“Årene der er gået” –  af Tonny Bistrup, Brønderslev, er skrevet i sommeren 2021

Forord

”Hej Tonny – kunne du ikke have lyst til at skrive om dit liv, dine oplevelser og din erhvervsmæssige løbebane. Det skal i så fald indgå i et bogsæt, jeg er ved at udgive.”

Min gode sangerbroder Jens Otto Madsen ringede til mig og stillede dette overraskende spørgsmål. Det skulle lige vendes nogle gange i hovedet. Det smigrede mig egentlig, og jeg indvilligede efter nogle minutter i at gå i gang med opgaven.

Beretningen er en gennemgang af mine private oplevelser og min erhvervsmæssige løbebane gennem mit 78-årige liv. Alderen begrænser unægtelig, hvad jeg erindrer, men jeg skriver efter bedste hukommelse, og hvad der findes af dokumentation. Der kan måske ind imellem være beskrevet nogle erindringer, der aldrig har fundet sted, men jeg lyver ikke bevidst.

Gennem de mange år har der selvfølgelig været nogle ubehagelige bump og episoder, som jeg springer over. Jeg har ikke til hensigt at såre eller fornærme nogen, men prøver hovedsagelig at skrive i en positiv ånd.

Jeg håber, du får fornøjelse af at læse min beretning. Der står måske noget, som du kan nikke genkendende til.

God læselyst

Begyndelsen i Jerslev

Jeg er født i Jerslev i 1943 som mine forældres første barn. Vi boede i den ene ende af et lille hus beliggende i den nuværende Kaløgade. I huset nedenfor boede Sme’Frederik og Frederikke. Lidt længere nede på sydsiden af Fanøgade lå Adventistskolen.

Min far, Thorvald Bistrup, var meget fodboldinteresseret, og i England var der en fodboldspiller, han var meget begejstret for. Han hed Tonny, så det skulle jeg også hedde.

Det navn gav mig nogle ydmygende oplevelser i skoletiden, for der var også piger, der hed Tonny, for eksempel radiohandlerens jævnaldrende datter, og så skulle man jo drilles. Udtrykket mobning var ikke opfundet endnu.

Jeg var fem år, da vi flyttede fra Jerslev, så der er ikke mange erindringer derfra.

Jeg husker dog optakten til en nytårsaften, hvor far ville lære mig at tænde og straks smide en lynkineser (et lille gult kanonslag med kort lunte). Jeg holdt lynkineseren, og far tændte med en tændstik, men jeg smed ikke noget fra mig, så lynkineseren sprang i min hånd.

Der skete ingen skade på min hånd udover, det gjorde djævelsk ondt, og jeg skreg i vilden sky.

Men nytårsaften var totalt ødelagt, for min mor, Gudrun, snakkede overhovedet ikke til min far resten af dagen.

En vinter med frost og sne havde eleverne i Adventistskolen lavet en glidebane på fortovet. De morede sig vældigt, men jeg måtte ikke være med.

Jeg har måske lidt af min mors temperament, for medens eleverne var til undervisning, strøede jeg sand på glidebanen og viste mig klogelig ikke ved skolen i nogle dage.

Begge mine hold bedsteforældre boede også i Jerslev, og de var flinke til at passe mig, når mine forældre skulle noget.

Min fars forældre Emma og Aksel Pedersen boede i Voldgade, der hvor der nu er busholdeplads.

Mine bedsteforældre boede i den nordlige del af huset, og de delte udendørs lokum med familien Hansen, der boede i den anden ende.

Bedstemor Emma, en stor og mægtig dame, var kogekone på Jerslev Kro. Hun kunne lave mad, som brødrene Price ikke kunne konkurrere med, hvad angår forbrug af smør og fløde.Det var altid en stor fornøjelse, når hun samlede familien til spisning. Med undtagelse af Bedstefar Aksel og min far, lignede begge fars brødre og senere jeg selv og mange af mine fætre og kusiner Bedstemor Emma, så det har nok ligget i generne.

Bedstefar Aksel arbejdede ”ved vejen” med at asfaltere vejene i Jerslev. Det foregik alt sammen manuelt og var hårdt og slidsomt.

I juletiden var han reservepost, og det var almindeligt dengang at byde posten på kaffe og mange steder også en snaps i juletiden. Jeg har ofte set en humørfyldt bedstefar komme hjem på lidt usikre ben, og så blev Bedste Emma sur, og hun kunne råbe højt. Det så nu ikke ud til at påvirke Bedstefar Aksel nær så meget som brændevinen.

Når der var bal på Jerslev Kro, var det Bedstefar Aksel der stillede borde og stole an, og han passede også garderoben. Dengang røg de fleste mennesker tobak, så når ballet var slut, tømte bedstefar askebægrene og tog asken med hjem, så han kunne dyppe sin skråtobak der i, inden skråen kom i munden.

Efter besættelsen begyndte mange at bruge tyggegummi, og så måtte Bedstefar Aksel til at si tobakken, inden han dyppede skråen, for han var ikke meget for at bruge andre folks brugte tyggegummi.

Min mors forældre boede i et lille husmandssted med to køer og lidt landbrug. Der var mødding og udendørs lokum med iturevet avispapir til at tørre med. Når spanden var fyldt op, tømte Bedstefar Søren den i møddingen, og spanden kom på plads igen. Jeg tror, det var vældig smart med det hul i døren med form som et hjerte.

Ejendommen er der stadigvæk, men uden landbrug. Den ligger i Borgergade mellem præstegården og Adventistkirken.

Jeg har flere gange overnattet hos dem med en tonstung dyne i en seng, der stod op ad en ydermur. Om vinteren var der klar is på den indvendige side af muren. Der var ikke isoleret med noget som helst, så der skulle fyres godt op om vinteren.Bedste Marie var en lille gesvindt dame, der stod meget tidligt op for at fyre op i det store støbejernskomfur og kakkelovnen i dagligstuen. Så når Bedstefar Søren stod op nogle timer senere, havde bedstemor taget sin insulin i låret med en meget lang kanyle. Der var frisklavet kaffe og morgenmad til bedstefar, som kunne nyde varmen fra komfur og kakkelovn og ofte friskbagt brød.

Bedstefar Søren stammede fra et område, der hed Krattet, og mange kaldte ham Krat Søren. Han var en temperamentsfuld mand. Jeg har hørt ham skændes med en landmand, der var meget missionsk, og selvom bedstefar gik i kirke hver søndag, så kunne han på kort tid overøse den stakkels landmand med alle de bandeord, der var på mode.

Jeg tror min mor og jeg, samt de fleste af mors 11 søskende har arvet temperamentet fra Bedstefar Søren.

Når de passede mig, og vi havde spist frokost, lagde Bedstefar sig på divanen, der stod ved vinduet ud til vejen, og jeg lå ved siden af ham. Det blev ikke til så meget søvn, for hver gang, der hørtes skridt eller andre lyde ude på vejen, løftede Bedstefar overkroppen for at se, hvem der kom forbi. Nogle gange kunne han kende folk på skridtlyden.

I 1947 fik min far arbejde på A/S Peder Nielsen ”Pedershaab” i Brønderslev. Sammen med andre cyklede han hver dag 10 km frem og tilbage til arbejdet.

Det kunne være hårdt om vinteren især hjemturen efter en travl arbejdsdag på Den Gamle Fabrik, som virksomheden blev kaldt i folkemunde.

Barndommen i Valby

I 1948 flyttede vi til Brønderslev på Danevej 4, hvor vi boede i stueetagen, og på førstesalen med kvist boede ejeren af ejendommen, fru Sørensen, med sin voksne datter Gerda.

Senere blev ejendommen købt af Christian og Rosa Madsen fra Sæby, og de ville bo i stueetagen, så vi måtte flytte ovenpå.

Ejendommen havde kun et lille toilet nede i stueetagen, og det delte alle husets beboere. Når vi skulle på toilettet, måtte vi kravle ned ad en stejl ”hønsestige”, som gik fra soveværelset og ned i bryggerset. Det var især træls om natten.

Som ny tilflytter til byen var det spændende for en 5-årig dreng, der talte vendelbomål, at skulle møde sine fremtidige legekammerater. De var lige så spændte på at møde ham bondedrengen, og det første møde med fem seks børne forløb således: ”Hvad hedder du?” Efter nogen betænkningstid svarede jeg forsagt: ”A hjær Tonny.”

Det grinede de meget af, og jeg kunne have krøbet i et musehul.

Jeg fik hurtigt lært at tale som de nye legekammerater, jeg havde fået.

Jeg ved ikke, hvorfor den bydel, vi var flyttet til, blev kaldt Valby, som dækkede Danevej, noget af Solvej og noget af Parkvej, der dengang hed Vester Alle. Området med Sveavej, Parallelvej og resten af Solvej blev kaldt Gammel Valby.

På lune sommeraftener kom de voksne ud på gaden og snakkede i klynger, medens børnene legede. Var vejret rigtig godt, kunne man være så heldig at blive sendt ned i byen efter en stabel ispinde, lavet på Brønderslev mejeri og gik under navnet Gobi. Jeg tror en ispind kostede 25 øre. Isen var gul, for der var brugt rigtige æggeblommer og piskefløde. Gobiis kunne også fås som enliters dessertis. Ingen andre mærker is kunne hamle op med den fra Brønderslev.

Marken

Det var dengang børn hadede at være indendørs, men meget hellere ville være ude at lege. Der var omkring ti jævnaldrende børn, som havde deres legeplads på marken.

Jeg ved ikke, hvem marken tilhørte, men den var vores legeplads. Vi lavede fodboldmål, og der blev gravet huler så dybe, at vi næsten kunne stå oprejst. Der blev lagt tag over af pandeplader, som vi fandt i fælleden.
Pigerne lavede små æbleskiver på deres små spritkomfurer, og der var ingen løftede pegefingre fra forældre, som mente, sådanne huler kunne være farlige.

Sankthansaften var alle Valbys beboere til bål på marken. Når bålet var brændt næsten ned, legede voksne som børn to mand frem for en enke.Nogle familier kom med store stabler æbleskiver, og der var aldrig nogen til overs. Mændene fik sig en øl – altså kun 1 øl. Jeg tror nok, at børnene og kvinderne fik en sodavand.

Der blev lagt en masse kartofler ind i det nedbrændte båls gløder, og når de var godt stegte, blev den sorte skorpe fjernet med en kniv under råben

og skrigen, for kartoflerne var jo brandvarme, men aldrig fik vi så gode kartofler som denne aften.

Fælleden

Der kunne samles jernaffald, ”gammelt jern”, fra fabrikken, og det kunne vi sælge for 6 øre pr. kg til LAB-manden i Mejerigade.I tilknytning til Pedershaab Maskinfabrik var der en fælled til fabrikkens affald, som blev hældt ud i en skrænt ned til et sumpområde med en bæk, træer og en del rotter.

Børnene kunne også lege nede i sumpen med risiko for våde fødder. Der blev bygget huler i træerne, og med kapper lavet af gamle sække og træ-sværd fægtede De Tre Musketerer modigt med kardinalens onde soldater.

Der er også skudt mange ”cowboydere” og indianere både på marken og i fælleden. Det var tider.

Hvor er det synd for nutidens børn, at de ikke kan lege, som vi kunne.

Per Madsen

Pedershaab Maskinfabrik prøvestøbte mange cementrør i deres maskiner også i stor størrelse, og de blev opbevaret i fælleden i stående position.

Når vi drenge gik ind i sådan et rør og begyndte at gå, begyndte røret stille at rulle fremad.

Det gjorde Per Madsen på 10 år en dag. Vi boede i samme ejendom og var gode venner.

Per gik ind i et rør og begyndte at gå indeni det. Pludselig begyndte røret at vakle, og Per sprang ud, men desværre væltede røret til samme side, og Per fik sit hoved knust under røret.

Det var mit første møde med døden, og det var en uhyggelig oplevelse.

Johannes Sonnesen

Nu jeg er ved det triste, så nogle år senere, torsdag den 28. juli 1955, druknede Johannes Sonnesen i Friluftsbadet.

Johannes var en gæv bondedreng på 16 år, fyldt med energi og glæde. Han boede på den nærmeste bondegård, Vester Hedegaards Mark, lidt længere ude på marken mod vest, hvor han arbejdede for sin far.

Johannes kom tit og spillede fodbold med os drenge, selvom han var et par år ældre, men han nød at spille med os, og vi skulle passe på ikke at blive tacklet, for Johannes var robust.

Vi drenge blev godt nok noget chokeret, da faderen et par dage senere spurgte os drenge, om vi ikke ville komme til begravelsen.

Dengang var det ikke sædvane, at børn deltog i begravelser.

I nystrøgne hvide skjorter og med slips mødte vi fire til fem drenge på 12 – 13 år op ude på gården, hvor Johannes lå i sin kiste ude på græsplænen.

Solen skinnede, og vejret var rigtig godt denne mandag den 1. august 1955.

Faderen, moderen og Johannes’ søskende var i godt humør og glædede sig over, at Johannes nu var hos Gud.

Vi drenge kunne ikke begribe, at de var glade for, at Johannes var død. Familien var troende mennesker, og det gav dem troen på, at Johannes nu var hjemme hos Gud.

Men ikke nok med det. Nogle dage efter begravelsen opsøgte Johannes’ far igen os drenge og inviterede os hjem på gården den følgende aften. Vi havde jo været sådan nogle gode kammerater for Johannes.

Igen i hvide skjorter mødte vi drenge betuttet op på gården kl. 19. Vi fik saftevand, boller og kage, og blev opfordret til at fortælle om vores oplevelser med Johannes.

Det gik lidt trægt, men så læste Sonnesen et stykke højt fra Biblen og sluttede af med at sige: ”Tonny – vil du ikke synge en salme for os?”

Da snørede min strube sig fuldstændig sammen, og jeg sad som lamslået.

En af de andre drenge, Henning fra Hørsholm, som boede hos sine bedsteforældre i Valby, sagde: ”Hvis du begynder, skal vi andre nok synge med.”

Der var en lidt usikker begyndelse på en salme, jeg husker ikke hvilken, men det lykkedes os vist nok at få det til at lyde okay, for begge forældre og de to tilstedeværende søstre blev tydeligvis rørte. Jeg gik i klasse med den ene søster, Else.

Faderen sluttede aftenen med en bøn, og når jeg tænker tilbage, var det egentlig en smuk aften.

Forældrenes engagement

Forældrene kunne godt finde på at deltage i børnelegene. De skulle jo også ud at nyde de gode sommeraftener.

Mødrene hoppede gerne i sjippetov med pigerne, fædrene spillede fodbold med drengene, og det var ikke bare Sankthansaften, alle legede to mand frem for en enke.

Der var meget mere komsammen mellem familierne end nu om dage. Det var helt normalt, at de voksne lige bankede på hos naboen og fik en snak og en kop kaffe.

Jeg havde selv den faste vane hver uge, når Anders And var udkommet at gå ind i stuen hos familien Flyvbjerg og læse bladet. Jeg var ofte den første læser, og så måtte familien nøjes med at læse et brugt eksemplar.

Brødrene Elis og Torben Flyvbjerg havde i tilknytning til boligen et karetmagerværksted, hvor specialet var at bygge karosserier på nye biler, mest små lastbiler.

De hentede selv de nøgne bilchassisser på havnen i Aalborg, og så byggede de ladet op i træ og førerhuset i karrosseriplader.

Værkstedet var meget benyttet som samlingssted for mændene i Valby. De kunne stå i timevis og underholde hinanden med sladder og sjove historier, medens de fik en øl eller sodavand. Der blev grinet meget.

Der var så bare det problem, at der ikke blev arbejdet på bilerne, og de skulle jo være færdige til en bestemt tid. Derfor arbejdede brødrene Flyvbjerg til langt ud på aftenen ja sommetider natten. Arbejdet var ret støjende, så de kunne holde mange naboer vågne, men det gav ikke anledning til ufred.

Kvisten blev også grøn

På brødrene Flyvbjergs hus var der ind til haven en kvist, som trængte til at blive malet grøn ligesom alle vinduerne. Det lovede far at gøre, og kvisten var det sidste, og den blev malet en fredag eftermiddag, hvor min moster Karen og Onkel Holger fra Sverige skulle komme og spise til aften.

Gæsterne var kommet, og maden var færdig. Det trak ud med far, og jeg blev sendt over vejen for at hente ham. Inde i den lukkede lille have lå de to flyvbjergbrødre og trillede rundt på græsser og var ved at dø af grin. Far sad på et eller andet og vaskede sit hår og ansigt med terpentin. Grøn maling silede ned over hans hoved.

Da far var færdig med at male kvisten, ville han glide stille og roligt ned ad taget med malespanden i den ene hånd. Det gik fint, indtil han nåede tagrenden og skulle hoppe 20 cm ned på et lille tag, der var mellem værksted og bolig. Det lykkedes ikke helt, for malespanden røg op i luften, slog en kolbøtte, og al malingen røg ned i hovedet på far.

Det var en meget slukøret far, der dukkede op stadig halvgrøn i hovedet til nogen moro for gæsterne. Mor prøvede at tøjle sin vrede, der var jo gæster, men vi kom civiliseret igennem gullaschen, men far vovede til sidst at sige: ”Det havde været godt med gulerødder til.”

Mor sprang op: ”Gud – de står ude i køkkenet.”

Så fik far revanche.

Jernbaneforlægningen

I 1950’erne begyndte Statsbanerne at forlægge skinnesystemet, så togdriften ikke spærrede for trafikken i Brønderslevs midtby, men blev flyttet længere mod vest, og skinnelegemet kom op i højden.

Der skulle bygges fire broer hen over hovedgaderne i byen. En af broerne skulle bygges over Vester Alle, den nuværende Parkvej. Det tog mange år, for der skulle køres i tusindvis af kubikmeter sand på den vold, jernbaneskinnerne skulle lægges på.

Der blev anlagt et tipvognsspor på volden til at transportere sandet længere ud på volden. Fra lørdag middag til mandag morgen var der ingen på arbejde, og så kunne vi drenge køre med tipvognene, for det var ikke altid, arbejderne havde husket at tage nøglen til lokomotivet med sig.

Brobyggeriet optog os alle store som små. Der blev bygget en kæmpe ”støbeform” i træ, og der blev bundet et armeringsnet af stål. Det var et imponerende virvar, men det gav beskæftigelse til mange mænd.

Nogle år inden den nye jernbane kom, hørte vi en helt anden og fremmed lyd, og alle kom ud på gaden for at se den eller de store flyvemaskiner, der var på vej hen over Valby.I 1966 blev det nye banelegeme taget i brug, og beboerne i Valby skulle nu til at vænne sig til, at støjen fra togene var kommet lidt tættere på, men det vænnede vi os hurtigt til.

Der kom ingen flyvemaskiner, men i stedet for så vi det nye imponerende MY-lokomotiv komme majestætisk kørende i god fart i stedet for et gammeldags damplokomotiv, og derefter skulle vi vænne os til den nye og meget anderledes lyd fra jernbanen.

Skoletiden

Jeg begyndte at gå i skole den 1. april 1950 på ”Den Lille Skole” i Tygelsgade, hvor vi gik i første og anden klasse. Skolen var i to etager, og der hørte en lille fritliggende gymnastiksal til. Det var lidt mærkeligt at skulle gøre gymnastik sammen med pigerne og klæde om i samme rum, men sådan var det.Den lille skole

En dag blev der banket på døren ind til klasselokalet, og skolelægens sekretær stak hovedet ind og spurgte: ”Er Tonny en pige eller en dreng?”

”Det er en dreng”, svarede læreren.

Så blev der fniset, og i frikvarteret skortede det ikke på sjove bemærkninger fra mine klassekammerater. Åh hvor jeg forbandede den irriterende engelske fodboldspiller, jeg var opkaldt efter, og dermed skyld i drillerierne – mobning var stadig ikke opfundet.

En vinterdag var der et gevaldigt snevejr, og det endte med, at skolen lukkede og sendte alle eleverne hjem. Jeg havde Jørgen Sørensen i den time, og han fulgte alle eleverne hjem i en klynge, som gik gennem byen og efterlod eleverne en for en, efterhånden som vi kom til deres hjem.

Skolegades skole

Fra tredje klasse skulle vi gå på Skolegades Skole, som var den eneste skole i kommunen, og der var flere hundrede elever.

Jeg husker ikke så meget fra tiden på Skolegades skole.

Søndergades skole

Den 1. april 1955 var jeg med til indvielsen af den nye Søndergades skole, hvor jeg begyndte i 1. mellem.

Vi var 36 i klassen og havde Henry Allermann til klasselærer resten af skoletiden. Eleverne var en sammensat flok fra Vester Hjermitslev, Hollensted, Sulsted, Kraghede, Tolstrup og Øster Brønderslev. De udenbys elever cyklede til og fra skole i alt slags vejr. I de fem år var der ikke mange dage, de ikke nåede frem. Det var sejt.

Dengang holdt de store virksomheder i Brønderslev frokost fra kl. 12 til kl. 13, hvor de lokale medarbejdere tog hjem og spiste frokost. Det var kutyme, at hustruerne gik hjemme og passede huset og børnene, når de kom fra skole, så i de fleste hjem havde husmoderen stillet frokost an til kl. 12, når manden kom hjem.

Skolerne holdt derfor også frokost i den time, og alle de lokale elever tog hjem for at spise med familien. Når vi var færdige med at spise, lagde far sig på divanen og sov middagssøvn, og så skulle vi børn bare være stille.

De udenbys skoleelever kunne ikke tage hjem og spise frokost, så de spiste deres medbragte madpakker i det såkaldte spiselokale.

Det var spændende at skulle lære engelsk og tysk, men mine favoritter var matematik, geometri, fysik, kemi og sang, men der var ikke noget fag, jeg ikke brød mig om.

Gode lærere

Lærerne var generelt dygtige, men jeg vil ikke lægge skjul på, at min yndlingslærer var Birthe Møller Jensen, som jeg havde til engelsk. Hun var sød og en dygtig lærer, der også lærte os engelske sange.

Hvor har jeg fået mange skældud af Birthe, og jeg havde fortjent det hver gang. Jeg har en ”dårlig” vane med at komme med utidige kommentarer, og det skulle jeg mange gange ikke have gjort. Men jeg har også flere gange fået Birthe til at knække lidt sammen af grin, når jeg under en ordentlig røffel kom med en utidig kommentar, som totalt afvæbnede hende.

Det er pudsigt at tænke på, at her i de senere år har Birthe og jeg mange gange siddet ved samme bord på Nordjyllands Idrætshøjskole og sunget til Ældresang.

Knud Svante Eriksen fortjener også en kommentar på dette sted, for han er nok den dygtigste lærer, jeg nogensinde har haft inklusiv min studietid, da jeg læste til ingeniør.

Han var meget dygtig til at lære fra sig. Forstod vi ikke forklaringerne første gang, havde Svante Eriksen næsten altid en anden indgangsvinkel til emnet, så vi skulle nok få lektionerne lært.

Jeg havde Knud Svante Eriksen til mine yndlingsfag matematik, geometri, fysik og kemi. Han var en høj, rank og flot mand med en myndig personlighed, som vi havde respekt for – ikke bange for, men respekt på den måde, at vi ikke lavede løjer med ham.

Jeg møder af og til lærer Eriksen i Løvbjerg, hvor han færdes lidt forsigtigt, for hans helbred er ikke helt på toppen mere. Han kører i motoriseret kørestol fra hjemmet og ud i byen, og når vi mødes, bliver det altid til en lille sludder.

Jeg kunne lide de fleste af lærerne, men der var nogle få, som jeg mærker en voldsom uvilje imod, når jeg i dag tænker tilbage på dem, for de var ondskabsfulde.

Tolneture

Hvert år drog alle elever over anden eller tredje klasse i særtog til Tolne skov medbringende en madpakke, sodavand og for mit vedkommende fem kroner.

Vi gik i optog fra skolerne gennem byen med PM-orkesteret i spidsen de første år. Den første del af togturen gik imellem fabrikkerne Pedershaab Maskinfabrik og Peder Nielsen ”Pedershaab”, og her havde de ansatte stillet sig op ved hver sin fabrik for at vinke til børnene, der larmede utroligt meget og råbte hurra.

Fra Tolne station gik vi i optog ud til Restauranten i skoven, hvor vi blev sluppet løs klassevis. Der var tradition for, at man klassevis sammen med lærerne skulle gå op på en bestemt højtliggende bakketop og nyde udsigten.

Derefter var der frit slag, men stort set holdt man sig til klassen.

I de ældste klasser kunne man nok få lyst til at gå en lille tur sammen med en anden – gerne af det modsatte køn. Hormonerne var jo så småt begyndt at køre rundt i kroppen.

Medens børnene dansede eller hyggede sig i det fri, gik mange lærere ind på restauranten for at spise frokost. Nogle af dem blev der i lang tid, og når vi skulle hjem, kunne man nok fornemme, at nogle lærere havde fået både øl og snaps til maden.Ved siden af restauranten lå der en åben pavillon, hvor et par musikere spillede op til dans, og det kan nok være, der blev danset. Jeg er egentlig forundret over så mange drenge, der dansede.

Sidst i 1950’erne var der nogle af de ældste drenge, der havde taget øl med til madpakken, men så var det slut med udflugterne til Tolne Skov, for lærerne kunne ikke tage ansvaret for elever, der drak øl. Et eksempel på, at de få ødelægger det for de mange.

Lærertæsk

Indtil 1967 havde lærerne lov til at afstraffe eleverne korporligt. Det var ikke defineret, hvad eleverne skulle forbryde sig med. Jeg har set en del eksempler på, at elever fik en fortjent lussing af passende kraft. Lussingen var det mest anvendte afstraffelsesmiddel, men også gårdvagternes kæppe blev anvendt til slag over låret eller på enden.

Den raffinerede afstraffelse var at blive rykket i de korte hår på siden af hovedet – det gjorde ondt.

Det var måske i tidens ånd at afstraffe børn korporligt i skolen og i hjemmet, men da kun hvis barnet havde gjort noget voldsomt forkert.

Jeg oplevede i skolen nogle lærere, som efter min mening slog med kæp eller hånd eller rykkede i hårene af ren ondskab.

Jeg nævner ikke navne, men som tidligere nævnt mærker jeg en voldsom uvilje mod dem, for de var ondskabsfulde. Især én føler jeg ligefrem et had imod.

Jeg har selv fået nogle få lussinger i min skoletid, og en enkelt husker jeg specielt, for den var uretfærdig. Vi havde redskabsgymnastik, og jeg var kommet til bommen, som hænger cirka halvanden meter oppe i luften. Man skal så trække sig op med armene og ligge udstrakt på maven med armene strakt frem og benene lige tilbage. Så er det med at holde balancen.

Men min ellers gode ven Ernst sneg en hånd op og klemte mig i skridtet, der hvor det gør rigtig ondt. Jeg skreg: ”Av for helvede” og faldt ned. Gymnastiklæreren, H. C. Nielsen, var der omgående og stak mig en lussing. ”Sådan et sprog fører vi ikke her,” sagde han vredt.

Da var jeg sur på Ernst nogle dage, men ikke på H. C., han havde ikke set, hvad der var sket.

I en time havde Willi lidt svært med udtalen. Det fik læreren til at håne ham. Mobning kendte vi stadig ikke. At yderligere en elev havde det svært med lektien, fik læreren til at nægte at undervise os. Vi skulle bare sidde stille, og det gjorde han også.

Der gik nogle uger, så gik et par af pigerne til læreren og bad ham genoptage undervisningen. Så lærte vi noget igen – på den hårde måde.

Vi havde time i 4. mellem med den samme lærer, og vores klassekammerat Ove blev hørt i lektien, og det gik ikke for godt. Så blev læreren tosset og sagde, om ikke det var bedst for alle, hvis Ove gik ud af skolen. Ove svarede stille og roligt, at det havde han rent faktisk drøftet med sine forældre for nyligt.

Læreren sprang op og råbte, at Ove ikke skulle være flabet, og han for ned til Ove, som den dag sad alene ved et af de forreste borde.

Læreren var stor og muskuløs og stak Ove sådan en lussing, at han trimlede ned af stolen og lå på gulvet. Ove sagde ikke et kny, men rejste sig stille og roligt, og så kom det næste voldsomme slag, der sendte Ove i gulvet igen. Det skete tre eller fire gange, inden skiderikken gik tilbage til katederet. Klassen sad som lamslået. Ove pakkede stille og roligt sin taske og forlod klassen uden et ord.

I det følgende frikvarter kom Oves mor gående gennem skolegården med stram mine og faste skridt og styrede mod skoleinspektørens kontor. Efter lang tid gik hun igen.

Vi så aldrig Ove igen på skolen.

Det var ikke den eneste gang, den lærer gennemtævede en elev, men han slap godt fra det hver gang.

Jeg har senere tænkt på, hvorfor forældrene ikke gik sammen om at få den skiderik fjernet fra skolen.

Jeg har skrevet i forordet, at jeg hovedsagelig vil skrive i en positiv ånd. Dette afsnit om lærertæsk er vist nok det eneste negative.

Jørgen Sørensen

Vi havde Jørgen Sørensen til engelsk og sang den første tid på Søndergades skole. Det var ham, der fulgte os hjem i snevejr nogle år tidligere. Jeg fremhæver ham, fordi han senere blev kendt som sangskriver til nogle af Vendsyssels mest kendte sange.

De Gyldne Løver sang ”Hvor mågerne skriger”, som også kaldes Vendsysselsangen og ”Det tindrer af sol over hav over land” kaldet Brønderslevsangen. De er to af Jørgen Sørensens meget kendte sange.

Han har også skrevet børnesangen ”Hvis du ser en krokodille i dit badekar”.

Der er rejst en mindesten for Jørgen Sørensen på hjørnet af Bredgade og Skolegade.

Konfirmationer og efterkonfirmationer

Jeg blev konfirmeret af Pastor Sørensen den
13. oktober 1957 i Brønderslev Kirke i Bredgade.

   

Jeg hører til de store årgange fra besættelsestiden, så der var konfirmationer både i april og oktober.

Der var desværre influenzaepidemi på det tidspunkt, så nogle konfirmander mødte ikke op i kirken, og nogle måtte gå direkte hjem i seng efter kirken.

Vi havde fået lov at låne stueetagen til festen, for der kom mange gæster. Alle onkler, mostre og tanter var inviteret, og det blev en lystig dag med bagende solskin

Onkel Nyholm havde en lidt uheldig dag, først prøvede han at få kokkepigen til at sidde på skødet, hvilket hun kvitterede med en ordentlig lussing.

Ude i haven greb han mig i mit butterfly, og far og onkel Poul måtte hjælpe mig fri. Nyholm troede mit butterfly var med elastik rundt om halsen, men det var med særdeles holdbart stof, så han var ved at kvæle mig. Ellers kunne jeg godt lide ham.

Blå mandag blev traditionen tro forlagt til Aalborg, men jeg havde fået influenza om natten og gik glip af turen.

Der var tradition for, at konfirmanderne gik sammen om at holde efterkonfirmation for venner og klassekammerater. Det var ofte sådan, at hele klassen holdt efterkonfirmation sammen.

Festerne blev tit afholdt i restaurationen på Friluftsbadet med smørrebrød og sodavand samt kaffe og kage. Der var altid forældre til stede for at tage sig af serveringen og ikke mindst for at holde øje med, at alt gik ærbart til.

Vi mødte op i det pæne tøj, og efter maden blev der spillet op til dans af som regel en harmonikaspiller og en trommeslager.

Der blev danset meget kinddans til nogen forargelse for de voksne, der stod for det praktiske arrangement. Men i puberteten, hvor børn udvikles til voksne, pumpes hormoner ud i de unge kroppe og gør dem kønsmodne med de drifter, det indebærer. Det er naturens orden.

Nu fik forældrene travlt, for der var tit nogle drenge, der slukkede lyset ved kontakterne eller ved at skrue sikringerne ud, for kinddans danses bedst uden lys.

Så løb forældrene fortvivlede rundt for at finde lyskontakterne elle den manglende sikring. Der skulle jo nødigt ske pigerne noget.

Der blev drukket sodavand til maden, men som regel var der nogle drenge, der havde gemt øller i buskene ned ved sportspladsen, så når det blev lidt mørkt, skulle vi ud at smage på det forbudte øl. Det smagte faktisk ikke så godt, men det sagde vi ikke.

Kaj Dahl Jeppesen fra Øster Brønderslev gik i min klasse, og efter at have besøgt buskene på sportspladsen tog han en cykel og begyndte at køre race rundt om bassinet. Ganske rigtig – han væltede og røg i vandet med cyklen, men slap dog uskadt.

Mørkeleg

Hvis forældrene til en af os var ude af huset lørdag aften, begyndte gruppen eller kliken at mødes hos vedkommende.

Moderen i huset var som regel vidende om vores besøg, men sjældent faderen, som så en vigtig opgave i at værne om specielt pigerne ærbarhed.

På sådanne aftener skulle der leges mørkeleg, som gik ud på, at lyset blev slukket, og drengene satte sig på en stol eller sofa med en pige på skødet.

Parrene valgte hver et tal mellem et og ti, og der skulle helst være en dreng uden en pige på skødet, for den enlige dreng skulle sige et tal, og pigen, som havde valgt det tal, skulle sætte sig på skødet af ham. Nu var det en anden dreng, der sad alene, og så skulle han råbe tal op, til der var bid.

Sådan gik pigerne fra skød til skød. Var et par særlig glade for hinanden, snød de bare, og valgte ikke et tal. Det var på sådanne aftener, man så småt øvede sig på at kysse.

Familien Kræmmergaard

I perioden fra jeg var 12-13 år, til jeg gik ud af skolen som 17-årig, var vi en gruppe på fem til seks klassekammerater, der holdt særlig meget sammen. Vi mødtes utallige aftener hos Inga og Poul Kræmmergaard i Fynsgade. De var forældre til Henning, som jeg gik i klasse med. Inga og Poul var usædvanligt gæstfrie overfor os unge. Vi kunne snakke med dem om alt mellem himmel og jord også om det, vi ikke nævnte, når vores egne forældre var til stede.

 

En sommer skulle Inga og Poul og deres fem børn i sommerhus i Sæby. En del af gruppen tog imod invitationen om at komme med i et par dage. Det var lidt trangt om natten, men det gik.

Der lå en lille robåd ved sommerhuset, og Poul og de to drenge Ib og Leif roede stille rundt i vandkanten, men der var fralandsstrøm, så båden drev langsom men sikkert længere og længere fra land.

Så kom vi store skolebørn i badetøjet i en fart og svømmede ud til båden og fik den skubbet ind til land under store kraftanstrengelser. Et par af vennerne skubbede nu ikke så meget, for de havde nok at gøre med selv at svømme i land.

Vores aktion var blevet fulgt af en gruppe mennesker inde på stranden, og da vi kom helskindet i land, var der en mand, der med alvorlig mine sagde: ”Det var en flot præstation.”

Det var en ikke helt ufarlig episode, som Poul kvitterede for ved at hente øl og sodavand hos den nærliggende købmand, og så kunne vi stille og roligt lade nerverne falde til ro, medens vi nød en øl.

Poul og alle os drenge, store som små, gik en tur langs stranden, og vi endte hos købmanden, hvor Poul ville give en øl. Her mødte vi et par fædre, som havde siddet i nogen tid og drukket øl, medens deres børn spillede bold ved siden af.

Mændene skulle ind efter en omgang mere og forklarede os, at hver gang de fik en øl, fik børnene en lakridspibe, så der blev kaldt på børnene, at nu skulle de have en lakridspibe igen.

”Nej tak, nu kan vi ikke spise flere”, råbte børnene i kor. Der skulle fædrene nok også have sluttet med øllerne.

Da vi gik ud af skolen og gik i hver sin retning, opløstes gruppen og vores møder hos Inga og Poul Kræmmergaard ebbede langsomt ud, men mindet om disse to herlige mennesker har jeg stadig i mig.

Bydreng

Da jeg var 11 år, begyndte jeg så småt at blive bydreng for at tjene nogle penge. I begyndelsen var jeg afløser for andre bydrenge, som var på ferie eller var syge. Jeg var vikar som bydreng hos købmand Grøn i Valby, Fru Ottesens mejeriudsalg i Vestergade og som avisbud ved Vendsyssel Tidende.

M.S. Madsen

Mit første faste job var hos papirgrossist M. S. Madsen, som havde forretning på førstesalen i en ejendom, som lå på hjørnet af Bredgade og Nygade der, hvor der nu er manufakturhandel.

Vi var to bydrenge, som mødte umiddelbart efter skoletid og på fuld tid i sommerferien. Den anden bydreng var min kammerat Ernst Lindbøg, og det var vores opgave at pakke ordrerne, som lagerpersonalet eller vi selv havde samlet.

Kunderne var folkeskoler rundt om i Danmark, og varerne var skrivehæfter, blyanter, viskelæder, penne, blæk og andre ting, som blev brugt af skoleeleverne.

Når alle ordrerne var pakket, skulle vi køre dem på en tohjulet kærre til posthuset eller banegården – ligesom Røde i Matador.

Vi solgte også fyrværkeri til nytår, og så havde vi to bydrenge et stort dilemma efter nytår, for det fyrværkeri, der ikke var solgt, skulle vi komme i en zinkbalje og fylde den med vand, så krudtet blev gennemblødt og ubrugeligt.

Åh – alle de herlige raketter og kanonslag, som vi så gerne ville have taget med hjem, men turde ikke.

Lønnen var en krone i timen, hvilket var godt betalt. I sommerferien var der travlt, for så skulle alle skolerne have materialerne klar til skolestart i august, og så tjente vi mange penge.

Forretningen var ejet af M. S. Madsens søn, Kaj Thingstrup Madsen på ca. 47 år, altid ulasteligt klædt i habit, hvid skjorte og slips. Han boede alene i en lejlighed i umiddelbar forlængelse af lageret.

Når vi arbejdede over, og klokken blev mere end 8, gav han sodavand og kage. Var vi færdige fem minutter i otte, fik vi ingenting.

En dag i sommerferien sagde chefen til Ernst og mig: ” Jeg har to opgaver, som I kan vælge imellem. Der skal renses tagrender, og mine forældres gravsted på kirkegården skal luges og gøres pænt.”

Ernst ville gerne ordne tagrender, og jeg ville gerne køre ud på kirkegården i Bredgade.

”Godt”, sagde Kaj Thingstrup Madsen, ”Ernst – du ordner gravstedet og Tonny, du renser tagrender.”

”Jamen det var modsat, vi valgte”, protesterede vi.

”Jamen I skal ikke selv bestemme, hvad I skal lave,” var svaret.

Når jeg blev sendt i Slagteriudsalget i Bredgade efter for 15 øre leverpostej og for 50 øre pålægsrester, sagde jeg altid, at det var til Kaj Thingstrup Madsen. De skulle ikke tro, min mor købte så småligt ind.

En aften, jeg kom hjem efter overarbejde, blev jeg modtaget af en meget eksalteret mor, der fortalte, at vores læge havde besøgt hende om formiddagen og fortalt, at min arbejdsgiver var homoseksuel, så jeg måtte aldrig mere arbejde efter kl. 18.

Det kom hun nu ikke til at bestemme, for overarbejde blev aflønnet med 1,50 kr. i timen.

Min chef har aldrig opført sig upassende overfor os drenge.

Købmand Bæk

I 1957 flyttede jeg til købmand Frode Bæk, hvis butik var i Grønnegården med indgang i hjørnet af Grønnegade og Dannebrogsgade. Butikken er nu muret til og omdannet til beboelse.

Lønnen var 20 kr. om ugen, og jeg bragte varer ud til kunder over hele byen. Varerne blev transporteret på en varecykel kaldet Long John.

Gasflasker

Købmand Bæk forhandlede flaskegas af mærket Dalsø Gas, og der var små flasker med 11 kg gas og de store 30 kg gasflasker.

Jeg har mange gange kørt med to 30 kg gasflasker sammen med en kurv købmandsvarer ud til en minkavler langt ude på Jerslevvej. Der er 30 kg gas i en flaske, som også vejer 30 kg, så når Long John var læsset med 120 kg gasflasker og en fyldt købmandskurv,skulle der virkelig trædes i pedalerne og tænk, hvis der også var østenvind.

En sommerdag havde jeg levere to 30 kg gasflasker hos en hønseavler i nærheden af Tolstrupvej. Fem minutter efter jeg var kommet tilbage i butikken, ringede hønseavleren og spurgte, hvorfor han kun havde fået en flaske gas. Jeg påstod at have leveret to flasker, men aftalte at komme op til hønsene og tælle gasflasker.

Jeg havde sat de to gasflasker op ad den sydvendte mur ind til hønsehuset og havde tilsluttet den ene flaske – men nu stod der kun en.

Efter lidt pause tog hønseavleren mig med ned mellem jordbærrækkerne, og der lå den anden gasflaske med en flænge på 50 cm. Solen havde opvarmet gasflasken så meget, at trykket i flasken fik den til at eksplodere.

Da tror jeg nok, mine kinder blev meget blege. Tænk hvis gasflasken var eksploderet, mens jeg kørte med den.

Det viste sig, at gasflasken var revnet lige ved siden af svejsesømmen, som ikke var svejst godt nok.

Drikkepenge

Ugelønnen blev suppleret med de drikkepenge, jeg fik hos kunderne, og de kunne blive til lige så meget som lønnen. Det var pudsigt at konstatere, at det typisk var hos familierne med en lav indkomst, jeg altid fik drikkepenge som regel 25 øre – en gang imellem en krone.

Hos det finere borgerskab fik jeg sjældent drikkepenge. Der var to favoritkunder. Den ene var skorstensfejer Frederiksens kone, som ofte gav en femmer. Den anden var fru Højbjerg i Grønnegade, som også tit gav en femmer. Hun blev min svigermor i 1992.

Så var der også den store håndværksmester, der kom kørende i sin lastbil et kvarter før lukketid og bestilte en masse købmandsvarer, en kasse øl (50 flasker i en trækasse) og en 11 kg gasflaske. Han afregnede med købmanden og satte sig så ud i sin lastbil og kørte hjem. Jeg måtte til at bære en kasse øl op fra kælderen, finde en flaske gas i skuret ude i gården, medens vores ekspedient samlede købmandsvarerne sammen i en kurv.

Så op på varecyklen og ud i Vestergade. Jeg stillede Long John ved siden af lastbilen, satte varerne ind i køkkenet, gasflasken ud i værkstedet og ølkassen ned i kælderen, medens den sure håndværker tog sig af købmandsvarerne. Her faldt der ingen drikkepenge af.

Mon han var bange for, at lastbilen tog skade, hvis han selv tog varerne med hjem.

Julemiddag

Den 24. december var købmandsbutikken åben til kl. 16. Ved 12-tiden havde fru Bæk stillet julefrokost an inde i deres lejligheden ved siden af, og så kunne ekspedienten først gå ind og spise frokost, og bagefter gik jeg derind og spiste grønlangkål med kogt flæsk, medisterpølse, brunede kartofler og det traditionelle tilbehør. Der stod også sodavand til at skylle ned med.

Jeg har ikke hørt om andre bydrenge, der blev vartet sådan op.

Når vi var færdige med dagens arbejde, og der var ryddet op ved 17-tiden, trak Frode Bæk en flaske Kijafa op, og så ønskede han og fruen ekspedienten og mig en glædelig jul. Et glas kirsebærvin smager dejligt sødt, men glasset var ret lille, så købmanden og jeg fik hurtigt et glas mere, ja vi blev ved, til flasken var tom.

Da jeg kom hjem ved halvsekstiden, var jeg egentlig blevet noget svimmel og søvnig og lagde mig på divanen og sov. Da vi skulle spise julemiddag, kunne min mor næsten ikke vække mig. Sådan en omgang kirsebærvin kan virkelig slå en dreng på 15 år ud. Hvis mor kunne have fået fat i købmand Bæk, ville han ikke have været i stand til at sidde ned juleaften. De følgende juleaftener var jeg mere forsigtig med vinen.

Læretiden

Jeg kom i lære som maskinarbejder på Pedershaab Maskinfabrik den 1. august 1960. De første 11 uger var jeg på filekursus på Teknisk Skole i Torvegade.

Derefter var jeg et år på vinduesfabrikken i Nørregade, og resten af tiden var jeg på den gamle Pedershaab Maskinfabrik A/S.

Vi var 100 lærlinge på fabrikken, og der var lagt en turnus for hver lærling begyndende med fileskolen og derefter gennem alle afdelingerne på fabrikken og de forskellige typer arbejdspladser og maskiner, så vi kunne lære så mange forskellige ting som muligt. Jeg har lavet stålvinduer, været i en smedje, monteret gravemaskiner og vejtromler samt lært at elektrodesvejse, stå ved drejebænk og fræsere, shapere og langhøvl og meget andet håndværk. En lærling på PM blev uddannet til en meget alsidig smed og maskinarbejder.

I løbet af læretiden på fire år oplevede jeg mange pudsige episoder og lærte mange personligheder at kende. Der var legendariske Fessor, som under et bal på Hotel Brønderslev snublede og faldt under en dans til megen moro for de andre dansende. Fessor rejste sig med værdighed og sagde: ”Det er utroligt, så dårligt det orkester spiller.”

Mange mennesker på fabrikken havde øgenavne som Sindal Pedersen, Viborg Nielsen, Sæby Madsen, Musverner, Smalby Thorvald, Skære Peter, Svensker Carl og mange andre.

I nogle værksteder arbejdede man på to eller tre skift, og på aftenholdet og natholdet blev der fusket utrolig mange ting, for eksempel havelåger, udendørslamper ja hele kulfyr hjem til kælderen. De færdige varer blev læsset over hegnet i stedet for at skulle ud gennem den store port, og så kunne ”varerne” hentes senere uden, at man blev set.

Der blev drukket mange øl på aftenholdet. I drejeværkstedet kunne det nok hænde en fredag aften, at efter kl. 20, når pausen var ovre, fortsatte man med at drikke øl til fyraften ved midnatstid. Der er gået mange branderter hjem fra arbejdet fredag nat. Det kunne finde sted, fordi der kun yderst sjældent var en værkfører til stede om aftenen og natten. Når aftenværkføreren havde sat alle i gang med arbejdet, kørte han hjem for at spise aftensmad og kom kun en sjælden gang tilbage i løbet af aftenen eller natten.

Lærlingeklubben

I Brønderslev var der en lærlingeklub under den fagforening, som i dag hedder Dansk Metal. Fordelen ved at være medlem af klubben var, at man straks var understøttelsesberettiget efter endt uddannelse. Ellers var der en karenstid på et år, inden man kunne få understøttelse.

Klubben havde ca. 150 medlemmer, hvoraf de ca. 100 var fra Pedershaab Maskinfabrik A/S. Jeg var formand i hele læretiden, og Ernst Lindbøgh var kasserer.

Hver sommer havde vi en bustur til Sæby, hvor vi spiste frokost i restauranten i Sæbyskov. Vi fik smørrebrød og øl, som blev betalt af klubkassen, og så gik vi ind til havnen og rundt i byen og hyggede os.

Det var populært at leje en robåd og sejle rundt på Sæby Å. Det vil sige, hvis bådudlejeren hørte, vi var fra Brønderslev Lærlingeklub, kunne vi ikke leje en båd. Han havde dårlige erfaringer fra tidligere år med, at nogle af lærlingene gik i land et sted ude på åen og lod båden ligge der.

I mit sidste læreår havde jeg arrangeret en bustur til Tyskland for lærlingeklubben. Vi skulle på Hannover Messe og i øvrigt se nogle tyske fabrikker.

Bussen med ca. 30 lærlinge drog fra Brønderslev den 1. maj 1964 i tæt snevejr, men vejret blev bedre, da vi kom til Tyskland.

Turen varede en uge, og vi havde mange spændende besøg på messe og fabrikker.

Aftenerne blev mest brugt på forlystelse, og det var almindeligt med lidt tømmermænd om morgenen.

Lærlingeklubben samarbejdede med Danmarks Socialdemokratisk Ungdom (DSU) og HK-ungdom. Vi kaldte os Tre i Én, og det eneste formål var at holde baller.

Den 25. marts 1964, dagen før Skærtorsdag, afholdt Lærlingeklubben et bal i Tre i Een’s navn på hotel Phønix.

Danmarks meget kendte pigtrådsorkester The Danish Sharks skulle spille, og de havde den kendte sangerinde Anette Blegvad med som forsanger.

Der kom busser fra Hjørring og Thisted og andre steder fra med feststemte unge. Det blev det største bal på Phønix nogensinde med 900 deltagere. Folk stod som sild i en tønde på dansegulvet og over alt, hvor det var muligt, og pigtrådsmusikken gungrede derudaf.

Hotelværten Anderson kom flere gange hen til mig og sagde vredt: ”Det ender galt og husk, det er dit ansvar.”

Kl. 24 stod der udenfor den låste dør en flok unge mænd og ville ind. Det var vores lærlingekammerater, der havde fået fyraften fra aftenholdet.

Anderson havde pålagt mig ikke at lukke flere ind, men vores kammerater kunne vi ikke lade stå udenfor, så de kom også ind.

Da ballet var overstået ud på natten uden nogen form for ballade, kom Anderson hen til mig og sagde: ”Det gik jo godt, men du skal betale 400 kr. for fire ødelagte stole.” Så gik vi ind på kontoret og afregnede, og jeg blev budt på en øl, og så sad jeg der og hyggesnakkede med værten midt om natten og nød en velfortjent øl, medens mine kammerater ryddede vores sager op og talte penge.

Orkesteret skulle have 4.000 kr., og entreindtægten havde været så stor, at Lærlingeklubben havde en fortjeneste på 4.000 kr. denne aften.

Ungdomstiden og Tove

Allerede inden jeg var færdig med at gå i skole som 16-årig, var jeg så småt begyndt at gå til bal på hotel Brønderslev og hotel Phønix. Det blev også senere til bal på Hallund Kro og på Tylstrup Kro. Der var ingen kontrol med alderen, når man bestilte øl hos tjeneren.

Jeg gik til bal i mit konfirmationstøj, og ballerne begyndte tidligt på aftenen og sluttede ved 1-tiden eller 2-tiden og nogle gange lidt senere. På vej hjem gik vi gerne omkring en bagers bagbutik og købte smørkager eller jødekager, som vi satte os på en trappe i byen og spiste – når vejret var til det.

Ved sådan en lejlighed var det Tove, jeg fulgtes med hjem og delte kager med om natten. Vi kom sammen i ca. et halvt år, medens jeg var bydreng hos købmand Bæk.

En mandag kom Toves far ind til købmanden og bad om at få sendt en kasse øl (50 stk.) hjem.

”Jamen Højbjerg – du fik da en kasse i lørdags ”, sagde købmanden.

”Det er rigtig – men din bydreng har besøgt Tove i weekenden, så der er ikke mange tilbage”, lød svaret. Det var nu ikke mig, der havde drukket de mange øl, men kun nogle af dem.

Det kæresteforhold fik en ende i 1960, og så gik der 32 år, inden vi fandt sammen igen og blev gift.

Studietiden

Straks efter bestået svendeprøve begyndte jeg at læse til ingeniør på det nye Teknikum i Aalborg. For at kunne blive Teknikumingeniør var det et adgangskrav, at man havde en håndværksmæssig uddannelse, der støttede den type ingeniør, man ville være.

For at blive elektroingeniør skulle man være uddannet elektriker, og for mit vedkommende skulle jeg være uddannet maskinarbejder for at kunne blive maskiningeniør. En uddannelse som mekaniker ja sågar urmager eller lignende uddannelser kunne også bruges.

Vi begyndte 22 studerende i klassen. Uddannelsen foregik som klasseundervisning kombineret med selvstændige projektopgaver til løsning i fritiden. Skoletiden var fra kl. 8 til 17 og om lørdagen fra kl. 8 til 12.

Man blev registreret for tilstedeværelse i hver time. Når man havde et bestemt antal fraværstimer, skulle man redegøre for dem hos afdelingsforstanderen, og var det grelt, blev man forment undervisning resten af året, og så skulle det pågældende klassetrin gås om.

Første år sluttede med 16 eksamener, andet år 12 og tredje år var der 8 eksamener. Der blev udregnet et gennemsnit på eksamenskaraktererne, som skulle være over et minimumskrav. Lykkedes det ikke, skulle man gå året om i alle fag.

Man kunne dumpe to år, så studiet kunne maksimalt strække sig over fem år.

Jeg var glad for at studere, og havde forventet at blive undervist af de skarpeste ingeniørhjerner, men der var desværre nogle lektorer, som var meget middelmådige.

Ud over den almindelige klasseundervisning i dagtimerne med tilhørende hjemmeopgaver skulle det undervisningsstof, man havde fået forelæst i timerne, studeres grundigt, for man risikerede at blive kaldt til tavlen for at forelægge det for klassen næste dag.

En af underviserne var uddannet folkeskolelærer, og ham havde jeg til fysik og kemi. Han hed Marinus Sørensen og var i en klasse helt for sig selv. Han var en meget dygtig underviser og en finurlig person.

Når man skulle fremlægge en lektie ved tavlen, og man kløjs noget i det, så Marinus Sørensen bedrøvet på en og sagde: ”Hvis du vil virke lærd, så gør det lette svært.”

Han brugte også udtrykket: ”Vorherre luner vinden for de klippede får.” Selvom vi alle var voksne mennesker, kaldte han os for sine ”manser”, og det tog vi kun som et kompliment. Stillede man et spørgsmål som for eksempel, hvorfor en væske blev blå, når den blev blandet med syre, var svaret: ”Således ”haver” Vorherre skabt det.”

Så var der projekterne, som var store opgaver, der skulle løses i fritiden og afleveres til et bestemt tidspunkt. Der blev brugt mange nattetimer på at sidde ved tegnebræt eller skrivemaskine for at nå det hele.

Var man ubemidlet og havde forældre, der også var, kunne man søge Statens Uddannelsesstøtte. Jeg var så heldig at få maksimal støtte alle tre år.

Støtten blev udbetalt til juli og december, og der skulle søges begge gange. Det sidste semester i 1967 fik jeg til juli udbetalt 1.735 kr. som legat og 1.735 kr. som rentefrit lån. For at kunne få råd til dagen og vejen, måtte vi ty til at få et studielån i Banken.

En dag efter, vi havde fået legater, bad Marinus Sørensen mig så mindeligt om at købe en skrivemaskine, for så havde han en større chance for at kunne læse mine rapporter og projekter.

Jeg søgte rentefrit lån hos min tidligere læreplads, Pedershaab Maskinfabrik A/S, som havde en legatordning med, at tidligere lærlinge kunne låne 1.000 kr. rentefrit for hvert studieår. Jeg havde selv siddet i legatbestyrelsen sammen med adm. dir. Peder J. Nielsen, og jeg var også heldig her at låne i alt 3.000 kr. rentefrit til forfald efter aftale.

Jeg fik hver måned 150 kr. af mine forældre, og det dækkede lige huslejen. Det var mange penge for mine forældre, men de insisterede på, at hjælpe deres søn igennem studietiden, hvilket jeg er dem dybt taknemmelig for.

Det var et meget hårdt slid at nå til vejs ende, hvilket heldigvis lykkedes mig på tre år. Ud af de 22 studerende fra begyndelsen fuldførte kun 8.

Etablering i Brønderslev

I juli 1967 flyttede jeg til Brønderslev sammen med min hustru Lise og lille søn Ole på et år.

Lise var lige blevet færdiguddannet skolelærer og skulle begynde sit første job på Skolegades skole til august. Jeg havde fået ansættelse på A/S Peder Nielsen ”Pedershaab” til november på betingelse af, at jeg bestod ingeniøreksamenen.

Vores helt nye hus på 125 m² lå i Bjarkesgade. Prisen var 125.000 kr. med en udbetaling på 25.000 kr. Vi skulle låne til udbetalingen, så jeg løb spidsrod mellem samtlige pengeinstitutter i Brønderslev, blot for at få at vide, at risikoen var for stor, så vi måtte hellere bo i en lejlighed.

Da havde Vendelbobanken i Hjørring kort forinden etableret en lille filial i en lejlighed i Rådhusgade, så der bankede jeg på og fik en meget fin behandling af Jørgen Steen, som skulle få filialen til at køre.

At låne til udbetalingen var intet problem. Han spurgte, om vi havde vaskemaskine, gardiner og andre nødvendige ting og til sidst, om vi havde studiegæld, banken kunne overtage.

Jeg gik fra Vendelbobanken med 57.000 kr. ”på lommen”, og vi flyttede ind i det nye hus med vaskemaskine, gardiner og studiegælden i en anden bank betalt.

Sammen med det rentefri lån fra Pedershaab Maskinfabrik A/S skyldte vi i alt 60.000 kr. væk fra begyndelsen af vores tilbagevenden til Brønderslev, hvilket svarer til det halve af prisen for vores nye hus.

Da jeg nogle år senere var blevet produktionschef på PN, blev jeg over tid ringet op af byens pengeinstitutter, som tilbød at hjælpe med penge, hvis det skulle være aktuelt.

Det var mig en stor glæde at kunne svare dem: ”Da jeg havde brug for jer, var jeg ikke god nok som kunde. Nu er I ikke gode nok som bank for mig.”

Jeg har stadig det pengeinstitut, som er blevet til Jyske Bank.

Den nære familie

Mine familieforhold finder jeg for private at beskrive, så det bliver en meget kort oversigt.

Mine forældre Gudrun og Thorvald Bistrup stammede begge fra Jerslev, men boede i Brønderslev fra 1948 og resten af deres liv. De døde begge på Plejehjemmet Kornumgaard, far i 2003 og mor i 2012.

Jeg har to yngre søstre. Den ældste søster Joan har boet hele sit liv i Brønderslev og er gift med Normann, og de har fire børn, som alle bor i Brønderslev kommune. Min yngste søster Lone var gift med Tom, som døde i 2011 kun 59 år gammel. Hun har to børn, hvoraf den ældste har boet i Østrig i mange år, og den yngste bor ved Viborg.

Jeg blev gift med Lise i 1965, og vi fik Ole i 1966 og Tine i 1969. Lise og jeg blev skilt, og jeg blev gift med Tove i 1992. Hun har to børn Henrik og Lene, som begge er bosat på Fyn.

Jeg er morfar og farfar til fire børnebørn og bedstefar til Toves tre børnebørn. Vores børnebørn er mellem 17 og 28 år og spredt rundt om i landet.

38 år på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik

Bygningsingeniør

Jeg tiltrådte som ingeniør på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik den 23. oktober 1967 efter veloverstået eksamen.

Min første opgave var at oprette et færdigvarelager på 2.500 m². Jeg skulle tegne råbygningen og indretning af lageret, som skulle rumme 2.500 specialkonstruerede trådcontainere. Dem skulle jeg også opfinde.

Selve bygningen, fundamentet og de bærende spændbetonsøjler og -spær, skulle den selvstændige civilingeniør H. P. Mulvad beregne og konstruere.

Jeg havde lært husbygning på Teknikum, men havde ikke taget det særlig seriøst, for jeg skulle ikke være arkitekt, men maskiningeniør. Heldigvis havde jeg mine undervisningsbøger til faget, så det kan nok være, jeg seriøst begyndte at studere bygningskonstruktion forfra.

Da færdigvarelageret var indviet, skulle jeg gennem samme procedure igen, men nu var det et råvarelager på 1.600 m², der skulle opføres.

Det var ikke lige den slags opgaver, jeg var ude efter, så jeg søgte en stilling i et stort finsk firma med filial i København, som søgte en leder til denne filial.

Jeg blev ringet op af firmaets administrerende direktør i Danmark, som gerne ville besøge mig privat næste dag.

Der var kraftigt snevejr med tilsneede veje, men han insisterede på at komme.

Efter at have snakket sammen en times tid, fik jeg tilbudt jobbet med betalt flytning til København, en firmabil og en månedsløn på 5.000 kr. Jeg fik på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik 2.500 kr. og ingen bil.

Jeg fik naturligvis nogle dage at betænke mig i.

Dagen efter gik jeg til min chef, teknisk direktør Svend Erik Christensen, og satte ham ind i sagen. Jeg spurgte, hvad mine fremtidsudsigter var i firmaet og fortalte, at jeg var tilbudt et andet job.

Svend Erik blev lidt rød i kinderne og ville gerne drøfte det med den administrerende direktør Rigmor Nielsen. Senere på dagen tilbød de mig jobbet som produktionschef til en løn på 5.000 kr. om måneden, men ingen bil.

Jeg åndede lettet op og glædede mig til at blive produktionschef. Det var jo ikke lige min drøm at flytte til København.

Karriereforløbet

Jeg begyndte som menig ingeniør i 1967.

I 1970 blev jeg udnævnt til produktionschef.

I 1989 blev jeg teknisk direktør.

Fra 1998 var jeg administrerende direktør.

I 2005 gik jeg på efterløn.

Ansvarsområder

Som produktionschef havde jeg ansvaret for al produktion og produktionsplanlægning.

Da jeg blev teknisk direktør, fik jeg også ansvaret for værktøjsmageriet, vedligeholdelsesafdelingen og værktøjskonstruktion.

Jeg har altid haft ”fornøjelsen” at skulle forhandle løn og arbejdsvilkår for de medarbejdere, jeg var ansvarlig for. I de første mange år foregik forhandlingerne under ledelse af adm. dir. Svend Erik Christensen, men han overlod det stille og roligt til mig efter nogle år.

Den 1. januar 1998 blev jeg administrerende direktør. Peter Hvilshøj blev direktør med ansvar for økonomi og salg, og tilsammen udgjorde vi den legale direktion. Peter var blevet ansat to år før som økonomichef og var 13 år yngre end mig. Vi havde et rigtig godt forhold til hinanden.

Som administrerende direktør har man ansvaret for alt i virksomheden. Peter Hvilshøj tog sig hovedsageligt af salg og økonomi.

Udvikling gennem årene

I mine mange år på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik var der rigtig gang i udviklingen. De to nye lagre virkede godt, der blev anskaffet et helt nyt, moderne anlæg til elektroforzinkning, der blev installeret et meget moderne pulverlakeringsanlæg.

Specialmaskiner blev indkøbt, og det var spændende, da en stor 400 tons presse blev leveret ned igennem taget, en 73 tons tung maskine og en kæmpemobilkran – det var et fantastisk syn, og maskinen blev placeret præcist, hvor den skulle stå.

Nye bygninger blev føjet til, og et stort kemisk rensningsanlæg blev installeret i kælderen under det nye elektroforzinkningsanlæg. Overfladebehandling gav meget forurenet spildevand, som vi selv skulle rense.

Der var en rivende udvikling i byggebranchen, hvor vinduesfabrikker og dørfabrikker skød op og udviklede sig hastigt. Det gjorde konkurrencen også.

Der blev efterhånden stillet store krav til vores beslag til døre og vinduer. Kvaliteten skulle være i top med hensyn til produkternes nøjagtighed og overfladebehandling – beslagene skulle have lang holdbarhed.

Kvalitetsstyringssystemet ISO 9001 blev derfor implementeret i vores processer og Det Norske Veritas certificerede det. Systemet beskriver, hvordan man sikrer ensartethed i alle produktionsprocesser, hvordan man kontrollerer kvaliteten igennem hele produktionen og ikke mindst, hvordan man håndterer afvigelser fra kvaliteten.

Det var et kæmpeprojekt at få kørt ind.

Lønforhandlinger

Som tidligere nævnt havde jeg ansvaret for at forhandle løn og arbejdsvilkår i henhold til landsoverenskomsterne indenfor vores branche. Det kunne være krævende at få medarbejdernes ønsker/krav til at mødes med virksomhedens tilbud.

Der har gennem årene været nogle overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, fordi der ikke kunne opnås enighed lokalt. Så har vi været den vej af Arbejdsretten i København, eller forhandlet løn med bistand fra Jernets Arbejdsgiverforening og 3F.

Drøftelserne under forhandlingerne kunne være lidt højrøstede, men jeg har aldrig været ude for, trods uenighed og arbejdsnedlæggelser, at der har været kold luft mellem tillidsmændene og mig, når vi har forladt forhandlingskontoret. Vi har altid kunnet tale sammen i en ordentlig tone.

Æraen er slut

I de otte år, Peter Hvilshøj og jeg udgjorde direktionen, havde virksomheden hvert år et pænt overskud, og egenkapitalen voksende støt. Vi investerede i nye bygninger og produktionsudstyr, men kun efter nøje investeringsanalyser.

Der var i gennemsnit 298 medarbejdere i perioden.

I 2004 sagde jeg min stilling op for at gå på efterløn. Jeg havde et års opsigelse, så jeg fratrådte først den 31. juli 2005.

Min afløser kunne tiltræde i marts 2005, da han havde gået ledig nogen tid. Vi blev enige om, at jeg skulle stoppe, når han følte at vide tilstrækkeligt om opgaven, så den 30. marts holdt bestyrelsen afskedsreception for mig med deltagelse af alle 300 medarbejdere og ca. 100 gæster.

Omsorg for medarbejderne

Der er flere beviser på, at Fabrikanten Peder Nielsen havde omsorg for sine medarbejdere helt fra begyndelsen.

Opvartning ved Fabrikantens fødselsdage og jul

I mange år var det skik, at på Fabrikantens fødselsdag blev medarbejderne opvartet, jeg ved ikke med hvad.

Lillejuleaften skulle de alle spise til middag sammen og fik derefter 1 sigtebrød, 1 flæskesteg og nogle hvidkål med hjem.

Overskudsdeling

I flere år fik medarbejderne til 1. maj og 1. november udbetalt 7% af fabrikkens fortjeneste det forløbne halvår.

Det var måske Danmarks første eksempel på overskudsdeling.

Pensionskasse

I 1918 oprettede Fabrikanten en pensionskasse for sine medarbejdere, så de kunne nyde en sorgfri alderdom.

Fabrikkerne skød 20.000 kr. i pensionskassen, og medlemmerne betalte et lille bidrag hvert kvartal, og de to fabrikker betalte et tilsvarende beløb – altså doblede op.

Arbejderhuse

Fabrikanten byggede over 30 huse til medarbejderne, og de kunne enten sidde til leje eller købe med en udbetaling på 2 – 300 kr., og resten af købesummen kautionerede Peder Nielsen selv for hos Kreditforeningerne.

Mange af husene ligger i Hedelundsgade og i den bydel, vi kalder Valby.

Julegaver

I alle årene på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik fik alle medarbejdere julegave. I begyndelsen af min tid fik vi 300 kr. og de sidste år 900 kr., som var det maksimale beløb, man måtte give ansatte uden at skulle beregne skat.

Tidligere ansatte, som var fratrådt til en pensionisttilværelse, fik 100 kr. hver. Var den fratrådte pensionist død, fik den efterladte julegaven.

Medens Rigmor Nielsen var administrerende direktør, kørte hun ud til hver enkelt pensionist og afleverede kuverten med de 100 kr. Når den tid nærmede sig, var der ingen pensionister, der forlod hjemmet for tænk, hvis Rigmor kom, når de ikke var hjemme.

En formiddag til det daglige postmøde for direktører og chefer sagde Rigmor Nielsen: ”De herrer skal ikke forvente at se mig resten af dagen, jeg skal ud med julegaver til pensionisterne.”

Lige over middag mødte jeg Rigmor Nielsen på gangen og sagde forundret: ”Jeg synes De sagde, vi ikke fik Dem at se resten af dagen.”

”Ja Bistrup – men nu kan jeg ikke drikke mere kaffe eller portvin hos pensionisterne.”

Efter Rigmor Nielsens død i 1978 blev julegaverne til pensionisterne sendt anbefalet med posten.

Julegaven endte med at være 300 kr.

Halfester

Hvert år blev der afholdt fest i Brønderslevhallen for samtlige medarbejdere og pensionister – alle med ægtefæller. Pensionister kunne blive hentet og bragt i taxa efter eget ønske. Aftenen indledtes med en pæn tre retters middag med vin, øl og vand.

Efter spisningen blev der spillet op til dans. I en del år var det Kandis, der spillede, og dansegulvet har propfyldt af de 250 til 400 deltagere. Efterhånden som Kandis blev mere og mere berømt og dyre, prøvede vi andre orkestre, men ingen andre formåede at spille for et fyldt dansegulv hele aftenen.

Peder Nielsen ånden

Intensionerne bag de ovennævnte goder for medarbejderne, som Fabrikanten tog initiativ til, udsprang af hans menneskesyn, og vi kaldte det ”Peder Nielsen ånden”, som hans efterkommere på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik videreførte.

Ingen af goderne eksisterer mere, fordi samfundsudviklingen har overflødiggjort nogle af dem, og andre er fjernet af hensyn til virksomhedens overlevelse i krisetider.

God arbejdsplads

Mine 38 år på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, efterlader hovedsageligt gode minder. Fabrikken har altid været omtalt i lokalsamfundet som en god arbejdsplads. Medarbejdere, der mødte til tiden og passede deres arbejde, kunne som regel føle sig trygge i jobbet.

Jeg havde i meget stor udstrækning frie hænder uden synderlig indblanding, og det passede mig rigtig godt.

Jeg er ofte blevet spurgt, om jeg aldrig havde lyst til at prøve ansættelse i andre virksomheder. ”Ok jo – men så satte jeg mig bare på en stol og ventede, til anfaldet gik over,” svarede jeg.

Brønderslevs udvikling

I mine mere end 70 år i Brønderslev har jeg kunnet følge en kolossal udvikling fra en by med masser af industri i og ved byen, og landbrug i oplandet, til nu at være en 100-årig købstad med fokus på en mangfoldighed af handel. Der findes ikke mange supermarkedskæder, som ikke er repræsenteret i Brønderslev og flere kommer til.

Produktionsvirksomheder i Brønderslev dengang

Brønderslev var i min ungdom præget af store og små produktionsvirksomheder:

• Pedershaab Maskinfabrik A/S
• A/S Peder Nielsen Beslagfabrik
• Pedershaab Jernstøberi A/S
• Valby Metalstøberi
• Uggerbys Maskinfabrik
• Slagteriet
• Mejeriet
• Tipsmark
• Højbjerg lavede hægtelukkere til lastbiler
• Leif Jensen lavede hægtelukkere
• To cementstøberier
• HCA-dress
• Kansas arbejdstøj
• Carstensens Klædefabrik
• Presservare Pedersen lavede lydpotter
• Gørtler Poulsen
• Gørtleri Bregnhøj og Jensen
• To teglværker
• Tre sodavandsbryggerier – Bryggeriet Brønderslevhus – Svalen –
  Poulsen i Nørregade

Desuden var der mange håndværksvirksomheder, som murermestre, tømrermestre, malermestre, el. installatører, VVS-installatører, blikkenslagermestre og flere.

Der var sikkert flere produktionsvirksomheder, men jeg kan ikke huske flere.

Industrien i dag

I dag er der kun få industrier i Brønderslev som:

• Cubic er en stor virksomhed med stor eksport af el. tavler og lignende produkter til industrien.
• bo-glas er en mellemstor virksomhed, der leverer glasløsninger til boliger og erhvervsbyggeri.
• Intech International er en mellemstor virksomhed med stor eksport af maskiner og udstyr til fiskeindustrien.
• Pedershaab Maskinfabrik A/S er ejet af amerikanere og hedder HawkeyePedershaab. Hovedparten af produkterne fremstilles i USA, og kun en meget lille del i Brønderslev.
• A/S Peder Nielsen Beslagfabrik er kun en skygge af fordum storhed. Der er ikke meget produktion tilbage. Man køber sine produkter til videresalg og virker således som en slags grossist for en stor del af sortimentet.
• Staring A/S leverer et stort udvalg af maskiner til byggeriet som blandemaskiner, pladevibratorer, pumper og meget mere. En stor del af produkterne køber firmaet til videresalg.
• Serman & Tipsmark designer, udvikler og producerer specialudviklede hydrauliksystemer til et meget bredt, globalt kundesegment.
• AP-facader producerer facader, vinduer og døre m.m. i aluminium og glas til både privat- og erhvervsbyggeri i hele Danmark.
• PSC er specialister i produktion af højkvalitets plast dele.

Handelslivet

Da jeg var bydreng hos købmand Bæk i 1950’erne, var der mere end 30 købmænd i byen.

Der var mange små butikker som mælkeudsalg, bagere, slagtere, gartnere, blomsterhandlere, manufakturhandlere, fiskehandlere, skomagere, tobaksforretninger, skohandlere, bladhandlere og mange flere.

Nu foregår indkøbet af stort set alle slags varer i de mange supermarkeder, der er etableret i Brønderslev, og de små forretninger er forsvundet.

Der er stadig manufakturhandlere, en enkelt slagterbutik med bagerbutik integreret, Osteklokken, KonditorBager, Vinspecialisten og nogle få blomsterhandlere med flere.

Byrådet lavede byplaner, som koncentrerede handelen omkring Føtex med det resultat, at mange butikker i byens centrum står tomme.

Ny laves byplanerne derfor sådan, at forretningslivet skal koncentrere sig om den vældige nye plads, hvor banegården ligger. Det bliver spændende, hvad det ender med.

Brønderslev har så mange supermarkeder, at de kan betjene hele Vendsyssel. Der er: Føtex, Løvbjerg, Netto, Aldi, Lidl, Fakta og 2 Rema 1000.

Griseauktionen

Der var også helt specielle begivenheder i gamle dage. Hver onsdag formiddag var der griseauktion i Nørregade, der hvor BAS holder til i dag med bl.a. biograf.

Landmændene kom ind med deres grise i lastvogne, og så blev grisene solgt på ganske almindelig auktionsmaner. Der blev også holdt auktion med køer.

Jeg husker endnu grisenes skrigen, når de blev hevet ned af lastbilerne eller skulle læsses ind igen, når de var blevet solgt. De blev løftet i halen og et øre, så det er forståeligt, at de skreg.

Når auktionen var overstået, gik rigtig mange af de gæve landmænd over på Restaurant Hedelund for at indtage en velfortjent frokost.

Hvis der havde været et effektivt politi i Brønderslev, kunne de have knaldet rigtig mange bønder for at køre spritkørsel. Men man var mere tolerante dengang.

Brønderslev marked

Dengang som nu var der Store Brønderslev Marked.

I gamle dage begyndte markedet søndag eftermiddag kl. 14 eller 16 – jeg husker det ikke nøjagtigt.

Dengang var der rigtig gøgl med ”artister” og professor Tribini nogle få gange.

Mange kroer havde rejst telte, hvor man kunne købe mad og drikke. Jeg husker specielt Jerslev Kro’s telt, for her gik min Bedstefar Aksel og sørgede for ro og orden, ryddede op på bordene og samlede de tomme flasker. Jeg fandt hurtigt ud af at holde mig til ham og være behjælpelig, og det var ikke sjældent, at en beruset markedsgæst gav den flinke dreng en krone for at rydde de tomme flasker af vejen.

Jeg kunne sagtens tjene 20 til 25 kr. sådan en mandag, men de blev ikke brugt på tombola eller andet gøgl, nej der blev købt hotdogs, for det var jeg meget glad for at spise, og der var gevinst hver gang.

Om mandagen kom landmændene med deres heste, og der var mange, og så blev der holdt hestemarked.

Skolerne havde lukket om mandagen. Markedet var og er den første mandag i september.

Nu om dage strækker markedet sig over fire dage fra fredag til mandag og bærer i stor grad præg af at være et loppemarked med alskens varer.

Der er heller ikke mange heste, men det skyldes naturligvis udviklingen indenfor landbruget, som stort set ikke anvender levende hestekræfter.

Heste bliver nu udelukkende holdt som rideheste.

Livet som pensionist

Som tidligere nævn gik Tove og jeg på efterløn i 2005, og har gået hjemme siden. Vi bliver ofte spurgt, hvad vi får tiden til at gå med. Den går helt af sig selv, og vi går med, men i et meget lavere gear end for år tilbage.

Det er et stort privilegium at kunne tage på besøg hos andre pensionister på en ganske almindelig hverdag.

Pensionen går ind på kontoen hver måned, uden vi behøver at foretage os noget.

I disse Coronatider er jeg rigtig taknemmelig for det, og jeg tænker ofte på de selvstændige erhvervsdrivende og ansatte medarbejdere, der mister deres levebrød på grund af den verdensomspændende pandemi.

De skal leve af understøttelse og hjælpepakker, som langt fra giver den indkomst, de behøver for at kunne opretholde den hidtidige levestandarden.

Ulykke i Frankrig

Tove var gået på efterløn samtidig med mig, så vi besluttede at tage til Sydfrankrig på camping. Vi havde en Toyota Camry og en Hobby campingvogn.

Cirka 100 km inde i Frankrig på en motorvej eksploderede det venstre dæk på campingvognen, og jeg mistede totalt styringen.

Vi kørte ca. 90 km i timen (det er tilladt med 130 km i timen med campingvogn i Frankrig), og bilen kørte snart i den venstre side af motorvejen og snart i den højre.

Pludselig styrede bilen igennem autoværnet i højre side og ned ad en skrænt, hvor Camry’en fældede adskillige træer, indtil den ramte et, der var for tykt.

Vi kom fortumlet ud ad bilens højre dør, den venstre var blokeret. Vi holdt ca. 8 meter nede ad skrænten. Bilen stod og vippede med bagenden hængende oppe på en træstub. Der var rykket 10 meter autoværn op med stolper og det hele.

Oppe på motorvejen var der dannet en bilkø på flere hundrede meter, og et stykke længere fremme holdt en enlig campingvogn, og der gik nogle sekunders reaktionstid, før det gik op for mig, at det var vores. Det tykke smedede anhængertræk af stål var knækket. Heldigvis – ellers var campingvognen måske landet ovenpå Camry’en.

Campingvognen var totalskadet, og bilen blev repareret for 338.000 kr.

Tove og jeg slap med livet i beholdt og kun nogle trykkede ribben.

Jeg aflagde rapport til en politibetjent, før en ambulance kom med udrykning og kørte os til grundige undersøgelser på et nærliggende hospital.

Vi var sluppet med trykkede ribben, men det kneb med at gå med en kuffert.

Jeg ringede til SOS-international og rapporterede ulykken. Jeg fik en venlig behandling, og der var store anstrengelser fra SOS’ side med at få klarlagt, hvor bil og campingvogn skulle fragtes hen.

Da jeg havde takket nej til en lånebil til resten af ferien og bad om, at vi fik flybilletter fra Paris til Aalborg, for vi skulle bare hjem,
fik tonen en helt anden lyd. Nej! Vi skulle da selv sørge for hjemtransport. Vi kunne bare få vores rejsebureau til at arrangere det.

Det gled helt hen over hovedet på kvindemennesket, at man normalt ikke bruger rejsebureau til en campingferie.

Jeg ringede til min tidligere sekretær, Anette på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, og satte hende ind i situationen. 20 minutter efter ringede hun og fortalte, at der ville ligge flybilletter til os i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris næste formiddag.

På hospitalet havde en læge efter mange misforståelser endelig skaffet os en taxa og et hotelværelse. Idioten havde bestilt værelse på Hotel Eros, der lå 13 km. uden for byen på en mark, og han forklarede begejstret, at der var natklub på øverste etage. Der var spejl over sengen, og der skulle betales på forhånd. Hvad havde han forestillet sig, vi skulle foretage os med trykkede ribben og stadig i chokeret tilstand.

Næste dag, endelig hjemme i Brønderslev ved frokosttid, ringede vi til vores venner Tove og Leif og Hanna og Torben. De kom øjeblikkeligt og blev selvfølgelig meget forskrækket over at høre om vores oplevelse. Hanna insisterede på, at vi tog hjem til dem, og så fremtryllede hun noget dejligt mad, der blev ledsaget af øl og vin, og hyggen viste sit ansigt lidt efter lidt. Dagen endte på en god måde.

SOS sørgede for køretøjerne og betalte vores udgifter til hotel og hjemtransporten med tog til Paris og fly til Aalborg. De betalte en kuffert til vores sparsomme garderobe, alt var i jo campingvognen, de betalte restaurationsregningen fra om aftenen. Det løb op i nogle tusinde kroner. Det eneste SOS ikke ville betale, var 140 kr. til sandwich og øl i flyet hjem. Man forundres!

Venner

For mange år tilbage var omgangskredsen meget stor. Der blev hyppigt holdt fester, hvor intet manglede, og der blev danset til den store guldmedalje.

Nu i vores gyldne år er omgangskredsen svundet betragteligt ind, og udover familien har vi to par, som vi kalder nære venner. Vi har kendt hinanden siden 1960’erne.

Med Hanna og Torben havde vi den tradition i påsken, at vi Skærtorsdag tog på kunstudstilling sammen over hele Vendsyssel og sluttede dagen med at give mad på skift.

I vores fremskredne alder med de helbredsmæssige problemer den medfører har vi droppet udstillingerne og giver på skift frokost, der varer resten af dagen.

Bar røv til kaffe

Der er en bestemt Skærtorsdag, som står fast printet i vores hukommelser. Vi så kunstudstillingen på Dronninglund Slot, hvor der også var et formidabelt kaffebord, som vi skulle nyde.

Pludselig så vi en ung, nydelig dame i et tylsskørt gå rundt om bordet og samlede ind på sin tallerken. Man skulle bukke sig forover for at nå kagerne midt på bordet, og det gjorde denne unge dame også, og det blev tydeligt for alle øvrige gæster, at hun ikke havde trusser på, og skørtet skjulte absolut intet.Midt i rummet stod et meget langt bord fyldt med forskellige kager til fri afbenyttelse. Gæsterne gik stille og roligt rundt om bordet til hyggepianistens dæmpede musik og tog for sig af lækkerierne.

Kaffebordet fik pludselig en helt anden dimension. Som damen gik sin runde, var alles øjne rettet mod hendes bagdel, da hun passerede pianisten, slog han helt galt ned i tangenterne og stirrede målløs, og musikken forstummede for en stund.

Al køkkenpersonale kom ind for at glo på skift.

Således kan kunstinteresserede opleve store øjeblikke.

Tove og Leif er vores allernærmeste venner, som vi ser meget jævnligt til spontan kaffe eller frokost. Vi inviterer ofte til en firemands hyggeaften eller -eftermiddag. Siden 1992 har vi på skift holdt nytårsaften sammen – kun os fire.

Nytårsaften 1999 i Aalborghallen

Den mest spektakulære nytårsaften var ved millenniumskiftet 1999/2000.

Vi havde bestilt bord i Aalborghallen sammen med 1600 andre gæster, og aldrig har vi været udsat for et så velfungerende og overdådigt arrangement. Vi var sammen med ejerne fra Leifs arbejdsplads i alt 7 personer ved bordet.

Menuen var med vine ad libitum til middagen, og inden den var færdig, lå mange af naboerne og sov ind over bordene – de skulle skynde sig medens vinen var ”gratis”.
Det var organiseret til perfektion. Hvert bord kunne selv bestemme, hvornår de ville have de forskellige retter fra menuen, og alle retter var perfekte.

Lige inden, vi var færdige med middagen, kom vores meget unge tjenerpar fra Dronninglund, og satte en hel masse flasker vin til os, så vi skulle ikke købe vin resten af aftenen. Da raslede – nej! da knitrede drikkepengene ned i deres lommer.

Jeg har danset på scenen i Aalborghallen – det gjorde jeg den aften!

Logen Lux Vera

Jeg har brugt meget af min tid som pensionist i frimurerlogen Lux Vera. Jeg har været medlem siden 1977 og altid haft et embede, som kræver handling.

Jeg har været med til at udvikle logen fra at være en meget lille enhed indenfor Den Danske Frimurerorden til nu at være en større loge med alle rettigheder.

I 2010 købte logen Landboskolen i Danmarksgade for at indrette loge i den gamle bygning. Festsal, køkken og kaffesal er forpagtet ud.

Fra juli 2010 til januar 2011 blev hele den gamle bygning med lejlighed på første sal, kontor, køleskab og frysere i stueetagen og kælderen, forvandlet til en moderne frimurerloge.

Arbejdet blev primært udført af frivillige logemedlemmer, men visse installationer krævede autoriserede håndværkere.

Der brugte jeg det meste af min tid i 6 måneder med alle forefaldende opgaver. Jeg tegnede loftskonstruktionen og hjalp tømrerne med at lave et buet loft med indbygget stjernehimmel i logesalen, hvilket er den bedrift, jeg er mest tilfreds med. Stjernehimmelen brugte jeg alle juledagene i 2010 til at lave med god hjælp af Tove.

Tove hjalp også flittigt med maling af vægge, fodpaneler, lofter, vinduer og døre, og til sidst en ordentlig gang rengøring.

Nu kommer jeg kun i logen for at nyde møderne, og de unge må udføre det mere slidsomme.

Sangkoret Frejdig

Jeg har altid været glad for at synge. Det er ikke det samme som, at jeg er god til det, men måske rimelig god.

I august 2012 blev jeg medlem af Sangkoret Frejdig, som det år havde 100-års jubilæum. Sangkoret synger firestemmige sange, og jeg blev placeret i gruppen
2. tenor.

Vi synger primært på plejehjem, sygehuse og ved større sociale arrangementer som Stafet for Livet.

Der er 29 medlemmer i mandskoret, der dirigeres af en lønnet musiker.

Tove syg

Det er ikke altid, at ulykker og sygdom kun rammer naboen.

I 2013 blev Tove syg og gennemgik en tarmoperation, som afslørede, at hun havde lymfekræft af T-celletypen, som man ikke havde så megen erfaring med.

Så går man lige i sort nogen tid!

Operationen blev fulgt op af en kemokur i fire måneder.

Der kom flere komplikationer til, så Tove i perioder var indlagt isoleret.

I august 2014 fik Tove maveproblemer, og efter mange undersøgelser fik hun diagnosen Cøliaki. Cøliaki er en sygdom, som vil vare resten af livet og betyder, at gluten forårsager nedbrud af tyndtarmen indefra.

Fra september 2014 har vi levet glutenfrit, og Toves cøliaki er holdt i ave.

I oktober 2014 blev Tove igen tarmopereret, og der konstateredes igen lymfekræft.

Da gik vi for alvor i sort.

Igen flere måneder med masser af kemo.

Til sidst konkluderede Tove’s kræftlæge, at hun skulle have en stamcelletransplantation for at overleve på trods af, at hun var fem år for gammel i henhold til reglerne for, hvem der kunne få denne behandling.

I april 2015 fik Tove stamcelletransplantation med efterfølgende fire uger i isolation, fordi hendes immunforsvar var totalt slået ned af kemo.

I de fire uger var hun utrolig syg, og jeg havde flere gange mine stærke tvivl om, hvorvidt hun kom hjem igen.

Hun overlevede og begyndte at genoptræne. Først ved juletid var hun næsten som før. Tove har det godt i dag seks år efter.

Unoderne

I september 2019 kom jeg med i det lille boyband kaldet Unoderne.

Det består af 7 medlemmer: to harmonikaspillere, en klarinettist, en trommeslager, en mundharpespiller og to sangere, hvoraf jeg er den ene.

Vi øver en gang om ugen i kælderen hos trommeslageren, som har indrettet et rum til formålet med mixerpult, højttalere og diskolys.

Det er rigtig hyggeligt med de øvedage, men vi er også ude at spille for publikum i hele Vendsyssel.

Foredrag

I mit arbejde på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik blev jeg meget fascineret af grundlæggeren Peder Nielsen, som aldrig havde fået en formel uddannelse, men alligevel formåede at rejse det Pedershaabdynasti, som det blev til.

Derfor har jeg de senere år holdt 16 foredrag om mennesket Peder Nielsen og virksomheden med samme navn.

Som med så meget andet er de to næste foredrag blevet aflyst eller udskudt på grund af coronapandemien.

Jeg har også holdt foredrag om mit eget liv indtil nu.

Ferier

Jeg købte det første villatelt i 1968 og har lige siden holdt de fleste ferier som campist.

Der har været nogle charterrejser til varme lande, men i min tid på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik har jeg fløjet så meget, at jeg simpelthen ikke orker at skulle igennem omstændig security for at komme op i en flyvemaskine for at komme på ferie.

Teltet blev skiftet ud med en campingvogn, som jeg har haft fem af.

Efter ulykken i Frankrig købte vi straks en ny campingvogn, og jeg tog for en sikkerhed skyld kørekort til trailer, som giver ret til at køre med større trailere end det almindelige kørekort.

Den sidste campingvogn blev solgt i 2015, og ferierne har siden været udvidede weekendophold på kroer, hoteller og slotte.

Nyskabelser i min tid

Når jeg tænker på de opfindelser, der har set dagens lys i mine 78 år, bliver jeg slået med forundring over den kreativitet, der har været verden over.

Da jeg var bydreng, kendte man ikke plastik, varerne blev pakket ind i papir, pergamentpapir, papirposer og pap eller i et glas.

Alt – ja, alt for meget er i dag pakket ind i en form for plastik, hvilket har skadet miljøet utroligt meget, fordi menneskene ikke respekterer bortskaffelsen af plastik og miljøet. Plastik er ikke af det onde, det skal blot bruges med omtanke som så meget andet, og det bruges til meget andet end emballage.

I skoletiden fra 1950 til 1960 skrev vi med blæk, penneskaft og løse penne, og der blev sat mange blækklatter i stilehæftet. Kuglepennen var opfundet, men den måtte vi ikke bruge. Jeg husker ikke, om vi måtte bruge fyldepen. Kuglepenne får man næsten gratis i dag, og der er opfundet mange andre skriveredskaber som gelpenne, fiberpenne og tuscher med flere.

For ikke at gøre dette kapitel for langt, nævner jeg nu i syndig uorden, hvilke nyskabelser, jeg kan huske:

• jetfly, førerløse busser, eldrevne biler, tog på magnetskinner og cykler med el.motor
• computere, internet, SmartPhones, iPads, tablets, fjernsyn nu også med vælg selv programmer
• Facebook, Instagram, Tvitter og flere sociale medier
• fjernbetjening af mange slags aggregater fra en SmartPhone over internettet
• robotter til industriel brug, til selvkørende støvsugere og plæneklippere og som besøgsven til enlige
• rollatoren har gjort det muligt for mange millioner gangbesværede mennesker at komme ud at gå
• motoriserede kørestole
• HIV-medicin, kræftmedicin, og på et år er der opfundet medicin til en helt ny virussygdom, Covid19, til omgående brug i hele verden
• mennesket har været på månen, og der sidder mennesker i rumstationer flere hundrede kilometer ude i rummet

Jeg ved, der er meget mere, men min hukommelse er tømt.

Rundt om i verden er der meget ufred, borgerkrig og krig. Hvorfor opfinder man ikke den fredelige verden?

Man skulle også forske i og udvikle måden, mennesker omgås med hinanden. Der hersker ofte en meget rå og fjendtlig tone i aviser og på de sociale medier. Tænk hvis alle lærte at behandle hinanden med respekt.

De kommende generationer vil opleve endnu vildere nyskabelser, som alle forhåbentlig er til fredeligt brug.

Efterskrift

Jeg har mange flere erindringer fra mit hidtidige liv, men alting har en ende.

Jeg kunne have fortalt om mine år som vicepræsident for den europæiske beslagunion ARGE eller mine år som Danmarks repræsentant i EU ved udarbejdelse af europæiske ISO-standarder for vinduer, døre og tilhørende beslag. Disse opgaver optog mig meget.

Det er meget vanskeligt at vurdere, hvad andre mennesker interesserer sig for at vide om naboen. Er mit skrift for detaljeret, eller er det for overfladisk? Det er under alle omstændigheder min historie med de private detaljer, jeg vil offentliggøre.

Jeg håber, du har haft energi til at læse det hele, og måske har genkendt noget af det og eventuelt fundet noget af det interessant.

Når du læser dette efterskrift, tager jeg det som tegn på, at du har læst det hele.

Tak for det.