Kilde: VT/Nordjyske februar 1989

Vrensted

Arbejdet med ny vindmølle på Bådstedhede, den første i Vrensted sogn, februar 1989.

På mandag indledes opførelsen af den nye vindmølle på Bådstedhede i Vrensted.

Den dag indledes støbningen af fundamentet, og så kommer det ellers til at gå slag i slag, siger mølle-folkene, der bestemt mener at have deres mølle driftsklar til påske – som planlagt for længe siden.

Sideløbende med det meget forarbejde til møllen har møllelauget også holdt sin første, ordinære generalforsamling

Her kunne formanden, kommunalbestyrelsesmedlem Poul Søndergaard Nielsen,

bl.a. oplyse, at der siden den ekstraordinære generalforsamling i december, er kommet tilsagn om statstilskud. Det bliver på 15 procent. Den samlede investering er på 1,5 mill. kr. uden moms og uden fradrag for statstilskud.

På det seneste er el-prisen steget, så salget af strøm vil indbringe 25.000-30.000 kr. mere end beregnet, men vi har jo også måttet bruge ekstra penge til nedramning af pæle under fundamentet. Projektet tegner fortsat godt, selv om der er tæret på de økonomiske reserver sluttede formanden.

Til bestyrelsen afgik efter lodtrækning Erik Søborg Jensen og Søren Søndergaard Nielsen. Begge blev genvalgt. Som revisorer valgtes registreret revisor Ole Olsen, Vrå, og læge Leif Jensen, Vrensted.

Der vedtages nogle vedtægtsændringer – af redaktionel karakter, og det oplystes, at man har oprettet en venteliste, som interesserede kan optages på ved afhændelse af anparter.

 juli 2019-jens otto madsen

Povl, en “Ildsjæl” i Vrensted

 

Præsentation af Vrensted Aktivitet- og Ferie Center

Historien om hvordan Vrensted Aktivitets- og Ferie Center opstod og dens aktiviteter. 

Alderdomshjemmet i Vrensted lukket

De sidste beboere er flyttet

Kilde VT. 1. APRIL 1990

VRENSTED:Så er det slut med den daglige drift af alderdomshjemmet i Vrensted. Her op til weekenden står hjemmet tomt. De sidste portioner mad er blevet lavet i køkkenet, og de sidste, få beboere er udflyttet.

Dermed er et kapitel i Vrensteds historie sluttet. Beslutningen om lukningen af alderdomshjemmet blev i princippet truffet allerede for en del år siden, men i realiteten skete det først efter en langvarig debat i kommunalbestyrelsen i november 1988

Ikke alle i kommunalbestyrelsen var enige i beslutningen, som dog blev gennemført med et massivt flertal. Der blev aftalt en afviklingstid over godt et års tid for hjemmet, men nu er det altså slut. På det seneste, var der kun enkelte beboere, som der blev lavet mad til på selve hjemmet, foruden levering af mad til beboerne i Ane Maries hus samt en enkelt, hjemmeboende pensionist.

Som den officielle beslutning om nedlægningen af hjemmet ikke kom til at foregå uden sværdslag, så har der på det seneste lydt lokale røster for at bevare alderdomshjemmet. Det var lige efter årsskiftet, da den lokale Venstre-vælgerforening med formanden. amtsrådsmedlem Niels Østergaard i spidsen krævede en genvurdering af beslutningen i den nye kommunalbestyrelse.

Men det kom ikke til en ny debat. Beslutningen var uigenkaldelig. hed det, mens en vred Niels Østergaard talte med store bogstaver og fastslog, at »systemet havde taget magten over mennesket«. Vore ældre kan og vil hellere klare sig med mindre flotte installationer og så blive i deres hjemby, hed det blandt andet.

Nedlæggelsen blev i sin tid besluttet, fordi man fandt, at det ville blive for dyrt at foretage en række bygningsmæssige ændringer med nye installationer, bl.a. elevator. Efter luknings-beslutningen nedsattes et udvalg af Vrenstedborgere, som siden har arbejdet med forskellige planer for den fremtidige benyttelse af hjemmet, der blev opfort i den daværende Vrensted-Thise Kommunes tid.

kilde. VT 10.03.1993

 

Vrensted Aktivitets- & Ferie Center afholder reception fredag den 12. marts 1993,

for der igennem at give medlemmerne af de 9 foreninger som danner baggrund for etablering af Vrensted Aktivitet Center Fonden – samt leverandører m.fl. en orientering.

Vrensted Aktivitets- og Ferie Center blev oprettet på baggrund af, at da Løkken-Vrå Kommune havde bygget “Havgaarden” i Løkken, og dermed skabt nye, moderne forhold for kommunens ældre, blev tidligere alderdomshjem lukket, herunder Vrensted Alderdomshjem. Byens borgere (og omegnes) blev enige om, at de meget nødig så bygningen solgt og anvendt fremover på een for borgerne uønsket måde. Der blev derfor nedsat et udvalg som gennem vinteren 1990/91 arbejdede på forskellige “løsnings”-modeller, modeler, med det endelig fremlagte resultat, var ikke acceptabelt for kommunen. Et nyt udvalg blev nedsat med Evald Nielsen som formand og idémand, og en bestyrelse på yderligere 4 valgt.

Evald Nielsen henvendte sig til fhv, erhvervschef Eric Lindstrøm, som efter et forarbejde i sommeren 1991 fremlagde en plan, hvorefter beboerne skulle etablere en fond med det formål, at tilbyde kommunen at købe bygningen, og herefter omdanne samme til Aktivitet- & Ferie Center. Samtlige foreninger i byen (og omegn) blev ved sine bestyrelser indkaldt til et orienteringsmøde, hvor det nedsatte udvalg præsenterede de indbudte for projektet, samt de af Eric Lindstrøm udarbejde forslag til budget og vedtægter. Med megen skepsis – for risikoen, at de enkelte foreninger kunne drages til ansvar økonomisk – var der enighed om at projektet skulle fortsætte for udarbejdelse af endelig projekt til vedtagelse. Med stor støtte fra revisor Tage Kielsgaard, Hjørring og advokatfirmaet Henrik Skaarup, Brønderslev blev det endelige resultat fremlagt på et stiftende møde den 26. september 1990, hvor projektet blev endelig vedtaget med 9 foreninger for endelig stiftelse på et møde 25. oktober 1990 .

Med megen stor velvilje fra Løkken-Vrå Kommune var det muligt for fonden at købe bygningen på meget fordelagtige vilkår, og med Løkken Sparekasse som en uundværlig støtte, at sikre den økonomiske baggrund, dels for køb af bygningen, dels fondsbeløbet og endelig økonomisk støtte til investering for ombygning og inventar m.v. Ud fra de udarbejdede budgetter blev det planlagt, at etablere endelig drift fra vinteren 1992/93, idet bestyrelsen havde vedtaget, at Centeret skulle have tid til markedsførings-arbejdet.

Den 22. maj 1992 meddelte Evald Nielsen på et betyrelsesmøde, at han af private årsager blev nød til at trække sig som formand, hvorefter bestyrelsen konstituerede sig med Svend Åge Andersen som formand, mens Evald Nielsen accepterede at fortsætte i bestyrelsen, da Løkken Turistforening i slutningen af maj 1992 opfordrede bestyrelsen til at indrette centret til ferieophold i juni-juli-august, trådte Povl Søndergaard Nielsen til, og under stort arbejdspres fik han – ikke alene centret gjort modtager klar for gæster, men gennem sommeren tog han også arbejdet med at betjene de mange gæster. Centret er nu endelig klar, og markedsføringen har medført reservationer for 1993.

Kilde VT. 20.09.1992

Vrensted Aktivitetscenter

10 foreninger køber plejehjem i Vrensted

Ny aktivitet i de gamles hjem – Vrensted Alderdomshjem

VRENSTED: Turister kan lide at opholde sig på Vrensteds tidligere plejehjem, der nu hedder Vrensted Aktivitets Center.

Tallet for sommerens overnatninger siger 1000 på en måned. I januar 1990 var det slut med beboere på hjemmet, og den store bygning stod derefter tom som et hult spøgelse.

10 foreninger fra Vrensted dannede en fond for et år siden med det formål at bringe livet tilbage til huset fra 1957. Idræts-, Husmands-, Pensionist og Jagtforeningen i Vrensted står bag, sammen med Vrensted 4H, idrættens støtteforening, Vendsyssel Husholdningsforening, Vrensted Ungdomsklub, Lege-ringen og Vrensted Husholdningsudvalg.

– Efter at vi havde besluttet at købe af kommunen, stod kreditforeningen af. Heldigvis fandt vi midler hos Løkken Sparekasse og EFs fiskerifond. Vi købte bygningen for 300.000 kr., og midt i juni rumsterede håndværkerne rundt, fortæller Povl Søndergaard Nielsen, der bestyrer byens aktive center.
Turistbureau har uddelt reklamer om stedet, og Povl Søndergaard Nielsen har været ude med sedler.

– Alt gik så stærkt, og sæsonen var godt i gang, da vi kom til. Derfor nåede vi ikke at gøre tilstrækkelig opmærksom på os selv. Næste år satser vi mere på reklame og plads i guider, siger Povl Søndergaard Nielsen.

De første bekymringer gik på, om turisterne kunne lokkes de fem kilometer fra Løkken ind i landet til den lille landsby med købmand, bager, skole, fodboldbaner, rideskole og 350 beboere. Familier med mindre børn vil godt dreje fra i Løkken og køre mod fred og ro i Vrensted.

Prisen for en nat i centrets nyindkøbte køjesenge lyder på 250 kr. for en familie på fire. Maden skal de selv sørge for, og stedets køkken er flot

udstyret. Alt fra æggebægre til pander og gryder er nye. 300.000 kr. er brugt på at købe nyt og lave om.

Senge og stole i lyst træ fylder værelserne. Møblerne i opholdsstuen er også nye, men lysekronerne fra de gamles tid hænger der stadig sammen med Skovsøen på væggen.

– En nat sov 58 gæster her. Normalt er stedet beregnet til 50. Værelserne ovenpå er vi først ved at få sat i stand nu, men de blev også brugt, når der var mange gæster, forklarer Povl Søndergaard Nielsen, der har haft en arbejdsuge på mere end 37 timer og siger, at det hører med, når de skal have det til at køre.

Nu er det igen hverdag og turist-sæsonen forbi. En lokal håndværker arbejder ovenpå i det ene badeværelse. Bestyreren har været i gang med hvid maling og dækkende strøg ovenpå. Men nu er der ikke mere at lave.

Hvad han nu skal rive i afhænger helt af aktiviterne på centret, der indtil videre passer sig selv.

– Jeg går hjemme ved lillemor, men er ansat igen, når der forhåbentlig sker noget til vinter, siger han, der har har lært en del svensk i løbet af sommeren.

Uden for sommertiden er det meningen, at centret skal fyldes af sportsklubber på træningsophold, lejrskoler og de lokale foreninger.

– I kælderen vil vi gerne have værksteder til foreningerne og omklædningsrum til sporten.

Holdene kan bruge fodboldbanerne ved skolen, lyder det fra centerlederen, indfødt og med flere kasketter på. 57 Han er kasserer i idrætsforeningen og i gang med er sin tredje periode i kommunalbestyrelsen. I den forbindelse er han også formand for kulturudvalget.

I politiker-rollen siger han om centret: De mindre samfund har brug for borgernes engagement og sammenhold. Det kræveer en indsats, og den er blevet ydet her i Vrensted. Jeg håber inderligt, at stedet kommer til at køre økonomisk fornuftigt.

Repræsentanter fra de 10 foreninger udgør Fondens Venner, der mødes for at drøfte mulighederne med stedet og deres ønsker. Vennerne kan give råd videre til bestyrelsen.

Vrensted AktivitetsCenter 2

Kilde: VT/Nordjyske juli 1992

Vrensted Aktivitets Center indvies juli 1992

VRENSTED:

Det nye Vrensted Aktivitets Center, som er indrettet i byens tidligere Alderdomshjem, og som officielt blev meldt klar midt på ugen, har fået en forrygende start.

Her op til weekenden dukkede 32 børn og voksne fra Aalborg-området op i centret for at holde ferie den kommende uge. De besatte hele under-etagen i den moderniserede bygning. hvor der på vandrerhjems-lignende betingelser kan holdes ferie til omkring halvdelen af den overnatnings-pris, som der ellers taget på egnen i højsæsonen.

Ud over de 32 havde et mindre selskab i forvejen lejet sig ind i centret, der har fået de mange ekstra gæster ved en tilfældighed. De 32 havde bestilt plads på en i Sønderjylland, men måtte forleden se sig om efter et andet ferie-sted, fordi der var opstået bygningsmæssige skader i lejren sydpå.

løvrigt kan kommunalbestyrelsesmedlem og kulturudvalgsformand Povl Søndergaard Nielsen, Vrensted,

nu smykke sig med endnu en titel. Nemlig center-leder. Han er blevet udpeget til at være daglig leder af det nye center i Vrensted.

Fonden, der er oprettet af en række lokale foreninger, med det formål at skabe aktiviteter i bygningen har nu indrettet den med 8 store, lyse værelser i stueetagen, 7 på første sal, et stort køkken og 4 tekøkkener. Desuden er der fortrinlige toilet- og badeforhold, en stor spisestue, opholdsstue, åben/overdækket terrasse samt dejlige udenoms anlæg.

Det er tanken, centret skal drives som udlejning for turister i sommerperioden, desuden træningsophold for fodbold-og håndboldspillere. Man har allerede nu aftaler med idrætsanlæg, ridecenter, svømmehal m.v.

Ejendommen som er et moderne vel indrettet feriecenter drives under navnet ”Vrensted Ferie Center”

 

Kilde. VT 28.02.1994

 

VRENSTED: Vandrerhjems-funktionen blev i 1993 den største aktivitet hos Vrensted Aktivitets Center, det forenings-ejede center, som er indrettet i det tidligere alderdomshjem i Vrensted. Men ikke alle intentionerne for drifts-året er blevet opfyldt.

Det fremgik klart af den beretning, som centrets formand Svend Aage Andersen afgav på den årlige generalforsamling. Trænings-ophold for sportsfolk har kun delvist opfyldt forventningerne. Belægningen har kun været halvdelen af den forventede, men der arbejdes på at forbedre den kommende sæson. Det har også knebet med at få fyldt op ved lejrskole-opholdene, men de besøgende har været yderst tilfredse, hed det videre i beretningen.

Svend Aage Andersen understregede, at centret opfylder et stort lokalt behov. Dels som hjemsted for de fester, som ikke har kunnet være i forsamlingshuset, dels som overnatningssted for gæster til Vrensted-familier. Desuden er centret i vinterhalvåret hjemsted for legestue, ungdomsklub og 4H, og der har været åbent husarrangementer med en række aktiviteter, bl.a. for pensionister.

Der har i årets løb været 2600 overnatninger foruden de nævnte aktiviteter. Men der har været stilstand i lange perioder, og der har været store etableringsudgifter med deraf følgende rentebyrde.

Formanden slog fast, at indtjeningen i år skal øges med 25 procent – og desuden skal der spares. Budgettet viser, at dette er muligt, hed det i beretningen Der blev udtalt tro på og håb om videreførelsen af centret, og dertil også et håb om fortsat opbakning fra foreningerne og beboerne. I modsat fald kan vi jo godt se alternativet. Og det er ganske klart, nemlig at vi ikke selv vil få indflydelse på centrets anvendelse, hed det alvorligt i afslutningen af beretningen.

AktivitetsCentret sælges

Centret har fungeret indtil 2011, hvor det var blevet besluttet at sælge det.

Centret Solgt pr. 01.01.2011. og aktiviteter ophørt.

 

Fonden ændrer  navn pr. 16.10.1999 til Vrensted Aktivitets Center Fonden, som støtter aktiviteter i Vrensted.

Fonden yder støtte til foreninger m.m. i Vrensted.

 

Hvad får man for 589 kr. i dag? Ikke meget. Men i 1938 kunne dette beløb betale en byggegrund. Se lige lidt mere på denne dags dato-seddel!

1178 kvadratalen byggegrund a 50 øre !

Det er Harry Jørgensen, Båstedhedevej 28. Vrensted, der har sendt os den gamle kvittering. Det var hans nu afdøde hustru, Anna Ørnholm, der i 1938 købte grunden, der blev udstykket fra en landejendom tilhørende Harald Mørk. Og her byggede Anna Ørnholm det hus som Harry Jørgensen stadig bor i. Det fremgår af en anden gammel regning som Harry Jørgensen har sendt til Bagsideredaktionen.

Det samlede byggesum for huset beløb sig til 5.713.29 kr. Altså i 1938. I dag er huset vurderet 150.000 kr. juni 1980.

I 1974 startede Vrensted tilværelsen igen,  hvor han flyttede alene ind i Ørnholms minde lige syd for Kirkedammen. Harry Jørgensen var en farverig og flittig person, kendt af mange over hele Vendsyssel, dels som tidligere meddeler til avisen men også som en flittig og meget velformuleret læserbrevsskribent, en af de mest markante under Frit ord i Vendsyssel Tidende men også i københavnerpressen, hvis de trængte til et hip og et ord på vejen.

Harry Jørgensen var altid god for en interessant beretning. Han var et omvandrende arkiv og gennem årene samlede han et rigtigt arkiv af udklip og materiale af lokalhistorisk art.

Harry Jørgensen døde i 1995

 Historier med Harry Jørgensen

juli 2019-jens otto madsen

Om “Meningsfyldt arbejde for 50 år siden” i 1930erne.

Kilde: VT kronik 25.04.1982

Når man læser om den indsats, som regeringen vil gøre for at komme ungdomsarbejdsløsheden til livs- og som vist ikke ret mange tror på vil lykkes, selv om der vil blive givet store offentlige tilskud dertil, og man læser, at det arbejde, de unge skal til at udføre, skal være meningsfyldt og alligevel af en art der ikke ville blive udført, dersom arbejdsgiveren af sin egen lomme skulle betale hele arbejdslønnen, kan jeg, der i dag er 75 år gammel, ikke lade være med at tænke tilbage på, hvordan det var vore arbejdsmænd ude på landet og sommetider var arbejdsløs, for bare 50 år siden.

Dengang ville det have været en hel gullasch tilværelse at være ung og arbejdsløs, dersom der var blevet gjort så meget for at yde hjælp til de unge, som der gøres i dag. Men det var der ingen, der spekulerede på dengang. Var der ikke andet, var det en selvfølge, at de unge tog en helårlig fast plads på en gård. Aviserne var fyldt med annoncer, i hvilke søgtes såvel piger som karle, og årslønnen var for det meste et sted mellem 500 og 300 kr plus kost og logi.

Dersom man i dag bød de unge arbejdsløse en tilværelse, som den formede sig for 50 år siden, sikke en ballade, der så ville blive.

Jeg boede i 1932 i Løkken og var nogle år tidligere blevet gift og var således familieforsørger, og måtte som mange andre tjene til familiens underhold ved at tage arbejde som daglejer rundt om på gårdene i omegnen. Om det arbejde, man fik, var meningsfyldte, og man var glad ved at tage arbejde, selv om daglønnen dengang kun var en meget lille brøkdel af det, en timeløn er i dag.

Når jeg i dag fortæller de unge om, hvordan det var at være ung i i mine ungdomsår, og hvilken løn man fik for den slid, man måtte levere for at tjene til udkommet, tror mange af dem, at det er løgn. Men det er måske kun historien, der gentager sig. Når min bedstefar, dengang var ung, for talte mig, hvordan tilværelsen havde været, da han var ung, var jeg også tilbøjelig til at tro, at det var løgn.

1 1932 var daglønnen for at arbejde ude på gårdene tre og allerhøjst fire kroner, og der var dengang de fleste steder en arbejdsdag på ti timer og seks hele arbejdsdage i en uge. Det med weekend og 40 times arbejdsuge var ikke opfundet dengang, Blev man arbejdsløs, og det hændte ofte, kunne man få tre kroner om dagen i arbejdsløshedsunderstøttelse og kun i 100 dage om året. Opbrugte man på grund af arbejdsløshed disse 100 dage hvert år i tre år, var der ingenting at få det fjerde år.

Min årsindtægt var i 1932 omkring 1000 kr., og med denne skulle man forsørge sin familie. Dette med at tage på udenlandsrejser, og hvad andet der i dag af mange betragtes som en selvfølge at have råd til var fuldstændig udelukket.

Hvad var så det som man dengang kaldte meningsfyldt arbejde! Det var kort sagt alt hvad man blev sat til at udføre. Dengang var der ikke noget, der hed læssegrabbe og – spredere, så i fortiden var det meget almindeligt, at gårdmændene ringede til den lokale fagforening om at få en mand anvist til at læsse møg. Dette arbejde bestod i, at man med en stor greb gravede sig igennem de store møddinger og fik møget læsset på store arbejdsvogne, som med heste som trækkraft blev kørt ud på markerne, hvor det med en møgkrat blev læsset af i møgstak, som man, når man var færdig med at tømme møddingen, kunne gå i gang med, ligeledes med håndkraft, at sprede i et jævnt lag ud over markerne.

Kunstgødning blev også den gang anvendt en de inden for landbruget. Såningen af denne gødning foregik ligeledes uden anvendelse af maskiner. Man fik en såsæk over nakken, fik denne fyldt op med kunstgødning, og så var det bare med at spadsere op og ned ad agrene og sprede gødningen ud. Var agrene fugtige, og det var de ofte i forårsmånederne, var det et mildt udtryk at anvende, at sige at man var godt træt, når man havde travet rundt i en halv snes timer med en såsæk over nakken.

Senere på sommeren blev der arbejde med udtynding og hakning i roemarkerne. Dette arbejde blev for det meste betalt med 25 øre for hver 100 favne roerækker, der blev udtyndet og gjort ren for ukrudt, der skulle arbejdes gennem 1200 favne om dagen for at tjene daglønnen på tre kroner. Var roemarkerne fyldt med ukrudt, måtte der ofte lange og kedelige forhandlinger med arbejdsgiveren for at få denne til at betale en halv snes øre mere for 100 favne udtyndede og rengjorte roer. I den tid, der var arbejde at gøre i roemarkerne, blev dette ret ofte tilbudt i annoncer i aviserne, og blandt annoncerne var en del indrykket af såkaldte roeentreprenører, som søgte arbejdskraft til sukkerroehakning på Lolland. For at tjent så meget som muligt i den tid, udtyndings- og haknings arbejdet i roemarkere stod på, var det ikke ualmindeligt, at en arbejdsmand begyndte med arbejdet kl. fire om morgenen og først holdt fyraften omkring klokken ni om aftenen.

Senere hen på sommeren kom hø bjærgningen, og det var vel nok noget, der kunne få sveden frem, når man på rigtig varme sommerdage blev beskæftiget med at stakke hø, og det samme var tilfældet, når stakkene skulle køres hjem til gårdene og slæbes ind på staldlofterne.

Endelig kom så høsttiden, som medførte, at der blev arbejde nok at få. Det var før mejetærskernes tid og det var kun på enkelte gårde, man havde fået anskaffet selvbindere. Kornet blev de fleste steder mejer med slåmaskiner, og dette medførte et enormt arbejde med at få det bundet i neg. Når negene havde ligget i nogle dage og var blevet tørre, blev de ligeledes med håndkraft slæbe sammen i hobe og indtraf der regnvejr, så hobene blev våde, skulle disse vendes for at blive luftet . Hjemkørslen af kornet fra marken var ligesom arbejdet med hobebjergningen noget, der kunne få sveden frem.

Udover disse arbejder, som jeg har skildret, var der masser af meningsfyldt arbejde, som man som landarbejder ofte kom til at udføre. Der var arbejde med oprensning af grøfer, optagning af roer og kartofler også med håndkraft), tildækning med jord på roe- og kartoffelkuler og meget andet, som det vil være for vidt at komme ind på.

 Om vinteren var det sne kastnings arbejde at få, men det var jo ikke sne hele tiden og kommunerne havde ligesom i dag ofte stort besvar med at finde beskæftigelse til de arbejdsledige, som havde opbrugt den understøttelse, som de kunne opnå gennem arbejdsløshedskassen. Mange kommuner klarede problemet med at sætte skærve slånings arbejde i gang. men i de fleste kommuner blev dette arbejde indstillet, når den værste vintertid var ovre. Dette skete for det meste med den begrundelse, at der ikke var flere penge i kommunekassen, som kunne undværes til sådant arbejde.

• Historier med Harry Jørgensen

juli 2019 – jens otto madssn

 

 

 

 

 

 

 

 

På visitkort med Harry

Harry Jørgensen, 71 år i 1978

En af Løkkens kendte skikkelser. Ikke på grund af nogen særlig! fremtrædende stilling. Han er hotelkarl. Men fordi han er Harry. Slet og ret. Stor og skægget, med ølforklæde og kasket som kendemærker. Malerisk synes byens turister, og snupper et billede. Harry mener nok, han er byens mest fotograferede person. Og ked af det er han ikke.

Kun er han er smule fortrydelig over, at de fleste turister glemmer at sende ham et billede. Man vil jo gerne se resultatet, siger han. For at hjælpe turisternes hukommelse lidt på gled, når de sidder derhjemme med de fremkaldte feriebilleder, har han fået fremstillet visitkort med billede af sig selv, fuldt navn og adresse. Første oplag! er på 2000 styk, så der skulle være nok til sommerens forbrug, mener Harry og fisker et kort frem fra bunken i tegnebogen.

Men Harry vil også gerne snakke. Han spenderer gerne en øl på en snak efter endt fotografering.

– Jo, omkostninger er der da ved det siger Harry. Så det er godt at kunne lægge lidt til pensionen med arbejdet her. Hellere det end alt det her omsorgsarbejde og pjat, de går og laver for gamle folk. Nej, så er det noget andet at gå her og få en sludder og en tår øl med alle de flinke folk, der kommer til byen.

Og Harry er nok en sludder værd. Han kender sin by. Kan fortælle om huset, som nu er blevet til bymuseum. Om sine mange år i Løkken som bl.a. rejsebud til Hjørring og som klunser. I dag bor han i Vrensted, men det er ingen sag at tilbagelægge de seks kilometer på cykel.

– Man er da ikke noget skravl endnu, påpeger han.

Harry er en flittig avislæser. Mest af danske, men også af svenske, selv om det her mest bliver til overskriftlæsning.

– Vil man snakke med folk, må man også følge med i, hvad der sker ude i verden, mener Harry.

Vil turisterne møde Harry, er der et sted, de ikke skal søge. På stranden eller på sandet, som han selv siger. Der kommer han ikke.

– Det skal da være et meget strengt ærinde, der skal få mig til at gå på sandet. Nej, lad turister og andre om det, mener Harry. Og en dukkert i havet. Aldrig. Man har vel badeværelse derhjemme.

•  Historier med Harry Jørgensen

 

Kilde: VT nov . 1979

Dengang der var bumser til

Svend Pedersens artikel i Vendsyssel Tidende søndag den 11. november om bumser på Hjørring-egnen har fået Harry Jørgensen, Vrensted, til at mindes de 14 år, da han som rejsebud fra Løkken var i Hjørring hver søgnedag. Harry Jørgensen skriver:

Jeg kendte flere af bumserne, som Svend Pedersen nævner, og især kendte jeg særlig godt Fattig Laurits, som var en skikkelig og godmodig fyr, men som nok i en rus kunne optræde lidt umanerligt, så politiet måtte tage sig af ham.

Laurits havde sommetider tilholdssted hos et ægtepar, der boede i Skallerup Sogn og kom også enkelte gange til Løkken, hvor jeg nogle gange havde besøg af ham. Om hans endeligt har jeg hørt, at han blev så forbrændt en nat, han havde lagt sig til at sove op mod en varm teglværksovn, at han måtte indlægges på sygehuset, vistnok i Brønderslev, hvor han døde. Nogen nekrolog kom der ikke i avisen efter hans død. Det var der dengang sjældent nogen af hans stand, der fik.

Hvor meget, man dengang regnede Laurits og hans ligemænd for, fremgår af en begivenhed, der fandt sted et par år efter, jeg var holdt op med at være rejsebud:

En af Laurits’ kolleger blev ude på Aalborgvej pakørt af en bil ført af en af Hjørrings kendte borgere. Han blev så alvorlig kvæstet, at han kom på sygehuset. Da bilisten efter på kørslen standsede, og man blev klar over, hvem det var blevet påkørt, udbrød bilistens hustru, der var passager i bilen: – Det var da et held i uheld, at det kun var en bums, min mand kørte på.

 

• Historier med Harry Jørgensen

juli 2019 -jens otto madsen

Kilde: Løkken Folkeblad 1984

Han blev Æresmedlem

Harry Jørgensen, 77-årig debat-ivrig pensionist fra Vrensted, er blevet udnævnt til æresmedlem af Folkebevægelsen for Frie Fagforeninger. Han er endda organisationens første æresmedlem. Udnævnelsen skete på landsmødet i Brædstrup den første og anden september,

Folkebevægelsen for Frie Fagforeninger er en organisation, som vil bekæmpe det, de kalder fagforeningstvangen.

– Jeg har længe haft kontakt med organisationen og sympatiserer med det, den står for. Jeg har i det seneste år hver uge sendt avisudklip fra de nordjyske aviser til organisationen. Det er avisudklip, som fortæller om fagforeningstvang, som f.eks. portør-sagen fra Hjørring, fortæller Harry Jørgensen

Som begrundelse for udnævnelsen skriver Folkebevægelsen for Frie Fagforeninger: Vi vil især fremhæve din store indsats med at samle avisudklip til organisationen og med at skrive mange læser-indlæg om fagforeningstvangen. En sådan aktivitet af en mand på din alder vakte landsmødets begejstrings.

– Jeg er selvfølgelig vældig stolt over at blive udnævnt til

æresmedlem. Det er ikke en titel, jeg får i de andre foreninger jeg er med i, da slet ikke i Vrensted Pensionistforening, siger Harry Jørgensen.

Udnævnelsen kom temmelig overraskende for ham.

Jeg vidste ikke på for hånd, at jeg skulle udnævnes til

æresmedlem. Jeg var godt nok blevet inviteret med til landsmødet. Men hvordan skal en gammel mand på 77, der der lige nok kan komme til Løkken, bære sig ad med at komme helt til Brædstrup, siger Harry Jørgensen

• Historier med Harry Jørgensen

juli  2019 – jens otto madsen

Kilde: VT 9. januar 1986

Harry Jørgensen, Ørnholmsminde, Vrensted, har sendt os følgende ungdomserindringer om en gartneri og landbrugsmedhjælpers tilværelse i Løkken. Harry Jørgensen fortæller:

Ungdomserindringer:

Hvor mange af de unge, der bor i Løkken i dag, tænker mon over, at for bare omkring 60 år siden var meget helt anderledes i byen end det er i dag? Dengang var adskillige af gaderne kun sandveje, og omtrent der, hvor omfartsvejen skiller byen i to dele, var der jernbanespor; om sommeren var det en dagligdags foreteelse at se hotelkarlene fra byens hoteller møde op på den daværende jernbanestation ved næsten alle togenes ankomst for med deres trækvogne eller trehjulede varecykler at afhente gæster, der havde bestilt kortere eller længere ophold på hotellerne.

Øst for jernbanesporene, hvor der i dag er et helt bykvarter, var der inden man nåede op til Aasendrup, ikke anden bebyggelse end stuehuset og ladebygningen til den allerede dengang nedlagte Løkken Mølle, og jordarealerne nærmest jernbanesporene var i brug som gartnerier.

Som 16-årig fik jeg plads hos den endnu levende levende gartner og senere planteskoleejer i Hjørring, Jens Vittrup Christensen, der foruden et mindre landbrug drev et efter datidens forhold ret stort gartneri i Løkken og boede i ejendommen Vrenstedvej 21.

Såvidt jeg husker var min månedsløn som gartneri- og landbrugsmedhjælper – ud over kost og logi – 50 kr.

Jens Vittrup Christensen har for nogen tid siden i et interview, som Vendsyssel Tidende bragte, fortalt hvorledes han ved at anvende kødet fra en ilanddrevet hval som gødning, avlede nogle kæmpeselleri. Dette gav mig anledning til at tænke tilbage og mindes det første år jeg havde i Løkken, hvor jeg kom til at bo i adskillige år.

Året før jeg fik plads hos Jens Vittrup Christensen var der drevet en hval i land på stranden mellem Nybæk og Grønhøj, og den kendte vragfisker Sigurd Damsgaard, der dengang boede i Løkken, fandt ud af, at det måtte kunne give nogle gode penge med at lade hvalen fremvise ved byfester og markeder.

I samarbejde med en bror, der dengang ejede Ny Kallehavegaard, blev hvalen læsset på en lastbil, og ved anvendelse af nogle gamle pressenninger blev et telt rigget sammen, hvorefter de to brødre tog ud på en fremvisningsturné, der så vidt jeg husker startede med godt besøg og presseomtale i Aalborg.

Forevisningsturneen gik godt de første dage, men det varede jo ikke længe inden hvalkadaveret begyndte at gå i forrådnelse og som følge deraf kunne lugtes langt væk. Det medførte, at de to hvalfremvisere blev nægtet adgang til markedspladserne, og så var den fidus ovre. For at slippe af med kadaveret blev det enten solgt eller foræret til Jens Vittrup Christensen, som lod det skære i nogle stykker, der blev stablet op i en stak og dækket til med jord, og da foråret kom blev kødklumperne skåret i mindre stykker og gravet ned som gødning. Hvalkødet lugtede fælt, og nedgravningsarbejdet, som jeg deltog i, foregik altid når der var vestenvind for ikke at få alt for mange klager over stanken. Udover hvalkød anvendte Jens Vittrup Christensen også meget andet organisk gødning i sit gartneri, bl.a. affald fra Løkkens mange fiskepakhuse. Hestegødning var også meget eftertraktet i gartneriet.

Ved Hotel Klitbakken var der en hestestald, hvor omegnens beboere stalde ind, når de var kørende til Løkken, og jeg hentede adskillige læs hestegødning ved den stald og kørte det ud til gartneriet. Jeg husker en lørdag, hvor jeg havde afhentet gødning på hotellet, og for ikke at risikere at køre fast på de to sandveje Houmannsvej og Den Skæve linje valgte at køre over Torvet og videre ad Vrenstedvej. Det med førte en gevaldig – og for mig ubehagelig – ballade. Arbejdsvognen var ikke helt tæt, hvilket nogle vældige striber af gødning lige foran Badehotellet kom til at vidne om. Det passede selvfølgelig ikke ejeren af badehotellet, og han ringede til landbetjenten i Vrå (det var jo længe før en sådan blev stationeret i Løkken) for at anmelde svineriet. Det medførte at jeg i stedet for at få fri om aftenen blev udkommanderet med skovl og kost for at rengøre Torvet for den spildte hestegødning.

• Historier med Harry Jørgensen

juli 2019-jens otto madsen

• 
• Harry Jørgensen – hvem var han ?
• Sådan var det af være karl på landet i 1920erne
• Vagabondernes Bedstefar
• 80 årig smidt ud af rutebil
• Vagabonden der døde i havehuset
• En kok i Vrensted
•  Ungdomserindringer
• Han blev æresmedlem
• Dengang der var bumser til
• På visitkort med Harry
• Om “Meningsfyldt arbejde for 50 år siden”
• De grunde skulle man have købt nogle flere af