Kategori: Historier fra Vendsyssel

LILLESØSTER ANNA BIRGITS JULESANG


Af. Poul Sørensen
LILLESØSTER ANNA BIRGITS JULESANG
Allerede i adventstiden melder julens salmer og sange sig uvægerligt i vort sind.
Et af de sikre numre er “På loftet sidder nissen med sin julegrød”.
Jeg kan for mit indre øre endnu høre lillesøster Anna Birgit synge denne sang, da hun var lille hjemme i “Klarup” i Sønder Harritslev ved Hjørring.
Birgit kunne – på opfordring – synge alle tre vers uden slinger i valsen.
Vi lyttede alle betaget til sangen, som Birgit gerne optrådte med op til jul omkring 1954-1955.
Skønt Birgit blev født som nummer ni i søskendeflokken den 14.11.1951, voksede hun i praksis næsten op som enebarn, fordi de ældste efterhånden fik en “plads” ude eller kom på efterskole.
Ældre søskende havde lært den i skolen og gav den derefter videre til Birgit.
Birgit fortalte mig, at hun også havde hørt sine egne børnebørn synge den kendte julesang i børnehaven i Astrup.
Sangen er fast repertoire i landets skoler og børnehaver.
Når børnehavebørnene kom på julebesøg i Sankt Johannes kirke på Nørrebro , hvor Juleevangeliet blev genfortalt af mig ved opstilling af krybbefigurerne i julekrybben, sang børnene flere sange for mig til sidst.
Nissen fik således alligevel en lille plads ved julebesøget i kirken, siden en af sangene altid var den om nissen på loftet.
Nisser havde normalt ingen plads til jul i kirken, men jeg gjorde alligevel en undtagelse med denne nissesang i kirken. Jeg holdt mig nemlig til det, som mor engang sagde: “En enkelt nisse til jul skader ikke!’
Hvorfra kommer egentlig denne sang?
På ingen tid kan man finde ud af det ved at spørge om det på internettet.
Svaret er, at det er en norsk skolelærerinde og forfatter af viser for børn, der fik udgivet sangen i 1911.
Hun hedder Margrethe Munthe. Hun blev født i Elverum i 1860.
Elverum ligger ikke så langt fra Hamar og Lillehammer i det sydlige Norge.
Alle børn i Norden kom efterhånden til at synge med på den julesang, som blev udgivet i 1911, det år, hvor min mor, Karen Rokholm, blev født i Borup ved Vrå.
Jeg er ikke sikker på, om Karen selv lærte sangen at kende i hendes barndom.
Men Karen og Edvards efterkommere synger med på sangen.
En ting er at synge med på sangen, noget andet er at synge solo – det var lige præcis det, Anna Birgit gjorde i hendes bitte-tid i Sønder Harritslev.
Vi er nogle stykker, som selv har hørt og oplevet det.
Det er et dyrebart minde, som vi gemmer på.

EN SKOTØJSÆSKE FULD AF JULESTADS

Af Poul Sørensen

EN SKOTØJSÆSKE FULD AF JULESTADS
Jeg har været med til at fejre jul mere end 75 gange.
Hvert år blev æsken med gammel julestads fundet frem igen, men nogle gange måtte der også klippes og flettes ny julestads.
I mit barndomshjem i Sønder Harritslev sad alle børnene en dag op mod jul rundt om spisebordet og lavede julestads.
Jeg tror, at det var i 1952, da jeg var 6 år.
Efterhånden som julestadsen blev færdig, blev den lagt – lag på lag – i en stor skotøjsæske.
Der blev lavet flettede julehjerter af glanspapir, kunstfærdigt flettede stjerner, musetrapper, roser af crepepapir og engle, lavet efter en skabelon, som mor havde med fra sit barndomshjem i Borup ved Vrå.
Juleenglene blev klippet ud af tykt, hvidt karton, idet vi med saksen fulgte blyantstregen, tegnet efter skabelonen.
Med stolthed så vi, at skotøjsæsken efterhånden blev helt fyldt op med den flunkende nylavede julestads.
I denne alvorlige leg glemte vi næsten os selv. Og vi glemte også katten i stuen, som sikkert trængte til at blive lukket ud at tisse.
Pludselig opdagede vi, at katten sad oven på al den nyklippede julestads.
Før vi nåede at gribe ind, havde katten nået at tisse lige oveni julestadsen.
Al den nye julestads måtte smides ud, fordi gjort gerning ikke stod til at ændres.
Hele forløbet indprentedes så stærkt i mit sind, så jeg selv så mange år efter husker det og ser for mit indre blik.
Vi fandt dog tid til at klippe mere julestads en anden dag op mod jul.
Juleforberedelserne forløb jo over en lang periode.
Ny og gammel julestads kom også denne jul op på juletræet, som blev hentet i en lille plantage ved siden af sandgraven nær mit barndomshjem “Klarup” i Sønder Harritslev ved Hjørring.

Edvards fredage på auktion

 

Screenshot
EDVARDS FREDAGE
Fredag var en stor dag for landmændene i Hjørrings opland.
Så ville de gerne en tur op til Hjørring.
På Hjørrings fortove kunne man direkte – på skråklatterne på fortovene – aflæse, at det var fredag.
En del landmænd af den gamle skole kunne dengang godt lide en skrå, rullet i tobaksaske.
Hjørrings borgere havde ikke noget at klage over, for landmændene lagde ret mange penge i byens forretninger.
Min far Edvard elskede fredagsturene til Hjørring.
Turen blev grundigt forberedt med et varmt bad i zinkbaljen, der blev stillet midt på køkkengulvet, måske med bageovnen tændt, med en primus nedenunder bageovnen.
Bad og omklædning nødvendiggjorde, at far kunne disponere over køkkenet og soveværelset plus den mellemliggende dagligstue.
Af diskretionshensyn rullede far gardinerne ned i de tre rum, selv om ingen uvedkommende kunne tænkes at stå udenfor og glo ind ad vinduerne.
Det var et stolt syn at se far svinge sig op på herrecyklen ved hjemmet i Sønder Harritslev, parat til at træde cyklen hele vejen op til Hjørring, 8 kilometer væk.
Om fredagen gjaldt besøget i Hjørring først og fremmest Landboauktionen i markedshallerne, som lå midt i byen, lige ved siden af Oxford Biscuit, kaldet “Kiksen”.
Måske ville far blot nyde spændingen og stemningen, som rådede på Landboauktionen, hvor pænt klædte landmænd med blød hat eller kasket bød på dyrene, som blev ført rundt til beskuelse af dem, som kunne tænke sig at komme med et bud, som nogle gange blot blev givet med et nik.
Auktionarius var dengang Chr. Nielsen fra Gårestrup ved Vidstrup og Gunnar Baggesen fra Rakkeby, begge aktive landmænd.
De havde hver en stav, som de aktivt brugte. De kunne sige for eksempel: “Det er en kvie, tilhørende den og den.. Hvad skal vi have?’
Når der ikke kom flere bud, sagde auktionarius: “Første, anden, tredje gang!”
Med et slag i gulvet med staven, var handlen sluttet.
En mandlig sekretær gik nu over til køberen og nedskrev alle de nødvendige oplysninger.
Jeg og min lillebror Ingeman var mest interesseret i afdelingen med dværghøns, kaniner, katte og hundehvalpe.
Vi kunne også godt byde, selv om vi stadig var børn.
Når landmænd traf på hinanden ude i byen, kunne de komme med udtryk som: “M-e-e-n, er do løwwi enno?” Og så så slog de sig på låret af grin.
Ville far gerne købe dyr på Landboauktionen, men ikke selv kunne tage til Hjørring, fik han gerne handelsmand Chr. Lykkegaard i Vennebjerg til at købe på hans vegne. Det kunne være et kuld smågrise til opfedning eller måske ligefrem en so, der snart skulle fare.
Hjørring var nærmest på den anden ende om fredagen, når der var Landboauktion og mange landmænd i byen.
Jeg husker sådanne fredage som festdage med landmænd i godt humør og med en fin humor.
Hjørring havde helt sit eget præg, forskelligt fra havnebyen Frederikshavn.
Jeg har selv boet begge steder, men det er Hjørring, som jeg kalder “min by”.
PS: I søgefeltet kan du finde min anden fortælling: “Edvards morgener”.

Influenzatid

Indsendt af Sinne Brix, Jerslev

Kilde: Vendsyssel-Gildet  Skrift 17-2001

.

De banker i met hue, a skutter mæ, å fryser,

a længes ætter avten, a hvoster let, å nyser.

.

Der hjem’, der for a varmi, her løtjer gåt å stig,

men no er de appetitten der nætjer å fungir.

.

Nej, a ma ejj å leeg met hue nier på en puv,

met rølgardin de trækker a nir for hvar en ruv.

 

Så leger a å svæer, hva ka der vær i væj?

Mon det er influenzaen, der no er nåj te mæ?

.

Min kuen pusler om mæ (de er lig’got jøwt,

a føller mæ som metpunkt). Det vel a ent seej høvt.

.

Men tenk jer hva der hæjjer, næst morn, da a vuent,

a føller mæ så vag, i sve a nær var druent.

.

Hvem leger der på puven, i sengen ve min si’j?

de jør min kuen, minsæl, mon no på dovri a ska bi?

.

Tenk, hun er bløvven vag, næsten lig så møj som mæ,

å temperaturen stiger, hva ska vi jør ve det?

.

Vi skyvtes te å res os, å lav kamillate,

å e par enkelt piller vi sluger så der te.

.

Så leger vi å tjikker, å tenker osse på,

at de i grujen ent var så galt, de såent sku go.

.

For sier I, nær vi leger her sammen dawwi lång,

 vi blywwer osse rask ijen, så’en bue tov på jej gång.

.Maj i huest

 

Influenzatid – oversættelse

Indsendt af Sinne Brix, Jerslev

Det banker i mit hoved, jeg skutter mig, jeg fryser, jeg længes efter aften, jeg hoster lidt og nyser.

Her hjemme, der får jeg varmen, , her lugter gogt af steg, men nu er det appetitten der nægter at fungere.Nej jeg må hen og lægge mit hoved  på en pude, mit rullegardin det trækker jeg ned for få ro.Så ligger jeg og sveder, hvad kan der være i vejen? Mon det er influenzaen der nu er nået til mig.. Min kone pusler om mig (det er li godt dejligt). Jeg føler mig som midtpunkt. Det vil jeg ikke sige højt. Men tænk jer hvad der hænder, næste morgen, da jeg vågner, jeg føler mig så dårlig, i sved er jeg ved at drukne.

 

 

 

 

 

 

Dialekt er et samfunds lyd

 

Af kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen

Elsebeth Gerner Nielsen, fhv. minister

Jeg tror, det er Niels Hausgaard, der engang for mange år siden har skrevet og sunget på vendelbomål naturligvis at dialekten er sam- fundets lyd. Hermed pegede Hausgaard på noget meget centralt, nemlig på det forhold, at det danske sprog altid giver sig til kende og lever i forskellige udtryk, med forskellige accenter og udtaler, der kan være regionalt forankret og kendetegne bestemte individer eller lokale egne. Desuden fortæller Hausgaards billede, at et samfund uden dialekter er et tavst samfund, et samfund med for få toner. Vi griner i øjeblikket af Sonofons reklamer om Polle fra Snave. Her forbindes dialekten med noget enfoldigt, provinsielt og usamtidigt. Men måske burde vi indse, at det danske sprog kan have en anden klang end det til tider sterile og alt for afslebne og anonyme rigsdansk. Dialekterne vidner om kulturel mangfoldighed, og uden den flerstemmighed var vi et fattigt samfund. Som enkeltindivider ville vi også tabe et stærkt symbol, der fortæller noget om hvem vi er. Dialekternes lydspor rummer tegn på en kulturel identitet, som vi ikke kan og heller ikke skal løbe fra. De definerer noget særegent, vi i en kulturelt mere og mere globaliseret verden ikke blot bør stå ved, men også offensivt tage hånd om. Vi lever ikke blot i et fædrelandenes Europa, som Charles de Gaulle engang sagde, men også i et europa med lokale  skikke, traditioner og forskellige drejninger af de nationale tungemål: dialekterne.

Ligesom dialekterne altid har defineret og udviklet sig i forhold til hinanden og det rigsdanske, har det danske sprog som sådan altid været i kontakt med andre tungemål. Mange af de ord vi opfatter som danske, har en herkomst i latin, engelsk, tysk, fransk osv., men er med tiden kommet til os og er blevet til danske ord og vendinger. Sådan har det altid været og sådan vil det altid være. Sprogene er mere eller mindre »ustyrlige<< organismer, der indgår i en udveksling med hinanden. Men det danske sprog og de mange dialekter møder i dag nye udfordringer, trusler og muligheder. Udfordringerne kommer bl.a. fra et stadigt stigende udbud af medier og via den mere og mere fremherskende anvendelse af engelsk inden for mange brancher (underholdning, musik, IT, forskning, erhvervsliv etc.). Sprogforskerne taler om såkaldte »domænetab«<, dvs. situationer, hvor der er områder og emner, hvor vi ikke længere kan anvende dansk. Det er et meget bekymrende senario. For at imødegå dette fremtidsperspektiv har vi i ministeriet i samarbejde med flere andre ministerier overvejet, hvordan man kan styrke det danske sprog. Vores udgangspunkt har netop været, at det danske sprog skal styrkes og ikke værnes. Nu er det pokkers svært at styre sprogets udvikling. Sproget er noget, vi alle skaber og sprogets udvikling er samtidig, noget vi ikke entydigt kan stille nogen til ansvar for. Men vi kan forsøge at ansvarliggøre offentlige myndigheder og institutioner, og opfordre brancher og medier til ikke ukritisk at overtage engelske ord og gloser, hvor vi har lige så gode og dækkende danske. Desuden kan og skal vi opfordre lokale institutioner, myndigheder og borgere til at holde dialekterne i hævd, sikre deres beståen og fortsatte udvikling. – For at bevare og udvikle et mangfoldigt lydbillede i samfundet.

 

Sandfærdig

Sandfærdig, troværdig, nøgtern og autentisk fremstilling af den mellem tvende gæve borgere herskende tvedragt.

Kilde. Vendsyssel Gildet – skrift nr. 9-1993

Det hændte i fjor, ja det kan jo ske, at en på en anden bli’r rigtig vred, at en tog en andens kunder i frø, så stredes de vældigt på liv og død, de kæmped med våbnene pen og blæk, og begge de rystede svært af skræk.

Den enes bekendte »pibe<< blev kold, hvad ikke var hændt siden Hedenold; men Clasen var stum af forbavselse over sin stamgæst enorme begavselse. Og kaffemøllerne stille de stod, skønt Toft han sige, at kaffen er god, han intet solgte, han havde ej tid i tyve dage, mens han var i strid.

Da- lige med et hørte kampen op, i begge de kæmpende gav det et chock. De havde hinanden truet med retten – ja retten – ja, hvor begyndte trætten. For pokker, det havde de begge glemt, nu freden blev sluttet så ganske nemt.

Og kaffemøllerne snurrer omkring, fra «piben« går røgen i mægtige sving, den pudsige puniske krig nu er endt, hvad var så i grunden det hele bevendt.

Blæksprutten 1906

 

Røget Flæsk

 

Kilde: Vendsyssel Gildet skrift nr. 10-1993

Mej fåer håer hans arbetj på e cementstøberi. Jej da kam haj møj te skåe, da noe tångt faltj nie ower hans baeg. Mej bror, som hår arbetj saem stæ bløw hentj. Det stu klårt, at der ma-et tekalles en ambulance. Men da fået høet snak om doktor og »>syeghuks« kam haj te sæ siel og ment entj, det var så galt. Der skuel war’m te, påstu haj. Pludsli var fåer væk. Hver- ken ham heller hans bil var å sitj. Haj var tjyr hjem te muer. Hon ment osse, doktorn skuel hentjes, siel om fåer var båeng for både doktor og »syeghuks«. Fåer påstu, muer var bæest te og paes ham.

Der bløw en lång snak om e. Doktorn maet opji øwer for få- ers stædihje, så muer maet loev og jie fåer kåel omslaw på hans baeg hvaer da’. Snået ha hon entj flier istanninger, men muer faej på roed. Hvaer da’ hentje hon flæsk frå fryseren og bruegt det. Fåer lå læeng me røge flæsk, og I ka’ nok jiit, hva >>øeni<< bløw kaltj.

Oversættelse:

Røget flæsk …

Min far har sit arbejde på et cementstøberi. En dag kom han meget til skade, da noget tungt faldt ned over hans ryg. Min bror som har arbejdet samme sted, blev tilkaldt. Det stod klart, at det måtte tilkaldes en ambulance. Men da far hørte snak om doktor og sygehus kom han til sig selv og mente ikke, det var så galt. Der skulle varme til, påstod han. Pludselig var far væk. Hverken ham eller hans bil var at se. Han var kørt hjem til mor. Hun mente også, doktoren skulle hentes, selv om far var bange for både doktor og sygehus. Far påstod nu, at mor var bedst til at passe ham.

Der blev en lang snak om det. Doktoren måtte  opgive overfor fars stædighed, så mor måtte love at give far kolde omslag på hans ryg hver dag. Snart havde hun ikke flere isterninger, men mor fandt på råd. Hver dag hentede hun flæsk fra fryseren og brugte det. Far lå længe med røget flæsk, og I kan nok gætte, hvad middagsmaden blev kaldt.

I SNE OG SLUD MÅTTE JORDEMOR OG LÆGE FRA SÆBY UD.

I SNE OG SLUD MÅTTE JORDEMOR OG LÆGE FRA SÆBY UD.
Selv om 1950 ikke lyder så forfærdeligt langt borte i tid, så var samfundet et helt andet end i dag.
Det var dengang byens læger og jordemoderen stort set stod til rådighed i døgndrift, hvis nogen havde brug for hjælp.
Så måtte de rykke ud i alt slags vejr, hvis folk ikke havde mulighed for at komme til dem.
Det havde specielt om vinteren ikke altid været nemt, det kunne være en opgave i sig selv bare at nå frem.
Sådan en opgave kom læge Asschenfelt Hansen og jordemor Fru Axelsen på om natten den 12. januar 1950, da de ved 0.30 tiden blev kaldt ud til gårdejer Christensen på Langager, hvor man ventede en ny verdensborger.
Om der er tale om Langagergård, skal jeg lade være usagt, men det passer ret godt med afstanden, ellers er der måske nogen, der kender ”Langager”.
Det blev på grund af vejret og de glatte veje en meget dramatisk tur for både jordemoder og læge.
Det tog em over 2 timer at nå de omkring 9km ud til Langager fra Sæby.
Flere gange gled bilen i grøften, og hver gang måtte Fru Axelsen ud at skubbe på med det resultat, at hun væltede omkuld, og lå og trillede i grøften.
Til sidst måtte makkerparret opgive på egen hånd at nå frem, og i stedet ringede de til civilforsvaret, der omgående stillede en vogn til rådighed. Herfra sørgede man også for, at en vognmand tog med for at gruse foran bilen.
Langt om længe nåede jordemoderen og lægen frem, og det var også lige i sidste øjeblik.
To dejlige drenge blev hjulpet til verden, men uden jordemor og læge, havde den ene af drengene næppe klaret de første par vanskelige minutter.
De overlevede begge, og både mor og drenge havde det godt.
Lægen og jordemoderen nåede først tilbage til Sæby igen klokken 6 om morgenen.
Sådanne situationer har der været mange af, og man har sikkert kunne fortælle mange gode historier om diverse landbesøg, når der var vinterdage.
For en del år tilbage kunne man også opleve, at lægen ankom til de forskellige gårde på ski, hvis der var bud efter ham en dag, hvor sne og frost havde drillet.
Kan være et billede af tekst

”KLYNGEBARNET” DER BLEV FISKEHANDLER PÅ NYTORV I FREDERIKSHAVN

Mikkel Nielsen Historier

”KLYNGEBARNET” DER BLEV FISKEHANDLER PÅ NYTORV I FREDERIKSHAVN.

Fiskehandler I. W. Mortensen var født i 1888. Da han blev en ældre mand, fortalte han i 1950erne om opvæksten i de helt gamle dage.
Jeg er født i Skippergade lige overfor ”Tordenskjolds Hus”.
Min far var fiskepakker, vi var 10 børn. Jeg husker endnu tranlygterne fra min barndom.
Så jeg var et ”klyngebarn” som de andre knægte i ”Klyngen”, har jeg soppet rundt ved strandkanten og ”trådt flyndere”. På den måde bjergede man et middagsmåltid til hjemmet.
Når man kom fra skole, fik man en sæk på skulderen, så gik det til havnen efter brænde og kul, som man fik lov at samle op.
Det var om at klare sig, som man bedst kunne.
I skolen var spanskrøret uløseligt tilknyttet til undervisningen. Vi havde en skrap lærer som ved den mindste forseelse, trakterede os med det.
Især holdt han af at bruge det på vores indvendige håndflader. Vi børn var heller ikke helt nemme for en lærer at tumle.
Jeg var vist slem til at drille mine kammerater, i hvert fald blev der klaget over det til min mor der for at få ro på mig, måtte binde mig fast til sengestokken.
Engang i sidste klasse da jeg syntes læreren gik for vidt med sine plagerier, så jeg mit snit til at få væltet ham ned i tørvekassen.
Af forsigtighedsgrunde holdt jeg mig fra skolen nogle dage efter, til det aktuelle var gået af historien.
Jeg blev sendt til købmanden efter for 5 øre kaffe, for 5 øre sukker og et pund fedt til 10 øre.
For 10 øre kunne man også få et stort stykke amerikansk flæsk.
Jeg blev sat 5 år i lære hos snedker Houmøller. Lønnen var 2 kroner ugentligt.
Senere blev jeg fiskehandler, og havde mit stade på Nytorv, hvor jeg stod i 25 år.
Da jeg begyndte at sælge fisk, kostede en rødspætte omkring 20 øre.
Sommetider lod jeg to gå for 25 øre, det kom ikke så nøje, sluttede den gamle fiskehandler med at fortælle i 1958.

 

DEN ETBENEDE KRØBLING OG SVINESTIEN

DEN ETBENEDE KRØBLING OG SVINESTIEN.
I gamle dage var der mange, der fartede rundt fra sted til sted, og levede af det, de kunne tjene ved småjobs eller tiggeri. Så der kom ofte mere eller mindre farverige personer til byen, der gjorde ophold i korte eller længere perioder.
En dag i marts 1925 kom en etbenet krøbling til Frederikshavn, der levede af at tigge i de byer, han besøgte. Det var også det, man kaldte ”betleri”, og det var ulovligt.
Han sagde, han var krigsinvalid, og fortalte, han som frivillig havde deltaget i 1. verdenskrig, hvor han havde fået det ene ben skudt af ved hoften.
Ved tiggeriet havde han næppe fået de store penge ind, for han havde ikke tilstrækkeligt med penge til et natlogi, men søgte i stedet husly i svinestien hos Frederikshavn Andelsslagteri, som dengang lå på havnen i Frederikshavn.
Svinestiens ”beboere” syntes imidlertid ikke om en sådan invasion, og gik løs på den uvelkomne gæst, der trods sin krigserfaring måtte kapitulere.
Den stakkels etbenede krøbling råbte og skreg så højt, at der snart kom folk til, men de turde heller ikke begive sig i kamp mod de vrede grise.
Så blev politiet alarmeret og et par betjente med mod i brystet kom den ”etbenede” til undsætning, og fik ham frelst fra de gale svin.
Han blev så i stedet anholdt for tiggeri, men fik sig et mere stilfærdigt natlogi.