Kategori: Historier fra Vendsyssel
Æselører og Vandbakkelser
Sønderjyske frikadeller og gammeldags hvidkål
Den første pizza! Et kulinarisk drama fra starten af 70’erne!
Af Erik Østergaard Larsen:
I FB-Gruppen om “Goe gamle To’es” (aka Tårs i Vendsyssel) skrev jeg for nylig et opslag om de tre bagere, som i 60erne og 70erne leverede brød og kager til de sultne Taars-boerne. Jeg fandt ud af, at alle tre bagere nu er nedlagt. Ydermere erfarede jeg, at den “midterste” bager nu er omdannet til pizzeria!
Jeg må indrømme, at dette sidste forekom mig som lidt af en sensation, al den stund at pizzaer var et ukendt fænomen, da jeg trådte mine barnesko i byen. Faktisk skal vi helt frem til 1972, før mine jævnaldrende og jeg for første gang stiftede bekendtskab med en pizza! Der er ikke mange områder, hvor jeg kan prale med at være en pioneer, men pizza spisning er faktisk et af dem! Det handler denne historie om!
I 1972 gik jeg i Taars skoles 2. real. Det var det klassetrin, hvor eleverne dengang kom på langtur langt borte hjemmefra. En rejse af som regel en uges varighed, og næsten altid til Bornholm.
Min klasse havde imidlertid en foretagsom ung lærer ved navn Erik Fey, som ville det anderledes. Vore skolekammerater I 9’ende havde en tilsvarende ung lærer, Erik Mortensen (senere MF’er). De to lærere syntes, at det var for kedeligt bare at drage til Bornholm, ligesom alle andre. De satte sig derfor sammen og regnede på udgifter til bus, forplejning og campingovernatning, og fandt ud af, at vi kunne komme sydpå i 10 dage for de same penge.
Det fleste af studieturens dage var henlagt til Østrig, men en dag hen mod turens afslutning, og hvor de medbragte rationer af dåseleverpostej, spegepølse og skiveskåret rugbrød var begyndt at svinde, stod vi foran turens helt store højdepunkt: en dagstur ind i Italien til selveste Venedig!
Vi lod telte og habengut blive tilbage på campingpladsen I Østrig, og kørte så tidligt om morgenen afsted mod syd. Vi passerede grænsen og kørte nu ind i Italien. Alt forekom os eksotisk og fremmedartet. Én bemærkede, at der kørte utroligt mange fiatter rundt på vejene. Der blev dyttet og kørt vildt, forekom det os! Det var nok ikke tilrådeligt at bevæge sig ud i trafikken! Først mange år senere fandt jeg ud af, at Italien er et af de nemmeste lande at bevæge sig rundt i trafikken i, forudsat at man tilpasser sig den sangvinske og livsglade italienske modus vivendum.
På vej mod Venedig opfordrede Fey os via bussens højttaleranlæg til at afprøve en italiensk specialitet: et fladt stykke brød bagt i ovnen, men ulig derhjemme havde man lagt pålægget på INDEN brødet blev bagt, således at dej og pålæg blev bagt sammen. Det kaldte han en ‘pitsa’ og det smagte særdeles godt – ifølge Fey. Ingen havde hørt om den slags mad før. Vi syntes alle, at det lød meget mærkeligt og fremmedartet, og at det ligefrem skulle smage godt, anså vi for usandsynligt! Sikkert bare endnu ét af Feys mange skøre påfund! Enhvert fjols vidste jo, at man først bager brødet – og så først lægger pålægget på! De fleste af os rystede på hovedet over denne galskab.
Vi ankom til Venedig og de store flok blev inddelt i grupper af seks. Vi måtte højt og helligt love, at vi passede på hinanden. Var en eller anden så klodset at falde I kanalen, måtte de andre hjælpes ad med at få vedkommende op af vandet igen! Pigerne blev advaret om, at de varmblodede italienere godt kunne finde på at gramse på dem. Det skulle de endelig ikke stiltiende finde sig i, men råbe og skælde ud, og det måtte gerne være på dansk, da det var vigtigt, at man som pige med sit kropssprog og på anden vis fik stoppet italieneren i hans forehavende, da de I modsat fald blot ville tage det som en invitation til at gå endnu videre!
Vi drenge forstod hurtigt, at der desværre ingen risiko var for, at de smukke mørkhårede italienske kvinder ville gramse på os! Det var ærgerligt! Det kunne vi ellers godt tænke os, men sådan er verden så uretfærdig!
Vi vandrede nu rundt i timevis og kiggede på Markuspladsen, og det leben som udfoldede sig dér. Jeg knipsede et par billeder, bl.a. fra Rialto broen, men de blev desværre som alle andre fotos fra turen mislykkede og uskarpe!
Efterhånden begyndte sulten af melde sig, specielt da vi kom forbi nogle restauranter, som lå idyllisk ned til kanalerne, og hvorfra det duftede dejligt og appetitvækkende. Jeg spurgte mine ledsagere, om de var friske på at afprøve den dér mærkelige specialitet, som Fey havde talt om i bussen, denne såkaldte ‘pitsa’. Det var der ingen, der havde lyst til! Nej, de fem andre var ikke vilde med ideen, men jeg var sulten og blev stædigt ved med at argumentere så længe, at de andre i vores lille team til sidst gav sig! Rådslagningen endte med, at vi ville købe en pizza sammen og dele i seks.
Vi gik så hen til første den bedste tjener på et pizzaria og bestilte en pizza til deling. Jeg gav min bestilling på engelsk, så godt jeg kunne – mit engelsk var dengang langt fra særligt godt. Tjeneren, hvis kendskab til fremmedsprog var endnu ringere, svarede en hel masse vredt på italiensk, og gik resolut bort. En yngre mand, som sad med sin kone ved et af bordene, kaldte mig over til sig. Han var amerikaner og forklarede pædagogisk, at det ansås for IKKE OK at bestille en pizza til deling. Det var meningen, fortsatte han, at man skulle bestille én hver!
Jeg sagde tak til den flinke amerikaner, og gik tilbage til mit hold og forelagde dem situationen. Jeg foreslog, at vi bestilte en pizza hver, sådan som amerikaneren havde sagt, men her slog mine overtalelsevner ikke til! De andre på holdet var gået med til at spise en 1/6 pizza hver, men en hel – det var for vildt! Vores lille spontane krisemøde endte med, at jeg så ville bestille en pizza til mig selv! De andre gik med til at vente, mens jeg udførte mit forehavende.
Da tjeneren kom tilbage, lod jeg ham dette forstå. Han anviste mig en stol ved et bord, og signalerede nu med en beleven gestus, at jeg måtte sætte mig ned. De andre stillede sig i nærheden og kiggede på, mens der blev dækket bord foran mig, og jeg fik overrakt et menu kort. Jeg kiggede menu kortet igennem, men forstod intetsomhelst. Alt stod på et sprog, som forekom mig at være en blanding af klaudervælsk og volapyk. Kun prisen var forståelig, anvist som den var i lira: et tal efterfulgt af mange nuller. Jeg pegede på noget tilfældigt, og håbede, at det ville være noget rigtigt lækkert!
Der gik nu noget tid. Mine skolekammerater trippede, men ventede tålmodigt. Endelig kom min mad. Det viste sig, at jeg havde bestilt en pizza med ‘alt godt fra havet’ – sardiner og blæksprutter m.m. blandet mellem hinanden. Især sardinerne var noget beske og sure i det, men det mættede dejligt, og inden længe, havde jeg konsumeret hele pizzaen. Mine fem rejseledsagere stod i en rundkreds omkring mig, og betragtede mig med skeptiske miner, mens jeg spiste, som var jeg genstand for en videnskabelig undersøgelsel
Jeg var dog ikke helt mæt, og skamløs som jeg var, spurgte jeg holdet, om de havde noget imod at vente, for jeg ville bestille én mere. Det gik de overraskende nok med til! De fem andre må have været verdens mest tålmodige rejsefæller! Jeg bestilte, men det skulle snart vise sig, at jeg havde været lige lovlig overmodig.
En ny pizza blev serveret. Jeg begyndte at spise, men denne gang gik jeg i stå efter ca. 1/3. Det var uhørt! Som vendelbo får man ind med modermælken, at man ALTID spiser op, hvad der ligger på ens tallerken! Men min mave gik lissom i baglås, og der var intet at gøre: jeg kunne ikke få en bid mere ned!
Jeg betalte, og vi gik derfra. Klokken var efterhånden begyndt at blive mange, så vi styrede i retning af busholdepladsen i den anden ende af Venedig. Undervejs fik jeg det værre og værre. Sardinerne og de andre havdyr føltes levende i min mave, og jeg fornemmede deres trang til at søge tilbage til Adriaterhavet. Til sidst kunne jeg ikke længere holde maden i mig, og jeg kastede op i en af sidekanalerne. Mine fem skolekammerater stod ved siden af, og priste sig lykkelige over, at de IKKE havde ladet sig overtale til at spise noget af det locale djævelskab!
Jeg var noget groggy, da vi i samlet flok kom tilbage til bussen og mødtes med de andre. Om nogen af de andre havde spist pizza kan jeg ikke huske, men det vil undre mig om de havde. Eventyrtrangen blandt vendelboer var dengang ikke så stor, og slet ikke hvad angår det kulinariske! Hvornår pizzaerne begyndte at komme til Danmark kan jeg ikke huske, men der gik trods alt nok ikke så mange år, omend det først var de store byer, som blev ‘erobret’. Det skulle ikke undre mig, om Taars var den sidste bastion som faldt! Hvilket år et pizzeria etablerede sig I huset på byens hovedgade, som engang var den midterste bagers, skal jeg ikke kunne sige, men det var mange år efter, at jeg I 1977 var flyttet fra byen!
SPÅ-ELSE.
Af Mikkel Nielsen, Sæby
Jeg holder meget af, når jeg kan finde frem til gamle tiders sæbynitter eller frederikshavnere, der i dag er blevet glemt, men som kan hives frem og lives op igen og være grobund for en god historie.
Spå-Else er en af dem, der i sin tid virkede i stilhed, men der ved sin død i 1891 var en af Sæbys mest kendte personligheder.
Hun var bestemt ikke tiltrækkende ved sin skønhed. Hele hendes figur og ansigtet med de store, grove træk, de dybe rynker, de store røde øjne, satte tit skræk i børn, der troede, de så en gammel heks, når hun kom gående.
De unge mennesker derimod, mænd, kvinder, listede gerne ind til Else for at få hende til at lægge kort, og derigennem at tyde fremtiden for de opmærksom lyttende.
Mange unge mennesker hvis hjerte brændte i stille kærlighed for en eller anden ungmø, fik tit hos Else den lægende trøst, at den hjertet bankede for, var den han skulle få.
Selv om vejen dertil skulle føre over i noget ”sort”, skulle det blive lyst og lykkeligt til sidst.
Man kunne sikkert tælle dem i hundredvis, dem som havde besøgt Else Bødker eller ”Spå- Else”, som hun blev kaldt i Sæby.
Nogle kom for at få mere at vide om den gådefulde fremtid, mens andre syntes det kunne være sjovt at se, hvordan det gik til med at spå.
De unge betroede hende gerne deres hemmeligheder, de vidste, at hun bevarede dem, og de hemmeligheder hun tog med sig i graven, var sikkert mange og interessante, så de kunne have givet stof til flere store romaner.
For en del år siden hun kom til Sæby, havde hun boet i Aalborg, men den stedlige øvrighed mente ikke, de kunne forsvare at se gennem fingre med hendes uskyldige virksomhed. Hun fik lovens strenghed at føle.
Så flyttede hun her til Sæby, hvor hun henlevede sine sidste år i stadig frygt for at lovens arm skulle ramme hende.
Hun blev skildret som et godhjertet menneske, men det virkede ikke som om, hun selv havde ret meget del i alt den lykke, hun spåede andre.
Hun havde været ung engang, havde levet, haft sin kærlighedshistorie, men det var over et halvt hundrede år siden.
En lang tid for en, der skulle græmme sig over fejlslagne forhåbninger, og intet kunne vente sig af fremtiden.
Det var fortællingen om ”Spå-Else”, der som sagt døde i Sæby i september 1891.
Jeg vil sige glædelig jul til alle, jeg har krudt nok til at komme med nye fortællinger om Sæby og Frederikshavn i 2025, så håber vi ses igen.
Mikkel Nielsen
DEN GAMLE TJENER OG NYTÅRSAFTEN 1946/47 I FREDERIKSHAVN.
Af Mikkel Nielsen, Sæby
På en restauration i Frederikshavn nytårsaften til året 1947 sad en 67årig frederikshavner, der i anledning af årsskiftet havde slået sig løs.
Ved 0.30 tiden ville den ældre herre bryde op, og med et lille smil betalte han omkring 6 kroner for 3 snapse og en øl.
Han blev da spurgt, om han slet ikke var ked af at betale de efterhånden noget store restaurationspriser.
Det fik den gamle til at fortælle.
”Jeg smiler måske lidt, men det er kun fordi det med året 1947, præcis er 40 år siden, jeg fungerede som afløser for en tjener på det gamle ”Cimbrias” filial i Lodsgade.
I 1907 solgte jeg 3 snapse og et glas øl for 10 øre.
Ak ja, fortsatte herren, og strøg den sidste dråbe akvavit væk fra det gråsprængte skæg, og så var glassene 3 gange så store.
Jeg tog det skam med godt humør, da jeg så mine gæster gøre grimasser, da vi forhøjede prisen til 1 krone for 7 kaffepunch.
I 1907 blev vi også nød til at forlange 10 øre for et stykke smørrebrød. Selv om der var andre værtshuse, som kunne servere smørrebrød for 9 øre, mistede vi skam ikke vores humør.
Smørrebrød var jo noget andet dengang. Det bestod af et stykke tykt brød med smør og et stort fad med suppe eller stegeben.
Jeg tror ikke, man skulle have spist mad i flere dage for at spise sådan et fad op.
Som tjener fik jeg 60 kroner om måneden samt kost og logi. Man klarede sig lige.
En habit i de bedste varer gav man vist 40 kroner for.
Utroligt men sandt, sluttede den gamle tjener sin fortælling om at være tjener på restaurationer i Frederikshavn i 1907.
Den gamle tjener er borte for længst, men havde nok haft et mere anstrengende smil, hvis han havde oplevet priserne i dag på nutidens restaurationer.
GODT NYTÅR.
Den første nytårstale den 31.12.2024 af H.M. Kong Frederik
Tale af :
Den første nytårstale den 31.12.2024
af H.M. Kong Frederik André Henrik Christian
Kong Frederiks første nytårstale handlede om unges ve og vel og om udviklingen i Mellemøsten og krigen i Ukraine. Og så fik kongen også nævnt det grønne område. Læs hele talen her.
“Selv om vi alle har haft et år til at vænne os til tanken, så er jeg klar over, at der stadig kan sidde nogle, der er lidt nervøse på mine vegne. For kan nytårstalen holdes af andre end Dronning Margrethe?,” indledte kong Frederik i sin første nytårstale.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Nytåret gør tidens gang tydelig. Når klokken slår 12, strejfer to år hinanden, og afslutning bliver til begyndelse. I aften tager vi afsked med det gamle år og hul på det nye. Helt som vi har gjort det år efter år.
Og så alligevel – noget er forandret. For min mor, Dronning Margrethe, for mig og for jer. Selv om vi alle har haft et år til at vænne os til tanken, så er jeg klar over, at der stadig kan sidde nogle, der er lidt nervøse på mine vegne. For kan nytårstalen holdes af andre end Dronning Margrethe?
Mange gør status nytårsaften. Hvad tager vi med fra året, der er gået, og hvad ser vi frem mod i året, der kommer? Jeg tager særligt én dag med mig. Den 14. januar. Turen gennem Københavns gader til Christiansborg. Min mors sidste statsråd. Minutterne, inden dørene til balkonen gik op. En meget dyb indånding. Christiansborg Slotsplads. Menneskemængden foran mig. Min familie lige bag mig.
At træde frem og møde så meget støtte, glæde og kærlighed. At stå på balkonen sammen med Dronning Mary som Danmarks kongepar. At tage det hele til mig – eller i hvert fald forsøge – bevæget og overvældet. Det tager jeg med mig. Det tager vi med os. For altid. Tusind tak.
For et år siden holdt min mor sin nytårstale nummer 52. En tale, der kom bag på de fleste ved at være den sidste. I aften holder jeg min første. Der er en første gang for alt og en sidste gang for lige så meget. De gange har det med at træde tydeligere frem end alle andre gange. De er begyndelser og slutninger i løbet af livet, og vi tillægger dem særlig betydning. Den første skoledag – og den sidste. Dem husker vi. Og fejrer vi.
Det gjorde vores familie også i sommer, da Kronprinsen afsluttede gymnasiet og sammen med tusindvis af andre unge satte et festligt punktum for en veloverstået ungdomsuddannelse. Jeg har altid holdt af den tid på året. Når vores unge springer ud med huer i alle farver og indtager gader, stræder og strande arm i arm. Hvem husker ikke den brusende følelse af frihed; hele verden lå åben, og alle døre bare ventede på et greb i håndtaget.
Det ser legende let ud, når ungdommen slår sig løs. Og samtidig kan det være alt andet end det. Mange unge mister fodfæste. Ikke for en stund, men i en rum tid. For nogen i en grad, så de bliver syge af det. “Hvorfor kan jeg ikke være ligesom alle andre?”, spørger de måske. Der er sjældent noget enkelt svar. Omvendt ved vi, at det hjælper at have nogen at betro sig til og læne sig op ad. Vores nærmeste er vores vigtigste rækværk. Både når livet vælter os, og når det bare overvælder os.
Som forældre til fire teenagere har Mary og jeg lært, at det nytter at lytte. Spørge uden at antage. Holde om frem for straks at handle. Vores børn er forskellige. Det samme er unge. Der findes ikke én fortælling, der favner alle. Det bedste bud på, hvem unge er, får vi ved at lade dem komme til orde hver især. Gang på gang imponerer de med deres forståelse for sig selv og for andre. De er modige i mine øjne. Fordi de tør vise sårbarhed og ser det som en styrke. Nutidens unge står ved sig selv. I vover at være både-og. Både sårbare og stærke.
Både-og. På den ene side og på den anden side. I en tid med stigende polarisering forsvinder den nuancering let. Vi risikerer at reducere verden til dens yderpunkter, når vi trækker fronterne op. “Er du for eller imod?”, bliver der spurgt. Vi befinder os måske et sted midt imellem. Fordi vi evner at se ting fra flere sider og sætte os i andres sted. Det er en af vores fineste egenskaber som mennesker og noget, vi danskere er gode til.
Selv har jeg mange gange lånt en andens blik og fået øje på noget nyt. Det kan være udfordrende, men det er altid berigende, uanset om vi ser helt ens på tingene. Vi skal ikke lade uenighed holde os fra at udveksle opfattelser og holdninger. Det er i den udveksling, at vi får mulighed for at flytte os og nærme os hinanden. Vores held er, at vi stoler på hinanden herhjemme. Tilliden er høj imellem os. Det gør det lettere at se medmennesket før modstanderen.
Frivillighed er et eksempel på medmenneskelighed, og de fleste danskere engagerer sig på et tidspunkt i frivilligt arbejde. Det kan være alt fra at øve tabeller med børn i lektiecafeen til at få et nyt gymnastikhold op at stå til at holde et menneske i hånden, når livet rinder ud. Frivillighed kommer i mange former. Fællesnævneren er, at det giver mening for alle parter, både for hende, der giver sin tid, og for ham, der tager imod den.
Frivillige kræfter holder utallige tilbud og aktiviteter i gang. Også Royal Run, hvor 2.500 frivillige stillede op i år, så vi andre kunne gå og løbe sammen i de fem værtsbyer. Til alle jer, der lægger en del af jeres overskud i den fælles pulje – tak. Jeg vil også gerne takke alle, jeg møder i audiens. Det er en af mange glæder i min nye rolle; at videreføre en tradition, hvor jeg hilser på mennesker, der har brugt et helt arbejdsliv på samme arbejdsplads, og hvor jeg hører livshistorier fra alle dele af riget.
Elektrikeren, der har lagt el ind i den halve by. Pædagogen, der har vist omsorg i generationer og passet børn, som endte som forældre til nye børn samme sted. De fleste forstår ikke, hvor tiden er blevet af, men med deres årelange flid udgør de en del af Danmarks rygrad. Det gælder også jer, der står vagt om vores tryghed og sikkerhed; folk i politiet, beredskabet og forsvaret – vores udsendte. Jer, der løber en risiko for os andre. Tak for jeres vigtige indsats.
Vi lever i en urolig tid. Vi følger udviklingen i Mellemøsten med tilbageholdt åndedræt og føler med de mange familier, der lider. I Europa, ikke langt herfra, kæmper det ukrainske folk tappert for deres frihed. Og for vores. Krigen i Ukraine er en brutal påmindelse om, at vi ikke kan tage fred for givet. Heller ikke på vores kontinent. Europa må stå fast på vores fælles værdier.
For 75 år siden var Danmark et af 12 lande, der oprettede forsvarsalliancen NATO. Tilsammen ville vi værne om sikkerhed og fred. Siden er flere lande kommet med. Senest Finland og Sverige. Det styrker Norden. Det styrker Europa. Det styrker vores fælles forsvar for frihed. Verdens konflikter løser vi kun, når vi står sammen internationalt. Det gælder også i kampen for klodens sundhed.
Naturens rigdomme er til låns. Ingen ejer himlen eller havet. Skovene eller dalene. Engene eller stjernerne. Ingen af os har magt til at sætte selv det mindste blad på en nælde. Vores lod er at passe på vores jord, for i morgen er der også en dag. Vi skal forfølge hver en vej, der fører i den rigtige retning. Ikke én vej ad gangen, men ad alle veje på én gang. Vi har allerede mange gode løsninger, og tilsammen bringer de håb for fremtiden. Et håb, vi skal holde fast i og handle på.
Den første gang og den sidste gang. Begyndelser og slutninger i løbet af et liv. Dem husker vi ofte. Men der er også alt det indimellem. Hverdagen. Almindelige dage, der gør mindre væsen af sig, men som udgør det meste af livet. Jeg er taknemmelig for min hverdag med Dronning Mary, vores fire børn og vores to hunde. Jeg glæder mig over, at Prins Joachim og Prinsesse Marie er faldet godt til i Washington med deres børn, og at min mor nyder sin nye tilværelse.
Dagligdagen kan hurtigt løbe af sted med os. Pludselig er der gået en uge, en måned, et år. Hvad står tilbage? Det gør samhørigheden. Den mærkede Mary og jeg den 14. januar, og den mærker vi, når vi er rundt i Kongeriget Danmark. Der er en helt særlig stemning, når vi møder jer dér, hvor I lever og bor. Når vi får et glimt af jeres hverdag.
Vi er alle forbundne og hver især forpligtet i Kongeriget Danmark. Fra det danske mindretal i Sydslesvig – som endda ligger uden for riget – og hele vejen til Grønland. Vi hører sammen. Det fornemmede Mary og jeg tydeligt, da vi besøgte begge steder og alle dem ind imellem. Færøerne har vi til gode, og vi ser frem til at komme til Nordatlanten til sommer.
Jeg ønsker alle danskere – herhjemme og ude i verden – godt nytår. Vi har meget at være stolte af og glædes over. Tilliden. Medmenneskeligheden. Samhørigheden.
Min første nytårstale. Den kommer ikke igen, men jeg glemmer den aldrig. Man siger, at “godt begyndt er halvt fuldendt”. Det er måske så meget sagt, men Mary og jeg kunne ikke have ønsket os en bedre start som Kongepar. Vi glæder os til at tage fat på alt det, der følger i det nye år, og frem for alt at følges ad. Med hinanden og med alle jer.
Tak for året, der er gået, og rigtig godt nytår.
GUD BEVARE DANMARK.
JULEMORGEN OG NYTÅRSMORGEN
Af fhv. præst Poul Sørensen, født i Rakkeby
De fleste dage i mit liv har jeg startet dagen med havregrød.
Som i min barndom, således også nu! Den eneste forskel er, at jeg nu drikker fedtfattig kærnemælk til min havregrød i stedet for sødmælk.
I min barndom var der to dage om året, hvor morgenmaden ikke var havregrød:
JULEDAG fik vi grønlangkål til morgenmad. Hertil kold flæsk med sennep og varmt hvidtøl og hjemmebagt fintbrød med smør.
Kanel og sukker blev strøet henover grønkålen.
Hvidtøl fik vi hjem i en stor mælkejunge fra bryggeriet Vendia i Hjørring.
Jeg husker et år, hvor mor sagde, at bryggeriet vist havde ladet vandhanen løbe vel længe – men hvidtøl kunne vi altså ikke undvære til jul.
Når far og jeg skyllede de ribbede grønkålblade, var det vigtigt for hvert skyl at presse al snavs ud af de krøllede blade – far kaldte det at “kryste” bladene. Mine fingre har ikke glemt fornemmelsen af det iskolde vand, som vi skyllede grønkålene i.
Men jeg tålte gerne det iskolde vand med udsigten til de velsmagende vendsysselske grønkål, som mor iblandede hvidkål, som gjorde grønkålene tilpas luftige.
NYTÅRSMORGEN fik vi kogt torsk, som kunne være leveret af Fiskehandler Johannes Mehl i Lønstrup, som var gift med en komtesse fra Oxholm ved Brovst.
En af fiskehandlerens landture gik omkring Sønder Harritslev, hvor mit barndomshjem lå på en vej, som nu hedder Bakholmvej.
På hans vogn stod der kort og klart “Spis fisk”.
Skikken at spise nytårstorsk går i hvert fald tilbage til 1800-tallet.
En frisk ret som kogt torsk virker helt på sin plads nytårsmorgen efter den fede og tunge julemad.
Som dengang, således også nu.
Godt nytår!
Luftfoto: Mit barndomshjem i Sønder Harritslev ved Hjørring.
FLAUENSKJOLD KRO OG DE NÆRIGE SVENSKERE.
Af Mikkel Nielsen, Sæby
For mange år siden hed værten på Flauenskjold Kro, Lodberg, og han kunne bære over med de fleste af sine gæsters særheder og påhit, men han kunne ikke udstå nærighed og måske dårligst kombinationen svenskere og påholdenhed.
En svensk familie der tydeligvis var ganske velstående, kom engang til kroen, og indlogerede sig i en uge.
Åbenbart regnede familien ikke med at morgenmaden var inkluderet i den på alle måder beskedne pris, for om morgenen bestilte manden i den svenske familie en kedel kogende vand til barbering.
Det skete et par morgener i træk, og Lodberg opdagede til sin forbavselse, at de svenske skægstubbe trods det kogende vand, var ved at blive daggamle.
Samtidig rapporteredes det ham, at den svenske kone i familien under sin mands barbering bevægede sig over på den anden side af gaden for at købe rundstykker.
Kroejeren sagde intet, men den sidste dag gik der en djævel i ham, og det kogende vand blev rigeligt parfumeret med barbersprit, det var service.
En halv time senere kom den svenske familiefader blåviolet i hovedet ned i krostuen, og bestilte morgenmad til fem personer.
Situationen var forudset, så Lodberg havde pålagt køkkenet, at diske op med det bedste huset formåede fra juice til mælk til hjemmelavet leverpostej og lunken and.
Tydeligvis med bange anelser modtog den svenske familie regningen for opholdet på kroen.
Stor var imidlertid familiefaderens overraskelse, da han efter at have gået regningen efter tre gange ikke kunne finde prisen på ”frokosten”.
Skulle den ikke med ?.
”Nej da” svarede den høflige servitrice.
”Den serverer vi altid gratis for vores fastboende gæster”.
Det kan nok være svenskeren blev lang i ansigtet, og krofatter havde uden tvivl stået tilpas tæt på til, at kunne more sig over det lille nummer, han havde lavet.
“MINE FINGRE DE MYLER SÅDAN”
Af Poul Sørensen, fhv. præst, født og opvokset i Rakkeby v/ Hjørring
“MINE FINGRE DE MYLER SÅDAN”
.
“Om vintren kan man have så mangt et tidsfordriv;
man kan I sneen trave,det et lystigt liv”
(Citat, “Kom, maj, du søde, milde!”).
.
I min barndoms vintre i Vendsyssel i 1950’erne travede vi gerne i sneen med en rigtig kælk med meder af jern – hen til kælkebakkerne.
Der var nogle herlige kælkebakker i området mellem Sønder Harritslev og Bakholm, på “borerne”, som tilhørte Mette og Alfred Høj Jensen.
Især drengene omkring sandgraven kælkede dengang på livet løs i de snedækkede bakker til helt efter mørkets frembrud.
Vi var så optaget af at kælke, at vi knap nok ænsede kulden. En strikket “lue” eller en elefanthue og hjemmestrikkede vanter kunne ikke forhindre, at vi efterhånden blev noget forfrosne.
Først da vi nåede hjem og kom ind i varmen, gik det op for os, at vi havde frosset.
Vi sagde så klynkende i ét væk: “Mine fingre de myler sådan!”
“Så skal I have hænderne ned i et vaskefad med koldt vand, så går det over”, sagde mor.
Efter 5 til 10 minutter med hænderne nede i det kolde vand forsvandt den prikkende fornemmelse, som man får, når fingrene myler.
Det er først, når man kommer ind i varmen, at fingrene begynder at myle.
Den prikkende og stikkende fornemmelse skinner ligefremt igennem i ordet “myle”, et jysk ord som dengang var i levende brug på vendelbomål.
Det er ikke sikkert, at nutidens børn i Sønder Harritslev og omegn ved, hvad det vil sige, at fingrene myler!
Både den prikkende fornemmelse og ordet “at myle” er ikke så kendt længere.
Nutidens børn i Vendsyssel taler nu mest rigsdansk, men veldelbomålets sprogtone er stadig til stede i udtalen.