Kategori: Vrensted Historier

• Gravsten Vrensted Kirkegård

Vrensted er en by i det vestlige Vendsyssel med 291 indbyggere (2018)], beliggende 6 km sydøst for Løkken, 14 km nordvest for Brønderslev, 25 km nord for Aabybro og 24 km sydvest for Hjørring. Byen hører til Hjørring Kommune og ligger i Region Nordjylland.

Den tidligere skole er ombygget til “Byens Hus”,

der rummer:

Mulighed for børnehave

Forsamlingshus – kaldet Vrensted KulrurCenter – med en stor og en lille sal,

Vrensted Idrætsforening og andre aktiviteter.

Vrensted Efterløns- og Pensionistforening m.fl.

Foreningssamvirket For Vrensted & Omegn  udgiver hvert kvartal lokalbladet Wræn’niken, der kan læses på byens hjemmeside. 

Historie:

Endelsen “-sted” tyder på at bebyggelsen er fra germansk jernalder, dvs. år 400-600. Forleddet er det gammeldanske ord wreni, som betyder “hingst”.

Ingstrup Sø

Mellem Vrensted og nabobyen Ingstrup lå den 265 ha store Ingstrup Sø. Den blev afvandet i 1950–53, men var allerede i 1800-tallet så tilsandet eller tilgroet, så den ikke er vist som sø på kortet. Den havde afløb til Limfjorden via Ryå, og det var i middelalderen en vigtig vandvej,

hvor varer er transporteret til og fra Aalborg. Den omtales ligefrem som “Hærvejen”. Pilgrimme er også rejst den vej, så der har været herberger og kroer i Vrensted. Søen havde også afløb gennem Kældergrøften til Jammerbugten.

Skoler

I Vrensted var der i 1553 en degnebolig. I 1677 blev der bygget nyt skolehus. I 1852 blev der igen bygget ny skole. Den brændte i 1905, og året efter blev Vrensted Byskole opført ved siden af kirken. Byskolen blev i 1955 hovedskole for hele sognet, som også havde haft Åsendrup Skole mellem Løkken og Vrensted og Østre Skole mellem Stenum og Vrensted. I 1959 indviede man Vrensted Centralskole, som blev nedlagt i 2011 og nu er blevet til Byens Hus.

Stationsbyen

I 1901 beskrives Vrensted således: “Vrensted med Kirke, Præstegd., Skole, Forsamlingshus (opf. 1895), 3 Møller og Andelsmejeri (Lykkens Prøve);“

Vrensted fik station på Hjørring-Løkken-Aabybro Jernbane (1913–63). Stationen lå i den vestlige ende af byen og havde 185 m krydsningsspor ud for hovedbygningen og 92 m separat læssespor nord for den.

I banens tid fik byen også bageri og telefoncentral. I 1960 havde stationsbyen 429 indbyggere og i 1965 435 indbyggere.

Stationsbygningen er bevaret på Stationsvej 32. Mellem stationen og Ingstrupvej er en banedæmning bevaret.

Historien om familien Elvine Petrea og Jens Andersen, Søren Nielsens Vej 1, Vrensted. En familie med en stor børneflok.

Elvine, f.1903 d.1974 blev 71 år og Jens Andersen, f. 1901 d. 1990,blev 88 år. De slog sig ned på Gl. Byvej i Nyhavn/ Søren Nielsens Vej  i Vrensted, i et lille strå tægget hus som var Elvines fødehjem og her boede Elvine hele livet fra de blev gift i 1924.

Her er et avisudklip fra 1949 hvor de holdt et stort sølvbryllup med fest om aftenen i Forsamlingshuset med 250 indbudte gæster, næsten hele sognet deltog.

Jens Andersen var født i Sulsted med voksede op i Tagmarken og Blåsiggårds Mark. Efter gifte målet med Elvine, havde de også Elvines far boende i en periode. Så udover at passe sine egne børn var der også i en periode, hendes gamle far, som fik en kærlig pleje. Senere flyttede han til Ll. Knudsgaard, til en datter, der var gift med sognefoged Søren Nielsen, og der blev han så boende ind til sin død.

De første år måtte de begge ud at arbejde, hun som bl.a. malke kone og han som daglejer på gårdene. Senere slog han sig på drænarbejde, og efter en uddannelse på Borris Landbrugsskole havde han nok at lave.

I den østre ende af det lille hus, havde de et mindre fårehold i et rum, de kaldte fårestien. Når der af og til blev en gris billig til salg, købte Jens den, og så blev den fedet op der til slagtning. Jørgen fortæller, at når hans far skulle ”måge ud” ved grisen, blev den lukket udenfor, hvor den så løb rundt til stor fornøjelse for de omkringboende børn. Senere da der var kommet flere børn til, blev der i fårestien lavet et nyt værelse, hvor nogle af drengene lå i køjesenge.

Jens Andersen var nu blevet dræningsmester og Elvine var delvis hjemmegående, hvor hun havde nok at gøre i hjemmet, for de fik efterhånden en stor børneflok, 10 i alt. I det lille hus på Gl. Byvej/Søren Nielsens vej i Nyhavn voksede den store børneflok op. Selv om pengene var små, formåede de at skabe et godt hjem for dem alle. Drengene kom tidligt ud at tjene, Verner fortæller at han som 9 årig fik sommer- arbejde i tre somre hos Harald Jensen i Åsendrup og skulle to dage om ugen cykle til skole i Vrensted, næsten helt fra Løkken på en damecykel med fast gummi og på grusvej. Men sådan var det almindeligt, at børn tidligt kom i arbejde, og det gjorde sig også gældende for Elvine og Jens`s børn. Alle måtte yde for at familierne kunne klare sig økonomisk. Det var ganske almindeligt dengang i 1930 og 40erne. Verner fortæller at der blev fyret med tørv ude fra mosen ved Kaas. Når tørvebilen kom med et læs tørv, havde de nogen gange ikke nok penge til betalingen, hvorfor de måtte have drengenes hjælp. Så de havde bestemt hårde tider – økonomisk – ind imellem.

Efter at Jens Andersen havde nedsat sig som drænings- mester, hvilket vil sige, at han forestod arbejdet med dræning af landmandens jorder, så blev han engageret af de landmænd der ønskede at få udført sådan drænings- arbejde, for at få jordbundsforholdene forbedret, hvilket der var mange landmænd der ønskede, for også at kunne få et større udbytte af de forskellige afgrøder der blev dyrket på markerne. Det foregik dengang som manuelt gravearbejde, med nedlægning af små drænrør der havde udløb til en grøft, hvorfra vandet så blev ledt videre. Alt sammen noget man i dag kan klare med gravemaskiner og store plastikslanger med små huller som lægges i jorden. Jens Andersen var også med da Ingstrup Sø blev drænet, i 1950erne og store landbrugsarealer blev lagt til gårdene i Vrensted og Ingstrup.
Hans drenge var også ofte med ham på forskellige opgaver på egnen, bl.a. når der skulle skæres grøde i grøfterne omkring Vrensted.

Elvine var som nævnt hjemmegående, og der var nok at se til. Der var mange munde der skulle mættes hver dag. Der skulle gøres rent, vaskes og ordnes tøj m.m. Det var dog alligevel nødvendigt for familien, at hun havde lidt arbejde uden for hjemmet. Hun gik ofte med kogekonen Marie Frandsen ud for at lave mad til de fester, der holdtes i Vrensted og omegn, desuden hjalp hun Klavs Johanne med hovedrengøring i Byskolen og havde sikkert også andet rengøringsarbejde.

Af drenge var der: Vilhelm f.1925 d. 2004, Ejnar f.1926 d. 2012, Verner f.1932, Tage f.1934 d.2014, Kaj f.1937 d. 2017, Knud f.1939 d. 2005, Poul f.1943 og Jørgen f.1950

og af piger: var der: Else, som var den ældste og f.1923 d. 1996 og Lilly f.1928 d.2012

Vi drenge i Vrensted så op til disse noget ældre drenge nede fra Nyhavn. De kunne nemlig meget mere end at arbejde og lave sjov og ballade. Gode fodboldspillere var de alle sammen, og de kom i Vrensted Idrætsforening og var forbillede for vi drenge, som kunne lide at spille fodbold og vi kom efterhånden på hold med mange af dem. Nogle af dem tog en stor tørn i Vrensted Idrætsforening. Kaj var bl.a. formand i en periode.

Arbejdsomme og dygtige var de også, og havde nemt ved at omgås folk og derved nemt ved også at få arbejde. Alle søskende har haft en god tilværelse med familie og børn. De fortæller at det kan være svært at samle hele flokken, da de er blevet så mange, men at man i stedet samles i forsamlingshuset af og til til hyggelig sammenkomst.

Else blev gift med murerarbejdsmand Emil Jensen og byggede hus på Søren Nielsens vej. Emil arbejdede hos Vrensted murermester Chr. og Svend Nielsen. Else havde rengøringsjob forskellige steder i Vrensted. I en lang periode klarede Else og Emil at vaske alle fodbold- og håndbold holdenes trøjer. Inden gifte målet havde Else også forskellige pladser, indtil hun blev gift. Else og Emil fik en datter Jytte. Alle tre er desværre borte i dag. Else blev 72 år.

Lilly havde sikkert også forskellige pladser i huset på landet. Hun arbejdede gennem en menneskealder på pleje- hjemmet i Stenum. Hun blev gift med Verner Ritter som arbejdede på Pedershaab i Brønderslev.
I en del år boede de til leje i et hus på toppen af Thise Bakke, lige ved siden af kirken. Senere flyttede de først til Stenum, men senere til Vrensted, hvor de overtog Jens og Elvines hus på Søren Nielsens Vej 1. De er begge gået bort. Lilly blev 83 år. De fik fire børn.

Vilhelm blev gift med Johanne fra Thise og de bosatte sig i et hus ved Rørbæk, skellet mellem Vrensted og Thise. Vilhelm gik ud som arbejdsmand og Johanne gik i perioder ud som rengøringshjælp. Når sønnen Hennings holdt fødselsdag for sine klassekammerater, cyklede vi drenge derud fra Vrensted og havde det bare skønt. Johanne og Vilhelm blev senere værtspar i Forsamlingshuset i en lang periode og flyttede derfor til Vrensted i lejligheden ovenpå forsamlingshuset. Da de ophørte med at være værtspar i forsamlingshuset, byggede de hus i Vrensted på Stationsvej. De var blevet pedelpar på skolen, et job de havde indtil deres pensionering. Vilhelm var i flere perioder medlem af Vrensted-Thise Sogneråd. Begge er her ikke længere. Vilhelm blev 79 år. De fik to børn. Henning som idag bor i Vrensted og en datter i Sindal

Ejnar blev, efter også at have været ansat ved landbruget nogle år, ansat som chauffør hos vognmand Mathias Vestergaard og var der en lang årrække, Senere var han en periode periode hos vognmand Reinholdt Nielsen. Han blev gift med Ida og de bosatte sig også på Bådstedhede i huset lige før Johanne og Vilhelms hus ved Rørbæk. Ida havde bl.a. været pige hos Gert Haugaard, men var også ansat i flere år hos familien Korsbæk på Smedegården øst for Vrensted. Det var medens hun arbejdede her, at hun mødte de vilde brødrene Andersen. Da Ejnar købte huset ved siden af Johanne og Vilhelm i efteråret 1952, flyttede også bror Kaj med på loftsværelset, så en stor del af familien var samlet ved Rørbæk. Her kom der tre børn. Ejnar og Ida er også gået bort. Ejnar blev 85 år. 

Verner havde som de to ældste brødre ,også som omtalt, plads på landet og købte senere sin egen landbrugs- ejendom. Han etablerede sig med et mindre landbrug på Vittrup Hede, da han blev gift med Lis. Han startede med 5 køer og havde ingen heste. De klarede sig dog godt. De har drevet det sammen gennem en lang årrække, som et mindre familiebrug. Trods høj alder er Verner stadig bosiddende på gården og klarer sig selv. Lis er gået bort i 2018. De fik to drenge som begge bor tæt på.

Jeg husker at vi fodboldspillere måtte hen og hakke roer hos Verner, for at han kunne få tid til at spille på fodboldholdet om søndagen. Han var en stor tekniker. Verner har leget med fodbolden indtil han blev 85 år, nu vil bentøjet ikke mere. Han har forpagtet jorden ud til en søn. Hverken Verner eller Lis har haft kørekort eller bil. De har transporteret sig med deres traktor med førerhus og ellers fået kørelejlighed. Verner fortæller dog at han har været syd for Limfjorden i Dokkedal. Som ung Vrensted fodboldspiller, har han dog med Vrensted Idrætsforening været med på venskabsture til Sverige hos en Svensk Idrætsforening hvert andet år i en periode.

Tage havde også pladser på landet og blev senere gift med Elly Andersen, datter af Johanne og Alfred ved Stationen i Vrensted. De etablerede sig, da de blev gift, med et landbrug i Sterup og senere fik Tage arbejde på den Lokale foderstofforretning i Jerslev. Elly har været hjemmegående og medarbejdende ved landbruget. Tage er også gået bort. Tage blev 80 år. De fik fire børn.

Kaj havde som de ældre brødre også haft pladser på landet, men blev senere chauffør hos vognmand Reinholdt Nielsen, og var også en periode ansat hos vognmand Mathias Vestergaard. Han blev gift med Lisbet Nielsen fra Vrensted. Lisbeth var blevet udlært som damefrisør og da der på daværende tidspunkt ikke var nogen damefrisør i Vrensted, etablerede hun sig med egen frisørsalon i lokaler der tidligere havde været cykelforretning og senere havde hun salon i det nybyggede hus. Desværre blev hun tidligt syg og gik bort. Kaj havde på daværende tidspunkt etableret sig med Taxa forretning og drev den i en årrække med bl.a. skolekørsel. Kaj byggede hus i Vrensted hvorfra han drev sin Taxaforretning. Han er også gået bort. Kaj blev 80 år. De fik to børn.

Knud havde også forskellige pladser på landet, bl.a. ude på Enggaarden hvor han kørte en mælketur. Senere kom han i fisken i Hirtshals, som vi siger. Efterfølgende var han en periode på Pedershaab i Brønderslev. Han blev senere gift med Margit som arbejdede i Børnehaven i Vittrup i mange år. De boede først til leje i Rykinds fodermesterhus. Senere købte de hus Vittrup. I mange år arbejdede Knud også som maskinfører hos Kommunen. De seneste år arbejdede han igen på maskinfabrik i Brønderslev. Han er også gået bort. Knud blev 65 år. Der kom tre børn.

Poul har også haft forskellige pladser. Han startede som bydreng hos købmanden og efter afgang fra skolen kom han på landet og fik senere arbejde bl.a. på lageret hos Vrensted Foderstofforretning. Her var han i 25 år. Han har desuden været chauffør i 6 år hos Mathias Westergaard hvor han afløste sin bror Kaj, der overtog en Taxa forretning efter Slagteren i Vrensted. De sidste 15 år af sit arbejdsliv har Poul kørt Taxa i Manna. Han blev gift med en Vrensted pige Rigmor og de stiftede familie og bosatte sig på en lille ejendom i Vrensteds udkant. Rigmor passede i nogle år Klubhuset i Vrensted Idrætsforening samt stod for rengøring og trøje vask. De har 2 børn

Jørgen, er den yngste af den store søskendeflok. Han har også haft pladser på landet. Han startede ude på Enggaarden, senere i Tilsiggaard, så Skøttrup. Blev soldat og efter hjemkomsten gik han som arbejdsmand i nogle år og var bl.a. med ved omfartsvejens etablering i Løkken. Som flere af sine brødre blev han også lastbilchauffør hos de to Vrensted vognmænd. Da Reinholdt Nielsen ville sælge sin vognmandsforretning i 1976 slog Jørgen til og etablerede sig i Børglum, efter at være blevet gift med Bodil fra Stenum, som havde stået i tøjforretning i Hjørring. Bodil har gennem 24 år været medarbejdende hustru i forretningen indtil Deres søn overtog forretningen i 2010. Jørgen gik på efterløn og Bodil uddannede sig til social og sundhedshjælper og har arbejdet som sådan. De har to børn.

Mange i Vrensted kom i berøring Elvine og Jens . Ligeså med børnene og mange havde også haft dem i arbejde helt fra de kunne klare et arbejde. Drengene var arbejdsomme, slagfærdige og friske med godt humør, tit med en frisk bemærkning om dit og dat. De kom i Idrætsforeningen spillede på de forskellige hold og var både berømte og berygtede i omegns klubberne sammen med en anden Vrensted familie, der også kunne stille med en flok drenge som også var gode på fodboldbanen. Fra Vrensteds arvefjende Thise, går der flere historier om Winne drengene. Bl.a. er der blevet sagt omkring fodboldkampene Vrensted mod Thise: ”Det bliver aldrig bedre, før de Winne drenge er væk fra Vrensteds hold”. En anden Thise spiller har udtalt, at inden Winne drengene gik på banen, så skrabede de støvlerne hen over betongulvet så gnister fløj omkring dem. Det var dengang propperne under fodboldstøvlerne var sømmet til selve støvlen.

Som unge opkoblinge, var brødrene Andersen friske og var med på sjov og ballade. Har hørt om dem, men ikke set, at de heller ikke gik af vejen for en frisk slåskamp med de bare næver, når de måske også havde fået for meget at drikke. Det gjorde man også dengang. Hørte som dreng, at det engang var Kaj og Jens Mørk der mødtes til nævekamp så blodet flød. Og sådan var det dengang.

Ejnars kone Ida har berettet, at Jens Andersens drenge ikke havde lyst til at danse. De kom først sent på aftenen, når der var bal i Vrensted forsamlingshus. Først havde de siddet og drukket nogle øller på et karlekammer et eller andet sted, og så gjorde de deres entre med rabalder og spetakler. Men de var selvsikre og gemytlige, og det var bla. derfor, at Ida faldt for ved Ejnar.
Senere lykkedes det Ida, med store anstrengelser at lære Ejnar at danse.

Drengene, Kaj, Ejnar, Poul og Jørgen kom vidt omkring fordi de havde kørsel som deres erhverv. Det var en stor forskel fra andre i Vrensted, i den tid hvor transport i bil ikke var for alle.

Jørgen fortæller at alle drengene blev indkaldt til militæret, og blev soldat. Hans mor havde billeder af dem alle samme hængende og hun viste altid med stolthed disse billeder frem.

Fra en gammel ven Kesse, (Kristian Andersen) bror til Elly Andersen som var gift med Tage, fortæller han følgende: ”Når jeg med jævne mellemrum var sammen med Elvine og Jens Andersens drenge, var der fuld tryk på med sang, snak og spændende – og måske ikke altid sande – historier fra Vrensted. Det var ustyrligt morsomt og noget, som jeg aldrig glemmer”.

Det var fortællingen om en af Vrensteds store, børnerige markante og kendte familier, som har et godt godt familieforhold og også har taget del i livet i Vrensted både kommunalpolitisk ved Vilhelm, men også en stor tørn i Vrensted Idrætsforening gennem mange år.

Den store flok børnebørn der er kom, var en stor glæde for Elvine og Jens og det var ikke sjældent de havde børnebørnenes besøg i det lille hus på Søren Nielsens vej. Også alle børnebørnene betød meget for dem.

Stor tak til jer tilbageværende søskende, fordi jeg måtte lave denne lille omtale af jeres familie. I har gennem mange år og på mange måder, sat jeres aftryk i Vrensted på den gode måde.

Februar 2019 – Jens Otto Madsen

En kendt familie i Vrensted

var familien Rosa og Valdemar Pedersen, som boede på Vingevej.

Rosa f. 1912 og Valdemar f. 1909 havde mødt hinanden på en gård på Kraghede.

Rosa var født på Fælleden i Vrensted og levede hele sit liv i Vrensted. Som ung kom hun ud at tjene på egnens gårde.

De stiftede hjem i Vrensted på Vingevej 20, hvor der gennem årene voksede en stor børneflok op, 11 ialt incl. bonusbørn, heraf var de 9 hendes egne børn. Måske i små kår og et lille hus, men det var et varmt og trykt hjem for dem alle. Rosa var vel nok den styrende og bestemmende i hjemmet. Rosa var altid engageret i naboer og venners ve og vel og var altid rede til at give en hjælpende hånd. Når der var festdage i familien var det altid hende der kaldte sammen og agerede kogekone.

Rosa havde nok at se til med den store børneflok. Derudover gik hun ud som kogekone og ind imellem hjalp hun også en Vrensted kogekone fru Frandsen, Bådstedhede, til de større arrangementer.

Valdemar, som stammede fra Kraghede, tjente som ung på hjemegnens gårde og det var der, han som nævnt mødte Rosa. Han fik arbejde som murerarbejdsmand, hos mureremester Chr. Nielsen, Vrensted, hvor han var i mere end 30 år. Han var også med som medhjælp med sneploven om natten i mange år. Senere fik han arbejde hos sønnen Poul, der var murermester i Brønderslev. I mange år bestred han en række tillidsposter inden for fagbevægelsen, hvor han var formand og kasserer for SID og senere kontorbestyrer.

De var nøjsomme mennesker.

Der kom børnene Bodil fra 1931, Nanny fra 1933, Bernhard fra 1935, Poul fra 1936, Johannes fra 1938, Esther fra 1942, Jane fra 1944, Keld fra 1947, Annette fra 1949, desuden blev Bodil`s 2 drenge, Tommy fra 1948 og Kille fra 1950, opfostret hos deres bedsteforældre.

Så i en periode på over 30 år har Rosa og Valdemar haft små børn i huset.

Man må sige, at i Vrensted var familien kendt af alle.

I Vrensted havde alle et kaldenavn. Således blev Valdemar omtalt ude i byen som RoseValdemar, Børnene hed for eks. Rosas Poul, Rosas Jane, Rosas Keld og sådan hed de som regel i omtalen, når man talte om dem. Alle børnene kom ud at tjene som ganske unge, med fritidsjob både på landet og som avisbude. Efter endt skolegang fik flere af drengene plads på gårdene i Vrensted og de to piger ligeså.

Bodil havde bl.a. plads i huset hos gårdejer Peder Brusgaard, og havde efter sit giftermål, rengøringsjob i Vrensted og var også på fiskefabrik. Efter at hun var flyttet fra landsdelen til Odense fik hun job på Lindø Værftet og boede der indtil sin død i 2017.

Nanny arbejdede som gardinsyerske i bl.a. Brønderslev og fik senere arbejde som sygehjælper på Brønderslev Sygehus og arbejdede der indtil sin pensionering. Nanny døde i 2016.

Bernhard har sikkert også arbejdet på landet, men blev udlært som murer og havde gennem mange år en stor murermesterforretning i Brønderslev. Gennem hans mange byggerier i Brønderslev fik han sat sit fingeraftryk mange steder i Brønderslev. Bl.a. byggede han tribunen ved Brønderslev gamle stadion ved Brønderslev Hallerne og mange parcelhuse. I en periode havde han sin far ansat i firmaet. Bernhard var en meget dygtig fodboldspiller og gennem mange år var han en af Brønderslevs store profiler, på det bedste hold i bl.a. Jyllandsserien. Bernhard flyttede til Odense efter at murerforretningen var afviklet. Han faldt væk i 1990.

Poul blev efter endt skolegang landbrugsmedhjælper. Men da Bernhard blev selvstændig i Brønderslev, kom Poul i lære hos Bernhard og han var gennem mange år ansat der. Da Bernhard lukkede sin forretning, startede Poul op som selvstændig murermester og arbejdede som sådan i over 40 år. Her var både Valdemar og Keld ansat i mange år. Han udførte flere store arbejder og byggede gennem årene en del parcelhuse. Han var også kendt i vide kredse, og spillede i mange år Old Boys fodbold i Thise Idrætsforening. Naturen, jagt og gamle motorcykler var hans store interesse. Poul faldt væk i 2011.

Johannes kom efter endt skolegang i lære som maskinarbejder på Pedershaab Maskinfabrik A/S i Brønderslev. Efter endt uddannelse blev han indkaldt som soldat ved Marinen og begyndte på Sjælland men blev senere overført til Frederikshavn. Johannes var den eneste af brødrene som var soldat. Efter soldatertiden skulle der igen findes arbejde. Der var der masser af arbejde at få på Lindø Stålskibsværft og han fik job der, hvilket selvfølgelig medførte, at han flyttede til Odense. Senere gjorde han sig inden for fagbevægelsen og blev tillidsmand og senere formand for Odense afdelingen af Teknisk Landsforbund. Johannes er nu folkepensionist.

Esther blev efter endt skolegang hushjælp forskellige steder bl.a. også i København. Senere flyttede hun til Norge, hvor hun også havde forskellige pladser i huset. Hun uddannede sig til Sygehjælper og havde arbejde indenfor dette fag i mange år. Esther er nu folkepensionist og er stadig bosat i Norge.

Alle de hidtil beskrevne børn, må man sige, klarede sig godt i tilværelsen. Som det var almindeligt i de fleste hjem 1940 og 50 erne, gik børnene ud af skolen efter 7. klasse, hvilket også er tilfældet for de førnævnte, af Rosa og Valdemars børn.

Men efter dem kom Jane. Jane kom efter de første skoleår i Vrensted Byskole på Løkken Private Realskole og fik her en realeksamen. Hun har fortalt, at hendes far sagde til hende, at når hun var færdig med realen, var det slut med skolegangen, for hun skulle ud at tjene sine egne penge. Efter realeksamen fik Jane plads som kontorelev på Branddirektoratet i Brønderslev hos landinspektør P. Møller Christensen. Efter at hun blev gift og manden etablerede sig med en VVS forretning, var Jane medarbejdende hustru og passede virksomheden med hensyn til al kontorarbejdet og den regnskabsmæssige del i virksomheden i ca. 40 år. Jane er stadig aktiv gymnast.

Keld fik også 7 års skolegang i Vrensted Skole. Herefter gik han 1 år på Aabybro Ungdomsskole. Efter ungdomsskolen fik han arbejde på en gård på Østre Hede ved Ella og Karl Erik Mouritsen. Det var en periode Keld var meget glad for og det blev næsten hans andet hjem. Senere kom han i lære som murer i Brønderslev og fik en mureruddannelse. I mere end 25 år var han ansat hos sin bror Poul. Han var ligesom sine større brødre også en dygtig fodboldspiller. Som ret ung kom Keld ud for en forfærdelig trafikulykke, som medførte mange operationer i hans ansigt. Han kom senere tilbage på arbejdsmarkedet og med hans altid gode humør, klarede han sig godt. Han fik senere problemer med helbredet og måtte gå på førtidspension. Han var i mange år kendt som Brønderslevs julemand. Keld var en aktiv person og blev i en periode også ansat som bestyrer af BI-Centret i Brønderslev, Brønderslev Idrætsforenings idrætsanlæg. I en periode har han også været formand både for Vrensted og Thise Idrætsforening. Keld faldt væk i 2015.

Annette som den yngste, havde også sin skolegang i Vrensted og tog der 8. klasse. Som voksen, har hun senere taget en HF eksamen. Efter skolegang og efter at have haft pladser som barnepige og medhjælp hos Bager Bedholm, fik hun arbejde på en skjortefabrik i Løkken. I 1963 flytte hun til Norge og fandt der sin kommende mand. De flyttede efter nogle år tilbage til Danmark og bosatte sig i Brønderslev. Efter forskellige jobs fik hun mod på at blive selvstændig og købte en stofforretning i Brønderslev, som hun drev i en årrække, indtil helbredet svigtede. I dag er hun folkepensionist, men afløser stadig i forretning i Brønderslev.

De to mindste børn som Rosa og Valdemar havde i det lille hus, var Bodils to drenge, som fik hele deres opvækst hos Rosa og Valdemar og som de betragtede som deres egne børn.

Tommy havde ligesom de andre børn, sin skolegang i Vrensted skole. Efter 7 klasse kom han på Ungdomsskole. Efterfølgende fik han læreplads som automekaniker hos Ford i Brønderslev og kom senere til at arbejde hos maskinforretningen DLAM i Brønderslev. De sidste mange år var han ansat på Teknisk Skole i Hjørring som pedel. Tommy var en omgængelig fyr. Han var foreningsmand. Han blev tillidsmand på sin arbejdsplads, han var engageret i forskellige foreninger i Vrensted. Bl.a. pensionistforeningen og Idrætsforeningen. Han var Vrensted Idrætsforenings formand gennem en årrække. Han var kendt for sit rolige, men bramfrie væsen. Tommy blev boende hjemme hos Rosa og Valdemar og efter deres død overtog han huset, som han boede i indtil sin død i efteråret 2018.

Kille den yngste af dem alle, fik også sin skolegang i Vrensted. Han flyttede efter skolegangen til Odense og fik arbejde på Lindø. Efter en periode der, flyttede han til Manna og fik arbejde på telefonfabrikken Dancall i Pandrup. Her boede han til sin død i 2002.

Alle børnene, fra Vingevej 20, var sportsinteresserede. Alle drengene spillede fodbold og pigerne håndbold og gjorde gymnastik og de var særdeles dygtige til det. Det betød bl.a. også, at Rosa og Valdemar var aktive i Idrætsforeningen. Når der var Idrætsuge, som det jo var hver sommer en hel uge, med aktiviteter på sportspladsen, fodbold og håndboldkampe, finaler om søndagen og ringridning om søndagen, så havde Rosa lavet dej til vafler, som så blev solgt til fordel for Idrætsforeningen.

Ikke nok med at Rosa havde den store børneflok at tage sig af, desuden havde hun jobbet med kontrolstuen, den tids arbejds- anvisning for ledige og udbetaling af understøttelse. Den bestyrede hun med fast og myndig hånd. Hen på Vingevej kom de personer, som stod uden fast job og så kunne folk som havde brug for arbejdskraft kontakte hende, for at få bestilt den arbejdskraft, man havde brug for. Hun stod for anvisningen og vidste jo, hvem hun kunne sende til et bestemt job. Engang om ugen kunne Rosa så hente penge i Sparekassen som havde kontor på Vrensted Mejeri, penge som var blevet anvist fra et ministerium, og Valdemar hjalp så Rosa med at tælle de kontanter op, som den ledige var berettiget til. De kom i små gule kuverter, som blev hentet den følgende dag af den ledige. Det fortsatte indtil der blev ændret ved lovgivningen.

Rosa og Valdemar var troende mennesker. Fra en artikel i Egnssamlingen i Saltums årsskrift 2018, skrevet af Simon Jacobsen, Hjørring, er følgende uddrag:

Simon Jacobsen skriver: “Mine forældre blev frelst i vinteren 1941-42 i den mørke tid under 2. verdenskrig, i Vrensted, inden de blev gift 27. februar 1942. Efter giftermålet flyttede de ind på Smedegaard i “Nyhavn” i Vrensted. Der blev holdt møder i hjemmet til Valdemar og Rosa Pedersen i Vrensted, en familie der tilhørte den Apostolske Kirke i Løkken. Bedstefar (handelsmand Hans Thomsen) kom til møde i dette hjem. Det var der, far og mor begyndte at tilegne sig bibelens sandheder. Rosa blev en stor hjælp for mor, idet far var garder og gik vagt på Amalienborg det første år de var gift. Det var helt naturligt, at far og mor efterhånden cyklede til Løkken sammen med Valdemar og Rosa til møderne i den Apostolske Kirke og på den måde fik kontakt med karismatisk kristendom”. 

Det var ikke noget man i Vrensted ligesom bemærkede, børnene var slagfærdige og kendte i Byen og som drengene blev større, kunne de bestemt også deltage i alt det sjove og festlige og holdt sig heller ikke tilbage. Rosa sagde altid, “det er i hvert fald ikke mine drenge der drikker, for de er tørstig efter mælk søndag morgen”. De var en del af dem, som sammen med andre unge fra Vrensted og omegn, kom på Trehjørnet sommeraftener, og viste frem der, nye fodboldstøvler, motorcykler, knallerter og andet sjovt og spændende, og vi mindre kunne så høre om deres oplevelser.

Valdemar havde også en hang til store biler, hvilket også var nødvendig med den stor børneflok. Det var ikke de fleste i Vrensted der havde så store biler. Med bilerne indtog på Vingevej, var økonomien helt sikkert også blevet bedre.

Alle børnene har fået en god og kærlig opdragelse. Hjemmet på Vingevej har samtidig altid været et gæstfrit hjem, hvor man følte sig velkommen.

Rosa og Valdemar havde den glæde, udover at have en stor børneflok, også at få ikke minde end 27 børnebørn.

Desuden har årene vist, at alle i den store familie kom godt i vej, som vi siger i Vrensted.

Alle børnene på nær Tommy, fik familie og børn. 

 

Historien om degnen Martin Dietz der blev ansat i Vrensted og Thise Sogne, og blev en af landets mest omtalte degne

Kilde: Bogen Vrensted Sogn af C. Klitgaard fra 1955

Martin Dietz, der 1807 blev Degn her, havde en ret bevæget Fortid, inden han kom til Vrensted, og hans Virke her medførte, at han maaske blev landets mest omtalte Degn*).

Dietz synes ved denne Tid i nogen Grad at have ændret Karakter og var blevet en udpræget Kværulant. Hans uordentlige Levned i Forbindelse med, at hans Familie voksede til 7 Børn, ødelagde hans Økonomi, og for at bøde paa dette forhold greb han til »Vinkelskriveri og andre vanærende Foretagender”, skriver Skolekommissionen, og dette Erhvery medvirkede vel ogsaa til at udvikle hans Kværuleren. 1806 blev han ogsaa mistænkt for at have været Forfatter til et falsk Brev fra Kronprinsen til Borgmester Carøe i Randers om at udbetale 200 Rdl. til Dietz, og endelig blev han 1807 udlagt som Barnefader af en løsagtig Kvinde, hvilken Beskyldning han dog fralagde sig ved Ed; men Jorden var nu begyndt at brænde under ham i Randers, og saa lykkedes det for ham at blive kaldet til Degn i Vrensted-Tise af Kancelliraad Jørgen Qvistgaard til Børglum Kloster, og Biskop Jansen, der kendte Dietz som »et ondt og uroligt Menneske“, gik modstræbende med til at give ham Kollats. 21. Nov. 1807 aflagde han Degneeden, hvorefter han 1. Jan. 1808 overtog sit Degneembede, som han til en Begyndelse passede godt, og i 21/2 Aar havde han en tidligere Skoleholder i Skræm og paa Fyn Christen Mortensen, senere Skoleholder i Hune og Løkken, som Medhjælper%), medens der tillige var en fast ansat Skoleholder (se disse). Pastor A. R. Segelcke i Vrensted var veltilfreds med Dietz, og en af hans Sognemænd sagde, at han var en mægtig Kirkesanger, hvem ingen kunde naa med Røsten. Skønt Vrensted Degnekald sagdes at være et af de bedste i Landet, varede det dog ikke længe, inden Dietz fik økonomisk Vanskeligheder. 21. Juli 1809 brændte hele Degneboligen med alt Familiens Indbo, hvorefter der samledes Penge ind til ham, dels paa Biskop Jansens og Pastor Segelckes Opfordring gennem Præsterne og dels gennem Sognefoged Jørgen Andersen i Vrensted som Hjælp fra Beboerne, samt af en anonym Person ved en Auktion i Løkken (33 Rdl.). Dietz henvendte sig ogsaa med en Ansøgning om Brandhjælp til Danske Kancelli og fik bevilget 2 Mark af hver Kirke i Aalborg Stift.

Men samme Aar kom han noget paa Kant med sine Foresatte. Vrensted Sogn skulde deles i 2 Skoledistrikter med Skoler i Vrensted By og Aasendrup, og Dietz skulde være Lærer ved Skolen i Vrensted; men det vilde han absolut ikke være, da han hidtil kun havde passet Degneembedet. Han klagede derfor baade i Februar og Marts til Biskoppen over disse Planer, men Biskoppen svarede, at det efter Degnens Kollats og Kancelli-Kollegiets Resolution var ham og enhver Degns Pligt at holde Skole, naar det behøvedes, og Sognet blev forsynet med faste Skoler, og Biskoppen tilraadede Dietz, at han for sin egen, Kones og Børns Velfærds Skyld viste den tilbørlige Lydighed mod højere og lavere Foresatte og stræber at overvinde den Genstridighed, der er ham saa egen …. I Aarene 1811 og 1812 paadrog han sig strenge Irettesættelser for sin utidige Indblanding i Peder Hansens Beskikkelse til Skoleholder i Tise; men værre blev det, da Skoleloven af 1814 traadte i kraft Januar 1815. Dietz indsendte paa Beboernes Vegne Forslag til Kancelliet om, at der i Stedet for de to planlagte Skoler kun skulde være én i Vrensted By, og at Aasendrup som hidtil skulde have en Omgangsskole. Det var selvfølgelig Dietz, der havde lavet Skrivelsen, og han tilbød at bygge en ny Skole i Vrensted By mod, at han fik Degneboligens og dens Jordtilliggende af Hk. 49. Td., samt at han blev fritaget for at blive Lærer mod at holde en Stedfortræder, som han yndede. Det hedder bl. a. i Forslaget, at Dietz var en »føjelig og forligelig Mand og en sjælden god og duelig Degn«, samt at Degneboligen var brændt to Gange i hans Tid, saa der var atter Ildebrand hos ham 1815. Skolekommissionen betegnede imidlertid Beboernes Forslag som »utidigt og anordningsstridigt«, og det viste sig, at Dietz selv havde skrevet 9 af Beboernes Navne paa Ansøgningen. Men Dietz gav ikke op, han sendte straks en ny Skrivelse til Kancelliet, som dette 1816 sendte til Skolekommissionens Erklæring, da Dietz havde betegnet dens Fremgangsmaade som »inqvisatorisk«, og 10. Jan. besvarede den Dietz’ Klage i en meget afvisende Form og tegnede et ret utiltalende Billede af Degnen hvorefter Kancelliet 1. Juni meddelte den, at der ikke skulde tages Hensyn til Dietz’ Klager over Skoleforholdene.

Imidlertid trak der et Uvejr op over Dietz fra anden Side. I Vrensted havde han ogsaa optaget sin gamle Virksomhed med juridiske Forretninger og havde efterhaanden oparbejdet en ret stor Praksis med at affatte Klager for Folk til Kongen og Kancelliet, give juridiske Raad, skrive Indlæg i Retssager o. s. v., og det laa jo i hans Interesse at skabe saa megen Misfornøjelse med Forholdene – Hoveri, Embedsmisbrug, Tiende, Tyendeog Skoleforhold – som muligt, og han sleb ikke uden Vand, men lod sig godt betale af sine Klienter, holdt endog Kontor, hvor den foran nævnte Chr. Mortensen vist var Kontorist. Dietz’ juridiske virksomhed og Vinkelskriveri var ulovlig), og da han 14. Okt. 1814 mødte i Overpolitiretten i Hjøring som Lovværge for en Enke af Aasted Gods, foreholdt Amtmand F’. Sporon ham det unimtime i hans Vinkelskriveri, og da Dietz optraadte uhøfligt, viste Sporon ham ud, men Degnen værgede sig og det endte med, at Amtmanden satte ham ud med Magt under hans Modstand. Nu lod Sporon indlede en undersøgelse af Dietz’ Vinkelskriveri, og indsendte Materialet til Kancelliet, som 29. Maj 1815 beordrede anlagt justitsag mod Degnen, der ikke alene blev tiltalt for sur veriet, men ogsaa for Falsk, falsk Ed, Forledelse til falsk Forklaring, Forledelse af Hoveribønder til Opsætsighed mod deres Husbonder og falske Klager over Embedsmænd. Efter at Prokurator Niels Arctander Holm i Hjørring var blevet beskikket til Aktor og Birkedommer Hans Knudstrup i Kringelhede til Defensor, verserede Sagen saa for Børglum-Jerslev Herreders Ret i Sæby, hvor By- og Herredsfoged Carl Chr. Boeck var Dommer, og i over to Aar samledes der yderligere Materiale i Sagen. Man skal ikke her komme ind paa en detailleret Redegørelse for Indholdet af Akterne i Sagen, men i saa Henseende henvise til Byretssekretær Chr. Petresch Christensens fortrinlige Afhandling i » Vendsysselske Aarbøger« 1917, og her skal man nøjes med at anføre, at 9. Jan. 1818 kom Herredsfoged Boeck til Vrensted ledsaget af en Underofficer og 2 menige Soldater og anholdt Dietz, som derefter blev bragt i Arrest i Sæby. Dietz var noget syg, og hans Hustru var efter den sidste Ildebrand blevet svagelig, saa han blev som Arrestant sammen med Hustruen indkvarteret hos Skomager Christian Schioldann, hvor de fik et anstændigt Værelse og fik varm Mad, os senere blev ogsaa nogle af deres Børn indkvarteret der. Dietz blev behandlet meget lemfældigt som Fange; trods Forbud modtog han en Mængde besøgende Personer, og om Aftenen kunde der være en hel Forsamling hos ham for at høre hans muntre Historier, for en De Art, og Dietz fik ogsaa Lov til at gaa Tur i Sæbygaards skov. Omsider fandt Herredsfogeden dog at det gik for vidt med friheden, og han foreslog 1. Aug. 1818, at Fangen blev bevogtet Dag og Nat af to paalidelige Uge Mænd eller, at han overflyttedes til Citadellet 1 Findstrand (Frederikshavn) eller Arresten i Hjørring, og 7. Aug. tiltraadte Amtmanden, at han blev ført til Hjøring. Da denne Ordre kom til Sæby, var Herredsfogeden bortrejst, og den konstituerede Politimester, Byfogeden fuldmægtig Løjtnant Mørck var paa Tjenesterejse i Her redet. Det blev saa hans Stedfortreder Postmester Kohlet, der aabnede Amtmandens Brev, og da der 17. Aug. kom en Befordring for at afhente Dietz, gik Kehlet hen til Schioldanns og bad Dietz om at gøre sig rejseklar og følge med. Men saa blev der Tumult. Dietz vilde ikke med; hans Hustru fik Krampeanfald eller foregav det, to Døtre talte om at stikke og en Søn om at skyde, og Postmesteren forlod Huset.

2. Akt af Dramaet foregik 5 Dage senere, da Løjtnant Mørck var hjemkommet. Med to Politibetjente fra Sæby og to fra Hjøring begav han sig til Schioldanns Hus, men fik samme Modtagelse som Postmester Kehlet, og det nyttede heller ikke, at Mørck gav Ordre til Byens Borgervæbning om at være sig behjælpelig. Dietz og hans Familie udslyngede Trusler om væbnet Modstand, og baade de fire Politibetjente og Borgervæbningen vilde ikke vove Pelsen ved et Angreb, saa meget mindre, som den Sværm af Publikum, der havde samlet sig under Episoden, tydeligt tog Degnens Parti, og Medlidenheden med ham var vel ogsaa blevet styrket ved, at hans ubeboede Degnebolig i Vrensted var brændt Natten til 25. Maj med alt Indbo og uden at være assureret. Begivenheden d. 22. Aug. endte med, at Mørck og hans Betjente maatte trække sig tilbage, og de mødte Medlemmer af Borgervæbningen kom for en Del i Slagsmaal med andre af Borgerne.

Saa havde Dietz Ro et Par Dage; men Øvrigheden: Sæby rekvirerede saa militær Hjælp fra Aalborg, og Aug. kom Løjtnant Mantzius med en Underofficer og Menige til Sæby for at sikre sig Degnens Person. Diety havde imidlertid hørt Rygtet om Tilkaldelse af Militaret og havde faaet en Laas og en Skodde til sin Dør, og han tilkaldte gennem sin Søn Frederik og andre af Familien Fiskerne i Sæby og andre af sine Tilhængere til Hjælp. og fik samlet Sten som Vaaben mod Soldaterne.
Da Løjtnanten kom til Byen om Eftermiddagen, gik han med 3 af sine Mænd hen til Dietz’ Arrest, men Døren var laaset, og Mantzius gik derfor bort med sin Styrke for efter en Times Forløb at vende ene tilbage til Schioldanns Hus. Her var der imidlertid blevet samlet en Mængde Mennesker, og nu kom Løjtnanten ind til Degnen uden Hindring og kom til at tale med ham i Enrum i et Kvarters Tid.
Schioldann med flere spurgte Løjtnanten, om ikke deres Kaution for Degnens Tilstedeblivelse kunde være nok til at hindre, at han blev ført til Hjøring Arrest, og Mantzius svarede, at de kunde bringe ham et saadant Kautionsbevis inden en Times Forløb. Kautionen blev ogsaa udfærdiget; men da den ikke blev afleveret inden Tidsfristens Udløb, lod Mantzius hele sin Styrke tage Opstilling ved Schioldanns Hus, uden for hvilket Ejeren og Agathe Dietz lidt efter traadte frem, og Agathe raabte til Garver Myhrman: Lad mig nu se, at De holder med Fader og ikke er bange for de rode Karle (o: Soldaterne). Andre af Mængden, bl. a. Palle Morek, raabte til Soldaterne om at skyde, for hvis de gjorde det, skulle ingen af dem slippe levende bort, og saa begyndte Mäng. den at bombardere Løjtnanten og hans Folk med Sten, af bride en ramte Byfogedfuldmægtig Mørck, og Mantus blev trangt saa stærkt af Mængden, at han maatte værge sig med sin Sabel. Folkeskaren hentede ogsaa Byens Sprøjte, som der dog ikke blev Brug for, da Soldaterne, mod hvem den efter Guldsmed Thranes Udsagn skulle anvendes, ikke skød, og deres Geværer derfor ikke kunde skades af Vand.

Naar Løjtnant Mantzius ikke lod aabne Ild mod den balstyrige Folkemængde, var Grunden den, at han var bange for, at hans Bemyndigelse til at bortføre Dietz fra Sæby ikke gik saa vidt; han lod henad Aften sin Styrke gaa i Kvarter i Købmand Aabels Gaard paa Adelgade og sendte en Stafet til Landgreve Vilhelm af Hessen, der var General i Aalborg, for at faa nærmere Forholdsordre.

Under Bataljen havde Dietz staaet i sit Vindue og betragtet dens Forløb, og fra et andet Vindue talte hans nu ganske forstyrrede Hustru til Folkemængden. Dietz’ Garde trak sig som Vagtmandskab til Ro for Natten i Schioldanns Lade, og Dietz trakterede sine Tilhængere med Smørrebrød og Brændevin, navnlig med det sidste.

Der var hele Natten »Folkefest«, om man saa maa sige, i Sæby; der gik Musik gennem Gaderne, og udenfor Dietz’ Arrest sad Toldbetjent Wilsen og spillede Violin, medens Ungdommen dansede paa Schioldanns Toft. Men efter den søde Kløe kom den sure Svie.

Landgreve Vilhelm sendte straks Stafet fra Aalborg til Kong Frederik d. 6., der øjeblikkeligt stillede to Kavalleriregimenter til Disposition; men forinden denne Besked indløb, havde Landgreven truffet anden Foranstaltning, idet han havde sendt Kaptajn Stricker til Sæby med 200 Mand af 2. jyske Infanteriregiment, og de ankom til Byen 28. August.

Dietz havde imidlertid søgt at rejse Befolkningen i Vrensted, Fladstrand og Bangsbostrand, vel særlig Fiskerne, for at komme ham til Hjælp, men det lykkedes ikke forinden Soldaterne besatte Sæby, og Dietz vidste da ikke bedre Raad end at skjule sig i Maren Tu Spisekammer, hvor han blev fundet om Aftenen i Lænker Natten over paa Gaden sammen med fler Foruden Dietz blev en Mængde andre arresteret og der. iblandt hans Datter Agathes Forlovede Thomas Chr. Ma. thiasen fra Sæby, og de blev foreløbig anbragt i Købmand Aabels Gaard; Mathiasen, der havde forklædt sig som Kvinde, blev dog først fundet 3. Sept. skjult i en Lade. Ialt blev der arresteret 51 Personer, hvoraf dog nogle løslodes efter første Forhør; men Dietz og de mest virksomme af hans Tilhængere blev 18. Sept. ført til Aalborg, hvor de indsattes i Arresten i Hovedvagten paa Nytorv, og Forhør afholdtes i Købmand N. C. Raschs Gaard ved Østeraa. Den 2. og 12. Sept. nedsattes en kgl. Kommission til at undersøge og dømme i Sagen fra Sæby saavel som i Dietz’ tidligere Sager, og til Kommissarier blev udnævnt tidligere Amtmand i Bergen Herman Gerhard Treschow, By- og Herredsfoged Hans Jakob Jørgensen i Frederikshavn og Major Thomas Frederik Westenholz i Frederikshavn, og 27. Juli 1819 afsagde de Dom.

Regimentskirurg Poul Mørch Wandall i Aalborg havde indstillet til Kommissionen, at Dietz skulde have frisk Luft og Motion samt god Forplejning med 2 Snapse Brændevin og et par Piber Tobak daglig, men han var ikke tilfreds med den Behandling, han fik, og klagede 27. April 1819 til Kongen i højstemte Vendinger og bad om, at han og de andre arresterede blev sat i Frihed, men han fik intet Svar og heller ikke paa et B Prinsesse Frederikke, saa han mistænkte Kommissio for at have tilbageholdt baade Breve og Svar. Vedkommissionsdommen blev Dietz dømt til at have Haand og Ære og Boelslod samt sit Degneembede forbrudt samt tilpligtet at betale Sagens Omkostninger, hans Hustru og Datteren Agathe Marie dømtes til at hensættes 1 Viborg Tugthus 1 Aar, Sonnen Frederik sammesteds i 8 Maaneder, Svigersønnerne Jens Nørhalne og Th. Chr. Mathiasen til Fæstningsarbejde i Jern i henholdsvis 2 og 6 Aar, og 8 andre fik ligeledes Fæstningsarbejde, 16 fik Fængsel paa Vand og Brød, 1 simpelt Fængsel og 15 slap med Boder, medens kun 2 frikendtes.

Kommissionsdommen gik saa til Højesteret, der først 2. April 1821 afsagde Dom, men betydelig mildere. Dietz skulde bøde sine 3 Mark, d. v. s. miste sin Ære, og desuden bøde 43 Lod Sølv (= 86 Kr. i vor Tids Penge) samt hensættes i Viborg Tugthus i 3 Aar og have sit Embede forbrudt; hans Hustru frikendtes, Th. Chr. Mathiasen og to andre fik Fæstningsarbejde i Kbh. 1 Aar, Jens Nørhalne Vand og Brød i 6 X 5 Dage. Agathe Marie i 2 X 5 Dage og Frederik i 5 Dage; 2 af de andre kom i Viborg Tugthus i 8 Maaneder, 16 af dem fik Fængsel paa Vand og Brød i 6 X 5 Dage, 1 fik Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 20 Dage, og Resten frikendtes.

»Vi har vel reyset, Herre!« kunde Dietz Medkæmpere i Sæby sige med Holbergs Sganarel.

I Vrensted by fik man i 1807 en meget omtalt degn ved navn Martin Dietz. Efter mange mærkelige omskiftelser – herunder direkte slagsmål og processer – endte han i Christianshavns tugthus med en dom på tre år. Den meget spændende beretning om Martin Dietz kan findes  under “Vrensted Historier” på denne hjemmeside, eller man kan på biblioteket låne bogen “Vrensted Sogn”                af  C. Klitgaard.

Dietz kom dog ikke til at afsone sin Straf i Viborg Tugthus, men i Christianshavns Tugthus, og da han om Sommeren 1824 slap fri, rejste han tilbage til Vendsyssel og fortsatte sin Prokurator-Virksomhed. I 1826 opholdt han sig i Jerslev Herred, maaske i Vrensted, men 1827 fik han Skøde paa Gaarden Kovstrup af Hk. 4 Tdr. 5 Skp. i Cerum. Længe fik han dog ikke Ro her, thi 1828 blev han mistænkt for at have givet en falsk Kvittering paa en Panteobligation paa 400 Ebdir. Solv, og 10. Okt. kom Politifuldmægtig Johs. Kahlen og Herredsfoged Henrik Flindt fra Frederikshavn samt Ferredsfoged Joh. Alh. Spark fra Ejaring til Koustrup for at bemægtige sig Dietz`Person og hans papirer. Her kom det til Haandgemæng mellem Øvrigheden og Dietz og hans Familie, og Stole og Borde væltede, og da Øvrighedspersonerne havde faaet tilkaldt Hjælp, blev Dietz fort som Arrestant til Frederikshavn og næste Dag til Arresten i Hjøring, Da Krigsraad Spârek selv var indblandet i Sporgsmaalet, fik han Byfoged Selgen Poulsen i Hjoring beskikket til Sættedommer i Sagen, men dens Udfald kendes ikke. Det vides dog, at han et Par Aar efter endnu sad som Arrestant, men nu i Frederikshavn, 1833 blev hans Gaard Kovstrup solgt efter Amtets Foranstaltning, og Kongens Foged maatte sætte Familien Diets ud, og den flyttede saa til Thomas Jensen i Vrensted, hvor den boede 1834, og Diets flyttede vist samme Aar til København, hvor han 1834 søgte om at blive Inspektør ved Tugt, Rasp og Forbedringshuset! Hans økonomiske kaar var sikkert usle, men han opnaaede at faa en Understøttelse paa 200 Rbdl. aarlig af Frederik d. 6.s Chatolkasse. Til Trods herfor tryglede han stadig Kongen om yderligere Gratialer og sendte ham mange Gratulationsdigte, saa han tilsidst fik Paalæg om at ophøre med sine Ansøgninger, da han ellers vilde miste sin Understøttelse”). 1834 begyndte han Udgivelsen af sin Levnedsbeskrivelse, men den blev vist stoppet af Regeringen, der næppe ønskede at faa Sæby-Affæren offentlig belyst i Dietz’ Affattelse. Han begyndte ogsaa 1838 med Udgivelsen af et Ugeblad > Aftenunderholdninger af hvilket der udkom to Serier paa ialt 47 Numre. Dietz døde i Armod i Lille Strandstræde Nr. 75 i København 16. Aug. 1843 begr. paa Assistens Kirkegaard d. 20. Aug. og efterlod sig kun nogle gamle Sengeklæder og noget Træskrammel uden Værdi. Hans Hustru var som foran nævnt allerede død 1836, og ved sin Død havde han en Husholderske.

Dietz og Hustru havde efternævnte Børn:

1. Inger Kirstine Marie Dietz, f. Aalborg 1794, d. lille.

2. Inger Marie Dietz, f. Randers 1795, d. Frhvn. 18757), gift før 1818 med Jens Larsen Nørhalne, der med Hustruen var hos Dietz paa Kovstrup 1828 og skulde have haft Gaarden. Var 1837 sindssyg.

3. A gathe Marie Dietz, f. Randers 1798, d. Jelstrup 1834, var 1818 forlovet med Thomas Christian Mathiasen i Sæby, men blev gift med Mads Sørensen i Jelstrup. 3 Børn.

4. Frederica Catomine Dietz, f. Randers 1799, opholdt sig 1818 og 1874 i København, antagelig ugift.

5. Mette Marie Dietz, f. Randers 1800, d. lille. 6. Johan Frederik Dietz, f. Randers 1802, d. 18…, var Husmand og Murer i Fristrup i Børglum S. og senere (1837) paa Løth i Børglum S. Gift i Børglum 1825 med Ane Christensdatter. Fra dem nedstammer en stor og anset Efterslægt.

7. Mette Marie Dietz, f. Randers 1804, d. Nørresundby 1880. gift med Gæstgiver Jens Jensen Dig. mand, f. Norresundby 1808, d. Aalborg 1883; bl. Bornene Kobmand. Kancelliraad Jens Andreas Digmann.

8. Hansine Christence Dietz, f. Randers 1806, d. Vrensted 1814.

9. Salomon Thielsen Dietz, f. Vrensted 1811, d. 1812.

26.01.2019 Modtaget fra og fortalt af Egon Olesen, Filippinerne

En kort historie om mine bedsteforældre Petrea ( 6. April 1899 – 14. Maj 1974) og Alfred Westergaard ( 6. Juli 1891- 6. Maj 1969) Villa “Thybo” i Vrensted.

I sine meget unge dage besluttede Alfred sig til at emigrere til USA, hvor han bosatte sig i staten Syd Dakota.

Den 24. Juni 1918 blev han optaget i den amerikanske hær for senere at blive sendt til Frankrig i skytte gravene under første verdenskrig.

Han aftrådte dette ikke helt planlagte kapital i sit liv den 18. Juli 1919.

Derefter rejste han tilbage til Danmark hvor han blev gift med Petrea Hyldgaard Pedersen.

Nygifte Alfred vendte derefter tilbage til Syd Dakota med sin brud, hvor de drev et landbrug.

Min mor Alice Nielsine kom til verden der, samt hendes søskende, Erling, Florence og Alfred Stanley (Jim Westergaard).Det gamle foto af familien, er fra deres pas i forbindelse med deres tilbage rejse.

En lille dreng ved navn Jens Elmer, døde desværre af lunge betændelse. Han blev begravet på kirkegården i Bruce, Syd Dakota.

Hvad der gjorde udslaget til at ægteparret besluttede sig til at rejse tilbage til Danmark, har jeg ikke kendskab til. Men en af grundene kunne være den dybe recession i USA efter børs krakket 1929.

De solgte landbruget, som kan ses på opslaget. Der var ikke årstal på plakaten, men den 25. Februar forekom i 1930.

I Danmark bosatte de sig i Tømmerby, familien blev øget med yderlige fire børn, Lilly, Gunnar, Aage og den yngste søn som arvede navnet Jens Elmer.

Senere flyttede familien til Nørregård i Stenum.

Min far og mor Peter Juul og Alice Nielsine forpagtede senere gården, som derefter blev det sted hvor jeg skulle træde mine barndoms sko.

Alfred og Petrea flyttede til Vrensted i villa “Thybo” sidst i 50erne.

Det var et såkaldt “murermester hus”, trapper ned i kælderen, trapper op til køkken og stuer, igen trapper op på første sal hvor der var sove værelser.

Der har jeg overnattet mangen en gang, især om sommeren var det extra attraktivt. Efter en tallerken fyldt med jordbær og mælk, var det ren luksus, at sove for åben vindue til duften af syren busken lige uden for. Det var livs kvalitet på første klasse. Jeg kan huske Alfred sagde “Der ville ha’ været nemmere at komme rundt i det her hus, hvis det havde ligget ned paa siden”.

Alfred havde en stor urtehave, som vi børnebørn nød godt af om sommeren. Vi var dog mest interesseret i jordbærrene og de grønne ærter. Hvid, rød og blomkål kunne godt få lov at være i fred. Vi måtte hellere end gerne hjælpe med at plukke jordbær, men vi skulle altid fløjte under plukningen. Så var han sikker på jordbærrene ikke gled det forkerte sted hen.

Alfred havde altid en stor flok gæs gående sommeren over, som derefter blev slagtet til Mortens Aften eller blev givet som gaver til jul, suppleret op med kål i alle farver.

På daværende tidspunkt havde Alfred og Petrea en stor omgangskreds og de satte deres markante præg i Vrensted, i alle de år de boede der, med deres imødekommende gæstfrihed.

Kommentar fra Mette Hyldgaard Roussis:

Petrea havde 3 søskende, som også var udvandret og bosat i Nebraska og South Dakota, Myrthe, Lars og Inger Hyldgaard Pedersen, søskende til min mormor Lilly. Det er derfor sjovt at se at veteranbrevet er underskrevet af Verne H. Hansen, det er jeg ret sikker på er Myrthe’s søn, min mors fætter. Og Petrea’s nevø, som bor i Brookings, South Dakota, hvor brevet er fra.