Nu er der gået elleve år siden en af mine gode venner Kurt Malmberg en dag sagde til mig -Vi skal til Syd Afrika og bygge et børnehjem færdigt-.

Det var engang i 2008 hvor vi boede i vore sommerhus i Kryle Klit ved Blokhus og var nabo med Kurt Malmberg der boede 500 m fra os, på sin nedlagte ejendom.

Kurt havde året forinden været i Syd Afrika for at besøge bekendte og var på sin 14 dages tur, kørt rundt i Syd Afrika og var kommet til byen Graskop, ca. 400 km nordøst for Johannesburg, hvor han besøgte et børnehjem.

Børnehjemmet var ledet af en ældre præst fra England, der havde været bosiddende i Syd Afrika i over 40 år og missioneret der.

Han havde på privat sponseret basis oprettet børnehjemmet i Graskop, som var et børnehjem for forældreløse og for børn som forældrene ikke magtede at passe, bl.a. på grund af stofmisbrug m.m. Aldersgruppen var fra 3 mdr. til 14-15 år, ialt var der vel omkring 20 børn.

Man var påbegyndt en tilbygning til børnehjemmet men pengene var sluppet op, byggeriet var gået i stå, da det var halvfærdigt.

Kurt sagde, vi skal havde fundet folk der vil med derned. Jeg var med på ideen og efter en snak hjemme, blev Else Marie og jeg enige om at det kunne blive en stor oplevelse at deltage.

Vi skulle hver især selv betale for rejsen, kost og ophold.

Kurt, som har  mange kontakter, fik hurtigt gjort 5 andre personer interesserede i at deltage. Vi havde alle nået pensionsalderen og havde forskellig baggrund. Vi holdt møde om det og blev enige om at vi ville prøve at samle et beløb sammen, således at vi kunne færdiggøre Børnehjemmets tilbygning og forsøge at komme derned i februar måned 2009. Vi var enige om, at vi hver især måtte bidrage arbejdsmæssigt med hvad vi kunne.

Vi var 2 ægtepar som kunne tænke os at deltage, foruden Else Marie og jeg også Britta og Jens Chr. Buje fra Saltum, Jens Oluf Hvarregård, Hune, Kristian Svenningsen fra Silkeborg og Ove Sørensen fra Hune og selvfølgelig Kurt Malmberg ,initiativtageren. De to piger havde lovet at ville stå for madlavning m.m.

Vi blev enige om at der skulle skaffes ca. kr. 100.000, som vi kunne tage med derned. Vi gik i gang med at søge midler. Vi søgte forskellige organisationer og private og efter mange flotte donationer til projektet, herunder  Røde Kors og Lions Pandrup, Hune Tømmerhandel og mange private med kontante bidrag, til indkøb af diverse redskaber til arbejds brug og materialer, og fra Lego, flere kasser klodser m.m. til børnene, var vi den 18. februar 2009 klar til at tage af sted til Graskop for at færdiggøre den nye tilbygning til børnehjemmet og vi havde ca 100.000 kr. med, så vi kunne udføre den opgave vi havde sat os for.

Vi blev hver især kørt til Aalborg Lufthavn, hvor vi fik al vores bagage tjekket ind, således at vi først skulle tænke på det, når vi kom til lufthavnen i Johannesburg.
Således havde vi kun håndbage at holde styr på, plus at Kurt desuden havde sin violin med.
Da han året forinden havde besøgt Graskop havde han besøgt en skole og spillet for dem på violinen og det ville han gerne gentage.

Vi fløj til København og efter lidt ventetid, fløj vi så videre til London, til Heathrow lufthavn, hvor vi skulle på et stort fly videre til Johannesburg.

Heathrow lufthavn er en kæmpe lufthavn i forhold til det vi var vant til. Vi fandt med lidt besvær et tog, der kunne bringe os videre i Lufthavnen til rette gate og det lykkedes da også at komme dertil.

Aldrig har jeg set så mange og så store British Airways flyvemaskiner på et sted. Vi skulle flyve med en af dem til Johannesburg. Den var i to etager og der var 10 sæder på tværs og brede gange, så vi kunne gå rundt og strække ben. Der var stor forplejning på hele turen.

Vi havde haft kontakt til Syd Afrika undervej i vores forløb med forberedelserne og fundet en Lodge, (vandrerhjem) hvor vi næsten vederlagsfrit kunne bo, dels i et hus som vi to ægtepar delte og værelser til de 4 andre mænd. Fra vores Lodge var der ikke langt til Børnehjemmet.
Vi havde desuden gennem en af Kurts kontakter i Syd Afrika lejet et 10 personers folkevognsrugbrød, som stod klar til os i Lufthavnen da vi ankom, og som vi kunne bruge under hele vores ophold, som strakte sig frem til den 15 marts 2009.

Ca. i alt 5 uger havde vi til at udføre det arbejde, vi havde sat os for, at få lavet på Børnehjemmet i Graskop.

Følgende er en fin dagbog, som er skrevet af Britta Buje:

Dagbog for Børnehjemsprojekt i Graskop i tiden 18. februar til 15. marts 2009.

Vores gruppe bestod af følgende personer:
Kurt, Jens Oluf, Ove, Kristian, Else Marie, Jens Otto, Britta og Jens Chr.

Vi mødtes i Aalborg lufthavn onsdag den 18. februar 2009 og fløj til København, hvorfra turen gik videre, først til London, Heathrow lufthavn, hvor vi havde et ophold inden vi fløj direkte til Johannesburg.

Torsdag, den 19. februar 2009:
Vi ankom til Johannesburg om morgenen. Da vi skulle have vores bagage, manglede der desværre to kufferter og en var i stykker, så der gik nogen tid med efterlysninger og indkøb af ny kuffert. Det var Else Marie og Kurt der manglede deres kuffert, Jens Oluf s kuffert var i stykker, men han fik en ny.

Kurt havde lejet en bil, den blev afleveret af en sort mand med en stor cowboyhat på og med et skilt, hvorpå,  der stod Kurt,

det var en fin rød folkevognsbus.

Så gik turen mod Graskop, der var vi ca. kl. 17.00,(1 times forskel på dansk tid) og da var vi også trætte alle sammen. En tur på ca. 400 km

Vi kørte først til børnehjemmet og hilste på børnene og ”mødrene”. Kurt var jo allerede lidt kendt i Graskop.

Efter at have besøgt Børnehjemmet og hilst på, kørte vi til vores Lodge ”Blyde Lodge” som skulle være vores hjem de næste ca. 5 uger.
Vi fik nøglerne udleveret til vores hus hvor Britta og Jens Chr. og Else Marie og Jens Otto skulle bo og til de enkeltværelser hvor de øvrige fire skulle bo. Da vi kom til Blyde Lodge, var Else Marie’s kuffert allerede kommet frem, men Kurt’s kuffert dukkede aldrig op.

Vi fik vist alle et tiltrængt bad, inden vi skulle spise på Blyde Lodge.

Her vores første møde med den hvide og sorte præst

Efter middagen kom præsten for at snakke om hvad der skulle laves på det nye børnehjem, huset var bygget med tag og vægge, så det var alt det indvendige, der skulle laves.

Fredag, den 20. februar 2009.
Efter en god nats søvn mødtes vi med de to præster og gik i byggemarkedet for at finde de ting, der skulle bruges og  bestilles og derefter hjem igen og hen på børnehjemmet og se på tegninger og der blev lavet arbejdsfordeling. Resten af dagen gik med at slappe af og nogle gik i gang med arbejdet. Der var fint vejr da vi ankom og de næste dage, omkring 25 – 30 gr.
En af damerne, som hjalp på børnehjemmet lavede frokost og aftensmad til os, men vi skulle med rundt i forretningen og købe ind, så på resten af turen lavede vi selv mad, det var det nemmeste, syntes vi to piger.

Lørdag, den 21. februar 2009:
Mændene startede på arbejdet

og gik i gang med de materialer der var kommet. Kurt, Jens Otto og Jens Chr. kørte til en større by, Hazyview, hvor de kunne købe det værktøj der skulle bruges. Kurt havde lidt problemer med sit VISA-kort. Else Marie og jeg gik på indkøb, der var en Spar Butik, hvor man kunne købe alt. Det var et stort arbejde, især at slæbe alle varerne hjem. Butikken kunne skaffe mørkt brød, dog ikke rugbrød, men det var vi nu alligevel glade for.
Vi havde frokosten klar kl. 13.00 og efter frokosten fik mændene en middagssøvn, hvorefter de gik på arbejde igen.
Om aftenen grillede vi, bøffer og pølser.

Søndag, den 22. februar 2009.
Søndag var fridag, vi gik i kirke kl. 10.00,

Det var en helt anderledes gudstjeneste end vi var vandt til. Den varede 2 timer, hvor forskellige prædikede, nogle damer sang i kor i gospel stil. Børnene sad i den ene side af kirken og de større børn tog sig af de små, der var ingen uro under hele ”forestillingen”.
Om eftermiddagen kørte vi en tur, først til et udsigtspunkt, som hed ”gods window”, der var en fantastisk udsigt, vi var ved et flot vandfald “Berlin falls” til sidst fik vi en øl på en lokal bar i en lille by på vejen tilbage til vores Lodgs.

Om aftenen spiste vi T-bone steek på en hyggelig restaurant, som var indrettet i den gamle stationsbygning “the Loco Pub”.

Mandag, den 23. februar 2009:

Dagen startede med regn og det regnede hele dagen, det gjorde arbejdet på børnehjemmet lidt mere besværligt, der manglede at blive sat glas i alle vinduer, men det er ikke let i regnvejr.

Det går godt med støbning og pudsning af gulve og opsætning af lægter til loftsplader. Vi piger har nok at gøre med at købe ind og lave mad, det er jo en stor familie.

Tirsdag, den 24. februar 2009:
Det regner stadig, Else Marie og jeg læste og hyggede os om formiddagen, der var ikke vejr til andet.
Arbejdet på børnehjemmet går godt, det er heldigvis indendørs arbejde på nær Jens Chr.’s job, at sætte glas i vinduerne, men det går fremad.
Efter frokosten var Else Marie og jeg med Kurt i Hazyview, en by ca. 30 km. fra Graskop, det var en utrolig flot tur med store skove og bjerglandskab, vejret var også meget bedre der, byen lå lavere end der hvor vi er. Da vi kørte ind i Graskop igen, var det meget tåget, vi kørte i skyerne, det virkede som havgus derhjemme.

Onsdag den 25. februar 2009.
Det går rigtigt godt på børnehjemmet. Alle rummene er lægtet, loftet sat op i et rum og der er malet. Alle glas er sat i, 55 stk., taget er tætnet, blikkenslageren er færdig med VVS arbejdet, og håndvaske og varmvandsbeholder er sat op. Fliser til gulve og bruserum er leveret. Jens Oluf har leget Tarzan, han hoppede på stilladset, et af brædderne gik i stykker og han faldt ned. I første omgang havde han ikke slået sig, men han lovede aldrig at gøre det igen, han havde slået sig.

Der var regnvejr om morgenen, men heldigvis holdt det tørvejr resten at dagen.
Kurt gav øl i baren på Blyde Lodge om aftenen.

Torsdag den 26. februar 2009.
I dag er man gået i gang med maling, et rum er malet i en meget gul farve og et andet er grundet. Vinduerne er kittet og strømmen er ved at være færdig, så det går rigtig godt.

Vi havde solskin hele dagen, men om aftenen blev der et forfærdeligt tordenvejr, lyset var væk flere gange i hele byen, det lynede så der var helt lyst udenfor.
Vi fik kartoffelsalat og røde pølser til aftensmad.

Fredag den 27. februar 2009.
Det går stadig fremad med byggeriet. Lofterne er færdige, to rum er malet, der er fliser på gulvet i et rum.
Der var meget tåget om morgenen, men vejret blev helt fint op ad dagen.

Der var motorcykel-træf i byen, de kom fra Irland. Graskop benævnes som “pandekage byen ” og ligger på Panorama ruten og er kendt for sin smukke natur.

Byen var ”på den anden ende” i dag, det vrimlede med ”sorte” overalt med poser og store tasker, måske havde de fået løn her til den sidste i måneden.
Jens Oluf skulle klippes, det foregik hos frisøren i en gammel telefonboks.

Da det blev hans tur, forsvandt frisøren pludselig, men han kom hurtig tilbage med en rigtig flot pige (meget barmfager), han sagde at det var hans søster, hun skulle sidde på Jens Oluf’s knæ og fotograferes.

Else Marie og jeg købte ind og lavede mad som sædvanlig.

Lørdag den 28. februar 2009.
Solen skinnede fra morgenstunden, mændene aftalte at holde fri om eftermiddagen. Else Marie og jeg hyggede os på terrassen.
Efter frokosten havde vi aftalt en køretur i området, men det begyndte at regne og det blev ved hele eftermiddagen, vi skulle spise på restaurant om aftenen, men vi blev smaddervåde af at gå derhen, men vi fik noget rigtigt godt at spise, 145 ran for 3 retter mad – billigt.

Søndag den 1. marts 2009.
Dagen begyndte med regnvejr, vi skulle i den “Hvide” kirke, dog også for de sorte. Det endte med, at vi blev gennemblødte af at gå derhen og så var døren låst, der var ingen gudstjeneste den dag. Else Marie og Jens Otto ville prøve en anden kirke, men der var gudstjenesten forbi, så vi fik ingen “syndsforladelse” denne søndag.
Om eftermiddagen kørte vi en tur, først til Pilgrims Rest, en gammel guldgraverby, hvor vi spiste en sen frokost. På turen hjem kørte vi til Lydenburg og Sabie. Vi kørte i et fantastisk flot terræn med klipper og runde “bakker”, vi var oppe i en højde på omkring 2120 m over havet, desværre var der en del tåge.

Mandag den 2. marts 2009.
Vi kørte hjemmefra kl. 8.00 til Krüger National Park, Kurt ville blive hjemme, han havde været i Krüger året før. Vi kom til parken ca. kl. 11.00 og kørte 56 km gennem bushen, hvor vi så impalaer, skildpadder, flodhest, næsehorn, giraf, elefant, gnuer og en masse fugle, vi havde mange fotostop. Vi ankom til Skukuza ca. kl. 13.00, det var lodgen, hvor vi skulle overnatte. Efter vi var blevet indkvarteret i små runde hytter, fandt vi en restaurant og fik frokost.

Oppe under taget hang der en masse flyvende hunde. Det var en åben restaurant til det fri.
Efter frokosten var der nogle der tog en lille middagssøvn og nogle gik en tur, der var meget varmt, 30-35 gr. Kl 19.00 mødtes vi igen og spiste middag sammen. Vi gik tidlig i seng, for vi skulle på safari kl. 5.00 næste morgen.

Tirsdag den 3. marts 2009.
Vi startede på vores safaritur kl. 5.00 om morgenen. Vi kom op på ladet på en specialbygget lastbil

og   i  førerhuset  var     der  foruden chaufføren en person med en skarpladt riffel. Der var stadig meget mørkt da vi kørte, men vi havde ikke kørt længe, før det begyndte at blive lysere.
Det første vi så var en hyæne, der gik på vejen. Senere så vi bøfler, ca. 30 stk., de stod bare og spiste og kiggede på os. Senere så vi zebraer, giraffer og masser af impalaer. Solen begyndte at stå op, et flot syn, men vi ville naturligvis gerne se løver.  Vi kørte ned til en sø, der så vi en flodhest, på vejen tilbage lå der lige pludselig en hanløve i siden af vejen, (vi havde set friske løvespor)

den lå helt stille og løftede hovedet

engang  imellem.

På et tidspunkt var der 5 biler omkring den og den blev fotograferet fra alle sider. Efter et stykke tid rejste den sig og luskede lige så stille væk fra vejen og vi kunne lige skimte hunløven og unger, som lå under et træ. Vi kørte i tre timer, da vi var næsten tilbage på lodgen i Krügerparken, så vi en kæmpestor hanelefant og vi så næsehorn, så det var en fin og spændende tur.

Kl. 9.00 skulle vi være ude af vore hytter, vi fik et bad og pakkede, hvorefter vi fik et tiltrængt morgenmåltid.
Vi kørte en anden vej ud af parken, ca. 30 km, vi så store flokke af impalaer, vortesvin med små grise og en stor flok grippe.
På vejen hjem besøgte vi en kaffefarm, som lå i et fantastisk naturområde.

 

 

 

 

Efter et par dages pause, tog mændene igen fat på arbejdet på børnehjemmet. Else Marie og jeg måtte ud på vores indkøbstur igen. Vejret var fint fra morgenstunden, sol hele dagen. Det går godt fremad med arbejdet, to rum med fliser på gulvet, Jens Oluf er i gang med fliser i brusenichen, alle gulvene er støbt.
Vi var med Kurt igennem “slumkvarteret”, det var noget forfærdeligt ”byggeri”.

De boede i blikskure, nogle steder var der kun plastik på taget, de havde ingen mulighed for at blive ordentlig vasket. Vi så også et andet børnehjem i det område, hvor der hverken var toilet eller vand.

Vi fik boller i karry til aftensmad, med efterfølgende hygge i de private gemakker.

Torsdag den 5. marts 2009
De af os der havde lyst var med Kurt på besøg på det lokale savværk. Det var interessant at se, hvordan træet blev bearbejdet. En del af træet var helt sort. Der havde været en del skovbrande i området for ca. 10 år siden, derfor havde træstammerne den farve. Der arbejdede en del kvinder på savværket.

Vi var noget chokeret over to af arbejderne, der stod ved en sav, der ikke var afskærmet, den ene pressede træet hen mod savklingen, den anden trak det hen mod sig selv, hvis en af dem snublede over et eller andet, røg de lige ind i saven (uha, den var ikke gået herhjemme).Alt affaldstræet blev brændt i en stor ovn på pladsen.

Efter frokosten tog jeg med ned til børnehjemmet og begyndte at male vinduer, meget blå. Det var jernvinduer, der havde en rødbrun farve, så det var ikke så lige til, at få den blå farve til at dække.

Fredag den 6. marts 2009.
Det står på flisearbejde og maling på børnehjemmet nu.

I dag blev der også støbt udenom, så de kan gå tørskoet omkring huset. Det var lokale håndværkere der lavede det stykke arbejde.

Vi fik besøg af et par fra Odense, som vi havde mødt i Krüger Park, de ville besøge Graskop alligevel, så da de hørte om vores projekt, fik de lyst til at se, hvad vi gik og lavede.

Jens Oluf og Kristian lægger fliser, Ove og Jens Otto maler dørkarme, Kurt og Jens Chr. fuger og vasker af. Jeg har malet et par vinduer. Else Marie lavede frokost til os.
Vi spiste aftensmad på The Logo Pub, dejligt mad.

Lørdag den 7. marts 2009
Der blev arbejdet til middag i dag, fliserne er næsten færdige, der mangler lidt fugearbejde. Kurt og Jens Chr. var i Sabie og Hazyview for at købe vaskemaskine og tørretumbler til børnehjemmet, de fik også købt nyt gulvtæppe til opholdsstuen i det gamle børnehjem, Mazie blev så lykkelig, så de fik en stor knuser begge to. De plejede altid at få aflagte ting på børnehjemmet, så det at få et helt nyt gulvtæppe var bare dejligt.
Vejret var fantastisk lige fra morgenstunden, helt skyfrit.
Sidst på eftermiddagen kørte vi en tur til ”Gods Window” og lidt rundt i byen.

Søndag den 8. marts 2009.

Vi skulle jo i kirke kl. 10.00. Kurt havde violinen med, vi havde fået lov til at synge et par sange, Jeg ved ikke hvordan det lød, men de klappede da. Ove fortalte om teksten i sangene, på Engelsk, det gjorde han rigtig godt. Vi sang: “Kom og syng en enkel sang om frihed og Åbent Landskab”. Der var en lang gudstjeneste, 2 1/2 time.

Om eftermiddagen kørte Kurt, Else Marie, Jens Otto, Jens Chr. og jeg til drypstenshulerne (Sudwala Caves) en spændende tur, hulerne er de ældste i verden.
Om aftenen spiste vi igen på The Loco Pub.

Mandag den 9. marts 2009.
Der var meget tåget lige fra morgenstunden.
Vi fik besøg af vore venner fra Odense, de var oppe for at tale med Brenda, fordi de havde en datter, som gerne ville arbejde der i 3 måneder.
Brenda er en Amerikansk dame, som arbejdede for et projekt i en anden kirke.

Ove er begyndt at sætte stuk op, Jens Otto maler vinduer. Jens Oluf og Kristian sætter fliser op i brusenichen og ved håndvaskene. Jens Chr. fuger fliser på gulvet. Kurt har hentet mere gulvtæppe, han fik også sendt en mail hjem, så skulle vores datter Tina, sende den videre til avisen og sponsorerne.
Else Marie og jeg er begyndt at gøre vinduer og gulve rene.

Tirsdag den 10. marts 2009.
Der var tåget og kedeligt vejr hele dagen.
Kurt. Mazie og en af drengene fra børnehjemmet, David, kørte til Nelspruit. David skelede på da ene øje så han skulle undersøges på et hospital, om det kunne opereres. De fandt ud af at han var blind på det ene øje, men der kunne rettes op på hans skelen. Det var en lang tur de var på, men sikkert en oplevelse at komme til en stor by, for mange af børnene har sikkert ikke været uden for Graskop.
Vi er ved at gå tør for ideer til aftensmaden, så vi fik suppe.

Onsdag den 11. marts 2009.
Nu er arbejdet snart helt færdig på børnehjemmet. Fliserne er færdige både på vægge og gulve. Sengene er kommet og er ved at blive samlet.

 

Stukkene er næsten færdige, skal lige fuges og males. Skabene er kommet og sat på plads. Der er ryddet op udenom og sat nyt tørrestativ op.
Nu mangler der bare rengøring.

Torsdag den 12. marts 2009.
Mændene finder stadig på ting der skal laves, så vi kunne ikke komme i gang med rengøringen i dag. Dørene er ved at blive sat i og der skal pletmales.
Else Marie og jeg gik en tur på kirkegården, der var grave med flotte granit gravsten og nogle var bare store sten i en firkant.

På vej tilbage var vi inde i et slags fritidshjem, der var mange børn og der manglede ikke legetøj, men ingen af dem legede ude, selvom vejret var fint.

Fredag den 13. marts 2009.
Der har været fint vejr de sidste 3 dage.
Der blev sat spejle op, det sidste skab blev sat på plads, der blev sat håndtag på skabene og kroge samt holdere til toiletpapir blev sat op. Nu var vi helt færdige med projektet, vi skulle gøre rent, men Wiwian og Mazie ville gerne gøre rent, så vi blev enige om at betale dem for det (de fik 500 ran hver) de var lykkelige.
Da vi gik derned om eftermiddagen, var sengene redt,

men børnene måtte først sove der lørdag.
Kurt havde fødselsdag (72 år) vi fejrede dagen med aftensmad på Blyde Lodge, Piere gav maden og fødselsdagskage, den var fint pyntet og der stod 27 år.

Kl. 18.30 kom alle børnene fra børnehjemmet og sang fødselsdagssang for Kurt, det var en stor oplevelse og overraskelse.
Kurt gav sodavand til børnene og vin til maden.

Lørdag den 14. marts 2009.
Så er det sidste dag vi er her, vi skulle lave et grill-party på børnehjemmet.

Else Marie og jeg lavede salat og bøf, vi havde også købt pølser.
Kl. 12.00 tog vi på børnehjemmet og tændte op i grillen, Jens Oluf og Jens Chr. passede grillen.

Der var købt ind og lavet mad til 30 personer, der blev spist op.Værten på The Loco Pub havde sponsoreret juice og brød.

Efter overstået spisning blev det nye hus indviet, som det hører sig til, Wiwian (Mamma) klippede den røde snor over

og gik først ind sammen med Mazie (medhjælper) og de børn, der skulle bo der.
Så venter børnene spændt på at indtage deres nye soverum og badeværelser

De nye senge prøves af
Måske lidt betuttede børn

Kurt sluttede af med at spille på violin og børnene sang med på de sange de kendte, det var en god eftermiddag.

Så fik børnene LEGO-KLODSER

Vi tog afsked med børnene og ”mødrene”.

 

Fra den sidste aften hele holdet fotograferet med den sorte præst og Mamma fra Børnehjemmet.

Søndag den 15. marts 2009.
Vi spiste morgenmad hos Pierre på Blyde Lodge og tog afsked med dem.
Kl. 8.00 var bilen pakket og vi tog afsked med Graskop.
Vi havde et stop ved Milly’s restaurant,

hvor vi fik formiddagskaffe, det var det samme sted, som vi holdt pause ved, på vej op til Graskop.
Vi kørte videre til Pretoria (hovedstaden i Syd Afrika), det er en smuk by. Vi så blandt andet regeringsbygningen hvor Nelson Mandela havde regeret fra. Herefter kørte vi videre til Johannesburg hvor bilen skulle afleveres og vi skulle med fly til London.

 

 

 

 

 

 

 

Udsigt ud over smukke Pretoria taget lige foran regeringsbygningen

Vi skulle flyve kl. 20.00, så tiden gik med at spise aftensmad og vente.

De af os der havde købt silkedyner med hjem, skulle have Tax-afgift retur, men det gik forholdsvis nemt.

Mandag den 16. marts 2009
Vi nåede London, Heathrow Lufthavnen om morgenen, hvor vi spiste morgenmad og senere tog vi et tog til den gate med fly til København, hvor vi så ventede igen, inden turen gik videre til København.

I Kastrup lufthavn tog vi afsked med Jens Oluf, han skulle besøge sin familie på Sjælland.
Vi landede i Aalborg kl. ca. 15.00, godt trætte, og ventede på vores bagage, men den var desværre ikke med flyet så vi måtte køre hjem uden kuffert.
Vi fik dog vores kuffert leveret senere på aftenen med taxa.
Da vi tog afsked,med hinanden aftalte vi at mødes når vi havde ”sundet” os lidt oven på turen.

Vi var samlet den 8. april (med påhæng) hos os på Fælledvej 52, Saltum, hvor vi havde en hyggelig aften.

April. 2009 Britta Buje.

Det var en kæmpe oplevelse at være med i dette projekt, som vi kunne se,  gjorde en forskel.

Vi oplevede at vi var meget velkomne.

Vi fik et fantastisk forhold til de to medarbejdere på børnehjemmet, Mamma som hun blev kaldt, samt en medhjælp. Børnene blev glade for os, og ligeså fik vi et forhold til mange af børnene. Else Marie og jeg fik et skønt forhold til en pige og en dreng på ca. 11-12 år. To børn som i en lang periode kom til at betyde meget for os. Vi fik mulighed for at tage dem med ud at spise på restaurant, noget de ikke havde prøvet
før.
Vi forærede dem nye cykler, noget de ikke selv havde haft før. Børnehjemmet havde en enkelt cykel til deling for de mange børn.
Der var flere andre i gruppen som også købte cykler til de størrer børn.

Vores dejlige unger med de nye cykler og så ude at spise.

Det var sådan, at de børn der var skolepligtige, dagligt kom i byens kommuneskole.

Der var andre der blev passet i kirken som også var børnehave og som lå lige ved siden af børnehjemmet. Det foregik i kirkesalen.

Det var en oplevelse at se dem lege og også se dem få middagssøvn, blot liggende på et tæppe på gulvet.

Arbejdet var en stor del på vores ophold i Graskop, men vi fik dog mulighed for at køre rundt i bussen og vi fik set lidt af området omkring Graskop. Graskop ligger på det der bliver kaldt ”Panoramaruten” i det nordøstlige Syd Afrika og Graskop kaldes også ”pandekagebyen” og ligger i et smukt bjergrigt (lave bjerge) område med udsigtspladser og vandfald m.m.

Byen er delt op med hvide som bor i fine huse med højt hegn omkring og hunde gående indenfor.

Derforuden er der en bydel med fattige sorte som bor i blikskure under kummerlige forhold. Børnehjemmet og den tilhørende kirke lå tæt ved denne bydel.

Når vi gik fra Lodgen og til Børnehjemmet var vi altid to der gik sammen for en sikkerheds skyld. Vi oplevede mange som ikke lavede noget og var berusede og vi ville undgå at blive antastet af disse personer.

Byen havde en del forretninger både dagligvarer og detailhandel, desuden restauranter og hoteller. Der var stort byggemarked hvor vi gjorde vores små som store indkøb til byggeriet. Der var autoværksteder og en stor virksomhed der opskar tømmer til forskelligt.
Desuden en stor skole.

Efter at vi kom hjem forsøgte vi at holde kontakten til Børnehjemmet og vores to adoptivbørn. Vi sendte penge ned til dem i en lang periode, men hørte aldrig fra dem. Præsten der var over 80 år døde. Vi forhørte os om hvorfor vi ingen respons fik. Det viste sig at al post til børnehjemmet gik i postbox. Her havde kun Mamma adgang.
Man havde fundet ud af, at vores breve aldrig blev afleveret til børnene, men at Mamma åbnede brevene og tog de vedlagte penge.
Der havde også været indbrud på børnehjemmet og alle børnenes cykler var blevet stjålet.
Det viste sig at også, at her var det Mamma der stod bag og havde stjålet cyklerne, som var blevet overgivet til hendes egen familie.

Mamma blev fyret og der kom en ny Mamma.

I dag 2019 ved vi ikke om børnehjemmet eksisterer længere. Det fik svære kår og kommunen var ikke velvillig indstillet over for det.

Jens Otto Madsen

Her lidt forskellige billeder bl.a. fra Kryger Nationalpark hvor vi var i tre dage og fra børnehjemmet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kilde: VT/Nordjyske

En kok i Vrensted

Harry Jørgensen i Vrensted – vagabondernes bedstefar, udgiver af Vagabond Avisen og meget mere – har ikke mere hverken katte, hunde eller kvindfolk i huset, som han selv siger. Om de første nævner han dog, at de var ved at æde ham ud af huset, så en god part af pensionen blev brugt til indkøb af kattemad hos købmanden. Der er ingen umiddelbare kommentarer om de to sidste.

Men hvorom al ting er, så har han nu atter fået husdyr – her må altså ses bort fra kvindfolk. Det er i form af en kok, som til gengæld er billig i kost. Dyret bliver kraftigt beundret af de mange, som kommer på besøg på Bådstedhedevej.

Harry Jørgensen fortæller, at han erhvervede klenodiet en dag, da han var ude på den kommunale losseplads i Åsendrup. Her var kokken – lavet af halm, men lidt af et kunstværk – havnet ude på pladsen sammen med noget andet skrammel.

Dersom du vil love at lade være med at forære den bort, så må du have den, sagde opsynsmanden.

Men heldigvis, tilføjer den nu 81-årige pensionist med et lunt glimt i øjenkrogene, så sagde opsynsmanden ikke noget om, at jeg ikke måtte sælge kokken. Måske kommer der en køber en dag. Men kokken sælges ikke for en slik.

• Historier med Harry Jørgensen

 maj 2019 – jens otto madsen

Her ved Rørbækken

som danner skellet mellem Vrensted og Thise sogne, blev der omkring 1950 bygget et hus/garage til Vrensted-Thise Kommunes nyindkøbte vejtromle.
Billedet viser vejtromlehuset i 2019, noget forfaldent, men det forklarer historien. Har fundet et billede som viser folk fra sognerådet der modtager den nye vejtromle – billedet er desværre ikke klart – Mon nogen kan genkende personerne.

John Andersen Som barn havde vi Rørbæk og tromlehuset som nabo.

Hele sommeren legede og badede vi i bækken, fange hundestejler, frøer, ål og haletudser. Vi byggede dæmninger, tømmerflåder, lavede mudderkager og meget mere.

Og så var der det der mystiske Tromlehus henne ved broen over Rørbæk.
I starten var der låst, så vi bare kunne kigge der ind, når vi stod på skuldrene af hinanden. For os børn var det spændende, men også lidt uhyggeligt, for der var mørk og skummelt derinde.

Senere, da husets forfald begyndte, fik vi mulighed for at snige os der ind. Der stod det store grå og farlige jernuhyre, en vejtromle, der mest af alt lignede en dinosaur. Der var en mærkelig lugt derinde af maskine, diesel og smøreolie. Sollyset stod i stråler ind gennem de højt placerede vinduer.

Vi drejede på rattet, og alle de knapper vi kunne finde på uhyret, men det lykkedes os heldigvis aldrig at starte tromlen.
Vi ødelagde ikke noget, for det hele var så solidt bygget, at det slet ikke lod sig gøre 　🙂

Og så en dag stod porten åben, og tromlen var væk…….
Gad vide hvor den forsvandt hen?

Vringelby  ligger mellem Vrensted og Løkken

Historien om Eneboeren og Skærslipperen Aksel Bast, Åsendrup Kær, Vrensted Sogn. Han blev kun kaldt Bast i daglig omtale.

Bast der oprindelig var udlært bager og konditor, boede ude på Åsendrup Kær,  i en meget lille rødmalet træhytte,

 

kaldet “Sorgenfri” på ca. 2 x 4 m, ca. 3 km fra Løkken By og noget længere til Vrensted By. Han var kendt af mange mennesker i omegnsbyerne og det ganske land, hvor han kom, sammen med sin lille hund og sleb knive og sakse m.m. for folk.

Nedenfor en avisartikel fra 1966, som fortæller en fin historie om et besøg Bast gør hos sin bror, der bliver 90 år og opholder sig på Statshospitalet i Brønderslev.

Her en lille anekdote fortalt af en af mine venner, som var næsten nabo til Bast i Åsendrup,  en historie han har fået fortalt:

“En dag står Bast’s lille hund alene uden for købmand Damgaards forretning i Løkken. Købmanden undrer sig. Hunden bliver stående og Bast er der ikke. Købmanden bliver bekymret og drager nu ud til Bast’s hytte og finder ud af at Bast er syg og har brug for hjælp.”

Man kan vel næsten sige, at hunden reddede Bast’s liv.

Bast boede de sidste 5-6 år af sit liv på Vrensted Alderdomshjem, hvor han følte sig godt tilpas og var glad for at være.

Aksel Bast døde 92 år gammel, han ligger begravet på Løkken Kirkegård,  født 1881 død 1973.

Hans hund og ”Sorgenfri”

Besøg hos den 84-årige Aksel Bast, der bor alene med sin hund i huset ,,Sorgenfri” paa Aasendrup kær ved Løkken

Langt ude paa Aasendrup kær, tre kilometer fra Løkken, liggger et lille, rødmalet træhus, som en tilfældig iagttager vil regne med er et redskabsskur, men kører man ad den smalle klittvej, der snor sig i østlig retning fra hovedvejen Løkken Aalborg, og gennem det flade landskab, hen til huset, lyder der hundeglam, og en sort hund af ubestemmelig afstamning løber med en advarende snerren den besøgende i møde.

Hunden er ikke stor, men der er et vagtsomt blik i de gule øjne. da vi standser bilen, ruller vinduet ned og kigger neæmere paa det lille hus.

>A. Bast-Sorgenfri staar der paa den lille navneplade, der hænger over vinduet. En haand derinde visker ruden fri for morgenduggen, et ansigt kommer til syne i kighullet, og haanden gør en vinkende, Kom ind -bevægelse.

„Nu skal du væk Bast”

Med hunden snusende til buksebenet, gør vi vor entre i huset, der i al sin enkelthed bestaar af et rum paa ca. 24 x 3 meter. Der er et lille bord, hvorpaa der staar et gasapparat og et større bord med tilhørende stol. Rummet domineres af en seng, der fylder hele endevæggen under vinduet. Her ligger forhenværende skærslipper, nu folkepensionist Aksel Bast, der er 84 aar.

– Velkommen paa kæret, siger han og sætter en alpehue paa hovedet, svinger benene ud over sengekanten, og lader fødderne glide ned i et par træsko. Det er ikke hver dag, man ser mennesker herude østen for hovedvejen. Trafikanterne svinger næsten altid vest på mod stranden. Kæret er ingen turistattraktion, men til gengæld dejlig fredelig.

Jeg har nu ellers boet paa vestsiden af hovedvejen, oppe i klitterne, men der blev jeg vist bort fra.

Ja, det vil sige, det var nu ikke noget, de kunne gøre saadan lige paa en studs. Jeg havde købt huset her, men pludselig en dag stod der nogle høje herrer, og sagde: Nu skal du væk, Bast

»Det bliver vi flere om at bestemme«, sagde jeg, og fandt mine papirer frem, og de godtgjorde, at jeg havde lejet huset for 65 kr. om aaret, for en periode af 18 aar,

,,Derfor flyttede jeg paa kæret”

Naa, der har jo nok alligevel været et smuthul i loven, for de Kom igen og sagde, at nu skulle huset flyttes.

>Lad os se, hvem der tør tage det første skridt«, sagde jeg, og stillede mig an i døren med en økse i haanden.

De veg tilbage, de høje herrer, og jeg blev boende. Nu hændte det, at ham, jeg havde købt huset af, kunne skaffe mig en plads til det her paa kæret, og jeg indvilgede i at flytte, for det var lidt træls at staa døgnvagt ved huset hver dag, og desuden kom der saa mange turister, at jeg ikke havde noget imod at flytte herud, hvor der er meget mere fredeligt.

„En dram er ingen tosset medicin”

Bast er under samtalen kommet i tøjet og skænker sig en morgendram, mens hunden veltilfreds lægger sig til rette paa dynen.

Jeg skal have mig en dram for at faa stivheden ud af keroppen, forklarer Bast. Den varmende væske ligesom løsner muskulaturen, og saa kan folk iøvrigt mene, hvad de vil, for saadan en dram kan nu ikke være en helt tosset medicin, naar jeg fortsat kan klare mig selv i en alder af 84.

Men skærslippertilværelsen har De maattet afskrive?

– Ja, skærslippervognen, de lange marchture, og det frie liv paa landevejen har jeg maattet sige farvel til. Men jeg var dog 71 aar, inden jeg holdt op med at slibe. Først da fik jeg min folkepension, og jeg havde lagt lidt penge op som supplement til pensionen.

Men jeg savner den fredfyldte skærslippertilværelse, og turene rundt i landet. Jeg har været over det hele, ogsaa paa Bornholm, jo, Aksel Bast har set andet end Aasendrup kær, men det er nu ikke det daarligste sted at tilbringe sin livsaften.

„Herude er vand en luksusvare”

De har ikke altid været skærslipper?

Nej, jeg lærte bagerfaget som ung hos daværende bagermester Steenberg, Østergade 18, Hjørring, men det er saa længe siden nu, at ingen kan huske, at jeg har været andet end skærslipper, og Hjørring er ogsaa helt forandret. Hvem kan f. eks. huske gæstgiver Anders Bidstrup i Kirkestræde. Til ham kom vi unge dengang, og vi blev godt beværet. Han kræsede for os, og selv vor beskedne ugeløn slog helt godt til, for maden var billig, og en dram kostede kun to ører.

– Kan De holde varmen her i huset, nu da vinteren nærmer sig?

– Ja, men det er dyrt at varme op med gas. Naar det er koldt, bruger jeg en flaske gas paa fire dage. Vand er ogsaa et problem. Her er selvfølgelig ikke vand indlagt, og ingen nærliggende vandpumpe, men en god ven kommer lejlighedsvis med en mælkejunge fuld, men alligevel er vand en luksusvare, naar det skal hentes flere kilometer borte.

Saadan er det ogsaa med indkøb af de daglige fornødenheder. Det er ikke rart at komme hjem og opdage, at man har glemt at købe tændstikker og skal en ekstra tre kilometer lang tur ind til købmanden.

Mine gamle ben er ikke, hvad de har været, men endnu kan jeg trave turen til Løkken og foretage mine indkøb.

Min bedste ven og følgesvend er hunden, jeg har haft flere, og de er trofaste. Min eneste sorg har jeg, naar de dør. Mennesket kan ikke leve ensomt og helt alene, og hunden har altid været min bedste Teammerat.

,,Sorgenfri” — et glædens hus

Som om hunden forstaar den gamle skærslippers tale, rejser den sig, springer op paa skødet af ham og slikker med den lyserøde tunge nænsomt hans haand. Den belønnes med en sigtebrødsskorpe, og Aksel Bast tager sig en kopfuld øl, hælder lidt brændevin i, drikker, og faar ligesom mere hold paa de rystende hænder, der har slebet saa mange knive rundt om i landet.

> Sorgenfri«, staar der paa husets gavl, men hvor mange af vor tids velfærdsborgere ville som den gamle skærslipper kunne finde glæden i de øde omgivelser, fjernt fra nutidens bekvemmeligheder, adspredelser – og alderdomshjem. Aksel Bast ønsker det ikke anderledes, og det bør respekteres.

Avisartikel fra 1965

Den gamle skærsliber kom til fødselsdagsfest hos sin bror

Glædeligt og rørende gensyn mellem den 84-aarige eneboer paa Aasendrup kær, Aksel Bast, og hans 90-aarige bror, Henning Bast, paa statshospitalet i Brønderslev.

Bagggrunden for invitationen var den, at Aksel Basts bror, Henning Bast, fyldte 90 aar. Han er for tiden patient paa hospitalet, og da nogle havde hørt, at Aksel Bast hele vinteren har maattet holde sig indendøre i sit lille træhus paa to gange fire meter paa Aasendrup kær, tre kilometer uden for Løkken, tilbød man at hente ham til fødselsdagsfesten. Hunden fik lov at komme med. Det tør nok antydes, at Bast blev glad, da det lokale postbud, der har været hans eneste kontakt i vinter, mundtligt overbragte ham invitationen, men alligevel havde han et par bekymringer.

– Hvad med hunden, sagde han til chaufføren, den kan ikke være alene hjemme.

Det talte man lidt om, men da hunden begyndte at pibe ved udsigten til, at Bast ville tage alene afsted, enedes de om, at den ‘hellere maatte komme med.

– Og sig mig saa engang, spurgte Bast, da bildøren blev aabnet for ham og hunden, hvor meget skal jeg betale for at køre i saadan et flot køretøj.

– Det skal du ikke bekymre dig om, trøstede chaufføren, det er der andre, der tager sig af. Og saa steg Bast, iført nobelt mørkt tøj, ind i bilen med hunden i snor, for at den ikke skulle være til unødig besvær.

Det skal blive dejligt at komme lidt hjemmefra efter den lange, kolde vinter, hvor sne og frost har hindret én at komme ud, sagde den gamle tidligere skærsliber og eneboer Aksel Bast, Aasendrup koer, da chauffør Sigurd Jensen, Brønderslev, i gaar kom for at hente ham til en fødselsdag paa statshospitalet, Brønderslev.

---

Skraar du stadig?

Paa statshospitalet blev han budt velkommen af afdelingssygeplejerske, fru Karen Jensen, og han gjorde store øjne, da han saa de veldækkede borde.

– Hvad med hunden, spurgte Bast.

– Ja, den maa vi jo se at finde nogle boller til ogsaa, smilte sygeplejersken.

Hermed var Basts bekymringer væk, og gensynet mellem brødrene, som ikke har set hinanden i otte aar, var hjerteligt, og mange gamle minder blev genopfrisket. Der blev talt om de andre brødre og søskende i København, og Henning Bast kunne ogsaa glæde sig over flere familiebesøg i dagens anledning.

— Skraar du stadig, spurgte Henning Bast, da de to brødre var blevet bænket.

– Ja, selvfølgelig.

– Saa giv mig en skraa og lad mig saa høre, hvorlænge du vil blive boende derude paa kæret, langt fra andre mennesker?

Ja, smilte Aksel Bast, du har nu altid været en kende nysgerrig, men jeg tror nu nok, det er sidste vinter. Der er gaaet alt for meget gas til at varme op med, og det har været meget vanskeligt at faa hentet vand fra byen.

– Aah, hva’, drillede Henning Bast, du er jo kun en knægt endnu (Aksel Bast er 84), saa du skulle da nok kunne klare dig selv lidt endnu.

— Ja, men jeg tror nu nok, jeg vil paa alderdomshjem, for saadan en vinter, kan jeg ikke klare en gang til. Men du kan være rolig for, at jeg ikke flytter før til næste vinter, og den sidste sommer paa kæret vil hunden og jeg rigtig nyde.

Jeg tror ogsaa, vi faar besøg, du kan ikke tænke dig, alle dem der har tænkt paa os, selv helt fra København fik vi en pakke med mange gode ting.

Chokolade og fest for fødselar og gæst

Saadan gik sludderen om løst og fast, indtil der kom bud, at festbordet var klar, og saa fulgtes Henning og Aksel Bast ad ind til fødselsdagschokoladen med boller og hjemmebag. Hunden tog plads ved Aksel Basts fødder, og fandt som Bast, at det nu ikke var saa tosset at komme en tur hjemmefra..

Der var takt i Basts mund og øjne, da han og hunden sagde farvel og derefter blev kørt hjem.

— Bilen, sagde Bast, da han kom hjem igen og stod uden for det lille rødmalede hus paa kæret.

— Er betalt, sagde chaufføren, og saa gik Bast og hunden ind for at se til gasapparatet, og et øjeblik efter blev døren lukket til » Sorgenfri«, som huset er døbt. Navnet passer godt, for Bast beklager sig aldrig over forholdene derude i ensomheden, maaske derfor glæder han sig særlig, naar andre tænker paa ham.

 

1973

Fhv. skærslipper Karl Aksel Bast, Vrensted, er død, 92 år.

I et langt og rigt liv nåede han at blive kendt mange steder i Danmark. Han var udlært bager og konditor. I en ung alder sprang han ud af det traditionelle livsmønster og valgte den mere usikre, men for ham ulige mere tiltrækkende levevej som vandrende skærslipper.

Med sin bør og hund gik han i en menneskealder ad de danske landeveje og fik venner overalt. Det frie liv i naturen var det, han holdt mest af, og i mange år boede han i vinter månederne i et ensomtliggende træhus på Aasendrup Hede.

For fem år siden var han nær ved at indebrænde i huset, og derefter flyttede han til Vrensted Alderdomshjem. Psykisk svækkedes han gradvis, men sin glæde ved og evne til at fortælle om oplevelser fra de mange år på landevejen bevarede han til det sidste.

 

april 2019-jens otto madsen

Ole Stevns

Erindringer fra min barndom i Vrensted – Ole Stevns – født i Vrensted Præstegård

Historien er fra bogen Min Barndom 2

Erindringer fra Løkken-Vraa

Lokalhistoriske Arkiver

2014

med tilladelse fra Ole Stevns

 

Barnelivets favre dage

kun forgæves folk på jord

kalder sukkende tilbage,

som en drøm de heden for,

Sådan begynder en af Grundtvigs gode salmer, og han har jo ganske ret i, at mennesket i tanken ofte vender tilbage til barndommens land – til en tid, der mestendels genopleves i et forklaret skær, hvor visse hændelser og ofte sære tildragelser og begivenheder farvedes af det intellekt, der udviklingsmæssigt var til stede på daværende tidspunkt.

Heldigvis er vi langt hen ad vejen således indrettet, at de lyse erindringer er langt i overtal, uagtet at der naturligvis også har været tidspunkter og episoder, hvor tolerancen blev voldsomt udfordret, og livet gjorde ondt.

Ofte lever jeg mig i fantasien tilbage til barndoms dagene med familielivet i Vrensted Præstegård som udgangspunkt. Med et par idérige forældre, en større søskendeflok samt unge piger. Jeg savnede aldrig afveksling i dagligdagen. Andre levende skabninger såsom hunde, kaniner, høns og geder fandt også et trygt hjem her, så alt i alt var der tale om en husholdning af betragtelig størrelse. Tilrejsende gæster var ej heller noget særsyn, og ikke sjældent måtte det i forvejen store spise bord monteres med ekstra plader og trækkes ud, så det fyldte det meste af spisestuen.

At føre en sådan menage var utvivlsomt noget omkostningskrævende, men mine forældre havde indgået naturalieaftaler med lejerne af den agerjord, som tilhørte præsteembedet, og hvis potentielle afkast var en del af præstens aflønning. Således havde vi f.eks. gratis kartofler og gulerødder, mælk og indimellem en gris og et par gæs. Det drøjede en del på indkøbet af daglige forbrugsvarer og var en simpel forudsætning for, at der kom brød på bordet. Dengang – som nu – var præstelønningen ikke noget at skrive hjem om. Desuden havde far indrettet og tilplantet haven, således at den i sommerperioden bugnede af grøntsager og alverdens frugt.

Jeg husker de podede frugttræer, ofte med tre fire slags æbler på hvert træ, adskillige sorter af blommer, især de saftige Reine Claude, og stadigvæk mærker jeg saften løbe ned ad hagen! Alt i bærbuske var der også, selv et morbærtræ øste i august gavmildt af sine fine frugter, men jeg oplevede også, at ferskentræet, der hvert eneste forår viste sin prangende blomsterpragt med efterfølgende anlæg af frugter, kun en enkelt gang var i stand til at ”aflevere” én moden frugt. Denne blev naturligvis nøje skåret ud i mange lige store stykker og uddelt til husets indvånere. Stenen trak vi efterfølgende lod om, for den kunne jo godt suttes på i lang tid efter.

Jo, denne have var i barnlig opfattelse et genskin af Paradiset, hvor frugterne hang overalt og blot ventede på at blive plukket for at gå al kødets gang.

For nogle år siden kunne man i den for længst hedengangne Vendsyssel Tidende læse, at der var bevilget penge, så der kunne indrettes en passende legeplads i Vrensted. Min første tanke var: Hvad i alverden skal de da med en sådan, mulighederne for at lege ligger da lige uden for døren! Det er da blot et spørgsmål om at bruge fantasien og skaberevnen og selv finde på.

Men som gamle romerske Cicero sagde: Tiderne ændrer sig, og vi ændrer os i dem!

Der er megen sandhed i denne sproglige vending, og det Vrensted, jeg oplevede som dreng, er i dag noget helt andet. Sådan skal det også være; ingen kan sætte en klods for udviklingen. Jeg synes, vi dengang kunne boltre os på verdens største legeplads, der ikke bare begrænsede sig til præstegårdshaven, men kunne omfatte store dele af sognet. Vi havde ingen til at organisere vores lege, ingen til at instruere os, ingen til at rette os af, når det gik for voldsomt og for upassende til. Nej, vi kunne selv, og der gik lige som en sand sport i at finde på, og de kreative evner fejlede intet, skulle jeg hilse og sige. Vi klatrede i træer, jo højere jo bedre, red uden sadel på hestene, balancerede på Kirkedammens tynde is, løb om kap på toppen af kirkegårdsdiget, drillede landsbyens hunde. Ja, meget mere kunne føjes til, men kedsomhed i dagligdagen var ikke et begreb, vi kendte til. Indimellem kunne det næppe undgås, at vi trådte over stregen og måtte efterfølgende finde os i kontant betaling med røde ører og kinder til følge!

Selv om jeg først er født i det andet besættelsesår, lykkedes det mig at deltage i illegalt arbejde, dog mest indirekte. Hvad vil det så sige? Jo, mine forældre havde en del ”varme sager” liggende, f.eks. småvåben og illegale blade. Den slags havde det vist bedst med at være uden for almindelig synsvidde og blev derfor gemt væk, ofte under madrassen i børnesengene, for skulle tyskerne dukke op ved nattetide for at foretage husundersøgelse, fik de små nok lov til at få deres nattesøvn i fred og ro. Sådan gik det også, og den dag, tysken så omsider kom, blev børnene ikke purret, men sov trygt videre på det hårde leje.

Begivenhederne under krigen udfordrede til stadighed fantasien, og vi drenge var naturligvis for det meste bevæbnede, når vi færdedes i området. Dog ikke med sofistikerede våben, som vi kendte fra billeder i aviser og ugeblade. Nej, her taler vi om noget så enkelt som en rækbøsser, et af gråspurvene frygtet våben, men også en sag, der indimellem gjorde skade på byens gadelygter, hvor den ubeskyttede pære var et let mål. Også hundepistoler og propbøsser indgik, og var man gode venner med Oluf Jensens børn, kunne man her i værkstedet være heldig få lov til at lave en geværkolbe af et stykke tiloversblevet teaktræ, der så sluttelig, forsynet med et par stykker el-rør fra Harald Landbo, udgjorde et fint jagtvåben. Aftrækkeren skulle helst være en messingskrue, for fint skulle det jo være!

Jeg husker engang, vi drenge havde sat os for at ville lave verdens største rækbøsse. Fip-Niels for ærede os et par aflagte, kraftige cykelslanger, som vi med diverse snorværk fik bundet op mellem to hegnspæle på marken vest for præstegården. Læderet var en frøsæk, hentet hos Harald Mørk, og ammunitionen var diverse murstensfyld, som vi pillede op af jordvejene, og snart gik det løs med skyderiet. Fire-fem drenge tog fat i sækken og gik baglæns, indtil gummiet var strakt maksimalt. Der taltes en-to-tre, og ”granaten” røg så vestover det bedste, den havde lært. Heldigvis kom ingen til skade, hvilket må tilskrives et usandsynligt held, eller var det måske en anden deroppe, der holdt hånden over sine børn!

Faldskærme kunne vi også finde på at lave, og en ganske simpel og let udgave fremstilledes ved at organisere et velstrøget herrelommetørklæde, binde fire små stykker snor i hjørnerne og så ellers lade en sten af passende størrelse danne kontra vægt. Op i luften med det, og så var det jo spændende at se, hvor langt vinden kunne bære det.

Selv valgte jeg en dag at afprøve faldskærmsmodellen i en lidt større skala, idet jeg, forsynet med fars sorte kirkeparaply, kravlede op på altan muren ved præstegårdens sydside, slog den op og sprang så i det lønlige håb, at jeg ville lande sikkert på græsplænen, der lå lidt foran.

Men galt gik det. Paraplyen klappede sammen med et hørligt smæld, og inden jeg fik set mig om, var jeg landet i en stikkende berberisbusk, ganske tæt ved den gamle pumpe, hvor musvitten residerede. Mit smerteråb og skrigeri var ret tydeligt, og mor kom da hurtigt stormende til, for at se, hvad der var vederfaret hendes kære pode. Trøstet blev jeg, men da det gik op for hende, at jeg vist var sluppet ret billigt, blev det videre forløb vendt til en kraftig, men også vel fortjent overhaling. Jeg selv erfarede af denne episode, at der nok bør være et vist forhold mellem “faldskærmens” størrelse og den udspringende persons vægt!

Om sommeren var der ofte familietur til det grønmalede badehus på Løkken strand, men af og til kunne det også være rart med en uplanlagt dukkert i lokalområdet. Uagtet at det var forbudt og risikabelt, kunne vi knægte finde på at bade i Jægerums mergelgrav. Det var vist før miljømyndighedernes tid med mange advarsler om dette og hint, men vi befandt os da ganske godt mellem konservesdåser, frøæg, haletudser m.m. Vi overlevede dog, og jeg husker, at vi som et ekstra raffinement havde kreeret en glidebane ned ad lerskrænten, og det kildede dejligt i kroppen, når vi på den bare rutsjede lige ud i suppen.

Når man nu er præstebarn, præstens Ole, ligger det lige for at følge med i, hvad der skete på det kirkelige felt. Lige fra min tidligste barndom har jeg været en flittig kirkegænger, fulgt med far til gudstjenester og bryllupper både i Vrensted og Thise. Især salmerne holdt jeg meget af, og jeg tror ikke, det er praleri, når jeg siger, at jeg ved min skoletids begyndelse kunne de fleste af salmerne, der brugtes i kirken. Begravelser måtte jeg ikke komme med til – det var ikke for børn – så det måtte da i hvert fald være spændende.

Det lykkedes da også i et par tilfælde ved graver Niels Chr. Gades mellemkomst at snige mig ind, og gemt bag orglet kunne jeg så bivåne handlingen, der alligevel ikke var morsom, men dybt alvorlig. Så fandt jeg da ud af det. Naturligvis hørte far intet herom, ellers var han nok blevet vred.

Det kan næppe undre nogen, at vi børn også somme tider legede præst og kirke. Jeg havde jo en basalviden om forholdene fra mine mange besøg i Herrens hus, en viden, jeg intet havde imod at omsætte i praksis. Når omtalte leg fandt sted, var det altid i rollen med mig som præst, og jeg har meget klare erindringer om de hunde hvalpe, kattekillinger og fugle, der blev begravet i præstegårdshaven efter hele det folkekirkelige ritual. Set i bakspejlet vil Vorherre sikkert rose mig – det var jo, når alt kommer til alt, hans små skabninger, vi ærbødigt sendte af sted mod evigheden.

I en meget ung alder havde jeg besluttet, at jeg ville være præst, ligesom karrieremulighederne på området også var vel gennemtænkte. Kort kan det siges, at jeg i mit hoved havde planlagt at afløse far, når han på grund af alder skulle nedlægge sit embede for så efter en årrække her at slutte mit arbejdsliv som biskop i Ribe.

Store forventninger udtænkt i en lille drengs hjerne, kunne man sige, og de blev da heller aldrig indfriet. At jeg så som voksen i mange henseender har været stærkt engageret i kirkeligt arbejde på forskellige niveauer, er jo en ganske anden sag, men jeg er helt på det rene med, at fundamentet for denne store interesse blev grundlagt i de tidlige barneår, hvor jeg havde gode vejledere.

Skolen skulle også passes, og jeg begyndte i Vrensted Byskole hos Johanne Mogensen, der senere blev gift med Richard. En elskelig lærerinde, der altid ville børnene det allerbedste, og især havde hun en levende fornemmelse for at hjælpe børn, der af en eller anden grund havde brug for ekstra opmærksomhed. Jeg kunne læse flydende, allerede inden jeg kom i skole, og stavningen var også næsten perfekt. Derfor fik jeg lov til at arbejde meget for mig selv med lidt sværere opgaver, for at jeg ikke skulle kede mig, mens de andre læste og stavede i kor med en styrke, som kunne høres helt ude på vejen. Hun indførte os i regnekunstens mysterier, og mange gode kræfter blev brugt på tabelindlæring efter nogle ganske særlige metoder.

Da jeg blev lidt ældre, overtog skolens leder, Elith Madsen, undervisningen af mig. En retlinet og skrap, men meget dygtig underviser, der ud over at tage sig af det faglige tillige følte sig kaldet til at opdrage eleverne til livet. Kontant og ordensmenneske var han, og trådte man lidt forkert, blev den rette vej hurtigt repeteret, ofte ledsaget af et par flade eller et nap under hagen. Påpasselig var han også med skolens midler, intet måtte gå til spilde. Jeg husker f.eks. en episode, hvor der af en eller anden grund var opstået en lille revne på en af siderne i min læse bog. Jeg gik op til Madsen og spurgte, om jeg kunne få et stykke gennemsigtigt klisterpapir, i dag tape, til at reparere med. Jo, det kunne jeg da godt, men forinden måtte jeg gå tilbage til min plads og med linealen nøje udmåle, hvor mange cm, det drejede sig om. Sådan – og så blev siden sat sammen igen!

Madsen forlangte også, at vi skulle hilse på ham, hvis vi mødte ham på vejen, og havde vi hue på, skulle vi i forbindelse med hilseriet tage denne af. Var vi på cykel, skulle vi standse og indtage en rimelig retstilling, alt imens vi bukkede. Alt dette virkede måske en smule overdrevet, mindre kunne have gjort det, men alligevel tænker jeg tit på, at nutidens børn og unge ville have haft godt af lidt undervisning hos Madsen, så de kunne lære, hvad det vil sige at have respekt for sine lærere og for den ældre generation.

Det har været ganske morsomt at nedskrive disse få erindringer fra barnelivet i Vrensted. En tid, jeg ser tilbage på med udelt glæde, og som desværre blev så pludselig afbrudt ved fars alt for tidlige død i 1952. Vi flyttede så til Brønderslev, men ikke sjældent går turen ud vesterpå, hvor vi stadig plejer gamle bekendt skaber.

 

Ole Stevns tog mellemskoleeksamen fra Sorø Akedemi, studentereksamen fra Hjørring Gymnasium og siden lærereksamen fra Hjørring Seminarium i 1964.

Efter endt militærtjeneste blev han ansat som lærer ved Rødby Skole. I 1974 tiltrådte han stillingen som skoleleder ved Øster Hjermitslev Skole i Brønderslev. I Rødby havde han job som kordegn i Rødby Købstads Sogn, og i en årrække var han kirkesanger til hverdagstjenester ved Ø. Hjermitslev Kirke. Fra december 1977 og til 31. december 2012 har han været kirkesanger ved Aaby Kirke ved Aabybro.

Ole Stevns har i mange år været aktiv i hjem meværnet som kompagnichef i Brønderslev og har siden 1987 haft grad som kaptajn. Han blev tildelt 25-års tegnet ogi 1998 benådet med hjemmeværnets fortjenstmedalje. I 2009 blev han tildelt Forsvarsbrødrenes 40-års tegn. Ole Stevns har været formand for Round Table Brønderslev, amtsformand for samme og medlem af præsidiet. Han er mangeårigt medlem af Den danske Frimurerorden.

Ole Stevns har i flere perioder været medlem af Brønderslev Menighedsråd og var fra 1999 til 2007 formand for provstiudvalget i Brønderslev Provsti. Fra 2005 til 2007 var han formand for menighedsrådet, og han har siden 2007 været formand for kirkeudvalget. Han var fra 2005 til 2009 medlem af hovedbestyrelsen i Landsfore ningen af Menighedsråd.

.

Siden 2005 har han været medlem af repræsentantskabet i Danske Sømands- og Udlandskirker.

I 2010 blev han bestyrelsesmedlem af DSUK, Aalborg Stift og året efter formand for samme. I 2011 blev han medlem af hovedbestyrelsen for DSUK og medlem af udvalget for Dansk Kirke i Sydslesvig (DKS). Siden 2005 har han været medlem af repræsentantskabet for TV2 Nord, udpeget af menighedsrådene i Aalborg Stift.

Siden 2007 har han været formand for fondsbe styrelsen på Semaiskolen for unge med tilpas ningsproblemer.

Fra 2005 til 2010 medlem af bestyrelsen for Kirkemusikskolen i Løgumkloster og fra samme år formand for Støttekredsen dèr.

Ole Stevns blev gift med tandklinikassistent Elisabeth Larsen i 1962, og parret kunne i 2012 fejre guldbryllup. Parret har fire børn og otte børnebørn.

 

 

Historien er fra bogen Min Barndom 2

Erindringer fra Løkken-Vraa

Lokalhistoriske Arkiver

2014

med tilladelse fra Povl Stevns

Povl Stevns

Tilbage i fyrrerne

”O, fjerne barndomstid! som os forlod, som vi forlod, og som i mindet sover… ”Sådan begynder et af Frederik Paludan-Müllers digte i Adam Homo. Og netop sådan er det jo med barndoms årene og mange af oplevelserne fra den tid: De sover i mindet, men heller ikke mere. Mange af dem gjorde dengang et så uudsletteligt indtryk, at de stadig står ganske klare for mig, og visse af dem kom til at påvirke mine holdninger for resten af livet.

En buket af disse minder stammer fra besættelsesårene, hvor jeg var seksethalvt år ved krigens begyndelse, og så frem til befrielsen fem år senere i maj 1945. Det var på mange måder et langt åremål, der efterhånden på flere måder også udviklede sig til at blive en meget spændende periode – ja, en endog til tider lovlig spændende tid.

Jeg er født i oktober 1933 i Vrensted Præstegård, som nummer tre i en søskendeflok, der senere voksede til seks. Mine forældre var Inger og Aage Stevns, og min far var sognepræst i Vrensted Thise sogne.

Allerede den 8. april 1940 kom krigen på en vis måde til at præge tilværelsen for os i Vrensted Præstegård. Mor og min søster, Hanne, tog til Sjælland den dag. Besøget i Ruds Vedby hos min morfar havde længe været planlagt, men isvinteren havde lagt hindringer i vejen for turens gennemførelse. 8. april var første dag, man kunne gennemføre normal færgeoverfart til Sjælland, så mor og Hanne tog afsted. Efter deres ankomst til Ruds-Vedby ringede de hjem og fortalte, at overfarten var gået godt, og føjede Hanne til: ”Og vi har set krigsskibe og isbjerge på turen.”

Tidligt næste morgen blev vi vækket af larmende fly på vej nordpå. Far kom ned og sagde kort og klart med uro i stemmen: ”Nu er de her!” Det var nærmest kun en konstatering, for deres ankomst var både ventet og frygtet. Det blev indledningen til besættelsesårene med de følger, de efterhånden fik på forskellig vis på dagligdagen i præstegården og for landet i øvrigt.

Det blev ikke nogen lang skoledag den dag. Da jeg mødte op i første klasse hos Frk. Mikkelsen, tog hun grædende imod os. Hvad der ellers skete i skolen den dag, husker jeg ikke, men vi børn havde også temmelig travlt med at kikke efter de mange fly, der ustandselig var i luften i nordgående retning. På hjemmefronten måtte vi til at spekulere i mørklægningsgardiner, som straks blev beordret opsat, og allerede efter få dages forløb var det slut med bilkørsel i private biler, hvilket gjorde tilværelsen noget mere besværlig og blandt andet medførte, at Byskolens sommer udflugt til Lyngby Mølle og biografen i Løkken måtte foretages i hestekøretøjer af forskellig art. Man måtte tilpasse sig forholdene og tage det, som det kom, med indskrænkninger på snart sagt alle områder. Sådan var vilkårene nu engang allerede fra begyndelsen af, og bedre blev det ikke, som besættelsen skred frem.

Bortset fra de forskellige indskrænkninger mærkede vi i Vrensted i begyndelsen ikke så meget til tyskernes tilstedeværelse i landet. Men at de i allerhøjeste grad var uønskede, blev indprentet vi søskende i præstegården gennem den opdragelse, vi fik, især derhjemme, men også i skolen. Hjemme brugte far gerne at læse højt for os børn, før vi skulle i seng. En af de bøger, vi satte højest, var H.P. Holsts bog: Den lille Hornblæser fra 1849, om nyboder drengen, der gik i spidsen for den danske hær mod tyskerne i treårs krigen og bagefter blev hædret af kongen for sin helte modige indsats. Den bog og andet af samme skuffe var medvirkende årsag til, at vi kom til at hade de tyske soldater og betragte dem med afsky og som nogle, man skulle holde sig så langt væk fra som muligt. Følelser, der yderligt tog til med årene og udvidedes til også at indebære en frygt for, hvad de og deres håndlangere kunne finde på.

At denne opdragelse – eller måske indoktrinering – påvirkede os børn allerede i en meget tidlig alder, fik vi bevis for i sommeren 1943. Torsdag den 2. august det år fejrede fru Andersen, Kallehavegaard i Løkken sin runde fødselsdag, og for rigtigt at kunne festligholde dagen, fik hun samme dag kl. ti i Vrensted Kirke døbt to børnebørn. Efter dåbshandlingen i Vrensted Kirke var der middag for selskabet på Kallehavegaard, hvor vi var inviteret med. Da vi senere på dagen cyklede mod Vrensted og skulle passere den bevogtede ”byport” ved udkørslen fra Løkken, hvor to tyske soldater med opplantede bajonetter holdt øje med trafikken, spyttede min søster, Kirsten, efter dem. Heldigvis tror jeg ikke, soldaterne observerede det. Min søster var født om sommeren i 1940 og fik kørende på stangen af fars cykel. Det siger noget om, hvor tidligt børn kan påvirkes.

Ellers medførte besættelsen, at vi derhjemme fik en radio. Fars opfattelse af radioer havde hidtil været den, at de gerne medførte en del spild af tid, der med fordel kunne anvendes bedre. Vi fik jo Vendsyssel Tidende dagligt, så det måtte da være godt. Situationen havde imidlertid ændret sig på grund af den indførte censur, således at sandhederne ikke altid kom frem i de danske dagblade. Derfor var der nu brug for en radio, så vi kunne høre de danske udsendelser fra BBC i London med nyheder og de her ”mærkelige” hilsner. Radioen havde plads oppe på fars kontor og blev kun brugt til Familien Hansen og hvad nu de forskellige underholdningsprogrammer hed, når far og mor ikke var hjemme. Efter befrielsen blev den sat på loftet.

Den 9. december 1943 fik vi gennem sognefoged Søren Nielsen en indkvarteringsordre. Der skulle skaffes husly til dem, der arbejdede ved byggeriet af det store fæstningsanlæg ved vestkysten. For vores vedkommende drejede det sig om en entreprenør ved navn Emil Hansen. Hvor længe, han havde bopæl hos os, husker jeg ikke, men det var kun ganske kort tid. Dernæst flyttede en ingeniør Sommer ind. Han havde tidligere arbejdet med fæstningsanlæg i Kirkenes i Nordnorge og ville gerne underholde os med sine norske oplevelser. Selv troede han, at han var populær, indtil han en dag spurgte far, om vi havde noget imod at have ham boende. Hertil svarede far ham ganske kort: “Ja, i høj grad!” Og så flyttede hr. Sommer.

Senere havde vi personer boende af en ganske anden karat. Det, at vi havde besøg af fremmede en aften eller måske over en længere periode, var da ikke noget, vi børn gik og udbredte os om. Dem, vi havde boende, fik stillet gæsteværelset til rådighed og kunne bruge stuerne, som de ønskede. En tid havde vi et professorpar boende. Det drejede sig om professor Møller-Sørensen og frue fra Landbohøjskolen. Parret var på vej til Sverige og skulle over med en af de illegale både fra østkysten. De forlod os en aften med kort varsel for at blive sejlet over i nattens løb. Under opholdet hos os gik de under dæknavnene hr. og fru Smith. De blev for øvrigt senere svigerforældre til min søster og var flere gange vært for mig på Landbohøjskolen under mit ophold som soldat i hovedstaden. Den sidste af vores logerende var en journalist, der under opholdet hos os arbejdede med at indsamle stof og behandle det til udgivelse i de illegale blade. Til dette arbejde havde han mors stue inde bag fars kontor stillet til rådighed og sad der og klaprede på sin skrivemaskine. Der skulle jo hele tiden bruges nyt stof til bladene. Han måtte desværre den 7. marts 1945 forlade præstegården i Gestapos bil efter et mislykket flugtforsøg ud gennem et vindue.

At der naturligvis var tilfælde, hvor vi børn spurgte mor om et eller andet vedrørende de besøgende, kan vel næppe undre. En aften havde vi således fået at vide, at der skulle være bestyrelsesmøde i ungdomsforeningen oppe på kontoret. Det var der i sig selv ikke noget mærkeligt i, da far var for mand for foreningen. Det, der undrede os, var dels, at det blev holdt senere på aftenen end normalt, dels at det ikke var Fie, der kom til mødet, men hendes mand Erik. Da vi så spurgte mor om, hvor for Erik kom, når det var Fie, der sad i bestyrelsen, slog mor det hen ved at sige, at Fie nok ikke kunne den aften. ”For øvrigt”, føjede mor til, ”er det ikke alting, man behøver at vide besked om. Der er også ting, det er bedst ikke at vide noget om.” Det havde mor da ret i, for det vedkom jo ikke os børn, at far også var leder af den modstandsgruppe, Erik var medlem af.

Som før omtalt var vores sidste logerende så uheldig at falde i kløerne på fjenden, da han for søgte flugt gennem vinduet. Det hele tog sin begyndelse midt på eftermiddagen 7. marts 1945, da far ringede hjem til os fra Hjørring og sagde, at Gestapo ville komme på besøg i præstegården. Far var taget med toget til Hjørring tidligere på dagen under påskud af, at han skulle købe ind til

min søsters nært forestående konfirmation. I Hjørring blev far advaret mod Gestapos nært forestående besøg af nogle modstandsfolk, der havde fået nys om deres planer. Far ringede der for straks hjem for at sikre sig, at vores loge rende, Chr. Winther, kunne komme afsted, før det var for sent. At det ikke lykkedes, skyldtes udelukkende en fejlvurdering af situationen fra Chr. Winthers side. Gestapos første besøg var nemlig kun af kort varighed. De spurgte efter far og fik at vide, at han ikke var hjemme, men i Hjørring og forventedes at komme hjem med toget ved attentiden. Det vidste mor nemlig, at han ikke ville være. Derefter drog de afsted igen. Vi fik advaret Chr. Winther, der på det tidspunkt var på en spadseretur i plantagen, så han kunne holde sig borte, og fortalt ham, at mor havde gemt hans skrivemaskine og papirer. Efter at Gestapo var kørt første gang, kontaktede vi atter Winther, som vi fortalte om besøget og bad ham tage til Thise i stedet for at vende tilbage til præstegården. Winther var imidlertid af en anden opfattelse, idet han mente, faren nu var drevet over, så han gik hjem, fandt alle sine ting frem og bestilte en bil, hvilket fik meget alvorlige føl ger for ham.

Kort efter aftentogets ankomst vendte Gestapo tilbage til præstegården ledsaget af tyske soldater, der omringede huset. De kørte op på gårds pladsen bagefter den vogn, Winther havde bestilt til at hente sig. Vognmanden, der fortalte, at han skulle hente en herre, fik følgende besked: ”De kan godt køre igen. Den herre skal vi nok tage os af.” Og sådan kom det også til at gå.

Under Gestapos andet besøg foretog de en husundersøgelse med hovedvægten lagt på en undersøgelse af fars kontor, hvor de søgte efter våben under skrivebordet og bag de mange bøger på reolerne. Alle bøger på nær én blev skubbet ind. Undtagelsen var Mein Kampf.

Chr. Winther blev taget med kuffert, skrivemaskine og stof til illegale blade, men heldigvis uden sin pistol, som far opbevarede, ellers kunne det let være gået meget værre, end det gik. Inden Gestapo drog af med Winther, beordrede de ham til at stå med ansigtet mod væggen i entréen, mens de raslede med deres skydevåben, hvorefter de i mors påsyn gav ham et meget hårdt slag på den ene side af hovedet. Winther havnede efterfølgende i Frøslev lejren.

Da Gestapo igen forlod præstegården, efterlod de to tyske soldater, der skulle blive og afvente fars hjemkomst. Samtidig fik vi besked på, at ingen måtte forlade præstegården, ingen måtte tage telefonen, hvis den ringede, alle skulle opholde sig i spisestuen, som vi kun måtte for lade under ledsagelse af en af de tyske soldater, og at eventuelle gæster ikke måtte tage afsted igen. Det sidste påbud kom til at gælde et par damer nede fra byen, der havde fulgt Hanne, Kirsten, Ole og mig hjem efter et besøg. De kom til at tilbringe natten og den næste formiddag i præstegårdens spisestue sammen med familien og de tyske soldater.

Det blev en lang aften og nat. Mine to mindre søskende fik lov at sove i deres egne senge i børneværelset. Jeg derimod fik lov at sove i mors seng, der stod op mod muren ind til spisestuen.

Hvilken luksus, må man sige, men hvordan i alverden skulle det kunne lade sig gøre at sove, når der i stuen ved siden af sad to tyske soldater bevæbnede med skarpladte geværer og ventede på, at ens far skulle vende hjem? Det var da noget af et mareridt.

Den følgende formiddag kom et par af husets venner for at se, hvad der var i gang. Også de blev nægtet at gå igen. Ved 11-tiden ringede soldaterne så forskellige steder hen og endelig langt om længe gik de deres vej og interneringen ophørte.

Det er intet problem at beskrive dette døgns hændelsesforløb – endda i enkeltheder. Det er derimod meget svært at beskrive de følelser af uro og frygt, der fyldte os alle. Når man gennem opdragelsen har lært at betragte de tyske tropper som landets fjender, har lært at frygte og afsky.

Gestapo og deres håndlangere på grund af deres misgerninger, ja, så er det altså svært at forklare andre, hvordan det føles at være fange i eget hjem under bevogtning af tyske soldater, der sid der og venter på, at ens far skal vende hjem, og så samtidig være uvidende om, hvornår Gestapo igen dukker op og hvad et sådant besøg eventuelt vil medføre. Det tror jeg, man selv skal have prø- vet for at forstå. Det skal siges, at mor taklede situationen på en beundringsværdig måde.

Om eftermiddagen blev det besluttet, at vi alle skulle forlade præstegården for en tid. Mine to storesøstre kom til at bo hos veninder i Vrensted, hvorimod mor, Kirsten, Ole og jeg “gik under jor- den” i Tolstrup Præstegård hos pastor Kjær med familie. Her boede vi en uges tid, inden vi atter vendte hjem. Under opholdet i Tolstrup Præstegård var jeg en dag sammen med pastor Kjærs drenge oppe ved rutebilen med et brev. Her blev jeg genkendt af rutebilejer Svend Brix fra Løkken, der efter hjemkomsten til Løkken ringede til præstegården og sagde, at jeg meget gerne måtte komme ned og bo hos dem, så jeg kunne passe min skolegang på Løkken Realskole. Det var et smukt træk af Brix, men det blev ikke realiseret, da vi kort efter vendte hjem til Vrensted Præstegård for at sikre, den ikke skulle blive beslaglagt til indlogering af tyske flygtninge.

Med den slags oplevelser i bagagen voksede naturligvis længslen efter en afslutning på mare ridtet. Ville det lykkes for far at holde sig skjult til befrielsen? Ville Gestapo atter vise sig i præstegården osv.? Men heldigvis gik det, som Halfdan Rasmussen skriver i sit digt Længsel fra

1944: “Men det bli’r atter stille efter stormen. Og det bli’r godt at leve her på ny.”

Befrielsesbudskabet blev som bekendt bragt i BBC’s aftenudsendelse 4. maj 1945. Jeg er ikke sikker på, at vi hørte det derhjemme første gang, det blev sendt, for vi børn var alene hjemme den aften, da mor var taget afsted for at besøge far på hans skjulested, og vores pige var på besøg hos sin søster. Mor og far sad derimod sammen og hørte frihedsbudskabet, hvorefter de straks tog hjem til præstegården. Det blev dog kun til et kort besøg, da mor skulle cykle til Thise med en besked, og far havde andre opgaver at løse den nat.

Den følgende tid var far stærkt engageret i ar bejdet inden for modstandsbevægelsen med blandt andet vagter og opsyn vedrørende kyst befæstningen i Løkken og omegn. I den periode blev der kørt en hel del materiel såsom afstands målere, kikkerter, telefoner m.m. fra fæstnings anlæggene til Vrensted Præstegård, hvor det blev oplagret i en af de gamle bygninger samt under træerne nede i haven. Årsagen hertil var, at det ellers ville være blevet betragtet som engelsk krigsbytte og destrueret. Det blev sene re afhentet af den danske marine, hvis chef, admiral Vedel, derefter sendte far en takkeskrivelse på grund af redningsaktionen.

Da udhuset igen var ryddet, blev der i et af rummene gravet et hul under gulvet, hvori der blev anbragt en del våben og ammunition. Ingen kunne jo vide, hvad tiden fremover ville bringe, så for en sikkerheds skyld…! Disse våben lå der for øvrigt i flere år, før de blev fjernet for senere at blive afleveret til myndighederne.

Der var naturligvis også festligheder i forbindelse med befrielsen. I Brønderslev var der således en stor folkefest, der blev afviklet ude ved friluftsbadet. Den blev afholdt 13. maj med far som en af talerne. Dagen forinden pakkede vi derfor vores bil ud, efter at den havde stået opklodset og indpakket i garagen under hele krigen. Den blev tanket op og påsat grønne plader med nummeret DF 16. Så var den klar igen. Mor og vi tre største af søskendeflokken fik lov at køre med til mødet. Jeg husker så tydeligt turen op gennem den flagsmykkede Bredgade til friluftsbadet. Nede på hjørnet ved Mandrup Poulsens boghandel gik et par modstandsfolk med rødt, hvidt og blåt armbind. Det var første gang, jeg så den slags armbind, da det armbind, far dengang havde, var ensfarvet grønt. Jeg spurgte derfor far, hvad disse armbind betød, og fik svaret: ”Tænk dig om!” Far var jo nok lidt nervøs, for overalt vrimlede det jo med folk, der skulle ud til festlighederne.

Også en madindsamling til nordmændene, der manglede alt, skulle der være plads til. Mange følte sig jo også i stor gæld til nordmændene på grund af deres heroiske indsats mod besættelsesmagten. Noget mange danskere beundrede dem meget for, og gerne ville takke dem for på en eller anden måde. Derfor blev der iværksat en madindsamling i Løkken og omegn, hvor far stod som leder. Der blev indsamlet kartofler, mel, gryn, flæsk, pølser, æg osv. rundt i sognene til udskibning i fiskerbåde fra Løkken til Norge. Turen til Norge foregik i dagene 24.-25. maj 1945. Det blev et frygteligt blæsevejr undervejs, så far fortalte efterfølgende, at han på det meste af turen derop havde siddet på dækket tøjret til masten med en livrem. Turen blev dog en stor oplevelse for deltagerne, og far kom da også hjem med lommen fuld af visitkort fra kendte personer, han havde truffet under besøget.

Alt, hvad jeg indtil nu har beskrevet, foregik i min barndom fra jeg var seksethalvt til 12 år gammel. Jeg vil nu til slut springe 50 år frem i tiden til 13. og 14. maj 1995, 50-året for madindsamlingen til Norge. Det skulle naturligvis mar keres, syntes nordmændene, der inviterede til festligheder i Arendal. Inviteret til disse festlig heder var folk fra Løkken, heriblandt to fiskere, der havde været med på turen i 1945, borgme steren, formanden for turistforeningen, amts rådsmedlem Niels Østergaard og en del flere. Også Estrid og jeg modtog en invitation, da far jo i sin tid havde været involveret i projektet, og vi tog naturligvis med stor glæde imod denne indbydelse, der gik på fri rejse, ophold, udflugter, festgudstjeneste, kransenedlæggelse og en fin festmiddag, alt sammen under ledelse af fylkes ordfører Jon Fløistad.

Det var en meget stor oplevelse at være med på denne tur, og det gjorde et stærkt indtryk på mig at erfare, med hvilken respekt arrangementet i 1945 blev omtalt såvel af præsten i kirken som af fylkesordføreren under hans tale på havnen. At fars navn indgik i samtlige norske taler, gjorde naturligvis ikke mindre indtryk på mig. Bordplanen til den meget fornemme festmiddag var udarbejdet således, at Estrid skulle sidde til høj bords med Arendals borgmester som bordherre og en højtstående embedsmand på sin højre side, hvorimod jeg måtte “affinde” mig med at få direk tør Chr. Brix Kjelgaard fra Løkken som ”bord dame”. Det var skam meget hyggeligt. Sikken hæder der blev Estrid og mig forundt på grund af fars gode gerninger så mange år forinden. Noget vi overhovedet ikke havde haft andel i. Men vi nød det.

Efter realeksamen var Povl Stevns ansat i tre år på Østergaard i Vrensted, fra november 1949 til november 1952, et år på Vrejlev Kloster, fra maj 1953 til maj 1954, to gange på højskole, på landbrugsskole, et år på et landbrug i USA og soldat ved Livgarden. Fra 1958 til 2000 var han gård ejer i Stenum og havde flere tillidshverv. Povl Stevns blev i 1958 gift med Estrid i Vartov. De har fem børn og bor nu i Serritslev.

 

 

 

Vrensted Kirke fik nyt orgel i 1939 som i  2019 er  blevet udskiftet med et helt nyt og flot orgel.

 – Ny  lysner det for Vrensted Kirke  –  sept. 2019

Kilde: Nordjyske 15.09.2019

Kirkeorgel på vej i 10 år

Omkringsiggribende:

Egentlig skulle Vrensted Kirke “kun” have et nyt orgel. Det blev en totalrenovering.

Det har krævet godt 10 års arbejde for Vrensted Menighedsråd at få nyt kirkeorgel og en nyrenoveret Vrensted Kirke på plads fortæller formand Jens Juhl og Byggesagkyndig Jørgen Schierup.

Af Povl Stevns tidligere Stenum, nu Ligustervej 1, Serritslev, 9700 Brønderslev,

skrevet i Barn af Vendsyssel i 1999, og med tilladelse fra Povl Stevns, har jeg fået lov til at udgive historien på denne hjemmeside.

 

Født Vrensted Præstegård den 13. oktober. 1933 Realeksamen fra Løkken Realskole 1949 . “Østergård”, Vrensted 1949 – 1952 .Vrå Højskole 1952 – 1953.Vrejlev Kloster 1953 – 1954 Livgarden 1954 – 1955. Ladelund Landbrugsskole 1955 – 1956 Demonstrationsbrugene for kvæg maj – november 1956. Askov Højskole 1956 – 1957 Udveksling i USA 1957 – 1958. Selvstændig landmand 1958 – 1993. Bestyrelsesmedlem Brønderslev Slagteri og Wenbo 1967 – 1977. Ligningskommission – skatteankenævn 1974 – 1997. Medlem af taksationskommissionen 1986 – 1994.

 

En lys og lykkelig barndom

vi her oplevet har

blandt grønne træer og blomster

hos en kærlig mor og far,

de beredte vejen for os

så lykkeligt frem,

derfor af hjertet takker vi

vort kære barndomshjem.

Hanne Stevns 1953.

 

Kommer du sydfra kørende ad Bådstedhedevej mod Vrensted, fanges dit blik før landsbyen af præstegården med den flotte sydvendte facade, der ligesom spejder ud over det åbne land med “Holmen”, liggende på bakken, de åbne marker, plan tagerne og bag dem området, hvor i min barndom og ungdom Ingstrup Sø dækkede et stort areal, indtil den blev afvandet i årene 1950-52.

Det er en statelig beboelse, der i 1928 opførtes som afløser for de gamle stråtækte huse fra 1759, der nu overgik til anden anvendelse. Præstegårdens arkitekt, der for øvrigt var bror til sognepræsten, var ingen ringere end den meget kendte U. A. Plesner, der havde løst adskillige større arkitektopgaver i bl. a. København, Roskilde og Ringkøbing. Af os vendelboere er han nok mest kendt for sine mange arbejder på Skagen, bl. a. Chr. X’s og dronning Alexandrines sommerbolig “Klit gården”, der opførtes i 1914.

For øvrigt har Vrensted også fra tidligere tider været kendt for at have sig en præsentabel præstegård, således skrev biskoppen i 1694 om den daværende præstebolig bl. a., at den hørte til blandt de smukkeste i Aalborg stift.

Fortsætter du ad vejen, der i 30-erne lå hen som grusvej, forbi præstegårdens indkørsel og videre nordpå, passerer du i søndre ende af Vrensted kirkedammen, kirken, byskolen, den gamle bydel, og kommer længere fremme gennem mejeribyen igen ud i det åbne land på vej mod Løkken eller Børglum Kloster.

Vrensteds historie går meget langt tilbage, hvilket bl. a. fremgår af et fund i 1912, der afslørede en større boplads fra før den romerske jernalder, før Kristi fødsel. Hvad selve navnet “Vrensted” angår, så hører det til en navnegruppe, der antages opstået omkring år 700 e. Kr. Senere var Vrensted i en periode kendt som et vigtigt handelssted, men også som et sted med mange kroer og smugkroer, hvilket gjorde, at Vrensted blev betegnet som en af de mest “uskikkelige” egne i Vendsyssel. Den tid var i min barndom naturligvis for længst forbi. Vrensted var en fredelig lands by, der ligesom hvilede i sig selv. En landsby med de fleste af de servicetilbud, der var nødvendige i det daglige – måske lige bortset fra en læge – men det problem løste læge P. M. Sørensen for os, da han i 1947 sammen med sin familie flyttede ind i “Villa Holmen” og startede en lægepraksis, der med årene har udviklet sig i en sådan grad, at Vrensted i dag har et velfungerende lægehus med fem praktisereende læger foruden dets øvrige personale.

Foruden kirken og skolerne havde Vrensted dengang landets fineste sogne bibliotek indrettet i lokaler, stillet til rådighed af den forlængst afdøde, kendte og trofaste vrensteddreng, sagfører Anders Olesen, Vodskov. Det var baseret på hans imponerende, skindindbundne bogsamling på 2400 bind, skænket af boet efter sagføreren. Der var – og er – et dejligt forsamlingshus. Der var møllen, hvor landmændene kunne få malet og sigtet hvede til bagning. Der var mejeriet, smede værksteder, snedkerværksteder og en karetmager, der også lavede bødkerarbejder. Der var slagter, flere købmænd og en brugs, skomager, saddelmager, træskomager, skrædder, manufakturhandler, cykelhandler og barberer. Vrensted havde egen manuelt betjent telefoncentral, “Traadebo”, hvorfra man dengang under samtalen hvert tredje minut blev mindet om, hvor længe man havde talt. Og så havde Vrensted dengang og indtil 1963 sin egen station på Hjørring-Løkken-Aabybro banen, der var fra 1913, og det at bo i en landsby, der havde egen station, var altså noget særligt. Noget, man følte, gav status overfor andre landsbyer og ligesom var med til at gøre Vrensted til noget helt specielt.

I før omtalte præstegård flyttede mine forældre Inger og Aage Stevns ind som nygifte præstefolk i begyndelsen af 1930. Far var dengang 26 år og mor 22. Kun lidt indbo medbragte de, og deres indkomst var ret beskeden, men masser af plads fik de, og selvom de led under udgifterne til opvarmningen af det store hus i de kolde vintermåneder, så var det med opvarmningen dog ikke mere belastende, end at far flere gange i årenes løb udtalte, at plads nu engang var en velsignelse. I løbet af få år blev der da også brug for alle rummene, da der efterhånden skulle findes plads til en hurtigt voksende børneflok, være et værelse til den unge pige og derudover helst være et ledigt værelse, hvor til rejsende familie, en overnattende foredragsholder eller andre kunne installeres med kort varsel og således nyde godt af gæstfriheden, selvom man dengang på gæsteværelset måtte tage til takke med servantestellet og det til tider nødvendige “møbel” under sengen. Men sådan var det jo nu engang selv i en præstegård bygget i 1928 af en landskendt arkitekt.

I disse omgivelser så jeg første gang dagens lys en oktoberdag i 1933 som ægteparrets tredje barn. Før mig var kommet to døtre, så der var storesøstre nok til at tage sig af lillebroderen lige fra starten. Stor aldersforskel på os tre var der jo ikke, og med årene føltes den hurtigt udvisket. Selv opnåede jeg at være den mindste i syv år, inden den tredje søster meldte sin ankomst i 1940 og efter hende igen en bror og en søster. I dag vil man nok synes, at seks børn er mange – selv har vi da også kun fem – men sådan føltes det ikke dengang, selvom far ind imellem pralede af at have tre og et kvart dusin. Vi var jo dukket op i to hold, med hele syv år mellem holdene.

Far blev kaldet til embedet i Vrensted-Thise pastorat den 15. januar 1930 og indsat i begge kirker den 7. marts samme år. Pastoratet, der består af Vrensted og Thise sogne, strækker sig fra Ryssensgrav i syd til Klostergrøften i nord, og syd for Løkken grænser det op til Vesterhavet. Et areal på i alt 75 km2, som i 1930 havde en befolkning på 2600 indbyggere. To meget smukke kirker findes i pastoratet: Mod syd højt hævet over landskabet på morænebakkerne ved Thise, “Vor Frue Kirke” og midt i Vrensteds gamle bydel ligger “Sct. Thøgers Kirke”. Begge kirker, der er bygget i den store kirkebygningsperiode omkring 1150 af tilhuggede granitkvadre, er dog senere ændret og påsat tårne.

Det var en stor, krævende og i høj grad spændende opgave for mine forældre at gå i gang med. For mor betød det bl. a., at hun måtte forlade det blide Sjælland, hvor hun var født og opvokset som den ældste af tre søskende på en købmandsgård i Ruds Vedby af forældre, der ikke havde haft megen tilknytning til Vendsyssel. Nok var min morfar, Povl Bendtsen, født i Aalborg, hvor hans far var prokurator, men det var nu engang syd for fjorden. Fra sin tidligste ungdom boede han i Ruds-Vedby, hvor han startede som elev i den købmandshandel, han senere blev ejer af og drev i mange år. Min mormor, Thyra Helms, var født i Randers, hvor hendes far, der var præstesøn fra Esbønderup, dengang var skolebestyrer, men da familien kort efter mormors fødsel flyttede til Frederiksberg, fik mormor sin opvækst derovre. Hovedparten af mors slægt var således bosat på Sjæl land, hvor hun også selv tilbragte sin barndom og ungdom kun afbrudt af et års skoleophold i Schweiz og en tur på spejderskolen ved Brahe Trolleborg på Fyn. Nu gik turen altså til Vrensted Præstegård, til det barske klima ved Vestkysten, til vendelboerne, til landet norden for lands lov og ret, som nogen har kaldt området, men hun klarede det med glans og valgte Vendsyssel som sit hjemsted til sin død i 1991.

For far var situationen derimod en ganske anden, da han af fødsel var vendelbo. Han blev født på Kvissel Højskole i 1903 som den femte i en søskendeflok på syv. Hans forældre, Dorthea og Ole Stevns, var i 1899 vendt hjem til Danmark efter et otteårigt ophold blandt danske i staten Minnesota, USA, hvor de i flere år drev den danske højskole “Danebod”, som de inden hjemrejsen solgte til den danske menighed derovre. Allerede samme år lykkedes det farfar at erhverve Kvissel Højskole, der var oprettet i 1875, men efterhånden kørt helt i sænk. Farmor og farfar genetablerede skolen, der herefter kunne starte med nyt elevhold den 4. november 1899 og fortsætte som højskole i endnu 18 år, hvorefter dens videre drift måtte opgives på grund af manglende elevtilgang.

Selv om det aldrig blev nogen stor højskole, de kom til at drive her i Vendsyssel, blev årene i Kvissel nogle af deres lykkeligste arbejdsår, for, som farmor skrev nogle år senere: “Der havde vi elever med åbne hjerter og åbne øren for, hvad vi havde at bringe”.

Min farfar, der stammede fra en gårdmandsslægt i Højerup på Stevns – derfor familienavnet – havde som ganske ung fravalgt landbruget for i stedet at vie sit liv til højskolegerningen, der havde grebet ham stærkt under et ophold på Vallekilde. Ligeledes havde min farmor, der stammede fra Alsø Mølle ved Grenå, fra sin tidligste ungdom været stærkt engageret i højskolearbejdet ved forskellige skoler først som elev og senere som underviser. For dem begge var gudsfrygt, baseret på det grundtvigske livssyn, det fundamentale, nationalfølelse var en selvfølgelighed, tabet af Sønderjylland derfor en katastrofe, og drøm men om en genforening med det tabte land brændende. Efter en opvækst i det miljø og med den  ballast, det gav, var det, at far ef ter endte studier i København i 1930 vendte tilbage til Vendsyssel for her at udøve sin manddomsgerning blandt vendelboerne.

Til præstegården hørte en stor have samt en plantage, “Thøgerslund”, men kun lidt landbrugsjord. Fra plantagen solgtes under krigen træ til opvarmning af kedelen på mejeriet, da der jo ikke var kul at få fat på. Også private havde mulighed for køb af nyfældet bjergfyr, der solgtes i bunker af passende størrelse til et stort læs på en stiv arbejdsvogn. Sådant kvas var ret eftertragtet, da det sammen med en luftig mosetørv hurtigt kunne få en gryde i kog. Hvor eftertragtet det var, fremgik tydeligt en dag, far besøgte en gammel kone i sognet. Under besøget spurgte hun pludselig: “Så De, a var i kirke i søndags pastor Stevns”? Ja, det havde far da set, hvorefter hun prompte stillede næste spørgsmål: “Så ka’ a vel få et læs kvas fra plantagen i år igen”? Det fik hun.

Landbrugsjorden var bortforpagtet, og i forpagtningsafgift modtog vi kartofler, gulerødder samt noget flæsk til husholdningen, der var ret stor, da vi jo var en stor børneflok og til tider havde både kokkepige og barnepige. Hvornår vi skulle have de halve grise, aftalte mor med forpagteren, og på slagtedagen blev et af os børn sendt afsted til slagtestedet med en spand til blodet, så vi kunne få lavet blodpølse. Det var i høj grad noget, vi så hen til. Det skete nogle gange, vi i stedet for en del af flæsket modtog en gås til jul. Den kom gerne nogle dage i forvejen og blev hængt op på det åbne loft, hvor der på den årstid var bidende koldt. Heldigvis lykkedes det dog altid at få den tøet op igen og efter en tur i ovnen få den serveret sprød og lækker på julebordet, hvor far med stor fryd svingede forskærerkniven og delte ud til højre og venstre.

Selv havde vi kun undtagelsesvis husdyr hjemme udover hunden, der naturlig vis ikke kunne undværes. Den første var en Grand Danois ved navn Lis, men efter den gjorde jagthundene deres indtog, da far var ivrig jæger. En tid havde mor høns, men det nåede aldrig at blive det helt store menageri. Mit første husdyr fik jeg i 1939 som gave fra en kær ven af huset. Mine søstre og deres veninde, Erma på “Holmen”, fik cykler det år, mens jeg derimod måtte vente endnu et år og blot nøjes med bemærkninger som: “Din tid kommer også engang. Du må ikke glemme, at pigerne er ældre end dig” osv. osv. Men svært var det i hvert fald for mig at godtage disse forklaringer, da jeg jo på ingen måde tvivlede på mine evner som kommende cyklist. Skuffelsen var derfor så stor, at venindens far fik ondt af mig og bad mig komme op på “Holmen”, da han havde et lam, han ville forære mig. Endda et lam, der havde kærlig pleje behov, da moderen havde mistet interessen for det. Det var naturligvis lige sagen med sådan en legekammerat. At det derudover blev en trofast leverandør af uld til strømper og trøjer og af to lam, som kunne indgå i husholdningen, gjorde ikke sagen mindre interessant i årene der fulgte, med knaphed på mangt og meget.

Ellers var der masser af husdyr i præstegårdens nærmeste omegn på landbrug af varierende størrelse, men dog gennemgående så små, at tiden for længst er løbet fra de fleste af dem. Dengang udgjorde de arbejdspladsen for ejerne og deres familier. Udbyttet var nok ikke altid overvældende i forhold til indsatsen, men trods sliddet var der noget tiltalende ved disse brug, hvor ægtefællerne sammen klarede arbejdet og opdragelsen af børnene, der også gav en hånd med, hvor de kunne.

Som børn var det begrænset, hvilke daglige pligter vi søskende havde derhjemme udover skolearbejdet, da vi jo hverken havde stald eller mark at passe. Vi havde dog den store have, hvor vi hver havde et afsnit at passe i sommerhalvåret. Senere kom så andre opgaver til, og hele det sidste år, jeg gik i skole, stod jeg for kartoffelskrælning samtidig med, at jeg skulle sikre, der var brænde og tørv inde til samtlige kaminer. Det gav naturligvis en smule lommepenge. Resten måtte jeg bjærge bl. a. ved at gå til hånde på nabogården, ved at tage ud og hakke roer og ved at tage kartofler op i efterårsferien osv.

Det er begrænset, hvad jeg husker fra 30-erne, men i denne forbindelse vil jeg dog nævne min sommerferie i 1938, hvor jeg var anbragt hos min farmor og farfar i Vestergade i Sindal, mens mor og far var på biltur til Tyskland, Holland og Belgien. Det var gode dage, hvor farmor sang og læste eventyr for mig, og hvor jeg i haven fik rig lejlighed til at gå farfar til hånde og således rigtig få jord under neglene.

Turen sydpå talte mine forældre senere om flere gange og sluttede gerne med at fortælle, at det vrimlede med soldater overalt i Tyskland. Der var allerede dengang noget alvorligt i anmarch, noget der i den grad virkede foruroligende, og som bevirkede, at far året efter, den 1. september, da tyskerne gik ind i Polen, i sin kalender blot skrev det ene ord KRIG. Det blev dog først senere, vi herhjemme kom til at mærke noget til det.

Den 1. april 1940 begyndte jeg i Vrensted Byskole i den bette klasse hos frk. Mikkelsen. Det var en dag, vi alle havde set forventningsfulde frem til. Nu skulle der rigtignok læses ABC, og der skulle skrives og regnes på vore nye tavler, hvortil hørte både griffel, stritflaske og klud, så der var nok at tage fat på. Foruden lærerinden, der tog sig af de små elever, var der ansat en førstelærer, der overtog eleverne, efterhånden som de rykkede op i “store klasse”. Han havde eleverne, indtil de som 13-14 årige blev konfirmeret og herefter forlod skolen. Denne førstelærer, der hed Anton Jensen, var tillige degn, hvilket af og til kom os til gode, da det indebar, at han til tider ved sølvbryllupper i sognet skulle synge for ved morgenbesøget. Når han endelig igen viste sig på skolen hen på formiddagen, undertiden stadig med lys på lampen, var han let at overtale til at læse for os resten af dagen i en af Ingemanns romaner, “Onkel Toms hytte”, eller hvad der nu havde vores interesse, og det nød vi naturligvis. Degnen var for øvrigt en ganske god underviser i danmarkshistorie, som han fortalte ret så levende for os, og klassens udsmykning, der nok var beskeden, bar også præg af hans historiske interesse, idet et af billederne forestillede “Mordet i Finderup Lade” og et andet “De sønderjyske piger”.

Den næste skoledag, jeg husker, var den 9. april 1940. Det blev nu ikke nogen lang skoledag, da lærerinden på grund af det tyske overfald på Danmark græd sine modige tårer, og vi unger naturligvis ikke kunne samle os om noget som helst, da flyvemaskiner hele tiden drønede nordpå over vore hoveder. Krigen havde gjort sit indtog, og det kom på mange måder til at påvirke tilværelsen for os allesammen mange år frem.

Knap to måneder efter denne skæbnesvangre dag døde vores lærerinde frk. Mikkelsen. På den efterfølgende skoleudflugt, der foregik i jumber og charabancer, gjorde vi holdt ved kirkegården for at lægge blomster på hendes grav, inden turen gik videre til Lyngby Mølle, hvor den medbragte mad blev sat til livs. Hjemturen gik over Løkken, hvor hestene opstaldedes på Hotel Klitbakken, mens vi andre var en tur i biografen i den bygning i Vendelbogade, hvor nu møntvaskeriet har til huse.

At morgenstunden den 9. april naturligvis også hjemme var ret speciel er en selv følge. Min ældste søster og jeg var den dag ene hjemme med far, da mor og min anden søster, Hanne, dagen forinden var taget til Ruds-Vedby for at aflægge besøg i mors barndomshjem. Et uheldigt sammentræf, som dog heldigvis fik en god ud gang. Tidligt om morgenen vækkedes vi af støjen fra tyske maskiner på vej mod Norge, og straks derefter kom far ned og sagde, at nu var de her. Hvem “de” var, var det unødvendigt at sige. Det var underforstået, for deres ankomst havde længe været både ventet og frygtet. At det ikke ligefrem var gæster eller venner, der meldte deres ankomst, stod os derfor ganske klart. Deres synderegister var jo allerede på det tidspunkt stort, og Hitlers politik og visioner allerede forlængst offentlig gjort i bogen “Mein Kampf”, så i mit hjem var holdningen fra starten lysende klar. “Den 9. april var uvejrsdagen over Danmark”, som min farfar samme år skrev i en artikel. Tyskerne var landets fjender, at have sympati for dem og det, de stod for, var i allerhøjeste grad forkasteligt. At melde sig under deres faner var ensbetydende med at sælge sin sjæl til fanden selv, og det var da kun noget, tølpere kunne finde på. Denne klare holdning hos mine forældre satte naturligvis præg på den opdrag else, vi børn fik. Anderledes kunne det ikke være. De sydfrakommende blev også vore fjender, det nationale blev sat i højsædet, et stort billede af Christian X fik en fornem plads i fars kontor osv., og for ligesom at sætte prikken over i’et blev en tysk vimpel med hagekors hængt op i altanværelset, så vi kunne spytte på den, hver gang vi gik forbi. I dag vil man nok kalde den slags indoktrinering. Det var det måske også. Selv har jeg somme tider tænkt på vi søskendes situation under krigen, når jeg i “Matador” så grisehandlerens hund, der afskyede alt, hvad tysk var. Den havde vi vist lidt tilfælles med. Senere oplevelser under krigen kom til yderligere at forstærke denne holdning.

Nu skal mine drengeår i første halvdel af fyrrene naturligvis ikke betragtes som et langt mareridt på grund af krigen, for det vil være meget forkert. Det var nemlig helt igennem et dejligt hjem, vi børn fik lov at vokse op i. Vi havde pragtfulde forældre, og vi trivedes i allerhøjeste grad i miljøet, men krigen satte nu engang begrænsninger for snart det ene, så det andet, og det mærkedes mere og mere, som den skred frem.

Som noget af det første kom mørklægningen, der i starten for de fleste voldte store problemer, da man vel nok havde gardiner, men ikke af en beskaffenhed, der kunne hindre lyset i at trænge ud. Hjemme havde vi ret høje vinduer og måtte derfor kravle rundt på stole, trappestiger, og hvad vi ellers havde, for at hænge tæpper op, indtil det lykkedes os at få lavet mørklægningsgardiner, der tilfredsstillede kravene.

Ret hurtigt gik det også ud over bilisterne, der ganske vist ikke talte nær så mange som i dag. De måtte for flertallets vedkommende aflevere pladerne og lade deres køretøjer opstalde. Lidt bittert sådan at måtte nøjes med bare at kigge ind i garagen til “vidunderet”, der i vort tilfælde stod opklodset og indpakket i brunt papir. Inden det nåede så vidt, havde vi dog lidt fornøjelse af de sidste dråber benzin, der var i tanken, idet far flere gange lod os børn få en køretur rundt om flagstangen ude på gårdspladsen. Det var da bedre end ingenting. Vognmændene, der havde kørsels tilladelse, fik bilerne udstyret med gengasanlæg og måtte derfor af og til gøre holdt for at rode lidt i ilden eller komme brænde på, men fremad kom de da, ganske vist ikke så hurtigt som nu til dags. Hastighedsgrænsen var dengang max. 60 km i timen, og den passede udmærket til såvel vejene som datidens køretøjer, der ud styret med delvis mørklagte forlygter jo ikke var særlig trafiksikre efter mørkets frembrud. På grund af bilens opklodsning blev mine forældre tvunget til at erhverve sig et par brugte cykler for at klare transportbehovet, og det gik da også udmærket i hvert fald så længe dæk, slanger og kæder kunne holde. Ret hurtigt blev også disse ting mangelvarer, og så var gode råd og stor opfindsomhed nødvendig.

Flere og flere varer forsvandt fra forretningernes hylder, nogle helt, mens andre erstattedes af surrogater. “Kaffen” kom til at bestå af brændt rug, sæben blev til 40% – sæbe, tøjet blev lavet af celluldsstof osv., og det meste af det, der kunne frem skaffes, var rationeret, men det gik jo endda. Vi lærte nøjsomhed, og vi lærte. hvad genbrug vil sige, begge dele noget, der siden fulgte os og er kommet os til gode, så noget godt kom der da ud af det i den sidste ende. At det samtidig betød, at vi siden hen har fået lidt for svært ved at smide gamle ting bort, er en anden sag.

Nok blev varemanglen mærkbar, men også på mange andre områder, der var langt værre, strammedes grebet om befolkningen, da friheden trådtes mere og mere under fode af “herrefolket” på utallige områder. En dag kom jeg således op til far på kontoret, hvor han var i færd med at binde en mærkeseddel med sit navn og sin adresse på sin salonriffel. Far var ivrig jæger, hvilket ingen kunne være i tvivl om, hvis de havde besøgt ham på kontoret, hvor han havde sine jagtvåben hængende på væggen, men den dag måtte salonriflen altså ned fra sit søm. Salonrifler skulle afleveres til politiet, og jeg husker tydeligt, hvordan han med vemod og vel også med en vis bitterhed bandt mærkesedlen på riflen med ordene: “Den ser jeg aldrig mer”, hvad for øvrigt kom til at holde stik.

Et andet og naturligvis meget større problem var censuren af nyhedsformidlingen. Vi havde ikke radio i mit hjem før krigen. “En radio stjæler alt meget af ens tid, og det kan ikke være meningen”, sagde far, der er fornuftigere ting at tage sig til”, så vi fik de fleste af vore nyheder fra Vendsyssel Tidende, men her kom så det med den manglende ytringsfrihed ind i billedet. Enden på det blev, at vi i et af krigens første år fik radio. Den fik sin plads på fars kontor og blev tændt, når der var nyhedsudsendelse fra London, som vi hørte hver aften. Jeg husker, vi børn syntes, det var pudsigt med alle de hilsner i slutningen af udsendelserne. Så blev der lyttet af alle på kontoret, selv om vi naturligvis ikke havde den ringeste ide om, hvem de gjaldt. Vi anede ikke, at en af disse særmeldingers hilsner kunne gælde far og den gruppe, han i 1943 sammen med fire andre oprettede i Vrensted, og som senere blev udvidet til en syvmandsgruppe, for vi kendte jo ikke dens eksistens. Nok havde vi mere eller mindre en fornemmelse af, at der i huset foregik noget, vi ikke var orienteret om, men hvad det var, vidste vi ikke. Mor havde lige som dæmpet vores spørgelyst ved at sige, at der var ting, det ikke var rart at vide for meget om, så derved blev det. Lige så uvidende var vi også om, hvad der fore gik på sene møder med fremmed foredragsholder. Det var først efter krigen, vi blev bekendt med, at der var tale om instruktionsmøder i brug af våben og sprængstof, og at våbenleverancer senere fulgte. Også de danske nyheder blev aflyttet, men her blev flere af oplysningerne naturligvis modtaget med et vis forbehold. Et par gange mindes jeg at have hørt Hitler tale eller rettere råbe og skrige i radioen, og havde man blot hørt det en enkelt gang, kunne man næppe være i tvivl om, at han var splittergal.

Sommeren 1944 forlod jeg Vrensted Byskole for efter ferien at begynde i 1. mel lem på Løkken Private Realskole, hvor mine ældre søstre allerede dengang var elever. Vi var en flok, der hver morgen gjorde turen til Løkken. Normalt foregik transporten på cykel, men om vinteren var der perioder, hvor vi benyttede os af toget, hvis det var muligt. Det var gammeldags togvogne med træbænke, men det skete også, at der var plysbetrukne sæder imellem. Dem fik vi at vide, vi skulle holde os fra, medmindre vi da ligefrem ønskede at blive befængt med lus og andet utøj, og hvem ønskede vel det?

Undervejs til skolen passerede jeg for enden af vores have et par tomands skytte huller i læbæltet. Når jeg så lidt senere sammen med kammeraterne var nået nord for Vrensted, passerede vi pansergraven, der startede nordvest for Hjørring, gik øst om byen for dernæst at fortsætte gennem bl. a. Vrensted til Limfjorden nær Gjøl. Det var et mægtigt anlæg, der var gravet med spader og skovle og afstivet i siderne med kraftige pæle og faskiner. Langs pansergraven var der tilmed et bælte med masser af pigtråd. Senere på turen passerede vi Løkken Vandværk, der holdtes under konstant tysk bevogtning, og lidt øst for Løkken på vejens sydside var en stor skyde vold, der under øvelser blev beskudt med kanoner, hvorfor vejen til tider var af spærret i flere timer. Det sidste vejstykke var omgivet af pigtråd og minefelter og sluttede med en “byport” af stærk beton, omgivet af spanske ryttere og bevogtet af tyske soldater. En ret speciel skolevej og så endda intet at regne mod, hvad der fandtes i Løkken og i klitrækken ud mod havet.

Til at etablere denne del af fæstningsanlægget, som i sin helhed udgjorde Vestvolden, der gik fra Norges vestkyst til den fransk-tyske grænse, var ansat arbejds kraft fra alle egne af landet. Opgaven med at skaffe indkvartering til denne arbejds styrke var pålagt myndighederne, på hvis vegne sognefogeden i december 1943 meddelte mine forældre, at vi i mit hjem “ifølge dekret fra den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark skulle afgive kvarter om fornødent med forplejning”. Det var langtfra noget, der passede mine forældre. Ganske vist var det med at have logerende ikke noget nyt, når blot det var folk med den rigtige holdning til tingene. Således havde vi bl. a. i en længere periode et københavnsk professorpar boende under deres flugt til Sverige. Men ordren skulle efterkommes, og en entreprenør flyttede ind. Han blev hurtigt klar over, at vi hellere var ham foruden, og det gav da også resultat, men så kom i stedet en ingeniør ved navn Sommer fra samme foretagende. Han yndede at fortælle om sit tidligere job ved fæstningsanlæg nær Kirkenæs i Norge og troede, han derved blev vældig populær. Da han havde været hos os nogle dage og gerne ville have sin “popularitet” bekræftet, spurgte han far, om vi havde noget imod at have ham boende, hvortil far prompte svarede: “Ja, i høj grad”, og så flyttede hr. Sommer også.

Atter stod gæsteværelset tomt. Der blev luftet godt ud og skiftet sengetøj for at give plads til en ny logerende. Denne gang til en herre, der ikke byggede vestvold eller pralede af sine bedrifter, men til en ung journalist, der havde til opgave med sin spidse pen og sin skrivemaskine gennem “Frit Danmark” at kommentere forholdene og orientere om hændelsesforløb, almindelige aviser var afskåret fra at omtale på grund af censuren. Hans navn var Chr. Winther, men det vidste vi børn naturligvis ikke. Vi troede, han hed Obel Møller og kaldte ham derfor hr. Møller, da det jo var en herre på tredive år. Efter krigen blev Chr. Winther for øvrigt kendt af de fleste danskere som Danmarks Radios korrespondent ved Europarådet i Strass bourg, FN’s generalforsamling i New York og som politisk kommentator fra Washington.

Det at huse lokalredaktionen af “Frit Danmark” medførte naturligvis en forøget postmængde til mit hjem med landposten, der kom to gange dagligt, men det gav også hyppigere besøg af personer, vi børn ikke kendte. En aften efter mørkets frem brud kom en af disse fremmede til præstegården. Han var ikke kendt i Vrensted og spurgte derfor nogle unge aftenskoleelever, der gik udenfor byskolen og nød frikvarteret, om vej til præstegården. Først studerede de unge den ukendte i tavs hed, hvorefter en af dem rettede sig lidt op, trådte et skridt frem og sagde: “Vi har sgu’ da ingen præst her i Vrensted”. Det var naturligvis en dum besked for den fremmede at få, men samtidig gav den ham en dejlig fornemmelse af, at de unge stod sammen om deres præst og ikke udleverede ham til hvem som helst. En efterfølgende forespørgsel hos førstelærer Elith Madsen gav dog efter en fortrolig samtale den besøgende et bedre resultat.

Chr. Winthers aktiviteter fik desværre en brat afslutning, da han naturligvis meget mod sin vilje måtte forlade præstegården i selskab med Gestapo Jørgensen og hans lakajer. Det var ret så uhyggeligt at opleve “hr. Møller” først blive ufor skammet behandlet og dernæst taget med af det sjak, men heldigvis klarede han både kløene og efterfølgende ophold i Frøslevlejren indtil befrielsen.

Besættelsen af præstegården og tilfangetagelsen af Winther skete den 7. marts 1945. Far var den dag om formiddagen taget med toget til Hjørring for, som det hed sig, at købe ind til min søsters konfirmation senere på måneden. Under op holdet i Hjørring blev han kontaktet af folk fra modstandsbevægelsen, der havde fået opsnuset, at Gestapo var på vej til Vrensted Præstegård for at hente ham. Straks gik han derfor til en telefon og ringede hjem og fortalte om det nært forestående besøg, således at vi kunne få Chr. Winther ud af huset og fjernet sporene efter ham, mens tid var. Herefter lånte far en cykel og kørte til Vrensted for at være nærmere brændpunktet.

Det lykkedes at få Winther, der var gået sig en tur, advaret i tide, så han ikke kom hjem, og samtidig nåede mor af få hans ejendele gemt i tørvehuset under tørvene, inden Gestapo dukkede op første gang og spurgte efter far. Mor fortalte dem, at far ikke var hjemme, men at hun ventede ham med sekstoget, hvorefter de kørte igen. Straks gik der bud til Winther, at Gestapo nu var kørt igen, men at han endelig ikke skulle komme tilbage, da faren næppe var drevet over. Det mente han derimod, den var, hvorfor han kom tilbage fra spadsereturen, fandt sine ting frem fra tørvestakken og bad mor ringe efter en vogn. Taxaen kom lidt senere, men umiddelbart efter den fulgte Gestapo samt tyske soldater, der straks omringede præstegården. Løbet var således kørt for Winther, der under den efterfølgende husundersøgelse forsøgte flugt gennem et vindue, men straks blev taget af solda terne og kom under forhør. Unægtelig en lidt vanskelig situation at blive bragt i med falsk legitimationskort og med en bagage, der overvejende bestod af illegalt materiale og en skrivemaskine. Heldigvis var det ikke lykkedes Winther at finde sin pistol, som far opbevarede. Det ærgrede ham en del, da han pakkede, men glædede ham sikkert, da han blev taget.

Da husundersøgelsen var slut, og Gestapo under ransagningen ikke var stødt på noget, der havde deres interesse lige bortset fra “Mein Kampf”, som far havde stående i reolen, og det efterhånden også var gået op for dem, at far ikke var med seks toget, som åbenbart forventet, drog de afsted med Chr. Winther. Inden de forlod os, gav de dog mor besked om, at der ville blive to soldater tilbage for at afvente fars hjemkomst. De ville opholde sig i spisestuen sammen med familien og et par damer, der var kommet på besøg under aktionen, og ingen måtte forlade stu en uden ledsagelse af en soldat. Kun soldaterne måtte benytte telefonen, og endelig fik mor besked på hen på aftenen at servere kaffe for de to uniformerede “herrer”. Det blev en meget lang aften og nat – en nat jeg aldrig glemmer. Når vi siden talte om den, sagde mor gerne som noget formildende, at hun aldrig hverken før eller siden havde fået stoppet så mange strømper på en gang som den nat, da også damerne gav en hånd med. Næste formiddag kl. 11 forlod soldaterne igen præstegården efter at have ført flere telefonsamtaler, og vi kunne atter ånde en smule lettet op, men var naturligvis mærket af døgnets oplevelser, så dagen der på forlod vi alle præstegården en uge uden at efterlade vore adresser. At mor formåede at klare omtalte situation og for øvrigt mange andre og være far den støtte, hun var under besættelsen, har jeg siden beundret hende meget for. At stå med sådan en børneflok og sam tidig satse så hårdt krævede i høj grad mod og offervilje.

Far var naturligvis afskåret fra at vende hjem før den 4. maj 1945 om aftenen, men takket være sognebørns trofasthed kunne han indtil da holde sig skjult i sine sogne. I en periode, hvor han opholdt sig i et gavlværelse i “Villa Holmen” med udsigt til præstegården, havde jeg en enkelt gang lejlighed til at besøge ham. Jeg blev inviteret ned til Anna Michaelsen i “Villaen” intetanende, at far opholdt sig der. Stor var overraskelsen og glæden ved gensynet, da hun åbnede døren for mig til hans værelse. Hjemme forsøgte vi andre at få dagligdagen til at fungere, men en frygtelig, utryg tid var det at komme igennem frem til den meget kærkomne befrielse.

Endelig kom så om aftenen den 4. maj frihedsbudskabet fra London. Mor var på besøg hos far der på det tidspunkt boede i nærheden, og sammen hørte de frihedsbudskabet i radioen, hvorefter de straks tog hjem for en kort bemærkning, inden de igen drog af, da mor havde lovet at cykle til Thise med en besked, og far havde andre opgaver at varetage den nat. En ny periode var begyndt. En periode, hvor rollerne var byttet om, og hvor far derfor udover at genoptage sin embeds førelse sammen med andre modstandsfold blev stillet overfor løsningen af adskillige store og vanskelige opgaver, da vi jo på det tidspunkt hverken havde militær eller politi. Eksempelvis kan nævnes overvågning af fæstningsanlæggene ved Vest kysten, tilfangetagelse af nogle norske landsforræddere, der i en stjålen båd var flygtet fra Norge osv. I perioden frem til 15. september 1945 var far således souschef under oprydningsarbejdet i fæstningsanlæggene ved Løkken og Kettrup, og fik under dette arbejde fjernet en del kostbart materiel fra anlæggene og bragt det i sikkerhed hjemme i vores hønsehus. Således undgik det destruktion som krigsbytte. Efter nogle måneder i præstegården blev det afhentet af den danske marine, der for denne indsats i februar 1946 sendte far en takkeskrivelse underskrevet af direktøren for marineministeriet, admiral Vedel.

Hvad de norske bådflygtninge angik, fik denne episode en lykkelig udgang, hvorefter båden senere på måneden kunne returneres til Norge sammen med lokale fiskerbåde, fuldt lastet med indsamlede fødevarer til den sultende norske befolkning, som man dengang følte sig i stor gæld til på grund af deres forbilledlige modstand mod tyskerne. For at mindes denne begivenhed på 50-årsdagen var min kone Estrid og jeg sammen med to ældre fiskere fra turen i 45 samt andre repræsentanter fra Løkken af Aust-Agder Fylkes kommune indbudt som gæster ved et Dansk-Norsk Frihedstreff i Arendal. Det var en meget stor oplevelse, som naturligvis gjorde et stort indtryk på os alle på grund af den enestående taknemlighed, der fra norsk side blev givet udtryk for. At det samtidig virkede stærkt på mig at erfare, med hvilken respekt far blev omtalt i de officielle norske taler på grund af hans indsats i forbindelse med før omtalte madindsamling, er vel forståelig.

For at løse forskellige opgaver var det nødvendigt for far at have et transportmiddel, så umiddelbart efter befrielsen fik jeg lov til at hjælpe ham med at pakke bilen ud igen. Det brune papir og klodserne blev fjernet, der kom nyt olie og benzin på, og den 12. maj blev den igen forsynet med nummerplader. Denne gang var det tynde, grønmalede plader med nummeret DF16. Allerede dagen derpå blev vi børn stoppet ind bag i bilen og fik lov at køre med mor og far til Brønderslev, hvor egnens befolkning fejrede befrielsen ved et stort festligt møde ved Friluftsbadet med 7-8000 deltagere og far som taler. Stadig kan jeg huske mylderet af folk ud gennem Bredgade og de mange armbind, modstandsfolkene luftede den dag.

Der var nu gået en uge efter befrielsen, men stadig færdedes i området farlige elementer, som det godt kunne blive nødvendigt at forsvare sig imod. Derfor kunne især kørsel med de grønne plader godt indebære en vis risiko. Således mindes jeg en dag, far skulle forrette en kirkelig handling i Ingstrup Kirke. Jeg havde fået lov til at komme med, og da vejen fra Vrensted til Ingstrup dengang var en ufremkommelig jordvej, måtte vi køre over Løkken, hvilket ikke alene øgede afstanden, men også risikoen væsentligt, så inden afgangen hjemmefra anbragte far en skarpladt pistol i handskerummet foran mig. Et under normale forhold ret specielt udstyr til en kirketur, men den gang var det hele jo noget anderledes.

Den længe eftertragtede frihed kom med befrielsen, men det krævede lang tid at få alt under kontrol og få normaliseret forholdene i et acceptabelt omfang. Andre steder i Europa havde forholdene dog været langt værre end hos os, og for at yde en beskeden hjælp til Europas sultende børn havde vi i mit hjem i nogle måneder så sent som i 1947 en lille, fransk pige boende. Hun kom fra et område i Paris’s ud kant, var meget afmagret og medbragte en slags foderplan, der beskrev, hvordan hun gradvis kunne tilvænnes næringsrig, dansk mad. Hun var seks år gammel, lille af vækst, men særdeles godt begavet og lærte derfor efter kort tid at tale et forståe ligt dansk samtidig med, at hun lærte mine små søskende adskillige franske ord. Sct. Hans aften tog vi hende med til bål i anlægget, men da det var blevet tændt, og der lød knald fra noget fyrværkeri anbragt i bålet, gik hun helt amok og måtte i hast – vildt sprællende og skrigende af fuld hals – fragtes hjem. Hun havde åbenbart oplevet skud og ildebrand nok, hvor hun kom fra.

Efteråret 1945 var vi en flok Vrensted drenge, der meldte os ind i spejderbevægelsen under Det Danske Spejderkorps, der i Løkken havde en trop, som vi blev en del af. Da vi i Vrensted var nok til at danne en patrulje, kunne vi afvikle en del af vore patruljemøder på skift i hjemmene, men ellers gik turen til lokaler under Teknisk Skole på Sdr. Strandvej i Løkken. Det at være spejder krævede jo en uniform, så vore mødre fik travlt ved symaskinerne, hvor godt brugte lagner blev omdannet til uniformsskjorter, der efter en tur i farvegryden ikke efterlod nogen tvivl om, at det var de gule spejdere, vi tilhørte.

Spejdertiden gav os mange gode oplevelser – herunder mulighed for at deltage i lejre forskellige steder. Især blev sommeren 1946 minderig, da vi i slutningen af juli deltog i en divisionslejr ved Kalø Vig under dygtig ledelse af den kendte statsskovrider, Jens Hvass, Rold. Det blev en oplevelse, næppe nogen af os glemmer, bl. a. fordi han beordrede os alle til at vade tværs over vigen fra slotsruinen tilbage til lejren gennem vand, der var så dybt, at vi på en del af turen måtte have i skuldrene på en af drengene fra Løkken for at holde hans hoved oven vande. Nå, vi mistede ingen undervejs og kunne dagen derpå fortsætte til fods de 36 km til havnen i Arhus, hvorfra vi fragtedes over til Kalundborg og videre derfra i tog til Klampenborg for så endelig at slæbe os af sted det sidste stykke til den store spejder jamboree, der afholdtes på Ermelundssletten det år. Selv om vi alle var dødtrætte, da vi endelig nåede frem i nattens mulm og mørke og havde fået teltene slået op til tiltrængt søvn, så blev det efterfølgende lejrliv med dyster og udflugter en meget stor oplevelse for os Vrensteddrenge, der ikke ligefrem var forvænte med at komme udensogns. Løkkentroppen, der blev ledet af læge Boisen og tømrermester Ulrik, hævdede sig for øvrigt godt. Ikke mindst på grund af troppens store orkester, som Ulrik nok så professionelt dirigerede med en blyant.

Den 4. april 1948 blev jeg konfirmeret i Vrensted Kirke. For mange af mine kammerater betød konfirmationen samtidig, at skoletiden var forbi, men selv kunne jeg fortsætte i Løkken til den afsluttende realeksamen i 1949. Konfirmationen så vi naturligvis alle frem til med spænding og forventning, da den jo for de fleste af os også betød fest i hjemmet med familie og venner og dertil oven i købet gaver i dagens anledning. Det var før, man var tobakkens skadelige virkninger så bevidst som i dag, så udvalget på mit gavebord indeholdt ikke mindre end tre cigaretetuier samt krus og æsker til cigaretter og tændstikker. Dertil kom som noget ganske nyt og helt specielt en kuglepen, som dengang ikke måtte bruges i skolen og ej heller var tilladt til brug på officielle papirer. Boggaverne handlede især om Hakon Milches udflugter og andre rejsebeskrivelser. Som nykonfirmerede fik vi fra Vrensted Ungdomsforening gratis tilsendt et medlemskort samt en indbydelse til den nært forestående forårsfest. For de fleste af os var denne fest – bort set fra skolens juletræ – den første, vi deltog i, hvor der var dans, så det var ret så spændende at kunne komme med, få luftet sit nye tøj og få lov til at føle sig voksen”, selv om det nok faldt de fleste af os frygteligt svært og sikkert også har virket temmelig komisk. For mange af os blev ungdomsforeningens arrangementer, møder såvel som fester, for øvrigt noget, vi i høj grad værdsatte og med glæde tænker til bage på. Ellers var der dengang husflidsskolen, hvor vi startede med at lave spækkebrætter og støvleknægte og endte med at lave mere raffinerede ting, og der var idrætsforeningen med gymnastik, håndbold og fodbold, hvor vi cyklede rundt og dystede med holdene i omegnsklubberne.

Derudover gav Vrensted med sin beliggenhed nær havet og nær Ingstrup Sø enhver naturelsker rig lejlighed til at dyrke sine hobbies. Vi havde et badehus på stranden i sommermånederne før og efter krigen. En lang periode under krigen måtte det ikke komme derned og blev derfor malet grønt og anbragt på plænen ved dammen hjemme i haven, hvor vi så kunne bruge det som legehus året rundt. Ellers var der søen, der trak på næsten alle årstider. Om foråret samlede vi mågeæg, om sommeren fiskede vi, om efteråret kom så jagten på ænder og forskellige for mer for vadefugle, og om vinteren var det bare skønt med en god skøjtetur hen over de oversvømmede marker, engene og søen, for dernæst godt trætte og rødmossede igen at vende hjem til en varm stue.

At det især var jagten, der blev min store interesse, er vel ikke så mærkeligt. Far var ivrig jæger, vi havde plantagen, og jeg fik for en symbolsk betaling – en hare i ny og næ – tillige lov at jage på andres arealer. Som 13-årig startede jeg med at fange mår, ilder og væsel, og som 17-årig skød jeg mit første dyr. En oplevelse, jeg naturligvis blev meget betaget af. At jeg også var en lille smule stolt af det, er vel forståeligt, og at stoltheden ikke blev mindre, da biskop Erik Jensen, der kort efter sammen med bispinden besøgte mit hjem og fik dyreryggen serveret, udbragte en skål for den unge skytte, er vel tilgiveligt.

Allerede fra mine tidligste drengeår lå det fast, at jeg efter endt skolegang ville i gang inden for landbruget i håb om på et tidspunkt at få egen bedrift, hvorfor jeg i efteråret 49 søgte ansættelse på “Østergård” i Vrensted hos Else og Niels Øster gaard. Aftalen, som kom i orden den 6. oktober 1949, kom til at lyde på en étårig ansættelse fra 1. november – dog med den indføjelse, at ønskede jeg fra sommeren 1950 at starte på en videregående, boglig uddannelse, skulle jeg have lov at forlade pladsen i “utide”. Østergård var dengang på 70 tdr. land og havde en besætning på 25 køer plus ungkvæg, 100 svin og to spand heste plus opdræt. Endvidere hørte til gården en fast mælketur, som beskæftigede en mand nogle timer dagligt, så den samlede arbejdsstyrke udgjorde foruden Else og Niels en pige i huset og tre unge til arbejdet i mark og stald. Et helt lille samfund var det, og således fungerede det også, hvad jeg blev klar over allerede andendagen, da jeg sammen med Niels og de andre karle var i engene efter kvier, der skulle hjem og græsse ved gården. På udturen spurgte jeg Niels om, hvor mange kvier han havde gående i engen, hvorpå Niels svarede mig med ordene: “Det hedder ikke, hvor mange kvier har du i engen Niels. Nej det hedder, hvor mange kvier har vi i engen, for når man arbejder på en gård som den her, så udgør man en del af et mindre samfund, der løser opgaverne i fællesskab, og så siger man vi om tingene”. At det ikke var tomme ord, stod mig hurtigt klart, og det var en væsentlig årsag til, at mit ansættelsesforhold ikke blev étårigt, men treårigt og førte med sig et varigt venskab, jeg meget påskønner.

Nogle dage før jeg forlod Østergård for at tage på Vrå Højskole, døde min far kun 48 år gammel på grund af et dårligt hjerte. Far levede med sine sognebørn i lyst og nød, i medbør og modstandskamp, men især havde besættelsesårene slidt på ham. Om fars kamp for troen, sandheden og retten de år skrev forfatteren Jens Thise i nekrologen om ham bl. a.: “Hans mod stod særlig sin prøve under besæt telsen, da han fra prædikestolen udtalte fordømmelse over fjendens ugerninger”.

Det var et hårdt slag for os alle i familien og ikke mindst for mor, der nu stod alene med tre “voksne” og tre mindreårige børn i alderen 12, 10 og 6 år. Samtidig betød det, at familien i løbet af vinteren måtte forlade Vrensted Præstegård. Også det gjorde utrolig ondt. Selv tilbragte jeg den vinter som elev på Vrå Højskole for, som det så smukt hed i højskolens formålsparagraf, “at søge folkelig og menneskelig oplysning og dannelse”. Desuden undervistes der på skolen i alm. skolefag, samt i vinterhalvåret for os bondedrenge i landbrugsfag, og jeg afsluttede da også det område med en uddannelse som kontrolassistent. Noget jeg senere fik brug for som ansat inden for demonstrationsbrugene for kvæg.

Da foråret oprandt, forlod jeg efter en god vinter højskolen i Vrå for at tiltræde en plads som elev på Vrejlev Kloster, hvortil jeg ankom 2. påskedag 1953. Her var det dengang skik, at den elev, der havde hjemtur, på helligdage spiste sammen med familien og pigerne oppe i spisestuen, og da 2. påskedag jo var helligdag, blev også jeg budt med til bords. Ved den lejlighed præsenterede fru Holst de for skellige omkring bordet for mig, og da hendes blik under præsentationsrunden faldt på en af de unge piger, sagde hun henvendt til mig: “Og det er så vores hus jomfru, Hanne Nielsen. Hende må De se at stå Dem godt med, det betaler sig”. Sikke titler, man havde sådan et sted, det var jeg ikke vant til, og så det med at blive sagt De til og blive kaldt ved efternavn var jo også noget nyt for mig, men den slags kunne man åbenbart også vænne sig til, så selv om det i dag er ca. 45 år siden, jeg forlod klostret, er det stadig de dengang ansattes efternavne, jeg husker på, når jeg mindes dem.

Dagene på klostret begyndte med morgenarbejdet, der bestod i klargøring af traktorer og maskiner. Når vi så efter morgenmaden skulle i gang med den egentlige arbejdsdag, samledes vi på loen lige inden for porten, hvor vi stillede op på rad og række med 1. eleven på fløjen og så hele striben nedad for til sidst at ende med traktorføreren, chaufføren samt en husmand. I det øjeblik tårnuret faldt i slag, trådte forvalter Christensen ind ad porten, hvorpå alle hilste og hev kasketterne af. Dernæst blev hele styrken sat i arbejde, og da der dengang var en del arbejde med håndredskaber i forbindelse med transport af kartofler, roer, korn, staldgødning osv., måtte forvalteren ved fordelingen af de forskellige arbejdsopgaver bl. a. tage et vist hensyn til, hvem af eleverne, der havde højre hånd forrest, og hvem der havde venstre forrest på redskaberne. Ud fra det kunne han sammensætte arbejdsholdene på den mest rationelle måde – noget, næppe nogen i dag ville skænke en tanke.

Nu var alt arbejde jo ikke håndarbejde. Mekaniseringen af landbruget var godt i gang, og da godsejer S. M. Holst var foregangsmand, blev der investeret i maskiner bl. a. en mejetærsker i 1953. Det var en femfods, bugseret sækkemaskine med presse, men da vi på det tidspunkt ikke havde traktorer med uafhængig kraftoverføring og vel ej heller tålmodighed til at vente, til kornet var modent, blev første års mejetærskning ikke den store succes, så der var stadig en del til binderne at klare.

Ellers blev de tretten måneder, jeg tilbragte på Vrejlev Kloster, en tid, jeg med glæde ser tilbage på. Der var god orden i tingene, gode arbejdsforhold og en masse dejlige mennesker at være sammen med. En familie på otte, fire piger i husholdningen, en forvalter, syv elever, en traktorfører, en chauffør, en husmand, en gartner og altmuligmand foruden de fire, der var beskæftiget med pasning af kreaturer, svin og heste. Maj 1954 måtte jeg forlade klostret på grund af indkaldelse til Livgardens rekrutskole i Jægerspris. I den anbefaling, godsejer S. M. Holst gav mig ved afrejsen, stod bl.a., at jeg under opholdet på Vrejlev Kloster hurtigt havde tilegnet mig færdigheden i at køre traktor. Denne passus studsede jeg i starten lidt over, da jeg i min tidligere plads var vant til at køre Ferguson, men så slog det mig, at det måske ikke var alle, der kaldte en grå Ferguson for en traktor. Jeg må her indskyde, at der også var stor forskel på at køre den lille grå Ferguson og så klostrets John Deere A model med samlede forhjul og håndkobling eller Fordson Majoren på petroleum med en stor bugseret plov på slæb. Herefter accepterede jeg formuleringen.

Afrejsen fra klostret betød samtidig et farvel til Vendsyssel frem til maj 1958, da jeg købte “Teglgården” i Stenum, hvor Estrid og jeg siden da har haft mange dejlige år sammen med vor børneflok på fem. En efter en er de nu draget hjemmefra og er blevet, spredt fra København til Seattle. Ingen af dem valgte landbruget som erhverv, men nævnes skal det dog, at en af pigerne er gift med en gårdejer. Selv valgte jeg som ung landmandsgerningen og fortrød det ikke. Nu har vi bortforforpagtet bedriften og glæder os over det, ikke mindst på grund af den umyndiggørelse, vi efterhånden følte os udsat for ved indførelsen af alle de krav og forordninger, der er pålagt erhvervet.
Det har været mig en stor glæde, af gode venner at blive opfordret til at skrive noget om mine oplevelser som barn i Vrensted Præstegård under besættelsen. Samtidig har arbejdet med at løse denne opgave været mig en kærkommen lejlighed til at genopfriske minderne om barndomshjemmet, mine aner og livet i præstegården og dens omgivelser, som jeg oplevede det i min barndom og første ungdom før, under og umiddelbart efter besættelsen.

Meget vand er løbet i stranden siden da, og meget har ændret sig, men når alt kommer til alt, er det alligevel således at:

Barndomstid og ungdomsår

i sorrig, fest og glæde

tanken tit tilbage når

i minderækkens kæde.

Til det land bag klit og kær

med himmelrum og vidder,

som mit hjerte står så nær

og som min hu besidder

P.S. 1997.