Kilde: Løkken Folkeblad 1984

Han blev Æresmedlem

Harry Jørgensen, 77-årig debat-ivrig pensionist fra Vrensted, er blevet udnævnt til æresmedlem af Folkebevægelsen for Frie Fagforeninger. Han er endda organisationens første æresmedlem. Udnævnelsen skete på landsmødet i Brædstrup den første og anden september,

Folkebevægelsen for Frie Fagforeninger er en organisation, som vil bekæmpe det, de kalder fagforeningstvangen.

– Jeg har længe haft kontakt med organisationen og sympatiserer med det, den står for. Jeg har i det seneste år hver uge sendt avisudklip fra de nordjyske aviser til organisationen. Det er avisudklip, som fortæller om fagforeningstvang, som f.eks. portør-sagen fra Hjørring, fortæller Harry Jørgensen

Som begrundelse for udnævnelsen skriver Folkebevægelsen for Frie Fagforeninger: Vi vil især fremhæve din store indsats med at samle avisudklip til organisationen og med at skrive mange læser-indlæg om fagforeningstvangen. En sådan aktivitet af en mand på din alder vakte landsmødets begejstrings.

– Jeg er selvfølgelig vældig stolt over at blive udnævnt til

æresmedlem. Det er ikke en titel, jeg får i de andre foreninger jeg er med i, da slet ikke i Vrensted Pensionistforening, siger Harry Jørgensen.

Udnævnelsen kom temmelig overraskende for ham.

Jeg vidste ikke på for hånd, at jeg skulle udnævnes til

æresmedlem. Jeg var godt nok blevet inviteret med til landsmødet. Men hvordan skal en gammel mand på 77, der der lige nok kan komme til Løkken, bære sig ad med at komme helt til Brædstrup, siger Harry Jørgensen

• Historier med Harry Jørgensen

juli  2019 – jens otto madsen

Kilde: VT 9. januar 1986

Harry Jørgensen, Ørnholmsminde, Vrensted, har sendt os følgende ungdomserindringer om en gartneri og landbrugsmedhjælpers tilværelse i Løkken. Harry Jørgensen fortæller:

Ungdomserindringer:

Hvor mange af de unge, der bor i Løkken i dag, tænker mon over, at for bare omkring 60 år siden var meget helt anderledes i byen end det er i dag? Dengang var adskillige af gaderne kun sandveje, og omtrent der, hvor omfartsvejen skiller byen i to dele, var der jernbanespor; om sommeren var det en dagligdags foreteelse at se hotelkarlene fra byens hoteller møde op på den daværende jernbanestation ved næsten alle togenes ankomst for med deres trækvogne eller trehjulede varecykler at afhente gæster, der havde bestilt kortere eller længere ophold på hotellerne.

Øst for jernbanesporene, hvor der i dag er et helt bykvarter, var der inden man nåede op til Aasendrup, ikke anden bebyggelse end stuehuset og ladebygningen til den allerede dengang nedlagte Løkken Mølle, og jordarealerne nærmest jernbanesporene var i brug som gartnerier.

Som 16-årig fik jeg plads hos den endnu levende levende gartner og senere planteskoleejer i Hjørring, Jens Vittrup Christensen, der foruden et mindre landbrug drev et efter datidens forhold ret stort gartneri i Løkken og boede i ejendommen Vrenstedvej 21.

Såvidt jeg husker var min månedsløn som gartneri- og landbrugsmedhjælper – ud over kost og logi – 50 kr.

Jens Vittrup Christensen har for nogen tid siden i et interview, som Vendsyssel Tidende bragte, fortalt hvorledes han ved at anvende kødet fra en ilanddrevet hval som gødning, avlede nogle kæmpeselleri. Dette gav mig anledning til at tænke tilbage og mindes det første år jeg havde i Løkken, hvor jeg kom til at bo i adskillige år.

Året før jeg fik plads hos Jens Vittrup Christensen var der drevet en hval i land på stranden mellem Nybæk og Grønhøj, og den kendte vragfisker Sigurd Damsgaard, der dengang boede i Løkken, fandt ud af, at det måtte kunne give nogle gode penge med at lade hvalen fremvise ved byfester og markeder.

I samarbejde med en bror, der dengang ejede Ny Kallehavegaard, blev hvalen læsset på en lastbil, og ved anvendelse af nogle gamle pressenninger blev et telt rigget sammen, hvorefter de to brødre tog ud på en fremvisningsturné, der så vidt jeg husker startede med godt besøg og presseomtale i Aalborg.

Forevisningsturneen gik godt de første dage, men det varede jo ikke længe inden hvalkadaveret begyndte at gå i forrådnelse og som følge deraf kunne lugtes langt væk. Det medførte, at de to hvalfremvisere blev nægtet adgang til markedspladserne, og så var den fidus ovre. For at slippe af med kadaveret blev det enten solgt eller foræret til Jens Vittrup Christensen, som lod det skære i nogle stykker, der blev stablet op i en stak og dækket til med jord, og da foråret kom blev kødklumperne skåret i mindre stykker og gravet ned som gødning. Hvalkødet lugtede fælt, og nedgravningsarbejdet, som jeg deltog i, foregik altid når der var vestenvind for ikke at få alt for mange klager over stanken. Udover hvalkød anvendte Jens Vittrup Christensen også meget andet organisk gødning i sit gartneri, bl.a. affald fra Løkkens mange fiskepakhuse. Hestegødning var også meget eftertraktet i gartneriet.

Ved Hotel Klitbakken var der en hestestald, hvor omegnens beboere stalde ind, når de var kørende til Løkken, og jeg hentede adskillige læs hestegødning ved den stald og kørte det ud til gartneriet. Jeg husker en lørdag, hvor jeg havde afhentet gødning på hotellet, og for ikke at risikere at køre fast på de to sandveje Houmannsvej og Den Skæve linje valgte at køre over Torvet og videre ad Vrenstedvej. Det med førte en gevaldig – og for mig ubehagelig – ballade. Arbejdsvognen var ikke helt tæt, hvilket nogle vældige striber af gødning lige foran Badehotellet kom til at vidne om. Det passede selvfølgelig ikke ejeren af badehotellet, og han ringede til landbetjenten i Vrå (det var jo længe før en sådan blev stationeret i Løkken) for at anmelde svineriet. Det medførte at jeg i stedet for at få fri om aftenen blev udkommanderet med skovl og kost for at rengøre Torvet for den spildte hestegødning.

• Historier med Harry Jørgensen

juli 2019-jens otto madsen

• 
• Harry Jørgensen – hvem var han ?
• Sådan var det af være karl på landet i 1920erne
• Vagabondernes Bedstefar
• 80 årig smidt ud af rutebil
• Vagabonden der døde i havehuset
• En kok i Vrensted
•  Ungdomserindringer
• Han blev æresmedlem
• Dengang der var bumser til
• På visitkort med Harry
• Om “Meningsfyldt arbejde for 50 år siden”
• De grunde skulle man have købt nogle flere af

 

 

Kilde: VT juli1968

En mælkekusk og hans hest slutter mange års kørsel.

Henry Nørlev har kørt mælk fra Vrensted mejeri i 24 år, og i 16 år har hans hest været med. Nu indsættes tankvogn.

Siden 1944 har husmand Henry Nørlev, Kongsengene, kørt mælketur for andelsmejeriet „Lykkens prøve” i Vrensted, men nu er der sat to tankvogne ind til at afhente mælken hos leverandørerne, og mælkekuskene er blevet arbejdsløse.

Henry Nørlev er den eneste af mælkekuskene, der gennem alle årene har kørt mælk med hest og vogn. Hans hest „Gamle gule” er 22 år, og i 16 år har den kørt den samme rute til leverandørerne, og daglig transporteret ca. 3000 pund mælk til mejeriet.

Både for Henry Nørlev og hesten, blev det en vemodig afskedstur, men samtidig også minderig, for der blev taget højtidelig afsked alle steder, og som Henry Nørlev sagde: „Nu skal den gule sørme på pension. Den skal have lov til at nyde sine sidste år i fred og ro og trave rundt på græs i stedet for at få ømme ben på asfalten”.

Gennem alle årene har Henry Nørlev været punktligheden selvom hos formanden for mejeriet, Chr. Thomsen, stod der varm kaffe og smørrebrød parat til ham, da de sidste spande var læsset af.

– Nørlev og hans hest har gennem de mange år været præcisionen selv, fortæller Chr. Thomsen. Kun én gang i de 24 år, han har kørt ruten, har han været forhindret i at hente mælken hos leverandørerne, ellers kom han på klokkeslet hver dag, hvad enten det regnede, stormede eller sneede. Ja, der går endda den historie om ham, at han var endnu mere præcis end Løkken-Brønderslev rutens tidligere indehaver, Svend Brix, og det siger en del.

Hver dag mødtes rutebil og mælkemand på samme sted på vejen, men det fortælles, at en skolepige en morgen sagde til Brix:

„Du er forsinket i dag”. ,,Er jeg?” spurgte Brix ..Ja, for Henry Nørlev er to telefonpæle længere fremme, end han plejer, når vi møder ham”.

Må finde noget nyt at se til:

Henry Nørlev fylder 60 år inden længe, men han er ikke til sinds at holde op med at arbejde, selv om mælke-turen nu inddrages.

Jeg må se at få noget at arbejde med derhjemme, og måske af og til ude omkring, siger han. Ganske vist er det meste af jorden til min lille ejendom nu solgt til jordfordelingsnævnet, men foreløbig har jeg nok at se til, og noget viser sig nok.

Det sidste får han sikkert ret i, for han er afholdt og populær, så fremtiden skal nok byde på noget. For ,,Gamle gule“ vil tilværelsen blive rolig og stille. Den vil nok savne sin rute den første tid, men grønt græs og en pension uden seletøj, er nu heller ikke at foragte, så det tegner sig ikke så dårligt for Henry Nørlev og hans hest.

 juli 2019-jens otto madsen

 

 

Kilde: VT/Nordjyske 1972

Den 90-årige Anna Christensen,  Vrensted Østre Hede, fortæller om sit liv som biavler og væverske

Slidstærke håndklæder —

Som 14-årig kom jeg i ni måneders vævelære i Hjørring hos Inger Pedersen, fortæller hun. Om vinteren sad jeg derefter hjemme ved væven, og om sommeren var jeg ude at arbejde. Min far var tømrer hos godsejer Jens Rottbøll, Børglum Kloster, og godsejerens søster, frk, Othilie, gav mig arbejde.

Den normale pris for en alen vævet stof var 10 øre, men jeg havde tænkt på at forlange 12 øre i dette tilfælde. Det sagde min mor nej til, og stor var derfor min glæde og overraskelse, da frk. Othilie spurgte, om jeg var fornøjet med 25 øre pr. alen. Den flinke’ dame uddelte det stof, jeg fremstillede, til fattigbørn.

Gå-på-mod har præget Anna Christensen hele livet. Hun har aldrig ladet sig slå ud af modgang. Da manden døde for ca. 30 år siden overtog en søn gården, og hun byggede nyt hus ved landevejen, hvor hun stadig bor.

Biavl som bijob

Anna Christensen er især kendt for to ting: vævning og biavl. Indtil for ca. tre år siden havde hun biavl som bijob, men med kort tids mellemrum indstillede hun både vævning og honningfremstilling.

– Jeg syntes, jeg skulle til at tage det roligere, fortæller hun, Men væven solgte jeg, fordi den fyldte en hel stue, som jeg ville nyindrette. Det salg har jeg fortrudt en lille smule. Men jeg laver da stadig noget håndarbejde, selv om haven er mit et og alt, og det er en dårlig dag, hvis jeg ikke kommer ud at arbejde der.

Interessen for bier har jeg fra min far. Jeg begyndte på biavlen, da jeg blev gift, og med min mand, Martin Christensen, flyttede ind på Engholm i Vrensted. Ved siden af at hjælpe med landbruget passede jeg mine bier. Der var en produktion på 1000 pund honning om året. En overgang var prisen helt nede på 35 øre pr. pund.

Er De aldrig blevet stukket?

– Mange gange, men jeg tror, det har holdt mig ung. Bistik er bl.a. godt for gigt. Hele livet har jeg også spist store mængder honning, og jeg indleder stadig hver morgen med en kop kogt vand med en skefuld honning. Det er godt for synet, og jeg kan stadig læse avis uden briller.

Engang forærede jeg min datter og svigersøn en bifamilie. Min svigersøn var noget gigtplaget, og jeg tænkte, at han havde godt af at blive stukket nogle gange. Disse bier er i øvrigt de eneste, der nogen sinde for alvor har angrebet mig. Da jeg arbejdede med dem, gik de på mig, og jeg blev stukket overalt. Jeg for ud i stalden og hældte vand over mig for at få dem af. så tog jeg den med ro en halv times tid, hvorefter jeg gik ud til bierne igen.

Anna Christensens bier har været til bedømmelse på allerhøjeste plan: i ministeriet. Det var på et tidspunkt, hvor bipest hærgede. Fru Christensen ville sælge 19 bifamilier til en mand i Rødovre, men det var forbudt at eksportere bier syd for Limfjorden. Efter forhandlinger gav ministeriet speciel rejsetilladelse for hendes bier.

I mange år fremstillede Anna Christensen i hundredvis af håndklæder på sin væv. De har beviseligt været meget slidstærke, idet mange stadig hænger rundt omkring i badeværelserne i Vendsyssel.

På væven har hun også fremstillet gulvtæpper, bordløbere, gardiner m.m.

Jeg tror, det er alle de bistik og honningen, der har hærdet mig og holder mig ung. Sådan siger fru Anna Christensen, Vrensted Østre Hede, 90 år og særdeles ungdommelig. De mange år som biavler har gjort godt.

 

År 1982:

Fru Anna Christensen der bliver 100 år, er en livlig og engageret dame, der går op i tidens problemer. Hun klarer alt i sit store hus og den dejlige have, som er i mønsterværdig stand. Hun slår de to græsplæner som en mis, afstikker bedene, kultiverer jorden og fører en evig kamp mod mosegrisene. Foruden en skøn prydhave, er der en meget stor køkkenhave, hvor den friske dame henter en del af det fornødne til husholdningen.

 

juli 2019-jens otto madsen

VRINGELBY:

Kilde: VT/Nordjyske i 1970 erne

Tekst: Elisa Sloth Olsen Foto: Kurt Bering

Mellem feriebyen Løkken og landsbyen Vrensted ligger Vringelby,

som med sine fem huse vel roligt kan kaldes for landets mindste landsby. Og kunne man det ikke før, kan man det i alle tilfælde om et par måneder, for da river amtet et af husene ned for at gøre plads til cykelstier.

Hermed formindskes Vringelbys indbyggertal fra 11 til 10, idet Anna Heide, 84 år, til den tid flytter til et af Løkken Vrå Kommunes plejehjem.

Anna Heides lille hvide hus med tilbygget stald har dannet rammen om tre børns opvækst og været hendes tilholdssted i de 22 år, hun har været enke.

 

Som 20-årig flyttede hun til Vringelby fra Ingstrup, hvor hun havde tjent på en gård. Hendes mand havde købt en landejendom i Vringelby, men jorden har nu i flere år været solgt fra.

Anna Heide klarer selv den daglige husholdning på gammeldags maner uden nogen form for moderne hjælpemidler. Heller ikke telefon, TV eller radio forstyrrer hendes fredelige hverdag. Det ugentlige besøg af købmanden, en lille tur udenfor i de smukke omgivelser og en snak med naboerne samt besøg af familien er de adspredelser, der bydes på.

 

Tredje generation

En af naboerne er den 80-årige landmand, Marius Mathiasen, der »kun« har boet i Vringelby i 46 år.

Da han i sin tid købte sit stråtækte landbrug, der allerede dengang havde omkring hundrede år på bagen, var der 34 indbyggere i landsbyen, men stadig kun fem huse, for folk havde jo en del flere børn dengang: – Vi var faktisk som en stor familie, fortæller Marius Mathiasen. I dag kommer vi da også lidt sammen. Men flere af beboerne arbejder hele dagen, og kommer her faktisk kun for at sove. Så jeg er glad for, at jeg har min bil, så jeg kan komme lidt rundt og få en sludder. Gennem mit virke i alverdens foreninger i Vrensted kender jeg mange mennesker, og min telefon kimer jævnt tit.

Marius Mathiasen er tredie og sidste generation i Vringelby, da han er ungkarl.

Større by

Men hans mor er vokset op i byen, hvor hans bedstefar havde møllen, der for længst er revet ned. Og via moderens fortællinger fra sin barndom i slutningen af det forrige århundrede, ved Marius Mathiasen, at Vringelby dengang var en noget større by, der lå på hver sin side af to hjulspor, der siden er blevet til Vrenstedvej via gentagne udvidelser og nedrivninger af huse.

Han fortæller: – Møllen var stedet, hvortil alle havde et ærinde, og derfor var der også en smed, en snedker, en skomager, en sadelmager og en kadaverslagter samt en bødker og en høker, hvis varesortiment dog var noget begrænset.

Vejen her var ikke dengang det, vi nu kalder en samfærdselsvej. Det var et par sandede hjulspor, hvor bønderne fra Vrensted og Stenum kom kørende med deres små læs landbrugsprodukter, som de afsatte til skudehandelens købmænd i Løkken, og som disse for en stor del afsatte til Norge.

Hver sin ko

Marius Mathiasen fortsætter: – Vejen var kun få alen bred, og husene var bygget så nær mod vejen som muligt, for der skulle ikke frådses med jorden, da alle gerne skulle kunne holde en ko på den lille plet jord, der hørte til huset. Plantning var ikke noget, man spekulerede på, for det var spild af jord, og det hæmmede udsigten over de flade kærstrækninger ud mod klitterne og havet. Møllen, der lå her, skulle også gerne have blæsten så uhæmmet som muligt, og lå derfor på det højeste sted.

Mølleren – altså i dette tilfælde min bedstefar, fortæller Marius Mathiasen, var dengang en mægtig mand, som det ikke var nogen spøg at blive uvenner med. For så kunne man risikere at få kornet dårligt malet. Han kunne derfor også altid få en mand til at afløse sig i møllen, for det var nødvendigt, den gik i døgndrift på grund af for lidt blæst, og ligeledes ind under jul, da skulle alle nemlig have malet til lager. For om julen måtte møllen ikke gå.

Gik til Mors

Denne friperiode benyttede min bedstefar til besø ge familie på Mors, hvor han stammede fra. Efter juleaften og juledag trak han derfor i sine fedtelæderstøvler og sine vinterklæder, hvorefter han gik hele den lange vej frem og tilbage – selvfølgelig med diverse overnatninger undervejs.

– Nu skal der hjul under folk, når de skal ud på en lægere rejse. Og derfor skal vejbelægningen gøres stærkere, så den kan holde til den tungere trafik. Og derfor skal vejene også være og bredere. Det går så igen ud over de gamle huse og den dejlige beplantning, langs vejen, slutter Marius Mathiasen, mens han sørgmodig betragter de store bunker af fældede træer og buske der nu kanter vejen i Vringelby.

juli 2019-jens otto madsen

Her følger en fin beskrivelse af  Vrensted Idrætsforening, VI af 1937.

Omtalen går fra starten i 1937 og så frem til 1950.

Jeg håber at kunne fremskaffe yderligere materiale om VI samt billeder.

Der må ligge billeder hos nogen, dem er jeg meget interesseret i.

Der er vigtigt at få samlet materiale sammen om dem der har løftet opgaven og fået unge mennesker igang med en sund sportsgren, enten det er gymnastik, håndbold eller fodbold.

Ved klik på linket nederst kommer du til  billeder.

Kilde: Jydsk Fodbold i Fortid og nutid

Det hører til sjældenhederne, at en idrætsforening af VIF’s størrelse har kunnet klare sig med kun fire formænd, selv om den er af relativ ny dato. Det normale er jo, at foreningerne skifter formand lige så regelmæssigt, som den årlige generalforsamling giver mulighed for det, og det kan da heller ikke nægtes, at dette stort set må betegnes som en svaghed i foreningernes organisation. Heldigvis kan man runde dette lille sidespring af med en glædelig kommentar, idet vi gang på gang har stødt på den kendsgerning, at de nuværende formænd tilsyneladende er kommet for at blive i en længere periode, hvilket er ensbetydende med en roligere udvikling og ensartet ledelse, som kun kan være til gavn for idrætten.

Men i Vrensted Idrætsforening var man altså så heldig, at man fra starten fik fat i den rigtige mand. Det skete, da VIF den 4. oktober 1937 blev en kendsgerning, efter at man på et møde havde besluttet at trække samme vej, hvor før i tiden Vrensted Boldklub og Vrensted Gymnastikforening havde optrådt som konkurrenter på det lokale marked. E. Sloth blev den første formand, og Ludvig Jensen, Harald Nielsen, Chr. Steffensen, Kaj Munck Nielsen, Astrid Vittrup og Agnes Petersen fik sæde i den øv. rige bestyrelse.

Med Sloth havde man fået den rigtige leder som i 12 år prægede idrættens udvikling i Vrensted på den allerbedste måde. Han er så ubetinget foreningens dominerende skikkelse. og hans fortjeneste består først og fremmest i at den sportslige udvikling i VIF har kunnet foregå i stille og rolige baner, selv om man stadig har den eftertragtede oprykning til A-rækken til gode. Foreningen blev iøvrigt tilsluttet JBU i 1944 og har været aktiv lige siden. Også i sin turneringstilværelse i B-kredsen har Vrensted Idrætsforenings kurve været støt stigende, I de senere år har kampholdet hørt til mellem rækkens bedste og mest lovende, men det ville være synd at påstå, at heldet har tilsmilet foreningen. Holdet spiller til tider godt, og mandskabets dominerende folk er de fire brødre: Vilhelm, Tage, Verner og Ejner Andersen. E. Sloth nedlagde for første gang sit formandshverv i 1947, da Gunnar Brusgaard afløste ham, men Sloth kom til igen i 1948, og da fulgte en to-årig periode, hvorefter Poul E. Christoffersen blev leder. Den nuværende formand, Haakon Kragh Jensen, blev indvalgt i efteråret 1951, og han har hidtil bestridt hvervet på bedste måde.

 

Omtalen af 25 års jubilæet i 1962

 

 

Den 04.10.1977 fejrer Vrensted Idrætsforening 40 års jubilæum
Kilde: VT/Nordjyske

40 års jubilæum i Vrensted Idrætsforening.

Den 4. oktober 1937 stiftedes Vrensted Idrætsforening. Allerede tidligere havde der været dyrket idræt i Vrensted. Bl. a. eksisterede der gennem en lang årrække en gymnastikforening, senere kom en boldklub til, da fodboldspillet begyndte at vinde indpas. Det var disse to foreninger der gik sammen og stiftede idrætsforeningen.

I gamle protokoller får man et godt indtryk af, hvordan arbejdsforholdene var. Gymnastikken var så nogenlunde stillet med forsamlingshusets sal som samlingssted, men fodboldspillet havde trange kår. Der blev først i nogle år spillet på en ujævn åbning i »Præstens Plantage«. Senere blev der lejet en græsmark øst for forsamlingshuset.

Omkring 1960 fik foreningen tidssvarende forhold på den nye skoles stadion og i dens gymnastiksal.

Udviklingen gik hurtigt videre. I 1968 blev der bygget klubhus ved skolen, hvilket var et stort fremskridt efter brugen af små rum i kældre og udhuse. I dag er pladsforholdene både i klubhuset og på banerne allerede for små og utilstrækkelige. Medlemstilslutningen er så stor som aldrig før. I ungdomsafdelingen er der ca. 160, og hertil kommer en ret stor seniorafdeling.

Der dyrkes fodbold, gymnastik, håndbold, badminton og terrænsport. Det betyder, at de eksisterende få baneanlæg er udsat for meget hård belastning, og klubhusets rammer er forlængst sprængt. Heldigvis har kommunen nu stillet nye og flere baner i udsigt, og der arbejdes seriøst med planer om et helt nyt, rummeligt klubhus. Denne gode udvikling i foreningen skyldes ikke mindst, at der altid har været et stort antal frivillige ledere, som har brugt deres fritid på de unge. Der er også opnået gode resultater, her skal blot nævnes, at pigehåndboldholdet i år opnåede en tredieplads ved DDGUs landsmesterskaber i Fuglsø.

For nogle år siden stiftedes støtteforeningen, som har vist sig at være en uvurdelig hjælp. En stor kreds af forældre støtter dels økonomisk, dels ved at medvirke på forskellig vis, bl.a. med kørsel af ungdoms- og børneholdene.

Idrætsforeningens skiftende formænd har været følgende landbrugsmedhjælper Eigo Sloth, Hundelev, Håkon Krag Jensen, malermester i Skallerup, købmand Poul E. Christoffersen, Hasseris, maskinarbejder Knud Svenningsen, Fyn. landmand Poul Hansen, Løkken, fængselsbetjent Svend E. Mørk, Vrensted, købmand Erik Jensen, Frederikshavn, vognmand Kaj Andersen. Vrensted, tømrer Kaj Svenningsen, Vrensted, maskinabejder Børge Svenningsen, Ingstrup, elektriker Aarle Nielsen Vrensted, administrationschef Kristian Andersen, Skive, sparekasseassistent Ole Bækgård, Fyn, murersvend Kjeld Pedersen, Brønderslev, og den nuværende formand, lagerarbejder Poul Søndergård Nielsen, der har været formand i fire år, men endvidere har haft formandsposten i syv år tidligere.

Selve jubilæumsfesten er arrangeret til lørdag aften i for samlingshuset med middag og dans.

 

 

 

• Vrensted Idrætsforening – billeder

 

Lilly Hyldgaard Nielsen, tidligere  landmandskone på gården “Koldbrolund”, Kongsengene, Vrensted, gør som sin mor gjorde allerede i 1939. Hun foretog i 1983 en rejse til USA  for at besøge søskende og familie. Dog foregår rejsen nu med fly,

hvorimod moderen i 1939 sejlede til Amerika med dampskib. (Flere historier kan læses ved klik på link nederst)

Lilly Hyldgaard, født i 1913 i Horsens Hammer sogn, er opvokset på gården ”Søndergaard” i Åsendrup, sammen med sine 11 andre søskende.  Hendes mor og far flyttede til “Søndergaard” i 1916, da de købte denne ejendom, efter at de havde solgt en ejendom i Langholt, som faderen havde overtaget efter sinke forældre.
Faderen døde i 1923 kun 59 år gammel og efterlod sig kone og 12 børn. Moderen døde i 1951 i Vrensted.

Lilly’s ægtefælle:

Anker Elmer Nielsen, født i 1909 i Vrensted sogn, er opvokset på Åsendrup Kær, Vrensted i en søskendeflok på 4
Faderen drev en mindre ejendom og havde lidt arbejde ved siden af om sommeren med kreaturpasning.
Anker E. Nielsen døde i 1970 blot 61 år gammel.

Lilly og Anker blev gift i Vrensted Kirke i 1935 og etablerede sig på Kongsengene på ”Koldbrolund” som de købte også i 1935.

Efter Anker Nielsens død i 1970 drev Lilly gården videre indtil 1976 hvor den blev  overdraget til en søn. Ejendommen er i dag solgt og lagt sammen med en anden ejendom.

De sidste mange år boede Lilly i hus på Stationsvej 2 i Vrensted, indtil sin død i 1999.

Tre af Lilly’s søskende var som helt unge emigreret til USA og ligesom sin mor, som i 1939 – hvad måske ikke var helt almindeligt dengang – foretog en rejse til USA med Dampskib, for at besøge sine børn, havde Lilly også ønske om at besøge sine søskende og familie i USA.

Hun besluttede sig derfor til, at foretage en rejse til USA for at møde sine søskende og familien og sammen med sin niece Alice Olsen fra Stenum, som også havde noget familie, der var emigreret til USA som unge. De var klar til at rejse i slutningen af maj måned 1983.

Den 29. maj 1983 var kufferten pakket og de to rejsefæller var rejst til København, hvorfra de med fly påbegyndte rejsen til USA.

Lilly Hyldgaard Nielsen har ført en dagbog som gengives her.

Mandag den 30. maj 1983:

Ja så kom vi efter en god flyvetur til USA over til søster Inger. Vi havde en god rejse.

Tirsdag:

Jeg gik i gang med at skrive brev til Danmark og lidt over middag kom bror Lars efter os. Vi skulle ud på kirkegården og se gravstederne. De er noget anderledes end på vores kirkegård. Der er kun græs, men det ser jo også pænt ud. Nogen gør jo meget ud af det og andre gør det ikke, men det er jo ligesom hjemme. Herefter kørte vi ud til Lars’s datter Charlotte for at drikke eftermiddagskaffe. Hun havde et dejligt hus. Aftensmaden spiste vi hos Lars som også har er dejligt hus. Begges huse er jo nyere end søster Ingers hus. Hos Lars spiste vi noget kogt kød, ja det var af gris og så kartoffelmos. Dertil var der grøn salat og det er så krydret, men det er ikke noget de gør så meget ud af, som vi gør hjemme. Vi var så mange. Charlotte og hendes mand Wesley og to børn og så kom svigerinden Ethels bror og hans kone.

Onsdag:

I dag har vi været ude at køre. Charlotte kørte med os. Vi var ude i den største forretning i Omaha. Vi kørte ved 9 tiden, men der var også langt der ud. Der var så meget at se på, men vi fik ikke købt noget udover nogle postkort, som jeg nu vil skrive på til jer. Vi gik rundt der til kl. 14 hvorefter vi vi spiste der. Vi fik noget kyllingesalat. Turen hjem varede et par timer og vi var hjemme ca. kl. 16. Aftensmaden skulle vi spise hos Charlotte og her fik vi kalvekød og kartofler og en marineret salat og til dessert fik vi frugt og så kaffe. Så så vi film hele aftenen. De rejser jo så meget og så var der jo også en del film fra Danmark. Vi var hjemme hos søster Inger kl. 23 og så på hovedet i seng.

Torsdag:

I dag har vi været hjemme hos søster Inger hele dagen. Om formiddagen var vi ude at gå. Inger skulle i banken og så var vi oppe for at se det danske Brodersamfund. Vi var inde og se det hele. Det var dansk alt sammen. Vi talte med en mand som arbejder der, og han var så dansk så dansk. Hans mor boede i Hirtshals på Alderdomshjemmet. Han skulle til Danmark nu den 25. juni for at se til hende. Hun er så syg af kræft sagde han. Han havde en søn der var rejst i forvejen, han havde skrevet til ham, at der regnede hele tiden i Danmark.

Fredag:

I dag var vi i den danske by der hedder Elk Horn Java. Der havde været så mange danskere der engang, men det er der ikke mere, men der er stadig danske varer at købe. Møllen der er der, er dansk. Den blev sejlet derover for mange år siden. Vi kunne købe dansk julepynt. Der var meget pænt der.

Lørdag:

I dag har vi været til en stor fest i noget der hedder Kensington. Der var 100 års jubilæum. Der var mange folkedansere fra Hele verden.

Søndag:

I dag søndag har vi været i kirke og der var mange i kirke. Bror Lars kørte os. Vi skulle skrive vores navne i en bog som hører kirken til. Vi bliver taget så godt imod alle steder hvor vi kommer, så snart de hører vi kommer fra Danmark.

Mandag den 6. juni 1983.

I dag har vi været ude at køre igen. Vi var ude at se de flotte forretninger de har her ovre, men man bliver træt af at gå sådanne steder. Jeg kan ikke huske hva de hedder. Vi har også været ved at vaske. Lars har været her og slå græs.

Tirsdag:

I dag har vi været herhjemme. Inger har haft gæster til frokost. Vi var 7. De var så flinke folk. Det var Marie Edelskov, Florence, Niels og Lars. De talte dansk alle sammen. Niels var fra Danmark, så han kunne fortælle så meget. Hans kone var født herovre, men hun talte også godt dansk. Det havde han lært hende. Hun havde også meget familie i Danmark. Det har været en skøn dag.

Onsdag:

I dag har vi været ved at vaske og koge klejner som vi skulle have med op til Jey, og vi fik også snittet rabarber. Vi spiste til aften hos Lars og fik kalkunbryst og så var der ikke mere den dag.

Torsdag:

Så går rejsen så videre med bus til Colorado . Kl. 8 morgen skal vi køre og vi var der ikke før kl. 23, så det var en hård dag. Joyce og Charle var inde efter os. Da vi kom hjem til dem fik vi the og et stykke kage dertil. Herefter skulle vi i seng godt trætte.

Fredag:

Så har vi fredag morgen og vi har sovet godt efter den lange køretur. Vi får til morgenmad cornflakes og kaffe og søsterkage, ja søster Alice får et par ristede franskbrød. Så fik vi ikke mere før til aften. Der fik vi en bolle Jerry havde ristet på grillen. Vi kom nemlig sent hjem, for vi havde været ude at køre, da Jerry kom fra arbejde. Han kørte os helt op i bjergene. Vi kan stå herhjemme hos dem og se dem og der ligger sne på toppen. I kan tro der var pænt deroppe. Vi var meget højt oppe, men der bor mennesker deroppe, hele vejen op ad skråningen. Vi er ude at spise hver dag. Sallie kom hjem, hun har to små piger. Den store hedder Christi og den mindste hedder Charle. Så er der ikke mere den dag.

Lørdag:

I dag har Jerry ikke været på arbejde, så vi kørte også op i bjergene og et andet sted ud. Vi var inde og se så meget og vi fik også købt lidt, men det er så dyrt herovre. Vi var inde og se en Katolsk Kirke. Der er meget pænt ved bjergene og ja vi har næsten kørt over alt. Det går jo op hele tiden, men vejene snoer sig. Vejene er meget gode der oppe og der er lavet store tunneller, de er meget lange og mørke. I dag har vi også været ude at spise.

Jerry kone vil ikke lave mad. Om aftenen kom Salli og hendes mand og børnene hjem for at drikke kaffe.

Søndag:

Så er der igen søndag og vi skal ud at køre igen. Vi var henne at besøge søster Ingers datter Sue, hun bor ikke så langt derfra. De bor alle tre i Colorado. Sue bor alene, hun har mistet sin mand. De havde kun været gift i 2 år. Han var ude at flyve i sin egen flyvemaskine og faldt ned ude i bjergene. De fandt ham først fire dage efter. Hun er ikke så gammel. Vi tog hende med hen til søster Ingers datter Sally. Hun bor ikke så langt fra dem. Vi spiste også der. Vi var hjemme ved firetiden. Så skulle vi have pakket inden vi skulle på Kinesisk restaurant for at spise. Kl. 20 skulle vi til bussen, den gik kl. 21 og så kørte vi hele natten.

Mandag den 13. juni 1983:

Så er vi kommet tilbage til Omaha. Kl var 11 og da var Lars kommet for at hente os. Vi har været ved at vaske nu, for i morgen skal vi til South Dakota. Vi skal køre kl 9, så kommer Lars også til at køre, men det er ikke så langt dertil, det tager kun 5 timer at køre.

Tirsdag:

Lars kom ved 9 tiden og kørte os så op til Margrethe og Chris. Charle ville også med og så kunne de jo skiftes til at køre så at Lars kunne få et hvil. Vi var inde at spise på en lille restaurant og så kom vi til søst erMyrthe kl. 14. Chris var ved at slå græs da vi kom. De har det dejligt. Til aftensmaden spiste vi kalvesteg.

Onsdag:

Så har vi været her hos nogle bekendte Margrethe og Chris den første nat og  vi har sovet godt. Vi har drukket morgenkaffe og ellers været hjemme hele dagen. Verner og Norma kom til aften kaffe.

Torsdag:

Vi har fået morgenkaffe og vi fik snakket om alt fra gammel tid. Ved tretiden kørte Chris og Margrethe med os til Brues, vi skulle ud at se hvor søster min søster Alice havde boet. Om aftenen var vi hjemme.

Fredag:

Det er morgen og jeg tror ikke vi skal ud at køre i dag. Chris skal til mekanikeren og Judith kommer hjem i dag med mand og to børn. Vi har været med søster Myrthe nede i byen i eftermiddag og jeg har købt en ny kjole. Vi kom hjem til aften og vi spiste kylling til aften.

Lørdag:

I formiddag har vi været hjemme og Judith har været ved at bage en kage og røre noget kalvefars, som vi skal have til aften. Om eftermiddagen var vi nede i byen og handle. Judith skulle have nyt tøj. Om aftenen var Myrthe og Chris og Alice og mig ude at gå en tur.

Søndag:

Vi har været i kirke og til middag kom nogle af børnene hjem. Det er fars dag og derfor var vi så mange.

Mandag den 20. juni 1983.

Vi var hjemme hele dagen. Om eftermiddagen var vi ovre at besøge tre søstre som bor sammen lige over for Myrthe og Chris.

Tirsdag:

Der er meget varmt og vi er hjemme. Om aftenen var vi henne ved Norma og drikke aftenkaffe. Vi har også været ude og handle.

Onsdag:

I dag har vi været ude at spise på et Kinesisk hotel. Det var Norma der gav middag. Vi fik en pandekage der var fyldt met grønsager og så en forårsrulle og ris. Det er ikke noget jeg bryder mig om.

Torsdag:

I formiddag har vi været på besøg hos en der hedder Maria Nielsen, hun er fra Vrensted og var født ude på Bådstedhede, der som Rose og Johannes boede. Hendes far hed Svend Holm. Der kom også Anna Holmen, så der blev talt meget om Danmark. De talte begge godt dansk. Om eftermiddagen var vi ude at drikke kaffe ved Emma og Niels. De er også danskere. Niels er fra Ingstrup og Emma er fra Thise. Det er krog Kristians datter. Vi så billeder, der var mange bekendte fra Vrensted. De længes alle efter Danmark.

Fredag:

Vi har været ude at køre hele dagen, kørte langt ud på landet. Der var meget pænt. Vi var ude ved en stor sø, hvor Verner og Norma har sommerhus. Det hed Volga der hvor vi kørte. Markerne stod godt. Om eftermiddagen kørt vi ud til noget som hed Point West, der var et gammelt museum. Om aftenen kom Sindi og hendes kæreste.

Lørdag:

Har vi været hjemme hele dagen. Børge og Hans kone kom en tur.

Søndag.

Vi har været i kirke. Det er meget hyggeligt. Om eftermiddagen kom nogle af børnene hjem.

Mandag den 27. juni 1983.

I formiddags kom Roy hjem, men han skulle skynde sig på arbejde. Så fik vi ham at se. Han ville gerne se os. I eftermiddag har vi været ude at køre. Vi kom langt ud på landet. Det hed vist West.

Helt præcist husker familien ikke hvornår Lilly og niecen kom tilbage til Danmark, der mangler en slutning på dagbogen, som beskriver de første fire uger, men de fortæller, at deres mor fortalte om den store oplevelse med stor begejstring og glæden ved at have genset og mødt både søskende og familie i USA.

Herunder andre historier om familien Hyldgaard Nielsen, Vrensted

• Rejsen til USA i 1939 – Birgitte Hyldgaard Pedersen, Vrensted
• En børnerig familie – Familien Hyldgaard Nielsen, Kongsengene, Vrensted
• En 50 års fødselsdag og et sølvbryllup – gæster er næsten hele sognet

juni 2019-jens otto madsen

Det var helt almindeligt i sognet, at når der var noget der skulle fejres, så indbød man næsten hele sognet med til fest, det var også tilfældet hos Lilly og Anker Nielsen,  “Koldbrolund”, Kongsengene, Vrensted. år 1959 eller 60.

Lilly og Anker Nielsen var kendte personligheder. Anker Nielsen havde sæde i mange bestyrelse, var vurderingsmand for Kreditforeningen og sad i det daværende sogneråd for Vrensted-Thise Kommune. Lilly var hjemme for at passe de mange børn, der kom 12, og hun tog stor del i arbejdet på gården, ligesom børnene måtte hjælpe til med forefaldende arbejde.

Med tilladelse fra børnene vises her en kavalkade af skønne billeder af mange af sognets beboere. Jeg har kun påført billederne navne på de personer jeg kender og kan huske. Modtager gerne tilføjelser.

Dog startende med et skønt billede af mor Lilly med alle sine 12 børn

Anker E. Nielsen’s 50 års fødselsdag i 1959 som blev holdt hjemme i laden

 

 

Herunder billeder fra Lilly og Ankers sølvbryllup i 1960 i Vrensted Forsamlingshus hvortil endnu engang det meste af sognet var indbudt. Det var meget almindeligt at man dengang holdt så store komsammen, det var familien, naboerne, forretningsforbindelser og andet godtfolk fra Vrensted

 

 

 

• En børnerig familie – Familien Hyldgaard Nielsen, Kongsengene, Vrensted

Familien Lilly Hyldgaard Nielsen og Anker E. Nielsen, ”Koldbrolund”, Kongsengene, Vrensted, der fik 12 børn

Lilly Hyldgaard, født i 1913 i Horsens Hammer sogn, er opvokset på gården ”Søndergaard”

i Åsendrup, sammen med sine 11 andre søskende.  Hendes mor og far flyttede til “Søndergaard” i 1916, da de købte denne ejendom, efter at de havde solgt deres ejendom i Langholt som faderen havde overtaget efter sine forældre.
Faderen døde i 1923 kun 59 år gammel og efterlod sig kone og 12 børn. Moderen døde i 1951 i Vrensted.

Anker Elmer Nielsen, født i 1909 i Vrensted sogn, er opvokset på Åsendrup Kær, Vrensted

i en søskendeflok på 4
Faderen drev en mindre ejendom og havde lidt arbejde ved siden af om sommeren med kreaturpasning.
Anker E. Nielsen døde i 1970 blot 61 år gammel.

Lilly og Anker blev gift i Vrensted Kirke i 1935 og etablerede sig på Kongsengene på ”Koldbrolund” som de købte også i 1935.

Ejendommen var på 12 ha, som de efter købet, ved flid og dygtighed formåede at udvide flere gange.

Gennem de næste mange år kom der en stor børneflok. Ikke mindre end 12 børn kom der til på 22 år alle er nævnt herunder:

Lilly og Anker E. Nielsens fik 12 børn som alle er nævnt nedenfor:

 

Ingrid Hyldgaard Nielsen f. 1934 d. 2003 var bosat i Hirtshals. Hun blev tidligt gift og bosatte sig i Hirtshals med sin mand.
Her er 5 børn

Ella Hyldgaard Nielsen f. 1935 d.2018. Hun blev gift og bosatte sig i Gunsølille, hvor de havde et landbrug.
Her er 3 børn

Henning Hyldgaard Nielsen f. 1937. Han blev gift og er bosat i Vrensted. Han bestyrede en stor minkfarm i Løkken.
Her 4 børn

Ole Hyldgaard Nielsen f. 1938. Han blev gift og er bosat i Vrensted. Han var chauffør og kørte gennem mange år med minkfoder.
Her er 2 børn

Grethe Hyldgaard Nielsen f. 1939 er bosat i Vrensted. Hun blev gift med en landmand. De etablerede sig med en ejendom på Kongsengene.
Her er 4 børn

Lis Hyldgaard Nielsen f. 1944. Hun blev gift og de bosatte sig i Skøttrup.
Her er 3 børn

Karen Hyldgaard Nielsen f. 1972. Hun blev gift og de bosatte sig i Hirtshals.
Her er 3 børn

Aksel Hyldgaard Nielsen f. 1948. Han blev gift og var bestyrer af en minkfarm i Hørby.
Her er 2 børn

Bodil Hyldgaard Nielsen f. 1951. Hun blev gift og er bosat i Nr. Halne.
Her er 4 børn

Svend Hyldgaard Nielsen f. 1953. Han blev gift og er tømrer og er bosat i Løkken.
Her er 2 børn

Børge Hyldgaard Nielsen f. 1954. Han er gift og nu bosat i Løkken. Han har tidligere drevet et landbrug i Åsendrup.
Her er 3 børn

Birgit Hyldgaard Nielsen f. 1956 . Hun er gift og bosat i Hjørring. Hun er uddannet pædagog.
Her er 2 børn.

Anker Nielsen var en udadvendt person og som ung landmand vandt han snart stor respekt på egnen og han fik gennem årene adskillige tillidsposter. I mange år var han medlem af Vrensted-Thise Sogneråd,

vurderingsmand i Jysk Husmandskreditforening, havde forskellige formands- og bestyrelsesposter indenfor husmandsforeningen, mejeri og- andelsforetagender.

Den store børneflok voksede op i et trykt og varmt hjem og de fleste af børnene har været vant til, at skulle give en hånd med i det daglige arbejde på gården. Der kørtes en mælketur til Vrensted Mejeri og den fik de ældste af drengene lov til at køre.

Efter Anker Nielsens død i 1970 drev Lilly gården videre indtil 1976 hvor den blev den overdraget til en søn. Ejendommen er i dag solgt og lagt sammen med en anden ejendom.

De sidste mange år boede Lilly i hus i Vrensted, indtil sin død i 1999.

Hun oplevede at se alle sine børn komme godt i vej. Desuden oplevede hun at se sine 38 børnebørn og 45 oldebørn.

Lilly var en gæstfri og afholdt kvinde, som havde mange besøg af venner og familie genne årene, samtidig deltog hun i aktiviteter i Vrensted.

Lilly Hyldgård Nielsen, blev enke i 1970.

I Vendsyssel Tidende kunne man læse:

Min kære mand, vor gode far, svigerfar og bedstefar, Anker Elmer Nielsen er stille sovet ind.
Vrensted d. 12 november 1970.
Lilly Hyldgård Nielsen,
Børn, Svigerbørn og børnebørn.

Begravelsen foregår i stilhed fra Vrensted kirke lørdag d. 14 november 1970 kl. 14.

Senere kunne man læse:

Vurderingsformand Anker Elmer Mielsen er død, 61 år. Allerede som ung landmand, vandt han sig hurtigt en position på egnen, var bl. a. i mange år medlem af Vrensted- Thise sogneråd, formand for Husmandsforeningen og havde bestyrelsesposter i mejeri-og andre andelsforetagender. I mange år var han vurderingsformand i Jydsk Husmands Kreditforening.

Om sin barndoms minder har Lilly nedskrevet følgende og fortæller :

Ja, jeg vil prøve om jeg kan drage lidt frem fra jeg var barn, måske I kan have glæde af det engang, jeg har kun gode og lyse minder. Vi blev ikke overvældet med nogen ting, men med kærlighed. Jeg husker bedst fra den gang jeg skulle begynde i skolen jeg tror det var i 1920, og det var jo d. 1. april dengang, og vi skulle helst kunne de små bogstaver, og også skrive tal og det havde jeg også fået lært. Jeg havde fået ny taske, så jeg var stolt, og mor havde syet nyt livstykke til mig, og det var jeg også meget glad for, vi var jo i lange strømper og skulle have noget at holde dem oppe med. Min kjole kan jeg ikke rigtig huske hvordan så ud, Jeg tror ikke far eller mor var med mig, jeg skulle følges med de store der gik i skole dengang, og vi skulle møde kl. 9 om morgenen, men jeg har aldrig været glad for at gå i skole, for jeg var meget optaget af hvad som skete derhjemme, særlig til julen, det var en meget lykkelig tid, der slagtedes gris og næste dag skulle vi jo lave blodpølser og så ville jeg jo helst være med, jeg ville så gerne holde tarmene. Mor lavede en blodpandekage, og vi skulle også bage småkager, det var virkelig skønt, det var jo ved petroliums lampens skær, eller tælle lys, for vi lavede også lys dengang og bryggede øl, og der skulle også bages rugbrød og sigtebrød i den store ovn, og til sidst kom pebernødderne ind, så stod de natten over, Den 22 december skulle vi helst slagte gæs og ænder, der var altid en 20 til 25 af hver slags, det var et meget stort arbejde, men der kom jo altid naboer og hjalp til, så det gjorde ikke så meget vi var sent færdig, alle var glade og tilfreds, Anine og Niels Jensen, Bagterp kom også d. 22 december, det var jo fars fødselsdag og de blev de også ved med efter far var død. Juleaften oprandt, og det var altid de store der skulle pynte juletræet, vi små måtte ikke se det inden det blev tiden, men vi kunne jo se ind ad nøglehullet i døren, Julemiddagen var jo mest gås eller and, ja vi fik jo også risengrød med hjemmebrygget øl til.
Ja, jeg er vist gået helt i stå med at skrive, så i dag har jeg tid, jer sidder helt alene, så kommer minderne frem, jeg har siddet og læst en god bog, det var også om gamle dage, og det er som jeg har oplevet det fra jeg var barn, så derfor elsker jeg at læse sådan en bog, nå nok med det, jeg blev ikke færdig med at fortælle om min juleaften, da jeg var barn. Vi havde altid et stort jule træ, det skulle helst nå loftet. Vi lavede selv vores julepynt, det bestod af roser, kurve, kræmmerhuse, enle og mange lys, det var meget smukt, men som sagt vi måtte ikke se det før vi var færdig med at spise og vaske op, men så kom det store øjeblik at døren blev lukket op, et væld af lys og stjernekaster kom os imod. Men den højtid der var over juleaften dengang får vi aldrig igen der er ingen der har tid til det, det er bare noget derskal overståes. Vi fik dengang en pakke hver, der bestod af et par strømper og et par bukser, der ud over har jeg engang fået et lille vaskekar og vaskebræt med tøjsnor og klemmer . I dag får de så mange gaver at de slet ikke er glade, nej da jeg var barn, da var det jul, jul er ikke som den har været og bliver det heller aldrig. Ja det var det, men der er jo meget mere jeg kan skrive om fra jeg var barn. Vinteren var virkelig dejlig selv om der var mere vinter dengang end nu om dage, ja vi måtte hjælpe til, både store og små, og det både inde og ude i stald og lade, da skulle vi jo tærske, så da skulle vi jo hjælpe til alle sammen, dem der kunne, Det var det værste vi piger vidste, for vi skulle træde i halmen, vi tænkte tit, bare det kunne gå i stykker, det var jo store grebfulde drengene kunne tage, og der var langt til det inderste af et gulv, og der skulle vi gå od træde det sammen for at der kunne være noget, så vi blev hurtigt træt i benene, men ellers havde vi det hyggeligt om vinteren. Vi sad altid en time i tus mørke, for der skulle spares på petroliumen, det var lykkelige timer. Kl. 5 skulle der laves aftensmad, vi spiste kl. 6 og det var stuede kartofler og flæsk, kogt mælk og rullepølsemad og hvad der ellers var af pålæg, et godt fårelår, vi fik også meget rugbrød med puddersukker og kærnemælk. 

Lilly Hyldgaard Nielsen døde i 1999, der blev skrevet følgende nekrolog i avisen:

Lilly Hyldgaard Nielsen, Sct. Thøgersvej 2,Vrensted, 86 år.
Lilly Hyldgaard Nielsen var født i Langholt, men som barn flyttede hun til Åsendrup, hvor hendes forældre købte ”Søndergaard”. På egnen mødte hun også sin senere mand, Anker Nielsen.
Da parret blev gift i 1935, købte de et husmandssted på Kongsengene. Her hjalp Lilly Nielsen i mark og stald, og hun sørgede for, at de 12 børn, der efterhånden kom til, fik en tryg og god opvækst. Da Anker Nielsen kom i sognerådet og tillige blev vurderingsmand, fik Lilly Nielsen endnu mere at se til derhjemme.
I 1970, da Lilly Nielsen mistede sin mand, blev hun boende på ejendommen, og ved sønners hjælp drev hun den videre. I 1978 afhændede hun gården og købte hus i Vrensted. Også her faldt hun godt til og tog del i mange lokale aktiviteter. Hun var en flittig gæst i pensionistforeningen, og hun lærte at male på porcelæn.
Allerbedst befandt Lilly Nielsen sig dog, når hun kunne samle den store familie.
Hun var familiens samlingspunkt
Hun efterlader 12 børn, hvoraf de 11 bor i Nordjylland og én boede på Sjælland, samt 38 børnebørn og 45 oldebørn.

• Hun gør det samme som sin mor – Rejsen til USA i 1983
• En 50 års fødselsdag og et sølvbryllup – gæster er næsten hele sognet
• Lillys mor – Rejsen til USA i 1939

juni 2019-jens otto madsen