller anden underholdning, og det sluttede kl. 22. Når der ikke var udsendelser, var der et ur, der gik. Hver gang vi sad og så på uret, blev konen så irriteret, at hun sagde, det var spild af tid, men hun kunne heller ikke selv lade være med at se på det. På gården hakkede vi også roer på akkord Willy havde lavet et nyt favnemål, men han havde brugt en engelsk tommestok, og der er forskel på danske og engelske tommer. De hakkede roer blev målt op, og vi fik pengene udbetalt og tog en uge på ferie. Sikke et ramaskrig der blev, da vi kom hjem, for vi havde jo snydt dem! Det havde vi også, men det var kun for nogle få kroner. Alligevel så havde konen gået og været gal en hel uge. Det er det, man får ud af at tage sorgerne på forskud. I 1960 fik vi Kirsten, og i 1963 kom Kurt, og så er livet eller fløjet af sted.
Jeg så dagens lys i marts 1937 i et forrygende snevejr, hvor jordemoderen måtte hentes i en kane, og nabokonen sank i sne til bæltestedet Det var jeg nu ligeglad med, for jeg blev født til en dejlig barndom med en søster, Else, som er fire år ældre end mig, og tre et halvt år efter kom endnu en søster Ella.
Mine forældre havde en landejendom på 23 tønder land, som de havde købt ved deres giftermål i 1932. Dengang var der kun en lade, der kunne bruges, resten var noget gammelt noget. På ejendommen havde vi to heste, køer, grise og høns samt en hund og to katte.
Mine forældre begyndte straks at tænke på at bygge nyt stuehus og kostald, men først skulle der støbes cementsten. De lavede nogle støbeforme og blandede cement, sand og vand. Det blev selvfølgelig gjort med håndkraft, så det tog sin tid, inden murerne kunne begyndte at bygge På noget af marken voksede der lyng, så det skulle og ryddes, men alt dette blev gjort, før jeg blev født.
Vi børn havde ikke faste pligter, men vi skulle hjælpe til med mange ting som at feje og strø sand på broen i kostalden. Det skulle gøres efter hver fodring. Jeg mindes aldrig, far har forladt kostalden, uden det først var gjort.
I høst skulle vi stå i stanghullet og give negene videre til far, så han kunne lage dem til rette.
De skulle lægges taglagte over hinanden med en pæn lige kant ud mod loen, så var de jo lettere an få fat på, når de om vinteren skulle tærskes. Så var det vores arbejde at lægge på brættet eller tage halm fra. Når roerne skulle tyndes ud, hakkede far dem i busk, så kravlede vi bagefter og tyndede dem ud, så der kun sad én roe tilbage. På den måde kunne far tage mange flere rækker, end hvis han først skulle dele dem. Det arbejde var jeg ikke glad for, men da jeg først blev så stor, at jeg blev betroet en hakke, var det ikke så slemt mere.
Der skulle også lægges kartofler og tages op igen. Jeg husker især et år, hvor vi havde tre koner fra nabolaget til at hjælpe med at tage op. Vi havde fået lus, og far havde været hos skolelæreren for at melde det, men den gang var det en flov sag, så vi måtte ikke fortælle det til nogen. De tre koner lå og snakkede om, hvem det kunne være, og Else og jeg kunne ikke lade være med at grine.
Vi havde altid et stort stykke med kartofler, for de blev også brugt som foder til høns og grise. Gruekedlen fra det gamle hus var blevet muret op henne i hønsehuset, så mor kogte hver anden dag en grydefuld, som blev moset med en jomfru og givet til grisene.
Hver sommer skulle der graves tørv ude i mosen, så blev der smurt en stor madpakke, og så snart dyrene var blevet malket og fodret, blev Musse og Palle spændt for vognen, og så kørte vi alle fem af sted. Det glædede vi os meget til, for mens vi var små, blev vi sat af ved vores bedsteforældre. De boede lige i kanten af mosen, og så kunne vi være der, mens mor og far gravede tørv. Det blev til mange ture i mosen, for tørvene skulle både ryngles og skrues. Først skulle de sættes op i rækker, og bagefter skulle de sættes i stakke til de var helt tørre. Så kørte far ud og hentede dem. Han kunne klare et læs om formiddagen, og mens han sov til middag, skulle vi smide dem ind i tørveskuret. Der blev løsnet en pandeplade, så de kunne komme den vej ind. Mens far kørte efter et læs mere, kunne mor og vi pige er stable dem.
Jeg husker en gang, der skulle laves kartoffelmel. Far cyklede til Hammelmose Mark til sin bror efter en maskine, som kartoflerne skulle rives på. Så kom det store slagtekar ind og blev skrubbet, og så kom der gang i maskinen. Det var en lille maskine med håndsvind, så det tog sin tid. Vi fik da karret fyldt op men da alle urenheder var vasket og skummet fra, var der kun et lille lag kartoffelmel tilbage i bunden af karret. Det blev ikke prøvet mere end den ene gang. Når der blev slagtet gris til jul, blev der lavet blodpølse. Vi skulle stå ude og røre i blodet, til det blev koldt. Det kunne nok tage nogen tid, selv om vi stod ude i frostvejr.
Vi kunne få lov til at få urinblæren, som blev pustet op og tørret.
Derefter blev den spændt ud over en blikmalerbøtte, og der blev stukket en gåsefjer igennem den. Det var en rumlepotte.
Når vi kørte med fingrene op og ned af fjeren, larmede den. Den blev brugt nytårsaften sammen med en trærulle, der havde været sytråd i. Vi skar takker hele vejen rundt i kanten og satte et stykke ståltråd igennem hullet og en snor på. Når den så blev sat mod vinduet, og vi hev i snoren, larmede den å. Det var den å, vi lavede nytårsløjer på hos naboerne Vi havde masser af tid til at lege, og hver dag legede vi med naboens børn, bla. Inga, som var to år ældre end jeg. I godt vejr spillede vi bold ude, hoppede i reb eller gik på stylter.
Om vinteren var vi heldige, at vi havde en meget god kælkebakke på vores og naboens mark. Havde der været et vådt efterår, var der en meget stor dam nedenfor bakkerne, så der kunne rigtig komme fart på kælke og ski. På gode dage kunne vi være 15-20 børn, måske flere hvis de kom fra Stenum og Tolstrup. Men der var nogle drenge fra Stenum, der kunne finde på at ødelægge isen, inden den kunne bære, og så var der krig.
Far lavede et par ski til os af to tynde brædder som blev kogt i gruekedlen og sat i spænd på stigen. Når de havde siddet der er stykke tid, ”stod” de op med snuden. Derefter blev der sat en læderrem på til at stikke fødderne ind i. Var der ikke vej til at være ude, kunne vi lege med dukker og påklædningsdukker. Det var især Mariedukkerne, som var berømte. Der var en kjole i hver pakke Mariekiks, men vi kunne jo selv tegne tøjet.
Vi legede også med nipsenåle og lerkugler og spillede forskellige spil som Ludo, Mølle og Dam og mange andre.
Om aftenen hørte vi altid radio. Der var selvfølgelig nyhederne, som mor og far skulle høre, men der var også tit god musik, og var der hørespil, så sad vi stille og lyttede.
Vi børn havde hver en cykel fra vi var seks-syv år, men den måtte vi ikke bruge til at køre i skole på, der skulle vi gå. Men den måtte bruges, når vi skulle til gymnastik og danseskole. Skete det, at vi måtte deles om en cykel, kørte den ene foran og lagde cyklen i grøften og skyndte sig og gå, så kom den anden og tog cyklen og kørte forbi. På den måde var vi hurtigere fremme, end hvis den ene skulle gå.
Så var der jo også sommerferierne. En af de første dage i ferien spændte far Musse for jumben, og så korte vi til Brønderslev Banegård og hentede Sys fra København. Hun var her i hele ferien. Det første ár var det svært for hende at vænne sig til, at alt jo var anderledes for sådan en pige på syv-otte år, selv maden, men hun holdt da ud og kom ár efter år.
Vi børn holdt hvert år en uges ferie hos mors kusine, som havde os med i Zoo og Tivoli, Vi skiftetedes til at være der og var der sammen med en kusine. Vi cyklede også tit ud til en moster, der var de ti børn, så der var altid legekammerater og badede vi i Ryå. Engang havde for aftalt med en del naboer, at vi skulle på stranden, så der blev lejet en turistbus.Der var en mand fra Stenum, der havde en. Den blev kaldt for Himmelfarten, fordi den var så høj Der blev smurt en madpakke, og vi kørte, så snart alle var færdige i stalden. Turen gik til Løkken, hvor vi var, til vi skulle hjem og fodre. Det var en stor oplevelse. Engang hver sommer var vi med Ingas bedste forældre på Børglumkloster Kirkegård, hvor de skulle ordne et gravsted, og hver gang kunne vi finde på de værste historier om hekse og trolde, der boede i Hjortnæs Skov.
Skulle vi have nyt tøj, skulle vi have det syet, men det var ikke noget problem, for der var fire hjemmesyersker i gåfstand. Det var vanskeligere at få fat i noget ordentlig stof. Engang havde mor fået fat i noget blåt stof og så valgte vi Rikke som syerske. Hun var så fin til at sy perler på, så det blev en rigtig pæn kjole med perler på bærestykket. Det værste var, at jeg blev syg og kastede op ned af min nye kjole første gang. Jeg havde den på. Det gik aldrig af, selv om den blev sendt til rensning Jeg tror nu, mor var mest ked af det, for man kunne jo ikke bare gå hen og købe en ny kjole.
Som jeg husker det var vintrene altid med en masse sne. Far var snefoged, han skulle sørge for at få samlet mandskab, der kunne rydde vejene. På vores skolevej var der en hulvej. Her lå der altid så meget sne, at den måtte smides op I flere lag.Vi kunne altid komme i skole, for at vi gik bare inde på marken.
Der kunne gå lang tid, inden vejene var åbnet, så vi måtte køre i kane. Dette gjaldt også når mælken skulle til mejeriet. Skulle vi børn med, blev vi pakket ind i tæpper og puttet ned i fodposen, der var lagt bag i kanen. Der sad vi varmt og godt. Mine forældre var medlem af Tolstrup Brugsforening i Gravensgade i Brøederslev Den blev senere til Kvickly og er nu lukket. Det var nok der, vi handlede mest. De kom med varer hver uge og fik æg med tilbage, og så blev regnskabet gjort op. Når far skulle derned kørte han med hestevogn, og hestene blev sat på stald mens han handlede i andre butikker.
Hver fredag kom en bager med to små m rugbrød. Var vi ikke hjemme, blev der lagt en krone og 18 øre på bryggersbordet, og brødene lå der, når vi kom hjem.
Der kom også en vogn med hvidtøl. Vi fik en stor flaske 10 liter, men det var ikke hver uge. Når flasken var tom, blev den stillet ud på brønddækslet, så den kunne ses fra vejen. Den var fra Bryggeriet Svalen. Flasken var anbragt i et træhylster, så den var lettere at bære.
Vi holdt meget af at komme på besøg hos min bedstemor. Min far havde elleve brødre, hvoraf en rejste til USA. Ellers boede de alle i nærheden, så til fødselsdage mødte alle op, og selskabet kunne blive på 30-40 gæster. Der blev altid serveret middag, hvor desserten bestod af svesketrifli, hovedretten husker jeg ikke. Når vi havde spist, spillede mændene kort. Der var dog en, der ikke spillede, han gik rundt og så på de andre. Når damerne var færdige med at rydde ud og vaske op, satte de sig ind i den pæne stue og strikkede og snakkede, og der blev last breve fra Amerika.
Naboerne besøgte vi tit. Naermest havde vi Inga med hendes forældre og bedsteforældre. Når vi var der, fik vi tit sigtebrød med Ramona. Det syntes vi var godt, for det fik vi aldrig hjemme. Vi var der tit søndag eftermiddag, for da var deres voksne sønner tit på besøg. De havde en rejsegrammofon med hjem, og så blev der spillet plader.
Ingas mor var kogekone og barselshjælper. Når det skete, at hun ikke kom hjem om natten, sov jeg sommetider derovre. Det var også hende, der passede os, når mor og far skulle i byen uden os. Hendes bedstemor syede kludesko af gammelt tøj for at sælge dem. Senere lavede hun de flotteste morgentøfler med kaninskind. De var nemme at sælge.
Bagved dem boede vejmanden. Han flettede sivsko om vinteren og solgte dem. Jeg kan huske, at vi plagede for at få et par, men det måtte vi ikke, for de sled for meget på de ferniserede gulve. Vi skulle bruge kludesko.
Jeg har haft en rigtig god barndom, men med en grim afslutning. Da jeg var 15 år, havde Inga, Else og jeg bestemt, at vi ville en tur i biografen i Brønderslev for at se Jul i Den Gamle Købmands gaard. Da vi cyklede hjem, sagde Inga, at hun havde så mærkeligt ondt i ryg og arme. Det var sidste gang, jeg så hende, for næste morgen kunne hun ikke stå ud af sengen. Hun havde fået børnelammelse og døde fire dage senere. Der var flere børn i Stenum, der fik det, men de kom alle over det.
Jeg er ikke barn af Vendsyssel, men fra Syd Salling vest for Skive, opfødt på en almindelig bondegård sammen med otte søskende. Min far var kvægavler. Vi havde pligter på gården og skulle arbejde før vi kom i skole. Drengene hjalp til med arbejdet udenfor, medens pigerne hjalp i husholdningen. Jeg gik i skole i 7 år.
Det var mor, der stod for opdragelsen, og far gav os noget at bestille. Vi havde en god ungdom og gik på aftenskole med forskellige interessante kurser og så var der ballerne og senere kom soldatertiden. I barndommen lavede vi til nytårsaften løjer naboerne bl.a. hos en enkekone som altid blev så gal.
Min første plads blev på sognets største gård som forkarl, og betingelsen var blandt andet, jeg skulle køre bil, for at køre med de andre karle til oplysende møder. Det var i 1927. Jeg nævner det, for det var egentlig det, der gjorde, at jeg kom ind på transportens område.
Jeg mødte min kone Dagny, på en gård i Thy hvor hun var stuepige. Hun havde en bror Kristian, som var tømrer og snedker. Jeg er husmand flidsmand, jeg lavede på hans værksted vores soveværelse. Jeg blev gift med Dagny Pedersen i Vrensted i 1932, og vi fik 4 børn, 3 piger og en dreng og de har givet os børnebørn og oldebørn. Om sommeren tog vi vores egne børn med på teltture. Vi fik vores første personbil sidst i 1930erne.
Efter giftermålet kom Valdemar Jensen, købmanden fra forretningen ved Kirkedammen, han manglede en chauffør til sin lastbil. Jeg blev ansat, og var der til han solgte, og jeg videreførte vognmandsforretningen.
Det var meget dårlige tider i trediverne, men med hjælp fra gode mænd her i Vrensted, blandt andet den daværende kreaturhandler, Hans Thomsen, som var kunde hos købmanden, fik jeg anskaffet min første Lastbil. Det var dårlige tider, og hvis ikke jeg havde så god en kone som Dagny, havde jeg nok ikke klaret mig. Det varede ikke så længe, inden jeg kunne se, at der måtte mere til. Jeg talte med kreaturhandleren, og han syntes det var en god ide at få fedekalve transporteret fra eksportslagteriet i Brønderslev til Kødbyen i København Altså nu var jeg det, man dengang kaldte langtursvognmand.
Der gik nogle år, jeg kan ikke huske hvorfor, men i Løkken var der et eksportslagteri, hvis ejere var Valdemar Kjær, Brix Kjelgaard og Mortensen. De var alle tre kreaturhandlere og købe fedekalve på Aalborg marked, og så var den ugentlige tur til København fastlagt.
Der gik nogle år sidst i 30erne, hvor jeg var det man kaldte selvkørende, alt var stort set roligt. Den engelske statsminister havde aftale med Hitler om fred og ingen angreb. Men så en morgen den 9. april, det var før det rigtig var lyst, jeg skulle til Løkken og læsse kød til København. Der var en underlig uro i luften, jeg var godt klar over, det ikke var en bisværm. Valdemar Kjær var sammen med de andre kreaturhandlere i Aalborg på Eksportmarked, så sagen skulle gå sin gang, 1. slagtersvend tilbød at tage med, men vi kom ikke længere end til Rokkedrejeren lige før lufthavnen. Der var ikke andet for end at vende om.
Og hvad så, det var selv den gang mange penge, det drejede sig om. Alt blev kaos. Jeg havde en lille personbil, og slagteren ville gerne med til Aalborg, men Limfjordsbroen var spærret. Vi lejede en lille båd og roede så til Aalborg Jeg var heldig og traf ret hurtigt de 3 mænd, men fik kun skæld ud, de kunne jo ikke gøre noget. Vi tog så hjem til Vrensted. Hen på eftermiddagen kom der besked om, at Aalborghus ville afgå planmæssigt, og det var den eneste forbindelse til København den dag, og som følge blev priserne høje.
Der gik ikke mange dage, inden man kom i gang igen, og jeg fortsatte med københavnsturen en to – tre år, så sagde tyskerne stop for benzinen, Det var kun dem, der kørte for tyskerne, der kunne få benzin, og det ville jeg ikke.
Det skete nok knap efter de havde besat landet. Nu var jeg så heldig at have Nørresundby Tømmerhandel som kunde med fragt af tagpap fra København, og tyskerne havde arrangeret deres indkøb af materialer til barakbyggeri, og der skulle meget tagpap til. På den måde kunne jeg få den benzin, der var brug for.
Der gik jo ikke mange år, inden alt gik i stå. Hundestedfærgen stoppede, men så startede jeg fragtruten Vrensted – Aalborg, men der var en værre bøvl, der skulle stemples både ud og hjem. En gang var der så mange, der skulle stemples i Aalborg, og så måtte man ikke køre, og hvad så, jo man kendte jo smutvejen over mosen, og det gik godt nok, men så var der jo det med stemplet. Der var ikke andet for jeg måtte til Løkken, hvor tyskerne havde en slags hovedkontor. Her fik jeg følelsen af, hvordan det er at stå over for en, der ser gal ud og har en pistol i hånden, men jeg fik da min påskrift eller stempel.
Nu gik en tid, tyskerne havde travlt med at støbe bunkere og grave grøfter, tanks spærringer, men så en dag stoppede færgen, og vi fik generator først med træfyring, men så slap træet op, og vi fik en, der skulle fyres med svelkoks, et tysk produkt. Det havde desværre den tilbøjelighed at blive rødglødende, og så var der ingen gas.
Jeg havde koncession, så vi undgik tyskernes påtrængenhed. Nu havde jeg fået en yngre bror Richard som chauffør. Han gav mig besked pr. telefon, at der ikke var noget at gøre, han skulle hente ammunition i Viborg sammen med nogle tyskere. Jeg tror, det er det værste døgn i mit liv. Jeg tænkte på den tossede generator. Det var en lettelse, da han kom hjem, men han fortalte mig, at på tilbagevejen i Støvring om aftenen blev generatoren gloende, og tyskerne løb, men min trofaste bror ragede ilden ud. Nu var det mørkt, så de måtte alle overnatte i et skur med cementgulv. Det var sidste tur i denne omgang. Lastbilen gik på værksted, blev skilt ad og måtte ikke samles.
Efter krigen kom der en skattesag, men blev eftergivet det hele, da jeg ikke havde tjent noget hos tyskerne.
Mathias fortæller at han var med til at oprette Vognmandsforeningen, hvor han var formand i en årrække.
Brønderslev ruten blev startet i marts 1922 af Peter Nielsen, Stenum. To år senere overgik den til Henrik Jensen, og i 1928 overtog Frederik Dietz ruten, som han drev de følgende år. Oprindeligt gik ruterne mellem Vrensted opg Brønderslev, men af en køreplan fra 1931 fremgår, at den nu er forlænget til Løkken. Der var i 1926 kun en daglig afgang på hvert af de to forløb. Det ene fra Vrensted over Stenum , det andet over Thise og Manna. Frederik Dietz fik sin tilladelse fornyet i 1932. Ruten blev dengang betjent med en 12 personers Chevrolet. Der var afgang fra Løkken på hverdage kl. 8.30 og Kl. 16.00, og fra Brønderslev Kl. 14.00 og Kl. 19.10. Turen tog en time. På søn- og helligdage var der også to afgange, nemlig kl. 8.30 og 16.30 fra Løkken og 10.30 og 21.35 fra Brønderslev. Tidspunkterne angiver tydeligt, at ruten havde betydning for folk, der ville til Brønderslev. Søndagskørslen gav ikke Brønderslevfolk mange timer på strandemn. De kunne være i Løkken kl. 11.30 og skulle tilbage 16.30. Rutebilen medbragte post. Derfor skulle også generaldirektoratet for post- og telegrafvæsenet spørges i forbindelse med tilladelserne.
Peder Brix overtager ruten
I 1934 overdrog Frederik Dietz ruten til Peder Brix., men da en af chaufførerne på ruten også søgte tilladelse, blev høringsproceduren lidt længere. Søren Jensen havde været chauffør på ruten i 7½ år og ville gerne have koncessionen. I ansøgningen erklærer han, at han vil affinde sig med den nuværende koncessionhaver med hensyn til bilen og få ham til at afgive tilladelsen. På det tidspunkt havde Dietz og Brix handlet, og Brix, der havde købt bilen for 6750 kr, søgte om tilladelse. Amtets trafikudvalg bad nu – efter gældende praksis – politiet undersøge ansøgningerne nærmere, og der foreligger i NT*s arkiv fyldige rapporter fra den stedlige landbetjent, der endog havde talt med forretningsfolk i Løkken. Hotelejer Svendsen og købmand Jens Bang sagde begge god for Søren Jensen, men oplyste, at byens forretningsfolk foretrak Peder Brix.
fremgår af politirapporterne, at Søren Jensen mente, at han havde en aftale med Dietz om at overtage ruten, men at Dietz åbenbart havde glemt den. Sognerådene i de kommuner, ruten gik igennem, skulle også udtale sig. Vrensted-Thise anbefalede Søren Jensen, mens de øvrige anbefalede Brix. I sådanne tilfælde skulle sagen afgøres af Ministeriet for offentlige Arbejder, der besluttede, at Brix skulle have tilladelsen til ruten. Det ser ud til at Brix året efter satte en 16-personers bil ind på ruten, og i 1939 en 20-personers. Året efter en 21-personers og en 25-personers REO-bil. I 1940 overdrog Peder Brix ruten til sønnen Svend, der på det tidspunkt havde været chauffør på Løkken-Aalborg ruten i 18 år, altså siden ruten blev oprettet. Det ser således ud til, at Peder Brix var ved at trække sig ud af rutebildriften, samtidigt med at han mistede tilladelsen til Aalborg ruten.
Krigstidens vanskeligheder
Korrespondancen i NtTs arkiver afspejler også krigsårenes vanskeligheder. Rutebilerne blev forsynet med gasanlæg, hvortil man i 1941 kunne få 30 hl generatorbrænde pr måned. Der kunne tildeles små mængder benzin i tilfælde af gasgeneratorens sammenbrud. I 1941 blev der ansøgt ministeriet om tilladelse til i stedet at installere et naturgasanlæg i en af Brønderslevbilerne. Naturgas var i krigsårene meget anvendt i Nordjylland som følge af gasforekomsterne ved Strandby og Frederikshavn. Forinden tilladelsen kunne gives, skulle der indhentes en erklæring fra firmaet Alph-Gas i Frederikshavn om, at det kunne forsyne bilen med gas gennem et længere tidsrum. En sådan erklæring findes ikke i korrespondancen. Bildæk blev der søgt om forgæves.
Knud Bæk overtager Brønderslev ruten
Efter krigen fortsatte rutens udvikling. Koncessionen blev hver gang forlænget. Der kom større biler og flere afgange i begge retninger. I 1966 således 5 daglige afgange hver vej, og man kørte med en 25-personers Bedford og en 41-personers Leyland. I 1967 besluttede Svend Brix, der nu havde kørt rutebil i 45 år, at afhænde ruten. Han havde 3 busser, der samlet blev vurderet til 96.000 kr, dvs de nævnte 2 stk. samt yderligere en tilsvarende Bedford.
Ruten med bilerne blev solgt til Knud Bæk, der havde kørt rutebil for Hjørring Privatbaner siden 1949, og før den tid 6 år som billetør. Overdragelsen skulle til udtalelse hos kommunerne, der alle anbefalede, og ligeså skulle Hjørring Privatbaner høres. Banerne havde ingen indvendinger og tilføjede: “Knud Bæk er en dygtig og stabil chauffør.” Da køreplanen for 1971 skulle godkendes, var der hverdage 9 afgange fra Brønderslev og 8 afgange fra Løkken. Søn- og helligdage kun 6. Køretiden var 35 minutter. Det var vistnok en vinterkøreplan. I sommertiden kørtes et par ture mere. Knud Bæk døde i 1972, og siden blev ruten drevet af Edith Bæk indtil 27. maj 1995
Edith Bæks sidste bus inden NT overtuf ruten i 1995
Brønderslev Rutebilstation ved siden af Posthuset og Stationen som nu er væltet
Holdepladsen på Torvet i Løkken ved siden af Badehotellet
„Stavnsbåndets løsning 1788, folkehøjskolens og andelsbevægelsens indsats i vort samfund danner baggrunden for det mægtige oplysningsarbejde, der er øvet inden for dansk landbrug, og det har fastslået, at fri bonde på egen jord ikke alene er det bedste for bonden men også for hele samfundet.
Det var med dette mål for øje, landets mange landboforeninger blev oprettet. Disse foreninger har bevirket, at faglig oplysning i dag er sat i højsædet.
Da vore forfædre for 70–80 år siden grundlagde den danske andelsbevægelse var det en bedrift af rang, som mange andre lande har taget ved lære af. Det vidnede om et fællesskab og et tillidsforhold, som vi, der er arvtagere, må beundre og takke for.”
– Med disse ord indleder formanden for Brønderslev og omegns landboforening, der tirsdag den 30. januar fylder 50 år, gårdejer Chr. N. Østergård, Vrensted, jubilæumsskriftet, der er redigeret af konsulent Bjørn Christensen, Brønderslev.
På et møde i november 1911 enedes en del landboere om at indkalde til en stiftende generalforsamling på hotel Phønix den 30. januar 1912. Der blev udsendt en opfordring til landmændene, underskrevet af 24 kendte landmænd, og på de udsendte tegningslister tegnede 385 landmænd sig, og på generalforsamlingen den 30. januar 1912 blev lovene vedtaget og den første bestyrelse blev valgt.
Chr. Pedersen, Gl. Burholt, valgtes som formand, og i bestyrelsen indvalgtes Chr. Sloth, Thise, N. C. Pedersen, Stenbjerggård, G. Nyholm, Hellumlund, og P. M. Thomsen, Hvilshøj.
Dyrlæge M. R. Laursen, Brønderslev, valgtes som sekretær og kasserer.
Der er en god økonomi i foreningen. Auktionsordningen i Brønderslev kom da også til at danne forbillede for mange andre landboforeninger.
Planteavlsarbejdet fik en central plads i foreningens arbejde fra starten sammen med husdyrbrugsarbejdet.
Indtil april 1944 blev husdyrbrugsarbejdet varetaget af konsulenter under Hjørring amts landøkonomiske selskab, men i 1943 blev det vedtaget at ansætte egen konsulent, og i 1944 tiltrådte konsulent Bjørn Christensen.
Landboforeningen tog også ungdoms- og skolearbejdet op. I 1918 blev der begyndt med en enkelt kursusdag for de unge, og i 1935 blev Landboskolen bygget.
Foreningens nuværende formand, Chr. N. Østergård, Vrensted, afløste proprietær Bech, Thise Ladegård, i 1940, og i Østergårds 22årige formands periode har foreningen været inde i en rivende udvikling.
I 1947 blev den første del af landbrugsgården ved Nørregade bygget, i september 1947 blev den nye auktionshal taget i brug, og siden da er der foretaget mange udvidelser til Andelsmaskinstationen, Danske landbrugeres andels maskinindkøb, til kontorer o.s.v.
Der udvides stadig, og maskinstationen flytter nu ud i en ny hal der er under opførelse ved hovedlandevejen, for at skaffe mere plads til auktionerne.
Seks formænd i 50 år
I de 50 år har landboforeningen haft seks formænd. Chr Pedersen efterfulgte Jens Laurits Pedersen, Stubdrup, Anders L. Andersen, V. Linderup, Isak B. Isaksen, Ø. | Brønderslev, og H. Bech, Thise Ladegård, der i 1940 blev afløst af den nuværende formand, Chr. N. Østergård, der har beklædt formandsposten i 22 år og har været med i landboforeningens ledelse gennem 29 år.
Med tro på fællesskabets og sammenholdets styrke og på tillid, som det er kommet til udtryk gennem vor forenings virke i de forløbne 50 år, skal der nok vise sig en vej, også gennem kommende tiders vanskeligheder slutter Chr. N. Østergård sin indledning til festskriftet, og de resultater, den jubilerende forening har nået, er et vidnesbyrd om, hvad der kan løftes, når der løftes i flok.
Jubilerende forening blev stærkt hyldet
Direktør Harry Simonsen, Andelsbanken, til højre, gratulerer under receptionen på landbrugsskolen om formiddagen formanden for den jubilerende forening, Chr. N. Østergaard, Vrensted, der ses til venstre
350 til møde med landbrugsrådets præsident, Anders Andersen, VoldbyLandbrugsrådets præsident, gårdejer og folketingsmand Anders Andersen, Voldby, hyldede tirsdag paa hotel Phønix, Brønderslev og Omegns Landboforening i anledning af foreningens 50 års jubilæum.
Blandt de ca. 350 af foreningens medlemmer sås flere gæster bl.a. tidligere skoleforstander, konsulent Oluf Nielsen, Aarhus, der i sin tid var medstifter af Brønderslev Andels Maskinstation.
Virksom institution
Gårdejer Anders Andersen overbragte hilser og gratulation fra Foreningen af Jydske Landboforeninger og sagde, at Brønderslev og Omegns Landboforening ikke hører til dem, der bliver grå af ælde. Han karakteriserede foreningen som en meget virksom institution, og sagde, at det, den har betydet for Brønderslev-egnens landboere, ikke kan måles i penge.
Den kontakt, man inden for Foreningen af Jydske Landboforeninger har haft med denne forening, fortsatte landbrugsrådets præsident, har bevirket, at man har fået respekt for den. Den viser, at man tør have en mening og st fast ved den.
I øvrigt fortsatte Anders Andersen med at uddybe landbrugets stilling i den tid, da der, som han sagde, foregår en strukturændring i dansk landbrug.
Fællesstalde aktuelle
Det kan blive nødvendigt med en begrænsning og specialisering, hvis vi skal stabilisere markedet, sagde han bl.a. – Vi må se i øjnene, at ting, vi hidtil ikke har holdt af at tænke på, for eksempel en sammenlægning af de mindre ejendomme, kan blive nødvendig.
Man må, fortsatte han, regne med, at der i indeværende folketingssamling kommer en ny lov der vil give fri ret til eksempelvis sammenlægning af de små brug. Det er et spørgsmål, om ikke oprettelsen af fællesstalde kan blive aktuel. Hvor der før skulle en mand til at passe 25 dyr, kan den samme mand passe 100 i en fællesstald.
En anden grund til specialisering er eventuel oprettelse af supermarkeder i udlandet. Sådanne markeder kræver store ensartede leverancer af for eksempel kød. For tiden aftager England kød, som er konserveret eller frosset, for to milliarder kr. årligt. Det er et beløb, der kan give anledning til at overveje muligheden af at oprette fabrikker, som de forskellige slagterier kan sende deres produkter ind til.
Kransenedlægning
Dagen begyndte med, at bestyrelsen lagde kranse på tidligere formænds grave. Paa Brønderslev kirkegård ligger Chr. Pedersen, Gl. Burholt, J. L. Pedersen, Stubdrup. og B. Isaksen, Mosbak, paa Vraa valgmenigheds kirkegård Anders L. Andersen, V. Linderup, og på kirkegården i Thise ligger H. Bech, Thise Ladegaard, begravet.
Til en reception på landboskolen om formiddagen mødte en lang række gratulanter. Fra byrådet kom borgmester Th. Jensen og fabrikant Karl Uggerby, fra pengeinstitutterne direktørerne H. Simonsen, Andelsbanken, og L. Østergaard, Brønderslev og Omegns Sparekasse. Desuden sås købmand R. Mortensen, Hvilshøj. direktør C. Behrens, Brønderslev Andelsslagteri, konsulent S. P. Nielsen bragte en hilsen fra Brønderslev Husmandskreds, afdelingsleder Kronborg Isager, der repræsenterede Pedershaab Maskinfabrik, svinekontrolforeningens formand gårdejer Carl Lunden, Stubdrup, formanden for planteavlsudvalget, tidligere byrådsmedlem Fr. Lunden. Agdrup. ungdomsudvalgets formand forpagter Niels Østergaard. Vrensted, andelsmaskinstationens formand, gårdejer N. Klokkerholm, Krogen. og salgsleder Harald Villadsen. Landbrugernes Andels-Maskinindkøb.
Stor gave til etableringsfondet
Til festmiddagen om aftenen paa restaurant Hedelund var den store sal fyldt af et festklædt publikum. I kredsen af særligt indbudte sås landbrugsrådets præsident, folketingsmand Anders. Andersen, borgmester Th. Jensen, dommer Joh. Kardel, alle med fruer, og æresmedlemmerne, tidligere slagteridirektør L. Madsen, Brønderslev og gaardejer Chr. Jensen, Aalstrup.
Formanden, Chr. N. Østergaard, Vrensted oplyste, at der er skænket bl.a. 23.000 kr. til landmændenes etableringsfond – i større og mindre bidrag – adskillige vaser af porcelæn og sølv og et stort antal blomsterbuketter og telegrammer.
Vi er overvældede af den megen opmærksomhed og glade og lykkelige for samarbejdsvilje mellem by og land, som den er udtryk for, sagde han.
Der blev talt af bl. a. landbrugsrådets præsident, folketingsmand Anders Andersen, der fremhævede foreningens fremragende indsats for vendelbo-landmanden, borgmester Th. Jensen, proprietær K. Knudsen, Agdrup, tidligere konsulent i Brønderslev Olaf Nielsen, Aarhus, der fortalte om arbejdet for år tilbage, Brønderslev husmandskreds formand J. Sørensen, Jerslev, næstformand i Aalborg amts landboforening E. Andersen, Ajstrup,sparekassedirektør L, Østergaard, bankdirektør H. Simonsen og formanden for Arbejdernes Fællesorganisation, Chr. Kjeldsen, Brønderslev.
Den stemningsfulde fest, der begyndte med et leve for kongen og kongesangen, sluttede med ”Der er et yndigt land
Ved afslutning af en lang og smuk lærergerning den 01.04.1944. Førstelærer Anton Marinus Jensen og hustru Harriet Jensen, Vrensted Byskole
Afskrift af en avisartikel fra 1944.
Af beboere i Vrensted er førstelærer Jensen og hustru, Byskolen, indbudt til en afskedsfest i anledning af at lærer Jensen har søgt og fået sin afsked bevilget fra 1. april l944.
Det er forståeligt, at man har ønsket at hædre det afholdte lærerpar, der i mere end to snese år har lagt et stort og godt arbejde i oplysningens og opdragelsens tjeneste i Vrensted sogn. I det hyggelige lærerhjem med den smukke have i læ af Kirkegården med det gamle stendige, har der været levet et smukt familieliv og været vist stor gæstfrihed gennem de mange år.
Når hjemmene sendte deres børn til lærer Jensen, vidste de, at børnene kom i gode hænder, og den interesse, hr. og fra Jensen formåede at vise de enkelte børn, hørte ikke op med skoletiden. Det var lærer Jensen så naturligt at fortsætte sin gerning blandt de unge gennem et stort og frugtbart ungdomsarbejde. Han sad i mange år i Hovedbestyrelsen for Danmarks Ungdomsforeninger og var formand for den Vest Vendsysselske Ungdomskreds, som har arrangeret en række gode og velbesøgte møder på forskellige pladser i kredsen.
For det folkelige og kristelige oplysningsarbejde har lærerhjemmet i Vrensted haft stor betydning. Ligesom Jensen næsten hele sin lange lærer tid, har været kirkesanger, har fru Jensen en stor del af tiden spillet kirkens orgel. Jensen har desuden i mange år været medlem af Menighedsrådet og været formand for Kirkeligt Samfund. I sidstnævnte egenskab har han sørget for at få mange gode ordførere til sognet. Endvidere skal fremhæves, at lærer Jensen, som den folkelige Frihedsmand han er, har fundet sin plads i Venstres rækker og her indtaget en ledende stilling i Vraakredsen.
Lærer Jensen er født i Mou i 1875 som søn af en landmand, og han tog sin lærereksamen på Ranum Seminarium. Sin første faste lærer plads fik han i Haverslev i Hanherred. Derfra kom han i 1897 til Brønderslev Skole, hvor han traf sin hustru, datter af lærer Jansen, Nr. Saltum. Hun var lærerinde ved skolen. De flyttede dog efter et par års forløb til Hellum og blev her, til Jensen den 1. januar 1903, fik embedet i Vrensted, hvor de er forblevet siden.
Gerningen her er blevet røgtet således, at det har været til gensidig glæde, og det er næsten, som man kvier sig ved at ophæve den gode forbindelse. Endnu efter sin afsked fungerer lærer Jensen som vikar i sit gamle embede, men det kan jo ikke vedvare, hvad afholdelsen af den berammede afskedsfest jo også tilkendegiver. De mange venskabsbånd, der er knyttet, brister imidlertid ikke, fordi lærerparret forlader skolen. Af deres fem børn er en datter gift med lærer Brøchner Hansen i Østre Skole, en søn er lærer i Stenum, en er farmaceut i Struer og to bor i Vrensted. Der er således nok, der binder til stedet.
Ved afslutningen af den lange og smukke lærergerning vil der fra mange sider blive bragt en hjertelig tak til lærerparret, der forstod at knytte venskabsbånd til hjemmene og vinde både børn og ungdom, med hvem de selv vedblev at være unge, forstående og hjælpsomme.
Palle Nielsen, Faddersbøl. Han sejlede i 30 år, først som maskinist, siden om navigatør i coastere, forsyningsskibe m.v. Efteruddannet på Sømandsskolen i Svendborg og var i Søværnet i 10 år, både over og under vandet i 6-7 år.
Jeg hedder Palle Nielsen, er født i Vrensted i 1952, ude på
Kæret sydvest for gården Bagterp mellem Vrensted og Løkken.
Vi boede ved min farfar og farmor til jeg var 5 år, farfar og farmor
havde hver især været gift, farmors mand druknede, der var 5
børn, farfar havde også børn fra et tidligere ægteskab, de fik nogle
sammen bl.a. min far Gunner Nielsen, de fiskede fra Løkken.
Mor arbejde på et af hotellerne i Løkken, der var ikke meget tilovers til
livet, vi fik fisk morgen middag og aften, det var kun søndag, der
kom andet på bordet, efter vi havde været i kirke i Vrensted, de var
i kirke hver søndag. Da de blev gamle solgte de huset og flyttede op
ved siden af bageren i Vrensted, sammen med fars bror Henry og
hans kone Grethe, ja lidt minder.
Billedet herunder er fra mit hjem sydvest for Bagterp.
Farmor og farfar Helga og Niels Nielsen i midten, tv. Ole th. Min mor mig Palle og min bror Povl, billede fra 1956
Vi boede på Kæret sydvest for gården Bagterp mellem Vrensted og
Løkken, min far var fisker det var farfar også. Farfar og farmor
havde begge børn med i ægteskabet, tilsammen 13 børn, og det
var et ret barsk liv de førte. Farfar og min far var meget på søen,
det skulle være barsk vejr før de måtte blive inde. Havet som også
tog mange gode søfolk på må og få, var en farlig arbejdsplads. Der
var mange børn der ikke så deres far komme hjem fra havet, og
hvor moren måtte gifte sig med en ny mand bare for at overleve.
Det var jo en tid hvor den offentlige hjælp ikke fandtes og hvor det
at have et arbejde var guld værd. Det var i efterkrigsårene, man
havde ikke de store muligheder som arbejder og viste chancen sig
for at få et arbejde, måtte man mange gange gribe den.
Min mor arbejdede på et af hotellerne i Løkken, som jo også var et
ferieparadis for de velstillede, vi boede i en lille lejlighed ved mine
bedsteforældres ejendom, tror nok at far kunne se, at de havde nok med at
skaffe føden selv, vi fik fisk til hvert måltid, det var kun om
søndagen, at der var noget andet.
Jeg kan huske, at når vi var i Vrensted kirke om søndagen, var den var altid helt fuld af mennesker. Det var et meget religiøst samfund deroppe, man var meget troende i den tid. Jeg husker også, at far var farmors
kæledægge, når de andre brødre drillede ham, blandede farmor sig
altid.
Da jeg blev 4 år, flyttede vi til Kerteminde, hvor far fik arbejde på
en stor gård i nærheden, det var en dejlig barndom dernede – vi 4
drenge legede i skoven og på den forbudte klint, der var så mange
huller med dybt vand og sumpet, men vi kendte det jo, i dag er det
meste af klinten styrtet i vandet dernede, der kunne vi sidde i
timevis og se på skibene ude i bugten.
Jeg har sejlet til søs fra små skibe til større i 60-70-80erne med
udgangspunkt fra Svendborg. Med ophold på Sømandshøjskolen,
hvor man fik en god grundlæggende uddannelse som ballast til min
allerede kunnen. At kunne begå sig på havet, og med respekt netop
for dette i al slags vejr – med gode venner og kolleger. Jeg vil
fortælle om de skibe jeg sejlede på, og mit virke efter jeg gik i land,
håber det vil være med til at fortælle lidt om livet til søs, da der var
mange søfolk på Danske skibe.
Palle – den unge sømandPalle – ordner noget garn
Færgemanden: Sømænd har en ørering af guld, den skal han bruge
når han skal ud på den sidste tur med færgemanden, derfor er det
godt, hvis man har købt den oversøs, at få den vurderet, ellers
kommer man ikke med, hvis det er ”Nyrenberg kram”, og så skal
man tilbringe intetheden sammen med Redere, Toldere,
Embedsmænd og Skibshandlere, så kan man være heldig at komme
med, hvis man kan en god sømandshistorie.
Gerda Priva mit første skib efter sømandsskolen, nyudklækket
sømand, færgen fra Bagenkop til Kiel, for at mønstre i
Kielerkanalen, efter ankomst til Kiel og med en god appetit, finder
jeg en lille sømandsknejpe, bestiller mad hos damen, hvorefter hun
sigen, Wass wollen sie trinken?, ja ja nu er man sømand, hvortil jeg
siger Beer og hun henter mad og en cola, ja ja man starter ikke et
sømands liv ved at gøre opmærksom på at hun havde hørt forkert,
nå men så kommer damperen, jeg skal med som messedreng og
hvis der er tid tilovers så på dækket, vi sejler Leningrad – London
med træ , derefter tom til Leningrad, her var vi på besøg i
sommerpaladset og i cirkus, så flot, heroppe kunne man sælge
nylonskjorter til en god pris, når man sejlede forbi Bornholm kunne
man købe friskfanget laks for lidt sprut og cigaretter, skønt.
Kong Olav v: jeg var med denne vinteren 67-68, som
hovmestermath, en dejlig tid vi sejlede Kbh. – Oslo der var arbejde
til langt ud på aftenen, men helt sikkert var der fest og farver, når vi
var færdige med dette.
Embla: En Ørskovbygning, vi sejlede England-Sverige med soda og
trælaster til Frankrig.
Skipperen hed Foged, han var medejer af skibet, det var før, der var
noget der hed overtidsbetaling, når vi fejede og spulede lasten for
soda, og vi havde nyset blod i flere timer, var skipper vært ved en
portion rødgrød for arbejdet. Vi havde en Italiensk kok
Marie, hun var en ”bette vaps”, men flink, vi fik mest fårekød,
kalvefrikassé a la får. Marie var fra Napoli, hun var som ung
kommet galt afsted og fået et barn, derfor sejlede hun til søs, 30 år
efter jeg sejlede sammen med hende på Embla, mødte jeg hende
nede på Sicilien, det var en dejlig oplevelse.
Heathershus ex Mistralen: den mønstrede jeg i Trelleborg først i 68,
skipper var Louis, husker ikke efternavnet, han var ikke ombord ret
længe, vi fik en ny, han var skipper da motoren sprang i luften i
Gent, de prøvede at starte den på ilt, nå vi fik så skipper Jens Peter,
han havde ikke sejlet ret langt væk fra kysterne, ihvertfald sejlede
vi til middelhavet med landkending hele vejen? Hen på sommeren
69 kom Leif B Pedersen ombord som styrmand, der gik ikke lang tid
før han blev skipper, vi fik ny kvindelig kok i Thisted efteråret 69, vi
sejlede sammen 7 mdr. Så skiltes vore veje, og vi fik hvert sit liv, for
ganske få år siden mødtes vi igen, nu 45 år efter blev vi så gift.
Louis S: Mønstrede Louis S. i Varberg Sverige tidlig foråret 67,
skibet sejlede forskellige varer rundt til de små bygder på
Færøerne, og fisk derfra eller fra Island til Spanien, det var lidt
barsk at opleve Nordatlanten i dårligt vejr.
Helga Bewa: den mønstrede jeg i Rotterdam, et helt nyt skib der
lige kom fra værftet i Frederikshavn, her arbejde jeg i maskinen.
Grethe Beva: Den mønstrede jeg som matros, et fint lille skib, med
en satans masse Kakerlakker, jeg var der ikke så længe, faldt aldrig
ind i resten af besætningen, iøvrigt sejlede den 3 uger efter min
afmønstring op på Belinga, de eneste små øer der ligger ud for
Portugal, i stille vejr 10 sømil fart op på øen, skibet sank efter en
halv time.
Det skal indledningsvis siges at målet var at komme i
Fremmedlegionen og en makker og mig opsøgte et hyringskontor,
men vi var nok for fulde og da vi kom lidt til hægterne, var vi godt
klar på, at os i solen og på gåben, ja så var vi tilfredse, med at blive
bedt om at komme næste morgen, så det blev denne. (En flot
nybygget, ja ikke isbryder som det man kender, men et
forsyningsskib der var beregnet til bl.a. at forcere ret svær is, og
med en, størrelse og rækkevidde der lå noget ud over hvad tidens
skibe af den slags havde i sig. Hmm skibets data: Besætning 127
mand + 82 passagerer (evt: 250 -300). Længde 132,8 m; Brede
19,5 m; Hangar og cockpittet til to Sea King helikoptere. Antiroll
stabilisatorer Motor diesel Sulzer 9.000 x2 hk. 22 knob
Transportkapacitet 3.500 m3 stykgods; 250 m3 nedkølet fragt 1.900
tons brændstof to synkrone fremdrivningsmotorer, to AC / AC cyclo
converters og to 4160-volt 600 hestekræfter luft bobler
kompressorer. Luften absorptionskolbe er monteret og kontrolleres
fra styrehuset for at reducere skrog friktion under is brydnings
operationer og fungerer også som en propel. Samt er der et U-rør
typen roll stabilisering og krængning, som bidrager til at opretholde
skibets stabilitet under ugunstige vejrforhold. Et veludstyret
hospital, kommunikationsudstyr om bord består af VHF FM- skib til
skib eller – shore kommunikationsudstyr, globale maritime nødsikkerhedssystem, med VHF- AM for flykommunikationsudstyr, et
særligt Navigationskort værelse, som er blevet brugt af
videnskabsfolk og forskere til at overvåge forskellige is, vand og
vejrforhold og is operationer, og på alle tidspunkter, mindst et
besætningsmedlem ombord, er en rednings specialist. Hertil
kommer, når fartøjet er i Arktis, at der er læge sygeplejerske, +
laborant, isobservatør, to helikopter piloter og en helikopter ingeniør
ombord. Efter at være afsejlet fra Sydafrika, skibet havde været
med en last til styret dernede, det var første rigtige togt og med en
kontrakt der ville gøre selv den bedste ven misundelig, var jeg klar
til Sydpolen, det var januar. Vi skulle sejle til Buenos Aires hvor
meningen var, at der skulle lastes til Sydpolen, men der havde jeg
nok forregnet mig, med sådan en hyre var der nok mere i vente
end som så. Sandheden var, vi var på vej til Falklandskrigen, gik det
op for mig, tror da fanden hyren var som det, og efter hvad Skipper
sagde, havde man brug for, hvad der kunne gå ,om så de gik med
krykker, nå tænkte jeg det var vel ingen skam, og i givet fald var
der ingen der behøvede at få at vide, hvad jeg lavede, så
drengemod, havde jo været i Forsvaret næsten 10 år , så det var
ikke nyt, kun sproget nu vel, kunne de andre udlændinge forstå
dem, kunne jeg vel også, Helikopter havde vi to, vi skulle få de
satans Englænder til at holde sig hjemme på Øen, i februar -Marts
måned var det den mest almindelige opfattelse, at de dumme
Englændere havde ikke mod til at ro deres robåde den lange vej, og
hvis de endelig skulle have heldet med sig ,så kunne man bruge
bådene til at lave en bro ud til Los Malivas, det var en af tingende
der var i spil, med hensyn til moralen dernede, at det så gik så
forfærdelig galt må man græde over, al viden om den beskidte krig
ligger på Internettet, så det er der ingen menig i, at bringe den her,
men det var dødens forgård. I det forår, blev vi så sendt til opgaver
i det sydlige Georgia. Området og havnen i Grytviken, hvor de få
Englændere der åbenbart havde mod til at blive, de blev sendt
hjem. Tiden blev brugt til at transporterer en del af de 12000
drenge som skulle forsvarer Falklandsøerne mod de tåbelige
Englænder der ville komme i robåde fra England, set i bakspejlet
var det så ikke robåde de kom med, men Skipper sagde at de ville
blive sænket og lagt fra fastlandet til Stanley, jo 750 km hmm, som
underlag for en bro, jo moralen fejlede ikke noget, desværre gik det
ikke helt efter Argentina’s ønske. Vi havde så også den tvivlsomme
ære at leverer de 94 frømænd der i Port Stanley fordrev
Englænderne, og stor var glæden, da man hejsede flaget og Los
Malivas igen efter 100 år igen hørte til Fædrelandet. Nu var det jo
sådan, at det gik ikke helt så godt. Set i bakspejlet havde man ikke
brugt tiden på at lave den landingsbane så god og lang at man
kunne angribe robådene fra Øerne, det var fatalt, først at skulle
flyve 750 km, så det blev ikke hvad man regnede med, og som vi
husker, blev det en ret blodig minikrig.
Her den pensionerede sømand Palle JensenHer er båden som Palle og konen nu sejler i med Palle som Kaptajn. Båden ligger i Limfjorden ved Vildsund
Ane Christensen, født den 20. september 1847 i Thise, Filholm. Død den 20. september 1923 i Vrensted.
Viet den 10. februar 1871 i Vrensted Kirke
med enkemand, gaardmand Anders Nielsen, Vrensted. født den 24. juni 1820 i Vrensted og død den 9. januar 1904 i Vrensted.
Deres ejendom lå i Vrensted by, matr. nr.: 44-a Vrensted by, som er “Anesminde”, Vingevej 17, vrensted
Jens Otto MadsenAnders Nielsens enke solgte i 1923 gården “Anesminde” på Vingevej 17, Vrensted matr. nr. 44-a Vrensted by, til Emma og Harald Hansen, oplysninger jeg har fået fra en bekendt i Vrensted som ved opslag i en ældre bog udgivet om de forskellige ejendomme i Vrensted.
Fortalt af Vivi Dybdahl, Østervrå.
Lidt historie til et billede og nogle kort som jeg har i mine gemmer om faster Ane fra Vrensted.
Anine Jørgine Christensen, født den 11. januar 1891 i Hegnhuset, Torslev Sogn.
Død den 17. maj 1978 i Abildgårds Sogn, Frederikshavn.
Viet den 8. juni 1917 i Torslev Kirke.
Christian Josva Christensen, født den 10. september 1889 i Nålemosen, Ugilt Sogn.
Død den 28. juni 1974 i Thorshøj.
Anine Jørgine tjente fra 1915-1917 hos sin faster Enke Ane Nielsen, Vrensted.
Ane Nielsen, født Christensdatter.
Født den 20. september i Filholm, Thise Sogn.
Død den 20. september 1923 i Vrensted Sogn.
Viet den 10. februar 1971 i Vrensted Kirke.
Anders Nielsen, enkemand og gaardmand.
Født den 24. juni 1820 i Vrensted Sogn.
Konfirmeret den 26. april 1835 i Thise Kirke.
Død den 9. januar 1904 i Vrensted Sogn.
Billede af Ane Nielsen, med det fine ”Almedal” silketørklæde, som Gine arvede, Gines ældste datter Anne arvede det i 1978 og Vivi arvede det i 1992.
Brevkort veksling mellem Gine og Josva:
Kort sendt fra Josva da han er soldat i København den 7. september 1915 til Gine i Vrensted.
Kort sendt fra Gine i Vrensted den 10. september 1915 til Josva på Jægersborg Kasserne, København.
Kort sendt fra Gine i Vrensted den 27. oktober 1915 til Josva på Jægersborg Kasserne, København.
Julen 1915. Gine er da i Vrensted. Postkort.
Kort sendt fra Josva da han er soldat i København den 6. januar 1916 til Gine i Vrensted.
Kort sendt fra Josva i Sindal den 3. februar 1916 til Gine i Vrensted.
Kort sendt fra Gine i Vrensted den 21. februar 1916 til Josva i Lendum.
Kort sendt fra Josva da han er soldat i Charlottenlund den 16. april 1916 til Gine i Vrensted.
Kort sendt fra Josva da han er soldat i Hellerup den 25. april 1916 til Gine i Vrensted.
Kort sendt fra Josva da han er soldat i Hellerup den 6. maj 1916 til Gine i Vrensted.
Kort sendt fra Josva da han er soldat i København den 6. juni 1916 til Gine i Vrensted.
Kort sendt fra Gine i Vrensted den 4. december 1916 til skrædder Josva i Lendum.
Kort sendt fra Josva da han er soldat i København den 7. februar 1917 til Gine i Vrensted.
Kort sendt fra Josva da han er soldat i Hellerup den 25. februar 1917 til Gine i Vrensted.
Kort sendt fra Josva da han er soldat i Hellerup den 8. marts 1917 til Gine i Vrensted.
2 stk. kort sendt fra Josva til Gine i Vrensted uden dato og år.
Folketællingen for Vrensted Sogn 1. februar 1916.
Jørgine Christensen, tyende, født den 11. januar 1891 i Hegnhuset, Torslev Sogn. Er fraværende fra sin plads hos sin faster Ane Nielsen i Vrensted.
Nytåret 1916. Gine er da i Vrensted. Postkort.
Brev sendt fra Jens Michael Christensen, Hegnhuset, Østervrå i 1915 til søsteren Ane Nielsen, Vrensted og datteren Gine Christensen, Vrensted.
Julekort fra Ane Nielsen, Vrensted til Skræddermester Josva Christensen, Thorshøj.
Jeg tror der står 1922 i poststemplet.
Ane Nielsen, f. Kristensen, *20.09.1847i Tømmerby, Tolstrup Sogn, †20.09.1923 i Vrensted By og Sogn.
Enke efter gårdmand Anders Nielsen, *24.06.1820 i Vrensted Sogn, †09.01.1904 i Vrensted Sogn. Hanhavde første gang været gift med Gertrud Marie Andersdatter.
Dødsannonce for Ane i Vendsyssel Tidende, 22. 24. og 25. september 1923:
At vor kære gode Ane Nielsen, enke efter forhenv. gårdejer Anders Nielsen, Vrensted, er afgået ved døden på sin 76-årige fødselsdag meddeles herved.
Nekrolog i Vendsyssel Tidende 24.09.1923, s. 6, sp. 2-3:
Vrensted, dødsfald:
Gårdejerske Ane Nielsen, enke efter gårdejer Anders Nielsen, Vrensted By, er afgået ved døden, 76 år gl. Det er en kendt skikkelse, der går bort med Ane; efter mandens død for mange år siden blev hun ved at drive gården med fremmede folk. Børn var der ingen af, og hun kom derved i berøring med mange. Mange fattige og trængende søgte hende, og formåede hun, gik ingen uhjulpet fra hendes gård. I de gamle stuer blev der ved at herske god gammeldags gæstfrihed, som de gamle skikke blev ved at herske ude. Ane var velhavende, og det satte hende i stand til i så vid udstrækning som tilfældet var, at efterkomme det hjælpsomme sindelag, hun ejede.
Mindeord i Vendsyssel Tidende 25.09.1923, s. 6, sp. 3:
En god kvinde er gået bort.Om afdøde Ane Nielsen har vi yderligere modtaget:
Da rygtet forleden lød ud over sognet, at Anders Nielsens Ane, som hun altid blev kaldet, var død, lød det fra alle, der kendte hende: Hun vil blive savnet af mange.
Ane Nielsen var enke efter forlængst afdøde gårdejer Anders Nielsen. Om hende kan man sige, hun var trofast og hun var god. Trofast mod sit hjem, som hun efter sin mands ønske ikke ville afstå. Trods det, at hun led af svære sygdomme, som endog havde medført to større operationer, vedblev hun at drive sin gård efter samme regler og skikke, som hendes afdøde mand havde brugt. Jo, der var noget nyt, Ane var med på, og det var da der blev tale om at få elektricitet her til sognet, da meldte Ane sig som kraftforbruger, for, som hun var god mod mennesker, var hun det også mod dyr, og det havde altid pint hende at se hestene slæbe for hestegangen om vinteren i al slags vejr. Men elektrisk lys! Nej, for hendes vedkommende skulle der ikke noget nyt.
At Ane var en god kvinde mod sine medmennesker, ja, det er kendt langt ud over sognets grænser. Ingen gik fejl efter hjælp hos hende, og altid støttede hun en god sag. De såkaldte ”banebørster”, som Ane bespiste under anlægget af Vestbanen, kan tælles i snese, og det førte til, at når en ukendt af de farende svende kom til sognet, spurgte han: Hvor bor den gode kone, og så var der ingen, som svarede forkert.
At nogle også misbrugte hendes godhed, siger sig selv, og til tider pinte det hende. Men mangen fattig og enlig gammel vil fælde en tåre ved hendes død, thi af Ane var disse ikke forglemt.
Det var ingen børn i ægteskabet, og det var måske derfor, at man syntes, Ane kun levede for at gøre vel mod de små og dem på livets skyggeside.
Som en god kvinde vil hun af alle, der kendte hende, blive mindet til sene tider.
Dette fine materiale er udarbejdet af Leo Helledie Sørensen, søn af Magda og Søren Simoni Sørensen som var barber og frisører i Vrensted midtby i den store to etagers ejendom i bungalow stil.
Da min mor døde i januar 1991 og jeg i løbet af sommeren havde læst bogen “VRENSTED SOGN”, fik jeg lyst til at skrive om mine slægtninge
.Jeg er meget glad for, at jeg kom igang med dette arbejde og jeg håber det vil blive til glæde for hele familien. Men vær opmærksom på, at det jo kun er min fars og mors slægt, jeg har forsket i. I vil opleve, at der kan stå noget om een gren af jeres slægt. Så får I lyst til at forske videre, så kan jeg betro jer, at det er en spændende opgave, som man vel nok aldrig bliver færdig med.
Jeg vil derfor sende slægtshistorien til jer nu, med de oplysninger jeg har fundet, for jo længere man kommer tilbage, jo sværere bliver det og det kunne så måske gå 10 år, inden I hørte fra mig.
Finder jeg nye og spændende oplysninger, hører I fra mig igen.
Jeg har ikke fundet “En rig onkel i Amerika”, ej heller er vi af adelsslægt.
Vore forfædre har været jævne bønder, møllere, smede, fiskere, skudehandlere, skræddere, skomagere, teglbrændere etc. og de fleste har kun haft til dagen og vejen. Der har været sorger og glæder. Slægten i Vrensted har været populær, idet de utallige gange, og uden for familien, har været faddere ved barnedåb og forlovere ved bryllupper.
Tilbage til Gorm den Gamle kommer jeg ikke, for i Vrensted brændte præstegården i 1757 og dermed de gamle kirkebøger, der er ikke meget at finde i Vrensted, før den tid.
Jeg håber, jeg kan skrive således, at alle kan finde ud af de mange navne og årstal. Der er nok nogen, der kunne have gjort det bedre, og kunne gøre det anderledes, men sådan har jeg nu gjort det, og havde jeg ikke gjort det, var det måske aldrig blevet gjort.
Jeg vil nu skrive min egen lille Danmarkshistorie
Mvh. Leo Helledie Sørensen
Efterkommere af Rasmus Gotfred Sørensen Helledie. Snedker og Møllebygger.
1. Generation
Rasmus Godtfred Sørensen Helledie.
Snedker og Møllebygger, søn af møllebygger Anders Sørensen Helledie. Gårdmand og Møller og Christine Sørensen. Husmoder,
blev født den 16. marts 1884 i Vrensted sogn. Børglum hrd. Og døde den 17. november 1918 i Vrensted i en alder af 34 år.
Begivenheder i hans liv:
Levnedsbeskrivelse:
Gotfred Helledie var ejer af Vrensted By-Møllle. Han døde af den spanske syge
Ane Rasmine Madsen (kaldet Anna) blev gift 2. gang i Vrensted Præstegård med Møller Ejnar Johan Christensen, f. 19.11.1892 Emb.
Han døde 27.01.1963 Vrensted, efter en cykeltur langs Løkken strand, i regnvejr og efterfølgende lungebetændelse.
(se historien om Vrensted By-mølle)
3 børn
Bosted: Vrensted
Rasmus blev gift med Ane Rasmine (kaldet Anna) Madsen. Husmoder den 18. dec. 1908 i Stenum kirke.
Ane blev født den 8. nov. 1885 i Vrensted sogn, Børglum Hrd. Hjørring Amt og døde den 25. juli 1925 i Vrensted i en alder af 39 år.
Begivenheder i hendes liv.:
Levnedsbeskrivelse: Ane Rasmine Madsen, var datter af ugifte Petrea Madsen (plejedatter hos husmand Rasmus Jensen) Udlagt barnefader husmand Lars Kristian Jensen af Vrensted Hede. Petrea var en dygtig hjemmesyerske i Vrensted.
Børn af dette ægteskab:
Petra Kirstine (kaldet Stinne) Sørensen Helledie blev født den 27. marts 1910 i Bådstedhede, Vrensted og døde den 6. marts 1927 i Vrensted Mølle i en alder af 16 år.
Astrid Marie Sørensen Helledie. Husmoder, blev født den 16. maj 1912 i Bådstedhede, Vrensted, døde den 9. marts 1934 i Hjørring sygehus i en alder af 21 år og blev begravet i Løkken.
Astrid blev gift med Otto Julius Jensen, den 26. august 1932 i Løkken Kirke Han døde 1988 i Løkken Furreby sogn i en alder af 77 år.
Begivenheder i hans liv –
Levnedsbeskrivelse: Otto Julius var søn af Christoffer Jensen og Maren Christine Jensen. Bosted Løkken
Erna Elisabeth Helledie Sørensen. Husmoder blev født den 1. oktober 1916 i Vrensted sogn, Børglum hrd. Og døde den 2. juli 1980 i Randers i en alder af 63 år.
Erna blev gift med Nicolai Nielsen, Kranfører den 27. juli 1940 i Vrensted Kirke. Nicolai blev født den 19. februar 1911 i Vrensted sogn og døde den 13. marts 1970 i Mellerup i en alder af 59 år.
Begivenheder i hans liv –
Levnedsbeskrivelse: Nicolai, var med til det store afvandingsprojekt af Ingstrup sø i årene omkring 1950. Han var søn af Marinus Nielsen og Ane Kirstine Nielsen.
4 børn
Bosted: Mellerup ved Randers
6. Peder Nielsen Hjortnæs.19.10.1855 d. juli 1936 Hjørring 80 år gl. Husmand. Gift med Stine Marie Jensen, f.31.01.1858 Harridslev, d. 17.12.1933 Hjørring, 75 år
7.Laurits Nielsen Hjortnæs f. 14.09.1859, Vrensted d. 11.04.1915 Svarrebak Klæstrup, Jerslev 55 år. Gårdejer. Gift med Anna Johanne Christensen, f. 17.04.1862 Svarrebak. Klæstrup, Jerslev, d. 1946 Øster Brønderslev, 84 år.
Bosted: Svarrebak, Klæstrup, Jerslev
8. Christine Nielsen Hjortnæs04.03.1862 Vrensted, d.16.03.1894 Frederikshavn, 32 år. Gift med Gotfred Christensen, d. 08.03.1848 Stenvad, Vraa, d. 1931 Frederikshavn, 83 år. Landmand og arbejdemand.
Bosted Frederikshavn
9. Johanne Louise Nielsen Hjortnæs, 13.01.1864 Vrensted.d.26.05. 1951 Ordrup,87 år. Gift med Ludvig Christian Houmøller, f. 10.04.1857 Lyngså, Albæk, d.25.09.1916 Frederikshavn, 59 årrer.
Snedkermester
Bosted: Frederikshavn
10. Maren Nielsen Hjortnæs, f. 27.09.1865 Vrensted, d.26.07.1896 Bagterp. Sct. Hans, Hjørring. 30 år. Gift 1.gang med Anders Jensen, f.ca. 1855, d.28.06.1888 Bagterp. 33 år. gårdejer. Gift 2. gang med Niels Peter Andreasen, f.04.07.1858 Guldager. Vrejlev, d.15.09.1928 Sdr. Vraa, 70 år. Gårdejer.
Bosted: Bagterp Hjørring
Dansk Slægtsforskning har 1966 udgivet en slægtsbog for familien Hjortnæs med titlen: Christensen (Hjortnæs) Vrensted, heri kan man læse om anerne og hele efterslægten.
I ca. 1880 kommer min slægt til møllen, idet Hjortnæs enke sælger møllen til:
Mikkel Jensen, f. 02.09.1854 Thise, d. 25.07.1914 Vrensted 59 år
Gift 30.09.1881, 1. gang med
Marie Sørensen Helledie, f. 03.031861 Vrensted, d. 28.03.1888 Vrensted, 27 år. (søster til min farfar Anders Sørensen Helledie – se senere)
Gift 1892 2. gang med
Else Cathrine Holm, f. 22.10.1874 Vrensted, d. 13.10.1949 Vrensted, 74 år. Datter af gårdmand Svend Holm og Karen Marie Jensne. Svend Holm var søn af skolelærer Christen Torbensen Holm, Lærer i Vrensted 1846-1879.
Mikkel Jensen køber i 1896 gården matr. Nr. 7a af Hjortnæs enke. Efter hans død i 1914 kommer gården til at hedde Mikkelsminde. I 1931 sælger Else Cathrine Holm gården til sin svigersøn Ole Christian Helledie.
Mikkel Jensen og Marie Sørensen Helledie har 5 børn.
Anders Nielsen Jensen f. 055.02.1882 Vrensted, rejser til Amerika
Ane Marie Jensen, f.16.05.1883 Vrensted, gift Rasmussen
Jensine Marie Jensen, f. 21.05.1884 Vrensted d. 19.03.1931, Vrensted 46 år
Søren Simoni Jensen, f. 12.01.1886 Vrensted, Rejste til Amerika
Marinus Jensen, f.27.05.1887 Vrensted, 0.12.08.1949 Vrensted, 62 år. Ugift, Marinus var den kendte Central Marinus , han var Invalid og kunne kun gå ved hjælp af krykker. Han var centrale centralbestyrer fra den første telefon kom til vensted, og til sin død 1 1949. Han havde i mange er en husbestyrerinde der hed Marie.
Mikkel Jensen og Else Cathrine Holm 4 børn.
6. Jens Christian Jensen, kaldet Jens Aagaard f.05.06.1893 Vrensted, d.18.02.1965 Vrensted. 71 år. Gift 15.04.1925 med Kirstine Nielsen, f. 1890 Vrensted d.1937 Vrensted 47 år. Datter af gårdmand Ole Kristian Nielsen, kaldet Kristian Aagaard og Ane Marie Sørensen, Vrensted
De ejede gården Aagaard i Vrensted. Gården ejes i dag af 4. generation.
Karen Marie Jensen, F.02.03.1898 Vrensted, d. 27.07.1978 Saltum 80 år. Gift 10.02.1922 Vrensted Kirke med Søren Nielsen Aagaard. f. 06.06.1891 Vrensted, d. 31.01.1970 Saltum, 78 år. Søn af bad. Ole Kristian Nielsen, kaldet Kristian Aagaard og Ane Marie Sørensen, Vrensted
Se 6 og 7 Søren og Kirstine er søskende
De ejede gården Kristianslund, Jonstrup, Saltum
ååSvend Holm Jensen, f. 08.02.1900 Vrensted, d. 1968 Vrensted, 68 år. Gift 28.08.1928 Vrensted kirke med Anna Christensen, f. 28.10.1905 Vrensted. Datter af Martin Christensen og hustru Anna, Østre Hede, Vrensted.
Anna Holm Jensen, bor Anders Olesensvej 2, Vrensted.
Hilda Jensen, f.07.09.1905 Vrensted, d. 12.04.1987 Vrensted, 81 år. Gift 04.12.1930 Vrensted kirke med Ole Christian Helledie, f. 21.12.1903 Vrensted. d.21.02.1976 Vrensted, 72 år.
De ejede gården Mikkelsminde til 1969, derefter flyttede de til Stationsvej 3, Vrensted.
I 1909 sælger Mikkel Jensen Vrensted Mølle til sin farfar:
Anders Sørensen Helledie, f. 17.11.1852 Vrensted, d. 12.03.1915 Vrensted, 62 år. Gift 30.03.1883 Vrensted med Christine Sørensen, f.03.10.1858 Furreby. d.18.02.1904 Vrensted, 45 år.
Andere Helledie, havde ca. 1883 købt gården matr. Nr. 35B med 25 tdr. land på Bådstedhede. I 1905 køber han fædrenegården ”Helledi”
Her flytter min fars bror Gotfred Helledie ind, og min far Søren Simoni Sørensen bliver møllersvend. I ca sælger han gården på Bådstedhede og flytter ind i mølleejendommen.
Anders Sørensen Helledie og Christine Sørensen 7 børn:
Rasmus Gotfred Sørensen Helledie, f.16.03.1884 Vrensted, d.17. 11.1918 Vrensted, af den spanske syge, 34 årr. Snedker og Møllebyger. Gift 18.12.1908 – Ane Rasmine Madsen, kaldet Anna, f. 08.11.1885 Vrensted, d. 25.07.1925 Vrensted 39 år, datter af husmand Lars Kristian Jensen og Petra Madsen, Vrensted. 3 børn. Se senere
2. Søren Simoni Helledie Sørensn, f. 11.12.1886 Vrensted. 0.06.07. 1888 Vrensted. 1 år
Marie Christine Sørensen Helledie, f. 04.06.1889 Vrensted, d. 22.04.1957 Løkken 67 år. Gift 14.11.1911, 1. gang med Pedder Kristian Poulsen, f. 02.12.1885 Sdr. Lyngby, d. 17.10.1921 Furreby, af deb spanske syge, 35 år. Gift formodentlig i 1940, 2. gang med Aage Sørensen, f. 1901, d. 1975 Løkken, 74 år.
Da moderen døde i 1904 var Marie 14 år og det var hende der måtte passe hjemmet og 6 årige Line (Oline) og 8 årige Simoni (min far).
Marie og Kristian, boede først i Skøttrup og i 1915 tæt på klitten og Vesterhavet. De sidste år boede hun og Aage i Løkken.
Nicoline Sørensen Helledie, 24.05.1892 Vrensted, d. 03.04.1894 Vrensted 1 år
5.Søren Simoni Sørensen Helledie, f. 18.04.1895 Vrensted, d. 10.03.1955 Vrensted 59 år (min far). Møllersvend, derefter Barber-Frisør i Vrensted i 40 år. Gift 26.12.1923 med Magda Christence Christiansen, f. 01.04.1903 Aarhus, d. 04.01.1991 Skagen, 87 år. Damefrisør i Vrensted i 40 år. Datter af smed og værkfører hos Vilhelm Nellemanns cykelfabrik i Randers. Christian Christiansen (født i Vrensted) og Kirstine Nielsine Jensen, Randers.
6. Oline Laurine Sørensen Helledie, kaldet Line, f. 15.12.1897 Vrensted, d. 17.09.1965 København, 67 år. Gift 1932 med Carl Kristian Gjede. De havde en Tobaks- og Købmandsforretningj
Bosted: Kongedybet 9, Amager
7) Severin Konrad Theodor Sørensen Helledie, f. 18.02.1902, Vrensted, d. 11.01.1903 Vrensted, 1 år.
I 1913 kommer min far til skade i Møllen, da han skulle bære en sæk korn op af trappen til kværnen, han støder knæet og får senere benet opereret stift, derefter bliver han frisør i Vrensted. I 1915 da Anders Helledie dør overtager min farbror Gotfred Helledie Vrensted Mølle, men kun i 3 år, så dør han også. Hans enke Anna flytter derefter ind i Møllehuset, og gården ”Helledi” bliver i ca. 1920 solgt til Kristian Jensen, kaldet Kristian Helledi.
Anna er nu alene medd tre små piger, Stinne 8 år, Astrid 6 år og Erna på kun 2 år, men livet må gå videre, pengene er små, Møllen må holdes i gang.Der bliver fæstet en møllesvend, hans navn er:
Ejner Johan Christensen.
Han er af mølleslægt, idet hans far har Em Mølle, en bror har Vraa Mølle, en bror Vittrup Mølle og en bror har Stausø Mølle, Henne.
I kirkebogen er indført følgende:
Viet i Vrensted Præstegaard 11.10.1922, Ungkarl og Møller Ejnar Johaan Christensen, søn af Møller Johan Christensen og hustru Mariane Nielsen, født i Emb by og sogn 19.11.1892. Bruden: Enke efter Møller Tasmus Gotfred Sørensen Helledie (død i Vrensted 17.11.1918) Ane Rasmine født Madsen, datter af ugifte Petra Madsen og husmand Lars Christian Jensen og født i Vrensted sogn 8. nov. 1885. Forlovere: Andreas Helledie og Christian J. Christensen, Møller i Vittrup.
Rasmus Gotfred Helledie og Ane Rasmine Madsen 3 børn:
1 Petrea Kirstine Sørensen Helledie, kaldet Stinne, f. 27.03.1910 Vrensted, d. 1927 Vrensted, 17 år, af tuberkulose.
2. Astrid Marie Sørensen Helledie, f. 16.05.1912 Vrensted, d. 1933 Vrensted 21 år gl. af tuberkulose. Gift med Otto Jensen. Han var lastbilchauffør og bror til købmand Valdemar Jensen, der havde forretning overfor Kirkedammen (gadekæret) i Vrensted.
3. Erna Elisabeth Sørensen Helledie, f. 01.10.1916 Vrensted, d. 02.07.1980 Randers, 63 år. Gift med Nicolai Nielsen, f. 19.02.1911, Vrensted, d. 13.03.1970 Mellerup, 59 år. Kranfører.
Nicolai var først Barber-Frisør i Vrensted, han blev senere kranfører og var bl.a. med til det store afvandingsprojekt, som man desværre foretog, af (Vrensted) Ingstrup sø i årene omkring 1950.
Bosted: Mellerup ved Randers Fjord.
Ingrid Mariane Christensen, 07.02.1923 Vrensted. Gift med Svend Dyhrmann Østenkær, f. 07.02.1923 Vrensted, Gift med møbelpolstrer Svend Dyhrmann Østenkær, f. 07.08.1922 ,Brønderslev. Møbelpolstrer Bosted: Algade 60, Brønderslev
5. Ejvind Johan Christensen, f. 17.11.1924 Vrensted, d 1974 Vrensted 50 år. Arbejdsmand. Gift med Inga Hansen, f. 26.02.1926 Lyngby. Bosted: Vrensted
Ejnar og Anna bygger i 1925 det hvide hus i svinget ved Møllen på Vingevej, men desværre én månedd før de kan flytte ind, dør Anna af tuberkulose på Skørping Sanatorium, så nu er Ejnar alene med 4 piger og 1 dreng. Drengen Ejvind kommer i pleje ved Bette Jens og hans kone på Vrensted Fælled.
Møllen kører videre, Ejnar får en husbestyrerinde Magda.
I 1938 sælger Ejnar Christensen Møllen til Kristian Jensen (Helledi). Ejnar og Magda, bor forskellige steder, bl.a. har jeg besøgt dem i Brønderslev og de boede også i et hus tæt ved sognegrænsen mellem Stenum og Vfrensted. . Sine sidste år boede Ejnar i Jens Ellitsgaards husmandssted i Vrensted. Magda døde i 1951 og Ejnar døde i 1963 71 år.
Kristian Jensen, kaldet Kristian Helledi, f. 20.07.1887 i Raalund, Stenhøj, d. 19.02.1946 Vrensted, 58 år.. Gift 16.03.1915 i I ngstrup Kirke med Ane Marie Sørensen Søndergaard, f. 11.09.1886, Nr. Søndergaard, Ingstrup, d. 03.06.1945 Vrensted 58 år
Kristian Jensen Helledi og Ane Marie Sørensen Søndergaard 6 børn:
1. Kristina Marie Jensen, f. 01.05.1915 Manna, Gift Vrensted kirke med Verner Hyldgaard Pedersen, f. 25.12.1917 Vrensted
2. Else Kirstine Søndergaard Jensen, f. 01.06.1916 Manna Gift Vrensted Kirke med Harald Nielsen, f. 09.05.1911 Vrensted, d. 14.08.1963 Vrensted 52 år, søn af sognefoged Søren Chr. Nielsen og Marie Jensen. I 1983 købte Else og Harald, Mølleejendommen matr. Nr. 7-g og 6-d af Niels Christiansen. Harald Nielsen og Elses bror Erik Søndergaard Jensen, dreb Møllen i kompagniskab 1938.1952. Harald havde desuden lillebilsforretning (Taxa). Efter Haralds død overtog Else svigerforældrenes hus, Vrenstedvej 482, og herefter bestyrede hun Vrensted Posthus i 23 år, til hun på grund af alder måtte stoppe i 1986.
Erik Søndergaard Jensen, 03.06.1917 Pandrup, d. 31.08.1987 Børglum 70 år. Gift 22.09.1946 Børglum Klosterkirke med Gerda Larsen, f. 07.06.1923 Børglum.
Erik Søndergaard Jensen og Harald Nielsen dreb Vrensted By-Mølle i kompagniskab 1938-1952. Derefter var Erik vognmand i Børglum i mange år.
4. Knud Søndergaard Jensen, 06.03.1919 Pandrup, d. 28.10.1001 Californien, USA, 72 år
5. Inger Søndergaard Jensen, 28.10.1921 Vrensted. Gift 04.08.1946 Lendum Kirke med Arnold Michaelsen, f. 11.04.1923 Vrensted.
6. Niels Christian Søndergaard Jensen, f. 11.04.1923 Vrensted. Gift og bor i Florida USA
Else Kirstine Søndergaard Jensen og Harald Nielsens 2 børn:
Poul Søndergaard Nielsen, f. 18.05.1939 Vrensted. Gift 24.10.1964 Vrensted Kirke med Anna Nielsen, f. 13.05.1943 Vrensted, Datter af murer Arnold Nielsen og hustru Hanny, Vrensted.
Poul der er vært ved Vrensted Aktivitets- og Feriecenterm har i mange år været medlem af kommunalbestyrelsen for (Vrensted) Løkken-Vraa kommune
Søren Søndergaard Nielsen, f. 16.08.1949 Vrensted. Gift 20.09.1986 Vrensted Kirke med Susanne Nielsen. Datter af Inga og Oskar Nielsen, Vrensted
Følgende materiale har jeg fået overdraget af Lis Mikkelsen som var gift med smedemester Bjarne Mikkelsen, Vrensted. Jeg vil tro at det måske har været Bjarnes storesøster som ofte var med i revy og dilettant i Vrensted, der har benyttet materialet ved opførelsen i Forsamlingshuset.
Torsdag den 26. oktober 1944
Blev i Vrensted Forsamlingshus, fremført følgende:
Rivejernet
Bekendtgørelser.
Vores alle sammens gode ven Kommis Nielsen var forleden ude for et alvorligt uheld. Da han kom cyklende i Løkken uden lygte, blev han standset af en betjent, der beskyldte ham for at være fuld. Nielsen protesterede ikke, tværtimod, han klappede betjenten på skulderen og bød ham en cigaret, og Nielsen troede så, at alt var såre godt, men ak. Det er verdens løn, han fik en bøde på 9,1 kroner.
——————————————————————————————–
Ole Helledie afholdt i sommer et meget vellykket asfaltbal efter en bedre sølvbryllupsfrokost på Stationen.
———————————————————————————————–
Vi lever i en urolig tid og man kan ikke føle sig sikker nogen steder. Det måtte Harry Jensen bekende en aften, da han lå i den søde søvn, hos sin elskede Inga, blev han vækket ved en voldsom eksplosion, så sengen rystede og Harry rystede endnu mere, da han opdagede, at det var skuret hvor han havde sin cykel, der var eksploderet, den var heldigvis uskadt, men man kan vist godt sige, der var fart og spænding over Harry, da han tilbagelagte strækningen Løkken – Holmen, på mindre end et kvarter.
————————————————————————————————
Vrensted Borgerforening afholdt i sommer en meget vellykket udflugt, der startedes kl 1 med Mathias Westergaards lastvogn med påhængsvogn til mandskab og påhængsvognen til ammunition, da det var en meget varm dag følte alle sig tørstige og da man kørte over Rørbæk, enedes man om at lade ølkasserne komme over i lastvognen og lade påhængsvognen tilbage der, da Peter Bedholm og Villy Christensen ikke var blandt deltagerne.
Det blev en bevæget tur. En tabte sin hue, en brækkedde sin kæp, Ole drak vores snaps o.s.v. o.s.v. . Hjemkomsten fandt sted ved midnatstid i en meget våd tilstand, både udvendig og indvendig.
——————————————————————————————————
Forsamlingshusets bestyrelse har allieret sig med Peder Bonnerup i kampen mod ungdommens fester og fornøjelser. Foreløbig har man nægtet dem adgang til Forsamlingshuset.
Videre foranstaltninger kommer i nær fremtid.
———————————————————————————————————
Der er nogle mennesker der har en forkert plads her i livet, som eksempel Peter Bedholm, der er bager.
Alle der var til Brønderslev Marked vil sikker indrømme at han er den fødte hestehandler.
————————————————————————————————————-
Beskæftigelse:
Kommuneassistent Carl Ole Nielsen tilbyder, at følge de unge piger, der er bange for at gå alene om aftenen.
Honorar et kys på kilometer eller efter aftale. Gode anbefalinger haves blandt andet Edith Nielsen,
som han ledsagede hjem fra Thise, til hendes fulde tilfredshed.
————————————————————————————————————–
Jeg tilbyder at kritisere alle de skuespil og dilettantkomedier, jeg ikke medvirker i: Vilhelm Ørum icenesætter.
————————————————————————————————————-
Plads søges som udsmider. Anbefalinger haves fra Lyngby Mølle fra Nyborg Sørensen: Ejgor Sloth.
————————————————————————————————————–
Foderelev:
Som sådan søger jeg plads 1. november, har i nogen tid stået i lære hos Søren Jørgensen, Rendbækgaard. Else Aagaard
—————————————————————————————————————–
Plads søges som diktator, da gode evner som sådan haves. Vilhelm Ørum
——————————————————————————————————————
Sport:
Den kendte idrætskvinde Stinne Jensen cykler hver morgen en tur fra Tilsiggaard til Harald Kærgaard.
Hun med bringer vækkeur for at se hvor lang tid hun har at køre på.
——————————————————————————————————————-
Vrensted Idrætsforenings fodboldspillere er ikke gode til at passe træningen.
En dag lavede de dog 22 mål og en anden dag slet ingen.
Vi synes det er underligt at de ikke laver nogen mål hver gang.
—————————————————————————————————————–
Richard Pedersen Holmen indstiller ruten Vrensted Brønderslev fra 1. november, på grund af flytning.
—————————————————————————————————————–
Opfindelser:
Aage Pedersen har opfundet en ny drivkraft til bilen: Naturvarme. Det skal være særlig godt når man skal ned ad bakke og der er noget at skubbe på.
——————————————————————————————————————
Den af alle kendte post Hans, alias Hans Jensen, har opfundet en ny maskine til at udbringe aviser på.
Han hælder dem blot ud på vejen, så flyver den ud til abonnenterne, men sjældent til de rette.
Opfindelsen er meget effektiv, men ikke særlig tilfredsstillende.
———————————————————————————————————————
Opskrifter.
Kærlighedskage for to personer, ikke beregnet for erstatningsvarer.
500 gr. Kærlighed, 300 gr troskab, 700 gr kys, 1 kys – 1 gr. 3 gr. Vendskab. Omfavnelse efter behag.
Kærlighed og Troskab blandes sammen og omrøres, de tilsættes venskab samt omfavnelse,
det hele hældes i en form og tilsmøres med ømhed.
Serveres med varme kys og helst i dunkel belysning.
NB Prøvet sidste lørdag aften og anbefales.
Ingrid og Niels Kærsgaard.
———————————————————————————————————
Sprog
Murer Ernst Nielsen er begyndt at studere mange forskellige sprog og det kniber ofte for ham at forstå, hvad han selv taler.
Sådan var en aften, han kørte fra Lyngby Mølle.
Da kunne han umuligt forstå hvad han selv sagde.
———————————————————————————————————-
Forskelligt.
Vestergaard har begyndt at rejse til aftenskole i Skallerup for at berige sin kundskab i Elskov.
———————————————————————————————————
Ved et bevæget selskab hos Alfred Helledie, fandt man på en ny sport.
Deltagerne skulle lægge sig i en dynge gulvet og så skulle man finde ud af,
hvis ben der var ens egne.
Købmand Frederiksen vandt.
———————————————————————————————————–
Den person der forleden aften såes luske rundt ved Jens Aagaards have,
Og forsvandt ind ad et vindue, var ikke nogen indbrudstyv.
Det var Richard Vestergaard.
———————————————————————————————————–
Efter en munter aften hos Arnold Michaelsen, tilbragte Laur. Hansen og en ubenævnt ung dame,resten af natten i et badehus.
——————————————————————————————————–
Al færdsel forbydes fra kl. 17 til kl. 6 på strækningen Holmens plantage til Ejnar Sørensen.
Overtrædelser straffes med lussinger.
Svend Aage Jensen.
——————————————————————————————————–
Efter hvad der meddeles fra kompetent side, har Ove Nielsen afbrudt al diplomatisk forbindelse med Aarhus.
——————————————————————————————————-
Martin Jensen har sikkert tænkt på det gamle ord, der siger,
man skal begynde med konen før man begynder med pigen,
da han en aften omfavnede fru Keldsen.
Som bekendt har han siden omfavnet pigen.
——————————————————————————————————–
På grund af mangel på piger i Vendsyssel, er Jens Hansen begyndt at importere dem fra den sydlige del af landet.
Så hvis du mangler en,
kan man henvende sig hos ham.
———————————————————————————————————-
Idrætsforeningen har oprettet en fond til betaling af reparation af lampeskærme og lignende, der bliver slået i stykker ved Foreningens generalforsamling.
————————————————————————————————————
Gunnar Hansen var forleden så uheldig under et ophold hos Gert Mikkelsen, at blive ramt i hovedet af indholdet fra en genstand, der staves med de fire bogstaver L O R T. Det menes dog ikke, at han får varig men af uheldet.
Historien er skrevet af læge Jens Østergaard Larsen, Aalborg
Jeg er født i 1954, aktuelt pensioneret læge, tidl. praktiserende, født i Ålborg, opvokset i Randers , læst i Århus og Odense , efteruddannet mig til almen praksis i det tidligere Vejle Amt. Nu boende ved Hasseris Enge (Sofiendal ) i Ålborg
Jeg er begyndt at skrive en længere historie vedr. min afdøde far, Fridlev Østergaard Larsen, født i Skøttrup ved Løkken, af ugift Marie Dorthea Larsen,
Min farmor havde udover sine forældre og søskende, familie på gården Toppen i Åsendrup, Vrensted sogn og fra Thise Udflytter ved Bådstedhede, Kesse og Julie, deres 2 børn Kirsten og Niels Christian og fra Vrensted by, Ingeborg og Svend Christoffersen, post i Vrensted og deres børn Ellen og Poul Erik.
Der var engang.
Min afdøde far, Fridlev Østergaard Larsen, født den 05.01.1920 i Skøttrup ved Løkken, havde det “princip”, at han nødigt sagde, at han var vendelbo, som han sagde, det lyder af pral (ment på en god måde) .
Min fars forældre måtte ikke få hinanden. Hans far var af en stor gårdmandsslægt.
Min far havde som stor dreng, bl.a. job som avisbud med BT i Løkken, sikkert som hjælp i dagligdagen, han kom fra små kår.
Hans mor døde i 1924
da han var 4 år, hvorefter han boede hos sin bedstefar og bedstemor, der døde, da han var henholdsvis 10 og 16 år. Hans biologiske far døde i 1931 da han var 11 år gammel. (læs senere)
Herefter havde han heldigvis en kusine og hendes mand Ingeborg og Svend (posten) i Vrensted.
Ingeborg og Svend’s hus i Vrensted
Desuden også onkel Marinus, der havde gården Toppen i Åsendrup og var bror til min farmor. Herudover havde de fire andre søskende om hvem jeg ikke ved ret meget.
Her min farmors forældre Larsine f.1858 og Kristian Andersen f.1859 gårdejer i Skøttrup og deres 6 børn, Andrea Jensine Larsen f. 1883, Emma Johanne Larsen f.1885, Lars Christjan Larsen f.1888, Anders Jensen Larsen f.1890, Marinus Theodor Larsen f. 1892 sidst min mor Marie Dorthea Larsen, f 1894 i Skøttrup d. 1924
Toppen blev senere blev overtaget af sønnen, fætter Jens (begge kaldet Top Marinus og Top Jens)
gården Toppen i ÅsendrupMarinus Larsen kaldet Top Marinusde tre søskende fra Toppen. f.v. Jens, Kesse og Ingeborg
Herudover fætteren Kesse og Julie, der havde en gård i Thise Udflytter nær sognegrænsen til Vrensted på Bådstedhede.
Når jeg som barn kom på disse kanter, syntes jeg godt nok, at jeg var langt hjemmefra, når der stod Thise udflyttere.
Her ved etableringen af nogle forbindelser mellem min far fra Løkken og gården Toppen i Åsendrup, kusinen i Vrensted og fætteren i Thise Udflytter.
Min far Fridlev Østergaard Larsen voksede som nævnt op hos sin bedstemor i Løkken, som han angiveligt havde et nært forhold til.
Opvæksten var dog præget af dårlig økonomi i familien, hvilket kom til at præge min fars beslutninger senere i livet.
Hans ønske var at komme i gymnasiet og blive jurist, men det var der ikke råd til.
Han prøvede at dygtiggøre sig på anden måde, gik på handelsskole, og blev uddannet til isenkræmmer ved Isenkræmmerfirmaet Buus i Ålborg.
Han var med til at danne Triton badminklub i Ålborg,
og var aktiv badmintonspiller hele livet.
Han blev en meget aktiv roer i Ålborg roklub.
Under krigen var han aktiv modstandsmand i Ålborg.
Han havde nogle faste holdepunkter at falde tilbage til, eller vende tilbage til, når livet kunne være svært og det var hans familie i Toppen i Åsendrup, i Vrensted og Thise Udflytter.
Han havde ingen søskende.
Jeg kan dog huske et mindesmærke om hans fars familie (farfar) med en sten vedr. en politisk mand stående bag nogle lænker på noget græs, hvor en vej delte sig i to. Navnet var Vestergaard. Jeg ved dette er vagt formuleret, men sådan husker jeg det kun!.
Jeg er nu kommet i besiddelse af foto og beskrivelse af mindestenen i Tolstrup.
Mindesmærket ved Tolstrup passer som fod i hose på min beskrivelse.
Navnet Vestergaard fremgår af mindestenen over gårdejer, amtsrådsmedlem, R. af D., Anders Larsen Andersen kaldet Anders Vestergaard, fra gården Marielyst i Vester Linderup, Tolstrup mellem Tolstrup Kirke og Stenum, f. 1868 d. 1943
Fra en slægtsbog med Anders Larsen Andersen som Jens Otto er kommet i besiddelse af, viser den hans familie med hustru og børn.
Efter at jeg har efterforsket omkring min far finder jeg ud af, at min fars far – min farfar – var Christen Østergaard Andersen og han på et tidspunkt havde opholdt sig i Thisted, hvor der var blevet anlagt en faderskabssag, i hvilken han er udlagt som fader iflg. en alimentationsprotokol 141/1920 og var dømt og forpligtet til at betale det man i dag kalder børnebidrag indtil Fridlev, min far, fyldte 18 år.
Mine undersøgelser viser også at min farfar, Christen Østergaard Andersen, giftede sig med en anden kvinde i 1922 og med hende fik fire børn.
Han havde da nedsat sig som købmand i Høgsted by, Vrejlev Sogn, Børglum Herred.
Desværre skete der det, at min farfar på en jagt i 1931 bliver dræbt ved et vådeskudsulykke blot 36 år gammel.
Fra en bog har jeg kunnet læse om min farfar’s slægt
Mine minder fra Vrensted:
Jeg husker fra “Toppen” først og fremmest repræsenteret af en bestemt, men rar og tryg Marinus Larsen, kaldet Top Marinus.
Det var altid spændende at besøge Toppen, først Marinus, sidenhen Åse og Jens , Jens kaldet Top Jens, og deres børn. Der blev leget meget ved disse besøg og de gav et barn masser af tryghed.
Der var dengang hårde tider for landbruget. Mon ikke? Jeg tror virkelig min far så op til og havde et fast holdepunkt i sin onkel Marinus.
Efter Marinus overtog sønnen Jens gården. Han blev gift med Åse. De fik børn, men jeg søger stadig efter navne og bosted af disse.
Generelt kan jeg sige, besøg var altid med en varm lune og smil. Jeg er jo født i Ålborg, Ø- gade kvarteret, opvokset i Randers, så det var jo spændende at komme på landet til muh og øf.
Dette om Toppen og noget af min fars historie.
Min far’s ( Fridlev) kusine Ingeborg og hendes mand Svend Christoffersen (posten i Vrensted) boede på hovedgaden i Vrensted. Nogle dejlige, varme og lune mennesker. Ingeborgs helbred var vist ikke altid lige godt, men rygningen blev holdt vedlige trods alt, husker jeg.
Svend var den stille type, men meget lun og venlig. Jeg besøgte dem sammen med mine forældre, Gulle og Fridlev. Overnattede også hos dem i forbindelse med en knallerttur.
Både ved besøg på Toppen, i Vrensted og Thise Udflytter, skulle vi altid omkring Furreby kirkegård, hvor min fars familie på moderens side lå begravet.
Furreby Kirke ved LøkkenNoget af kirkegården i Furreby
Det der gjorde størst indtryk på mig var det forblæste og tørre ved kirkegården, meget lidt grønt kunne trives der.
Også en tur omkring Furreby skole hændte, her havde min far gået i skole.
Furreby Skole indviet i 1913
Jeg ved han var stolt og glad engang, han var til skolejubilæum, her sammen med den tidligere lærer og hans dengang skolekammerater.
Jeg ved ikke helt om hans mor havde et slags bageri inden hendes død eller om hun blot var ansat i et i Løkken.
Ofte var vi også ved stranden i Løkken, Strandpavilionen, molen, badehusene osv. Det hændte også vi tog til Børglumkloster.
Min fars kusine Ingeborg og Svend fik 2 børn, Ellen og Poul Erik, som jeg vist nok så op til som barn, idet de var ældre end mig (er født i 1954).
Det er heldigvis nu lykkedes mig at finde Poul Erik.
Jeg har prøvet at skildre min fars familie på Toppen i Åsendrup og i Vrensted og Thise Udflytter, som jeg har set det som barn.
Jeg nævnte tidligere en form for social udvikling hos disse gæve og lune vendelboer. Det skal dog forståes rigtig og positivt.
Nemlig det, at det ikke lå ligefor, at disse familier begyndte at feriere, tage fælles minibus transport til Randers til diverse fester.
Børnene Kirsten, Niels Christian og forståes Poul Erik er drønet rundt i Europa og andre steder. Nogle vil tænke, ja selvfølgelig. Nej så selvfølgeligt var tingene ikke dengang. Derfor glædes jeg over ovennævntes rejseiver.
Jeg havde måske haft bedre muligheder i form af økonomi og sprog, men nej, jeg er langt bagefter min fars familie.
I Thise boede Julie og Kesse, sidst nævnte min fars fætter og dennes hustru.
Julie og Kesse fra BådstedhedeBådstedhedevej 283 – Julie og Kesses ejendom
Jeg kan tydeligt huske kalvene, skægt min mand i langtidshukommelsen har orden i tingene.
Jeg husker tydeligt Kesses store hænder. Det var rigtig arbejds hænder. Julie var altid glad, syntes jeg. Hun var en “rigtig husmor”.
Julie og Kesse fik børnene Kirsten og Niels Christian, som jeg heldigvis er kommet i forbindelse med.
Jeg har åbenbart haft æren af at være i biografen med Kirsten har jeg fået fortalt.
Mine forældre var nogle mennesker, der sjældent lod en begivenhed (fødselsdag, jubilæum eller andet) gå stille af.
Nej der blev inviteret til fest med taler og dans.
Hertil var vendelboerne også ofte inviteret og det var altid festligt. Festen ofte afholdt i Randers Badmintonhaller – provinsens største badminton center, hvor min far var bestyrelsesformand i de den selvejende institution.
Da mine forældre havde sølvbryllup og fejrede det i Randers havde min far aftalt underholdning af Poul Erik Krogen. Dette var festligt. Min far var stolt over dialekten husker jeg.
Poul Erik Krogen, entertainer med Vendelbohistorier
På tur med Niels Christian, søn af Julie og Kesse, Thise Udflytter, min fætter nu bosiddende i Brønderslev:
Min kære hund Bibi og jeg har været på besøg hos Niels Kristian og dennes hustru Hanne i Brønderslev. Niels Kristian søn af Julie og Kesse, der havde haft gård i Thise
Sikke en flot, flot dag.
Først frokost med pålæg, fiskefileter, remoulade, citron, noget laks og meget andet.
Selv mayonnaisen hjemmelavet af Hanne-Grethe.
Herefter havde Niels Kristian planlagt en køretur, der gik til kirkegården, hvor Julie og Kesse fra Thise er begravet ( Niels Christians og Kirstens gæve forældre med gård i Thise.
Så kørte vi til Vrensted Kirkegård, hvor Ingeborg ( min fars kusine) og hendes mand Svend ( tidl. post i Vrensted) fra Vrensted ligger begravet
På denne Kirkegård ligger også Jens fra Toppen, Åsendrup, begravet. Jeg fik at vide, at Jens’ s kone Åse stadig lever ( er du der Åse? ). Næste punkt var en total overraskelse, mindestenen over Anders Andersen, Vestergaard, i Tolstrup, jo den lå sandelig, hvor vejen deler sig i to. Det er denne mindesten, jeg forbinder med min afdøde fars familie på sin fars side, en familie, min far aldrig har kendt, og dermed jeg heller aldrig har kendt. Skulle der være nogle, der kan hjælpe mig videre i denne søgen? . Næste stop var Løkken strand, hvor der var lånt et strandhus af Niels Kristians svoger Carsten. Selvfølgelig kaffe, the og kage. Min hund nød det.. Niels Christian havde arrangeret fastsidning af personvogn på stranden 😗, hvilket kunne ses fra strandhugst. Jeg mener turen herefter gik til Saltum.
Til sidst gik turen tilbage mod Brønderslev, så stort solcelleanlæg. Jo vi havde da også kørt forbi Toppen.
Flot planlagt tur. Tak for denne. Inden aftensmad tog jeg med min hund ned i Rododendronparken i Brønderslev.
Aftensmaden. blev nydt i selskab med Niels Kristians søster Kirsten og hendes mand Carsten. Jeg vil ikke komme ind på menuen i offentligt rum, men det var en nydelse af 3 retters gourmet med velvagte vine selvfølgelig. Snakken gik højt og lystigt. Mange minder blev gennemgået, feks da Kirsten og jeg var sammen i biografen som små.
Jeg var først tilbage i Ålborg kl 21.00. Sprang over kaffen ( undskyld!).
Tidligere skrev jeg noget om det, at min far pga bedstemoderens økonomi ikke fik mulighed for at læse til jurist.
Min far tog revanche som pensionist ved at tage 11 enkeltfag på VUC. Det var hans måde at vise, jeg kan godt.
På Kunsten i Aalborg her hænger fast et billede af Vrensted Kirkevandkunst med Ålborgtårnet i baggrundenNordjyske 08.10.2020
Ja, hvad er kunst og hvad er god kunst !
Her er hvad vi, min hustru og jeg, synes er god kunst og uden tvivl er der mange andre, der synes anderledes end os, og har en helt anden mening.
Det er enhver mands ret.
Der er skrevet mange bøger om kunst, ligesom der er mange meninger om hvad kunst er.
For os, min hustru og jeg, er kunst noget vi er glade for at se på, det være sig en tegning, et maleri, en glasfigur et møbel, et træskærearbejde, whatever – det må være op til den enkelte selv at mene, hvad kunst er.
God kunst !
Det må være det samme kriterie – selv om der er skrevet tykke bøger om emnet – så synes jeg hver enkelt selv skal afgøre det.
At en kunstner bliver anerkendt og udtaget til specielle udstillinger er for mig helt OK, men jeg afgør selv hvad jeg synes om hver enkelt og det vedkommende laver.
Her hos os er vi glade for det vi gennem mange år har bragt til hjemmet. Alt sammen noget vi dagligt glæder os over. En relation til en kunstner betyder for os også meget – altså en kunstner hvis værker vi synes om – Om det er dyr eller billig kunst er ikke afgørende for os.
Gennem årene har vi besøgt mange kunstudstillinger, kunstmuseer, gallerier m.m. og hver gang har vi set flot kunst både noget vi kunne ønskes os og kunst vi absolut ikke kunne forholde os til. Det er det, der for os har været interessant.
Herunder er noget som vi er meget glade for og som vi har samlet gennem 50 år. Ikke alt er med, men et udpluk af noget af det vi holder af. Især det vi har, udført af lokale kunstnere som vi kender, er vi glade for.
John Laursen, Brønderslev – Vennebjerg Kirke v/ LønstrupUkendtSv. Riis Eriksen, født i VrenstedOtto Møller, Brønderslev – Børglum KlosterOtto Møller, Brønderslev – Mårup KirkeOtto Møller, Brønderslev – Rubjerg Knude fyrmalet af vores datter TrineMalet af vores datter Trine
Af Svend Riis Eriksen født i VrenstedMalet af Steen Karlsen, Frederikshavn i 2001, idag maler han i skrappe farver bl.a. fabriksbygningerMalet af vores datter TrineKultegning af kunstner og møbelsnedker Oluf Jensen, VrenstedMalet af vores datter TrineBørglum Kloster møllen malet af Otto Møller, Brønderslevstol lavet af møbelsnedker Oluf Jensen arvet efter mine forældreModel til skulptur ved Vrensted Skole original udført i bronce og står nu ved Byens Hus i Vrensted, fået til min 60 års fødselsdag af en god ven, den er købt af en kunstcirkel i Saltum og udført af Oluf Jensen, Vrensted møbelsnedker og kunstner.Krus drejet af møbelsnedker Oluf Jensen, VrenstedMalet på træplade af Heini Nuchel var boende på gården Kirkemarken i VrenstedMalet af Heini Nuchel var boende på gården Kirkemarken i Vrenstedkøbt på Stenum udstillingenkøbt på Stenum udstillingenarvetmaleri af en Aalborg kunstnerkeramik vaser fra Løkkenplakat af kunstneren John Laursen, Brønderslev
lysestage af kunstneren Kris Moss ca 1970Mexicanske krukkerFigur i træ købt under vores ophold i Syd Afrikafra glaspuster Leif Vange, Lønstrupfad lavet af kunstneren Kris Moos fra 1970 – arvestykkekøbt i Syd AfrikaMexicanske fløjtespillere købt i Frankrigjernskulptur fra BelgienKirketårn købt i Rusland på flodkrydstogtkeramik fra LøkkenKunstneren Kris Moos lysestager- arvetfad fået i 1970 – bryllupsgaveaf glaspuster Leif Vange, Lønstrupglaspuster Leif Vange, Lønstrupkeramikfadaf kunstneren Leif Sylvester købt på Herning Kunstmuseumkunstneren Leif Sylvesteraf kunstneren Leif Sylvester
En hilsen den 12.07.1929 til præsten ved Vrensted Kirke provst Aage Stevns
Afskrift efter brev
Taarbæk, Klampenborg, den 12.07.1929
Kære kollega
Stor tak for Deres ulejlighed i sin tid med fremskaffelse af billeder af Vrensted – krucifixet,
sender jeg Dem hermed et billede af alterbordet i Taarbæk kirke, efter billede De måske kan danne Dem et lille begreb om, hvad vi har fået ud af det.
Jeg håber ved lejlighed at få taget et større billede af krucifixet, og så skal jeg nok tænke på Dem.
Som De ser er der kun figuren vi har benyttet. Krucifixet er 60 cm højt og der er overgået
2 kg sølv til det. Vi er Dem meget taknemlig for deres store imødekommenhed og hjælp og vi synes, vi har fået noget unikt ud af det.
Med venlig hilsen
Deres hengivne
sign. Præsten ved Taarbæk kirke.
Krucifixet på alterbordet i Taarbæk kirke kopieret efter samme i Vrensted kirke
Provst Aage Stevns, VrenstedFrihedskæmpernes armbind, her Aage Stevns
Skrevet af Povl Stevns, Serritslev søn af provst Aage Stevns
Der har her i foråret og forsommeren 2020 været vist et par historiske serier i fjernsynet: Den første vedrørende genforeningen i 1920 og den anden, ”Min fars krig”, hvor vi får indblik i forholdene hos en familie, hvor faderen er modstandsmand under 2. verdenskrig, fortalt af ægteparrets datter fra 1933. –
Inspireret af disse to serier, og her tænker jeg især på den sidstnævnte, ”Min fars krig”, fandt jeg fars scrapbog fra besættelsesårene frem for i den at finde eksempler på, hvorledes disse krigsår også påvirkede livsvilkårene i et ellers så fredeligt sogn som Vrensted. I flere tilfælde har jeg tilføjet egne kommentarer samt fotos af skrapbogens indhold.
Det første af disse eksempler er en meddelelse til sognepræsten fra Børglum-Hvetbo herreds provsti, hvori pastoren gives bemyndigelse til, at der i kirken kan afholdes tyske gudstjenester. Meddelelsen har følgende ordlyd:
“Præsterne er på anmodning bemyndiget til at tillade, at kirkerne overlades til brug for tyske gudstjenester udenfor stedets gudstjenestetidspunkter , i hvert tilfælde indberettes derom til biskoppen”. – Er underskrevet af provst Rubak, Vrejlev.
Kommentar: Jeg mindes ikke, der på noget tidspunkt under krigen blev holdt tyske gudstjenester i Vrensted kirke.
Selvom der i scrapbogen er emner nok, jeg kunne stoppe op ved, har jeg valgt at springe helt frem til sensommeren 1943, da landet, efter regeringens tilbagetrækning d. 29.august, af den tyske overkommando i Danmark erklæredes i undtagelsestilstand. Dette medførte, at der indførtes en del restriktioner, der gjorde dagligdagen noget besværlig for danskerne. På grund af sit embede som sognepræst i Vrensted-Thise opnåede far dog forskellige privilegier, hvoraf jeg her vil omtale et par stykker. Det første af disse privilegier er en udgangstilladelse dateret 30/8-1943. Den er skrevet med hånden, udstedt på tysk og lyder i dansk oversættelse således:
Udgangstilladelse.
“Indehaveren af denne udgangstilladelse
hr.PastorAage Stevns er med ansøgning for øje p. g. a. hans embede berettiget til at anvende jernbanerejse til den nærmeste banestation fra Løkken/Hjørring indbefattet. – Udgangs tilladelsen er gyldig fra 4. 9. 1943”. 2 underskrifter.
Det næste privilegium til sognepræsten er en passerseddel, som dog er udformet på dansk:
Det tillades herved
Navn: Aage Stevns, Embede: Sognepræst. Bolig: Vrensted, at rejse til Hjørring og Ålborg amter, Embedsrejser.- Løkken Politistation 4/9.43 -1/10 43.”
Og endelig en tredje tilladelse,
der giver sognepræst Aage Stevns, Vrensted tilladelse til at passere gaderne efter spærretidens indtræden i anledning af præstegerningen.
Tilladelsen er stemplet med Løkken politistations stempel d. 29/9. 1943. – Samt et tysk stempel med ørn og hagekors. Over det tyske stempel står: (oversat til dansk): Gyldig dagog Nat.
NB: Nærværende er kun gyldig i forbindelse med alm. dansk legitimationskort.
Det var dog ikke alene privilegier, sognepræsten blev tildelt de år. – Allerede d. 9/12 samme år modtog far et dekret fra den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark. Skrivelsen, der er underskrevet af sognefoged Søren Nielsen, har følgende ordlyd:
”Ifølge dekret fra den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark påhviler det hr. sognepræst Aage Stevns, boende Vrensted, fra 9.12.1943 at afgive kvarter om fornødent med forplejning til 1 person, der er beskæftiget ved arbejder for den tyske Værnemagt.. Der vil blive ydet nærmere fastsat godtgørelse for indkvarteringen.
Modtagelsen af nærværende meddelelse bedes anerkendt på vedhæftede duplikat.”
Kommentar: Det blev efterfølgende meddelt os, at det ville blive entreprenør Emil Hansen, men Emil Hansen ændrede denne beslutning og sendte os i stedet overformand ingeniør C.? Sommer, der tidligere havde arbejdet med fæstningsanlæg i Kirkenæs i Norge. Sommer ankom og anstrengte sig under opholdet hos os meget for at blive populær i familien. I håb om at få bekræftet, at det også var lykkedes for ham, spurgte han efter nogle dages forløb far, om vi havde noget imod at have ham boende. Fars svar var kort og ikke til at misforstå. Det lød i al sin enkelthed sålunde: ”Ja, i høj grad”, og så flyttede hr. Sommer og siden da fik vi ikke flere i huset fra den skuffe.
Det blev dog ikke den eneste logerende, vi havde boende i kortere eller længere tid. En periode havde vi således et københavnsk professorpar boende under deres flugt til Sverige over Kattegat fra Voerså eller Sæby. Det var et hyggeligt ægtepar, som for øvrigt senere blev svigerforældre til min søster Hanne. – Det var for øvrigt ikke uproblematisk at få sendt ægteparret afsted den nat, de skulle fragtes over til Sverige. Professoren, der var morfinist, var netop den aften udgået for morfin, så en læge fra Løkken måtte tilkaldes, så problemet kunne blive løst og deres tur til Sverige fortsætte.
En anden af vore gæster var en modstandsmand, der også var ”gået under jorden”. Nogle dage efter hans afrejse fra præstegården modtog mor og far en hilsen fra ham, hvori han takkede for besøget. Jeg har skrevet brevet af, da jeg synes, det giver et udmærket billede af en flygtnings vilkår på den tid. Af hvilke veje, brevet nåede frem til mine forældre, ved jeg ikke. Også den ting kunne jo dengang være problematisk. Brevet er dateret d, 10 dec. 1944 og har følgende ordlyd:
”Kære pastor Stevns og frue!
Hjertelig tak for sidst, for husly og venlighed.
Jeg har nu fundet et – i hvert fald foreløbigt – blivested, hvor jeg er sammen med min kone og begge børnene i omegnen af Århus, hvor vi har det godt i det dejlige efterårsvejr.
Jeg modtog telefonbeskeden i Tylstrup og traf dagen efter sammen med min kone og børnene i Ålborg hos min svoger. Jeg slap uden vanskeligheder over broen efter at have orienteret mig lidt først, hvorefter jeg kørte over, som om det hele ikke kom mig ved.
Vi holder nu streng skolestue med børnene et par timer hver dag for det, at de ikke skal komme for langt bagefter, men ellers regner jeg med, at tiden inden længe vil falde mig meget lang. Ganske vist har jeg fra arrestforvareren i Hj. efter anmodning fået bevilget tilsendt noget af mit endnu ikke færdiggjorte arbejde, som jeg så kan afslutte og lade ligge til bedre tider.
Han fortalte i et brev, at pers. i Hjørring og Frederikshavn begge var taget til Sverige. Jeg synes jo, det er meget langt borte at være den dag, reorganiseringsarbejdet begynder, men – i hvert fald Platou får vel nok på grund af sit udseende, noget vanskeligt ved at skjule sig her i landsdelen.
Desværre er 4 af vore folk, nemlig 3 Pbb. og en krimibetj., der alle var på politiskole i København, ført til Tyskland, så de således stakkels koner i Hjørring er ulykkelige, – den ene af dem blev for øvrigt moder kort før den 19/9.
Jeg håber, De har modtaget kortet tilbage – Tak for lånet.
Hvis de har en meddelelse til mig, vil den kunne sendes til ovenstående adresse-
Endnu engang tak og mange hilsner til Dem begge og børnene fra min kone og Deres hengivne J. Henriksen.”
NB: Om brevskriveren var repræsentant og hed J. Henriksen, tør jeg ikke stå inde for, da mange eftersøgte dengang levede skjult under et eller andet dæknavn.
Og til slut en journalist, der også fik glæde af mine forældres gæstfrihed overfor personer, der hørte til på ”den rigtige side”. – Det drejer sig naturligvis om Christian Winther, der dengang gik under dæknavnet Obel Møller. –
Hr. Møller flyttede antageligt ind i præstegården d. 9. februar 1945, for ud for den dato har far i sin kalender skrevet: Læst højt af ”Hjortens Flugt”. I præstegården fik Chr. Winther stillet gæsteværelset og mors stue til sin rådighed, så han i fred og ro kunne sidde og skrive sine indlæg til den illegale presse. Det gav i den periode en del ekstra post fra de mest besynderlige afsenderadresser med materiale fra ”fronten”. Noget blev af posten afleveret i det lille vindue i gangen og noget andet overbragt ham af kurerer. – Desværre tog Gestapo sig af ham, da de den 7. marts kom til præstegården i håb om at få fat i far. Så galt gik det heldigvis ikke for far, da han ikke var hjemme, men Chr. Winther gik i fælden og blev taget ned af Gestapo. Efter krigen dukkede han igen op i mit hjem. Denne gang medbragte han, som tak for opholdet, en nydelig keramikvase, der i dag pryder min reol.
NB: Efter krigen blev Christian Winther især kendt som Danmarks Radios korrespondent i Washington.
Udover de midlertidigt logerende dukkede der naturligvis også folk op på kortere ”besøg” af en eller anden art. Det kunne for eks. være en våbeninstruktør, der på fars kontor deltog i et ”ungdomsmøde”. Det kunne også være en gæst, der kom for at få ”justeret” sine private papirer, så de blev i overensstemmelse med hans dæknavn. ( Jeg har tidligere beskrevet et sådant tilfælde i ”Et navneskift”).
Vi bladrer nu lige tilbage i skrapbogen til januar 1944, hvor der indenfor en uge begås to uhyggelige mord, der påvirkede far meget stærkt. Det første var mordet på Kaj Munk, som havde en meget stor stjerne hos far, der siden 42 havde læst højt i forsamlinger af Kaj Munks skuespil: ”Niels Ebbesen”.- Ugens andet mord var på en kendt læge i Slagelse, der var gift med mors kusine, og var blandt de få, der havde været med til mine forældres bryllup.
Hvad far foretog sig i forbindelse med Kaj Munks død og begravelse ved jeg ikke, men i scrapbogen sidder der i hvert fald et takkebrev fra Lise Munk med følgende ordlyd:
”Vedersø præstegård januar 1944.
For de gode tanker, hvormed De har hædret min mands minde, sender jeg Dem mine og børnenes bedste tak. Lise Munk”.
Da far fem år senere ( 17/1.-25/4. 1949) opholdt sig som stipendiat på ”Lysebu” ved Oslo, besøgte Lise Munk stedet. I et brev deroppe fra d. 30./3.49. skrev far:
”Lise Munk kommer her i påsken, og fru Hammerich har bedt mig om at tage mig af hende og køre ture sammen med hende i fru H.´s bil med vagtmesteren som chauffør. Lise Munk har to børn med herop. Jeg sagde naturligvis ja til fru Hammerichs opfordring,”
Naturligvis var det forbundet med stor risiko at være involveret i det illegale arbejde. Det var derfor heller ikke noget, man ligefrem skiltede med og var der ugler i mosen advarede man selvfølgelig hinanden, hvis man opdagede noget lusket. En sådan advarsel indløb til far fra København i dec. 1944. Nogen julehilsen kan man vel næppe kalde den trods tidspunktet , da den ikke ligefrem lovede ”fred på jorden – ”.
Brevet, der er dateret København den 19/12. 1944, har følgende ordlyd:
”Ved et uheld er der natten til i dag , under en razzia, faldet en bog i Gestapos hænder, hvori Deres navn og adresse var noteret. Vi beder Dem indtrængende tage de nødvendige forholdsregler aldeles omgående og skal til Deres orientering meddele, at De var noteret op, fordi vi havde til hensigt at aflægge Dem et besøg for at foreslå Dem at sælge illegale bøger eller for at sælge til Dem bøger, som måtte have Deres interesse. Vi skal derfor også bekræfte, at vi uden anmodning og aldeles på eget initiativ for ca. en måned siden har tilsendt Dem et par bøger til gennemsyn.
Vi gør opmærksom på, at tyskerne ikke ved, til hvad bogen er brugt, men de vil sikkert finde den mistænkelig og vi går ud fra, at De kan vente et besøg.”
afs. stempel: Ejvind Svendsen – Agentur – St. Kongensgade 108 K.
Scrapbogens sider fra krigsårene er naturligvis fuld af langt mere, end jeg her har omtalt, men her stopper jeg med emner fra besættelsesårene. – Som afslutning på gennemgangen af bogen vil jeg dog kort omtale madindsamlingen til Norge i maj 45. Om gennemførelsen af den og afleveringen af de indsamlede fødevarer i Norge, har jeg medtaget et par avisudklip. I det første, der er fra 1945, kan man under Vrensted læse følgende:
”Vrensted den 24. maj:
I aftes afsejlede pastor Stevns, Vrensted, til Norge med den forleden ud for Løkken kaprede fiskerbåd, hvori nogle norske landsforrædere havde forsøgt at flygte. Båden, der i Norge vil blive afleveret i de rette hænder, er under opholdet her i Danmark blevet fyldt til randen med danske fødevarer til broderfolket indsamlet i de her omliggende sogne”.
Det var en større indsamling, som krævede flere både til transporten. Nordmændene var meget glade for dette initiativ og de gode danske produkter, bådene medbragte. 50 år senere inviterede nordmændene derfor som tak en del folk her fra egnen til Arendal, så man sammen på både højtidelig og festlig vis kunne markere jubilæet. –
I en avisartikel fra 19/3. 95 kan man bl.a. læse følgende:
”Samhørigheden mellem Norge og Danmark medførte, at den danske modstandsbevægelse i og omkring Løkken ledet af provst Aage Stevns straks efter befrielsen 5. maj gik i gang med at organisere indsamling af madvarer til det udsultede Norge”.
Det blev noget af en oplevelse for far, der på sejlturen derop på grund af dårligt vejr en tid måtte opholde sig på dækket fortøjet til masten for at undgå søsygens kvaler. Turen gav ham dog også muligheden for at træffe mange spændende personer, så ved hjemkomsten havde han lommen fuld visitkort.
Serritslev i juni 2020. Povl Stevns.
Fra bogen Vendsyssel under besættelsen, Besat og Befriet er der følgende lille historie om en våbenleverancer til pastor Aage Stevns, Vrensted Præstegaard:
En beskrivelse af og fortælling om Vrensted Mejeri “Lykkens Prøve” samt erindringer fra Vrensted
samt en fortælling af Niels Christian Søndergaard Jensen, USA og avisartikel om samme af 19.07.2016 tilsidst.
Niels Christian Søndergaard Jensen f.1923, d.2020 i USA
samt erindringer fra 2010 af Vrensted drengen den 87 årige Niels Chr. Søndergaard Jensen, født i 1923 og opvokset på gården Helledie i Vrensted og som i 1951 emigrerede først til Canada og siden til USA, Han fortæller en fin historie om hvordan der leveres mælk til mejeriet i Vrensted og nogle nabobyer.
Oprettet 1890, ombygget 1915 ved arkitekt M.K.Skøt, Hobro
Nedlagt 1970
I 1932:
154 leverandører med 1350 køer, heraf 13 med mere end 20 køer og 70 med 4 køer eller mindre. Der er en jerseyko. Indvejet sødmælk (1929-30): 4,0 mio. kg.. Der sælges 2.079 kg smør fra mejeriet og 390 kg i bysalg. 8.090 kg mælk og fløde sælges fra mejeriet, 1.723 kg mælk og fløde sælges i bysalg. Ansatte: mejeribestyreren, en mejerist og en elev. Leveranddørerne kører selv.
I 1963:
134 leverandører med 5,25 mio. kg mælk. Detailsalg af mælk og smør fra mejeriet og en vogn., samt til grossist. Ansatte: mejeribestyrer, to mejerister og en mandlig ufaglært medhjælper.
Mælkeafregning til gdr. Niels Østergaard, Østergaard, Vrensted.
Der var ordvekslingen mellem 2 landmænd i Vrensted med ca. 2 lige store mælkebesætninger:
Den ene siger til den anden:
Hvorfor leverer du ikke så meget mælk som jeg gør ?,
Hvortil den anden svarer:
Hvorfor betaler du ikke så meget i skat som jeg gør ?
Hvad kan man udlede af det?
Det var dengang der var offentlighed omkring levering til mejeriet og om betalte skatter.
Fortælling af Niels Christian Søndergaard Jensen der udvandrede først til Canada og så senere til USA i 1951:
Jeg er født i 1923 og opvokset på gården Helledie i Vrensted, og er i 1951 emigreret først til Canada og siden til USA. Jeg har kendt flere mejerier, så jeg vil begynde med Vrensted Mejeri, som er et af dem, jeg kender bedst. Det stammer tilbage fra min opvækst på Helledie i Vrensted.
Vrensted Mejeri “Lykkens Prøve”
I en meget ung alder lærte jeg om Vrensted Mejeri. Vi leverede vores mælk hver dag, og det foregik på en meget god måde, nemlig i fællesskab med vores naboer, som boede på gården Søndermarken. Mælketuren var lavet således, at vi kørte mælken i en uge, og Søndermarken den næste uge. Vi brugte samme vogn, men vores egne heste.
Det var altid temmelig tidligt om morgenen, at turen begyndte. Køerne skulle malkes først, og dernæst skulle mælkespandene sættes ud til vejkanten inden kl. 7. Jeg kan huske, at der var andre naboer, som også fik deres mælk med på den samme tur.
Der gøres klar til malkning på en gård i Vrensted
En anden nabo, Valdemar Rom, bragte sin mælk på en trillebør ud til vejen, hvor mælkeruten gik.
Derefter gik det op ad vejen til den næste nabo, Emilie-Peter, som boede lige inden LøkkenBrønderslevvejen. Den næste på ruten var Minister Theodor, og længere op ad vejen Niels Kragh. Derfra gik turen op ad Møllebakken til min egen søster, Else Nielsen, som de fleste i Vrensted kendte. Hun og hendes mand Harald Nielsen havde en lille ejendom lige over for den gamle Vrensted Mølle, som familien fra Helledie ejede dengang.
Harald Nielsen havde også en taxiforretning, og af den grund måtte Else sørge for at få deres få køer malket, og så få spanden ud til vejen. Så endelig nåede jeg til mejeriet. Der var gerne en lang række mælkevogne, som ventede på at få mælken afleveret. På mejeriet var der en platform i samme højde som vognen, så det var nemt at læsse spandene af. Hver gård havde et nummer på spandene, for at holde dem for sig. De skulle tømmes ned i vægten, og mejeristen skulle sørge for at skrive antal kilo i en bog. Hver anden uge var der udbetaling for mælken.
Efter mælken blev sendt gennem mejeriets maskiner, kunne man køre mælkevognen frem til den næste port på platformen. Der fik man udleveret skummetmælk og kærnemælk, som vi fik til husholdning og til grisene.
Transport til mejeriet
Den sværeste tid at levere mælk til mejeriet på var om vinteren. Jeg tænker på årene fra 1935 og fremad, hvor vintrene var meget strenge med høje snedriver. Der var ingen sneplove dengang, og hvis vejene skulle ryddes var der kun en måde – ud med skovlen.
Det skete på den måde, at snefogeden skulle samle mandskab fra alle de forskellige gårde og huse for at hjælpe. Det kunne godt tage mere end den samme dag, så derfor blev det meget vanskeligt for mælketuren. Den kunne så foregå med slæde. Jeg husker vi havde en lille gul nordbagge, som var meget god til at rende gennem høje snedriver.
En ting, som jeg også husker, er, at når man var på mejeriet, skulle man for det meste ind i Brugsen efter varer, og således kom man også til at tale med venner og bekendte i området. Jeg har flere oplevelser med mejeriet i Vrensted. Jeg lærte af min ældre bror, Erik, hvordan det foregik med at køre med smørdritler.
Min far var fragtmand i flere år. Vi havde en særlig vogn, som var velegnet til at køre med foderstof og smørdritler. Der var en særlig måde at håndtere disse dritler, som var temmelig tunge for en lille fyr som mig, men efter en tid, fandt jeg ud af den bedste måde. Det var værre for mejeristerne, som skulle løfte dem op til lugen, som var omtrent i samme højde som fladvognen. Der var tider, hvor der var mere smør end andre, så der kunne blive to læs, der skulle køres til stationen. Vognen kunne rumme 30 dritler. Det hændte også, at der var varer på stationen, som skulle afleveres på mejeriet. Vrensted Mejeri har siden været brugt til forskellige ting, blandt andet en fabrik. Det ejes nu af min søsters søn, Jørgen Michaelsen.
Ingstrup Mejeri
Jeg har også oplevelser fra Ingstrup mejeri, fordi min bedstemor, Else Søndergaard, ejede et lille hus lige overfor mejeriet. Engang imellem var vi alle i familien en tur i Ingstrup. Det, jeg kan huske fra ganske lille, var den meget høje skorsten, som jeg syntes var meget stor. Der blev vist bygget om, efter at den var faldet sammen.
Ingstrup Mejeri
Jeg har også flere erindringer om Ingstrup Mejeri, fordi jeg var i pleje hos Elna og Kresten Søndergaard, som boede i Ingstrup. Jeg tror, jeg var seks år gammel. Søndergaard familien havde to børn, Emilia og Helmer, som var en del ældre end jeg. Helmer kørte mælketuren der, og det er en tur, som jeg husker godt. Vognen havde et højt sæde, så på den måde kunne jeg se den store skorsten på lang afstand.
På Søndergaard var jeg gerne til stede under malkningen. Der var omkring 30 køer, som blev malket på den gamle måde, hvor man sad på en lav trebenet stol og malkede med de bare næver. De var gerne fire om det, og når det var mørkt, kan jeg huske, at der var en flagermuslygte, som hang på en staldsnor. Den blev rykket frem, hver gang den sidste i rækken flyttede til den næste ko.
Flere mejerier
Løkken Mejeri lærte jeg at kende i 1943. Jeg havde plads i Skøttrup hos Erik Aagaard. Han ejede Skøttrup Østergaard, som leverede mælk til Løkken Mejeri. Gården havde tidligere været fattiggård.
Det var en af mine pligter at malke sammen med sønnen, Niels Aagaard. Der var ca. 14 kper, og det var selvfølgelig med håndkraft.
Dengang kom jeg også til at kende til Børglum. Mine to brødre var bosat i Børglum, nemlig Knud Jensen, som var ansat i brugsforeningen, og Erik Jensen, der havde vognmandsforretning.
På Sjælland kom jeg i kontakt med flere mejerier, det var i Køge og St. Heddinge. Jeg arbejdede på en stor gård ved navn Loisenborg, hvor der var 100 køer, der blev malket med maskine. Jeg husker engang, at elektriciteten svigtede, og alle på gården måtte prøve, om vi stadig kunne udføre malkning med hænderne.
Canada og USA
Da jeg forlod Danmark i 1951 og rejste til Canada, fik jeg arbejde på en farm, men der var ikke meget malkning. Der var nemlig kun en ko, som gav mælk til husbehov.
Vi havde en maskine, som jeg aldrig havde set før, det var en separator som blev brugt dengang. Nu er det længe siden, jeg har brugt sådan en, men jeg kan stadig huske, hvordan det var. Det lignede en stor gryde med et hul i bunden og en aksel op gennem den. På toppen af akslen er der en masse forskellige skiver med en lille kant. De har forskellige størrelser og huller, og på den måde bliver mælken skilt fra, så fløde og andre produkter kommer ud af forskellige rør. Det var et meget vanskeligt arbejde at skille maskinen ad og samle den igen, når den skulle gøres ren.
Dengang blev den drevet med håndkraft, og den blev brugt på alle farme, selvom der måske kun var én malkeko. For mig var det egentlig en meget interessant oplevelse, at lære hvor stor forskel der var i forhold til Danmark, hvor al mælk blev bragt til mejeriet.
Fløden blev opbevaret omkring en uges tid, så gik turen til den nærmeste by, som hed Vinden, det var i Manitoba. Der var et mejeri, som samlede fløden fra farmerne i oplandet. Jeg kom der flere gange, men det var slet ikke som de danske mejerier.
De havde en mejerist, som tilfældigvis var dansker. På mejeriet lavede de forskellige produkter såsom fløde, smør og kærnemælk.
Jeg forlod Canada i 1955. Min bror var allerede i Los Angeles, og der skulle jeg nu flytte ned. Det var i november, så vinteren havde sit tag i Canada og USA. Jeg kørte turen i min egen bil, og jeg var meget heldig, for der blev kun lidt besværligheder i Montana bjergene. Der var sne på vejene, som dog blev ryddet en gang om dagen.
Efter fem dage var jeg i Californien, hvor vejret var umådeligt flot i sammenligning med Canada. Min første tanke var jo at finde arbejde. Jeg var allerede begyndt som en slags tømrerlærling i Canada og ønskede at fortsætte i det fag, men mit første arbejde blev nu på et mejeri, endda et dansk. Det gik under navnet Knudsen Creamery. Det var et meget stort foretagende.
Mit første arbejde var at læsse mange forskellige mælkeprodukter ind i en stor lastbil, som også var en slags køleskab. Der var omkring 30 af den slags, og de kørte ud over det meste af Californien.
Den egentlige grund til at jeg fik arbejde der, var den at jeg var dansk og kunne tale det danske sprog, som jeg nu aldrig har glemt.
Jeg fik et år senere arbejde som tømrer, og det var jeg i over 40 år. Jeg er nu pensioneret og er 87 år, og bor i Manning, South Carolina.
Jeg tror nok, at Knudsen Creamery stadig producerer deres fine varer, som er meget berømte i USA. Min søster fra Vrensted besøgte mig i
Californien et par gange, og hun sagde at Knudsens kærnemælk var det bedste hun havde smagt, for der var nemlig smørklumper i.
En tid som er forbi
Jeg er sikker på, at der i Vrensted er mange, der kan huske de forskellige mælkeruter. For mit vedkommende havde jeg endnu en mælketur. Det var mens jeg var i tjeneste hos Kristian Larsen i 1942. De havde en gammel sort hest, og turen gik fra Kristian Larsen til vores nabogärd og til Tilsiggaard. Den gamle hest kendte selv turen, men nu er det mange år siden. Om skæbnen for alle de danske mejerier kan jeg kun sige på den måde, som det hedder i USA: One thing in the past.
I 2016 har den nu 93 årige Niels Niels Christian Søndergaard Jensen været på besøg i Danmark og Vrensted, læs også nedenstående avisartikel fra den 19.07.2016
VRENSTED: Der var knaphed på stort set alt i efterkrigstidens Danmark, og i 1951 fik Niels Christian Jensen nok af både Vrensted og Danmark. Han var dengang 28 år, ugift og fik tanken, at der nok var bedre i Amerika, hvor hans ældre bror allerede havde slået sig ned.
Nu skulle det være slut med at køre smørdritler fra Vrensted Mejeri til stationen, slut med at køre med tørv og hvad der ellers faldt for, når man ikke havde nogen uddannelse og ikke havde lyst til at overtage den fædrende gård lidt udenfor Vrensted.
Så Niels Christian sagde farvel til familien og drog af sted. I første omgang til Canada, hvor han kom i lære som tømrer og blev i fem år, og siden til Amerika, hvor han faldt helt og aldeles til og i store træk har levet et godt og langt liv.
Et glædeligt gensyn I maj var Niels Christian og hustruen Margaret på besøg i Vrensted for første gang i mange år – efter at en læge havde kigget Niels Christian efter i sømmene og godkendt rejsen.
Det blev til tre fine uger i Vendsyssel, hvor parret fik besøgt den store og vidt forgrenede familie. Og hvor Niels Christian måtte konstatere, at han ikke længere har en grundlæggende fornemmelse for sit gamle land – og at de gamle bekendte var faldet væk.
En ældre søster, der bor på et ældrecenter i Løkken, blev besøgt, men ellers var de danske kontakter niecer og nevøer og deres familier, som på skift tog mod den amerikanske onkel.
– Det var dejligt at være i Danmark, men jeg kan ikke sige, at jeg savner Danmark … jeg har været væk for længe. Der, hvor man har boet længst, hører man hjemme, og jeg betragter mig selv som amerikaner. I dag kunne jeg ikke bo i Danmark, siger Niels Christian, som i bund og grund synes bedre om USA end Danmark.
Spændende job og en stor sorg Niels Christians første stop i det forjættede land var Los Angeles. Her fik han arbejde som tømrer, og gik på højskole i et par år – dels for at lære sproget ordentligt og dels for at lære den amerikanske kultur at kende.
Og det blev hurtigt bekræftet, at Amerika var bedre end Vrensted.
– Det var temmelig godt i Los Angeles med masser af jobmuligheder, siger han om de første år, hvor han arbejdede både i Beverly Hills, Las Vegas og andre kendte steder – og mødte sin første kærlighed og fik et barn.
– Desværre døde min datter af en hjernesvulst, da hun var seks år. Og min kone døde af sorg kort efter … det var ubeskriveligt hårdt, fortæller Niels Christian om sit første ægteskab.
Siden blev han gift med Margaret, som han har holdt sammen med siden. Fælles børn blev det ikke til, men Margaret havde børn fra et tidligere ægteskab, og de har siden været Niels Christians amerikanske familie.
Selv om det er mange år siden, at Niels Christian Jensen forlod arbejdsmarkedet, har han ikke ligget på den lade side. De første mange år som pensionist brugte han tiden på at købe huse rundt om i det store land. Huse, som han satte i stand og solgte igen – selvsagt med fortjeneste. Og selv om han er blevet 93 år, har han stadig et enkelt hus til salg i South Caroline – og havde egentlig nok lyst til at fortsætte med handlerne og renoveringerne.
– Der er masser af arbejde i USA og meget bedre muligheder for at sætte noget nyt i gang – og så er folk generelt meget venlige og åbne. Mere end i Danmark, siger Niels Christian, som dog har erkendt, at tiden for hans vedkommende nok er løbet fra de store projekter.
Bor i pensionistparadis De seneste år har Niels Christian og Margaret boet i byen Wildwood i Florida – efter at have boet flere steder rundt om i USA.
Florida er kendt som pensionisternes paradis, hvilket Niels Christian godt vil skrive under på.
Klimaet er varmt, godt og lindrende for de små og store skavanker, som ofte følger med, når man kommer op i alderen. Parret er aktive i Scandinavian Club, hvor man holder de gamle lande og traditioner i hævd og mindes – uden at blive sentimentale af den grund.
Parret har et hus med tre soveværelser og to badeværelser, og får jævnlige besøg af den danske familie, som gerne vil kigge Florida efter i sømmene. Meget velkomne
besøg, slår Niels Christian fast.
De fleste danskere kan hurtigt blive enige om, at velfærdsstaten Danmark er et langt bedre sted at bo end USA, hvor det sociale sikkerhedsnet er betydeligt mere stormasket. Her er Niels Christian Jensen ikke enig.
– Vi får pension lige som i Danmark, og kan blive behandlet på et sygehus, hvis vi bliver syge. Jeg synes USA er et godt sted at bo, siger han med en tilføjelse om, at han udmærket er klar over, at nogle af sydstaterne har store sociale problemer og at ikke alt er godt på de kanter.
– Men udviklingen går i den rigtige retning i øjeblikket … jeg synes, at der er gode tider i USA lige nu, siger han.
Nogen kunne tænke, at rejsen til Danmark nok var Niels Christians sidste, men:
– Hvis helbreddet holder tager vi nok en tur mere på et tidspunkt, siger han.
Jeg mangler kun Hawaii i at have besøgt alle stater i USA, så det skulle vi også gerne nå.
Tage Andersen tidligere bosiddende i Tolstrup ca. ved mindestenen og nu boende i Herning, har gennem en del år slægtsforsket og de seneste år har han efterlyst sin TIP-Oldemor som det nu er lykkedes ham at finde gennem FB-gruppen Goe´ Gamle Vrensted, ved hjælp af andre aktive slægtsforskere.
Her kommer et udpluk fra Tages slægtsbog om Johanne Marie Nielsdatter
JOHANNE MARIE NIELSDATTER
– min TIP-Oldemor
Et venligt medlem af denne gruppe fandt min TIP-oldemor til mig.
Mange tak for det.
Nu er jeg ved ”at have styr” på hende.
Jeg vedlægger et par sider med et kort sammendrag om hendes korte og til tider triste liv med mange sorger – hvis nogle skulle være interesseret i at læse om hende.
Der fortælles at tidligere skomager og specialarbejder samt træskærer Gunnar Gade, Vrensted, der var ungkarl og efter forældrenes død overtog hjemmet, mødte Ellen Kiehn ved et besøg på Aalborg Kunstmuseum i 1976. På det tidspunkt var han midt i 50erne. Ellen Kiehn var efter en længere periode i udlandet i 1957 flyttet til Nordjylland. De må have nydt hinandens selskab og haft fælles interesser for inden længe flyttede Ellen ind hos Gunnar Gade og de blev gift.
Hun havde humor, var klog, varm, dygtig til håndarbejde, madlavning, sprog med meget mere. Desuden var hun beskeden, fortæller en svigerinde.
Ellen Kiehn omtales i Vrensted som en herlig kvinde. Varm klog og sjov og hun faldt godt ind i det lille samfund i Vrensted, hvor hun fik nogle gode år sammen med Gunnar.
Desværre fik Gunnar en uhelbredelig sygdom og døde sidst i 1995, 72 år gammel.
Ellen Kiehn solgte senere huset i Vrensted og levede sine sidste år i Aalborg, hvor hun døde i 2010, 85 år gammel.
Herunder er der en fin beskrivelse af forfatteren Ellen Kiehn fra 1998 :
Født: 1924 i København. Død: 2010 i Ålborg
Debut: Den store damekaffe.
Ellen Kiehn skriver om sig selv følgende:
Barndomsår i Kina, USA og “rundt i Stillehavet”
Cand.phil i engelsk
Sproglærer i mange sammenhænge
Tættere kan et 74´ årigt liv vel knap komprimeres, så her er lidt mere.
Da jeg, som det hyppigt lød i min pure ungdom, “alligevel bare skulle giftes”, blev der ikke spildt unødig uddannelse på mig. Jeg kom på kontor, afbrudt af et forsøg som sygeplejeelev, en tid som laboratorieassistent og en periode som brevcensor og tolk ved British Army on the Rhine i 1946. Min udlændingebarndom havde givet mig de to fremmedsprog, der var brug for ganske gratis. Som ca. 50-årig tog jeg sprogene op igen, og skaffede mig en beskeden kandidatgrad i det ene. Da havde jeg dog allerede undervist i 13-14 år i forskellige sammenhænge.
Skrevet har jeg hele tiden, men først med pensionen vinkende forude blev der alvor af det.
Efter en masse flytteri landede jeg i 1957 i Nordjylland, og har med stor tilfredshed boet her siden.
Af Palle Nielsen født i Vrensted på Kæret Sydvest for Bagterp mellem Vrensted og Løkken.
Han sejlede i 30 år, først som maskinist, siden som navigatør i coastere, forsyningsskibe m.v. Efteruddannet på Sømandsskolen i Svendborg og var i Søværnet i 10 år, både over og under vandet i 6-7 år.
Her en historie om dengang vi havde både voksne og børn ombord i danske skibe til jul.
Det var blevet sådan, at man begyndte at have konen og børnene med på kortere eller længere rejser til søs. Der kan siges både for og imod: Bare tag sproget, som jo i sig selv er anderledes ombord i skibene. Selv i store skibe blev man mange gange dus med alle ombord og var på fornavn selv med kaptajnen. Sådan et sammenhold var nødvendigt for at kunne klare den udfordring, der var på søen med anløb i mange forskellige lande, hvor der var en anderledes kultur, og når man sejlede over havet i storm – is og bagende varme med havblik, og hvor temperaturen nemt kunne snige sig over 40 grader. Selve det at være på et skib, som jo af naturlige årsager var et minisamfund. Der var jo nogle, der var anderledes på deres måde. Nogle drak nok lidt rigeligt, andre var måske lige knap så modne til opgaverne, og andre igen var måske fra en anden kultur med andre vaner end vi danske sømænd og søkoner.
Jeg var tredjestyrmand med første udmønstring i denne titel, var kommet ombord i Rotterdam. Skibet skulle igennem Middelhavet, gennem Suez kanalen og videre til Østen – en rimelig lang tur, inden det gik mod Danmark igen. Sammen med mig kom også maskinmesterens kone og deres børn på fire og otte år samt kaptajnens med en pige på ni år, hovmesterens kone og deres lille Karen, der kun var tre år.
Jeg havde ikke lige helt tænkt tanken igennem. Det var næsten en hel børnehave, der skulle til Østen – Vorherre til hest, var min tanke! Der skal holdes afstand – ellers kan man jo ikke arbejde normalt. Her var det så – set i agterspejlet – at jeg havde forregnet mig. Det viste sig, at ungerne hurtigt faldt til blandt søfolkene – nogle af dem knyttede bånd til en eller anden.
Søfolk har en eller anden facon at være på over for børn, og de forstod, at hvis de lige havde lappet over, hvor man lige havde malet og kaldte dem for kvajpander, så var de klar på, at det var sikkert sandt og rettede ganske naturligt ind efter det.
Det var et helt slaraffenland for mødrene. De så, at det at være til søs med børn faktisk var ganske afslappende – med alle de søfolk, der samtidig med arbejdet sagtens kunne se lidt efter lille Peter på fire år. Og skulle far og mor en tur i byen, var det allerede aftalt, hvem der havde kommandoen over ungerne. Jeg husker tydeligt Mesters kone, der var meget rørt til nytår over, hvor søde vi var ved lille Peter – ja, måske fordi det var nytår, kom der også lidt tårer.
Nå, men det var ikke jul endnu, og vi var ikke nået igennem Middelhavet, før at kaptajnens pige Line kom op på min vagt. Jeg gik som tredjestyrmand vagt kl. 12-16 og igen hundevagten kl. 24-04. Hun kom for at høre, om det var rigtigt, at jeg havde sejlet på Grønland og kendte forskel på hvaler, sæler og de forskellige fisk – for hun var ved at lære om de forskellige dyr i vandet. Det var sådan et slags tillidsforhold, der blev bygget op. Vi gennemgik hendes bøger, og jeg ved, at hun var lige så god til dyr i vandet som andre, og så havde hun jo set mange af dem i virkeligheden.
Det var mest kaptajnens datter, jeg snakkede med. Hun var utrolig videbegærlig og spurgte ind til alt. Kom tit op, når jeg havde vagt, sommetider med et par stykker frugt eller en sodavand, som vi skulle dele. Det var da nok muligt, at jeg her fik et tit op, når jeg havde vagt, sommetider med et par stykker frugt eller en sodavand, som vi skulle dele. Det var da nok muligt, at jeg her fik et andet syn på skibsungerne om bord.
Børnene boltrede sig ombord sammen med besætningen
Mesters datter var mere til sømændene på dækket. De forkælede hende af kappelyst. Der blev lavet swimmingpool mellem lugerne efter fyraften, for at tøsen kunne komme i vandet. Tit tænkte jeg: Hun burde have været dreng, var som en sådan, hun lærte at bande og svovle, så jeg tror hendes mor var ved at gå ud af sit gode skind, og hun klatrede i mast og rå.
Tiden nærmede sig, hvor julen skulle komme, og børnene var da lidt tvivlende på julemanden. Men jeg havde jo ikke sådan lige tænkt, at det skulle blive jul uden en julemand. Det var da det mindste, der skulle gøres for ungerne. Nu ville Line fra mig, der havde sejlet så længe, gerne vide, hvordan er det til jul: Kommer der en julemand eller hvad? Se, den fangede jeg. Hun ville ikke sådan lige fortælle, at hun troede på julemanden. Jeg forklarede hende, at der jo var skibsnisserne, der hjalp julemanden, fordi han ikke kunne være alle steder juleaften. Nå, ja, det vidste hun jo godt, sagde hun.
Så var det, at jeg slog tankerne om jul ud af hovedet, indtil kaptajnen ville høre – nu er det snart jul, og børnene snakker om de skibsnisser, jeg havde fortalt dem om – hvordan jeg sådan havde tænkt mig at fuldføre det. Ups, det var ikke lige meningen, at det skulle udvikle sig. Men pigen havde betroet sig til de andre børn, så alle var opsat på at se de skibsnisser, som tredjestyrmanden sagde, der var ombord.
Jeg var vidende om, at søfolkene på dækket havde købt julegaver især til maskinmesters drengepige. Der var elektrisk tog, flyvemaskiner, traktorer – jo, det var til en dreng, men var det det, tøsen ønskede sig? Selv dæksdrengene havde købt julegave til børnene. Ja, jeg havde da også købt en fin kikkert, som Line havde set hos en af de handlende i Suez kanalen. Den var jo rimelig god til at se marsvin, skildpadder og flyvefisk med. Det var, hvad jeg havde købt – og lidt forskelligt til de andre børn. Men vi havde også samlet penge ind til gaver til børnene.
Den store dag oprandt. Om formiddagen kaldte telegrafisten børnene sammen til juleslik- og for at vise dem, at han havde opsnappet et telegram fra selveste julemanden til alle skibsnisser ombord på skibene med ordlyden “Vær klar på bagbordside i aften for modtapet et telegram fra selveste julemanden, til alle skibsnisser ombord på skibene med ordlyden “Vær klar på bagbordside i aften for modtagelse af julegaver, stop, Julemanden, Nordpolen”. De stakkels børn de slugte det råt, og telegrafisten havde en dejlig formiddag med diverse historier om, dengang han var barn, og julemanden kom o.s.v.
I kabyssen var der gang i den: Kokken, koksmaten og bageren var på stikkerne. Der skulle steges otte ænder, otte flæskestege, 20 meter medister, og desserten skulle laves. Der skulle også være et juletræ, det havde tømreren lavet, og det bestod af træ med grene omviklet med grønt papir. Det var flot lavet, og så tabte det ikke nålene i varmen.
Det blev aften, og julemiddagen skulle indtages. Alle var i deres bedste klæder – selv fyrbøderne, der var næsten rene og fine. Vejret var fint – bare en let brise. Det var ikke så nemt at komme i julestemning, men det hjalp at se børnenes iver. Der blev spist godt og, jeg havde aftalt med overstyrmanden, at han skulle varsko, når Julemanden havde været ved bagbordsside og havde afleveret gaverne til skibsnisserne.
Da klokken var 20.30, ringede han ned i messen og fortalte, at de var ankommet og hvis de skulle se skibsnisserne arbejde, så var det altså tiden. Der gik et sus igennem messen, da børnene fór op på broen med forældrene i halen. Hvor, skreg de, og overstyrmanden spurgte, hvorfor de ikke kom, da han ringede. Nu havde skibsnisserne jo været der med alle gaverne, som stod i de sække der.
Så flåede børnene sækkene fra hinanden og pakkede op. Besætningen stod på begge vinger for at se deres øjne, når de åbnede netop den, de havde givet. Jeg så og hørte godt Line hvine til sin mor, da hun åbnede pakken med kikkerten, som jeg havde brugt en god sum penge på. Det kunne ikke blive en bedre jul end denne.
Det var de efterfølgende dage et syn for guder at se dæksfolkene lege med Mesters datters biler, tog, flymaskiner og traktorer. Selv den gamle båds var i gang.
Når jeg tænker tilbage på netop den tur og min modstand mod børn ombord, vil jeg aldrig glemme de dejlige stunder, vi havde. Der vil i dag sidde børn, der er blevet store. Gad vide, om de tænker det samme?
I 1868 trådte en ny landkommunallov i kraft. Den indførte sogneråd som kom til at regulere den kommunale forvaltning indtil 1933. Sognerådenes hovedopgaver bestod fortsat i forvaltningen af det kommunale skole-, fattig- og vejvæsen, men dertil kom diverse andre kommunale opgaver.
Sognerådsformandens mange opgaver:
Mange opgaver blev samlet hos sognerådsformanden. Det var ikke unormalt, at et lille antal gårdmænd fra de fineste gårde sad tungt på formandsposten i de enkelte sogne. Nogle formænd var så magtfulde, at de blev kaldt sognekonger.
Sognerådsformandens opgaver bestod i at indkalde til møder samt at lede disse, og han skulle selv føre den obligatoriske forhandlingsprotokol. Den skulle indeholde alle vedtagelser og mindretalsudtalelser, men han kunne overlade hvervet til en anden. Endvidere skulle formanden påse, at sognerådets beslutninger blev udført i praksis. Endvidere foretog han den løbende korrespondance og lavede de nødvendige regnskabsprotokoller. Han var således en magtfuld mand i lokalområdet.
Mellem sognerådsmøderne kunne sognerådsformanden træffe beslutning om alle løbende sager, som krævede en afgørelse, men inden for de rammer som sognerådet havde udstukket. I meget få tilfælde nedsatte man udvalg, men det kunne ske på særlige sagsområder som f.eks. det sociale.
Møderne i sognerådet blev holdt for åbne døre, så de var tilgængelige for pressen, men rådet kunne beslutte at holde et lukket møde. En beslutning kunne kun vedtages, hvis der var flertal for den. Hvis stemmerne stod lige, bortfaldt forslaget. Formanden kunne godt få lønnede medhjælpere, når deres aflønning var godkendt af amtsrådet, men der blev ikke opbygget en reel sognekommuneforvaltning i sognene i perioden. Derfor måtte man henvende sig til sognerådsformanden på hans bopæl.
Sogneråd afløste ved lov om landkommunernes styrelse m. v. af 6. juli 1867[1], der trådte i kraft i 1868, sogneforstanderskab som betegnelse for ledelsen af en sognekommune. Det blev samtidig bestemt, at et landdistrikt der hørte under en købstadskirke, men havde eget fattigvæsen, skulle have sit eget sogneråd. Som hidtil skulle sogne, der havde fælles fattigvæsen, være én sognekommune.
Den nye ordning for sognekommunerne betød også, at skolevæsenets administration og økonomiske forvaltning blev lagt over til sognerådene. Samtidig blev der nedsat en skolekommission, der skulle føre tilsyn med undervisningen. Her var sognepræsten fast medlem, mens kommissionens to øvrige medlemmer blev udpeget af sognerådet. Mindst ét af disse medlemmer skulle samtidig være medlem af sognerådet.
I 1908 blev reglerne for valgret ændret, så både mænd og kvinder over 25 år havde valgret til sognerådet. Hvis man skyldte i skat eller ikke havde tilbagebetalt sin fattighjælp havde man dog frem til 1933 stadig ikke valgret.
Vrensted-Thise Kommunes sognerådsformænd indtil nedlæggelsen i 1970 og det sidste sogneråd.
Det sidste sogneråd:
År ca. 1970 Det sidste sogneråd i Vrensted-Thise Kommune:
fra venstre: Ellen Jensen, Thise Udflytter, Niels Østergaard, Vrensted, Søren Mikkelsen, Hammelmose, Poul Vang Christensen, Manna, Verner Jensen, Hammelmose, Jens Andersen, Filholm, Kaj Andersen, Vrensted, Kæmner Arne Bak Andersen, Frants Jensen, Filholm, Villy Volff-Pedersen, Løkken og Kr. Rykind Eriksen, Vrensted. Anker Nielsen, Kongsengene var fraværende.
Sognerådsformænd i Vrensted-Thise Kommune:
sognerådsformand perioden 1958-1970 Frants Jensen, “Brendborg”, Filholm (f.1915-d.2006)
sognerådsformand perioden 1953-1958
Sognerådsformand perioden 1943 – 1953 Peder Bonnerup, “Hedegaard”, Vrensted (f.1895-d,1953)/ sognerådsformand perioden 1907 – 1943 Jens Chr. Pilgaard, “Høngaard”, Vrensted (f.1865-d.1943
Sognerådsformand – begrebet blev nedlagt ved den nye Kommunalreform i 1970.
En sognefoged var før Kommunalreformen i 1970 en af amtmanden udpeget person som var autoriseret til at udøve en begrænset politimyndighed.
Fra 1873 til 1924 havde sognefogeden endvidere til opgave at føre tyendeprotokollen. Heri blev alle tjenestefolk registreret, når de flyttede til eller fra sognet. Samtidig påtegnede han den pågældendes skudsmålsbog. Før 1873 blev denne funktion varetaget af sognepræsten, der førte kirkebogens til- og afgangslister. Efter 1924 overgik funktionen til folkeregisteret.
Sognefogeden var udnævnt til at skulle:
1. Udføre øvrighedens befalinger.
2. Holde øje med god orden i sit sogn.
3. Advare og formane hvis nogen forseer sig ved ulovlig krohold, krogang, drik og slagsmål. Hvis forseelsen gentages skal sognefogeden melde det til Retten.
1. Hæfte (arrestere), hvis nogen gribes i forbrydelser af grovere art, såsom drab, tyveri eller deslige, og melde sådant for stedets
herredsfoged eller birkedommer.
5. Hæfte fremmede omløbere (tiggere).
6. Holde øje med, om der viser sig tegn til opløb i almuen og prøve at afværge dette.
7. Inddrive bøder.
8. Sørge for at øvrighedens bud bringes videre til andre landsbyer og sogne.
9 Vise sagtmodighed og beskedenhed imod almuen i embedsførelsen
Desuden skulle han forrette borgerlige vielser og udpantninger. Det gav et lille vederlag, men det var først og fremmest en tillidspost, der gav stor agtelse i sognet
De fleste sognefogedembeder er i dag forsvundet, men ordningen har fået lov at bestå på en række småøer, hvor det ordinære politi ikke kan komme frem hurtigt og gribe ind over for for eksempel husspektakler eller foretage bevissikring i forbindelse med færdselsuheld. Mange sognefogeder assisterer desuden politiet med udlændingekontrol. Sognefogederne har ingen særlig uddannelse, og de har ikke videre beføjelser til at efterforske og forhindre kriminalitet, end almindelige borgere har. Sognefogederne oppebærer en symbolsk løn på mellem 1.200 og 4.000 kr. om året. Der er i dag omkring 17 sognefogeder i Danmark.
Sognefogeden må ikke forveksles med sognerådsformanden.
Vrensteds sogns Sognefogeder som ophørte ved Kommunesammenlægningen i 1970:
Sognefoged fra 1962 – 1970 banearbejder Carl Christensen, Vrensted Station
Carl Christensen f. 1887 d. 1973
Carl Christensen der blev 86 år var født i Hørmested Sogn og som ung arbejdede han dels som murerarbejdsmand dels som landmand på Øster Vraa egnen. I 1919 blev han gift med Cecilie og boede først i Øster Vraa indtil de flyttede til Tranget Station hvor han var baneformand og hun varetog stationen. I 1929 flyttede parret til Vrensted station hvor de overtog en tilsvarende funktioner, indtil banen blev nedlagt i 1963. Carl Christensen kom med årene til at nyde stor anseelse blandt sognets beboere og han sad helt naturligt i Vrensted-Thise sognerådet i flere perioder. Han beklædte flere offentlige hverv og var med til at starte Vrensted Brugsforening. Endelig beklædte han gennem mange år posten som sognefoged, indtil disse embeder blev nedlagt i 1970. Folk kom gerne til ham for at få gode råd eller en håndsrækning på anden vis og han var altid ordholden og ærlig.
Sognefoged fra 1929 – 1962 gdr. Søren Christian Nielsen, Ll. Knudsgaard, f.1881, d.1962
Sognefogeder – begrebet blev nedlagt ved den nye kommunalreform i 1970
Sognefoged fra 1962 – 1970 banearbejder Carl Christensen, Vrensted Station
Sognefoged fra 1929 – 1962 gdr. Søren Christian Nielsen, Ll. Knudsgaard,
Sognefoged fra 1909 –1929 gdr. Lars S. Larsen, “Vestergaard”, Vrensted
Sognefoged fra 1895 – 1909 gdr. Jens Peder Møller, “Søndergaard” Vrensted, f. 1865-d.1909
Sognefoged fra 1883 – 1895 gdr. Anders Jensen (Nørgaard) “Nørrregård” i Åsendrup f. 20.08.1842 d
Mangler navn fra 1867 til 1883
Sognefoged fra ?? – 1867 gdr. Christen Christensen Rykind “Rykind” i Vrensted overtaget i 1817, f. 18.04.1790, d. 13.06.1867. Han blev beskikket på grund af alle hans gode egenskaber af Amtmanden i Hjørring til at være sognefoged i Vrensted.
Amtmanden skulle vælge en person efter formuleringen: ”dertil bør altid vælges en af de skikkeligste, redeligste og mest kyndige mænd blandt sognets almue.”
Forordning om Sognefogders Beskikkelse, deres Embeds Forretninger og Belønninger af 11. november 1791.