Brøejslæ Markie                                                         

Af A. Berntsen 1919

.

Dær war e knirki å knagi,

da a sku te Brøejslæ Markie

De war såent i skjøn da,

å mæ å Wolle Kræn, wi sku følles a

.

Mæen så kam Pier Tage,

å haij tu Wolle Kræn åp å age,

å som I nok ka fasto,

så bløew a jænner om å go.

.

Da a kam te Vrow,

stu dæej bette måler à tu sæ en skrow

Haij stu å snakke mæ Carl Loht,

dær fåtaelt åltj hwa haij både so å høet.

.

Da a så kam te Brøejslæ Markie,

kam trej piger sputti å harki.

Di sku åp te byfogen å klaew,

te di ha fåt bette bien i djæer maew.

.

.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tonny Bistrup

Forord

”Hej Tonny – kunne du ikke have lyst til at skrive om dit liv, dine oplevelser og din erhvervsmæssige løbebane. Det skal i så fald indgå i et bogsæt, jeg er ved at udgive.”

Min gode sangerbroder Jens Otto Madsen ringede til mig og stillede dette overraskende spørgsmål. Det skulle lige vendes nogle gange i hovedet. Det smigrede mig egentlig, og jeg indvilligede efter nogle minutter i at gå i gang med opgaven.

Beretningen er en gennemgang af mine private oplevelser og min erhvervsmæssige løbebane gennem mit 78-årige liv. Alderen begrænser unægtelig, hvad jeg erindrer, men jeg skriver efter bedste hukommelse, og hvad der findes af dokumentation. Der kan måske ind imellem være beskrevet nogle erindringer, der aldrig har fundet sted, men jeg lyver ikke bevidst.

Gennem de mange år har der selvfølgelig været nogle ubehagelige bump og episoder, som jeg springer over. Jeg har ikke til hensigt at såre eller fornærme nogen, men prøver hovedsagelig at skrive i en positiv ånd.

Jeg håber, du får fornøjelse af at læse min beretning. Der står måske noget, som du kan nikke genkendende til.

God læselyst

Sommeren 2021

Tonny Bistrup

Begyndelsen i Jerslev

Jeg er født i Jerslev i 1943 som mine forældres første barn. Vi boede i den ene ende af et lille hus beliggende i den nuværende Kaløgade. I huset nedenfor boede Sme’Frederik og Frederikke. Lidt længere nede på sydsiden af Fanøgade lå Adventistskolen.

Min far, Thorvald Bistrup, var meget fodboldinteresseret, og i England var der en fodboldspiller, han var meget begejstret for. Han hed Tonny, så det skulle jeg også hedde.

Det navn gav mig nogle ydmygende oplevelser i skoletiden, for der var også piger, der hed Tonny, for eksempel radiohandlerens jævnaldrende datter, og så skulle man jo drilles. Udtrykket mobning var ikke opfundet endnu.

Jeg var fem år, da vi flyttede fra Jerslev, så der er ikke mange erindringer derfra.

Jeg husker dog optakten til en nytårsaften, hvor far ville lære mig at tænde og straks smide en lynkineser (et lille gult kanonslag med kort lunte). Jeg holdt lynkineseren, og far tændte med en tændstik, men jeg smed ikke noget fra mig, så lynkineseren sprang i min hånd.

Der skete ingen skade på min hånd udover, det gjorde djævelsk ondt, og jeg skreg i vilden sky.

Men nytårsaften var totalt ødelagt, for min mor, Gudrun, snakkede overhovedet ikke til min far resten af dagen.

En vinter med frost og sne havde eleverne i Adventistskolen lavet en glidebane på fortovet. De morede sig vældigt, men jeg måtte ikke være med.

Jeg har måske lidt af min mors temperament, for medens eleverne var til undervisning, strøede jeg sand på glidebanen og viste mig klogelig ikke ved skolen i nogle dage.

Begge mine hold bedsteforældre boede også i Jerslev, og de var flinke til at passe mig, når mine forældre skulle noget.

Min fars forældre Emma og Aksel Pedersen boede i Voldgade, der hvor der nu er busholdeplads.

Mine bedsteforældre boede i den nordlige del af huset, og de delte udendørs lokum med familien Hansen, der boede i den anden ende.

Bedstemor Emma, en stor og mægtig dame, var kogekone på Jerslev Kro. Hun kunne lave mad, som brødrene Price ikke kunne konkurrere med, hvad angår forbrug af smør og fløde.

Det var altid en stor fornøjelse, når hun samlede familien til spisning. Med undtagelse af Bedstefar Aksel og min far, lignede begge fars brødre og senere jeg selv og mange af mine fætre og kusiner Bedstemor Emma, så det har nok ligget i generne.

Bedstefar Aksel arbejdede ”ved vejen” med at asfaltere vejene i Jerslev. Det foregik alt sammen manuelt og var hårdt og slidsomt.

I juletiden var han reservepost, og det var almindeligt dengang at byde posten på kaffe og mange steder også en snaps i juletiden. Jeg har ofte set en humørfyldt bedstefar komme hjem på lidt usikre ben, og så blev Bedste Emma sur, og hun kunne råbe højt. Det så nu ikke ud til at påvirke Bedstefar Aksel nær så meget som brændevinen.

Når der var bal på Jerslev Kro, var det Bedstefar Aksel der stillede borde og stole an, og han passede også garderoben. Dengang røg de fleste mennesker tobak, så når ballet var slut, tømte bedstefar askebægrene og tog asken med hjem, så han kunne dyppe sin skråtobak der i, inden skråen kom i munden.

Efter besættelsen begyndte mange at bruge tyggegummi, og så måtte Bedstefar Aksel til at si tobakken, inden han dyppede skråen, for han var ikke meget for at bruge andre folks brugte tyggegummi.

Min mors forældre boede i et lille husmandssted med to køer og lidt landbrug. Der var mødding og udendørs lokum med iturevet avispapir til at tørre med. Når spanden var fyldt op, tømte Bedstefar Søren den i møddingen, og spanden kom på plads igen. Jeg tror, det var vældig smart med det hul i døren med form som et hjerte.

Ejendommen er der stadigvæk, men uden landbrug. Den ligger i Borgergade mellem præstegården og Adventistkirken.

Bedste Marie var en lille gesvindt dame, der stod meget tidligt op for at fyre op i det store støbejernskomfur og kakkelovnen i dagligstuen. Så når Bedstefar Søren stod op nogle timer senere, havde bedstemor taget sin insulin i låret med en meget lang kanyle. Der var frisklavet kaffe og morgenmad til bedstefar, som kunne nyde varmen fra komfur og kakkelovn og ofte friskbagt brød.

Jeg har flere gange overnattet hos dem med en tonstung dyne i en seng, der stod op ad en ydermur. Om vinteren var der klar is på den indvendige side af muren. Der var ikke isoleret med noget som helst, så der skulle fyres godt op om vinteren.

Bedstefar Søren stammede fra et område, der hed Krattet, og mange kaldte ham Krat Søren. Han var en temperamentsfuld mand. Jeg har hørt ham skændes med en landmand, der var meget missionsk, og selvom bedstefar gik i kirke hver søndag, så kunne han på kort tid overøse den stakkels landmand med alle de bandeord, der var på mode.

Jeg tror min mor og jeg, samt de fleste af mors 11 søskende har arvet temperamentet fra Bedstefar Søren.

Når de passede mig, og vi havde spist frokost, lagde Bedstefar sig på divanen, der stod ved vinduet ud til vejen, og jeg lå ved siden af ham. Det blev ikke til så meget søvn, for hver gang, der hørtes skridt eller andre lyde ude på vejen, løftede Bedstefar overkroppen for at se, hvem der kom forbi. Nogle gange kunne han kende folk på skridtlyden.

I 1947 fik min far arbejde på A/S Peder Nielsen ”Pedershaab” i Brønderslev. Sammen med andre cyklede han hver dag 10 km frem og tilbage til arbejdet.

Det kunne være hårdt om vinteren især hjemturen efter en travl arbejdsdag på Den Gamle Fabrik, som virksomheden blev kaldt i folkemunde.

 Barndommen i Valby

I 1948 flyttede vi til Brønderslev på Danevej 4, hvor vi boede i stueetagen, og på førstesalen med kvist boede ejeren af ejendommen, fru Sørensen, med sin voksne datter Gerda.

Senere blev ejendommen købt af Christian og Rosa Madsen fra Sæby, og de ville bo i stueetagen, så vi måtte flytte ovenpå.

Ejendommen havde kun et lille toilet nede i stueetagen, og det delte alle husets beboere. Når vi skulle på toilettet, måtte vi kravle ned ad en stejl ”hønsestige”, som gik fra soveværelset og ned i bryggerset. Det var især træls om natten.

Som ny tilflytter til byen var det spændende for en 5-årig dreng, der talte vendelbomål, at skulle møde sine fremtidige legekammerater. De var lige så spændte på at møde ham bondedrengen, og det første møde med fem seks børne forløb således: ”Hvad hedder du?” Efter nogen betænkningstid svarede jeg forsagt: ”A hjær Tonny.”

Det grinede de meget af, og jeg kunne have krøbet i et musehul.

Jeg fik hurtigt lært at tale som de nye legekammerater, jeg havde fået.

Jeg ved ikke, hvorfor den bydel, vi var flyttet til, blev kaldt Valby, som dækkede Danevej, noget af Solvej og noget af Parkvej, der dengang hed Vester Alle. Området med Sveavej, Parallelvej og resten af Solvej blev kaldt Gammel Valby.

På lune sommeraftener kom de voksne ud på gaden og snakkede i klynger, medens børnene legede. Var vejret rigtig godt, kunne man være så heldig at blive sendt ned i byen efter en stabel ispinde, lavet på Brønderslev mejeri og gik under navnet Gobi. Jeg tror en ispind kostede 25 øre. Isen var gul, for der var brugt rigtige æggeblommer og piskefløde. Gobiis kunne også fås som enliters dessertis. Ingen andre mærker is kunne hamle op med den fra Brønderslev.

Marken

Det var dengang børn hadede at være indendørs, men meget hellere ville være ude at lege. Der var omkring ti jævnaldrende børn, som havde deres legeplads på marken.

Jeg ved ikke, hvem marken tilhørte, men den var vores legeplads. Vi lavede fodboldmål, og der blev gravet huler så dybe, at vi næsten kunne stå oprejst. Der blev lagt tag over af pandeplader, som vi fandt i fælleden.
Pigerne lavede små æbleskiver på deres små spritkomfurer, og der var ingen løftede pegefingre fra forældre, som mente, sådanne huler kunne være farlige.

Sankthansaften var alle Valbys beboere til bål på marken. Når bålet var brændt næsten ned, legede voksne som børn to mand frem for en enke.

Nogle familier kom med store stabler æbleskiver, og der var aldrig nogen til overs. Mændene fik sig en øl – altså kun 1 øl. Jeg tror nok, at børnene og kvinderne fik en sodavand.

Der blev lagt en masse kartofler ind i det nedbrændte båls gløder, og når de var godt stegte, blev den sorte skorpe fjernet med en kniv under råben

og skrigen, for kartoflerne var jo brandvarme, men aldrig fik vi så gode kartofler som denne aften.

Fælleden

I tilknytning til Pedershaab Maskinfabrik var der en fælled til fabrikkens affald, som blev hældt ud i en skrænt ned til et sumpområde med en bæk, træer og en del rotter.

Der kunne samles jernaffald, ”gammelt jern”, fra fabrikken, og det kunne vi sælge for 6 øre pr. kg til LAB-manden i Mejerigade.

Børnene kunne også lege nede i sumpen med risiko for våde fødder. Der blev bygget huler i træerne, og med kapper lavet af gamle sække og træ-sværd fægtede De Tre Musketerer modigt med kardinalens onde soldater.

Der er også skudt mange ”cowboydere” og indianere både på marken og i fælleden. Det var tider.

Hvor er det synd for nutidens børn, at de ikke kan lege, som vi kunne.

 

Per Madsen

Pedershaab Maskinfabrik prøvestøbte mange cementrør i deres maskiner også i stor størrelse, og de blev opbevaret i fælleden i stående position.

Når vi drenge gik ind i sådan et rør og begyndte at gå, begyndte røret stille at rulle fremad.

Det gjorde Per Madsen på 10 år en dag. Vi boede i samme ejendom og var gode venner.

Per gik ind i et rør og begyndte at gå indeni det. Pludselig begyndte røret at vakle, og Per sprang ud, men desværre væltede røret til samme side, og Per fik sit hoved knust under røret.

Det var mit første møde med døden, og det var en uhyggelig oplevelse.

Johannes Sonnesen

Nu jeg er ved det triste, så nogle år senere, torsdag den 28. juli 1955, druknede Johannes Sonnesen i Friluftsbadet.

Johannes var en gæv bondedreng på 16 år, fyldt med energi og glæde. Han boede på den nærmeste bondegård, Vester Hedegaards Mark, lidt længere ude på marken mod vest, hvor han arbejdede for sin far.

Johannes kom tit og spillede fodbold med os drenge, selvom han var et par år ældre, men han nød at spille med os, og vi skulle passe på ikke at blive tacklet, for Johannes var robust.

Vi drenge blev godt nok noget chokeret, da faderen et par dage senere spurgte os drenge, om vi ikke ville komme til begravelsen.

Dengang var det ikke sædvane, at børn deltog i begravelser.

I nystrøgne hvide skjorter og med slips mødte vi fire til fem drenge på 12 – 13 år op ude på gården, hvor Johannes lå i sin kiste ude på græsplænen.

Solen skinnede, og vejret var rigtig godt denne mandag den 1. august 1955.

Faderen, moderen og Johannes’ søskende var i godt humør og glædede sig over, at Johannes nu var hos Gud.

Vi drenge kunne ikke begribe, at de var glade for, at Johannes var død. Familien var troende mennesker, og det gav dem troen på, at Johannes nu var hjemme hos Gud.

Men ikke nok med det. Nogle dage efter begravelsen opsøgte Johannes’ far igen os drenge og inviterede os hjem på gården den følgende aften. Vi havde jo været sådan nogle gode kammerater for Johannes.

Igen i hvide skjorter mødte vi drenge betuttet op på gården kl. 19. Vi fik saftevand, boller og kage, og blev opfordret til at fortælle om vores oplevelser med Johannes.

Det gik lidt trægt, men så læste Sonnesen et stykke højt fra Biblen og sluttede af med at sige: ”Tonny – vil du ikke synge en salme for os?”

Da snørede min strube sig fuldstændig sammen, og jeg sad som lamslået.

En af de andre drenge, Henning fra Hørsholm, som boede hos sine bedsteforældre i Valby, sagde: ”Hvis du begynder, skal vi andre nok synge med.”

Der var en lidt usikker begyndelse på en salme, jeg husker ikke hvilken, men det lykkedes os vist nok at få det til at lyde okay, for begge forældre og de to tilstedeværende søstre blev tydeligvis rørte. Jeg gik i klasse med den ene søster, Else.

Faderen sluttede aftenen med en bøn, og når jeg tænker tilbage, var det egentlig en smuk aften.

Forældrenes engagement

Forældrene kunne godt finde på at deltage i børnelegene. De skulle jo også ud at nyde de gode sommeraftener.

Mødrene hoppede gerne i sjippetov med pigerne, fædrene spillede fodbold med drengene, og det var ikke bare Sankthansaften, alle legede to mand frem for en enke.

Der var meget mere komsammen mellem familierne end nu om dage. Det var helt normalt, at de voksne lige bankede på hos naboen og fik en snak og en kop kaffe.

Jeg havde selv den faste vane hver uge, når Anders And var udkommet at gå ind i stuen hos familien Flyvbjerg og læse bladet. Jeg var ofte den første læser, og så måtte familien nøjes med at læse et brugt eksemplar.

Brødrene Elis og Torben Flyvbjerg havde i tilknytning til boligen et karetmagerværksted, hvor specialet var at bygge karosserier på nye biler, mest små lastbiler.

De hentede selv de nøgne bilchassisser på havnen i Aalborg, og så byggede de ladet op i træ og førerhuset i karrosseriplader.

Værkstedet var meget benyttet som samlingssted for mændene i Valby. De kunne stå i timevis og underholde hinanden med sladder og sjove historier, medens de fik en øl eller sodavand. Der blev grinet meget.

Der var så bare det problem, at der ikke blev arbejdet på bilerne, og de skulle jo være færdige til en bestemt tid. Derfor arbejdede brødrene Flyvbjerg til langt ud på aftenen ja sommetider natten. Arbejdet var ret støjende, så de kunne holde mange naboer vågne, men det gav ikke anledning til ufred.

Kvisten blev også grøn

På brødrene Flyvbjergs hus var der ind til haven en kvist, som trængte til at blive malet grøn ligesom alle vinduerne. Det lovede far at gøre, og kvisten var det sidste, og den blev malet en fredag eftermiddag, hvor min moster Karen og Onkel Holger fra Sverige skulle komme og spise til aften.

Gæsterne var kommet, og maden var færdig. Det trak ud med far, og jeg blev sendt over vejen for at hente ham. Inde i den lukkede lille have lå de to flyvbjergbrødre og trillede rundt på græsser og var ved at dø af grin. Far sad på et eller andet og vaskede sit hår og ansigt med terpentin. Grøn maling silede ned over hans hoved.

Da far var færdig med at male kvisten, ville han glide stille og roligt ned ad taget med malespanden i den ene hånd. Det gik fint, indtil han nåede tagrenden og skulle hoppe 20 cm ned på et lille tag, der var mellem værksted og bolig. Det lykkedes ikke helt, for malespanden røg op i luften, slog en kolbøtte, og al malingen røg ned i hovedet på far.

Det var en meget slukøret far, der dukkede op stadig halvgrøn i hovedet til nogen moro for gæsterne. Mor prøvede at tøjle sin vrede, der var jo gæster, men vi kom civiliseret igennem gullaschen, men far vovede til sidst at sige: ”Det havde været godt med gulerødder til.”

Mor sprang op: ”Gud – de står ude i køkkenet.”

Så fik far revanche.

Jernbaneforlægningen

I 1950’erne begyndte Statsbanerne at forlægge skinnesystemet, så togdriften ikke spærrede for trafikken i Brønderslevs midtby, men blev flyttet længere mod vest, og skinnelegemet kom op i højden.

Der skulle bygges fire broer hen over hovedgaderne i byen. En af broerne skulle bygges over Vester Alle, den nuværende Parkvej. Det tog mange år, for der skulle køres i tusindvis af kubikmeter sand på den vold, jernbaneskinnerne skulle lægges på.

Der blev anlagt et tipvognsspor på volden til at transportere sandet længere ud på volden. Fra lørdag middag til mandag morgen var der ingen på arbejde, og så kunne vi drenge køre med tipvognene, for det var ikke altid, arbejderne havde husket at tage nøglen til lokomotivet med sig.

Brobyggeriet optog os alle store som små. Der blev bygget en kæmpe ”støbeform” i træ, og der blev bundet et armeringsnet af stål. Det var et imponerende virvar, men det gav beskæftigelse til mange mænd.

I 1966 blev det nye banelegeme taget i brug, og beboerne i Valby skulle nu til at vænne sig til, at støjen fra togene var kommet lidt tættere på, men det vænnede vi os hurtigt til.

Nogle år inden den nye jernbane kom, hørte vi en helt anden og fremmed lyd, og alle kom ud på gaden for at se den eller de store flyvemaskiner, der var på vej hen over Valby.

Der kom ingen flyvemaskiner, men i stedet for så vi det nye imponerende MY-lokomotiv komme majestætisk kørende i god fart i stedet for et gammeldags damplokomotiv, og derefter skulle vi vænne os til den nye og meget anderledes lyd fra jernbanen.

Skoletiden

Den lille skole

Jeg begyndte at gå i skole den 1. april 1950 på ”Den Lille Skole” i Tygelsgade, hvor vi gik i første og anden klasse. Skolen var i to etager, og der hørte en lille fritliggende gymnastiksal til. Det var lidt mærkeligt at skulle gøre gymnastik sammen med pigerne og klæde om i samme rum, men sådan var det.

En dag blev der banket på døren ind til klasselokalet, og skolelægens sekretær stak hovedet ind og spurgte: ”Er Tonny en pige eller en dreng?”

”Det er en dreng”, svarede læreren.

Så blev der fniset, og i frikvarteret skortede det ikke på sjove bemærkninger fra mine klassekammerater. Åh hvor jeg forbandede den irriterende engelske fodboldspiller, jeg var opkaldt efter, og dermed skyld i drillerierne – mobning var stadig ikke opfundet.

En vinterdag var der et gevaldigt snevejr, og det endte med, at skolen lukkede og sendte alle eleverne hjem. Jeg havde Jørgen Sørensen i den time, og han fulgte alle eleverne hjem i en klynge, som gik gennem byen og efterlod eleverne en for en, efterhånden som vi kom til deres hjem.

Skolegades skole

 

Fra tredje klasse skulle vi gå på Skolegades Skole, som var den eneste skole i kommunen, og der var flere hundrede elever.

Jeg husker ikke så meget fra tiden på Skolegades skole.

Søndergades skole

Den 1. april 1955 var jeg med til indvielsen af den nye Søndergades skole, hvor jeg begyndte i 1. mellem.

Vi var 36 i klassen og havde Henry Allermann til klasselærer resten af skoletiden. Eleverne var en sammensat flok fra Vester Hjermitslev, Hollensted, Sulsted, Kraghede, Tolstrup og Øster Brønderslev. De udenbys elever cyklede til og fra skole i alt slags vejr. I de fem år var der ikke mange dage, de ikke nåede frem. Det var sejt.

Dengang holdt de store virksomheder i Brønderslev frokost fra kl. 12 til kl. 13, hvor de lokale medarbejdere tog hjem og spiste frokost. Det var kutyme, at hustruerne gik hjemme og passede huset og børnene, når de kom fra skole, så i de fleste hjem havde husmoderen stillet frokost an til kl. 12, når manden kom hjem.

Skolerne holdt derfor også frokost i den time, og alle de lokale elever tog hjem for at spise med familien. Når vi var færdige med at spise, lagde far sig på divanen og sov middagssøvn, og så skulle vi børn bare være stille.

De udenbys skoleelever kunne ikke tage hjem og spise frokost, så de spiste deres medbragte madpakker i det såkaldte spiselokale.

Det var spændende at skulle lære engelsk og tysk, men mine favoritter var matematik, geometri, fysik, kemi og sang, men der var ikke noget fag, jeg ikke brød mig om.

Gode lærere

Lærerne var generelt dygtige, men jeg vil ikke lægge skjul på, at min yndlingslærer var Birthe Møller Jensen, som jeg havde til engelsk. Hun var sød og en dygtig lærer, der også lærte os engelske sange.

Hvor har jeg fået mange skældud af Birthe, og jeg havde fortjent det hver gang. Jeg har en ”dårlig” vane med at komme med utidige kommentarer, og det skulle jeg mange gange ikke have gjort. Men jeg har også flere gange fået Birthe til at knække lidt sammen af grin, når jeg under en ordentlig røffel kom med en utidig kommentar, som totalt afvæbnede hende.

Det er pudsigt at tænke på, at her i de senere år har Birthe og jeg mange gange siddet ved samme bord på Nordjyllands Idrætshøjskole og sunget til Ældresang.

Knud Svante Eriksen fortjener også en kommentar på dette sted, for han er nok den dygtigste lærer, jeg nogensinde har haft inklusiv min studietid, da jeg læste til ingeniør.

Han var meget dygtig til at lære fra sig. Forstod vi ikke forklaringerne første gang, havde Svante Eriksen næsten altid en anden indgangsvinkel til emnet, så vi skulle nok få lektionerne lært.

Jeg havde Knud Svante Eriksen til mine yndlingsfag matematik, geometri, fysik og kemi. Han var en høj, rank og flot mand med en myndig personlighed, som vi havde respekt for – ikke bange for, men respekt på den måde, at vi ikke lavede løjer med ham.

Jeg møder af og til lærer Eriksen i Løvbjerg, hvor han færdes lidt forsigtigt, for hans helbred er ikke helt på toppen mere. Han kører i motoriseret kørestol fra hjemmet og ud i byen, og når vi mødes, bliver det altid til en lille sludder.

Jeg kunne lide de fleste af lærerne, men der var nogle få, som jeg mærker en voldsom uvilje imod, når jeg i dag tænker tilbage på dem, for de var ondskabsfulde.

Tolneture

Hvert år drog alle elever over anden eller tredje klasse i særtog til Tolne skov medbringende en madpakke, sodavand og for mit vedkommende fem kroner.

Vi gik i optog fra skolerne gennem byen med PM-orkesteret i spidsen de første år. Den første del af togturen gik imellem fabrikkerne Pedershaab Maskinfabrik og Peder Nielsen ”Pedershaab”, og her havde de ansatte stillet sig op ved hver sin fabrik for at vinke til børnene, der larmede utroligt meget og råbte hurra.

Fra Tolne station gik vi i optog ud til Restauranten i skoven, hvor vi blev sluppet løs klassevis. Der var tradition for, at man klassevis sammen med lærerne skulle gå op på en bestemt højtliggende bakketop og nyde udsigten.

Derefter var der frit slag, men stort set holdt man sig til klassen.

I de ældste klasser kunne man nok få lyst til at gå en lille tur sammen med en anden – gerne af det modsatte køn. Hormonerne var jo så småt begyndt at køre rundt i kroppen.

Ved siden af restauranten lå der en åben pavillon, hvor et par musikere spillede op til dans, og det kan nok være, der blev danset. Jeg er egentlig forundret over så mange drenge, der dansede.

Medens børnene dansede eller hyggede sig i det fri, gik mange lærere ind på restauranten for at spise frokost. Nogle af dem blev der i lang tid, og når vi skulle hjem, kunne man nok fornemme, at nogle lærere havde fået både øl og snaps til maden.

Sidst i 1950’erne var der nogle af de ældste drenge, der havde taget øl med til madpakken, men så var det slut med udflugterne til Tolne Skov, for lærerne kunne ikke tage ansvaret for elever, der drak øl. Et eksempel på, at de få ødelægger det for de mange.

Lærertæsk

Indtil 1967 havde lærerne lov til at afstraffe eleverne korporligt. Det var ikke defineret, hvad eleverne skulle forbryde sig med. Jeg har set en del eksempler på, at elever fik en fortjent lussing af passende kraft. Lussingen var det mest anvendte afstraffelsesmiddel, men også gårdvagternes kæppe blev anvendt til slag over låret eller på enden.

Den raffinerede afstraffelse var at blive rykket i de korte hår på siden af hovedet – det gjorde ondt.

Det var måske i tidens ånd at afstraffe børn korporligt i skolen og i hjemmet, men da kun hvis barnet havde gjort noget voldsomt forkert.

Jeg oplevede i skolen nogle lærere, som efter min mening slog med kæp eller hånd eller rykkede i hårene af ren ondskab.

Jeg nævner ikke navne, men som tidligere nævnt mærker jeg en voldsom uvilje mod dem, for de var ondskabsfulde. Især én føler jeg ligefrem et had imod.

Jeg har selv fået nogle få lussinger i min skoletid, og en enkelt husker jeg specielt, for den var uretfærdig. Vi havde redskabsgymnastik, og jeg var kommet til bommen, som hænger cirka halvanden meter oppe i luften. Man skal så trække sig op med armene og ligge udstrakt på maven med armene strakt frem og benene lige tilbage. Så er det med at holde balancen.

Men min ellers gode ven Ernst sneg en hånd op og klemte mig i skridtet, der hvor det gør rigtig ondt. Jeg skreg: ”Av for helvede” og faldt ned. Gymnastiklæreren, H. C. Nielsen, var der omgående og stak mig en lussing. ”Sådan et sprog fører vi ikke her,” sagde han vredt.

Da var jeg sur på Ernst nogle dage, men ikke på H. C., han havde ikke set, hvad der var sket.

I en time havde Willi lidt svært med udtalen. Det fik læreren til at håne ham. Mobning kendte vi stadig ikke. At yderligere en elev havde det svært med lektien, fik læreren til at nægte at undervise os. Vi skulle bare sidde stille, og det gjorde han også.

Der gik nogle uger, så gik et par af pigerne til læreren og bad ham genoptage undervisningen. Så lærte vi noget igen – på den hårde måde.

Vi havde time i 4. mellem med den samme lærer, og vores klassekammerat Ove blev hørt i lektien, og det gik ikke for godt. Så blev læreren tosset og sagde, om ikke det var bedst for alle, hvis Ove gik ud af skolen. Ove svarede stille og roligt, at det havde han rent faktisk drøftet med sine forældre for nyligt.

Læreren sprang op og råbte, at Ove ikke skulle være flabet, og han for ned til Ove, som den dag sad alene ved et af de forreste borde.

Læreren var stor og muskuløs og stak Ove sådan en lussing, at han trimlede ned af stolen og lå på gulvet. Ove sagde ikke et kny, men rejste sig stille og roligt, og så kom det næste voldsomme slag, der sendte Ove i gulvet igen. Det skete tre eller fire gange, inden skiderikken gik tilbage til katederet. Klassen sad som lamslået. Ove pakkede stille og roligt sin taske og forlod klassen uden et ord.

I det følgende frikvarter kom Oves mor gående gennem skolegården med stram mine og faste skridt og styrede mod skoleinspektørens kontor. Efter lang tid gik hun igen.

Vi så aldrig Ove igen på skolen.

Det var ikke den eneste gang, den lærer gennemtævede en elev, men han slap godt fra det hver gang.

Jeg har senere tænkt på, hvorfor forældrene ikke gik sammen om at få den skiderik fjernet fra skolen.

Jeg har skrevet i forordet, at jeg hovedsagelig vil skrive i en positiv ånd. Dette afsnit om lærertæsk er vist nok det eneste negative.

Jørgen Sørensen

Vi havde Jørgen Sørensen til engelsk og sang den første tid på Søndergades skole. Det var ham, der fulgte os hjem i snevejr nogle år tidligere. Jeg fremhæver ham, fordi han senere blev kendt som sangskriver til nogle af Vendsyssels mest kendte sange.

De Gyldne Løver sang ”Hvor mågerne skriger”, som også kaldes Vendsysselsangen og ”Det tindrer af sol over hav over land” kaldet Brønderslevsangen. De er to af Jørgen Sørensens meget kendte sange.

Han har også skrevet børnesangen ”Hvis du ser en krokodille i dit badekar”.

Der er rejst en mindesten for Jørgen Sørensen på hjørnet af Bredgade og Skolegade.

Konfirmationer og efterkonfirmationer

         

Jeg blev konfirmeret af Pastor Sørensen den
13. oktober 1957 i Brønderslev Kirke i Bredgade.

Jeg hører til de store årgange fra besættelsestiden, så der var konfirmationer både i april og oktober.

Der var desværre influenzaepidemi på det tidspunkt, så nogle konfirmander mødte ikke op i kirken, og nogle måtte gå direkte hjem i seng efter kirken.

Vi havde fået lov at låne stueetagen til festen, for der kom mange gæster. Alle onkler, mostre og tanter var inviteret, og det blev en lystig dag med bagende solskin

Onkel Nyholm havde en lidt uheldig dag, først prøvede han at få kokkepigen til at sidde på skødet, hvilket hun kvitterede med en ordentlig lussing.

Ude i haven greb han mig i mit butterfly, og far og onkel Poul måtte hjælpe mig fri. Nyholm troede mit butterfly var med elastik rundt om halsen, men det var med særdeles holdbart stof, så han var ved at kvæle mig. Ellers kunne jeg godt lide ham.

Blå mandag blev traditionen tro forlagt til Aalborg, men jeg havde fået influenza om natten og gik glip af turen.

Der var tradition for, at konfirmanderne gik sammen om at holde efterkonfirmation for venner og klassekammerater. Det var ofte sådan, at hele klassen holdt efterkonfirmation sammen.

Festerne blev tit afholdt i restaurationen på Friluftsbadet med smørrebrød og sodavand samt kaffe og kage. Der var altid forældre til stede for at tage sig af serveringen og ikke mindst for at holde øje med, at alt gik ærbart til.

Vi mødte op i det pæne tøj, og efter maden blev der spillet op til dans af som regel en harmonikaspiller og en trommeslager.

Der blev danset meget kinddans til nogen forargelse for de voksne, der stod for det praktiske arrangement. Men i puberteten, hvor børn udvikles til voksne, pumpes hormoner ud i de unge kroppe og gør dem kønsmodne med de drifter, det indebærer. Det er naturens orden.

Nu fik forældrene travlt, for der var tit nogle drenge, der slukkede lyset ved kontakterne eller ved at skrue sikringerne ud, for kinddans danses bedst uden lys.

Så løb forældrene fortvivlede rundt for at finde lyskontakterne elle den manglende sikring. Der skulle jo nødigt ske pigerne noget.

Der blev drukket sodavand til maden, men som regel var der nogle drenge, der havde gemt øller i buskene ned ved sportspladsen, så når det blev lidt mørkt, skulle vi ud at smage på det forbudte øl. Det smagte faktisk ikke så godt, men det sagde vi ikke.

Kaj Dahl Jeppesen fra Øster Brønderslev gik i min klasse, og efter at have besøgt buskene på sportspladsen tog han en cykel og begyndte at køre race rundt om bassinet. Ganske rigtig – han væltede og røg i vandet med cyklen, men slap dog uskadt.

Mørkeleg

Hvis forældrene til en af os var ude af huset lørdag aften, begyndte gruppen eller kliken at mødes hos vedkommende.

Moderen i huset var som regel vidende om vores besøg, men sjældent faderen, som så en vigtig opgave i at værne om specielt pigerne ærbarhed.

På sådanne aftener skulle der leges mørkeleg, som gik ud på, at lyset blev slukket, og drengene satte sig på en stol eller sofa med en pige på skødet.

Parrene valgte hver et tal mellem et og ti, og der skulle helst være en dreng uden en pige på skødet, for den enlige dreng skulle sige et tal, og pigen, som havde valgt det tal, skulle sætte sig på skødet af ham. Nu var det en anden dreng, der sad alene, og så skulle han råbe tal op, til der var bid.

Sådan gik pigerne fra skød til skød. Var et par særlig glade for hinanden, snød de bare, og valgte ikke et tal. Det var på sådanne aftener, man så småt øvede sig på at kysse.

Familien Kræmmergaard

I perioden fra jeg var 12-13 år, til jeg gik ud af skolen som 17-årig, var vi en gruppe på fem til seks klassekammerater, der holdt særlig meget sammen. Vi mødtes utallige aftener hos Inga og Poul Kræmmergaard i Fynsgade. De var forældre til Henning, som jeg gik i klasse med. Inga og Poul var usædvanligt gæstfrie overfor os unge. Vi kunne snakke med dem om alt mellem himmel og jord også om det, vi ikke nævnte, når vores egne forældre var til stede.

En sommer skulle Inga og Poul og deres fem børn i sommerhus i Sæby. En del af gruppen tog imod invitationen om at komme med i et par dage. Det var lidt trangt om natten, men det gik.

Der lå en lille robåd ved sommerhuset, og Poul og de to drenge Ib og Leif roede stille rundt i vandkanten, men der var fralandsstrøm, så båden drev langsom men sikkert længere og længere fra land.

Så kom vi store skolebørn i badetøjet i en fart og svømmede ud til båden og fik den skubbet ind til land under store kraftanstrengelser. Et par af vennerne skubbede nu ikke så meget, for de havde nok at gøre med selv at svømme i land.

Vores aktion var blevet fulgt af en gruppe mennesker inde på stranden, og da vi kom helskindet i land, var der en mand, der med alvorlig mine sagde: ”Det var en flot præstation.”

Det var en ikke helt ufarlig episode, som Poul kvitterede for ved at hente øl og sodavand hos den nærliggende købmand, og så kunne vi stille og roligt lade nerverne falde til ro, medens vi nød en øl.

Poul og alle os drenge, store som små, gik en tur langs stranden, og vi endte hos købmanden, hvor Poul ville give en øl. Her mødte vi et par fædre, som havde siddet i nogen tid og drukket øl, medens deres børn spillede bold ved siden af.

Mændene skulle ind efter en omgang mere og forklarede os, at hver gang de fik en øl, fik børnene en lakridspibe, så der blev kaldt på børnene, at nu skulle de have en lakridspibe igen.

”Nej tak, nu kan vi ikke spise flere”, råbte børnene i kor. Der skulle fædrene nok også have sluttet med øllerne.

Da vi gik ud af skolen og gik i hver sin retning, opløstes gruppen og vores møder hos Inga og Poul Kræmmergaard ebbede langsomt ud, men mindet om disse to herlige mennesker har jeg stadig i mig.

Bydreng

Da jeg var 11 år, begyndte jeg så småt at blive bydreng for at tjene nogle penge. I begyndelsen var jeg afløser for andre bydrenge, som var på ferie eller var syge. Jeg var vikar som bydreng hos købmand Grøn i Valby, Fru Ottesens mejeriudsalg i Vestergade og som avisbud ved Vendsyssel Tidende.

M. S. Madsen

Mit første faste job var hos papirgrossist M. S. Madsen, som havde forretning på førstesalen i en ejendom, som lå på hjørnet af Bredgade og Nygade der, hvor der nu er manufakturhandel.

Vi var to bydrenge, som mødte umiddelbart efter skoletid og på fuld tid i sommerferien. Den anden bydreng var min kammerat Ernst Lindbøgh, og det var vores opgave at pakke ordrerne, som lagerpersonalet eller vi selv havde samlet.

Kunderne var folkeskoler rundt om i Danmark, og varerne var skrivehæfter, blyanter, viskelæder, penne, blæk og andre ting, som blev brugt af skoleeleverne.

Når alle ordrerne var pakket, skulle vi køre dem på en tohjulet kærre til posthuset eller banegården – ligesom Røde i Matador.

Vi solgte også fyrværkeri til nytår, og så havde vi to bydrenge et stort dilemma efter nytår, for det fyrværkeri, der ikke var solgt, skulle vi komme i en zinkbalje og fylde den med vand, så krudtet blev gennemblødt og ubrugeligt.

Åh – alle de herlige raketter og kanonslag, som vi så gerne ville have taget med hjem, men turde ikke.

Lønnen var en krone i timen, hvilket var godt betalt. I sommerferien var der travlt, for så skulle alle skolerne have materialerne klar til skolestart i august, og så tjente vi mange penge.

Forretningen var ejet af M. S. Madsens søn, Kaj Thingstrup Madsen på ca. 47 år, altid ulasteligt klædt i habit, hvid skjorte og slips. Han boede alene i en lejlighed i umiddelbar forlængelse af lageret.

Når vi arbejdede over, og klokken blev mere end 8, gav han sodavand og kage. Var vi færdige fem minutter i otte, fik vi ingenting.

En dag i sommerferien sagde chefen til Ernst og mig: ” Jeg har to opgaver, som I kan vælge imellem. Der skal renses tagrender, og mine forældres gravsted på kirkegården skal luges og gøres pænt.”

Ernst ville gerne ordne tagrender, og jeg ville gerne køre ud på kirkegården i Bredgade.

”Godt”, sagde Kaj Thingstrup Madsen, ”Ernst – du ordner gravstedet og Tonny, du renser tagrender.”

”Jamen det var modsat, vi valgte”, protesterede vi.

”Jamen I skal ikke selv bestemme, hvad I skal lave,” var svaret.

Når jeg blev sendt i Slagteriudsalget i Bredgade efter for 15 øre leverpostej og for 50 øre pålægsrester, sagde jeg altid, at det var til Kaj Thingstrup Madsen. De skulle ikke tro, min mor købte så småligt ind.

En aften, jeg kom hjem efter overarbejde, blev jeg modtaget af en meget eksalteret mor, der fortalte, at vores læge havde besøgt hende om formiddagen og fortalt, at min arbejdsgiver var homoseksuel, så jeg måtte aldrig mere arbejde efter kl. 18.

Det kom hun nu ikke til at bestemme, for overarbejde blev aflønnet med 1,50 kr. i timen.

Min chef har aldrig opført sig upassende overfor os drenge.

Købmand Bæk

I 1957 flyttede jeg til købmand Frode Bæk, hvis butik var i Grønnegården med indgang i hjørnet af Grønnegade og Dannebrogsgade. Butikken er nu muret til og omdannet til beboelse.

Lønnen var 20 kr. om ugen, og jeg bragte varer ud til kunder over hele byen. Varerne blev transporteret på en varecykel kaldet Long John.

Gasflasker

Købmand Bæk forhandlede flaskegas af mærket Dalsø Gas, og der var små flasker med 11 kg gas og de store 30 kg gasflasker.

Jeg har mange gange kørt med to 30 kg gasflasker sammen med en kurv købmandsvarer ud til en minkavler langt ude på Jerslevvej. Der er 30 kg gas i en flaske, som også vejer 30 kg, så når Long John var læsset med 120 kg gasflasker og en fyldt købmandskurv, skulle der virkelig trædes i pedalerne og tænk, hvis der også var østenvind.

En sommerdag havde jeg levere to 30 kg gasflasker hos en hønseavler i nærheden af Tolstrupvej. Fem minutter efter jeg var kommet tilbage i butikken, ringede hønseavleren og spurgte, hvorfor han kun havde fået en flaske gas. Jeg påstod at have leveret to flasker, men aftalte at komme op til hønsene og tælle gasflasker.

Jeg havde sat de to gasflasker op ad den sydvendte mur ind til hønsehuset og havde tilsluttet den ene flaske – men nu stod der kun en.

Efter lidt pause tog hønseavleren mig med ned mellem jordbærrækkerne, og der lå den anden gasflaske med en flænge på 50 cm. Solen havde opvarmet gasflasken så meget, at trykket i flasken fik den til at eksplodere.

Da tror jeg nok, mine kinder blev meget blege. Tænk hvis gasflasken var eksploderet, mens jeg kørte med den.

Det viste sig, at gasflasken var revnet lige ved siden af svejsesømmen, som ikke var svejst godt nok.

Drikkepenge

Ugelønnen blev suppleret med de drikkepenge, jeg fik hos kunderne, og de kunne blive til lige så meget som lønnen. Det var pudsigt at konstatere, at det typisk var hos familierne med en lav indkomst, jeg altid fik drikkepenge som regel 25 øre – en gang imellem en krone.

Hos det finere borgerskab fik jeg sjældent drikkepenge. Der var to favoritkunder. Den ene var skorstensfejer Frederiksens kone, som ofte gav en femmer. Den anden var fru Højbjerg i Grønnegade, som også tit gav en femmer. Hun blev min svigermor i 1992.

Så var der også den store håndværksmester, der kom kørende i sin lastbil et kvarter før lukketid og bestilte en masse købmandsvarer, en kasse øl (50 flasker i en trækasse) og en 11 kg gasflaske. Han afregnede med købmanden og satte sig så ud i sin lastbil og kørte hjem. Jeg måtte til at bære en kasse øl op fra kælderen, finde en flaske gas i skuret ude i gården, medens vores ekspedient samlede købmandsvarerne sammen i en kurv.

Så op på varecyklen og ud i Vestergade. Jeg stillede Long John ved siden af lastbilen, satte varerne ind i køkkenet, gasflasken ud i værkstedet og ølkassen ned i kælderen, medens den sure håndværker tog sig af købmandsvarerne. Her faldt der ingen drikkepenge af.

Mon han var bange for, at lastbilen tog skade, hvis han selv tog varerne med hjem.

Julemiddag

Den 24. december var købmandsbutikken åben til kl. 16. Ved 12-tiden havde fru Bæk stillet julefrokost an inde i deres lejligheden ved siden af, og så kunne ekspedienten først gå ind og spise frokost, og bagefter gik jeg derind og spiste grønlangkål med kogt flæsk, medisterpølse, brunede kartofler og det traditionelle tilbehør. Der stod også sodavand til at skylle ned med.

Jeg har ikke hørt om andre bydrenge, der blev vartet sådan op.

Når vi var færdige med dagens arbejde, og der var ryddet op ved 17-tiden, trak Frode Bæk en flaske Kijafa op, og så ønskede han og fruen ekspedienten og mig en glædelig jul. Et glas kirsebærvin smager dejligt sødt, men glasset var ret lille, så købmanden og jeg fik hurtigt et glas mere, ja vi blev ved, til flasken var tom.

Da jeg kom hjem ved halvsekstiden, var jeg egentlig blevet noget svimmel og søvnig og lagde mig på divanen og sov. Da vi skulle spise julemiddag, kunne min mor næsten ikke vække mig. Sådan en omgang kirsebærvin kan virkelig slå en dreng på 15 år ud. Hvis mor kunne have fået fat i købmand Bæk, ville han ikke have været i stand til at sidde ned juleaften. De følgende juleaftener var jeg mere forsigtig med vinen.

Læretiden

Jeg kom i lære som maskinarbejder på Pedershaab Maskinfabrik den 1. august 1960. De første 11 uger var jeg på filekursus på Teknisk Skole i Torvegade.

Derefter var jeg et år på vinduesfabrikken i Nørregade, og resten af tiden var jeg på den gamle Pedershaab Maskinfabrik A/S.

Vi var 100 lærlinge på fabrikken, og der var lagt en turnus for hver lærling begyndende med fileskolen og derefter gennem alle afdelingerne på fabrikken og de forskellige typer arbejdspladser og maskiner, så vi kunne lære så mange forskellige ting som muligt. Jeg har lavet stålvinduer, været i en smedje, monteret gravemaskiner og vejtromler samt lært at elektrodesvejse, stå ved drejebænk og fræsere, shapere og langhøvl og meget andet håndværk. En lærling på PM blev uddannet til en meget alsidig smed og maskinarbejder.

I løbet af læretiden på fire år oplevede jeg mange pudsige episoder og lærte mange personligheder at kende. Der var legendariske Fessor, som under et bal på Hotel Brønderslev snublede og faldt under en dans til megen moro for de andre dansende. Fessor rejste sig med værdighed og sagde: ”Det er utroligt, så dårligt det orkester spiller.”

Mange mennesker på fabrikken havde øgenavne som Sindal Pedersen, Viborg Nielsen, Sæby Madsen, Musverner, Smalby Thorvald, Skære Peter, Svensker Carl og mange andre.

I nogle værksteder arbejdede man på to eller tre skift, og på aftenholdet og natholdet blev der fusket utrolig mange ting, for eksempel havelåger, udendørslamper ja hele kulfyr hjem til kælderen. De færdige varer blev læsset over hegnet i stedet for at skulle ud gennem den store port, og så kunne ”varerne” hentes senere uden, at man blev set.

Der blev drukket mange øl på aftenholdet. I drejeværkstedet kunne det nok hænde en fredag aften, at efter kl. 20, når pausen var ovre, fortsatte man med at drikke øl til fyraften ved midnatstid. Der er gået mange branderter hjem fra arbejdet fredag nat. Det kunne finde sted, fordi der kun yderst sjældent var en værkfører til stede om aftenen og natten. Når aftenværkføreren havde sat alle i gang med arbejdet, kørte han hjem for at spise aftensmad og kom kun en sjælden gang tilbage i løbet af aftenen eller natten.

Lærlingeklubben

I Brønderslev var der en lærlingeklub under den fagforening, som i dag hedder Dansk Metal. Fordelen ved at være medlem af klubben var, at man straks var understøttelsesberettiget efter endt uddannelse. Ellers var der en karenstid på et år, inden man kunne få understøttelse.

Klubben havde ca. 150 medlemmer, hvoraf de ca. 100 var fra Pedershaab Maskinfabrik A/S. Jeg var formand i hele læretiden, og Ernst Lindbøgh var kasserer.

Hver sommer havde vi en bustur til Sæby, hvor vi spiste frokost i restauranten i Sæbyskov. Vi fik smørrebrød og øl, som blev betalt af klubkassen, og så gik vi ind til havnen og rundt i byen og hyggede os.

Det var populært at leje en robåd og sejle rundt på Sæby Å. Det vil sige, hvis bådudlejeren hørte, vi var fra Brønderslev Lærlingeklub, kunne vi ikke leje en båd. Han havde dårlige erfaringer fra tidligere år med, at nogle af lærlingene gik i land et sted ude på åen og lod båden ligge der.

I mit sidste læreår havde jeg arrangeret en bustur til Tyskland for lærlingeklubben. Vi skulle på Hannover Messe og i øvrigt se nogle tyske fabrikker.

Bussen med ca. 30 lærlinge drog fra Brønderslev den 1. maj 1964 i tæt snevejr, men vejret blev bedre, da vi kom til Tyskland.

Turen varede en uge, og vi havde mange spændende besøg på messe og fabrikker.

Aftenerne blev mest brugt på forlystelse, og det var almindeligt med lidt tømmermænd om morgenen.

Lærlingeklubben samarbejdede med Danmarks Socialdemokratisk Ungdom (DSU) og HK-ungdom. Vi kaldte os Tre i Én, og det eneste formål var at holde baller.

Den 25. marts 1964, dagen før Skærtorsdag, afholdt Lærlingeklubben et bal i Tre i Een’s navn på hotel Phønix.

Danmarks meget kendte pigtrådsorkester The Danish Sharks skulle spille, og de havde den kendte sangerinde Anette Blegvad med som forsanger.

Der kom busser fra Hjørring og Thisted og andre steder fra med feststemte unge. Det blev det største bal på Phønix nogensinde med 900 deltagere. Folk stod som sild i en tønde på dansegulvet og over alt, hvor det var muligt, og pigtrådsmusikken gungrede derudaf.

Hotelværten Anderson kom flere gange hen til mig og sagde vredt: ”Det ender galt og husk, det er dit ansvar.”

Kl. 24 stod der udenfor den låste dør en flok unge mænd og ville ind. Det var vores lærlingekammerater, der havde fået fyraften fra aftenholdet.

Anderson havde pålagt mig ikke at lukke flere ind, men vores kammerater kunne vi ikke lade stå udenfor, så de kom også ind.

Da ballet var overstået ud på natten uden nogen form for ballade, kom Anderson hen til mig og sagde: ”Det gik jo godt, men du skal betale 400 kr. for fire ødelagte stole.” Så gik vi ind på kontoret og afregnede, og jeg blev budt på en øl, og så sad jeg der og hyggesnakkede med værten midt om natten og nød en velfortjent øl, medens mine kammerater ryddede vores sager op og talte penge.

Orkesteret skulle have 4.000 kr., og entreindtægten havde været så stor, at Lærlingeklubben havde en fortjeneste på 4.000 kr. denne aften.

 

Ungdomstiden og Tove

Allerede inden jeg var færdig med at gå i skole som 16-årig, var jeg så småt begyndt at gå til bal på hotel Brønderslev og hotel Phønix. Det blev også senere til bal på Hallund Kro og på Tylstrup Kro. Der var ingen kontrol med alderen, når man bestilte øl hos tjeneren.

Jeg gik til bal i mit konfirmationstøj, og ballerne begyndte tidligt på aftenen og sluttede ved 1-tiden eller 2-tiden og nogle gange lidt senere. På vej hjem gik vi gerne omkring en bagers bagbutik og købte smørkager eller jødekager, som vi satte os på en trappe i byen og spiste – når vejret var til det.

Ved sådan en lejlighed var det Tove, jeg fulgtes med hjem og delte kager med om natten. Vi kom sammen i ca. et halvt år, medens jeg var bydreng hos købmand Bæk.

En mandag kom Toves far ind til købmanden og bad om at få sendt en kasse øl (50 stk.) hjem.

”Jamen Højbjerg – du fik da en kasse i lørdags ”, sagde købmanden.

”Det er rigtig – men din bydreng har besøgt Tove i weekenden, så der er ikke mange tilbage”, lød svaret. Det var nu ikke mig, der havde drukket de mange øl, men kun nogle af dem.

Det kæresteforhold fik en ende i 1960, og så gik der 32 år, inden vi fandt sammen igen og blev gift.

Studietiden

Straks efter bestået svendeprøve begyndte jeg at læse til ingeniør på det nye Teknikum i Aalborg. For at kunne blive Teknikumingeniør var det et adgangskrav, at man havde en håndværksmæssig uddannelse, der støttede den type ingeniør, man ville være.

For at blive elektroingeniør skulle man være uddannet elektriker, og for mit vedkommende skulle jeg være uddannet maskinarbejder for at kunne blive maskiningeniør. En uddannelse som mekaniker ja sågar urmager eller lignende uddannelser kunne også bruges.

Vi begyndte 22 studerende i klassen. Uddannelsen foregik som klasseundervisning kombineret med selvstændige projektopgaver til løsning i fritiden. Skoletiden var fra kl. 8 til 17 og om lørdagen fra kl. 8 til 12.

Man blev registreret for tilstedeværelse i hver time. Når man havde et bestemt antal fraværstimer, skulle man redegøre for dem hos afdelingsforstanderen, og var det grelt, blev man forment undervisning resten af året, og så skulle det pågældende klassetrin gås om.

Første år sluttede med 16 eksamener, andet år 12 og tredje år var der 8 eksamener. Der blev udregnet et gennemsnit på eksamenskaraktererne, som skulle være over et minimumskrav. Lykkedes det ikke, skulle man gå året om i alle fag.

Man kunne dumpe to år, så studiet kunne maksimalt strække sig over fem år.

Jeg var glad for at studere, og havde forventet at blive undervist af de skarpeste ingeniørhjerner, men der var desværre nogle lektorer, som var meget middelmådige.

Ud over den almindelige klasseundervisning i dagtimerne med tilhørende hjemmeopgaver skulle det undervisningsstof, man havde fået forelæst i timerne, studeres grundigt, for man risikerede at blive kaldt til tavlen for at forelægge det for klassen næste dag.

En af underviserne var uddannet folkeskolelærer, og ham havde jeg til fysik og kemi. Han hed Marinus Sørensen og var i en klasse helt for sig selv. Han var en meget dygtig underviser og en finurlig person.

Når man skulle fremlægge en lektie ved tavlen, og man kløjs noget i det, så Marinus Sørensen bedrøvet på en og sagde: ”Hvis du vil virke lærd, så gør det lette svært.”

Han brugte også udtrykket: ”Vorherre luner vinden for de klippede får.” Selvom vi alle var voksne mennesker, kaldte han os for sine ”manser”, og det tog vi kun som et kompliment. Stillede man et spørgsmål som for eksempel, hvorfor en væske blev blå, når den blev blandet med syre, var svaret: ”Således ”haver” Vorherre skabt det.”

Så var der projekterne, som var store opgaver, der skulle løses i fritiden og afleveres til et bestemt tidspunkt. Der blev brugt mange nattetimer på at sidde ved tegnebræt eller skrivemaskine for at nå det hele.

Var man ubemidlet og havde forældre, der også var, kunne man søge Statens Uddannelsesstøtte. Jeg var så heldig at få maksimal støtte alle tre år.

Støtten blev udbetalt til juli og december, og der skulle søges begge gange. Det sidste semester i 1967 fik jeg til juli udbetalt 1.735 kr. som legat og 1.735 kr. som rentefrit lån. For at kunne få råd til dagen og vejen, måtte vi ty til at få et studielån i Banken.

En dag efter, vi havde fået legater, bad Marinus Sørensen mig så mindeligt om at købe en skrivemaskine, for så havde han en større chance for at kunne læse mine rapporter og projekter.

Jeg søgte rentefrit lån hos min tidligere læreplads, Pedershaab Maskinfabrik A/S, som havde en legatordning med, at tidligere lærlinge kunne låne 1.000 kr. rentefrit for hvert studieår. Jeg havde selv siddet i legatbestyrelsen sammen med adm. dir. Peder J. Nielsen, og jeg var også heldig her at låne i alt 3.000 kr. rentefrit til forfald efter aftale.

Jeg fik hver måned 150 kr. af mine forældre, og det dækkede lige huslejen. Det var mange penge for mine forældre, men de insisterede på, at hjælpe deres søn igennem studietiden, hvilket jeg er dem dybt taknemmelig for.

Det var et meget hårdt slid at nå til vejs ende, hvilket heldigvis lykkedes mig på tre år. Ud af de 22 studerende fra begyndelsen fuldførte kun 8.

Etablering i Brønderslev

I juli 1967 flyttede jeg til Brønderslev sammen med min hustru Lise og lille søn Ole på et år.

Lise var lige blevet færdiguddannet skolelærer og skulle begynde sit første job på Skolegades skole til august. Jeg havde fået ansættelse på A/S Peder Nielsen ”Pedershaab” til november på betingelse af, at jeg bestod ingeniøreksamenen.

Vores helt nye hus på 125 m² lå i Bjarkesgade. Prisen var 125.000 kr. med en udbetaling på 25.000 kr. Vi skulle låne til udbetalingen, så jeg løb spidsrod mellem samtlige pengeinstitutter i Brønderslev, blot for at få at vide, at risikoen var for stor, så vi måtte hellere bo i en lejlighed.

Da havde Vendelbobanken i Hjørring kort forinden etableret en lille filial i en lejlighed i Rådhusgade, så der bankede jeg på og fik en meget fin behandling af Jørgen Steen, som skulle få filialen til at køre.

At låne til udbetalingen var intet problem. Han spurgte, om vi havde vaskemaskine, gardiner og andre nødvendige ting og til sidst, om vi havde studiegæld, banken kunne overtage.

Jeg gik fra Vendelbobanken med 57.000 kr. ”på lommen”, og vi flyttede ind i det nye hus med vaskemaskine, gardiner og studiegælden i en anden bank betalt.

Sammen med det rentefri lån fra Pedershaab Maskinfabrik A/S skyldte vi i alt 60.000 kr. væk fra begyndelsen af vores tilbagevenden til Brønderslev, hvilket svarer til det halve af prisen for vores nye hus.

Da jeg nogle år senere var blevet produktionschef på PN, blev jeg over tid ringet op af byens pengeinstitutter, som tilbød at hjælpe med penge, hvis det skulle være aktuelt.

Det var mig en stor glæde at kunne svare dem: ”Da jeg havde brug for jer, var jeg ikke god nok som kunde. Nu er I ikke gode nok som bank for mig.”

Jeg har stadig det pengeinstitut, som er blevet til Jyske Bank.

Den nære familie

Mine familieforhold finder jeg for private at beskrive, så det bliver en meget kort oversigt.

Mine forældre Gudrun og Thorvald Bistrup stammede begge fra Jerslev, men boede i Brønderslev fra 1948 og resten af deres liv. De døde begge på Plejehjemmet Kornumgaard, far i 2003 og mor i 2012.

Jeg har to yngre søstre. Den ældste søster Joan har boet hele sit liv i Brønderslev og er gift med Normann, og de har fire børn, som alle bor i Brønderslev kommune. Min yngste søster Lone var gift med Tom, som døde i 2011 kun 59 år gammel. Hun har to børn, hvoraf den ældste har boet i Østrig i mange år, og den yngste bor ved Viborg.

Jeg blev gift med Lise i 1965, og vi fik Ole i 1966 og Tine i 1969. Lise og jeg blev skilt, og jeg blev gift med Tove i 1992. Hun har to børn Henrik og Lene, som begge er bosat på Fyn.

Jeg er morfar og farfar til fire børnebørn og bedstefar til Toves tre børnebørn. Vores børnebørn er mellem 17 og 28 år og spredt rundt om i landet.

38 år på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik

Bygningsingeniør

Jeg tiltrådte som ingeniør på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik den 23. oktober 1967 efter veloverstået eksamen.

Min første opgave var at oprette et færdigvarelager på 2.500 m². Jeg skulle tegne råbygningen og indretning af lageret, som skulle rumme 2.500 specialkonstruerede trådcontainere. Dem skulle jeg også opfinde.

Selve bygningen, fundamentet og de bærende spændbetonsøjler og -spær, skulle den selvstændige civilingeniør H. P. Mulvad beregne og konstruere.

Jeg havde lært husbygning på Teknikum, men havde ikke taget det særlig seriøst, for jeg skulle ikke være arkitekt, men maskiningeniør. Heldigvis havde jeg mine undervisningsbøger til faget, så det kan nok være, jeg seriøst begyndte at studere bygningskonstruktion forfra.

Da færdigvarelageret var indviet, skulle jeg gennem samme procedure igen, men nu var det et råvarelager på 1.600 m², der skulle opføres.

Det var ikke lige den slags opgaver, jeg var ude efter, så jeg søgte en stilling i et stort finsk firma med filial i København, som søgte en leder til denne filial.

Jeg blev ringet op af firmaets administrerende direktør i Danmark, som gerne ville besøge mig privat næste dag.

Der var kraftigt snevejr med tilsneede veje, men han insisterede på at komme.

Efter at have snakket sammen en times tid, fik jeg tilbudt jobbet med betalt flytning til København, en firmabil og en månedsløn på 5.000 kr. Jeg fik på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik 2.500 kr. og ingen bil.

Jeg fik naturligvis nogle dage at betænke mig i.

Dagen efter gik jeg til min chef, teknisk direktør Svend Erik Christensen, og satte ham ind i sagen. Jeg spurgte, hvad mine fremtidsudsigter var i firmaet og fortalte, at jeg var tilbudt et andet job.

Svend Erik blev lidt rød i kinderne og ville gerne drøfte det med den administrerende direktør Rigmor Nielsen. Senere på dagen tilbød de mig jobbet som produktionschef til en løn på 5.000 kr. om måneden, men ingen bil.

Jeg åndede lettet op og glædede mig til at blive produktionschef. Det var jo ikke lige min drøm at flytte til København.

Karriereforløbet

Jeg begyndte som menig ingeniør i 1967.

I 1970 blev jeg udnævnt til produktionschef.

I 1989 blev jeg teknisk direktør.

Fra 1998 var jeg administrerende direktør.

I 2005 gik jeg på efterløn.

Ansvarsområder

Som produktionschef havde jeg ansvaret for al produktion og produktionsplanlægning.

Da jeg blev teknisk direktør, fik jeg også ansvaret for værktøjsmageriet, vedligeholdelsesafdelingen og værktøjskonstruktion.

Jeg har altid haft ”fornøjelsen” at skulle forhandle løn og arbejdsvilkår for de medarbejdere, jeg var ansvarlig for. I de første mange år foregik forhandlingerne under ledelse af adm. dir. Svend Erik Christensen, men han overlod det stille og roligt til mig efter nogle år.

Den 1. januar 1998 blev jeg administrerende direktør. Peter Hvilshøj blev direktør med ansvar for økonomi og salg, og tilsammen udgjorde vi den legale direktion. Peter var blevet ansat to år før som økonomichef og var 13 år yngre end mig. Vi havde et rigtig godt forhold til hinanden.

Som administrerende direktør har man ansvaret for alt i virksomheden. Peter Hvilshøj tog sig hovedsageligt af salg og økonomi.

Udvikling gennem årene

I mine mange år på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik var der rigtig gang i udviklingen. De to nye lagre virkede godt, der blev anskaffet et helt nyt, moderne anlæg til elektroforzinkning, der blev installeret et meget moderne pulverlakeringsanlæg.

Specialmaskiner blev indkøbt, og det var spændende, da en stor 400 tons presse blev leveret ned igennem taget, en 73 tons tung maskine og en kæmpemobilkran – det var et fantastisk syn, og maskinen blev placeret præcist, hvor den skulle stå.

Nye bygninger blev føjet til, og et stort kemisk rensningsanlæg blev installeret i kælderen under det nye elektroforzinkningsanlæg. Overfladebehandling gav meget forurenet spildevand, som vi selv skulle rense.

Der var en rivende udvikling i byggebranchen, hvor vinduesfabrikker og dørfabrikker skød op og udviklede sig hastigt. Det gjorde konkurrencen også.

Der blev efterhånden stillet store krav til vores beslag til døre og vinduer. Kvaliteten skulle være i top med hensyn til produkternes nøjagtighed og overfladebehandling – beslagene skulle have lang holdbarhed.

Kvalitetsstyringssystemet ISO 9001 blev derfor implementeret i vores processer og Det Norske Veritas certificerede det. Systemet beskriver, hvordan man sikrer ensartethed i alle produktionsprocesser, hvordan man kontrollerer kvaliteten igennem hele produktionen og ikke mindst, hvordan man håndterer afvigelser fra kvaliteten.

Det var et kæmpeprojekt at få kørt ind.

Lønforhandlinger

Som tidligere nævnt havde jeg ansvaret for at forhandle løn og arbejdsvilkår i henhold til landsoverenskomsterne indenfor vores branche. Det kunne være krævende at få medarbejdernes ønsker/krav til at mødes med virksomhedens tilbud.

Der har gennem årene været nogle overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, fordi der ikke kunne opnås enighed lokalt. Så har vi været den vej af Arbejdsretten i København, eller forhandlet løn med bistand fra Jernets Arbejdsgiverforening og 3F.

Drøftelserne under forhandlingerne kunne være lidt højrøstede, men jeg har aldrig været ude for, trods uenighed og arbejdsnedlæggelser, at der har været kold luft mellem tillidsmændene og mig, når vi har forladt forhandlingskontoret. Vi har altid kunnet tale sammen i en ordentlig tone.

 

Æraen er slut

I de otte år, Peter Hvilshøj og jeg udgjorde direktionen, havde virksomheden hvert år et pænt overskud, og egenkapitalen voksende støt. Vi investerede i nye bygninger og produktionsudstyr, men kun efter nøje investeringsanalyser.

Der var i gennemsnit 298 medarbejdere i perioden.

I 2004 sagde jeg min stilling op for at gå på efterløn. Jeg havde et års opsigelse, så jeg fratrådte først den 31. juli 2005.

Min afløser kunne tiltræde i marts 2005, da han havde gået ledig nogen tid. Vi blev enige om, at jeg skulle stoppe, når han følte at vide tilstrækkeligt om opgaven, så den 30. marts holdt bestyrelsen afskedsreception for mig med deltagelse af alle 300 medarbejdere og ca. 100 gæster.

Omsorg for medarbejderne

Der er flere beviser på, at Fabrikanten Peder Nielsen havde omsorg for sine medarbejdere helt fra begyndelsen.

Opvartning ved Fabrikantens fødselsdage og jul

I mange år var det skik, at på Fabrikantens fødselsdag blev medarbejderne opvartet, jeg ved ikke med hvad.

Lillejuleaften skulle de alle spise til middag sammen og fik derefter 1 sigtebrød, 1 flæskesteg og nogle hvidkål med hjem.

Overskudsdeling

I flere år fik medarbejderne til 1. maj og 1. november udbetalt 7% af fabrikkens fortjeneste det forløbne halvår.

Det var måske Danmarks første eksempel på overskudsdeling.

Pensionskasse

I 1918 oprettede Fabrikanten en pensionskasse for sine medarbejdere, så de kunne nyde en sorgfri alderdom.

Fabrikkerne skød 20.000 kr. i pensionskassen, og medlemmerne betalte et lille bidrag hvert kvartal, og de to fabrikker betalte et tilsvarende beløb – altså doblede op.

Arbejderhuse

Fabrikanten byggede over 30 huse til medarbejderne, og de kunne enten sidde til leje eller købe med en udbetaling på 2 – 300 kr., og resten af købesummen kautionerede Peder Nielsen selv for hos Kreditforeningerne.

Mange af husene ligger i Hedelundsgade og i den bydel, vi kalder Valby.

Julegaver

I alle årene på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik fik alle medarbejdere julegave. I begyndelsen af min tid fik vi 300 kr. og de sidste år 900 kr., som var det maksimale beløb, man måtte give ansatte uden at skulle beregne skat.

Tidligere ansatte, som var fratrådt til en pensionisttilværelse, fik 100 kr. hver. Var den fratrådte pensionist død, fik den efterladte julegaven.

Medens Rigmor Nielsen var administrerende direktør, kørte hun ud til hver enkelt pensionist og afleverede kuverten med de 100 kr. Når den tid nærmede sig, var der ingen pensionister, der forlod hjemmet for tænk, hvis Rigmor kom, når de ikke var hjemme.

En formiddag til det daglige postmøde for direktører og chefer sagde Rigmor Nielsen: ”De herrer skal ikke forvente at se mig resten af dagen, jeg skal ud med julegaver til pensionisterne.”

Lige over middag mødte jeg Rigmor Nielsen på gangen og sagde forundret: ”Jeg synes De sagde, vi ikke fik Dem at se resten af dagen.”

”Ja Bistrup – men nu kan jeg ikke drikke mere kaffe eller portvin hos pensionisterne.”

Efter Rigmor Nielsens død i 1978 blev julegaverne til pensionisterne sendt anbefalet med posten.

Julegaven endte med at være 300 kr.

Halfester

Hvert år blev der afholdt fest i Brønderslevhallen for samtlige medarbejdere og pensionister – alle med ægtefæller. Pensionister kunne blive hentet og bragt i taxa efter eget ønske. Aftenen indledtes med en pæn tre retters middag med vin, øl og vand.

Efter spisningen blev der spillet op til dans. I en del år var det Kandis, der spillede, og dansegulvet har propfyldt af de 250 til 400 deltagere. Efterhånden som Kandis blev mere og mere berømt og dyre, prøvede vi andre orkestre, men ingen andre formåede at spille for et fyldt dansegulv hele aftenen.

Peder Nielsen ånden

Intensionerne bag de ovennævnte goder for medarbejderne, som Fabrikanten tog initiativ til, udsprang af hans menneskesyn, og vi kaldte det ”Peder Nielsen ånden”, som hans efterkommere på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik videreførte.

Ingen af goderne eksisterer mere, fordi samfundsudviklingen har overflødiggjort nogle af dem, og andre er fjernet af hensyn til virksomhedens overlevelse i krisetider.

God arbejdsplads

Mine 38 år på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, efterlader hovedsageligt gode minder. Fabrikken har altid været omtalt i lokalsamfundet som en god arbejdsplads. Medarbejdere, der mødte til tiden og passede deres arbejde, kunne som regel føle sig trygge i jobbet.

Jeg havde i meget stor udstrækning frie hænder uden synderlig indblanding, og det passede mig rigtig godt.

Jeg er ofte blevet spurgt, om jeg aldrig havde lyst til at prøve ansættelse i andre virksomheder. ”Ok jo – men så satte jeg mig bare på en stol og ventede, til anfaldet gik over,” svarede jeg.

Brønderslevs udvikling

I mine mere end 70 år i Brønderslev har jeg kunnet følge en kolossal udvikling fra en by med masser af industri i og ved byen, og landbrug i oplandet, til nu at være en 100-årig købstad med fokus på en mangfoldighed af handel. Der findes ikke mange supermarkedskæder, som ikke er repræsenteret i Brønderslev og flere kommer til.

Produktionsvirksomheder i Brønderslev dengang

Brønderslev var i min ungdom præget af store og små produktionsvirksomheder:

• Pedershaab Maskinfabrik A/S
• A/S Peder Nielsen Beslagfabrik
• Pedershaab Jernstøberi A/S
• Valby Metalstøberi
• Uggerbys Maskinfabrik
• Slagteriet
• Mejeriet
• Tipsmark
• Højbjerg lavede hægtelukkere til lastbiler
• Leif Jensen lavede hægtelukkere
• To cementstøberier
• HCA-dress
• Kansas arbejdstøj
• Carstensens Klædefabrik
• Presservare Pedersen lavede lydpotter
• Gørtler Poulsen
• Gørtleri Bregnhøj og Jensen
• To teglværker
• Tre sodavandsbryggerier – Bryggeriet Brønderslevhus – Svalen –
  Poulsen i Nørregade

Desuden var der mange håndværksvirksomheder, som murermestre, tømrermestre, malermestre, el. installatører, VVS-installatører, blikkenslagermestre og flere.

Der var sikkert flere produktionsvirksomheder, men jeg kan ikke huske flere.

Industrien i dag

I dag er der kun få industrier i Brønderslev som:

• Cubic er en stor virksomhed med stor eksport af el. tavler og lignende produkter til industrien.
• bo-glas er en mellemstor virksomhed, der leverer glasløsninger til boliger og erhvervsbyggeri.
• Intech International er en mellemstor virksomhed med stor eksport af maskiner og udstyr til fiskeindustrien.
• Pedershaab Maskinfabrik A/S er ejet af amerikanere og hedder HawkeyePedershaab. Hovedparten af produkterne fremstilles i USA, og kun en meget lille del i Brønderslev.
• A/S Peder Nielsen Beslagfabrik er kun en skygge af fordum storhed. Der er ikke meget produktion tilbage. Man køber sine produkter til videresalg og virker således som en slags grossist for en stor del af sortimentet.
• Staring A/S leverer et stort udvalg af maskiner til byggeriet som blandemaskiner, pladevibratorer, pumper og meget mere. En stor del af produkterne køber firmaet til videresalg.
• Serman & Tipsmark designer, udvikler og producerer specialudviklede hydrauliksystemer til et meget bredt, globalt kundesegment.
• AP-facader producerer facader, vinduer og døre m.m. i aluminium og glas til både privat- og erhvervsbyggeri i hele Danmark.
• PSC er specialister i produktion af højkvalitets plast dele.

Handelslivet

Da jeg var bydreng hos købmand Bæk i 1950’erne, var der mere end 30 købmænd i byen.

Der var mange små butikker som mælkeudsalg, bagere, slagtere, gartnere, blomsterhandlere, manufakturhandlere, fiskehandlere, skomagere, tobaksforretninger, skohandlere, bladhandlere og mange flere.

Nu foregår indkøbet af stort set alle slags varer i de mange supermarkeder, der er etableret i Brønderslev, og de små forretninger er forsvundet.

Der er stadig manufakturhandlere, en enkelt slagterbutik med bagerbutik integreret, Osteklokken, KonditorBager, Vinspecialisten og nogle få blomsterhandlere med flere.

Byrådet lavede byplaner, som koncentrerede handelen omkring Føtex med det resultat, at mange butikker i byens centrum står tomme.

Ny laves byplanerne derfor sådan, at forretningslivet skal koncentrere sig om den vældige nye plads, hvor banegården ligger. Det bliver spændende, hvad det ender med.

Brønderslev har så mange supermarkeder, at de kan betjene hele Vendsyssel. Der er: Føtex, Løvbjerg, Netto, Aldi, Lidl, Fakta og 2 Rema 1000.

Griseauktionen

Der var også helt specielle begivenheder i gamle dage. Hver onsdag formiddag var der griseauktion i Nørregade, der hvor BAS holder til i dag med bl.a. biograf.

Landmændene kom ind med deres grise i lastvogne, og så blev grisene solgt på ganske almindelig auktionsmaner. Der blev også holdt auktion med køer.

Jeg husker endnu grisenes skrigen, når de blev hevet ned af lastbilerne eller skulle læsses ind igen, når de var blevet solgt. De blev løftet i halen og et øre, så det er forståeligt, at de skreg.

Når auktionen var overstået, gik rigtig mange af de gæve landmænd over på Restaurant Hedelund for at indtage en velfortjent frokost.

Hvis der havde været et effektivt politi i Brønderslev, kunne de have knaldet rigtig mange bønder for at køre spritkørsel. Men man var mere tolerante dengang.

Brønderslev marked

Dengang som nu var der Store Brønderslev Marked.

I gamle dage begyndte markedet søndag eftermiddag kl. 14 eller 16 – jeg husker det ikke nøjagtigt.

Dengang var der rigtig gøgl med ”artister” og professor Tribini nogle få gange.

Mange kroer havde rejst telte, hvor man kunne købe mad og drikke. Jeg husker specielt Jerslev Kro’s telt, for her gik min Bedstefar Aksel og sørgede for ro og orden, ryddede op på bordene og samlede de tomme flasker. Jeg fandt hurtigt ud af at holde mig til ham og være behjælpelig, og det var ikke sjældent, at en beruset markedsgæst gav den flinke dreng en krone for at rydde de tomme flasker af vejen.

Jeg kunne sagtens tjene 20 til 25 kr. sådan en mandag, men de blev ikke brugt på tombola eller andet gøgl, nej der blev købt hotdogs, for det var jeg meget glad for at spise, og der var gevinst hver gang.

Om mandagen kom landmændene med deres heste, og der var mange, og så blev der holdt hestemarked.

Skolerne havde lukket om mandagen. Markedet var og er den første mandag i september.

Nu om dage strækker markedet sig over fire dage fra fredag til mandag og bærer i stor grad præg af at være et loppemarked med alskens varer.

Der er heller ikke mange heste, men det skyldes naturligvis udviklingen indenfor landbruget, som stort set ikke anvender levende hestekræfter.

Heste bliver nu udelukkende holdt som rideheste.

Livet som pensionist

Som tidligere nævn gik Tove og jeg på efterløn i 2005, og har gået hjemme siden. Vi bliver ofte spurgt, hvad vi får tiden til at gå med. Den går helt af sig selv, og vi går med, men i et meget lavere gear end for år tilbage.

Det er et stort privilegium at kunne tage på besøg hos andre pensionister på en ganske almindelig hverdag.

Pensionen går ind på kontoen hver måned, uden vi behøver at foretage os noget.

I disse Coronatider er jeg rigtig taknemmelig for det, og jeg tænker ofte på de selvstændige erhvervsdrivende og ansatte medarbejdere, der mister deres levebrød på grund af den verdensomspændende pandemi.

De skal leve af understøttelse og hjælpepakker, som langt fra giver den indkomst, de behøver for at kunne opretholde den hidtidige levestandarden.

 

Ulykke i Frankrig

Tove var gået på efterløn samtidig med mig, så vi besluttede at tage til Sydfrankrig på camping. Vi havde en Toyota Camry og en Hobby campingvogn.

Cirka 100 km inde i Frankrig på en motorvej eksploderede det venstre dæk på campingvognen, og jeg mistede totalt styringen.

Vi kørte ca. 90 km i timen (det er tilladt med 130 km i timen med campingvogn i Frankrig), og bilen kørte snart i den venstre side af motorvejen og snart i den højre.

Pludselig styrede bilen igennem autoværnet i højre side og ned ad en skrænt, hvor Camry’en fældede adskillige træer, indtil den ramte et, der var for tykt.

Vi kom fortumlet ud ad bilens højre dør, den venstre var blokeret. Vi holdt ca. 8 meter nede ad skrænten. Bilen stod og vippede med bagenden hængende oppe på en træstub. Der var rykket 10 meter autoværn op med stolper og det hele.

Oppe på motorvejen var der dannet en bilkø på flere hundrede meter, og et stykke længere fremme holdt en enlig campingvogn, og der gik nogle sekunders reaktionstid, før det gik op for mig, at det var vores. Det tykke smedede anhængertræk af stål var knækket. Heldigvis – ellers var campingvognen måske landet ovenpå Camry’en.

Campingvognen var totalskadet, og bilen blev repareret for 338.000 kr.

Tove og jeg slap med livet i beholdt og kun nogle trykkede ribben.

Jeg aflagde rapport til en politibetjent, før en ambulance kom med udrykning og kørte os til grundige undersøgelser på et nærliggende hospital.

Vi var sluppet med trykkede ribben, men det kneb med at gå med en kuffert.

Jeg ringede til SOS-international og rapporterede ulykken. Jeg fik en venlig behandling, og der var store anstrengelser fra SOS’ side med at få klarlagt, hvor bil og campingvogn skulle fragtes hen.

Da jeg havde takket nej til en lånebil til resten af ferien og bad om, at vi fik flybilletter fra Paris til Aalborg, for vi skulle bare hjem,

fik tonen en helt anden lyd. Nej! Vi skulle da selv sørge for hjemtransport. Vi kunne bare få vores rejsebureau til at arrangere det.

Det gled helt hen over hovedet på kvindemennesket, at man normalt ikke bruger rejsebureau til en campingferie.

Jeg ringede til min tidligere sekretær, Anette på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, og satte hende ind i situationen. 20 minutter efter ringede hun og fortalte, at der ville ligge flybilletter til os i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris næste formiddag.

På hospitalet havde en læge efter mange misforståelser endelig skaffet os en taxa og et hotelværelse. Idioten havde bestilt værelse på Hotel Eros, der lå 13 km. uden for byen på en mark, og han forklarede begejstret, at der var natklub på øverste etage. Der var spejl over sengen, og der skulle betales på forhånd. Hvad havde han forestillet sig, vi skulle foretage os med trykkede ribben og stadig i chokeret tilstand.

Næste dag, endelig hjemme i Brønderslev ved frokosttid, ringede vi til vores venner Tove og Leif og Hanna og Torben. De kom øjeblikkeligt og blev selvfølgelig meget forskrækket over at høre om vores oplevelse. Hanna insisterede på, at vi tog hjem til dem, og så fremtryllede hun noget dejligt mad, der blev ledsaget af øl og vin, og hyggen viste sit ansigt lidt efter lidt. Dagen endte på en god måde.

SOS sørgede for køretøjerne og betalte vores udgifter til hotel og hjemtransporten med tog til Paris og fly til Aalborg. De betalte en kuffert til vores sparsomme garderobe, alt var i jo campingvognen, de betalte restaurationsregningen fra om aftenen. Det løb op i nogle tusinde kroner. Det eneste SOS ikke ville betale, var 140 kr. til sandwich og øl i flyet hjem. Man forundres!

Venner

For mange år tilbage var omgangskredsen meget stor. Der blev hyppigt holdt fester, hvor intet manglede, og der blev danset til den store guldmedalje.

Nu i vores gyldne år er omgangskredsen svundet betragteligt ind, og udover familien har vi to par, som vi kalder nære venner. Vi har kendt hinanden siden 1960’erne.

Med Hanna og Torben havde vi den tradition i påsken, at vi Skærtorsdag tog på kunstudstilling sammen over hele Vendsyssel og sluttede dagen med at give mad på skift.

I vores fremskredne alder med de helbredsmæssige problemer den medfører har vi droppet udstillingerne og giver på skift frokost, der varer resten af dagen.

Bar røv til kaffe

Der er en bestemt Skærtorsdag, som står fast printet i vores hukommelser. Vi så kunstudstillingen på Dronninglund Slot, hvor der også var et formidabelt kaffebord, som vi skulle nyde.

Midt i rummet stod et meget langt bord fyldt med forskellige kager til fri afbenyttelse. Gæsterne gik stille og roligt rundt om bordet til hyggepianistens dæmpede musik og tog for sig af lækkerierne.

Pludselig så vi en ung, nydelig dame i et tylsskørt gå rundt om bordet og samlede ind på sin tallerken. Man skulle bukke sig forover for at nå kagerne midt på bordet, og det gjorde denne unge dame også, og det blev tydeligt for alle øvrige gæster, at hun ikke havde trusser på, og skørtet skjulte absolut intet.

Kaffebordet fik pludselig en helt anden dimension. Som damen gik sin runde, var alles øjne rettet mod hendes bagdel, da hun passerede pianisten, slog han helt galt ned i tangenterne og stirrede målløs, og musikken forstummede for en stund.

Al køkkenpersonale kom ind for at glo på skift.

Således kan kunstinteresserede opleve store øjeblikke.

Tove og Leif er vores allernærmeste venner, som vi ser meget jævnligt til spontan kaffe eller frokost. Vi inviterer ofte til en firemands hyggeaften eller -eftermiddag. Siden 1992 har vi på skift holdt nytårsaften sammen – kun os fire.

Nytårsaften 1999 i Aalborghallen

Den mest spektakulære nytårsaften var ved millenniumskiftet 1999/2000.

Vi havde bestilt bord i Aalborghallen sammen med 1600 andre gæster, og aldrig har vi været udsat for et så velfungerende og overdådigt arrangement. Vi var sammen med ejerne fra Leifs arbejdsplads i alt 7 personer ved bordet.

Det var organiseret til perfektion. Hvert bord kunne selv bestemme, hvornår de ville have de forskellige retter fra menuen, og alle retter var perfekte.

Menuen var med vine ad libitum til middagen, og inden den var færdig, lå mange af naboerne og sov ind over bordene – de skulle skynde sig medens vinen var ”gratis”.

Lige inden, vi var færdige med middagen, kom vores meget unge tjenerpar fra Dronninglund, og satte en hel masse flasker vin til os, så vi skulle ikke købe vin resten af aftenen. Da raslede – nej! da knitrede drikkepengene ned i deres lommer.

Jeg har danset på scenen i Aalborghallen – det gjorde jeg den aften!

Logen Lux Vera

Jeg har brugt meget af min tid som pensionist i frimurerlogen Lux Vera. Jeg har været medlem siden 1977 og altid haft et embede, som kræver handling.

Jeg har været med til at udvikle logen fra at være en meget lille enhed indenfor Den Danske Frimurerorden til nu at være en større loge med alle rettigheder.

I 2010 købte logen Landboskolen i Danmarksgade for at indrette loge i den gamle bygning. Festsal, køkken og kaffesal er forpagtet ud.

Fra juli 2010 til januar 2011 blev hele den gamle bygning med lejlighed på første sal, kontor, køleskab og frysere i stueetagen og kælderen, forvandlet til en moderne frimurerloge.

Arbejdet blev primært udført af frivillige logemedlemmer, men visse installationer krævede autoriserede håndværkere.

Der brugte jeg det meste af min tid i 6 måneder med alle forefaldende opgaver. Jeg tegnede loftskonstruktionen og hjalp tømrerne med at lave et buet loft med indbygget stjernehimmel i logesalen, hvilket er den bedrift, jeg er mest tilfreds med. Stjernehimmelen brugte jeg alle juledagene i 2010 til at lave med god hjælp af Tove.

Tove hjalp også flittigt med maling af vægge, fodpaneler, lofter, vinduer og døre, og til sidst en ordentlig gang rengøring.

Nu kommer jeg kun i logen for at nyde møderne, og de unge må udføre det mere slidsomme.

Sangkoret Frejdig

Jeg har altid været glad for at synge. Det er ikke det samme som, at jeg er god til det, men måske rimelig god.

I august 2012 blev jeg medlem af Sangkoret Frejdig, som det år havde 100-års jubilæum. Sangkoret synger firestemmige sange, og jeg blev placeret i gruppen
2. tenor.

Vi synger primært på plejehjem, sygehuse og ved større sociale arrangementer som Stafet for Livet.

Der er 29 medlemmer i mandskoret, der dirigeres af en lønnet musiker.

Tove syg

Det er ikke altid, at ulykker og sygdom kun rammer naboen.

I 2013 blev Tove syg og gennemgik en tarmoperation, som afslørede, at hun havde lymfekræft af T-celletypen, som man ikke havde så megen erfaring med.

Så går man lige i sort nogen tid!

Operationen blev fulgt op af en kemokur i fire måneder.

Der kom flere komplikationer til, så Tove i perioder var indlagt isoleret.

I august 2014 fik Tove maveproblemer, og efter mange undersøgelser fik hun diagnosen Cøliaki. Cøliaki er en sygdom, som vil vare resten af livet og betyder, at gluten forårsager nedbrud af tyndtarmen indefra.

Fra september 2014 har vi levet glutenfrit, og Toves cøliaki er holdt i ave.

I oktober 2014 blev Tove igen tarmopereret, og der konstateredes igen lymfekræft.

Da gik vi for alvor i sort.

Igen flere måneder med masser af kemo.

Til sidst konkluderede Tove’s kræftlæge, at hun skulle have en stamcelletransplantation for at overleve på trods af, at hun var fem år for gammel i henhold til reglerne for, hvem der kunne få denne behandling.

I april 2015 fik Tove stamcelletransplantation med efterfølgende fire uger i isolation, fordi hendes immunforsvar var totalt slået ned af kemo.

I de fire uger var hun utrolig syg, og jeg havde flere gange mine stærke tvivl om, hvorvidt hun kom hjem igen.

Hun overlevede og begyndte at genoptræne. Først ved juletid var hun næsten som før. Tove har det godt i dag seks år efter.

Unoderne

I september 2019 kom jeg med i det lille boyband kaldet Unoderne.

Det består af 7 medlemmer: to harmonikaspillere, en klarinettist, en trommeslager, en mundharpespiller og to sangere, hvoraf jeg er den ene.

Vi øver en gang om ugen i kælderen hos trommeslageren, som har indrettet et rum til formålet med mixerpult, højttalere og diskolys.

Det er rigtig hyggeligt med de øvedage, men vi er også ude at spille for publikum i hele Vendsyssel.

Foredrag

I mit arbejde på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik blev jeg meget fascineret af grundlæggeren Peder Nielsen, som aldrig havde fået en formel uddannelse, men alligevel formåede at rejse det Pedershaabdynasti, som det blev til.

Derfor har jeg de senere år holdt 16 foredrag om mennesket Peder Nielsen og virksomheden med samme navn.

Som med så meget andet er de to næste foredrag blevet aflyst eller udskudt på grund af coronapandemien.

Jeg har også holdt foredrag om mit eget liv indtil nu.

Ferier

Jeg købte det første villatelt i 1968 og har lige siden holdt de fleste ferier som campist.

Der har været nogle charterrejser til varme lande, men i min tid på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik har jeg fløjet så meget, at jeg simpelthen ikke orker at skulle igennem omstændig security for at komme op i en flyvemaskine for at komme på ferie.

Teltet blev skiftet ud med en campingvogn, som jeg har haft fem af.

Efter ulykken i Frankrig købte vi straks en ny campingvogn, og jeg tog for en sikkerhed skyld kørekort til trailer, som giver ret til at køre med større trailere end det almindelige kørekort.

Den sidste campingvogn blev solgt i 2015, og ferierne har siden været udvidede weekendophold på kroer, hoteller og slotte.

Nyskabelser i min tid

Når jeg tænker på de opfindelser, der har set dagens lys i mine 78 år, bliver jeg slået med forundring over den kreativitet, der har været verden over.

Da jeg var bydreng, kendte man ikke plastik, varerne blev pakket ind i papir, pergamentpapir, papirposer og pap eller i et glas.

Alt – ja, alt for meget er i dag pakket ind i en form for plastik, hvilket har skadet miljøet utroligt meget, fordi menneskene ikke respekterer bortskaffelsen af plastik og miljøet. Plastik er ikke af det onde, det skal blot bruges med omtanke som så meget andet, og det bruges til meget andet end emballage.

I skoletiden fra 1950 til 1960 skrev vi med blæk, penneskaft og løse penne, og der blev sat mange blækklatter i stilehæftet. Kuglepennen var opfundet, men den måtte vi ikke bruge. Jeg husker ikke, om vi måtte bruge fyldepen. Kuglepenne får man næsten gratis i dag, og der er opfundet mange andre skriveredskaber som gelpenne, fiberpenne og tuscher med flere.

For ikke at gøre dette kapitel for langt, nævner jeg nu i syndig uorden, hvilke nyskabelser, jeg kan huske:

• jetfly, førerløse busser, eldrevne biler, tog på magnetskinner og cykler med el.motor
• computere, internet, SmartPhones, iPads, tablets, fjernsyn nu også med vælg selv programmer
• Facebook, Instagram, Tvitter og flere sociale medier
• fjernbetjening af mange slags aggregater fra en SmartPhone over internettet
• robotter til industriel brug, til selvkørende støvsugere og plæneklippere og som besøgsven til enlige
• rollatoren har gjort det muligt for mange millioner gangbesværede mennesker at komme ud at gå
• motoriserede kørestole
• HIV-medicin, kræftmedicin, og på et år er der opfundet medicin til en helt ny virussygdom, Covid19, til omgående brug i hele verden
• mennesket har været på månen, og der sidder mennesker i rumstationer flere hundrede kilometer ude i rummet

Jeg ved, der er meget mere, men min hukommelse er tømt.

Rundt om i verden er der meget ufred, borgerkrig og krig. Hvorfor opfinder man ikke den fredelige verden?

Man skulle også forske i og udvikle måden, mennesker omgås med hinanden. Der hersker ofte en meget rå og fjendtlig tone i aviser og på de sociale medier. Tænk hvis alle lærte at behandle hinanden med respekt.

De kommende generationer vil opleve endnu vildere nyskabelser, som alle forhåbentlig er til fredeligt brug.

 

Efterskrift

Jeg har mange flere erindringer fra mit hidtidige liv, men alting har en ende.

Jeg kunne have fortalt om mine år som vicepræsident for den europæiske beslagunion ARGE eller mine år som Danmarks repræsentant i EU ved udarbejdelse af europæiske ISO-standarder for vinduer, døre og tilhørende beslag. Disse opgaver optog mig meget.

Det er meget vanskeligt at vurdere, hvad andre mennesker interesserer sig for at vide om naboen. Er mit skrift for detaljeret, eller er det for overfladisk? Det er under alle omstændigheder min historie med de private detaljer, jeg vil offentliggøre.

Jeg håber, du har haft energi til at læse det hele, og måske har genkendt noget af det og eventuelt fundet noget af det interessant.

Når du læser dette efterskrift, tager jeg det som tegn på, at du har læst det hele.

Tak for det.

 

Med tilladelse af forfatteren:

Af Poul Christoffersen, journalist og opvokset på Bådstedhede, Vrensted

Min baggrund

1960’erne oplevede jeg mest som den sidste del af min barndom på Bådstedhede i Vrensted sogn.  Min dåbsattest fortæller, at jeg er født i 1948 i Ingstrup sogn, men jeg har ikke nogen erindringer fra sognet bortset fra dem, der stammer fra ferieophold hos et par bedsteforældre. På “heden” havde mine forældre Elly, født Larsen, og Christian Christoffersen købt et lille husmandsbrug med fire tdr. land i 1951 efter et par år som fodermesterpar på Toftegaard øst for Vrensted. Min lillesøster, Lisbeth, er født på Bådstedhede, og senere kom den yngste, Marianne.

 

Min fars forældre, Martine og Frederik Christoffersen, kendte jeg ikke. Kun familiens erindringer om dem. De døde inden jeg så dagens lys. Bedsteforældrene boede i et lille hus i Ingstrup, hvor Frederik var tækkemand og arbejdsmand og skulle brødføde en voksende børneflok.

Min mors forældre, Anna og Lars Peter Larsen, drev ved indgangen til 1960’erne et ældre husmandssted på Brødslev Hede med syv tdr. land ved Ingstrup. Det kunne de lige akkurat leve af De sidste tre år af 1960’erne var jeg konstabel ved Flyvevåbnet med tjeneste ved Flyvestation Aalborg de to sidste år. I 1960 begyndte jeg på Aalborg Studenterkursus, der havde aftenhold på gymnasieniveau. Efter bestået eksamen blev jeg  i 1971 optaget på statskundskabsstudiet ved Aarhus Universitet,men efter nogle år droppede jeg studiet. Efter et par år som arbejdsmand på fabrik i Aarhus blev jeg optaget på den  firårige journalistuddannelse. Som journalist har jeg siden arbejdet på blandt andet Demokraten Weend og Aktuelt i Aarhus, og fra 1997 på Vendsyssel Tidende og Nordjyske Stiftstidende. Jeg har fra 1997 boet med min familie i Lendum.

Lidt om hjemegnen

Bådstedhede er nok det område i Vrensted sogn som sidst blev beboet i større omfang. Der finde ingen slægtsgårde i området med en historie flere århundreder bag sig. De ældste af de nuværende ejendomme er bygget i årene 1873 til 1877 mens den næste bølge af bebyggelser først kom til i perioden 1900 til 1920. Den kendte slægtsforsker Carl Klitgaard nævner da også kun området én gang i sin grundige gennemgang af sognets historie, i bogen Vrensted Sogn fra 1955. Ifølge ham var der i 1845 seks huse på Bådstedhede, som han benævner området. Carl Klitgaard antager at Bådstedhede rummer det område, som i præsteindberetning fra 1690 kaldes en liden hedebakke som sognemænd i Vrensted på grund af sand flugtens ødelæggelser brugte til gravning af hedetørv. Det er formentligt her, fra den sidste del, at det sammensatte navn er opstået. Den første del af navnet har også tilknytning til fortiden. Bådstedhede som område, strækker sig fra Vrensted langs den udtørrede Ingstrup Sø, og her lå indtil en gang i 1600-tallet et kendt landingssted for varer, som købmænd i Aalborg fik fragtet på pramme nordpå ad vandveje helt til Ingstrup Sø, der på daværende tidspunkt var den næst største i Vendsyssel. Fra bådstedet blev varerne kørt på kærrer til Vrensted by.  Hjulsporene fra fortiden var høje og dybe, at intet kunne gro der. I begyndelsen af 1950’erne blev Ingstrup Sø udtørret, og da sogneskellet mellem Ingstrup og Vrensted gik midt gennem søen, fik landmænd på Vrensted siden efterfølgende mulighed for at købe nogle engarealer, hvor der tidligere havde været søbund. Midt på en nabomark, nogle hundrede meter neden for vores jord, har der i den sene middelalder ligget et voldsted kaldet Slottet. Et rigtigt slot har det nok aldrig været. Vendsyssel Historiske Museum fritlagde i sommeren 2001 undergrunden for at søge  efter fortidsminder, men fandt kun få rester herunder aftegninger af stolpehuller. Ifølge Carl Klitgaards bog om Vrensted har der i 1600-tallet været røvere, som holdt til der, så der har været bygninger inden for voldgravene.

I 1960erne blev navnet for min hjemegn stavet på flere måder, men i 1976 slog kommunalbestyrelsen i daværende Løkken-Vrå Kommune fast, at stavemåden er Bådstedhede.

Ny tid bryder frem på landet

Indgangen til 1960’erne var på mange måder en brydningstid mellem gamle og nye tider. Helt konkret var nye tider allerede på vej til at ændre måden at drive landbrug på. Flere af vores naboer havde allerede skiftet heste uf med Massey Ferguson eller andre traktorer som trækkraft. Bil- og traktortrafikken på Bådstedhedevej voksede langsomt, og flere på “heden fik også råd til at købe tv, køleskab, fryseboks, vaskemaskine og andre nye ting, der øgede elforbruget. Således berettede Vendsyssel Tidende i juli 1962 om at elforbruget i BOEFA- Brønderslevs Opands Elektricitets Forsynings Andelsselskab på et år var steget 18,7 procent blandt de til knyttede transformator-stationer. En af dem stod ved Bådstedhedevej midt mellem Vrensted by og sognegrænsen til Thise.

Bilsalget i hele Danmark satte rekord med 33.490 nye personbiler i løbet af de første måneder af 1960 en stigning på næsten 10 procent sammenlignet med samme periode året før. Allerede i 1962 steg bilsalget til 47.573 personbiler fra januar til udgangen af maj, delvist på grund af indførelse af oms’en -den almindelige omsætningsafgift senere på året. Den store stigning i bilsalget var et tegn på, at et stigende antal danskere begyndte at få del i den voksende velstand, og fremskridtet nåede også ud i landsognene. Der var også omkring 1962, at sognerådet i Vrensted-Thise Kommune havde større bevillinger til vejforbedringer i sognet på budgettet. Blandt andet var vejen mellem Vrensted og Ingstrup i mange år en hullet grusvej. Den blev asfalteret. Vi fik ikke bil, mens jeg boede hjemme. Min far interesserede sig ikke for biler, men købte i stedet en Velo Solex knallert som transport-middel til arbejde. Min mor fik kørekort og bil lang tid senere, da alle os børn var fløjet fra reden, og hun ville ud på arbejdsmarkedet.

Den stigende brug af frysebokse og frysere i eget hjem gik ud over benyttelsen af de fælles frysehuse, som borgere i Vrensted Sogn i fællesskab havde fået opført for år tilbage. I Vrensted overlevede et fælles frysehus indtil 1970, hvor det blev annonceret til salg i Vendsyssel Tidende. Det blev nedlagt året efter, og da boet i andelsforeningen skulle gøres op, var der dog fortsat medlemmer, som var fortsat med at betal boksleje i huset.

Ned ad bakke gik det også for Vrensted Fælles vaskeri i løbet af 1960’erne, og vaskehuset blev solgt for 6.000 kroner til handelsmand Simon Thomsen. Ejendommen var vurderet til 17.000 kr. Min mor stoppede også med at cykle til byen for at få vasket og damprullet tøj samt hente frosne kødvarer. Hvornår husker jeg ikke. Begge fælleshuse blev lavet om til beboelse.

Det var også min mor, der sørgede for at handle dagligvarer ind et par gange om ugen. Så cyklede hun ind til byen til Brugsen, hvor indkøbene blev skrevet ind i en bog og afregnet en gang om måneden. På et tidspunkt valgte hun at skifte til købmand Simonsen på Bådstedhedevej i byen. Min far røg cigarer, og dem købte han selv inde hos købmanden ved siden af Brugsen. Cigarstumperne fik en ældre nabokone Petrea Vingaard, som vi børn gik over til med de surt lugtende tingester. Stumperne smuldrede hun og puttede i en pibe. Stærk tobak, men hun holdt af ryge pibe- og hun blev 82 år.

I den periode var der fortsat ældre landmænd på Bådstedhede, som kun langsomt lod sig påvirk af de nye tider i forhold til landbrugsdrift. Familien Vingaard fra den nærmeste nabogård havde et par ”tolle”, stærke arbejdsheste, som de var glade for at bruge i marken. Vi havde ikke selv hest i det lille husmandsbrug. Den ene af dem lånte vi, når det kunne passes ind, og så hjalp vi dem på anden vis blandt andet med at bjærge høsten. Mange steder på Bådstedhede hjalp man hinanden på den måde.

Midt i 1960erne blev selvkørende mejetærskere mere udbredte, og Vrensted Maskinstation ved Charles Jensen fik mere at lave på Bådstedhede med at høste korn. Langt de fleste gårde var ikke store nok til at deres ejere selv ville investere i en mejetærsker.  Mejetærskernes indtog gjorde høstarbejdet meget lettere og langt mindre tidskrævende Håndarbejdet med at sætte neg op til tørring på marken efter selvbindere, stikke neg op i lade på vogne til stakke og efterfølgende putte neg i tærskeværket, bære fyldte kornsække op på kornloftet og lægge pressede halmballer på plads i laden var slut. Jeg har selv prøvet det hele på den gammeldags manér efter skoletid, mens jeg gik i Realen, Mest hos Vingaards, som ikke var så hurtig til at mekanisere driften som mange andre på Heden. Men sønnen, Gunnar, som var lidt ældre and min mor, var stolt, da den første traktor kom til nabogården, og han blev fast traktorfører.

Den stigende brug af motoriseret hestekraft førte også til, at de hestetrukne – evt. traktortrukne mmælketure fra sognets landområder til mejerieti Vrensted, Lykkens Prøve, sluttede i sommeren 1968, og det skete efter at mejeriet på en ekstraordinær generalforsamling havde besluttet at købe to mælketankvogne til at hente mælk hos landmændene. I 1970 blev Lykkens Prøve lagt sammen med mejeriet i Løkken. Med mekaniseringen blev det også farligere for både dyr og mennesker at bevæge sig på landet. Både på markerne og landevejene. Således mistede vi en kat, som havde gemt sig på en kornmark-troede vi- indtil den nogen tid efter dukkede op igen haltende. Den havde mistet det yderste af det ene bagben under hestearbejde. Vi fik også et chok i høsten 1965, da vi læste på forsiden af Vendsyssel Tidende, at min bedstemors yngste bror, Aksel Christensen, aftenen i forvejen var blevet dræbt under et mejetærsker hjul på landevejen mellem Løkken og Vrensted. Han var sammen med føreren af mejetærskeren på vej hjem til maskinstationen i Thise efter dagens arbejde. Der var ingen vidner til den tragiske ulykke, men Aksel var tilsyneladende faldet ned fra mejetærskeren og ned under hjulet, da han ville rette på en afviservinge, hvor lyset ikke virkede. Føreren mærkede et ryk i den kørende mejetærsker, da det skete og stoppede.

Aksel boede i Alstrup ved Saltum med kone og fire børn, og vi besøgte dem somme tider om sommeren, når der var godt vejr til at cykle turen. De kom også hos os en gang imellem.

I avisen læste jeg i de år adskillige gange notitser om blandt andet traktorer, der væltede, fordi føreren kom for tæt på en grøft. Nogle gange med tragisk udgang. Derfor kom der efterfølgende øget fokus på sikkerhedsudstyr på traktorer og andre maskiner i landbruget.

Jeg havde selv et lille uheld med en traktor under min korte og til tider lidet glorværdige karriere som karl på landet på Vrensted Østerhede om sommeren og efteråret 1966 umiddelbart efter afsluttet realeksamen.

Jeg var på det tidspunkt skoletræt, men vidste ikke rigtig, hvad jeg ville være i mit voksenliv på arbejdsmarkedet. Under en markpløjning kom jeg for tæt på en port og lidt i panik kørte jeg  ind i en ladeport. Traktoren gik heldigvis i stå, men porten var blevet trykket ind.

 

Hjemmet på Bådstedhede

Begyndelsen af 1960erne var også de år, hvor mine forældre, Elly og Christian Christoffersen, fik øget økonomisk råderum til forbedringer på ejendommen, som de havde købt i slutningen af 1951 for 20.700 kroner.

Den én-længede ejendom midt på Bådstedhede det med stuehus i den ene ende og kostald i og lade i den anden ende.

Ved købet bestod stuehusdelen af tre små rum, en smal gang og et køkken med tilhørende spisekammer og et bryggers. Den pæne stue var ikke opvarmet og blev næsten aldrig brugt. Dagligstuen var i 1950erne opvarmet af en kakkelovn, hvor Madam Blå kunne stå, så kaffen kunne holde sig varm. Min opgave var at hente briketter og koks ind. Jeg kan huske, at maden i begyndelsen blev lavet på et gammeldags komfur, men ikke hvornår komfuret blev fjernet og erstattet af gaskomfur med tilhørende flaskegas, som stod i et lille  overdækket træskur uden for køkkenet. Til spisekammeret hørte et lille kælderrum med plads til et saltkar til kød. På en af hylderne stod en kagedåse, hvorfra der på mystisk vis en gang imellem forsvandt småkager, som min mor havde bagt. Hun bagte også blandt andet sigtebrød, kringle og boller og lavede kiksekage. I sovekammeret var der lige plads til, at der også kunne være to børnesenge.

Her sov jeg og min søster Lisbeth gennem det meste af 1950’erne. I bryggerset var der i de første mange år gruekedel og vandpumpe, hvorfra vi pumpede koldt vand fra en brønd udenfor. Her hjalp jeg i nogle år min far med at gøre grønkål fra haven klar til juledagene. Vi begyndte allerede lillejuleaftensdag med at spise grønlangkål med medisterpølse hamburgerryg, rødbeder og sennep. Den glaserede skinke sprang jeg over, fordi jeg syntes, den var ækel. Jeg var ikke særlig kræsen, men der var også andet spiseligt, som jeg ikke kunne lide, herunder stegt lever. Stod middagsmaden på lever, så fik jeg røde pelser. Et godt bytte. I kostalden var der plads til tre jerseykøer samt et par kalve og fem-seks grise, der skulle fedes op og sendes til slagteriet. Min mor malkede køerne om morgenen, og så blev der lidt mælk tilovers til husholdningen, når mælkekusken var kørt til Lykkens Prøve. Han havde skummet mælk, også kaldet fut mælk, med tilbage, som grisene fik. Skummet mælk smagte ikke godt modsat nutidens skummetmælk. Jersey mælken havde en høj fedtprocent, men når fløden blev fjernet med en ske, så var mælken til at drikke. Efter min bedstefars død i 1963 havde vi en over gang en ældre hest, som han havde brugt på husmandsbruget i Ingstrup. Men ikke særlig længe. Dyret fik hestekuller, og så kom der en dyrlæge og skød den, og det døde dyr blev fragtet væk til destruktion. Senere i 1960’erne blev andre dyr sendt til slagtning, og de fire tdr. land jord blev solgt til Vingaard. Til ejendommen hørte fortsat en stor have på 1300 kvadratmeter. Den brugte mine forældre alle årene til at dyrke forskellige slags grøntsager, jordbær og ikke mindst kartofler.  Havens afgrøder salg af ungdyr og grise samt hjemmeslagtning efter behov af en fedegris gav et godt grundlag til at forbedre økonomien for familien Christoffersen på trods af et udgangspunkt i små kår. Som jeg husker min tidligste barndom bestod dagens varme måltid dengang ofte af stegt flæsk med kartofler og persillesovs. I mange år kom Fiske-Lis om onsdagen kørende gennem Bådstedhede med sin fiskebil. Så kom der rødspætter på bordet til aftensmaden. Der var stadig lidt liv i de friskfangede rødspætter, min mor købte, og de lå og svuppede i et fad i køkkenvasken, inden hun skar hovederne væk, tog indvoldene ud og flåede skindet af. En gang imellem fik vi frikadeller, om søndagen kom der ofte hakkebøf på middag bordet. En gang om ugen kom bager Bedholm på Bådstedhede med sin hestetrukne bagervogn og så fik vi friskbagt rugbrød og jødekager til eftermiddagskaffe.

Mine forældre var sparsommelige, og efterhånden fik de i den sidste halvdel af 1950’erne og begyndelsen af 1960erne råd til adskillige forbedringer af huset. Det var formentlig ikke blevet lavet om af tidligere ejere, siden det blev bygget i 1920.

På loftet over stuen indrettede far et værelse til mig, da jeg var begyndt at gå i skole. Tidligere havde loftsværelset  været et åbent kornloft, og jeg kan huske, at min far på et tidspunkt kom ned af loftstrappen med en død rotte på et fejeblad. Dengang kom der også en mand og lagde gift ud. Rotter så jeg heldigvis ikke noget til efter at jeg sov, læste, hørte radio eller lavede lektier på loftet. Efterhånden blev det også svært for mus at komme ind, idet min far brugte en del tid på at renovere husets ydervægge.  Han havde i en periode arbejdet som murerarbejdsmand, men det job fik en ende, da min mor ikke brød sig om, der blev drukket fyraftensbajere om fredagen. Men huller i brinken af en grøft i nærheden af huset indikerede, at der formentlig stadig var nogle rotter dernede. Grøften så ud, som om den i årtier var blevet brugt som afløb for spildevand fra husholdningen.

Min far havde tillært sig nogle færdigheder, som vi fik gavn af op gennem min barndom. Både da fik indlagt oliefyr, og der kom radiatorer i hele stuehuset, da de to små stuerum blev lagt sammen til en stor lys stue med nye vinduer, og køkkenet blev moderniseret. Kostalden blev senere lavet om. Først en del til toilet og derefter to værelser til Lisbeth og Marianne, som kom i 1962.

Pligter og fritid

Husmandsstedet var for lille til at kunne bære økonomien alene, og derfor arbejdede min far op gennem 1950’erne og 1960’erne som arbejdsmand. Som de fleste andre mødre dengang arbejdede min mor hjemme med at passe hus og børn, lave mad ellers hjælpe med i driften af husmandsbruget.  I begyndelsen af 1960’erne var jeg gammel nok til at hjælpe til med at hakke roer, plukke jordbær og  grøntsager og være med i høsten af korn. Nogle gange føltes det som surt pligtarbejde efter skoletid, fordi jeg hellere ville spille fodbold med et par nabodrenge. Eller lege med en klassekammerat, der boede længst ude på Bådstedhedevej.

Lommepenge fik jeg ikke. Nok fordi der ikke var råd. Derimod fik jeg på et tidspunkt lov til at købe en hunkanin. Den fik besøg af en hankanin, som en af mine kammerater havde, og så var grundlaget for en kaninproduktion lagt. Min far hjalp med at lave kaninbure og jeg fik nødtørftigt lært at slå græs med en le, så jeg selv kunne skaffe mad til mine dyr i sommerhalvåret. Et par gange om efteråret kom i tre-fire år en vogn fra Bindslev Fjerkræslagteri og hentede mellem fem og ti ungkaniner til slagtning.  Indtægten herfra beholdt jeg som lommepenge. De blev blandt andet brugt til at købe et ur, bøger og et par gode fodboldstøvler, og så blev der snoldet lidt sammen med andre drenge nogle gange efter fodboldtræningen på Vrensted Stadion. Vi cyklede hen til barber Romedahls kiosk, og snoldet var mest is og cola.  En overgang var jeg også avisbud på Bådstedhede og så vidt jeg husker, havde jeg 16 aviser at dele ud efter skoletid. Dengang var det ret udbredt at have abonnement på Vendsyssel Tiden. Aviserne kom med Hjørring Privatbane, og fik dem udleveret hver dag ved billetlugen i stationsbygningen i Vrensted. At være avisbud havde den fordel, at der tit var en ekstra avis i avisbunken, og så var jeg fri for at “slås” med de voksne om at komme først til at læse dagens nyheder. Det var mest sport og politik, der fangede min interesse, i nævnte rækkefølge.

 

At spille fodbold og drømme om at blive berømt som Guld-Harald fra Frederikshavn var i begyndelsen af 1960erne min store fritidsinteresse ved siden af at læse bøger. De fleste drenge i min skoletid i Vrensted spillede fodbold, og med supplement fra årgangen under os kunne vi altid stille et hold i Vrensted Idrætsforening. Særlig god var jeg ikke, men jeg fik en plads som højre halfback, som det hed dengang . Ved OL i 1960 i Rom, hvortil det danske fodboldlandshold havde kvalificeret sig, tog familien Christoffersen på Bådstedhede flere gange på familiebesøg hos minkfarmer Henry Jensen. Han var min onkel, og gift med Jensine, en ældre søster til min far. Jeg ville gerne se holdets kampe på fjernsyn. Vi havde ingen TV-apparat derhjemme dengang.

De boede i den gamle del af Vrensted by kun et par kilometer fra os, så de var nemme at besøge selv om vi kun havde cykler som transportmiddel.  En anden Henry med From til efternavn blev mit andet fodboldidol under OL for sit målmandsspil. Og det på trods af at min onkel under transmissionen fra en landskamp mod Sverige året inden OL havde kommenteret slagets gang med: “De ku lige så godt have hængt en sæk kartofler op foran målet.  Danmark tabte med 6-0 på hjemmebane. I Rom vandt det danske hold sølv og her blev Henry From berømt for under semifinalen mod Ungarn at redde et straffespark efter at han havde placeret sit brugte tyggegummi på stolpen.

Vores første tv-apparat

Først i 1962 eller 1963 fik vi TV derhjemme. Mine forældre havde den sunde indstilling, at også større investeringer skulle betales kontant, og der var forbedringer i hjemmet, som havde større prioritet. Heldigvis havde en af mine legekammerater, Ole Nielsen, samme interesse som mig. Forældrene, Laurine og Herluf Nielsen, havde TV, og vores mødre byttede ugeblade hver uge. Jeg bragte adskillige lørdage eftermiddage med at se Robin Hood, og hvad der ellers blev sendt i tv hos dem, før vi selv fik et sådant apparat. Derhjemme foran tv-skærmen slugte jeg stort set al sport, der blev bragt, og jeg så blandt andet samtlige fodboldkampe, der blev transmitteret fra VM i England i 1966

Tv-apparatets indtog i dagligstuen ændrede meget i dagligdagen, når pligtarbejde var overstået. Der blev færre aftener med brætspil som Kinaskak. Mange aftener var familien samlet for an tv-skærmen, og jeg vil altid huske min lillesøsters reaktion den 22. november 1963, da ny- hedsoplæseren afbrød en film og fortalte, at USA’s præsident, John F. Kennedy, var blevet skudt i Dallas “Det har han sgu godt af udbrød hun irriteret over afbrydelsen.

Skuddene i Dallas gjorde et stort indtryk på mig ligesom mange andre udenlandske dramaer i det virkelige liv i løbet af 1960erne. For mig stod Kennedy dengang som den mest veltalende statsleder i den vestlige verden med ønsker om større frihed, herunder for de undertrykte sorte amerikanere. Trangen til større frihed og frigørelse var en del af en større verdenstendens, både i de store politiske forhold med blandt andet dannelse af mange nye stater og på det mere personlige plan.

Min mor lagde ikke skjul på over for mig, hvor hun stod partipolitisk, og hun var ikke særlig begejstret, da jeg i forbindelse med folketingsvalget i realskolen fik til opgave at redigere for Venstres synspunkt, for det var hende, der skulle skaffe materialer hjem om partiet. Tænk hvis synspunkterne smittede af på mig. Det havde sikkert været utænkeligt, at min far skaffede det materiale jeg skulle bruge. Han sad indtil kommusesammenlægningen i 1970 i bestyrelsen for den lokale afdeling af Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejder Forbund.

Senere fandt jeg ud af, at han flere gange i 1960’erne var opstillet til sognerådet i Vrensted – Thise Kommune på en bred arbejderliste. Dog nogenlunde sikker på ikke at blive valgt ind. Op gennem 1960’erne blev det kun spidskandidaten fra Arbejderlisten, der blev valgt, og det var i flere perioder Vilhelm Andersen, som også boede på Bådstedhede. I øvrigt var der ikke nogen partipolitisk opstilling til sognerådet dengang. Kandidaterne fra Vrensted Sogn delte sig på en fællesliste, husmandsliste og arbejderliste, og bag efter gik de i valgforbund for samlet at klare sig bedet muligt mod Thise, hvor alle stillede op på en fællesliste. Det var sogneskel, der delte de politiske vande. Det var ligesom i fodbold, hvor Thise var arvefjenden.

Min interesse for historie og politik i en ret tidig alder blev stimuleret af enkelte af de mange bøger jeg læste om vinteren, før fjernsynet kom ind i huset.

På et tidspunkt kunne lærer Madsen, som passede biblioteket i Vrensted, ikke finde flere børnebøger til mig, og han begyndte at foreslå bøger som var for en lidt ældre aldersgruppe. Herunder Onkel Toms Hytte skrevet af Harriet Beecher Stowe i 1852, som skabte en voldsom offentlig debet om slaveriet i det daværende USA. De var medvirkende til slaveriets ophævelse i de forenede stater.

Interessen blev også stimuleret kraftigt en sommerdag i 1961, hvor solen skinnede gennem et par små loftsvinduer på det åbne loftsrum foran mit værelse. Her fik jeg øje på en stor stak medlemsblade fra Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejder Forbund (DAS) og begyndte at blade i dem. Inde i midten lå et tillæg om arbejderbevægelsens historie forskellige steder i verden, og det var en helt anderledes og meget mere detaljeret fortælling end den, vi skolebørn hørte om i skolen. De linjer satte konkrete ord på, hvad det var for et “socialismens spøgelse, som i slutningen af 1800-tallet dukkede frem i Europa. Samtidig var jeg dog ikke mere optaget af den interesse end at jeg også læste en del kriminalromaner og cowboybøger. De sidste byttede/lånte jeg  med en kammerat en overgang.

Rejser

Mine forældre tog aldrig på ferierejser, mens jeg boede hjemme. Det var der formentlig ikke råd til og i de første mange år var der også nok at lave med at vedligeholde og forbedre huset. De længste rejser, vi foretog før 1963, var togrejser til Hjørring til for eksempel dyrskue eller cirkus.  Hjørring Privatbaner havde en tog rute fra Hjørring over Løkken til Aabybro, og den benyttede vi også til ture sydpå. Min far havde brødre og søstre, som boede omkring Saltum, Pandrup, Kås og Aabybro, og somme tider var vi børn med til familiefest.

Togstationen i Ingstrup lå et tosset sted. Langt væk fra byen hvor kun landmænd kunne have gavn af banen. Det var lettere at cykle til Ingstrup over Vrensted, så det gjorde vi.

I efteråret 1963 lukkede Hjørring Privatbaner banen mellem Hjørring og Aabybro, og som erstatning indsatte privatbanen en rutebil, som på nogle ture kørte over Thise mod Aabybro og til Aalborg. Den ændring fik jeg gavn af i slutningen af 1960erne, da jeg blev konstabelelev i Flyvevåbenet.  Rutebilen kørte over Bådstedhede i nogle år, men blev nedlagt igen på grund af for få passagerer.  I slutningen af 1960’erne og i begyndelsen af 1970’erne nedlagde Hjørring Privatbaner flere landruter på grund af voksende underskud på rutebilkørslen.

En af mine første udlandsrejser var en tur til Norge med min klasse på realskolen. Jeg kan ikke huske, om den kom før eller efter en anden rejse til den svenske hovedstad Stockholm.  Mere om sidstnævnte senere.

1963-tid med forandringer

 

1963 blev på flere måder et skelsættende år med både triste og gode begivenheder. Også på det personlige plan. Min bedstefar døde i marts måned efter et langt og strengt sygeleje, og en måned efter blev jeg konfirmeret i Vrensted Kirke. Konfirmationsfesten blev holds hjemme på Bådstedhede hvor der var blevet bedre plads efter sammenlægning af de to stuer. En kogekone havde travlt med at tilberede maden til 25-30 voksne gæster. På et tidspunkt fik vi besøg af pastor Otto Mikkelsen, som var meget optaget af ungdomsarbejde og gjorde en stor indsats for unge ved siden af sin præstegerning. Mere herom senere.

Mit udbytte af dagen blev 470 kroner, hvoraf de fleste blev brugt på at købe en ny cykel, som jeg fik rigelig brug for i de kommende tre år. For efter sommerferien begyndte jeg og fire andre klassekammerater at gå i første real på Søndergade Skole i Brønderslev. Vi var blandt den første årgang, der efter en skolereform gik i en treårig realskole. Resten af klassen fortsatte i en nyoprettet ottende klasse i Vrensted.

Mine forældre var meget optaget af at jeg læste videre efter de syv år i folkeskolen, fordi jeg havde evnerne til det. Boglig uddannelse havde hverken min mor eller far haft mulighed for at få, selv om de gerne ville.

I begyndelsen cyklede jeg til Vrensted og tog med bus til Brønderslev. Jeg brød mig ikke om buschaufføren, der til tider kunne virke lidt Ubehagelig. Han var ikke det, man i moderne sprog kalder servicemindet. Da han en dag i det tidlige efterår kørte fra busstoppestedet uden mig, selv om han tydeligt kunne se mig komme cyklende i sidste ejeblik, så havde jeg fået nok “Ham vil jeg ikke køre med mere.”

I en slags protest begyndte jeg næste dag med at cykle fra Bådstedhede til Søndergade Skole over Thise og Manna en tur på 13 kilometer hver vej. I resten af min tid på realskolen cyklede jeg hele vejen med undtagelse af de dage, hvor sneen væltede ned fra himlen, eller det regnede for meget. Så stod jeg på en bus ved købmanden i Thise fem kilometer fra mit hjem.

Jeg kom hurtigt på bølgelængde med flere jævnaldrende fra de to landsbyer, som også cyklede det meste af året til Søndergade Skole. De gik i en parallelklasse eller på et andet klassetrin. Det var nok også det, der gav mig motivation til at fortsætte med at cykle.

Vi delte interessen for fodbold og blev hurtigt meget optaget af den engelske musikbølge med navne som som The Beatles, The Rolling Stones, The animals, Gerry and The Pacemakers og The Helle i spidsen, som fra 1963 og årene derefter skyllede hen over den vestlige verden. Så der var nok at snakke om, mens vi trampede i pedalerne. Vi havde ikke grammofon derhjemme. I stedet lyttede jeg til det nye P3, da Jørgen Mylius kom til den nye radiokanal med radioprogrammer som Efter Skoletid og særprogrammer om nye plader. Når jeg skruede op for musikken, og min far var hjemme, så lød det: “Sluk for det lort. Det er støj – ikke musik.”

Tolerancen blev lidt større, da jeg fik egen transistorradio, og “støjen” kom ud af dagligstuen. I øvrigt delte jeg i høj grad mine forældres negative holdninger til nogle af de tendenser, der fulgte i kølvandet på den nye populære ungdomsmusik. Herunder hashrygning, eksperimenteren med bevidsthedsudvidende stoffer og fedtet langt hår. Det var en verden langt væk fra Bådstedhede, hvor dagligdagen fortsatte i næsten samme skure med materielle forbedringer hen ad vejen. Det var i hvert fald sådan, jeg opJevede tiden, indtil jeg i 1967 flyttede væk. Årene 1963-66 i realskolen var dog også de år hvor den nye musik satte sig spor på den danske musikscene. Pigtrådsmusikken opstod og bredte sig til Brønderslev. Beatles og de andre populære engelske bands skabte en bølge af teenagere, ofte skolekammerater, som selv ville spille den slags musik. Også i Brønderslev. Så langt strakte min interesse ikke. Det var nok at lytte. Jeg havde godt nok tidligere fået et par mindre musikinstrumenter i jule- eller fødselsdagsgave, men jeg holdt ret hurtigt op med at øve. Det lød ikke godt.

Jeg sad i et par år i realen ved siden af Ib Dalgaard-Nielsen, og han ville være musiker. Hans storebror Jens var allerede begyndt at øve. Midt 1960’erne var han med i The Nameless, der hurtigt blev populære lokalt. Først til pigtrådsbal på Hotel Phønix i Brønderslev i 1964, og der fra bredte interessen for at høre “pigtråd sig hurtigt til nogle af lørdagsballerne i omegnens forsamlingshuse. Herunder til Vrensted Idrætsforening, der en enkelt gang i 1965 arrangerede pigtrådsbal med The Nameless. Gruppen gik i opløsning, da Ib`s storebror og en kammerat fortsatte i The Pretenders, som i 1968 vandt Danmarks mesterskabet i “pigtråd”

Ib Dalgaard-Nielsen begyndte sin musikkarriere i en anden gruppe, mens Pretenders turnerede landet tyndt. Da The Pretenders en tid lå stille på grund af militærtjeneste, kom Ib med i gruppen. Gruppens medlemmer spillede sammen i 20 år, og efter en årelang pause optræder de igen og til Gendannelsen skete i 2014 i forbind med 50-års jubilæet for pigtrådsmusikkens indtog i Brønderslev.

Nordisk konkurrence på viden

Mens pigtrådsmusikken sporadisk kom til Vrensted et sted midt i 1960’erne, så havde jeg ikke et indtryk af, at det fik stor betydning for ungdomslivet i sognet i årtiet. Vrensted Ungdomsforening havde fortsat et godt tag i både unge og lidt ældre borgere med både spændende foredrag, lørdagsbal og andre arrangementer. En af fordelene ved at blive konfirmeret var et års gratis medlemskab af VU altså Vrensted Ungdomsforening og ikke Venstres Ungdom, som i nogle andre byer holdt lørdagsbal.

Den drivende kraft i Vrensted Ungdomsforening havde i en årrække været gårdejer Niels Østergaard, der i 1962 blev medlem af sognerådet og senere af amtsrådet.

Nu havde andre taget over, og en af dem var pastor Otto Mikkelsen, som kom til Vrensted i 1953.  I første halvdel af 1960’erne var han formand for Hovedkredsen Vendsyssel under De Danske domsforeninger. I Vendsyssel var der omkring ungdomsforeninger, herunder den i Vrensted. Danske Ungdomsforeninger blev i 1965 en del af fusionen DDGU, hvor Otto Mikkelsen fortsatte som Vendsyssels formand i en årrække.  Pastor Mikkelsen var også aktiv i ungdomsarbejde i forbindelse med foreningen Norden, som i december 1964 udskrev en konkurrence for unge på viden om de nordiske lande.

Han fik overtalt to af mine klassekammerater fra Vrensted, Orla Jensen og Christian Østergaard samt undertegnede til at deltage i konkurrencen for juniorhold. Deltagelsen førte til, at vi vandt den danske del af konkurrencen, og vi kom til den nordiske finale i august 1965 i Stockholm med pastor Mikkelsen som rejseleder.

Vi havde forberedt os godt, troede vi. Vi kunne nærmest de bøger, som vi havde læst om Danmark, Norge, Sverige og Finland, udenad. Men blandt de 13 spørgsmål, vi skulle svare på i finalen, var der flere, som krævede viden ud over den, vi havde tilegnet os i bøgerne. Så håbet om at vinde forsvandt. Vi fik en hæderlig Gardeplads blandt fem finalehold, men hertil skal tilføjes, at den form for konkurrence blandt unge var ny i Danmark, mens den gennem længere tid havde været almindelig i Finland. Det finske hold vandt suverænt, mens vi lå tæt på de andre finaledeltagere.

Opholdet i Stockholm varede en hel weekend, hvor vi brugte en del af lørdagen på at gå en tur i Stockholms gamle bydel, og efter finalen var blevet afviklet om søndagen, deltog finaledeltagerne i en middag på et hotel, hvor vi alle fik overrakt et litografi som minde. Med i den danske delegation var også et seniorhold bestående af tre seminarieelever fra Thise Ungdomsforening. og de blev nummer fem i seniorklassen. Også her var finnerne suveræne vindere. Bortset fra skuffelsen i finalen var turen en god oplevelse.

Flyvevåben, bofællesskab og fester

Efter bestået realeksamen vidste jeg ikke hvad jeg ville være, blot at skolebøgerne skulle have en længer pause. Efter det lille og mindre vellykkede ophold som landbrugsmedhjælper faldt mit blik i efteråret 1966 på en annonce i avisen, hvor Flyvevåbnet søgte konstabler. Da jeg vidste, jeg var fuldt tjenestedygtig, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne få den tvungne tjeneste overstået og tjene nogle penge bagefter som konstabel. Derfor kom jeg i foråret 1967 til Jonstruplejren ved Værløse som konstabelelev.  Rekruttiden der ovre oplevede jeg ikke som special hård, selv om der var meget kadaverdisciplin med “k, trit og retning, men efterhånden følte jeg mere, at opholdet i Jonstrup og en karriere i forsvaret var spild af tid. Godt at kontrakten kun var på tre år og ikke seks år, som en officer ved sessionen i Værløse havde anbefalet. Han mente, at evnerne var til at blive elektronkmekaniker og dermed til at få en faglig uddannelse Efter at  værnepligten på 14 måneder var overstået kom jeg til forsyningstjenesten ved Flyvestation Aalberg tæt på Vadum.

Fritiden der blev ofte  i begyndelsen tilbragt i konstabelbaren, og her mødte jeg en musikinteresseret elektronikmekaniker, som var flyttet i et bofællesskab i Vadum. Her blev et værelse ledigt, og jeg flyttede ind og havde der et par “fede” år.  Huset, vi boede i, lå ved hovedgaden skråt over for en købmandsforretning, og det var ret praktisk, at vi ikke skulle gå ret langt, når der skulle hentes en kasse øl. Dengang var der 50 flasker i en kasse, og den var ret tung. Ejerne af huset havde et hotel på Bornholm, hvor de opholdt sig det meste af tiden. Der hørte en stor have til omgivet af træer, vi var rimeligt uforstyrret, bortset fra at der ud til gaden lå et busstoppested. I huset blev der adskillige gange holdt spontane fester. Den førnævnte elektronikmekaniker boede i husets største værelse, hvor han havde flikket et stort musikanlæg med tilhørende blinkende farvede lamper sammen, og så havde han masser af LP-plader med de nye navne på rockscenen, især den amerikanske. Bofællesskabet blev kendt og nogle steder berygtet-for festerne , selv om der ikke skete det helt vilde. Vi var røgfrie, bortset fra at et par af de andre røg cigarretter. Vi holdt os til høj musik, en solid mængde dårlig rødvin, men flere af byens unge piger fik forbud mod at besøge os. Det gjorde de allgevel. De andre, som kom i huset, var kammarater fra flyvestationen. Vi var lidt dovne med at leveret de tomme ølflasker. På et tidspunkt lånte vi en varebil og kørte 10 kasser med tomme flasker de 100 meter over til købmanden. Det gav næring til en vis forargelse.

Vi fik aldrig påtaler fra ejerne om at dæmpe ved festerne. Det var mere det, at vi glemte at slå græsset i haven, de kunne være efter. Vi nød friheden i bofællesskabet, men jeg tror ikke at nogen blev hængende for længe. De fandt en kæreste og flyttede, og jeg begyndte at læse på studenterkursus i Aalborg, hvor jeg boede den sidste tid, inden jeg begyndte på statskundskabsstudiet i Århus i september 1971. Her kørte ungdomsoprøret i et langt højere gear og i en meget politisk  venstredrejet retning, men det er en helt anden historie, som ikke hører til i en beretning om dagligliv i 1960’erne. Dog skal jeg tilføje, at jeg allerede under rusugen på universitetet blev vaccineret grundigt imod den form for propaganda, som yderligtgående studenter førte. De havde magten i studenterrådet.

På statskundskabsstudiet mødte jeg bagefter nogle andre politisk aktive studerende med Svend Auken som den samlende person, og der følte jeg mig mere hjemme politisk.

Afslutning

Interessen for at høre beatmusik, herhjemme “pig- tråd”, og bofællesskabet i årene 1969-70 i Vadum var nok den nærmeste berøring, jeg fik med den ungdomskultur, der voksede frem i den vestlige verden i 1960erne.

Det var en del af tidens ånd, at de unge mange steder, også på landet, tilegnede sig en mere fri omgangsform og påklædning. Det var dog fest efter afskeden med Flyvevåbenet, at jeg fik lidt længere hår og skægget fik lov at gro. Ungdomsoprøret begyndte i 1967 i Danmark, og var dengang mest et københavnerfænomen med provokationer, hippiehappenings, love-ins og dannelse af de første storkollektiver

I 1968 lavede studenter et oprør mod “professorvældet med delvise besættelser af universiteterne i København og Aarhus. Et lille pust fra ungdomsoprørets kerneområde nåede en stund til Vrensted. I efteråret 1969 købte  provo nummer 1, forfatteren Ole Grünbaum, et lille husmandabrug på Bådstedhedevej hvor han opholdt sig noget af tiden. Han blev en kort tid brugt som oplægsholder i forskellige foreninger i Vendsyssel, men så blev han efterlyset for udeblivelse fra tjeneste i Civilforsvaret. Politiet i Hjørring besøgte “lystgården” på Bådstedhede flere gange uden at træffe den efterlyste.  Der kom ikke flere sigtelser fra besøgene, for en nabo passede hans geder, og de var ifølge et referat fra Vendsyssel Tidende i god fodermæssig stand. Ole Grünbaum blev anholdt i slutnings af 1971 under et besøg i København. Sammenfattende for dagligdagen i 1960’erne oplevede jeg ikke årtiet som specielt oprørsk, mange unge ville ikke være som forældreggenerationen. De nye tider med øget velstand gav flere unge  frihed til og mulighed for at gå efter deres egne drømme for fremtiden. Jeg oplevede mine forældre som rimeligt tolerante i forhold til hvad jeg ville med tilværelsen.

“Men sørg for at få en uddannelse, så du ikke ender som arbejdsmand”, sagde min mor flere gange ved indgangen til mit voksenliv. Det gjorde jeg så trods et par sidespring til noget  andet. At det så blev som journalist, var der ingen som havde forestillet sig dengang, Heller ikke jeg.

 

Poul Christoffersen

 

 

 

 

 

 

Kære ven ! 

Tak, for din fyldige rapport om dit/jeres strejftog til og fra diverse syge- og lægehuse, nordenfjords. 

Vi her hos os synes også, at de aldersrelaterede skavanker bider sig mere og mere fast i haserne, som årene går. Vi to gamle føler præcis det samme som jer, selv om vores liste måske er en smule kortere. 

Jeg har nu afsluttet mine timelange konsultationer på Geriatrisk afdeling, på Hospitalet og går p.t. til balancetræning på det kommunale balancehold. De omsorgsfulde, erfarne og dygtige læger på Hospitalet har givet mig et 100 tusinde kilometers eftersyn og har fået ryddet op i min medicin, som var stukket af. De ultrakorte lægekonsultationer hos den stedlige praktiserende læge havde sat sine spor. For meget af noget og for lidt af andet. Nu har det geriatriske team på Hospitalet fået sat skik på doseringerne og nu mangler jeg kun at få min balanceevne klar, så  jeg kan suse rundt om granen den 24. ds, hvor hele “klanen” mødes her hos os. Om vi selv skal lave “julesulet” eller om det skal skaffes udefra overvejes i øjeblikket af de “gourmetkyndige”. Eftersom jeg ikke er hverken er jøde, muslim eller muhammedaner eller noget som helst andet, går jeg ikke så højt op i om det bliver and eller flæskesteg, når bare maden smager godt og er veltillavet og at der serveres lunet rødkål til.  

Min kone og vores søns 2 piger er igang med at tilrettelægge, hvor og hvornår julegranen skal fældes iklædes pynt og med at finde gode og nyttige gaver til samtlige 11 + selvfølgelig husets kæledægge, hunden  Buster. 

Det var godt, at du i tide fik stoppet ham den “langfingrede nordmand!” Jovist er forbindelsen mellem os folk blevet hurtigere og kortere, men også mere “krum” og farefuld. Mange bliver taget ved “næsen/røven” overalt i det ganske land og ved du hvad, både du og jeg skal altid arbejde gratis med udfylde alverdens skemaer og lave kontorarbejde, printe breve og skemaer etc. ud for dem der påligner os skat osv. Vi skal sidde og lytte til en dum akustisk stemme og lege telefondame for at pejle os frem til ”dit og dat Service” Ja, man får en regning, hvis man ikke når frem til et møde hos lægen, tandlægen eller hvad som helst….pang!  

 

Vi ønsker jer en God og glad jul samt et Godt Nytår, med håb om de voldelige tilstande ophører, der hvor de ikke kan finde ud af at deles om maden og værdierne samt den smule natur og husly som de har tilbage. Mange af disse “krigere”, ville have haft gavn af en bedre opdragelse og/eller en anden mor og far. Hvor er alt i denne verden vel nok de rene tilfældigheder. Havde Putins mor mødt en anden, ja så havde vi måske sluppet for nogen af de stridigheder. 

Noget tyder på, at vi ikke i vores levetid, vil opleve fred i Mellemøsten og/eller andre steder hvor visse mennesker kan slå hinanden ihjel uden at blinke eller føle anger – uha. Jeg kan ikke idag rumme begrebet krig. Jeg ved ikke, hvordan jeg tænkte som soldat – blev vist aldrig spurgt – det hele var kæft, trit og retning og gør som befalet. Hvordan vil Troels Lund og Mette F. skaffe alle de soldater de skal bruge til at håndtere de mange kanoner, våben og fly og til at beskytte landets kyststrækninger 8-9.000 kilometer + Grønland og Færøerne? 

K.h. konen og mig

Hils din kone.

PS. Havde vi ikke haft “Kurantbanken”og var “Banca Monte dei Paschi di Siena” ikke blevet grundlagt i 1472, så havde vi måske kunne enes om den mængde fødevarer som vor moder jord kunne gi’ os. Fuglene og mange dyr, lige måske med undtagelse af hyænerne og et par stykker flere kender vi ikke til den form for grådighed, som vi mennesker udviser, ja vi udnytter tilmed vores børn når vi kræver huslejer på 15-20 tusinde kroner for to værelser, et køkken + WC. Det er et sølle system, som der ikke kan varetage de unges boligforhold. Især i de størrer byer i DK er det helt ad skoven til. Systemet kan nok ikke laves om, når først det er etableret.

  

I går læste jeg en skildring i Arne Espegaards “Mine DAPPER”, hvor han boede på værelse hos en enke til en Provst: 

Den historie fik mig til at grine højt.. 

 

For lånte penge…..et klip fra historien “Mine Dapper”. 

af cand. mag. Arne Espegaard, født i Børglum den 28.11.1910, død den 30.7.2006. 

Side 113 

 

Den 2. september 1929 stod en lang mager yngling med landligt strithår på vor Frue plads i København blandt mange jævnaldrende, der ønskede at begynde et studium på Københavns Universitet. 

Han lignede i sit udstyr til forveksling flere hundrede andre: fyldepen i jakken, klokke i vestelommen og sølvkæde med dingeltangel tværs over maven. Men han viste ikke påfaldende iver efter at holde jakken halvåben, således at herlighederne kunne beskues, i hvert fald af ham selv, men helst også af andre. 

Nå ja, lad mig tilstå: fyren var mig. 

Min stads var så ny og overvældende, at jeg dårligt nok kunne holde øjnene fra den. 

Atten år var jeg, og student, men havde aldrig ejet hverken ur eller fyldepen før; jeg var iført mit første nye jakkesæt siden konfirmationen, og jeg havde nyforsålede sko på. 

Fyldepennen havde koster 19 kroner (= 798 kr i nutidspenge), uret 20 kroner og tøjet 50 kroner (svarer til 2.101 kr i 2024). Så jeg havde allerede skåret en god luns af den kassekredit på 3.000 kroner (= 125.046 kroner i år 2024), som jeg havde lokket en halv snes mennesker til at kautionere for mig, og som jeg skulle begynde at afdrage om 5 år. Sæt jeg ikke var færdig og ikke havde fået noget at bestille til den tid? 

Med klemsel i maven over min gældsbyrde gik jeg sammen med alle de andre op ad trappen under den himmelvendte ørn. 

Tanken om den skam det ville være ikke at kunne betale tilbage til tiden, sådan at mine kautionister deriblandt fire husmænd og andre småfolk, måtte betale min gæld, den slap mig aldrig hele studietiden igennem. Ikke at den lå øverst i bevidstheden, men den var der, og stak nu og da sit grimme hoved op og stirrede på mig. 

Mit hovedkvartér havde jeg opslået i et pigeværelse – uden en pige i – ude på Østerbro, lige bag lejlighedens køkken. Det var 2×3 meter og kostede kun 15 kroner pr måned (630 kr i 2024) men så skulle jeg i tilgift bære kul op til lejlighedens tre-fire kakkelovne og gøre andre småtjenester. Lejligheden lå på 2. sal og kullene var i kælderen, men det var jo ikke noget at snakke om, for en ung rask mand. 

Værtinden, fru Thygesen, enke efter en jysk provst, var flink. Undertiden gav hun mig et godt måltid mad, og så hjalp jeg til gengæld med opvasken. 

Engang havde fru Thygesen damefremmede til middag. Da de havde spist færdig, blev der klingelinget og så kom jeg ude fra pigekammeret for at tage af bordet. Da var de gået ind i stuen ved siden af, og værtinden havde lukket døren. Jeg mærkede straks, at de havde drukket vin til maden, og at der lugtede af cerutter. Som renlivet afholdsmand og ikke-ryger fyldtes jeg med væmmelse. Men så faldt mit blik på nogle fyldte glasskåle, en ved hver kuvert. De indeholdt en klar væske, som små guld blade eller skæl svømmede rundt i. Jeg smagte. Ingen særlig smag. Og dog, smagte det ikke af guld? Jeg drak en hel skålfuld – – og gik skyldbevidst ud i køkkenet, med den første bakkefuld snavset service. Da fru Thygesen noget senere havde ærinde i køkkenet spurgte jeg, hvad der egentlig var i de skåle. “Ih, Gud, vand til at skylle fingrene i, selvfølgelig!” 

 

Old money 

År 1929. Svarer til kr. i 2024 

3.000 kr  svarer til: 126.045,- kroner 

19 kr svarer til: 798,- kroner 

50 kr svarer til: 2.101 kroner 

0,02 kr svarer til: 84 ører 

1,60 kr svarer til: 67 kroner 

15 kroner svarer til: 630,- kroner. 

Forfatter: THOMAS OLESEN LØKKEN

 Det var med Klas Bjerg og Bodil, der udkom i 1923, at Thomas Olesen Løkken fik sit gennembrud. Den skildrer bøndernes hårde kamp for føden i en klitegn. Det følgende er en del af 7. kapitel, der har titlen Hunger.

____________________________________________

Klavs og Bodil så tit ud over Taarup klithuse, over det frygteligt hvide og døde land. Den skarpe blæst ville aldrig holde op. En dag, Bodil hade pintes over, hvordan det kunne gå dem selv, kom hun til at tænke på dem i Klithusene, at hun grædende spurgte: ”Klavs! hvordan har de det allesammen. Ved du det?”

Klavs rystede på hovedet og sagde dæmpet: »Hvad er der i vejen, mor. Går det dig så nær? Der er jo ingen af dem, som har noget. Det er nødt til at være strengt.”

Ja, ja, jeg ved det. Men der er så mange gamle iblandt dem. Hvordan klarer de sig, uden at nogen ser til dem.”

Klavs stod lidt, det greb ham, at svaret var så vanskeligt. “Jeg kan ikke gå derned, mor, det ved du; jeg er jo ikke af deres. De har skubbet mig ud, er det ikke nok?”<

»Det er Provst Peter. Behøver du at tænke på det?« sagde Bodil varmt. Klavs stod atter lidt, så sagde han fast: »Men når jeg kommer, og der er lukket for mig. Nej, Jens Vandet har ret. Lad hver klare sig selv…”

En enkelt dag kom solen, og de fik tøet hul på rudens is. De stirrede alle ud over den hvide ørken: Kom der ingen? Gik ikke én eller anden ad de lange stier østerpå? Nej, stierne var døde, begravede dybt under sneen, hvem turde gå i kulden, selv ved dag. Måske kunne vinden rejse sig og snefoget komme, voldsomt og uanet, så vej og sti blev et voldsomt øde.

Men over middag kom der én fra husene, de så ikke hvorfra. Det var en kvinde, hun slæbte sig langsomt opover, hun sank i bækken, hun faldt i de tilfogne lavninger, hun vadede i den dybe sne, mens skørterne slæbte, hun hældede sig dybt mod blæsten og dækkede sit ansigt med et klæde. Det tog lang tid, det så ud, som hun ingen kræfter havde eller var altfor træt. Da hun kom op på Tophusbakken, så de, at det var Uhr Hanne.

Klavs gik og åbnede døren, den var tung og bandt i is og sne. Hun vaklede ind, segende og støttende ved bordet, hendes hænder var blå og hendes ansigt stivnet som den frosne klit. Hun var mager, så de næppe kunne kende hende, og hendes øjne brændte. Klavs kom helt til at ryste, det syge udtryk i øjnene forfærdede ham. Bodil, der stod med ryggen mod bilæggeren og endda frøs, glemte kulden og gik heftig frem i stuen. Var det ikke vinterens onde ånd, der kom listende, kold som døden, hærget som et lig.

Stuen isnede omkring hende. Bodil hjalp hende af noget tøj, og hun sank ned på bænken. »Nej! nej! hviskede Bodil, her er så koldt. Kom ind i sovekammeret.”

Hun blev sat i armstolen tæt ved ovnen. Er du syg? spurgte Bodil og følte hendes hænder. Alt det fra i sommer når hun strøg forbi og havde pyntet sig, for om hun skulle møde et mandfolk, var sat til. Uhr Hanne så op. De stimlede sammen om hende. Børnene så på hende med blanke øjne. Varmen greb hende, noget smeltede og løsnede sig, hun hulkede og sank sammen, de stod lidt, og Bodil spurgte igen: Hvad er der sket, Hanne? Fortæl det kun, måske vi kan hjælpe.”

Uhr Hanne fortalte, stedvis og med dybe gurglelyde, når en hulken ville frem: -Vinteren er så forfærdelig. Kulden er så ond, så stærk. Vi har ikke haft ild i flere dage. Nej, vi har ikke tørv eller brænde eller ris og lyng. Å-de to ældste tjener østerpå, men så er der endda fem. Den mindste er syg, han er to år. Koen er syg, der er ikke mælk at pine af den.”

Får den noget at æde? spurgte Klavs.

-Det gør den vel ikke, sådan. Alt er forbi, brændt, jeg ved ikke, hvor det er. Hun hulkede igen.

Får I noget selv?« spurgte Bodil stærkt.

Hanne sad lidt, hendes tænder hakkede mod hverandre. Børnene stirrede, og der blev stille. »Nej, vi har intet fået i to dage.

“A” Bodil gik og kom tilbage med mælk, som hun satte i ovnen. Så hentede hun brød, som hun skar. Det sprang for kniven, fordi det var frosset.

Mælken blev varm. Uhr Hanne spiste, hun knaste grådigt den frosne rugbrødsring. Mælken drak hun med famlende iver, så hun spildte. Da hun blev varm, sprang to røde pletter frem på hendes kinder. Pludselig standsede hun og så i angst på Bodil. Hun forstod hende og sagde mildt: “Spis kun, Hanne, spis. Du skal nok få noget med til børnene.”

Nej å – jeg må gå. Bitte Kren er sulten. Han er syg, og her sidder jeg. Hun rejste sig heftig.

Bodil græd og tvang hende ned. Spis nu færdig, Hanne, så bliver du stærk og kan gå. Du skal nok få noget med. Hun så på Klavs Ja ja sagde Klavs trøstende. »Vi har da lidt endnu. Da hun gik, fulgte Klavs med hende. De havde brød, mælk og et bundt af de tørrede prikkeflynder med. Kartofler turde Klavs ikke tage, de ville fryse i kulden, så læssede han en stor sæk tørv på Oles slæde og trak den med. Å -som sneen var dyb, som de sank, sneen var løs over lyngen, selv om den lå tykt. Slæden væltede på gang, det var langt ud på eftermiddagen, da de nåede klithuset. Klavs studsede, da de trådte ind, børnene lå i sengen. »Ja, så holder de varmen bedre,« sagde Hanne. De har ligget der det meste siden jul

Klavs så på hende, han begyndte at forstå. Har det været galt så længe. Har I virkelig haft det sådan ?

Hanne hulkede pludselig og lod sig falde over mod Klavs, så han måtte gribe hende. Hun hang viljeløst i hans arme, skælvende, hendes kræfter var forbi. Vi er fattige, Klavs. De har glemt mig allesammen. Ingen husker mig mer.”

Klavs løftede hende hen til en stol, hun vejede ingenting. Det føltes så underligt, Klavs blev hed ved, at hun klamrede sig til ham. Han sagde dampet, idet han gjorde sig fri: Så, så, Hanne, nu har I til i dag. Så bliver der vel et råd.

Hun greb pludselig omkring ham igen og klynkede: »De har glemt mig, de har glemt mig, Klavs. Ingen husker mig mer.

Han tvang hendes arme bort. Tænk på børnene, Hanne, de skal spise. Vi skal tænde ild. lad os skynde os. Hanne klynkede igen, men rejste sig snart og kom slæbende efter Klavs for at hjælpe. Klavs forfærdedes, alt var så fortvivlet, så ringe Der var fyldt med klude i de skårede vinduer. Dørene hang utætte i loftet var huller, hvor varmen suste op. Alt isnede af kulde, væggene var lodne af rim.

De fik tændt i ovnen, børnene tiggede, de kunne ikke vente, til mælken blev varm. Den mindste lå i feber, hed og tung her, hvor alt var som is. Da de spiste, måtte Klavs vende sig bort, de huggede skinsygt bid for bid, de stirrede efter maden som fugleunger, som sultne dyr, de skreg og faldt pludselig sløvt til ro, da de ikke måtte få mere. Kun Bitte Kren sansede intet i feberdøsen, Hanne madede ham, han forstod ikke længer at spise, famlede kun lidt med de blå hænder og faldt bagover på puden, da hun slap ham. Hanne var sunket ned foran sengen, hun rejste sig med besvær og stirrede på Klavs, hendes øjne var også som et dyrs, syge og med dette ulidelige, som det gjorde ondt at se.

Hanne lagde sig med klæderne på. Klavs gik ud og så til koen, den lille stald var fuld af sne. Koen stod ludende og rystende, den var ved at dø af sult. Han fandt en skovl og tætnede hullerne i muren med sne.

Klavs blev, til det brændte godt i ovnen, og stuen begyndte at blive varm. Da han skulle gå, blev han urolig; hvad nu? Hvad skulle han sige. Hvad i morgen og hvad i dagene der kom? Hanne så det og kaldte: Klavs! kom herhen. Hun strakte sin hånd ud.

Klavs gik nærmere. Kommer du igen, Klavs. Kommer du? Å, hvad skal vi gøre, hviskede hun angst.

Ja, jeg skal komme igen, sagde Klavs fast.

Tak! tak! Å Klavs, farvel. Hun strakte atter hånden ud. Klavs tog den, den, hun trak ham heftigt til sig, de gustne kinder fik farve, de syge øjne kaldte, de bad, de tryglede, du er god, du er varm, du stærke mand.

Klavs tog hendes hænder og lagde dem ned. »Du er syg, Hanne. Du er syg af alt det, I har gået igennem. I morgen kommer jeg igen.<<

 

 

 

Forfatter: L. LARSEN-LEDET

Dette kapitel er fra det store erindringsværk ”Mit Livs Karrusel, 2. bind, ”Ung Journalist” der udkom i 1947.

Een af de største journalistiske Affærer, jeg havde i min Hjørring-tid, var Mordet i Allerup Bakker i Østvendsyssel. Det var Bette Laurids og den Enøjede, der havde slået den Skævbenede ihjel. Og det var sket hos Boel Hanne, der sammen med Rytter Stine og Spring Thea holdt Hof i Allerup Bakker.

Der laa en ejendommelig Tone over de Bakker. Her havde den Tyvebande holdt til, der få Årtier i Forvejen havde terroriseret Vendsyssel. Politiet stod magtesløs overfor Banditterne, og Befolkningen rystede og bævede. Efter Aars Lidelser greb den omsider til Fortvivlelsens Selvhjælp, indfangede Forbryderne og slog dem ihjel. Hvorpå en kongelig Kommission ankom og idømte Rets håndhæverne, en Række ansete Gårdmænd, årelange Tugthusstraffe …i Stedet for at tildele dem Fortjenstmedaljen i Guld, fordi de havde udrettet det, Politiet i sin Dumhed og sin Vanmagt havde forsømt.

Det var efter denne Begivenhed, Udtrykket »Norden for Lov og Ret havde fået Hævd i Sproget. Og endnu lå Allerup Bakker udenfor Retssamfundet Danmark. En Enklave, fyldt med Originaler, der levede deres eget Liv, som Regel på Tværs af alle de Regler og Skikke, der var godkendt andetsteds. Egnens Gaarde havde Jernskodder for Vinduerne. De vidste aldrig, hvad der skete, når Boel Hanne, Bakkernes ukronede Dronning, havde haft Bal i Haven. Mordet var sket Natten til Lørdag. Vi havde de første sparsomme Meddelelser med i Lørdagsavisen. Da denne var gået i Trykken, cyklede jeg til Allerup, og jeg kom hjem Søndag Aften med et Stof, der fyldte adskillige Spalter i Vendsyssel Tidende og de Aviser, jeg i Aftenens og Nattens Løb forsynede med Breve og Telegrammer. Opflammet af min Reportage sendte Politiken en ung Journalist – dog adskilligt ældre end jeg-derop. Han hed Mylius-Erichsen. Jeg har aldrig kunnet forstå hans senere Berømmelse. I Allerup- affæren var det et meget spinkelt Talent, han åbenbarede.

Den første, jeg opsøgte, var Bakkernes Justitsminister, Politibetjent Berthelsen fra Flauenskjold. Han holdt så god Orden på Bakke- folkene, som det var gørligt, og han gjorde det ved den hurtigst mulige Retsforfølgning: Læsterlige Klø lige ovenpå Ugerningen. Alle i Bakkerne havde Respekt for de Næver. De sad usædvanlig godt på Skaftet.

Umiddelbart før Mordet havde Morderne og den Myrdede været i Flauenskjold for at få Boel Hannes fire Potters Dunk fyldt med Brændevin. De havde lavet lidt Postyr i Gaden, og Berthelsen var rykket ud. Det var ravende mørkt, og han så ikke Urostifterne, lige så lidt som de så ham, men han langede en Lussing ud på Må og Få. Den ramte den Enøjede lige i Nakken, så hans Glasøje strittede flere Alen henad Vejen, og Gutten selv sank i Knæ, sukkende: Aah, Berthelsen! Han havde kendt Skræp på Klangen. Få timer senere bankede det på Berthelsens Vinduer. Hvad er det, spurgte Betjenten. Wi kommer kuns for aa mell – sagde en røst – de wi haa slawwe dej Skjøwbjent ihjel. Nå, vent så, til jeg får et Par Bukser på, svarede Betjenten. Han kom op og om ud, Morderne hjalp ham med at få Hesten spændt for, og så jum- pede de alle tre afsted til Sæby Arrest. Undervejs havde Berthelsen et ærinde, han skulde have besørget. Han lod Morderne blive siddende på Vognen, mens han i Ro og Mag snakkede med de Folk, hans ærinde gjaldt. Da han fortalte, at det var skinbarlige Mordere, han var ude med, rejste Hårene sig på Hovedet af hans Værtsfolk. De er da vel lænket? Eller har Håndjern på? Men er Du da ikke bange for, at de flygter? Nej, for det første har jeg skåret Knapperne af deres Bukser. For det andet har jeg lovet, at de skal blive tærsket flade, hvis de løber. Og for det tredie har jeg stillet dem Kaffe og Cigar i Udsigt, når vi kommer til Sæby.

Ja, saa hyggelige og fredelige Folk var de Mordere, og saa patriarkalsk var Forholdet dem og Øvrigheden imellem.

Fra Flauenskjold tog jeg til den Enøjedes Hjem, et Husmandssted i Udkanten af Bakkerne. Uhyre fattigt var det og fyldt med Børn, der alle så usunde ud, belastet med Udslet både her og der. Forældrene skildrede i Mundene på hverandre, hvorledes Jørgen Christian om Natten havde vækket dem ved at banke på Vinduet og fortælle om Ugerningen. Jeg var interesseret i at få Morderens hidtidige Løbebane rekonstrueret. Men det var vanskeligt. Forældrene slog nemlig syv hellige Kors for sig og erklærede, at de kun kendte uhyre lidt til ham. Ikke tale om, at de vilde omgås sådan noget Kras! (Kraas er et vendsysselsk Ord og betyder Pak). Hvorledes han var bleven enøjet? Jo, det var en Rival, der havde stukket en Jerntyv gennem hans ene øje, og da han ikke var kommen til Læge, var Møg og Skidt bleven siddende i det. Men det var også bleven Rivalen en dyr Historie, lo Faderen. Hvor meget fik han da? Ja, han fik ingenting, for det var ikke bleven meldt, men han måtte skam betale Jørgen Christian fire Bajere for den Øjenhistorie. Faderen lo igen, længe og hjerteligt. Hvor gammel Jørgen Christian var? Ja, tho de we’ a intsj, sagde Faderen. Moderen, der var gået et kort ærinde ud, blev hidkaldt og fik Spørgsmålet forelagt. Ja, tho de ka a intsj how, erklærede hun. Metoden var da omkring det Lav… Nej, det var det alligevel ikke… Men hun havde da hans Dåbsattest. En Skuffe blev trukket ud, fyldt med Skudsmålsbøger og Attester. Men a ka intsj løhs Skrøwt, sagde Konen, de ka Di wal siel, og saa lagde hun Dyngen foran mig. Jeg konstaterede, at Jørgen Christian var 22 år, født udenfor Ægteskab og opdraget på Fattiggården… Ja, de ‘no’ selle Kraas, fejede Moderen til. Hvor meget jeg troede, han fik for dette her med den Skævbenede. Fem år, gættede jeg-hvilket for Resten også slog til. Da er det heller ikke det mindste for meget, bedyrede Moderen med Eftertryk. Det var hende stadig magtpåliggende at få slået fast overfor den fremmede Mand, at hun ikke var som een af disse Syndere, men at han stod på Samfundets og Lovens Side i Kampen mod Anarkiet -og Kraasset-i Bakkerne.

Fra dette Fattigmandshjem, der fyldte mig med den dybeste Med- ynk, sogte jeg Audiens hos Bakkefolkets tre Hetærer. De stod ærbare paa Rad med Hænderne foldede over Forklæderne, med det hvide ud af Øjnene og græd Snot i lange Baner, dybt forargede over, at Mennesker kunde synke så dybt og synde så forargeligt. Tre skinhellige Mære!

Så besøgte jeg en Række af Omegnens almindelige Hjem for at høre interessante Enkeltheder om Livet i Bakkerne og for at lære Stedets offentlige Mening at kende.

Jeg var dybt bevæget, da jeg trillede hjem, bevæget over de menne- skelige Tragedier, jeg var stillet Ansigt til Ansigt med. Men – det vilde være forkert at skjule det: Bevægelsen var parret med Glæde og Stolthed over det journalistiske Stof, jeg her havde gravet frem, så at sige med Eneret. Jeg burde måske skamme mig ved at sige Glæde og Stolthed, men gør det ikke og gjorde det navnlig ikke den Gang. Så underligt sammensat kan Journalistens Sind være, at han fryder sig over at male et usædvanligt Billede, selv om det er mørkt og dystert- og samtidig rystes af den Elendighed, det er faldet i hans Lod at skildre. Er det råt, det med Fryden? Lad os nøjes med at sige, at det er menneskeligt.

 

 

 

 

 

En række af de prominente sommergæster som der hidtil har taget ophold på stedets hoteller eller i de små fiskerhjem, ønsker nu at opføre eget hus i klitterne. Derfor vil man hist og her ud over det vidtstrakte terræn have opført “kottager (villa agtigt hus til sommerbolig). I de kommende år skyder mange sommerboliger op rundt on terrænet. Bygninger som den dag i dag præger Lønstrup.

Hellen og “Hellehuset indgår ca. 1910-12 i en ny æra. Ejendommen som i en årrække har tilhørt familien Schibsbye, Hjørring, sælges 1910 af købmand og bankdirektør Jens Chr. Schibsbye af Bjerring til Redaktør Vilhelm Carlsen af Hjørring. Købmand Otto Herford af Hjørring, samt Dr. med. Chr. F. Herford af København, som danner et interessentskab.

Det fremgår af tingbogen at:

Matr. nr. 6b af Lønstrup by, Mårup Sogn på 3 sk. I alt købes for 8.000 kr. den 8. Juni 1910 lyst 14-6-1910.

I de følgende år foregår der så en række udstykninger på ejen- dommen som opdeles i mindre grunde med salg for øje. Eksempelvis: sælger redaktør V. Carlsen af Hjørring, Købmand Otto Herford af Hjørring, Dr. Med Chr. I. Herford af København til køber konsul O. Møller, Hjørring, matr. nr. 6l af Lønstrup af Mårup Dogn, matr. nr. 32-d af Lønstrup by, Mårup sogn m. villa 2 Fkd. L ½ alb. Købesum kr. 8.975, 26.09.1913 og videre den 23. april 1917.

Sælger: enkefru Caroline Carlsen af Hjørring, (gift med red. Wilhelm Carlsen, døde den 13-6-1914).”

købmand Otto Herford af Hjørring, Dr. Med C.F. Herford af København.

Køber: købmand Otto Herford af Hjørring matr. nr. 6a af Lønstrup by, Mårup Sogn matr. nr. 32a af Lønstrup by, Mårup Sogn

Der er lyst deklaration på 6k 32c 6m 32e, 6-ae,32-O – 14. april 1917.

Vedr. ret til færdsel og anbringelse af badehus og på matr. nr. 32b af Lønstrup om ældre adkomstmangel. På den solgte ejendom hviler jernbaneskyld efter Lov af 18-4-1910.

(Jernbanen blev anlagt 1913 fra Hjørring over Lønstrup til Åbybro nedlagt i begyndelsen af 60’erne.)

Alt tyder derfor på at der efterhånden er mange sommerhusgrunde omkring Møllebakkevej.

En generel ombygning af Møllehuset finder sted 1917. En del af det tilhørende areal udstykkes som nævnt til sommerhusgrunde og i 1918 ombygges Møllen til sommervilla.

Artikel 29/7-1918 fra Vendsyssel Tidende

Fru redaktør Caroline Carlsen som har haft sommerbolig i møllen dør 30-10-1926

 

Historier  fra Jammerbugt Kommune

=========================================

Mine bekendte i Brønderslev

Fortalt af ”Den gamle isenkræmmer fra Pandrup” den 90årige Børge Møller_, forfatter til adskillige spændende bøger med fortællinger fra Pandrup området. Han er nu flyttet til en lejlighed i Det gamle Aalborg Kloster.

Fhv. isenkræmmer Børge Møller

Desværre; jeg var ikke medlem i Brønderslev-klubben ”Rotary”, som kong Peder (direktør på Pedershaab Maskinfabrik Peder Johannes Nielsen) havde startet en god halv snes år før vi vågnede op til dåd i Pandrup, men Brønderslev påtog sig fadderskabet for vores klub, hvilket medførte at en række Brønderslev folk mødte op i Pandrup til de ugentlige møder i de første måneder, indtil vi havde lært hvordan man styrede sådan en klub.

Ligeledes tog vi jævnligt til møderne i Brønderslev, når vi var forhindret i at passe vor mødepligt derhjemme. Men det var jo egentligt et lidt flygtigt bekendtskab vi fik skabt, som ikke sætter mig i stand til at udtale mig om gutterne der. Jeg kan dog selvfølgelig nævne nogle af navnene som jeg især lagde mærke til.

Der var jo selvfølgelig først og fremmest Peder, som netop det år var præsident i Brønderslev-klubben, og derfor påtog sig at undervise os, men han havde kendt min far som unge. Jeg kunne tænke mig at bedstefar som teglværksmand i Vraa, måske har haft en del at gøre med den gamle smed Nielsen. Peder havde jo sommerhus på Saltum strand, så han kom jo ofte i vores butik. Ikke mindst i efterkrigsårene da han fik mulighed for at rejse til USA igen, og hvor det var stærkt begrænset hvad han kunne få af dollars til at rejse og leve for.

Han havde fundet ud af at undgå valutarestriktionerne, ved at fylde kufferterne op med kongelige porcelænsfigurer, som han kunne sælge for lige så mange dollars, som han havde købt dem for kroner herhjemme. Men det var vanskeligt at få figurer herhjemme; de skulle helst eksporteres i de første mange år efter krigen, så når Peder kom og købte, tømte han gerne hele hylden. Han var for øvrigt en fantastisk gæstfri og rundhåndet vært for vores bestyrelse, som han underviste hjemme i sine egne stuer, men mon ikke det var et kendetegn for hele familien. Rigmor der var direktør for beslagfabrikken, var enestående hjælpsom. Vi var flere gange udsat for, at hun personligt en søndag formiddag, kunne tage på fabrikken og finde nogle beslag på lageret, som vi manglede, tage dem frem, pakke dem og sende dem med en rutebil, når vi havde en kunde der kunne stå søndag morgen og manglede et beslag akut, enten det så var os eller fabrikken der var skyld i miseren.

En anden bemærkelsesværdig Brønderslev-mand vi meget ofte så i vores klub, var jeres høje dommer, Johan Kardel, der absolut var højt respekteret for hans fremragende evner til at skabe forlig. Men det ændrede jo ikke ved, at man absolut bemærkede hans uimodståelige trang til at slæbe alle nye dommerfuldmægtiger rundt til alle de af byens forretningsfolk, der havde cigarer i skrivebordsskuffen, med udtrykkelige ordre til at tage imod hvad man blev budt, enten man røg eller ej. Han kunne jo overtage cigaren, når de kom udenfor igen. Det har sikkert været samme trang, der fik ham til at indfinde sig som gratulant ved alle byens forretningsjubilæer og runde fødselsdage. Jeg kom for øvrigt skrækkeligt galt afsted med hans søn, der også var dommer, ovenikøbet højesteretsdommer. Han havde været studiekammerat med en af mine gode gamle venner. Jeg havde aldrig truffet højesteretsdommeren, før jeg skulle være sammen med ham ved vennens begravelse. Da jeg hilste på ham, tillod jeg mig at nævne hans navn. “Hvor kan De vide det er mig?” spurgte han. “Joh, jeg kendte Deres fader; så jeg kunne se, det måtte være Dem!” – – “Gud!” udbrød han til sin kone, “han siger sku, jeg er lige så grim som min far!!

Der var jo da også min kære kollega, isenkræmmer Jens Stagsted, der som ung havde stået i lære hos min far i hans den gang nystartede butik i Løkken, Jens havde været utroligt forkælet af sin mor, fortalte far. Hver eneste morgen telefonerede fru Stagsted til lille Jens for at høre om han havde sovet godt. Han var en dygtig isenkræmmer og havde især en dygtig kone, som helt selvstændigt drev deres afdeling med glas og porcelæn, som den gang var en af landets flotteste afdelinger. De elskede at rejse og var hvert år på en god og spændende rejse, hvert år til et nyt land, og Stagsted holdt bagefter hvert år et velforberedt foredrag i sin klub.

I flere år fik jeg bygget et godt venskab op til automobilhandler Krog Jensen. Vi sad begge i hver sin bestyrelse eller udvalg der meget ofte krævede os til København, han i en automobilbranche og jeg i isenkræmmerforeningens propagandaudvalg, hvor vi sad og arrangerede branchens kollektive reklamering sammen med et reklamebureau. Det resulterede i dannelse af en hel lille klub, der meget ofte mødtes i Københavnerbådenes første-klasse saloner til hyggesnak og porter og tatar, og hvor det bestandige samtaleemne blandt alle mine noget ældre venner, der næsten alle var bekymrede over hvordan deres sønner og juniorchefer udviklede sig, eller måske, hvad bekymringerne oftest gik på, netop ikke udviklede sig. Det var den gang en meget hyggelig måde at rejse på, som altså udviklede helt specielle venskaber, der kunne få lov at sidde i restauranten længe efter at andre gæster var sendt til køjs.

Bibliotekar Schardelmann, ørelæge Leth, skoleinspektør Kløve, redaktør Thorning Lund, elværks direktør Have og slagteridirektør Behrens var andre jeg mødtes ofte med. Sparekassemanden Severinsen havde vist i forvejen kontakt til Saltum Sparekasse. Dyrlæge Hauge var gift med en søster til min kollegafætters kone, konsulenten Tage Enevoldsen var fra Hune, bror til 2 af mine skolekammerater, og postmester Vorre fik jeg en del at gøre med.

Også efter at vi var flyttet til Aalborg, kom jeg en del til Brønderslev, som lægdommer ved Boligretten, og på mine ældre dage fik jeg genopfrisket venskabet med rektor Jesper Falsig, som jeg for mange år siden kom lidt sammen med hos Aalborgs frihedshelt, Carlo Wognsen, da de begge to underviste på Aalborghus gymnasium.

Men så får du heller ikke mere om de Brønderslevfolk, du må undskylde jeg har taget din tid, for du kan jo ganske sikkert ikke noget som helst af det hele.

Vi ses!

Børge

Jens Otto Madsen fortsætter:

Først vil jeg starte med at fortælle, at alle de personer som Børge Møller har omtalt ovenfor og som han mener at jeg nok ikke kender noget til, kan jeg sige, at det ikke er korrekt, det som Børge Møller slutter.

Jeg kender dog ikke personligt alle sammen. Men jeg har arbejdet i Brønderslev siden 1962 og fået et kendskab til mangt og meget, herunder mange personer med ledende stillinger i Brønderslev. Krog Jensen solgte i 1954 en Ford Anglia til mine forældre og jeg var med nede at hente den hvor Krog Jensen overdrog nøglerne til min far

De fleste personer omtalt af Børge Møller har været med af Rotary i Brønderslev og jeg ved hvem de er, og nogle har jeg haft kontakt til.

Ved en tilfældighed kom jeg til en generalforsamling i Egnssamlingen i Saltum til at sidde ved siden af Børge Møller. Jeg vidste hvem han var, for efter sin pensionering var han ekspedient i Kaas Tømmerhandel i Byggecentret og der så jeg ham første gang for mange år siden ekspedere med et vældig godt humør, og fik at vide hvem han var.

Nå, Børge kendte ikke mig, men vi kom da i snak under spisningen. Børge er en ældre herre. Han kører ikke selv bil mere, men havde taget bussen fra Aalborg til Saltum og som han sagde, ”jeg håber på, at der også er nogle fra Aalborg til stede, så jeg kan få kørelejlighed hjem”.

Da generalforsamlingen var slut skiltes vi. Efterfølgende fik jeg at vide, at Børge fik kørelejlighed til Aalborg med Egnssamlingens nyansatte leder. Vi må have udvekslet visitkort for der gik ikke længe inden Børge kontaktede mig. Vi fik en invitation til at aflægge Børge Møller et besøg på Aalborg Kloster, hvilket vi glæder os meget til.

Juli 2023 -Jens Otto Madsen

 

===================================================

Briketfabrikken i Kaas

1) Om Briketfabrikken i Kaas

2) Kaas Briketfabrik blev opført i 1925-26 2)

3) Hvem var direktør Johannes Jørgensen ?

4) Foredrag om Kaas Briketter A/S

Kaas Briketfabrik blev opført i 1925-26

INDLEDNING.

1. 

Af Henning og Jens Otto Madsen

Da landhævningen for 4-5000 år siden for alvor begyndte at gøre sig gældende, efter at Stenalder/Litorinahavet havde overskyllet store dele af det nuværende Vendsyssel tørlagdes den gamle havbund gradvist. Det er på denne Stenalderflade, Vendsyssels 2 store højmoser Store Vildmose og Lundergaards Mose findes. Under tørvemassen i Lundergaards Mose, vest for Kaas, har man fundet stubbene fra en skov af store egetræer. Skoven må være gået til grunde som følge af forsumpning et resultat af, at klimaet blev mere vådt og fugtigt. Denne klimaændring førte bl.a. det med sig, at sphagnumlaget, i den lavtliggende skovbund, hurtigt begyndte at vokse, og efterhånden kvaltes træerne af denne mosedannelse.

Ved hjælp af kulstof-14 metoden, har man kunnet bestemme denne forsumpning og den deraf følgende mosedannelse til at være indtrådt midt i ældre bronzealder ca. 1300 f.Kr.

Tørvemosearten, sphagnum, spiller en afgørende rolle for dannelsen af Lundergaards Mose og højmoserne i det hele taget. Planten har den egenskab, at den “vokser på sig selv. Hvert år vokser et nyt lag frem oven på det gamle, idet dette nye lag tilbageholder regnvandet. Den udvikling fortsætter år efter år, og til sidst kan man så få en “mospude”, der er flere meter tyk. Samtidig trykkes de nedre lag sammen, og de blev udelukket fra luftens ilt. Derved gennemgår disse planterester kun en delvis formuldning – en såkaldt fortørvning der (blev med andre ord dannet tørv.) En sådan mose vil være højest på midten og lavest langs siderne derfor kaldes moser af denne type også for ”højmoser.”

I 1923 foretog Hedeselskabet en undersøgelse af Lundergaards Mose. Det var et led i en større undersøgelse med det formål, at kortlægge og kategorisere samtlige landets moser. Moserne inddeltes i 4 kategorier:

1. Moser der ikke kunne eller burde bruges til fremstilling af tørv.
2. Moser der kun havde interesse for fremstilling af tørv til lokalt brug. III. Moser der kunne udnyttes til tørvefremstilling i stor stil – industri-moser.
3. Moser hvor tørvemassen var for let en kvalitet til, at det kunne betale sig at udnytte den.

Her opførtes Kaas Briketfabrik

ved Lundgård Mose nordvest for Moseby.

Fabrikken var en kopi af en tysk brunkulsfabrik tilpasset tørvebriketter. I 1920’erne var det Danmarks eneste briketfabrik.

Fabrikkens historie er forbundet til det 200 hektar store mose-indvindingsområde omkring anlægget, hvorfra tørvesmuldet blev bragt til produk-tionen via banespor gennem landskabet. I dag kan man ved hjælp af gamle luftfotos analysere sig frem til et sammenhængende kulturlandskab med grøfter, banespor og veje, der har sikret forsyningerne til og fra stedet, og arbejderbyerne Moseby og Kaas, der voksede frem omkring fabrikken

FABRIKKEN I LOKALSAMFUNDET.

Briketfabrikken var så langt den største arbejdsplads i Jetsmark Kommune. I højsæsonen kunne beskæftigelsen komme op over 200 ansatte først og fremmest mænd, men også en del kvinder og børn. Netop det beskæftigelsesmæssige aspekt blev ret hurtigt et væsentligt argument for virksomhedens fortsatte drift. I “Kaas-Udvalgets” begrundelse for virksomhedens videreførelse, påpegedes det, at foruden at produktionen nu var løst teknisk, og at staten derved havde en mulighed for at redde i hvert fald en del af sine penge også at, …at Opgivelsen af Virksomheden ville betyde en for Egnen en meget tyngende Arbejdsløshed.” Ved Finanslovens 2. behandling, den 21. januar 1937, udtalte Handelsminister Kjærbels…Det ville i Virkeligheden være en Katastrofe for Egnen deroppe, hvis vi gik hen og lukkede Fabrikken.”

En katastrofe der ikke blot ville indebære en ganske betydelig arbejdsløshed for egnen, men også nogle uoverskuelige økonomiske- og sociale konsekvenser for den enkelte familie.

Brugsen, bageren, slagteren m.fl., alle var de afhængige af de lønninger, fabrikkens arbejdere fik udbetalt og som senere blev omsat her. Det var i høj grad samfundene Kaas’s og Mosebys eksistens, der stod på spil. At der i forvejen var en ikke ubetydelig arbejdsløshed på egnen i 30’erne, tyder alle vore kilder på, men de præcise tal har det ikke været muligt at opdrive.

HVORFOR STØTTER STATEN EGENTLIG KAAS BRIKETFABRIK A/S 30’ERNE IGENNEM?

“Derfor kan for så vidt give dens Betragtning Medhold, at det var uheldigt, ja, et fejlgreb, om man vil, at Erhvervenes Laanefond i sin Tid laante Penge til Ingeniør Nyboe der startede Virksomheden, men lad nu gaa med, at de gjorde det! Men saa gjorde man igen et fejltræk, idet man vilde redde Pengene. Dengang drejede det sig om et Laan paa 400.000 Kr.. nu er vi oppe paa 1.5 Mill. Kr., som stort set skal afskrives alle sammen. Men naar man nu er kommet saa vidt, som man er, og det gaar fremad Aar for Aar i Retning af at skabe en bedre Drift og det vil igen sige en Produktionspris, der er mindre end den hidtidige og fremskaffe en Vare, som Folk synes bedre og bedre om, efter-haanden som de lærer den at kende, og Situationen oven i Købet er den, at Priserne paa udenlandsk Brændsel er stigende, ja, saa synes jeg ikke, at Tidspunktet nu er det rigtige til at opgive det hele, saa meget mindre som jeg tror, at Ministeren har Ret i, at der er en ikke ringe Sandsynlighed for, at Fabrikken i det Aar, der kommer, i hvert fald vil kunne klare sig med et overmaade ringe Tilskud og muligvis oven i Købet vil give et Driftsoverskud, vel at mærke, når man ser bort fra Forrentning og vel ogsaa fra en væsentlig Del af den Afskrivning, som Driften helst skulde betale. Men altsaa, alt i alt mener jeg, at det vil være uklogt paa nuværende Tidspunkt at holde op.” – udtalte Forsgaard, konservativt Folketingsmedlen og udvalgsmedlem, i Kaas udvalget, i debatten vedr. 2. behandlingen af Finansloven, den 21. januar 1937.

Korsgaard hæfter sig her ved Statens økonomiske engagement, og er vel egentlig af den mening, at der kunne stilles spørgsmål ved de tidligere beslutninger om at yde virksomheden økonomisk bistand. Først og fremmest Nyboe-engagementet i 1927 dernæst igen efter eksplosionen i 1933.

Allerede i november 1934 fremkom “Kaas-Udvalget (hvori Kors- gaard var medlem) med følgende vurdering af virksomhedens økonomi Nogen vide lønnende Virksomhed kan dette at fremstille Tørvebriketter ikke antages at blive.

At ”Kaas-Udvalget” alligevel indstiller til fortsat drift her i 1934. fremgår af udvalgets konklusion til samme beretning:

“Under Hensyn til”

1. Underudvalget mener at turde udtale, at den fremstillede vare er engod Brugsvare, og at Problemet at fremstille Tørvebriketter for saa vidt er løst teknisk tilfredsstillende.
2. At Staten kun har Mulighed for at redde i hvert fald en Del af sinePenge ved fortsat Drift.
3. At Opgivelse af Virksomheden vil betyde en for Egnen meget trykkendeArbejdsløshed, mener Underudvalget, at Virksomheden maa for søges videreført, idet man efter de foreliggende udtalelser maa gaa ud fra, at Fortsættelse af Driften ikke vil kræve yderligere aarlige Driftstilskud. Forudsætningen var altså her for fortsat støtte, at drifts- tilskuddene blev kraftig formindsket. Udvalget henviser yderligere til det tidligere argument, som var af afgørende betydning ved virksomhedens start i 1932, at man kun ved fortsat drift ville kunne redde en del af den indskudte kapital. Dette, at undgå at afskrive hele kapitalen, som værende tabt, var altså også her et væsentligt argument for videreførelse af virksomheden.

Desuden fremgår det, af udvalgets konklusion, at beskæftigelsesproblematikken også begynder at spille en vis rolle.

Spørgsmålet om beskæftigelsen bliver op gennem 30’erne i stigende grad argument for virksomhedens fortsatte drift. Hvilket bl.a. fremgår af Handelsminister Kjærbels (s) udtalelser under Finanslovsdebatten den 21. januar 1937 jvnf. spalte 2528 udtalte:

“Det ville i virkeligheden være en fuldstændig Katastrofe for Egnen deroppe, hvis vi gik hen og lukkede Fabrikken.”

Dette blev imidlertid imødegået af bl.a. Himmelstrup (v), – Venstre var stærk kritisk over for statens engagement i Kaas, hvilket bl.a. medførte at venstre trak sin repræsentant ud af “Kaas-Udvalget allerede i 1935, Himmelstrup fremførte det urimelige i at opretholde nogle få arbejdspladser på bekostning af muligheden for at få langt flere arbejdspladser i forbindelse med en forøget landbrugseksport. Himmelstrup fortsætter med påstanden on, at man via beskyttelsesforanstaltninger (importbegrænsninger) monopoliserede fabrikkens produkter, hvilket betød højere priser for forbrugerne.” Som nævnt tidligere, vedr. handelsaftalerne viser salgstal for tyske brunkulsbriketter og den tyske handelspolitik, at der i realiteten intet monopol var.

Prisdannelsen på tørvebriketten var desuden sat i relation til brunkulsbriketten, således at man her tog hensyn til brunkuls- brikettens bedre brandværdi 10%

Dette betød, at når den tyske brunkulsbriket blev solgt til dumpingpriser, så blev tørvebriketten til tider solgt langt under fremstillingsprisen Tørvebriketten var altså ikke et dyrere produkt for forbrugerne. Med hensyn importbegrænsningerne fremgår det af bilag nr./ at udbuddet af tyske brunkulsbriketter var rigeligt. Det var end ikke muligt at sælge den importerede mængde af brunkulsbriketter, da salget i 1936 på det nærmeste blev frigivet.

Skal men forsøge at finde et svar på, hvorfor staten fortsat 30’erne igennem støttede Kaas Briketter A/S med forskellige tilskud, må svaret være, at det var fortidens synder, der bandt. Den store binding af kapital i virksomheden parret sammen med håbet om, at dette skulle blive det sidste samt troen på økonomisk fremgang, fik staten til at fortsætte med konstante forsøg på at redde mest muligt af den allerede indskudte kapital. Økonomien har således haft en afgørende rolle for det statslige engagement, men op gennem 30’erne blev beskæftigelsesproblematikken efterhånden et mere væsentligt argument, hvilket yderligere underbygges af direktør Jørgensen, der i et foredrag i Stokholm, den 13. februar 1939, sagde:

”Naar vi i saa stor udstrækning bruger Haandkraft, saaledes til Grøftning og Læsning, saa er Grunden ikke den, at vi har anset denne Løsning for den bedste. Den har dog sine fordele, idet der kan tages mere hensyn til forskellige forhold, naar Arbejdet udføres med Haanden. Afgørende har det dog hos os været, at staten, som jo er Hovedaktionær i Selskabet, har ønsket at beskæftige saa mange Arbejdere som muligt.”

Når det beskæftigelsesmæssige hensyn fik så stor en betydning for den fortsatte driftsstøtte, var det vel også nærmest et tidligt forsøg på “egnsudvikling”.

Foruden de ovennævnte grunde, har der i debatten og i de forskellige vurderinger været andre argumenter for en opretholdelse af virksomheden.

Fra virksomhedens start har den nationaløkonomiske betydning varet fremhævet, dels som et led i en selvforsyningspolitik, og dels som en “pristrykker” på de tyske brunkulsbriketter. En anden grund har også været det synspunkt, at Kaas Briketfabrik var noget ganske særligt teknologisk set.

Når debatten om virksomhedens opretholdelse til tider fik en særdeles skarp karakter, skyldtes det de forskellige vurderinger af de ovennævnte argumenter, men den bar også præg af forskellige ideologiske holdninger. Den liberale grundopfattelse, hvor statslig indblanding i erhvervslivet afvises, kom først og fremmest til udtryk af repræsentanter for partierne Venstre og Retstatspartiet.

Retstatsmanden Oluf Pedersen gav nok, under Finanslovs-debatten 21. januar 1937, udtryk for det, som mange af skeptikerne mente, da han sagde:

“Det var bedst om denne Fabrik, blev begravet i den Tørvejord, den var opstået af.”

AFRUNDING.

Med udbruddet af 2. verdenskrig ændredes situationen radikalt for Kaas Briketter A/S. Energiforsyningen blev knap, da muligheden for engelske kul og koks forsvandt. For Briketfabrikken i Kaas betød det, at alle afsætnings-vanskeligheder ophørte, og lagrene forsvandt fra og med den 1. september 1939.

Netop i 1939 var det statslige engagement størst

1.511.020 kr., med krigsårenes store indtjening, var dette engagement “svundet til 625.000 kr. i 1947, hvilke udelukkende var den statslige aktiepost. Denne aktiepost blev i 1947 solgt til kurs 125, således at Kaas Briketter fra dette tidspunkt fuldstændig overgik til privat eje.

Den nu privatejede briketfabrik fortsatte med briketproduktionen frem til 1966. På dette tidspunkt var Lundergaards Mose afgravet, og et stort landbrug, anlagt og startet af Kaas Briketter A/S, som afløste tørvearbejdet.

Efterspørgslen på briketter var desuden næsten ophørt, idet olien, som brændsel, havde overtaget størstedelen af brændselsmarkedet.

Lokale fortællinger om arbejdet i Mosen og på Briketfabrikken:

Margrethe Andersen, forhenværende “briketpakkerske”, fortæller: “Jeg startede ude i mosen i 1925 med at rejse tørv det vil sige til at begynde med vendte vi blot tørvene med en hakke. Efter at tørvene var rejst og var blevet tilstrækkelig tørre, blev de stablet i et dige, afstanden mellem digerne skulle være så stor, at der kunne køre en lastbil imellem. De tørv, der ikke blev solgt om sommeren, blev så stakket. Det at vende tørv var kvindearbejde, og havde man mindre børn, så foregik børnepasningen ofte ude på legepladserne. Det var et hårdt slæb og vi fik 40 øre i timen, men senere kom vi på akkord for 1000 tørv fik vi vist 10 øre. Man kunne godt mærke, at det værkede i ryggen, når man sådan havde gået og bukket sig en hel lang dag, og bagefter skulle man så hjem og lave mad til sin mand og børn, vaske tøj, stoppe o.s.v. Vi kunne nok haft nødigt at holde lørdage hjemme, men det var der jo ikke råd til, der var jo ikke for mange penge at gøre med, og de penge vi fik ud af det, den havde vi nu nok tjent nogle gange.

Når så tørvesæsonen var ovre, havde jeg arbejde i kartoflerne. Lønnen blev udbetalt i kartofler. De 9 rækker gik til landmanden, den 10., den fik jeg selv. På den måde havde vi kartofler hele vinteren.

Omkring midten af 30’erne fik jeg så arbejde inde på selve fabrikken. Til at begynde med, stablede jeg på lager, men senere kom jeg så til at lave de her “stuepakker”.

Det var nogle specielle pakninger med 18 eller 21 briketter i. Mit arbejde bestod så i at pakke briketterne ind og snøre den til. Så blev de enten stablet i banevogne eller på lager.

De var specielt lavet til byerne. Når folk kom hjem fra arbejde, kunne de lige gå den vej til købmanden og hente en pakke brændsel og tage med op i lejligheden.

Til at begynde med var vi 2 damer, som arbejdede i 10 timer – senere kom vi ned på 8 timer. Vi arbejdede kun i en vagt, mens de andre på fabrikken arbejdede i 3 vagter. Vi fik vist 10 øre i timen i starten, men så kom vi senere over på akkord.

De fleste briketter blev stablet løse. Fra presserummet gik render ud, hvorpå briketterne blev skubbet frem. Renderne sluttede ved den øverste kant af godsbanevognen, og oppe i vognen stod så en kone og stablede briketterne. Der skulle sådan et helt bestemt tav til, når man stablede direkte fra renden, og det var ikke let for en uvant at holde akkorden. Der var 3 hold damer med 21 på hver vagt.

Det var et hårdt arbejde at stå og pakke eller stable, men det værste var nu at vi nærmest arbejdede ude, og det var jo hele Året rundt. Til at begynde med stod vi nemlig kun under et halvtag. Når det var godt vejr, var det ingen sag, men når det regnede og blæste og især om vinteren, var det en kold omgang.

Jeg kan huske om vinteren, når der var sne og frost. Det første vi gjorde, når vi mødte på arbejde, var at stille de kolde træsko på de varme briketter, og imens stod vi så på nogle andre briketter, som var lagt ud nede på gulvet, så vi kunne få fødderne varmet op.

Jeg havde arbejde hele året rundt, og det betød ikke så lidt. Min mand, som arbejdede ude i frase mosen, gik som regel arbejdsløs hver vinter, så vi havde jo ikke så mange penge at rutte med. Mine 24 kr. om ugen og de 17-18 kr. han kunne få på fagforeningen, strakte jo ikke af langt, men der var jo ikke flere, og det gik jo alligevel.

Men det var hårdt arbejde deroppe, og jeg synes i hvert fald, at de 24 kr., de var tjent til den gode side, men ellers var det en god arbejdsplads, når man lavede det man skulle, så var der ingen problemer.”

Lars Chr. Larsen, forhenværende traktorfører, fortæller: Briketfabrikken var en arbejdsplads, der var rift om, dengang. “De gav en god løn, og så var arbejdsvilkårene rimelige. Der var i virkeligheden kun 2 muligheder for os arbejdsmænd m.h.t. arbejde dengang, hvis man skulle gøre sig håb om at få arbejde i Kaas eller omegn. Enten arbejdede man i landbruget eller også arbejdede man i mosen, og det vil først og fremmest sige

”Briketten”.

Arbejdsløsheden var jo stor dengang, og det var svært at få arbejde, men da jeg kom ind på fabrikken, så gjaldt det virkelig om at holde fast. Man var jo bange for at miste sit arbejde, og der stod 50 mand uden for, som hellere end gerne ville ind og overtage det. Det drejede sig om ikke at være ud til bens med formanden, han var virkelig en mand, vi havde respekt for. Understøttelsen var jo ikke stor, jeg synes jeg kan huske, at jeg fik 17 kr. om ugen i understøttelse, dengang der først i 30’erne, og blev man arbejdsløs, så skulle man selv betale den første uge. Lønnen derude var god, når man sammenligner med, hvad vi kunne få, hvis vi arbejdede for landmændene.

Jeg tror nok, at jeg startede med 80 øre i timen i 1933, og det var store penge for mig. Det var jo nok for lidt vi fik alligevel, men det var tariffen. Lønnen blev jo aftalt med fagforeningen. Den skulle vi være medlem af for at få arbejde derude.”

Om arbejdstiden fortæller Larsen:

“Det var forskelligt. Da jeg startede som traktorfører, kørte vi i skift i 10 timer med 2 holds skift i højsæsonen. Det var jo bare om at få lavet en masse snus, når vejret var til det, men først og sidst på sæsonen, kørte vi kun med 1 skift. Senere blev arbejdstiden sat ned til 8 timer, da vi gik helt over til fræse-metoden..

Inde på fabrikken kørte de i 3 holds skift fra kl. 6 til kl. 14 og fra kl. 14 til kl. 22 og fra kl. 22 til kl. 6.

Det betød så også, at de havde fast arbejde året rundt. Arbejdet ude i mosen var meget sæsonbestemt, april til september, regnede vi med, men i sæsonen spillede vejret også ind. Regnede det, så kunne vi jo ikke køre. Om foråret og om efteråret, var der så altid nogle grøfter, der skulle renses eller graves, eller nogle spor der skulle flyttes. På den måde trappede man så arbejdet ned on efteråret og trappede det op igen om foråret for derved at holde flest mulige i arbejde i så lang tid som muligt. Om vinteren måtte vi så gå arbejdsløse i et stykke tid. Det var ikke lige nemt for alle at få det til at løbe rundt, men så blev man skrevet henne hos købmanden eller i Brugsen. Der vidste man jo, hvordan det hang sammen, og så kunne man til sommer, når der igen var arbejde og penge, komme ind og betale. Om sommeren, når der blev lagt tørv ud på liggepladserne ved Udholm, gav det altid en del arbejde, når så tørven skulle rejses. Det var kvinde- og børnearbejde, og mange steder var det nødvendigt med de penge, der kunne skrabes hjem for at få det til at løbe rundt.”

Jens Miller, forhenværende formand for traktorførerne, fortæller: “Dengang kunne man få 3 slags margarine henne hos købmanden. Der var noget vi kaldte “margarine 33″, der kostede 33 øre, så var der margarine 35”, der kostede 35 øre, og så var der Otto Mønsteds margarine, der kostede 45 øre.

I Moseby købte alle “margarine 33”.

 

Maskinerne som blev brugt i mosen

Snusstakken

• 

Førhen blev alt snuset (opfræset tørvemuld) fra “Snusstakken” læsset med håndkraft, men vores driftsingeniør, ingeniør Andersen, konstruerede denne specielle læssemaskine, som læssede snuset ned i disse såkaldte bunkervogne, som hver rummede 4 kubikmeter. De var lavet på denne måde, at der var et sving i hver ende, og når man hev svinget op, åbnede begge sider sig, og vognen var tømt på et øjeblik. Når man kørte ind i Bunkeren” som var et højtliggende hus, kunne man tømme vognene på meget kort tid. I bunden af “Bunkeren” var der nogle lemme, som kunne åbnes, og under dem var der et transport-bånd som førte materialet ind på fabrikken, hvor hver briket blev presset med 1,300 atm. tryk.

Læssemaskinen blev drevet af elektricitet. Selve “Snusstakken” rummede ca. 60.000 kbm. tørvesmuld. Manden, som ses i forgrunden er, Klitgaard Schrøder.

Kæmpeploven

Her er et billede af “Hedeselskabets” kæmpeplov.

Det var ikke alt, det opdyrkede jord ved “Kås Briketfabrik”, der blev pløjet med denne plov. Det var nogle hektarer, måske som en slags forsøg. Men det var et imponerende syn at se, når den store muldfjæl forsvandt 1 m ned i jorden og vendte en fur, der var lige så bred som dyb. Manden på billedet er en fra “Hedeselskabet.

Benzinmangel

Traktoren som her kører med en fræser, der har et omdrejningstal på 1100 omdr./min. og fræser i en dybde på 7 cm, har som alle de andre traktorer kort på gas. Foran traktorføreren kan man se redaktionsventilen, med manometret ovenpå.

Billedet er fra 1945-46, hvor man igen kunne få benzin, men bøjlerne til gasflaskerne er ikke blevet afmonteret. Der var anbragt en gasflaske på hver side af benzintanken. Da den “Anden Verdenskrig” brød ud, den 1. september 1939 havde “Briketfabrikken” 30 traktorer og 10 lokomotiver, som alle kørte på benzin, som blev en stor mangelvare, så man gik over til at køre på benzol, som udvindes af stenkultjære, der også blev begrænset.

Omkring dette tidspunkt er man ved at bore efter vand i Frederikshavn, men i stedet for vand kom der gas op af borehullet. Denne gas fik man fyldt på stålflasker, der vejede omkring 30 kg pr. stk. Trykket i disse flasker var 200 atm. Det fik “Briketfabrikken” megen glæde af, for nu kunne hele maskin- parken køre på gas. Man havde 2-3 lastbiler, som i næsten døgndrift hentede fyldte gasflasker i Frederikshavn. En traktor med fræser kunne forbruge en flaske på ca. time. Man kunne ikke starte en kold motor op gassen, men man måtte starte motoren på benzol, når så motoren var i gang lukkede man for benzolen, og det øjeblik den var ved at dø ud, så lukkede man op for gassen. Hvis motoren var varm kunne man starte direkte på gas.

Samlebrættetet

Disse her Fordson traktorer fra omkring 1936-1937

der her har påmonteret et samlebræt, var konstrueret sådan at 2. gear og bakgear gav traktoren samme hastighed. Med samlebrættet kørte man ledigt halvdelen af tiden, da man skulle bakke ned for at tage den næste skår.

Samlebrættet var 2,60 m bredt, dobbelt så bred som fræseren, som var 1,30 m bred. Logikken, at man kørte på akkord og fik det samme pr. hektar. På et tidspunkt fik man 3 kr. pr. hektar + 70-80 øre i timen i dyrtidstillæg. På dette tidspunkt måtte man helst ikke tage mere end 9 hektarer på 10 timer, for ellers kørte man for stærkt. På hvert baghjul var der monteret en aluminiums-plade, så formanden kunne tælle baghjulets omdrejningstal, som skulle være 37 omdr. pr. minut, hvor så motoren havde sin normale omdrejningstal, som var 1100 omdr. pr. min, og det var akkorden lavet efter. Men var man af en eller anden grund blevet forsinket, kørt fast eller lignende, så kunne man indhente lidt af det forsømte ved at give lidt mere gas, så baghjulet kom op på 40-42 omdr. pr. minut. Formanden, Niels Bedholm, som var et rart menneske, så nok lidt igennem fingrene med det, da han gerne ville lave meget snus. Han forstod at udnytte vejret optimalt.

Før 1944 havde man kørt i 2-holds skift, men fra dette år kørte man i 1holds skift, men så kørte man hver dag i 10 timer og om søndagen i 8 timers vagt. Den første overtime gav et tillæg på 25%, den næste 33%, så gav de to næste 50% i tillæg, derefter var der 100% timer. På søn- og helligdage gav de første 4 timer et tillæg på 50%, og derefter var der et tillæg på 100%

Læssemaskinen

Op til 1944-45 læssede man al tørvesmuldet (snuset) med store skovle eller grebe op i tipvognene, som kunne indeholde op til 4 kubikmeter, så der skulle mange skovfulde til at fylde en vogn. Det var både hårdt og snavset arbejde. I dette tidsrum konstruerede vores driftsingeniør, ingeniør Andersen en læssemaskine, som ses på billedet, der er fra 1944. Maskinen som gik på larvefødder, vejede ca. 7 ton og blev drevet af en bilmotor, en Ford 31, som både var robust og driftssikker.

Læssemaskinen havde et utal af gear med kraftoverføringer og en hel del redaktionsgear. Den bevægede sig meget langsomt frem afhængig af, hvor stor en snusbræmme, den skulle læsse. Læg mærke til, at i højre side foran står en gasflaske, som var motorens brændstof, da man ikke kunne få benzin under krigen.

I løbet af nogle få år blev der fremstille 4 stk. af denne slags, så al snuset blev læsset med maskinkraft. Der var en mand til at køre, og så var der en mand til at læsse vognene. Der var to rør, formet som et omvendt V, som manden styrede. Samtidigt var der et spil, der kunne trække vognene efterhånden, som de blev fyldt op. Manden, som styrede rørerne kaldte man “Snabelsvingeren”

Pløjning i Koldmosen

Sidst I 40-erne og i begyndelsen af 50-erne begyndte man at nå bunden af mosejorden, hvor man kom til sand og ler. Sammen med Hedeselskabet gik man i gang med at opdyrke bunden af mosen, som i forvejen var blevet afvandet med dræning af store kanaler med pumpestationer.

På billedet ses Hedeselskabets kæmpeplov, som blev trukket af 2 9 t

”Internationale” larvefodstraktorer. Briketfabrikken 6 t bulldozer måtte hjælpe med til at trække, da det kom til at regne og jordbunden blev fedtet. Der var mange heste foran denne plov.

Landbruget voksede

I begyndelsen af 50-erne byggede “Briketfabrikken” dette korntørreri. Disse 4 siloer var inddelt således, at der var i alt 13 siloer, som hver kunne rumme flere hundrede tønder korn. Der blev gravet mange kanaler, og det hele blev drænet. Der blev også bygget 2 pumpestationer. Den vestligste var den største med 2 pumper, hvis diameter var 18 tommer.

De kunne hver give 15 kubikmeters. Vandet blev løftet 1,75 m. Efterhånden som mosejorden blev fræset et væk, kom der flere og flere hektar jord under plov, så i tiden høsttiden måtte korn- tørreriet køre i døgndrift.

Larvefodstraktorer

Her er en af de nye “David Brown” larvefodstraktorer, som “Briketfabrikken” anskaffede sig 5 stk. af i 1951. Det har nok været i forbindelse med, at man købte ca. 350 hektarer i St. Vildmose, som skulle være et supplement til Lundegårdsmose, der efterhånden begyndte at slippe op. Det store stykke mosejord havde været brugt til fenner. Man havde presset tørv i nogle striber mellem vejen til Nr. Halne og vejen til Biersted, ca. 1 til 2 km længde. Så der stod nogle mosestykker i 200 m bredde, som havde fået mergel og som nu skulle afhøvles. Stykkerne blev fræset, og her kom larvefodstraktorerne til deres ret.

Man kunne nu skubbe de merglede mose jord ud i pressegravene. Så de rensede mosejord kunne fræses og anvendes til briketter. Manden på traktoren er Poul Schrøder.

AFRYDNING

Billedet er fra 1951, da man ryddede mergellaget af de gamle fænner i

“St. Vildmose”. Dette lag blev også afryddet ved hjælp af disse to Fordson Major traktorer med de såkaldte “jordsluffer”. Motorerne i disse traktorer var identiske med dem fra trediverne, med den forskel at de havde selvstarter. Denne traktortype virkede lidt klodsede, så derfor fik de tilnavnet “Klodsmajor. De kom til Danmark i 1946. Senere kom “Powermajor” og “Supermajor”, som “Briketfabrikken” købte en del af

Med disse her “jordsluffer kunne man skrælle et lag af overjorden af og sikre ned i gravene og tømme dem.

På den forreste traktor kører Tommy Clayton og på den bagerste er det Are Carstensen Bulldozeren

I 1950 anskaffede “Briketfabrikken” denne bulldozer. En 6 ton “International Harwester”, som også blev anvendt til afrydning af mergellaget, men den blev brugt til mange andre formål.

Selve motoren var et kapitel for sig. Hele venstre side af motoren var en benzinmotor, med kaburator og elektrisk tænding, mens højre side var men dyser og brændstofpumpe. Man trak to håndtag ned og startede på benzin, når så en rød lampe viste grøn, slog man de to håndtag op, og så kørte den på diesel

Styresystemet var også specielt, da den ikke havde noget differentiale, men en kobling på hver bagaksel. Skulle man dreje måtte man med et håndtag koble siden fri, og med foden bremse den frikoblede side.

PÆS

Denne traktortype havde “Briketfabrikken kun et enkelt eksemplar af Det var ældre Fordson traktor, som vist nok var ombygget til larvefødder i Sverige. Den blev aldrig kaldt andet end “PÆS”. Det var nok et dialektalt udtryk for fod eller fødder. Når den kørte, klaprede det øverste af larvebåndet, fordi det kørte over et bærehjul

Hvis man med sin traktor kørte fast og alt andet var opgivet, så måtte man have fat i “Pæs”, som aldrig svigtede. Når man skulle have et nyt stykke mosejord taget i brug, pløjede denne larvefodstraktor lyngen ned med en 24 tommer plov. Den blev også benyttet til at skubbe “snus” ind til sporet. For når “snusen” lå i en bræmme på 3-4 m ud fra sporet, og læsse maskinen tog en bredde på 1,5 m, så kunne en hjultraktor ikke skubbe så bred en bræmme ind til sporet, men det kunne “Pæs”. Efter krigen anskaffede “Briketfabrikken” sig 5 nye David Brown larvefodstraktorer, samt en enkelt “International Harwester” bulldozer på 6 t Manden på traktoren er Oskar Guldberg, en bror till kunstmaleren David Guldberg fra Biersted.

Rensning af kanaler

Her er et billede af den føromtalte gravemaskine monteret med lang udligger og grab, der rummer 450 liter.

Billedet er tager i efteråret 1957. Om foråret rasede der en storm i tre dage med jord- og sandflugt til følge. Det bevirkede, at mange kanaler og grøfter blev næsten fyldt op med det føromtalte jord og sand, så man kørte i 10 timer hver dag for at få dem renset inden vinter.

Billedet er taget lidt nord for “Polakhuset”. Navnet kommer vist nok af, at der engang havde boet nogle polakker, som havde arbejdet i mosen.

Kulegravning af mosen

Omkring 1950 anskaffede Briketfabrikken denne gravemaskine som var af Lajl Åkerman-typen. Den var specialbygget til at kunne køre på mosejord uden at synke i. Den vejede 10 t. og larvebåndene var 1,20 m brede. Den er her påmonteret en såkaldt dybdeske, som rummede 900 liter.

Gravemaskinen her er beskæftiget med at kulegrave mosejorden i en dybde af ca. 1,5 m for at få det sorte mosejord op for oven, så det kunne blive blandet med overjorden, som var lys og ikke så god en kvalitet. Denne blanding gav en bedre briket. Det tog ca. 10 – 12 dage at kulegrave en hektar.

Der blev gravet flere km. branddamskanaler i denne periode.

Briketfabrikken

Januar2024– Henning og Jens Otto Madsen

======================================================

Hvem var Johannes Jørgensen ?

 

Af fhv. isenkræmmer Børge Møller Pandrup

 

Direktør Johs. Jørgensen var født i

1898 i Sønderjylland, der efter 1864 blev tysk. Hans far var mejeribestyrer ved Sønderborg Mejeri. Som nyudsprunget tysk student blev Jørgensen som alle jævnaldrende sønderjyder tvunget indrulleret i den tyske hær og sendt til østfronten 1915-18. Han kom såret hjem fra krigen, og to år senere, hvor han efter en læretid hos Burmeister & Wain kunne 7 begynde på Polyteknisk Læreanstalt i København. Allerede to måneder inden eksamen blev han kaldt ind til læreanstaltens professor Anker Engelund, som tidligere havde arbejdet i ingeniør Nyeboes firma. Årene forinden havde Nyeboe købt 95 procent af aktiekapitalen i Lundergaards Mose, og nu manglede han en dygtig ingeniør, der kunne assistere med arbejdet i sit firma i København, fordi han selv måtte ofre størstedelen af sin tid i Kaas.

Johs. Jørgensen havde ganske vist truffet aftale om et job i USA, når eksamen var overstået, men det lykkedes rektor Engelund at overtale ham til at blive herhjemme og lade sig håndplukke til at hjælpe Nyeboe efter eksamen. Efter et halvt år måtte Jørgensen i 1928 igen lade sig overtale; denne gang til at tage til Kaas som driftsleder på den nye briketfabrik.

JOHANNES JØRGENSEN – direktør på Kaas Briketfabrik

Da rektor på ”Danmarks Tekniske Universitet”- DTU, Den Polyteknisk Læreanstalt som den hed den gang i 1925, af en gammel ven og kollega, og mangeårig samarbejdspartner, blev bedt om at finde ham en virkelig god og dygtig ingeniør blandt skolens afgangselever. Rektor, professor Anker Engelund havde et stort udvalg af dygtige ingeniøraspiranter at vælge imellem; alligevel fristes man til, nu bagefter hvor man skal bedømme den han udvalgte, til at sige at han har været usædvanlig heldig i sit valg, og at det kom hele sydvest Vendsyssel til gode.

Professor Engelund opfordringen af sin gamle ven, Marius Ib Nyeboe. der var en af tidens meget dygtige og initiativrige ingeniører, der i mange år havde boltret sig både i USA, i Zarens Rusland, her hjemme i Danmark og på Grønland, hvor han med vennerne Knud Rasmussen og Peter Freuchen, havde startet både ”Grønlandske Handel” og ”a/s Grønlands Minedrift”, men som nu her i 1925, efter at have købt 95% af aktiekapitalen i ”a/s Lundergaards Mose”, var i fuld gang med at bygge den store Briketfabrik i Kaas, det første rigtig store danske forsøg på at industrialisere den danske brændsels produktion, og derfor nu manglede en dygtig mand til at passe ingeniørforretningen hjemme i København.

Anker Engelund var ikke tvivl; der var specielt én af de unge ingeniører han havde bemærket; det måtte være den unge Johannes Jørgensen. Han var født den 27. maj 1898 i Ulkebøl ved Augustenborg fjord, som søn af mejeribestyrer Knud Jessen Jørgensen og Christine Magdalene Jørgensen fra Sønderborg. De havde siden 1864 været en del af Tyskland, hvorfor Johannes Jørgensen måtte blive tysk student, og under første verdenskrig tvunget til deltagelse som tysk soldat, og som gruppefører for en 6-mands gruppe kommanderet til vestfronten ved Verdun. I sidste øjeblik var han på vej ud i skyttegravene blevet indlagt, alvorligt angrebet af tuberkulose, tidens helt store dræber næst efter krigen. – Samme dag som han blev indlagt på lazarettet i Plön i Holsten, hostende blod, blev alle hans gruppekammerater dræbt af en fuldtræffer i deres skyttegrav.

Mens Tyskland tabte krigen, blev han behandlet for sin tuberkulose, og da freden kom, var han frelst for både krigsfangenskab og døden i skyttegraven. Da han blev hjemsendt som rekonvalescent, kunne han efter genforeningen i 1920, nu igen som dansker, drage til København og studere til civilingeniør på Polyteknisk Læreanstalt. Her var det så han blev udvalgt af rektor Engelund. Han havde ganske vist netop besluttet sig til, straks efter afsluttet eksamen, at søge lykken i U.S.A., men smigret over sådan at blive håndplukket, lod han sig lokke: ”Jeg har jo haft så travlt med hurtigt at afslutte studiet, at jeg dårligt har givet mig tid til at se Kongens by; jeg tager jobbet et par år, Amerika bliver der nok imens!”

Straks efter kunne han finde sig dybt begravet i spændende ingeniøropgaver i Nyeboes firma i København, mens Nyeboe selv var travlt optaget af at bygge briketfabrik i Kaas. Men allerede i 1926 måtte Jørgensen igen lade sig overtale. Denne gang ville Nyeboe have ham som driftsleder til Kaas, hvor byggeriet nu var færdigt. Men det var jo bare ikke en BRIKET-fabrik Nyeboe havde bygget. Trods sin store erfaring med mosebrug, havde han taget fejl. Hele det store tyske fabrikskompleks, han havde købt færdigkonstrueret, komplet med maskiner, var til brunkul som råmateriale, og ikke til tørvesmuld. Dette var alt for groft og egnede sig ikke. I stedet havde han valgt at bruge knuste hydro-peat-tørv, en tørv fremstillet efter en produktionsmetode Nyeboe selv havde hjembragt fra Rusland, og som han her benyttede med succes, men det var alt for kostbart til sådan fuldt færdigt bare at blive knust og benyttet igen som et nyt råstof i en ny produktion. Nyeboe var kørt fast, og kunne se sine penge svinde mere og mere. Han havde brug for friske øjne til at udtænke nødvendige løsninger.

Jørgensen kom til Kaas; Amerika måtte vente. Efter at have levet sig ind i problemerne tillod han sig at sige, at virksomheden var ”en dødssejler, hvor man aldrig ville kunne få indtægterne til at overstige udgifterne!” Nyeboe lod sig dog ikke fornærme af sin nye driftsleder, som han havde stor tiltro til. så Jørgensen måtte trække på skulderen og gå i gang med opgaven. Med en helt ny metode: moseoverfladen blev harvet og findelt ved fræsning; nye fræsere blev udviklet, fræsemarker og kanaler anlagt. Takket være denne helt nye råstofindvinding, nye råstofopsamling og nyt transportsystem, blev produktionen rentabel; – – det hele fungerede! – Men Nyeboes penge var desværre brugt op – forsvundet, og i 1932 måtte han se sig konkurs!

Men en videreførelse af virksomheden var nu absolut realistisk, hvis man bare kunne fremskaffe ny kapital, og da staten nu indså virksomhedens store beskæftigelsesmæssige betydning, og produktionens forsyningsmæssige værdi, lykkedes det at etablere et nyt aktieselskab med staten og Nordjyllands Kulkompagni som aktionærer, og med Jørgensen som direktør. Nyeboe var ude af billedet, udskiftet med en hel flok folketingsmedlemmer, bl.a. Merete Nordentoft, der dengang kunne vække forargelse landet over, ved som offentlig kendt person at vælge at blive gravid uden at have en ægtemand. Også i Kaas forargede hun i sin ”forsvindingskjole”, som Jørgensen kaldte den. Men virksomheden kunne videreføre Lundergårds Mose og Kaas Briketfabrik med Johannes Jørgensens nye metoder. Det var hans principper og metoder der vakte opmærksomhed og beundring verden rundt og hidkaldte kolleger og ingeniører fra både Amerika og Rusland og alle andre tørveproducerende lande.

I sjældne ledige stunder var han blevet præsenteret for Nyeboes datters københavnske veninde, Elisabeth, der under en ferie hjalp til i fabrikkens kantine, hvor Jørgensen spiste. Det var endt med bryllup i 1931, og med sønnerne Nils i 1935, Jørn i 1937 og med datteren Lone i 1943.

Men intet bliver ved med at være let i denne verden, og der lå da også flere vanskeligheder og ventede! Allerede året efter, den 1. juni 1933, skete ulykken! En morgen mens fabrikken arbejdede på fuldt tryk – – lød pludselig en kæmpe-eksplosion! På et splitsekund var hele fabrikken et flammehav! – – – – 2 af fabrikkens arbejdere brændte ihjel, seks andre slyngedes fra maskinhallen langt ud i gården, mange kom alvorligt til skade, en måtte springe ud med tøjet i flammer gennem et vindue i fjerde sals højde, men var så heldig at havne i en stor dynge blød tørvesmuld. Han overlevede! Mange blev frygteligt forbrændt, bl.a. direktør Jørgensen selv, der først efter tre måneder slap ud fra hospitalet efter de meget alvorlige forbrændinger på hele kroppen og i ansigtet han havde pådraget sig.

Men hospitalsopholdet blev udnyttet. Tiden var knap, der var ikke tid til at afvente raskmelding og efterfølgende bestyrelsesmøde, så med storaktionæren direktør Larsen fra Nordjyllands Kulkompagni siddende på sengekanten, fik Jørgensen rygdækning til at ændre fabrikationen til det ideelle, hvilket ville medføre en genopførelsessum tre gange større end forsikringssummen. – Hospitals-sygestuen blev ændret til tegnestue. Fra Aalborg Værft lykkedes det Jørgensen at låne et antal ingeniører, der under hans ledelse fra hospitalssengen, gik i gang med at ændre fabrikkens indretning. Den havde jo fra starten været bygget og konstrueret som kopi af en tysk brunkulsfabrik, men takket være ulykken blev der mulighed for at rette de værste fejltagelser, og da Jørgensen blev udskrevet fra hospitalet, var konstruktioner og kalkulationer færdigudviklet, og i tæt kontakt med bestyrelsen, der efterfølgende accepterede den store overskridelse, var man lynhurtigt i gang med genopbygning og nyindretning af fabrikken igen. Snart var der fuld gang igen i produktionen, så man rundt i hele kommunen igen kunne fryde sig over fabriksfløjten morgen og aften.

Kaas Briketfabrik, der opstod som et forsøg på at industrialisere den tørvefabrikation, der under første verdenskrig frelste Danmarks energibehov, da krigen udelukkede alle leverancer af kul og koks og olie fra udlandet, og den rolle kom fabrikken nu til at spille igen under anden verdenskrig, men nu med Jørgensen inde i billedet. Landsdelens store moser med deres tørveproduktion tiltrak nu arbejdere i enorme antal fra hele landet, og medførte bl.a. at arbejdsministeriet opstillede store mandskabsbarakker for at huse dem der kom fra andre landsdele. Mellem briketfabrikken og kalkværket blev således opstillet 2 sådanne barakker, hvoraf det lykkedes Jørgensen at forbeholde den ene til, i de sidste krigsår, udelukkende at rumme de flygtende modstands- og politifolk, der ad hemmelige kanaler blev sendt til Jørgensen, der sørgede for at de kom med i den lokale fagforening, gav dem legal beskæftigelse, og indtægt ved et arbejde de kunne holde til, blev skjult, isoleret sammen med andre i samme situation. De kunne efter dagens overkommelige plantearbejde, assistere de lokale modstandsfolk med illegal våbenmodtagelse aften og nat. Jørgensen sørgede for optagelse i lokal fagforening, men også på anden vis hjalp han modstandsfolkene, f.eks. ved at tillade at de kunne benytte fabrikkens lastbil om natten til transport af de modtagne containere. Da bilens normale chauffør en morgen undrede sig over den varme motor, beroligede Jørgensen ham ved at sige, at det var ham der havde benyttet bilen til inspektion af fabrikkens eget vildtreservat. Det er kendetegnende, at da egnens folk i det første krigsår stod med to engelske piloter hvis fly var skudt ned, som man gerne ville hjælpe, var det direktør Jørgensen og hans gode ven, kredslæge Bryder i Birkelse, man opsøgte for at få hjælp. De tog opgaven alvorligt, og gennemdrøftede situationen med englænderne, der af fru Jørgensen med andet tøj var blevet forklædt som danske arbejdsmænd. Efter grundig gennemgang af alle muligheder; der var den gang endnu ingen assistance fra en modstandsbevægelse, der endnu ikke eksisterede. Faren for at blive afsløret og dræbt som udenlandske spioner, og efter grundig undersøgelse af regler for krigsfangers behandling, afsluttedes drøftelserne med hastig uniformering igen som engelske piloter, og tilkaldelse og overgivelse til tysk militærmyndighed. Under hele resten af krigen, afgik der regelmæssigt fødevarepakker til piloterne i den tyske krigsfangelejr fra Jørgensen og Bryder, og efter krigen oplevede man et glædeligt gensyn i Kaas og i rådhuset i Pandrup.

Eftertiden har måske undret sig over hvordan det var muligt at holde fabrikkens omfattende maskinpark med talrige lastbiler og traktorer i funktion i den benzinløse tid? Men her må man erindre Johannes Jørgensens fantastiske evne til altid at holde sig orienteret om alle de muligheder tiden åbnede for den årvågne. Knapt var naturgassen i Vendsyssel en kendsgerning, før Jørgensen bankede på døren til det nyskabte selskab ”Alpha-Gas” i Frederikshavn. Forfatteren Jan Svendsen beskrev i 2014 i bogen ”Olien længe leve ”hvad det medførte: ”Kaas Briketfabrik havde foruden en halv snes lokomotiver og adskillige lastbiler, mere end 30 traktorer der kørte på naturgas. Fabrikken aftog i lang tid et kvantum gas, der svarede til et forbrug på ca. 3.ooo liter benzin. Direktør Jørgensen udtalte, at prisen ingen rolle spillede i spørgsmålet om at holde produktionen i gang. ”Det hjælper os ikke, at vi til efteråret vil prøve at putte vores pengesedler i kakkelovnen. Kan vi få naturgas i det omfang, som jeg i dag har håb om, kan vore traktorer rulle over moserne.” Den samme årvågenhed mødte man hos ham, da han straks efter atombombens opdukken i 1945, var fascineret af de muligheder, der måtte vise sig, når atomkraften en dag kunne udnyttes fredeligt.

Direktøren på egnens største og meget populære arbejdsplads, blev snart en meget populær og afholdt person i lokalsamfundet. Den høje, alvorlige og meget fåmælte mand, viste sig meget hjælpsom på mange fronter, altid med et godt råd og gode initiativer. Dette kom den private realskole i Pandrup til gode, hvor han som formand efter krigen, skaffede skolen mulighed for udvidelse med gymnastiksal og flere klasseværelser. Takket være hans indsigt og anskaffelse af efterladte tyske barakker, blev det et økonomisk meget fordelagtigt projekt, der under benævnelsen ”Ungdomsborgen” har været et stort plus for byen. Da han blev opstillet som kandidat til sognerådsvalget i Jetsmark kommune, blev han valgt med rekordstort stemmetal fra alle kommunens valgsteder. Den lokalpatriotisme der ellers skinsygt forhindrede stemmeflugt over den usynlige grænse mellem kommunens sydlige og nordlige dele, hvis ikke begrundet i snævre familierelationer, var for en gang skyld fuldstændig virkningsløs. Alle støttede begejstret Jørgensens valg, og han blev omgående gjort til sognerådsformand. Alle jublede og forventede en blomstrende periode med fantastiske reformer, men da Jørgensen opdagede på hvilket mangelfuldt grundlag, man som folkevalgt havde at træffe afgørende økonomiske beslutninger ud fra, fik han sin læge til at erklære sig uegnet til den slags arbejde.

Men det var vist stadig sådan, at når kommunebogholderen konstaterede at kassen var tom, ringede man blot til direktør Jørgensen. Briketfabrikken og han selv var altid parat til at forudbetale skatterne for et kvartal eller to.

De mange forhistoriske fund der i tidens løb blev gjort i mosen, prægede hans kontor-interiør og gav anledning til tæt samarbejde med arkæologerne i Vendsyssel Museum, ligesom de store moseegs-stammer der åbenbarede sig på mosens bund, resulterede i smukke møbler fra møbelkunstneren og kunstmaleren Oluf Jensens værksted i Vrensted.

I familiens skød var han sine sønners strengt opdragende og korrekte, men også meget beundrede og respekterede fader, som datteren Lone forgudede, og som altid, når mulighed gaves, ledsagede ham på inspektioner i fabrikken, i produktionsmosen, og ude i naturen. Familien lejede sig hver sommer ind i det samme Skagen-sommerhus i alle skoleferiens 7 uger. Men farmand passede produktionen og sin del af brandvagten hjemme, og kom kun i weekenderne.

Livet igennem holdt han kontakt til sine studiekammerater fra læreanstalten. ”Banden” blev de kaldt, og de mødtes traditionelt én gang årligt. De sad alle nu i store ingeniør- eller direktørstillinger i nogle af landets største virksomheder. Dette, samt kendskabet til de mange folketingspolitikere, der i årenes løb kom på fabrikken som fabrikkens bestyrelsesmedlemmer, gav ham værdifulde kontaktflader. Kontakter som dog også andre forstod at udnytte, for i årenes løb blev Jørgensen i meget stort omfang udnyttet som udpeget medlem i officielle og offentlige kommissioner og udvalg, hvorfor man i dag i Egnssamlingens arkiv i Saltum finder mængder af betænkninger om alverdens forskellige forhold, som Jørgensen i årenes løb har udfærdiget, ligesom der er dynger af patenter til beskyttelse af hans og Andersens mange konstruktioner og opfindelser.

Altid var han optaget af problemer, altid oplagt til at diskutere atomkraftens udnyttelse, eller ”den gule fare”, der havde optaget ham fra hans tidligste ungdom. Selv som ældre pensionist havde han altid et hygrometer i lommen, hvormed han målte luftfugtigheden i de rum hvori han befandt sig. Og fandt han behov herfor, fik man straks et foredrag om luftfugtighedens store betydning for vores helbred, almene befindende og arbejdsindsats.

Hans ungdoms optagethed af teknik, af maskiner, biler og motorcykler, holdt livet igennem, via Pontiac-begejstringen til andre mere kendte, men udvalgte bilmærker.

Aalborg Amts Arbejdsløshedsudvalg med stiftamtmand Lorck Madsen som formand, udarbejdede sammen med Jørgensen planer for oprettelse af tørvefyret kraftværk i Store Vildmose. Han havde også sæde i det udvalg statsminister Jens Otto Krag, nogle år senere nedsatte med samme formål: at omdanne Vildmosens sidste tørverester til elektricitet. Det samme havde man forsøgt også før krigen, men hver gang var planerne opgivet, da ingen turde regne med stabile daglige leverancer af tørt brændbart tørvesmuld året rundt. Også godsejer Flemming Juncker kaldte på Jørgensens sagkundskab, da han med fransk finansiering, også planlagde, ved hjælp af et kraftværk i Vildmosen, at omsætte tørvemassen til kvælstof-gødning. Juncker imponerede Jørgensen med sit fantastisk gennemarbejdede projekt og tekniske viden, men også med sin enormt store private tekop, der rummede en hel liter, men Juncker selv var jo også enorm. Desværre blev det projekt heller ikke til noget, men Jørgensen blev aldrig træt af at advare om, at den ”brændsels-reserve til kommende krige”, som mange mente, man havde i de endnu uudnyttede moser, var en illusion, da de på grund af afvanding og dræning formuldedes lynhurtigt.

Efter krigen fortsatte fabrikken i Kaas produktionen og afsætningen, til at først Lundergaard Mose var tømt for tørvejord, og derefter også en større opkøbt del af Hune Mose. For stadig at have råstof for briketproduktionen, anskaffedes en pæn del af de bedste dele af Store Vildmoses brugbare tørveforekomster. De blev fræset op, og i store 40 kubikmeter aluminiumscontainere transporteret til fabrikken af store Volvo-lastbiler, der kørte i en konvoj, der tidsmæssigt særdeles præcist ankom til fabrikken i Moseby, og her blev tørvemassen lavet til ”Kaas Briketter”, der stadig her længe efter krigen stadig var yderst populære og salgbare, og produktionen havde stadig en stor beskæftigelsesmæssig betydning. Den store mængde arbejdskraft, krigen havde trukket til Nordog Vestjylland til brændselsproduktion og til krigens tyske fæstningsanlæg, var nu yderligere forøget ved efterkrigstidens mekanisering af landbruget, og resulterede nu i en alt, alt for stor arbejdsløshed. Fabrikkens hjemkommune, Jetsmark, udgjorde Danmarks ”Arbejdsløsheds-Ø nr. 1”, der i perioder havde opvist arbejdsløshedsprocenter på op til uhørte 42%, så lokalt troede man det var løgn, da det rygtedes, at Danmarks regering havde aftalt import af østtyske brunkulsbriketter, i antal og til priser, så danske ”Kaas-Briketter” fremtidigt var usælgelige. Trods råvarer til endnu flere års produktion måtte Jørgensen og hans bestyrelse med tungt hjerte tage den tunge beslutning at stoppe produktionen.

Det pinte Jørgensen at vide, at der i Sandmosens og i Koldmosen stadig befandt sig et væld af små rest-forekomster af brugbar tørvemasse i de mange lange, men meget smalle moseparceller, der siden ”udstykningen” i 1799 havde tilhørt egnens mange privatejede landbrugsejendomme, og som man nu måtte imødese i fremtiden ville blive værdiløse, på grund af afvandingen og dræningen, der ville medføre iltning og nedbrydning af tørvelagene. Ved en stor samlet udnyttelse af disse private restlag, og ved en sidste anvendelse af fabrikkens hydropeat-anlæg, som jo ellers herefter ville være værdiløs, ville en udnyttelse kunne være rentabel. Jørgensen tilbød derfor disse landmænd, at hvis de samlet alle lod deres parcellers værdiløs sandmiler, der dækkede over de spredte rester tørvejord indgå i et selskab, ville han lade fabrikken påtage sig ledelsen og praktiseringen af projektet, der skulle udføres af fabrikkens hydropeat-anlæg, som fabrikken ville stille gratis til rådighed, og efter udnyttelsen, sammenlægningen, dybdepløjning og planering, ville arealerne nu tilsammen udgøre et stort salgbart dyrkningsareal, der efter et gødnings chok ville kunne ændres til bugnende kornmarker. Fabrikken ville som sagt stille hydropeat anlæg, nødvendig lægge plads, teknisk assistance og, regnskabsføring og finansiering i hele perioden, samt betale de anselige udgifter til Hedeselskabets undersøgelser og opmåling. Selv skulle de blot ALLE være med; de ville til gengæld få indtægten ved salget af de producerede tørv og ved salget af de store dyrkningsarealer. Jørgensens store plan og hans kæmpestore planlægningsarbejde, viste sig desværre at være totalt spildt. – – Sådan noget ”fællesskab” der krævede ALLES deltagelse, kunne man ikke blive enige om i det Danmark, der var andelsbevægelsens gamle hjemsted.

Men Jørgensen og hele hans stab af dygtige medarbejdere, her ikke mindst civilingeniør Svend Aage Andersen, der var blevet ansat allerede i 1934, og som siden havde stået ved Jørgensens side under hele virksomhedens udvikling, og alle de gamle trofaste formænd, var ikke sådan til sinds at stoppe uden videre. Sideløbende med at Lundergaards Mose var blevet tømt for tørvesnus, var de store arealer blevet beplantet med store effektive læbælter, dele af den beplantet med skov (af eftertiden benævnt ”Politiskoven”- en hentydning til krigsårenes illegale plantører), og resten blev efter Johannes Jørgensens grundige studier i Holland, og hos godsejer Flemming Juncker, Overgård, der jo netop havde afsluttet store inddæmninger af gammel fjordbund, samt Hjørring Amts Landøkonomiske selskabs konsulent A. Albertsen, Vester Hjermitslev, kultiveret efter alle kunstens regler. Det var jo også her jomfruelig jord, der i tusind år havde ligget gemt under mosen. Den blev forsynet med nødvendige kanaler og pumpestationer, dybdepløjet af Hedeselskabet, chokbehandlet med gødning, tilsået og anlagt til kornavl i stor stil. Forsynet med kæmpelader og store kornsiloer (for 4.000 tønder korn), korntørreri og -renseri, med en kapacitet på 560 tønder i timen. På hele jordbrugs og kornavls-området havde Jørgensen ved selvstudium erhvervet sig en enorm viden, der imponerede alle fagfolk, der kom i berøring med ham. Han blev udnævnt til Ridder af Dannebrog, og også Hedeselskabet var imponeret over Jørgensens resultater, og 23. september 1966 ved en lille højtidelighed i restaurant Karnappen i Blokhus overrakte en deputation fra Statens Jordlovsudvalg og Hedeselskabets bestyrelse, med formanden godsejer, hofjægermester Aksel Olufsen i spidsen, Jørgensen Hedeselskabets værdifulde store sølvbæger med fornem inskription.

Til det sidste forsøgte man af al kraft at finde fortsat beskæftigelse til fabrikkens mange trofaste arbejdere, nogen blev hjulpet til anden uddannelse, f.eks. på seminarium. Jørgensens talrige studier i Holland, hvor man havde fine resultater med kæmpe-grøntsagsafgrøder på hurtigt udskiftelige sphagnumlag i store drivhusanlæg, overvejedes prøvet her. Også muligheder som maskinfabrik blev undersøgt. Ingeniør Andersen, der var opvokset i et slagteri-miljø, havde især opmærksomheden rettet på muligheden for fremstilling af slagterimaskiner, som kødvogne, saltekummer, rullepølseforme, snegletransportører, blandemaskiner m.m., men man fandt den gang ikke tiden moden hertil. Interessant er det at se, at der nu mange år senere dukker et firma som Carsøe op her i den nærmeste omegn med netop dette produktionsprogram. Man havde spekulationer om fabrikation af isoleringsplader, der med indhold af tørvejordens humus, skulle gøre dem modstandsdygtige mod angreb af termitter, og dermed velegnede for tropiske egne. Forslag om anlæg af humleplantage i samarbejde med bryggerierne, og med produktion af tovværk af de meget velegnede humleranker. Alle muligheder og ideer blev taget op, drøftet, undersøgt og opgivet igen.

Til slut var man nødt til at trække en streg. Der dukkede en køber op til hele anlægget, godsejer Finn Søholm Jørgensen, overtog alle 650 ha., hvoraf 400 ha. er under plov og i dag udgør mønsterkornbruget KAASHOLM AVLSGAARD. En meget energisk lokalgruppe under tidligere landpost Leo Kristensens formandskab har nu i årevis forsøgt at skabe grundlag for bevarelse af de store gamle fabriksanlæg, og år efter år for turister anskueliggjort den gamle kultur omkring tørvegravningen ved meget fornøjelige ”friluftsteater-forestillinger” under regi af TØRVEBISSERNE.

Jørgensen selv flyttede med fruen til Vodskov i 1968. Hans bror og søster flyttede til Pandrup. Dem besøgte han punktligt med faste mellemrum, og holdt sig orienteret om hvad der skete omkring sin gamle øde arbejdsplads. Selv døde han i 1986. – En sønderjyde havde vundet anerkendelse i Vendsyssel.

Foto fra bogen ”Energi fra våde moser” s.65

Læs evt. bogen

Januar 2024 – Børge Møller

====================================

Et foredrag

Kaas Briketter A/S

Tørvebriketfabrikationen i Kaas.

Resumé af Ingeniør, cand. polyt. Johs. Jørgensens Foredrag d. 13. November 1934.

DET har længe for Tørvefabrikanterne været et Ønske og en Nødvendighed at fremstille et Produkt, som er bedre end den almindelige Tørv vilde tilfredsstille moderne Menneskers Krav. Tørven bliver mere og mere et ubekvemt Brændsel. Den kræver megen Plads, fordi hele Forbruget skal tages hjem om Sommeren og fordi den fylder meget i Forhold til den afgivne Varme. Den kan derfor heller ikke taale megen Fragt. Forbrugerne er blevet forvænnet med at faa alle Forbrugsvarer i en smuk og koncentreret Form og dertil i Reglen i fine Indpakninger.

Tørvefabrikanterne har for at følge med i denne Udvikling i alle Dele af Verden forsøgt af Moserne at lave Briketter, som paa en Gang tilfredsstiller alle de ovennævnte Krav.

Opgaven har imidlertid ikke været let. Snesevis af Millioner er i Udlandet sat ind paa Løsningen af dette Spørgsmaal og uden Resultat. De fleste Forsøg gik ud paa at omdanne almindelige Tørv enten Eltetørv eller Skæretørv til Briketter. Men Resultatet blev overalt, at Tørvene som‘ Raamateriale for Briketfabrikatio- nen blev for dyre. I Tyskland forsøgte man – efter den saakaldte Madruck-Metode – at anvende selve Raamosen som Raamateriale, idet man ad mekanisk Vej vilde presse Vandet ud af Massen. Det mislykkedes ogsaa.

I Kaas er man gaaet en Mellemvej, idet man som ved Tørvefabrikationen udnytter Lufttørringen i størst mulig Udstrækning, men alligevel faar et Raamateriale, der ikke er synderlig forskellig fra Raamosen. Processen i Mosen, der kaldes Kaas-Fræsemetode, er helt og holdent udviklet i Kaas i de sidste 5 Aar og maa anses for at være den endelige Løsning af det saakaldte Tørveproblem, selv om Metoden i Kaas endnu ikke er ved Grænsen af Udviklingen. Ideens Fader er Ingeniør. M. Ib. Nyboe. Nødvendig for Fræsemetoden er en Mose af passende Størrelse og rimelig god Kvalitet og med en saadan Beliggenhed, at der kan skaffes gode Afvandingsforhold.

I Kaas er der i Øjeblikket under Arbejde et samlet Areal paa 100 ha. Arealet er ved Hjælp af Grøfter inddelt i Felter paa 100 m’s Længde og 30 m’s Bredde, der er ordnet paa begge Sider af 1 km lange Hovedspor, der saaledes ligger 200 m fra hinanden. Midt imellem Hovedsporene og parallelt med disse gaar Hovedafvandingsgrøfterne, der snarest muligt føres ned til Sand- bunden. De andre Grøfter er kun 1 m dybe og tjener fortrinsvis i Forbindelse med Afrundingen af Feltets Overflade til snarest at bortlede Regnvandet.

Raamaterialet indvindes paa disse Felter udelukkende ved Hjælp af Traktorer i Forbindelse med særlige Arbejdsmaskiner. Arbejdet paa Mosen udføres normalt fra 1. April til 1. September. I denne Tid bearbejdes Mosen, der ved Hjælp af Grøftesystemet er afvandet, mest muligt med 22 Traktorer, der holdes i Gang, saalænge Vejret tillader det, og saalænge man overhovedet kan se. I selve Sommertiden arbejder Traktorerne saaledes 20 Timer i Døgnet.

Den første Operation bestaar i at findele et tyndt Lag ca. 1 cm paa Toppen af Mosen saa fint som muligt. Dette foretages enten med særlige Pindharver, lette Tallerkenharver eller med roterende Fræsere. Det sidste byder de største Fordele og vil udelukkende blive anvendt i Fremtiden. Disse Traktorfræseapparater kan behandle Areal paa ca. 0,8 ha pr. Time. Efter Fræseen ligger det løsskaarne Lag findelt og meget løst paa Mosens

Overflade og har særdeles gode Betingelser for Paavirkning af Vind og ol. I Løbet af et Faatal af Timer er Lagets Overflade tør. Paa dette Tidspunkt kommer den næste Maskine, en Traktor med en 8 m bred Vendeharve og vender Laget omkring uden at rive nyt og fugtigt Materiale løs. Denne Operation gentages efter Tørringsforholdene -3 Gange. En enkelt Maskine kan overkomme ca. 5 ha i Timen. Laget ligger herefter spredt over Mosen med den ønskede Tørhed med Ca. 50-55 pCt. Vand. Med særlige Samleapparater bliver det nu med stor Fart indsamlet i en ca. 1 m høj Bunke paa begge Sider af Hovedsporene. Samleapparatet bestaar af en skraat stillet Plade ca. 2 m bred der, der skubbes foran Traktoren. Traktoren kører baglæns og tom fra Hovedsporet ned til Hovedgrøften og kører saa i et Stræk de 100 m frem til Hovedsporet skubbende alt tørt Materiale foran sig op til Sporet. Denne Operation foregaar med en Hastighed paa ca. 0,4 ha pr. Time. Fra dette Øjeblik er Materialet klar for Transport til Briketfabriken eller Stakken, der tjener som Lagerbeholdning af Råmateriale for hele Vinterproduktionen. Der indvindes ved denne Proces i hvert enkelt Kredsløb omtrent Råmateriale til 5 tons Briketter pr. ha. Normalt kan der foretages 40 Høste pr. Sæson. således at der pr. ha kan indvindes Råmateriale til 200 ts. Briketter. Ved Fræsemetoden fordampes der ca. 2500 ts. Vand pr. ha og pr. Sæson. Naar Materialet først er indsamlet til Sporene, er det ret sikret mod Ødelæggelse af Regn, særlig naar der er indsamlet flere Gange ovenpaa hinanden. En Del af Regnen løber af paa Bunkens skraa Sider og Resten generes ikke af den Regn, der falder, inden Materialet transporteres bort. Normalt er Raamaterialet om Sommeren saa tørt, at selv heftig Regn paa Bunkerne ikke bliver følelig for Fabrikationen.

Fra de omtalte Bunker paa begge sider af Sporet læsses Materialet med Grebe i Vogne, der enten kører til Fabrik eller Stak. Normalt transporteres der i Sæsonen 2 Gange saa meget til Stak som til Fabrik.

Produktionsmaskineriet i Mosen er langt overlegen over Transporten. Selv i en Regnperiode foregaar derfor Transporten uhindret, da der normalt ligger store Mæng der af Raamateriale langs Sporene. I alle Tilfælde sørges der for. at der er Raamateriale nok til Forsyning af selve Fabrikken i Sæsonen direkte fra Mosen. Raamaterialet har en Vægt- fylde paa 350-400 kg/m3 og indeholder 175- 200 kg Tørstof/m3. Den største Del af Raamate- rialet bliver kort i Stak. Denne er 7 m høj og dækker 3 Td. Land. Med den omtalte Højde er Raamaterialet nogenlunde beskyttet mod Regn. Selv om praktisk talt alt Regn bliver optaget i Stakken, bliver det gennemsnitlige Vandindhold ikke større end at Fabrikken kan forarbejde det. En Beregning viser dog, at det vil være formaals- tjenligt at opbevare Raamaterialet under Tag. Fræsemetoden er selvfølgelig paa samme Maa- de som Tørvefabrikationen afhængig af Vejrfor- holdene. Ved Fræsemetoden løber man dog ikke nogen Risiko ved at begynde for tidligt og fortsætte længe. Saa saaré Mosen i Foraaret kan bære Maskinerne, begynder Arbejdet. Natte- frosten kan ikke ødelægge Materialet. I Efteraaret standses Processen af sig selv, naar Mosen bliver for vaad.

For den videre Forarbejdning af Raamaterialet spiller ved Siden af Fugtigheden Materialets Kvalitet en afgørende Rolle. Moserne er i saa Henseende saavidt forskellige, at Fabriken i hvert Tilfælde neje maa tilpasses efter den paagældende Moses Karakter. Det, der her er af størst Betydning, er Mosens Indhold af uformuldede Plantefibre. Dette Indhold sætter i Virkeligheden en Grænse for en Moses Anvendelighed til Fremstilling af Briketter. Man kan ganske vist tænke sig, at der vil kunne findes. Afsætningsmuligheder for den saakaldte Torve- uld, saaledes at Grænsen derved vilde kunne flyttes. Den Del af Ulden, der ikke under Fabrikationen bliver til Pulver, men stadig optræder som lange Travler, er uanvendelig til Briketteringen. I Kaas er saaledes 20-25 pCt. af Raamosen Uld af ovennævnte Beskaffenhed. Et Indhold som dette er imidlertid netop pas- sende som Brændsel paa en Fabrik. Hvor Varme økonomien er den bedst mulige. Det vilde derfor ikke være af Betydning. at Uldindholdet var mindre. Et større Uldindhold derimod vilde betyde, at Fabriken maatte bygges med daårlig Varmeøkonomi for Øje, og Raamateriale forbruget vilde dermed blive større. I alle Til- fælde vilde det, så længe der ikke findes Afsætning for Ulden, være nødvendigt at indrette Fabrikken således, at Ulden kan brændes, da det vil koste Penge at transportere den bort. fabrikken i Kaas forarbejder daglig mellem 5 og 600 m Raamateriale. Denne Mængde til- køres Fabriken daglig enten fra Mosen i Sæsonen eller fra Stak efter Sæsonen i 4 m’ Vogne. der med et enkelt Greb kan tommes i Fabrikens overdækkede Bunker. Transporten foregaar paa 8 Timer, og Bunkeren er saa stor. at den kan optage Raamateriale til næste Morgen.

Læsning og Transport kan saaledes hele Aaret rundt foregaa ved Dagslys. Fra Bunkeren tommes Materialet gennem særlige Maalesluser. der dirigeres elektrisk fra Fabriken og sorger for konstant Fødning, ned paa et Transportbaand, der ender i Mølleriet. Her bliver Raamaterialet pulveriseret med Undtagelse af Ulden og samtidig blandet med tørt Pulver til en for den øvrige Proces passende Tæthedsgrad. Efter en yderligere Behandling i en Blan- dingsmaskine bliver det jævnt fordelt over 5 – Sigter efter egen Konstruktion, der skiller Raamaterialet i Pulver og Uld. Pulveret gaar herefter til Tørreren den saakaldte Peco-Terrer – og Ulden gaar til Fyret. Peco-Terreren, der repræsenterer det sidste Fremskridt paa Terre- – teknikens Omraade, bestaar af 4 Terreagregater. Pulveret blæses i en bestemt Rækkefølge gennem de 4 Apparater og bliver tørret ned til ca. 10 pCt. Vand paa nogle faa Sekunder. Dampforbruget paa Torreren er normalt 1 kg Damp a 3 atü for hver kg Vand, der skal fordampes.

Fra Torreren gaar Materialet uden Afkøling til Briketpresserne, hvoraf der i Øjeblikket forefindes 2. En tredie vil dog snart blive opstillet. Presserne er Buckau-Presser af samme Slags som de Presser, der anvendes til Brunkul, men med en Slaglængde, der specielt er tilpasset for Tørv. Fabriken kan efter Opstilling af den 3. Presse producere 80 ts. Briketter daglig af det letteste Materiale. Med godt Raamateriale vil Grænsen være ca. 100 ts. i Døgnet.

Som Brændsel under Dampkedlen bruges ude- lukkende den fra Sigterne kommende Terveuld. Denne optræder i Reglen med et Vandindhold paa 50-55 pCt. og er som saadan et meget daarligt Brændsel. Ved Hjælp af en af Peco konstrueret Reggasterrer bliver Ulden dog fortørret til 25-30 pCt. og brænder herefter udmærket paa Vandrerist. Røggassen afkøles samtidig fra 300-120. Kraftanlægget bestaar af en moderne 260 m2 Rørkedel for 24 Atmosfærers Tryk og en 300 HK Dampmaskine med Generator. I Dampmaskinen udnyttes Dampen fra 24-8 atü. Med 8 atû gaar den videre til Presserne, hvor den udnyttes fra 8-3,5 atů for derefter at gaa paa Tørreren, hvor den kondenseres. Kondensatet gaar med ca. 130 og 3,5 atü til Fødepumperne og herefter tilbage paa Kedlen. Terrerens Dampforbrug er paa denne Maade Fabrikens totale. Dampforbrug til Kraft og Varme. Vi kan med. Stolthed bemærke, at der i Øjeblikket i Verden ikke findes nogen Briketfabrik med en tilsvarende Varmeøkonomi. Fabriken i Kaas er med Undtagelse af Tørre- apparaterne projekteret af Fabrikens egne Ingeniører og er for en stor Del udført som dansk Arbejde.

14.-12.-34.

Johs. Jørgensen.

=================================================

Den hemmelige by

Af Jens Otto Madsen

Et hemmeligt ammunitionsdepot – forklædt som tysk landsby mellem Birkelse og Aabybro

En spændende historie udspillede sig uden for Aabybro.

Anden Verdenskrig og besættelsen 1940-1945 er et mørkt kapitel i både Danmarks og verdenshistorien. Her mange år senere er det stadig svært at forstå, hvordan det kunne ske – og lige siden krigens afslutning har historikere, pårørende og andre interesserede ledt efter svar.

Besættelsen kan bringe onde minder frem, både for dem der oplevede den og for deres efterkommere. Men det er vigtigt at blive ved med at belyse dette mørke kapitel, især i en tid hvor der igen er krige og konflikter, både i den store verden og i Europa.

Det er nok de færreste der ved, at der under Anden Verdenskrig lå der en falsk landsby på en mark mellem Birkelse og Aabybro. Navnet på byen var Munidorf.

Lokale ildsjæle besluttede sig derfor at få historien frem i lyset. Der er nu lavet et samarbejde mellem Lokalhistorisk Forening for Aaby Sogn og Nordjyske Museer der skal føre til en permanent udstilling i det fri.

Munidorf var ret iøjnefaldende og den lå tæt på Aabybro og den må have været kendt af mange. Tilbage er der i dag kun en stor bunker. Det var et hemmeligt ammunitionsdepot – forklædt som en tysk landsby. Kort efter den tyske besættelse i 1940 gjorde tyskerne de første skridt i forhold til at lave et ammunitionsdepot ved Aalborg Lufthavn. Ammunitionsdepotet skulle af strategiske årsager ligge i nærheden af lufthavnen, og derfor faldt valget helt specifikt på en mark ved Aabybro. Byen, der blev opført af den tyske besættelsesmagt, camouflerede et kæmpestort ammunitionsdepot, der forsynede Nordeuropas største flyveplads i Aalborg med bomber og patroner. Af frygt for luftangreb skulle ammunitionsdepotet holdes hemmelig for englænderne, og derfor blev der lavet trækulisser, så depotet fra luften lignede en civil landsby. Det lykkedes så godt, at englænderne aldrig fandt frem til ammunitionsdepotet. Der har været pæn meget aktivitet og tog, der er kørt frem og tilbage, og der har været mange tyske soldater. Man ved, at briterne har haft efterretninger om en landsby, så de har vidst, den eksisterede, men fra luften lignede den en ganske almindelig landsby, så det har været svært at skelne fra den civile bebyggelse, og det gjorde, at den aldrig blev bombet.

Foto: Nordjyske Museer- Den falske landsby bestod af omkring 40 bygninger der bl.a. lignede et mejeri og en kirke. Vinduer, døre, bindingsværk var malet på træbarakkerne

Munidorf som byen blev kaldt, blev opført i 1940 og havde hovedindgang omkring det sted hvor grusstien går under Thisted Landevej ved Aabybro. Der fortælles at der skulle have været ca. 40 tyske soldater ved depotet samt seks vagter, som var danskere. Hele byen var indhegnet som ses på billedet nedenfor.

I en mappe som findes på Lokalhistorisk Forening for Aaby Sogn, kan man læse en nedskrevet erindring af en dansk tømrer, som var med til at bygge husene. Han var arbejdsløs. Husene var ikke forsynet med rigtige døre og vinduer. De blev malet på træpladerne af en lokal maler. Der blev lavet trækulisser, så ammunitionsdepotet fra luften lignede en civil landsby. Og mellem husene var der etableret veje af træ.

Fra 1940-45 lå det tyske ammunitions-depot til Aalborg Lufthavn uden for Aabybro. Depotet var forklædt som en almindelig landsby, så de britiske bombefly ikke kunne skelne det militære mål fra civil bebyggelse

Foto: Nordjyske Museer

Fra jernbanestationen i Aabybro var der anlagt en smalspors-bane til landsbyen og videre derfra til flyvepladsen ved Aalborg. Her kørte de to tog David og Goliat. Fra depotet blev store bomber og anden ammunition kørt til flyvepladsen, hvorfra de tyske bombefly lettede med kurs mod bl.a. England. Munidorf eksisterede frem til 1945 hvorefter den blev revet ned. Det var tyske soldater, der ryddede op. I den forbindelse skete der en stor eksplosion som kostede menneskeliv.

I dag er det eneste spor efter Munidorf på juletræsmarken en bunker.

Smalsporet bane mellem Aabybro og flyvestation Aalborg-West

Banen er åbenbart bygget tidlig i krigen (1940), og den gik fra Aabybro

Station via “Munidorf”, ammunitionslager ved godset Birkelse, via Haldager og langs Limfjorden til flyvestationen, hvor sporet endte parallelt med enden af et sidespor fra Frederikshavn-Aalborg-Fjerritslev banen, dybt inde på flyvestationen. Ved ammunitionsdepotet ved Birkelse fandtes i 1946, 3 diesellokomotiver og 34 tipvogne. 600 mm sporvidde.

Motorlokomotiverne var Pedershaab Maskinfabrik nr. 201 med Lister motor og nr. 258 og 265 med Bur-Wain motor. Nr. 258 blev solgt til entreprenørfirmaet Berg Bach & Kjeld Egmose i Ålborg, og blev senere ophugget hos dette firma. De to andre blev solgt til entreprenørfirmaet Jespersen & Søn, Risskov. Deres videre skæbne m.m. er ikke kendt. Vognene og skinnerne blev transporteret til Flyvepladsen, hvor der i forvejen var masser af materiel, så det kan ikke spores. Tipvognsmateriel blev solgt efter anvisninger fra Direktoratet for Vareforsyning, primært til brændselsproduktion og beskæftigelsesformål, ofte i småportioner.

Kilde: Direktoratet for Vareforsyning, Kontoret for tyske efterladenskaber.

Flyvepladserne omkring Aalborg, det er utroligt, men Aalborg havde 3, Aalborg Ost og Aalborg See samt på det tidspunkt Nordeuropas største Flyvestation Aalborg-West, som alle ved befrielsen blev overtaget/besat af RAF.

Meget materiel som blandemaskiner og tipvognsmateriel var, inden man fik det registreret, sendt til Tyskland til genopbygningsarbejde.

Bunkeren – Det sidste minde          Kirken som ikke ligner en Dansk kirke

Kilder: Lige her og nu, Jammerbugtavis, Lokalhistorisk

Jens otto madsen – februar 2024

=====================================================

Et Julebrev

Følgende julebrev fortæller, at selv om man er gammel af år, behøver man ikke være det af sind.

Fantastisk med sådan et livsmod – som er så smittende – fuld af optimisme og en krop med en god fysik, det er så beundringsværdigt – skrevet af en ungdommelig 92årig god bekendt.

Jens otto madsen

=======================================================

Julebrev 2023

Før i tiden var det ingen sag at skrive det traditionelle julebrev til slægt og venner. Det forgangne år bød altid på et væld af oplevelser, så der var altid masser at skrive om, alene de årlige rundture i Frankrig gjorde det faktisk problematisk at udvælge de historier jeg måtte koncentrere mig om, for ikke at gøre skriveriet alt for omfattende, så ingen gad læse det.

Sådan er det ikke mere. Selv om min kalender stadig rummer masser af tæt beskrevne sider, der vidner om de mange begivenheder, foredrag, koncerter, udflugter, og udstillinger, beboermøder, fællesspisninger, fredagsbarer, nabokomsammener m.m., jeg stadig styrter rundt til, og som bestandigt tvinger mig til at holde lidt igen, så er mine mange oplevelser i dag, måske ikke så umiddelbart interessante og underholdende for andre at læse beretninger om, så burde nok forskåne Jer. Men min tilværelse er stadig så fuld af spænding og oplevelser, så fuld af nye værdifulde bekendtskaber, at jeg med overbevisning stadig i mit 92índstyvende år, med overbevisning kan hævde at have et vidunderligt liv.

Vel, det kniber med at høre! Ja, så snart flere end én taler ad gangen, stiger jeg af, og jeg er stærkt på vej til at blive, om ikke blind, så halvblind. Det er noget med nethindenedbrydning eller bortsmuldring eller hvad ved jeg?  Jeg kan ikke kende de folk jeg møder, som hilser og lader til at kende mig. For et par uger siden var jeg til 40års jubilæum og var sammen med et væld af gamle venner, kunder og bekendte, som jeg skulle kende. Jeg smilede og nikkede til højre og venstre, men aner ikke hvem de var alle sammen, og de mange udstillingsbesøg på museer og kunstudstillinger, der tidligere i livet hidtil har fyldt min tilværelse med interessante og givende oplevelser, gør mig nu forstemt og lidt deprimeret, for alle synsoplevelser har mistet detaljerne, spændingerne, oplevelserne. Til gengæld giver min nye flotte rollator med store luftgummihjul, mig mulighed for at storme frem med lange skridt, uden at være bange for at snuble, så mine mange besøg på hovedbiblioteket og stadsarkivet regner jeg ikke mere for noget; det klares nu på den halve tid. Læse-apparatet som regionen har forsynet mig med, gør læsning mulig igen, ja gør det ligefrem til en hel sport, lynhurtigt at fiske bogen ud når der skal skiftes side. Jeg mangler endnu at finde en metode, der gør det muligt at se og rette de mange slåfejl, jeg absolut ikke kan undgå, når jeg selv skal skrive på pc’en.

En væsentlig forudsætning for min daglige glæde og tilfredshed er naturligvis den hjælp og omsorg jeg modtager fra mine 2 piger og deres familier, som altid er parat til at tage med og hjælpe med at høre og forstå, ved besøg på klinikker og hos læger. De har overtaget betalinger og vanskelighederne med Netbank, MitID, NemID og alle den slags umuligheder, og som på internet og egen skærm hjælper mig når jeg er kørt uhjælpeligt fast, – længe leve ”Teamviewer!”- , men jo i næsten samme høje grad, den store lykke der tilsmilede os, da vi for 30 år siden var heldige at havne her på Aalborg Kloster. Samværet her med 40 andre, der jo alle er blevet personlige venner, er ubetaleligt, og giver tilværelsen som beboer her, en helt speciel mening

Så i dag har jeg faktisk ikke noget at være utilfreds med, ud over egen glemsomhed, klodsethed og ind i mellem en lille bitte smule dumhed, desværre også helt min egen, og når man så nu i anledning af julen og det kommende nye år, ser tilbage på de 12 måneder der er gået siden jeg sidst sad her og grundede over hvad jeg havde at berette. Jeg må erkende, at der ikke er blevet mindre. At hele verden med al dens krig og ulykke presser på, vil jeg helt forbigå i dag; det var slemt nok i går aftes!

Lad mig koncentrere mig om alt det positive der sker omkring mig, og hvor enkelte ting trods deres lidenhed, kommer så nær, at der skal hæftes en tak til dem. Her først og fremmest de mange små visitter omkring mit sofabord, som jeg meget gerne honorerer med kaffe og en kiks. Talrige, overraskende mange, finder vej hertil og de skal vide, at jeg er fantastisk glade for dem alle; også for de sjældnere der kan indebære et gensyn efter både 40, 50 og 60, ja 70 år.  Den samling avisudklip jeg startede i realklassen i sin tid, i begejstring over Kaj Munks ”Ordet”, resulterede i år i hele 2 henvendelser og besøg fra Filmmuseet, og i endelig aflevering af Erik Dreyers foto-negativer til rigsarkivet efter 50 år i mine gemmer. De hyggelige aftener med Bent Exner og Jørgen Bøegh for 50 år siden, der resulterede i dannelse af Sandmosens Vandværk, og her i efteråret i en dejlig 50 års-jubilæumsmiddag hos, vandværkets nuværende formand, og de mange aftener og søndag-formiddage jeg dengang tilbragte som kommandobefalingsmand i HJVK 1126, resulterede her i sommer i en stor frokost og medalje-overrækkelse på Børglum Kloster.

Åbningen af det imponerende ”Reagan Vest Museum” resulterede derimod i klemte ribben og en skadet skulder, men på en måde også i den massive ophobning af bøger i store stabler på mit stuegulv, i vort forsøg på at indsamle et ”Modstands-Bibliotek” i tilknytning til Uffe Westerbergs ”Churchill-klub-Museum” her på klostret. Bøgerne har endnu ikke fundet blivende placering, men har du i din besiddelse gamle bøger om krigstidens modstandsbevægelse, må du meget gerne overdrage dem til os, i stedet for en skønne dag at smide dem ud under en oprydning.

Den 22. januar døde søster Ketty, som jeg havde taget mig af i en årrække, med værdifuld hjælp af Kettys gamle kollega. Vi hyggesnakkede hver søndag eftermiddag, mens den demente Ketty blev underholdt ved lytning. Den tradition viderefører vi nu hver anden søndag, men samtidig med min anskaffelse af en super-rollator, der sætter mig i stand til at klare fodturen til øst-byen på den halve tid, uden frygt for at snuble, har Nordjyllands Trafikselskab imødekommet mig med indsættelse af en super-bus af enorm længde, så nu sidder jeg inde i bussen på min egen rollator-stol med ryglæn, i stedet for at slide på skosålerne. Sådan afhjælpes trafikproblemerne smertefrit og også overraskende, som da jeg for nogen tid siden skulle til en vens bisættelse i København, og hvor man skaffede mig en helt fantastisk hjælpe-service fra SAS, der lynhurtigt trillede mig igennem og udenom alle køer ud til flysædet, og i København ligeledes med lynets fart igennem og udenom alle besværligheder helt ud til en taxa – fantastisk – og gratis!

Jeg havde slet ikke troet at jeg var så affældig som jeg nu efterhånden overbevises om, og jeg havde da slet ikke troet at det kunne ses. Jeg overbevises nu langsomt om, at mit syn faktisk er dårligt, og at det snart er længe siden jeg opgav at hilse på mig selv i spejlet. Men som sagt:

ELLERS GÅR DET GODT, FRU KAMMERHERREINDE!!

De mange koncerter i Musikkens Hus og i Aalborgs kirker, tror jeg ganske vist vil have godt af at jeg om fire-fem måneder skulle kunne tilkomme et nyt og forhåbentligt bedre høreapparat. I forøg på at kunne høre mine mumlende medmennesker, har jeg fået skruet så meget op for mit apparats ydeevne, at nogle lyde overdrives og forvrænges skrigende til ukendelighed.

Her på klostret dukker der også nye foreteelser op, flere beboergrupper engageres på forskellige måder, hvor klostrets 600 års historie danner grundlag for underholdende episoder for de øvrige beboere og medlemmer af klostrets støtteforening, ligesom søndags-salonerne arrangeret af klosterbestyrelsens formand har haft stor succes. Egnssamlingen i Saltum, der startede sin virksomhed i et loftskammer og en vaskekælder i det for længst nedlagte lille amtssygehus først i halvfjerdserne, og som jeg meget tidligt blev engageret i, optager stadig ind imellem meget af min tid, men en hel ny lille gruppe, sammensat af foreløbig 6 gamle venner med historiske interesser bider sig fast. Vi mødes med et par måneders mellemrum til frokost hos hinanden, hvor vi på skift indleder en diskussion over, på forhånd udpegede emner, som vi hver især har foreslået ud fra hver-enkelts interesser. Ved sidste frokostmøde diskuterede vi og hørte om den Otto Lippert, der under krigen var journalist i Aalborg og modstands-byleder i Hobro, og efter befrielsen af den Nordjyske modstandsbevægelse blev sendt til Flensburg som leder af Sydslesvigs Nyhedstjeneste, fordi de engelske styrker i Nordtyskland havde lukket grænsen for al kommunikation mellem Danmark og Europa. Han blev senere chefredaktør af Jyllands Posten. Ved næste møde skal vi grave i efterretninger om Jan Jankowski, en polsk dreng der under Hitlers overfald på Polen havnede i en arbejdslejr, for senere at finde sig selv som modslæbende tysk soldat her i Jammerbugt området. Han forsynede lokal modstandsgruppe med våben han stjal fra sin tyske garnison inden han deserterede. Efter krigen fik han lov til at blive her i landet, fik en uddannelse som urmager og resten af livet stærkt optaget som efterretnings mand og deltager i ”den kolde krig”.

Efter fattig evne søger jeg også på afstand at følge med i barnebarnet bestræbelser på at skabe karriere som dekoratør i dronningens København, men jeg håber du af alt det ovenstående forstår, at min tid er stærkt fyldt op, og at jeg når jeg ind imellem i en stille stund mindes de mange gode venner jeg gennem årene har mistet, stærkt må beklage, at de ikke nåede at opdage hvor god og berigende alderdommen kan være.

Hvis du ikke for længst er stået af, under læsningen indtil nu, må jeg takke for din udholdenhed, og slutte af med at ønske dig og dine en rigtig god jul og et godt nyt år.

Falder din vej forbi, så kig op; jeg elsker at få besøg. Men tag telefonen med i lommen. Jeg døjer enormt med at høre dørklokken, så ring xxxxxxxx, når du står udenfor.

Stor hilsen fra

En glad og taknemmelig mand

 

========================                  

borgmester  Mogens Gade, 

i Jammerbugt Kommune her i 2024.

Borgmester Mogens Christen Gade

Bopæl: Skovsgaard

9460 Brovst

Telefon: 4191 2001

E-mail: mga@jammerbugt.dk

Hjemmeside: www.mogensgade.dk

Er udnævnt til Ridder af Dannebrog i 2015

Mogens Christen Gade, er født i 1961, er uddannet folkeskolelærer – og har arbejdet på Øland/Langeslund Skole som lærer i 16½ år. Han bor i Skovsgård sammen med Lene Svenning. Sammen har de en datter, Sofie Louise som nu bor i Åbybro sammen med Mathias.

Ved valget i 1989 blev han valgt til kommunalbestyrelsen i Brovst.

Han har været medlem af Kommunalbestyrelsen i Brovst siden 1990 og har i alle årene siddet i Økonomiudvalget. I 10½ år fra 1991-2002 var han tillige formand for Socialudvalget. Han blev i forbindelse med kommunalvalget i 2001 valgt til Brovst Kommunes borgmester. Ved kommunalvalget i 2005 blev han valgt til formand for Sammenlægningsudvalget for Jammerbugt Kommune og blev fra den 1. januar 2007 Jammerbugtens første borgmester. Han har gennem alle årene været aktiv inden for organisationsarbejdet i Venstre. Herudover har en aktiv indsats inden for musik, sport og spejderi præget hans fritidsliv.

Mogens Gade udtaler følgende: Min familie betyder rigtig meget for mig – og jeg vil altid være der for den.

Fritidsaktiviteter har altid haft stor betydning i mit liv – jeg har spillet meget fodbold – spillet i orkester og er stadigvæk spejder på 49. år. Da jeg ved valget i 1989 blev jeg valgt til kommunalbestyrelsen i Brovst – fik jeg endnu en fritidsbeskæftigelse.

I 2001 blev jeg valgt til Borgmester for Brovst Kommune – en stor ære – og dermed fik jeg muligheden for at gøre en fritidsbeskæftigelse til mit arbejde – helt fantastisk – på fuld tid, at kunne arbejde for en kommunes udvikling. Den mulighed fik jeg bekræftet ved valget i 2005 – hvor jeg blev valgt til Jammerbugt Kommunes første borgmester. Jeg har i al beskedenhed forsøgt at forvalte ansvaret – og stået i spidsen for Danmarks flotteste og skønneste Kommune lige siden.

Jeg er stadig topmotiveret for opgaven og vil fortsat yde det der kræves.

Mit politiske mål er at servicere borgerne så godt som overhovedet muligt – både fordi vi er dygtige til det, men også ved at øge ressourcerne lidt til f.eks. de basale serviceområder som børnepasning, folkeskole og ældreområdet – når der er økonomi til det.

Økonomien skaffer vi via fortsat fokus på vækst – vækst er nemlig forudsætningen for velfærd – Derfor skal vi fortsat blive flere indbyggere – øge antallet af private arbejdspladser – sikre endnu flere gæster og udvikle lokalsamfundene.

Som politiske mærkesager er frit valg, uddelegering og decentralisering. Mogens Gade siger videre. For mig er den konstruktive dialog udgangspunktet for en fortsat dynamisk udvikling i Jammerbugten og af Jammerbugt Kommune. Politik handler om mennesker, og politik handler om tillid – tillid mellem borger og politiker – netop den tillid er også en mærkesag for mig.

For Jammerbugt Kommune er det vigtigt, at vi markerer os uden for kommunegrænsen – derfor har jeg bl.a. påtaget mig opgaver som bestyrelsesposter udenfor Jammerbugt Kommune. Bl.a. har jeg gennem de senere år fået flere tillidserhverv på regionalt plan – og derigennem mulighed for at sætte en Nordjysk dagsorden, som også er positiv for Jammerbugt Kommune – f.eks. som formand for Erhvervshus Nordjylland – formand for det Nordjyske erhvervssamarbejde BRN – næstformand I Destination Nordvestkysten – næstformand for de Nordjyske Kommuner – bestyrelsesmedlem i Aalborg Lufthavn og Aalborg Kongres og Kulturcenter og formand for Fjerritslev Gymnasium.

Det er godt for Jammerbugt Kommune at blive hørt udenfor Kommunegrænsen – både regionalt og nationalt.

Mit motto er: Handling slår alt.

Det betyder i praksis, at det jeg siger før valget, også gælder efter valget. I den forbindelse er jeg stolt over igen at være valgt som borgmester – med det udgangspunkt, at det vi sagde før valget, har vi levet op til efterfølgende.

For 5 år siden – altså i 2019 – besluttede vi hjemme hos os, at valget i 2021 var det sidste hvor jeg ville stå i spidsen for Jammerbugt Venstre, som vores borgmesterkandidat – derfor var valgmødet i Thorup forsamlingshus den 11. november 2021 det sidste valgmøde som borgmesterkandidat.

Jeg er stadigvæk topmotiveret for opgaven – og føler stadigvæk, at jeg har noget at bidrage med til vores fællesskab Jammerbugt Kommune – så jeg stopper ikke som borgmesterkandidat fordi jeg er træt af jobbet – eller træt i det hele taget – tværtimod  –  og jeg  føler også, at der fortsat er stor opbakning – såmænd også til en periode mere – såvel hos os selv som hos vores mange samarbejdspartnere.

Jeg har selvfølgelig tænkt meget over beslutningen gennem de seneste år – og ikke mange har været involveret og vidende om den – så jeg kunne jo sagtens lave det om – for vi har jo som lokalpolitikere lovet at melde ud til organisationen medio januar.

Men jeg tror stadigvæk beslutningen er den rigtige både for Jammerbugt Kommune, Venstre og for vores lille familie – derfor skal Jammerbugt Kommune have en ny borgmester senest 1. januar 2026 – og vi skal i Venstre have en ny borgmesterkandidat, som forhåbentlig kommer til at besætte borgmesterposten i vores dejlige kommune.

Det har til alle tider været en fornøjelse rent politisk at stå i spidsen for vores parti – siden valgkampen i Brovst i 2001 – frem til jeg den 5. april 2005 i Brovst Hallen blev valgt til Jammerbugt Venstres borgmesterkandidat – og så til nu her i denne valgperiode.

Sammen har vi vundet samtlige valg – det skal vi gerne fortsætte med. Jeg er taknemlig for alle de oplevelser vi har haft sammen og ved at uden hver enkelt af Jer, så havde vi ikke stået her hvor vi står i dag – så foreløbig tak til Alle for det hele.

Jeg løber naturligvis ikke af pladsen og er som udgangspunkt klar til at stå i spidsen for vores Kommune valgperioden ud – og vil samtidigt opfordre til, at vi bakker 100 % op om den nye borgmesterkandidat, – så vi også fra 1. januar 2026 har borgmesterposten.

Gennem de mange år i politik har jeg efter bedste evne forsøgt at forvalte det store ansvar og er også fremover parat til at bidrage med involvering, engagement, erfaring og nytænkning.

Mit politiske mål er at videreudvikle den borgernære service uanset, alder, køn og eventuelle handicaps og andre udfordringer.

Jammerbugt Kommune skal fortsat være en autentisk decentral landdistriktskommune midt ude i naturen – med Liv i By, skole og lokalsamfund – med hoved og centerbyer i vækst – med fokus på bæredygtighed, klima og Grøn omstilling. Der skal fortsat være styr på økonomien i Jammerbugt Kommune og gode vækst og udviklingsmuligheder for erhvervslivet.

====================================================

Levnedsbeskrivelse

for Borgmester Mogens Christen Gade

Jammerbugt Kommune

Herunder har Borgmester Mogens Gade, Jammerbugt Kommune skrevet sin Levnedsbeskrivelse.

Der er en rigtig flot fortælling helt fra barn, over ungdom, skoletiden, fritidsinteresser, uddannelse, lærerjob, familie, interessen for politik, lokalpolitiker, udvalgsformand, borgmester i Brovst og senere den første borgmester i Jammerbugt Kommune.

En rigtig godt skrevet og spændende fortælling/Levnedsbeskrivelse om hans liv og levned, som Mogens Gade skulle aflevere til Ordenskapitlet i forbindelse med hans udnævnelse til Ridder af Dannebrog.

Tak fordi jeg måtte bruge dit skriv som en historie i en af mine bøger Historier fra Vendsyssel.

Med venlig hilsen

Jens Otto Madsen

================================================

Levnedsbeskrivelse for

 borgmester Mogens Christen Gade, R.

 

Indledningsvis vil jeg gerne lave en kort præsentation af mig selv.

Altså et forsøg på at give et billede af hvilken person der gemmer sig inde under det forholdsvis pæne ydre.

Det kan godt være at nogle synes det er lidt selvhøjtideligt, at bruge nogle minutter af Jeres kostbare tid på at fortælle hvem og hvad jeg er

Men på den måde får jeg mulighed for at gå ind i mit yndlingstema – nemlig, at politikere også er en slags mennesker

Og på den måde vil I få en fornemmelse af hvem I skal være sammen med og hvad mine forudsætninger er for at være blevet den jeg er.

Det er godt 55 år siden jeg blev født på Højgård – en ejendom i Øster Svenstrup på den rigtige side af Tingskoven – som vi sagde for sjov.

Jeg er født på kvindernes internationale kampdag – den 8. marts 1961.

Jeg har ikke været udsat for offentlig pasning på noget tidspunkt, hvilket kan være en forklaring på nogle af mine mange mangler.

Skovsgaard 

Vi flyttede til Skovsgård da jeg skulle begynde i skolen – på det tidspunkt arbejdede min mor i Andelsbanken i Brovst

Men flytningen til Skovsgård og købet af et nedlagt landbrug på Nørre Skovsgård var et led i planen om at min mor skulle være hjemme hos vi børn – samtidigt med at hun passede posthuset på den nedlagte station. Som vi senere hen flyttede over i og som min mor købte af kommunen og stadigvæk bor på.

Skovsgårdområdet har jo en spændende historie at fortælle.

Jernbanen kom forbi i 1897 og på den måde opstod Skovsgård, som en stationsby – midt imellem de to gamle sogne og landsbyer Torslev og Øster Svenstrup.

Den dag i dag er vi jo stadig delt mellem de to sogne Torslev og Øster Svenstrup – idet sognegrænsen går midt gennem byen.

Banen gav grobund for udvikling af vores by – men i 1969 den 31. marts blev banen nedlagt.

Men heldigvis gik byen ikke i stå af den grund –

Skovsgård har selvfølgelig ligesom andre mindre bysamfund rundt omkring i det ganske land mærket tidens tand – men vel egentlig klaret sig rimeligt – uden alt for mange skrammer.

Skovsgårds slogan er – byen med de mange tårne – og det er vel egentlig et ganske udmærket slogan – både i rent fysisk forstand – men det kan vel også godt passe i overført betydning.

Der er nemlig mange tårne – eller positive kendetegn ved Skovsgård området.

Jeg vil prøve at nævne nogle af dem.

Vi har en god skole, her i Skovsgård – en skole hvor både elever, forældre og personale trives – og hvor lokalbefolkningen ved, at de er velkomne.

Vi har lokalt dygtig pasning af vore børn i form af dygtige dagplejere – Skovsgård  Børnehave og Skolefritidsordning.

Af andre Fyrtårne i vores by kan hele fritidslivet nævnes – her er der virkelig en bred vifte af muligheder – dels med hallen som udgangspunkt – og nu med de muligheder som Multihuset giver.

Men også skolen, Spejderhuset Bjælkebo og hotellet er steder hvor fritidslivet trives.

Det er lokale ildsjæle, som tager sig af at arrangere denne brede vifte af fritidstilbud for alle aldre.

I den forbindelse er der mange, som på frivillig og ulønnet basis yder en kæmpe indsats for at holde liv i vores by – TAK

På erhvervssiden – det private – og det er jo trods alt det vi skal leve af alle sammen.

• Ja der tæller Skovsgård jo også flere succeser – både i forhold til  Skovsgård Fjerkræslagteri, som jo nu desværre må lukke ned for slagtning og kun fungere som pakkeri, med væsentlig færre arbejdspladser – men alligevel en pæn arbejdsplads i Jammerbugt målestok med 50 arbejdspladser. Skovsgaard Fjerkræslagteri har jo gennem generationer været en afgørende arbejdsplads for mange lokale i bestræbelserne på at få smør på brødet.

Men også i mindre målestok er der store erhvervssucceser her i Skovsgård og omegn

Den største af dem alle er måske alle tiltagene omkring det rummelige arbejdsmarked som købmandsgården, Skovsgård Hotel, Råd og Dåd m.fl. står for. Den såkaldte Skovsgaardmodel er kendt og anerkendt på landsplan. Her skabes liv for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet – et helt liv – med arbejdsliv, fritidsliv og bosætning. Et meningsfyldt liv for den enkelte, men også for det lokalsamfund disse mennesker er en del af. Netop fordi deres tilstedeværelse er af afgørende betydning for vores lokalsamfunds udvikling. F.eks. havde vi ikke haft et hotel i Skovsgaard hvis ikke det var for Skovsgaardmodellen, som vi er godt i gang med at kopiere andre steder i vores dejlige Jammerbugt Kommune. Modellen vil helt sikkert også sætte en dagsorden nationalt.

På det musiske og det kulturelle område har det også gennem mange år været Skovsgård, som stod forrest med en række initiativer – med bl.a. Hanbokor – og de traditionelle skovspil

Og det gav jo bl.a. anledning til den noget sigende sætning:

I Brovst har de skulpturen, men i Skovsgård har vi kulturen

Skovsgård er efter min mening et godt sted at bo – men det kan blive et endnu bedre sted.

Og under alle omstændigheder så er Skovsgård byen med de mange tårne – også i overført betydning.

For lokalsamfund af Skovsgårds størrelse er det ofte afvikling der står på dagsordenen.

I længden er det op ad bakke at kæmpe mod afvikling frem for at kæmpe for udvikling.

Derfor gælder det om at lokalsamfundene i et tæt samspil med Jammerbugt kommune søger at sætte dagsordenen og kæmpe den positive kamp for udvikling,

Frem for den meget negative og til tider håbløse kamp mod afvikling.

For mig er der ingen tvivl om, at lokalområdernes og dermed også Skovsgårds mulighed for overlevelse i fremtiden

Vil være afhængig af et stærkt sammenhold – og en vilje til at yde noget selv og i fællesskab.

I kommunalbestyrelsen kan vi gøre noget for at holde gang i lokalområderne – og allerede i år har vi sat gang i en proces og et projekt med overskriften: Liv i by og Skole – hvor vi satser på at netop synergien mellem ildsjælenes virketrang og virkelyst og visionerne for en lokal skoleudvikling giver udvikling fremfor afvikling.

 

Barndommen 

Vi – min søster Lone og jeg havde en god barndom – hvor vi begge fik lov at deltage i det vi gerne ville.

Vi havde saftevad og madpakke med – mens andre købte pølser og sodavand – men det gjorde ikke noget.

Jeg gik jo også med Aviser – den 6. april 1975 hvor jeg blev konfirmeret – i øvrigt min mors fødselsdag – var ingen undtagelse. Mod sædvane var jorden netop den søndag dækket med et flere cm tykt lag sne – så udover den lidt trælse avistur på konfirmationsdagen havde jeg bange anelser, om nu gæsterne kunne komme frem – sneen smeltede og gæsterne kom og jeg havde en god konfirmationsdag.

Vi havde mange gode kammerater og venner og vi legede meget i den gamle stationshave – i den ene ende var der frugttræer og i den anden havde vi lavet fodboldstadion

Foran perronen havde vi skøjtestadion – det var der jo også på markedspladsen.

Jeg kan også godt huske min første fodboldkamp for Skovsgaard Boldklub – den foregik på Arentsminde gl. Stadion.

Jeg var vist ikke en af dem der bar holdet – jeg stod en god højre Back i lærredssko.

Min mor og jeg havde været nede at købe forboldtrøje hos skrædderen – de gul og sortstribede.

Mor syede nr. 10 bagpå – det var jo PELE og uanset en vis forskel i hudfarven – ja men så var vi jo alle Pele.

Siden fik jeg lidt mere styr på det at spille fodbold og blev en hel habil spiller

De første fodboldstøvler jeg fik var også opkaldt efter en af datidens stjerner nemlig Bobby Charlton

Vi havde et rigtig godt fodboldhold på min årgang og vi blev kredsvindere flere gange – og vandt mange indendørsturneringer

Vi var også nogle som spillede håndbold og vi var også forbundsmestre indenfor KFUM – mange år i træk –

Skoletiden 

Som 7-årig i 1968 startede min dejlige og indholdsrige skolegang på Skovsgårdskolen.

En god tid med mange gode kammerater og skønne lærere.

Jeg har kun været sat uden for døren en gang i min skoletid – og det var helt urimeligt  – ikke at det kun var en gang, men at jeg kom uden for døren i det hele taget.

Jeg gik også i søndagsskole – nemlig i Bethelkirken i Skovsgaard i 7 år – det havde jeg meget fornøjelse af – selvom skal jeg være helt ærlig så begyndte det at trække noget i mig når serie 6 spillede på hjemmebane søndag formiddag kl. 10 – ja, så ville jeg nogle gange hellere derhen.

Men den gik ikke – gik man til noget – så var det for alvor – ikke noget med pjæk.

Flere gange hvert år var min søster og jeg på ferie hos min mormor og morfar som ejede en gård i Skinnerup ved Thisted.

Ligesom vi også hvert år var en tur på Sjælland for at besøge min onkel og tante som har en gård tæt på Roskilde.

Det var også mens vi gik på Skovsgårdskolen jeg var til mit første politiske møde – Det var Erhard Jacobsen der fyldte morgensangslokalet – formand for partiet Centrum Demokraterne og foreningen aktive lyttere og fjernseere.

I øvrigt var han den første jeg stemte på til et Eu-valg.

 

Uddannelse og arbejdsliv 

Jeg forlod folkeskolen efter 2. real og kom på Brønderslev Gymnasium og blev matematisk samfundsfaglig student i 1980.

Herefter startede jeg på Ranum Statsseminarium og blev efter 4 år færdig som lærer – med liniefag i Samtidsorientering og Historie. – planen var egentlig at komme i købmandslære – men lærlingeaftalen blev aldrig til noget –  da købmanden og jeg hurtigt blev enige om, at jeg skulle bruge forholdsvis meget tid på handelsskolen under min evt. læretid.

Specielt i forhold til at jeg jo lige havde fået en gymnasial uddannelse.

Nu havde jeg så min soldatertid til gode, da denne på grund af lærerstudierne var udskudt.

Fra 1984 til 1985 aftjente jeg min værnepligt ved Nærluftsforsvaret på Flyvestation Aalborg.

Nu skulle jeg så i gang med at arbejde i folkeskolen – det var ikke så let på det tidspunkt – der var nok lærere.

Men på mirakuløs vis lykkedes det mig at få job på Øland/Langeslund Skole og der var jeg i 16 ½ år.

Gode år – præget af stor udvikling. På Øland/Langeslund Skole var vi gode til i et godt samarbejde med forældre og borgerne i lokalsamfundene at få markeret skolen som et lokalt Kulturcenter.

En lille skole som Øland/Langeslund Skole med 110 – 120 elever har nogle muligheder for – via et fælles træk på den samme hammel af personale, bestyrelse, forældrekreds og lokalsamfund – at gøre en forskel.

Dette engagement førte bl.a. til den omtalte profilering af skolen som lokalt kulturcenter – med løbende aktiviteter og mange flotte enkelt arrangementer med foredrag og fællesspisninger.

Et andet resultat var etableringen af en lokal fritidsklub for de ældste elever. Noget af det vi også havde som kendetegn på skolen var at alle klasser hvert år var på ture med overnatninger.

Det var spændende at være en del af det engagerede hold der stod bag.

Mit Fritidsliv                    

Mit fritidsliv har været præget af stor udadvendt aktivitet lige fra mine drengeår.

Jeg har i mange år spillet på trompet og basun i Skovsgård Hornorkester afsluttende i Skovsgård Brass-band –

Et velspillende band, som på det tidspunkt mest bestod af tidligere hornorkestermedlemmer – men også andre var velkomne til at være med.

Vi øvede på Skovsgårdskolen til stor fornøjelse for os selv og de som engagerede os til forskellige arrangementer.

Skovsgård Hornorkester var i høj grad bygget op og drevet af Edith og Jens Axelsen godt bakket op af andre ildsjæle i vores lokalsamfund.

Edith og Jens er forældre til min bedste skolekammerat Ove. Ove er nu landmand og familiefar på Egholm.

Så i dag er vi ikke helt enige om, at den tredje Vestlige Limfjordsforbindelse skal gå over Egholm.

Det var jo egentlig fantastisk, at Brovst havde Pigegarden og Skovsgård hornorkestret, som begge på fornem vis markerede sig ved arrangementer i hele Nordjylland og udenfor landets grænser.

På det tidspunkt sagde vi lidt både i sjov og alvor, at Skovsgård Hornorkester var bedst til at spille – mens Brovst Pigegarde var suveræne til march og Tattoo.

I dag er Brovst Pigegarde – Danmarks bedste pigegarde –  imponerende gode til alle discipliner – og en god ambassadør for vores Kommune.

Det lykkedes aldrig for mig at komme med i pigegarden – nå det har nok sine naturlige grunde.

Det med at spille fik dog en ende, da mit politiske liv begyndte.

Nu spiller jeg kun en gang imellem – og det kun for mig selv, da andre ikke kan være tjent med at høre på det.

Musik var også udveksling – især med Norge og Tyskland – det var jo også givende.

Fodbold – hovedsageligt i Skovsgård Boldklub –  har været en stor del af min fritid – mange år som aktiv på banen og endnu flere som træner for både børn, unge og voksne.

Der har været mange gode oplevelser på og udenfor banen – ikke mindst af social karakter.

Jeg har jo haft den glæde, at have trænet nogle drenge som lilleputter for mange år efter at sende dem på banen som seniorer i serie 2.

På resultatsiden er det for øvrigt netop oprykningen til serie 2 i 1990 sammen med en lørdag eftermiddag i november i 1985 på Aabyhøj Stadion ved Århus hvor ”mit” juniorhold blev Jyske Mestre jeg husker som noget specielt ud af i øvrigt mange gode resultater.

Resultater skabt i et samarbejde med rigtig mange aktive i og omkring klubben. Det har givet venskaber for livet – bl.a. drev Jørn Kjær og undertegnede Skovsgaard Boldklubs Ungdomsafdeling hjemme fra hans Køkkenbord.

Aktiviteterne til rådighed i et lokalsamfund hænger meget sammen med ildsjælene – der skal være nogle til at trække læsset – sådan er det bare !

En gang spejder – altid …                    

Endelig har spejderarbejdet betydet utroligt meget for min person og min opdragelse – Jeg har været med i 45 år.

I 1973 begyndte jeg sammen med en masse andre drenge fra min årgang at være spejder. Vi mødtes i det gamle missionshus i Skovsgård.

Efter at vi havde bestået spejderprøven kom vi med i de allerede eksisterende spejderpatruljer, Som holdt spejdermøder hjemme hos patruljemedlemmerne på skift for en gang om måneden at mødes til tropsmøde i den gamle hestestald bag missionshuset – kaldet Bjælkebo.

Bjælkebo blev i 1975 til et stort og flot spejderhus – efter at den nybyggede præstegård i Skovsgård nedbrændte.

Gode kræfter omkring spejderarbejdet i Skovsgård fik den geniale ide at forsøge at få mulighed for at pille den nedbrændte præstegård ned sten for sten

for så at bygge det op som et nyt spejderhus og et nyt missionshus

Efter forhandling med forsikringsselskabet lykkedes det at få lov. Primært ved frivilligt arbejde blev den brændte præstegård pillet ned sten for sten og genopført som spejderhuset Bjælkebo.

Efterfølgende – i 1986 – blev huset udvidet – også med en dejlig spejdergrund i Aarup Hede.

Jeg var sammen med rigtig mange andre med til at rense sten – så de var klar til at blive muret op som det nye missions- og spejderhus Bjælkebo.

Fra tid til anden tænker jeg tilbage på den indsats mange gjorde for at sikre det fremtidige lokale spejderarbejde nogle enestående flotte rammer.

Bjælkebo drives den dag i dag af en bestyrelse med repræsentanter fra de oprindelige initiativtagere: Indre mission – Skovsgaard KFUM og KFUM-spejderne i Skovsgaard.

Som nævnt har Jeg været spejder i 45 år og er stadig aktiv leder, og har ingen tanker om at stoppe med det.

Det kan man opfatte som et løfte eller en trussel – alt afhængig af temperament.

Lord Baden Powell som startede spejderideen og spejderbevægelsen op har udtalt nogle kloge ord.

Måske nok lidt højtideligt – men alligevel ord og indhold, som jeg gerne vil gøre til mine:

Prøv at overlade verden lidt bedre til dine efterkommere, end du selv modtog den. 

Det er jo et motto man kan leve efter uanset hvem man er og hvad man beskæftiger sig med.

Uanset om man er mor, far, søster, bror, søn, datter, kammerat eller kollega.

Som menneske har man nemlig en enestående mulighed for at gøre en forskel i mange forskellige sammenhænge.

Spejder er ikke noget man går til – det er noget man er – noget, som præger ens væremåde og giver en nogle livsværdier. 

Spejdere lytter til guds ord, spejder er hjælpsomme, spejdere respekterer andre, spejdere værner naturen, spejdere er til at stole på, spejdere tager medansvar og finder sin egen mening .

Alt sammen vigtige elementer i mit daglige liv – også det politiske liv

Der er mennesker der gør en ære ud af at fortælle, at der gælder andre normer og leveregler i politik end i det virkelige liv

Det mener jeg er helt forkert – man er et helt menneske – som ikke kan tage kasketter af og på.

Nogle mener, at det er naivt at agere på den måde – men så er jeg gerne naiv.

Politik – en fritidsinteresse og en livsstil        

Den fremtrædende fritidsinteresse for mig gennem de seneste år har været politik –

Jeg blev valgt ind i kommunalbestyrelsen som 28årig i 1989 nærmest ved en tilfældighed

Jeg havde indvilget i at opstille for at fylde op og trække nogle stemmer til listen.

Pludselig var jeg kommunalbestyrelsesmedlem.

Medlem af økonomiudvalget, fritidsnævnet, kulturudvalget og ordfører for partiet fra første møde i kommunalbestyrelsen.

1½ år efter blev jeg den 1. august 1991 – som 30-årig – socialudvalgsformand og var det i 10 ½ år indtil kommunalvalget i 2001.

Alt i alt et politisk liv på et relativt højt plan i en kommune

Det har været spændende – men heller ikke uden omkostninger

Men som tidliger udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen engang har sagt:

Det er muligt, at der er koldt på toppen, men udsigten er god.

I oktober 2000 besluttede jeg at søge nye udfordringer i det politiske liv, nemlig borgmesterposten –

En beslutning, som man nødvendigvis må tage sammen med sine nærmeste – da det er en stor beslutning

Det var en spændende udfordring, som måske lykkes, måske ikke

Et vigtigt element i beslutningen var mit partis 110 % opbakning.

Poster og placeringer i det politiske system har naturligvis stor betydning for ens mulighed for indflydelse.

Noget, som er lige så vigtig for mig, er politikken, den politiske debat –

det at realisere opstillede løfter i forhold til en respekt for at politik er det muliges kunst – og skal realiseres indenfor de muligheder der nu en gang er til rådighed.

Det at være med til at overlade kommunen lidt bedre til sine efterkommere end man selv modtog den.

Derfor er jeg udover politisk ideologi tilhænger af den sunde fornuft når det gælder lokalpolitik

Venstres bud på borgmesterposten til valget i 2001.

Valgkampen 2001 er den mest politiske valgkamp jeg har været med til at føre.

Resultatet af valget den 20. November 2001 blev en smal sejr til det valgforbund Venstre var en del af. Vi voksede med 2 mandater og stod med 6 mandater og dermed pegede pilen på mig, som Brovst Kommunes næste og skulle det siden vise sig, som Brovst Kommunes sidste borgmester – idet jeg jo var vores borgmesterkandidat – og vi var det klart største parti i vores valgforbund.

Det kan godt være det er en svær beslutning at fortælle borgerne, at man er borgmesterkandidat. Men når det så lige pludselig er så tæt på, at man kan realisere sin drøm – ja, så bliver man lidt ør – får gele i knæene og sommerfugle i maven.

Kommunalreformen

Samtidigt med alt det der foregik lokalt blev der igen fra Dansk Industri raslet med sablerne omkring en ny struktur indenfor den offentlige sektor.

Sommeren 2002 valgte Dansk industri endnu engang at lufte tankerne – om en ny organisering og opgavefordeling i den offentlige sektor.

Og denne gang skete der imidlertid noget usædvanligt – den sædvanlige sommeragurk fik pludselig landspolitisk opmærksomhed. Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen lovede at nedsætte en strukturkommission, som skulle komme med et bud på den fremtidige offentlige opgaveløsning – hvem skal løse opgaverne- skal amterne nedlægges – skal kommunerne være større var blot nogle af de spørgsmål der skulle gives nogle svarmuligheder på.

 

 

Målet med de nye strukturer var bæredygtighed såvel økonomisk, fagligt som demokratisk.

Tankerne om nye og større enheder var bestemt ikke min opfindelse og heller ikke min kop te.

Jeg syntes egentlig at vi allerede på ganske fin måde levede op til det de nye strukturer skulle bringe.

Og de opgaver vi var for små til at løse som selvstændige kommuner løste vi via mellemkommunale samarbejder.

Bl.a. arbejdede de fire Jammerbugt Kommuner – Fjerritslev, Pandrup, Aabybro og Brovst –  sammen om mange ting både fagligt og politisk.

Det stod imidlertid klart, at den landspolitiske stemning gik i retning af reformer både på opgavesiden og med hensyn til etablering af større kommuner.

Tankerne her var at skulle kommunerne overtage opgaver fra amterne måtte de være større for at kunne løse disse.

Det stod også klart, at amternes antal ville mindskes væsentligt – idet opgaverne ville blive færre.

Ja på et tidspunkt var amterne vel helt ude af tredelingen:

Stat – amt – Kommune. Men resultatet blev at 14 amter blev til 5 regioner – med den primære opgave at drive sygehusvæsenet.

Januar 2004 skulle den nedsatte strukturkommission barsle med sine forslag.

Således var alle landets borgmestre sammen med øvrige lokalpolitikere inviteret til møde i Vingstedcentret 7. januar.

Få timer efter mødets begyndelse stod det fast, at de små kommuners dage var talte – spørgsmålet var bare hvornår de nye kommuner blev en realitet.

Personligt troede jeg og måske i virkeligheden håbede jeg at reformen først ville få virkning fra 1. januar 2010 –

altså ville der gå endnu en byrådsperiode inden de nye og større kommuner ville blive en realitet.

Men det holdt ikke stik – den landspolitiske proces lægger nemlig op til, at der allerede ved valget i 2005 skal vælges til de nye og større kommuner.

Og så gik stoledansen i gang – og der blev holdt mange kaffemøder på de Nordjyske borgmesterkontorer –

for hvem skulle være sammen.

For Brovst Kommunalbestyrelse stod det hurtigt klart, at vi ønskede en Jammerbugt Kommune bestående af de 4 Jammerbugt Kommuner. Det kunne en enig kommunalbestyrelse melde ud – allerede tidligt i processen.

Efter en proces i de øvrige 3 kommuner blev det endelige resultat en Jammerbugt Kommune på 4 hjul – og efter indhentning af navneforslag til den nye Kommune besluttede et klart flertal af de fire kommuners kommunalbestyrelser på et fælles møde at navnet skulle være Jammerbugt Kommune.

Mange navne var i spil – og stor var debatlysten. Jeg havde som en del af denne proces et lunt indspil – idet jeg foreslog, at den nye Kommune skulle hedde Brovst Storkommune –

men det var der ikke stemning for – ikke en gang da jeg foreslog at stryge ordet STOR.

Seriøst var jeg fortaler for navnet Jammerbugt Kommune fordi det er der vi bor – og at det var vigtigt med et nyt navn for fra starten at signalere at det var en ny kommune – et nyt fællesskab.

Den 14. december 2004 underskrev de fire borgmestre det officielle dokument, der bekræftede vores enighed om at danne Jammerbugt kommune –

og dermed indsende ansøgningen til indenrigsministeriet om at blive en ny kommune med navnet Jammerbugt Kommune.

Underskrivelsen fandt sted ved en højtidelighed på herregården Bratskov.

Vores datter Sofie og jeg selv var som bekendt ikke de store tilhængere af kommunalreformen, men når nu det skulle være, ja, så var vi enige om at se på de positive ting i den nye kommune – og det har vi gjort lige siden.

Helt konkret udmøntede det sig ved at Sofie på en tur til Aalborg sagde til mig – Jamen far der er da også noget godt ved den nye kommune –

jeg spurgte hvad hun tænkte på. Jo svarede hun –  nu får vi da en Mc’Donalds i Kommunen med hentydning til den i Aabybro.

Borgmesterkandidat

Min filosofi som politiker er først at kæmpe for de bedst mulige overordnede rammer – når de er givet så at arbejde for de bedst mulige løsninger i forhold til de givne forudsætninger.

Den fulgte jeg også her – og min konklusion var, at jeg gerne ville stille mig til rådighed som Jammerbugt Kommunes første borgmester –

men vi var jo fire Venstreborgmestre i Jammerbugten – så det var jo ikke sådan så ligetil at blive vores første borgmesterkandidat.

Vejen til den ærefulde udnævnelse gik som i sangen om de ti små cyklister – først var der 4 og så var der 3 og så var der 2 og så var der en.

Ole Lykkegård Andersen, borgmester i den tidligere Aabybro Kommune i mere end 20 år var den første der meldte fra –

det med de nye og større kommuner var ikke noget der var groet i hans have.

I forbindelse med sin nytårshilsen omkring nytåret 2004 – 2005 meddelte den mangeårige Borgmester i Pandrup Kommune Flemming Jansen, at han heller ikke ønskede at genopstille.

Hermed var der to officielle kandidater tilbage borgmester Otto Kjær Larsen som havde været borgmester i Fjerritslev Kommune fra 1998

og undertegnede der var blevet borgmester i Brovst Kommune i 2002.

Selvfølgelig blev der også blandt medlemmer og i pressen drøftet andre muligheder.

Men da der var indkaldt til opstillingsmøde af borgmesterkandidat for Venstre i Jammerbugt Kommune var der reelt kun 2 kandidater –

nemlig Otto og undertegnede. Opstillingsmødet blev afholdt i Brovst Hallen den 5. april 2005 – det blev en aften jeg aldrig glemmer –

Men jeg glemmer heller aldrig optakten til opstillingsmødet – Selvfølgelig ville Venstre i Brovst bakke op om mit kandidatur – og man ville selvfølgelig også gøre meget for at så mange som muligt kom til mødet for at stemme på mig.

Men vi vidste jo godt, at Venstre i Fjerritslev havde flere medlemmer end vi havde – så noget måtte gøres – hvis der skulle rettes op på det.

Der rejste sig en stemning der sagde: Jammerbugt Kommunes første borgmester skal være fra Brovst og det skal være Mogens Gade.

I løbet af 4 uger var der tegnet omkring 150 nye medlemmer – der var mange der var aktive i den proces.

Og det var jo en hel speciel følelse at mærke, at mennesker uanset partitilhørsforhold var parate til at tegne et medlemskort og betale 150,- kr.  for at bakke mig op.

Det var stort og det vil altid stå som den ultimative oplevelse i mit politiske liv.

Endelig blev det den 5. april – og folk myldrede ind i Brovst Hallen – 400 medlemmer mødte op.

Aftenen viste, at Otto og jeg var de eneste kandidater – vi blev anbefalet, og vi holdt hver vores indlæg

– så skulle der stemmes – og resultatet blev heldigvis klart med 78 stemmer til Otto og 321 til mig.

Så måske jeg havde vundet uden de nye medlemmer.

Men jeg tror ikke at borgmesterposten ved det efterfølgende valg var blevet vundet uden denne fantastiske positive bølge som denne medlemstegning satte i gang – den gav medvind hele vejen – og det hele kulminerede på selve valgdagen – den 15. november 2005 – med et flot valg til Venstre med 42,7 % af stemmerne –

og jeg havde selv den store glæde at opnå 2648 personlige stemmer ud af Venstres 8905.

Resultatet var overraskende godt – idet mange af vore politiske modstandere havde set en god mulighed for at vippe Venstre af pinden.

Resultatet gav 13 ud af kommunalbestyrelsens 27 medlemmer – det er som bekendt en for lidt til et flertal –

hurtigt viste det sig, at Dansk Folkeparti med Kim Bennike som valgt netop havde det mandat. Kim og jeg bekræftede hinanden i at vi havde en aftale. Vi kunne gå på Tv og bekræfte det.

Endnu en gang viser det sig, at et ærligt og troværdigt samarbejde kan bære.

Efterfølgende forhandlede vi den endelige aftale på plads – og vi fik en bred konstituering som 24 af kommunalbestyrelsens medlemmer stod bag.

Dermed var grundlaget for det flotte og respektfulde samarbejde der har præget Jammerbugt kommunes Kommunalbestyrelse lagt.

Et samarbejde som hele kommunalbestyrelsen fortjener stor ros for og et samarbejde der helt klart er en af forklaringerne på, at vi er nået så langt som vi er i bestræbelserne på at opbygge vores kommune og udstikke nogle pejlemærker for fremtiden.

                                

Sjove oplevelser:

Jeg er jo så heldig at have haft verdens 3 bedste jobs. For det første mit lærerjob På Øland/Langeslund Skole. For det andet at blive den sidste borgmester i Brovst Kommune og for det tredje at blive Jammerbugtens første borgmester.

Alle tre jobs har været en livsstil for mig. Jeg har aldrig talt timer – men brugt den tid der efter min egen vurdering var nødvendig for at passe mit job på en god måde i forhold til opgaven.

På den måde har fritid og arbejde gået ind i hinanden uden at det har haft nogen betydning.

Man kan faktisk sige, at det er lidt ligesom fodboldspiren der bliver professionel – og dermed gør sin yndlingshobby til sit levebrød.

På samme måde føler jeg mig privilegeret.

Det kræver naturligvis, også, at man har en forstående familie.

Mit liv har på den måde givet rigtig mange gode oplevelser.

Oplevelser, som er helt unikke er de gange hvor jeg har haft mulighed for at tale med hendes majestæt Dronningen – det har været stort.

Jeg kan specielt huske en gang op til dåben af prinsesse Isabella. Jeg havde lovet vores datter Sofie Louise at hilse Dronningen og sige til hende, at Sofie var meget spændt på hvad den lille prinsesse skulle komme til at hedde.

Dronningen vidste det tilsyneladende heller ikke for hun svarede: Det er vi vist alle – og så var der et nyt emne på banen.

En anden gang talte jeg med dronningen om Bøge Bakke udgravningen ved Brovst som hun jo som meget arkæologisk interesseret besøgte der i slutningen af 60’erne.

Dronningens 70års fødselsdag – kjole og hvidt – hele processen – og festen med en af adjudanternes koner som borddame, der kunne guide alle os ved bordet gennem den fantastiske aften, som jo blev sendt direkte på TV2, som indledning til aftenen – hilste vi gæster på hele den kongelige familie som stod på rad og række for at tage imod.

En anden sjov oplevelse. En vielse på Bratskov mellem jul og nytår. Det var blevet snevejr – og det ene vidne skulle komme fra Aalborg. Grundet vejret var det ikke muligt at nå frem. Gode råd var dyre.

Men handling slår alt. Jeg gik ud og fangede en af vore gode medarbejdere fra materielgården – Jens Martin Jensen – som var i gang med at rydde sne.

Så var der to vidner og vi kunne foretage den ønskede vielse og efterfølgende skåle i Portvin – snerydningen kunne med lidt forsinkelse fortsætte og endnu et lykkeligt brudepar kunne forlade riddersalen på Bratskov.

070707 – den 7. juli 2007 blev markedsført, som en ganske særlig romantisk bryllupsdag – jeg havde 7 vielser den dag – blot for at fastholde det magiske 7-tal. Der har været mange særlige datoer siden – f.eks. 090909.

I Jammerbugt Kommune er vi fleksible på hvor vi afholder vielser – så det er ikke bare på Bratskov eller Rådhuset. Jeg har haft mange forskellige former for vielser og respekterer dem alle. F.eks. begyndte jeg en ”bryllupslørdag” med en vielse på Stranden med dåseøl – for at slutte på Kokkedal med den røde løber og Champagne.

Selvom jeg i udgangspunktet er et lidt genert og tilbageholdende menneske, nyder jeg at være rundt i Jammerbugt Kommune og møde mange forskellige mennesker – ikke mindst børn på skoler og institutioner og i fritiden – børn har skønne fantasier og de forbereder sig ofte og omtaler mig som statsministeren eller præsidenten – ifølge forældre og voksne i institutioner og skoler.

I min tid som borgmester har vi haft mange ministre på besøg – sågar en Statsminister – idet Lars Løkke Rasmussen, som statsminister besøgte Blokhus for en dialog om turismens udfordringer.

Der har i det hele taget været rigtig mange gode oplevelser med ansatte og politiske kolleger – og mange af relationerne har udviklet sig til gode venskaber.

Da jeg blev medlem af Venstre boede jeg stadigvæk hjemme hos min mor på stationen i Skovsgård.

Et af de fremtrædende lokale medlemmer af Venstre på det tidspunkt var dyrlæge E. Winther Larsen –

jeg arbejdede for øvrigt på hans pelsdyrfarm under min studietid for at supplere Su’en .

En lørdag hvor han var på Posthuset spurgte han min mor, som passede det, om ikke jeg skulle være medlem af Venstre – det kunne hun da godt spørge om. Hun råbte op ad trappen – jeg svarede ja – så var det afgjort.

End of Story 

I starten af januar 2009 fik jeg et Postkort fra Gran Canaria fra den 1årige Ella.

Hun og hendes forældre ville gerne takke fordi det i julelukningens tid havde været muligt at få to medarbejdere helt ekstraordinært på arbejde for at udstede et midlertidigt pas –

hvoraf Lille Ella også fremgik. Grunden til hastværket var at den lille familie i Julegave havde fået foræret en rejse med afgang før Borgerservice åbnede igen.

Denne fornemme form for borgerservice blev således påskønnet af Ella og hendes forældre –

og er en medvirkende del til at Jammerbugten er en bette go’ Kommune

Mange mennesker ikke mindst i Venstres organisation, men også i vennekredsen har gjort en ubeskrivelig indsats for at jeg har fået de muligheder i det politiske liv, som kun få får mulighed for – det er jeg dybt taknemlig over og meget opmærksom på.

For man er nemlig ikke noget selv – heller ikke som politiker – man er kun noget fordi der er nogle andre der også synes at det er vigtigt –

og samtidigt er klar til at yde en indsats for det fælles projekt. På sådan et hold er der forskellige roller – nøjagtig som på et fodboldhold i et orkester eller i en spejderpatrulje.

Det menneske, som har givet mig mine første politiske udfordringer og dermed også muligheder helt fra begyndelsen er den mangeårige Venstreborgmester i tidligere Brovst Kommune Henning Mysager–

han overtalte mig bl.a. til som 30-årig at blive socialudvalgsformand – en god læreplads i 10½ år.

Min families opbakning har jo også stor betydning – det er jo ikke altid en søndagskoleudflugt at være politiker.

Der bruges indimellem hårde ord – og der fremkommer grimme beskyldninger fra tid til anden.

Det er jo ikke altid lige sjovt at læse at ens far, mand eller søn beskyldes for noget grimt og sandsynligvis helt urimeligt.

Men sådan skal det åbenbart være i politik. For det er ikke kun noget enkelte borgere gør – mange politikere gør det også –

og når politikere ikke en gang selv kan finde ud af at kommunikere på en værdig måde – ja, hvordan skal man så forvente, at borgerne gør det

Som det gerne skal fremgå at mit indlæg er jeg i allerhøjeste grad fuld af taknemlighed for de muligheder jeg har fået i mit liv. Jeg står i stor gæld til alle de mennesker jeg har mødt på min vej, og som har bidraget til at jeg fik mulighed for at prøve verdens tre bedste jobs.

 

 

Blå Bog – Mogens Gade  

1961         Født den 8. marts

Uddannelse:
1968 – 1977              Folkeskolen på Skovsgaardskolen
1977 – 1980              Samfundsfaglig matematisk student
1980 – 1984              Folkeskolelærerstudie på Ranum Statsseminarium

Værnepligt:
1984 – 1985              Aftjente værnepligt

Erhverv:

1985 – 2001              Folkeskolelærer – Øland/Langeslund Skole

Politisk karriere:

1990 – 2007              Medlem af Kommunalbestyrelsen i Brovst Kommune
1991 – 2002              Formand for Socialudvalget i Brovst Kommune

2002 – 2007              Borgmester i Brovst Kommune
2006 – 2007              Formand for Sammenlægningsudvalget for den nye

Jammerbugt Kommune

2014 –                          Formand for KKR Nordjylland

 

Øvrige aktuelle poster:

• Formand for bestyrelsen for Fjerritslev Gymnasium

• Medlem af bestyrelsen for Partnerskab for vestkystturisme

• Medlem af Komiteen for en 3. Limfjordsforbindelse

• Medlem af repræsentantskabet for Aalborg Lufthavn

• Medlem af bestyrelsen for Aalborg Kongres og Kulturcenter

• M.fl.

 

Politiske mærkesager:

• Borgeren i centrum

• Frit valg

• Uddelegering

• Decentralisering

• Dialog og tillid mellem vælger og politiker

 

Motto: Handling slår alt!

Fritid: Aktiv KFUM-spejder.

Privat

Har siden sommeren 1986 boet sammen med Lene Svenning på Olaf Ryes Vej 10 i Skovsgård. Lene er Kunderådgiver i Sparekassen Vendsyssels Brovst afdeling. Sammen har vi Sofie Louise, Som blev født den 23. december 1994. Hun går på Aalborg universitet.

 

Mogens Gade 12. februar 2017

=========================================================

 

=============================

GUTTE MORTENSENS ERINDRINGER OM BARNDOMMEN I HJERMITSLEV

Kilde:Lokalhistorie fra Vester Hjermitslev.

Gutte Mortensen (1926-2007) var én af træhandler Jens Andreasens piger. Guttes hjem var huset på adressen Blæshøjvej 5. Hun blev i 1950 gift med ”Drustrups Lass” – alias – Lars Mortensen. Gutte og Lars har boet det meste af deres liv sammen i Randers.

I en lille by som Hjermitslev kom man tæt på mange forskellige mennesker, og det er en fornøjelse at tænke på alle de venlige folk, som vi børn voksede op iblandt. Når jeg siger vi, mener jeg Inga og jeg. De andre Ester, Grete og Gerda var de store og havde deres liv, og Lisbet, so er 14 år yngre end jeg, havde sit liv – altså uden for hjemmet.

Et af de bedste steder vi kom, gerne sammen med vores gode veninde Karen (Rasmussen), var hos Elvine og Lars Peter, som boede i det sidste hus i den tætte husrække fra Torvet og østpå (Assenbækvej 21). Det var et lille hus med bryggers bagtil, hvor igennem den daglige indgang var. Derfra var der døre til WC og tørverum. Et par trin var der op til en lille gang med trappe til loft og dør til køkken og soveværelse. Soveværelset var det daglige opholdsrum. Her var dobbeltsengen, en lille kakkelovn og foran vinduet til gaden et lille spisebord med en stol ved hver side. Lars Peters var en kurvestol. Jeg husker, hvordan den knirkede og knagede, når han rørte sig i stolen – og det knirkede stadig, når han en sjælden gang rejste sig i et nødvendigt ærinde, men nu var det hans træben, der knirkede. Hvordan han havde mistet sit ben, ved jeg ikke, men vi børn troede, det var blevet skudt at i Første Verdenskrig. Nå, men Lars Peter var altid parat til at spille kort, og Elvine satte sig med sit strikketøj i sin stol og deltog i snak og sjov. Min far var flink til at sende en pakke tobak med os til Lars Peter – og så kom der gang i den lange pibe.

Elvine var specialist i en slags marengssmåkager, nogle med og nogle uden kakaosmag – rutebiler kaldtes de – hun leverede til flere af byens fruer, og vi børn fik også lov at smage, når der var nogen tilbage. Elvine tjente desuden en skilling som kogekonemedhjælper, når sæsonen for spisegilder satte ind i efteråret.

Elvine og Lars Peter havde en ugift søn, Peter, som boede hjemme i et værelse på loftet. Han havde ikke fast arbejde, men var byens altmuligmand og meget vellidt overalt. Han kunne rense kloakker. skære smågrise (kastrere), køre møddinger ud, grave haver, lave simplere murerarbejde og meget mere. Ja, han kunne også passe butikken for min far, hvis han pludselig fik bud fra den stedlige opsynsmand ude i Fennerne (lejeengene i Vildmosen) om, at der var noget i vejen med det elektriske hegn om fars engstykke og kvierne var brudt ud. Så måtte far øjeblikkeligt af sted på cyklen.

Da Peter blev 30 år var Karen, Inga og jeg inviteret med til fødselsdagen, foruden os var der en fætter og en kusine. Det var det store chokolade- og kaffebord med masser af kager, og det foregik i den pæne stue, hvor der var spisebord midt på gulvet med stole omkring. I rummet var der diverse små borde med opsatser, der var billeder og buketter med tørrede blomster – ja, alt det fine, som der ikke blev lukket op for til dagligt brug.

Lars Peter og Elvine havde også en datter, Stinne, som var gift og boede på Fyn. Der var langt til Fyn, og jeg tror aldrig, de fik mulighed for at besøge hende, men Elvine sagde altid: ”Når Lars Peter dør, så skal jeg over og bo hos Stinne!” Men det gik nu sådan, at Elvine døde først. Lars Peter levede de sidste par år på pleje/sygehuset i Saltum, hvor Inga og jeg besøgte ham.

Hvad foretog vi børn os ellers? Mange forskellige ting! Jeg husker i forårstiden, mens det stadig var halvmørkt om aftenen, legede vi ude. Vi var en flok på 10-12 drenge og piger, der legede ”røvere og politi”. V røvere spredte os ud i trekantområdet mellem Søndergade (nu Alstrupvej), Enkestræde (nu Thomas P. Hejlesvej) og hovedgades (nu Assenbækvej) , mens politiet talte til 100 – og så gik den vilde jagt. Vi havde ”helle” ved lysmasten på Torvet, og det gjaldt om at nå op til ”hellen” uden at politiet havde rørt os. Hvis det lykkedes, tror jeg, vi sagde: ”En, to, tre kroner for mig.”

Én af mine yndlingsbeskæftigelser som barn var at lege med påklædningsdukker eller måske allermest at tegne tøj til dem. Jeg husker især eftermiddage efter skoletid i klasseværelset sammen med min sidekammerat, Herdis Landbo. Vi var ret kreative og lavede flotte kjoler og dragter. Vi legede at påklædningsdukkerne var os selv, og at det var til os selv vi lavede tøjet. Vi skrev også breve til hinanden i skoletimerne, jeg har stadig et par af dem. Herdis’ far var førstelærer i Hjermitslev skole. Vi havde ham til historie og dansk. Han var en fremragende fortæller og oplæser. Jeg husker især hans oplæsning af Holbergs ”Jeppe på bjerget”. Vores andenlærer var lærer Hansen. Han var der det meste af min skoletid, og ham havde vi i regning og geografi. Den tredje lærer var frøken Madsen hun underviste os i bibelhistorie og skrivning.

Men det var nu ikke alt, der var idyl for vi børn. I et par år boede der en familie i ”Futhuset”, der var to drenge, som godt nok var yngre end Inga og jeg, men de var frække. Kunne de uset af voksne komme til at sparke, slå eller stejle, så gjorde de det. Futhuset lå på en lille vej (vejen hedder nu Karsevej). Man kunne også komme til Futhuset ved at gå igennem vores have, men så lurede en anden fare, som var, at få håret spundet ind mellem rebslagerens snurrende tråde, når vi på vejen passere reberbanen. Navnet ”Futhuset” kom sig af, at der bag huset løb en grøft, ”Futgråben”, hvori mejeriet havde afløb. Jeg husker, at det var en ulækker blågrå strøm, der flød i grøften, men jeg husker ikke nogen dårlig lugt.

Det var nogle af mine erindringer om barndommen i Vester Hjermitslev – Gutte Mortensen.

======================================================

Det historiske Blokhus

Kilde: VisitJammerbugt m.fl.

Udover at være en af Danmarks mest besøgte bade- og feriebyer er Blokhus kendetegnet ved flere bygninger og vartegn, som blandt andet vidner om tiden som gammelt fiskerleje.

Hvorfor Blokhus?

Navnet på feriebyen Blokhus stammer med størst sandsynlighed fra tiden omkring 1600- tallet.

Blokhus hed på den tid Hune Hvarre.

Herfra dyrkede Hune-bønderne lidt af jorden og supplerede med Fiskeri. Landbrugsprodukterne sejlede de i lette sejlbåde – kaldet sandskuder, til Norge, hvor de byttede deres varer med tømmer.

På den tid fandtes der ikke et eneste træ i Blokhus og omegn, og derfor var det meget eftertragtet at få fat i det norske tømmer.

Da de havde brug for oplagring af varerne, der skulle til Norge, byggede de et par huse af tømmerstammerne.

Disse opbevaringshuse blev også kaldet Blokhuse og heraf fik Blokhus sit navn i begyndelsen af 1600-tallet.

Redningsstation Blokhus

På vejen ned til havet i Blokhus møder du en smuk rødstensbygning med korngult, sirligt stråtag og en mørkegrøn port påmalet to dannebrogsflag over kors. Her ligger Rednings-station Blokhus. Eller i hvert fald en autentisk rekonstruktion af den gamle redningsstation, der, ligesom Blokhus Sømærke, led en tragisk skæbne for tyskernes hånd i 1944.

 

Redningsstationen og fiskeriet var et vigtigt hverv

I tidernes løb har Jammerbugtens farefulde farvand krævet mange ofre. De høje bølger og den stærke vind kan lokke mangt en søfarer på afveje, og i midten af 1800-tallet var antallet af strandinger skyhøjt.

Derfor opførte man i 1852 en redningsstation i Blokhus,

hvor 12 bådmænds og 4 reserver blev ansat til at redde skibbrudne.

I alt blev 118 skibbrudne reddet i land af redningsarbejderne, der utrætteligt satte deres liv på spil.

Blokhus får sin stolthed tilbage

Den tyske besættelsesmagt fjernede den oprindelige redningsstation i 1944, da den lå i skudlinjen for en af deres kanoner.

Et halvt århundrede efter, i 2009, blev redningsstationen rekonstrueret få hundrede meter fra den oprindelige placering, og Blokhus fik en vigtig del af sin identitet og historie tilbage.

Blokhuskanonen

Blokhuskanonen har sin oprindelse helt tilbage i slutningen af 1700-tallets England.

I begyndelsen af 1800-tallet blev den fundet som vraggods på stranden i Blokhus. Det var tidspunktet for Englandskrigen, og den er formentlig blevet tabt af en af de mange britiske krigsskibe, der forliste i Jammerbugten.

I en periode blev kanonen brugt til at skyde velkomstsalutter af til skudehandlerskibene – dels for at byde dem velkommen, men også for at anvise retningen ind mod stranden.

For at undgå, at tyskerne skulle tage Blokhuskanonen med sig hjem, blev den gravet ned i klitterne, hvor den tilbragte mange år.

I dag er Blokhuskanonen tilbage i byen som en vigtig del af Blokhus’ historiske identitet, og man kan om sommeren se og høre den blive affyret på stranden ved solnedgang.

Om vinteren kan man beundre den flotte kanon i indgangspartiet i Blokhuset på Torvet.

På vej igennem Blokhus’ historie kommer man også tæt på livet, som det så ud for 1700-tallets fiskebønder.

Navnet Blokhus

stammer muligvis fra dengang da Inger Skeel, Voergård, i 15- 1600-tallet havde boder og magasiner (blokhuse) til opbevaring af korn, smør og kød, som hun eksporterede til Norge. Fra sidst i 1500-tallet menes Aalborg-borgere og herremænd at have haft boder ved kysten til brug ved fiskeri til saltning, ophold o. lign. Dette skulle egentlig være begyndelsen til det egentlige Blokhus, der i 1700-tallet blev en kendt skude handelsplads. Den friske vesterhavsluft tiltrak sommergæster allerede fra midten af 1800-tallet. Det var vist især i koleraåret 1853, at sommergæsterne begyndte at indfinde sig for at finde helbredelse og leve i naturens renhed. Forfatteren Meïr Goldschmidts besøg i Blokhus i 1865 gav anledning til, at Blokhus blev et badested. Han var nemlig den første, der offentligt bekendtgjorde, at man kunne bade direkte i Vesterhavets bølger. De første turister i Blokhus var enten kunstnere eller velhavere. Her fandt de fred, naturskønhed og ensomhed.

Citat fra en rejsebog, 1870:

” Derfra kommer man ved en Afstikkeri Vest til Blokhusene, der ligger tæt ved Vesterhavet som en venlig Oase indenfor et udstrakt Ringhegn af Klitter. Her findes en god Gæstgivergaard, Købmænd, Herredsfoged, Thingsted, Toldembedsmænd, Strandingskommisionær, Branddirektør, Mølle, Redningsstation, mange Haandværkere, men fremfor alt en Badevogn og en dejlig sandbund for Badegæster, der i den senere Tid ret flittigt besøger dette livlige lille Sted.”

Blokhus Sømærke

Et sømærke havde til formål at forebygge strandinger og dermed øge sikkerheden til søs. Oprindeligt var Hune Kirke, der i gamle dage lå helt frit og med udsyn til havet, fordi der ikke fandtes høje klitter som i dag, Blokhus første sømærke. Kirken kunne imidlertid ikke fortælle de søfarende, hvor de befandt sig. Så da man i 1880’erne valgte at bygge 25 sømærker langs den jyske vestkyst, havde hvert sømærke sin egen facon, som også var indtegnet på søkortet og fortalte skibets position. Samtidig kunne en erfaren sømand regne afstanden ud til den forræderiske kystlinie. Blokhus Sømærke blev bygget i 1884 og ombygget i 1898, med ben af jern, da de oprindelige træben, som var af lærkestammer fik sømærket til at svaje i hårdt vejr. I 1944 sprængte tyskerne sømærket og da man efter krigen genopbyggede Blokhus tænkte man ikke på at genopføre sømærket, idet dets funktion ikke længere, i forhold til den nye navigationsteknik havde betydning. I 2006 blev Blokhus sømærke genopført, dette på baggrund af et forslag fra Blokhus og omegns grundejerforening. Sømærket er opført efter de originale tegninger, dog med den ændring, at jernbenene nu er af limtræ, der kan holde til enhver storm. Placeringen er dog ændret, idet den oprindelige placering i mellemtiden er blevet bebygget med sommerhuse.

Kancelligaarden, Strandvejen 4

Den nordre gård, blev opført i 1772–75 og var oprindeligt en stor 5-længet skudehandelsgård. I dag er det kun denne hovedbygning samt ”Hawet” tilbage fra den store gård. Den 51 m. lange smukke bygning blev i 1844 indrettet til herrefoged-kontor, tingsted og toldkontrolstation og efterfølgende fik den navnet Kancelligaarden. Symbolerne over hoveddøren er værd at bemærke, idet det symboliserer: ”Øvrighed – Flid og Fiskeri”. Huset er privat ejet.

 

”Hawet”, Strandvejen 9

”Hawet” er bygget i 1777, og hørte til ”Den nordre gaard”, hvor Kancelligaarden var stuehus. Bygningen fungerede oprindeligt som maltgøreri, hvor man bearbejdede malt til ølbrygning. I 1844 blev huset indrettet til byens fængsel. Her anbragte man mindre farlige fanger. De fleste sad inde for maglende betaling af børnebidrag. En enkelt af fangerne havde 11 børn at betale til, og da man højest kunne sidde i fængsel i 5 døgn, var det for ham og flere andre mænd, en meget god måde at få løst problemet på. Huset er i dag kalket hvidt og har stråtag, ligesom i 1777.

 

Til forskel fra ”de gamle dage” fungerer ”Hawet” i dag som spise restaurant. Dog kan man den dag i dag stadig se jerntremmerne for det sidste lille vindue mod vejen, der vidner om bygningens historie

 

Mindestenen for fiskere

                                                    

At Blokhus’ redningsfolk og fiskere ofrede deres liv i kampen mod havet, kan i dag ses på den mindesten, som Blokhus Fiskeriforening – nu Blokhus Strand Bådlaug – rejste i begyndelse af 1956. Stenen blev oprindeligt placeret ved stranden, men pga. tilfygning blev den flyttet til Vesterhavsvej. Mindestenen gemmer på fem kæntringskatastrofer, der foregik ud for stranden og som dengang ramte Blokhus hårdt. Hvert år den første fredag i februar, lægger Bådlauget en krans ved mindestenen til ære for de fiskere og redningsfolk, som mistede livet på det barske hav.

Bunker i Blokhus, Høkervej 4

Under krigen opførte tyskerne 23 bunkers i Blokhus by. Flere af disse betonbukers kunne ikke fjernes efter krigen. I stedet blev de indlemmet i bybilledet og flere af dem eksisterer stadig, og kan ses, rundt omkring i byen, dog lettere camoufleret. I dag fremstår denne bunker hvidmalet og med en tagkonstruktion, som camouflerer de buede kanter og det kan måske være svært at forestille sig, at bygningen her blev brugt som kanongarage under krigen. Men lægger man mærke til de tre meter tykke jernbetonmure (fornemmes bedst indendøre), kan man måske fornemme denne bunkers oprindelige funktion.

Niels Jensens Hus Støvesvej 1

(Huset er nu blevet fjernet til fordel for nyt dobbelthus)

Dette hus har været fiskeren og den berømte marinemaler Niels Jensen’s hjem (1907 – 2003). Han flyttede omkring konfirmationsalderen med sin familie til Blokhus. Han var født ind i en fiskerfamilie og derfor var det også meget naturligt for ham, at han her skulle slå sig ned som rednings-mand og kystfisker. Ægteskabet med Anna startede økonomisk hårdt med tre isvintre i træk, hvilket fik hans hustru til at se mulighederne i hans kunstneriske evner. Niels Jensen har udtalt, at malerarbejdet i begyndelsen skete lidt i det skjulte, for den slags sysler var ikke rigtig noget for en fiskerknægt. Men heldigvis holdt han ved og indså også, at selvom hans store passion var fiskeriet, så var det maleriet der siden 1938 gav familien brød på bordet. Niels Jensen anså ikke sine malerier, der var inspireret af Vesterhavet, bådene og klitterne, for noget særligt, men hans hustru Anna vidste, at han havde stort talent og opfordrede også til, at de mange billeder blev udstillet i København. Efter denne tid begyndte det at gå stærkt for Niels Jensens kunstkarriere. I 1960 udstillede han på Den Frie, hvor et af hans havbilleder blev købt som sølvbryllupsgave til Dronning Ingrid og Kong Frederik. Også atomfysikeren Niels Bohr købte et billede og straks herefter sendte Sverige, Tyskland og Holland bud efter ham. I Danmark blev kunstforeninger og kunstmuseer meget interesseret i at vise hans imponerende billeder. Det var Anna, der klarede paragrafferne, bragte billederne og hentede de få, der ikke blev solgt. En stor milepæl var det for ham, da han i 1979 i en alder af 72 år, blev udnævnt som årets kunstner i Skagen.

 

Strandingskroen – Futten – Bingen,

Strandingskroen, med Futten i baggrunden, tv. Bingen. Strandingskroens gårdsplads, set fra vest mod øst. Først i 70èrne brændte, taget på den stråtækte, nordøstlige længe, som rummer ” Futten”. Det stråtækte tag måtte erstattes fra bunden, for at stedet kunne bevare sin egenart.

 

Blokhus var i midten af 1800-tallet en travl handelsby, hvor skuder fra især Norge og Sverige anløb på den flade strand og hentede landbrugsvarer – korn og smør fortrinsvis. Disse bygninger, der i dag rummer restaurant Strandningskroen, restaurant/værtshus Futten samt Bingen, var oprindeligt Blokhus største skude-handelsgård, også kaldet den ”Den søndre gård”. Hovedbygningen (Strandningskroen) er den yngste af gårdens bygninger, opført i herregårdsstil i 1844. Her fandtes i den østlige del, en meget fin privatbolig og i den vestlige del købmands – og manufakturhandel samt kontor. Der var altid stor aktivitet på gården og mange ”udenbys” kom og solgte landbrugsprodukter især smør, som var en meget stor eksportvare i skudehandels-tiden. Bygningen, hvor Strandingskroen har til huse, var oprindeligt Blokhus’ største skudehandelsgård, og udgjorde sammen med de tilstødende bygninger et naturligt centrum i det historiske Blokhus. De oprindelige bygninger – de to længer, der i dag bl.a. huser Restaurant Futten – blev opført i 1761, og menes at være nogle af Blokhus’ ældste bygninger.

Strandingskroen opførtes i 1844 – i skudehandlens storhedstid -, og fungerede oprindeligt som stuehus, kontorbygning og manufaktur- og købmands-handel. Midt i bygningen var også dengang en stor spisestue, hvor man bespiste de tilrejsende handlende. Her har der været højt humør og glade dage, for når de tilrejsende bønder havde afsat deres varer, skulle det fejres behørigt – og med nyvunden mønt på lommen er det nok ikke gået stille for sig. Når de store skuder anløb stranden, blev spisestuen også omdannet til festlokale. Sø færden over Skagerrak og langs Jammerbugten var lang og farefuld, og mange skibe ligger i dag på bunden af den lumske bugt langs Jyllands nordvestkyst. Når skuderne nåede sikkert frem til anløb i Blokhus, var der stadig en dags arbejde før de var sikkert i land – de store både skulle trækkes på land, og det foregik med håndkraft. Derfor var det dem vel undt, når fiskere og medhjælpere omsider kunne træde ind i spisestuen og varme sig ved en kop opvarmet vin, punch eller brændevin. Disse “anløbsfester” varede ofte til den lyse morgen.  Midt i bygningen var der en stor spisestue til bespisning af de mange besøgende og 45 kuverter var ikke unormalt. Denne spisestue er stadig i dag en del af restaurant Strandingskroen. Den østlige længe (Futten) opført i 1761 betegnes sammen med Bingen, Den vestre længe, der også er opført i dette år, som to af Blokhus ældste bygninger. Den østlige længe fungerede som gårdens stuehus til skudehandler-familierne. I dag rummer bygningen Blokhus’ ældste eksisterende værtshus. Den vestre længe (Bingen) rummede i skudehandelstiden havreloft. I underetagen opbevarede man brændevin, akvavit, sirup, petroleum, tran, fernis m.m. ”Bingen” var betegnelsen på det rum, hvor varerne blev bearbejdet og lagret inden udskibning. I denne bygning opbevarede man også flæsk, huder og skind saltet i to store kar. Der var også et redskabsrum, hønsehus og huggehus med brænde og tørv. I Bingen var der i mange år kunsthåndværk, håndarbejde og lejlighedsvis arbejdende værksted. Denne store gård var centrum for stor aktivitet i Blokhus i form af skudehandel og købmandsgård, men i 1862 kom en ny næringslov, som gav mulighed for at alle kunne drive købmandshandel. Dermed var monopolet slut og de gyldne tider for skudehandlen var ved at rinde ud. Nu behøvede man ikke længere at drage til Blokhus for at handle. Da der ikke længere var fremtid i at drive skudehandel blev ”Den søndre gård” ombygget til Klitgaards Badehotel og videresolgt i 1917.

Fiskebondehjem fra 1785, Ribergaardsvej 7a

Dette fiskebondehjem er et af Blokhus’ ældste huse og samtidig en autentisk model for, hvordan fiskebønderne levede i Blokhus omkring 1700-tallet. Fiskebondehuse var som regel altid eenlængede og placeret med gavlsiden mod vest for at kunne modstå den hårde vestenvind. I disse huse var der dyrestald og lade i den ene ende og køkken samt opholds- og soverum i eet i den anden ende. Og inden man begyndte at opvarme og bygge skorstene på husene, ”flyttede” beboerne oftest ud til dyrene for at holde varmen i vinterperioden. Husene var oftest forsynet med lerstampet gulv, og skulle det være rigtig flot var der norsk bræddegulv i storstuen. For at spare på det dyre gulv, blev der ikke lagt gulv under slagbænken og sengekasserne. Derimod lagde man lyngtørv i to lag på ler gulvet med halm over. Dette var ikke bare en effektiv isoleringsform, men samtidig et perfekt sted for mus og andre smådyr. Husets forhenværende identitet er dog ikke til at tage fejl af. Fiskebondehuse var som regel enlængede bindingsværkshuse placeret med gavlsiden mod vest for at kunne modstå den hårde vestenvind. Dette fiskebonde-hjem har højst sandsynligt haft lade og dyrestald i den ene ende af længen, mens den anden ende indeholdt køkken samt opholds- og soverum. Huset er privat ejet.

Forfatteren Thomas Olesen Løkken

Adresse: På nordsiden af Aalborgvej

(i skovkanten mellem Hune og Blokhus).

 

I bybilledet af 30’ernes Blokhus hører digteren og forfatteren Thomas Olesen Løkken (1877 – 1955), hvis mest kendte romaner fra hans forfatterskab er bøgerne om Klavs Bjerg og Bodil. Thomas Olesen Løkken var en festlig fyr, som man ofte mødte som midtpunkt i en klynge letpåklædte badegæster, selv iført mørk habit og sort, bredskygget kunstnerhat.

I 1932 købte Thomas Olesen Løkken den tidligere Herredsfoged-bolig beliggende på strandvejen. Herredsfogedboligen i Blokhus, en historisk bygning, der blev op-ført i 1842. Bygningen blev oprindeligt brugt som bolig for Herredsfogeden, der var en embedsmand, der havde ansvaret for at opretholde lov og orden i et herred. Det var efter at Thomas Olesen Løkken havde lagt sin tidligere tilværelse som bl.a. cykelsmed, elektriker og opfinder bag sig. Han ville han nu her drive ferie – og badepensionat om sommeren og skrive romaner, noveller og digte om vinteren. Kunstnervenner fra hele landet blev hans første gæster, og kunne de ikke betale for deres ophold, blev de enige om at afregne ved, at male billeder til pensionatet eller dekorere dets paneler og vægge.

Lien i Pirupshvarre

Naturområdet for enden af Pirupshvarrevej

Lien er en gammel smuk og imponerende kystskrænt, som i dag kan ses flere steder langs Jammerbugten, bl.a. ved Svinkløv og Slettestrand syd for Blokhus. Den var kystlinie for 4000 år siden, da der skete en landhævning og kystlinien herved rykkede langsomt 500 m. mod vest og dannede et fladt land, som blev kaldt en slette. Samtidig dannede havet en 21 km. lang bred strand, hvis ry som enestående badestrand har bredt sig langt ud over landets grænser. En hvarre er et lille stykke fladt land, som var ryddet for sand og hvor man kunne dyrke landbrugs-produkter.

Maleren Axel P. Jensen, 1885-1973, oftest omtalt som “Axel P”, erhvervede i 1915 et stykke jord på Lien i Pirupshvarre. Samme år byggede han hus der, og boede siden her hver sommer. I 1929 blev et atelier bygget til. Lien var hans udgangspunkt i den vendsysselske natur, som han følte sig stærkt knyttet til og som han skildrede i utallige malerier.

I 1916 var Axel P blevet gift med Anne Katrine Rendbæk fra Vestrupgaard ved Saltum, og de kom til at følges ad gennem et langt liv indtil hun døde i 1959.

Forfatteren Ole Wivel skildrer i sin bog om Axel P, “Maleren og han Motiv”, Lien således:

“Går man på stranden, som her synes bredere end alle andre steder langs Jyllands vestkyst, ser man ind over dyrkede marker mod den høje klint, som løfter sig stejlt under Vendsyssels mægtige himmel. Og der, højt oppe, ligger Liens to længer, stuehus og atelier, begge kalket i en sart, dirrende rosa farve, man ellers kun synes, man ser i syden. De lyser langt bort i deres festlige skønhed.”

Axel P havde i 1920’erne og 1930’erne flere udsmyknings-opgaver. Bl.a. i foyeren i Statsradiofonien ved Kgs. Nytorv, den nuværende Ny Scene på det Kgl. Teater. Men især arbejde han en del for det danske postvæsen. Han udsmykkede hovedpost-kontoret i Århus, posthuset i Skive, malede generaldirektør Mondrup og i perioden 1924-30 tegnede han en række danske frimærker.

Generaldirektøren kendte han i øvrigt fra Pirupshvarre. Han havde sommerhuset Rylereden, et af de første sommerhuse mellem Pirupshvarre og Saltum Strand. Ligesom Pirup, der i dag hedder Pirupshvarre (området hvor kystskrænten ses meget tydeligt) hed Blokhus før 1600-tallet Hune Hvarre. Herfra dyrkede Hune bønder lidt af jorden og supplerede med Fiskeri. Landbrugsprodukterne sejlede man i lette sejlbåde – sandskuder, til Norge, hvor man byttede sine vare med tømmer (På denne tid fandtes der ikke et eneste træ i Blokhus og omegn, derfor var det meget eftertragtet at få fat i det norske tømmer). Da man havde brug for oplagring af varerne til Norge byggede man et par huse af tømmer-stammerne, også kaldet Blokhuse. I begyndelsen af 1600-tallet fik Blokhus heraf sit navn.

Vraget af ”De tre Venner”, 1882

På stranden mellem sti 33 og Ovesensvej

I sejlskibenes tid har Jammerbugten altid været frygtet som et farligt farvand med stærk strøm og lumske revler, hvilket også gav bugten sit navn. Blokhus strand har været udsat for et utal af strandinger og i perioder har stranden været oversået med skibsvrag. I sandet på stranden nord for Pirupshvarre-bækken skjuler der sig et vrag af den norske bark ”De tre Venner”. Af og til kommer vraget frem, når strøm og vindforhold tillader det. ”De 3 Venner/Trende Venner” blev i 1807 kapret af briterne og 1809 atter frigivet. Skibet blev 1844 ombygget, 1854 fortømret og 1862 repareret og var fra 1870 hjemmehørende i Christiania og havde fra 1877 J. Petersen som skipper.

Skibet var på vej fra Christiania til Dieppe med trælast, da det i hårdt vejr 7. januar 1882 ved 15-tiden indstrandede (eller land-sattes) ved Blokhus og huggede sig over 3. revle, hvorefter det med strømmen drev nordover til Pirupshvarre. Der huggede den sig med kappede master også over revlen og satte sig på inderste revle. Forsøg på redning med raketapparat og redningsbåd måtte ved mørkets frembrud afbrydes, men lidt efter kl. 20, da månen begyndte at lyse, satte redningsbåden atter fra land og reddede ved 22.30-tiden den 8 mand besætning i land. De havde fast-surret sig til en af masterne for ikke at blive skyllet overbord.

Redningsmænd fra Blokhus redningsstation var rykket ud med redningsraketter, som kunne skyde en trosse ud til skibet for at fastgøre en redningsstol. Da det mislykkedes flere gange, måtte man ro ud over den voldsomme brænding med den tunge redningsbåd for at nå skibet. To gange mislykkedes denne umenneskelige anstrengelse og med tøjet fastfrosset til kroppen roede man tilbage for at blive ”tøet op”. Tredje gang lykkedes det endelig at nå skibet og dermed redde de otte søfolk efter syv timer dramatisk, men vellykket redningsaktion.

Skipperen aflagde i aviserne sin hjerteligste tak for redningen.

Jens otto Madsen – januar 2024

===================================================

En pioner indenfor sommerhusudlejning

Den 8. oktober 2024 – skriver SOL  OG  STRAND følgende Nekrolog over Kjeld Andersen som etablerede det landsdækkende sommerhusudlejningsbureau SOL  OG  STRAND med hovedkontor i Hune ved Blokhus:

Dette mindeord over Kjeld Andersen er tilsendt af Sol og Strand. Kjeld Andersen døde 7. oktober 2024.

Kjeld Andersen, Brovst blev 82 år. Han efterlader sig hustruen Margit, datteren Tina, sønnen Mogens, svigerdatter og to børnebørn.

Kjeld Andersen var en dygtig forretningsmand, som sammen med sin hustru, Margit, grundlagde en af landets største virksomheder for udlejning af danske feriehuse – Sol og Strand Feriehusudlejning A/S – i 1979.

Han var født i Himmerland som den yngste i en søskendeflok på fem. Trods små kår på det lille husmandssted med cirka 25 tønder land, ”Mathildesminde”, var det en tryg og kærlig barndom. Opvæksten i det himmerlandske kom til at definere ham som menneske resten af livet. Han var nøjsom, arbejdsom, gavmild og havde blik for mennesker, der havde det svært.

Allerede som barn erfarede han, at uddannelse var vigtig, og efter eget ønske begyndte han på en nærliggende realskole. Han afsluttede uddannelsen med topkarakter, hvilket skaffede ham en studieplads på Vestjysk Gymnasium i Tarm. Gymnasiet var en kostskole, hvor unge fra mindrebemidlede familier kunne få en uddannelse, kost og logi, og som 16-årig flyttede Kjeld Andersen til Tarm.

I 1961 blev han matematisk student og valgte at læse videre til agronom på Landbohøjskolen i København. Herefter fik han ansættelse som landbrugskonsulent i nordsjællandske landboorganisationer. I 1975 blev han ansat som konsulent hos Landboorganisationernes Faglige Landscenter i Aarhus. Året forinden havde han mødt Margit, og det blev begyndelsen på et 49-årigt langt ægteskab og et 50 år langt arbejdsfællesskab omkring udlejning af feriehuse.

Margit Andersen havde inden mødet med Kjeld købt en sommerhusgrund i Lyngsaa, hvor der blev opført et sommerhus. Parrets bryllup i 1975 blev holdt i det nybyggede sommerhus, og i forbindelse med deres bryllupsrejse, som foregik i telt i Lapland i Finland, blev sommerhuset udlejet. På den måde kunne der tjenes lidt håndører, men hvad parret dog ikke vidste på daværende tidspunkt var, at det blev startskuddet til Sol og Strand Feriehusudlejning.

I 1978 var der blevet opført yderligere fire sommerhuse i Lyngsaa, og dem fik Margit Andersen til opgave at udleje, mens Kjeld Andersen passede sit konsulentjob i Aarhus.

I 1979 besluttede ægteparret, at feriehusudlejningen skulle være deres levevej, og de startede med udlejning af godt 50 huse. I dag varetager virksomheden udlejning af cirka 7.000 feriehuse, beskæftiger omkring 150 fuldtidsansatte og 1200 timelønsansatte i sæsonen. Hovedkontoret ligger i Hune i Nordjylland, men den lokale tilstedeværelse i kystområderne har altid været en del af virksomhedens strategi, og derfor har Sol og Strand Feriehusudlejning i dag 27 lokalbureauer rundt omkring i Danmark.

Kjeld Andersen var visionær, havde internationalt udsyn, næse for en god forretning, og så var han god til tal. Han mestrede hovedregning og benyttede sig aldrig af en regnemaskine eller en computer for den sags skyld. Kjeld Andersen var uhøjtidelig og en ener, han gik sine egne veje – om det så var i futsko, når han skulle til møde i banken. Der er ingen tvivl om, at Sol og Strand med Kjeld Andersen som spydspids har sat sit præg i feriehusudlejningsbranchen. I 1979 var udlejning af sommerhuse en niche. I dag medvirker branchen til at skabe arbejdspladser og er en betydelig del af økonomien i mange kommuner.

Tilsvarende så han muligheder, da Berlin-muren faldt i november 1989 – det åbnede for et ikke ubetydeligt østtysk marked. Der blev indrykket annoncer i tyske aviser, hvor Sol og Strand søgte husmødre til at udleje feriehuse mod provision. De gik hjemme og havde tid til at sælge ferie i Danmark. Eneste krav var, at de skulle have en telefon, hvilket langt fra var allemandseje i DDR i 1989.

Margit og Kjeld Andersen rejste med tog rundt til flere østtyske byer for at indgå aftaler med de tyske husmødre, og der blev ansat 30 såkaldte Danmarksagenter. De blev Sol og Strands forlængede arme på et helt nyt marked, som viste sig at rumme et stort potentiale, der fik betydning for virksomhedens udvikling og vækst. ”Vi er aldrig gået i andres fodspor – vi har i stedet fulgt vores egne veje”, har parret tidligere udtalt.

Kjeld Andersen var optaget af verden omkring ham og havde en iboende nysgerrighed på andre kulturer, hvilket bragte parret til lande som eksempelvis Antarktis, Mongoliet, Peru, Oman, Tanzania, Zimbabwe, Tibet, Borneo, Costa Rica, Indien. Alt i alt har Margit og Kjeld Andersen besøgt 107 lande.

I 2019 besluttede ægteparret at overdrage ejerskabet af Sol og Strand Feriehusudlejning til Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld, som støtter almenvelgørende og humanitære formål.

Indtil det sidste var Kjeld Andersen optaget af Sol og Strand Feriehusudlejning og Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld. Fra ejendommen i Brovst fulgte han nøje med i virksomhedens drift, ve og vel, og tog aktiv del, hver gang der skulle uddeles midler fra fonden.

Med fonden har ægteparret sikret sig, at den virksomhed, som de altid har betegnet som deres ”tredje barn”, kan bestå og udvikle sig på danske hænder – også når engang de ikke er mere.

Nu er Kjeld Andersen ikke mere, men hans og hustruens livsværk lever videre.

Æret være Kjeld Andersens minde.

Historien om

Sol og Strand – Sommerhusudlejning

Kjeld Andersen er død: – En af de helt store mastodonter

 Skrevet for virksomheden af

Sissel Bonde Thiellesen

Journalist – 10. oktober 2024

 Kjeld Andersen døde mandag 7. oktober 2024

Kjeld Andersen efterlader sig hustruen Margit, datteren Tina, sønnen Mogens, svigerdatter og to børnebørn. Arkivfoto: Bo Lehm

Han var en stor aktør indenfor udlejning af danske feriehuse.

I 1979 grundlagde han sammen med sin hustru, Margit Andersen, den nordjyske virksomhed, der i dag er en af landets største indenfor udlejning af feriehuse.

Stifteren af Sol og Strand Ferieudlejning, Kjeld Andersen, er død.

Han blev 82 år gammel.

Kjeld Andersen er født i Himmerland som den yngste i en søskendeflok på fem. Arkivfoto: Bo Lehm

– Kjeld Andersen sad i fonds-bestyrelsen til det sidste, men han har været svag de seneste par år. Jeg har været med i seks år, og da jeg kom ind, var det blandt andet for at delegere ansvaret ud til andre, siger Jens Stadum, bestyrelsesformand for Sol og Strand ved Margit og Kjeld.

Han beskriver virksomheden som værende meget ordentlig, med fokus på høj kvalitet og tilfredshed både hos ejerne og lejere.

– Der er ingen tvivl om, at Kjeld Andersen har været en af de helt store mastodonter indenfor dansk ferieudlejning. Han har stået i spidsen for en virksomhed i 45 år, som er gået fra fem sommerhuse i Lyngså til over 7000 nu, siger Jens Stadum.

Giftede sig til første sommerhusgrund

Faktisk var det Kjeld Andersens kone, Margit Andersen, der bragte parret på sporet af sommerhusene.

Hun arbejdede i 1972 på EF-hovedkvarteret i Bruxelles og sparede op af sin skattefri løn. I 1973 købte hun en sommerhusgrund ved Lyngså syd for Sæby med henblik på at bygge et hus, hvor hun kunne bo, når hun holdt fri.

Året efter mødte hun Kjeld Andersen, som hun giftede sig med i 1975.juni Den 12. juni 1975 blev parret gift, og dagen efter rejste parret til Lapland. Imens lejede de sommerhuset ud, hvilket blev første ud af rigtig mange udlejninger.

I 1979 blev der nemlig taget en fælles beslutning om at gøre udlejning til en fuldtidsbeskæftigelse, og i dag varetager virksomheden udlejning af omkring 7000 feriehuse, de beskæftiger 150 fuldtidsansatte og 1200 timelønnede i sæsonen.

Ægteparret Margit og Kjeld Andersen grundlagde Sol og Strand Feriehusudlejning A/S i 1979.

Virksomheden har hovedkontor i Hune i Nordjylland, men en stærk lokal tilstedeværelse i kystområderne har altid været en central del af Sol og Strands strategi, hvorfor de i dag har de 27 lokalbureauer rundt om i Danmark.

Kjeld Andersen var en fantastisk forretningsmand, han havde virkelig flair for sine forretninger, og han var i stand til at indgå nogle rimelige forhandlinger, hvor alle parter skiltes som gode venner.

Derudover var han lynende intelligent. Han var en talknuser udover alle grænser, siger Jens Stadum.

I 2019 overdrog ægteparret ejerskabet af Sol og Strand Ferieudlejning til Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld, som støtter almenvelgørenhed og humanitære formål.

Det har ligget Kjeld meget på sinde, at virksomheden skulle blive ved med at være danskejet. Han har tidligere afvist købstilbud, han tidligere har modtaget, fordi han vil sikre sig en dansk historie med ham og hans kones udlejningsbureau.

Derfor er virksomheden overdraget til en selvstændig fond, der har aktiemajoriteten i Sol og Strand i dag, så den forbliver på danske hænder – og det er ikke det eneste, som Kjeld Andersen nåede at sikre sig.

Kjeld Andersen havde et meget blødt hjerte for de svage, så det var ham magtpålæggende, at et overskud som fonden får, skal gå til velgørende formål.

 

 =========================================================

 

Mette Madsen, Fhv. medlem af Folketinget for Venstre

Mette Marie Madsen

Født 3. juli 1924, Pandrup, Jetsmark sogn

Død 2015

Arbejdsliv: Minister, forfatter og folketingsmedlem

Familie:

Forældre: gårdejer Holger Fruensgaard (1899-1969) og Kathrine Jacobsen (født 1901).

Gift 1. september 1942 med landsretssagfører Gunnar Otto Madsen, født 24. oktober 1905 i København, død 30. december 1965 i Pandrup, Jetsmark sg, s. af malermester Otto Hermann M. og Pouline Sofie Christensen.

Mette Madsen blev født i en nordjysk landmandsfamilie. Hele sit liv har hun haft Nordjylland som base og udgangspunkt, og gennem årene er hun blevet en markant skikkelse i landsdelen. Skolegangen afsluttedes i 1940 med eksamen fra Åbybro Realskole, og i 1942 blev hun kun 18 år gammel gift med den 19 år ældre landsretssagfører

Han havde som elev på sit kontor en ung Pandrup-pige, Mette Madsen, som han senere efter nogle år som enkemand, blev gift med.

Sammen med ham og hans tre børn fra et tidligere ægteskab levede Mette Madsen et godt familieliv. Hun var hjemmegående husmoder, men fik også tid til at pleje sine poetiske evner.

Mette Madsens ægtefælle LANDSRETSSAGFØRER GUNNAR MADSEN havde til huse i den bygning, som han havde overtaget efter sagfører Toft, hvor han havde været fuldmægtig og senere kompagnon. Han var noget af en legende, der efter sigende kunne vinde de mest håbløse sager, og man skulle i hvert fald ikke ønske at få ham imod sig i retten. Han var ikke vendelbo – måske snarere tværtimod, men uhyre veltalende københavner.

Mette Madsen var i flere år anledning til et af byens helt store mysterier. Hver uge optrådte en huspoet i den lokale annonceavis, Pandrup-Kaas Avis, der i finurlige små digte kommenterede aktuelle begivenheder i byen og på egnen, under pseudonymet KAY, og ingen anede hvem den hemmelighedsfulde digter kunne være, ligesom ingen kunne drømme om, at pseudonymet skyldtes den lille Kay der optrådte i H.C.Andersen-eventyret ”Snedronningen”. Da endelig hemmeligheden blev afsløret, holdt Kay desværre omgående op med sine ugentlige udgydelser. Digtertalentet blev dog senere fortjenstfuldt udnyttet i Vendsyssel Tidende, i Blæksprutten og i flere udgivne digtsamlinger.

Hun var satirisk medarbejder ved Aalborg Amtstidende 1958-67 og herefter ved Vendsyssel Tidende. Desuden var hun medarbejder ved Blæksprutten fra 1964. Ligesom de andre kvinder i familien havde hun altid skrevet digte, og i 1973 udgav hun digtsamlingen Hen på eftermiddagen, der i 1982 blev fulgt af Sommerens veje. Begge handler om kvindeliv og kærlighed i forskellige afskygninger. I 1997 udkom erindringerne Husk nu at neje, der beskriver den trygge barndom og opvækst i datidens knaphedssamfund og udviklingen af en voksende selvforståelse.

Mette Madsens politiske karriere tog fart, da hun i 1971 blev valgt til Folketinget, opstillet for Venstre i Nordjyllands amtskreds. Hun var et af amtets folketingsmedlemmer frem til 1987. I løbet af de mange år på Christiansborg opnåede hun flere tillidsposter, fx var hun i flere år medlem af folketingsgruppens bestyrelse og af partiets hovedbestyrelse. Desuden var hun medlem af Folketingets præsidium 1981-84. Hun har haft mange forskellige politiske interesseområder, men kultur- og kirkeområderne har været de dominerende. Blandt hendes mange opgaver inden for det kulturelle felt såvel lokalt som på landsplan var formandskabet for Det Kgl. Teaters tilsynsråd 1978-84. Også kirkelige emner havde den grundtvigianske nordjydes store bevågenhed, og hun var derfor en oplagt kandidat til kirkeministerposten i 1980’ernes borgerlige regeringer. I 1984 afløste hun partifællen Elsebeth Kock-Petersen som minister og lagde frem til 1988 et stort engagement og arbejde i Kirkeministeriet. Ud over kirke- og kulturstof havde også udenrigs- og forsvarspolitik hendes interesse, og hun var medlem af forskellige udvalg under Europarådet samt af NATO-landenes rådgivende parlamentariske forsamling 1979-84. Da hun 1982 valgtes til formand for forsamlingens kulturudvalg, blev hun under stor mediebevågenhed NATOs første kvindelige udvalgsformand. At hun samtidig blev den første dansker på formandsniveau, var der mindre interesse for. Mette Madsen har beskrevet sin politiske karriere frem til ministerudnævnelsen i Og så er der kaffe, 1992, der også er et forsvar for de folkevalgte mod den efter hendes mening urimelige kritik i medierne.

Mette Madsen var kendt som en altid smilende og yndefuld kvinde, og hendes parti havde i mange år stor glæde og gavn af hendes evner for satiriske versemål, idet hun var fast forfatter til flere af partiets landsmødesange. Mette Madsen blev kommandør af Dannebrogordenen i 1985 og har modtaget en række udenlandske ordener.

Kilde: Cand.scient.pol. Elisabeth Refsgaard og Børge Møller

 

Medlemsperiode Folketingsmedlem for Venstre i Nordjyllands Amtskreds,

21. september 1971 – 8. september 1987.
    Midlertidigt folketingsmedlem for Venstre i Nordjyllands Amtskreds (stedfortræder for Bjørn Elmquist), 25. januar 1988 – 1. februar 1988.
    Kandidat for Venstre i Frederikshavnkredsen fra 1971.
    Parlamentarisk karriere: Kirkeminister, 23. juli 1984 – 3. juni 1988.
    Medlem af Folketingets Præsidium, 22. december 1981 – 23. juli 1984.
    Uddannelse: Realeksamen, Åbybro Realskole 1940.
    Beskæftigelse: Satirisk medarbejder ved Aalborg Amtstidende 1958-67.
    Satirisk medarbejder ved Vendsyssel Tidende fra 1967.
    Medarbejder ved Blæksprutten 1964-84.
    Tillidshverv

Medlem af tilsynsrådet for Hvetbo Herreds Sparekasse 1970-77.
Medlem af den store kvindekommission 1971-74.
Medlem af Landsforeningen for Sukkersyge 1973-83 og tilsynsrådet for Brønderslev Ventetidshjem 1975-78.
Medlem af repræsentantskabet for Statens Kunstfond og af hovedbestyrelsen for Foreningen Norden.
Medlem af tilsynsrådet for Det Kgl. Teater 1974-84, formand 1978-84.
Medlem af Statens Museumsnævn 1977-82.
Formand for Vendsyssel Tidendes Fond 1977-84.
Formand for Vrå-udstillingens Venner 1977-84.
Medlem af bestyrelsen for Kunstindustrimuseet 1978-84, af Nationalbankens repræsentantskab 1978-80 og 1982-84, af bestyrelsen for Helsefonden 1979-84 og medlem af bestyrelsen for Haandarbejdets Fremme 1983-84.
Medlem af Kgl. Mayestaits Acteurs fra 1973.
Medlem af Europarådets social- og sundhedsudvalg 1973-74, af dets kultur- og undervisningsudvalg samt udvalget for Architectural Heritage 1975-79.
Medlem af Interparlamentarisk Unions danske delegation 1974-79, vicepræsident Madrid 1976.
Medlem af NATOs parlamentariske forsamling 1979-84, formand for forsamlingens komité for kultur, undervisning og information 1982-84.
Medlem af Værnepligtsnævnet fra 1980.
Medlem af bestyrelsen for Venstres folketingsgruppe 1973-75 og 1976-84.
Medlem af Venstres hovedbestyrelse fra 1977.

 Forfatterskab:

Bog

Vers og viser 1971

Udvalg af vers og viser fra Vendsyssel Tidende som folkevalgt og deltager i det politiske arbejde 1971-1988

Bog:

Husk nu at neje: erindringer 1997

Det tidligere folketingsmedlem for Venstre og kirkeminister (f. 1924) beretter om sin barndom som den ældste i en stor søskendeflok på en gård i Pandrup i 20ernes Nordjylland

Bog:

Hvad skal du være når du bliver stor?: erindringer 2004

Det tidligere folketingsmedlem for Venstre og kirkeminister (f. 1924) beretter om sin barndom og ungdom i en stor søskendeflok på en gård i Pandrup i 30ernes Nordjylland

Og mange flere som kan lånes på Biblioteket

Mette Madsens ægtefælle LANDSRETSSAGFØRER GUNNAR MADSEN havde til huse i den bygning, som han havde overtaget efter sagfører Toft, hvor han havde været fuldmægtig og senere kompagnon. Han var noget af en legende, der efter sigende kunne vinde de mest håbløse sager, og man skulle i hvert fald ikke ønske at få ham imod sig i retten. Han var ikke vendelbo – måske snarere tværtimod, men uhyre veltalende københavner. Han havde som elev på sit kontor en ung Pandrup-pige, Mette Madsen, som han senere efter nogle år som enkemand, blev gift med. Hun blev senere til kirkeminister Mette Madsen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lone Træholt

Pigen fra Åsendrup ved Løkken

der blev Brigadegeneral

 Kilde:  [Oprindeligt publiceret af Forsvaret] Forsvaret m.fl.

Lone Træholt er Danmarks første kvindelige general

58-årige Lone Træholt udnævnes fredag til chef for Flyvevåbnets Taktiske Stab. I forbindelse med det nye job udnævnes hun til brigadegeneral. Hun er dermed Danmarks første kvindelige genel.

Den 29. september, 2016 – Kl. 13.31

Af Martin Finnedal VFK:

Lone Træholt er pr. fredag 30. september ny chef for Flyvevåbnets Taktisk Stab. Hun forfremmes samtidig til brigadegeneral.
Lone Træholt er 58 år og har 38 års erfaring i Forsvaret fra Flyvevåbnet, det værnsfælles område og NATO. Hun har blandt andet tidligere været chef for Operationssektionen i Forsvarskommandoen og chef for Air Control Wing. Hun kommer direkte fra en stilling i NATO som Division Head Combat Operations Divisions i CAUC Uedem, Tyskland.

Flyvevåbnets Taktiske Stab er Flyvevåbnets videnscenter for føring af luftoperationer. Flyvevåbnet uddanner og udsender medarbejdere til luftoperationer og øvelser overalt i verden, samt støtter skole- og uddannelsesvirksomhed i Forsvaret og NATO.
– For mig personligt er det et flot punktum for en god karriere og en fantastisk tid i Flyvevåbnet og Forsvaret, udtaler Lone Træholt.

Med jobbet følger samtidig udnævnelse som brigadegeneral. Det har dog ikke haft den store betydning i forhold til Lone Træholts ønske om at sige ja til jobbet.
– Jeg nåede rang af oberst i 2008. Og det gav mig mulighed for at agere selvstændigt, hvilket har givet mig stor tilfredshed i dagligdagen. Det er klart, at jeg som karriereofficer har overvejet muligheden for at skulle være general. Men det vigtigste for mig er, og har altid været, at gøre fyldest i den stilling, jeg befinder mig i, siger Lone Træholt.

Bedst egnede
Lone Træholt udnævnes af chefen for Flyverstaben, generalmajor M.A.L.T Nielsen fredag den 30. september. Han ser frem til udnævnelsen.
– Lone Træholt er uden sammenligning den bedst egnede til at overtage stillingen efter oberst Larsen, og får nu til opgave at bringe Flyvevåbnets Taktiske Stab ind i fremtiden. Hendes CV er imponerende, senest med fem års operativ erfaring i Tyskland fra alle de rigtige stillinger, og hun er den helt rigtige person til jobbet i dag, udtaler generalmajor M.A.L.T Nielsen.

– Samtidig er jeg som chef for Flyvevåbnet selvfølgelig også glad for, at det er Flyvevåbnet der får den ære at udnævne Forsvarets første kvindelige general, tilføjer han.

CV
Lone Træholt.
Født 15. Juli 1958 i Løkken.
Gift og har en søn 29 år.

Tjeneste nationalt:
Gruppefører på FSN Kagerup (1979).
Fighter Allocator CRC Skrydstrup (1984-86).
Træningsofficer, CRC Skrydstrup (1986-87).
Sagsbehandler i Forsvarskommandoen, Operationssektionen(1993-96).
Sektionschef i Forsvarskommandoen, Operationssektionen(2000-02).
Næstkommanderende ved Flyvevåbnets Officersskole (2002–03).
Stabschef Flyvestation Aalborg (2003-06).
Chef for Planlægningsafdelingen, FTK (2007).
Chef for Air Control Wing, Karup (2008-11).
Chef for Flyvevåbnets Taktiske Stab (2016-)

Tjeneste i NATO:
Surveillance Controller og SO i Exercise Branch, E-3A Component, Geilenkirchen (1987-92).
Section Chief Defensive Operations ICAOC1, Finderup (1996–98).
Military Assistant for COMBALTAP/Commander JHNE, Karup (1998–2000).
Branchhead Air Enablers Branch,  Air Command Ramstein (2011-2013).
Division Head Combat Operations Division, CAOC Uedem, Tyskland(2014-2016)

Tjeneste i FN:
Information Operations Officer og LO til lokal valgproces i FN HQ Kinshasa, DR Congo (2007-08).

Udnævnelser:
Sergent(1979), sekondløjtnant(1981), premierløjtnant(1983), kaptajn(1986), major(1993), oberstløjtnant(2000), oberst(2008), brigadegeneral 30 SEP 2016.

Dekorationer:
Kommandør af Dannebrogordenen.
Forsvarets medalje
Hæderstegn, 25 år.
The Kuwait Liberation Medal.
FN medaljen.

 

 

Lone Træholt (født 15. juli 1958 i Løkken) er Danmarks første kvindelige general. 30. september 2016 udnævntes hun til brigadegeneral og chef for Flyvevåbnets Taktiske Stab

Lone Træholt er uddannet ved Flyvevåbnets Officersskole i 1983 og har haft en lang karriere i Flyvevåbnet, Forsvarskommandoen og Nato. Også da Lone Træholt blev udnævnt oberstløjtnant i 2000, var hun den første kvinde på posten.

Tidligere udnævnelser

• Sergent (1979)
• Sekondløjtnant (1981)
• Premierløjtnant (1983)
• Kaptajn (1986)
• Major (1993)
• Oberstløjtnant (2000)
• Oberst (2008)

 

Af: Siri Franceschi, Femina

Den 24. januar 2024

Skal kvinder have værnepligt?

Lone Træholt har været over 40 år i Forsvaret – og hun er ikke i tvivl.

Det vil gavne både kvalitet og arbejdsmiljø i Forsvaret, hvis kvinder får værnepligt, mener Lone Træholt, der er brigadegeneral og ligestillingsrådgiver for Flyvevåbnet.

 

Skal værnepligten også gælde for kvinder?

Det er et af de punkter, der de kommende måneder er til diskussion, når partierne bag forsvarsforliget skal forhandle sig frem til en ny værnepligtsmodel. For selv om et bredt flertal i Folketinget bakker op om kvindelig værnepligt, er der uenighed i den kreds af partier, der står bag forsvaret. Det fortæller forsvarsminister Troels Lund Poulsen V i et interview med DR, hvori han også siger, at han ikke vil udtale sig om, hvorvidt han selv støtter op om kvindelig værnepligt. Den udmelding ærgrer Lone Træholt, der har været i Forsvaret siden 1978 og i dag blandt andre bærer titlen som Danmarks første kvindelige general. Jeg havde ønsket mig, at han som formand for Venstre var stået frem og havde sagt: Ja, vi er fortsat for kvindelig værnepligt. For er der noget Lone Træholt er sikker på, så er det, at værnepligten i Danmark bør ligestilles, så den gælder for både mænd og kvinder.

Jeg mener, at ret og pligt bør følges ad for alle borgere i et demokratisk samfund, og dermed er det også rimeligt, at hvis noget er en pligt, så bør den gælde for begge køn. Derudover er Lone Træholt også sikker på, at større diversitet i Forsvaret vil skabe mere kvalitet. Jeg tror, det vil betyde, at vi får de bedste medarbejdere, fordi der så er en større pulje at tage fra. Jo større diversitet, jo bedre bliver produktet, som man siger, og det vil dermed også gavne arbejdsklimaet og kvaliteten af det arbejde, der bliver udført. For det har, ifølge Lone Træholt, skabt problemer, at kvinder i dag udgør en minoritet i Forsvaret. Jeg tror, at tilstedeværelsen af flere kvinder vil ændre på arbejdsklimaet og dermed forhåbentlig eliminere nogle af de uheldige sager, der har været. Ja, for der har jo været mange eksempler på dårligt arbejdsmiljø og krænkelsessager i Forsvaret … Ja, Forsvaret er en stor arbejdsplads, og nogle steder har der været problemer, og andre steder har der ikke. Men de problemer, der er, skal selvfølgelig adresseres og løses, uanset om der kommer kvindelige værnepligtige eller ej.

Men bør man ikke sikre en bedre kultur, før man gør værnepligten obligatorisk for kvinder?

Det kan man selvfølgelig godt, men nu er det sådan, at det ikke er et spørgsmål om lyst alene, hvis der er en værnepligt i Danmark – det er nok heller ikke alle mænd, der har lyst til det. Og jeg tror, at det er vigtigt, at vi i en verden, der bliver mere og mere usikker, bliver bevidste om, at det godt må koste noget, hvis vi skal værne om det samfund, vi har valgt. Og derudover, så synes jeg heller ikke, at det bør være argumentet om, at faciliteterne og udstyret ikke er i orden, der bør afholde politikerne fra at tage en beslutning. For nej, som det er nu, er alt ikke i orden, men det må man så se på i implementeringen af den kvindelige værnepligt. De fleste kvinder forlader Forsvaret, når de har aftjent deres værnepligt.

Hvad tror du, det skyldes?

– Jeg tror, at mange kvinder har en plan, når de melder sig, og at de ser det som en del af deres personlige udvikling eller som et springbræt til noget andet. Men det er klart, at det også kræver en ledelsesmæssig indsats, hvis man gerne vil hverve flere af de værnepligtige, og at man bliver nødt til at tilpasse arbejdspladsen, så flere kvinder har lyst til at blive. Hvad kan man konkret gøre for at fastholde flere kvinder.

Jeg kender jo ikke til hele Forsvaret, men i Flyvevåbnet har man for eksempel lavet en familiepolitik, hvor man aktivt går ind og anerkender, at den ansatte har en familie, og at vilkårene skal tilpasses, så det kommer det til at fungere. Man kan også kigge på udsendelseslængder eller se på de værdier, der arbejdes med og spørge: Hvad er det for nogle værdier, der hyldes, og så som leder gå ind og vise vejen for, hvordan man opfører sig ordentligt overfor hinanden.

Oplever du, at der er en villighed til at skabe de forandringer i Forsvaret, så det bliver et miljø, der er trygt for alle?

Det tror jeg, der er rigtig mange steder. Jeg siger ikke, at det er alle, for jeg kan ikke svare for alle. Men jeg tror på, at der er en stor villighed og et ønske om at have de mest professionelle kolleger. Du vil sikkert kunne finde steder i Forsvaret, hvor de siger: Det er en mande-arbejdsplads! men det bliver færre og færre. Men overordnet set, så skal der en systemisk ændring til. Det nytter ikke, at det kun er de enkelte enheder, der ændrer sig. Det skal være hele systemet, og der mangler der måske nok nogle ting endnu. Du har været i Forsvaret i over 40 år.

Synes du, at udviklingen er gået hurtigt nok?

Altså nu er jeg ikke god til at stave til tålmodighed, så nej, det synes jeg ikke. Men jeg har også forståelse for, at i lighed med andre dele af samfundet, så er det ting, der tager tid.

Tror du, at der kommer til at blive indført værnepligt for kvinder?

Ja, det bliver jeg simpelthen nødt til at tro på! Vi skal ikke kun uddanne folk i, hvordan man slår ihjel Det er dog ikke alle, der er lige så sikre som Lone Træholt på, at kvindelig værnepligt er en god idé. I Dansk Kvindesamfund vil man for eksempel ikke komme med et entydigt svar, da de mener, at diskussionen bør lede til en større snak om, hvorvidt vi overhovedet skal have værnepligt i Danmark. Det skriver DR. Måske skal vi snakke om en formaliseret samfunds- og omsorgspligt. Det kunne for eksempel være, at man også skal være fire måneder i sygesektoren, udtaler næstforkvinde Helena Gleesborg Hansen til DR, da det ifølge hende er lige så vigtigt, at vi også uddanner folk i, hvordan man redder liv og ikke kun i, hvordan man slår folk ihjel. Derudover peger Helena Gleesborg Hansen på omtalte problemer med sexisme og krænkelser i Forsvaret, som hun ikke mener, kvinder skal påduttes at være en del af. At forholdene i Forsvaret skal forbedres er Dansk Kvinderåd enig i, men her bakker man alligevel op om kvindelig værnepligt. Vi går ind for ligestilling i alle dele af samfundet, og det gælder selvfølgelig også i forhold til kvinders deltagelse i forsvar og værnepligt, fortæller direktør i Dansk Kvinderåd, Helene Forsberg, til DR. Den holdning deler man i videnscenteret KVINFO, der mener, at værnepligten enten bør være for alle eller ingen. Danmark har i dag en værnepligt, som gør forskel alene på baggrund af køn. Derfor anbefaler KVINFO, at værnepligten enten udbredes til også at omfatte kvinder eller afskaffes helt, skriver direktør i KVINFO, Henriette Laursen, i et debatindlæg i Altinget.

 

Udsendt

“Kan du tage min søn, hvis…?” spurgte Lone sin far. For hun var ikke sikker på, at hun kom hjem igen

Selvom det kan være med livet som indsats, har det aldrig stoppet Lone Træholt i at udføre sit arbejde som soldat. Mød Danmarks første kvindelige general.

Lone Træholts arbejde er mere end bare et arbejde. Trods store dilemmaer og bump på vejen, har hun aldrig ladet sig stoppe mod vejen til toppen. Foto: Bente Poder 

 

Af: Nikita Fjorback Jensen-Journalist

Den 8. januar 2022 kl. 06:00
Opdateret 28. juni 2022 kl. 11:29

Flere kilometer over jordens overflade går det for alvor op for Lone Træholt, hvad der er på spil.

Den første golfkrig brager derudad, og fra et NATO-fly overvåger hun og de andre besætningsmedlemmer luftrummet over og omkring et arabisk land og den efterfølgende krig, hvor diktatoren Saddam Hussein bliver væltet.

Hun og hendes kollegaer flyver nat og dag, og arbejdsdagene bliver nemt 20 timer lange, før hun lander og bliver kørt tilbage til sit hotel.

Sådan fortsætter alvoren i flere måneder, og selvom der er lagt en plan, ved Lone reelt ikke, hvornår hun igen kan vende hjem til sin familie. For det er ikke sikkert, planen holder.

– Det endte med, at jeg ringede hjem til min far og spurgte, om han kunne tage min søn, hvis jeg skulle være væk i for lang tid. Eller hvis… siger Lone Træholt og holder en pause, før hun fortsætter:

– Det at være soldat kan ultimativt betyde, at man ikke kommer hjem, og at man sætter sit liv på spil.

Lone kom hjem.

Men at være udsendt var ikke længere en selvfølge. Hun mærkede en frygt og tvivl, som den ukuelige nordjyde ellers aldrig havde oplevet i løbet af sin karriere.

Som mor havde hun ikke længere kun ansvar for sig selv og sit eget liv. Hun så rollen som soldat i et nyt perspektiv. Hvor meget ville hun ofre – hvor meget kunne hun tillade sig at ofre?

– Kan jeg forsvare overfor min familie, at jeg kan blive slået ihjel på mit arbejde? Er det det værd, er det det rigtige at gøre, og hvordan vil jeg have det med det?, husker Lone Træholt, at hun spurgte sig selv.

I dag fortryder Lone ikke, at hun tog afsted til de krigs- og konfliktzoner, hun i årenes løb har rejst i.

Heller ikke selvom hun har set kollegaer komme hjem derfra i kister.

For vist er livet som soldat fyldt med fare og store dilemmaer. Men det er også lavet af drømme om at tjene et større formål sammen med kollegaer, der er dybt afhængige af hinanden.

– Det har bare en plads i hjertet. Det er ikke bare et arbejde, siger Lone Træholt.

– Lige pludselig er det ikke gratis længere. Du risikerer livet og får dine kollegaer hjem i kister, fortæller Lone Træholt.

En kvinde i Flyvevåbnet?

Så langt havde hun slet ikke tænkt, da hun mange år forud for Golfkrigen søgte om optagelse på Flyvevåbnets officersuddannelse.

Hun var 20 år gammel og vidste ikke, hvad det medførte at være leder, eller hvad hun overhovedet ville i Forsvaret.

Men hendes bror havde på en enkelt eftermiddag tændt en gnist i hende, da han havde fortalt hende om en kvinde, der som den første og eneste af sit køn var tilmeldt A-officersuddannelsen, som uddannelsen til karriereofficer hed dengang.

Lone kunne næsten ikke tro sine egne ører. En kvinde i Flyvevåbnet?

Året var 1978 og med ét blev hendes plan om at læse på universitetet eller seminariet erstattet af en nysgerrighed for en verden, der pegede langt ud over tykke skolebøger og Danmarks grænser.

– Jeg kunne mærke, at jeg havde søgt de andre uddannelser, fordi det var det, man gjorde. Jeg brændte ikke for det. Jeg kunne ikke se en spændende tilværelse ude i fremtiden, og jeg var nok også lidt eventyrlysten, fortæller Lone Træholt, som havde boet det meste af sit liv i området Åsendrup tæt ved  Løkken.

Hun bestod optagelsesprøven med logik-, intelligens- og styrkeprøven som én ud af kun tre deltagere.

Efter få dage på flyveskolen, ringede Lone Træholts mor. Hun havde talt med lærerseminariet, som ville tilbyde den unge nordjyde en plads på uddannelsen i Hjørring.

– “Men jeg sagde, at du var startet et andet sted,” sagde min mor så. Hun syntes åbenbart ikke, jeg skulle være lærer, griner Lone Træholt.

Egentlig kom hun bare Lone i forkøbet, som allerede selv havde afvist en plads på biologi-studiet.

– Jeg kendte ikke nogen piger, der var kommet ind som soldat. Det var bare så anderledes. På alle måder var det en helt ny verden.

Lone i sit første praktikforløb som gruppefører for et rekruthold i Kagerup ved Grib Skov i 1979. Mudderhullet har øgenavnet “Tyrens Røvhul”. Privatfoto

Lone Træholt ombord på træningsflyet T-17 på Flyveskolen på Avnø i 1979. Hun har i løbet af sin uddannelse specialiseret sig i kontrol og varsel. Det betyder, at hun blandt andet kan overvåge luftrummet, kontrollere fly, føre luftoperationer og finde ud af, hvem der er fjender, og hvem der er venner. Privatfoto

Som årene gik, blev den nye verden velkendt, men det var først, da hun tog uddannelsen Master of Military Studies i 1992, at hun fik et mål med det hele.

– Jeg siger til mig selv, at når jeg nu tager den uddannelse og vælger den vej, så vælger jeg også at se, hvor langt jeg kan komme.

I 1983 kunne hun kalde sig for officer, og siden fulgte titlerne premiereløjtnant, kaptajn, major, oberst og senest brigadegeneral i 2018. Hun har rejst i det meste af verden og været udstationeret ad flere omgange.

I dag er Lone Træholt 63 år gammel og bor i Løkken sammen med sin mand, Uffe. Hun er delvist pensioneret, men arbejder fortsat i Forsvaret som militærrådgiver og såkaldt Gender Advisor for chefen for Flyverkommandoen.

Lone ville lyve, hvis hun sagde, at hun ikke har været drevet af ambitioner, mere indflydelse og højere rang. Men hun var langt inde i sin karriere, før hun fandt ud af, at hun gik efter en vertikal karriere. Foto: Bente Poder 

Lone Træholts CV

Den første jul

Vejen fra optagelsesprøven til udnævnelsen som brigadegeneral har været 40 år lang, sommetider hård og fyldt med store beslutninger. Lone Træholt har imidlertid altid været udstyret med en god portion vedholdenhed og handlekraft.

Som 16-årig fik hun for første gang ansvaret for at arrangere juleaften for hele sin familie.

Sygdom havde kort forinden ramt Lones mor, og det faldt naturligt, at det nu var Lone, der overtog rollen som initiativtager og opgaveløser. Måske fordi hun var den eneste pige blandt en søskendeflok på fem. Måske fordi hun i en ung alder havde de evner, det krævede, for at det kunne lykkes.

– Jeg havde en ansvarsfølelse allerede på det her tidspunkt og ville ordne det hele, så alle var glade, husker hun.

Den unge teenager blev hurtigt voksen og mester i at lægge planer og finde løsninger.

I dag synes ansvaret stort på de dengang smalle skuldre, men ikke nødvendigvis for stort.

– På en eller anden måde er det også det, der har gjort mig til den person, jeg er og fulgt mig i min karriere. Jeg har aldrig været bange for at tage ansvaret og forpligtelserne på mine skuldre, siger Lone.

Alligevel var det først, da hun kom i Forsvaret, langt fra barndomshjemmet i Åsendrup ved Løkken, hun opdagede, at hun havde lederpotentiale.

– Andre har måske set, at jeg har haft det i mig, men jeg havde ikke selv gjort mig overvejelser om det. Jeg kan overhovedet ikke huske, at jeg har tænkt de tanker, men det viste sig jo at være interessant og udfordrende. Det passede mig godt, siger Lone.

Lone Træholt ombord i NATO E-3A (AWACS) under sin udstationering i den tyske by GeilenKirchen fra 1987 til 1992. Flyet fungerer som et flyvende kontrol- og varselssystem, der overvåger luftrummet og har base i NATO Air Base Geilenkirchen. Privatfoto.

 

Når hun ser tilbage på sin karriere i Forsvaret, er det da heller ikke de mange udnævnelser og anerkendelser, hun nævner som sine største præstationer. I stedet tænker hun med stolthed tilbage på de øjeblikke, hvor hun har har gjort en reel forskel for verdensfreden og demokratiets værdier ved at være den leder, hun gerne vil være.

– Titler kan du bruge til noget formelt set, men for mig har det aldrig rigtig været så interessant. Jeg har til gengæld altid bestræbt mig på at have respekt for det enkelte individ og møde ethvert menneske i øjenhøjde, siger hun.

– Noget af grunden til, at jeg har nået de mål, jeg har nået, er, at jeg har mine meninger – det står jeg ved – men jeg har også været god til at bruge den viden, jeg har til rådighed og respektere det, som folk kan, og lade det komme til udtryk.

Lone Træholt var i 2003-2006 stabschef ved Flyvestation Aalborg. På billedet overdrages titlen til Lone Træholt ved en såkaldt chefskifteparade. Privatfoto

 

 Rådgav om nine-eleven

Som dengang hun var chef i operationssektionen i Forsvarskommandoen i år 2000-2003.

Hun havde netop overtaget ansvaret for kommandoens beredskabsplan, da to fly bragede ind i World Trade Centers tvillingetårne midt i New York 9. september 2001.

Danskerne var i chok og rettede hurtigt øjnene mod Forsvarskommandoen, hvor Operationsstaben, herunder Lone, havde til opgave at rådgive det danske forsvar om, hvordan de skulle forholde sig til situationen.

De tre år i operationssektionen var fyldt med ansvar, og hun arbejdede tæt sammen med Forsvarets ledelse. Det var en helt særlig tid.

– Tiden var et højdepunkt i min karriere. Ikke fordi jeg nåede chef-niveauet, men fordi jeg havde et fantastisk team og samarbejde, selvom vi løb op og ned ad gangene og virkelig var pressede, fortæller hun.

– Det er den forpligtelse, du har overfor dine børn og familie, der kan give dig second thoughts, siger Lone Træholt, som dog ikke kan huske, at hun nogensinde har sagt nej til en opgave. Til gengæld har hun også selv været med til at præge sin karriere med sine egne ønsker og skiftet job hvert tredje eller fjerde år. Foto: Bente Poder 

 

Magtesløs i Congo

Med årene og erfaring har Lone Træholt lært, at det ikke altid er nok at have viljen for at kunne lykkes. Nogle ting er man ikke selv herre over at ændre.

I 2007-2008 var hun udsendt som stabsofficer til FN’s hovedkvarter i Kinshasa i Den Demokratiske Republik Congo. Her arbejdede hun som informations-operationsofficer og forbindelsesofficer under forberedelserne til et lokalvalg.

Hun fik mulighed for at komme helt tæt på befolkningen, fik 200 flygtningebørn i skole, og husker det i det hele taget som en fantastisk oplevelse – også selvom hun fik stillet opgaven af en afrikansk general, netop fordi hun var kvinde.

“At least you achieved something. Most of us don’t,” sagde generalen efterfølgende til Lone.

Lone Træholt på besøg i KIMPOKO CAMP i Afrika. Der var tale om et velgørenhedsprojekt, som Lone Træholt fik til opgave at stå i spidsen for. Privatfoto

Men tiden i Congo har sat sig i hende på både godt og ondt.

Massevoldtægter, børn tvunget til at slå deres forældre ihjel og folk, der fik skåret arme og ben af er eksempler på den barske realitet, der foregik i det centralafrikanske land.

– En menneskelig fornedrelse, man slet ikke kan forestille sig. En grusomhed, der er så gennemgribende, at det slet ikke er til at fatte, at man kan finde på det, fortæller Lone om militsernes gerninger.

Følelsen af afmagt og magtesløshed har givet den ellers hårdhudede kvinde en særlig sårbarhed.

– Det giver nogle andre perspektiver på livet. Jeg har altid været den, der kan få ting til at ske, og her sidder du pludselig med din blå baret og ikke en skid andet. Du kan ikke flytte noget, og det foregår jo stadig den dag i dag, siger hun.

Alligevel har hun aldrig ladet sig skræmme af den store verden. For det er sundt at se på sit land og sin tilværelse udefra, mener Lone Træholt.

– Alt det, jeg har set og hørt, giver et billede af, at det godt kan være, alt ikke er perfekt i Danmark. Men hold da op, hvor har jeg fået lov til at prøve meget og møde mange mennesker. Hvor er jeg privilegeret, at jeg sidder i et dejligt hus, bor det sted, jeg gerne vil bo, er grundlæggende sund og rask og har en masse bekendte og venner. Hvad er det lige, jeg skulle brokke mig over?

Portrætbillede taget, efter Lone Træholt blev udnævnt til brigadegeneral i 2018. Privatfoto

Mange undskyldninger

Selvom Lone er stolt over alt det, hun har opnået i sin karriere, blev hun overrasket over den massive opmærksomhed fra omverdenen og pressen, da hun i 2018 blev udnævnt til brigadegeneral.

For selvom titlen er nær den højeste rang, man kan nå i militæret, er der mange andre, der kan kalde sig det samme. Forskellen er bare, at de på tidspunktet for Lones udnævnelse alle sammen var mænd.

Når hun i dag stiller op til interviews eller holder foredrag, er det derfor heller ikke, fordi hun ser sig selv som noget særligt. Men hun er klar over, at hun for nogen kan være en rollemodel.

– Mit incitament for at stille op er, at der forhåbentligt er mødre og fædre til unge piger, som vil tale med deres døtre om, at den her vej også er en mulighed at gå.

– Det her er en fortælling om, hvordan man kan have et godt liv, som den soldat og det menneske, jeg var. Så er jeg så bare kvinde oveni, siger Lone Træholt, som aldrig har ladet sig stoppe i at gøre karriere i en mandsdomineret verden, fordi hun var i mindretal.

Selv ikke da hun under uddannelsen til officer fik afslag af selveste forsvarsministeren på at skifte linje til pilot-uddannelsen med den begrundelse, at kvinder ikke måtte flyve alene.

– Der var mange undskyldninger. Det var man simpelthen ikke klar til på det tidspunkt, husker Lone.

– Jeg kunne have valgt at blive sur og gå fra Flyvevåbnet, men jeg valgte at blive og har haft en fantastisk karriere alligevel.

Lone Træholt på talerstolen ved chefskifteparaden på Aalborg Flyvestation. Privatfoto

I 2022 er tiden en anden. Men Lone erkender, at Forsvaret på visse områder stadig henvender sig mere til mænd end til kvinder, og at der fortsat bliver valgt flest mænd ind i ledelsen og bestyrelser.

– I dag kan jeg se, at vi i den kultur, vi har i Forsvaret og i vores samfund i øvrigt, er fastlåst i nogle mønstre. Når vi ser på potentialet i hinanden, er vi forprogrammeret til at læse og forstå det, vi ser, uden at tænke over det. Det hedder unconscious bias. Og det er i orden, for vi har alle ubevidste filtre forprogrammeret i vores hjerne. Når bare man forstår og anerkender det, kan man også gøre noget ved det.

Sammen med andre fagpersoner har Lone Træholt derfor sagt ja til at hjælpe Flyvevåbnet med at blive til en mere attraktiv og tilgængelig arbejdsplads for kvinder – og desuden også for alle andre.

– Hvis vi ønsker at gøre noget anderledes, er vi nødt til at prøve at fjerne det filter, vi har, så vi giver mulighed for, at hvis der er fem kandidater, så får de lige chancer. Det er det, vi ikke altid gør i dag, siger hun.

Selvom Lone Træholt er Danmarks første kvindelige oberst og general, har hun aldrig tænkt, at hun er noget særligt – for mange mænd kan kalde sig præcist det samme. Foto: Bente Poder 

 

Gender Advisor

Menigt medlem

Nu er hun vendt hjem. Tilbage til Løkken, sine nærmeste og det, hun kalder for sin base.

Hvor emblemer over brystet betyder knap så meget, og hvor gensynsglæde udtrykkes med et lavmælt “Go’daw”.

– Her bliver man genkendt af folk, der ved, hvad man kommer af. Her har jeg lov til at være Lone og være mig med den historie, jeg nu har, siger Lone, som har planer om at lade sig pensionere helt fra Forsvaret indenfor et par år og finde ro i barndomsbyen.

Lone Træholt har en aktiv hverdag med svømning og rideture. Hun holder desuden af at rejse, stå på ski og dykke. Foto: Bente Poder

Og selvom pubben Peter Bådsmand i mellemtiden er blevet til restaurant Havs, føler hun sig mere hjemme i den gamle badeby, end hun har gjort nogen andre steder i verden.

– Det er ægte. Det er naturligt, og man er bare qua den person, man nu engang er, og ikke qua det, man har gjort, siger Lone Træholt, mens hun spejder ud over kysten til udsigten af vilde bølger og modige surfere.

Her vil Lone blive gammel. Med blæsten i håret, smagen af Vesterhavet på tungen, og bagagen fyldt af oplevelser. Imens forsøger hun sig med hest som hobby og en helt ny disciplin – at slippe ansvaret og de mange forpligtelser.

– I ridecentret er jeg et menigt medlem, og jeg har gjort meget ud af ikke at gå ind og tage teten på noget som helst, som jeg ellers typisk gør. Jeg erkender, at jeg på det her område ikke er den skarpe kniv i skuffen, men at jeg heller ikke gør noget for at være det, siger hun.

– Jeg er tilpas nede i hierarkiet, og det er på en eller anden måde hyggeligt at være der for en gangs skyld.

 

Lone har et ønske om at gå på pension indenfor et par år. Ikke fordi hun føler sig gammel. Tværtimod. Men jo mere tid hun bruger væk fra flyvestationen i Karup, jo sværere bliver det at bevare sine forbindelser og have en fornemmelse for, hvad der sker og rør sig. Foto: Bente Poder