I 1600-tallet var Hjørring hærget af store ildebrande, som næsten brændte byen ned. Frygten for brand var derfor stor blandt byens borgere. Efter en stor brand d. 21/5 1647, hvor 18 af byens bedste gårde brændte, fik Hjørring sin første vægter.Vægteren var arrestforvarer og holdt ro og orden i gaderne. Han skulle desuden tilse ildsteder og skorstene, som var de hyppigste årsager til brand.
.
Indtil 1704 havde Hjørring kun en vægter, der gik om vinteren, men herefter fik byen to vægtere, der gik både sommer og vinter. Vægternes uniform har holdt sig temmelig uforandret gennem tiderne. Den bestod af en stor, ulden hue – en kabuds – og en lang kofte med kongens kronede navnetræk på brystet.
.
I 1700’tallet havde han et læderbælte om livet, hvor der med metalbogstaver stod ”ÆDRU OG TRO”. Herudover var han udstyret med en fløjte og en morgenstjerne. Morgenstjernen– en jernpigget kugle på et skaft – blev afskaffet omkring 1840, da en vægter ved et uheld ramte en pige, så hun fik et gabende sår i hovedet, da han ville standse en mand. Herefter fik vægterne en lang egetræsstok i stedet.
.
På sine natlige rundture i byen, udråbte vægteren hver time klokkeslettet og sang det vers som passede til. Et af vægterversene lød:
.
Hjørrings sidste vægtere, 1903. Fotograf Kirstine Lund. Historisk Arkiv, Hjørring
.
Om du vil tiden vide,
husbonde, pig’ og dreng
Da er det på de tide,
man føjer sig til seng.
Befal dig Herren fri,
vær klog og snild,Vogt lys og ild.
Vor klok’ er slagen ti.
.
Vægterne gav borgerne tryghed. En gammel kone født i 1830 har fortalt til museumsmanden Lønborg Friis omkring 1903, at hun som barn med sin familie var flyttet til en ny lejlighed, hvor fordøren ikke kunne låses. Om natten vågnede familien ved støj i forstuen og hendes far råbte:
.
”Hvem der?””Det er mig, vægteren” lød svaret.”Tho hons vil I, vægter?””Det skal a sige jer. Både a selv og min formand, vi har tilsammen i overet halvt hundrede år hvar jennest nat siddet i denne her forstue, når vi ikke skulle synge, og alle de folk, som skiftevis har boet her i huset, de har altid sat en stol ud til os om aftenen, før de gik i seng, og hvis I vil gøre det samme, skal a nok sørge for, at ingen komme og tager noget fra jer, mens a er her!”,
.
svarede vægteren. Det gjorde familien så i de følgende år. Der findes dog kontrakter fra slutningen af 1880’erne, hvor Hjørring Byråd lejer et værelse, som vægterne kunne benytte om natten.
.
”Det var ligegodt så hyggeligt med den vægtersang”, fortalte dengamle kone videre. ”for når én lå i sin seng midt om natten og såpludselig hørte salmen blive sunget udenfor på gaden, da var det ligesom én fik en stærkere fornemmelse af, at Vorherre vågede over os”.
.
Vægtersangen og udråbning af klokkeslæt blev dog indstillet omkring 1870, da tyveknægte i større stil benyttede sig af at lytte sig frem til,hvornår de kunne arbejde uforstyrret. Vægterne havde så sent som i 1840’erne en lille ekstra indtægt, idet dejævnligt fulgte velagtede borgere hjem fra gæstgivergården eller værtshusene, når de havde fået en tår over tørsten.
I 1845 fik Hjørring gadebelysning, hvilket gav vægterne endnu en arbejdsopgave. Gadelygterne skulle tændes og vedligeholdes. De første tranlamper var meget arbejdskrævende med deres sindrige system. Det var derfor en stor lettelse, da byen i 1870 fik petroleumslygter.
.
”Ja, det blev det rene legeværk at passe lygterne, da vi fik petroleum”,fortalte vægter Chr. Thomsen til Lønborg Friis. Han blev aldrig kaldt andet end ”Chr. Københavner” efter hans 2-årige ophold i hovedstaden som tjener for amtsforvalter Brinch-Seidelin.
.
I sommeren 1903 indførte man gasbelysning i gaderne, hvorefter vægterne blev anset for at være overflødige. Byens 3 sidste vægtere stoppede deres tjeneste ved udgangen af året.
.
På Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring kan man bl.a. opleve Hjørrings eneste tranlampe, petroleumslygter, samt vægterens uniform: En kavaj, en kabuds og en reglementeret stok, samt en morgenstjerne.
.
Kilde: Hjørring Historie nr. 42, Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum
der er noget der ikke stemmer
der er noget som bare klemmer
der er en drøm som pisker dit sind
der er en flig af natten som gerne vil ind
den mørke skygge besætter din tanke
den lukkede dør på den kan du banke
der er ingen der hjælper og lukker den op
der er et eller andet der blot siger stop
den samme drøm går igen og igen
mørkets spænding et sted du vil hen
et eller andet med at skulle bestå
et eller andet som du ikke kan nå
måske er det bedst at være på vej
måske skal man nyde den søgende leg
enhver kan tro at enden er enkel og lys
enhver må lære at leve i livets gys
livet er en prøve du aldrig består
livet er en knivsæg hvorpå du går
det virkelige er en truende strøm
det uvirkelige er din ustyrlige drøm
der er noget der ikke stemmer
der er noget som bare klemmer
der er en drøm som pisker dit sind
der er en flig af natten som gerne vil ind
Jens Rosendal ved sit hus i Vesterende Ballum. Foto: Rasmus Skov Borring
2023: Salmedigter og højskolelærer Jens Rosendal er kort før nytår død i en alder af 91 år.
skrevet af Birgitte Meyer:
Vendelboen Jens Rosendal er opvokset i et indremissionsk hjem i Thorshøj ved Sæby, og har markeret sig i kristne kredse.
Hans far var from, “måske lidt for from”, ifølge Jens Rosendal selv, mens hans mor var fra en lidt mere frisindet familie og holdt meget af dans, og fik, uden faderens vidne, smuglet Jens Rosendal til asfaltfester
Han var 1965-1988 lærer ved Løgumkloster Højskole og indtil 1995 ved Jaruplund Højskole i Sydslesvig. Han har været redaktør for Højskolebladet.
Jens Rosendahl var gift med Grethe, med hvem han fik tre børn – to sønner og en datter
Jens Rosendal har bidraget med 13 sange i Højskolesangbogen, blandt andet “Du kom med alt det der var dig “ i 1981 og to salmer i salmebogen, “De dybeste lag i mit hjerte “ (nr. 28),” Du, som ud af intet skabte” (nr. 330).
Rosendal var i 1990 medstifter af Nødvendigt Forum, som især havde baggrund i jyske og fynske højskolekredse. “Nødvendigt Forum” arbejdede for folkestyre og skulle derfor bekæmpe Maastricht-traktaten.
Rosendal har været landsformand for Dansk Samling. Ved EU-parlamentsvalget 1994 var han kandidat for Folkebevægelsen mod EF-Unionen.
I 2004 kritiserede han Indre Missions modstand mod homoseksuelle i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, hvor han betonede, at han havde baggrund i et missionshjem, men selv var homoseksuel.
Mange kender især denne sang ved dens første linje: “Du kom med alt det der var dig”. Jens Rosendal skrev den om sin egen store kærlighed, der for første gang gav ham oplevelsen af at være et rigtigt menneske. Sangen handler om en forelskelse, der sprænger alle rammer, og i dag synges den på tværs af både generationer og køn.
Jens Rosendal har bidraget med 13 sange i Højskolesangbogen, foruden “Du kom med alt det der var dig” (1981) har han to salmer i salmebogen, “De dybeste lag i mit hjerte” (28), samt “Du, som ud af intet skabte” (330).
I september 2018 gav Jens Rosendahl et interview i Information:
“Jens Rosendal står allerede foran sit stråtækte hus og vinker, da journalisten ankommer. Han er iført stribet skjorte, cowboybukser og tennissko. Han bor i et gammelt, hvidkalket bondehus fra 1700-tallet med dekorerede kakler på væggene og vinrøde træbjælker under loftet. Han købte det som et sommerhus i 1968, men de seneste tyve år har det været hans faste bopæl.
Jens Rosendal fortæller om en episode, hvor han ikke præcis husker, hvordan det skete. Med ét blev alting bare mørkt og stille. Og da lyset og lydene igen vendte tilbage, sad han i en grøftekant og kiggede forvirret ud gennem forruden på sin bil. Han var kørt galt. For anden gang på kort tid havde han mistet bevidstheden bag rattet. Og selv om han på sin vis var lettet over at ingen, heller ikke denne gang, var kommet til skade, stod det samtidig klart for ham, at en epoke nu måtte være slut. Så i august 2018 afleverede han sit kørekort og sagde farvel til et langt liv som bilist.
»Så sådan er dét,« siger han.
Han sidder i sit lille lavloftede hus i Ballum i Sønderjylland og trommer let med fingrene i bordet.
»Men det er da lidt hårdt, for jeg havde jo helt glemt, hvor mange ting man egentlig bruger sådan en bil til. Som nu for eksempel i morges, da jeg ville hente rundstykker til os,« siger han og peger på brødkurven på bordet: »Hvad gør man så?« (da journalisten kom).
Nå, ja så ringer man til sin gode ven, Svend, som bor nogle huse herfra, og beder ham om at tage en pose håndværkere med oppe fra købmanden, og på den måde går det jo alligevel. Det gør det som regel. Også selv om det ikke altid går, præcis som man havde forestillet sig.
Det er Jens Rosendals egen historie et levende bevis på.
Egentlig skulle han have været landmand som sin far. Men Jens ville hellere være købmand. Og så endte han i stedet med at blive lærer og tilbringe det meste af sit liv i højskoleverdenen, først som underviser og forstander, siden som højskolebladsredaktør og sangskriver.
Jens Rosendal har skrevet sange i en menneskealder – lige siden han som 12-årig forfattede sit allerførste værk: en ode til et nyt kuld grise på barndomsgården. Da faderen så hans rim, udbrød han, at hvis han kunne skrive sange til grise, så kunne han vel også skrive en salme til sin lillebrors dåb – så det gjorde han.
Siden har han ifølge egne beregninger skrevet over 1.000 sange. En del om fædrelandskærlighed og EU-modstand, en hel del om forelskelse og kristendom og de senere år også adskillige om Vadehavet, som hver dag hæver og sænker sig med tidevandets kommen og gåen lige uden for hans vinduer. Sangene har givet ham tilnavnet ’Vadehavets digter’ og en titel som ’æresborger’ i Tønder Kommune, den første nogensinde. Til hans 80-årsfødselsdag forærede borgmesteren ham tilmed en egetræsbænk med inskriptionen »Jens Rosendals Bænk« – som tak for hans mange sange.
Jens Rosendal er et af den slags mennesker, de fleste kender uden måske selv helt at vide det. Den beskedne vendelbo løber ikke med overskrifterne, men hans navn står alligevel diskret placeret hen over to salmer i Salmebogen og tretten sange i Højskolesangbogen, hvilket gør ham til den nulevende forfatter, som er bedst repræsenteret i sangenes blå bog”.
NEKROLOG SKREVET AF RASMUS SKOV BORRING, KOMPONIST OG MANGEÅRIG VEN
NEKROLOG: JENS ROSENDAL 1932-2023
Publiceret 02-01-2024
Marskens digter er død. Jens Rosendal sov stille ind lørdag d. 30. december. Han blev 91 år gammel. Danmark har mistet en af de største bidragsydere til den folkelige sang. Med sin sang “Du kom med alt det der var dig” – også kaldet “Forelskelsessang” – har han forenet mennesker på tværs af generationer og sat ord på, at størst af alt er kærligheden! Både når livet er smukt, og når livet udfordrer. Jens Rosendal var indtil sin død den nulevende bidragsyder med flest sange i Højskolesangbogen.
MARSKENS PRÆG PÅ JENS ROSENDALS FORFATTERSKAB
Jens Rosendal blev født i 1932 i Thorshøj i Vendsyssel, men levede langt størstedelen af sit liv i Sønderjylland. I over 50 år ejede han i sit bondehus på stranden i Vesterende Ballum midt i marsklandskab ved Vadehavet, som hans forfatterskab bærer stort præg af. Mange af Jens Rosendals tekster er skrevet, mens han har opholdt sig midt i naturen med blikket rettet mod tidevandet, der kommer og går. En natur præget af månens tiltrækningskraft, som vi ikke kan gå imod. For som han sagde, så kommer vandet uanset. Udsigten ud over både diger, marker, får, fugle og hav førte til et utal af sange om hans højtelskede farvernes landskab – og ikke mindst troen og kærligheden til menneskelivet. ”Dagen er din, mens det sker”.
STØRST ER KÆRLIGHEDEN
Jens Rosendal gjorde sig særligt bemærket hos den danske befolkning med sin forelskelsessang Du kom med alt det der var dig. Ikke alene er den et storhit i Danmark og synges af både efterskoleelever, højskoleelever, pensionister og alt midtimellem – den er desuden oversat til flere sprog og bliver brugt ude i verden. Sangen beskriver den ultimative kærlighedshistorie, der sprængte alle rammer. Fortællingen er Jens Rosendals egen. I 1981 forelskede hans sig i en mand, Ulrik. Han måtte opbryde den familie, han havde skabt med sin kone og deres tre børn. Der var ingen vej tilbage. Modet trådte til, og han insisterede på sin ret til den kærlighed, der havde været gemt væk. Han var nået dertil, hvor han, som han selv satte ord på, nok kunne evne at skjule den hemmelighed måske resten af sit liv, men han ville ikke dø sådan. Og således blev det. Han stod ved sig selv og stod frem for Gud og sine omgivelser. Forhandlingen med og accepten fra de guddommelige kræfter blev en livskamp. Han insisterede på at være både et kristent menneske og homoseksuel, selvom han var opdraget til, at det gør man ikke der, hvor han kommer fra. I det indremissionske miljø, han voksede op i, blev homoseksualitet betragtet som en synd, og det satte sine spor i hans selvforståelse langt op i tilværelsen. Mens hans egen kamp stod på, kæmpede han, uden at vide det, mange andres kamp om retten til kærlighed, og han blev derfor et forbillede for mange, når det handler om at turde være modig – at turde være sig selv. Forelskelsessangen var en kærlighedserklæring til Ulrik, men den blev også alle andres kærlighedssang og kærlighedserklæring til hinanden, uanset hvem man er forelsket i. Her viste Jens Rosendals poesi, hvad folkekulturens væsen er: At den bærer sin fortælling, men også er noget i kraft af den, der synger med. Den gave har han givet til Danmark – et sted for os alle at gå hen for at forstå os selv og samle modet til at ville livet – et liv, som for Jens Rosendal var en gave, der var ham givet. Derfor levede han sit liv med stor taknemmelighed og mente, at det at være i live var nok i sig selv. Jens Rosendal satte selv ord på, når han holdt foredrag om sine sange, at livet ikke altid havde været let og har krævet meget mod, men at ”livet er livet værd på trods af tvivl og stort besvær”, som vi alle har sunget igen og igen. Glæden ved de små ting var størst. Uimponeret over materialitet og storhedsvanvid var den nære tilstedeværelse i nuet det allervigtigste. Jens Rosendal fastholdt til sin død en tro på en holdbarhed i Kristendommen, selvom han brugte sit liv på at definere den på sin egen måde. Mange kristne homoseksuelle har vendt Vorherre ryggen, fordi kampen blev for stor, men det gjorde Jens Rosendal ikke. Han fandt sin egen vej. I sangen Troen er ikke en klippe skriver han, at der ikke findes klare svar på alle livets forhold. Tro var for ham også at vove sig ud i livet og have tillid til det, man håber på.
JENS ROSENDAL OG HØJSKOLEBEVÆGELSEN
I 1954 afsluttede Jens Rosendal læreruddannelsen på Nørre Nissum Seminarium. Først arbejdede han på en skole i Brøndbyøster og blev efterfølgende skoleinspektør i Jersie syd for København, men højskolebevægelsen blev et grundlag for arbejdslivet på den lange bane på både Løgumkloster Højskole og Jaruplund Højskole syd for Flensborg. Han kæmpede for højskolebevægelsens kerneværdier og var i en periode politisk aktiv i Folkebevægelsen mod EU og også medredaktør af Højskolebladet. Selvom han dengang varetog højskolernes nationale værdisæt, havde Jens Rosendal også et vidtfavnende mennesyn, som udviklede sig gennem hele hans liv. Til sin død formåede han at fastholde en stærk forbindelse til de nye generationers høj- og efterskoleelever, der alle var dybt betaget af ham, når de mødte ham. Selv om hans poesi indeholdt en vis livserfaring, følte de unge også et nærvær i hans fortælling – et indhold, som mange, trods en stor aldersforskel, alligevel kunne relatere til. Han talte til hvert enkelt individ og mødte dem, hvor de var i livet lige netop i dag. Det evnede han over for os alle – at tale til netop dig. Jens Rosendal har haft kolossal indflydelse på mange menneskers sangglæde gennem sit digterskab, der indeholder alle livets følelser om tro, håb og kærlighed og om at være menneske i denne verden. Han var en forgangsmand for en minoritet og et nationalikon for mange flere.
EN STOR PLADS I HØJSKOLESANGBOGEN OG DANSKERNES HJERTER
I 2020, da den nye højskolesangbog udkom, flyttede Jens Rosendal ind på side et. En position, der før kun har været forbeholdt Grundtvig. Inden sangene begynder, står citatet: ”Synger om hvad livet vil hver dag vi er til stede”. Ordene er de sidste to linjer i hans digt Kærlighedssang ved et tab, som han skrev, da han mistede sit livs kærlighed i 2000. Med disse ord træder vi alle ind i folkekulturens største værk med en påmindelse om, at dem vi er i dag, er vores grundlag for at synge med. Det er den livserfaring, du bærer, der gør din fortælling i dag unik. At kunne blive hørt og set som det menneske du er midt i det store fællesskab. Afhængigheden af hinanden, men friheden til at være dig. Det var det, Jens Rosendal ville for alle.
Den folkekære digter modtog en række priser gennem sit liv, blandt andet Den folkelige sangs pris, Sprogforeningens pris, JydskeVestkystens kulturpris og prisen Den Gyldne Grundtvig. I 2022 modtog Jens Rosendal Dannebrogordenens Ridderkors som anerkendelse for sine poetiske bidrag til Danmarks folkekultur gennem salmer og sange. Jeg havde selv den store ære at overrække ham det på stranden i Vesterende Ballum ved ”Jens Rosendals bænk”, som han fik skænket på sin 80-års fødselsdag i 2012 af Tønder kommune. Jens Rosendals sange er repræsenteret i diverse sangbøger og korværker, og i både 18. og 19. udgave af Højskolesangbogen var han indtil sin død den nulevende bedst repræsenterede med henholdsvis 13 og 10 sange og salmer. I Salmebogen har han to bidrag. For Jens Rosendal var der en direkte linje mellem hjertesprog og den folkelige sang.
TAK fra os alle. For alt det, du har givet hver enkel. Jeg er fyldt op af taknemmelighed over ikke kun at kende dit professionelle virke, men også at have været din ven. Du vil leve i dine sange, og du vil aldrig blive glemt. Du kom med alt det der var dig.
Æret være Jens Rosendals minde.
Skrevet af Rasmus Skov Borring, komponist og mangeårig ven.
Birthe Greve Volden er født d. 26. marts 1933 på Frederiksberg. Birthes far havde egen forretning som skomager, som han, på grund af krigen, blev nødt til at sælge og han blev vist nok snydt i den handel. Birthe holdt meget af at være i forretningen, hun husker lugten af læder og sværte, en lugt hun stadig holder meget af.
Birthe har en ældre søster og senere blev familien forøget med den længe ventede søn. I de første år af Birthes liv gik moderen hjemme og passede børnene, men da Birthe var 4-5 år, tog moderen noget rengøringsarbejde og Birthe kom i halvdagsbørnehave og det var ikke helt almindeligt på den tid. Pengene, som moderen tjente, blev brugt til et helt bestemt formål, nemlig til at betale afdragene på en sommerhusgrund i Hvidovre, som familien anskaffede sig i 1940 og det beløb sig til den formidable sum af 30 kr. om måneden. De første år var det bare et stykke jord, men efterhånden som tiden gik, kom der et sommerhus op at stå og der blev bygget lidt til hvert år og der boede familien så fra maj til oktober og havde nogle dejlige somre, pigerne havde hver sin cykel og cyklede frem og tilbage indtil de fik sommerferie og det var lidt af en cykeltur, for sommerhuset lå i Hvidovre og pigerne gik i skole hjemme på Frederiksberg.
Birthes 1. Skoledag var, eller rettere skulle have været d. 9. april 1940, det var en dag hun havde set frem til længe, men den blev selvfølgelig overskygget af, at det var den dag, Danmark blev besat af Tyskerne, men i skole kom hun da, om end med en uges forsinkelse. I de første år gik Birthe i en ren pigeskole, men hun blev senere flyttet til Frederiksberg Kommuneskole.
Birthe var glad for at gå i skole, men hun husker dog en meget kedelig episode. Det var dengang, hendes mor havde fået nogle appelsiner, efter at have stået i kø meget længe, for det var jo under besættelsen og der var indført rationering og frugter var en sjældenhed og Birthe var meget heldig at få en af appelsinerne. Hun tog appelsinen med i skole og midt i en time, ville hun liste sig til at spise den, men inden hun nåede at få skrællen af, blev hun opdaget og læreren ikke alene blev appelsinen konfiskeret, men han skrællede den og spiste den, båd for båd, mens tårerne sved i Birthes øjne, ikke så meget fordi hun ikke selv fik lov til at smage appelsinen, men mest af harme over at læreren fik den appelsin, som Birthes mor havde stået i kø i flere timer for at få. Den pågældende lærer var ingen ringere end Jørgen Clevin.
Birthes far var aktiv Socialdemokrat og Birthe var engang med ham på besøg hos Stauning, på hvis knæ hun ved samme lejlighed kom til at sidde, ikke fordi hun var imponeret over det, for det hun husker bedst er, at hans store skæg kradsede hende på kinden.
Birthe husker besættelsestiden godt og hun føler ikke, at hendes familie led noget egentlig afsavn. Der var erstatninger for mange forskellige fødevarer, men man vænnede sig til jo til det, og indimellem kom der også nogle sjove situationer ud af det.
Der er den om ”mandlen”, der forsvandt, for under krigen kunne man jo ikke få rigtige mandler og så havde Birthes mor kommet et hvidt bolsje i den varme risengrød, som selvfølgelig smeltede, inden nogen nåede at få det og det var jo ikke så godt.
Det var det heller ikke med det sidste af den rigtige the, der skulle gemmes til, krigen var slut og der lå den så i dåsen i flere år og smagte ikke særlig godt den dag krigen endelig var slut og der skulle brygges en rigtig kande The.
Birthe og hendes søskende fik 25 øre om søndagen til slik og hvis man købte bolsjeaffald, i stedet for hele bolsjer, fik man mere end dobbelt så meget for sin 25 øre og Birthes rakte endnu længere, for når det begyndte at synke i Birthes kræmmerhus, sneg hun sig til at bytte med søsterens.
Birthes forældre var begge meget kunstnerisk, moderen var dygtig til at tegne og faderen var meget musikalsk og der blev sunget og spillet meget i Birthes barndomshjem. Under besættelsen blev der indført spærretid, dvs. at man ikke måtte færdes på gaden om aftenen og hvis man skulle besøge hinanden om aftenen, ja så måtte man blive til om morgenen og det kom der mange hyggelige aftener ud af. Birthe husker at venner af familien kom og der blev spillet til den lyse morgen.
Når Birthe ikke føler, at der var de store afsavn under besættelsen, så skyldes det nok at familien havde en stor køkkenhave ude ved sommerhuset, hvor der blev avlet kartofler og andre grøntsager, men der kom også mange gode sager fra Birthes morbror, der havde en gård ved Assens på Fyn. Denne gård blev også et elsket feriemål for ”Københavnerpigen” og det var virkelig en lang rejse fra Frederiksberg til Assens. Toget kørte fra Københavns Hovedbanegård tidligt om morgenen og først ved middagstid var man fremme ved færgen, som dengang var en hjuldamper. Så gik turen over Storebælt og det var sidst på eftermiddagen inden pigerne blev hentet af deres morbror og så var det endda i hestevogn. Det var meget spændende, for sådan et par pigebørn, at være på gården foruden al den dejlige mad de fik at spise, var der mange nye oplevelser for pigerne derovre på Fyn.
Der var et par heste på gården og dem blev, især Birthe, meget glad for. Om pigerne også var glade for at hakke roer, er måske tvivlsomt, men de tjente da lidt lommepenge om ikke andet.
Men selvfølgelig rummer tiden under besættelsen ikke kun sjove og varme minder for Birthe. Hun har prøvet at gemme sig i en kartoffelmark med sin cykel, det var en dag, hvor nogle tyske soldater gik rundt i sommerhusområdet ude i Hvidovre, de var på ude efter cykler og det var netop på det tidspunkt, at Birthe og hendes søster kom cyklende hjem fra skole, men heldigvis nåede moren at få både piger, cykler og sig selv gemt ude på marken, for ellers ville soldaterne have konfiskeret cyklerne og så ville det have været svært for pigerne at klare turen frem og tilbage til skolen. Alt imens dette stod på, stod den nye lillebror i sin barnevogn oppe ved sommerhuset og sov sødeligt, uberørt af situationen.
Birthe husker også den dag, da tyskerne tog det danske politi, det var meget uhyggeligt, i samme opgang som den opgang Birthe og hendes familie boede i, boede der også en politimand og denne var netop på vej på arbejde på Frederiksberg Politistation, der lå lige overfor, da han i Gadedøren mødte Birthes mor, som netop havde hørt, at det danske politi var blevet taget af tyskerne og den pågældende politimand kunne således takke Birthes mor for at han slap fri, for han nåede at gå under jorden. Børnene var meget stolte af deres mor og det med rette, for hun var en modig og stærk kvinde.
Selvom Birthes barndom i høj grad var præget af krigsårene, så havde hun en tryg og god opvækst i et kærligt hjem. Hun gik ud af skolen i 1949 og fik plads som telefonistinde på KTAS.
Det allerførste billede i Karen Rokholms eget fotoalbum er et fotografi af hendes forældre, Petrea og Frederik Rokholm.
På billedet er de klædt i hverdagstøj. Frederik er klædt i vadmelstøj, og Petrea bærer en stribet kjole, som hun måske selv har vævet.
Foto fra cirka 1915 af gården “Ny Rokholm” ved Vrå.
Kvinden i midten er Petrea Rokholm (1869-1942).
De ligner et ægtepar i guldbryllupsalderen, men billedet er taget blot nogle få år efter deres sølvbryllup.
De sidder sammen på en bænk i haven til gården “Ny Rokholm”, som Frederik købte i 1893.
Han antog Petrea som husbestyrerinde, og meget naturligt blev de gift den 25. oktober 1895 i Vrå kirke.
Ved giftermålet var Frederik 45 år, mens Petrea dengang var 25 år.
Frederik kunne først tænke på at gifte sig, da hans mor, Ane Johanne Nielsdatter, døde i 1893.
Fra 1873 til 1893 havde Frederik bestyret gården “Rokholm” for sin mor, der blev enke i 1873.
Fotografiet er taget nogenlunde samtidig med deres yngste datter Karens konfirmation i 1925.
På dette tidspunkt var Frederik 76 år og Petrea 56 år.
Karen har kun kendt sin far som en ældre mand. Han var 62 år, da hun blev født.
Da Petrea ved Karens fødsel var 42 år, blev Karen den yngste af 5 søskende.
Frederik og Petrea var nu blevet så gamle, at de havde brug for Karen som medhjælp derhjemme. Derfor kom Karen ikke ud at tjene hos fremmede, men boede hjemme på gården i Borup ved Vrå, indtil hun blev gift på sin 23-års fødselsdag med Edvard Sørensen.
Karen og Edvard var begge unge og kunne derfor nå at få 9 børn, hvoraf jeg er nummer 7.
Jeg, der blev født i 1946, har ikke oplevet min mors forældre, Frederik og Petrea, som døde i 1932 og 1942.
Jeg ved dog ret meget om dem gennem min mors mundtlige og skriftlige fortællinger.
På fotografiet sidder Frederik med en vaks hundehvalp, og Petrea sidder med en buket af havens blomster.
Frederik ryger på sin pibe.
Begge har et par spidsnæsede træsko på fødderne, den tids foretrukne fodbeklædning.
Karen sluttede sine skrevne erindringer med ordene: “Mine kære forældre, hav tak!”
Selv om jeg aldrig har set mine morforældre, vil jeg dog alligevel føle en tak til dem også, fordi de med deres liv har været forudsætningen for, at også jeg og mine søskende har fået et liv.
Fra Hr. Fabrikant P. Nielsen, Brønderslev, har vi modtaget følgende Indlæg i Dagens Spørgsmål:
Nu er der vel atter faldet Ro i Sindene efter de bevægede Valgkampe.
Men – hvad er der så nået? Er vi kommet et Gran frem til Klaring af de forrykte Forhold, hvori vi før befandt os? Er der nogen Udsigt til, at der kan skaffes Beskæftigelse til de ca. 145.525 ledige Mennesker? Nej! Strømmen går i Retning af en, Forøgelse af disse Tal, idet Stigningen vel er 100.000 i de sidste 13 Måneder. Dette kan nok give Anledning til Alvor og Eftertanke.
Endnu er Vejret således, at der hver Dag kan arbejdes i Marken, og der er selvfølgelig meget at gøre; men der er så lidt at betale med, så meget bliver forsømt, som skulde gøres. Og ligeså med Industrien, den kan ikke konkurrere med de Udlande, som har væsentlig lavere Arbejdsløn.
Den højere Løn gavner intet, når den ikke kan betales.
Nu står vi måske over for en Lønkamp, som muligt kan dræbe de sidste Spirer til Beskæftigelse, der ellers kunde være at øjne. For mig synes det at være i Arbejdernes egen Interesse, om Lønnen blev nedsat så meget, at der virkelig kunde blive forøget Beskæftigelse. Den højere, Løn gavner intet, når den ikke kan betales.
I Foråret tillod jeg mig at henvende nogle Betragtninger til Offentligheden angående Tidernes Ugunst, og mange var de, der mente, at man ikke – skulde se så mørkt på Forholdene; men for mig synes det nu, at det bliver jo længer jo værre. Det kan måske hjælpe for en Tid med Krisehjælp til Landbruget, Moratorium med Kreditforeningsydelserne og andre Renter og Gældsposter; men denne Udvej er ikke farbar i det lange Løb, og at jage brave Landboere fra Gård og Hjem for at lade arbejdsløse komme til, vil i de færreste Tilfælde være nyttigt.
Et har i hvert Fald moralsk Betydning at huske på, at vi er i samme Båd og må sætte Ryg mod Ryg for at klare Skærene. At være splidagtige gør kun ondt værre. Enhver føler jo bedst Trykket hos sig selv; men dette at være uden Beskæftigelse er en forfærdelig Tilstand, selv om der ikke absolut er Tale om at lide Sult og Nød endnu: men den Dag Skatterne svigter så meget, at der kun bliver indbetalt Halvdelen eller mindre af det allernødvendigste, og hverken Kommune eller Stat kan låne – hvad så? Kommunisme kan næppe redde Situationen uden for en meget begrænset Tid.
Det har så ofte været sagt, at Tiderne omkring 1912-13-14 at de var så fortrinlige, gid vi havde de Forhold. tilbage. Ja, Priserne på Landbrugsprodukterne er vel omtrent de samme, som da. Jorden er vel endog i betydelig bedre Stand, også Driftsmateriel er som oftest i bedre Stand. Var det helt umuligt at vende tilbage til et sådant Udgangspunkt, således at alle Lønninger, private som offentlige, blev nedsat til Datidens? Jeg ved, at det ikke vilde være behageligt og vilde slet ikke ønske det. dersom det ikke måtte blive nødvendigt. Men Nøden lærer nøgen Kone at spinde”, og der vilde dog være mere Mulighed for, at der ad den Vej kunde sættes mere Arbejde i Gang med Byggeri og lignende, når Priserne. kunde stille sig således, at Huslejen. blev overkommelig at betale. Et véd vi, at et Samfund, der for en stor De! skal leve af Arbejdsunderstøttelse, skal efterhånden komme i en ynkelig Stilling, og kan vi ikke snart nå til at indføre en grundig Reform i denne Retning, tror jeg, at vi er værst mod os selv, enten vi skal nyde eller yde.
Ingen af os har vel noget at rose sig af med Hensyn til vore Dispositioner under og efter Verdenskrigen, vi har alle levet i Nuet og ikke tænkt over, at Ødelæggelsen af andre Nationer skulde føre vor egen Undergang med sig.
Pedershaab”. Brønderslev,
den 25. November 1932.
P. Nielsen
–
Vendsyssel Tidende, Hjørring
skriver den 30. NOV. 1932
Frit Ord.
Hr. Fabrikant P. Nielsen,
Pedershaab!
De skriver i deres Artikel af 25. November, at Prisen på Landbrugsprodukter vel omtrentlig ligger som i Årene 1912-14. Nej desværre ligger disse langt under. Når Smør dengang kostede 2,10 Kr. pr. kg., koster det i Dag 1,80, en fed Tyr eller Kvie kostede den- gang ca. 30 Øre pr. 1⁄2 kg., nu 12 -14 Øre pr. 2 kg., en fed Gris koster i Dag 20 Kr. mindre end dengang. Nej, kunde vi blot få de samme Priser, vi fik i 1913, og så få Skatterne nedsat med 40 pct. og Lønninger (ikke for Landarbejdere) nedsat med noget lignende, da tror jeg ikke nogen Land- mænd forlanger væsentlig mere.
Agrarius.
Vendsyssel Tidende skriver
Den 27. DEC. 1932
BRØNDERSLEV Lysglimt i Mørket.
I den Mørketid, vi er inde i, hvor Pessimisme og evindelige Klager hører til Dagens Uorden, spejdes der efter Lys, og den Lys seer, der kan underbygge sin Optimisme med fornuftige Grunde, vil der blive lyttet til som ingen anden.
Hvor Pessimisme og Klager får Livet til at stagnere og hensygne, der griber Optimismen ind med sin Tro og sit Vovemod og sætter Hjulene i Gang.
På Pedershaab Cementindustri i Brønderslev udtaler Direktør P. J Nielsen I sine Nytårsbetragtninger til Personalet følgende, der må betegnes som et Lysglimt, der skinner videre end til den snævre Kreds, det først når, og som derfor også kan påregne Interesse i vide Kredse:
Det var jo ikke med de bedste Forhåbninger, vi gik ind i det nye År, og hele Året, også for Virksomheden her, var været præget af den almindelige Depression, Vor Eksport, som vi i tidligere År har regnet betydeligt med er om ikke fuldkommen gået i stå, så dog betydelig formindsket, og har i det forløbne År ikke andraget 10 pct. af vor samlede Omsætning Når vi alligevel har kunne opretholde en relativ god Beskæftigelsesgrad, da skyldes dette meget væsentlig vor nye Vinduesfabrik, der jo har arbejdet for fuld Kraft omtrent hele Året.
Hvor mørkt det end ser ud for alle Erhverv her i Danmark, er der dog flere Ting, der tyder på, at vi står. overfor et Vendepunkt i Krisen.
Beretninger, vi har modtaget bl.a. fra Brasilien og Argentina lyder således rét optimistiske og vore Repræsentanter mener, at man der står overfor en ny Opgangsperiode. I Rumænien står man overfor Opbygning af helt nyt Vejnet, og vi har Grund til at tro, at vi kommer i Betragtning ved Levering at Vejbygningsmaskiner, således modtog vi for nogle Dage siden Ordre fra Bukarest Kommune på 1 Brostensstødemaskine, der vil efterfølges af et betydeligt Antal, såfremt den viser sig tilfredsstillende. Vi har således kun Grund til at se med Fortrøstning på det nye År.
Jeg finder det også af Betydning at nævne, at vi for kort Tid siden har afsluttet en meget vigtig Kontrakt med det største Vejbygnings maskinfirma i Skandinavien, hvorefter dette Firma aftager hele sit Salg af Vejbygningsmaskiner hos os, hvilket efter al Sandsynlighed vil bevirke en meget betydelig Forøgelse af vor Beskæftigelsesgrad. Vi har allerede modtaget ret betydelige Ordrer fra dette Firma.
En anden Betydning ser jeg også I denne Kontrakt, nemlig, at vort Sortiment i Vejbygningsmaskiner herefter vil komme til at omfatte alle Maskiner til Vejes Bygning såvel for Asfalt som Betonveje, og derigennem åbne os nye Eksportmuligheder.
Endvidere venter vi også meget betydelige Ordrer til vor Vinduesfabrik, dette vil dog i første Række afhænge af vor Konkurrencedygtighed. At vore/ Afdelinger i Aalborg og Thisted samt vor Traktorafdeling her særlig har lidt under Krisens Virkninger, er jo kun naturligt efter som disse Afdelinger i væsentlig Grad er afhængige af Landbrugsklientel.
Derimod har vor Afdeling i København som sædvanlig arbejdet over Forventning godt, og har præstere en ikke uvæsentlig Del af de Ordrer, der er indgået i Løbet af Året.
Af nye Maskiner har vi i det forløbne År intet optaget. De vil af det, jeg netop har nævnt, sikkert give mig Ret i, at når vi bedømmer Situationen relativ optimistisk, da er dette ikke uden Grund; der er, som De vil se, flere Ting, der tyder på, at vi for vort Vedkommende gaar en bedre Tid i Møde, og da er det i hvert Fald kun godt, at stå rustet med et godt Produktionsapparat således, at Efterspørgslen kan tilfredsstilles.
Så vidt Direktørens Ord.
Pessimisten vil straks sige: ”Svale gør ingen Sommer”! den, der vil ud af Mørket Vel, siger ”een Svale her, en anden der, de bebuder dog, at Våren er nær”, og det er den, som den arme Verden længes efter og spejder imod.
Et Tilbud og dets Modtagelse.
07.01.1933 – Vendsyssel Tidende
Fabrikant Nielsen angribes i” Social-Demokraten” for et Tilbud om Hornørarbejde, og belyser nu Angrebets Karakter.
Vi har modtaget:
Da Social-Demokraten eller dens Redaktør i Brønderslev endnu ikke har fundet Anledning til at besvare mit Brev af 2. ds., hvori jeg forlanger offentlig Tilbagekaldelse af den under 29. December i Bladet rejste Beskyldning mod mig for at ville nedsætte Lønnen for Arbejderne, mener jeg, at det er rigtigt at fremdrage Bladets Adfærd for Offentligheden ved at anføre Bladets Angreb på mig og mit Svar til Redaktøren.
Pedershaab, den 6. Jan. 1933.
P. Nielsen.
Angrebet.
Billig Arbejdskraft søges.
Et ”smukt” Tilbud i Arbejdsmændenes Forsamlingsstue,
Vi blev i Går præsenteret for følgende Aktstykke opslået i Arbejdsmændenes Samlingsstue. Under Forudsætning af, at der er 35-40 Arbejdere, der har Lyst til at istandsætte et Stykke af den gamle. Kongevej, der fører fra Landevejen til Jordemoderhuset mod Vest, vil jeg gerne lede dette Arbejde. Der begyndes Torsdag den 29. ds. Kl. 10 pr. og hver medtager Spade eller Skovl. Der arbejdes i 4-5 Timer. Kl. 12 opvartes med Kaffe og Kage, når hver selv medbringer Kop. Der ydes ingen Timebetaling, idet dette må betragtes som Honnørarbejde, som Kommunen ikke vil bekoste, da denne Vej har mindre Interesse. Men jeg vil betale 2 Kr. til hver, når Arbejdet er færdigt. For at Arbejdet kan begynde i Morgen Formiddag, må der mindst være tegnet 35 Arbejdere.<
Det er vel nok, selv om Fabrikant P. Nielsen vinker med Kaffe og Kage, en tør Kost her bydes paa. Kommunen vil ikke bekoste Arbejdet udført. Nej, det tror Pokker. Kommunen har vel ingen Interesse i at istandsætte Vejen til Fa- brikantens Plantage. Det er Honnørarbejde. Ja det er der saa sandelig ingen Grund til at benægte, men leve af Honnør kan selv ikke en Arbejdsløs, om han end er nok så trænet i at mangle.
Arbejderne er naturligvis stolte af, at Hr. Nielsen tilbyder at lede Arbejdet, men de vilde have været nok så begejstrede, hvis Hr. Nielsen havde tilbudt en Dagløn for Arbejdet, selv om der så ikke var opvartet med kaffe og kage
Spørgsmålet rejstes også: Mon det er flere Dages Arbejde, der skal gøres for de 2 Kr.? men selv om vi ved, at der er adskillige, der benytter sig af Arbejdernes Nødstilstand til at drive Arbejdslønnen ned, vægrer vi os dog ved at tro, at der skulde arbejdes flere Dage for 2 Kr. Det er forståeligt, at Tilbuddet har vakt Harme hos de mange Arbejdsmænd, der var til Kontrol i Går Formiddag.
Svaret,
Hr. Redaktør Jacob Sørensen, Brønderslev.
I Social-Demokratene for 29. December fremkom en Artikel, som formentlig er skrevet af Dem, en skarp Kritik af min Fremfærd forleden ved at tilbyde 40 Arbejdsløse en Beskæftigelse med at jævne et Stykke af den gamle Kongevej mod en Betaling af 2 Kr. for 4 Timer.
De må formodentlig savne Kendskab til, hvad De skriver om, ellers er Tankegangen meget ufin, idet de forudsætter, at jeg vilde nedsætte Arbejdsmændenes Løn. Dette er en hel Misforståelse. Det, jeg i dette Tilfælde vilde tilbyde, var en lille ekstra For- tjeneste til den knapt tilmålte Understøttelse, der ydes. De mener, at jeg kan have en personlig Fordel af at få denne Vej gjort mere farbar. Var det Tilfældet, var det vel nærmest en Forbrydelse at give 50 Øre i Timen, men da jeg har en bedre Vej til min Plan- tage, der ikke er halvt så lang, kan De, hvis De vil sætte Dem ind i Forholdet, ikke finde, at jeg har nogen som helst Interesse af, om denne Vej bliver farbar eller ikke, hvorimod den har Interesse for mange Beboere der omkring. Jeg kan tænke mig, at De i Sandhedens Interesse vil undersøge Sagen og derefter igen offentliggøre Resultatet, om der findes nogen Egeninteresse i dette Arbejde.
M. H. t. min Tendens til lav Arbejdsløn i Almindelighed skal jeg oplyse, at Brønderslev iflg. Statistikken står med den højeste Arbejdsmandsløn i Provinsens Købstæder, og Pedershaab er vel ikke af de mindste i Byen. En anden Sag er, at det gavner for lidt med den høje Timeløn, når så få kan betale den.
Overklit har i 2019 været i Færch slægtens eje i 150 år
Overklit 2024
6 generationer
Ejerforhold før Overklit kom i Færchslægtens eje
Overklit, lidt historie
Overklit i Færchslægtens eje, skødeoplysninger
Færch’erne i Vennebjerg
Overklit Mølle
Ejerforhold før Overklit kom i Færchslægtens eje
1552-1580: Niels Iversen Juel (Krabbe-Juel’erne)
1580: Skrev sønnen Jep Nielsen Juel sig til gaarden, dog lidt usandsynligt
1577: Faderen afhændede gaarden til Daniel Bildt fra Abildgaard
1616: Daniel Bildt’s søn Otte Bildt til Næs i Norge staar som ejer
Ca. 1625: Otto Bildts datter Blanceflor Bildt bragte ved ægteskab gaarden til kaptajn Christoffer Kaas
Ukendt aarstal: Datter (Inger) af Blancheflor Bildt og Christoffer Kaas arver Overklit
1686: Forpagter på Aastrup, Niels Poulsen Børglum
1703: Gjord Christoffer Unger til Willerup
1704: Overklit udlægges til Gjord Christoffers broder Wulff Unger for dennes part i Willerup
1709: Poul Iversen (Vilholt), ejer af Aastrup ved Hjørring
1740: Grev Christian Frederik von Levetzau, ved hans død i 1756 oprettedes Stamhuset Store Restrup (læs herom
senere). Levetzaus enke Sophie Hedevig ejer Stamhuset indtil sin død i 1775
1779: Iver Rosenkrantz Levetzau får tilladelse til at afhænde Aastrup og Overklit fra Stamhuset
1786: Kancellir Christen Svejstrup
1793: Nic. Brorson Agerbech, hvis enke videresolgte ejendommen
1802: Michael Aagaard (brodersøn til Nic. Agerbechs enke), Baggesvogn ved Sindal
1818: Jørgen Egholm
1846: Proprietær Chr. Jensen
1848: Proprietær Lars Christensen
1855: Daniel Thanning
I perioden 1709 til 1818 laa Overklit under Aastrup Hovedgaard.
*Kildermateriale:
Wikipedia
Store Restrup Historie
Egne arkivalier, herunder skøder der p.t. opbevares på Overklit.
Overklit – Lidt historie
Præsten Pouell Jenssøn skriver i sine præsteindberetninger til Aalborg Stift i aaret 1638, at der i Winneberg sogn er en liden herregaard, kaldis Orklett. Men før denne tid ved man, at gaarden har bestaaet, hvilket det efterfølgende kan fortælle.
Mange stavemaader har der ogsaa gennem aarene været paa gaarden, saaledes Ørklit, Orklett, Aarklet m.fl., navnet skal hidrøre fra, at man staar ved gaardens marker, når man paa en tur fra havet er kommet over klitterne.
I 1552 tilhørte Overklit Niels Iversen Juel (Krabbe-Juel’erne), d. 1580, men om han har beboet denne, er næppe tænkeligt, da han endvidere ejede hovedgaarden Eskjær ved Mosbjerg og her nævnes sammen med sin hustru Anne Lauritsdatter.
Efter faderens død i 1580 skrev sønnen Jep Nielsen Juel sig til gaarden, hvilket lyder lidt usandsynligt, da faderen afhændede den i 1577 til Daniel Bildt fra Abildgaard, d. 1585, hvis søn, Otte Bildt til Næs i Norge, staar som ejer i 1616.
Otte Bildts datter Blanceflor Bildt, d. 1667, bragte omkring 1625 ved ægteskab Overklit til sin ægtefælle, kaptajn Christoffer Kaas (Sparre-Kaaserne), d. 1657. Denne fik i 1632 kgl. bevilling til at bortsælge af hendes gods til dækning af fælles gæld.
Bl.a. kan man af arkivmateriale, som forefindes i den lederborgske haandskriftssamling se følgende: 1632 19/9 Cristoffer Kaas til Aarklet skøder med Kongen og sin hustrus samtykke til Niels Lange til Rønnovsholm følgende gods i Hørby sogn, Børglum herre: En gaard Trankjær, et bol (et jordstykke) og Trundbakken.
Overklit bibeholdt de dog, og den gik videre i arv til deres datter Inger, d. 1698. Hun var gift 2 gange, først med Laurids Lunov, som døde på Overklit i 1665, anden gang med Jens Hvas til Færumgaaard (Orningslægten), d. 1703.
En tid var gaarden bortforpagtet, indtil den i 1686 solgtes til forpagter paa Aastrup, Niels Poulsen Børglum.
Denne Niels P. Børglum var 1678 forvalter på Hæstrupgaard, beliggende syd for Hjørring, senere forpagter paa Aastrup, og købte som før omtalt i 1686 Overklit. Han var gift med Maren Knudsdatter, f. 1649, datter af herredsfoged i Hvetbo herred, Knud Christensen. Deres søn, Poul Nielsen Børglum, blev i 1731 udnævnt til byfoged i Hjørring og foged i Horns og Vennebjerg herreder.
Efter Niels P. Børglums død kom gaarden til hustruens anden ægtefælle, Christen Lauridsen, der i 1703 solgte den til Gjord Christoffer Unger til Willerup. I 1704 udlagde han Overklit til sin broder Wulf Unger for dennes part i Willerup.
I Vennebjerg Kirke findes en kalk fra 1669, som blev skænket kirken af Christoffer Unger. Ligeledes findes der i Skallerup kirke en smuk tavle opsat af herskabet Unger til Villerup, Hans Unger og fru Birgitte Kaas, hvorpaa staar:
En Stejer-Marker af geburt
En Unger af Famili.
I Stejer-Mark min Tiid var kort,
Til Danmark stod min Willi.
Em Kaases Rood jeg planted der,
Sex Greene deraf kommer.
De voxte 5 til Vaaben at bær,
Den Siet’ en Jomfru Unger.
I 1709 skiftede gaarden igen ejer, idet ejeren til Aastrup, Poul Iversen (Vilholt), købte Overklit, gaarden laa herefter i perioden 1709-1818 under Aastrup Slot (nu Aastrup Hovedgaard, beliggende på Aastrupvej ca. 2 km vest for Hjørring).
Historien fortæller, at Overklit brændte i 1730 og blev genopført i 1789, gaarden blev på det tidspunkt brugt til græsning for Aastrups kreaturer. Gaarden blev bortforpagtet den 22. september 1789.
Aastrup Hovedgaard og Overklit blev indlemmet under stamhuset Store Restrup ved Aalborg, som blev oprettet i forbindelse med den saa kendte generalmajor, Ridder af Dannebrog og Elefantordenen, grev Christian Frederik van Levetzaus død i 1756. Stamhuset bestod bl.a. af gaardene Store Restrup, Torstedlund, Aastrup og Overklit.
Grev Levetzau er meget kendt for sin militære baggrund og for sit virke som gehejmsraad for kongen. Det der i dag er Christian den 8. palæ på Amalienborg, blev bygget for Christian Frederik van Levetzau. Palæet hed oprindeligt Levetzaus palæ og er opført i perioden 1750-1760. Christian den 8. palæ har siden 2010 været privat bolig for kronprinseparret Mary og Frederik.
I 1779 fik en slægtning, Iver Rosenkrantz Levetzau, tilladelse til at afhænde Aastrup og Overklit fra omtalte stamhus.
Iver Rosenkrantz Levetzau ejede et stykke af Rold Skov, i lighed med mange andre godsejere i 1700-tallet, han må have udlagt et stykke af Rold Skov til Overklit i Vendsyssel, da en ejendom, med navnet Overklit, i Rebild Skovhuse var et skovløbersted, der hørte under Overklit i Vendsyssel.
Michael Aagaard, der i 1816 blev ejer af Baggesvogn ved Sindal, solgte Overklit i 1812 til Jørgen Egholm for 30.000 rdl., i handlen fulgte en mølle, 10 huse og Vennebjerg Kirketiende. Jørgen Egholm havde været forpagter siden 1801.
Jørgen Egholm bortsolgte i 1819 en parcel fra Overklit, og efter hans død i 1846 solgte hans enke gaarden til proprietær Chr. Jensen. Denne ejede kun gaarden i 2 aar indtil 1848, da den blev afhændet til proprietær Lars Christensen, efter han han havde ejet Overklit i 7 aar, solgtes den til Daniel Thaning i 1855.
Thaning afhændede gaarden og Vennebjerg Kirke i 1869 til købmand og vicekonsul i Nibe Søren Færch, f. 1813.
Søren Færch var søn af fiskeriudreder Rasmus Sørensen Færch og Magdelene Beaujou. Rasmus Færchs velstand investeredes blandt andet i sønnens (broder til Søren Færch) tobaksfabrik i Holstebro, R. Færchs Tobaksfabrik, en virksomhed der i 1939 beskæftigede 500 medarbejdere, har senere udviklet sig til Færch Plast.
Siden 1869 har Overklit været i Færchslægtens eje, gaarden er gaaet fra søn til søn, hvilket vil sige, at den gik fra Søren Færch til Hans Færch, igen til dennes søn Søren Færch, derefter til Hans Christian Færch, der afhændede til sønnen Ole Færch, der igen afhændede til sine sønner Rasmus og Jacob Haugaard Færch. Jacob Færch ændrede i 2017 sit navn til Jacob Ellegaard Færch, da han blev gift med Nikoline.
Overklit i Færchslægtens eje
Ifølge udskrift af skøde- og panteprotokollen for Vennebjerg Herred, findes kopi af skøde af 9. august 1869:
Daniel Thanning afhænder hovedgården Overklit, en hollandsk vejrmølle, Vennebjerg sogns kirke med korn- og kvægtiende samt den under hovedgaarden tilhørende fæstegaard til konsul og købmand Søren Færch fra Nibe, ifølge skøde, for 32.500 rigsdaler (ca. 65.000 kr.).
Ifølge udskrift af skøde- og panteprotokollen for Vennebjerg Herred, findes kopi af skøde af 15. juni 1874:
Konsul Søren Færch af København afhænder hovedgården Overklit og den på ejendommen opførte hollandske vindmølle hollandsk vejrmølle for 46.000 rigsdaler (ca. 92.000 kr.) til sin søn Hans Færch. Vennebjerg Kirketiende er ikke nævnt i det renskrevne skøde, men Hans Færch har også ejet kirken.
Skøde af 24. oktober 1910:
Proprietær Hans Færchs enke Caroline Johanne Færch solgte Overklit til sønnen Søren Færch for 85.000 kr. Den hollandske vindmølle er sandsynligvis fjernet på dette tidspunkt, da der intet er nævnt om denne i skødet.
Skøde af 16. februar 1953:
Proprietær Søren Færch solgte halvdelen af Overklit for 150.000 kr. til forvalter Hans Christian Færch.
Skøde af 6. december 1960:
Proprietær Søren Færch solgte den anden halvdel af Overklit for 150.000 kr. til proprietær Hans Christian Færch.
Skøde af 26. april 1977:
Proprietær Hans Chr. Færch solgte tre fjerdedele af Overklit for 1.395.000 kr. til sin søn forvalter Ole Færch.
Skøde af 9. november 1982:
Proprietær Hans Chr. Færch solgte den sidste fjerdedel af Overklit for 825.000 kr. til sin søn proprietær Ole Færch.
Skøde af 20. februar 2007:
Proprietær Ole Færch sælger Overklit til I/S Brdr. Færch for 14.500.000 kr., selskabet ejes af Jacob og Rasmus
Færch (altså 6. generation af Færchslægten, der ejer Overklit).
Rasmus og Jacob Færch, har ikke boet på Overklit som voksne, deres far, Ole Færch, er i skrivende stund forpagter af Overklit.
Tilkøb af ejendomme
Skøde af 17. august 1989:
Ole Færch køber naboejendommen Mariegaard, Mariegaardsvej 23, Løkken af enke Gerda Jensen. Tilkøbte areal var på 61,2 ha., bygninger og ca. 7 ha. solgtes samme år videre til sanger Niels Samuel Hausgaard for 175.000 kr.
Skøde af 2. marts 2017:
Rasmus og Jacob Færch køber Voldvej 32 og 55, Vennebjerg ialt 17,5 ha. for 2.000.000 kr.
Foto er taget den 20. juli 1966 der grønthøstes. Ole er 19 år på det tidspunkt, fotoet er taget, så der er en lang landmandskarriere foran ham.
Ifølge folketællinger har rigtig mange familier været registreret på Overklit, der er ikke dykket ned i hvor alle disse familier kommer fra, men det vides, at mange lokale familier har haft en del af deres arbejdsliv på Overklit og mange også deres bopæl.
Ole har fortalt, at da traktorerne kom, besluttede hans far, Hans Christian, at sådan en skulle de have, da der skulle tre heste foran en selvbinder, det var et meget hårdt arbejde for hestene, der blev brugt to hold heste hver dag, et hold om formiddagen og et hold om eftermiddagen. Bedstefar, som Hans Christian hedder i daglig tale her på Overklit, syntes det var et ganske forfærdeligt arbejde for de arme heste, så med industrialiseringen var det et stykke arbejde, der havde en meget høj prioritet med hensyn til at få arbejdet udført med traktor i stedet for heste.
Det var nok ikke kun hestene, der var glade for traktorerne, det var medarbejderne helt sikkert også.
Efter køb af naboejendomme i 2017 har Overklit et samlet areal på 174 ha, heraf vej 1,7 ha. Gården har siden midt firserne udelukkende været drevet som en ejendom med planteavl, oprindeligt var der både kreaturer og grise. Kreaturerne blev på et tidspunkt solgt, Overklit blev herefter i en årrække en ejendom med fedesvin og planteavl.
Avisartikel i Vensyssel Tidende 23. oktober 1960
Vennebjerg Kirke
Kirken fulgte ikke med da Søren Færch overtog Overklit i 1910, i 1912 eller 1913 afstod Søren Færchs mor kirken.
Kirken er sandsynligvis solgt til Overklit af kongen efter reformationen i 1536, hvor Den Lutherske tro, kristendommen, indførtes i Danmark.
Mange af landets kirker blev efter reformationen privat ejendom, hvilket gjorde at ejerne af kirkerne kunne opkræve tiende. Efter grundlovens indførelse i 1849 kom menighedsrådsloven, og kirkerne gik stille og roligt over til staten, der så kunne opkræve kirkeskat. Øst for gavlen på Vennebjerg Kirke findes familiegravsted for en del slægten Færch.
På et tidspunkt er der blevet sat større vinduer i Vennebjerg Kirke, 2 af de gamle vinduesbuer er indmuret dels i den østre gavl og dels inde i kirkens kapel, den tredje bue havnede af uforklarlige årsager på Overklit, den var væk i mange år, indtil den blev fundet i forbindelse med nedrivning af en gyllebeholder, se foto på næste side af Ole, hvor
han sidder på vinduesbuen.
På sydsiden af tårnet til Vennebjerg kirke er der jerninitialer for Søren Færch, Overklit, og årstal 1889.
Tidligere var der initialer for *Nicolaj Brorson Agerbech og Karen Aagaard, hvis gravsted findes stående op ad Sct. Hans Kirke i Hjørring (Overklit nævnes på denne store flotte gravsten). **Det smukke navnløse skib, der hænger ned fra loftet midt i kirken, er bygget af en tilskadekommen sømand fra Aalborg og skænket af proprietæt Hans Færch, Overklit, skibet er ophængt i 1908.
Af ***Jyske Samlinger fremgår følgende historie om Blanchflor, der som tidligere nævnt har ejet Overklit:
Før Blancheflor, der var adelig, kommer til at bo på Overklit, har gården været bortforpagtet til bønder i mange år og derfor, havde de der boede på Overklit nok ikke søgt til Vennebjerg Kirke, så ejerne på Villerup fik ejerfornemmelser over kirkestolene i Vennebjerg Kirke, men det ville Blachflor ikke finde sig i, så hun tog kampen op for at få sine rettigheder, i Jyske Samlinger er der et længere skrift vedr. striden om fruestolene i Vennebjerg Kirke. Striden går på hvem der har ret til de øverste kirkestole. Blacheflor taber striden og må gå i den næst øverste kirkestol sammen med Villerups piger.
*Danmarks Kirkehistorie, **Vendsyssel Årbog 1953, ***Jyske Samlinger, 5. række VI bind.
Tekst til avisartikel i Vensyssel Tidende 23. oktober 1960
“Der skal helst være noget, man skal ha’ gjort hver dag”
Saa gaar man ikke i staa, siger den 77 aarige proprietær Søren Færch, der den 1. november har ejet Overklit i Nr. Harritslev i 50 aar.
For ikke saa mange aar siden var proprietær Søren Færch fast udstiller af heste paa dyrskuet i Hjørring. Hans fine jyske hopper høstede adskilligt sølvtøj hjem gennem aarene. Når der var travlt i marken paa Overklit kunne en hesteelsker fryde sig over synet af fem spand solide, røde, blankskinnende jyder, der støt nikkede sig frem over jorderne. I dag er de solgt alle sammen, og i stedet pruster tre store traktorer afsted med vogne og markredskaber. Der er sket mange ændringer i de 50 aar, proprietær Færch har ejet Overklit, og traktorernes indtog paa hestenes bekostning er kun en af dem
Ejerskifte 1. november
Den 1. november er det 50 aar siden Søren Færch overtog Overklit efter sin far Hans Færch, og den dag skifter Overklit ejer igen, idet sønnen Hans Chr. Færch, der i nogle aar har haft halvpart i gaarden, da overtager den helt. Søren Færch er trods sine 77 aar stadig i fuld vigør. Rask til bens og stovt af skikkelse følger han med i alt, selvom sønnen de senere aar har taget sig af den daglige drift. Der skal helst være noget, man skal hver dag, saa gaar man ikke i staa, siger han. Jeg passer stadig fjerkræet – høns, gæs og ænder.
De kender stemmen
Beviset herpaa leverer en flok gæs, der i lykkelig uvidenhed om mortensaften vralter rundt paa den store gaardsplads. Da de hører proprietær Færchs stemme fra hoveddøren, drejes de lange halse, som trukket paa en snor og med hovederne trekvart meter foran de vraltende rumper sætter de kursen mod trappen, hvor de højt skræppende stimler sammen, som en flok udsalgskunder om disken med de billige tilbud. Først da de bliver klar over, at det endnu ikke er fodringstid, holder de bøtte og trasker modstræbende ud paa grønsværen.
I slægten siden 1869
Overklit har været i slægtens eje siden 1869, fortæller Søren Færch. Min bedstefar konsul Søren Færch, der var købmand i Nibe, købte den af Daniel Thanning, og i 1874 overtog min far, Hans Færch, den.
Gaarden var meget forsømt dengang. De fleste af bygningerne var kun til at rive ned, og de blev da ogsaa bygget om med det samme. Hovedbygningen blev opført i 1873, hestestalden samme aar og laden og kostalden i 1875.
Med Overklit, der dengang var paa ca. 10 tdr. hartkorn og havde 30 køer i stalden, fulgte Vennebjerg Kirke, og konsul Færch betalte 36.000 rigsdaler for det hele.
Kirken fulgte med
-Dengang kunne man altsaa uden videre købe en kirke?
-Ja det hang sammen med tiendeordningen, der var tre tiender, en til præsten, en til kongen og en til kirkeejeren. Sidstnævnte havde pligt til at vedligeholde kirken efter provstetilsynets anvisninger, og det, der blev tilovers af hans del af tiendeafgiften, var hans fortjeneste.
Kirken fulgte ikke med, da jeg, efter min fars død, overtog gaarden i 1910, men to-tre aar efter afstod min mor den til selveje.
– Var jorden ogsaa forsømt, da Deres far overtog gaarden?
– Det meste af det saa slemt ud. Der var endda et stykke jord, hvor lyngen var begyndt at gro igen, og det var drøjt at faa ryddet. Min far fræsede, merglede og kultiverede jorden, saa den efterhaanden kom til at yde godt.
Gode og daarlige aar
Der var engang 200 tdr. land, siden er der solgt lidt fra til nogle indeklemte landmænd, og i dag er der 190 tdr. land middelgod jord
– Det har ikke været lige let at være landmand gennem et halvt århundrede.
– Starten var faktisk den letteste. I aarene 1910 til 1914 steg alting støt. Da havde en landmand virkelig mulighed for at forbedre sin bedrift, og han kunne oven i købet betale de maskiner, han købte. Dengang kunne man ogsaa faa folk, og vi plejer at have vore folk i mange aar. Vi har haft adskillige i seks-otte aar, og een havde vi i 22 aar.
Det gaar den gale vej
Fra første verdenskrig begyndte det at gaa den gale vej, og det kulminerede med krisen i trediverne, hvor man kunne købe smaagrise for 40 kr. pr. stk. og saa få 35 kr. for dem, når de gik paa slagteriet.
De sidste par aar før anden verdenskrig var det bedre. Da gik prisen for landbrugsvarer op, og udgifterne var ikke saa slemme, men det forhold er unægteligt ændret siden.
Vi klarer generationsskiftet
Hvordan klarer De generationsskiftet?
– Det gaar forholdsvis let, fordi vi har været enige om det, fra det blev aktuelt. Min kone døde i 1940, og da min søn blev gift samme aar, overtog han og min svigerdatter husholdningen. Min søn virkede som forvalter, indtil han for seks aar siden købte en halvpart i gaarden.
– Vi er seks søskende indskyder proprietær junior, og vi er alle indstillet paa, at gaarden skal blive i slægtens eje. Mine søskende har faaet del i forskud paa deres arv, men hvis de ville forlange boet skiftet, naar min far afstaar gaarden, kunne jeg ikke overtage den, der skulle alt for mange penge ud.
Men selvom vi altsaa har klaret det forholdsvis smertefrit, er der mange, som har store problemer med det. De unge, som overtager en ejendom, burde have en ordentlig skattelettelse paa de afdrag, de betaler. Derved ville de ogsaa hurtigere faa forbedret deres økonomi og indtjening og dermed blive bedre skatteydere for samfundet.
Moderniseret og mekaniseret
Paa en rundtur i gaardens bygninger viser proprietær Færch, hvor der er udvidet og forbedret gennem aarene. Kostalden blev moderniseret saa sent som i fjor, den fik brandsikret loft, separatbokse til alle spædkalve, drikkekummer og nye bindsler. Der er ogsaa planer om en mekanisering af fodring og rensning, men det rigtige system er endnu ikke dukket op.
Ellers er der mekaniseret saa meget som muligt. Roerne læsses ned i en transportør, der fører dem ind i roehuset, og i marken læsses roer og top med maskine. I høsttiden bruges transportør til kornet i laden, selv om den mægtige tømmerkonstruktion af og til er i vejen.
Masser af tømmer
-Der er faktisk tømmer til to lader i den, siger proprietær Færch senior. En del af det er strandingstømmer, men meget af det er kommet fra Norge. Min morfar, der hed Segelcke, var købmand i Lønstrup og han havde skuder, der gik i norgesfart. Med dem fik min far en masse solidt tømmer, og det kostede jo ikke noget videre dengang.
– Men nu skal min søn altsaa overtage det hele, og han har jo da ogsaa et par drenge, der maaske vil overtage gaarden engang. Selv kan jeg jo faa folkepension, selvom jeg ikke behøver at leve af den. Det er for resten ogsaa godt det samme.
– Jeg fik for nogen tid siden en check på 180 kr. for tre måneder, men dagen efter fik jeg en opkrævning på 160 kr. i tvangslaan, saa der var 20 kr. tilovers, og dem kommer man jo ikke langt med.
Mælk for fem kroner
Saadan er der egentlig saa mange ting, man undrer sig over. Jeg kan saaledes huske, da vi havde en radikal regering for mange aar siden, den gik saa vældigt ind for, at det hele skulle være ens for alle, og skønt jeg leverede 1000 pund mælk om dagen til mejeriet, fik jeg skam alligevel et kort, der gav mig ret til at faa mælk for 5 kroner. Kortet har jeg gemt som et minde om tåbelighed.
Det var ogsaa den radikale regering, der under første verdenskrig tildelte hele Overklit én liter petroleum til samtlige gaardens lamper. Vi kunne ikke faa mere, for alle skulle jo have lige meget, og saa brugte vi tranlamper. Det skete, at der gik ild i dem og det var et helt held, at gaarden ikke brændte dengang, men den staar der endnu, og det bliver den forhaabentlig ved med.
Overklit Mølle
Overklit Mølle som postkort. Kortet er skrevet mellem 1906 og 1910, dels fordi Frederik den 8. er på frimærket, han var konge i perioden 1906-1912, dels blev møllen sandsynligvis fjernet senest 1910. Kortet er skrevet af en pige, der har været ansat på Overklit. Kortet fik jeg tilsendt for en del år siden, afsenderen var en herre fra Horsens, der vel havde fundet kortet og tænkt, det måtte have sin plads på Overklit – flot tænkt.
Avisartikel
En gang forbryder – altid forbryder i 1920’erne
En gammel laset frakke vurderet til 25 øre
En ”tidligere straffet” landbrugskarl på 21 år fik i juni 1926 arbejde på herregården ”Overklit” ved Hjørring.
Godsejeren Færch og forvalteren var af den opfattelse, at det var upassende at stille en seng til rådighed for karlen, og lod ham sove ude i en af laderne.
Efter at have arbejdet på herregården i et par uger, blev karlen ked af pladsen og gik sin vej. Ved bortgangen tog han en gammel, laset frakke, der lå på tærskemaskinen. Den tilhørte imidlertid 3. karlen på gården, og selv om frakken var uden værdi, anmeldte han ”tyveriet” til politiet.
”Tyven” blev anholdt, og sagen kom for Kriminalretten i Hjørring, hvor frakken blev vurderet til 25 øre. Den fængslede forklarede, at han troede, frakken var kasseret og henkastet på tærskemaskinen. Ejeren af frakken 3. karlen var mødt op, og fik den på armen hjem.
Overvagtmester Christensen bemærkede meget rigtigt til 3. karlen, at han ikke kunne være bekendt at komme til retten med så ringe en sag; og så gik sagen sin gang ved retten, og ”tyven” blev idømt en fængselsstraf på næsten en måned.
Mon den unge mand nogensinde fik sin genoprejsning? jeg tror det næppe.
Kilder: JP, VT, lokale skrifter m.m.
27.07.2019 – FK Clarkfeldt
1901 Bagerst med pibe Hans Færch, på hans højre side hustru Caroline Johanne Færch og på venstre side Søren Færch, oldefar til Rasmus og Jacob. Øvrige personer på fotoet vurderes at være ansatte og deres børn.
1909
1914 Familiefoto taget i haven på Overklit, til venstre med pibe Søren Færch, nr. 2 siddende fra venste Søren Færchs hustru Gudrun, drengen til højre må være bedstefar, der i daglig tale altid er blevet kaldt H C., drengen til venstre må være bedstefars ældste lillebroder Poul.
1969 6. august er dette foto taget. Bygning forrest til venstre er en staklade, lige bagved er der et hønsehus og den hvide fløj, der er bygget på mod vest er en del af svinestalden, her var grise. Det tidligere fordermesterhus ude til højre er hvidt på dette tidspunkt, det er kalket det gult for over 40 år siden, det lille hvide hus, der ligger lige fører et hønsehus, her er der dam i dag.
Skårupgård er en herregård, beliggende i Tolne Sogn, Horns Herred, Hjørring Amt
Skårupgård omtales muligvis i 1419 i formen Skordorp som tilhørende Hr. Niels Ovesen Panter (døde før 1419) til Asdal, Kærsgård og Knivholt og hans hustru Johanne Andersdatter Stenbrikke, men blev på skiftet efter dem i 1419 udlagt til rigshofmesteren Hr. Anders Jacobsen (Jepsen) Lunge til Gunderslevholm, der havde været gift med deres datter Fru. Ingeborg Nielsdatter Panter (døde 1391), Herefter er ejerhistorien noget usikker indtil 1546. Netop dette år overdrog Poul Vinter Skaarupgaard til sine nevøer, Christian og Jens Christensen. Gården var på dette tidspunkt formodentlig blot en almindelig selvejergård. I 1568 nævnes Christopher Pedersen i Skårup. I 1579 fik Fru. Karine Krabbe (Krabbe af Østergård) (døde 1586), enke efter Niels Skeel til Nygård(Brusk Herred)(døde 1561), og Otte Banner til Asdal(døde 1585) på hans hustru Ingeborg Skeel (døde 1604) til Voergårds vegne af kronen tilladelse til at forhandle sig til bondeskylden i en selvejergård i Skårup, formentlig identisk med den i 1546 omtalte gård.
Først i 1600-tallet fik Skaarupgaard hovedgårdsstatus, da den blev ejet af Jørgen Orning, der stammede fra en lavadelig, vendsysselsk slægt. I et brev fra 1636 forpligtigede Orning sig selv og sine arvinger til at levere en del tønder korn til præsten i Elling. Han følte sig forpligtet til dette, da han havde ødelagt byen Skaarup i sin bestræbelse på at oprette hovedgården Skaarupgaard, hvorved præsten mistede noget tiende. Byen Skaarup har dog næppe bestået af mere end et par gårde på dette tidspunkt, men også disse gårde forsvandt altså, da Orning udvidede Skaarupgaard.
I første halvdel af 1600tallet kom Skårupgård i underadmiral Jørgen Orning til Eget besiddelse, i 1638 skriver han sig til Skårupgård, formentlig har han (eller Fru Ingeborg) udvidet gårdens marker anseligt ved at lægge andre gårdes jord derunder. I 1672 var borggården og ladegården under et og ikke bygget anderledes end en bondegård. Efter Jorgen Ornings død i 1644 arvede enken Lisbet Stensdatter Rodsteen sammen med døtrene Christence Orning (døde tidligst 1653), Kirsten Orning (døde 1718) gift med Niels Harbou til Søgård (døde 1675), Sophie Orning, gift med Mogens Krabbe (Krabbe af Østergård) til Vejbyvad (døde 1676) og Agathe Orning (døde 1684) gift med Wolf Unger til Hæstrup.
I 1672 var borggården og ladegården under et og ikke bygget anderledes end en bondegård. Efter Jorgen Ornings død i 1644 arvede enken Lisbet Stensdatter Rodsteen sammen med døtrene Christence Orning (døde tidligst 1653), Kirsten Orning (døde 1718) gift med Niels Harbou til Søgård (døde 1675), Sophie Orning, gift med Mogens Krabbe (Krabbe af Østergård) til Vejbyvad (døde 1676) og Agathe Orning (døde 1684) gift med Wolf Unger til Hæstrup.
Ornings enke, døtre og sønnen Vil Orning overtog Skaarupgaard efter hans død i 1644. Vil Orning døde senest 1658, hvorefter hans svoger Mogens Krabbe, der var gift med Sophie Orning, samlede gården under sig. Krabbe faldt under Den Skånske Krig (1675-1679), hvor han gjorde tjeneste i rytteriet. Hans bror Otte Krabbe, som var en fremtrædende godssamler og embedsmand, administrerede derefter arven for Mogens Krabbes seks umyndige børn.
Det var hårde tider for landbruget, og da hovedgårdenes skattefrihed efter 1682 blev betinget af, at gårdene havde et fæstegods på mindst 200 tdr. hartkorn, mistede Skaarupgaard i 1686 skattefriheden for hovedgårdsjorden. Krabbe fik dog – på de umyndige arvingers vegne – kongelig bevilling til, at Skaarupgaard fortsat kunne være fritaget for tiende.
Efter et par hurtige ejerskifter i sidste halvdel af 1600-tallet kom Skaarupgaard i Otte Arenfeldts besiddelse. Arenfeldts ejede herregården Lerbæk, og Skaarupgaard fungerede efter hans overtagelse som ladegård under Lerbæk indtil 1794, hvor senere stiftamtmand i Norge, Marcus Bøye Rosenkrantz, videresolgte gården.
I første halvdel af 1600tallet kom Skårupgård i underadmiral Jørgen Orning til Eget besiddelse, i 1638 skriver han sig til Skårupgård, formentlig har han (eller Fru Ingeborg) udvidet gårdens marker anseligt ved at lægge andre gårdes jord derunder. I 1672 var borggården og ladegården under et og ikke bygget anderledes end en bondegård. Efter Jorgen Ornings død i 1644 arvede enken Lisbet Stensdatter Rodsteen sammen med døtrene Christence Orning (døde tidligst 1653), Kirsten Orning (døde 1718) gift med Niels Harbou til Søgård (døde 1675), Sophie Orning, gift med Mogens Krabbe (Krabbe af Østergård) til Vejbyvad (døde 1676) og Agathe Orning (døde 1684) gift med Wolf Unger til Hæstrup.
I 1654 skødede Lisbet Rodsteen sammen med døtrene Sophie og Agathe deres part i Skårupgård til sidstnævntes broder Vil Orning, der imidlertid døde senest 1658. Mogens Krabbe samlede derefter en del eller alle arveparter, og hans broder stiftamtmand Hr. Otte Krabbe (Krabbe af Østergård) til Holmegård (døde 1719) fik i 1686 på de umyndige arvingers vegne kongelig bevilling, at Skårupgård herefter måtte være en tiendefri bondegård, hvorefter den i 1687 blev solgt til tidligere foged på Eskær, Rasmus Jørgensen i Dal.
I 1693 ejedes den af Christen Lauridsen, der solgte gården med noget gods til Otte Arenfeldt til Lerbæk (døde 1720) men hvilken Herregård den herefter var forenet til 1794, da den senere stiftamtmand i Norge Marcus Gjøe Rosenkrantz (døde 1842) solgte Skårupgård med tiende for 4200 rdl. til forvalter på Sæbygård, Bo Johannesen Møller (døde 1842) senere degn i Rubjerg, han videresolgte gården i 1798 for 5500 rdl. til Peder Hansen Milling på Tidemandsholm (døde 1838), fra hvem statskassen i 1824 måtte overtage den på grund af skatterestance og først solgte den i 1835 (skøde 1837) sammen med Tolne Kirke og det såkaldte Bangsbo strøgods for 12.600 rbdl. Sølv til købmand C. Sørensen og prokurator, vicekonsul Ferdinand Christian Rørbye, Frederikshavn (døde 1860), de videresolgte i 1837 gården (uden Kirke med tiender) for 4000 rbdl. Sølv til Poul Møller af Elling, fra hvem den siden kom til sønnen Christian C. Møller.
Hovedbygning
Skaarupgaards hovedbygning er en lav, trefløjet bygning. Sidefløjene er delvist af bindingsværk og er muligvis ældre end hovedfløjen. Bygningens alder en ukendt, men den er muligvis opført af Peder Hansen Milling i starten af 1800-tallet.
Under det tidlige 1800-tals landbrugskrise måtte Peder Hansen Milling på grund af skatterestance overdrage Skaarupgaard til statskassen i 1824. Herefter fulgte atter en række ejerskifter, hvor ejer O.L. Bang i 1870’erne forbedrede ejendommen.
I 1877 blev bygningen hærget af en brand, hvorefter O.L. Bang foretog en gennemgribende restaurering. Bang anbragte da sit våben i en lav fronton over hovedindgangen. En efterkommer af Bang, N.S. Høm, købte Skaarupgaard i 1961 og begyndte en gennemgribende modernisering af bygningerne, der var blevet forsømte.
I 2013 fremstår bygningen med grundmurede gavle, et muret gesimsbånd, kalkede mure og saddeltag. Mod gården findes en nyere frontkvist med balkon.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Umiddelbart syd for hovedbygningen ligger en trelænget avlsgård, hvis længer åbner sig mod hovedbygningen i nord.
Skaarupgaards trelængede avlsgård fra 1800-tallet er opført i grundmur med fast tag.
Fredningsstatus 2013: Avlsgården er ikke fredet.
Omgivelser
En landskabelig have med en mindre sø tilhører Skaarupgaard.
Af Poul Dahl, Horsens-Hammer Hjemstavnsforening. Lokalhistorisk Arkiv.
I Horsens-Hammer Hjemstavns arkiv har vi mange forunderlige ting samlet. I en af arkivets mapper med postkort findes et gulnet fotografi af en gård med en noget løjerlig ”arkitektur”. Hvad var det for en gård, og hvor lå den?
Forfatteren havde længe gået med et ønske om at få fat på flere enkeltheder om gården i Vandsted ved Grindsted og dens mulige tragiske endeligt. Med hjælp fra ældre Grindsted- og Uggerhalneboere lykkedes det at afdække noget af gårdens historie.
Postkort med påskriften Vandstedgaard. Fotoet er fra starten af 1900-årene Fotografiet er skænket til Horsens-Hammer Hjemstavnsforening af Niels Jørgen Jensen, Uggerhalne.
På det gulnede fotografiet ser man en unormal lang længe, hvoraf en del er hvidkalket, andet fremstår med bindingsværk. Cirka midt på går en kortere længe ud i retning af fotografen. Man fornemmer, at bygningen har udviklet sig i forskellige etaper. Til højre for selve ejendommen ligger et hus, et såkaldt udhus, måske et hønsehus. Alle længer er med stråtag.
Foran ejendommen ses en jordvej, fotografen har stået på den anden side af vejen på en bakke. Der er kun lidt bevoksning mellem fotograf og bygningerne og ligeledes bagved, hvor en vej slynger sig gennem landskabet. Ejendommen ligger formentlig øst-vest, som mange landbrugsejendomme gjorde tidligere.
I arkivets optegnelser har en af medarbejderne noteret, at postkortet forestiller Vandstedgaard og er indleveret af mangeårigt medlem af foreningen og bestyrelsen, Niels Jørgen Jensen, Uggerhalne.
Postkort med påskriften Vandstedgaard. Fotoet er fra starten af 1900-årene Fotografiet er skænket til Horsens-Hammer Hjemstavnsforening af Niels Jørgen Jensen, Uggerhalne.
Men hvad er Vandstedgaard, og hvor ligger eller rettere hvor lå den? I Vandsted ja, men hvor i Vandsted? I en helt anden sammenhæng kørte jeg en lokalhistorisk rundtur i Grindsted og omegn med Lasse Hedegaard Henriksen, Dronninglund, der i en del af sin barndom i 1940’erne boede i
Grindsted. Lasse vidste, hvor Vandstedgaard lå, for han havde boet der i en kortere periode under Besættelsen. Vi kørte ind ad Vandstedvej fra øst, krydsede den ældgamle vej til Møgelmose, forbi huset mange kalder for ”Ekko”, hvor Gartnerkarl og hans mor i sin tid boede. Hundrede meter længere mod vest går en nu næsten forsvunden vej mod syd, her lå Vandstedgaard. Der er stadig fundamentrester, hyld og andre planter, der vidner om tidligere beboelse.
Lasse fortalte, at den landsbrugsejendom, hans familie boede på i Grindsted, på nuværende Svanelundsvej, brændte delvis ned som følge af tyske sporlyskugler, der faldt ned på stråtaget og forårsagede ildløs. Familien blev genhuset for en periode i Vandstedgaards hønsehus, det fritstående udhus på fotografiet.
Vandstedgaard fik en sørgelig ende, ifølge en notits i Aalborg Stiftstidende fredag den 12. april 1957 brændte gården, og et spædbarn blev kvalt ved branden. ”En otte måneders datter af arbejdsmand Otto Børgesen, Vandstedet ved Uggerhalne blev i eftermiddags kvalt, da der opstod ild i hendes hjem. Branden, der skyldtes en væltet petroleumsdunk, bredte sig med så stor hast, at beboerne ikke kunne komme ind til den lille, der lå og sov. Efter adskillige forsøg slap en ung mand ind gennem de knuste vinduer, men var selv ved at kvæles i røgen.” Artiklen slutter med at fortælle, at det var Horsens-Hammer Kommunes husvildebolig, der nedbrændte, og som blev beboet af børnerige familier.
Forrets i billedet ses Vandstedvej. Mod syd anes vejen gennem ”Vandstedgaard”. Hønsehuset, hvis fundamenter stadig kan se af den, der leder omhyggeligt, lå til højre, hvor grantræet rager op. ”Nutidsfotografen” kunne på grund af granplantage ikke komme op på den bakke, hvor ”fortidsfotografen” stod placeret. Foto: Ole Faaborg, 2017
Vognmand Knud Skindbjerg fortæller, at det var hans far, Henry Skindbjerg, der forsøgte at komme ind for at redde spædbarnet. Baggrunden var, at ilende fra Vandsted kom til Grindsted for at telefonere efter brandvæsenet. På den baggrund løb Henry og Harry Larsen fra ”Mellergaard” ned til brandstedet. Harry stod udenfor vinduet, mens Henry prøvede at komme ind, hvilket altså mislykkedes!
Det blev enden på Vandstedgaard, den blev ikke genopbygget, men henligger nu med så få fundamentrester, at man knapt aner, at der tidligere lå en ejendom på stedet, hvor frugttræer, buske og grantræer nu er fremherskende.
Gennem nogle år har Simon Jacobsen kortlagt trosretninger, der har virket eller haft medlemmer i Løkken. Han har fundet frem til ikke færre end 18 kirker, menigheder og grupperinger, som kan opdeles på denne måde:
2. Frikirker, som er medlem af Danske Kirkers Råd, Frikirkeforum (Evangelisk Frikirkeråd) og Evangelisk Alliance – Apostolsk Kirke, Baptistkirken, Det Danske Missionsforbund, Metodistkirken, Pinsekirken og (Guds Menighed, der er ophørt som kirkesamfund i Danmark)
3. Maran Ata og Hegnstrup Folket – der begge er/var grene af pinsekirken
4. Den Katolske Kirke og Den Reformerte Kirke – der begge er medlem af Danske Kirkers Råd
5. Det Mosaiske Trossamfund – jøder har boet eller haft sommervilla i Løkken
6. Frikirker som ikke samarbejder med andre kirker eller er tilknyttet Kirkers Råd, Frikirkeforum (Evangelisk Frikirkeråd) og Evangelisk Alliance – Syvende Dags Adventistkirken, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige – Mormonerne, Jehovas Vidner og Unitarisk Kirkesamfund
I 1800-tallet og langt efter år 1900 var der et stort skel mellem Folkekirken og frikirkerne, som diskriminerende blev omtalt som sekter, men den tid er heldigvis forbi.
I dag samarbejder Folkekirken og de fleste kristne kirker, som medlemmer i Danske Kirkers Råd, der er et nationalt råd af kristne kirker og organisationer i Danmark.
Danske Kirkers Råd, som blev oprettet i 2004, er et fællesskab af kirker, trossamfund og menigheder i Danmark, som tilbeder og bekender én Gud – Faderen, Sønnen og Helligånden som skaber, Frelser og Livgiver – i overensstemmelse med Bibelen og Den apostolske Trosbekendelse.
Frikirkerne begyndte allerede et samarbejde i 1930’erne, idet de fire gamle frikirker, Baptistkirken, Metodistkirken, Missionsforbundet og Frelsens Hær, i 1933 dannede Evangelisk Frikirkeråd.
Alliancemøder, fælleskirkelige møder, har været kendt i Løkken siden 1930’erne. Denne bevægelse, Evangelisk Alliance, der er verdensomspændende, kom til Danmark i 1884. Den blev stiftet i London i 1846.
Her finder du en beskrivelse og historie om de kirker og trosretninger, som har virket eller har haft medlemmer i Løkken gennem tiden. Danske Kirkers Råd, Evangelisk Frikirkeråd og Evangelisk Alliance er også nærmere beskrevet.
1. juli 1895 ankom de første gæster til det nyåbnede Løkken Badehotel. Det var enkefru Kromann fra Marstal med sine to døtre. Dagen efter kom de næste gæster sagfører Christiansen fra Aarhus med familie, købmand C. H. Friis fra København og købmand Chr.Jensen fra Ribe. I de følgende dage fulgte flere gæster efter. Løkken havde fået et badehotel, og det var kommet godt i gang.
Peder Mortensen Asp Geertsen
Badehotellets åbning var begyndelsen på en ny æra i Løkkens historie. Man begyndte for alvor at satse på turisterne, eller badegæsterne, som man kaldte dem i begyndelsen. Meget betegnende åbnede badehotellet i en af byens gamle skudehandlergårde, Asps Gaard. Badegæsterne afløste handelsvarerne, som der ikke længere var forretning i. Fra Asps Gaard var der drevet skudehandel i alt fald tilbage til slutningen af 1700-tallet. Gården havde fået navn efter Niels Asp Geertsen, der købte ejendommen i 1849. Han døde allerede i 1855. Hans enke giftede sig med Conrad Christensen, der drev skudehandlen videre og blev en af de betydeligste skudehandlere i Løkken. Efter hans død i 1876 overtog Niels Asp Geertsens søn, Peder Mortensen Asp Geertsen forretningen. Skudehandlen sang på dette tidspunkt på sit sidste vers, og forretningen gik efterhånden over til at være en købmandshandel uden ind- og udførsel over Løkken strand. I 1895 valgte Peder Mortensen Asp Geertsen at sælge ejendommen til Løkken Badehotel A/S, som han selv var en af initiativtagerne til oprettelsen af, og selv var storaktionær i. Han havde set, at fremtiden lå i turismen og flyttede til Frederikshavn.
Badehotellets hovedbygning var skudehandlergårdens stuehus ud mod Torvet med en meget central og synlig placering. På facaden stod der “Badehotellet-Løkken” med store bogstaver. Denne bygning blev i høj grad Badehotellets ansigt udad til. Der er produceret et utal af postkort af Badehotellet, de viser altid hovedbygningen taget fra Torvet. Det samme gør de foto, man finder i private album. Det er svært at få et ordentlig billede af bygningerne andet sted fra. Badehotellet set fra Torvet er måske det mest fotograferede motiv i Løkken gennem tiderne. I hovedbygningen blev indrettet spisesal, køkken, fadebur, læseværelser og et antal hotelværelser. Billedet far kort efter hotellets åbning er formentlig taget af Kirstine Lund. Foran hotellet holder den vogn, man brugte til at hente gædter på stationen i Vraa med.
Foruden hovedbygningen var der en fløj ud mod Vrenstedvej. Den var oprindeligt en selvstændig skudehandel, men blev opkøbt af Niels Asp Geertsen i 1854. Den havde gennem tiderne været pakhus, bolig og rummet flere forskellige funktioner, f.eks. posthus. Den blev ombygget og indrettet til 15 hotelværelser. Bag ved hovedbygningen lå endnu et hus fra skudehandlertiden. Det blev indrettet til bolig for bestyreren og personalet. Den 4. og sidste bygning lå mod nord og var indrettet med sal og havestue. Mellem bygningerne var der sportsplads og længst mod øst en have. Her groede der store træer, som man kunne sidde i skyggen af og nyde sin kaffe, når solen blev for voldsom. De fleste blev overrasket over en have med store træer så tæt ved havet i Løkkens salte luft. Haven var man da også så stolt af, at man fik lavet et postkort af den. Desuden havde hotellet fået opstillet en pavillon i klitten ved vejen ned til stranden og badevogne på stranden. Hotellet tog også initiativ til til at få anlagt en ny og bedre vej til stranden (senere kaldt Sdr. Strandvej), man købte en grund, der spærrede, og rev det gamle hus ned (hvor Peter Baadsmand ligger i dag).
Turistplakat fra åbningen i 1895
Hele herligheden kan ses på en turistplakat, man fik fremstillet i forbindelse med åbningen af Badehotellet. Hotellet er på plakaten flyttet ned i klitterne og vendt om, så man får et kik ud over havet. Og der er ikke sparet på effekterne. Reklamer var dengang ikke mere troværtdige end i dag. Men Badehotellets bygninger er gengivet nogenlunde troværdigt, og billedet på plakaten giver et meget godt indtryk af , hvordan Badhotellet så ud, da det åbnede.
Før Badehotellet åbnede, var der også badegæster i Løkken, men de var få. De boede på Gæstgivergaarden eller indkvarterede sig privat. Efter åbningen kom de til byen i et helt andet antal. Det var det finere borgerskab. Almindelige mennesker havde ikke råd til at holde 14 dages ferie med indlogering på hotel. I Vendsyssel Tidende blev der om sommeren bragt lister over, hvem der nu var ankommet til Badehotellet i Løkken for at indlogere sig og nyde strandlivet. På trods af de mange fine gæster, der blev skrevet om i avisen, var de første år ikke en økonomisk succes. I 1904 var kapitalen spist op, og aktieselskabet solgte hotellet til Carl Elias Christensen, der både var bestyrer på Badehotellet og ejede Gæstgivergaarden.
Carl Elias Christensen – kaldet Bade-Christensen – var født i Sdr. Felding syd for Herning og udlært i mejerifaget. Inden han købte først Gæstgivergaarden og senere Badehotellet i Løkken, havde han i nogle år lejet Lem Station Gæstgivergaard i Vestjylland. Han var en fremsynet og dynamisk mand, der indså, at det ikke var nok at have en af Danmarks bedste badestrand. Hvis der skulle lokkes badegæster til måtte byen gøres mere indbydende i sig selv, og det kæmpede han utrætteligt for. Som formand for sundhedskommissionen var han med til at begrænse møddingernes antal og sørge for, at der i 1908 blev gennemført en kloakering af hovegaden. Det var også hans fortjeneste, at hovedgaden blev brolagt i 1909, ligesom han var med til at skubbe på for at få oprettet vandværk og elektricitetsværk. Han var desuden en af initiativtagerne til oprettelsen af Borgerforeningen i 1905.
Vejen til stranden o. 1900Vejen til stranden længere nede
Den nye vej til stranden er vist på de to billeder, der er taget samme dag. Beplantningen på skrænten på billedet til højre ser ny ud, og vejen ser nyanlagt ud. Man har villet vise den nye strandvej frem. Før denne vej blev anlagt, lå adgangsvejen til stranden længere mod syd i forlængelse af Sverigesvej.
Badehotellets thepavillon 1895-99
Badehotellet havde de første år ikke spiritusbevilling. Det blev åbnet i en periode, hvor afholdsbevægelsen stod meget stærkt, og hvor man fra afholdsfolkenes side agiterede kraftigt imod spiritusbevillinger til hoteller og restauranter. Man var imod både nye bevillinger og fornyelse af eksisterende. Badehotellet fik, da man søgte, sognerådets opbakning, men amtsrådet afslog. Forretningsmæssigt var det selvfølgelig uheldigt, med det klientel man havde, at man ikke kunne servere en øl eller et glas vin til maden. Man kom uden om problemet i de perioder, Badehotellet blev drevet sammen med Gæstgivergaarden, så kunne gæsterne gå derhen og få et glas.
I 1910 solgte Carl Elias Christensen Badehotellet til Inger Søndergaard, og først med hende fik Badehotellet selvstændig bevilling. Det skete dog ikke uden sværdslag, for nu havde afholdsbevægelsen fået vind i sejlene. Der blev afholdt kommuneafstemning, som man kunne efter de nye regler, og her var der stort flertal mod at give Badehotellet bevilling. Bevillingen blev alligevel givet af Indenrigsministeriet, men først i 1915. Inger Søndergaard var ugift. Hun drev Badehotellet sammen med en bror.
Badehotellets Have 1911
Der var i de lokale aviser jævnligt beretninger om livet i Løkken i badesæsonen: “Vor By (Løkken) er i denne Tid overfyldt med Badegæster, og selvfølgelig sætter de mange fremmede Mennesker Præg paa den. Hotellerne har alt optaget, og i næsten hvert Hus er et eller flere Værelser udlejet; alene paa Badehotellet “ligger” der ca. 150 Gæster, og Hotellets store Gaard er Dagen lang fyldt med Automobiler fra alle Egne af Landet……… Livet gaar ellers sin sædvanlige Gang – man sover, spiser, gaar i vandet, flirter lidt – og keder sig! Men saaledes er det jo overalt ved Badesteder, og det er ikke noget særegent for Løkken! En af Sæsonens store Begivenheder, der for en Dag ryster Folk ud af den sædvanlige Trædemølle, finder iøvrigt Sted i Dag, Mandag, idet Fru Oda Nielsen giver en Underholdning paa badehotellet med paafølgende Bal. En anden begivenhed, dog af lidt anden Art, Indtræffer i Morgen, Tirsdag, idet der da afholdes en Maleriauktion samme Sted, for øvrigt for første Gang i Løkkens Historie. Og begge Dele – baade Fru Oda og Malerierne – glæder Gæsterne sig til; thi er der noget ,man lærer ved et badested, saa er det i hvert Fald med hensyn til Adspredelse – Nøjsomhed.” (Nordjysk Dagblad 19.7.1920).
Inger Søndergaard solgte i 1924 badehotellet til gårdejer og strandfoged Marinus Svendsen fra Sdr. Kongerslev i Himmerland. Han byggede i 1928 en ekstra etage på hotellets hovedbygning. Kort tid efter byggede han også en ekstra etage på fløjen ud mod Vrenstedvej. Det er lidt uklart, om det også var ham, der udvidede med en fløj vinkelret på hovedbygningen med nyt køkken og spisesal, eller om den blev opført i Inger Søndergaards tid. Den blev formentlig bygget i Marinus Svendsens tid. Efter 17 år som hotelejer solgte Marinus Svendsen i 1941 Badehotellet til fiskeeksportør Peder Brix Kjelgaard og frk. Anne Christensen.
Det blev Anne Christensen, der kom til at stå for driften. Hun var 20 år forinden kommet til hotellet som servitrice. Hun var vellidt og myndig og regerede på stedet frem til 1963, hvor hun solgte sin andel. I 1985 blev hotellet solgt til et konsortium, der foretog en gennemgribende renovering med respekt for stedets historie, og hvor hotellet fik sit nuværende udseende. Det ombyggede hotel blev solgt i time share andel, en ejer- og driftsform, der stadig anvendes.
Fra barndom, skolegang og arbejdsliv til den 3.alder
Af Ole Bøgh Johansen, Vestergårdsgade 21, Brønderslev
Ole Bøgh Johansen, f.1956
og tidligere bankmand i Brønderslev
Da jeg blev spurgt af Jens Otto Madsen, om jeg ville fortælle om mit liv, skulle jeg lige vende skråen. Er jeg allerede blevet så gammel, at jeg skal til at skrive mine erindringer? Jeg sagde ja, og kan med hensyn til alder meddele, at jeg i april måned rundede de 67 år og i den forbindelse netop er blevet Folkepensionist. Dette i sig selv fortæller jo også, at man har nået den 3. alder, hvilken forhåbentlig bliver både lang og god.
Barndommen
Jeg er som sagt født i april 1956. Er den næstældste i en søskendeflok på 4. Jeg har min 3 år ældre søster Grethe der bor i Ø. Brønderslev, min 3 år yngre lillebror Svend der bor i Struer samt min 5 år yng1956re lillebror Hans der bor i Hasseris.
Og fødsler dengang var primært hjemmefødsler, med hjælp fra en Jordemoder, der blev tilkaldt. Mine forældre Bodil og Erik havde et lille husmandssted i Hostrup mellem Sulsted og Vestbjerg på Sulsted Kirkevej.
Her blev jeg født på det lille husmandssted ved Hammer Bakker mellem Sulsted og Vestbjerg
En vej der desværre er blevet kendt i offentligheden i forbindelse med drabet på Mia Skadhauge.
At det var en hjemme fødsel, betød også, at det med forældrebarsel, ikke var meget af. Allerede dagen efter måtte mor ud at malke. Og på sådan et lille husmandssted, klos op ad Hammer Bakker, var der ikke meget luksus. Toiletforholdene var ude bag køerne.
Og klos op ad Hammer Bakker betød også, at det var en meget mager jord, hvor de store udbytter var en sjældenhed. Det betød, at far for at supplere indtægten tog arbejde som mælkekusk hos Sulsted Mejeri. Det var før tankbilerne blev taget i brug, hvilket betød at han med sin egen traktor og gummivogn afhentede mælkejunker hos landmændene. Når vognen var fyldt, gik vejen til mejeriet hvor jungerne blev vejet ind, hvorefter far måtte retur til landmændene med spandene. Nogle gange med fyldte spande med valle, som blev brugt til at fodre grisene med.
Det var et meget slidsomt arbejde, og da det jo var landmand far ville være, solgte de i 1965 ejendommen og købte ny i Ø. Brønderslev på Granvej.
Her voksede jeg op på gården Jægersborg i Ø. Brønderslev hvortil vi flyttede i 1965
Gården hed Jægersborg. Hvorfra det navn kommer, ved jeg ikke, men det var dog en væsentlig større gård, end den i Hostrup efter datidens forhold. Nu er hverken far eller mor her længere, så jeg kan spørge dem, men jeg mener der var 40 ha til gården hvortil far også havde noget i forpagtning. Og igen var det malkekvæg der var fars hovedinteresse selvom han også opfedede grise på gården.
Især vi brødre fik alle lov at bidrage med arbejdet på gården. Især med at hakke roer, hvilket gav mange dårlige rykke og solbrændte skuldre. Her må jeg erkende, at min lillebror Hans var den kvikkeste i den disciplin. Han var altid langt foran Svend og mig. Så kan vi altid drøfte kvaliteten af arbejdet! Og så var der høsten hvor far forventede at vi stod til rådighed, også da vi blev større. Far var altid stresset i høsten, hvilket måske skyldtes, at det altid var maskinstationen der kom og høstede. Og nåede de nu at komme, inden regnen satte ind? Nu skrev jeg, at det især var os brødre der bidrog med arbejdet. Det betyder ikke, at Grethe ikke lavede noget. Det var dog mest derinde.
Far var ikke særlig involverende i vores fritidsinteresser.
Alle vi brødre spillede fodbold i Ø. Brønderslev. Han har aldrig set os spille en eneste kamp, og derfor var han også ret ligeglad med, om der var kamp når der var høst og hø og halm skulle køres ind. Jeg husker et år, hvor jeg var til sommerfest i byen. Jeg som alle andre havde også smagt på de våde varer, og var vel blevet lidt fuld. Mit værelse var på loftet og den nat havde jeg det så dårlig, at jeg måtte kaste op, hvilket skete ud ad vinduet. Næste morgen kom far og vækkede mig. Jeg skulle ud at muge ud blandt grisene. Han kommenterede ikke, at jeg havde drukket for meget. Der var ingen kære mor, hvilket betød at jeg måtte ud og gå i den stærke lugt blandt grisene, hvilket gav yderligere opkast til stor glæde for grisene!
Ellers må jeg sige, at vi har fået en ganske tryg opvækst. Jeg husker kun at have fået en endefuld en gang, og det var nok berettiget. Min søster Grethe havde i fødselsdagsgave fået en fin rød dukkevogn. Jeg havde vel været en 3 eller 4 år dengang og var måske blevet misundelig over denne fine gave. Så jeg tog en saks og jog den gennem kalechen flere gange, hvorefter det fine gik af vognen. Det blev far for meget, og jeg fik som fortjent, hvilket åbenbart har indprentet sig i min hukommelse.
Udover at have gået de første knap 2 år på Sulsted Skole inden vi flyttede til Ø. Brønderslev, gik jeg frem til og med 7. klasse på Ø. Brønderslev Centralskole hvorefter jeg kom på Søndergade Skole inde i Brønderslev for at tage Realeksamen. At gå på Realen skulle man indstilles til, og her blev jeg heldigvis erklæret ”egnet”. Min bror Hans der er 5 år yngre end mig, var i øvrigt på den sidste årgang indtil Realskolen blev afskaffet i forbindelse med en Skolereform med virkning fra 1978.
Jeg føler egentlig jeg altid har haft gode kompetente lærere. I Ø. Brønderslev var det Henning Nordlund jeg havde som klasselærer, hvilket også betød at jeg havde ham til Dansk. Samtidig havde jeg Kaja Andersen til Regning og Matematik. Begge lærer som jeg har kendt og haft mere eller mindre kontakt med indtil de ikke var mere. På Søndergade Skole havde vi Ester Kjær som klasselærer og dansklærer. Som lærer i Regning og Matematik havde vi Knud Svante Eriksen. Han var helt unik og vel over kvalificeret til at undervise på dette niveau. Han gik meget op i rumfart. Og da amerikanerne skulle lande på månen i 1972 eller var det 1973 ville Svante Eriksen gerne se det på TV. Det var om formiddagen, hvilket betød at hele klassen blev inviteret hjem i hans stue og fik saftevand og kage medens vi så månelandingen. Svante Eriksen boede i villaen lige over for skolen. Han er for øvrigt først død her i april 2023 i en alder af knap 97 år.
Men ingen ungdom uden bump på vejen. Som 11-årig mistede jeg min sidde kammerat i skolen, Henning Sørensen fra Hallund. Børnene fra Hallund var med skolebus til og fra skole, og en dag havde Henning travlt med at komme hjem. Han skulle ud at se cykelløb. Han løb om bag bussen og over vejen uden at se sig for, og den stakkels bilist der netop passerede, havde ingen jordisk chance for at undgå påkørsel af Henning. Det var en hård tid at komme igennem. Jeg husker stadig begravelsen, som vel var den første jeg deltog i. Her strøede vi klassekammerater roser foran ligtoget på vej til graven. Henning var i øvrigt lillebror til Carsten Sørensen, der har været politibetjent på stationen i Brønderslev i mange år.
Jobmæssigt
Umiddelbart efter Realskolen kom jeg på Handelsskolen i Saxogade i Aalborg. Jeg havde egentlig ikke nogen planer om hvad det skulle føre til, men efter endt eksamen søgte jeg et par banker, bl.a. den lokale Ø. Brønderslev-Hallund Sparekasse, hvilken dog ikke kunne bruge mig. Jeg havde dog også en forestilling om, at ens forældre skulle være noget og måske også være kunder i sparekassen for at ens chance for ansættelse der, var en mulighed. Men pyt med det. Jeg blev i stedet ansat i Landmandsbanken i Algade i Aalborg. Danmarks største pengeinstitut på det tidspunkt. Vi var et elevhold på hele 17 elever der påbegyndte vores uddannelse den 1.8.1974.
Jeg startede i ”ekspeditionen” og på det tidspunkt var IT i sin vorden, så der var rigtigt meget manuelt arbejde der skulle udføres. Og som første års elev, måtte man jo starte fra bunden med meget arkivarbejde, og i øvrigt forefaldet arbejde, som assistenterne ikke gad.
Landmandsbanken i Aalborg var hovedkontor for Landmandsbanken i Nordjylland. Hvor mange ansatte der var i filialen ved jeg ikke, men det var da mange, med kasseekspedition, ekspedition- og privatkundeafdeling, veksel og inkassoafdeling, erhvervsafdeling og valutaafdeling. På det tidspunkt følte jeg, at dem ovre i erhvervsafdeling var nogle snobber og ikke værdigede os unge et blik. Efter en tid i ekspeditionsområdet kom jeg til valutaafdelingen, hvilket var en rimelig stor afdeling dengang. Vi ekspederede erhvervskunders overførsler til udlandet, solgt udenlandsk valuta ligesom der var veksler i udenlandsk valuta. Alt dette er tiden nu løbet fra. Overførsler til udlandet klarer kunderne selv via deres Netbank og udenlandsk valuta kan købes i automaterne, ligesom kreditkortene har taget over når hr. og fru Jensen skal på ferie.
Efter min tid i Algade kom jeg til filialen i Vejgaard, dog havde jeg forinden lavet en ansøgning til Provinsbanken, da Landmandsbanken gerne ville have de unge assistenter til København hvor de havde problemer med at finde egnede medarbejdere. Det var på det tidspunkt en alvorlig trussel for en. I dag havde det nok været noget anderledes. Med hensyn til ansøgningen til Provinsbanken, så kom jeg også til samtale på den baggrund. Jeg fik ikke svar her og nu, men i stedet blev jeg kaldt ind til personalechefen i Landmandsbanken, der meddelte mig, at jeg ikke vil blive flyttet til København. Jeg er overbevist om, at personalecheferne i de 2 banker havde udvekslet min ansøgning.
I Vejgård afdeling, der var en pæn stor filial, kom jeg ud til filialdirektør Hans Georg Christensen. Kun kaldet Christensen. Han var en lille cigarrygende mand som vi havde stor respekt for. Jeg fik den tillidspost at møde lidt før, for at åbne post sammen med ham. Den skulle jo være fordelt til den enkelte medarbejders bord, inden de mødte op. I denne filial var der stadig en del forefaldet arbejde, men langsomt fik vi unge da også gaflet os ind på de mere interessante kundeopgaver med ekspedition ved skranken. Det førte dog også til lidt slavearbejde, som at stemple kontonumre på checkhæfter, når kunderne kom ind og skulle have suppleret op.
I 1979 havde min ægtefælle Inger og jeg bygget hus på Bålhøj i Ø. Brønderslev. Herefter blev det noget bøvlet at komme til og fra Vejgård. Jeg havde dog kendskab til, at filialdirektøren for bankens Gug afdeling boede lidt uden for Ø. Brønderslev, så jeg fik det ordnet sådan, at jeg kunne køre med ham, dog med arbejdsplads i Gug. Men Niels Aage som filialdirektøren hed, havde andre planer. Han blev udnævnt til filialdirektør i Hirtshals hvorefter min kørelejlighed ophørte.
Det førte til, at jeg søgte en assistentstilling i Handelsbanken i Brønderslev hvor Børge Bøss var chef. Jeg fik stillingen fra 1.1.1981. Afdelingen her var på det tidspunkt en pæn stor afdeling med 4 kasser. Der var både hovedkasserer, fuldmægtige, kontorchef C.O. Carlsen og andre der kunne ses op til og stræbe efter at nå deres position. På det tidspunkt var der vel over 20 ansatte i Brønderslev og stadig i en tid hvor det var skrivemaskinen der blev brugt fremfor computeren. Samtidig, var det på det tidspunkt, hvor Dankortet ikke var opfundet, hvilket betød at der var kø ved kassen, og især da omkring den 1ste hvor der var pres på indgangen når dørene blev åbnet. Samtidig var PC-erne ikke hver mands eje, hvilket betød, at Netbank ej heller var opfundet. Det betød, at vi havde mange serviceopgaver, som at betale folks regninger og lave budget for dem. Dankortet kom først i 1983, hvorefter det så småt aftog med presset på kasserne i takt med at kortet blev introduceret.
På det tidspunkt i starten af 80-erne var checks det store betalingsmiddel i Danmark. Dette var en stor administrativ byrde for bankerne. Udover at vi skulle modtage dem som manuelle indbetalinger fra kunderne, skulle de også cleares (trækkes på udstedende pengeinstitut). Dette kunne nemt beskæftige en medarbejder i en bankfilial som Brønderslev udover de kassemedarbejdere der modtog indbetalingen.
Check ophørte som betalingsmiddel i Danmark med udgangen af 2016. På det tidspunkt var der dog også et stort fald i brugen af disse, da Dankortet og Net betalingerne havde taget over.
I Handelsbanken Brønderslev var jeg i første omgang til 1985, hvor jeg søgte og fik stillingen som souschef i filialen i Hvide Hus i Aalborg. En lille filial med 7 ansatte på det tidspunkt. Filialen var delt op i et ekspeditionslokale ud mod parkeringspladsen samt et lokale hvor vi havde mulighed for at afholde møder. For at komme til dette lokale, skulle vi gå gennem hotellets reception. Ekspeditionslokalet kunne give anledning til mange pudsige episoder. Under Pelsdyravlernes årsmøde kom en avlers frue ind i banken i sin fine pels. Hun troede jeg var piccolo og bad mig bære hendes kuffert op på hendes værelse. Jeg måtte dog henvise hende til døren ved siden af, hvilken førte til hotellets reception.
At vi skulle gå gennem receptionen for at komme til vores interne lokale, betød også at kom tæt på de store kunstnere der optrådte i Aalborghallen og som boede på Hvide Hus. De sad tid i receptionens cafe og slog tiden ihjel.
Vi havde egentlig mange gode kunder i filialen. Specielt læger inde på Sygehus Syd havde vi mange af. Og så havde vi også en del af hotellets ansatte, hvilket kunne give nogle fordele. Her tænker jeg på en gang hvor vi havde abonnement på Aalborg Teater sammen med et vendepar. Før en forestilling skulle vi ud at spise, hvilket skete på toppen af Hvide Hus. En af mine kunder var tjener den aften, og der blev i den grad sørget for os. Jeg og min ven Frede spiste rigeligt, for der blev serveret mere end en gang af retterne. Vi var så forspiste, at vi faldt i søvn under første akt af teaterstykket, hvilket blev pigerne for meget. De mente vi skulle gå i biografen i stedet. Her faldt vi også i søvn.
Jeg endte med at blive konstitueret som chef i Hvide Hus, da den daværende kvindelige chef skulle på barsel. Det varede dog kun kort, da den store fusionsbølge i branchen startede. Den Danske Bank, Handelsbanken og Provinsbanken blev fusioneret med virkning fra 1990, og der skulle straks iværksættes rationaliseringer, der betød, at Hvide Hus blev nedlagt som filial. Jeg kom kort ind på filialen på Vesterbro inden jeg kom retur til Brønderslev. Her var Provinsbankens medarbejdere blevet flyttet over i Handelsbankens lokaler, og på det tidspunkt var der hele 28 medarbejdere i filialen. Flere end der var stole og skriveborde til. Det betød at der var kamp om pladserne og at man skulle møde tidligt for at få en stol. Samtidig var det også på et tidspunkt hvor IT var begyndt at vækste. Der var kommet computere i filialen, men ikke til alle. Det betød at der gik megen tid med at vente på at der blev en ledig, hvilket selvfølgelig ikke var rationelt.
Men udover at der skulle rationaliseres med filiallukninger, påbegyndte de første massefyringer også i 1990. Jeg husker dagen hvor det skulle ske, hvilke bestemt ikke var rar. Her ville en industriarbejder eller en håndværker nok sige, at det var da ikke noget særligt. Det var de da vant til. Men det var vi bestemt ikke i pengeinstitutbranchen. Her var en ansættelse at betragte som en livsstilling. Men fra 1990 bestemt ikke længere. Fyringerne, eller prikkerunden som den blev kaldt, foregik på førstesal, og det gjorde da ondt at se, når den enkelte måtte gå den tunge gang op af vindeltrappen. 4 kollegaer blev afskediget denne dag, men der kom flere til senere. Jeg har dog opnået det privilegium, aldrig at være blevet afskediget i mit arbejdsliv.
I årene omring årtusindskiftet, var banken i opkøbshumør. Det betød bl.a., at Fokus Bank i Norge blev købt i 1999 og Østgøta Enskilda Bank blev opkøbt i 2000. I den forbindelse var jeg heldig at blive udstationeret i Norge og Sverige. Ganske vist kun i 2 x 16 dage, for at hjælpe de 2 bankers medarbejdere med implementeringen til Danske Banks IT-system. I Norge var jeg i en filial nord for Trondheim i en by der hedder Levanger. Det var i november måned hvor mine forældre netop havde lavet grønlangkålsboller, hvilket jeg mente, at nordmændene da skulle smage. Så vi afholdt en lille julefrokost for dem med sild og grønlangkål. Modsat fik jeg så smagt deres typiske juleret ”Lutefisk”, hvilket er en traditionel ret af tørret fisk, som er udblødt i lud og derefter udvandet. Det kunne jeg godt havde undværet!
I Sverige, var vi i den store filial i Gøteborg. Her havde vi den oplevelse, at vi havde meldt vores ankomst forinden implementeringen for at orientere om forløbet. Vi havde en forventning om, at de stedlige chefer var til stede. Det var de ikke. Elgjagten var sat ind på netop samme dag, så det prioriterede de højere end os danskere.
I Brønderslev afdeling, hvor jeg hovedsageligt beskæftigede mig med privatkunder, blev jeg indtil 2003, hvor jeg søgte og fik stillingen som leder af filialen i Skalborg. Det var på det tidspunkt en filial med 7 medarbejdere. Her oplevede jeg i 2007, at filialen blev røvet. Jeg ved ikke, om i som læser husker, at en forsmået kæreste dræbte sin ex-kæreste med knivstik ved en gymnasiefest på Hasseris Gymnasium? Ugen efter det skete, kom en bankrøver ind i filialen og truede med en stor slagterkniv kassereren til at udlevere penge. Hun reagerede ved at smide sig på gulvet og begyndte at skrige. Røveren gik så selv ind og tømte kassen. Det han ikke vidste var dog, at han også tog de ”røde penge”. Så posen han bar pengene i eksploderede i hænderne på ham, hvorved han kastede dem fra sig. Han fik derfor ikke andet ud af røveriet, end at han fik ødelagt kassererens liv, forstået på den måde, at hun aldrig kom til at sidde i en kasse igen. I april 2007 blev jeg kontaktet af den daværende chef i Danske Bank, Brønderslev. Han stod og manglede en stedfortræder, og ville gerne om jeg ville søge, hvilket jeg gjorde og fik posten.
Dette job varede dog ikke længe, så blev chefen hentet ind til bankens
Finanscenter, hvorefter jeg fik posten som filialchef for med Pandrup Afdeling som underliggende filial. Her var vi 11 medarbejdere i Brønderslev, medens der var 4 i Pandrup.
Rationaliseringerne tog virkelig fart i disse år. Gud og hver mand begyndte at få personlige computere og dermed også Netbank. Det betød at mange af de serviceopgaver vi havde faldt fra, ligesom belastningen på kasserne også var kraftig aftagende. I 2011 har jeg et billede fra Brønderslev Bys 90-års købstadsjubilæum. Her var vi nede på 7 medarbejdere i Brønderslev Afdeling. Men så skal man også huske på, at vi havde en kundelinje, der tog de fleste af de indkomne telefoner, ligesom erhverv blev flyttet i 2007 til Aalborg. Af rationaliseringer, kan også nævnes, at mange af de kontrolfunktioner vi dagligt havde, også blev flyttet ud af huset.
I januar 2012 kom jeg igen ud for et bankrøveri, her i Brønderslev filialen. Det var overfor den stedlige kasserer meget magtpåliggende, at der var så lille en kontantbeholdning liggende i kassen. Resten skulle være under tidslås. Men røveriet skete på det mest uheldige tidspunkt kort efter lukketid. Alle døre var låst og pengene var taget op for at blive afstemt. Det betød at røverne der brød bagdøren op med økser, løb med hele beholdningen. Vi personale der overværede situationen, blev passet op med en økse, der var klar til at blive svunget, så ingen af os havde lyst til at gribe ind. Der kom senere anholdelser i sagen, men om der er faldet dom, ved jeg ikke. Pengene blev aldrig fundet.
Senere på året 2012, havde banken fat i den store sparekniv med mange filiallukninger til følge. Det betød at der kom en del filialchefer i overskud der enten blev afskediget eller placeret i anden stilling. Chefen for filialen i Hadsund Torben B. Jensen, blev udset til at skulle videreføre Brønderslev Afdeling, hvilket betød at jeg efter 5 år på posten måtte træde et skridt ned til stedfortræder. Det betød selvfølgelig en lønnedgang, men de 9 år jeg fik sammen med Torben, har jeg ikke kunnet klage over. Vi havde det fint sammen og efter min mening, en meget veldrevet filial. Det skal hertil siges, at i forbindelse med filiallukningerne i 2012 lukkede også filialen i Pandrup Afdeling.
I 2020 hvor vi var 4 tilbage i filialen, kom der et fratrædelseskatalog, hvor man ved at søge selv kunne få sin opsigelsesperiode udbetalt som løn. Jeg søgte og fik det bevilget, dog på den måde, at jeg først fratrådte den 1.10.2021 på et tidspunkt hvor jeg var 65½ år. Og med opsigelsesperioden oveni, havde jeg løn frem til jeg blev 66 år. Det var en god ordning for mig. Kom på et perfekt tidspunkt, hvor man følte, at der kun var rådgivning tilbage, samtidig med at filialen i Brønderslev nu var blevet en underafdeling af filialen i Hjørring.
47 år i banken blev det til, og jeg har ikke fortrudt mit valg i 1974 en eneste dag. Men det har da været en turbulent tid, hvor man som medarbejdere har skulle forsvare mange af bankens handlinger, hvilket ikke altid har været lige let. Her tænker jeg specielt på hvidvasksagen i Estland. Og så har jeg ikke tal på, hvor mange ordførende direktører der har været i banken i disse år. Det er da nogle stykker, hvor enkelte kun sad i korte perioder.
Privatliv/Seniorliv
Nu er det 2 år siden jeg stoppede i banken. Straks jeg stoppede, blev jeg kontaktet af en tidligere kollega, der mente, at Fårup Sommerland godt kunne bruge mig. Jeg søgte, og fik straks jobbet i slutsæsonen 2021. Der har jeg været siden, og er nu det man kalder ”operatør” på Danmarks hurtigste og største rutsjebane, FØNIX. Desværre må jeg her skrive, at jeg ikke selv har prøvet banen. Mit balancesystem kan ikke klare sådanne udfordringer. Jeg bliver slået fuldstændig ud af kurs, hvilket betyder at jeg ikke er mig selv de næste par dage. Mine kollegaer er dog efter mig. De mener ikke man kan være operatør og ikke selv have prøvet aktiviteten. Bliver det et krav, bliver det uden mig.
I efteråret 2022 ønskede jeg at prøve mig selv af med en Camino. Ikke den lange fra Frankrig over Pyrenæerne til Santiago de Compostela i Spanien som er over 800 km lang, men en mindre udgave i form at ”Kystruten” fra Porto i Portugal til Santiago de Compostela. En rute på 280 km som skulle tilbagelægges på 13 gå dage. Der var dagsruter på mellem 14 og 30 km.
Vi ankom til Porto lufthavn lørdag den 17. september. Jeg rejste og gik sammen med min søster og en veninde til hende. I lufthavnen kunne vi konstatere, at min søsters og min kuffert ikke var med. Det fik vi selvfølgelig anmeldt i lufthavnen, men inden i kom ind til centrum af Porto var klokken over 12, hvilket betød at alle tøjbutikker var lukket. Og at købe tøj i dagligvarebutikker som hjemme i Danmark, er ikke muligt i Portugal, hvilket også gælder om søndagen. Jeg var heldigvis rejst i mine vandrestøvler og bukser hvor benene kunne tages af. Jeg manglede nu en T-shirt, hvilket jeg fik tigget mig til af rejsearrangøren Green Walk.
Caminoen startede allerede om søndagen med en 20 km rute. Der var ekstremt varmt. Over 30 grader, hvilket betød, at jeg gerne ville have skiftet tøj, da jeg kom hjem. Men jeg måtte vaske lidt i hånden og tørre med hårtørreren på hotellet. Og det samme gentog sig om mandagen, hvor vi gik ud tidlig for at undgå den værste varme på den 25 lange rute denne dag. Også denne dag var der også ekstremt varmt, hvilket især pigerne havde svært ved at kapere. Og kufferterne var stadig ikke kommet! Det betød, at jeg i den grad trængte til at få skiftet underbukser.
Ole går på Caminoen i Portugal 280 km
Forestil jer at gå næsten 50 km i over 30 grader i de samme underbukser! Så da pigerne hang lidt i bremsen, løb jeg i forvejen, for at være tidlig fremme. Så tidlig, at jeg kunne nå at komme i en tøjbutik inden de lukkede. Det lykkedes og jeg kom til at ”lugte” godt igen. Først om tirsdagen efter vi var gået i seng, blev der banket på vores værelsesdør. Kufferterne var ankommet, hvilket var en stor lettelse. Vi fik i tiden op til, stor hjælp af receptionisterne, der ringede til lufthavnen og forklarede hvor kufferterne skulle sendes hen når de forhåbentlig dukkede op.
Efter de 2 første gå dage, blev vejret mere normalt for os nordboer. 23-25 grader, og vi fik en rigtig god tur.
Fritiden
I fritiden har jeg haft adskillige bestyrelsesposter i bl.a. Ø. Brønderslev Idrætsforening, i skolebestyrelsen på Øster Brønderslev Skole i 12 år, hvor de sidste 4 år var som formand blot for at nævne nogle. Lige for tiden sidder jeg som sekretær i Lions Club Brønderslev hvor jeg har været medlem i 15 år.
Huset vi byggede på Bålhøj i 1979 boede vi i indtil 1995 hvor vi købte et nedlagt landbrug på Hvilshøj Mark. Her renoverede vi stuehuset totalt, hvilket jeg efterfølgende nok fortrød. Tror det ville havde været billigere at rage det ned og bygge nyt. Men det gjorde vi ikke. På gården havde vi ved købet 2 heste som min datter Anne havde. Hun var dog på det tidspunkt 15 år, skulle på efterskole og var vel så småt ved at miste interessen herfor. Den ene hest fik lov at gå indtil den døde en naturlig død af alderdom. Jeg slog mig i stedet ind på Limousine fede kvæg. Jeg følte dog, at det var et stort arbejde med at passe bygninger, udenoms arealer og dyr, så det blev kun 12 år vi boede der indtil vi flyttede ind til Brønderslev i 2007 i øvrigt samtidig med at jeg kom tilbage for at arbejde i Brønderslev Filialen. Det var ren luksus. Nu kunne jeg gå på arbejde. 3 minutter tog det.
Sport
Jeg har altid dyrket en del sport. Ikke på noget højt plan, men jeg har og er glad for det. I mere end 40 år har jeg gået til ”manne” gymnastik i Ø. Brønderslev med efterfølgende volleyball. Og jeg gør det stadig. Og så er jeg i forbindelse med at jeg fik en diskusprolaps, begyndt at svømme 3 morgener om ugen. Så kl. 06.00 når døren er åben, er jeg i vandet til mine 1.100 m og efterfølgende boblebad og sladder med det faste slæng.
Og så har jeg i 16 år spillet golf i Brønderslev hvor jeg en kort periode var med i bestyrelsen.
Golfen har også betydet meget med hensyn til at rejse. Her har vi nogle gange været i Malaga for at spille sammen med min svoger, ligesom jeg de sidste 4 år (corona-året) har været på herretur til nord Tyskland for at spille.
Sluttelig kan nævnes, at jeg har været ungdomstræner i håndbold i en årrække i ØBI. Det var dog altid på de hold mine egne børn spillede.
Min familie
Familien har jeg stort set ikke nævnt, med udover min hustru Inger igennem 44 år har vi sammen børnene Anne fra 1980, Charlotte fra 1986, Mathias fra 1990 og Katrine fra 1992. De har alle bosat sig på Sjælland eller i København, hvilket i nogen grad besværliggør et hurtigt visit, ligesom de ikke lige kan ringe og anmode om en ad hoc barnepige tjans. Og børnebørn er der efterhånden kommet 7 af. Uffe på nu 12 år, Heike på 10, Tilde på 8, Luie på 6, tvillingerne Marie og Ella på snart 3 år og lille Buster på 1 år når denne bog udkommer.
Af Poul Eriksen tidligere direktør for Vendsyssel Korn, Brønderslev, født og opvokset i Stenum
Kilde: Løkken-Vraa Lokalhistoriske
Poul Eriksen, f. 1923 i Stenum
På opfordring af Lokalhistorisk Arkiv i Vrensted og med venlig bistand af Arnold Michaelsen, Vrensted følger hermed mine erindringer om Danmarks besættelse i 1940 – 1945 og om hvorledes jeg oplevede disse år i Vrensted.
Jeg er født i 1923 Stenum og havde mit hjem der indtil 1942, da mine forældre flyttede til Hvilshøj sydøst for Brønderslev for at overtage min fars fødegård “Østergaard“.
Den 1. april 1937-4 dage før min konfirmation – begyndte jeg at gå på Vraa Realskole i 3. mellemskoleklasse. Da jeg aldrig havde haft sprog modtog jeg ekstraundervisning, efter skoletid indtil sommerferien, hvorefter jeg måtte følge med på lige fod med de øvrige i klassen. Sidst i marts i 1940 fik jeg min realeksamen. Den 9. april 1940 blev min familie og jeg vækket meget tidlig morgen ved lyden af mange flyvemaskiner, der drønede hen over hustagene. Det var en ret tåget morgen, og luften var fuld af den ret øredøvende larm, men på grund af tågen, kunne vi ikke se noget, før de var lige over os. De fløj meget langsomt og meget lavt – lige over trætoppene – så vi var bange for, at de fløj ind i både el- og telefonledninger. Da vi kom ud og så op imod dem, kunne vi se de hvide hagekors malet under de store vinger. Da anede det os, hvad der var ved at ske. Vore bange anelser fik vi desværre snart bekræftet via radioen og flyvebladene, der blev nedkastet fra flyvemaskinerne, og var skrevet på dårligt dansk, nærmest en blanding af norsk og dansk.
Om eftermiddagen var jeg med en kammerat ude i engene sydvest for Stenum for at så kunstgødning. Jeg skulle køre hestene, og kammeraten sad bag i vognen og strøede kunstgødningen med en gødningsskovl. Jeg husker endnu, hvor bange hestene var for de mange transportfly, der stadig drønede lavt hen over os. Allerede samme dag fik vi over radioen og i avisen besked på, at vinduerne skulle være mørkelagt ved mørkets frembrud samme aften, og der blev fundet tæpper frem til at hænge for vinduerne, Senere kunne vi købe det sorte mørklægningspapir i forretningerne. Dette blev enten sat på trærammer, der var tilpasset vinduerne eller sat på rullegardinstokke. Ligeså skulle gadebelysningen afskærmes og neddæmpes, så lamperne ikke kunne ses fra luften. Inden aften den 9. april var der tyske soldater overalt i landet. Danmark var simpelthen taget på sengen. Jeg var uden fast job, så jeg tog arbejde ved landbruget – gravede tørv og lignende. Jeg var bl.a. hos en gårdejer som daglejer til 5 kr. om dagen, og da vi skulle i gang med roeudtyndingen, spurgte han mig, hvad jeg helst ville, enten på daglejen eller på akkord. Jeg ville helst på akkord og startede kl. 6.00 om morgenen og blev ved til kl. 21.00. Men det kneb for mig at skille de – for mig at se – genstridige og sammenfiltrede roeplanter, så da ugen var forbi, og jeg skulle ind til gårdejeren for at få afregnet, spurgte han mig, hvor mange favne jeg havde tyndet ud. Det fortalte jeg ham. Så sad han lidt, og sagde ”A trouwer no heller, do må fortsæt mæ å wæer på dawløn” – og det var jeg tilfreds med. med!
Jeg blev antaget som lærling i Vrensted Brugsforening, men først fra 1. november 1940, så jeg kom til min moster og onkel i Hollensted for at hjælpe med med høst og efterårsarbejde. Jeg husker at vi ofte om aftenen kunne se, når der var luftangreb på Aalborg Lufthavn. Vi kunne tydeligt se lyskasterne sende deres klare stråler op mod himlen hvor de forsøgte at fange de engelske bombemaskiner i strålerne. Kunne tyskerne fange en maskine i et strålekryds hvor 2 lysstråler krydsede hinanden, så vi, hvorledes selvlysende sporkugler fra antiluftskytset pejlede sig ind på maskinen. Omkring flyvepladsen havde tyskerne hængt nogle kæmpe balloner op i nogle tykke stålwirer. En dag efter et stormvejr kunne vi pludselig se 8 til 10 kæmpe balloner svæve hen over himlen. Vi anede ikke, hvad det var, og nogle af dem styrede hen mod gården, og der hang en kraftig stålwire ned fra hver. Vi var virkelig bange for, at wirene skulle slæbe hen over tagene og ødelægge taget, men de styrede heldigvis lige udenom. Først senere blev vi klar over, at det var spærreballoner, som tyskene havde hængt op omkring Flyvepladsen i Aalborg, De havde revet sig løs i stormvejret. De hang der, for at de alieredes fly ikke skulle gå for lavt ind over Flyvepladsen, for så kunne tyskerne ikke pejle dem.
Udstyret med 2 nye habitter, ny overfrakke samt 2 hvide kitler og en splintemy cykel, drog jeg den 1. november 1940 til Vrensted brugsforening som lærling. Jeg var da ca. 17 år og skulle stå i lære i 4 år. Lønnen var 10 kr. om måneden + kost og logi, stigende til 15 kr. på andet år, 20 kr. tredje år og 35 kr. om måneden i det fjerde år. Det var ikke store penge i betragtning af min alder. Dengang startede de fleste læretiden lige efter konfirmationen. Da jeg begyndte, var der allerede rationeringsmærker på flere varer, bl.a. kaffe og te, og det skulle snart blive meget værre. Sukker, mel, gryn, sæbe, smør og margarine, tekstiler m.v. blev hen ad vejen rationeret med mærker. Men det allerværste var dog alle de varer, der var rationeret men ikke på mærker. Det gjaldt bl.a. tobak, øl, vin og spiritus. Her måtte vi først gennemgå kundernes gamle kontrabøger for at se, hvad de tidligere havde købt og dele ud i forhold til tidligere køb. Vi måtte simpelthen føre kartotek over, hvornår og hvad den enkelte havde fået. Det var meget vanskeligt at fordele disse varer nogenlunde retfærdigt, men folk følte sig meget heldige hvis de ind imellem kunne få blot en enkelt rulle sytråd. Ja, jeg husker sågar, at til en ting som kunstige blomster havde vi medlemmer skrevet op på lange lister. Når der så endelig kom en sending, tog vi blot efter listen, og til dem, der stod først pakkede vi en buket, som de fik næste gang de kom i butikken. Prisen var der aldrig tale om.
Ind imellem fik vi et par harmonikaer og mundharper. Her kunne vi også blot se på listen, hvem der stod først. En ting som børstevarer blev med tiden kun at få som lyngkoste og lyngskure børster. I det hele taget havde folk mange penge mellem hænderne, de kunne bare ikke købe noget, alt var jo rationeret, og mange banker og sparekasser ville simpelthen ikke modtage penge til opsparing. Det var flot, hvis de tog imod pengene rentefrit. Den tid havde ikke meget med handel at gøre, for der var maksimalpriser på næsten alt. Konkurrence og kalkulation var næsten ukendt. Desuden kunne forretningerne ikke modtage nye kunder for man havde ikke varer nok af dem, der var rationeret og ikke var på rationeringsmærke. Hvis man tog af den ration, man havde fået tildelt, ville det jo gå ud over forretningens faste kunder. Med hensyn til kalkulation husker jeg tydeligt, da jeg selv blev uddeler, hvor usikker jeg var med hensyn hertil, efterhånden som maksimalpriserne blev ophævet. Under krigen havde vi også statslager for korn. Landmændene skulle aflevere alt deres brødkom – og til maksimalpriser. De fik så udleveret foderkorn i stedet
Det giver sig selv, at med næsten alt rationeret florerede på sortbørshandelen. Alt kunne sælges på “Den sorte Børs” – ja, selv en tom snaps flaske kostede 5 kr., idet det var den første betingelse for at kunne købe en flaske snaps, at man havde tom flaske at give i bytte. Før krigen fik vi amerikansk flormel i hvide lærredssække. Disse sække var bl.a. gode til at sy kitler af. Jeg var heldig at få så mange sække af min chef, at jeg kunne få syet 2 kitler. Så havde jeg 4, men undertiden var jeg nødsaget til at cykle turen til Hvilshøj en aften midt i ugen, for at få en ren kittel. Frem og tilbage var det ca. 50 km, men det var jo ingen sag, når man var så heldig at have en god cykel. Vi i Brugsen havde gratis kørsel med rutebilen til Brønderslev, men jeg cyklede altid, for jeg kom betydelig hurtigere frem end bussen, der jo ind imellem skulle holde for at fyre i generatoren. Allerede inden besættelsen var mange nazivenlige danskere begyndt at stikke næsen frem. Søndag formiddag blev der marcheret og lært at hilse og sige “Heil” m.v. – først i smug – men efter besættelsen gik de mere åbenlyst til værks. Det udviklede sig ofte til slagsmål mellem nazister og dem, der var imod.
1942 – 1944 gik jeg på handelsskole i Løkken om aftenen. Ofte holdt tyskerne razzia ved alle ind og udfaldsveje og stillede “spanske ryttere” op, så der kun var en smal gennemgang. Her blev vi så stoppet og måtte fremvise vort legitimationskort, som alle havde fået udleveret, og som man altid skulle bære på sig. Det skete også ofte, når jeg cyklede til mit hjem sent lørdag aften efter arbejdstid (jeg var som regel først færdig til at køre ved 23-tiden), at jeg blev stoppet både i Stenum og i Brønderslev. Det var særlig slemt, når der havde været sabotage i omegnen. Jo, det legitimationskort blev flittigt benyttet. Tyskerne byggede masser af bunkers langs vestkysten, lokalt mest fra Kettrup til Furreby. De som arbejdede hermed, tjente gode penge, for når de først gik i gang med at støbe en bunker, fortsatte man døgnet igennem, til man var færdig.
Der blev gravet en kanal 6 m bred og 3-4 m dyb (tank spærring) vest om Vrensted og op mod Børglum Kloster. Til dette arbejde blev arbejdere fra hele landet tvangsudskrevet og tvangsindkvarteret på gårdene rundt om Et firma, som blev kaldt OT man kaldte det ogsås Organisation Tot (det styrede gravningerne og havde hovedkvarter hos Bager Bedholm i Vrensted. Her var der mange mennesker og lastbiler i arbejde, og det skete også, at der blev piftet både dæk og slanger. De tyske forlægninger i Løkken og Brønderslev var ofte på øvelse i Vrensted området, og de kom ofte ind i forretningen for at handle, men Brugsen ville ikke handle med dem. Det blev de undertiden sure og agrasive over. Så fik uddeleren fremstillet et emaljeret skilt, hvorpå der på tysk stod, at vi kun udleverede varer til medlemmer. Det blev sat på butiksdøren, og det hjalp.
Foreningslivet trivedes virkelig under besættelsen. Der var et fantastisk fremmøde, når f.eks. Kirkeligt Samfund eller Ungdomsforeningen holdt møde. Til ungdomsmøderne i Forsam lingshusets lille sal, der nu hedder Blondestuen, var det almindeligt med et fremmøde på op til 40 unge mennesker. Jeg husker i hvertfald, at vi sad tæt omkring bordene. Pastor Stevns var den gang formand. Vi sang metervis af fædrelandssange, og Stevns læste op som regel af en forfatter, der talte det tyske rige midt imod. Det gjorde han sandelig også selv. Når Kirkeligt Samfund holdt møder med en indbudt taler var den store sal næsten altid fyldt. Og til disse møder sang vi mange fædrelandssange. Jeg husker at en af de mest benyttede var “Det haver så nyeligen regnet “. Når den lød blev der virkelig lagt stemmet i, for vi syntes lige den passede til tiden, og den gav os fornyet mod på den daglige tilværelse. Der var stor forskel på foredragsholdene. Alle talte om tiden og fædrelandskærligheden, nogle i vege og forsigtige vendinger, andre meget mere bramfrit. Jeg husker bla. Pastor Sundbæk, som talte meget udfordrende om hvor forhadte tyskerne var i vort land. Han forstod at opildne os, og vi beundrede ham, for det var jo virkelig farligt det han gjorde, for hvis der var en tysker eller en tyskvenlig til stede, kunne de jo knalde ham på stedet, og hvordan ville han slippe fra det? I sparetiden efter den 28. august 1943 nár Idrætsforeningen holdt bal i forsamlingshuset var det altid om søndagen fra kl. 16 til senest kl. 20 da tyskere forbød forsamlinger over 5 person efter mørkets frembrud. Der cirkulerede mange illegale blade blandt befolkningen. Dem Læste vi med stor iver og interesse. Også den forbudte danske radioudsendelse fra England havde meget stor interesse. Det var dog ikke hver dag vi fik noget ud af dem på grund af tyskernes støjsendere. Det var vores to vigtigste nyhedskilder, for vore egne aviser kunne vi slet ikke stole på når det drejede sig om situationen på de forskellige krigsfronter. De var jo censureret effektivt af tyskere, og det var fantastisk at læse i aviserne, hvorledes de mange gange næsten kunne få vendt et nederlag til sejr. Det blev der megen humor ud af blandt befolkningen, og der blev fortalt mange vittigheder desangående bl.a. denne: “Det tyske hovedkvarter meddeler: Syd for Rom lykkedes de stærke tyske formationer, støttet af flere bombemaskiner og talrige jagere og panservogne at bringe en fjentlig cykeldragon til at stå af. Efter timelange kampe var forhjulet tilintegjort, ligesom forgaflen var brækket. Der kan regnes med, at også baghjulet vil blive erobret. Styret er faldet i vore hænder mens der stadig kæmpes om stellet. Ved et overraskende flankeangreb foretaget af vore panserdivisioner og med heltemodig indsats, lykkedes det at få venstre pedal revet af. Der erobredes talrige møtrikker og skruer, ligesom et kugleleje faldt i vore hænder. Samtlige stridskræfter formåede uden væsentlige tab, at nå tilbage til vore støttepunkter. Det lykkedes den fjentlige soldag at bringe sig i sikkerhed med cykelklokke og bagebærer”
Jeg vil udtrykke det således:
Uden den fanden ivoldske humor, ville det have været endnu sværere for danskerne at overleve disse fem for bandede år!
Efter regeringens brud med tyskerne i 1943 kom der for alvor gang i den danske modstandsbevægelse. Sabotage mod jernbanerne og fabrikker, der producerede for tyskene steg for hver måned. Modstanden blev mere professionelt organiseret, og England smed tonsvis af våben ammunition og sprængstoffer ned til sabotørerne.
Så vidt jeg husker, kom jeg i modstandsbevægelsen sidst i 1943 som medlem af “Vrenstedgruppen” med pastor Aage Stevns som gruppeleder,
De øvrige medlemmer var Arnold Michaelsen, Knud Svenningsen, Vilhelm Ørum, Ejnar Sørensen, Thøgerslund og min bror Erik Eriksen. Det blev dog ikke det helt store vi udrettede, da pastor Stevns måtte gå under jorden bla, fordi han husede folk, som var eftersøgt af tyskerne, Senere har jeg ofte tænkt på, at vi var meget heldige at Stevns, der havde været med toget til Hjørring blev adviseret i tide og dermed undgik at løbe lige i Gestapos klør, for præstegården var omringet af soldater.. Hvis han var blevet fanget, ved jeg ikke hvordan det var gået ham, for Gestapo veg ikke tilbage for at bruge tortur for at få folk til at fortælle. Var det sket, havde vi andre seks kun et at gøre, nemlig omgående at gå under jorden.
Vi forsøgte at få godkendt en nedkastningsplads på Sundsted mark, men den blev kasseret, fordi der var for åbent og derfor let ville kunne opdages af tyskerne.
Det blev stort set kun, at vi hjalp med at flytte og fordele nedkastede våben.Jeg nævner lige et par enkelte eksempler på, hvorledes det kunne lade sig gøres. Mange kan sikkert huske de gamle trækontrolkasser, som kontrolassistenterne rejste rundt med. En sådan blev tømt og derefter fyldt med våben og ammunition, som en af os, der havde hest og vogn, hentede et aftalt sted. Kassen læssede vi så af i brugsens pakhus, hvorefter en anden af os kom og hentede den og bragte den videre. Vi i gruppen fortalte aldrig hinanden, hvad vi havde lavet eller været med til. Det var bedst for os hver især ikke at vide for meget, for hvad vi ikke vidste, kunne vi heller ikke tvinges til at fortælle. Disse her fik jeg først fortalt senere: Stevns skulle hente våben og ammunition et sted østpå og havde fået fat i en med lastvogn. Uheldigvis punkterede de på hjemvejen og måtte holde for at Lappe. Da kom der et par tyske soldater. De tilbød at hjælpe og så slet ikke efter, hvad der var på ladet. Det var desværre. blev stærkt snevejr.
Lasten skulle køres til Arnold Michaelsen, men der var for meget sne på vejen fra Østre skole. De læssede så våbnene af ved skolen,og Stevns ringede til Amold, at der en pakke oppe ved Brønderslevvejen, som han bad Arnold hente. Han gik op for at hente den, men den viste sig at være alt for tung, han måtte hjem at rigge slæden til, hvorefter han hentede pakken, men da han så nogle unge mennesker komme imod sig foretrak han at køre en omvej. “Pakken” kom dog velbeholdent i hus.
Distriktsleder i modstandsbevægelsen i vort område var politibetjent Poul Nielsen, Hirtshals, kaldet “Polle”. Da tyskerne trak tropper tilbage fra Norge, skulle de med toget fra Hirtshals til Hjørring og derfra sydover. Det skulle dels ske med banen Hjørring- – Aabybro og derfra videre til Aalborg. Derfor skulle jernbanebroen mellem Vrensted og Ingstrup sprænges i luften “Polle” var blevet meget forsinket. Han kom cyklende østfra, men da han kom til tunnelen ved Nørre Mølle, stod der tyskere der, og da han cyklede rundt med en pistol i bætet, måtte han køre en omvej og da det samtidig stormede, forstår man forsinkelsen. Da han nåede frem ringede Stevns til Arnold. at de manglede en makker. Han mødte op, og de tre tog af sted. Men inden de nåede frem, var det for sent, og de måtte opgive forehavendet, hvilket fik Stevns til tørt at bemærke “Det er som i folk kommer og anmelder et dødfødt barn”.I 1945 kunne vi se, at det lakkede mod slutningen af krigen. Jeg havde hørt den engelske presse den 3. maj om aftenen og kunne deraf udlede, at tyskernes kapitulation var lige op over den 4. maj om aftenen cykede jeg ud til min kæreste i Østergaard med en flaske vin i lommen. Hun var alene hjemme med sin farfar, som dog snart gik i seng. Jeg var meget spændt på at høre den engelske presse – og så endelig det glade budskab, at tyskerne havde kapituleret. Så fik vi farfar hevet op af sengen igen og skålede glædestrålende for freden. Først denne aften fortalte jeg Kirsten, at jeg var medlem af modstandsbevægelsen. Den aften glemmer vi aldrig!
Næste dag – det var en lørdag – startede folk med feste – og der var da virkelig noget at feste for. Friheden til atter at tænke, tale og tro og Danmark frit igen efter 5 års besættelse skulle naturligvis fejres. Folk var helt berusede, ikke nødvendigvis af spiritus, men af oprigtig glæde og taknemlighed. Glæden herover kan næsten ikke beskrives. Befrielsessangene blev sunget flittigt i den følgende tid! Vi lukkede forretningen til middag
Lige over middag mødtes vor gruppe i præstegården. Pastor Stevns var kommet hjem igen, og han fortalte, at vi skulle gå vagt i gaderne i Løkken for at holde ro og orden. Senere på eftermiddagen tog vi til Thøgerslund til skydeøvelse med vore halvautomatiske engelske rifler. Det var en mærkelig fornemmelse, og vi var meget spændte. da vi med vort frihedskæmperarmbind i rødt og hvidt med blåt omkring – med gevær over skulder vandrede ud på vor første vagt. Vi gik to og to. Jeg husker, min bror og jeg gik ad Vrenstedvej ind mod Badehotellet. Vi gik på det nordre fortov, og da tyskerne på det tidspunkt endnu ikke var afvæbnede, så vi, at de gik og patruljerede på det modsatte fortov med gevær over skulder. Men både de og vi var adviseret, og alt forløb roligt Den følgende dag var politiet atter på plads, og vort arbejde bestod i at bevogte tyskernes militære anlæg i Furreby og Kettrup samt afhente og arrestere værnemagere, feltmadrasser” og andre, som havde haft omgang med tyskerne. De blev sendt i lejr i Brønderslev til videre retsfor følgning, “Feltmadrasserne” blev kronraget og de fleste herefter frigivet.
Jeg husker tydeligt den dag vi overtog Furreby lejren. Her var der både tyske soldater og flygtningelejr. Efterhånden som de kom igennem lejrporten undersøgte vi hver enkelt for våben, hvor efter de kunne påbegynde den tunge rejse til bage mod det sønderbombede Tyskland. I lejren var der masser af håndvåben forskelligt husgeråd, lagner, tæpper, radioer, kikkerter og meget mere både i barakkerne og de mange bunkers, der alle var forbundet med smalle gange der var overdækket af net med vissent græs ovenpå. Vi skulle have visse pejlemærker dernede, ellers for vi let vild i de smalle gange. Jeg husker de fantastiske kikkerter, der sad på kanonerne, der stod i de yderste bunkers med udsigt ud over havet. Her kunne vi sidde på kanonerne en tidlig sommer morgen og styre både kanonen og kikkerten og se fiskerne i deres både ganske tydeligt langt ude på havet. Det viste sig meget vanskeligt at holde uvedkommende ude, for det var et stort areal at overvåge, og danskerne var sultne efter at stjæle alt muligt. for alle effekterne var jo let salgbare på “Den sorte Bars”. Også i Kettrup skulle vi holde vagt omkring de mange bunkers. Senere viste det sig, at det desværre ikke var så forfærdeligt, om nogle danskere havde beriget sig lidt, for alle tilbageværende effekter blev senere erklæret for allieret krigsbytte. Ikke engang den danske stat fik del i byttet, selv om Danmark havde betalt den største part af tyskernes efterladenskaber Her slutter min beretning, idet jeg allerede den 18. juli 1945 blev indkaldt til militærtjeneste, og det er jo en helt anden historie.
På adressen Stationsvej 75 i Biersted har der tidligere været mejeriet ”Lykkens Prøve” i perioden 1909-1927. I nyere tid er det blevet kaldt ”det røde mejeri”.
Det lå på hjørnet af Stationsvej/Højbakkevej og ses på billedet nedenfor:
Billedtekst: Gadeparti fra Biersted, 1909-1927 (b28008)
Fra venstre ses:
Christen ”Kræn” Michelsens snedker/tømrerværksted, Højbakkevej 31. Det blev senere overtaget af ”Tømrer Jørgen” Nielsen i 1959.
“Biersted Mølle”, Højbakkevej 23A, Biersted (i nyere tid kaldt “Charles Poulsens Mølle”)
Den Nordre Skole på Haldagervej i baggrunden
Til højre i billedet ses gavlen og skorstenen af det tidligere mejeri “Lykkens Prøve”, Stationsvej 75, Biersted
Personerne på billedet kendes ikke.
Udbrydere fra Biersted Andelsmejeri.
Det første mejeri i Biersted var imidlertid Biersted Andelsmejeri i Biersted Mejeriby, og det blev indviet i 1899, men ca. 10 år senere opstod der uoverensstemmelser og 51 interessenter i den Nordre by meldte sig ud pr. 1. maj 1909, og startede deres eget mejeri ”Lykkens Prøve” på Stationsvej 75 i den Nordre by.
Det fik dog en relativ kort levetid, idet det blev likvideret igen i 1927, hvorefter udbryderne kom tilbage i folden hos Biersted Andelsmejeri. Skorstenen på mejeriet blev væltet i 1927.
Vi har desværre ikke nogen protokoller og arkivalier fra mejeriet ”Lykkens Prøve”, men i protokollen fra Biersted Andelsmejeri kan vi se, at det var de store gårdejere fra ”Krogen”, ”Hedegård”, ”Nødgård”, ”Abildgård” og ”Bakkegården” og de mindre ejendomme deromkring, der meldte sig ud.
De ansatte på mejeriet ”Lykkens prøve” har været:
Mejeribestyrer Rasmus Frederik Larsen
Mejeribestyrer Jakob Julius Poulsen
Mejeribestyrer M. Bech Lauritsen
Mejeribestyrer Anthon Hansen Jørgensen
Førstelærer Jens Andreas Michelsen fra den Nordre Skole, var både kasserer og regnskabsfører i mejeriet ”Lykkens Prøve” og Biersted Andelsmejeri i Mejeribyen.
Maleri af mejeriet efter skorstenen blev væltet i 1927 (G32). Maleriet er signeret af Biersted-maleren C. Petersen (også kaldet ”måler Kræn”).
I dag se huset således ud:
Billedtekst: Stationsvej 75, 2022 (F66)
Ejere af bygningen:
Efter mejeriet ”Lykkens Prøve” ophørte i 1927, har der jf. tingbogen været følgende ejere i perioden 1932-2024:
1932-1958: Jeppe Christen Aaen Jeppesen, 1884-1958 (”Kræn Jeppesen”)
1958-1958: Jens Aaen Jeppesen med flere (jf. skifteretsattest)
1958-1964: Chr. Aage Christensen (også kaldet Chr. Møller)
1964-2022: Hans Aage Holm (1935-2022)
2022-2024: Karen Holm
Kræn Jeppesen (1884-1958) var født i Vadum, hvor han boede, da han købte mejeriet i 1932. Han var altmuligmand, såsom fiskehandler, slagter og tjæremand. Han kørte rundt i Biersted og solgte fisk fra en trækvogn med fiskekasser på. Fiskene hentede han på Biersted Station, når de kom med toget. Han kørte stadig til Vadum to gange om ugen med fisk.
Han blev gift med “Elna” Marie Kathrine Andersen (1888-1954), som var født i Voer sogn.
Billedtekst: Portræt af Kræn Jeppesen, 1942 (b1053)
Billedtekst: Fiskehandler Kræn Jeppesen vejer fisk af til Marie Kjær Nielsen, Stationsvej 23, ca. 1947 (b35006)
Katrine og Christian Møller (1901-1986) købte huset i 1958, da Kræn Jeppesen døde. Katrine er datter af Kræn Jeppesen, og de købte mejeriet af de andre arvinger for 10.500 kr.
”Kræn Jeppesen” er døbt Christian Aagan Christensen, men blev altid kun kaldt Chr. Møller. I dokumenterne er der noget forvirring omkring mellemnavnet, hvor der både er nævnt Aagan, Aage og Aagaard.
Inden de købte huset boede de i Borgergade 17, og da de solgte huset til Karen og Hans Holm i 1964, byggede de nyt hus på Stationsvej 42A, der dengang lå ved siden af baptistkirken.
Billede fra Katrine og Chr. Møllers guldbryllup, 1975
Billedtekst: Chr. Møller, der var det ældste aktive medlem i Biersted Idrætsforening, tog det første spadestik til det nye klubhus i 1977 sammen med børnene Ruben Poulsen og Dorthe Fuglsang (b43007)
Karen og Hans Holm købte ejendommen i 1964 og startede autoværksted på adressen i 1966. Den 15. maj 1968 søgte han ifølge Nordjyske Avisarkiv vejudvalget i kommunen om tilladelse til at etablere en benzinstation, men ingen erindrer at der har været en tankstation på adressen, så det formodes han fik afslag.
Hans blev træt af det og lukkede autoværkstedet igen, og blev derefter ansat som værkstedsleder ved militæret i Rørdal, hvor han også nåede at fejre 25-års jubilæum. Han fortsatte dog som mekaniker på hobbybasis til stor glæde for nogle af hans gamle kunder og naboer, som fortsatte med at få lavet service.
Hans Holm var også flink til at hjælpe, og ifølge Jette Nielsen, som var genbo, havde hendes far Marinus mange gange motoren ude af deres biler for at skifte den, og var der noget han ikke lige kunne finde ud af, så kunne han altid spørge Hans.
Hans havde altid piben i munden, og det kom ikke fra fremmede. Når Hans Holms far var på besøg fra København, så havde han også altid piben i munden.
Lejere på adressen:
Jens Aaen Jeppesen
Signe Marie og Aksel Winther
Harry Bruun Andersen og børn
Kaj Marius Andersen
og måske flere
Der har også været en del lejere på adressen igennem tiden, idet der var en lejebolig på 1. salen, som man kom ind til via en indvendig trappe. Blandt lejerne kendes:
Jens Aaen Jeppesen, som var søn af Kræn Jeppesen, boede også på et tidspunkt i lejligheden.
Signe Marie og Aksel Winther, som var malermester. Han var også musiker og tegnede og malede i sin fritid. Han spillede bl.a. i orkestret ”Biersted Musik” sammen med ”Villa Jens”.
Han var med i bestyrelsen for Biersted Lokalhistoriske Forening 1987-1991.
Signe er barnebarn af Kræn Jeppesen. De har også boet på Vesterled 2 i Biersted, men flyttede senere til Østergade 34 i Aabybro.
Billedtekst: Portræt af Aksel Winther med violin, ca. 1952/53 (b169)
Harry Bruun Andersen (1927-2023, han blev også kaldt ”skipper lynild”) som blev gift med Lydia og de fik børnene Poul (f. 1950), Bodil (f. 1952), Orla (f. 1953), Thorkild (f. 1956) og Knud Erik (f. 1958).
Jette Nielsen, der var genbo, legede også med Bodil, og hun husker, at de lavede en “sæbekassebil”, som de trak et stykke op af kirkebakken og så kørte de ned ad den mod Stationsvej. En af gangene fik Bodil ikke drejet i tide og hun røg ud i rabatten ved Stationsvej, hvor hun vist nok brækkede næsen.
I 1963 byggede han hus på Svendbjerggårdsvej 81.
Kaj Marius Andersen (født 1930 og søn af ”Brille Harald”) boede i mejeriet i 1958. Han flyttede ca. 1969 i et arbejdsskur/barak på Karla og Lars ”Peter” Pedersens grund på Smalbyvej 85.
Kaj var bror til bygningsarbejder Niels Peter Andersen (også kaldet ”Fidel Castro”), som omkom ved en arbejdsulykke i 1995, da han under sit arbejde på et af brotårnene til Østbroen over Storebælt blev ramt af et ca. 4 kg. tungt stykke metal, der styrtede ned fra 137 meters højde
Før 1966 var Niels Peter Gregersen (”Dario”) også med.
60’er bandet “The Shanes”
Lokalhistorisk har været på besøg hos Ejvind Jensen i Biersted og lavet et længere interview med ham, og herunder også om tiden, hvor han var forsanger i “The Shanes”, som var et meget populært band i det nordjyske i 1960’erne.
Ejvind har et stort billede fra 1966, og da var medlemmerne Jørgen Overgård (Kjølby), Asbjørn Sørensen (Brovst), Jørgen Ole (Halvrimmen), Poul Martin Dissing (Fristrup), Kurt Jensen (Ryå) og forsanger Ejvind Jensen (Biersted). Før da var Niels Peter Gregersen (”Dario”) også med.
Det startede i tidernes morgen, da han var ”en stor hvalp”. Faderen “Villa Jens” og Ejvind har spillet og sunget altid i familien. De 3 søstre var også gode til at synge. Edith kunne spille på klaver og faderen kunne spille på trommer, violin og harmonika. De turnerede rundt på plejehjem med gamle viser, da Ejvind havde nået en vis alder, og han var kun en stor knægt.
Ejvind stillede op til en amatør sangkonkurrence i Kås, hvor han også vandt. Førstepræmien var 100 kr. Ejvinds bedste kammerat Per Pedersen (søn af Ingeborg og ”Piesen”) var også med, men kun som ”bodyguard”. Dengang kostede det 5 kr. at komme ind til bal. Derefter tog de til bal i Aabybro og de havde brugt hele skidtet, da de kom hjem.
Da han arbejdede på kontoret på cementstøberiet i Aabybro, blev han shanghajet af 3 unge ”kløere” fra Ryå og en enkelt fra Halvrimmen. De var rigtig gode til at spille, men manglede en forsanger, og de havde fået nys om konkurrencen i Kås. De blev enige om at prøve. Ejvind var den ældste. De kaldte sig ”The Shanes” og navnet Shane kommer måske fra filmen ”Shane – den tavse rytter”, en western klassiker fra 1953.
Fra venstre ses: Poul Martin, Ejvind, Kurt, Jørgen Ole og Niels Peter (“Dario”)
Det gik ret godt. De øvede 2 gange om ugen. Ejvind havde aldrig haft sprog, og det var Beatles tiden, hvor alt var på engelsk. Trommeslageren var rigtig god til engelsk, og han lærte ham det hele fra bunden. De havde 400-500 numre, så der var mange tekster. Udtalen var ikke den bedste, men det kørte. De har været rundt til baller mange steder på egnen, og de spillede 4 år på Kildekroen i Sæby. Det var hver søndag og torsdag.
Ejvind var ældst og den eneste med mulighed for det, så han købte en folkevognsbus, lysegrå forneden og mørkebrun foroven, og ruder hele vejen rundt. Det midterste sæde kom ud, så der var plads til instrumenterne. Om søndagen var det matiné om eftermiddagen, og det var meget populært mange steder med levende musik. Der var 4 orkestre i Sæby, de 3 andre var fra Aalborg. De fik 500 kr. hver pr. gang, og det var gode penge dengang. Ejvinds løn på cementstøberiet var 450 kr. om ugen.
De brugte også mange penge på tøj osv. Men de blev ikke millionærer på det.
Fra venstre ses: Jørgen, Poul Martin, Asbjørn, Ejvind, Jørgen Ole og Kurt.
Så skulle Ejvind giftes og de fik et barn, så det at turnere rundt var ikke Sonjas kop the. Det blev måske også lidt for skægt en gang imellem. Ejvind havde et stort ønske om at leve af musikken, og det har han fortrudt mange år efter. Det var det han ville.
Ejvind var en slags faderskikkelse for bandet. De 3 gik på realskolen og den fjerde var i lære. Ejvind bestemte også at der ikke skulle være spiritus, hverken på scenen eller bagefter. Øl måtte de tage i deres fritid. Det var en fantastisk, men hård tid. Somme tider fredag, lørdag og søndag. Så var dagen lang på kontoret om mandagen, når solen stod ind ad vinduet på cementstøberiet. De blev enige om at stoppe, men de andre fortsatte et års tid, men det gik så ikke med fremmede folk
I Nordjyske Avisarkiv er der annoncer for en række arrangementer i det nordjyske i perioden 1964-1967, bl.a. en fra Kildekroen i Sæby, hvor omtalen er: ”The Shanes – med solosangeren, charmetrolden og grammofonstjernen Ejvind Jensen”.
Selv om det er 56 år siden, at Lisbet Thorendahl forlod V. Hjermitslev som 20-årig til fordel for en uddannelse som socialrådgiver og et voksenliv i Aarhus, så har hun stadig en levende interesse for barndomsbyen og sine rødder.
Derfor har hun også flere gange forfattet fortællinger til Egnssamlingens årsskrift.
– Jeg kan godt lide at ordne, organisere og opklare, men det er først og fremmest, fordi min familie har rødder langt tilbage i sognet, at jeg har en stor interesse for lokalhistorien i V. Hjermitslev, forklare Lisbet Thorendahl med pigenavnet Andreasen.
Ud fra kirkebøgerne har hun nemlig kunnet finde familienavnet helt tilbage til 1500-tallet, hvor en bedstemor blev født på gården, Hjertholm. Men det første skrift til Egnssamlingen tog udgangspunkt i en folketælling i Alstrup.
– Det var folketællingen i 1840, hvor der var 44 husstande i Alstrup. Jeg tog udgangspunkt i folketælleren, som om jeg fulgte med ham rundt fra hus til hus. Så tegnede jeg et stort kort over Alstrup og alle matriklerne og kunne ud fra kirkebøgerne komme med en lille fortælling om hver enkelt husstand, forklarer hun.
Hos en familie var sønnen druknet i Ryaa, en anden familie blev sat ud af deres hus.
– På den måde kunne jeg tegne et tidsbillede af Alstrup i 1840, forklarer Lisbet Thorndahl, som også har hjulpet lokale beboere med at skrive deres livshistorier.
De mange oplysninger og viden har hun samlet og gjort tilgængelig på hjemmesiden www.vesterhjermitslev.dk
Trods forkærligheden for barndomsbyen tænker hun ikke på at forlade Aarhus, men Lisbet Thorndahl glæder sig over den positive udvikling i V. Hjermitslev.
– Jeg har stor respekt for de ildsjæle, som de senere år har gjort så meget for byen og fået den ud af det hul, der var. Der er nu gang i så mange gode ting, siger hun.
Barn i Vester Hjermitslev i 1950.
af Lisbeth Thorendahl
Som barn i en lille landsby i Vendsyssel oplevede jeg, at den verden, jeg levede i, var spændende og fyldt med oplevelser – nogle allerede udforskede, og andre lå bare ventede på at blive fundet. Jeg vidste, at alle husene – også vores eget – indeholdt hemmeligheder, der var værd at gå på opdagelse efter.
På loftet øverst oppe i vores hus fandt jeg engang ved hjælp af en lygte et stykke gammelt legetøj. Det var to heste med en vogn bagved. Tingen var rusten og snavset, men da jeg fik den tørret af, kunne jeg se, at det havde været et farvestrålende stykke mekanisk legetøj af blik. Fundet gjorde loftet til et hemmelighedsfuldt sted med mulighed for nye opdagelser fra en svunden tid og mindelser om børn, der for længst var voksne og måske endda gamle. Disse mørke loftsarealer og ligeledes de trekantede skakter imellem tag og værelsernes vægge kaldte vi på min hjemegn for skunke. På loftet i mit hjem var der ligesom i mange andre hjem kister og store skabe. Da disse møbler ofte stod under de nøgne tagsten, opstod der også bag disse skunke. I et almindeligt hus kunne der være adskillige af disse rum i forskellig størrelse og mere eller mindre tilgængelige.
Vores genbo havde en misundelsesværdig skunk bag soveværelset. Det særlige ved denne skunk var, at en af tagstenene, der dannede det skrå loft i skunken, var af glas. Det betød, at rummet i dagtimerne var lyst. Mit største ønske var dengang at få mit eget værelse, og til dette formål kunne sådan en skunk med “vindue” være helt ideel. Hjemme på loftet bag et stort klædeskab indrettede jeg et rum, som var mit, og hvor jeg kunne få lov til at være mig selv. Rummet fandtes som nævnt mellem de tre flader, gulvet, skabets bagside og det skrå tag. Ved siden af skabet var der en smal indgang. Rummets sider var delvis afgrænset af endevægge, men i en lille vinkel nede ved gulvet i begge sider fortsatte lange hemmelighedsfulde og vanskeligt tilgængelige skunke i det uendelige. Alle husets skunke var støvede og fyldt med kasserede og bortgemte ting såsom kasser med gamle bøger og ugeblade, mine ældre søstres skistøvler og skøjter, bedstes kniplebræt med alle de små trisser af træ, ruller af mørkerøde mørklægningsgardiner, gamle umoderne ting, og ting der havde en skade, men som man alligevel ikke nænnede at smide ud.
Det, der var mest spændende, når jeg gjorde skunken bag det store skab til mit værelse, var indretningen. Det første, jeg gjorde, var at få fat i en lang ledning med en elektrisk pære i den ene ende og en kontakt i den anden. Herefter hentede jeg hammer og søm i min fars værksted, så jeg kunne lave et ophæng til min “lampe”. Så var lyset installeret. Skunken skulle nu tømmes og indholdet flyttes til andre skunke. Spindelvæv blev fejet ned og gulvet vasket – og nu var rummet parat til det virkelig spændende – nemlig møbleringen. Nye malkestole blev lånt hos far i butikken. Der kom dug på bordet, som bestod af en køkkentaburet. Min dukkeseng og kommode blev hentet, og der blev klippet forsider ud af Familie Journalen og igen gik turen til butikken efter tegnstifter. Så var der billeder på væggene. Kurven med alle mine køkkensager blev også fundet, dukkekaffestellet kom frem og der blev dækket bord. Kaffekanden blev fyldt fra den store blå på komfuret og nu blev mor og andre, der var i huset, inviteret til kaffeselskab i den forvandlede skunk.
Ligesom skunkene på lofterne var der også uden for og mellem husene uventede smøger, som børn kunne gå på opdagelse i. Mit hjem bestod af huset langs fortovet, hvor vi selv boede og hvor min far også havde sin butik. Bagved mod havesiden var forskellige bygninger og skure, som var bygget efter familiens behov og uden nogen form for arkitektonisk plan – fuldstændig som værelserne på loftet. Imellem vores hus og baghuset var en plads, vi kaldte gården. Denne afgrænsedes i den ene side af tørveskuret. Her var ud til gaden en port, som var låst om natten med en hængelås. Under krigen var der også en port i den anden side af gården mod havesiden. Denne port var ligeledes låst om natten. I baghuset havde min far sit varelager af gummistøvler. Her var også WC, vaskehus og rum, hvor der bare var ting, der var stuvet væk. Under krigen var min ældste søsters udstyr i form af sølvtøj gemt bort i en jordkælder under dette baghus. Midt på gårdspladsen var der en høj udvendig trappe, der førte op til baghusloftet. Dette loft var også et varelager. Her var mest ting af træ, såsom skafter til haveredskaber, bunde til træsko, høkroge, malkestole og mange andre ting. Her var også et gammelt dueslag, der ikke længere var i brug. Duepindene var blevet til hylder med alt muligt gammelt ragelse. På sommerdage med styrtende regnvejr var det godt at sidde i døråbningen til dette loft og med fødderne på øverste trin af baghustrappen. Her var man i tørvejr og alligevel tæt på vejret, og her havde man overblik men kunne ikke umiddelbart nås. Lige over middag, når mor sov middagssøvn og far sov på sin stol i værkstedet, var der mest fredeligt. På andre tidspunkter kunne man nemt komme ud for at blive beordrede en til at rende et ærinde, eller man kunne få at vide, at man sad og frøs og skulle komme ind.
Der var en smøge mellem vores udhuse og Brugsens lagerbygning, hvor man kunne have gemt sig i årevis uden at blive opdaget. Stedet havde ikke noget navn, for man kom der jo ikke. At komme derind var meget vanskeligt og slet ikke ufarligt. Man kunne ikke komme dertil fra gården, selvom stedet lå tæt ved. Man skulle helt ned bagved kohuset. Her skulle man igennem et tæt buskads, buske af brændenælder og over de spidse kanter af rustne, bortkastede ting, inden man kom ind i selve smøgen, hvor der i øvrigt ikke var mindre farligt.
Den rute, man oftest brugte, til stedet var luftruten fra køkkentrappen og op over tørveskuret. Man var totalt afsløret, hvis det man kastede kom til at ligge på Brugsens tag. De ting, der fik denne tur, havde alle været udsat for uheld. Og det var den, der havde forårsaget uheldet, der håbede – uset af andre – at kunne fjerne sporene med denne flyvetur. Det kunne stort set være alle mulige ting, der blev kastet over tørvehustaget og ned til forglemmelse i smøgen. Hyppigst var det ituslået porcelæn, men det kunne også være madvarer, man havde haft uheld med – noget, der havde fået en tanke eller på anden måde ansås for uspiseligt. Disse ting gik almindeligvis på møddingen, men var der noget, der skulle skjules, – ja, så var det op over taget med det. De voksne kom aldrig i den smalle mørke smøge, som stedet udgjorde. Det var et grimt sted, og de gange jeg var der i min barndom alene eller med en veninde, var i dybeste hemmelighed. En ekspedition til stedet krævede lange bukser og gummistøvler. Der var fælt i smøgens dyb. Over alting var der et fedtet, slimet, mosagtigt lag. Solens lys kom der aldrig, og for hvert skridt man tog, knaste det under ens fødder, og man kunne risikere, at et spidst glasskår gik igennem sålen på gummistøvlerne. Men på denne gravplads for families uheld kunne man finde spændende ting. Her lå hovedet af den porcelænshund, der lige pludselig ikke længere stod på reolen. Her genså man pludselig den ene halvdel af koppen med rosenbuketten og her lå vores termokaffekande fra sommerudflugterne. “Smid det over baghustaget” var et udtryk, der var kendt i mit hjem, og tidligt lærte jeg, at tog man noget med fra smøgen, skulle man ikke vise det frem, da ingen ønskede at gense ting, der én gang var kastet.
Skunke og smøger – var rum, hvor børn kunne være sig selv – og rum, hvor alt kunne ske. I 50’erne havde børn i almindelighed ikke egne værelser, og der var ingen voksne, der satte dem i gang med aktiviteter i fritiden. De måtte selv skabe rum og oplevelser, og det var der gode muligheder for, hvis man voksede op i en landsby med det liv, der var i her på dette tidspunkt. Skunke og smøger er lille kig ind i de mange muligheder for daglige adspredelser og aktiviteter, som landsbybørnene midt i det tyvendeårhundrede havde.
Se mit barndomshjem, “Klarup” i Sønder Harritslev!
Dér boede min familie i årene 1952 til 1963.
Nogle af familiens børn – stående i haven og ude på grusvejen – er med på fotoet.
Vi kigger forbløffet op på den flyvemaskine, som cirkulerer rundt deroppe og tager billeder af vort hjem.
Luftfotoet må være taget i 1955 eller 1956.
Det kan jeg skønne ud fra møllehatten på ladetaget, hvor der ikke længere er nogen vindmølle, som var der, da vi flyttede dertil fra Rakkeby i 1952.
Møllen blev pillet ned kort efter, at den en nat gik i gang af sig selv og løb løbsk uden korn i kværnen på kornloftet nedenunder.
Jeg var et af de børn, der sov i “biksen”, som fyrrummet blev kaldt.
Da “Biksen” vendte ud mod gårdspladsen, kunne det ikke undgås, at jeg blev vækket af den løbske mølle.
Søvndrukken gik jeg hen og kiggede ud af ruderne i gangsdøren, hvor mor også stod.
Far, der havde tilkaldt Falck fra Hjørring, fulgte sceneriet ude fra gårdspladsen. Det havde ikke været helt ligetil at tilkalde Falck, da vi ikke havde telefon, men falckredderne var kommet og var nu i færd med at bringe den løbske mølle til standsning.
Jeg så en Falck-mand stående oppe på møllehatten med noget tovværk. Mor sagde til mig, at der også var nogle, der var i gang med at hælde korn i kværnen for om muligt at “trætte” den løbske mølle.
Mor sagde lidt efter til mig: ”Nu har du set det, nu må du hellere gå ind i seng igen!” – “No hår do sit ‘et, no ma do hellere go ej i seng ijen!”
Jeg gjorde som mor sagde i forvisning om, at den løbske mølle nok skulle blive “tæmmet” af Falck, som i efterårets nattemørke måtte arbejde ved projektørlys.
Stormen var stilnet af næste morgen, og møllen stod helt stille.
Det her kunne ske igen! Derfor gik der ikke lang tid, inden møllen blev pillet ned.
Den dag kom også, da far fik indlagt “kraft” og fik monteret en stor motor til at trække kværnen og tærskemaskinen.
En vindmølle klædte de fleste gårde fortrinligt, men deres tid var ved at rinde ud i 1950’erne,
Da vi nåede til årstallet 1963 sagde mine forældre farvel og tak til landbruget og flyttede tilbage til Rakkeby i hus.
Én gang bondedreng, altid bondedreng!
Det kunne ikke udviskes af, at jeg kom til at bo i København i 50 år.
I Brønderslev omtalt som Harald C.R. Thomsen. I over fire årtier år drev han en forretning med papir og kontorartikler foruden lædervarer i Nygade i Brønderslev, deltog aktivt i foreningslivet i Brønderslev bl.a. Grænseforeningen og Foreningen Norden m.fl.
Harald Thomsen blev født den 30. maj 1918 i landsbyen Hundelev i den nord- vestlige del af Vendsyssel midt mellem Løkken og Hjørring og voksede op på en mindre gård som den næstyngste af en søskendeflok på seks. Allerede som toårig fik han konstateret polio i sit højre ben, men det lagde ikke bånd på hans appetit på livet.
Hans forældre drev gården sammen, og de havde både grise og køer, “og så var der selvfølgelig heste til arbejdet i marken”. Hans forældre havde begge gået på Kvissel Højskole i den lille stationsby af samme navn lidt nordvest for Frederikshavn, og med sig derfra havde de et nært forhold til salmebogen og Højskolesangbogen og en interesse for det sønderjyske spørgsmål.
Mit første minde om Grænseforeningen er fra midten af 1920’erne. Vores lærer havde fået nogle Dybbøl-mærker tilsendt. Så han må jo have været engageret i Grænseforeningen på en eller anden måde, men jeg ved ikke præcis hvordan. Jeg var bare en lille dreng, men jeg husker tydeligt, at han kom med de der mærker og spurgte, om vi kunne tænke os at gå ud og sælge nogle af dem. Så var vi en flok drenge, der gik rundt i sognet og solgte Dybbølmærker. Vi blev taget godt imod, for man kendte hinanden, og mange var meget optaget af spørgsmålet om danskhed og Sydslesvig i de år, for det var jo lige efter Genforeningen”, siger Harald Thomsen, der hedder Christian Richard til mellemnavn.
“Jeg ved ikke, om mine forældre var medlemmer af Grænseforeningen, men jeg fornemmede, at de ligesom andre i sognet var optaget af, hvordan det danske mindretal syd for grænsen kunne klare sig, og hvordan man kunne støtte dem. Jeg tror ikke, at de var med ved genforeningsfesten på Dybbøl Banke i 1920. Men jeg husker, at de talte om det, og som barn syntes jeg, at det var vældig spændende. Siden kom jeg på Halvorsminde Ungdomsskole ved Hjørring, hvor lærerne og forstanderne var meget interesserede i det grænsepolitiske”.
Inden Harald Thomsen kom på ungdomsskole, havde han mistet sin mor.
“Jeg fik selv en alvorlig lungebetændelse som 12-årig, som lægen sagde, at det var heldigt, at jeg overlevede. Året efter døde min mor af lungebetændelse, og min ældste søster, som ellers skulle ud at tjene, måtte blive hjemme i nogle år og hjælpe min far med at holde hus og tage sig af os mindre søskende”, fortæller han. “Så jo, det er egentlig heldigt, at jeg overhovedet nåede at blive voksen”, tilføjer han.
Han tog præliminæreksamen fra gymnasiet i Rønde. Derfra flyttede han til Aarhus for at gå på Den jyske Handelshøjskole, hvorfra han tog handelseksamen i 1938. Derefter gik turen til Toftlund i Sønderjylland, hvor han arbejdede som kontorassistent hos et derværende firma et års tid.
DET UNGE GRÆNSEVÆRN
Han erindrer ikke med sikkerhed, hvordan det gik til, at han besluttede at blive medlem af Grænseforeningen, udover at det faldt naturligt som en fortsættelse af hans engagement i Det unge Grænseværn (DuG), en fællesorganisation for de eksisterende ungdomsforeninger i Sønderjylland, der blev stiftet i 1934 med det formål at være et fælles værn og en styrkelse af dansk-nordisk ånds- og kulturliv i grænselandet. I april 1933 besluttede repræsentanter for ungdomsorganisationerne ved et møde i Aabenraa at samarbejde på tværs, og efter et gymnastikstævne i Tønder med 10.000 deltagere måneden efter og et møde på Dybbøl med 40-50.000 deltagere dannede man DuG. I løbet af få år opnåede DuG stor tilslutning over hele landet, og i 1939 var der 30.000 medlemmer, der samledes til foredrag, idræt, folkedans, vandreture, husflids- kurser m.m.
Harald C.R. Thomsen fik kendskab til DuG kort efter organisationens grundlæggelse, mens hans boede i Rønde. I studieårene var han aktiv i DuG, som i 1940 skiftede navn til Dansk-nordisk ungdomsforbund, og i 1942 var han med til at stifte en lokalafdeling af Foreningen Norden i Brønderslev. Omtrent samtidig meldte han sig ind i Grænseforeningen. I 2017 kunne han således – som den eneste, der havde været med fra begyndelsen – deltage i fejringen af 75-års jubilæet for Foreningen Norden i Brønderslev og blev ved samme lejlighed udnævnt til æresmedlem. Året efter blev han ligeledes udnævnt til æresmedlem af Grænseforeningen for Vendsyssel.
“Det nordiske og det sønderjyske har fulgtes ad for mig. Mit engagement i Grænseforeningen har ikke haft noget direkte med mine egne erfaringer fra grænselandet at gøre”, siger han.
TOFTLUND VED ET TILFÆLDE
Harald C.R. Thomsens familie havde ikke som sådan nogen relation til grænselandet. Men to af hans brødre kom i landbrugslære i Sønderjylland, den ene i Bevtoft, den anden i Toftlund, og Harald Thomsen var nede og besøge dem begge. Da han havde fået sin handelseksamen, ville han gerne blive boende i Aarhus, men da der ikke umiddelbart var nogle stillinger at få, søgte han andre steder i landet. På et tidspunkt så han en annonce i Berlingske Tidende om en kontorassistentstilling. Så vidt han husker, fremgik det ikke, hvor i landet virksomheden lå, men han søgte om stillingen, og da han blev ringet op af direktøren og tilbudt jobbet, viste det sig, at der var tale om et firma i Toftlund i Sønderjylland.
“Så på den måde kom jeg til Toftlund, som jeg jo kendte lidt til fra min ene brors ophold dernede. Jeg havde ikke tænkt på at søge derned, og jeg havde altid vidst, at landbruget ikke var mit gebet. Som lille blev jeg ramt af polio, og selv om jeg slap nogenlunde billigt fra det, betød det, at jeg ikke kunne lave det samme fysiske arbejde på gården som mine søskende. Jeg havde en lille have med grøntsager, som jeg nød at dyrke. Jeg har også selv anlagt haven her”, siger Harald C.R. Thomsen og peger ud i den velplejede have, hvor der på terrassen står krukker med blomster i mange farver.
“Men ellers har jeg altid mest været til noget med papirer”, siger han med et blik på de sirligt ordnede bunker af papirer, han har fundet frem.
Der er notater om hans foreningsarbejde, breve, avisudklip og andre papirer, der dokumenterer hans mangesidede virke. Også en gæstebog, som blev indviet, da han blev gift med sin Karen den 29. december 1944 og er ført op til hans 100-års fødselsdagsfest sidste år, har han fundet frem. Fra tiden i Toftlund har han ikke mange papirer, for opholdet varede kun et års tid. Men han nåede at få et vist indblik i stemningen i grænselandet mindre end to årtier efter Genforeningen.
TELEFONCENTRALEN VAR STADIG TYSK
“Jeg bemærkede, at der var forskel på, hvor nationalt interesserede folk var, og jeg husker, at telefoncentralen, som direktørens hustru bestyrede, endnu ikke var kommet ind under Jysk Telefon, men stadig var under tysk administration”, siger han.
Vi skal blive ved med at betragte os som ét samfund, selv om vi bor på hver sin side af grænsen.
Efter et år i Toftlund blev Harald Thomsen tilbudt en stilling som kontorassistent hos Pedershåb Maskinfabrik i Brønderslev, hvor han arbejdede frem til 1944. Fra krigsårene husker han især en episode, hvor den lokale tyske kommandant spærrede hele Brønderslev og Hjørring af og lukkede for lys, gas og vand i tre døgn som reaktion på sabotage mod jernbanen.
“Jeg sad sammen med nogle venner og lyttede til en batteridrevet radio for at op- snappe meldinger fra Sverige og London. En af mine venner skrev referater af det, og så lavede vi et blad, Brønderslevkureren, inde på mit kontor og delte det ud i byen”, siger Harald CR Thomsen.
Det var under krigen han mødte sin hustru, Karen. “Jeg var inviteret til indvielse af et sommerhus i Lønstrup, som nogle af mine venner havde bygget. Karen var ung pige i huset hos naboen og blev inviteret med til festen. Næste dag gik vi på besøg hos hende, og da jeg så den kærlighed, der var mellem hende og de to børn i familien, faldt jeg for hende. Jeg har altid været meget glad for børn”, siger han og udpeger de nyeste billeder af sine oldebørn, som står på et bord i det åbne køkkenalrum.
Han og Karen flyttede ind i en lejlighed i Vestergade i Brønderslev i januar 1945, efter at de var blevet gift i al hast. “Dengang kunne man ikke få en lejlighed, hvis man ikke var gift, så selv om det egentlig ikke var planen, at vi ville gifte os på det tidspunkt, måtte vi jo få det arrangeret. Min svigerfar, som var tømrermester i Mygdal nord for Hjørring, ryddede sit værksted og lavede det om til en festsal, og så inviterede vi alle dem, der var plads til”, fortæller han.
ÅBENT HUS FOR FORENINGERNE
Samme år havde han åbnet Harald CR Thomsen Kontor- og Papirvarehandel i centrum af Brønderslev,
Harald Christian Richard Thomsen (1918-2019)
hvor hans kone også hjalp til, og året efter fik de datteren Hella. Siden kom der to børnebørn og fire oldebørn til, der alle bor i københavnsområdet. Han har god kontakt med dem alle både ved højtider og i ferier. Som enkemand har han samlet familien til en stor fest hvert femte år.
“Da jeg fyldte 70 år, inviterede jeg til åbent hus om dagen – så var jeg sikker på ikke at glemme nogen af alle dem, jeg kender fra de tosset mange foreninger, jeg er medlem af – og til festmiddag om aftenen for familien og de nærmeste venner. Det har jeg gjort siden ved min runde og halvrunde fødselsdage, så da jeg fyldte 100 år, var det syvende gang, jeg markerede min fødselsdag på den måde”, siger Harald C.R. Thomsen.
Til åbent hus-arrangementet dukkede mange af Harald C.R. Thomsens bekendte og venner fra foreningslivet op, ligesom viceborgmesteren i Brønderslev kom forbi og opfordrede Harald til at kigge en ekstra gang i postkassen efter fødselsdagspost. “Og så var der sørme kommet brev fra dronning Margrethe, som jeg læste op for gæsterne”, siger han.
KARL OTTO MEYER KOM FORBI
På bogreolen i stuen står der biografier om så forskellige personer som kronprins Frederik, Nelson Mandela og Karl Otto Meyer (fhv. chefredaktør på Flensborg Avis og mangeårigt landdagsmedlem i Slesvig-Holsten for mindretalspartiet Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), red.) samt en erindringsbog, Hjertesprog, af sidstnævntes kone, Marie Meyer. Desuden bøger om kunst, kristendom, sydslesvigsk historie og lokalhistorie fra Vendsyssel.
“Karl Otto Meyer mødte jeg nogle gange via Grænseforeningen, og han har også været på besøg herhjemme hos mig. Han var en stor personlighed, som har gjort meget for danskheden i Sydslesvig, så ham var jeg glad for at få lov at møde”, siger Harald Thomsen.
Han tilføjer, at han gennem årene har været på mange besøg i grænselandet, både i regi af DuG, på bilture med sin kone, datter og svigerforældre og på busture med Grænseforeningens lokalafdeling.
VI SKAL BETRAGTE OS SOM ÉT SAMFUND
Gennem tiden har han beklædt adskillige poster i Grænseforeningen, herunder formandsposten i lokalafdelingen i Brønderslev – i dag Grænseforeningen Vendsyssel – foruden en periode med sæde i hovedbestyrelsen for Grænseforeningen. Han blev formand for Grænseforeningen i Brønderslev i 1986 og var formand frem til 2015, hvor lokalforeningerne i Brønderslev og Vrå blev slået samen til Grænse- foreningen Vendsyssel, hvor Harald Thomsen sidder i bestyrelsen.
“Medlemstallet er faldet. Det synes jeg er meget beklageligt, for det er så vigtig en sag. Vi skal vise verden, at det er helt nødvendigt at enes om at gøre noget sammen.
Hele spørgsmålet om indvandring og grænser er imidlertid kompliceret og svært at have enkle holdninger til, synes Harald C.R. Thomsen.
“Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke om genindførelsen af grænsekontrollen. Det er vigtigt at have kontrol med grænsen, men om kontrollen skal være så barsk, som den er blevet, ved jeg ikke. Til gen- gæld er jeg ikke i tvivl om, at vi har brug for EU. Der er ganske vist en masse uro internt i EU, men det er helt nødvendigt at enes om at gøre noget sammen.”
HARALD C. R. THOMSEN er født 30. maj 1919 og har været medlem af både Grænseforeningen og Foreningen Norden i over 75 år. Han er som nævnt æresmedlem af lokalafdelingerne af begge foreninger og af flere andre foreninger i Brønderslev og omegn, som han har engageret sig i. Hans seneste æresmedlemskab er af Museumsforeningen for Vildmosemuseet.
“Brønderslev har i mange år været venskabsby med Tønning i Sydslesvig, så der har vi haft mange gode oplevelser. Jeg har stadig kontakt med gode venner dernede, og jeg havde håbet, at jeg kunne komme derned til genforeningsjubilæet, men det kan jeg nok ikke klare.
Det er vigtigt, at vi støtter danskerne i Sydslesvig i at bevare deres kærlighed til Danmark. Vi skal blive ved at betragte os som ét samfund, selv om vi bor på hver sin side af grænsen. Som danske har vi noget, som er værd at bevare. Jeg holder især af den nærhed, vi har til hinanden i Danmark. At man kommer sammen og hygger sig og respekterer hinanden. Jeg oplever det personligt her med mine naboer, som er nogle utroligt rare mennesker. Og heldigvis er der også mange eksempler på, at nye mindretal i Danmark bliver modtaget på en god måde, hvor de mødes med den stedlige befolkning og drikker kaffe og føler, at de er velkomne.
Foreningslivet var altid et afgørende omdrejningspunkt i Harald C.R. Thomsen liv, og med stort engagement og interesse var han medlem af mange foreninger. Det var I forbindelse med foreningens 75-årsjubilæum i 2017, at han blev udnævnt til æresmedlem af foreningen.
Også grænseegnen interesserede Harald Thomsen meget, og han beklædte gennem en årrække adskillige poster i Grænseforeningen, herunder formandsposten i lokalafdelingen i Brønderslev – i dag Grænseforeningen Vendsyssel – foruden en periode, hvor han havde plads i hovedbestyrelsen for Grænseforeningen.
Fra 1989 blev han et aktivt medlem, også som bestyrelsesmedlem, af Støtteforeningen for Neuroenhed Nord – Brønderslev, hvor man genoptræner patienter med hjerneskader, og fra 2013 var han æresmedlem i foreningen og kommitteret til bestyrelsen.
I 1973 blev Harald Thomsen valgt ind i Brønderslev Menighedsråd, hvor han sad som medlem indtil år 2000. Han beklædte gennem 18 af de 27 år i menighedsrådet posten som formand. I sit lange virke her sad han også i en årrække som næstformand i provstiudvalget for Brønderslev Provsti. Desuden var Harald Thomsen i samme periode medlem af Stift Middeludvalget i Aalborg Stift.
Som 100-årig levede Harald stadig et aktivt liv, hvor han var engageret i foreningslivet og altid glædede dig til at tilbringe tid sammen med familie og nære venner. Familien bestod af en datter, to børnebørn og fire oldebørn.
Jubilæumsfest i 2017
Det er sjældent, at man oplever en 75-årig forening, der har et medlem, der har været med i alle årene. Men det kan Foreningen Norden i Brønderslev præstere. Harald C. R. Thomsen deltog i jubilæumsfesten, hvor han fortalte om tilblivelsen i 1942.
Der var en gruppe af initiativrige personer, der sluttede op om foreningen, fortalte han, at han var med i den allerførste bestyrelse, der blev dannet, sammen med en gruppe borgere.
Harald C.R. Thomsen sagde, at der nu som aldrig før er brug for Foreningen Norden, da der er mange aktuelle forhold, der kræver sammenhold. Det er helt enestående, at der ikke kræves pas for at komme mellem de fem nordiske lande. På den måde betragtes de fem lande nærmest som ét land.
Foreningen Norden i Brønderslev som noget helt unikt.
Det er en forening, der er lagt mærke til på landsplan. Vi var meget spændte på, hvad der skete med foreningen, da foreningens formand, overlærer Axel Schade, døde i 2013 efter 33 år på formandsposten, men den ny bestyrelse har løftet arven på fantastisk vis.
Han fortalte at Brønderslev Kommune har nære bånd til den svenske venskabsby Nässjö, hvor der jævnligt er besøg fra, ligesom der arrangeres besøg i Nässjö fra både Brønderslev Kommune og Foreningen Norden.
Brønderslev har stor glæde af dette samarbejde og påpegede, at det nordiske samarbejde er af stor betydning for Danmark
På grund af den forestående kommunalreform i Norge, er samarbejdet med Eidsberg Kommune gledet ud, men der arbejdes på at finde en ny venskabskommune, og at kommunen vil bakke op om dette initiativ.
En halv snes medlemmer fra Nässjö besøgte Brønderslev i tre dage i forbindelse med jubilæet.
Et besøg hos Harald C.R. Thomsen
Her fortæller Harald C. R. Thomsen at han var med til at udgive illegal avis i Brønderslev og var et af de sidste vidner til krigsårene i Brønderslev.
Mens der drikkes formiddagskaffe i den hyggelige stue i udkanten af byen, finder han et gulnet papir ud af en større bunke minder på sofabordet.
Papiret får ham til at tænke tilbage på, hvordan han oplevede besættelsesdagen, den 9. april 1940.
Det er jo forfærdeligt, og det gør ondt at se på, hvordan tyskerne vælter ind over Brønderslev og resten af landet, siger Harald C. R. Tomsen, når han mindes sine tanker på besættelsesdagen.
Luften vibrerer af dyb motorlarm allerede tidligt om morgenen, da snesevis af tungtlastede krigsfly kravler hen over den mørke himmel i større og mindre grupper.
Hitlers Luftwaffe er lastet med ydmygelser, undertrykkelse, lemlæstelse og død til både Danmark og Norge.
Nogle af flyene smider flyverblade ud over Brønderslev, og kort tid efter regner det ned med ”Oprop”, et papir, som Harald C. R. Thomsen viser frem mellem kaffekopperne på sofabordet.
Papiret opfordrer befolkningen til at holde sig i ro og samarbejde med tyskerne.
På det tidspunkt bor jeg i Fredensgade 1 i Brønderslev, og alle i byen er chokerede over synet på himlen. Jeg får det stadig helt dårligt, når jeg tænker på alt det tyske krigsmateriel, som også kommer til at rulle oppe på jernbanen. Og de tyske tropper, som pludselig tramper rundt i byen, fortæller Harald C. R. Tomsen, der som aktiv i Konservativ Ungdom godt nok går ind for både gud, konge og fædreland, men vel at mærke et fædreland uden tyske tropper.
Nej, KU er altså ikke tyskervenlig, og jeg kan der i 1940 ikke lade være med at tænke på, hvordan vi dog skal komme af med alle de tyskere og deres elendige krigsskrammel igen, husker Harald C. R. Tomsen, som først i 1940’erne har god medvind på det personlige plan.
Tosset med papir
Da krigen bryder ud, er jeg 21 år og arbejder som kontorassistent på Pedershaab Maskinfabrik, men da jeg så ser nogle ledige lokaler i Nygade, og den 1. november 1941 var det jeg åbnede min egen forretning med kontorartikler og papir, for jeg har altid været tosset med papir, fortæller Harald C. R. Tomsen.
Det skal senere vise sig at blive til stor nytte, da forretningen giver mulighed for aktiviteter, som ville have gjort byens tyske kommandant rasende – eller rettere sagt: Endnu mere rasende.
Høje brag i natten
Som en reaktion på de allieredes invasion i Frankrig den 6. juni 1944, begynder tyskerne at trække våben, ammunition og tropper fra nord mod syd.
Dermed bliver jernbanen mellem Frederikshavn, Sindal, Hjørring, Brønderslev og Aalborg ekstrem vigtig for tyskerne, og det gør de mange kilometer togskinner, lokomotiver og vogne til oplagte mål for modstandsbevægelsen.
Strækningen er da også udsat for sabotage flere gange i løbet af efteråret 1944, da modstandsfolk sender skinner og tog til himmels med høje brag i natten.
Den 22. september 1944 har en aldeles rasende tysk kommandant fået nok af de genstridige vendelboer.
Han lukker for lys, gas, telefoner og vand, og der er erklæret undtagelsestilstand med vagter på vejene i flere byer i Vendsyssel, husker Harald C. R. Tomsen, der ikke selv deltager i sabotageaktioner.
”Da jeg har haft Polio, også kaldet børnelammelse, som helt lille, har det for stedse ødelagt min evne til at gå og løbe normalt, og det dur ikke, hvis man skal være aktiv modstandsmand med sprængstoffer og våben”, fortæller Harald C. R. Tomsen.
Men han er gode venner med en redaktør Svend Gjedsig, og alle i omgangskredsen er frustrerede over nu at være afskåret fra reelle nyheder, da de rasende tyskere gør det umuligt at distribuere de sædvanlige illegale aviser.
Hallo, her er London
I den periode sidder vi flere oppe på 1. sal i en bygning i Bredgade, hvor der nu er sundhedshus, og lytter til forbudt radio fra London og Sverige. Da den tyske kommandant afskærer byen fra omverdenen, er der behov for en illegal avis, og det er lige en opgave for Svend Gjedsig at organisere det praktiske, fortæller Harald C. R. Tomsen.
Flere af vi illegale radiolyttere sørger for at skrive nyhederne ned på papir, og så ryger ”Brønderslev Kureren” i trykken på en trykkemaskine bagerst i min forretning, fortæller Harald C. R. Tomsen, der dog ikke selv er med til selve trykningen.
De borer et lille hul i et vindue i baggården, så de kan få vinduet haspet af og komme til at trykke avisen. Bagefter lægger de et pænt brev med tak for lån. Hvis tyskerne kommer ind i forretningen, vil det dermed se ud, som om forretningen intet har at gøre med sagen, husker Harald C. R. Thomsen, mens han finder brevet frem og lægger det mellem kaffekopperne.
Han husker ikke længere de øvrige navne på initiativtagerne til ”Brønderslev Kureren”, kun at der nok foruden Svend Gjedsig deltager yderligere en tre-fire mand, og at ”Brønderslev Kureren” udkommer under tyskernes afspærring af byen den 22., 24. og 26. september 1944.
Den udkom kun, mens der var lukket for gas, lys og vand. Da undtagelsestilstandens bliver ophævet igen, ophører bladet med at udkomme, for så kunne byens borgere igen modtage de ordinære illegale blade udefra, husker Harald C. R. Thomsen.
Jeg møder jo min dejlige Karen til en fest i et sommerhus i Lønstrup i 1944, og vi bliver gift den 29. december samme år. Det var en dejlig tid, mens vi lærer hinanden at kende, og det lykkes os også at få en lille lejlighed i Vestergade, men tyskernes besættelse er stadig forfærdelig, siger Harald C. R. Thomsen og lader blikket flakke mellem stuens fotos af familien og de gulnede papirer på bordet.
Helt glad er jeg jo først, da jeg hører i radioen den 4. maj 1945, at de tyske tropper har overgivet sig. Samme aften er der fest overalt. Folk løber rundt i gaderne og er vilde af glæde, husker Harald C. R. Thomsen, der selv i dag har svært ved at sætte ord på sine følelser på befrielsesdagen.
Det er altså svært at forklare. Jeg tror man skal have oplevet det, for at forstå de følelser, der er i spil. Det er bare så vidunderligt. Alle er der. Alle er glade, og der er faktisk kun en måde at beskrive det på: ”Det er en befrielse”, siger Harald C. R. Thomsen.
Som 67-årig og efter mere end 40 års ægteskab mistede han sin kone i 1985. Samme år afhændede han butikken. Det blev startskuddet til en meget aktiv tredje alder. Først erhvervede han sig kørekort som 67-årig, og i en alder af 74 år, valgte han at skifte lejligheden i bymidten ud med en andelsbolig med egen have nogle kilometer uden for centrum.
Mens uret kukker, lægger han de gulnede papirer tilbage i bunken.
Tidligere præst i Brønderslev Henning Christensen fortalte bl.a. ved Harald C.R. Tfølgendehomsens begravelse forsamlingen :
En oplevet hændelse fra en gang jeg besøgte Harald CR.
Thomsen i butikken i Nygade.
Det siger med få ord meget, om hvilken person Thomsen var.
”Han fortalte mig, at han havde sendt regnskabet fra butikken til skattevæsenet i Frederikshavn, men kunne ikke forstå, hvorfor han ikke havde fået det tilbage igen, for nu var der gåen ret lang tid, siden det blev afleveret.
Men så ringede de en dag fra momskontoret og undskyldte, at de ikke havde returneret regnskabet endnu, men de ville gerne beholde det lidt endnu, for som de sagde, så ville de bruge det for a vise andre, hvordan et regnskab skulle føres.”
Stodderkonge. Danmarks vandrende folk forgår. »Vi dør jo. Og der kommer ikke nye til.«
Til vagabondtræf på Fyn, hvor Sheriffen, Høvlen, Pølse og de andre landstrygere vælger deres leder.
De sidste
Riddere
Artiklen er skrevet af EMIL JØRGENSEN (f. 1993)
er journalist fra Danmarks Journalisthøjskole med en cand.mag. i Mellemøststudier fra Syddansk Universitet. Han har boet i Istanbul, Beirut og Jerusalem.
På Weekendavisen skriver han menneske bårne reportager og fortællinger, ligesom han tidligere har gjort det for Zetland og Avisen Danmark.
Jens Otto Madsen fortæller: Jeg blev ringet op af Emil Jørgensen som var i gang med at skrive en artikel om Vagabonder og i den anledning havde researchet omkring emnet og bl.a. fundet de artikler som jeg har lavet og lagt ud på min hjemmeside omkring Vagabondavisen og Vagabondernes bedstefar Harry Jørgensen, som udgav Vagabondavisen i en årrække og hvor senere sønnen Kristian Jørgensen efter faderens død fortsatte som redaktør. Kristian er nu også død og Vagabondavisen udgives nu ikke længere. Emil Jørgensen lovede at sende mig sin artikel som har været udgivet i Weekendavisen.
Til denne historie som kommer her på min hjemmeside og også udgives på FB gruppen ”Historier fra Vendsyssel” kommer først min historie om Harry og Kristian Jørgensen og herefter Emil Jørgensens artikel.
Vagabondernes Bedstefar – Harry Jørgensen, Vrensted
Harry Jørgensen døde i 1995.
Harry Jørgensen er født i 1907 i Vrensted og døde i en alder af 88 år i Vrensted i 1995. Det meste af livet boede og arbejdede han dog i Løkken. Han var oprindelig landarbejder men blev så arbejdsmand i Løkken. Han tilbragte sit liv i Løkken, hvor han i 1930 blev gift og stiftede familie, blev forsørger og måtte tage det arbejde, der var at få for at kunne forsørge familien. Han var med til at bygge læmolen i Løkken. Fra 1930 og frem til tæt på slutningen af 2. verdenskrig, var han rejsebud mellem Løkken og Hjørring. Senere var han fiskehandler og produkthandler. I den seneste tid i Løkken var han hotelkarl på Hotel Klitbakken. Sideløbende hermed var han meddeler først til Ny Tid og senere til Vendsyssel Tidende, hvor man gennem årene nød godt af både læserbreve og lokale nyheder. Han var aktiv inden for politik og foreningslivet og sluttede sit politiske engagement i Fremskridtspartiet, hvor han blev æresmedlem.
I 1974 startede Vrensted tilværelsen igen, hvor han flyttede alene ind i ”Ørnholms minde” lige syd for Kirkedammen. Harry Jørgensen var en farverig og flittig person, kendt af mange over hele Vendsyssel, dels som tidligere meddeler til avisen, men også som en flittig og meget velformuleret læserbrevsskribent, en af de mest markante under Frit ord i Vendsyssel Tidende men også i københavnerpressen, hvis de trængte til et hip og et ord på vejen.
Harry Jørgensen var altid god for en interessant beretning. Han var et omvandrende arkiv og gennem årene samlede han et rigtigt arkiv af udklip og materiale af lokalhistorisk art.
Den kendte forfatter Knud Holst var også nogle år forinden flyttet til Vrensted. De kendte hinanden fra den tid de begge boede i Løkken. Harry Jørgensen havde altid haft et godt forhold til vagabonder og landevejsridderne og som rejsebud havde han mødt mange af de farende svende. Han havde fået tilnavnet “Vagabondernes Bedstefar”. Knud Holst får Harry Jørgensen i gang med at lave en lille avis, Vagabond-Avisen, landets mindste på fire A4 sider. Den 16. februar 1987 udkommer så det første eksemplar af Vagabond-Avisen. I begyndelsen udkom den en gang om måneden, men hurtigt blev den en ugeavis, som fortrinsvis sælges på markeder og steder hvor vagabonder færdes. Harry Jørgensen forestod alle opgaver på avisen. Som udgiver, redaktør, journalist og trykker. I 1989 var den udkommet i 810 udgaver. Selveste det Nordjyske Landsbibliotek i Ålborg var blevet fast abonnent. Harry Jørgensen havde en fast kreds som han sendte en halv snes eksemplarer til ad gangen. Det var Oplandsavisen, der sørgede for at fotokopiere Vagabond-Avisen i det nødvendige antal eksemplarer.
Efter Harry Jørgensens død i 1995 overtog sønnen Kristian Jørgensen, Vrensted hvervet som redaktør indtil juni 2009 hvor han måtte stoppe på grund af sygdom.
Ved Harry Jørgensens 80års fødselsdag som blev holdt i Vrensted Forsamlingshus
Historien om De sidste Riddere
Der bedes fadervor med hænderne foldet om dåsebajere og snapseflasker. Hunde ligger i græsset, små hashskyer svæver mod himlen, solen kaster skygger mellem grenene. Præsten under træet, iført pibekrave og sort kjole, siger »amen«, så »skål«, og forsamlingen brummer »skål« tilbage.
»Det var en vigtig sætning,« lyder det hæst fra en af tilhørerne.
Vi er til såkaldt gøglergudstjeneste på Tingstedet bag forsamlingshuset i Kværndrup på Fyn. 40 mænd og kvinder sidder i en cirkel om præsten. På kampesten og i campingstole. Iført læderveste med brocher og medaljer, Tuborg-hatte med rævehaler i nakken, pjaltede benklæder og store smil. Fjogede kommentarer, småsnak og latter akkompagnerer ceremonien, men alvoren sænker sig på opfordringen til et øjebliks stilhed.
»For dem, der går på de evige landeveje,« siger præsten i mikrofonen. Folk tager hattene af, rejser sig og holder kæft. Pludselig kan man høre deres kæledyr trække vejret. Keyboardspilleren sætter tonen, og de synger »Altid frejdig, når du går«. En salme, som også bruges til begravelserne, som flokken mødes til. Efterhånden oftere og oftere. De er Danmarks sidste landevejsriddere, de vandrende vagabonder, der er dus med himlens fugle og skovens grønne træer. I hvert fald i Morten Korch-film og på Storm P.-plakater. Med slibesten og barnevogne er land-strygerne kendt som nogle, der går fra dør til dør, fløjtende, fulde og fri. For en lille skilling, en madpakke eller et sted at sove sliber de herrens og fruens sløve knive, før de igen bevæger sig mod de åbne horisonter. Men den romantiserede og folkekære figur er ved at uddø. Der er lidt over 6.000 hjemløse i Danmark, og tallet stiger, men landevejsridderne kan efterhånden stå samlet under det samme egetræ. Og det gør de den anden torsdag i september hvert eneste år. For at hilse og hygge, gennemføre en gudstjeneste, men også for at stemme.
De udpeger stodderkongen, deres leder.
I gammel tid – fra år 1600 og frem til 1803 – blev stodderkongen udnævnt af politimyndighederne. Det var en stærk person fra de fattiges kreds, som fik ansvaret for at holde sognet frit for fremmede tiggere. I dag vælger landevejsridderne selv deres frontfigur, men funktionen er lidt derhenad. Han eller hun, der vinder den demokratiske afstemning, står for dialogen med landets kræmmermarkeder og hjælper med at håndhæve, at riddernes protokoller overholdes.
Du må ikke lyve. Du må ikke stjæle. Og du må ikke tage hårde stoffer. Vi er klar til afstemningen,« siger præsten.
»Hvem stiller op?«
Pølses 1,7 millioner kilometer
Vi begynder historien et par timer forinden. Klokken er otte om morgenen, men Vagabondlejren i Kværndrup er allerede sprællevende. »Tre hvide duer,« synger Jodle Birge fra en håndværkerradio, mens folk sidder i teltåbninger og campingstole med opknappede bajere og mad-kasser med tobak i.
»Det koster 20 kroner, hvis du vil være passivt skæv,« siger en og ler hæst.
Pølse – en 65-årig mand med skovmandsternet fleecetrøje, solbriller og julemandsskæg – forklarer, hvad det vil sige at være landevejsridder. »Vi er ikke udsatte, og vi er ikke hjemløse. Og du bliver heller ikke landevejs-ridder af at drikke dig fuld foran Brugsen. Du skal ud at stemme dørklokker,« siger han.
Selv har Pølse været landevejsridder siden 1989. Det var også der, han fik navnet. Alle landevejsriddere navngives og døbes på ny – Syvstjernen, Kransekagen, Bjørneungen, Rundetrunten, den slags – og nogle gange ligger der en direkte logik bag. »Jeg var arbejdsdreng på Stryhn’s’ leverpostejsfabrik i Roskilde. En dag efter arbejde var der en af mine kammerater, der sagde: ‘Hvad fanden er det, du har bag øret?’ Det var så et stykke kødpølse. Siden den dag har jeg været Pølse-Leif. Eller bare Pølse,« siger han. Fra en dyb lomme i sine shorts finder han en dåsebajer. »Kære lille mormor,« spiller fra højttaleren, mens Pølse tæller i sit hoved. »Jeg har gået 1,7 millioner kilometer i Danmark,« siger han. »Altså sådan løst regnet.« Meningen var, at han skulle gå tre uger i en sommerferie. Men han vendte aldrig tilbage til sin kone og sine børn, fortæller han. »Landevejene er ligesom spjældet. Når man er ude, vil man ind. Når man er inde, vil man ud.« Pølse går ikke længere ude alle fire årstider. Det meste af året bor han på Præstø med sin papegøje, Mandy. Men for 35 år siden, da Pølse startede, var det anderledes. Dengang var der 450 vagabonder i Danmark, siger han.
»I dag er vi maks. 45. Vi dør jo. Og der kommer ikke nye til.«
Interviewet afbrydes. Troldmanden vil have Pølse til at »bippe sin bil op«. »Så bjerger jeg lige en flaske Bailey fra bagagerummet,« siger han.
Sæsonriddere
Ingen har rigtig forsket i landevejsriddernes bortgang, men Lars Benjaminsen har flere bud. Han er seniorforsker ved VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
»Udsatheden er blevet mere kompleks. De unge, der har mistet grebet om tilværelsen, har typisk både psykiske lidelser, fysiske helbredsproblemer og misbrug,« siger han.
De vandrer ikke fra gård til gård. De vandrer snarere fra herberg til forsorgshjem og andre former for opholdstilbud. Og deri ligger en anden mulig årsagsforklaring: Samfundets sikkerhedsnet er generelt blevet bedre til at indfange de udsatte. »Men det handler også om, hvem de udsatte i dag er, og hvor de kommer fra. De opholder sig typisk i de store og mellemstore byer, og de ser ikke sig selv som nogle, der går på vejene. Så sover de hellere på sofaer hos venner. Eller på gaden,« siger Lars Benjaminsen.
76-årige Kristian Jørgensen, tidligere redaktør for den nu lukkede Vagabond Avisen, fremsiger sin analyse uden at pakke tingene ind. »Det er lovgivningen og samfundet, der har ændret sig. Jeg går selv her på pension og får 11.000 kroner og bor i en lejlighed med elevator og det hele. Landevejsridderne har biler, hus og mobiltelefoner. De farende svende farer kun, når ølteltene på kræmmermarkederne er åbne.«
Sheriffens valg
Tilbage i Kværndrup siger Sheriffen, at »det er blevet for nemt at lade være med at være landevejsridder«. »Prøv at se på parkeringspladsen,« siger hun og peger forbi træet, hvor der om lidt skal være gøgler-gudstjeneste og stodderkongeafstemning.
»Folk kommer jo kørende hertil.«
I gamle dage sagde en rigtig vagabond nej tak til alle offentlige ydelser for at leve fuldkommen frit. Det gjorde Sheriffen også. Den 55-årige kvinde, der er født på Grønland, men vokset op i Danmark, siger selv, at hun stod over for et valg. »Skal jeg tage mit eget liv, eller skal jeg tage Landevejene?«
Det var i 1999. Hun var lige blevet skilt, huset var på tvangsauktion, og børnene var kommet i pleje hos hendes mor.
Sheriffen taler sagte. Hun er svær at høre for Peter Belli i højttalerne, der synger »Bli’ væk fra vort kvarter«, men man mærker hende.
Under sin sorte lædervest har Sheriffen regnbuefarvet tøj og et taknemmeligt sind. Hun er glad for, at hun valgte vejen med slibesten og barnevogn, siger hun og lader blikket panorere rundt i vagabondlejren. »Vi er en familie. Vi passer på hinanden.« Sheriffen har været stodderkonge i flere år. Men heller ikke hun er ridder på fuld tid længere. Hun har en toværelses lejlighed i Horsens. Danmark har ændret sig, siger hun. Landets små gårde er blevet til kæmpestore drifter med titusindvis af svin. Sygdomsfrie besætninger med SPF-systemer, smittebeskyttelse og sundhedskontrol, hvor omvandrende vagabonder ikke så nemt får adgang. Men en ting er uforandret. Mødet med »hr. og fru Danmark« er, som det altid har været. Langt de fleste mennesker behandler Sheriffen med tillid og respekt, når hun banker på døren og beder om deres knive. »Vestjyderne har altid været hammersvære at få til at byde en indenfor, fordi de er så indremissionske. Men så er de til gengæld søde til at forære madpakker.« Hun vifter sin lille hund væk, tænder en smøg og smiler, da jeg spørger, om det er godt eller skidt, at landevejsridderne langsomt forgår. »Jeg tror egentlig, det er for det bedste. For det er altså ikke et romantisk liv at leve på landevejene.«
Kravlede ind i vagabondlejren
Det samme siger Høvlen. »Det er ikke en Morten Korch-film. Solen skinner ikke altid på vejene.« Hans hår er pjusket, hans krop er lang og tynd og hans blå øjne en anelse blodsprængte. Med sine 37 år er han en af de yngste landevejsriddere, men han er også nærmest født ind i det, siger han. »Min far var kræmmer. Og jeg plejer at sige, at jeg kravlede ind i vagabondlejren, da jeg var tre år. Siden har jeg ikke kunnet kravle ud igen.« Han står med hænderne bag ryggen, mens han interviewes. Høfligt, men seriøst.
Omkring træet i Kværndrup danser flere arm i arm til »Himmelhunden«, Teddy Edelmanns udødelige klassiker. Nogle har tændt op i store piber, andre er gået i snapsen. I græsset ligger to mænd med viltre skæg og omfavner hinanden. Alle er feststemte, kærlige og glade. Også Høvlen, for han skal faktisk giftes i dag.
Efter gudstjenesten er der bryllup i vagabondlejren, Høvlen skal have sin Sol, men lige nu fortæller han om sit liv. Om hvordan han »slapper af«, når han »går med barnevognen«. Hvordan lejligheder »trækker sig sammen«, når han opholder sig i dem for længe ad gangen. »Jeg har faktisk spekuleret meget på, hvorfor der ikke er flere unge, som bliver landevejsriddere,« siger Høvlen, der selv var på prøve i seks år, før han blev endeligt optaget. Først bliver man navngivet. Så skal man vise sit værd, før man bliver døbt. Dåben cementeres med et brusebad i øl, og reglerne er, at man derefter ikke må vaske sit hår i tre dage. Høvlen undskylder sig. Gudstjenesten begynder snart, og han vil gerne nå at ryge.
Den nye stodderkonge
»Hvem stiller op?« spørger præsten.
Blikkene flakker rundt i cirklen omkring træet. Et par spændte sekunder, før Sheriffen rejser sig fra sin stol og træder frem til spredt jubel. Med blikket rettet mod jorden gør Høvlen det samme.
Afstemningen foregår med håndsoprækning, men der bliver også råbt.
»SÅ VED JEG GODT, HVEM JEG STEMMER PÅ!«
»HOLD NU DIN KÆFT.«
»FUCK DIG, DIN BUMS!«
Skældsord råbes med et glimt i øjet, det er jargonen, og alle klapper, da Høvlen vinder. Ovenikøbet med et stort flertal. Han får mikrofonen i den ene hånd, vandrestaven i den anden og kronen på hovedet, hvor alle tidligere stodderkongers navne er indgraveret. »Vi er så få tilbage. Så vi skal hjælpe hinanden,« siger Høvlen, før han starter en fællessang, som alle tilslutter sig:
»Jeg er ikke som de andre,
jeg er noget for mig selv.
På landevejen vil jeg vandre,
til den dag jeg må sige farvel!«
Præsten spørger, om nogen skal døbes. En er ved at rejse sig op, men råbes ned i stolen igen af »NEJ«-kor. »HUN HAR IKKE VÆRET DER HELE ÅRET,« gjaldes der. Ingen nye landevejsriddere optages. Til gengæld er der bryllup. Og fest i flere dage. Så længe bliver præsten, som hedder Peder Thyssen, ikke hængende. Han skal tilbage til Odense, hvor han bor og arbejder som gadepræst. Siden år 2006 har han stået for gøgler-gudstjenesten. I starten var det »overvældende at se elendigheden«, siger han på syngende fynsk. Men på to årtier er der sket en forvandling. De gamle går bort, og de unge går ind i de offentlige systemer. Landevejsridderne forsvinder, og det er en fin udvikling, mener han.
»Deres liv har været helvede på jord. De er fri, men de lever ikke i frihed, for de er alkoholikere næsten allesammen. Til gengæld føler mange af dem, at de får en identitet, når de er landevejsriddere,« siger præsten.
En høj mand kommer løbende mod hans bil. Det er Høvlen. »Du må hellere lige tage det her indtil næste år,« siger han og afleverer kronen og vandrestaven til præsten. Han vil ikke risikere at tabe det. Peder Thyssen smiler i stodderkongens retning, da han lunter tilbage mod festen. Dansktopmusikken er nu skiftet ud med AC/DC. »Thunderstruck.«
Fortællingen om landevejsridderen bygger måske på en skrøne. Men præsten mener også, at vi alle kan lære noget af den snart uddøde vandringsmand.
»En ting er den åbne tilgang til livet. Men lige så inspirerende er det, hvor taknemmelige de fleste af dem er.«
Emil Jørgensen, journalist – Weekendavisen
September 2024
Historien om Eneboeren og Skærslipperen Aksel Bast, Åsendrup Kær, Vrensted Sogn. Han blev kun kaldt Bast i daglig omtale.
Bast der oprindelig var udlært bager og konditor, boede ude på Åsendrup Kær, i en meget lille rødmalet træhytte,
kaldet “Sorgenfri” på ca. 2 x 4 m, ca. 3 km fra Løkken By og noget længere til Vrensted By. Han var kendt af mange mennesker i omegnsbyerne og det ganske land, hvor han kom, sammen med sin lille hund og sleb knive og sakse m.m. for folk.
Nedenfor en avisartikel fra 1966, som fortæller en fin historie om et besøg Bast gør hos sin bror, der bliver 90 år og opholder sig på Statshospitalet i Brønderslev.
Her en lille anekdote fortalt af en af mine venner, som var næsten nabo til Bast i Åsendrup, en historie han har fået fortalt:
“En dag står Bast’s lille hund alene uden for købmand Damgaards forretning i Løkken. Købmanden undrer sig. Hunden bliver stående og Bast er der ikke. Købmanden bliver bekymret og drager nu ud til Bast’s hytte og finder ud af at Bast er syg og har brug for hjælp.”
Man kan vel næsten sige, at hunden reddede Bast’s liv.
Bast boede de sidste 5-6 år af sit liv på Vrensted Alderdomshjem, hvor han følte sig godt tilpas og var glad for at være.
Aksel Bast døde 92 år gammel, han ligger begravet på Løkken Kirkegård, født 1881 død 1973.
Hans hund og ”Sorgenfri”
Besøg hos den 84-årige Aksel Bast, der bor alene med sin hund i huset ,,Sorgenfri” paa Aasendrup kær ved Løkken
Langt ude paa Aasendrup kær, tre kilometer fra Løkken, liggger et lille, rødmalet træhus, som en tilfældig iagttager vil regne med er et redskabsskur, men kører man ad den smalle klittvej, der snor sig i østlig retning fra hovedvejen Løkken Aalborg, og gennem det flade landskab, hen til huset, lyder der hundeglam, og en sort hund af ubestemmelig afstamning løber med en advarende snerren den besøgende i møde.
Hunden er ikke stor, men der er et vagtsomt blik i de gule øjne. da vi standser bilen, ruller vinduet ned og kigger neæmere paa det lille hus.
>A. Bast-Sorgenfri staar der paa den lille navneplade, der hænger over vinduet. En haand derinde visker ruden fri for morgenduggen, et ansigt kommer til syne i kighullet, og haanden gør en vinkende, Kom ind -bevægelse.
„Nu skal du væk Bast”
Med hunden snusende til buksebenet, gør vi vor entre i huset, der i al sin enkelthed bestaar af et rum paa ca. 24 x 3 meter. Der er et lille bord, hvorpaa der staar et gasapparat og et større bord med tilhørende stol. Rummet domineres af en seng, der fylder hele endevæggen under vinduet. Her ligger forhenværende skærslipper, nu folkepensionist Aksel Bast, der er 84 aar.
– Velkommen paa kæret, siger han og sætter en alpehue paa hovedet, svinger benene ud over sengekanten, og lader fødderne glide ned i et par træsko. Det er ikke hver dag, man ser mennesker herude østen for hovedvejen. Trafikanterne svinger næsten altid vest på mod stranden. Kæret er ingen turistattraktion, men til gengæld dejlig fredelig.
Jeg har nu ellers boet paa vestsiden af hovedvejen, oppe i klitterne, men der blev jeg vist bort fra.
Ja, det vil sige, det var nu ikke noget, de kunne gøre saadan lige paa en studs. Jeg havde købt huset her, men pludselig en dag stod der nogle høje herrer, og sagde: Nu skal du væk, Bast
»Det bliver vi flere om at bestemme«, sagde jeg, og fandt mine papirer frem, og de godtgjorde, at jeg havde lejet huset for 65 kr. om aaret, for en periode af 18 aar,
,,Derfor flyttede jeg paa kæret”
Naa, der har jo nok alligevel været et smuthul i loven, for de Kom igen og sagde, at nu skulle huset flyttes.
>Lad os se, hvem der tør tage det første skridt«, sagde jeg, og stillede mig an i døren med en økse i haanden.
De veg tilbage, de høje herrer, og jeg blev boende. Nu hændte det, at ham, jeg havde købt huset af, kunne skaffe mig en plads til det her paa kæret, og jeg indvilgede i at flytte, for det var lidt træls at staa døgnvagt ved huset hver dag, og desuden kom der saa mange turister, at jeg ikke havde noget imod at flytte herud, hvor der er meget mere fredeligt.
„En dram er ingen tosset medicin”
Bast er under samtalen kommet i tøjet og skænker sig en morgendram, mens hunden veltilfreds lægger sig til rette paa dynen.
Jeg skal have mig en dram for at faa stivheden ud af keroppen, forklarer Bast. Den varmende væske ligesom løsner muskulaturen, og saa kan folk iøvrigt mene, hvad de vil, for saadan en dram kan nu ikke være en helt tosset medicin, naar jeg fortsat kan klare mig selv i en alder af 84.
Men skærslippertilværelsen har De maattet afskrive?
– Ja, skærslippervognen, de lange marchture, og det frie liv paa landevejen har jeg maattet sige farvel til. Men jeg var dog 71 aar, inden jeg holdt op med at slibe. Først da fik jeg min folkepension, og jeg havde lagt lidt penge op som supplement til pensionen.
Men jeg savner den fredfyldte skærslippertilværelse, og turene rundt i landet. Jeg har været over det hele, ogsaa paa Bornholm, jo, Aksel Bast har set andet end Aasendrup kær, men det er nu ikke det daarligste sted at tilbringe sin livsaften.
„Herude er vand en luksusvare”
De har ikke altid været skærslipper?
Nej, jeg lærte bagerfaget som ung hos daværende bagermester Steenberg, Østergade 18, Hjørring, men det er saa længe siden nu, at ingen kan huske, at jeg har været andet end skærslipper, og Hjørring er ogsaa helt forandret. Hvem kan f. eks. huske gæstgiver Anders Bidstrup i Kirkestræde. Til ham kom vi unge dengang, og vi blev godt beværet. Han kræsede for os, og selv vor beskedne ugeløn slog helt godt til, for maden var billig, og en dram kostede kun to ører.
– Kan De holde varmen her i huset, nu da vinteren nærmer sig?
– Ja, men det er dyrt at varme op med gas. Naar det er koldt, bruger jeg en flaske gas paa fire dage. Vand er ogsaa et problem. Her er selvfølgelig ikke vand indlagt, og ingen nærliggende vandpumpe, men en god ven kommer lejlighedsvis med en mælkejunge fuld, men alligevel er vand en luksusvare, naar det skal hentes flere kilometer borte.
Saadan er det ogsaa med indkøb af de daglige fornødenheder. Det er ikke rart at komme hjem og opdage, at man har glemt at købe tændstikker og skal en ekstra tre kilometer lang tur ind til købmanden.
Mine gamle ben er ikke, hvad de har været, men endnu kan jeg trave turen til Løkken og foretage mine indkøb.
Min bedste ven og følgesvend er hunden, jeg har haft flere, og de er trofaste. Min eneste sorg har jeg, naar de dør. Mennesket kan ikke leve ensomt og helt alene, og hunden har altid været min bedste Teammerat.
,,Sorgenfri” — et glædens hus
Som om hunden forstaar den gamle skærslippers tale, rejser den sig, springer op paa skødet af ham og slikker med den lyserøde tunge nænsomt hans haand. Den belønnes med en sigtebrødsskorpe, og Aksel Bast tager sig en kopfuld øl, hælder lidt brændevin i, drikker, og faar ligesom mere hold paa de rystende hænder, der har slebet saa mange knive rundt om i landet.
> Sorgenfri«, staar der paa husets gavl, men hvor mange af vor tids velfærdsborgere ville som den gamle skærslipper kunne finde glæden i de øde omgivelser, fjernt fra nutidens bekvemmeligheder, adspredelser – og alderdomshjem. Aksel Bast ønsker det ikke anderledes, og det bør respekteres.
Avisartikel fra 1965
Den gamle skærsliber kom til fødselsdagsfest hos sin bror
Glædeligt og rørende gensyn mellem den 84-aarige eneboer paa Aasendrup kær, Aksel Bast, og hans 90-aarige bror, Henning Bast, paa statshospitalet i Brønderslev.
Bagggrunden for invitationen var den, at Aksel Basts bror, Henning Bast, fyldte 90 aar. Han er for tiden patient paa hospitalet, og da nogle havde hørt, at Aksel Bast hele vinteren har maattet holde sig indendøre i sit lille træhus paa to gange fire meter paa Aasendrup kær, tre kilometer uden for Løkken, tilbød man at hente ham til fødselsdagsfesten. Hunden fik lov at komme med. Det tør nok antydes, at Bast blev glad, da det lokale postbud, der har været hans eneste kontakt i vinter, mundtligt overbragte ham invitationen, men alligevel havde han et par bekymringer.
– Hvad med hunden, sagde han til chaufføren, den kan ikke være alene hjemme.
Det talte man lidt om, men da hunden begyndte at pibe ved udsigten til, at Bast ville tage alene afsted, enedes de om, at den ‘hellere maatte komme med.
– Og sig mig saa engang, spurgte Bast, da bildøren blev aabnet for ham og hunden, hvor meget skal jeg betale for at køre i saadan et flot køretøj.
– Det skal du ikke bekymre dig om, trøstede chaufføren, det er der andre, der tager sig af. Og saa steg Bast, iført nobelt mørkt tøj, ind i bilen med hunden i snor, for at den ikke skulle være til unødig besvær.
Det skal blive dejligt at komme lidt hjemmefra efter den lange, kolde vinter, hvor sne og frost har hindret én at komme ud, sagde den gamle tidligere skærsliber og eneboer Aksel Bast, Aasendrup koer, da chauffør Sigurd Jensen, Brønderslev, i gaar kom for at hente ham til en fødselsdag paa statshospitalet, Brønderslev.
Skraar du stadig?
Paa statshospitalet blev han budt velkommen af afdelingssygeplejerske, fru Karen Jensen, og han gjorde store øjne, da han saa de veldækkede borde.
– Hvad med hunden, spurgte Bast.
– Ja, den maa vi jo se at finde nogle boller til ogsaa, smilte sygeplejersken.
Hermed var Basts bekymringer væk, og gensynet mellem brødrene, som ikke har set hinanden i otte aar, var hjerteligt, og mange gamle minder blev genopfrisket. Der blev talt om de andre brødre og søskende i København, og Henning Bast kunne ogsaa glæde sig over flere familiebesøg i dagens anledning.
— Skraar du stadig, spurgte Henning Bast, da de to brødre var blevet bænket.
– Ja, selvfølgelig.
– Saa giv mig en skraa og lad mig saa høre, hvorlænge du vil blive boende derude paa kæret, langt fra andre mennesker?
Ja, smilte Aksel Bast, du har nu altid været en kende nysgerrig, men jeg tror nu nok, det er sidste vinter. Der er gaaet alt for meget gas til at varme op med, og det har været meget vanskeligt at faa hentet vand fra byen.
– Aah, hva’, drillede Henning Bast, du er jo kun en knægt endnu (Aksel Bast er 84), saa du skulle da nok kunne klare dig selv lidt endnu.
— Ja, men jeg tror nu nok, jeg vil paa alderdomshjem, for saadan en vinter, kan jeg ikke klare en gang til. Men du kan være rolig for, at jeg ikke flytter før til næste vinter, og den sidste sommer paa kæret vil hunden og jeg rigtig nyde.
Jeg tror ogsaa, vi faar besøg, du kan ikke tænke dig, alle dem der har tænkt paa os, selv helt fra København fik vi en pakke med mange gode ting.
Chokolade og fest for fødselar og gæst
Saadan gik sludderen om løst og fast, indtil der kom bud, at festbordet var klar, og saa fulgtes Henning og Aksel Bast ad ind til fødselsdagschokoladen med boller og hjemmebag. Hunden tog plads ved Aksel Basts fødder, og fandt som Bast, at det nu ikke var saa tosset at komme en tur hjemmefra..
Der var takt i Basts mund og øjne, da han og hunden sagde farvel og derefter blev kørt hjem.
— Bilen, sagde Bast, da han kom hjem igen og stod uden for det lille rødmalede hus paa kæret.
— Er betalt, sagde chaufføren, og saa gik Bast og hunden ind for at se til gasapparatet, og et øjeblik efter blev døren lukket til » Sorgenfri«, som huset er døbt. Navnet passer godt, for Bast beklager sig aldrig over forholdene derude i ensomheden, maaske derfor glæder han sig særlig, naar andre tænker paa ham.
1973
Fhv. skærslipper Karl Aksel Bast, Vrensted, er død, 92 år.
I et langt og rigt liv nåede han at blive kendt mange steder i Danmark. Han var udlært bager og konditor. I en ung alder sprang han ud af det traditionelle livsmønster og valgte den mere usikre, men for ham ulige mere tiltrækkende levevej som vandrende skærslipper.
Med sin bør og hund gik han i en menneskealder ad de danske landeveje og fik venner overalt. Det frie liv i naturen var det, han holdt mest af, og i mange år boede han i vinter månederne i et ensomtliggende træhus på Aasendrup Hede.
For fem år siden var han nær ved at indebrænde i huset, og derefter flyttede han til Vrensted Alderdomshjem. Psykisk svækkedes han gradvis, men sin glæde ved og evne til at fortælle om oplevelser fra de mange år på landevejen bevarede han til det sidste.
Her blev jeg født på det lille husmandssted ved Hammer Bakker mellem Sulsted og Vestbjerg
